Library of the Museum OF | COMPARATIVE ZOÖLOGY, AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS. Pounded bp private subscription, in 1861. N) // Ne 0. Uf Oni) 6 /, Å RN MOI 30 1889 - HA 11896 Archiv Mathematik o: Naturvidenskab, Udgivet af Sophus Lie og G. O. Sars. Trettende Bind. Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. ‘71890. Det Mallingske bogtrykkeri. Indhold. Side. I. H. L. Vogt. Beiträge zur Kentniss der Gesetze der Mineral- bildung in Schmelzmassen und in den neovulkanischen Ergussgesteinen (jüngeren Eruptivgesteinen) 1—96, 310—402 Dr. J. Brunchorst. Kritiske bemerkninger om «Sop paa klipfisk» Ga ET ARS ps 97—103 Dr. Olav Johan-Olsen. «Sop paa klipfisk, den saakaldte mid». Ftyilsvarktilehrgbrunchorst 2.22 202727103111 M. K. Häkonson-Hansen. Nordlysiagttagelserne i Trondhjem 1878—1888. En oversigt, ledsaget af 5 tabeller og 3 VEN NE RE N TE 110) A. Palmström. Meddelelser fra Det mathematiske seminar i RS ANA SD CE 2132 G. O. Sars. Bidrag til kundskaben om Decapodernes Forvand- linger. II. Lithodes—Eupagurus—Spiropagurus—Gala- thodes —Galathea—Munida—Porcellana —(Nephrops). Med 7 autografiske Dobbeltplancher. . . . . . . 133—201 1. H. L. Vogt. Norske ertsforekomster. VII. Foldalens kisfelt. Medfenpaacde re . 202—270 C. Riiber. Kjernerøstning af nikkelholdig magnetkis . . . . 271—9276 Peter Eberlin. Den historiske udvikling af kjendskabet til Grønlandskindardssø 277200 Beiträge zur Kenntniss der Gesetze der Mineralbildung in Schmelzmassen und in den neovulkanischen Ergussgesteinen (jüngeren Eruptivgesteinen). Von Ie ELD No Kristiania. Durch mineralsynthetische Experimente, Untersuchungen. von Hüttenerzeugnissen usw.') ist bekanntlich nachgewiesen worden, dass die meisten der in den Eruptivgesteinen auf- tretenden Mineralien sich durch einfache Abkühlung von Schmelzflüssen darstellen lassen. Diejenigen physikalischen und chemischen Gesetze, von denen die Bildung der wich- ) Zusammenstellungen der früheren Resultate finden sich in: A. Gurlt. Uebersicht der pyrogeneten künstlichen Mineralien. Freiberg: 1857. K. C. v. Leonhard. Hüttenerzeugnisse und andere auf künst- lichem Wege gebildete Mineralien. Stuttgart 1858. C. W. C. Fuchs. Die künstlich dargestellten Mineralien. Haarlem 1872. F. Fouqué et Michel Levy. Synthese des minéraux et des roches. Paris 1882. L. Bourgeois. Reproduction artificielle des minéraux. Paris 1884. H. Rosenbusch. Mikroskopische Physiographie der Mineralien und der Gesteine Band I & II. Stuttgart 1885 und 1887. 1 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 19 September 1888. 2 16 186 16,5 Von tigsten gesteinbildenden Mineralien abhängt, sind seit einiger Zeit der Gegenstand eines eifrigen Studiums gewe- sen; man hat dadurch erreicht sich ein Einblick in viele geologische Processe zu verschaffen, fortwährend ist jedoch diejenige Kenntniss, die man durch mineralsynthetische . Untersuchungen erlangen kann, in ihrem Anfange. Wir werden hier zuerst eine kurze schematische Ueber- sicht über diejenigen Mineralien liefern, dienach den bishe- rigen Forschungen durch Abkühlung, ohne die Anwesenheit von Wasser, Wasserdämpfen oder besonderen »agents mineralisateurs« (Z. B. Flussäure usw.), in den gewöhnli- chen Silikat-Schmelzflüssen gebildet werden können. In Schmelzmassen, die nur aus Kieselsäure mit den gewöhnlichen Basen (nämlich Al,O,, Fe, O,, — FeO, MgO, CaO, MnO, — Na, 0, K,0)*) in beliebigen Gemengverhält- nissen bestehen, können durch Schmelzung folgende gestein- bildende Silikat-Mineralien ausgeschieden werden: Die verschiedenen Glieder der Olivingruppe. Von den Pyroxenen: Rhombischer Pyroxen (Enstatit und Hypersthen), der gewöhnliche monosymetrische Augit, Wolla- stonit, daneben Rhodonit und Babingtonit. Von den Feldspathen: Die Kalk- und Kalknatron- Plagioklase (Anorthit, Labrador, Oligoklas); reiner Natron- plagioklas (Albit) höchstens fraglich, - nicht Kali- und Kalinatron-Feldspathe (Orthoklas, Anorthoklas, Mikroklin). Melilith und Gehlenit. Nephelin. Leueit. Magnesiaglimmer. 1) Aufdie Schmelzmassen, die neben SiO, auch 7iO,, SnO;, ZrO,, WO; P,0;, B:03 SO,, CO,, usw.. enthalten, oder wo die in den Gesteinen nur selten oder untergeordnet auftretenden Basen, wie PbO, ZnO, Li,0, eingehen, nehmen wir vorläufig keine Rücksicht. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 3 Granat. Tridymit. Dabei können sich auch in denselben Schmelzmassen folgende Mineralien bilden, die keinen bis jetzt in der Natur gefundenen Mineralien entsprechen: Hexagonales Kalkbisilikat, Ca SiO,. Tetragonales, nicht Al,0;- führendes Kalksilikat, das späterhin unter der Melilithgruppe näher beschrieben wer- den wird. Der von den französischen Mineralsynthetikern soge- nannte monosymetrische »Magnesia-Pyroxen«, der übrigens nach meiner Auffassung nicht zu der Pyroxengruppe gehört. Ein neuer asymetrischer, dem Babingtonit nahe stehender Pyroxen. Daneben werden von verschiedenen Forschern mehrere neue, in Schmelzflüssen erhaltene Mineralien beschrieben, deren Eigenschaften jedoch so spärlich bekannt sind, dass wir die Mineralien nicht genügend scharf definiren können. Hier werden wir auch erwähnen, dass sich durch Schmel- zung gelegentlich neue Glieder der natürlichen Mineral- familien produciren lassen, indem die Basen der natürlichen Mineralien durch isomorph oder morphotrop wirkende Basen theilweise oder vollständig ersetzt werden, z. B. 47,0, durch Fe, 03, CaO durch PbO, MgO durch MnO, usw.!). Endlich können sich in denselben Silikat-Schmelzmassen folgende nicht S:0,-führende Mineralien ausscheiden : Verschiedene Glieder der Spinellgruppe. Magnetit. Eisenglanz. Gelegentlich ist von verschiedenen Forschern angegeben worden, dass auch die folgenden Mineralien sich durch einfache Schmelzung darstellen lassen: 1) Als Beispiel können wir denjenigen von F. Fouqué und Michel Levy dargestellten PbO-Anorthit nehmen. 4 | 1. Vogt: Cordierit. Vesuvian. Meionit oder andere Glieder der Skapolithreihe (in engerer Bedeutung). Die Angaben sind jedoch, wie wir spåter nåher bespre- chen werden, höchstens fraglich. Nach den bisherigen Forschungen scheint es nicht wahr- scheinlich, dass die folgenden Mineralien durch einfache Abkühlung der Silikat-Schmelzflüsse (ohne das Vorhanden- sein von Wasserdämpfen, Flussäure usw.) sich reprodueiren lassen : Quarz. Orthoklas, Mikroklin, Anorthoklas. — Albit (?) Die verschiedenen Glieder der Amphibolgruppe. Kaliglimmer. Turmalin. Die reine Thonerde-Silikate, nämlich Andalusit, Disthen, Sillimanit. — Topas. Staurolith, usw. Zu diesen können wir, nach meiner Auffassung, auch hinzufügen: Die verschiedenen Glieder der Skapolithreihe. Vesuvian. Cordierit. Die verschiedenen Glieder der Epidotgruppe. Dagegen lassen sich bekanntlich mehrere dieser Mine- ralien, welche eigentlich nicht in den neovulkanischen Ergussgesteinen, sondern theils in den Tiefen- und Gang- Gesteinen, theils in den metamorphischen Schiefern zu Hause sind, nach anderen Methoden darstellen. Mineralbildung in Schmelzmassen ets. 5 In dieser Arbeit werden wir zuerst, in der ersten Abtheilung, die chemischen und physikalischen Bedingungen für die Bildung der sich bei Abkühlung in den gewöhnlichen »trockenen« — 9: nicht Wasser- oder Wasserdampf-haltenden — Silikat-Schmelzflüssen ausscheidenden Mineralien möglichst genau nachforschern; später, in der zweiten Abtheilung, werden wir prüfen, ob diejenigen Principe, nach denen die Bildung der Mineralien in den trockenen Schmelzmassen vor sich geht, bei den Krystallisationsprocessen der Erup- tivgesteinen, besonders bei den neovulkanischen Ergussgestei- nen (jüngeren Eruptivgesteinen), im wesentlichen oder bis zu einem gewissen Grade ihre Gültigkeit gehabt haben. Bei den Untersuchungen über die der Mineralbildung in den trockenen Schmelzmassen geltenden Gesetze werden wir uns theils auf die von den verschiedenen früheren For- schern gegebenen Resultate stützen, — theils werden wir ein Resumée meiner früheren Untersuchungen auf diesem Gebiete!) liefern. — und theils werde ich einige neue Beobachtungen mittheilen. — In den letzteren 2—3 Jahren 1) Nämlich: 1) Studier over slagger, I (hier später kurz »Schlacken- studien, Ie genannt) in Bihang till k. svenska Vetenskaps-Akademiens Handlingar. B. 9, 1884 (302 Seiten). Ein für die Praxis abgepasstes Resumée dieser Arbeit, nebst einigen Zufügungen, 2) »Om slaggers af sammansättningen beroende kristallisations-forhällanden«, in Jernkontorets Annaler, 1885 (129 Seiten). (Referate dieser Arbeiten finden sich unter anderem in Neuem Jahrb. f. Min. Geol. Pal. 1886, B. I, Seite 47, Zeits. f. Min. Kryst. B. II, 1886, Seite 319, Berg- und Hüttenmännische Zeitung 1885, No. 33, Oestreichische Zeitschrift für das Berg- und Hüttenwesen, 1886, No. 29 & 30, — weiter in der Abhandlung vonR. Äkerman »Om värme- behofven för olika masugnsslaggers smältning« (Ueber die zur Schmel- zung der verschiedenen Hochofenschlacken nöthigen Wärmemengen) in Jernkontorets Annaler, 1886; deutsch in Stahl und Eisen, 1886, übertragen). 3) Om kunstig dannelse af glimmer. Kristiania Videnskabssel- skabs Forhandlinger, 1887. 4) Einige Bemerkungen über die Zusammensetzung krystallisirter Schlacken. Berg- und Hüttenmännische Zeitung. 1888, April & Mai. 6 IE Te Most habe ich die von mir früher angefangenen Studien über die bei verschiedenen technischen Processen gefallenen Schlacken fortgesetzt; weiter habe ich ziemlich viele im Laboratorium mit Absicht dargestellten Schmelzmassen mineralogisch untersucht. Besonders werde ich hier erwähnen, dass mein hochvererhrter Lehrer und Freund Prof. Å kerman in Stock- holm die Güte gehabt hat mir das Originalmaterial zu seiner Arbeit über die Schmelzwärme der Schlacken!) zu Disposition zu stellen. Bei seinen Untersuchungen wurde ca. 200 gram von den verschiedenen Silikatschmelzmas- sen, — nämlich CaO & MgO-, CaO & MnO- und CaO & Al,0,-Silikaten, — in Graphittiegeln, die inwendig mit einem Brei von Holzkohlen und Sirup ausgefuttert waren’), in einem Injektor-Gasofen nach der Construktion von Fletscher eingeschmolzen; ungefähr die Hälfte wurde in eine kupferne Röhre (ca. 20 em. lang und ca.3cm. weit) eines mit Wasser gefüllten Calorimeters eingegossen, während die andere Hälfte in dem Graphittiegel zur Abkühlung gelassen wurde. Nach den Temperaturmessungen bei dem Calorimeter beanspruchte die Abkühlung bis zu ca. 100° C. der in die kupferne Röhre eingegossen Masse nur einige Minu- ten, vielleicht nur 3—5 Minuten; nach einer Zeit von ca. 20 Minuten hatte die ganze Masse die Temperatur (ca. 20 —25° C.) des Kühlwassers angenommen. — Die in dem Tiegel zurückgelassene Masse wurde ohne weiteres sich selbst überlassen; die Abkühlung bis zu ca. 100° C. bean- spruchte eine Zeit von ungefähr eine Stunde, vielleicht etwas mehr oder weniger. — Die mikroskopische Unter- suchung dieser Schmelzproducte sind theils an Präparaten 1) Om värmebehofven för olika masugnsslaggers smältning (Ueber die zur Schmelzung der verschiedenen Hohofenschlacken nöthigen Wärme- mengen), in Jernkontorets Annaler, 1886; deutsch in Stahl und Eisen, 1886, übertragen. ?) Dadurch wurde die Anfressung der Tiegelwände verhindert. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 7 der in dem Calorimeter und theils der in den Tiegeln abgekühlten Masse ausgeführt; der Kürze wegen werden wir bei der späteren Beschreibung diese Präparate, von denen in Anzahl ca. 70 vorliegen, durch resp. C. (Calori- meter) und T. (Tiegel) bezeichnen. Bei einigen von mir im metallurgischen Laboratorium zu Kristiania angestellten mineralsynthetischen Schmelz- versuchen habe ich Tiegel von derselben Sorte wie Äker- man benutzt; die Schmelzungen wurden theils in einem Fletschers Gasofen, theils in einem Sefströms Windofen ausgeführt; die Abkühlung wurde in einer Zeit von 3—4 Stunden zu Ende gebracht. Endlich werde ich auch hier bemerken, dass ich bei einem Aufenthalt (April—Mai 1885) an Collège de France, Paris, durch die Freundlichkeit und Gefälligkeit des Herrn Professor F. Fouqu& Gelegenheit gehabt habe einen gros- sen Theil der Originalpräparate mehrerer französischen Mineralsynthetiker zu studiren ; mit seiner Erlaubniss wer- den hier einige meiner Notizen diese Präparate betreffend publicirt. Um die Abhandlung nicht unnöthig zu beschweren wer- den wir, wo es sich um die für uns nicht besonders nennens- werthe Literatur handelt, auf die ausführlichen Literatur- angaben in den Uebersichtsarbeiten von F. Fouqué & Michel Levy, L. Bourgeois und H. Rosenbusch hin- weisen. 8 IG el Ib, VET I. Ueber die Gesetze der Mineralbildung in trockenen Schmelzflüssen. Wir werden hier zuerst die bei der Abkühlung von Schmelzmassen sich ausscheidenden Mineralien kurz erwähnen und zum Schluss die chemischen und physikalischen Bedin- gungen der Mineralbildung in einem besonderen Abschnitt behandeln. Die Mineralien der Olivingruppe. Bei der Abkühlung von basischen Schmelzmassen kann sich bekanntlich bilden : Forsterit, Mg, SiO,, — Fayalit, Fe,Si0,, — eigentlicher Olivin, (Mg, Fe), SiO,, — Tephroit, Mn, 810,, — (Mn, Mg, Fe), SiO,, — daneben auch verschiedene kalkhaltige Olivine, (Ca, R), Si0,, wo R= Mg, Fe, Mn. Die Reproduction der MgO- und FeO-Olivine gelingt so leicht und ist von verschiedenen Forschern so oft wie- derholt worden, ebenso wie nicht nur der Fayalit, sondern auch die MgO» und MgO & FeO-Olivine so oft in Schlacken angetroffen worden sind, dass wir uns vorläufig damit begnügen können auf die ältere Literatur hinzuweisen. — Ebenso lassen sich der Tephroit und die MnO- & FeO- oder MgO-Olivine äusserst leicht durch Schmelzung darstellen). 1) Siehe unter anderem : L. Bourgeois, Reproduction, par voie ignée, d'un certain nombre d’espéces minérales appartenant aux familles des silicates, des titanates et des carbonates. Thèses etc. Paris 1883. Später kurz Thèses etc. genannt. H. Laspeyres. Künstliche Krystalle von Mangan-Eisen-Olivin. Zeits. f. Kryst. Min. B. 7. 1883. I. H. L. Vogt. »Schlackenstudien, Ice, Mineralbildung in Schmelzmassen etc. i 9 Dagegen mag es fraglich sein, ob ein reiner Kalk-Olivin, Ca, SiO,, dargestellt worden ist oder sich überhaupt bei Schmelzung darstellen lässt. — H. Le-Chätelier:) giebt an, dass er Kalk-Olivin (péridot calcaire) durch Schmelzung von SiO, und 2 CaO in CaCl, reproducirt habe, ohne jedoch eine detaillirte Beschreibung anzufiigen; ebenso glaubt er dasselbe Mineral in Portland-Cement angetroffen zu haben. Aus seiner ganz kurzen Beschreibung kann man jedoch nicht mit Sicherheit den Schluss ziehen, dass sein Mineral in der That von Ca, SiO, besteht, und dass es mit Olivin isomorph ist; möglicherweise hat er mit dem hier später zu beschreibenden tetragonalen Kalksilikat, das sich in chemi- scher Beziehung von der Verbindung Ca, SiO, durch einen etwas grösseren S0,-Gehalt auszeichnet, zu thun gehabt. In die natürlichen Olivine geht CaO nur ausnahmsweise hinein und selbst in dem Falle im allgemeinen nur in unbedeutenden Mengen; in den meisten Olivinen, welche aus kalkführenden Magmata, z. B. in den jüngeren, basi- schen Eruptivgesteinen, ausgeschieden worden sind, findet sich kein CaO; gelegentlich jedoch treffen wir kleine Mengen CaO in den natürlichen MgO- und FeO-Olivinen ?), nur die natürlichen Tephroite scheinen durchschnitlich etwas mehr CaO, in wechselnden Verhältnissen, zu enthalten. — Das bis jetzt nie in den Eruptivgesteinen, sondern nur in meta- morphischen Kalksteinen (bei Monte Somma, Vesuv und 1) H. Le-Chätelier. Recherches expérimentales sur la constitution des ciments et la théorie de leur prise. Comptes rendus. 1882. t. XCIV. Seite 867. ?) K. Oebbeke (Beiträge zur Kenntnis des Paläopikrits und seiner Umwandlungsproducte, Würzburg, 1877) giebt eine Analyse von einem MgO- & FeO-Olivin mit nicht weniger als 14.0 °/ CaO; da jedoch nur 20 Milligram zu der Analyse eingewogen wurde, und weil dabei das Verhältniss Si: R, nicht unwesentlich von 1 abweicht, kann man zu der Analyse kein sicheres Vertrauen haben; die CaO-Menge mag möglicherweise von einigen Milligram eines Kalksilikats her- rühren. 10 I. H. L. Vogt. Monzoni) gefundene Mineral Monticellit, das immer aus ganz gleichen Theilen Ca, SiO, und | Bor R, SiO, me besteht, wird bekanntlich zu der Olivingruppe gerechnet; es ist rhombisch, die Krystalle sind von den an den Olivi- nen am häufigsten auftretenden Flächen begrenzt, und die physikalischen Eigenschaften stimmen im grossen mit den- jenigen der Olivine überein. Der morphotrope Einfluss der Base CaO giebt sich durch ein relativ stark verändertes Achsenverhältniss kund, wie es aus den folgenden Winkel- angaben hervorgeht: Forsterit!) ie diene Fayalit?) |Monticellit 3) 15079 130° 0° SORTE | UB DA Cole EDIE UBIO) 190735" | 1887 61 130° 4° 2Pc : 2Pœo 80° 58 80° 54" 81° 30: 39° 18 80° 50! BI OT SITE 80° 53' Nach meinen Untersuchungen geht die Base CaO bis zu einem gewissen Grade viel leichter und viel öfter in die durch Schmelzung künstlich dargestellten Olivine als in die durch Abkühlung der basischen Eruptivgesteinen sich aus- *) Ueber die Winkelangaben des Forsterits, des eigentlichen Olivins (resp. von dem Pallaseisen, von Egypten und von der Somma) und die erste Angabe des Fayalits siehe die Zusammenstellung von Max Bauer in »Krystallographische Studien an Hyalosiderit und Forsterit«, Neues Jahrb. f. Min. Geol. Pal. 1887. B. I. ?) Die zweite Angabe der Winkel des Fayalits nach früheren Messungen von mir, »Schlackenstudien, I«. 3) Nach den Messungeu von resp. Brooke und G. v. Rath. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ak scheidenden Olivine hinein. Um dies zu beweisen werden wir einige in verschiedenen Schlacken angetroffenen kalkrei- chen Olivine erwähnen. ; Eine von mir in »Schlackenstudien, I«, Seite 66—69, früher beschriebene Schlackenmasse von Gässjö Hohofen, Schweden (1859), die aus SiO» 34.30 Al, 0; 0.78 Analyse No. 1. ia ti Sauerstoffverhältniss 1) 1.03. A aa Su Jay al be 90: ® % | 040: FeO, MgO, UnO = 5.53: 4.47 FeO 25.64 Sum ' 99.98 besteht, enthält nach der mikroskopischen Untersuchung: 1) Ein Olivinmineral, licht gelbbraun, in bis ca. 5 mm. langen, scharf begrenzten Krystallen, ca. 80 %, der ganzen Masse ausmachend; 2) Magnetit, ca. 1—2 % der ganzen Masse; 3) ein drittes Mineral, zuletzt ausgeschieden, das nicht mit Sicherheit bestimt werden kann, und 4) Glas. — Weil das Olivinmineral einen so bedeutenden Theil der ganzen Masse ausmacht, muss es nothwendigerweise sehr viel Ca, Si0,, neben (Fe, Mg), 8:0,, enthalten; wahrschein- lich ist die Zusammensetzung ungefähr: ca. 1.25 Ca, SiO, + 1 (Fe, Mg), SiO, 3) 1) 41,0, als Base gerechnet. Ueber die Berechnung siehe später. ?) Die Analyse ist von D. A. Kruhs, Bergskolan, Stockholm, (in 1860) ausgeführt worden. Kleine Mengen von Fe, O, sind in FeO einbegriffen. 3) Falls die Restmasse aus resp. reinem Kalk- und reinem Eisenoxydul- Magnesia-Silikate bestünde, würde der Olivin aus resp. ca. 0.67 Cag 510, + 1 R, Si0,, Cay 2 Can SOL 7-1.R,8107 zusammengesetzt sein. In der That muss die Zusammensetzung zwischen diesen äusseren Grenzen liegen. 12 FEB Vogt. In einem Drusenraum sitzen einige frei entwickelten Krystalle, die von den Flächen © P. 2 P ©. Po begrenzt sind; die Krystalle sind nicht, wie es im allgemeinen mit denjenigen durch Schmelzung dargestellten MgO- und FeO- Olivinen der Fall ist, tafelförmig nach co Poo, sondern säulenförmig nach 2 Poo. Die Krystalle lassen sich mit einer Genauigkeit von ein Paar Minuten messen. Der beste Krystal (No. 1) gab: Erste Repitition | Zweite Repitition 60/28 Gol 132° 484 132° 482 oP:oPo | 66° 251 669 26 © P:oPo |180+ 66" 221|180- 66° 291 2Po: 2Po 81° 41} 81° 414 2 P © : © P œ 40° 51 40° 494 2Po:oPo |180-- 40" 504|180 = 40°51 Krystal No. 2, nicht ganz so gut, gab: RE COTE 132851 co P:0P 66° 252 2P»: 2Po 81° 404 2Pæ:æ0Po 180 -+ 81°404 Als das wahrscheinliche Resultat dieser durchgängig sehr gut übereinstimmenden Messungen bekommen wir, wenn vorzugsweise Rücksicht auf dieguten Flächen genommen wird: Or à 8 COIR) es ay ays 2Po : 2Po —= 81°414 und folglich das Achsenverhältniss: a : b : c = 0.43663 : 1 : 0.57832 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 13 Zu bemerken ist, das CaO hier im wesentlichen dieselbe morphotropische Wirkung ausgeübt hat wie bei dem natür- lichen Monticellit. Zu demselben Resultat gelangen wir auch bei der Unter- suchung einiger basischen, an CaO und MnO sehr reichen Martinschlacken (von basischem Martin) von Denain Eisen- werke, Nord-Frankreich, ebenso bei der Untersuchung einiger basischen, CaO, MnO und MgO-führenden Hohofenschlacken von Schisshyttan, Schweden. Die Zusammensetzung der betreffenden Martinschlacken von Denain zu der Zeit, aus welcher die zu Untersuchung vor- liegenden Proben stammen), ist ungefähr dieselbe, wie die zwei folgenden Analysen (No. 2 und 3), die mir von dem Eisenwerke gütigst mitgetheilt wurden, ausweisen. No 2 No. 3 SOG El GOD 31.30 Ed Ola 2.12 92 Fe, 0; 1.60 1.40 FeO 5.58 8.64 MnO 19.54 15.91 MgO 4.10 0.98 CaO 31.30 | 33.40 S 0.15 0.15 P,0, Oos ies Sum | 99.15 | 99.58 Sauerstoffverh. 2) | 102 | 0.90 Sv: R 1601879 US Ir CaO: (Mn, Fe, Mg) O| 5.53 : 4.47 | 6.21 : 3.79 1) Die Proben wurden von mir bei einem Besuch an dem Werke im Juni 1885 gesammelt. 2) Al,O, und Fe,O, als Base gerechnet; ohne Rüchsicht auf P,O; und S. 14 I. H. L. Vogt. Das aus den Schlacken ausgeschiedene Olivinmineral ist stabförmig, mit einer Länge von bisweilen mehreren em. und mit einer Breite von ca. 0.5—1.5 mm. Hier wie auch im allgemeinen sonst, wo sich bei der Abkühlung stabför- mige Krystalle bilden, stehen die Längenrichtungen der Stäbe in einer breiten Zone in der Nähe der Abkühlungs- flächen genau senkrecht zu diesen; in der Mitte der grossen Schlackensteine dagegen finden sich offene Räume, die mit frei entwickelten Krystallen bekleidet sind. Mikroskopische Präparate, senkrecht und parallel der Stabrichtung geschnit- ten, zeigen, dass unser Mineral optisch zweiachsig ist, — dass es rhombische Auslöschung zeigt, — dass die Quer- schnitte von Flächen, welche 2Pæ und © Po» bei Olivin entsprechen, begrenzt sind, — dass die optischen Achsen in der OP entsprechenden Fläche liegen, — dass die Längen- schnitte an den Enden von einer Fläche mit Winkel ca. 130°, also co P entsprechend, begrenzt sind; dabei sind die Interferenzfarben, das Aussehen und der Habitus ganz wie bei den gewöhnlichen Schlacken-Olivinen. Es unterliegt also keinem Zweifel, dass wir hier mit einem Olivinmineral zu thun haben, dass die Krystalle von 0 P. 0 Po.2Pa begrenzt sind, und dass sie nach der Brachyachse stabför- mig ausgezogen sind. — Der mikroskopischen Untersuchung zufolge enthält die Schlacke ca. 70% von dem Olivinmine- ral und ca. 30 % Glas; weil die Al, O,-, Fe, 05, P, 0, Mengen gänzlich im Glase stecken, und weil dabei das Magma mehr CaO als MnO, FeO und MgO zusammen ent- hilt, muss nothwendigerweise ein sehr bedeutender Theil des Kalks in den Olivin hineingegangen sein; wahrschein- lich besteht der Olivin aus den verschiedenen Singulosilikaten in dem Verhältniss ca. 1—1.25 Ca, SiO, + 1 (Mn, Fe, Mg), SiO,. Der Winkel 2P0:2Po, bisweilen auch 2Pæ : oPæ, aber nie oP: oP oder mPa, lässt sich bei einigen der Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 15 frei entwickelten Krystalle ziemlich genau messen. Die Untersuchungen ergaben: å Krystal No. 1 (sehr gut), nach Durchschnitt mehrerer Repetitionen: 2Po : 2Poo—81° 43", 81°39’, 100—98° 21°. Peer 18997 (139731 Resultat: 2P :2P» —81° 42’, mit einer Genauigkeit von ca. 3—5". Krystal No. 2 (ganz gut): 2Pa:2Px = 81° 40’, mit einer Genauigkeit von ca. 6—8. Krystal No. 3 2Pc:2Pœ—81°38, mit einer Ge- nauigkeit von ca. 5—10'. Zwei andere nicht gute Krystalle ergaben ca. 81° 45’ und ca. 81° 34°. Das Gesammtresultat der sämmtlichen Messungen ist, dass der Winkel 2Pa:2Pa zwischen den Grenzen 81° 35 und 81°45’ liegt, mit dem wahrscheinlichen Mittel 87° 42’. Von den bei der Darstellung von Spiegeleisen gefallenen Hohofenschlacken von Schisshyttan, Schweden, liegt uns eine ganze Reihe vor. Sämmtliche sind ziemlich basisch (mit ca. 35 °/o SvO,), mehr oder weniger arm an 41,0, und führen CaO, MnO und MgO in bedeutenden, obwohl ziem- lich wechselnden Mengen. Je nachdem das Verhältniss CaO: (Mg, Mn, Fe)O varurt, hat sich bald Olivin allein, (Analyse No. 4) und bald Olivin und Melilith gleiehzeitig (Analyse No. 5) ausgeschieden; bald endlich ist zuerst Meli- lith und später Olivin (Analyse No. 156) auskrystallisirt. 16 PEEL Woot: No. 4 No.5 No. 156 SiO, 31.80 308 | So Al, 0: 5.33 3.5 11.81 CaO 24.59 33.8 33.46 MgO 5.57 10.0 10.12 MnO 29.86 1105 6.60 FeO Spur 0.5 0.57 MnS?!) BP 38 3.21 Sum 100.87 98.5 102.47 Sauerstoffverhältniss oa | 1.08 0.95 CaO : (Mg, Mn, Fe)O | 4.42:5.58 | 59:41 | 6.42: 3.58 No. 4 und 156 sind in dem metallurgischen Laboratorium zu Kristiania, von den resp. Herrn stud. min. C. Boreh- grevink und H. Holmsen, No. 5 in der Bergschule zu Stockholm, von J. W. Severt, analysirt worden. — No. 5 und 156 werden später unter Melilith erwähnt. In No. 4 besteht mindestens 75—80 % der ganzen Masse aus Olivin in grossen (bis 20 mm. langen und 2—3 mm. breiten), stabförmigen, nach der Brachyachse ausgezo- genen Krystallen, die von 2P%.oæPo.oP begrenzt sind; der Rest ist Glas mit grünem Monosulfid, (Mn, Ca) S. Aus einer ganz einfachen Berechnung ergiebt sich, dass der aus- geschiedeneOlivin bedeutende Mengen von CaO enthalten muss. Dasselbe wiederholt sich auch bei No. 5; an den meisten Stellen dieser Schlacke ist Olivin, mindestens 80—85 % der ganzen Masse, auskrystallisirt; an einzelnen Partien da- gegen ist Melilith gebildet worden. 1) Das Monosulfid ist uberall als MnS berechnet, obwohl es in der That wahrscheinlich aus einem isomorphen Gemische von MnS mit etwas CaS besteht. Mineralbildung in Schmelzmassen etc, 17 Aus einer dritten Schlacke, die nicht analysirt worden ist, hat sich gleichzeitig sowohl Olivin als Melilith aus- geschieden; in Drusenräumen sitzen Krystalle beider Mine- ralien, welche wenigstens theilweise messbar sind. Der Olivin ist hier, wie auch im allgemeinen sonst bei den Ca0- reichen Varietäten, nach der Brachyachse ausgezogen und von 2Pæ. Po. P begrenzt; die Flächen der Brachyzone lassen sich mit einer Genauigkelt von ca. S—10’ messen. Krystal No. 1 (ganz gut) ergab: 2P0:2P0 = 810537, 810564 0100 — 98297, 100798282. Kr yastall Nio#2, BP 2P SD ANS SGA 100 om 500 100 97582 Krystal No. 3 (schlecht): 2Po : 2P» = ca. 8278". Krystal No. 4 (sehr schlecht): 2Pæ:2Pæ% zwischen 81730: und 827% Aus den Messungen an No. i und No. 2 geht hervor, dass der Winkel 22 :2P ziemlich genau = 81° 55" ist; jedenfalls ist der Winkel grösser als 81°45’ und kleiner als 82° 10°. Der Winkel oP: oP lässt sich nicht genügend genau bestimmen. Sowohl nach der Analogie von den Schlacken No. 4—5 als auch nach den Winkelverhältnissen ergiebt sich, dass der Olivin annähernd aus ca. 1 Ca, 510, + 1 (Mn, Mg, Fe), SiO, besteht. | Um den morphotropen Einfluss von CaO so genau als möglich bestimmen zu können werden wir die Winkel 2Pæ :2P und oP:wP der verschiedenen bis jetzt be- kannten kalkhaltigen Olivine zusammenstellen; zum Vergleich stellen wir daneben die Winkel der natürlichen Fundamen- talverbindungen. 2 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 21 September 1888. -(uosofınyyeutoyy wog zwsuz) ‘SIP CZ .08 = 246 : MdG meiom unsoq PIGG 0 I : 1697 0 ap 8 B Sıaqsleg uoA yroayday, 199 Ye (8881 ‘ST “A ‘IPUUH PEAV- JIA eysuass “Y [ID Suvgig ‘FL ‘LOSIJON rester) HUILE 9 ( ‘egg ‘9° “AIO AQF ‘Joon uaasols LH pe G 18G 508 ows “ONT | 281 08 («181 08 Dale 89408 & | os (tm ur) (x 7018" “om zum). TOW oT ors “one PIS A UN SI El | | - GG 18 80 FAC ATP o18 qe ode : we LG ES = € a g I ‘D row "(On dr | ‘os Cru) | "ors CH oy os | = noi Oro Te Lost at wol oss nam, OG © | TL OM. 18 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 19 1700, 8002: ea. 1.25 Ca, SiO, : 1 (Mg, Fe); SiO, 1 (Fe, Mn)» SiO, | | | f on P:æP 132° 54 132° 493 | 990 P 1 133 65 Mg, SiO, Fe, 510, | wo P:aP 130° 9 130° 35/ | Hieraus ergiebt sich, das die Winkel bei den vorlie- genden kalkreichen Olivinen überall beinahe gleich gross sind, gleichgültig ob in dem anderen Glied der Zusammen- setzung R= Mg, Fe oder Mn sei. In der Zone der Bra- chyachse weicht der Winkel 2Pœ :2Po» bei den kalkhal- tigen Olivinen um resp. ca. 2°, ca. I, ca. 14°, ca. 14° ab von dem Winkel derjenigen reinen R,S:0,-Verbindungen, die in der beträchtlichsten Menge in die Olivine hinein. gehen. Die Veränderungsunterschiede sind also ziemlich varii- rend, während dagegen das Endresultat überall beinahe dasselbe ist; nehmen wir 81°55’ als Normal, haben wir nur Variationen von resp. +-0" 2’ (0° 23%, + 0° 134°, + 0° 13’, ca. 0° 0’. Die innere Ursache dieser guten Uebereinstimmungen ist wahrscheinlich erstens darin zu suchen, dass CaO einen dominirenden Einfluss auf die Winkelverhältnisse des Olivins ausübt, und zweitens darin, dass das Olivinmineral in den vorliegenden vier Fällen überall ziemlich genau aus 1 Theil Ca, SiO, zu 1 Theil R, SiO, besteht. Eines der Schmelzprodukte der Äkerman’ schen Serie (No. LXXIp, in dieser Arbeit als No. 38 angeführt) besteht, wenn wir keine Rücksicht auf die kleinen Mengen von Al, 03, MnO, FeO nehmen, genau aus Mg, SiO, + Ca, 810, ; hier wäre der eigentliche Monticellit zu erwarten. Aus der 20 PERS Vogt: mikroskopischen Untersuchung ergiebt sich, dass beinahe die ganze Masse zu einem Mineral übergegangen ist, das durch folgende Kriterien gekennzeichnet wird: es ist kurz stabförmig (Länge ca. 1 mm., Breite ca. 0.2 mm.), mit rhom- bischer Auslöschung; die Querschnitte sind von Flächen, entsprechend 2Pœ und Po bei Olivin, und die Längen- schnitte von Flächen, entsprechend «Po und oP, begrenzt; die Querschnitte, & ©P&, stehen auf einer Bissectrix senkrecht. Nach diesen Kriterien und weil das Mineral in einem Magma R, Si0,, wo h = Mg + Ca, ausgeschieden ist, unterliegt es keinem Zweifel, dass es zu der Olivingruppe zu rechnen ist. Dagegen können wir nicht den Schluss ziehen, dass in dem Mineral R genau = Mg + Ca ist, indem nicht die ganze Masse, sondern nur ca. 90 °/o, sich in das betreffende Mineral umgebildet hat; der Rest ist Glas, möglicherweise mit Spuren von einem anderen Mineral. Unser Olivin kann jedoch nur ganz unbedeutend von dem Monticellit (Mg, SOi, + Ca, SiO,) abweichen, möglicher- weise ist er damit absolut identisch. H. Le Châtelier (l. ec.) giebt an, dass er durch Schmel- zung Monticellit dargestellt hat; es mag allerdings fraglich sein, ob in den erhaltenen Krystallen R genau = Mg + CaO sei. Bei No. XXXVp (Analyse No. 39) der Akerman’ schen Serie, die annähernd aus 2.Ca, 5:01 I Mg, 510, besteht, ist auch beinahe die ganze Masse zu einem Mineral hinauskrystallisirt, das wahrscheinlich zu den Olivinen gehört; ganz sicher lässt es sich jedoch nicht beweisen, indem es in ziemlich kleinen (bis ca. 0.2 mm. langen), nicht scharf begrenzten Individuen auftritt. — Das Mineral zeigt rhombische Auslöschung, Interferenzfarben und Aussehen wie Olivin; genauere Untersuchung unmöglich. Mineralbildung in Schmelzmassen ete. Dit Ca0- & MnO-Singulosilikate der Akerman’ schen Serie. No. 27p (Analyse No. 36), ca. 7 Mn, SiO, + Ca, 510,, besteht aus typischen, grossen, bis ca. 3 mm. langen Olivin- tafeln mit unbedeutenden Spuren von Glas; der Olivin enthält folglich etwas CaO. No. 19p (Analyse No. 37), 3 Ca, SiO, + 2 Mn, Si0,, ist durch und durch krystallinisch; das ausgeschiedene Mineral zeigt rhombische Auslöschung, Interferenzfarben und Aussehen wie Olivin, tritt jedoch, ganz wie bei No. XXXV, in so winzigen Individuen auf, dass es sich nicht ganz sicher bestimmen lässt. Aus den eben genannten Ursachen werden wir später auf No. XXXV und No. 19 keine Rücksicht nehmen. Aus den bis jetzt beschriebenen olivinführenden Schmelz- produkten darf man nicht etwa den Schluss ziehen, dass der in den basischen, CaO-haltenden Magmata sich aus- scheidende Olivin immer oder bei weitem in den meisten Fällen CaO in mehr oder weniger bedeutenden Mengen ent- halten muss; im Gegentheil, dies scheint nur gelegentlich, obwohl nicht ganz selten, einzutreten. Ein sicheres Unter- scheidungsmerkmal zwischen den CaO-freien (oder CaO- armen) und den CaO-reichen Olivinen geben die Winkel 2Po : 2Pæ und oP: xP; dabei scheinen die durch Schmel- zung dargestellten CaO-reichen Olivine immer oder wenigstens in den meisten Fällen nach der Brachyachse stabförmig zu sein, während dagegen die gewöhnlichen MyO, FeO-oder Mn O- Olivine beinahe ohne Ausnahme tafelförmig nach o Po sind. 22 I. H. L. Vogt. Derjenige in den olivinführenden Schlacken No. 6—35 ausgeschiedene Olivin ist in beinahe sämmtlichen Fällen ganz dünn tafelförmig, nach o Po, scheint also nicht oder nur ganz wenig CaO zu enthalten; in Uebereinstimmung hiermit finden wir auch, dass in denjenigen thonerdarmen, kalkreichen Schmelzmassen (z. B. No. 18, 19, 20, 21, 23), die im ganzen ziemlich genau nach der Formel R, SiO, entwickelt sind, nicht etwa die ganze Masse, sondern nur ein ziemlich unbedeutender Theil als Olivin hinauskrystalli- sirt ist. In mehreren Fällen, (z. B. in den stark CaO- reichen Schlacken No. 18, 19, 20, 22) hat sich zuerst ein nach oP» tafelförmig ausgebildeter Olivin und späterhin ein anderes Mineral ausgeschieden, das nach den freilich ziemlich spärlich zu ermittelnden Eigenschaften (Auslöschung, Interferenzfarben, Skelettaufbauung) mit Melilith identisch zu sein scheint. Die in Drusenräumen sitzenden tafelför- migen Krystalle lassen sich bisweilen messen, obwohl selten mit grosser Genauigkeit. Einige Krystalle von der Schlacke No. 21 (Tobo, Schweden) ergaben (nach früheren Messungen von mir, efr. »Schlackenstudien, I<): 4 Go? 2 e5]2 = NR? 27 9P Po — Bir 5 2P : © Po = 180° — 40° 33 180° — 40° 32° Genauigkeit’ ca. 1°. P. W. von Jereméjew!) hat einige Olivine von Hohofenschlacken (welche sebstverständlich mehr oder weniger CaO enthalten haben) von einem russischen und einem finländischen Eisenwerke mit. folgendem Resultat gemessen: 1) Künstlicher Olivin. Verh. d. k. russ. min. Ges. St. Petersburg, B. 15, 1879; Referat i Zeits. f. Kryst. und. Min. B. 4, 1880. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 23 Von. Niznig-Tagil © Dalsbruk pr. Abo CO ROC mT 130° 5° PP Po 80,56) 80° 54 Aus diesen Bestimmungen geht hervor, dass die be- treffenden Krystalle beinahe reine MgO-Olivine gewesen sind. Nach den vorliegenden Untersuchungen können wir nicht detaillirt angeben, wesshalb die CaO-Base bei den durch relativ schnelle - Abkühlung auf künstlichem Wege hervorgegangenen Olivinen bald in die Constitution in be- deutender Menge hineingeht und bald nicht; jedoch scheint es, dass wir einige Ursachen ausfindig machen können. Die Aufnahme von CaO in das Mineral wird nach den ange- gebenen Erfahrungen von einer sehr schnellen Abkühlung und von einem bedeutenden CaO-Gehalt in der ursprüng- lichen Schmelzmasse befördert; dabei scheint es von grosser Bedeutung zu sein, ob das Magma selbst ziemlich genau aus R, Si0,, wo R=Ca, Mg, Fe, Mn, besteht, indem in diesem Falle die Ca0-Base relativ leicht in das Mineral hineingeht, während in Schmelzmassen, welche bedeutende Mengen von 4/,0, enthalten, oder welche mehr S/O, als Singulosilikat führen, vorzugsweise ein reiner (Mg, Fe, Mn) 0- Olivin, ohne CaO, ausgeschieden wird. An und für sich haben unsere bis jetzt gelieferten Untersuchungen über den CaO-Gehalt der Olivine haupt- sächlich nur ein krystallographisch-mineralogisches Interesse; nach der Analogi von etwa entsprechenden Erscheinungen bei anderen Mineralien können sie doch auch, wie wir später zeigen werden, von Bedeutung für die allgemeinen Gesetze der Mineralbildung werden; desswegen haben wir diesen Abschnitt ziemlich ausführlich behandelt. Ueber den ZnO-Gehalt der künstlichen Olivine verweise ich auf »Schlackenstudien, I« (Seite 73—76); cfr. auch die Analysen No. 30 und 31. 24 I. H. L. Vogt. Die krystallographischen Gesetze der skelettförmigen Aufbaurichtungen oder der Wachsthumsrichtungen der Olivine sind ebenfalls ziemlich ausführlich früher in »Schla- ckenstudien, I« besprochen worden; dort findet sich auch eine detaillirte Beschreibung der meisten hier angeführten olivinhaltigen Schlacken. In den jetzt aufzustellenden olivinhaltenden Schlacken und den im Laboratorium dargestellten Schmelzmassen bil- det Olivin überall das zuerst ausgeschiedene Silikatmineral; der Rest ist in den meisten Fällen Glas, in einzelnen Fällen hat sich dagegen später als Olivin ein anderes Mineral, wie Augit (z. B. bei No. 8, 9, 27, 28, 41, wahrscheinlich auch bei No. 6, 11, 40), Rhodonit (No. 29) oder Melelith (?) (z. B. No. 18, 19, 20, 22) gebildet; die Mutterlauge ist überall als Glas erstarrt. Das in sehr vielen Schiacken auftretende Monosulfid (efr. »Schlackenstudien, I«), das regulär krystalli- sirt, ist früher als Olivin ausgeschieden worden; dasselbe gilt auch von dem in No. 23, 30 und 31 auftretenden Spinell. Magnetit erscheint in den gleichzeitig Æe,0,- und FeO- führenden Rohschlacken, No. 30—35. Von den olivinführenden Schlacken sind No. 6—19 und 21—26 in der Bergschule zu Stockholm (cfr. »Schlacken- studien, I<) und No. 20, 27—29 im metallurgischen Labora- torium zu Kristiania analysirt worden. FeO-reiche, Fayalit- enthaltende Schlacken sind so oft in der Literatur beschrie- ben worden, dass wir uns hier mit ein Paar Analysen begnügen können. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. G0'9 : GG | LHO:ESE | CSG: SLP | TV9:608 | HG: OFF | COL: Ga | 26 L :8L7 | OT ur Om): 00) 96 T ET I El LYTT OST 69'T 99:7 ""QAOAFOISIONES 18°66 17001 6F'OOT 86'66 IF'86 28 66 0686 uns IF'0 Ze ON 290 > D LEO 02'0 STO 09° LL 0 180 9r EE GA WG OT TT oP ag‘) 160 ge] LG OUT 8T'GG LEST OUST 6L'EG SIST 68°F 78 87 osp 6L'1G OT GT GL 9G PE OG EG Te CO'GT OP GI ; + 22000) E8'G ge 7 OVS Ore Gh), LLG FL'G : ; so “WV IV Ly GL OP 00'L7 OG 87 GO'SP GE GG Or GG å EOS BI ‘ON IT ‘ON OT ‘ON 6 ON 8 ‘ON LON 9 ‘ON ‘099 HU Jon4ueA9 ‘UTAITO-OUJY B® -OÙM 19p0 -OPNT jr "ueYoLRJYDI-USJOYOH "UYDLJYIS USPUSAYNJUIAO UOA UasAjeuy ea: 89 p | ep:s80@ | 6G: 16 p | 76C:90 p | ISG: 617 | 994: 7er | G6P: SOG | * OCF “unr byr): 029 0%] IG'T Sa I Ge] IST GI SET ‘ : YLOATLOYS.LANBG 88 O0I LE'L6 78'66 2666 L6'66 I '66 02 86 ung S10'0Q pe Er ee i 8 90) Zen & 9000 600 ° . . . . . sn) _ 80 220 STI 08°] STO WZ S0'T OT Hi 00'G GE), WG 067 69'G 116 68 OHNE Hi 02'06 9 GI San! 92 TG OST IT'OT Wit ON LG LG EIG 08:88 9077 68'LZ LU Få GS FC 0% 66°G - L6'6 186 16 € 66'S IL’ 36 8 eae BEN le OS EV OG Gr 68° GP 66° EP 89 FF SLeP OV pr Te att gael gia 61 ‘ON 81 ON LT ON 9T ‘ON GT 'ON VI ON ST ‘ON 26 27 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ODA 0 + G OT UM ONT) : OP) GL L:80G | 96H:TOG | LeG: E97 | PP: sre | 087: 08'G OCT 16'0 HETE TI Sr I SSIUJ[BYLOATFOFSAONVG 69°66 60 OOT 08 OOT 9666 6966 O7'66 00'001 uns ov 1 004 SY) 090 ehr 0 Sp 08°% AE ON cer org 060 Ban) LO 070 mdg å OH TET ev] G9'GG 6210) 88'S 08° 980 OUM 86°61 06:97 19 ve 0 G0'BS 96°61 96 LI | OY Wee T6 GI ce SF 68 6187 09 TE LI'LG 020 08 F ve) 78") 686 SPP 69'E 166 OM Org (1998 GO Ir 9F OF T6 0F 98 98 06 LF er IP OS'EF MØ 95 ON GG ON v6 ON 66 ON 66 ON IG ON 06 ON ‘JOUIMIIGULD UISIH SAUISIIIEJOU SBMJO Noryyun OYDBIYOS OLT (, og I (18rPOr | WES | 68 LE andg 6TT 666 | SIV 166 ON qagopstoneg ung | OH | OVN | OÙ | 099 | top | “018 | UIATIO-OA YN -OUA PW (Unaeyp »soanes«) oxoepypoo-uryaeyL En o ie Ser | Bene = Cur fins 009) 5 Coal STI SsIUJ[RY.TOAJJOJSJONEQ jan = 88 ‘ON LG ON | “HEATV | 98:06 WO | 9) | TAIL EG Aer Ve Ve EG © 1504 | 2r86 0°0 66 G 070 |ITGT |.8S6T | 6001 | 8067 126 ON Re å pede ung S | nm) | OT | OUZ | Om OW | DU | os | ‘QMO JU [onyusaa "UTATIQ-Q9T D -Ofpn HU ‘uexpvpyoR-ureysyourrtezdn yr 28 29 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ‘009 % FO HN Gy by 0,50 0 HN (le — ‘OVE % #0 ‘09d % SE UN G — “OPT % SE ‘OU % %& 'OUS % FO AM G 92'0 620 860 ve] | " “Yao ATFOIS TONG 16001 82'86 90°66 F86 FOOT 69'O0T ung Jet ig 027 ge 090% | 80 |1£00 el 090 er 0% 06 0 TFT SE ST ere se se (DA: cc 76:99 SEPP VG ser 86°17 O0 ET FIT EO VI OU andg andg GE'G FI GI 780 5 0 Ont OG I eco 60°), v0 6 £ 00°E ee: OP) 0G") 06 F 68°) 9% eg Ie] | ER 0 y 099% OV FG 6866 ee L0G GP SG | “OW cg ‘ON (be ON (668 ‘ON ag x | (318 ON (108 ‘ON "Men (DV) “OÙ ‘OUZ TUL [2nJUIAD 'puogpeyguo UTAIT()- OT * "Msn U9NIETUAS- utogstoy I. H. L. Vogt. 30 29'£:88'9 | 00: 00 G | EEE:299 | 00'S: 00°E | 007: 009 | O88:06T | * * OMT AT): O0) OST OCT 00 I OT 00'T 00'T SSTUFTRIOAFFOISAONBS 00'001 00°O0T 0'001 00 Q0I 00'00T 00'001 ung 620 090 ee D) ON TO‘ 60 60 g'O LPO 180 097 200 TO ro FO 7966 G8°T9 ; ; OUN €0'27 808 TOT 508 se] C0) NN OÙ IV TG 0°66 6 FF 6 OG LO'GG 99 9 A 0:09) 06'0 80 80 v0 TEO 60°0 NN IS 67 VSP GLE 88 06°6E AU gig m OI OUI -yoySey UTAITO UTATTO IV OV 68 88 VE OG PE ON STO IIX'TD RAT AXXX IXXT OL LG ON, SU EILIS>IV] JUALIIS-S [-099 OT puag[eygua wand FRAIS -0T-029-OÛTT | JeHITIS-0T-029-OUN ‘UOTTOSZ [OUR uoyos UB wdaoey V u9p UOA UgSSBUZ[IU DS Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 31 No. 6. Von Svartnäs!), 1867 (von C. G. Särnström analysirt). Hier hat sich zuerst ca. 10 % Olivin, in zier- lichen, skelettförmigen, bis ca. 0.6 mm. langen, nach dem gewöhnlichen tafelförmigen Typus entwickelten Krystallen ausgeschieden; späterhin ist ein anderes Mineral, nach den mineralogischen Eigenschaften (schiefer Ausléschung, skelett- förmigen Aufbauung usw.) zu beurtheilen wahrscheinlich Augit, gebildet worden, — zum Schluss etwas Glas. No. 7. Von Grönsinka, 1884 (C. G. Särnström). No. 8 Von Hammarby bei Nora, 1879 (C. G. Särn- ström). Zuerst ca. 15—20 % Olivin, in bis I mm. grossen Individuen; die Zwischenmasse der Olivinkrystalle besteht an den meisten Stellen aus Glas allein, an einigen dagegen aus Augit mit Glas. No. 9. Von Carlsdal, 1879 (C. A. Thorild). Zuerst | ist ca. 25 % Olivin, später Augit in grossen Individuen (durch schiefe Auslöschung, bis ca. 37°, typische Augitquer- schnitte, Interferenzfarben usw. erkennbar) gebildet worden, zum Schluss Glas. No. 10. Von Vestanfors, 1874 (Dr. A. Tamm). No. 11. Von Vestanfors, 1879 (C. G. Dahlerus). Wo die Schmelzmasse schnell abgekühlt wurde, nämlich an den Seiten der Schlackensteine, findet sich nur Olivin und Glas; in der Mitte der Schlackensteine dagegen scheint Augit nach dem Olivin gebildet zu sein. No. 12. Von Nykroppa, 1879 (C. @. Dahlerus). No. 13. Von Vondernberg in Steyermark, 1884 (C. G. Särnström). Olivinmikrolithen in Glas. No. 14 Von Fliken, 1877 (C. Sandahl). Ebenso. No. 15. Von Söderfors, 1877 (R. Bergvall). Mit makroskopischen Olivintafeln. No. 16. Von Tobo, 1864 (G. Bergh). Ebenso. 1) Wo in dieser Aufrechnung nichts besonderes erwähnt wird, stammen die Schlacken aus schwedischen Hohöfen. © bo I. H. L. Vogt. No. 17. Von Söderfors, 1877 (P. W. Moen). Ebenso. No. 18. Von Vordernberg in Steyermark, 1884 (C. G. Särnström). Zwischen den zuerst ausgeschiedenen Olivin- krystallen liegt ein Mineral, das sich nicht mit Sicherheit bestimmen lässt (wahrscheinlich Melilith), nebst Glas. No. 19. Von Carlsdal, 1862 (I. F. Lundberg). Zuerst Olivin, späterhin ein Mineral mit hellblauen Interferenzfarben, quadratischem Aufbausystem, Aussehen wie Melilith. No. 20. Von Egeland pr. Näs in Norwegen, 1881 (0. Sandstad). Zuerst Olivin (bis 1 mm. lange Indivi- duen), später ein Mineral mit genau denselben Eigenschaften wie bei No. 19, also wahrscheinlich Melilith. No. 21 & 22. Von Tobo, resp. vom Jahre, 1879 (C. G. Särnström) und 1865 (K. R. Winquist) In beiden hat sich zuerst gewöhnlicher Olivin, in gut entwickelten Krystal- len, ausgeschieden; Messungen der Krystalle von No. 21 sind früher angegeben. In No. 22 findet sich in den Präpa- raten zwischen den Olivinkrystallen dasselbe Mineral, das früher in No. 19 und No. 20 erwähnt und selbst als Me- lilith angenommen wurde; in No. 21 dagegen scheint der Rest zu Monticellit und Glas erstart zu sein. No. 23. Von Bethlehem in Pennsylvanien, 1876 (W. Hesslin). Olivin mit etwas Spinell (ca. 4 °/o). No. 24 Von Sunnemo, Wärmland (A. Pihlgrenn) Farbloser MnO-Olivin in braunem Glas. No. 25. Von Lindefors, Småland, 1867 (J. E. Eklund). Mit zahlreichen, schön entwickelten Olivinskeletten. No. 26. Von Bollsta, 1872 (0. Magni). Makrosko- pische Olivinkrystalle. Mineralbildung ın Schmelzmassen etc. 33 No. 27 & 28. Kupferrohschlacken von Kafveltorp Kupferwerke, Schweden, 1886, (von resp. Herrn stud. min. E. Knutsen und C. Stabell analysirt) (No. 27 früher in »Om kunstig dannelse af glimmer« gedruckt). — In beiden hat zuerst ca. 15 % Olivin, in grossen Krystallen, und später Augit sich gebildet. No. 29. Martin-Schlacke (»saures Martine) von Dom- narfvet, 1883(stud.min. C. Andresen). Makroskopisch sieht man bis 3 cm. grosse Olivintafeln; nach der mikroskopi- schen Untersuchung hat sich zuerst ca. 30 °/o Olivin gebildet; zwichen den Olivintafeln ist späterhin sehr viel Rhodonit ausgeschieden worden; hierüber mehr später. Die Rohstein-Schlacken No. 30-35 (cfr. »Schlacken- studien, I«) stammen von: No. 30 & 31. Freiberg. FeO- & ZnO-Olivin, nebst Zink- spinell, Magnetit und Monssuefid RS, wo R=Zn usw. (A. W. Stelzner: Zinkspinell- haltige Fayalitschlacken der Frei- berger Hüttewerke. Neues Jahrb. für. Min. Geol. Pal. 1882. I). No. 32. Längbanshytten, 1849. No. 33. Kongsberg, 1880. No. 84—35. Fahlun. Schmelzmassen der Äkerman’schen Serie. — In No. 37 und 39 Olivin fraglich; No. 36 und 38 früher beschrieben. — In No. 41 hat sich zuerst etwas Olivin (ca. 20%) gebil- det; der Rest ist an einzelnen Stellen als Glas erstarrt, an anderen hat sich nach dem Olivin ein anderes Mineral, das in Bezug auf Auslöschung, Interferenzfarben, Aussehen dem Augit entspricht, gebildet. — No. 40. Zuerst Olivin, später Augit (?). 3 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 24 September 1888. 34 IG Je 16 Vogt. Augit. Der Augit ist bekanntlich sehr häufig künstlich dar- gestellt worden (z. B. von Berthier, C. Sainte-Claire Deville, Lechartier, Daubree, F. Fouqué & Michel Lévy, Bourgeois, Doelter) und ebenfalls sehr häufig in Schlacken und ähnlichen Schmelzmassen nachgewiesen worden (z. B. von Mitscherlich, Nöggerath, Leonhard, Rammelsberg, Percy, v. Kobell, G. v. Rath, Velain, Mallard, N. S. Maskelyne, E. Reynolds & V. Ball L. Gruner, @. J. Brush, P. W. v. Jereméjew und mir). Indem wir im Bezug auf die allgemeinen mineralogischen Eigenschaften des künstlichen Augits auf die vorliegende Literatur hinweisen, — besonders auf »Schlackenstudien, I« die Wachsthumsrichtungen der Individuen betreffend, — werden wir zu der Aufgabe hinübergehen die chemische Zusammen- setzung der durch Schmelzung dargestellten Augite mög- lichst genau festzustellen. | Die erste Frage, die uns hier begegnet, ist, ob die künstlichen thonerdefreien Augite, — also die Glieder der Diopsid- und Hedenbergit-Reihe, — immer genau aus | Ca SiO | R SiO, | oder Ca R Si,0,, wo R= Mg, Fe, Mn, usw. bestehen, oder ob das Mineral einen Ueberschuss von dem reinen CaO-oder dem reinen MgO, FeO, Mno-Silikat gelegentlich enthalten kann. Um dieses Problem erlautern zu können werden wir uns zu den Bisilikat-Schmelzmassen No. 76—81 der Akerman’schen Serie, mit wechselnden Verhältnissen zwischen CaO und MgO, — binnen den Grenzen Ca S10,: Mg SiO, und 3 Ca SiO, : Mg SiO, — hinwenden. In sämmtlichen diesen Proben hat sich der gewöhn- liche Augit ausgeschieden, der nach den folgenden Kriterien bestimmt wird: Längenrichtung der Individuen nach der Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 35 c-Achse, typische Augitquerschnitte, Spaltbarkeit nach oP, monosymetrische Auslöschung, von einer Schiefe bis ca. 37—40°, lebhafte Interferenzfarben, Aussehen und Habitus wie Augit. Der einzige Unterschied der einzelnen Präpa- rate besteht darin, dass in denjenigen Fällen, wo CaO : MgO = 1 ist, die Individuen etwas grösser sind als da, wo CaO in über- wiegender Menge vorhanden ist; um dieses genauer zu erläu- tern werden wir anführen, dass in No. XXIp (CaO: MgO = 1) die Augite im allgemeinen ca. 0.8—1.3 mm. lang und im Querschnitt ca. 0.4—0.7 mm. breit sind; bei No. XXXp (ca. 3 CaO: 2 MgO)und No. XXXIp (2 CaO: 1 MgO)sind die Indivi- duen etwas, obwohl nicht sehr viel kleiner, und endlich bei den an CaO ärmsten Schmelzmassen sind sie ungefähr halb so gross wie im ersten Falle. Bei No. XXIp, XXXp und XXXIII, (sämmtliche aus dem Tiegel, also durch eine relativ langsame Abkühlung hervorgegangen) kann man in den Pråparaten selbst bei ziemlich starker Vergrösserung (1) keine Spur von Glas entdecken, weder innerhalb der Individuen noch zwischen denselben; dasselbe gilt auch für die grössten Partien der Präparate von No. CXCIIIp; an einzelnen Stellen derselben dagegen glaubt man jedoch zwischen den Individuen etwas, obwohl nicht viel, Glas zu sehen. — In den Präparaten der in dem Calorimeter erstarrten Masse der Proben No. XXX], XXXIII, XXIII findet sich auch etwas Glas zwischen den Individuen, jedoch nur ganz wenig, im Max. ca. 10%; dies erklärt sich am einfachsten dadurch, dass die Schmelzmasse hier so äusserst schnell, — nämlich in einer Zeit von ca. 3, höchstens 5 Minuten, — abgekühlt wurde, dass die Sub- stanz nicht Zeit hatte sich durch und durch zu individua- lisiren. Aus den Untersuchungen geht unzweifelhaft hervor, dass der ausgeschiedene Augit in denjenigen Fällen, wo das Magma mehr CaO als MgO oder als (Mg, Fe, Mn)O enthält, 36 Ip Jel; Ibs Vo. einen Ueberschuss von dem reinen CaO-Silikat führen muss. In No. XXXIII, wo die ganze Masse sich zu Augit um- gebildet hat, besteht unser Mineral ziemlich genau aus KN Mg SiO, jee a Mg 51, Og + Ca Ca 51,05; der in No. CXCIII ausgeschiedene Augit enthält einen noch grösseren Ueberschuss von Ca SiO, oder Ca Ca 51, 04. Dies hier gewonnene Resultat kann nicht länger befrem- den, nachdem es durch die Untersuchungen von C. Doelter!) und A. Merian?) nebst anderen späteren Forschern nach- gewiesen worden ist, dass der in den Gesteinen auftretende thonerdehaltende Augit gelegentlich neben Ca (Mg, Fe) Si,O, und (Mg, Fe) (Al,, Fe,) SiO, auch ziemlich bedeutende Ueberschüsse sowohl von dem rei- nen Ca SiO, als von dem reinen (Mg, Fe) SiO, enthalten kann. Wenn die CaO-MgO-Bisilikatschmelzmassen noch etwas mehr CaO als bei No. CXCIII führen, scheidet sich nicht länger Augit, sondern das hexagonale Kalksilikat Ca SiO, oder (Ca, Mg, Fe, Mn) SiO, aus; es scheint deswegen, dass der Augit nicht mehr des Kalksilikats als nach der Formel 3 Ca Si03 | “id Mg 80, | oder Ca Mg Si, Og + Ca Ca Si, 0, enthalten kann. Nach der Analogie von den bis jetzt erhaltenen Resul- taten und von den Untersuchungen von Doelter und Merian darf man den Schluss ziehen, dass der thonerdefreie Augit auch etwas Ueberschuss von der Verbindung (Mg, Fe) SiO, enthalten kann; sehr viel davon kann jedoch 1) Verschiedene Abhandlungen in Tschermack’s mineral. und petrogr. Mitth., 1879—82. 2) Studien an gesteinsbildenden Pyroxenen. Neues Jahrb. für Min. Geol. Pal. Beilage-Band, III. Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 37 nicht in den Augit hineingehen, indem schon bei dem Ver- hältniss CaO:3 MgO in der Schmelzmasse sich nicht län- ger der monosymetrische Augit, sondern der rhombische Pyroxen (eventuel ein neues Mg Si0,-Mineral) ausscheidet. Wir werden uns jetzt zu denjenigen thonerdehaltenden Schmelzmassen, (No. 42—75) wenden, in denen Augit allein oder wenigstens früher als irgend ein anderes Mineral krystallisirt hat, und untersuchen, ob wir die Verbindungs- weise der Thonerde?) bestimmen können ?). — Es fragt sich, ob die hier vorliegenden Augite nach der Formel RSiO, +n A1,0, oder RRSi,0, +n R Al, SiO, entwickelt sind, oder ob die Thonerde in irgend einer an- deren Weise hinauftritt. — Um dies entscheiden zu können werden wir nachsehen, in welchen der Präparate die ganze Masse sich zu Augit umgebildet hat, und in welchen neben Augit auch Glas oder andere Mineralien sich finden, indem wir bemerken, dass bei den ersten die Analyse der ganzen Schmelzmasse auch für den ausgeschiedenen Augit gilt, während wir nichts bestimmtes über die Zusammensetzung des Augits in denjenigen Fällen aussprechen können, wo das Schmelzprodukt aus Augit in der Begleitung von Glas usw. besteht. Nach den mikroskopischen Untersuchungen enthalten, was übrigens a priori unbedingt zu erwarten wäre, unsere sämmtlichen Augitschlacken, welche sauerer sind als Bisilikat *) Cfr. hierüber den Abschnitt »Ueber die Verbindungsweise der Thonerde in den Schlackenaugiten«, von mir, in Berg- und hüttenmännische Zeitung, 1888, No. 19. *) Bei den Hohofenschlacken geht das Eisen nur als FeO, nicht als Fe,O, hinein; deswegen brauchen wir uns nicht mit dem Eisenoxyd der Hohofenschlacken zu beschäftigen. 38 I. H. Mort. (Metasilikat oder normales Silikatj, — 0: welche mehr SO, führen als nach der Formel RSiO, + n(Al,, Fe,) Si3Q4, — immer mehr oder weniger Glas. Dagegen finden wir, dass bei denjenigen Schlacken, nämlich No. 52 und 53, (mit Sauerstoffverh. resp. 2.00 und 1.97), welche ungefähr genau Bisilikate sind, beinahe die ganze Masse zu Augit umgebil- det worden ist; die Präparate der zwei No. zeigen nämlich an den meisten Stellen nur ganz verschwindend wenig Glas. Ebenso finden sich an vielen Partien der No. 54 und 55 (alle beide mit Sauerstoffverh. 1.94) ziemlich unbedeutende Mengen von Glas. — Wir werden zuerst die Bedeutung dieser Beobachtungen etwas genauer betrachten, indem wir uns vorzugsweise mit den zwei No. 52 und 53 beschäftigen werden. Weil diese zwei Schlacken beinahe gar nicht Glas ent- halten, gelten die Analysen der ganzen Schlackenmassen bei- nahe ganz genau auch für den ausgeschiedenen Augit. Weil das Verhältniss Si: R in den zwei Analysen nicht = 1, sondern resp. — 1.23 und 1.25, ist, kann der Augit in den vorliegenden Fällen nicht aus R SiO, + mn Al,O, bestehen. Dagegen ergiebt die stöchiometriche Berechnung, dass unser Augit nach der Formel RSiO, +n Al,Si,0, entwickelt ist. Um dieses eingehender zu erläutern werden wir die Berechnungen detaillirt ausführen. Analyse No. 52. Si: Al: Ca: Mg + Fe: Mn = 0.9267 : 0.1138 : 0.4447 : 0.2767 : 0.0154, also Si: Al: R = 0,9267: 0.1138 : 0.7549. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 39 Um RSiO, zu bilden wird gefordert S: = 0.7549; der Rest ist 0.1718, welcher durch °/a dividirt 0.1146 ergiebt, also bei- nahe ganz genau die für Al gefundene Zahl. Die Gesammt- zusammensetzung des Augits ist folglich beinahe ganz genau R Si0, +n Al,Si,0, oder RR Sv, OG 4 n, Al, Se, OG O0 Cay sun, car ve. Analyse No. 53. Si: Al: Ca: Mg + Fe: Mn — 0.9455 : 0.1368 : 0.3357 : 0.4174 : 0.7549, also St: Al: R= 0.9455 : 0.1368 : 0.7549. Wenn 0.7549 (für R) von Si abgezogen wird, bekommen wir den Rest 0.1906, der durch %/: dividirt 0.1270 ergiebt, — also wiederum ziemlich genau die für Al gefundene Zahl. Die Formel ist RSiO, + ca. '/1 Al,Si,O, oder RRSi, Og + ca. 1/6 Al, Sig Og. Die zwei übrigen Analysen geben dasselbe theoretische Resultat; der Thonerdegehalt ist aber hier ziemlich klein, so dass das Endresultat die soeben erörterten Verhältnisse nicht so scharf hervortreten lässt. Um das vorliegende Problem noch deutlicher zu illu- striren werden wir untersuchen, wie viel Augit in den einzelnen Fällen hätte auskrystallisiren können, unter der Voraussetzung, dass die Zusammensetzung RSiO, + nAl, Og wäre. Vorläufig müssen wir bemerken, dass die Ausscheidung des Augits aus Sö0,-reichen Schmelzmassen nothwendiger- 40 I. H. L. Vogt. weise aufhören muss, wenn die Restmasse oder die Mutter- lauge ein gewisses Maximum des Kieselsäuregehalts oder des Sauerstoffverhältnisses erreicht hat. Bei der Schritt für Schritt vor sich gehenden Aussonderung des relativ basischen Minerals Augits wird nämlich in dem vorliegenden Falle die Mutterlauge immer reicher an &0,. Dadurch steigert sich zuerst die Schwerschmelzbarkeit so stark, dass die ganze Masse, deren Temperatur bei dem Krystallisa- tionsprocesse schon ziemlich stark abgenommen hat, auf einem gewissen Stadium (ca. 3.5-Silikat) ohne weiteres er- starren muss. Zu diesem rein physikalischen Momente kommt noch, dass sich in gewöhnlichen Silikatschmelzmas- sen, welche saurer als ca. 2.5—3-Silikat sind, immer ein staub- artiges Mineral ausscheidet!), welches wir aber nie in un- seren vorliegenden Schlacken (No. 52— 55) finden. Es ergiebt sich somit, sowohl aus physikalischen, wie aus chemisch- mineralogischen Gründen,dass die Mutterlauge in den vorlie- genden Fällen nicht sauerer als ca. 3- oder 35-Silikat werden kann. Unter der Voraussetzung, dass der Augit nach der Formel R&O, + n Al,O, zusammengesetzt ist, ergiebt sich, dass folgende Procente Augitmineral auskrystallisiren kön- nen, wenn die Mutterlauge an den Sauerstoffgrenzen resp. 3.0- und 3.5-Silikat erstarrt: 3.0- 3.5-Silikat. | Proc. Augit ca. 54 Proc. ca. 65 Proc. ln > Glasrest AG 9s BS | » Augit - 48 » = Gl » Sr 0 >, Glasrest Do so Die mikroskopische Untersuchung zeigt nun, dass die beiden Schlacken bei weitem nicht ein Drittel, ja nicht ein- mal ein Zehntel oder ein Zwanzigstel Glas enthalten. 1) Cfr. den Abschnitt über die Emailleschlacken in meinen früheren Ar- beiten über Schlacken. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 41 Unsere Ausgangsvoraussetzung, nåmlich dass der Augit aus RSiO, +n 41,0, besteht, ist also im vorliegenden Falle nicht zutreffend. Gegen das hier gewonnene Resultat darf nicht etwa der Einwand erhoben werden, dass die Analysen fehlerhaft sein können; selbst ziemlich grosse analytische Fehler wür- den nämlich nicht in merkbarem Grade auf die Berechnungen von Einfluss sein, wenigstens nicht das theoretische Resultat verändern !). Die vorliegenden vier Augite bestehen nicht genau aus Ca Mg Si,04, und dem Thonerdesilikat Al, Si,O,, sondern enthalten gelegentlich auch nicht unwesentliche Ueberschüsse sowohi des reinen CaO- als des reinen MgO-Silikats. Die Constitution des Augits No. 52 lässt sich durch der Formel : Ca Mg Si, 0; + ca. "/20 Ca Mn Si, Og + ca. ?/ıo Al, Sig Og + ca. Ys—P/i0 Ca Ca Si, Og ausdrücken. — Selbst wenn man hier die Thonerde in eine Doppelverbindung Ca Al, Si, O,, einführte, bekäme man trotzdem einen ganz bedeutenden Ueberschuss von CaCaSi, Og. Die Analyse No. 53 giebt einen kleinen Ueberschuss von Mg Mg Si,0,; No. 54 besteht ziemlich genau aus Ca Mg Si,0, und Al, Si,0,; No. 55 dagegen liefert einen sehr bedeutenden Ueberschuss von Ca Ca Si,0,, nach der Formel Ca Mg 51, 0; + ca. 1/20 Ca Mn 8i, Og + ca. 1/7 Al, 513 0, + ca: '/2 Ca Ca Si, Og. 1) Falls z. B. der Augit No. 53 nach der Formel RSiO, + nAl,O, zu- sammengesetzt wäre, müsste die Analyse mehr als 5 Proc. SO, zu viel und mehr als 5 Proc. zu wenig CaO + MgO angeben; solche Fehler können aber nicht bei Analysen eintreten, welche die Mittel- zahl zweier gut übereinstimmenden Parallelbestimmungen sind. — Mehrere unserer Analysen sind von dem bekannten schwedischen Analytiker ©. G. Särnström ausgeführt worden. ?) Etwas Fe wird mit Mg zusammengerechnet. 42 Is Je dg Noa Endlich besteht der Augit in der Schlacke No. 75 (die später ausführlicher behandelt werden wird) ziemlich genau aus Ca Mg 81,0; + ‘3 Ca Mn Si, O, + ca. '/8 Al, Si, 0, + ca. ?/s Mn Mn Si, Og. Hier finden wir also einen bedeutenden Ueberschuss der Rhodonit-Verbindung Mn Mn Si, 0,1). Die von mir mikroskopisch untersuchten Augitschla- cken, wo die Schmelzmassen etwas weniger SiO, als Bisili- kat enthalten, sind: No. ‚Sauerstoffvh. Si: R | 59 | 1.78 13 Gil 60 | 1.78 1: 0.93 64 Pcie ail ae Gjer 65 nl 1 : 0.95 67 1.69 Ledet 70 1.56 1 : 0.94 que 1.54 1: 0.91 Von Sandviken |ca. 1.55 Weil das Verhältniss Si: R hier überall nicht viel von 1:1 abweicht, und weil wir dabei gesehen haben, dass die durch schnelle Abkühlung hervorgegangenen Augite bedeu- tende Ueberschüsse der reinen CaO-, MgO- und MnO-Silikate aufnehmen können, würde es zu erwarten sein, dass in den aufgerechneten Proben beinahe die ganze Masse zu Augit ‘) Auch in der natürlichen Augit-Varietät Schefferit ist diese Verbindung nachgewiesen worden, cfr. G. Flink »Om schefferit frän Längban och Pajsberg<, Ofversiot af Kongl. Vetenskaps-Akademiens Förh. Stockholm. 1885. Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 43 umgewandelt wäre, wenn das ausgeschiedene Mineral aus RSiO, + nAl,O, bestünde; besonders hätten wir in No. 59 und 64 in diesem Falle nur ganz unbedeutend wenig Glas zu erwarten. Ueberall finden wir jedoch ziemlich viel Glas innerhalb und zwischen den Augitindividuen. — Hieraus können wir freilich nicht den Schluss ziehen, dass der vor- liegende Augit nicht aus R%O, +n Al,O, bestehe, indem ja die Möglichkeit existire, dass die Bildung des Glases durch eine sehr früh eingetretene Abkühlung hervorgerufen würde. Es scheint jedoch, dass wäre der Augit nach der eben genannten Formel entwickelt, möchte doch in dem Kern der grossen Schlackensteine, bei No. 59 und 64, wo die Abkühl- ung ziemlich langsam vor sich ging, unter der gemachten Voraussetzung die ganze Masse zu Augit umgebildet sein. Die Ursache, weil dies nicht eingetreten ist, liegt wahr- scheinlich darin, dass unser Mineral hier, wie z. B. bei No. 52 und 53, aus RSiO, +n Al, Siz0, besteht. Ein Consequenz der bis jetzt erhaltenen Resultate ist, dass der Augit sich in denjenigen Ca0- und MgO (+ FeO,mno)- führenden Schmelzmassen bilden muss, welche approximativ nach der Formel RSiO, + n Al, Si, Og zusammengesetzt sind, während wir ganz andere Mineralien (— nämlich Oli- vin, Melilith & Gehlenit, Magnesiaglimmer, Plagioklas usw. —) in den Magmata der Formel RSiO, + n Al,O, zu erwarten haben, wenn der Thonerdegehalt so gross ist, dass das Sauerstoffverhåltniss, mit 47,0, als Base gerechnet, hin- länglich niedriger als 2 ist. Dass dieses in der That eintritt, ist schon früher von mir nachgewiesen worden’); später werden wir auch darauf zurückkommen. C. Doelter behauptet in seiner Arbeit »Zur Synthese 7) Ueber die Verbindungsweise der Thonerde in den Schlackenaugiten. Berg- und Hüttenm. Zeit. 1888, No. 19. 44 I. H. L. Vogt. des Pyroxens !), dass er durch Schmelzung Augite der Zusam- mensetzung O0 0 dargestellt hat; aus seinen Beschreibungen geht jedoch nicht hervor, dass seine Diagno- sen und seine Schlüsse berechtigt sind. In die natürlichen Augiten geht die Thonerde und das Eisenoxyd bekanntlich beinahe fast immer nach der Formel RSiO, + n (Al,, Fe,) 0, oder RRSi,04 +n R (Al, Fe,) SiOg hinein. Ganz ausnahmsweise ist jedoch auch die Verbindung III ER, 903 09, welche wir wenigstens in mehreren Schlacken nachgewiesen haben, aufgefunden worden; mehrere Analy- sen der natürlichen Augite, welche von anerkannten Analy- tikern ausgeführt worden sind, enthalten nämlich mehr SiO, als nach der obigen Formel. C. Doelter?) erwähnt, dass er in einigen Augiten das Constitutionsglied Ca Fe, 514015, das wir in Ca SO, und Fe, Si,0, zergliedern können, angetroffen hat; P. Mann?) führt in einigen Augitanalysen Na, Fe, Si, 0,2: — also Na, SiO, und Fe,Sti,0,, — hinein, und E. Cohen“) glaubt die Glieder Na Al St, Og und Mg Al, 504012, — also Al, Si,0, mit resp. Na, Si0, und Mg SiO,, — in den Augiten annehmen zu können). Der Analogi wegen werden wir auch anführen, dass der Akmit, der in morphotropischer Beziehung äussert eng an Augit 1) Neues Jahrb für Min. Geol. Pal. 1884, II. ?) Ueber die Constitution der Pyroxengruppe. Tschermack’s min. petrogr Mitth. 1879. 3) Untersuchungen über die chemische Zusammenzetsung einiger Augite aus Phonolithen und verwandten Gesteinen. Inaug.-Diss. Leipzig, 1884. 4) Neues Jahrb. für Min. Geol Pal. 1879 und 1884, I. >) Auch Rammelsberg scheint (sieh Mineralchemie, Ergänzungsheft, TIT 1886, Seite 31), einzuräuhmen, dass R,Si,0, gelegentlich in die Augite hineingeht. Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 45 geknüpt ist, Fe, 0, als Fe, Si, O, enthält; ebenso findet sich dieses Constitutionsglied in dem Babingtonit. Die innere Ursache dazu, dass die Thonerde und das Eisenoxyd in die verschiedenen Glieder der ganzen Pyroxen- gruppe bald in einer und bald in einer anderen Weise hin- eingehen können, ebenso wie sie bald vollständig fehlen, scheint anzudeuten, dass die Thonerde und das Eisenoxyd für die prineipielle Constitution der Pyroxene von einer untergeordneten Rolle sind; in Uebereinstimmung hiermit fin- den wir auch, dass die Thonerde und das Eisenoxyd in morphotropischer Beziehung in den Pyroxenen überhaupt gar keine merkbare Rolle spielen. Dies wird bei unseren spä- teren Untersuchungen über die mineralbildende Wirkung der verschiedenen Basen in den Bisilikatschmelzmassen von grosser Bedeutung sein. No. 42 45, 47, 49-57, 58—68, 70—72 sind in der Bergschule zu Stockholm analysirt worden (ef. »Schlacken- studien, I« und Resumée in Jernkontorets Annalen, 1885, wo noch einige Analysen mitgetheilt sind). IL TL Ty, Vous 46 00'G:00°G | SOG: 96 | 80:86 | 078: 099 | IG 6629 | TSG: 627 | cF:86¢] * * O GT byr): 0% LEG OG 'G VG 86 G wos 676 OG 'G SSTUJ[PYIOAHOISTONES 1766 16°86 18°86 60°66 8 66 6766 WOOT UNG 60 I OST LET Sr 9G ELT 8ST . + OT 60°T AA) Sr I WI 9G 860 6F0 CES SOS NT 6T'GT FE GT S671 996 Où, 69 GT SG OT PS EE OÙ SG'TG 08'1G 67 0G 09' LG 6 OG 6G LT 68736 a coe) FI Se'T 99T STI IG 89'G erp ie See Dh Te'gG 86 8G vL'6G 08" LE 9'SG GG 19 JT T9 GE EDR 297 ON 497 ON e OP ON iz ON ty ON 87 ON Gr ON ‘uayoejyog USpualynjHône UOA uasAjeuy ‘SD % 180 + (1 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. PE'G : OY | 66'£:10'9 | BLP: Z'G | 08°G:08°F | 00°F:00°9 | 64g: 179 | FFE :969 0 OT PN) > OPO HET 00'Z Org BZ GZ We? LOG SSIUJ[t (JOAJJOJSTONBQ 8966 68 66 68°66 8766 €0'00 I 6666 26 OOT ung SFO OST 62T er I £9[ OZ 26:0 ee OL'0 60°T sre 99°G Z8'0) 0¢'9 egg : OU er Ol LOTT EI LEFT 68'01 16) 086 ; Se ete (OIA OS'ST 06 Få OG 6S 29'6T OL PG SL' IG 6L'9G ON) PO"), 98°C 60'£ 0£'Z 6L'7 08°C 88°Z en 62 9G 09 GG 08°9G ZA OG LG OF 9G 69° LG Seren 2 “OW eg “ON 89 ‘ON IG ON | (10€ ON 67 ‘ON SF ON LY ON PRES AO Et: 0,0) ‘SPD Yo we DI % SE + G (0) ON Up Oy O36 IE) ap 2G SLE: 29 | WT:TEG | 73G:I917 | Gog: GP 80'7:66'G | 85 6: 99 | 687: STG O (a7 Dana) : 0!) SLT SLT OS'T S8'T 16°I F6 I F6' | SSLUF[RHIOAOFSTONUEE 02°66 BOOT 68:66 86'66 86 08°66 88°66 une OUT g'e T9'G OG'T ro 90% es] ; 091 erG 9% 86% G£'OT 16°0 16'0 Fee RE TOSI VEL aU LI 00°OT Ge) 298 LS'EI OÛN OT'68 807 0803 OT IG ere GL'LG OL SS 0) EG il 97 TG I OG6' sol JAG G 627 Re 80% 8:04 GIG C0'GF OS PG Bag 00 FG 89° FG > 018 09 'ON 69 ‘ON (486 ‘ON LG ‘ON 99 ‘ON (4 EG ON PG ‘ON 49 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. '0 (un 2 FHT) : 029 G (1288 : 89 2) IGG:GLH | 1G: SIP | EL: 169 | 96 H:POG | LEG: Sap | SVG: ET | ‘ 0 (x nr) 099 69'T IL'T IT sh] er] OL'T LUT SSTUFTBULOAFOISIANBS VG 66 08'86 0266 0766 09°66 62°66 18°66 ums 62.0 790 08°0 08°T 890 420) 89'0 Sn TEE à OH IGG 66'Q egg WG 9LT LYS LEO : OU PE'G GL'GT S8'GI 88'OT GL'OT OL LT or or 5 \ OS OG GE 29°06 66°61 &G LG IF TG GL'OG GT GG OY) Org vg we 98'g €8'E 18°C rg > Fen 08'0G G9'8G IT6G 08'0G LT GG LI'8G LE'GG “O18 L9 ‘ON 99 ‘ON 69 ‘ON F9 ON £9 ‘ON 89 ‘ON 19 ‘ON Trykt den 13 October 1888. 4 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. I. H. L. Vogt. ‘Sat ( — 70% (5 — "019 %820+ (¢ — 9040660 + (& — ON % 98 OH % TI + | G6'G:90'7|8L'9:00€ P8'P:90'QILL'F EG 2169 G : TS LOT G:06 FFE G:99 F 067 97:05 GT 00°% 80% | FT ve 9CT LET G9'T SSTUITBYTOAFOISTONBS 1226 | 00'001 6616 | 24666 | 27°00T | 6266 | FOOT GT'66. | ung (e WT 80°] 060 LEO ee 899 SE å 86°86 G6 OG | 050 SEO ro 070 GL'G O° IT'08 CAM 90°C L9'G mdg | eee NG Men | SEO Ge Lior | 28 PE LT 19°OT AS ON 62'917 6G GT 90'GT | OS EG 96 GG 120€ 69 EG OG EG 099 ace 06€ 89e |} SAS 08°G oe ee RN 709 | PE LV GES | OTOG | 9527 | OL LY | 1667 ES | ON LOS GL ‘ON | GPL ON] GEL ‘ON | GL ‘ON | TL ON | OL ON | (69 ‘ON | 89 ‘ON | il - r « Mineralbildung in Schmelzmassen ete. OG'G : OG L | I8G:612 | ITE:78°9 | EEE:299 | F6'E:90'9 | 00'G: OO'G see Ak OP : 00°) 00'G 00'G 00 G 00'G 00'G 00%, SSIUTTRYJIA JOJSJONBQI 00:001 0'001 0001 | 0001 0'001 0'001 ung P.O 8) 80 80 80 80 "097 STO TO LO TO TO TO OUM 998 86 TT LTT OFT. OL] å > OÙ Gg'0g | O'GE EEE 9° 8'67 0:7 | 09% ec’) 90 90 90 90 LO > So Yr 64° EG L'EG IPC SPE LPG GCG 028 1 sg 8) LL OL a ‘ON OUT DONNE UDO MIT MERS SO BOX ‘ON SUBULIONV "OPEHIISTIT-OAMT-ORI ‚pusgfegguo Jon U9LIOSZIIUUOS U9ydS UBW.AIO DAY u9p UOA UDSSBUIZJOUYIQ 52 JG ED Ib, Woes CaO-MgO- | CaO-MgO- | CaO-MgO-Al,0,- 1.75-Silikat | 2.5-Silikat 2 o-Silikat Åkermans No.. DOTE} OL VIOL No. 51 Meine No. 82 83 84 SiO, 52.2 59.7 94.97 AO 0.7 0.5 4.02 CaO 26.9 28.7 30.61 MgO 19.2 10.3 9.73 MnO 0.1 0.1 0.11 FeO 0.9 0.7 0.53 1) Sum | 100.0 1000 | 100.00 Sauerstoffverhältniss 1.75 2.50 | 2.00 OHDEMMO 528,200 | 667 2355 | 6.92 : 3.08 | | No. 42. Von Mattsbo*), 1849 (von G. 0. Örn analysirt). Grobkrystallinische Schlacke, mit ziemlich grossen Augit- krystallen. No. 43. Mit bis 2 cm. langen, säulenförmigen Augitkrystallen. Nach Von Ringshyttan bei Nora (E. Bergman). der mikroskopischen Untersuchung mit ziemlich vielem Glas zwischen den skelettförmigen Stäben der nach dem gewöhn- lichen Gesetze aufgebauten Augite. No. 44 Von Wikmanshyttan, 1867 (B. Wijkander). Mit ca. 1 cm. langen, frei entwickelten Augitkrystallen (Fig. 1 in »Schlackenstudien, I«), die hier wie auch im all- gemeinen sonst skelettförmig, nach den Richtungen der c-Achse und der Pyramide 252 oder Eu, 5 Pa) 1) + 0.03% Na,O. . *) Wo hier nichts besonders erwähnt wird, stammen die Schlacken aus schwedischen Hohöfen und sind in der Bergschule zu Stockholm ana- lysirt worden. Mineralbildung in Schmelzmassen etc 53 aufgebaut sind. Zwischen den einzelnen Augitstäben sehr viel Glas, mit Spuren von einem in winzigen Individuen auftretenden, scheinbar rhombisch auslöschenden Mineral. No. 45. Von Seglingberg, 1873 (T. Bergendal). Mit grossen Augitkrystallen. No. 46, a, b & e. Von Avesta, 1886 (mir von dem Chemiker des Eisenwerkes mitgetheilt). — Alle drei Schlacken führen grosse Augitkrystalle. No. a, mit dem grössten Si0,-Gehalt, ist emailleartig an der Oberfläche, die übrigen nicht; hierüber mehr später. No. 47. Von Seglingberg, 1873 (0. Lamm). Ziemlich viel Glas zwischen den grossen Augitkrystallen (cfr. Fig. 9 in »Schlackenstudien, Le). No. 48. Von Pfeilhammer, Deutschland. (Atkinson, Freiberger Bergacademie). Mit grossen Augitkrystallen. No. 49. Von Hasselfors, 1884 (C. G. Särnström). Viele Augitkrystalle. No. 50. Von Näs in Dalarne, 1875 (K. A. Lagerkvist). Nach der mikroskopischen Untersuchung etwas, obwohl nicht sehr viel Glas zwischen den Augitkrystallen. No: 51. Von Seglingberg, 1879 (C. G. Särnström). No. 52. Von Sunnemo, 1866 (C. G. Särnström). Nach der mikroskopischen Untersuchung hat die Krystallisation bei dieser grobkrystallinischen, aus ca. 2 cm. langen und ca. 0.5 cm. breiten Augitindividuen bestehenden Schlacke hier, wie auch sonst gewöhnlich, damit angefangen, dass der Augit sich skelettartig, nach © P und + 5 P, ausge schieden hat; späterhin ist auch die Zwischenmasse zwischen den Skelettstäben, also die Mutterlauge, als Augit heraus- krystallisirt, und zwar in derselben krystallographisch- optischen Orientirung wie im Skelett. Hier und da sieht man schwache Spuren von Glas; an diesen Stellen hat sich die Mutterlauge nicht vollständig in Augit umgebildet, wahrscheinlich weil die Abkühlung zu früh eintraf. An 54 I. H. L. Vogt. anderen Stellen dagegen kann man, selbst bei der stärksten Vergrösserung, keine Spur von Glas entdecken, — die Ana- lyse representirt also vollständig die chemische Zusammen- setzung des Minerals. No. 55. Von Carlsdal, (C. W. Wahlman). Mit ca. 0.5 langen, von oP. und einer positiven Hemipyra- mide begrenzten Augitkrystallen (cfr. Fig. 3, »Schlacken- studien, I«). Die Mutterlauge ist auch hier, wie im vorigen Falle, gänzlich zu Augit umgebildet; in dem Präparate sieht man einige Luftporen und einige kleinen, sparsamen Glaskügelchen, welche letztere nicht mehr als ca. 1 %, der ganzen Masse ausmachen. No. 54. Von Sunnemo, 1866 (H. Lundin). An ein zelnen Stellen ziemlich viel, an anderen dagegen nur ganz wenig Glas zwischen den skelettförmigen Stäben der Augit- individuen. No. 55. Von Löfsjöen, 1854 (C.G. Särnström, Alkali nach L. Ottelin). Mit ziemlich grossen Augitkrystallen (Ge He» 2 »Schlackenstudien, I«), welche nach dem für Augit im allgemeinen geltenden Gesetze (cfr. No. 52) auf- gebaut sind (cfr. Fig. 5, 6 und 7, »Schlackenstudien, I<). In den frei entwickelten Krystallen findet sich ziemlich viel Glas zwischen den Stäbehen der Individuen, im Präparat der eigentlichen Schlackenmasse, welche wahrscheinlich langsamer abgekühlt wurde, sieht man dagegen im allge- meinen nur ganz verschwindend wenig Glas. No. 56. Von Häft in Kärnthen, 1884 (C. G. Särn- ström). Mit makroskopischen Augitkrystallen. No. 57. Mokärnshyttan, 1867 (I. 8. Eden). No. 58. Bei der Nickelschmelzung bei Schneeberg in Sachsen gefallen (in der Bergacademie zu Freiberg analy- sirt). Mit vielen makroskopischen Augitkrystallen, auch mikroskopisch untersucht. Cfr. G. vom Rath »Künstlicher Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 55 Augite, Sitzungsber. d. niederrhein. Ges. f. Natur- und Heilk. 2ten Juli 1877. No. 59. Von Längshyttan, 1861 (C. G. Lindegren). Augit mit sehr zahlreichen Glaskügelchen und etwas als Glas erstarrter Basis zwischen den Augitstäben. No. 60. Von Dådran, 1830 (A. Lenhardtson). Augit mit ziemlich vielem Glas. No. 61. Von Gammelstilla, 1865 (Th. Lindberg). Mit makroskopischen Augitkrystallen (cfr. Fig. 3, »Schlacken- studien, I<). No. 62. Von Uddeholmshyttan, 1866 (R. Klingberg). Ebenso. No. 63. - Von Löfsjöen (T. Rooth). No. 64. Von Bängsbro, 1879 (UC. G. Dahlerus). Mit kleinen Augitkrystallen. No. 65. Von Nås in Dalarne, 1877 (Th. Andrée). Ebenso. No. 66. Von Mokärnshyttan, 1866 (UC. G. Särnström). Mit grossen Augitkrystallen. Nos Otis Wome Beaded, SOE. G. Särnström). Dieser wie auch No. 70 & 71, sämmtliche von Bängbro, bestehen aus ziemlich kleinen Augitkrystallen, überall mit etwas, obwohl nicht sehr vielem Glas. No. 68. Von Söderfors, 1879 (C. @. Särnström). Mit Augitkrystallen. No. 69. Von Philipsburg in New-Jersey. Nach G. I. Brush in Silliman’s Americ Journ. No. 39. — Mit grossen, gemessenen Augitkrystallen. No. 70 & 71. Von Bängbro, 1871 (Dr. A. Tamm). Cfr. No. 67. | No. 72. Von Gustafsfors, 1879 (C. G. Särnström). Mit, kleinen Augitkrystallen. | No. 73. Rohschlacke beim Kupfersteinschmelzen zu, Vigsnås, Norwegen (Erz von Vigsnäs und Heglerö), 1885 56 I. H. L. Vogt. (Von stud. min. C. Stabell, metallurgisches Laboratorium zu Kristiania, analysirt) Monosymetrischer Augit in einem trüben, undurchsichtigen Glase (von FeS und Fe, 0, gefärbt). No. 74. Bei Flammofenschmelzung zu Nanzenbach pr. Dillenburg, Nassau. Mit Augitkrystallen (Ram- melsberg, Leonhardts Hüttenerzeugnisse usw.). No. 75. Hohofenschlacke von Hofors, 1851 (C. E. Carlsson). Mit Augit und Rhodonit, genauere Beschreibung unter Rhodonit. No. 76-81 der Åkerman'schen Serie, früher be- schrieben. No. 827. Grosse Augitindividuen mit etwas Glas. No. 837. Augitsphärolithe im Glas. No, 847. Glas mit einigen Aussonderungen von Augit. Hexagonales Kalksilikat (0«SO,) und Wollastonit (CaSi0.). Literatur. Koch. Beiträge zur Kenntniss krystallisirter Hüttenproducte. Göt- tingen. 1822, Seite 40—81. I. Fr. L. Hausmann. Beiträge zur Keuntniss der Eisenhohofen- Schlacken (»Kieselschmelz«, Seite 323—337). Studien des Göttingischen Vereins Bergmännischer Freunde, 6ten Bandes 3tes Heft. 1854. Dr. ©. Schnabel. Untersuchung einer krystallisirter Schlacke von der Sayner Hütte. Pogg. Ann. B. 84. 1851. Seite 158. L. Bourgeois. Reproduction, par voie ignée, d’un certain nombre d'espèces minérales etc. 1883. I. H. L. Vogt. »Schlackenstudien, I«, Seite 27—29 (Wollastonit) und Seite 86—105 (Hexagonales Kalksilikat). — Resumée in Jernkon- torets Annalen, 1885. — Sieh auch Berg- und Hüttenmännische Zeitung, 1888, Mai. C. Doelter. Ueber das künstliche Kalksilikat CaSiO,. Neues Jahrb. f. Min. Geol. Pal. 1886. B. 1. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 57 E. Hussak. Ueber die künstliche Darstellung des Wollastonits. Sitzungsberichte der niederrheinischen Gesellschaft zu Bonn 1887. Lechartier. Comptes rendus. LXVII. Seite 41. Gorgeu. Sur la production artificielle de la wollastonit. Comptes rendus. IC. Seite 258. Ch. Vélain. Production artificielle de la tridymite, de l’anorthite, de la wollastonite et de l’augite. Bull. soc. min T. 1. 1878. Seite 113. Daubrée. Annales des mines. 1857. 