HARVARD UNIVERSITY. 


EIBRZRN 


OF THE 


MUSEUM OF COMPARATIVE ZOÖLOGY. 


Rouge 
Febuary à 7- UB 1 (pat 


Er 


ARCHIV 


FOR 


MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB 


UDGIVET 
AF 


AMUND HELLAND, G. 0. SARS oG $. TORUP 


TRE OG TYVENDE BIND. 


KRISTIANIA 
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


1901 


Trykt hos 
Alb. Cammermeyers Forlag og Centraltrykkeriet 
Kristiania 1901 


Nr. 


for) 


Indhold. 


. Kemiske og fysiologiske Studier over Guanylsyren af 
. 1—116 


. Undersggelser over norske Ferskvandsdiatoméer II. — Diatoméer 


Ivar Bang . 


fra Ferskvand i Jarlsberg og Laurviks Amt af Jens Holmboe 


. Contributions to the knowledge of the Fresh-water Entomo- 


straca of South-America as shown by artificial hatching 
from dried material by G. 0. Sars. Witt 12 autographic plates 


. Fjerde Bidrag til Kundskaben om Norges ee af 


Sig Thor. Med 1 Planche . 


. Ueber Pökelversuche mit Fischfleisch von Sigal Schmidt: Nielsen 
. Orthoptera og hymenoptera samlede i 1900 af Embr. Strand 
. Om fem for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900) af R. Collett 


1—41 
1—102 
1—56 
l= 
EE 
1—25 


ar 
> 


rae “ 


Rhy 


> 


4 


Be 


KEMISKE OG FYSIOLOGISKE 


STUDIER 


OVER 


GUANYLSYREN 


AF 


IVAR BANG 


ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


Trykt hos 
Alb. Cammermeyers Forlag og Centraltrykkeriet. 
Kristiania 1900. 


FEB 27 1901 
- ARCHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XXIII. Nr. 1. 


Indledning. 


Ved proteider eller sammensatte æggehvide- 
legemer forstaaes i almindelighed i den nyere tid en række 
stoffe, der ved sønderdeling som nærmeste spaltningsprodukter 
leverer paa den ene side en æggehvidekomponent og paa 
den anden side en række andre substanser, der aabenbart 
kan være af ret forskjellig natur som kulbydrater, farvestoffe 
xanthinbaser og forbindelser af disse. 

Efter disse spaltningsprodukters natur har man inddelt 
proteiderne i glykoproteider, der ved spaltning giver 
ægøehvide og sukker, kromoproteider, hvis vigtigste 
repræsentant er hæmoglobinet, der leverer et farvestof (for 
hæmoglobinets vedkommende hæmokromogen) og æggehvide. 
Som er tredje gruppe har man opstillet nukleoprotei- 
derne. 

Nukleoproteiderne findes meget udbredt i organismen. 
De udgjør en stor del af cellens og vistnok hovedmassen 
af cellekjærnens organiske bestanddele, og har paa grund 
heraf krav paa høi grad af interesse i fysiologisk henseende. 

Nukleoproteiderne opfattes som forbindelser bestaaende 
af en æggehvidekjærne, hvortil er knyttet en sidegruppe, 
der efter Kossel almindeligt benævnes som den prosthe- 
tiske gruppe. Denne sidegruppe bestaar altid af fos- 
forsyre i forbindelse med xanthinbaser, men hertil knyttes 
undertiden andre substanser som sukker, thymin og fl. 


4 Ivar Bang. 


Saavel inden æggehvidekjærnen (der forøvrigt igjen kan 
indeholde flere æggehvidekomponenter) som inden den pro- 
sthetiske gruppe finder der store variationer sted. Man har 
allerede i forskjellige organer fundet stort antal nukleopro- 
teider, og deres antal forøges saa at sige med hver dag. 
Karakteristisk for dem alle er imidlertid trods disse varia- 
tioner deres indhold af fosfor og xanthinbaser. Det er 
nødvendigt at opretholde denne karakteristik, hvis der ikke 
skal skabes uklarhed. Man har nemlig troet at maatte op- 
stille en anden klasse æggehvidelegemer, nukleoalbumi- 
nerne, hvis vigtigste repræsentant er kaseinet, der skulde 
staa nukleoproteiderne nær, idet de indeholder saavel ægge- 
hvide som fosfor, men paa den anden side mangler xanthin- 
baser. 

Det maa indrømmes at disse substanser har en ikke 
ringe lighed med nukleoproteiderne, hvad der har givet 
sig udtryk i, at man en lang tid slog begge sammen til en 
fælles gruppe. I virkeligheden har de intet med hinanden 
at gjøre og bør ikke blandes sammen. 

Saavel nukleoalbuminerne som nukleoproteiderne optræ- 
der som syrer, der ved hjælp af fortynnede mineralsyrer 
eller edikesyre kan udfældes af sine opløsninger. 

Fremdeles giver begge ved fordøielse med kunstig eller 
naturlig mavesaft et nuklein d. v. s. en i pepsin-salt- 
syrer uopløselig æggehvideholdig og fosforholdig rest, der 
ikke angribes videre af denne. Det nuklein, man faar ved 
fordøielse af nukleoproteiderne, indeholder imidlertid 
altid en eller flere xanthinbaser og betegnes som ægte nu- 
klein, medens «nukleinet» fra nukleoalbuminerne ikke inde- 
holder disse og betegnes med navnet pseudonuklein eller 
paranuklein. 


Indledning. 5 


Denne lighed har imidlertid lidet at sige. Thi paa den 
ene side kan man f. ex. ved at digerere fibrin med fortyn- 
net saltsyre ogsaa af denne faa dannet et legeme, antialbu- 
mat, der ikke angribes af mavesaft, og paa den anden side 
kan man ved at anvende tilstrækkelig kraftig digestionsvæ- 
ske fuldstændig hindre dannelsen af psevdonukleinet, saale- 
des at nukleoalbuminet digereres fuldstændigt. Fr derimod 
psevdonukleinet engang dannet, lader det sig vanskelig vi- 
dere fordøie, selv ved meget kraftig digestionsvæske. Et 
nukleoproteid derimod vil altid give et nuklein. 

Fremdeles har man villet se en lighed deri, at saavel 
nukleoalbuminerne som nukleoproteiderne ved spaltning med 
alkali skulde give en organisk, fosforholdig syre, den saa- 
kaldte nukleinsyre. For nukleoproteidernes vedkommende 
en ægte nukleinsyre; for nukleoalbuminernes vedkom- 
mende har man i analogi hertil villet opstille en para- eller 
pseudonukleinsyre. 

Ogsaa denne overensstemmelse er af meget tvilsom be- 
tydning. Den ægte nukleinsyre spaltes videre ved kogning 
med en mineralsyre til fosforsyre, xanthinbaser, eventuelt 
ogsaa thymin, sukker o. s. v. og indeholder saaledes alle 
de substanser, der sammen med æggehviden udgjør nukleo- 
proteidernes bestanddele. 

Med hensyn til psevdonukleinsyrene er det endog mere 
end tvilsomt, om den overhovedet existerer. Beretningerne 
om disse syrer skriver sig fra forholdsvis lang tid tilbage, 
og senere undersøgere har forgjæves søgt at fremstille disse 
legemer. Det rigtigste er vistnok derfor at antage, at fos- 
foret i nukleoalbuminerne findes ganske anderledes bundet 
end i nukleoproteiderne, og da man forøvrigt ingen afgjø- 
rende grunde har til at antage forekomsten af en sidekjæde 


6 Ivar Bang. 


her, er det vistnok at henregne nukleoalbuminerne til de 
usammensatte æggehvidelegemer — i alle fald indtil videre. 
Vi har i det foregaaende beskrevet nukleoproteiderne 
som forbindelser mellem æggehvide og nukleinsyre. Man 
kunde herimod indvende, at nukleinsyrerne selv er labora- 
tionsprodukter og aldeles ikke behøver at findes præforme- 
ret som saadanne i nukleoproteiderne bundet til æggehviden. 
Herimod kan imidlertid svares, at 1 alle fald for enkelte 
nukleinsyrers vedkommende kan det direkte bevises, at de 
findes præformerede, idet f. ex. i fiskenes spermatozoer nuk- 
leinsyren forekommer som en løs, saltartet forbindelse med 
en æggehvidebase, protamin. I andre tilfælde findes nuk- 
kleinsyren ganske vist fastere forenet med æggehviden, — 
man har her tænkt sig forbindelsen som en slags ester —, 
wen hvor men ved forholdsvis ringe indgreb kan frigjøre 
nukleinsyren. Endelig findes nukleinsyren undertiden i en 
ganske fast — ogsaa sansynligvis esterartet — forbindelse 
med æggehvide, hvor man først efter anvendelse af mere 
indgribende midler, som f. ex. kogning med alkali, kan iso- 
lere nukleinsyren. Naar man under saa vexlende forsøgsbe- 
tingelser altid faar samme resultat, — en nukleinsyre, — 
er der i alle fald overveiendende sansynlighed for, at nuk- 
leinsyrerne findes som saadanne i nukleoproteiderne. 
Endelig bør det bemærkes, at man langt fra af alle de 
substanser, som 1 dette øieblik henregnes til nukleoprotei- 
derne, fordi de indeholder fosfor og xanthinbaser, har kun- 
net fremstille nukleinsyrer. Imidlertid er der hidtil ikke 
fundet nogen anden bindingsmaade af fosforet og xanthin- 
baserne i disse proteider, og indtil dette sker, vil det være 
berettiget at opretholde vor definition af nukleoproteiderne. 
Blandt nukleoproteidernes bestanddele har utvilsomt nuk- 


leinsyren krav paa den største interesse i fysiologisk og 


di 


Oversigt af nukleinsyrerne. 


patholgisk henseende. : De foreliggende undersøgelser skal 
søge at kaste lys over en af disse substanser. 


1. Oversigt over vor kundskab om nukleinsyrerne 
indtil guanylsyren. 


Nukleinsyrernes opdagelse skyldes Altmann!) Ved at 
behandle de forskjellige nukleiner med alkali i kulden spal- 
tedes disse paa en saadan maade, at man efter endt alkali- 
behandling ved hjælp af en mineralsyre (HCI) og alkohol 
kunde udfælde et surt reagerende legeme, frit for æggehvide 
og med en fosforgehalt, der betydelig oversteg, hvad man 
havde fundet for nukleinernes vedkommende. Disse sure 
fosforholdige legemer gav Altmann navnet nukleinsyrer. 

Endnu før Altmann havde dog Miescher,?) der først 
der først fremstillede nukleinet og paaviste dets fosforge- 
halt, fra laxens spermatozoer isoleret et «nuklein», der i mod- 
ning til det almindelige ikke indeholdt æggehvide, men havde 
sterkt sure egenskaber, og som fandtes i forbindelse med en 
æggehvidebase, protamin. At dette Mieschers «nuklein» 
i virkeligheden var en nukleinsyre, paavistes nu meget snart 
ogsaa af Altmann. 

Fremdeles viste Altmann, at nukleinsyrerne havde 
den egenskab at fælde æggehvide. Fældningen havde nuk- 
leinets karaktermærker og omtr. den samme fosforgehalt 
som det ægte nuklein, hvorfor Altmann ansaa denne for- 
bindelse for et regenereret nuklein. 

Efter at Altmann havde fundet nukleinsyren og angi- 
vet methoden for dens fremstilling, fortsatte Kossel gjen- 
nem en længere tid studiet af disse legemer. 

)) Archiv f. Anatomie i Physiologie. Physiol. Abth. 1889, pg. 525. 


?) Verhandlungen d. naturforschenden Gesellschaft in Basel; cit efter 
Schmiedeberg, Zeitschr. f. exp. Patholog u. Pharm. Bd. 37. 


8 Ivar Bang. 


Kossels største fortjeneste af læren om nukleprotei- 
derne og nukleinsyrerne er utvilsomt hans opdagelse af xan- 
thinbaserne som en bestanddel af nukleoproteiderne og spe- 
cielt som Kossel kort efter Altmanns opdagelse af nuk- 
leinsyren viste — af nukleinsyrerne. I det han samtidig 
viste, at psendonukleinet, som man tidligere havde slaaet 
sammen med nukleinet, ikke indeholdt xanthinbaser, tilhører 
fortjenesten af at have paavist grundforskjellen mellem nuk- 
leoproteiderne og nukleoalbuminerne ligeledes: ham. 

Den første nukleinsyre Kossel!) studerede, var nuklein- 
syren fra gjærcellen. Han fandt, at denne nukleinsyre 
efter sin sammensætning stemte overens med en formel 
C;; Hos Ng Po Ou eller Co; Hag No P3 Oo, hvilken formel stemte 
ganske godt overens med, hvad Miescher havde fundet for 
«nukleinet» d. v. s. nukleinsyren fra laxens spermatozoer. 
I begge tilfælde var forholdet mellem mængden af P og N 
AS 

Hvad spaltningsprodukterne af gjærnukleinsyren angik, 
var disse xanthinbaser, der lagde beslag paa ?/3 af hele 
kvælstofmængden og videre fosforsyre. Endelig fandt Kossel 
som et tredje spaltningsprodukt en reducerende substans. 
En mere indgaaende undersogelse af denne reducerende sub- 
stans lerte?), at den bestod af en blanding af en pentose og 
en hexose. Pentosens osazon smeltede ved 150°. 

Ved at behandle gjærnukleinsyren med alkali afspaltedes 
forst sukkeret, hvorved man fik tilbage en syre, som inde- 
holdt alt fosfor og alle xanthinbaser. Denne syre, som 
Kossel benævner plasminsyren, havde nukleinsyrens væ- 
sentligste egenskaber i behold. Paa grund af sukkerets 
udtræden steg den relative fosforgehalt betydeligt. 


1) Archiv f. Anatomie å Physiologie Phys. Abth. 1891, pg. 184. 
*) Archiv f. Anatomie à Physiologie Phys. Abth. 1893, pg. 157. 


Gjærnukleinsyren. 9 


Ved videregaaende spaltning udtraadte ogsaa xanthin- 
baserne, og man fik tilbage en kvælstoffri fosforsyre. Dette 
var imidlertid ikke orthofosforsyre, men en surstoffattigere 
metafosforsyre, dog ikke den almindelige metafosforsyre 
HPO;, men en anden anhydridform. 

Hermed mente Kossel at have modbevist en theori 
af Liebermann!) om nukleinernes eller rettere nukleo- 
proteidernes genese og konstitution, en theori, der i sin tid 
vakte adskillig opsigt, og som for et enkelt punkts ved- 
kommende har holdt sig til vore dage. 

Ved at extrahere nukleinet med en mineralsyre, fik 
Liebermann tilbage en rest, der ikke længer gav 
nukleinets reaktioner, medens der gik en substans 1 opløs- 
ning, der virkede fældende paa en æggehvideoplosning. 
Denne substans var efter Liebermanns mening den 
almindelige metafosforsyre. Paa den anden side giver meta- 
fosforsyre tilsat en æggehvideopløsning en fældning, der ikke 
angribes af mavesaft, og hvis fosforgehalt stemte overens 
med det naturlige nukleins. Heraf slutter Liebermann, 
at nukleinet er en forbindelse af æggehvide og metafosfor- 
syre. Hvad xanthinbaserne angik, ansaa Liebermann 
disse som forurensninger. Hvis han nemlig til en opløsning 
af æggehvide og xanthin satte metafosforsyre, fik han en 
fældning, der indeholdt fosfor, æggehvide og xanthin. 
Liebermanns theori er da den, at metafosforsyren i 
vævssafterne møder æggehvide og xanthinbaser. Der op- 
staar da en fældning nuklein, der indeholder xanthinbaserne 
som forurensning. Af dette kunstige nuklein lykkedes det 
endog Malfatti*) at fremstille en nukleinsyre, der kunde 
forbinde sig med guanin til en kemisk forbindelse. 


1) Bericht d. D. chem. Gesellsch. 1888; samt: Centralbl. f. med. 
Wissensch. 1889. 
*) Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 16 og 17. 


10 Ivar Bang. 


Det viste sig dog snart, at Malfattis undersogelser 
var ganske vildledende. Kort tid efter blev ogsaa Lieber- 
manns theori om det ægte nuklein slaaet af marken af 
Kossel,!) saa den nu kun har historisk interesse. 

Vi vil efter denne digression atter vende tilbage til 
gjærnukleinsyren. Resultatet af Kossels undersøgelser 
herover var, som vi saa, at denne nukleinsyre foruden 
fosforsyre, xanthinbaser og nogle ukjendte substanser inde- 
holdt to sukkerarter. Fremdeles lod der sig af gjærnuklein- 
syren ved afspaltning af sukkeret fremstille en ny syre, 
plasminsyren. Endelig viste K ossel, at man ved videre- 
gaaende spaltning heraf tilslut fik en fra den almindelige 
forskjellig metafosforsyre. 

Senere iagttagelser af gjærnukleinsyren har vist: 1) Denne 
nukleinsyre indeholder sansynligvis ingen sukkergruppe, i 
alle fald mangler endnu det afgjørende bevis herfor. 2) Plas- 
minsyren er intet spaltvingsprodukt, men en selvstændig 
nukleinsyre (?) 3) Sansynligvis findes den almindelige meta- 
fosforsyre som kjærne i plasminsyren. 

Hvad nu sukkeret betræffer, indeholder gjærcellen ogsaa 
en gummilignende substans, der ved kogning med en minc- 
ralsyre — hvilken methode Kossel anvendte til spaltning 
af nukleinsyren — spaltes til en reducerende substans. Da 
nu gjærnukleinsyren fremstilles efter et princip, der ogsaa 
anvendes til fremstilling af den gummilignende substans, 
er det klart, at denne feilkilde først maa elimineres, førend 
man kan udtale sig om, hvorvidt gjærnukleinsyren inde- 
holder sukker eller ikke. Dette var undladt af Kossel. 
Liebermann og v. Bitto,*) der gjorde opmerksom 
paa dette forhold, mente at eliminere feilkilden ved at 


1) 1. ce. Centralbl. f. med. Wissensch. 1889. 
*) Centralbl. f. Physiologie 7. 1893. 


Gjeernukleinsyren. 11 


extrahere nukleinsyren med kogende vand. Paa den maade 
renset nukleinsyre indeholdt da heller ingen reducerende 
substans. Imod Liebermanns og v. Bittos frem- 
gangsmaade kan nu indvendes, at indvirkning af kogende 
vand ingenlunde er noget indifferent middel. Tvertom ved 
vi fra andre nukleinsyrer, at disse endog meget let destru- 
eres af kogende vand. Det er saaledes meget vel tænkeligt, 
at man ved hjælp af det kogende vand ikke fjerner nogen 
forurensning, men derimod et spaltningsprodukt. Paa den 
anden side viser dog disse forsøg, at man intet bindende 
bevis har for existensen af en saadan sukkergruppe i nuklein- 
syren. Forøvrigt har Kossel!) selv modificeret sin an- 
skuelse om sukkeret derhen, at det findes bundet til nuklein- 
syren paa en lignende maade, som æggehviden er bunden til 
denne. Den indgaar saaledes ikke i nukleinsyrens molekul. 

Hvad plasminsyren betræffer, er der fra Kossels 
laboratorium i den sidste tid publiceret et bemerkelses- 
værdigt arbeide af Ascoli,°) der fandt plasminsyren som 
en selvstændig syre sammen med gjærnukleinsyren. Den var 
i sine opløsningsforhold meget forskjellig fra gjærnuklein- 
syren, men indeholdt xanthinbaser og var derfor selv en 
ægte nukleinsyre. Imidlertid udmerkede den sig ved en 
overordentlig hoi fosforgehalt, nemlig hele 20 °/o, medens 
ellers fosforgehalten dreier sig om ca. 10 °%o for nuklein- 
syrernes vedkommende. Fosforgehalten varierede dog sær- 
deles meget lige fra 16 %o til 27 °/o. Wed undersøgelse af 
de fosforrigeste præparater befandtes disse at give samtlige 
for metafosforsyren karakteristiske reaktioner. Plasminsyrens 
salte viste ogsaa en ganske god overensstemmelse med de 
tilsvarende metafosforsure salte; saaledes indeholdt et sølv- 


1) Archiv f. Anatomie u. Physiologie. Phys. Abth. 1894. 
*) Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 28. 


12 Ivar Bang. 


salt 14.9 °/o P., medens det metafosforsure solv forlanger 
16.57 °/o P. Gehalten af organisk substans var ogsaa meget 
ringe, saa man vel kan drage den slutning, at der forelaa 
blandinger af anorganiske og organiske fosforforbindelser, 
hvoraf de anorganiske vistnok var den almindelige meta- 
fosforsyre. 

Som man ser, er der ikke bleven staaende ret meget 
tilbage af Kossels oprindelige undersøgelser Sporgs- 
maalet er dog endnu langtfra klart. Specielt turde Ascolis 
undersøgelser optages med forsigtighed. 

Da Ascoli fremstiller plasminsyren ved saltsyre- 
extraktion paa nukleinsyrefældninger, turde dette i betragt- 
ning af Mieschers iagttagelse af nukleinsyrens enorme 
ømfindtlighed mod selv fortyndet saltsyre give en mistanke 
om, at plasminsyren alligevel neppe er nogen selvstændig 
nukleinsyre, men snarere et spaltningsprodukt af en saadan. 

Samtidig med sine undersøgelser over gjsernukleinsyren 
havde Kos sel ogsaa fremstillet flere nukleinsyrer og under- 
kastet dem en foreløbig granskning. Saaledes fremstillede 
han en nukleinsyre fra de hvide blodlegemer og fandt for 
denne en formel Cg Hs» No P3 017. Forholdet mellem P og N 
var altsaa ogsaa i dette tilfælde som 1 : 3. Nukleinsyren 
fra leukocyterne indeholdt ingen kulhydratgruppe, der kunde 
afspaltes som sukker. 

Kossels fortsatte undersøgelser gaar nu ud paa et 
mere indgaaende studium af denne nukleinsyre fra leuko- 
cyterne. 

I thymuskjærtelen fandt han et meget rigeligt udgangs- 
materiale, da denne kjærtel omtrent udelukkende bestaar af 
hvide blodlegemer. Efter at Kossel og Neumann!) 


1) Bericht. d. D. chem. Gesellsch. Bd. 27 Pag. 2215. 


Adenylsyren. 13 


havde udarbeidet en ny methode til fremstilling af nuklein- 
syren, blev ogsaa udbyttet af nukleinsyre meget tilfreds- 
stillende. 

Methoden bestod i extraktion af kjærtelen med vand, 
udfældning af den urene nukleinsyre som et basisk baryt- 
salt ved tilsætning af barythydrat i overskud. Det uopløselige 
basiske barytsalt blev derpaa ved hjælp af edikesyre om- 
dannet til den letopløselige, neutrale barytforbindelse. Af 
denne opløsning udfældtes endelig den frie nukleinsyre ved 
saltsyre og alkohol. 

Det saaledes fremstillede produkt bestod af en blanding 
af to nukleinsyrer, hvoraf dog kun den ene blev undersøgt.!) 

Denne nukleinsyre udmerkede sig derved, at den kun 
indeholdt en xanthinbase, nemlig adenin. For at betegne 
dette gav Kossel sin nukleinsyre navnet adenylsyre 
og fremholder samtidig muligheden af, at de tidligere under- 
søgte nukleinsyrer, der altsaa indeholdt flere xanthinbaser, 
i virkeligheden var blanding af flere nukleinsyrer, hver 
med sin xanthinbase. Mau skulde da kunne have en guanyl- 
syre, xanthylsyre etc. 

Adenylsyren var nu en meget ubestandig forbindelse. 
Allerede ved kortvarig indvirkning af kogende vand spal- 
tedes den fuldstændig. Ved meget forsigtig indvirkning fik 
man først et stadium, som Kossel betegner som par a- 
nukleinsyre. Paranukleinsyren var at betragte som 
adenylsyre  adenin. Den er derfor ogsaa kvælstoffattigere 
end adenylsyren, medens den relative fosforgehalt stiger. 
Paranukleinsyren hindrede xanthinbasernes paavisning ved 
metalsalte. Blandede man saaledes opløsninger af para- 


nukleinsyre og xanthinbaser sammen, fik man f. ex. ingen 


1) Archiv f. Anatomie und Physiologie. Phys. Abth. 1894, pg. 195° 


14 Ivar Bang. 


feldning med sublimat, sølvsalte o. 1. Man kunde derfor 
tenke sig, at adenylsyren selv var en blanding af para- 
nukleinsyre og adenin, der altsaa ikke kunde udfældes paa 
almindelig maade, førend paranukleinsyren blev destrueret 
f. ex. ved kogning med en mineralsyre. Imidlertid kunde 
Kossel!) paa anden maade vise, hvordan forholdet var. 
Hvis han nemlig tilsatte en paranukleinsyreopløsning baryt 
og udfældte barytsaltet med alkohol, blev de forurensende 
xanthinbaser tilbage opløst i alkoholen og kunde heraf ud- 
fældes paa sædvanlig maade. Behandlede han adenylsyren 
paa samme maade, fik han ingen baser i alkoholen, men alle 
fandtes 1 adenylsyrefældningen og kunde heraf fremstilles 
efter destruktion af adenylsyren. 

Ligesom paranukleinsyren havde selve adenylsyren evne 
til at hindre tilblandede xanthinbasers paavisning ved fæld- 
ning med metalsalte. 

Ved nogen længere tids indvirkning af det kogende 
vand fik Kossel et nyt stadium, ogsaa en syre. Denne 
syre bestod af fosforsyre i forbindelse med et eiendommeligt 
legeme thymin. Forbindelsen fik navn thyminsyre. 
Thyminsyren havde ingen æggehvidefældende egenskaber; 
hvorimod ogsaa den til en vis grad hindrede xanthinbasernes 
paavisning ved metalsalte. Fortsattes nu kogningen med 
vand endnu længere (d. v. s. over 10 minutter) spaltedes 
thyminsyren i sine bestanddele thymin og fosforsyre. 

Ogsaa paa dette punkt har senere undersøgelser bragt 
temmelig afvigende resultater for dagen. 

Det viste sig nemlig,?) at adenylsyren indeholdt ikke 
blot adenin, men ogsaa forholdsvis rigelige mængder guanin 
samt en ny base cytosin. Kossel lader derfor navnet 


1) Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd 22, pg. 81. 
2) Kossel ibid. pg. 77. 


Thymusnukleinsyren. 15 


adenylsyre falde og benævner nukleinsyren slet og ret thy- 
musnukleinsyre. Fremdeles viste det sig, at paranuklein- 
syren aldeles ikke existerede. Hvad Kossel havde be- 
skrevet som paranukleinsyre, var en blanding af thyminsyre 
og nukleinsyre. Fremdeles havde thymussyren æggehvide- 
fældende egenskaber, hvad Kossel først havde frakjendt 
den. Resultatet af Kossels (og Neumanns) under- 
søgelser blir da kortelig, at thymusnukleinsyren bestaar af 
en fosforholdig kjærne, thyminsyren, hvortil der igjen er 
knyttet flere xanthinbaser 1 en — ikke saltartet — for- 
bindelse. Endvidere indeholdt thymusnukleinsyren en kul- 
hydratgruppe, der var saa fast bundet, at den ikke kunde 
paavises som en reducerende sukkerart, men først efter 
videregaaende destruktion som lævulinsyre.!) 

Dette sidste er efter vor viden om denne nukleinsyre 
ikke let at forstaa. Thi omendskjønt thymusnukleinsyren 
meget let spaltes alene ved indvirkningen af kogende vand 
til sine endelige bestanddele baser, thymin og fosforsyre, 
findes ikke kulbydratgruppen blandt spaltningsprodukterne 
som sukker, end ikke efter invertering ved kogning med 
en mineralsyre Forbunden med baserne eller med thymin 
kan den umulig forekomme blandt spaltningsprodukterne. 
Heller ikke er det tænkeligt, at den kan være nogen be- 
standdel af disse spaltningsprodukter. For xanthinbasernes 
vedkommende ved vi dette med bestemthed, og hvad thy- 
minet betræffer, taler alene dets formel (C,3 Hag Ns O6) mod 
et saadant forhold. Efter de sparsomme oplysninger vi ved 
om thyminets konstitution ?) taler intet for muligheden af 
at kulhydratgruppen skulde indgaa i thyminets molekul — 


1) Sitzungsber. d. Berl. Akad. der Wissensch. Bd. 18, cit. efter 
Hammarsten Lehrbuch d. phys. Chemie 1895, pg. 81. 
*) W. Jones Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 29. 


16 Ivar Bang. 


tvertom. Vort kjendskab til kulhydratgruppen i thymus- 
nukleinsyren er derfor i virkeligheden intetsomhelst 

Efter de nyeste undersøgelser paa thymusnukleinsyrens 
omraade af Neumann’) indeholder thymus 3 nukleinsyrer, 
nemlig a- og b-nukleinsyren samt nukleothyminsyren, der 
opstaar af de to andre ved svag opvarmning (til 60 9). 
Medens a og b nukleinsyren indeholder xanthinbaser saavel 
af xanthin- som hypoxanthinrækken, viser nukleothyminsyren 
sig hovedsagelig kun at indeholde baser af hypoxanthin- 
rækken. Ved forsigtig spaltning giver alle tre syrer den 
Tollensske pentosereaktion med florogiucin og saltsyre. 
Nukleothyminsyren viser en ikke ringe overensstemmelse 
med plasminsyren. Denne syre, der oprindelig blev be- 
skrevet som et derivat af gjærnukleinsyren, men nu ansees 
som en med denne sideordnet nukleinsyre, var ligesom 
nukleothyminsyren opløselig 1 vand. Den gav ligeledes 
Tollens’ reaktion med floroglucin og saltsyre. Begge 
indeholdt desuden xanthinbaser. Hvorvidt plasminsyren staar 
i et lignende forhold til gjærnukleinsyren som nukleothymin- 
syren til sin nukleinsyre eller ikke, kan man nuturligvis for 
øieblikket ikke hverken benegte eller bekræfte. Muligheden 
deraf synes forfatternen ikke fjern, specielt naar man be- 
tænker, at gjærnukleinsyren ogsaa indeholder thymin og der- 
for ogsaa sansynligvis har samme kjærne og konstitution 
som thymusnukleinsyrerne. 

Vi er hermed færdige med thymusnukleinsyrerne. Trods 
alt det arbeide, som er nedlagt paa studiet af disse legemer, 
er dog vor viden om dem meget ufuldstændig. Ganske vist 
er spørgsmaalet meget kompliceret i og for sig, men paa 
den anden side kan man heller ikke frigjøre sig fra den 


*) Archiv f. Anatomie u. Physiologie. Physiol. Abth. 1899, pg. 552. 


Salmonukleinsyren. 17 


opfatning, at de foretagne undersegelser neppe er udfort 
saa systematisk og exakt, som forholdene har krævet. 

Et langt grundigere aabeide har derimod Miescher 
nedlagt paa studiet af folgende nukleinsyre, nukleinsyren 
fra laxens spermatozoer eller salmonukleinsyren. 

Ved Mieschers for tidlige død blev disse under- 
søgelser, der af ham selv ansaaes omtrent færdige og af- 
sluttede, afbrudte og uden at der fra Mieschers haand 
forelaa nogen beskrivelse af hans iagttagelser. Da hans 
spredte optegnelser, forsøgsprotokoller etc. vanskelig kunde 
tydes af nogen fremmed, er det meste af Mieschers 
arbeide for altid gaaet tabt. Enkelte brudstykker er dog 
bleven offentliggjort af Schmiedeberg,!) der samtidig 
— for en stor del paa grundlag af Mieschers egne 
analysepræparater — har fortsat Mieschers arbeide og 
forsøgt at fuldstændiggjøre dette. 

Vi vil for oversigtens skyld søge at samle Meischers 
og Sehmiedebergs undersøgelser til et billede af sal- 
monukleinsyren, i overensstemmelse med, hvad Schmiede- 
berg selv har gjort i sine publikationer. 

Paa grundlag af talrige analyser bestemtes salmonuk- 
leinsyrens sammensætning, der kunde udtrykkes ved en 
formel Cyo Hsg Nya Pa Os. Salmonukleinsyren fandtes i en 
saltartet forbindelse med æggehvidebasen protamin. Nuklein- 
surt protamin udgjorde 96 °/ af spermatozoens hoved be- 
regnet som tørsubstans efter fradrag af de alkoholoplose- 
lige substanser. Man vil heraf forstaa, at denne forbin- 
delse maa have en stor biologisk betydning, da jo de ovrige 
4 0/o for største delen bestaar af salte. 


1) Archiv f. Experiment Path. u. Pharm. Bd. 37, 43. Pe. 57 fle. 
2 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 1. 
Trykt den 5. December 1900. 


18 Ivar Bang. 


Hvad salmonukleinsyrens sammensætning angaar, bestod 
denne af en fosforrig kjærne, der indeholdt thymin eller 
nukleosin, som Schmiedeberg og Miescher 
benævner dette legeme (Nukleosinets og thyminets identitet 
er paavist af Kossel,!) og fosforsyre — nukleotin- 
fosforsyre (vel at adskille fra nukleothyminsyren, et 
spaltningsprodukt af thymusnukleinsyren.) 

Til denne nukleotinfosforsyre var nu xanthinbaserne 
bundet, og hvad der er af betydning, denne forbindelse var 
af saltartet natur. 

At forbindelsen er af saltartet og ikke esterartet natur, 
mener Schmiedeberg at have bevist derved, at han ved 
at tilblande xanthinbaser til en opløsning af salmonuklein- 
syren for det første ikke længer kan paavise xanthinbaserne 
ved hjelp af metalsalte, og for det andet, fordi han af 
denne blanding kunde fremstille et produkt, der forholdt sig 
som en nukleinsyre, og som var rigere paa xanthinbaser 
end den oprindelige salmonukleinsyre. Nukleinsyren er der- 
for en umættet forbindelse, som kan optage mere xanthin- 
baser, saaledes at disse forholder sig paa samme maade som 
de præformerede. Paa den anden side kunde Schmiede- 
berg ved en passende behandling af salmonukleinsyren 
fremstille et stadium, der blot indeholder halvparten af den 
mængde xanthinbaser, selve mnukleinsyren indeholder — 
heminukleinsyre. Fremdeles hvis man tilblandede 
baser til nukleotinfosforsyren, fik man en forbindelse, der 
forholdt sig som en regenereret nukleinsyre. Imod denne 
Schmiedebergs opfatning kan der dog gjøres vægtige 


indvendinger. Forfatteren vil erindre om, at Kossel?) 


1) Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 22. Pg. 189. 
?) ibid. pg. 81. 


Salmonukleinsyren. 19 


har vist, at thymusnukleinsyren og thyminsyren begge hin- 
drer xanthinbasernes paavisning ved metalsalte, men dette 
kan efter Kossel ikke hindre, at nukleinsyren indeholder 
baserne i fast, esterartet forbindelse, som Kossel selv 
bemærker: 

«Indessen kann man durch eine andere Reaction (nemlig 
ved alkohol-barytmethoden) mit Sicherheit!) feststellen, dass 
die Nucleinsäure keine salzartig gebundenen Nucleinbasen 
enthält. » 

Dette viser, at Schmiedebergs opfatning enten er 
feilagtig eller ialfald ikke tilstrekkelig begrundet. Heller 
ikke godt kan det indvendes, at forholdene her er saa 
ganske forskjellige fra thymusnukleinsyrens, da jo saavel 
denne som salmonukleinsyren hindrer xanthinbasernes paa- 
visning ved metalsalte. Fremdeles fortjener det at be- 
merkes, at nukleotinfosforsyrens sammensætning stemte over- 
ens med Kossels analyse af thyminsyren.?) 

Videre mener Schmiedeberg paa grundlag af sine 
analyser at kunne bevise, at salmonukleinsyren er sammensat 
af nukleotinfosforsyre, hvortil er bundet et molekul guanin 
og et molekul adenin, saaledes som følgende ligning ud- 


viser: 


Cap Hsg Nya Pa O2 + (C; Hs Ns + Cs Hs Ns O) 


Salmonukleinsyre = (adenin + guanin) 
= C3 Hag Na På Os; 


(nukleotinfosforsyre.) 


1) cursiveret af forf. 

?) En af Schmiedebergs elever Herlant har senere 
(Archiv f. experiment Path. å Pharm. Bd. 44, pg. 148 fig.) paavist, 
at thymusnukleinsyren og salmonukleinsyren har samme sammenset- 
ning og maa ansees for identiske. (Anmærkning under korrekturen.) 


20 Ivar Bang. 


Efter denne reduktion, der jo stemmer fortreffeligt med 
formelen, skulde salmonukleinsyren have en ganske enkel 
sammensætning. 

Schmiedeberg anfører intet om, hvorvidt salmonu- 
kleinsyren indeholder en lignende kulhydratgruppe som thy- 
musnukleinsyren. Det fortjener ogsaa at bemerkes, at salmo- 
nukleinsyren ikke indeholder cytosin. 

Inden disse spørgsmaal er klart udredede, kan det ogsaa 
lidet nytte at anstille betragtninger over et muligt slægtsskab 
mellem de nukleinsyrer, hvis kjærne bestaar af thyminsyre. 
Men selvfølgelig har det sin store interesse, om det vil 
lykkes at paavise et saadant slægtskab. Skulde det, hvad 
forfatteren ikke anser utenkeligt, vise sig f. ex., at sperma- 
nukleinsyren og thymusnukleinsyren var samme nukleinsyre, 
vilde jo dette have den allerstørste biologiske interesse. (Se 
anm. pg. 19). 

Under nærværende forhold har da ogsaa forsøg paa at 
ville gruppere nukleinsyrerne mindre interesse. 

Naar saaledes Kossel sammenstiller salmonuklein- 
syren og thymusnukleinsyrerne til en gruppe, thymonuklein- 
syrernes gruppe, har man endnu ikke tilstrækkelige holde- 
punkter, der berettiger hertil. At opstille plasminsyren som 
en særegen gruppe, maa ligeledes indtil videre bestemt afvises. 

Naar vi nu gaar over til Kossels tredje gruppe — 
inosinsyren og guanylsyren — er det ogsaa for disses ved- 
kommende aldeles ikke afgjort, at de kan slaaes sammen til 
en gruppe. | 

Inosinsyren er allerede længe kjendt, og dens opdagelse 
skyldes ingen mindre end Liebig. Imidlertid blev den 
først nærmere studeret i 1895 af Haiser,!) der paaviste, 


1) Monatsh. d. Chemie Bd. 16. 


Inosinsyren. Dil 


at inosinsyren indeholdt fosfor og en xanthinbase, nemlig 
hyproxanthin. Desuden bestod inosinsyren af et tredje 
spaltningsprodukt, sandsynligvis trioxyvaleriansyre. Inosin- 
syren havde en sammensætning, der efter Haiser svarede 
til formlen Cy) His N, POs. Inosinsyren fremstilles bekvem- 
mest af kjødextrakt, (heraf fremstilledes den af Liebig); 
videre lader den sig ogsaa fremstille af muskelsubstans fra 
kanin, gaas og and. 

Haiser ansaa inosinsyren nær betragtet med kjød- 
syren (ogsaa et extraktivstof fra muskelen, der af enkelte 
ansees for identisk med antipepton, et slutprodukt ved 
æggehvidefordøielsen). Haisers undersøgelser blev snart 
glemt, indtil Kossel paanyt trak den frem og stillede 
inosinsyren paa sin rette plads: blandt nukleinsyrerne. 

Inosinsyren er den enklest sammensatte nukleinsyre, 
man kjender. Inosinsyrens kjærne er kun fosforsyre, den 
mangler thymin, hvorved den blandt andet adskiller sig fra 
thymonukleinsyrerne (og plasminsyren(?)), fremdeles mangler 
den i modsætning til alle nukleinsyrer (undtagen salmonuk- 
leinsyren(?)) en kulhydratgruppe; istedenfor denne findes her 
en fed syre. |Fremdeles udmerker inosinsyren sig derved, 
at den kun indeholder en xanthinbase, nemlig hypoxanthin. 
Denne egenskab deler den kun med en anden nukleinsyre, 
og denne anden nukleinsyre er guanylsyren, der af 
den grund i Kossels system udgjør en egen gruppe 
sammen med inosinsyren. Vi skal senere se, om denne 
gruppering er berettiget eller ikke. 

Vi er hermed færdige med oversigten over de øvrige 
nukleinsyrer og kan i belysning af disse gaa over til den 
nærmere granskning af guanylsyren, dens egenskaber, kon- 
stitution og spaltningsprodukter. 


im) 
LO 


Ivar Bang. 


2. Guanylsyren fra Pankreas. 


Extraherer man den friske, fint sonderskaarne pankreas 
med en svag kogsaltoplosning vand, gaar der efter Hammar- 
sten!) en substans i opløsning, der igjen kan udfældes ved 
tilsætning af en syre til opløsningen. Dette legeme er i besid- 
delse af de egenskaber, der karakteriserer trypsinet: det 
peptoniserer æggehvide. Denne fermentative virkning kan 
dog meget vel forklares derved, at fermentet slæbes med 
fældningen som en forurensning, der trods flere ganges rens- 
ning ikke lader sig fjerne. 

Kogte nu Hammarsten den nysnævnte substans 
med vand, skede der en sønderdeling, saaledes at ægge- 
hvide afspaltedes og koaguleredes af det kogende vand, 
medens opløsningen indeholdt det andet spaltningsprodukt, 
et nyt legeme fattigere paa æggehvide. Tilsatte man den 
filtrerede opløsning en syre (edikesyre eller fortynnet salt- 
syre) fik man dette legeme udfældt. 

Behandlede man sidstnævnte substans med mavesalt, 

k man en delvis fordøielse. I opløsning gik den fordøiede 
æggehvide som albumose-pepton, og tilbage blev en rest, 
der ikke kunde fordøies videre af mave- 
saften. Smeltede man denne rest (eller selve substansen) 
med soda og salpeter kunde man paavise en rigelig mængde 
fosfor. Kogte man paa den anden side substansen med en 
mineralsyre, kunde man paavise en rigelig mængde xanthin- 
baser, hovedsagelig guanin. 

Substansen var altsaa: 1. delvis ufordøielig i mavesaft, 
2. indeholdt fosfor og 3. xanthinbaser. Med andre ord der 
forelaa et nukleoproteid. 


1) Zeitschrift f. physiol. Chemie Bd. 19. 


Guanylsyrens Kemi. 23 


Det oprindelige nukleoproteid benævner Hammar- 
sten a-nukleoproteiden og den substans, der for- 
blev i opløsning efter kogningen med vand B-nukleopro- 

eiden. 

Den hypothetiske nukleinsyre blev snart gjenstand for 
undersøgelse fra Kossels side, uden at der dog lykkedes 
ham at paavise denne. 

Foruden de nævnte spaltningsprodukter indeholdt nuk- 
leoproteiden et andet spaltningsprodukt, nemlig en redu- 
cerende substans. Denne reducerende substans havde sin 
store interesse derved, at den som Hammarsten med 
stor sandsynlighed godtgjorde, var en pentose. 

Omendskjønt der ved almindelige methoder ikke lader 
sig fremstille nogen nukleinsyre fra pankreasproteiden, har 
dog forf. ved at anvende en mere speciel fremgangsmaade 
kunnet fremstille en saadan ogsaa fra dette nukleoproteid. 

Naar vi nu gaar over til omtalen af denne nukleinsyre, 
der har faaet navnet guanylsyre, vil vi forat lette 
oversigten og samtidig kunne levere et sammenhængende 
billede af den, beskrive de tidligere undersøgelser og de 
sidste endnu ikke publicerede studier under et, istedenfor at 
referere de foregaaende undersøgelser og de nye iagttagelser 
hver for sig. 

Princippet for guanylsyrens fremstilling er at spalte 
nukleoproteiden med kogende alkali, medens man efter de 
tidligere methoder altid benyttede indvirkning af alkali i 
kulden paa den substans, der skulde sønderdeles. 

Omtrent samtidig med, at denne nye methode blev bragt 
til anvendelse for guanylsyrefremstillingen, havde Neumann 
udarbeidet en ny methode til fremstilling af thymusnuklein- 


syrerne baseret paa det selvsamme prineip. Neumann 


24 Ivar Bang. 


offentliggjorde imidlertid sin methode først et aar efter for- 
fatteren. 

Paa grundlag af dette princip, der forsaavidt den til- 
sigter spaltning af nukleoproteiden fra pankreas, skylder 
Hammarsten sin oprindelse, har forfatteren udarbeidet 
methoderne til guanylsyrens fremstilling. 

Man udgaar enten fra pankreas selv eller fra B-nukleo- 
proteiden. Ved at koge en af disse nogen tid paa vandbad 
med fortynnet alkali, sker der en sønderdeling af al ægge- 
hvide — den sammensatte som den usammensatte — saa 
man paa den ene side faar alkalialbuminat, et ukjendt endnu 
ikke studeret æggehvidelegeme,!) albumoser og muligens 
pepton og paa den anden side guanylsurt alkali samt, hvis 
man har udgaaet fra pankreas selv, ogsaa andre nukleinsyrers 
alkalisalte. 

Neutraliseres væsken efter endt kogning, koaguleres 
æggehviden, og hvis man filtrerer, medens væsken endnu er 
varm, faar man et klart lysegult fittrat. Eftersom nu filtratet 
afkjolés, bemerkes en stadig tiltagende blakning, der efter- 
haanden stiger til et voluminost bundfald. 


1) Man antog hidtil, at nukleoproteidens æggehvide afspaltedes 
som alkalialbuminat, der koaguleredes ved neutralisation af den 
varme yeeske. Dette forholder sig ikke saa. Den storste del af den 
æggehvide, der udfældes ved neutralisationen er en ny, temmelig 
eiendommelig æggehvidesubstans. Den er uoploselg i saavel for- 
tynnede, som koncentrerede mineralsyrer (hvad alkalialbuminaterne 
ikke er). Varmer man imidlertid bundfaldet opsiammet i en mineral- 
syre, løser substansen sig i varme for atter at udfældes igjen ved 
afkjøling. Dette sker selv efter kogning med kone. salpetersyre. 
Substansen er intet histon, da den løser sig i ammoniak, selv ved 
tilstedeværelse af ammoniaksalte. Den giver en tydelig biuretreaktion 
I mavesaft fordøies den fuldstændig. Forresten har forfatteren intet 
nærmere bekjendskab til dette legeme. 


Fremstilling af guanylsyren. 25 


Dette bundfald bestaar, hvis man har udgaaet fra pro- 
tuden selv af det guanylsure alkali, der i alle fald ikke er 
forusenset med andre nukleinsure alkalisalte. 

Opvarmes vesken paanyt, forsvinder bundfaldet og 
fremkommer atter ved afkjøling. Det guanylsure alkali er 
derfor, ligesom forøvrigt i endnu høiere grad guanylsyren 
selv, let opløselig i den varme væske og falder i alle fald 
delvis ud igjen ved afkjøling. Paa lignende maade forholder 
guanylsyren sig ligeoverfor destilleret vand. Denne om- 
stændighed benyttes til renfremstilling af guanylsyren. 

Udgaar man fra pankreas selv, vil man i det afkjølede 
filtrat efter neutralisationen af den varme væske faa et bund- 
fald, der indeholder en blanding af flere — mindst to nuklein- 
syrer, hvoraf den ene er guanylsyren, den anden efter 
Neumann en af thymusnukleinsyrerne, der ligesom guanyl- 
syren har evnen til at opløses i den varme væske og falde 
ud igjen ved afkjøling. Da imidlertid thymusnukleinsyrerne 
kun har denne evne, naar væsken som her indeholder en 
vis mængde salt (natriumacetat), vil man ved den videre 
behandling, hvor man arbeider med saltfrie resp. saltfattige 
opløsninger, i hvilke thymusnukleinsyrerne er meget tungt 
opløselige selv ved opvarmning, ikke resikere nogen til- 
blanding af disse syrer, hvad specielle forsøg ogsaa har over- 
bevidst forfatteren om. 

Naar man nu efter afkjølingen har faaet udfældt det 
guanylsure alkali (efter afkjølingen kan man ogsaa med fordel 
tilsætte edikesyre til et lidet overskud, hvorved man er- 
holder den frie guanylsyre, der lettere lader sig rense), 
filtrerer man bundfaldet fra væsken, opløser bundfaldet i 
kogende vand, filtrerer varmt, lader afkjøle og behandler 


bundfaldet paa samme maade endnu et par gange. 


26 Ivar Bang. 


Man vil da faa et præparat, der er ganske hvidt og 
som fuldstendigt oploses i varmt vand, medens det forste 
bundfald er mere eller mindre gulfarvet og efterlader en 
storre eller mindre rest, der er uoploseligt i kogende vand. 
Ikke desto mindre indeholder guanylsyren endnu spor at 
forurensninger, idet den nemlig giver biuretreaktionen. For at 
blive denne kvit, maa man enten opløse og fælde guanyl- 
syren endnu flere gange i vand eller — og bedre — opløse 
guanylsyren i alkali og paanyt fælde med 5 °/o edikesyre. 
Forurensningerne blir da i oplosningen, medens en ren guanyl- 
syre falder ud og kan nu tørres og pulveriseres ved alkohol- 
ætherbehandling paa sædvanlig vis. 

Methoden er: imidlertid beheftet med flere mangler. Ud- 
byttet af guanylsyren er for det første kummerligt lidet. 
Guanylsyren er nemlig ogsaa noget opløseligt i koldt vand, 
hvorfor udbyttet aftager med hver gangs rensning. Disse 
tab er især af betydning ved den første gangs udfældning 
ved afkjøling, idet det synes, som om tilstedeværelsen af 
albumoser og andre uvedkommende substanser i nogen grad 
forøger det guanylsure alkalis opløselighed i koldt vand. 
Det har her som sagt vist sig nyttigt at tilsætte væsken et 
ikke for stort overskud af edikesyre. Man opnaar da et 
større udbytte af guanylsyre, der paa samme tid ogsaa er 
fattigere paa forurensninger. 

En anden modifikation, der ogsaa kan anbefales, bestaar 
i at fælde filtratet efter spaltning af proteiden og neutrali- 
sation af væsken med alkohol. Man faar da et voluminøst 
bundfald, der indeholder den allerstørste del af guanylsyren, 
medens væsken blir sterkt gulfarvet og indeholder hoved- 
massen af albumoserne. Bundfaldet slemmes op i vand, 
koges og filtreres, hvorefter behandlingen blir den sæd- 


vanlige. 


Fremstilling af guanylsyren. Dr 


En anden svaghed ved methoden bestaar deri, at paa 
paa samme gang alkaliet er nodvendigt for at spalte pro- 
teiden til guanylsyre og eggehvide, er det varme alkali 
ingenlunde indifferent ligeoverfor den afspaltede guanylsyre. 
Tvertom angribes guanylsyren af alkaliet saaledes, at man 
faar som forste stadium en ny substans med storre kveelstof- 
gehalt end guanylsyren selv. Man maa derfor indskrenke 
alkaliindvirkningen til det mindst mulige, paa samme tid 
som den dog maa vere tilstrækkelig til at spalte proteiden. 
Det har vist sig, at man faar det bedste udbytte ved at 
koge en halv time paa vandbad. Fremdeles har alkali- 
mængden betydning saavel den absolute som relative. Man 
staar sig bedst ved at anvende to procents opløsning af 
alkali — bedst kalilud, men ogsaa natronlud. Fremdeles 
benytter man med fordel 100 dele af luden til 10 dele 
proteid, i modsætning til forf.s foregaaende fremgangsmaade, 
hvor der blev anvendt 400 dele lud til 12 dele proteid — 
alt under forudsætning af, at man koger en halv time paa 
vandbad. 

Den methode, forf. vil anbefale til fremstilling af guanyl- 
syre af /3-nukleoproteiden er da følgende: 

I et bægerglas udrører man 10 gr. proteid med 100 Ce 
2 % kalilud eller natronlud, hvorpaa bægerglasset hensættes 
i et kogende vandbad, hvor det henstaar 1/2 time. Man 
neutraliserer derpaa væsken kogende varm med edikesyre 
(saltsyre er mindre brugbar), hvorved der opstaar et neutra- 
lisationspræcipitat og filtrerer væsken kogende varm. Fil- 
tratet tilsættes 2 vol. alkohol at 96 °/o og henstaar, til fæld- 
ningen er sunket til bunds. Man filtrerer. Bundfaldet med 
filtrum slemmes derpaa op i destilleret vand — ca. 75 ccm. — 
i et bægerglas, hvorpaa man opvarmer til kogning og filtrerer. 
Det guanylsure alkali gaar da i opløsningen, medens en del 


28 Ivar Bang. 


forurensninger blir tilbage paa filtrum som seige, brunfarvede 
masser. Filtratet afkjøles og tilsættes edikesyre til ca. 5 %. 
Efter 24 timer filtreres der. Bundfaldet paa filtrum slam- 
mes paanyt op i destilleret vand, der koges, filtreres, og 
væsken henstaar atter 24 timer. Den samme proces gjen- 
tages endnu engang. Fældningen oploses derpaa i 1 °/o kali 
eller natronlud og filtreres. Af filtratet udfælder man den 
frie guanylsyre med edikesyre og udvasker derpaa grundigt 
med alkohol. Efter alkohol-ætherbehandling faar man guanyl- 
syren som et hvidt støvende pulver, der ikke er hydroskopisk. 

Der er to forhold ved fremstillingen af denne nuklein- 
syre, der er saa afvigende fra, hvad man vil have bemerket 
for de øvrige nukleinsyrers vedkommende, at det fortjener 
en speciel omtale. 

For det første vil man have seet, at der stadig er tale om 
at ophede opløsninger af den frie guanylsyre til kogning, 
medens vi under omtalen af de øvrige nukleinsyrer har be- 
merket, at de frie nukleinsyrer (i modsætning til deres salte) 
er meget ømtaalelige mod indvirkning af kogende vand. 
Guanylsyren er nemlig yderst resistent ligeoverfor indvirk- 
ning af kogende vand. Man kan saaledes koge en guanyl- 
syreopløsning 15 minutter over fri flamme uden at kunne 
observere den ringeste destruktion. I overensstemmelse 
hermed kunde lignende opløsninger henstaa timevis i kogende 
vandbad uden skade, og det desuagtet at opløsningen her- 
under blev sterkt koncentreret, medens vi har seet, at 
Kossel blot ved 10 minutters kogning i vandbad spaltede 
sin thymusnukleinsyre. 

Fremdeles vil man studse ved at se, at guanylsyren 
udfældes med edikesyre og ikke med saltsyre, som ellers 
altid anvendes hertil. I modsætning til de øvrige nuklein- 


syrer, der er sterkere syrer end edikesyren, som derfor hel- 


Fremstilling af guanylsyren. 29 


ler ikke kan afspalte fri nukleinsyre af deres salte, er nem- 
lig guanylsyren en meget svag syre, svagere end edikesyre, 
som derfor formaar at udfælde den frie guanylsyre af dens 
forbindelse f. ex. med alkali. 

Saltsyre formaar ganske vist ogsaa dette, men anven- 
: delsen af saltsyre er forbundet med flere vanskeligheder, 
For det første er guanylsyren let opløselig i fortynnet 
saltsyre, medens den er mindre opløselig i 5 % edikesyre 
end i vand alene. Og dernæst er anvendelsen af saltsyre 
resikabel af den grund, at guanylsyren ved noget længere 
tids henstand (d. v. s. et par dage) i fortyndet saltsyre 
undergaar en begyndende dekomposition, noget forf. aldrig 
har bemærket ved anvendelse af edikesyre, som derfor i 
enhver henseende er at foretrække. 

Som en tredie grund kunde til overflod anføres, at man 
ved anvendelse af edikesyre til neutralisation faar edikesure 
salte, hvilke som bekjendt lettere lader sig udvaske med 
alkohol end kloriderne. 

Imidlertid er udbyttet af guanylsyre fra proteiden selv 
ved den forbedrede methode temmelig tarvelig paa samme 
tid som fremstillingen af proteiden er forbunden med ganske 
store omstændigheder og stort tidsspilde. Kunde man finde 
en methode, hvorved man kunde fremstille guanylsyren af 
pankreas direkte, var derfor meget vundet. 

Forf. har ogsaa havt sin opmerksomhed henvendt paa 
dette punkt. Skjønt forsøgene herover endnu ikke har ført 
til maalet (bl. a. af den grund, at forf. takket være prof. 
Hammarstens velvilje har erholdt den nødvendige 
mængde proteid af ham, hvorfor forf. ogsaa paa dette sted 
bringer ham min tak), turde de dog fortjene at nævnes. 

Den fint sønderskaarne pankreas koges — bedst i en 
emaljegryde — over fri flamme omtr. 1 time med 2 % 


30 Ivar Bang. 


kalilud — eller natronlud — hvorved hele kjærtelsubstansen 
oploser sig. Man neutraliserer derpaa med edikesyre og 
filtrerer gjennem en varmtvandstragt. Filtratet kan saa enten 
koncentreres og heeldes i alkohol, hvorved man faar et meget 
urent præparat, der yderligere renses som ovenfor nævnt, 
eller ogsaa kan man udfælde guanylsyren med et zinksalt 
eller kviksølvsalt og dekomponere de udfældte guanylsure 
salte. 

Endelig skal nævnes, at man blot ved kogning med 
vand kan afspalte guanylsyre af proteiden. Denne frem- 
gangsmaade leveres et meget daarligt udbytte. 

Guanylsyrens vigtigste fysikalske egenskab er-dens for- 
hold til vand, idet den er overordentligt let opløselig i 
varmt resp. kogende vand og falder delvis ud igjen ved af- 
kjøling. Koncentrerer man opløsningen efter guanylsyrens 
udfældning, erhcldes efter henstand en ny portion guanylsyre 
udfældt. Dens opløselighed i koldt vand er neiagtig 0.3 %o. 

Guanylsyrens vandige opløsning reagerer svagt sur. 

Ligesom guanylsyren i vandig opløsning er resistent 
mod indvirkningen af kogende vand, taaler den ogsaa som 
tørsubstans at ophedes ved 1009 å 105° til konstant vægt 
uden at destrueres. Efter torringen har den sine fysikalske 
egenskaber uforandret i behold (opløselighed i vand ete.). 

En guanylsyreopløsning fældes af 2 å 3 vol. alkohol. 
Fældingen er ikke ganske kvantitativ. 

Guanylsyren er let opløselig i mineralsyrer, selv i 1 %o 
HCl. opløses den med lethed. Ved neutralisation med et 
alkali falder den delvis ud igjen. I meget fortyndede mine- 
ralsyrer er den dog tungt opløselig. I edikesyre af 5—10 
%o er den tungere opløselig end i vaud, men den opløses 


let i kone. edikesyre. 


Guanylsyrens forbindelser og reaktioner. 31 


Guanylsyre fældes ikke af sine oplosninger ved mætning 
med neutralsalte som NaCl, MgSO,, Am» SO,, Na SO, o. 1. 
Guanylsyren forbinder sig med alkalierne og ammoniak 
til neutralt reagerende foreninger. Disse alkaliforbindelser 
er lettere oploselig i vand end guanylsyren selv. De besid- 
der dog guanylsyrens egenskab at vere lettere opløselig i 
varmt end i koldt vand. Fremdeles er guanylsyren over- 
maade let oploselig 1 overskud paa alkali og ammoniak. 
Disse oplosninger er straagult farvet. Oplosningerne fældes 
af alkohol (ikke fuldstændigt) og ved neutralisation med en 
syre (kun delvis). 

Guanylsyren fældes ikke ved tilsetning af kalk eller 
barytvand. Dens forbindelser med disse baser er saaledes 
ikke tungt oploselige. 

Guanylsyren danner tungt oploselige resp. uoploselige 
forbindelser med de tunge metaller. Alle disse forbindelser 
udmerker sig derved, at de er oploselige i overskud paa 
edikesyre eller mineralsyre. 

Tilsætter man saaledes kobbersulfat til en opløsning af 
guanylsurt alkali, faar man en gronfarvet fældning, der er 
uopleselig i varmt vand og i overskud paa kobbersulfat. 
Denne fældning opløses af alkali og ammoniak til en klar 
blaa veeske, der ikke forandres ved kogning. Ved at til- 
sette en saadan opløsning svovlvandstof resp. svovlam- 
monium faar man kobberet udfældt som sulfid, og af opløs- 
ningen lader nu den frie guanylsyre sig isolere ved en pas- 
sende behandling. Kobberforbindelsen forholder sig saaledes 
som et almindeligt kobbersalt. 

Tilsætter man en guanylsyreopløsning (eller en opløs- 
ning af guanylsurt alkali) en opløsning af sølvnitrat, faar 
man en voluminos, hvid fældning, der er tungt opløselig i 
varmt og koldt vand, letopløselig i syrer, alkalier og am- 


32 Ivar Bang. 


moniak. Forbindelsen dekomponeres af saltsyre og svovl- 
vandstof resp. svovlammonium. Ved henstand blir bund- 
faldet under lysets paavirkning rustbrunt farvet. 

En oplesning af et zinksalt, giver med en oplesning af 
guanylsurt alkali (og fri guanylsyre) en hvid, volumings 
fældning, der er opløselig i syrer og alkalier. Forbindelsen 
_ dekomponeres let af HS og Am; 8. 

Blysalte forholder sig til guanylsyren paa samme maade 
som zinksalte. 

Med jernklorid faar man en grovfnokket, gulbrun fæld- 
ning af guanylsurt jern. Forbindelsen er uopløselig i koldt 
og varmt vand, opløselig i overskud paa fældningsmidlet, 
samt i syrer og alkalier. Den dekomponeres paa sædvanlig 
maade. 

Med HgCle erholder man kviksølvforbindelsen, der er 
uopløselig i overskud paa HgCle, opløselig i edikesyre og 
saltsyre. 

I vandig opløsning fældes fremdeles guanylsyren af fos- 
forwolframsyre i sur opløsning, ligeledes fældes den af garve- 
syre og pikrinsyre. 

Guanylsyren fældes ikke af ferrocyankalium og edikesyre. 

I modsætning til de øvrige nukleinsyrer besidder guanyl- 
syren ingen udprægede æggehvidefældende egenskaber. En 
guanylsyreopløsning gav saaledes ingen fældning med en op- 
løsning af serumæggehvide; med hønseæggehvide opstod der 
kun en blakning, begge dele i edikesur opløsning. 

Guanylsyren giver ingen Millons reaktion. Heller ikke 
giver den biuretreaktionen, hverken ved anvendelse af opløs- 
ning eller substans. Derimod faar man en udpræget xantho- 
proteinsyrereaktion, der ved tilsætning af ammoniak slaar 
over i gul-orange farve. Med Adamkiewicz’ reagens 
erholdes en rød-brun farve, der snart gaar over 1 sort. 


Guanylsyrens forbindelser og reaktioner. 33 


Guanylsyren indeholder saaledes ingen tilblanding af 
eggehvide. Heller ikke findes noget kulhydrat som for- 
urensning, eftersom man kan koge en guanylsyreoplosning 
med kobberoxyd i alkalisk væske, uden at der sker nogen 
reduktion af kobberoxyden. Fremdeles findes neppe nogen 
xanthinbaser som forurensning, da man med sølvnitrat og 
ammoniak ikke faar nogen fældning, om man end efter 
Kossels iagttagelser kunde tænke sig, at guanylsyren hin- 
drede muligt tilstedeværende xanthinbasers udtældning for 
sølvnitrat og ammoniak. Denne mulighed udelukkes dog der- 
ved, at guanin tilsat en guanylsyreoplosning fældes for am- 
moniak og sølvnitrat. Andre baser blir der ikke tale om, 
da guanylsyren, som vi skal se, blot indeholder guanin. 


Endelig findes ikke fosforsyre som forurensning, da man 
efter tilsætning af magnesiamixtur og ammoniak ikke faar 
nogen fældning. 

Den rene guanylsyre indeholder intet jern. Den er 
ligesaalidt svovlholdig. Ved forbrænding erholdes et sort 
glinsende kul, der vanskeligt forbrændes. Den indeholder 
blot minimale spor af aske. Ved smeltning med soda og 
salpeter faar man en rigelig mængde fosforsyre. 

Til analyse blev der fremstillet 4 præparater, 3 efter den ældre 
methode og 1 — prep. nr. I V — efter den nye. Efter alkohol-æther- 
behandling blev præparaterne først lufttørrede og dernæst tørret til 
konstant vægt ved 959—98° C. 

Der blev udført kvælstof-, fosfor, kulstof- og vandstofanalyser. 

Kvælstofanalyserne udførtes efter Kjeldahl med Wil- 
farths modifikation. 


Præp. nr. I. 


1. Afveiet 0.1396 gr. substans. 
Forbrugt titrersyre = 14.10 ce = 18.18 °/o N. 
3 — Archiy for Math. og Natury. B. XXIII. No. 1. 
Trykt den 5. December 1900. 


34 Ivar Bang. 


2. Afveiet 0.1206 gr. substans. 
Forbrugt titrersyre = 12.25 cc = 18.28 °/o N. 
1 ec titrersyre = l.8-mør N. 


Preep. nr. I. 
En N-analyse viste en N-gehalt af 18.20 °;o N. Notiserne over 
mængden afveiet substans samt forbruget titrersyre er desværre 
gaaet tabt. 


Prep. nr. III. 
1. Afveiet 0.1370 gr. substans. 
Forbrugt titrersyre = 17.93 ce = 18.32 °/o N. 
2. Afveiet 0.2110 gr. substans. 
Forbrugt titrersyre = 27.27 ce = 18.09 °/o N. 
Titrersyren var = N/x. 

Fosforanalyserne blev udfort ved at smelte substansen med 
den tidobbelte mængde kali og salpeter, der tilsattes efter endt kali- 
smeltning i mindre mængde (reagenserne undersøgtes selvfølgelig 
paa forhaand paa PogS). Efter fuldstændig smeltning blev residuet 
extraheret med vand, saalænge skyllevandet gav alkalisk reaktion. 
Derpaa inddampedes efter overmætning med 20 °/o saltsyre paa vand- 
bad til tørhed, og endelig forjagedes saltsyren ved ophedning nogle 
timer til 150° C. Residuet blev nu extraheret med vand til forsvin- 
dende klorreaktion. Tilsidst overmættedes med molybdænvæske 
paa vanlig vis og henstod 24 timer ved en temperatur af ca. 40° C. 
Bundfaldet samledes derpaa paa filtrum, udvaskedes med molybdæn- 
væske og opløstes i ammoniak. Filtratet tilsattes et overskud af 
magnesiamixtur og henstod 24 timer, hvarpaa fosforet bestemtes efter 


glødning af bundfaldet som pyrofosforsurt magnesia. 


Prepple 
Afveiet 0.3300 gr. substans. 
pyrofosfat — 0.0390 gr. 
3205 17.23 Io BP — 7.53 00 


Psp IDE 
1. Afveiet 0.2208 gr. substans. 
Pyrofosfat — 0.0620 gr. 
EO SEV one 7.81.90, 


Guanylsyrens elementære sammensætning. 


« 


30 


2. Afveiet 0.2398 gr. substans. 
Pyrofosfat — 0.0656 gr. 
125 lb == Wie Yip BE SKU 


Præp. nr. II. 
Afveiet 0.2148 gr. substans. 
Pyrofosfat = 0.0660 gr. 
B2 05 — 1755 S/o. PI 7053 0/0: 


Kulstof- og vandstofanalyserne. Substansen blandedes med 
blykromat i platinaskib og forbrændtes i aabent rør med kobber- 
oxyd og foreliggende blank kobberspiral under gjennemladning af 


en renset surstofstrøm. 


lengeyo, rae Ie 
Afveiet 0.2126 gr. substans. 
CO2 — 0.2680 rr. © = 84.98 %%o. 
E20 = 0.21 gr. H = 3.55 ‘Jo. 


Preep. nr. II. 
1 Afveiet 0.2327 gr. substans. 
CO2 = 0.2028 gr. OC = 34.31 Jo. 
H20 = 0.0994 gr. H = 4.74 %o. 
2. Afveiet 0. 2360 gr. substans. 
COz = 0.2996 gr. = 34.62 05. 
H20 = 0.096 gr. H = 4.61 Jo. 


Præp. nr. II. 
1. Afveiet 0.2692 gr. substans. 
E02 = 05526 gr. © = 838.73 Yo. 
H20 = Qui gr. H = 4.59 %o. 
2. Afveiet 0.3514 gr. substans. 
CO2 = 0. 437 gr. C = 33.98 %o. 
130) = Qi m Ul = Zhe U 


Prep. nr. IV. 
Afveiet 0.1560 gr. substans. 
002 = 04555 gr. © — 34.13 %- 
N20 = 0.9686 gr. H = 4.53 0/0. 


or 
feat 
re) 
> 


= 


36 Ivar Bang. 


For oversigtens skyld sammenstilles her resultaterne 


af de udforte elementæranalyser til følgende tabel: 


C Jal N P 
Prep. no. 1. 34.24.00 3.85%) 18-18 SSE 
= = 18.28 0/0 = 
Prep. no. II. 34.31 % 4.74 °/o 18.20 % 7.84 % 
34.62 % 4.640) — 7.64 0,0 


Prep. no. III. 33.98% 4.33% 18.32 % "7.53% 
33.13 Yo 4590/0 180906 — 
Prep. no. IV. 834.180 4.53 Yo — — 


I gjennemsnit 34.18% 4.57 % 18.21 % 7.64 % 


Et blik paa tabellen viser, at differenserne i kvælstof- 
og fosforanalyserne omtrent gaar ind under methodernes 
feilgrænser. Saaledes er den største differens i N-analyserne 
0.23 % og P-analyserne 0.31 %. Derimod er differenserne 
i C- og H-analyserne ganske vist noget vel store, ja H- 
analysen i præp, no. 1 viser endog et saa afvigende resul- 
tat, at man vistnok gjør rettest i at se bort fra denne.*) 

Desværre lod det sig ikke gjøre at udføre dobbeltana- 
lyse af præp. no. 1, hvor en saadan vilde have været af 
større betydning end ved de øvrige præparater, hvor over- 
ensstemmelsen jo er ganske god — af mangel paa mate- 
riale. Bortseet fra denne analyse, som ikke er medregnet i 
gjennemsnitsværdierne, er differenserne i H-analyserne 0.41 °/o 
og i C-analyserne 0.98 %0. For C-analyserne har dog denne 
temmelig store differens mindre at sige, da aarsagen ligger 
hos en analyse, hvor dobbeltanalysen viser en mindre af- 
vigelse fra de øvrige, ganske godt overensstemmende værdier. 

1) Forfatteren har dog gjort dette under nogen tvil. Det rigtigste 
var maaske at se bort fra hele denne elementaranalyse (altsaa baade 


C og H). Imidlertid har det saare lidet indflydelse paa gjennem- 
snitsresultatet om man medtager vandstofanalysen eller ikke. 


Guanylsyrens forbindelser og reaktioner. 37 


Denne, om man tor sige, gode overensstemmelse i ana- 
lyserne er os forst og fremst en borgen for, at hvad vi har 
beskrevet som guanylsyre, i virkeligheden er en substans 
sui generis, da analyserne skriver sig fra guanylsyrepræparater 
af forskjellig tilberedning. Naar saaledes den maximale 
differense i N-analyserne beløber sig til 0,23 °/o og i P-ana- 
lyserne til 0,31 %, borger dette for, at guanylsyren frem- 
stillet efter vedkommende methode er en ren substans af 
konstant sammensetning. 

Forfatteren skal her faa tilfoie, at guanylsyrepræparater 
fremstillet af pankreas direkte — altsaa uden proteiden 
som mellemled — samt lignende preparater fremstillet ved 
kogning med vand alene har vist en kvælstofafgehalt, der 
overensstemmer med den fundne gjennemsnitsværdi (18,10 9/, 
18,17 °/, N) — ogsaa en garanti for guanylsyrens konstante 
sammensætning. 

Hvis vi undersøger, hvordan guanylsyrens elementære 
sammensætning forholder sig i forhold til de øvrige nuk- 
leinsyrers, vil vi finde, at ligesom guanylsyren i sine fysi- 
kalske egenskaber er de øvrige nukleinsyrer meget ulig, saa- 
ledes er dette ogsaa her tilfældet, som man kan se af føl- 
gende tabel: 

C. Er N. 184 
Salmonukleinsyren 37.75 % 4.40 07, 15.41 % 9.75 % 
Gjærnukleinsyren!) 34.29 % 4.29 % 16.00 % 8.86 % 
Inosinsyren AS OF BEE MOU so 
Guanylsyren LIGG Zr GE (G4) 9/5 


For de ovrige nukleinsyrer mangler vi paalidelige ana- 
lyser over den totale sammensetning. 


1) Efter en analyse af Miescher, anført af Schmiedeberg, 
der dog i det sidste arbeide tager afstand fra de anførte værdier. 


38 Ivar Bang. 


Som man ser, er guanylsyren specielt i henseende til 
kvælstof- og fosforgehalten ganske afvigende fra de øvrige 
nukleinsyrer. I sin almindelighed kan vi sige, at guanyl- 
syren er betydelig kveelstofrigere end de ovrige nuklein- 
syrer, men til gjengjæld mindre rig paa fosfor end samtlige 
nukleinsyrer, af hvilke forøvrigt endnu meget fosforrigere 
individer forekommer end de ovennævnte f. ex. plasmin- 
syren, der efter Ascoli indeholder indtil 26 °/, P. 

Naar vi nu paa grundlag af den fundne procentiske 
sammensætning vil søge at bringe denne nukleinsyres formel 
paa det rene, bliver det naturligste udgangspunkt fosforet, 
der forekommer i mindst mængde. Antager vi foreløbig, 
at der findes 1 atom fosfor i guanylsyren, blir den søgte 
multiplikator 4,058 (31 : 7.64 = 4.058). 

Guanylsyrens sammensætning kan da efter denne multi- 
plikator udtrykkes paa følgende maade: 


C16:24 Hz Noise Po Os. 
Afrundes tallene faar man formelen: 
n (Ci Hu Nor Ps Os) 


Imidlertid er den forudsætning, at multiplikatoren skal 
vere 4.058 ikke mere end et postulat, som fordrer, at fos- 
forgehalten i guanylsyren nøigtig skal være 7.64 0/,, saaledes 
altsaa, at man har gjenfundet hele 100 °/) af guanylsyrens 
fosformængde. Dette kan dog ikke uden videre anerkjendes, 
thi paa den ene side er fosforsur ammoniak-magnesia ikke 
absolut uopløselig i vand eller ammoniakholdigt vand, 
(Freseniusl) anfører saaledes, at 100 gr. ammoniak 
holdigt vand holder ca. 2,2 mgr. fosforsur ammoniak-magnesia 
i opløsning — destilleret vand noget mere —), og at fæld- 


1) Anleitung zur quantitativen chemischen Analyse. 5te Auflage pg. 936. 


Gnanylsyrens empiriske formel. 39 


ningen for molybdænsur ammoniak heller ikke er absolut 
kvantitativ, kan ligeledes antages, og paa den avden side er 
pyrofosfatets mængde ved de anførte analyser saa ringe, at 
den i opløsning forblevne rest ikke aldeles kan sættes ud 
af betragtning, naar formelen skal beregnes. Hvis vi saa- 
ledes antager, at den opløsning, der er bleven fældt med 
magnesia-mixtur, udgjorde ca. 100 ccm ved alle forsøg, og 
vi saaledes adderer 1.8 mgr. pyrofosfat til de fundne mængder,!) 
faar vi i gjennesasnit 7.84 °/, P istedenfor 7.64 °/, P. 

Omendskjønt additionen af de 1.8 mgr. pyrofosfat jo er 
noget vilkaarligt valgt, viser dog det anførte, at man ganske 
vist ikke har gjenfundet noiagtig 100 9, P i de 7.64 0, 
men sikkerlig en smule mindre. 

Sætter vi nu, at molybdænvæsken og magnesiamixturen 
tilsammen har holdt 3.1 mgr. fosforsalt i opløsning beregnet 
som pyrofosfat, en antagelse som ganske vist er vilkaarlig, 
men dog ingenlunde urimelig, tvertom mere antagelig end, 
at intet er gaaet tabt, faar vi istedenfor 7.64 °,, P 7.94 9, 
P, altsaa 0.30 °/, mere. Multiplikatoren blir da 3.90 iste- 
denfor 4.058. Omregnes nu de fundne tal med denne nye 


multiplikator faas følgende værdier: 
Cui Hy 83 Non: Po. Os. 
Formelen for guanylsyren blir i dette tilfælde nærmest: 
n (C22 Has Nio Pe Où). 
Hvilken af disse to formler er den rigtige, kan med 
bestemthed først afgjøres paa grundlag af analyser af guanyl- 
syrens metalsalte. 


Ved valget af metalsalte, der kunde egne sig til ana- 


lyse med det maal for øie at give oplysning om guanylsyrens 


* 2) 1.8 mgr. pyrofosfat svarer til mængde fosforsur ammoniak- 
magnesia, der holdes i opløsning af 100 ccm. ammoniakvand. 


40 Ivar Bang. 


formel, blev man af selvindlysende grunde staaende ved 


solvsaltet. 

Sølvsaltet fremstilledes paa den maade, at man opløste guan yl 
syren (præp no. IV) i varmt vand, fortynnede og tilsatte et overskud 
af en opløsning af kemisk rent sølvnitrat. Bundfaldet, der var ganske 
hvidt, filtreredes fra væsken, idet man sørgede for, at lyset ikke fik 
indvirke paa dette. Det guanylsure sølv blir nemlig som før nævnt 
under paavirkning af lyset brun-rødt. Da sølvsaltet ikke er absolut 
uopløseligt i vand, kunde man ikke udvaske bundfaldet til forsvin- 
dende sølvreaktion, derimod lykkedes dette fuldkommen ved at fort- 
sætte udvaskningen med alkohol, efterat man ved en 5 å 6 ganges 
dekantation-filtration med distilleret vand var bleven af med det 
meste overskydende sølvnitrat. Efter endt alkoholbehandling ud- 
vaskedes bundfaldet med æther og pulveriseredes tilsidst. Man fik 
da det guanylsure sølv som et hvidt, støvformigt, ikke hydroskopisk 
pulver, der tørredes til konstant vægt ved 98°, hvorefter der i afveiede 
portioner bestemtes sølvgehalten. 

