This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual personal, non-commercial purposes.
and we request that you use these files for
+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find additional materials through Google Book Search. Please dø not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web at/http://books. google. com/]
Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.
Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage.
Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.
Retningslinjer for anvendelse
Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:
e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.
e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.
e Bevar tilegnelse Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.
e Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.
Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på|http: //books.google.com|
I3LS.! S eh
302144530M
VALDEMAR SCHMIDT
ASSYRIENS oc ÆGYPTENS GAMLE HISTORIE
ELLER
…… HISTORISK-GEOGRAPHISKE UNDERSØGELSER OM DET GAMLE TESTAMENTES LANDE OG FOLK
ANDEN DEL
KJØBENHAVN FR. WØLDIKES FORLAG
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ
1877
%
ANDEN DEL.
Femaez Karrcer: Syæiens HISTORIE.
g 49. Syriens Historie indtil det ægyptiske Herredøommes Un- dergang i Mesopotamien. — Landets Forhold til asiatiske Stater og til Ægypten fer Aar 1600 f. Kr. — Ægypterne angribe og erobre Syrien: Thotmess I1.'s Felttog; Thotmess III's Tog til Asien i haps 22de og 23de Regjeringsaar; Slag ved Megiddo; Fortegnelse over de af Ægypterne beselrede syriske Stæder og Landskaber; Kampe i Syrien i Thotmess IIL's følgende Regjeringsaar; Bestyrelsen af de overvundne Lande. — Syrien som ægyptisk Provinds: Syrien under Thotmess IIL's Efterfelgere; Oprer i Syrien imod Amonhotep IV. ............
$ 50. Syrien atteri Kamp med Ægypterne. — Seti I., Meddelelser i Billeder og Indskrifter paa ægyptiske Tempelvægge om Seti's Felttog i Syrien; Fortegnelse over beseirede Folk. — Rameges Il.'s Krige med Khetta: Mindestenen ved Nahr-el-Kelb fra Rameses's 4de Regjeringsaar; Pen-ta-urs digteriske Beskrivelse af Rameses II's Kamp med Nhetta (Khetiterne) i Nordsyrien, paa Orontes' Bredder, i Kongens femte Re- gjeringsaar; Meddelelser om disse Kampe i Indskriften i Abu-Simbel; Afslutning af Stilstand imellem de to Folk; Khettas Forbundsfæller; Hjælp fra Lilleasien; Rameses' Seire (over Oprerere) i Syrien i hans &de Regjeringsaar; Indtagelse af Askalon. — Fredslutning imellem Khe- titerne eg Ægypterne i Rameses Il.'s 21de Regjeringsaar; Traktatens 11 Artikler og to Tillægsartikler. — Khetiternes Forhold til Ægypten i den anden Halvdel af Rameses 11.'s Regjering; Oprer i KAbu; Band- synlighed af, at Kanaas endnu en Tidlang var ægyptisk Provinds. — . Mohar'ens Reise i Kauaan: Besøg i Nordsyrien, saaledes bl. A. i Aleppo; Mohar'eus Reise igjennem Phoinikernes Kystland til Landskaberne Nord for Genesareth Se, til Egnen om Haxor og det israelitiske Hamath, og derfra videre ued igjennem Kanaans Land i sydvestlig Retning, sand- synligvis efter at have overskredet Jordan ved Beth-Sean; Mohar'ens
Side,
621.
IV
Sammentræf i Hjertet af Kanaan med en vandrende Stamme, hvis Hevding lader ham beværte med Kamelkjed; Sandsynligheden af, at Israeliterne, i hvis Lov Nydelse af Kamelkjed var forbudt, paa Mohar'ens Tid endnu ikke vare indkomne i Kanaan; Mohar'ens Æventyr i Jaffa; Reise i Stepperne Syd for Syrien. — Syrien paa Menephtha-Pheros Tid: Dagbog, holdt paa Grændsen af Syrien og Ægypten; Brev fra en ægyptisk Embedsmand med Meddelelse om, at Beduinerne fra Edom vare blevne indladte paa de ægyptiske Domæner ved 7eku (formodentlig en Del af Edom?); Syrien opgives af Ægypterne; Farligt Angreb paa Ægypten af Libyerne; Sandsynligheden af, at alle ægyptiske Besæt- ninger ere dragne bort fra de asiatiske Besiddelser. — Rameses III's Tog til Syrien: Kamp saavel med de egentlige Syrer som med nye Stammer: Philistre, Sikelier, Danaer (?), Akhaier, Sardinier og Tusker. — Slutning paa Ægypternes Krige i Syrien; Philistrene nedsætte sig pas Kanaans Kyst. — Israeliterne indvandre i <anaan; Bemærkninger om Tidspunktet... ......00000 eee eee eee eee eee
& 51. Syrien som uafhængigt Land: Tiglath Pilesar I's Kampe med Nordsyrerne; Phoinikernes Handel; syriske Fyrsters seirrige Felttog til Mesopotamien; Sisaks Tog til Juda; Gjenoptagelse af assyriske An- greb paa Syrien i Begyndelsen af det niende Aarhundrede f. Kr.; Ud- sigt over Syriens daværende Forfatning. — Åssur-nazir-pals Krige i Syrien: hans Kampe i Euphratdalen, i det syriske Mesopotamien (883 og 879—878); Tog imod Karkemish og imod Landskaberne ved Amanos og Libanon, omkring Floderne Orontes, Ifrin og Sangar (Aar 876). — Salman-eser II.'s Krige i Syrien; Angreb paa Edens Bern, Gavguma, Samalla og Patina samt Karkemish (856—858); Tog til Syrien; Mod- tagelse af Tributer fra syriske Fyrster; Angreb paa Halvan (Aleppo), og derpaa paa Riget Hamath; syrisk Forbund imod Assyrerne; For- tegnelse over Forbundsfællerne (iblandt dem Akhab); Syrernes Nederlag ved Karkar (854); Oprer i Syrien (omtrent 851); Betvingelse af Karke- mish; Kamp med Hamath og Damask (850—849); Angreb paa Saul i Hamath og Benhadar i Damask (846); Kamp med Hazael 842 og 889; Kampe paa Nordsyriens Nordvestgrændse (885 —884 og 833—832). — Syrien befrier sig for Assyrernes Herredemme: Syriens Tilstand i As- syriens forbigasende Svagheds-Tidsrum (828—806); Syrernes indbyrdes Krige; Meddelelser om Kampe imellem Israel og Moab i Mesha's Ind- skrift; Uroligheder i Tyros; Elissas Flugt; Binniraris Tog til Damask, hans Forhold til det evrige Syrien; Assyrernes Kampe med Damask, Hadrak og Arpad i Tidsrummet 773—754.......... 0000400
&$ 52. Syrien under Fremmedes Herredemme: Assyrernes Frem- gangsmaade imod Syrerne i den anden Halvdel af det ottende Aarhun- drede f. Kr, og i den felgende Tid; deres Bestræbelser for at denatio- nalisere Syrerne; Tiglath Pilesar Il,'s første syriske Krig (743—740) ;
Side,
624.
V
Kamp med Enil af Hamath og Asarja af Juda. — Mellemsyrien erobres af Tiglath Pilesar 740: Tiglath Pilesars anden syriske Krig; Erobring af Landene paa Syriens nordligste Grændser; Tribut bringes af atten Konger fra Mellem- og Nordsyrien samt fra Fyrsterne i de lige Nord for Syrien liggende Lande. — Oprer i Mellemsyrien; Forbund imellem Damask - og: Samareia imod Assyrien: Tiglath Pilesars tredie syriske Krig: Kamp med Damask og Israel; Riget Damask omstyrtes, Israel og Gaza tugtes (732). — Hele Syrien underkaster sig Assyrien: Tiglath Pilesars fjerde syriske Krig (730); Udpresning af Tyros. — Opreri Tyros imod Salmaneser (IV.); Tyros" femaarige Beleiring og Capitulation. — Syrernes Kampe med Sargon: Jaubidas Oprer i Hamath, bans Under- gang (720); Samareias Fald; Tidspunktet for denne Begivenhed (722, 721 eller 720?); Sabakos: og Gazas Konge Hanons Nederlag ved Ra- phia (720); Sargons Fremgangsmaade imod Syrerne; Karkemishs Fald (717); Deportationer af Armeniere, Arabere og Medere til Syrien; Tog til Baal-Zaphon i Hamath (712); imod Gavguma og Asdod (711); Ja- mans Flugt fra Asdod; Kommagene inddrages i Assyrien (708). — Oprer i Syrien; Senakheribs Tog til Syrien, Lulis (Elulaios”) Flugt fra Sidon (701); Indsættelse af Tubal (Ethbaal 11.); Askalons Fald, Ægyp- ternes og Aithiopernes Nederlag ved Altaku (Eltheke); Avgarruna's, d. e. Ekrons Fald; Assyrernes Fremgang i Juda; Hezekias Ydmygelse (701); Senakheribs Nederlag i Syrien: Tabet af en stor Del af Syrien for Assyrerne; Tidspunktet for Senakheribs Nederlag. — Assurhaddon til- bageerobrer Syrien ; Sidon og dets Konge Abd-Melkarts Fald; ÅAssur- haddons syriske Vasaller. — Tyros' Oprør imod Assur-bani-pal; Baal i Tyros, Kong Jakinlu i Arvad. — Syriens Skjæbne efter Phoinikernes Betvingelse ved Assur-bani-pal; Kampe i Hauran; åÅssyrernes syriske Provindser; Ægypternes Angreb paa Syrien; Psametik; Neko. - Baby- lonierne betvinge Syrien; Tyros' trettenaarige Beleiring af Nabu-kudur- uzur. — Syrien bliver persisk Provinds: Phoinike Persernes Admiral- stat; Forhold til Euagoras; Tennes' Oprer i Sidon og Sidons Fald (351). — Syrien erobres af Alexandros den Store; Tyros' og Gazas Be- leiring. — Syrien efter Alexandros Død; Sydsyrien bliver et Tvistens Æble imellem Herskerne i Alexandreia og Antiokheia, Syriens Erobring af Ptolemaios I., af Demetrios (312 og atter 311), af Ptolemaias og endelig af Selenkos efter Demetrios" Fald (295?); Sydsyriens Afhæn- gighed af Ægypten under Ptolemaios I., Il. og 1II.; Kampe med Kon- gerne i Antiokheia. — Sydsyrien fratages Ægypten: Antiokhos IIl.'s Angreb paa Sydsyrien 217 og 203; Sydsyriens Erobring af Antiokhos IV. Epiphanes; Uroligheder i ludaia; Iudaia Fristat; Syriens ulykkelige Forfatning efter Antiokhos 1V.'s Dage; Syriens Forening med Arme- nien ; Syriens Erobring af Pompeius; Parthernes Indfald efter Crassus" Nederlag; Parthernes Qvervindelse af Romerne; Syrien romersk Provinds
Side.
658.
VI
$ 58. Nordsyrien. — Identiteten af Ægypternes Khetta og Åssy- rernes Khetta (de nordsyriske Khetiter); Beliggenheden af Khetiternes Land omkring Floden Orontes og Bjergene Amanos og Libanon; Over-
sigt over Folkets Historie og Forfatning. — Kasiotis. — Arpad. —.
Khalybon (Aleppo). — Karkemisk. -- Gavguma og Samalla. — Patin eller Padden. — Kue. — Kommagene .......-000ee eee .
$ 54. Det syriske Mesopotamien. — Bemærkninger om Stræknin- gerne Nord for Babylonien paa Euphrats vestlige Bred, deres Betydning; Stammen Suhi; Byerne Tibkåa (Thapsakos) og Birtu (Beeroth?) ....
$ 58. Phoinike. — Landete Navne; Phoinike under ægyptisk Herredemme ; Konstflid i Landet paa Thotmess III.'s Tider. — Udvidelse af Phoinikernes Søfart og Handel i det 12te Aarhundrede f. Kr.; Sidons Blomstring; Opdagelse af Tartessos (Sydspanien). — Phoinike under Tyros' Hegemoni: Hiram; Uroligheder i Tyros; Elissas (Didos) Flugt. — Undersøgelser om Tidspunktet for Karthagos Anlæggelse. — Phoi- nikernes Handels-Politik; Hellenernes stigende Handel og Sefart. — Assyrerne angribe og betvinge Phoinike; Tiglath Pilesar, Salmaneser ; Tyros' Ydmygelse,; Phoinikes Oprer imod Assyrerne og Kamp imod Babylonierne; Tyros ydmyges atter. — Phoinike under Persere, Make- donere og Romere. — Arados. — Simyra. — Byblos (Gubal). — Sidon. — Tyros. — Mindre Stæder: Berytos. — Sarepta. — Ako.......
&$ 56. Mellemsyriens Heiland (Aram). — Amoriter. — Riget Da- mask. — Riget Hamath. — Hadrak. — Hazu eller Uza. — Arkiternes og Siniternes Land. — Ituraia. — Hauran .........0000000
8 57. Philisterlandet. — Ekron? — Asdod. — Askalon. — Gaza. — Mindre Byer i Philisterlandet: Jope. — Beth-Dagon. — Eltbeke.
— Timna. — Raphia.. 00000 enes ee &$ 58. Kanaan. — Juda. — Israel (Samareia) ..........… $ 59... Ammon, Moab og Edom .......0000ree er 4e
8 60. Tillæg: Korte Bemærkninger om de syriske Folks Religion
TREDIE AFSNIT: DET GAMLE ÆGYPTEN. Syerrg Karicer: Æcyrrens HiIsrtokig.
$ 61. Det gamle Rige. Undersøgelser om Ægyptens ældste Historie. Rigets Stiftelse ved Mena (Menes); Ægypten under de ældre pyramide-byggende Konger (d. e. under de tre første Dynastier); stærk Fremgang i Kultur; Ægypten under det fjerde og femte Dynasti: Hei Blomstring; XAufu (Kheops), Shafra (Khephren), Afenkara (Mykerinos) de store Pyramider bygges; Grundeiendomme gaa mere og mere over i de høtere Stænders Hænder; Ægypten under Kongerne af det ssette og følgende Dynastier indtil det tiende: Unnas Levnetsbeskrivelse med Beretning om Krigstog til Aithiopjen, om Udskrivning og Indevelse af
Side
726.
744.
772.
Vil
Negersoldater til Pharaos Hær og om forskjellige Byggerier i Ægypten; Ægypten deles: begyndende Forfald.............-0002442
8 62. Det mellemste Rige. — Theben Sæde for en ny Hersker- slægt (ellevte Dynasti og dets Fortsættelse det tolvte Dynasti); Amon-m-ha I… Usertesen II. og [II., Amon-m-ha III og IV. Trettende Dynasti i Theben .....….0000eeeeeeeveneeeeen essere.
& 63. Ægypten i Hyrdefolkets (Hyksos) Tider. — Indfald af Asi- ater (Hyrder, Hyksos); Avaris anlægges; Kampe imellem det af disse Fremmede grundede nedre-ægyptiske Rige (femtende Dynasti) og de ind- fedte Fyrster i Øvre-Ægypten (sekstende og syttende Dynasti).......
$ 64. Ægypten under Amonssennerne (syttende og attende Dynasti): Ahmess; Seir over Kongen af Avaris; Indtagelse af Avaris; Indfald i Kanaan; Opførelse af stoerre offentlige Bygninger; Amonhotep I., Thot- mess I. og II.; Dronning Hatasu; Thotmess III, ; heldige Krigstog til Asien og Sudan; Krigsfanger, tagne i Asien, arbeide i Theben; Amon- hotep JL; Thotmess IV. og Amonhotep III. ; Krigstog til Asien; Re- formationsforseg under Amonhotep III. og navnlig under hans Sen og Efterfelger Amonhotep IV. (Akhu-n-aten); Dyrkelsen af aten (aden, Adon?); monotheistisk Sværmeri; Tab af de fremmede Erobringer; Ai og Tut-ankh-amon, Hor-m-heb gjenindfører den gamle Religion og gjer Ende paa Forvirringen i Riget ..........0000r0 eee .
$ 65. Ægypten under Rasennerne (nittende Dynasti). Rameses I.; Seti I; storartede Byggeforetagender; Muligheden af at Seti I. er Theons Menophres, i hvilket Tilfælde han vil have levet ved Aar 1822; Rameses II.; Oprindelse til Navnene Osymandyas (user-ma-n-ra) og Seso- stris (sestu eller Sestu-ra); Kampe i Syrien; Krige med Ahetta (Khe- titerne i Nordsyrien); Byggeforetagender i Theben, Abu-Simbel, Abydos, Tanis og andre Steder; ægyptisk Brev om Transport af Bygningssager og Mindesmærker til Byerne pa-khtum-n-zalu og Rameses' By; Brev, hvori der tales om Arbeider i Nærheden af et Sted, kaldet Osymandyas' Landingsplads; ægyptisk Beskrivelse af et Sted, kaldet Rameses' By eller Land; ægyptisk Brev, hvori der tales om abri (Hebraiere), som slæbe Sten til Rameses' Taarn (;m=>, Vagtsted); ægyptisk Beskrivelse af et Sted, kaldet Rameses' Hus; ægyptisk Brev, hvori der tales om Uddeling af Korn til abri (Hebraiere), der slæbe Sten til en Bygning; ægyptisk Brev fra samme Tid, der taler om Arbeidere, der tvinges til at stryge Tegl; Bimeligheden af, at Rameses IJ. er den Pharao, der forst undertrykkede Israeliterne; hans lange Regjering .......... …
& 66. Ægypten nnder Afer-n-ptaå (Menephtha); leraoliternes Udvandring af Ægypten. — Formodzing om, at Afør-n-piah er Theons Menophres; Indfald af. Libyer og deres Forbundsfæller i Ægypten; Ægypternes Seir; Seirs-Hymme; Hentydning i Hymnen til Kongens Haardhed imod adr: (Hebraierne); Fortællingen om Udvændringen af ,de
Bide.
834.
837.
. 853.
VIll
Spedalske" hos hellenistiske ægyptiske Forfattere er uden Tvivl en ægyptisk Relation af Israels Berns Udvandring; Paavisning af, at Herodots Fortællinger om Pheros, Sesostris' Sen, passer paa denne Konge. Ægypten under Mer-n-ptahs nærmeste Efterfølgere; indre Uroligheder og fremmede Indfald .....00000eeereeee eee eee eee
& 67. Ægypten under Rameses III. og hans Efterfelgere (tyvende Dynasti). — Rigets Gjenoprettelse ved Rameses III.; Seire over Libyerne; Byggeforetagender; Rameses IV.—XIV.; Amonspræsternes stigende
Side,
887.
Magt; ægyptisk Indskrift, der fortæller om, hvorledes en Prindsesse i ”
en asiatisk By Bakhtan var bleven besat af en ond Aand, men hel- brededes af en ægyptisk Præst, der bragte Guden Khonsus Vogn med sig fra Theben; om det en og tyvende Dynasti i Tanis ..........
&$ 68. Ægypten under det fo og tyvende og de følgende Dynastier indtil Psametiks Thronbestigelse; Sisak I. (Sheshonk); Seir over Juda; Indsættelsen af Kongens Senner og Slægtninge i de første Embeder i Landet; Krigernes stigende Magt og Krigerkastens Opkomst, Ændring i " Landboforholdene; Uroligheder i Ægypten. Et uafhængigt Rige stiftes i Tanis (tre og tyvende Dynasti), siden et andet i Sais (fire og tyvende Dynasti). Indfald af Aithioper; Sabako; Kampe imellem Sabako og Assyrerne. Piankh Mer-Amon, Konge af Aithiopien, beseirer Ægyp- terne og tvinger Magthaverne i Landet (Dodekarkherne) til at hylde sig som Qverherre; Fortegnelse over Ægyptens daværende Magthavere; Aithiopers og Ægypters indfald i Syrien Aar 701. Den aithiopiske Konge Not-Mer-Amons Tog til Ægypten; Tirhaksa (Tarku); Assur- haddons seirrige Indfald i Ægypten 670; blodige Kampe; Assur-bani- pals Indfald og Seire over Ægypterne: Ægyptens tyve Magthavere hylde ham som Overherre; deres Navne; Oprør i Ægypten. Neko, , Hersker i Sais og Memphis, fanges af Assyrerne, men faar Tilgivelse; Tirhakas Ded; Urdamanies Oprer imod Assyrerne; hans Nederlag. Assyrerne rømme Ægypten. Forbund mellem ægyptiske Fyrster (Doder karkher) og Gyges i Lydien.......00000eeree eee .
$ 69. Ægypten under Psammetik og hans Efterfølgere. — Ægypten samles atter; Psammetiks og Nekos Indfald i Asien; Apries; Amasis; Ægyptens Erobring ved Kambyses. Ægypten i Persertiden, under Ptolemaierne og under de romerske Keisere............
Syvende Karirer: Æcyrrens Gzoarart oG BEFOLKNING.
$ 70. Ægyptens Benævnelser og Inddeling. — Ægyptiske og assyriske Navne paa Ægypten; Nilens Navne; Egyptiske Benævnelser for det gamle Nomos; Nomernes Antal...... sekserne se $ 71. Øvre-Ægypten. — Fortegnelse over de to og tyve evre- ægyptiske Nomer med Aufersel af de vigtigste Byer i disse Landskaber
912.
. 922.
941.
947.
950.
IX
$ 72. Det vestlige Nedre-Ægypten: Fortegnelse over de i det vestlige Nedre-Ægypten liggende Nomer med deres vigtigste Stæder . $ 73. Om den ægyptiske Nomos Khent-abt (Tanites); Under- søgelser om Udstrækningen af Nomen Tanites .............. 8 74. Det nordlige og nordostlige Ægypten: Fortegnelse over de her liggende Nomer . .......0000eeeeereeeeereeee $ 75. Undersøgelser om Kanalen fra Nilen til det rede Hav (Oldtidens Suez-Kanal). Kanalens Udstrækning under Rameses Il. Nekos Arbeider; Fuldferelse under Dareios; Istandsættelse under Ptole-
maios II. og Trajan. ... 000000 eee eee ee se 1004 $ 76. Kongemagten i Ægypten: Kongens Forhold til Præsterne. De Navne, hvormed Kongen betegnes ...........000000 00 1009.
8 77. Den ægyptiske Statsstyrelse. — Forfatning i ældre Tider; Styrelsen, navnlig Finantsstyrelsen under Amon- og Ra-sennerne og deres Efterfelgere ; Retapleie og Politivæsen; Krigsvæsen; Hæren i ældre Tider; Dannelsen af en staaende Hær; Uddeling af Land til Krigerne; Krigerkastens Opkomst; Undervisningsvæsnet i Ægypten; Gudstjenesten; om Præsterne og om de Klasser, hvori de vare inddelte...….....
$ 78. Ægypternes Religion. — Kilderne til Kjendskab af Ægyp- ternes Religion: Plutarkbs Skrift om Isis, de hermetiske Beger og navnlig de talrige Indskrifter paa Sten og Papyrus: Flerguderi og Dyretilbedelse; Spor af Monotheisme i en Papyrus fra Aar 8000 f. Kr.; Solgudens store Anseelse; om Udviklingen af den ægyptiske Gudelære ; forskjellig Opfattelse af Gudernes Natur og indbyrdes Forhold til for- skjellige Tider; Fortegnelse over de vigtigste ægyptiske Guder og deres ægyptiske Benævnelser; kort Fremstilling af den Rolle, de vigtigste ægyptiske Guder spillede i Landet: KAnum (eller Nun), Sati, Anke, Set (Sutekh), Sebek, Hathor, Hutu eller Hat (Solguden i Edfu), ,, Sydens Gudinde", Mentu, Amon, Muth, Khonsu, AXåem, Anhor, Osirie (Esar); Sets Fjendskab imod Osiris; Horos' Kamp med Set; Apis (Hapi), dens Forbindelse med Osiris; Osirismythen i de forskjellige Tidsrum af Ægyptens Historie. Isis; Horos; de forskjellige Former af Horos, Anubis, Thot, Nehemva, Bees, Nephthys, Heke, Ptah, Sekhet, Imhotep, Nefer-tum, Sokar, Ra, Tum, Shu, Tafnut, Bast, Neith, Vaz (Buto), Serapis, Nu, Seb, Hapi, Ma, Khoeper. Om Menneskenes Skjæbne efter Deden ; om den Dedes Sjæls Vandring igjennem Underverdenen og om de Farer, der truer ham, og om Midlerne til at beseire dem; Oversættelse af de vigtigste Steder i ,de Dedes Bog"; om de onde Menneskers Skjæbne; de feilende Menneskers Sjælevandring; de forstokkede Menneskers Tilintetgjerelse.. Ægypternes Forestillinger om Verdens og Jordens Skikkelse; Jordens Befolkning ;. Bemærkninger om Kosmogonien ...
s 79. Om Ægyptens Befolkning: Den priviligerede Stand og Almuen; Urigtigheden af den almindelige Forestilling, at Ægyptens
. 1024.
X
Side Befolkning var inddelt i Kaster; om de to Stænder i Ægypten: den
privilegerede Stand og Almuen; Adelen; Almuen; Slaverne; om Grund-
eiendommenes Fordeling; Ægypternes huslige Forhold.......... 1123. & 80. Om de fremmede Folk i det gamle Ægypten: 1. Nehesi,
Negre, 2. amu, Asiater (Syro-Arabere), 3. shardana, Sardinier, 4. mezaju,
5. zakkaru, 6. kahak, 7. Apri eller abri, Ibri, d. e. Hebraiere, 8. mashavasha
(Maxzyer), 9. kheb-nebu (Hellenere), 10. aadt, d. e. ,Pestfolk", 11. zali,
d. e. Fremmede, 12. amti,; Undersøgelse om, hvilke af disse Folkenavne
der kunne antages at betegne Israels Bern .........-.7…… 1133.
FJERDE AFSNIT: ISRAELITERNE, OTTENDE KaPItTEL. ISRAELITERNE Før UDVANDRINGEN FRA ÆGYPTEN.
$ 81. Israeliternes Herkomst. — Hekataios' Meddelelse om Ind- byggerne i ludaias Herkomst og deres Forfædres Udvandring fra Ægypten sammenholdt med de ægyptiske Mindesmærker og Biblen. Sammen- ligning af Israeliternes Oldsagn om Menneskenes første Tilstand med Ægypternes og Babyloniernes Sagn om Menneskenes første Skjæbne her paa Jorden. Udsigt over den babylonske Syndflodsfortælling; den ved disse Sagn givne Bekræftelse paa det bibelske Sagn om Israels Stam- fædres Udvandringer fra Mesopotamien .........0000000… 1141. 8 82. Antydninger af Gosens Beliggenhed, givne i Genesis . . . 1153. & 838. Antydninger af Gosens Beliggenhed, givne i Exodus.
— Pitom; Bameses ...... 00000 eee se 1157. $ 84. Antydninger af Gosens Beliggenhed, som findes i andre bibelske Skrifter og i gamle Bibeloversættelser ............…. 1165. & 85. Antydninger i Biblen, der kunne benyttes til Bestemmelsen af Tidspunktet for Israels Børns Udvandring af Ægypten........ 1171. 8 86. Forseg til et samlet Overblik over Israels Skjæbne i Ægypten . 0000 eee eneret se 1181.
NIENDE Kariter: Om ÆGYPTENS INDFLYDELSE PAA ISRAELITERNES Forrartnine, SÆDER 0G SKIKKE 0G NATIONALKARAKTER.
$ 87. Om den israelitiske Forfatnings Forhold til Ægypten . . 1187. $ 88. Om Morallovens Forhold til Ægypternes Lovbud. — Ægyp-
tiske Bud, som gjenfindes iblandt de ti mosaiske Bud.......... 1190. $ 89. Den gammel-israelitiske Konst og Ægypten. — Pagtens
Ark, Keruberne, Urim og Tumim . ........000reere rev 00 1196. $ 90. Spor af ægyptisk Indflydelse paa Israeliternes Festskikke.
— Forklaring af Ordet Leazazel.......0000eeeeeeeee re 1202.
&$ 91. Om de israelitiske Personnavne i Pentateuken. — Ægyp- tiske Navne, der bleve optagne af Israeliterne (Pinehas, Moses (?) 0. s. v. 1208.
$ 92. Moses. — Ægyptiske Personer af Navnet mes (Moses), som have Jevet paa den israelitiske Lovgivers Tid.........….0.… + + 1905.
XI
Side. TIENDE KAPITEL: ISRAELITERNE EFTER INDVANDRINGEN I
Kanaans LanD.