5e série, t. XII, Seite 289 — Etudes et experiences synthétiques sur la métarmorphisme, 1860. Hexagonales Kalksilikat. Bei der Abkühlung von trockenen Schmelzmassen, welche ausschliesslich oder hauptsächlich aus CaSiO, bestehen, bil- det sich im allgemeinen nicht Wollastonit, sondern dagegen, wie es früher von Bourgeois, Doelter und mir, — die wir sämmtliche ganz unabhängig von einander gearbeitet haben, — nachgewiesen worden ist, ein neues, mit Wolla- stonit dimorphes Mineral CaSiO,, das in sechsseitigen Pris- men mit Basis krystallisirt, und das mit keinem bis jetzt in der Natur gefundenen Mineral identisch ist. Dieses neue Mineral ist schon früher von Koch, Hausmann und Schnabel (l. e.) in Schlacken angetroffen worden, ohne dass es jedoch diesen Forschern gelungen ist die chemische Zusammensetzung der Verbindung feststellen zu können. Das Mineral erscheint in sechsseitigen, tafelförmigen oder kurz prismatischen Säulen (OP. P), die in den Schla- cken oft in Drusenräumen frei entwickelt sind, und die oft eine Grösse von ca. 5—10 mm. in die Breite und ca. 5 mm. in die Länge erreichen; bisweilen sieht man eine kleine, 58 I. H. L. Vogt. wenig hervortretende und ziemlich flache Pyramide, die leider nicht so glänzend ausgebildet ist, dass es mir gelungen ist sie zu messen. — Beim Studium der mikroskopischen Präparate einiger frei entwickelten Krystalle, Æ OP und L OP geschliffen, wie auch bei dem der Präparate von Hohofenschlacken und von künstlich dargestellten Schmelz- massen, die ausschliesslich oder hauptsächlich aus (a&O, bestehen, ergiebt sich, nach den Untersuchungen von mir und von C. Doelter (l. c.), dass die Auslöschung so genau, als es sich überhaupt entscheiden lässt, nach OP geht; in den zahlreichen Präparaten (ca. 25), welche mir zur Dispo- sition stehen, habe ich nirgends eine Abweichung in der Auslöschung nachweisen können. In den nach OP geschlit- fenen, frei entwickelten Krystallen wie auch bei denjenigen Individuen der Schlackenpräparate, die unter gekreuzten Nicols völlig dunkel sind, beobachtet man in konvergent- polarisirtem Lichte ein Kreuz, das senkrecht auf der Schnitt- ebene steht; beim Drehen des Präparats sieht man bald keine Spur von Veränderung in dem Kreuze, bald dagegen glaubt man zu beobachten, dass das Kreuz sich ein bischen öffnet, obwohl nicht so viel, dass man zwei von einander isolirte Hyperbel-Schenkel wahrnehmen kann. Bei den durch sehr schnelle Abkühlung hervorgegangenen Schmelzmassen der Akerman’schen Serie dagegen sieht man in einzelnen Fällen eine ganz deutliche, obwohl nur äusserst kleine Oeffnung des Kreuzes. Zu ganz demselben Resultate ist schon früher C. Doelter (l. c.) gelangen. — Unser Mineral zeigt folglich kein absolut konstantes Verhältniss in optischer Beziehung: einige Individuen, wahrscheinlich die meisten, scheinen absolut einachzig zu sein, bei anderen dagegen findet man zwei optische Achsen, deren Oeffnungswinkel bald etwas kleiner und bald etwas grösser ist, immer jedoch ist er ganz winzig. Die einfachste Erklärung dieser That- sache ist, wie schon früher von ©. Doelter (1. c.) hervor- Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 59 gehoben, dass unser Mineral in der That optisch einachsig ist, und dass es gelegentlich eine optische Anomali zeigt; weil sehr viele Individuen sich als optisch einachsig er- weisen, und weil dabei die Begrenzung der vollständig ent- wickelten Krystalle. sowohl in den Drusenräumen als in der Schmelzmasse, immer ein ganz regelmässiges Sechseck ist, ebenso wie die skelettförmigen Aufbaurichtungen in der OP-Ebene drei einander unter 60° schneidenden Achsen folgen, lässt sich das Mineral nicht als rhombisch betrach ten; es muss hexagonal krystallisiren. Die Interferenzfarben sind sehr lebhaft (hochroth, dun- kel himmelblau, grün usw. der dritten Ordnung); die Dop- pelbrechung ist positiv. Das Mineral besteht aus CaSiO, oder im allgemeinen aus RSiO,, wo R= 04 mit ganz unbedeutenden Mengen von Mg, Fe, Mn; dies ergiebt sich, nach den Untersuchungen von Doelter, Bourgeois und mir, daraus, dass in den- jenigen Präparaten, wo R: Si = 1.00, und wo R = über- wiegend Ca, die ganze Masse zu unserem Mineral über- gegangen ist, ohne Spur von Glasrest zu liefern. In den übrigen Präparaten, z. B. in den vorliegenden Schlacken- präparaten, findet sich neben dem Mineral immer mehr oder weniger Glas. — Besonders wollen wir hervorheben. dass z. B. in No. XXVIy der Akerman’schen Serie, welche aus ca. 4 Ca SiO, : 1 Mg SiO, besteht, sich beinahe die ganze Masse zu dem hexagonalen Silikat umgebildet hat; nur an - einzelnen Stellen in dem Präparate finden sich unbedeutend kleine Mengen von Glas, 9: in dem Mineral kann kleine Mengen von CaO durch MgO ersetzt werden. Lässt man die Schmelzmasse grössere Gehalte von MgO enthalten, scheidet sich nicht länger das hexagonale Mineral, sondern Augit aus. — 4/,0, scheint nicht in das Mineral hinein- gehen zu können; schon bei einem Gehalte von 2.75 %, Al,O; (CCIr) enthält das Präparat, neben unserem Mineral, 60 I. H. L. Vogt. etwas Glas, und bei 6.17 % 41,03 (No. CCII) ist die Masse beinahe ganz glasig 1). Ueber die Skelettbildung der Individuen und überhaupt über das Auftreten des Minerals in den Schmelzmassen ver- weise ich auf die früheren Beschreibungen, besonders auf die mittelst Zeichnungen erläuterte Darstellung in »Schlacken- studien, I«. Das von Bourgeois (l. c.) beschriebene neue Ca Si0,- Mineral, das er für monosymetrisch hält, ist nach meinen Untersuchungen an seinen Originalpräparaten mit dem soeben beschriebenen hexagonalen Kalksilikat identisch; dasselbe gilt, nach Bourgeois (1. c., Seite 10—11), von dem von. Lechartier durch Schmelzung von CaO & SiO, in Ca Cl, dargestellten Mineral, das Lechartier für Wolla- stonit hält?). No. 85, a & b, No. 86, 87, 89, 90 sind an der Berg- schule zu Stockholm analysirt worden; die Analysen No. SS, a & b, 91—96 dagegen sind aus der Literatur genommen. Selber habe ich Gelegenheit gehalt das Originalmaterial der Schlacke No. 88, von der Sayner Hütte, mikroskopisch zu untersuchen. No. 85, a & b. Hohofenschlacke von Tansa, 1824, Schweden (von ©. A. Dellvik und L. Zethelius analysirt). No. 86. Von Björnhyttan, 1879, Schweden (C. A: Särnström). No. 87. Von Forsbacka, 1871, Schweden (0. Alströ- mer), mit kleinen Mengen von Augit neben dem hexagona- len Kalksilikat. 1) Schon in »Schlackenstudien, I<, ist nachgewiesen worden, dass 40,0, die Mineralbildung verzögert. ?) An Collège de France habe ich einige der Präparate von Lechartier gesehen; sie zeigten nicht Wollastonit, sondern das neue hexagonale Kalksilikat. 61 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 1E7:89), | OT'G :06:2 | 28°90: 816 | 160:60'6 | 907 : 86%), | FET : 978 | 881 : 288 | OF T:09'8 | O (ax ur byr): 00 SAT SEI vo I 89°] SLT 803 99G OG SSIUJ[BYLOATOISIONVG 18°66 Tr OOT [0°66 67 66 20'001 6786 G7 86 79 66 ums 880 seo OG I MS) 0 000) 2160 160 LUO 06°T 88° Ee : : O2 2E0 ECHT GBS 98 € STO 0 8F'0 990 are OUT 82) 22°9 FL'0 OF'0 28°9 NR 06°Z OST ‘ OT ILLE 66 68 LIVE or 8G OF 8g CG LG 68 86 29'86 09 LE'G LWP 178 6), Ese GG'OT OE F 96°F re IF 18 LV ITSP 06° 8P LSP 7909 OL'GG 08'8G 16'6G 5 - “029 06 ‘ON 68 ‘ON 488 ON | e898 ‘ON 18 ‘ON 98 ‘ON {GB ON | egg ‘ON puopeyguo ©9299 YEYNISH|ey sojeuofiexay 'uoyprpyosuaoyop uoa uosdpeuy TF HL Vogt. 961: PG | LEO:EPG | AT: S08 | CT: 878 | 00:001 | 00:00T | 881T:28 |0 EI um Syr): 029 Tr I 6G TH 96 I L6 I CGT 616 IT SSTUITBYIOAFOISIONEBS 86 00'001 02.001 00'001 22001 00'001 78:36 ung S'T OST. “Bo 6a] SD) 0'Z 00°T ‘29 8G'9 80'€ 69°0 . . c OT c'e andg andg 97, = OU e() 10'T ern 68'I SFI OOK IGG 80/98 OE '6G OV'8G 16°66 OLEG 8606 PRD) VET “vel 0F'6 ag I] ST'GI 67° GT SL PT : ONE OCP 90 8F LEE IV OG 82 GG SF OG 88'97 028! 96 'ON C6 ON 76 ON 86 ON q 66 ON * 66 ON 16 ON —=— UUBWUSNBJ YORU ‘» Z[9UYDSJ[PS9LY « Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ‘JON Y SeMI9 JEYIUN (mern nun 270 896 | GPO: GER | OG'Z: 0G) | 6S: SLL | OG0: 096 À 96:T :70'8 | TO: 676 | ‘Se OÙ : 02) O'G LS'G | 00% OG G OSG 00° 00'& SSIUF[PUTIAF OS TONES 0001 | 0001 0:001 00T | 6001 O'O0T | 0'O0T wing 30 | 910 10 LO 90 10 90 SR dom ro 10 ro 10 0 To 0 a oe ro F0 co eg ro eo FO ee LS 80% ET FI ee | GT "9 an =, OU gce | 98 vg | ee 268 me | UG ge on O19 166 8'¥¢ L'LG da Vee eo £01 sol or oc 86 16 - à = © “ON en a TAT | IATXO 19 al TAXX | IIXX | © © ‘ON Sueunosy . € D puogpeygpua (027) 1DYUSY)D NT $2J0UODPXIJT -U9LIISZTIUIS UAU9 SUBUT 9 3 VW uop UOA UISSEUZ OUI 08'208), | 08208), | 297: 868 | 08:0.:08:6 OÙ : 02) OST 00°% 00: OMT OST OST OT SSLUJRYJOAJOJSJONES 00'00F 00'001 0000 I 00°00T 00'001 00'001 00 001 uns 80:0) LUO 20:0 EN & 00 €0'0 10:0 10 0 O ON 2 89:() 0) c9'0 640 820 FLO 290 OO 3 LEO er'0 GT'O FLO sro 910 sro en 2 DEG LEO GL'G 6¢'0 090 0) Fo NG 36 SV OG LG vo Tr 66 66 FO Gy LT 97 08° TG Be eo) Vie LY GV 16 6G vs'GG GG OG 1797 62 GP 1° 44 018! OT 601 801 LOT 901 GOT FOT * ‘ON ou IIX) IDO IDD 66 XII) IAID | ILAXXXO ON STENEN 64 er Mineralbildung in Schmelzmassen. 65 No. 88, a& b. Von der Sayner Hütte, (Dr. Schna- belle): No. 89. Von Söderfors, 1880, Schweden (N. P. Curtz). No. 90. Von Edsken, Schweden (C. G. Dahlerus). No. 91. Von Borbeck, Westphalen, 1853 (Berliner Bergacademie). No. 92, a & b, 93 und 94. »Kieselschmelze, von Haus- mann (l. ce.) beschrieben, mit unserem Mineral identisch, (cfr. »Schlackenstudien, I<). No. 9. Von Anina im Banat (Berg- und Hüttenmän- niche Zeitung, 1864, Seite 146). No. 96. Von Charleroy (Rammelsbergs Chemische Metallurgi). Die meisten dieser sind ausführlich in »Schlackenstudien, I«, beschrieben. Die Präparate der Åkerman'schen Serie sind bei No. XXI KKVE Er CE, CX IT, CLV, CLIX, CCl, EXET aus der in dem Tiegel zurückgebliebenen Masse, bei No. CXLVI, LVIIL LU, 29 dagegen aus der in das Calori- meter gegossenen Masse geschliffen. In den letzten Fällen sind die Individuen etwas, obwohl nur ganz wenig kleiner als in den ersten. Um eine Idee von der Grösse der Indi- viduen zu geben wollen wir anführen, dass die durchschnitt- liche Grösse bei No. XXII» ca. 05 mm. und bei No. 29e ca. 0.5 mm. ist. No. XXII (reiner Ca Si0,) be- : steht ausschliesslich aus dem hexagonalen Kalksilikat, No. XXVI (ca. 4 Ca Si0,: 1 Mg SiO,) ebenso an den meisten Stellen des Präparats; in den übrigen Präparaten dagegen findet sich immer mehr oder weniger Glas, in No. 29, CL und CXLVI (mit ca. 75 CaO : 25 MgO) daneben auch etwas Augit. 5 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 14 October 1888. 66 I Jel Ib, Vos Wollastonit. Ein mit Wollastonit sowohl in chemischer als in mine- ralogischer Beziehung vollkommen identisches Product scheint bisher nicht, — wenn meine frühere Untersuchungen auf diesem Gebiete (»Schlackenstudien I«, Seite 27—29) und die Schmelzversuche von Dr. E. Hussak (1. ce.) vorläufig nicht berücksichtigt werden, — weder auf pyrogenetem noch hy- dropyrogenetem Wege, mit absoluter Sicherkeit dargestellt zu sein. Sehr oft findet man in der älteren Literatur an- gegeben, dass die Synthese des Wollastonits gelungen ist oder dass unser Mineral in Schlacken usw. angetroffen worden ist; in einigen Fällen ist das erhaltene Mineral je- doch nicht Woliastonit, sondern das neue hexagonale Kalk- silikat oder Augit, — in den meisten übrigen sind die Be- schreibungen so wenig eingehend, dass man keine bestimmten Schlüsse ziehen darf. A. Gurlt*) glawbt in einigen Hohofenschlacken Wolla- stonit angeben zu können; nach seiner Beschreibung und den mitgetheilten Analysen kann das Mineral jedoch nicht mit Wollastonit identisch sein; es scheint Augit zu sein. Gorgeu (l. e.) glaubt Wollastonit synthetisch, — durch Zusammenschmelzung von SiO, und Ca Cl, in einer mit Wasserdampf geschwängerten Atmosphäre, — dargestellt zu haben; aus. seiner sehr kurzen und unvollständigen Be- schreibung kann man jedoch nicht den Schluss ziehen, dass seine Diagnose richtig sei; im Gegentheil, das Mineral scheint nach der Beschreibung mit der hexagonalen Ca SiO. - Varietät identisch zu sein. Dasselbe gilt mit voller Sicherkeit von dem von Le- chartier (l.e.) durch Schmelzung von CaO & SiO, in Ca CT, erhaltenen Mineral, das er für Wollastonit hält. *) Die künstlich pyrogeneten Mineralien, 1857. Mineralbildung in Schmelzmassen. 67 Auch Vélain (l. ce) giebt an auf künstlichem Wege Wollastonit erhalten zu haben; nach seiner sehr unvoll- ständigen Beschreibung scheint seine Bestimmung jedoch nicht unzweifelhaft zu sein. Bourgeois und Doelter (l. c.), welche alle beide ziemlich umfassende Untersuchungen über das Erstarrungs- product bei der Schmelzung von Ca SiO, ausgeführt ha- ben, haben nie Wollastonit, sondern immer die dimorphe hexagonale Varietät bekommen. Dagegen hat E. Hussak (1. c.) durch Schmelzung von 3 Ca SiO, in 3 Na, SiO, + 2 Ca Bo, 0, ein Mineral er- halten, dessen Eigenschaften genau mit denjenigen von Wolla- stonit übereinstimmen. Daubrée (l. e.) gibt schon zu Anfange der Fünfziger- Jahre an, dass er Wollastonit, neben Quarz, Ar Einwir- kung überhitzter Wasserdämpfe auf Glasröhren erhalten hat. — Das dargestellte Mineral war durch und durch krystal- linisch und bestand nach einer quantitativen Analyse aus reinem Kalksilikat, im Verhältniss wahrscheinlich Ca 505; deswegen wurde es als Wollastonit bestimmt, obwohl nä- here mineralogische Untersuchungen sich nicht ausführen liessen. Aus geologischen Gründen ist anzunehmen, dass seine Bestimmung richtig war; jedenfalls liegt doch auch hier die Möglichkeit vor, dass das Mineral mit dem hexa- gonalen Kalksilikat identisch wäre. Weil die Synthese des Wollastonits auf pyrogenetem Wege fortwährend etwas fraglich sein könnte, mag es von Interesse sein die von mir früher in »Schlackenstudien I« besprochenen Wollastonit-Schlacken nochmals eingehend zu beschreiben. 68 I. H. L. Vogt. Die Hohofenschlacke von Högfors (Analyse No. 111) ist grau (von FeS gefärbt) und besteht nach dem makrosko- pischen Ansehen aus vielen langen, dünnen Blättern, von denen oft mehrere beinahe parallelfauf einander liegen. In den mikroskopischen Schnitten senkrecht auf der Längen- richtung der Blätter sieht man viele dünnen, farblosen Tafeln, welche in beinahe derselben krystallographischen Orientirung nach einander folgen, indem sie ein Gesammt- Individ bilden (Fig. 13 in »Schlackenstudien I<). Bei star- ker Vergrösserung (1:200) kann man das ausgeschiedene Mineral sehr gut studiren. No.1. No.2. No. 8. No. 4. No. 5. Einzelnindividuen. Zwillinge. Die Krystalle, von denen wir theils Einzelnindividuen, theils Zwillinge finden, sind an den Seiten und Enden im allgemeinen von sehr gut ausgebildeten Krystalflächen be- grenzt; bald findet sich an den Einzelnindividuen nur eine einzige Endfläche (u), welche mit der Tafelfläche (c) einen Winkel von etwas mehr als 90°, ungefähr 94—95°, bildet, (sieh Fig. 1, Krystal No. 1), — bald findet sich neben u eine Fläche v, die an der stumpen Kante zwischen e und u liegt, und die mit c nach mehreren Messungen unter dem Mikroskop einen Winkel von ca. 134—136° bildet (sieh Kry- stal No. 2); endlich sieht man bisweilen (Krystal No. 3) eine vierte Fläche (a) auf der spitzen Kante zwischen c und u, deren Stellung nicht sicher zu bestimmen ist. Die Auslösehung bildet nach einer Serie von Ablesungen unter dem Mikroskope einen Winkel von ca. 34—36° mit c, indem Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 69 die betreffende Bissectrix in den negativen Quadrant zwischen e und u fällt. — Viele der in den Schnitten auftretenden Individuen sind Zwillinge, mit Zusammenwachsungsebene c (Krystal No. 4 und 5); dies ergiebt sich dadurch, dass zwei Zwillingshälften verschiedene Interferenzfarben zeigen, und dass sie nieht gleichzeitig, sondern mit einem deutlichen In- terval (ungefähr 10—15°) auslöschen. — Die Krystalle sind von zahlreichen kleinen Rissen nach e und u, bisweilen auch nach v und vielleicht auch nach einer Fläche unge- fähr senkrecht zu v durchsetzt; ob diese Risse als Spalt- barkeiten oder als Zusammenwachsungsebenen von kleinen Krystalelementen aufzufassen sind, lässt sich leider bei den winzigen Individuen nicht sicher bestimmen; jedoch scheint es, dass unser Mineral Spaltbarkeit nach e und u zeigt. In Schnitten, welche annähernd parallel der Längen- richtung der Blätter geschliffen sind, geht die Auslöschung bald genau nach der Länge der Individuen, bald sieht man Abweichungen bis auf ca. 5°. — Die Interferenzfarben im Sehnitt senkrecht auf der Längenrichtung der Individuen sind sehr lebhaft, parallel der Längenrichtung dagegen ziemlich matt. Das Mineral ist ganz farblos, folglich nicht pleochroitisch. Die Krystalle bilden ungefähr die Hälfte oder vielleicht etwas weniger der ganzen Schlackenmasse; der Rest ist ein schmutzig gefärbtes, undurchsichtiges Glas (Fe S enthaltend). Aus der Analyse geht hervor, dass Ca SiO, bei weitem die am meisten hervorragende Rolle in der Zusammensetz- ung spielt; es ist deswegen a priori zu erwarten, dass das ausgeschiedene Mineral aus Ca SiO, besteht. Nach der Beschriebung ergiebt sich, dass unser Mine- ral nicht mit demjenigen in Ca Si0,- Schmelzflüssen im allgemeinen sich ausscheidenden hexagonalen Kalksilikat identisch ist, sondern dass ein anderes Mineral vorliegt. Es ist entweder mono- oder asymetrisch; weil die Auslö- 10 JE, 181, 10, Vogt, schung in den Schnitten ungefähr parallel der Längen- richtung der Blätter ziemlich genau nach dieser geht, ist es wahrscheinlich, dass unser Mineral monosymetrisch ist und nach der Orthoachse ausgezogen. Sämmtliche Kriterien stimmen genau mit den Eigen- schaften des Wollastonits überein: Der natürliche Wolla- stonit ist im allgemeinen tafelförmig nach 0 Po (ce) aus- gebildet und nach der Orthoachse ausgezogen, ganz wie unser Mineral. Die am meisten hervortretende Ebene in der Orthozone beim natürlichen Wollastonit, neben © Po, ist OP, die mit 0 Po einen Winkel von 95° 30° bildet; diese Fläche entspricht dem u bei den künstlichen Krystallen. v entspricht nach aller Wahrscheinlichkeit — Po, die beim natürlichen Minerale sehr allgemein ist; o Px:— oP — 135° 33° und e:v bei dem künstlichen Mineral — ca. 134—136°. Die Fläche a lässt sich nicht bestimmen. Die im negativen Quadrante liegende Bissectrix beim natür- lichen Wollastonit bildet (nach H. Rosenbusch, Mikrosk. Phys. d. Mineralien) einen Winkel von 37° 40° mit e; wir haben bei dem künstlichen Mineral ca. 34—36° gefunden. Weitere Uebereinstimmungen geben die Interferenzfarben und die Zwillingsbildung nach demselben Gesetze wie beim natürlichen Wollastonit, endlich auch die Risse nach c und u, möglicherweise auch nach v. Weil endlich das Mine- ral aller Wahrscheinlichkeit nach aus RSiO, besteht, wo R — Ca allein oder Ca mit kleinen Mengen von Mg und Mn, Fe ist, kann man es ganz sicher als Wollastonit be- stimmen. In der Schlacke No. 112 scheint dasselbe Mineral auf- zutreten; dieIndividuen sind jedoch leider so klein, dass eine detaillirte Untersuchung sich nicht durchführen lässt. Analysen von Wollastonit-Schlacken. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. No. 111. No. 112. Si0, 55.92 53.5 41,0, 2.35 2.2 CaO 32.46 35.4 MgO 4.43 2.6 MnO 3.04 3.6 FeO 1.16 2.6 Sum 99.36 99.9 Sauerstoffverh. . . 2.28 2.10 CaO : (Mg, Fe, Mn)O | 7.57 : 2.43 8.06 : 1.94 No. 111 von Högfors, 14ten März 1874 (von I. G. Cla- son, Stockholms Bergskola, analysirt). No. 112 von Tanså, 1852 (B. Santesson). Enstatit (Mg 5:0,) und eine dimorphe, mono- oder asy- metrische Mg SiO.-Varietåt. Literatur. Ebelmen. Ann de phys. et de chem. t. XXXIII, Seite 58. Hautefeuille Ann. de phys. et de chem. 4e série, t. IV. Seite 174. — Comptes rendus. t. LIX. Seite 734. — Ann. Chem. Pharm. t. OXXXIV. Seite 168. St. Meunier. Comptes rendus. t. XC. Seite 349. F. Fouqué et Michel Lévy. Bull. Soc. Min. 1881. t. IV. Seite 279. Daubrée. Comptes rendus. t. LXII. Seite 200 und 369. I. H. L. Vogt. »Schlackenstudien, I<, Seite 24—27 und 251. Cfr. auch die Uebersichtsarbeiten von F. Fouqué et Michel Levy und von Bourgeois. 72 I. H. L. Vogt. Die Verbindung Mg SiO, ist, in ganz ähnlicher Weise wie Ca SiO,, polymorph; erstens bildet sie theils allein, theils mit Fe SiO, zusammen die rhombischen Glieder der Pyroxen- und Amphibolgruppen und geht dabei auch mor- photrop in die mono- und asymetrischen Mineralien die- ser Familien hinein; zweitens tritt sie gelegentlich als ein neues, bis jetzt nur auf künstlichem Wege dargestelltes Mi- neral auf, das von den französischen Forschern zu der Py- roxengruppe gerechnet wird und als «MgO-Pyroxen» (mono- symetrisch) bezeichnet wird. Dieses Mineral wurde zuerst von Ebelmen durch Schmelzung von MgO & SiO, in Borsäure dargestellt; spå- terhin ist es mehrmals auf verschiedenen Weisen, unter an- deren auch durch ganz einfache Abkühlung von Mg SiO,- reichen Schmelzmassen, von verschiedenen französischen Syn- thetikern reproducirt worden. Wir werden zuerst eine Diagnose des neuen Minerals geben‘), — Es tritt in säulenformigen Krystallen ?) auf, die nach den bisherigen Untersuchungen immer von polysyn- thetischen Zwillinglamellen nach der Längenrichtung (c- Achse) aufgebaut sind (sieh Fig. 2). Die Auslöschung der einzelnen Lamellen ist bis ca. 25—28°. gross gegen die Zu- sammenwachsungsebene (c-Achse) der Lamellen.) Das Mine- nal besitzt eine ausgezeichnet gute Spaltbarkeit nach einer Fläche, welche ungefähr senkrecht auf der e-Achse steht; der Winkel gegen c wurde u. d. M. zu 85°—90° bestimmt 1) Dabei halte ich mich theils an den in der Literatur zerstreuten Angaben und theils an einigen Beobachtungen, welche ich in 1885 an einigen Originalpräparaten von Ebelmen, Hautefeuille usw. (Collège de France) gemacht habe. ?) Die von Ebelmen dargestellten Krystalle sind bisweilen minde- stens 4 cm. lang. 3) Dadurch bekommt das Mineral eine ziemlich grosse Ähnlichkeit mit den kalkreichen Plagioklasen. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 73 (sieh Krystal No. 2, Fig 2), genaue Messungen unmöglich ; dabei findet man ziemlich oft Spaltenrisse nach einer Fläche, welche einen Winkel von ca. 45° gegen c bildet (sieh Kry- stal No. 3), möglicherweise giebt es auch einzelne Spalten- risse beinahe oder genau parallel mit der c-Achse. Die Interferenzfarben sind ziemlich lebhaft. No. 1. No. 2. No. 4. Neue mono-oder asymetrische Mg SiOs-Varietit. Aus diesen Kriterien ergiebt sich, dass unser Mineral nicht mit Enstatit identisch ist, und dass es überhaupt nicht rhombisch krystallisirt; es gehört entweder dem mono- oder dem asymetrische System, — an welches von diesen zwei lässt sich leider nicht bestimmen. Von den französischen Forschern (F. Fouqué et M. Levy, Bourgeois) wird es in die Pyroxen-Gruppe eingereiht und als ein monosymetrischer Augit, mit MgO als allei- niger Base, betrachtet. Der Grund hierzu ist, dass Ebel- men angiebt, dass er an dem betreffenden Mineral die Win- kel co P: oP — 87" 31’ und 0 P: © Po = 133° 35 gefun- den hat. Hierüber ist jedoch zu bemerken: Ebelmen hat bei seinen Experimenten nicht nur die neue Mg SiO,- Va- rietät, sondern auch den gewöhnlichen Enstatit bekommen!); 1) In der an Collège de France aufbewahrten Sammlung des Original- “materials von Ebelmen findet sich neben den Präparaten, welche das neue Mineral enthälten, auch ein Präparat mit gewöhnlichem Enstatit. 74 I. H. L. Vogt. die Messungen hatten ebenso gut an diesem Mineral wie an der neuen Varietät statt finden können. In der That ist es nicht wahrscheinlich, dass die neue Varietät zu der Pyr- oxengruppe gehöre, und dass sie ein MgO-Augit sei; erstens ist die polysynthetische Zwillingsbildung, welche das am mei- sten hervortretende Kriterium des neuen Minerals bildet, nicht für die Augite karakteristisch; zweitens weicht es in Bezug auf die Spaltbarkeiten stark von den Augiten ab. An und für sich ist es zugleich auch zweifelhaft, ob reiner Mg SiO, mono-(oder a-) symetrisch, in die Pyroxen- gruppe hineingehend, krystallisiren könne; dies würde gegen die allgemeine Gültigkeit der Morphotropi streiten. | MgO-reiche Bisilikat-Schmelzmassen der Akerman’ schen Serie. No. XXVII und No. XXVr (hier als No. 114 und 115 aufgeführt), mit ca. 55 und ca. 3-mal so viel MgO als Cao. U. d. M. sieht man: Die Hauptmasse der Präparate wird von einem in stabförmigen, ziemlich langen Individuen auftretenden Mineral ausgemacht, das mit Enstatit identisch ist. Seite bei Seite liegen in beinahe derselben krystallo- graphischen Orientirung eine Serie von einzelnen Stäbchen, welche immer nach der Längenrichtung auslöschen. Schnitte, welche unter gekreuzten Nicols beim Drehen völlig dunkel sind, ergeben bei der Untersuchung in konvergent-polari- sirtem Lichte, dass das Mineral nicht optisch einachsig, sondern zweiachsig ist. Die Schnitte senkrecht auf der Stabrichtung sind ganz ausgezeichnet typische Pyr- oxen-Querschnitte, welche von «P, bisweilen auch von einem der vertikalen Pinakoiden, begrenzt sind. Die Inter- ferenzfarben sind matt (grau nach der ersten Ordnung). — Mineralbildung in Schmelzmassen etc. TD Also: ein rhombisches Mineral, mit typischen Pyroxen-Quer- schnitten und Habitus wie Pyroxen, hauptsächlich aus Mg S20, bestehend, und mit Interferenzfarben wie Enstatit. Nach die- sen Kriterien und weil wir dabei wissen, dass rhombischer Pyroxen (Enstatit) sich in Mg SiO,-Schmelzmassen bilden kann, können wir ganz getrost das Mineral als Enstatit auf- führen. Nach Ermessen hat sich in den zwei Präparaten ca. 2/s der ganzen Masse zu diesem Mineral umgebildet; hieraus ergiebt sich, dass wenigstens in No. XXV (No. 114) der En- statit einige Procent Kalk (z. B. 2—4°/o CaO) enthalten muss. — In der Zwischenmasse zwischen den parallellen Enstatit- stäbchen sieht man sehr oft ein anderes Mineral, dasin winzigen, nadelförmigen Individuen, mit lebhaften Interferenzfarben, auftritt; die Auslöschung gegen die Längenrichtung ist schief, bis zu ca. 35°. An einzelnen Stellen beobachtet man eine Parallelverwachzung zwischen dem Enstatit und diesem nicht rhombischen Mineral; der Enstatit bildet den Kern, das andere Mineral ist an die Seiten und Enden ange- wachsen. Nach den krystallographisch-optischen Kriterien kann man dieses Mineral ziemlich sicher als Augit bestim- men. Das Auftreten dieser Verbindung ist leicht zu er- klären: In den Schmelzmassen, welche resp. 7.9 und 12.9 % CaO enthalten, hat sich bei dem Krystallisationsprocess MgO in den sich ausscheidenden Enstatit relativ koncen- trirt; hierdurch ist der CaO-Gehalt in der Mutterlauge re- lativ gewachsen, und wenn eine bestimmte Grenze über. schritten worden ist, hat sich nicht länger Enstatit (Mg SiO, mit kleinen Mengen Ca SiO,) bilden können, son- dern Augit (Mg SiO, + Ca SiO,) ist ausgescheiden. An einigen Stellen in den Präparaten sieht man ein- zelne ganz klare, wasserhelle, kurz säulenförmige Krystalle, welche schon in durchfallendem Lichte sich von dem Enstatit und dem Augit, die alle beide schwach dunkelgrau gefärbt sind, als etwas besonderes auszeichnen. Bei ge- 16 HET. Vo: kreuzten Nicols lässt sich beobachten, dass dieses Mineral No. 3 von polysynthetischen Zwillinglammellen zusam- mengesetzt ist (— ganz wie z. B. Plagioklas—), und dass die Auslöschungschiefe der einzelnen Lamellen bis ca. 25 —30° gross ist; dabei sind die Krystalle von einer Menge winziger Spaltenrisse ungefähr senkrecht auf der Längen- achse durchgesetzt. Nach diesen Kriterien hat man un- zweifelhaft mit der neuen Mg SiO,-Varietåt zu thun. In quantitativer Beziehung spielt die neue Mg SiO,- Varietät hier bei weitem nicht eine so grosse Rolle wie der Enstatit. Die zwei Mineralien scheinen gleichzeitig gebildet zu sein. Auch in Hohofenschlacken, welche reich an Mg SiO, (mit oder ohne Fe SiO.) sind, findet sich gelegentlich rhom- bischer Pyroxen ausgeschieden. In »Schlackenstudien I, Seite 24—-25, ist eine Hohofenschlacke von Söderfors (Schwe- den), Mai 1883, beschrieben worden, deren Individuen in Schnitt senkrecht auf der Längenrichtung die bekannten ty- pischen Pyroxen-Durchschnitte zeigen, während die ungefähr nach der c-Achse geschnittenen Individuen immer genau nach der Achse auslöschen. Die Krystalle sind skelett- förmig nach der c-Achse und einer Dome (2P x oder 2P «) aufgebaut. In der hier als No. 113 angeführten Hohofenschlacke von Svartnäs (Schweden), mit beinahe dreimal so viel (Mg,Fe) Vals CaO, finden sich mehrere Mineralien; die Haupt- masse besteht aus rhombischem Pyroxen, der durch folgende Kriterien gekennzeichnet wird: typische Pyroxen-Quersnitte, von Säule und Pinakoiden begrenzt, Auslöschung genau nach der Längenrichtung (c-Achse) der Individuen; schwache Interferenzfarben; die chemische Zusammensetzung des gan- zen Magma ist ziemlich genau À SiO,, wo R hauptsächlich Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 11 — Mg; deswegen würde schon a priori zu vermuthen sein, dass dasjenige Mineral, welches die Hauptrolle spielt, ein Magnesia-Bisilikat ist. Dabei findet sich auch etwas mono- symetrischer Augit und kleine Mengen eines Minerals (Oli- vin, Glimmer?), das sich nieht mit Sicherheit bestimmen lässt; endlich sieht man auch etwas Glas. Wie es früher nachgewiesen worden ist, bildet sich bei der Abkühlung von trockenen Schmelzmassen, welche aus- schliesslich oder hauptsächlich aus Kalk-Bisilikat bestehen, in bei weitem den meisten Fällen die neue hexagonale (aSiO;- Verbindung; nur in ganz vereinzelnten Fällen krystallisirt Ca SiO, als Wollastonit. Nirgends sind bis jetzt die zwei dimorphen Ca SiO,-Mineralien in denselben Schmelzmassen nachgewiesen worden. — Wo in den Schmelzmassen Mg SiO, vorwaltet, scheidet das Magnesia-Bisilikat sich bald als Enstatit, bald als die neue mono- oder asymetrische Varietät aus; die zwei Mineralien treten mehrmals gleichzeitig mit einander auf. Auf welchen besonderen physikalischen Be- dingungen die Bildung der zwei Mineralien beruht, können wir nicht angeben. Nur werden wir darauf aufmerksam machen, dass die Dauer der Abkühlung keine hervortretende Rolle zu spielen scheint, wenn sie sich nicht auf längere Zeitperioden, wie z. B. beim Erstarren der Eruptivgesteine, erstreckt ; die zwei Mg SiO,-Mineralien können sich nämlich sowohl bei einer sehr kurzen Krystallisationszeit (von un- gefähr einer Stunde, wie bei den in Tiegeln erstarrten Pro- ducten der Äkerman’schen Serie) als bei bedeutend län- gerer Dauer der Abkühlung (wie bei einigen Experimenten von F. Fouqué et Michel Lévy) ausscheiden. Analysen von Schmelzmassen, welche rhombischen Pyroxen, gelegentlich auch die neue Mg SiO,-Varietät (nebst Augit usw.) enthalten: 78 IE 180, EN Yon, Hohofen- Aus der Åkerman schen Schlacke. Serie. Åkermans No. . . . No. XXV No.XXVIII Mens No à à os: No. 113 | No. 114 No. 115 SO a Es cre 56.77 57.6 58.5 NOE re. 5.30 0.9 0.9 Om OR RE Ne 12.20 12.9 7.9 MgO EEE DAS 27.6 Dal Fo Oi 1.66 1.0 11,0 SUN dar ae Sar 100.31 100.0 100.0 Sauerstoffverh . . . 1.92 2.01 2.00 COO (UG), HO ve VOTE NAAS | 846 No. 113. Von Carl Carlson (Stockholms Bergskola) analysirt. Hypersthen (Fe SiO,) und eine neue dimorphe, mono- oder asymetrische Fe S:O,-Varietåt (?) Wie es schon a priori zu erwarten wäre, lässt sich, wie es von französischen Mineralsynthetikern (F. Fouqué et Michel Lévy) nachgewiesen worden ist, der Hypersthen ((Fe,Mg) SiO, oder Fe Si,) durch Schmelzung darstellen. Dabei ist es auch wahrscheinlich, dass eine dem neuen mono- oder asymetrischen Mg SiO,-Mineral entsprechende Fe SiO,-Varietåt gegentlich sich bildet. Wir werden zuerst eine an Fe SiO, sehr reiche Schlacke — von dem Nickelrohsteinschmelzen bei Skjäkerdalen Nickel- werk, Norwegen (1886) beschreiben. — U. d. M. sieht man Mineralbildung in Schmelzmassen ete. TY in einer schwarzen, von FeSund Fe, 0, gefärbten Grund- masse zahlreiche wasserhelle Krystalle, die wahrscheinlich aus RSi 03, wo R = Fe mit etwas Mg, usw. bestehen. Die Krystalle. welche lang-såulenförmig entwickelt sind, sind theis Einzelnkrystalle, theils Zwillinge, mit Zusammen- wachsungsebene nach der Längenrichtung (c-Achse) der In- Einzelnkrystaile. Zw. Querschnitte. Zwilling. (100/1) Neues, mono- oder a- symetrisches FeSiO3-Mineral (?) dividuen. Die Einzelnkrystalle sind an den Seiten im allgemeinen von ganz gut entwickelten Flächen der c-Zone begrenzt; an den Enden sind sie bald von einer auf c un- gefähr senkrecht stehenden Fläche (OP) abgeschnitten, bald sind sie unregelmässig abgebrochen. Die Querschnitte errinnern sehr stark an die gewöhnlichen, von =P begrenzten Augit- Querschnitte. — Die Zwillinge zeigen im allgemeinen nur zwei oder drei Lamellen; ausnahmsweise findet sich jedoch auch ein polysynthetischer Zwillingaufbau, cfr. den letzten Krystal in Fig. 3. — Das Mineral besitzt eine ziem- lich gute Spaltbarkeit nach derjenigen Fläche, welche frü- her als OP bezeichnet ist. Die Auslöschung folgt nicht der c-Achse, bildet dagegen mit dieser einen Winkel bis zu ca. 25—30°; die Zwillinge, besonders diejenigen, welche poly- synthetisch zusammengesetzt sind, bekommen dadurch eine ganz frappante Ähnlichkeit mit den kalkreichen Plagioklasen. Die Interferenzfarben sind grau mit einer bläulichen Nu- ance. Das Mineral kann, hauptsächlich wegen der schiefen Auslöschung, nicht mit Hypersthen identisch sein; auch kann 80 NE 11 Vioot: es, wegen der matten Interferenzfarben und der Spaltbar- keit nach OP, kein gewöhnlicher monosymetrischer Augit sein. Dagegen entspricht es in Bezug auf die krystallo- graphish- physikalischen Eigenschaften genau der kürzlich beschriebenen neuen MgSiO,-Varietåt. Weil das Mineral aus einer Bisilikatschmelzmasse, mit FeO als wichtigster Base, ausgeschieden worden ist, ist die chemische Zusam- mensetzung wahrscheinlich (Fe,Mg) SiO,, vielleicht mit ge- ringer Mengen von (a SiO;. Als Resultat der Untersuchung ergiebt sich, dass Fe SiO, oder (Fe,Mg) SiO, ein neues, der neuen Mg SiO;- Varietät entsprechenden Mineral zu bilden scheint. Dieser Schluss wird durch mehrere mineralsynthetischen Untersuchungen bestätigt. — An College de France habe ich Gelegenheit gehabt einige Präparate von Schmelzmassen zu studiren, die theils aus Fe SiO, allein, theils aus Fe SO, + 3 Mg SiO, bestehen. In beiden hatte sich, neben Mag- netit und rhombischem Pyroxen, auch ein in Zwillingen auftretendes Mineral, das schiefe Auslöschung und Spalt- barkeit senkrecht auf den Zwillinglamellen zeigt, in ziem- lich bedeutender Menge gebildet. Dieses Mineral zeigt dieselben mineralogichen Eigenchaften wie die mono- oder asymetrischer Mg SiO,-Varietåt; weil es aus einer FeO- und FeO- & MgO-Bisilikatschmelzmasse, neben Hypersthen ausgeschieden worden ist, besteht es aller Wahrscheinlich- keit nach aus resp. Fe SiO, und (Fe,Mg)SO,. Rhodonit. Rhodonit*) bildet sich bekanntlich äusserst leicht auf künstlichem Wege, theils durch Schmelzung und Abkühlung =) Cfr. die Übersichtsarbeiten von F. Fouqué et Michel Lévy und von L. Bourgeois nebst »Schlackenstudien, I,« Seite 29—37. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 81 von Schmelzflüssen, welche reich an Mn Si0, sind, und theils durch Schmelzung von MnO & SiO, in Mn Cl,, wahr- scheinlich noch nach mehreren anderen Methoden. — In den Schlacken von einigen metallurgischen Processen, nämlich von der sauren Bessemirung und Martin-Schmelzung von manganreichem Roheisen, findet sich unser Mineral sehr häufig. Es zeichnet sich unter anderem dadurch aus, dass es im allgemeinen in relativ sehr grossen Individuen ausge- schieden ist, die leicht frei entwickelte Krystalle bilden; in Hohlräumen der rhodonitführenden Schlackensteine findet man so beinahe immer unzählig viele Rhodonitkrystalle. — Diese sind zwar oft sehr glänzend, aber auch im allge- meinen stark facettirt; es ist deswegen schwierig oder bei- nahe unmöglich gute, messbare Krystalle zu erhalten. — Die vielen Hunderte, vielleicht sogar Tausende in Schla- cken ausgeschiedenen Rhodonitkrystalle, welche ich gesehen habe, sind immer nach einem bestimmten Typus entwickelt gewesen, der am nächsten mit dem von G.Flink!) als No. 5 angeführten Typus der Rhodonite von Pajsberg und Längban zu vergleichen ist. — Wählen wir die von Dana und Groth vorgeschlagene und später von G. Flink durchgeführte Aufstellung des Achsensystems, bekommen wir für die Schlackenrhodonite als die am meisten hervor- tretenden Flächen: a b 0 S OP coP* «P» »P& Die Krystalle sind immer, wie in der Fig. 4 ange- geben, tafelförmig, oft sogar ganz dünn blattförmig, nach a und dabei etwas in die Länge nach der Richtung a:b ausgezogen. o ist im allgemeinen stärker entwickelt als s, 1) G. Flink. Om rodonit från Pajsberg und Långban. Öfversigt af k. Vetenskaps-Akad. Förh. 1885. No. 6. 6 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 20 Decbr. 1888. 82 I. H. L. Vogt. der gelegentlich gänzlich fehlt. Die Fläche SWR (e) ist nur in vereinzelnten Fällen beobachtet worden. — In der Zone a:b findet sich im allgemeinen eine oder mehrere Flächen von der Formel m P' und m JD nämlich x, g und 2, y (cfr. Fig. 4); von diesen entspricht q der an den natürlichen Rhodoniten auftretenden 2 P die übrigen las- sen sich nicht sicher bestimmen. — Bisweilen findet sich Fig. 4. in der Zone o:a eine Makrodoma w von der Formel n'P' =, gelegentlich noch mehrere, schlecht entwickelte und nicht bestimmbare Flächen. Die Messungen einiger ziemlich eisenreichen Rhodonit- krystalle von einer Bessemerschlacke von Westanfors ') (4/9 1874) und einiger ebenfalls eisenreichen Krystalle von einer Bessemerschlacke von Sandviken?) 1886 ergaben: 1) Cfr. »Schlackenstudien«, I. *) An der Universität zu Kristiania gemessen. 83 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. CD md ‘© DEN G (418) venn org aa) GET ON) ea ‚Gr oVGT GP PAT | 167 HET x:D 196 676 196 316 $:0 11 PET OG TEL | ‚06.181 s:q 128 ET 7 CEL (GT $621) : 0:q Far SL N 166 082 s:9 Tea LOT ‚9% 801 0:0 Tec POI SP PCT NET £6G OT GT OST ae B:» SEE Bolt ars) Fo | BESO | OE | Wells | APS g: aoypıpıngeNn 4 ON VON ‘8 ‘ON G ON T ‘ON "9887 "UdYIAPUES SLOFUBISO A 54 PEACE Most: Die Winkel a:b, a:q, b:q, a:o und b:o zeigen bei dem künstlichen Rhodonit eine ziemlich gute Uebereinstim- mung mit denjenigen des natürlichen. — Die Fläche s ist durch folgende Angaben bestimmt: sie liegt erstens in der Zone o:b, zweitens geht bei dem künstlichen Mineral, wie auch bei dem natürlichen, eine gute Spaltbarkeit nach dieser Fläche, und drittens stimmen die Winkelmessungen a :s und b. s, a:s annähernd mit denjenigen des natürlichen Minerals. Weil sämmtliche untersuchten Krystalle mehr oder we- niger facettirt sind, geben die Messungen kein absolutes Vertrauen; jedoch darf man wohl den Schluss ziehen, dass die krystallographischen Konstanten, besonders die Lage der Fläche s und der Winkel a:b, der nach den Messungen an vier verschiedenen Krystallen ca. '/4° kleiner als beim natürlichen Mineral ausgefallen ist, nicht unwesentlich von denjenigen des natürlichen Minerals abweichen; die Ur- sache hierzu wäre in dem bedeutenden FeO-Gehalt der Schlackenrhodonite zu suchen. In Bezug auf die Spaltbarkeiten finden wir eine abso- lute Uebereinstimmung: bei dem künstlichen Mineral finden sich ausgezeichnet gute Spaltbarkeiten nach œ'P(c) und »P'(b) und nicht so stark hervortretende Spaltbarkeiten nach «Po (0) und o Po (5), möglicherweise, obwohl frag- lich, noch nach anderen Flächen. Bei dem natürlichen Rhodonit gehen die besten Spaltbarkeiten nach GP und oP, (entsprechend der Spaltbarkeit © P bei Augit); dabei finden sich auch Spaltbarkeiten nach den vertikalen Pina- koiden (wie bei Hypersthen und anderen Gliedern der Py- roxengruppe). Weil die künstlichen Krystalle sehr spröde sind, erlauben sie keine vollständige optische Untersuchung; jedoch kön- nen wir einige optische Beobachtungen ausführen. — In ei- - nem Schnitte von einer stängligen Rhodonitschlacke von Westanfors, mit Längenrichtung der Individuen nach a: 6, Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 85 bildet die Auslüschung einen Winkel von ca. 19° mit der Kante 6 und ca. 50° gegen a; nach G. Flink sind die entsprechenden Winkel bei dem natürlichen Rhodonit im Schnitt Æ c resp. 17° 6’ und 51° 25’. — In einigen mikro- skopischen Präparaten Æ a freier Krystalle (von einer Bessemerschlacke von Westanfors, 1878) wie auch in einigen ganz dünnen, durchsichtigen Krystallen von Sandviken bil- det die Auslöschung einen Winkel resp. ca. 59° und ca. 60° mit der Kante 6; G. Flink hat bei dem natürlichen, eisenarmen Rhodonit denselben Winkel zu 54° 261/2’ be- stimmt. U. d. M. ist der in den Schmelzmassen ausgeschiedene Rhodonit sehr leicht zu erkennen: Die Individuen, die oft eine Grösse von 1—3 cm. erreichen, sind beinahe immer nach der Richtung a:b ausgezogen und dabei dünn tafel- förmig nach der Fläche a; sehr oft liegen mehrere Individuen in beinahe derselben Orientirung auf einander nach a. — Die Spaltbarkeiten, besonders nach »P’ und =P, sind . immer stark hervortretend. — Die Farbe der FeO-halt- enden Rhodonite ist je nach dem wechselnden FeO-Gehalt mehr oder weniger gelb oder gelbbraun (ohne röthliche Nuance); der Pleochroismus ist schwach (gelb und gelbbraun von verschiedener Intensität), die Interferenzfarben ziemlich lebendig. Die Auslöschungsrichtungen in den Schnitten = a und L a:b lassen sich oft bestimmen. In Bezug auf die Beschreibung einiger Schlacken, welche nur aus Rhodonit, mit oder ohne Glas, bestehen, verweise ich auf »Schlackenstudien, Ie: hier werden wir uns vor- zugsweise mit Präparaten beschäftigen, welche gleichzeitig Rhodonit und Fayalit oder Rhodonit und Augit enthalten. In einigen Bessemerschlacken von Sandviken und Westan- fors (No. 118 und 119, daneben auch eine nicht analysirte, hier »Sandviken, 1883« bezeichnete Schlacke — mit ca. 4345 %, S1O,, 235787 % MnO, 15-30 % FeO, unbedeutend Al, O,, 86 IE, Vost, CaO, MgO, Sauerstoffverh. 1.65—1.70) hat sich zuerst Rhodo- nit, in den bekannten grossen Krystallen, ausgeschieden. Zwischen den Rhodonit-Individuen und angewachsen an diese sitzt, als eine spätere Bildung, ein Mineral, welches nach dem rhombischen Auslöschen, der Farbe und den karakteristischen Interferenzfarben, der Begrenzung von oP. «Po: 2 Pax, WO æPœ eine grosse Tafel bildet, der Aufbaurichtungen auf der Fläche oP, usw. sich mit Sicher- heit als Fayalit oder MnO-FeO-Olivin bestimmen lässt. Die Restmasse ist zum Schluss als Glas erstarrt. — In No. 119 hat sich nach Ermessen ca. 65 % Rhodonit und 10—15 % Fayalit, und in »Sandviken 1883« ca. 55 % Rho- donit und 15—20 % Fayalit (in bis 1 mm. grossen Kry- stallen) gebildet. — Die Krystallisationsvorgänge bei diesen Schlacken sind leicht zu erklären: nach dem S/0,-Gehalt oder dem Sauerstoffverh. (etwas über 1.60) und dem grossen MnO-Gehalt muss sich zuerst Rhodonit ausscheiden ; weil dieses Mineral ziemlich bedeutend mehr S/O, enhält als die ursprüngliche Schmelzmasse, wird diese während der Aussonderung des Rhodonits Schritt für Schritt mehr basisch, und wenn eine bestimmte Grenze überschritten worden ist, hört die Ausscheidung des Rhodonits auf; die Schmelzmasse, welche reich an FeO und MnO ist, ist jetzt hinlinglich basisch geworden, und folglich muss ein MnO- FeO-Olivin sich bilden. Nach dem Ermessen der Gehalte an Rhodonit in No. 18 und 19 hat die Aussonderung des Rhodonits bei einem Sauerstoffverh. von resp. ca. 1.40—1.45 und 1.35 aufgehört. In der Bessemerschlacke No. 29 von Domnarfvet, 1883, finden sich wiederum Fayalit und Rhodonit, jedoch in der umgekehrten Krystallisationsfolge: zuerst hat sich hier Fayalit in em.-grossen Tafeln, ca. 35 % der ganzen Masse ausmachend, ausgeschieden, — später als Mineral No. 2. Rhodonit, in bis 2—3 mm. langen Individuen, ca. 45 % Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 87 der ganzen Masse, zum Schluss Glas. — Obwohl diese Schlacke _ nur ca. 2—3 % weniger SiO, als No. 118 und 119 enthält, finden wir trotzdem einen ganz veränderten Krystallisations- process; die Ursache hierzu ist, dass bei No. 118 und 119 das Sauerstoffverh. (1.65 und 1.69) höher als das entscheidende Sauerstoffverh. (ca. 1.55— 1.60) zwischen den Oliven- und Py- roxen-Magmata ist (cfr. »Schlackenstudien, I,« graphische Darstellung, Seite 274), bei No. 29 dagegen niedriger. — Nach dem Ermessen des Gehalts an Fayalit bei No. 29 ist die Aussonderung dieses relativ basischen Minerals bei einem Sauerstoffverh. ca. 1.75—1.80 aufgehört. Um den mineralbildenden Einfluss von MnO und CaO in Bisilikat-Schmelzmassen näher bestimmen zu können, werden wir einige Schmelzmassen mit wechselnden Gehalten an CaO und MnO beschreiben. Hohofenschlacke von Hofors, 1859 (Analyse No. 75, ausführliche Beschreibung in »Schlackenstudien, I«, Seite 3436). — Schon makroskopisch kann man hier bestimmen, dass zwei verschiedene Mineralien vorliegen; erstens findet sich ein grobkrystallinischer Theil, der in Drusenräumen frei entwickelte Augitkrystalle hält, zweitens sieht man kry- stallinische Kugeln mit radieller Structur und von einer an- deren Farbe als die des Augits, schliesslich giebt es auch etwas Glas. — Ein Präparat des grobkrystallinischen Theils zeigt den gewöhnlichen monosymetrischen Augit, in grossen Indi- viduen, mit kleinen Mengen von Glas zwischen den skelett- förmigen Aufbaustäbehen. Die radiellen Kugeln dagegen bestehen der mikroskopischen Untersuchung gemäss aus Rho- donit, der nach dem Habitus, Aussehen und der Farbe, be- sonders jedoch nach den karakteristischen Spaltbarkeiten und Auslöschungen sowohl in der Längenrichtung der Individuen (Ha:b) als in den Querschnitten (La:b) mit Sicherheit bestimmt worden ist. — Die Ursache, dass hier an verschiedenen Stellen desselben Magma gleichzeitig die 88 I. H. L. Vogt. zwei Mineralien Augit und Rhodonit gebildet worden sind, ist darin zu suchen, dass die Schmelzmasse ein mittleres Verhältniss zwischen MnO und CaO, MgO mit FeO enthält. Schmelzmassen der Akerman’schen Serien. — Bisili- kat, mit wechselnden Gehalten an MnO und CaO. No. COXXIVr (beinahe reiner Mn Si0,). Grobstänglicher Rhodonit, mit Individuen bis 2—3 mm. Länge. — No. 137 (4 MnO:1Ca0) ebenso Rhodonit, in etwas kleineren Indi- viduen. — No. 147 (3 MnO:2 CaO) Rhodonit (mit etwas Augit?). — No. 157 (3 Ca0:2 MnO) Augit, nach folgenden Kriterien bestimmt: Die Querschnitte des Minerals sind typische Augit-Querschnitte, von © P begrenzt, Spaltbarkeit nach «oP, Auslöschung nach den Pinakoiden; die Längen- schnitte zeigen bis 35—40° schiefe Auslöschung; Inferenz- farben und Aussehen wie bei dem gewöhnlichen monosy- metrischen Augit. — Daneben auch etwas Glas. 2.5-Silikate, mit wechselnden Gehalten an MnO und CaO. — No. CCXXVr (mit beinahe nur MnO) und CCLVIIr (3 MnO :2 CaO). Rhodonit mit etwas Glas. Die bis jetzt beschriebenen Schmelzmassen sind sämmtlich bei dem gewöhnlichen Druck von einer Atmosphäre erstarrt; dass Rhodonit auch in den MnO-reichen Bisilikat-Schmelz- massen bei höherem Druck sich bilden kann, geht dar- aus hervor, dass ich gelegentlich!) eine Schlacke unter- sucht habe, die bei einem hydraulischen Druck von ca. 75 Atmosphären erstarrt und von Rhodonitkrystallen voll war. 1) An dem mineralogisch-petrographischen Institut der Universität zu Leipzig, wo Professor Dr. F. Zirkel mir freundlichst die vorliegende Schlacke gezeigt hat. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 89 Analysen von Bessemerschlacken, Rhodonit enthaltend. No. 116. | No. 117. | No. 1181). | No. 119. SOREN posting 53.90 47.34 44.72 42.85 Al Ose LEA 3 52 2.45 3.94 CROSS 1.86 0.45 Lge) | 0.70 GO) Me a Se 0.03 Spur UDA bee 21.69 39.42 25.40 36.83 GORA eda 19.93 9.06 28.93 - 15.62 JE Op tigia tage 0.015 Sum: 99.09 99.82 103.39 99.955 Sauerstoffverh. 270 | 1.99 | 1.69 1.65 Fe0:MnO . .14.75:5.25 | 1.85: 8.15 | 5.29 :4.71 | 2.95 : 7.05 Sämmtliche von schwedischen Eisenwerken. No. 116. Von Sandviken, 1883 (von. cand. min. C. Riiber, metallurgisches Laboratorium, Kristiania, analysirt). Mit grossen Rhodonitkrystallen. No. 117. Von Längshyttan, 1884 (©. G. Sårnström, Stockholm). Mit grossen Rhodonitkrystallen. No. 118. Von Sandviken, 1883 (stud. min. E. Knutsen, Kristiania) und No. 119. Von Westanfors, 1874 (Dr. A. Tamm, Stock- holm), die zwei letzteren mit 1) Rhodonit, 2) Fayalit. Cfr. auch No. 29 und No. 75. — Die 2.0- und 2.5- Schmelzmassen mit wechselnden Gehalten an MnO und CaO der Äkermann’schen Serie enthalten nur unbedeu- tende Spuren von Al, O;, MgO und Fe0. 1) Si0,, CaO, MnO, FeO Mittel der Bestimmungen: SiO, CaO MnO FeO 44.69 1.91 DE 28.98 44.75 1.88 95.75 28.88 Der Ueberschuss der Analyse stammt theilweise von eingemengtem metallischen Eisen, das als FeO aufgeführt worden ist. 90 I. H. L. Vogt. Magnesiaglimmer. Literatur.') Mitscherlich. Ueber das Verhältniss der Krystalform zu den chemischen Proportionen. Dritte Abh.: Ueber die künstliche Darstellung der Mineralen aus ihren Bestandtheilen. Abhandlungen der k. Akad. der Wissenschaften zu Berlin, 1822—23. IH. L. Vogt. »Schlackenstudien, Ie, — Resumée in Jernkontorets Annaler, — Vortrag?), in der mineralogisch-geologischen Section der Naturforscherversammlung zu Kristiania, Juli 1886 gehalten, über »die künstliche Bildung des Glimmers«, Resumée in: Forhandlinger ved de skandinaviske naturforskeres 13de møde i Kristiania, 1886, Seite 76—77. I H L. Vogt. Om kunstig dannelse af glimmer (Ueber die kiinst- liche Bildung des Glimmers). Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger 1887 (Sitzung 4ten Febr. 1887) — Berg- und Hüttenmännische Zeitung, 1888, No. 22 P. Hautefeuille et L. Péan de S:int-Gilles. Sur la repro- duction des micas. Comptes rendues 1887 (21 février). K. v. Chrustschoff. Ueber künstlichen Magnesiaglimmer (Mai 1887). Tschermacks Min. Petrogr. Mitth. 188853). Cfr. auch frühere Arbeiten von K. C. v. Leonhard (Künstlicher Glimmer, Neues Jahrb. f. Min. Geol. Pal. 1854 und Hüttenerzeugnisse etc. 1858, Seite 224—237) und von Forchhammer (Annalen der Chemie und Physik, B. XC, 1854, Seite 226). 1) Während des Drucks ist eine vorläufige Mittheilung von UC. Doelter »Ueber die künstliche Bildung von Muscovit, Biotit und Lepidolithe in Neuem Jahrb. f Min. Geol. Pal. 1888, B. IL, erschienen. — Es handelt sich hier um die Darstellung verschiedener Glimmermineralien bei Schmelzung in Fluoriden. Hier wurde eine Analyse des rein isolirten Magnesiaglimmers aus ei- ner Schlacke von Kafveltorp mitgetheilt. 8) Am 4ten Febr. 1887 wurde meine früher in Juli 1886 an der Natur- forscher-Versammlung vorgetragene Abhandlung über künstlischen Glimmer zum Druck in den Verh. der Wissensch.-Gesell.zu Kristiania abgeliefert, — am 2lten Febr. 1887 wurde die Abhandlung von Hautefeuille und St. Gilles in der französischen Akademie vorgelesen, — und am 20ten desselben Monats kündigte Chrust- schoff an, er habe künstlichen Magnesiaglimmer dargestellt. — Wir haben alle ganz von einander unabhängig gearbeitet. ro Ww Mineralbildung in Schmelzmassen ete. og Magnesiaglimmer ist gelegentlich in verschiedenen Schla- cken (Rohschlacken beim Verschmelzen von Kupferstein bei Kafveltorp und Garpenberg, Schweden, Hohofenschlacken von Königin-Maria Hütte pr. Zwiekau, Sachsen) nachge- wiesen worden, dabei auch bei Schmelzung von Silikaten mit Fluoriden (Hautefeuille, Chrustschoff) künstlich dargestellt worden. — Indem ich auf meine früheren Ar- beiten hinweise, werde ich hier nur darauf aufmerksam machen, dass der Magnesiaglimmer von den Kafveltorper- Schlacken durch folgende Kriterien karakterisirt wird: Das Mineral tritt in dünnen, sechsseitigen, elastisch biegsamen Blättern (welche bis 5—6 mm. breit sind) auf; Prismen- winkel ca. 121°; ausgezeichnet gute Spaltbarkeit nach OP; Schlagfigur wie natürlicher Glimmer; optisch zweiachsig und negativ; spitze Bissectrix beinahe senkrecht zu OP, Abweichung nur ca. 1—1.5°; Oeffnung zwischen den optischen Achsen ganz klein. (Die Ebene der optischen Achsen konnte nicht bestimmt werden). Ganz farblos, folglich nicht pleochroitisch, lebhafte Interferenzfarben. Von Säuren beinahe nicht angreifbar. Zusammensetzung des nach der Gleitungsmethode beinahe rein isolirten Glimmers: Analyse No. 120. SiO, Al, 0, FeO’) CaO 2470 ZnO Cu,0 Sum Rest 49,0 | 11.30 | 5.92 | 2.29 | 29.93 | 1.40 | O 30 86.34 | ca. 13 Jo Na, O & K,0 | Dabei etwas S von mechanisch angemengten Monosulfid (Fe S). Der Glimmer von den Garpenberger Schlacken zeigt dieselben Higenschaften, ebenso derjenige von den Hohofen- 1) Hierin etwas Fe,O,, wahrscheinlich ca. 0.5 °/o, höchstens 1 °/o, mit- gerechnet. 99 T. H. DL. Vogt. schlacken von Königin-Maria Hütte, nur mit dem Unter- schied, dass dieser nicht farblos, sondern gelbbraun ist; dieser Glimmer ist stark pleochroitisch, nach demselben Princip wie natürlicher Magnesiaglimmer. In den Schlacken von Kafveltorp und Garpenberg ist Glimmer der zuerst ausgeschiedene Bestandtheil; er bildet ca. 10 % der ganzen Masse; späterhin ist Augit (gelegent- lich mit anderen Mineralien) auskrystallisirt. — In den Schlacken von Königin-Maria Hütte dagegen ist zuerst sehr viel Melilith, der ca. 85—90 % der ganzen Masse bil- det, ausgeschieden und späterhin Glimmer. In denRohschlacken von dem jetzt im Betriebe stehenden Kafveltorp Kupferwerk wird Glimmer nicht ausnahmsweise, unter ganz exceptionellen physikalischen und chemischen Bedingungen, sondern bei einer bestimmten Beschickung täg- lich und in grossen Massen gebildet; man kann dort Schiffs- ladungen von Glimmerschlacken liefern. — Die an dem Werke zur Schmelzung kommenden Erze enthalten, neben Kupfer- und Eisenkiese, Bleiglanz, Zinkblende, variirende Mengen von Hornblende, Biotit, — also MgO- reichen Sili- katen, — daneben Quartz, Feldspath, Salit, Spuren von Kondrodit usw., im allgemeinen auch etwas Flusspath. Je nachdem die Beschickung mehr oder weniger von dem einen oder dem anderen Mineral enthält, nnd je nachdem das Erz mehr oder weniger stark geröstet wird, ändert sich die Zusammensetzung der Schlacke; in Uebereinstimmung damit finden wir, dass bald Olivin, bald Glimmer, bald vielleicht auch Augit in der Schmelzmasse zuerst ausge- schieden wird. Diejenige Beschickung, bei welcher der Magnesiaglimmer sich in der Schlacke bildet, enthält nach den an dem Werke gemachten Beobachtungen immer etwas, obwohl nur ziemlich wenig Flusspath (höchstens ca. ES 93 Mineralbildung in Schmelzmassen ete. Analysen von Glimmer-führenden Schlacken von dem "msn S nd ‘Sat SIV (x — ‘OIA DZ SEMJ9 JYOTEJJATA (x O (ur ar nr): 02) Rohschmelzen bei Kafveltorp und Garpenberg. 69 P : SE'G 99'G :PEP | BLG: SC | JC: TGP | 699: LEG | 869: LO'E OST eg: SET FCI 0% I OCT * — °UI9AFOISIONBS (07 ‘v) (ge wo) | (07 vo) | (48789) | OG BO | OF wo “480g ueneY[v LO'C6 €0:96 69 GG 0966 6 CG 8:06 wug 180 GL'0 (GS 800 90'0 EG 0 080 LT 0 630 40 or 0 03'Q (QUN 980 80 I c9'I GL'& OZ I STI OUZ STG 7961 IF ZI 20:01 SZ'SI OG'Z I > OÙ Glatz ZO'0%G FG LI ST'ST 19'G] GG ST a) 68.8 GS'OT II 8 CO'OI 6E9 PL LI Oat LEG 91 gå ce 6 (199'E1 dant GG HS ea es OP 69 OV VG EV Og CF 86 GT LT GV 68 OV 008 961 ‘ON CGI ON Pol ON €GT ON BEI ‘ON IGI ON "B10quadaex) — *daoypaapey 94 I. H. L. Vogt. No. 121—125 sind von Kafveltorp, die zwei ersten vom Jahre 1886 (von O. Sandstad, Metallurgisches Labora- torium, Kristiania. analysirt), No. 123—124 von friiheren Jahren (von S. Carlswärd und C. F. Davidsson, Berg. skolan, Stockholm, analysirt), No. 125 vom Jahre 1888 (mir von dem Director des Kupferwerkes mitgetheilt). — No. 126, von Garpenberg, ist eine sehr alte Schlacke, welche ich an Ort und Stelle im Jahre 1886 gesammelt habe (von A. A. Bachke, Metallurgisches Laboratorium, Kristiania, analysirt). Zum Vergleich werden wir auf die zwei Olivin-führen- den Rohschlacken No. 27 und 28 von Kafveltorp, ebenfalls vom Jahre 1886, hinweisen; diese halten ziemlich genau ebenso viel S:0, und Al,O,, dagegen mehr MgO + FeO im Verhältniss zu CaO und wahrscheinlich weniger Alkali als die Glimmerschlacken. Die Analyse der Melilith-Glimmer-führenden Hohofen- schlacke von Königin-Maria Hütte ist als No. 146 unter den Melilithschlacken aufgeführt. Der Glimmer von den Schlackensteinen von Kafveltorp ist sowohl in der Mitte der Steine als an den Seiten, in einer Entfernung von ca. 1—2 cm. von den äusseren Gren- zen, ausgechieden, 9: es spielt hier für die Bildung des Glimmers keine Rolle, ob die Abkühlung sehr schnell (in ca. 1/4—t/2 Stunde) oder etwas langsamer (in ca. 6—12 Stun- den) vor sich geht. Bei den Experimenten von Hautefeuille & P. de St. Gilles und von Chrustschoff ist die Synthese des Glim- mers dadurch gelungen, dass resp. Magnesiaglimmer und ein Al, O,-, MgO & FeO-, 0a0-, Na,O & K,0-haltiges Silikat mit ziemlich bedeutenden Mengen von Fluoriden zusammengeschmolzen wurde. — Das von Chrustschoff Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 95 angewandte Silikatgemenge, das mit ca. 25—30 % Kiesel- fluorkalium, Fluornatrium und Fluoraluminium (mit etwas Fluormagnesium) zusammengeschmolzen wurde, hatte annäh- ernd die Zuzammensetzung: Analyse No. 127. SiO, |A, 0, | FeO | MgO | CaO | K,0 | Na, O | Sum 46 % 16 8 12 10,5 Då VG DIG (daneben etwas 770, und MnO). Wie man sieht, weicht dieses Gemenge nur ziemlich wenig von den Zusammensetzungen der früher aufgeführten Glimmerschlacken ab. Der erhaltene Glimmer bestand aus: Analyse No. 128. SiO» 44,0, Per, FeO “Mad Myo CaO &, O N) Fl | Sum | | | 39.11 18.09| 2.17 Spur 200 0 7.23 | 1.74) 1.65 |99.56 | | | | Bei schneller Abkühlung von CaO-führenden Misch- ungen (mit ca. 10—20 % CaO) geht also in den Magnesia- glimmer, der sonst eigentlich kein CaO enthält, ca. 2 % CaO (nach meiner Untersuchung) und ca. 0.8 % CaO (nach Chrustschoff) hinein. Hautefeuille & P. de St.-Gilles haben bei ihrem Versuche reinen Magnesiaglimmer (also ohne (CaO) mit 8.55 einem Fünftel von Kieselfluorkalium zusammengeschmolzen. — Wäre der Glimmer-Schmelzfluss ohne die Anwesen- heit von Fluoriden abgekühlt worden, hätte, sich in diesem Falle, um nach früheren Versuchen zu beur- theilen, nicht Glimmer ausgeschieden, 9: die Synthese 96 TEN Von. des Minerals bei dem Versuch von Hautefeuille, wahr- scheinlich auch bei demjenigen von Chrustschoff, ist auf eine besondere mineralbildende Wirkung der Fluoride zurückzuführen. Auch bei den von mir beschriebenen Schla- cken, wenigstens bei denjenigen von Kafveltorp, enthält die Schmelzmasse immer (oder beinahe immer?) etwas Fluorid. nämlich Flusspath, — jedoch nur in sehr unbedeutenden Mengen (höchstens 1—3 % der ganzen Masse). Da der in der Natur auftretende Magnesiaglimmer fast immer et- was Fluor enthält, liegt es nahe zu vermuthen, dass auch der aus den Schlacken ausgeschiedene Glimmer Fluor in sich aufgenommen hat. Dass aber die Fluoride in dem vorliegenden Falle eine besondere principielle Rolle als »agens mineralisateur« gespielt haben, ist nicht anzunehmen, weil die Menge der Fluoride nur ganz unbedeutend sit. (Fortsetzung folgt). Kritiske bemerkninger om ,,sop paa klipfisk“. Af dr. J. Brunchorst. I Videnskabsselsk. forhandlinger for 1837 er som nr. 12 trykt et arbeide af hr. Johan Olsen »om sop paa klip- fisk, den saakaldte mid.« Dette giver mig anledning til de følgende bemerkninger. Forf. begynder med at omtale Den røde »mid« som karakteriseres ved rosenrøde punkter og flekker paa kjødsiden af fiken, og som foraarsages af en bakterie, der gives det nye navn sarcina rosacea. Arten er karakteri- seret ved sin ringe størrelse (0,3—0,5 mikr.), den rosenrøde farve, dens kolonier antager (men som i kulturer forsvin- der) og ved den sarcinalignende formeringsmaade, som dog heller ikke er konstant, (»formerer sig — — — — som sar- cina, streptokok eller en blanding af begge formere). Denne karakteristik er saa lidet skarp, at jeg ikke kan paatage mig at afgjore, om soppen er virkelig ny eller ei, særlig da sarcina-arternes størrelse varierer ganske overordentlig; jeg vil kun i forbigaaende nævne, at der i literaturen er beskrevet under forskjellige navne et meget stort antal 7 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 81 Januar 1889. 98 J. Brunchorst. rosenrøde bakterier *), hvoraf nogle, som aarsag netop til »rod mid« paa klipfisk, og at det synes ret merkeligt, naar hr. Olsen nu beskriver en ny art »rod mid«, at han da ikke med et ord søger at begrunde dennes berettigelse som ny art ligeoverfor de tidligere beskrevne, ja ikke engang med et ord omtaler, at bakterier som aarsag til »rød mide er meget gammelt kjendt! Hoveddelen af hr. Olsens arbeide behandler imidlertid Den »brune eller sorte mids, som foraarsages af en sop, efter hvad vi her hos os, bl. a. gjennem en opsats af hr. overlege Armauer Hansen (Fiskeritidenden for 1883 pag. 16) ved. Hr. Olsen taler om »den sop, der — efter mine [d. v. s. Olsens] senere under- sogelser — var aarsagen til klipfiskens brune mid«. Hr. Hansen har paavist, at det, som kaldes »mid« paa klipfisk, bare bestaar af sopvegetation paa overfladen af fisken; no- gen bedre paavisning af, at »mid« foraarsages af en sop behøves ikke. Denne sop gives nu af hr. Olsen navnet wallemia ichtyo- phaga nov. gen. et sp., idet han har »forvisset« sig om, at soppen ikke tidligere var beskreven. Den samme sop er i 1884 af Farlow beskrevet og afbildet i Revue mycologique vol VI under navn af oidium pulvinatum. Senere forandrede- Farlow?) dette navn til o/diwm morrhue, da det viste sig, at der allerede existerede en o. pulvinatum. I 1885 blev sop- pen af de bekjendte italienske sopkjendere Saccardo og Berlese stillet i slegten forula og det gamle artsnavn, ifølge reglerne, atter optaget *). 1 en publikation fra 1886 (ud- kommet 8de febr.) antager ogsaa Farlow dette navn og 1) Dette ord taget i den videre betydning. 2) Atti delR. Instituto Veneto, ser. VI vol. 3 cfr. Farlows nedenfor anførte arbeide. 3) Revue mycologique, jan. 1885, «fr. Bulletin U. S. Fish commission 1886 p. 4. (Februar). Kritiske bemerkninger om sop paa klipfisk. 99 giver en tilstrækkelig karakteristisk, om end noget man- gelfuld, afbildning af soppen. På samme sted gjentager Farlow ogsaa sin diagnose, der til overflod gjør det utvivl- somt, at det er den sædvanlige brune mid, han har havt med at gjøre”). Til denne Farlows opsats er yderligere henvist i » Nature« (eng.) for 1886. Olsens nye artsnavn maa altsaa af prioritetshensyn opgives; soppens artsnavn er og blir pulvinata. Men saa er spørgsmaalet om det er berettiget at opstille en ny slegt for den. Saa kompetente sopkjendere som Farlow, Saccardo og Berlese finder, at den kan indgaa 1 slegten Torula, idet dog Farlow er noget 1 tvivl om, hvorvidt den ikke ligegodt kan indordnes under oidium, med hvilken den i virkeligheden har adskillig tilfælles. Jeg undersøgte sop- pen, længe før hr. Olsen publicerede noget desangaaende og var fuldstændig paa det rene med, at der ingen nødven- dighed var for en ny slegt, men at den passede godt ind i torula, hvor jeg, uafhængig af de nævnte forfattere, hvis arbeide her i Bergen var mig utilgjængeligt, vilde have stillet den. Det, som er mest eiendommeligt for klipfiskens mug- sop, er spiringen af dens konidier. Disse danner i regelen ikke hypher saaledes som andre sopsporer, men svulmer sterkt op i alle retninger og deler sig saa ved en tvervæg. I hver af de saaledes dannede to celler dannes nye celle- vægge lodret paa den første og saa videre indtil der frem- kommer større eller mindre celleklumper, fra hvilke der til den ene siden skyder konidiebærende grene frem, mens der ned imod substratet dannes rodlignende hypher. Dette er 1) »Spores spherical, 3,5—5 y in diameter, fuscous, attached in chains (average 12—15) arising from secundly fasciculate hyphæ which are pulvinately compacted im scattered spots.« 100 J. Brunchorst. noksaa eiendommeligt for denne sop, om det end langtfra er saa eiendommeligt og merkeligt, at det forer »tanken hen paa et muligt selskab med schizofyterne«, eller saa karak- teristisk, at det konstituerer en ny slegt. Og dette karak- teristiske ved spiringsmaaden viser sig endog ved kultur- forsøg rent inkonstant. Ved kultur i kunstig nærings- vædske af forskjellig sammensætning kan man bringe soppen til meget snart efter den allerførste spiring ganske at for- lade sin sædvanlige voksemaade og til at udbrede sig i substratet som en ganske almindelig hyphesop. Der er derfor al grund til at opfatte den eiendommelige vokse- og spiringsmaade, soppen antager paa klipfisken, som en blot og bar tilpasning til sterk saltholdigt substrat. Sop- penes evne til at forandre sin voksemaade efter nærings substansernes beskaffenhed er jo kjendt nok, og intet er naturligere end at en sop, naar den vokser paa substrat med en sterk isotonisk koefficient faar korte, lidet lang- strakte hypher. Tilsvarende, ting kjender vi fra andre soppe; kun er klipfiskesoppens korthyphede udvikling i sterkt saltholdig næringsvædske ikke et rent fysiologisk fænomen, men beror paa langvarig tilpasning. Derfor har det heller intet paafaldende ved sig, at naar man bringer sporerne i en osmotisk mindre virksom vædske, forandres ikke forholdet med en gang; de forste celledelinger tager den sædvanlige retning, forst de lidt senere gär over til at frembringe rent normale sopträde af lignende form som soppen i naturtilstanden udentvivl har. Dette har hr. Olsen ikke taget 1 betragtning, eller og- saa har hans kulturer ikke været egnede til at vise denne udvikling, som i mine har vist sig meget tydeligt. Der er efter dette ingensomhelst grund til at stille den i den botaniske literatur oftere omhandlede og be- skrevne klipfiskesop i en ny slegt, og vi kan med god samvittighed stryge en streg over hr. Olsens nye slegtsnavn, Kritiske bemerkninger om sop paa klipfisk. 101 ligesom vi af utvivlsomme prioritetshensyn maa ignorere hans nye artsnavn. T aprilheftet af »Fiskeritidenden« (1887) har jeg offentlig- gjort et arbeide »om klipfiskens mugsop, den saakaldte mid«. Dette var altsaa trykt ca. 5 maaneder tidligere end frem- læggelsen af hr. Olsens opsats »om sop paa klipfisk, den 'saakaldte mid« fandt sted (23de septbr.). Dette arbeide var hr. Olsen forpligtet til at kjende, naar han arbeidede over samme emne; men han lader i hele sin afhandling, som om det slet ikke eksisterede. Og dog indeholdes i mit arbeide en fuldstændig beskrivelse af klipfiskens mugsop og af dens udvikling, oplyst ved % træsnit med 8 figurer, og hr. Olsens arbeide bringer over klipfiskens udvikling og bygning intet, der afviger fra, hvad jeg har udtalt om emnet, ja, jeg tror, man skal have vanskelig for i hans arbeide at finde noget af værdi, som ikke staar i mit. Da at ignorere dette aldeles kan man blot betegne som en grov literær usømmelighed. Selvfølgelig gjør jeg ingen prioritet gjældende som »opdager« af klipfiskens mugsop eller dens udvikling. Sop- pen var kjendt lenge før baade hr. Olsen og jeg arbeidede over den, og vi er begge uafhængigt af hinanden kommen paa det rene med udviklingen. Paa denne del af arbeidet lægger jeg forøvrigt liden vægt. Det som har betydning med hensyn til klipfiskens mugsop er ikke saa meget bygningen eller udviklingen som de praktiske forholdsregler til undgaaelse af skade ved soppen. Herom siger hr. Olsen i avisreferatet af sit fore- drag paa naturforskermødet (den eneste publikation før mit arbeide) alene følgende: | >Spørger man nu om disse botaniske undersøgelser giver noget fingerpeg i hvilken retning undersøgelsen over fore- 102 J. Brunchorst. byggelsen af soppen maa gaa, saa tror jeg mig berettiget til at svare bekræftende. Det synes virkelig som om ar- beiderne paa Bergens fiskeboder har ret i sin paastand om, at ventilation fremmer sopudviklingen, fugtighed derimod ikke«. Andet staar der ikke, og dette er feilagtigt. I min opsats behandles derimod denne side af sagen udførligt, og hovedresultatet af mine undersøgelser er ud talt i følgende sætninger: »for den lagrede fisks vedkom- mende finder infektion sted ved lagringen eller umiddelbart derefter, ikke før fisken oplægges paa boderne«. Eller senere: »det maa staa klart, at pakboderne maa være overordentlig rigelige infektionssteder, men ligesaa klart er det, at de ikke er de eneste tænkelige steder, hvor fisken kan blive smittet.< Eller videre: »Det vilde derfor være mirakuløst, om ikke netop pakboderne og det støv, som der findes, skulde være overfyldt med frøene af en sop, som aar ud og aar ind forekommer der i saa overordentlige mængder, som man mod sin vilje dyrker saaledes 1 det store som paa klipfiskenc. I sit nye arbeide, senere end mit, siger hr. Olsen: »Pakboderne maa jo være rene arnesteder for smitte med denne sop, da soppen har været der saa lenge.« Efterat have udviklet grundene for, at pakboderne er de væsentligste smittesteder, siger jeg: »Jeg mener derfor, at man bør forsøge med desinfektion af pakboderne, at man ved saadanne midler, som dræber sopsporerne og ødelægger deres levedygtighed, bør søge at skaffe sig af med den rigeligste kilde til klipfiskens smitte.« Og hr. Olsen: »Lige- som hospitalerne rensedes ved desinfektion, maa ogsaa pak- boderne renses for smitte.< Men hr. Olsen nævner ikke med et ord, at det er mig, der har angivet denne vei tilforhindring af skade ved klipfiskens mugsop. Jeg vil kun tilføie at hr. Olsen bevisligen kjendte mit Kritiske bemerkninger om sop paa klipfisk. 103 arbeide mindst tre maaneder for hans blev fremlagt til op- tagelse i videnskabsselskabet. Hr. Olsens optræden ligeoverfor dette punkt er intet andet end et forsøg paa, at tilsnige sig resultatet af mit arbeide, et forsøg, som er mere end en blot literær usøm- melighed. Bergen, 1ste januar 1888. „Sop paa klipfisk, den saakaldte mid", Et tilsvar til hr. Brunchhorst. Fra laboratoriebestyrer dr. Olav Johan-Olsen. Som bekjendt holdt jeg 10de juli 1886 i den botaniske sektion ved det 13de nordiske naturforsker-møde et foredrag: om sop paa klipfisk, den saa kaldte mid«. I dette foredrag fremlagde jeg resultaterne af nogle botaniske un- dersøgelser over klipfisksoppen, fremviste en række teg- ninger samt mikroskopiskepræparater for at illustrere soppens udvikling. | —— Foredraget blev mere eller mindre kortfattet refereret i forskjellige aviser her og i Danmark. Det skulde in extenso optages i mødets forhandlinger. Da imidlertid her ikke plancherne kunde medfølge, besluttede jeg at faa det optaget i » Videnskabsselskabets« forhandlinger. Forskjellige sammenstødende omstændigheder, som det ikke stod i min magt at hindre, forsinkede fremleggelsen ; det blev liggende over sommeren og kunde først fremlægges i første møde høstsemestret 1887 omtrent samtidig med at mødets forhandlinger fremkom. Imidlertid havde ogsaa hr. konservator Brunchhorst »taget fat paa« arbeidet med klipfisksoppen. I løbet af vaaren 1887 holdt han et foredrag over emnet, hvilket blev \ Sop paa klipfisk, den saakaldte mid. | 105 trykt i aprilheftet af det i Bergen udkommende »Norsk Fiskeritidendes, altsaa ca. 3/1 aar efter at mit foredrag paa naturforskermødet var holdt. I sit opsæt nævner Brunchhorst 1 forbigaaende, at jeg har holdt et foredrag over emnet og gir, før han kommer ind paa sine praktiske forsøg, en »beskrivelse af denne sops nærmere beskaffenhed og naturhistorie. Denne hans beskrivelse af soppens spiring, udvikling og formering stemmer paafaldende nøie over- ens med, hvad jeg havde foredraget */4 aar 1 forveien, og som selv i de korte avisspalter stod tydelig nok anført. Mærkelig nok gir hr. Brunchhorst ikke den ringeste antyd- ning til at saa er tilfældet; tværtom forudsætter han at »soppens nærmere beskaffenhed og naturhistorie er ube- kjendt.« | Men ikke nok dermed. Paa landbrugsmodet i Thrond- hjem juli 1887 moder han op og indleder en diskussion om mid paa klipfisken — jeg var ogsaa fra indenrigsmini- steren anmodet om at reise derop for at holde foredrag om samme emne men var forhindret. I dette sit foredrag — jeg har referater deraf — taler hr. Brunchhorst ganske freidig om sin theori, at midden skyldes en sop, en smitte, om sine undersogelser, der har bevist dette, uden med et eneste ord at antyde, at jeg akkurat aaret i forveien havde holdt foredrag over samme emne og fremsat samme Anskuelse. Det kan bevises, at Brunchhorst deroppe blev gjort op- mærksom derpaa. Hr. Brunchhorst er — som allerede bekjendt fra hans optræden mod professor Wille — svært glad i stærke ud- tryk især naar det gjælder ligeoverfor kolleger; han taler tillige saameget om »usømmelighed.« Men mon her ikke hans egne ord kan anvendes, at »denne adfærd er betydelig mere end literær usommelighed« og »at man blandt veder- hæftige folk har meget stærke udtryk for en saadan adfærd<. Jeg var stærkt betænkt paa at optræde derimod, men 106 Olav Johan-Olsen. opgav det efter et par venners raad, da jeg indrommede, at det var altfor ubetydelige ting til at begynde at kjævle om i et videnskabeligt arbeide. Jeg strøg derfor en tilføiet note derom i foredraget og forbigik det i taushed. At om- tale hr. Brunchhorst's arbeide uden at paatale hans mær- kelige adfærd gik ikke an. Men nu angriber hr. Brunchhorst til gjengjæld mig i de voldsomste udtryk i to opsæt: et i »Fiskeritidendes« januar hefte, og i et nu fremlagti »Videnskabsselsk.« begge med samme indhold omtrent, dog er det sidste befriet for en del af de værste udtryk. Jeg skal tillade mig at besvare begge underét og 1 korthed. Angrebene gaar væsentlig ud paa: 1. At den egentlige klipfisksop ikke er nogen ny slegt, men tidligere beskrevet under navne forula og oidium. 2. At min afhandling intet nyt af værdi indeholder, da hr. Brunchhorst °/a aar senere end mit foredrag har holdt et bedre foredrag, som det er lykkedes ham at faa trykt for mit kom ud in extenso. Hr. Brunchhorst har altsaa ret til at gjøre prioritetskrav gjældende siger han. Thi i mit foredrag — in extenso — findes intet væsentligt, der afviger fra hans. At mit arbeide lider af væsentlige botaniske mangler. H © At der i mit arbeide er optaget en hel del ideer fra hr. Brunchhorst, deriblandt min forbigaaende bemærk- ning (pag. 15 om at det siger sig selv, at de urene, sopoverfyldte pakboder maa holdes rene, hvilken ren- lighedsfordring br. Brunchhorst vil beholde som sin »opdagelse«, den han »ikke vil lade nogen uhindret gjøre forsøg paa at tilsnige sig<. Sop paa klipfisk, den saakaldte mid. 107 Hr. Brunchhorst bemærkning om at det er saa mærke- ligt, at sarcina rosacea ikke for er beskreven, da saa mange rode bakterier paa fisk er beskreven, vil jeg bare forbigaa med den bemærkning, at jeg ikke kjender nogen saadan sarcina — den er mærkelig i mange henseender — tidligere beskreven, og hr. Brunchhorst heller ikke; indtil videre faar den altsaa beholde sit navn. Klipfisksoppen, Wallemia er beskreven før, siger han, den heder forula pulvinata eller ordium pulvinatum. Brunchhorst støtter sig til de »store« sopautoriteter Farlow og Saccardo. Ja, jeg skal tjene hr. Brunchhorst med at indrømme, at den endog endnu før den tid er beskreven som en peni- cillium, nemlig i 1883, og det af en autoritet, som paa sine gebeter visselig er ligesaa stor som Farlow, nemlig af bak- teriologen, overlæge G. Armauer-Hansen i Bergen. Hvorfor gir saa ikke hr. Brunchhorst soppen dette navn, der er ældre end de andre? Mon ikke fordi soppen aldeles ingen penicil- IE lon ger. Men nu er Wallemia ligesaa lidt en oidium eller torula, som den er en penicillium. Derfor har jeg givet den et an- det navn. Det essentielle ved sagen er efter min mening: er der beskreven nogen sop med den spire- og voxemaade som Wallemia ? Herpaa maa svaret lyde nei. Det mærværdige ved denne sop er sporernes sarcinaagtige spiring og væxt og efter voxemaaden systematiseres de fleste lavere ufuldstændig kjendte soppe. Brunchhorst paastaaen, at denne eiendommelighed ved soppen skyldes næringssubstratets saltholdighed, tor jeg tilbagevise ved at oplyse om, at spiringen er den samme paa alle hidtil provede (meget talrige) medier, og soppen 103 Olav Johan-Olsen, er dyrket med samme resultat af nutidens største sopmand ~ professor brefeld. Lidt mere mykologisk kundskab faar hr. Brunchhorst lægge for dagen, før han opponerer mod denne mand. Spiringen er slig, som jeg beskrev den 1886, og som hr. Brunchhorst ganske rigtig i 1887 har gjentaget og aftegnet. Og denne karakteriserer den som en ny slægt. Naar jeg derfor ligesaalidt kan beholde navnet torula som hr. Brunchhorst pemcillum, saa er det som før nævnt først fordi: 1. Klipfisksoppen ingen forula er, dernæst fordi 2. Slægten forula ikke mere existerer som navn paa en sopslægt, men vel som navn paa en form- Navnet indførtes af Person og (1797) betegnede oprin- delig hyfomyceter med rosenkrandsformede kjæder, med ad- skillige led. Efterhaanden er det blit et pulterkammer for en masse ubekjendte sop, tilslut betegnelsen for den rosen- krandsformede anordning af de enkelte celler hos hyfo- myceter, mugsop, hos gjærsop og hos bakterier (Cohn). I den senere tid har Pasteur forsøgt at fastslaa navnet som betegnelse paa de sacharomyceter, der hverken har . hyfedannelse eller ascoporer, og som er udviklingsformer af forskjellige andre soppe. Kun i denne betydning har navnet en smule beretti- gelse, men ogsaa kun som navn paa en form. Kun enkelte ældre systematikere holder endnu paa den oprindelige betydning. Klipfisksoppen har ogsaa i udviklingen en torulaform. Det som er sagt om forula gjælder endmere om _ oidium. Efter Brefelds sidste arbeide (hefte VII og VIII) er oidium saalangtfra nogen slægt, at det tværtom er ud- viklingsformer af soppe end mere forskjellige end for gjær- Ronidiernes vedkommende: af skivesoppe, rørsoppe, tremel- Sop paa klipfisk, den saakaldte mid. 109 lini, kortsagt basidiomyceter og ascomyceter og endnu lavere sop. At give en undersøgt sop dette slægtsnavn, naar man kjender disse arbeider, maa betegnes som en kapital feil. Desuden er Wallemia ingen oidium selv efter den ældre betydning af ordet. Man kan ligesaa godt indrangere sopslægten actinomyces under torula efter oidium som klipfisk- soppen; indtil dens fuldstændige udvikling er kjendt — hvis den vil blive anderledes — maa den bære et eget neutralt navn; jeg skal indrømme at muligens mit oprindelige (fuld- stændig private) navn paa den: ichthiomyces, havde været heldigere end det, jeg senere kom til at give den, da det er mere betegnende. Angaaende prioritetsspørgsmaalet er der uoverensstem- melse mellem angrebets to udgaver. I det første heder det: »Jeg har ret til at gjøre prioritetskrav!) gjæl- dende som den, der først har paa tilstrekkelig maade publiceret undersøgelser over udviklingen af klipfiskens mugsop, men jeg lader alt krav paa saadan prioritet falde, da hr. Olsen uafhængig af mig er kommen til de samme resultater og da han tidligere end min første publikation har — om end kun gjennem avisreferat!), der ikke kan gjælde som botanisk kildeskrift — gjort sine under- søgelser bekjendt». I siaste udgave: »Selvfølgelig *) gjør jeg ikke »prioritet« gjældende som opdager af klipfiskens mugsop eller dens udvikling. Soppen var kjendt længe før baade hr. Olsen og jeg ar- beidede over den og vi er begge uafhængig af hinanden kommen paa det rene med udviklingen. Paa denne og ar- beidet lægger jeg forøvrigt liden vægt«. | 1) Udhævet af mig. 110 Olav Johan-Olsen. Uoverensstemmelsen er saa stor, at alt svar bliver overfledigt. Kun er her det meget lidet læste blad »Norsk Fiskeritidende« opheiet til botanisk kildeskrift, medens mit foredrag paa naturforskermodet betragtes som ikke existerende. Hvad sidste punkt, Brunchhorst’s »opdagelse< angaar, saa ved jeg ikke hvad man skal sigetil at sligt kan frem- komme i vor bakterielærde tid. Undersogelserne havde vist, at midden skyldes en smitte, en sop, og at denne sop især fandtes i pakboderne og det i umindelige tider. Erfaringer baade herfra som fra Spanien havde godtgjort, at enkelte gamle pakhuse var særlig midfyldte og berygtede, mens midden sjelden gras- serte i nye huse. Allisevel gaar Brunchhorst hen og gjør en »opdagelse«, som han vil hævde for sig selv, at pakboderne maa være rene og maa desinficeres. Og 1 meget stærke udtryk be- klager han sig over, at jeg vil gjøre forsøg paa at tilsnige mig denne hans »opdagelse«, naar jeg 1 forbigaaende nævner det som en selvsagt ting. Om to læger skulde forfatte forholdsregler mod en typhusepidemi, vilde de vistnok komme til at gjøre dette hinanden uafvidende omtrent med de samme udtryk. De vilde begge anbefale at søge smittekilden samt som en selvsagt ting at desinficere husene hvor de syge havde op- holdt sig. Ligesaa med klipfisken. Først maa tindes, hvor den oprindelige smittekilde er, dernæst midler til at hindre soppens udbredelse paa fisken, naar den engang er kommet der. Begge disse ting omtalte jeg 1 mit foredrag. At pakboderne maatte være rene, nævnte jeg kun i forbigaaende som en selvsagt ting (pag. 15). En anden sag er det, at hvis hr. Brunchhorst ved sine praktiske forsog kan paavise, hvor den oprindelige smitte- Sop paa klipfisk, den saakaldte mid. 111 kilde er. Kan han paavise at denne altid er pakboderne, at fisken altid smittes der, da har han gjort en virkelig opdagelse, som det være langt fra mig at ville frakjende ham. Det er vist dette, som foresvæver ham, naar han an- griber mig; men saa blander han to vidt forskjellige ting sammen. Jeg skal kun tilslutning nok engang præcicere, at hele denne strid om klipfisksoppen — >: — efter min mening en strid om pavens skjæg — for en væsentlig grad kommer deraf, at hr. Brunchhorst lader, som om mit arbeide først offentligejordes 23de sept. 1887, mens faktum dog er, at det blev holdt som foredrag allerede 10de juli 1886. Dette foredrag paahørtes af de mest bekjendte mykologer og bo- tanikere fra Norge, Sverig og Danmark. Her fremlagdes tillige alle de offentliggjorte tegninger. Hr. Brunchhort's arbeide — efter forlydende paabegyndt ved denne tid — offentliggjordes derimod °/ı aar senere i aprilheftet af det nu til botanisk kildesk rift: ophøiede blad »Norsk Fiskeritidendec. Ringnes & Cos gjærfysiologiske laboratorium marts 1888. Nordlysiagttagelserne i Trondhjem i tidsrummet 1878—1888. En oversigt, ledsaget af 5 tabeller og 3 tavler. Af M. K. Håkonson-Hansen. Besjælet af varm interesse for naturens mangehaande vidunderlige foreteelser, havde jeg tidlig et aabent vie for, hvad den bød af rigdomme for en menneskeaand, som besad blot nogen trang til at hæve sig over døgnets stræv og kjævl. Ikke udrustet med de hjælpemidler, en gjennem aar- rækker fortsat videnskabelig uddannelse yder sin mand, var jeg henvist til streiftog paa de omraader inden naturens rige, hvor kanske vidunderne ikke er færre, men hvor en hær- skare af lette féer ogsaa strør gaverne med saa mild ødsel- hed, at iagttageren snart føler sig overvældet, om han ikke under sin indsamling vil holde sig til en specialitet inden den endeløse kjæde af fænomener. Det var disse omstændigheder, af hvilke jeg i 1878 dre- ves til at foretage meteorologiske iagttagelser, specielt iagt- tagelser over nordlys og dermed sammenhængende atmosfæ- riske foreteelser. Og jeg har været saa heldig gjennem de siden den tid forløbne 10 aar uafbrudt at faa fortsætte disse iagttagelser, saa at det nu foreliggende materiale har tvende for bearbeideren særdeles betydende egenskaber: at være temmelig rigt og at være en sammenhængende iagttagelses- række. Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. 113 Med redaktionens tilladelse skal jeg her i tidsskriftet give en kortfattet oversigt over resultaterne af de oven nævnte iagttagelser. Idet jeg gjer dette, udelader jeg dog nordlysene fra det par første aar, 1878—79 og 1879—80, dels paa grund af, at iagttagelserne ikke blev anstillede med tilbør- lig regelmæssighed — dette var nemlig tilfældet den første vinter —, dels fordi, at den originale journal ikke længer er i mit verge, og jeg var den gang ikke betænkt paa at gjøre mine optegnelser in duplo. Hvad der nedenfor blir om- handlet er altsaa mine nordlysiagttagelser i tidsrummet fra og med aaret 1880—81 og til og med aaret 1887—88, ialt saa- ledes 8 aar. Dei dette tidsrum her i Trondhjem iagttagne nordlys er opførte i tabel I saa vel i maaneds- som aars- summer for de enkelte aar (se s. 114). Af de i denne tabel meddelte nordlysrækker fremlyser en del resultater, som jeg i al korthed nu skal pege paa. Der er vel ingen grund til at antage, at nordlysene er fænomener, udelukkende optrædende i de to trediedele af aaret, som optages af høst og vinter. Nei, disse jordmag- netisk-elektriske fænomener optræder nok aaret rundt; men da det alene er den med dem forbundne lysudvikling, som sætter os i stand til direkte at iagttage dem, og da nord- lyset er for svagt til at kunne overstraale sommernattens og end mere sommerdagens, ja vinterdagens lys med, saa blir det selvfølgelig kun de mørke høst- og vinternætter, som muliggjør nordlysenes synlige tilstedeværelse. Her i Trondhjem blir saaledes nordlysene først at se med septembernætternes ankomst, og naar de sidste april- nætter er farne hen, saa er nordlysene heller ikke længer til at spore. Dette er regelen. Kun undtagelsesvis har jeg iagttaget nordlys allerede i slutningen af august — sidste vinter mærkelig nok hele tre; men næsten aldrig viser de sig i mai, — ja, selv nætterne i slutten af april er oftest meget fattige paa nordlys Nordlysaaret i Trondhjem blir 8 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 2den Februar 1889. Hakonson-Hansen. MESKe 114 I U9PIJ 107 sapleJ Aosfouca}doO AjeuLsLlo op JE Wadoavyopuel] ‘i91pi&A opuspsueui op je pjraysje oatedyrouol’S qu Jönner GU 9484 ONNT LoJAap Avg dep 50 erueigstuy I J0d9p ps dey uey suapow Yopueppu je ıdoy josey oyyl Sol avy ouramunsspaurr "180881 youve WO STAJop BESSO aoppefö ‘wen 978107 op var ouaospousoydo Je gavduefs pe uojposueut wo opoayl dojuoao Sol peay (x 08 69 ‘une 6 SIR | SUI GL 6 "TENTAIH | | | 6 “enurf | oor | Sec | a | OÙ demo pe Gp Ve ug 8 | ge | a 8 88-—288T Mr | Si ST al 189881 a a FI = 98— ESRI } FI I 6 = C8—FP881 al m | 11 I 78—£881 Pre Broren PS = 68 —GS8T Sr OL MG ze CS ISS 6 å SG (å 180881 -10q | ‘194 quo) | å ‘1940940 ‘sn Su y eV | -W999(T | -WAAON -(lag I GEL Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. 115 altsaa at regne fra 1ste september til 30te april, ialt 8 maa- neder, og inden dette tidsrum optræder nordlysene temmelig jævnt, saaledes, at der i gjennemsnit falder ét nordlys paa hver tredie aften. Kaster man et blik paa tabellens sidste vertikale række, aarssummerne, vil man se, at de aar, som med hensyn til det iagttagne antal nordlys afviger mest fra det gjennem- snitlige, 81.8, er aarene 1880—81, 1384— 55 og 1886—87. Me- dens det stiller sig tvivlsomt, om det lille antal nordlys, aaret 1884—85 har, er et virkeligt minimum, synes det hævet over enhver tvivl, at aaret 1886—87 er et maksimums-aar. Det store antal nordlys, dette aar har, nemlig 103, er saa vidt forskjelligt fra, hvad der maa betragtes som det nor- male, uden at der kan paapeges nogen for dette aar eien- dommelig omstændighed, hvori afvigelsen skulde kunne finde sin særegne begrundelse, at det alene kan forklares ved an- tagelsen af en øget energi hos selve de naturkræfter, hvoraf nordlysene er resultanten. Denne antagelses berettigelse bestyrkes ved, at nordlysene samme aar ogsaa udmærkede sig ved en overordentlig intensitet og, som følge af denne, ogsaa ved stor formrigdom hos de enkelte nordlys. Navn- lig gjælder dette om dei de første tre fjerdedele af nordlys- aaret optrædende. I tabellens sidste horizontale række er opstillet middel- tallene for de enkelte maaneder. Ved at tage disse tal i betragtning vil man se, at der er et meget udpræget maksi- mum om høsten og et lignende om vaaren. Det første ind- træffer i løbet af de to maaneder oktober—november; vaar- maksimum derimod har et noget mere begrændset spillerum, idet det indtræffer i den ene maaned, marts. Disse maksima er ikke alene iøinefaldende ved det større antal nordlys, som da indtreeffer; ogsaa ved nordlysenes styrke, formrigdom, farvespil og udbredelse udmærker de sig. Ved at gjennemløbe rækken af nordlys. der har været 116 M. K. Häkonson-Hansen. fremtrædende i pragtfuld udviklingsstorhed, finder vi saa- ledes ved høstmaksimum: | ved vaarmaksimum: 1880—81 nordlyset Ode nov.; | 1881—82 — 44de, 17de, 20de | november; | 1882—83 — 13de, 17de no- | vember samt nordlysene de | mellem-ogom- | kringliggende | aftener; | 1883—84 — Iste, 22de no- | nordlyset Iste, 28de marts; vember; | | 1884—85 — Re EN DER | == 15de marts; 1885—86 — pe MD ker — 16de, 30te marts; 1886—87 — 6teoktbr.,3die | november; | 1887—88 — Iste oktober; | 15de, 16de marts. Ellers synes det at vere forholdet, at de stærkeste nordlys regelmessigt folger noget senere end de to maksima. Medens saaledes virkningen af hostmaksimum som nævnt flyder ud over begge de to maaneder oktober og november, kommer de fleste af de store nordlys først i november, og ihvorvel marts maaned, da vaarmaksimum jo indtræffer, 1 regelen, som man vil se, har havt stærkt udviklede nordlys, er dog ikke saa sjeldent saadanne, og det endog enkelte ret glimrende, iagttagne endnu 1 april. Ogsaa i den mørke del af aaret, nordlysenes egentlige tid, er der imidlertid et par naturlige faktorer, som paa en helt afgjørende maade griber ind i de nordlysene betingende omstændigheder. Om de ikke formaar at ophæve de kræf- ter, af hvilke nordlyset er en virkning, kan disse faktorer dog til sine tider aldeles umuliggjøre nordlysenes synlige til- Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. 19170 stedeværelse. Disse medvirkende faktorer, hvis betydning for nordlysenes hyppighed jeg nu skal gjøre nogle bemærk- ninger om’ er maanelyset og skymængden. Da maanens lys tildeles vor planet i udprægede, meget begrændsede og sig hyppigt gjentagende perioder, er det klart, at dets indflydelse paa nordlysets synlige optræden vil give sig til kjende paa en saadan maade, at ogsaa dette, hvad hyppigheden angaar, optræder periodisk. Men nord- lysets periodicitet staar naturligvis i omvendt forhold til maanelysets, saaledes at vi ved stærkt maaneskin har slet ingen eller høist sjeldent nordlys, medens den maanemørke tid er disses mest «glimrende» tid. I hosføiede tabel IT er nordlysene fra tidsrummet 1882— 83 til 1887—88 grupperede inden de respektive maaneskifter, da de optraadte (se s. 118). Af denne tabel sees det særdeles tydeligt, at nordlysene har en udpræget periodicitet som følge af maanelysets ind- flydelse. Et blik paa de rubrikker, der indehoider summerne for de forskjellige maaneskifter, vil give et begreb om denne indflydelses styrke. Vi ser saaledes, hvad hovedresultatet angaar, at de nordlys, der optræder i den maanemørke tid, d. v. s. i tiden fra sidste kvarter til første, altsaa omkring nymaane, udgjør af samtlige ikke mindre end 69.31 pet., hvorimod de i den maanelyse tid, d. e. omkring fuldmaane, optrædende alene udgjør 30.69 pet. af samtlige nordlys. Naar der ikke er maaneskin, optræder der altsaa godt og vel dob- belt saa mange nordlys, som der gjør i den tid, maanen op- lyser nætterne. Ogsaa i hensyn paa, hvad der før er sagt om de to maksima, høst og vaar, er tabel I] oplysende. Værdierne i rubrikken for totalsummerne, og end mere værdierne i den for summerne omkring nymaane, godtgjør, at november og marts er de nordlysrigeste maaneder. For end yderligere at anskueliggjøre saavel nordlysets M. K. Häkonson-Hansen. 118 169 VEL SEP TE OT | VG SG 8 SG) 98 PG FJ Oy | 80 Ee 0'08 PPE JOF IG OG IFS | CEL SEG og oF 8 leg ee FP || : un PO JA GOS] GOT) OE || 68 |8 | 61 81 9 | 81) OG] 99 [ar [0416 | 8 | 9 | TL] O9T| sel cel re OG sz Hz | 06T 18 | GE 86| 87) 92 Sel: * * ung pl ed I LE JA = EE je | Ze == En ee == en | EE = == oe, = | Zee se = on | AIL | Sie BIEN A EC IN IE EN HO A a A0 LEG ENG Eee EN He GPE ON Ro ee oo OG S| GF ELEVENS VEGNE SG TOL ie ON EN Oe ie 2 |e FENG |) 8 9 NON P|) Eis sen KØ UG | Be SET OMB Zz | ei NA NEO | OP Oe |e NE eae de || ae OM i? |S O CN © i ~ deg AG ae | OS WL YI G EEG NE NE ENGE SG cr In HNO VEN SL IE IS hap GN ENE TENUE (‘ ABE ker ON Ne Ne AGE Te Ga A Ge or GIES |F | L | I | G | : x3qu090ç Gå \| WE OD NAS VG WG IL AES GEO DEE NE NE je |G LIEGE |e | |G | aig | © doquloA0N I CE OMS CCR SC OR ME VE NE Ne NG | Gaye 1G 1G |r ec laa 4 1990440 17 | er GE Fr lo ole jo rir 8 leit el | i ln rc 0 CHI 1e | € 209 F |: doquteydag g IS Lt | I I å | = AE 3 | =) = ar ° gsnøny x x | ze L pe le -. ER SS ål pares 25 = === = === > "70% © A) une 88 18 98 98 78 68 Ung 88 18 98 $3 78 |. ‘Tune 88 18 98 g8 | 18 68 "UNG 88 28 | 98 8 LE 58 18 | 98 | 98 | 78 | 88 | 38 L8 | 98 | 98 | 78 | 68 | 68 18 | 98 | 98 | #8 | 68] 78 128 | 98 | 98 | 98 | 68 | 68 å ENE ee dør EE = = ee ee AASEN TUNG} uns| ung » & & & Q À We Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. 119 af maanen afhængige perioder som de perioder i nordlysets tilvækst og aftagen, der beror paa nordlysringens vandring sydover fra polaregnene og tilbage igjen, har jeg fremstillet nordlysene grafisk i vedheftede tabel III. Den tynde linje her betegner maanelysets perioder, saaledes at den regel- mæssige siksaks berørelse med den øverste horizontale linje er tiden for fuldmaanes indtræden, siksakkens berørelse med den nederste horizontallinje derimod tiden for nymaane. Siksaklinjens gjennemskjæring af den mellemste horizontale linje blir saaledes paa nedgaaende tiden for sidste kvarter og paa opgaaende tiden for forste kvarter. Den paa tabel- len grovt optrukne linje betegner nordlysene, for hvis antal skalaen er angivet ved tabellens heire side. For hvert femte nordlys er der gjennem tabellen trukket en horizontal linje. Nærmest er vel tabel III en grafisk gjengivelse af vær- dier og forhold i tabel II; men ligesom der af denne ogsaa tydelig fremgik, at nordlysene kulminerer i november og marts, saaledes fremstiller det samme faktum sig her — jeg tor næsten sige: paa en endnu klarere maade. Det er let at forstaa, at skydækket maa have en be- tydelig indflydelse paa hyppigheden i nordlysenes synlige optræden. Skydækkets større eller mindre udstrækning, dets større eller mindre tykkelse eller endog dets absolute fra- værelse maatte selvfølgelig influere kjendeligt paa nordlys- iagttagelsernes endelige resultater. Et udstrakt, kompakt skydække er en hindring, en skyfri himmel en gunstig be- tingelse for nordlyset — lysforholdene her sat ud af be- tragtning. Dette er som regel saa. Men selv et tungt sky- dække kan til sine tider, og navnlig omkring de to maksima, gjennemlyses af nordlyset saa aldeles, at enhver af dettes bevægelser, enhver vekslen i dets former af det aarvaagne sie vil kunne følges med saa stor nøiagtighed, som forhol- dene forøvrigt tillader. For at kunne opnaa at bestemme skydækkestørrelsens 120 M. K. Häkonson-Hansen. indflydelse paa det aarlige resultat først og fremst, men derefter dets indflydelse ogsaa paa resultater, indvundne ved en uafbrudt serie iagttagelser, er, i forbindelse med de her paa stationen drevne nordlysobservationer, aftenhimlens sky- mængde bestemt og noteret. Det klokkeslet, da dette er skeet, har været den 1 forhold til nordlysets optræden mid- lere tid, nemlig kl. St p. m. Af de noterede værdier har jeg her for tilfældet taget maanedsmedierne, beregnede ved hjælp af hele observations- seriens materiale, og stillet dem sammen med nordlysets maanedsmedier Denne sammenstilling er udført paa grafisk maade i vedheftede tabel IV. Den heltrukne linje er nord- lysene, den punkterede skydækket. Og det vil her sees, at forholdet er lige til: Jo mindre skydække, des flere nordlys, og omvendt. I tabel V har jeg opført skydækkets og nordlysets me- dier for maanederne august til mai. De ved disse mediers indbyrdes sammenligning fremkomne differentser er derhos opførte og forsynede med fortegn, saaledes, at et mediums stigning er betegnet med +-, dets fald med —. Det er da ret betegnende for det forhold, der bestaar mellem skyernes mængde og nordlysenes hyppighed, at et- hvert + i den ene række er ledsaget af et — i den anden, eller omvendt. Mærkeligt er det, at for de to maaneder med nordlysmaksimum gjælder en undtagelse, idet da saa vel skydækkets som nordlysets medier er stigende. Dette be- tyder vel ikke andet, end at, tiltrods for det stigende sky- dække, vinder nordlysene til denne tid dog et forsprang, fordi de optræder med saa meget større energi end ellers. — Den samme omstændighed ser man forøvrigt allerede i tabel IV, hvor saavel nordlyslinjen som skydækkets linje paa to ste- der begge samtidigt er 1 stigende. Den hele observationsserie omfatter foruden mnordlys ogsaa konstateringen af nordlysfri himmel samt en række 121 Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. ere | SEGT | E78 GPE ae ce | SVG che Grå Che | ung Meg | Gol 901 OL 28 €6 66 LOT 98 201 pIoyaoF ‘sun (CP 198 IIS) 19 |& Po 6G or OT er OG gpused OS sw | SU IHT 8 og Ei SI 1g . re de ‘WU HTPION vw | Ci 1S aes 01 98 ag ae 08 ar G2. a SATPION “UMP, | ng | S/S | ol | ST | BT | 7% | BT | AST | Jus pour OUI} Y IA gel og+ ke See TSR SS 0) OS saa Sr Dæog “TPN DO ro so-+ ST : e0-+ : +18 0 + 0 20: : Sæsog PA F'01 648 | TO | 98 | LIT) SOL] 06 | VOL SSI) AIT) 48 | 90 SATPTON op lew 08 89 | 19 a LL FL re | 69 lan | en > 'oppepAS PO | UNS | IN dy UN QUI er IG ON XO 38 ny "8881 — 1881 122 M. K. Häkonson-Hansen. iagttagelser, hvis resultater maa betegnes som usikre, fordi de hverken var sikkert positive eller sikkert negative med hensyn paa nordlysforeteelser. Jeg har i tabel VI opfort hele serien fra 1880—81 af. De enkelte tal, der i nogle af tabellens ruder er skudte ud til siden af hovedantallet, er iagttagelser fra august og fra mai. Jeg har her nemlig alene villet regne med, hvad der ligger indenfor grændserne af det egentlige nordlysaar, der, som før anført, omfatter tidsrummet september—april inklusive (se s. 121). Af samtlige aftener, da iagttagelser kunde anstilles, ud- gjør de med nordlys noget over halvparten, eller 54.3 pet. Aftener med en forholdsvis klar himmel, som kunde med sikkerhed noteres nordlysfri, er meget faa; de udgjør af samtlige iagttagelsesaftener kun 14.8 pct. Til gjengjæld kræver de en saa meget større paapasselighed og udholden- hed hos iagttageren, mere af dette end de mest straalende nordlysaftener; thi paa den i ét oieblik øde himmel kan 1 et andet nordlyset blusse op og igjen lige saa hurtigt udvid- skes. Den tredie gruppe aftener, de, paa hvilke iagttagel- serne kun giver usikre resultater, udgjør af samtlige de, hvorpaa der overhovedet iagttoges, 30.9 pet. Resten, af- tener, da der paa grund af ugunstige skyforhold ingen observation kunde udfores, er 38.4 pet. af det tidsrum, jeg her har medtaget i beregningen. Hvor liden betydning end selve de usikre iagttagelser har, hefter der dog nogen interesse ved dem. Usikkerheden hidrører nemlig høst og vaar fra det svindende eller fra det voksende dagslys, som altid til disse tider efterlader en op- lyst nordhimmel, medens himlen til de andre kanter kan være temmelig mørk. Den lyse nordhimmel kan under disse omstændigheder hyppigt tage sig ud, som var den nordlys- , bestraalet; paa den anden side kan mangt et svagt nordlys til disse tider gribes, saa vidt det er, af det vante øie. Er himlen besat med en og anden fjærsky, eller forefindes der Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. 123 en eller et par af de interessante polarstriber, vil dog let- telig selv det skarpeste blik forgjeves soge et afgjorende tegn. Resultatet blir altsaa, at man hverken kan sige ja eller nei til sporgsmaalet, om der en saadan aften er nord- lys eller ikke. Selv midt paa vinteren kan dog ogsaa lignende omstæn- digheder indtræde. Usikkerheden hidrører da fra det stærke maaneskin i fuldmaanetiderne, hvilket giver himlen i nord en egen lysning, som maskerer eller endog let forveksles med nordlyset. Alle disse usikre iagttagelser har jeg maat- tet gruppere for sig selv, og er de, som sagt, i og for sig uden egentlig interesse, giver dog ogsaa de et særdeles be- tegnende udtryk for saavel dags- som maanelysets periode- skabende indflydelse paa nordlyset. Jeg har derfor frem- stillet de maanedlige summer af usikre iagttagelser grafisk i vedheftede tabel VII, hvor maanefacerne er fremstillede paa samme maade som 1 tabel III og de usikre resultaters antal ved hjælp af en grovtrukket linje. De fleste usikre resultater vindes altsaa, som tabellen viser, høst og vaar, samt omkring fuldmaane. Summeres de iagttagne nordlys og de usikre iagttagelser, udgjør disse sidste noget over tredieparten eller 36.3 pet. Medens de omkring nymaane præsenterer sig i beskedne 20.8 pet., er de omkring fuldmaane tilstede i hele 55.7 pet. Tager vi udeluk- kende for os de usikre iagttagelser, vil vi finde 32.1 pet. af dem omkring nymaane, men over dobbelt saa mange eller 67.9 pet. omkring fuldmaane. Endelig har jeg at gjøre et par bemærkninger angaa- ende de forskjellige former, hvori nordlyset optræder. Enhver, der har, om ikke iagttaget, saa dog bare seet nordlys, vil have erfaret, at den rigdom af former, det an- tager, og den raskhed, for ikke at sige lynsnarhed, hvormed det ifører sig snart den ene, snart den anden af disse for- mer, er lige til forbausende. Det er klart, at disse omstæn- 124 M. K. Häkonson-Hansen. digheder ved nordlysets optræden i hoi grad gjør det van- skeligt baade at komme paa spor efter lovene for dets op- staaen og udvikling og at fiksere den enkelte form saa be- stemt, at man med denne som paalideligt objekt kan føre granskningen ind paa gjenveie for des hurtigere at vinde terræn for en holdbar theori. | For blot at faa nogen oversigt over den rige formveksel hos nordlyset, begyndte jeg for tre aar tilbage at samle ma- teriale til en statistik over former. De nu foreliggende iagt- tagelser i denne retning er saaledes rigtignok endnu for faa til paa dem at bygge nogen slags anskuelser. Jeg skal der- for her blot forelægge faktum uden drøftelse. Under bestræbelsen for at gribe de hovedformer, nord- lysene som oftest viser sig i, er jeg omsider bleven staaende ved et antal af 12 saadanne. Disse former har jeg igjen grupperet i to afdelinger, eftersom de optræder selvstændigt, eller de afhænger af andre meteorologiske omstændigheder. Idet jeg forøvrigt henviser til nedenstaaende tabel VIII, skal jeg føie til, at de selvstændige former er ordnede med hensyn til fuldkommenhed i udvikling, saaledes at kronen, som alene forekommer hos de mest udviklede nordlys, staar først, medens det lysende segment, der er det begyn- dende nordlys, staar sidst. For de afhængige nordlysformer er det naturligvis ikke muligt at bestemme nogen saadan orden (se side 125). Udtrykt i procenter, viser tallene i denne tabel, at de for- mer, hvori nordlyset hyppigst optræder, er først og fremsti for- men som brudstykker, seede mellem skyerne og gjennem skysprækker, dernæst som et lysende segment, hvilende paa horizonten i nord, og endelig som spredte bundter af straaler, der gjerne er forgjængere for kronen, men sjeld- nere kommer saa langt som til at danne denne. Sjeldnest er jagttaget nordlysbolger, der som oftest afhænger af, Nordlysiagttagelserne i Trondhjem. ‘yd 0'6F ‘god 0 TG ‘god 0:6 | jod gop 'yodo'gy god zp god s'G mod o’zl god r'exl'yod e ot|\ 90d 6:07! od 3'g90d z'a1l god sg ‘1940 J94%8 "19£Y8 "19438 = ‘qu: 2 "Togpune 19 (318 19448 T9ÂYS pes Mee os JUIULSIS ad ENE t9jerags on ypung QUOI avg 1IAQ Wor[PJA[ | SPUISATT apuasAr] pow ong -OTVBIYS "do ULFOJSATPLO u SISURBUFV THA gel "T9UWIOJSÅJPIOU VSIPUSATOG 126 M. K. Häkonson-Hansen. at kronedannelse foregaar; dernæst kommer baand og saa krone. De afhængige former optræder, som det sees, omtrent lige hyppigt som de selvstændige. Angaaende nordlysformerne i sin almindelighed kan siges, at der pr. 100 nordlys er observeret 197.5 former eller ca. > former pr. 1 nordlys. Hver form er da noteret kun én gang hver nordlysaften. Nordlysets sjeldnere farver, den rode og den gronne, har jeg intet særdeles at sige om. De optræder ikke uden i forbindelse med meget udviklede straaler, er altsaa eiendom- melige for straalebuen og straalebundterne. Disse farvers hyppighed i optræden maa derfor staa i et bestemt forhold til de for hine nordlysformer fundne procenttal, men er neppe at søge ovenfor 10 pet. — Mange er de omstændigheder, der gjør nordlyset, dette luftige og flygtige væsen, saa uigjennemtrængeligt for forsk- ningen, og endda flere vil de bidrag, der fordres fremlagte paa objektbordet, maatte blive, før fænomenets første grunde er fundne. Jeg vil lige saa lidt vove at henregne disse mine her fremlagte data til disse bidrag, som jeg vil negte dem adgang til at blive benyttede, hvor de maaske kunde hjælpe til at stille et og andet vedkommende nordlyset i en klarere belysning. Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. Il, Ved sekretæren stud real. A. Palmstrøm. Det mathematiske seminar fortsatte sin virksomhed i Iste semester 1888 efter samme plan som tidligere. Der blev afholdt 13 møder med 25 foredrag af ialt 8 foredragere. Af foredragene behandlede et antal af 10 forskjellige geo- metriske emner, 6 invarianttheori, 3 ditferentialligninger, 3 algebra, 2 funktionaldeterminanter og 1 determinanter. Deltagernes antal har vexlet mellem 8 og 16 med gjennemsnitsantallet 11. Det nedenstående er en fortegnelse over seminariets møder i Îste semester 1888. 18de febr. Cremonaske transformationer (efter Clebsch: » Vorles- ungen über Geometries), I (stud. real. K. Birkeland). Mascheroni'ske passerkonstruktioner (efter Dr. Edw Hutt: »Die Mascheronischen Konstruktionen«), I (stud. filos. M. O. Alfsen). 25de febr. Cremona'ske transformationer IT. Hertil knyttede dr. Holst etpar bemærkninger. Mascheroni'ske passerkonstruktioner, II (sluttet). ödie marts. Cremona’ske transformationer III. Invarianttheori (efter Clebsch: »Theorie der binæren algebraischen Formen«), I (stud. filos. A. Alexander). 10de marts. Invarianttheori, II. Cremona'ske transformationer, IV (sluttet). 128 Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. II. 17de marts. Symbolsk integration af differentialligninger (efter Boole: »A treatise on differential equationsr), I (stud. real. A. Guldberg). Invarianttheori. III. 24de Marts. Symbolsk integration af differentialligninger, II. Invarianttheori, IV. 7de apri:. Symbolsk integration af differentialligninger, III (sluttet). Invarianttheori, V. 14de april, Invarianttheori, VI (sluttet). Funktionaldeterminanter (efter Bertrand: »Caleul differentiele), (stud. real. K. Nilsen). 21de april. Funktionaldeterminanter, II (sluttet). Algebraiske kurvers bestemmelse ved hjælp af punkter (efter en af- handling af prof. Zeuthen i Tidsskrift for Mathematik 1887), I (stud. real. J. Steen). 28de april, Algebraiske kurvers bestemmelse ved hjælp af punkter, II (sluttet). Determinanttheoriens anvendelse på læren om komplexe størrelsers multiplikation (stud. real. A. Palmstrøm). 5te mai. Ligningers numeriske løsning (efter Serret: »Cours d’algebre superieure«), I (stud. real. A. Palmstrøm). 19te mai. Ligningers numeriske løsning, II. Sylvesters resttheori for kurver af 3die orden, I (stip. Holst). Valg. 26de mai. Sylvesters resttheori for kurver af 3die orden, II (sluttet). Ligningers numeriske løsning, III. A. Palmstrom: Determinanttheoriens anvendelse på læren om komplexe størrelsers multiplikation. (Uddrag af foredraget 28de april). Som bekjendt er det meget vanskeligt at bringe den komplexe størrelse, som fremkomne ved multiplikation af flere andre, pà en overskuelig form, när antallet af faktorer i produktet blir nogenlunde stort og man ikke benytter den trigonometriske form. Ved anvendelse af determinanter lader dette sig gjøre, og de determinanter, der optræder, har en ganske mærkelig form. Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. II. 199 Jeg vil bevise, at udtrykket: (ør ABs) (og db) (iy iba)... (Gn + io) 1) for ulige n*) a, 0, b, -a, [05 0,0, as D, Gy bs "Ag ean OA aan "A, Un Gs Os On Gn rec DAG =| DA oo + à SD D | ee 0 e bai An-1 bn by. An- bn | = An-1 (Ösen An = Crest (hon Ay 2) for lige n derimod la, 0, b, -a, ld, On, Ox © We | ba a,b; a; 95,05, Og Vs “Oy 105 da 103 FT DR ee 44 DAGANE PG nee Ap Opisie Q bn1 - Ay-1 eo bai = An-1 e + An-1 bi e + An dn-1 bg On | 2 On 05 Determinanterne har folgende mærkelige egenskaber : Hvis man i et produkt, der indeholder et vist antal faktorer, borttager den sidste af disse, sa vil de determi- nanter, der i det nye produkt repræsenterer det reelle og det imaginere parti, vere fremkomne af determinanterne i det oprindelige produkt derved, at man har bortskaret sidste linje og sidste kolonne. Tilføier man en faktor til et pro- dukt, har man blot at kante de oprindelige determinanter efter en regel, som er iøinefaldende ved betragtning af ovenstående determinanter. Det kan bemærkes, at begge *) Man overse ikke de for pladsens skyld forkortede —tegn. 9 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 3die Februar 1889. 130 Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. II. determinanter kantes på samme måde, og at for et hvilket- somhelst antal faktorer disse determinanter kun vil være forskjellige 1 første linje. Beviset kan føres ved induktion; men sætningens rig- tighed indsees lettest på følgende måde. Med faktoren 2 for sidste determinant multipliceres 1ste linje i denne, hvorpå de to determinanter adderes. Man ser da, at a, + ib, er en faktor. Denne divideres bort, hvorpå determinantens første kolonne multipliceres med 7 og adde- res til 2den. Første linje i den herved erholdte determinant består kun af et led nemlig 1, og den reduceres sig derfor til dette leds underdeterminant. I denne er nu a, + ib, faktor. Efter bortdivision af denne multipliceres første linje i determinanten med + og adderes til den anden, hvorved determinanten atter kan reduceres til første leds underdeterminant o. s. v. Ved at fortsætte på denne måde ser man efterhånden, at alle de komplexe størrelser a, + ib,, a + ib, 0. s. v. er faktorer i determinanten. Denne må altså være lig produktet af alle disse størrelser multipliceret med en vis faktor, som man let indser er lig 1. Hver af de to determinanter er nemlig en hel og homogen funktion, i a’erne og b'erne, og danner vi f. ex. 1 Iste deter- minant det udtryk, der fremkommer ved multiplikation af diagonalleddene, så er dette lig produktet af alle d'er, der netop er første led i udviklingen for produktet af de kom- plexe størrelser. Sætningen har en vigtig anvendelse i trigonometrien, idet den sætter os istand til at finde et udtryk for sin og cos til summer af vinkler udtrykt ved sin og cos til de enkelte vinkler. Produktet af flere størrelser af formen cos a + å sina kan nemlig sættes 1 to forskjellige former, og ved i disse at sætte de reelle og de imaginære partier ligestore får man, idet man f. ex. antar, at faktorernes antal er ulige, følgeude formler: Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. II. 131 cos (a, + ag +... + an) = COS & Sin A, sin A, COS A, SIN As - COS Ae - COS A, SIN A, COSA, SIN A, ® e Q e SUN & 1 COS Ay. SIN Ay - COS An SIN An COS Ay | sin a, -C0S a, sin Ay COS Ay SIN Az - COS As, -€08 tg SIN A, COSA, SIN A, sin an-ı COS 11 SIN Ay -€08 An1 SIN An1 COS An Af disse to formler fåes ved division: Oh Gy = 1 ig Qs Lar — 1 ga, 1 ia, ie Ne | iganı 1 Wa, — 1 tg An 1 tg (a, + @, +. : Ch == 1 iga, e © e e ig Oln-l 1 tg a, | — 1 tg One] 1 132 Meddelelser fra Det mathematiske seminar i Kristiania. II. Man kommer over til dette udtryk fra kvotienten mellem de to determinanter for sin (a, + ... a) og cos (a, + . . + ay) ved først at dividere første linje i begge med cos a,. Derpaa divideres første og anden kolonne i begge med cos a,, og for at bortskaffe cosa, af de led, hvori den herved kommer til at stå som divisor multipli- ceres begges lste linje med denne størrelse. Sa divideres 2den og 3die linje med cos æ,, 1ste og 2den kolonne multi- pliceres med denne størrelse og 1ste linje divideres med den, hvorved den er bortskaffet, og a, forekommer kun som iga,. Således fortsætter man og erholder derved ovenstaaende resultat. Bidrag til Kundskaben om Decapodernes Forvandlinger af II. Lithodes — Eupagurus — Spiropagurus — Galathodes — Galathea — Munida — Porcellana — (Nephrops). Med 7 autographiske Dobbeltplancher. Indledende Bemerkninger. Pre Feks 9de Bind øde Hette 890 her jer leveret et første Bidrag til Kundskaben om den postem- . bryonale Udvikling: hos vore Decapoder, idet jeg behandlede de til de egentlige Macrurer hørende 3 Slægter Nephrops, Calocaris og Gebia' Det nu givne 2det Bidrag omfatter Anomurernes Gruppe og skildrer Udviklingen hos samtlige 7 herhen hørende indenlandske Slægter, hvortil endnu er vedføiet en kort Beskrivelse med Figur af sidste Larve- stadium hos Nephrops, hvilket jeg tidligere ikke havde lagttaget. Den Methode, jeg har fulgt ved disse Undersøgelser, og som jeg tror ubetinget maa følges, om et tilfredsstil- 1) Udviklingen af SI. Homarus havde jeg allerede i en tidligere sær- skilt Afhandling behandlet. BE G. O. Sars. lende Resultat skal kunne opnaaes, har jeg allerede i mit iste Bidrag nærmere omtalt. Vor forholdsvis yderst mangel- fulde Kundskab om denne interessante Del af Decapodernes Naturhistorie har sin naturlige Grund i de store Vanskelig- heder, som er forbundne med denne Slags Undersøgelser, og som næsten lægger uovervindelige Hindringer iveien for Studiet af Larveudviklingen i sin Helhed. Det er derfor ogsaa kun meget faa Former, hos hvem den hele postem- bryonale Udvikling er bleven forfulgt; af de allerfleste er Udviklingen enten ganske ubekjendt eller kun yderst frag. mentariskt fremstillet. De her meddelte Resultater er Frugten af en gjennem en lang Aarrække fortsat omhygge- lig Undersøgelse af de frit levende Larveformer, i Forbin- delse med leilighedsvis anstillede Udklækningsforsøg af modne Æg og Observationer af sidste Larvestadium's Forvandling til iste Ungdomsstadium. Det er egentlig først ved den ene eller anden af de 2 sidstnævnte last- tagelser at det har lykkets mig med fuld Sikkerhed at faa bestemt de frit levende Larver, ikke blot hvad Slægten, men ogsaa Arten angaar. Skjøndt jeg af enhver af de her opførte Slægter har havt til Undersøgelse en continuerlig Række af Larvesta- dier, og af ethvert af disse har udført saavel Habitus- som Detailfigurer, har jeg dog, for ikke at blive altfor vidtløftig, troet her at kunne indskrænke mig til en nøiere Fremstil- ling og Beskrivelse af det lste og sidste Stadium, da de mellemliggende Forandringer er mindre væsentlige og let vil kunne forstaaes ved en Sammenligning mellem begge. Hertil er for Fuldstændigheds Skyld endnu tøiet en kort Beskrivelse med Figur af iste Ungdomsstadium, umiddel- bart efter den sidste Forvandling. Plancherne er ogsaa denne Gang udførte i Autographi, efter den af mig nu i en Række af Aar med Held anvendte Methode. Til Grund for Habitusfigurerne ligger, paa meget Decapodernes Forvandlinger. 135 faa Undtagelser nær, colorerede Tegninger, omhyggeligt udførte efter levende Exemplarer, hvorved ikke blot flere af de indre Organer har kunnet antydes, men ogsaa Lar- vens hele Habitus gjengives paa en langt naturligere Maade, end dette vilde have været muligt ved en Under- søgelse af blot Spiritusexemplarer. Det er min Hensigt om kort Tid 1 dette Tidsskrift at publicere et 3die Bidrag i denne Retning, hvortil Materialet nu er nogenlunde fuldstændigt. Dette Bidrag vil komme til at omfatte Iste Familie af Caridernes Gruppe, Crango- mide, hvis Udvikling i flere Henseender frembyder en ganske særlig Interesse. Gen. Lithodes, Latr. (Tab. 1). Angaaende Udviklingen af denne eiendommelige Slægt foreligger, saavidt mig bekjendt, ingensomhelst Notits, skjøndt vor Art, L. maja Lin., ingenlunde hører til Sjelden- hederne, hverken ved vore eller Englands Kyster. Men, som allerede af Bell bemærket, er det idethele yderst sjel- dent at træffe paa Exemplarer af denne Form med Udrogn, og modne Æg med indsluttet Embryo har endnu ikke været undersøgte. Heller ikke har det været forsøgt at henføre nogen af de leilighedsvis frit i Havet observerede Larve- former til nærværende Crustace. Heldigvis opbevares i vort Univ. Museum en Del fuld- moden Rogn, tilligemed netop udklækkede Larver, tagne af min Fader for mange Aar siden fra et Exemplar fanget ved Manger. Ved den nøiere Undersøgelse af dette Mate- riale har jeg med fuld Sikkerhed kunnet bestemme en eien- dommelig Larveform, hvoraf jeg har taget nogle faa Exem- 136 G. O. Sars. plarer paa dybt Vand, dels i Hardangerfjorden, dels ved Apelvær i Namdalen, som henhorende til nærværende Crustaceform. De to paa sidstnævnte Sted erholdte Exem- plarer var betydelig videre udviklede end de i Hardanger- fjorden fundne, og disse igjen videre fremkomne end de i vort Univ. Museum opbevarede, saa at jeg, trods det ringe Antal Individer, har havt til Undersøgelse en temmelig fuldstændig Udviklingssvite. Det fremgaar heraf, at den postembryonale Udvikling hos denne Form skiller sig ikke uvæsentligt fra den for Anomurerne typiske, og navnlig meget bestemt fra Udvik- lingen hos Pagurerne, som man ialmindelighed har anseet for nærmest beslægtede med nærværende Slægt. Vi har her for os en stærkt forkortet Metamorphose, noget lignende den, som i det følgende vil blive skildret hos Slægten Galathodes. Allerede den betydelige Størrelse af de modne Æg (fulde 2 mm. i Diameter) tyder paa, at Larven maa komme til Verden i en mere udviklet Tilstand end hos de fleste øvrige Anomurer, hos hvem Æggene som bekjendt er sær- deles smaa. De foreliggende Æg (Fig. 1) er af kugle- dannet Form og omgivne af en særdeles tynd og gjennem- sigtig Hinde, indenfor hvilken Embryonet tydelig skimtes tilligemed sine forskjellige Vedhæng. Det udfylder fuld- stændigt Æggets Lumen og ligger som sædvanlig stærkt sammenrullet, med Bagkroppen slaaet ind under Forkroppen, og Enden af Halepladen delvis overdækkende Pandedelen. Begge Par Følere er tilbagestrakte langs Siderne af For- kroppen, medens de øvrige Lemmer er mere eller mindre stærkt fortilkrummede. Øinene er tæt trykkede ind mod Æggehuden og deres mørke Pigment skinner med stor Tyde- lighed igjennem samme. Bag dem sees i det indre af Em- bryonets Forkrop en særdeles voluminøs gulagtig Blomme- masse. Ved nøiere Eftersyn kan ogsaa Conturerne af Decapodernes Forvandlinger. 137 Rygskjoldet let forfolges, ligesom ogsaa Bagkroppens Seg- mentering er tydeligt fremtrædende. Den netop udklekkede Larve (Fig. 2, 3) har, fuldt ud- strakt, en Længde af nær 6 mm. Den er, som hos andre Decapoder, i Begyndelsen ganske uskikket til at bevæge sig om i Vandet, da det hele Legeme tilligemed alle Lem- mer endnu er omgivet af den saakaldte Embryonalhud, der først maa afkastes, inden Svommeapparaterne kan træde i Function. Legemet er idethele af temmelig plump og undersætsig Form, med Forkroppen stærkt opblæst og fyldt med en anselig opak Blommemasse, medens Bagkrop- pen er forholdsvis smal, eylindrisk og ender med en bred, i Midten indskaaret Haleplade. Rygskjoldet dækker ikke blot hele Forkroppen, men ogsaa lste Bagkropssegment, og er oventil høit hvælvet. Fortil gaar det ud i et sylformig tilspidset Pandehorn, som imidlertid endnu er stærkt ombøiet mod Mundregionen, saa at det fordetmeste ganske skjules af Følerne. Bagtil er Rygskjoldet i Midten dybt udrandet og ender til hver Side med en tilspidset, noget nedadbøiet Flig. De nedre frie Kanter af Rygskjoldet er jevnt bueformigt bøiede og ender fortil med et vinkelformigt Hjørne. Øinene er tydeligt stilkede og rager frem til hver Side af Pandehornets Rod fra en smal Indbugtning i Rygskjoldet. De er forholdsvis mindre eud hos de fleste øvrige Decapode- larver, næsten af eylindrisk Form og med den facetterede Del kun lidet udvidet. Midt imellem dem skimtes det enkelte Øie — Larveøiet — som en liden sort Plet. Iste Par Følere (Fig. 4), der nu er rettede lige fortil, danner hver en simpel koniskt tilløbende Stamme, der ender med 3 særdeles fint conturerede og gjennemsigtige børste- formige Fortsatser, tæt cilierede i begge Kanter. I det Indre af Stammen sees tydeligt de allerede færdigt dannede Folere. saaledes som de optræder i det 1ste frie Larvestadium. $ 138 G. O. Sars. 2det Par Følere (Fig. 5) er mere udadrettede og af mere compliceret Bygning. Man kan paa dem allerede adskille alle 3 Hoveddele, skjendt disse viser et Udseende temmelig forskjelligt fra samme hos den frie Larve. Den tykke Basaldel viser kun en svag Antydning til en Deling i 2 Segmenter og har paa den nedre Side 2 tornformige Fremspring af ulige Længde. Den indre Gren, der svarer til Svøben hos det voxne Dyr, er af smal konisk Form, uleddet og ender med en klar, tæt cilieret Snært eller børsteformig Fortsats. Den ydre Gren eller Bladet er for- holdsvis af betydelig Størrelse og sædvanligvis rettet lige udad. Det er noget affladet og ganske svagt udvidet mod Enden, der er stumpt afrundet. I sin ydre Del er det for- synet med 8 særdeles tykke og tæt cilierede børsteformige Udposninger, hvoraf de 4 udgaar fra den indre Kant, de 4 øvrige fra Spidsen; hertil kommer endnu en ganske kort ucilieret Fortsats ved det ydre Hjørne af Bladet. Alle disse Vedhæng er af den samme tandre gjennemsigtige Beskaffenhed som de paa Iste Par Følere. I det indre af Bladet, ligesom ogsaa af Svøben, sees ogsaa her tydeligt de færdigtdannede tilsvarende Dele, saaledes som de optræ- der hos den frie Larve. Munddelene er endnu uden Torner eller Børster, derfor uskikkede til at fungere. Man adskiller imidlertid med Lethed, selv uden Dissection, den hjelmformige Overlæbe, Kindbakkerne og de 2 Par Kjæver i deres sædvanlige Situs (se Fig. 2). Bag disse egentlige Munddele følger 3 Par betydelig stærkere udviklede, tvegrenede Lemmer, hvoraf navnlig de 2 forreste er af betydelig Størrelse. Det er de 5 Par Kjævefødder. Paa alle 3 er Ydergrenen (Exopoditen) betyde- lig længere end Indergrenen og delt i 2 utydeligt begrænd- sede Segmenter; den mangler imidlertid endnu tydelige Decapodernes Forvandlinger. 139 Borster og er derfor ogsaa i dette Stadium uskikket til Svømning. De omtalte Lemmer er ogsaa hos andre Decapodelarver tilstede umiddelbart efter Udklækningen; men sædvanligvis mangler i dette, ligesom i følgende Stadium, ethvert Spor af de folgende Lemmer, de egentlige Fødder. Hos nærvæ- rende Form derimod er alle 5 Par Fødder tydeligt anlagte allerede medens Embryonet endnu er omsluttet af Ægge- huden, og af et lignende Udseende som hos andre Decapode- larver i de sidste frie Stadier (se Fig. 6). Det forreste af disse Par Lemmer er betydelig robustere end de øvrige og gjenkjendes let som Gribefødderne eller Saxlemmerne, da de er stærkt opsvulmede i sit ydre Parti og her delte i 2 fingerformige Fortsatser. De 3 følgende Par er betydelig slankere og koniskt afsmalnende mod Enden; 5te Par ligger ganske skjult indenfor de øvrige, saa at de let undgaar Opmærksomheden; de er imidlertid tydeligt anlagte (Fig. 7), skjøndt særdeles smaa, og har allerede en svag Antyd- ning til Chela. Ved Basis af Fødderne har Gjellerne be- gyndt at udvikle sig som smaa tvelappede Appendices (se Fig. 6). Bagkroppen bestaar af 6 tydeligt begrændsede Segmen- ter, hvoraf de 5 første er ganske simple, cylindriske, uden Torner eller andre Vedhæng. Sidste Segment er blot i sin forreste Del af en lignende cylindrisk Form; bagtil udvides det successivt til en bred Haleplade, der i Midten ved et dybt og smalt Indsnit er delt i 2 symetriske Lapper (se Fig. 8) Langs den noget convexe bagre Rand af enhver af disse Lapper findes en Rad af 6 tykke, børsteformige Vedhæng eller Udposninger, af den samme tandre Beskaf- fenhed som de paa Følerne og som disse særdeles tæt og fint cilierede; det inderste Vedhæng er betydelig mindre end de øvrige og det næstyderste størst. Sidehjørnerne af Halepladen gaar desuden ud i 2 betydelig kortere, ucilierede 140 G. O. Sars. Fortsatser, hvoraf navnlig den inderste er særdeles liden. Den færdigtdannede Haleplade, saaledes som den optræder efter 1ste Hudskiftning, kan med stor Tydelighed sees i det indre, og de til samme hørende Torner strækker sig delvis ind i de tilsvarende Udposninger af Embryonalhuden (se Fig. 8). 1ste frie Larvestadium, umiddelbart efter Iste Hudskift- ning (Fig. 9, 10), har en Længde fra Spidsen af Pandehornet til Enden af Halepladen af omkring 7 mm. De Foran- dringer, som er indtraadte, gjælder ikke saameget den almindelige Kropsform som Lemmernes Udseende. Dog synes Rygskjoldet forholdsvis større, og navnlig er de bagre Sideflige betydelig stærkere uddragne, saa at de rækker udover 3die Bagkropssegment. Pandehornet har endvidere rettet sig ud fra sin ombøiede Stilling og træder nu frit frem fortil mellem ste Par Følere. Bagkroppen bestaar af det samme Antal Segmenter, men de 4 midterste er nu bevæbnede langs den bagre Rand oventil med en Tværrad af 4 stærke tandformige Fremspring og har desuden til hver Side, nærmere Bugsiden, en betydelig længere bagud- rettet Torn. Paa Iste Par Følere (Fig. 13) kan nu adskilles et cylin- driskt Skaft og 2 korte Svøber, hvoraf den ydre et størst og forsynet med 6 klare baandformige Sandsevedheng, 3 i Spidsen og 3 i den indre Kant. Den indre Svøbe er ganske simpel og konisk tilløbende. 2det Par Følere (Fig. 14) viser de samme Hoveddele som hos den nys udklækkede Larve, skjøndt temmelig for- andrede i Udseende. Basaldelen bestaar nu af 2 vel mar- kerede Segmenter og har ved Enden paa Undersiden de samme 2 Torner som forefandtes her i foregaaende Stadium. Svøben er ganske simpel, konisk tilspidset i Enden og uden nogen børsteformig Snært. Bladet er omtrent af Svøbens Længde og af temmelig smal, næsten lineær Form. Langs Decapodernes Forvandlinger. 141 den ydre Halvpart af Inderkanten bærer det 6 cilierede Berster af sædvanligt Udseende og fæstede til særskilte Afsatser i Bladet, hvortil endnu kommer 2 betydelig mindre Borster, der udgaar fra den koniskt uddragne Spids. Yder- kanten af Bladet er ganske glat og gaar ved Enden ud i en særdeles lang og stærk tornformig Fortsats, der er skilt fra den børstebærende Spids af Bladet ved et lidet vinkelformigt Indsnit. Som det vil sees, svarer Børsternes Antal ganske til de børsteformige Udposninger af Bladet hos den nys udklækkede Larve, og ogsaa den tornformige Fortsats er her antydet, skjøndt blot som et Rudiment, hvorfor ogsaa den sig dannende Fortsats, for at faa Plads ind i Bladet, maa lægge sig i Bugtninger (se Fig. 5). Overlæben (Fig. 15) danner et afrundet, hjelmfor- migt Fremspring, der delvis dækker over Kindbakkernes Tyggedel. Dens bagre Rand er svagt indbugtet i Midten og her fint cilieret. Underlæben (Fig. 17) bestaar af 2 divergerende mem- branøse Lappe af smal oval Form og fint cilierede i Enden og langs den indre Kant. Kindbakkerne (Fig 16) er allerede stærkt chitiniserede og har Tyggeranden delt i flere tandformige Fremspring, der som sædvanlig forholder sig noget ulige paa høire og venstre Side. Der er allerede et tydeligt Anlæg til Palpe i Form af et lidet koniskt, blødt Appendix, fæstet nær den forreste Kant af Kindbakkens Corpus. iste Par Kjæver. (Fig 18) bestaar af en tyk muskuløs Basaldel og en til Enden af samme fæstet smal Endedel eller Palpe. Basaldelen gaar indad ud i 2 Tyggelappe, hvoraf den yderste er meget stærk, tvært afkuttet i Enden og her forsynet med 2 stærke tornformige Fremspring, for- uden et Par smaa Børster. Den indre Tyggelap er for- holdsvis liden, membranøs, og ved den afrundede Spids forsynet med omkring 6 cilierede Børster. Palpen er 142 G. O. Sars. kortere end Basaldelen og bestaar af 3 tydeligt begrænd- sede Led, hvoraf dog det Iste er yderst lidet; 2det Led har indad en kort cilieret Børste, og det betydelig længere, smalt koniske Endeled bærer i Spidsen 3 noget længere Borster. 2det Par Kjæver (Fig. 19) er adskillig storre, mem- branøse, og har, foruden de paa lste Par adskilte Hoved- dele, ogsaa en vel udviklet Exognath. De 2 fra Basaldelen udgaaende Tyggelappe er her delte hver i 2 secundære Lappe besatte med grove, cilierede Børster. Palpen er enleddet, af oval Form og har i Inderkanten en Afsats, hvortil er fæstet en tynd, cilieret Børste; 5 lignende Bør- ster udgaar fra Spidsen. Exognathen er pladeformig, af elliptisk Form og langs den frie Rand forsynet med 11 fint cilierede Børster, hvoraf den bagerste er fæstet i nogen Afstand fra de øvrige. Den bagre Forlængelse af Exogna- then er endnu ikke udviklet. De 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 20, 21) er byg- gede efter samme Type og er ogsaa omtrent af ens Stør- relse. De bestaar af en 2-leddet Basaldel, en Endopodit eller Palpe og en vel udviklet Exopodit. Af Basaldelens 2 Led er det 2det temmelig: stærkt forlænget, noget sammen- trykt og fyldt med stærke Muskelbundter, der hovedsagelig tjener til Bevægelse af Exopoditen. Endopoditen er om- trent af dette Leds Længde og danner en smal, cylindrisk, noget buet Stamme, som paa Iste Par bestaar af 5, paa 2det Par af 4 vel begrændsede Led. Alle Led og tildels ogsaa Basaldelens ydre Del er i Inderkanten forsynet med cilierede Børster. Endeleddet er ganske lidet, af konisk Form og forsynet i Spidsen med 4 Børster samt i Yder- kanten med en enkelt tættere cilieret saadan. Fxopoditen er paa begge Par betydelig længere end Endopoditen og forestiller Larvens hovedsageligste Locomotionsorgan. Den er særdeles bevægeligt forbunden med Basaldelen og bestaar Decapodernes Forvandlinger. 143 af et eylindriskt Skaft og en noget kortere, i Spidsen med 4 sterke Svemmeborster forsynet Endedel. 3die Par Kjævefodder (Fig. 22) bestaar af de samme Hoveddele som paa de 2 foregaaende Par, men er betydelig mindre og endnu ikke traadte i Function. Endopoditen forestiller kun en uleddet konisk Fortsats, uden enhver Borstebevæbning, og Exopoditen viser kun ubetydelige Rudimenter af Svømmebørster. De 5 Par Fødder (se Fig. 9) forholder sig omtrent som hos den nys udklækkede Larve og er som hos denne albu- formigt bøiede paa Midten og slaaede ind under Bugen. Halepladen (se Fig. 10) synes forholdsvis mindre end hos den nys udklækkede Larve og er tydeligere tvelappet, idet det bagre Indsnit er dybere. Bevæbningen af den bagre Kant er ogsaa temmelig forskjellig. Istedetfor de tykke, tæt cilierede Vedhæng er traadt en Rad af forholds- vis tynde, fint tandede Torner, hvoraf den 3die, regnet udenfra er den største og danner en umiddelbar Forlængelse af Halepladen, medens de øvrige er indleddede til særegne Afsatser. Indenfor den nævnte tornformige Fortsats findes paa hver Sidelap 5, indad successivt 1 Længde aftagende Torner og udenfor samme 2 saadanne, hvoraf dog den yderste er meget kort. Ved stærk Forstørrelse sees endnu umiddelbart indenfor den yderste Torn en særdeles tynd, fint cilieret Børste (ikke angivet paa Figuren). Til denne svarer den næstyderste og mindste af de 2 ydre Fortsatser hos den nys udklækkede Larve. Heraf følger, at der i dette Stadium er kommet til en ny Torn paa hver Sidelap, nemlig den inderste, hvortil der tidligere intet Anlæg forefandtes. Meget nær overensstemmende med det ovenbeskrevne Stadium var et Par Larver, som toges i Hardangerfjorden, ved Mosterhavn, mellem Oculiner paa 80—100 D. F. De her givne anatomiske Detailler er af et af disse Exemplarer. 144 G. O. Sars. Betydelig videre udviklet, skjendt forevrigt meget - lig, er imidlertid den Fig. 11, 12 afbildede Larve, som toges ved Apelvær omtrent paa samme Dyb. Jeg har endog Grund til at antage. at den repræsenterer sidste Larvestadium. 5 Den har en Længde i fuldt udstrakt Stilling af 8 mm. og viser en ualmindelig plump Kropsform. Rygskjoldet er af meget betydelig Sterrelse og dækker, foruden hele Forkroppen, ogsaa en storre Del af Bagkrop- pen til Siderne. Paudehornet er mere lige fortilrettet end i foregaaende Stadium og de bagre Sideflige vidt udspær- rede og skilte i Midten ved et dybt vinkelformigt Indsnit. I Lemmernes Bygning er ikke indtraadt meget væsent- lige Forandringer. Dog er Svøben paa 2det Par Folere kjendelig længere, og 3die Par Kjævefødders Exopoditer er traadte i Virksomhed som Svømmeorganer, idet de bærer hver 4 vel udviklede Svømmebørster. De egentlige Fødder er betydelig tiltagne i Størrelse, men bæres endnu indbøiede mod Bugsiden. Endelig er ethvert af de 4 midterste Bag- kropssegmenter forsynede med et Par rudimentære Bug- lemmer, hvoraf intet Spor var at opdage hos foregaaende Stadium. Halepladen (Fig. 23) er kun lidet forandret. Den er forholdsvis noget bredere, med det bagre Indsnit mindre dybt, og har faaet et Par Torner flere. Ved Basis af den har et nyt Bagkropssegment begyndt at afsnøre sig. Af ydre Halevedhæng er der imidlertid fremdeles intet Spor at opdage, og dette kunde lade formode, at der endnu lig- ger et Larvestadium mellem dette og 1ste Ungdomsstadium. Dog gives der, som nedenfor skal vises, en anden Form af Anomurer, nemlig Slægten Porcellana, hos hvem ligeledes disse Vedhængs Udvikling ganske udebliver under Larve- livet. | Legemet var i levende Tilstand temmelig gjennemsig- Decapodernes Forvandlinger. 145 tigt, af hvidagtig Farve, med et blegt kjødfarvet Anstrøg, og overalt oversaaet med smaa røde Pigmentpletter. Øine- nes Pigment var dybt sort og indtog kun den centrale Del af Øiegloben. I det indre af Forkroppen fandtes endnu en betydelig Rest af Blommemassen levnet; helt fortil 2 jevn- sides liggende mere compacte Partier af intensiv gul Farve, længere bagtil en blegere Masse indeholdende store, stærkt lysbrydende Fedtkugler. Dyrets Bevægelser var temmelig træge og ubehjælp- somme. Oftest holdt det sig ved Bunden af det Glas, hvori det havdes til Observation, idet det kun af og til foretog en kort Udflugt i Vandet, men derpaa snart igjen lod sig synke tilbunds, med Halen stærkt indbøiet mod Forkroppens Bugside. Det tidligste Ungdomsstadium har jeg ikke havt Anled- ning til at observere. Fig. 24 fremstiller den mindste Lithodes-Unge, jeg har fundet. Den er ikke fuldt 9 mm. lang, hvorved dog er at mærke, at Halen, der som hos det voxne Dyr er slaaet ind under Forkroppen, ikke er med- regnet. Det vil sees, at den 1 alt væsentligt ligner det voxne Dyr, kun med den Forskjel, at Fødderne er forholds- vis noget kortere, at Sidetornerne paa Pandehornet er stærkere fremtrædende og at Antallet af Torner paa Ryg- skjoldet er mindre. Gen. Eupagurus, Brandt. (Tab. 2). Hos 2 Arter af denne Slægt har jeg kunnet forfølge den hele postembryonale Udvikling. Den stemmer hos begge Arter meget nøie overens, hvorfor jeg kun anser det fornødent udførligt at beskrive samme hos en af dem, nemlig: 10 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 15 B. Trykt den 3die Februar. 1889, 146 G. O. Sars. Eupagurus bernhardus, (Lin). (Tab. 2; Fig. 1—28). Larverne af denne Art er yderst almindelige at træffe. overalt ved vor Syd- og Vestkyst og saagodtsom til alle Tider af Aaret. Men det var først længe efterat jeg havde gjort mig bekjendt med deres Bygning 1 forskjellige Sta- dier, at jeg med fuld Sikkerhed fik bestemt dem som Larver af vor almindelige Bernhardskrebs. Det tidligste observerede Larvestadium (Fig. 1, 2) har en Længde, fra Spidsen af Pandehornet til Enden af Hale- pladen, af kun 32 mm. Kropsformen er temmelig slank, og især er Bagkrop- pen meget smal og forlænget. Rygskjoldet dækker foruden Forkroppen ogsaa fuldstændigt iste Bagkropssegment og fortsætter sig bagtil i 2, med et spidst Hjørne endende korte Sideflige, adskilte i Midten ved en grund Indbugt- ning. Fortil gaar Rygskjoldet ud i et smalt og sylformigt tilspidset Pandehorn, der er længere end den bagenfor lig- gende Del og ganske svagt bugtet, med Spidsen noget nedadbøiet. De forreste laterale Hjørner er nedenunder Øinene udtrukne i en spids. fortilrettet Fortsats. Ryglinien er næsten lige og horizontal, medens de nedre Kanter af Rygskjoldet er stærkt bueformigt bøiede. Nogen Tornbe- væbning er ikke tilstede. Bagkroppen bestaar af 5 vel begrændsede Segmenter, der successivt tiltager i Længde bagtil. De 3 midterste har den bagre Kant oventil noget fremspringende og delt i 4 tandformige Fremspring; til hver Side skyder den ud i en noget stærkere bagudrettet tornformig Fortsats. Sidste Segment er stærkt forlænget og udvides bagtil ganske successivt til den sædvanlige Haleplade. Øinene er af meget betydelig Størrelse, med den facet- terede Del stærkt udvidet, navnlig bagtil, og Stilkene saa Decapodernes Forvandlinger. 147 korte og tykke, at Øinene faar Udseende af at være sessile. De synes ogsaa 1 dette Stadium at være fuldkommen ube- vægelige og er fortil næsten sammenstødende. Midt imel- lem deres Rod sees med stor Tydelighed det enkle Øie i Form af en liden sort Plet. iste Par Følere (Fig. 3) bestaar af en simpel, uleddet, noget udadbøiet Stamme, der afsmalnes mod Spidsen, fra hvilken 2 klare, baandformige Sandsevedhæng og et Par ganske korte Børster udgaar. Til en særegen Afsats i den indre Kant nær Spidsen er desuden fæstet en stærk, lige fortil rettet Børste, der er fint cilieret i Kanterne. 2det Par Følere (Fig. 4) har en ganske kort, eylindrisk Basaldel, der indad umiddelbart fortsætter sig i en lang og smal, spidst udløbende Fortsats, repræsenterende Svø- ben; ved Basis af denne Fortsats findes paa Undersiden en kort Torn. Bladet er noget kortere end Svøben og af en meget smal, næsten lineær Form; det ender med et langt og smalt tornformigt Fremspring og har i den ydre Del af Inderkanten en Rad af 7 tynde cilierede Børster, hvoraf de 3 yderste er tættere sammentrængte end de øvrige. Overlæben (Fig. 5) og Underlæben (Fig. 6) viser det sædvanlige Udseende. | Kindbakkerne (Fig. 7) mangler endnu fuldstændigt ethvert Spor af Palpe. Tyggeranden er delt i flere spidse Tænder, der som sædvanlig er noget ulige i Form og Antal paa høire og venstre Nide. Iste Par Kjæver (Fig. 8) har den ydre Tyggelap delt i 2 lange og spidse tornformige Fremspring, ved Basis af hvilke er fæstede et Par simple Børster. Den indre Tygge- lap er betydelig mindre, jevnt afrundet i Enden og her forsynet med 6 cilierede Randberster. Palpen er forholds- vis liden, men tydeligt 3-leddet, og bærer ialt 4 cilierede Børster, 3 ved Spidsen og 1 i Inderkanten af 2det Led. 148 G. 0. Sars. 2det Par Kjæver (Fig. 9) er af mere membranøs Beskaf- fenhed og har enhver af de 2 Tyggelappe delt i 2, med cilierede Børster besatte, smalt afrundede Flige. Palpen er enleddet, af aflang oval Form og bærer 6 Børster, hvoraf de 2 er fæstede til en særegen Afsats i Inderkanten. Exognathen er forholdsvis liden, oval og uden nogen bagre Forlængelse; den har kun 4 korte, tæt cilierede Randbørster. | Iste Par Kjævefødder (Fig. 10) er kraftigt udviklede, med Basaldelens 2det Led noget pladeformigt sammentrykt og i Inderkanten forsynet med flere korte Børster. Endo- poditen er noget længere end Basaldelens 2det Led og danner en smal cylindrisk, i 5 tydelige Led afdelt Stamme, der saavel i Inderkanten som ved Spidsen og tildels ogsaa i den ydre Kant er besat med grove, cilierede Børster. Exopoditen er kortere, men noget tykkere end Endopoditen og som sædvanlig delt i 2 Afsnit, hvoraf det yderste er kortest og ved Spidsen forsynet med 4 lange Svømme- børster. 2det Par Kjævefødder (Fig. 11) ligner ganske lste Par, alene med den Forskjel, at Basaldelens 2det Led mangler Børster i Inderkanten, og at Endopoditen kun bestaar af 4 Led, idet 3die og 4de her er sammenvoxne. Bag disse Lemmer følger endnu kun et Par yderst smaa ind mod Bugen bøiede Appendices (Fig. 12. 13), hvert bestaaende af 2 Segmenter uden Spor af nogen Slags Be- væbning. De forestiller de endnu ikke i Funktion traadte 3die Par Kjævefødder, og Endesegmentet svarer aabenbart til Exopoditen, medens der af Endopoditen endnu ingen Antydning er at se. Af andre Lemmer findes i dette Stadium intetsomhelst Spor. De egentlige Fødder anlægges nemlig først i et senere Stadium, i Begyndelsen i Form af ubetydelige knudeformige Fremspring, der successivt tiltager i Stør- Decapodernes Forvandlinger. 149 relse, uden dog at træde i Funktion, for Larvelivet er til Ende. Halepladen (Fig. 14), der endnu gaar i et med sidste Bagkropssegment, er forholdsvis smal, skjøndt som sædvan- lig noget spadeformigt udvidet i Enden. Bagkanten har i Midten et ganske kort, men tydeligt markeret Indsnit, hvorved de 2 Sideflige antydes, og viser den sædvanlige Tornbevæbning. Antallet af Torner paa hver Sideflig er ialt 6, hvoraf dog den yderste og den 3die, udenfra regnet, er direkte Forlængelser af Halepladen, medens de øvrige er tydeligt indleddede til samme. Af disse Torner er den yderste kortest, medens den 3die, udenfra regnet, er betyde- lig stærkere end nogen af de øvrige. Imellem de 2 yderste Torner sees ved stærk Forstørrelse en yderst liden og fin, udadrettet Børste, som ogsaa gjenfindes hos andre Deca- podelarver. Den næstyderste og de 3 inderste Torner paa hver Sideflig er i sit ydre Parti fint tandede i begge Kanter. Hele Legemet er i dette Stadium i høi Grad gjennem- sigtigt og næsten farveløst, alene med et diffust rødt Pig- ment i Mundregionen og med en tværliggende forgrenet Pigmentansamling af svovelgul Farve lige under Hjertet. Sidste Larvestadium (Fig. 15, 16) har en Længde i fuldt udstrakt Tilstand af 7'/2 mm. Den almindelige Kropsform er ikke meget forandret; kun synes. Rygskjoldet noget større og dybere, med Ryglinien mere ret. De forskjellige Lemmer er derimod adskilligt omformede og tillige betyde- ligt forøgede i Antal. Øinene ernu tydeligt stilkede og bevægelige, forholdsvis betydelig smalere end i 1ste Stadium og ogsaa adskilte ved et tydeligt Mellemrum, i hvis Midte det enkle Øie har sin Plads. iste Par Følere (Fig. 17) bestaar nu af Skaft og 2 Svøber. Skaftet er af cylindrisk Form og endnu uleddet; 150 G. ©. Sars. men i dets indre sees en tydelig begyndende Segmentering 1 3 Afsnit eller Led. Begge Svøber er meget korte og uleddede. Den ydre er størst og bærer et betydeligt Antal (7—9) klare, baandformige Sandsevedhæng, der dels udgaar fra Spidsen, dels fra den indre Kant i 2 Bundter. Den indre Svøbe danner derimod endnu kun en simpel konisk Fortsats, uden enhver Børstebevæbning. Ved Basis af denne sidste Svøbe er til Enden af Skaftet fæstet en stark, fortil- rettet Børste, i hvilken let gjenkjendes den paa samme Sted hos 1ste Larvestadium forekommende, hvortil endnu kommer en betydelig mindre indadrettet Børste. Begge Børster er tæt cilierede. 2det Par Følere (Fig. 18) viser de samme Hoveddele som hos Iste Stadium og af en temmelig overensstemmende Form; men Svøben har tiltaget betydelig i Længde, saa at den nu er en halv Gang til saa lang som Bladet, og er ved en tydeligt markeret Tværsutur afgrændset fra Basal- delen. I dens indre sees den sig dannende nye Svøbe, der viser en meget tydelig og tæt Segmentering. Over- og Underlæbe er uforandrede. Derimod sees paa Kindbakkerne (Fig. 19) allerede An- lægget til Palpen i Form af en liden konisk Knude. Iste Par Kjæver (Fig. 20) skiller sig væsentlig kun fra samme hos 1ste Stadium derved, at den ydre Tyggelap har ved Enden 5 stærke tornformige Fremspring. 2det Par Kjæver (Fig. 21) har Palpen og Tyggelap- perne af samme Udseende som hos Iste Stadium. Derimod er Exognathen væsentlig forandret. Den er betydelig større og bestaar af 2 Afsnit, en fortilrettet, tungeformig membranøs Del, besat i Kanterne med omtrent 14 stærke Fjærbørster, og en lige bagud rettet smal, lancetformig Flig uden Børster. De 2 første Par Kjævefødder viser neppe nogen væsent- lig Forskjel fra samme hos 1ste Stadium. Decapodernes Forvandlinger. 151 3die Par Kjævefodder derimod (Fig. 22), der hos hint Stadium var ganske rudimentære, har forandret sig betyde- ligt, idet de nu er forsynede med vel udviklede Exopoditer, der fungerer sammen med Exopoditerne paa de 2 fore- gaaende Par som Svømmeapparater. Ogsaa Endopoditen, hvoraf 1 første Stadium intet Spor var tilstede, er nu tyde- ligt udviklet, skjøndt endnu ikke traadt i Funktion. Den udgaar temmelig langt nede paa Basaldelen, hvorfor Exopo- diten synes at være fæstet til et stærkt Fremspring, og har Formen af en temmelig tyk, fingerformig Stamme, for- synet 1 Inderkanten nær Spidsen med en enkelt cilieret Børste. I dens indre sees den sig dannende, tydeligt seg- _ menterede Endopodit, saaledes som den optræder i lste Ungdomsstadium. — Bag disse Lemmer har nu samtlige egentlige Fødder dannet sig og er i dette Stadium af meget betydelig Stør- relse (se Fig. 16). De er imidlertid endnu ikke traadte i Funktion og derfor alle, med en stærk albuformig Bøining, slaaede ind under Bugen. Det første Par (Gribefødderne) er det største og ender med en tydelig Sax, der er kjende- list større paa høire end paa venstre Fod; de 2 følgende Par (de egentlige Gangfødder) er betydelig spinklere, men stærkt forlængede, og ender i en smalt udløbende, konisk Spids. De 2 sidste Par er meget smaa og delvis skjulte af de foregaaende Par. Ved Dissektion kan man imidlertid overbevise sig om, at de allerede viser den for det voxne Dyr karakteristiske subcheliforme Bygning (se Fig. 23, 24). Paa Bagkroppen har sidste Segment afsnøret sig fra Halepladen (se Fig. 15, 16) og bærer ved Enden et Par bevægelige Lemmer, de ydre Halevedhæng. Disse bestaar (se Fig. 26) af en ganske kort Basaldel, der indad løber ud + en liden, stumpt konisk Fortsats, der forestiller et Rudiment af den indre Plade, men endnu mangler ethvert Spor af Randbørster. Den ydre Plade er derimod vel 152 G. 0. Sars. udviklet og tydeligt sondret fra Basaldelen. Den er af smal lancetdannet Form og bærer i den indre Kant 6 Fjær- børster; Enden er uddraget i en skarp Torn, og indenfor den sees nok en saadan, men betydelig mindre. Ethvert af de 4 foregaaende Segmenter bærer et Par fortilrettede Lem- mer af konisk Form (Fig. 25). I disses indre sees de sig dannende Buglemmer, med Antydning til deres 2 Endeplader, hvoraf dog den indre er i hei Grad rudimentær. Halepladen (se Fig. 26) er forholdsvis længere og sma- lere end hos iste Stadium, næsten dobbelt saa lang som de ydre Halevedhæng, og mangler det hos hint tydelige mediane Indsnit, hvorfor heller ikke de 2 Sideflige er saa bestemt markerede. Forholdet af Tornerne er et lignende som i hint Stadium, dog er her kommet 1 Par Torner til, idet der imellem de lange dolkformige Fortsatser tælles ialt 8 saadanne, medens der hos Ilste Stadium kun fandtes 6. Legemet er ogsaa i dette Stadium særdeles gjennem- sigtigt og næsten farveløst. I Mundregionen sees dog et lignende diffust rødt Pigment som hos de yngre Larver, og heller ikke den karakteristiske svovelgule Pigmentplet under Hjertet mangler. Hertil kommer en fuldkommen lignende Pigmentplet ved Enden af hver af Gribefødderne (se Fig. 16). Den paafølgende Hudskiftning medfører en saa total Omformning af alle Dele, at man paa Forhaand vanskeligt skulde tro, at en saa abrupt Metamorphose var mulig. Jeg har imidlertid gjentagne Gange havt Anledning til direkte at observere denne mærkelige Forvandling og har ogsaa opbevaret paa Spiritus Specimina midt under Hudskift- ningsakten, hvorved Sagens Rigtighed kan kontrolleres af alle og enhver. Denne Hudskiftningsakt synes at være meget besværlig for Dyret og tager ogsaa adskillig Tid. Larven ligger herunder paa Bunden af det Kar, hvori man Decapodernes Forvandlinger. 153 har det til Observation, og ved konvulsiviske Krumninger og Vridninger soger den at skille sig af med Larvehammen. Ud af denne kommer tilsidst en Skabning, der i alle Hen- seender er totalt ulig Larven, hvorimod man i samme let gjenkjender en ung Bernhardskrebs (Fig. 27, 28). Den skil- ler sig dog endnu væsentlig ved Bagkroppens Udseende. Denne er nemlig symetrisk, ikke som hos det voxne Dyr spiraldreiet, og desuden sammensat af 6 skarpt begrænd- sede Segmenter, hvoraf dog det Iste er meget lidet og smalt; de 4 midterste er vel udviklede og temmelig brede, med tydelige Epimerer, og hvert forsynet med et Par fuldt uddannede, med lange Svømmebørster forsynede Buglemmer (Pleopoda). Ved Enden af sidste Segment fin- des en tydelig Halevifte, bestaaende af en kvadratisk mid- terste Haleplade og 2 stærkt krummede ydre Halevedhæng, hvilke sidste dog allerede viser en vis Grad af Assymetri, idet det venstre Vedhæng er betydelig større end det høire. Forkroppen med dens forskjellige Lemmer stemmer i alt væsentligt med det udviklede Dyr, og Assymetrien i Gribefødderne er tydelig, skjøndt mindre stærkt udpræget end hos hint. Dyret har i dette Iste Ungdomsstadium, fuldt udstrakt, en Længde af kun 4 mm og er i hei Grad gjennemsigtigt, næsten vandklart. Dog bemærkes ved noiere Eftersyn den ogsaa hos Larven forekommende karakteristiske svovelgule Pigmentplet under Hjertet, hvortil kommer en fuldkommen lignende paa hver af Gribeføddernes Haand, ligesom et diffust rødligt Pigment kan observeres i Mundregionen. Uligt hvad Tilfældet er med det voxne Dyr, er Ungen i dette Stadium begavet med Svømmeevne, og bevæger sig om i Vandet ligesom en langhalet Krebs ved Hjælp af sine Pleopoder. Dette frit omstreifende Liv varer dog kun kort. Meget snart søger Ungen tilbunds og udvælger sig her en eller anden liden forladt Konkylie, hvori den 154 G. ©. Sars. anbringer sin Bagkrop, der saa hurtigt antager en Spiral- dreiet Form, taber sin Segmentation og tillige Stersteparten af sine Lemmer, med andre Ord antager det for det voxne Dyr karakteristiske Udseende. Eupagurus pubescens, (Kroyer). (Tab. 2, Fig. 29). Ligesaa almindelige som Larverne af Æ. bernhardus er Syd paa Landet, er Larverne af denne hoinordiske Art ved hele Finmarkens Kyst, og jeg har under mine Reiser heroppe havt rig Anledning til at forfølge Udviklingen ogsaa hos denne Art, men finder det tilstrækkeligt her kun at levere en Figur af et af Larvestadierne, det sidste før Forvandlingen til Ungdomsformen. Som det vil sees af hosteiede Fig. 29, ligner Larven meget samme af E bernhardus (sml. Fig. 15), dog med enkelte vel udprægede mindre Afvigelser, der gjør det let at skille begge i alle Udviklingstrin. Den er ikke ubetyde- lig større, idet den i sidste Stadium opnaar en Længde, fra Spidsen af Pandehornet til Enden af Halepladen, af 91/2 mm., og kjendes desuden strax ved en kjendelig robu- stere Kropsform, forholdsvis kortere Pandehorn og Hale- plade, samt ved de stærkere uddragne bagre Sidehjørner af Rygskjoldet, ligesom ogsaa de laterale Torner paa næst- sidste Bagkropssegment er stærkere forlængede. Endelig er Øinene i dette Stadium forholdsvis tykkere, eller mere udvidede i Enden. Legemet er, som hos Larven af foregaaende Art i høi Grad gjennemsigtigt, men med et mere udbredt, vakkert lyserødt, diffust Pigment, der vistnok er mest intensivt i a Decapodernes Forvandlinger. 155 Mundregionen, men ogsaa forefindes paa andre Steder, saaledes paa Siderne af Rygskjoldet og omkring Endepar- tiet af Tarmen. I det indre af Forkroppen bemærkes kon- stant en Ansamling af store klare og stærkt lysbrydende _ Oljeblærer, som jeg ikke har observeret hos Larverne af foregaaende Art. Gen. Spiropagurus, Stimpson. (ANNO. 3). Denne af Stimpson opstillede Slegt er blandt andet karakteriseret derved, at der hos Hannen paa venstre Fod af næstsidste Par findes ved Basis et eiendommeligt, mere eller mindre i en Spiral dreiet Vedhæng (se Fig. 28), som ganske mangler hos Hannerne af af Sl. Eupagurus. Den neiere Undersøgelse af vore indenlandske Pagurider har nu vist, at ikke mindre end 3 af dem hører ind under nærvæ- rende Slegt, nemlig P. levis Thomps., P. chiroacanthus Lilljeb., og P. Forbes Bell). Af disse 3 Arter har jeg havt Anledning til at undersoge Udviklingen hos de 2 sidste og fundet, at ogsaa de til denne Slegt herende Lar- ver viser vel udpregede Differentser fra samme af Slægten Eupagurus, hvad der vil fremgaa af den folgende Fremstil- ling af Larveudviklingen hos den ene af Arterne: Spiropagurus chiroacanthus, Lilljeb. (Tab. 3). Fig. 1, 2 fremstiller den metop udklækkede, og endnu med sin Embryonalhud forsynede Larve. Den har kun en Længde 1 fuldt udstrakt Tilstand af 17: mm og viser ‘) Denne sidste Art, der ikke er ualmindelig ved vor Sydkyst, er ny for Norges Fauna. 156 G. O. Sars. strax en udpræget Fiendommelighed i Formen af Halepla- den, der, istedetfor som hos Larven af foregaaende Slægt at være indskaaret bagtil, er omvendt stærkt, næsten vin- kelformigt udbugtet i Midten. Efterat Embryonalhuden er afkastet, optræder det 1ste frie Larvestadium under den Fig, 3 og 4 fremstillede Skikkelse. Sammenlignet med det tilsvarende Stadium af Hupa- gurus, er Legemet kjendelig kortere og mere undersætsigt. Rygskjoldet er af oval Form, med de bagre Sidehjørner udtrukne i en hageformigt nedadkrummet skarp Spids og Pandehornet forholdsvis kort. Bagkroppen er cylindrisk og temmelig slank, dog paa langt ner ikke i den Grad som hos Larven af foregaaende Slægt, og bestaar af det samme Antal Segmenter. Totallengden er i dette Stadium ikke fuldt 2 mm. Øinene er af enorm Størrelse, stærkt udvidede mod Enden og noget fladtrykte, med den facetterede Del af elliptisk Form. Det enkle Øie forholder sig som hos fore- gaaende Slægt. iste Par Folere (Fig. 5) skiller sig neppe synderligt fra samme hos det tilsvarende Stadium af Eupagurus. Derimod viser 2det Par Følere (Fig. 6) vel udprægede Forskjelligheder. Den fra Basaldelen indad udgaaende Fortsats, der repræsenterer Svøben, er her nemlig meget liden og af smal eylindrisk Form, samt forsynet paa den tvært afkuttede Ende med 2 stærke Fjærbørster, hvoraf intet Spor var at se hos Larven af Eupagurus. Bladet er ligeledes forholdsvis kjendelig kortere og bredere, samt stærkt udadbøiet. Dets ydre Hjørne gaar ud i en tynd tornformig Fortsats, og til den indre, stærkt konvexe Kant er fæstet en Rad af 10 Fjærbørster, hvoraf de yderste er stærkt sammentrængte og udadkrummede. Ved Enden af Basaldelen findes paa den nedre Side en cilieret Torn. Decapodernes Forvandlinger. 157 Over- og Underlæbe (Fig. 7, 9) viser den sædvanlige Bygning; dog er den første forholdsvis større og mere fremspringende end hos Larven af Eupagurus (se ogsaa Fig. 3). Ogsaa Kindbakkerne har et lignende Udseende, men skiller sig noget i Tyggerandens Bevæbning (Fig. 8). Iste Par Kjæver (Fig. 10) har den ydre Tyggelap meget stærkt fremspringende og kløftet til 2 tornformige, i den ene Kant grovt cilierede Fortsatser. Palpen er for- holdsvis svagere udviklet end hos Larven af Eupagurus, men forøvrigt af en lignende Bygning. 2det Par Kjæver (Fig. 11) skiller sig væsentlig kun derved, at Exognathen er forholdsvis noget større og har en Børste flere i den ydre Kant. De 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 12, 13) Hat lige- ledes et meget lignende Udseende; dog synes Exopoditen her, i Forhold til Endopoditen, at være noget stærkere udviklet. 3die Par Kjævefødder (Fig. 14) er ogsaa her ganske rudimentære, kun forestillende et Par meget smaa, af 2 Segmenter bestaaende Appendices, der er slaaede ind mod Bugsiden, og bag dem er der endnu intetsomhelst Spor at opdage af de egentlige Fødder. Bagkroppens Segmenter er ligeledes uden ethvert Spor af Lemmer og har hvert den bagre Rand paa Rygsiden delt i 2 smaa tiltrykte tandformige Fremspring (se Fig, 15). Halepladen (Fig. 15), der endnu i sig indbefatter sidste Bagkropssegment, er meget bred, spadeformigt udvidet i Enden, og har Bagkanten stærkt udbuet, uden noget Spor af det hos Larverne af foregaaende Slægt i dette Stadium tydelige mediane Indsnit. Langs denne Kant findes ialt 12 børsteformige Vedhæng, hvoraf dog det yderste er meget kort, tornformigt og uden Cilier, hvorimod de øvrige er tæt cilierede i begge Kanter. Som hos Larven af foregaa- 158 G. ©. Sars. ende Slægt er den 3die Børste, regnet udenfra, den længste, - men er her tydeligt afsat fra Halepladen, ikke som hos hin, en umiddelbar Forlængelse af samme. De 2 midterste Børster er de korteste og skilte ved et længere Mellemrum. Endelig sees ogsaa her ved stærk Forsterrelse mellem de 2 yderste Vedhæng en særdeles liden og fin, ucilieret Børste. Legemet er temmelig gjennemsigtigt, dog i mindre Grad end hos Larven af Eupagurus bernhardus, med et brungult, diffust Pigment i Mundregionen og et Par stjerneformigt forgrenede Pigmentpletter af en lignende Farve paa hver Side af Rygskjoldet. Ved Roden af Halepladen findes lige- ledes et gulbrunt Pigment, der omgiver Endepartiet af Tarmen. Øiepigmentet, der som sædvanlig kun indtager den centrale Del af Øiegloben, er af mørkebrun Farve, med et meget iøinefaldende guldglindsende Skjær i det bagre Parti. I det Indre af Forkroppen sees endnu en liden Rest af Blommemassen som en brungul opak Ansamling, og lige nedenunder Hjertet findes en lignende svovelgul Pigmentplet som hos Larven af Hupagurus. Sidste Larvestadium (Fig. 16, 17) har en Længde af noget over 3 mm. Formen synes endnu kortere og plum- pere end i iste Stadium, og navnlig er Forkroppen stærkt opblæst, ligesom Rygskjoldet er forholdsvis dybere og bre- dere bagtil. | Øinene er nu frit bevægelige, forholdsvis noget mindre end i iste Stadium, og skilte i Midten ved et tydeligt Mellemrum. Iste Par Følere (Fig. 18) er af ualmindelig plump Form og paa Midten meget stærkt, næsten albuformigt bøiede. De bestaar nu, som i det tilsvarende Stadium af Eupagurus, af Skaft og 2 korte, enleddede Svøber. I det indre af Skaftet sees den begyndende Segmentering 1 5 Led, hvoraf det yderste er størst. Af Svoberne er som Decapodernes Forvandlinger. 159 sedvanlig den ydre størst og forsynet med knippevis ordnede klare, baandformige Sandsevedhæng, medens den indre kun har Formen af en simpel konisk Fortsats. Tet indenfor den udgaar fra Enden af Skaftet en stærk, fortil- rettet Fjærbørste, som ogsaa sees paa disse Følere i Iste Stadium (se Fig. 5). 2det Par Følere (Fig. 19) har Bladet og Basaldelen omtrent uforandrede, hvorimod Svøben har betydeligt tilta- get i Volum, saa at den nu rager frem langt foran Enden af Bladet. Den er af betydelig Tykkelse, næsten finger- formig, og tydeligt afsnøret fra Basaldelen. Endelig gaar Enden ud i en konisk Spids og mangler ganske de 1 Iste Stadium her fæstede 2 Fjærbørster. I det indre af Svøben bemærkes tydeligt den begyndende Ve eee og Son- dring i Skaft og Endesnært. De 2 Par Kjæver (Fig 20, 21) har undergaaet lignende Forandringer som dem, der allerede er beskrevne hos Lar- ven af Eupagurus. Dog er Antallet af Torner paa Îste Par Kjævers ydre Tyggelap mindre. De 2 forreste Par Kjævefodder har neppe forandret sig synderligt. Derimod er 3die Par Kjævefødder (Fig. 22) betydelig stærkere udviklede end i {ste Stadium og hestaar nu af alle 3 Hoveddele. Endopoditen er temmelig stor, finger- formig og uden Børster, hvorimod i dens indre en tydelig Segmentering er bemærkelig. Exopoditen er udviklet til et kraftigt Svømmeredskab, som samvirker med dem paa de 2 foregaaende Par. | De egentlige Fodder (Fig. 23) er alle tydeligt anlagte og allerede af temmelig betydelig Storrelse, skjondt endnu ubevægelige og slaaede ind under Bugen (se Fig. 17). 1ste Par er stærkt opsvulmede mod Enden, der gaar ud i 2 fingerformige Fortsatser, og heire Fod er allerede betydelig storre end venstre. 