Da guanylsyren er fosforholdig, kunde sølvet ikke bestemmes paa 
almindelig maade ved indaskning og veining. Forfatteren valgte 
derfor følgende fremgangsmaade. 

Substansen forkulledes i en diegel og indaskedes derpaa gjen- 
tagende gange med salpetersyre, hvorpaa man extraherede med sal- 
petersyre, saalænge filtratet gav reaktion paa sølv. Ved forprøver 
havde forfatteren overbevist sig om, at fosforsurt sølv opløses med 
lethed i salpetersyre, saa man af denne opløsning kan udfælde klor- 
sølvet med saltsyre eller klornatrium. 

I det saltpetersure extrakt fældtes derfor sølvet ud som klorsølv 
der frafiltreredes, tørredes og glødedes, idet man omhyggelig løste 
klorsølvet fra filtrum og glødede hver for sig. Til større betryggelse 
behandledes resten efter glødningen med salpetersyre og saltsyre og 
glødedes paanyt. 

1. Afveiet 0.1752 gr. substans 
Ag Cl 0.0594 
Ag =0.0581 
2. Afveiet 0.2260 
Ag Cl=0.0772 
Ag 7 


og gg og og 

| 
D 

19 
2 8 
a 19 

[=] 

< 


[am] 
(am) 
Ha 
ts 
09 
[a 
| 
bo 
[SL 
på 
-1 
er 
=) 


Guanylsyrens empiriske formel. 41 


3. Afveiet 0.2385 gr. substans. 
Ag Cl.= 0.0811 gr. 
Ag +=0.0612 gr. = 25.60 90. 


I gjennemsnit indeholder saaledes det guanylsyre sølv 
25.61 % Ag. 

Under forudsætning af, at guanylsyren er en enbasisk 
syre, blir da sølvsaltets molekularvægt — 421. 

Selve guanylsyrens molekulartal blir under samme for- 
udsætning = 314. 

Imidlertid er det let at vise, at guanylsyrens molekular- 


tal maa være høiere end 311. Udgaar vi nemlig fra den 


fundne værdi for P nemlig P — 7.64 faar vi P = Bu... 
= 0.73, eller sættes P — 7.96 faar man paa samme maade 
P = 0.4. Det er heraf klart, at molekulartallet maa vere 
storre end 314 eller med andre ord, guanylsyren maa 
vere en flerbasisk syre. Guanylsyrens molekulartal blir 
saaledes udgaaende fra solvsaltet = x 314, hvor x er antallet 
solvatomer, der indgaar i sølvforbindelsen. Sættes nu x = 2 


og molekulartallet (M) — 628 faar vi P = 1.56. 


= 3) Me 942700 PE 234. 
ze EN 1256208, EE 3.12 
ae MRS Dre 3190 


ta 


= 6 M — 1884 og P= 4.68 0. s. v. 


Heraf følger, at x enten maa være 4 eller 5 (eller 8 
eller 10) da disse tal er de eneste, der giver en nogenlunde 
rimelig værdi for P. Guanylsyren blir derfor enten en 4- 
basisk eller en 5-basisk syre (bortseet fra x = 8 eller 10, 
der har mindre sandsynlighed for sig). 

Molekulartallet er saaledes enten 1256 eller 1570. 
Vi har tidligere paa grundlag af elementaranalyserne 
opstillet formelen n (Cyg Ha Ne Pa Oss) eller formelen 


42 Ivar Bang. 


n (Coo Has Nio Pe O7). Vi kan nu strax udelukke den 
forste formel, hvis molekulartal er 1620, da dette krever 
en procentisk solvgehalt af 25.06 °/, Ag, og det er jo ingen 
rimelighed i at antage, at man har fundet mere solv, end 
hvad solvsaltet indeholdt. 

Derimod kan den anden formel n (Ca Hs; Nio Pr Ov) 
have større mulighed for sig, nemlig hvis man setter n = 
2. Man faar da en molekularvegt af 1546, svarende til en 
procentisk sølvværdi af 25.9 °/, Ag, altsaa 0.35 0/, mere 
end, hvad der er fundet. Det vilde imidlertid vere for- 
hastet at fastslaa denne formel, forend man havde undersøgt 
begge de to ovennævnte muligheder nemlig M = 1256 og 
M = 1570. Vi vil derfor forst gjore dette. 

Settes M = 1256 faar man folgende forhold for gua- 
nylsyren: 

Os Hs Nie Pan Os 

Som man ser, er resultaterne af molekulartallet 1256 
saa afvigende fra de fundne verdier for alle elementer und- 
tagen fosforet, at det utvilsomt kan sættes ud af betragtning. 

Vi vil derfor gaa over til molekulartallet 1574. Under 
denne forudsætning blir forholdet folgende: 


OT EH; No. Das O3. 


Heller ikke molekulartallet 1570 giver saaledes noget 
tilfredsstillende resultat. 

Antager vi imidlertid, at der ikke er gjenfundet absolut 
100 %, sølv i sølvsaltet, men noget mindre, f. ex. at sølvsaltet 
indeholdt 25.96 °/, Ag istedenfor 25,61 0}, Ag — og denne 
antagelse behøver ikke at vise noget daarligt analyseresultat, 
da man paa den ene side har udgaaet fra smaa mængder 
substans og paa den anden side har maattet foretage flere 


filtrationer, udkogninger etc, hvorved i hvert fald frem- 


Guanylsyrens empiriske formel. 43 


gangsmaaden blir ulige mere kompliceret end den vanlige 
methode at bestemme sølvet ved den blotte indaskning af 
substansen — faar vi guanylsyrens molekulartal at at 
være 1545 istedenfor 1570, naar x sættes = 5 og 1236, 
naar x sættes = 4. (Heller ikke i dette tilfælde kan 
andre forholdstal for fosforet end de to omtalte komme i be- 
iene wide 2.0.76, Pa — 152, Ps = 2238 0.5. v). 

Udgaar vi fra molekulartallet 1236 faar man en forme, 


som denne: 


C3520 ses Niço Pas O7 
Afrundes tallene faar man formelen: 
C35 Hsg Nig Ps Oz 
med molekulartallet 1225. 


Sammenlignes den procentiske sammensætning af for- 


melen C3; Hs, Ni, P3 Oo med resultaterne af elementar- 
analyserne faar vi: 


Beregnet for Fundet. Differens. 

Css Hse Nig P3 Où 
C 34.29 0/, 34.18 0/, = 0.11 % 
Jol sr OG 4.87 0/0 + 0.00 % 
NL SD Ison Sy = 0.08 %, 
PE EO 1.64 0}, + 0.05 % 


Resultatet er saaledes overordentligt vel overensstem- 
mende med resultatet af elementaranalyserne. 

Hvis man tenker sig formelen foroget med et atom O, 
altsaa Os istedenfor OX, hvorved molekularvegten blir 
1241, blir allerede værdierne mindre vel overensstem- 
mende. 

Tænker man sig antallet af et andet elements atomer for- 


andret, blir differenserne endnu større: O3; istedenfor C3; giver 


44 Ivar Bang. 


en procentisk kulstofværdi af 34.92 °/o i modsætning til den 
fundne kulstofverdi 34,18 — differensen blev ikke mindre 
end 0.74 °/,. Sættes Ni; istedenfor Nig, faar vi den procen- 
tiske kvælstofværdi = 19.22 9, altsaa 1.00 o/, mere N end 
vi har fundet. Sættes endelig P, istedenfor P;, faar vi en 
procentisk fosforværdi af ikke mindre end 9.87 istedenfor 
7,64 °/, fundet. Udgaar man fra molekulartallet 1236 blir 
saaledes den sansynlige formel: 


C35 Hsg Nis Ps Per 


idet der medgives muligheden af, at vandstofatomernes antal 
kan differere noget fra den anførte værdi. 

Allerede tidligere ved gjennemgaaelsen af elementar- 
analyserne og de formler, der kunde udledes fra disse, er 
det bleven fremholdt, at den fundne værdi for fosforet efter 
al sansynlighed maa være noget lavere end den sande 
fosforværdi — paa grund af methoden til bestemmelsen af 
fosforet. Naar derfor den ovenstaaende formel viser en 
fosforgehalt af 7.59 °/o, saaledes 0.05 % mindre, end hvad 
der er fundet, maa dette trods den gode overenstemmelse 
i alle værdier, alligevel vække tvil om, hvorvidt formelen 
Cz, H;s Nig P3 OQ7 er den rigtige. 

Da vi nu ved, at der foruden denne formel ikke godt 
kan blive tale om nogen anden end en formel, der har mo- 
lekulartallet 1545, vil vi for at besvare spørgsmaalet under- 
søge, hvorledes en formel paa basis af dette tal vil forholde 
sig til elementaranalysrene. 

Vi faar da en formel: 


Cum Hi. No0.09 Po O31 19 


Man ser, at de fundne atom-antal for kulstoffets og kvæl- 
stoffets vedkommende nøiagtig svarer til 44 atomer C og 
20 atomer N, hvorimod P viser en værdi, der er noget for 


Guanylsyrens empiriske formel. 45 


lav. Afrundes imidlertid P til 4 atomer istedenfor 3.8, faar 
man formelen: 
Cu Hy Noo Py Oss 
Sammenligner vi denne formels procentiske sammenset- 
ning med de elementaranalytiske værdier faar vi: 


Beregnet for Fundet. Differens. 

Cu Ho Nop På Og 
C. 34.15 0/0 34.18 0/0 + 0.03 o/o 
Jel. 4.53 0/0 4.57 0/0 + 0.04 0/o 
N. 18,11 °/o 18.21 %o + 0.10 %o 
P. 8.02 %/o. 7.64 0/0 = 0,38 0/0 


Medens saaledes vandstof-, kulstof- og kvælstofvær- 
dierne stemmer ganske godt overens med elementarana- 
lyserne, er alene fosforet afvigende, idet man har faaet 
8.02 °/o P istedenfor den fundne 7.64 °/o P, altsaa 0.38 °/o for 
lidet. Naar nu som nevnt forforværdien vistnok er ca. 
0.3 % mere, end analyserne udviser, har man saaledes 
7.96 °/o P, medens den theoretiske fosformængde er 8.02 0/0 
— altsaa blot 0,06 °/o mere. 

Omendskjont derfor molekulartallet 1236 viser en 1 
det hele taget bedre overensstemmelse med elementærana- 
lyserne, maa dog forfatteren anse molekulartallet 1545 for 
det rigtige, eller i alle fald det, som har den største san- 
synlighed for sig. Den endelige afgjørelse heraf maa ud- 
staa, indtil vi er færdige med gjennemgaaelsen af spalt- 
ningsprodukterne og gaar over til omtalen af den rationelle 
sammensætning. 

Vi maa derfor efter at have undersøgt de forskjellige 
muligbeder for guanylsyrens formel vende tilbage til den 
førstnævnte formel 2 (Cy. Hzs Nio Po O17) som den eneste, 
der tilfredsstiller saavel de elementaranalytiske værdier som 
molekulartallet. 


AG + Ivar Bang. 


Man kunde imidlertid her indvende, at en formel 1) 
Ca Ho Noo Ps Os, der giver molekulartallet 1562 eller form- 
len 2) Cys Hy Noo Ps Oz; med molekulartallel 1558 eller 
formelen 3) Cu Ho Noy Py Oz, med molekulartallet 1560 har 
storre sandsynlighed for sig. Derimod anser forfatteren et 
molekulartal over 1570 for udelukket, hvorfor man kun 
kan tenke sig et elements atom-antal forandret — bortsect 
fra vandstoffet. 

Til sammenligning hidsættes den procentiske sammen- 
sætning af 1. Cu Hig Noo Pa Ogs 2. Cys Hr Noo På Og 
og 3. Cu Hr Noy Ps Oss. 


Beregnet for: Fundet 
C 1 3860 %Y%% 2 BAGG 9% 5, 335 © 34.18 0/, 
H 4.48 % 4.49 %Y 4.49 % 4.57 0 
N LOEB We Wey OG 18.85 % SØN OG 
JP 7.94 0/0 7.96 % 7.95 % 7.64 %, 


Hvad en formel med P; betræffer, har vi tidligere seet, 
at en saadan ikke kan komme i betragtning, da man i dette 
tilfælde bl. a. faar et molekulartal paa over 1570. 

Man ser saaledes, at ingen af de øvrige formler har- 
monerer saa godt med den procentiske sammensætning af 
guanylsyren som Cy, Hz; Noo Pa Os. Tvertom blir diffe- 
renserne i N- og C-værdierne saa betydelige, at ingen af de 
øvrige formler kan komme 1 betragtning. 

Imidlertid tillader saavel elementaranalyserne som mole- 
kulartallet os at forudsætte nogen variation i vandstofatomer- 
nes antal, som derfor ikke kan bestemmes med absolut nøi- 
agtighed ad denne vei. Det er dog paa anden maade, som 
senere skal vises, lykkedes forfatteren med nogenlunde san- 
synlighed at fastslaa disses atomtal til 66 istedenfor 70, som 
er forudsat i den første formel. 


Guanylsyrens empiriske formel. 47 


Guanylsyrens formel blir derfor: 
Cu Hoe Noo Ps Os 


eller et multiplum heraf. 


Formelen for solvsaltet blir i saa fald: 
Cu Ha Ags Noo På Oss. 


Forfatteren har ikke udført nogen undersøgelse til af- 
gjørelse af, hvorvidt guanylsyrens formel er et multiplum 
af den ovenstaaende formel eller ikke. Da der imidlertid 
ikke foreligger nogen grund til at antage et større molekul, 
end hvad formelen selv giver udtryk for, er forfatteren 
bleven staaende ved denne uden dog at turde benegte mulig- 
heden af, at molekulartallet i virkeligheden er større. 

Vi har tidligere sammenlignet de forskjellige nuklein- 
syrers procentiske sammensætning med guanylsyrens ele- 
mentaranalytiske værdier. Det kan i denne forbindelse 
have sin interesse at foretage en sammenligning af deres 
formeler. 

Efter sine sidste undersøgelser setter Schmiede- 
bergs salmonukleinsyrens formel til Cy Hz; Ny Py Oo: 
Gjærnukleinsyrens formel var efter Miescher Cy Ha 
Nig Ps O3; denne formel har dog mindre interesse, efterat 
Sehmiedeberg har paavist, at Mieschers præpa- 
rater ikke var ganske rene. Formelen anføres blot for 
fuldstændigheds skyld. Exakte analyser af thymusnuklein- 
syren foreligger ikke. Endelig er inosinsyrens formel sat 
til Co His Na P Os. Denne nukleinsyre har saaledes den 
laveste molekularvægt af alle undersøgte nukleinsyrer. For 
sammenligningens skyld vil vi vilkaarlig sætte formelen 4 
gange saa hei nemlig Cio Hs» Nig Pi Os. 

For oversigtens skyld sammenstilles disse formler og 
guanylsyrens formel til følgende tabel: 


48 Ivar Bang. 


Gjernukleinsyren Ca Hoo Nig Ps O32 M = 1400 


Inosinsyren Co Hz Nig Pa O3o M = 348 x 4 — 1392 
Salmonukleinsyren Co Hz Nu På Oog M = 1272 
Guanylsyren Cus Hee Noo P, Oz4 M= 1542 


Hvad nu først molekulartallet betræffer, har inosin- 
syren det laveste molekul nemlig 348. De øvrige nuklein- 
syrers molekuler differerer indbyrdes ganske betragteligt, idet 
salmonukleinsyrens molekul er 1272, medens guanylsyren 
har det høieste molekulartal 1542, tiltrods for at den, som vi 
senere skal se, har en meget elementær sammensætning. Gjær- 
nukleinsyren har, hvad der har mindre at sige, et molekular- 
tal, der staar inosinsyrens ganske nær. 

Hvad atomernes antal betræffer, har saavel de abso- 
lute tal som det relative forhold af elementerne krav paa 
interesse. 

Det interessanteste forhold er utvilsomt, at alle nuklein- 
syrer — fraseet inosinsyren — indeholder 4 atomer fosfor. 
Da fosforet sansynligvis findes som en substitueret fosforsyre, 
bestaar nukleinsyrernes kjærne af 4 saadanne sansynligvis 
med hinanden forbundne fosforsyrer. Vi skal senere gjen- 
optage dette spørgsmaal. Fremdeles er det ikke uden interesse, 
at kulstofatomernes antal — hele tiden bortseet fra inosin- 
syren — for gjærnukleinsyrens og salmonukleinsyrens vedkom- 
mende er 40 og for guanylsyrens 44. Ligeledes er afvigel- 
serne i vandstofatomernes antal smaa. Surstofatomernes 
antal differerer mere; her stemmer dog gjærnukleinsyren og 
guanylsyren ganske godt overens med 32 og 34 atomer O, 
medens salmonukleinsyren blot indeholder 26 atomer O. 
Omtrent ligemeget differerer N-atomernes antal idet gjær- 
nukleinsyren indeholder 16 N-atomer, salmonukleinsyren 14 


og guanylsyren endog 20 atomer N. 


Guanylsyrens empiriske formel. 49 


Hvad det relative forhold mellem atomernes antal angaar, 
er det paafaldende, at man finder omtrent nøiagtig samme 
proportion mellem gjærnukleinsyrens og inosinsyrens antal 
af atomer. Hvordan forholdene forøvrigt stiller sig, sees af 


nedenstaaende tabel: C H N P O 
Gjeernukleinsyren LO 15, 2 4 1 0.8 
Inosinsyren LOM is 4 il 8 
Salmonukleinsyren MOM 3 Jr Vs 65 
Guanylsyren PO 5.2 ARE NS 


Det viser sig saaledes, at antallet af kulstoffets atomer 
forholder sig til fosforets som 10 : 1 for alle nukleinsyrers 
vedkommende undtagen guanylsyren, hvor forholdet er 11 : 1. 
Vandstoffet viser et forhold som 1 : 13, 14, 15 og 161/2. Sur- 
stoffet forholder sig til fosfor som 6.5, 8, 8, 81/2 : 1. Endelig 
viser N-atomernes antal at forholde sig til P-atomernes som 
31/2, 4, 4, 5 : 1. Man ser saaledes, at Kossels udtalelse 
om, at N i nukleinsyren forholder sig til P som 3 : 1, langtfra 
er noget konstant forhold. Tvertom finder i saa henseende 
flere variationer sted. Det mest konstante skulde da vere 
P:N=1:4. Mindst variation finder man i kulstoffets forhold 
til fosfor, hvor overhovedet kun smaa afvigelser finder sted. 

Førend vi forlader sammenligningen mellem nuklein- 
syrerne, skal det tilfoies, at medens guanylsyren er en 5- 
basisk syre, optræder salmonukleinsyren dels som en 2-basisk, 
dels 4-basisk og endelig som en 6-basisk syre. inosinsyren 
er efter Haiser en 2-basisk syre. 

Vi vil hermed betragte os som færdige med gjennem- 
gaaelsen af guanylsyren selv for saa at gaa over til under- 
søgelsen af denne nukleinsyres spaltningsprodukter. Først 
gjennem kundskaben om disse kan vi søge at komme til 
klarhed over det næste spørgsmaal: spørgsmaalet om 


guanylsyrens rationelle konstitution. 


4 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 1. 
Trykt den 6. December 1900. 


50 Ivar Bang. 


3. Guanylsyrens spaltningsprodukter. 


Medens vi tidligere har seet, at guanylsyren hverken 
giver positivt udslag med Trommers prove, ei heller noget 
bundfald med solvnitrat og ammoniak, der kunde tyde paa 
xanthinbaser elier endelig nogen positiv reaktion paa fosfor- 
syre, viser den efter kogning paa vandbad nogen tid med 
en mineralsyre som f. ex. 2 % saltsyre eller 5 % svovlsyre 
folgende reaktioner: 

Tilsetter man efter endt kogning nogle draaber kobber- 
sulfat og alkali i passende overskud, faar man ved opvarm- 
ning en rigelig udskillelse af kobberoxydul. 

Hvis man paa den anden side tilsætter ammoniak til 
alkalisk reaktion, faar man efter afkjøling et rigeligt bund- 
fald, som bestaar af en xanthinbase. Filtratet fra denne 
fældning giver en yderligere fældning med sølvnitrat, hvilken 
fældning indeholder resten af xanthinbaserne. 

Ved at koge opløsningen med magnesia kan man iagt- 
tage en ammoniakudvikling. 

Endelig kan man efter kogning med mineralsyre paa- 
vise fosforsyre ved de sædvanlige methoder. 

Naar hertil lægges, at guanylsyren efter endt kogning 
ikke længer lader sig paavise som saadan, blir slutningen 
den, at guanylsyren ved kogning spaltes til 1. en reducerende 
substans 2. xanthinbaser 3. ammoniak og 4. fosforsyre. 

Vi skal desuden vise, at opløsningen indeholder endnu 


et spaltningsprodukt, hvorom senere. 


Den reducerende substans. 


Allerede ved sine undersøgelser af nukleoproteiden fra 


pankreas paaviste Hammarsten, at denne blandt andre 


Guanylsyrens spaltningsprodukter. 51 


spaltningsprodukter indeholder en reducerende substans, der 
gav de reaktioner, som karakteriserer pentoserne: Sub- 
stansen reducerede kobberoxyd, men var ikke gjæringsdygtig. 
Den gav Tollens’ reaktion med floroglucin og saltsyre og 
fremdeles ved kogning med fenylhydrazin i edikesur oplos- 
ning et osazon, hvis smeltepunkt laa ved 159°. 

Foruden pentoserne gives der dog endnu en substans, 
som i flere henseender giver reaktioner, der stemmer overens 
med de netop anførte. Glykuronsyren giver saaledes To |- 
lens’ reaktion, den reducerer, men gjærer ikke, og hvad 
dens oazon angaar, var dette sporgsmaal — ligesom forøvrigt 
ogsaa nu for tiden — saa lidet udredet og specielt smelte- 
punktet saa usikkert angivet, at man maatte legge mindre 
vægt herpaa. Hammarsten reserverede sig derfor mod 
at identificere den reducerende substans som en pentose. 
I en henseende viste ogsaa den reducerende substans sig 
mere overensstemmende med glykuronsyre end med de al- 
mindeligt forekommende pentoser, idet nemlig saavel sure 
som ogsaa neutrale oplosninger af den reducerende substans 
var yderst omfindtlige ligeoverfor nogen tids opvarmning 
paa vandbad, i serdeleshed naar herunder veedskevolumet 
blev formindsket ved fordampning. Oplosningen blev da 
brunfarvet (dekomponeret). 

Senere har dog Salkowski!) ved elementaranalyse af 
osazonet leveret beviset for, at dette er et pentosazon. 

Salkowskis forste analyse af osazonet anser dog Fr. 
Müller?) for mindre bevisende, idet han indvender: » Wenn 


es sich wie hier um so kleine Osazonmengen handelt, dass 


1) Berl. klin. Wochenschrift 1895 og Zeitschr. f. physiol. Chemie 
Bd. 27. 

2) Sitzungsbericht. d. Marb. Gesell.+z. beför. d. ges. Naturw. 
Marburg 1898. No. 8. 


52 Ivar Bang. 


eine gründliche Reinigung durch häufiges Umkrystallisiren 
nicht möglich war — — wird man (darüber) — — geringen 
Werth legen dürfen«. 

Omenskjønt forf. ikke kan dele Müllers anskuelse, der 
ogsaa af Salkowski faar sin ikke ufortjente kritik, maa 
der dog paa den anden side gjøres opmærksom paa, at naar 
Salkowski af 6 kg. oxepankreas ved en fremstillingsmaade, 
der kun tillader at tilgodegjøre sig en mindre del af nukle- 
oproteiden og den deri forekommende reducerende substans, 
erholder ikke mindre end 3 gr. osazon, kan dette umuligt 
skrive sig alene fra proteidpentosen. Den af Salkowski 
benyttede fremgangsmaade leverer heller ikke nogen garanti 
for, at man blot har for sig nukleoproteiden, men snarere 
det modsatte. 

Selv om nu Salkowskis analyser og smeltepunkts- 
bestemmelser er overbevisende, kan man dog alligevel ind- 
vende, at hans osazoner ikke har været rene, men en blan- 
ding af to eller flere pentosazoner. 

Som man kunde vente, viste den af guanylsyren af- 
spaltede reducerende substans sig at være identisk med 
Hammarstens pentose. 

Sukkeret reducerede kobberoxyd paa samme trage 
maade, som Salkowski har gjort opmerksom paa for 
proteidsukkerets vedkommende. Det var ikke gjæringsdyg- 
tigt.1) Derimod gav det en udpræget Tollens’ pentosereak- 
tion med florogluein og saltsyre (kirsebærrød farve med 
absorptionsstribe ved den Fraunhoferske linje D), ligesom 


1) Gjæringsprøven udførtes saaledes, at udvasket presgjær til- 
sattes: 1. guanylsyresukker i opløsning 2. druesukkeroplosning 
og 3. destilleret vand (2 og 3 kontrolprøver) 1 og 3 gjærede ikke, 
hvorimod 2. Efter endt gjæring tilsattes no. 1. druesukker, hvorefter 
gjæring indtraadte. 


Den reducerende substans. 53 


ogsaa guanylsyren og proteiden gjør. Endelig fik man ved 
kogning med fenylhydrazin og ediksyre et osazon, der efter 
en å to ganges rensning krystalliserede i fine naale, der 
oftest sad sammen og dannede rosetter. Osazonets smelte- 
punkt laa ved 151°—154. Smeltepunktet ligger noget 
lavere end angivet af Hammarsten og Salkowski (159°), 
men dette kan dog ikke influere væsentlig paa postulatet om 
osazoners identitet. Det kan saaledes maaske skyldes den 
omstændighed, at forf. lod temperaturen stige noget raskere — 
den naaede ved mine forsøg 150° C i løbet af 2 minutter — 
end de tidligere undersøgere. Det er heller ikke usædvanligt 
at finde lignende differenser ved angivelsen af andre osazoners 
smeltepunkt. Saaledes angiver Hammarsten!) arabinosa- 
zonets smeltepunkt til 157°—158° C og xylosazonets til 
160° C, medens Fr. Voit?) angiver smeltepunktet for begge 
at ligge ved 153°—154° C. 

Ligesaalidt som tidligere forsøg paa at faa sukkeret fra 
nukleoproteiden til at krystallisere har lykkedes, har forf.s 
forsøg paa krystallisation af guanylsyre-sukkeret ført til noget 
positivt resultat. 

Derimod har forf. undersøgt sukkerets forhold til polari- 
seret lys. 

Til det øiemed blev en portion guanylsyre kogt 3 timer 
med 5 °, svovlsyre paa vandbad. Derpaa neutraliseredes 
opløsningen med PbCOs, og filtratet fældtes med ammonia- 
kalsk blyedike. Fældningen udvaskedes og dekomponeredes 
med HS i vandig opløsning. Det vandklare filtrat under- 
søgtes derpaa polarimetrisk, hvorefter sukkergehalten bestem- 
tes ved titrering med Fehlings væske. Opløsningen pola- 
riserede til høire, men saa svagt, at dreiningsgraden ikke 


1) Lehrbuch 1895. 
2) cit. efter Blumenthal, Zeitschr. f. klin. Medicin 1898. 


54 Ivar Bang. 


kunde bestemmes nøiagtigt. Titrimetrisk bestemt indeholdt 
opløsningen 0 38 % sukker beregnet som druesukker. Polari- 
sationsforsoget viser saaledes, at sukkerarten neppe er ara- 
binose, derimod er det lidet oplysende forresten, da den 
reducerende substans for den sags skyld ligesaa gjerne kunde 
være glykuronsyre som xylose — eller en anden pentose. 

Resultatet af vore undersøgelser over den reducerende 
substanses natur blir da, at man vistnok har for sig en 
pentose. Imidlertid har forf. ligesom Hammarsten gjort 
den erfaring, at den reducerende substans i opløsning meget 
let dekomponeres ved ophedning, hvilket de almindelige 
sukkerarter kun for en meget ringe del gjør, medens gly- 
kuronsyren forholder sig paa en lignende maade. Efter 
Salkowskis elementaranalyser anser dog forf. det godtgjort, 
at den reducerende substans er en pentose og ikke glykuron- 
syre. 

Men om det nu kan ansees godtgjort, at den reducerende 
substans er en pentose, ved vi dog intet om, hvilken pen- 
tose der her foreligger. 

Naar nu dette forholder sig saaledes, kan man heller 
ikke exakt bestemme, hvormeget der er afspaltet af guanyl- 
syren i form af pentose. De kvantitative forsøg, som nu 
skal omtales, gjør derfor ikke fordring paa at være noget absolut 
noiagtigt udtryk for pentosens mængde, idet sukkeret er 
bestemt ved titrering med Fehlings væske. Forf. har 
vilkaarligt gaaet ud fra, at pentosens reduktionsevne var 
den samme som druesukkerets. I virkeligheden er derfor 
pentosen bestemt som den til reduktionen svarende drue- 
sukkermængde. 

Førend vi gaar over til disse undersøgelser, skal blot 
bemerkes, at forf. ikke har gjort nogen undersøgelse for at 
komme paa det rene med, hvorvidt guanylsyren ogsaa — i lighed 


Den reducerende substans. 55 


med thymusnukleinsyrerne — indeholder nogen kulhydrat- 
gruppe, der kun kan erkjendes som lævulinsyre. For det første 
tillod mit begrensede materiale mig blot at udforske de hoved- 
sagelige spørgsmaal for guanylsyrens vedkommende uden hensyn 
til mulige bispørgsmaal, hvortil forf. regner spørgsmaalet om 
jevulinsyrens forekomst i dette tilfælde. Fremdeles fore- 
ligger der undersøgelser fra Blumenthal!), der i nukleo- 
proteiden blot kunde paavise spor af lævulinsyre. Og endelig 
antager forf. at kunne se bort fra lævulinsyren per exclu- 
sionem, — som senere skal vises. 

Ved udførelsen af de kvantitative forsøg maatte der 
først tages hensyn til den omstendighed, at sukkeret som 
nævnt meget hurtigt blev destrueret ved koncentration af 
dens opløsninger. Denne vanskelighed søgte forf. at forebygge 
derved, at man altid sørgede for, at opløsningerne fik beholde 
den samme koncentrationsgrad under hele forsøget. 

For det andet har den tidslengde, mineralsyren indvir- 
ker paa guanylsyreopløsningen resp. sukkeropløsningen be- 
tydning. Og for det tredje er valget af mineralsyre et 
moment, der maa tages med i betragtning. 

For at klargjøre disse forhold anstilledes følgende forsøg: 


O 1578 gr. guanylsyre opløstes i 50 ce 2 °/o saltsyre og fordeles 
ligelig paa 5 reagensglas, hvorpaa disse hensættes i et kogende vand” 
bad, hvor de henstod forskjellig lang tid. Det blev ngiagtig paaseet, 
at væskernes volum den hele tid blev uforandret. Efter endt kog- 
ning neutraliseredes væskerne og filtreredes. Filtrat og skyllevand blev 
anvendt til titrering med Fehlings væske. Der blev benyttet en 
Fehlings væske, fortynnet til den halve styrke, hvoraf der anvend- 
tes 2 ccm. til hver titrering. Forsøget tilsigtede kun at undersøge 
den relative reduktionsevne hos de forskjellige prøver uden tanke 


paa at drage slutninger angaaende den absolute sukkermængde. 


5) UM 


56 Ivar Bang. 


No. I 
blev vedtaget efter en halv times kogning. Reducerer, men inde- 
holder usønderdelt guanylsyre, hvorfor der ikke udførtes nogen 
titrering. 


Nos ih 
blev udtaget efter 1 times kogning. Reduktionen svarer til 7,0 


mer. druesukker. 


Nr. II 
blev udtaget efter 1//2 times kogning. Reduktionen svarer til 
8,0 mgr. druesukker (= 28,08 °/o). 


No. IV 
henstod 2 timer i vandbadet. Reduktionen svarer til 9,4 mgr. 
druesukker (= 31,80 °/o). 
Nov 
henstod 3 timer. Medens de tidligere prøver har været farve 
løse ved udtagelsen af vandbadet, er denne prøve svagt gulfarvet 
Reduktionen svarer til 8,46 mgr. druesukker (= 28,63 °/o) 


Forsoget viser, at man faar det storste udbytte ved at 
ved at lade saltsyren indvirke i to timer. Da man ved at 
fortsætte kogningen faar et mindre udbytte, maa man an- 
tage, at der haand i haand med dannelsen af sukker af 
guanylsyren foregaar en fortlobende destruktion af samme. 
Hvad man derfor i gunstigste tilfelde kan opnaa, er derfor 
ikke noget sandt udtryk for den hele i guanylsyren existe- 
rende sukkermengde udtrykt som druesukker, men altid 
mindre. 

Folgende forsog viser, hvorledes guanylsyren forholder 
sig ved kogning med 5 °/, svovlsyre. 


O. 1940 gr. guanylsyre (prep. no. I) opløses i 50 cem. 5 °/o svovl- 
syre og fordeltes ligelig paa 5 reagensglas, der alle nedsattes i et 
kogende vandbad. Medens den for saltsyren gunstigste indvirknings- 
tid var to timer, fik man her forst efter 2!/ times kogning paa 
vandbad en reduktion svarende til 29,2 °/o druesukker (11,3 mer. 


Den reducerende substans. AT 


fundet). Fortsatte man indvirkningstiden for svovlsyren længere, 4 
å 5 timer, sank sukkermængden rapid (efter 5!/2 time fandtes blot 


en sukkermængde paa 9,3 °/o, 3,6 mer.) 


Fortsatte forsøg ved 5 0/, svovlsyre viste, at man fik 
det bedste udbytte ved at koge væsken 3 timer.!) 

Vi kan nu gaa over til den kvantitative bestemmelse af 
sukkermængden i guanylsyren, der altid udførtes ved at 
koge guanylsyren paa vandbad 3 timer med 5 °/, svovlsyre. 
Efter endt kogning blev væsken efter afkjøling omhyggelig 
neutraliseret med alkali og derpaa efter nogen tids henstand 


filtreret og titreret. 


Af prep. no. II afveiedes O. 1438 gr, der opløstes i 50 ccm. à 
%/o svovisyre og behandledes som beskrevet. Filtrat + skyllevand ud- 
gjorde 73 ccm. 

Maven titreringen maatte man anvende 60 cem. for at reducere 8 
cem. af en Fehlings væske, hvoraf 10 ccm. tilsvarende 45 mer. 
druesukker. 

607ecem. — 8 ccm. Fehling, 73 cem. = 9,75 cem. Fehling 

= 43,8 mer. druesukker. 

O. 1438 gr. guanylsyre = O. 0438 gr. druesukker = 30,46 °/o. 

Af prep. no. III afveiedes O. 2170 gr. der ligeledes kogtes 

med 5 °/o svovlsyre som oven anfort. Filtrat + skyllevand udgjor- 
de 65 cem. 

36 ccm. reducerede 8 cem Fehling, 65 ccm. = 14,44 ccm. 

Fehling = 0,065 gr. druesukker 

O. 2170 gr. guanylsyre = 0,065 gr. druesukker = 29,95 °/o. 


Paa grund af opløsningernes store fortynding og den 
ringe mængde substans kan de fundne værdier blot ansees 
for omtrentlige. Sammenholder man imidlertid de smaa diffe- 


renser 1 de fundne tal med den omsteendighed, at analyserne 


1) Indvirkningstiden for en mineralsyre kan maaske forholde sig 
anderledes, naar man anvender andre proportioner mellem denne 
og guanylsyren, Strengt taget gjælder derfor de fundne resultater 
kun paa analoge forhold. 


58 Ivar Bang. 


er udfort paa forskjellige preparater og tillige, at en del af 
sukkeret vistnok er destrueret under kogningen med svovl- 
syren, kan det ikke ansees for høit beregnet, naar man sæt- 
ter den fundne sukkermengde til 30 °/) beregnet som drue- 
sukker. 

Resultatet af vore undersøgelser over den reducerende 
substans blir derfor, at denne er en pentose, der forekom- 
mer i en mængde af mindst 30 °/o beregnet som druesuk- 
ker. Betydningen af denne paavisning af pentosen blir først 
og fremst, at man derved bevisligen har kunnet fremstille 
en nukleinsyre, der indeholder en kulhydratgruppe, der afspal- 


tes som sukker. 


Xanthinbaserne. 


Hvad der foruden fosforsyre karakteriserer alle nuk- 
leinsyrer er xanthinbaserne. Der gives saaledes ingen nuk- 
leinsyre, der ikke indeholder xanthinbaser. Disse lader sig 
afspalte ved at koge nukleinsyrerne med en mineralsyre, 
eller hvor xanthinbaserne findes losere bundet til nukleinsy- 
rens kjærne, blot ved kogning med vand. Der findes ogsaa 
exempel paa, at en del af baserne er løst bundet og en 
anden del fastere. 

De xanthinbaser guanylsyren indeholder, findes nu fast 
bundet. Det er saaledes nodvendigt at koge guanylsyren 
med en mineralsyre for at afspalte dem. 

Hvis man efter endt kogning med 2 °/o saltsyre eller 
5 % svovlsyre tilsætter ammoniak til alkalisk reaktion, faar 
man efter afkjøling et skiddent hvidt bundfald. Dette bund- 
fald giver murexidreationen med den for guanin karakteri- 
stiske blaa- violette farve. Det opløses let i alkalier. Det 
opløses ligeledes i varme mineralsyrer; ved afkjøling udfal- 


der den krystallinske forbindelse mellem basen og mineralsy- 


Xantinbaserne. 59 


ren. Bundfaldet er uopiøseligt i vand og meget tungt oplo- 
seligt i ammoniak. Den ammoniakalske opløsning giver et 
voluminøst, hvidt bundfald med sølvnitrat. 

En del af et saadant bundfald blev opløst i svovlsyre 
ved opvarmning, og det varme filtrat fældet med NH;. Bund- 
faldet udvaskedes til forsvindende alkalisk reaktion og tør- 
redes til konstant vegt. Paa det præparat udførtes en 
kvælstofanalyse efter Kjeldahl-Wilfarth. 


Afveiet O. 0598 gr. substans. Forbrugt titrersvovlsyre = 15,22 
cem. — 27,40 mgr. N = 45,82 %o N. 


t. cc. titrersyre = 1,8 mer N. 
Beregnet for Fundet Differens 
Cs Hs Ns O 
N. 46,35 °/o 45,82 1/0 —- 0,53 °/o. 


Det bemerkes, at kogningen med kone. svovlsyre fort- 
sattes 8 timer efterat væsken var bleven vandklar. 

Bundfaldet bestod altsaa af guanin, hvilket stemmer 
overens med Hammarstens fund af guanin i nukleopro- 
teiden fra pankreas. 

Det neste sporsmaal blir nu, om hvorvidt guanin er 
den eneste xanthinbase i guanylsyren, eller om der ogsaa 
her findes flere saadanne. 

Som bekjendt er xanthinbaserne med undtagelse af gua- 
nin let opløselige i ammoniak. Indeholder derfor guanylsy- 
ren flere xanthinbaser end guanin, da maa disse søges i fil- 
tratet fra ammoniakfældningen. En undtagelse gjør dog ade- 
nin. Findes nemlig ogsaa adenin, vil denne base fældes 
delvis af ammoniakken sammen med guaninet, men i dette 
tilfælde maa filtratet fra NH;-fældningen være mættet med 
adenin. Adeninet er lettere oploselig i ammoniak end gua- 
ninet. 


60 Ivar Bang. 


Imidlertid vidste den forste undersogelse af filtratet, at 
dette indeholdt kun ubetydelig mængder af xanthinbaser. 
Heraf kan allerede drages den sansynlighedsslutning, at 
adenin ikke findes. 

For at fastslaa dette med sikkerhed og tillige under- 
soge, hvorvidt andre baser fandtes i filtratet, undersogtes en 
større portion guanylsyre efter 3 timers kosning med 5 %, 
svovlsyre. 

Ved tilsetning af NH; erholdes et rigeligt bundfald, der 
efter tørring til konstant vagt udgjorde 0.63 gr. Filtra- 
tet tilsattes solvnitrat, hvorved der opstod en sparsom fæld- 
ning. Denne fældning, der altsaa maatte indeholde de øvrige 
xanthinbaser foruden den rest guanin, der holdes i opløs- 
ning af ammoniakken, dekomponeredes med saltsyre. Fil- 
tratet fra AgCl-feldningen tilsattes NH; til alkalisk reaktion 
hvorved der paany opstod en fældning. Fældningen fra- 
skildtes væsken ved centrifugering. Denne fældning gav 
murexidreaktionen med den for guanin karakteristiske farve. 
Filtratet fældtes paany med Ag NO:, hvorved en ubetyde- 
lig fældning opstod, som sønderdeltes med et par draaber 
saltsyre. Ved tilsætning af NH; opstod en ny fældning, der 
fremdeles giver murexidreaktionen. 

Af dette forsøg fremgaar, at filtratet fra ammoniakfæld- 
ningen indeholder guanin. Findes tillige andre baser, er dette 
i saa ringe mængde, at man ganske vist er berettiget til at 
anse disse for uvedkommende forurensninger. 

Det næste forsøg taler dog et endnu tydeligere sprog. 
En portion guanylsyre (præp. nr. II) kogtes 3 timer med 
80 cem. 5 6, svovlsyre og fældes derpaa med ammoniak. 
Fældningen udvaskedes og tørredes til konstant vægt. Det 
udgjorde 0.2996 gr. Filtratet fældtes derpaa med AgNOs, 


og fældningen tørredes og veiedes. Den udgjorde 0.0312 


Xanthinbaserne. 61 


ST., hvilket tilsvarer 0.018 °/, baser beregnet som guanin, 
Efter Wulff) holder 100 ccm. 1 %, 3 % og 5 % ammo- 
niak resp. 0.009 gr. 0.015 gr. og 0.019 gr. guanin i oplos- 
ning ved almindelig temperatur. Nu blev ganske vist am- 
moniakmengden i denne ved en forsommelse ikke bestemt, 
men da der tilsattes NH; af en 10 °/, opløsning, til væsken 
luktede af ammoniak, kan man med sikkerhed antage. at 
væsken indeholdt saameget ammoniak, at sølvfældningen 
udelukkende maatte bestaa af guaninsolvforbindelsen og ikke 
indeholdt flere xanthinbaser. 


Efter veiningen blev sølvfældningen opløst i en smule 
salpetersyre, der tilsattes saltsyre. Filtratet neutraliseredes 
og inddampedes sterkt. Derpaa tilsattes ammoniak, hvorved 
der efter nogen tids henstand opstod en sparsom fældning, 


der gav murexidreaktionen. 


Afdisseforsøgfremgaar atguaninerden 
eneste xanthinbase, der findes i guanyl- 
syren. For at betegne dette har forf. for denne nuklein- 


syre foreslaaet navnet «guanylsyre». 


Efterat det nu var bragt paa det rene, at guanylsyren 
af xanthinbaser kun indeholdt guanin, blev da det næste 
sporgsmaal at afgjøre, hvormeget guanin der findes i 
guanylsyren. Man har da to muligheder, enten at guaninet er 
det eneste kvælstofholdige spaltningsprodukt fra guanylsy- 
ren eller med andre ord, at guaninet lægger beslag paa alt 
kvælstof, eller at der ved siden af guaninet findes andre 


kvælstofholdige spaltningsprodukter. 


For at afgjøre dette bestemtes den guaninmængde, der op- 


opstod efter sonderkogning af guanylsyren med 5 °/, svovlsyre. 


1) Zeitschrift f. physiol. Chemie Bd. 18. 


62 Ivar Bang. 


Af preep. nr. II afveiedes 0,8620 gr. substans, der kogtes 3 timer 
med 5 °/o svovlsyre, hvorpaa NHs tilsattes til alkalisk deaktion. Bund 
faldet udvaskedes til forsvindende alkalisk reaktion og torredes til 
konstant veegt ved 105° C. Det udgjorde 0,2996 gr. Filtratet fra 
NHs-fældningen fældtes med Ag. NOs. Der opstod en sparsom fæld- 
ning, der efter tørring til konstant vægt udgjorde 0,0312 gr., hvilket 
svarer til 0,0147 pr. guanin. I det hele er altsaa fundet 0,2996 gr., 
+ 0,0147 gr. = 0,3143 gr. guanin. 

Af guaninfældningen for ammoniak blev udtaget 0,1032 gr., hvori 
der bestemtes kveelstoffet efter Kjeldahl. De blev fundet 45,35 
mer. N. Omregnes dette paa guanin faar man en guaninmængde paa 
0,2988 gr. Til disse 0,2841 gr. maa lægges de 0,0147 gr. guanin, som 
sølvfældningen indeholdt, tilsammen 0,2988 gr. guanin. 

Forsøget har altsaa udvist det resultat, at 0,8620 gr. guanylsyre 
indeholder 0,3143 gr. guanin, eller hvis man udgaar fra bundfaldets 
kvælstofgehalt 0, 2998 gr. Guanylsyren indeholder saaledes 36,45 °/o 
guanin. 

Af præp. nr. III afveiedes 0,2170 gr. guanylsyre, der kogtes an 
timer paa vandbad med 5 °/o svovlsyre og derpaa omhyggelig neu- 
traliseredes med alkali. Efter nogen tids henstand blev der filtreret, 
og bundfaldet udvaskedes til forsvindende svovlsyreaktion. Fæld- 
ningen tørredes og veiedes. Den udgjorde 0,0760 gr., hvilket svarer 
til 35,02 "/0 guanin. Imidlertid er der ved dette forsøg at bemerke, 
at man neppe ved neutralisation med alkali alene kan opnaa at faa 
en absolut kvantitativ udfældning af guaninet. Der kunde derfor og 
saa i dette tilfælde paavises smaa rester guanin i filtratet. Til disse 
smaa guaninmængder blev der dog ikke taget noget hensyn ved 
guaninbestemmelsen, hvad der forsaavidt maa beklages, da det spar 
somme matriale ikke tillod at ofte mere substans paa dette spørgs- 
maal, saameget mindre som begge forsøg stemmer nogenlunde godt 


overens. 

Resultatet af begge forsøg viser en gjennem- 
snitsverdi af 35,74 °/o guanin i guanylsyren. 

Nu maa det imidlertid tilfoies, at man maa betænke, at 
den langvarige kogning med svovlsyre muligens kunde søn- 
derdele en større eller mindre del af guanylsyren. Desuden 


Xanthinbaserne. 63 


er guanin-solvforbindelsen ikke fuldstendig uopleselig i am- 
moniak, hvad der ogsaa bevirker tab af guanin, saa man 
altsaa har flere feilkilder at tage hensyn til. Forend man 
har elimineret disse feilkilder, kan man derfor ikke med be- 
stemthed fastslaa guanylsyrens gehalt af guanin. 

For at afgjore dette spørgsmaal blev afveiede mængder 
guanin, fremstillet af pankreasproteiden kogt med 5 % svovl- 
syre i 3 timer, hvorefter guaninet bestemtes ved fældning 
med ammoniak og i filtratet herfra ved fældning med sølv- 
nitrat. Man faar da vide, hvormeget guanin, der er destrue- 
ret af svovlsyren tilligemed den rest, der ikke falder for 


sølvnitrat i ammoniakalsk opløsning. 


1) Afveiet 0,1222 gr. guanin, gjenfundet 0,1208 gr. = 98,16 9. 


Des 0,1144 gr. > » 0,1114 gr. = 97,77 %o. 
I gjennemsnit gjenfundet = 97,77 0/0. 


Antager vi nu, at der ved spaltningen af guanylsyren 
ligeledes gjenfindes 97,77 °/o af den virkelige guaninmengde, 
blir resultatet — hvis man vil udgaa fra den ved veining 
fundne guaninmængde — at guanylsyren indeholder 36,56 °/o 
guanin. 

Nu indeholder 36,56 gr. guanin 16,95 gr. kvelstof, og 
vi har tidligere fundet, at guanylsyren indeholder 18.21 °/o N. 
Folgeligen lægger guaninet beslag paa 17/18 af det kvæl- 
stof, som findes i guanylsyren. Resten af kvælstoffet — 
1,26 %% N — kan da enten skrive sig fra andre kvælstof- 
holdige spaltningsprodukter eller ogsaa fra en rest guanin 
der har undgaaet vor paavisning. 

Førend vi gaa over til diskussionen af dette punkt, 
skal det blot i forbigaaende nævnes, at forf. har sogt at 


komme paa det rene med, hvorvidt det i guanylsyren fore- 


64 Ivar Bang. 


kommende guanin er det almindelige guanin eller et iso- 
guanin. 

Dette sporgsmaal foranledigedes derved, at Fischer!) 
ved sine undersøgelser over de almindelige xanthinbaser eller 
purinbaser og dermed isomere og beslægtede legemer har 
fremstillet et isoguanin af adenin. Om dette isoguanin be- 
merker Fischer, at det muligens kunde forekomme i den 
dyriske organisme. Da imidlertid guanylsyrens guanin ved 
oxydation med saltsyre og kaliumklorat giver guanidin, hvad 
isoguanidinet ikke gjør, kan man heraf slutte, at guanylsy- 
rens guanin ikke er noget isoguanin. 

Vi kan saaledes fastslaa, at guanylsyren indeholder 
blot en xanthinbase, nemlig guanin. Og fremdeles, at dette 
guanin forekommer i en mængde af 36,56 °/o af guanylsyren, 
hvilket svarer til omtren !”/ıs af guanylsyrens samlede kvæl- 
stofmængde. 

Tilbage staar 1,26 °/o kvælstof eller omtrent !/ıs af det 
kvælstof, der saaledes kan disponeres af guanylsyrens øvrige 
kvælstofholdige spaltningsprodukter — eller som sagt skrive 
sig fra en ikke paavist guaninrest. At bringe dette paa 


det rene blir saaledes den følgende opgave. 


Guanylsyrens øvrige spaltningsprodukter. 

Det for nukleinsyrer i almindelighed mest karakteristiske 
kvælstofholdige spaltningsprodukt fraseet xanthinbaserne er 
uden tvil thymin. Som vi tidligere har seet findes thymin 
som en bestanddel af alle nukleinsyrer undtagen inosinsyren. 

Der var dog paa forhaand ganske liden sansynlighed 
for, at thymin skulde forekomme blandt guanylsyrens spalt- 
ningsprodukter. Allerede guanylsyrens forhold til kogende 


1) Berich. d. D. chem. Gesellschaft Bd. 30. 


De øvrige spaltningsprodukter. 65 


vand viser, at dens konstitution er anderledes end f. ex. 
thymonukleinsyrernes, hvor baserne er forholdsvis løst 
knyttet til kjærnen, thyminsyren. Man maatte ogsaa for 
guanylsyrens vedkommende antage en saadan kjærne, hvis 
thymin forekom her. 

Endmere usansynlig blir dog thyminets nærværelse, 
naar man betænker, at thyminet indeholder næsten 28 °/o 
kvælstof. Naar nu hele den disponible beholdning af kvæl- 
stof i guanylsyren udgjør blot 1,26 % N og dette, som snart 
skal vises, blot delvis kan disponeres af thymin, blir den 
maximale mængde thymin, der kan tenkes at forekomme i 
guanylsyren temmelig ubetydelig i modsætning til dette legemes 
ganske rigelige forekomst i de almindelige nukleinsyrer. 

Endelig skal her anføres den direkte undersøgelse paa 
thymin blandt guanylsyrens spaltningsprodukter, en under- 
søgelse, der som man vil se, leverer beviset for, at thymin 
ikke forekommer i guanylsyren. 

Forat faa tilstrækkeligt udgangsmateriale — man kunde 
som sagt vide, at thyminet i hvert tilfælde forekom i ringe 
mængde — udgik man fra en noget større mængde nukleo- 
proteid (12 gr.) og noget guanylsyre (ca. 0,6 gr.). Disse 
kogtes 2 timer i autoklave ved 150° med 200 ccm. ca. 5 % 
svovlsyre. Efter endt kogning neutraliseredes væsken med 
baryt, hvorefter filtratet fældtes med fosforwolframsyre i 
10 % svovlsur opløsning. Filtratet herfra neutraliseredes 
paany med baryt, hvorpaa væsken blev fældet med sølvni- 
trat — altsaa ved peutral reaktion. Fældningen blev sønder- 
delt med svovlvandstof. Filtratet herfra koncentreredes 
sterkt og henstod flere dage, udenat der viste sig tegn til 
krystallisation, Derpaa inddampedes til torhed og extra- 
heredes med alkohol. Hverken den i alkohol opløselige 


eller den deri uoploselige del indeholdt et spor af thymin. 


5 — Archiy for Math. og Naturv. B. XXII. No. 1. 
Trykt den 6. December 1900. 


66 Ivar Bang. 


Den eneste indvending mod dette forsøg ligger i den 
mulighed, at thyminet kunde være revet med i den volu- 
minøse fosforwolframsyrefældning. Men da thyminet ikke 
fældes af fosforwolframsyre, vilde det i saa fald være paa- 
faldende. at filtratet ikke skulde indeholde det mindste 
spor thymin. 

Naar det i forbindelse med foregaaende forsøg anføres, 
at en undersøgelse af guanylsyren paa thymin ved hjælp af 
Kossels sublimationsprove, der tillader paavisning af 
thymin i de øvrige nukleinsyrer (undtagen inosinsyren), lige- 
ledes gav negativt resultat, turde thyminets ikke-forekomst 
i guanylsyren ansees for bevist. 

Et andet kvælstofholdigt spaltningsprodukt, der er paa- 
vist i enkelte nukleinsyrer, er ammoniak. 

Etter spaltning af guanylsyren med en mineralsyre 
kunde der blandt spaltningsprodukterne paavises ammoniak. 

Spørgsmaalet blir da, om ammoniaken er et primært 
spaltningsprodukt sideordnet med de øvrige, eller om det er 
et sekundært opstaaet spaltningsprodukt og da nærmest af 
guanin. 

Forat komme paa det rene hermed, kogtes guanin frem- 
stillet af guanylsyren med 2 °/v saltsyre og 5 °/ svovlsyre; 
resp. 2 og 3 timer.!) Ved forfs. tidligere undersøgelser 
over dette punkt, hvor ammoniaken bestemtes efter Schlo- 
sings methode, fik man det resultat, at kogning med salt- 
syren frembragte en ringe, men tydelig ammoniakudvikling, 
medens dette ikke var tilfældet med guanin kogt med 
svovlsyre. Forf.s seneste undersøgelser, hvor methodikken 
er bleven forbedret, har vist et andet resultat. 


1) Selvfølgelig udførtes samtidig blinde analyser med 2 "/0 saltsyre 
og 5 °/o svovlsyre for at udelukke feilkilder skrivende sig fra NHs i 
luften eller i reagenserne. 


De øvrige spaltningsprodukter. 67 


Efterat det ved et par forsøg var fastslaaet, at kogning 
med magnesia ingen destruerende virkning havde paa gu- 
anin — i alle fald opstod herunder ikke den ringeste am- 
moniakudvikling — blev guaninet efter kogning med svovl- 
syren underkastet destillation med overskydende magnesia. 


0,6684 gr. guaninsulfat fremstillet af proteiden, kogtes i 3 timer 


~ 


med 100 ccm. 5 °/o svovlsyre. Derpaa tilsættes væsken i en destilla- 
tionskolbe 10 gr. magnesia usta og distilleredes, indtil al ammoniak 
var drevet over. Den samlede ammoniakmængde var 0,0008 gr. NHs, 
hvilket svarer til 0,41 °/o af guaninsulfatets kvaelstofmangde.?) 

Den afspaltede ammoniakmengde i saaledes meget ringe, 
men dog paaviselig, og paa den anden side stor til, at den 
kan indgaa i forsogsfeilene. 

Efterat det saaledes var bragt paa det rene, hvor meget 
ammoniak der afspaltes af guaninet ved kogning med 5 °/o 
svovlsyre, kunde man gaa over til undersogelser over den 
eventuelle ammoniakmengde, der afspaltes af guanylsyren. 


Der afveiedes 0,3934 gr. guanylsyre (prep. no. IV), som koges 3 
timer med 100 cem. 5 °/o svovlsyre. Efter endt kogning destillere- 
des ammoniakken over med 10 gr. magnesia usta. Den forbrugte 
titrersyre (nfo) var 0,33 ccm, hvilket tilsvarer 0,004 gr. N altsaa 0,11 
%o af guanylsyren. 

Heraf kan den slutning drages, at den ved guanylsyrens 
sonderdeling afspaltede ammoniak ikke er et primert spalt- 
ningsprodukt af denne, men sikkerlig skriver sig fra gua- 
ninet, da mængden af ammoniak ikke synderlig overskrider 
den procentiske ammoniakmængde, der opstaar ved kogning 
af guanin med 5 °/o svovlsyre.?) 


1) Hverken svovlsyren eller magnesiaen indeholdt ammoniak. 

2) Forf. benytter leiligheden til udtrykkelig at rette en angivelse 
i et tidligere arbeide over denne sag om ammoniak som spaltnings- 
produkt af guanylsyre. Disse undersøgelser, der forøvrigt havde en 
foreløbig karakter, var anstillet paa et meget ringe materiale og med 
en methode, der kan gjøres til gjenstand for berettigede indvendinger. 


68 Ivar Bang. 


Guanylsyren indeholder saaledes hverken thymin eller 
ammoniak. Det eneste kvælstofholdige spaltningsprodukt, 
det er lykkedes at erkjende, er guanin. Antager vi nu, at 
guanin 1 virkeligheden er det eneste kvælstofholdige spalt- 
ningsprodukt, faar dette en væsentlig støtte ved en nøiere 
betragtning af formelen — fraseet den mindre væsentlige 
støtte, der ligger i det negative fund af andre kvælstofhol- 
dige spaltningsprodukter. Vi har fundet guanylsyrens for- 
mel at være Cy; H66 Noo Pa Osa. Naar nu guaninet læg- 
ger beslag paa 17/15 af alt kvælstof efter analyserne, maa 
enten alle 20 atomer N indgaa i guanylsyren i form af 
guanin, hvorefter guanylsyren indeholder 4 molekuler guanin, 
eller ogsaa indeholder guanylsyren 17/18 af alt N i form 
af guanin. Da det nu fremdeles er sansynligt, at guanyl- 
syrens sammensetning sker efter enkle proportioner, blir den 
mindste veerdi for kveelstoffet under denne forudsetning 90 
atomer N, hvoraf 85 disponeret af guaninet. Guanylsyren 
skulde efter dette indeholde ikke mindre end 17 molekuler 
guanin og have et molekulartal paa 6939, hvad der har 
liden sandsynlighed for sig i betragtning af guanylsyrens 
forresten ganske enkle sammensætning. 

Antager vi nu, at alt kvælstof i guanylsyren findes i 
form af guanin, blir guanylsyrens gehalt af guanin 39,29 °/o, 
medens den kvantitative analyse har vist som resultat 35,56 ° 0 
guanin, altsaa 2,73 % guanin mindre. Fremdeles var sukker 
tilstede i mindst 30 °/o beregnet som druesukker. Og ende- 
lig indeholdt guanylsyren 7,64 % fosfor, hvilket beregnet 
som P.O; udgjør 17,50 %. Sættes fosforet, udgaaende 
fra den theoretiske fosformængde beregnet paa grundlag af 
formelen, til 8,04 % faar vi 18,41 % Pe Os, 

Tilsammen er saaledes gjenfundet 84,06 % eller hvis 


man udgaar fra den theoretiske beregniug 88,70 °/o af guanyl- 


De øvrige spaltningsprodukter. 69 


syren. Tilbage staar da 15,94 °/o resp. 11,30 °/o, der udgjøres 
af de øvrige, ukjendte spaltningsprodukter. Da imidlertid 
guanylsyrens spaltning vistnok er en hydrolytisk proces, kan 
man ikke tillægge disse tal nogen absolut værdi, om de end 
giver et omtrentligt udtryk for det virkelige forhold. 
Spørgsmaalet blir nu, hvad bestaar de 11 °%o eller 15 
0/o af, hvad er guanylsyrens øvrige spaltningsprodukter. 
Hvis vor forudsætning, at guanylsyren indeholder alt 
sit kvæltof i form af guanin, er rigtig, maa resten være kvæl- 
stoffri. Derimod indeholder den 1 hvert fald kulstof, nem- 
lig ca. 6 % C, der blir tilbage efter dækning af guaninets 
og sukkerets kulstofbehov, samt ca. 4 °/o surstof, der lige- 
ledes staar til rest, medens intet vandstof blir tilovers. Da 


nu imidlertid spaltningen er en hydrolytisk proces — efter 
al sansynlighed — indeholder ogsaa resten dette ele- 
ment. 


Udgaaende fra formelen Cy: Hs; No P2 Ox; har forf. i sin 
tid fremholdt den anskuelse, at man burde have sin op- 
merksomhed henvendt paa alkoholerne, naar man 
skulde skride til løsningen af dette problem. Forf. forud- 
satte nemlig, at guanylsyren indeholdt 2 molekuler guanin 
— 10 atomer C og fremdeles sandsynligvis 2 molekuler 
pentose = 10 atomer C. Til rest havde man da to atomer 
C, der muligens kunde findes i form af æthylalkohol eller 
methylalkohol. Ved at undersøge paa disse alkoholer fik 
man imidlertid et fuldstændigt negativt resultat. 

Ved forf.s seneste undersøgelser er opmerksomheden 
bleven henledet paa en anden alkohol, nemlig glycerin. 

Vi vil strax gaa over til den praktiske undersøgelse af, 
hvorvidt glycerin er en bestanddel af guanylsyren eller ikke. 

Ved undersøgelserne herover var det af vigtighed at 
udelukke alle feilkilder, der kunde skrive sig fra forurens- 


70 Ivar Bang. 


ning med fedt og lecithin. Guanylsyren (prep. no. IV) blev 
derfor extraheret med alkohol og ether, indtil ætheren efter 
fordampning ikke efterlod noget residuum. 

Paa grund af det sparsomme materiale benyttedes den 
samme mængde guanylsyre, der var anvendt til paavisning 
af ammoniak, ogsaa til undersogelse paa glycerin. Oplos- 
ningen indeholdt 0,3984 gr. guanylsyre, der var kogt 3 timer 
med 100 ca. 5 %o svovlsyre. Den var derpaa underkastet 
destillation med 10 gr. magnesia. Efter endt destillation 
havde oplosningen en grodagtig konsistens. Den blev nu 
extraheret flere gange med varm alkohol — i det hele ca. 
200 ccm. Alkoholen forjagedes derpaa ved svag opvarmning 
i vandbad. Residuet opløstes i vand og undersøgtes paa 
glycerin efter den methode, der er angivet af Konig’) til 
paavisning af glycerin i vin. 

Methoden bestaar kortelig deri, at en opløsning, der 
indeholder glycerin og sukker, hvilken sidste hindrer de 
fleste glycerinreaktioner, inddampes med 40 % kalkmelk og 
noget kvartssand omtrent til torhed. Reciduet extraheres 
med varm alkohol absolut og henstaar 24 timer, hvorpaa 
opløsningen filtreres. Filtratet inddampes forsigtig til tørhed 
og extraheres paanyt med absolut alkohol, der tilsættes et 
lidet overskud af ether. Efter henstand filtreres opløs- 
ningen, æther-alkoholen forjages, og glycerinet blir tilbage 
som en syrup. 

Efterat forf. havde indovet methoden paa en opløsning, 
der bestod af 100 cem. vand, 0,05 gr. glycerin samt noget 
arabinose og guaninsulfat, og herunder fundet, at selv en 
saa liden glycerinmengde med lethed lod sig gjenfinde, blev 


den omtalte opløsning af guanylsyre behandlet paa samme 


!) Untersuchung landwirtschaftl. u. gewerblich wichtige Stoffe. 


De øvrige spaltningsprodukter. Wl 


maade. Man fik tilslut en ringe mengde syrup, der be- 
handledes paa folgende maade: 

Forst erkjendtes, at syrupen havde en svag, sod smag, 
hvorpaa den fortyndedes med 10 ccm. vand. Ca. 2 ccm. 
af denne oplosning tilsattes i et reagensglas et over- 
skud af kaliumbisulfat i substans, hvorpaa forst vandet for- 
jagedes ved forsigtig ophedning. Ved fortsat opvarmning 
udvikledes en stikkende gasart, der irriterede til hoste, og 
lugtede karakteristisk som akrolein. Under denne ophedning 
smeltede kaliumbisulfatet til en klar veske, uden at der 
skede nogen forkulling, hvilket viser, at oplosningen ikke 
indeholder sukker. 

Fremdeles gav en draabe af oplosningen tilsat alkali 
en gron boraxperle. 

Endelig fik man ved kogning med Fehlings veske 
ingen reduktion. 

Da oplosningen saaledes 1. smagte sodt, men ikke re- 
ducerede, 2. gav gron boraxperle og 3. gav akroleinreaktion, 
beviser dette, at oplosningen indeholdt glycerin. 

Til yderligere bekreftelse heraf blev resten af oplos- 
ningen efter tilsetning af alkali behandlet med en over- 
skydende mængde permanganat, indtil blivende violetfarvning 
af væsken, og derpaa kogt en halv time og behandlet med svovl- 
syrling, til al permaganat var bleven reduceret, og væsken var 
farveløs. Til filtratet tilsattes klorkaleium, hvorved en krysta- 
linsk feldning opstod. Denne fældning frafiltreredes, tilsattes 
svovlsyre og derpaa draabevis fortynnet permanganatopløsning, 
der blev affarvet. Der forelaa altsaa et i vand 
uopløseligt kalksalt, der oxyderedes af permanganat. Dette 
Kalksalt kan kun være kaleiumoxalat. Ved oxydation af 
den oprindelige opløsning med permanganat i alkalisk væske 
er der saaledes dannet oxalsyre. Efter Fox-Wanklyn 


72 Ivar Bang. 


og Benedikt-Zsigmondy!) er oxydationen af glycerin til 
oxalsyre en karakteristisk reaktion for denne. 

Hermed er altsaa bevist, at glycerin fore- 
kommer blandt guanylsyrens spaltningsprodukter. 

Endvidere undersøgtes talrige guanylsyreoplosninger paa 
glycerin ved at udføre akroleinreaktionen direkte i disse 
opløsninger ved ophedning med kaliumbisulfat. Man fik 
da først en sterk forkulling og udvikling af sure, ildelugtende 
gasarter, der ikke var akrolein. Efterat udviklingen af disse 
var forbi, optraadte den karakteristiske akroleindamp. 

Disse iagttagelser beviser endyderligere, at glycerin er 
et konstant spaltningsprodukt af guanylsyren. 

Spørgsmaalet blir da tilslut, om der findes endnu flere 
spaltningsprodukter, eller om rækken af disse er udtømt 
med glycerinet. Den sidste antagelse er den rimeligste. 
Thi omendskjønt forf. ikke har havt anledning til at udføre 
nogen kvantitativ bestemmelse af guanylsyrens glycerin, kunde 
det dog ved at sammenligne den oxalsyremængde, der op- 
stod i den prøve, der kunstig var tilsat 0,05 gr. glycerin 
gjøres det løselige overslag, at de 0,3984 guanylsyre afgav 
i alle fald ikke mindre oxalsyre end de 0,05 glycerin. Man 
kunda heraf løselig beregne, at guanylsyren indeholdt i det 
mindste ca. 12 °/o glycerin og sansynligvis mere. 

Vender vi os nu til guanylsyrens formel og antager, 
at de sidste 9 atomer kulstof afgives til glycerinet, blir 
guanylsyrsns gehalt af glycerin 17,9 °/o.2) Naar vi nu efter 
den foregaaende udvikling slutter, at guanylsyren sansynlig- 
vis indeholder over 12 90 glycerin, turde dette saaledes tale 


1) Zeitschr. f. Analyt. Chemie, Bd. 25. 
2) Atter bortseet fra, at spaltningen er hydrolytisk. 


Guanylsyrens rationelle sammensætning. 73 


for, at glycerin i virkeligheden er det fjerde og sidste spalt- 
ningsprodukt af guanylsyren. 


Naar vi nu med disse kjendsgjerninger for øie gaar 
over til løsningen af det sidste problem, hvorledes disse 
spaltningsprodukter forholder sig til hinanden inden guanyl- 
syremolekulet, eller med andre ord, hvorledes guanylsyrernes 
rationelle sammensætning er beskaffen, er dette i sine 
hovedtræk allerede paa forhaand givet. 


Vi har nemlig fundet, at guanylsyren indeholder 4 
atomer fosfor. Da nu fosforet efter al sansynlighed i form 
af fosforsyre udgjør kjærnen i guanylsyren, bestaar saaledes 
denne kjærne af 4 vistnok med hinanden forbundne substi- 
tuerede fosforsyrer. Fremdeles har vi 4 moleknler guanin, 
altsaa et molekul guanin for hver fosforsyre. Fremdeles har 
vi 3 molekuler glycerin og sansynligvis 3 molekuler pentose. 
Da vi ellers kjender forbindelser mellem glycerin og fosfor- 
syre, maa vi som det naturligste tænke os glycerinet bundet 
til fosforsyren i guanylsyren og saa muligens sukkeret igjen 
knyttet til glycerinet. Følgelig findes der 3 fosforsyrer 
bundet til glycerin som glycerinfosforsyre,') hvortil igjen 
pentosen er knyttet, medens den fjerde fosforsyre vistnok 
hverken er bundet til glycerin eller sukker. Endelig maa 
man erindre, at guanylsyren er en 5-basiske syre. Der 
findes saaledes 5 hydroxylgrupper. 


Med disse forudsætninger for gie tænker forf. sig gua- 


nylsyrens rationelle sammensætning paa følgende maade: 


1) Et forsøg paa at fremstille glycerinfosforsyren af guanylsyren 
ved langvarig kogning med baryt førte ikke til maalet. Guanylsyren 
spaltedes ikke. 


74 Ivar Bang. 


OH OH 
B Ne 
C; Hj N>—0—P—0—G;3 H;—Cs Hy Os 
Å \OH 
| 
C; Ha NC OC: HC; Hy O; 
a ne Nor 
: Ney 
C; H, N;—O—P—O—C;3 Hs—C; Hy Os 
Ar NOH 
| 
C; Hs Ns—O—P—OH 
ZN 
OH OH 


Formlen viser os en 5-basisk syre, der bestaar af 44 
atomer kulstof, 66 atomer vandstof, 20 atomer kvælstof, 4 
atomer fosfor og 34 atomer surstof. Den bestaar af 4 sub- 
stituerede, med hinanden forbundne fosforsyrer. Den inde- 
holder 4 molekuler guanin, 3 molekuler glycerin og 3 mole- 
kuler sukker. 

Guanylsyrens spaltning ved kogning med en mineral- 


syre kan da tænkes at foregaa paa følgende maade: 


Cu Hs Noo Py Oss + 10 Ha O = 40; Hz Ny 0 + 3 C5 Hi 0; 
+ 3 Cz Hs 0; + 4 Hg PO. 


Saavidt forf. har kunnet finde, lader der sig neppe op- 
stille nogen anden rationel formel, der tilfredsstiller saavel den 
elementære sammensætning, molekulartallet og spaltnings- 
produkternes relative mængde. Hermed skal dog ikke være 


sagt, at der ikke kan tænkes mindre væsentlige afvigelser 


Resumé. 75 


f. ex. i grupperingen af hydroxylgrupperne o. 1., hvad der 
dog har meget lidet at sige med hensyn til hovedsagen.!) 

Vi vil da kaste et tilbageblik paa resultaterne forat 
precisere det, som skal ansees for det hovedsagelige. 

Ved en speciel fremgangsmaade lader der sig fra pan- 
kreas fremstille en nukleinsyre, der paa grund af sine fysiske 
og kemiske egenskaber, sin sammensætning og sine spalt- 
ningsprodukter indtager en særstilling blandt de øvrige nu- 
kleinsyrer. Guanylsyren er saaledes en meget svag syre, 
svagere end edikesyre, som udfælder den frie guanylsyre af 
sine opløsninger. Dens merkeligste egenskab er dens lette 
opløselighed i varmt, tungtopløselighed i koldt vand. Guanyl- 
syren udmerker sig fremdeles ved sin store resistens imod 
indvirkningen af kogende vand, altsammen modsat af, hvad 
man finder hos de øvrige nukleinsyrer. 

Hvad guanylsyrens sammensetning angaar, fester man 
sig ved den forholdsvis høie kvælstofgehalt og til gjengjæld 
lave fosforgehalt. Der findes 5 atomer kvælstof paa hvert 
atom fosfor. 

Det ubetinget interessanteste ved guanylsyren er dog 
at søge i studiet af spaltningsprodukterne. Guanylsyren 
indeholder saaledes blot en xanthinbase, medens de fleste 
andre nukleinsyrer indeholder flere saadanne. Den eneste 
nukleinsyre, der ved siden af guanylsyren indeholdea blot 
en base, er inosinsyren, som man derfor har slaaet sammen 
med guanylsyren til en gruppe, der desuden er karakteriseret 
ved, at de to led, guanylsyren og inosinsyren, ikke indeholder 
thymin, men at alt kvæstof disponeres af xanthinbasen. Det 


1) Istedenfor orthofosforsyre, som staar anført, kan man selv- 
følgelig ligesaagodt tænke sig en anhydriform. Dette forandrer ikke 
ligningen for spaltningen anderledes, end at man i saa fald blot be- 
høver færre molekuler vand. 


76 Ivar Bang. 


uberettigede i en saadan gruppering fremgaar imidlertid klart 
ved betragtningen af guanylsyrens ovrige spaltningsprodukter. 
Guanylsyren indeholder saaledes til adskillelse fra inosinsyren 
en sukkerart, ja den er overhovedet den eneste nukleinsyre, 
hvor man med sikkerhed har paavist en kulhydratgruppe, 
der kan afspaltes i form af sukker. Dette forhold er dog 
ikke af saadan betydning, at det kan kuldkaste den om- 
talte gruppering. Derimod finder forf., at forekomsten af 
glycerin i guanylsyren er noget for denne nukleinsyre ka- 
rakteristiskt og foreløbig berettiger denne til en særstil- 
ling blandt de øvrige nukleinsyrer, idet vi gaar ud fra, at 
disse ikke indeholder glycerin. 

Vi har saaledes i guanylsyren en kjærne, der bestaar 
af glycerinfosforsyre, medens thymonukleinsyrerne som kjærne 
har thyminsyre. Endelig bestaar inosinsyrens kjærne ude- 
lukkende af fosforsyre. 

Omendskjønt guanylsyren saaledes maa siges at indtage 
en særstilling blandt de øvrige nukleinsyrer, er den dog selv 
en ægte nukleinsyre. Dette er vigtigt at fastholde. Thi paa 
samme tid som guanylsyren altsaa hører hjemme her, viser den 
en ganske stor og i fysiologisk henseende interessant overens- 
stemmelse med en gruppe legemer, der maa holdes ude fra 
nukleinsyrerne, nemlig lecithinerne. 

Ligesom guanylsyren har lecithinet en kjærne, der bestaar 
af glycerinfosforsyre. Til denne glycerinfosforsyre findes i 
lecithinet knyttet en base, kolin og paa den anden side en 
eller flere fedtsyrer. Lecithinet er saaledes en af fedtsyre- 
radikale substitueret glycerinfosforsyre i forbindelse med en 
base, kolin, medens guanylsyren bestaar af glycerinfosforsyre 
substitueret af en sukkerart og forbundet med en xanthinbase. 

En anden overensstemmelse mellem lecithin og guanyl- 


syre kan man maaske se i disse legemers naturlige forekomst 


Resume. iv 


i forbindelse med æggehvide. Ligesom guanylsyren i orga- 
nismen optræder som en meget kompliceret forbindelse med 
æggehvide (a- og /J-nukleoproteiden) finder man efter flere 
forskere f. ex. Liebermann!) lecithin meget intimt for- 
enet med æggehvide, saaledes at man ikke kan fjerne lecithinet 
uden samtidig at distruere den ene eller begge komponenter 
(lecithalbuminer, ovovitelliner o. a.).?) 

Man ser saaledes, at der hersker en paatagelig paralel- 
lisme saavel i guanylsyrens og lecithinets sammensætning 
som delvis ogsaa i deres forekomst. 

Endelig kan der nævnes omstendigheder, der kunde tyde 
paa muligheden af et slægtskab mellem disse legemer. 
Lecithinerne er efter den almindelige opfatning det bygge- 
materiale, organismen anvender til opbyggelsen af sine for- 
skjellige nukleinsyrer resp. nukleoproteider. Lecithinet an- 
tages at være reservenæringsmidler deponeret i enhver celle. 
I størst mængde findes de, hvor celleproliferationen er liv- 
liest. De skal tjene til vedligeholdelse af cellens vigtigste 
bestanddele resp. til opbyggelse af nye celler. De kemiske 
omsætninger, der herunder finder sted, kjendes ikke. Man 
antager, at det kun er lecithinfosforet der anvendes 
til synthesen, udenat man har noget bevis for denne antagelse. 
Efter vort kjendskab til guanylsyrens konstitution kan vi i 
overensstemmelse med den i det foregaaende nævnte opfat- 
ning tænke os, at pankreascellerne anvender ikke blot lecithin- 
fosforet, men selve glycerinfosforsyren til synthesen af 


guanylsyren. Som en støtte for denne opfatning kan nævnes, 


1) Pflügers archiv Bd. 50 og 54. 

2) Lecithinet forekommer desuden som bekjendt overordentligt 
udbredt i fri tilstand. Endvidere har Bing (Undersøg. over redu- 
cerende Substanser i Blodet. Kbhn. 1899) beskrevet forbindelser 
mellem lecithin og sukker, uden at dette dog kan ansees fuldt bevist. 


78 Ivar Bang. 


at pankreassaften spalter lecithinet i dets komponenter, 
kolin, fedtsyrer og glycerinfosforsyre. Kolinet destrueres der- 
paa videre, fedtsyrerne forsæbes, medens glycerinfosforsyren 
ikke angribes yderligere, men opsuges som saadan.!) Paa 
samme maade som pankreassaften i tarmen spalter lecithinet, 
kan man tænke, at pankreascellerne spalter lecithinet udenfor 
tarmen. Glycerinfosforsyren blir da derpaa udgangspunktet 
for guanylsyresynthesen. 