& 93. Israeliterne i de første Aarhundreder efter at de havde ” taget Kanaan i Besiddelse. — Om Grundeiendommenes Fordeling imellem Stammerne og Landets Forfatning; Indførelsen af Kongeværdigheden ; David; Salomo; Meddelelse om Salomo i Tyros' Kongers Kreniker. . . 1209.
&$ 94. Israeliternes Historie i Tidsrummet fra 950 til 900. Rigets Deling efter Salomos Ded; Sisaks Tog til Jerusalem (omtrent 928); Sisaks Mindesmærke i Karnak med Fortegnelse over de Stæder i Juda, som bleve indtagne af Ægypterne under Toget mod Juda; An- tydninger af den ægyptiske Hærs Bevægelse..............…… 1217.
5 95. De israelitiske Riger i det niende Aarhundrede f. Kr. — Forholdet imellem Rigerne indbyrdes og Forholdet til Syrien; om det assyriske Navn paa Israels Rige: Beth-Omri, d. e. Riget, hvis Hovedstad var grundet af Omri; om Regnmangelen i Phoinike under Itobals Re- gjering, og om den samtidige Tørke i Israels Rige; Akhabs Forbund i Aaret 854 med Kongen af Syrien og andre syriske Fyrster imod 8al- man-eser, Konge af Assyrien,; Akhabs Fald i Kamp mod Syrerne; Moabs Oprør under Mesha og Angrebskrig imod Israel; Beretningen om Me- shas Bedrifter i Indskriften paa det i Dibon 1870 opdagede Mindes- mærke (Meshas Stette); Jehu skikker Afsendinge til Assyrernes Konge Salman-eser i Aaret 842 .....0000eeeeeeeeseeeer es 1231.
$ 96. De to Riger i Tidsrummet fra 800 til 725: Om de indre Forhold i Israels Rige; Juda Riges Opkomst; om de tre samtidige Konger i Juda: Asarja, Jotham og Akhas; Asarjas Forbund med Ha- math og Optræden i Nordsyrien som Assyrernes Modstander; Tiglath Pilesars Seir over Asarjas Hære i Nordsyrien omtrent 740; Menahem hylder Tiglath Pilesar som sin Overherre; Pekahs Forbund med Rein i Damask; Tiglath Pilesars Seir over Pekah; Hoseas i Israel og Akhas i Juda hylde Tiglath Pilesar......0000reereeee eee see 1246.
5 97. Samareias sidste Kamp og Fald; Sargons Beretning om Samareias Indtagelse og Indbyggernes Bortferelse. Nybyggere fra Arabien og andre Lande faa Bolig i Samareia ............….… 12 52.
& 98. Juda Riges Skjæbne i Tiden fra 730 til 630; Hezekias Forhold til Sargon og til Oprørerne i Asdod 712—11; Hezekias Frafald; Senakheribs Tog imod Juda 701; Assyrernes Beretning om Åssyrernes Seire; Herodots Fortælling om Senakheribs store Uheld; Begivenhedernes Rækkefølge i denne Krig; Senakherib foran Lakis og Lakis' Fald; Manasses Forhold til Assyrien; det forrige Israels Riges Bestyrelse under det assyriske Herredomme .........000eeree eres 1258.
& 99. Juda Rige i Tidsrummet fra 630 til 330: Josia besætter Samareia; Nekos Seir over Josia og Josias Fald; Babylonierne beseire
XII
Side. Neko og betvinge Jerusalems Konge; Oprer imod Babylonierne; Rigets
Undergang og Hovedstadens Ødelæggelse; om de Egne, hvor de fra Juda bortførte Indbyggere fik Bolig, og om de ti Stammers Forsvinden ; Jerusalems Gjenopbyggelse efter Babylons Fald; Templets Opbyggelse 1 Jerusalem .under Dareios I........00000ereeeer rese eee 1278. S 100. Udsigt over Israeliternes Historie i Tiden fra Alexandros den Store til Jerusalems Ødelæggelse. — Upaalidelighed af Iosepos' Efterretninger om Alexandros den Stores Forhold til Indbyggerne i Jerusalem og Samareia; Ptolemaios I.'s Tog til Jerusalem; Oprør i Juda imod Antiokhos Epiphanes; Kampe med Syrerne og Befrielsen fra Syrernes Aag; Iudaiernes Udbredelse i Landene omkring Middelhavet; Iudaias Statsforfatning; Iudaia Fristat, siden Kongerige; Aristobulos (Judas) og Alexandros Iannaios (Jonathan); Strid imellem Hyrkan og Åristobulos; Pompeius' Tog til Jerusalem; nye Uroligheder, Parthernes Indfald; Herodes den Store; Herodes Senner; Iudaiernes Behandling i Rom; Iudaia romersk Provinds; Statholdernes Uretfærdighed ; Oprør; Vespasians Seire og Jerusalems Indtagelse af Titus. — Israeliternes messianske Forventninger. ....0000eeeee eee eeee 1287. Tidstavle .....0000eeeeeeeeeeeeeee eee + e « + 1303.
521
FEMTTE KAPITEL.
SYRIEN.
Om Oprindelsen til Ordet Syrien, hvilket Ord ikke synes at have været kjendt iblandt Hellenerne paa Homers Tid, mangler det ikke paa Gisninger, men af disse er der dog kun en, som har vundet almindeligere Anerkjendelse, nemlig den af Herodot først fremsatte Mening om, at Ordet Syria var en Afkortning af Assyria.
Denne Forklaring er i Virkeligheden ikke usandsynlig; men vi maa dog gjøre opmærksom paa, at Ordets Oprindelse ogsaa kan forklares paa en anden Maade. Ægypterne betegnede nemlig Sy- rien! med Ordet XAar: eller Shari, som de skrive:
IE eller i du khali khart, og det er aldeles ikke umuligt, at de Hellener, der besøgte Ægyp- ten paa Psametiks Tid, have hjembragt dette Navn til deres Fæ- dreland, og at man her har optaget det, idet man gav det den helleniske Form Zvo:a.
Om Tiden for Kanaaniters og Phoinikers Indvandring i Syrien kan man neppe engang gjøre sig de løseste Formodninger, da alle Minder derom vare glemte i de historiske Tider; thi de Efterretninger, vi finde om Phoinikernes Vandringer fra det rede
1: Ægypterne betjene sig for at betegne Syrien ogsaa oftere af Ordet ne zahi; se nedenfor $ 54. havs] |
g 49. Syriens ældste Historie (Indtil
emtrent Aar 1400 f. Kr.).
522
Hav til Phoinikien hos græske Forfattere, have neppe noget viden- skabeligt Værd.
Af den elamitiske Konge Kudur-mabug's Indskrifter i Baby- lonien? synes det at fremgaa, at han har hærget Syrien, men om længere Tids Afhængighed af Elam kan der neppe være Tale. Dette elamitiske Hærtog? henhører til det treogtyvende Aarhun- drede før Kristus".
Ægypten oversvømmedes henimod Aar 2000 af et fra Asien kommende Folk (Hyrderne eller Hyksos%), om hvis Herkomst intet videre er bekjendt. Hos Synkellos& betegnes disse Erobrere som Phoiniker, men hvad han her meddeler, er maaske kun en løs Formodning af en senere Forfatter, og fortjener derfor ingen Tiltro, saameget destomere som intet ældre Aktstykke taler for Rigtigheden af hvad han her fortæller”.
) S$Ign. Movers, Die Phanicier 11, 1 8. 24 ff. (Berlin 1849).
2 Han kalder sig nemlig (se Rawlinson Znscriptions I, pl, 2 no. 1, 1. 4): Behersker af mariu d 0. Vesten, et Ord, der paa Assyrisk og Babylonisk ofte betegner Syrien.
SIgn. Gen. 14, 1 fø.
Se ovenfor 8. 362 — 363 og S. 460.
Se nedenfor Kap. VI $ 63.
Syncell., Chronogr. p. 61 (Miller, Fragm, Hist. Gr. II, S. 570). Synkellos anferer her rigtignok ikke blot den mindre paalidelige Eusebios, men ogsaa den langt troværdigere Afrikanos som sin Hjem- melsmand; men om end Afrikanos paa mange Steder synes at have bevaret os Manetho's Talangivelser ganske neiagtig, saa kan man dog ikke derfor paastaa, at alle Bemærkninger hos Afrikanos skulde være tagne af Manetho, og at der ikke hos ham skulde findes Forestil- linger, som tilhøre den efter-manethoiske Tid. De! vil tvertimod ved en nøiere Provelse af de Udtog, vi have af Manethos Værk, vise sig at være høeist sandsynligt, at selv de Udtog af dette Værk, som Afri- kanos benyttede, ere gaaede igjennem flere Hænder. Men derved kan der let være indkommet Forestillinger, som tilhøre den efter- manethoiske Tid, og det ikke blot Ptolemaiertiden men ogsaa Keiser- tiden. Naar ZZyksos saaledes hos Afrikanos kaldes Phoiniker, saa ter vi ikke ubetinget stole derpaa. Man maa i den Henseende navnlig lægge Mærke til, at i ældre Skrifter, saaledes i de manethoiske Ud- drag hos Iosepos, kaldes de blot Hyksos eller Hyrder, og antages
4 aa eR | mn] da
523
Den ægyptiske Konge Ahmes, der knuste Hyrdernes Magt i kypterne 2n-
Ægypten! bemægtigede sig efter samtidige Vidnesbyrd en By
LT Amd Sheruhan? som neppe er nogen anden end ymn"w i Simeons Stamme, saa- ledes at Ægypterne følgelig allerede under denne Konge har be- gyndt at sætte sig fast i Syrien. Dog synes det ikke, at han eller hans Efterfølger er trængt længere frem i Landet end til disse sydlige Egne af den senere Juda-Stammes Land.
Derimod vide vi, at Ahmes' Sønnesøn Thotmess I.” med sin Hær drog op igjennem Landet lige til Mesopotamiens Grændser; men han lod sig sikkert kun nøie med at plyndre og brandskatte. Det Aktstykke, der fortæller om hans Hærtog, meddeler, at Ægyp- terne tog flere Fanger, og at Thotmess efter Hjemkomsten tillod i det Mindste nogle af sine tappreste Stridsmænd at beholde deres Fanger som Slaver&,
Nøiere Oplysninger om Syriens Forhold meddeler dette Akt- stykke ikke, om det end lader os formode, at der paa Thotmess I.'s Tid endnu ikke var nogen Sammenhæng imellem Syriens for- skjellige Stammer, hvoraf hver enkelt kun forsvarede sit eget Distrikt, uden at tænke paa, at deres Kamp imod Overmagten derved blev haabløs.
Med Thotmess III. begynder der i flere Henseender et nyt Afsnit i Syriens Historie, og det ikke alene af den Grund, at
undertiden for Araber, men aldrig for Phoiniker; se Jos. C. Ap. I, 14. Om Manetho og Uddragene af hans Værk; se ovenfor 8. 77—81.
'" Se nedenfor Kap. VI $ 64.
7? Se Ahmes' Levnetsbeskrivelse Lepsius enkm. III, 12; slgn. S. 196 med Anmk. 4.
2 Josva 19, 6.
1 864.
Sign. Ahmes Pensubens Levnetsbeskrivelse i Lepsius, Ausrcahl pl. XIV
sign. ovenfor S. 196.
== Lepsius Denkmåler Ill, 12 l. 17 og 26 ff.
og erobre SE
524
største Delen af dette Land fra hans Dage for mere end et Aar- hundrede knyttedes til Ægypten, men ogsaa, og det fornemmelig, fordi Syrerne paa den Tid, da han angreb Landet, begyndte at slutte sig sammen for at modstaa Fjenden ved fælles Kræfter; en Politik, som, da den følgende Tid jevnligen paany optoges af dem, er et Vidnesbyrd om, at de følte sig som en Enhed.
Fortællingen om Thotmess III's første Krigstog til Asien er det ældste længere Aktstykke, der handler om Syrien, hvorfor vi her maa dvæle noget udførligere derved. Det findes, som alt be- mærket, indhugget paa en Tempelmur i Karnak?,
En af de sidste Dage i den ottende Maaned af Thotmess' toogtyvende Regjeringsaar forlod hans Hær Ægypten, uden Tvivl under hans egen Anførsel. En af de sidste Byer, han berørte i Ægypten, var Hovedstaden i .den fjortende nedreægyptiske Nomos?
ES 1 hev LZalu3Z,
En af de første Dage i den niende Maaned af hans treog- tyvende Regjeringsaar berørte han det føromtalte Sheruhan?, hvorpaa han den tredie eller fjerde rykkede ind i Byen
ANDY
gazatu Gazab, der maaske stod i Afhængighedsforhold til Ægypten ?. Fra Gaza gik han imod Nord og kom derpaa ved Byen
U-lx
r-2a
! $. 186—187. Om Thotmess III. se nedenfor Kap. VI &$ 64.
2 Lepsius, Denkm. III, 31 b.
2 Denne By laa uden Tvivl ved Krokodilleseen ikke langt fra det nu- værende Ismaila. Se nedenfor & 73.
+. Lepsius, Denkm. III, 31 b., col. 13.
5 col. 14.
5 Slgn. de Rougé, Revue Archéol. nouvelle série IV, 8. 348 Anmk. 1; 1861.
929
Irza ind paa fjendtligt Territorium, men uden straks at finde Modstand.
Den sekstende i samme Maaned befandt han sig ved en By
SANGER Jihem!, hvor han modtog Underretning om, at Indbyggerne fra hele Syrien, lige fra Ægyptens Vand indtil Mesopotamien (naharina) havde samlet deres Stridskræfter ved Byen
ASM
moketa? hvad man kan omskrive, saavel NOD som 1 Megiddo?. At Ordet maa læses paa den sidste Maade, kan neppe betvivles, da Thotmess' Hær jo maa have været i Nærheden af Megiddo (17379) og da der tilføjes, at Moketa laa ved Bredden af Vandet (Floden)
AW Ar kina ræp', der uden Tvivl er det nuværende Vadi
Kaneh?, og det mp, der i Josva Bog omtales ved Megiddo. Texten beskriver nu de Veie, der førte til Megiddo: den ene
gik over gx” NEN aluna 7>y (Elon) i Nærheden af Byen FN NES an LN NEN taanaka syr, uden Tvivl det nuvæ- rende Thaanok”; en anden førte Norden om Bale zefta.
Thotmess slog ind paa den første af disse Veie og gik frem Fa imod Megiddo, hvor det kom til et stort Slag, i hvilket Ægypterne
! Lepsius, Denkm. III, 31 b. col. 18.
2 60l. 18.
2 Megiddo omtales ofte i Biblen saaledes Josva 12, 21 og 17, 11; 1 Kong. 9, 15; 2 Kong. 9, 27; se ogsaa 2 KXrøn. 35, 22 og Dom. 5, 19; sign. Zakarias 12, 13.
Josva 16, 8.
Robinson Later Researches 8. 135 og 139 (London 1856).
Josva 12, 1, Dom. 1, 27, 5, 19; 1 Kong. 4, 12.
Robinson, Palæstina III, 8. 387 ff.; Later Researches 8. 117.
ed Må må å
526
sejrede", hvorpaa de næsten uden Sværdslag indtog hele Syrien. Den ægyptiske Hær standsede ikke ved Syriens Grændse, men angreb straks et Land eller Folk, som Ægypterne pleie at kalde
Su Rutennu, et Udtryk, der efter de gamle Ægypteres Sprogbrug var en Fællesbetegnelse for Landskaberne omkring Tauros, Mons Masius 0. s. v, og for Beboerne af disse Egne?.
Et andet Mindesmærke, som Mariette har udgravet i Karnak, slutter sig til det her meddelte Afsnit af Thotmess III's Annaler, idet det giver en Fortegnelse paa de vigtigste Stæder, som faldt i Ægypternes Hænder efter Seiren ved Megiddo, og hvoraf de fleste formodentlig havde sendt Tropper til denne By, for her at standse den ægyptiske Erobrer, hvilket, som vi have set, dog ikke lykkedes dem. Antallet af disse Stæder beløber sig til 108; de opregnes efter hinanden i følgende OrdenZ,
Cd i MK , l. ) & Wa kedesh 7» enten den paa Thotmess IIL's og
hans Efterfølgeres Tid saa vigtige By Kadesh ved Orontes i Nord- syrien, eller det fra Biblen bekjendte Kedesh ved Merom-Søen i det nordlige Kanaan", — Det Første er det Sandsynligste, fordi Kadesh i Thotmess den Tredies Annaler nævnes som Sjælen i Modstanden imod Ægypten%, hvorfor det jo vilde være meget na- turligt, at denne By anførtes først. Derimod er der ingensomhelst Grund til at antage, at det mindre bekjendte, af Ægypterne ellers ikke omtalte galilaiske Kedesh skulde være stillet i Spidsen for denne lange Liste.
2. (Nem) du mokti eller mogds =30 Megiddo, den bekjendte
! Lepsius, Denkm. III, 32 l. 16.
2 Se ovenfor 8. 366 og Anmk. 7; slgn. Brugsch, Geographische In- schriften l1I, S. 30. Se nedenfor S. 539—540.
3 De ere meddelte af de Rougé i Revue Archeol,. nouvelle série IV, S. 355—372 (Paris, 1861), hvor ban ogsaa har forsegt at bestemme Byernes Beliggenhed. Listen er siden afskrevet af Diimichen.
+ Robinson Palæstina Ill, 8. 622; Later Researches 8. 366—69.
> Se Lepsius, Denkmåler JII, 31 og 32.
527
By i Galilaia, hvor Josias faldt!, og som fra gammel Tid af var en af dette Landskabs vigtigste Byer og Sæde for en kanaanitisk Konge”, Assyrerne benævne Byen
—TIE 2 57 i:
ma - gi - du = uå,
5 Alla Hed run Å. INSEE kelsuna Por=- 5. ULV anshu %9-7%-
Disse tre Byer ere ikke bekjendte fra andre Optegnelser og laa maaske udenfor Palaistine ligesom den følgende By:
6. — jo Ju Tebekhu, der er en af Ægypterne efte omtalt
vigtig Stad, maaske Biblens Thapsakos; i al Fald synes den at have ligget henimod Euphrat". Assyrerne omtale en By Tabtk5,
p—— AA 4 |] >=] — lv la - bi - gu som uden Tvivl er den samme By som Ægypternes JZebekhu.
7. SN a—0. )Å kamatu Nmm>. De Rougé%, minder om det hinsides Jordan liggende Kamon?.
8. WS )00R Ju tutina prm. De Rougé sammenligner Byen
med Dedan, hvad der ikke synes os videre antageligt. Vi ville langt snarere tænke paa det judaiske Danna$.
an oe
7 2 Kong. 23, 29.
Josva 12, 21.
Rawlingon, ånscriptions ll, pl. 53 1. 57.
Se de Rougé i Revue Archeol. Il. c, 8. 357. Byen omtales nedenfor i Moharens Reise. Be forevrigt nedenfor $ 54.
Layard JInscr. pl. 88 Il. 34.
Revue Arch. I. c.
Dom. 10, 5.
Josva 15, 49.
2 3 4
æ == ne
528
Ogsaa disse Byer ere ubekjendte; derimod synes de to føl- gende at være velbekjendte Byer fra Juda Stammes Land.
9. — SK du lebana ra, uden Tvivl den kanaanitiske
Kongestad Libna! i Judas Slette. Paa den anden Side er det dog ikke umuligt, at den her omtalte By kunde være det gamle 735 Libona, det nuværende Lubban i Nærheden af Shilo paa Veien mellem Jerusalem og Nablus?.
10. SMÅ 1 kertsena rnomnp, eller kertsenzena, for-
modentlig enten 750 rr, Kirjat Senaå, eller 73959, Sensena”, hvilke begge laa i Juda.
De følgende Byer henhøre aabenbart til Egnen omkring Hermon og Antilibanon :
11. AKSRao J., morumo om, uden Tvivl det hebralske
ammn Merom?, efter hvilket Søen Merom (Samokhonitis) havde - Navn.
12. eN du Temesku d. &. 77%", Damask, den bekjendte syriske Hovedstad, hvis Skjæbne vi nedenfor skulle behandle. | Å) | J, dar er uden Tvivl det bibelske Edrei
7, Adra, fordum Basans Hovedstad, nu en Landsby seks Mil BA for Damask.
4. 1% J< Fu aubil 538 er uden Tvivl det fra losepos?, Pto-
2? Josva 10, 29; 12, 15; 15, 42; sign. 2 Kong. 8, 22; 19, 8; 28, 31 1 Krøn. 6, 24. Man søger den ved Tel-el-Safieh, se Robinson, Palæ- stina II, S. 623 og S. 654.
2 Dom. 21, 19; slgn. Robinson, Palæstina III, 8. 309 ff.; slgn. ogsaa
Forfatterens Reise 8. 373.
Josva 15, 49.
Josva 15, 31.
Josva 11, 5—7.
Num. 21, 33; Deut. 1, 4; 8, 10, Josva 19, 4.
Jos., Bell. Jud. IV, 18, 2 og IV, 7, 5; Arch. Jud. XIX, 5, 1.
+ AR FF få ad
529
lemaios! og det nye Testamente? bekjendte Abila, der laa Nord for Damask, maaske ved det nuværende Nebi Abel.
lb. & Ao Ju hemetu mmm er uden Tvivl en af de bi-
belske Byer Hamath; men om det er det store mmm, Hamath, ved Orontes2 eller det mindre mom i Naphtali", kan ikke med fuld Sikkerhed afgjøres. Vi anse det dog for saa godt som utvivlsomt, at her menes det palaistinske Hamath.
16. I NES ER ahiluv PR.
17—23. ere ødelagte. De her nævnte Byer have dog formodent-
lig henhert til Nordpalaistine, hvor ogsaa de følgende Byer maa være at søge:
24. KNR ma i mosakha %50- 25. 2WI —[9 kaanau RT d. e. rap Kanah, en Stad i
Åssers Stamme 2.
oo Ken nm u .
26. ØRE NERVE åluna y>%, formodentlig den samme By, som Ægypterne drog igjennem før Slaget ved Megiddo, og som mulig- vis først har overgivet sig efter Syrernes Nederlag É,
27. —JTYy åstertu, ==mm9 Astarte maa i det kanani-
tiske Tidsrum have været et ikke usædvanligt Stedsnavn i Palai- stine, saaledes at det bliver vanskeligt med Bestemthed at paa- pege den her anførte Byes Beliggenhed.
Imidlertid er det dog altid temmelig sandsynligt, at den her omtalte By ikke er forskjellig fra det Astaroth i Basan, som til-
: Ptol. V, 15, 22. Se ogsaa Itin. Anton. p. 198—199.
2? Abila var Hovedstad i Abilene, der omtales i Luk. 8, 1.
Den omtales ofte af Assyrerne; se nedenfor $ 56.
£. Josva 19, 35; sign. 21, 32. Hos Iosepos (Bellum Jud, IV, 1) kaldes det
Aupwoig; det skal betegne den Plads, hvor senere Tiberias reiste sig.
Josva 19, 28.
Lepsius Denkm, Ill 31 b. Maaske maa man jevnføre vort Alon med
et af de mange Steder af Navnet PIN Elon, der fandtes i Palaistine. 34
580
deltes Manasse Stamme, og overlodes Leviterne!, hvad enten nu dette Astaroth er den samme By?” som det fra Abrahams Historie bekjendte Astaroth Karnatm, eller ikke. — Astaroth i Basan maa uden Tvivl søges ved det nuværende Tell-Astereh,
28. (md 19] ånåu-repa SETRIN: Den sidste Del
af Ordet synes at minde om Rephaierne, det bekjendte Urfolk i Kanaan.
29. ATA Ju mokus opm:; formodentlig Makes yro i
Mellempalaistine". Det sidste Tegn er ikke ganske sikkert; maaske var det et c=> saaledes at Byens Navn var 730. Som bekjendt har en til Juda Stamme senere henhørende kanaanitisk Kongestad dette Navn?, men da alle Stedsnavne i Nærheden af vor By ligge nordligere, kunne vi ikke med Sikkerhed tænke paa Makeda i Juda. I Gilead laa der ogsaa et Sted Maked, der omtales som en fast By é,
30. ur NSgg luts, D?> eller w75, er uden Tvivl det bekjendte
Lais (%75) paa Palaistines Nordgrændse, som Daniterne indtog og bebyggede, hvorefter Byen fik Navnet Dan”. Man søger det ved Tel-el-Kadi 2.
æn <—> 10 31. IR le hazar »xm d. e. 212, en kanaanitisk
Kongestad, der, som det fremgaar af Moharens Reise", laa ved en
Deut. 1, 4; Josva 9, 10 og 13, 31.
Gen. 14, 5.
Se Kortet i Robinson Later Researches.
1 Kong. 4, 9.
Josva 10, 10; 15, 41.
1 Makk. 5, 26, 86.
Dom. 18, 7, 14 og 27. Slgn. Josva 19, 47 og Gen. 14, 14. Robinson Palæstina III, S. 611 og S. 616.
Dette Navn førtes uden Tvivl af mange Steder i Kanaan, Ordet be- tyder nemlig en fast Plads, omgjærdet Sted,
Select Papyrus pl. LV, 1. 7. Se nedenfor $ 50.
d æewdeeeertee Ea dd ØM må
pm oe
531
Flod, uden Tvivl ved Jordan. Hazor ødelagdes, som bekjendt, af Josva, men toges snart efter tilbage af Kanaaniterne og var atter Kongesæde, indtil Barak gjorde en Ende paa Jabins Herredømme?. Den befæstedes af Salomo? og erobredes siden af Tiglath Pilesar”.
32. ig: HE ru pahur "nm eller 49, formodentlig opkaldt
efter Baal Peor. Et Sted af dette Navn fandtes i Moab?, men der kan i de kanaanitiske Tider meget vel have været flere Steder af dette Navn. Iøvrigt var denne By Pahur paa Thotmessiders og Ramessiders Tid en ikke uvigtig Stad, der navnlig var bekjendt for sin Konstflid &. '
33. ENN in w J, kennartu z%33 7, i senere Tider udtalt
Tevvnoae og T'svvrouget, er uden Tvivl det ellers ikke omtalte Sted, hvorefter Genesareth-Sø havde Navn.
34. ANN HEN Ju, hemana yan'.
35. RR I atemm Bonn eller Son er maaske Byen rom Adama i Naphtali?. Bjergstrækningen m70%% imellem
Juda og Benjamin?” ligger for langt imod Syd.
36. IRIYK I. kasuna, Yp eller ;øl, uden Tvivl mp, Kishon i Issashars Stamme!!,
7 Josva 11, 11.
2 Dom. 4å, 2.
32 1 Kong. 9, 15.
£ 2 Kong. 15, 29.
5 Num. 23, 28.
S Se Select Papyrus pl. XCVII 1. 11, hvor der omtales mashu (Vogne?) fra Pahur; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. II, S. 41 (1858).
7 Num. 34, 11; Josva 13, 27.
8 Flere Steder i Syrien skulle i vore Dage bære dette Navn.
? Josva 19, 86.
10. Josva 15, 7; 18, 17.
11. Josva 19, 20 og 21, 28.
sat
532
37. Id RÆJ shenamo, D30, uden Tvivl Shunem 2572 i Issashars Stamme ?,
38. Km]. moshaal >R00, uden Tvivl bXWn i Ashers Stamme?,
39. | SNG åksep, BØDN, uden Tvivl den kanaanitiske
Kongestad, der laa ved det nuværende Aksip, og som tildeltes Ashers Stamme?, Mindre sandsynligt er det, at her skulde tænkes paa det phoinikiske 37750, Ekdippa".
Nu følger en ny Lakune, der indbefattede Byerne 40—46, og som uden Tvivl har hørt til samme Egn som de foregaaende Stæder, da nemlig ogsaa de følgende fem Stæder utvivlsomt henhøre til det nordlige Kanaan.
47. PSTTTSPI, reshati, mt». 48. HIK — VU g kertman, Yon>, kan meget vel
være det bekjendte Karmel?, eftersom + og > ofte forveksles ved ægyptiske Omskrifter af syro-arabiske (semitiske) Navne.
49. JR Kim ane bath shemes, od >, er uden
Tvivl en af de to galilaiske Byer Beth Shemes& wnwi rm7=, enten Beth Shemes, i Naphtali Stamme eller det andet Beth Shemegs, der laa paa Grændsen af Issashars Stamme”.
50. NYE). atuma, BrN eller SYN, formodentlig 79% Adami paa Grændsen af Naphtali ,
Josva 19, 18.