160 G. O. Sars. Af Bagkropssegmenterne er her kun 3 forsynede med Buglemmer, idet næstsidste, uligt hvad Tilfældet er hos Larven af Eupagurus, ganske og aldeles mangler saadanne. Det 3die Par (Fig. 25) er simpelt koniske, medens de 2 foregaaende Par (Fig. 24) allerede har 2 tydelige, uligestore Endeplader. Sidste Par Bagkropslemmer, eller de ydre Halevedhæng (se Fig. 26), har som hos det tilsvarende Sta- dium af Eupagurus, en vel udviklet lancetformig ydre Endeplade, der i Inderkanten er forsynet med 6 cilierede Børster, og ender med en stærk tornformig Fortsats. Den indre Plade er derimod endnu ikke udviklet og kun repræ- senteret af en ubetydelig, med en enkelt Børste forsynet Fortsats af Basaldelen. Den midterste Haleplade, eller Telson (Fig. 26), er be- tydelig kortere og bredere end hos det tilsvarende Stadium af Eupagurus og rager kun lidet ud over de sammenlagte ydre Halevedhæng. Den udvides successivt mod Enden og har Bagkanten mindre udbuet end i Iste Stadium. Antal- let af bøtsteformige Vedhæng er det samme som hos Larven af Hupagurus, og det 3die, regnet udenfra, har nu ogsaa her antaget Formen af en umiddelbar Forlængelse af Hale- pladen, men er betydelig kortere, saa at den endog over- rages af de tilgrændsende Børster. Farven er omtrent som i Iste Stadium, dog med den Forskjel, at de stjerneformige Pigmentpletter paa Siderne ar Rygskjoldet nu har oplost sig til en jevn gulagtig Skat- tering. Ogsaa de egentlige Fodder er af en lignende gul- agtig Farve. iste Ungdomsstadium (Fig 27), som jeg ligeledes gjen- tagne Gange, ved at holde Larverne levende i Glasskaale, har seet udvikle sig ved en enkelt Hudskiftning af fore- gaaende Stadium, har kun en Længde af lidt over 2'/ mm. og er altsaa betydelig mindre end det tilsvarende Stadium af Hupagurus bernhardus. Forovrigt viser det et meget Decapodernes Forvanälinger. 161 lignende Udseende, dog med enkelte konstante mindre For- skjelligheder. Saaledes er her Forskjellen i Storrelse mel- lem de 2 Gribefødder betydelig stærkere udpræget; Øinene har en noget forskjellig Form; endelig er det midterste Halevedhæng eller Telson jevnt afrundet i Enden, ikke som hos Eupagurus tvært afkuttet. Legemet er klart og gjennemsigtigt, men overalt forsynet med et diffust gult Pigment i Form af smaa Pletter og Skatteringer. Spiropagurus Forbesii, (Bell). Larveudviklingen af denne Art stemmer ganske overens med samme hos S. chiroacanthus og viser fuldkommen lig- nende Afvigelser fra Hupagurus, som allerede for hin Art omtalt, hvorfor jeg heller ikke anser det fornødent at levere nogen Afbildninger af samme. Man kan imidlertid temme- lig let i alle Stadier kjende Larverne af den her omhand- lede Art fra dem af S. chiroacanthus. De er nemlig kjende- lig større og har forholdsvis kortere Pandehorn og mindre stærkt udbuet Haleplade, ligesom næstsidste Bagkropsseg- ment til hver Side gaar ud i en temmelig stærk, bagud- rettet Torn. Endelig er Farvetegningen ganske karakteri- stisk. Hos alle Larver er der nemlig en meget ioinefaldende forgrenet mørkebrun, med gult indblandet Pigmentplet fortil paa hver af Øiestilkene og en anden mindre ved Basis af Pandehornet; fremdeles har ethvert af de 2 sidste Bagkrops- segmenter bagtil et temmelig bredt Tværbaand af en lig- nende Farve. Jeg har kun observeret Larven af denne Art paa en enkelt Lokalitet, nemlig ved Mærdø udenfor Arendal, hvor ogsaa det voxne Dyr indsamledes. 11 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 23de Februar 1889. 162 G. O. Sars. Gen. Galathodes, M.-Edwards. (Tab. 4). Denne af A. Milne-Edwards opstillede Slægt, der rimeligvis er identisk med Sl. Munidopsis Whiteaves, er hos os kun repræsenteret af en enkelt Art, G. tridentatus (Esmark). som før ialmindelighed har været henført til SI. Galathea, men som jeg i min Oversigt over Norges Crusta- ceer fandt at burde stille ind under ovennævnte Slægt. Allerede længe hat jeg havt en Formodning om, at Udvik- lingen af denne Form maatte skille sig fra samme af Sl. Galathea, da de under Hunnens Bagkrop fæstede Æg er af en ganske ualmindelig Størrelse og derfor ogsaa meget faa i Antal; noget der ogsaa er observeret hos de øvrige bekjendte Arter af Slegten. Jeg er nu saa heldig at kunne med Sikkerhed godtgjøre Rigtigheden af denne For- modning, da jeg har havt Anledning til at studere Larve- udviklingen hos vor nordiske Form temmelig fuldstændigt. Udviklingen er 1 Virkeligheden meget ulig samme hos Galathea, ja skiller sig i visse Henseender meget væsent- ligt fra samme hos alle øvrige bekjendte Anomurer. Det er en stærkt forkortet Metamorphose, selv mere sammen- draget end den ovenfor hos Lithodes beskrevne. Den netop udklækkede, og endnu med sin Embryonalhud forsynede Larve (Fig. 1, 2), har en Længde i faldt udstrakt Tilstand af omtrent 6 mm. Kropsformen er idethele tem- melig plump, med Forkroppen stærkt opsvulmet og fyldt med en anselig rødgul Blommemasse. Rygskjoldet er stærkt hvælvet oventil og gaar fortil ud i en bred tungeformig Pandeplade, der dog endnu er ombøiet mod Bugsiden. Fra de forreste Sidehjerner udgaar en smal og noget bugtet tornformig Fortsats. De nedre Kanter af Rygskjoldet er jevnt bueformigt bøiede og overgaar uden nogen Vinkel i de bagre; 1 saagodtsom sin hele Længde er disse frie Decapodernes Forvandlinger .163 Kanter af Rygskjoldet fryndsede med en tet Rad af spidst udtrukne Fliger eller tornformige Fremspring (se Fie. 3). Bagtil i Midten har Rygskjoldet en ganske jevn, afrundet Indbugtnng. Bagkroppen er af cylindrisk Form og delt i 6 vel markerede Segmenter, hvoraf dog det sidste endnu gaar i et med Halepladen; næstsidste Segment har til hvér Side et lidet bagudrettet tornformigt Fremspring. Øinene er, uligt hvad Tilfældet pleier at være med Decapodelarver, meget smaa og rudimentære, næsten ganske skjulte under Pandepladens Rod, og forsynede med et bleggult Pigment, ligesom hos det voxne Dyr. De er vel adskilte i Midten, og i Mellemrummet mellem dem sees det sædvanlige punktformige saakaldte Larveøie. AlleForkropslemmer er, som hos Larven af Lithodes, tv- deligt anlagte, og selv de 4 midterste Bagkropssegmenter har allerede i dette Stadium tydelige Rudimenter af Bue- lemmer. Halepladen er særdeles bred, spadeformig og noget ind- skaaret i Midten, samt forsynet i Bagkanten med et ualmin- delig stort Antal af børsteformige Vedhæng, næsten alle af ens Udseende. Efterat Embryonalhuden er afkastet, bevæger Larven sig, som sædvanlig, om i Vandet ved Hjælp af de nu med stærke Svommeborster forsynede Exopoditer paa de 2 forre- ste Par Kjævefødder. Nogen meget væsentlig Forandring er forøvrigt ikke indtraadt, hverken i Kropsformen eller «Bygningen af de forskjellige Lemmer. Dog er Pandepladen nu rettet ud fra sin ombgiede Stilling og viser sig (sml. Fig. 16) at smal tungedannet Form, med Kanterne tæt fryndsede med lignende tornformige Flige som paa Ryg- skjoldets frie Kanter og med et spidst tandformigt Frem- spring i Enden. De fra de forreste Sidehjerner af Rygskjol- det udgaaende Fortsatser er af betydelig Længde, skraat fortilrettede og sylformigt tilspidsede, og ogsaa de paa 164 G. O. Sars. næstsidste Bagkropssegment forekommende Sidetorner er større end hos den nys udklækkede Larve (se Fig. 15). Øinene er af samme rudimentære Beskaffenhed som hos denne. | Åste Par Følere (Fig. 4) bestaar af et cylindriskt Skaft, i hvis indre en begyndende Segmentering i 3 Led er bemærkelig, og 2 korte, enleddede Svøber. Af disse sidste er den ydre som sædvanlig størst og forsynet med flere Knipper af baandformige Sandsevedhæng; den indre er neppe halvt saa stor, simpel konisk og forsynet i Spidsen med en enkelt cilieret Borste. En stærk, fortilrettet Fjærbør- ste udgaar fra Enden af Skaftet, tæt indenfor denne Svøbe. 2det Par Folere (Fig 5) har Basaldelen vel aførændset, saavel fra Svøben som Bladet. Dette sidste er forholdsvis stort og bredt, af oval Form, med den ydre Kant glat og lige, den indre stærkt udbuet og Enden noget skraat af rundet. Det bærer langs Inderkanten og ved Spidsen ialt 14 stærke Fjærbørster, og har det ydre Hjørne udtrukket i en lang og spids, tornformig Fortsats. Svøben er meget smal, kjendelig kortere end Bladet, og bærer i Spidsen 2 cilierede Børster. Ved dens Rod udgaar fra Basaldelen en ualmindelig lang og tynd, fortilrettet Torn. Munddelene er alle ufuldstændigt udviklede og synes ikke at kunne fungere som Tyggeredskaber, da de baade kun er svagt chitiniserede og desuden ganske mangler en- hver Bevæbning af Tænder eller Børster paa den mod Munden vendte Side. Deres Bygning nærmer sig forøvrigt til samme hos det voxne Dyr. Overlæben er meget liden og rager neppe ud over Ryg- skjoldets nedre Kant. Underlæben er ogsaa af ringe Stør- relse, skjøndt af sædvanligt Ueseende. Kindbakkerne (Fig. 6) har en fuldstændig simpel, udelt Tyggerand og er allerede forsynede med en temmelig stor, skjøndt endnu uleddet Palpe. Decapodernes Forvandlinger 165 Iste Par Kjæver (Fig 7) har ligeledes begge Tygge- lappe ubevæbnede og afrundede i Enden. Palpen danner en uleddet, smalt konisk Fortsats, der udspringer temmelig høit oppe og har en enkelt Børste i Spidsen. 2det Par Kjæver (Fig 8) viser 2 meget smaa, tvedelte Tyggelappe, uden enhver Bevæbning, og en uleddet Palpe af et lignende Udseende som paa lste Par. Exognathen er derimod vel udviklet og forholdsvis meget stor, dannende en næsten halvmaaneformig Plade, besat i Kanterne med et betydeligt Antal (omkring 30) stærke Fjærbørster, hvoraf de paa den bagre Forlængelse fæstede er noget mindre sammentrængte og ogsaa af mere ulige Størrelse. De 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 9, 10) har som sædvanlig en temmelig stor 2-leddet Basaldel, til hvis ydre Hjørne en vel udviklet Exopodit eller Svommegren er teestet. Derimod udmærker Endopoditen paa begge Par sig i hei Grad ved sin ringe Størrelse og rudimentære Beskaf- fenhed. Den er paa begge Par 4-leddet og kun forsynet med et meget ringe Antal af yderst smaa Børster. Paa iste Par er den betydelig smalere end paa 2det, men har 2 Børster flere, nemlig ialt 4, hvoraf de 3 er fæstede til sidste Led (se Fig. 9a). Paa 2det Par findes kun 2 Bør- ster, en paa hvert af de ydre Led. Ogsaa denne rudimen- tære Beskaffenhed af Kjæveføddernes Endöpoditer tyder paa. at Larven slet ikke tager Næring til sig. 3die Par Kjævefodder (Fig, 11) bestaar af de samme 3 Hoveddele som paa de 2 foregaaende Par. Men Exopoditen er endnu ikke traadt i Funktion som Svømmeapparat, idet den kun danrer en simpel, cylindrisk, børsteløs Stamme. Endopoditen har allerede naaet en anselig Størrelse og er delt i 4 utydeligt begrændsede Segmenter. Den mangler forøvrigt, som hos andre Decapodelarver, ethvert Spor af nogen Bevæbning. Ved Basis af dette Kjævefodpar, lige- 166 G O. Sars. som af de efterfølgende Lemmer, har allerede Gjellerne udviklet sig som 2 smaa afrundede Lappe. De egentlige Fødder er vistnok endnu smaa og slaaede ind under Bugsiden, men deres karakteristiske Form alle- rede kjendeligt antydet. Iste Fodpar eller Gribefødderne (Fig. 12) er adskilligt større og plumpere end de øvrige og ender med en tydelig og temmelig stor Sax, med butte Fingre. De 3 følgende Par, de egentlige Gangfødder (Fig. 13), er omtrent af samme Længde som Iste Par, men betydelig smalere og koniskt tilløbende. I deres indre sees. ligesom paa lste Par en meget udpræget Segmentering Sidste Fodpar (Fig. 14) er meget lidet og ligger skjult indenfor de foregaaende. Det viser allerede den for Slæg- ten karakteristiske Bygning, idet det ender med en liden tydelig Sax. Ogsaa her sees den begyndende Segmentering tydeligt. Bagkroppens Buglemmer viser omtrent samme rudimen- tære Udseende som hos den nys udklækkede Larve. Halepladen (Fig. 15) har ogsaa et meget lignende Ud- seende, alene med den Forskjel, at det mediane Indsnit er kortere, hvorved Bagkanten næsten bliver lige. Man tæller til hver Side af den mediane Indbugtning ikke mindre end 14 fint eilierede børsteformige Vedhæng, hvoraf dog det yderste er ganske kort. Af de øvrige er, som sædvanlig, det 3die. regnet udenfra, det største og er mindre skarpt afsat fra Halepladen. Imellem disse Vedhæng sees end- videre ved stark Forstørrelse paa hver Sidelap 4 yderst smaa og tandre Børster, fæstede til Bagkanten med bestemte Mellemrum. Den yderste af dem har sin Plads ved Basis af 2det Vedhæng, udenfra regnet, og gjenfindes ogsaa hos andre Decapodelarver; de øvrige findes omtrent i Midten af Sidelappernes Bagkant. I et betydelig videre fremskredet Stadium, der rimeligvis Decapodernes Forvandlinger. 167 er det sidste i Larvelivet, har Dyret en Længde af 7 mm. og viser det Udseende, som er fremstillet Fig 16 og 17. Legemets Form er i alt væsentligt den samme som i fore- gaaende Stadium, og de Forandringer, som er foregaaet, gjælder væsentligt* kun de forskjellige Lemmer. Endnu sees i det indre af Forkroppen en anselig gulrød Blomme- masse, der bagtil for en stor Del er opløst i store klare Oljeblærer. Øinene har fremdeles bibeholdt sit rudimentære Udse- ende og er for en stor Del skjulte under Basis af Pandepladen. iste Par Følere (Fig. 18) har nu tilnærmelsesvis anta- get sin definitive Form. Skaftet bestaar af 3 skarpt be- grændsede Led, hvoraf det lste er størst, og den ydre Svøbe er udtrukket til en tynd, med en fin Børste i Spid- sen forsynet Endesnært. Den indre Svøbe er endnu sim- pel, uleddet og ganske kort, men har mistet den apicale Børste. 2det Par Følere (Fig. 19) skiller sig væsentlig kun derved, at Svøben er betydelig tiltaget i Størrelse, saa at den nu kjendelig overrager Bladet. Ved Basis har der afsnoret sig et kort Segment, der repræsenterer Skaftet; Endedelen er fremdeles uleddet og har mistet de 2 cilierede Endebørster, i hvis Sted der kun findes en yderst liden tilbagebøiet, ucilieret Haarbørste (se Fig. 19a). Munddelene har kun lidet forandret sig, og deres Tygge- dele er fremdeles ubevæbnede, hvorfor de heller ikke i dette Stadium synes at være traadte i Funktion. Paa Kindbak- kerne (se Fig. 20) har Palpen forlænget sig noget og afsnørt sig i 3, dog endnu mindre tydeligt begrænd- sede Led. | Ogsaa paa Iste Par Kjæver (Fig. 21) er det væsentlig kun Palpen, der har undergaaet nogen Forandring. Den er noget stærkere forlænget og synes ogsaa rykket længere 168 G. ©. Sars. bort fra Enden af den ydre Tyggelap; istedetfor en enkelt har den nu 2 fine Børster i Spidsen. 2det Par Kjæver (Fig. 22) har Exognathen noget for- andret i Form og forsynet med et større Antal af Fjær- børster, navnlig paa den bagre Forlængelse. De to forreste Kjævefødder (Fig. 23, 24) er neppe syn- derlig forandrede i Udseende. Endopoditen (Fig. 23a, 24a) viser det samme rudimentære Udseende som hos foregaa- ende Stadium. Exopoditen har faaet 1 Par Svømmebør- ster flere. | 3die Par Kjævefødder (Fig. 25) skiller sig noget mere. idet baade Endo- og Exopoditen er betydelig stærkere ud- viklede end hos foregaaende Stadium. Den første bestaar nu af 5 tydeligt begrændsede Led, og den sidste viser en Bygning fuldkommen overensstemmende med Exopoditerne paa de 2 foregaaende Par, hvem den understøtter under Lyrets Svommebevegelser. De egentlige Fodder (se Fig 17) er, skjondt fremdeles slaaede ind under Bugen, adskilligt fremskredne i sin Ud- vikling og alle nu tydeligt segmenterede. Saxen paa Iste Par (Fig. 26) er temmelig stor, men har Fingrene endnu butte 1 Spidsen, og er uden enhver Bevæbning. Ogsaa de folgende Par (Fig. 27, 28) er ganske negne og kun meget svagt chitiniserede, skjondt de viser alle sine Led tydeligt sondrede. Bagkroppens Buglemmer (se Fig. 17) har betydelig tiltaget i Storrelse og er allerede sondrede i en Basaldel og 2 uligestore Endeplader (Fig. 29). De er imidlertid endnu ubevægelige og mangler ethvert Spor af Borster. Ved Enden af sidste Bagkropssegment, der nu er tyde- ligt sondret fra Halepladen, har endvidere udviklet sig et Par tvegrenede Lemmer, der forestiller de ydre Haleved- heng (se Fig. 30). Disse Lemmer er imidlertid, sammen- lignet med andre Decapodelarver, meget smaa og skjules Decapodernes Forvandlinger. 169 delvis af Halepladens Rod. De bestaar hver af en kort Basaldel og 2 Endeplader, hvoraf den ydre er noget storre end den indre. Til den bredt afrundede Spids af den forste er fæstet en Rad af cilierede Borster og det ydre Hjorne er udtrukket i et meget kort tandformigt Frem- spring. Den indre Plade er af oval eller elliptisk Form og har Kanterne delt i flere korte Afsatser, men mangler endnu ethvert Spor af Borster. Halepladen (ibid.) har bibeholdt sin brede, spadedan- nede Form, og ogsaa Bevæbningen er i det væsentlige ufor- andret, alene med den Forskjel, at lste og 3die Vedhæng paa hver Side har mere antaget Karakteren af tornformige Forlængelser af selve Halepladen. Larvens Legeme er i levende Tilstand temmelig gjen- nemsigtigt, af bleg gulagtig Farve, med redgul gjennem- skinnende Blommemasse. Den bevæger sig paa en temmelig kluntet Maade og ligger ofte stille paa Bunden, med Halen slaaet ind under Bugen. De af mig indsamlede frie Larver toges sammen med voxne Individer af nærværende Art ved Mosterhavn mellem Lophelia prolifera fra et Dyb af 80—100 Favne. Det mest karakteristiske Træk ved den ovenbeskrevne Udvikling er utvivlsomt, den eiendommelige rudimentære Beskaffenhed af Munddelene, hvad der synes at tyde paa, at Dyret under hele Larvelivet ikke tager Næring til sig, men alene tærer paa den i Forkroppen ophobede betydelige Rest af Blommemassen. Det yngste Ungdomsstadium, jeg har fundet, er frem- stillet Fig. 31. Da Legemets Størrelse ikke synderligt overgaar samme hos det ovenbeskrevne sidste Larvestadium, antager jeg, at der ikke kan ligge mange Hudskiftninger mellem begge. Maaske repræsenterer det i Virkeligheden iste Ungdomsstadium. Der er ingen Vanskelighed forbun- den med i det at gjenkjende en ung Galathodes tridentatus. 170 G. ©. Sars. Navnlig er det oventil forholdsvis glatte Rygskjold og de rudimentære, blegt farvede Øine karakteristiske og ube- dragelige Kjendemærker. Pandehornet gaar ogsaa her ud 13 Takker, men har Sidekanterne forholdsvis mere udbuede og bevæbnede i sin hele Længde med fine Saugtakker, som ganske mangler hos det voxne Dyr. Denne eiendommelige Bevæbning synes ganske at svare til den korte Karakteri- stik, som er givet af Prof. Loven over hans Art, Galathea serrata, og jeg anser det derfor for høist sandsynligt, at denne Art er grundet paa ganske unge Exemplarer af Galathodes tridentatus (Esmark), Skulde dette ved en noiere Undersøgelse af Lovén's Typeexemplar bekræfte sig, bør vel Lovén's Artsbenævnelse, som den langt ældre, fore- trækkes for den af Esmark foreslaaede. Gen. Galathea, Fabr. (and, SD Da Larver af denne Slægt er yderst almindelige og saagodtsom til alle Aarstider forefindes, har de ogsaa oftere været undersøgte og tildels beskrevne, uden at det dog altid har lykkets vedkommende Forskere at faa sikkert bestemt, fra hvilken voxen Crustaceform de stammer. Den, som tidligst har beskrevet en herhen hørende Larve, er utvivlsomt H. Rathe’). Han har imidlertid urigtigt be- stemt den som Larven af en Eremitkrebs (Eupagurus), og denne Feiltagelse er senere af andre Forskere bleven ved- ligeholdt, idet Copier af Rathes Figurer endnu stadigt sees at figurere i de forskjellige zoologiske Lærebøger som Eupagurus-Larver. Vistnok er der en vis Lighed mellem 1) Neueste Schriften der naturforschenden Gesellschaft in Danzig. III. 4. Decapodernes Forvandlinger. 171 begge Slags Larver; men det er ingenlunde vanskeligt at kjende dem ud fra hinanden. Navnlig er den eiendomme- lige Bevæbning af Rygskjoldets bagre Sidelappe i alle Stadier meget karakteristisk for Galathea-Larverne ligeover- for dem af Eupagurus og Spiropagurus, hos hvem en saadan Bevæbning altid mangler. Hos mere fremrykkede Larve- stadier vil desuden en nøiere Undersøgelse af de bagved Kjævefødderne anlagte Lemmer, de egentlige Fødder. strax vise, hvorvidt man har en Galathea-Larve eller en Eupa- gurus-Larve for sig. Den af Claus i sit Arbeide: »Zur Kenntniss der Malacostrakenlarven« neiere beskrevne og Tab. IL, Fig. VITI—XIX afbildede Larveform hører utvivl- somt herhen og ikke, som Claus formoder, til Slægten Dromia. Jeg har havt Anledning til at undersøge Larverne at 3 af vore Galathea-Arter, nemlig G. sqvamifera, nexa og intermedia. Hos alle disse 3 Arter er Udviklingen i alt væsentligt den samme, om det end lader sig gjøre ved en noiere Undersøgelse at bestemme Larverne af enhver af disse Arter. Paa den hosfoiede Planche er udvalgt Figurer henhørende til alle 3 Arter. Den nys udklækkede Larve er som sædvanlig endnu omgivet af Embryonalhuden, der delvis maskerer de for Galathea-Larverne karakteristiske Marker, saa at den i dette Stadium er mindre let at kjende fra en Eupagurus- Larve. Halepladen (Fig. 1) er dybt kløftet i Midten og har ı Bagkanten, til hver Side af det mediane Indsnit, 7 tykke, fingerformige Fortsatser, der er fint cilierede i Kan- terne, og hvoraf de 2 yderste er kortest. I dens indre sees den nydannede Haleplade med sine fra samme skarpt af satte Torner, der rager mere eller mindre langt ind i de omtalte Fortsatser, medens Roden, eller Kimen, lader si forfølge dybt ind i Halepladens Substans. or oO Efterat Embryonalhuden er afkastet, hvad der sker 172 G. ©. Sars. meget kort Tid efter Udklækningen, fremtræder strax de for Galathea-Larverne karakteristiske Fiendommeligheder. Den bevæger sig nu raskt omkring i Vandet ved Hjælp at de stærkt udviklede Exopoditer paa de 2 forreste Par Kjævefødder. Larven af Galathea nexa (Fig. 2, 3) er 1 dette Stadium omtrent 2'/2 mm. lang, ganske gjennemsigtig, med et vak- kert karminrødt Pigment i Mundregionen og langs For- kroppens Bugside; et lignende diffust Pigment omgiver ogsaa det yderste Parti af Tarmen. Legemets Form er idethele temmelig kort og under- sætsig, ialfald i Sammenligning med det tilsvarende Stadium hos Eupagurus. Rygskjoldet er forholdsvis kort og skyder fortil i Midten ud i et spidst, ved Basis noget pladeformigt udvidet Pandehorn, der er længere end Rygskjoldet og i den ydre Del forsynet med smaa tiltrykte Torner. De forreste Sidehjørner af Rygskjoldet er lige under Øinene -udtrukne til en spids Vinkel. Bagtil er Rygskjoldet i Midten dybt udrandet, og enhver af Sidefligene danner en temmelig bred triangulær Plade, der rækker ud over 3die Bagkropssegment, og ender med en stærk tornformig Fort- sats. Til hver Side af denne Fortsats er de frie Kanter bevæbnede med en regelmæssig Rad af stærke Saugtakker eller Torner, der lidt efter lidt aftager i Størrelse og ikke fortsætter sig langs de ventrale Kanter af Rygskjoldet. Bagkroppen er af den sædvanlige cylindriske Form og delt i 6 Segmenter, hvoraf det sidste gaar i et med Halepladen. Ethvert af de 4 midterste Segmenter har den bagre Kant oventil delt i 6—8 smaa tandformige Fremspring, og fra næstsidste Segment udgaar til hver Side en stærkere, bagud- rettet tornformig Fortsats. Øinene er af enorm Størrelse, med den ydre facetterede Del af elliptisk Form, dog noget smalere fortil. Øiepig- mentet indtager, som sædvanlig, en forholdsvis liden Del Decapodernes Forvandlinger. 175 af Øiegloben og er af mørk Farve med et skiftende regn- bufarvet Skjær bagtil. Det enkle Øie sees i Midtlinien mellem Roden af de endnu fuldstændig ubevægelige sam- mensatte Øine i Form af en liden sort Pigmentplet. Iste Par Følere (Fig. 5) er omtrent af Pandehornets halve Længde og bestaar endnu kun af en simpel cylin- drisk-konisk Stamme, der i Spidsen bærer et Par baand- formige Sandsevedheng, foruden nogle simple Børster, samt i den indre Kant nær Enden en stærk, fortilrettet Fjærbørste. 2det Par Følere (Fig. 6) har Basaldelen ganske smal og paa Undersiden bevæbnet med en stærk, cilieret Torn. Indad gaar den ud i en smal cylindrisk Proces, der fore- stiller Svøben og i Spidsen er forsynet med en enkelt Fjærbørste og et meget lidet tandformigt Fremspring. Bladet er at betydelig Størrelse, mere end dobbelt saa langt som Svøben, og temmelig smalt, med den største Bredde paa Midten. Langs Inderkanten findes en Rad af omkring 9 stærke Fjærbørster, og Enden af Bladet er udtrukken i en lang tornformig Fortsats, fint tandet i Spidsen. Læng- den af denne Fortsats er forøvrigt noget ulige hos de for- skjellige Arter, længst hos Larverne af G. sqvamifera, kortest hos dem af G. intermedia (sml. Fig. 19). Munddelene ligner idethele temmelig samme hos Larven af Eupagurus og Spiropagurus, dog med enkelte karakteri- stiske Afvigelser. Overlæben (Fig. 7), Underlæben (Fig. 8) og Kindbak- kerne (Fig. 9) viser neppe noget udmærkende i sin Bygning. Derimod skiller Iste Par Kjæver (Fig. 10) sig kjende- ligt fra samme hos Larverne af ovennævnte Slægter. Den ydre Tyggelap er saaledes forholdsvis mindre og har 3 stærke tornformige Fremspring, foruden 3 Børster. Palpen er betydelig større og bestaar kun af 2 Led, hvoraf det - ydre er temmelig bredt, af oval Form, og forsynet med 3 174 G. ©. Sars. grovt cilierede Børster, 2 i Spidsen og 1 fæstet til en sær- egen Afsats i den indre Kant. 2det Par Kjæver (Fig. 11) skiller sig væsentlig kun fra samme hos det tilsvarende Stadium af Eupagurus derved, at Exognathen har en tydelig, omend kort, bagre Forlæn- gelse, til Spidsen af hvilken er fæstet en ualmindelig stærk, lige bagud rettet Fjærbørste. De 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 12, 13) viser ogsaa i alt væsentligt samme Bygning som hos Eupagurus-Lar- verne, men er forholdsvis noget kraftigere og har de til Basaldelen og Endopoditen fæstede Børster stærkere og grovere cilierede; kun den til Yderkanten af sidste Led fæstede korte Børste viser en meget fin Cilering. 3die Par Kjævefødder (Fig. 14) repræsenteres i dette Stadium, ligesom hos Larverne af Pagurerne, alene af et Par simple, 2-leddede og ind mod Bugen slaaede Appendices. Af andre Lemmer er der intet Spor at opdage. hverken paa For- eller Bagkrop. Halepladen (Fig. 15) er som sædvanlig spadetormigt udvidet og ved en dyb median Indbugtning delt i 2 vel begrændsede Sidelappe. Enhver af disse har i Bagkanten en Rad af 6 temmelig stærkt forlængede Torner, hvoraf den 3die, udenfra regnet, er størst, den yderste kortest. Denne sidste er altid ucilieret og varierer noget i Længde hos de forskjellige Arter: længst er den hos Larverne af G. sqvamifera, kortest hos dem af G. intermedia (sml. Fig. 26). Mellem denne yderste Torn og den derpaa følgende sees ogsaa her ved stærk Forstørrelse en yderst liden og fin Borste. Naar denne regnes med, svarer Antallet af Torner til de cilierede Fortsatser paa Halepladen hos den netop udklekkede, og endnu med sin Embryonalhud forsy- nede Larve (sml. Fig. 1). | Da Legemet er i hei Grad gjennemsigtigt, sees flere af de indre Organer med stor Tydelighed. Hjertet (se Fig. Decapodernes Forvandlinger. 175 2, 3) ligger ualmindeligt langt fortil paa Grund af den stærke Forkortning af Forkroppen og er let bemærkeligt hos det levende Dyr ved sine livlige Pulsationer. Ikke mindre. tydelig er Tarmkanalen, hvis uafbrudte peristaltiske Bevægelser kan forfolges lige til den paa Undersiden af Halepladens Rod liggende Analaabning. Leveren (se Fig. 4) bestaar endnu kun til hver Side af 4 korte, ved Basis sammenløbende Blindsække. Nervesystemet er heller ikke vanskeligt at observere, og navnlig er de store Bagkrops- ganglier overmaade tydelige. Sidste Larvestadium (Fig. 16, 17) viser fuldkommen ana- loge Forandringer som dem, der allerede er beskrevne for Slægterne Fupagurus's og Spiropagurus's Vedkommende. Legemet har adskilligt tiltaget i Størrelse, og navnlig Forkroppen vundet i Volum. Rygskjoldet synes derfor ogsaa større og, naar Dyret sees ovenfra (Fig. 16), bredere bagtil. Bagkroppen har faaet sit fulde Antal Segmenter, idet sidste Segment nu har sondret sig fra Halepladen. Øinene synes forholdsvis noget mindre og er nu frit bevægelige, samt videre skilte i Midten. Iste Par Folere (Fig. 18) bestaar af Skatt og 2 korte, enleddede Svøber. Det første er temmelig tykt og afdelt i 3 tydelige Segmenter, hvoraf Iste og sidste omtrent er af. ens Længde. Den ydre Svøbe er større end den indre og forsynet med flere baandformige Sandsevedhæng, medens den indre endnu kun danner en simpel konisk Fortsats uden enhver Bevæbning; ved dens Rod sees den ogsaa i Iste Stadium forekommende stærke, fortilrettede Fjærbørste. Paa 2det Par Følere (Fig. 19) har Svøben sondret sig fra Basaldelen og er betydelig tiltaget i Størrelse, dannende en eylindrisk-konisk Stamme, der kjendeligt overrager Bla- det, og i hvis indre en begyndende Segmentering er bemær- kelig; Enden af denne Stamme er simpelt tilspidset, uden Spor af den i iste Stadium her forekommende stærke 176 | G. O. Sars. Fjærbørste. Paa Undersiden af Basaldelen bemærkes, for- uden den cilierede Torn, ogsaa et kortere, ucilieret tandfor- migt Fremspring, som ikke forefandtes i Iste Stadium. Bladet er, hvad Formen angaar. temmelig uforandret, men har faaet nogle Børster flere i Inderkanten. Kindbakkerne (Fig. 20) er nu forsynede med en tydelig, skjøndt endnu simpel og uleddet Palpe. Iste Par Kjæver (Fig. 21) har flere Torner paa den ydre Tyggelap, og ogsaa Palpen har faaet et Par Bør- ster flere. i - Paa 2det Par Kjæver (Fig. 22) er det væsentlig kun Exognathen, som har forandret sig. Den bestaar nu af 2 vel markerede Dele, en pladeformigt udvidet forreste Del med talrige cilierede Randbørster, og en smalt udtrukken og med en enkelt stærk Fjærbørste endende bagre Forlængelse. De 2 forreste Par Kjævefødder viser neppe nogen væsentlig Forskjel fra samme hos lste Stadium. Derimod er 3die Par Kjævefødder (Fig. 23) væsentlig forandrede, idet de nu har en vel udviklet, med Svømme- børster forsynet Exopodit og en temmelig stor fingerformig ©) Endopodit, forsynet med 3 simple Borster i Enden. Bag disse Lemmer sees (Fig. 17) de egentlige Fodder, der i dette Stadium allerede har opnaaet en betydelig Størrelse, skjøndt de som sædvanlig endnu ikke er traadte i Funktion og derfor er boiede ind under Bugsiden. Alle- rede ved en overfladisk Betragtning vil man her finde en væsentlig Forskjel fra Larverne af Pagurerne. Medens hos : disse sidste de 2 bagerste Par er yderst smaa og delvis skjulte indenfor de foregaaende, er dette her alene Tilfæl- det med det bagerste Par. De 3 foregaaende Par er alle omtrent af ens Udseende og Størrelse og ligger Side om Side bag Saxfødderne. Sidste Fodpar (Fig. 24) lader sig kun undersøge ved at sønderlemme Dyret. Det er meget Decapodernes Forvandlinger. 147 lidet, smalt cylindriskt og gaar i Enden ud i 2 smaa Lap- per, der antyder Saxen. Ethvert af de 4 midterste Bagkropssegmenter er for- synet med et Par temmelig store, fortilrettede Buglemmer (se Fig. 17), paa hvilke kan adskilles en Basaldel og 2 ulige- store Endeplader, der dog endnu mangler Borster (Fig. 25). Ved Enden af sidste Bagkropssegment har de ydre Halevedhæng udviklet sig. De bestaar hvert (se Fig. 26) af en kort Basaldel og 2 vel udviklede, borstebesatte Ende- plader. Den ydre Plade er som sædvanlig storst og ender med en kraftig Torn. Den indre Plade er vel adskilt fra Basaldelen, af elliptisk Form og forsynet med 9—10 cilierede Randborster. Halepladen (ibid.) er forholdsvis smalere end i Iste Sta- dium og udvides ganske successivt mod Enden. Bagkanten er vinkelformigt indskaaret i Midten og har 1 Par Torner flere. Den 3die Torn, udenfra regnet, er betydelig større end de øvrige og har antaget Characteren af en pigformig Forlængelse af Halepladen; den er ligesom den yderste Torn glat, medens de øvrige er fint tandede i begge Kanter. Overgangen fra dette Stadium til Iste Ungdomsstadium (Fig. 27) er ganske pludselig og sker ved en enkelt Hud- skiftning. Jeg har gjentagne Gange havt Anledning til directe at observere denne Forvandling hos G. intermedia, ved af det med det fine Net opfiskede Materiale at udvælge de mest udviklede Larver og placere disse i en Glasskaal med friskt Søvand. Under Forvandlingen ligger Larven paa Bunden og søger ved kraftige Bøininger og Strækninger af Bagkroppen at løsne Huden, der tilsidst brister over Ryggen paa Grændsen mellem För- og Bagkrop, hvorpaa Dyret langsomt befrier sig fra Larvehuden. Efter over- staaet Hudskiftning er Ungen endnu en kort Tid ud af Stand til at bevæge sig om i Vandet. Men meget hurtigt 12 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 18de Juni 1889. 178 G. O. Sars. erholder Integumenterne den fornødne Fasthed, og man ser nu det lille Dyr ved kraftige Bøininger af Bagkroppen at springe baglænds om fra Sted til Sted paa fuldkommen samme Vis som det voxne Dyr. Der er ingen Vanskelig- hed forbunden med i dette Stadium at gjenkjende en ung Gralathea, og ved nøiere Eftersyn lader endog Arten sig temmelig sikkert bestemme efter Pandehornets og 1ste Fod- pars Form. Dyret er endnu halvt gjennemsigtigt med et svagt rødligt Skjær og oversaaet med smaa gule og røde Pegmentpletter. Øinene er endnu uforholdsmæssig store og tykke, og det enkle Øie tydelig bemærkeligt mellem deres Rod. Gen. Munida, Leach. Denne Slægt staar som bekjendt meget nær Galathea, fra hvilken den væsentlig kun skiller sig ved de stærkt forlængede Gribefødder og ved en anden Form af Pande- hornet. Ved vore Kyster forekommer 3 herhen hørende Arter, nemlig M. Rondeletii Bell, M. rugosa Fabr. og M. tenuimana G. O. Sars, der alle viser en meget lignende Habitus. Det tør nu være af adskillig Interesse at faa nærmere Rede paa, hvorvidt ogsaa Larveudviklingen skiller sig fra samme hos Galathea. Jeg har i den Anledning noiere undersøgt Larverne af en af vore Arter, nemlig Munida rugosa, Fabr. (Tab. 6). Larverne af denne Form har allerede lenge været mig bekjendte. da de baade udmærker sig: ved sin betydelige Stør- relse og ved de ualmindelig stærkt unviklede Balancer- apparater, der giver dem et meget eiendommeligt Udseende. Først forholdsvis sent er det imidlertid lykkets mig med Decapodernes Forvandlinger. 179 Sikkerhed at faa bestemt, til hvilken voxen Crustaceform, de hører. Som det af den følgende Beskrivelse vil fremgaa, stemmer Udviklingen idethele temmelig nøie overens med samme hos Galathea. Dog er der enkelte characteristiske Eiendommeligheder, som tydeligt nok viser, at vi har for os en distinct Slægtstype. 1ste frie Larvestadium (Fig. 1, 2) har en Længde, fra Spidsen af Pandehornet til Enden af Halepladens Sideflige, af 6'/2 mm. Kropsformen er forholdsvis betydelig slankere end hos Galathea-Larverne, og navnlig er Forkroppen kjen- delig smalere og ovenfra seet (Fig. 1) kun lidet udvidet fortil. Rygskjoldet viser, seet fra Siden (Fig. 2), en lig- nende oval Form som hos Galathea-Larverne og gaar fortil ud i et særdeles langt Pandehorn, der i den ydre Del er bevæbnet rundtom med smaa tiltrykte Torner. Bagtil har Rygskjoldet i Midten en dyb vinkelformig Indskjæring, og de herved fremkomne triangulære Sidelappe ender hver med en særdeles stærk dolkformig Fortsats, der rækker lige til Enden af 5te Bagkropssegment. Til hver Side af denne Fortsats, er de frie Kanter, som hos Galathea-Larverne, for- synede med en tæt Rad af Torner, der dog her er kjende- lig større og talrigere. Bagkroppen viser den sædvanlige cylindriske Form og er delt i 6 Segmenter, hvoraf dog det sidste endnu gaar i et med Halepladen. Ethvert af de 4 midterste Segmenter har oventil 2 smaa tandformige Frem- spring udgaaende fra den bagre Rand og de 2 bagerste af dem tillige en bagudrettet lateral Torn. Øinene er af betydelig Størrelse og kjendelig affladede, med den facetterede Del navnlig bagtil stærkt udvidet og af smal elliptisk Form; fortil danner denne Del, ovenfra seet, næsten et vinkelformigt Hjørne. Øiepigmentet indta- tager kun en meget liden Del af Øiegloben og er fortil kileformigt tilløbende; det er af mørk Farve med blaalig Glands bagtil. 180 G. ©. Sars. Iste Par Følere (Fig. 3) viser en lignende enkelt Byg- ning som hos det tilsvarende Stadium af Galathea. De er imidlertid forholdsvis stærkere førlængede og afnæsten ey- lindrisk Form. 2det Par Følere (Fig. 4) er i høi Grad udmerkede ved den enorme Udvikling af Bladet, der er omdannet til et dolkformigt Balancerapparat, næsten af samme Længde og Udseende som Pandehornet; da det er meget bevægeligt, kan det rettes ud til hver Side næsten under en ret Vinkel mod Legemet, hvad der ofte sker under Larvens Bevægelser. Den indre Halvpart af Bladet er lidt affladet og bærer indad en Rad af 8 stærke Fjærbørster; den ydre Del, sva- rende til den tornformige Fortsats hos andre Decapodelar- ver, løber ud i en smal, lidt indbøiet og med stærke til- trykte Torner besat Spids (Fig. 4 a). Den korte Basaldel har paa Undersiden en spids Torn og løber indad ud i en ganske kort, simpelt tilspidset Fortsats, der repræsenterer Svøben. Over- og Underlæbe viser den sædvanlige Bygning. Kindbakkerne mangler endnu ethvert Spor af Palpe og har Tyggeranden (Fig. 5) delt i flere spidse Takker, der noget skiller sig fra samme hos Galathea (sml. Tab5, Fig. 9), Iste Par Kjæver (Fig. 6) har den ydre Tyggelap tem- melig smal og kun bevæbnet med 2, i den ene Kant cilierede tornformige Fortsatser, foruden 3 mindre Børster. Palpen er forholdsvis liden og skiller sig væsentlig fra samme hos Larven of Galathea derved, at den kun bestaar af et enkelt Led; den bærer 4 cilierede Børster, 3 i Spidsen og 1 i den indre Kant. 2det Par Kjæver (Fig. 7) ligner næsten fuldkommen samme hos Larven of Galathea. De 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 8,9) er noget | smækrere end hos Larven af hin Slægt, men forøvrigt af et meget lignende Udseende. Decapodernes Forvandlinger. 181 3die Par Kjævefodder (Fig. 10) repræsenteres ogsaa her i dette Stadium kun af et Par meget smaa, 2-leddede, under Bugen slaaede Appendices. Flere Lemmer findes ikke, hverken paa For: eller Bagkrop. Halepladen (Fig. 11) er dybt kløftet og gaar ud 1 2 smale divergerende Sidelappe, der hver er udtrukket til en overordentlig lang tornformig Fortsats, besat mod Enden med lignende tiltrykte Smaatorner som paa Pandehornet og Antennebladene. Indenfor denne Fortsats findes langs Sidelappenes indre Kant en Rad af 5 stærke Fjærbørster, hvoraf den 2den, udenfra regnet er længst. Hele Legemet er i høi Grad gjennemsigtigt og næsten fuldkommen vandklart, saa at Larven ofte ikke er let at opdage, trods dens betydelige Størrelse. I Mundregionen findes dog i Regelen et blegt rødligt Pigment, og Enden af Pandehornet, Antennebladene og Halepladens Endefortsatser viser ofte et svagt rosenfarvet Anstrøg. I sidste Larvestadium (Fig. 12) har Dyret den anseelige Længde af 12 mm og hører saaledes til de største bekjendte Decapodelarver. Legemet er i høi Grad gjennemsigtigt, men adskillig kraftigere bygget end i Iste Stadium. Ryg- - skjoldet er saaledes, ovenfra seet, kjendelig bredere, og Pandehornets Basis mere pladeformigt udvidet. Ogsaa Bag- kroppen er kraftigere udviklet ag har sidste Segment vel sondret fra Halepladen samt oventil ved Enden bevæbnet med en stærk, opadrettet Torn. Øinene har næsten samme Udseende som hos Iste Sta- dium. De er imidlertid mere bevægelige og videre skilte i Midten, samt mere udpræget vinklede fortil. Iste Par Følere (Fig. 13), der nu bestaar af et 3-leddet Skaft og 2 korte enleddede Svøber, er forholdsvis kjendelig slankere end hos det tilsvarende Stadium af Galathea, med de 3 Skaftled omtrent af ens Længde. Den ydre Svøbe 182 G. O. Sars. har som sædvanlig flere baandformige Sandsevedhæng, dels fæstede til Spidsen, dels knippevis til den indre Kant, me- dens den indre Svobe er ganske simpel og neppe halvt saa lang. 2det Par Folere (Fig. 14) har Bladet endnu af betyde- lig Længde, saa at det fortilstrakt naar i Linie med Pande- hornets Spids, Den berstebærende: indre Rand har imid- lertid, i Overensstemmelse med det betydelig forøgede An- tal Borster (15), tiltaget i Udstrækning, hvoraf igjen folger, at den ydre dolkformige Fortsats synes kortere. Paa Un- dersiden af Basaldelen har udviklet sig nok en Torn ved Basis af Bladet. Svoben har sondret sig fra Basaldelen og betydelig tiltaget i Længde, saa at den nu er omtrent halvt saa lang som Bladet; i densindre sees en begyndende Segmentering. Kindbakkerne (Fig. 15) har udviklet et Rudiment til en Palpe i Form af en liden blod, eylindrisk Fortsats, no- get indsnøret paa Midten. Iste Par Kjæver (Fig. 16) skiller sig væsentlig kun fra samme i Iste Stadium derved, at den ydre Tyggelap er forholdsvis bredere og forsynet med et større Antal torn- - formige Fortsatser. 2det Par Kjæver (Fig. 17) har Exognathen betydelig stærkere udviklet og forsynet med et stort Antal af cilierede Randbørster; dens bagre Forlængelse er større og bærer, foruden den terminale Fjærbørste, i den indre Kant 3—4 mindre saadanne. De 2 forreste Par Kjævefødder har i det væsentlige bibeholdt sit Udseende uforandret. Derimod er 3die Par Kjævefodder (Fig. 18) omformede paa en lignende Maade som hos sidste Larvsstadium af Galathea, idet der har udviklet sig en temmelig stor finger- formig Endopodit, i hvis indre en tydelig Segmentering bemærkes, ligesom Exopoditen nu er uddannet til et Svøm- Decapodernes Forvandlinger. 183 meredskab af samme Udseende som de paa de 2 foregaa- ende Par. Bag disse Lemmer er samtlige Fodder anlagte (Fig. 19), og man vil ved en nærmere Undersøgelse i dem allerede se en tydelig Tilnærmelse til den for Sl. Munida characte- ristiske Form. Saaledes er 1ste Par (Gribefødderne) bety- delig smækrere end hos Larven af Galathea og har navnlig Saxen kjendelig 'sterkere forlænget. Sidste Fodpar ligger ogsaa her skjult indenfor de øvrige. De viser (Fig. 20) allerede en tydeligt udpræget Segmentering og ender med ‘en vel markeret Sax (Fig. 20a). Paa ethvert af de 4 midterste Bagkropssegmenter har udviklet sig et Par Buglemmer af et lignende Udseende som hos Larven af Galathea, og ved Enden af sidste Seg- ment sees de temmelig store ydre Halevedhæng (se Fig. 12). Disse sidste bestaar (se Fig. 21), som hos det tilsva- rende Stadium af Galathea, hvert af en kort Basaldel og 2 vel udviklede, børstebesatte Endeplader. Den ydre og største af disse har dog her en temmelig afvigende Form, idet den successivt afsmalnes til en lang dolkformig Spids, besat overalt med fine Smaatorner. I den indre Kant har «denne Plade en tæt Rad af 15 sterke Fjærbørster. Den indre Plade er neppe mere end halvt saa stor og af regel- mæssig oval Form, samt forsynet i den indre Kant og ved Spidsen med en Rad af lignende Fjærbørster. Halepladen (ibid.) har adskilligt forandret Udseende. Den er neppe længere end de sammenlagte ydre Haleved- hæng og udvides ganske successivt mod Enden. Bagtil har den et bredt vinkelformigt Indsnit, og Kanterne af dette Indsnit er til hver Side forsynede med en Rad af 6 temme- melig korte, cilierede Torner. Sidehjørnerne af Halepladen gaar ud i en lang og spids tornformig Fortsats, og til den ydre Side af denne sees 2 ganske smaa Torner, hvoraf den ydre danner en umiddelbar Forlængelse af Halepladen, me- 184 G. O. Sars. dens den indre er tydeligt afsat fra samme; mellem begge findes en yderst fin udadrettet Haarbørste. Iste Ungdomsstadium (Fig. 22) viser allerede alle Cha- racterer af en ung Munida. Navnlig er de stærkt forlæn- gede og tynde Gribefødder characteristiske, ligesom ogsaa den udpræget 3-delte Form af Pandehornet. Dog er Side- fortsatserne paa dette sidste endnu kun lidet forlængede, og den midterste Fortsats har den Eiendommelighed ved sig, at den nær Spidsen har et Par tydelige, skjøndt meget smaa tandformige Fremspring, hvoraf intet Spor er at se hos det voxne Dyr. Legemet er halvt gjennemsigtigt, med et svagt rødligt Skjær. Gen. Porcellana. Lamk. (Tab. 7, Fig. 1—26). Denne eiendommelige Slægt, der i sin ydre Habitus saa- meget minder om Brachyurerne, er hos os kun repræsen- teret af en enkelt Art, P. longicornis Lin, der kun fore- kommer ved vor Sydkyst og her temmelig sparsomt. Jeg har dog havt Anledning til ogsaa af denne Form at stu- dere Larveudviklingen og skal i det folgende for Fuldstæn- digheds Skyld nærmere omtale samme. Forøvrigt har alle- rede lenge Larverne af denne Slægt været kjendte og 1 den nyere Tid er af W. Faxon?) leveret en temmelig ud- førlig Fremstilling af de vigtigste Stadier. I sin ydre Ha- bitus har Larverne nogen Lighed med Brachyurelarrer ved sin korte sammentrængte Kropsform og det enormt forlæn- gede Pandehorn. Den neiere Undersøgelse af Lemmerne ‘) On some Young Stages in the Development of Hippa, Porcellana and Pinnixia. Bull. Mus. Comp. Zool V. 1879. Decapodernes Forvandlinger. 185 viser imidlertid, at Udviklingen nærmest slutter sig til den for Anomurerne typiske. Det tidligste af mig observerede Larvestadium (Fig. 1,2), som dog ikke synes at være det allerforste, har en Længde af 5 mm.; deraf kommer imidlertid neppe 2 mm paa selve Kroppen, Resten paa det enormt forlængede Paudehorn, Legemets Form er idethele ualmindeligt kort og undersæt- sig, og Forkroppen synes mere udviklet i Forhold til Bag- kroppen end Tilfældet pleier at være hos Anomure-Lar- verne. Rvgskjoldet er meget stort og af ægdannet Form, dækkende ikke blot hele Forkroppen, men ogsaa en større Del af Bagkroppen. Dets øvre Contour er jevnt hvælvet, og de frie nedre Kanter viser en tilsvarende Krumning. Fortil gaar Rygskjoldet ud i et tyndt, stavformigt Pande- horn, der næsten er dobbelt saa langt som den øvrige Krop. Det er ikke ganske horizontalt, men lidt opadrettet og viser ved neiere Eftersyn en ganske svag S-formig Bøi- ning. I saagodtsom sin hele Længde er det forsynet med yderst fine tiltrykte Torner, der er grupperede rundt om samme. Fra den bagerste Ende af Rygskjoldet udgaar i horizontal Retning 2 noget tyndere jevnsidesliggende, og ved et meget smalt Mellemrum skildte Fortsatser, der er svagt hageformigt krummede i Spidsen, og nærmere Basis har nedentil et Par ligeledes hageformige Sidetorner. Bag- kroppen, der ialmindelighed er mere eller mindre nedadbeiet, er neppe længere end Rygskjoldet, fraregnet dettes Fort- satser, og af den almindelige eylindriske Form. samt delt i 6 Segmenter, hvoraf .det sidste gaar i et med Halepladen. Øinene er i dette Stadium, som det synes, ubevægelige og noget bagudrettede, med den facetterede Del forholdsvis meget lidet udviklet. Midt imellem dem sees det enkle Øie som en liden sort Plet. Iste Par Følere (Fig. 3) danner hver en ganske sim. _ pel cylindrisk-konisk Stamme, der i Spidsen bærer et 186 - G. O. Sars. Par baandformige Sandsevedhæng og nogle fine Haarborster. Af den hos Larverne af Galathea og Pagurerne saavelsom hos Munida forekommende stærke, fortilrettede Fjærbørste er der intet Spor at se. 2det Par Folere (Fig. 4) udmærker sig i hoi Grad ved sit rudimentære Udseende. De danner et Par kun lidet fremspringende, i Enden i 2 dolkformige Grene delte Appen- dices, paa hvilke bog samtlige Hoveddele lader sig paavise. Basaldelen er temmelig tyk og utydeligt delt i 2 Segmen- ter. Den indre noget tykkere Gren, der danner den umid- delbare Fortsættelse af Basaldelen, representerer utvivl- somt Svøben; den er konisk tilspidset i Enden og har her i den ydre Kant en yderst liden og fin Børste (Fig. 4a). Den ydre Gren, der er bevægeligt artikuleret til Basaldelen, repræsenterer Bladet. Den har dog ingen Lighed med Bla- det hos andre Anomure-Larver, men danner ligesom Svøben en simpel dolkformig Fortsats uden Spor af de hos hine forekommende cilierede Randbørster, i hvis Sted der kun findes en yderst liden Haarbørste og nærmere Spidsen et endnu mindre tandformigt Fremspring. Over- og Underlæbe (Fig. 5,6) skiller sig ikke i sin Bygning fra samme hos andre Decapodelarver. Kindbakkerne (Fig. 7) mangler endnu ganske Palper, men er allérede stærkt chitiniserede og har Tyggeranden delt i flere tandformige Fremspring, der som sædvanlig for- holder sig noget ulige paa høire og venstre Kindbakke. Iste Par Kjæver (Fig. 8) ligner noget samme hos Lar- ven af Munida og har som hos denne Palpen forholdsvis liden og kun bestaaende af et enkelt Led, der bærer 3 Fjærbørster, 2 i Spidsen og 1 i den indre Kant. Den ydre Tyggelap er temmelig bred og forsynet med flere torn- formige Fortsatser. 2det Par Kjæver (Fig 9) har de 2 secundære Flige paa Tyggelappene dybere adskilte end hos de i det foregaa- Decapodernes Forvandlinger. 187 ende omtalte Larveformer og ogsaa mere ulige i Sterrelse; navnlig er den yderste Flig af forholdsvis betydelig Stor- relse. Palpen er af vanligt Udseende, og Exognathen skil- ler sig kun fra samme hos Larven af Galathea og Munda derved, at den bagre Forlængelse er stærkere uddraget. Iste Par Kjævefodder (Fig. 10) har Endopoditen for- holdsvis meget smal og stærkt forlænget, samt, uligt hvad Tilfældet pleier at være, kun bestaaende af 4 omtrent ens lange Led. Den er, ligesom det ydre Segment af Basal- delen, i Inderkanten forsynet med knippevis ordnede Bør- ster og har i Spidsen 5—6 betydelig længere saadanne. Yderkanten af Leddene er besat med fine Cilier og bærer paa næstsidste Led en tæt cilieret Børste. Exopoditen er omtrent af Endopoditens Længde og af sædvanligt Udseende. 2det Par Kjævefodder (Fig. 11) skiller sig kun fra fore- gaaende Par ved et noget ringere Antal Berster og derved, at 3die Led paa Endopoditen er. sterkere forlænget end de øvrige. Bag disse Kjævefødder følger i dette Stadium en Række af yderst ufuldkomne Lemmer (Fig. 13), hvoraf de forreste Par tilsyneladende ender i en Slags Sax eller Chela. Man kunde derfor let ledes paa den Tanke i dette Par Lemmer at se iste Fodpar eller Gribefødderne, saameget mere som der bag dem ved første Øiekast kun følger Anlæg: til 4 andre Par Lemmer. Ved nøiere Undersøgelse findes imidlertid paa den indre Side og skjult af disse nok et Par yderst smaa Lemmeanlæg (se Fig. 13), saa at Tallet i Virkelig- heden bliver 6 Par. Heraf fremgaar klarlig, at hint for- reste Par (Fig. 12) ikke kan representere Gribefødderne, men 3die Par Kjæveføder, og de 2 fingerformige Fortsatser, der synes at danne Saxen, er intet andet end Anlægget til Endo- og Exopoditen, den første betydelig tykkere end den anden. Det følgende Par, der altsaa i Virkelighen repræ- senterer Gribefødderne, viser (se Fig. 13) endnu ikke noget 188 G. O. Sars. Spor til Sax, men er tykkere end de øvrige og ender stumpt afrundet, medens hine er koniskt tilløbende. Paa Bagkroppen er endnu intet Spor af Lemmer at opdage. Halepladen (Fig. 14), der, som ovenfor bemærket, i sig ogsaa indbefatter sidste Bagkropssegment, danner en tem- melig bred rudeformig Plade, der, istedetfor som sædvanlig at være indskaaret bagtil, her omvendt danner en meget stærk Udbugtning. Til hver Side af denne Udbugtning fin- des en Rad af 5 overordentlig stærkt forlængede og tæt cilierede Torner, hvoraf den yderste er kortest og i sit yderste Parti forsynet med fine Sidetorner, istedetfor Cilier (Fig. 14a). Udenom denne igjen gaar Sidehjornerne af Hale- pladen ud i en kort tornformig Fortsats, og tæt indenfor denne sees den sædvanlige yderst fine, udadrettede Haar- børste. De omtalte cilierede Torner er samtlige indleddede til vel markerede Afsatser i Halepladens Rand, og mellem de 2 Rader springer Halepladen frem som et lidet stumpt afrundet Fremspring, til hver Side forsynet med en fin Haarborste. Paa Undersiden af Halepladen findes foran Midten et lidet tandformigt Fremspring (se Fig. 1), umid- delbart bag hvilket Analaabningen har sin Plads. Det ældste af mig observerede Larvestadium (Fig. 15, 16), som jeg antager i Virkeligheden er det sidste, har en Længde af omtrendt 9 mm., hvoraf dog de 6 falder paa Pandehornet. Kropsformen er væsentlig den samme, som i iste Stadium. Dog synes Rygskjoldet lidt mere forlænget og baade Pandehornet og de bagre Fortsatser har ligeledes vundet noget i Længde. Øinene er nu frit bevægelige, tydeligt stilkede og af cylindrisk Form, med den facetterde Del neppe bredere end Stilken. | Iste Par Følere (Fig 17a!) har sondret sig i Skaft og Svøber af et lignende Udseende som hos sidste Larve-Sta- dium af de i det foregaaende omtalte Slægter. Decapodernes Forvandlinger. 189 Paa 2det Par Følere (Fig. 17a?) har det til Bladet sva- rende Appendix bibeholdt sit rudimentære Udseende ufor- andret; derimod har Svøben forlænget sig stærkt, saa at den nu er dobbelt saa lang som Bladet, ligesom den i sit indre viser en begyndende Segmentering. Kindbakkerne og Kjæverne( Fig, 18, 19) har undergaaet analoge Forandringer som de. der allerede ovenfor er be- skrevne hos Sl. Munida. Paa de 2 forreste Par Kjævefødder (Fig. 20, 21) er Endopoditen nu mere ulig end i Iste Stadium. Paa Iste Par (Fig. 20) har den bibeholdt sin oprindelige slanke Form, medens den paa 2det Par (Fig. 21) har tiltaget betydelig i Bredde; navnlig er 3die Led meget bredt og sammentrykt. Desuden har der i Yderkanten af Exopoditen udviklet sig paa lste Par 3 og paa 2det Par 2 stærke Fjærbørberster, for- uden den i Iste Stadium forekommende; en af disse ny- dannede Børster er paa hvert Par fæstet til Midten af ddie Led. ddie Par Kjævefødder (Fig 22) har nu en vel udviklet til Svømning tjenende Exopodit, og Endopoditen har alle- rede naaet en ualmindelig Størrelse, i Overensstemmelse med disse Lemmers betydelige Udvikling har det voksne Dyr. Den er meget stærkt, næsten halveirkelformigt indad- krummet og viser 1 sit indre en tydeligt udpræget Seg- mentering. De egentlige Fødder har betydelig tiltaget i Størrelse (se Fig. 23), og iste Par viser allerede den for Slægten characteristiske, stærkt sammentrykte Form af det ydre Parti eller Saxen. Sidste Fodpar ligger fremdeles ganske skjult indenfor de øvrige. De er (Fig. 24) meget smaa, men tydeligt segmenterede og ender med en vel udpræ- get Chela. Paa Bagkroppen har udviklet sig rudimentære Bug- lemmer i Form af simpelt koniske Vedhæng (Fig 25). Deres 190 ©, ©. Sr Tal er imidlertid kun 3 Par, idet næstsidste Segment er _uden Spor af Lemmer (se Fig. 16). Heller ikke af ydre Halevedhæng er der det mindste Spor at opdage, og sidste Bagkropssegment gaar fremdeles ı et med Halepladen. Denne sidste (Fig. 26) har bibeholdt sin Form uforandret og skiller sig kun fra samme i 1ste Stadium derved, at der er kommet et Par Torner til, der udgaar fra Spidsen af den mediane Udbugtning. I det indre af Halepladen skimtes imidlertid utydeligt 2 hinanden delvis dækkende ovale Plader, der forestiller de sig dannede ydre Halevedhæng saaledes, som disse optræder i 1ste Ungdomsstadium. Larvens Legeme er i høi Grad gjennemsigtigt, med et diffust rødgult Pigment i Mundregionen og en skarpt begrænd- set Pigmentplet af samme Farve paa Bugsiden af ethvert af Bagkropssegmenterne. Den bagerste af disse Pigmentpletter er noget større end de øvrige og omgiver det ydre Parti af Tarmen. Pandehornet har 3—4 rustgule Tverbaand, og Øiepigmentet er af dyb sort Farve. De af mig observerede Larver, blev alle tagne ved Mærdø udenfor Arendal. Deres Bevægelser var ikke syn- derlig livlige og skede lige saa ofte for- som baglænds, idet Legemet holdtes i horizontal Stilling i Vandet. Iste Ungdomsstadium har jeg ikke havt Anledning til at undersøge; det er imidlertid afbildet af W. Faxon !) efter en Tegning af A. Agasgiz og skiller sig væsentlig kun fra det voxne Dyrs ved forholdsvis mindre bredt Rygskjold. 1) Selections from Embryological Monographs. Crustacea, Pl. XIII, Fig. 14. Decapodernes Forvandlinger. 191 Nephrops norvegicus, (Lin). (Tabris 20) Skjøndt nærværende Opsats fra først af kun var bestemt til at omhandle Anomurernes postembryonale Udvikling, har jeg dog troet at burde benytte det Rum, der paa sidste Planche var levnet, til at give en Afbildning af sidste Larvestadium af Bogstavhummeren, som jeg, da denne Forms Udvikling omtaltes, endnu ikke kjendte. Jeg benytter Anledingen til at gjøre opmærksom paa, hvad jeg forsømte i min tidligere Afhandling, at den af Prof. Claus i sit Ar- beide: «Zur Kentniss der Malacostrakenlarven» omtalte og Tab. II, Fig. XX afdildede eiendommelige Larveform fra Nizza, utvivlsomt er en Nephrops-Larve, hvad ogsaa Claus selv synes at være tilbøielig til at formode. Dyrets Længde er 10'/2 mm. og stemmer i sin alminde- lige Habitus temmelig nøie overens med det af mig tidligere afbildede Larvestadium. Dog er der indtraadt adskillige væsentlige Forandringer. Pandehornet har saaledes nu faaet sine 3 Sidetænder, der ganske manglede i de tidligere af mig undersøgte Sta- dier, og sidste Bagkropssegment er vel sondret fra Hale- pladen. Denne sidste har vistnok bibeholdt sin eiendomme- lige Form; men de dolkformige Sidefortsatser er kjendelig kortere og robustere end i de tidligere Stadier. Hvad Lemmerne angaar, saa har begge Par Folere kjendelig tiltaget i Størrelse; navnlig er Svøben paa 2det Par betydelig forlænget og tydeligt leddet. 1ste Fodpar er ligeledes betydelig større og kraftigere udviklet end i det tidligere beskrevne Stadium, og Saxen har nu antaget den for det voksne Dyr characteristiske smale Form. Bag- kroppens Buglemmer har ligeledes tiltaget i Størrelse, og deres Endeplader er allerede forsynede med korte Svømme- børster. Endelig har de ydre Halevedhæng udviklet sig 192 G. O. Sars. ved Basis af Halepladen. De er forholdsvis meget smaa og af et Udseende, der noget ligner samme hos det voksne Dyr, idet begge Endeplader er omtrent af ens Storrelse og regelmæssig oval Form samt forsynede med talrige cilierede Randborster. Dyret er i levende Tilstand meget gjennemsigtigt, af hvidagtig Farve, med smaa rode og gule Pigmentpletter uregelmæssigt fordelte over saavel For- som Bagkrop. Fød- derne, ligesom ogsaa sidste Par Kjævefodder, har brede gule Tværbaand, afvexlende med røde Shatteringer. Exem plaret toges ved Mærdø, hvor ogsaa flere Larver af samme Form i tidligere Stadier erholdtes. Explanation of the Plates. elleve Il Lithodes maja, Lin. Fig. 1. Egg with enclosed embryo, lateral view. « 2. Young just after it leaves the egg, being still enveloped by the embryonic euticle; lateral view. 3. The same; dorsal view. 4. First antenna of the same stage. « 5. Second antenna. 6. The 5 posterior cephalothoracic limbs (legs), from outer side. « 7. Last leg, isolated. « 8. Caudal plate. « 9. First larval stage immediately after shedding the embryonie cuticle; lateral view. « 10. The same; dorsal view. 12. Wie Decapodernes Forvandlinger. Last larval stage; lateral view. The same; dorsal view. First antenna of an intermediate stage. Second antenna. Anterior lip. Extremities of the mandibles. Posterior lip. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Second maxilliped Third maxilliped. 193 Extremity of tail, with the caudal plate, of last larval stage. Young Lithodes; dorsal view. Plate 2. Fig. 1— 28 Eupagurus bernhardus, Lin. First larval stage; lateral view. The same; dorsal view. First antenna of the same stage. Second antenna. Anterior lip. Posterior lip. Mandibles. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Second maxilliped. 13 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 18de Juni 1889. Fig. AD G. ©. Sars. Part of body with the 2 posterior cephalothoracic appendages (3d pair of maxillipeds); ventral view. One of these appendages isolated. Extremity of tail with the caudal plate. Last larval stage; dorsal view. The same; lateral view. First antenna of the same stage. Second antenna. Extremity of a mandible. First maxilla. Second maxilla. Third maxilliped. Penultimate leg. Last leg. A pleopod. Extremity of tail with the caudal plate and the uropoda; ventral view. Young Eupagurus (first postlarval stage); dorsal view. The same; lateral view. Eupagurus pubescens, (Kroyer). Last larval stage; dorsal view. Place 5. Spiropagurus chiroacanthus, (Lilljeb.) Larva just after it leaves the egg, being still enveloped by the embryonic cuticle; lateral view. The same; dorsal view. First free larval stage immediately after shedding the embryonic cuticle; lateral view. 25. Decapodernes Forvandlinger. 195 The same; dorsal view. First antenna of the same stage. Second antenna. Anterior lip. Cutting edges of the mandibles. Posterior lip First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Second maxilliped. Appendage representing the third maxilliped. Extremity of tail with the caudal plate; dorsal view. Last larval stage; dorsal view. The same; lateral view. First antenna of the same stage. Second antenna. First maxilla. Second maxilla. Third maxilliped. Posterior cephalothoracie appendags (elegs) of the right side, viewed from the inner face. Pleopod of penultimate pair. Pleopod of last pair. Extremity of tail with the uropoda and the cau- dal plate; dorsal view. Young Spiropagurus (first postlarval stage); dor- sal view. Left leg of penultimate pair from an adult male specimen, showing the spirally curled basal ap- pendage. 196 jp G. O. Sars. Plate 4. Galathodes tridentatus, (Esmark). Larva just after it leaves the egg; lateral view. The same; dorsal view. Part of the free edge of the carapace, showing the densely crowded marginal fimbriæ. First antenna of the larva after shedding the embryonic cuticle. Second antenna of the same stage. Extremity of a mandible, showing the palp and cutting edge. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Extremity of the endopodite of the same maxil- liped, more highly magnified. Second maxilliped. Third maxilliped. First leg. Second leg. Last leg. Extremity of tail with the caudal plate; dorsal view. Last larval stage; dorsal view. The same; lateral view. First antenna of the same stage. Second antenna. . Extremity of the flagellum of the same antenna, more highly magnified. ,. Anterior lip and left mandible. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Decapodernes Forvandlinger. 197 Fig. 23a. Endopodite of the same, more higly magnified. 24. 24a. 25. 26. OL Second maxilliped. Endopodite of the same, more highly magnified. Third maxilliped. First leg. Second leg. Last leg. A pleopod. Extremity of tail with the uropoda and the cau- dal plate; ventral view. Young Galathodes; dorsal view. Plate 5 Fig 1—4. Galathea nexa, Embleton. . Caudal plate of the larva just after it leaves the egg. First free larval stage; lateral view. The same; dorsal view. Anterior part of the intestine of the same stage, showing the still comparatively simple lobular liver. Fig 5—15. Galathea sqvamifera, (Lin.) First antenna of the larva immediately after shedding the embryonic cuticle. Second antenna of the same stage. Anterior lip. Posterior lip. 5 NG, LT 18. 119) 20. 21. 22. 23. 24. 25. 26. 27. G. O. Sars. Cutting edges of the mandibles. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Second maxilliped. Appendage representing the third maxilliped. Extremity of tail with the caudal plate; dorsal view. Fig. 16—27. Galathea intermedia, (Lilljeb.) Last larval stage; dorsal view. The same; lateral view. First antenna of the same stage. Second antenna. Mandible with palp. First maxilla. Second maxilla. Third maxilliped. Last leg. A pleopod. Extremity of tail witlı the right uropod and the caudal plate; dorsal view. fi Young Galathea (first postlarval stage); dorsal view. Plate 6. Munida rugosa, (Fabr.) First larval stage; dorsal view. The same; lateral view. « 20a. Decapodernes Forvandlinger. 199 First antenna of the same stage. Second antenna. . Extremity of the scale from same antenna, more highly magnified, showing the strong lateral denti- culation. Cutting edges of the mandibles. First maxilla. Second maxilla. First maxilliped. Second maxilliped. Appendage representing the third maxilliped. Extremity of tail with the caudal plate; dorsal view. Last larval stage; dorsal view. First antenna of the same stage. Second antenna. Right mandible. First maxilla, Second maxilla. Third maxilliped. Posterior cephalothoracie appendages of the right side (third maxilliped and legs), viewed from the outer face; above them the gills are seen bud- ding forth. Last leg. Extremity of the same, somewhat more magnified. Extremity of tail with the left uropod and the caudal plate; dorsal view. Young Munida (first postlarval stage); dorsal view. 200 G. O. Sars. Plater: Fig. 1—26. Porcellana longicornis, (Lin.) Fig. 1. Youngest larva observed; lateral view. « 2. The same; dorsal view. . 3. First antenna of the same stage. « 4. Second antenna. « 4a. Extremity of the flagellum from same antenna, more highly magnified. 5. Anterior lip. 6. Posterior lip. « 7. Mandibles. 8. First maxilla, 9. Second maxilla. « 10. First maxilliped. « 11. Second maxilliped. « 12. Third maxilliped. « 13. Posterior cephalothoracie appendages (third maxil- liped and legs) of the right side, viewed from the inner face. « 14. Extremity of tail with the caudal plate; dorsal view. « 14a. The outer marginal spine of same, more highly magnified. | « 15. Last larval stage; dorsal view. « 16. The same; lateral view. « 17. First and second antenna of the same stage. « 18. First maxilla. | « 19. Second maxilla. « 20. First maxilliped. « 21. Second maxilliped. « 22. Third maxilliped. Decapodernes Forvandlinger. 201 Fig. 23. Posterior cephalothoracic appendages (third maxil- liped and legs) of the left side, viewed from the inner face. 24, Last leg. « 25. A pleopod. « 26. Extremity of tail with the caudal plate; ventral view. Nephrops norvegicus, (Lin.) «I Fig. 27. Last larval stage; dorsal view. Norske ertsforekomster. AF 15 BE IE NER, VIL Foldalens kisfelt. ') (Hertil planche no. 8.) Literatur over kisfeltets geologi: Th. Kjerulf. Ueber die Geologie des südlichen Norwegens. Nyt magazin for naturvidenskaberne, 9de bind, 1857 (pag. 254—255). A. Helland. Forekomster af kise i visse skifere i Norge. Universi- tetsprogram, 1873. A. Helland. De megtigste og ædleste kisforekomster i Norge. Poly- technisk tidsskrift, (norsk) 1873. Th. Kjerulf. Om Trondhjems stifts geologi. Nyt mag. f. naturv. 21de bind, 1876 (pag. 86—87). Th. Kjerulf. Udsigt over det sydlige Norges geologi. 1879. 1) I den forlobne sommer (1888) blev af bergmester P. Holmsen, driftsbestyrer ved Røros verk E. Gullichsen og mig foretaget en praktisk-økonomisk undersøgelse af Foldalens kisfelt (trykt som Bilag til Storth. Prp. No. 43, 1889); her er bl a. den geologiske be- skrivelse og den historisk-metallurgiske oversigt forfattet af mig. Norske ertsforekomster. 203 Literatur over Foldals verks historie og de forskjellige slags udvin- dingsmethoder af kobber: Jens Kraft. Topografisk-statistisk Beskrivelse over Kongeriget Nor- ge. Forste Del, 1820 (pag. 581—588). F. Thaarup. Samlinger om Fædrelandets Produkter, Manufakturer og Fabrikker, Næringsveie, Skibsfart og Handel. 1812. (pag. 368). Topografisk Journal, 1795. (hefte 14, pag. 44, C. Sommerfelts Beskrivelse af Christians Amt). M. W. Sinding (bergmester). Om Kiesertsene og deres Benyttelse. Bergmanden, 1847. No. 5. A. Stromeyer. Ueber die Gewinnung des Kupfers auf dem nassen Wege. Der Bergwerksfreund. B. 19. 1856. (pag. 253—262, 269— 275). Carl Weltz. Schwefelwasserstoffgas als Fällungsmittel bei Zugute- machung kupferarmer Schwefelkiese etc. (Referat af den Sin- ding'ske methode). Berg- und hüttenmännische Zeitung, 1862. No. 15. — Notitser om Foldal i samme tidsskrift, 1860, pag. 439 og 1862, pag. 24. Berggeist, 1860. No. 3. Indberetning om Foldals kisfelt, af P. Holmsen, E. Gullichsen og I. H, L. Vogt, trykt som Storth. Prp. No. 43, 1889. Videre, trykt som manuskript: Foldals verk, indstilling fra den i generalforsamling 3die dec. 1880 ned- satte jernbanekomité. Kristiania, 1882. The Foldal mines, by A. Helland. Kristiania, 1885. Desuden flere udførlige haandskrevne beskrivelser og tidligere aarsbe- retninger, hvoraf særlig fremhæves bergmester Sindings beretning i bergmesterembedets befaringsprotokol (1848), beskrivelse med driftsforslag af 0. Henckel (1794 & 1796), af senere direktør ved Røros kobberverk Daldorph (ca. 1805), af en unavngiven sagkyndig (ca. 1810), af verkets bestyrer cand. min. O. Olsen ('%/9 1861 og 2/2 1870), m. m. m. I den ovre del af Foldalen, inden vort ertsfelt (se oversigtskart fig. 1, optaget paa basis af amtskartet) op- træder, saavidt det i det stærkt tildækkede terrain kan af- gjøres, kun sedimentære bergarter, som af Th. Kjerulf er henførte under Røros-skifernes gruppe, — nemlig dels forskjel- lige slags vanlige skifere, leilighedsvic med kalksten og 204 I H.L. Vogt. serpentin, *) og dels granulit *, som efter min opfatning har samme geologiske genesis som de omgivende skifere. De vigtigste skifere er lerglimmerskifer, grønne og glin- sende skifere, glimmerskifer, dioritiske skifere m. m., — de fleste jævnlig med smale kvartsrænder eller smaa kvarts- nyrer; etsteds, nemlig ved Husum, et par kilom. VNV. for Foldalens hovedgrube, træffer man ogsaa glimmerrig kalk- sten, i veksel med kalkførende glimmerskifer (efter Kjerulf). Granulit forefinder man først og fremst i et megtigt lag fra Grimsdalen grube i VSV. via Knutshovd og Fol- dalens hovedgrube til Haanæskletten og endnu betydelig længer mod ONO., af længde inden kartets omraade ca. 18 kilom. og med fortsættelsen mod ONO. (efter den geol. under- søgelses karter) ialt ca. 25 kilom. Megtigheden i egnen omkring Foldalens hovedgrube er, naar de indleiede skifere medregnes, ca. 1300 m.; mod VSV. smalner granuliten stærkt ind, saa mægtigheden ved Grimsdalens grube ikke engang er 100 m. (se forøvrigt profilerne, fig. 2,vI og 9). —- Desuden op- træder der mindre lag og linser af granulit og granulitlig- nende skifer ved Godthaab og Juliane Marie grubefelt og paa flere andre steder. Foldalens granulit er en stærkt vekslende bergart, be- staaende oftest af fingrynet kvarts og orthoklas & oligoklas med forholdsvis store individer af hornblende; videre antræffes temmelig jævnlig muscovit og granat samt ikke fuldt saa hyppig lidt disthen. sjeldnere biotit, endelig svovlkis, mag- netit, titanit osv. og som sekundærdannelser zoisit, clorit, kalkspath osv. — Bergarten ligger overalt i udprægede lag eller skikt, hvert enkelt med bestemt petrografisk karakter. Allerede for blotte øie kan saaledes afgjøres, at enkelte 1) Serpentinens geologiske stilling er usikker. ?) Denne bergart, som oprindelig (1857) af Th. Kjerulf betegnedes som syenit og senere som granulit, ansaa han at være eruptiv. Norske ertsforekonster. 205 lag ikke holder noget eller ganske lidet granat, andre der imod meget; — enkelte er fattige paa hornblende, andet- steds spiller dette mineral en meget væsentlig rolle; — enkelte lag (f. ex. ved den nedre del af Gørbækken, nær den projekterede stollmunding i hovedfeltet) er saa rige paa kvarts og muscovit og omvendt saa fattige paa feldspath og hornblende, at de snarere burde benævnes kvartsskifer end granulit, — andre igjen fører overveiende meget horn- blende (straalsten), saa de passende burde benævnes granu- litisk straalstenskifer eller straalstenskifer-granulit. Mellem granuliten paa den ene side og de omgivende skifere eller de indleiede skiferlag paa den anden viser der sig jævnlig fuldstændige petrografiske overgange, oftest begrundet deri, at den vanlige granulit paa mange steder henimod grændsen optager mere og mere straalsten og der- ved nærmer sig til skiferrækkens straalstenskifer; end- videre finder man jævnlig ved grænserne veksellagring mel- lem granulit og skifer (se f. ex. profil fig. 3). Særlig in- struktive er forholdene ved Grimsdalens grube, hvor man i et profil (fig. 9) af ca. 200 m’s længde har for sig en rækkefølge af næsten alle de forskjellige slags skifer- og gra- nulit-varieteter; gaar man fra det liggende til det hængende, noteres folgende serie: grøn sk., kvartssk. — grøn sk. & gra- nulitsk.*, typisk granulit, kv.sk., grøn sk, granulit & gra- nulitsk., grøn sk., granatrig granulit, vanlig granulit, gra- nulitsk. i veksel med grøn sk. og straalstensk., — grønne skifere, — kisdraget, — grønne skifere, straalstensk., straal- stensk. & grøn sk, — granulit, granatrig granulit med straalstensk., ofte granatrig, grøn sk., glindsende sk., gra- nulitlag vekslende med grøn sk., — grøn sk. uden granulit. Af alle de oven nævnte grunde og da endvidere gra- nuliten saavel i det store som 1 det smaa følger skiferen i *) Med granulitskifer betegnedes i notitsbogen stærkt tyndskifrig granulit. 206 16. Je, IL, VO strog og fald, maa bergarten være dannet paa sedimentær vis, som de omgivende skifere. I den varietet, som kunde ansees som den typiske og hyppigst forekommende representant for Foldals-granuliten, bestaar hovedmassen af en finkornig blanding af kvarts med hvid orthoklas og plagioklas,*) hvori ligger temmelig tynde, men indtil em.-lange krystaller af hornblende (straal- sten); videre optræder altid nogle smaa, sølvhvide blade af muscovit (— derimod ikke biotit —) og oftest en del granat og ikke sjelden disthen, desuden rent underordnet lidt svovl- kis, sort erts (magnetit), jernglans, titanit, zirkon, rutil og som sekundærdannelser kalkspath, jernoxyd-hydrat, zoisit og clorit. Titanit, zirkon, rutil (tvillinger efter Poo) og jernglans (smaa hexagonale blade) forekommer i den grad sjelden, at det i de foreliggende præparater kun har lykkes mig at paavise et eller et par individer af hvert af disse mine- raler. — Den sorte erts, som optreder 1 oktaedriske korn og krystaller, uden leukoxen-hud, og som folgelig maa være magnetit, er ligeledes sparsomt forhaanden; den ligger som interposition i alle de senere nævnte silikater, bl. a. ogsaa i granaten. — Svovlkis (00%) mangler i de fleste præpa- rater; den er tilstede i størst mængde hos de granulitpar- tier, der ligger som «gangberg» (herom mere senere) inde 1 selve kismasserne, men forefindes nu og da ogsaa i den or- dinære granulit fra de store bergartlag. Granat mangler næsten aldrig, og da den desuden i regelen optræder i ganske rigelig mængde, maa den ansees som en karakteristisk bestanddel af bergarten. Oftest op- træder den i skarpt begrænsede krystaller (© 0), sjeldnere i mere afrundede korn. Krystallerne naar jævnlig en stør- !) Bergartens hovedfarve er hvid, det populære navn er følgelig «kvit- stein,» svarende til det sachsiske Weisstein, Norske ertsforekomster. 207 relse paa ca. 5 mm. og er da bestandig — aldeles som til- fældet er med granaten i den sachsiske granulit!) — i den grad sammenvokset med kvarts og feldspath, at kun tredie- delen til halvdelen bestaar af granat. Vort mineral viser idiomorph begrænsning ikke alene lige over for kvartsen og feldspatherne, men ogsaa for hornblenden og muscoviten. Disthen*) har jeg aldrig fundet synbar for blotte gie. men kun i mikroskopiske krystaller, af længde ca. 0.15— 0.40 mm. Mineralet karakteriseres ved de lang-naalefor- mige krystaller, med stærkt fremtrædende spalterids omtrent lodret paa længderetningen og mindre fremtrædende spalt- barhed efter længden; krystallerne er dels farveløse, dels svagt blaagrønne, 1 sidste fald pleochroitiske; noget skjæv udslukning; tversnit sekskantede, med vinkler, som atviger noget fra 120”; levende interferensfarver. — Mineralet op- træder temmelig jævnlig, altid ledsaget af granat. I den normale Foldals-granulit spiller overalt hornblende en mere eller mindre fremtrædende rolle, idet den med rundt tal udgjør 4—10% af den hele masse. Krystallerne, som oftest er mellem ? og 5 å 10 mm. lange, er lige over for kvartsen og feldspatherne ganske vel krystallographisk be- grændsede i vertikalzonen (med flader oPx%. æP, under- ordnet oa), medens terminalfladerne ikke er komne til udvikling; tvillinger efter mPa er ganske hyppige. Far- ven er grøn, som altid hos de variteter, der staar nær akti nolith. Mineralet er jævnlig, paa lignende vis som granaten, sammenvokset med kvarts og feldspath. 1) J. Lehmann. Untersuchungen über die Entstehung der altkry- stallinischen Schiefergebirge mit besonderer Bezugnahme auf das Sächsische Granulitgebirge. (Bonn, 1884). Tidligere paavist af H. Mohl i granulit fra Roddal, Mellem-Fol- dalen (Die Eruptivgesteine Norwegens, Nyt mag. f. naturv. B. 23, 1877). w Ww 208 I. H. L. Vogt. Muscovit er ogsaa altid tilstede, om end i mindre frem- trædende mængde; de smaa blade ligger som indesiutninger ı kvartsen og feldspathen, med god krystallographisk be- grænsning efter OP og ofte ogsaa efter vertikalzonens flader. Af grundmassens bestanddele vil vi først omtale plagio- klasen (— altid oligoklas —), som undertiden optræder i lidt større krystaller (størrelse indtil ca. 2 mm.) med antyd- ning til idiomorph kontur lige over for kvartsen og ortho- klasen; oftest spiller den dog nøiagtig samme rolle som disse to mineraler. — Kvarts er i procentisk henseende granulitens vigtigste mineral, særlig prævalerer den altid fremfor orthoklasen. Ingen af disse viser nogensinde idio- morph begrænsning, men optræder kun i smaa uregelmæs- sige korn, som uden orden er blandede intimt med hinanden. — Baade hos kvartsen og feldspatherne ser man ofte undu- løs udslukning. Videre maa bemærkes, at mikroklin, — som Lehmann ikke har kunnet paavise hos de sachsiske, derimod vistnok hos de bøhmiske og bairiske granuliter, — synes at mangle fuldstændig i Foldals-granuliten. — Krystallisationsserien hos den vanlige Foldals-granulit er: 1) Rutil, zirkon, titanit, jernglans, magnetit, svovlkis, — 2a) granat, disthen, 2b) hornblende, muscovit, — 3) oli- goklas, orthoklas, kvarts. I enkelte skikt er hornblenden aldeles eller næsten i sin helhed forsvunden og isteden indgaar en hel del biotit, ved siden af muscoviten; samtidig er gehalten paa orthoklas, derimod ikke paa oligoklas, trængt tilbage, medens omvendt kvartsen er 1 voxende; granat er fremdeles tilstede, som ellers. — Denne bergart kan nærmest benævnes oie-kvarts- skifer; da den optræder temmelig underordnet, er den paa kartet ikke holdt ud for sig, men slaaet sammen med gra- nuliten. Norske ertsforekomster. 209 I de skikt, som omvendt udmerker sig ved forholdsvis stor rigdom paa hornblende, er kvartsen gjerne tilstede i ringe mængde, medens feldspatherne, særlig plagioklasen, har tiltaget; muscovit og granat optræder som ellers, medens biotit aldrig synes at være forhaanden, hvor der er meget hornblende. — Plagioklasen er her ofte i stor udstrækning dekomponeret til zoisit, i udmærket vakre smaakrystaller, hornblenden derimod viser ingen sekundær omvandling. Strukturen hos de forskjellige varieteter inden vort granulitfelt er aldrig granitisk-kornig, men mere eller min- dre tydelig skifrig. Selv i de mikroskopiske præparater giver dette sig ofte tilkjende, idet man kan iagttage en sta- dig veksel af skikt med lidt forskjellig petrografisk karakter, særlig fremkaldt ved vekslende rigdom paa muscovit, mag- netit, svovlkis, ved forskjellig kornstørrelse paa kvartsen og . feldspatherne osv. osv. Glimmerbladene følger i regelen skikt- fladerne, og i samme retning forløber ogsaa for en væsent- lig del de største dimensioner hos kvarts- og feldspath-indi- viderne; de store hornblende-krystaller derimod ligger ofte paa kryds og tvers, uden orden Mellem Foldals-bergarten paa den ene side og de be- kjendte, af J. Lehmann (l. c) med flere beskrevne granu- liter i Sachsen m. m. paa den anden er der vistnok betyde- lige differentser, baade med hensyn til sammensætning og til struktur. De vanlige sachsiske granuliter (orthoklas-gra- nuliterne) fører saaledes ikke noget og pyroxen- eller pla- gioklas granuliterne kun forholdsvis lidet primær hornblende, medens dette mineral næsten bestandig er karakteriserende for Foldals-bergarten; hos den sachsiske granulit viser ortho- klasen en eiendommelig faserig beskaffenhed, noget, vi ikke gjentinder ved den Foldal'ske; videre er denne sidste paa langt nær ikke saa tyndskifrig. — Alligevel faar man dog efter de gjældende, vistnok adskillige svævende definitioner, beholde navnet granulit for Foldals-bergarten, idet denne 14 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 23de Septbr. 