Er dette rigtigt, har vi hermed fundet et nyt holde- 
punkt til belysning af lecithinets betydning for nukleinernes 
synthese 1 organismen. Man kan da ogsaa 1 analogie her- 
med tænke sig, at leeithinet ogsaa paa andre steder i orga- 
nismen afgiver sin glycerinfosforsyre til nukleinsyresynthese, 
eller at der paa andre steder anvendes større brudstykker 
af lecithin til dannelse af nukleinsyre. Man kan endog tænke 
sig, at hele lecithinmolekulet benyttes hertil. De nys omtalte 
lecithalbuminer skulde kunne nævnes som exempel herpaa. 

En saadan betragtning vil fordre en ny, mere omfattende 
definition paa et nuklein. 

Forf. maa afstaa fra ethvert forsøg herpaa. De er 
ganske vist en mulighed, eller endog en sansynlighed for, at 
man ad denne vei kan faa et bedre overblik over lecithinets 
forhold til nukleinernes synthese, men det maa udtrykkeligt 
fremholdes, at vi endnu intet bevis har for rigtigheden 
af vore formodninger. 

Imidlertid turde en bearbeidelse af nukleinspørgsmaalet 
paa grundlag af de ved studiet af guanylsyrens konstitution 
vundne erfaringer muligens bringe nye og interessante kjends- 


gjerninger for dagen. 


1) Se Bokay. Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 1 og Hase- 
broek ibid. Bd. 12. 


Den fysiologiske del. 79 


4. Fysiologiske studier over guanylsyren. 


Medens de kemiske undersogelser over nukleinsyrerne 
i de senere aar har veret drevet med stor iver, foreligger 
der hidtil kun sparsomme iagttagelser over nukleinsyrernes 
fysiologiske virkninger. Og dog frembyder saadanne fysio- 
logiske studier en hoi grad af interesse. 

Et saa vigtigt problem som spørgsmaalet om urinsyrens 
oprindelse i organismen synes at staa ner forbindelse med 
sporgsmaalet om nukleinsyrernes forhold i organismen.. Vi 
skal ikke her gaa ind paa dette store og interessante kapitel, 
da vi ikke selv har leveret noget forsog til at belyse det, men 
kun minde om, at Minkowski,!) der ved fodring af 
hunde med salmonuklinsyre fandt en betydelig allantoinud- 
skillelse og ved fodringsforsog paa mennesker med samme 
nukleinsyre en tilsvarende forogelse af urinsyren. Den for- 
ogelse af urinsyreudskillelsen, som er fundet ved fodring 
med meget nukleinrige organer, f. ex. thymus, skyldes sikkert 
direkte den i disse forekommende nukleinsyre. Ganske vist 
har Horbaczewski herimod gjort gjældende, at nuk- 
leinerne frembringer en hyper-leukocytose og at urinsyren 
skyldes disse leukocyter — der hurtig gaar til grunde — 
sin oprindelse, men Minkowski fandt ved at fodre med 
enkelte af nukleinsyrernes spaltningsprodukter nemlig xanthin- 
baserne, at disse ogsaa frembringer allantoin- resp. urinsyre- 
udskillelse, men ingen forøgelse af leuko- 
eyternes antal. Den udskilte mængde allantoin resp. 
urinsyre var proportional med den mængde xanthinbaser, 
man indforte i organismen. De enkelte xanthinbaser havde 
desuden meget forskjellig virkning, idet blot enkelte som 


1) Archiv f. experiment. Path. u. Pharm. Bd. 41. 


80 Ivar Bang. 


hypoxanthin frembragte en saadan ogning i urinsyreudskil- 
lelsen, medens andre ingen saadan virkning havde. Min- 
kowski antages derfor, at nukleinsyrerne i organismen 
spaltes til sine enkelte bestanddele, hvoraf igjen xanthin- 
baserne eller enkelte af disse frembringer urinsyren. Imidler- 
tid kan der vistnok overfor Minkowskis undersogelser 
gjøres berettigede indvendinger gjældende, og de vundne 
resultater trænger i hoi grad til bekræftelse. Det er saa- 
ledes ikke bevist, at nukleinsyrerne ved fodring spaltes paa 
samme maade i organismen som udenfor organismen ved 
kogning med en mineralsyre. Hvorvidt saaledes selve xan- 
thinbaserne opstaar, er derfor endnu ikke bevist og turde 
vistnok vere ganske tvilsomt. 

Et andet sporgsmaal af stor betydning, som i den senere 
tid er bragt i forhold til nukleinsyrerne i organismen, er blo- 
dets koagulation. Man har i den senere tid ment, 
at somme nukleoproteider paaskynder blodets koagulation, 
ja endog selv betinger koagulationen. Det saakaldte «Fi- 
brinferment» antages endog af mange for i virkeligheden at 
vere et nukleoproteid. (Peckelharing, Lilienfeld.) 

Efter Lilienfelds opfatning findes fibrinfermentet 
i de hvide blodlegemer bundet til et koagulationshemmende 
stof, histonet, som nukleohiston. Det koagulationsfrem- 
bringende legeme, leukonukleinet skal i folge hans mening 
være et nukleoproteid. Saavel dette leukonuklein som den 
heri forekommende nukleinsyre ansees af Lilienfeld for 
identisk med «fibrinfermentetv. Hammarsten har imid- 
lertid paavist, at leukonukleinet ikke fremkalder nogen koa- 
gulation af rent fibrinogen, men kun en feldning af dette 
med uforandrede egenskaber. Neumann har videre fundet, 
at nukleinsyren ikke fremkalder nogen koagulation ved at ind- 


Den fysiologiske del. 81 


sprøites i blodbanen. Den eneste virkning, som herved kunde 
paavises, var en formerelse af de hvide blodlegemers antal.!) 

Forat undersøge guanylsyrens fysiologiske betydning, 
bør der gaaes to veie: 1. undersøge guanysylsyrens forhold 
i organismen, ved fodring og 2. at studere dens virkninger 
ved indsprøitning i blodbanen. 

Paa grund af den store vanskelighed ved at fremstille 
guanylsyre og det daarlige udbytte, man erholder, kunde der 
ikke under de foreliggende undersøgelser afsees tilstrække- 
lige mængder til dermed at foretage fodringsforsøg og man 
har derfor indskrænket sig til at undersøge guanyl- 
syrens forhold til organismen ved indsprøitning i blod- 
banen. Det er for disse forsøg, der nedenfor skal omtales. 
Til forsøgene benyttedes hunde. 

Hvad man paa forhaand havde opmerksomheden fæstet 
ved, var undersøgelsen af blodets koagulationsforholde. Det 
første forsøg planlagdes derfor som et forberedende orien- 
teringsforsøg med dette for øie. 

Paa en hund (han, 8 mdtr. gl.) vægt 5,0 kg. præpareredes art & 
vena femoralis dextra fri, hvorpaa der anlagdes kanuler i begge, i 
venen til indførelse af guanylsyren, i arterien til udtagelse af blod- 
prøverne. 

Kl. 1 h. 26 m. udtoges den første blodprøve til fastsættelse af 
dyrets normale koagulationstid. Prøven koagulerede kl. 1 h. 30 m. 
altsaa paa 4 minutter. 

Kl. 1 h. 49 m. injiceredes 0,29 gr. guanylsyre (prep. no. IV) op- 
løst i 28 ccm. 0,7 % kogsaltopløsning. 31/2 m. senere toges den 2den 
prøve. Denne koagulerede paa 10 minutter. 3die prøve toges 6°/ı m, 
efter indsprgitningen og koagulerer paa 6 m. 4de prøve toges 9 m. 
efter injektionen, den koagulerede ufuldstændig paa 16 m., fuld- 


1) Endelig turde Lilienfelds kemiske undersggelser over 
nukleohistonet efter forf.s iagttagelser (Zeitschr. f. physiol. Chemie 
Bd. 30) trænge en bekræftelse. De synes at være meget mangelfulde, 
(Anm. under korrekturen.) 

6 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. No. 1. 
Trykt den 10. December 1900. 


82 Ivar Bang. 


stændig paa 20 m. 5te prøve taget 16 m. efter indsprøitningen, 
koagulerer paa 9 m. 6te prøve, der blev udtaget 27 m. efter ind- 
sprgitningen koagulerer paa 3 m. Senere prover koagulerer mo- 
mentant. 

Man ser saaledes, at indsproitning af guanylsyre paa 
hund saalangt fra har nogen koagulationsbefordrende virk- 
ning, at tvertom koagulationstiden rykker lenger ud, end 
den var paa forhaand. Guanylsyren er i besid- 
delseafentydeligantikoagulerende virk- 
ning. Den største virkning kommer tilsyne i prove no. 4, 
hvor koagulationstiden er 5 gange saa lang som den normale. 
Guanylsyrens antikoagulerende virkning er hurtig forbi- 
gaaende, Efter en halv times tid er virkningen forbi. Det 
ser endog ud, som om der nu indtræder en ny fase, idet 
koagulationstiden i de senere prøver er kortere end før. 
Dette fund maa dog bedømmes med stor forsigtighed og 
reservation. 

Foruden denne virkning paa det cirkulerende blod frem- 
byder organismen efter indsprøitningen af guanylsyren en 
række fænomener, der fortjener omtale. 

Umiddelbart efter indsprøitningen blev den ellers saa 
rolige hund med engang meget urolig. Respirationen blev 
uregelmæssig, meget paaskyndet. Dette stadium gik hurtigt 
over, og efter et par minutters forløb fulgte en tilstand, der 
meget lignede en narkose. Hunden laa ubevægelig paa 
operationsbordet, respiration var meget langsom og overfladisk: 
8 minutter efter indsprøitningen var respirationernes antal 
i minuttet 8 og steg saa langsomt til 12. Desuden be- 
merkedes, at der fulgte 2 og undertiden flere inspirationer 
paa hver exspiration. Efter et kvarters tid blev tilstanden 
bedre, og da forsøget blev afbrudt kl. 2 h. 15 m. var hunden 
tiltyneladende fuldt restitueret. 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 83 


Foruden virkningen paa respirationen, bemerkedes ogsaa 
forandringer af blodtrykket. Blodet strommede ved den 
første blodprøve ud af arterien i fuld straale. Ved de 
senere prover derimod (no. 2, 3, 4 og 5) kom blodet kun 
langsomt, endog kun dryppende fra kanulen. Ved de senere 
blodprøver tiltog strømningshastigheden igjen og tilsidst 
strommede det igjen ud i fuld straale. Pulsen var 5 m. 
efter indsprøitningen svag og uregelmæssig, antal — 68. 
Senere bedredes den atter. 

Guanylsyren udover saaledes en toxisk 
indflydelse paa blodtryk og respiration. 
Desuden fremhragte indsproitningen ganske eiendommelige 
forandringer af urinen. 

Efter operationens slutning blev hunden sat i bur. Den 
fik noget melk at drikke. Efter 24 timer fandtes 700 cem 
urin. Medens hundens urin taget med katheder for opera- 
tionen var fuldstændig normal og reagerede surt, viste den 
efter operationen følgende egenskaber: den reagerede 
alkalisk. Den indeholdt æggehvide. Denne 
æggehvide bestod af genuin æggehvide uden tilblanding af 
albumoser. Desuden reducerede urinen sterkt. 
Ved nærmere undersøgelse af den reducerede substans fandtes 
følgende: Den gjærede fuldstændig. Ffter endt gjæring var 
reduktionen forsvunden. Fenylhydrazinproven gav meget 
smukke osazonkrystaller, hvis smeltepunkt ikke blev bestemt. 
Polarimetret viste en dreining svarende til 0,78 %/ glukose; titri- 
metrisk bestemt ved Fehliug fandtes reduktionen svarende 
til 0,83 % glukose. Heraf fremgaar, at den foreliggende sub- 
stans var druesukker. Tollens’ floroglucinprove gav 
tvilsomt resultat. Det er derfor ikke sansynligt, at der for- 
uden druesukkeret er udskildt nogen pentose. Sukkeret er 


84 Ivar Bang. 


saaledes ikke noget spaltningsprodukt af guanylsyren. Der ud- 
skildtes ingen paaviselig mængde guanylsyre igjennem urinen. 

Efter et døgns forlob var glykosurien forsvunden, medens 
albuminurinen først forsvandt efter 2 døgn sammen med 
den alkaliske reaktion. 

Man ser saaledes, at guanylsyreindspreitningen har frem- 
bragt en rekke tildels meget eiendommelige symptomer. Det 
blev da den nærmeste opgave at studere disse mere ind- 
gaaende og fastslaa deres betydning. I det følgende forsøg 
blev derfor respiration (saavel den thorakale som ab- 
dominale) og blodtryk registreret grafisk; tillige under- 
søgtes blodets koagulationsforholde og urinen. 

Respirationen (den thorakale og abdominale) re- 
gistreredes ved hjælp af pneumografer af en modificeret 
Dondersk type i forbindelse med Mare y’ske tambours å 
leviers. Den ene pneumograf blev anbragt midt paa thorax 
den anden midt paa abdomen. I overensstemmelse med for- 
segsanordningen svarer i de i det følgende gjengivne tracéer 
de opadstigende dele af kurven til inspiratoriske bevægelser, 
de nedadstigende til exspiratoriske. 

Blodtrykket blev registreret ved hjælp af en kom- 
bination af kviksølvmanometret og en piston recorder paa 
en saadan maade, at kanulen blev forbundet med manometeret 
paa sædvanlig vis og manometeret atter med piston recor- 
deren ved hjælp af en kautschuksiange. Det er klart, at 
manometerets trykkurve herved overføres i en volum- 
kurve. Betingelsen for en nøiagtig proportionalitet mel- 
lem begge er selvfølgelig, at manometrets stigrør er fuld- 
stendig kalibrisk og det maa omhyggeligt prøves i saa hen- 
seende. Den anvendte piston recorder bør være meget nøi- 
agtig forarbeidet, baade med hensyn til stemplets og vægt- 
staugens funktion, og den anvendte forbindelsesslange bør 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 85 


vere tilstrekkelig tykvegget. Ved forelobige forsog med 
kjendte tryk bestemtes forholdet mellem de paa manometret 
aflæste virkelige tryk og de af recorderen opskrevne 
ordinater. Fordelene ved denne forsogsanordning er for det 
forste, at man stadig og direkte kan kontrollere det virkelige 
blodtryk udtrykt i kviksølv, medens man undgaar den over- 
maade lidet hensigtsmessige flyder i det Ludwig’ske mano- 
meter; dernest kan man — ved indstilling af recorderens 
vægtstang — let forandre og bekvemt regulere udslagenes 
storrelse, saa at kurven faar en passende dimension og 
endelig er recorderens skriveapparat, naar det engang om- 
hyggelig er indstillet et overmaade paalideligt og fintmær- 
kende registrerapparat. Kurverne blev opskrevet paa et 
kymografion med sodet papir, der blev drevet med en liden 
dynamo. Papirets lengde var over 3 meter, saa at man med 
passende hastighed (i 2 mm. pr. secund) let registrerede et 
forsøg paa '/2 time uden at behøve at skifte papir eller at 
afbryde registreringen. Tiden er overalt markeret i hele 
sekunder ved hjælp af et sekundpendul. Alle i det følgende 
gjengivne kurver læses fra venstre til høire. 

Forsøg no. 2. Den til dette forsog benyttede hund 
(han) veiede 11,2 kg. — 

Man præparerede begge art. femoralis og en vena femoralis fri. 
Deu ene arterie benyttedes til blodtryksforsøg, den anden afgav blod 
til koagulationsforsøgene. Man lod her blodet strømme lige fra arte- 
rien, der var udpræpareret et noget længere stykke, og ned i glasset 
uden at bennytte kanule for at udelukke alle feilkilder fra denne. 

Medens den forrige hund fik en guanylsyredosis af 0,053 gr. pr. 
kilo dyr, indsprøitedes denne gang blot 0,20 gr. guanylsyre, altsaa 
0,018 gr. pr. kilo dyr. 

Strax efter indsprøitningen viste der sig ingen stor forandring af 
almenbefindendet, heller ikke indtraadte der senere nogen narkose- 
lignende tilstand. 


86 Ivar Bang. 


Hvad koagulationsforholdet angaar, var til at begynde med 
blodets normale koagulationstid 10 m. (4 h. 05 m. — 4h. 15 m.). Indsprgit- 
ningen foretoges kl. 4 h.13 m. To minutter senere udtoges den anden 
prove. Den koagulerede paa 19 m. 3die prove toges 4 h. 24!/2 m. 
og koagulerede 4 h. 30 m. altsaa paa 6 m. 4de prove fra 4 h. 26 m. 
til 4 h. 341/2 m = 8'/2 m. Endelig toges den sidste prøve kl. 4 h. 
28 m. Den koagulerede paa 4 m. Man ser saaledes ogsaa i dette 
tilfælde en hastig forbigaaende forlængelse af koagulationstiden fra 
10 m. til 19 m., hvorpaa der følger et stadium hvor koagulationstiden 
er kortere, end den var, for indsprgitningen skede. 


Respirationen var for indsprøitningen regelmæssig, om end 
hastig. Antal 52 i minuttet. Under injektionen blev respirationsbevægel- 
serne uregelmæssige med tildels meget forcerede inspirationer, medens 
antallet af respirationer er noget, omend ubetydeligt mindre end før. 
Dette stadium varer knapt leenger end selve indsprøitningen, nemlig 
ca. 212 m. Derpaa blir respirationen igjen normal uden anden for- 
skjel fra den oprindelige, end at antallet af respirationer synker ned 
til 43 i minuttet. Efter 1 ™ er ogsaa denne tilstand forbi, og nu 
indtræder en eiendommelig respirationstype, der tillige viser store 
forskjelligheder for den thorakale og abdominelle respirations ved- 
kommende. Det blir derfor nødvendigt at beskrive hver for sig. 

Thoraxrespirationen synker hurtigt i antal til 16 respirationer 
i minuttet for saa under forsøgets gang langsomt og jevnt tiltagende 
i antal at arbeide sig op til det oprindelige tal, som først naaes ved 
forsøgets afslutning kl. 4 h. 30 m. Trods den sterke aftagning i an- 
tallet blir de enkelte respirationer langtfra større, men tvertom mindre 
end før. Exkursionerne er saaledes knapt 3/1 saa store som tidligere. 
Dette forhold fortsættes gjennem hele forsøget og er ved afslutningen 
uforandret. Fremdeles bemerkes, at forholdet mellem inspiration og 
expiration forandres paa en saadan maade, at exspirationen blir af 
ca. 3 gange saa lang varighed som inspirationen, medens den normale 
kurve viser omtrent den samme tid saavel for in- som exspiration. 
Endelig bemerkes endel mindre svingninger særlig paa kurvens op- 
adstigende ben — altsaa svarende til inspirationen. 

Hvad abdominalrespirationen angaar, er først at merke, at 
denne, hvad frekvensen betræffer, har det samme antal respirationer som 
den thorakale. Ligeledes arbeider aldomen synkronisk med thorax. I 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 87 


modsætning til den thorakale respiration blir derimod de enkelte 
elevationer høiere, end de var før. Paa samme tid faar respirationen 
en eiendommelig form. Istedenfor som normalt at fremvise en enkelt 
spids, faar man her først en hastig stigning, der pludselig gaar over 
i et furet opadskraanende plateau. Naar dette plateau naar sit høieste 
punkt, falder atter kurven tilbage til samme høide som udgangs- 
punktet med samme hastighed, som den første gang steg. Derpaa 
følger en kort stilstand og saa atter ny stigning. Enkelte gange 
kommer der en svag sænkning af kurven mellem den hastige og 
langsomme stigning. Man kan endog finde en hel række saadanne 
smaa elevationer paa den opadstigende del af kurven. Dyret gjør 
saaledes efter kurven en hastig inspiration, der umiddelbart gaar over 
i en langsom inspirationsbevægelse. Naar saa denne inspiration har 
naaet sin største høide, afløses den af en hurtig fortløbende exspira- 
tion, hvorpaa der indtræder en pause. 


Videre bemerkes, at inspirationen har en betydelig længere varig- 
hed end baade respirationen og pausen. I begyndelsen af denne 
respirationstype er saaledes dens varighed dobbelt saa stor som 
exspiration og pause. Sammenligner man thoraxrespirationen her- 
med, findes, at den hele respirationsfase har samme varighed for 
begges vedkommende, medens inspirationen er af dobbelt til tre- 
dobbelt saa lang varighed ved den abdominale respiration som ved 
den thorakale. Følgen heraf er, at abdomen fortsætter med at in- 
spirere, medens thorax allerede er i fuld gang med sin expsiration. 

Under forsøgets videre gang blir nu inspirationen stadig kortere 
og kortere. Det samme er tllfælde med pausen. Ved forsøgets 
afslutning er saaledes pausen forsvunden og inspirationsplateauet 
reduceret til et minimum. Respirationernes antal er da — ligesom 
for thorax" vedkommende — det samme som før injektionen. 
lg Registreringen af blodstykket er i dette forsøg mislykket, 
da der allerede ved forsøgets begyndelse var indtraadt en partiel 
koagulation i kanulen. 

Hunden blev efter operationen sat i bur. Umiddelbart før og 
efter operationen blev dog urinen taget med katheter. Den første 
portion taget før operationen reagerede surt og indeholdt ikke ægge- 
hvide. Den anden portion urin efter operationen reagerede tydelig 
alkalisk og indeholdt rigelige mængder æggehvide. Sukker fand- 


88 Ivar Bang. 


tes ikke i nogen af prøverne. Den Tollens'ske pentose- 
reaktion faldt ligeledes negativ ud. Urinen indeholdt derfor ikke 
guanylsyre. Den næste dag var fremdeles urinens reaktion alkalisk 
samt æggehvideholdig, men indeholdt ikke sukker. Efter to dages 


forløb var urinen atter normal. 


Resultatet af dette experiment var saaledes, at injektion 
af en ringe mængde guanylsyre (0.018 gram pr. kilo dyr) 
frembragte en forandret respirationstype, samt at urinen 
blev alkalisk, idet der samtidig optraadte albuminuri, deri- 
mod ingen glykosuri. 

Forsøg no. 3. Til dette forsøg blev der benyttet 
et nyt præparat guanylsyre, der var fremstillet af pankreas 
direkte. Præparatet gav ingen biuretreaktion og indeholdt 
18,05 °/o N. Det var saaledes et rent præparat. (Tracé fig. I.) 


Hun-hund, veegt 12,3 kg. Der injiceredes 0,5 gr. guanylsyre, op- 
løst i 21 ccm. 0,7 % NaCl, altsaa vel 0,04 gr. pr. kilo dyr. Under og 
lige efter indsprøitningen viste der sig det samme excitationsstadium 
som ved den første hund; derpaa fulgte ligeledes en narkoselignende 
tilstand. Under den følgende tid kom hunden sig successivt og var 
efter ca. 20 minutters forløb igjen som før. Der blev taget tracé 
over den thorakale og abdominale respiration samt over blodtrykket. 
Desuden undersøgtes blodets koagulationsforholde. 

Hvad det sidste punkt angaar, viste en forprøve, taget kl. 11 h. 35 m. 
en koagulationstid paa 6 m. (koagulation kl. 11 h. 41 m.).. Guanyl- 
syreopløsningen indsprøitedes kl. 12 h. 1012 m. Den anden blodprøve 
udtoges kl. 12 h. 1242 m. Den koagulerede pia 2 timer. No. 3 
toges 12 h. 1412 m. og koagulerede ligeledes paa 2 timer. No. 4 
toges kl. 12 h. 19 m. koagulerede kl. 2 h. 12 m. — altsaa paa I time 
53 minutter. No. 5 toges kl. 12 h. 23 m. og koagulerede paa 1°/s time. 
No. 6 toges kl. 12 h. 34 m. og koagulerede paa 1’/2 time. Blodet 
kom i fuld straale af arterien ved prove no. 1 og 2, men kun lang- 
somt dryppende i prgve no. 3 og no. 4. I prove no. 5 og serlig 
no. 6 havde man atter fuld straale. 

Hvad respirationen angaar, var denne ogsaa i dette forsøg 


eiendommelig. 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 89 


Dyret respirerer i dette kasus langsomt og roligt med blot 6 å 7 
respirationer i minuttet, som man ser af kurven, hvoraf karakte- 
ristiske partier er gjengivne paa fig. I. (Pg. 90.) 

Umiddelbart efter injektionen faar begge respirationskurver, den 
thorakale og abdominale et uregelmæssigt forløb, hvilket svarer til 
det tidspunkt blodtryksfaldet indtræder. Antallet af respirationer 
stiger til 24—30 i minuttet. Derpaa blir atter kurvene — særlig den 
thorakale, men ogsaa om end i mindre grad den abdominale respi- 
ration atter normal for et par minutters tid, omend de enkelte eleva- 
tioner blir mindre end før. Efter denne tid antager hver sin sær- 


egne respirationstype, der skal beskrives særskildt. 


Thoraxrespirationens elevationer blir efter et gjennemgangs- 
stadium paa ca. 2 minutter, hvor respirationen er ganske uregelmæssig 
og hvor elevationerne uophørlig forandrer sin form for saa tilslut at 
gaa over i den endelige form, ganske smaa, omtrent 1/3 af den op- 
rindelige størrelse. Fremdeles blir det opadstigende gren, inspirati- 
onen, meget steil, medens den nedadstigende, exspirationen, langsomt 
og sagte sænker sig ned mod abscisselinjen for saa atter at gaa over : 
i en ny inspiration. Exspirationens længde tilrager derfor paa inspi- 
rationens bekostning. Den blir vel 3 gange saa lang som inspirati- 
onen, medens den normale kurve viser omtrent den samme længde 
for begge. Respirationernes antal er 28. Denne respirationstype 
fortsættes uforandret til forsøgets slutning, idet dog elevationerne 
langsomt voxer i høide. Ved forsøgets afslutning — 20 minutter 
efter injektionen er høiden omtrent halvparten af den oprindelige, 
og respirationernes antal 11—16 i minuttet. 

Ligesom thoraxrespirationen gjennemgaar ogsaa den abdominale 
respiration et kort gjennemgangsstadium, før den gaar over i sin 
endelige type. Det væsentlige i disse overgangsformer er de enkelte 
elevationers overgang fra en enkelt spids til en dobbeltspidset kurvé. 
Først finder man en hovedspids med en liden elevation paa det 
nedadstigende ben, senere rykkes spidsen høiere op, og man faar en 
dobbeltspids. Derpaa falder den lille elevation paa det opadstigende 
ben, og dermed er den endelige form naaet, Denne bestaar af en 
række regelmæssige elevationer, der alle er hinanden lige. Først har 
man en langsomt stigende elevation, der dog ikke naar nogen syn- 
derlig høide, men til gjengjæld har lang varighed. Den afbrydes ved 


4) 


(Forsøg no. 


Å pk 


Å | Mi, Pr PU N Mn A 
hin vw id wy hr V 


Mu MAA 


AR 


W EN à Lana 


9 
o 


(Forsøg no. 


je Å 


Tøn 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 91 


en liden exspiratorisk synkning, der dog ikke naar abscisselinjen. 
Nu fortsætter elevationen sig i et steilt opadstigende ben, der efter 
at have naaet sin maximale hgide ligesaa hastigt synker tilbage til 
abeisselinjen, hvorved denne resprration er forbi, og en lignende 
paanyt langsomt begynder at hæve sig. Man kan ogsaa beskrive 
forholdet saaledes, at man har to inspirationer, den første liden, men 
af lang varighed den anden stor, men af kort varighed. Imellem 
disse to findes en kort, ufuldstændig exspiration. Forfølger man 
kurven til henimod forsøgets afslutning, finder man, at afstanden 
mellem disse to inspirationer stadig øges, medens exspirationen 
mellem dem stadig blir mere fuldstændig. Fremdeles er at merke, 
at exspirationen i sin almindelighed er temmelig kort, medens respi- 
rationen tiltager i længde — altsaa det modsatte af, hvad tilfældet 
var for thoraxrespirationens vedkommende. Sammenligner man der- 
for de to respirationer, der i det hele arbeider synkronisk, sees, at 
abdomens lille exspiration svarer til thorax’ inspiration; under den 
paafølgende thorakale exspiration falder derpaa abdomens dybeste 
inspiration. Abdomens respirationsakt er hermed færdig, medens 
thorax endnu expirerer, hvorfor abdomen under denne samme thorax 
exspiration kan paabegynde sin nye inspiration. Naar saa abdomens 
første inspirationsfase er færdig, og denne lille exspiration begynder, 


kommer thorax efter med sin inspiratoriske elevation. 


Blodtryksregistreringen er i dette tilfælde vellykket og viser 
tydelig guanylsyrens indvirkning paa dette. Vi ser saaledes umid- 
delbart efter indsprøitningen (se fig. I), at kurven forandres paa en 
saadan maade, at pulselevationerne blir mindre og mindre, medens blod- 
trykket endnu holder sig uforandret. Paa denne maade fortsættes 
blodtrykskurven næsten et minut i hvilken tid man væsentlig ser 
respirationsbevægelser, medens pulsbevægelserne reduceres mere og 
mere. Derpaa synker blodtrykket rapid, saa man efter 10 sekunder 
faar et blodtryksfald fra 180 mm. Hg. til S0 mm. Hg. Derpaa synker 
blodtrykket langsomt saa det efter 112 minut naar sit minimum 
70 mm. Hg. Fra dette punkt fortsættes kurven uden stigning med 
yderst ubetydelige pulsbevægelser og uden respiratoriske svingninger 
41/2 minut og begynder saa atter at stige langsomt og jevnt, medens 
pulsbevægelserne blir tydelige og tydeligere, men fremdeles med 


manglende respirationsbevægelser. Efter 61/2 minut blir stigningen 


92 Ivar Bang. 


raskere. Efter 12 minutter er blodtrykket naaet 135 mm. Hg. Der 
begynder nu at vise sig smaa respiratoriske bevægelser, 21 minutter 
efter indspreitningen antager igjen blodtrykskurven sit normale ud- 
seende. Blodtrykket er oppe i 160—170 mm. Hg., man ser tydelige 
puls- og respirationsbevægelser, omend mindre end den oprindelige 
blodtrykskurve udviser. 

Efter endt forsøg sættes hunden i bur. Den næste dag havde den 
ladt 316 ccm urin af sterk alkalisk reaktion. Urinen indehol- 
der æggehvide, men intet sukker. Pentosereaktionen ud- 
falder ganske negativt, hvoraf kan sluttes, at urinen ikke indeholder 
guanylsyre i nogen paaviselig mængde. Den næste dag reagerer 
urinen neutralt, indeholder ikke æggehvi de. Forsøget afsluttes. 

Dette dyreforsøg har saaledes vist en karakteristisk 
forandret respiration, et sterkt fald af blodtrykket samt 
forlængelse af koagulationstiden. Forandringerne i urinen 
var optræden af alkalisk reaktion og albuminuri, men ikke 
glykosuri. 

Forsøg no. 4. Hund (hun) veiede 14 kg. 

Qgsaa denne injiceredes 0.5 gr. guanylsyre opløst i 25 ce 0. °/o 
kogsaltopløsning, hvilket svarer til 0.035 gr. pr. kilo dyr. Injektionen 
foretoges kl. 2 h 45 m. Indsprøitningen foretoges i vena jugularis ext. 
Blodtryk registreredes 1 art. carotis sinistra. (Trace fig. II, a og b, 
læses sammen.) 

Der toges paa forhaand ingen blodprøve. Derimod toges fra 
arterien (carotis sinistra) under forsøget to blodprøver nemlig kl. 2 h 
59 m og kl. 3 h 00 m (14 og 15 m efter indsprøitningen). Den første 
prøve koagulerede paa 40 minutter, den anden paa 26 minutter, 
hvilket noksom viser, at koagulationstiden ogsaa i dette tilfælde var 
forlænget. 

Respirationen var i dette forsøg noget afvigende fra den type, 
der udviklede sig hos de foregaaende hunde. Vi finder denne gang 
lige efter indsprøitningen en del formindskning af thoraxrespiratio- 
nernes størrelse, forresten er dens form ikke afvigende. De voxer 
dog snart i størrelse, saa man ca. 4 minutter efter injektionen finder 
regelmæssige elevationer af samme størrelse som oprindeligt. Antallet 
er ogsaa omtrent som før — ca. 15 respirationer i minuttet. Mod 


% M7) 


Å 


UPS ANT 


ry i 


| 


I) 


er JV VL 7 MM 


Fig. II. 
(Forsøg no. 6) 


Fig II b. 
(Forsøg no. 4) 


94 Ivar Bang. 


slutten af forsøget sees elevationerne besat med talrige smaaeleva- 
tioner, der fremkom derved, at hunden denne tid uophørlig frem- 
bragte en knurrende lyd og herunder ristede sit legeme. Det er 
særlig den exspiratoriske sænkning, der belastes med disse vibrationer. 

For den abdominale respirations vedkommende har vi sva- 
rende til blodtryksfaldet en høist uregelmæssig kurve med tildels meget 
store elevationer. Disse ophører efterhaanden, og man faar da en 
kurve med regelmæssige respirationer, der hverken ved sin form 
eller størrelse frembyder noget særligt af interesse. Den eneste af- 
vigelse er, at exspirationen foregaar noget langsommere end før. 
Elevationen synker til en begyndelse raskt, derpaa noget langsommere 
og saa atter igjen hurtigt ned til abscisselinjen. Paa fig. Il a og b 


ser man udvalgte partier af respirationen. (Pg. 90 og 93.) 


Blodtrykket begynder med et tryk ca. 200 mm He. Efter den 
første indsprøtning (injektionen foretoges i 3 repriser) ser man en 
forbigaaende minkning af pulsbevægelserne og antydning til fald af 
blodtrykket. Dette retter sig igjen meget raskt, saa man atter har 
en normal kurve. Derpaa kommer den anden indsprøitning, der 
viser det samme, om man end faar et større forbigaaende fald af 
blodtrykket. Pulsbevægelserne naar ikke fuldstændig sin tidligere 
størrelse. Endelig efter den tredje indsprøitning sænker trykket sig 
langsomt nedover og naar i løbet af 50 sekunder sit minimum — 
70—80 mm. Hg. Man har saaledes et blodtryksfald paa 130 mm Hg. 
Pulsbevægelserne blir herunder smaa, men respirationsbevægelserne 
er tydelige. Efterat blodtrykskurven har naaet sit minimum kl. 2 h 
48 m — altsaa 3 m efter indsprøitningen, fortsætter den sig ufor- 
andret 172 m og begynder saa raskt at stige. I løbet af I m naar 
den saaledes en høide af 160 mm Hg. Fra dette punkt stiger den 
langsomt videre, indtil den kl. 3 h 05 m, 20 m efter injektionen naar 
sin tidligere høide. Under dens hurtige stigning er pulsbevægelserne 
noksaa smaa, respirationsbevægelserne derimod ganske store. Under 
det andet afsnit, hvor stigningen foregaar langsomt, blir baade puls- 
og respirationsbevægelser tydelige. Endelig blir saavel puls- som 
respirationsbevægelserne atter normale, naar blodtrykskurven igjen 
har naaet sin tidligere høide. 


Hvad urinen angaar, blev denne umiddelbart før operationen 


taget med katheter. Den var fri for æggehvide og sukker samt 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 95 


reagerede neutralt. Kl. 5 h 30 m toges paanyt med katheter 200 cc 
urin, der reagerede neutralt og indeholdt æggehvide, men intet 
sukker. Tollens’ reaktion var negativ. Den næste dag var urinen 
atter normal. 

Forsøget viser saaledes i dette tilfælde en respiration, 
der under injektionen og umiddelbart efter denne er tem- 
melig forceret, men senere atter blir normal uden nogen af 
de karakteristiske forandringer, de to tidligere respirations- 
kurver har vist os. Desuden fremkalder indsprøitningen af 
guanylsyren i dette tilfælde et betydeligt, om end hurtigt 
forbigaaende fald af blodtrykket. Fremdeles opstaar her 
albuminuri, neutral reaktion af urinen, men ingen glykosuri. 
Endelig har man ogsaa hos denne hund kunnet paavise en 
forlængelse af koagulationstiden for blodet. 


Af de anførte forsøg sees, at guanylsyren ved indsprøit- 
ning i blodbanen frembringer en række symptomer, der viser 
en sterk og indgribende virkning af guanylsyren paa orga- 
nismen. 

Den første virkning, vi lægger merke til, er indvirk- 
ningen paa dyrenes almentilstand. I alle tilfælde har vi 
først umiddelbart efter indsprøitningen iagttaget en mere 
eller mindre sterk incitation hos hundene. Denne in- 
eitationstilstand kan enten skyldes en speciel guanylsyre- 
indvirkning paa centralnerveapparatet eller, hvad der maaske 
er det rimeligste, virkningen skyldes det store og hastigt 
indtredende fald af blodtrykket. Efter denne incitations- 
tilstand henfalder dyrene i en slags narkose. Narkosen 
er ikke fuldstendig i noget tilfælde idet f. ex. alle hunde 
reagerede for berøring af cornea, men er dog ganske tydelig 
om end kun forbigaaende, hvorefter dyrene igjen blir som. 


før indsprøitningen. 


96 Ivar Bang. 


En anden karakteristisk virkning af guanylsyren finder 
vi i forandringen af blodets koagulationstid, idet 
guanylsyren forlenger koagulationstiden. Guanylsyren 
besidder saaledes en tydelig antikvagulerende virk- 
ning. Denne virkning findes konstant ved alle forsøg, 
og ved anvendelsen af forskjellige guanylsyrepreparater. Fol- 
gende oversigtstabel viser forholdene ved de enkelte forsog: 


Forsøg no. Indsprgitet Normal Maximal virkning 
guanylsyre koagulationstid af guanylsyren 
pr. kilo dyr minut sekund minut sekund 
1 0.058 gr. 3 50 DOME 
2 0,018 gr. 10 > 19 > 
3 0.040 gr. 6 » AIX » 
4 0.036 gr. = = 40 » 


Man ser saaledes, at indsyrøitning af ca. 0.04 gr. gua- 
nylsyre pr. kilo dyr fremkalder en ganske betydelig for- 
længelse af koagulationstiden, medens en indsprøitning af 
ca. 0.02 gr. pr. kilo kun udøver en mindre virkning. Det 
forste forsog viser dog et afvigende resultat, idet en ind- 
sproitning af ca. 0.06 gr. guanylsyre pr. kilo dyr kun for- 
rykker koagulationstiden fra 3 m. 50 sec. til 20 m., men 
her er at merke, at blodet blev taget af arterien med kanule. 
Det er ikke udelukket, at der i denne fra gang til gang 
har kunnet ophobe sig fibrinferment. Fibrinfermentet kan 
derpaa felge med proverne og forandre koagulationstiden i 
disse. En støtte for denne opfatning leverer forsøg no. 4, 
hvor blodet blev taget fra arterien ved hjelp af en kanule. 
Den forste prove koaguleres paa 20 m den anden paa 40 m 
uagtet vel neppe blodet har forandret sin beskaffenhed i 
lobet af det ene minut, der ligger mellem udtagelsen af 
disse to prover. Man kan endvidere tænke sig, at blodets 
normale koagulationstid, der forovrigt varierer indenfor snev- 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 97 


rere grænser kan have betydning, saaledes at f. ex. en nor- 
mal liden koagulationstid skulde betinge en mindre virkning 
af guanylsyren end en normal lang koagulationstid. Vort 
materiale til bedømmelse heraf er dog saa lidet, at forfat- 
teren ikke vover at drage nogen bestemt konklusion i saa 
henseende. 

Hvorpaa denne guanylsyrens virkning paa blodet beror, 
skal forfatteren ikke gaa nærmere ind paa. Blodets koagula- 
tionsforholde er som bekjendt saa lidet udredet, at man har 
meget lidet at holde sig til ved bedømmelsen af en ny 
substanses virkning. Det vilde kræve et indgaaende studium 
af dette punkt, hvis man skal vove at udtale sig om aar- 
sagen til guanylsyrens virkning, og hvorledes den virker. 
Forfatteren har renonceret paa undersogelsen heraf. Saa 
meget kan dog siges, at guanylsyren udøver den samme 
antikoagulernde virkning paa blod extra vitam, saaledes som 
følgende forsøg viser. Paa en hund udtoges to blodprøver 
hver paa 5 ccm. Til den ene sattes 1 ccm. 0.7 % kogsaltop- 
løsning, til den anden 1 ccm. guanylsyreopløsning i 0.7 %/ NaCl. 
Guanylsyrens mængde i 1 ccm. opløsning var 0.02 gr. Efter 
1 time var blodprøven tilsat guanylsyreoplosningen flydende, 
medens kontrolprøven koagulerede paa 9 m. Guanylsyren 
virker saaledes paa blodet direkte, hvormed dog ingenlunde 
er sagt, at guanylsyren indsprøitet i blodet alene virker 
paa denne maade. Meget muligt kan ogsaa en lignende 
virkning tænkes at finde sted som f. ex. er paavist for 
albumosernes vedkommende, hvor virkningen udelukkende 
er indirekte. Efterat guanylsyrens overensstemmelse med 
lecithinet er bragt paa det rene, er det ikke uden interesse 
at minde om, at lecithinet efter Woolridge besidder en 


udpræget - koagulerende virkning paa det cirkulerende blod. 
7 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. No. 1. 
Trykt den 11. December 1900. 


98 Ivar Bang. 


Ganske eiendommelig er den virkning, guanylsyren frem- 
bringer paa respirationen. Vi finder her konstant 
lige efter og under indsproitningen en meget forceret 
respiration. Efterat dette stadium er over, indtræder den 
for guanylsyren eiendommelige respiration. Denne respira- 
tion udmerker sig derved, at brystaandedrettet blir meget 
overfladisk med en forlænget respiration, medens den abdo- 
minale respiration til gjengjeld foroges i styrke. Bemerkel- 
sesverdigt er ligeledes, at den diaphragmatiske respiration 
fortsettes efterat thorax er begyndt at exspirere; ja vi har 
endog exempel paa, at diaphragma under thorax’ exspiration 
foranstalter en ny inspiration. Respirationen giver derfor 
det indtryk, at diaphragma anstrenger sig og overvinder en 
hindring, thorax forgjæves søger at overvinde. Respirationen 
har endog en vis lighed med den anstrengte respiration 
ved stenoser i trachea. Nogen forklaring paa denne eien- 
dommelige respirationstype, der findes tydelig udtalt i forsøg 
no. 2 og 3 samt i no. 1, hvor dog ingen tracé foreligger, 
kan foreløbig ikke gives. Respirationstypen synes heller 
ikke at forekomme aldeles konstant, da nemlig forsøg no. 4 
ikke fremviser denne respirationstype. 

Derimod er guanylsyrens virkning paa blodtrykket 
et konstant fænomen, som man finder i alle forsøg. I forsøg 
no. 1, hvor ingen tracé foreligger, kan man af den formind- 
skede hastighed, hvormed blodet strømmede ud af arterien 
efter guanylsyreindsprøitningen slutte at blodtrykket er faldt 
— dette forsøg er det ogsaa, som har henledet vor op- 
merksomhed paa fænomenet. — 

I forsøg no. 2 hindrer partiel koagulation i kanulen os 
i at slutte noget bestemt om blodtryksfald. Imidlertid taler 
faldet fra 160 til 140 mm Hg dog ikke mod et saadant. 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 99 


Dette forsog bør for blodtrykkets vedkommende rettelig lades 
ude af betragtning. 

I forsøg no. 3 derimod finder et blodtrykfald sted fra 
180 mm Hg til 70 mm Hg — altsaa ikke mindre end 110 
mm Hg synker trykket. Fra sit minimum stiger her atter 
blodtrykket langsomt tilbage til sin tidligere hoide. 

I forsøg no. 4 har man endelig et blodtryk paa 200 
mm Hg. Under indsprøitningerne ser man blodtrykket til 
en begyndelse viser en faldende tendens, som dog atter 
overvindes. Først efter den tredje indsprøitning er guanyl- 
syrevirkningen kommen til sin ret, og blodtryksfaldet ind- 
træder, i dette tilfælde et fald paa 130 mm Hg — fra 200 
til 70 mm Hg. Efterat nu blodtrykket holdt sig paa dette 
sit minimum en kort tid, stiger atter trykket og naar hurtigt 
sin tidligere høide. 

Blodtryksfaldet skyldes naturligvis guanylsyren. Hvor- 
ledes denne virkning paa blodtrykket er, lader sig efter vore 
undersøgelser ikke fuldstændig afgjøre. Paa forhaand fore- 
ligger selvfølgelig to muligheder: enten 1. virker guanyl- 
syren paa hjertet selv (eller dets nerveapparat) eller ogsaa 
2. fremtvinges der en vasodilatatorisk indvirkning paa karrene. 
Endelig har man den mulighed, at det er en kombineret 
virkning paa begge. Efter de foreliggende forsøg turde den 
førstnævnte virkningsmaade være den sansynligste. Herpaa 
tyder, at pulsbevægelserne efter indsprøitningen næsten øje- 
blikkeligt formindskes, endog førend selve blodtryksfaldet 
indtræder. Man kunde heraf med sansynlighed slutte, at 
der finder en med kompensatorisk karkontraktion forbunden 
hjertesvækkelse sted. En kort tid formaar denne kompen- 
satoriske karkontraktion at hindre blodtryksfaldet. Men 
efterat hjertet blir end mere forgiftet, indtræder blodtryk- 
faldet desuagtet. Naar hjertet igjen er restitueret, finder 


100 Ivar Bang. 


man paa nyt livlige pulsbevægelser, medens disse er smaa 
under den hele tid, blodtrykket staar lavt. 

Aarsagen til den kun forbigaaende virkning guanylsyren 
udøver, bør vistnok søges heri, at guanylsyren efterhaanden 
elimineres af blodbanen. Nogen eftervirkning finder her 
formodentlig ikke sted. Vi er hermed kommet til spørgs- 
maalet, om guanylsyrens skjæbne i organismen. Vi har paa 
forhaand flere muligheder at tænke os. Guanylsyren kan 
forbrænde helt, eller forbrændingen kan stanse paa et eller 
andet mellemliggende stadium. Den kan muligens benyttes 
af organismen til synthese af nukleoproteiden. Endelig kan 
den udskilles uforandret af organismen og da paa to maader: 
enten udskilles guanylsyren gjennem urinen hurtigt eller 
ogsaa opmagasineres den f. ex. i leveren og sendes herfra 
gjennem blodet i saa smaa doser, at den er uskadelig, til 
nyrerne, hvorigjennem den da langsomt udskilles. 

Vi kan nu af vore undersøgelser slutte, at guanylsyren 
vistnok temmelig hurtigt elimineres af blodet. Videre ved 
vi af vore 4 forsøg, at den i alle fald ikke udskilles gjen- 
nem urinen i saa stor mængde, at den kan paavises selv 
ved fine reagenser. Herfra gjør dog det folgende dyreforsøg 
(no. 5) en undtagelse. 


Forsøg no. 5. 


Hunden veiede 7.0 og indsprgitedes 0.4 gr. guanylsyre (frem- 
stillet af pankreas direkte), altsaa 0.057 gr. pr. kilo dyr. Den 
næste dag gav urinen en tydelig, omend svag Tollens reaktion. 
Urinen inddampedes forsigtig til tørhed og extraheredes med alkohol 
et par gange. Det alkoholiske extrakt inddampedes til tørhed og 
opløstes i vand. Det gav ingen pentosereaktion. Ligeledes opløstes 
det i alkohol uopløselige residuum i vand. Denne opløsnink gav 
Tollens’ reaktion, hvoraf sluttes, at pentosereaktionen ikke 
skyldes nogen pentose, og derfor sansynligvis skriver sig fra fore- 
komsten af guanylsyre i urinen. 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 101 


Denne hund udskildte saaledes guanylsyre gjennem sin 
urin. Ved at tilsætte forskjellige mængder guanylsyre til 
urin fandtes, at man fik positivt udslag med Tollens 
reagens ved uriner, der indeholdt 0,04 °/o guanylsyre. — I 
vandig opløsning lod det endog sig gjøre at paavise 0,0004 °/o 
guanylsyre. Den samlede mængde guanylsyre, der udskiltes 
gjennem denne hunds urin ansættes ved sammenligning med 
urin med kjendt guanylsyregehalt til ca. 0,04 gr. — altsaa 
10 % af den indsprøitede guanylsyremængde. Den næste 
urin hunden lod, gav ingen pentosereaktion. Hvor den øvrige 
guanylsyre er bleven af i dette tilfælde, kan ligesaalidt af- 
gjøres, som vi har nogensomhelst begrundet om, hvor gua- 
nylsyren er bleven af i de øvrige tilfælde. 


De øvrige fænomener, guanylsyreindsprøitningen frem- 
bringer, refererer sig til urinen. De forandringer, der her 
opstod var: Optræden af alkalisk reaktion, albu- 
minuri samt i et tilfælde glykosuri. 


Hvad den alkaliske reaktion betræffer, skyldes denne 
sikkert guanylsyren, idet vi nemlig har seet, at urin taget 
med katheter umiddelbart før indsprøitningen reagerer surt, 
medens urin taget med katheter 1/2 times tid efter injek- 
tionen reagerede alkalisk. Hvorpaa beror denne alkaliske 
reaktion? Den kan enten skyldes ammoniak eller udskil- 
lelse af fixe alkalier. 


Forat undersøge dette bestemtes ammoniakmængden 1 
urinen fra hund no. 3, hvilket forsøg ved et uheld misiyk- 
kedes. Hos hund no. 5 derimod blev urinen taget efter 
indsprøitningen med katheter undersøgt herpaa. Denne urin 
indeholdt 1,24 % N, hvoraf 0,6 % bestod af ammoniak be- 
stemt ved Schlösing. Da de saaledes ikke var nogen 
forøget ammoniakudskillelse, antoges urinens alkaliske reak- 


102 Ivar Bang. 


= 


tion at skyldes de fixe alkalier. Aarsagen til denne udskil- 
lelse vides ikke. 

Albuminurin savnes ikke i noget tilfælde. Lige- 
som den alkaliske reaktion er denne kun forbigaaende og 
forsvinder i løbet af en til to dage. Mængden af udskilt 
æggehvide er ikke bestemt. Den kan antages at beløbe sig 
til omtr. 1—3 °/oo. Den udskilte æggehvide bestod af genuin 
ægoehvide uden tilblanding af albumoser. 

Aarsagen til albuminurinens optræden kan enten være 
blodtryksfaldet, eller ogsaa kan guanylsyren selv virke som 
en nyregift. Det er efter vore forsøg vanskeligt at udtale 
sig om hvilken af disse momenter der kommer i betragtning. 

Den tredje forandring, der er iagttaget i urinen var 
glykosuri. Glykosuri optraadte i det første forsøg, 
men mangler fuldstændig i de fire andre. Det er saaledes 
intet konstant fænomen. Det tør vistnok udelukkes, at det 
inkonstante resultat skyldes forskjelligheder i de anvendte 
præparater. Ganske vist savner man, naar der som her er 
tale om en substans, der ikke kan fremstilles i krystalliseret 
tilstand, en af de sikreste garantier for, at substansen er af 
konstant sammensætning og navnlig ikke er dekomponeret 
under fremstillingen. Men paa den anden side er præpara- 
terne fremstillet efter et i hovedsagen samme princip, og 
man har ved den kemiske analyse søgt at skaffe sikker- 
hed for, at præparaternes sammensætning er identisk. Frem- 
deles borger de øvrige symptomer for, at præparaterne har 
virket omtrent paa samme maade i organismen. Vi maa 
da vende os til forsøgsindividerne. Af forskjelligheder mel- 
lem disse der kunne give anledning til de variable resul- 
tater i denne henseende, maa man først og fremst tænke 
paa dyrenes ernæringstilstand og specielt deres 
glykogenforraad. Af de 5 hunde, der blev benyttet, 


Indsprøitningsforsøg med guanylsyre. 103 


havde no. 1 erholdt næring (kjød og brød) helt til samme 
dag, den blev benyttet, medens no. 2 og uo. 3 stod paa 
inanition 2 dage før operationen, saaledes at disse hundes 
glykogenforraad sikkert var mindsket. Imidlertid blev no. 
4 og no. 5 fodret til aftenen før operationen, uden at der 
dog i disse tilfælde optraadte nogen glykosuri. Det synes 
altsaa som om hundenes ernæringstilstand ikke giver noget 
holdepunkt for bedømmelse af glykosurien. Hvorpaa denne 
beror, er os derfor fuldstændig ubekjendt. 

Vi vil hermed anse os færdige med gjennemgaaelsen af 
guanylsyrens fysiologiske virkninger efter indsprøitning i 
blodbanen. Ligesom guanylsyrens kemiske egenskaber og 
sammensætning anviser den en særegen og ganske betyd- 
ningsfuld plads blandt nukleinsyrerne, saaledes har den paa 
grund af sine fysiologiske egenskaber krav paa interesse. 
Maaske vil med et fortsat studium af nukleinsyrernes og 
nukleoproteidernes fysiologiske egenskaber ogsaa guanyl- 
syrens egenskaber træde klarere og mere sammenhengende 
frem som et led i en stor kjæde. Vi ved saaledes, at 
Schmidt tillegger nukleoproteiderne antikoagulerende 
egenskaber. At vi gjenfinder disse hos en nukleinsyre, sy- 
nes at have en speciel interesse. !) 

Af særlig stor interesse vilde det efter forf.s mening 
være at kunde trække en sammenligning mellem guanylsyrens 
og dens modersubstans’ nukleoproteidens fysiologiske 
virkninger, da disse gjensidig burde belyse hinanden. 


1) Det er ikke uden interesse, at indsprøitning af protamin 
i blodbanen. (Thompsen, Zeitschr. f. physiol. Chemie Bd. 29) frem- 
bringer fænomener, der minder os om guanylsyrens, nemlig sterkt 
fald af blodtrykket, karakteristiske respirationsforandringer og udpræ- 
gede antikoagulerende virkning paa saavel det cirkulerende som 
extravaskulære blod. 


104 Ivar Bang. 


Da der for tiden ikke foreligger nogen undersøgelse 
over f$-nukleoproteidens fysiologiske virkninger efter 
indførelse i blodbanen, har derfor forf. anseet det lønnende 
at foretage endel forsøg herover, for hvilke der nedenfor 
skal gjøres rede. 

De hertil anvendte præparater var dels et præparat, 
fremstillet og velvillig overladt forf. af prof. Hammar- 
sten, dels et præparat fremstillet af pankreas efter Ha m- 
marstens methode af forf. 

Forsøgsanordningen var i disse forsøg væsentlig den 
samme som ved guanylsyreforsøgene. Der toges en tracé 
over respiration og blodtryk. Fremdeles undersøgtes blodets 
koagulationsforholde før og efter indsprøitningen og endelig 


undersøgtes urinen før og efter operationen. 


Forsøg no. 6. Paa den samme hund som i forsøg 
no. 1 


indsprøitedes omtr. 1 maaned efter det første forsøg 0,3 gr. 
nukleoproteid (Hammarstens præparat) gjennem v. femoralis 
sinistra.  Blodprøver toges fra art. femoralis sinistra, blodtrykket 
bestemtes gjennem art. carotis dext. Hundens vægt var da 6,0 kg. 
Den fik altsaa infieeret 0,05 gr. proteid pr. kilo dyr. (Tracé fig. III). 

Koagulationsprøverne. Forprøven toges kl. 3 h. 02 m. 
og koagulerede fuldstændigt kl. 3 h. 10 m., altsaa paa Sm. Kl. 3 h. 
15 m. indsprøitedes proteiden og 3 h. 18 m. udtoges den anden blod- 
prøve. Senere udtoges endnu 4 blodprøver nemlig kl. 3 h. 20 m., 
kl. 3 h. 27 m., kl. 3 h. 38 m. og kl.3h.33m. Alle disse blod- 
prøver blev den næste dag fundet flvdende. De hen- 
stod desuden endu flere dage uden at koagulere. I dette tilfælde var 
saaledes blodets koagulationsevne fuldstændig ophevet. 


Respirationen blev under injektionen talrigere i antal nemlig 
fra 18 gange i minuttet før indsprøitningen til 33 efter injektionen. 
Desuden blev thoraxelevationerne større end før. Derpaa falder disse 
i størrelse. Respirationen blir særlig for thorax's vedkommende meget 
overfladisk. Antallet er omtrent 30 respirationer i minuttet. Uden 


Indsprøitninsforsøg med proteiden. 105 


den mindste forandring fortsættes dette forhold i over 12 minutter. 
Endelig henimod forsøgets slutning blir elevationerne større og min- 
dre talrige — 15 å 18 i minuttet. 

Abdominalrespirationen følger thoraxrespirationen i antal. 
formen ligner elevationerne, hvad vi observerede i det tredje forsøg 
over guanylsyrens virkning. Vi har nemlig først en langsomt for- 
løbende liden inspiration, der ender med med en exspiration, hvilken 
exspiratoriske sænkning dog ikke naar abscissen. Derpaa følger en 
dyb, men hurtig inspiration, der paafølges af en ligesaa hurtig 
forløbende fuldstændig exspiration. Den lille inspiration falder før 
thoraxinspirationen, den lille ufuldstændige exspiration falder sam- 
men med thorax’ høieste inspiration. Den dybe abdominale inspira- 
tion falder paa thorax begyndende exspiration. Den sidste abdominale 
exspiration afslutter abdomens respirationsfase, førend endnu thorax- 
exspirationen er færdig. Abdomen fortsætter paa denne maade til 
forsøgets slutning, idet dog den lille langsomme inspiration blir min- 
dre og mindre for tilslut at gaa over til en respirationspause. 

Blodtrykket er til en begyndelse 160 mm. Hg. Under injek- 
tionen og strax efter denne synker trykket raskt 1 løbet af 1/2 minut 
lige til 40 mm. Hg. — altsaa et blodtryksfald paa 120 mm. Hg. Re- 
spirationsbevægelserne forsvinder herunder, medens pulsbevægelserne 
reduceres til et minimum. Derpaa holder blodtrykket sig uforandret 
i 3 minutter og begynder derpaa langsomt at stige, medens pulsen 
nu træder mere og mere frem. Paa tracéen ser man blodtryksfaldet 
tydeligt. (Fig III. Pg. 93.) 

Efter 12 minutter begynder respirationsbevægelserne at vise sig. 
Trykket er nu steget til 120—130 mm. Hg. Endelig kl. 3 h. 37 m. 
altsaa 23 m. efter infektionen naar atter blodtrykket sin tidligere 
høide 160 mm He. 


Hundens urin før injektionen frembød intet at bemerke. Den næste 
dag fandtes 70 cc. urin. Urinen reagerede neutralt, snarere sur end 
alkalisk. Den indeholdt kun ubetydelige mængder æggehvide. Proteid 
kunde ikke paavises ved tilsætning af A. Derimod reducerede 
urinen meget sterkt. Polarimetrisk bestemt indeholdt urinen 
1,40 % sukker, titrimetrisk bestemt 1,56 °/o (Fehling). Efter gjæring 
fandtes ingen reduktion. Smukke osazonkrystaller fremstilledes. Smelte- 
punktet blev ikke bestemt. Det var efter det foregaaende utvilsomt, 


106 Ivar Bang. 


at druesukker forelaa. Efter endt gjæring kunde desuden kulsyre 
paavises samt alkohol (jodoformprøven). Den næste portion urin fik 
man senere paa dagen. (Første portion kl. 10 h., anden kl. 3 h.) 
Denne reducerer ikke. 

Forsøget viser os at indsprøitning af 0,05 gr. nukleopro- 
teid pr. kilo dyr i dette tilfælde frembringer en fuldstændig 
ophævelse af blodets koagulation, et sterkt og temmelig 
langvarigt fald af blodtrykket, en forandret respiration samt 
desuden en ubetydelig albuminuri og en temmelig sterk, 
om end hurtig forbigaaende glykosuri. 

Det følgende forsøg udførtes som det foregaaende. Ogsaa i 
dette tilfælde er der taget en tracé over respiration og blodtryk. 

Forsøg no. 7. Hunden var den samme som i for- 


søg no. 5. 

Den veiede nu (6 dage efter det omtalte forsøg no. 5) 6200 er. kl. 
1 h 34 m toges en forprove til fastsættelse af blodets normale koagu- 
lationstid. Denne prøve koagulerede kl. 1 h 39 m., altsa paa 4 m. 
kl. 1 h 42 m. indsprøitedes 0,33 gr. proteid (Hammarstens frem- 
stilling), altsaa vil 0,053 gr. pr. kilo dyr. Anden blodprøve tages Kl. 
1h 47m. Den koagulerede ufuldstendig kl 3 h 30 m, altsaa 
1 h 43 m senere. Den fuldstændig koagulationstid blev ikke obser- 
veret. Den tredje blodprøve toges kl 1h 54m og koagulerede fuld- 
stændig kl 3,00, altsaa paa I h 06 m. Den fjerde prøve toges kl. 
1 h.59 m. og koagulerede paa samme tid som den foregaaende prøve. 

Kl 2 h. 18 m. indsprøitedes paany 0, 33 gr. proteid og kl 2 h. 33 m. 
udtages paany en blodprøve. Denne koagulerede fuldstændig kl. 3 h 
00 m. altsaa paa 27 m. Kl. 2 h. 41 m. udtoges endnu en blodprøve, 
der koagulerede paa 19 m. nemlig ogsaa kl. 3 h. 00 m. 

Omendskjønt saaledes den første indsprøitning af proteiden 
frembringer en betydelig forlængelse af blodets koagulationstid, er 
den anden indsprøitning af den samme dosis fuldstændig uvirksom. 
Maaske har endog denne indsprøitning endog den modsatte virkning 
af den første. 

Hvad nu respirationskurven angaar, var denne strax efter 
indsprøitningen meget hurtigt og samtidig dyb. Derpaa bliv thoraxre 


spirationen meget overfladisk og liden, medens den abdominale re 


UL hy poe Å V VL. 


d 
Up VANRNSAV NY WINE ee FE 


ONA AA YY, AN nah A VA 
NSA | à x A 


„Man, NYVYVYV N 


vr SAR EN a EN 


8) 


F 
Forsøg no. 


( 


7) 


- Yo 


g 
(Forsøg no. 


q 


108 Ivar Bang. 


spirationskurve holder sig. Elevationerne er her besat med smaa- 
hak delvis ogsaa dobbeltspidset uden dog tilnærmesesvis at antage en 
saadan form som ved det foregaaende forsøg. Under og efter anden 
injektion sees ingen udprægede forandringer af kurven. Figur IV 
Pg. 107 viser et brudstykke af kurven efter anden injektion. 

Blodtryksforsøget var i dette forsøg mindre bevisende, da der 
1 begyndelsen af forsøget optraadte delvis koagulation i kanulen. Naar 
der saaledes er iagttaget et blodtryksfald fra 180 til 120 m. m. Hg. 
har dette mindre at sige — saa vel for som imod en blodtryksned- 
sættende virkning af proteiden i dette tilfælde. Før anden injek- 
tion blev kanulen renset og paanyt indsat i arterien. Den viser for 
den anden indsprøitning ingen eller blot en ganske forbigaaende 
liden blodtryksnedsættelse. Puls- og Respirationsbevægelserne holder 
sig uforandret. | 

Hunden var noget urolig under begge indsprøitninger. Den næste 
dag blev urinen undersøgt. Den indeholdt endel æggehvide, deri- 
blandt en ubetydelig mængde proteid. Denne paavistes paa den 
maade, at man fældede urinen med edikesyre. Bundfaldet udvaskedes 
paa filtrum og opløstes i vand tilsat en smule alkali. I denne op- 
løsning udførtes Tollens’ pentosereaktion. Faldt denne ud positiv, 
antoges edikesyrefældningen at indeholde nukleoproteiden. Urinens 
reaktion var sur. Der fandtes i dette tilfælde ingen 
glykosuri. 

Resultatet af dette forsøg er, at man efter indsprøitningen 
af nukleoproteid i refrakte doser faar en forlængelse af blo- 
dets koagulationstid efter første indsprøitning, medens den 
anden indsprøitning er uden virkning. Respirationen er i 
dette tilfælde mindre bemerkelsesværdig. Hvad man iagt- 
tager er en forøgelse af antallet efter indsprøitningen. Hvad 
blodtrykket angaar, har man vistnok et temmelig betydeligt 
blodtryksfald efter første indsproitning; en delvis koagu- 
lation i kanulen bevirker dog, at man bør optage dette med 


forsigtighed. Efter angen indsprøitning iagttages intet 
blodtryksfald. 


Indsprøitningsforsøg med proteiden. 109 


Urinen viser os en ringe albuminuri samt en om man 
vil, ubetydelig proteiduri, men ingen glykosuri. 

Dyreforsøg no. 8 hund (han) veiede 15,5. 

Den fik injiceret 0.55 gr. protxid kl. 3 h. os m. og en lignende 
docis kl. 3 h 11 m. Proteiden var af en egen fremstilling. Opera- 
tionen foretoges paa begge karotider. 

Kaogulationsprøver. En forprøve tages kl. 2 h. 52 m, 
kougulerede paa 8 m. Senere efter indsprøitningen toges 6 prøver 
(fra tidsrummet kl. 3 h. 10 m. til 3 h. 26 m.). Alle disse prøver 
var endnu flydende kl. 4 h. 30 m., men fandtes koagulerede kl. 8h. 

Af blodtryk og respiration sees udvalgte partier paa figur V. 
Pg. 107. 

Hvad respirationen betræffer voxer thoraxrespirationens antal 
fra det normale før injektionen 21 i minuttet til 52 efter indsprøit- 
ningen. Udslagene er da tillige større end for. Derpaa bliv eieva- 
tionerne igjen mindre og mindre. 2 minutter efter indsprøitningen er 
de regelmæssige, mindre talrige (42 i minuttet) samt meget smaa. 
Under førsøgets senere forløb blir de stadig større, men naar dog 
ikke sin tidligere høide ved forsøgets aflutning kl. 3 h. 21 m. Strax 
efter den anden iudsprøitning blir de forbigaaende noget større, men 
ikke talrigere. Den abdominelle respiration blir efter indsprøitningen 
mindre i størrelse (et stykke af respirationen umiddelbart efter ind- 
sprøitningen er ved et uheld ikke bleven registreret). Senere voxer 
de jevnt i størrelse. Den frembyder ingen saadanne karakteristiske 
forandringer som det første proteidforsøg. Ffter den anden indsprøit- 
ning blir elevationerne noget større end før. Man bemerker her 
tillige, at exspirationen foregaar i to repricer, først langsomt og der- 
paa hastigt. Paa grund heraf falder abdomens exspiration noget 
efter thorax medens inspirationen er synkron. Thoraxrespirationen 
har nemlig her en pause mellem exspiration og inspiration. I sit 
videre forløb blir elevationerne atter mere normale. De ligner meget 
thoraexelevationerne. 

Blodtrykket frembyder i dette tilfælde karakteristiske foran- 
dringer. Strax efter første indsprøitning blir pulsbevægelserne meget 
smaa, medens respirationsbevægelserne persisterer. Derpaa falder 
blodtrykket i løbet af 20 sekunder raskt fra 220 mm. Hg. til SO 


110 Ivar Bang. 


mm. Hg. — et fald paa 140 mm Hg. Derpaa fortsættes kurven 
uforandret, idet respirationsbevægelserne efterhaanden blir borte, 
medens pulsen er meget liden, fra kl 3 h 032 m til kl 3 h 053 m. 
Nu stiger den i begyndelsen langsomt, derpaa hastigere og naar sit 
tidligere niveau kl 3 h 10 % m. Derpaa følger den anden indsprøit- 
ning. Umiddelbart efter denne sees paanyt et fald af blodtrykket, 
der indtræder ligesaa raskt som den førte gang. Ligeledes ser man 
pulsbevægelserne blive meget smaa, medens respirationsbevægelserne 
fremdeles er tydelige. Blodtrykket falder dog denne gang fra 220 
til 120 mm Hg. Denne gang foregaar desuden stigningen af blod- 
trykket langsomt og jevnt. Kl 3 h 16 m har man et blodtryk paa 
omtr. 160 mm Hg. Ved forsøgets slutning er det steget til 185 mm 
Hg. og naar saaledes ikke sin tidligere høide. 

Den næste dag fandtes en rigelig mængde urin, der dog var 
tilblandet opbrækkede brødrester. Naar det derfor i dette tilfælde 
og observeredes en betydelig glykosuri, har ,det intet at betyde, da 
dette sukker kån skrive sig fra inverteret stivelse fra brødet. Den 
næste portion urin indeholdt intet sukker — hvad forresten ingen af 
de øvrige uriner med glykosuri har gjørt. Urinen reagerede forresten 


surt og indeholdt æggehvide og proteid. 
Dyreforsøg no. 9. Hund veiede 20 kg. 


Der indsprøitedes først 1,0 gr. proteid gjennem vena jugularis 
og derpaa senere 0,9 gr. proteid, begge af egen beredning; første 
gang saaledes 0,05 gr. pr. kilo dyr, anden gang lidt mindre. Første 
injektion foretoges kl. 1. h. 59 m, anden kl 2 h 15 m. 

Respirationen var under indsprøitningen stor og uregelmæssig, 
antallet steg fra 10 til 58 i minuttet. Derpaa blev den atter regel- 
messig, mindre hyppig samt meget overfladisk saavel for thorax som 
abdomens vedkvmmende. Denne respirationstype fortsættes omtr. 
uforandret til forsøgets slutning. 

Blodets koagulationstid var i dette tilfælde normalt 11 m 
(kl.h 32 m — kl 1 h 43m). Efter første og anden indsprøitning ud- 
toges en række blodprøver — i det hele 6 stykker fra kl 2 h 03 m 
til kl. 2h 38 m. Alle disse blodprøver blev fundet fly- 
dende den næste dag. Blodets koagulation var saaledes i dette 


tilfælde ophevet. 


Indsprøitningsforsøg med proteiden. Til 


Blodtryksbestemmelsen mislykkedes paa grund af koagu- 
lation i kanulen. 


Urinen. Den normale urin var der ingen anmærkning at gjøre 
ved. I løbet af 24 timer efter operationen havde hunden ladt 150 
ecm. urin af neutral reaktion, nærmest sur. Urinen indeholdt ikke 
ubetydelige mængder proteid samt meget lidet genuin æggehvide. 
Urinen reducerede meget sterkt. Polarimetrisk bestemt var 
sukkermængden 1.53 % sukker, titrimetisk (Knap) bestemt 1:50 °/o. 
Efter gjæring reducerer urinen ikke længer. Denne urins totale 
kvælestofmængde var 1.51 °/o N., ammoniakmængden udgjorde en halv 
procent af alt N. 


Den følgende urinportion indeholder spor af proteid og ægge- 
hvide, men reducerer ikke mere end vanlig hundeurin gjør. 


Dyreforsøg no. 10. 


Udførtes for særlig at undersøge Urinens forhold. Hund (han) 
veiede 6.0 kg. og indsprøitedes 0.5 pr. proteid af egen fremstilling 
gjennem v. femoralis, altsaa 0.083 gr. pr. kilo dyr. Nogen tracé over 
blodtryk og respiration toges ikke, ligesaalidt som koagulationen 
undersøgtes. Hundens respiration blev efter indsprøitningen øien- 
synlig overfladisk, ligesom pulsen blev liden, traadformig. Indsprøit- 
ningen foretoges kl. 12 h. Kl. 3 h. 30 m. blev urinen taget med 
katheter. Den reagerede surt samt indeholdt proteid og æggehvide. 
Urinen reducerer sterkt. Polarimetrisk bestemt indeholdt den 
dog kun 0:4 o/o sukker. Titrimetrisk (Knap) 04 %. Efter gjæring 
ingen polarisation. Altsaa var der ogsaa i dette tilfælde en tydelig, 
omend ringe glykosuri. 


Resultatet af vore indsprøitningsforsøg med nukleopro- 
teiden, er da i korthed dette: 


Respirationen blir umiddelbart efter indsprøitningen 
hastigere og dybere, senere igjen meget overfladisk. 
Nogen saadan eiendommelig respirationstype som ved gua- 
nylsyreindsprøitningen iagttages kun undtagelsesvis. 

Indsprøitning af proteiden frembringer et hastigt ind- 
trædende, betydeligt fald af blodtrykket. Dette blod- 


12 Ivar Bang. 


tryksfald er dog kun forbigaaende, hvorefter blodtrykket 
atter stiger til sin oprindelige høide. | 

Proteiden ophæver blodets koagulations- 
evne i en endnu høiere grad end guanylsyren. I to tilfælde 
er blodets koagulation fuldstændigt ophævet. I to andre 
tilfælde er koagulationstiden rykket ud til et par timer. 
Indvirkningen paa blodets koagulation er saaledes fælles 
for guanylsyren og proteiden. Resultatet stemmer med Alex. 
Schmidts paastand om nukleoproteidernes antikoagule- 
rende virkning. 

Overfor proteidens kongulationshæmmende virkning paa 
hundeblod havde det sin interesse at undersøge indvirkning 
paa kaninblod, da som bekjendt er albumoserne uden 
virkning paa kaninblod. 

Dyreforsøg no. 11. Paa en kanin vægt 1800 gr. indsprøites 0.25 gr. 
nukleoproteid (Hammarstens fremstilling), altsaa 0.14 gr. pr. kilo 
dyr. Blodets normale koagulationstid var 18 m. Injektionen fore- 
toges kl. 1 h. 19 m. KI. 1 h. 21//2 m. udtoges den anden blodpigve, 
der koagulerede paa 26! m. kl. 1 h. 261/2 m. udtoges den tredje 
prøve, der koagulerede paa 28!/2 m. En tredje og fjerde blodprøve 
koagulerede paa omtr. samme tid. 

Man ser saaledes, at proteiden besidder antikoa- 
gulerende virkning paa kaninblod, men denne virkning 
er meget mindre, end hvad tilfældet var med hundeblod. 

I urinen finder vi i modsætning til guanylsyreforsogene 
den alkaliske reaktion meget lidet udtalt, i de 
fleste tilfælde mangler endog denne, og urinen reagerer surt, 
uagtet at proteiden maatte opløses i svag alkalisk opløs- 
ning, forat kunde indsprøites. Desuden finder vi den 
genuine albuminuri meget lidet fremtræ- 
dende. Ganske vidt mangler vi ikke æggehviden i noget 
tilfælde, men altid er forekomsten af æggehvide meget ringe. 
Derimod indeholder urinen i de fleste tilfælde større eller 


Indsprøitningsforsøg med proteiden. 113 


mindre mængder nukleoproteid. Det er dog langtfra al inji- 
ceret nukleoproteid, man gjenfinder. Den største del udskilles 
saa vidt man kan se ikke herigjennem. Til oplysning om 
den øvrige proteids skjæbne giver vore forsøg intet bidrag. 

Det interessanteste forhold ved urinen, er den hyppige 
optræden af glykosurien. Af fem proteidforsøg finder 
vi sukker i to tilfælde over 1 % nemlig forsøg no. 6 med 
1.4 %%—1.56 9/o sukker samtiforsog no.9, hvor sukkermængden 
er 1.4 %/—1.5 %. I et forsøg er sukkermængden blot 0.4 °/o 
(forsøg no. 10) samt endelig i blot et tilfælde intet sukker. 
Forsøg no. 9 indeholder ganske vist rigelige mængder sukker, 
men dette forsøg er mindre paalideligt, da der som sagt er 
mulighed for, at sukkeret kan have en anden oprindelse. 

Aarsagen til det inkonstante resultat kan neppe til- 
skrives proteiden. Vi har nemlig ved anvendelsen af det 
samme præparat faaet glykosuri i det ene tilfælde (no. 6) 
men ikke i et andet (no. 7), og det uagtet den relative 
mængde indsprøitet proteid i begge tilfælde var den samme. 
Aarsagen maa vistnok søges i forskjelligheder i 
selve forsøgsdyrenes tilstand. 

Vi finder da ved at gjennemse de livsbetingelser, hvor 
under de benyttede hunde har levet, at disse har været noget 
forskjellige. Alle hunde undtagen no. 7 har 
været rigelig ernæret til den dag de blev be- 
nyttet. I et tilfelde er endog dyret blevet fodret den 
samme dag. No. 7 har først været underkastet et guanylsyre- 
forsøg (hvor dyret ikke fik glykosuri) og har derpaa 
hungret i 6 dage, indtil det blev benyttet anden gang. 
Forsøgshunden no. 6 har ogsaa været underkastet en guanyl- 
syreindsprøitning, men har derpaa havt en maaned med 


rigelig ernæring til at rekreere sig i. 


8 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 1. 
Trykt den 11. December 1900. 


114 Ivar Bang. 


Det ligger derfor ner at soge aarsagen til det vekslende 
resultat i dyrenes forskjellige ernæringstilstand. Eller forat 
præcisere sagen nærmere: de hunde, der maa antages at have 
et rigeligt forraad af leverglykogen faar efter 
indsprøitningen af proteid glykosuri, medens den hund, 
der har et ringe forraad af glykogen ikke faar 
nogen sukkerudskillelse. De foreliggende under- 
søgelser berettiger os ikke til med bestemthed at fastslaa dette 
forhold som fuldt bevist, men det har megen sansynlighed 
for sig. 

Glykosurien er i alle tilfælde hurtig forbigaaende. Alle- 
rede efter 24 timer er den forsvunden. 

Hvad sukkerets art angaar, kan man med sikkerhed 
udtale, at dette er druesukker. Sukkeret er nemlig gjærings- 
dygtig, og efter gjæring findes ingen reducerende substans i 
urinen. Gjæringsprodukterne er kulsyre og alkohol. Suk- 
keret reducerer og polariserer. Polarisationsevnen er propor- 
tional med reduktionsevnen. Noget andet kulhydrat kunde 
ikke med sikkerhed paavises. 

Urinen indeholder ingen B-oxysmørsyre. Heller 
ikke kunde aceton paavises i noget tilfælde. 