Josva 19, 26.
Josva 11, 1; 12, 20; 19, 25. Se nedenfor Moharens Reise.
Josva 19, 29. Se nedenfor $ 55.
Josva 19, 26.
Josva 19, 38; Dom. 1, 33. .
Josva 19, 22. Vi antage det ievrigt for muligt, at dette Beth Shemes er identisk med det foregaaende, og at Byen laa paa Grændsen af de to Stammer.
8 Josva 19, 33.
mr Ra ea s ss & må
533
bl. IænNS= ISG anukhertu, MOMIN, er uden mindste
Tvivl Byen Spa Anakharat i Issashar?.
De følgende Grupper henvise os bestemt til det hinsides Jordan liggende Land og navnlig til dets sydligere Del.
52. HM, åpri (eller abri ur), det store »=3%?, uden Tvivl Byen Abarim 5>”3y i det hinsides Jordan liggende Land i Nærheden af Jordans Udløb i det døde Hav:.
53. > 4% ÅL apri (eller abri, »=37) ket, det lille apri (abri) formodentlig en anden Lokalitet i Nærheden af nysnævnte By og af Bjerget sm 3%".
54. Ul mad 9). om er uden Tvivl Hesbon, som, en vigtig By i Rubens Stamme, tidligere kanaanitisk Kongesæde ?,
55. MIS >). tåsurt, ror.
De følgende Navne henvise os til Sydlandet : 56. ma JW) negebu, =>». Saaledes betegnes i Genesis
den sydlige Del af Palaistine?. Efter Shishaks Mindesmærke førte flere Lokaliteter i det sydligste Syrien (Juda Rige), dette Navn. Forøvrigt var der ogsaa en By af dette Navn (372) i Galilaia i Naphtali Stamme?.
7 Josva 19, 19.
Efter Mariette og de Rougé skulde man ber ligesom i det følgende
Ord have Tegnet Gæ, saaledes at Ordet abri følgelig havde havt
en ond Betydning for Ægypterne, det onde abri.
? Num. 21, 11; 33, 44. Lauth, Afoses der Hebræer S. 2, mener, at dette Ord betyder det store Peraia, og det felgende det lille Peraia.
" Exrod. 22, 20. Num. 27, 12. Deut. 32, 49.
" Num, 21, 26 0. 8. v. .
'$… Num. 82, 37; Josva 13, 17. Den tildeltes siden Gads Stamme, Josva 21, 39.
7 Gen. 18, 1.
" Josva 19, 88.
584
(== de) ashushehhen, MådN, uden Tvivl syn Eshan (Ashshion) i Juda. 58. > NÆ renamo eller lenamo, 85" eller 395.
59. 00— Å Al) Jirza, den allerede ovenfor”. nævnte By,
som vi såa Thotmess drage igjennem paa hans March fra Gaza til Megiddo2, I Biblen nævnes den ikke, men mærkeligt nok findes endnu den Dag idag en By, der bærer et Navn, der skrives ganske paa samme Maade som Ægypterne skreve Navnet paa den her nævnte By. Sydost for Taanakh og Megiddo ligger der nemlig en By, som Araberne kalde ';,3, Jrzat, og som sandsyn- ligvis er den her nævnte By.
60. Kam) &),…, modkhes, ormen eller win. Det er
ikke umuligt, at vi her have det fra Æushiternes' Nederlag be- kjendte Maresha?,
Mew) …, jupu, 79%, det bekjendte Joppe, det nuværende
Jaffa; det omtales oftere af Ægypterne, blandt Andet i Moharens Reise. Man finder det ogsaa nævnt i Assyrernes Annaler og i den sidoniske Konge Esmunezers Gravskrift &.
62. vw SR) kenatu, 75> eller maa. Da Biblens ma, Gath
er en sammentrukken Form for m93, kan vort (enat saaledes meget vel være den bekjendte Philisterby, Gath, Goliaths Hjemstavn”.
En Lakune paa ni Navne (63—72), der formodentlig have betegnet flere Byer i det philistaiske Kystland, følger paa Gath; det næste Navn er
1 Josva 15, 52.
3 8. 524, hvor vi have anfert Thotmess III's Annaler.
3 Se Lepsius, Denkmåler III. 31, b. col. 12 (Thotmess' Annaler).
£ Sign. Brugsch, Geographische Inschr. OH, 8. 32. Muligvis laa dog det af Ægypterne omtalte 7irza noget sydligere.
3 Josva 15, 44; 2 Arøn. 11, 8; 14, 8 og 9; Mika 1, 15.
£ Se nedenfor $ 57.
7 1 Samuel 6, 17; slgn. 21, 11; Josva 13, 3; 1 Kong. 2, 39—40.
930
72. Burj) shebtuna, 33. Det bæres af en By
i det nordlige Syrien, som undertiden omtales af Ægypterne!; men da de foregaaende og følgende Byer alle synes at henhøre til det vestligere Palaistine, maa vi hellere i vort shabtuna se en ellers ubekjendt Stad i Nærheden af Philisternes Byer.
73. Mid). la, WT.
74. GE kunde være Slutningen af Navnet paa Askalon der dog i Reglen skrives noget anderledes. OS [IDG … dit, 77... kunde være Slutningen af
"TYTN, Asdod.
76. ro LNG Mu har, ==, d. e. Bjerget, et Ord, der neppe har været sjælden i Kanaan som Stedsnavn.
77. hÅ LE [> Åu jusep-al, ZR-3W7, er et Navn, der, som de Rougé? har bemærket, kunde give Anledning til mange skjønne Gisninger; men til at gaa nærmere ind paa dem, finde vi ingen Grund. Med Patriarken Josephs Navn har dette Stedsnavn sikkert ingen Forbindelse.
78. EEN NEN lakaza, Y35 eller w>%, er uden Tvivl
det bekjendte Lakis, en gammel kanaanitisk Kongestad?, der endnu i sildigere Tider bevarede stor Anseelse, og som tilsidst erobredes af Senakherib”, hvorved den maa have lidt et betyde- ligt Knæk%, Den indtoges senere af Nabukudurusurf, Assyrerne skrive Navnet
: 8lgn. Brugsch, Geographische Inschriften 1I, S. 22 (1858); se nedenfor $ 50.
2 Revue Archéol l. c.
”. Josva 10, 3; 15, 39.
Layard, Monuments (second series) pl. 22—23, Rawlinson, JZnscriptions I,
pl. 7 no. I, I, 3; Esaias 36, 2; 37, 8; 2 Kong. 1817
s Se nedenfor Kap. X., $ 98.
' Jer. 84, 7.
536
—I] | JE] ÆT] la - ki z is
A
79. FS) kerer, => eller »%3, uden Tvivl den fra Abra-
hams Historie bekjendte By Gerar i det senere Philisterland?. Den omtales ikke i de yngre bibelske Skrifter, men derimod vel af Iosepos?.
80. HL I har al, 5% "mm, Guds Bjerg. Man ter na- turligvis ingen videre Slutninger uddrage af dette Navn.
81. me IRIS) rebau (rabau), R3%, eller lebau, 35.
Flere Byer kunne jevnføres med denne, saaledes Beth Lebaoth, mnab> mom i Simeons Stamme3Z, eller Lebaoth rmwa> i Juda", eller Rabba i Juda,
(mm
82. MS IX numoana, yR%3.
O nd. | 83. væv om), nømdna, 790. Det var ikke umuligt, at vi her havde en mindre nøiagtig Omskrivning af Navnet paa den By i Simeon og Juda, som i Biblen kaldes 7%, Rimon &, , Dog kunde man ogsaa med de Rougé tænke paa Byen rroy> i Juda”.
se SE UNI, momsen meme
85. —AY NÅ, an, 7, formodentlig Byen Ain, der laa paa Grændsen af Simeon og Juda, og synes at have tilhørt begge Stammer,
"1 Se Gen, 26, 1 og 20, hvor Philisterne fremstilles som boende i Gerar, (hvad der ogsaa virkeligt var Tilfældet i Moses sidste Dage, men derimod ikke i Patriarkernes Tid; se ovenfor S. 290).
? Iosepos nævner Byen rigtignok kun i Arch. Jud. I, 12, 8 og 6, hvor han følger Genesis.
32 Josva 19, 6.
+. Josva 15, 32.
5. Josva 15, 60.
£… Josva 19, 7 og 15, 32. Slgn. Anmk. 8.
7. Josva 15, 41.
8 Josva 19, 7 og 15, 32. Simeons Stamme fik ved Landets Udskiftning
neppe noget eget Land, men kun endel Byer med tilherende Græs-
537
GES 86. ØS ..t…. De ni følgende Navne ere forsvundne. Lig
94. SØ kar ..,.. "p formodentlig en af de mange Byer,
hvis Navn er sammensat med Air (7), By!.
95. &= 11/2 .… beta ...
— NNW Er 96. = k=| -AANERN NN tlapun ypm eller 197 (737) muligvis den
samme By, som i Biblen benævnes snart Dibon %37%7 ?, snart Di- mona? rz%07%. Den laa i Juda Stamme og var endnu paa Euse- bios' Tid en vwla prægrandis,
Et andet Dibon (Dimon) laa hinsides Jordan”.
97. I9 JE aubel, 53%, hyppigt Stedsnavn i Kanaan,
her maaske det ved Beth Shemesh i Juda liggende Abel. De- terminativet v viser. at Ordet betyder Mark eller deslige; Israeli- ternes 532 betyder jo ogsaa som bekjendt en Græsplads.
98. VÆ) … jurtu, »17, Jereth (Skraaningen). 99. 17 HH) kharkar, "IM 100. 007" JUR — )n,, jøkab-aal >xaps Om dette Ord
gjælder det Samme, som vi ovenfor bemærkede om Joseph-El; det er sikkert ligesaa langt fra at minde om Patriarken Jakob som hint om Joseph, hvorimod det ikke er umuligt, at vi her
gange midt i det Land, som var overladt den mægtige Juda Stamme I flere af Byerne har der maaske boet saavel Mænd af Juda som af Simeons Stamme, og dette synes blandt andet at have været Til- fældet med Byen Ain, eftersom den nævnes ved Beskrivelsen af begge Stammers Land. Det Samme var maaske Tilfældet med Rimon.
De Rougé 1. c. 8. 369 tænker paa Karkaa hinsides Jordan (Josva 15, 3). Josva 15, 22.
Nehem. 11, 25.
Josva 13, 9; Num. 21, 30; 0. 8. v. Se nedenfor & 51.
1 Sam. 6, 18. Man kunde ogsaa tænke paa Abila i Batanaia, Jos. Arch. Jud, V, 1, 1.
HM oa ø && cm
588
i dette Ord have en mindre nøiagtig Omskrivning af det kanaa- nitiske py=1 Gibeon, et Navn, der paa Grund af sin Betydning Høi! naturligvis maatte forekomme som Stedsnavn paa mange forskjellige Steder i Kanaan.
101. SAD kauta mmp, maaske Kattat mor i Sebulons Stamme?,
KJ Fe N 102. IN Na: Vu kazil ip eller =rp (S173) var uden
Tvivl den kanaanitiske Kongestad 13, Gezer?, som Josva over- vandt, men som dog længe vedblev at være i Kanaaniternes Besiddelse”. Det er sandsynligvis Assyrernes b— så == EM a == 2 - ruå,
103, > TRY) im rabatu 3% formodentlig Raba i Juda. 104. INGEN GE mokertu mp; muligvis bør der dog
læses mokeddu smipa med et <—> istedetfor et <— og Stedet identificeres med den kanaanitiske Kongestad Makeda ?.
105. Ab) ameku pos. Vi have her det hebraiske
pay Dal, der sikkert nok har været et meget hyppigt Stedsnavn, i Reglen vel forbundet med andre Navne.
106. MM). "sarta Nome eller saleta NNU.
107. JR ( Ta a Wu baar-tu, Fax, formodentlig? et
Ordet y=—3 Gebba eller Geba har samme Betydning som Gibeon. Josva 19, 15.
Josva 10, 18; 12, 12; 16, 3, 10; 21, 21; Dom. 1, 29.
Sign. 1 Kong. 9, 15—-17.
Rawlinson Znscriptions I, pl. 38 Il. 66.
Josva 15, 60.
Josva 10, 10; 12, 16; 15, 41.
F. Ex. Konge-Dalen, Terebinthe-Dalen.
Dom. 9, 21 nævnes et Beer Nord for Jerusalem.
9 Sd ed 8 RE aa åd ØS rr
539
af de mange Stedsnavne i Palaistine, som begynte med -N3 Brønd.
108. JR hud” km bat-sheal NO -M3. sandsynligvis Beth-Shan æ-r73" (Skythopolis) paa Galilaias Grændse, henimod Jordan ”,
Betydningen af dette Aktstykke vil ikke kunne miskjendes af Nogen. Thi selv om man kan godtgjøre, at vi have feilet i mange Enkeltheder, — hvilket vi altid ville være rede til at be- kjende, — vil dog Ingen kunne rokke ved Hovedsagen og benægte, at den anførte Liste indeholder endel syriske, for sterste Delen palaistinske Stedsnavne,
Nu faldt disse Steder i Thotmess III's Hænder efter hans Seir ved Mogeda (Megiddo), hvoraf altsaa følger, at i det Mindste en stor Del saavel af Kanaan som af det evrige Syrien er bleven betvungen af Thotmess paa hans første Felttog til Asien.
Thotmess III's første Felttog, der, som vi have set, blev foretaget i hans toogtyvende og treogtyvende Regjeringsaar, af- sluttedes med Erobringen af tre vigtige Byer
www oc> i >
1) ene ln 195 1 eg Vw FANG
Innua Anaukas og Haran-kale?
der enten laa i det nordligste Syrien eller noget længere borte, i det vestlige Mesopotamien eller i Nærheden af Andana-Bugten. I Texten siges det blot, at de tilhørte Folket og Landet Rutennu, navnlig de øvre Rutennu, et Udtryk, bvormed Ægypterne pleiede at betegne Lande og Folk omkring Taurus og Mons Masius?, imedens de nedre Rutennu indbefattede Beboerne af Mellemmesopo-
! Josva 17, 11; 19, 17, 28. Dom. 1, 27. Det besegtes af Moharen; se nedenfor.
2 Maaske ligger dog vort Beth-sheal mere i Midten af Landet og maa felgelig adskilles fra Skythopolis, der laa nær ved Jordan.
2 Lepsius Denkm., Ol, 82 col. 27; se ogsaa 30 b. col, 9 i Beretningen om Kongens Gaver af det vundne Bytte til Amon. 8lgn. $ 58.
£ Sign. ovenfor 8. 526.
540
tamien (maaske Assyrerne indbefattede) samt og af Babylonien og Kaldaia.
I de følgende Dele af Thotmess III's Annaler, hvor han for- tæller om sine Bedrifter i Asien, tales der saa at sige aldrig om Syrien. Man tør maaske slutte heraf, at Ægypterne fra nu af betragtede Landet Kharr eller Shari! d. v. 8. Syrien, som et til Ægypten for bestandig knyttet Land, altsaa som ægyptisk Provinds, hvis Afgifter regelmæssig skulde indflyde i den ægyptiske Stats- kasse, hvorfor de ægyptiske Konger ikke kunde opføre det som en særlig Bedrift at modtage disse Afgifter. De fjernere Egne af Asien Landene hinsides Syrien, Rutennu-Landene? betragtede de derimod som blot temporære Besiddelser: det var derfor altid en særegen Fortjeneste for en ægyptisk Konge at have haandhævet disse og at have tvunget deres Beboere til at betale Skat, hvorfor Annalerne meddele Alt, der vandtes af ham i disse Lande.
Imidlertid finder man dog en enkelt Gang omtalt, hvilke Indtægter de ægyptiske Pharaoner modtog fra syriske Egne; saa- ledes fortælles det etsteds i Thotmess' Annaler, at han paa et af sine Felttog til Asien, maaske det Tog, som han foretog i sit fyrgetyvende Regjeringsaar, fra oketu (d. e. Megiddo) modtog 2,800,000 Maal Korn?, og i hans treogtredivte Regjeringsaar bragtes der ham Tribut fra et Land, som kaldes
så E
khetta-ur" d. e. det store Khetta-Land (rm) Khetiterlandet, en Bestemmelse der uden Tvivl tjener til at adskille dette Folk og Land fra det mindre Folk og Land af samme Navn (rr), som fandtes i Syd- syrien, og som er saa vel bekjendt fra de bibelske Skrifter. Fra dette store Khetta-Land modtog Thotmess en Tribut, bestaaende
æn Fe
7 Dette Navn findes ovenfor &. 521 skrevet med Hieroglypher.
2? Dette Ord findes ovenfor S. 526 anfert med ægyptisk Skrift.
2 Se Lepsius Denkmåler III, 32, col. 381. I den følgende Linie nævnes hans fyrgetyvende Regjeringsaar.
+ Lepsius AuswaA! pl. XII, col. 26 (Texten er ufuldstændig).
541
af 8 Selvringe, som vejlede 301 Miner (Pund), foruden et stort Stykke hvid Ædelsten (formodentlig Bjergkrystal) og endelig endel udmærket Tømmer?.
Den Del af Thotmess IIl.'s Annaler, som fortalte om hans tre følgende Felttog?, er dels langt mere kortfattet end det Afsnit, der behandler hans første Tog, og er derhos i en saa betydelig Grad beskadiget, at vi ikke ere istand til at afgjøre, i hvad Forhold Syrerne have stillet sig til Ægypterne efter Thotmess' første Felt- tog. Vi kunne saaledes ikke bestemme, hvorvidt alle Syrer have underkastet sig straks efter Thotmess' store Seire og lykkelige March til Mesopotamien, eller hvorvidt enkelte syriske Folk, trods de syriske Troppers Nederlag, dog undlod at betale Skat og først i de følgende Aar bleve tvungne til at betale Skat til Ægypterkongen.
Den samme mangelfulde Tilstand af Thotmess' Annaler hindrer os ligeledes i at afgjøre, hvorvidt Syrerne fra Tid til anden, naar nogen Udsigt til et heldigt Udfald syntes at aabne sig, søgte at afkaste det ægyptiske Aag, hvad der var ensbetydende med, at de holdt deres Afgifter tilbage og rustede sig til Kamp.
Et saadant Oprør fandt dog sikkert Sted i Thotmess II.'s niogtyvende Regjeringsaar, i al Fald i visse Dele af Nordsyrien. Vi meddele til Begrundelse heraf følgende Stykke af Thotmess II's Annaler.
r»Åar XXIX, se da marcherede Hans Majestæt imod Landet
VR lv Tunp' .
! Lepsius I c.
2 De udfylde Tiden fra hans 24de til hans 28de Regjeringsaar.
2 Det paagjældende Stykke er udgivet af Wilkinson (Hieroglyphics pl. 41) siden af Lepsius (Auswahl pl. XII) og tilsidst af Mariette (Revue Archéologique, nouvelle série I, pl. XVI (1860). Med Hensyn til Oversættelsen sammenligne man de Rougé i Revue Archéol. nouvelle série II, S. 298 ff. 1860.
Brugsch var tidligere tilbeielig til at sige Tunp i Egnen ved Damask, men senere Undersøgelser har godtgjort, at Byen ikke laa langt fra Euphrat.
542
for at tugte de oprørske Nationer; det var hans femte Felttog. Kongen tog Byen Va...!.
»Hæren lykønskede Kongen og takkede Amon for Seirene, han havde givet sin Søn, hvad Kongen satte større Pris paa end noget Andet. Kongen gik derefter til Offerteltet og bragte rige Gaver til (Amon-Ra ?) Hor-khu-ta-ui?: bestaaende i Tyre, Kalve, Gjæs .... i Men-khepr-Ra's Navn, han som lever bestandig".
»Fortegnelse over Byttet, taget fra denne By, taget fra den usle Konge af Tunp: Kongen af denne By 1; Krigere (2?) 329; Sølv. 100 Pund; Guld 100 Pund; Lapis-Lazuli, Kobber, Bronzekar, Jern. Man tog ogsaa Skibe.... ladede med alt Slags Varer Slaver og Slavinder, Jern, Bly, asmar og alle Slags gode Varer. Da Hans Majestæt kom tilbage til Ægypten med Glæden i sit Hjerte over Plyndringen af
1 IS
arittu, Arattu, (ÅArvad, Årados) og af al denne Byes Korn, og over at han . havde hugget alle dens Plantninger om, se da havde Hans Majestæt ødelagt Landet Zahz i hele dets Udstrækning. Dets Magasiner vare fyldte med dets Afgrøde. Vinen var gjemt i Kjelderne som et Hav [var den]. Kornet var hobet op i Dynger. Mundforraadene vare i høieste Grad overflødige, Hæren svælgede i alle Slags Herlig- heder. Fortegnelse over Byttet, taget paa dette Tog: Slaver og Slavinder 51; Hopper 32; Sølv: 12 Skaaler; Røgelse, Dadler (2), Honning: 470 men (Miner); Vin: 6,428 men (Miner); Jern, Bly, Lapis-Lazuli, Vaz, Okser 618; Gjeder 3,636; Brød af forskjellig Art, Korn, Hvede, Mel og al Slags gode Frugter fra dette Land. Se Hans Majestæts Soldater fik udveiet daglig Ration af Dadler (?), ligesom paa Festdage i Ægypten".
1: Her er en Lakune i Texten.
2. »Horos de to Landes Glands", Betegnelse for Kongen; se nedenfor $ 75.
3 Vertikal-Indskrift l. 4, Mariette Il. c.
548
Nu er det ikke meget sandsynligt, at Ægypterne tidligere have ladet Arvad ligge uberørt, og at de først seks Aar efter Seiren ved Megiddo, søgte at tvinge Byen til at betale Tribut. Langt snarere har Arvad efter Thotmess' Seire fundet sig i at udrede en vis Tribut, men siden, maaske efter at Ægypternes Fordringer steg, undladt at betale og forenet sig med flere andre Stæder om at møde Ægypterne med Vaabenmagt. I ethvert Tilfælde er det aabenbart, at Arvad ikke godvilligt har villet bøie sig i dette Aar, thi Thotmess III. fortæller, at han paa sit sjette Felttog satte sig i Besiddelse af alt det Korn, der fandtes omkring Byen, og omhuggede Plantningerne, hvortil der jo ingen Grund havde været, naar Byen havde ilet med at underkaste sig og udrede den forlangte Tribut. Men Thotmess taler i sin Beskrivelse af dette Aars Felttog åldeles ikke om, at han besatte denne By eller andre vigtige Byer i Syrien. Håns Forsøg maa altsaa være strandede, eller med andre Ord: endel Syrer maa omtrent i Thotmess' niogtyvende Regjeringsaar have nægtet Ægypterne Ly- dighed og deres Opstandsforsøg maa i dette Aar for en Del være bleven kronet med Held.
Men det følgende Aar havde Thotmess, som det synes, større Held imod Oprørerne. Indskriften fortæller nemlig følgende om Kongens Bedrifter i dette Aar:
»Åar XXX., se da gik Hans Majestæt imod Landet Rutennu paa sit sjette Felttog, og da han kom til Byen Kadesh, plyndrede Kongen den, opbrød dens Magasiner og tog hele Byens Kornforraad,
Han gik nu over til Landet
Var
. tu! og nærmede sig derpaa til Byerne
! Man mener at her har staaet Tegnene ZÅ kefa i Begyndelsen af Ordet, og felgelig, at det manglende Ord har været Photnikien.
544
. <—> IRS eu ig Eb) zamoru arultu Simyra! Årvad? og behandlede dem paa samme Maade".
»Fortegnelse over Tributerne, som bragtes Hans Majestæt af Kongerne af Rutennu i dette Aar?. Se man bragte disse Kongers Sønner og Brødre, at de kunde føres til Ægypten, saaledes at, naar en af disse Konger døde, Hans Majestæt da kunde sende hans Efterfølger, der skulde indtage hans Plads. Antallet af Kongesønner indbragte dette Aar..... Slaver og Slavinder 181; Heste 188; Vogne, beslaaede med Guld og Sølv: 10%,
Man ser heraf, at Thotmess i dette Aar var bleven Herre over Bevægelsen i Syrien, og at han fik Bugt med de tre oprørske Stæder Kadesh, Arvad og Simyra, hvorpaa han kunde føre sin Hær ind i Mesopotamien for at gjøre nye Erobringer.
Det er uvist, hvorvidt der i det følgende Aar fandt noget Oprør Sted i Syrien, thi i intet Akststykke findes der nogen An- tydning af, hvorvidt de Stæder, som Thotmess, efter hvad Annalerne " fortælle, betvang i dette Aar, laa i Syrien eller Mesopotamien.
For den første Muligheds Skyld meddele vi her det følgende Afsnit af Thotmess' Annaler".
»Aar XXXI., den 3die Dag i den første Maaned af Aarstiden shom (Sommeren) samlede man det Bytte, der var gjort af Hans Majestæt i dette Aar. Bytte fra
1! Se nedenfor $ 55.
2 Se nedenfor & 55.
3 Det Følgende angaar vel nærmest Mesopotamien, men har ogsaa sin Vigtighed fra Syriens Historie, da Ægypterne uden Tvivl behand- lede de syriske Lande og deres Fyrster paa samme Maade som Ru- tennu-Landene. Babylonierne gik siden i det sjette Aarhundrede frem imod Tyros' Kongefamilie paa samme Maade, som Thotmess III. be- handlede Kongefamilierne i Rutennu-Landene; se nedenfor $ 55. Assyrerne have uden Tvivl fulgt en lignende Politik imod Kongerne i de til dem skatskyldige Lande.
4. Vertikal Indskrift Il. 9.
545
—> Www 44 em
j | NEN AW " ne i
an - ru - tu n=t? her sput mer (?) - na!
Anrutu, som ligger paa Bredden af Merina (?), Mennesker, fangne levende, 490; Tjenere hos den usle Konges Sen [3], øverste Gilding hos ham 1, i Alt 494 Personer; 26 Heste, 13 Vogne med alt Tilbehør. Da hans Majestæt havde taget denne By i et Øieblik, blev Alt fort bort derfra o. s. v."?.
Endnu i Thotmess' femogtredivte Regjeringsaar? se vi ham indtage en By, der bærer Navnet | |
1 IGN |
a ” I - a na
sn Alana eller Elon, hvad der ganske klinger som et syrisk Navn!; men forøvrigt synes alle de Stedsnavne fra Asien, som nævnes i de øvrige Dele af Annalerne, at henhøre til Mesopotamien.
Sammenfatte vi til Slutning Udbyttet af de fra Thotmess III's Annaler givne Meddelelser og Antydninger om Syriens Skjæbne 1 denne Konges Tid, da bliver det i Korthed omtrent fol- gende: Største Delen af Syrien opgav efter Thotmess' Seir ved Megiddo al Modstand og fandt sig i at udrede aarlige Afgifter, sandsynligvis for en stor Del af Frygt for, at den ægyptiske Krigshær, som næsten hvert Aar drog igjennem Landet til Meso- potamien, skulde tage en blodig Hævn over dem, der nægtede at udrede de Skatter, som Ægypterne paalagde dem. Imidlertid var der dog enkelte Egne, der stundom vovede at trodse Ægypterne. Saaledes kæmpede navnlig Indbyggerne af den Strækning, som begrændses af Orontes paa den ene Side og af Middelhavet paa
7 Det er vanskeligt at afgjere, hvilket Vand, Flod eller Se her menes. Man kunde tænke paa Merom, men dette Navn er ovenfor (S. 528) skrevet paa en anden Maade.
2 I det følgende (1. 10 ff.) opregnes Tributer fra Rutennu, d. e. Mesopo-
tamien; 1. 21 nævnes Ninive og 1. 27 Singara samt Babel; slgn.
ovenfor 8. 367—368.
Lepsius, Austrabl pl. XII col. 37.
Sign. Brugsh, Geographische Inschriften II, S. 35— 36, (1858).
35
546
den anden Side, omtrent i Thotmess' niogtyvende Regjeringsaar med Ægypterne og en Tidlang, som det synes, ikke uden Held.
I dette Aar formaaede disse nemlig ikke at betvinge Bevægelsen, men det følgende Aar bleve de Herrer over de faste Pladser, som de oprørske Syrer havde sat sig i Besiddelse af, hvorpaa de straffede dem for deres Fredsbrud. Fra den Tid af synes Syrerne i en længere Aarrække ikke mere at have gjort noget kraftigt Forsøg paa at gjenvinde deres Frihed — hvad der maaske skyldes den Omstændighed, at Ægypterne, foruden at de næsten hver Aar drog igjennem Landet med talrige Troppemasser, tillige havde efterladt Besætninger af Soldater paa flere Steder i Landet".