1889. 210 TE Ion Worin er skifrig og for den væsentligste del bestaaende af kvarts, orthoklas med rigelig tilblanding af granat. Vil man give den en særskilt betegnelse, kan man, i analogi med de sach- siske «pyroxen-granuliter» kalde den «hornblende granulit.» — Dette navn er allerede tidligere benyttet af H. H. Reusch’) for granuliter fra Bergens-halvøen; enkelte af disse bergar- ter stemmer neiagtig overens med Foldals-granuliten. Ved gjennemgaaelsen af de forskjellige varieteter af Foldalens granulit fremhævedes, at enkelte skikt ikke holdt noget hornblende, men til gjengjæld biotit og overveiende meget kvarts, — andre. nemlig den hyppigst optrædende bergart, en del hornblende og midlere mængder af kvarts, fremdeles dog temmelig meget, — atter andre meget horn- blende, forholdsvis lidet kvarts, medens omvendt plagiokla- sen havde tiltaget stærkt. — Gaar man endnu et skridt videre i samme serie, skulde man faa en kvarsfri bergart, med betydelige mængder af hornblende og resten hovedsa- gelig kun plagioklas. Denne kombination antræffes ogsaa i virkeligheden, nem- lig ved det paabegyndte lichtloch til den projekterede grund- stoll. Bergarten her, — som af Th. Kjerulf (Nyt mag. f. naturv. B. 21, side 87) benævnedes saussuritgabbro, — ligger i ganske gode differente skikt, folgende den vanlige strøgretning; under mikroskopet iagttages, ved siden af lidt erts, kun to primære mineraler, nemlig plagioklas, som for den væsentligste del er omvandlet til zoisit, og hornblende, som dog ikke optræder i de lappede agregater, der skulde antyde, at mineralet er omvandlingsprodukt af augit. — Efter min opfatning er bergarten her ikke nogen gabbro (eller diorit), men en dioritsk skifer, som bliver at indrangere i den i distriktet herskende skiferrække. 1) Silurfossiler ‘og pressede Konglomerater i Bergensskiferne. Univ.- progr. 1883. Norske ertsforekomster. 211 Den stratigrafiske bygning inden vort felt er meget enkel: stroget er overalt, hvor marken er tilgjængelig for observation, omkring ONO til 030° N (mellem graenserne ca. 010° N og 035° N*), og faldet overalt mod nord (eller NNV), i størrelse ca. 50—70° (se forøvrigt profilrækken, fig. 2). — Større foldninger eller bøininger observeres intetsteds, derimod vistnok nu og da en del mindre krusninger; bety- delige forkastninger eller forskyvninger forefindes neppe; granulitzonen, som er vort ledende lag, stryger nemlig over- alt frem i omtrent ret linje, ved de to store grubefelt, Fol- dalens hovedfelt og Juliane Marie & Godthaab, kan med sikkerhed paavises, at der ikke er nævneværdige disloka- tioner, og fjeldoverfladen antyder intetsteds niveauforan- dringer, som skulde kunne forklares ved forkastninger. ?) — Lagstillingen illustreres bedst ved profilrækken, fig. 2: nederst i lagrækken, fra Juliane Marie & Godthaab grubefelt og Foldalens kirke til Grev Molkte grube og Torleifshoug sæter, anstaar de vanlige Roros-skifere, under- tiden med smaa granulitlag, — derpaa kommer den mag- tige granulitzone, som igjen paa flere steder fører større indleiede skiferpartier med kis, — og saa over dette igjen de vanlige skifere, med kalksten. I den nedre del af Foldalen ser man paa flere steder Røros-skifer med samme strøg som inden vort felt, men fald mod SSO; i mellempartiet har man sandsynligvis en ') Ved Juliane Marie & Godthaab grubefelt 020° N til 035° N, ved Grev Molkte grube 015° N til ONO, nærmere henimod Torleifshoug sæter ca. ONO, ved sæteren og ved serpentinkuppen ved samme ca. 010° N, henimod Grimsdalens grube ca 015° N, ved Grimsdalen grube ca. 020° N til ONO, ved hovedgruben ca. 030° N, osv. *) Granuliten modstaar denudation i meget stærkere grad end de om- givende forholdsvis let forvitrende skifere; i overensstemmelse her- med hæver granulitdraget sig oftest over de omkringliggende ski- fere til fjelde eller aasrygger (f. ex. Knutshovden, aasryggerne ved Foldalens hovedfelt, Haanæskletten osv). 212 16 186 Ib, Moen synklinal fold. — Det vil forøvrigt være forbundet med store vanskeligheder neiere at udrede disse forholde, da marken er usædvanlig stærkt tildekket. !) Ved Grev Molkte grube finder man skifer, som er stærkt strakt, endog udtrukket som griffel (strækningsretning ca. 45° mod V), og ved Grimsdalens grube er selve granuliten fleresteds strakt; ved Foldalens hovedgrube derimod søgte jeg forgjæves efter noget presfenomen, synbart for blotte oie. — At forøvrigt bergarterne ogsaa her har været udsatte for store mekaniske trykkræfter, fremgaar deraf, at hos granuliten er plagioklasens lameller ofte stærkt bøiede, og at kvartsen og feldspatherne ofte viser unduløs udslukning Lige ved Torleifshoug sæter optræder en liden serpen. tinkuppe (ca. 300 m. lang, 150 m. bred), som paa grund af sin skarpt fremstikkende kuppeform og den bekjendte karak- teristiske overflade-hud giver sig tilkjende i lang afstand. Ved grændsen mod den omgivende kvartsrige skifer gaar serpentinen etsteds over til finskjællet klæbersten, som tid- ligere har fundet praktisk anvendelse. Serpentinen ligger konformt med skiferen, og kuppens længderetning falder sammen med skiferens strøg. — Ogsaa dette serpentinfelt fører, som saa mange andre i Røros-distriktet, lidt krom- jernsten, sammen med dolomit, i uregelmæssige klatter og impregnationer. Forekomsten er uden praktisk betydning. Inden vort ertsdistrikt kjendes hidtil 4 større kisfelt, nemlig: Foldalens hovedfelt, Juliane Marie & Godthaab grubefelt, Grev Molkte grube, Grimsdalens grube, 1) Om de megtige terrasser og de høitliggende strandlinjer (seter) i Foldalen henvises til andre af handlinger. Norske ertsforekomster. 213 videre Knutshovd skjærp og flere ikke nævneværdige smaa- skjærp. — Af disse optræder Foldalens hovedfelt, Knuts- hovd skjærp og Grimsdalens grube i skifer, indlagret i den store granulit-zone, de to øvrige gruber derimod i den van- lige skifer. Foldalens hovedfelt. Som det fremgaar af profil fig. 2,111, dels ogsaa af kartskitsen, fig. 4 og profil, fig. 3, har man her nederst i det hængende skifer, — derpaa granulit (mæg- tighed ca. 700 m.), — saa skifer (m>ighed ca. 180 m.), — derpaa selve ertszonen, — paany skifer (ca. 60 m.), — gra- nulit (ca. 400 m.), og overst i det hængende tilslut skifer. — Man kjender her en hel del isolerede, leieformigt optræ- dende kispartier, som dels ligger paa nølagtig samme skifer- niveau, dels paa ganske nærliggende niveauer, kun adskilte ved mellemliggende skiferlag af mægtighed neppe over ca. 30 m, — nemlig, idet vi begynder i ONO og gaar mod VSV (efr. kartskitsen, fig. 4): Lars Aasen skjærp, aldeles ee Lillegruben. Selve hovedleiet. Bjørn leiested, i det hængende (se profil fig. 3). I Langorten mellem hovedleiet og Lillegruben opfaret 2 kispartier (IK og GH paa fig. 8). Kisparti CD og EF i øvre stoll. Nyere Bjørn skjærp og Morten Mortensens grube, VSV for øvre stolls dagmunding. — Endnu længer mod VSV er marken aldeles tildækket; der kan følgelig her baade være store og smaa forekomster, som ikke giver sig tilkjende dagen. Afstanden, regnet efter strøget, mellem M. Mortensens grube (længst mod VSV) og Lillegruben (mod ONO) ér tem- melig nøiagtig 800 m.; medregnes det uvæsentlige Lars Aasen skjærp, faar kisfeltet en længde paa 1 kilom. 214 I. H. L. Vogt. Retningen af den hele kisførende zone (længde ca. 1 kilom. og mægtighed ca. 30—50 m.) falder sammen med ski- ferens strøg, — og de enkelte kispartier følger overalt med slavisk nøiagtighed efter skikterne, saavel 1 strøg som fald (se fig. 3); intetsteds, kan mærkes nogensomhelst antydning til, at kisen, ikke engang over lokalt begrænsede smaapar- tier, skjærer over lagene. Næsten alt det tidligere arbeide har været koncentreret i hovedgruben (hovedleiet), som vi i det følgende omtrent ude- lukkende skal holde os til. — Gruben, som med rundt tal er 150 m. i vertikalt dyb eller 175 m. efter leiestedets fald, staar for øieblikket fuld af vand indtil øvre stoll, som ind- bringer i ca. 50 m’s vertikalt dyb; alle de meddelte obser- vationer skriver sig følgelig fra grubens øvre del. Grænsen mellem kismassen og skiferen i det liggende paa den ene side og det hængende paa den anden er i al- mindelighed ganske skarp (se profil fig. 5); man finder ikke overgange fra kis til skifer ved f. ex. intim veksel mellem skifer og kis eller kissprængte skiferlag. Derimod kan man nok leilighedsvis, om end sjelden, se enkelte større, isole- rede kislag en eller et par m. 1 det hængende (og liggende?) for hovedleiet, adskilte fra samme ved vanlig skifer (se pro- fil, fig. 5,a). — Selve kismassen er jævnlig gjennemsat af afsondringsflader (indbyrdes afstand 0.2— 0.5 å 1 m.) paral- lelt med grænsen mod skiferen, videre er kisen i almindelig- hed tydelig skiktet ved differente lag, som adskiller sig fra hinanden ved vekslende kornsterelse paa svovlkis-krystal- lerne, ved forskjellig gehalt paa kobberkis, kvarts m. m., ved partier af «vaskis» (hvorom mere senere); videre fin- der man nu og da inde i kisen, fremdeles i samme retning nogle smale rænder af dels ren og dels kissprængt skifer og undertiden ogsaa noget granulit (saakaldet «gangberg»), som snart optræder i ganske gode lag og snart i linser og ellipsoidiske klumper (se fig. 6). Disse «gangbergs-kiler» Norske ertsforekomster. 215 kan ofte være temmelig uregelmæssige, men de har dog altid en vis pladeform, efter kisens og skiferens strøg og fald; de sætter ikke gangformig gjennem kisen, — tvertom, kisens skikt sees, selv ved de mest klumpformige «gang- bergs-partier», at smyge sig nogenlunde regelmæssig om- kring granuliten. I petrografisk henseende kan man, hver- ken for blotte øie eller under mikroskopet, paavise nogen- somhelst forskjel mellem den granulit, som optræder inde i kisen som isolerede klumper eller linser, og den, som fore- findes paa begge sider af kisleiets skiferzone. — Efter skjøn udgjer granulit-«gangberget» 1 hovedleiet neppe mere end 1—2 % af den hele kismasse, og granulit og kisfri skifer tilsammen neppe mere end 2—3 9. Som tverprofilet (fig. 3) udviser, er hovedleiets fald i grubens øvre del, nemlig fra dagen og til et stykke oven- for den øvre stoll, ca. 60° (mod NNV); derpaa blir faldet fladere, kun omkring 45°, fra øvre stoll til ca. 40 m. længere ned, regnet efter faldet; paa dybet igjen er faldet større, ca. 65°. En af de saavel i theoretisk som i praktisk henseende vigtigste opgaver ved vor ertsforekomst er saa neiagtig som mulig at bestemme de forskjellige kismassers ydre form og dimensioner. Vi begynder med hovedleiet. — Da gruben paa mange steder er utilgjængelig, kan man ikke nogetsteds faa et kontinuerligt horizontalsnit over kismassen; alligevel kunde alle fornødne oplysninger skaffes tilveie ved at kom- binere snit efter strøget, normalt paa faldet, i stollniveauet fra feltets vestre ende til Glückauf skakt med snit i Lys- stampens og Langortens plan (19 m. høiere af) fra Glückauf skakt til leiestedets østre ende; for kontrollens skyld maaltes fortsættelsen af snittet i stollniveauet til forbi Elisabeth skakt. — Resultatet af maalingerne er angivet paa de to horizontalsnit, fig. 7; det sees, at kisen ikke stryger i ret linje, men at der efter stroget er nogle smaa 216 Ta 186 10, Wo bøininger, -- at kisen i det hele og store har linseform, idet den er tykkest paa midten med nogenlunde jævn af- smalning mod begge ender, — men at der dog: i linsens centrale del er en hel del ujævnheder i tykkelsen, idet kisen snart svulmer stærkt ud, snart trækker sig noget sammen. Inde i den midtre del synker mægtigheden ikke under 3 m., gaar omvendt leilighedsvis op til 12—13 m). — Afstanden mel- lern de to punkter mod ONO og VSV, hvor mægtigheden gaar ned under 1.6 m., er 221 m., og den midlere megtighed i denne længde er 457 m.;?) dette parti betegner vi for kortheds skyld som hovedleiets kjærneparti. Længden af kjærnepartiets kis med mægtighed inden bestemte grænser kan “efter skjøn, i henhold til maalingerne sættes til: Mægtighed inden visse enge greenser : Mellem 1.6 og 2 m.ca. 5 m. DO = BH Obs By » may = QUO) Sy OS 3.0 — 40 » |» 81 » 4.0 — 50 > >) AT > 9.08.60. > HAT > 6.0 — 8.0 » |» 13 » 8.0 — 10.0 » |» 11 » og derover Middel 4.57 m. i 221 m.s længde. 1) Kisens megtigste parti ligger ved og særlig lidt øst for Elisabeth skakt (den østligste af de to skakter); denne blev ødelagt ved ilde- brand omkring 1835, senere har partiet her ikke været under arbeide. *) Bestemt ved at summere sammen de enkelte firkanter, hvori tver- snittet ved maalingerne blev opdelte, og senere dividere det sam- lede tversnit (1011 m?) med længden. Norske ertsforekomster. 217 Nogen «dragning» eller «stupning» 1 felt kan ikke med sikkerhed paavises, tvertom synes kismassen, at dømme efter grubekartet og de ældre beskrivelser, at udvide sig lidt mod dybet i begge horizontal-retninger, saavel mod ONO som VSV. Af de tidligere trykte og haandskrevne beretninger, hvoraf særlig vægt lægges paa bergmester Sindings ud- tømmende og samvittighedsfulde beskrivelse i bergmester- embedets befaringsprotokol 1848, fremgaar, at «mægtigheden i grubens dyb (9: ca. 120 m. vertikalt under øvre stoll) er den samme som i de øvre rum.» (Sinding.) Nogle faa meter op 1 det hængende for hovedleiet lig- ger Bjørn leiested, som i det hele og store stryger pa- rallelt med hovedleiet, om det end muligens divergerer et par grader ind imod det hængende paa dybet og mod VSV. Mægtigheden af den mellemliggende skifer veksler mellem ca. 5 m. (i dagen) og ca. 8—9 m. (i tverslag fra Lysstampen, VSV for dagbruddet). — Leiestedet er fulgt i ca. 57 m’s længde fra vest til øst og 1 ca. 53 m's vertikalt dyb; fort- sættelsen udenfor dette parti er ukjendt. — Mægtigheden varierer i de opfarede dele mellem ca. 1 m. og 3.2 m., middel omkring eller lidt over 2 m. Vi skal nu følge hovedleiets fortsættelse mod VSV og andre kismasser 1 øvre stoll og udenfor samme. — Som det sees paa fig. 7 og 8, smalnede kjærnepartiet mod vest 1 en længde af ca. 4 m. ind fra 3 m’s til 1.6 m’s megtighed; endnu 6 m. længere mod vest (eller VSV) finder vi mæg- tighed 1.2 m., derpaa paany om 5 m. en tykkelse paa kun ca. 0.2 m; fremdeles kan leiet følges som en tynd stribe, paa 0.05—0.2 m., i ca. 10 m's længde, derpaa taber det sig fuld- stændig eller rettere, i fortsættelsen finder man kissprængte skifere. — Efter at disse har holdt ved i ca. 25 m's længde (altsaa 46 m. udenfor kjærnepartiets slut), begynder et nyt kisleie (paa fig. 8 angivet ved CD), som synes at ligge 218 I. H.L. Vogt. paa nølagtig samme skiferniveau som hovedleiet, og som derfor blir at opfatte som dettes fortsættelse mod vest. Dette nye kisleie er fulgt ca. 66 m. i og langs med stol- len; i vestre skram anstaar kis (1.5—2 m. tyk?). Kismassen svulmer paa tre steder op til nævneværdig mægtighed, og to gange smalner det af til tynde halse, paa resp. ca. 0.2 og 1.2 m's tykkelse. Mægtigheden paa de forskjellige steder er: Mægtighed inden visse Længde. grænser. Mellem 0.1 og 0.5 m. ca. 16 m. 05 — 1.0 »|» 7» 1.0 — 15 » | » 14 » 15 — 2.0 5008» 2.0 — 25 » | » 15 » 25 — 3.0 >|» 6» Der er i alle fald en mulighed for, at dette leie, som ligger paa hovedleiets strøg, over enkelte strækninger paa dybet kan forene sig med hovedleiet, — navnlig hvis dette, saaledes som det er fremholdt i ældre beretninger, skulde udvide sig noget i vestlig retning. Ca. 50 m. længere ude i stollen end leiet CD (altsaa ca. 160 m. udenfor enden af hovedleiets kjærneparti) antræffes paany et kisleie (fig. 8, EF), som er fulgt i ca. 90 m's længde, og som har en mægtighed mellem 0.2 og 1.0 m., muligens derover. Dette leie synes at ligge lidt i det hæn- gende for hovedgrubens kis. Ca. 150 m. VSV for øvre stolls dagaabning ligger to gamle skjærp (fig. 4 «Gammelt skjærp» og «Nyere Bjørn skjærp» eller «Morten Mortensens grube»), som ligeledes at dømme efter strøgretningen maa ligge i det hængende for hovedleiet. Paa en af berghaldene sees temmelig store kisblokke, af den vanlige kvalitet, hvilket vidner om, at mægtigheden ikke kan have været ganske forsvindende. Norske ertsforekomster. 219 Forøvrigt meddeles i aarsberetning 1873 af verkets davæ- rende bestyrer, cand. min. O. Olsen, at det «gamle skjærp» udenfor stollmundingen, som delvis blev lænset 1 1873, viste sig ikke at være et af de vanlige kisleier, men en isoleret, nyreformig forekomst af grovkrystallinsk, kobberrig kis. Kispartier ONO for hovedleiets kjærneparti. — Som tidligere berørt, sank mægtigheden af kjærnepartiet i Langor- tens niveau hurtig ind fra 2.5 til 1.6 m.; endnu længere mod øst taber kisleiet sig overmaade hurtig, idet mægtigheden 4 m. længere borte er svundet ind til 0.6 m., hvorpaa kisen paany om 4 m. gaar aldeles ud eller taber sig i kissprængte lag. Langorten er her drevet lidt op i det hængende, hvor man antraf et. kisparti (fig 8, GH), som er fulgt i ca. 32 ms længde, med mægtighed 0.1—2 m. (deraf 1—2 m. i 14 ms længde, kis i østre skram), og som ligger ca. 4 m. i det hængende for hovedleiets niveau. GH er sandsynligvis fortsættelsen af et kisleie (betegnet ved a3 paa kart fig. 8 og profil fig. 5,a), som er antruffet ved tverslag 35 m. VSV for G, og som ligger ca. 4 m. i det hængende for hoved- leiet. — Fra punktet H i Langorten drev man sig paany lidt op i det hængende, her traf man igjen kis (IK paa fig. 8), af længde ca. 24 m. og mægtighed 0.1—0.5 m., belig- gende ca. 6 m. op i det hængende for hovedleiet; denne kis er sandsynligvis fortsættelsen, nemlig den sidste uddøende rest, af Bjørn leiet. Lillegruben ligger ca. 215 m. ONO for Elisabeth skakt (hovedgruben) og ca. 130 m. ONO for enden af kjærnepartiet. Gruben, som nu staar fuld af vand, og som sandsynligvis er 30—40 m. dyb, har at dømme efter berghalden og de gamle beretninger ført en hel del kis. 1 m? (mathematisk kubus) af den faste masse i kjærne- partiet giver i middel ca. 3.9 ton kis. Længden og den mid- 220 I. H. L. Vogt. lere mægtighed af kjærnepartiet kan sættes til resp. 220 og 4.5 m. (lavt regnet). Udstrækningen efter faldet fra dagen til den projekterede grundstoll er ca. 175 m. (ligeledes lavt regnet), — kubikindholdet altsaa 173.250 m°. Gaar vi ud fra, at kisen med samme midlere længde og mægtighed fort- sætter 175 m. under grsndstollen, faar vi ogsaa her samme kisvolum, — sum altsaa 346.500 m°., svarende til 1.351.320 tons kis. Heraf er tidligere udbrudt ca. 300.000 tons (lavt regnet 250.000, høit regnet 350.000 tons), — tilbage staar altsaa omkring 1 million tons. — I denne beregning er ikke taget hensyn til Lillegruben, Bjørn leiested, kispartierne 1 og udenfor øvre stoll, hvilke tilsammen 1 alle fald maa føre flere 100.000 tons. Man kan af disse tal se, at der oprindelig i Foldalens hovedfelt blev afsat mindst med rundt tal 1.5 million tons kis, — muligens meget mere, idet der kan forefindes baade store og smaa kispartier, som endnu er aldeles ukjendte. Nøiere om beregning af kisbeholdningen se Sth. Prp. No. 43, 1889. Foldalskisens beskaffenhed. — Som man kan overbevise sig om ved at gaa omkring i gruberne, og som det ogsaa frem- gaar af den ældre driftstatistik *), bestaar kisleierne i Fol- dalens hovedfelt for den allervæsentligste del af næsten ganske ren malm; «graaberg» (granulit, ren og kissprængt skifer) antræffes forholdsvis sjelden. — I hovedleiets kjærne- parti kan temmelig neiagtig paaregnes: 90% samlet kis (forskjellig slags kismalme og smel- temalm). 10% granulit, skifer og svovlfattig kis. FA — Efter nøiagtig statistik blev der ved driften i 1830—44 af alt det ud- . brudte som kjærnekis og kobbermalm udskeidet 88.7 °/o (Sindings beregning i befaringsprotokollen, 1848) eller 89.27 °/o (sammes op- gave i Bergmanden, 1847); resten bestod for en del af «vaskis». Norske Ertsforekomster. 291 Den ubetinget vigtigste bestanddel i malmen er svovl- kis (i 20%, undertiden med afstumpning af O); derefter kommer kobberkis, lidt zinkblende samt kvarts med lidt hornblende, biotit*) og kalkspath (de to sidste mineraler i henhold til mikroskopisk undersøgelse). Magnetjern, mag- netkis og blyglans forekommer ikke i praktisk talt paa- viselige mængder; arsengehalten er forsvindende liden, herom mere senere. .Kisen er i almindelighed fast og nogenlunde jævn smaa- krystallinsk (svovlkis-terningernes størrelse ca. 0.5—2 mm.); undtagelsesvis træffer man dog ogsaa en karakteristisk finkry- stallinsk, løs og forholdsvis meget kobberfattig kis, som paa grund af sin ringe konsistens kaldes «gruskis» eller «vaskis;»**) kiskrystallerne er her oftest kun ca. 0.05-—03 mm. store. Naar malmen indeholder en nogenlunde stor kobber gehalt, nemlig ca. 4—5 °/o og derover, kan man saavel for blotte gie som under mikroskopet afgjøre, at svovlkisen er dannet tidligere end kobberkisen; den første ligger nem- lig i vel begrændsede krystaller, omsluttede af kobberkis. ***) — De forskjellige silikat-mineraler udfylder overalt mel- lemrummene mellem kis-individerne, er altsaa dannede paa senere stadium end disse. — Kalkspathen er i alle fald uudertiden en primær dannelse, ekvivalerende silikaterne. «Vaskisen» udmærker sig fremfor de øvrige slags malme ved en udpræget krystallinsk udvikling, idet svovlkisen altid optræder i skarpt begrændsede smaakrystaller; disse *) Granat, som ofte optræder i malmen fra Vigsnæs, har jeg ikke fun- det i Foldalsmalmen. **) Tilsvarende kis forefides ogsaa ved andre norske svovlkis-leiesteder, fex. ved Arvedals grube ved Røros. ***) Det samme forhold gjenfinder vi ogsaa ved de skandinaviske forekomster af nikkelholdig magnetkis, i eller ved gabbro. 222 I. H. L. Vogt. er ı almindelighed omhyllede af en oftest mikroskopisk fin kvartshud*), som hindrer luftens tilgang til sulfid-substan- sen. Ved at ligge i luften falder «vaskisen» let til grus, men dette kan holde sig i decennier uden at blive opoxyde- ret i nævneværdig grad. Gjennemsnitsanalyser af den vanlige kis (exportkis, svarende til den tidligere «kjærnekis») fra hovedleiet: NO» JE No II. Svoylertzss, sn 526 47.66 Jemustl sel 41.40 Kobbere 2% 2.30 1.93 Yankee 2 2.48 1.70 IN ona pore Intet Søkes one | 0.00296 Uoplost we 6.18 3.92 Kaolkøt ah 2.02 (?) Sum | TO 000 (No. I er gjennemsnitsanalyse [udført af Dr. ©. Pabst, Stettin] af en større ladning [ca. 600 tons], som for et par aar siden blev brudt i grubens østre del, over øvre stoll; no. IT gjennemsnitsanalyse [udfort af cand. min. Hj. Ro- scher, universitetets metallurgiske laboratorium] af en jern- banevogn af samme malm.) Stufprover, analyserede (1872) af laver: amanuen- sis ved det metallurg. laboratorium, nu prof. A. Helland: *) «Vaskisen» blir af disse grunde at parallellisere med den karakte- ristiske grovkrystallinske kis fra Bosmo i Ranen, — kun er her kiskrystallerne meget storre, med sidekant gjerne 5—8 mm. Norske Ertsforekomster. 293 Fra | Svovl | Kobber | Kobolt | Nikkel | Bergart Forsøgsdrift i stol- len PEN ETC Il 5.58 0.15 0.02 4.70 Ort no. 2 i vest. | 48.20 16 | 0.16 0.02 6.14 Bjørn leiested . | 51.21 3.63 | 0.10 0.02 0.89 Malmorten . . . | 49.35 3.45 | 0.13 0.01 3.10 Forssgsorten i stol- lene 10:50:59 1.28 0.07 | Spor 5.96 Langorten. . . | 50.40 0.48 0.06 | Spor 5.40 Fra Bjorn leiested. Kobber Svovl Nogle stuffer af den bedre eller bedste kis; 2.70 48.85 Mindre gjennemsnitsprove . . . . . .| 2.04 (Den forste prove udtaget af bergmester P. Holmsen, analyseret af stud. min. H. Holmsen, — den anden ud- taget af mig, analyseret af eand. min. C. C. Riiber, ama- nuensis ved det metallurg. lab.) Analyser af «Gruskis» eller «Vaskis»: Svovl | Kobber | Uopl. Lillegruben . . . | 46 0.36 13.20 Gy an Berghald ved hoved- prover. | eruben 0... 1.3455 0.38 13.64 do.22r.do. do: 46 0.37 13.28 Middel af 5—6 stuffer fra Lille- DURE NTI miese ae 15049 1.20 (De tre gjennemsnitsprover udtagne af mig, analyserede af amanuensis Riiber, stufproven udtaget af bergmester Holmsen, analyseret af stud. min. Holmsen.) 224 I = a ste Svovlgehalten er i den vanlige malm i middel mindst 45 °/o, sandsynligvis oftest i middel 47—48 °/o. — Dette sva- rer til en gehalt af 85—90 dele erts og 10—15 dele kvarts mm. Kobbergehalten. Herom er tidligere udfort en hel del undersogelser, særlig af bergmester Sinding (befarings- protokol 1848), som i grubens nederste feltort i 13 forskjellige vertikalsnit lod udtage en serie prover, oftest 3 i hvert snit. Resultatet var, idet vi folger feltorten fra den vestre til den ostre del, og idet vi i hvert enkelt snit begynder med kisen i det liggende og ender i det hængende: 3.68, 2.26, 3.34 middel 3.16 °/o kobber, — 4.00, 1.02, 3.80, Oy miele 269 — 2550 len Luz mel 20% — 2, 3.37, middel 4.05, — 3.68, 0.19, 2.78, middel 2.22, — 5.54, 2.67, middel 4.10, — 2.83, 2.23. 6.21, middel 3.76, — 2.14, 3.51, mid- del 2.82, 7137, 1.29, middel 235, 1.50, 09900151 mid del 7.25, — 3.76, 1.53, 2.44, middel 2:59, = 2.95, 3.48, 4.58, middel 3.67, — 1.67, 5.14, middel 3.4. Middel af samtlige 35 analyser . . . . 2.88 °/o kobber. Videre blev i 1845 udført en hel del (25) analyser, med resultat (efter Sinding): Mellem øvre stoll og den paabegyndte grundstoll: 0.75, 5.58, 2.30, 2.24, 2.70, 1.75, 4.40, 4.17 og 3.19 % kobber. Over øvre stoll: 2.96, 3.38, 0.10, 2.64, 1.86, 3.36, 1.04, 1.62, 0.98, 0.31, 1.59, 2.09, 2.12, 0.65, 15.675, og 2.07°/o kobber. Middel af de sidstnævnte 25 analyser er, naar prøven 15.675 % ikke medtages,......... 1. 2.22 Jo kobber. For oversigtens skyld sammenstilles samtlige 66 stuf- prøver (de 25 fra 1845, de 35 fra 1848, Hellands 6 fra 1873): Mellem 0.1 og 0.5% 0.10, 0.19, 0.31, 0.48 » 0.5 » 1.0» 0.65, 0.75, 0.93, 0.98 Sy 1525110097104. 7108, de etre Norske ertsforekomster. 225 Mellem 15 ae BO Yo Wiss, 159 1169 21.02, MG or ar, 1 86, 1.87 » 205 2895 DOW, 209, Fe Sal Dos PO DOR 2.30, 2.48 GR 980 90258 VEL Der, ON BO, Ciuc Deer 2.95, 2.96 >» 80 » 35 » 3.19, 3.36, 3.37, 3.38, 3.45, 3.48 » 385 » 40» 8.51, 3.54, 363, 3.68, 3.68. 3.76, 3.80 > 40 » 45 » . 4.00, 4.27, 4.40 » 45 » D.0 » 458, 4.74 > 302.00». Sul 554 DAS, DAG OVER (OL) > | OPN (alas baa Af analyserne under 0.5°/o er i alle fald de 3 fra steder -udenfor kjærnepartiet; vi kan heraf drage den slutning, at inden kjærnepartiet synker kobbergehalten (naar der ikke tages hensyn til vaskisen*) kun rent exceptionelt under 0.5 %%. — Af analyserne mellem 0.5 og 1.5 % er lige- ledes flere fra punkter udenfor kjærnepartiet. Af samtlige 66 analyser falder de fleste, nemlig 40, mellem grænserne 1.50 og 3.80 °/o. Om prøverne med mere end 49% kobber anføres bl. a.: — Analysen 15.675 %0 skriver sig fra en rand paa ca. 0.35 m's bredde; — analysen 6.21 % ligeledes fra en rand paa ca. 0.35 %/0 m’s bredde; — ved analysen 5.54 %/0 har «kis af samme kvalitet» en mægtighed paa ca. I m., lidt derover; — ved 5.14 % en mægtighed paa ca. 0.6 m, osv. Det frem- gaar heraf, at kisen i alle fald over enkelte strøg sidder inde med større kobbergehalt; at disse partier gaar paral- telt med kispladens grænser mod sidestenen, og at de er *) I den ovenfor meddelte analyseserie findes, saavidt vides, ingen ana- lyse af vaskisen. 15 — Arkiv for Mathmatik og Naturv. 13 B. Trykt den 28 Septbr. 1889. 226 Tb 186 Ib, Most. leieformige, ikke optrædende som overskjærende gange, kan sluttes af observationer i gruben og af de ældre beretnin- ger. Hvor kobberkis optræder i større og renere klumper, er malmen gjerne ledsaget af forholdsvis meget kvarts, —: paa samme maade som ved vore øvrige kisforekomster, — samt undertiden af noget magnetkis. | Ved den tidligere drift har man, 1 alle fald efter 1807, gjennemgaaende udskeidet for sig en del kobbermalm, med større kobbergehalt end hos den vanlige kis. Efter Sin- dings tidligere omtalte statistik for 1830—44 fik man saaledes 1 de nævnte aar i middel af alt det udskudte 4.72 °/o kobbermalm, som han antog holdt 49% udbragt gar- kobber, og i perioden 1807—27 skal man have faaet for- holdsvis endnu mere kobbermalm. Hos den vanlige kismalm veksler kobbergehalten, som analyserækkerne udviser, temmelig stærkt; middelgehalten kan sandsynligvis sættes til 2 à 2.25 °/o — Vaskisens kob- bergehalt derimod er kun ca. 0.3—0.6 °/o*) I tlere gamle beretninger fremholdes, at malmens mid- lere kobbergehalt skal tiltage mod dybet; dette er vel for- øvrigt tvivlsomt. Zinkgehalten. De tleste norske kisforekomster fører en del zinkblende indblandet i malmen, oftest eller altid paa den vis, at man kan holde ud fra hinanden enkelte for- holdsvis zinkblende-rige skikt. Ved Foldalen er zinkblende- mængden temmelig liden, meget mindre end ved fex. Vigs- næs og Arvedals grube, Røros; den midlere zinkgehalt kan sandsynligvis sættes til lidt under 2. Blygehalten er saavel ved Foldalen som ved de fleste øvrige norske kisforekomster aldeles forsvindende, *) Ogsaa ved de øvrige norske kisforekomster udmærker tilsvarende stærkt finkornig og usædvanlig krystallinsk udviklet kis sig ved liden kobbergehalt. Norske ertsforekomster. DM Arsengehalten ligesaa. Herom er tidligere udfort en omfattende undersogelse af chemiker L. Schmelck (trykt som storthings-dokument no. 88, 1887, fra budgetkomiteen), med følgende resultat: 11 » Svovlkis med kobberkis og lidt magnetkis 12 » do. do. do. 13 » Grovkornig kobbermalm I prove no. 1 merket «Vaskis», — 0.05—0.07 °/o arsen 2 > Lys, tæt kis — 0.04—0.06 » >» 3 » do. do. do. | 4 > Lys, tæt, mere krystal- œ linsk kis = 5 Grovkornig svovlkis = 6 » Magnetkisholdig svovl- = kis 7 > Almindelig svovlkis = 2 8 » Alm. svovlkis, fastere, | = gh 2—4 %/o Cu. oe å 9 > do. do. do. å > 10 » » fast blaa-anløbet = D =” an) Den anvendte analyse-methode gav en noiagtighed paa ca. 0.02 °/o. Hverken ved Foldals grube eller ved nogen af de ovrige norske kisforekomster er, saavidt vides, noget arsenmine- ral bleven paavist. Kobolt- og nikkelgehalten. Allerede Sinding og Stro- meyer (daværende bestyrer af Lerens kromfabrik, senere professor 1 chemi i Hannover) paaviste 1 1840-aarene, at kisen fra Foldal indeholdt noget kobolt; nogle kvantita- tive analyser gav 0.08, 0.08 og 0.10 % opleseligt koboltoxyd 298 16 186 105 oct i «skrovet»*) [Stromeyer**)]. Sinding lagde herpaa saa stor vægt, at han endog tænkte sig muligheden af en prak- tisk tilgodegjørelse af koboltgehalten***). — Senere har A. Helland noiere analyseret Foldalskisen, — ligesom ogsaa svovlkis og magnetkis fra andre norske kisforekom- ster, — og fundet: Kobolt 0.15 0.16 0.10 0.13 0.07 0.06 °/o Nikkel 002 0.02 002 0.01 Spor Spor Sum 0.17 0.08 0.12 0.14 0.07 0.06 % Lignende gehalter nikkel og kobolt i sum antræffes ogsaa ved de øvrige kisforekomster. +) *) Da kobolt (og nikkel) koncentreres ved kjærnerøstning (se det paa- følgende arbeide af C. C. Riiber), og da vel neppe den hele ko- boltmængde er bleven opløst, maa den oprindelige gehalt i kisen have været større. =") Stromeyer paaviste ogsaa kobolt i jernsuerne fra Svorkmo, Inset og Røros hytter (Bergmanden, 1487, No. 5). — Som bekjendt er koboltgehalten i enkelte svenske jernsuer fra gamle verk (Riddar- hytten, hvor malmen forøvrigt indeholdt koboltarsenertser) saa stor, at -koboltpræparater nu udvindes fabriksmæssig deraf (ved en fabrik i Fahlun.) *=*) Den af ham projekterede methode bestod i, at extrationsluden fra vaadveisprocessen (se herom senere), efter at kobberet var fældt, skulde neutraliseres med kulsur kalk og derpaa fældes med svovl- vandstof; det udfældte jern- og koboltsulfid skulde senere behand- les med raa lud, som førte lidt fri svovlsyre; jernsulfidet vilde her- ved tildels blive opløst, koboltsulfidet derimod ikke. — Stromeyer har senere gjort opmerksom paa, at naar den med svovlvandstof mættede vædske fældes med kulsur kalk, falder først zinksulfid, saa koboltsulfid og tilslut jernsulfid ud; ved kun at tilsætte en mindre mængde kulsur kalk skulde man altsaa undgaa at faa hele jernmængden bundfældt. Tt) Det kan vere af interesse at betone, at af de to tvillingelementer kobolt og nikkel holder nikkel sig fortrinsvis til magnetkis, kobolt derimod, — saavel ved Foldalen som ved de skandinaviske forekom- ster af nikkelholdig magnetkis (ved gabbro) — fortrinsvis til svovl- kis (koboltrige svovlkiskrystaller er paaviste ved flere nikkelgruber paa Ringerige og i Bamle, ved Evje verks nikkelgrube, Klefva nikkelgrube (Sverige), m. m.) Norske ertsforekomster. 299 Om solv- og guldgehalten. Foldalkisen, — ligesom ogsaa de øvrige norske kismalme, —udmærker sig ved en yderst mo- noton mineralogisk og chemisk karakter; man finder ikke arsen, antimon, vismuth, tin, bly, tellur og selen (?)m. mi prak- tisk talt paaviselig mængde. — De øvrige store kisforekomster i Europa, fex. Fahlun, Gosslar, de spanske leiesteder m. m., som fører en nogenlunde betydelig guld- eller sølvgehalt, karak- teriseres derimod altid ved enten en større vismuth- eller arsen- gehalt (Fahlun, Huelva) eller ved et virvar af forskjellige elementer (Gosslar); det er følgelig paa forhaand lidet sand- synlig, at de norske kisforekomster skulde holde indblandet betragtelige mængder af guld eller sølv, noget, erfaring ogsaa noksom har vist. — Foldalkisen holder, efter en tidligere meddelt analyse, kun ca. 0.003 % sølv *) (80 gram pr. ton), og 1 en større gjennemsnitsprøve af den vanlige kis har man paa universitetets metallurgiske laboratorium forgjæ- ves søgt efter guld. Derimod er det mig bekjendt, at man i en anden prøve fra Foldalen leilighedsvis har fundet uvæ- sentlige spor af guld. Grimsdalens grube (beliggende paa sydsiden af Folla, ca 10—11 kilom. VSV for Foldals verk og ca. 380 m. over Folla). — I geologisk henseende er dette felt aldeles ana- logt med hovedfeltet; begge steder optræder kobberholdig svovlkis (rig paa svovl, fattig paa kobber), indleiet i skifer, som igjen er indlagret i granulit, (se herom kartskitsen, fig. 1 og profilerne, fig 2, VI og fig. 9); forskjellen er kun, at ved Grimsdalen, som i korthed kan betegnes som hovedfeltet en miniature, har baade kisen, skiferfeltet og granuliten mindre mægtighed end ved hovedfeltet; videre er ogsaa *) Malmen fra Vigsnæs og Røros holder ogsaa en lignende ganske liden sølvgehalt, 230 IE eh, 165 Vogn kisleiets længde ved Grimsdalen mindre, nemlig kun ca. 155 m. (den midlere mægtighed sandsynligvis ca. 2 m?*) Knutshovd skjærp. Ubetydelig kisforekomst i skifer, ind- leiet i granulit, som ved de to foregaaende lokaliteter. Juliane Marie & Godthaab grubefelt (beliggende paa nord- siden af Folla, ca. 6 kilom. Ø for hovedfeltet, kun et par hundrede m. fra den projekterede jernbanelinje; høiden af grubernes dagaabninger og stollens plan resp. ca. 75 og 45 m. over terrassen ved Odden eller resp. ca 90 og 60 m. over Folla elv). — Grubefeltet, som alt-i-alt har en lengde af ca. 445 m., falder 1 to afdelinger, begge paa samme strøg eller skiferniveau (se fig. 10), — nemlig en østre del, af længde ca. 100 m. og en vestre, af længde ca. 79 m.; 1 midtpartiet, af længde ca. 266 m., kjendes ingen anvisnin- ger; her er forøvrigt marken stærkt tildækket. Baade skiferen og gruberne stryger ca. ONO; fald 70° mod NNV. Saavel i den vestre som østre del af grubefeltet optræ- der to parallelle kisleier, som er adskilte fra hinanden ved et skiferlag paa indtil ca. 5 m's mægtighed (oftest meget mindre?); kisleiet i det hængende bestaar fornemmelig af vanlig kobberholdig svovlkis (med lidt zinkblende), leiet 1 det liggende derimod af kobberkis med magnetkis, svovl- kis og en hel del kvarts, straalsten og andre silikater. Det er særlig det sidste, som tidligere har været gjenstand for drift, idet den kvartsrige malm**) brugtes som tilslag ved smeltningen af den jernrige Foldalsmalm. *) Grimsdalens grube har tidligere, saavidt vides, ikke været drevet under Foldals verk, men separat; i tiden omkring 1860 blev der her bygget et større anlæg til udvidning af svovl: kisen blev ind- lagt i horizontale rujernsretorter, ca. 12 stykker i to horizontalrader, som opvarmedes af ydre ild; svovlet skulde afsætte sig i kondensa- tionskammere, som forøvrigt byggedes altfor smaa. Arbeidet ind- stilledes, da anlægget saavidt var færdig. ==) Kvartsgehalten var i alle fald saa stor, at den fattige malm blev opberedet ved et pukverk i nærheden. Norske ertsforekomster 231 Ved gruben anstaar forst og fremst de vanlige Roros- skifere; herhos finder man ogsaa baade paa berghalderne ved gruberne og ved stollens dagaabning en del granulit og granulitisk straalstenskifer, af nøiagtig samme petrogra- fiske beskaffenhed som ved hovedfeltet. Af en ældre beretning (fra ca. 1810) hidsættes: for- holdet mellem smeltemalm og pukmalm var omtrent som 1:25 å 3; smeltemalmen gav ca. 4 garkobber; malm med 0.5 å 2° kobber blev lagt tilside som pukmalm, som 1 opberedet tilstand gav 1.4°/o garkobber. Grev Molkte grube (beliggende paa sydsiden af Folla, ca. 4 kilom. fra Foldals verk og ca. 300 m. over Folla). — Hovedgruben er efter et gammelt kart (Sindings befarings- : protokol, 1847) afsynket til ca. 44 m’s dyb og tilsammen opfaret i ca. 50 m's lengde; mægtigheden skal have været op til 5 m., men er i skram, i enden af feltorterne, meget mindre, etsteds ca. 15 m., et andet sted endnu mindre. Forekomsten er altsaa en linse af ikke særdeles store dimensioner. Kisen er den samme som ved hovedfeltet. — I strøgets fortsættelse mod VSV, ca. 70 m. fra hovedgru- ben, finder man et lidet dagbrud paa den i dagen uddoende rest af leiestedet. Omkring gruben ser man glimmerskifer og granulit- lignende kvartsskifer (strøg ONO, fald 70° NNV, — under- tiden strakt, med retning 45° mod V), men ikke egentlig granulit. Derimod ligger der efter de gamle beskrivelser (Sinding, 1847), hist og her inde i kisen nogle «gangberg- kiler» af neiagtig samme slags som i Foldalens hovedgrube, — altsaa granulit. Om kisforekomsternes dannelse. Alle de geologiske observationer i Foldalsfeltet taler for, at kisen her — saaledes som tidligere fremholdt af berg- 239 1G 186 It, Wort mester Strom*), bergmester Sinding m. fl. og i de senere aar af A. Helland, — er af sedimenter oprindelse, afsat samtidig med de omgivende skifere. For det forste folger kisen ved Foldals-forekomsterne, baade i de store og 1 det smaa og saavel i streg som fald, efter skiferlagene, — et moment, som forovrigt ikke maa tillegges for stor vægt, da forekomsterne jo kunde tænkes at være «Lagergänge». Af større theoretisk betydning er, at kisen sely er lagdelt, og at man undertiden finder aldeles utvivlsom veksellagring mellem kis og de omgivende sedimentere bergarter. Ved Juliane Marie & Godthaab erubefelt har man saaledes to lange, parallelle ertsniveauer, folgende skikterne, — det ene med vanlig svovlrig og kob- berfattig kismalm, det andet, kun adskilt fra det forste ved mellemliggende skifer paa et par meters mægtighed, med en ganske anden slags malm, nemlig kobberkis med lidt magnetkis og svovlkis samt en hel del kvarts.*) I bergfæsterne 1 Foldalens hovedgrube kan man, som tidligere omtalt, jevnlig se forskjellige slags malme (vanlig kismalm med vekslende kvarts- og kobber-gehalt, kobberkis-malm med forholdsvis meget kvarts, «vaskis» osv.) regelmæssig veksle med hverandre indbyrdes og med indlagret skifer og granulit, uden at fenomenet paa nogensomhelst maade kan forklares som «baandstruktur». Videre optræder der undertiden i det hængende (og liggende?) for det store kisniveau (nem- lig hovedleiet, — kjærnepartiet, — med fortsættelser mod Ø og V) baade store og smaa kisleier, i regelmæssig vek- sellagring med skiferen. — Selv i haandstykker giver de forskjellige skikt sig jævnlig meget tydelig tilkjende, baade ved Foldalens grube og ved de øvrige forekomster; sær- *) Magazin for naturvidenskaberne, 5te bind, 1825. #*) Aldeles analog veksel forefindes ogsaa ved Åreskutans ertsforekom- ster, se I. H. L. Vogt «Om malmförekomster i Jemtland och Herje- dalen». (Sveriges geologiska undersökning, 1887). Norske ertsforekomster. 233 lig bemærkes, at paa berghalderne ved Juliane Marie & Godthaab ligger der en hel del kisblokke, hvor zinkblende- rige og fattige skikt jævnt følger efter hinanden. — I fortsættelsen af de næsten aldeles kompakte, brydværdige kismasser indeholder skiferen en mere eller mindre rigelig impregnation af svovlkis, som ofte følges i lang udstræk- ning, altid efter lagpladerne. Aldeles analoge observationer kan man,*) som jeg selv paa adskillige steder har havt anledning til at overbevise mig om, foretage ved en hel del af vore øvrige forekom- ster i det Trondhjem’ske, ved Hardanger-Karmøen, i Ranen og Skjærstad i Nordlands amt, osv.**) — Her skal kun i største korthed indskydes beskrivelse af en kisforekomst, hvor afhængighedsforholdet mellem kisen og skiferens skik- ter fremgaar paa en usædvanlig instruktiv vis. Ved Sjøla eller Ulrichsdal grube***) (beliggende nær lan- deveien i skaret mellem Melhus og Klæba, ca. 5 kilom. Ø for Heimdal jernbanestation) danner skiferne (som efter geologisk rektangelblad Melhus hører under «Trondhjem-Støren-grup- pen», der sandsynligvis ekvivalerer Røros-skiferne) en synkli- nal fold, med foldningsakse N-S, omtrent parallel greensen med det nærliggende saussuritgabbro-felt i Vasfjeldet. Inde i ski feren ligger en hel del store, leieformigt optrædende kislinser (længde i alle fald op til 100 m., mægtighed undertiden op til ca. 5 m.) med malm af omtrent samme beskaffenhed som ved Fol- =) Se herom bl. a. de tidligere detailbeskrivelser af A. Helland. ==) Tidligere har jeg foretaget en hel del mere eller mindre indgaaende undersøgelser af vore kisforekomster; heraf er hidtil kun publice- ret beskrivelse af Varaldsøens kisfelt (Archiv for mathem. og na- turv., 12te bind). M) Sen Gen 2. Nyt mag, tee naturv- Br 2, pas 83 2810 A. Helland, Univ. program 1873, pag. 41. — Besogt af mig sommeren 1883. Gruberne er forlængst nedlagte, terrainet stærkt tildækket, berghalderne delvis bevoksede med skov. 234 Il 186 Ib.) Vee dalen, kun endnu mere fingrynet. Inden hvert enkelt af de to grubepartier, et østre og et vestre, hvori feltet deler sig (se kartskitsen og profilet, fig. 11), ligger de forskjellige kislinser paa næsten nølagtig samme skiferniveau; dels følger de efter hinanden i strogets retning, og dels er de kun adskilte fra hinanden ved skiferlag paa nogle faa meters mægtighed. Af profilet fremgaar for det første, at det østre og vestre grubefelt tilhører samme skiferhorizont; videre ser man, at skiferen i de bølgende lag i foldens dybeste punkt, netop i kisniveauets fortsættelse, er stærkt rust- sprængt og førende en del, sandsynligvis forholdsvis smaa kislinser. Forholdene her kan ikke fortolkes paa anden maade, end at kisen oprindelig tilhørte skiferen, og at hispartierne del- tog i foldningsprocessen. Inden Foldalens hovedfelt ligger de fleste af de mere betydelige kismasser, nemlig Lillegruben, hovedleiet og par- tiet CD i øvre stoll, muligens endnu flere, paa saa at sige nolagtig samme skiferniveau; der kan ikke være dit ferencer paa i høiden mere end et par m. De øvrige kis- masser derimod optræder nogle faa m. (ca. 10—30) op 1 det hængende (og liggende?) for det store kisdrag. Om de i granuliten indlagrede skiferfelt, hvori kiserne ved hovedfeltet, Knutshovd skjærp og Grimsdalens grube hører hjemme, hænger umiddelbart sammen, eller om de er at opfatte som særskilte, af hinanden uafhængige skifer- linser, kan ikke afgjøres, da marken er stærkt tildækket; spørgsmaalet har forøvrigt liden theoretisk interresse. Saa meget kan dog sees, at skiferen paa alle tre steder ligger forholdsvis paa samme niveau inden granulitzonen, idet granuliten i det liggende overalt er lidt mægtigere end i Norske ertsforekomster. 235 det hængende. — De tre kisforekomster optræder folgelig nølagtig eller næsten aldeles nøiagtig paa samme plads 1 lagrækken. Grev Molkte grube og Juliane Marie & Godthaab gru- befelt ligger derimod paa et betydelig lavere niveau i skifersystemet, nemlig resp. ca. 0.75 og ca. 2 kilom. lavere ned end den nedre grænse mellem granulit og skifer. Ogsaa ved disse forekomster finder man, som tidligere omtalt, en del granulit, dels som lag i skiferen lige ved kisleiet og dels som «gangberg» inde i selve kisen, og samme bergart foreligger ogsaa ved Rødals grube.*) Heraf følger, at kisen ved samtlige ertsfelt i den øvre og midtre del af Foldalen er bleven afsat under samme lokale for- bolde; de chemiske og fysiske betingelser ved sedimenta- tionen fremkaldte i principet overalt samme slags bund- sætninger (kis, granulit og skifer). Kismassernes udprægede linseform og de store udvi- delser og indsnævringer inde 1 selve den centrale del af kispladerne, som fex. ved hovedleiets kjærneparti, synes ved Foldalens hovedfelt i alle fald for den væsentligste del at skyldes den primære afsætning og ikke senere mekaniske presfenomener. Skiferen mellem de to tykke, kompakte granulitmure, som paa grund af sin solide karak- ter maa have virket beskyttende paa den indleiede skifer og kis mod rent lokalt optrædende ydre trykkræfter, viser vistnok nogle mindre boininger (se tverprofil fig. 3 og kart fig. 7), derimod opdages intetsteds lokale sammen- stuvninger og presninger. De store kismægtigheder over enkelte strøg synes følgelig ikke at kunne være fremkaldte derved, at kisen over begrænsede strøg er bleven sammen- presset efter lagpladen. — Noget andet er, at feltet muli- *) Mikroskopisk undersøgelse af H. Møhl, Nvt mag. f naturv. B 23, 1877. 236 I. H. L. Vogt. gens i sin helhed kan være bleven strakt i en eller anden retning, navnlig i vertikalretningen, hvor linserne sandsyn- ligvis har sine største dimensinoner.*) I Skandinavien foreligger der efter min opfatning flere forskjellige grupper af sedimentære ertsleiesteder; de en- kelte forekomster inden hver gruppe ligner hinanden saa noie, at de maa være dannede paa nogenlunde nolagtig samme vis. — Til en gruppe henregnes magnet- jern- og jernglans-leiestederne i den ovre del af grund- fjeldet med typus Arendal, Lange, Ulefos og Næver- hougen (ved Bodø) i Norge, Persberg, Grångesberg, Norberg, Dannemora og Gellivara i Sverrige, — en anden gruppe er kisforekomsterne 1 skifer, i det Trondhjem’ske, Hardanger- Karmøen, Ranen-Skjærstad-fjordene, mm., med typus fex. Foldal, — en tredje de falbaandlignende leiesteder af mag- netkis, kobberkis, svovlkis, underordnet magnetjern, med kvarts, hornblende, feldspath osv. 1 grundfjeldet, med typus fex. Bøilestad og Skyttemyr gruber i Froland ved Arendal, Bodalens gruber paa Averoen ved Kristiansund. **) De forskjellige jernerts-forekomster udmærker sig bl. a. i regelen derved, at der omtrent samtidig med jernertsen blev afsat forholdsvis betydelige mængder kulsur kalk; (fex. ved næsten alle de Arendal'ske forekomster, paa Lang- øen, i Fensfeltet ved Ulefos, ved Næverhougen pr. Skjær- stadfjorden, Dunderlandsdalen pr. Ranenfjorden, — videre #) Cfr. herom Dr. H. H. Reusch. Bommelgen og Karmøen med omgivelser, geologisk beskrevne. 1888, pag. 366—368. **) For alle de norske forekomsters vedkommende henholder jeg mig til egne omfattende undersøgelser, som endnu ikke er publicerede. De fire førstnævnte af de svenske forekomster kjender jeg af autopsi Norske ertsforekomster. 237 - ved Persberg, Norberg, Dannemora*) og mange andre af de svenske forekomster). Særlig naar det betænkes, hvor sjelden kalksten optræder i de ældste skifere, maa man studse over den nøie tilknytning mellem kalksten og jern- erts ved de foreliggende leiesteder; kombinationen gjen- tager sig saa ofte, at den maa tages med i betragtning, naar man vil bygge en theori om forekomsternes genesis. Ved kisforekomsterne i skifer derimod træffer man, saavidt mig bekjendt, aldrig kalklag i umiddelbar kontakt med ertsen eller ertsleistedet; selve kisen kan vistnok nu og da indeholde nogle smale striber af kalkspath, og man kan naturligvis hist og her, som fex. ved Varaldsøen, Fol- dalen og Åreskutan, finde kalklag i betydelige afstande over eller under ertsleiestedet, men dette kan paa ingen maade sammenlignes med den intime relation mellem erts og kalk- lag ved jernerts-forekomsterne. Disse sidste maa altsaa være afsatte under betingel- ser, som samtidig gav eller kunde give anledning til dan- nelse af kalksten, medens omvendt kisforekomsterne er af- satte under andre lokale forholde. — Videre forskjel er, at jernertserne uden undtagelse er ledsagede af apatit, vistnok i hoist vekslende mængder, medens omvendt kis- forekomsterne gjennemgaaende udmærker sig ved næsten fuldstændig mangel paa fosforsyre- mineraler; denne diffe- rance gjenfindes, saavidt det kan afgjøres efter de forskjel- lige beskivelser, ogsaa ved de analoge ertsforekomster ellers i Europa. Mellem de i skifer og de i grundfjeldet optrædende kisforekomster møder vi for det første en rent mineralogisk forskjel; skifer-leiestederne fører nemlig oftest forholdsvis meget kis, i det hele og store mest svovlkis, og temme- lig lidet kvarts, underordnet hornblende, glimmer, granat *) Efter Dr. A. E. Tørnebohms karter. 238 IG Jal Win WOR, (feldspath kun som mineralogisk sjeldenhed), de andre der- imod forholdsvis mindre mængder kis, mest magnetkis, desuden hyppig magnetjern og titanjern, og nogenlunde betydelige meengder kvarts, hornblende. glimmer, feldspath m. m. Dertil kommer, at kisforekomsterne i skifer oftest er typisk linse- eller stokformige, medens de i grundfjel- det gjerne udmeerker sig ved stor udstrekuing 1 strog og fald i forhold til mægtigheden. En analogi mellem alle de tre slags forekomster er, at bundsætningen, som altid var lokalt begrænset, 1 rege- len foregik periodisk, idet der blev afsat erts og skifer i veksel med hinanden. Over det først dannede ertslag finder man gjerne skifer, ofte af betydelig mægtighed, 9: afsat under lang tid. Derpaa følger jævnlig paany et eller flere erts- lag, som blev bundsatte næsten ret over det første, >: de chemiske og fysiske betingelser, hvoraf ertsdannelsen af- hang, gjentog sig periodevis paa de samme lokaliteter. I sit arbeide «Bømmeløen og Karmøen med omgivel- ser», 1888 (pag. 368) har Dr. H. H. Reusch leilighedsvis opkastet det spørgsmaal, om ikke de i vore skifere optrædende kismasser skulde kunne forklares som dannede ved forvand- ling (pseudomorfose) af kalksten. — Herom maa for det første bemærkes, at der ikke foreligger en eneste direkte observation, som kunde tale til støtte for hypothesen, tvertom, vi finder ingen overgangsled mellem kis og kalk- sten, og, som nys paapeget, der existerer ikke ved kis- forekomsterne, — saaledes som tilfældet er med vore jern- erts-leiesteder, — nogen intim relation mellem kismasserne og kalksten. Videre er der i de regional-metamorfoserede og stærkt sammenpressede skiferfelter (i de Trondhjemske, i den ydre del af Hardangerfjorden med omgivelser, osv.) stor Norske ertsforekomster. 239 forskjel mellem kalklagenes og kismassernes ydre form; de sidste er stok-, nyre- eller linseformede, de forste deri- mod optræder som mere regelmæssige skikt; medens saale- des fex. hovedleiet i Foldal har en horizontallængde paa ca. 250 m. og maximums-mægtighed ca. 15 m., kan kalk- lag, hvis mægtighed kun er 5—10 m., i de samme slags skifere følges i mange kilometers længde. Skulde enkelte af disse kalklag ved chemiske processer være blevne om- vandlede til kis, maatte det ubetinget ventes, at kismas- serne maatte være i ganske anden grad regelmæssig plade- formige, end tilfældet virkelig er. — Ogsaa de sparsomme, men undertiden over store strækninger lobende kisimpreg- nationer i fortsættelsen af de mere kompakte kismasser taler mod, at der skal foreligge forvandlinger af kalklag, — eller overhovedet af hvilketsomholst tidligere existerende skikt. Som bekjendt har A. Helland (1. ce.) fremsat den hypo- these, at alle de Trondhjem'ske (og Hardanger'ske) kisfore- komster skulde være af nogenlunde samme alder, og at de skulde tilhøre en særskilt formation («pyrit-formation») af formentlig ikke synderlig stor mægtighed. Om den oppo- sition, nævnte hypothese har været gjenstand for, henvises til tidligere arbeider af Th. Kjerulf; her skal kun tilfoies nogle bemærkninger. — Det ligger i sagens natur, at be- rettigelsen af en «pyrit-formation» ikke kan baseres paa studium alene af de enkelte gruber eller af de isoleret optrædende ertsfelt, men paa indgribende granskning af det hele skifersystems stratigrafi. Alligevel skal vi dog se paa, hvad vi kan lære af Foldals-feltet. Her moder vi for det første tre indbyrdes næsten alde les samtidige kisforekomster, men desuden foreligger inden samme felt to andre leisteder, som er afsatte paa betyde- lig lavere niveauer, nemlig ca. 0.7 og 2 kilometer, længere 240 | TI. HE. Vogt. nede i skiferrækken. Der kan følgelig her ikke være nogen ledende traad at finde i kisen. Under mit arbeide for den «geologiske undersøgelse» (sommeren 1888) i den søndre del af Guldalen har jeg, ved at optage en serie parallel-profiler,*) havt anledning til at overbevise mig om, at samtlige i det nævnte distrikt op- trædende skiferafdelinger, — nemlig Rorosskiferne (fra Røros til omkring Reitan station), de stærkt metamorfiske dioritiske skifere og hornblendeskifere m. m. (mellem Reitan og Eidet) og øverst i skiferrækken Gulaskiferne (her navn- lig brun glimmerskifer, med disthen, andalusit m. m.) — fører kisforekomster, og at man selv inden hver enkelt af- deling har kis paa forskjellige niveauer. — Skulde forestil- lingen om en pyrit-formation bibeholdes, maatte altsaa heri indbefattes omtrent hele det Trondhjem'ske skiferkomplex, 9: berettigelsen af den specielle benævnelse vilde blive rent illusorisk. Forøvrigt synes enkelte skifere (nemlig Røros- skiferne, de ældste i rækken) at udmærke sig ved forholds- vis noget større rigdom paa kisforekomster end de andre. Vi bliver altsaa staaende ved den opfatning, at kisen er bleven afsat, altid under nogenlunde ens chemiske og fysiske betingelser, paa en hel del forskjellige stadier under sedimentationen af omtrent den hele skiferformation; kun undtagelsesvis finder vi, at enkelte lokale rækker, — fex. inden Foldals-feltet hovedforekomsten, Knutshovd og Grims- dalen, i de søndre del af Guldalen Muggruben (?), Killing- dals grube, Menna gruber, Guldalsgruberne, Kjøli, paa Varaldsøen Valaheien, Nygruben, Sandviksfjeld, Hisdalen, — er af omtrent samme alder. Tilslut kommer spørgsmaalene: hvorledes gik kis-afsæt- ningen for sig? — og hvorfra skrev sig oprindelig de ko- *) Disse vil senere blive offentliggjorte. Norske ertsforekomster. 241 lossale jern-, kobber- og svovlmængder? Herpaa kan endnu ikke gives nogen indgaaende, paa direkte observationer støttet udredning. Kun skal vi pege paa den noie tilknyt- ning mellem kisforekomsterne og visse eruptiver (gabbro og diorit) som Th. Kjerulf har gjort opmærksom paa; dette antyder, at ertsens bestanddele oprindelig skyldes eruptive udbrud. Betingelsen for rigtigheden af denne hypothetisk fremsatte forklaring er, at eruptionerne fandt sted nogen- lunde samtidig med bundsætningen af de forskjellige skifere. De norske i skifer optrædende kisforekomster viser saa paafaldende lighed med mange udenlandske leiesteder (fex. Rammelsberg ved Gosslar, Harz, de spanske og portugisiske med representanter Rio Tinto, Tharsis, San Domingo, videre Agordo i de venetianske Alper), at det ligger meget nær at formode, at samtlige maa være dannede paa analog vis. — Vi skal derfor i faa ord omhandle de forskjellige opfat- ninger om disse forekomsters genesis. Rammelsberg-forekomstens geologi har som bekjendt været et stærkt omtvistet thema; 1 tidligere dage, da man i det hele og store noiede sig med mindre indgaaende under- søgelser end nutildags, og da man tilmed ofte gjorde op theorier om ertsforekomsters dannelse uden detailstudium af gruberne, blev leiestedet betegnet som en «stok», der skulde være yngre end de omgivende skifere*) — I de senere aar derimod er der bleven fremlagt stadig flere og flere kjendsgjerninger som støtte for den opfatning, at forekomsten er af sedimentær oprindelse; det viser sig for det første, at kisen aldrig overskjærer skikterne, — og at særlig den saa meget omskrevne gafling, hvor den *) Historisk oversigt over de forskjellige ældre hypotheser findes sam- menstillet i et lidet arbeide af A. W. Stelzner i Zeits d. deutseh. geol. Gesellsch. B. 32, pag. 809. 16 — Archiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 5te Oktober 1889. 242 I. H. L. Vogt. ene gren efter den eldre opfatning skulde stikke tvert gjennem skikterne, er at forklare som en fold, hvis ene arm delvis er bleven udpresset; — videre henter man det bedste argument for kisens sedimentære afsætning fra det faktum, at der her, aldeles som ved de norske forekomster, inde i selve malmen foreligger en typisk veksellagring dels mellem de forskjellige slags ertser indbyrdes og dels mel- lem erts og skifer. — De store udvidelser og indsnevringer af kismægtigheden beror, efter G. Kohler*), fornemmelig paa kolossale mekaniske presfenomener ved foldningen. Den mest bekjendte geolog, nemlig F. Roemer,**) som har gjort de spanske og portugisiske forekomster til gjenstand for indgaaende studium, kommer til det resultat, at leiestederne er sedimentære; spanske geologer formoder derimod en sammenhæng mellem ertsen og den nær samme optrædende gronsten og kvartsporfyr, og den engelske geo- log I. H. Collins***) fremsætter den hypothese, at kisen i leiestederne skal skyldes concentration af den kis, som op- rindelig tilhørte de omgivende skiferej); herfor fremføres dog ikke fyldestgjørende argumenter. Af øvrige store kisforekomster i Europa kan mærkes: Meggen og Schwelm ved Lenne, Westphalen, Agordo i de venetianske Alper, diverse forekomster i Wicklow, Irland; alle disse leisteder synes, at dømme efter beskivelserne fr), at være sedimentære. *) Zeits. für das Berg-, Hütten und- Salinen-Wesen im Preuss. Staate. 1882. ==) Neues Jahrb. für Min. Geol. und Pal. 1873, pag. 256. — Zeits. d. deutsch. geol. Gesellsch. 1876, pag. 354. **#) Quart. Journ. Geol. Soc. London. XLI. 1885. — Se referat af A. W. Stelzner, Neues Jahrb. für Min. Geol. Pal. 1887, II, pag. 93. +) En saadan hypothese kan paa ingen maade forklare de norske kisforekomster. % ++) Se A. v. Groddeck. Die Lehre von den Lagerståtten der Erse. 1879. Norske ertsforekomster. 243 Om den geologiske alder: Delnorskelforekomster MN nern. Esiluriske, » ırske » Kr el TG silurisket Rammelsbers Harz 25 EN 22: overdevon, Meggen og Schwelm . . . . . . . . overdevon, De spanske og portugisiske. . . . . culm, — samtlige altsaa fra den første og idee del af den paläozoiske tid. Feldals verks historie, serlig om de tidligere anvendte metallurgiske udvindingsmethoder af kobber. *) Foldals hovedgrube blev fundet i 1745, allerede den 1öde juli 1748 fik det nye verk**) sine «extensions-privile- gler», og I samme aar fandt den første smeltning sted. Hovedgruben har været drevet omtrent kontinuerlig fra 1748 til 1876, kun med mindre stans i krigens aar (1809 —1814) og i 1849—50; Juliane Marie & Godthaab grube- felt har været under arbeide fra ca. 1750 eller 1755 til omkring 1845 å 1848, med længere stans fra ca. 1805 til ca. 1820, og Joachimsdals eller Rødals grube (beliggende udenfor omraadet af kartskitsen, fig. 1, ca. 16 kilom. N for Enundas udløb i Folla), som i sin tid i meget væsentlig grad bidrog til produktionen, fra ca. 1751 til ca. 1770, i hvilket aar det vigtigste nyre her var udtømt; af mindre *) Dette afsnit er fornemmelig udarbeidet af hensyn til den histori- ske interesse. **) Foldals kobberverk blev oprindelig sat igang af eierne af det ned- lagte Sells kobberverk (drevet ca. 1660 eller 1663, senere nedlagt, paany optaget 1740 og drevet 6—7 aar) i Gudbrandsdalen, som ogsaa kaldtes «Fredriksgaves kobberverk»; af hensyn hertil be- nævnedes Foldals verk før undertiden «ny Fredrikgaves kobber- verk». 244 TOUL Vogt. betydning var driften af Bogsbergs to gruber*) (i Lille-. elvedal, nær Lovise hytte), Faadals grube**) ved Faadal i Tønset (ca. 20 kilom. N for Lovise hytte), Helene Cathrine grube, lige ved Rødals hovedgrube. Trons grube**) paa Tronfjeld, Grev Molkte grubey), flere skjærp i Høiaasen og Sølnaasen osv. å Verkets vigtigste smeltehytte i tidligere dage var Lovise hytte, ca. 35—40 kilom. © for hovedgruben og ca. 6 kilom. fra Lilleelvedalens kirke; videre havde man en smeltehytte (bygget 1774) og senere et extraktionsverk (bygget ca. 1849—50) lige ved Foldals hovedgrube, og i den korte tid, driften ved Rødals grube var i sin glans, smeltede man ogsaa ved Strøms hytte, et par mil op i Foldalen. Lokaliteten af hytterne valgtes for en væsent- lig del af hensyn til kulleverancerne. Foldals verk blev drevet for det oprindelige interes- sentskabs regning fra 1748 til 1827, i hvilket aar det blev kjøbt af Røros kobberverk, som drev det til 1848 eller 49; derpaa blev det overdraget til et af bergmester Sinding stiftet nyt selskab, som holdt arbeidet gaaende indtil 1876 eller 1877. Driften har tidligere udelukkende gaaet ud paa at udvinde kobber (garkobber, i aarene ca. 1860—76 desuden kobbervitriol). Den samlede produktion ved Foldals verk har været, 1 sk® garkobber: 5) Disse eller i alle fald en af dem blev drevne (med tab) 1657—72, desuden ogsaa i slutten af det 17de aarh., paany optaget 1739, drevet i længere tid, nedlagt før 1794 ==) Faadals grube var tidligere drevet under et særskilt verk, Faadals kobberverk, som var igang i det 17de aarh. og i 1722—1747; i den sidste periode fremstilledes ved Faadals verk 744 sk® gar- kobber. ###) Drevet 1776—78, optaget paany 1781 og arbeidet nogen tid. 7) Drevet ca. 1770 og ca. 1840—46. Norske ertsforekomster 245 14485) 210 Sk® 210 Sk® 1749 289 235 1750 338 333 1751 233 408 92 480 399 1753 495 470 1754 586 481 1755 344 430 1756 595 1757 638 1758 657 1759 714 GONE 658 1761—64 tilsammen . . 218 1765 —66 » » 903 Altsaa i sum indtil udgangen af 1766 9370 Sk® gar- kobber. I Jens Krafts topografisk-statistiske beskrivelse (for- ste del, 1820, pag. 581—588) opgives, at den største pro- duktion før 1820 fandt sted i 1760, med 658 Sk®; videre angives produktion 289 Sk® i 1781 og 350 Sk® 1 1791. Ifølge en omhyggelig og med dygtighed udarbeidet beskrivelse (manuskript) af Foldals verk, forfattet ca. 1805 af Daldorph (senere direktør ved Røros verk), beløb den samlede produktion ved verket, fra 1748 til 1802, sig til 19 331!/}2 Sk® garkobber. Ligeledes ifolge Kraft var produktionen: 1803—07 gjennemsnitlig aarlig 228 Sk® TSN OSSE toomerot 14091 1) Aingen#?) *) For aarene 1748—66 efter '«Stykker af de norske bergværkers hi- storie,» efter ældre kilder, meddelt ved myntmester Langberg, trykt i «Magazin for bergmandsefterretninger, No. 28, okt. 1877 (Den sidste kolonne efter M. T. Brünnich.) ==) I «krigens aar» stansede driften næsten aldeles. 246 SER. Veet: RDP SANNE AIS IG ERE EJ Sa. oe EE IE En PELS TE Ai ae . 28 Sk Den gjennemsnitlige aarlige produktion fra verkets be- gyndelse (1748) indtil 1807 opgives sammesteds til 341 Sk® — altsaa 1748—1807 i sum 20.460 Sk®. — og den hele produktion indtil 1818 aars udgang til 21.090 Sk®. Efter en haandskreven indstilling af verkets daværende bestyrer, cand. min. Oluf Olsen (dateret *% 1861) blev kjærnemængden (se under afsnittet «om kjærnerøstning») i aarene 1807—26, i henhold til kobberudbyttet, beregnet til ca. 16.000 Sk®; oversigten over kobberproduktionen i de nævnte aar er gaaet tabt, men vi kan alligevel komme til resultatet, idet man for altid gik ud fra, at der af kjær- nen blev udbragt ca. 31/44 å 31/2 % garkobber; — resultat altsaa 1807—26 520 Sk® garkobber af kjærnen. — I for- hold til 16.000 Sk® kjærne skulde der, efter Sindings sta- tistik for aarene 1830—44, falde ca. 9000 Sk® kobbermalm, *) å 4% garkobber, hvilket giver 360 Sk® garkobber, — sum i 1807-25 880 Sk®, for aarene 1818—26 altsaa ca. 250 Sk® (kun fra Foldals hovedgrube). — At driften strax for 1827 var liden, og at verket i denne tid var hensyg- nende, med daarlig okonomi, fremgaar bl. a. deraf, at det i 1827 blev afhændet til Roros kobberverk, som kjobte det ikke saa meget af hensyn til gruberne, som for at blive kvit en konkurrent i trækulindkjob. I aarene 1827—50 blev efter O. Olsens oven cite- rede indstilling (?!/; 1861) forsmeltet 42.256 Sk® kjærne fra Foldalens hovedgrube, og efter bergmester Sindings statistik (befaringsprorokol 1848) forsmeltedes i 1830—44 =) I O. Olsens indstilling anføres, at der i 1807—26 faldt forholdsvis meget kobbermalm (smeltemalm). Norske ertsforekomster. DAT fra Foldalens hovedgrube 23.612 Sk® kjærne, å 31/20) gar- kobber, og 13.685 Sk® kobbermalm, å 49% garkobber, *) — altsaa udbragt 1830—44 ca. 1374 Sk® garkobber. Naar «der forudsættes, at der 1 1827—29 og 1845—50 faldt forholds- vis ligesaa meget kobbermalm som i 1830—44, og at pro- ‚dukternes gehalt var konstant, blir den hele produktion 1827—50 ca. 2468 Sk. Ifølge O. Olsens indstilling (?'/a 1861) beløb produktio- nen i 1851—61 sig til: 1851 & 52 70 Sk® garkobber 1853 & 54 243» » 1855 140 » » 1856 WAS) » 1857 128 » > 1858 108 » >» 1859 oA > » 1860 Bol » 1861 130 » » Sum 1851--61 1140 Sk® garkobber. I de senere aar har produktionen (garkobber og kob- bervitriol) ifølge de aarlige driftsbetninger (som mangler for 1862—64 og 1866) været: Sk® kob- Sk® kobber i gar- Sk® garkob- bervi- kobber & kob- ber. triol. bervitriol. 180 ale EKO) G2. 62 Cans ko Som LØR ca. 140 ca. 166 USGS AO ca. 100 ca. 165 ao) a ee ca. 30 ca. 103 SO 1305 1820 ? ca. 130 le SD ? ea. 130 *) Sinding opgiver paa et andet sted i sin beretning, at der i 1830— 44 i middel af alt det forsmeltede gods (heri iberegnet lidt malm fra Juliane Marie grubefelt) blev udbragt 8.420 garkobber. 248 MWe 185 Jb, oe, Sk® kob- Sk® kobber i gar- Sk® garkob- bervi- kobber & kob- ber. triol. bervitriol. 1872 90 ea) ea. 117 1873 83 Ca TO ca. 110 1874 60 ea. 30 ca. 80 1375 37 DU 1876 99 39 For aarene 1862—64 og 1866 kan regnes en aarlig pro- ca. 160 Sk® kobber. Oversigt over den samlede kobberproduktion. (Sk® gjort om til ton, à 1000 kgr) duktion stor Tons garkobber | Gjennem- |Samlet pro-| .. | ; |snitlig aar- duktion. | lig. | || Fra Foldals hovedgrube og 1748—55 489 | 60 desuden Rodal, Juliane Ma- ua rie, Bogsberg mm. — Mal- 1756—60 | 520 104 || men smeltet uden foregaa- z à ende kjærnerøstning, undt. 1761—66 492 82 || ca. 1775—81 og 1806. — Den 1767—1802 1573 44 || store produktion i 1748—66 X for en væsentlig del fra Rø- 1805 —07 146 37 |} dals grube. 1808—26 ea 11 ca. 9 | [Malmen først kjærne- Kick Se rostet (efter 1806), 1827 —50 ca. 395 ca. 12 ||2 | senere smeltet. SN. > ’ DA | [R »2)Sinding’ske udlud- ll 182 1 Bar | ningsmethode indfort- 1862—74 ca. 293 ca. 22 || 4237 1849. Kobberet næ- av = | sten i sin helhed vun- 1875—76 12 6 |J# det ved udludning, navnlig, i 1851—61 om- Sum 1748—1876 4965 34 trent udelukkende, af gammelt skrov. Brydningen å hovedgruben. — Efter aarsopgjørene udbrudt i 1861—76 74.480 tdr.; — 1 ton = 1.9 tdr.; altsaa 39.200 tons, eller med det senere udbrudte: 1861—1876 (eller 1888) — 40.000 tons malm. Norske ertsforekomster. 249 For aarene 1852—60 foreligger opgave over det ved orubedriften anvendte pengebeløb; ved sammenligning faaes, at 1 1852—60 udbrudt — ca. 7.000 tons malm. Efter Sinding (befaringsprotokol 1848) blev i 1830— 44 brudt 40.986 tons nyttigt gods (kjærnekis & kobbermalm). Videre faar man hos Sinding og i indberetning af O. Olsen (*1/9 1861) oplysning om det i 1827—29, 1830—44 og 1845 —50 udvundne kvantum kjærne (herom mere senere), hvor- af proportionalt beregnes, at i 1827—50 udbrudt — ca. 60.500 tons malm. For aarene 1807—26 har O. Olsen ("9 1861) i henhold til det udvundne kvantum kobber anslaaet kjærnemængden til 16.000 sk®, — altsaa kjærnekisen til 160.000 sk®, hvor- til kommer noget kobbermalm, ialt 1807—26 udbrudt — 25.000 tons malm. Oversigt: 1807—26.. . 25.000 tons malm 1827—50. . . 60.500 » > 1851—60... 7.000 » » 1861—76. . . 40.000 » > 15807 —76 . 132.500 tons malm. For tiden for 1807 foreligger ikke statistik over gru- bedriften; men man kan alligevel faa idé om det udbrudte. Man kjender for det forste garkobber-produktionen fra ver- kets samtlige gruber, derhos ved man, at oftest beskikke- des 2 dele Foldals-malm med 1 del Juliane Maria-malm, endvidere, at i den forste tid (ca. 1750—67) fik man en forholdsvis betydelig kvantitet garkobber fra Rodals grube, og at Bogsbergs-gruberne m. m. undertiden blev drevne i ikke ganske uvæsentlig skala. Man kommer følgelig sand- synligvis sandheden nærmest ved at gaa ud fra, at i 1748 —66 skrev halvdelen af alt det ved verket producerede garkobber, altsaa ca. 750 tons, og i 1767—1806 de tre fem- 250 16 186 105 Moen teparter, altsaa ca. 1100 tons, — sum 1748—1806 ca. 1850 tons, — sig fra Foldals hovedgrube. Rent misvisende kan dette overslag ikke være. — Den til smeltning udskeidede malm fra Foldals grube gav efter udførlige beretninger fra slutten af forrige aarh. «ei mere end 11/3 °/o garkobber» og «ikke mere end 11/3—12/; °/o»; vi kan derfor sandsynligvis regne 1'/s ton garkobber pr. 100 tons malm, — et resultat, som stemmer meget godt med vort kjendskab til malmens virkelige chemiske kobbergehalt og til de ved den ældre smeltemethode stedfindende betydelige kobbertab. — I hen- hold til de givne tal skulde der altsaa 1 1748—1806 være forsmeltet ca. 140.000 tons malm fra hovedgruben. Altsaa: 1748—1806 . . . ca. 140.000 tons malm ISO SiGe) cane 5000 > Dumme: 242.500 tons malm. Hertil kommer «vaskisen», der tidligere blev bortskei- det som uholdig; medtages denne, blir den totale malm- produktion fra Foldals hovedgrube sandsynligvis ca. 300.000 tons, — heit regnet 350.000, lavt regnet 250.000 tons. Foldals verk beskjæftigede i 1794 160 betjente og arbeidere (foruden familie), videre havde 450 bønder (i Ton- set, Faadalen, Tyldalen, Lilleelvedal, Øvre og Nedre Fol- dal) væsentlig indtægt af verket ved leveraneer og kjørsler. — I 1817 beskjæftigedes ved gruberne og hytterne 98 faste arbeidere. Om udvindingsmethoderne. A. Smeltningen (1748-1806). — I begyndelsen blev den udbrudte malm, efterat «vaskisen» var bortskeidet, Norske ertsforekomster. 251 smeltet uden videre (kuu efter foregaaende koldrøstning), — først til skjærsten, som efter en hel del venderøstninger blev smeltet direkte paa sortkobber, der garedes til gar- kobber. — 100 vægtsdele malm regnedes at give 1'/3 eller 11/: à 1?/s (høit regnet) vægtsdele garkobber. — Da skjær- stenen var meget fattig paa kobber, maatte man, for kun ved en enkelt smeltning at faa sortkobber, drive skjærstens- røstningen meget intensivt; man venderøstede ikke mindre end 12—14 gange og bortoxyderte herved omtrent alt svovl, saa man ved den anden smeltning næsten ikke fik noget sporsten; til gjengjæld blev selvfølgelig forslagningen af kobber urimelig høi. (Sortkobber-slaggen blev ikke om- smeltet.) Kultilgangen ved malmsmeltningen *) (oftest 2 dele Fol- dals-malm og 1 del Juliane Marie-malm) var efter en op- gave af 1805, hvormed temmelig nøiagtig stemmer en anden opgave af 1794, 1 middel 173/32 lest pr. bergtdr. raa malm, — altsaa, naar 1 tdr. regnes = 0.5 ton, 5.22 m? trækul pr. ton malm. — Til sammenligning anføres, at ved Røros hytte med to underafdelinger (Lovise og Kidets hytter), Meraker verk og Huså verk (Jämteland) medgik i middel i tiden omkring 1870 ved malmsmeltningen pr. ton malm resp. ca. 1.84, 1.89, 2.26, 2.49 og 3.26 m? trækul**); efter slaggens beskaffenhed er Foldals-malmen omtrent saa tung- smeltelig som den vanlige Røros-malm (kultilgang 1.84, 1.89 og 2.26 m?). Aarsagen til, at man ved Foldals-hytterne før 1806 brugte over dobbelt saa meget kul som senere ved de forskjellige Røros-hytter. maa søges i uheldig ovnskonstruk- tion og kanske særlig 1 lidet rationel blæst. — I en beret- ning af 1805 foreslaaes en hel del forbedringer, bl. a. færre *) Uden hensyn til de senere smeltninger. **) Se I. H. L. Vogt. Om smeltningseffekten af trækul og kokes. Norsk teknisk tidsskrift, 1884. 259 I. H. L: Vogt. venderøstninger, ved hyttedriften; det kalkuleredes, at man herved skulde spare saa meget kul, at 2400 tdr. malm, med formodet kobberindhold 170 Sk® garkobber*), ved samtlige smeltninger (men ikke røstningerne) ikke skulde kræve mere end 3000 å 3200 last trækul; 1 ton garkobber vilde altsaa i dette fald behøve 215—225 m? trækul. Sandsyn- ligvis medgik der i slutten af forrige aarh. i middel mindst ca. 300—350 m? trækul pr. ton garkobber; da driften gik for sig i ganske stor skala efter de primitive forholde (produktion 3067 tons garkobber 1748—1802), begyndte sko- vene i den høitliggende egn lidt efter lidt at tyndes, — man blev følgelig for alvor tvunget til at forsøge at faa reduceret kultilgangen pr. ton garkobber. B. Kjernerostningen (1807—48). Allerede i 1770-aarene havde man lagt mærke til, at der ved malmrøstningen i midte» af hvert enkelt stykke malm dannedes et forholds- vis kobberrigt parti («kjærne») medens omvendt skallet ' («skrovet») blev forholdsvis kobberfattigt. Man provede at skeide den røstede malm i <«kjærne», der smeltedes, og »skrov», der kastedes som uholdigt, men experimenterne blev indstillede efter nogle faa aars forløb (ca. 1775—81). I 1806 blev forsøgene paany optagne,**) og senere gik kun den rige- ste malm (smeltemalm eller kobbermalm, 1 modsætning til kjærnemalm) umiddelbart til smeltning. — For at kjærne- danneisen skulde blive vellykket, maatte røstningen ske extra langsomt og ved forholdsvis lav temperatur; ***) i mod- sat fald vilde sulfidet i sin helhed smelte og sive tilbunds. *) Svarende til 2.2°/o garkobber af det smeltede gods (1200 tdr. malm og 150 tdr. kjærne fra Foldals hovedgrube, 450 tdr. malm fra Godthaab, 350 tdr. malm fra Vingelen, 250 tdr. pukverksslig). ==) Senere er kjærnerøstning, tildels efter mønster fra Foldal, ind- ført ved Agordo (Italien), Wicklow (Irland) og flere andre steder. *"*) Rosthobene dækkedes i den anledning usædvanlig omhyggelig med et forholdsvis tykt grusdække, saa røstningen varede ikke mindre end 3—4 maaneder (Stromeyer). Norske ertsforekomster. 253 Om aarsagerne til kjærnedannelsen foreligger der alle- rede en temmelig omstændelig literatur.*) — De kjends- gjerninger, man maa tage med i betragtning, naar fenome- net skal forklares, er i korthed: kjærnedannelse finder altid sted, om end ofte i ringe udstrækning, ved røstning af kob- bersulfid-ertser, som er opblandede med svovlkis eller mag- netkis, ligegyldig hvilken af disse to (altsaa kan den svovl- mængde, som afdestilleres ved opvarmning af svovlkis, ikke udøve nogen indflydelse); ikke alene kobbergehalten, men ogsaa nikkelgehalten (se herom i det paafølgende arbeide 1 Archiv for mathem. og naturv., af cand. min. C. Riiber) koncentreres indadtil, medens omvendt jernmængden delvis vandrer udover mod overfladen af stykkerne,**) og kobber (og nikkel) optræder i det endelige produkt fortrinsvis som snlfid, jernet fortrinsvis som oxyd; koncentrationen gaar for sig zonevis; kjærnedannelsen finder sted, — efter hvad jeg selv gjentagne gange har havt anledning til at iagt- tage ved Røros, — ogsaa ved de malmstykker, som ligger nær overfladen af røsthobene, og som har været udsatte for saa lav temperatur, at jernoxyd-skorpen er jordagtig og kirsebærrød, ikke krystallinsk og sort; koncentrationen synes altsaa at maatte kunne gaa for sig ved en temperatur. som ligger under kobber- og nikkel-sulfidernes smeltepunkt. Den nærmest liggende forklaringsgrund, — som i væ- sentlige punkter stemmer overens med den allerede af Plattner angivne, — synes at være følgende: Eftersom rostningen skrider frem, finder der sted en zonevis oxyda- *) vy. Lürzer, Tunners Jahrb. 1853, pag. 339, — 1854, pag. 242. — Berg- und hüttenm. Zeit. 1853, pag. 440. C. F. Plattner. Die metallurgischen Röstprocesse. 1856, pag. 189—199. Videre literaturfortegnelse i Plattners og B. Kerls lærebøger. **) Hvorledes det forholder sig med de øvrige metaller, er ikke sik- kert paavist. 254 IB Jak II, aan tion, idet forst jern- og senere kobber- og nikkel-sulfiderne gaar over til oxyd (med sulfat); paa grund af affinitets- forholdene maa der blive en vekselvirkning mellem de dan- nede kobber- og nikkel-oxyder paa den ene side og jern- sulfidet paa den anden; da jernet i den zone, hvori kobber- og nikkel-oxyderne befinder sig, allerede er bleven oxyderet (til oxyd og sulfat) maa omsætningen finde sted med jern- sulfid, som befinder sig lidt, om end kun ganske lidet, længere ind mod centrum. Ved denne ombytuing rykker kobber- og nikkel-mængderne lidt, vistnok kun forsvindende lidet, indover, medens omvendt jernet rykker udover; ved stadig fornyet oxydation med vekselvirkning og deraf føl- gende bevægelse indadtil vil koncentrationen kunne for- klares. Den her angivne fortolkning af kjærnedannelsen sva- rer fuldstændig til de gjældende hypotbeser om den mole- kulære vandring af kul ved cementations- og aducerings- processerne ved jern. — Hypothesen fordrer, at ikke alene kobber, men ogsaa nikkel, skal koncentreres indadtil, — noget, som ogsaa erfaring bekræfter. Da kobberoxyd, paa grund af affinitetsforholdene, omsættes forholdsvis lettere end nikkeloxyd med jernsulfid, maa det endvidere paa for- haand ventes, at kobber koncentreres 1 stærkere grad end nikkel; at ogsaa dette faktisk indtræder, kan man være temmelig: sikker paa, idet man nemlig ved vore nikkelverk utvivlsomt for lang tid siden maatte have været opmærk- som paa kjærnedannelsen ved den nikkelholdige magnetkis, hvis koncentrationen her havde været ligesaa stærk som ved de vanlige kobberførende kismalme. De af Riiber udførte analyser viser en utvivlsom kjærnedannelse ved nikkelmalm; samtidig ser man dog ogsaa, at koncentratio- nen paa langt nær ikke er saa intensiv, som den pleier at være ved tilsvarende kobbermalm. *) *) Forholdet mellem Ni + Co i skrog og kjærne i den af Riiber Norske ertsforekomster. 