Ligesom guanylsyren frembringer saaledes ogsaa pro- 
teiden en række fenomener efter indforelse i blodbanen. 
Disse fænomener er for en stor del fælles for begge 
substanser. Baade guanylsyren og proteiden har saa- 
ledes udtalte antikoagulerende virkninger. 
Ligeledes virker begge nedsættende paa blod- 
trykket. Derimod er virkningen paa respirationen mest 
udtalt for guanylsyrens vedkommende, idet proteiden 
væsentlig frembringer en overfladig respi- 
ration, uden at den abdominale respiration faar en saadan 


eiendommelig type som ved guanylsyreindsprøitningen. I et 


Indspreitningsforsag med proteiden. 115 


tilfælde sees dog ogsaa disse forandringer ved proteidind- 
sprøitning. I urinen er saavel den alkaliske reak- 
tion som albuminurien mindre udtalt efter 
proteidindsprøitning end efter guanylsyreind- 
sprøitning. Desuden udskilles proteiden delvis 
gjennem urinen. Den mest karakteristiske 
forskjel er glykosurien, omend ogsaa denne er 
forekommet i et tilfælde efter guanylsyreindsprøitning. 

I betragtning af den store overensstemmelse 1 mange af 
fænomenerne efter proteid- og guanylsyreindsprøitning kunde 
man fristes til at tro, at der i organismen enten skede en 
omdannelse af guanylsyren til proteid eller ogsaa at protei- 
den efter injektionen blev spaltet til guanylsyre. Begge dele 
turde vistnok være mindre sansynlige. Det fremgaar nemlig 
af ovenstaaende forsøg, at proteidens virkning paa blodets 
koagulation er meget større end den samme mængde af 
guanylsyre. Antager vi nu, at proteiden bestaar af lige dele 
æggehvide og guanylsyre, saa skulde, hvis vi tænker os den 
sidste mulighed — at proteiden spaltedes til guanylsyre, — 
den indsprøitede guanylsyre fremvise en langt større virk- 
ning paa blodets koagulation end den samme mængde proteid, 
der blot indeholder halvparten saa meget guanylsyre. Hvis 
paa den anden side guanylsyren omdannedes til proteid, er 
det vanskeligt at forstaa, hvorfor det saaledes dannede 
proteid skal have en relativ mindre virkning end det som 
saadant indsprøitede. 

Det synes, som om guanylsyrens forbindelse med ægge- 
hvide i form af proteid forøger guanylsyrens 
fysiologiske virkninger. For den nærmere for- 
staaelse af denne æggehvidekomponents betydning for pro- 
teidens virkninger vil det være nødvendigt at studere denne 


116 Ivar Bang. 


æggehvidesubstans og dens fysiologiske virkning særskildt. 
Dette har ligget udenfor nærværende opgaves ramme. 

Hr. professor Torup har bistaaet forfatteren med 
raad og daad samt ydet mig sin værdifulde assistanse ved 
udførelse af dyreforsøgene og stillet alle sit instituts hjælpe- 
midler til forfatterens disposition, hvorfor jeg ogsaa her- 
igjennem beder ham modtage min erkjendtlige tak. 


Titel og indhold 


til 


Archiv for Mathem. og Naturvidenskab 


AAI bind 


medfolger dette hefte 


UNDERSOGELSER 


OVER 


NORSKE FERSKVANDSDIATONEER 


II 


DIATOMEER 


FRA FERSKVAND 
I JARLSBERG OG LAURVIKS AMT 
AF 


JENS HOLMBOE 


ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


å | Å DE ER Ale = ae © Trykt hos eh 


cae Bite apne _ Alb. Cammermeyers Forlag og Centraltrykkeriet. 
ME NE stiene 1900) (1. | 


JUN 3 1901 


ARCHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XXII. Nr. 2. 


Om Jarlsberg og Laurvik amts ferskvandsdiatoméer har 
hidtil intet veeret bekjendt. 

Det materiale, der ligger til grund for disse under- 
sogelser, bestaar i en samling torrede algeprover, der i 1874 
er indsamlede af afdode dr. F. C. Kiær. De har i sin tid 
været foreløbig gjennemgaaede af samleren selv, som imidler- 
tid intet har offentliggjort om sine algologiske undersøgelser. 
Samlingen opbevares paa Universitetets botaniske musæum; 
af dettes bestyrer, professor dr. N. Wille er den godheds- 
fuldt overladt mig til bearbeidelse. 

Undersøgelserne er udførte paa Universitetets botaniske 
laboratorium i Kristiania under benyttelse af dettes hjælpe- 


midler. 


Jeg har i det undersøgte materiale fundet tilsammen 
159 former, henførte til 115 arter. Dette antal kan ikke 
siges at være betydeligt, i sammenligning med de bedre 
- undersøgte lokaliteter i udlandet, selv der hvor betingelserne 
for disse algers forekomst neppe er gunstigere end i Jarls- 
berg og Laurviks amt. Uagtet dette amt nu maa siges at 
være den del af vort land, hvis ferskvandsdiatoméer er fuld- 
stændigst undersøgt, maa det derfor antages, at antallet ved 
fortsatte undersøgelser i væsentlig grad vil kunne forøges: 

2 slægter (Denticula og Mastogloia), 27 arter og 26 va- 
rieteter vides ikke tidligere fundne i ferskvand i Norge, 
1 art (Vanheurckia dubia) og 2 varieteter (Navicula oblonga 
var. inflata og Diploneis ovalis var. contracta) er beskrevne 
som nye. 

I Jarlsberg og Laurviks amt med dets sydlige beliggen- 
hed og milde klimat har den fanerogame vegetation et syd- 
ligere præg end i de fleste egne af Norge. Her har bogen 
sin nordgrændse ostenfjelds, misteltenen sin nordgrændse i 
hele landet. Det laa derfor nær at vente her at finde en 
tilsvarende sammensætning af diatomévegetationen, hvad der 
ogsaa ved undersøgelsen er paavist. Sammenligner man den 
liste over de iagttagne former, som nedenfor meddeles, med 
den fortegnelse over de arktiske ferskvandsdiatoméer, som 
Cleve ([98], p. 11—23) efter de nyeste undersøgelser har 
kompileret, eller den fortegnelse over diatoméer fra Gud- 
brandsdalen, som jeg selv tidligere har meddelt ([00], p. 61— 


6 Jens Holmboe. 


67), vil man finde vesentlige uligheder. En rekke arter, der 
i Mellemeuropa er mere eller mindre almindelige, medens de 
i begge de nevnte fortegnelser mangler, findes, tildels almin- 
delig i det undersøgte materiale. Exempelvis kan nævnes: 


Fragilaria Harrisont. Caloneis Schumanmana. 
Synedra capıtata. Amphipleura pellucida. 
Navicula oblonga. Nitzschia sinuata. 


N. Gastrum v. latiuscula. 


Andre former, saasom Epithemia turgida, Cymatopleura 
(2 arter) o. fl., der mangler i de arktiske egne, men findes 
i Gudbrandsdalen, forekommer ogsaa. 

Omvendt fortjener det at bemærkes, at endel former, 
der tilfjelds og i nordligere trakter horer til de mest karak- 
teristiske, dels slet ikke, dels meget sparsomt, er fundne 1 


Jarlsberg og Laurviks amt. Saaledes: 


Tetracyclus (2 arter) Pinnularia (mange arter). 
Diatomella Balfouriana. Vanheurckia rhomboides. 
Eunotia (mange arter). Gomphonema geminatum. 


Ved et blik paa fortegnelsen over det undersøgte ma- 
teriale (pag. 7—9) vil det sees, at samtlige prøver er tagne i 
smaadamme eller i grundt vand. Deraf betinges utvivlsomt 
en stor del af den forskjel, der findes mellem nærværende 
artliste og min tidligere fortegnelse ({00|), der væsentlig var 
fremkommet ved undersøgelse af planktonprøver. Slægterne 
Stephanodiscus, Attheya, Asterionella og Campylodiscus, der 
findes i vore sjøers plankton, mangler fuldstændig i de under- 
søgte prøver, ligesom flere arter af Melosira og Cyclotella, 
Surirella splendida o. fl. Omvendt er bundformer som Na- 
vicula, Nitzschia etc. her langt rigeligere repræsenteret, baade 
hvad formernes og individernes antal angaar. 


- 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. fi 


De to store hovedgrupper Centricae og Pennatae er i 


meget forskjelligt indbyrdes forhold tilstedei plankton- og bund- 


prøver. Medens af de iagttagne norske ferskvandsplankton- 
diatoméer 18 (= 47,4) tilhører Centricae (Holmboe 


[00], p. 9—10), er denne gruppe blandt Jarlsberg og Laur- 


viks amts bundformer kun repræsenteret ved 7 former 
44%). 


De som findesteder anførte lokaliteter. 


Drammens omegn. 


de 


4. 


13. 


Lerelven paa Strømsø ??/s 1874. 

Mellem Cladophora. — 2. Do. Do. — 3. Do. Do. 

Austad *%s 1874. 

Mellem mosser og gronalger ved en fos i en bæk. — 

5. Mudder. — 6. Mudder i en bæk. — 7. Mudder med 
nedfaldne grannaale. — 8. Do. Do. 

Austadaas °8/s 1874. | 
Mellem Sphagnum, nedfaldne bregneblade etc. i en bæk. 
— 10. Organisk slam. — 11. Mudder. — 12. Mellem 
bregneblade i en myrbæk. 

Blegtjern paa Strømsø ?7/s 1874. 

Kalkholdigt slam. — 14. Mellem mosser. — 15. Alge- 
belæg paa rhizomer af Menyanthes. — 16. Diatomébelæg 


paa monokotyledone rhizomer. — 17. Mudder. — 18. 
Mellem mosser og grønalger. — 19. Rhizom af Meny- 
anthes. — 20. Mellem vissent græs i en bæk til Bleg- 
tjern. — 21. Rhizomer af Menyanthes. — 22. Mellem 
mosser. — 23. Algemasse paa vissent græs. — 24. 
Blade af Nuphar luteum. — 25. Algemasse. — 26. 
Mellem mosser. — 27.- Algemasse med furunaale. — 


28. Algemasse i en bæk til Blegtjern. 


8 


Jens Holmboe. 


Holmestrand med omegn. 


23) 


Holmestrand. 

Nedfaldne blade af Struthiopteris. /s 1874. — 30. Alge- 
masse i en olle, 11/s 1874. — 31. Do. Do. — 32. Alge- 
masse i en vandpost. 27/1 1874. — 33. Do. Do. — 34. 
Algemasse i en brand. 19 1874. — 35. Mudder med 
granbar. 10/8 1874. — 36. Algemasse i en vandpost. 
20/3 1874. 

Mellem Sande og Holmestrand. 

Sand i en bæk. 7/s 1874. 


Hillestadvand. 
Mudder i en kilde. 27/7 1874. — 39. Mudder 1 Hille- 
stadelven. 27/7 1874. — 40. Paa blade i en grøft. ?1/s 


1874. — 41. Mosser. ?!/s 1874. — 42. Algemasse i en 
grøft. ?!/s 1874, — 43. Algemasse i en elv til Hille- 
stadvand. ?'/s 1874. — 44. Mosser med algebelæg i en 
grøft. ?!/s 1874. — 45. Algebelæg paa kviste. ?1/s 1874 
— 46. Traadalger i Hillestadelv. 2!/s 1874. — 47. Blade 
i en elv til Hillestadvand. ?'/s 1874. — 48. Algebelæg 
paa Equisetum i en grøft. ?!/s 1874. — 49. Algebeleg 
paa Characéer i Hiliestadelven. 

Dybdalsmyr. 

Mellem Hypnum scorpiordes'). 1°/s 1874. — 51. Mosser 
med alger. 19% 1874. — 52, Algemasse. 1*/s 1874. — 
53. Bregneblade med diatomébelæg. 1%/s 1874. — 54. 
Algemasse. 19/3 1874, — 55. Mosser med alger. 1°/s 
1874. — 56. Do. Do. 

Bogen ‘/s 1874. 


. Blade af Pteris med sandigt algebeleg svommende 1 


en bæk. 


1) Bestemt af dr. Kiær. 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 9 


Mulvik i Vaale. 

58. Algemasse i en olle. 1874 — 59. Do. Do. 5/s 1874. — 
60. Siv i en brakvandsbæk. 1874. — 61. Algemasse. 
6/s 1874. — 62. Mudder med indblandet tang. August 
1874. 
Fosbæk i Botne. !%s 1874. 

63. Mudder. — 64. Algemasse. — 65. Sand. — 66. Alge- 
belæg paa straa og blade. 
Sandelven 7/s 1874. 

67. Mudder. 
Rød i Botne. 17/s 1874. 


68. Algemasse i en dam. — 69. Myrjord i Rødskov. — 
70. Do. Do. | 
Botnestuen i Botne. 17: 1874. 

71. Algemasse paa græs og andre planter i en grøft. — 72. 
Do. Do. 


Nordre Klev ved Holmestrand. 18/s 1874. 
73. Algemasse 1 en bæk. 
Gaupaas i Botne. 1°/s 1874. 


74. Mudder. 
Kobbervigdal *%s 1874. 
75. Algemasse. 


I den systematiske fortegnelse over de fundne former 
henviser de ved findestederne tilføiede tal til ovenstaaende 
fortegnelse. De forskjellige formers hyppighed i hver en- 
kelt prøve er betegnet ved følgende bogstaver: 

cc = meget talrig 
e = talrig 
p = temmelig talrig 


| 


sparsomt 


10 Jens Holmboe. 


Med * er de former mærkede, der tidligere ikke er 
fundne i Norge. Synonymer har jeg troet ganske at kunne 
udelade; derimod er overalt de afbildninger citeret, der viste 


størst lighed med de iagttagne former. 


Enumeratio Bacillariacearum aquae dulcis in «Jarlsberg 
og Laurviks amt» lectarum. 


Centricae. 
HS cute op OG 


Melosira Ag. 
Schütt [96], p. 59. 


M. distans (Ehr.) Kütz, V. H. ;81], t. 86, f. 21-23. 
| Sjelden. 
Austadaas (10 r), Blegtjern (23 r). 
M. crenulata (Ehr.) Kütz, V. H. [81], t. 88, f. 3—5. 
Sjelden. 
Dybdalsmyr (55 r). 
M. varians Ag., V. H. [81], t. 85, £. 10—11. 
Sjelden. 
Lerelven (1 r), Mulvik (60 r). 


Cyclotella Kütz. 
Schütt [96], p. 65. 


C. comta (Ehr.) Kütz. 

var. afjimis Grun, V. H. jet), t. 93, f 11180 
Sjelden. 
Blegtjern (14 p, 21 r, 24 r). 


1) De i [] staaende tal henviser til den vedføiede literaturfor- 
tegnelse. 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 11 


var. radiosa Grun., V. H. [81], t, 92, f. 23, t. 93, £. 1—9. 
Varierer ikke lidet; i no. 13 og 16 er fundet en 
stor form med tæt stribning. 
Sjelden. 
plestjem dd ip, ip Tarp, 16 p, 18 p, 19 p, 
26 p). 
*C. Meneghiniana Kütz., V. H. [S1], t. 94, f. 11—13. 
Temmelig sjelden. 
Lerelven (1 p, 2 p, 3 p), Austad (5 r), Kobber- 
vigdal (75 p). 
C. Kitemgiana Thwaites, V. H. [81], t. 94, f. 1, 4—6. 
Sjelden. 
Mulvik (60 r). 


Pennatae. 
Mr Scchrut63196], på 100 
Tabellaria Ehr. 
Schütt [96], p. 103. 
T. fenestrata (Lyngb. Kütz, V. H. [81], t. 52, f. 6—8. 
Meget almindelig. 
Austadaas (9 r, 10 p), Blegtjern (13 r, 14 p, 15 r, 
LOM pe US yo) py 217, 247, 25 1,126 1), Holme- 
strand (35 r), Hillestadvand (39 r, 40 r, 41 r, 44 1, 
47 r), Dybdalsmyr (50 r, 56 r), Mulvik (58 p), Fos- 
bæk (63 r, 66 r), Landelven (67 r). 
T° flocculosa (Roth) Kitz, V. H. [81], t. 52, £. 10—12. 
Meget almindelig, ofte i mængde tilstede. 
Austad (4 r), Austadaas (10 ce, 12 r), Blegtjern 
(14 r, 18 r, 19 p, 21 r), Holmestrand (35 p), Hille- 
stadvand (39 r, 40 r, 41 r, 42 r, 44 r, 45 r, 47 r, 


12 Jens Holmboe. 


48 r, 49 p), Dybdalsmyr (50 p, 52 r, 53 x, 56 p), 
Bogen (57 r), Mulvik (58 p), Fosbek (63 r, 64 p, 
65 p), Landelven (67 p). 


Denticula Kitz. 
Schütt [96], p. 107. 
=D, tenuis Kitz, V. H. [81], t. 49, f. 28—31. 
Sjelden. 
Holmestrand (34 ce). 
*var. frigida Kütz. V. H. [81], t. 49, f. 35—38. 
Temmelig almindelig, undertiden i mængde. 
Austad (4 p, 5 p, 6 c, 7 c, 8 p), Blegtjern (15 p, 
16 7) 2127022770 25) 19028 ør AU uiRale (OG ©), 


Meridion Ag. 
Schütt [96], p. 110. 

Naar Schütt (l. e.) stiller denne slægt sammen 
med Licmophora og andre slegter i en egen, fra 
Diatominae adskilt gruppe, turde dette være at tage _ 
overdrevent meget hensyn til symmetriforholdene ved 
den systematiske gruppering. Gjennem underslegten 
Odontidium er Diatoma og Meridion noïe forbundne, 
hvad allerede Grunow [62], p. 345—355, frem- 
holder; det nere slegtskab kommer bl. a. tilsyne i 
arternes paralelle anordning inden de to slegter (cfr. 
f. eks. M. circulare og D. hiemale, M. constrictum 
og D. anceps). Cellernes bygning og struktur er 
ganske nns — Schütt siger selv om Meridion: 
«Zellen ähnlich wie Diatoma» —, kromatoferne er 


hos begge slegter talrige smaa korn. Ogsaa dan- 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt 13 


nelsen af hvilesporer foregaar paa samme maade 
(efr. «D. anceps var. anomalum (W. Sm.) V. H.» 
og «<M. circulare var. Zinckenii (K itz.) V. H.»). 


WErcincniane (& rev.) Ao NG H. [81], t. 51, £. 10-12. 


I no. 38 iagttoges flere celler med hvilesporer ; 
det er en saadan dannelse, som af Kützing er 
beskrevet ([43], p. 396) og afbildet (|65], t. 16, f. 78) 
under navn af M. Zinckeni. Af interesse er den 
oplysning, som Kützing I. c. meddeler, at i den 
originale prove fra Mägdesprung fandtes sammen 
med den formentlig nye art forskjellige udviklings- 
trin af M. circulare. — I no. 65 fandtes en kjede, hvori 
en celle seet fra baandsiden var næsten rektangulær 
og saaledes viste stor lighed med Diaioma hiemale. 

Meget almindelig. 

Lerelven (1 p, 2 p, 3 p), Austad (4 r, 8 r), Austad- 
aas (9 p, 11 p, 12 p), Blegtjern (25 r, 27 r), mellem 
Holmestrand og Sande (37 r), Hillestadvand (38 r, 
40 r, 49 r), Dybdalsmyr (50 r, 51 p), Bogen (57 r), 
Mulvik (62 ec), Fosbæk (63 p, 65 p, 66 p), Nordre 
Klev (73 r), Kobbervigdal (75 p). 


M. constrictum Ralfs, W. Sm. [56], t. 32, f. 278. 


Sjelden. 
Hillestadvand (40 r), Fosbæk (64 c, 66 p). 


Diatoma DC. 
Schütt [96], p. 110. 


D. hiemale (Lyngb.) Heib., V. H. [81], t. 51, £ 1—2. 


Meget almindelig, ofte i stor mængde. 
Lerelven (2 r), Austadaas (12 r), Blegtjern (25 r, 
28 r), Holmestrand (29 e — ren, 30 p, 34 p, 36 c 


14 Jens Holmboe. 


— nesten ren), Hillestadvand (41 r), Dybdalsmyr 
(51 p), Mulvik 62 c), Fosbæk (64 r). 
* var. mesodon (Ehr.) Grun, V. H. [81], t. 51, f. 3-4. 
Som fremholdt af Stockmayer (in Kerner 
[99], p. 107) er denne form maaske ikke en egen 


varietet, men kun et udviklingsstadium af den typiske 


D hiemale. 
Sjelden. 
Fosbæk (65 p). 
* var. turgidulum (Ehr.) Grun, Kütz [65], t. 17, £ 2—3. 
Temmelig almindelig. 
Lerelven (br, 2r, 3 2); Austad dr, on or 
8 p), Austadaas (9 ce — næsten ren, 11 cc, 12 cc), 
Blegtjern (14 r, 18 r). 
D. vulgare Bory, V. H. [81], t. 50, £. 1—6. 
Sjelden. 
Austad (5 p, 7 r), Austadaas (10 r). 
D. elongatum Ag, V. H. [81], t. 50, f. 14 c, 18—22. 
Sjelden. 
Mulvik (60 p.), Kobbervigdal (75 r). 
var. tenuis (Ag.) V. H. [81], t. 50, f. 14 a—b. 
Sjelden. 
Lerelven (1 p, 2 p, 3 p), Blegtjern (19 r). 


Fragilaria Lyneb. 
Sehutt [96], p. 113. 


EH. viwescens Ralrs, VW. H. [ST], t. 44, Fr. 1. 
Sjelden. 
Hillestadvand (40 e). 

F. capuema Desmazières, V. H. [81], t. 45, £ 2. 
Ikke sjelden. 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 15 


Hillestadvand (38 p, 42 c), Dybdalsmyr (53 r), 
Bogen (57 r), Fosbæk (64 p). 
* var. mesolepta (Rabh.) V. H. [81], t. 45, f. 3. 
Sjelden. 
Hillestadvand (42 c). 

F. construens (E hr.) Grun., V. H. [81], t. 45, f. 26. 
Sjelden. 
Hillestadvand (41 r, 49 r). 

El Hosmısona (W. Sm.) Grun, V. H. [81], t. 45. f. 28. 
Almindelig. 

Austad (4 r, 6 c, 8 p), Austadaas (9 p, 11 p, 12 r), 
Blegtjern (16 r, 18 r, 20 p, 22 r, 23 p, 24 r, 25 c, 
26 r, 28 p), Holmestrand (30 r), Hillestadvand (40 r, 
48 r, 49 r). 

* F. mutabilis (W. Sm.) Grun, V. H. [81], t. 45, f. 12. 
Varierer meget i længde. 

Almindelig, undertiden meget talrig. 

Lerelven (2 r, 3 p), Austad 6c), Blegtjern (13 r, 
lur 206 236 259 280) Hillestadvand (40 r, 41 r). 


Synedra Ehr. 
Schütt [96], p. 115. 


D rar ch) Wiha Vi Er [81 ti 38, £ 7. 
Almindelig. 
Lerelven (1 p), Austad (4 r), Austadaas (11 p, 
12 p), Holmestrand (32 c, 33 c, 34 p), Hillestadvand 
(38 r, 40 p, 49 p), Mulvik (59 p), Fosbæk (65 p), 
Botnestuen (71 p), Nordre Klev (73 c), Kobbervigdal 


(75 p). 


16 Jens Holmboe. 


var. longissima (W. Sm.) Brun, V. H. [81], t. 38, £ 3. 
Ikke sjelden. 
Lerelven (1 r), Blegtjern (14 r, 16 p, 18 p, 19 r, 
21 p, 22 p), Hillestadvand (42 p). 
0, len IC nz NE [SI SO a 
Almindelig. 
Lerelven (1 p, 2 €, 3 p), Austad (4 p, 6 r, Tr, 87), 
Austadaas (9 p, 11 p), Blegtjern (13 r, 23 r, 25 r, 
28 r), Hillestadvand (47 p, 48 c), Dybdalsmyr (51 r), 
Fosbæk (63 p, 64 c), Landelven (67 p. 
+ var. delicatissima (W. Sm.) Grun. V. HB Be 397 
Temmelig almindelig. 
Lerelven (lc, 2 p, 3 p), Holmestrand (31 r, 32 c, 
33 c), Hillestadvand (43 r), Fosbæk (66 p), Kobber- 
vigdal (75 p). 
S. capıtata Ehr., V. H. [81], t. 38, f. 1. 
Temmelig sjelden. 
Blegtjern (13 p, 14 p, 16 c, 186, 19% 21p, 23p; 
26 p). 


Ceratoneis Ehr. 
Schütt [96], p. 118. 
©. Arcus Œhr.) Kütz. 
esgenuina Holmboe |00], p. 30, C. Arcus MERE 
t. 37, f. 7 (fig. tilhøire). 
Sjelden. 
Austad (4 r), Hillestadvand (48 r, 49 p). 
f. linearis Holmboe [00], p. 31, C. Arcus V. H. [81], 
t. 37, f. 7 (fig. tilvenstre). 
Sjelden. 
Austad (4 p). 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 117: 


Bunotia Ehr. 
Schütt [96], p. 118. 
E. major (W. Sm.) Rabh, V. H. [81], t. 34, £. 14. 

Sjelden. 

Austadaas (10 r), Blegtjern (18 p). 

E. graeilis Ehr) Rabh, V. H. [81], t. 33, f. 1—2. 

Sjelden. 

Holmestrand (35 r), Hillestadvand (44 p, 49 r). 

E. prerupta Ehr. 

Denne variable art forekommer i mengde i de 
undersogte prover; den optreder under talrige for- 
mer, der indbyrdes er noie forbundne ved mellem- 
former, men som ofte er serdeles udpregede. De 
vigtigste former er folgende: 

JF. genuina V. H, [81]. t. 34, f. 19. 

Almindelig. 

Austadaas (10 p), Blegtjern (13 p, 14 c, 15 p, 
19 p, 20 r, 28 r), Hillestadvand (38 r, 48 p). 

* var. curta V..H. [81], t. 34, f. 23—24. 

Sjelden. 

Austadaas (10 p), Hillestadvand (40 r). 

Sn roesenjloto Grun., V. H. [SI t. 34/£..17. 
Sjelden. 
Austadaas (10 c), Blegtjern (18 c). 

= var. bidens f. minor. V. H. [81], t. 34, £. 22. 

Sjelden. 

Austadaas (10 p). 

* var. compacta. V. H. [81], t. 34, f. 21. 

Sjelden. 

Blegtjern (16 r). 


2 — Archiv for Math. og Natury.’ B. XXIII. Nr. 2. 
Trykt den 11. December 1900. 


18 Jens Holmboe. 


war, biens & nun, Ni, H. [SI t..34, 17720: 
Sjelden. 
Austadaas (10 r), Hillestadvand (48 p). 
var. bigibba Kütz., V. H. [81], t. 34, £. 26. 
I no. 13 fandtes sammen med den typiske form 
overgangsformer til f. genuina. 
Sjelden. 
Blegtjern (13 p, 22 r). 
E. robusta Ralfs. 
* var. tetraodon (E hr.) V. H. [81], t. 33, f. 11. 
Sjelden. | 
Austadaas (10 c). 
E. lunaris Ehr.) Grun., V. H. [81], t. 35, f. 3—4, 6 A. 
Sjelden. 
Blegtjern (18 p). 


Achnanthes Bory. 
Schütt [96], p. 120. 
A. minutissima Kitz. V. H. [81], t. 27, €. 35—38. 

En af vore almindeligste ferskvandsdiatoméer, der 
ofte optræder i stor mængde fæstet til andre alger. 
Lerelven (1 r, 3 p), Austad (4 r, 5 ce, 7 p, 8 ©), 
Austadaas (12 p), Blegtjern (14 p, 16 p, 1924 r, 
27 r, 28 r), Holmestrand (31 r, 34 c), Hillestadvand 
41 r, 42 r, 44 r, 47 p, 48 r, 49 r), Dybdalsmyr 
(50 r, 51 c), Bogen (57 r), Mulvik (59 p, 61 r, 
62 r), Fosbæk (63 p). 

var. cryptocephala Grun., V. H. [81], t. 27, f. 41—44. 

Sjelden. 

Lerelven (2 p). 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 19 


A. lanceolata Bréb., V. H. [81], t. 27, f. 8—11. 
Sjelden. 
Mulvik (62 r). 


Achnanthidium Kütz. 
Schütt [96], p. 121. 
A. flexellum (Kütz.) Bréb., V. H. [81], t. 26, f. 29—31, 
Almindelig. 
Austad (4 r, 5 c, 6 p, 7 p, 8 p), Austadaas (11 p, 
12 r), Blegtjern (13 p, 16 r, 18 r, 20 p, 22 r, 23 r, 
25 p, 28 r), mellem Holmestrand og Sande (37 r), 
Bogen (57 r), Mulvik (58 r), Rødskov (69 p, 70 r), 
Gaupaas (74 p) 


Cocconeis E hr. 
Scott ep 


©. Pediculus Ehr., V. H. [81], t. 30, f. 28—-30. 
Almindelig. 
Lerelven (1 p), Hillestadvand (40 c, 41 p, 42 p, 
44 c, 47 p), Dybdalsmyr (51 p), Bogen (57 r), Mul- 
vik (62 r), Fosbek (63 p, 65 r, 66 r), Botnestuen 
(72 r), Nordre Klev (73 r), Kobbervigdal (75 r). 
OC. Placentula Ehr., V. H. [81], t. 30, £. 26—27. 
Almindelig. 
Austad (4 r — liden form), Austadaas (11 r), Bleg- 
tjern CLO p, 18°p, 190 pi 21 r, 22 r, 24 r, 26 r) 
mellem Holmestrand og Sande (37 r), Kobbervig- 
dal (56 p). 
var. euglypta (E hr.) C1, V. H. [81], t. 30, f. 33—34. 
Temmelig sjelden. 


20 Jens Holmboe. 


Lerelven (1 r, 2 p, 3 c), Austad (8 r), Austad- 
aas (9 r). 


Pinnularia Ehr. 
Schütt [96], p. 126. 
SP oracdlimoG wee med (Sl), t. 6, £ 24 
Sjelden. 
Hillestadvand (47 r). 
P. appendiculata (A g.) CI, V. H. [81], t. 6, f. 18, 20. 
Sjelden. 
Austadaas (10 r). 
*P. subcapitata Greg. V. H. [81], t. 6, f. 22, Nav. Hilseana 
A. 8. [74], t. 45, f. 65. 
Temmelig almindelig. 
Holmestrand (35 r), Hillestadvand (43 r), Dyb- 
dalsmyr (56 p), Landelven (67 r). 
*P. interrupta W. Sm. V. H. [81], t. 6, f. 12—14, A. $. 
[74], t. 45, 2. 70. 
Temmelig almindelig. 
Austadaas (10 p), Dybdalsmyr (56 p), Mulvik (58 r). 
Ji biceps (Gress JO Ve HTe[sl], t. 6, £ 1A. 
Sjelden. 
Dybdalsmyr (50 r), Fosbæk (66 r). 
f. stauroneiformis (Grun.) Cl, V. H. [81], t. 6, £ 12—13. 
Sjelden. 
Blegtjern (27 r), Dybdalsmyr (50 p), Rodskov (70 r). 
P. mesolepta (Ehr.) W. Sm. V. H. [81], t. 6, £. 10—11. 
Sjelden. 
Botnestuen (72 r). 
*var. stauroneiformis Grun. A. S. [74], t. 45, £. 52—53. 


Temmelig almindelig. 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 21 


-— Hillestadvand (47 r, 48 r, 49 r), Fosbæk (63 r), 
Landelven (67 r). 
P. divergens W. Sm. 
var. elliptica Grun., A. S. [74], t. 44, f. 6—7. - 
Lg. 78 yp. — Lt. 26 v. — 7—8 str. in 10 y. 
Sjelden. 
Austadaas (10 p). 
pageants Uhr, V H. [81] ti 6, f. 3 4. 
Temmelig almindelig. 
Austadaas (11 r), mellem Holmestrand og Sande 
(37 r), Hillestadvand (47 r, 48 r). 
P. lata (Bréb.) W. Sm, A. S. [74], t. 45, £. 5, 8. 
Sjelden 
Austadaas (10 p). 
P. hemiptera Kiitz, A. S. [74], t. 48, £ 35—40. 
Varierer noget; vor form har oftest parallele sider 
som Schmidt's fig. 37. 
Temmelig almindelig. 
Blegtjern (25 r, 27 p, 28 r), Holmestrand (35 r), 
Dybdalsmyr (50 c, 52 p, 53 p, 54 p, 55 p), Fosbæk 
(64 r), Rodskov (69 r). 
iano NutzsehbEhr., V. H [81] t.-5, £. 5. 
Synes at være slægtens hyppigst forekommende art. 
Austad (6 p, 8 r), Austadaas (9 r, 10 c, 12 rn), 
Blegtjern (21 r, 23 r, 25 r, 26 r, 27 r), Holmestrand 
(35 p), mellem Holmestrand og Sande (37 r), Hille- 
stadvand (38 r, 47 p, 48 r, 49 r), Dybdalsmyr (50 p, 
52 p, 53 r, 54 r, 55 r), Bogen (57 r), Mulvik (58 r), 
Fosbæk (63 r, 65 r, 66 r), Rødskov (70 r), Botne- 
stuen (71 r). 
OUR ON SVEA [81] t. 5, £. 6. 
Almindelig. 


22 Jens Holmboe. 


Austad (5 r), Austadaas (9 r, 10 p), Hillestadvand 
(40 p, 41 r, 43 r), Dybdalsmyr (56 r). 
Enos Buy. wea Silt. 5, 2. 
Temmelig almindelig. 
Austadaas (10 p), Blegtjern (15 r, 20 r, 21 r, 25 r), 
Dybdalsmyr (52 r, 55 r). 


Navicula (Bory) Cl. 
Schütt [96], p. 124. 


Naviculae Mesoleiae C1. 


Cl. [94], p. 127. 


N. Senunulum Grun, V. H. [81], t. 14, f. 8—9: 
Sjelden. 
Blegtjern (24 r). 
N. Rotaeana Rabh) Grun., V. H. [81], t. 14, £ 17. 
Ikke sjelden. 
Austad (4 r, 6 r), Hillestadvand 45 r, 47 r), Dyb- 
dalsmyr (56 r), Rodskov (70 r). 
NE PupulaKeütz, Vert. (St) t. 13, f. 1516. 
Ikke sjelden. 
Austadaas (10 r), Blegtjern (13 r, 19 r, 28 r). 


Naviculae Bacillares C1. 
Cl. [94], p. 136. 
*N. Pseudo-bacillum Grun, V. H, [SL tå oe 
Sjelden. 
Dybdalsmyr (50 r). 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 23 


Naviculae Orthostichae C1. 


Cl. [94], p. 107. 


N. cuspidata Kütz, V. H. [81], t. 12, f. 4. 
Sjelden. 
Mulvik (59 r). 


Naviculae Lineolatae C1. 


OL TORS al, 


EN. cryptocephala Kitz, V. H. [81], t. 8, £. 1, 5. 
Ikke sjelden. — 
Hillestadvand (47 r, 49 r), Mulvik (62 p). 
N. rhynchocephala Kütz., V. H. [81], t. 7, f. 31. 
Ikke sjelden. 
Fosbæk (63 p, 65 r), Botnestuen (72 p), Nordre 
Klev (73 r). 
Nevmrdua Kit z., Vy He [Sl], t. 7, £ 25. 
Ikke sjelden. 
Blestjemy (dia p, Ger, 19T, 21 p, 22 r, 25 r, 
28 r), Hillestadvand (48 r). 
*yar. slevicensis (Grun) Cl, V. H. [81], t. 7, f. 28—29. 
Kun funden i en mudderprøve med indblandet 
tang. 
Mulvik (62 p). 
N. cincta (Ehr.) Kütz, V. H. [81], t. 7. £. 13—14. 
Temmelig almindelig. 
Lerelven (2 r), Austad (4 r), Austadaas (9 r, 10r, 
11 r, 12 r), Blegtjern (25 r), Hillestadvand (49 r), 
Bogen (57 r). 
N. radıosa Kütz, V. H. [81], t. 7, £ 20. 
En af vore almindeligste ferskvandsdiatomeer, der 
i Norge har en meget stor udbredelse og 1 storre 


24 Jens Holmboe. 


eller mindre mængde forekommer i en stor del af 
de undersøgte prøver. 
Lerelven (2 r, 3 r), Austad (4 p, 6 €, 7 r, 8 ©), 
Austadaas (11 p, 12 p), Blegtjern (14 p, 15 p, 16 r, 
17 x, 18 p, 19 r, 20 e 21 r, 22 r, 23 Cp 23, 
26 p, 27 r, 28 p), Holmestrand (35 p), mellem Holme- 
strand og Sande (37 p), Hillestadvand (39 r, 40 p, 
41 p, 42 p, 43 p, 44 r, 45 r, 46 r, 47 p, 49 p), 
Dybdalsmyr (50 p, 51 p, 52 p, 53 r, 54 p, 55 r, 
56 p); Bogen (57 p), Mulvik (59 r, 61 r, 62 p), 
Fosbæk (65 r), Landelven (67 p), Rød (68 r, 69 p, 
70 p), Botnestuen (71 p, 72 p), Nordre Klev (73 p), 
Gaupaas (74 p), Kobbervigdal (75 p). 
“var. tenella (Bre:b.) CI, V. H. [81], t. 7, £. 21—2 
Sjelden. 
Austad (6 c). 
N. peregrina Ehr.) Kütz. | 
var. Menisculus (Schum.) V. H. [81], t. 8, f. 20—22. 
Sjelden. 
Hillestadvand (40 r). 
N. tuscula Ehr., V. H. [81], t. 10, f. 14. 
Temmelig almindelig. 
Austad (6 p), Blegtjern (13 r, 14 r, 16 r, 20 p, 
23 r, 24 1,25 r, 26 r, 28 r), Hillestadvand (40 r), 
Rød (70 r). 
PY oblonga eke it ze VEL ASH Fl: 
Temmelig almindelig. 
Austad (6 c), Blegtjern (13 r, 18 r, 19 p, 20 p, 
21 r, 23 r, 24 r, 25 r, 26 r, 28 r), Hillestadvand 
(Ter): 


ID 


Diatomeer fra ferskyand i Jarlsberg og Laurviks amt. 


DD 
Or 


*var. inflata n. var. A. 8. [74], t. 47, f. 66, 68. 

Skallens omrids bredere lancetformet end hos 
hovedarten, med hvilken den ved en række over- 
gangsformer er forbundet. 

I sin mest udprægede form synes den at være sjelden. 

Hillestadvand (47 r). 

Nepal (hr?) W. Sm, V. H. [81], t. 8, £. 33—34, 
A. 8. [74], t. 72, f. 29—33. 

Som det fremgaar af Schmidt's citerede af- 
bildninger, og som ogsaa Cleve har fremholdt 
(195), p 21), er denne art meget nær beslægtet med 
Cymbella. Der turde maaske vere god grund til at 
overflytte den til nævnte slegt; paa grund af det 
foreliggende materiales knaphed, vover jeg dog ikke 
ved denne anledning at foretage en saadan flytning. 

Temmelig: sjelden. 

Hillestadvand (38 r, 40 r, 48 r), Rød (70 r). 

Nelanseolota &2 2) Kitz, N° H. [81], t..8, f. 16. 

Sjelden. 

Blegtjern (13 r). 

"N. Gastrum Ebr. 
var. latiuseula Grun. 

Les 57 v. — Lt. 26 v. 

Sjelden. 

Hillestadvand (40 r). 


Caloneis CI. 
Cl. [91], p 46. 
C. Silieula Ehr) CI. 
gba & tz), CI) Vie H. [81], t. 12, 1. 19. 
Temmelig sjelden. 
Bogen (57 r), Nordre Klev (73 1). 


26 Jens Holmboe. 


var. genuina OI, V. H. [81], t. 12, £. 18. 
Temmelig almindelig. 
Austad (4 r, 6 r), Austadaas (9 r), Blegtjern (28 r), 
mellem Holmestrand og Sande (37 r). 
*var. minuta Grun, V. H. [81], t. 12, f. 26. 
Sjelden. 
Rod (70 r). 
*C. Schumanniana Gru'n,, V. H. [81], t. 9, f. 21. 
Sjelden. 
Austad (5 r), Blegtjern (23 1). 


Neidium Pfitzer. 


C1. [94], p- 67. 


ZN. productum W. Sm. Vi EH. [81], & 13, 1.2 
Sjelden. 
Hillestadvand (48 r). 


ING 7900 ite, We leh [SUNE Us, f 1 
Almindelig. 
Austad (6 r — kort form), Austadaas (9 r), Bleg- 
tjern (26 r), Dybdalsmyr (53 r, 55 r, 56 r), Red 
Om): 
*N. amphigomphus Ehr., V. H. [81], t. 13, f. 2. 
Sjelden. 
Blegtjern (25 p). 
N. dubium (Ehr.) CI, V. H. [81], suppl. B, f. 32. 
Sjelden. 
Blegtjern (28 r), Hillestadvand (40 r). 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 27 


Diploneis Ehr. 
Gil, BU, jo. 6 


D. elliptica Kütz.) CI, V. H. [81], t. 10, f. 10. (øvre fig). 

Almindelig. 

Austad (4 r, 5 r), Austadaas (9 p, 11 p — liden 
form, 12 r), Blegtjern (16 r, 25 r), Holmestrand (30 p), 
Hillestadvand (40 p), Botnestuen (72 r). 

D. ovalis Hilse, V. H. [81], t. 10, f. 10 (nedre fig). 

I no. 25 fandtes en stor form med parallele skal- 
sider (Lg. 53 u. — Lt. 18 u.) og ino. 40 en dverg- 
form med dimensionerne: Lg. 21 p. — Lt. 10 ». 

Almindelig. 

Austad (4 r, 6 p, Sr), Austadaas (9 r, 11 p, 12 r), 
Blegtjern (20 p, 22 r, 23 r, 25 r, 28 p), Holmestrand 
(35 p), Hillestadvand (40 p, 47 r, 48 r, 49 r), Dyb- 
dalsmyr (53 r, 54 r, 55 r), Rød (69 p, 70 p), Nordre 
Klev (73 p). 

"var. contracta n. var. Fig. 1. 

Stor form med forlængede skaller, 
der ved midten er betydelig sammen- 
knebne. 

Lg. 57 p. — Lt. 20 gu. — 14—15 
str. in. 10 u. 


Analog med D. domblittensis var. 


Fig. 1. 
subconstricta Astrid Cleve [95],  Diptoneis ovalis 


v. contracta. 


p. 17 fra Lulea Lappmark. 

Denne smukke varietet iagttoges kun i 4—5 
exemplarer i en prøve, hvor hovedarten forekom 
temmelig talrig. Med denne var den forbunden ved 
en række overgangsformer.! 

Austadaas (11 r). 


28 Jens Holmboe. 


*var. oblongella Nägeli, V. H. [81], t. 10, f. 12. 
Sjelden. 
Austad (4 r). 


Stauroneis Ehr. 
Cl. [94], p. 141. 


S. anceps Ehr. 
Almindelig. 
Austadaas (10 r), Holmestrand (35 r), Dybdals- 
myr (53 r, 56 p), Mulvik (58 p), Fosbæk (64 r, 65 r, 
66 r), Rød (70 p). 


var. amphicephala (Kütz.) Cl, V. H. [81], t. 4, f. 4—5. 
Almindelig. 
Austad (8 r), Austadaas (10 r), Blegtjern (21 r, 
24 r, 25 r, 28 r), Holmestrand (30 r), Hillestadvand 
(38 r, 40 r, 42 r, 47 p, 48 r, 49 p), Rød (70 r). 


S. Phoenicenteron (Nitzsch) Ehr., V. H. [81], t. 4, £ 2. 
Almindelig. 
- Austad (6 r, 8 r), Austadaas (9 r, 10 p), Bleg- 
tjern (25 r, 28 r), Dybdalsmyr (55 r), Mulvik (58 ph 
Rød (70 r). 


var. amphilepta (Ehr.) CI, W. Sm. [53], t. 19, f. 186. 
Temmelig sjelden. 
Austadaas (11 r), Blegtjern (27 r), Hillestadvand 
(38 r). 


SSmihei G run, W. Sm. [53], t. 19, £. 193. 
Findes en sjelden gang enkeltvis mellem storre 
former. 
Blegtjern (25 .r), Holmestrand (30 r), Hillestad- 
vand (40 r), Mulvik (61 r). 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 29 


Vanheurckia Bréb. 
Schütt [96], p. 130. 
* V. dubia n.- sp. (2) Fig. 2. 

Skallen smalt rhombeformet 
med noget udtrukne, budte 
ender. Centralknuden forlæn- 
get, ca. 6 p lang. 

Lg. 31—32 u — Lt. 5 —5,6 u. 

Med de optiske hjælpemid- 
ler, som jeg har kunnet raade 
over, kunde ingen skulptur paa 


skallen sees. Hvis der findes Fig. 2. Vanheurckia 
dubia n. sp. (2) 


en stribning, maa denne der- 
for være særdeles fin (iallefald 25 striae in 10 »). 

I flere henseender ligner denne form ikke lidet 
Navicula (Vanheurckia?) styriaca Grun. in V. H. 
[81], t. 17, £. 7—8, der kun er ufuldstendig kjendt 
og, saavidt vides, hidtil kun funden i Steiermark. 
Cleve, der ikke har seet den, har efter de citerede 
afbildninger beskrevet den i sin Synopsis ([94], p. 122) 
Det er maaske sandsynligt, at den norske form er 
identisk med denne, der dog ikke synes at have 
fuldt saa lang centralknude. Da jeg desuden ikke 
har kunnet afgjore, hvorvidt hos vor form strib- 
ningen er radierende, vover jeg imimdlertid ikke at 
henfore den til Grunow’s art. 

Sjelden. 

Blegtjern (13 r). 

V. vulgaris (Th waites) V. H. [81], t. 17, £. 6. 

Temmelig almindelig. 


30 Jens Holmboe. 
Austad (4 p, 5 r, 8 r), Bogen 57 r), Mulvik (62 r), 


Landelven (67 r), Nordre Klev (73 r). 
V. rhomboides (Ehr.) Breb, V. H. [81], t. 17, £. 12. 


Sjelden. 
Austadaas (9 r, 10 c). 


Amphipleura Kütz. 
© Gla Usk ah 0 ak 


A. pellucida (Ehr.?) Kiitz., V. H. [81], t. 17, f. 14—15 A. 
Temmelig almindelig, undertiden meget talrig. 

Austad (4 r, 6 c, 8 c), Austadaas (9 r, 11 p, 12 r), 

Blegtjern (15 r, 19 r, 20 c, 21 r, 22 r, 23 c 25 p, 


28 c), Hillestadvand (40 p). 


Pleurosigma W. Sm. 
Schütt [96], p. 132. 
Ja za Crew, NE BE Al we 4s 


Sjelden. 
Hillestadvand (40 p, 42 r). 


Mastogloia Thwaites. 
Schütt [96], p. 135. 


* M. Smitha Thwaites. 
var. lacustris Grun., V. H. [81], t. 4, £ 14. 


Temmelig sjelden. 
Blestjern: (13 c, 14 c, 15 p, 16 c føre 


21 p, 22 p, 26 r). 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 31 


Gomphonema A g. 
Schütt [96], p. 136. 


G. parvulum K ütz., V. H. [81], t. 25, f. 9. 

Temmelig almindelig. 

Blegtjern (14 r), Holmestrand (37 r), Hillestad- 
vand (38 r, 46 p, 47 r), Mulvik (58 r), Fosbæk (63 r). 

= G. intricatum Kütz., V. H. [81]. t. 24, f. 28—29. 

Temmelig sjelden. 

Blegtjern (14 r, 15 r, 16 r, 18 p, 19 p). 

G. subtile Ehr., V. H. [81], t. 23, f. 18- 14. 
Sjelden. 
Blegsjern (13 1, 160%, 27 x). 

G. acuminatum Ehr., V. H. [81], t. 23, f. 16. 

En af vore aller almindeligste arter, der under 
forskjellige, ofte udprægede, men indbyrdes sammen- 
flydende former, ofte i mængde findes i de fleste 
prøver. 

Lerelven (1 r), Blegtjern (15 r — typisk, 16 p, 
Karla p 19% Alp. 22 p 247, 257,26 r, 27 p), 
Holmestrand (30 p, 35 r), Hillestadvand (38 p, 39 r, 
40 p, 41 p, 42 p, 44 r, 45 p, 47 p, 48 p, 49 p), 
Dybdalsmyr (50 r, 51 r, 53 r, 55 r), Bogen (57 r), 
Mulvik (58 r, 59 p), Fosbæk (63 p, 64 p, 65 r, 
66 r), Landelven (67 r), Rød (68 r). 

f. Brébissomi Kitz., V. H. [81], t. 13, £. 23—26. 

Almindelig. 

Austad (4 x, 8 r), Austadaas (9 r, 11 p, 12 r), 
Blegtjern (13 r, 14 p, 16 p), Holmestrand (35 r), 
Hillestadvand (40 r, 41 r, 43 r, 47 p), Dybdalsmyr 
52 p), Mulvik (62 r). 


32 Jens Holmboe. 


Bars laus SID. 
Sjelden. : 
Blegtjern (16 r). 
je cononatas Bir) a bh) Ve Er. [Si], t 23, 2a: 
Neppe sjelden, skjont kun en enkelt gang noteret. 
Blestjern (18 r). _ 
pus la Gr une Ve], t. 28, £- 19: 
Sjelden. 
Blegtjern (14 r). 
* var elongata W. Sm., V. H. [81], t. 23, £ 22. 
Bees 
Sjelden. 
Dybdalsmyr (50 r). 
G. subelavarım Grune VE Sli, t 23, 1088! 
Almindelig. 
Austad (4 p, 6 r, 8 c), Austadaas (9 r, 11 p, 12 r), 
Blegtjern (20 r, 21 r, 22 p, 23 r, 28 r), Hillestad- 
vand (38 p, 47 r), Dybdalsmyr (51 r, 54 r, 55 r), 
Bogen (57 r), Fosbæk (63 r, 65 r, 66 r), Rød (69 p, 
70 r), Botnestuen (71 r). 
G. constrictum E hr, V. H. [81], t. 23, £. 6. 
Almindelig, især fæstet til traadalger. 
Lerelven (1 p, 2 r, 3 p), Blegtjern (16 r, 18 r, 
22 c), Holmestrand (30 p, 32 r, 33 r, 34 p), Hille- 
stadvand (39 r, 40 r, 41 1, 42 r, 43 c, 44 r, 47 p, 
48 p, 49 r), Dybdalsmyr (50 r), Bogen (87 r), Mul- 
vik (59 ce, 60 r, 61 e), Landelven (67 r), Nordre Klev 
(73 ec), Kobbervigdal (75 r). 
* var. capuata (KE br.) Cl, V. H. [81], ti 23, 20293217 
Sjelden. 
Blestjern (26 p). 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 33 


G. geminatum (Lyngb.) Ag, W. Sm. [53], t. 27, f. 235. 

Denne i vore fjeldtrakter almindelige art synes i 

Jarlsberg og Laurviks amt at være meget sjelden. 
Hillestadvand (46 r — 1 skal). 


Cymbella Ag. 
Schütt [96], p. 138. 


C. amphicephala Nägeli, V. H. [81], t. 7, f. 18. 
Almindelig. 
Austad (6 r), Austadaas (9 r, 10 p, 12 r), Holme- 
strand (37 r), Hillestadvand (38 r, 40 r, 43 r, 47 r, 
48 r, 49 r), Bogen (57 r). Rod (70 r), Botnestuen (72 r). 
C. cuspidata Kütz., V. H. [81], t. 2, £. 3. 
Temmelig almindelig. 
Austadaas (10 r, 12 r), Holmestrand (35 p), Hille- 
stadvand (43 r, 47 r, 48 r), Dybdalsmyr (52 r, 53 r, 
54 r), Fosbæk (64 r), Rød (70 r). 
C. cymbiformis Kütz.) Bréb., V. H. [81], t. 2, f. 11. 
Meget almindelig. 
Austad (4 p, 5 c, 6 p), Austadaas (9 r, 11 p, 
12 p), Blegtjern (13 c, 14 p, 15 p, 17 r, 18 p, 19 p, 
21 p, 24 p, 25 r, 26 p, 27 r, 28 p), Holmestrand 
(36 r, 37 r), Hillestadvand (40 p, 47 p, 48 p, 49 p), 
Dybdalsmyr (50 p, 51 r, 52 r, 53 p, 55 p), Bogen 
(57 p), Mulvik (59 r), Fosbek (63 p, 66 r), Red (69 r, 
70 r), Nordre Klev (73 p). 
©. Cistula (Hempr.) Kirchn, V. H. [81], t. 2, f. 12—13. 
Almindelig. 
Austad (6 c, 7 p), Blegtjern (13 r, 14 p, 15 p, 
Ill 20 p, 20 p, 22 p, 231p, 
26 p, 28 p), Holmestrand (34 p, 35 p), Hillestad- 


vand (41 r, 44 r). 
3 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 2. 
Trykt den 11. December 1900. 


34 Jens Holmboe. 


C. aspera (Ehr.) Cl, V. H. [81], t. 2, £ 2. 
Meget almindelig. 
Austad (4 r, 6 r), Austadaas (9 r, 11 p, 12 ©), 
Blegtjern (13 p, 16 r, 20 r, 21 p, 22 p, 23 p, 24 r, 
25 r, 26 r, 27 r), Holmestrand (35 p, 37 r), Hille- 
stadvand (40 c, 41 r, 42 p, 44 p, 47 r), Dybdals- 
myr (50 p, 52 r, 53 r, 54 p, 55 p), Bogen (57 r), 
Mulvik (59 r), Fosbæk (64 r, 65 p), Rød (69 r, 70 r). 
* var. minor V. H. [81], t. 2, f. 9. 
Sjelden. 
Austad (4 p). 
* 0. tumida (Bréb.) CI, A. S. [74], t. 10, f. 28—30. 
Sjelden. 
Landelven (67 r). 


Encyonema Kitz. 
Schutt [96], p. 139. 


* FE. prostratum (Berk.) Ralfs., V. H. [81], t. 3, f. 9—11. 
Sjelden. 
Blegtjern (23 p). 
E. turgidum (Greg) Grun., V. H. [81], t. 3, £ 12. 
Temmelig sjelden. 
Blegtjern (13c, 14c, 16 p, 17r, 18r, 19 p, 20r, 217). 
E. ventricosum (Ag) Grun., V. H. [81], t. 3, f. 15—17, 
19 & 14, suppl. A, f. 3. 
Meget almindelig. 
Lerelven (1 p, 2 p, 3 ec), Austad (4 p, 5 ce, 6 p, 
7 cc, 8 p), Austadaas (10 p, 11 p), Blegtjern (15 r, 
16 c, 18 p, 26 p, 27 c, 28 p), Holmestrand (36 ce 
— næsten ren, 37 r), Hillestadvand (38 p, 39 r, 
45 r, 47 r, 48 p), Dybdalsmyr (50 r, 52 r, 53 p, 
54 p, 55 p), Bogen (57 p), Mulvik (58 r, 62 r), 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 35 


Fosbek (63 p, 65 r, 66 p), Red (70 r), Nordre 
Klev (73 ec), Kobbervigdal (75 p). 


Amphora Ehr. 
Schütt [96], p. 139. 
Ammovalis (be b:) Kütz., V. H. [S1],t..1, £ 1. 
Varierer meget i storrelse. 
Meget almindelig. 
Austad (4 r, 8 r), Austadaas (9 r, 11 r, 12 r) 
Blestjerns. or lan 16. nr, löfr, 21 r, 24 p, 25 r, 
26 r), Holmestrand (30 p, 35 r), mellem Holmestrand 
og Sande (37 p), Hillestadvand (40 c, 41 r, 42 r, 
43 p, 46 r, 47 p, 48 r, 49 r), Bogen (57 c), Mulvik 
(59 p, 61 p), Fosbek (65 r), Botnestuen (72 r), 
Nordre Klev (73 r). 
var. Pediculus Kütz.) V. H. [81], t. 1 f. 5. 
Temmelig sjelden. 
Austad (6 r), Austadaas (9 r, 12 r), Blegtjern (13 r)., 


Epithemia Br é b. 
Schütt [96], p. 140. 
EP. turgida (Ehr.) Kütz, V. H. [81], t. 31, £. 1—2. 
Temmelig sjelden. 
Bee p 16 5 17 5 185 22 06 240 p, 
25 r, 26 cc). 
* var. granulata (Ehr.) Brun, V. H. [81], t. 31, £. 5—6. 
Sjelden. 
Blegtjern (13 p). 
Soest. 32, 2 6 10. 
Neppe sjelden. 


36 Jens Holmboe. 


Austad (6 r), Blegtjern (13 c, 14 p, 15 p, 16 €, 
Ip dep Hop elp22p, 26 ca): 

BH. Argus (Fibr.) Kutz, Vo H. [81], t 31, 275 De 

Temmelig almindelig. 

Austad (4 r, 5 6), Blegtjern (13 r, 14 r, 16 r, 
Ir, 1872, 197, 23 7, 25 p, 26 c, 27 på Pypdals* 
myr (53 r, 54 p), Red (69 cc), Gaupaas (74 p). 

m Zebra (EhrKut We EE (81) ST Ole 

Almindelig. 

Blegtjern (14 r, 16 6, 21 r, 2200 20 Ps) 
Holmestrand (35 r), Hillestadvand (41 p, 44 c, 47 p), 
Dybdalsmyr (50 c, 52 c, 53 p, 54 c, 55 p), Bogen 
(57 r), Fosbæk (66 p), Rød (68 cc — næsten ren, 69 r). 


Rhopalodia O. Müller. 
Schütt [96], p. 141. 
ro gbba (hx) 0, Müller, We uae [Bt BEEN 
Almindelig. 
Austad (4 r, 5 p, 6 r), Austadaas (9 r, 10 r, 12 r), 
Blestjern (13 7 14 pp 15 sp, 16 cy 17 p, MSC 
DOC D 2p, 23 pr 24 p, 25 nede 
Holmestrand (35 r), Hillestadvand (40 r, 41 p, 44 p), 
Dybdalsmyr (50 c, 52 r, 53 p, 55 p), Landelven 
(67 r), Rød (69 p), Botnestuen (72 r), Gaupaas (74 p). 
var. parallela Grun., V. H. [81], t. 32, f. 3. 
Neppe sjelden. 
Austad (5 c), Blegtjern (13 c, 14 r, 19 r, 21 r, 
22 p, 24 r, 25 r, 28 r), Rød (69 p. 
* var. ventricosa (Ehr.) Grun, V. H. [81], t. 32, f. 4—5. 
Sjelden. 
Blegtjern (24 r, 25 p). 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 37 


Nitzschia Hassal. 
Schütt [96], p. 142. 
Sectio Dubiae Grun. 
* N. thermalis Kütz.) Grun., V. H. [81], t. 59, £. 
Sjelden. 
Austadaas (9 p). 
Sectio Grunowia Rabh. 
*N. Denticula Grun., V. H. [81], t. 60, f. 10. 
Lg. 38,6 — 90,1 u. 
Neppe sjelden. 
Austad (6 p), Blegtjern (13 r, 14 r, 16 r, 21 r, 
22 Vy 20 10, AS 192 
* var. Delognei Grun. 
Sjelden. 
Blegtjern (13 r). 
N. sinuata (W. Sm.) Grun, V. H. [S1], t. 60, £. 11. 
Temmelig almindelig. 
Austad (4 r, 5 r), Austadaas (9 r, 11 r), Blegtjern 
emrmesrr 25 2), «Rod (69) p) 
Sectio Sigmoideae Grun. 
= N. sigmoidea (Nitzsch) W. Sm. V. H. [81], t. 63, £. 
5—7. 
Temmelig sjelden. 
Blegtjern (25 p, 28 p), Hillestadvand (43 r). 
Sectio Lineares Grun. 
rear NES mn Vent (Silt. 67, £ 13 12. 
Temmelig almindelig. 
Austad (6 r, 8 r), Austadaas (9 p, 11 p, 12 p), 
mellem Holmestrand og Sande (37 p), Bogen (57 e), 
Mulvik 82 r). 


bo 
= 


38 Jens Holmboe. 


Day tenis (GreunVAÆE [SI 1267, 1. 16. 
Sjelden. 
Austadaas (9 p). 
Subgen. Hantzschia Grun. 
N. elongata Hantzsch., V. H. [81], t. 56, f. 7—8. 
Sjelden. 
Blegtjern (13 r). 


Cymatopleura W. Sm. 
Schütt [96], p. 145. 


C. elliptica (Bréb.) W. Sm, V. H. [81] t. 55, f. 1A. 
Sjelden. 
Hillestadvand (47 r). 
C. Solea (Bréb.) W. Sm., V. H. [81], t. 55, f. 5—7. 
Temmelig almindelig. 
Holmestrand (30 r), Hillestadvand (40 r, 48 r), 
Muivik (59 p, 61 p, 62 r). 
var. apiculata Ralfs, W. Sm. [53], t. 10, f. 79. 
Form med lidet fremtredende transverselle bølge- 
bugtninger. 
Sjelden, 
Lerelven (2 r, 3 p). 


Surirella Turp. 
Schütt [96], p. 146. 


S. biseriata (E br.) Bréb., Vi. H. [81], t. 72, #12 
Sjelden. 
Austadaas (10 r), Hillestadvand (48 r). 


Diatoméer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurkiks amt. 39 


S. linearis W. Sm. [53], t. 8, f. 58a. 

Sjelden. 

Austadaas (11 r). 

S. robusta Ehr., V. H., [81], t. 71, f. 1—2. 

Sjelden. 

Hillestadvand (40 r). 

S. ovalis Breb. 
var. minuta (Bréb.) V. H. [81], t. 73, f. 9—10, 4. 

Temmelig almindelig. 

Lerelven (1 p, 2 p, 3 ©, Blegtjern (28 r), Fos- 
bæk (63 r), Landelven (67 r), Kobbervigdal (75 r). 

* 8. apiculata W. Sm., A. 8. [74], t. 23, f. 34—35. 

Sjelden. 

Hillestadvand (40 r), Fosbek (63 r). 

* §. Moelleriana Grun., A. S. [74], t. 23, f. 36, t. 56, f. 
21—23. 

Denne vakre, karakteristiske art, der hidtil kun 
vides funden i Holstein og Skotland samt ved 
Pensacola (Schmidt, 1. c.), fandtes i mængde i 
en af de undersøgte prøver. Skalformen varierede 
betydelig; alle mulige overgangsformer mellem 
Schmidt's fig. 21 og 22 iagttoges. 

Lg. 23—45 pu — Lt. 14—17 p. 
Sjelden. 
Hillestadvand (48 e). 
S. spiralis Kütz., V. H. [81], t. 74, f. 4—7. 
Temmelig sjelden. 
Austadaas (9 r, 12 r), Blegtjern (25 p), Rod (70 r). 


40 


95. 


Jens Holmboe. 


Literaturfortegnelse. 


Astrid Cleve, On recent freshwater diatoms from 
Lule Lappmark in Sweden. (Bihang till K. Svenska 
Vet.-Akad. Handlingar. Band 21. Afd. III, No. 2.) 
Stokholm 1895. 


94—95. P. T. Cleve, Synopsis of the naviculoid diatoms. 


98. 


62. 


00. 


25) 


43. 


65. 


74. 


Part I. (K. Svenska Vet.-Akad. Handlingar. Band 
26. No. 2.) — Part II. (Ibidem Band 27. No. 3.) Stok- 
holm 1894—95. . 

P. T. Cleve, Diatoms from Franz Josef Land collected 
by the Harmsworth-Jacksonexpedition. (Bihang till 
K. Svenska Vet.-Akad. Handlingar. Band 24. Afd. 
III. No. 2.) Stokholm 1898. 

A. Grunow, Die österreichischen Diatoméen nebst An- 
schluss einiger neuen Arten von anderen Lokalitäten 
und einer kritischen Uebersicht der bisher bekannten 
Gattungen und Arten. Erste Folge (Verhandlungen der 
kais.-königl. zoolog.-botanischen Gesellschaft in Wien, 
Jahrgang 1862, Band XID). 

Jens Holmboe, Undersøgelser over norske fersk- 
vandsdiatoméer. I. Diatoméer fra indsjøer i det sydlige 
Norge, (Archiv for Mathematik og Naturvidenskab. B. 
XXI. No. 8.) [Kristiania 1900]. 

A. Kerner, Schedae ad floram exsiccatam austro-hun- 
garicam. VIII. Vindobonæ 1899. 

Fr. Kiitzing, Ueber Meridion Zinckeni (Botanische 
Zeitung 1843, Sp. 396). 

Fr. Kitzing, Die kieselschaligen Bacillarien oder 
Diatoméen. Zweiter Abdruck. Nordhausen 1865. 
Adolf Schmidt, Atlas der Diatomaceenkunde. Leip- 
zig 1874 —. 


Diatomeer fra ferskvand i Jarlsberg og Laurviks amt. 41 


96. Fr. Schütt, Bacillariaceae. (Engler und Prantl, Die 
natürl. Pflanzenfam. 143—145 Lieferung). Leipzig 1896. 

53—56. William Smith, A Synopsis of the British 
Diatomaceæ. Vol. I—II, London 1853—1856. 

81. H. Van Heurck, Synopsis des diatomées de Bel- 
gique. Anvers 1881—85. 


Universitetets botaniske laboratorium, 
Kristiania, September 1900. 


Ji 


ARCHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XXIII. Nr. 3. 


Contributions to the knowledge 
oi the Fresh-water Entomostraca of 
South America, as shown by artificial 
hatching from dried material. 


By G. ©. SARS. 


Introduction. 


Our knowledge of the fresh-water Entomostraca of South 
America has long remained very imperfect, only scattered 
notes having been given about that part of the fauna. 
Being anxious to obtain some closer acquaintance with 
these interesting little animals, and to compare them with 
those of other parts of the world, I some years ago asked, 
the well-known zoologist, Dr. H. v. Ihering of Såo Paulo, 
Brazil, to procure for me some samples for a study such 
as this, and at the same time to send me a parcel of dried 
material for hatching experiments. He most readily com- 
plied with my request, and sent me several alcoholic sam- 


ples taken in the neighbourhood of Såo Paulo, as also some 


1 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 3. 
Trykt den 8. Marts 1901. 


2 G. O. Sars. 


mud and dried aquatic plants from the same tract. He 
observed, however, that the fresh-water fauna of that region 
had, according to his investigations, turned out to be ex- 
tremely poor, and indeed the alcoholic samples received 
did not contain anything but some larve of Copepoda and 
a few small Lynceids. There therefore at first appeared to be 
very little chance of good results for the hatching operations. 
These were immediately commenced, however, in the usual 
manner, small parcels of the material being introduced into 
carefully-prepared aquaria, which from time to time were 
examined by the aid of a hand-magnifier. The final results 
of these hatching operations, which have been continued for 
several years, have however, as shown by the present paper, 
turned out to be very successful, and have yelded quite an 
unexpectedly rich harvest. As early as the first summer 
some interesting forms appeared in my aquaria, one of 
which, Iheringula paulensis G. O. Sars, has been treated 
of in detail in a previous paper, and during the succeeding 
years many additional forms have been raised, partly from the 
same material, partly from some additional mud kindly sent 
to me subsequently. Indeed, I have now convinced myself, 
that by far the best method of studying extraneous fresh- 
water Entomostraca is that here practised, viz, to raise the 
species from dried material taken in the respective regions 
from suitable localities. True, the arrangement of the 
aquaria for this purpose requires much care, and also much 
expenditure of time to examine the aquaria, and to await 
the development of the species; but, on the other hand, it 
is evident that the investigations made in such cases admit 
of a very superior completeness both morphologically and 
biologically, than those instituted on preserved specimens. 
Indeed, it is both very amusing and instructive to watch 


Fresh-water Entomostraca of South America. 3 


these little creatures in the living state, and to obtain 
information about their different habits and their dovelop- 
ment from generation to generation, each aquarium repre- 
senting, as it were, an isolated part of their native dwelling 
places. As, moreover, the different species pertaining to a 
certain locality do not, as a rule, appear simultaneously, 
but rather in a definite succession, any sample of plankton 
taken occasionally will give a far less complete idea of the 
fauna than a continuous series of hatching experiments insti- 
tuted on a parcel of mud from the same locality. 

Besides the material kindly sent to me by Dr. v. Ihering 
and taken in the neighbourhood of Sao Paulo, Brazil, I have 
received another sample of dried material from Argentina, 
through the kind intervention of the Norwegian gentleman 
Mr. Schiander. This material, consisting of dried aquatic 
plants with adhering mud, proved to be extremely suitable 
for hatching operations, and numerous interesting forms 
were raised from it, some of which were identical with forms 
reared from the Brazilian mud, whereas others represented 
particular species. 

Among the several species derived from these 2 regions 
of South America, there is a considerable number which 
have proved to be common to both the new and the old 
world, some even being identical with species found as far 
north as Norway. Indeed, as will be shown in this paper, 
the geographical distribution of some of the species appears 
quite perplexing, and can scarcely be accounted for without 
the assumption of a rather different relation between the 
great continents and oceans in ancient times. 

A rather serious objection might perhaps be urged 
against the reliability of these statements, as far as those 


species, which are known to occur in Norway, are concerned. 


4 G. O. Sars. 


For it might be supposed that these forms have been 
accidentally transferred to the aquaria with resting ova adhering 
to the aquatic plants, which it is generally necessary to in- 
troduce into the aquaria for the sake of the aération of 
the water. It is impossible to deny, that in reality such a 
transfer might easily take place, and thus give occasion to 
a misapprehension of the origin of the species appearing in 
the aquaria. I find it therefore necessary here to state ex- 
pressly, that I have been well aware of this circumstance, 
and have accordingly taken precautionary measures. For 
instance, all the plants used for this purpose have been pre- 
viously carefully cleansed from mud, and moreover washed 
several times in pure water, in order to remove any adhering 
particle. They are also, as a rule, taken from places where | 
Entomostraca do not exist in any number, and at times when 
resting eggs are not developed. Notwithstanding these pre- 
cautions, I am still somewhat uncertain about the origin of 
2 small Lynceids found in my aquaria. The one is the 
ubiquitous form Chydorus sphericus (Müller), the other a 
small species of the genus Alona, A. rectangula G. ©. Sars. 
Both these species occur almost everywhere, even in the 
shallowest pieces of water, and thus the possibility of an 
accidental transfer, either direct or indirect, is not quite ex- 
cluded. With regard to all the other species, on the other 
hand, I am quite assured that they are derived from the 
mud with which the aquaria were prepared. 

The present paper is devoted only to the Cladocera, 
in a succeding paper I intend to treat in detail of the 
Ostracoda and Copépoda, of which several interesting forms 
have been reared in my aquaria. 

The plates accompanyng this paper have been prepared 
with the outmost care by the aid of the autographic me- 


Fresh-water Entomostraca of South America. 5 


thod, and will, I hope, serve for easily recognising the 
species here treated of. All the habitus-figures, and also 
some of the detail-figures, are drawn from fresh and still 
living specimens, whereby the inconvenient deformations 
of the body caused by the action of the preserving fluids 
are avoided. 


6 G. O. Sars. 


Fam. Sididz. 
Gen. Latonopsis, G. O. Sars. 


Remarks.— This genus was established by the pre- 
sent author in 1888, to comprise an Australian species, 
L. australis G. O. Sars. Though the genus is very nearly 
allied to Latona of Müller, it has generally been admitted 
by subsequent authors, and an apparently new species has 
recently been added from North America as L. occidentalis 
Birge. There is, hovewer, another genus to which the pre- 
sent one perhaps bears a still closer resemblance, viz, the 
genus Pseudosida of Herrick; but both Mr. Richard in his 
Revision of the Cladocera, and Mr. Herrick himself in his 
latest work, keep these 2 genera apart. The Brazilian . 
form, to be described below, though undoubtedly referable 
to the genus Latonopsis, as defined by the present author, 
in some points exhibits an evident approach to the genus 
Pseudosida. Indeed, I do not regard it improbable, that in 
future it will be found appropriate to combine all these 3 
genera into one, in which case the oldest name, Latona, must 
be retained. . 


1. Latonopsis serricauda, n. sp. 
(Pl. D. 
Specific Characters. — Female. Carapace oblong, 
not defined above from the head by any depression, height 
somewhat exceeding the width, and about half the length, 


Fresh-water Entomostraca of South America. 7 


dorsal margin but very slightly arched, ventral almost 
straight, posterior extremity very obliquely truncated, upper 
corner rather slight, lower considerably projecting and blunted 
at the tip. Valves comparatively small, scarcely obtecting 
the oral parts in front, free edges densely setiferous, some 
of the sete, issuing from the posterior corners, long and 
divergent. Shell-gland angularly curved, without any posterior 
ramus. Head very thick, pyramidal in form, seen laterally 
less broad than in the 2 other species, with the end nar- 
rowly rounded; ventral margin almost straight and obliquely 
descending, dorsal slightly concaved behind. Fornices of 
head distinct, though rather small, encircling above the 
bases of the antenne. Eye large, with numerous crystalline 
cones, and as in the 2 other species, located nearer the 
dorsal than the ventral face. Ocellus very small and at a 
considerable distance from the eye. Antennulæ with the 
flagellum not recurved, and but slightly exceeding the basal 
part in length. Antenne exceedingly powerful, upper ramus 
with a greater number of natatory sete than in any of the 
other species, amounting to 21 in all, 12 of which are at- 
tached to the distal joint, proximal joint rather broad, show- 
ing a slight approach to the formation of a lateral expan- 
sion as in Latona; lower ramus normal. Caudal part scarcely 
at all deflexed, conically tapered, dorsal edge divided at the 
base into 4 large serrations, and having another smaller 
median projection near the end; anal denticles rather slight, 
about 9 on each side; caudal claws with 3 slender curved 
secondary spines at the base, their outer part finely denti- 
culate and terminating in a very sharp point; caudal setæ 
about twice the length of the caudal part, and rather strong. 
Body highly pellucid, and almost colourless. Length of oviger- 
ous female about 2 mm. 


8 G. O. Sars. 


Remarks.— This form differs in a number of well- 
marked characters from the 2 hitherto known species, 
L. australis G. O. Sars and L. occidentalis Birge. For inst- 
ance, the upper ramus of the antennæ (see fig. 5) has a much 
greater number of natatory sete, and the caudal part (see 
fig. 6) is prominently characterized by the coarse serrations 
of its dorsal edge, as also by the presence of 3, instead of 
2 secondary spines at the bases of the caudal claws. More- 
over, the long posterior ramus of the shell-gland present in 
both the other species is entirely absent. The form recorded 
by Mr. Richard from Rio Grande do Sul as L. australis may 
perhaps be this species. The solitary specimen examined 
by him was, however, in such a bad state of preservation, 
that it did not admit of a more accurate examination. 

Biological Observations, — A few specimens of 
this interesting form appeared last summer in one of my 
aquaria, which had previously been exposed for some time 
to the direct rays of the sun, whereby the temperature of 
the water had attained a very high degree. Believing that 
such a high temperature would be beneficial to the thriving 
of this form, the aquarium was kept jn the same situation 
for several days. This seems, however, to have been fatal 
to its development, for the existence of this form was of com- 
paratively short duration, and after some time the specimens 
gradually disappeared, without having multiplied to any 
noticeable extent. I had previonsly, however, secured 2 or 
3 specimens, which were carefully preserved for renewed 
examination. One of these, an apparently adult ovigerous 
female, was immediately subjected to a close examination 
beneath the microscope, and all the figures reproduced on 
the accompanying plate were made from this specimen, while 
yet alive. It only carried 2 summer-eggs of the usual 


Fresh-water Entomostraca of South America. 9 


appearance and lying on each side of the body in the an- 
terior part of the matrix, so as not to cause any perceptible 
convexity of the dorsal face (see figs. 1, 3). 

In habits, this form on the whole closely resembles the 
northern form Latona setifera. It was more frequently seen 
resting on the bottom, in some corner of the aquarium, 
partly concealed among the aquatic plants, and always lying 
on its belly with the antennæ spread to each side. When 
disturbed, it started away with quite extraordinary energy, 
making several successive abrupt bounds, in which the body 
was often seen to turn over several times. This motion, how- 
ever, never lasted for any length of time, the animal very 
soon again assuming its quiet attitude on the bottom. I 
have never seen it running up along the walls of the aqua- 
rium like L. australis, nor attaching itself to them; but it 
always kept to the bottom, and was generally so well con- 
cealed among the plants that it was only with great diffi- 
culty caught sight of. When brought under the microscope 
in a small quantity of water, the animal, as a rule, turns 
either the ventral or dorsal face to the observer (see figs. 
2, 3), and in this attitude very much resembles the northern 
form, Latona setifera. In order to get a lateral view of the 
animal, it is necessary to cause the antennæ to be reflexed 
along the sides of the carapace (see fig. 1). This reflexion is 
often effected voluntarily by the animal, after it has been 
kept for some time under the microscope, though at times it 
again forces the antenne out to each side, which causes it 
immediately to turn over on its ventral or dorsal side. 
While lying in the lateral attitude, the animal remains quite 
motionless, and accordingly admits of a detailed examination 
even by the aid of very high magnifying powers. 

Occurrence, — The mud from which this remarkable 


10 G. O. Sars. 


form was raised, had been taken at Itatiba, in the neigh- 
bourhood of Såo Paulo. 


Gen. Diaphanosoma, Fischer. 


Remarks. — Very easily recognisable as this genus 
is, the distinction of the several species is, on the other 
hand, connected with no small difficulty, and it is well known, 
that the specific value of the 2 European forms long ago 
known, is still much disputed by different authors. Recently, 
however, several exotic species have been established, and 
some characters pointed out, which seem to afford suitable 
specific marks. Among these may be named the development 
of the inner duplicatures of the valves, the form of the head, 
and the relative length of the antennæ. No species of this 
genus has hitherto been recorded from South America, and 
it may therefore be of interest to obtain information about 
the 2 Brazilian species treated of below. 