Inden vi forlade Thotmess Ill.'s Tid, maa vi endnu omtale, at vi besidde et samtidigt Mindesmærke, af hvilket det utvetydigt fremgaar, at denne Konge lod Syrien bestyre af ægyptiske Em- bedsmænd og altsaa betragtede Landet som en ægyptisk Provinds. Dette Mindesmærke bestaar af en Guldskaal, som, ifølge den Indskrift?, man læser paa den, af Thotmess III. er bleven givet som Hædersgave til en ægyptisk Embedsmand ved Navn Zhot til Belenning for den Dygtighed, han havde lagt for Dagen ved Be- styrelsen af Provindsen
SN kefa d. e. Phoinikien, som følgelig under Thotmess III. er bleven be- tragtet som ægyptisk Provinds og bestyret som saadan.
Til Slutning maa vi endnu bemærke med Hensyn til 7ids- punktet for Syriens Betvingelse ved Thotmess III, at vi vel ikke kunne angive det ganske bestemt, men paa den anden Side kunne vi dog forsikkre, at det i ethvert Tilfælde ikke er meget langt
! I flere Aktstykker tales der om mennu, hvorved der menes militære Stationer. '
2 Indskriften er bleven forklaret af Birch 1857 i en Artikel i Mémoires de la Societé Impériale des Antiquaires de France XXIVe volume (trois- siéeme série IV) S. 1—74 (Paris 1859).
547
fjernet fra Aaret 1500, og at det altsaa tilhører Midten af det
andet Aartusinde før Kristug?.
Thotmess IM.'s Efterfølgere, Amonhotep IL, 'Thotmess IV. og Amonhotep III.” foretog uden Tvivl oftere Tog til Mesopotamien, påa hvilke de inddrev Tributer fra tidligere overvundne Folk, idet angreb de snart en, snart en anden By, som havde ophørt at be- tale den bestemte Afgift; og det var kun, naar de utro Undersaatter straks, naar Hæren nærmede sig, havde søgt at gjøre Uretten god igjen ved Oversendelsen af de manglende Afgifter, forøgede med rige Gaver, at Ægypterkongens Vrede lod sig formilde.
Vi besidde rigtignok ingen udførlige Udtog af disse Kongers ,Åarbøger, — hvad der forhindrer os i at følge deres Bevægelser Skridt for Skridt, saaledes som vi have fulgt Thotmess III. paa hans første store Felttog — men vi have dog enkelte Aktstykker, der leilighedsvis omtale ægyptiske Tog til Naharina (Mesopota- mien!) eller imod Rutennu, ligesom atter andre Mindesmærker, paa lignende Vis som det ovenfor meddelte Aktstykke fra Thotmess III's Tid, indeholde Fortegnelser over beseirede Byer,- Landskaber eller Stammer fra Asien &.
De fleste af de asiatiske Stedsnavne, der nævnes i Thotmess III's Efterfølgeres Mindesmærker, høre aabenbart hjemme i Me- sopotamien, men enkelte af dem maa utvivlsomt søges i Syrien og ere saaledes et Vidnesbyrd om, at, trods de ægyptiske Krigs- hæres Overlegenhed, dristede dog af og til enkelte syriske Fyrster og Folk sig til at undlade at indsende de Afgifter, som Ægyptens Konger havde paalagt dem. En Følge heraf blev det altid, at
! Se nedenfor Ægyptens Historie Kap. VI, $ 64.
2 Se om disse Konger nedenfor $ 64.
7? Sign. ovenfor S. 368—369.
" Se Sharpe, Ægyptian Inscriptions 1, pl. 94; Lepsius, Denkmåler IIT, pl. 65 a.
5 Se Lepsius, Denkmåler III, 63 og 87—88. Disse Mindesmærker inde- holde forøvrigt kun ganske korte Lister.
35"
548
Pharaonerne sendte deres Hære imod de Gjenstridige og tvang dem med Vaabenmagt til at udrede hvad der var dem paalagt, idet de uden Tvivl paa forskjellig Maade lod dem undgjælde for deres Fredsbrud.
I en af Amonhotep IIs Indskrifter, som læses i Templet i Amida i Nubien", fortæller han saaledes, at han indtog en By
el
tekhis som, at dømme efter et Udtryk i Moharens Reise, som vi nedenfor skulle meddele, synes at 'maatte søges i Syrien, men forøvrigt ogsaa kan have ligget.i det vestlige Mesopotamien”.
Amonhotep II's Sønnesøn Amonhotep III. anfører i en For- tegnelse over beseirede Stæder, Landskaber eller Stammer, som læses paa et Mindesmærke i Louvre?, — foruden flere utvivlsomt mesopotamiske Navne" og enkelte Navne, om hvilke man kan svæve i Uvished, til hvilket Land man maa henføre demå, — to Navne, som sikkert tilhøre Syrien, nemlig det ovenfor nævnte Pahur, og endelig det nordsyriske, Vest for Euphrat liggende
2 TAÅASSIÅ kar - ka - mo - sha Karkemish W%3%>. den bekjendte. By, som man forhen med Urette har villet søge i Mesopotamien ved Khaboras' Udleb. Denne By har formodentlig gjort Oprør imod Amonhotep, der sandsynligvis har maattet kæmpe med andre misforneiede Folk i
1! Lepsius Denkmåler III, 65 a.; se ovenfor S. 368.
2 Paa Listen Lepsius, Denkmåler III, 63 læses Navnene ke/a Phoinikien og Mennus (Mallos), hvad der synes at antyde, at der under hans Re- gjering har mræret et Oprer i Phoinikien og i den Nord derfor lig- gende Kyststrækning. Om Mennus (Mallos), se Ebers i Zeitschrifnt får dgypt. Sprache VI, S. 70—71 1868.
Lepsius, Denkmåler III, 88.
+. Man læser her Navnene Assur og Arripaka (Arrapakhitis).
5. Navnene aptetna makuhersha og kedna tilhere sikkert Asien; men de kunne ligesaavel søges i Mesopotamien som i Syrien.
549
Mesopotamien og Nordsyrien, hvorimod Syrien sandsynligvis forholdt sig rolig. Oprør i disse Egne havde heller ikke megen Udsigt til at lykkes. Ægypten var ikke fjernere, end at dets Herskere i kort Tid kunde kaste betydelige Troppemasser ind i disse Dele af Syrien, hvorved de let vilde blive istand til her at knuse alle op- rørske Bevægelser. Om Undsætning fra andre Lande kunde der ikke ret vel være Tale. De nærmest boende Folk vare alle af- hængige af Ægypten, og naar de gjorde Oprør, havde de nok at gjøre med at forsvare sig selv, saaledes at de ikke kunde tænke paa at understøtte andre; og af de fjernere boende Folk fandtes der neppe noget eneste, som følte sig stærkt nok til at prøve Kræfter med Ægypten, eller som uden Frygt kunde imødese Føl- gerne af at have paadraget sig Pharaonernes Fjendskab ved at have understøttet deres oprørske Undersaatter. Det ægyptiske Herredømme var desuden neppe strængt. I indre Forhold havde Syrerne uden Tvivl en ikke ringe Frihed, og de vare sikkrede imod fjendtlige Overfald, saalænge de redeligt betalte de Afgifter, Pharaonerne havde paalagt dem.
Efter Amonhotep III. kommer et Tidsrum af Syriens Historie, hvor vore Aktstykker forlade os!. Der gives rigtignok nogle Ind- skrifter fra Amonhotep IIl.'s nærmeste Efterfølgeres Tid, i hvilke der tales om, at Ægyptens Herskere modtog Gaver og Tributer fra Mesopotamien”, men da Ægypterne i deres officielle Indskrifter stundom omtale Venskabs- og Handelspagter med fremmede Folk, som om disse fuldstændigt havde underkastet sig, saa ter vi ikke, da vi aldeles mangle bestemte Efterretninger om ægyptiske Krigstog og Seire i Mesopotamien, af disse Indskrifters noget ubestemte Udtryk uddrage nogen Sluthing om, at Ægypterne dengang be- herskede Dele af Mesopotamien — hvad der vilde forudsætte, at ogsaa Syrien var vedbleven at adlyde Ægypten. De første Efterretninger,
1 Se nedenfor i Ægyptens Historie Kap. VI, & 64 S. 849 fr.
2 Man tænke navnlig paa de smukt udførte Billeder, der pryde en Grav i Theben, som skriver sig fra Kong Twr-ankh-n-amon's Regje- ringstid! Den er afbildet hos Lepsius (Denkmåler VII, 115 ff.).
8 50. Syrernes Kampe med Pharaonerne af Rasonnernes Kongehuse.
550
vi i den følgende Tid erholde om Syrien, vise os desuden største Delen af Landet som frit, og vi kunne derfor neppe tvivle om, at Landet har revet sig løs i Amonhotep IV.'s Dage.
Omendskjøndt Ægypten allerede under Hor-m-heb's (Horos) Regjering atter havde hævet sig til en betydelig Magt, gjorde denne Konge intet Forsøg paa at tilbagevinde sine Forfædres Be- siddelser i Asien. Heller ikke Rameses I. foretog noget Tog til Syrien, men dennes Søn Seti I. begyndte allerede i sit første Re- gjeringsaar et Tog til Syrien, paa hvilket han trængte seierrig frem til Mesopotamiens Grændser”.
Til Minde om dette Felttog lod Seti I. påa en Væg i det store Amonstempel i Karnak indhugge en Række Billeder, der fremstillede Optrin fra denne Krig. Disse Billeder ere ledsagede af oplysende Indskrifter, men disse ere kun korte og danne ikke nogen sammenhængende Text. De adskille sig her væsentligt fra Thotmess Ill.'gs Indskrifter, der danne en fortløbende Fortælling.
Pladsen, som Seti havde til sin Raadighed — Billederne ind- huggedes paa den udvendige Side af den ene Væg af den af ham opførte store Søilesal? — udøvede en vig Indflydelse paa Valget af de fremstillede Optrin; og da de desuden slet ikke ere ordnede efter Tidsfølgen, kunne vi følgelig ikke nøie bestemme, hvad Retning han fulgte paa sin Udmarch og Hjemmarch, og hvilke Stæder han betvang paa hin og paa denne Reise,
Seti I. synes imidlertid først at have vendt sig imod Bedui- nerne i de nordarabiske Stepper, eller, som de kaldes her”, lige- som i alle andre ægyptiske Aktstykker :
L Se nedenfor i Ægyptens Historie Kap. VI, & 65 8. 849—854.
2 Om denne Sal sign. f. Ex. Forfatterens Zeise S. 225. Billederne sés saavel paa Nordsiden som paa Østsiden af Salens Ydervæg; Seile- salen er nemlig noget bredere end det ovrige Tempel, hvis Hoved-Akse løber fra Øst til Vest, hvorved der, foruden den store Udvæg imod Nord, tillige forekommer en anden mindre, der vender imod Øst.
3: Om disse Billeder henvise vi til Brugsch, Reiseberichie S. 148 ff.; elgn. Forfatterens Reise S. 226—227. Billederne og Indskrifterne ere for en Del meddelte af Lepsius (Denimåler III, 126 —128).
£ Lepsius, Øenkmåler III, 126.
551
ANDS NE
Shasu - u . Shasu'erne. I Indskriften siges disse shasu at streife om ,ligefra Byen
AD 1 hv
za = li . — der var Hovedstad i den fjortende nedreægyptiske Nomos, de Gamles Arabia, og laa i Nærheden af Krokodillesøen (Birket Timsah”) — indtil Byen Kanana", en ubekjendt By, formodentlig i Kanaan paa Grændsen af den arabiske Ørken. En anden Ind- skrift underretter os om, at dette Felttog foregik i Seti I's første Regjeringsaar ?.
Seti's Seire over Folket Shasii', der formodentlig henhere til Begyndelsen af hans Felttog, fremstilles i et Billede, som ses fomeden paa den lille mod Øst vendende Væg af Søilesalen, paa hvilken der ovenover fremstilles en Kamp med Rutennu-Folket hinsides Syriens Grændser.
Et andet Billede, som ses i Nærheden af disse, paa den læn- gere nordligere Udvæg", fremstiller Angrebet paa den vigtige By
MERE & 0 wwv IM 2-NU - da, som allerede Thotmess III. havde betvunget?, Den siges her at ligge i Syrien og maa derfor formodentlig søges i det allernordligste Syrien paa Affaldet af Tauros, men hvor, — det formaa vi aldeles ikke at afgjøre. De følgende Billeder? fremstille atter Kampe med Folket
'" Se nedenfor $ 73, slgu. ovenfor S. 524.
? Lepsius, Denkmåler III, 126. Denne Indskrift har givet Anledning til mange Undersøgelser og megen Strid; se Chabas, Afelanges égypto- logiques II, Artiklen L'ée de la renaissance (Chalon sur Såone, 1864). Dette Billede er i Brugsch Oversigtstabel mærket som no. II.
Dette Billede findes i Rosellini, Mfonumenti Reali pl. XLVI, no. 2,
8. 539, sign. nedenfor S. 557 og $ 53,
Lepsius, Denkmåler III, 128,
aa & må &
552
Shasu, hvorpaa man ser Seti vende hjem til Ægypten, idet han følger en Vei, der fører tæt om forbi en Sø Akeba, ved hvilken Veien gjør en Dreining i ret Vinkel for derpaa at følge Bredden af en Kanal til Nilen, — et for Ægyptens Geographi i Pharaoneres Dage særdeles vigtigt Billede”.
Paa samme Væg, noget længere imod Nord, findes et Billede, der sandsynligvis henhører til samme Felttog; det er Stormen paa den vigtige By Kadesh?, der laa ved Floden Orontes i Amoriternes Land, men som dengang, efter hvad der fremgaar af andre Akt- stykker, var i Khetta's Besiddelse.
I Tiden siden Amonhotep III's Tid havde nemlig Folket Kheita (Khetiterne i Nordsyrien), som under Thotmess III. og hans nærmeste Efterfølgere ikke endnu spillede nogen videre fremtræ- dende Rolle, hævet sig til Syriens mægtigste Folk; ja Khetta' Qverkonger udevede endog paa Seti I's Tid et vist Supremati over andre Egne af Syrien.
Seti I. taler imidlertid ikke videre om Kampe med dette Folk, men i et Aktstykke, som indeholder en omtrent tredsindstyve Aar efter Seti's Felttog afsluttet Fredstraktat, tales der om Krige imellem Seti I. og Folket Khetta. Om disse Krige fortælles det, at de endtes ved en Fredslutning, som udgjorde Grundlaget for de senere Fredstraktater. Denne Kjendsgjerning i Forbindelse med den Omstændighed, at Seti I. ikke taler om Kampe med Khettafolket, synes at antyde, at Seti ikke havde været videre heldig i sine Kampe med dette Folk, og at han havde indskrænket sig til med sin Hær at drage igjennem en Del af Landet paa sit Tog til Mesopotamien. I Fredstraktaten med Khettafolket maa Seti have bekvemmet sig til at anerkjende dette Folk som et af Ægypten aldeles uafhængigt Folk, der i enhver Henseende stod paa lige Trin med Ægypterne. Men at tilstaa dette forbød hans
1 8e nedenfor Kap. VI, $ 73. 2 Dette Billede er paa Oversigtstabellen hos Brugach mærket som no. I. 2 Se & 56. 8Slgn. Brugsch, Geogr. Insckriften II, S. 22 (1858).
9553
Stolthed ham; og det er derfor let at fatte, hvorfor hang Indskrifter slet ikke taler om Khetta'erne eller om Kampe med dette Folk.
I Karnak paa Udvæggen af den store Søilesal findes der endnu et Mindesmærke, der meddeler Oplysninger om Syrien. Man ser nemlig i Nærheden af de Billeder, vi ovenfor! have omtalt, seks Rækker Fanger lænkebundne at føres frem af Amon for Kong Seti I.?, De to øverste Rækker bestaa af Afrikaner; derpaa kom- mer en Række, der for største Delen indeholder Repræsentanter for de nz Folk2; de tre nederste, endelig, bestaa af Asiater.
Hvad angaar disse ni Folk, som Ægypterne i Reglen opregne i Spidsen af deres Indskrifter som betvungne, da var dét nogle Folk, som Ægypterne i ældgamle Dage, før man besad egentlige geographiske Kundskaber, havde antaget for de vigtigste af deres Nabofolk, men som i Tidens Løb havde faaet andre Betegnelser, og som i det Mindste ikke dannede politiske Enheder paa den Tid, da Ægypterne under Thotmess III. og hans Efterfølgere optraadte som erobrende Folk.
Efter de otte af de ni Folk — thi det niende aabner Listen, idet det staar foran Afrikanerne, — komme følgende Folk:
1. Øg, khetta, rm, Khetiterne i Nordsyrien +, VÆRRE re Ju naharina, 71, Mesopotamierne é.
3. Soew 2 2 rutennu her, d. e. de øvre Rutennu, Be- boerne af Landene omkring Tauros med dens Udlebere (saaledes blandt andet Mons Masius)'.
4. SSyelv Å rutennu her, de nedre Rutennu, Beboerne af det mellemste og sydlige Mesopotamien, deriblandt Assyrerne og Babylonierne.
?! 8. 550 ff
3 En Afbildning findes hos Lepsius, Denkmåler III, 129, slgn. Brugsch, Geograph. Inschriften II, pl. XIII —XIV (1858). Brugsch kalder Forteg- nelsen Listen A (Geogr. Inschr, [, S. 7; se om Listen Il. c. 8. 18 ff.).
32 Om de ni Folk, se Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 18—20.
+ Se $ 53.
; Se ovenfor 8. 526 og 8. 539—540.
S Sign. Brugsch, Geogr. Inschriften II, S. 31 ff. (1858).
554
5. "I UÅ NEEENE sangar, sandsynligvis Singara, en By Vest for Ninive", i ældre Dage, ja maaske endnu paa Seti I.'s Tid, et eget Kongerige, men siden en Del af Assyrien.
6. — Br, unum, 831. 7. == ) kadesh, deu bekjendte By ved Orontes, som var,
spillede en saa betydelig Rolle i de ægyptiske-syriske Krige, navnlig under Ramegses II.?,
8. iX Je) pabekh eller maaske bekh, r13.
2. ss NE JØG kedna, maaske at læse kednaf, zpn>, et Sted, der forøvrigt allerede omtales af Amonhotep III. 2, 10. 1— 00) asi, formodentlig det af Assyrerne undertiden
AN omtalte Landskab aasst, "liv . aZ:a8- 8a, der siges at ligge ligeoverfor eller ovenfor Syrien”, Thotmess III. omtaler ogsaa dette Land, fra hvilket han erboldt Tribut af Jern, Træ og Elefanttænder &,
11. STEEN w —4— du mannus, maaske Mallos i Kilikien. Ogsaa
dette Sted omtales paa en tidligere Liste, nemlig under Amon- hotep III. ?.
12. DNS ak apuk, por (Aphek), maaske en af de tre eller snarere fire Byer af Navnet Aphek, der omtales i Biblen,
Layard, Ninive and its Remains I, 8. 70. Ninive and Babylone S. 246. Se nedenfor $ 56 og ovenfor 8. 526.
Lepsius, Denkmåler III, 88.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 25 I. 97.
Lepsius, Denkmåler III, 30 a 1. 1.
Ebers i Zeitschrift får ågyptische Sprache VII, S. 70—71 (1868). Lepsius, Denkmåler lIl, 88; se ovenfor S. 548 Anmk. 2.
Et Aphek fandtes i Assers Stamme, Josva 19, 30. Et andet (1. A'ong. 20,
eæ R&B SØ B&W mm
555
13. SS Y)j berinu.
14. IE) arripakha — et Ord, som Brugsch! er tilbeielig til at sammenstille med de Gamles Arrapakhitis", hvad der ingenlunde er usandsynligt. Ogsaa dette Navn hører til dem, som Amonhotep III,2Z opregner iblandt de Lande, han betvang".
15. | 4…
Herefter følger i nederste Række endel halvt ødelagte Navne, som øre vanskelige at bestemme, men derpaa kommer, efter Brugschs Afskrift, den bekjendte ægyptiske Betegnelse for Nord- Årabiens Beboere (Beduinerne), nemlig Ordet Shasu. Derefter følger, ligeledes efter Brugschs Afskrift, Ordet:
30. ENN artu eller altu (alitu), mon, uden Tvivl Elath
(mr), den bekjendte By ved den inderste Spidse af Bugten ved Akaba, fra hvilken Salomo sendte sin Flaade til Ophir?. Derpaa læses Navnet:
31. g£2), punt eller muligvis pun, det ægyptiske Navn påa Sydarabien og dets Beboere,
Endelig kommer en Mængde ubekjendte Navne, der neppe kunne henføres til Syrien, men sandsynligvis betegne Stammer eller Steder i det mellemste og sydlige Arabien ?.
Det er en velbekjendt Sag, at man ikke tør stole altfor meget
26 og 30) synes at have ligget ved Tiberias Se. Et tredie laa ved Jesrael (1. Sam. 29, 1), et fjerde i Sydpalaistine (1. Sam. 4, 1). Brugsch Geogr. Inschriften 11, 8. 52 (18858).
Ptol. VI, 1.
S. 548 Anmk. 4.
Lepsius, Denkmåler III, 88.
Brugsch, Geogr. Inschriften II pl. XIV, sign. 8. 53—55 (1858). Brugsch l. c. pl. XIV og 8. 55—56. Slgn. ovenfor S. 510.
Se 1. Kong. 9, 26, slgn. 2. Sam. 8, 14 og 2. Kong. 16, 6.
Dette Ord læses ogsaa i Lepsius' Afskrift af Mindesmærket, Denkmåler II, 129, hvor det er det femte Navn fra Venstre.
Se Brugsch, Geogr. Inschriften 11, 8. 14—16 (1858); se ovenfor S. 511.
we ed Ra ER mm Gt dd cm
556
paa denne Art Mindesmærker, da Ægypterue stundom paa dem anførte Navne paa Steder, der fandtes paa tidligere Mindesmærker, ikke fordi Kongen paa det Tog, der skulde forherliges, havde berørt dem, men blot fordi han ikke vilde have, at Læseren af Indskriften skulde mene, at han stod tilbage for sine Forgængere; og navnlig tør man aldeles ikke slutte noget videre af Nærværelsen af almin- deligere Navn, som Naharina, Rutennu 0. desl. Derimod pleier der altid i enhver Liste, der hidrører fra krigerske Konger, at være i det Mindste nogle Navne, der ere ægte, og som betegne Steder, der virkeligt ere betvungne af vedkommende Konge, Dette maa uden Tvivl være Tilfældet med den her meddelte Del af denne Liste, der synes navnlig at være indhugget til Erindring om et Tog i de nordligste Egne af Syrien, paa hvilket Seti har berørt Kilikiens Grændser og muligvis ogsaa er trængt frem over Euphrat til Mons Masius!. Men om dette Tog var det ovenfor beskrevne, som Seti foretog i sit første Regjeringsaar?, eller et senere, formaa vi ikke at afgjøre. Fraværelsen fra .vor Liste af næsten alle Navne, der opregnes paa Slagbillederne, synes at tale for det Sidste.
Et andet Mindesmærke af lignende Art, som man finder i Kurnah?, er aabenbart indhugget til Erindring om et senere Tog til Syrien, og paa hvilket Seti blandt Andet maa have betvunget Mellemsyrien. Dette Land havde han under sit første Tog for- modentlig ladet ligge uberørt; thi det maa jo navnlig have været ham magtpaaliggende at knuse Khettafolket, forinden han kunde tænke paa at erhverve sig et varigt Herredømme over det øvrige Syrien. Nu var jo dette ganske vist ikke lykkedes ham, men paa den anden Side havde han ved Fredsslutningen med Khettia's
! Man tænke paa Mallos, Singara, Arrapakhitis, men da disse Navne allerede findes i tidligere Lister, saa er det tvivlsomt, om Seti I. har havt nogen egentlig Ret til at lade dem anbringe paa sine Mindes- mærker.
2 8. 550.
2 Det er afbildet hos Lepsius, Denkmåler III, 131a. De vigtigste Navne findes ogsaa hos Brugsch, Geograph. Inschriften II, pl. XIII, slgn. 1. c. S. 40 ff. Brugsch betegner denne Liste som Listen B. (1. c. 8. 7 fi.)
557
Konge sikkret sig for et Angreb fra denne Side; og han kunde saaledes vende sin hele Kraft imod Mellemsyrien, hvad der ogsaa synes at være sket.
Mindesmærket indeholder nemlig — efter Navnene paa de ni Folk, og efter de to bekjendte Folkenavne: 10. Khetta, og: 11. Naharina, — følgende Navne, hvoraf de fleste aabenbart maa søges i Mellemsyrien: 12. I AT øl. ars eller aser", et Landskab, der oftere omtales af Ægypterne, hvorfor man undertiden? har villet anse det for Assyrien, der forøvrigt skrives paa en anden Maade. Landet Åser maa snarere søges i Mellem- eller Nordsyrien. 13. FWA, aka, uden Tvivl Byen Ako, 799, de Kristnes Saint Jean d'AcreZ, 14. RTL bå Yu zamast, ry.
15. Ll pahir, et Landskab, der er omtalt ovenfor i Thotmess IIL's Liste".
16. JRImTT |Lag dersher eller bet-shel, bND-rr=,
17. ISEN SR ln tnua, en ovenfor gjentagne Gange om- talt Byé.
18. VA So, kamaha n
19. ute "SAV anu-ruza, maaske det ovenfor omtalte
anurut”.
Om Aser (ars, als), se Brugsch, Geographische Inschriften II 8. 40—41. Chabas, Voyage dun Égyptien en Syrie 8. 225—226, se ovenfor S. 369. Se nedenfor $ 54.
Se ovenfor 8. 531 no. 32.
Brugsch, Geogr., Inscår. II, 8. 41.
8. 539 og 551. Se nedenfor $ 53.
S. 545. Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 42, tænker paa Anaharat i Issashars Stamme (Josva 19, 19).
4 SS aa PP &d MS mm
558
20. sÅSSTI, kamatu.
21. IRE du Zar» NE, Tyros.
22. |Y=9 Ju autu, maaske Avathos, Gammel-Tyros?. 23. Jj FBU bet anta?,
24. gr
| karma, B%p, (Kerem)', maaske Karmel A UD own (204 .
Efter disse følge en Række Navne, hvoraf flere endog gjen- tages to Gange, men som sikkert alle ere tilsatte, for at give Listen et anseligt Omfang, uden at der ellers er nogen Grund til at anføre dem paa denne Liste.
Kun følgende? forekomme os at kunne fortjene at omtales her:
28. ISENS ING apula, TDN.
29. ISS) arutina eller alutina, INN. 37. INIS) assu, maaske Assos i Kilikien. 39. | ÅD VS). artuk, maaske artu, Arvad (Arado8).
42. JR ln barik eller balik.
43. i å 3 FSR FENUF. Endnu maa vi bemærke, at der i et Tempel i Redesieh findes
en lille lignende Indskrifté, hvoraf en Del uheldigvis er ødelagt; men efter al Sandsynlighed forherligede denne Liste det samme Felttog. Muligvis har Seti I. endnu foretaget andre Tog til Syrien; ja
mæ
! Se nedenfor S. 591 og $ 55.
2 Se nedenfor 8. 591 og $ 55.
2 Af dette Navn (Gudinden Antas Hus) var der uden Tvivl flere i Ka- naan, Et Bet-Anat laa i Juda, Josva 15, 59.
£ Navnet Kerem (Vingaard) har maaske ogsaa været ikke ualmindeligt som Stedsnavn i Kanaans Land.
" De evrige ere: 25. Rutennu her; 26. Rutennu kher; 27. Mennus; 30. naharina; 31. kedesh; 82. tunp; 83. tekhis; 84. pabekh eller bekA; 35. tekÅis; 36. asi; 38. tfunp; 40. pabekh eller dekÅ; 41. mennus.
& Den findes afbildet hos Lepsius, Denkmåler III, 139— 140.