255 I hvor stærk grad anrigning af kobber finder sted, vi- ser bedst følgende analyser af kjærne, dannet ved kjærne- restning af Foldalens fattige malm (med kun 15—22 à 2.5 0 kobber.) : Analyser, foretagne ved verket i 1869—70: Kobbergehalt i ber kjene 99253000 kobber blaalıeseulö).. do) FE 2708 > OURS Sdn tases 201820» » rar. do mr PAS > Stromeyer anfører en analyse af kjærne med 42 °/o kobber. | I det metallurgiske laboratoriums samling opbevares bl. a. en kjærnerøstet malmstuf fra Foldalen, i hvis midte der sidder et stykke gediegent kobber; dette maa vaere bleven dannet ved indvirkning af kobberoxyd paa kobber- sulfid (CuS + 2 CuO = 3 Cu + S0,) Fra 1806 og helt op til ca. 1870 udfortes kjærneskeid- ningen i Foldalen paa den maade, at den under aaben him- mel og paa bar bakke rostede malmhob umiddelbart efter afkjølingen blev haandskeidet. Selve sulfidkjærnen har vistnok i og for sig været ganske rig paa kobber, men da det ikke lykkedes at faa kjærnen fri for mekanisk ved- hængende jernoxyd (skrov), blev produktets midlere kob- bergehalt ikke høi, med rundt tal kun 4 kobber chemisk indhold (3 å 3.5 % garkobber). Efter Sindings statistik (1848) blev der i 1830—44 undersøgte stuf er som 1 : 2.86, medens vi for kobber finder 1 : 3 88, — altsaa en del mere, som det a priori maatte ventes; dette kan dog muligens være foraarsaget ved en ujævnt fordelt gehalt af kobberkis i malmen. -*) Det ved kjærneprocessen dannede kobber- og jernsulfid skulde efter dette antage blaalig farve ved en kobbergehalt under kob- berkisens. 956 I. H. L. Vogt. fra hovedgruben af 289.707 Sk® udfordret gods ved skeid- ning vundet 13.685 Sk® eller 4.72 %/ smeltemalm (som sat- tes til 4% garkobber) og 243.427 Sk® eller 840 % kjær- nekis, som ved kjærneskeidningen leverede 23.612 Sk® eller 97% kjærne. — Ved en prøvesmeltning i 1843 gav kjær- nen 3 % udbragt garkobber, og ved en lignende prøve- smeltning i 1844 fik man af kjærnen 8.75% skjærsten å 42.4 % kobber (forslagningstabet antaget dækket ved kob- bergehalten i paasat sortkobberslag), — altsaa 3.71 % kob- ber, chemisk indhold, i kjærnen. Ved siden af de 9.7 eller 10% kjærne faldt der efter Sinding ved skeidningen i middel 58 °/o skrov,*) som frem- deles indeholdt i alle fald saa pas meget kobber, at det senere lønnede sig godt at extrahere det paa vaad vei. En del bestemmelser af kobbergehalten i en række skrov-stuffer gav (efter analyse af hytteskriver Johnsen, Røros): 0.90, 1.20. 1.50, 1.54, 1.57, 1.66, 1.73, 1.77, 1.88, 2.20, 2.85, — middel 1.7 % kobber. Stromeyer (|. c.) anfører, at kjærnen holdt over 1 °/o kobber, mest som sulfat. Ved den senere udludningsproces udvandt man, ifølge verkets daværende bestyrer O. Olsen (% 1861), ca. %/s a %/4%0 garkobber af skrovet; da det ikke kan paaregnes, at man i praxis fik tilgodegjort mere end omkring halv- delen af den virkelige kobbergehalt, og da endvidere skro- vet havde ligget udsat for lange tiders indvirkning af regn | og snevand, kan skrovets oprindelige chemiske kobbergehalt ikke sættes under ca. 1.5 °/o. Ved kjærnerøstningen og skeidningen fik man kun til- *) 100 dele ren svovlkis (Fe S,) giver 66.679 oxyd (Fe, Os); naar man tager hensyn til det med skeidningen forbundne spiltab, synes resultatet ganske naturlig. Norske ertsforekomster. 957 godegjort 9.7% kjærne, à ca. 3.5°/o garkobber; i forhold til hele kjærnekisen blev altsaa kun udvundet 9.7 X =; — 0.34 % garkobber. Da kjærnekisens samlede kobbergehalt kan sættes til ca. 2 å 220, blev følgelig kun nyttiggjort Sum 47.37 Sk® garkobber, altsaa ikke fuldt 0.5°/o garkobber af alt det udskudte. **) Selve kjærne-røstningen og skeidningen kostede, med samtlige disse processer paahvilende udgifter, i tiden omkring 1845 (efter Sin- 17 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 15de Novbr. 1889. 258 18 180 108 NOG er derfor hoist tvivlsomt, om kjærneskeidningen, saaledes som den blev udført fra 1806 til 1848, virkelig var et fremskridt. Først i slutten af 1860-aarene, efterat extraktionsme- thoden forlængst var indført, gjorde man en temmelig gjen. nemgribende omordning i kjærneskeidningen. — Man havde ved en del forsøg vundet erfaring for (efter indberetning af O. Olsen, ?/2 1870), at skrovet ved at ludes og senere tørres oftest smuldrede let, — at kun det blaalig haard- brændte skrov modstod smuldringen, — at man paa et vist tidspunkt under smuldringen med største lethed kunde skil- le kjærnen omtrent aldeles fri for skrov, — at det nævnte punkt omtrent indtraadte, naar man ved ludningen havde extraheret alle opløselige salte, — at kjærnen des bedre modstod ludningen, jo rigere den var, — og at kun den fat- tige kjærne let forvitrede, medens den rige, blaa og gule kjærne tildels forblev uforandret.*) I henhold til disse erfaringer begyndte man i 1869 med at lede vand over de færdig brændte rosthobe, - efter- at disse var afklædte sit stybbedække; ludningen fortsat- tes, til luden var bleven saa svag, at den ikke længer var tjenlig til kobberfældning. Efter at rosten var bleven tør, skeidedes den paa vanlig vis**); den producerede kjærne, som var saa at sige fri for skrov, holdt 12—16% kob- ding, 1848) pr. 21500 Sk® kis eller 2150 Sk® kjærne 973'/2 Spd, — altsaa pr. ton kis kr. 1.13, pr. ton kjærne ca. kr. 11.35 og pr- ton garkobber ca kr. 325. — I tiden omkring 1860 regnedes kjær- neskeidningen alene til 15 Spd. pr. sk® garkobber, — altsaa ca. kr. 375 pr. ton garkobber. + Ww Smuldringen og den forholdsvis store lethed, hvormed skroy og kjeerne kunde skilles fra hinanden, skyldtes antagelig udvaskningen af de opløselige kobber- og jernsulfater. **) Skeidningen efter den gamle methode kostede 15 Spd. pr. Skt garkobber (1860), efter den nye kun 12'/2 Spd. Norske Ertsforekomster. 259 ber*); den var saa rig, at den gik direkte til venderost- ningen. — Man fik naturligvis meget mindre kjærne, men koncentrationen blev mere effektiv, methoden følgelig mere rationel**), endvidere fandt der en hel del omtrent gratis lud til extraktionsarbeidet. Med denne slags kjærne- skeidning fortsatte man, om end i liden skala, de faa aar efter 1870, verket fremdeles var 1 dritt. C. Den Sinding ske udludningsprocess (1849— 76), som blev foreslaaet af Sinding**) 1 1847, gik ud paa at extrahere kobber af det rostede gods og senere fælde med svovlvand- stof. f) I begyndelsen havde man i de gamle skrovhouge overflødig nok raamaterial, man behøvede kun at bryde i gruben for at skaffe kis til fremstilling af svovlvandstof; først i 1860-aarene var skrovforraadet opbrugt, man blev følgelig nødt til at drive i gruben paa vanlig vis. — Det røstede gods (gammelt skrov eller koldrøstet malm) blev *) I 1870 udbragtes 120 og i 1871 15.5 °/o garkobber af den udskei- dede kjærne (med smelteudgift ca. kr. 230 pr. ton garkobber.) — Den nye slags kjærneskeidning kunde ikke med fordel anvendes ved kis med under 1—1.2°/o kobber, idet kjærnerne i dette fald blev for smaa. **) Før havde 1 sk® garkobber, fraregnet gruheudgifter, kostet ca. 50 Spd. (kjærneskeidningen 15 Spd., kjørsel til Lovise hytte 8, smelt- ningen 25), — senere kun ca. 28 Spd. (samme udgift til kjærneskeid- ning, men meget mindre kjørsel og smeltning). — Forbedringen i kjærnerøstningen sammen med nogle forandringer ved fældningen medførte, at verkets produktionspris pr. ton garkobber sank fra kr. 1510 i 1870 til kr. 1180 i 1871. Ved de oprindelige generatorforsøg, foretagne af Sinding i forbin- delse med Stromeyer ved Lerens kromfabrik pr. Trondhjem, tilsigtedes egentlig ikke at fremstille svovlvandstof, men at afde_ stillere svovl: af kis med 50% S vandt man i høiden de 11 9, altsaa mellem !/« og 1/5; ved destillation i retorter fik man 14 °/o, altsaa kun lidet mere (Stromeyer). +) At fælde med gammelt jernaffald vilde af transporthensyn blive for dyrt. (NB. Senere blev ved et par Trondhjem'ske kisforekom- ster forsøgt at fælde med jernsvamp, reduceret af den afrøstede kis.) EE ) 260 TEN Non styrtet i temmelig store basiner eller kumme, hvor de op- løselige kobber- og jernoxydul- & oxyd-sulfater extrahere- des med vand og tidligere anvendt lud. *) Svovlvandstof fremstilledes ved at lede generatorgas, af kun halvveis forkullet ved**) — altsaa rig paa kul- vandstoffer, — gjennem glødende svovlkis, som blev holdt i brand i en liden skaktovn, med lidt lufttilgang ***); gene- ratoren, som laa lige ved kisovnen,f) gik med blæst.ff) *) Jernoxydsulfat virker opløsende paa CuO, under dannelse af sk ) jernoxydulsulfat — Ved et par af Stromeyer foretagne labo- ratorieforsog med finknust skrov, som holdt resp. 1.30 og 1.57 °/o Cu, extraheredes med rent vand resp. 94 og 92°/ af den hele kob- bergehalt; saa gode resultater kunde dog ikke paaregnes ved pro- cessen i det store, idet godset her ikke var knust. Tørret ved med trækulstybbe, sagflis m. m.m. Ved brug af ordentlig forkullet trækul fik man kun lidet svovlvandstof; beg og tjære derimod gav, paa grund af de store kulvandstofgehalter, udmeær- kede resultater. Methoden blev senere overført til Rio Tinto-felterne i Spanien og blev der grundlaget for den nu brugelige Hartmann’ske fremgangs- maade til fremstilling af svovlvandstof. (Se bl. a. Allgemeine Metallurgische Zeitung, B. I, 1882. No.4.) Tegning af generatoren med kisovnen er meddelt i Berg- und hüt- tenmännische Zeitung, 1862. No. 15. Udgifterne og kultilgangen pr. ovn pr. døgn var: 1867 | 1868 1869 rækukorbrucame 5 0.88 0.92 0.84 Vedforbrug, favn. .. . 0.44 0.43 0.45 Samlet udeift. kr... . 11.36 11.00 10.60 Over ?/3 af alt det fremstillede svovlvandstof medeik til at redu- cere jernoxydsulfatet. Pr. ovn pr. døgn fremstilledes ca. 32 ker. garkobber, i den sene- re driftstid noget mere. — Samtlige fældningsudgifter (incl. røst- ning og kjørsel af ovnskis) var i 1868—66 ca. kr. 330 pr. ton garkobber, senere lidt mindre. De paafelgende smelteudgifter pr. ton garkobber beløb sig til ca. kr. 250 (efter forskjellige aars- beretninger). Norske ertsforekomster. 261 H,S dannedes ved indvirkning af C,H,,*), H**) og H,O***) paa det ved opvarmningen af svovlkisen friblivende svovl, desuden ogsaa ved vekselvirkning mellem SO,, H,0 og C+). — Ovnene gik ganske godt, om man end leiligheds- vis ved altfor rigelig lufttilgang fik SO, istedenfor H,S. Luden lod man falde som fin duskregn, helst flere gange paa rad, ned i et indelukket kammer, som ovnsgasen (H,S med N, CO,, CO, H, SO,, H,O osv.) passerede gjennem. I 1860-aarene var ikke mindre end 5 ovnspar (bestaa- ende af generator og kisbrænder) igang. Af hensyn til klimaet kunde driften kun gaa for sig 130-—-180, middel 150 døgn om aaret. — Efter en hel del maalinger passt- rede der udfældningsapparaterne, ved de 5 ovne, pr. døgn i middel 1331/2 kubikfavn lud, som gjennemsnitlig gav 1 sk® garkobber pr. døgn. 1 liter lud leverede altsaa 0.193 gr. kobber; da lidt kobber gik tabt ved fældningen og den senere behandling, kan man regne, at 1 liter lud i middel holdt 0.2 å 0.22 gr. kobber. — Efter en analyse, som an- toges at representere middelet, holdt luden pr. % (ca. 470 cm?) for fældningen: 0.735 gr. Fe,0, og 0.7578 gr. FeO; en anden analyse gav, efter fældningen, pr. ®: *) C,H, omsæiter sig ved opvarmning med S, under udsondring af C, fuldstændig til H,S (Davy, Gmelins Handbuch der Chemie, B. 4, pag. 525); det samme er sandsynligvis ogsaa tilfælde med CH, (Stromeyer) **) Syoylkis glødet i tor vandstofgas giver svovlvandstof i rigelig mængde. — 100 dele svovlkis gav som rest ved glødning i tør H 78 dele svovljern; der sublimerede svovl, og gasen fældte ved led- ning gjennem blysukkeropløsning 100 dele PbS = 13.3 dele S. Da jalt 22 dele svovl var uddrevet af svovlkisen, maa heraf de 60 °/o have forbundet sig med H til H,S (Stromeyer). ##*) FeS giver ved opvarmning i vanddamp en blanding af H,S og H; tilbage blir Fe,O, med Fe,0,. 7) De chemiske processer, som ligger til grund for den Hartmann’ ske methode, er i korthed: SO, + H,O +3C = H,S + 300 280, + 2H,0 + 3C = 2H,S + 3C0, 262 TEE Vogt: 1.944 gr. FeO og 3.35 gr. SO,., — altsaa pr. liter ca. 0.20 à 0.22 gr. Cu og ca. 2.3 à 3.0 gr. Fe, hvoraf for fæld- ningen omtrent lige meget som oxyd og- oxydul-sulfat. Ved fældningen blev jernoxydsulfatet reduceret til oxydulsulfat under udskillelse af svovl; endvidere afsatte der sig betydelige mængder af basisk oxydsulfat, — felgen var, at bundfaldet paa langt nær ikke kom til at bestaa alene af CuS, men at man fik et temmeligt urent produkt. Det vaade bundfald blev, — efter dekantation og filtration, — for videre behandling torret og svandt derved i vægt ind til ca. trediedelen. Analyser af det fældte gods: Utørret . . . . 277— 5:34 %/o kobber Tuftterret) PL 8:89 254800, => Tørret i blypande 14.12—14.92 % » Den midlere gehalt i det tørrede gods regnedes til omkring 20 °/o kobber. For at spare ind paa den svovlvandstof-mængde, som medgik til reduktion af jernoxydsulfatet, og for at undgaa forurensningerne af svovl og basisk jernoxydsulfat, blev det i 1870 foreslaaet at lede SO, ind i luden før fældningen; planen blev dog ikke realiseret. Bundfaldet blev dels først rostet (i Hammeovn) og se. nere extraheret paa kobbervitriol, dels gik det direkte, sammen med røstet skjærsten fra kobbermalmen, til smelt- ning paa sortkobber, som senere garedes paa herd. Det gamle skrov gav, som tidligere omtalt, ved lud- ningen °/s å 3/4 % garkobber; rimeligvis udvandt man, som ved tilsvarende extraktioner i udlandet, fex. i Huelva-distrik- tet, kun halvdelen af den totale kobbergehalt. Om driftsudgifterne og det økonomiske resultat. — Som det paa forhaand kan skjønnes, har det økonomiske udbytte ved driften af Foldalens kobberfattige kis, hvor endog paa Norske ertsforekomster. 263 grund af de primitive methoder oftest kun en mindre brok- del af malmens virkelige kobbergehalt blev udvundet, i det hele og store ikke været gunstigt. Det skyldes kun de lave arbeids- og materialpriser i de tidligere dage*), at arbeidet overhovedet kunde holdes vedlige i over 120 aar. Efter flere samstemmige beretninger skal man i begyn- delsen af verksdriften (1748 til ca. 1770), medens Rødals grube leverede en hel del forholdsvis rig malm, og medens driften 1 Foldals hovedgrube faldt nogenlunde billig, idet der arbeidedes nær dagen, have havt et ganske smukt nettoudbytte; senene gik det nedover bakke. Fra 1770—73, da Rødals grube var nedlagt, og da produktionen som følge heraf var sunket, medførte driften (efter Krafts sta- tistik) et tab paa 20.000 Rdlr., og fra 1773—77 var tabet 13.000 Rdlr. I slutningen af forrige aarh. derimod var driften mere lønnende, om vistnok nettoudbyttet ikke var stort; altid klages over mangel paa kapital. — Da den øvre stoll i hovedgruben først blev færdig i aarene ca. 1800—1805, medens man allerede i 1794 arbeidede ca. 40— 60 m. over grubens nuværende bund, altsaa over 100 m. under dagen (efter faldet), var grubeudgifterne, særlig til vandlæns- ning og fordring, forholdsvis meget betydelige; det opgives endog med fuld,sikkerhed (Henchel, 1794), at vandlænsnin- gen paa denne tid beløb sig til */s af de samtlige grubeudgifter. Indførelsen af kjærneskeidningen (1806) rettede ikke paa verkets financer; i krigens aar laa driften næsten aldeles nede. i 1820 manglede man fremdeles driftskapital til paany at optage Juliane Marie grubefelt, og i 1827 blev verket solgt til Røros kobberverk, som kjøbte det hoved- sagelig for at blive kvit en konkurrent ved trækulindkjøb. — *) Daglønnen var i tiden omkring 1845, da lidet eller intet akkord- arbeide anvendtes, kun 60 å 70 øre, oftest kun 60 øre, for voksen ar- beider. — 1 læst trækul (å 12 tdr.) kostede samtidig kr. 4, leveret ved smeltehytten. — I 1868 var grubearbeidernes gjennemsnitlige daglige fortjeneste kr. 1.29. 264 I. H. L. Vogt. Om grubeudgifterne i den paafelgende tid meddeler Sin- ding (1848): I 1830—44 beløb mineringsudgifterne ved en samlet produktion af 289.707 Sk® udfordret gods, hvoraf 257.112 Sk® udskeidedes som nyttig malm (kjærnekis og smelte- malm), sig til 14.879 Spd, — 2: 1 ton nyttigt gods kostede i minering kr. 1.45. — De samlede grubeudgifter (minering, fordring, lænsning, forbygning, administration mm.) pr. ton nyttigt gods beløb sig, efter middel af flere aars drifts- resultat i tiden omkring 1845, til kr. 2.97,*) heraf alene til minering ca. kr. 1.40. — Af alt det udfordrede gods erholdtes 88.7 °/o nyttig kis & malm, og ved de senere udvin- dingsmethoder blev udbragt, ligeledes i forhold til det ud- fordrede gods, 0.474 °/o garkobber; de samlede grubeudgifter pr. ton garkobber var altsaa ca. kr. 544. Kjærne-røstningen og skeidningen er tidligere, pr. ton garkobber, opgivet til kr. 325. De øvrige hytteudgifter (med administration osv.) pr. ton garkobber beløb sig til kr. 608, — verkets samlede grube- og hytte- udgifter pr. ton garkobber var altsaa kr. 1477, eller, naar kjørsel (af malm og kjærne til Lovise hytte) mmm. medregnes, ca. kr. 1600. — Sinding opgiver, at I sk® garkobber af Foldals malm med lidt Juliane Marie malm omkring 1845, med samtlige verksudgifter androg til 66 Spd.**), altsaa pr. ton kr. 1655, — tidligere, grun- *) Efter extrakt- beretning i Bergmanden (1847, No. 5.) 14 sk. pr. sk® = 2.97 kr. pr. ton. **) O. Olsen (*/2 70) opgiver for 1860-aarene følgende driftsudgifter ved kjærnearbeidet : Kjærneskeidningen - . +15 Spd. Kjørsel til Lovise hytte . 8 » Forsmeltning . . . . mindst 25 » Sum 48—50 Spd. pr. sk® garkobber, — altsaa ca. kr. 1250 pr. ton garkobber, — fraregnet grubeudgifter. Norske ertsforekomster. 265 det lavere arbeidspriser, lidt mindre. Salgsprisen var sam- tidig indtil ca. 1845 oftest lidt, om end kun ganske lidet høiere end produktionsprisen; driften gik antagelig hver- ken med tab eller gevinst, nærmest med tab, da der vel neppe blev noget tilovers til forrentning og nye anlæg. — Da kobberprisen var i synkende i slutten af 1840-aarene, og da Røros verk rundt omkring centralstedet Røros havde flere meget mere lennende gruber, fandt man i 1848, at driften ved Foldal burde indstilles. I de første aar, indtil ca. 1860, efter indførelsen af ex- traktionsarbeidet, medens man endnu havde nok forraad i de gamle skrovhauge, faldt kobberet forholdsvis billig; pro- duktionsprisen var ca. 20 Spd. lavere pr. sk® end før (alt- saa sandsynligvis ca. kr. 1150 pr. ton), og da konjunktu- rerne var gode (salgspris 1850—60 1 middel ca. kr. 1700), gik verket med smuk nettofortjeneste (de nye anlæg blev betalt, gruben blev forbygget, øvre stoll for en del forbed- ret, til den paabegyndte grundstoll anvendtes i 1856—61 tilsammen ca. kr. 15.000, til aktionærerne udlignedes ca. kr. 24.000, osv.). Men da man paany for alvor maatte drive i gruben, og da samtidig arbeids- og materialpriserne var 1 stigende, medens kobberet sank, forværredes udsigterne; indtil slutten af 60-aarene gik forøvrigt driften fremdeles med balance, men senere var der tab, saa arbeidet sygnede hen, og verket blev tilslut aldeles indstillet i 1876. Fremtidig drift maa først og fremst baseres paa ud- vinding (export) af svovlkis, se herom bl. a. den tidligere citerede indstiling (med driftstorslag, overslag over anlægs- og driftsudgifter mmm.) Sth. Prp. 43, 1889. 266 In 150 Ws Moer Resume. — Dans la partie supérieure de la vallée de Foldalen (cfr. le plan, fig. 1, située 40—45 kilom. à l’ouest de la ligne de chemin de fer de Drontheim-Kristiania, plus près du premier endroit que du second) paraissent de divers phyllades, des micaschistes, des amphiboloschistes, des quart- zites, des schistes dioritiques et des granulites stratiformes (leptynites), qui, — d'après la classification de M. le profes- seur Th. Kierulf — appartiennent au groupe «des schi- stes de Røros», qui sont de l’âge cambrien ou silurien in- férieur. La granulite, — savoir une granulite à hornblende, relativement à gros grains et riche en quartz avec de la muscovite, beaucoup de grenat, quelquefois un peu de disthène ainsi que du rutile, du zircon, du fer oxydulé et oligiste etc. — est interstratifiée dans les autres schistes, est Jointe avec ceux-ci par des membres de transition pétro- graphiques, montre elle-même des couches différentes et alterne avec les schistes ordinaires (voy. fig. 1, 2, 3, 9); il faut alors qu'elle soit d'origine sédimentaire, ainsi que les schistes. La position des couches est illustrée par fig. 1 et 2: le plus bas dans la série les schistes de phyllades ordinaires et de mica etc, quelquefois avec de petites couches de gra- nulite, ensuite une zône puissante de granulite, dans laquelle encore une assez grande couche des schistes ordinaires est stratifiée, puis dans quelques endroits des gisements de pyrite (voy. fig. 3) et enfin au-dessus de la granulite encore les schistes de phyllades avec des couches de calcaire. En dedans de notre district paraissent 4 gîtes de pyrite assez grands (voy. fig. 1), savoir la mine principale de Fol- dalen (F), la mine de Grimsdalen (G), la mine de Juliane Marie & Godthaab (JM) et la mine de Grev Molkte (M), ensuite une très petite mine à Knutshovd (K). — Le mine- rai paraît partout de la même manière, c'est-a-dire dans des masses lenticulaires plus ou moins grandes, qui suivent Norske ertsforekomster. 267 les schistes attenants en direction et en inclination. Ces rap- ports sont illustres de la meilleure maniere par fig. 3, 4, 7 et 8 de la mine principale de Foldalen; sur une longueur de ca. 1 kilom. les phyllades contiennent une serie de len- tilles de pyrite, qui en partie se suivent sur le même niveau stratigrafique, jointes les unes aux antres par des impregnations pauvres de pyrite (DC, BA, L, LA sur fig. 4 et 8) et qui en partie appartiennent å des niveaux qui ne sont séparés du grand horizon de pyrite que par des schistes interposés, dune épaisseur de ca. 30—50 m. au maximum. La plus grande lentille de pyrite (AB, fig. 7 et 8) ici a une puissance moyenne de ca. 4.5—4.6 m. sur une longueur de 221 m. au maximum ca. 12—13 m., au minimum dans la partie centrale ca. 3 m.; elle est suivie sans changement en épaisseur et en longueur jusqu'à une profondeur de 175 m., suivant la ligne de la plus grande pente (fig. 3). Le minerai lui-même est partout stratifié tantôt par la grandeur variable des cristaux de pyrite, tantôt par la teneur variable de la pyrite, de la chalcopyrite, de la blende, du quartz etc.; il contient en outre, toujours suivant les plans des couches, quelquefois des parties interposées de granulite et de schiste pur ou imprégné de pyrite (voy. fig. 5 et 6); par ci par là on peut aussi observer en détail des couches alternantes de pyrite et de schiste (voy. fig. 5, a). A la mine principale de Foldalen (F), ainsi qu'à Knuts- hovd (K) et å la mine de Grimsdalen (G), qui sous tous les rapports est å considerer comme la mine principale en mi- niature, on trouve la pyrite dans cette serie de phyllades, qui est couchée dans la zône puissante de granulite (fig. 1, fig. 2 III, IV et VI. fig. 3, 9); aux deux autres mines (JM et M) on trouve au contraire la pyrite sur un niveau consi- derablement plus inferieur dans la serie des schistes, quoi- que toujours avec un peu de granulite. — A la mine de ‚Juliane Marie (JM) on peut observer deux couches de mine- 268 TEE ost rai disparates, l’une avec minerai de pyrite, pauvre en quartz, l’autre avec pyrite, pyrrhotine, chalcopyrite et beaucoup de quartz (fig. 10). Puisque la pyrite, ici de même qu'à tous les autres gisements analogues, que l’auteur a examinés, est régulière- ment couchée dans les schistes, ne les coupant jamais en travers, puisque la pyrite elle-même est stratifiée, puisqu elle change en couche avec les schistes attenants, et enfin puis- que les lentilles de pyrite ont participé aux procès de plis- sement (voy. fig. 11, plan et profil d'un autre district de pyrite) on peut en tirer la conclusion, que la pyrite est d'origine sédimentaire (cfr. les jugements antérieurs exposés par MM. Strom, Sinding, Helland). — Les gisements de pyrite norvégiens paraissent sur des niveaux très diffe- rents dans la serie puissante de schistes dynamos-metamor- phiques (cfr. des ouvrages anterieurs de Kjerulf), seulement par ci par là on trouve quelques series du même âge géo- logique, comme par ex. dans le district de Foldalen la mine principale de Foldalen, les mines de Knutshovd et de Grims- dalen, — et sur Varaldsoen les mines de Valaheien, de Ny- gruben, de Sandviksfjeld, de Hisdalen*). Dans le voisinage intime de la plupart de nos gisements se trouve une diorite dynamo-métamorphique caractéristique («gabbro à saussu- rite», cfr. des ouvrages antérieurs des MM. Kjerulf, Reusch, Vogt et d’autres); la connexion entre la pyrite et cette roche se répète si souvent, que l'on doit considérer ce rap- port quand on veut se former une idée de la genèse de la pyrite. On doit supposer que la roche éruptive émergea en même temps que la sédimentation des schistes, et que le contenu en métaux et en soufre de nos gisements a été apporté par émanation volcanique dans cette mer, où plus tard les dépots eurent lieu. *) Voyez J. H. L. Vogt: Norske ertsforekomster No. VI. Le district de pyrite de Varaldsoen. Archiv f. mathem. og naturv. B.12, 1887. Norske ertsforekomster. . 269 La forme lenticulaire, les etroitesses et les élargisse- ments locaux (voy. le plan fig. 7), que montrent les masses de pyrite de la mine principale de Foldalen, — protégées contre des compressions locales par les murs compactes de granulite aux deux côtés, — sont supposés d'être causés essentiellement par le dépôt primaire et seulement subor- donnés aux changements de pression dynamiques. Les gisements de pyrite dans les schistes dynamos-me- tamorphiques s'écartent, et à l'égard de forme et de caractère minéralogique de ceux-là qui se montrent en forme de couche dans les schistes azoïques. Les gîtes de minerai de fer sédimentaires en Scandinavie (avec les types Arendal, Kragero, Næverhougen en Norvège, Dannemora, Persberg, Norberg en Suede) sont caractérisés, en opposition des gise- ments de pyrite, entre autre par cela, qu'à peu près en même temps étaient déposées des couches de minerai de fer et de calcaire (ou dolomie); la formation des minéraux eut alors lieu sous d’autres conditions chimiques ou chimiques- physiques. Les gîtes scandinaves de pyrrhotine nickelifère sont à comprendre comme des formations en contact au gabbro (le plus souvent norite); elles s'éloignent alors à l'égard de genèse complétement des gisements de pyrite. La masse de pyrite de la mine principale de Foldalen consiste en pyrite avec un peu de chalcopyrite, de blende ainsi que de quartz et un peu de hornblende et de biotite (non pas de grenat, de tourmaline, d’épidote, comme à quelques autres gisements analogues). La couche principale (AB, fig. 8) donne — après qu'on a détaché qu'environ 10 % comme matière pauvre ou impropre — du minerai de pyrite avec 45—48 % de soufre et 2—2.25 % de cuivre (ensuite pas plus de 2 %/ de zine, peu ou point de plomb, 0.06—0.18 °/o 270 I. H. L. Vogt. de cobalt avec un peu de nickel, le plus souvent rien, trés exceptionnellement jusqu’à 0.05—0.07 % d’arsenic; 0.003 °/o d’argent, peu ou point d’or), en outre un peu de pyrite, fortement cristallisée en petits grains avec une égale teneur de soufre, mais seulement 0.3—0.6 °/o de cuivre et enfin un peu de minerai de cuivre avec 4—4.5 % de cuivre. — Somme totale, dans le district principal de Foldalen, qui est le district de pyrite le plus grand ou un des plus grands de la Norvège on trouve en tout cas ca. 1.5 million de tonnes de pyrite, dont antérieurement (1748—1876) ca. 300.000 tonnes sont exploitées par travail de mine; par les procédés d'exploitation primitifs métallurgiques on en a tiré ca. 4000 tonnes de cuivre (cuivre rosette). — Au commencement le minerai était fondu d’après la méthode commune suédoise- allemande, dans les ans 1806—48 d’après précédent «grillage pour noyaux» (Kernröstung, Kjærnerøstning) du minerai, — un procédé, qui était combiné avec de grandes pertes mécaniques (explication chimique de l'échange moléculaire de matière par «le grillage pour noyaux», voy. pag. 252—255). En 1849—76 l'exploitation se faisait par voie humide par précipitation avec de l'hydrogène sulfuré (la methode de Sinding, voy. pag. 259—262). Kjernerøstning af nikkelholdig magnetkis. „AT bergkandidat ©. RIIBER, amanuensis ved Universitetets metallurgiske laboratorium. Allerede i længere tid har kjernerøstning været kjendt ved rostningen af kobberfattige svovlkise. Ved enkelte værker har det været anvendt 1 praxis, således ved Foldal i Norge, Agordo i Italien og Wicklow i Irland. Kjerne- røstningen er bleven forklaret på mange måder, men ikke fuldt tilfredsstillende; angående disse henvises til hr. professor Vogts foranstående arbeide. Har man en kis med lidet kob- ber, f. ex. 1—2 %, kan kobbergehalten ved passende røstning koncentreres temmelig stærkt; efterhvert som røstningen skrider frem fra overfladen indover, koncentreres kobberet mere og mere i det indre, «kobberet kryber indover», som det kaldes. Stromeyer*) fandt således i et kjernerøstet stykke fra Foldal 47 % kobber i kjernen, men man har fun- det endnu større gehalt, i enkelte prøver endog metallisk kobber; det sidste hører dog til sjeldenhederne. Ved Foldal fik man af en malm med ca. 2% kobber 10% kjerne med gjennemsnitlig 4°/o kobber og et «skrov» (9: det afskrællede gods) med ca. 19%. Ved Agordo har man dog drevet med noget fordelagtigere resultat, idet man af malm med */2— =) Bgwfr. 19, pag. 253. 272 ©. Riiber. 4%) kobber skeidede ud en kjerne med ca. 8 °/o, medens skrovet neppe holdt 1 %. En sådan koncentrerende rostning er vanskelig, malmen mä være i passende nævestore styk- ker og tillige ikke holde for meget bergart, da dette hindrer en regelmæssig koncentration; røstningen må tillige foregå langsomt og ved lav temperatur. Da nu nikkei og kobolt i metallurgisk henseende lige- overfor svovl forholder sig næsten aldeles som kobber, idet nikkel og kobolt ligeoverfor jern har større affinitet til svovl end til surstof, var det på forhånd rimeligt at antage, at også nikkel og kobolt i forbindelse med svovl vilde kunne koncentreres ved en passende røstning. Dette viser sig også virkeligt at være tilfældet ved vore nikkelholdige magnet- kise. Med reisestipendium fra universitetet har jeg i 1886 og 1888 blandt andre værker også besøgt Værdalens og Evje nikkelværker. Det var under besøget ved Evje værk i juli 1888, at jeg ved at undersøge røstehobene blev opmærksom på, at de i den øvre del liggende stykker ved at slåes over viste fuldstændig kjernerøstningstypus. Prøver bleve med- tagne og ved tilbagekomsten til Kristiania har jeg på labora- toriet udført analyser såvel af kjernen som skrovet, hvor- ved min antagelse er bleven fuldstændig bekræftet. Ved Evje røstes i hobe under åben himmel; røstehobene har form af retafkortede pyramider med rektangulær basis. Analyserne viser følgende resultat: «Kjernen»: | No | Uopløst | GS | Cu | Ni | Co | Sum Rod | 20.00 | 26.53 | on | 5.37 | 5291 | m*) | | | | 491 | 117 | | Sum 52.91 %, resten væsentlig jern. *) Se anm. på næste side. Kjernerostning af nikkelholdig magnetkis. 973 «Skrovet» : No. = Uoplost S | Cu | Ni br | Sum | 16.99 | o | | om | Tens | men | 0.26 | 1.46%) 0.41 A | | en JAY) | Sum 16.99 °/o, resten hovedsagelig ein Til sammenligning anføres et par analyser af ren mag- netkis fra Evje: Ren magnetkis, Evje: | No. | | Co | Ni + Co va | 049 | 4.03°% VI | 4.00 | 0.40 | 440% No. VI stär angivet som gehalter i ren kisi katalogen over værkets udstilling i Paris 1878, no. V er gehalten i et stykke ren kis, som er analyseret her paa laboratoriet. Disse 2de analyser repræsenterer middelgehalten i ren kis. Som man af analyserne ser, er procentgehalten af det *) Tørveisprøver for blæserør efter prof. Miinsters methode (Nyt mag. for naturv., bind 19). Disse prøver ere hurtige at udføre og meget ngiagtige, ikke alene ved rene nikkelmalme (>: uden kobber), men også ved en liden kobbergehalt. Man bestemmer kobbergehalten på våd vei, helst elektrolytisk, og ved veining af arsenperlen ud- regner man kobbergehalten som Cu,As og trækker denne fra. Således fandtes i «skrovet», indveiet 0.1 er.: Arsenperlen (Ni + Co), As + Cu, As = 0.00340 gr. Efter 0.26 % Cu udregnet Cu,As — 0.00036 gr. (Ni + Co), As = 0.00304 gr. = 1.86 °/ Ni + Co Co afdrevet, Co i Co,As. . . . = 0.43 % Co og følgelig 1.43 °/o Ni I en kontrolprøve fandtes på lignende MANIP ION PAST BU saa 4319) 149 S/o Ni og 0.40 % Co I «kjernen» fandtes ligedan ved blæserørsprøver henholdsvis i to prøver 5.37 % Ni + Co og 5.39 % Ni + Co, og på vad vei blev fundet ved elektrolyse 5.36 % Ni 4- Co. 18 — Archiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 30te November 1889. 274 C. Riiber. uopløste (efter mikroskopisk udersøgetse af hr. prof. Vogt væsentlig indsprængt feltspat og hornblende) meget stor, og når alligevel nikkel- og koboltgehalten er koncentreret i kjernen til det 3-dobbelte af skrovets, viser dette, at pro- cessen i chemisk henseende går for sig med nogenlunde let- hed, og at man derfor ved renere kis kan vente at opnå et endnu gunstigere resultat. Kobberet har også, som rimeligt. er, koncentreret sig i kjernen, men i noget stærkere grad; kobbergehalten i malmen skriver sig fra indsprengt kobber- kis, og angives ste sorts malm at holde 0.4 °/o kobber. l/2 målestok. fi kjernen. x skrovet. Hosstående figur viser et gjennemsnit af et overslået kjernerøstet stykke*). Kjernen udgjør '/—'/s af hele styk- ket. Kjernen er af mørkere farve end almindelig magnetkis, stærk tombakbrun og anløbet. Skrovet består væsentlig af jernoxyd, derfor af rødbrun farve, med lidt oxyder og sul- fater af nikkel, kobolt og kobber. Ved at udlude med varmt vand tilsat lidt syre fåes en del af nikkel-, kobolt- og kob- bergehalten extraheret, medens jernoxydet forbliver uopløst; tillige fåes lidt svovlsur lerjord i opløsningen, sandsynligvis fremkommen ved den under røstningen dannede fri svovl- syres indvirken på de tilstedeværende lerjordholdige silikater. Ved nu at anvende sådan extraktion i det store på det kjernerøstede gods, vilde man ikke alene kunne opnå at få *) Stykket opbevares i Universitetets metallurgiske samling. Kjernerøstning af nikkelholdig magnetkis. 275 tilgodegjort en del af skrovets gehalt på nikkel, kobolt og kobber, men også at letteliggjøre den påfølgende udskeid- ning af kjernen, idet den ydre skorpe da langt lettere kan løsnes fra kjernen. I modsat fald, hvis man vil foretage skeidningen først, vil skrov og kjerne hænge fastere sammen, hvoraf resulterer en vanskeligere og tildels kostbarere skeid- ning og et fattigere produkt. Nikkel og kobolt koncentreres med lige lethed i kjer- nen; analyserne vise dette, idet forholdet mellem kobolt og nikkel i kjernen er 1:3.6, i skrovet ligesaa 1:3.6. Fra ældre tid haves kun fra et værk nogle oplysninger om nikkel og kobolts forhold ved kjernerøstning, fra Brix- legg i Tyrol*). Man skal der ved forsøg have gjort den mod- satte erfaring, men forholdene ere ved dette værk særegne, idet man har svovl, arsen- og antimonholdige ertser at arbeide med, nemlig en blanding af svovlkis, kobberkis, fahlerts, blyglans, med små mængder af sølv, nikkel og kobolt. Ved at underkaste disse ertse en kjernerøstning skal kobber og sølv væsentlig gå i kjernen, medens nikkel og kobolt går i skallen. Da forholdene som sagt her ere extraordinære, behøver vi ikke at tillægge dette nogen vi- dere vægt. De norske nikkelmalme, nikkelholdige magnetkise, va- rierer meget i sin nikkelgehalt; i almindelighed overstiger gehalten i ren kis ikke 4—5 /0, exceptionelt har man ved en forekomst havt 11%. Den til smeltehytten leverede malm holder altid meget mindre, ikke over 2!/2°/o. Med de nuværende nikkelpriser lønner det sig ikke at forsmelte malm med under 1.5 % Ni, hvis forholdene ellers ikke er særdeles gunstige. Heri landet er for tiden kun 2de nik- kelværker igang, Værdalens og Evje værker; tillige foregår export af nikkelholdig magnetkis fra Nonås nikkelgrube på. *) B. u. H. Ztg. 1868, pag. 223. 276 C. Riiber. Kjernersstning af nikkelholdig magnetkis. Ostersen. Ved Værdalens værk haves en malm med ca. 1.5 % nikkel; værket har ca. 41 kilometer vei til havn ved Throndhjemsfjorden. Ved Evje værk, som ligger 60 kilo- meter nordenfor Kristiansand, hvoraf 35 kilometer landevei, 25 vandvei, holder smeltemalmen i middel 21/4 % nikkel. Store beholdninger af fattigere malm ligge ubenyttet oppe ved gruberne, da det ikke lønner sig at kjøre dem ned og forsmelte dem. Kunde man nu med fordel kjernerøste sådan fattig nikkelmalm kombineret med udludning, vilde det være til stor ophjælp for vor nikkelbergværksdrift. Det var at ønske, at et af vore igangværende nikkelværker vilde gjøre et forsøg hermed, især da et sådant forsøg ikke vilde være forbundet med nogen særdeles store omkostninger. Hvad disse angår, kan anføres til sammenligning, at ved Foldal beløb de samlede udgifter i tiden omkring 1845 for kjerne- røstning og skeidning sig til kr. 1.13 pr. ton kis (efter Sinding); senere, efterat man var begyndt med udludning før skeidningen, reduceredes omkostningerne til kr. 0.94 pr. ton kis. Med denne lille opsats har jeg villet konstatere, at nikkel og kobolt, omend i mindre grad end kobber, koncen- treres ved kjernerøstning, et faktum, som har sin chemisk- metallurgiske interesse, og som kanske i fremtiden kunde blive til praktisk nytte for vore nikkelværker. Den historiske Udvikling af Kjendskabet til Grønlands Indlandsis. Af PETER EBERLIN. IE Da Eskimoerne i sin Tid naaede over til Gronland fra de nærliggende Dele af Amerika, gik det selvfølgelig ikke op for dem, at de vare komne til et helt nyt Land, og saa vidt man kan dømme efter den eskimoiske Sagnlitera- tur, er det heller ikke senere gaaet op for Grønlænderne, at de ere et indvandret Folk, og at de Steder, hvorom deres ældste Sagn fortælle, ligge i Egne, der slet ikke have noget med Grønland at gjøre. Da nu imidlertid de gamle Sagn for en stor Del dreie sig om det snart fredelige, snart fiendt- lige Samkvem mellem Nordamerikas Eskimoer, «Kystbo- erne» og nærboende Indianerstammer, «Indlansboerne», saa opfattede man i Grønland Sagnenes Indlandsboer som Folk, der havde havt hjemme i Grønlands Indre, og som ogsaa til Stadighed levede der inde, om de end ikke mere gave sig saa stærkt tilkjende for Kystboerne som i den gamle Tid, hvorom Sagnene fortalte. Den Dag idag findes denne Forestilling. hos Grønlænderne; den Dag idag gaa Indlands- folkene, med hvem Eskimoerne ere mødtes i Nordranden af Amerika, igjen som fabelagtige Beboere af Grønlands Ind- land; ja den Dag idag have nogle af disse Indlandsfolk de 278 Peter Eberlin. samme Navne og Attributer hos Eskimoerne i Amerika og hos Gronlænderne. Det er derfor ikke nogen los Gis- ning, men en Kjendsgjerning, at de eskimoiske Forestillin- ger om Gronlands Indre som et beboet Land i det mindste for en Del ere fremkomne ved en forkjert Lokalisering af Sagn og Overleveringer, der fra forst af slet ikke havde noget med Grønland at gjøre. Noget lignende som det, der saaledes med Sikkerhed kan paavises om Oprindelsen til den eskimoiske Forestilling, at Indlandet er beboet af eiendommelige, ikke grønlandske, Folk, kan med Sandsynlighed paavises om en anden grøn- landsk Forestilling, om Landets Indre. Baade paa Vest- og Østkysten af Grønland har man fundet den besynderlige Mening, at der i gamle Dage skal have gaaet forskjellige Forbindelsesveie tilsøs tvers over Mellemgrønland, og at Vest- og Østlændingerne havde Samkvem gjennem disse Søveie, indtil Isen paa Landet bredte sig ud over og til- stoppede dem. Denne Mening maa vistnok opfattes som en Erindring om Forbindelsesveien mellem Vest- og Østkysten nordenom Landet, hvilken Vei efter alt at dømme har været benyttet af Grenlenderne. Det er vel gaaet saadan til, at Mindet om denne Forbindelsesvei har holdt sig levende i Sagn og Fortællinger, efter at man havde fjernet sig fra de Egne, hvor Veien fandtes, saa har man troet, at Mod- sætningen mellem de Forhold, Sagnene beskrev, og dem, hvorunder man selv levede, var en Modsætning mellem Fortid og Nutid i Stedet for mellem fordums og nuværende Opholdssteder, og saa har man givet sig til at finde Spor af den gamle Tilstand i sine Omgivelser og til at paavise, hvor Indløbene havde været til de nu lukkede Forbindelses- veie med den anden Kyst. Ved Siden af disse fabelagtige Forestillinger om Grøn- lands Indre have Grønlænderne en hel sammenhængende Betragtning af Isdannelserne paa deres Land og da især Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 279 over dettes Indre, og denne Betragtning, Folkets gjennem Aarhundreder opsparede Erfaring, hviler næsten helt igjen- nem paa rigtig og klar NPE Den gaar! ud paa følgende: Rundt om i Grønlands Kystland træffer man, især noget tilfjelds, Snemarker, hvorfra der udgaar Bræer. Disse Isdannelser ere dog kun Smaating mod «den store Landis» (Sermersoak), som optager det indre Land, og derfor paa nyere Dansk har faaet Navnet Indlandsisen. Om denne ved Grøn- lænderne følgende at fortælle: Hvor som helst man fra Grønlands mere eller mindre sne- og isfri Kyst, hvor dybe Fjorde skjære sig ind mel- lem en Vrimmel af Øer og Halvøer, søger ind mod det indre af Landet, der støder man før eller senere — undertiden helt ude ved Havet, undertiden først et Par hundrede Kilometer inde i Landet — paa det selvsamme, fra Kyst- landet helt forskjellige Landskab. Der viser sig en Mark af Is og Sne, der snart gaar jevnt over i Snemarkerne paa Yderlandet og snart staar med en skarp Rand ud mod Havet eller Yderlandet. Gaar man tilfjelds og faar Over- blik over dette eiendommelige Landskab, saa ser man det under en svag Hævning fortsætte sig indefter, indtil det taber sig for Øiet, og man ser aldrig sammenhængende isfrit Land bagved det, hvorimod man paa mange Steder, især yderst i Randen, ser Fjelde, der rage op som Øer i den ellers ensiormige hvide Mark. Denne Mark af Is og Sne er Indlandsisen, og Fjeldene, der rage op over den, ere de saakaldte Nunatakker, hvortil Grønlænderne ogsaa henregne de Fjelde, der delvis begrænses af Indlandsisen og forresten af Havet eller af Søer foran Isen. Grønlænderne ved, at der paa Indlandsisen virker to Kræfter, en indre. der skyder Isen frem mod Yderlandet, og en anden eller rettere adskillige andre, der ødelægge Isens Rand og saaledes gjøre Modstand mod Isens Frem- 280 - Peter Eberlin. rykning. Langs hele Isranden foregaar der nemlig en stadig Afsmeltning og Affalden af Isstykker, og i det indre af visse Fjorde, de saakaldte Isfjorde, afbrydes, «kalves», der Tid efter anden store Isplader, der fra Indlandsisen skyde sig ud i Havet; men trods al den Ødelæggelse af Isranden, der saaledes finder Sted, rykker Isen dog ingen- lunde tilbage i Landet; Gronlænderne mene endog almin- deligvis, at den Aar for Aar tager til og rykker længere og længere ud mod Kysten. Dette sidste synes dog at være forkjert; det rimeligste er, at Indlandsisen snart tager lidt til og snart lidt af, saaledes at den, naar man overser noget længere Tidsrum, i alt væsentlig holder sig uforan- dret. At Grønlænderne alligevel for det meste mene, at. Isen tager til, kan let forklares; den eiendommelige indre Kraft, der skyder Indlandsisen frem, Sagnene om Sunde, der i gamle Dage skulle have gaaet tvers over Landet, og isolerede lagttagelser over Israndens periodiske og stedlige Forskydninger ere mere end nok til at forklare, at denne Mening cr saa udbredt. Saa meget mærkeligere er det, at. der 1 en østgrønlandsk Gjengivelse af et eskimoisk Vand- flodssagn indgaar det Led, at hele Grønland engang har været dækket af Indlandsisen, der saa senere har trukket. sig tilbage til sine nuværende Grænser, ligesom Yderlands- bræerne — saaledes heder det hos den østgrønlandske For- tæller — til Stadighed sees at aftage. For denne mærke- lige Istidsforestilling skal der imidlertid blive gjort Rede i et følgende Afsnit. I grønlandske Sagn og Fabler foretage Gronlendere undertiden Vandringer og Aandeflugter langt ind paa eller endog tvers over Indlandsisen, men i Virkeligheden gaa. Grønlænderne selvfølgelig ikke langt ind paa Isen, hvor de jo ikke have noget at gjøre. Derimod have de ofte Lei- lighed til at stifte Bekjendtskab med Indlandsisens yderste Bræmme. Paa Rensdyrjagter søge de undertiden ind til Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 281 Nunatakker lidt inde i Isen, og undertiden skyde de Gjen- vei ved at gaa op paa Isen og over den begive sig fra en Fjorddal til en anden, naar Landet mellem Fjordene og Dalene er umuligt eller vanskeligt at passere. Grøn- lænderne kjende derfor paa mange Steder af Landet Isens yderste Bræmme, og ved at fortælle om store Revner, der findes i den, og om Vandløb, Søer og Kildevæld paa dens Overflade. De ved ogsaa, at det Vand, der flyder fra Isen, er blakket og hvidfarvet, fordi det indeholder Ler og Grus, og at Isfjeldene og den mindre Kalvis ofte føre Ler, Grus og Sten fra Landet ud i Havet. De have med andre Ord en korrekt og af deres Sagn uafhængig Opfattelse af Indlandsisen, kun at de opfatte visse Isfjorde som Klofter, der gaa tvers over Grønland saaledes, at der er Vand- forbindelse under Isen, og at de for det meste tro at have iagttaget, at Isen breder sig mere og mere. Derimod have Traditionerne om Indlandsboer ikke forrykket Grønlæn- dernes sunde Sans saaledes, at de have indladt sig paa Fantasier om frodige Egne indenfor den Bræmme af Is og Sne, som findes rundt om Grønlands store, hemmeligheds- fulde Indre. Grønlænderne tænke sig tvertimod hele Ind- landet som en Mark af Is og Sne, op over hvilken der kun hist og her rager en enlig Nunatak. At Indlandsboerne alligevel kunne leve i Indlandet, forklare Grønlænderne ved at give dem overnaturlige Egenskaber, saa de kunne trodse Indlandets øde Natur. I den leve de saa efter Grønlændernes Mening den Dag idag sammen med andre mere eller mindre mærkværdige Væsener, isklædte Bjørne, Fabelulve, «Godtveirsfrembringeren» og mange flere. Nogle af disse Væsener ere ligesom Indlandfolkene Dobbelt- gjængere, med hvis andet og virkelige Jeg Grønlænderne have stiftet Bekjendtskab paa et tidligere Tidspunkt af deres Historie, andre ere rene Fantasifostre. De spille i Beretninger om Indlandsisen en stor Rolle som Væsener, der 282 Peter Eberlin. holde Gronlænderne borte fra Indlandsisen; om de spille denne Rolle i Virkeligheden, er derimod et Sporgsmaal. Gronlænderne ere jo nemlig ingenlunde bange for at færdes paa de Dele af Indlandsisen, hvor de have noget at gjore, og at de ikke selv foretage lange Vandringer ind paa Isen ~ og heller ikke altid have Lyst til at ledsage Fremmede paa deres Fxpeditioner ind paa Isen, kan sikkert forklares paa anden og naturligere Maade end ved at give Indlandets overnaturlige Væsener Skylden. Noget andet er det, at Grønlænderne i deres Blanding af Lunhed og Mangel paa Oprigtighed undertiden have skudt sig ind under Frygt for. Indlands-Væsener, naar de vægrede sig ved at følge Frem- mede paa deres Isvandringer. | 106 Nordboerne opholdt sig i Grønland fra Slutningen af det 10de til Slutningen af det 15de Aarhundrede, og der er ı «Kongespeilet» fra Midten af det 13de Aarhundrede efterladt Vidnesbyrd om deres Opfattelse af Grønlands Indre. Det heder nemlig i Kongespeilet, der er forfattet i Form af Samtale mellem en Fader og Søn: «Men da du spurgte, om Landet (Grønland) var frit for Is eller ikke, eller det var bedækket med Is ligesom Havet, da skal du vide det for vist, at det er en ringe Del af Landet, hvor der er bart for Is, men alt det øvrige er bedækket med den, og Folk ved ikke, om Landet er stort eller lidet, fordi alle Fjeldstrækningerne og ligeledes alle Dale ere skjulte af Isen, saa at man ingensteds finder Aabning derpaa. Det er dog vel saaledes i Virkeligheden, at slige Aabninger gives enten i de Dale, som ligge mellem Fjeldene, eller langs med Stranden, som Dyrene kunne hitte igjennem, thi Dyr kunne ikke streife derhen fra andre Lande, medmindre de finde Aabninger paa Isen og Laudet bart for den. Folk have ofte forsøgt at gaa op paa Landet paa de Fjelde, Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 283 som ere de hoieste, paa forskjellige Steder, for at se sig om og for at prove, om de fandt nogen Del af Landet, som var fri for Is og beboelig, men man har ingensteds kunnet 'opdage sligt, foruden de nu beboede Fgne, som kun strække sig kort, langs med selve Kysten». Af dette Vidnesbyrd fremgaar, at Nordboerne overalt, hvor de have undersogt Gronland, et Stykke inde i Landet ere stodte paa Indlands- isen, og at de derfor have draget den Slutning, at Isen dækkede det hele Indland, maaske med Undtagelse af enkelte Aabninger tvers over Landet. Denne sidste Gis- ning skyldes dog snarest Kongespeilets lærde Forfatter, der ikke selv havde været i Grønland. Ved de talrige Expeditioner, der udgik til Grønland fra Slutningen af det 16de til Begyndelsen af det 18de Aar- hundrede, bragtes Kundskaben om Grønlands Indre ikke saa meget som et Hanefjed frem; derimod opkom der ved en af disse Expeditioner — ved en Kjæde af geografiske Vild- farelser — en urigtig Forestilling af stor Betydning for Opfattelsen af Grønlands Indre. Paa Grund af Opgivelser paa et upaalideligt Kort troede nemlig Englænderen F ro- bisher, at den amerikanske Side af Davisstrædet, hvor- paa han gjorde en Række store Opdagelser, var den syd- lige Del af det gamle Grønland, og denne Feiltagelse gav Anledning til, at Frobishers Opdagelser i Amerika bleve indførte paa Grønlandskortet, hvor de lidt efter lidt vandt fast Form som to Sunde tvers over Landet, og i den Skik- kelse fandtes de saa — med Navnene «Frobisherstrædet» og «Beare-Sund» — paa de Kort, der vare i Kursi største Delen af det 17de og Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Paa haandskrevne Kort fra Midten af det 17de Aar- hundrede havde Kartografen Mejer endvidere, uvist af 284 Peter Eberlin. hvad Grund, delt Grønland 1 en Mengde store Ver, tæt bevoksede med Skov «som omkring ved Bergen i Norge». 1086, Med Aaret 1721 begynder den nyere danske Kolonisa- tion af Grønland. Fra da af indtil nu har der over en stor Del af Grønlands Kyst været faste Missions- og Handels- pladser, og talrige dygtige Europæere have fundet et nyt Hjem i Grønland og levet sig ind i dets interessante Natur. Mange af disse Folk have i Forbindelse med tilreisende Forskere arbeidet paa at udvide Kjendskabet til Grønlands Geografi og Naturhistorie, og ogsaa Indlandsisen har været Gjenstand for omfattende Undersøgelser. Disse Undersøgel- ser samle sig naturlig i to Grupper, de ældre Undersøgel- ser indtil omtrent Midten af dette Aarhundrede og de mere moderne Undersøgelser. Som naturligt er, maatte der gaa nogle Aar, inden de Europæere, der fra 1721 af bosatte sig i Grønland, og som fra først af vare aldeles ukyndige i Grønlandsk, lærte de Indfødtes Opfattelse af Indlandsisen at kjende. Ved egne Undersøgelser kom de dog snart til det Resultat, at Ind- landet i høi Grad var opfyldt med Is og Sne, og da der- for Raadet i Grønland i Aaret 1723 blev opfordret hjemme fra til at lade foretage to Expeditioner over til Østkysten — en tvers over Landet og en tilsøs ned langs Kysten —, afviste Egede det første Forslag som uigjennemforligt, i hvert Tilfælde indtil videre. Hvor lidt rede man iovrig paa det Tidspunkt baade i Europa og ved Kolonien Godt- haab havde paa Forholdene i Grønlands Indre, sees bedst af de i den Anledning vekslede Breve, hvori det heder: «Dersom det ikke er skeet, da synes os at være hel tjenlig, at der bliver udkommanderet en otte Mand, som kunne marschere ind over Land, thi efter Kortet sjunes det, Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 285 at det ikkun skal være 12 a 16 Mil bredt over, hvor det smalleste er, for, om mulig, at komme over til den ostre Side, hvor de gamle Kolonier have været, og under Veis at inkvirere efter Skov med videre; men sker nu dette, som vi gjærne skulde se, da maatte dette Forslag foretages for- ste Sommertid, dernæst maatte Mandskabet med hver sin Ransel med Proviant, saa og Gevær, blive forsjunet, der- hos en Kompas, paa det, at de derefter kunne vide at finde Veien hjem igjen, og for det tredie vil det udkom- manderede Mandskab være vel forsigtig baade for de Vil- des Overfald, om nogen under Veis antræffes, som og udi at observere alle Ting, ja, hvor de passere, maa de og paa høie Steder opreise Varder, hvoraf de baade denne og andre Tider kunne faa Kjendetegn.» (Af Direktørernes Brev til Raadet i Grønland. Bergen. 19de April 1723). — «Samme Deres respektive Ordre angaaende den østre Side af Lan- det i Særdeleshed til Lands at efterforske, da ser jeg: ingen Mulighed det til Gavns at kunne præstere, fordi det er ganske uvist, hvor man skulde finde den Fjord eller Sted, som kunde være smallest og kortest at komme over Land til den østre Side, og at lide paa Kartes Tegning og Anvis- ning i dette Fald er helt usikkert, eftersom jeg i den Cir- kumferance, hvor jeg hidindtil har reist, finder derudi saa megen Urigtighed. Thi den (forhen i Brevet omtalte, af Brevskriveren hjemsendte) Tegning med Landets Situation og Danlighed (0: Form), besynderlig Fjordenes Strækning, kommer aldeles overens. Herhos vil den foresatte Lands- marchering for de høie Klipper og iblandt antræffende Is og Snebjærge og andre uførede Gange, som jeg af Frfaring ved og set har, falde ganske besværlig, at man i mange Dage paa Reisen skulde vidt avangere, umældt, at en Mand næst sit Gevær næppe kan bære saa megen Proviant, som han havde Behov for en otte eller i høieste fjorten Dages Reise, og for saa vidt kunde det vel foretages, og for om 286 Peter Eberlin. imidlertid nogen stor Skov skulde findes, hvilket dog skal vel være at tvivle paa, eftersom jeg langt ind til Fjordene, hvor Skov helst skulde findes, har ingen anden Skov fun- den end smaa Krat i meste to til tre Alen hei.» (Egedes Svarskrivelse. 31te Juli 1723). | Egede vilde saaledes ikke have noget at gjere med den foreslaaede Isvandring; derimod gik han ind paa det andet Forslag og reiste endnu 1723 i Baad sydpaa for om muligt at naa Østkysten. Denne naaede han ikke, men som Sydreisen i alle Henseender udvidede hans Blik paa Grønlands Natur, saa blev den ogsaa af Betydning for Opfattelsen af Indlandet, idet Egede baade paa Grund af, hvad han selv iagttog paa Reisen, og paa Grund af, hvad Grønlænderne samtidig og senere fortalte ham, kom til det bestemte Resultat, at Frobisherstrædet og Beare-Sund slet ikke hørte hjemme i Grønland, et Resultat, han stadig fastholdt mod den allerede 1732—33 opdukkende mæglende Forklaring, at Sundene virkelig havde været til, men at de ikke længer vare tilgjængelige, enten dette nu kom af, at de laa tilstuvede med sammenfrossen Drivis, eller det var Landisen, der havde bredt sig ud over dem og saaledes fuldstændig begravet dem. Egede feiede derfor Sundene ud af det Kort, der 1741 udkom i hans «Grønlands Perlustration», men hvad han gav med den ene Haand, tog han igjen med den anden, idet han paa samme Kort afsatte det Sund, der efter Grønlændernes Sagn i gamle Dage havde gaaet fra Jakobshavns Isfjord over til Østkysten, hvor han lod det løbe ud i den længste Fjord, de gamle Kort havde paa denne Kyst, den saakaldte «Øl- lumlengri». Egede havde sit Kjendskab til Sagnet om Sun- det fra Sønnen Paul, der 1738 havde hørt Sagnet fortælle. Paa Egedes Kort fandtes der saaledes til Stadighed et Sund tvers over Grønland, rigtignok med Paaskrift, at det kun i gamle Dage havde været til, nu var det dækket med en Isbro. Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 287 Gik der, som sagt, nogle Aar, saa var det ikke mange, inden man ved Kolonien Godthaab var paa det Rene med den grønlandske Opfattelse af Indlandsisen, den man hel og holden optog. Saaledes skriver Assistent ved Kolonien Fersleff 1727: «Landet i sig selv bestaar overalt baade sønden og norden for Kolonien, saa vidt jeg har været, af store og høie Fjælde, hvorpaa strækker sig efter Lan- dets Ryg eller Midte, sør og nord, saa vidt man er be- kjendt, et skrækkeligt Is eller af Is betagt Fjæld, hvil- ket, efter Beretning af de Vilde, Aar for Aar har nu mere og mere i Bredden paa denne Side tiltaget, saa at de Pladser, som tilforn deres bedste Renfangst have været, ere nu formedelst Isens eller Isfjeidets aarlige Tiltagelse meste Delen betagt; Underlandet bestaar af utallige Øer og Holme, dog alt Stenklipper.» | Af ovenstaaende Udtalelse vil det sees, at man 1727 med Bestemthed antog ved Godthaab, at Isen dækkede hele Indlandet. Naar det derfor Aaret efter blev paalagt den til Gronland udsendte Guvernor Paarss at ride tvers over Landet over til Østkysten, saa var dette noget, man havde udtænkt i Danmark; Kolonien i Grønland var uden Skyld i, at man medgav Paarss hans senere saa navnkundige Heste i Stedet for at slutte sig til den Tanke, «at nogle unge, friske, norske Folk, som vare vante til at løbe tilfjelds paa Skytteri om Vinteren med Skier, kunde rekognoscere en god Del af Landet (9: Grønland) paa alle Sider», hvil- ken Tanke allerede 1723 blev fremsat (subsidiært) af Soofficeren Trojel i Anledning af Paarss Udsendelse til Grønland. Paarss' Isekspedition blev selvfølgelig ikke til noget i den Skikkelse, hvori den var befalet at skulle ske, men Paarss foretog 1729 en respektabel Rekognoscering af Indlandsisen i Godthaabs Nærhed, tog Isen i Besiddelse for Kongen og hjemsendte en Rapport om sin Ekspedition. Han fandt, at Isens Overflade var skarp som den hvide Sukkerkandis, 288 Peter Eberlin. «saa, at om nogen Fremkomst var over samme Isfjeld, saa maatte der haves Jern-Saaler under Skoene», at Isen var fuld af dybe Klofter, der nogle Steder skjultes af forræ- derske Snebroer, at der paa Isen var store og smaa Sten, som Paarss mente vare blæste ud i haardt Veir, at Vand fossede ned fra Isen, og at denne indefter saa ud som det vilde Hav, hvor intet Land er at opdage. Forøvrigt siger Egede, at alt, hvad Paarss iagttog, havde Grønlænderne i Forveien rigtig berettet. . Nogle Aar efter, at denne Ekspedition paa Indlandsisen fandt Sted i Sydgrønland, besøgte Paul Egede en af Grøn- lands mest produktive Isfjorde, Jakobshavns Isfjord i Mel- lemgrønland. Han fik der ved Selvsyn at vide, hvor Is- fjeldene kom fra, maalte Høiden af et af dem og fik Op- lysninger om deres umaadelige Dybgaaende. I Midten af forrige Aarhundrede sad Kjøbmand Dal- ager ved Kolonien Fredrikshaab og interesserede sig stærkt for Spørgsmaalet om Frobisherstrædet, «hvilket», som han siger, «daglig sætter mig graa Haar i Hovedet. formedelst mine Handelsture, som bestandig falde i den Egn.» Han havde tilsidst Held med sig 1 sine Efterforskninger og fik af Grønlænderne at vide, at de havde Sagn om et Sund, der i gamle Dage skulde have gaaet tvers over Landet i Nærbeden af Fredrikshaab, et Sagn, der ganske sikkert ikke er ældre end Europæernes Forespørgsler, da Egede udtrykkelig havde søgt efter en saadan Tradition hos Grøn- lænderne, men faaet bestemt Svar, at der var ingen Tra- dition, der havde aldrig været noget Sund. Dalager noie- des imidlertid ikke med at udspørge Grønlænderne, men han sees ogsaa at have været ivrig for ved Selvsyn at lære Forholdene at kjende, og 1751 foretog han en Isvandring ind til en Nunatak, lidt nord for Fredrikshaab, over hvilken Isvandring han har givet en ypperlig Beskrivelse. Denne Beskrivelse gik senere over i Cranz «Historie von Grön- Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 289 land» sammen med en Del Bemærkninger om Indlandsisen, dels af Dalager og dels af Cranz. I disse Bemærkninger godkjendtes paa en Gang det gammel-gronlandske Sagn om Sundet tvers over Mellemgrønland og den europæiske og ny- grønlandske Forestilling om Sundene tvers over Sydgrønland, og saaledes hævdedes for første Gang den Lære, at Grønland bestaar af en Gruppe store Øer, sammenkittede med Is. Denne Is opfattedesi det Hele og Store som Landis, men dens Udbre- delse i Lavningerne paa visse Steder forklaredes som en Følge af, at Drivis var stuvet sammen i Mundingerne af gamle Fjorde eller Sunde, og en hel Del af Kalvisen fra Vestgrønlands Isfjorde tænktes at komme drivende under Ishvælvingerne over Sundene tvers over Landet, og saaledes at have sit Udspring paa Grønlands Østkyst eller endog helt over paa Asiens Nordkyst. Det vil saaledes sees, at i Cranz Histo- rie von Grönland er Opfattelsen af Indlandsisen — til- dels ved Dalagers Skyld — kommen paa de vilde Veie. Som en Modsætning til Cranz" upaalidelige Efterret- ninger har man fra Fabricius en grundig Afhandling om Drivisen i Davisstrædet, uden Sammenligning den bedste Afhandling fra forrige Aarhundrede om Grønlands glaciale Dannelser. Heri beskrives Indlandsisen og dens Forhold paa en saa solid og samtidig klar Maade, at Afhandlingen den Dag idag kan læses med Udbytte og Fornøielse, om den end viser, at Forfatteren var hildet i sin Samtids mest almindelige Vildfarelser med Hensyn til Indlandsisen. Af: handlingen viser endvidere, at Fabricius ikke alene har undersøgt Isens Rand, men at han ogsaa maa have været oppe paa Isen. I Begyndelsen af dette Aarhundrede foretog Tyskeren Giesecke forskjellige Smaavandringer ind paa Indlands- isen, de sidste Isvandringer fra den ældre Tid, om hvilke der foreligger nogen Underretning. 19 — Archiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 30te November 1889. 290 Peter Eberlin. Undersogelserne i Gronland fra Begyndelsen af forrige til Midten af dette Aarhundrede findes nedlagte i en meget stor Literatur, hvoraf der i nærværende Afhandling kun er medtaget det, som har afgivet Hovedmomenterne i Indlands- geografiens Historie. At gjennemgaa alle de enkelte Under- søgelser vilde føre for vidt; deres Udbytte med Hensyn til Spørgsmaalet om Grønlands Indre var det, at de lidt efter lidt bekræftede Grønlændernes Udsagn, at Indlandsisen var at treffe i alle Dele af Landet, selv om der nogle Steder var et bredt Yderland mellem Indlandsisen og Havet. I saa Henseende tør man sige, at den geografiske Undersø- gelse allerede ved Midten af dette Aarhundrede var naaet saa vidt, at der — rent bortseet fra Grønlændernes Udsagn — var tilveiebragt stor Sandsynlighed for, at Indlandsisen var at træffe overalt i Vestgrønland og i den sydligste Del af Østgrønland; derimod var der med Hensyn til dens Fore- komst indenfor Nordøstgrønlands Kyst ikke konstateret an- det, end at der ogsaa paa denne Kyst fandtes store Isfjelde. Der var saaledes fra Begyndelsen af forrige til Midten af dette Aarhundrede indsamlet et stort Materiale til Op- lysning om Grønlands Indre; desuden havde Løvenørn oplyst, hvorledes Frobishers Opdagelser, der vare aflagte paa Grønlandskortet, havde deres Plads paa et helt andet Kort; Schiøning og Eggers havde henvist til Konge- speilets Udtalelser om Grønlands Isbedækning og derfor protesteret mod Læren om Isens enorme aarlige Tiltagen; og Estrup havde hævdet den Mening, at Grønland er en kontinental Masse og ikke en Samling store Øer, der ere kittede sammen med Is. Imidlertid gik hverken Protesten mod Læren om Isens Tiltagen eller Protesten imod, at Grønland skulde være en Samling store Øer, over i den almindelige Bevidsthed, som tvertimod slugte den gron- landske Betragtning af Landets Indre uden at skille dens Feiltagelser ud fra dens gjennemgaaende rigtige Syn paa Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 291 Sagen. Man var paa det Rene med Isens almindelige Udbredelse, Gletschernatur o. s. v., men man troede ogsaa paa dens stadige Voksen og paa, at den derved havde til- dækket Sunde, der tidligere havde gaaet tvers over Landet. Man stottede endvidere Gronlændernes Feiltagelser og foi- ede nye til ved sine egne Vildfarelser og Feilslutninger. Man fandt en Stette for den Mening, at Isen stadig udbredte sig videre og videre i Modsætningen mellem Grenlands nuværende Beskaffenhed og de overdrevne Forestillinger, man havde om de gamle Nordbo-Koloniers Herligheder, og man gav ved Forspørgsler om Frobisherstrædet og Beare- Sund Anledning til, at der dannede sig grønlandske Sagn om, at der ogsaa i Sydgrønland havde været aabne Sunde tvers over Landet paa Steder, hvor Indlandsisen nu dæk- kede al Ting, — Sagn, man saa igjen optog som paalide- lige grønlandske Traditioner. Endelig gav Rensdyrenes pludselige Opdukken og Forsvinden og Dyrenes smaa Van- dringer ind til Nunatakker Anledning til den urimelige An- tagelse, at der hist og her i Indlandet maatte findes frodige Pletter, hvor Dyrene trak sig hen. Tilstedeværelsen af disse Pletter forklarede man undertiden ved at tænke sig Vulkaner i det indre Grønland, hvormed man ogsaa mente at kunne forklare Jordskjælvene i Yderlandet, den Varme, Vindene fra Indlandet føre med sig, og endnu flere Fænomener. Der trængtes saaledes 1 hoi Grad til en Forsker, som kunde sætte sig ind i alt, hvad der vedrørte Indlandsisen, og med kritisk Sans skille det virkelig lagttagne ud fra det, der ikke indeholdt rene lagttagelser, men som var fil- tret ind i misforstaaede Sagn, geografiske Feiltagelser og mere eller mindre uheldige Spekulationer. Denne Trang blev afhjulpen, da Rink udgav sine epokegjørende Arbei- der over Indlandsisen, der omstøbte den rent umiddelbare Betragtning i en gjennemtænkt videnskabelig Form og fyldte denne med Resultaterne af en Række nye Undersø- 292 Peter Eberlin. gelser, mindre derimod med det forhaandenværende, vistnok undervurderede, ældre Materiale. Om end Rinks kritiske Sans paa enkelte Punkter ikke slog til og derfor har maat- tet suppleres med de senere Undersogeres Kritik, saa staa dog Rinks Værker som noget enestaaende i Literaturen om Gronlands Indlandsis, som Vaerker, der paa den ene Side have afsluttet mere end hundrede Aars ældre Undersogel- ser og paa den anden Side havde givet Stodet til nye Under- sogelser. Dog, Rinks Arbeider hore den moderne Forsk- ning til og skulle omtales nærmere i næste Afsnit. We Som Resultat af en fleraarig Undersøgelsesreise i Grøn- land og Iagttagelser under et senere fast Ophold i Landet udgav Rink omkring Midten af dette Aarhundrede forskjel- lige Afhandlinger, der sluttelig samledes i de to Bind «Gron- land, geografisk og statistisk beskrevet». I dette Verk gik Rink med Hensyn til Indlandsisen og dens Forhold forst og fremmest ud paa dels at faa Ind- landsisens Grænser nølagtig aflagte paa Kortet og dels at faa konstateret, hvilke Isfjorde der vare mest produktive paa Kalvis, samt saa vidt muligt at naa til Overslag over disse og andre Lokaliteters aarlige Produktion af Is, og i det hele taget til Overslag over Indlandsisens Svind ved Kalvning, Afsmeltning og Fordampning. Hvad Rink indledede med sine Kort over Indlandsisens Begrænsning, er siden fortsat, dels leilighedsvis og dels — ved Undersøgelserne i Vestgrønland, der paabegyndtes 1876, og ved Østkystekspeditionen 1883—85 — efter en syste- matisk Plan, og er nu saa vidt fremskredet, at man har paalidelige Kort over Indlandsisens Grænser i hele dansk Vest- og Østgrønland og desuden nogenlunde gode Kort over Isens Grænser i den Del af Vestgrønland, der ligger nordfor de danske Kolonier. Derimod staar man uden Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 293 Kjendskab til Forholdene i den nordlige Del af Østgrønland, hvor Indlandsisen synes at være trængt tilbage bag et bredt og delvis høit Yderland, og hvor den rimeligvis kun naaer Havet paa ganske enkelte Steder. Angaaende Indlandsisens aarlige Afgift og Svind, og da især Produktionen af Kalvis, ere Rinks Undersøgelser herover dels fortsatte i samme Spor, dels supplerede med direkte Maalinger over den Hastighed, hvormed Indlands- isens Tunger skyde frem. Disse sidste Maalinger, som Amerikaneren Hayes indledede, ere dog kun ved enkelte Lokaliteter udførte i saa stor Udstrækning, at de kunne sette exakte Værdier istedetfor de mere løse Overslag. Haand i Haand med Kortlægningen af Indlandsisens Rand og Undersøgelserne over Indlandsisens Afgift og Svind er der baade hos Rink og hos hans Efterfølgere gaaet Undersøgelser over andre Forhold ved Indlandsisen, forsaa- vidt disse Forhold kunne oplyses ved Jagttagelser udenfor Isens Rand eller ved smaa Rekognosceringer af Isens yder- ste Bræmme. Ved saadanne Yderlandsiagttagelser og smaa Isrekognosceringer er der lidt efter lidt bragt en Mængde Oplysninger frem om Høideforholdene og Tilstedeværelsen af Nunatakker i den yderste Del af Indlandsisen, om Isens fysiske Beskaffenhed og Bevægelsesmaade, om Isfjeldenes Kalvning, om Kalvisens Transport af Ler, Grus og Sten, om Slamføringen i Elvene fra Indlandsisen, om Plantelivet paa Nunatakker o. s. v. 0. s. v. De hidtil omtalte Undersøgelser af Indlandsisen trænge, som det vil forstaaes, i hei Grad til at suppleres med Iagt- tagelser fra den Del af Isen, der ligger udenfor Yderlandsiagt- tagelsernes og Iskrekognosceringernes direkte Rækkevidde. Det er derfor intet Under, at der i den nyere Tid er fore- taget en Række Vandringer paa Indlandsisen med det For- maal at trænge frem paa denne, og saaledes skaffe Oplys- ninger om de Dele af Isen, om hvilke hverken Yderlands- 294 . Peter Eberlin. iagttagelserne eller Smaarekognosceringerne ved Isens Rand kunne give nogen umiddelbar Viden. Listen over disse Vandringer ser saaledes ud: 1860. Hayes Expedition; 1867. Englænderne Whymper og Brown, ledsagede af Danske og Gronlændere; 1870. Nordenskiöld og Berggreen; 1878. Jensen, Kornerup, Groth og Gronlænderen Habakuk; 1883. Nordenskiölds Expedition, hvori deltog Lap- perne Anders Rossa og Pava Lars Tuorda; 1886. Amerikaneren Peary og Maigaard; 1888. Nansen, Sverdrup, Dietrichson, Kristian- sen og Lapperne Ole Ravna og Samuel Bratto. Bortseet fra den sidste Expedition, hvis Resultater senere skulle omtales, have Isvandringerne først og frem- mest ført til det Resultat, at Indlandsisen 1 Vestgrønland fortsatte sig indefter, saa langt man kunde øine fra de øst- ligste Punkter, man naaede til, og som i Mellemgrønland ligge i omtrent Tredjedelen af Afstanden mellem Isens Vest- og Østrand,i Nord- og Sydgrønland derimod i en forholdsvis ringe Afstand fra Kystlandet. Vandringerne have dernæst vist, at Isen steg indefter, saa langt man naaede, og at Stigningen i Mellemgrønland var forholdsvis jævn — man naaede dog op til 2300 Meter over Havet — medens den paa de Steder, hvor man er trængt ind paa Nord- og Syd- gronlands Indlandsis, hurtig forte op til store Høider (begge Steder ca. 1500 Meter). Endvidere har man faaet Oplys- ninger om Isens Bevægelse ud mod Yderlandet, om et mi- kroskopisk Liv paa Isen, om Plante- og Dyrelivet paa en Nunatak, o. s. v. 0. s. v., og endelig en Antydning af, at Isen i Mellemgrønlands mest centrale Dele — idetmindste i Overfladen — afløses af Marker af los Sne. Det vil saa- ledes ses, at Isvandringerne have givet et stort videnskabe- Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 295 ligt Supplement til Undersøgelserne udenfor og langs med Isens Rand, og at derfor Forsøgene paa at stemple dem som unyttige Vovestykker ingensteds høre hjemme. Isvan- drerne have fravristet Indlandsisen nogle af dens Gaader, og den Dristighed og Udholdenhed, som nogle af Expeditionerne, særlig — af de før Nansenske — den Peary-Maigaard'ske, have vist, har derfor ingenlunde været bortødslet i tom Sport. Tagttagelserne udenfor og langs med Indlandsisens Rand, Rekognosceringerne af Isen og de egentlige Isvandringer ere de eneste Veie, ad hvilke man direkte har faaet Oplys- ning om de geografiske Forhold i Grønlands Indre; ad indi- rekte Vei har man derimod i den nyere Tid dels søgt at skaffe yderligere Oplysninger, dels søgt at naa op til et Overblik, hvorfra alle Forholdene ved Isen samlede sig til Led i et stort Hele. Det følger nemlig af sig selv, at da Indlandsisen ved sin Kalvning, Afsmeltning og Fordampning har en stor aarlig Udgiftsside, og da den alligevel synes i alt væsentligt at holde sig uforandret, maa der til Udgifts- siden svare en tilsvarende Indtægtsside af faldende Sne og anden Nedbør over Grønlands Indre. Den Nedbør, der saa- ledes maa falde over Grønland, synes at være paafaldende stor, og desuden har det sin Vanskelighed at forstaa, hvor- ledes den gaar over til Is, og hvorledes den i denne Skik- kelse glider frem over Landet, indtil den naar Kysten. Der er saaledes Gaader nok at løse, før Enkelthederne ved Ind- landsisen samle sig for Betragtningen til et ordnet Hele. Hvad Nedbørens Mængde over Grønland angaar, saa fører selv den løseste Betragtning og end mere en indgaa- ende Undersøgelse til det Resultat, at Grønland har ganske særlige Betingelser for aarlig at modtage en stor Snemængde. Det er nemlig paa alle Sider omgivet af Have, og Vindene, der blæse ind over det, ere rige paa Fugtighed, der paa Grund af Grønlands nordlige Beliggenhed og de store Høider i dets Indre maa afsætte sig som Sne paa disse Hoider. Indlands- 296 Peter Eberlin. isens meteorologiske Indtægts- og Udgiftsside synes saaledes at være i god Orden, det har været Resultatet af alle mo- derne Undersogelser over Grønlands meteorologiske Forhold. Naar alligevel forskjellige Forskere ved meteorologiske Slut- ninger have forsøgt at angribe den Mening, at Indlandsisen strækker sig tvers over hele Grønlands Indre, saa er det ikke saa meget, fordi de have undervurderet den Nedbørs- mængde, der aarlig falder over Landets Indre, som væsent- lig, fordi de have tænkt sig, at de fugtige Vinde, der blæse ind over Grønland, lidt efter lidt maa afsætte deres Fug- tighed, saaledes at de ikke have nogen tilovers, naar de naa ind til Landets mest centrale Dele. Denne Betragtning er vistnok kun en Overdrivelse af en ellers rigtig Tanke- gang, men den er af en enkelt Forsker, en af dem, der ved Isvandringer have bidraget allermest til Opklaringen af Indlandets Natur, sat i den Grad paa Spidsen, at vedkom- mende Forsker endog fremsætter det som en Mulighed, at der i Grønlands Indre findes Skove af økonomisk Betydning for Yderlandet. Saadanne Fantasier falde selvfølgelig uden- for al videnskabelig Diskussion, om det saa er de største Autoriteter, der fremsætte dem. Medens Meteorologien, som før paavist, har givet vig- tige Oplysninger om Indlandsisens Forhold i det hele og store, har den samme Videnskab forløftet sig aldeles ved et Forsøg paa at give Oplysninger om, hvorvidt der fandtes faa eller mange Nunatakker 1 de enkelte Dele af Indlandet — noget, den vilde slutte sig til af Landvindenes Karakter i de forskjellige Dele af Kystlandet. De skarpsindige Slut- ninger, der i saa Henseende bleve dragne af Hoffmeyer, have nemlig: vist sig at være uden nogetsomhelst Værd, idet det ved meteorologiske Observationer paa Østkystexpedi- tionen 1883—85 blev slaaet fast, at Grundlaget for Slut- ningerne, den Hoffmeyerske Fontheori, var falsk. Hvad angaar Nedborens Overgang til Is og dennes Be- Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 297 vægelse frem over Indlandet, da ved man endnu ikke, om Overgangen fra Sne til Is ogsaa finder Sted midt inde i Grønland, eller om ikke snarere den Sne, der falder i Hjer- tet af Landet, som Flyvesne bliver feiet ud til Siderne og først i de mere periferiske Dele af Indlandet gaar over i plastisk og bevægelig Bræis, hvis Fremgliden saa finder Sted paa en lignende Maade som ved Bræerne i andre Lande, kun med en langt mere potenseret Kraft, end det er kjendt fra noget andet Sted i Verden. Her er saaledes overordentlig meget, der først maa opklares, inden man faar rede paa Gangen i det Kredsløb, hvorved Vand fra Havene omkring Grønland stiger tilveirs som Fugtighed, føres ind over Grønland, afsættes som Sne paa dettes Høider, bliver til Is, glider ud mod Kysten og tilsidst naaer tilbage til Udgangspunktet, Havene omkring Grønland. Selv i sine store Træk er dette Kredsløb endnu ikke tilstrækkelig op- klaret, og der maa gjøres en Mengde Ilagttagelser over Høide-, Temperatur- og Nedbørsforholdene i Grønlands Indre, før der kan være Tale om at fremstille Kredsløbets Gang i nogen større Detail. Hvad der hidtil foreligger af For- sog herpaa — med Tale om Vandskjellet i Grønland, Fjeld- kjæder langs Østkysten, hvor Indlandsisen skulde opstaa, og hvori den skulde have sit Rygstød, o. s. v. — er ude- lukkende Gjætterier af temmelig tvivlsom Godhed. Østkyst- expeditionens Resultater bragte allerede disse Gjætterier til at vakle, det var godt, om de helt vilde forsvinde fra den moderne Undersøgelse af Indlandsisen, der hellere maa være Hullerne i sin Viden bekjendt end stoppe dem ud med fore- løbige, løse Gisninger. Ved Siden af den exakte Undersøgelse, Rink indledede, gav han ogsaa, som alt sagt, en Kritik af den ældre Tids Meninger om isfri Strækninger i Indlandet, hvor Rensdyrene nu og da trak sig hen, om Isens stadige Tiltagen og om Sunde, der i gamle Dage havde gaaet tvers over Landet. 