2. Diaphanosoma Sarsii, Richard. 
(Pl. II, figs. 1—10) 


Diaphanosoma Sarsii, Richard, Entomostraca receuillis, par M. E. 

Madigliani dans le lac Toba, Sumatra. Ann. Mus. civico di st. 

nat. Vol. XIV, p. 568. 

Specific Characters. — Female. Carapace of the 
usual oblong form, being almost transversely truncated behind, 
with the upper corner rectangular, the lower obliquely cut 
off and armed with a series of small denticles; dorsal mar- 
gin more or less arcbed, according to the number of ova 
and embryos contained in the matrix, ventral straight and 


Fresh-water Entomostraca of South America. 11 


slightly ascending; inner duplicatures of valves very fully 
developed, and easily observable both in the lateral and 
ventral aspects of the animal. Head well defined from the 
carapace, and, seen laterally, rather narrow, very slightly 
tapered distally, and obliquely truncated at the end, frontal 
part scarcely protuberant at all. Eye exceedingly large. 
Antenne rather powerful, though, when reflexed, not reaching 
to the hind edge of the carapace, terminal joint of upper 
ramus with 8 natatory sete. Tail of the usual structure, 
caudal claws finely denticulate in their distal part, basal spines 
rather small and rapidly diminishing in size proximally. 
Resting ova very dark, globose, and clothed all over with 
small spiniform processes. Male much smaller than female, 
dorsal margin of carapace straight, cardial region gibbously 
convex, head more bluntly rounded at the end. Antennulæ 
transformed in the usual manner, but considerably shorter 
than in the European species, not nearly attaining half the 
length of the body. First pair of legs terminating in a 
rather small, and only very slightly curved hook. Sexual 
appendages extending slightly beyond the base of the caudal 
claws, and simply truncate at the tip. Body in both sexes 
highly pellucid and almost colourless. Length of adult 
female 0.80 mm., of male 0.66 mm. 

Remarks. — I can see no difference between the above- 
characterised Brazilian form, and that described by Mr. 
Richard from Sumatra, and I am therefore induced to believe 
that the two are in reality identical, in spite of the great 
distance between their finding-places. Similar proofs of an 
extraordinary geographical distribution will also be stated 
below in the case of other Brazilian Cladocera. The present 
species is nearly allied to the Australian form, D. exciswm 
G. O. Sars, but differs in the somewhat deviating form of 


112 G. O. Sars. 


the head, and in the much broader inner duplicatures of 
the valves. In external appearance it more resembles the 
European species D. brandtianum Fisher; but in neither of 
the 2 northern species is any trace of the inner duplicatures 
of the valves, so strongly developed in the present form 
(see fig. 5), to be found. As to the other anatomical details, 
the female does not exhibit any perceptible difference from 
those species. The male, however, differs rather conspicuouly 
in the far less elongated antennule (see figs. 7, 8), and more- 
over in the much simpler structure of the sexual appendages 
(see figs 7, 10), the latter being very largely developed and 
boot-shaped in both European species. The resting ova in 
this species (see figs. 2, 3) are remarkable for the numerous 
spiniform processes radiating from the surface, and giving 
them a scabrous appearance. This peculiar structure has 
also recently been mentioned by Dr. Daday in African speci- 
mens of this species. 

Biological Observations. — Numerous spe- 
cimens of this form developed in my aquaria, and were 
watched during 2 successive seasons, the residue of the 
aquaria, at the close of the 1“ seasou, being kept in a dried 
state until the next summer, when it was again used for 
hatching operations. 

In habits, this form exactly agrees with the European 
species, being a true «plankton-form». In the aquaria it was 
always found freely suspended in the water, more or less 
near the surface, the powerful antennæ spread to each side, 
and only now and then making a vigorous stroke, whereby 
the body was pulled forwards or upwards. The attitude 
of the animal, while quietly suspended in the water, was 
generally a more or less erect one; but on moving, it 
assumed, as a rule, a more horizontal attitude. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 13 


As usual, the generations at first. appearing were all 
parthenogenetic, and in comparatively short time multiplied 
very abundantly, the matrix of the individuals being often 
found io be greatly distended with young. But at the close 
of the season the fertility considerably diminished, and soon 
the opaque contents of the ovaria, in connection with 
the somewhat darkened upper part of the carapace, clearly 
indicated that the individuals were now about to produce 
the so-called winter-eggs or resting ova. Never more than 
2 of these, are found in each individual, and they are 
always located side by side in the anterior part of the 
matrix, exhibiting very distinctly the above-mentioned peculiar 
scabrous appearance (see fig. 2). At the same time also 
male specimens appeared rather frequently, and were often 
seen in ardent pursuit of the females. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
developed, were all prepared with mud taken in the im- 
mediate neighbourhood of Såo Paulo. 

Distribution. — The specimens examined by Mr. 
Richard were found, together with another species, in a 
sample of plankton taken in Lake Toba, Sumatra. The same 
species has recently been recorded by Mr. v. Daday from 
the German dominion of New Guinea. The distribution of 
the present species accordingly extends through the tropical 
part of 3 different continents. | 


3. Diaphanosoma brevireme, n. sp. 
| (PL IL figs 11—16). 
Specific Characters. — Female. Form of 
carapace about as in the preceding species, its upper part, 
however, being sometimes distended in quite an extraordi- 


14 G. O. Sars. 


nary manner. Inner duplicatures of valves very large and 
conspicuous. Head comparatively less thick than in D. 
Sarsii, and, seen laterally, conically tapering in front, with 
the end narrowly rounded. Eye comparatively smaller than 
in the preceding species. Antenne unusually short, and, 
when reflexed, scarcely reaching to the end of the inner 
duplicatures of the valves, terminal joint of upper ramus 
with only 7 natatory sete. Caudal part very similar to 
that in D. Sars, outer part of the caudal claws, however, 
perfectly smooth. Male resembling that of the preceding 
species; sexual appendages, however, still shorter, scarcely 
reaching to the base of the caudal claws. Body in both 
sexes highly pellucid, hyaline. Length of adult female 
0.76 mm. 

Remarks. — This form is undoubtedly specifically 
distinct from the preceding one, as also from any of the 
other known species of the genus, being especially distinguished 
by the unusually short antenne, and also by the form of 
the head (see figs 11, 12). In all the specimens examined, 
moreover, only 7 natatory sete were found on the terminal 
joint of the upper ramus of the antenne (see fig. 13), 
whereas their number in the preceding species (see fig. 4) 
is that normally found, viz. 8. In the full development of 
the inner duplicatures of the valves (see fig. 14), and in the 
simple structure of the sexual appendages in the male (see 
fig. 16), it agrees with the preceding species. Also in their 
habits no differences are to be found between the 2 species, 
though perhaps the movements, owing to the less powerfuily 
developed antennæ, are in this form somewhat less vigorous. 

Occurrence. — This form also developed rather 
plentifully in some of my aquaria; but the mud contained 


in them was not from the same locality as that from which 


Fresh-water Entomostraca of South America. 15 


D. Sarsii was raised, having been taken at Itatiba, located 
at some considerable distance from Såo Paulo. 


Fam. Daphnidæ. 


Gen. Moinodaphnia, Herrick. 
Syn: Paramoina G. O. Sars. 


Generic Characters. — Female. Carapace 
sub-compressed, carinated dorsally, and terminating behind 
in an obtuse point, valves well developed, admitting of 
the complete covering of the tail, free edges arcuate and 
minutely denticulate. Head comparatively small, sub-erect, 
well defined from the carapace, fornix rather fully developed, 
rostral projection very slight. Eye located within the 
projecting frontal part; ocellus distinct. Antennulæ slender, 
mobile, resembling those in Moma. Antenne not very 
powerful, basal part with an elongated seta between the 
insertions of the rami, the latter slender, with the usual 
number of natatory sete, apical spine of upper ramus 
unusually prolonged. Structure of legs nearly as in Moa. 
Tail likewise built upon the very same type, its distal part 
being abruptly attenuated, and clothed on each side with a 
series of very delicate ciliated spinules, succeeded at the 
end by a simple, much stronger, unciliated and bidentate 
spine. Dorsal process occluding the matrix behind well 
marked, triangular, concaved in front. Male unknown. 

Remarks. — This genus was established in the 
year 1887 by Mr. C. L. Herrick, to comprise a North 
American species M. alabamensis Herrick. The genus 


16 G. O, Sars. 


Paramoina proposed by the present author somewhat later: 
for the Australian form Moina Macleayii King is identical 
with that of Herrick. In some respects this genus forms, 
as it were, a connecting link between the genera Moina 
and Simocephalus, though evidently nearer to the first named 
genus. The chief characters distinguishing it from Moina 
consist in a somewhat different shape of both the carapace 
and the head, the well-developed fornix of the latter, the 
presence of a distinet ocellus, and the structure of the 
antenne. 

Mr. Richard refers to this genus no less than 5 species. 
In none of these, however, have the specific differences 
been sufficiently pointed out, and I am of opinion: that 
their number ought to be greatly reduced. 


4. Moinodaphnia Macleayii (King). 
(Pl. III, figs 1—10). 


Moina Macleayii, King, On some of the species of Daphnidæ found 
in. New South Wales. Papers and Proceedings of the Royal 
Society of Van Diemen’s Land. Vol. IT, Part 11, p. 252, Pl. Y. 


Syn: Moina submucronata Brady. 
» Moinodaphnia Macquerysi Richard. 


Specific Characters. — Female. Carapace 
in fully grown specimens rather expanded, seen lateraily 
of rounded oval form, with the dorsal margin abruptly 
curved behind, ventral evenly arcuate throughout, posterior 
extremity terminating in a short obtuse point located some- 
what below the axis of the body, dorsal carina very distinct. 
Surface of valves sculptured with very faint and somewhat 
irregular obliquely transverse striæ, free edges armed, for the 
greater part of their length, with minute denticles. Head 
defined above from the carapace by a slight depression, 


Fresh-water Entomostraca of South America. 17 


dorsal margin somewat arched, front narrowly rounded, 
ventral margin almost straight and horizontal, forming 
at the place where the antennule are attached a slight 
protuberance, as a rudiment of the rostrum; fornix very 
prominent and extending to the front. Eye of moderate 
size, with very distinct crystalline cones; ocellus easily 
observable at a short distance behind the eye. Antennule 
equalling in length about the distance from the front to 
the base of the labrum, sensory bristle about in the middle, 
apical papille very small. Upper ramus of antennæ con- 
siderably longer than the lower, apical spine almost of the 
same length as the terminal natatory sete. Tail very 
slender, its distal part being narrowly conical in form, infra- 
anal denticles about 10 on each side, caudal claws of 
moderate size and smooth, caudal setæ scarcely exceeding half 
the length of the caudal part, and uniarticulate. Body 
highly pellucid and generally hyaline, only in large specimens 
sometimes tinged with a faint rose or carneous tinge, Length 
of fully grown female about 1 mm. 

Remarks. — The description and figure given by 
King of his Moina Macleayii are certainly rather imperfect, 
but fully suffice to prove that it is a true member of the 
genus Moinodaphnia, as defined by Mr. Herrick, and I 
cannot see anything which could forbid its identification with 
the Brazilian form here treated of. I am also quite assured 
that the Moa submucronata of Brady, of which I have 
had specimens for examination, is the very same species. 
This in my opinion, is also, the case with Moinodaphnia 
Macquerysi of Richard. The North American form, M. 
alabamensis Herrick, on the other hand, may perhaps be 
specifically distinct, as it is of considerably larger size, and 


also, to judge from the figures given, differs conspicuously in 
2 — Archiv for Math. og Natury. B. XXIII. Nr. 3. 
Trykt den 11. Marts 1901. 


18 G. O. Sars. 


some other points. The figures given on the accompanying 
plate will, I hope, render the present species easily recog- 
nizable, and at the same time ellucidate the generic characters, 
which have not been sufficiently pointed out by earlier authors. 

Biological Observations. — This form deve- 
loped very abundantly in some of my aquaria, and was 
watched for a considerable length of time. All the speci- 
mens were of the female sex, multiplying in the usual par- 
thenogenetic manner. Their fertility was exceedingly great, 
numerous eggs and young ones being several times produced 
by the same individuals. At the close of the season, how- 
ever, the fertility considerably diminished, and the individuals 
successively disappeared, without apparently having given 
rise to any resting eggs. Nor did I succeed in detecting 
even a single male specimen. 

In habits, this form conspicuously differs both from 
the species of Moina and those of Simocephalus. More 
generally the specimens were found near the bottom of 
the aquarium, often congregated there in large shoals; but 
sometimes one or other individual was to be seen swimming 
up to the surface, or attaching itself by the back to the walls 
of the aquarium, like the species of Simocephalus. The 
swimming movements of the animal are rather slow, and 
are effected in a somewhat jumping manner; but sometimes 
these jumps are so very slight as to give the motion more 
the character of a somewhat uneven run through the water. 
In motion, the animal generally keeps its body in a some- 
what prone attitude. I have never seen it swimming on its 
back, like the species of Simocephalus, nor making such abrupt 
and vigorous bounds as the species of Moina. 

The ova and embryos contained in the matrix are remark- 
able for their great pellucidity and the absence of the usual 


Fresh-water Entomostraca of South America. 19 


green nutritive yolk, being apparently, as is stated by Prof. 
Weissman in the case of Mona, nourished during their 
development by some fluid secreted from the body of the 
mother. Indeed, a very distinct cellular layer is always 
found in gravid females extending along the part of the 
back bounding the matrix below, and no doubt this layer 
is of glandular nature, forming the so-called «Nährboden» 
of Weissmann. To prevent the fluid from escaping from the 
matrix, the closure of this cavity behind is more complete 
than in most other Cladocera, being effected by a peculiarly 
formed dorsal projection, from which a distinct fold extendes 
forwards on each side of the body (see figs. 1, 5). 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
appeared, were prepared with mud, partly taken at Itatiba, 
partly at Ipiranga. 

Distribution. — If my identifications are cor- 
rect, this form has a very wide geographical distribution, 
occurring, not only in Brazil, but also in Australia (King), 
Ceylon (Brady), Congo (Richard), and New Guinea (Daday). 
I am moreover enabled to state the occurrence of this form 
also in Sumatra, some well-marked specimens having been 
found in a plankton sample from the Helvetic Estate. 


Gen. Ceriodaphnia, Schödeler. 

Remarks. — Several species, of this well-known 
genus, some of them identified with European ones, have 
been recorded from South America; but none of them have 
been described or figured in such a manner as to be dis- 


tinctly recognizable, some having been simply enumerated as 


20 Gr ON Bars. 


Nos. 1, 2, etc., without any characteristic whatever. In my 
aquaria I have found 2 species of this genus, one of which 
I regard as new to science, whereas the other has previously 
been described from another part of the world. 


5. Ceriodaphnia Rigaudi, Richard. 


Ceriodaphnia Rigaudi, Richard, sur quelques animaux inferieurs des 
eaux douces du Tonkin. Mém. Zool. de France, T. VII, p. 239. 


Remarks. — A detailed description of this form 
has been given by the present author in a paper on South 
African Entomostraca, published in the Proceedings of the 
Christiania Society of Sciences for 1895. It has subsequently 
been identified by Dr. v. Daday with the Australian form, 
likewise described by the present author as C. cornuta; but 
I am not quite assured that this identification is correct. 
It is true that a horned variety of the present species also 
exists; but the form of the head, as also the sculpture of 
the shell, is somewhat different, and the posterior projection 
of the carapace is scarcely bipartite, as in the Australian form. 

Occurrence. — This dwarfed form appeared in the 
greater number of my aquaria, and in some of them multi- 
plied very abundantly. The aquaria were prepared with 
mud partly from Såo Paulo, partly from Itatiba, and partly 
from. Ipiranga. The horned variety was found only in 
those prepared with mud from Itatiba, and always quite 
occasionally. 

Distribution. — Although the occurrence of this 
species in Australia may still be questionable, its geogra- 
phical distribution has proved to be very extensive. It was 
first found, for instance, as far east as Tonkin, and Mr. 
Richard has subsequently recorded it also from Palestine. 
It is moreover recorded by Mr. Daday both from Ceylon 


Fresh-water Entomostraca of South America. 21 


and from New Guinea. Finally, I have myself reared this 
form from mud taken in two widely distant places, viz., at 
Knysna, Cape Colony, and in Sumatra on the Helvetic Estate. 


6. Ceriodaphnia Richardi n. sp. 
(PL. IM, figs 1115). 

Specific Characters. — Female. Carapace 
not very tumid, seen laterally oval quadrangular in ontline, 
dorsal margin slightly arched, ventral almost straight in the 
middle, and passing without any intervening angle into the 
somewhat obliquely curved hind margin, posterior projection 
rather prominent, and placed somewhat above the axis of 
the body. Head much depressed and procumbent, frontal 
part rounded and forming an obtuse angle behind, fornix 
evenly curved, without forming any projecting lappet above 
the base of the antennæ. Surface of shell faintly reticulated 
with comparatively small and irregularly polygonal meshes, 
free edges of valves smooth. Eye rather large, filling up 
the frontal part, crystalline cones very distinct; ocellus 
small, punctiform, and in the usual place. Antennulæ very 
short, sensory bristle issuing at a short distance from the 
tip. Antenne normal. Caudal part o nearly equal breadth 
throughout, anal denticles rather strong, 8 on each side, 
caudal claws with about 6 secondary denticles in their 
proximal part. Body pellucid, with a faint greenish tinge. 
Length of adult ovigerous female 0.95 mm. 

Remarks. — In a paper on South American Ento- 
mostraca, Mr. Richard mentions a Ceriodaphnia under the 
name of C. reticulata Jurine, var., which I believe may be 


22 G. O. Sars. 


the present form. It is certainly very nearly related to 
Jurine’s species, but in my opinion is specifically distinct, 
differing in the much more depressed head, the evenly 
curved fornix, and the somewhat different sculpture of 
the shell, 

Occurrence. — Only a few female specimens of 
this form were secured. They were found in one of my 
aquaria prepared with mud from Itatiba, and were at once 
recognizable from the other species, C. Rigaudi, likewise 
occurring in the aquarium, by their larger size and more 
greenish colour. The specimens examined by Mr. Richard 
were collected by Dr. v. Ihering at San Lorenco, likewise 
in Brazil. 


Gen. Simocephalus, Schoedeler. 

Remarks. — This genus seems to be represented 
in all parts of the world. Besides the 2 South American 
species treated of below, another species has recently been 
described by Dr. Vavra from Chili as S znflatus. More- 
over a species, S. cacicus is recorded by Mr. Moniez from 
Lake Titikaka; but it is so imperfectly described as scarcely 
to be recognizable. The 2 well-known European species, S. 
exspinosus de Geer and S. vetulus Müll, have also resently 
been recorded from South America, though in this case some 
doubt may arise as to the correctness of the identification. 
The 2 species described below are both easily recognizable 
from the European forms. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 23 


7. Simocephalus semiserratus, n. sp. 
(PLAINE SSI 9). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, broadly oval or somewhat rhomboid in out- 
line, slightly widening behind, dorsal margin evenly arched, 
. ventral, as usual, bulging in front, and joining the hind edges 
at an obtuse angle, these being oblique and almost straight; 
posterior prominence very slight, and located above the axis 
of the body. Head of moderate size, and defined above 
from the carapace by a rather conspicuous depression, dorsal 
margin somewhat arched in its posterior part, front distinctly 
angular, and armed just above the angle with 3 extremely 
small denticles, ventral margin straight and somewhat as- 
cending, rostral projection very small; fornix normally 
developed, though somewhat less prominent than in the 
succeeding species. Surface of shell exhibiting the usual 
oblique striation, posterior part of dorsal margin distinctly 
denticulate, the denticles being also continued for a short 
distance along the hind edges, immediately below the pos- 
terior prominence, the remainder of these edges being, how- 
ever, quite smooth, though exhibiting inside the margin the 
usual series of delicate spinules. Eye of moderate size; 
ocellus small, subfusiform. Caudal part moderately broad, 
supra-anal prominence somewhat projecting and finely denti- 
culate, anal denticles about 13 on each side, caudal claws 
finely denticulated throughout their whole length. Male, as 
usual, very much smaller than female, and having the 
carapace narrower, with the posterior prominence almost 
obsolete. Antennule and Ist pair of legs transformed in 
the usual manner. Caudal part much narrower than in 
female, and with only 3 anal denticles on each side. Colour 


24 G. ©. Sars. 


more or less bright yellow. Length of adult female about 
2 mm., of male 0.68 mm. 

Remarks. — This form is probably the same as 
that briefly mentioned by Mr. Richard (l. ce.) as a variety 
of S. serrulatus Koch. The specimens examined by that 
author were, however, in such a bad state of preservation, 
that they did not admit of more aceurate investigation and 
comparison. As I have had a very good opportunity of 
studying this form in the living state, I am enabled to state 
with full certainty its distinctness from the European species. 
In additon to its somewhat larger size, it is easily distin- 
guished by the far less prominent posterior projection of the 
carapace, and a somewhat different shape of the head. The 
marginal denticles, moreover, which in S. serrulatus extend 
throughout the whole length of the hind edges, are in this 
species always limited to their uppermost part only, this 
character, indeed, having given rise to the specific name here _ 
proposed. 

Biological Observations. — This handsome form 
developed very abundantly iu several of my aquaria, and 
was watched for a considerble length of time. In some cases 
2 distinct sexual periods could be stated in the course of 
the same season, each period commencing with very prolific. 
parthenogenetic generations, and concluding with the appear- 
ance of ephippial females and males, the latter often in 
great abundance. 

In its habits this form closely agrees with the European 
species, being on the whole a true bottom animal. More 
generally the specimens are seen quietly attached either to 
the walls of the aquarium or to some aquatic plant grow- 
ing on the bottom, the chief means of attachment being 
apparently the peculiar, hooked apical seta of the upper 


Fresh-water Entomostraca of South America. 25 


ramus of the antenne. Only now and then does it make a 
short excursion through the water, swimming about at quite 
an even rate, and always with the back downwards. The males, 
however, are much more agile, being in almost constant mo- 
tion, only occasionally attaching themselves for a short while. 

Occurrence. — The aquaria in which this form de- 
veloped, were prepared with mud partly from Såo Paulo 
partly from Itatiba, and partly from Argentina. The speci- 
mens examined by Mr, Richard were collected by Dr. v. 
Ihering at Rio Grande do Sul. 


8. Simocephalus Iheringi, Richard. 
(Pl. IV, figs. 10-13). 


Simocephalus Iheringi, Richard, Entomostracés de l’Amerique du 
Sud. Mém. Soc. Zool. de France 1897, p. 279. 


Specifie Characters. — Female. Carapace in adult 
specimens, seen laterally, oval in form, considerably widening 
behind, dorsal margin almost straight in its anterior part, 
but behind forming an abrupt curve, ventral margin bulging 
in front, and passing behind with a bold curvature into 
the posterior one, which is rather oblique; hind projection 
of carapace very prominent, acutely pointed, and located 
a little above the axis of the body, being composed of 2 
juxtaposed lappets. Head comparatively small, and defined 
above from the carapace by a very small depression, dorsal 
margin rather convex in its anterior part, front somewhat 
deflexed and narrowly rounded at the tip, without any trace 
of denticles, ventral margin straight and horizontal, rostral 
projection well marked and somewhat procurved; fornix more 
prominent than in the preceding species. Sculpture of shell 
as usual, hind part of dorsal margin denticulate, the denticles 


26 G. O. Sars. 


being continued along the upper side of the posterior projec- 
tion, hind edges quite smooth. Eye comparatively small; 
ocellus extremely minute, sub-rhomboid in form. Caudal 
part almost as in S, semiserratus, though the supra-anal pro- 
jection appears somewhat less prominent, caudal claws with 
a basal series of slender denticles, their distal part being 
only finely ciliated along the concave edge. Male resemb- 
ling that of the preceding species, though easily distinguish- 
able by the different shape of the head and by the very 
prominent upper posterior corner of the carapace. Colour 
of female yellowish, sometimes with 3 dark, irregular patches 
on each side of the carapace. Length of adult female reach- 
ing 2.30 mm., of male 0.80 mm. 

Remarks. — This form is undoubtedly identical with the 
species recorded by Mr. Richard under the above name. It 
is easily recognizable from any of the other known species 
of this genus by the acutely produced, almost spiniform 
posterior projection of the carapace. Before becoming 
acquainted with Mr. Richard’s paper, I had therefore assigned 
to this form the name S. acutus. In habits it exactly agrees 
with the preceding species. 

Occurrence. — I have also had occasion to examine 
numerous specimens of this pretty form, both males and 
females, reared in several of my aquaria prepared with mud 
from Argentina. No specimens of this form on the other 
hand, were raised from the Brazilian mud received. Yet its 
occurrence in Brazil is stated by Mr. Richard, the specimens 
examined by him being collected by Dr. v. Ihering at Rio 
Grande do Sul. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 97 


Fam. Maerothricidæ. 


Gen. Grimaldina, Richard. 


Generic Characters, — Carapace rather compressed 
and of broadly quadrangular shape, being transverly truncated 
behind. Valves well developed, permitting the whole of the 
tail to be obtected, lower edges fringed with rigid sete. 
Head not defined above from the carapace by any depres- 
sion, procumbent, and terminating in a short deflexed ros- 
trum carrying the antennulæ, fornix very distinct, extending 
as far as the tip of the rostrum. Eye normally developed; 
ocellus very small. Antennule slender, scarcely curved, with 
transverse rows of minute spikes anteriorly. Antennz unusually 
feeble in structure, rami slender, and narrow, with the usual 
number of natatory sete, none of which is conspicuously 
transformed. Labrum forming a conical expansion below. 
Five pairs of legs present, the 3 anterior ones without any 
trace of epipodites, the last 2 with these appendages of 
quite an unusual large size and sacciform; exopodite of last 
pair well developed, lamellar, and provided with a very large 
recurved seta clothed on both edges with exceedingly long 
and delicate cilia. Caudal part of very large size, lamel- 
larly expanded and very mobile, anal denticles disposed in 
several separate sets, caudal claws of moderate size, caudal 
sete much elongated, and distinctly biarticulate. Intestine 
not forming any coil, but provided in front with 2 small 
cæcal expansions. Male very like young female speci- 
mens, the secondary sexual characters being only faintly 
indicated. 

Remarks. — This genus, established by Mr. Richard 
in the year 1892, is a very distinct one, differing, as it does, 


28 G. ©. Sars. 


in many respects from the previously known genera of this 
family. As observed by Mr. Richard, it somewhat recalls 
the genus Acantholeberis Lilljeborg in its external appear- 
ance; but in other respects it is very different and more 
approaching the genus Ophryoxus G. O. Sars. We do not 
know at present more than a single species, namely that 
described below. 


9.* Grimaldina Brazzai, Richard. 
(PI. V). 


Grimaldina Brazzai, Richard, Cladoceres nouveaux du Congo. Mém. _ 
Soc. Zool. de France 1892, p, 214. 


Spécific Characters. — Female. Carapace, seen 
laterally, rounded quadrangular, height about equalling the 
length, dorsal margin but slightly arched, and terminating be- 
hind in an obtuse corner, ventral somewhat bulging in 
front, and passing behind in an even curve into the almost 
straight posterior margin. Head comparatively small and 
procumbent, its dorsal margin forming together with that of 
the carapace a quite even and uninterrupted curve as far as 
the tip of the rostrum, ventral margin projecting immediately 
behind the rostrum to a small linguiform lobule. Surface 
of shell, as in Simocephalus, sculptured with closely-set and 
partly anastomosing obliquely transverse strie, especially 
distinct on the valves; the latter not admitting of being 
completely closed below, but leaving in the middle of the ven- 
tral face a lozenge-shaped open space; setæ of the lower edges 
comparatively short, though somewhat increasing in length 
at the infero-posteal corners, lower part of hind edges with 
a row of short spinules. Eye of moderate size, with well 
marked crystalline cones; ocellus very small, and located 


Fresh-water Entomostraca of South America. 29 


close to the tip of the rostrum. Antennule narrow linear 
in form, with about 7 transverse rows of spikes, sensory 
bristle close to the base, apical papille not very elongated. 
Antenne scarcely more than half the length of the body, 
rami subequal in length, proximal seta of lower ramus but 
slightly longer than the others, and scarcely different in struc- 
ture. Caudal part exceedingly large and lamellarly expanded 
behind, slightly tapering distally, dorsal edge forming above 
the anal orifice 2 even convexities, the lower one about twice 
as long as the upper, and both defined by a well-marked 
incision; anal denticles disposed on each side in 3 separate 
sets, 6 or 7 occurring in front of the anal orifice, 4 or 5 at 
the side of the same, somewhat remote from the edge, and 
a single rather elongate denticle immediately behind this 
orifice, at some distance from the others; caudal claws each 
with a small basal spinule, their concave edge finely denti- 
culate; caudal sete attaining about half the length of the 
body, and having the distal joint coarsely ciliated. Ephip- 
pium rounded quadrangular in shape, egg-chambers reni- 
form, turning the concave side towards each other. Male 
much smaller than female, with the dorsal margin of the 
carapace straight. Antennule with an additional spiniform 
bristle at the base. First pair of legs terminating in a very 
small and but slightly curved claw. Caudal part not trans- 
formed, Colour of female more or less bright reddish brown. 
Length of adult female reaching 0.85 mm., that of male 
0.52 mm. 

Remarks. — About the specific identity of the above- 
characterized form with that described by Mr. Richard, there 
can be no doubt. In the accompanying plate I give care- 
fully drawn figures, habitus and details, of this interesting 
form, to show more clearly its relation to other Macrothri- 


30 G. O. Sars. 


cide. As seen from the figures 5—10, the structure of the 
legs, which was not made out by Mr. Richard, is rather 
peculiar, especially in the total absence of epipodites in the 
3 anterior pairs (figs. 6, 7, 8), whereas in the last 2 pairs 
(figs. 9, 10), these appendages are quite extraordinarily de- 
veloped. The structure of the caudal part (fig. 4) also differs 
considerably from that in any other known Macrothricid. 
Biological Observations. — At first only a few 
female specimens of this peculiar form appeared in some of 
my aquaria, and immediately attracted my attention by the 
_ reddish brown colour of the animal and its peculiar manner 
of swimming. In the course of the season these specimens 
multiplied rather abundantly; but I was long unaware of 
this augmentation of the specimens, owing to the peculiar 
habits of this form. It was, indeed, a very rare event to 
catch sight of some solitary specimens, when examining the 
aquaria from without by the aid of a magnifying glass. How- 
ever, on applying an ordinary dipping-tube, by the aid of 
which small quantities of the bottom material were taken up, 
I succeeded in almost every case in getting some specimens 
of this form, which accordingly in reality proved to be pre- 
sent in the aquaria in great abundance. It is, indeed, as 
suggested by Dr. Richard, a very pronounced bottom-form, 
keeping almost constantly on the ground, like most of the 
Lynceid&, and only quite occasionally making a short excurs- 
ion up from the bottom. Its movements are rather slow, 
and effected in a pronouncedly jumping manner, during which 
the body is kept in a prone attitude. I have never seen it 
attaching itself to the walls of the aquarium or to the aqua- 
tic plants growing in it, though it may be able for some 
short time to cling by the aid of the anterior pairs of legs 
to mud particles or other objects lying on the bottom. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 31 


At the close of the season the ephippial formation was ap- 
parent in the greater number of the females, and detached 
ephippia (fig. 11) were often taken up from the bottom by 
the aid of the dipping-tube. At the same time also male 
specimens’ not unfrequently appeared; but they long escaped 
my attention on account of their great resemblance to young 
females (see fig. 12). Indeed, the secondary sexual charac- 
ters are far less pronounced in this form than in most other 
Macrothricidæ, and it is only on a close examination that it 
can be proved, that a slight transformation has taken place 
in the structure of the antennule (fig. 13) and the 1st pair 
of legs (fig. 14). The caudal part, on the other hand, is 
of quite the same appearance as in the female. 

Occurrence. — The aquaria in which this form ap- 
peared, were all prepared with mud from the neighbourhood 
of Sao Paulo. 

Distribution. — The specimens examined by Mr. Rich- 
ard were found in a bottom-sample taken from some swamp 
in the French dominion of Congo. Mr. Daday has recently 
recorded the same form also from the German dominion of 
New Guinea. The occurrence of this and other forms on 
both sides of the Atlantic, at nearly the same latitude, is 
very remarkable, and cannot be accounted for by the accidental 
transport of resting ova by the aid of birds, since no regular 
migration of birds is known to take place across the Atlantic. 


Gen. Iheringula, G. O. Sars. 
10. Iheringula paulensis, G. O. Sars. 


Remarks. — A detailled description of this interest- 


ing form with numerous figures, has been given by the pre- 


32 G. O. Sars. 


sent author in the 22nd volume of this Journal, to which 
therefore the reader is referred. 

Occurrence. — This form is up to the present only known 
from the neighbourhood of Såo Paulo, where, however, it 
must be very common, to judge from the abundance of speei- 
mens raised from the small quantity of dried material received 
from this place. | 


Gen. Macrothrix, Baird. 


Remarks. — This genus seems to comprise a very 
great number of species distributed in all parts of the world; 
but in most cases the descriptions given are rather unsatis- 
factory. Indeed, the examination of preserved specimens is 
always connected with great difficulties, owing to the injuri- 
ous action of the alcohol, which causes the shrinking of both 
the body and its appendages, thus concealing the characteris- 
tic features of the species. An examination of fresh specimens 
is therefore required io make out the specific characters 
sufficiently, I have myself examined about 10 different 
species, all of which have been observed in the living state. 
Of these 2 belong to the Brazilian fauna and will be de- 
scribed below. I addition to these, no less than 7 species 
have been recorded from South America by other authors, 
2 of them having been identified with European species, 
a 3rd with an African species, while the 4 remaining 
species are regarded as new to science. None of the latter 
agree with the 2 new Brazilian species here described. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 33 


11. Macrothrix elegans, n. sp. 
(Pl. VI, figs. 1—9). 

Specific Characters. — Female. Carapace some- 
what compressed, seen laterally, oval in form, dorsal margin 
evenly arched, and perfectly smooth, ventral very slightly 
and somewhat irregularly curved, posterior extremity ter- 
minating in an obtuse point placed somewhat below the axis 
of the body. Head of moderate size, and not defined above 
from the carapace by any distinct depression, though having 
at this place a well-marked cervical organ; dorsal margin 
gently curved and slightly bulging in the ocular region, ro- 
stral projection very short; ventral face with about 5 trans- 
verse ridges, giving the lower edge a serrated appearance. 
Surface of shell sculptured with very distinct obliquely trans- 
verse and somewhat curved striæ, partly anastomosing with 
each other. Valvular part of carapace, as usual, rather small, 
not permitting the tail to be wholly covered; lower edges 
rather apart, and fringed with a double row of spiniform 
sete. Eye comparatively large, with very distinct crystal- 
line cones; ocellus small, and located close to the tip of 
the rostrum. Antennule of moderate size, and scarcely 
widening at all distally, anterior face with 4 or 5 transverse 
rows of small spikes, posterior with a rather strong spiniform 
process near the tip, accompanied by a few slender hairs, 
the tip itself denticulate, and carrying the usual bundle of 
apical papille. Antenne rather powerful, and of the usual 
structure. Epipodite of the Ist pair of legs unusually large, 
sigmoid in form, and extending in front, so as to reach be- 
yond the anterior edge of the leg; that of last pair likewise 
greatly developed, falciform. Caudal part comparatively 


more elongated than in most other species, its basal por- 
3 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 3. 
Trykt den 11. Marts 1901. 


34 G. O. Sars. 


tion carrying the caudal sete being greatly produced. Ephip- 
pium triangular, coarsely sculptured in the middle, and con- 
taining 2 resting eggs. Male very much smaller than fe- 
male, and easily recognizable by the great development of 
the antennulæ, which are almost twice as large and some- 
what procurved, with a strong bristle at the base anteriorly, 
and beyond it 4 closely-set transverse rows of rigid hairs, 
the outer part being quite smooth. Claw of Ist pair of 
legs very slender and abruptly bent at the base, termina- 
ting in an obtuse point, which is formed by 3 superposed 
lamelle. Caudal part rather unlike that of the female, be- 
ing produced at the end to a long cylindric tube containing 
a common ejaculatory duct for the sperm, dorsal edge above 
the anal orifice smooth, not as in female serrate. Colour of 
female more or less bright orange. Length of female reach- 
ing 1 mm., that of male 0.40 mm. 

Remarks. — This form seems to be nearly allied 
to the European species generally recorded as M. rosea 
(Jurine)t). It differs, however, in some points, both in the fe- 
male and male characters, and ought therefore more properly 
to be regarded as a distinct species. The transformation of 
the caudal part in the male of the present form (see figs, 6, 9) 
is very remarkable. According to Prof. Lilljeborg, also the 
male of the species, named by him M. rosea, has this part 
produced at the tip, but the apical prolongation is here coni- 
cally tapered, whereas in the present species it is cylindrical 


1) I think, however, that this form is not Jurine’s species, differ- 
ing, as it does, very conspicuously, not only in the colour, but also in 
the shape of the head. In both these respects another species, which 
I have succeeded in raising from dried mud from Algiers, agrees per- 
fectly with the figure given in Jurine’s work, and this form, to be 
described on another occasion, I accordingly regard as the true Mon- 
oculus roseus of Jurine. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 35 


and transversely truncated at the tip. Also the manner in 
which the claw of the 1st pair of legs terminates seems to be 
very different in the 2 species, the tip in the present species 
being composed of 3 thin superposed lamelle (see fig. 8), 
whereas in that of Prof. Lilljeborg it is only minutely den- 
ticulate. 

Biological Observations. — This form appeared, 
in the far greater number of my aquaria, and in some of 
them multiplied to such an extraordinary extent, as at last 
to fill up the water with immense shoals of individuals. As 
is generally the case, the individuals of the first generations 
that appeared were exceedingly prolific, and propagated ex- 
clusively in a parthenogenetic manner, the matrix being often 
found to be greatly distended with numerous ova or embryos, 
giving the general form of the body an appearance rather 
different from that in the later generations, in which more 
generally only 2 ova or embryos occurred simultaneously. 
In some cases 2 successive sexual periods could be stated 
to occur during the same season; but the females of the 
2nd period did not attain such a large size as those of the 
1st. The appearance of male specimens was always con- 
temporary with the first ephippial formation in the females, 
and their existence seemed always to be of very short 
duration. 

As to habits, this form, on the whole, agrees with the 
other known species. It moves rather rapidly in a jumping 
manner, with the body generally kept in a somewhat prone 
attitude; and numerous specimens were often seen swim- 
ming about in the uppermost stratum of the water. At 
times, however, they were found to keep nearer to the 
bottom, clinging to the aquatic plants or to the walls of the 
aquarium. The males, as usual, are still more agile than 


36 G. O. Sars. 


the females, and were often seen in ardent pursuit of the 
latter. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
developed, were prepared with mud from 4 different locali- 
ties, viz., Såo Paulo, Itatiba, Ipiranga, and Argentina. 


12. Macrothrix sqvamosa, n. sp. 
(Pl. VI, figs. 10—12). 


Specific Characters. — Female. Carapace 
seen laterally, rounded triangular, scarcely longer than it is 
high, dorsal margin considerably arched behind, ventral angu- 
larly curved in front of the middle, posterior extremity ob- 
tusely pointed. Head rather large, and not defined above 
from the carapace by any depression, cervical organ incon- 
spicuous, dorsal margin evenly curved and not bulging at 
all in the ocular region, rostral projection somewhat pro- 
duced, though obtuse at the tip, ventral margin perfectly 
smooth. Surface of shell sculptured, especially towards the 
dorsal face, with densely set squamiform ridges, giving the 
dorsal margin of the carapace, and partly also that of the 
head, a jagged appearance; lower edges of valves armed as 
usual. Eye of moderate size; ocellus comparatively larger 
than in the preceding species. Antennulæ not much elongated, 
slightly widening distally, anterior face with about 5 trans- 
verse rows of small spikes, posterior with a bunch of rigid 
hairs near the tip. Antenne about as in the preceding species. 
Epipodites of Ist and last pairs of legs larger than in the 
other pairs, though not nearly attaining such a development 
as in M. elegans. Caudal part comparatively short, the 
basal portion carrying the caudal sete being far less pro- 


Fresh-water Entomostraca of South America. 37 


duced than in that species. Colour greyish white. Length 
of adult female 0.40 mm. 

Remarks. — This form at first sight looks very like 
the European species M. laticornis (Jurine), and may, indeed, 
have been mistaken for it by other authors. On a closer 
examination, however, some well-marked differences may be 
found to exist, which seem to forbid an identification of the 
2 forms with one another. Thus the peculiar jagged appear- 
ance of the upper edge of the carapace is very different from 
the fine serration of this edge in M. laticornis, and is in 
reality caused by the projecting scale-like ridges with which 
the whole upper surface of the shell is sculptured. These 
scales are well seen even in the cephalic shield (see figs. 10, 11), 
and are, indeed, more conspicuous than in any other species 
with which il am aquainted; hence the specific name here 
proposed. The antennule also are of somewhat different 
form, and the epipodites of the Ist and last pairs of legs 
(see fig. 12) are more fully developed. — 

Biological Observations. — This form was 
only observed in 2 of my aquaria, though rather plenti- 
fully in these. The specimens generally kept near the 
bottom, and moved about in a jumping manner similar 
to that of the preceding species, though with considerably 
less speed. Male specimens I did not succeed in finding, 
and cannot of course state, whether there are any differ- 
ences between the secondary sexual characters of this species 
and those of M. laticorms. 

Occurrence, — The 2 aquaria in which this form 
appeared, were both prepared with mud from Itatiba. 


38 G. O. Sars. 


Gen. Streblocerus, G. O. Sars. 


Remarks. — This genus was established by the pre- 
sent author as early as the year 1862, to comprise a small 
Norwegian Macrothricid, S. minutus G. O. Sars, which, how- 
ever, has turned out to be identical with a form previously 
. described by S. Fischer as Daphnia serricaudata. No other 
species has subsequently been noticed, and it may therefore 
be of interest to have some information of a nearly allied 


species from Brazil. 


13. Streblocerus pygmæus, n. sp. 
(Pl. VI, figs. 13—17). 

Specific Characters, — Female. Carapace 
very tumid, seen laterally of a rounded form, height some- 
what exceeding the length, dorsal margin boldly arched, 
ventral angularly curved in the middle, posterior extremity 
blunted. Head rather large, and defined above from the 
carapace by a well-marked, though small depression, its dors- 
al margin evenly curved, rostral projection rather prominent, 
lower margin smooth and slightly incurved in the middle, 
inferior edge of lip-expansion, however, minutely serrate. 
Surface of shell, especially towards the dorsal face, sculp- 
tured with very conspicuous scale-like ridges, lower edges 
of valves setiferous. Eye well developed; ocellus small and 
placed at some distance from the eye, close to the tip of the 
rostrum. Antennule and antennæ almost exactly as in the 
type species. Tail, however, differing conspicuously in the 
fact of the upper part of the dorsal edge not being serrate, 
but clothed with a row of delicate hair-bunches; caudal 
claws minutely denticulate throughout their whole length. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 39 


Colour greyish white, upper part of carapace in ephippial 
- females very dark, almost black. Length of adult female 
scarcely exceeding 0.25 mm. 

Remarks. — This is perhaps the smallest of the 
Cladocera known, and is hardly more than visible to the 
naked eye, It is very nearly allied to the European form, 
S. serricaudatus Fischer (= 8. minutus G. O. Sars), but 
differs in the armature of the tail, and in being of con- 
siderably smaller size. 

Biological Observations. — While searching 
for the small Lynceide living on the bottom of my aquaria, 
I several times took up this dwarfed form in the dipping- 
tube; and on examining with a strong magnifying glass the 
small quantities thus taken up from the aquaria, and placed 
in a watch-glass, the specimens were at once perceivable by 
their slow jumping movements. It is very probable that 
this form occurred rather plentifully in some of my aquaria; 
but owing to its extremely small size I only succeeded in 
securing some few female specimens. In some of these the 
upper part of the carapace was of a very dark, almost black 
colour, and such specimens always carried only a single large, 
opaque ovum in the matrix, most probably a resting egg. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
was observed, were all prepared with mud from the neigh- 
bourhood of Såo Paulo. 


Gen. Ilyocryptus, G. O. Sars. 


Remarks. — Of this genus, likewise established long 
ago by the present author, 3 well-defined European species 
are known, and also 3 exotic forms, viz., I. spimfer Herrick 


40 G. O. Sars. 


from North America, I. Halyi Brady from Ceylon, and I. 
longiremis G. O. Sars from Australia. In my aquaria I 
have found 2 species of this genus, which are both identi- 
fied here with previously described forms; but in order to 
ascertain the correctness of the identification, I have thought 
it right to give easily recognizable figures of both on the 


accompanying plate. 


14. Hyoeryptus longiremis, G. O. Sars. 
(Pl. VII, figs. 1—10). 


Ilyocryptus longiremis, G. O. Sars, Additional Notes on Australian 
Cladocera raised from dried mud. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1888, 
p 33, Pl. 4. 


Remarks. — A species of Zlyocryptus developed very 
abundantly in several of my aquaria, which I am unable to 
distinguish from the Australian form described and figured 
in the above-mentioned paper. The only reliable difference I 
have been able to detect, is that the Brazilian specimens 
are all of a rather pale yellowish colour, whereas old speci- 
mens of the Australian form were dark red. But as younger 
specimens of the latter form were much paler in colour, no 
stress can be laid on this character, which may depend on 
accidental circumstances. The present species is very nearly 
allied to the form recorded by Brady from Ceylon as I. Halyz, 
and I should, indeed, have been much inclined to regard 
both as identical, if it were not that both Prof. Brady and 
subsequently Dr. Daday indicate the natatory sete of the 
antenne to be uniform and of inconsiderable length. In 
the Brazilian form some of the sete are fully as elongated 
as in the Australian form, permitting the animal to use the 
antenne as natatory organs. Indeed, the specimens in my 
aquaria, especially the younger ones, were often seen to move 


Fresh-water Entomostraca of South America. 41 


rather quickly through the water with rhythmical strokes of 
the antenne, though the motion was effected in a somewhat 
clumsy manner. In the structure of the caudal part, as also 
in several other points, this form likewise very much resem- 
bles the North American species, I. spimfer Herrick, which, 
however, is said to have the sete of the antenne quite 
short, as in the Ceylon form. It may be here observed 
that the number of curved spines in the lateral rows of the 
tail is subject to considerable variation with age, only 3 
or 4 such spines being counted on each side in young 
Specimens, whereas their number in adult specimens may 
increase to 6 or 7 on each side. In the Australian speci- 
men figured in the above-mentioned paper, their number was 
no less than 8 on each side; but this specimen was a very 
old one, as shown by the great number of lines of growth 
on the carapace. 

Detached ephippia of the present form were often found 
in the bottom residue of my aquaria. They are (see fig. 9) 
easily recognizable by their very broad quadrangular form 
and great pellucidity, the central part being coarsely sculp- 
tured and containing 2 comparatively small resting eggs. 

The peculiar structure of the legs in this genus is 
demonstrated by the figures 4—8 on the accompanying 
plate, representing a leg of each pair from the present 
species. | 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
developed, were prepared with mud partly from Såo Paulo, 
partly from Itatiba. It has also been recorded quite recently 
by Dr. Vavra from another region of South America, viz., 
from Chili. 

Distribution. — Besides from Australia and South 
America, this form has been recorded by Prof. Birge from 


42 G. O. Sars. 


North America, by Mr. Richard from Celebes, and by Mr. 
Weltner from East Africa. Its geographical distribution is 
accordingly very extensive. 


15. Ilyoeryptus sordidus, (Lièvin). 
(Pl. VII, figs. 11—13). 


Acanthocercus sordidus, Liévin, Die Branchiopoden der Danziger 
Gegend. Neueste Schriften der naturf. Gesellsch. in Danzig, 
p. 34, Pl. VII, figs. 7—12. 


Remarks. — In one of my aquaria a form of Ilyo- 
cryptus developed, which at once showed itself different from 
the preceding species by the rudimentary condition of the 
setæ of the antennæ, and the consequent entire absence of 
swimming power. On a closer examination this form proved 
to be identical with the well-known European species, J. sor- 
didus of Lievin. To show the identity more clearly, I have 
given on the accompanying plate a figure of an adult female 
specimen together with 2 detail-figures, the one represent- 
ing one of the antennule together with the labrum, the other 
the caudal part. The specimens were of a bright red colour, 
and did not exceed a length of 0.46 mm., whereas the length 
of fully grown specimens of the preceding species was about 
1 mm. 

Occurrence. — The aquarium in which this form 
appeared, was prepared with mud from Ipiranga. 

Distribution. — Besides from Europe and Brazil, 
this form has been recorded by Prof. Birge from North 
America; and I have myself raised it both from Australian 
and Chinese mud. This species, accordingly, also has a very 
wide geographical distribution. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 43 


Fam. Lynceidæ. 
Gen. Leydigiopsis, n. 


Generic Characters. — General form of body 
resembling that in the genus Leydigia, the carapace being 
rather compressed and of broadly quadrangular form; cephalic 
shield, however, produced in female to a long, more or less 
recurved rostrum. Surface of shell without any distinct 
sculpture; inferior edges of valves coarsely setiferous. Eye 
comparatively small; ocellus equal to, or larger than the eye. 
Antenuule short and thick, obliquely truncated at the tip. 
Antenne well developed, sometimes with the sete excessively 
elongated. Lamellar expansion of labrum triangular. Struc- 
ture of legs about as in Leydigia; 1st pair in male termi- 
nating in a strong procurved claw. Caudal part large, and 
of same appearance in the two sexes, being more or less 
expanded, lamellar, with a double row of strong marginal 
Spines, accompanied on each side by a lateral row of much 
smaller, scale-like denticles. Intestine forming nearly a double 
twist in the posterior part of the trunk. 

Remarks. — This new genus is somewhat inter- 
mediate between Leydigia and Alona, resembling more the 
former genus in general appearance and the structure of the 
legs, while in some other anatomical details it seems to 
come nearer to the latter. One characteristic feature of 
the genus is the peculiar prolongation of the rostrum in 
the female, recalling that in the genus Harporhynchus G. 
O. Sars. I have had an opportunity of examining 2 distinct 
species of this genus, to be described below. 


44 G. O. Sars. 


16. Leydigiopsis curvirostris, n. sp. 
(Pl. VII, figs. 1-11). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, rounded quadrangular, greatest height about 
in the middle and almost equalling the length, dorsal mar- 
gin evenly arched, and terminating behind in an obtuse cor- 
ner, ventral slightly protuberant in front of the middle, and 
passing in an even curve into the posterior one, which 
ascends somewhat obliquely forwards. Head slightly pro- 
cumbent, its dorsal margin forming together with that of the 
carapace an uninterrupted curve, rostral projection prolonged 
in quite an extraordinary manner, forming a narrow, string- 
like process curved abruptly behind, and extending almost 
to the anterior corner of the carapace, edges of fornix 
slightly curved. Surface of valves exhibiting near the 
margin some concentric rows of very faint punctures, lower 
edges very setous throughout. Eye with distinct crystal- 
line cones; ocellus about the size of the eye, rounded 
quadrangular in form. Antennulæ rather short, scarcely ex- 
tending beyond the base of the rostral projection. Antennæ 
with a dense bunch of hairs on the lower side of the stem, 
upper ramus shorter than the lower, apical setz of the latter 
very unequal, the lowest being extraordinarily prolonged, 
so as to reach the posterior edge of the carapace. Lip-plate 
with the lower edge entire. Caudal part very broad and 
expanded, dorsal edge below the anal orifice well arched, 
with from 16 to 20 marginal spines on each side, succes- 
sively increasing in size distally, lower corner broadly rounded 
and scarcely projecting, supra-anal prominence well marked, 
caudal claws rather strong, and finely denticulate in their 
proximal part, basal denticle larger than the others. Male, 


Fresh-water Entomostraca of South America. 45 


as usual, much smaller than female, with the dorsal margin 
of the carapace less arched and the rostral projection very 
much shorter. Colour of female reddish orange, sometimes 
changing to bright blood-red. Length of adult female 0.85 
mm., of male 0.62 mm. 

Remarks. — This is a very distinct and easily re- 
cognizable form, especially remarkable for the peculiar de- 
velopment of the rostral projection. It is only in females, 
however, that this projection attains its full development; in 
male specimens (see fig. 10) it is always very much shorter. 
The very large and broad caudal part (fig. 4) somewhat re- 
sembles that in the species of the genus Leydigia; but its 
armature is rather different, and agrees better with that in 
the genus Alona. 

Biological Observations. — This pretty form 
was found in several of my aquaria, and in some of them 
was rather plentiful. It was not easy to observe the indivi- 
duals, however, while still in the aquarium, as they generally, 
like most other Lynceidæ, kept themselves more or less 
deeply buried in the loose mud on the bottom, or concealed 
among the aquatic plants, only rarely making a short swim- 
ming excursion through the water or attaching themselves 
to the walls of the aquarium. To catch this form, an 
ordinary dipping-tube was used, by the aid of which small 
quantities of the bottom-material were taken up, and placed 
in a shallow watch-glass for observation, when the speci- 
mens very soon became apparent, swimming out from the 
mud towards the lighter side of the watch-glass. They could 
then be immediately selected, being easily recognizable, even 
with the naked eye, from the other Lynceids occurring in 
the aquarium, both by their comparatively large size and 
their bright red colour. 


46 G. O. Sars. 


In spite of the unusually elongated sete on the antennæ, 
the swimming movements of the animal are by no means 
rapid, and are effected in the usual somewhat tremulous man- 
ner, the body being kept in a horizontal attitude, with the 
back downwards. No doubt the antennæ have their chief 
significance in assisting the powerful tail to pull the animal 
easily through the loose bottom-material. 

Not more than 2 ova or embryos lying side by side 
were ever observed simultaneously in the matrix,; but not- 
withstanding this apparently inconsiderable degree of ferti- 
lity, the increase of individuals went on rather rapidly. At 
the close of the season resting ova were produced by the 
greater number of the specimens, accompanied by a slight 
change in the upper part of the carapace, which also, in such 
cases, assumed a somewhat darker hue, though no true ephip- 
pium was formed. Only a single such resting ovum was 
found in each individual, and in the exuviation this ovum 
becomes covered by a part of the moulted carapace. Simul- 
taneously with this production of resting ova, male specimens 
were found rather plentifully, being easily recognized by the 
far less produced rostral projection, and the strong, brownish- 
coloured hook on the Ist pair of legs. 

Occurrence. -- The aquaria in which this form was 
observed, were all prepared with mud from the neighbour- 
hood of Såo Paulo. 


17. Leydigiopsis megalops, n. sp. 
(Pl. VILL, figs. 12—14). 
Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, oval quadrangular in form, greatest height 
-somewhat in front of the middle, and not nearly equal to 


Fresh-water Entomostraca of South America. 47 


the length, dorsal margin almost straight in its posterior 
part, and terminating with a distinet, though obtuse corner, 
posterior edge rather obliquely descending, lower edges, as 
in the preceding species, fringed with strong setæ, surface 
of valves only marked near the edge with concentric rows 
of faint punctures. Head somewhat procumbent, with the 
dorsal margin evenly arched, rostral projection rather pro- 
duced, though not nearly to such a degree as in the pre- 
ceding species, and but slightly curved. Eye about as in 
L. curvirostris ; ocellus, on the other hand, of quite an extra- 
ordinary size, being more than 3 times as large as the eye 
and of an irregular quadrangular form. Antenne with none 
of the sete remarkably elongated. Lip-plate with a small 
dentiform projection below near the tip. Caudal part con- 
siderably produced, but much narrower than in the pre- 
ceding species, dorsal edge below the anal orifice almost 
straight, lower corner forming a somewhat projecting, broadly- 
rounded lobe, spines of the marginal rows numbering about 
20 on each side, increasing in size distally, supra-anal projec- 
tion rather slight, caudal claws finely denticulated through- 
out the greater part of their length. Colour reddish orange. 
Length of adult female 0.80 mm. 

Remarks. — Though evidently congeneric with the 
preceding species, this form is at once distinguished by the 
less prolonged rostral projection, the extraordinary size of 
the ocellus, and the rather different form of the caudal part. 
Moreover, the sete of the antennæ are far less elongated. 

Occurrence. — Only a few female specimens of 
this form were found in one of my aquaria that was pre- 
pared with mud from Såo Paulo. In habits it exactly agreed 
with the preceding species, and both the size and the colour 
were about the same. 


48 G. ©. Sars. 


Gen. Alona, Baird. 


Remarks. — I am not prepared to agree with Prof. 
Lilljeborg in changing the name Alona to Lynceus. If the 
latter name is to be used, it should in my opinion more pro- 
perly be applied to another group of Lynceide, viz., that 
comprised in the genus Chydorus Baird, of which one of the 
species, C. sphericus Miiller, is by far the commonest of all 
Lynceidæ, whereas Alona quadrangularis Müller, which is 
regarded by Prof. Lilljeborg as the type of the family, is 
rather local in its occurrence. 

The species of this genus are easily recognizable by 
the oval quadrangular shape of the carapace, which in most 
cases exhibits a rather regular longitudinal striation, though 
in some few species this sculpture is indistinct or wholly 
wanting. 

Numerous species of this genus have been described 
from all parts of the world; but in some cases, forms have 
been referred to it, which in my opinion belong to other 
Lynceid genera. About 7 species have hitherto been re- 
corded from South America, 2 of them however, A. Miilleri 
Richard and A. Davidi Richard, not belonging to this genus 
but to the next. I have myself observed in my aquaria 9 
different species, which will be treated of below. 


18. Alona affinis, Leydig. 
(Pl. IX, figs. 1, a—d). 
Lynceus affinis, Leydig, Naturgeschichte der Daphinden; p. 223, Pl. 
IX, figs. 68, 69. 


Syn. Lynceus quadrangularis Fischer (not Müller). 
» Alona oblonga, P. E. Müller. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 49 


Remarks. — This is the largest of the hitherto known 
species of Alona, and, as is well known, is one of the com- 
monest European forms, having been confounded, however, 
by some authors with the nearly-allied species, A. quadran- 
gularis of Müller. I can see no difference between the 
Brazilian form and the European species; but for the purpose 
of close comparison, I give figures of both sexes on the 
accompanying plate, from specimens reared in my aquaria. 

Occurrence. — Numerous specimens of this form 


developed in some of my aquaria prepared with mud from 


Såo Paulo. That they were in reality raised from the mud, 
and not, as might perhaps be assumed, accidentally intro- 
duced among the aquatic plants, is proved by the occurrence 
of a well-marked specimen in a sample taken by Dr. v. 
Ihering at the same place from which the mud was derived. 

Distribution. — Besides from Europe and Brazil, 
this form has been recorded from Siberia, the Azores, Ice- 
land, Greenland and North America. The Australian form, 
A. Whiteleggi G. O. Sars, is very nearly related to this 


‚species, but is apparently distinct. 


19. Alona Iheringi, n. sp. 
(Pl. XI, figs. 2, a—c). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, oval quadrangular in form, greatest height 
somewhat in front of the middle, posterior extremity obtusely 
truncate, with the upper corner sub-obsolete, lower broadly 
rounded, dorsal margin boldly arched in front, ventral al- 
most straight. Head somewhat procumbent, with the dorsal 
margin slightly arched, rostral projection not much produced. 


Surface of shell quite smooth, without the slightest trace of 


4 — Archiy for Math. og Naturv. B. XXIII Nr. 3. 
Trykt den 14. Marts 1901. 


50 G. O. Sars. 


the usual longitudinal strie, lower edges of valves minutely 
setiferous. Ocellus rather large, though a little smaller than 
the eye, and placed somewhat nearer to it than to the tip 
of the rostrum. Antennule and antenne of normal appear- 
ance. Lip-plate large and evenly curved below. Caudal part 
rather strongly built, and somewhat narrowed distally, dorsal 
edge below the anal orifice very slightly curved, and armed 
on each side with about 10 strong denticles, lateral denticles 
absent, supra-anal projection well marked, lower corner some- 
what produced and narrowly rounded, caudal claws strong, 
with a well-marked denticle at the base. — Male some- 
what smaller than female, with the head more erect, and the 
carapace slightly widening behind, Caudal part very unlike 
that of female, conical in form, gradually tapering distally, 
supra-anal projection obsolete, marginal denticles much re- 
duced, caudal claws rather small, spermatic ducts prolonged 
in front of the latter to 2 digitiform processes. Colour 
pale yellowish. Length of adult female 0.42 mm., of male 
0.34 mm. 

Remarks. — In external appearnace, as also partly 
in the structure of the caudal part, this form somewhat 
recalls the European species, A. costata G. O. Sars. It is, 
however, prominently distinguished by the entire absence of 
the strie of the carapace, so strongly marked in the Euro- 
pean species. The caudal part (see fig. 2 a), though of a rather 
similar form, is comparatively more strongly built, and the 
marginal denticles are much coarser and fewer in number, In 
the male this part (fig. 2 c) is transformed in a manner very 
similar to that in the European species, the spermatie ducts 
in both being prolonged beyond the tip, in front of the 
caudal claws; but whereas in the European species, accord- 
ing to Prof. Lilljeborg, only a single such apical papilla 


Fresh-water Entomostraca of South America. 51 


occurs, in the present species 2 distinctly separated digitiform 
appendages are found, much as in the species of the genus 
Leydigia. 

I have much pleasure in dedicating this handsome species 
to the distinguished zoologist Dr. H. v. Ihering, to whom I 
am indebted for the material upon which this paper is based. 

Occurrence. — Several specimens of this form were 
occasionally taken up in the dipping-tube from the bottom 
of some of my aquaria prepared with mud from Såo Paulo. 
In habits it exactly agrees with the other species of this 
genus. 


20. Alona guttata, G. O. Sars. 
GEIL IDG mes 86 2) 


Alona guttata, G. O. Sars, Om de i Omegnen af Christiania fore- . 
kommende Cladocerer. Chr. Vid. Selsk. Forhandl. 1861, p. 39. 


Syn. Alona parvula Kurz. 
» » tuberculata Kurz. 


Remarks. — I now fully concur with Prof. Lillje- 
borg in believing that the 2 species established by Kurz 
as A. parvula and A. tuberculata ought only to be con- 
sidered as varieties of the species previously described by 
the present author as A. guttata. I have, indeed, on ex- 
amining the specimens developing in my aquaria, been en- 
abled to prove that the peculiar tuberculated structure of 
the shell at first observed in this form is subject to great 
variation. At a certain period, almost all the specimens 
exhibited the tubercles of the shell very distinctly; but sub- 
sequently this peculiar structure gradually became effaced, 
and at last many specimens only exhibited the faint reticu- 
lation indicated by Kurz in his A. parvula. One of these 
specimens is figured in the accompanying plate, together 


52 G. O. Sars. 


with the caudal part more highly magnified. The A. Com- 
bouei of Richard is very nearly related to the present species; 
but in his figures, besides the marginal denticles of the tail, 
a lateral row of delicate denticles is indicated, not found in 
any of the specimens examined by me. The Australian form, 
A, clathrata G. O. Sars, also appears to be closely allied 
to the species under consideration. 

Occurrence. — Numerous specimens of this small 
Lynceid developed in some of my aquaria prepared with 
mud from Såo Paulo. That the specimens were in fact de- 
rived from the mud, and not accidentally transferred, is 
proved by the occurrence of a few specimens in an alcoholic 
sample from the same place, kindly sent to me by Dr. v. 
Thering. Moreover, the same species has also recently been 
recorded by Dr. Vavra from other regions of South Ame- 
rica, viz., from Chili, the Falkland islands, and Tierra del 
Fuego. 

Distribution. — In Europe, this form seems to be 
very generally distributed, and it has, moreover, been recorded 
from the Caucasus, Syria, Algiers, the Azores, and North 


America. 


(21. Alona rectangula, G. O Sars.) 
Alona rectangula, G. O. Sars, 1. c., p. 18. 

Remarks. — I am not quite assured that the several 
forms referred by Prof. Lilljeborg to this species are in 
reality identical. The specimens which I have met with 
here in Norway, are all of a very uniform appearance, both 
as to size, form, sculpturing of the shell, and other characters. 

Some few specimens found in one of my aquaria exactly 
agreed with the Norwegian form; but as this species was 


Fresh-water Entomostraca of South America. 53 


found to occur in the place from which the aquatic plants 
used for the aquaria were taken, and I did not succeed in 
detecting any specimens in the alcoholic samples sent from 
Dr. v. Ihering, there may be a slight possibility that this 
form, in spite of the precautions taken, has been accidentally 
transferred to the aquarium. This species is therefore not 
figured in the accompanying plate, and its name is placed 
within brackets in the text. 


22. Alona intermedia, G. O. Sars. 
(Pl. IX, figs. 4, 4 a). 
Alona intermedia, G. O. Sars, 1. c. p. 38. 

Remarks. — This species, established by the present 
author as early as the year 1862, is easily recognizable from 
any of the other species of the present genus by the pecu- 
liar form of the caudal part (see fig. 4 a), which is gra- 
dually expanded distally, and, moreover, unlike what is gen- 
erally the case, has the denticles of the lateral rows much 
stronger than those of the marginal rows. I can see no 
difference between the Brazilian form figured in the accom- 
panying plate, and Norwegian specimens. 

Occurrence. — This form occurred not infrequently 
in some of my aquaria prepared with mud from Sao Paulo, 
and some few specimens were also found in a sample taken 
by Dr. v. Ihering at the same place, proving it to be derived 
in reality from the mud. 

Distribution, — This form has hitherto only been 
found with certainty in Norway, Sweden and Finland; 
for the indication of its occurrence in other countries by 
some authors is regarded by Prof. Lilljeborg as very ques- 
tionable, since it has generally been confounded with other 


54 G. O. Sars. 


species. It may, however, here be noted that, according to 
Mr. Richard, a form has been recorded under this name by 
Mr. Wiersejsky from Argentina. 


23. Alona monacantha, n. sp. 
PU IDG, Mes (3 ab). 

Specific Characters. — Female: Carapace, 
seen laterally, of the usual oval quadrangular form, being 
almost transversely truncated behind, with the upper corner 
rather slight, dorsal margin evenly arched, ventral nearly 
straight. Head rather procumbent, dorsal margin evenly 
arched, rostral projection not very prominent. Surface of 
shell very distinctly striated longitudinally, from 12 to 14 
strie occurring on each side, lower edges of valves finely 
setiferous, and each forming at the infero-posteal corner a 
distinct, though small dentiform projection. Ocellus smaller 
than the eye, and about equidistant between it and the tip 
of the rostrum. Lip-plate of the usual form, with the lower 
edge evenly curved. Caudal part comparatively small and of 
about the same width throughout, supra-anal projection dis- 
tinct and located about in the middle of the dorsal edge, 
Jower corner obtusely rounded and scarcely projecting at all, 
denticles of lateral and marginal rows of about the same 
appearance and rather densely crowded together, caudal claws 
with an unusually long denticle at the base. Colour whitish, 
pellucid, with a faint greenish tinge. Length of adult fe- 
male 0.32 mm. 

Remarks. — This form, at first sight, looks very 
like the European species, A. rectangula G. O. Sars, both 
in size and general appearance. On a closer examination, 


however, it is found to differ in the shape and armature of 


Fresh-water Entomostraca of South America. 55 


the caudal part, as also in the presence of a distinet denti- 
form projection on each valve at the infero-posteal corner, 
this latter character having given rise to the specific name 
here proposed. 

Biological Observations. — In some of my 
aquaria, this form proved to be present in considerable 
abundance, though its small size rendered it rather diffieult 
to detect while still in the aquarium. It was chiefly by. the 
aid of the dipping-tube that I succeeded in securing speci- 
mens of it. In the small quantities of mud taken up from 
the bottom of the aquaria by this means, and placed in à : 
shallow watch-glass for observation, I was almost sure to 
find some specimens of this form, and they were not diffi- 
eult to detect with a strong magnifying-glass, as, like most 
other Lynceidæ, they congregated after some time on the 
lighter side of the watch-glass. The swimming movements 
of the animal resemble those of most other Alone, consist- 
ing in a rather slow and somewhat tremulous dart through 
the water, caused by rapid strokes of the antenne. Though 
several ephippial females were observed, I did not succeed 
in getting any male specimen. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
occurred, were prepared with mud, partly from the neigh- 
bourhood of Såo Paulo, partly from Ipiranga. 


24. Alona glabra, n. sp. 
Pl. IX, figs. 6, 6 a). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, oblong quadrangular in form, dorsal margin 
evenly arched, ventral almost straight, hind edge slightly 
curved, with the upper corner obtuse, the lower rounded off 


56 G. O. Sars. 


and unarmed. Head of about the same appearance as in the 
preceding species. Surface of shell perfectly smooth, without 
any trace of strie. Ocellus somewhat smaller than tbe 
eye, and placed almost midway between it and the tip of 
the rostrum. Lip-plate with the lower edge evenly curved. 
Caudal part of moderate size and almost uniform width, 
dorsal edge below the anal orifice scarcely curved at all, 
supra-anal projection well-marked and located considerably 
above the middle, lower corner rectangular, denticles of the 
marginal rows very unequal, the 3 distal ones on each side 
being much larger than the others, those of the lateral rows 
extremely delicate, about 7 on each side; caudal claws with 
a denticle of moderate size at the base. Body very pellucid 
and almost colourless. Length of adult female 0.38 mm. 

Remarks. — The species to which this form exhibits 
the nearest relationship, is that described by the present 
author from Australia as A. lævissima, in which the surface 
of the shell is also perfectly smooth. It differs, however, in 
a somewhat different form and armature of the caudal part, 
as also in size and colour. 

Occurrence. — I only found this form in one of 
my aquaria, but there in great abundance. This aquarium 


was prepared with mud from Argentina. 


25. Alona verrucosa, n. sp. 
ætas da). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, rather short and broad, rounded quadrangular 
in form, height almost equalling the length, posterior ex- 
tremity almost transversely truncated, with the upper corner 
distinct, the lower rounded off. Head about as in the 2 


Fresh-water Entomostraca of South America. 57 


preceding species, though the rostral projection appears some- 
what more. produced. Surface of shell without any striæ, but 
with scattered, rather prominent, rounded tubercles arranged 
in a concentric manner. Ocellus smaller than the eye, and 
placed much nearer to it than to the tip of the rostrum. 
Lip-plate with a very conspicuous angular projection in front 
of the middle. Caudal part unusually short and robust in 
form, not widening distally, dorsal edge below the anal ori- 
fice slightly curved, supra-anal projection well marked, and 
occurring near the middle, lower corner not produced, but 
broadly rounded, marginal denticles extremely small, lateral 
ones considerably larger, numbering about 10 on each side, 
caudal claws with a very small denticle at the base. Body 
pellucid, with a faint yellowish tinge. Length of adult female 
0,36 mm. 

Remarks. — In its external appearance this form 
somewhat recalls A. intermedia (see fig. 4), the carapace be- 
ing of a similar short and broad form. The sculpture of 
the shell, however, is very different, and also the shape of 
the caudal part is rather dissimilar. Moreover, the anguiar 
projection of the lip-plate distinguishes this form from all 
the other known species. I have found the peculiar tuber- 
culated sculpture of the shell, which has given rise to the 
specific name here proposed, to be constant in all the speci- 
mens examined; and this is especially apparent, when one 
of the valves is out of the water. It somewhat resembles 
that found in A. guttata; but the tubercles in the present 
species are much coarser and less crowded together. 

Occurrence, — This form was not unfrequently 
taken up in the dipping-tube from some of my aquaria pre- 
pared with mud from the neighbourhood of Såo Paulo. 


58 G. O. Sars. 


Gen. Alonella, G. O. Sars. 


Remarks, — The exact limitation of this genus, estab- 
lished by the present author as early as the year 1862, appears 
somewhat difficult, as it exhibits affinity to several other 
Lynceid genera, on the one side to the genus Alona, on the 
other to the genera Chydorus and Pleuroxus. I think, never- 
theless, that it may be convenient to retain the genus in 
the sense here adopted, though some authors still seem to 
be unwilling to admit its value. 

No less than 7 different species belonging to this genus 
have been observed in my aquaria. Three of these have been 
previously described, whereas the other 4 are new to science. 


26. Alonella lineolata, n. sp. 
(BIS er HOSE, al a); 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, broadly oval in outline, height almost equal 
to the length, posterior extremity but slightly narrowed, 
and evenly rounded, with the upper corner obsolete, dorsal 
margin considerably more arched than the ventral. Head 
slightly procumbent, rostral projection rather short. Surface 
of shell sculptured with numerous delicate, curved striæ, 
extending parallel to the dorsal margin and distinctly visible 
even in the head, those of the carapace curving abruptly 
downwards on the anterior part of the valves; lower edges of 
the latter fringed with rather distant delicate sete. Ocellus 
much smaller than the eye, and placed somewhat nearer to 
it than to the tip of the rostrum. Lip-plate with the lower 
edge evenly curved. Caudal part rather large and oblong, 
dorsal edge below the anal orifice almost straight, supra-anal 


Fresh-water Entomostraca of South America. 59 


projection very slight, lower corner somewhat produced and 
narrowly rounded, marginal denticles very small and only 
visible at the lower corner, no lateral denticles present; 
caudal claws with an extremely small denticle at the base. 
Colour whitish. Length of adult female 0.31 mm. 

Remarks. — This is an easily recognizable form, 
which in shape and sculpture somewhat recalls the Euro- 
pean species A. nana Baird. It is, however, of considerably 
larger size, and the strie are much more numerous. More- 
over, the structure of the caudal part is very different. 

Occurrence. — Only a solitary female specimen of 
this form has hitherto come under my notice. It came up 
in the dipping-tube from the bottom of one of my aquaria 
prepared with mud from Såo Paulo. Though the aquarium 
was subsequently very carefully examined, no more specimens 
were found. 


27. Alonella Karua (King). 
(Pl. X, figs. 2, a—d). 
Alonella Karua (King), G. O. Sars, Additional notes on Australian 

Cladocera raised from dried mud. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1888, 

p. 50, Pl. 5, figs. 8, 9. 

Syn. Alona Miilleri, Richard. 

Remarks. — This form was described and figured 
in the year 1888 by the present author from a solitary 
female specimen raised from dried Australian mud, and it 
was identified with the very imperfectly known form recorded 
by King as Alona Karua. I can see no difference between 
the Brazilian specimens reared in my aquaria, and the Austra- 
lian form. The Alona Miiller: of Richard is unquestionably 
the very same species, none of the distinctive characters 
referred to by that author being reliable as specific marks. 


60 G. O. Sars. 


Thus the small denticles occurring at the infero-posteal cor- 
ners of the valves vary in number from 2 to 5 on each valve, 
and the number of denticles clothing the caudal part is al- 
so rather variable. On the accompanying plate I give figures 
both of the female and of the hitherto unknown male, from 
Brazilian specimens. 

Biological Observations. — This form de- 
veloped in great abundance in several of my aquaria, and 
was observed for rather a Jong time. In spite of their small 
size, the specimens were easily recognizable even with the 
naked eye, by their dark brownish hue and their peculiar 
jerky movements. In females carrying resting ova (one 
such ovum only, as usual, was found in each individual), 
the upper part of the carapace often assumed a very dark, 
almost black colour. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
appeared, were prepared with mud from 3 different localities, 
viz., Såo Paulo, Itatiba and Argentina. The specimens ex- 
amined by Mr. Richard, and referred to his species Alona 
Miilleri, were taken by Mr. C. O. Poppe at Lunache, Chili. 

Distribution. — Besides from Australia and South 
America, this form has also been recorded by Mr. E. Daday 
from Ceylon. 


28. Alonella diaphana (King). 
(PL X, figs. 3, a—b). 
Alonella diaphana (King), G. O. Sars, 1. c., p. 47, Pl. 5, figs. 5—7. 
Syn. Alona Davidi, Richard. 
Remarks. — This form together with the preceding 
one, was described and figured by the present author, from 


some few female specimens raised from Australian mud; and 


Fresh-water Entomostraca of South America. 61 


it was identified with another of the species recorded by 
King, viz., his Alona diaphana. The South American speci- 
mens observed in my aquaria do not differ in any essential 
respect from the Australian form, and I am also of opinion 
that the Alona Davidi of Richard is the very same species. 
As I have had at hand a very large supply of this beauti- 
ful form, I have given figures both of the female and the 
hitherto unknown male on the accompanying plate. The 
largest female specimen measured 0.52 in length, and male 
specimens 0.43 mm. 

Occurrence. — This form developed rather abun- 
dantly in 2 of my aquaria, both prepared with mud from 
Argentina. 

Distribution. — If my identification of Alona Da- 
vidi Richard with this species is correct, its distribution in 
America extends to Haiti. | 


29. Alonella dentifera, n. sp. 
(Pl. X, figs. 4, 4 a). 

Specific Characters. — Female. Carapace 
rather compressed, seen laterally, irregularly quadrangular, 
greatest height considerably in front of the middle, posterior 
extremity somewhat narrowed, and almost transversely trun- 
cated at the end, dorsal margin boldly arched in front, 
ventral angularly curved near the middle. Head rather pro- 
cumbent, immobile, with the dorsal face somewhat flattened, 
rostral projection not much produced, and obtuse at the tip. 
Surface of shell faintly and irregularly reticulated, lower 
edges of valves finely ciliated, and armed at the infero-pos- 
teal corner with 2 or 3 rather strong, blunt, dentiform projec- 
tions. Ocellus much smaller than the eye. Lip-plate rather 


62 G. O. Sars. 


large, with the lower edge evenly curved. Caudal part 
rather large and expanded, dorsal edge below the anal ori- 
fice but slightly curved, supra-anal projection not very pro- 
minent, lower corner rounded off and not produced at all, 
denticles of marginal and lateral rows distinct, though rather 
small, caudal claws with an unusually long and slender den- 
ticle at the base. Colour whitish, pellucid. Length of adult 
female 0.45 mm. 