559
maaske er han senere paany kommen i Feide med Khettafolket; men, som alt antydet, tie Mindesmærkerne!. Det ovenomtalte Akt- stykke, der indeholder den i Rameses II's enogtyvende Aar afslut- tede Fred, taler rigtignok om en Krig, i hvilken Mautur, Konge af Khetta, havde mistet Livet, og det er høist sandsynligt, at denne Kamp, hvori Mautur faldt, henhører til Slutningen af hans Re- gjeringstid. Men paa den anden Side er det heller ikke urauligt, at Mauturs' Fald henhører til en tidligere Del af Seti I's Re- gjering. I ethvert Tilfælde er det dog det Sandsynligste, at Seti i sine senere Aar har opgivet alt Haab om at kunne betvinge Nord-
syrien og derfor har ladet sig nøje med Besiddelsen af Sydsyrien.
Under Rameses II. kom det imidlertid til nye Kampe imellem Khettafolket og Ægypterne. I Rameses' fjerde Regjeringsaar gik han over Nar el Kelb og lod her en Mindetavle indhugge paa en af Klipperne ved denne Flods Udløb, maaske til Erindring om en Seir; men over hvilket Folk denne blev vunden — over Omegnens kanaanitiske (phoinikiske) Beboere eller over Khettafolket —, derom kunne vi kun gjøre os Gisninger, da Indskriften er saa forvittret, at man ikke kan læse mere end ganske enkelte Tegn.
Derimod vide vi af Pen-ta-ur's digteriske Fremstilling af Ra- meses' Heltebedrifter i Syrien”, at Kongen i sit femte Regjeringsaar trængte ind i Nordsyrien og kæmpede med Folket Khetta.
Vi meddele her en Oversættelse af dette Aktstykke, som fore- kommer os ret vel at kunne fortjene at kjendes i sin Helhed?:
! 8lgn. ovenfor S. 552 —558.
2 Om Pen-ta-ur, se ovenfor S. 13—14, S. 192—193.
: Den bedste Udgave af Pen-ta-ur's Digt findes i Papyrus Sallier III, (Select Papyrus pl. XXIV-—-XXXIV). Brudstykker paa flere af Rameses' Bygninger, saaledes i Luksor, Karnak og Rameseum. En Del af disse Texter er udgivet af Brugsch (Recueil vol. I. pl. XXIX—XXXII samt i pl. XL—XLII) og af Sharpe, Ægyptian Inscriptions I, pl. 94. Et nylig opdaget Papyrus Blad (Papyrus KRafet), der indeholder en Del af Digtet og tjener til at udfylde de andre Haandskrifter, er udgivet i Recueil de travavz relatifs å la philologie et Varchéologie égyptiennes et assyriennes I,
Rameses Il.s Krige med Khetta,
560
»Begyndelsen af de Seire, som Kongen af Øvre- og Nedre- Ægypten, User-maa-Ra (Osymandyås) Setp-n-Ra, Solens Søn, Ra- meses Mer-amon! — han som er begavet med et evigt Liv — vandt over Folket Khetta, over Naharina? (Mesopotamien), over Pidasa Dardani, Masa, Kaskash, Karkamash (Karkemish), Kati, Anaugas samt over Folkene Akerit og Mushenet?.
Den unge Konge, som har udstrakt sin Arm, er uden Lige; hans Arme ere mægtige, hans Hjerte modig. Hans Mod er Men- tu's [i Kampen]; han førte sine Krigere lige til ubekjendte Egne. Da han begyndte Krigen, var han et Bolværk af ..…. og deres Skjold paa Kampens Dag. Naar han holder Buen, er han uden Lige. Mægtigere end hundredtusind samlede Mænd, skrider han fremad ...... Hans Hjerte i Sammenstødets Stund ..... er fast som en Tyr, der ..... Tilbage har han kastet hele Verden, thi den havde forenet sig imod ham. Ingen véd, hvilken Mængde der var imod ham, hundredtusinder er ikke formeget. Han, Her- skeren over Skrækken og det voldsomme Kampskrig, hans Hjerte er det største i hele Verden ...... som en rasende Løve i Hjor- dernes Dal; han byder, intet Ord siger ham imod. Uden Lige i sine Raadslutninger, fuldkommen i sine Bestemmelser, naar han bærer Kronen Atef og afsiger sine Domme, han, som redder sine Stridsmænd ...…. Hans Hjerte er som en Klippe af Jern, han, Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten User-ma-ra Sept-n-Ra, Solens Søn, Rameses Mer-amon, han, som er begavet med et evigt Liv.
Se Hans Majestæt rustede sine Fodfolk, og sine Strids- vogne, og Sardinierne (sardana), som han havde taget til Fange ....".
En Oversættelse af Digtet forsegtes 1856 af de Rougé, som lod det udgive i Revue contemporaine XIII, S. 357. Senere har han givet en forbedret Oversættelse i Recueil de travaux I, 8. 1—9 (Paris 1870; 4to).
! Om Rameses II's Navne se nedenfor $ 65. Se ovenfor S. 555; sign. ovenfor & 35 S. 358.
3 Om disse Navne se nedenfor S. 575 ff.
Lakune, Der har maaske staaet, ,og som han derpaa havde taget i
sin Tjeneste" Om Sardinierne LITAN — IN EN It: sardana
561
Budet at gaa i Leding var givet dem!. Hans Majestæt drog bort, gaaende ned ad Floden; hans Krigsfolk tilfods og hans Stridsvogne begyndte et lykkeligt Tog.
Aar V., i den anden Maaned af Vinteren (per), den niende Dag”, gik Hans Majestæt? fra Byen zal:",
Ligesom naar Mentu fræder frem, skjalv den hele Jord ..... alle Oprørerne grebes af Frygt og kom at bøie sig for Hans Maje- stæt. Hans Hær gik over Grændsen' og gav sig paa Marchen ad Veiene mod Nord.
Nogle Dage efter kom Kongen til Rameses Meramon's By i... Han fortsatte sin Vei imod Nord. Kongen kom til Egnen om Kadesh? og gik fremad som Mentu, Thebais' Herre. Han gik op igjennem Floden Arunta's (Orontes'7”) Dal med den første Legion, , Amon, som giver Seir til Rameses Mer-amon«?,
Da Hans Majestæt nærmede sig til Byen, havde den usle Konge af det faldne Khetta samlet om sig alle Nationer fra Havets yderste Egne. Khetta (Khetiterfolket) var kommet helt og hol- dent, ligesaa Naharina (Mesopotamierne), Aratu (Arvaditerne), Mash, Pidasa, Alin (Iion?), Kaskash, Leka, Gaza vatan (Gaza i Patina?) Karkamosha (Karkemish)?, Akarit, Kati, Anaukas, alle tilsammen, samt Kadesh. Han havde ikke ladet en eneste Nation, uden at tage den med; deres Konger fulgte ham. Enhver af dem førte sine Vogne. Deres Antal var umaadeligt; aldrig var noget Lignende hændet. De bedækkede Bjergene og Dalene som
eller skardana og deres Krigstjeneste i Ægypten paa Rameses I's og hans Efterfelgers Tid, se nedenfor & 80 og ovenfor $ 48 S. 518. ! Man ser let, at disse Linier beskrive 'Opbrudet fra Theben. ? Da Rameses II. efter al Sandsynlighed levede i det fjortende Aarhun- drede fer Kristus, falder denne Dag i Slutningen af April. Se om denne Betegnelse for Ægyptens Konge nedenfor & 76. Om denne By se ovenfor 8. 523 og S. 551. Her tænkes paa Grændsen af det egentlige Ægypten. Se nedenfor & 55. Se nedenfor $ 53. Legionens fulde Navn. I Reglen kaldes den blot Legionen Amon, Sign. ovenfor S. 548 og nedenfor 8. 576.
eo MO 4 fm Bf & bed
562
Græshopper med deres Skarer. Han havde ikke ladet Guld eller Sølv tilbage i Landet, han havde plyndret af alt sit Gods for at give det til de Folk, der ledsagede ham i Krigen.
Den usle Konge af det faldne Khetta holdt sig med sine talrige Forbundsfæller skjult bag Byen Kadesh. Hans Majestæt var alene med sine Tjenere; Legionen! Amon kom efter ham. Legionen Ra, som gik frem i Dalen Syd for Byen Shabtun, ved- blev sin Fremrykning ...... Legionen Piah var i Centrum tæt ved ved Byen Arnam. Legionen Set? fulgte efter. Kongen havde hidkaldt alle Befalingsmænd for de af hans Tropper, som stode i Dalenie i Landet Amuri (Amoriternes Land)3.
Den usle Konge af det faldne KAetta" befandt sig i Midten af sin Hær. Han vovede ikke at gaa i Kampen?é, af Frygt for Hans Majestæt, men han lod komme Fodfolk og Hestfolk tal- rigere end Sand. Tre Mand var der paa hver Vogn; de havde samlet sig med Krigene fra Landet Khetta, øvede i al Slags Krigs- vaaben. Han holdt dem skjulte bagved Byen Kadesh. Se de gik ud af Kadesh imod Syd, kastede Legionen Ra imod Centrum, medens den var i March og intet havde erfaret og derfor ikke var forberedt paa Kamp. Kongens Fodfolk og Vogne veg for dem
Hans Majestæt havde gjort Holdt Nord for Kadesh, paa den vestlige Bred af Arunta (Orontes). Man kom at give ham Mel- ding om hvad der var sket. Se Hans Majestæt reiste sig som sin Fader Mentu, han greb sine Vaaben og klædte sig i sin Rustning, som Baal i hans Stund. De store Heste, som førte Hans Maje- stæt — Ser for Theben? var deres Navn — gik ud ud af Stalden
Det fulde Navn paa Legionen læses ovenfor S. 561 se S. 561 Anmk.8. Maaske man maa foretrække Læsemaaden Sutekh.
Se nedenfor & 56.
Her begynder Papyrus Sallier S. 1 L. 1 (Select Papyrus pl. XXIV). Hvad der her siges om KAåetta's Konge, gjælder sikkert om Ægypter- kongen, der i Reglen holdt sig i Midten af en talrig Styrke, fjernt fra Kampen. Se nedenfor S. 573—574.
& Nakht-m-vasi (?); Papyrus Sallier no. III, 8. 1 L. 6. Saaledes hed forevrigt kun den ene Hest, den anden bar, som det nedenfor S. 568 meddeles, Navnet Nerau haruta. Se 8. 8 L. 7.
aa Rk Lead www mm
563
User- ma-ra sept-n-Ra Mer-amon. Kongen styrtede frem, og trængte ind i Midten af disse elendige Khetta'ers Rækker. Han var ganske ene, og Ingen var med ham. Idet han saaledes var gaaet frem foran dem, som kom efter ham, fandt han sig omringet af 2500 Stridsvogne, afskaaret fra et Tilbagetog til sine Tropper ved alle den faldne Khetta's Krigere og ved de talrige Folk, som ledsa- gede dem fra Aratu, Masa og Pidasa!. Enhver af deres Vogne bar tre Mand, og de vare alle samlede.
»Ingen Fyrste var med mig, ingen Hærfører, ingen Befalings- mand over Fodfolk og Vogne. Mine Soldater have forladt mig. Mine Ryttere ere flygtede for dem og ikke en er bleven for at kæmpe ved min Side." — Da sagde Hans Majestæt: ,Hvor er Du dog min Fader Amon? Glemmer en Fader virkelig sin Søn? Har jeg gjort Noget uden Dig? Er jeg ikke gaaet uden at standse, paa Dit Ord! Aldrig har jeg overtraadt Dine Bud! Noget Stort er jo dog Kongen af Ægypten ...... Barbarerne paa hans Vei. Hvad ere dog disse Amu? (Hyrdefolk) for Dig? Ammon svækker de Ugudelige. Men har jeg ikke givet Dig utallige Offre? Jeg har fyldt Dine hellige Boliger med mine Fanger. Jeg har bygget Dig et Tempel for Millioner Aar. Jeg har givet Dig alt mit Gods for Dine Forraadskamre. Jeg har tilbudt Dig hele Verden for at forøge Dine Besiddelser. Jeg har ladet offre for Dig 30,000 Okser med al Slags vellugtende Træsorter ..... Jeg har opbygt Sten- pyloner indtil Toppen, og jeg har selv ladt deres Master opreise. Jeg har ladet komme Obelisker fra Elephantine (adu) og jeg har ladet komme Stene for Evigheden. Skibe seile for Dig paa Havet. De bringe Dig Tributer fra Nationerne. O tilvisse en ynkelig Skjæbne venter dem, som modsætter sig Dine Planer. Held den,
2? Saaledes efter den monumentale Text. I Papyrus Sallier 8. 1 L. 10 til S. 2 L. 1 opregnes flere Folk, men det er neppe rigtigt, da det efter al Sandsynlighed først var senere, at Rameses blev angrebet af af alle de fjendtlige Tropper (se 8. 565).
! Fælledsnavn, hvormed Ægypterne betegnede alle deres syro-arabiske Naboer, navnlig Arabere og Kanaaniter. Om Ægypternes Forhold til Hyrdefolk. sign. Gen. 46, 34. .
36”
564
der kjender Dig, thi Dine Handlinger komme fra et kjærligheds- fuldt Hjerte. Jeg paakalder Dig, 0o min Fader Ammon! Se, jeg er midt iblandt talrige Folk, som jeg ikke kjender. Alle Folke- slag have forenet sig imod mig; jeg er ene, Ingen er med mig. Mine Fodfolk, der dog vare saa talrige, have alle forladt mig, ingen af mine Ryttere ser efter mig, og da jeg kaldte paa dem, hørte Ingen af dem min Røst; men jeg tænker, at Amon er mere værd end en Million Krigsfolk, hundred tusinde Hestfolk og titusinde Brødre eller unge Sønner, vare de alle samlede. Tal- rige Mænd kunne Intet gjøre, Amon er stærkere end de. Jeg har udført disse Ting paa Ord af Din Mund, o Amon! Og jeg har ikke handlet imod Dine Raad. Se jeg har gjort Dig æret indtil Jordens Ender."
»Ordet har givet Gjenlyd! lige til Hermonthes (an-mentu eller her-mentu)?. Amon kommer paa min Kalden; han giver mig sin Haand. Jeg udstøder et Glædesskrig; han taler bag ved mig: »n»Jeg kommer Dig til Hjælp! Dig Rameses Mer-amon! Jeg er hos Dig. Det er mig, Din Fader. Min Haand er med Dig og jeg er mere værd for Dig end Hundredtusinder. Jeg er Styrkens Herre, som elsker Tapperheden. Jeg har fundet et modigt Hjerte, og jeg er tilfreds. Min Villie skal ske!«« Ligesom Mentu kaster jeg? med den høire Haand mine Pile og med den venstre støder jeg omkuld. Jeg er som Baal i hans Stund, imod dem. De 2500 Vogne, som omringe mig, knuses i Stykker foran mine Hestfolk. Ingen af dem finder sin Haand rede til at kæmpe. Hjertet svigter dem i Brystet, og Frygten gjør deres Lemmer kraftløse. De kunne ikke mere kaste deres Spyd og have ingen Kraft til at holde deres Landser. Jeg styrter dem i Vandet, som Krokodillen falder deri. De ligge næsegrus, den ene ovenpaa den anden, og jeg slaar dræbende imellem dem. Jeg vil ikke, at Nogen skal se bagved
12 Det er endnu Kongen, der taler. 2 Se nedenfor $ 71. 2: Herfra synes Guden og Kongen identificerede,
565
sig, eller at nogen anden vender sig om; den, der falder, skal ikke relse sig mere!
Den usle Konge af det onde KAetta stod midt imellem sine Stridsmænd og Stridsvogne og saa paa den Kamp, som Kongen (bestod) ene uden Stridsmænd eller Stridsvogne, og han veg tilbage af Skræk. Hau lod da talrige Fyrster rykke frem, fulgte af deres Vogne og Krigere, øvede i alle Vaaben: Kongen af Åratu, Kon- gen af Masa, Kongen af Altun (Iliøn?), Kongen af Leka, Kongen af Dardani, Kongen af Kaskash, Kongen af Karkamesha (Karke- mish), Kongen af Khultbu (Khalybon). Disse Khettas Forbunds- fæller talte, forenede tilsammen, i Alt 3000 Vogne!, Han gik lige imod dem, hurtigere end Ilden.
»Jeg styrtede mig over dem som Mentu, min Haand for- tærede dem i et Øieblik. Jeg slog ihjel og huggede ned iblandt dem". De sagde til hinanden: ,Det er ikke et Menneske, der staar midt imellem os. Det er Set, den store Kriger, det er Baal selv. Det er ikke Menneskegjerninger, som han gjør [mod os). Ene, ganske ene, driver han hundredtusinder tilbage, uden Befalingsmænd og Krigsfolk. Lader os ile og fly for ham! Lader os redde vort Liv, og nyde Aandedraget" !
Hver? som kom at kæmpe mod ham, følte sin Haand svækket. De kunde hverken holde Bue eller Landse. Da han saa, at han var kommet til Korsveien, forfulgte Hans Majestæt dem som en Grif. .
»Jeg huggede ned imellem dem uden at de gjorde Modstand. Jeg hævede min Røst til mine Soldater?. Jeg sagde ti dem: »nVærer faste, gjerer Eders Hjerter stærke, mine Soldater! I se
1: Papyrus Sallier no. III, 8. 4 L, 5 ff. Her er Tale om et nyt sterre Angreb paa Kongen, der imidlertid, uagtet det ikke siges i Texten, maa have slaaet sig igjennem til Legionen Amon og maa have forenet sine Folk med denne sidste, se Anmk. 3.
? 8. 4 L. 10.
2 Dette viser, at Kongen havde naaet en Del af sin Hær (Legionen Amon), se Anmk. 1.
566
min Seir og jeg var ene! Det er Amon, som har givet mig Styr- ken; hans Haand er med mig.""
»Da Menna, min Vogunstyrer, saa, at jeg var omringet af en Mængde Vogne, blev han modles, og Hjertet svigtede ham. Stor Rædsel overfaldt bans Lemmer, og han sagde til Hans Majestæt : »»Min gode Herre, ædle Konge! Ægypteng store Beskytter paa Kampens Dug! Vi ere ene midt imellem Fjenderne, thi Bueskyt- terne og Stridsvognene have forladt os. Stands dog for at redde Aandedraget i vore Munde. O! ..... Red os Herre, Rameses Mer-amon |
Se, Hans Majestæt svarede sin Vognstyrer: , Mod! Styrk Dit Hjerte. Jeg vil gaa lige midt ind imellem dem som Spurvehøgen styrter sig ned, at hugge dem ned og slaa dem ihjel: jeg vil kaste dem til Jorden! Hvad ere disse Uslinge i dine Øine? Amon!«
Styrtende hurtigt frem, gik Hans Majestæt ind imellem Fjen- derne. Seks Gange trængte han ind midt iblandt dem.
»Jeg forfulgte dem lig Baal i hans Vældes Stund. Jeg hug- gede ned imellem dem, uden at Nogen kunde undslippe mig".
Da kaldte Hans Majestæt sine Fodfolk og Hestfolk, som ikke havde taget Del i Kampen, til sig og sagde: ,Mod har der manglet Eder, mine Ryttere. Jeg er misfornøiet med Eder alle. Er der en Eneste iblandt Eder, som jeg kan vise Ære i mit Land? Dersom jeg ikke havde reist mig som Herre, vilde I være blevne over- vundne. Hver Dag udnævner jeg Fyrster iblandt Eder, og jeg lader Sønnen faa sin Faders Æresplads. Naar der kommer en Ulykke over Ægypten, fritager jeg Eder for Eders Skyldighed. .………. Imod enhver, som henvender sin Anmodning til mig, udever jeg Ret hver Dag. Der er ingen Herre, som har gjort for sine Krigere, hvad jeg har gjort for Eder. Jeg havde givet Eder det Bud at forblive paa Eders Post, men hverken Befalingsmænd eller Hestfolk have været det agtpaagivende. Jeg havde sendt dem til forskjellige Steder, saaledes at jeg kunde finde dem den Dag og Time, man skulde gaa i Kamp. Og se! I have vist en skam- melig Opførsel, alle tilsammen: ikke en af Eder var rede at række mig sin Haand, da jeg var i Kampen. Jeg forestiller min Fader
567
Amons Person; jeg hersker over Ægypten som Kongerne, mine Fædre, som Kharverne (d. e. Syrierne) aldrig have set . .... i Kampen ...…. Ingen iblandt dem har lagt Mærke til deres Tale for at bringe Melding derom til Ægypten. Hvor smuk en Vaa- bendaad er det ikke at kunne bringe rige Gaver hjem til Theben Amons By. Men denne mine Stridsmænds og Hestfolks skammelige Færd! den er større end man kan udsige; jeg udfoldede min Tapperhed, men hverken Fodfolk eller Hestfolk vare ved min Side. Hele Verden har set mine seirrige Armes Vei, og jeg var dog ene, og ingen Anden var med mig. Ingen Fyrste fulgte mig, ingen Hærfører, ingen Befalingsmænd over Fodfolk og Stridsvogne. Folkene have set mig og skulle gjentage mit Navn indtil fjerne, ubekjendte Egne. De, som min Haand havde levnet, have vendt sig om og bedet om Naade ved Synet af mine Bedrifter. Millioner Mennesker vare komne, men deres Fødder kunde ikke standse i deres Flugt. Alle de, som sendte mig deres Spyd, saa dem spredte foran mig.
Da mine Soldater bleve var, at jeg talede som Guden Mentu, at mine ..... var Seirherre, at Amon, min Fader, var med mig, og af ved hans Gunst alle Folk spredtes som Avner for mine Hestfolk, kom de, en efter den anden, i Leiren om Aftenen. De fandt Egnen, hvor jeg var kommet frem imellem dem, bedækket med Lig, som svømmede i deres Blod: alle Khettas tappre Kri- gere, deres Konges Sønner og Brødre. Da Dagen brød frem og oplyste Leiren ved Kadesh, kunde man ikke finde et Sted at træde paa: saa talrige vare de.
»Mine Soldater kom at læse mit Navn og se mine Bedrifter. Mine Befalingsmænd kom at rose mit Mod og prise mit Sværd."
»»nDet er altsaa saaledes, gode Medkæmper, at Du redder Din Hær, Du Amons Søn, hans Hænders Værk! Du har tilintetgjort Folket Khetta med Din seirrige ..… Du er den fuldendte Kriger. Der er ingen Konge som Du til at stride for sine Soldater paa Kampens Dag. Du er det store Hjerte, den første i Kampen og Du bekymrer Dig ikke om hele Verden forenet tilsammen. Du ér den største Helt foran Din Hær og for hele Jordens Aasyn
568
Ingen kan nægte det. Det er Dig, som beskytter Ægypten og som tugter de Fremmede. Du har knust Khettas Kraft for bestandig.
Hans Majestæt svarede sine Fodfolk, sine Høvdinge og Hest- folk. I have begaaet en stor Feil, Mine Fyrster og Befalings- mænd, over Fodfolk øg Hestfolk! ved ikke at komme til Kampen. Er en Mand ikke hædret i sit Land, naar han har vist sit Mod for sin Herre, og han har udmærket sig som Kriger. I Sandhed! I Sandhed! Mennesket bliver ved sin Tapperhed ...… Har jeg da ikke gjort godt imod Nogen af Eder, siden I have ladet mig ene midt iblandt Fjenderne? Den, som I hædre, er levende, I nyde endnu Aandedraget, — og jeg var ene. Kunde I ikke sige Eder i Eders Hjerter, at jeg er Eders Jernbolværk — .... Naar han faar at vide, at I have ladet mig ene uden nogen anden, at ingen Fyrste, ingen Høvedsmand eller Stridsvognene eller Bueskytterne har rakt mig Haanden. Jeg har kæmpet, jeg har drevet Millioner Folk tilbage, jeg ene. Seir for Theben og Nerau tilfreds, mine store Heste, — dem fandt jeg under min Haand, da jeg var ene imellem de fnysende Fjender. Jeg vil selv lade dem fodre hver Dag i min Nærværelse, naar jeg kommer i mit Slot. Thi de vare med mig, da jeg var ene midt imellem Fjenderne med Menna, min Vognstyrer, og med Tjenerne af mit Hus, som ledsagede mig. De ere mine Vidner i Kampen. Se dem har jeg fundet. Jeg er kommet tilbage efter en seirrig Kamp, og jeg har slaaet med mit Sværd de samlede Masser. |
Den følgende Dag ordnede han Angrebet og styrtede sig i Kampen som en Tyr med kraftige Vaaben. Han syntes dem" som Mentu væbnet til Kamp, og han trængte ind i Vrimmelen som en Spurveheg, der kaster sig over [Rotter]! ....…..
Jeg var som Solen, naar den hæver sig i Østen, min lid brændte de Ugudelige. Enhver sagde til sin Nabo: Tag Vare! Fald ikke! Thi den store Gudinde Sekhet, som er med ham, led-
! Sallier S. 9 L. 2. En Lakune hindrer os i at afgjere, hvad Dyr der her tænkes paa.
569
sager ham paa hans Vogn; hun rækker ham sin Haand; og naar Nogen kommer til at falde, da fortærer en brændende Flamme hans Lemmer.
De! standsede paa hans Vei og faldt i Støvet for Hans Maje- stæt, som tog dem og huggede dem ned, uden at de kunde undfly: de bleve kastede overende for hans Hestfolk og dannede en Dynge Lig, svømmende i deres Blod.
Den usle Konge af det faldne Khetta (Khetiterlandet) sendte Bud at anraabe Hans Majestæt med de mange store Navne lige- som Solen, idet han lod sige: ,Du er Guden Set?, Du er Baal selv. Skræk og Rædsel hersker i Landet Khetta. Du har knust Khetta's Magt for bestandig."
Et Sendebud kom fra ham, holdende i sin Haand et Skrift, henvendt til Kongens store Navne:
»At behage Hans Majestæts Hjerte, den guddommelige Naades Udkaarne; han som elsker Sandheden, den store Konge, som be- skytter sine Soldater, hvis Sværd er uforfærdet, som er et Bol- værk for sine Stridsmænd paa Kampens Dag, Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten, User-ma-ra, Solens Søn, Rameses Mer-amon,"
»Din Tjener taler for at lade Dig vide, at, efterdi Du er Amons Søn, som udspringer af hans Væsen, og efterdi han har givet Dig alle Lande, saa forene Ægypten og Landet Khetta sig om at lægge deres Tjeneste for Din Fod. Ra,' Din ophøiede Fader har givet Dig ..... Vær saa naadig ikke at bemægtige Dig os! 0 Du, hvis Sind er saa høit. Dit Mod har kastet sig knusende over Folket Khetta. Vil det være Ret af Dig at dræbe Dine Tje- nere? Du er deres Herre! Dit Ansigt er i Raseri, og Du bero- liger Dig ikke. Du kom igaar og dræbte hundredtusinder, Du kommer idag igjen og der bliver Ingen tilbage til at være Dine
" Papyrus Sallier 8. 9 L. 5. De monumentale Texter lade Rameses selv tale.
? Man skal maaske med de Rougé foretrække Læsemaaden Sutekh. Se ovenfor 8. 562 Anmk. 2.
570
Undersaatter. Fuldend ikke Dine Planer, seirrige Konge! Du Sjæl, som ynder Kampen. Lad os beholde Livets Aande!!«"
Hans Majestæt besindede sig til et roligt Liv, ligesom hans Fader Mentu i hans Time, naar han kaster tilbage ...... Hans Majestæt kaldte alle Befalingsmændene over Fodfolk og Hest- folk sammen, for at de kunde høre Budskabet ...... de Ord, som vare sendte af Kongen af Khetta ....….. ; og efterat de havde raadslaaet om Svaret, sagde de til Hans Majestæt:
n»Det er udmærket! Berolige Dig, høie Konge, vor Herre! Naar man ikke modtager Forslag af dem, der give sig paa Naade og Unaade, hvem skal man saa modtage Forslag fra? Han tilbeder Dig. Berolige Din Vrede!" "+
Kongen bød at høre paa hans Ord, og derpaa drog han til- bage til Syden i Fred. Hans Majestæt gik sin Vei roligt med sine Høvedsmænd, sine Stridsmænd og Vogne. Amon kom at hilse ham, og sagde: ,»Kom vor kjære Søn, Rameses Mer-amon! Gu- derne have givet ham uendelige Tidsrum af Evighed paa hans Fader Amons dobbelte Throne, og alle Folk er kastede ned".