298 Peter Eberlin. Rinks Kritik af disse Meninger feiede i alt væsentligt Læ- ren om Rensdyrenes Vandringer ind til frodige Strækninger i Indlandet og om Isens stadige Tiltagen ud af Videnska- ben; derimod ser man ofte disse forkjerte Meninger stikke Hovedet frem af den populære Betragtning sammen med saadanne Meninger som den, at Isfjeldene slet ikke dannes paa Land, men i Seen, o. s. v. Hvad derimod Læren om fordums existerende Sunde tværs over Grønland angaar, saa blev den vel i den gamle Form, hvorefter Sundene skulde have været aabne i et Tidsrum, til hvilket Grønlændernes eller Europæernes Erindringer naaede tilbage, i alt væsent- ligt slaaet ihjel ved Rinks Kritik; derimod er den i den nyere Tid dukket op paany, indhyllet i et pseudo-viden- skabeligt Klædebon, idet forskjellige Forskere have forsogt at hævde, at en indgaaende Betragtning af det grønlandske Yderlands Bygning førte til det Resultat, at Grønland, der- som Indlandsisen var borte, vilde udgjøre et Arkipelag af store Wer. Denne Lære er, som især Rink og Helland have vist, fuldstændig greben ud af Luften; al Sammenlig- ning med andre Lande, der ikke have noget Isdække over sig, fører til det Resultat, at Grønland er en Landmasse, i hvis Overflade Indlandsisen nok tør antages at udfylde store Ujævnheder, men som dog — ogsaa bortseet fra dets Isdække — er et Kontinent med store Høider i sit Indre. e I det foregaaende er der seet helt bort fra Nansens- expeditionens Resultater. Om disse bor det strax betones, at de kun vedkomme Forholdene i Sydgrønland, og at det ikke gaar an at overfore dem paa Forholdene i Mellem- og Nordgronland, hvor Landet er bredere, hvor Luften rimelig- vis er mere ter, og hvor Fjeldgrundens Bygning maaske er en hel anden end i Sydgrønland. Det er derfor kun Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 299 denne sidste og mindste Del af Grønland, som omhandles i det følgende. Den Nansenske Expedition har først og fremmest paa- vist, at Indlandsisen er tilstede overalt i et Bælte tvers over Grønland paa omtrent 64—65° nordlig Bredde. Her- med er det gjort i høieste Grad sandsynligt, ja næsten be- vist, at Indlandsisen — bortseet fra enkelte Nunatakker — dækker hele Sydgrønlands Indre. Dette vigtige Resultat feier ikke alene de fantastiske Ideer om Tilstedeværelsen af frodige Strækninger i Sydgrønlands Indre ud af Verden, men det tilintetgjør ogsaa — for Sydgrønlands Vedkom- mende — den mere ædruelige Spekulation, at Indlandsisen over det inderste Grønland kun danner et tyndt og usam- menhængende Dække, afbrudt af snebare Pletter. Ganske vist er det muligt, at der i andre Dele af Sydgrønland end Bæltet paa 64—65° nordlig Bredde findes Nunatakker, ja maaske hele Grupper af saadanne, langt inde i Indlandet, men det tør dog allerede nu betragtes som i allerhøieste Grad sandsynligt, at Indlandsisen ligger som et Lag af en antagelig Tykkelse over hele det indre Sydgrønland. Hvor tykt Laget er, kan endog bestemmes med nogen- lunde Sikkerhed. Ved Iagttagelser fra alle Egne i Syd- grønland er det nemlig godtgjort, at Fjeldene i Kystlandet, hvor uregelmæssig de end ligge kastede om mellem hver- andre, dog i det hele og stone ordne sig efter den Regel, at de blive høiere og høiere, jo længere man kommer ind i Landet. Det er endvidere godtgjort, at de intetsomhelst Sted ordne sig i egentlige Fjeldkjæder, men at de ligge paa en saadan Maade, at man overalt faar Indtryk af, at det nuværende Yderland er at opfatte som den af Tidens Tand stærkt medtagne’Rand af et fra først af kun lidet udarbeidet Fjeldland, en stor plateauformet Landmasse, hvis Rand saa senere ved Luftens, Vandets og Isens Hjælp er 300 Peter Eberlin. smulret hen og skaaret ud i dybt udarbeidede Fjelde med mellemliggende Dale, Fjorde og Sunde. Efter Erfaringer fra alle Steder i Verden er en saa steerk Udarbeidelse af Fjeldgrunden som den, der foreligger i Sydgronlands Yderland, et Fænomen, som ikke kan forud- sættes at finde Sted i det Indre af en stor Landmasse som Grønland. Man kan derfor trygt gaa ud fra, at den centrale Del af Sydgrønland — blottet for Indlands- isen — vilde fremvise en langt mere regelmæssig Overflade end Kystlandet, og da der intet Sted i Yderlandet — hvor de snarest skulde vise sig — findes Spor af egentlige Fjeld- kjæder, maa man antage, at Fjeldgrunden i Sydgrønlands Indre fremviser store heitliggende Fjeldmarker, der i For- hold til Yderlandets udarbeidede Relief kunne opfattes som forholdsvis jævne Hoisletter, der fra det inderste Land sænke sig ud imod Toppene af Kystlandets Fjelde. Fjeldmarkerne tør antages at ligge i en Høide af i det hele og store c. 2000 Meter over Havet, nogle Steder noget lavere, andre Steder noget høiere. Ovenover disse Fjeldmarker ligger der saa, som paavist af Expeditionen, et 1000—1500 Meter tykt Dække af Sne og Is, hvis Overflade ingenlunde — ikke en Gang i det store — tør antages at være konform med den underliggende Fjeldoverflade, idet Dækket rimelig- vis er mindre mægtigt i Midten end noget længere ude. Yderst i Randen skraaner dette Dække ud mod Yderlandet og Havet. I Hjertet af Sydgrønland falder der, som Expeditionen har paavist, en stærk Nedbør af Sne. Af denne Sne bliver en Del liggende, hvor den falder, mens en anden Del feies ud over den periferiske Indlandsis, over hvilken der ogsaa falder anden Nedbør end den fra dét Indre udføgne Flyve- sne. Den aarlig faldende Nedbør har den Betydning, at den holder det Tryk vedlige, hvorved Bundlagene i Sne- og Is- massen blive plastiske og skydes ud til Siderne. Det Side- Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 301 tryk, der derved udoves, bliver stærkere og stærkere ud- efter og er det, der foraarsager Indlandsisens Tendens til at skyde sin Rand frem. Det er ogsaa dette Tryk eller rettere de ved det frembragte mekaniske Processer i Isen og den derved frigjorte Varme, der i Forbindelse med den indre Jordvarme er Hovedaarsagen til, at der til alle Tider af Aaret og i alle Dele af Sydgronland rinder Vandmasser frem under Indlandsisen, thi Smeltevandet paa Isens Over- flade er til Forklaring af disse Vandmassers Oprindelse kun et Moment af rent forsvindende Betydning. Det er selvfolgelig den underliggende og foranliggende Fjeldgrunds Uregelmæssigheder, der gjore, at Indlandsisens Tendens til at skyde sig frem ikke maerkes lige stærkt langs hele Isens Rand, men at den nogle Steder slet ikke er at spore, andre Steder kun er ganske svagt tilstede og endelig paa visse Lokaliteter optræder med en forbausende Styrke og enkelte Steder giver Anledning til Gronlands storste Natur- feenomen, de store Isfjeldes Kalvning. NG Som en selvstændig Side af de moderne Undersøgelser over Indlandsisen staa Undersøgelserne om Indlandsisens geologiske Historie. At Snemarkerne og Bræerne i Yder- landet tidligere have havt en større Udbredelse, at ogsaa Indlandsisen tidligere har været udbredt over Dele af det nuværende Yderland, og at dette bærer utallige Spor fra sin «Istid», er noget, som slet ikke synes at være blevet iagttaget af de ældre Undersøgere, men som henimod Aaret 1870 med et Slag traadte frem i det fulde videnskabelige Dagslys ved forskjellige Reisendes omtrent samtidige Under- søgelser. Rigtignok havde forskjellige Forskere allerede tid- ligere anet noget i den Retning, men ved Iagttagelser i Grønland vare disse Anelser ikke blevne støttede før som sagt henimod Aaret 1870, og der findes ikke en eneste An- 302 Peter Eberlin. tydning i saa Henseende i den ældre Literatur om Indlands isen. Derimod er det hoist sandsynligt, at den i første Afsnit omtalte ostgronlandske Forestilling om en Tid, da Indlandsisen dækkede hele Grønland, er uddannet ved Grøn- lændernes Betragtning af Istidssporene i Yderlandet. De Mærker fra Grønlands Istid, ved hvilke man kan forfølge Indlandsisens fordums Udbredelse, ere fremkomne derved, at Is, der glider frem over Land, ridser og kradser Fjeldgrunden, afglatter Fjeldsiderne, fører nedstyrtende Klippeblokke med sig, afleirer saadanne Klippeblokke, ja hele Dynger af Ler, Grus og Sten foran sin Rand o. s. v. o. s. v. Ved at forfølge saadanne Merker har man konsta- teret, at i hele den danske Del af Vest- og Østgrønland har Indlandsisen tidligere været udbredt over Størstedelen af Yderlandet, saaledes at der nok er mange Fjeldtoppe, men derimod kun enkelte Fjeldlandskaber, der aldrig have væ- ret underkuede af Indlandsisen, men som selv 1 Tiden for Isens største Udbredelse have raget op som enkeltliggende Nunatakker eller som sammenhængende Bjerglande. Der maa imidlertid foretages mange Undersøgelser endnu, for man naaer saavidt, at der kan udkastes paalidelige Kort over de forskjellige Dele af det danske Grønland under deres Istid; og hvad den nordenfor dansk Grønland liggende Del af Landet angaar, da er der endnu saagodtsom intet bekjendt om dets Istidsmærker og navnlig intet om, hvad enten de hidrøre fra Indlandsisen, eller de skrive sig fra gamle Bræer i Yderlandet. Jævnsides med Paavisningen af de gamle Mærker efter Indlandsisens større Udbredelse er der i den nyere Tid gaaet Undersøgelser over Indlandsisens Evne til ved sin Bevægelse henover den faste Klippegrund at omforme dennes Over- flade. Om hvad Isen formaar i saa Henseende gaa Menin- gerne vidt fra hinanden. Nogle Forskere mene, at Isen ikke alene — hvad alle ere enige om — ved det Grus og de Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 303 Stene, den indeholder, kradser og afglatter den Fjeldgrund, hvorover den glider, men at den ogsaa kan afstøde og ud- brække storre Ujævnheder, som hindre dens frie Bevægelse, ja at den endog — hjulpen af sine mægtige Elve — kan udgrave dybe Leier især paa de Steder, hvor den sender sine kileformede Tunger ud imod Havet. Disse Forskere med Brown og Helland i Spidsen mene derfor, at man tør tillægge Indlandsisen en væsentlig Rolle ved Udarbeidelsen af det nuværende Kystlands Konfiguration, ja enkelte af dem mene endog, at det er dels lokale Isbræer og dels Ind- landsisen, der — navnlig under Istiden — have udarbeidet de dybe Fjorde og den Skjærgaard af Øer, som nu findes rundt langs hele Grønlands Kyst. Det er særlig den Om- stændighed, at saadanne Fjordkyster ikke findes paa andre Steder af Kloden end dem, der have gjennemgaaet en Istid, som har tvunget enkelte Forskere til at tænke sig Fjordene skaarne ud ved Isbræer og disses Elve, og som sikkert ogsaa skal tvinge Fremtidens Geologer ind paa den samme, nu saa lidet moderne, Tankegang. Ved Undersøgelserne over Indlandsisens større Udbre- delse reiser der sig forskjellige Spørgsmaal, dels om Isen naaede sin yderste Grænse samtidig i de forskjellige Dele af Grønland, dels om Isranden uafbrudt har været i Til- bagegang efter Istiden, eller om dens Tilbagevigen har været afbrudt af en eller flere Perioder, i hvilke den igjen ryk- kede frem, og endelig om Indlandsisens Historie før Istiden. Ved Besvarelsen af disse Spørgsmaal har man foreløbig saa faa Jasttagelser at støtte sig til, at Spørgsmaalene enten maa lades uløste eller maa løses i Analogi med de Resul- tater, Geologien er kommen til for andre Landes Vedkom- mende, hvor lignende Spørgsmaal have reist sig og fundet deres Besvarelse. Saaledes tør man vistnok — med geolo- giske Vidnesbyrd fra Amerika og Europa for Øie — antage, at der har været mindst en Gang efter Tidspunktet for 304 Peter Eberlin. Isens storste Udbredelse, hvor Indlandsisen, efter at have trukket sig tilbage, paany rykkede frem, men af geologiske Vidnesbyrd fra Grønland, der bekræfte denne Antagelse, har man egentlig ingen. Man kan nok paaberaabe sig, at Indlandsisen, som paavist af Brown og Kornerup, et Par Steder paa Vestkysten gaar ud over Lag, der maa være afsatte efter Tidsrummet for Isens storste Udbredelse og udenfor Isens Rand, men dette Forhold behover ikke at være Vidnesbyrd om andet end rent «tilfældige» lokale Frem- og Tilbagesvingninger af Isranden, altsaa ube- tydelige og af ingen betvivlede Fænomener. Kunde det derimod paavises, at Indlandsisen i Tidsrummet mellem sin Glansperiode og Nutiden, en eller flere Gange, var rykket frem over Strækninger, den allerede havde trukket sig til- bage fra, saaledes at Fremrykningen havde fundet Sted samtidig over storre Dele af Gronland, saa var det slaaet fast, at Grenland i det omtalte Tidsrum havde havt en eller flere varme eller «terre» (nedborfattige) Perioder. Hvad Indlandsisens Oprindelse angaar, da har Spørgs- maalet herom ofte været paa Tale, og der er fremsat to Forklaringer desangaaende. Den ældre Forklaring, den Rinkske, gaar ud paa, at Indlandsisen er begyndt som en Isdannelse ved Mundingerne og Deltaerne af Floder, som i sin Tid antages at have ført Størstedelen af Nedbøren over Grønland ud til Havet, og at denne Isdannelse ved Opstemninger af Flodernes Vand, hvorved dette gik udenfor sit Leie og frøs til Is, efterhaanden — mens Kul- den stadig tiltog — bredte sig, indtil faldende Sne tilsidst samlede de stivnede Floder og deres Omgivelser til et Hele, hvori de gamle Floder dog vedblivende fremtraadte med en vis Selvstændighed, nemlig som de nuværende Isfjorde. I Modsætning til denne Forklaring, som nærmest synes ud- dannet paa Grundlag af Iagttagelser over Isdannelsen om Vinteren ved grønlandske Elvmundinger, staar den af Hayes Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 305 og Steenstrup fremsatte Forklaring, at Indlandsisen, som jo i Nutiden udgjør et stort System af Bræer, ogsaa i sin Oprindelse er fremgaaet af Bræer, der begyndte deres Virk- somhed i forskjellige Dele af Landet og saa efterhaanden voksede og samlede sig til et stort Hele. Denne naturlige Forklaring maa man absolut give Forrangen for den ældre, kunstige Forklaring. Indlandsisen maa sikkert være samlet af talrige lokale Br&er, hvis Historie rimeligvis rækker tilbage til lengst forsvundne Jordperioder. Hvorledes Ind- landsisen imidlertid opstod af disse Br&er, hvorledes den udvidede sig, naaede sin Glansperiode og atter begyndte at aftage, og hvilke Aarsager der have bevirket de Omskiftel- ser, den saaledes har været underkastet — det maa det være Fremtiden forbeholdt at bringe nærmere Klarhed i. Først Fremtiden vil ogsaa kunne bedømme den af Torell fremsatte Mening, at Indlandsisen, da den var paa sit Høide- punkt, havde sin Vestrand liggende helt ovre i Amerika. Nutidens Forskning maa herom noies med at sige, at det er muligt, at Indlandsisen virkelig i Nord- og Mellemgrønland er gaaet tvers over Havet, over til Amerika, medens det derimod neppe tør antages, at Sydgrønlands Indlandsis nogensinde er naaet stort ud over den nuværende yderste Kystlinie mod Vest og Øst. Vike Undersøgelsen af Indlandsisen er for Øieblikket i Færd med at lægge helt nyt Land ind under sit Omraade, idet det mere og mere viser sig, at det er Indlandsisen eller rettere hele Isbedækningen over Grønland, der har givet Anledning til eller dog medvirket ved Opkomsten af de glaciale og cirkumglaciale Forskydninger mellem Havspeilet og den grønlandske Landmasse, for hvilke der dels forelig- ger paalidelige geologiske Vidnesbyrd, dels mere eller mindre stærke Indicier. 20 — Arkiv for Mathematik og Naturv. B. 13. Trykt den 9. Januar 1890. 306 Peter Eberlin. Disse Forskydninger synes at være foregaaede i fol- gende Orden: 1. Forst synes Gronland at have ligget hoiere i For- hold til Havspeilet, end det nu ligger. Dette antydes for- mentlig af de store Dybder i Grønlands Fjorde, forudsat da, at man er paa det rene med, at Fjordene ere af glacial Oprindelse. Hvis Landet nemlig paa den Tid, da Fjordene dannedes, havde ligget ligesaa dybt nedsænket i Havet, som det nu ligger, saa synes det, at Fjordbr&erne paa Grund af Vandets Opdrift maatte være ophorte med deres udgra- vende Arbeide, lenge før de vare komne saa dybt ned i Fjeldgrunden, som Fjordene vise, at de have været. 2. Senere laa Grønland i Forhold til Havspeilet lavere, end det nu ligger, 3. men som det fremgaar af talrige geologiske Vidnes- byrd, foregik der lidt efter lidt Forskydninger, hvorved Grønland kom til at ligge saa høit over Havspeilet, som det nu ligger, 4. ja maaske endogsaa høiere, hvis nemlig «Grønlands Synken» virkelig gaar for sig. Disse Forskydninger har man allerede 1 nogen Tid for- søgt at forklare som Følger af Landisens Tiltagen og Aftagen, og der er i saa Henseende fremsat to ældre Theo- rier, hvoraf den ene gaar ud paa, at Havspeilet omkring Grønlandskysten maa være steget og faldet, eftersom den tiltrækkende Landis tiltog eller aftog i Masse, medens den anden Theori vil have, at Landisens Tiltagen og Aftagen i Forbindelse med Jordskorpens Elasticitet skal være Nøglen til Forstaaelse af Grønlands Sænkninger og Hævninger. Ingen af disse ældre Theorier formaar dog blot nogenlunde at forklare de store Forskydninger, det gjælder om at for- klare, men paa Grundlag af den ene af Theorierne er der nylig opbygget en tredie Theori, der i hvert Fald indehol- der vigtigere Bidrag til Problemets Løsning end de ældre Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 307 Theorier. Denne ny Theori, der skyldes Drygalski, gaar i sin mest abstrakte Skikkelse ud paa folgende: Naar der lægger sig en storre Isbedækning over et Land, forhindres Udstraalingen af indre Jordvarme og Ind- sugning af fremmed Varme, folgelig fremkommer der Varme- forrykninger i de øverste Lag under Isen. Varmeforryk- ningerne, der trænge dybere og dybere ned, fore igjen til Rumfangsforandringer i de paagjældende Bjergarter; her- ved og ved den lokale Belastning med Isen fremkommer der Bevægelser i Jordlagene under og omkring det isdæk- kede Omraade. Naar Isbedækningen delvis eller helt forsvinder, frem- kommer der en ny Anledning til Bevægelser i Jordlagene, thi saa begynder der en Tilpasning af de paa Grund af Isbedækningen opstaaede Varmeforhold til den ny Tingenes Orden. Denne Tilpasning, der fører til ny Rumfangsforan- dringer og Bevægelser i Jordlagene, tager lang Tid paa Grund af Varmens kun langsomme Forplantning gjennem Jordlagene. Det vil fremgaa af ovenstaaende Antydninger, at de glaciale og cirkumglaciale Forskydninger mellem Havspeilet og den grønlandske Landmasse i hvert Fald for en Del maa skyldes Landisens (Indlandsisens og Lokalbræernes) Tiltagen og Aftagen, idet disse Fænomener nødvendigvis maa have havt saadanne Forskydninger til Følge. Da imidlertid den vigtigste af de Theorier, der gjøre Rede for dette Forhold, endnu kun foreligger i en Række genialt henkastede An- tydninger, og da desuden Undersøgelserne og Spekulationerne om Grønlands Hævning og Synken, om forsvundne Land- broer mellem Grønland og andre Lande o. s. v. i alt væsent- lig have udviklet sig uafhængig af Undersøgelserne over Indlandsisen, maa nærværende Afhandling med Hensyn til Spørgsmaalet om Forskydningerne nøies med ovenstaaende orienterende Bemærkninger. 308 Peter Eberlin. VI. Bortseet fra de i foregaaende Afsnit berørte Problemer og fra Udredningen af Grundene til Grønlands Klimat- ændringer i de seneste geologiske Tidsrum, stiller der sig for Fremtidens Forskning følgende store Opgaver: 1. Kortlægning og Undersøgelse af Indlandsisens Rand og af det foranliggende Kystland i det mellemste og nord- lige Østgrønland. 2. Expeditioner tvers over eller langt ind paa Indlands- isen i Mellem- og Nordgrønland. 3. Undersogelse af Sporene efter Isens tidligere Ud- bredelse i Kystlandet nordenfor det danske Grønland. 4. Provelse (ved Undersøgelser i Grønland og Amerika) af Hypothesen om Indlandsisens fordums Udbredelse tvers over Havet over til Amerika. Hver af disse Opgaver repræsenterer et Hul i vor Vi- den; det vil derfor sees, at hvor meget Arbeide der end er sat ind paa Undersøgelsen af Indlandsisen, og hvor store Resultater der ogsaa ere naaede i saa Henseende, saa staar der dog nok tilbage af ubesvarede Spørgsmaal. Der er imidlertid Udsigt til, at nogle af disse Spørgsmaal ville blive besvarede i den nærmeste Fremtid. Tilføielser. S. 283. Indlandsisen er antydet paa haandskrevne Grønlandskort fra c. 1467 og 1606, men hvor stor og selv- stændig Betydning disse Kort have som Vidnesbyrd om de gamle Nordboers Kjendskab til Indlandsisen, er endnu et uafgjort Spørgsmaal. S. 284. Vedtegningen herom paa Mejers Kort viser bedre end alt andet, i hvor høi Grad de gamle Ffterretnin- Kjendskabet til Gronlands Indlandsis. 309 ger om Grønlands Indre vare gaaede i Glemme, og det er derfor forklarligt nok, at de Søfarende, der i det 16de, 17de og Begyndelsen af det 18de Aarhundrede færdedes i Havene omkring Grønland, og som væsentlig holdt sig til Landets Yderkyster, ikke kunde forstaa, hvorfra Isfjeldene, som de mødte, havde deres Oprindelse, og hvorfor de særlig kom ud af bestemte Fjorde. Forbauselsen over dette Fænomen er udtrykt i Haans Beskrivelse over en Del af Grønlands- kysten, hvori det heder om Jakobshavns Isfjord i Mellem- grønland: «En Fjord, der altid er fuld af Is, med forfær- delige, høie Isfjelde, men hvorfra de komme, er endnu ubekjendt; denne Fjord kaldes Isfjord.» S. 288. Der er fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede — bortseet fra en enkeltstaaende Efterretning om et Forsøg, der skal være gjort, paa med Skier at trænge frem over Indlandsisen, og hvorved en Mand skal være styrtet i en Isrevne og omkommet, — endnu kun at nævne, og det endda kun som Kuriosum, at Lægen Osten i Aaret 1743 sad i Grønland og udkastede Planer til at smelte Indlandsisen bort ved Hjælp af Brændspeil. Han skriver blandt andet: «Man betænke kun den Skade, Isen uimodstaaelig tilveie- bringer . . . Isen synes vel næsten uovervindelig og uimod- stridelig, men dog er den overvættes Hede, som de ved overmaade store Brændspeil koncentrerede Solens Straaler lettelig tilveiebringe, i det allermindste ligesaa mægtig.» S. 289. Giesecke erhvervede sig desuden ved Reiser i Kystlandet et nøie Kjendskab til Indlandsisens Bræmme og udgav 1825 et Kort over det sydligste Grønland, hvor- paa Isens Vestgrændse mod Yderlandet og Havet er bestemt markeret, en Omstændighed, hvorved Kortet hæver sig over alle ældre Grønlandskort. (Nærværende Afhandling er en »anden og ændret Udgave« afen Række Artikler, der i Mai og Juni 1889 have været optagne i dansk Nationaltidende.) Beiträge zur Kenntniss der Gesetze der Mineralbildung in Schmelzmassen und in den neovulkanischen Ergussgesteinen (jüngeren Eruptivgesteinen). Von LEDE NO Er, Kristiania. (Fortsetzung von Seite 96). Die Mineralien der Melilithgruppe, — nämlich Gehlenit, Melilith und ein neues tetragonales, nicht Al,0,-fiihrendes (Ca,mg)0-Silikat (Akermanit), nebst Zwischengliedern. Literatur. John Percy. Report on the crystalline slags. Report of the 16th meeting of the British association for the advancement of science. London, 1847. David Forbes. Chemisk undersøgelse af nogle ved jernfabrika- tionen frembragte krystallinske slagger. Nyt magazin f. naturv. (Kristi- ania) B. 5, 1848. I. Fr. L. Hausmann. Beiträge zur Kenntniss der Eisenhohofen- Schlacken. Studien des Göttingischen Vereins Bergmännicher Freunde. 6tes B.'s 3tes H. 1854. Seite 337. K. C. v Leonhard. Hüttenerzeugnisse usw. 1858. Seite 326 und 328. F. Bothe. Beiträge zur Kenntniss krystallisirter Schlacken. Erd- mann’s Journ. f. prakt. Chemie. B. 78. 1859. C. Rammelsberg. Lehrbuch der chemischen Metallurgie. 2 Aufl. Berlin. 1865. Seite 118. L. Bourgeois. Reproduction, par voie ignée, d'un certain nombre d'espèces minérales etc. Thèses 1883. — Ann. de chim. et de phys. 1883. 5e série, t. XIX. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 311 I. H. L. Vogt. «Schlackenstudien, I», Seite 105—148, 291—292. — Resume in Jernkontorets Annalen, 1885. — Berg- und hüttenmänni- sche Zeitung, 1888, No. 19 und 21. Ad. Firket. Sur quelques minéraux artificiels pyrogénés. Annales de la Soc. géol. de Belgique. 1885. B. 12. C. Rammelsberg. Ueber die Zusammensetzung krystallisirter Schlacken. Zeits. für das Berg-, Hütten- und Salinen-Wesen im Preuss. Staate. 1886. B. 34. H. Bauerman. Note on a rare blast furnace slag of the com- position of gehlenite. Journal of the Iron and steel institute, 1886. F. Fouqué. Sur un minéral artificiel provenant d'une scorie de forge. Bull. Soc. min. 1886. Dabei auch die Uebersichtsarbeiten von F. Fouqué et Michel Levy und von Bourgeois. Bei der Abkühlung basischer und stark CaO-reicher Schmelz- massen mit einem mässigen Gehalte an 4/,0,,Fe,0,,Mn,0, und etwas, jedoch nicht zu viel MgO, MnO, FeO, K,0, Na, 0 usw. scheiden sich bekanntlich tetragonale Mineralien aus, die mit dem natürlichen Melilith und Gehlenit identisch oder äusserst nahe verwandt sind. Dabei bildet sich auch in mässig basischen, CaO-reichen und gleichzeitig (Mg,Mn, Fe) O- führenden Schmelzmassen (Sauerstoffverh. ca. 1.30—1.55), die gar nicht oder nur ziemlich wenig Al,O, enthalten, ein tetragonales, thonerdefreies (Ca,Mg)O-Silikat (Äkermanit), das keinem bis jetzt in der Natur gefundenen Mineral entspricht, und das eine sehr grosse mineralogische Aehn- lichkeit mit dem Melilith zeigt. Die hier vorläufig kurz als Gehlenit und Melilith be- zeichneten Mineralien bilden, im Verein mit dem letztge- nannten (Ca,Mg)O-Silikat, — in ähnlicher Weise wie die Feldspäthe, Glimmer, Skapolithe!) usw., — eine besondere 1) Zu den Skapolithen rechnen wir hier, den Arbeiten G. Tscher- maks zufolge (sieh «Die Skapolithreihe», Sitz.ber. d. k. k. Akad. d. Wissensch. zu Wien. 1883, und «Das Mischungsgesetz der Ska- polith-Reihe», Tscherm. Min. u. petrogr. Mitth. No. 7) die Mineralien 312 I. H. L. Vogt. Mineralienfamilie, deren einzelne Glieder als Gemische ver- schiedener Fundamentalverbindungen anzusehen sind. — Weil die verschiedenen Glieder der Reihe in Bezug auf die krystallographischen Constanten, optischen Eigenschaften, Spaltbarkeit, specifisches Gewicht usw. einander sehr nahe stehen und wahrscheinlich mit einander durch Zwi- schenglieder verbunden sind, und daneben auch weil unsere künstlichen tetragonalen Mineralien im allgemeinen keine absolut vollständige mineralogische, optische und chemische Untersuchung erlauben, lässt sich in den Schmelzproducten eine detaillirte Specialdiagnose nicht immer durchführen; besonders giebt es oft Fälle, wo es nicht entschieden werden kann, ob das erhaltene Mineral am nächsten zu Gehlenit oder zu der opt. negativen Melilithvarietät, oder in anderen Fällen am nächsten zu der opt. positiven Melilithvarietät oder dem neuen (Ca,Mg)0-Silikat zu stellen ist. Die wichtigsten Eigenschaften der in den Schmelz- producten ausgeschiedenen Mineralien, die zu Gehlenit (opt. neg.) und Melilith (opt. neg., opt. scheinbar isotrop, opt. pos.) hingeführt werden können, sind: Die Mineralien erscheinen in quadratischen, im allge- neinen kurz såulenförmigen oder tafelförmigen — obwohl nicht dünn blattförmigen — Krystallen, die von OP und æ Po, ziemlich oft dabei auch von der kleinen Kantenab- stumpfung o P!), dagegen äusserst selten von anderen Flächen begrenzt sind. Meionit, Wernerit, Mizzonit, Marialith, Dipyr, Couseranit. usw., — die sämmtlich aus Marialith- und Mejonitsilikat constituirt sind, — dagegen nicht Melilith und Gehlenit. !) Unter den zwei verticalen Pinacoiden ist fast immer das eine stark entwickelt, während das andere, — nämlich dasjenige, dem die Aufbaurichtung parallel verläuft (Fig. 6), — nur eine schwache Abstumpfung bildet; dieselbe Erscheinung wiederholt Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 313 Terminale Flächen sind meines Wissens an dem künst- lichen Gehlenit nie und an dem Melilith nur einmal, nämlich von Bothe (l. ce.) beobachtet und beschrieben wor- den. Die betreffenden Krystalle, aus einer Hohofenschlacke von Bettingen bei Lebach (Analyse No. 139), waren von oP.oaP».»Pn.OP.P.Px begrenzt, und die Messungen ergaben: iP: P= 6643! yoo xo oe AD Also a:c = 1: 0.4666 An dem natürlichen Melilith hat Des Cloiseaux (Manuel de Minéralogie, 1862) gefunden: 12: JP = ie, , folglich GEO == 1) Die Abweichung rührt wahrscheinlich daher, dass die künstlichen Krystalle facettirt waren, die Messungen also nicht absolut genau. Selber habe ich mehrere hundert Schlackenstufen mit frei entwickelten Melilith- und Gehlenit-Krystallen durch- mustert, nie aber andere Flächen als OP. Ps. P gefunden. Die Mineralien sind optisch einachsig (ohne optische Anomalie); der Brechungsunterschied zwischen dem ordi- sich auch an dem natürlichen Melilith (und Gehlenit), wo das hervortretende Pinacoid nach der ein für allemal gewählten Stellung als Ps bestimmt worden ist. Theils aus diesem Grunde und theils weil eine Spaltbarkeit, resp. Andeutung zu Spaltbarkeit an dem künstlichen Gehlenit und Melilith wie auch an den entspre- chenden natürlichen Mineralien parallel der hervortretenden Pina- coidfläche geht, rechnen wir, wo sichere Entscheidung durch Mes- sungen nicht zu treffen ist, das grosse Pinacoid als «Po und das kleine als ©P. Die Wachsthumsrichtung auf OP wird dement- sprechend « P. 1) Naumann-Zirkel (Elemente der Mineralogie) und P. Groth (Tabellariche Uebersicht der Mineralien) giebt den Werth a:c = 1:0.6429, was darauf beruht, dass P in der Rechnung als Po be- trachtet worden ist. 314 Tl, 186 ily Vogt nåren und extraordinären Strahl ist immer sehr klein, wechselt übrigens, wie auch der optische Character, je nach der variirenden Zusammensetzung des ausgeschiedenen Mine- rals. Zwar können wir hier, wenn wir uns vorläufig nur mit den (Fe,,Mn,)O,-freien und an (Fe, Mn) O ziemlich armen Krystallen beschäftigen, eine bestimmte Reihenfolge nachweisen: Diejenigen tetragonalen Glieder unserer Mine- ralgruppe, die in stark basischen und gleichzeitig sehr thonerdereichen Schmelzflüssen gebildet worden sind, — also die künstlichen Gehlenite, — sind immer opt. negativ, und die Interferenzfarben gehen in den mikroskopischen Prä- paraten der gewöhnlichen Dicke im allgemeinen nicht über das »gelblich blau bis klareres grau und grünlichweiss« der ersten Ordnung hinüber, ganz wie es mit dem natürlichen Gehlenit der Fall ist; die Mineralien der etwas Si 0,- reicheren und 4/,0,-årmeren Schmelzmassen, — nämlich die eigentlichen Melilithe, — sind fortwährend opt. negativ, die Interferenzfarben sind jedoch etwas niedriger wie in dem ersten Falle, erreichen nur das »rein blau oder graublau« der ersten Ordnung, genau wie bei dem natürlichen Melilith; auf der nächsten Reihenstufe ist das Mineral unter gekreuzten Nicols völlig dunkel, beim Drehen des Präparats lässt sich keine Nuancirung beobachten, das Mineral ist also als optisch isotrop oder scheinbar optisch isotrop zu betrachten; bei den folgenden Gliedern ist der opt. Character immer positiv, die Interferenzfarben sind aber fortwährend ganz matt, steigen nicht über das »eisengrau bis lavendelblau« der ersten Ordnung. An diese knüpfen sich wiederum einige opt. positive Zwischenglieder, und endlich gelangen wir am Schluss der Reihe zu dem neuen, opt. positiven, thonerde- freien (Ca,Mg)O-Silikat (Å kermanit). Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 315 Optisch negative Glieder der Reihe: *) Simmtliche von Bourgeois synthetisch dargestellten Gehlenite und Melilithe (die ersteren von der Zusammen- setzung ziemlich genau 3RO. R,O;. 28i0,, die letzteren 12R0. 2R,0,. 985102); das am nächsten zu Gehlenit zu rechnende Mineral in No. 163, No. 172—177, und das Meli- lith-Mineral in No. 153, 154 a & b, 157 und in vielen nicht analysirten Schlacken, darunter unter anderen auch die früher sogenannten »Idokras-Schlacken« von Louisenthal und Mägdesprung.?) — I. S. Diller und I. E. Whitfield’) erwähnen opt. negativen Gehlenit aus einigen Hohofen- schlacken von Me Wille, Pennsylvanien, ohne jedoch Ana- lysen oder nähere Beschreibung beizufügen. Die Nuance der Interferenzfarben unter gekreuzten Nicols dieser opt. negativen Glieder sind: Rothorange, erster Ordnung (unter parallelen Nicols blaulichgrün): bei No. 176). Klareres grau bis grünlichweiss, gelegentlich bis zu gelblich weiss, erster Ordnung (unter parallelen Nicols 1) Der opt. Character bei den hiesigen Untersuchungen ist überall in convergent- polarisirtem Lichte, mit Hülfe der */s-Undulations-Glim- merplatte, bestimmt worden, theils an den frei entwickelten Kry- stallen, theils an relativ dicken ‘Präparaten der Krystalle, + OP geschliffen, und theils endlich an den gewöhnlichen Präparaten der Schlackenmasse, bei Schnitten, die mehr oder weniger annähernd + OP getroffen sind. — In mehreren Fällen ist eine sichere Ent- scheidung nicht zu erhalten, theils weil die Individuen zu klein sind (z. B. bei No. 155, 169—170), und theils weil sie zu stark von fremdem Substanz, hauptsächlich Monosulfid, verunreinigt sind (z. B. bei No. 149, 160). 2) H. Credner (senior). Beschreibung einer kryst. Blauofenschlacke von Louisenthal. Neues Jahrb. f. Min. Geol. Pal. 1837. — K. C. v. Leonhard. Hüttenerzeugnisse usw. — Das Originalmaterial dieser Schlacken ist mir gütigst von den Sammlungen der Frei- berger- und Berliner-Bergacademie überlassen worden. 3 American Journal of Science. Vol. 37, 1887. Seite 220. 4) Dies Glied ist vielleicht noch mehr basisch und reich an Thonerde als der Gehlenit, hierüber mehr später. 316 16 186105 Mom braungelb, intensiv braun, bis röthlich braun): Bei No. 157, 161, 163, 172—175, 177. — Das in den hiesigen Fällen ausgeschiedene Mineral wird, wegen des niedriegen Gehalts an SiO, und des gleichzeitig hohen Gehalts an Al,O, der Schmelzflüsse, zu dem Gehlenit oder zu denjenigen Glie- dern, die dem Gehlenit nahe stehen, hinzurechnen. Graublau und intensiv himmelblau (unter parallelen Nicols weiss mit hervortretender gelber oder brauner Nuance), wie an dem natürlichen Melilith: bei No. 149, 152, 153, 155, 169—70, No. 5, dabei No. 142 und 156 (bei den zwei letzteren jedoch nur an der äusseren Randzone der Individuen), und endlich bei vielen nicht analysirten Schla- cken, z. B. den früher erwähnten »Idokras-Schlacken«; mehreren Schlacken von Schisshyttan. usw. — Mit Rücksicht auf die SiO,- und Al,O,-Gehalte der Schmelzmassen hat man überall hier ein Mineral zu erwarten, das in chemi- scher Beziehung ziemlich genau mit dem natürlichen Meli- lith überein stimmt. Opt. isotrope oder scheinbar isotrope Glieder der Reihe: Bei No. 142 und 156 begegnen wir einem interessanten zonalen Aufbau (hierüber mehr später), indem der centrale Theil der Individuen isotrop oder beinahe isotrop erscheint, während dagegen die Randzone die für den gewöhnlichen Melilith so characteristischen himmelblauen Interferenzfarben zu er kennen giebt. Bei No. 142 ist die Kernpartei, die unge- fähr zwei Drittel der Individuen ausmacht, unter gekreuzten Nicols in allen Stellungen absolut dunkel, bei No. 156 dagegen beobachtet man beim Drehen des Präparats in dem Kern eine äusserst schwache Nuance zwischen ganz dunkel und tief eisengrau, dann kommt eine völlig isotrope Zone, und zum Schluss folgt die periferische Zone mit den blauen Interferenzfarben; aus der letzteren Erscheinung geht hervor, dass die Ursache der dunklen Farbe der centralen Theile nicht etwa in einer winzigen Dicke der Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 317 Präparate zu suchen sein konnte. — Unter gekreuzten Nicols sind die centralen Theile ganz weiss, die periferischen dagegen weiss mit einer gelbbraunen Nuance. Opt. positive Melilithe mit äusserst niedrigen Interferenz- farben: Das tetragonale Mineral in No. 146, 159 und mehreren nicht analysirten Schlacken, z. B. einer Schlacke von Pennsylvanien und von Schisshyttan (mit ganz wenig MnO), mehreren Schlacken von Eisenerz usw., dabei auch No. 158 (letztere nach Fouqué, 1. c.). — Als Beispiel dieser Schlacken wählen wir No. 146: die Interferenzfarben unter gekreuzten Nicols gehen bei einem Präparat der gewöhn- lichen Dicke nicht über das lichtgrau, ohne blåuliche Nuance, und unter parallelen Nicols sind die Individuen weiss mit einem schwach bräunlichen Tone; an einem diekeren Prä- parat, # © Po geschliffen, resp. lichtgrau und gelbbräunlich weiss; die Bestimmung des opt. Characters musste an einem sehr dicken Präparat, 4 OP der frei entwickelten Krystalle, ausgeführt werden. — Bei No. 159 sind die Interferenz- farben ein Bischen stärker, unter gekreuzten Nicols licht grau und unter parallelen Nicols weiss mit einer braunen Nuance. — Zu dieser Gruppe rechnen wir auch No. 160, wo die Interferenzfarben so niedrig sind, dass der opt. Character sich nicht bestimmen lässt. Dass diese Melilithvarietät sich durch einen niedrigeren Al, 0,- und höheren Si0,-Gehalt als die früheren auszeichnet, und dass sie durch Uebergänge mit dem 4/,0,- freien (Ca, Mg) O-Silikat, Åkermanit, verbunden ist, werden wir spåter nåher erörtern. Die opt. negativen, stark FeO- reichen Melilithe in No. 154 a & b zeigen blaue Interferenzfarben mit einer | deutlichen gelben Nuance; es scheint somit, dass der Brechungsunterschied durch bedeutende Gehalte an FeO etwas vergrössert wird. — Dieselbe Wirkung scheint auch, zufolge der Untersuchung der von Bourgeois dargestellten 318 it, JEG Jon Nora, Melilithe, durch ziemlich geringe Mengen von Fe,0, und Mn,O, hervorgerufen zu werden. Diejenigen Melilithe und Gehlenite, die neben 47,0, und CaO keine anderen Basen als J490,Na, O,X, O enthalten, sind ganz wasserhell, folglich nicht pleochroïtisch. — Die Monooxyde des Eisens und Mangans, FeO und MnO, rufen, selbst wenn sie in beträchtlichen Mengen vorhanden sind, keinen merkbaren Farbenton hervor, während dagegen selbst ziemlich kleine Gehalte der Sesquioxyde, Fe,0, und Mn,0;, stark färben und zwar Fe,0, gelb und Mn,0, violett). Die letzteren Melilithe sind etwas pleochroïtisch (cfr. näher die Untersuchung von Bourgeois, 1. c.). Tetragonales, opt. positives, Ål, 0,-freies (Ca, Mg)O- Silikat, R,Si,0,0(Äkermanit) — In den mässig basischen (Sauerstoffverh. 1.25—1.50), Al,O;- freien (Ca,Mg)O-Schmelz- flüssen, z. B. in den CaO- MgO- 1.50 Silikat-Schmelzproducten No. 186—188, ohne 4/,0, (oder richtiger mit 0.62—0.70 °/o Al, 03) der Äkerman’schen Serien, scheidet sich ein Mineral aus, das durch die folgenden Kriterien gekennzeichnet wird: Es erscheint in den mikroskopischen Präparaten in quadratischen Tafeln ( OP), mit ziemlich scharfen äusseren Begrenzungsflächen (OP. © Po, bisweilen einer kleinen Kan- tenabstumpfung © P). Die Tafeln sind immer sehr dünn, 1) Der Melilith in den stark MnO- reichen — und Mn,O,- freien — Hohofenschlacken, z. B. No. 156 (mit 6.60 °/o MnO), No 142 (10.37 % MnO), No. 5 (11.5 °/o MnO) nebst mehreren nicht ana- lysirten, ebenso die FeO- reichen Melilithe in No. 154 a & b (mit resp. 18.7 und 22.6 °/o feO) sind in den mikroskopischen Präparaten ganz wasserhell. — Die ziemlich starken violetten, resp. gelben Farben der von Bourgeois dargestellten mangan- und eisen- reichen Melilithe können deswegen nicht von den Oxydulen her- rühren. Bei der Schmelzung ist etwas Oxydul zu Oxyd, durch den Einfluss der Luft, oxydirt worden, die Farben sind demnach der Wirkung der Oxyde zuzuschreiben. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 319 oft sogar ganz blattdünn,; gewöhnlich liegen mehrere in beinahe derselben optischen Orientirung parallel auf einander, ein Gesammtindivid bildend wie aus Fig. 5 näher hervorgeht. Bei der Untersuchung in convergent-polarisirtem Lichte lässt sich sehr leicht entscheiden, dass unser Mineral optisch einachsig ist, — also dem tetragonalen Krystall- system angehörend, -— und dass der opt. Character positiv ist. — Die Interferenzfarben sind ziemlich matt, und zwar erreichen sie in den Präparaten der gewöhnlichen Dicke, unter gekreuzten Nicols, das »graublau bis klareres grau« der ersten Ordnung (unter parallelen Nicols rein braun, ziemlich intensiv); bei einer Serie von etwas dickeren Präparaten!) derselben Schmelzmassen gehen sie sogar unter gekreuzten Nicols bis zu dem «strohgelb bis hellgelb» der ersten Ordnung (unter gekreuzten Nicols tiefviolet bis indigoblau). — Der Brechungsunterschied zwischen dem ordinären und extraordinären Strahl beträgt demgemäss bei dem vorliegenden Mineral ungefähr dieselbe Grösse wie bei dem Gehlenit; er ist grösser als bei dem negativen Melilith, bedeutend grösser als bei der positiven Melilithvarietät und endlich etwas grösser als bei dem Zwischenglied gegen die letztere. Die Individuen zeigen sehr oft Risse + OP und oaPx; ob jedoch diese als Zusammenwachsungsflächen verschiedener Subindividuen oder gelegentlich dabei auch als Spaltbar- keiten anzusehen sind, lässt sich in den vorliegenden Schmelz- producten nicht sicher feststellen; jedoch scheint es, dass unser Mineral Spaltbarkeit == OP und » Po besitzt. Die Oberfläche der in den Tiegeln, — bei einer Abkühlung von etwa einer Stunde, cfr. Seite 6—7, — erstarrten Massen 1) Die letzteren sind von dem Firma R. Fuess, Berlin, die ersteren von dem Wachtmeister des mineralogischen Instituts zu Stockholm, A. Andersson, geschliffen worden. 320 I. H. L. Vogt. der No. 186—188 wie auch der No. 106 und 189 sind mit einer Unzahl frei entwickelter und ziemlich grosser (bis 4 mm. breiter) Krystalle bedeckt, nämlich dünne tetragonale Tafeln mit einer ganz flachen Pyramide; die Flächen der c-Zone sind im allgemeinen, obwohl nicht immer, in der Schlackenmasse versteckt, die terminalen Flächen dagegen ragen frei hervor. — Indem wir auch hier, wie bei den Gehleniten und Melilithen. das am meisten hervortretende Vertical-Pinacoid als » Pæ und die Wachsthumsrichtung als © P auffassen, wird die terminale Fläche als Deutero- pyramide zu bezeichnen sein. Diese ist freilich stark glänzend, dabei aber leider durch und durch facettirt; genaue Messungen sind deswegen unmöglich. Messungen mit Reflections-Goniometer ergaben: Bei No. 186, Winkel zwischen jeder zwei einander gegenüber liegenden Flächen der Deuteropyramide, bei Krystall No. I: zwischen den Grenzen 11°%5—13°3 und 10°%45—12°29', wahr- scheinlicher Werth ca. 119/14”, bei Krystal No. II: zwischen 11°19°--11°26, und der Winkel zwischen zwei Seite bei Seite liegenden Flächen, bei Krystall No. I: zwischen den Grenzen 7°58—9°19', 758 —8°51', 7°52’—9°36, 743—8%6, wahrscheinlicher Werth etwas über 8°, und bei Krystall No. II: 748-757, 7°38’—8°5’, ca. 8°, 8°10—8°44. Den Winkeln 11°19’ und 11°26’ entsprechen resp. 8°1’ und 8°6. Die wahrscheinlichen Werthe sind resp. 11°19° und 8°1'; dies giebt, wenn die Fläche als nP& aufgefasst wird, ne == Og Die c-Achse bei Melilith und Gehlenit beträgt resp. 0.4548 und 0.400; würden wir auch bei dem vorliegenden Mineral eine etwa entsprechende c-Achse wählen, wird die Deuteropyramide = 1/4 P x (bei ce = ca. 0.4) oder 5 P & (bei ce = ca. 0.5) zu bestimmen sein. Unser Mineral zeichnet sich unter anderem dadurch m ga 0: Bin Job e IN. TE TR as he i 6 TA CPE halt as Yeisen TS eis al een pra AR SN ech IF à ; À PEN oy ARS TS | | IM EEE | | | | EDEN NE see gror Mae | bmp alone pe NE EN Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 321 aus, dass es selbst bei sehr schneller Abkühlung Individuen von einer erstaunenden Grösse bildet; bei den Äker- man’schen Schmelzserien beträgt die Breite der frei entwickelten Krystalle der in den Tiegeln erstarrten Massen, bei einer Zeit der Abkühlung von etwa einer Stunde, zu nicht weniger als ungefähr 4 mm., und in den Präparaten der- selben Schlacken sind die Individuen ca. 1—3 mm. lang oder breit; die Krystalle der im Calorimeter äusserst schnell abgekühlten Massen sind, wie a priori zu erwarten wäre, etwas kleiner, jedoch Q.1—0.5 mm. lang oder breit. In den vorliegenden Schmelzproducten, No. 186—188, bildet unser Mineral überall den ganz überwiegenden Theil, im allgemeinen ca. 70—80 °/o, gelegentlich sogar vielleicht 80—90 °/o, der ganzen Masse; der Rest ist hauptsächlich ein reines Glas, hie und da findet sich auch in winziger Menge einige ganz kleine Krystalle und Sphärolithe von Augit, die an den grossen Tafeln des tetragonalen Minerals angewachsen sind, und die folglich später gebildet worden sind (cfr. hierüber mehr später). Das Magma der drei Schmelzproben enthält ganz wenig, nämlich nur 0.62—0.70 % Al,03; ob auch diese Menge vollständig in das ausgeschiedene tetragonale Mineral hinein- gegangen wäre, würde der Thonerdegehalt des Minerals sich nur zu etwa 0.8—1 % belaufen. Vielleicht ist die ganze Thonerdemenge in der Mutterlauge oder in dem Glase zurückgeblieben, das Mineral würde also in diesem Falle absolut thonerdefrei sein. Wie es sich in der That hiermit verhält, kann durch die directen Observationen nicht ent- schieden werden; weil aber immer diejenigen Silikate, die Thonerde als einen festen Bestandtheil der Constitution enthalten, nie verschwindende Spuren, sondern immer ziem- lich beträchtliche Thonerdemengen führen, darf man nach der Analogie den Schluss ziehen, dass die winzige, fragliche 21 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 10. Januar 1890. 322 ll, 18. I, Ven Thonerdemenge nicht unentbehrlich zu der Zusammensetzung unseres Minerals gehört. Dies wird folglich als ein reines RO-Silikat aufzuführen, wo RO — CaO mit etwas MgO und MnO und Fe0. In den 1.50 Silikat-Schmelzflüssen mit CaO als allei- niger Base oder mit überwiegend viel CaO neben ziemlich wenig (Mg,Mn,Fe)O scheidet sich wie früher nachgewiesen (No. 104—105), nicht das tetragonale Silikat, sondern dagegen das hexagonale Kalkbisilikat, CaSiO,, aus; es scheint somit für die Constitution des tetragonalen Minerals noth- wendig zu sein, dass etwas CaO durch (Mg, Mn,Fe)O ersetzt wird; jedenfalls ergiebt eine einfache Berechnung, dass unser Mineral in den Proben No. 186—188 neben CaO auch etwas MgO® enthalten muss; es lässt sich deswegen als ein (Ca,Mg)O-Silikat bezeichnen. In No. 106, ebenfalls ein 1.50- CaO- MgO-Silikat, jedoch mit etwas mehr CaO und weniger MgO als in den vorigen Proben, findet sich an der Oberfläche der in den Tiegeln abgekühlten Masse wiederum das tetragonale (Ca, 2) O- Silikat in den soeben beschriebenen Krystallen mit der flachen Deuteropyramide?); in einem Präparat der Schmelzmasse dagegen sieht man das hexagonale Kalkbisilikat, Ca SiO,. — Wir befinden uns also hier genau an der Grenze zwischen den zwei »Magmafeldern« (cfr. hierüber mehr später). In einer etwas mehr basischen Schmelzmasse mit einer winzigen Thonerdemenge und mit ungefähr derselben Rela- tion zwischen CaO und MgO wie in den vorigen Fällen, näm- lich in der 1.25-Silikat-Schmelzmasse No. 190 (mit 0.7 %o Al,0,) ist zuerst das tetragonale (Ca, 472)0-Silikat (opt. pos.), 1) Bei grössere MgO-Gehalten der mässig basischen Schmelzflüsse bildet sich nicht länger das tetragonale Silikat, sondern dagegen Olivin. 3) Dies ist bei einem Versehen nicht früher in dem Abschnitt über das hexagonale Kalksilikat (bei No. 106) angegeben worden. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 323 in grossen Krystallen und später Olivin gebildet worden (hierüber mehr später). Gehen wir dagegen zu den noch mehr basischen und thonerde-freien oder -armen Schmelz- massen mit viel CaO und etwas (Mg,Mn,Fe)O hinüber, scheidet sich nicht länger das tetragonale Silikat aus, sondern wir bekommen ein anderes Mineral, wahrscheinlich einen CaO- reichen Olivin, wie in den 1.00-Silikaten No. 37 und 39. Die Constitution des vorliegenden Minerals oder mit anderen Worten, die Relation R: Si, lässt sich aus den obigen Beobachtungen nicht ganz exact feststellen, weil keine unserer Schmelzproducten sich gänzlich zu dem Mineral umkrystallisirt hat, ohne Spur von Glasrest zu liefern, und weil eine Isolation mit einer schweren Flüssigkeit nicht durchführbar ist. — Wie wir später näher erörtern werden, fällt das Sauerstoffverh. der Verbindung zwischen den Grenzen 1.33 und 1.50, am nächsten zu dem letzteren Werthe; in den 1.50-Silikaten ist auch beinahe die ganze Masse zu Mineral umgebildet worden. Eine Serie später zu beschrei- benden Erscheinungen lässt sich auch nur dadurch erklären, dass unser Mineral genau nach der folgenden Formel ent- wickelt ist: Ri 8t3 010 —4RO. 3Si0,, wo R — Ca mit etwas Mg, Mn, Fe usw. Für diese neue Species erlaube ich mir den Namen Åkermanit vorzuschlagen, zu Ehren des bekannten schwedischen Metallurges Professor Rich. Äkerman, in dessen — obwohl nicht zu einem mineralogischen, sondern zu einem physikalischen Zwecke — synthetisch dargestellten Schmelzproducten das Mineral zuerst entdeckt ist, und der mir auch dadurch, dass er immer bereitwillig seine reichen Sammlungen zu meiner Disposition gestellt, grosse Dienste geleistet hat. Wie wir es später näher erörtern werden, nimmt der Åkermanit in der Melilithgruppe genau dieselbe Stellung 324 T. H. D. Vogt ein wie z.B. der Albit in der Plagioklasgruppe; es ist deswegen völlig berechtigt ihn als eine selbständige Species aufzufassen ') Zwischenglied zwischen dem Akermanit und den opt. posi- tiven Melilithvarietäten. — Auch in den Hohofenschlacken mit dem Sauerstoffverh. ca. 1.30—1.50, mit überwiegend viel CaO gegen (Mg,Mn,Fe)O (etwa 30—40 % CaO gegen 8—16 °/o (Mg, Mn,Fe)O) und endlich mit relativ wenig Al,O, (etwa 4—7 °/o, höchstens ca. 13 %, cfr. die Analysen No. 178—185) | scheidet sich ein tetragonales Mineral aus, das dem Äkermanit in jeder Beziehung äussert nahe steht. — Die Kriterien sind kurz: Das Mineral tritt in tetragonalen Krystallen auf (OP. Po, oft dabei oP, selten andere Flächen), die immer oder beinahe immer ganz dünn tafel- oder blattförmig sind, und die in ähnlicher Weise wie der Äkermanit sehr oft Gesammtindividuen bilden (cfr. Fig. 5). An No. 178 (Sauerstoffverh. 1.59, 8.67 °/o A7,0,) begegnen wir genau denselben ganz flachen, stark glänzenden und facettirten Deuteropyramide-Flächen, die für den Åkermanit so characteristisch sind, — sonst habe ich an den vielen Krystallstufen nirgends andere Flächen als OP, » Pw und «© P beobachtet. An einigen nicht analysirten Hohofenschlacken von Sandviken, 1884, die neben dem tetragonalen Mineral auch ziemlich viel Augit enthalten, und deren Zusammensetzung ziemlich genau mit den übrigen Analysen der Sandvik- 1) Für diejenigen neuen synthetisch dargestellten Mineralien, die in einer kurzen und exacten Weise nach der chemischen Zusammen- setzung bezeichnet werden können, — z.B. »Blei-Anorthit«, »Hex- agonales Kalksilikat oder Kalkbi (meta)-silikate, — braucht man keine besonderen neuen Namen einzuführen; anders dagegen, wo die Bezeichnung nach dem chemischen und mineralogisch-optischen Characteristik nicht genügend kurz und scharf erzielt werden kann. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 325 Schlacken, No. 179 a—d, überein stimmt (Sauerstoffverh. ca. 1.557), ca. 3.5—4.5 %% 41,03), findet sich an drei oder vier Stellen eine scheinbar völlig gesetzmässige Zwilling- durchkreuzung der frei entwickelten Krystalle. — Die be- treffenden Krystalle, die eine bedeutende Grösse erreichen (Seitenkante ca. 2—2.25 cm. bei einer Dicke 0.1—0.2 cm), sind an der Oberfläche von einer Unzahl kleiner Augite und von einer »Manganhaut« bedeckt; eine Messung mit Reflexions-Goniometer ist deswegen nicht durchführbar. — Mit dem Auge lässt sich jedoch ohne weiteres beobachten, dass die Durchkreuzungslinie jeder zwei zusammenge- hörigen Individuen scheinbar ganz genau Æ der einen Kante © Po: Po verläuft; dieZwillingsebene würde also — wie so oft sonst in dem tetragonalen System, — eine Deutero- pyramide Px oder nPæ sein. Der Winkel zwischen den OP-Flächen der zwei Individuen der vermutheten Zwillinge ist mit Contact-Goniometer zu 461/2°, 47°, 48°, 49° und 50° gemessen; wahrscheinlicher Werth 481/2°, der halbe Winkel also 24/4. — Die Zwillingsebene, nP, bildet folglich einen Winkel 24!/4° (oder 65/4°) mit OP; dies giebt ne — 0.4505 (oder 2.220). Weil Po bei den tetragonalen Mineralien im allge- meinen und zwar auch speciel bei dem Melilith, wie es von Rosenbusch*) nachgewiesen worden ist, die Zwillingsebene bildet, werden wir den ersten Werth (0.4505) als e auffassen. — Zum Vergleich stellen wir daneben das Achsenverhältniss des eigentlichen Meliliths: a:c = 1:0.4548 (Messung von Des-Cloiseaux) mo 1 (OR « Bothe). 1) Cfr. die Kıystallisationsbeziehung zwischen Augit und den Melilith- mineralien. ?) Mikrosk. Phys. d. Mineralien, 1885, Seite 322. 326 PE Most: Weil die regelmässige Zusammenwachsung sich in mehreren Fällen wiederholt, weil die Krystalle so gross sind, dass die Beobachtung über dieZonenlage ziemlich exact wird, und weil endlich die Berechnung die a priori zu erwartende Zwillingflåche Po giebt, dürfen wir trost den Schluss ziehen, dass wir hier in der That nicht mit Zufälligkeiten, sondern mit einer gesetzmässigen Zwillingbildung zu thun haben. Der optische Character des in den vorliegenden Schla- cken auftretenden tetragonalen Minerals ist positiv; dies ist bei jeder einzelnen der No. 177—180 und No. 182—185 wie auch bei vielen übrigen analogen, nicht analysirten Schlacken, — darunter auch den letzterwähnten von Sand- viken, — bestimmt worden; nur in No. 181 ist der Brechungs- unterschied so klein, dass eine Entscheidung über den opt. Character nicht möglich war. — Die Interferenzfarben sind sehr matt, gehen nämlich in den mikroskopischen Präpa- raten der gewöhnlichen Dicke nicht über das lavendelblau, gelegentlich höchstens das graublau, der ersten Ordnung (Interferenzfarben unter parallelen Nicols zwischen schwach bräunlichweis und rein braun, ohne gelbe oder röthliche Nuance). Zwar werden wir besonders hervorheben, dass die Interferenzfarben einerseits niedriger als an dem Åkermanit und andrerseits höher als an dem früher als opt. positive Melilithvarietät (Typus No. 146 und 159) bezeichneten Mineral sind; dasjenige in No. 178 (Sauer- stoffverh. 1.59) ausgeschiedene tetragonale Mineral steht in Bezug auf die Stärke der Interferenzfarben am nächsten gegen den Akermanit, und dasjenige in No. 181 (Sauer- stoffverh. 1.46, 6.92 / Al,O,) am nächsten gegen die opt. pos. Melilithvarietät in No. 159. — In No. 183, wo wir einem zonalen Aufbau zwischen dem vorliegenden opt. positiven Mineral und dem eigentlichen, opt. negativen Melilith Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 327 begegnen, sind die Interferenzfarben nicht unwesentlich stärker an dem letzteren als an dem ersteren. Unter gekreuzten Nicols sind die Interferenzfarben bei den vorliegenden Mineralien oft schwer von einander scharf hinauszuhalten; besonders ist dies der Fall mit den verschiedenen Nuancen der Serie »lavendelgrau, graublau, klareres grau, grünlich weiss bis fast reinweiss«; bei denje- nigen unter parallelen Nicols erhaltenen complimentären Farben dagegen ist die Entscheidung leicht und sicher, indem wir hier eine continuirliche Reihe von weiss!) und später stärker und stärker braun erhalten. Das specifische Gewicht des natürlichen Gehlenits beträgt, nach Des-Cloiseaux (Manuel de Mineralogie, 1862) 2.9 à 3.0k und nach Naumann-Zirkel (Elemente der Mineralogie) 2.98 —3.1, — und dasjenige des natürlichen Meli- liths, denselben Authoren zufolge, 2.90 (Humboltilith) und 2.95 (Melilith)?). Das sp. Gew. der künstlichen Mineralien lässt sich im allgemeinen nicht absolut exact feststellen, theils weil die Krystalle sehr oft von fremden Substanzen (Glas, Spinell, Monosulfid, Augit usw.) verunreinigt sind, und. theils weil sie gelegentlich auch Luftporen enthalten. Selbst durch eine Isolation mit einer schweren Flüssigkeit kann man in der Regel keine absolut scharfe Bestimmung erhalten. 1) Zwischen »weiss« und »bråunlichweisse enthält die Newton'sche Farbenscala eine Zwischenstufe »gelblichweiss<, die bei den Melilithvarietäten nie scharf hervortritt. Dem optischen Schema ~ zufolge spielt auch das gelb in den Complimentärfarben im vorliegenden Falle eine unbedeutende Rolle. 2) Der letztgenannte ist etwas eisenreicher, deswegen schwerer. 328 1h) 156 Ibe Vo Frühere Bestimmungen des sp. Gew. der künstlicher Melilithmineralien: Künstlicher Gehlenit: 2.87—2.98 (nach Des-C1.); die Mini- mumsgrenze wahrscheinlich zu klein, indem die Krystalle Luftporen eingeschlossen haben (?). Künstlicher Melilith: 2.87—2.91 (nach Des-Cl.); 2.919 (No. 138, Percy, Forbes); 2.908 (No. 139, Bothe); als Mittel mehrerer nicht näher angegebenen Bestimmungen 2.91 (nach Percy, Metallurgy, Iron and steel, 1864, Seite 497). — Künstlicher, opt. positiver Melilith: 2.91 (No. 158, Fouqué). Kein mir zur Disposition stehendes Material des künst- lichen Gehlenits und Meliliths ist so rein, dass es eine Con- trolle der obigen Werthe erlaubt; dagegen habe ich einige Untersuchungen über das sp. Gew. des Zwischenglieds zwischen dem Äkermanit und der opt. pos. Melilithvarietät ausführen können. — Einige frei ausgepflückte Krystalle der Schlacken No. 179 c—e wie auch einiger in chemischer Beziehung ganz entsprechenden Schlacken von Schisshyttan und Eisenerz wurden in der Quecksilberkaliumjodid-Flüssig- keit eingetaucht; die klein zerbrochenen Stückchen sanken zu Boden bei dem Concentrationsgrad 2.80, flossen aber hinauf bei 2.75; genauere Bestimmung unmöglich, weil die verschiedenen Fragmente in Bezug auf das sp. Gew., wegen kleiner Verunreinigungen, ein Bischen von einander ab- wichen. Zusammenstellung der Resultate: Sp. Gew. des Gehlenits: 2.9—3.01, 2.98—3.1, 2.87(?)—2.98, — wahrscheinliche Grenzen 2.98—3.05. Sp. Gew. des eigentlichen Meliliths: 2.90— 2.95, 2.37 —2.91, 2.919, 2.908, — wahrscheinliche Grenzen 2.90—2.95. Sp. Gew. der opt. pos. Melilithvarietät: 2.91. Sp. Gew. des dem Äkermanit nahe stehenden Zwischen- glieds (Typus No. 179e): 2.75—2.80- Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 329 Es ergiebt sich somit, das wir auch hier eine continuir- liche Reihe bekommen, und zwar ist das am meisten basische und thonerdereiche Glied das schwerste, ganz wie es z.B. auch bei den Skapolithen und Plagioklasen der Fall ist. Krystallographisehe Constanten: Genet ROM) JE 18501400: Upesc) Melilith . pA a:c— 1:0.4548 | Zwischenglied, dem Aker- manit sehr nahe stehend Arr NO MD OBO E VO Mo) Diese Werthe, die wohl alle als vorlåufig und mehr oder weniger approximativ angesehen werden miissen, scheinen anzudeuten, dass die Achsenverhältnisse der verschiedenen Glieder nicht weit von einander abweichen; wahrscheinlich bekommen wir auch hier eine systematische Reihenfolge. Aus Mangel an Material låsst sich aber diese noch nicht sicher feststellen. Spaltbarkeit. — Bei dem natürlichen Melilith und Gehlenit eine ziemlich vollkommene Spaltbarkeit + OP, daneben auch eine weniger gute Spaltbarkeit Æ «0 Po; die letztere scheint bei dem Gehlenit etwas mehr hervortretend als bei dem Melilith zu sein. — Ganz ähnliche Erscheinungen be- gegnen wir auch bei den entsprechenden künstlichen Mine- ralien (Gehlenit und den opt. negativen, isotropen und posi- tiven Melilithvarietäten); überall findet sich hier, wo über- haupt eine sichere Entscheidung möglich ist, eine gute Spaltbarkeit Æ OP; dabei giebt es auch eine ziemlich gute Spaltbarkeit -—— « Po, und diese ist je mehr hervortretend, je mehr basisch und thonerdereich diejenigen Schmelzmassen sind, in denen die Individualisation stattgefunden hat. 330 16 180 16 oct: Der Åkermanit und das Zwischenglied (Typus No. 179, e) zwischen diesem und der opt. pos. Melilithvarietåt ist immer tafelförmig entwickelt; theils aus diesem Grunde und theils, weil die Krystalle im allgemeinen aus vielen von OP und 0 Po begrenzten Subindividuen zusammengesetzt sind, ist die Bestimmung der Spaltbarkeit hier ziemlich schwierig und unsicher. Jedoch scheint es, dass man auch hier eine ganz gute Spaltbarkeit + OP und eine weniger gute Æ o Po nachweisen kann. — In einigen 4 OP geschliffenen Krystallen des letzterwähnten Zwischengliedes beobachtet man gelegentlich sehr deutliche Gleitflächen = CO Je. Die verschiedenen Mineralien der Melilithgruppe zeichnen sich von den übrigen in Schlacken und ähnlichen schnell abgekühlten Schmelzmassen dargestellten Silikat-Mineralien unter anderem dadurch aus, das sie im allgemeinen beinahe vollständig fertige, rings herum krystallographisch begrenzte Krystalle und nicht nur Skelette oder Krystall-Embryo bilden. Die Individuen erreichen am öftesten, bei einer Dauer der Abkühlung von etwa einer halben Stunde bis einigen Stunden, eine Grösse von ca. 2—5 mm., gelegentlich bis 10—25 mm.!), — dies jedoch unter der Bedingung, dass die Schmelzflüsse nicht zu viel 47,0, und umgekehrt nicht zu wenig MgO, MnO, FeO, Na,0, K,O usw. enthalten. Die einzige Andeutung des unfertigen Zustandes oder des schnellen Wachsthums der Krystalle giebt sich dadurch kund, dass man auf OP eine Wachsthumsrichtung =: » P*) wahrnehmen kann, oder dass die Krystalle treppenförmig, wie z.B. bei 1) Besonders der Åkermanit und das diesem nahe stehende Zwischen- glied wird durch die Grösse der Individuen characterisirt. 2) Öfr. hierüber die Zeichnung Fig. 34 in »Schlackenstudien Ie, dabei auch Fig. 7 und 6 dieser Arbeit. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 331 Kochsalz, ausgewickelt sind. — Nur in denjenigen Fällen, wo die Schmelzmassen ganz wenig MgO, FeO, Na,O usw. enthalten, oder wo der Krystallisationsprocess durch einen sehr beträchtlichen Gehalt an 41,0; entgegenwirkt oder verzögert wird, sinkt die Grösse der Individuen herab, gelegentlich fast bis zur mikroskopischen Kleinheit, oder man bekommt statt fertiger Krystalle nur Krystallskelette. Um dies näher zu erörtern werden wir einige Beispiele nehmen. In den gewöhnlichen Singulosilikat-Schlacken mit einigen Procent (Mg, Mn, Fe, Na,)O und etwa 7 bis 14, höchstens ca. 16—18 % 41,0, (z.B. No. 133, 142, 146, 149, 153, 154 a & b, 159 usw.) beträgt die Grösse der in reichlicher Menge ausgeschiedenen und beinahe fertig entwickelten Melilith- krystalle ungefähr 1—5 mm. In einigen noch bedeutend mehr thonerdereichen Schlacken, z.B. No. 155 und 157 (mit resp. 29.31 und 24.12 % Al,O,), ist unser Mineral dagegen nur in spärlicher Menge gebildet worden, und in dem einen Falle (No. 155) erscheint es in ganz winzigen Krystallen, in dem anderen (No. 157) nur in Krystallskeletten. Die letzteren sind dadurch diagnostieirt worden, dass die unge- fähr + OP getroffenen Schnitte sich opt. einachsig und opt. negativ erweisen, dass die Aufbaurichtung und die äussere Begrenzung das tetragonale System angeben, und dass endlich das Mineral die höchst characteristisch blauen bis blaugelben Interferenzfarben der ersten Ordnung kund giebt. Wie es an den Zeichnungen der + OP geschliffenen Skelette (Fig. 6) angegeben ist, hat der Aufbau nach zwei sich unter 90° kreuzenden Richtungen (+ »P) statt- gefunden; von den grossen, centralen Aufbaustäben (der ersten Ordnung) zweigen sich kleinere Stäbe (der zweiten Ordning) ab, von diesen wiederum noch kleinere Stäbe (der dritten Ordnung) usw.); das ganze Individ wird in dieser 352 I. H. L. Vogt. Weise ein feines Gitterwerk, wo die einzelnen Mineralstäbe von einander durch dünne Glashüllen getrennt sind. — Die Entwickelung der Skelette, die eine Grösse bis zu etwa 0.2—0.3 mm. erreichen, ist oft so regelmässig fortgeschritten, dass die Individuen eine scharfe quadratische Begrenzung (Æ «© Px) erhalten haben (Fig. 6, a). Im Kerne der Ske- lette findet sich gelegentlich eine fertige, kompacte Platte von Melilith (Fig. 6, b). — In No. 155 erscheint unser Mineral in so winzigen Tafeln, dass eine Bestimmung der Art der Doppelbrechung und des optischen Characters sich nicht durchführen lässt; der Auslöschung und besonders den bekannten Interferenzfarben zufolge darf man jedoch die Bestimmung als sicher ansehen. — Die Menge des ausge- schiedenen Meliliths in den vorliegenden zwei Schlacken beträgt bei No. 157 etwa 4—8 % und bei No. 155 nur etwa 1—2 %; der Rest ist ein wasserhelles Glas, in beiden Fällen mit etwas Anorthit. Noch besser als bei den letzterwähnten Proben können wir den Einfluss der hohen Thonerdegehalten auf die Entwickelung der Melilithmineralien bei den in Tiegeln erstarrten Schmelzproducten der Akerman’schen Serien studiren, indem die Schmelzung und Erstarrung hier überall unter beinahe ganz identischen physikalischen Bedingungen stattgefunden hat; die mineralogischen Ab- weichungen beruhen deswegen hier beinahe ausschlieslich auf den wechselnden chemischen Zusammensetzungen der Magmata. — Die mikroskopische Untersuchung ergiebt bei den 0.7- C40- Al, O,-Silikaten: 333 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. (9 SIT ue Orm) -OpfegsAry, 99 [PHOIMJUO offegsAryy 991UI0J999[94S 31107 ZUBS BUY "mu g'Q-90'Q| "wur 9*—2'0 "mu 2'— 680 l'UE EG [-— 0) °° °° ‘AIPUT -41UPJYOL) TOP 9SSQ.Lh) ‘U9SUILI9 PUOSSI («ourdg) eye puasıı 0696 01208 0908 andg er) Vig auyo ‘SB SOUL Å Le + QUE 7 08706 07706 667766 " ©: ‘FUI 0/0 2838 60:08 18°86 1928 87 TG 2808 OG | FOG “ON 606 ‘ON GLI ‘ON FAT ON | SLT “ON GLT ON 334 ENE Wort. Bei No. 172 ist ungefähr die ganze Masse zu Mineral umgebildet worden; die Ursache darf einfach darin zu suchen sein, dass die Zusammensetzung des Magmas beinahe ganz genau derjenigen des ausgeschiedenen Glieds der Melilith- gruppe entspricht; besonders muss der Thonerdegehalt in beiden Fållen ungefåhr derselbe sein. Je mehr aber der Thonerdegehalt des Magmas oberhalb desjenigen des ausge- schiedenen Minerals hinüber steigt, je weniger wird von dem tetragonalen Mineral ausgesondert, je kleiner wird die Grösse der auskrystallisirenden Individuen, und je grösser wird die Tendenz zu der skelettförmigen Ent- wickelung. Entsprechenden Erscheinungen begegnen wird dagegen nicht, wenn die Thonerdemenge des Schmelzflusses unter- halb des Gehalts des betreffenden Minerals hinuntersinkt; hierüber und über die allgemeinen Bemerkungen über die Einwirkung der hohen Thonerdemengen auf die Individuali- sation der Silikatmineralien verweisen wir zu einem späteren Abschnitt, »Ueber den Einfluss der Thonerde die Aus- scheidung der verschiedenen Silikatmineralien zu ver- zögern«. Wie es schon früher von Bourgeois (I. ce.) nachgewiesen worden ist, wird die Ausscheidung des Meliliths und theils auch des Gehlenits durch etwas MgO, FeO, MnO und Na, 0 stark befördert, ja, das Vorhandensein irgend einer dieser Basen scheint für die Constitution der zwei Mineralien — oder wenigstens für Melilith — absolut nothwendig zu sein, wenn Al,O, die einzige R,0,-Base ist; die Schmelzflüsse 12Ca0 .2A1,0,.9S0, und 3Ca0. Al,0,.28:i0,, wie auch 20a0.8i0,, zerfallen nämlich bei dem Erstarren zu einem feinen Staub; hierüber näher in einem späteren Abschnitt, »Ueber das Zerfallen der basischen und stark CaO-reichen Schmelzmassen«. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 335 Pflockstructur. Den Untersuchungen von A. W. Stelz- ner!) und H. Rosenbusch?) zufolge bildet die Quer- faserung mit der sogenannten »Pflockstructur« eines der besten Kriterien des natürlichen Meliliths, und einem etwa entsprechenden Fänomen begegnet man gelegentlich auch bei dem natürlichen Gehlenit (Rosenbusch, Seite 324). Ebenfalls wiederholt sich dieselbe Erscheinung, — wie es schon früher von Bourgeois (1 c.) und mir’), ganz unab- hångig von einander, hervorgehoben worden ist, — bisweilen auch bei den künstlichen Melilithmineralien, und zwar, den folgenden Beobachtungen gemäss, nicht nur bei den opt. negativen, sondern auch bei den isotropen und posi- tiven Gliedern der Reihe. Als Beispiel wählen wir eine Hohofenschlacke von Pennsylvanien, wo das in grossen Individuen ausgeschiedene tetragonale Mineral wegen des opt. positiven Characters der Doppelbrechung, der mässig niedrigen Interferenzfarben und der tafelförmigen Entwickelung der Individuen am nächsten mit dem Zwischenglied (Typus No. 179, e) zwischen dem Äkermanit und der opt. positiven Melilithvarietät zu vergleichen ist. — In den ungefähr L OP verlaufenden Schnitten beobachtet man eine Unzahl langer, aber ganz dünner, undurchsichtiger Interpositionen (cfr. Fig. 8), die parallel der c-Achse eingelagert sind, und die bald ziemlich gesetzmässig cylindrisch sind, bald dagegen wurstförmig mit unregelmässigen kugel- oder trichterförmigen Ausbüch- tungen. In den basischen Schnitten projiciren sich die Streifen als winzig kleine Pünktehen. — Der mikroskopischen Unter- suchung zufolge bestehen die Linien im allgemeinen aus 1) Ueber Melilith und Melilithbasalte. Neues Jahrb. f. Min. Geol. Pal. Beilage-Band 1883. 2) Mikroskopische Physiographie der Mineralien. 1885. Seite 323—324. 3) »Schlackenstudien, I«, Seite 114—115. 336 I. H. L. Vogt, einem schwarzen, undurchsichtigen Glase (durch FeS (?) gefärbt); ausnahmsweise scheinen sie aber hohle Canäle zu bilden. Auch in mehreren anderen Fällen, z. B. bei dem opt. positiven Mineral in dem Kern der zonal aufgebauten Individuen der No. 183, ebenfalls in der opt. isotropen Melilithvarietät der No. 156, usw. finden wir ganz ähnliche parallel c eingelagerte Interpositionen; die Erscheinung ist jedoch nicht sehr häufig. In anderen Fällen verlaufen die Streifen nicht L OP, liegen dagegen in der Basisfläche mit Längenrichtung L den begrenzenden æ Px-Flächen, wie es an Fig. 7, von No. 146, angegeben ist. Hier lässt sich sehr leicht ent- scheiden, dass die groben, wurstförmig gebogenen »Linien« aus hohlen Luftcanälen bestehen, die nur hie und da theilweise mit einem schwarzen!) Glase gefüllt sind, oder an deren Wänden sich gelegentlich schmutzige Glastropfen abgesetzt haben. — Ebenfalls, obwohl nicht so deutlich, bei einigen Schlacken von Eisenerz. Es ist leicht einzusehen, dass die oben beschriebenen Erscheinungen direct in Verbindung mit gewissen Eigen- thümlichkeiten beim Wachsthum der Individuen stehen; die feinen Interpositionen, hauptsächlich Mutterlauge, die aus irgend einer Ursache sich nicht individualisiren konnte, wurden hier, wie so oft sonst”), parallel einer der vorherrschenden krystallographischen Richtungen einge- lagert, — oder es entstanden Hohlräume, vielleicht bei der schnellen Entwickelung aus Mangel an Krystallsubstanz, parallel einer der verschiedenen Wachsthumsrichtungen. 1) Das Glas — oder die Mutterlauge — ist hier unzweifelhaft von FeS gefärbt. 2) Z.B. bei dem künstlichen Glimmer von Kafveltorp, cfr. Fig. 1, »Ueber die künstliche Bildung des Glimmersc. (Kristiania Viden- skabsselskabs forh. 1887). Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 337 Als fremde Substanz, in der Mutterlauge während der Individualisation unserer Silikate herumschwimmend, findet sich in den Schlacken sehr oft etwas Monosulfid, im allgemeinen CaS oder (Ca, Mn)S; auch dies ist sehr oft in einer mehr oder weniger gesetzmässigen Weise in die Melilithindividuen eingelagert worden, — nämlich in dünnen, wurstförmigen »Longuliten« oder büschelförmigen Gruppen derselben auftretend, mit Längenrichtung ungefähr senk- recht auf den äusseren Krystallflåchen, OP und © Po, (cfr. Fig. 9). Auch diese Gruppirung ist zu den soeben erwähnten Vorgängen beim Wachsthum der Krystalle zurückzuführen. Ueber zonale Zusammenwachsungen verschiedener Glieder der Melilithgruppe. — In bei weitem den meisten Fällen ergeben die Individuen in einem und demselben Präparate überall dieselben Interferenznuancen, 9: es ist kein Unter- schied in den verschiedenen Theilen der Individuen nach- zuweisen; nur gelegentlich beobachten wir einen zonalen Aufbau, ganz wie es so oft z. B. mit den Plagioklasen der Fall ist. Das beste Beispiel dieser Erscheinung liefert uns die Schlacke No. 183, von Forsbacka (Sauerstoffverh. 1.38, 3.92 °/o Al,03), wo das tetragonale Mineral in 0.5—1 cm.-breiten und ziemlich dünnen Individuen ausgebildet ist. Bei der Untersuchung in durchfallendem oder polarisirtem Lichte ahnt man nichts besonderes; die Spaltbarkeiten durch- setzen die Individuen quer, und alle Theile sind wasser- hell und farblos. Zuerst unter gekreuzten Nicols giebt sich der zonale Aufbau (cfr. Fig. 10) zu kennen: die Kernpartei, die ungefähr zwei Drittel der ganzen Individuen ausmacht, zeigt eisengraue bis höchstens lavendelblaue Interferenzfarben, dann folgt ein ganz schmaler, absolut dunkler, opt. isotroper Saum, und zum Schluss giebt die 22 — Archiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 18. Januar 1890. 335 1G 18 ly WO Randzone die für den gewöhnlichen Melilith typisch him- melblauen Farben. In conv.-polarisirtem Lichte lässt sich leicht entscheiden, dass die Kernzone opt. positiv und die Randzone opt. negativ ist. Unter parallelen Nicols sind die Interferenzfarben des centralen Theils schwach bräun- lich weiss, die schmale isotrope Zone ist lebhaft weiss, die periferischen Theile dagegen intensiv braun. — Die Grenze zwischen der inneren, opt. positiven und der sich darum schliessenden opt. isotropen Zone ist haarscharf, während dagegen diejenige zwischen der letzteren und der opt. nega- tiven Randzone langsam verschwimmt; statt Grenze also allmählige Uebergänge. — Weil alle Theile der Individuen gleichzeitig auslöschen, und weil die krystalloyraphische pegrenzung der Randzone, OP und «© Pw, mit derjenigen der Kernzone parallel verläuft (Fig. 10, b), hat die Zusammen- wachsung nach der krystallographischen Orientirung statt- gefunden. Ausserhalb unseres tetragonaien Minerals findet sich in der vorliegenden Schlacke hie und da auch etwas Augit, dessen Aussonderung nach dem Abschluss der Krystallisation der opt. positiven Kernzone anfing; die Augitstäbe reichen nämlich bis zu dem schmalen opt. isotropen Saum der tetragonalen Gesammtindividuen, werden dagegen von der äusseren Melilithsubstanz umhüllt (Fig. 10, c). Das Mineral der Kernzone stimmt in optischer Beziehung wie auch in Bezug auf die dünn-blattförmige Entwickelung der aus beinahe parallelen Subindividuen zusammengesetzten Gesammtindividuen mit dem Zwischenglied (Typus No. 179, e) zwischen dem Akermanit und der opt. positiven Melilith- varietät überein; die Diagnose folgt auch unmittelbar daher, dass unser Mineral, das etwa die Hälfte der ganzen Masse bildet, in einem mässig basischen und thonerdearmen Schmelzflusse constituirt worden ist. Nachdem eine beträcht- liche Menge dieses an Thonerde armen Minerals ausgeschieden u a te tn. enge 39 os Mineralbildung in Schmelzmassen etc. war, ist der Thonerdegehalt der Mutterlauge ziemlich hoch gestiegen; bei der Aussonderung des Augits auf dem zweiten Krystallisationsstadium ist sie auch basisch geworden, folg- lich konnte unter den jetzigen chemischen Bedingungen ein SiO,-reiches und Al,O,-armes Glied der Melilithreihe sich nicht länger individualisiren, sondern es möchten mehr basische und thonerdereiche Zusammensetzungen krystallisi- ren, nämlich zuerst der opt. isotrope und später der opt. negative Melilith. Einer ganz ähnlichen Zonalstructur begegnen wir auch in anderen Fällen; z. B. bei der Schlacke No. 142 erscheint der Kern der ziemlich grossen Individuen (Fig. 11, a) unter gekreuzten Nicols völlig isotrop, während die Randzone durch die bekannten himmelblauen Interferenzfarben gekenn- zeichnet wird; die Grenze ist bald scharf, bald durch Ueber- gänge vermittelt. Ebenso bei No. 156; nur giebt hier ein kleiner Theil in dem Centrum der Individuen unter gekreuzten Nicols einen Wechsel zwischen ganz dunkel und tief eisen- grau, — die Mineralsubstanz ist wahrscheinlich zu der opt. positiven Melilithvarietät, mit äusserst niedrigen Inter- ferenzfarben, hinzurechnen, — dann folgt, ohne irgend welche scharfe Grenze, eine breite opt. isotrope Zone und zum Schluss eine Zone des gewöhnlichen Meliliths, mit himmel- blauen Interferenzfarben. Auch-bei mehreren der übrigen Schmelzproducte finden wir eine Andeutung zur Zonalstructur, z. B. bei No. 133 (wo die Kernzone blaue und die Randzone gelbe Interferenz- farben zeigen), bei mehreren Schlacken von Eisenerz (wie an No. 142); die Erscheinung ist übrigens nicht sehr verbreitet. Bei den zonal aufgebauten Plagioklasen ist bekanntlich im allgemeinen zuerst das am meisten basische Glied ausgeschieden worden, und später sind die Individuen durch schrittweise Absetzung von mehr und mehr kieselsäure- 340 I, HL. Vogt. reichen Gliedern der Reihe vergrössert worden; bei den vorliegenden Melilithmineralien dagegen begegnen wir, wie wir es spåter nåher erörtern werden, ganz der umgekehrten Reihenfolge; die Ursache ist in der Differenzirung der Mutterlauge zu suchen. Auch die natürlichen Melilithe zeigen, den Untersuchungen von Stelzner (l. c.) zufolge, gelegentlich, obwohl ganz selten, eine Zonalstructur, die wohl am nächsten mit den an Fig. 11,a angegebenen Vorgängen zu vergleichen ist. Krystallisationsfolge zwischen den Melilithmineralien und Olivin, Augit, Glimmer usw.‘). — Im allgemeinen bilden die Melilithmineralien in den von mir untersuchten Schmelz- producten nur einen Theil, am öftesten etwa die Hälfte oder zwei Drittel, der ganzen Masse; der Rest besteht, neben dem Monosulfid (RS) der Schlacken und bisweilen auch Spinell?), die alle beide früher als das Silikatmineral ausgeschieden worden sind, — und zwar zuerst Monosulfid, später Spinell, — in einigen Fällen aus einem reinen Glas, in anderen dagegen aus Glas mit Olivin oder Augit, Glimmer usw. Krystallisationsfolge zwischen Melilith und Olivin. 1. Mehlith allein. — In denj enigen unserer Schmelzmassen, die neben überwiegend viel CaO nur ganz wenig, etwa 2—5 % (Mg,Mn,Fe)O enthalten, ist kein anderes Silikat- mineral als irgend ein Glied der Melilithgruppe gebildet worden; die Ursache darf einfach darin zu suchen sein, dass 1) Diesen Abschnitt besprechen wir hier unter »Melilithe, weil wir die Resultate zur Erörterung der chemischen Constitution der verschiedenen Melilithmineralien gebrauchen. 2) Spinell findet sich in No. 153, 161 und 163, vielleicht auch in No. 172 (2). Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 341 der kleine (Mg,Mn,Fe)O-Gehalt grösstentheils von dem sich ausscheidenden Melilithmineral aufgenommen worden ist. 2. Zuerst Melilith, später Olivin. — In den mässig basischen Schmelzmassen (Sauerstoffverh. höchstens 1.25—1.30)!) mit etwas mehr (Mg,Mn,Fe)O, zwischen ca. 7 und 16 %, hat sich dagegen überall, nachdem die Krystallisation des Melilithminerals abgeschlossen war, Olivin gebildet und zwar je mehr Olivin, je höher der (Mg,Mn,Fe)O-Gehalt verläuft. Le] Q oO Oo SB A Gd) Rey Go Z ri Ve De a å & (3) © på SO o © = SEE San eige 5 ZA à Se A = SS 2 Le) = au = S Si o o Q | © ian) © a = © + a ER | | ea) 7 1Q &) oO EE ET So Men! Ne) = mo 3 VENT Q ar) S SE Sø | | 45 AZ © pe oO H on Le) ge) = — o = o © 5 ö © rå co > r 2 A ch å w 3 | © © S © 1© Cl + fas} å © = for) a oo = ee) NE eel ee u FA a > | ö en = on Jo) [0 0) 2 FAE SSE TE) 5 easy MG = 5 © = 63 Su GU Kan ri ce DI .. . | 2 An = ® Soo ® = 2 = = = =) or a a 10 1Q S iz, © = ce a | å = o 62 Ss a 5 > > ID ® @ åa dn . NN 5H a Aa re] LA b= — (ab) = = > = Ke) © (es > = a ae A % WV > = = .- N = = te - QI 3 I nn © 1) In den noch SiO,-reicheren Magmata scheidet sich als Mineral: No. 2 Augit, eventuel hexagonales Kalkbisilikat aus. 342 THU Moot: In Nö. 155, 161 und 163 ist zuerst etwas Spinell gebildet worden; in No. 154 a & b etwas Magnetit. In No. 133 an einzelnen Stellen ein monosymetrisches(?) Mineral statt Olivin. No. (146) ist eine Schlacke von Königin- Maria-Hütte, bei derselben Beschickung wie No. 146, jedoch _ unter reinem Hohofenbetriebe gefallen; auf dem zweiten Krystallisationsstadium ist hier neben dem Olivin auch ein wenig, ca. 0.5 %, Magnesiaglimmer gebildet worden. Bei No. 188 (mit 0.7 % 40,03) besteht das Melilithmineral aus Åkermanit. | Derelben Krystallisationsfolge begegnen wir auch in mehreren anderen in chemischer Beziehung entsprechenden, nicht analysirten Schlacken, z. B. von Eisenerz, Pennsyl- - vanien; ebenfalls in No 142, wo jedoch die Diagnose des zweiten Minerals fraglich ist. — Der Olivin ist sonst überall, — durch die rhombische Auslöschung, lebhafte Interferenz- farben, krystallographische Begrenzung (o P».»P.2P») oder characteristische Skelettbildung usw., — mit Sicherheit bestimmt worden. Das Melilithmineral erscheint in den vorliegenden Schlacken in gut entwickelten, grossen Krystallen, die sowohl gegen das Glas als auch gegen den Olivin seine scharfe idiomorphe Contur behält, und die im allgemeinen ziemlich kleinen Olivinindividuen sitzen an den Melilith _ angewachsen (Fig. 12), die Individualisation des ersteren Minerals war also gänzlich abgeschlossen, ehe die Krystal- lisation des letzteren anfing. Nur bei No. 1540, mit relativ noch mehr (Mg,Fe)O und weniger CaO als in den übrigen Schlacken, stecken die kleinen Olivinkrystalle hie und da ein wenig in die grossen Melilithkrystalle hinein, — ungefähr wie es mit den Augitstäben in dem Meli- ~ lith bei No. 183, Fig. 10,c der Fall ist; — der Wachsthum der Melilithkrystalle hat also hier auch nach dem Beginn der Individualisation des Olivins fortgesetzt. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 343 3. Melilith und Olivin gleichzeitig. — In Schmelzmassen mit wiederum etwas höheren Gehalten an (My,Mn,Fe)O und niedrigeren Gehalten an CaO sind gelegentlich Melilith und Olivin gleichzeitig constituirt worden. Gute Beispiele hier- auf liefern uns zwei schon früher erwähnte Hohofen- schlacken von Schisshyttan, nämlich No. 5 und eine andere von fast genau derselben Zusammensetzung (Seite 17 beschrieben). — In No. 5 hat sich an einigen Stellen des Präparats der grösste Theil, mindestens etwa 80—85 % der ganzen Masse zu Olivin, [(R,Ca), S10,, mit viel Ca, cfr. Seite 16—22] umgebildet, an anderen Stellen dagegen ist nur Melilith individualisirt. — In der anderen Schlacke von Schisshyttan finden wir in den Drusenräumen, ohne irgend welche gesetzmässige Gruppirung, eine Menge Krystalle sowohl von Melilith als auch von Olivin, die ersteren in _ ca. 2mm. grossen, quadratischen Tafeln, die letzteren in em-langen Nadeln (œ Pa».2Px.»P, ebenfalls mit einem bedeutenden Ca-Gehalte). U.d.M. erscheinen die Mineralien in Krystallen von verschiedenen Grössen; bald liegen kleine Olivinkrystalle mit idiomorpher Contur in grossen Melilith- krystallen eingeschlossen, bald ist ganz das umgekehrte der Fall, bald endlich stiessen die zwei Mineralien ohne irgend welche gesetzmässige Begrenzung gegen einander. Die Erscheinungen lassen sich nur dadurch erklären, dass die Individualisation beider Mineralien gleichzeitig stattgefun- den hat. 4. Zuerst Olivin, später Melilith. — Gehen wir endlich zu den noch (Mg, Fe, Mn)O-reicheren und umgekehrt OaO-ärmeren Magmata hinüber, begegnen wir als Mineral No. 1 nicht länger Melilith, sondern dagegen Olivin. In denjenigen Fällen, wo die Schmelzmassen nur ganz wenig Thonerde enthalten, und wo der auskrystallisirende Olivin beträcht- liche Mengen von CaO hinaufnimmt (cfr. Seite 21—22), ist beinahe die ganze Masse zu Olivin umgebildet worden; in 344 SEIT. Most: anderen Fällen und zwar, wenn die Schmelzmassen gleich- zeitig bedeutend viel CaO und nicht zu wenig 41,0, führen, hat sich dagegen auf einem späteren Stadium Melilith con- stituirt. — Dies ist z.B. mit den folgenden No. der Fall: No. a*) | No. b*) | No. 18 | No. 20 | No. 19 | No. 22 Sauerstotkvern KOS oo ee > YO Aa Ok 290 a 8.3 So Bar |) Sil |) Bee |. 4.48 CaO:(Mg,Fe,Mn)0 5.5: 4.55.5: 4.5/5.8: 4.7/5.2 : 4.847 : 5.3/4.6: 5.4 1); 2/o./Oliyım ea. 50!) 20. 2207 NO DIN 20080050 2) % Melilith | ca. 10| 40 |10—20| 30 | 40 | 20 | Der Olivin findet sich hier in ziemlich grossen, wohl entwickelten Krystallen oder Krystallskeletten (cfr. Fig. 13, von No. 20), die gegen das später gebildete Melilithmineral gänzlich idiomorph erscheinen. — Dies wird durch die folgenden Kriterien gekennzeichnet: es tritt in dünnen, quadratischen Tafeln auf, mit Begrenzung OP und & Po; Auslöschung + der Längenrichtung; Interferenzfarben ganz. matt, bald hellblau, wie an opt. neg. Melilith, bald grau, wie an opt. pos. Melilith; in einigen unserer Schlacken (No. a, 18, 22) sind die Individuen so klein, dass die Art der Doppelbrechung nicht bestimmt werden kann, bei anderen (No. b, 19, 20) dagegen ist nachgewiesen worden, dass unser Mineral opt. einachsig ist; bei No. b und 19 lässt. sich entscheiden, dass der opt. Character positiv ist; die Interferenzfarben hier matt grau. — Das Melilithmineral, dessen Individuen gelegentlich noch grösser als diejenigen des Olivins sind, zeigen überall eine allotriomorphe Contur gegen die Olivinkrystalle, ist also auf einem späteren Sta- *) Diese zwei No. werden näher in »Zusatz« besprochen. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 345 dium gebildet worden: Dies wird zum Ueberfluss auch dadurch bestätigt, dass einzelne der vorliegenden Schlacken auf denjenigen Stellen, wo die Abkühlung ganz kurz dauerte, nur Olivin führen, während auch Melilith zur Entwickelung kam, wo die Magmata etwas langsamer abgekühlt wurden. 5. Olivin allein. — In unseren basischen Schmelzmassen mit wiederum noch höheren (Mg,Fe,Mn)O-Gehalten ist die Abkühlung immer so schnell eingetreten, dass die Mutter- laugen nach der Ausscheidung des Olivins ohne weiteres zu Glas erstarrten. Melilithmineral, hauptsächlich Akermanit, und Augit. — Um die Krystallisationsbeziehungen zwischen den Melilith- mineralien und Augit nachweisen zu können werden wir eine Serie Schmelzmassen von wechselnder Acıdität (Sauer- stoffverh. zwischen 1.55—1.60 bis 1.25—1.30) bei einer unge- fähr constanten Relation CaO : (Mg,Fe,Mn)O näher unter- suchen. Wenn das Sauerstoffverh. des Magmas die Grenze etwa 1.55—1.60 übersteigt, wird zuerst immer Augit individualisirt (efr. z.B. No. 67, 70, 71); in den etwas mehr basischen . Schmelzmassen dagegen können sich gleichzeitig Augit und Akermanit oder das Zwischenglied zwischen diesem und der opt. pos. Melilithvarietät constituiren, und bei wiederum niedrigeren Aciditätsgraden bildet sich endlich zuerst ein Glied der Melilithreihe und eventuel später Augit. Ein gutes Beispiel der gleichzeitigen Bildung der zwei Mineralien liefert uns eine schon früher erwähnte Schlacke von Sandviken, 1884 (Sauerstoffverh. ca. 1.55), wo die grossen Zwillingkrystalle des Melilithminerals neben 1—2 cm. langen Augitkrystallen in den Drusenräumen auftreten; an einigen Stellen ist nur das eine Mineral zur Entwiekelung gekommen, an anderen nur das zweite, wiederum an anderen 346 My 186 160 Voes. erscheinen die Krystalle beider Mineralien, gesetzlos mit einander zusammengewachsen. In No. 189 (1.5-Silikat mit 4.99 % Al,O,) ist die Schmelz- masse an den meisten Stellen zu der neuen Melilithvarietät erstarrt, an anderen dagegen finden wir ein reines Glas, das hie und da einige Augitkrystalle führt; auch hier scheint die Individualisation der zwei Mineralien gleichzeitig und von einander unabhängig stattgefunden zu haben. Bei den folgenden Proben wird die Krystallisationsreihe durch das Schema erleuchtet: eu 5 ae Med sen a 5 =| DE Später. ee NE No. 178 | 1: | 8.67 | 15—25 | ca, 50 % Augit. Glas. < 179a | lsc | 3.81 | 25—40 | Viel Augit. Glas. « 186—188 1.50 |0..-0.7! 70—80 | Wenig Augit. Glas. © (89) | 1.50 | 4.5 | 70-80 | Wenig Augit (gleichzeitig). Glas. < 180 | 1.48 | 4.57 | 60—80 | Wenig Augit. Glas. « 181 1.46 | 6.92 | 50—70 | Rest reines Glas. « 182 1.42 | 6.50 | 50—60 Etwas Augit. Glas. ; 183 | 1.3 | 3.0 | ca. 40 | Augit, Melilith. Glas. « 159 1.32 8.31 | 50—60 | Rest reines Glas. « 160 126 5.05 | ca. 50 | Olivin. Glas. « OO Ry PEN | ca. 50 | Olivin. Glas. Das Glied der Melilithreihe ist, wie schon früher erörtert, an No. 186—188 und No. 190 als (thonerdefreier) Äkermanit und an No. 178—182 als Zwischenglied zwischen diesem und der opt. positiven Melilithvarietät zu bestimmen; No. 183 mit zonaler Zusammenwachsung verschiedener Glieder der Reihe; No. 159 opt. positive Melilithvarietät, die Kry- stalle mit kurz säulenförmiger Entwickelung. Als Typus derjenigen Schmelzmassen, wo Augit auf Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 347 dem zweiten Krystallisationsstadium gebildet worden ist, wählen wir die Schlacke No. 178 (Fig. 14, a&b). — Hier ist überall, durch die ganze Masse, zuerst das tetragonale Silikat, in grossen Krystallen ausgeschieden worden; an denjenigen Stellen, wo die Abkühlung ganz kurz dauerte, ist die Mutterlauge als ein reines Glas erstarrt (Fig. 14, a), wo aber die Abkühlung eine längere Zeit beanspruchte, finden wir eine reichliche Menge von Augit (Fig. 14,b). Dieser erscheint theils in gut entwickelten Krystallen, die durch die Begrenzung von « P, die characteristischen Querschnitte Loc, Spaltbarkeit == 0 P, Auslöschungsschiefe bis 38°, sehr lebhafte Interferenzfarben usw. gekennzeichnet werden, und theils in den ebenso characteristischen Krystallskeletten. Das Melilithmineral behält überall seine idiomorphe Contur gegen die Augitindividuen, und diese sitzen an die Tafeln des tetragonalen Minerals angewachsen; ihre spätere Bildung ist also unzweifelhaft. In den übrigen Schlacken, die sich alle durch eine etwas niedrigere Basicität auszeichnen, zeigt sich der Augit in ganz entsprechender Weise, jedoch in geringerer Menge und in kleineren Individuen. — Bei No. 183, wo das tetra- gonale Mineral in zonalem Aufbau erscheint (Fig. 10), stecken die zierlich entwickelten Augitstäbe gelegentlich bis zur Grenze zwischen der opt. positiven Kernzone und der sich darum schliessenden opt. isotropen Melilithzone hinein (Fig. 10,0), 9: zuerst ist der Akermanit zur Entwickelung gekom- men, dann der Augit, und zum Schluss hat das tetragonale Mineral, durch Ablagerung von mehr basischer und thonerde- reicher Substanz, seinen Wachsthum fortgesetzt: zwar stimmt diese Reihenfolge sehr schön mit der Differenzirung des Magmas überein: durch die Aussonderung des Åkermanit- Minerals ist die Mutterlauge mehr reich an SiO, und 47,0, geworden, folglich möchte sich auf dem zweiten Stadium Augit individualisiren; dadurch wurde der Basicitätsgrad EN 348 IG 1860 165 ont: und der Thonerdegehalt vergrössert, auf der nächsten Stufe konnte sich folglich opt. isotroper und negativer Melilith ausscheiden. In den noch etwas mehr basischen Schmelzmassen, mit Sauerstoffverh. höchstens etwa 1.30, finden wir als Mineral No. 2 nie länger Augit, sondern dagegen — bei grösseren Gehalten an (Mg, Mn, Fe)O — Olivin oder Glimmer. Zuerst Melilithmineral, später Magnesiaglimmer. — In der früher kürzlich erwähnten Schlacke No. 146 von Königin- Maria-Hütte bei Zwickau, Sachsen (Frühling 1884), unter etwas unreinem Betriebe gefallen, ist zuerst etwa 85—90 °/o der ganzen Masse als Melilithmineral (opt. pos.) ausgeschieden, und später hat sich etwas Magnesiaglimmer!) in dem Glase im Zwischenraume zwischen den Melilithkry- stallen und in den Glaseinschlüssen innerhalb derselben individualisirt. Die Melilithkrystalle, die in grossen Indi- viduen auftreten, sind vollkommen idiomorph entwickelt, und die kleinen Glimmerblätter sitzen an die zuerst gebildete feste Substanz angewachsen. In anderen Schlacken von derselben Hütte und bei der- selben Beschickung, jedoch unter reinem Ofenbetrieb gefallen — 9: mit weniger FeO, — ist auf dem zweiten Krystallisa- tionsstadium bald Olivin allein und bald Magnesiaglimmer (von lichtgrauer Farbe) neben Olivin gebildet worden. Nähere Beschreibung in »Schlackenstudien, I« (Fig. 33) und »Om kunstig dannelse af glimmer« (Fig. 6 und 7). Melilith und Anorthit, cfr. später. Ueber die Constitution der Melilithgruppe. — Wie es schon früher hervorgehoben worden ist, bilden die verschie- 1) Der Glimmer wurde durch Behandlung mit schwacher Salzsäure und später Kali isolirt und gewogen; näher in »Ueber die künst- liche Bildung des Glimmersc (1. c.). Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 349 denen Glieder unserer Gruppe, — nämlich der Gehlenit. das Zwischenglied zwischen diesem und dem opt. negativen Melilith, der opt. negative Melilith (eigentlicher Melilith), die opt. isotrope Melilithvarietät, die opt. positive Melilith- varietät, das Zwischenglied zwischen dieser und dem Äker- manıt und endlich das letztgenannte Mineral, — in der angegebenen Ordnung eine continuirliche Reihe, die sich in chemischer Beziehung durch steigende S¢O,- und abnehmende Al, O,-Gehalte auszeichnet. Gehlenit. Aus den ziemlich spärlichen Analysen des natiirlichen Gehlenits hat man die Constitution R,(R,) St, 010 = 3 BO. R,0;:2 5:0,, wo R — Ca,Mg,Fe, usw., R, — Alp, He, usw., “abgeleitet; weil aber die Analysen nicht sehr gut mit ein- ander übereinstimmen und auch nicht an ganz frischem Material ausgeführt worden sind, darf die Formel vorläufig nicht als absolut exact angesehen werden. — Ihre Richtigkeit wird jedoch durch die mineralsynthetischen Untersuchungen von Bourgeois (]l.c.) zum Theil bestätigt; es ergiebt sich nämlich aus diesen, dass die Schmelzmassen 3R 0. R, 0,.28i0, zu Gehlenit erstarren, der gar nicht oder nur ganz wenig - Glas enthält; die Zusammensetzung des Minerals kann also nur ganz unbedeutend von der schon früher angenommenen Formel abweichen. | Die Schlackenanalysen No. 162 und 164 (Sauerstoffverh. 0.71 und 0.62, statt 0.667 nach der Formel, 27.81 und 24.24 °/o Al,O,) beziehen sich auf frei ausgepflückte Krystalle; weil aber das Analysematerial von Monosulfid, CaS, und wahrscheinlich auch von Glas und Spinell verunreinigt gewesen ist, diirfen die Analysen nicht zu einer sicheren Berechnung: der Constitution gebraucht werden; sie ergeben 550 LA 0 Vogt: jedoch, dass die obige Formel approximativ für den Schlacken- Gehlenit gelten muss. Das Zwischengliel zwischen Gehlenit und dem opt neg. Melilith. — Unter den O40- Al, 03- 0.7-Silikat-Schmelzmassen ist nur die eine, nämlich No. 172 (mit 20.87 % A1,0:) fast durch und durch zu einem Gehlenit-ähnlichen Mineral, in 0.5--1.25 mm. grossen Individuen, umgebildet worden, während sich in denjenigen Magmata, die weniger (16.50 °/o oder mehr (24.48 % und darüber) Thonerde enthalten, nur ein relativ geringer Theil des tetragonalen Minerals ausgeschieden hat. — In No. 172 bildet das tetragonale Mineral nach Ermessen 95—99 ‘ der ganzen Masse; der Rest ist Spinell(?) mit einer winzigen Spur von Glas. Selbst ob hier die ganze Thonerdemenge des Magmas in das Mineral hineingegangen wäre, — eine übrigens nicht erlaubliche: Annahme, — würde dies bei weitem nicht so viel Thonerde enthalten, wie es die Formel des Gehlenits verlangt, oder wie es mit den von Bourgeois dargestellten Gehlenit- Schmelzproducten und mit dem Gehlenit in No. 162 und 164 der Fall ist; andrerseits enthält unser Mineral bedeutend mehr Thonerde als der opt. negative Melilith, 9: es bildet in Bezug auf den Thonerdegehalt ein Zwi- schenglied zwischen Gehlenit und Melilith. Wahrscheinlich - ist dies auch mit dem S:0,-Gehalte der Fall, indem die Schmelzmasse in Bezug auf den Basicitätsgrad zwischen die zwei Mineralien fällt. Opt. negativer Melilith, mit blauen Inter renden. — Die Analysen. des natürlichen Meliliths werden wir später besprechen; hier sei es nur kürzlich erwähnt, dass, den synthetischen Untersuchungen von Bourgeois zufolge, die Zusammensetzung desMinerals sich nicht weit von der Formel Ry 2: (Ro)o Si, Ogg = 12 RO.2 R 05.9 510, entfernen kann. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 351 Opt. isotrope (oder -scheinbar isotrope) Melilithvarietit und opt. positive Melilithvarietät, mit eisengrauen Interferenzfarben. — In denjenigen chemisch und mikroskopisch untersuchten Schmelzmassen, wo diese Glieder der Reihe angetroffen sind, beträgt das Sauerstoffverh. und die Thonerdemenge des Magmas: | Kernzone opt. | isotrop, Rand- Een I eee Opt. pos. Melilith. Interf.farben. | | | No. 156 | No. 142 | No. 146 | No. 158 | No. 160 | No. 159 Sauerstoffverh. 0.95 | 1:08 | 0.98 | 0.96 | 1:26 | 1.32 à Meare Bet pe % Al, Og 1. | kos 1206 593341 Die zwei nicht analysirten Schlacken von Eisenerz, wo wiederum die opt. isotrope Melilithvarietät auftritt, zeichnet sich auch durch niedrige Thonerdegehalte und eine mässige Basieität aus (cfr. die vier Schlackenanalysen mit 37—42 °/o SiO,, 5.6—7.1 % Al,O,, Iron and Steel, 1888, I, Seite 315) ebenfalls enthalten die Mutterlaugen der Olivin-Melilith- Schlacken No. 19 und No. b, wo die opt. positive Melilith varietåt auf dem zweiten Krystallisationsstadium gebildet worden ist, nach der Aussonderung des Olivins nur etwa 6.5— 7.5 % Al,O, (die Schlacken selber 5.21 und 5.92 % Al, 05). Durch Vergleich mit denjenigen Schmelzmassen, wo die opt. negativen Melilithglieder sich constituiren, ergiebt sich ohne weiteres, dass die Magmata der opt. isotropen und positiven Melilithvarietäten sich durchgängig durch einen etwas niedrigeren Thonerdegehalt und dabei auch durch einen etwas höheren Aciditätsgrad auszeichnen; dies lässt sich nur dadurch erklären, dass dieselben chemischen Unter- schiede sich auch. in den Zusammensetzungen der ausge- schiedenen Mineralien wiederholen. ; 352 I. H. L. Vogt. In einem Falle, bei No. 146, lässt sich auch zweifellos constatiren, dass unser opt. positives Mineral bedeutend weniger Thonerde als der gewöhnliche opt. negative Melilith enthält. In der betreffenden Schlacke hat sich zuerst etwa 85—90 % der ganzen Masse zu dem tetragonalen Mineral, in 3—5 mm. grossen Krystallen, umgebildet; später ist etwas Magnesiaglimmer individualisirt. — Ob auch hier die ganze Thonerdemenge des Magmas von dem opt. posi- tiven Melilith aufgenommen wäre, würde dies höchstens ca. 9—9.5 41,0, enthalten, also jedenfalls weniger als bei dem opt. negativen Melilith; in dem vorliegenden Falle ist übrigens ein thonerdeführendes Mineral, Magnesiaglimmer, später als der Melilith ausgeschieden worden, die Mutter- lauge hat also nach der Aussonderung des tetragonalen Minerals fortwährend Thonerde enthalten und zwar nicht in ganz verschwindend kleinen Mengen. Es ergiebt sich somit, dass der Thonerdegehalt des tetragonalen Minerals nicht mehr als höchstens etwa 8—9 % betragen kann; andrerseits muss das Silikat mindestens ca. 5 °/o enthalten, — im umgekehrten Falle würde nämlich die Mutterlauge so thonerdereich werden, dass sie unter den vorliegenden Bedingungen nicht einmal schmelzbar sein wiirde; — das Resultat wird, dass der Thonerdegehalt des Minerals zwischen die Grenzen ca. 6 und 8 °/o fallen muss. Auch bei No. 160 (mit 5.95 °/o Al, 03), wo ungefähr die Hälfte in das tetragonale Mineral umgebildet worden ist, muss dies weniger Thonerde enthalten, als es mit dem gewöhnlichen Melilith der Fall ist. In No. 156 und 142 ist zuerst opt. isotroper und später, — nachdem der Thonerdegehalt der Mutterlauge durch die Aussonderung des relativ thonerdearmen Minerals etwas gestiegen war(?), — opt. negativer Melilith, als Randzone, individualisirt worden. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 353 Das Zwischenglied zwischen der opt. positiven Melilithvarietat und Akermanit nebst dem letzteren Mineral. — Bekanntlich kann sich der Augit nur in denjenigen Magmata constituiren, deren Sauerstoffverh. mindestens etwa 1.53—1.55 beträgt; es ist somit einleuchtend, dass die Bildung des Augits auf dem zweiten Krystallisationsstadium bei den früher beschriebenen Schlacken No. 178—180 und 182—186 (Sauer- stoffverh. ca. 1.40—1.55) dadurch zu erklären ist, dass die Mutterlaugen während der Aussonderung des tetragonalen Minerals Schritt für Schritt kieselsäurereicher geworden sind, 9: der Aciditätsgrad des Åkermanits und des diesem nahe stehenden etwas thonerdeführenden Schlackenminerals kann die Grenze des Sauerstoffverh. 1.50 nicht übersteigen. Im umgekehrten Falle würde auch die Grenze zwischen den zwei »Magmafeldern« (cfr. die spätere graphische Darstellung) bei einem höheren Sauerstoffverh. liegen müssen. — Andrer- seits bildet sich der Åkermanit nie in Schmelzmassen, die so basisch als das Singulosilikat sind, 9: ihr Acidi- tätsgrad liegt nicht unwesentlich höher als bei dem Sauer- stoffverh. 1.00. Weiter: In unseren äusserst schnell abgekühlten, beinahe thonerdefreien 1.50-Silikat-Schmelzmassen haben sich im allge- meinen mindestens ungefähr drei Viertel der ganzen Masse zu Åkermanit umgewandelt; eine einfache Berechnung, auf dieser Thatsache gestützt, wird somit ergeben, dass der Aciditätserad des Minerals nicht unterhalb der Grenze ca. 1.33—1.38') sinken kann; im Gegentheil, die Erscheinung lässt sich nur dadurch erklären, dass der Aciditätsgrad des Minerals genau mit demjenigen des Magmas überein stimmt 1) Wäre die Zusammensetzung des ausgeschiedenen Minerals ein 1.35-Silikat, würde die Mutterlauge am Ende der Krystallisation einen Aciditätsgrad 2.4—2.5 haben. 23 — Arkiv for Mathematik og Naturv. B. 13. Trykt den 7 Februar 18%. 354 I 186 105 Woe, oder davon nur ganz wenig entfernt ist. — In der beinahe thonerdefreien 1.25-Silikat-Schmelzmasse No. 190 ist zuerst Äkermanit und später Olivin (Sauerstoffverh. 1.00) consti- tuirt worden; dies wird auch einfach dadurch zu erklären werden, dass die Mutterlauge während der Aussonderung des Akermanits mehr basisch geworden ist, 9: dass unser Mineral ein höheres Sauerstoffverh. als 1.25 besitzt. Wenn wir endlich auch berücksichtigen, dass unser dem Åkermanit sehr nahestehendes tetragonales Schlacken- mineral, dass sich von dem Åkermanit nur durch einen kleinen Al,O,-Gehalt und einen ganz wenig niedrigeren Si0,-Gehalt unterscheidet, in den Schmelzmassen mit Sauer- stoffverh. binnen den Grenzen 1.35—1.40 bis 1.55 zu Hause hört, gelangen wir zu dem Schlusse, dass der Äkermanit selber nach aller Wahrscheinlichkeit ein 1.5-Silikat ist; seine Formel wird somit 180,040 — 49033,500,: Dies ist auch die einzige einfache Constitution, — 2 Metasilikat: 1 Orthosilikat, — die angenommen werden könnte, indem sich aus der obigen Erörterung ergiebt, dass das Sauerstoffverh. des Minerals zwischen die Grenzen ca. 1.40 und 1.50 fallen muss. Dasjenige tetragonale Mineral, das wir in den ziemlich thonerdearmen Schlacken (mit am öftesten 4—6 % 47,0.) von Sauerstoffverh. 1.35 —1.55 nachgewiesen haben, stimmt beinahe in jeder Beziehung, die durch die mineralogisch- mikroskopische Untersuchung festgestellt_ werden kann (opt. Character, typische Krystallflåchen, tafelförmige Ent- wickelung und übriger Habitus der Individuen, usw.), genau mit dem thonerdefreien Åkermanit überein, nur sind die Interferenzfarben durchgängig ein wenig niedriger. Schon dies deutet an, dass die chemische Zusammensetzung der zwei Mineralien nicht völlig identisch ist, — ein Resul- tat, zu dem wir auch durch die übrigen früheren Beobacht- ~ Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 355 ungen gelangen. — Unser Schlackenmineral kann sich, selbst bei der schnellen Abkühlung, welcher die Magmata unterworfen gewesen sind, in sehr bedeutender Menge — */3 bis 3/4 der ganzen Masse — in denjenigen Schmelzflüssen ausscheiden, die bis zu nicht weniger als ca. 5—8 °/o Thonerde ‚enthalten. Dies lässt sich nur dadurch erklären, dass die krystallisirende Verbindung etwas Thonerde aufnimmt; im umgekehrten Falle würde nämlich die Mutterlauge so reich an Thonerde werden, dass die bedeutende Ausscheidung des Minerals unmöglich wäre!). — Dabei giebt auch die Individu- alisation des Augits auf dem zweiten Krystallisationsstadium zu erkennen, dass unser tetragonales Schlackenmineral in den vorliegenden Proben einen niedrigeren Aciditätsgrad als 1.50 hat. Um diese Schlüsse sicher zu bestätigen ist eine Analyse (No. 179,e) der frei ausgepflückten Krystalle des Minerals ausgeführt worden; daneben auch eine Analyse der ganzen Schlackenmasse. Beide Analysen sind von Herrn stud. min. A. Damm, an dem metallurgischen Laboratorium zu Kristiania, ausge- führt worden. In den Drusenräumen der von (Ca,Mn)S schwach grün gefärbten Schlacke sitzt eine Menge beinahe wasserheller, tafel- förmiger Krystalle (OP. 0 Po. P), die eine Breite von ca. 4—15 mm. und eine Dicke von ca. 0.25—0.5 mm. erreichen; diese. wurden ohne weiteres mit Pincet losgetrennt und nach einer mikroskopischen Untersuchung auf die Reinheit analysirt. Die Krystalle sind noch lichter als die eigentliche Schlacken- masse, enthalten also ganz unbedeutend wenig, obwohl freilich etwas Monosulfid (wahrscheinlich ca. 0.5 °/o); dabei 1) Die nähere Begründung dieser Behauptung folgt in einem späteren Abschnitt »Ueber die Eigenschaft der Thonerde-Ueberschüsse die Ausscheidung der Silikatmineralien zu verzögern«. 356 I. H. L. Vogt. Schlacke von Sandviken, 1885. Die ganze Die frei ausge- Schlacken- pflückten masse. Krystalle. No. 179d No. 179 e 3) SiO, 42.441) 43.17 ÅRØ 4.38 3.43 FeO 0.30 Spur MnO 9.21 5.85 CaO 28.37 37.89 MgO 11.87 94 Cas?) 1.89 (Wenig) Sum 98.42 (99.4) Sauerstoffverh. 1.33 19355 CaO: (Mg,Mn,Fe)O 5.42 : 4.58 ONE 33 führen sie auch einige Glaseinschliisse, die auf keine Weise separirt werden konnten, dagegen keine Spur von Augit, Olivin oder Spinell. — Die Verunreinigungen betragen, der mikro- skopischen Untersuchung des Analysematerials zufolge, nur ein oder ein Paar Procent, jedenfalls nicht so viel wie 5 9. Weil sowohl die Schlackenmasse und Krystalle als folglich auch die Glaseinschlüsse beinahe denselben Aci- ditätsgrad haben, ist die Bestimmung des Sauerstoffverh. der Krystalle ganz zuverlässig. — Selbst ob der Thonerde- gehalt des Glases 8°/o und die Menge der Einschlüsse 4 % 1) Mittel aus 42.40 und 42.48 °/o. ?) Das Monosulfid als CaS berechnet, obwohl es in der That aus CaS mit ganz wenig MnS besteht. — Bei der Berechnung des Sauer- stoffverh. der Krystalle wurde vorausgesetzt, dass 0.4 % CaO = 0.29 °/o Ca in CaS hineingeht. 3 Eingewogen ca. 0.5 gr. *) Die Bestimmung halb verunglückt. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 357 betrage, würde dies den Thonerdegehalt der Krystalle nur um 0.2 % herabsetzen; es ergiebt sich somit, dass unser Mineral zwischen 3.2—3.3 und 3.4 % Al,O, enthält. Dass die CaO-Menge sich in das ausgeschiedene Mineral und die (Mg,Mn)O-Menge sich in die Mutterlauge concentrirt hat, ist ganz natürlich; auf diesem Vorgange beruht die schon früher erörterte spätere Bildung des Olivins in den mässig (Mg, Mn, Fe)O-fiihrenden Melilith-Schmelzflüssen. In Bezug auf diejenige Stellung, welche die verschie- denen RO-Basen, — CaO und (Mg,Mn,Fe,Na,)O, — in der Constitution der verschiedenen Glieder unserer Melilith- gruppe einnehmen, wie auch auf denjenigen mineralbildenden Einfluss, den sie bei der Individualisation der Melilith- und Olivin-Mineralien ausüben, begegnen wir wiederum mehreren eigenthümlichen Erscheinungen, die auch nur dadurch erklärt werden können, dass wir nicht mit mehreren diffe- renten und von einander scharf getrennten tetragonalen Mineralien, sondern mit einer en Mineral- gruppe zu thun haben. CaO ist überall die wichtigste Base und kann überhaupt als die characterisirende RO-Base der Melilithreihe bezeichnet werden; jedoch ergeben unsere Untersuchungen die auffallende Thatsache, dass nicht nur die Krystallisation der Melilithe durch einen mässig niedrigen Gehalt von (Mg, Mn, Fe,Na,)O*') stark befördert wird, sondern dass es 1) Bourgeois (l.c.) zieht aus seinen Untersuchungen über die Bil- dung des Meliliths den Schluss, dass, »si la soude n’est pas absolu- ment nécessaire à la formation de la melilithe, elle en favorise du moins singulièrement la cristallisation«. — Die meisten von mir untersuchten Schmelzproducten, wo Melilith sich in grossen und gut entwickelten Krystallen gebildet hat, führen nur etwa 0.05—0.1 à 0.s—1 % Na,0; es folgt somit, dass Na, 0, wenn etwas (Mg, Mn, Fe)O im Schmelzflusse gegenwärtig ist, keinen separaten Einfluss auf die Individualisation oder Krystallisation desMinerals ausübt. — Die 358 Il, dsl, Ib, WOR sogar für die Constitution der sämmtlichen Mineralien unserer Gruppe nothwendig ist, dass etwas CaO durch MgO usw. ersetzt wird. Die reinen Kalk-Thonerde-Schmelzflüsse, 12 CaO. 2 Al,O,. 9 SiO, und 3 CaO. Al, 03.2 510,, — wie auch 2 CaO. SiO,, — zerfallen, wie schon früher erwähnt und wie es in einem späteren Abschnitt näher erörtert wird, bei der Abkühlung zu einem feinen Staub; soll die Individualisation der Mine- ralien gelingen, müssen die Schmelzmassen neben CaO auch (Mg,Mn,Fe,Na,)O enthalten. — Und eine allenfalls für die Bildung des tetragonalen Minerals ganz entsprechende Erscheinung lehrt uns das Studium der 1.50-Silikat-Schmelz- massen: wenn CaO allein gegenwärtig ist, oder wenn CaO die (Mg, Mn, Fe)O-Menge ganz überwiegt, geben die Schmelz- flüsse zu der Ausscheidung des tetragonalen Kalkbisilikats, CaSiO3, Veranlassung (No. 104, 105, 91, 96), während wir um die Constitution des Äkermanits zu erhalten etwas mehr CaO durch MgO usw. ersetzen müssen. Es mag auch hervorgehoben werden, dass alle bis jetzt analysirten natürlichen Gehlenite und Melilithe wie auch die künstlichen Äkermanite und das diesem nahe stehende Schlackenmineral (Typus No. 179e), — im Gegensatz z.B. zu den Skapolithen und den Plagioklasen, — immer neben CaO einen ganz beträchtlichen Gehalt von (Mg, Mn,Fe,Na,)O aufweisen; wir können gern auch schon hier erwähnen, dass die principielle Ursache zu der Individualisation des Meli- liths, statt des Plagioklases, in den Melilithbasalten in dem relativ hohen MgO-Gehalte der Mutterlauge beim Anfang der Bildungszeit des Minerals zu suchen ist. Wenn die künstlichen Schmelzflüsse nur ganz wenig bisher analysirten Melilithe und Gehlenite enthalten immer stöchiometrisch mehr MgO als (Na,,x3)0, und alkalireiche Melilithe sind überhaupt noch nicht bekannt. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 359 {Mg,Mn,Fe)O enthalten, wird der Gehalt zu der Individuali- sation derMelilithmineralien in Beschlag genommen; bei etwas höheren (Mg, Mn,Fe)O-Procenten dagegen geht nur ein relativ geringer Theil in die tetragonalen Mineralien hinein, — mit anderen Worten, der CaO-Gehalt wird in die ausgeschiedene Verbindung und der (Mg,Mn,Fe)O-Gehalt in die Mutterlauge concentrirt. Dass dies wirklich der Fall ist, ergiebt die Bildung des Olivins auf dem zweiten Krystallisationssta- dium in den vorliegenden Magmata; ebenfalls folgt es unmittelbar beim Vergleich der Zusammensetzungen des ursprünglichen Magmas und der ausgeschiedenen Krystalle bei der Schlacke No. 179 d—e. Bei noch höheren (Mg,Mn,Fe)O- und noch niedrigeren CaO-Gehalten scheidet sich bekanntlich als Mineral No. 1 nicht länger irgend ein Glied der Melilithgruppe, sondern dagegen Olivin aus, und zwar werden wir hier betonen, dass die betreffende Grenze in Bezug auf die Relation CaO: (Mg,Mn,Fe)O nicht von dem Aciditätsgrade des Magmas abhängig ist‘), 9: die vorliegenden Basen üben auf die Individualisation des Gehlenits, des Meliliths und des Äkermanits, nebst Zwischengliedern, denselben mineral- bildenden Einfluss aus. Diesem Moment ist ein sehr bedeutender Werth als Argument dafür zuzusprechen, dass unsere tetragonalen Mineralien mit einander sehr nahe mineralogisch und chemisch verwandt sind. Als gemeinschaftliche Eigenschaften der sämmtlichen vorliegenden tetragonalen Mineralien haben wir aufzuführen: das Krystallsystem; die Tendenz der Krystalle immer in kurzen Säulen oder Tafeln aufzutreten; die vorherrschen- den äusseren Begrenzungsflächen OP. © Pm, mit einer klei- nen Kantenabstumpfung © P; ganz gute Spaltbarkeit + OP 1) Den Beweis werden wir am bequemsten in dem späteren Abschnitt »Schlussfolgerungen« (cfr. die graphische Darstellung) liefern. 360 Tt, TE Ib. Wor: und schlechte Æ © Po; die Wachsthumsrichtung $ «0 P und die höchst characteristische »Pflockstructur«, die bei fast sämmtlichen Gliedern der Reihe nachgewiesen wor- den ist; der immer ganz geringe Brechungsunterschied zwischen dem ordinären und extraordinären Strahle oder die sehr niedrigen Interferenzfarben; und in Bezug auf die chemische Zusammensetzung: 0aO ist die characterisirende RO-Base, es ist aber immer nothwendig, dass etwas CaO durch (Mg,Mn,Fe,Na,)O ersetzt wird, und die verschiedenen RO-Basen wirken in mineralbildender Beziehung überall in genau derselben Weise; Verhalten gegen Säuren: unsere sämmtlichen tetragonalen Mineralien werden sehr leicht, unter Ausscheidung von gallertartiger Kieselsäure, selbst von ziemlich schwachen Säuren aufgelöst. Einen wichtigen Beweis liefert uns endlich auch der zonale Aufbau der Individuen, besonders lässt sich dadurch die Verwandtschaft zwischen den opt. positiven, isotropen und negativen Glie- dern constatiren. Je nach der chemischen Zusammensetzung varürt, und zwar continuirlich, in einer langsamen Reihenfolge, der opt. Character und der Brechungsunterschied zwischen o und e, das specifische Gewicht, wahrscheinlich auch die kry- stallographischen Constanten. An unserem am meisten basischen Mineral, dem Gehlenit, ist (wo + €) freilich ziemlich klein, jedoch grös- ser als sonst an den übrigen Gliedern der Reihe; mit zunehmendem $S;0,- und abnehmendem 4/,0,-Gehalt wird (o — €) zuerst langsam kleiner und kleiner, dann, an der opt. isotropen oder scheinbar isotropen Melilith- varietåt, genau — 0 oder allenfalls so klein, dass die Abweichung von Null nicht constatirt werden kann; auf dem nächsten Stadium schlägt der opt. Character von negativ zu positiv um, zum Anfang, nämlich an der opt. positiven Melilithvarietät, ist + (w—e) oder (s—o) äussert Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 361 klein, wird später etwas grösser und erreicht endlich bei dem Åkermanit ein zweites Maximum. — Der Brechungs- unterschied oder die Interferenzfarben werden ein wenig von den wechselnden Gehalten an Fe,0;, Mn,0, usw. beeinflusst. Auf Grundlage der Intensität der Interferenzfarben bei einer gegebenen Dicke!) der mikroskopischen Präparate lässt sich die Grösse der Differance (e—o) annähernd bestim- men; sie beträgt: S— (00) Akne 5, 5 ee No. 186—190 . + 0.005 — 0.007 Zwischengl. zwischen diesem No. 178 + 0.004—-0.005 und der opt. pos. Melilithyar. | No. 179—180, 182 + 0.00s—0.004 Opt. positive Melilithvarietåt . No. 159 + ca. 0.003 No. 146 + ca. 0.002 Opt. isotrope Melilithvarietät . No. 142, 156 0.0000—0.000 ? Eigentlicher Melilith . . . .| No. 149, 152, 153 — (.008—0.005 Zwischengl. zwischen diesem und (Gelnlertke ve a0 6° || INO, 167 179=175 — 0.005 —0.006 No. 176 —- ca. 0.008 Zufolge den von Michel Lévy und A. Lacroix mit- getheilten Angaben beträgt (w—e) an zwei verschiedenen natürlichen Melilithen 0.0048 und 0.0058 und an dem natür- lichen Gehlenit ca. 0.005. Diejenige Serie, die das specifische Gewicht bildet, entspricht genau derjenigen, die nach der Analogie mit den Plagioklas- und Skapolith-Reihen zu erwarten wäre. Ueber die krystallographischen Constanten sind leider, aus *) Vel. die Farbenscala in «Les minéraux des roches», von Michel Levy und A. Lacroix (Paris, 1888). 362 I. 186,16, Vogt Mangel an Material, nur ganz spärliche Erleuchtungen mitzutheilen. Die Krystalle der Gehlenite und der opt. negativen, isotropen und positiven Melilithvarietäten erscheinen im allgemeinen kurz säulenförmig, diejenigen der Äkermanite und der diesen sehr nahe stehenden Zwischenglieder dagegen tafelförmig oder dünn blattförmig, und zwar haben wir bisher diesen Unterschied gebraucht um die opt. positiven Melilithvarietäten von den Zwischengliedern zwischen diesen und dem Äkermanit auszuhalten. Die Differance ist jedoch von ganz geringem Werthe, das Kriterium ist grösstentheils von einer subjectiven Natur, und eine scharfe Grenze existirt in der Natur nieht. — Z. B. No. 159 konnte ebenso gut in die Gruppe des letztgenannten Zwischengliedes wie in diejenige der opt. positiven Melilithvarietät eingereiht werden. Die Ursache der soeben beschriebenen reihenförmigen Entwickelung unserer gesammten tetragonalen Mineralien darf sich nur dadurch erklären können, dass die Zusam- mensetzung der verschiedenen Zwischenglieder als Gemische der Fundamentalverbindungen der zwei äusseren Glieder — Åkermanit und Gehlenit — anzusehen ist. Es fragt sich dann erstens, ob die auf diese Weise erhaltenen Mischungen sich in der That mit den Zusammensetzungen des natürlichen Meliliths und mit unseren übrigen Zwischengliedern, deren chemische Constitution wir approximativ oder genau kennen, identifieiren lassen, und zweitens, ob die Äkermanit- und Gehlenit-Silikate so nahe chemisch analog constituirt sind, dass sie einander ersetzen können. Die Genauigkeit der für Âkermanit und Gehlenit auf- gestellten Formeln mag vorläufig vielleicht etwas bestritten werden, jedoch sind die möglich begangenen Fehler ganz unbedeutend klein; besonders werden wir hervorheben, dass Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 363 die erhaltenen Formeln die einzigen einfachen Constitutionen sind, die unsere Mineralien erklåren können. Um den ersteren Vergleich in der That ausführen zu können werden wir eine Serie Gemische der zwei Funda- mentalverbindungen, — kurz Äkerm.-Sil. und Gehl.-Sil. be- zeichnet, — aufschreiben. (Wir wählen die reine Thonerde- silikate und ersetzen 1/4 der RO-Menge durch MgO, Rest CaO). Äkerm. : Gehl.-Sil. |10:0|9:118:217:3/6:4/5:514:6/3:72:811:90:10 SiO, 46.39 44.9 43.5 42.0 |40.5 89.0 37.6 36.1 [34.6 (33.1 [31.66 Al, 0, 0.00| 2.7 | 5.4 | 8.2 10.9 |18.6 16.3 [19.0 |21.7 (24.5 |27.17 CaO 43.3042.5 |41.3 |40.3 |39.3 |38.3 |37.3 [86.3 |35.3 [34.3 |33.25 MgO 10.31110.1 | 9.8 | 9.6 | 93 | 9.1 | 8.9 | 8.7 | 8.4 | 8.2 | 7.92 Sauerstoffverh. 1 50) 1.38) 1.27) 1.17} 1.08} 1.00) 0.92} O.85| 0.79) O 73] 0.667 | Daneben die bis jetzt publicirten Analysen des nattir- lichen Meliliths: | - Von Capo di Bove, Von Vesuv, nach Aus Mel.bas. nach Damour. Damour.| Kobell. | Stelzner. No. a No. b No. ¢ No. d No. e | SiO, 38.34 DOG 40.60 43.96 44.76 Al, Os 8.61 6.42 10.88 11.20 7.90 Fe, 0. | 10.02 || 1017 | 443 | 5.16 FeO I] J J 2.32 1.39 CaO 32.05 32.47 31.81 31.96 27.47 MgO 6.71 6.44 4.54 6.10 8.60 Na,0 2.12 1.95 4.43 4.28 2.65 K,0 Jes 1.46 0.36 0.38 0.33 H,0 1.42 Summe 99.36 98.18 98.35 100.20 99.68 364 IE Jal, Ib, VOS No. e aus Melilithbasalt, von Hochbohl bei Owen, isolirt; Analyse von H. Schulze, nach A. W. Stelzner »Ueber Melilith und Melilithbasalte«. An den vier ersteren ist Fe,O, und FeO nicht getrennt analysirt; an der letzteren ist das Analysematerial nicht ganz rein gewesen‘), und weil die Analyse auch etwas H,O ausweist, darf sie, ebenso wenig wie die vier ersteren, zu einer exacten Berechnung der Formel angewandt werden. In den grossen Zügen stimmen die Analysen so gut mit den entsprechenden Gemischen unserer Åkerm.- und Gehl.- Silikate überein, dass die kleinen Unterschiede auf unreines und verwittertes Analysematerial und kleine Analyse- fehler zurückgeführt werden können; und zwar wird der natürliche Melilith am nächsten mit dem Gemische 1 Äkerm.- Sil. : 1 Gehl.-Sil. zu vergleichen. — Der Bestimmung der Kieselsäure in No. e darf, wie soeben erwähnt, kein grös- serer Werth zugetheilt werden; es ergiebt sich somit, dass der Kieselsäuregehalt des natürlichen Meliliths etwa 39—41 °/o beträgt. Das Eisen tritt wahrscheinlich immer theils als Oxyd und theils als Oxydul auf, vielleicht der grössere Theil als Oxyd (cfr. No. e); unter der Voraussetzung, dass gleich viel als Oxyd wie als Oxydul sich berechnen lässt, erhalten wir bei No. c und d, wo die totale Eisenmenge ziemlich niedrig ist, resp. ca. 13 und ca. 12.25 % (Al,, Fe.) O53, während wir unserem Schema zufolge in dem betreffenden Gliede einen Gehalt von ca. 13 % erwarten sollten. — Die procentischen Mengen der No. e deuten an, dass der Meli- lith bei zunehmendem Kieselsäuregehalt einen abnehmenden Thonerdegehalt führe, wie auch unsere Theorie es fordert. 1) Stelzner betont ausdrücklich, dass die Analyse wegen der einige Procent betragenden fremden Beimengungen und wegen des kleinen Wassergehalts nur ein angenähert richtiges Bild der Zusammen- setzung giebt. — Eingewogen zu der Analyse 0.35 gr. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 365 Den Untersuchungen von Bourgeois (l. c.) zufolge erstarren die Schmelzmassen 12 RO.2 R,0,.9 SiO,, — wenn CaO zum Theil durch MgO und Na,0 ersetzt wird, — gänzlich oder beinahe gänzlich zu Melilith; die Zusammen- setzung des Minerals kann also nur ganz wenig von der obigen Formel abweichen. Um den Vergleich im Detail auszuführen werden wir die procentischen Mengen, unter Voraussetzung 4 RO — 3 CaO + MgO, der von B. ange- wandten Schmelzflüsse berechnen: - Sauer- | V C MgO SiO, | 41,03 a0 I stofiverh. Nach Bourgeois SOL | 1501 Boe | 9 1.00 1 Âk.-Sil. : 1 Gehl.-Sil. | 39.0 | 13.6 | 383 | 9.1 1.00 BE NG SIR « 38.3 14.6 38.0 9.0 0.96 Die Bestimmung der Constitution durch die synthetische Methode ist nicht sehr scharf; das erhaltene Mineral kann deswegen ebenso gut nach einem der Gemische unserer Äkermanit-Gehlenit-Silikate wie nach der von dem franzö- sischen Synthetiker angenommenen Formel individualisirt werden; die Abweichung der procentischen Mengen ist nur sehr klein. Die früher angenommene Formel des natürlichenMeliliths 12790. 2 7250000; wird somit, unserem Schema zufolge, mit einer der folgenden zu ersetzen: 1 Åkerm.-Sil. : 1 Gehl-Sil.- 7 RO. R,0,.5 Si0, D « EG « HA RON Os. 380, Auf Grundlage der Analyse No. e hat Rammelsberg (Handbuch der Mineralchemie, Ergänzungsheft, 1886) die Constitution des Meliliths als 366 I. H. L. Vogt — Ten Gea ae Oy ag == 2180. © lis On. Bis 000): wo R— Ca,Mg,Fe,Na,,K,, Ry — Al,,Fe,, i aufgeführt; diese kann jedoch nicht richtig sein. Sie bezieht sich nur auf eine einzige Analyse, von welcher schon der Author, Stelzner, betont, dass sie nur ein angenährt richtiges Bild der Zusammensetzung giebt, und sie wiirde resp. ca. 7, 6, 5 und 1'/2 % SiO, mehr liefern, als man thatsächlich bei No. a—d gefunden hat; die Formel giebt auch ca. OG Yo 570 und ica. aio (AT, re.) Os mehr als No. e. In Verbindung mit der Zusammensetzung des Meliliths werden wir auch diejenige des nattirlichen Gehlenits etwas näher besprechen. — Die Resultate der Analysen der bis jetzt chemisch untersuchten Gehlenite (cfr. Rammelsbergs Mineralchemie) lassen sich durch die folgenden stöchiome- trischen Relationen ausdriicken: % H,O Si: R,:R Si: R,: Bk No: 1.53 is OBS JAN 2308 Å 5 320 « g 0.37 NO ESP ONE SRE El) I 2.00 Th 3 OY 3 EN) 26 SIS BG CT, 4.72 2 OAS 2 NED IN PIG galls 6.27 «3 1.28 1240217 2 LG NTE 9 ks BNO) « (k) 3.30 1:20.90 1.32, lan: Je An No. 9 und j Eisenoxyd und Oxydul jedes für sich bestimmt, an den übrigen die ziemlich kleine Eisen- menge als Oxyd aufgeführt. — Bei No. & Magnesia nicht angegeben, die Analyse deswegen von geringem Werthe. Daneben einige Gemische unserer Akermanit- und Gehlenit-Silikate: Mineralbildung in Schmelzmassen ete. 367 SP Jai. Sz SOB Une Jay 15Akerm.-Sil.: 85Gehl-Sil.| 1 : 040 : 1.46 | 253 : 1 : 3.70 1 Ede es O28 ANE 0.5 « 9 GBR « KOG Na SO 0 « a SOR « 152050224850, 2.00 13.00 Es ergiebt sich durch den Vergleich, dass die Erklärung der nicht sehr guten Uebereinstimmnng der verschiedenen Analysen des natürlichen Gehlenits nach aller Wahrschein- lichkeit darin zu suchen ist, dass der Gehlenit nicht immer eine und dieselbe Zusammensetzung hat, sondern dass das Mineral als ein Gemisch des reinen Gehlenit-Silikats, 8 RO. R,03.28i0,, mit etwas, jedoch immer ganz wenig Äkermanit-Silikat aufzufassen ist; die Uebereinstimmung der zwei Serien ist so gut, wie es nach den zum Theil nicht ganz vollständigen Analysen der etwas verwitterten Krystalle erwartet werden konnte. — Dieser Untersuchung zufolge dürfen wir die Bestimmung des Gehlenit-Silikats als unzweifelhaft ansehen. Auch die Analyse No. 179e passt ausgezeichnet gut in . unsere Reihe hinein; ebenfalls lassen sich die approximativ bestimmten Zusammensetzungen der No. 146 und No. 172 leicht und einfach nach unserem Schema erklären. Es darf somit als bewiesen angesehen werden, dass die verschiedenen Glieder der Melilithreihe aus Gemischen der Åkermanit- und Gehlenit-Silikate bestehen; folglich ist es auch berechtigt die Analyse No. 179e zu einer wohl übri- gens nicht nöthigen Controlle der Zusammensetzung des Äkermanit-Silikats zu gebrauchen. Die Analyse giebt 3.43 (oder 3.2—33 bis 3.4) % Al,O;; die Beimischung des Gehlenit-Silikats beträgt somit 3.96 °/o Si0,, 3.4 %o Al,O,, 4.16 % CaO und 0.99 % MgO, folglich 368 I. El. I. Vogt: die Zusammensetzung des Åkermanit-Silikats 39.21 % SiO,, 0.0 % Al,0,, 33.34 % CaO, 5.85 % MnO und 8 % MgO; Sauerstoffverh. 1.486 statt 1.50 oder Si: R= 1 : 1.328 statt 1 : 1.333. — Selbst ob die Bestimmung der Zusammensetzung des Minerals, der kleinen fremden Verunreinigungen wegen, nicht ganz exact wäre, würde dadurch die Constitution des Akermanit-Silikats nur unbedeutend beeinflusst werden (Sauerstoffverh. statt 1.50 binnen den Grenzen 1.46 bis 1.51). — Die Zusammensetzung des Akermanit-Silikats ist somit ganz sicher festgestellt?). Schon a priori darf man als eine allgemein gültige Regel annehmen, dass die Zusammensetzung des sich in jedem einzelnen Falle im Schmelzfluss individualisirenden Melilithminerals nicht ausschlieslich einerseits von dem Basicitätsgrade oder andrerseits von dem Thonerde- (und Fisenoxyd-)Gehalte des Magmas, sondern gleichzeitig von den zwei Relationen S:O, : R,O, und SiO, : (RO,R,0;)) bedingt wird, — o: die Bildung lässt sich zu dem Sauerstoftverh. in Verein mit dem Thonerdegehalte der Mutterlauge zurück- führen. — In Schmelzmassen*) mit dem Sauerstoffverh. höch- stens 1.00 und gleichzeitig mindestens ca. 13.5—14 °/o Thonerde oder bei etwas höheren Aciditätsgraden mit nicht unwesent- lich mehr Thonerde sind deswegen opt. negative Glieder der !) Bekanntlich hat G. Tschermak eine dem obigen Vorgange ganz entsprechende Methode benutzt um aus den Analysen der Mejonite (88 % Mejonit- + 12 % Marialith-Silikat) und Marialithe (84 °/o Marialith- + 16 °/o Mejonit-Silikat) die Constitution der betreffenden Silikate zu berechnen 2) Die dritte Relation, R,0, : RO, hängt von den obigen zwei ab, ist also keine »unabhängig variable«. 3) In der folgenden Uebersicht nehmen wir auf die (Fe,,Mn,)O;- führenden oder an (Fe,Mn)O- sehr reichen Magmata keine Rück- sicht, indem etwas (Fe,,Mn,)O, oder viel (Fe,Mn)O einen sekun- där modificirenden Einfluss auf die optischen Eigenschaften der tetragonalen Mineralien auszuüben scheint. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 369 Reihe zu erwarten; dies tritt in der That auch immer ein. Ebenso scheidet sich in den Magmata mit Sauerstoffverh. ca. 0.95—1.00 und nur ca. 8—11 % Al,O, wie auch in den- jenigen mit Sauerstoffverh. ca. 1—1.1 und etwas mehr Thonerde die opt. isotrope Melilithvarietät, eventuel das folgende Glied, die opt. positive Melilithvarietät (mit eisen- grauen Interferenzfarben) aus; bei noch höheren S:O,- und noch niedrigeren Al,O,-Gehalten erhalten wir zuerst die opt. positive Melilithvarietät, dann das Zwischenglied mit Typus No. 179,e und endlich den Åkermanit. Auch nach der Nuance der Interferenzfarben können wir die Stellung des ausgeschiedenen Minerals in unserer Mischungsreihe sehr oft beurtheilen. 2. B. Die opt. negativen Mikrolithe in No. 157 (Sauer- stoffverh. 0.98) mit gelbblauen Interferenzfarben stehen, wegen der hohen Thonerdemenge des Magmas (24.12 °/o), auf dem Uebergange zwischen Melilith und Gehlenit; in Schmelz- massen mit ungefähr demselben Aciditätsgrade (No. 156 und 142, Sauerstoffverh. 0.95 und 1.03), jedoch mit bedeutend weniger Thonerde (resp. 11.8 und 9.1) erhalten wir dagegen zuerst die opt. isotrope Melilithvarietät, bei noch kleineren Thonerdegehalten (z. B. No. 146, Sauerstoffverh. 0.98 und 7.8 1 Al,O,) sogar zuerst die opt. positive Melilithvarietät. — No. 159 (Sauerstoffverh. 1.32, 8.34 °/o 47,0.) steht in Bezug auf die Interferenzfarben auf der Grenze zwischen der opt. positiven Melilithvarietät und dem sich an den Akermanit schliessenden Zwischengliede, — und unter denjenigen Schla- cken, die das letztgenannte Glied enthalten, kommt end- lich No. 178 (Sauerstoffverh. 1.59) sowohl in Bezug auf die Interferenzfarben als auch auf den Habitus der Kry- stalle dem Åkermanit am nächsten. Auch diejenige Krystallisationsfolge der verschiedenen Melilithvarietäten, die wir bei den zonal aufgebauten Indi- - 24 — Arkiv for Mathematik og Naturv. 13 B. Trykt den 17 Februar 1890. 370 1, 186 185 Wout, viduen nachgewiesen haben, låsst sich leicht nach der obigen Annahme erklären, ebenfalls die spätere Bildung des Augits in den thonerdeführenden Schmelzmassen mit Sauerstoffverh. ca. 1.35—1.55. — In unseren 1.50-Silikat-Schmelzmassen No. 186 --188, mit 0.6—0.7 % Al,O,, ist ein tetragonales Mineral mit Sauerstoffverh. ca. 1.47—1.48 und 03—0.4 % 47,0, zu erwarten; deswegen konnte sich hier nicht die ganze Masse zu Åkermanit umbilden, im Gegentheil, es möchte zum Schluss eine winzige Menge Augit krystallisiren. In der gesammten Melilithgruppe haben wir bis jetzt eine Menge, mindestens etwa 9—11'), chemisch und mine- ralogisch etwas differenter Glieder nachweisen können, und es giebt, namentlich unter Berücksichtigung der letzteren Erörterung, keinen Grund anzunehmen, dass die Reihe damit abgeschlossen sei. Wir erlangen somit, — im Gegensatz zu dem Resultat, das Fouqu& und Michel Levy?) aus ihren mineralsynthetischen Untersuchungen in Bezug auf die Constitution der Plagioklasgruppe ziehen zu können glauben, — zu der Auffassung, das die Melilithreihe ganz continuir- lich, ohne Lücken, sein muss. Zum Schluss dieses Abschnittes eine schematische Zusammenstellung 3): ” Nämlich Äkermanit, das opt. positive Mineral in No. 178, 179, e, 159 und 148, das opt. isotrope Mineral in’ No. 156 oder 142, natürlicher Melilith, vielleicht von etwas wechselnder Zusammen- setzung, das opt. negative Mineral in No. 157 oder 172, natürlicher Gehlenit, wiederum von wechselnder Zusammensetzung. 2) Synthese des mineraux et des roches. 1882. 3) Vorausgesetzt bei der Uebersicht über die opt. Eigenschaften, dass die Melilithe gar kein (Fe,,Mn,)O, und nicht sehr viel (Fe,Mn)O enthalten, und bei der Berechnung des Thonerdegehaltes, dass R,03 = 41,03 und 4 RO = 3 CaO + MgO. 911 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. “ddnafyyiien era © eh å NOT on ; ‘JUEULTO NV ‘UNION UouoIqquosre sayoyjuabig ) | SE | EYOLıBA pun yeyorıea "J1U9[YAL) wep pun q1U91Y9) UNION 95 “UMP |-UNNPRN ‘sod do) rue JOY2TINEN "MZ POILSU9YOSIMZ aayamımyen | = | ‘sod 4dQ |'Az poysuoyostn7, “OAV LE GEL DEC 2 å 8 = uofojfered Joqun FAD © 2 Se = bn So” oh Bm os © Q cy fs FA = Fe nr «HiYyosuung i ey CA Sees x = å 3 do 5 go wm UOQILJ SEE: aaa 3; | EVE så 3 5E Ses] son | a GE ANE gas ley || ce 2 23 ÅS ert N ZU919FIOJUT ENTER 8 à © >= 3 ES 5$ 2 ae = Eur U9J2N9.1493 MT re SEN er ee *ATJUION "don 'ATIISOd * ‘ xo398189 do == 3 sok === === 199°() £10 62:0 98'() 26°C) 00° T, 80° I LUT LOT. se I og "I * ‘ ‘UI9AJJOISIONES 116 2% UTG | 0:67 897 vel NE | ve vg 26 || OO EME OR ITU CORAN: GEL | Beg ee © 2 i7 6 © v=: 9 | Sa), 6:8 | 12:26 E > 9 PS1499 : TIS UNDYV Sie Ih, 186 105 Wort. Die zwei Fundamentalverbindungen der Melilithgruppe, nämlich: Åke sl NT AS ADN ens NRS (wo R = Ca,Mg,Mn,Fe,Na, usw, Al, kurz statt Al,, Fe, Mn,) sind insofern chemisch analog constituirt, wie sie alle beide dieselbe Anzahl Sauerstoffatome und dieselbe Equivalenzzahl zeigen; dabei lässt sich leicht nachweisen, dass sich hier genau derselbe Unterschied wiederholt, den man schon früher zwischen dem Diopsid-Hedenbergit-Silikat RRS,O, und dem Aluminosilikat R(R,)St,Og der Augite (oder Pyroxene) constatirt hat. Den Arbeiten von G. Tschermak zufolge lässt sich bekanntlich die Augit-Constitution in folgender Weise auffassen: RRSi,0, = R(RS)SO, RAI, S10, — R(AL,)5i0,, wo ( Al,) wegen der chemischen Equivalenz die Atomgruppe (RS) ersetzen sollte. In ganz entsprechender Weise bei den Äkerm.- und Gehl.-Silikaten: Toy R,Si3 010 = Rs( RS; ) Ste 010 : VI : LR Al, Sig 019 = Ro Ai, Se Oro, also eine vollstiindige Analogie, wenn wiederum (47,) == (si). Zu demselben Resultat erlangen wir auch, wenn wir die von Rammelsberg verfochtene Darstellung der Con- stitution des Augits zu Grund des Vergleichs legen; die Formel QI «I DD Mineralbildung in Schmelzmassen ete. RSO, Å n 41,03, wo n höchstens = 1, lässt sich nämlich auch umschreiben: | En) RSiO, ee | n Al, 0, Damit ganz entsprechend wird im allgemeinen die Con- stitution der Melilithgruppe: (1—n) RSiO; R,Si0, + RSiO, + | nl, Or n — 0 giebt Äkerm.-Sil. n — 1 giebt Gehl.-Sil. Es ergiebt sich somit, dass die zwei Fundamentalver- bindungen der Melilithgruppe einander in chemischer Be- ziehung so nahe stehen, dass wir die jetzige Auffassung der Wissenschaft von den Grenzen der Begriffe »Isomorphie« oder »Heteromorphie« nicht erweitern brauchen. Die letztere Formel lässt vermuthen, dass nicht nur die eine RSiO,-Molekiilgruppe, sondern noch mehr R%O,, vielleicht alle beide Molekülgruppen, durch Al,O, ersetzt werden können; die Constitution der Melilithgruppe würde in diesem Falle: | 2—n RSiO, Bu op n Al,O,, wo n höchstens — 2, und die stark basischen und thonerdereichen Glieder würden durch die folgenden Relationen gekennzeichnet werden: iS 8) Al 8 ts Gehl.-Sil. » = 1 1 : 0.50 : 1.50 a De AT NET nm — 14/3 1 : 0.80 : 1.60 = la 18 100 3 67 Nn=2 1 : 2.00 : 2.00 Als Stütze dieser ziemlich fraglichen Hypothese können 374 I. H. L. Vogt. wir nur die folgende Thatsache anführen: In der CaO- Al, 0,-0.5-Silikat-Schmelzmasse No. 176 (35.66 °/o 47,0:, Si: Al, : R — 1: 0.80 : 1.60) hat sich, selbst bei der äus- serst schnell eingetretenen Abkühlung, ein sehr bedeutender Theil, mindestens etwa die Hälfte, zu einem Gehlenit- ähnlichen Mineral (opt. neg.) umgebildet, und zwar zeichnet sich dies, wie schon früher berührt, von dem eigentlichen Gehlenit durch etwas höhere Interferenzfarben aus; in der noch mehr thonerdereichen Schmelzmasse No. 177 (mit 38.33 % Al,O,, Si: Al, : R = 1 : 0.4 : 143) dagegen ist nur ganz wenig des betreffenden Minerals individualisirt worden. — Dies lässt sich einfach dadurch erklären, dass die erstere Schmelzmasse ungefähr dieselbe Zusammensetzung wie das zu erwartende sehr basische Gehlenitglied hat, wärend dagegen die letztere zu viel Thonerde enthält. — Die Schmelzmasse No. 176 führt ca. 9 % mehr Thonerde, als es der eigentliche Gehlenit, 3RO. Al,O, .28i0,, fordern würde; dieser Ueberschuss würde, wie wir es später näher erörtern werden, bei der schnellen Abkühlung der reichlichen Ausscheidung eines Minerals mit Zusammensetzung wie Gehlenit stark entgegenwirken oder vielleicht ganz verun- möglichen. Es sei auch hier erwähnt, dass die Analyse No. & des natürlichen Gehlenits einen abnorm hohen À,0,-Gehalt zu erkennen giebt. Ueber die neue hypothetische Kieselsäure, Pyrokieselsäure, H38Si3O19 und über die Structurformen der Akermanit- und Gehlenit-Silikate. — In der Einleitung zum Abschnitte «Sili- kate» in seiner Arbeit «Tabellarische Uebersicht der Mine- ralien» (dritte Auflage, 1889) sucht P. Groth zu veran- schaulichen, dass es in der That nur vier selbständige, übrigens zum Theil hypothetische Säuren des Siliciums giebt, nämlich: Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 375 H,Si0,. . . . Orthokieselsäure H 8:03 . . . .Metakieselsäure dst O7 2.) 2) Orthodikaeselsiure H,Si,O; . . . Metadikieselsiure. Die bisher bekannten Silikate werden als neutrale, saure oder basische Salze dieser Säuren betrachtet. Dass es — mit Ausnahme der Orthodikieselsäure — keine andere Zwischenstufe zwischen den Ortho- und Meta- kieselsäuren existirt, würde nach seiner Darstellung daraus folgen, dass «wenn man die Oxyde zweiwerthiger Metalle, «wie Mg,Mn, auf Kieselsäureanhydrid unter Umständen ein- «wirken lässt, unter denen Salzbildung erfolgen muss, und «zwar in Quantitätsverhältnissen, welche zwischen denen «eines neutralen Orthosilikats und Metasilikats intermediär «sind und dem Salz irgend einer complieirteren Säure ent- «sprechen, so entsteht niemals ein solches, sondern stets ein «Gemenge zweier Salze, von denen eines genau die Formel «eines neutralen Orthosilikats, das andere die eines eben- «solchen Metasilikats besitzt». — So geht es auch in der That, wenn man mit den Basen der Metalle Mg,Mn,Fe oder mit denselben nebst etwas Ca arbeitet; bei überwiegend viel Ca dagegen resultirt auf der intermediären Stufe kein Ortho- oder Metasalz, sondern dagegen eine neue Verbindung 5 IT (Akermanit = R,Si,0,,), die somit, der theoretischen Auffassung von Groth zufolge, als ein normales Salz einer neuen Kieselsäure, H,5%,0,., angesehen werden muss. Die Berechtigung dieses Schlusses geht auch deutlich aus derjenigen Thatsache hervor, dass alle bis jetzt be- kannten Silikate (und Titanate), die ausschliesslich die Basen der ein- und zweiwerthigen Metalle enthalten, sich als normale Salze der früheren vier nebst der neuen fünften Kieselsäure ableiten lassen; auf dem heutigen Stadium der 376 i, Jel 1, Vost. Wissenschaft kennt man nämlich nur die folgenden allein Re oder Refuhrenden Verbindungen!) der Kiesel- und Titan- säure?): Untauleteselseune Salze: Die Mineralien der Olivin- und Willemit-Gruppen (Ry SiO, JE Orthodikieselsaure Salze: Barysilit (Pb, Si, 0, DN Metakieselsaure Salze: Die Mineralien der Pyroxen- und Amphibolgruppen (RSiO0,, R,8i0,); Perowskit (CaTiO,). Metadikieselsaure Salze: Titanit (CaS:TtO;). Dazu das neue Mineral Åkermanit He 0) Für die neue hypothetische Säure erlaube ich mir den Namen Pyrokieselsäure vorzuschlagen?). Diese wie auch die Orthodikieselsäure lassen sich in der folgenden Weise von der Ortho-säure deriviren: SION OE 1882,07 32,290, 22 O == ENE One; ebenfalls lässt sich die Orthodi-säure als 1 Ortho- + 1 Meta- 1) Auf die Verbindungen der drei-oder mehrwerthigen Elemente wie auch auf die H,0-,H-,CIl-, Fl usw. -führenden Salze nehmen wir keine Rücksicht, weil diese sehr oft von basischer oder saurer Natur sind; ebenso wenig nehmen wir mit in Betracht die compli- cirten Bleisilikate und die Doppelverbindungen mit Sulfid, Car- bonat usw. 2) Cfr. die Zusammenstellung von Groth in «Tabellarische Ueber- sicht der Mineralien» (1889). 3 Von dem Phosphorsäureanhydrid leiten sich bekanntlich drei Säuren, Ortho-, Pyro- und Metaphosphorsäure ab; unter diesen ist. die Pyro-säure als Zwischenstufe zwischen den zwei anderen aufzufassen (H,P0, + HPO, = H,P,0,). — Die neue Kiesel- säure, H,Si,0,,, steht ebenfalls auf einem intermediären Stadium zwischen den Ortho- und Metakieselsäuren; der stringenten Ana- logie zufolge sollte übrigens die Orthodikieselsäure mit der Be- zeichnung «Pvro-» gekennzeichnet werden, indem diese durch die Addition von 1 Meta- zu 1 Ortho-säure hervorgeht (H,S:0, + H,Si03 = H,Si,0,). — Den Namen «Parakieselsåure» hat man gelegentlich (Roscoe-Schorlemmer, Ausführliches Lehrb. d. Chemie, B. I, 1877, Seite 483) der rein hypothetischen Säure: H,SiO, zugetheilt. Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 377 säure und die Pyro-säure als 1 Ortho- + 2 Meta-säure auffassen: 120,800) se SORTE SO; 8,01, 12,502 IH, SE OS. Die Structurformel der zwei Säuren wird somit in der folgenden Weise darzustellen: Orthodikieselsäure!). Pyrokieselsäure. Ze sic On St === OH A SS OH OH 0 OH O SU OH OM QUES In der Melilithgruppe begegnet man der sich so oft bei den iso- (und hetero-)morphen Silikatgruppen wieder- hohlenden Erscheinung, dass die basischen (9: relativ: StO,-armen) Glieder sich durch zunehmende Thonerdegehalte auszeichnen; dies lässt sich nur dadurch erklären, dass die Thonerde gewissermassen die Kieselsäure oder eine Si-Mole- külgruppe vertritt. Die Structurformel der zwei Funda- mentalverbindungen der Melilithgruppe wird dementsprechend aufzufassen: Akermanit-Sil. Gehlenit Sil. ee Dar FE NE >, So O A 0 Sica JRR ghd Op 0, 0 CL a sø. TØR So? 7) Groth, Tabel. Uebers. d. Min., Seite 93. 378 I. H. L. Vogt. Die Analysen No. 131, 143, 149, 151—153, 155, 157, 159 —161, . 163, 178—179 a—b, 180—185 sind an der Bergschule zu Stockholm (cfr. «Schlackenstudien, I») und No. 146, 156, 179 d—e an dem metallurgischen Laboratorium zu Kristiania ausgeführt worden; No. 129—130, 132, 134—141, 144—145, 147—148, 150, 158 (Fouqué) und 162, 164, 165 (Bauer- man) sind der vorhandenen Literatur entnommen; No. 166—177, 186 -190 sind synthetisch dargestellte Schmelzpro- ducte, den Akerman’schen Serien gehörend, und No. 154, a—b einige von mir an dem metållurg. Lab. zu Kristiania synthetisch dargestellte Producte. Die Analyse No. 129, 136, 138, 145 («Melilith») und No. 162, 164 («Gehlenit»), vielleicht noch mehrere Melilith-Ana- lysen aus der älteren Literatur, beziehen sich auf die frei ausgepflückten Krystalle, die wohl übrigens alle ziemlich stark von fremden Beimengungen (Monosulfid, Glas, eventuel . Spinell usw.) verunreinigt gewesen sind; die übrigen Ana- lysen dagegen gelten für die durchschnittlichen Schmelz- massen (die ursprünglichen Magmata). No. 133, 142, 146, 149, 152—157, 159—161, 163, 166—183, 185—190 nebst vielen anderen, nicht analysirten Schlacken sind von mir mikroskopisch untersucht. Das Monosulfid ist überall, wo nichts anderes ange- merkt worden ist, als CaS berechnet, obwohl es in mehreren Fällen aus (Ca,Mn)S, (Mn,Ca)S oder FeS besteht. Hohofenschlacken von: No. 129. La Providence (Percy, I. c.). « 130. Dowlais in England (Berthier, Chimie minérale II, Seite 227, cfr. A. Gurlt, Pyrogenete künst- liche Mineralien, 1857). « 132. Wednesbury-Oak, England (Percy). « 134 Dudley, England (Berthier, cfr. Gurlt). « 135. Königshütte, Schlesien (Karsten, cfr. Gurlt). Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 379 No. 136, 138, 140, 144, 145. Dudley (Percy). « 137. Weiks, England (Berthier, cfr. Gurlt). « 139. Bettingen, Deutschland (Bothe, l.c.). Die Kry- stalle gemessen. « 141. Zizenhausen, Deutschland (Leonhard, Hüttener- zeugnisse USW.). « 147. Jason bei St. Etienne (Berthier, cfr. Gurlt). « 148. Heinrichshütte bei Hettingen, Deutschland (B. Kerl, Allgem. Hüttenkunde, 1879, Seite 397). « 150. Hörde, Deutschland, (B. Kerl, do.). Bei sämmtlichen diesen der älteren Literatur ent- nommenen Analysen findet es sich von den verschiedenen Authoren angegeben, dass die betreffenden Schlacken «Meli- lith» oder «Humboitilith», im allgemeinen in sehr schön entwickelten Krystallen, geführt haben. No. 131. Dowlais, 1879 (von J. J. de Elia analysirt, Stockholms Bergschule). No. 133. Oberhausen, Deutschland (von Professor A. Ledebur, Freiberg, analysirt; Material mir an der Berg- academie zu Berlin überlassen). Ca. 1.5-cm. breite und 0.5-cm. dicke Melilithkrystalle (zonal aufgebaut); später theils Olivin, theils ein monosymetrisches Mineral (??). No. 142. Lokalität unbekannt (an Berliner Berg- academie analysirt). — Zonaler Aufbau: zuerst isotroper, später opt. neg. Melilith, cfr. Fig. 11, a. No. 143. Fletscher furnace, Pennsylvanien (L. M. Lind- berg, Stockholm). No. 149. Dowlais, 1879 (K. A. Lagerkvist, Stock- holm). No. 151. Govan bei Glasgow, 1886 (E. Sjöstedt, Stockholm). No. 152. Finedon (C. G. Särnström, Stockholm). No. 153. Coldness bei Glasgow, 1879 (P. S. Lindner, Stockholm). 380 IL 156 I, Wort, No. 154, a & b. Schmelzproducte in Fletscher-Ofen (eingewogen 200—210 gr.) an dem metallurg. Lab. zu Kristi- ania dargestellt (um das Eisen als Oxydul zu erhalten wurden FeO-reiche Schlacken von bekannten Zusammensetz- ungen, nämlich Rohschlacken und Koncentrationsschlacken, als Material gewählt und mit verschiedenen Gemengtheilen von reinem Kalkspath zusammengeschmolzen; ein ganz wenig FeO wurde während der Schmelzung zu Fe,O0, oxydirt, deswegen etwas Magnetit ausgeschieden). No. 156. Schisshyttan, Schweden (H. Holmsen, Kri- stiania). Cfr. Seite 16 und Fig. 11,0. Zonaler Aufbau: zuerst opt. isotroper, später opt. neg. Melilith. — Zum Schluss Olivin (Fig. 12). No. 155. Von den Demidoff’schen Eisenwerken, Rus- land, 1879 (T. W. T. Olän, Stockholm). No. 157. Hohofen bei Lake superior (P. Larsson, Stockholm). — Opt. neg. Mikrolithe, cfr. Fig. 6. Hohofenschlacken mit der opt. positiven Melilithvarietät: No. 146. Königin-Maria-Hütte bei Zwickau, Sachsen, 1884, bei etwas unreinem Betriebe gefallen. (J. C. Andre- sen, Kristiania). Cfr. Fig. 7 und unter «Glimmer», Seite 90—94. No. 158. Sainte-Nazaire, Frankreich (von F. Fouqué beschrieben, 1. c.). — Die Analyse bezeichnet approximativ die Zusammensetzung des ausgeschiedenen Minerals. No. 159. Domnarfvet, Schweden, 1879 (C. G. Särn- ström, Stockholm). No. 160. Dädran, Schweden, 1872 (J. G. Clason, Stockholm). | Hohofenschlacken, wo zuerst das Zwischenglied (Typus No. 179,e) zwischen Äkermanit und der opt. positiven Melilith- Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 381 varietät ausgeschieden worden ist. (Sämmtliche Schlacken sind von Schweden und an der Bergschule zu Stockholm analysirt). No. 178. Degerfors, 1879 (C. G. Sårnström). No. 179, a,b, c. Sandviken, von resp. 1870, 1885, 1885 (b und e von J. Ericson analysirt). No. 180. setene 1102: å Io, . 184. 16»: Hofors, 1867 (I. H. Forsmann). Löfsjöen, 1871 (E. Barnekow). Molnebo, 1866 (I. Edberg). Forsbacka, 1879 (Isæus & Lejonhjelm). Långshyttan, 1884 (C. G. Särnström). Längshyttan, 1879 (©. G. Dahlerus). I. H. L. Vogt, 382 ‘O° ON 0 230 + G OT'G : 062 | 220:686 |03:08 | OLS: 082 | 68T: IPB | 68:0: 196 | 02:08 | evo: 276 | Ola un ÉM) : 000 ITT GU I Gr I WEN OCT LGT LGT ETT "YIOAJOJSJONBSI 92'86 00'001 0'O0T 72:66 02°66 18°66 9°86 «766 ung eg FI CO'T 60'T CG 92°T "8% 90°T Gall 69° (,29'0 On O'S Inde FOI F0'9 FGF 86'T oP IVT å OH 68°Z 087 GEN 98'Z mdg OY 6v'g 12'S 90'T 1S0 OP 16.0 0 oT OG 6E VO GP 668 Gr 98 SG EG OL TF G OG OG '88 RS 0/00) IT'GT 09'GT 89] OL'OT E661 Le OT OCT 88'T] ON OG 66 0968 9'OF EV 68 90°GF 99° TP CEP 6¢°CP ; 028 x OT ‘ON „CET ON x PET Or ££I ON x CSL ON TET ‘ON xOST ON | :6GI ON ‘(uowumwmouque ANQVIOT Ueto} Jop ‘OSÂTEUY youyotezeq ,,) 481 uoporyosoosne addnsbyp aq) Jap par ula ystonz OM ‘uexoeTyog-uozoyoR, UOA uosAfeuy 383 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. “Z % vo ‘#0 Sa 0/5 80 + (| 106 :669 | #S0:976 | FTE:98"9 | OFT: F9'8 | 8677 :22'1 | 60: 206 | 68'S: Tr, | 8: 802 | (Oum bpp) : 00) TOT 60 T &0°1 SO'T FO'T GO'I 80°T Or "YI9AJ0JSTONBQ 99°66 F9'O0T 86°66 GE 76 96°66 ST OOI 99°66 GS6 ung 890 60° GL'F 70'Q 860 260 g9'e : 8”) 26'T Or I ni Ce 09% 0°y 16°€ 8) ITO 86T STI G9'Z 60 JT 2 DT F9'G 90:0 2201 680 andg 618 GT ° OU 79'9 ar I 98°C WZ 78'9 OF'T za) LG ; OÛTT IV EG SATA COS OG 6G 89'G£ GL'6€ ST IE 0:78 09 SL'GI IS LT OF'G GG 16 sr FI 6 FI LOE I OTT SO Me 69° LE 89°8E PI GE PE' SE IL BE WV 8 LOPE SOP å 00 «PPL ON | SPI ON GPL ON | «IPT ON | „OPT ON | 681 ON | „SET 'ON „LET ‘ON I. H. L. Vogt. 384 “SBD 'UIATIQO "IRN 'TIPUIdg 0/, 59 'PYypmsouon "089 % & + G 86€: 4919 | 18:0:61'6 | 9 :Fr 2 | LET SPS | OL'T : 088 | F6'I : 908 | 6!T : 208 | 187 : 672 | OT UN oA): 099 GLO To) 980 68 O0 T6‘ 0 F6 0 O6'Q 66'0 "UIOAFOISIINES 82°66 69°86 68°66 7466 99001 OG TOT 9'86 18°66 ung GL'G 60 STG eee (168° so ga) TT ° ° O SON FO'G C0 Cie G'T a Pa On 270 980 18 0 00°T 98'0 arm 0G LG'I 091 680 180 08% see LUF | iat) OUI Sez] 08% 67), 9E'G 68° 1¢'G SF 19°) : OÙ 97 GE CO Ty 66 9G SESE 6. GP 60°8E ITE 02'G£ 07) GTGT 66 61 66 LT 09'GT IT GI 96 'GTI TSI IE FI : ; DI 80'08 G8 TE 8G GG 9676 GS TE 26 9€ 9 96 088 x 028 691 ‘ON GGL ON IST ON »+ OG. ‘ON GFL ‘ON #8PL ‘ON « LVL “ON „GPL ‘ON 385 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ?. Graue Interferenzf. Später Olivin (?). Opt. Character "[EIOULLLUNON SoAtzisod YO ———= “SBID imu 480.7 a “OULU qayedg HYHOUy pun gren pi "UuPDLIYDS 93188) === eee ‘HOUSE uosomsop ‘Or uoA mds 4 » ®% FET ‘ON log: — ‘ULAI[O [[810Q1 10Ygdg — BEY -GLG |08G:06 297 G:7"L EVE: LE | SET 1098 | 2:8 89°6:679) 07:09| 78:99 OnE oT nr):02) 96T GET 960 860 86'0 GO'T G6'0 98'0 98'0 "YLOATLOS.IONVG 8966 68°86 0866 96°66 99°66 6666 | 27707 | 966 | 00';00T | owuung 180870 OV'G SAT | 72.0909 Teg sap ge: 3 falk 3 0 290 GT GT ON 2E0 andg 870 OT 070 06°0 auds 00°G LAN) 0G'0 LEQ 9°GG L'8T å O4 056 SVG WS 8T'0 88° 09'9 OUR 8a'OT 12, | RB LETT Lrg (de) QT | Ge 85 ° OÙ LS 6G 00'GE IOP 9G LE 6606 ST'GT MEE L6S 1’9E 079 O6'G veg GI 18"), GL PG I6'66 Sse" | OG 68 ND G I&' GP OS ET 09' LE 87 96 8966 LS EP 1298 STE 0:68 Len 018 09T ‘ON | 691 ON | 891 ON | OFT ‘ON | zer ‘ON | Ger ‘on | 991 ‘om la Fer ‘one ‘For on 13 B. Trykt den 24 Februar 1890. 25 — Archiv for Mathematik og Naturv. 16 186 Ibs Woes 386 Analysen von Hohofenschlacken mit Gehlenit-Mineral, von: Linthorpe bei Middlesbro, 1866 (8. Sved- berg, Stockholm). No. 161. Holzhausen in Hessen (Bunsen, Haus- No. 162. NEM, Ik Cb No. 163. Clarence bei Middlesbro, 1879 (P. Johnsson, Stockholm), No. 164. Dawes bei Oldbury (Percy, l. c.). No. 165. Almond, England (Bauerman, 1. c.). ‘188 AIN (8810 UNO 'se[5 ‘ULATTO ‘yuetyey | oppnpd | 91001995 | ‘ous AIM | 91U9|Y9D ‘purdgo/,g | -essny purdg 0/, g| oxonpd |'Teurdg 0/, & ‘pypnsouon | "OS 29 ( | ‘PymsouoT -2580Y ‘PYNSOUOTI 682: 192 | &0:20'6 | FL :929 | 99:79 |'e:902 | OT UM Syr): OVO 19'0 &9'0 120 120 620 "yIOAJJOJSTINLEG 16001 60'00T 62'00T 16°66 29°86 9uumg &T'E SEE ag (ITA) nn) 05:0 (1920 LO og TT ee ON T&'0 790 sro org, OH LEO 130 €0'0 GLO eS ee SOON: SK) 20°0 96°0 19°Z GO RP EDDIE 82) 6L'Z ZO'OT NEG 10°), SMRES Aaa OR, Jie. Fin 0 ont 9296 Gl OP 6O'OE EG LI VISE ag tutos 009 Gide VFS BESS 18°16 GE’ LG a GOT 69'8G 6886 OP IG OG OG OT'GG me ee ON x GOT ‘ON | «FØL ON | SL ON | 4691 ON | IST ON | sau Huajyag pur vospepypsuaFoyor 387 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. In No. 169—170 Melilith in winzigen, aber scharf be- grenzten quadratischen Tafeln mit den characteristisch blauen Interferenzfarben. — No. 166—169, mit einem frem- 5 © = 3 "UOqABJZUDIDJ = -194UJ UoyeYyqar gu [UIOUIJL So1oput tie toqeq Oy rå Å PE \ nn | ‘WOGIRJZUdIOJIOJUT UONBIA JU > ir bil, U9J9[94S UEUrepy Ul "YOILSBAF YUINET å på % 80 08-07 eo, IS Wen N ome a F x 2 68°T : ITS | EVT : LEG | SLT : 28° | 16'0Q : 606 | 89:0 : LE'6 GE D TT Tr JE = 00°T 66'0 00°T 650 00°T SSTUFTRYLOA FOISIENES an GLE 00'001 6666 00'001 00'001 00'001 UUS) a : E = = IT 0 800 200 90'0 700 . . . . ° ° O SONT ee cc sc0 090 0 G9"0 Po Cor GS « . 9 i Ô . Seay Ins en V 5 © 3 VIO ITO 2TO STO 6GT'0 OY ee Ge] SY'T GLT 06°T TO'Z Gy RET Or Ea 63:07 “LTP 68" DP 82:06 STEG ve aa ST F9 F1 SEGT 186 66°9 ar 3 E A 66 88 Oss LO LE LV LE | 69'98 re er gs =! a Eos OLT 691 891 291 991 ON å 3 E 7 G GL 9 IXXXD9 | * ON. sueureyy | aS 7 ae *91BITITQ-0"T-8N 2747-9) = E = FBXIIS-0T-" O0 17-029 23 | ER aa ® Ud TESzZpUyoS Usps UBUIOYY Usp UOA U9SSEUWZ[OUUIQ ‘G)rreurds UOA andg ee TE | OG 19 0696 | 0108: | 09—08 | 79P0 SN Lay 01-007 * SUD % OG OG QE 2022202 0908 6646 ‘ON OEM DEES) Ya Bera ON ceet299 | 08 gm lee een | 182.001, | spe nee er 020 00 02:0 020 02'0 02:0 020 SSIUF [RY LOA TOPS.1IINBG 00°001 00°001 00°00T 00:00T 00'O0T 00'001 00'001 owung 800 160 LT'O IT'O TO SEO 60:0 GONE rw wo STO 670 seo 60 660 re CO > &L'O SFO Sr 0 STO 910 SFO FN 3 LG'T LE'T 68'T WTI LET ELT IG'T DD OP EE 66 66 6098 79'9€ vr86 | BS TP 99 GP 97 0G SOND Hi 6686 99 GG 78'86 19 LG SV VG 28'06 OST SEO 1E'96 L6°GG 28'68 ST GE II TE TOTS 26.08 RN 0 LLY 9LT GLT vLT ELT GLT TAI ETG ON TXOO |XIXXX0O0| XXX00 TAXXX00| XIXX00 | TIAXXID ILAXX00 JENSEN "298 IIS-*0-*0%PV-070 388 ‘U9IA9SZT9 US uoyos UBWAONV Usp UOA U9SSEUZTOUUIS Ô oyeyipg-2'0-°0 “17-029 389 Mineralbildung in Schmelzmassen etc. ‘any ‘OT "SL ‘AO meqyny JO[BUOGZ | ‘ON % | “SBI fea) "SEO SC) (å) pSny org '0%| Many ‘any se) | any | ‘Env Joe ds 0/8%0+G| SIUoM |'S8[D INN uoA andg ‘on EIN [PTA 6P'G:19'LI20'G :66'9110'3:62' I EG’E:29°9ST'E:88’9 TEE: 69 OTS P: GL'GITS'S : 69 O|TL'S :66:2 19": 681] O (8 UN Or): OVO JET LET 86'T or I FT STI Gr TI GT JET 69'T "QIOAFOISIONBS 02.66 | 8666 | [66 | 2266 | 1886 | ST66 | SEOOT | S666 | 6766 | 8266 | UNS 890 96'0 920 ER 890 06'0 620 820 8° 68'0 &G'0 18'0 08'0 0°°0 790 : 0941 ie) VES ddr: IS'G We] 89'S GL P bo GL'T 670 OU GL 9 ROT | O8'G 28"), 02:6 OT | SHIT | €86 828 ar) = OÛT LOGGE | 29. | Oy | 816 | ZEEE | GOVE | 86008 | WE | CG CN 09:48 ae eG) OO) 06ST | WG 6 0g°9 6°9 | LEF TET 867 Lee L9'9 moe 507 0697 | STEP | 1967 | CCG | 9897 | Br, | I, | 69 | Clin | WE | © © 8048 G8T ‘ON | FSI 'ON | E8T ‘ON | 28T ‘ON | TST ‘ON | OST ‘ON 9 ‘6LT 'ON|G ‘6LT ON|B ‘6LT 'ON| SLT 'ON ‘4ST U9OPIOM Woperyosedsne ynjarmayryuayy Uoasod ‘do wap pun NUDULLOYT wayosing (0'647 'ON sndhy,) paybuayosinz sep 951002 OM "uoype[yosuajoyog UOX uesATRUY als) JSNY SIDA ZUBS rowdy, Log gg) JET HUEUOY Vo 08-0. nz on 66 6 :299 | 80'G :66'9 | EE: 29'9 Er 80'6 :069 | 98S: FL 2 | 08:04) à OÙ : 029 CTI OST OG I | OG TI OG I OST SSTUJ[RYLOATFOJSIONVG - 00'001 00'001 00° OOS 00'00T 00'00T UNG 700 B 3 . SON 60 vO 80 18'0Q 080 320 MES O2 = ro &T'0 TO FLO FL'O GT'0 BR PET ROUE © vo 66'7 LO 790 290 09:0 å aS eo UF = Lvl 6r TT GET er zT ‚III 2001 ME LE ER 06nr Hi OTL 66 GG S'LE ST' 66 FG OV 10 GP SD) 2 VBP 88° LP TLF c8'9P 89 OF 157207 048! OG I 681 SSI LST 981 901 eh ‘ON SG SE XIXXX | IILXTI9 XII XTID TON ALSO NY ‘O}BANIS- T-O4N-OVO 390 Ppuog[eyyua 70UDULADYP ‘UOTIOS ZOO ugyos UBWAONV usp UOA UISSBUIZ OUUIS Mineralbildung in Schmelzmassen etc. 391 Anorthit. Ueber die verschiedenen Darstellungsmethoden der Feld- späthe verweisen wir auf die Uebersichtsarbeiten von F. Fouqué und Michel Lévy und von L. Bourgeois. Nur werden wir hier kurz recapitulieren, dass den umfas- ‘ senden Experimenten von F. Fouqué und Michel Lévy zufolge, der Orthoklas auf feurigem Wege in Silikat- Schmelzflüssen sich nicht reproducirt; wie es sich in dieser Beziehung mit Albit verhält, mag etwas fraglich sein; dagegen krystallisiren die Kalk-Natron- Plagioklase (Oligo- klas, Labrador) und besonders der reine Kalk-Plagioklas (Anorthit) sehr leicht aus den Silikat-Magmata. Bekannt- lich glauben F. Fouqué und Michel Levy aus ihren Experimenten den Schluss ziehen zu können, dass die übrigen Zwischenglieder der Tschermak’schen Plagioklas- Reihe in directem Schmelzfluss sich nicht individualisiren. Bei meinen eigenen Untersuchungen habe ich bis jetzt nur mit Schmelzflüssen gearbeitet, die ganz oder beinahe ganz frei von Alkali sind; deswegen können wir hier keine neue Erläuterungen über die Bildung der Alkali- und Kalk- . Natron-Feldspäthe liefern. Aus den folgenden Untersuch- ungen ergeben sich nur einige Beiträge zu den Gesetzen der Bildung des Anorthits, besonders in Relation zu den Beding- ungen für die Ausscheidung der Melilithmineralien. Der in den Schmelzproducten No. 191—198 und 200—201 der Akerman’schen Serien ausgeschiedene Anorthit wird durch die folgenden Kriterien gekennzeichnet: Das Mineral erscheint überall in polysynthetischen, dem Albitgesetze folgenden Zwillingen, die bei den grösseren Individuen im allgemeinen aus ca. 4—7, bei den kleineren nur aus ca. 2—4 Lamellen bestehen. Die Krystalle — wie auch die 392 Is 186 op Voit, Krystallskelette — sind immer leistenförmig, Æ © Po, entwickelt, und diese Flåche ist auch in den meisten Fållen gut und scharf ausgebildet; OP ist auch sehr oft an den fertigen Krystallen zu guter Entwickelung erlangt, während dagegen die Leisten an den beiden Enden im allgemeinen unregelmässig verlaufen; nur selten lässt sich hier eine krystallographische Begrenzung, © P, wahrnehmen. Spaltbarkeit # 0 Po» und OP. Die Auslöschungs- schiefe gegen o Po der ungefähr # OP getroffenen Lei- sten beträgt ca. + 37° (Messungen an den polysynthe- tischen Zwillingen in den verschiedenen Präparaten er- geben z.B. 38 & 37°, 38 & 36°, 36 & 34°, 35 & 35°, usw.), — und in den tafelförmigen, + «Poo verlaufenden Schnitten ist die Auslöschungsschiefe gegen OP in mehreren Präparaten zu ca. + 35° bestimmt worden. Die Interferenzfarben sind nicht sehr lebendig, erreichen nämlich in den sehr dünnen Präparaten nur das Ne Gre Molkte grube Fig 1 SPL Serpentin (med kromyematen] Fe | Follas niveau + M, Gimataten grube til sepentin ved ved Tolteifehoug suter å Tolteifahaug j = VIL Ui We "| ul ar HH Haanseakterten Follas niveau Ko Kutrhovd 4 N TE r fe em Maaletok for lengden Heiden tegnet ca. 2 gang saa stor som Lang den. Fig, 2. aring of Pa 1. icles stemt. Fliradeth short. Fig. 3 Profil over Foldals hovedgrube Mellem Asg B 221m. Midlere mægughed 4.370. Storst mægtighed (10- 12m) ved Glicckaul skakt Horisontolmit ı stollens og Langortens planer Fig. 7 m Frojekterede grondstoll. Guta D mr nog Iyrstampens niveau me wie A" Fig ak) fra Lysstampen, Fyklals havedgribe, à „ Höwdekurre. . ramung | Fig. 5: © Profil over kaslaiet à horedgruben, walvisende veksellagring. B Fig. 5 ,abegfeste og verslag. Bg Ib bergræste. (iis betegnet med rödt.) \ \ \ Fig, 6. Fig 10: Kart 29 profil over Sjöla gruhefelt Granulitnyre 1 kas. Hovedgruben. fovre stoll.) Kartstatse over diane Mane-& Godthaab grdefiåt ISfafernes strog eter kasdraget) we pP wrote am Mellan 10.09 to hoidekurver er a hender stoll- eller ortmundına standin = 20 favne (376m | 0 . yuinmuÿysant ca Fig.#. (Det topoyrafiske efter Å Hansteens kart 1856 r | å " — ender dagen 4 tredobbelt maalestok.) * ono rh oxo Kislever à A Longorten, a ey på FE 2 ; E a sam Fp some 56 fom 221m virkelige Leengday roh y ee ; 3 £ E 3 [8 ae ed ’ oe 3 S Fig. 9 Detail fra fig. 2a À fürımulalen.) Frofil over ünmsdalens grube (6) 2 Honsontalsnut u örre stollnog Langortens planer: Ki Fig. 8 å ri SAS å Arkiv f. mathem. og naturv. B. 13. PI: ee Fig. 8. Il all mn I ut il I I DP (6) J.HL Vogt del. 3 i Kramia lith. Aktiebolag. DE MOULE I >- Å tie | i? i > AN D * L 4 Å ’ WT 926 = Moar, 201097 Arehiv - for M athematik o N aturvidenskab Udgivet af Sophus Lie, Worm-Müller og G. O. Sars. Trettende Bind. Første Hefte. Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. Januar 1889. Archiv FAUX # for Mathematik oz Naturvidenskab Udgivet af Sophus Lie og G. 0. Sars. Trettende Bind. Andet og tredie Hefte. Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. Januar 1890. EP y ER Kl ya å FX Su Bs Mt OPE : Bergens museums prisbelønning for 1890. - Pris: Joachim Frieles guldmedalje, værdi 400 kroner. Prisbelønningen uddeles ifølge gavebrevets art. 2 hvert 3die aar »for det videnskabelige Arbeide over Norges Hav- eller Landfauna, som Muse- direktionen efter udstedt Opfordring til Konkurrence har fundet værdigt til Belenning.« Be Arbeidet, der maa være grundet paa selvstændige undersogelser og ledsaget af tegninger, kan behandle hvilkensomhelst del af faunaen. Afhandlingerne, der skal være affattede i et af de nordiske sprog, be- tegnes ikke med forfatterens navn, men med et motto, og ledsages af et forseglet brev indeholdende forfatterens navn, stand, bopæl og samme motto. _ Den belønnede prisafhandling med tegninger blir som museets eiendom udgivet i trykken, — dog skal der være forbeholdt forfatteren 30 friexemplarer. Prisafhandlingerne indsendes til Bergens museums direktion inden ud- gangen af september 1890, og prisbelønningen uddeles 18de december samme aar. Bergen i musedirektionen den 25de Januar 1889. D. C. Danielsen. Chr. Henrichsen. — Ths. Angell. — Herman Friele. G. Armauer Hansen. B. E. Bendixen. C. Berner. N. Nicoll. 7026 | Archiv. Mathematik og Naturvidenskab. Udgivet af Sophus Lie og G. 0. Sars. Trettende Bind. Fjerde Hefte. Kristiania. Forlagt af Alb. Cammermeyer. Februar 1890. Bergens museums prisbelønning for 1890. Pris: Joachim Frieles guldmedalje, værdi 400 kroner. Prisbelønningen uddeles ifølge gavebrevets art. 2 hvert 3die aar »for det videnskabelige Arbeide over Norges Hav- eller Landfauna, som Muse- direktionen efter udstedt Opfordring til Konkurrence har fundet værdigt til Belenning.< Arbeidet, der maa være grundet paa selvstændige undersegelser og ledsaget af tegninger, kan behandle hvilkensomhelst del af faunaen. Afhandlingerne, der skal være affattede i et af de nordiske sprog, be- tegnes ikke med forfatterens navn, men med et motto, og ledsages af et. forseglet brev indeholdende forfatterens navn, stand, bopæl og samme motto. Den belønnede prisafhandling med tegninger blir som museets eiendom udgivet i trykken, — dog skal der være forbeholdt forfatteren 30 friexemplarer. Prisafhandlingerne indsendes til Bergens museums direktion inden ud- gangen af september 1890, og prisbelønningen uddeles 18de december samme aar. Bergen i musedirektionen den 25de Januar 1889. D. C. Danielssen. Chr. Henrichsen. Ths. Angell. Herman Friele. G. Armauer Hansen. - B. E. Bendixen. C. Berner. N. Nicoll. Ba el hie = ME PETER sait és ME a Er ee Ag 3 2044 106 230 170