Remarks. — In the general form of the carapace and 
the strongly denticulated infero-posteal corners of the valves, 
as also partly in the shape of the caudal part, this form 
somewhat recalls the species of the genus Pleuroxus. It is, 
however, easily proved to belong not to this, but to the 
present genus, by the absolute immobility of the head and 
the shortness of the rostral projection, as also by the large 
size of the lip-plate. Its nearest ally seems to be A. dia- 
phana (King), from which, however, it is distinguished by 
a number of well-marked characters. 

Occurrence. — Several specimens of this fine species 
were taken up by the aid of the dipping-tube from the 
bottom of some of my aquaria prepared with mud from the 
neighbourhood of Såo Paulo. Male specimens were not found. 


30. Alonella clathratula, G. O. Sars. 
(Pl. X, figs. 5, 5 a). 


Alonella clathratula, G. O. Sars, On Fresh-water Entomostraca from 
the neighbourhood of Sydney. Arch. f. Mathem. og Naturvid. 
1896, p. 43, Pl. 6, figs. 7, 8: 

Remarks. — This form was described and figured 
by the present author in the above mentioned paper from 
some few specimens found in a sample taken near Sydney 


Fresh-water Entomostraca of South America. 63 


by Mr. Whitelesge. As observed in that paper, it is closely 
allied to the European species A. excisa Fischer, though 
differing in some few characters pointed out in that paper. 
I also found the very same differences in the Brazilian 
specimens observed in my aquaria, proving this form to be 
a well-defined species. On the accompanying plate, figures 
of an adult female and of the posterior part of the carapace 
together with the tail, more highly magnified, are given, to 
show the close resemblance between the Brazilian and Austra- 
lian forms. 

Occurrence. — Specimens of this form were occa- 
sionally taken up in the dipping-tube from the bottom of 
some of my aquaria prepared with mud from So Paulo. 

The species has not been recorded by other authors. 


31. Alonella sculpta, n. sp. 
WAL 2G CS 06 1614). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, rounded triangular in outline, height about 
equalling the length, posterior extremity rather narrowed, 
and rounded at the end, both upper and lower corner obso- 
lete, dorsal margin boldly arched, ventral considerably bulg- 
ing in front. Head rather short, and somewhat flattened 
dorsally, rostral projection very slightly produced and obtuse 
at the tip. Surface of shell very distinctly sculptured with 
rather distant strie, which run longitudinally, on the pos- 
terior part of the carapace the lowest sending off a number 
of short transverse lines to the inferior edges of the valves, 
the superior ones partly anastomosing into an irregular net- 
work. On the anterior part of each valve, 6 very strongly 
marked and curved transverse strie occur, abruptly cutting 


64 G. O. Sars. 


off the longitudinal ones. Lower edges behind these striz 
finely ciliated, the ciliation occurring somewhat within the 
margin. Ocellus much smaller than the eye. Antennule 
reaching to the tip of the rostrum. Lip-plate with 2 well- 
marked serrations about in the middle. Caudal part rather 
narrow and elongated, supra-anal projection well marked, 
and defined below by a deep sinus, lower corner rounded 
and not produced, dorsal edge below the anal orifice minutely 
serrate, denticles of the lateral rows very distinct, numbering 
about 14 on each side, caudal ‘claws with a rather strong 
denticle at the base. Colour whitish, pellucid. Length of 
adult female 0.43 mm. 

Remarks. — This is a very distinct and easily recog- 
nizable form, being especially remarkable for the strongly 
marked and peculiar sculpture of the shell: hence the spe- 
cific name here proposed. 

Occurrence. — Some female specimens of this pretty 
form were found in a small aquarium prepared with mud 
from Ipiranga. The specimens moved rather rapidly in a 


somewhat jerky manner. 


32. Alonella nitidula, n. sp. 
(CEG OX TSB Tie) 

Specific Characters, — Female. Carapace, 
seen laterally, rounded oval or somewhat elliptical in out- 
line, height almost equal to the length, posterior extremity 
abruptly contracted and narrowly truncated at the end, dorsal 
margin evenly arched, and descending behind rather steeply 
to the supero-posteal corner, ventral rather convex, with the 
greatest curvature in the middle. Head with the dorsal mar- 
gin evenly convex, rostral projection somewhat produced and 


Fresh-water Entomostraca of South America. 65 


deflexed. Surface of shell perfectly smooth, without any 
perceptible sculpture, lower edges of valves finely ciliated, 
the ciliation, in the posterior half, occurring somewhat within 
the margin, infero-posteal corners armed with a distinct, 
somewhat upturned denticle. Ocellus smaller than the eye. 
Lip-plate large and quite smooth below. Caudal part com- 
paratively narrow, upper corner carrying the caudal setz, 
remarkably thickened, supra-anal projection distinct, being 
defined both above and below by a sinus, lower corner 
rounded and not produced, marginal denticles well marked, 
numbering about 12 on each side, no lateral denticles pre- 
sent, caudal claws comparatively short and curved, each with 
2 strong denticles at the base. Colour greyish white, pel- 
lucid. Length of adult female 0.34 mm. 

Remarks, — This also is a very distinct and easily 
recognizable form, being especially distinguished by the to- 
tal absence of any sculpture on the shell, which appears 
perfectly smooth and shining, even when out of the water. 
The structure of the caudal part also is rather peculiar, and 
together with a few other characters, exhibits, as it were, an 
approach to some species of the genus Chydorus. 

Occurrence. — I found this form not unfrequently 
in some of my aquaria prepared with mud from Itatiba. 
The specimens, which were all of the female sex, moved in 
a pronouncedly jerky manner, and rather rapidly. 


Gen. Graptoleberis, G. O. Sars. 


Remarks. — This genus was long ago established 
by the present author, to comprise the anomalous form de- 
scribed by 8. Fischer as Lynceus testudinarius, and has 


generally been admitted by subsequent authors. No addi- 


5 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 3. 
Trykt den 16. Marts 1901. 


66 G. O. Sars. 


tional species has as yet been recorded, and I am induced 
to regard even the Brazilian form found in my aquaria as 


only a variety of the European form. 


33. Graptoleberis testudinaria (Fischer). 
var. occidentalis. 
(Pl. X, figs. 8. a—a). 

Remarks. — The only difference I can detect be- 
tween this and the well-known European form, is that the 2 
denticles at the infero-posteal corners of the valves (see figs. 
8, 8 b) are of far inferior size and less divergent. A similar 
variety seems also to occur in North America, to judge from 
- the figures given by Mr. Herrick. 

Occurrence. — This form was not unfrequently 
found in the aquaria prepared with mud from Såo Paulo. 
The specimens were easily detected, even without the aid 
of the dipping-tube, owing to their peculiar habit of attaching 
themselves to the walls of the aquarium, and resting in this 
attitude for several time, thus admitting of being directly 
examined with a strong magnifying-glass. 

Distribution. — Apart from Europe, this form has 
been recorded from North America, Ceylon, Asia, Iceland, 


Greenland, and the Azores. 


Gen. Chydorus, Baird. 


Remarks. — The species of this genus are easily 
recognizable by the more or less globular form of the body, 
and the peculiar revolving movements of the animal: Of the 
numerous species described (about 20), the greater number 


are so closely allied, as only to be distinguished by a 


Fresh-water Entomostraca of South America. 67 


minute examination, the value of some of them having 
been much disputed. A few species, on the other hand, are 
at once recognizable, for instance, C. globosus Baird and (. 
Barroisi Richard, the latter exhibiting in some points an 
approach to the genus Alonella. In my aquaria I have ob- 
served 5 different species, to be treated of below; 2 of these 


I regard as new to science. 


34. Chydorus Barroisi (Richard). 
(Pl. XI, figs. 1, a—b). 


Pleuroxus Barroisi, Richard, Cladoceres receuillis par M. Barrois 
en Syre et en Egypte. Revue Biol. du Nord de la France, 
ANS VIG for 168 


Remarks. — A detailed description of this form, 
with figures of both sexes, has been given by the present 
author in his paper on South African Entomostraca, and I 
here only figure an ephippial female, to show the peculiar 
transformation of the upper part of the carapace, and at 
the same time to give evidence of the identity of the Bra- 
zilian form with that found in the old world.) 

Occurrence. — Specimens of this form occurred 
occasionally in some of my aquaria prepared with mud from 
Såo Paulo, and, in spite of their small size, they were 
immediately recognized by their very rapid, jerky movements. 

Distribution. — This form was first recorded from 
Palestine by Mr. Richard, and was subsequently raised by 
the present author from dried mud taken at Knysna, Cape 
Colony. It has, moreover, been recorded by Mr. Daday from 
Ceylon. Its occurrence also in Brazil is rather interesting. 


!) By a mistake, the curved transverse striæ of the anterior part 
of the valves have been omitted in the figure. 


68 G. O. Sars. 


35. Chydorus Poppei, Richard. 
(Pl. XI, figs. 2, a—c). 


Chydorus Poppei, Richard, Entomostracés de lAmerique du Sud. 
Mém. Soc. Zool. France 1897, p. 296. 


Specifie Characters. — Female. Carapace 
rather tumid, sub-globose, height fully equal to the length, 
posterior extremity narrowly truncated, dorsal margin boldly | 
arched, ventral considerably bulging in the middle. Head 
about as in C. Barroisi. Shell extremely thin and fragile, 
though sculptured as in that species, the curved striæ of 
the anterior part of the valves being easily observable; in- 
fero-posteal corners, on the other hand, rather different, be- 
ing rounded off and without any trace of a denticle. Lip- 
plate with only very slight traces of the strong serrations 
found in ©. Barroisi. Caudal part built upon the same type 
as in that species, marginal denticles, however, more numer- 
ous, some of the proximal ones being considerably elongated ; 
caudal claws with 2 distinct denticles at the base. Colour 
whitish, pellucid. Length af adult female 0.30 mm. 

Remarks. — This form was briefly noticed in the 
above-mentioned paper by Mr. Richard from some badly pre- 
served specimens collected by Mr. C. O. Poppe, at Lunache, 
Chili. As observed by Mr. Richard, it is nearly related to 
C. Barroisi, so nearly, indeed, that at first I only believed it 
to be a variety of that species. On a closer examination, 
however, some well-marked differences are found to exist, 
proving it to be in reality specifically distinct. Among these 
differences may especially be named the total absence of 
a denticle at the infero-posteal corners of the valves (see figs. 
2, 2 c), which, on the other hand, is constantly found in 
©. Barroisi (see figs. 1, 1 b), and the presence of an addi- 
tional denticle at the base of the caudal claws (see fig. 2 a). 


Fresh-water Entomostraca of South America. 69 


The lip-plate is not, as indicated by Mr. Richard, quite 
smooth, but in reality exhibits slight traces of the serrations 
found in C. Barroisi (see fig. 2 b). 

Biological Observations. — This form de- 
veloped rather abundantly in some of my aquaria, and was 
observed during 2 successive seasons. In spite of the very 
small size of the specimens, they could be easily distinguished 
from ©. Barroist, even with the naked eye, by the different 
manner in which they moved; for whereas in the latter the 
movements are pronouncedly jerky, in the present species 
they merely constitute a slow revolving leap through the 
water, as in most other species of this genus. 

Occurrence. — The aquaria in which this form de- 
veloped, were prepared with mud, partly from Itatiba, partly 
from Såo Paulo. 

Distribution. — As stated above, this form was 
first described by Mr. Richard from Chili, and Mr. Vavra 
has also recently recorded it from the southern part of Pata- 
gonia, Tierra del Fuego, and the Falkland Islands; but this 
form has not yet been noticed out of South America. 


(35. Chydorus sphæricus (Müller).) 


Remarks. — This form was found rather abundantly 
in some of my aquaria; but as I am not quite sure, in 
spite of the precautions taken, that it may not have been 
accidentally transferred among the aquatic plants, I do not 
insist on its claim to be considered as a member of the 
Brazilian fauna. This species has, however, been recorded 
from many places out of Europe, and also both from North 
and South America, though in some cases a confusion with 
nearly allied species may not be impossible. 


70 G. O. Sars 


37. Chydorus eurynotus, n. sp. 
(Pl. XI, figs. 3, a—c). 

Specific Characters. — Female. Carapace 
very tumid in its dorsal part, somewhat more compressed 
below; seen laterally, of the usual rounded form, with the 
hind extremity narrowly truncated, upper corner more distinct 
than lower, both dorsal and ventral margins boldly curved. 
Head very broad, and rather mobile, admitting of being 
closely applied to the anterior edges of the valves, rostral 
projection considerably produced, acuminate, slightly recurved, 
edges of fornix evenly curved. Surface of shell perfectly 
smooth, only marked with fine punctures; inner ciliated 
duplicatures of valves at an unusual distance from the mar- 
gin and somewhat flexuous, posterior edges with double 
contour. Ocellus much smaller than the eye. Lip-plate ob- 
tuse at the tip. Caudal part rather produced, and of almost 
uniform width throughout, upper basal corner considerably 
thickened, supra-anal projection well defined, lower corner 
rounded off, marginal denticles rather small, about 12 in 
each row, caudal claws with a single basal spinule, distal 
part finely denticulate, caudal sete unusually strong and 
somewhat flexuous. Male, as usual, much smaller than 
female, and less regularly rounded; caudal part somewhat 
lamellarly expanded distally, and obliquely truncated at the 
end, dorsal edge scarcely incised. Colour bright yellow. 
Length of adult female 0.45 mm., of male 0.32 mm. 

Remarks. — This form somewhat resembles the 
European species, UC. ovalis Kurz, and like it does not ex- 
hibit any distinct sculpturing of the shell. It is, however, 
easily distinguished by the different form of the lip-plate 
and of the caudal part in both sexes. 


Fresh-water Entomostraca of South America. TAL 


Biological Observations. — In some of my 
aquaria this form developed very abundantly, and was ob- 
served during 2 successive seasons. The specimens move in 
the usual revolving manner, and were often seen attaching 
themselves to the walls of the aquarium. Owing to the 
greatly tumefied dorsal part of the carapace, it is rather 
difficult to get an exact lateral view of the animal, as it 
generally assumes a somewhat oblique position when brought 
under the microscope in a small quantity of water, show- 
ing more of the dorsal than of the ventral face. Male speci- | 
mens made their appearance at the close of the seasons, but 
were not very numerous. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
occurred, were all prepared with mud from the neighbour- 
hood of Såo Paulo. 


38. Chydorus pubescens, n. sp. 
(Pl. XI, figs. 4, a—c). 

Specific Characters. — Female: Carapace 
of the usual subglobose shape, though distinctly truncated 
behind, both the dorsal and ventral margins greatly bulging, 
causing the height sometimes to be even greater than the 
length. Head about as in the preceding species, though the 
edges of the fornix appear more strongly curved, and the 
rostral projection somewhat less produced. Surface of shell 
distinctly reticulate in the lower part of the valves, dorsal 
face thickly covered with short stiff hairs, forming, as it 
were, a velvet-like coating of the shell; inner ciliated dupli- 
eatures of valves not far removed from the margin, hind 
‘edges not double in contour. Ocellus smaller than the eye. 
Lip-plate obtusely rounded at the tip. Caudal part of 


12 G. O. Sars. 


moderate size, slightly narrowed distally, upper basal corner 
rather thick, supra-anal projection considerably produced, 
lower corner very slight, marginal dentieles about as in the 
preceding species, caudal claws with 2 distinct denticles at 
the base. Male exhibiting the usual secondary sexual 
characters: caudal part with a deep incision dorsally above 
the middle, distal section straight, gradually narrowed, mar- 
ginal denticles very slight. Colour of female bright yellow, 
changing to reddish orange. Length of adult female 0.25 mm. 

Remarks. — Both in size and general appearance, 
this form looks very like C. sphericus, and also has a simi- 
lar sculpturing of the shell. On a closer examination, how- 
ever, several well-marked differences are in reality found to 
exist, proving it to be a well-defined species. For instance, 
the form of the lip-plate is very different, and that of the 
caudal part is also somewhat dissimilar. Moreover, the pecu- 
liar velvet-like coating of the dorsal face, constantly found 
in female specimens of the «summer-generations», is very 
characteristic. This character becomes effaced only in ephip- 
pial females by the transformation that has taken place in 
the upper part of the carapace, sometimes causing a rather 
conspicuous deformation of the shell. Finally, in the male 
the caudal part exhibits a rather different form from that 
in C. spherveus. 

Biological Observations. — This form was 
found in great abundance in several of my aquaria, and was 
observed during 2 successive seasons. The movements of the ani- 
mal,as compared with those of C. sphericus, are unusually slow, 
though effected in the usual revolving manner. The specimens 
were often seen clinging to the walls of the aquarium or to 
the aquatic plants growing on the bottom; but it was a rather 
rare event to see them freely swimming through the water. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 73 


Occurrence. — The aquaria in which this form 
developed, were prepared with mud, partly from Itatiba, 
partly from Argentina. 


Gen. Dadaya, n. 


Generic Characters. — Carapace not very tumid, 
of rounded oval shape, with the upper margin more curved 
than the lower, and the infero-posteal corners unarmed. 
Head large and procumbent, terminating in a comparatively 
short triangular rostrum. Shell-sculpture reticulate. Both 
eye and ocellus of extraordinary size. Antennule slender, 
projecting far beyond the tip of the rostrum. Antenne nor- 
mal. Lip-plate large, acuminate. Caudal part rather broad, 
lamellar, lower corner not projecting; no lateral denticles 
present. Male unknown. 

Remarks. — This new genus is founded upon the 
remarkable form recorded by Mr. E. Daday from Ceylon 
under the name of Alona macrops. It is evident, that this 
form is not a true Alona, nor can it in my opinion be re- 
ferred to any of the other known Lynceid genera, for which 
reason I have felt justified in establishing a new genus, 
for its reception, which I have much pleasure in naming in 
honour of the distinguished Hungarian naturalist, Dr. E. 
Daday, to whom we are indebted for several excellent papers 
on these little animals. I regret that, owing to want of suf- 
ficient material, I have not been able to examine the struc- 
ture of the legs more closely, nor that of the still un- 
known male. 


74 G. O. Sars. 


39. Dadaya macrops (Daday). 
(Pl. XI,-figs. 5, a—b). 


Alona macrops, Daday, Mikroskopische Siisswasserthiere aus Cey- 
lon, p: 38. 


Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, rounded oval, somewhat approaching a quadran- 
gular shape, height about equal to the length, dorsal margin 
evenly arched, ventral a little bulging in front, but other- 
wise only slightly curved, posterior extremity obtusely tran- 
cated, upper corner more distinct than lower. Head with 
the dorsal face conspicuously protuberant in the ocular region, 
rostral projection rather broad, straight and deflexed. Sur- 
face of shell distinctly reticulate, anterior part of valves 
with 8 or 9 curved transverse striæ, partly crossed by less 
distinct longitudinal ones, lower edges finely ciliated. Hye 
very large, with numerous crystalline cones; ocellus fully as 
large as the eye, but of an irregular oblong quadrangular 
form. Antennule narrow fusiform, their outer half projeet- 
ing beyond the tip of the rostrum. Antenne comparatively 
short. Lip-plate terminating in a narrow acuminate point. 
Caudal part rather large, and somewhat widening distally, 
dorsal edge below the anal orifice forming a perfectly even 
curve, supra-anal projection rather slight, lower corner obso- 
lete, marginal denticles well defined, about 16—18 in each 
row, caudal claws comparatively small, each with a well- 
marked spinule at the base, distal part very finely denticu- 
late. Colour very dark brown, or almost black. Length of 
adult female 0.31 mm. 

Remarks. — No doubt as to the identity of the above- 
characterized form with that recorded by Mr. Daday, can 
arise, agreeing, as it does, in all essential points very closely 


with the description and figures given by that author. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 75 


Biological Observations, — It was by a mere 
chance that I became aware of the presence of this peculiar 
form in one of my aquaria, which I had previously examined 
very closely in search of other Lynceide. The peculiar 
habits of the animal had, however, prevented me from catch- 
ing sight of the present interesting form, and it was only 
when I once happened to look at the aquarium from above, 
that I detected it. Contrary to other Lynceids, this form 
kept constantly at the very surface of the water, swimming 
about there in a very peculiar jumping manner, wholly un- 
like that seen in any other known Lynceid. To the naked 
eye, it looked like a little black atom darting about in a 
most wonderful manner; nor was it easy to catch the little 
animal, which escaped with great dexterity, when any object 
approached it. I only succeeded in securing some few fe- 
male specimens. My search for it in other aquaria was quite 
fruitless. 

Occurrence. — The aquarium in which this form 
occurred, was rather a small one, in which there was a very 
luxurious growth of aquatic plants. It had been prepared 
with mud from Itatiba. 

Distribution. — The specimens examined by Mr. 
Daday, were taken from 2 different places in Ceylon. 


Gen. Dunhevedia, King. 
Syn: Crepidocercus, Birge. 

Remarks. — This genns was established by King as 
early as the year 1853, to comprise 2 Australian species, 
D. crassa and D. podagra. One of these species (D. crassa) 
I succeeded in raising from dried Australian mud, and it 
was described and figured in detail in my paper «On some 


16 G. O. Sars. 


additional Australian Cladocera». Another very nearly allied 
species had somewhat previously been detected in North 
America by Prof. Birge, who at first recorded it under the 
name Crepidocercus setiger, and the same species was sub- 
sequently found in Hungary by Mr. Daday. I now propose 
to describe an additional form from South America, which I 


believe is distinet from any of the others. 


40. Dunhevedia odontoplax, n. sp. 
(Pl. XI, figs. 6, a—b). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, broadly oval, or somewhat elliptical in out- 
line, height not quite equal to the length, dorsal margin 
well arched, ventral bulging in front, but almost straight in 
the middle, posterior extremity somewhat narrowed and ob- 
tusely truncated at the end, hind edges slightly convex be- 
low. Head rather broad and not very procumbent, its 
dorsal margin continuous with that of the carapace, both 
forming together a perfectly even and uninterrupted curve up 
to the tip of the rostrum, the latter rather short. Surface of 
shell exhibiting a very faint reticulation, lower edges of valves 
densely fringed in the middle with very delicate cilia, infero- 
posteal corners produced to a well-marked dentiform pro- 
jection. Eye comparatively large, with some of the crystal- 
line cones very distinct; ocellus much smaller than the eye. 
Lip-plate with a very conspicuous dentiform projection at 
about the middle of the lower edge. Caudal part, as in the 
other species of this genus, curved in a peculiar manner, 
being almost angularly bent in the middle, ventral edge 
deeply sinuated above, dorsal forming in the middle a rounded, 
heel-shaped protuberance, supra anal projection inconspicuous, 


Fresh-water Entomostraca of South America. 71 


lower corner obsolete, marginal denticles rather small and 
hair-like, and accompanied by several transverse rows of still 
smaller lateral denticles, caudal claws comparatively short 
and much curved, with a well-marked denticle at the base, 
distal part smooth. Colour light yellowish white. Length 
of adult female 0.46 mm. 

Remarks. — This form very closely resembles D. 
crassa, King, described by the present author from Austra- 
lia. It is, however, at once distinguished by the peculiar 
dentiform projection of the lip-plate, a character which has 
given rise to the specific name here proposed. Moreover, 
the colour is much paler, and the surface of the shell, which 
in the Australian species is perfectly smooth, exhibits a dis- 
tinct, though not very sharply marked reticulation. The 
form recently recorded by Mr. Vävra from Chili as D. seti- 
gera Birge, is unquestionably the same species, as shown 
by the figure of the lip-plate given; and this is certainly 
also the case with the South American fornı recorded by 
Mr. Richard, and likewise identified with the North Ameri- 
can species. As, however, neither Prof. Birge nor Herrick 
mention any dentiform projection on the lip, and the figures 
given do not exhibit any trace of such a projection, I find 
that an identification of the two forms with one another is 
inadmissible. On the other hand, it is not improbable that 
the European form recorded by Mr. Daday and Stingelin is 
in reality identical with Birge’s species. I have myself had 
an opportunity of examining a species from Algiers, different 
from both the Australian and the South American form, but 
in all probability the same as that occurring in Europe and 
North America, and have convinced myself, that it alto- 
gether lacks the dentiform projection of the lip-plate, so 
characteristic of the species in question. 


78 G. O. Sars. 


Biological Observations. — I only found this 
form in one of my aquaria, and there not in any considerable | 
number. The specimens were, however, easily observable by 
their extremely rapid movements, which were effected in abrupt 
bounds. At times they were seen attached to the walls of the 
aquarium, and in such cases could easily be taken up by the 
aid of the dipping-tube. No male specimens were found. 

Occurrence, — The aquarium in which this form 
appeared, was prepared with mud from the neighbourhood 
of Såo Paulo. 

Distribution. — The specimens examined by Dr. 
Vavra were taken in some ditches at Valdivia, Chili; the 
solitary specimen examined by Mr. Richard was likewise 


from that country. 


Gen. Pleuroxus, Baird. 
Syn: Rhypophilus, Schoedeler. 

Remarks. — About 20 species of this genus, which 
is easily recognizable by the more or less triangular form of 
the carapace, and the greatly produced rostral projection, have 
been recorded from different parts of the world. They may 
conveniently be divided into 2 groups, according to the 
structure of the caudal part. In the one group, of which 
P. trigonellus (Miller) is the type, this part is ratner broad, 
and peculiarly transformed in the male; in the other group, 
of which P. levis G: O. Sars is the type, it is much narrower, 
tapers distally, and is less conspicuously transformed in the 
male. The South American species, to be described below, 
belong to the latter of these 2 groups. Two additional new 
species of this genus have recently been recorded by Dr. 


Ekman from Patagonia. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 79 


41. Pleuroxus similis, Våvra, 
(Pl. XI, figs. 7, a—b). 
Pleuroxus similis, Våvra, Süsswasser-Cladoceren der Hamburger 

Magalhaensische Sammelreise, p. 33. 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, oval triangular in form, height not equal to 
the length, dorsal margin evenly arched, ventral angularly 
curved in front of the middle, posterior extremity gradually 
narrowed and truncated at the end. Head comparatively 
small and procumbent, being, as in the other species, to a 
certain extent mobile, rostral projection very long, acuminate, 
and pointing obliquely behind. Surface of shell very faintly 
reticulate, anterior part of valves, however, sculptured with 
from 10 to 12 rather distinct curved transverse striæ, as in 
P. aduncus Jurine, lower edges finely ciliated throughout, 
infero-posteal corners each with 2 very small denticles. 
Ocellus much smaller than the eye, and almost 3 times 
nearer to it than to the tip of the rostrum. Antennulæ 
comparatively short, scarcely reaching to the middle of the 
rostrum. Lip-plate of moderate size, with the lower edge 
evenly curved. Caudal part rather narrow, and conspicuously 
tapering distally, supra-anal projection well marked and de- 
fined below by a deep sinus, lower corner slightly produced 
and narrowly rounded, marginal denticles rather strong, cau- 
dal claws of moderate size, each with 2 denticles at the 
base. Colour yellowish, changing to orange. Length of adult 
female 0.48 mm. 

Remarks. — I think I am right in identifying this 
from with the species recently recorded by Dr. Vävra under 
the above name. True, he does not mention the characteris- 
tie striation of the anterior part of the valves, nor the deep 


80 G. O. Sars. 


anal sinus; but otherwise the figure he gives (a phototype 
from a mounted specimen) exactly agrees with the form here 
under consideration. It is also very probable that the form 
recorded by Mr. Richard from Chili as P. aduncus Jurine, 
var. is the same species, and that he has confounded it with 
the European species, on account of the very similar seulp- 
ture of the shell. The form of the caudal part, however, 
is very different in these 2 species. 

Biological Observations. — I found this form 
in only one of my aquaria, but there not unfrequently. The 
specimens were easily to be observed, owing to their habit 
of attaching themselves to the walls of the aquarium, more 
generally in its uppermost part. The swimming movements 
of the animal are not very rapid, constituting a rather even 
leap through the water, during which the body is kept in a 
horizontal attitude, with the back downwards. Though this 
form was observed for some time, I did not succeed in 
detecting any male specimens. 

Occurrence. — The aquarium in which this form 
occurred, was prepared with mud from Argentina. 

Distribution. — The specimens examined by Dr. 
Vävra, were taken together with Dunhevedia odontoplax from 
some ditches at Valdivia, Chili; and the form recorded by 
Mr. Richard as P. aduncus Jur. var. was also from the same 


country. 


Gen. Euryalona, n. 


Generic Characters. — Carapace large and broad, 
not very compressed, more or less quadrangular in shape. 
Valves gaping widely in front and bulging greatly below, 
lower edges setiferous only in the middle. Head comparatively 


Fresh-water Entomostraca of South America. S1 


small, shield-shaped, sub-erect, not forming any true rostrum. 
No distinct shell-sculpture. Antennule and antennæ normal. 
Lip-plate pyramidal in form. First pair of legs in female 
with one of the apical spines unusually strong, almost un- 
guiform, and denticulated at the edges. Exopodites of the 
last 2 pairs rather large, laminar. Caudal part very slender 
and narrow, sublinear, and provided with a lateral row of 
very delicate denticles in addition to the marginal ones, 
lower corner considerably produced, caudal claws slender and 
almost straight; spermatic ducts in male opening at about 
the middle of the ventral side of this part. 

Remarks. — This new genus somewhat resembles 
the genus Alonopsis G. O. Sars, especially as regards the 
structure of the caudal part; but in other respects it exhi- 
bits well-marked differences. The carapace, for instance, is 
far less compressed, and the valves are of a rather peculiar 
appearance. Moreover, the structure of the legs seems to 
exhibit several peculiarities. Besides the Brazilian species 
described below, the Alonopsis orientalis of Daday unques- 
tionably belongs to this genus. 


42. Euryalona occidentalis, n. sp. 
(Pl. XII, figs. 1, a—h). 

Specific Characters. — Female. Carapace 
rather tumid, seen laterally, broadly quadrangular in outline, 
height not quite equal to the length, dorsal margin evenly 
arched, ventral somewhat irregularly flexuous, forming in 
front of the middle an obtuse protuberance, from which it 
ascends rather abruptly to the anterior margin, whereas be- 
hind it runs more horizontally; posterior extremity but slightly 


narrowed, and transversely truncated at the end, upper corner 
6 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 3. 
Trykt den 18. Marts 1901. 


82 G. O. Sars. 


rather slight, lower rounded off and unarmed. Head short 
and broad, clypeiform, the edges of the fornix forming a 
continuous semicircular curve, without any trace of a rostral 
projection. Surface of shell quite smooth, with only a few 
slight punctures arranged in concentric rows near the edges 
of the valves, anterior part of lower edges very finely ciliated, 
middle part with a series of rather strong, almost spiniform 
setæ issuing from somewhat within the margin. Eye of 
moderate size; ocellus smaller than the eye, and occurring 
about midway between it and the terminal edge of the head. 
Antennule fusiform, scarcely projecting beyond the frontal 
edge. Antenne rather short. Lip-plate of moderate size, 
with the lower edge slightly bulging in the middle. Ungui- 
form spine of Ist pair of legs with 5 strong denticles, one 
of which is at some distance from the others, apical part 
finely spinulose. Caudal part very slender and mobile, some- 
what flexuous, dorsal edge forming an obtusely rounded pro- 
tuberance immediately below the anal sinus, and above it a 
very slight angle, its distal part being somewhat concaved, 
lower corner narrowly exserted and defined in front by a 
deep incision, marginal denticles rather strong, and somewhat 
increasing in size distally, about 20 in each row, 3 of them 
occupying the lower corner; caudal claws rather elongated 
and denticulated in their proximal half, basal denticle larger 
than the others. Male much smaller than female, with 
the head more erect, and the anterior part of the valves 
more obliquely cut off. First pair of legs with a strong 
procurved claw. Caudal part of a similar appearance to 
that in female, except that the ventral edge forms a distinct 
ledge in the middle for the opening of the spermatic ducts. 
Colour of female yellowish brown or corneous. Length 
of adult female reaching 1 mm.; that of male 0.72 mm. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 83 


Remarks. — I have been in some doubt, as to whe- 
ther the above-characterized form may not be the very same 
as that recorded by Mr. Daday from Ceylon. This doubt 
has not been removed even after I have had an opportunity 
through the kindness of Mr. Daday, of examining his original 
specimens. These are mounted in glycerine on a glass slide 
ia a shallow cell; but unfortunately, the specimens have been 
somewhat crushed by the pressure of the cover, and their 
exact form is accordingly impossible to make out. In any 
case, the specific name «orientalis» would be very inappro- 
priate to the Brazilian form. On the accompanying plate I 
give exact figures of both sexes together with detail figures 
exhibiting the structure of the legs and the caudal part, and 
hope that thereby this interesting form may be easily 
recognizable. 

Biological Observations. — This form was 
observed at different times in 2 of my aquaria, and was 
easily detected, owing to its comparatively large size and dark 
brown colour. In habits it agrees with most other Lynceidæ 
in so far that it is a true bottom-form, generally dwelling 
in the loose mud, through which it forces itself with great 
dexterity, chiefly by the aid of its very mobile caudal part. 
At times, however, it is also to be seen movnig freely through 
the water, or attaching itself to the walls of the aquarium. 
The swimming motion of the animal is rather rapid, and 
somewhat recalls that of Eurycercus lamellatus, consiting of 
a vigorous leap through the water, during which the body 
is kept in a horizontal attitude, with the back downwards 

At the close of the seasons the greater number of the 
specimens were seen to produce resting ova, only a single 
such ovum of inconsiderable size and very dark colour being 
found in each individual, located in the anterior part of the 


84 G. O. Sars. 


matrix. In such specimens the upper part of the carapace 
was slightly transformed, causing the upper contour to be 
somewhat irregularly curved; but no true ephippium was 
formed. Male specimens were also occasionally found at the 
same time. 

Occurrence, — Of the 2 aquaria in which this 
form developed, the one was prepared with mud from the 
neighbourhood of Såo Paulo, the other with mud from 
Ipiranga. In none of the aquaria did it occur in any con- 


siderable number. 


Gen. Pseudalona, n. 


Generic Characters. — Carapace greatly com- 
pressed and of a very broad sub-quadrangular shape. Head 
produced at the end to a well-marked deflexed rostrum. Shell 
very thin and pellucid, but distinctly sculptured, anterior 
part of valves with curved transverse strie, lower edges 
ciliated only in the middle, infero-posteal corners unarmed. 
Lip-plate well developed. Caudal part very narrow, linear 
in form, caudal claws slender and almost straight; spermatic 
ducts in male debouching at the tip, in frout of the caudal 
claws. 

Remarks. — This genus is established to comprise 
the anomalous form described by Kurz as Alonopsis latis- 
sima, Which differs so markedly in several points from the 
other known forms, that in the year 1890 I found it neces- 
sary to remove it wholly from this genus, and to transfer 
it to the genus Alonella. It does not accord sufficiently, how- 
ever, either with this genus or with the genus Alona, in 
which it has been placed by some other authors. Having 
now become acquainted with another species, which, in its 


Fresh-water Entomostraca of South America. 85 


more essential characters, agrees rather well with that of Kurz, 
though easily distinguishable from it, I have felt justified in 
establishing the new genus here proposed, for the reception 
of these 2 species. Both species have been reared from 
Brazilian mud, and will be described below. 


43. Pseudalona latissima (Kurz). 
(Pl. XI, figs. 2, a—b). 


Alonopsis latissima, Kurz, Dodekas neuer Cladoceren. Sitzb. Akad. 
Wiss. Wien 1874, p. 40, PI. II, figs. 13—15. 


Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, broadly quadrangular in form, height and length 
about equal, dorsal margin more or less arched, ventral 
somewhat bulging in front and almost straight in the middle, 
posterior extremity but slightly narrowed, and transversely 
truncated at the end, upper corner well marked, lower rounded 
off. Head somewhat procumbent, slightly convex above, 
rostral projection of moderate length and scarcely curved. 
Surface of shell distinctly sculptured with rather conspicuous 
longitudinal lines, which in the anterior part of the valves 
are cut off by about 8 very strongly marked curved trans- 
verse strie, lower edges finely ciliated in the middle. Eye 
of moderate size; ocellus somewhat smaller and located a 
little nearer to the eye than to the tip of the rostrum. Anten- 
nulæ narrow and elongated, extending about to the tip of the 
rostrum. Lip-plate rather large, with the lower edge evenly 
curved. Caudal part narrow, linear in form, straight, slightly 
tapering distally, anal sinus very slight, lower corner scarcely 
prominent, angular, marginal denticles rather small, numbering 
about 12 in each row, lateral denticles very delicate, caudal 
claws finely denticulate in their proximal half, basal denticle 


86 G. O. Sars. 


larger than the others. Male not very different in external 
appearance from female, though smaller, and having the 
rostrum somewhat shorter; caudal part somewhat thicker, 
with only the lateral rows of denticles present. Body in 
both sexes very pellucid and almost colourless, upper part 
of carapace in ephippial females, however, tinged with yel- 
low. Length of adult female 0.52 mm, of male 0.39 mm. 
Remarks. — There can be no doubt about the iden- 
tity of the above-described form with that occurring in Eu- 
rope and first described by Kurz as Alonopsis latissima. I 
have very carefully compared the South American form with 
Norwegian specimens, and can find no difference whatever. 
Biological Observations. — This form, which 
has hitherto been regarded as one of the rarest Cladocera, 
developed in my aquaria in immense numbers, and was 
watched during 2 successive seasons. Like most other Lyn- 
ceidæ, it generally dwells on the bottom in the loose mud, 
though at times it is also to be seen freely moving through 
the water, or attaching itself to the walls of the aquarium. 
The swimming motion of the animal is rather slow, and is 
effected at quite an even rate. In order to catch a number of 
specimens, it was sufficient to take up by the aid of the 
dipping-tube, a small portion of mud from the bottom of the 
aquarium, and to place it in a shallow watch-glass, together 
with some water. After a short time, the specimens were seen 
swimming out of the mud, and congregating at the lighter 
side of the watch-glass, where they could easily be picked 
up for preservation. Generally, on reaching the surface, 
the specimens at once floated, with one of their valves out 
of the water, and unable to immerge themselves again. The 
sculpture of the shell is best seen in such cases, but may 


also be easily obserable in wholly submerged specimens. In 


Fresh-water Entomostraca of South America. 87 


ephippial females (see fig. 2) the upper part of the carapace 
is often very coarsely sculptured with rib-like, sometimes 
anastomosing prominences, and generally assumes a very con- 
spieuous golden yellow or orange colour. Male specimens 
were not unfrequently met with at the time when resting 
ova were produced by the females. 

Occurrence. — The aquaria in which this form 
developed, were prepared with mud, partly from Itatiba, 
partly from Argentina. 

Distribution. — Besides in Europe, this form has 
also been recorded from North America, where also a pecu- 
liar variety (perhaps a distinct species) has been noticed as 
var. media (see Mr. Herrick’s work). 


44. Pseudalona longirostris (Daday). 
(Pl. XII, figs. 3, a—b). 


Alona longirostris. Daday, Mikroskopische Süsswasserthiere aus Cey- 
lon, p. 34. 


Syn. Alona macrorhyncha, Daday. 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
seen laterally, rounded quadrangular in form, height and length 
about equal, dorsal margin evenly arched, ventral considerably 
bulging in front, posterior extremity obtusely truncated, upper 
corner distinct, lower rounded off. Head produced to an ex- 
ceedingly elongated acute rostrum pointing somewhat obliquely 
behind. Surface of shell sculptured with rather faint wavy 
longitudinal lines anastomosing with each other so as to 
form an irregular reticulation, strie of the anterior part of 
the valves well marked, 8 or 9 in number. Hye very small; 
ocellus still smaller, and about 3 times as far from the tip 
of the rostrum as from the eye. Antennulæ comparatively 
shorter than in the preceding species, not reaching even to 


88 G. O. Sars. 


the middle of the rostrum. Lip-plate less broad. Caudal part 
exceedingly slender, abruptly tapering distally, lower corner 
drawn out to a narrow lobe, which sometimes is greatly pro- 
duced and slightly recurved, marginal denticles well defined, 
numbering from 18 to 20 in each row, no lateral denticles 
present; caudal claws with a single denticle at the base. 
Colour clear orange, sometimes changing to blood-red. Length 
of adult female reaching 0,64 mm. 

Remarks. — This form, though evidently congeneric 
with the preceding one, is easily distinguishable by a number 
of well-marked characters, of which especially the excessively 
prolonged rostral projection and the form of the caudal part 
may be named. I have convinced myself as to the identity 
of the Brazilian with the Ceylon form, by examining the 
original specimens from which the description was given by 
Mr. Daday. I am also of opinion that the form recorded 
subsequently by the same author in another paper as Alona 
macrorhyncha is the very same species. 

Occurrence. — This form was only observed in 2 
of my aquaria, both prepared with mud from Itatiba, and 
it did not occur in any of them in any considerable num- 
ber, though several female specimens were secured. Male 
specimens, however, were not found. In habits it agrees 
with the preceding species, though the movements appeared 
still slower. The specimens were, moreover, easily recog- 
nized both by their considerably larger size and their bright 
red colour. | 

Distribution. — If my identification of this form 
is correct, its distribution extends to 3 different continents, 
being found in Ceylon, New Guinea and Brazil. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 89 


Gen. Camptocercus, Baird. 


Remarks. — Of this easily recognizable genus about 
10 species have hitherto been described, all of which are 
so nearly related, as to be distinguished only on a very close 
examination. In by far the greater number of the species, 
the infero-posteal corners of the valves are constantly armed 
with a group of small serrations; but in some few species 
these serrations are wholly wanting. This, for instance, is 
the case with the Australian form described by the present 
author as C. australis, and also with the species recently 
recorded by Dr. S. Ekman from Patagonia as C. aloniceps. 
Another South American species, entirely without these ser- 
rations, will be described below. 


45, Camptocercus similis, n. sp. 
(Pl. XII, figs. 4, 4 a). 

Specific Characters. — Female. Carapace, 
as usual, greatly compressed and, seen laterally, of oblong 
oval form, somewhat narrowed behind, dorsal margin gently 
arched, ventral somewhat bulging in front and slightly con- 
cave in the middle, posterior extremity obtusely rounded, 
with the upper corner well marked. Head distinctly crested 
along the middle, its dorsal edge evenly curved and con- 
tinuous with that of the carapace, rostral projection apparently 
transversely truncated at the tip, the edges of the fornix 
terminating on each side in an angular corner and thus form- 
ing a deep hollow, into which the antennule admit of being 
received. Surface of shell sculptured with distinct but not 
very densely crowded longitudinal strie, which are partly 
crossed in the anterior part of the valves by curved transverse 


90 G. O. Sars. 


lines, lower edges finely ciliated in the middle, infero-posteal 
corners without any traces of the usual serrations. Ocellus 
rather large, though a little smaller than the eye, both widely 
remote from the dorsal edge of the head. Antennulæ not 
extending to the tip of the rostrum. Lip-plate rather large, 
with the lower edge evenly curved, Caudal part of the usual 
slender form, gradually tapering distally, supra-anal projec- 
tion obtusangular, lower corner wanting, marginal denticles 
well defined, numbering about 20 in each row, the outermost 
‘somewhat larger than the others and somewhat remote from 
the tip, caudal claws very slender, with a row of delicate 
spinules extending from the basal denticle to about the middle. 
Male exhibiting the usual secondary sexual characters, and 
not very different in external appearance from the female. 
Body in both sexes highly pellucid, with a faint yellowish 
tinge, dorsal part of carapace in ephippial females, however, 
considerably darkened. Length of adult female 0,83 mm., of 
male 0,60 mm. 

Remarks. — In the peculiar and, as it were, blunted 
shape of the rostrum, this form exactly agrees with the 
European form described by Kurz as C. latirostris, and in- 
deed, I at first believed the two to be identical. On a closer 
examination, however, it is found to differ very markedly 
in at least one character, viz., the entire absence of the 
serrations constantly present in the European species at the 
infero-posteal corners of the valves. I have examined numer- 
ous specimens of the present form, but in none of them 
could I detect even the slightest trace of such serrations. 
As stated above, the 2nd South American species, C. aloni- 
ceps Ekman, is quite destitute of these serrations; but these 
2 species cannot be confounded with each other, as the shape - 
of the head is very different. 


Fresh-water Entomostraca of South America. 91 


Biological Observations. — This form de- 
veloped rather abundantly in 2 of my aquaria, and was 
watched for rather a long time. In habits it exactly agrees 
with the other species of the genus, being a true bottom- 
form, and only rarely leaving the loose mud, through which 
it forces itself with great dexterity by the aid of its very 
movable tail. The swimming motion is very slow, and effected 
at quite an even rate, the body being kept in a horizontal 
attitude, with the back downwards. When brought under 
the microscope in a small quantity of water, the animal 
was often seen to perform the charateristic abrupt twisting 
of the posterior part of the body, from which the generic 
name has been derived. Ephippial females and males were 
found rather plentifully at the close of the season, the former 
having the upper part of the carapace very dark, almost 
black. 

Occurrence. — The 2 aquaria in which this form 
developed, were both prepared with mud from Argentina. 


The following genera, not mentioned in the present 
paper, are also represented in the fauna of South America: 


Gen. Daphnia, Miller. 


D. obtusa Kurz, var. latipalpa, Monier. Buenos Ayres. 


D. cavicervix Ekman DE ; 
atagonia. 
D. commutata Ekman j 5 


Gen. Monia, Baird. 


M. Wierzejsku, Richard. Argentina. 


92 G. O. Sars. 


Gen. Scapholeleris, Schoedeler. 
S. spinifera, Nicolet. Chili. 
Gen. Bosmina, Baird. 


B. coregon Baird! (Ekman). Patagonia. 


Gen. Bosminopsis, Richard. 


B. Deitersi Richard. Buenos Ayres. 


Gen. Leydigia, Schoedeler. 
L. acanthocercoides Fischer.?) Argentina. 
1) This is certainly not Baird’s species. 


2) Some doubt may arise as to the correctness of this identi- 
fication. 


Fig. 1 
JA 
D à 
» å 
De 
» 6. 

Fig. 1. 
De ae 
58% 
» 4. 
» å 
D Ge 
2) Ts 
» 8. 
2 9: 
» 10. 


Explanation of the Plates. 
181 1% 
Latonopsis serricauda, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side (antennæ re- 
flexed); magnified 56 diameters. 

Same, ventral view (antennæ extended). 

Same, dorsal view. 

Left antennula, magnified 80 diameters. 

Left antenna (basal part of stem not delineated). 

Posterior extremity of body, viewed from left side. 


TAL, 106 
Diaphanosoma Sarsii, Richard. 


Grayid female, ventral view; magnified 100 diameters. 
Female with resting ova, viewed from left side (antennæ 
reflexed). 

One of the resting ova, highly magnified. 

Left antenna (stem not fully delineated), magnified 155 dia- 
meters. 

Posterior part of carapace, together with the hind part of 
the included body, viewed from left side. 

Caudal claw, more highly magnified. 

Adult male, viewed from right side (antennæ reflexed); mag- 
nified 100 diameters. 

Right antennula, magnified 155 diameters. 

Extremity of a leg of Ist pair, exhibiting the terminal claw; 
magnified 300 diameters. 

Right sexual appendage. 


94 


Fig. 


bo 


ba. 


«7 


G. O. Sars. 


Diaphanosoma brevireme, G. O. Sars. 


Gravid female, viewed from the ventral face; magnified 110 
diameters. 

Another ovigerous female, viewed from left side (antennæ 
reflexed). 

Left antenna (stem not fully delineated), magnified 155 dia- 
meters. 

Posterior part of right valve, exhibiting the inner duplicature. 
Left caudal claw, magnified 245 diameters. 

Posterior extremity of body from a male specimen, viewed 
from left side; magnified 155 diameters. 


AL, TOUT 
Moinodaphnia Macleayi (King). 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 80 
diameters. 

Same, ventral view. 

Part of a valve, exhibiting the sculpture of the surface and 
the marginal denticles. 

Head with adjoining part of carapace, viewed from left side 
(antenne omitted); magnified 130 diameters. 

Tail with adjoining part of trunk, viewed from left side. 
Dorsal occluding process, viewed from the anterior face. 
Left antenna. 

Leg of 1st pair, magnified 185 diameters. 

Leg of 2nd pair. 

Leg of 3rd pair. 

Leg of 5th pair. 


Ceriodaphania Richardi, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 62 
diameters. 

Same, dorsal view. 

Part of shell, exhibiting the sculpture. 

Frontal part of head, viewed from left side; magnified 120 
diameters. 

Caudal part, lateral view. 


Fig. 


Fig. 


ga SED 


12. 
13. 


SE I 


Fresh water Entomostraca of South America. 95 


12k IY 
Simocephalus semiserratus, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 52 
diameters. 

Same, ventral view. 

Head with adjoining part of carapace, viewed from left side 
(antenne omitted); magnified 82 diameters. 

Frontral part of head, more highly magnified. 

Caudal part, viewed from left side. 

Left caudal claw, more highly magnified. 

Adult male, viewed from right side; magnified 82 diameters. 
Same, head with adjoining part of carapace, viewed from 
right side (antenne omitted); magnified 155 diameters. 
Same, caudal part, lateral view. 


Simocephalus Iheringi, Richard. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 42 
diameters. 

Head with adjoining part of carapace, viewed from left side 
(antennz omitted); magnified 82 diameters. 

Caudal part (not fully drawn), lateral view. 

(Not numbered in the plate) Adult male, viewed from left 
side; magnified 82 diameters. 


Jed We 
Grimaldina Brazzai, Richard. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 95 
diameters. 

Same, ventral view. 

Head, without the antenne, viewed from left side; magnified 
160 diameters. 

Caudal part, lateral view. 

Legs of left side in their natural position, viewed from the 
outer face; magnified 185 diameters. 

Leg of 1st pair, isolated. 

Leg of 2nd pair. 

Leg of 3rd pair. 

Leg of 4th pair. 

Leg of 5th pair. 

Detached ephippium, viewed from left side; magnified 95 
diameters. | 


96 G. O. Sars. 
Fig. 12. Adult male, viewed from left side; magnified 120 diameters. 
» 13. Same, left antennula, magnified 185 diameters. 
» 14. Same, leg of Ist pair. 
Bl. vol 
Macrothrix elegans, G. O. Sars. 
Fig. 1. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 80 
diameters. 
» 2. Same, ventral view. 
» 2a. (Not numbered in the plate) Detached ephippium, viewed 
from left side. 
» 3. Lower part of head, without the antennæ, viewed from left 
side; magnified 130 diameters. 
» 4. Tail, with adjoning part of trunk and last leg, viewed from 
left side. 
» 5. Left antennula, magnified 235 diameters. 
» 6. Adult male, viewed from right side; magnified 155 diameters. 
» 7. Same, right antennula; magnified 300 diameters. 
» 8. Same, leg of Ist pair. 
9. Same, caudal part, lateral view. 
Macrothrix sqvamosa, G. O. Sars. 
Fig.10. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 
» 11. Lower part of head, without the antennæ, viewed from left 
side, more highly magnified. 
» 12. Tail with adjoining part of trunk and last leg, lateral view. 
Streblocerus pygmeus, G. O. Sars. 
Fig. 13. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 200 
diameters. 
» 14. Same, ventral view. 
» 15. Head, without the antennæ, viewed from left side; magnified 
300 diameters. 
» 16. Right antennula, isolated. 
» 17. Tail, with adjoining part of trunk, lateral view. 
Bl VII, 
Ilyocryptus longiremis, G. O. Sars. 
Fig. 1. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 


120 diameters. 


Fig. 


— 


ll; 


12. 


TD OR 


S PE SS SP ME 


Fresh-water Entomostraca of South America. 97 


Same, ventral view (right antenna omitted). 

Rostral prominence, with right antennula, viewed from the 
anterior face; magnified 155 diameters. 

Leg of 1st pair; magnified 185 diameters. 

Leg of 2nd pair. 

Leg of 3rd pair. 

Leg of 4th pair. 

Leg of 5th pair. 

Detached ephippium, viewed from left side. 

Caudal part, lateral view, magnified 155 diameters. 


Ilyocryptus sordidus (Lievin). 


Adult ovigerous female viewed from left side; magnified 155 
diameters. 

Labrum together with left antennula, viewed from left side; 
magnified 245 diameters. 


Pl. VIII. 
Leydigiopsis curvirostris, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 100 
diameters. 

Same, ventral view. 

Head, with left antenna fully drawn, viewed from left side; 
magnified 185 diameters. 

Caudal part, lateral view. 

Leg of 1st pair. 

Leg of 2nd pair. 

Leg of 3rd. pair. 

Leg of 4th pair. 

Leg of 5th pair. 

Adult male, viewed from left side; magnified 100 diameters. 
Same, leg of Ist pair; magnified 185 diameters. 


Leydigiopsis megalops, G. O. Sars. 
Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
100 diameters. 


Head, with left antenna fully drawn, lateral view; magnified 
155 diameters. 


Caudal part, lateral view. 


7 — Archiy for Math, og Naturv. B. XXIII. Nr. 3. 


Trykt den 19, Marts 1901. 


98 G. O. Sars. 
P1. TX. 
Alona affinis, Leydig. 
Fig. 1. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
120 diameters. 
» la. Same, ventral view. 
» 1b. Caudal part, magnified 155 diameters. 
» le. Adult male, viewed from left side; magnified 120 diameters. 
» 1d. Same, caudal part; magnified 185 diameters. 
Alona Iheringi, G. O. Sars. 
Fig. 2. Adult female, viewed from left side; magnified 200 diameters. 
» 2a. Caudal part, magnified 300 diameters. 
» 2b. Adult male, viewed from left side; magnified 200 diameters. 
» 2c. Same, caudal part, magnified 300 diameters. 


» Da. 
» bb. 


Alona guttata, G. O. Sars, var. parvula. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnilied 
245 diameters. 
Caudal part, magnified 340 diameters. 


Alona intermedia, G. O. Sars. 


Adult female, viewed from left side, magnified 200 diameters. 
Caudal part, magnified 300 diameters. 


Alona monacantha, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 200 
diameters. 

Caudal part, magnified 300 diameters. 

Infero-posteal corner of left valve, exhibiting the dentiform 
projection. 


Alona glabra, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 200 
diameters. - 
Caudal part, magnified 300 diameters. 


Alona verrucosa, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
200 diameters. 
Caudal part, magnified 300 diameters. 


Fig. 


Fig. 


la. 


3a. 
3b. 


4a. 


or 


Fresh-water Entomostraca of South America. 99 


Pl. X. 
Alonella lineolata, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
200 diameters. ; 
Caudal part, magnified 300 diameters. 


Alonella Karua (King). 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
240 diameters. 

Caudal part, magnified 340 diameters. 

Posterior part of left valve, exhibiting the denticles at the 
infero-posteal corner. 

Adult male, viewed from left side; magnified 240 diameters. 
Same, caudal part; magnified 340 diameters. 


Alonella diaphana (King). 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 

Caudal part, magnified 245 diameters. 

Adult male, viewed from left side; magnified 155 diameters. 


Alonella dentifera, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 
Caudal part, magnified 245 diameters. 


Alonella clathratula, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 165 
diameters. ; 
Posterior part of carapace, together with the caudal part, 
viewed from left side; magnified 255 diameters. 


Alonella sculpta, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 
Caudal part, magnified 245 diameters. 


Alonella nitidula, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
200 diameters. 
Caudal part, magnified 300 diameters. 


100 


Fig 8. 


» 8a. 


» 8b. 


Fig. 1. 


» 1a. 
» 1b. 


» 4b. 


» 4c. 


Or 


Fig. 


G. O. Sars. 


Graptoleberis testudinaria, Fischer. 
var. occidentalis. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
145 diameters. 

Caudal part, magnified 220 diameters. 

Posterior part of left valve, exhibiting the 2 dentiform pro 
jections of the infero-posteal corner. 


Pl. XI. 
Chydorus Barroisi (Richard). 


Ephippial female, viewed from left side; magnified 200 dia- 
meters. 

Caudal part, magnified 300 diameters. 

Posterior part of left valve, exhibiting the dentiform pro- 
jection of the infero-posteal corner. 


Chydorus Poppei, Richard. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
200 diameters. 

Caudal part, magnified 300 diameters. 

Labrum viewed from left side. 

Posterior part of left valve, exhibiting the quite unarmed 
infero-posteal corner. 


Chydorus eurynotus, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 

Caudal part, magnified 245 diameters. 

Adult male, viewed from left side; magnified 155 diameters. 
Same, caudal part, magnified 245 diameters. 


Chydorus pubescens, G. O. Sars. 
Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 
Caudal part, magnified 245 diameters. 
Adult male, viewed from left side; magnified 155 diameters. 
Same, caudal part; magnified 245 diameters. 


Dadaya macrops (Daday). 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
200 diameters, 


Fresh-water Entomostraca of South America. 101 


Fig. 5a. 


Fig. 


5b. 


Head, viewed from left side (rami of antennæ omitted); 
magnified 300 diameters. 
Caudal part, same amplification. 


Dunhevedia odontoplax, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 

Head, viewed from left side (rami of antennæ omitted); 
magnified 245 diameters. 

Caudal part, same amplification. 


Pleuroxus similis, Våvra. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
155 diameters. 

Caudal part, magnified 245 diameters. 

Posterior part of left valve, exhibiting the 2 small dentiform 
projections at the infero-posteal corner. 


Pl. XI. 
Euryalona occidentalis, G. O. Sars. 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
95 diameters. 

Same, ventral view. 

Caudal part, magnified 120 diameters. 

Leg of 1st pair, magnified 185 diameters. 

Leg of 2nd pair. 

Leg of 3rd pair. 

Leg of 4th pair. 

Leg of 5th pair. 

Adult male, viewed from left side; magnified 95 diameters. 


Pseudalona latissima (Kurz). 


Ephippial female, viewed from left side; magnified 120 dia- 
meters. 

Caudal part, magnified 185 diameters 

Caudal part of a male specimen. 


Pseudalona longirostris (Daday). 


Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
120 diameters. 


102 G. O. Sars. 


Fig. 3a. Caudal part, magnified 185 diameters. 
» 3b. Extremity of tail from another specimen, with the lower 
corner unusually produced. 


Camptocercus similis, G. ©. Sars. 


Fig. 4. Adult ovigerous female, viewed from left side; magnified 
145 diameters. 
» 4a. Caudal part, magnified 220 diameters. 


INN | 
= ar = | Trykt i den private Opmaaling,Chra 
6.0. Sars autogr. 


Latonopsis. 


Pale 


Trykt i den private Opmaaling,Chra 


Diaphanosoma. 


G.0. Sars autogr. 


6.0.Sars autogr. | Trykt i den private Opmaaling, Chra. 


Moinodaphnia-Ceriodaphnia. 


mine ins toire pente ie ee terstabeseu ee 


Trykt iden private Opmaaling, Chra 


Simocephalus. 


6.0.Sars autogr. 


fos, 
A All 
6.0.Sars autogr. % £ a Trykt iden private Opmaaling Chra 
Grimaldina. 


6.0. Sars autogr. Trykt iden private Opmaaling,Chra 


Macrothrix - Streblocerus. 


. 6.0.Sars autogr. Trykt iden private Opmaeling, Chra 


Ilyocryptus. 


\ = | PL.VIIT, 


6.0. Sars autogr. 6 Trykt iden private Opmaaling,Chra 


Leydigiopsis. 


Zus ace oe 


6.0. Sars autogr. 


PI. IX. 


Trykt iden private Opmaaling, Chra. 


RE ET ain: mers eS 


evig 


Trykt iden private Opmaaling,Chra 


Graptoleberis. 


Alonella 


6.0. Sars autogr. 


6.0.Sars autogr. 


Chydorus - Dadaya - Dunhevedia- Pleuroxus. 


PI. XI. 


Trykt iden private Opmaaling,Chra 


m mm nn 


Ä— et ee 


PL. XII. 


vate Opmaaling,Chra 


ercus. 


na-Camptoc 


10 


Pseudal 


Euryalona 


G.0. Sars autogr. 


£ 


ARCHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XXIII. Nr. 4. 


«Norske hydrachnider‘ IV. 


A. Meddelelser om hydrachnidernes udbredelse 
i Norges heifjelde. 


Efterat jeg tidligere havde undersogt hydrachnidernes 
forekomst i Norges nordligste egne og paa vestkysten, væsent- 
lig i lavlandet, forsøgte jeg paa min sommerreise i 1899 at 
faa et indblik i deres udbredelse tilfjelds. 

Ai bestemme høidegrænsen for hydrachnidernes fore- 
komst i Norge lykkedes mig kun delvis. Jeg valgte til 
undersøgelsesfelt Norges høieste fjeldegne, Jotunfjeldene, 
og desuden Rondane og de tilgrænsede strøg af Gudbrands- 
dalen (Sel, Vaage, Lom og Bæverdalen), samt Kong s- 
bergs omegn. 

Sommeren 1899 var i det sydlige Norge ualmindelig 
varm og derfor meget heldig for saadanne undersøgelser 1 
høifjeldene; jeg antager, at dyrelivet denne sommer udvik- 
lede sig saa frodig som nogensinde i høifjeldsvand og 
elve, hvor der altid var vand nok fra den smeltende sne 
og is. 

Jeg fandt ogsaa en rig vrimmel af de undersøgte dyr 
i de lavereliggende dale, f. eks. i Selsvand, Skotvand, Grot- 
bæk, Ula (Sel), 1 evjer af Otta-elv (Vaage), 1 myrer paa 
Sulheim (Bæverdal) og flere steder. 


1 — Archiy for Math. og Natury. B. XXIII. Nr. 4. 
Trykt den 23. Februar 1901. 


2 2 Sie HOT 


Høiere tilfjelds viste sig derimod betydelig forskjel mel- 
lem Rondane og Jotunheimen. 

I Rondane (paa sydsiden) fandt jeg hydrachnider i 
en høide af ca. 1200 meter (henimod 4000 fod) over havet, 
ikke alene i den fra Rondevatn strømmende Stor-U la, 
men ogsaa i nærliggende smaa myrhuller og tjern og 
i den mindre Illmandalsbæk, hvis vandmængde delvis 
dannes af smaabække fra fjeldsidernes smeltende is- og sne- 
fonner. Derimod lykkedes det mig ikke at finde hydrachnider 
i de smaa, grunde vand, hvorigjennem Illmandalsbækken lober ; 
dette var dog let at forklare, da disse vand havde en ufrugt- 
bar sandbund uden plantevekst. Bækken nedenfor var tæt 
bevokset med lang mos, og i denne fandtes de paa saadanne 
lokaliteter almindelige arter Sperchom brevirostris Koenike, 
Sperchon multiplicatus n. sp. Sig Thor, Hygrobates albinus 
Sig Thor, Megapus nodipalpis Sig Thor, samt de langt sjeld- 
nere Sperchon squamosus Kramer, Sperchon lineatus Sig 
Thor, Feltria-sp. og Aturus scaber Kramer, samtlige arter 
uden svømmehaar. I de nævnte, nærliggende myr- 
huller, fandtes Curvipes coccinoides Sig Thor og Pionacercus 
scutatus Sig Thor. I Rangletjon, som ligger lavere, 
men dog ca. 900—1000 m. o. h. fandtes ved bredderne 
Teutonia primaria Koenike og Lebertia insignis Neuman 
(denne art er tidligere urigtig benævnt Lebertia tau-insigmita 
(Lebert) Koenike). 

I Jotunheimens høiere strøg fandtes hydrachnider 
kun sparsomt, saaledes i Leira (Leirdalen) og Visa (Vis- 
dalen) Gjende (927 m. 0. h.) og i en liden elv, Vesleaa 
(nær Gjende) ca. 1 000 m. 0. h. I Raubergstultjern 
(ca. 1000 m. o. h.) og i en bæk nedenfor dette fandtes en- 
kelte arter i mængde (Curvipes coccinoides Sig Thor, Leber- 


tia insignis Neuman, Teutonia (7) primaria Koenike, Piona 


Norske hydrachnider — IV. 3 


lutescens Hermann (i tjernet), og i bækken: Sperchon brevirostris 
Koenike, Sperchon multiphcatus Sig Thor, Hygrobates albi- 
nus Sig Thor og Feltria composita Sig Thor samt en Rhyn- 
cholophide (Smaris expalpis) og en Oribatide (Belba geni- 
culata). Hoiere tilfjelds end ca. 1 000 m. (ca. 3 300 fod) kunde 
jeg ikke finde hydrachnider i Jotunheimen ved mine under- 
søgelser i 1899. Jeg undersogte Storaa mellem Gjende 
og Langevand, Hellertjern (ca. 4200 f.o.h.) Lange- 
vand (4500 f. o. h) Leirvatn, ovre del af Leira, 
Uladalselv og Uladalstjernene (5000 f.—5 600 
f. o. h.) ca. 1600 m. o. h. og Norges høieste fjeld- 
Mand, Juv vatn (100) £ 0. bh.) ea. 1750 m. o. h. uden 
at finde en eneste hydrachnide. Hermed er ikke sagt, at 
der paa disse steder ingen findes; tvertom forekommer det 
mig rimelig, at de kan leve i Langevand og Storaa. Men jeg 
tror neppe, at de for tiden lever i de hoieste fjeldvande, 
UladalstjerneneogJuvvatn, jaheller ikke i elvene 
ved deres udlob. Jeg undersøgte her temmelig grundig. 
Disse vand har for det meste en stenet, ufeugtbar bund og 
dækkes næsten hele aaret af is. De er kun isfri ca. 2 maa- 
neder af aaret, og selv i denne tid <kalver» breerne 
stadig i vandene, saa disses temperatur ikke stiger meget 
over 0° ©. Noget lignende gjælder for de fjeldbekke, 
der lober ud af Juvvatn, samt for dem, der fra Galdhoerne 
rinder ned i Raubergstultjern. Skjont der i disse bekke 
forekom rig mosevekst (rigtignok af andre arter end i de 
lavere elve), fandt jeg heller ikke her hydrachnider. Rau- 
bergstultjernet dannede her tilsyneladende grænsen for 
deres forekomst. De høiereliggende bekke kom i regelen 
direkte fra smeltende sne- og isbræer og var derfor temmelig 


kolde. I Raubergstultjernet opvarmedes vandet i solstegen. 


4 Sig Thor. 


Mine undersøgelser sommeren 1899 giver det foreløbige 
resultat, at hy drachnidernei Norge sikkert findes 
til en høide af ca. 1200 meter (ca 4000 f. o. h.) og 
muligens noget høiere. Men jeg tror neppe, at de vil findes 
synderlig høiere end 5000 f. — ca. 1 450 m., ialfald neppe 
over 1500 m. o. h. 

Grunden til at hydrachniderne i Jotunheimens 
elve i reglen forekom sparsomt, medens de fandtes i stor 
mængde i Rondane og de tilgrænsende elve, kan muligens 
være ulige jordbund og deraf følgende forskjel i plante- 
veksten. Elvenes hydrachnider, der ofte mangler svømme- 
haar, synes at ynde de lange fra stenene hængende mose- 
arter (f. eks. Fontinalis antipyretica), hvori de lever og 
sandsynligvis endog overvintrer. 

Jeg vil ikke undlade at omtale, at jeg i Jotunheimen 
mest undersøgte de mod nord vendende fjeldegne, i Rondane 
mest de mod syd vendende. Mine undersøgelser er endnu 


ikke fuldstændige nok til at løse spørgsmaalet helt. 


Norske hydrachnider — IV. 5 


B. Almindelige meddelelser om reiser og lokaliteter. 
I det følgende sammenfattes resultaterne af mine under- 
sogelser af Norges hydrachnider ikke alene for de i det 
foregaaende omtalte fjeldreiser, men saavel for sommeren 
1900 som for 1899. Jeg vil her levere en oversigt 
over det hidtil undersogte udbytte ikke alene af de 2 store sti- 
pendiereiser, men ogsaa af flere kortere ekskursioner, som 
jeg har gjort i det sydlige Norge (f. eks. til Hvaloerne, 
samt til Skien og til Jomfruland sammen med pro- 
fessor R. Collett). Paaalle disse reiser medtog jeg des- 
uden andre dyr af forskjelliga grupper, særlig Acarina. De 
i18990£1900 undersøgte lokaliteter, om hvis 
hydrachnidefund jeg nedenfor kort skal meddele, var følgende: 
Kragerø og omegn: Kaldstadtjern, 2 tjern paa Berg, 
Eidsvand, Barlandsvand med elve og en dam ovenfor vandet. 

Jomfruland: dam nær fyrtaarnet. 

Skien og omegn: dam ved Brekkeby, Børsesjø og elve 
ved dens øvre og nedre ende; Lundevand, en dam og elven 
ved Bjørkedal station (Eidauger). 

Kongsberg og omegn: Laagen, Funkelibækken, Thrond- 
hjemstjern, damme i Haavet og paa Sandsvermoen, Sellik- 
bæk, Faasentjern, Timanstjern, bæk i Bombakkerne, Hasberg- 
tjern, Smithetjern, Rødtjern, Kjennerudvand og elve ved 
dets øvre og nedre ende. 

Hvaløerne: Arekilen og bække paa Kirkeøen. 

Fredrikstads omegn: damme og bække nær Græsvik, 
Tjennetjern nær Onsø, grøft og brønd paa Brekke. 


6 Sie Thor. 


Sarpsborgs omegn: bek ner Sarpsborg, Tune vand 
og damme i nærheden. 

Kristiania og omegn: damme paa Hovedøen, Bygdø, 
Høvik, ved Storeljan og Stubbeljan, Gjersjø, Gjersjoelv, 
Ljanselv, Gjersrudtjern, Kullebundvand, Stensrudtjern, Deehli- 
vand og Øverlandselv i Bærum. 

Hedemarken: Nosletjern, Iletjern og flere damme og 
bække nær Ottestad. 

Gudbrandsdalen: Gudbraudslaagen, Ula-aa, Skotvand, 
Selsvand, Bolstadbæk, Grotbæk, damme og evjer paa Sel s- 
myrerne; myrtjern ved Rondevatn, Rangletjøn, Illman- 
dalsbæk og Stor-Ula i Rondane; Gjende, Storaa, Vesleaa 
og bæk i Vesledal, Hellertjern, Langevand, Leirvatn, Leira, 
Bøvra, Visa, Uladalstjernene; Juvvatn (over 6000 f. o. h.) 
og elven, som løber ud deraf, Raubergstultjern og bække, 
som løber ned deri, Raubergstultjernbækken; myrhuller og 
evjer paa Suleim i Bæverdalen; flere elve og bække 
mellem Roiseim og Andvord, evjer 'nær Garmo og Syndstad 
(Lom), Tesseelv og flere damme og evjer af Ottaelv nær 
Sørum, søndre og nordre Hollongsbæk (Vaage). 

Østerdalen: Prestesjø ved Rena. 

Stjørdalen: dam (evje) af Stjørdalselven mellem Hell 
og Hegre. 

Senjen: Tømmervand med evjer og myrhuller (nær 
Gibostad). 

Balsfjord og Nordfjord: Forselv, Krokelv, Krokelv- 
vand, Sagelv og tverbække der, froskedam paa Storsteinnes, 
Nordfjordelv, bække ved Grønaas, Nordfjordvand, Litlvand 
og Petersborg froketjern. . 

Tromsø: Prestvand og bækken, som lober ud deraf. 

Jægervand: Jægervand og en froskedam i nærheden. 


Norske hydrachnider — IV. 6 


Nordreisen: Væhæ-jok, Røielv og enkelte damme og 
eivekulper i Reisendalen, Reisenelv, Sagelv og damme i 
Sørkjosen. 

Oksfjord: Oksfjordvand, samt elve og bække derom- 
kring, særlig Fidselv, Marasvagge, Gjetnavagge og Sieide- 
vuovdevagge nær Strømfjord 1 Reisen. 

Alteid: Duikesjok, Gukkisvagge og et par andre 
smaaelve. 

Skjervø: Vaageelv, Vaagevand, Fidevand og myrhuller 
paa Eidet. 

Alten: Mattiselv og andre elve og bække i Kaafjord, 
Altenelv og flere «kjos»er paa «Holmen» i Altenelven. 

Hammerfest: Storvandet, elven som løber ud deraf, 
og nogle bække, som rinder ned i Storvandet. 

Foruden de af mig selv paa ovennævnte steder i 1899 
—1900 fundne hydrachnider, medtager jeg 1 den følgende 
oversigt ogsaa enkelte, som velvillig er indsamlet for mig 
af d’hrr. cand. philos. Embr. Strand (især i vand 
og elve i Hallingdal og Hatfjelddal ved Røsvand etc.) 
og lærer Einar Nordgaard (vand og elve i Bals- 
fjord). Hr. E. Nordgaard har været saa heldig at 
finde en ny Neumamia-art (i Lemetvand). 


8 Sig Thor. 


C. Biologiske iagttagelser. 

Som supplement til mine meddelelser («N. H. III» 
side 9) om de 2 individer af Thyas Stolli Koenike som jeg 
holdt levende fra den 18de september 1898, kan jeg nu 
meddele folgende iagttagelse. 

Thost, den 14de oktober 1900, fandtes de sammesteds 
omtalte Curvipes-nymfer og det Thyas-individ, der holdt sig 
nede i vandet, døde. Det andet Thyas-individ, der 
krob op af vandet, fandtes derimod den 14de oktober 
1900 siddende paa sin gamle maade ovenfor vandet. Da 
jeg rystede den ned i vandet, kviknede den til og krøb livlig 
om. Den har altsaa holdt sig levende i over 2 aar 
og synes at skulle leve ialfald ind i det nye aarhundrede. 
Dog er det mulig, at den er angrebet af en sop- eller anden 
sygdom; thi der har paa dens ryg dannet sig en stor klump, 
saa jeg er bange for, at den ikke vil leve længe herefter; 
jeg vil dog forsøge at fjerne denne klump. 

Min anden iagttagelse gjælder overvintringen af den 
sjeldne elve-hydrachnide, Lyania bipapillata Sig Thor. Jeg 
var saa heldig den 5te oktober 1900 at fange en livsfrisk 9, 
der isoleredes i et lidet glasrør. Her lagde den efter et par 
dages forlob (mellem 6te og 10de oktober) i en aflang kage 
S eg af vanligt udseende. I løbet af de følgende 2 maaneder 
saa jeg ofte paa eggene uden at kunne opdage synderlig 


1 Under korrekturlæsningen kan jeg meddele, at «operationen» 
lykkedes, og at den nævnte Thyas Stolli Koenike fremdeles be- 
finder sig vel. Sde februar 1901. S. T. 


Norske hydrachnider — IV. 9 


ydre forandring paa dem og uden at den voksne © lagde 
flere. Jeg byttede flere gange vand paa dem, skjønt jeg 
allerede havde opgivet haabet om at faa se nogen videre 
udvikling. Endelig begyndte de at udvikles, og 20de de- 
cember 1900 fandt jeg 4 udklækkede, medens den 5te be- 
gyndte at bevæge sig inde i hylstrene; den krøb ud den 
24de december. Den 6te bevæger sig endnu idag (27de de- 
cember) inde i hylstret, medens den ”de netop begynder 
at røre paa sig og antagelig ikke smutter ud før ca. lste 
januar 1901.1 Det Sde eg er enten dødt eller meget langt 
tilbage i veksten. Jeg har her fundet en ualmindelig lang- 
som udvikling. ? 

Medens eggene af Curvipes-arter og flere andre hydrach- 
nider ialfald i sterk sommervarme ikke behover mere end 
2 4 3 eller 4 uger, efterat de er lagt, til sin udklekning, 
andre behøver ca. 4—6 uger, saa har disse eg af Ljania 
behovet ca. 11 uger (eller ca. 80 dage), uagtet de hele tiden 
har befundet sig i et varmt værelse. Jeg har da tenkt wig, 
at disse egs udvikling i elvens kolde vand vilde gaaet endnu 
langsommere for sig; dersom de f. eks. var lagt 1 midten 
eller slutningen af oktober, og vinterkulden var indtraadt i 
november—december, vilde de muligens have overvintret 
som eg (ialfald 1 maanederne december, januar og februar). 
Det er ogsaa rimeligt, at den fangne © lagde eggene tid- 
ligere paa det forandrede opholdssted i varmt verelse, end 
om den havde været i fri tilstand i den kolde elv. I hvert 
fald synes her at være en mulighed for «overvintrende eg», 
noget i lighed med enkelte krebsdyrs «vintereg». I det 


* Den 6te smuttede ud 3die januar 1901 og den 7de omkring 
7de januar 1901. 8de februar 1901. 8. T. 

? Sammenlign dr. Neumans meddelelse om eg af Eylais i 
«Sveriges hydrachnider», 1880; side 107, 


10 Sig Thor. 


ydre har jeg ikke kunnet opdage nogen forskjel paa disse 
og andre hydrachnide-eg. Nogen lighed med de af mig 
fundne og af dr. F. Koenike fra Sperchon tenuabilis Koen. 
beskrevne «vintereg» kan jeg ikke finde. Men de synes at 
vere tykskallede og omgivne af en fast, chitinagtig masse, 
som sandsynligvis ikke aleue tjener til klæbestof, men ogsaa 
til beskyttelse. 

Den 3die iagttagelse gjælder hydrachnider fra den 
samme elv, Ljanselven. Denne laa i den bekjendte 
torkesommer 1899 flere maaneder igjennem aldeles tor, saa 
jeg frygtede for, at alle hydrachnider der var uddode. Men 
sommeren 1900 gjenfandt jeg atter i rigeligt antal de samme 
arter: Megapus tener Sig Thor, Sperchon elegans Sig Thor, 
Lebertia fimbriata Sig Thor, Sperchonopsis verrucosa Protz, 
Hygrobates retieulatus Kramer, Atractides spinirostris Sig 
Thor, Aturus scaber Kramer, samt enkelte eksemplarer af 
Lebertia insignis Neuman, Ljama bipapillata Sig Thor, 
Sperchon setiger Sig Thor, Diplodontus despiciens (Müller) 
og en nymfe af Limnochares holosericea Latreille. 

Dette synes mig at vise temmelig sikkert, at de nævnte 
arter i en eller anden tilstand maa have udholdt torke- 
perioden; thi ellers vilde vistnok ikke alle de samme 
arter være optraadt paany, ialfald ikke saa snart efter tørken. 