Denne Bog er skrevet Aar VII. den ...... i den anden Maa- ned af Aarstiden shom (Høsten) under Rameses Mer-amon, han som lever i Aarhundreder og evigt, som Solen hans Fader. Det er fuldbragt — [til Ære] for den øverste Bogholder ...... hos Pharaoerne i Pharaos Lysbolig — ved Skriveren Pen-ta-ur,”
En Indskrift i Abu-Simbel (Ipsambul)? meddeler os endel Oplysninger om Begivenheder, der gik forud for den Kamp, hvor
! Det felger af sig selv, at Kongen af Khetta ikke har brugt disse Udtryk. Har det virkeligt været ham, der først foreslog at slutte Fred, saa har hans Brev sikkert lydt ganske anderledes. Man sam- menligne den af KAetta's Konge foreslaaede Fredstraktat.
? Denne Indskrift er udgivet først af Champollion, Monuments pl. XXVII
— —XXIX og siden af Lepsius, Denkmåler III, 187; slgn. Chabas Under- søgelser i Revue Archéol. XV, S. 573—588 og 8. 701—736. En Du- plikat af Indskriften findes paa en Væg i Ramesseum og er udgivet af Sharpe, Égyptian Inscriptions II, pl. 52.
571
Rameses udmærkede sig, og som kun berøres flygtigt i Pentaurs Digtning".
Man læser her efter Kongens Navn og Titler.
»Se Hans Majestæt var i Syrien (Zaht) paa sit andet seirrige Tog, og der holdtes god Vagt for ham i hans Majestæts Telt paa Heidedraget Syd for Kadesh. Og hans Majestæt reiste sig som Solens Lys. Han tog sin Fader Mentu's Rustning, og Hans Majestæt begav sig paa -Veien fremad, og han nærmede sig til Sydsiden af Byen Shabtun, Da kom der to Shasu (Beduiner) og sige til Hans Majestæt:
»Vore Brødre, som ere blandt de første af Befalingsmændene hos Khetta, have sendt os til Hans Majestæt at sige: Vi ville være Kongens Tjenere. Da vi vare nær ved den faldne Khetia, da var han, den faldne KAetta, ved Khilibu (Khabylon, Aleppo?) i den nordligste Del af Landet 7unp2. Han har Frygt for Kongen, hvor han gaar, og hvor han vender sig".
Saa talede de to Shasu; men det var Ord, talede af dem til Hans Majestæt i Løgn, thi Khetta (Khetiterne) havde ladet dem komme for at udspeide hvad Hans Majestæt vilde gjøre, for at Hans Majestæts Hær ikke skulde lægge sig i Baghold til et Angreb påa den faldne KAetia.
Se den faldne Khetta var kommet med alle sine Underkonger, Fodfolk og Hestfolk, hidførte af dem for at skaffe ham Seir, de laa i Baghold bag Kadesh, den onde By; og hans Majestæt vidste Intet derom.
Hans Majestæt satte sig paa Guldthronen, og se da kom Forposterne, Speiderne af Hans Majestæts Folk, og de førte to Spejdere af den faldne KAetta's (Khetiters) med sig.
Da de bleve førte for Kongen sagde Hans Majstæt til dem. »Hvem er I?" De sagde: ,Vi ere den faldne KAetta's (Khetiters), han har sendt os at opdage, hvor Hans Majestæt er".
! 8e ovenfor 8. 562. ? Om Khilibu, se nedenfor $ 53; sign. 8. 575. 3 8e nedenfor $ 653.
572
Hans Majestæt svarede: Han er jo veget langt tilbage, han den faldne Xhetta, thi man har sagt mig: han er i Khslibu (Kha- lybon). Men de sagde: Giv vel Agt! Den faldne Khetta har reist sig, talrige Folk ere med ham, hidførte af ham for at give ham Seir, alle Folk i hele Landet Khetta (Khetiterlandet, Nord- syrien) og Naharina (Mesopotamien), hele Katz, med Bueskytter og Hestfolk, med Krigsvaaben . .. talrige, og mange Levnetsmidler med dem. Læg Mærke til det: de ligge paa Lur at kæmpe bag Kadesh, den onde By!
Hans Majestæt lod komme, Befalingsmændene, at de maatte høre de Ord, som de to Speidere fra Khetta (Khetiterne), som vare der, [havde sagt]. Og hans Majestæt sagde: ,Læg Mærke til, Giv Agt paa (Eders) Pligt som Folkets Befalingsmænd og Pharaos Landes Høvdinger",
De reiste sig og sagde til Pharao tjenstligt: , Xhetta (Kheti- terne) er i Landet Khalibu (Khalybon); han viger tilbage for Hans Majestæt, siden han har hørt tale om ham".
Nu var det til dem, at Hans Majestæt kom til at tale. »Efter den Oplysning, som jeg har hørt i denne Time, og som den faldne Khetta's (Khetiters) to Speidere have bragt, er den faldne Khetta kommen med talrige Folk, Mænd og Heste, som talrigt Sand, og de staa bagved Kadesh, den onde By. Og det har Folkets Befalingsmænd og Pharaos Landes Høvdinge ikke vidst!"
Da sagde Høvdingene, som vare foran Hans Majestæt: ,,Hvor afskyligt have Folkenes Befalingsmænd og Pharaos Høvdinge ikke handlet, at de ikke først have hørt hvad der angaar den faldne Khetta!"
Da de havde talt, gav Hans Majestæt det Bud; at man skulde byde en Officer at lebe til Hans Majestæts Soldater, som vare paa Marchen Syd for Shabtun, at føre dem tilbage til det Sted, hvor Hans Majestæt var.
Se netop som Hans Majestæt havde talet ;til Befalingsmæn- dene, se da kom den faldne ÆÅetta (Khetiter) med Fodfolk og Hestfolk, og ligervis med talrige Forbundfæller.
De satte over Graven (P?), som var Syd for Kadesh kastede
573
sig over Hang Majestæts Folk, som Intet vidste derom. Og se Fodfolk og Hestfolk vege tilbage for dem henimod Hans Majestæt.
Og se den faldne ÆAetta's (Khetiters) Skare omringede Hans Majestæts Tjenere, som vare hos ham; og da Hans Majestæt saa det, da blev han som en Panther imod dem. Som sin Fader Mentu, Herren af Thebais, tog han sin Krigs-Rustning, greb sin Landse, han var som Baal i hans Stund; man steg tilhest (d. e. tilvogns), og hån for frem, men ene var han. Han trængte ind i de Skarer, der omgav den faldne Khetia (Khetiter), og i de talrige Folk, som vare med ham. Hans Majestæt var som Set. den bolde, ti at hugge ned og slaa ihjel midt iblandt dem, og Hans Majestæt lod dem falde, en for en, i Orontes?.
Indskriften ender med en Tale af Rameses;
»Alle Nationer frygte mig, jeg var ene, forladt af mine Fod- folk og Hestfolk. Ingen af dem holdt Stand eller kom mig til Undsætning. Min Kjærlighed, det er Ra; min Glæde, det er min Fader Tum. Hver en Daad, som min Majestæt her roser sig af; se det har jeg virkelig gjort for mine Fodfolks og Hestfolks Åasyn",
Det er ikke vanskeligt gjennem det tætte Sler af Over- drivelser og Udsmykninger, hvoraf den lovpriste Begivenhed saa at sige er tildækket, at danne sig et nogenlunde Billede af Ramesess' Forhold i denne Kamp. Man ser, at han for- sigtig holdt sig tilbage fra de farlige Punkter, idet han haabede, at hans Tropper i deres Fremrykning fulgte en saadan Orden, at det ikke vilde blive let for Fjenden at naa hen i Nærheden af det Sted, hvor han befandt sig. Men en falsk Efterretning om, at Fjenden med sin hele Hær var gaaet tilbage til de nordostlige
! Slutningen af Indskriften fra Abu-Simbel er meget edelagt, hvorfor vor Oversættelse her følger Indskriften i Ramesseum. I Abu-Simbel findes endnu en lille Indskrift der i Oversættelse lyder saaledes: Ankomst af Kongens Naaru (unge Folk) i Landet Amaur (Amoriter- landet). Denne Indskrift er gjengivet i Champollions Afonuments pl. XXXI, men meget feilagtig.
574
Egne af Landet, gjorde Ægypterne skjødesløse, og det lykkedes Fjenderne ved et uformodet Angreb at trænge frem lige til det Sted, hvor Rameses befandt sig, og hvor han kun var forsvaret af den Del af hans Hær, der havde den udtrykkelige Opgave at beskytte hans Person.
Herved blev den ægyptiske Konge indviklet i selve Kampen, som han synes at have taget aktiv Del i; hvad der var noget saa Usædvanligt, at dette alene i hans Undersaatters Øine var nok til at gjøre ham til en udmærket Helt. Maaske har han dog ogsaa virkelig givet Prøver paa personligt Mod og Tapperhed. I ethvert Tilfælde synes det afgjort, at de ægyptiske Tropper, der stode hos Rameses, holdt Stand imod en betydelig Overmagt, indtil de øv- rige Delinger af den ægyptiske Hær kom dem til Undsætning, hvorpaa Fjenden blev drevet tilbage!. I den officielle Beretning fik da Kongen hele Æren for denne Kamp.
Det kom nu til en Række Kampe udenfor Kadesh, om hvilke en Række Basreliefs i Ramesseum meddeler os forskjellige Op- lysninger?.
Man erfarer saaledes Navnene paa endel fornemme Khettaer, som faldt i Kampen: |
Targanunas og Paisa, Befalingsmænd over Hestfolk,
Kamoiz og Tadar, Anførere for Hjælpekorpset Tuhir,
Targatazis, Anfører for Hjælpekorpset fra Nakbesu,
Aagam, Anfører for Hjælpehæren fra Panas,
Reba-senen, Anfører for Hjælpekorpset fra Anunas,
Lavazas, Anfører for Hjælpekorpset fra 7anisa,
Kheli-pesar, den faldne Khettas Bogskriver (Rigshistoriograph),
Taadir, Qvorste over Livvagten,
Garbatus, den faldne Khetta's Vognstyrer.
Omendskjøndt det saaledes ikke kan nægtes, at Ægypterne i dette Aar med deres Hære vare trængte frem lige til Kadesh, og at have tilkæmpet sig endel Fordele i deres Sammenstød
! Sign. ovenfor S. 562; se ogsåa Anmk. 5. 2 Lepsius, Denkmåler III, 157 ff.; slign. Brugsch, Geographische Inschriften,
575
omkring denne By, saa synes det dog aabenbart, at de denne Gang ikke kom i Besiddelse af Kadesh; thi hvis de vare blevne Herrer over denne vigtige By, da havde Rameses sikkert ikke glemt at rose sig deraf. Vi se meget mere af Pen-ta-ur's nys- meddelte Digtning, at der ved Kadesh blev sluttet en formelig Fred imellem Ægypterne og Khetta'erne; og hvad denne Fred angaar, da faa vi tilfalde Oplysning om den af en Indskrift, der indeholder en i Rameses II's enogtyvende Aar afsluttet Freds- traktat, som vi nedenfor skulle omtale. I Indledningen til dette Mindesmærke fremstilles nemlig Khetta'erne som fuldstændigt over- vundne, imedens Ægypterkongen i selve Aktstykket anerkjender dem som et af Ægypten aldeles uafhængigt og med Ægypterfolket jevnbyrdigt Folk. Noget Lignende har aabenbart været Tilfældet efter Kampene ved Kadesh. Formodentlig har Ramesess efter disse blodige Træfninger indsét det Frugtesløse i at fortsætte sine Forsøg paa at kue det kraftige Folk; ja han har muligvis været overbevist om, at Fortsættelsen af Krigen næsten var et Vovespil for ham: det var jo ikke nogen Umulighed, at han kunde blive fuldstændig slaaet, og herved udsatte han sig selv for at miste Livet og Ægypten for at blive oversvømmet af Khetta's krigs- vante Hære.
Inden vi forlade disse Begivenheder, maa vi endnu dvæle et Par Øieblikke ved nogle Bemærkninger i den meddelte Text. Det fremgaar nemlig af Texten, at Kongen af Ketia i sin Hær havde samlet adskillige syriske Smaakonger og deres Krigere — idet følgende Konger nævnes som tjenende i hans Hær, nemlig Kongerne af:
UT me las arutu d. e. Årvad (Arados)!, SLID kar khilibu d. e. Khalybon (Aleppo), SL kash-kash d. e. Kasiotis 3,
! Se nedenfor $ 55; slgn. ovenfor 8. 544. 2 Se nedenfor $ 53, slgn. S. 565 og S. 588, 3 Se nedenfor $ 53.
576
PIN GS A=-IÅ du karkamosha d. 6. Karkemish!,
SSÅ | /, leka d. e. muligvis Lakiernes Land ved Euphrat?, eller, som det antages af de fleste Ægyptologer?, og maaske med Rette, det lilleasiatiske Landskab Lykient, Lad os hertil endnu føle, at det paa et andet Sted siges, at der i hans Hære fandtes Krigere fra Kadesh, Kati, Kazvatan og Anaukas — lutter sy- riske Stæder.
Men dernæst tilføjes det, at ,han havde hentet alle Nationer ligefra de yderste Egne ved Havet... han havde ikke ladet blive en eneste Nation, som han ikke havde ført med sig. Han havde ikke ladet Guld og Sølv blive i Landet, han havde taget det Alte 5,
Denne Beskrivelse er naturligvis meget overdreven, ikke mindre end hele den øvrige Fortælling; men dog ligger der sikkert Noget til Grund. Det kan ikke betvivles, at han har søgt Hjælp hos Nabofolkene; i Texten nævnes jo ogsaa Naharina, (Mesopotamien) iblandt de Lande, der havde stillet Tropper til hans Hære; men naar han saaledes havde faaet Hjælp fra sine Naboer i Øst, da var det jo ogsaa sandsynligt, at han havde modtaget Forstærkning fra sine Nabolande imod Nordvest, altsaa fra lille- asiatiske Folk — og i Virkeligheden kan der neppe menes andre Folk ved Nattonerne fra de yderste Egne ved Havet.
Nu finder man i Texten netop et Par Navne, som, efter det Bekjendtskab, vi have til Nordsyrien og dets Nabolande, ikke synes at kunne henhøre hverken til Syrien eller Mesopotamien, — de omtales nemlig ikke i andre Aktstykker, hverken ægyptiske eller assyriske, — hvorfor det ikke er usandsynligt, at de høre hjemme i Lilleasien, der kun blev lidet berørt af Assyrer og Ægypter.
Se nedenfor $ 53; slgn. ovenfor S. 548.
Se nedenfor $ 54.
Saaledes de Rougé.
Da Leka nævnes i Menephthas Indskrifter sammen med Sardinier, Sikilier, Tusker, Libyer og Akhaier; saa maa man tænke paa et Folk ved Havet, og da ligger det ikke nærmere at tænke paa et andet Folk end Lykerne.
5 Se ovenfor S. 562.
mm db dd mm
577
Det er følgende tre Navne!: sæl dardant, der minder om Dardanerne, > &ÆJ, alun eller ikun, der minder om Jlion, Troia,
NREN masu, der minder om Mysten,.
Hertil kan man maaske føle det ovennævnte? SÅ JA, eller LX) f/Åv, Leka, der muligvis er Lykien.
Nu synes jo disse Navne rigtignok at høre hjemme, ikke i Nordsyriens umiddelbare Omegn, men i den modsatte Del af Lilleasien, i Egnene ved Aigaierhavet og Hellesponten; og det bliver derfor altid muligt, at Ægyptologerne her har ladet sig forlede af tilfældige Navneligheder, men paa den anden Side er det heller ikke en Umulighed, at, da Kongen af Khetta for Guld søgte Hjælp hos nærmere og fjernere Naboer, og da Bud- skabet herom var trængt igjennem Lilleasien, havde krigerske Mænd i Vesten meldt sig, og vare med deres Stridsvogne ilede igjennem hele Lilleasien lige til Nordsyrien. Efter de home- riske Digtninger, der tale meget om Kampe imellem Hellenerne og Beboerne af Mysien — hvilke Kampe navnlig dreiede sig om llion og synes at være neppe hundrede Aar yngre end Ramesess Il's Dage, — skulde jo ogsaa Beboerne af Ilion (Troia), da deres Land oversvemmedes af Hellenerne, have modtaget Understettelse af flere lilleasiatiske Folk, selv i fjernere Egne. Hertil kommer endnu, at flere andre ubekjendte Stedsnavne i Fortegnelsen synes at høre hjemme i andre Egne af Lilleasien nærmere Syrien.
Men vi vende tilbage til Syrien. Ved denne Fredsslutning i Rameses' femte Regjeringsaar beholdt Ægypterne efter al Sandsyn- lighed hele den sydlige Halvdel af Syrien, hvor der, som det fremgaar af Pen-ta-u'rs Digtning fandtes ægyptiske Fæstninger,
!' Se de Rougé i Revue Archéologique nouvelle série XVI, S. 95—97, Aott. 1868. 2 8. 576. ? Pidasa har man saaledes antaget for Pisidien, idet d og s skulle være omsatte. 37
578
hvis Garnisoner i Tilfælde af Oprør i kort Tid kunde faa For- stærkning fra Ægypten. Ikke destomindre forsøgte Sydsyrerne et Par Aar efter — synes det — at tilkæmpe sig deres Frihed og, som det forekommer os, en kort Tid ikke uden Held.
I det Mindste findes der i Ramesseum et Mindesmærke, hvor Rameses har opregnet atten Byer, som han siger at have indtaget i sit ottende Regjeringsaar!, af hvilke atten Byer flere aabenbart maa have ligget i Kanaan, ja enkelte endog i de sydligere Dele af " dette Land. Men dette forudsætter jo, at der i disse Egne havde vist sig oprørske Bevægelser, og at disse en Tidlang havde havt saa megen Fremgang, at Syrerne vare blevne Herrer over flere faste Pladse; thi ellers havde je Ægypterne ikke behøvet at beleire og storme disse atten Fæstninger.
Den første By, som nævnes, er saaledes Byen
SI shala - mo n5w, Salem, maaske det Salem, hvor efter Sagnet Melkisedek i den fjerne Fortids-Dage havde hersket?, og som siden under Navnet Jerusalem blev Davids og hans Efterfølgeres Kongestad. Et af de følgende Navne er — ma - TU - MA bx, Merom, som vi ovenfor? have fundet i Thotmess III.'s Liste,
og som vi ere tilbøielige til at antage for det Sted, der har "givet Søen Merom Navn. Et tredie Sted er
—NEDT 1 la - pur
eller: ta-bur
Un er ke mn
1! Lepsius Denkmåler 111 156; Burton, Æzcerpta Hierogl, pl. XV; slgn. Brugsch Géoyraphische Inschriften II, S. 71 (1858). Uheldigvis ere en Del af Navnene helt elller havt edelagte.
2? Gen. 14, 18.
2 8. 528.
579
(Tabor), et Navn, der bæres af en By ved Orontes!, men formo- dentlig ogsaa af andre Byer. Maaske have vi her det berømte Tabor i Galilaia. Det er ikke usandsynligt at det var paa samme Felttog, at
Ægypterne stormede Byen?
Aj venn
1 øse la
askaluna ren Ashalon, hvis Indtagelse findes afbildet i Ramesseum ved Siden af en Indskrift, der indeholder en Traktat, som Rameses II. i sit enogtyvende Regjeringsaar afsluttede med Khettas Konge Khettasar, og som vi umiddelbart her nedenfor skulle meddele.
Tolv Aar efter, i Rameses II's enogtyvende Regjeringsaar, foreslog nemlig KAetta's Konge, Khettasar, Rameses Il. paany at standse Fjendtlighederne og afslutte en Fred, som skulde ordne 4 SMÅ Forholdet imellem de to Folk paa en saadan Maade, at Mis forstaaelser lettere kunde undgaaes. Khettasar sendte derfor et Udkast til en Fredstraktat til Ægypten. Den var indgravet paa en Sølvtavle og overbragtes til Ægypten af en Afsending fra Khettafolket ved Navn Tartwbus. Han afleverede Aktstykket i en By, som kaldes Ramese3's By, ved hvilken Leilighed der muligvis har fundet en Udveksling Sted, idet et lignende ægyptisk Akt- stykke overgaves til Khetta'ernes Afsending.
I ethvert Tilfælde er det sikkert, at Ægypterne gik ind paa Khettasars Forslag; thi Rameses II. lod en ægyptisk Oversættelse af Traktaten indhugge paa en Tavle i Karnak, efterat have for-
Fredsslatning Imellem et
' Brugsch, Geographische Inschriften 11 8. 48 og 8. 72.
2? Lepsius, Denkmåler III, 145; slgn. Brugsch, Reiseberichte 8. 117.
2 Texten er udgivet af Lepsius Denkmåler III, 146 og af Brugsch Re- cueil I, pl. XXVIII. Et første Forseg til en Oversættelse gjordes af Brugsch 1858 i hans Geographische Inschriften II, S. 26—29, siden et andet i Indledningen til hans Recueil 8. 43. Goodwin har 1862 givet en Oversættelse i The Pantheon no. 14; de Rougé 1866 i Revue Archéol. nouvelle série XIII, 8. 268—275; Chabas i Voyage dun
37?
580
synet den med en Indledning, der paa sædvanlig Vis skildrer Khetiterne som tilintetgjorte Fjender, der ydmygt anraabe om Naade, imedens derimod, i selve Traktaten, de to Folk stilles ganske påa samme Trin. .
Traktaten havde følgende Titel!:
»Fredsartikler, skrevne paa en Sølvtavle, imellem Khetiasar den Høimodige, Konge af Khetta, Sen af Maurasar, Konge af Khetta, Sønnesøn af Saplili, Konge af Khetta, den Høimodige? og Rameses Mer-amon den Høimodige, Ægyptens store Konge, Søn af Seti (1.), Ægyptens store Konge, den Høimodige, Sønnesøn af Rameses (I.) den Høimodige, Ægyptens store Konge: — God Freds- og Forbundstraktat, som grundlægger Fred og Forbund, til evig Tid",
Derpaa fulgte følgende historisk Indledning? :
»I Fortiden, fra gammel Tid af have Ægyptens store Konge og Kongen af Khetta — Gud give, at der ingen Fjendskab mere maa være imellem dem — levet i Fred; men i Mautur', Konge af Khetta, min Broders Dage førte han Krig med Set (I.) Ægyptens store Konge. Men for Fremtiden. se Khettasar, Konge af Khetta, forhandler om at gjøre bestandig et saadant Forhold at — det give Ra, det give Set for Ægypten som for Khetta — der ikke maa bestaa Fjendtligheder imellem dem inden evige Tider.
Herefter følger selve Traktaten, i hvilke man kan paavise følgende Artikler+:
(Artikel 1.) ,,Khettasar, Konge af Khetta, er enig med Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge, om fra denne Dag at lade bestaa god Fred og godt Forbund imellem dem evigt.
Égyptien S. 332—340 (1866). Et Duplikat af Texten findes i Ra- messeum; men dette Mindesmærke er uheldigvis meget edelagt.
1 Denne Titel findes i Indskriften L. 5-- 6.
2 Om Khetta's Overkonger, se nedenfor $ 53.
3 Denne Sætning læses L. 4—5.
f Det er Chabas' Skarpsindighed, man skylder Paavisningen af, hvor den egentlige Traktat er at søge, og det er ligeledes ham, som først har skjelnet imellem de Artikler, hvoraf den bestaar.
581
Han skal være min Forbundsfælle,
han skal være i Fred med mig,
og jeg skal være hans Forbundsfælle,
og jeg skal være i Fred med ham, bestandigt.
»Jeg Khettasar, som efter Mautur, Khetta's store Konge, min Broders Fald, efterat han var bleven dræbt, besteg min Faders Throne; se jeg er Hjertensven med Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge, og [jeg har villet med ham)! en Fred og et For- bund, som skulle være bedre end den Fred og det Forbund, som tidligere have bestaaet i [Landet].
Derfor vil jeg, Konge af Khetta, være i god Fred og godt Forbund med Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge, og Kongen af Khettas Børnebørn skulle være i godt Forbund og Fred med Rameses Mer-Amon, Ægyptens store Konges, Børne- børn; og som Følge af Forbundet og Freden, som er oprettet imellem os, skulle Ægyptens Land og Landet Khetta være ganske og aldeles i Fred og Forbund for evigt. Der skal aldrig mere være Fjendskab imellem dem, for bestandig" ?,
(Artikel II.) ,,Kongen af Khetta skal aldrig gjøre Indfald i Ægyptens Land for at bortføre noget Bytte; og Rameses Mer-amen Ægyptens store Konge, skal aldrig falde ind i Khetta's Land for derfra at føre Noget bort",
(Artikel ITIL) ,De gode Bestemmelser, som bestode paa Khettas store Konges Saplilis Tid", ligesom, ogsaa de, der be- stode paa Maurasar%, Khettas store Konges, min Faders Tid, — jeg handler i Overensstemmelse med dem; og Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge, handler [i Overensstemmelse med dem, og
Lakune.
Den første Artikel findes L. 9—13.
Artikel II. findes L. 14—15.
Saplili var Khettasars Bedstefader.
Saaledes har Chabas rigtig rettet Texten, thi i denne læser man Mautur; men Mautur var Khettasars Broder og Forgænger, hvorimod hans Fader hed Mfaurasar; algn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 334.
AO as Gb sg mm
582
vi sige!] indbyrdes begge to: ,,Fra den Dag idag skulle vi handle efter dem, opfyldende dem med Redelighed"" ?, 0 4
(Artikel IV.) ,,Kommer nogen Fjende i Rameses Mer-amons Lande, skal han sende Bud til Kongen af Khetta og sige: ,,, Kom, stil Dig- i mine Rækker imod ham!""; og Kongen af Khetta skal gjøre, hvad Ægyptens store Konge beder ham om: Kongen af Khetta skal slaa hans Fjender. Hvis Kongen af Khetta ikke vil komme i egen Person, skal han sende sit Fodfolk og sine Strids- vogne at slaa Kongen af Ægyptens Fjender”.
(Artikel V.) ,Naar Rameses Mer-Amons Vrede [falder paa nogen af] hans Tjenere, som har begaaet noget Tyveri hos ham, og han gaar at slaa ham, da skal Kongen af Khetta handle i Overensstemmelse med ham ......"?
Khetta, da skal Kongen af Khetta sende Bud til Ægyptens store Konge] at komme at slaa hans Fjender: naar Rameses Mer-amon, Ægyptens store Konge vil gaa selv, [da komme han at slaa Kon- gen af Khetta's Fjender, men hvis Ægyptens store Konge ikke vil marchere selv, da skal han sende sit Infanteri og sine Stridsvogne at slaa Kongen af Khettas Fjender, og han skal bestemme Tiden nøie,] naar han sender sit Svar til Landet Khetta" ".
(Artikel VII.) ,Naar Kongen af Khettas Tjenere unddrage sig hans Tjeneste, naar Fameses Mer-Amon ..... 5
(Artikel VIII) ,Naar Beboerne af de Lande, som tilhøre Rameses Mer- Amon, flygte til Kongen af Khetta, skal han ikke modtage dem, men føre dem tilbage til Ægyptens store Konge",
(Artikel IX.) ,Naar duelige Haandværkere fra Ægypten gaa til Landet Khetta, maa der ikke tilstedes dem Ophold i Landet:
! Lakune opfyldt af Chabas. ? Artikel III. L, 15—16.
3: Art. V. læses L. 16—17. «£ Art. VI. læses L. 17—19. 5. Art. VII. læges L. 19 ff.
' Art. VIII. læses L. 22.
583
tvertimod de skulle føres tilbage til Æameses Mer-amon, Ægyptens store Konge" ”.
(Artikel X.) ,Hvis Flygtninge ...…. komme de fra Khetta's Land og gaa til Ægyptens store Konge Rameses Mer-amon, da maa han ikke modtage dem, men skal [lade dem føre tilbage til Khetta]" ?.
(Artikel XI.) ,Naar duelige Haandværkere fra Landet ÆÅetta gaa til Ægypten for der at arbeide, maa Rameses Mer-amon ikke tillade dem at tage Ophold i Landet, men skal sende dem tilbage til Khetta3«, .
I det Følgende? kaldes Guderne i begge Lande, foruden Bjer- gene, Floderne og Havene til Vidne for, at de maa straffe Over- træderen.
Derefter tilføjes endnu to Tillægsartikler, som synes at være blevne tilsatte senere, maaske ved Udvekslingen af Traktaterne; de betinge en almindelig Amnesti for de Flygtninge, som udleveres ifølge de ovennævnte Artikler (VIII. og X.). De lyde:
(Tillægsartikel I.) ,Naar Nogen flygter bort fra Ægypten — det være sig en, to eller tre —, og de gaa til Kongen af Khetta [og naar han ikke modtager dem, men fører dem tilbage til Rameses Mer-Amon, Ægyptens store Konge], da maa dens Forbrydelse, som er ført tilbage til Rameses Mer-Amon, ikke regnes ham til Last, og man maa ikke ødelægge hans Hus, dræbe hans Hustru og Børn, ikke myrde hans Moder, ikke slaa ham paa Øie, Mund eller Fod, og ingen offentlig Anklage maa reises imod ham.