Da jeg tidligere i samme elv har fundet enkelte arter, 
saavel voksne som nymfer, midt paa vinteren og tidlig om 
vaaren, synes der at være stor syndsynlighed for, at ialfald 
enkelte arter overvintrer baade som eg, som nymfer 


og som voksne. 


Norske hydrachnider — IV. al 


D. Oversigt over de i Norge hidtil fundne hydrachnider 
med nye findesteder og nye arter. 


I. Familia: Limnocharidae Kramer (1877). 


Genus I: Limnochares Latreille (1796). 


1. L. holosericea Latreille (1796). «N. H. I» side 16, 
«N. H. II» side 6 og «N. H. III» side 11. 


Nye findesteder: Ljanselv (Kristiania); Timanstjern og 
Throndhjemstjern paa Kongsberg; Lundevand og elven ved 
Bjorkedal station i Eidanger; Barlandsvand, vand paa Bere 
og Kalstadtjern ved Kragero; Tjennetjern ved Onso i Smaa- 


lenene og Nosletjern ner Stange paa Hedemarken. 


Il. Familia: Eylaidae Kramer (1877). 


Genus II: Evlais Latreille (1796). 


1. Eyl. extendens (Müller) Koenike (1896). «N. H. III» 
side 11. 
. Eyl. setosa Koenike (1896). «N. H. II» side 7. 
. Miilleri Koenike (1896). «N. H. Il» side 7. 
. Eyl. mutila Koenike (1896). «N. H. ID» side 7. 


Hm © MD 
S 
— 


Sig Thor. 


Eyl. foraminipons Sig Thor (1897). «N. H. Il» side 8; 

«N. H. ID, pl. XVII, fig. 161—162. 

Eyl. tenuipons Sig Thor (1897). «N. H. Il» side 7; 

CN EE ply eV E16. . 

Eyl. spinipons Sig Thor (1897). «N. H. ID» side 9; 

«N. H. III», pl. XVII, fig. 164. 

Eyl. infundibulifera Koenike (1896).. «N. H. III», side 11. 
F.: Selsmyrerne i Gudbrandsdalen. 

Eyl. infundibulifera Koen. var. pausiseta Sig Thor 

(1899). «N. H. III» side 11. 

Eyl. discreta Koenike (1896). «N. H. III» side 11. 

Eyl. angustipons Sig Thor (1899). «N. H. III» side 12. 


. Eyl. neglecta Sig Thor (1899). «N. H. III» side 12 


Eyl. duplex Sig Thor (1899). «N. H. HI» side 13. 


. Eyl. latipons K. Thon (1899). Ny for Norges fauna. 


F.: Gjersjo ved Setre (Oppegaard). 


. Eyl. cornuta n. sp. Pl. XIX, fig. 182. 


Størrelse: ca. 2 mm. lang. 

Denne art skiller sig fra alle andre mig bekjendte 
Eyl.-arter ved øiekapslens udstyr. Denne minder 
i form meget om Eyl. neglecta Sig Thor; men øie- 
broen er forsynet med en lang, bagudrettet 
konisk tap, som næsten er af øiebroens lengde. 
Fortil er øiebroen dybt udrandet. 

Palperne har paa 3die leds fremspring rigelig 
bustforsyning; 4de led har paa den ydre side 7 bust, 
paa den indre side talrige, ofte fjedrede bust (ca. 
20 — 30). 

F.: Gjersjo ved Sætre (Oppegaard). 


Norske hydrachnider — IV. 13 


III. Familia: Hydryphantidae Piersig (1896). 


Genus III: Diplodontus Dug:s (1834). 


1. Dipl. despiciens (Müller 1781), «N. H. I» side 18; «N. 
H. IC» side 12, «N. H. III» side 17. 


F.: Almindelig i lavlandet i det sydlige Norge, 
saaledes i flere vand og damme ved Fredrikstad og 
Kragero; dam paa Jomfruland; elven ved udlobet 
af Borsesjo ved Skien; Ljanselv. Derimod er den 


ikke fundet tilfjelds eller i det nordlige Norge. 


Genus IV: Panisus Koenike (1896). 


Ikke tidligere paavist 1 Skandinavien. 


1. Pan. Michaeli Koenike (1896): 


«Zwei neue Hydrachniden-Gattungen nebst sechs 
unbekannten -Arten», i «Zoolog. Anzeiger» 1896, nr. 
510, pag. 356. 

Ny for Norges fauna. 

Som supplement til dr. F. Koenike’s be- 
skrivelse kan tilfoies, at det bagerste par rygskjolde 
er sammenvokseti midten, saaledes at de 
danner ét stort skjold. Jeg har faaet anledning til 
paa typeeksemplarer fra hr. F. Koenike at over- 
bevise mig om, at denne sammenvoksning ogsaa 
findes paa de af M. Michael i «Landwasser bei 
Davos» samlede originaleksemplarer. 

F.: Dalbækken ved Elgsvand i Hatfjelddal 
(Embr. Strand); Forselv paa Storsteinnes i 
Balsfjord. 


14 Sig Thor. 


2. Pan. thoracatus (Piersig 1896). 

Syn. Thyas thoracata Piersig (1896): «Einige 
neue Hydrachniden-Formen» i «Zoolog. Anzeiger» 
1896, nr. 515, pag. 441 og «Deutschlands Hydrach- 
niden» pag. 403 und Taf. 45, fig. 134. 

Ny for Norges fauna. 

Dr. R. Piersig henforer denne sin nye art til 
slegten Thyas, fordi han har fundet et midtoie 
i pandeskjoldet. Forøvrig ligner P. thoracatus Piersig 
slegten Panisus i skjolde etc. 

Mine eksemplarer har intet egentligt midtoie i 
det centrale pandeskjold; der viser sig dog et 
tyndere fint punkteret parti, hvorfra 
muligens chitiniseringen kan veere udstraalet, eller 
hvor den kan være afsluttet. Men det samme viser sig 
ogsaa i enkelte andre af skjoldene, 
hvorfor jeg ikke kan antage dette parti for midtøie. 
Jeg formoder, at dr. R. Piersig ved en feiltagelse 
har forvekslet dette parti med et rudimentært gie, 


og at hans eksemplarer ogsaa tilhører slegten Panisus. 


F.: Hasbergtjern paa Kongsberg. 


Genus V: Zschokkea Koenike (1892). 
1. Zs. oblonga Koenike (1892). «N. H. UI» side 13—14. 


Genus VI: Thyas Koch (1835). 
1. Th. Stolli Koenike (1895). «N. H. II» side 11. 


F.: Hasbergtjern og bek i Bombakken, Kongs- 
berg; dam ved Storeljan; groft paa Brekke ved 


veg 


Norske hydrachnider — IV. 15 


Fredrikstad; Petersborg frosketjern ved Josefvand 
i Balsfjord. 
2. Th. dentata Sig Thor (1897). «N. H. I» side 9—10. 
3. Th. valvata Sig Thor (1899). 
Sig Thor: «En ny hydrachnideslegt og andre 
nye arter». Kristiania, august 1899, side 2 og pl. 
XVII, fig. 168. 


Ile Faasentjern paa Kongsberg. 


4. Th. pustulosa Sig Thor (1900). 
Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen IV — 
VIII, Not. VIII, Thyas pustulosa n. sp. aus Bals- 
fjord im nördlichen Norwegen», i «Nyt Magasin for 
Naturvidenskab», Kristiania 1901, bd. 38, side 385 
og pl. XVIII, fig. 33—36. 


F.: Forselv paa Storsteinnes i Balsfjord. 


Genus VII: Pseudothyas Sig Thor (1899). 
1. Ps. trabecula Sig Thor (1899). «N. H. I», side 14. 


Genus VIII: Euthyas Piersig (1899) = Dradybates 
Neuman (1873). 


1. Euthyas longirostris Piersig (1895, 1899). 
Syn. = Bradybates truncatus Neuman (1873) «N. H. 
II» side 11, = Thyas longirostris Piersig (1895). 
Efter nye undersøgelser af Brabybates truncatus 
Neuman finder jeg dette artsnavn uholdbart, 
blandt andet fordi tegning og beskrivelse (som af 


dr. Piersig udtalt)mest stemmer med Thyas 


16 


pr ES 


DD 


Sig Thor. 


venusta Koch (1835). Derimod fastholder jeg 
berettigelsen af slegten (Euthyas Persig) for 
Eu. longirostris Piersig. Dr. A.C.Oudemans 
og dr. Piersig har feilagtig angivet, at navnet 
Bradybates er anvendt for en af «Reptilierne» af 
Tschudi (1838). Deterforenaf «Batrachiernes» 
slegter, hvor det staar som synonym. I hvert fald 
ansees det for optaget (ogsaa blandt A vy es). 


Genus IX: Hvydryphantes Koch (1837). 


. H. ruber (De Geer 1778). «N. H. I», side 17, «N. H. 


Fo (side 12, «NJ TM side 15. 

F: Arekilen paa Kirkeøen (Hvaløerne). 
H. draco Sig Thor (1899). «N. H. III» side 15. 
H. clypeatus Sig Thor (1899). «N. H. III» side 16. 
H. dispar (von Schaub 1888). «N. H. III» side 16. 
HT, octoporus Koenike (1896): «Zool. Anzeiger» no. 
510 p. 358. 


Ny for Norges fauna. 


F.: Arekilen paa Kirkeøen (Hvaløerne). 


IV. Familia: Hydrachnidae (sensu stricto) 
Kramer 1877. 


Genus X: Hydrachna Müller (1781). 


H. geographica Müller (1776). «N. H. I» side 18, «N. 
H. Il» side 13. 
H. globosa De Geer (1778). «N. H. I» side 19, «N. 
H. II» side 12. 


Norske hydrachnider — VI. 19% 


. H. uniscutata Sig Thor (1896). «N. H. I» side 19. 


4. H. biscutata Sig Thor (1896). «N..H. I» side 19, «N. 


H. III» side 17. 
. H. Koenike: Sig Thor (1898). «N. H. III» side 17. 
. H. bi-nominata Sig Thor (1898). «N. H. III» side 19. 


V. Familia: Lebertiidae Sig Thor (1900). 


Genus XI: Frontipoda Koenike (1891). 


. Fr. musculus Müller (1776). «N. H. I» side 31, «N. 
H. III» side 32. 
F.: Børsesjø, Lundevand i Eidanger; Eidsvand 
og Barlandstjern ved Kragerø; Prestesjø ved Rena 
i Østerdalen. 


Genus XII: Gnaphiscus Koenike (1598). 
(«N. H. III» side 32, trykfeil: Gauricus). 


Gn. setosus Koenike (1898). «N. H. Ill» side 32. 


Genus XIII: Oxus Kramer (1877). 


Ox. ovalis (Müller) Koenike (1898). «N. H. III» side 33. 

F.: Borsesjo; dam ved Hovik; myrer ved Suleim 
(Bæverdalen). 

Ox. Koenikei Sig Thor (1898). «N. H. III» side 34. 

Ox. plantaris Sig Thor (1900): «Hydrachnologische 

Notizen III», i «Nyt Magazin for Naturvidenskab, Kri- 

stiania 1900, bind 38, side 277 og pl. XI, fig. 10—12. 
F.: Gjersjø nær Ljan. 


2 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 4. 
Trykt den 23. Februar 1901. 


18 Sig Thor. 


Genus XIV: Pseudoxus nov. gen. (Sig. Thor 1901). 


Skjønt en af mig funden ny art ved første øiekast 
minder sterkt om de beslegtede Oxus-arter, viser den dog 
ved nøiere undersøgelse stor forskjel. Jeg tror endog, at 
det rigtigste maa være at stille den i en egen slegt: 
Pseudoxus nov. gen. Det karakteristiske for denne er 
først epimerfeltet og kjønsfeltets beliggen- 
hed i forhold til dette. Epimerfeltets bagre 
kant har nemlig ingen dyb bugt for kjønsfeltet, 
hvorfor dette har sin plads ganske frit bagenfor 
epimerfeltet og henimod den bagre kropsrand. 
Derimod besidder epimerfeltets bagre, fortykkede rand en 
svag, ganske flad indbugtning, der udad (mod siderne) 
begrænses af 1 par svage hjørner. Udenfor og foran 
hvert hjorne findes et lidet indtryk indenfor den store 
pore. Det forekommer mig rimelig, at denaf Dr. E. von 
Daday i «Mikroskop. Süsswasserthiere aus Ceylon», An- 
hangsheft zum XXI Bd. (1898) des «Természetrajzi 
Füzetek», Budapest, pag. 96—97 under navnet: Frontwpoda 
ceylonica n. sp. beskrevne art ogsaa tilhører den samme slegt og 
bør hede: Pseudoxus ceylonicus (Daday 1898). Denne art 
stemmer ogsaa overens med Pseudoxus integer n. sp. deri, 
at den bekjendte bust paa 4de benpars endeled er 
meget kort (ca. 1/9 af 5te led). Paa min art er den des- 
uden længere fjerdelt (næsten kamdelt) paa den ene 
(indre) side. De 2 bibust er ogsaa meget korte og 
svage. I modsætning til v. Daday’s art har Ps. znteger 


yderst faa svommehaar paa sidste benpar. 
1. Pseudoxus integer n. sp. Pl. XIX, fig. 185—187, 


Storrele; ca. 0,7 mm. lang. 


Norske hydrachnider — IV. 19 


Den ovenfor givne forelobige beskrivelse af slegten 
gjælder ogsaa for det ene fundne eksemplar af arten 
(P. integer). Dens krop er aflang-oval. 

1ste epimers forende har et par lange, 
indad-bøiede bust, den ene lang og tynd, den 
anden noget kraftigere og svagt tandet paa den 
ydre side (fig. 186). 

Palperne er af almindeligt udseende, med færre 
og kortere haar end hos Oxus-arter (fig. 187). 

Haarene i kropsranden er korte; po- 
rerne er vel udviklede. 

Kjønsklapperne er brede og forsynede med 
flere fine porer. Der er 3 par indre kjønskopper. 

Anus ligger i den bagre kropsrand. 

F.: Tjern ovenfor Barland nær Kragerø (1 expl.). 


Genus XV: Lebertia Neuman (1880). 


Denne slegt har jeg i det sidste aar underkastet en 
foreløbig revision, hvortil jeg indtil videre henviser: 

Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen I—II> i 
«Nyt Magasin for Naturvidenskab», Kristiania 1900, bd. 38, 
side 267—276. Jeg følger her den foreslaaede inddeling af 
slegten i 2 underslegter : 


A. Subgenus: Pilolebertia Sig Thor (1900). 


1. Leb. insignis Neuman (1880) = Syn. L. tau-insignita 
(Koen.) «N. H. I» side 31, «N. H. II» side 18—19, 
«N. H. III» side 34. 

2. Leb. Oudemansi Koenike (1897). «N. H. II» side 19. 

3. Leb. 20-maculata Sig Thor (1900). «Hydr. Notizen 
II», side 272 og pl. X, fig. 1—2. 

F.: Storvandet (Hammerfest); Hannesvand (Senjen). 


8. 


Sig Thor. 


Leb. porosa Sig Thor (1900). «Hydr. Notizen II», 
side 273 og pl. X, fig. 3—4. 


F.: Ely ved Vanse kirke (Listerland). 


Leb. contracta Sig Thor (1900). «Hydr. Notizen II», 
side 274 og pl. X, fig. 5—6. 


F.: Bek ved Hegre i Stjørdalen (Throndhjem). 


Leb. fimbriata Sig Thor (1899). «Hydr. Notizen II», 
side 274. 


Sig Thor: «En ny hydrachnideslegt og andre nye 
arter». Kristiania, 1899, side 5 og pl. XVIII, fig. 
172—173. 


F.: Ljanselv ved Kristiania. 


Leb. brevipora Sig Thor (1899). «Hydr. Notizen II», 
‚side 274. 


Sig Thor: «En ny hydrachnideslegt og andre 
nye arter». Kristiania, 1899, side 3 og pl. XVII, 
fig. 170—171. 

F.: Myrer ved Sulheim i Bæverdal og evjer i 
Vaage (Gudbrandsdal); dam i Stjordalen (ner Thrond- 
hjem); froskedam paa Storsteinnes i Balsfjord: Oks- 
fjordvand, elvekulp ved Væhæ-jok og damme i Nord- 
reisen (Tromsø); «kjos» i Altenelv (Finmarken). 

B. Subgenus: Pseudolebertia Sig Thor (1897): 
«N. H. II» side 19. 


Leb. tau-insignita Lebert (1880). «N. H. I», side 31. 


Sig. Thor: «Hydr. Notizen I» i «Nyt Magasin 
for Naturvidenskab», side 270 fig. 


110; 


1. 


Norske hydrachnider — IV. 21 


Leb. glabra Sig Thor (1897). «N. H. II», side 19. 


Sig. Thor: En ny hydrachnideslegt og andre nye 
arter» (1899), side 4. 
F.: Vesleaa ved Gjende (Jotunheimen) 1 ekspl. 
Leb. stigmatifera Sig Thor (1900). «Hydr. Notizen 
II», side 275 og pl. XI, fig. 7—9. 
F.: En liden bæk fra «Sadlen» ned i Storvandet. 


Genus XVI: Mideopsis Neuman (1880). 


. M. orbicularis (Miller 1776). «N. H. I» side 33, «N. 


H. III», side 32. 
F.: Borsesjo ved Skien; bæk ved Sarpsborg. 


Genus XVII: Midea Bruzelius (1854). 
M. elliptica (Müller 1776). «N. H. I» side 33, «N. H. 
II», side 22; SN DEI III», side 31. 

F.: Dam ved Oppegaard, Gjersjo; dam paa Bygdo 
og paa Hovedø; Gjersrudtjern; Barlandstjern ved 
Kragerø; Lundevand i Eidanger og elven nedenfor; 
Grøft ved Wenersborg paa Kongsberg. 


Genus XVII: Atractides Koch (1837). 
Syn.: Torrenticola Piersig (1896). 
Atr. spinirostris Sig Thor, (1897). «N. H. III» side 31. 


F.: Elv i Eidanger: Øverlandselv i Bærum 
Mynterenden i Laagen paa Kongsberg. 


22 Sig Thor. 


VI. Familia: Sperchonidae Sig Thor (1900). 


Genus XIX: Sperchonopsis Piersig (1896). 


1. Sp. verrucosa Protz (1896). «N. H. III» side 20. 


F.: Mynterenden i Laagen paa Kongsberg. 


Genus XX: Sperchon Kramer (1877), 


A. Subgenus: Squamosperchon nov. subg., 
Sig Thor (1901). 


Huden er forsynet med skjæl eller ujevne forhøi- 
ninger, sjelden fint linjeret. (Type: Sperchon squamosus 


Kramer). 


1. S. squamosus Kramer (1877). «N. H. I» side 20, «N. 
H. II» side 13. 


F.: Stor-Ula, Illmandalsbæk (Rondane) og Bol- 
stadbæk i Vaagerusten (Gudbrandsdal); bæk fra 
Prestvandet (Tromsø); bæk i Kaafjord; bæk ved 


Storvandet (Hammerfest). 


2. 8. brevirostris Koenike (1895). «N. H. II» side 13, 
«N. H. III» side 20. 


F.: Øverlandselv i Bærum: Illmandalsbæk og 
Ula (Rondane), Grotbæk i Sel; Bolstadbæk i Vaage- 
rusten; bæk fra Raubergstultjern; Leira (Bæverdal) 
og flere elve og bække i Lom og Vaage (Gud- 
brandsdal). 


Norske hydrachnider — IV. 23 


3. S. multiplicatus n. sp. Pl. XIX, fig. 183—184. 

Denne art har jeg tidligere sammenblandet med 
S. glandulosus Koenike (1886) og opført den 
under dette navn («N. H. I» side 20), medens jeg i 
«N. H. III» side 20 har omtalt den som varietet 
eller overgangsform. Den udmerker sig væ- 
sentlig ved, at den har et større antal fine side- 
folder paa maxillarorganet. 8S. glandu- 
losus Koen. har kun ca. 6 grovere folder, cfr. 
Koenike: «Ein neues Hydrachnidengenus (Teu- 
tomia)» i «Archiv f. Naturgeschichte» 56 Bd. 1890; 
Taf. V, fig. 10. S. multiplicatus n. sp. har der- 
imod ca. 12—18 finere folder, altsaa dog et mindre 
antal end S. brevirostris Koen. og S. pachydermis 
Piersig (1898); fra disse 2 sidstnævnte kjendes den 
ogsaa let ved maxillarorganets øvrige form, samt 
ved palperne. Disse har 4de led langt tykkere 
og kortere end hos de 2 sidstnævnte arter og har 
tætstaaende, korte og tykke palpestifter 
omtrent som S. glandulosus Koenike: «Zwei neue 
Hydr. aus dem Isergebirge» i «Zeitschrift für wiss- 
Zoologie» 43 Bd. 1885, side 279—284, pl. IX, fig" 
20—21. Palpetanden (paa 2det led) har ingen 
sterk afsats nær spidsen. Hudens overflade lig- 
ner den sidstnævnte art, ogsaa hvad kjertelmundin- 
gerne angaar. Kjønsfeltet, epimerer og ben 
ligner de nævnte sammenligningsarter, særlig Sp. 
glandulosus K o e nike (1885). 


F.: Illmandalsbek og Stor-Ula (Rondane), Ula 
og Grotbek (Sel); bek fra Raubergstultjern (Bever- 
dal); Vaagelv (Skjervø); Sagelv (Balsfjord) o. fl. st. 


Sig Thor. 


S. lineatus Sig Thor (1899): «En ny hydrachnideslegt 
og andre nye arter fundne i Norge sommeren 1899», 
Kristiania 1899, side 3, pl. X VIII, fig. 169. a & b. 
F.: Illmandalsbek (ca. 4000 fod o h.) og Stor- 
Ula (i Rondane). 


S. Thori Koenike (1900): «Zur Kenntnis wenig be- 
kannter Sperchon-Arten» i «Nyt Magasin for Natur- 
videnskab», Kristiania 1900, bd. 38, side 288 ff. & pl. 
XII, fig. 5—10. 

Ved en feiltagelse var 2 eksemplarer af denne 
interessante art paa grund af ydre lighed kommen 
med blandt 737 af den art (Sp. tenuabilis 
Koenike), som jeg ved første undersøgelse holdt 
for Sp. hispidus Koenike (1895). Cfr. «N. H. 
Me side mie 


F.: Roslandsaa paa Jæderen. 


B. Subgenus: Hispidosperchon nov. subgen. 
Sig Thor (1901). 


Huden er paa de upansrede partier delt i polygonale 


netruder. Disse dannes af en indramning med. fine 


chitinstifter, hvorved huden under miskroskopet faar 


et ru udseende (Type: Sperchon hispidus Koenike 
(1895): «Zool. Anzeiger», No. 485, Pag. 385). 


6. 


S. setiger Sig Thor (1898). «N. H. IH» side 21, pl. 
VIII, fig. 82—85. 


Som supplement til den tidligere beskrivelse («Nye 
hydrachnideformer» etc.) skal her kun meddeles, at 
maxillarorganet ligner meget det tilsvarende 
af Sp. elegans Sig Thor og Sp. tenuabilis Koenike; 
saaledes er den nedre maxillarplades bagre kant 


Norske hydrachnider — IV. 25 


udrandet; paa siderne er maxillarorganet for- 
synet med en tand og en fold. 


Palperne har ikke alene 2det og 3die, men 
ogsaa 4de led tydelig poros e. 5te led udmerker 
sig ved smale, boiede klodannelser, meget afvigende 
fra de nerbeslegtede arters (cfr. pl. VIII, fig. 83). 


F.: 1 ekspl. i Ljanselv (ner Kristiania) i okto- 
ber 1900. 


7. S. elegans Sig Thor (1898). «N. H. III» side 21. 


Det har lykkedes mig at gjenfinde denne art i 
Ljanselven, og jeg skal senere levere en udforlig 
beskrivelse af den. Her vil jeg derfor kun omtale, 
at huden er som hos Sp. hispidus og Sp. setiger 
og Sp. tenuabilis, med hvilke arter ogsaa maxillar- 
organet har stor lighed. Palpernes endeled 
har foruden endekloen en indre dobbeltklo. Epi- 
mererne indtager en mellemstørrelse mellem epi- 
mererne hos Sp. setiger Sig Thor og Sp. clupeifer 
Piersig; 4de epimers indre hjørne er lidt afrundet, 
bagranden ikke sammenvokset med poren. Fra 
de beslegtede arter adskiller Sp. elegans Sig Thor 
sig let allerede ved hudfarven og formen. Fortil 
mellem det antenniforme bustpar har forranden 
en bueformig indbugtning med tydelige hjørner; 
den bagre kropsrand har flere tydelige 
bugter og mellem dem svagt afrundede partier. 


o” har paa rygsiden det samme slags hudpanser 
som Sperchon & setiger Sig Thor, S. Å clupeifer 
Piersig og S. & tenuabilis Koenike. 


Sig Thor. 


8. 


Størrelsen er: © ca. 0,9—1,! mm. lang og 


S. 


0,7—0,8 mm. bred; 
7 ca. 06 mm. lang og ca. 
0,55 mm. bred. 


F.: Ljanselv fra Gjersrudtjern. 


tenuabilis Koenike (1900): «Zur Kenntniss wenig 


bekannter Sperchon-Arten» i «Nyt Magasin for Natur- 
videnskab», Kristiania, bd. 38, side 292 ff. & pl. XII, 
fig. 11—16. 


Syn. Sp. hispidus Sig Thor «N: H. III» side 21. 


Da jeg ikke havde originaleksemplarer af Dr. 
Koenikes Sp. hispidus 2 og Dr. Piersigs 
Sp. clupeifer 3, med hvem jeg ansaa mine eksem- 
plarer for identiske, sendte jeg nogle til br. dr. F. 
Koenike. Han har sammenlignet dem med sin 
type, fundet dem specifisk forskjellige og beskrevet 


dem som ny art under det nævnte navn. 


F.: Roslandsaa paa Jæderen. 


Genus XX: Teutonia Koenike (1890). 


T. primaria Koenike (1890). «N. H. I» side 21, «N. 


Jet. 


T. 


II» side 14, «N. H. III» side 21. 


F.: Barlandstjern og Eidsvand ved Kragerø; 
Tommervand paa Senjen; Krokelvvand, Nordfjord- 
vand og Nordfjordelv; Raubergstultjern og Rangle- 
tjøn i Gudbrandsdal; elv ved Kjennerudvand nær 
Kongsberg; enkelte varierer henimod en ny art. 


subalpina Sig Thor (1896). «N. H. I» side 21, 


«N. H. Il» side 14, «N. H. IH» side 21. 


Norske hydrachnider — IV. 27 


VIL. Familia: Limnesiidae Sig Thor (1900). 


Genus XXI: Limnesia Koch (1835). 


1. L. histrionica Hermann (1805). «N. H. I» side 23», 
«N. H. II» side 14, «N. H. III» side 22. 


F.: Dam ved Brekkeby (Skien); vand ved Kragero; 
Arekilen paa Kirkeøen (Hvaløerne). 


2. L. maculata Miller (1776). «N. H. I» side 23, «N. 
H. II» side 14, «N. H. III» side 22. 


F.: Rød-tjern ved Kongsberg; Eidsvand ved 
Kragerø; Lundevand i Eidanger; Tjennetjern nær 


Onsø. 


3. L. Koemikei Piersig (1894) ? = Syn. L. venustula 
Koch, «N. H. I side 24, «N. H. IT» side 15, «N. 
H. III» side 22. 

F.: Dam ved Brekkeby (Skien); Tømmervand paa 
Senjen; Krokelvvand, Petersborg frosketjern; Nord- 
fjordvand ved Balsfjord; elvekulp mellem Røielv og 
Væhæjok (Nordreisen). 


4. L. connata Koenike (1895). «N. H. II» side 15, «N. 
H. III» side 22. 
F.: Dam ved Bjørkedal i Eidanger. 


. undulata Müller (1776). «N. H. I» side 25, «N. 
. III» side 22. 


aa 


F.: Tunevand ner Sarpsborg. 


6. L. lorea Sig Thor (1899) «N. H, II» side 23. 


bo 


Sig Thor. 


VIII Familia: Hygrobatidae Koch (1842) 
sensu stricto. 


Genus XXII: Megapus Neuman (1880). 


. Meg. spinipes Koch (1837), Neuman (1880). «N.H. I» 


side 42, «N. H. IT» side 25, «N. H. III» side 39. 


. Meg. tener Sig Thor (1899). «N. H. III» side 39. 


F.: Ljanselv; (?) Grotbek i Sel; Vaagelv paa 
Skjervø; Laagen paa Kongsberg. 


Meg. nodipalpis Sig Thor (1899). «N. H. III» side 39. 


F.: Øverlandselv i Bærum v. Kristiania; (?) Grot- 
bæk og Gudbrandslaagen i Sel; Nordfjordvand i 
Balsfjord. 


Genus XXIII: Hygrobates Koch (1836). 


. H. longipalpis Herman (1805). «N. H. I» side 34, 


«N. H. II» side 23, «N. H. III» side 35. 
F.: Nordfjordelv og Nordfjordvand i Balsfjord; 


Tømmervand paa Senjen; Eidsvand og Barlandstjern 
ved Kragerø; Gudbrandslaagen. 


H. reticulatus Kramer (1879). «N. H. ID» side 23, 
«N. H. III» side 35. 


F.: Laagen (Mynterenden) paa Kongsberg; Grot- 
bæk i Sel; Øverlandselv i Bærum; Ljanselv. 


. H. nigro-maculatus Lebert (1879). «N. H. III» side 35. 


H. albinus Sig Thor (1896). «N. H. I» side 36, «N. 
H. II» side 28; «N. H. III» side 35. 


Norske hydrachnider — IV. 29 


F.: Illmandalsbæk i Rondane; Bolstadbæk i Vaage- 
rusten; Gjende; bæk fra Raubergstuljern; Hollongs- 
bæk nær Sørum; Dalbæk nær Elgsvand i Hatfjeld- 
dal (Strand); Storvandet ved Hammerfest; elve i 
Kaafjord; Væhæ-jok i Reisen; Forselv, Nordfjord- 
elv, Krokelv og Sagelv i Balsfjorden. 

5. H. trigonicus Koenike (1895). «N. H. II» side 24. 
b. H. calliger Piersig (1896). «N. H. II» side 36. 


F.: Mynterenden i Laagen paa Kongsberg. 
7. H. longiporus Sig Thor (1898). «N. H. III» side 36. 


Genus XXIV: Rivobates Sig Thor (1896). 


1. R. norvegicus Sig Thor (1896). «N. H. I» side 40, 
an EI IEE ide 36. 


Syn. = Hygrobates polyporus Piersig (1898). 


F.: Vaagelv paa Skjervo; bek i Kaafjord; Fors- 
elv i Balsfjord; Dalbekken i Hatfjelddal (Embr. 
Strand). 


IX. Familia: Pionidae Sig Thor (1900). 


Genus XXV: Piona Koch (1842). 
1. Pi. scaura Koenike (1892). 
F.: Hasbergtjern paa Kongsberg. 


2. Pi. bullata Sig Thor (1899). «N. H. III» side 40. 
3. Pi. latipes Müller (1776). «N. H. III» side 41. 


30 Sig Thor. 


F.: Hasbergtjern paa Kongsberg; groft ved Brekke 
ner Fredrikstad; dam ved Stubbeljan. 


4. Pi. ornata (Koch 1835). «Deutschlands Crustaceen, 
Myr. & Arachniden Heft 5, Tafel 20. 
Ny for Norge. 
F.: 1 Qo fandtes i en dam paa Hovedø (Kristiania), 
men tabtes senere. 


Genus XX VI: Pionopsis Piersig (1894). 
1. P. lutescens (Hermann 1804). 
F.: Dam ved Brekkeby (Skien). 


Genus XX VII: Pionides nov. genus. 


Med et eget, sverdformigt tilhæng paa 4de 
fodpars 4de led hos f. Kjonsfeltet ligger langt tilbage 
hos 7. Ellers som Pionopsis og Piona. 

(Type: Pi. ensifer Koenike). 


1. Pio. ensifer Koenike (1895). «N H. Ill» side 41. 


F.: Grøft ved Brekke nær Fredrikstad; Gjers- 
rudtjern ved Ljan. 


Genus XX VIII: Pionacercus Piersig (1894). 


1. P. uncinatus Koenike (1885). «N. H. III» side 41. 
2. P. Leuckarti Piersig (1894). «N. H. il» side 26. 
3. P. scutatus Sig Thor (1898). «N. H. III» side 41. 


F.: Dam paa Elveland ved Oksfjordvand; Krok- 
elvvand og Lemetvand, tjern paa Mofjeldet i Bals- 


Norske hydrachnider — IV. SIL 


fjord (E. Nordgaard); Elgsvandet i Hatfjelddal (Embr. 
Strand). 


4. P. norvegicus Sig Thor (1898). «N. H. III» side 41. 
F.: Grøft ved Brekke nær Fredrikstad; Hasberg- 


tjern paa Kongsberg; dam ved Stubbeljan. 


5. P. sinuosus Sig Thor (1898). «N. H. HI» side 41. 


Ligeoverfor hr. dr. R. Piersig’s angreb paa 
denne art («Zool. Centralblatt», referat 1900, no. 16, 
s. 561) vil jeg forelobig kun bemerke, at det om- 
talte individ viste den sterkt bugtede bagre krops- 
rand i levende tilstand. Efter døden aftog 
tvertom bugterne ved skrumpning. Hr. Piersig’s 
formodning er saaledes ikke rigtig. En nøiere be- 
skrivelse vil jeg helst opsætte, indtil jeg har fundet 
flere eksemplarer. 


Genus XXIX: Huitfeldtia Sig Thor (1898). 
1. H. rectipes Sig Thor (1898). «N. H. III» side 43. 


F.: Tømmervand paa Senjen; Petersborg froske- 
tjern (Balsfjord); Balsokvand og Lemetvand i Bals- 
fjord (E. Nordgaard); tjern nær Hatten og Elgsvand 
i Hatfjelddalen (Embr. Strand). 


Genus XXX: Acercus Koch (1542). 


1. Ae. liliaceus (Müller 1776) «N. H. II» side 25, «N. 
H. III» side 42. 


32 Sig Thor. 


F.: Barlandstjern ved Kragero; Tommervand paa 
Senjen; Nordfjordvand i Balsfjord; elv ved Vaage- 
vand (Skjervo i Tromsø). 


2. Ac. triangularis Piersig (1897). «N. H. II» side 42. 


X. Familia: Curwipedidae Sig Thor (1900). 


Genus XXXI: Curvipes Koenike (1891). 


1: ©. Bruce Sig Thor (1896). «N. H de 
H. II» side 29, «N. H. Ill» side 44. 


Synonym: (. coccineus (Bruzelius 1854). 
C. longipalpis no. 2 (Krendowsky 
1884). 


F.: Kragere (Ellingsen), Eidsvand og Barlands- 
tjern ved Kragerø; Lundevand ved Bjørkedal i 
Eidanger; Dæhlivand i Bærum; Stensrudtjern ved 
Ljau; Prestesjø ved Rena (Østerdalen); Hatfjelddals- 
vaagen 1 Nordland (Strand). 


2. OC. coccineus Koch (1836), Berlese (1882). «N. H. I» 
side 43, «N. H, II» side 29. 


Synonym: C. nodatus Koenike (1883), Pier- 
sig o. fl. Non: C. nodatus (Müller). 

Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen III— 
VIII» i «Nyt Magasin for Naturvidenskab», bd. 38, 
pl. XIV, fig. 20 og side 377. 


F.: Skotvand i Sel (Gudbrandsdal); dam paa 


Hovedøen (Kristiania). 


Norske hydrachnider — IV. 33 


3. C. Stjørdaliensis Sig Thor (1896). ‘«N. H. I» side 54, 
«N. H. III» side 44. 


Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen V» i 
«Nyt Magasin for Naturvidensk.», bd. 38, side 375— 
378 og pl. XVII, fig. 21—24. 

Jeg har I. cit. ligeoverfor dr. R. Piersig’s 

 angreb begrundet og nøiere fixeret min art, der er 

forskjellig saavel fra C. controversiosus Piersig, som 
fra C. coccineus Koch og fra C. uncatus Koenike. 
I den anledning har jeg ved en reise til Stjør- 
dalen paa det oprindelige findested skaffet mig 
nye, sikre typiske eksemplarer. 


4. C. ? uncatus Koenike (1888) = ? C. uncatoides n. p. 
Cfr. Koenike in «Abh. natwiss. Ver. zu Bremen», 
side 273 flg. og taf. III. 

Ny for Norges fauna. 

De af mig fundne eksemplarer stemmer i det 
vesentlige med dr. F. Koenike’s beskrivelse 
paa faa undtagelser ner. Ved kjønsfeltets sider 
foran koppepladerne staar paa C. uncatus Koenike: 
5 par haarbærende, smaa porer. Paa de af mig 
fundne eksemplarer staar kun 2 saadanne (ganske som 
ved kjønsfeltet af C. coccineus Koch, C. Stjør- 
daliensis Sig Thor og C. controversiosus Piersig 
o. fl). Saafremt dette merke skulde tillægges større 
betydning, saa disse mine eksemplarer maatte udgjøre 
en ny art, vilde jeg for denne foreslaa navnet: 
C. uncatoides n. sp. Men jeg har endnu ikke kunnet 
finde andre vigtigere afvigelser. Saavel den øvrige 


del af kjønsfeltet som epimerer, palper og ben, samt 


3 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 4. 
Trykt den 5. Marts 1901. 


34 


>. 


Us 


Sig Thor. 


3die benpar’s endeled (hos J') stemmer, saavidt jeg 
har kunnet se, nogenlunde med Koenike’s art. 

F.: Ikke sjelden i Tromsø amt: Dam paa 
Elveland ved Oksfjordvand, dam i Sørkjosen (Nord- 
reisen), froskedam ved Jægervand og froskedam paa 
Storsteinnes 1 Balsfjord. 


C. controversiosus Piersig (1895). Cfr. «Deutschlands 
Hydrachniden», side 137, taf. XIII, fig. 34. 

Ny for Skandinavien. 

F.: Dam paa Hovedøen (Kristiania). 

6. C. coccinoides Sig Thor (1897). «N. H. II» side 31, 
«N. H. III» side 45. 

F.: Myrtjern ved Rondevatn (ca. 1000 meter o. h.) 
i Rondane; myrhuller ved Suleim, Raubergstultjern; 
evjer nær Andvord og evjer nær Gardmo i Bæver- 
dal ; evjer af Otta ved Sørum og Brovik (Gudbrands- 
dal); Elgsvand i Hatfjelddal (Embr. Strand); en 
«kjos» paa Holmen i Altenelv (Finmarken); dam i 
Reisendalen nær Røielv. 

C. carneus Koch 1836), Piersig (1894) = C. g' brevi- 
palpis (Neuman 1880) = C. unguiculatus (Neuman 
1880) = C. Å alpinus, (Neuman 1880) = 0. miger 
Sig Thor (1896). «N.H. I» side 49, «N. H. IL» side 30, 
«N. H. III» side 45. 

F.: Selsvand i Gudbrandsdal; dam paa Hoved- 
øen og damme ved Ljan; Elgsvand i Hatfjelddalen 
(Strand); tjern ved Josefvand i Balsfjord (Nord- 
gaard); Tømmervand paa Senjen; dam i Sørkjosen; 
elvekulp ved Væhæ-jok (Nordreisen); Vaagevand og 
Eidevand paa Skjervø. 

©. fuscatus Hermann (1804). «N. H. I» side 48, «N. 
H. II» side 29, «N. H. III» side 45. 


3. 


10. 


I]: 


12. 


14. 


Norske hydrachnider — IV. 35 


F.: Selsmyrerne; evje ved Hollongsbek (Gud- 
brandsdalen); tjern ved Vefsna og Elgsvand i Hat- 
fjelddalen (Strand); tjern ved fyrtaarnet paa Jom- 
fruland. 


C. annulatus Sig Thor (1901). 


Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen IV— 
VIII» i «Nyt Magasin for Naturvidenskah, Kristiania 
1901» 38 bd., side 369—392; not. IV, s. 369—371 og 
pl. XVI, fig. 13—16. 
F.: 2 2 + nymfe i en groft ved Brekke ner 
Fredrikstad. 


C. laminatus Sig Thor (1901). 


Sig Thor: «Hydr. Notizen IV». «Nyt Mag. 
for Naturvidenskab», Kr.a 1901, bd. 38, side 371 
—373 og pl. XVI fig. 17—18. 


F.: 2 2 Dam (evje af en bæk) i Sørkjosen (Nord- 
reisen) sammen med OC. carneus Koch og C. un- 
catus? Koenike. 

C. rufus Koch (1836). «N. H. I» side 47, «N. H. II» 
side 29, «N. H. III» side 45. 


F.: Dehlivand i Bærum; Gjersjø ved Ljan; Bar- 
landstjern ved Kragerø; elv ved Bjørkedal station 
(Eidanger); Selsmyrer, Selsvand, Skotvand i Gud- 
brandsdalen; Prestesjø ved Rena i Østerdalen. 


C. pauciporus Sig Thor (1897). «N. H. II» side 31, 
«N. H. III» side 45. 

C. alatus Sig Thor (1896) «N. H. I» side 56. 

C. disparilis Koenike (1895). «N. H. II» side 30. 

C. rotundus Kramer (1879). «N. H. I» side 48. 


ET. 


19. 


Sig Thor. 


F.: Dam paa Bygdo ved Kristiania; dam ved 
Setre (Oppegaard); dam ved Bjorkedal (Eidanger); 
Tommervand (Senjen); Nordfjordvand i Balsfjord; 
elvekulp ved Væhæ-jok i Nordreisen. 


C. rotundordes Sig Thor (1897). «N. H. I» side 30, 
«N. H. III: side 46. 


F.: Vaagevand paa Skjervo (Tromsø amt). 
C. raropalpis Sig Thor (1901). 


Sig Thor: «Hydrachnolog. Notizen V» i 
«Nyt Magazin for Naturvidensk., Kristiania 1901», 
bd. 38, side 373—374, pl. XVII, fig. 19. 

F.: 1 2 af denne afvigende form fangedes i 
Petersborg frosketjern ved Josefvand i Balsfjord. 

C. Neumani Koenike (1883). «N. H. I» side 57, «N. 
H. III» side 46. 

C. luteolus Koch (1836). «N. H. I» side 47; «N. H. 
III» side 46. | 

F.: Nordfjordvand (Malangen), Tommervand 
(Senjen). 

C. conglobatus Koch (1836). «N. H. I» side 46, «N. 
H. I» side 29, «N. H. II» side 47. 

F.: Hasbergtjern og groft ved Wenersborg (Kongs- 
berg); dam ved Ljan; dam paa Hovedoen; Dehli- 
vand; groft ved Brekke, Tjenne-tjern ved Fredriks- 
stad; Borsesjo ved Skien. 

C. clavicornis (Miller 1776). 


Ny for Skandinavien. 


Norske hydrachnider — IV. 37 


Syn. 1781. O. F. Müller: Hydrachnae qvas 
in Danie etc., pag. 44, pl. VI, fig. 7. 
1887. Barrois et Moniez: «Cata- 
logue des Hydrachnides», pag. 7. 
21894. R. Piersig: UC. aduncopalpis n. 
sp. «Zool. Anzeiger», No. 443, S. 213. 
1895. F. Koenike: «Ueber bekannte 
ete.». «Zool. Anzeiger» No. 485, 
S. 380. 

21897. R. Piersig: C. aduncopalpis i 
«Deutschlands Hydrachniden», S. 88 

flg. og Taf. XIV, Fig. 36. 


F.: 1 2 Grøft ved Brekke nær Græsvik (Fre- 
drikstad). 


XI. Familia: Atacidae Sig Thor (1900). 


Genus XXXIl: Hydrochoreutes, Koch (1836). 


1. H. ungulatus Koch (1835). «N. H. I» side 41, «N. 
H. Il» side 24, «N. H. III» side 47. 


Syn. 1895. Hydrochoreutes II, R. Piersig: 
«Beiträge z. Syst. und Entwickl.» 
1 «Zoolog. Anzeiger» no. 466, side 
19—25, fig. 5--8. 
1897. H. Krameri R. Piersig: «Deutsch- 
lands Hydrachnidens. Side 79, 
tat. VII, fig. 10. 


Anm. Under trykningen af «N. H. III» side 47 er disse 2 
citater af dr. Piersig’s art udfaldt i korrekturen 


38 


DO 


Sig Thor. 


Ved mnøiere sammenligning mellem figurerne i 
C. L. Koch: «Deutschlands Crust., Myr. & Arach- 
niden» 1835—42, Heft 5, Taf. 17 (Spio ungulatus) 
og R. Piersig’s ovenciterede arbeide har jeg 
fundet, at dr. Piersig under navnet H. Kramer: 
har afbildet Kochs gamle art: A. ungulatus. Dette 
sees paa flere ting, men tydeligst af formen paa 
4de benpars krogklor og biklor. Hos 
Koch er nemlig den indre klo ganske but og af- 
stumpet og alle svagt bøiede. En anden art, som 
af dr. Piersig kaldes 7. ungulatus Piersig: 
«Deutschl. Hydr.» side 75 u. Taf. VII, fig. 9, har 
derimod disse krogklor spidse. Desuden er de for- 
synede med 2 sterke, sabelformige bust eller 
biklør, som K och ikke har afbildet, men som neppe 
vilde undgaaet hans opmerksomhed. Allerede af 
denne grund kan H. ungulatus Piersig ikke 
vere identisk med Koch’s art. Jeg.har derfor i 
«N. H. HI» side 48 tilladt mig for den af dr. 
Piersig afbildede art at foreslaa navnet: 


. acutus Sig Thor (1899). «N. H. IH» side 48. 


Syn. 1897. H. ungulatus, Piersig: «Deutsch- 
lands Hydrachniden», side 75—79 & taf. VI— VII, 
fig. 9. 

Non: H. ungulatus Koch. 


F.: Neseim mollebek paa Jæderen. 


3. H. incertus Piersig (1897). 


Ny for Norges fauna. 
Syn. 1880. H. ungulatus Neuman: «Om Sveriges 
Hydrachnider», side 60—61. Taf. IV, 
orale 


Norske hydrachnider — IV. 39 


1897. H. incertus Piersig: «Revision der 
Neuman’schen Hydr.-Sammlung des 
Gotenburger Museums» ete. i «Zool. 
Anzeiger» no. 541, pag. 338. 

F.: Gjersjo ner Ljan. 


Genus XXXII: Neumania Lebert (1879), Sig Thor 
(1897). 


Synonym: Cochleophorus Piersig (1894). Efter læn- 
gere tids modstand har endelig hr. dr. R. Piersig 
(1900) i «Zool. Centralblatt» no. 16, side 562, ind- 


rommet, at navnet Newmania maa beholdes. 


1. Neum. spinipes (Müller 1776). «N. H. I» side 58, «N. 
H. II» side 33, «N. H. III» side 48. 


F.: Dam ved Storeljan, Kullebundvand ved Ljan; 
Tunevand ved Sarpsborg; Borsesjo (Skien). 


2. Neum. mirabilis (Neuman 1880). 
«Sveriges Hydr.» s. 31, taf. III, fig. 3. 
Syn. Neum. deltoides (Piersig 1894). «N. H. II» s. 34. 


3. Neum. vernalis (Müller 1776). «N. H. I» side 58, «N. 
H. Ill» side 48. 


F.: Dam paa Hovedøen; damme ved Ljan; dam 
ved Skien; Barlandstjern nær Kragerø; dam ved 
fyrtaarnet paa Jomfruland. 


4. Neum. setosa n. sp. g pl. XIX, fig. 188—190. 


Blandt nogle hydrachnider, som sendtes mig levende 
fra hr. lærer E. Nordgaard (Balsfjord), fandtes 
en Neumania d', der var forskjellig fra alle tidligere 


40 


Sig Thor. 


i Norge fundne. Den slutter sig til «vernalis- 
gruppen». Dens krop er tæt besat med bøiede haar 
ligesom hos Neumania (Atax) verrucosa Koenike 
(1895) «Ueber bekannte und neue Wassermilben» i 
«Zoolog. Anzeiger» (1895) no. 486, side 390 & fig. 16. 
Dog er haarene kanske lidt svagere, men siddende 
i smaa hudforheininger (papiller). 

Storrelse: ca. 1 mm. lang og ca. 0,87 mm. 
bred. 

Palperne (fig. 189) ligner mere palperne hos 
Neum. (Atax) callosa Koenike 1. cit. «Zoolog. An- 
zeiger» no. 486, side 391. 

Epimerfeltet ligner de beslegtede arters. Lige- 
som N. vernalis har den fint netprikkede epimerer. 
4de epimers bagre rand er forsynet med en tydelig 
processus (fig. 188). 

Benene har lignende udstyr som hos N. vernalis, 
dog er 4de pars 2det led ikke fortykket. Svomme- 
haar findes. 

Kjonsfeltet (fig. 190) har tykke, sterke koppe- 
plader, der tilsammen danner en meget bred, til 
siderne svagt udtrukken, nesten vingeformig figur. 
Pladerne omslutter ganske kjonsaabningen, er sammen- 
voksede og lidt udtrukne for- og bagtil. 

Kjonskoppernes antal er ca. 50—60 par. 
Mest karakteristisk er kjonskoppernes form. 
I de tykke koppeplader viser sig nemlig i overfladen 
en rendeformig fordybet, langstrakt for- 
lengelse af hver kjønskop, hvorved feltet 
paa præparat ved første øiekast skiller sig fra de 
andre kjendte formers. Undertiden omfatter hver 
rendeformige fordybning 2 kjønskopper. Dog har 


Norske hydrachnider — IV. 41 


enkelte kjonskopper vanlig form. Anus er omgivet 
af en stor, vorteformig papille; den ligger ganske 
nær den bagre kropsrand. Paa siderne findes 2 vorte- 
formige, haarbærende stigmer. , 


F.: Denne art blev (1 ekspl.) fundet i Lemet- 
vand, Balsfjord af hr. lærer E. Nordgaard. 


Genus XXXIV: Atax Fabricius (1805), Bruzelius (1854). 


1. At Kochi Sig Thor (1898). «N. H. III» side 49. 
2. At. crassipes Müller (1776). «N. H. I» side 60, «N. H. 
II» side 34, «N. H. III» side 40. 


F.: Dehlivand i Bærum; Tjennetjern ved Onsø; 
tjern paa Berg ved Kragerø; Lundevand i Eidanger; 
Børsesjø i Skien; Throndhjemstjern paa Kongsberg; 
Selsmyrer og Selsvand i Gudbrandsdalen; Prestesjø 
ved Rena. 


(XII. Familia: Brachypodidae Sig Thor (1900). 


Genus XXXV: Brachypoda Lebert (1875). 


1. Br. versicolor Müller (1776). «N. H. I» side 30, «N. 
H. Il» side 17, «N. H. Ill» side 27. 


F.: Lundevand ved Bjørkedal (Eidanger); Eids- 
vand nær Kragerø; Prestesjø ved Rena; Tommer- 
vand paa Senjen; Krokelvvand i Balsfjord. 


42 Sig Thor. 


Genus XXXVI: Ljania Sig. Thor (1898). 
1. Lj. bipapillata, Sig Thor (1898). «N. H. III» side 28. 

F.: 1 2 Øverlandselv i Bærum; 1 7 Grotbæk i 
Sel (Gudbrandsdal); 1 9 Forselv i Balsfjord; 1 2 
Ljanselv. 

I 1899 lykkedes det mig at finde 1 7 af denne 
art: denne skiller sig fra 9 ved,at kjønsfeltet 
er sammenvokset med bugpanseret. 

1 2, der fangedes 5te oktober i Ljanselv, lagde 
i et glasrør eg, hvoraf de fleste udklækkedes 19de 
til 28de december 1900 efter ca. 11 ugers forløb 
(se herom side 8—9). Larverne er langstrakte og 
skiller sig sterkt fra larverne af Brachypoda versi- 
color. De er i den bagre kropsrand forsynet med 
2 lange, smale, papiller, der hver bærer et langt 
haar. Ogsaa fortil paa undersiden, paa epimerernes 
2det par og paa palperne findes et par meget lange 
haar. 


XIII. Familia: Aturidae Sig Thor (1900). 


Genus XXXVII: Aturus Kramer (1875). 
1. At. scaber Kramer (1875). «N. H. III» side 28. 


F.: Øverlandselv i Bærum; Illmandalsbæk og 
Grotbæk i Gudbrandsdal; Nordfjordelv i Malangen, 
Balsfjord. 


Genus XXXVIIT: Kongsbergia Sig Thor (1899). 


Sig Thor: «En ny hydrachnideslegt og andre nye 
arter». Kristiania 1899. (I kommission hos boghandler O. 
Norli). 


Norske hydrachnider — IV. 43 


1. K. materna Sig Thor (1899). «En ny hydr.» etc. side 
1; pl. XVIII, fig. 166—167. * 


E.: 1 ekspl, Mynterenden i Laagen (Kongsberg) 


Genus XXXIX: Feltria Koenike (1892). 
1. F. composita Sig Thor (1897). «N. H. IL» side 27. 


Syn. ?1898. F. circularis Piersig: «Zool. Anz.» 
nr. 572. 


F.: Grotbek og Gudbrandslaagen; Illmandals- 
bæk; bæk fra Raubergstultjern; Forselv i Balsfjord; 
bæk ved Storvandet (Hammerfest). 


Anm. Enkelte af de paa disse steder fundne in- 
divider synes at tilhøre en anden art; men af man- 
gel paa sammenligningsmateriale har jeg endnu ikke 
med sikkerhed kunnet afgjøre, om de tilhører en 
tidligere beskrevet art eller ikke. 


XIV. Familia: Arrenuridae Sig Thor (1900). 


Genus XL: Arrenurus Dugés (1834). 


Dr. K. Thoni Bohmen har i sin afhandling: «Ueber 
die Copulations-Organe der Hydr.-Gattung Arrenurus Dugès» 
i «Verhandlungen der Deutschen Zool. Gesellschaft». 1900, 
inddelt slegten Arrenurus i 3 underslegter, a) Mega- 
lurus: med vel udviklet hale, b) Micrurus: med kort, gjerne 
udrandet eller gjennemhullet hale, og c) Petiolurus: med vel 
udviklede pukler (horn) eller tilheng af forskjellig form, 
samt vel udviklet «petiolus». De forskjellige tilhæng 


44 Sig Thor. 


skyldes serlig nogle par accessoriske genitaikjert- 
ler, som trenger stor plads. Men der gives endnu enkelte 
former, hos hvem disse organer ikke er synderlig udviklede, 
hvorfor de ogsaa efter hr. K. Thons mening staar paa et 
tidligere udviklingstrin. Hos disse findes hverken større 
rygpukler eller egentlig petiolus, hale eller lignende tilhæng. 
Jeg anser disse former (grundtype Årr. paluster n. sp.) for 
tilhørende en stamform, der ikke uden tvang kan ind- 
ordnes under nogen af K. Thons 3 underslegter og fore- 
slaar derfor oprettelsen af en ny 4de underslegt: 
Truncaturus nov. subg. med de anførte merker. De nær- 
mer sig ogsaa i form mere 2 ©, skjønt kroppen er noget 
forlænget og 4de benpar forsynet med vanligt anhang. 


A. Subgenus: Truncaturus nov. subg. Sig Thor (1901). 


Uden egentlig hale eller udviklede puk- 
ler. Kroppener lidt afsmalnende bagover, 
men forholdsvis lidet forlænget. Petiolus 
er ikke udviklet. 


1. Arr. truncatellus Müller (1776), Koenike (1896). 
F. Koenike: «Holsteinisebe Hydrachniden» i ©. 
Zacharias: Berichte der Station Plön 1896, Theil 4, 
side 213 og Planche dertil, fig. 1. 
Ny for Skandinavien. 
F.: Dam paa Hovedoen ved Kristiania; dam ved 
Stubbeljan. 


live Å regulator, Sig. Thor (1899); «N. H. III» side 25. 


Sig. Thor: «Hydrachnologische Notizen IV — 
VIII, Notiz VI: Neue Arrenurus-Arten» ete. i 
«Nyt Magasin for Naturvidenskab», Kristiania 1901, 
bd. 38, side 382. planche XVIII, fig. 28—30. 


Norske hydrachnider — IV. 45 


F.: Skogdam mellem Rod—Woksen i Vestre 
Aker; dam ved Oksfjordvand og froskedam ved 
Jegervand (Tromsø). 


3. Arr. paluster Sig. Thor (1901). 


Sig Thor: «Hydrachnolog. Notizen etc. no. VI», 
side 379—382. Pl. XVII, fig. 25—27. 

Denne art synes mig at representere et af de 
ældste hidtil kjendte udviklingstrin af slegten Arre- 
nurus Dugès og derfor at kunne betragtes som type 
for underslegten: Truncaturus Sig Thor. 


F.: 1 & og 1 2, der sandsynligvis tilhører 
samme art, fandtes den 6te august 1890 i Peters- 
borg frosketjern nær Josefvand i Balsfjord (Tromsø). 


4. Arr. Stecki Koenike (1894) «N. H. III» side 26. 


B. Subgenus: Micrurus K. Thon (1900). 


5. Arr. integrator Müller (1776). «N. H. III» side 27. 
6. Arr. forpicatus Neuman (1880). «N. H. I» side 26, 
«N. H. ID» side 15. «N. H. III» side 26. 
F.: Gjersrudtjern ved Ljan; Throndhjemstjern 
paa Kongsberg; Lundevand i Eidanger; dam paa 
Jomfruland; Prestesjø ved Rena. 


C. Subgenus: Megalurus K. Thon (1900). 
T. Arr. caudatus (De Geer 1778). «N. H. I» side 26, 
«N. H. III» side 24. 


F.: Damme paa Hovedgen (Kristiania); groft ved 
Wenersborg (Kongsberg); Barlandstjern ved Kragerø; 


46 Sig Thor. 


dam paa Jomfruland; groft ved Brekke ner Fre- 
drikstad. 


8. Arr. Stjørdaliensis Sig Thor (1899). «N. H. III» side 24. 

F.: Vaagevand ved Skjervø; elvekulp mellem 
Væhæ-jok og Røielv i Reisendalen (Tromsø). 

9. Arr. medio-rotundatus Sig Thor (1898). «N. H. III» 
side 25. 

Syn.: Non. Arr. tubulator (Müller 1781). 

Arr. tubulator Koenike (1895). «Zoolog. 
Anz.», no. 485, pag. 380. 

Arr. tubulator Piersig (1899): «Deutsch- 
lands Hydrachniden» 'pag. 489 und 
Mat Xe tie. 116. 

Denne form kan ikke identificeres med Millers 
art (Arr. tubulator). Dette sees saavel af farven 
som af halens form o. s. v, Halen er f. eks. paa 
Müllers art bredere bagtil end længere fremme; 
ganske omvendt er forholdet hos Arr. medio-rotun- 
datus. Man behøver kun at sammenligne figurerne. 

Naar hr. dr. Piersig erklærer min art for 
identisk med Arr. tubulator (Müller), har han fuld- 
stændig uret og følger sandsynligvis blindt dr. F. 
Koenike. Denne sidste forsker har ogsaa med- 
delt mig, at han nu anser min art for at være 
forskjellig fra Millers. 


10. Arr. comicus Piersig (1894). «N. H. III» side 26. 
11. Arr. coronator Sig Thor (1901). 
Sig Thor: «Hydrachnologische Notizen I V— 
VIII», Not. VII i «Nyt Magasin for Naturviden- 
skab», Kristiania 1901, bd. 38, side 352, planche X VIII, 
fig. 31—32. 


Norske hydrachnider — IV. 47 


F.: 1 7 Skogdam mellem Rod— Woksen i Vestre 
Aker ved Kristiania. 


12. Arr. globator Müller (1776). «N. H. I» side 26, «N. 
H. IT» side 15, «N. H. III» side 23. 


F.: Dam paa Jomfruland; Barlandstjern og Fids- 
vand ved Kragerø; Børsesjø ved Skien; grøft ved 
Brekke nær Fredrikstad; damme ved Ljan og paa 


Hovedøen (Kristiania). 


D. Subgenus: Petiolurus K. Thon (1900). 


13. Arr. pustulator Müller (1776). «N. H. I» side 26, «N. 
H. II» side 15. 
14. Arr. crassicaudatus Kramer (1875). «N. H. IT» side 16. 
Syn. = Arr. gilvator Sig Thor (1896). 


F.: Selsvand i Gudbrandsdalen. 


15. Arr. errator Sig Thor (1897). «N. H. I» side 29, 
«N. H. II» side 16, «N. H. III, side 27. 


L 


Syn. = Arr. albator Bruzelius (1854). 

Non. = Arr. albator Müller (1781). 

F.: Gjersrudtjern og Kullebundvand ved Ljan; 
Prestesjo ved Rena. 


16. Arr. fragilis Sig Thor (1899). «N. H. II» side 27. 
17. Arr. emarginator Müller 1776), Neuman (1880), Koenike. 
Syn. = Arr. Neuman Piersig (1894). «N. H. 

I» side 27, «N. H. II» side 15, «N. H. III» side 26. 


F.: Throndhjemstjern paa Kongsberg; Eidsvand, 
Berotjern og Barlandstjern ner Kragero; dam paa 
Jomfruland. 


48 


Sig Thor. 


118), 


22. 


. Arr. claviger Koenike (1885). «N. H. III» side 26. 


F.: Stensrudtjern ved Ljan. 


Arr. bicuspidator. Berlese (1882). «N. H. I» side 28, 
«N. H. II» side 16, «N. H, III» side 27. 


F.: Stensrudtjern ved Ljan; tjern paa Bero ved 
Kragero. 
Arr. cuspidifer Piersig (1896). 
Ny for Skandinaviens fauna. 


F.: Eidsvand nær Kragerø. 


. Arr. maculator (Müller 1776), Koch (1835), Koenike 


(1881), Piersig (1895), Protz (1895). 
Ny for Norge. 

De tidligere under dette navn opførte individer 
tilhører, som nøiere undersøgelse viser, ikke denne 
art, men andre nærstaaende (Arr. Kjermanni Neu- 
man). De tidligere nævnte findesteder maa derfor 
udgaa. Jeg har derimod nu fundet et ekspl., der 
synes at tilhøre denne art, om hvis identitet med 
Miller's Arr. mac. jeg dog nærer sterke tvivl. 

F.: Dam ovenfor Barlandsvand nær Kragerø (J’). 


Arr. Kjermanm Neuman (1880), «Sv. Hydr.» pag. 83. 
«N. H. I» side 27. 

Syn.: Arr. maculator (Miller, Koenike), Sig Thor 
«N. H. ID» side 16, «N. H, III» side 27. 


Denne Neuman’s art har en tid været anseet 
for synonym med Arr. maculator (Müller) f. ekspl. 
af dr. R. Piersig i «Revision der Neuman’schen 
Hydrachniden-Sammlung des Gotenburger Museums» 
ete. (i «Zoolog. Anzeiger» no. 541, side 338—340). 


Norske hydrachnider — IV. 49 


Jeg har selv ladet mig forlede til at folge denne 
mening (N. H. ID» side 16 og «N. H. III» side 27), 
medens jeg oprindelig havde den tro, at Arr. Kjer- 
mannt Neuman, var en egen art, «N. H. I» side 27. 
Jeg maa nu efter nøiere granskning af sagen vende 
tilbage til min egen oprindelige mening og vil her 
søge at hævde dr. Neuman”s art. Jeg skal gjøre 
rede for de vigtigste skjelnemerker. 

Om farven findes tilstrækkelige angivelser saavel 
hos dr. Neuman som hos dr. Piersig. | 

Størrelse: 1o—1,2 mm. lang; 0,8—0,83 mm. 
bred. : 

Form: Arr. Kjermanni Neuman er forholdsvis 
lidt bredere end Arr. maculator (Miller) Koenike. — 

Anhangshjørnerne er lidt mere udstaaende 
til siderne og lidt mere udrandede; afstanden mellem 
deres yderste spidser er ca. 0,55 mm.; selve hjørnerne 
er udtrukket i skarpere spids. De opstaaende, haar- 
bærende pukler over petiolus’s grund er omtrent 
som hos Arr.maculator. Petiolus er lidt kortere 
(0,11 mm. lang) og lidt udvidet mod spidsen. Den 
fra petiolus-renden fremtrædende forsats naar 
ikke petiolus’s bagre kant, men bøier opad lidt foran 
denne (som paa Neumans taf. VI, fig. 3 antydet). 

Den hyaline hinde over petiolus er i spidsen 
ikke ellipseformig afrundet (som paa Arr. maculator), 
men svagt udrandet i sin ydre rand, saaledes at 
der dannes 2 svage, stumpe hjørner. 

Rygpuklerne er ganske forskjellige saavel fra 
Arr. maculator (Miller) Koenike som fra Arr. batti- 
lifer Koenike. Deres spidsers indbyrdes afstand er 
ca. 0,2 mm. (undertiden endog 0,22 mm.). 


4 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 4. 
Trykt den 5. Marts 1901, 


Sig Thor. 


Hos Arr. maculator (Müller) findes egentlig 1 
stor rygpukkel, der i spidsen deler sig i 2 smaa, 
tætstaaende, haarbærende spidser, og nedenfor disse 
sidder paa den ydre side en liden vorteformig pukkel. 

Hos Arr. Kjermannt Neuman findes derimod 2 
fjerntstaaende (haarbærende) pukler, der 
er forbundne ved en lang, lidt bagudbuet egg. Paa 
de ydre sider findes ingen vorteformige pukler. 
Fra siden seet, ligner disse pukler meget de til- 
svarende hos Avr. maculator; men anhangshjørnerne 
og petiolus har en lidt anden form. 

Disse aptydninger til beskrivelse anser jeg til- 
strækkelige til at karakterisere Arr. Kjermanni 
Neuman som sikkert forskjellig fra Arr. maculator - 
(Miller) Koenike; en noïere beskrivelse faar op- 
sættes til senere. 

Der findes forøvrigt saa store variationer paa 
ekspll. fra forskjellige findesteder, at de muligens 
tør tilhøre forskjellige arter. 

F.: Afskaaken; Rullestadvand, Østensjø (Aas), 
Stensrudtjern (Ljan); Vittingsrudtjern (Hof); dam 
ved Lone og Nestunvand (Bergen). 


Norske hydrachnider — IV. 51 


E. Almindelige bemerkninger. 


Det samlede antal af norske hydrachnider, som var 
fundet til udgangen of 1898, var (iflg «N. H. III» side 50) 
120 arter. Ved mine undersøgelser i de 2 sidste sommere 
(1899 og 1900) har jeg været istand til at forøge dette tal 
med 35 arter. Herved naar det samlede antal op til 155 
arter, et tal, som man for ca. 5 å 10 aar siden vilde an- 
seet for utroligt. Det raske opsving, som hydrachnologien 
i det sidste decennium har taget, indeholder imidlertid mo- 
menter nok til forklaring. For det første har (foruden de ældre: 
Dr. Neuman i Sverige, Drr. Barrois og Moniezi Frank- 
rige) forskere i mange af Europas lande (saaledes Dr. F. Koe- 
nike, Dr. R. Piersig og Konservator A. Protz 
i Nordtyskland, Konservator Th. Steck i Schweitz, 
Konservator K. Thon i Bøhmen, Dr. E. von Daday 
i Ungarn, Drr. Berlese og Canestrinii Italien, Dr. 
E. Nordenskjøldi Finland, Dr. Croneberg i Rus- 
land, Drr. E. Soar og H. George i England, Dr. Hal- 
bert i Irland, samt endelig jeg selv i Norge) dels ved samling 
og dels ved bearbeidelse stadig bragt nye former for dagen og 
udvidet vore begreber om arternes og slegternes antal. Særlig 
viser dette sig indenfor slegterne Eylais, Hydrachna, 
Hydryphantes, Oxus, Lebertia, Hygrobates, Me- 
gapus, Piona, Pionacercus, Acercus, Curvipes, 
Neumania, Atax, Aturus, Feltria og Arrenurus. 


52 Sig Thor. 


Og dernest har ogsaa udenfor Europa enkelte hydrachno- 
loger, serlig Dr. H. Wollcott begyndt at bearbeide 
Amerikas hydrachnide-fauna, ligesom Dr. F. Koenike, 
Dr. E. Daday, samt jeg selv og fl. har bearbeidet brud- 
stykker af Amerikas, Afrikas, Sydasiens og Si- 
biriens hydrachnide-fauna. Paa denne maade skjærpes 
vort blik for forskjellighederne, og vore begreber om arterne 
har i de sidste 5—10 aar forandret sig i en paa forhaand 
uanet grad. En hel del arter, som for kort tid siden hver 
blev betragtet som en eneste art, er nu oplost i flere. Eksem- 
pelvis kan nævnes Arrenurus caudatus (De Geer), Arr. 
maculator (Müller), Curvipes fuscatus (Hermann), Curvipes 
coccineus (Koch), Curvipes decoratus (Neuman), Curvipes 
rotundus (Kramer), Eylais extendens (Miller), Hydryphantes 
ruber (De Geer), Thyas venusta Koch, Hydrachna globosa 
De Geer, Oxus strigatus (Müller), Lebertia tau-insignita 
 Lebert, Sperchon glandulosus Koenike, Sperchon hispidus 
Koenike, Megapus spinipes (Koch), Hygrobates longipalprs 
(Hermann), Neumania vernalis (Miller) o. fi. 

Dette tal, 155 arter hydrachnider, der for nogle aar 
siden maatte ansees for utrolig heit for Norge alene, anser 
jeg nu ingenlunde udtommende for vor hydrachnidefauna. 
Jeg mener tvertimod, at det ved nogle aars undersøgelser vil 
vere muligt at bringe artsantallet op til 200, et i hydrach- 
nologien hidtil ukjendt tal for et land, der er saa lidet som 
Norge, og som ikke indeholder talrige lavlandsdamme med 
rig gresvekst, hvori et saadant dyreliv finder den rigeste 
udvikling og den sterkeste differentiation. 

Fremdeles holder denne hydrachnologiens hurtige 
og kraftige opblomstring paa at bringe denne gren af videnska- 
ben indiet nyt stadium. De talrige forskjellige arter har 
hurtig nodvendiggjort oprettelsen af flere nye slegter, og disses 


Norske hydrachnider — IV. 53 


mængde har atter for oversigtens og sammenligningens skyld 
krævet en efter naturligt slegtskab og nøiere over- 
ensstemmelse foretagen videre ordning i høiere grupper. 
Foruden de smaa antydninger til en saadan gruppering, som 
findes hos C. L. Koch og G. Haller, har dr. P. Kramer 
i 1877 gjort det første skridt til en inddeling i 4 fami- 
lier, et skridt, som dr. R. Piersig paa den ene side 
har udvidet ved at tilføie en ny gruppe Hydryphantinæ, 
men paa den anden side har indskrænket ved at forandre 
disse grupper til «subfamiliæ». Begyndelsen til en fuld- 
stændig omveltning i hydrachnidernes syste- 
matik betegnes ved det af mig i dette aar gjorte udkast 
til en inddeling i 14 familier. Dels ved sammenligning 
med andre dyreklasser og deres ordener og familier (f. eks. 
indenfor Crustacea) og dels ved undersøgelse af andre 
familier (f. eks. indenfor Scorpioners og Acarinas 
ordener) er jeg kommen til den anskuelse, at det naturlige 
Slegtskab mellem forskjellige medlemmer af hydrach- 
nidernes gamle familie er langt fjernere end man almin- 
delig forestiller sig. Hertil kommer enkelte grunde, som jeg 
endnu ikke finder det heldigt at fremsætte, da mine under- 
søgelser derom endnu kræver meget arbeide for at give 
overbevisende resultater. Jeg har derfor kun givet mine 
slutninger et foreløbigt udtryk i min «Prodromus 
Systematis Hydrachnidarum» (Nyt Magazin for Na- 
turvidenskab; bd. 38, side 263—266, Kristiania 1900) og 
forbeholder mig i senere arbeider udførlig at udvikle og 
begrunde det dér fremsatte forslag til en ny gruppering. 
For et par slegter: Lebertia og Sperchon har jeg fore- 
slaaet en gruppering i underslegter og udvidet den af 
K. Thon for Arrenurus-slegten foreslaaede. Af de 


54 Sig Thor. 


ca. 60 slegter hydrachnider, som i det hele er mig be- 


kjendt, har jeg i Norge fundet 40 slegter. 
Af de i Norge fundne 155 arter er omtrent 60 af mig 


beskrevet som nye for videnskaben. 


Kristiania, 28de december 1900. 
Sig Thor. 


Norske hydrachnider — TV: 55 


Register over slegterne. 


| Side 
teelimnochares Watreille 1796. : .......2.. ial 
pekes Batreille 196. 2 (SSS SANS. 11 
Se plodonius Duges 1834 LJ. ....2 13 
meionsus Koemke 1896 . . SIL GT. 13 
er sthokken Koemke 1892 205 11 SS 14 
1. Cars KO PRENONS 14 
Bersendolhyasssier hor 1899 © (200 1200. 15 
Seas bier CREER pelo 
A phantes Koch 1837. 2 ES 16 
KOP ddrachna Muller 1781... . 2. ... 22 2... 16 
Bree toniipoda Koenike 1891. 11. SSS LU. 17 
KG naphisens Koenike 18987 . . . 2.2... 2... 17 
ersendgens Sa Thor 1901. 2.2110 22 24 18 
HO ese ramen LOT ee 5 17 
ae ebenso Neuman 1880 . > Saa fo à : 0: 19 
Job. Pseudolebertia Sig Thor 1897 ......... 20 
numeicdeons7s Neuman 1880: 2... as un. 21 
Ra wilden Bruzehus 1854. - Li... sø 8 21 
rc des Noch 1830 Le LM, OT 5 21 
Re Sperchonopsis; Biersig 1896 . 1000 22 
DS perehom Kramer 1870. een. en. 22 
De Rertoma Koenikel890 +... ke 44 … . 26 
22. DRM Roc 1839... 2.22... 2 27 
Ze Megapus Neuman 1880: .... „2... 2 22... 28 
premeehygrovutes Koch 1836. .|..1.. 2.2.2... 28 
Poemerimopates Sie hor 1896 11 . 2... 2.0.52 à . 29 


Sig Thor. 
Side, 
. Piona Koch W842 RE. à. | 2 SR 29 
SPronidesaSie ADho MODDE . . er ue ME 30 
Pionopsis Piersig 1894. «JR 150 
. Pionacercus Piersig 1894 . | 30 
: Huiffeldtia Sivi@horal3s9s 2. OURS 31 
| “Acercus Koch BL NG EE 31 
Ourvipes Koenike dsl: . AR 32 
. Hydrochoreutes Koch 1836: .\. NN 37 
> Newmania lieberts 1819 0 SE SD 
for Wabricius seers. SEE 41 
> Brachypoda Lebert 1875. . . 2 ME 41 
= Ljan Sic Thor W898 2... . 20 RE 42 
. Aturus Kramer 1875. . . . . . OE 42 
. Kongsbergia Sig Thor 1899 . 10 RR 
; Helirza Koenike 1892. NE 43 


. Arrenunus: Duges 1834. 22. 1 SJØER 5. 23 


> 


Sig Thor: Norges hydrachnider IV. 


Eylais cornuta n. sp. Fig. 182. Pseudoxus integer n. sp. Fig. 185—187. 
Sperchon multiplicatus n. sp. Fig.183—184. Neumania setosa n. sp. Fig. 188—190. 


Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 


= 


Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 
Fig. 


Figurforklaring. 


Planche XIX. 
182. Eylais cornuta n. sp.: oiebroen. 


183—184. Sperchon multiplicatus n. sp. 
183. Maxillarorganet seet fra siden (sterkt forstorret) 
184. Max.org. fra undersiden (svagere forst.). 


185—187. Pseudoxus integer n. sp. 
185. Kjønsfelt og epimerfeltets bagre rand. 
186. Forste epimers forreste ende. 

187. Palpe. 


188—190. Newmania setosa n. sp. 
188. Epimerer og kjønsfelt, omrids etc. 
189. Kjønsfeltet (sterkere forst.) ete. 
190. Palpe. 


ARGHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XIII. Nr 5. 


Ueber Pökelversuche mit Fischfleisch 
von 
Sigval Schmidt-Nielsen 


Es ist eine wohlbekanute Thatsache, dass, wenn Säuge- 
thier- oder Fisch-Fleisch mit gewöhnlichem Kochsalz be- 
streut wird, sich im Pökelgefäss nach einigen Tagen eine 
reichliche Flissigkeitsmenge bildet, ohne dass Wasser zugr- 
setzt wurde; zur selben Zeit hat sich das Volumen des 
Fleisches deutlich vermindert. Das Fleisch giebt also Wasser 
ab und nimmt Salz auf. 

Man kann sich leicht davon überzeugen, dass etwas 
Ähnliches auch dann stattfindet, wenn Fisch und Fleisch 
nicht durch trocknes Einsalzen, sondern durch das soge- 
nannte Lake-Einsalzen, oder durch eine Combination dieser 
beiden Methoden gepökelt wird. !) 

Die Art und der Verlauf der dabei auftretenden osmo- 
tischen Processe sind leider sehr wenig studiert. 

Untersuchungen von Rubner aus dem Jahre 1877 (1) 3), 
Voit aus 1879 (2), Polenske aus 1891 (3), und Noth- 


1) Das einfache Lake-Einsalzen besteht bekanntlich darin, dass die 
zu pökelnden Fisch- und Fleisch-Stiicke schichtweise in’s Gefäss 
eingelegt werden, das dann mit einer mehr oder weniger concen- 
trirten Salzlösung angefüllt wird. 


two 
NS 


Diese Klammern weisen auf das Literaturverzeichnis am Schlusse 
hin. 


D Sigval Schmidt-Nielsen. 


wang aus 1893 (4), sind, soweit ich weiss, die einzigen, 
welche diesen Gegenstand behandeln. 

Von diesen Forschern haben Polenske und insbe- 
sondere Nothwang mittelst eigener Pökelversuche mehrere 
interessante Daten gewonnen. 