(II) Naar Nogen flygter fra Landet Khetta — det være sig en, to eller tre —, og de gaa til Z2ameses Mer-Amon, Ægyp- tens store Konge, og han fører dem tilbage til Kongen af Khetta, da maa dens Forbrydelse, som føres tilbage, ikke regnes ham til Last; man maa ikke ødelægge hans Hus, ikke dræbe hans Hustru
" Art. IX. læses L. 23.
” Art. X. læses L. 23—24. ? Art. XI. læses L. 25.
" L. 27—30.
584
og Børn, ikke myrde hans Moder, ikke slaa ham paa Øie, Mund eller Fod, og ingen retslig Anklage maa reises imod ham." Endnu meddeles der i Aktstykket, hvad man kunde kalde Underskriften paa det fra Khetta komne Aktstykke; det bestod i Billedet af Guden Set (Baal), som omfavner Kongen af Khetta,
"og udenom hvilket man læste en Indskrift, der var meddelt i det
ægyptiske Aktstykke, men hvoraf kun Begyndelsen er bevaret", Gangen i Traktaten er følgende: Først udtrykkes Bestem- melsen om en evigtvarende Fred og Forbund imellem de to Magter (Art. I.), hvortil føjes den negative Bestemmelse, at Ingen maatte gjøre Indfald i den Andens Land (Art. II.), hvorpaa i Alminde- lighed de tidligere Traktaters Bestemmelser bekræftes (Art. IIL). — Derefter udføres Forbunds - Bestemmelserne om den gjensidige Understøttelse i Tilfælde af Angreb eller Oprør i fire Artikler, først for Ægyptens Vedkommende (Art. IV. og V.), derpaa for Khetta's Vedkommende (Art. VI. og VIL). Hertil slutter sig endnu fire andre Artikler, der forbyde de to Magter at modtage hinandens Flygtninge og Haandværkere, der skulle tilbagesendes. De to første Artikler angaa Ægyptens Flygtninge (Art. VIII.) og Haand- værkere (Art. IX.), de to sidste, der ere ganske reciproke, Khettas Flygtninge (Art. X.) og Haandværkere (Art. XI). De to senere
" tilføjede Artikler anbefalede Mildhed imod de Udleverede.
Khetiternes Forhold til Ægypten i den anden Halvdel Rameses Il.'s Regjering.
Rameses ægtede enten ved denne Leilighed eller først senere, maaske ved en Fornyelse af Traktaten, — thi denne har formo- dentlig neppe været af betydelig længere Varighed end de fore- gaaende Fredstraktater —, en Datter af Khetta'ernes Konge. Hun er afbildet i Abusimbel med sin Fader og flere Personer af Ra- meses II's Familie?, En Indskrift ved Siden af Billedet inde- holder en Dato fra Rameses' 34te Regjeringsaar, til. hvilket Aar Afbildningen formodentlig henhører. Forøvrigt udbrød der næste
1! Se Linie 36—37. ' 2 Lepsius, Denkmåler II, 195 a. 8Slgn. Brugsch, Geographishe Inschriften II, 8. 24. I Champollions Notices manuscrites omtales Billedet ikke.
585
Aar en Krig imellem Syrien og Ægypterne!, hvilke Sidste bl. A. "erobrede? en By DEN khibu, maaske det Khoba, mam, der laa
noget Nord for Damask, men deraf følger jo ingenlunde, at Khe- titerne have blandet sig i denne Strid; det Hele kan jo gjerne have indskrænket sig til et Oprør i KAzbu, uden at andre Dele- af Syrien berørtes deraf eller Khetta'erne bekymrede sig derom.
I Virkeligheden forekommer det os ogsaa meget sandsynligt, at Khetiterne ved Fredstraktaten har givet Ægypterne ganske frie Hænder og have tilladt dem at betragte de Syd for Khetta-Landet liggende Strækninger som Dele af Ægypten. I det Mindste er er der ingen Grund til at antage, at Khetiterne betragtede disse Egne som Dele af deres Land ".
Alligevel synes det, som om Rameses Il. i Slutningen af sin monarens Reise Regjering har opgivet sit Herredømme over Kanaans Land, alene 'HAnSaR: med Undtagelse af den allersydligste Del af Landet, hvilke Stræk- ninger, tilligemed Oaserne i den Syd derfor liggende sinaitiske Ørken, Ægypterne synes at have beholdt som en Art Forpost- territorium. I det Mindste finde vi i det interessante Aktstykke, som man kalder Moharens Reise i Palaistine&, ingen Hentydning til, at der nogetsteds i Kanaans Land eller Mellemsyrien fandtes ægyp- tiske Embedsmænd eller ægyptiske Tropper, ligesom det intetsteds antydes, at Landets Befolkning paa den Tid, da Moharen reiste i Landet, anerkjendte Pharaonerne for Overherrer over Kanaans Land. Tvertimod lader Alt formode, at Kanaan var frit, og at saavel Beboerne af Stæderne som de vandrende Stammer, der
eee se mr
! Lepsius, Denkmåler III, 194.
? Brugsch, Geogr. Inschr. 1I, 8. 79.
7? Gen. 14, 15.
" I Fredstraktaten tales der kun om Ægyptens Land og Khettas Land; men Ægypternes Land havde jo i mere end et Aarhundrede /aktisk strakt sig til Khettas Sydgrændse.
> Se ovenfor 8. 196—197.
586
fandtes midt i Landet, vare ganske uafhængige af fremmede Magter.
Vi skulle nu meddele en Oversættelse af de vigtigste Afsnit af dette ægyptiske Aktstykke, der danner sidste Del! af et i Mo- harens Levetid affattet Skrift, som man kan betragte som en Art Levnetsbeskrivelse af Moharen selv?:
»Dit Brev? er fuldt af Huller" og er helt overlæsset med Ord af vid Betydning. Se det er rigtignok en Fordel for dem, der skal faa Noget ud af det! Det er en Byrde, som Du forsætlig har læsset paa [mig]. ,.Jeg er en Skriver?; en Mohar"" — siger Du igjen. Lad os lade det Ord staa ved Kraft!
»Lad os drage afsted!« |
»Du har undersøgt Forspandet; Dine Heste ere hurtige som Shakaler, deres Øine ere som en Ild. De ligne en Uveirsstorm, naar den bryder løs. Du tager Tømmerne, Du griber Buen. Vi beundre Din Haands Gjerninger. Jeg sender Dig tilbage Billedet af en Mohar, jeg lader Dig kjende hans Bedrifter".
Det følgende Afsnit, som indeholder flere Egennavne, ville vi meddele i Grundtext med ordret Oversættelse:
! Beskrivelsen af Moharens Reise begynder i den tredie Linie af den attende Side af Papyrus Anastasi I, (Select Papyrus pl. LI 1. 3). Om denne Papyrus og dens Indhold se ovenfor 8. 196—197.
2 8lgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 73, hvor han gjer opmærksom paa, at Sullys Memoirer, der ere udgivne under Titlen Æconomies royales, ere anlagte paa samme Maade som nærværende Skrift: Sullys Sekretær fortælle ham nemlig i disse Optegnelær Begiven- hederne i hans eget Liv, som han dog selv maatte kjende bedre end nogen Anden.
3 Man ser heraf og af flere andre Steder, at Forfatteren af Skriftet modtog Breve fra Moharen, og at han paa disse byggede sin Beskri- velse af hans Reise.
«£ Her menes vel: Spring i Fortælling og Tanke.
5. Ubestemte Udtryk; ordret: store Ord. Andre Steder klager Forfatteren over, at Moharens Udtryk ere saa vanskelige at forstaa, og at der i hans Stil forekom mange fremmede Udtryk. I Virkeligheden finder man ogsaa mange syro-arabiske Ord i Skriftet, og sandsynligvis har der været mange flere i Moharens Breve.
s Om dette Udtryk se nedenfor Kap. VII, $ 77.
587
Jo ædzar FOF " 89 då bu? shem (EJ) -k(x)'r(t) ta (w0) n (Mm) khetta (=3) »Mon ikke gaaet Duer til Landet Khettat?
I Se mm — SR
bu putera — k (X) la (0) n (mM) aup Mon ikke set Du har Landet Aup??
ARGUJS FE == AS.
khatuma (2") bu rekh (DUI) -k (X) kaa (6&)-f(4) Khadom, sikke skulde Du kjende Naturen der?
Måasux AJ I MM le,
ikatai (757)? m-matt su maa akh(&.U)) Ikati ligesaa, det (er) som hvad?
! Naar et her anfert ægyptisk Ord endnu findes i Koptisk, er den kop- tiske Form tilføjet i almindelige Klammer; hvor kun Stammen findes i Koptisk, er denne tilsat i retvinklede Klammer. Ordet du (,ikke") findes vel ikke i Koptisk, men er bevaret i Sammensætningen
ELVTTA , se Brugsch Hierogl. Demot. Worterbuch S. 368—369.
? Tegnet a (1) er her, som oftere, ganske overfledigt, hvorfor vi ikke
have gjengivet det i Omskriften.
I det senere Sprog (Koptisk) feies Personmærkerne ikke til Udsagns-
ordene selv, men til Hjælpeordet er.
£ Om dette Land se nedenfor $ 53; slgn. ogsaa ovenfor S. 553. Da Meddelelserne om Moharens Reise begynde i Nordsyrien og derfra gaa sydpaa, kan der være nogen Grund til at antage, at Moharen var gaaet til Skibs fra Ægypten til Nordsyriens Kyst.
5. Hvor dette Landskab har ligget, kan ikke afgjeres, omendskjendt det oftere omtales i ægyptiske Aktstykker. Efter al Sandsynlighed - laa det dog i det nordostligste Syrien. Slgn., om Landet Aup, Chabas, Voyage dun Égyptien S. 97 og 112.
£ Ubekjendt.
7 Ubekjendt Sted, formodentlig i Nordsyrien.
588
IATA KH)
på (ITe) zar (=v) n (1) sestesu Klippen Sesostris's! ankh (unD) uza (DVX8) sneb Liv! Kraft! Sundhed ?,
(d. e. Hil være ham)
mm … ll — SS JIda
pa (TUE) tema ("Treet) n (14) khelibu (3211 Byen Khalybon (Haleb2)
ij hd rf sele
(som er) i dens | Nærhed;
Ak BE tl | pai-f (TVEQ|) khet (&3-t) "— Maa akh (&.GJ)
Dens Flod (Vadested?) — som hvad (er den)?"
! Hvad der her menes ved Sesostris Klippe, er ubekjendt; maaske havde
man benævnet det Sted, hvor han gav Preve paa saameget Mod (se ovenfor 8. 562 ff.), saaledes. Om Rameses II.'s Tilnavn Sesostris se neden-
for Kap. VI &$ 65.
? Disse tre Ord sættes næsten altid efter den regjerende Konges Navn, men det kan i hei Grad betvivles, om man har udtalt dem, naar man læste op. Vi ville derfor heller ikke oversætte dem, hvor de i
det Følgende forekomme. 2 Om Khabylon (Aleppo, Haleb), se nedenfor $ 58.
$ Om dette Ord se Chabas, Voyage dun Egyptien S. 102—103, og Brugsch Hierogl. Demot. Wårterbuch S. 682 hvor han udleder den første Del af
Ordet af det koptiske LRETETT.
589
r»Har Du ikke foretaget! en Udflugt til
ES egtl en lav
Kedesh (w"7)? Tubakht (m=2)?"? »Er Du ikke gaaet til Shasu'erne" (Beduinerne) med Bedæk- ning af Stridsmænd? Har Du ikke fulgt Veien til
BST RG T ha
Pa-maga-r Landet Magar (73%, eller Magal, 539)?" 5 »Himlen der er formørket om Dagen, thi den er tæt bevokset med Cypresser, Ege og Cedre?, som naa op til Himlen. Der er mange Løver, Ulve, Hyener, som Shasu'erne (Beduinerne) fange i Faldgruber paa alle Kanter. Er Du ikke steget op paa Bjerget
mA NANG
Sha - va?" »Har Du ikke maattet gaa med Din Armee trykkede fast op imod Bagsiden af Din Vogn, naar Svinglerne, hvormed Hestene trak, vare sprungne? O kom dog til
US, he
bar - ta7".
7? Se Papyrus Anastasi I, S. 19 L. 1 ff. (Select Papyrus pl. LI 1. 1); sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 107 ff.
? Om Kadesh en i Datiden bekjendt By ved Orontes, se nedenfor & 56; sign. ogsaa ovenfor S. 526.
3 Se nedenfor & 53. Se ogsaa ovenfor S. 527, hvor Ordet var skrevet
med nogle andre Tegn.
Se ovenfor 8. 551.
5. Formodentlig Landskabet Afakras, der omtales af Strabon, Geogr. XVI, 1, 17 p. 755 Ald. (p. 1095 C.). Det indbefattede efter Chabas Voyage d'un Égyptien S. 126—127, Kyststrækningen langs Middel- havet Nord for Phoinikien.
' Om Navnene paa disse Træer se Chabas, Voyage d'un Égyptien 8.
119—122,
Hvad By der her menes, er det vanskeligt at bestemme; se Chabas,
Voyage d'un Égyptien S. 130. Byen har formodentlig ligget paa en
==
590
Du skynder Dig for at komme derop; Du gaar over dets Vadested. Du ser, hvad en Mohar faar at føle. Din Vogn ligger tungt påa Din Haand". Dine Kræfter udtømmes. Du kommer tilbage om Aftenen?; alle Dine Lemmer ere, som vare de mer- bankede; Dine Ben, som vare de knuste. Du sover ind dødstræt; Du vaagner op. Det? er Timen, da den uhyggelige Nat begynder. Du ér ganske ene. Kommer der ikke en Tyv for at stjæle de Ting, som Du har lagt tilside? Han gaar ind i Stalden; Hestene komme i Bevægelse. Tyven fjerner sig i Natten, bærende Dine Klæder med sig. Din Tjener vaagner om Natten. Han be- mærker. hvad Tyven har gjort; han tager hvad der er tilbage og blander sig imellem slette Mennesker og imellem Høvdinger over Shasu (Beduinere); han gjør sig til en (fuldstændig) Asiater. Fjenden kommer for at plyndre; han finder kun Stumper. Du vaagner. Træffer Du ham ikke ilende skyndsomt bort, bærende Dit Tøi med sig? Du bliver en Mohar, som passer paa, og hvis Øre bestandig lytter méd Opmærksomhed "+,
Jeg beskriver Dig? ogsaa den anden hellige By
CNN Gabuna eller Gabulat (531) Gubal er dens Navn”. Hvordan er den? Om dens Gudinde — en anden Gang$,
Udløber fra Libanon eller Antilibanon ved en Flod (med ét Vadested?) tæt ved Byen.
! Moharen maa skyde bag paa Vognen, hvor det gaar opad Bakke, og
han maa holde igjen, naar det gaar altfor steilt nedad.
Formodentlig efter en Udflugt, som ikke nærmere er omtalt.
Papyrus Anastasi no. I, S. 20 L. 1 (Select Papyrus pl. LIII, 1. 1).
Egentlig: Du er fuld af Dit Øre,
Papyrus Anastasi I, S. 20 L. 7 ff. Det Følgende handler om Mo-
harens Reise i Phoinikien.
& Det syro-arabiske > gjengives undertiden ved et » i egyptiske Omskrifter.
7 Sign. Chabas, Voyage dun Égyptien S. 156— 159.- Om Gubal se nedenfor $ 55.
8 Det ægyptiske Ord er Ka-sepi, der mærkeligt nok indeholder det
'
591
»Er Du ikke naaet dertil? Kom dog til Byerne
JM VER ho AES
baruta (1773) ziduna (7773) zariputa ("DNX) Beirut, Sidon og Sarepta!, Floden (Vadestedet over?) Nazana?, hvor er den? (Byen)
195 lo
au t u
Avatha, hvorledes er den? Den ligger nær ved en anden Stad
ved Havet => KNEE
zar (nx)! Tyros — Havnen er dens Navn. Vandet føres dertil i Baade, Den er mere rig paa Fiske end paa Sand. Jeg vil endnu tale til Dig om to andre smaa Afsnit. Indtoget i i
INNER
Zar-au? og det Bud, Du gav: Man give den til Pris for Ilden8! (?) Det er en meget ubehagelig Ting at være Mohar!
samme Rodord som Kassiopeia, men derfor ter man dog ingenlunde her se en Hentydning til denne Gudindes Navn.
' Om disse -tre Byer, se nedenfor $ 55.
?. Hvilken Flod her menes, er det ikke muligt at bestemme neiagtig. For- modentlig tænkes der paa Leontes (Nahr-el Kasmieh) eller Nahr- Heisarani; se Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 165.
? Se ovenfor 8. 55E.
+ Se nedenfor $ 55.
5 Sign. Jos. Arch. Jud. IX, 14, 2, hvor Iosepos fortæller efter Menandros, at Indbyggerne i Tyros under Byens Beleiring af Assyrerne bleve hindrede i at hente Drikkevand paa Kysten. Siden gravedes der Brende paa Øen.
' Slgn. Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 170—171.
7 Her menes formodentlig en af de Forstæder til Tyros, som laa paa Fastlandet ligeoverfor Øen.
" Meningen af dette er uklar.
592
»Kom!! Bring mig paa Vei til
KA S8594
Pakaikna? til Aksapu (nwan)3. d. e. Aksiph, hvor er Veien dertil? I Omkredsen af Byen. Kom dog til Bjerget
"4 10——> . Ea user! i User; dets Top, hvorledes er den? Hvor er Bjerget
Uh ha
- ma?&
Hvem kunde gjøre sig va Hene over det? Hvad Vei er Mo-
haren gaaet til IKT A
Hazor (nm)? Hazor? Dens Flod (Vadested?), hvorledes er den?” Lad mig gaa til
1 Papyrus Anastasi 8. 21 L. 4 ff. I det Følgende se vi Moharen reise over den sydlige Del af Libanon over imod den evre Jordandal og Egnene Nord for Genesareth Sø.
2 Chabas mener, at vi her have en Feilskrift fra Pa-kanana; (se hans
. Voyage d'un Égyptien S. 179).
2 Byen omtales Josva 11, 1 og 1 Krøn. 6, 74. Man seger den under- tiden ved Ksaf paa venstre Bred af Leontes, hver der findes nogle Ruiner; se Chabas, Voyage d'un Egyptien S. 180. Man kunde forevrigt ogsaa tænke paa Byen m=o79R Akziba, Ekdippa, en af Phoinikernes Stæder; men den synes ikke at ligge paa Moharens Vei, da han for- modentlig er drejet af fra Kysten Nord for Ekdippa. S&lgn. ovenfor S. 532, hvor vi ligeledes have maattet vakle mellem disse to Byer.
+. Formodentlig en Bjergtop i den sydlige Del af Libanon.
3 Et ubekjendt Bjerg i samme Egn.
£ Ikama synes efter denne Beskrivelse at have været en paa alle Sider vanskeligt utilgængelig Bjergtop. Et Bjerg af denne Art er Tabor.
7. Denne By omtales allerede af Thotmess I1l1I. iblandt hans syriske Er- obringer, se ovenfor S. 530. Slgn. ogsaa Chabas, Voyage d'un Égyp- tien 8. 184.
8 Man ser heraf, at Hazor laa ved en Flod.
593
INIRNNS Ai an, Ad
Ha-ma-tha (an, Hamath)! Takara Takar-aar? det Sted, hvor alle Moharer mødes. Kom dog paa den Vei, som fører dertil! Lad mig se ) == ft aa!
Hvis man har været i Færd med at gaa til Mertamim
=> WNN so
Mer Tamitmå
Hvad var det da? Unddrag os ei Dine Erfaringer, men lad os lære dem at kjende"!
»Jeg vil nu tale til Dig om andre Byer end de foregaaende:
bække + == — VA
bu shem (Gt) —k (X) Fr (€) ta (w0) n (11) takhis.
Mon ikke gaaet Du er til Landet Fakhis?é <a Xnm TT> FR [smmme] Nx ax in i JON kafr — marbune (Til) Kafr—Marlon” . (og til) Tamnae?
Samme By omtales under Thotmess III., se ovenfor S. 580.
Efter Chabas, Voyage dun Egyptien 8. 187, skulde vi her have det
Sted, som Iosepos kalder Tagsyéas, se Jos., Arch. Jud. XIV, 7, 3 XX,
8, 4; Bell. Jud, II, 20, 6, 0. s. v.; hvilken By uden Tvivl laa ved
Bredden af Genesareth-Se. 8lgn. dog nedenfor $. 596, hvor der om-
tales en anden By, der ligesaa vel kan jevnferes med Tarikheai.
Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 1. c.
Slutningen af Ordet er sandsynligvis edelagt. Efter Chabas er der
bortfaldet et ro i Enden af Ordet; se Voyage dun EÉgyptien S. 188.
Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 189—190, læser Matamim. Hvor
Stedet har ligget, kan vanskeligt afgjeres.
s Om Takhis se ovenfor 8. 548.
Steder, der begynde med Kafr, ere hyppige i alle syro-arabiske Lande.
Slgn. Chabas, Voyage &un Égyptien 8. 195.
At her skulde menes Byen Tamna ved Jaffa, er lidet sandsynligt. 38
594
(=x Fbæn, — ål
kedesh tepur (=pr) aza1 (”XN) Kadesh ”, Tepor (Tebar)”, AzaiP
mr AA le ho har (7) — nemmata (182) Bjerget Nemmata??
JY Se = A-ll ZIbls
bu putera — k (X) karta (nmp) - anebu (339)
Mon ikke set Du har Kirjat Enab'
Nm JS )IFPRKS m ti (T) bata (73) - tupar (npr) ved Beth-Tuphar??
JS £ > 1-5" R aA bu rekh (pu YIN) -& (X) adulima (gr) Mon ikke Du kjender Adullam É?
— —… 7
Formodentlig fandtes der flere Byer af dette Navn i Kanaan. Om Tamna, se nedenfor $ 52 og $ 57.
: Kadesh er her uden Tvivl Byen Kadesh ved Merom-Seen; se oven- for S. 526.
2: Om her menes det beremte Tabor, er tvivlsomt.
32 Azai og Harnemmata ere ubekjendte. I Juda laa en By =79), men paa denne tænkes neppe her, da Moharen ikke endnu har naaet Juda Stammes Enemærker.
+ Kirjat Enab er ubekjendt; men Stæder, hvis Navne vare sammensatte med Kirjat momp, vare ikke ualmindelige i Kanaan.
8 Stedet er ubekjendt, men Navnet har et ganske hebraisk (kanaanitisk) Udseende.
$ Adullam var en kanaanitisk Kongestad (Josva 12, 15 og 15, 35) og altsaa en vigtig By. Det hieroglyphiske Ord kan forevrigt ogsaa læses adurima og betegne Adoraim, men denne By havde ingen vi-
595
mund ku MISS
Zedphet (Safet?) ig orrisP
bu rekh (purggy) -k (X) ren (pan) n (14) khanuriza?
Ikke skulde Du kjende Navnet paa Khanuriza, am AN mm SR ni (mt) m la (w0) n (fr) i aup som er i Landet Aup”??
U oOo ; ad — SÅ NØEELESEENE ka her (ES) taush("gU0) "+ (4) 2 (TE) man €) en Tyr (er) paa Landemærket dets? — Stedet,
SX (MINI RR 8 = maa seki -u n (fV) per kabu-u (SB O1) ne (mu 6 1) man ser Kampe imellem de Tappre, alle",
Re HH AI hud
meti (280UYT) mai r (E) på (ITE) . . za n (f1) sina (;72) Kom (?) da til Billedet af Sion!é
dere Betydning i ældre Dage og nævnes forst i Krenikernes Bøger. Begge Byer indtoges forevrigt af Sisak; se nedenfor Kap. X $ 94. 12 Man kunde maaske med Chabas, Voyage d'un Éyyptien 8. 201—202, tænke paa mmm med Tilnavn 77337, Siseras By, Dom, 4, 2, 18 og 16. 8e ovenfor 8. 587. Hvad der her tænkes paa, er vanskeligt at afgjere. Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 200—201. At her skulde tænkes paa Sion, er meget tvivlsomt. Langt snarere have vi her en Bjergtop i Galilaia.
aa mm åd mM
596
. æ& E TT Ib Ti (T) -k(X) rekhi (DUIGJT) rehubu (317)
Giv Du mig at kjende Rehob!"
Se ett SME mt Ta lm
.… au kua batt shaar (Rå eller: shaan, WND)
Gjengiv mig Beth - Shean? MET RTR T A her hena (CSV) | Tar - ka - aar og Tarkaar ?,
aa WWW I NNNN > ms www ØS ax vw | il ege N lo på (ITE) khet ( &2"T1) n (14) jurduna (177) Floden (Vadestedet over?) Jordan ?,
mm ——
1! Der var flere Byer i Kanaan af dette Navn; en eller maaske to laa i det nordligste Kanaan i Assers Stamme, se Num. 13, 21; Josva 19, 28—30; og fire romerske Mile fra Skythopolis laa en By Powf, som sandsynligvis er den her nævnte By.
2 Vi have her uden Tvivl Israeliternes Beth-Sean (Josva 17, 11; Domr. 1, 27; 1 Sam. 31, 10 ff.), det nuværende Beisan, de Gamles Skythopolis.
3 Chabas mener, at Skriveren her har ombyttet to Tegn, og at Stedets Navn er Kirjath-El (Voyage dun Égyptien $. 205). Men efter vor Mening kunde Skrivemaaden dog være rigtig, og vi kunde her have enten det ovenfor (8. 593 Anmk 2) omtalte Zarikheas eller et andet ellers ikke bekjendt Sted i Galilaia.
4 At vi her have Jordans Flod, kan ikke være undergivet nøgen Tvivl. Skrivemaaden i den ægyptiske Text stemmer neie overens med den hebraiske Skrivemaade. Med Hensyn til Vadestederne over Jordan, bemærker Chabas (Voyage dun EÉgyptien 8. 206), at Robinson paa sin Udflugt tilTabakah Fahil (Pella) fandt flere Vadesteder over Jordan. Disse maa netop have ligget i den Egn, hvor Moharen kom over denne Flod. Der var saaledes tre Vadesteder, der laa tæt ved hinanden. Se Zeitschrift der Deutsch. Morgenl. Gesellschaft VII, 8. 61 (1858).
597
INldse MU le au [KUFTE] (4) — mas — at (Aj)
Overgangen over den, som hvad er den?
ti("F)-arekki (DU GJ!) -2pa (ITE) 4 n (rv) senn (CErt)
Giv mig at vide Sagen om Overfarten mm —Å] Vw o > XA AS lv AW RE NE "(E) sesh mokta (må) nti (ru) her (sv) 7 (7) for at komme til Megiddo!, som (er) desforuden".
»Du er? en Mohar, prøvet i modige Gjerninger. Finder man vel en Mohar som Dig til at gaa i Synden for Krigsfolkå, en Marina", som er Dig overlegen i at kaste med Pile? Tag Dig ivare for Afgrunden ved Skrænten, der gaar to tusind Alen dybt nede, og som er fuld af Klipper og Rullesten! Du gjør en Omvei, Du griber Buen, Du gjør Jernet? rede ved Din venstre Side. Du viser Dig for de tappre Høvdinge. Deres Blik sænker sig under Din Haand".
IS US hh då åre
abad (732)? ka-ma-=al (53) »Slave! Kamelkjød
! Megiddo var Galilaias gamle Hovedstad, se ovenfor S. 525.
Papyrus Anastasi I, 8. 23 L. 1.
Her hentydes formodentlig til nogle af Moharens tidligere Bedrifter,
som omtales i den første Halvdel af Papyrus'en.
£ Uden Tvivl et aramaisk Ord, Biform til 8% Herre, der findes Daniel
7, 42; 5, 23 0. 8. v.
Dette er en Overdrivelse, thi saadanne Skrænter findes ikke i Kanaan.
£ Her findes atter et syro-arabisk Ord nemlig barzel, der nøie svarer til det hebraiske 57.