Letzterer hat zum Beispiel gezeigt, dass die grössten 
osmotischen Umsetzungen im Anfange stattfinden, ferner dass 
das Eindringen von Kochsalz von der Concentration der Lake 
abhängig ist. Endlich hat er auch diejenigen Stickstoff- 
mengen bestimmt, welche mit der Lake verloren gehen. 

So interessant diese Versuche an und für sich sind, so 
erscheinen sie doch leider nicht ausreichend, um ein deut- 
liches Bild von diesen Processen zu geben. 

Mit dem Salzen von Fischen haben sich, soviel ich weiss, 
bis heute keine Forscher beschäftigt. 

Einige Einsalzungsversuche mit Fischfleisch, welche ich 
im Jahre 1897 auf Anregung meines hochverehrten Lehrers, 
Herrn S. Wleugel, Direktors des chemischen La- 
boratoriums der Technischen Lehranstalt 
zu Throndhjem, in seinem Laboratorium ausführte, 
könnten deswegen vielleicht ein wenig Interesse beanspruchen. 

Die Resultate bestätigen die oben erwähnten mir damals 
vollständig unbekannten Arbeiten, und stehen theilweise in 
Verbindung mit einer Reihe von Untersuchungen über das 
Salzen von Häringen, welche ich in den letzten 2—3 Jahren 
gemacht und neulich publicirt habe (5). 

Die Versuchsreihe hatte den Zweck zu zeigen, wie sich 
die Zusammensetzung des Fischfleisches während des Pökel- 
Zeitraumes veränderte. 


Da ich zugleich zu sehen wünschte, wie viel Stickstoff 


in der Lake verloren geht, wurde der Versuch vermittelst 
von Lake-Einsalzen ausgeführt. 


| 


Pökelversuch mit Fischfleisch. 2 3 


Aus zufålliger Veranlassung wurde ein als Speise nur 
wenig verwendeter Fisch, — der Seewolf (anarhichas 
lupus) — angewendet. 7 

Der von Gräten ete. vollständig befreite Fisch wurde 
in 5 Portionen getheilt, von denen jede als Durchschnitts- 
probe anzusehen war. 

Die erste Portion (A) wurde sofort in frischem Zustande 
analysirt, während die 4 anderen Portionen, je von 250 Gramm 
in würfelförmige Stückchen zerschnitten, in luftdicht ver- 
schlossenen Glas-Gefässen, je mit 150 cm? sterilisierter Salz- 
lösung eingesalzen wurden. Die Salzlake war durch Auf- 
lösen von 250 Gr. «Fisch-Salz» (Trapani-Salz) in Wasser 
und Auffüllen bis auf 1 Liter hergestellt. 

Die Einwirkung der Lake auf den Fisch wurde dadurch 
befördert, dass Glasröhrehen zwischen die einzelnen Stücken 
angebracht wurden. 

Der Versuch wurde am 3. April 1897 damit angefangen, 
dass die Proben eingepökelt und bei gewöhnlicher Zimmer- 
temperatur aufbewahrt wurden. 

Das erste Gefäss (B) wurde nach 18 Tagen am 21. April 
geöffnet und analysirt. 

Die Lake hatte eine schwach alkalische Reaktion und 
ein milchiges Aussehen angenommen; es war auf keine Weise 
möglich, sie durch Filtrierpapier klar zu filtrieren. 

Nach etwa 50 Tagen (vom Beginn des Versuches an) 
wurde das zweite Gefiiss (C) vollständig analysirt. 

Es war bemerkenswerth, dass die schwach alkalische 
Lake einen unangenehmen, eigenthümlichen, süsslichen, nicht 
faulen Geruch bekommen hatte. 

Das dritte Gefäss, welches während des Sommers im 
Keller aufbewahrt war, wurde nach etwa 180 Tagen, am 


2. September 1897 geöffnet und analysirt. 


4 Sigval Schmidt-Nielsen. 


Die Lake hatte auch hier einen unangenehmen, doch 
gar nicht an Fäulniss erinnernden Geruch. 

Unter den Gasarten, welche hier durch Schütteln aus- 
getrieben werden konnten, war auch ein wenig Schwefel- 
wasserstoff, leicht durch Bleipapier nachweisbar. 

Ehe ich die gefundenen Analysen-Resultate tabellarisch 
zusammenfasse, muss ich zunächst mit ein paar Worten 
erklären, woher es kommt, dass zwischen den Parallelbe- 
stimmungen manchmal bedeutende Differenzen sich finden. 
Das erklärt sich nämlich durch die ganze Art und Weise, 
in der ich die Analysen angestellt habe. 

Die zur Analyse bestimmten Proben wurden stets in 
zwei Portionen getheilt, und jede von dieser von einander 
ganz unabhängig vorläufig eingetrocknet und in diesem Zu- 
stande zur Untersuchung verwendet. 

Das vorläufige Trocknen wurde in einem warmen Luft- 
strom von 97—100° ausgeführt. 

Das so getrocknete Material wurde sofort zerrieben, 
aber erst gewogen, nachdem es wieder nach einigen Tagen 
hygroskopisches Wasser aufgenommen hatte. 

Sämmtliche Bestimmungen wurden mit in dieser Weise 
vorbereiteten und in luftdichten Gläsern aufbewahrten Proben 
ausgeführt. 

Zu den Wassergehaltsbestimmungen wurden 
5 Gram in einem trockenen Luftstrome von 100° (d. h. 
97—100° — Soxhlet’schen Schranke —) bis zu konstantem 
Gewichte getrocknet (gewöhnlich nach 48 Stunden). Später 
wurden einige Kontrollbestimmungen mittelst eines Vacuum- 
trockenapparates bei 97—100° vorgenommen. Die Differenzen 
waren fast unbedeutend. 

Die Fettbestimmungen (d. h. Bestimmungen 
des Aetherextraktes) wurden in gewöhnlicher Weise durch 


Pökelversuch mit Fischfleisch. 5 


12-stündiges Extrahieren der zu den Wasserbestimmungen 
verwendeten Proben mittelst Aethers im Soxhlet’schen Ap- 
parat ausgeführt. Der Extrakt wurde vor dem Wiegen 
2 Stunden bei ca. 100° getrocknet. 

Der Stickstoff, welcher in den Tabellen mit dem 
Factor 6,25 multiplieiert und als Rohprotein bezeichnet ist, 
wurde nach der Kjeldahl’s Methode durch Aufschliessen von 
1 Gram Substanz mittelst 20—25 Cem. Phosphorpentoxyd- 
haltiger Schwefelsäure unter Hinzufügen eines Tropfen Queck- 
silbers bestimmt. 

Das Uberdestillieren des Amoniaks geschah mittelst 
einer sulfidhaltigen Natronlauge unter Zusatz von Zinkstaub, 
um das heftige Stossen zu verhindern. Das Retitrieren der 
überschüssigen Titrier-Schwefelsäure wurde mit Barythydrat 
und Lacmus als Indikator gemacht. 

Als Maass für die Salzmenge wurden sowohl der Chlor- 
gehalt, als auch der Aschengehalt (Gesammtmenge von Salzen) 
bestimmt. Die Asche wurde durch vorsichtiges Einäschern 
und schwaches Glühen gewonnen. In dieser Asche wurde 
die Chlormenge durch Titrieren mit "/; Silbernitratlösung 
festgestellt, und nachher auf die Gesammtmenge des Fisches 
respective der Lake procentisch umgerechnet. 

Die directe Bestimmung des Chlors konnte auch in der 
Lake selbst nicht ausgeführt werden, da die reichlichen Mengen 
von Extraktiv- und Eiweisskörpern ein vollständig fehler- 
haftes Resultat ergeben hätte. 

Die Resultate der Analysen des Fischfleisches sind in 


der Tabelle 1 angegeben: 


igval Schmidt-Nielsen. 


vea 


D 


Die Zusammensetzung des angew. Fisch-Fleisches, 


180 Tagen Ein- 


nach 50 pökeln 
Ag As By Bo O; © D, D; 

An Wasser . . 82.95 0/0 83.18 % | 77.35 fo 77.05 %o | 77.589/0 78.05%o | 77.54 % 77.30 9 
@ TWO 5 5 5 0 1008 Oo 1.03 % | 0.69 % ME Yo | 16% | DEV) (7 Vo 090 Yo 
& Ace, oo 5 | ør Oe 1.22 %/o 9.01 % 8.94 0/0 9.662/o 9,560 9.50 % 9,49 0/0 
& (Onlod) 1 (OH (0.11)% | (4.96)%0 (4.95) %/0 (9.18)% (6.27) °/o 
« Rohprotein . | 15.19 % 14.86 og 13.01 %o 12:89 Yo | 6000 iso | Mus Go 208 Milo 
Summe | 100.21 % 100.29 % |100.06 0/0 99.72 °/o 1100.14% 100.209 | 99.30 er 0/0 


Pökelversuch mit Fischfleisch. a 


Infolge der oben erwähnten Versuchsanordnung be- 
zeichnet A, und A» die zwei Parallelproben vom frischen 
Fleische, B, C, D dasselbe nach 18, 50 und 180 Tagen 
Einpökelns. 

Die zur selben Zeit gefundene Zusammensetzung der 
correspondirenden Lakeproben sind in Tabelle 2 angegeben. 


Die Lake-Zusammensetzung 


nach 0, 18, 50, 180 Tagen 
Einpökeln 
Spec. Gewicht 1.173 1.082 1.088 1.084 
Asche ®. :..| — 9.68 0/0 10.63 0/0 10.45 0/0 
Chions >. 13.16 °/o 5.27 0/0 5.92 0/0 5.74 0,0 
Glühverlust . — 2 Oe 3.25 0,0 3.82 0/0 


Das Charakteristische der Resultate lässt sich am besten 
in einer graphischen Aufzeichnung erkennen. Man wird dann 
ersehen, dass die verschiedenen Kurven demselben Verlauf 
haben d. h. dass sie nach etwa 18 Tagen beinahe horizontal 
werden. Aus der Betrachtung der Zahlen allein wird man 
auch leicht erkennen, dass die Hauptmerge der Aus- 
tauschungen im Anfangeder Einsalzungsperiode vor sich gehen. 

Dies stimmt auch mit der practischen Erfahrung über- 
ein insofern, als man nach 3 Wochen die gepökelten Fische 
für genussfähig hält. 

Durch einige andrenorts publieirte Untersuchungen (5) 
habe ich später gezeigt, dass diese sämmtlichen osmotischen 
Umsetzungen nicht allein hauptsächlich an die ersten Wochen 
und Tage der Einsalzungs-Periode geknüpft sind, sondern 
an ihre ersten Stunden. 


8 Sigval Schmidt-Nielsen: Pökelversuch mit Fischfleisch. 


Ohne bei dieser Gelegenheit näher auf die zuweilen 
recht bedeutenden Stickstoffmengen einzugehen, welche ich 
sowohl in verschiedenen Fisch- wie Härings-Laken gefunden 
habe, muss ich doch hier referiren, dass die Hauptmenge 
(%1—15) des Stickstoffes in der Häringslake — der einen Ge- 
halt bis über 1°/o derselben ausmacht — an verschiedene 
für die Ernährung wenig werthvolle Extraktivstoffe ge- 
bunden ist. 

Diese Körper sind im Häringsfleische fertig vorgebildet. 

Im Gegensatz hierzu will ich hier referieren, dass Dr. 
med. H. Chr. Gelmuyden in Christiania, wie er mir 
freundlichst mittheilte, durch einige nech nicht veröffentlichte 
Untersuchungen gefunden hat, dass von denjenigen Stick- 
stoffmengen, welche ‚beim Pökeln von Säugethierfleisch ver- 
loren gehen, etwa die Hälfte an Eiweiss gebunden ist. 


November 1897 
Oktober 1900. 


Christiania, 


Literatur: 


Zeitschrift f. Biologie. Bd. XII. S. 516 u. f. 

Zeitschrift f. Biologie. Bd. XV. S. 493 u. f. 

Arbeiten aus dem kaiserlich. Gesundheitsamte. Bd. VII. S. 471. 
Archiv f. Hygiene. Bd. XVI. S. 122 u. £. 

Schmidt-Nielsen, Sigval: Chemical and microbiological Investi- 


oo wi co ho 


gations on the Curing of Herring I. (Norw. Fisheries Report. 
V:01.72.19002.N0:38), 


ARCHIV FOR MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAB. B. XXIII. Nr. 6. 


Vie 
Orthoptera og hymenoptera samlede i 1900 


Embr. Strand. 


Som et lidet bidrag til Norges orthopter- og hymenopter- 
fauna gives herved en fortegnelse over de av mig i 1900 
samlede arter. Hymenopterne er bestemte av de to bekjendte 
entomologer F. W. Konow (Teschendorf) (phytophagerne) 
og J, D. Alfken (Bremen) (aculeaterne); begge herrer siger 
jeg derfor herved min forbindtligste tak. De nye bladhvepse 
er av hr. Konow beskrevne i hans tidsskrift «Zeitschrift 


für systematische Hymenopterologie und Dipterologie». 


A. Orthoptera. 


1. Forficula auricularia L. Denne art er samlet ved Kri- 
stiania, Skien, Bergen og i Lavik (Sogn). Desuden har 
jeg undersøgt eksemplarer fra Lillehammer, og i ældre 
samlinger fra Aal i Hallingdal haves et par stykker; 
paa sidstnævnte sted er den utvilsomt meget sjelden, 
da jeg senere ikke har gjenfundet den der; den var da 


2 Embr. Strand. 


heller ikke medkommet i min tidligere opsats om hal- 
lingdalske orthoptera.!) 
2. Blatta lapponica L. Forekom talrig ved Bjøberg paa 
Hemsedalsfjeldet (7. septbr.) og i Aal er den heller ikke 
sjelden. 
Stenobothrus viridulus L. Observeredes hyppig ved 
Bergen og i Lavik; derimod var den i Aal i hvertfald 


wo 


sjeldnere end folgende art. Ogsaa et ekspl. fra Fauske 
i Hemsedal (8,9). 

4. S. biguttulus L. Er ved siden av Gomphocerus rufus 
L. sikkert den almindeligste græshoppe i Aal, hvor dens 
nærmeste slegtning S. bicolor Charp. synes ganske at 
mangle. 

5. S. bicolor Charp. Haves i talrige eksemplarer fra Ber- 
gen og Lavik, samt et par fra Trondhjem og Lærdal. 

6. Gomphocerus rufus L. Er meget almindelig i Aal og 
jagttoges hyppig ved Fauske i Hemsedal. 

7. G. maculatus Thbg. Et eneste Eksemplar fandtes i Aal. 

8. Podisma frigida Bohm. Denne eiendommelige art er 
vistnok almindelig overalt paa høifjeldene i det sydlige 
og over hele den arktiske region. I Tysfjorden fandt 
jeg den talrig paa myrerne saavel i nærheden av havet 
som oppe paa fjeldene, og i birkeregionen i Aal har 
jeg fundet den paa mange steder. Ligeledes var den 
talrig omkring Bjøberg. 

9. Tettix subulatus L. Haves fra Skien, Onsø (Smaalenene), 
Hvaløerne og Kristianta, men synes overalt at være sjeld- 
nere end følgende art. 

10. 7, bipunctatus L. Er samlet i Lavik, ved Bergen, Skien, 


1) Strand: Bidrag til Hallingdals og Lyngørs insektfauna («Nyt 
magazin f. nat» XX XVII). 


Orthoptera og hymenoptera. 3 


\ \ 
KG 


IE IT RS 


Porsgrund, Ulefos, paa Hvaloerne (Kirkeøen) og i Aal. 
I Lavik og paa Hvaløerne var den meget talrig, deri- 
imod synes den at være sjelden i Aal. 


B. Hymenoptera. 
a) Hymenoptera phytophaga. 


Pamphilius pallipes Zett. Tysfjorden. 
== vafer L. Tysfj. 
— depressus Schruk. Skien. 
Trichiosoma sorbi Htg. Tysfj. 
Abia lonicerae Li. (= nigricornis Leach). Porsgrund. 
Arge enodis L. Porsgrund, Skien. 
— ciliaris L. Porsgrund. 
Lophyrus frutetorum F. Kristiania. 
Priophorus padi L. Tysfj. 
Cryptocampus ater Jur. Skien. Ny for faunaen. 
= salicetis Fall. Skien og Tysfj. 


. Pontania leucaspis Tischb. (= ischnoceros Thoms.). Skien. 


—  leucosticta Htg. Skien. 

—  tenuitarsis Knw. n. sp. Tysf]. 
Pteronus myosotidis F. Skien. 

— brevwalvis Thoms. Skien. 


. Amauronematus vittatus Lep. Skien og Hadsel. 


Pachynematus imperfectus Zadd. Skien. Ny for faunaen. 
— rumicis Fall. Tysfj. 
= obductus Htg. Lødingen og Tysfj. 
= — var. conductus Ruthe. Skien og 
Tysfj. Ny for faunaen. 
= xanthocarpus Htg. Skien. Ny for faunaen. 


Nm Nm bo 
DQ I 


ce 


Embr. Strand. 


. Pachynematus clitellatus Lep. Porsgrund og Skien. Ny 


for faunaen. 
Lygaeonematus ambiguus Fall. Kristiania. 
— mollis Htg. Østvaagøen, Tysfj., Lødingen, 
Langøen, Kristiania, Skien og Porsgrund. 
— pallipes Fall. Hadsel og Østvaagøen. 
— Strandi Knw. n. sp. Hadsel. 
— alpinus Thoms. Kristiania. 
= corpulentus Knw. n. sp.” Hadsel. 
Pristiphora quercus Htg. Hammerø og Tysfj. 
= pallidiventris Fall. Tysfj. 
Tomostethus luteiventris Klg. Skien. Ny for faunaen. 
Blennocampa pusilla Klg. Kristiania og Skien. 
— subrana Zadd. Kristiania og Skien. Ny 
for faunaen. 
— — — var. tegularıs Knw. Skien. Ny 
for faunaen. 
— tenuicornis Kl. Kristiania og Skien. 
== ~- var. humeralis Voll. Skien og 
Hadsel. Ny for faunaen. 
Scolioneura nana Kl. Tysfj. 


. Monophadnus geniculatus Htg. Skien. 


- albipes Gmel. Kristiania og Skien. 
Thrinax intermedia Knw. Hadsel. Ogsaa ny for Norge. 
Stromboceros delicatulus Fall. Tysfj. 

Eriocampa ovata L. Tysfj. 


. Poecilosoma pulverata Retz. Skien. 


— Klugi Steph. Skien. 

— liturata Gmel. Skien og Porsgrund. 

— longicornis Thoms. Porsgrund, Hadsel og Tysfj. 

= tridens Knw. Skien og Porsgrund. De tre 
sidste arter er ny for faunaen. 


Orthoptera og hymenoptera. 5 


49. 
50. 


Emphytus cinctus L. Skien. 
— cingulatus Scop. Skien. Ny for Norge. 
= grossulariae Kl. Tysfj. 


. Dolerus aretieus Kl. Porsgrund og Skien. 


—  dubius Kl. Skien. 

— haematodes Schrank. Kristiania. - 

— Gesznert André. Skien (talrig!). 

—  aeneus Htg. Tysfj., Langøen, Østvaagøen, Had- 
sel og Skien. 

—  migratus Müll. (= fissus Htg.). Skien og Kri- 
stiania. 

— pacipes Kl. Skien. Ny for faunaen. 

—  fumosus Zadd. Kristiania, Onsø og Skien. Lige- 


saa ny for faunaen. 


. Loderus palmatus Kl. Skien. 


— — vestigialis Kl. Skien. 
—  genucinctus Zadd. Skien. 


. KRhogogastera fulvipes Scop. Porsgrund. Ny for Norge. 


== punctulata Kl. Tysfj. 
= aucupariae Kl. Porsgrund. Ny for faunaen. 
— viridis L. Lødingen, Langøen, Hammerø, 
Tysfj. og Lærdal. 
Tenthredopsis campestris L. Langøen og Lødingen. Ny 
for faunaen. 
== . fenestrata Knw. Lødingen og Tysfj. Ny 
for faunaen. 


. Pachyprotasis rapae L. Tysfj. 


Allantus brevicorms Knw. Lødingen. 

Tenthredo mesomelaena Li. Tysfj. 
— = var. obsoleta Kl. Tysfj. (talrig!) 
— olivacea Kl. Tysfj. (talrig!) og Lødingen. 
— atra L. Tysfj. 


or) 


Embr. Strand. 


CS I ei SI 


go 


9 DD 


ov 


«4 


1 0 ON 


Tenthredo atra var. dispar Kl. Ostvaagoen og Tysfj. 
= balteata Kl. Tysfj. (ikke sjelden!), 
= limbata Kl. Tysfj. 

Taxonus glabratus Fall. Tysfji. 


b) Hymenoptera aculeata. 


Sphecodes hyalinatus Schenck. Aal og Skien. Ny for 
faunaen. 
Colletes succinctus L. Lavik og Lærdal. 
Halictus fulvicorms K. Talrig i Tysfjorden, desuden 
fra Lærdal, Bergen, Hemsedal og Aal. 
—  tumulorum L. (= flavipes F.). Skien og Aal. 
— leucopus K. Lavik, Hemsedal og Aal. 
—  albipes F. Skien, Lavik, Lærdal, Bergen og 
Aal. Paa sidstnævnte sted meget hyppig. 
— calceatus Scop. (= cylindricus F.). Bergen 
(hyppig!) Lavik og Aal. 
— affinis Schek. (?) Skien. 
Andrena helvola L. Kristiania. 
— lapponica Zett. Hammerø. 
—  praecox Scop. Skien. Ny for faunaen, 
—  shawella K. (= coitana K.). Lavik. 
— nunutula K. (= parvula K.). Skien. 
—  fuscipes K. Lavik. 


. Nomada solidaginis Pz. Lavik. 


—  ruficornis L. Tysfjorden og Porsgrund. 
flavoguttata K. Skien. 


. Bombus terrester L. Aal, Lavik, Lærdal, Bergen, Lo- 


dingen og Tysfjorden. — Overalt talrig. 
—  Lefevrei Lep. (= mastrucatus Gerst. = brevi- 
gena Thoms.). Lavik og Aal. 


20. 


ig 


Orthoptera og hymenoptera. 


Bombus agrorum F. Aal, Lavik, Lærdal, Bergen og 


Trondhjem. 

— — var. arcticus Acerbi. Talrig i Tysfj. 
lappomeus F. Hyppig i Tysfj , unicum fra Aal. 
lapidarius L. Aal. 
pratorum L. Tysfj. 
jonellus K. (= serimshiranus K.). Unicum fra 
Aal, hyppig i Lavik og Tysfj. 
hortorum L. Tysfj. og Aal. 


. Psithyrus vestalis Fourer. Lærdal og Aal. 


quadricolor Lep. Unicum fra Bergen. Ny 
for faunaen. 
lissonurus Thoms. (= globosus Ev.) Aal. 


Vespa germanica F. Porsgrund. 


silvestris Scop. Kristiania. 

norvegica F. Porsgrund og Tysfj. 

vulgaris L. Aal. 

rufa L. Aal, Lavik, Bergen, Trondhjem og Tystj- 
austriaca Pz. Aal. 


Odynerus trimarginatus Zett. Hemsedal. 


parietum L. (?) Aal. 


Crabro vagus L. Aal. 


lapponicus Zett. Tysfj. 


Gorytes mystaceus L. Porsgrund. 


. Ammophila hirsuta Scop. Aal. Ny for faunaen. 


sabulosa L. Lærdal. 


. Pompilus viaticus L. Onsø. 


ARCHIV FOR MATHEMATIK 0G NATURVIDENSKAB. B. XXIII. Nr. 7. 


* Om 5 for Norges Fauna nye Fiske 
(1897—1900). 


Af R. Collett. 


Som i en tidligere Meddelelse nævnt!), er Norges Fauna 
mellem Aarene 1880 og 1896 forøget med 12 nye Fiske- 
Arter, hvoraf de 9 alle bleve første Gang paaviste inden det 
nævnte Tidsrum, medens Resten af forskjellige Grunde 
tidligere vare forbigaaede i de af Forf. udgivne Fortegnelser 
over Norges Fiske?). 

I Løbet af de sidste Aar, fra 1897—1900, ere atter 
tilkomne 5 forhen ikke omtalte Arter, af hvilke dog blot 
den ene (nemlig Gadus argenteus) i Virkeligheden er første 
Gang: fundet i de forløbne Aar, medens de andre hidtil have 
ligget upaaagtede i vore Museer, eller kun med Tvivl været 
optagne blandt Landets Fiske. 


1) Collett, Om en Del for Norges Fauna nye Fiske, fundne i 
1880—1896 (Archiv f. Math. og Naturv. B. XIX, No. 8.) Chr.a 1897. 
2) 1. Norges Fiske, med Bemærkninger om deres Udbredelse 
(Tillægsh. til Forh. Vid. Selsk. Chr.a 1874.) Chr.a 1875. 
2. Meddelelser om Norges Fiske i Aarene 1875—78 (Forh. Vid. 
Selsk. Chr.a 1879, No. 1) Chr.a 1879. 
3. Meddelelser om Norges Fiske i Aarene 1879—83. 2det 
Hoved-Supplement til «Norges Fiske» (Nyt Mag. f. Natury. 
29de Bind, p. 47—123.) Chr.a 1885. 


1-— Archiv for Math. og Natury. B. XXIII. Nr. 7. 
: Trykt den 4. Juni 1901. 


2 R. Collett. 


Fam. Cyelopteridae. 


Liparis micropus, Günth. 1887. 


Liparis micropus, Günth. Rep. Scient. Res. Voy. Challenger 1873—76, 
Deep Sea Fishes (Vol. XXII), p. 66, Pl. XII. (London 1887). 


Localitet: Trondhjemsfjord 1891. 

2 Individer af en Liparis, optagne ved Røberg i Trond- 
hjemsfjorden i Juli 1891, og af Conserv. Storm velvillig 
overladte Christiania-Museet, tilhøre den Form, som Ginther 
har opstillet i 1887 i Beretningen om Challenger-Expedi- 
tionens Dybvandsfiske under Navn af L. micropus. 

Denne Art er beskrevet efter 3 Individer, optagne 
under «Knight- Errant»- Expeditionerne udenfor Scotland 
og 1 Fero-Renden i 1880 og 1882 fra en Dybde af 540 og 
608 Favne. Disse Exemplarer, som havde en Totall. af 
2—3 eng. Tommer (omtr. 50—64 mm.), opbevares i British 
Museum. 

De nye Individer for Trondhjemsfjorden, hvoraf det 
største var en Hun med næsten udgydt Rogn, stemme i alle 
væsentlige Henseender overens med Beskrivelsen af Typ- 
Exemplarerne, de eneste, der hidtil have foreligget af denne Art. 


Udmaalinger: å . 
Rolallenedepe ne ENE ER 50 mm. 65 mm. 
Hiovedetspliensdesn mn en. 12. Me 
ØreisDancer metre eres oe À ee er 
DS NO NPA PET D none 
SnunlespidsiuileDeralenn........ 00 17,5 — 18 — 


Snudespids LIENS eyes. vhs EG 14 — 15 — 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897 —1900). 3 


Hos disse Individer indeholdes saaledes Hovedlængden 
4 til 4,1 Gange i Totallængden, Øiets Diameter omtr. 4 
Gange i Hovedlængden; (dettes Begrændsning er dog vanskelig 
at angive med Sikkerhed.) 

Sugeskiven er forholdsvis større, end hos L. reinhardti, 
og indeholdes omtr. 10 Gange i Totallengden; den er noget 
større, end Øiets Diameter. 

Anus ligger i kort Afstand bag Sugeskiven; dets Afstand 
fra Snudespidsen er omtrent lig 1/1 af Legemets Totallengde. 


Tænderne ere spidse, kegleformige, og uden Kløvning i 
Spidsen; Næseborene uden rørformig Forlængelse. 


Straaleantallet var: 


a. D. omtr. 42; A. omtr. 40 
b. D: omtr. 42; A. omtr. 41. 


Dorsalen og Analen dækker den indre Trediedel af 


Caudalen, der er yderst fin og tilspidset. 


Huden er los og gelatinos, nesten gjennemsigtig; Farven 


hvidagtig, næsten uden Spor af Pigment. 


Yngletid. Det største Exempl., hvis Totall. var 65 mm. 
var en Hun, der synes at være udvoxet eller nær derved. 
Ovariet indeholdt nogle faa, men fuldt udviklede /Eg; en 
Del af Æggene vare allerede gydte, og blot 8 Stk. vare endnu 
i Behold. 

Disse Æg vare forholdsvis colossale; efter længe at have 
været opbevaret paa Spiritus var deres Diameter 3,1 mm., 
men har i frisk Tilstand sandsynligvis været større. Foruden 
de store fandtes en Del yderst smaa og uudviklede Æg. 


4 R. Collett. 


Ventrikelen af dette Expl. indeholdt et Par Amphipoder 
(Stegocephalus inflatus, Kr.) ?). 

L. micropus danner i flere Henseender en Overgang til 
Underslegten Careproctus. Ligesom hos Liparis (Careproctus) 
reinhardti ere Tænderne spidse og udelte, Caudalen tynd og 
delvis deekket af Analen og Dorsalen, og Anus rykket 
frem i ringe Afstand fra Sugeskiven. 

Men Sugeskiven er, skjondt reduceret i Storrelse, dog 
storre, end hos L. reinhardti, og Halepartiet er noget mindre 
uddraget, end hos denne Art, skjønt længere, end hos de 
typiske Liparis-Arter. 

Derimod stemmer den overens med de ægte Liparis- 
Arter ved det forholdsvis korte og tykke Hoved, og de 
brede og mere typisk byggede Pectoraler. 


Udbredelse. Som ovenfor nævnt, foreligger L. micropus 
for Tiden fra 2 Localiteter, Scotland og Færø-Renden i Syd, 
hvor de 3 Typ-Exemplarer optoges i 1880 og 1882 (60° 3’ N.B.), 
og Trondhjemsfjorden i Nord (63° 30° N. B.), hvor 2 Expl. 
erholdtes i 1891.% 


1) «Stegocephalus inflatus is a true deep water form, occurring especi- 
ally in great abundance in the region of the deep sea corals, 
depth from 100 to 150 fathoms.» (Sars, An Account of the Cru- 
stacea of Norway, Vol. I. Amphipoda, p. 199. Chri.a 1890). 

Prof. Lütken antyder, at enkelte af de under «Ingolf Expeditionen» 


N 


i Nordvest-Atlanterhavet og Ishavet i 1895 og 1896 indsamlede 
Liparider muligvis kunde gaa ind under denne Art. (Den danske 
Ingolf-Expedition, 2 B. Det Ichthyol. Udbytte, p. 15, Kbhyn. 1898). 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 5 


1850 


1862 


1874 


1879 


1879 


1880 


1885 


1885 


1887 


1888 


1890 


1891 


1891 


Fam. Gadidae. 


Gadus argenteus, Guich. 1850. 


Synonymi. 

Gadiculus argenteus, Guichenot, Explor. Scientif. de L'Algérie 
1840—42. Livr. 63, p. 101, Pl. 6, Fig. 2 (Paris 1850) Algier. 
Gadiculus argenteus, Günther, Cat. Fish. Brit. Mus. Vol. 4, p. 
341 (London 1862). 

Gadieulus argenteus, Günther, Ann. Mag. Nat. Hist. Ser. IV, Vol. 
13, p. 138 (London 1874), N. V. Irland. | 
Gadus argenteus, Bellotti, Atti Soc. Ital. Scient. Natur. Vol. 
XXII, 1879, p. 33 (Milano 1879). Neapel. 

Gadus argenteus, Vinciguerra, Ann. Mus. Civ. Genoa, Vol. XIV, 
Aug. 1879, p. 614, Note 2 (Genoa 1879). Genua. Messina. 
Gadiculus argenteus, Giglioli, Espos. Intern. di Pesca in Berlino 
1880, Spez. Italiana, Appendice, p. 96 (Firenze). Nizza. Palermo. 
Gadiculus argenteus, Vinciguerra, Ann. Mus. Civ. Genoa, Ser. 2, 
Vol. 11 (Vol. XXII), Oct. 1885, p. 458. (Genoa 1885). 
Gadiculus argenteus, Day, Zoologist, Vol. 43, p. 312 (London 
1885). Aberdeen. 

Gadus argenteus, Giinther, Rep. Scient. Res. Voyage Challenger 
1873—76, Zoology, Vol. 23 (Rep. Deep Sea Fishes), p. 83 (London 
1887). 

Merlangus argenteus, Vaillant, Exped. Scient. Travailleur et 
Talisman, 1880-1883, Poissons, p. 302 (Paris 1888). Golfe de 
Gascogne, Marocco, Sudan. 

Gadus argenteus, Bourne, Journ. Marine Biol. Assoc. (N. S.) Vol. 
I, p. 310. (Plymouth, April 1890). S. V. Irland. 

Merlangus argenteus, Moreau, Hist. Nat. Poissons de la France, 
Supplém., p. 61 (Paris 1891). 

Merlangus argenteus, Bellotti, Atti Soc. Ital. Sci. Nat. Vol. XXXIIL, 
1890, p. 128 (Milano 1891). 


6 R. Collett. 


1892 Gadus argenteus, Holt, Scient. Proc. Roy. Dubl. Soc. Vol. VII, 
p. 439 (Dublin 1892). 

1895 Gadiculus argenteus, Goode et Bean, Oceanic Ichthyology. Smith- 
son." Instit. U. S. Nat. Mus. Spec. Bull. p. 354 og p. 530 (Wash. 
1895). 

1895 Gadus (Gadiculus) argenteus, Holt, Surv. of Fish. Grounds West 
Coast of Ireland 1890—91. (Scient. Trans. Roy. Dubl. Soc., p. 
434, Pl. XLI) (Dublin Sept. 1805). 

1900 Gadiculus argenteus, Petersen, Beretn. Danske Biol. Stat. IX. 
1899 (Fiskeri-Beretningen 1898—99, p. 54). (Kbhvn. 1900). Skagerak, 
Christianiafjord. 

Localitet: Christianiafjord, Langesundsfjord, Trond- 

hjemsfjord, 1897—99. 


G. argenteus blev forste Gang fundet ved Norges Kyster 
under de af Dr. Hjort ledede practisk-videnskabelige Dyb- 
vandsundersøgelser i Christianiafjorden Sommeren og Høsten 
1897. Skjønt den forekommer her, som det synes, talrig paa 
Lerbund paa en Dybde af 30—100 Favne lige fra Fjordens 
inderste Dele af og udover, havde dens Tilværelse ved vore 
Kyster hidtil, mærkeligt nok, været ganske ukjendt. Den 
havde hidtil undgaaet alle Fangstapparater; den fanges al- 
drig i de ordinære Garn, der udsættes for Torsk, Sild eller 
anden Fisk, og den bider ikke paa Krog med almindelig 
Agn; den havde heller aldrig været at opdage i de Dyb- 
vandsfiskes Ventrikel, hvoraf jeg i Aarenes Lob har kunnet 
undersøge et ikke ringe Antal. Den havde idethele und- 
draget sig vor Kundskab, indtil den til Optagelse af hur- 
tigtsvømmende Dybvandsformer særligt skikkede «Otter- 
Trawl» blev bragt i Anvendelse. 

Efterat dette Fangstapparat i Aug. 1897 havde begyndt 
at virke i Fjordene udenfor Drøbak og mellem Øerne nor- 
denfor Drøbaksund, erholdtes denne lille Torske-Art i næsten 
hvert Kast, naar Bunden var blød, og Dybden tilstrækkelig. 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 7 


Ofte kunde et halvt Dusin Individer optages ad Gangen; i 
Regelen var Antallet dog blot 1 eller et Par. I det hele 
optoges i August og September dette Aar omkring 50 
Exemplarer. 

Disse vare dog ikke de forste Exemplarer, der vare paa- 
viste i de nordiske Farvande. Allerede i Juli samme Aar 
(1897) havde Dr. Petersen (hvem Indforelsen hos os af Otter- 
Trawlen til videnskabelige Undersøgelser oprindelig skyldes), 
optaget et Ind. paa 95 Favnes Dyb i Skagerrak, henimod 
den svenske Kyst. 

Sommeren 1898 fortsattes Undersogelserne med de 
samme Redskaber i Christianiafjordens ydre Dele, og et ikke 
ringe Antal Individer bleve atter optagne; af disse blev dog 
kun et Faatal opbevarede. 

I Skagerrak, hvor Undersegelsen samtidigt bleve drevne 
af Dr. Petersen, optoges i Juli 1898 atter et Expl. nordenfor 
Skagen fra en Dybde af 70 Favne. 

Endelig blev samme Sommer (den 28de Juni 1898) et 
Individ fundet i Trondhjemsfjorden af Conservator Storm; 
og under en af Dr. Hjort i Juni 1899 ledet Undersogelse 
af Fiskebestanden i denne F jords indre Dele optoges atter 
en Del Individer paa forskjellige Puncter mellem Gulosen 
og Beitstadfjorden. 

De specielle Localiteter, paa hvilke G. argenteus hidtil 
er paavist ved Norges Kyster, ere følgende: 

1. Christianiafjorden: 

Fjorden lige udenfor Christiania (Lysakerfjord og Bunde- 

fjord) Sept. 1897. 

Mellem Øerne nordenfor Drøbak (Haaøen, etc.) Sept. 1897. 

Drøbaksund Aug. og Sept. 1897. 

Laurvigsfjord Sept. 1898. 

Langesundsfjord op til Brevigsfjord Septbr.—Decbr. 1898. 


8 R. Collett. 


2. Trondhjemsfjorden: 

Gulosen Juni 1898, Januar 1899. 

Beitstadfjorden Januar 1899. 

Jeg vedføier en Del spredte Bemærkninger om G. argen- 
teus efter det nye Materiale fra de norske Kyster. Til mine 
Undersøgelser har jeg havt Adgang til omtrent 100 Expl., 
hvoraf det største Antal opbevares paa Christiania-Museet. 

Historie. I 1850 blev Arten beskrevet af Guichenot 
efter 3 Individer, fundne ved Kysterne af Algier. I Dia- 
gnosen angives Vomer at være tandløs, hvorfor en ny Slægt 
Gadiculus etableredes for denne Art. 

I 1874 blev et nyt Expl,, der var optaget under «Porcu- 
pine»-Expeditionen N. V. for Irland paa 183 Favnes Dyb 
(i Juni 1869), omtalt af Dr. Günther. Dette havde en Totall. 
af 140 mm.; da Forf. her fandt Vomer forsynet med Tæn- 
der, ansaa han Slægtsnavnet Gadiculus som overflødigt, og 
Arten omhandles under Navn af Gadus argenteus. 

I 1879 meddeler Bellotti ny Beskrivelse og Diagnose 
efter Individer, fundne (1869) paa Fisketorvet i Neapel; Forf. 
forkaster, ligesom Dr. Günther, Slegten Gadiculus, og an- 
tager, at blandt de øvrige Gadus-Arter kommer der nærmest 
G. pollachius. 

I Løbet af de nærmeste Aar blev Arten væsentlig blot 
omtalt som fundet paa forskjellige nye Localiteter, især i 
Middelhavet (Genua, Messina, Vinciguerra 1879, Nizza, 
Palermo, Giglioli 1880, Aberdeen, Day 1885), i Regelen blot 
i enkelte Individer. I 1888 meddelte Vaillant Beskrivelse af 
et større Antal (73) Individer, optagne i 1882—83 under «Tra- 
vailleur-Talisman»-Expeditionen i Golfe de Gascogne, og fra 
Havet udenfor Marocco og Sudan. Dybden vexlede her 
mellem 410 og 550 Meter. Exemplarerne vare idethele smaa 
og slet conserverede; det største havde en Totallængde af 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897 —1900). 9 


blot 113 mm. I sin Beskrivelse omhandler Dr. Vaillant ogsaa 
Hjernens Bygning hos denne Art. 

1891 giver fremdeles Dr. Moreau i sit Arbeide over 
Frankrigs Fiskefauna en ny Beskrivelse af Arten, som han 
opfører under Slægten Merlangus, en Mening, hvortil ogsaa 
Dr. Bellotti sluttede sig i sin Omtale af Arten samme Aar, 
medens Slægten Gadiculus ansaaes som overflødig. 

Endelig har Dr. Holt i 1892 og 1895 omhandlet Arten 
som optaget i stort Antal udenfor langs hele Irlands Vest- 
kyst fra en Dybde af indtil 220 Favne, og i omtrent 50 Kilo- 
meters Afstand fra Land. Blandt disse fandtes ogsaa Unger 
med en Totallængde af mindre end 1 eng. Tomme. 

Dr. Holt anser (1895) en Underslægt Gadiculus berettiget 
paa Grund af characteristiske Eiendommeligheder i Hovedets 
Bygning og i Skjælbeklædningen, og han beskriver noiere de 
slimførende Caviteter paa Hovedets Overside. 

En Figur er vedføiet, den første correcte, der haves af 
denne Art. 

Det sidste Bidrag til vor Kundskab om denne Art er 
givet af Dr. Petersen, som (1900) nævner Fundet af de nye 
Exemplarer i Skagerrak og Christiamiafjord. 

Endelig kan nævnes, at jeg i Marts 1901 indsamlede 
flere Expl. paa Fisketorvet i Algier, saaledes paa det samme 
Sted, hvorfra Arten først blev kjendt for Videnskaben. Arten 
synes her at være ret talrig, og ikke sjelden at fanges i de 
finmaskede Net, som her benyttes til Fangst af forskjellige 
Fiske. Disse Expl. opbevares nu paa Univ.-Mus. i Christiania. 


Udbredelse. G.argenteus hører til de videst udbredte 
blandt alle Gadider, idet dens Udbredningsomraade strækker 
sig fra de africanske Kyster lidt nordenfor Æqvator, langs 
Africas Nordkyst, i Middelhavet i det mindste ind til Sicilien, 


10 R. Collett. 


fremdeles langs Vest.Europas Kyster i Golfe de Gascogne, 
og ved Storbritannien rundt Irland og Scotland; oven- 
for Nordsoen er den endelig kjendt fra Skagerrak og de 
norske Kyster i Christianiafjorden og Trondhjemsfjorden 
indtil 63° 30/ N. B. 

Paa flere af disse Steder, hvor Apparaterne til dens 
Erhvervelse have veret gunstige, har den vist sig at fore- 
komme i stort Antal paa blød og leret Bund, men sjel- 
den paa ringere Dybde, end omtr. 180 Meter. Hvor dybt 
den gaar, er ukjendt, men den er udenfor Marocco og Ir- 
lands Kyster optaget fra en Dybde af 550—630 Meter. 

Fra de ægte Gadus-Arter skiller den sig allerede i sit 
Ydre ved flere ret iøjnefaldende Eiendommeligheder. Skjæl- 
lene er store og saa let affaldende, at der neppe nogensinde 
i de almindelige Trawl-Apparater vil kunne optages et Exem- 
plar, hvor Skjælbeklædningen er fuldt i Behold; i Regelen 
ere alle Exemplarer mere eller mindre nøgne, ligesom Finne- 
straalerne ligeledes ere næsten altid afbrudte. Særdeles cha- 
racteristiske ere ligeledes de store Gruber paa Baghovedet og 
Snuden. Allerede Holt har paapeget (1895), at de ovennævnte 
Characterer maa tillægges en saa stor Vægt, at der paa disse bør 
grundes idetmindste en Underslægt, Gadiculus, medens Tæn- 
dernes Bygning, hvorpaa denne Slægt oprindelig blev opstillet 
af Guichenot (1850) er utilstrækkelig hertil. Imidlertid maa 
erindres, at de eiendommelige Gruber paa Hovedet 1 det hele 
ere lidet iøjnefaldende hos de yngre, idet de hos dem i Rege- 
len ere dækkede af Huden, medens de blot hos de ældre 
ere mer eller mindre aabne. 


Størrelse. De fleste ved Norges Kyster erholdte Indi- 
vider have havt en Totallengde (Caudalen iberegnet), af 
115—130 mm. Exemplarer over denne Storrelse vare sjeldnere; 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 11 


et Expl. fra Trondhjemsfjorden havde en Totall. af 141 mm., 
et andet fra Christianiafjorden 154 mm. Unger var lige- 
ledes sjeldne; de mindste af mig hidtil undersogte vare fra 


71—78 mm. lange. 
Udmaalinger. 
Hunner (alle drægtige): 
Totall. 129mm. Hovedets L. 33mm. Legemets Heide 25mm. 


= 129 — = 25) — — 2 

— ER — 39%) — — 29) — 

54 — == Ay 2 PO) — 
Hanner : 


Totall. 116mm. Hovedets L. 35mm. Legemets Hoide 22 mm. 


Unger : 
Totall. 7imm. Hovedets L. 18mm. Legemets Hoide 15 mm. 
— 76 —- — 19 — — 15 — 


Legemsforholde. Legemets Høide var noget varierende, 
og er hos Hunnerne forholdsvis større, end hos Hannerne, 
skjønt Bugen ikke altid var udspændt af Rognsækkene. I 
Totallængden indeholdes Legemshøiden lidt over 5 Gange. 
Hovedet er relativt størst hos Hannerne, og indeholdes her 
omtr. 3,3 Gange, hos Hunnerne fra 3,5—3,9 Gange i Total- 
længden. 

Anus ligger under Mellemrummet mellem lste og 2den 
Dorsal, (undertiden under de sidste Straaler af 1ste Dorsal), 
_ og lidt nærmere Snudespidsen, end sidste Halehvirvel. 

Hovedet. Mentalcirrus mangler; Gjællestraalerne ere 7 
i Antal, -og lste Gjællebue har omtr. 25 lange «Tænder», 
(ligesom hos andre Gadus-Arter.) 

Underkjæven ender fortil i en kort, nedadrettet Torn, 
der ganske ligner en Tand, saaledes at Symphysen bærer 2 


12 R. Collett. 


saadanne teetstaaende næsten paralelle Torne. En lay, næsten 
umerkelig bagudrettet Torn findes ligeledes i Underkjæve- 
Leddet. | 

Munden er stærkt opstigende; Mundvinkelen (Overkjæve- 
Leddet) naar tilbage ret nnder Lindsens Forrand. 

Underkjæven rager lidt frem foran Overkjæven, naar 
Munden er lukket. Snuden er betydelig kortere, end Øiets 
Diameter; Mellemkjæven er kort, og særdeles fremskydelig; 
dens Symphyse er noget udringet til Plads for Underkjæve- 
spidsen. 

Interorbitalrummet er smalt, omtrent ligt en halv Øien- 
diameter. 

Gjællemembranerne danne i Midten en Bræm, der er fri 
fra Isthmus. 

Tænderne. Som ovenfor nævnt, etablerede Guichenot 
for denne Art Slægten Gadiculus, da hans Exemplarer (som 
alle vare unge), manglede Tænder paa Vomer. Günther 
paaviste imidlertid i 1874, at ældre Individer i Virkelig- 
heden havde saadanne, hvorfor det nye Slægtsnavn blev 
overflødigt. 

Hos de Individer, som jeg har kunnet undersøge fra 
de norske Kyster, synes Tændernes Mangel eller Tilstede- 
værelse at være halvt tilfældig, og ikke strengt at være af- 
hængig af Alderen. Ogsaa hos flere Unger med en Totall. 
af mellem 70 og 80mm. vare Vomerin-Tænder tilstede; hos 
ældre vare de dels tilstede, og dannede da 2 smaa Grup- 
per, en i hver Ende af dette Ben, dels manglede de; dog 
har Vomer altid skarpe udstaaende Kanter. 

Palatinbenene ere glatte. I Mellemkjæverne findes yderst 
fine «Fløielstænder»; i Underkjæven findes lignende, men de 
ere her noget grovere. 

Straaleantallet i Finnerne er yderst varierende, og 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 13 


neppe 2 Individer ere hinanden fuldkommen lige. Hos 3 
Individer var Antallet folgende: 
1 1D, 10: 2 DD, 1288 Dos I GE A 19; Po 20 
— 10 — ME DB SF NER Da: 
an se Sn, 17 - IS 

Caudalen har omkr. 40 Straaler, Ventralen 6. 

Alle Finner ere yderst skjore, og vare hos de fleste med 
Trawlen optagne Individer afbrudte i Spidsen; ere Straa- 
lerne uskadte, kunne de sees at ende i yderst fine og boie- 
‚lige Spidser. 

Iste Dorsal begynder over (eller ubetydeligt bagenfor) 
Gjællelaagets ydre Rand; Caudalen har en svag Indbugtning 
og afrundede Hjørner. 

Pectoralerne naa hos el Individer til Anus, Ven- 
tralerne neppe helt til Anus. 

Sidelinien. Porerne ere særdeles tydelige; de ud- 
springe paa Nakken, gaa her først lidt opad, derpaa næsten 
parallelt med Ryggen; de naa Legemets Midtlinie omtrent 
ret under 3die Dorsal, og løbe derfra ret ud mod Caudalen. 
De ere stillede med noget ulige Mellemrum, og ere tættest 
og dybest paa Nakken. 

Porernes Antal er omkr. 32, men kan være indtil 36. 
De ere omgivne af en mørk hindeagtig Pose, som ofte er 
tydelig, efterat Skjællene ere affaldne, Poserne legge sig 
over det bagenfor liggende Skjæl, og der dannes saaledes en 
mer eller mindre sep mennegende Slimeanal udenpaa Skjæl- 
rækken. 

Sideliniens Porer ere fordelte paa følgende Maade hos 
4 foreliggende Individer: 


14 R. Collett. 


Nakken |1 Dorsal ® 2 Dorsal | 3 Dorsal | een | Sum 
20 3 110 ee 6 Je 
Zi. 5 GO re ET 6 | 33 
3 4 6 Ler 2 8 & 36 
4 FN 1 ere 6 6 32 


Særdeles iøinefaldende ere 3 aflange, fortil sammen- 
lobende Slimcanaler, der legge sig gaffelformigt bagover 
Nakken ovenfor Gjællespalten. Midt mellem de 2 nederste 
af disse Grene udspringer Sidelinien. 

Hovedets Gruber. De eiendommelige Gruber eller 
Caviteter paa Hovedet ere hos uskadte yngre Individer helt 
dækkede af den stramme Hud, der beklæder hele Hovedets 
Overside. Men hos det overveiende Antal af de erholdte 
Individer er denne Hud mer eller mindre brustet, og lader 
Caviteterne aabne. Da dette altid er Tilfældet hos ældre 
Individer, selv hvor disse synes iøvrigt at være vel conser- 
verede, synes det som om denne Hud med den fremskridende 
Alder frivilligt aabner sig over Caviteterne, saaledes at disse 
uhindret ere udsatte for Vandet. At dette er Tilfældet, synes 
at fremgaa deraf, at den Hud, der beklæder Caviteternes 
Vægge og Bund, er forsynet med det samme mørke Pig- 
ment, som den øvrige Hud over Panden. 

7 saadanne Caviteter findes paa Pandepartiet mellem 
Øinene. Den ene af disse er uparret, aflang, og ligger i 
Midten; 2 ligge oventil ved Orbitas Bagrand, og 1 oventil 
ved Orbitas Forrand. Alle disse Caviteter ere dog i Bunden 
sammenflydende. 

Skjællene. Sidelinien tæller omkr. 66 Skjæl, altsaa 
omtrent 2 for hver Slimpore. 

Alle Skjæl ere yderst løstsiddende, især langs Ryggen 
og paa Halepartiet; bedst vedsiddende ere de paa Brystet. 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 15 


Exemplarer med fuld Skjælbeklædning blive saagodtsom 
aldrig erholdte i Trawlen'). Hovedets Overside og Gjælle- 
laagene synes altid at vere nogne. 

Paa Bugsiden strekker Skjælbeklædningen sig helt frem 
paa Struben. 

Skjællene ere særdeles store. Hos et middelstort Expl. 
har et Skjel fra Brystet en Diameter af 34mm., hos det 
største Individ (hvis Totallængde var 154 mm.) en Bredde 
af 4.2 mm. og en Længde af 3.8 mm. 

Tilsyneladende er Skjællet rundt, og har fra Centrum og 
til Yderranden omtrent 100 yderst fine, concentriske Striber, 
fra Centrum til Inderranden noget færre. I Sidelinien har 
dog det Skjæl, som dækker over Slimporen, en Udbugtning 
for denne i sin Yderrand. 

I en skraa Tverrække findes 20 Skjæl; heraf ligge 6 
mellem Dorsalen og Sidelinien, 14 mellem Sidelinien og Anus. 


Farven. Hos halvvoxne Unger (indtil en Totallængde 
af omtrent 100 mm.) er Farven lyst”rødgraa, lysest paa Bugen, 
og uden synderlig Sølvglands. Hos ældre Individer ere 
Skjællene paa Brystet og den forreste Del af Bugen svagt 
sølvglindsende; ligeledes har Huden paa Struben og den 
forreste Del af Bugen Sølvglands, idet Skjællene her ere 
næsten transparente. 

Stærkest pigmenteret er Ryggen; egentlige Pletter findes 
ikke, selv ikke ved Roden af Pectoralen. 

Gjellelaag og Suborbitalben ere stærkt solvglindsende, 
dog med smaa mørke Pigmentpuncter. Ogsaa Gjællemem- 
branen er sølvfarvet. 

1) Et større Individ, som jeg hurtigt fik løsgjort af Trawlen, og 
med Omhu strax præparerede paa Formalin, har Skjælbeklæd- 


ningen næsten helt i Behold, og manglede blot en Del af denne 
paa Halen. (Lysakerfjord udenfor Christiania 11te Septbr. 1897). 


16 R. Collett. 


Finnerne ere ofte ufarvede, men undertiden mer eller 
mindre pigmenterede, indtil næsten brunsorte. Dog er altid 
Roden af Caudalen og alle Dorsaler stærkere pigmenteret, 
saa disse Finner vise sig ligesom nedtil begrændsede af en 
smal mørk Rand. 

Svælgets bagre Del indtil midt i Mundhulen (altsaa omfat- 
tende Gjællebuerne og den bagre Del af Ganen) er sortagtig, og 
skarpt begrændset mod Mundens forreste Del, som er lysfarvet. 

Iris er blegt messinggul, med en smal sort Begrænds- 
ning nedtil, og en bredere brunsort oventil. Undertiden er 
blot et enkelt Parti foran og bag Lindsen messingfarvet, 
Resten af Iris mørk. 

Kjøn og Yngletid. Hunnerne syntes at være ulige 
talrigere end Hannerne, og saagodtsom alle større Individer 
vare Hunner. Af 12 Individer, optagne mellem /Øerne 
ovenfor Drøbak 7—9 Septbr. 1897, vare saaledes 2 Hanner, 
8 Hunner, samt 2 Unger. 

Yngletiden synes at strække sig over flere af Høst- og 
Vintermaanederne. Allerede i Begyndelsen af September 
vare flere Hunner rognfyldte, om end Rognkornene hos de 
fleste vare ujevne i Størrelse; et Expl. syntes dog allerede 
at være udgydt (Drøbaksund Septbr. 1897). 

Individer, optagne i 1898 i Slutningen af September i 
Laurvigsfjord, vare ligeledes rognfyldte, tildels tilsyneladende 
gydefærdige; men hos et stort Hun-Individ fra Trondhjems- 
fjorden, optaget i Midten af Januar (1899), var Rognen 
fremdeles ikke rindende, men endnu temmelig ujevn. 

De yngste rognbærende Hunner havde en Længde af 
110 mm.; de fleste vare 120—130 mm. lange. De undersøgte 
Hanner bare udviklede Testes med en Totallængde af 115— 
118 mm.; en Han med en Totallengde af blot 104 mm. 
havde allerede svulmende Testes 28de Novbr. (1898). 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897 —1900). 17 


Rognene ere relativt store, omtrent 0.5 mm. i Diameter. 
Antallet er forholdsvis ringe, sammenlignet med de zgte 
Gadus-Arters Rogn-Antal. 

Rognsækkene vare tykke og trinde, danne 2 næsten i 
sin Helhed sammenvoxne, omtrent lige lange Flige (der dog 
blot i Spidserne vare helt fri). Venstre Flig var ubetyde- 
ligt længere end den høire; hos et Individ med en Total- 
længde af 120 mm. var høire Flig 23 mm., venstre 25 mm. 


Bughulen er solvhvid, men fortil sort, ligesom Svælget, 
Coeca pylorica 7, jevntykke, forholdsvis lange, og ud- 
gjøre omtrent 1/12 af Totallængden. 


Føde. Ventrikelen, der var aflangt kegleformig, tyk- 
vægget og blaasort, har i Regelen indeholdt (foruden ukjende- 
lige Levninger) yderst fint knuste Dele af Crustaceer (Ca- 
lanider), samt Børster af Annelider. Hos et Individ var Ven- 
trikelen udspændt af et Dusin Individer af Euchaeta nor- 
vegica (en Calanide med et forholdsvis haardt- Chitinskelet). 


Fam. Soleidae. 


Solea lutea, (Risso) 1810. 


Pleuronectes luteus, Risso, Ichthyol. de Nice, p. 312 (1810). 
Localitet: Nevlunghavn (Langesund) 1875. 


Blandt en Del Yngel-Individer af Solea solea, optagne 
af Prof. G. O. Sars ved Nevlunghavn (mellem Frederiksværn 
og Langesund) i Juli 1875, hvilke opbevares i Christiania- 


Museet, fandtes ogsaa et ganske ungt Individ af denne Art. 
2 — Archiv for Math. og Naturv. B. XXIII. Nr. 7. 
Trykt den. Juni 1901. 


18 R. Collett. 


Dette Individ har en Totall. af 22 mm., Legemets Heide 
er 7,5 mm., Hovedets Længde 6 mm. 

Uagtet den ringe Storrelse er Artens Characterer vel 
udpregede. Blindsidens Pectoral mangler; Mundspalten naar 
til Forranden af det nederste Øie; Pectoralens øvre Straale 
er hvid. Dorsalen har omtr. 12 sorte Straaler, der ere 
stillede med temmelig regelmæssige Mellemrum. 

Da denne Art neppe kan antages at foretage lange 
Vandringer, er det sandsynligt, at den, skjønt senere intet 
Ind. er erholdt, forekommer stationær og ynglende ved Norges 
Sydkyst, om end i ringe Antal. 

Udbredelse mod Nord. Solea lutea, der er en vel- 
kjendt Middelhavs-Form, er endnu temmelig hyppig ved de 
Britiske Kyster og i Canalen. I Nordsøen er den utvivlsomt 
sparsommere, skjønt den angives at være talrig ved St. Andrews 
i Scotland (McIntosh). 

Fra de danske Kyster er den ifolge Petersen!) kjendt 
saavel fra Vesterhavet (Jylland), som fra Kattegat, hvor 
nesten et Dusin Individer ere erholdte under de forskjellige 
videnskabelige Dybvands-Skrabninger, som her ere foretagne 
mellem Aarene 1884 til 1893. Det storste af disse Individer 
havde en Længde af omkr. 41/4 Tomme (omtr: 111 mm.), og 
har altsaa været fuldvoxent. 

Fra de øvrige nord-europæiske Kyster vides den ikke 
omtalt. 


1) Beretn. Danske Biol. Station, IV, 1893, p. 36 (Kbhvn. 1894). 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897 — 1900). 19 


Fam. Sternoptychidae. 


Argyropelecus hemigymnus, Cocco 1829. 


Argyropelecus hemigymmus, Cocco, Giorn. di Sc. Lett. e Arti per la 
Sicilia, vol. 26, No. 77, p. 146 (1829). 


Localitet: Kvalø ved Tromsø 1895. 


I Febr. 1895 fandtes et Expl. af denne Art drivende i 
Stranden ved Udsiden af Kvaløen (nær Tromsø), og ind- 
sendtes til Tromsø Museum. Exemplaret, som var vel ved- 
ligeholdt, opbevares nu i Christiania-Museet. 

Totallængden var 35,5 mm.; Individet var saaledes omtrent 
fuldvoxent. Afstanden fra Snudespids til Bugspids er 19 
mm.; Legemets Høide 17 mm.; Hovedets Længde 9 mm.; 
Øiets Diameter 5,5 mm. 

Straalerne vare: 1 Dorsal 7 (stive); 2 Dorsal 8; Analen 
11. Caudalen havde i sin øvre Halvdel 10 Straaler (foruden 
10 rudimentære), i sin nedre Halvdel 9 (foruden 6 rudi- 
mentære). 

Pletterne vare normale, og stillede med de normale Mel- 
lemrum indbyrdes. Den forreste Analrække bestaar af 4, 
hvoraf den forreste er lang; den bagre Række tæller 6 Pletter, 
hvoraf den forreste og de 2 bagre ere lidt større, end de 
øvrige. 

Under Haleroden findes 4 Pletter. 

Bugrækkerne: den øvre Række tæller 8 Pletter, hvoraf 
de 2 forreste ere store; den nedre Række tæller 12 Pletter, 
alle smaa. 

Struberækken tæller 6 Pletter, hvoraf de bagre ere de 
største. 


20 R. Collett. 


A. hemigymnus stemmer i alle Hovedtræk overens med 
den betydeligt større Art A. olfersi, (Cuv.) 1829, og specielt 
er Solvpletternes Anordning og relative Storrelse i hver 
enkelt Række mærkværdig overensstemmende hos de 2 Arter. 
Som den væsentligste Forskjel opgives af de senere For- 
fattere Pectoralens Lengde!), idet denne hos A. olferst er 
relativt kort, og naar med sin Spidse blot til Ventralerne, 
medens den hos A. hemegymnus naar helt til Analen. Denne 
Character er dog usikker og ofte uanvendelig, da Pectora- 
lerne hos disse Smaafiske jevnlig ere afbrudte. 

Sikrere Characterer kunne hentes af Legemsproportio- 
nerne, idet Halepartiet er længere og mere uddraget hos 
A. hemigymnus, end hos den anden Art. 

Saaledes er Halens Høide, maalt over Anus (mellem 
sidste Dorsalstraale og forreste Analstraale) hos A. olfersi 
større, end selve Hovedlængden, hos A. hemigymmus betyde- 
ligt mindre end denne (hos det foreliggende Ind. er denne 
Afstand 6,5 mm.) 

Hos A. olfersi er Afstanden mellem Halerodens Sølv- 
pletter (Caudalrekken) og den bagre Analrekke ubetydelig, 
(eller mindre end Længden af Caudalrækken). Hos Å. hem: 
gymnus skilles disse Rækker ved et længere Mellemrum, der 
endog er over 3 Gange større, end Grundlinien af Caudal- 
rækken (Afstanden hos det foreliggende Individ 5,5 mm.). 

A. hemigymnus er fremdeles nøgen paa hele Halepartiet 
samt langs Ryggen hen til Hovedet; alene over den bagre 
Analrække sees en ubetydelig Plet af et sølvglindsende 
Pigment. Hos A. olfersi er hele Halepartiet sølvglindsende 
allerede hos halvt udvoxede Individer; (Unger af denne Art 
vides ikke beskrevne). 


1) Jordan and Evermann, Fishes of North and Middle America 
(Part I) p. 604 (Washington 1896). 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 21 


Udbredelse. A. hemigymnus er væsentlig kjendt fra 
Middelhavet, hvor den forekommer i Stimer paa de storre 
: Dybder, skjønt Individer i Regelen blot erholdes, naar de 
ved undersøiske Strømninger ere førte op til Overfladen. 
Enkelte Tilfælde ere saaledes kjendte fra Strædet ved Mes- 
sina, hvori Hundreder af Individer have været erholdte ad 
- Gangen. 

Fra Atlanterhavet er Arten kjendt fra enkelte Puncter 
udenfor Kysten af Marocco, fra Canarerne, udenfor Portugal, 
og i Golfe de Gascogne; paa alle disse Localiteter ere enkelte 
Exemplarer optagne af den franske «Travailleur-Talisman» Ex- 
pedition i 1880—82, angivelig fra en Dybde af 741—1534 Meter. 

Endelig er et enkelt Ind. optaget fra en Dybde af 180 
Favne af den engelske «Porcupine»-Expedition i 1869 mellem 
Scotland og Færøerne (i «Færø-Renden»). 

I Atlanterhavets nord-østlige Dele har Arten ikke sikkert 
været kjendt. Derimod er den omtalt saavel fra Atlanterhavets 
americanske Side, som fra det indiske Hav; men Individer 
fra begge disse Have synes i Virkeligheden at tilhøre andre 
nærstaaende Arter. 

Fra de americanske Farvande er saaledes A. hemigymnus 
omtalt som optaget i et Par Expl. udenfor Ny Englands 
Kyster fra 225—683 Favnes Dyb, (cfr. Goode & Bean, Bull. 
Mus. Comp. Zool. Vol. X, No. 5, p. 220, 1883, og «Occanic 
Ichthyology» p.126, Wash. 1895). Disse Expl. ansees dog 
af Garman for tilhorende en ny Art, characteristisk ved det 
ringe indbyrdes Mellemrum mellem de ventrale Sølvpletter, 
hvilken Art han benævner A. affinis, (cfr. Garman, Rep. Explor. 
West Coasts America, Steamer Albatross, Fishes, p. 231. 
Cambridge, Mass. 1899). | 

Fra det Indiske Hav er fremdeles A. hemigymnus angivet 
(første Gang 1891) af Alcock, efter et Individ, optaget fra 


22 R. Collett. 


en Dybde af 103 Favne. Goode & Bean paavise imidlertid, 
at denne Art er forskjellig fra den typiske Art, og benævne 
den A. alcocki. (Goode & Bean, «Oceanic Ichthyology>, 
p. 126, Fig. 147, Wash. 1895, cfr. Garman, Rep. Expl. West 
Coasts America, Steamer Albatross, Fishes, p. 236, 1899). 


Argyropelecus aculeatus, Cuv. Val. 1849. 


Argyropelecus aculeatus, Cuv. Val. Hist. Nat. Poiss. Vol. 22, p. 406, 
(1849); Sternoptyx acanthurus, Do. p. 408 (1849) Azorerne. 

Argyropelecus olfersit, pt. Coll., Arch. for Math. og Naturv. B. 19, No. 7 
p. 14 (1897) Azorerne. 


Localitet: Christiansund omkr. 1885. 


Under et Ophold i Christiansund i Juli 1899 fandt jeg 
i Latinskolens Samling et smukt Expl. af denne Art, ind- 
leveret til Skolen i et af Aarene 1880-—86, og uden Tvivl 
fundet (i Lighed med det forholdsvis store Antal Individer 
af A. olfersi, som i Tidernes Lob ere skyllede i Land ved 
den norske Vestkyst) paa et eller andet Punct af Kysten 
udenfor Byen, skjont den noiagtige Localitet ikke lenger 
kunde oplyses 

Exemplaret var en udvoxet Hun, var complet, og i det 
hele vel bevaret, blot lidt afgnedet paa den ene Side, 
muligens ved at have ligget i Stranden. Det opbevares nu 
i Christiania-Museet. 

A. aculeatus staar A. olfersi ner, og Charactererne lade 
sig kun ved noiere Undersøgelser paavise. De vigtigste af 
disse ere folgende: | 

Hos A. aculeatus er Legemshøiden større, lig Afstanden 
fra Orbita til Haleroden; fremdeles er Halens undre Profil- 
linie forsynet med en Rekke lave, tornede Kamme. 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897—1900). 23 


Hos A. olfersi er derimod Legemets Høide lavere, 
omtrent lig Afstanden fra Gjællelaaget til Haleroden; Halens 
undre Profillinie er glat (uden Torne). 

Øiet er relativt stort; dets Høide indeholdes i Legemets 
Totallængde omtrent 8 Gange. Bredden er noget mindre end 
Høiden, og Længdediameteren gaar idethele temmelig paral- 
lelt med Pandens Profil, hvorved Øiet faar en stærkere skraa 
Stilling, end hos A. olfersi. 

I Hovedets Længde indeholdes Øiet 2,3 Gange (hos 
A. olfersi omtr. 2,8 Gange). 

Endvidere kan nævnes, at hos A. aculeatus ere alle 
Underkjevens Tender bagenfor den forlængede 4de Tand 
lave, medens hos A. olfersi flere af disse er forlengede. 

[ste Gjællebue har 16 «Tender». 


Udmaalinger. 
Mies tral cera lever vee ER NE 70 mm. 
Smudespider til Blalerod... Ge 56 — 
Hovedets Lengde til Gjellelaagets Bagrand...... 21 — 
Hovedets Længde til Skulderen ................ 24 — 
Største Heide (til Grunden af 1D.)............. Al = 
Afstand fra Skulderkammen til Beg. af C ....... 36 — 
Længde fra Skulderen til Spidsen af © ......... JÅ — 
Længde fra Gjællelaagets Bagrand til Spidsen af C. 47 — 
L. fra Beg. af Dorsalen til Beg. af Caudalen .... 36 — 
Øietspkørdediameter nes SR 66. . eee ee EE 


Straaleantallet er: D.9. A.7 +5. Antallet er saaledes 
det samme, som hos Å. olfersi; men Rækken er, som oven- 
for nævnt, tildels afbrudt ved enkelte Torne, hvoraf 2 sidde 


foran, og 1 bag den 8de Analstraale. 


24 R. Collett. 


Den eiendommelige Tornevæbning langs Halens Under- 
side, der er characteristisk for denne Art, bestaar af følgende 
Dele: 

1. En tandet Kam paa hver Side af Analspalten. 

2. En kort vifteformig Kam, bestaaende af 2—3 (hos et 
yngre Individ 7) Tænder, hvoraf de mellemste ere de 
længste, mellem 7de og Sde Analstraale. 

3. En enkelt Torn mellem Sde og 9de Analstraale. 

4. En tandet Kam paa hver Side af Halerodens Ventral- 
linie i Mellemrummet mellem Analen og Caudalen. 
Kammen er noget udspærret foran Halerodens Lys- 
pletter, men næsten sammenstødende paa Stykket mellem 
disse. | 

5. Endelig ere de første rudimentære Caudalstraaler saavel 
oventil som nedentil udspærrede, og danne fri Torne. 


Neuralkammmen er hos Å. aculeatus fint erenuleret 
i Randen; dens Høide er større end Halerodens Høide. Hos 
A. olfersi er Neuralkammen i Randen glat, og forholdsvis 
lav; dens Høide er her mindre end Halerodens Heide. Og- 
saa Ventralkammen (foran Anus) er fint crenuleret, og rela- 


tivt høiere hos Å. aculeatus, end hos den anden Art. 


Farve. Idethele som hos A. olfersi; et Par Ulig- 
heder kan dog spores i Udstrækningen af det morkeblaa 
Baand, der strækker sig langs Ryglinien, og ud over Cau- 
dalen. 

Hos A. aculeatus er dette Baand med en dyb Indbugt- 
ning ret under Mellemrummet mellem Neuralkammen og 
1ste Dorsal næsten delt i 2 Dele, medens det hos A. olferst 
kun viser ringe Spor til en saadan Deling. 

Endvidere strækker hos A. aculeatus den blaasorte Farve 
sig skraat ud over Caudalens nedre Straaler, saaledes at 


Om 5 for Norges Fauna nye Fiske (1897 —1900). 25 


disse ere sorte til henimod deres Midte (medens dette ikke 
er Tilfældet med de øvre). 

Hos A. olfersi er. den sorte Farve ved Caudalens Rod 
ubetydelig, og ganske symmetrisk. 


Lyspletterne synes i Antal, Anordning og Form at 
være som hos A. olferse. 

Ovarierne. Exemplaret var en udvoxet Hun med Ova- 
rierne fulde af Rogn, der synes at vere ner sin Modenhed. 
Ovarierne ere uregelmessigt 3-fligede (Længden er 9mm,, 
Bredden 6 mm.); Æggene vare særdeles smaa. 


Udbredelse. A. aculeatus er beskrevet af Cuvier og 
Valenciennes i 1849 efter et Individ, taget paa Høiden af 
Azorerne. Exemplarets Længde var 212 Tommer (omtrent 
65 mm.). 

Sandsynligvis har Å. aculeatus oftere været overseet 
eller forvexlet med A. olfersi, da intet nyt Exempl. sees 
omtalt af senere Forfattere. 

Museet i Christiania eier 3 Individer af depne Art. 
Et af disse (Totallængde 65 mm.) er fundet i Syttiaarene 
i «Sargasso-Havet», under 26° 20’ N. B., 45° 20‘ V. L., 
saaledes omtrent midt mellem Azorerne og Bermudas-Øerne. 

Et andet tilhørte en Samling Fiske, som jeg i 1897 
modtog til Undersøgelse fra Museet i Ponta Delgada, Azo- 
rerne. Samlingen indeholdt 3 Individer af denne Art (Total- 
længde 49—54 mm); disse ere kortelig omtalte under Navn 
at Å. olfersi i Archiv f. Math. og Naturv. 1897, B. 19, No. 7. 

Det 3die Individ, det ovenfor beskrevne, er større end 
noget andet kjendt Individ af denne Art (70 mm.), og blev, 
som ovenfor nævnt, indsendt til Christiansund Skoles Sam- 
ling i Ottiaarene. Det er sandsynligvis fundet ved Kysten 


udenfor Christiansund. 


FEB 27 1901 


a oa a 


ARCHIV 


FOR 


MATHEMATIC. OG MTURVIDENSKAR 


UDGIVET 
AF 


AMUND HELLAND, G. 0. SARS 06 $. TORUP 


TRE OG TYVENDE BIND. FØRSTE HEFTE 


on 
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


1900 


| 


a | 


Al Korrespondance og Forsendelser vedrorende Archiv for 
Mathematik og Naturvidenskab bedes adresseret til Professor 
Dr. Torup, Universitetets fysiologiske Institut, Christiania. 


Pour tout ce qui concerne la rédaction et l’administration 
des ”Archiv for Mathematik og Naturvidenskab’ s’addresser å 
M. SoPHus Torup, professeur å la Faculté de Médecine. L’Insti- 
tut Physiologique de l'Université, Christiania, Norvège. 


Bind XXIII. Hefte 1, 


Indhold. 


Side. 


Nr. 1. Kemiske og fysiologiske studier over Guanylsyren af Ivar Bang 1—116 


Archiv for Mathematik og Naturvidenskab udkommer med 
1 bind (4 hefter) aarlig. Subskriptionsprisen er kr. 8.00 pr. bind. 


Alb. Cammermeyers Forlag. 


Re 


ARCHIV 


FOR 


MATHEMATIK OG MATURVIDENSKAR 


UDGIVET 


AMUND HELLAND, 6. 0. SARS 06 $. TORUP 


KRISTIANIA 
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


1901 


Al Korrespondance og Forsendelser vedrorende Archiv for 
Mathematik og Naturvidenskab bedes adresseret til Professor 
Dr. Torup, Universitetets fysiologiske Institut, Christiania. 


Pour tout ce qui concerne la rédaction et administration 
des ”Archiv for Mathematik og Naturvidenskab’ s’adresser å 
M. Sopuus Torup, professeur å la Faculté de Médecine. L’Insti- 
tut Physiologique de l'Université, Christiania, Norvège. 


Bind XXIII. Hefte 2—3. 


Indhold. 
Nr.2. Jens Holmboe, Norske Ferskvandsdiatoméer — II. . . . Side 1— 41 
» 3. G. 0. Sars, South American Entomostraca, I. . . . . . » 1—102 
» 4. Sig. Thor, Norges hydrachnider — IV. ........ » 1— 56 


Archiv for Mathematik og Naturvidenskab udkommer med 
1 bind (4 hefter) aarlig. Subskriptionsprisen er kr. 8.00 pr. bind. 


Alb. Gammermeyers Forlag. 


N AD 


BERGENS MUSEUM 


is... 


Prisbelonning 


Joachim Frieles Legat 


I henhold til legatets fundats udsættes herved en prisbelonning paa 
800 kr. for et systematisk arbeide over 


Norges fugle. 


Foruden systematisk beskrivelse af alle arter bør arbeidet indeholde 
udførlige oplysninger om deres forekomst her i landet, deres levevis etc. 
Beskrivelsen bør ledsages af afbildninger af karakteristiske kjendetegn og 
arbeidet være støttet til selvstændige undersøgelser. 

Det prisbelønnede arbeide bliver museets eiendom. 


Konkurrerende arbeider skal være affattede paa norsk og indsendte 
i manuskript til «Bestyrelsen for Bergens Museum» inden udgangen af 
september 1902. Hvert arbeide skal være forsynet med motto og ledsaget 
af forseglet brev betegnet med samme motto og indeholdende forfatterens 
navn og adresse. 


Bergens Museum den 30te januar 1901. 


G. Armauer Hansen. 


Brunchorst. 


1 1901 


Zz 


=) oa. | 
ARCHIV 


FOR 


UDGIVET 


AF 


AMUND HELLAND, G. 0. SARS oG $. TORUP 


TRE OG TYVENDE BIND. FJERDE HEFTE 


Å KRISTIANIA 
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG 


dd 


1901 


MATHEMATIK OG NATURVIDENSKAR 


=| 


Al Korrespondance og Forsendelser vedrorende Archiv for 
Mathematik og Naturvidenskab bedes adresseret til Professor 
Dr. Torup, Universitetets fysiologiske Institut, Christiania. 


Pour tout ce qui concerne la rédaction et l’administration 
des ”Archiv for Mathematik og Naturvidenskab’ s’adresser å 
M. Sopuus Torup, professeur å la Faculté de Médecine. L’Insti- 
tut Physiologique de l’Université, Christiania, Norvège. 


Bind XXIII. Hefte 4. 


Indhold. 


Ueber Pökelversuche mit Fisch- 


Nr.5. Sigval Schmidt-Nielsen: 
fleisch . : . Side 1—8 
» 6. Embr. Strand: Orthoptera og Hymenoptere samlede i 1900 » 1—7 
» 7. R. Collett: Om fem for Norges Fauna nye Fiske (1871 
—1900) AP AE ET er Oy 


Archiv for Mathematik og Naturvidenskab udkommer med 
1 bind (4 hefter) aarlig. Subskriptionsprisen er kr. 8.00 pr. bind. 


Alb. Gammermeyers Forlag. 


mme 


3 2044 106