7 Her have vi atter et syro-arabisk Ord, nemlig det hebraiske 3. Maaske er dette Ord her intet Hovedord, men et Udsagnsord i Byde-
598
NAT. hi ma-ha-ru n (4) amu (DTELR) (til) Moharen at spise" !
Meningen af dette Stykke er let at fatte. Moharen, som Vi ovenfor traf ved en Overgang over Jordans Flod i Nærheden af Veien til Megiddo, er nu paa Reisen tværs ned igjennem Kanaan; thi næste Gang, vi høre noget nærmere om hans Opholdssted, nævnes der et Sted, om. hvis Beliggenhed vi ikke kunne være i Tvivl, nemlig Jupu, de Gamles Jope, vore Dages Jaffa. Paa denne Vei finder han 'vandrende Stammer, hvilke han imponerer ved sin martialske Holdning!, og en Høvding for en af disse Stammer byder ham ind til sig og lader ham beværte med Kamelkjød. i
Den sidste Omstændighed, at Moharens Vært lod sætte Kamelkjød for ham — aabenbart for at hædre ham —, fortjener nøie at paaagtes. Efter Moses" Love var det nemlig forbudt Is- raeliterne at spise Kamelkjød?. Nu vide vi rigtignok, at de af Moses givne Love i mangfoldige Henseender kun bleve lidet over- holdte, men paa den anden Side kan det ikke betvivles, at der dog var nogle Bestemmelser, som iagttoges, og til disse kan man med temmelig megen Sandsynlighed regne Forbudet imod at spise Kamelkjød. Kamelen benyttedes nemlig ikke i Ægypten og var derfor heller ikke i Brug iblandt Israeliterne før deres Udgang under Moses. De vare altsaa ikke fra tidligere Tid vante til dette Næringsmiddel, saaledes at Moses' Forbud imod Nydelsen af Kamelkjød ikke havde at kæmpe med indgroede Sædvaner. Hertil kommer endnu, at Israeliterne efter deres Indvandring i Kanaan ingenlunde vare noget Handelsfolk, der foretog lange Reiser, saaledes som deres Naboer Araberne. Derfor benyttede de
form, saaledes at man her, istedetfor Slave, ber oversætte: Gi! (egentlig Betjen!).
1 Slgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 218.
2 Levit, 11, 4; Deut. 14, 7.
599
sig heller ikke stort af Kameler!, og der var derfor ingen videre Anledning for dem til at spise Kjedet af dette Dyr.
Naar vi nu dernæst betænke, at Arabere og andre ikke-israe- litiske Folk af syro-arabisk Æt satte stor Pris paa Kamelkjød ?, saa bliver det i højeste Grad sandsynligt, at den Stamme, som Moharen her besøgte i Midten af Kanaans Land, ikke bestod af Ieraeliter. Dette udelukker jo ganske vist ikke Muligheden af. at disse allerede vare indvandrede i Kanaan før Moharens Tid, — thi som bekjendt blev der efter Kanaans Erobring ved Josva i flere Egne mange Kanaaniter tilbage i Landet; men naar vi lægge Mærke til, at den ægyptiske Forfatter aabenbart staar i den Formening, at Kanaans Folk paa hans Tid t Reglen ansaa Kamel- kjed for et særligt udmærket Næringsmiddel, og naar man derhos i vort Aktstykke ellers forgjæves søger Spor af, at der paa Moharens Tid fandtes Israeliter i Kanaan, saa bliver det kun lidet sandsynligt, at disse havde taget Landet i Besiddelse før Moharens Dage?; og som vi nedenfor skulle se, er der virkeligt fiere og det vægtige Grunde, som — ganske i Samklang hermed — henvise Israeliternes Udvandring af Ægyptens Land til Tiden efter Mo- harens Reise i Syrien".
Efter disse Bemærkninger vende vi tilbage til vort Aktstykke, hvor vi, umiddelbart efter den kanaanitiske Høvdings Bud at sætte Kamelkjød for Moharen, læse følgende Meddelelser? :
»Du skaffer Dig et Navn som Mohar, den første af Ægyptens Høvedsmænd. Dit Navn bliver som Fyrsten af Aser?, Ka-
! Kameler nævnes kun i de alleryngste Beger som Husdyr hos Israeli- terne, saaledes i 1 Arøn. 27, 30 og Esras 2, 23. Det ferste Sted (hvor der tales om Davids Tjenere) siges det, at hans Kameler stode under en Ismaelit; altsaa gave Israeliterne selv sig ikke af med Kamelavl, siden Opsigten over Kongens Kameler betroedes en Fremmed. Diod. JI, 54; sign. III, 43; Aristot., De anim. VI, 26.
Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 220—221.
Se nedenfor S. 623 fr.
Papyrus Anastasi I, S. 23 L. 4.
Navnet aser findes ovenfor 8. 557 meddelt med hieroglyphiske Skrifttegn.
600
zarti's!, da han mødte Hyenerne i Skoven (etsteds) i de Strækninger, som Shasu'erne (Beduinerne), skjulte under Træerne, gjøre usikkre. De? maale fire Alen fra Suuden til Hælen; vilde ere de, ikke er deres Hjerte fromt, og de høre ikke paa Kjærtegn".
»Du er ene, ingen Fører er med Dig, ingen Bedækning følger efter Dig. Møder Du ikke Marmar?? Han lader Dig gaa forbi. Du har at bestemme, hvor Du skal gaa, og Du kjender ikke Veien. Ængstelse griber Dig. Dine Heste blive sky. Dit Liv er i Din Haand. Din Vei er fuld af Klipper og Rullesten. Det er ikke en Vei at befare. Veien er overvokset med Stik- palmer, Nopalbuske, Aloer og Ulvehundesko-Buske". Paa den ene Side er Afgrunden, paa den anden Side hæver sig Bjergets lodrette Væg. Du maa frem, idet Du gaar nedad. Din Vogn støder imod Vægen. Dine Heste blive forfærdede for Stødet; men da de beholde Hammelen&, imedens Forbindelsesstykket? bliver sid- dende fast og kastes (voldsomt) tilbage, saa falder det Hele ned. Du maa gaa".
Om aser er Åssyrien, som Chabas mener, (Voyage d'un Egyptien S. 225 —226) anse vi for tvivlsomt. 8$Slgn. ovenfor S. 369 Anmk. 2. At aser skulde betegne AÅssers Stamme, har ikke mindste Sandsynlighed ; aser laa sikkert længere imod Nord-Ogst.
! Her hentydes til en Fortælling eller et Sagn om en vældig Jæger, altsaa et Sagn i Lighed med det israelitiske Sagn om Nimrod (Gen. 10, 8—9 slgn. Mika 5, 5).
2? Nemlig Hyenerne.
3 Hvad her menes, er det umuligt for os at sige. Sandsynligvis var det ligesaa vanskeligt for ægyptiske Læsere som for os at fatte Betydningen af dette fremmede Ord,
«+ Om disse Træers ægyptiske Navne, sign. Chabas, Voyage dun EÉgyptien 8. 233—234.
5 Det er vanskeligt at fatte, hvorledes Forfatteren har tænkt sig Sagen. Ordret oversat vilde Sætningen lyde .saaledes: Og eftersom det (For- spandet) er ladt tilbage (blevet hængende fast ved) Døren af Din Træ- haand. 8e nærmere Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 236 —240.
£ Det Ord, som her findes i Texten, kaushana, er sandsynligvis oprinde- ligt et aramaisk Ord 4%9>, men i de Sproglevninger, vi have af aramaiske (syriske) Sprog, have vi ikke fundet dette Ord. Om de aramaiske Sproglevninger se ovenfor S. 236—243.
601
»Hestene knuse Hammelen! [og kaste den] ned ad Stien. Der er ikke at tænke paa (at finde) et Middel til at sætte den sammen. Mankestolene (?)? ere borte fra deres Plads, thi Hestene have følt sig besværede af dem. Du begynder at vakle. ” Himlen er ubedækket. Tørsten piner Dig. Fjenden er bag ved Dig. En Gysen gjennemfarer Dig. En Busk med spidse Torne staar Dig i Veien. Du søger at komme paa den anden Side af den, men Hestene blive (alligevel) saarede. I dette Øieblik saa finder Du Dig selv liggende udstrakt, og Du ser Din bedrøvelige Stilling".
I det Følgende? fortælles der om et andet Æventyr, som hændtes Moharen i det næste Afsnit af hans Reise, ved Jope, hviket Æventyr i flere Henseender minder om hvad der, nogle Aarhundreder senere, hændtes Samson næsten paa de samme Steder". Vi lade atter den ægyptiske Forfatter selv fortælle:
»Da Du kom til Jope
dd em Au
Ju-pu (197)? fandt Da en indhegnet Have, som stod grøn i sin fulde Modenhed'. Du gjør en Aabning for at have Frugter at spise. Du finder en smuk ung Pige, som vogter Haverne”: hun bliver Din Ledsagerske, hun føjer Dine Ønsker?. Man opdager Dig, man forhører Dig. Man ser, at Du er en Mohar. Din behagelige Trældoms Baand
! Texten er her beskadiget, men er uden Tvivl rigtigt blevet restau- reret af Chabaa, Voyage dun Égyptien S. 249.
? Det ægyptiske Ord, vi have oversat saaledes, er Anhelkef, et Ord, der
ellers ikke forekommer i nogen af de ægyptiske Indskrifter, der ere
bevarede til vore Dage.
8. 25 L. 2 fi.
Dom. 16, 4 ff.
Papyrus Anastasi S. 25 L. 2.
Jaffa er endnu den Dag idag omgivet af deilige Haver; sign. For-
fatterens Reise S. 268.
Højsangen 1, 5.
8 En mere ordret Oversættelse vil findes i Chabas, Voyage d'un Egyptien S. 254.
602
betaler! Du med noget Pynt. Du lægger Dig hver Nat til at sove med et Haardækken over Dig. Du hengiver Dig uforsigtig til Søvnen. En Tyv tager Din Bue, Din Dolk, Dit Kogger. Dine Tømmer blive skaarne over i Mørket og Dine Heste løbe bort?. Din Tjener? slaar ind paa en steil Vei. Veien stiger for ham. Han brækker Din Vogn i Stykker. Dine Vaaben falde paa Jorden, de synke ned i Sandet. Du kan ikke undgaa at bede (om Hjælp), men Du kan ikke rigtig udtrykke, hvad Du vil sige: »Giv mig Mad og Vand, og jeg vil naa mit Maal i Fred". De lade, som vare de døve; de høre ikke, de sige ikke: Jat.
»Du giver Dig til at befale?: Man gaa til Smedien, man ile til Værkstederne! Da kommer der til Dig Arbeidere i Træ og Metal og Arbeidere i Læder. De gjøre Alt, hvad Du ønsker. De sætte Din Vogn istand og skyde Alt tilside, som ikke mere duer; de danne Dig en ny Vognstang; de sætte nye Remme paa Hammelen og påa Bagsmækken; de gjør Aaget stærkt, de slaa Metalprydelserne paa igjen, de sætte det indlagte Arbeide ind igjen; de gjøre et Skaft paa Din Pidsk og gjøre Snerten i Stand&; og Du kan da (atter) gaa hurtigt hen at kæmpe paa den farlige Post og .øve tappre Gjerninger”7".
»Mapu?, udmærkede Skriver, Du, som er en Mohar, som
en mr rer
1! Man ser af det foregaaende, at man i Jaffa, da man fik at se, at han var en Mohar (Turist), ikke lagde ham nogen Hindring i Veien.
2 Tyven stjæler ogsaa Temmerne; Hestene ter han derimod ikke tage.
3 Her beskrives et nyt Uheld, efterat Moharen atter har faaet sine Heste.
4. Moharen, der nu uden Tvivl befinder sig i den sydlige Del af Judas Bjergland, kan ikke gjøre sig forstaaelig for Egnens Befolkning.
5… Hvem han her giver denne Befaling, er ikke klart; maaske hans Tjenere, thi Moharen maa i det Mindste paa nogle af sine Farter have havt flere Tjenere med sig.
s… Med Hensyn til Oversættelsen af den Del af Texten, der handler om at foretage Istandsættelse af Vognen, henvise vi til Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 270—274.
7 Maaske vender Moharen sig imod de Folk, som havde nægtet ham Mad og Drikke.
8 Om Betydningen af dette Ord, se Chabas, Voyage dun ÉEgyptien 8. 278—279.
603
kjender sin Haand, Fører af Naarunas! (x%5, det unge Mandskab), Høvedsmand for Zeba (N3x, Hæren)?! Du Udforsker af de fjerneste Egne af Landet Pa ...? Du svarer mig slet ikke, Du gjør mig intet Regnskab". Kom da, at jeg kan fortælle Dig, hvad der er hændet Dig i Slutningen af Din Reise":
vårt — > KA (IN A
shaa (8) -a n (14) -k (X) m ta (Ye) a (HY) -t sestesu »Jeg begynder for Dig ved Huset Segostris's '.
I Als, I KK STRED
bu tegas — k(M) su m kefau (aura Ge) Mon ikke trængt Du er derind med Magt?
bu am (OT& 2%) — k(X) rimi (påger) Mon ikke spist Du har Fiske fra ...P7
1 Efter Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 277—279, have vi her Ordet aarunas og ikke naarunas.
? Uden Tvivl det kanaanitiske (hebraiske) NyY.
2 Hvad Ord her har staaet, er det selvfelgelig umuligt at bestemme.
' Om dette Afsnit af vort Aktstykke, se Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 277—282.
sf 8.27 L. 2.
5 Tilnavn til Rameses II., se nedenfor $ 65.
7 Efter Lauth, Afoses der Hebråer S. 17 ff., skal det Ord som her mangler være Elath, hvad der ingenlunde er usandsynligt, da det nævnes umiddelbart nedenfor. Lauth mener endvidere, at der i en Papyrus i Leyden hentydes til hvad Moharen her har gjort, men hans Fortolk- ning af Stedet er meget tvivlsom. Lauth antager fremdeles, at Mo- haren ved at tage dette Bad og spise Fisk har overtraadt et religiest Bud, og ser heri et Vidnesbyrd om Fritænkeri hos Moharen, hvoraf han ogsaa vil finde Spor paa andre Steder i Papyrus'en. Af den om- talte Papyrus i Leyden mener han endvidere at kunne slutte, at Mo- harens Navn var Mes eller Meses, og at han ikke var nogen anden
Ud
604
J% (lm ER Kygmes ÅL
bu ab (046) - k(3x) — m-khennu (220; Er) 8-0 Mon ikke badet Du har i den?
hid Nål. Mg => mai skka (CA &G) -a n (TV) k (XX) 0! kom, at beskrive maa jeg Dig RÅ AUT. Nm
huzana (;mXy) pais (mtcuc) -å khtemu (TER)
Ezion; dens Fæstning, > — 5% 8: NY r (€) tennu (Cxun) mar [å 28H |] hvor er den? Kom om RUS (I 4 SÅ FAN r(€) 4(H1)- »(f4) vazi (eller uti) sestesu til Stedet for Vazi (Buto)! Sesostris's ?
AK Sk 2% (=D SM
m pat-f (mur) nekkt (na0JTt) -u user-ma-ra i hans Seire, Osymandyas?;
er ——————
Person end Moses, Israeliternes Anferer og Lovgiver; men uheldigvis er de Grunde, Lauth anferer for sin Paastand, ikke meget overbevisende.
! Denne Gudinde, som Ægypterne betragtede som Gudinde for Norden, dyrkedes navnlig i Nedre-Ægypten.
2? Om dette Navn se nedenfor $ 65; sign. ogsaa ovenfor S, 60.
3 Se ovenfor $ 6 8. 73; sign. $ 65.
605
MAT am KT USeJb<a saza .. -aal (SN) hena (1) absakbu (=30S0N) (til) Saza .. el og Absakeba?!
Mag mm ME mee S-ze (2t) - n (14) -k (X) ka-a (58) n (14) a (1) inini (77379) Skal jeg beskrive Dig Naturen af Ainain (de to Kilder)?
JS FS RO SS bu rekh (DACYS) 2 (XX) — pei-f (TU) — pre Mon ikke Du kjender dens Skikke? Sl ==) JSSUSÅR, na-khat rehu-barta (mm ==) bu putera-k ( K) 8-14 Nakhai og Rehobrot ?, mon ikke set har Du dem
| —> a Az2Z ålDi= KR AE fe m der mes ( 28C) - u-k ( K) på (Itt) maharu s-tennu (Tune) siden Fødslen Din? 0 Mohar! (Du) udmærkede!
"xx U- Mk Mm 2
ripiki pat-f (mic) stekhi ma-a akh (&UJ) Raphia, dens Landevei?, som hvad (er den)?
" Beliggenheden af disse to Steder kan ikke bestemmes. Sign. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 287—288. Om Sazael, se nedenfor S. 610. 2 Rehobroth er maaske det fra Isaks Historie bekjendte Rehobroth, se Gen. 26, 22. Nyere Reisende have i Stepperne Syd for Kanaan fundet et Sted af Navnet RucÅaide; slgn. Robinson, Palæstina I, 8. 324—827. 2 flgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 291—292,
606
St 32 22 — (Sk pÅå
su her (&1) ari (191) ur ((UHpD) n (11) a(tyur m shem [Æt]
Den udgjør Længden af en Aur!, naar man gaar $ > mMå= Mill r (€) shaa (8) gazata indtil Gaza?",
Den sidste Del af Moharens Reisebeskrivelse? fortjener en særlig Opmærksomhed. Det er nemlig klart, at de Strækninger, som han her fortæller at have besøgt, vare langt nærmere knyt- tede til Ægypten end de Landskaber, han tidligere var draget igjennem, hvilke aabenbart vare ganske uafhængige af Ægypten. Flere Steder i de af ham sidst besøgte Landstrækninger ere nemlig opkaldte efter den Konge, som herskede i Ægypten paa den Tid, han reiste i Asien, nemlig Rameses II. Sesostris, der følgelig i længere Tid — maaske endnu imedens Moharen reiste i Landet, — maa have haandhævet et vist Herredømme over disse Egne. Den Fæstning, som omtales ved Byen Ezion, kan neppe være anlagt af Andre end Ægypterne; ja den havde maaske endog en ægyptisk Besætning, dengang da Moharen besøgte Byen. Hvad forøvrigt Beliggenheden af disse til Ægypten nøiere knyt- tede Steder angaar, da kan man intet Øjeblik være i Tvivl om, at de, som allerede antydet, kun kunne søges i Stepperne Syd for Syrien og henimod Ægypten. Derom vidne Navnene Æzion, Raphia og Gaza, der betegne Omkredsen 'af denne syrisk-ægyptiske Ørken, og til hvilke vi maaske kunne føje Rehoboth og Elath, der tilhørte Midten af Stepperne.
! Et ægyptisk Længdemaal, maaske det samme, som Hellenisterne kalde cgowog. En aur vil i saa Tilfælde omtrent have samme Længde som en svensk Mil.
2 Om Gaza; se nedenfor $ 57.
32 I Papyrus'en findes der endnu endel Meddelelser, der angaa person- lige Forhold; men om hans Reise er der ikke mero Tale,
607
Altsaa, med andre Ord, enhver uhildet Lærer af Moharens Reise kan ikke nære nogen Tvivl om, at Ægypterne paa Moharens Tid endnu beherskede OQaserne i den syrisk-ægyptiske Ørken; ja maaske besade de endog de allersydligste Dele af Kanaan; men hvad Resten af Syrien angaar, da kan det ligesaalidet betvivles, at det var ganske uafhængigt af Ægypten.
Af forskjellige Antydninger, der gives i Forbigaaende, synes det endvidere at fremgaa, at Landet ikke stod i Afhængighed til nogen anden fremmed Magt, og navnlig tyder ingensomhelst Om- stændighed hen paa, at enten Assyrer eller andre mesopotamiske Folk besad noget Overherredømme over nogen Del af Syrien.
Hele det nordlige Syrien var uden Tvivl endnu, ligesom tid- ligere, da den ovenfor meddelte Traktat afsluttedes!, afhængigt af Khetiternes Overkonger, der havde deres Kongesæde etsteds i Nord- syrien. Om denne Del af Syrien indeholdes der imidlertid kun faa Oplysninger i Moharens Retse. Meddelelserne om Kanaan ere derimod mere omfangsrige, og om de end ikke lære os Noget om Statsforfatningen og øvrige politiske Forhold i Landet, saa indeholde de dog Meget af stor Betydning for os.
Kanaan var aabenbart ganske fri for Fremmedes Overherre- demme?, men det dannede intet Hele, og var derimod opløst i mange smaa Samfund. Stæderne styrede selv uden Tvivl deres Anliggender, og Indbyggerne i Landdistrikterne, der sikkert for en stor Del bestod af vandrende Stammer, adlød ikke Andre end deres egne Stammefyrster. Det fremgaar endvidere af Aktstykket, at Be- boerne af Stæderne i Reglen besade de nærmest omkring deres Byer liggende Strækninger, som de formodentlig dyrkede dels som Havejord? dels som Agerland. Men deres Besiddelser strakte sig sikkert ikke langt ud i Omegnen; og største Delen af Landet laa
7 8. 579—585.
2 Der findes intet Spor af, at Nordsyriens Beherskere,. Khettas Over- konger, der dog havde saa stor en Magt i Rameses IL's Dage, have besiddet noget Herredemme over Kanaans Land, dengang da Moharen reiste i Landet.
2 Se ovenfor 8. 601.
608
uden Tvivl brak for de vandrende Stammer, som man formodentlig kunde finde saa at sige i alle Egne af Landet. Uagtet saaledes Land og By vare uafhængige af hinanden, synes Forholdet imellem Landboerne og Stadbeboerne dog i Reglen at have været ganske fredeligt, eftersom de sidste, som vi lære af Moharens Reise, naar Frugten modnedes, kunde overlade det til deres Kvinder at vogte Haverne, — hvad der neppe kan have været Skik, naar det hørte til Dagens Orden, at Landboere kastede sig over Byernes Marker og Haver og plyndrede dem. I det Hele findes der i Moharens Reise ingen Hentydning til, at der i det egentlige Kanaan, eller Landene Vest for Jordan, gaves Røeverbander, som gjorde Reisen i disse Egne usikker. Der fandtes rigtignok overalt adskillige Personer, som søgte at tilvende sig fremmed Gods, men de vare mere at betragte som Tyve end som Røvere og lode sig i Reglen nøje med mindre Gjenstande, saaledes at de Reisendes Liv her i Reglen ikke var udsat for Fare.
I Landene Øst for Jordan herskede der derimod aabenbart mere Usikkerhed. Der tales om, at Moharen paa en af sine Ud- flagter maatte have Bedækning af Bevæbnede, og det synes i det Hele, som om Beduinerne i disse Egne i hine fjerne Tider op- førte sig ganske paa samme Vis som i vore Dage. Kortsagt, Tilstanden i det sydlige Syrien paa Moharens Tid, — det er, som vi nedenfor skulle se, henved en Menneskealder før Israeliternes Udgang af Ægypten — har efter al Sandsynlighed ikke været meget forskjellig fra Tilstanden i disse Egne i vort Aarhundrede?.
Syrien pan Efter Rameses II. fulgte, som ovenfor meddelt?, i Ægypten Pheros' Tid. en Konge, der bar Navnet Mer-n-ptah (Menephtha) og som siden
1 Se ovenfor 8. 589.
2 Ægypterne have formodentlig i den Tid, de beherskede Landet, ligesom den tyrkiske Regjering i vore Dage, ladet sig neie med at indkræve deres Skatter og ikke foretaget Meget til Opretholdelse af Orden i Landet,
3 Se ovenfor 8. 60 ff. og 8. 155— 156 se videre nedenfor Kap. VI, & 66. Kongens fulde Navn var Afer-n-ptah Hotep-her-maa, se 8. 615—616.
609
antog Navnet Ba-n-ra eller Ba-ra (Pheros). Om denne Konge fortælles det hos Herodot, at han ingen Felttog foretog", og i Virkeligheden findes der fra denne Konges Tid intet ægyptisk Aktstykke, som taler om Felttog til fremmede Lande, eller blot om, at han modtog Tributer eller Afgifter fra fremmede Folk. Heraf tør man nok slutte, at denne Konge ikke har foretaget større Krigstog ll Asien, men hvis han har undladt dette, saa kan man være vis paa, at han ikke har besiddet Herredømme over større Strækninger af Asien, ja ikke engang af Syrien. Saafremt altsaa Pharaonernes tidligere Undersaatter i Asien ikke allerede før Meneph- tha's Tid havde afkastet det ægyptiske Aag — hvad vi anse for sandsynligt, — saa kan man være vis paa, at det er sket dengang, da Ægypten under Menephtha's Regjering oversvømmedes af Libyerne og deres Forbundsfæller?,
Imidlertid er det dog klart, at de allernærmeste Egne af Asien, — Qagerne i Ørken og maaske enkelte Strækninger i det allersydligste Syrien alene undtagne — endnu i Menephtha's første Regjeringsaar befandt sig i Ægypternes Besiddelse. Thi disse Egne havde jo en saa svag Befolkning, at det var let for Ægypterne med en ringe Styrke at holde dem besatte og tvinge dem, naar de havde gjort Oprør; men dette var ikke Tilfældet med de øv- rige Dele af Syrien, der kun kunde hævdes ved talrige Garnisoner eller hyppigt gjentagne Krigstog.
Vi have to Aktstykker fra Menephtha's Tid, som have Vigtig- hed for Syriens Historie i denne Konges Dage.
Det ene er en Art Dagbog, som er skrevet med hieratiske Skrifttegn, med en temmelig flygtig Haand, paa Bagsiden af nogle Blade i Samlingen Papyrus Anastasi III.? i London. Den inde- holder vel intet ligefremt Bevis for, at nogen Del af Syrien stod i Afhængighed af Ægypten, men den synes dog at vidne om, at den ægyptiske Regjering stod i hyppig og regelmæssig Forbindelse med
] Her. 1, 111.
2 Se ovenfor &, 518 og nedenfor $ 66.
3 Om denne Samling, slgn. ovenfor 8. 231; Goodwin, Cambd. Es2.IV, 8. 264. 39
610
de sydligste Dele af Syrien og sendte talrige Breve dertil", hvad der jo lader formode, at der her fandtes ægyptiske Embedsmænd; men i saa Tilfælde maa jo disse her have havt Noget at bestyre for deres Regjering.
Man læser først paa Bagsiden af Side 8? i denne Papyrus følgende Linie, som sandsynligvis hører sammen med Optegnelserne paa Bagsiden af de foregaaende Blade?:
»Åar I, Maaned I af Aarstiden she, Dag 25 (d. eé. den 25de Thot), da Man" var i Byen Rameses" ?.
Paa Bagsiden af Side 5? læses:
»Afsendelse (?) af Tjeneren Nekhta fra Sazal” til Mer-n-ptah Hotep-her-mad's Bekhen8;
som er ankommen til Zarutuma?, (og) som er paa Veien til Khari (Syrien)"?: Breve (ukha) 2; af forskjelligt Indhold (?).
Delingsføreren (?) Pen-amon: Brev (ukha) 1. Slotsforvalteren Rameses her fra Byen: Brev (ukha) 1.
1! Saafremt Ordet WIR SN ukha (Brev), der saa ofte" forekommer
i Stykket, her. skulde betyde Leidebrev eller Pas, — saaledes at vort Aktstykke var en Pasrevisors Journal, — vilde der ikke være Tale om at den ægyptiske Regjering sendte Breve til Syrien; men ifelge Sammenhængen synes ukha her ikke at betyde Leidebrev, men Brev i Almindelighed, og det bliver følgelig ikke til at nægte, at den ægyptiske Regjering endnu under Menephtha afsendte mange Breve til Syrien.
2 Select Papyrus from the British Museum pl. LXXXI, sign. F. J. Lauth:
Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft XXI, 8. 669—670 (1867).
Nemlig Bladene Select Papyrus pl. LXXVIII og pl. LXXIX.
I 'Texten findes Tegnet for Gud. Derved menes Pharao.
Om Byen Rameses, se nedenfor Kap. VIII & 83.
Select Papyrus pl. LXXVII verso. Der er ni Linier.
Dette Sted maa, som Determinativet angiver, have ligget udenfor
Ægypten. Det er uden Tvivl det samme Sted, der ovenfor S. 604
nævnes i Moharens Reise.
8 Slgn. nedenfor Kap. VI, $ 65.
” Zarutuma maa ogsaa have ligget udenfor Ægypten.
19 Navnet findes ovenfor S. 521 skrevet med Hieroglypher.
4 0 ØS mm dt
611
Skattebevareren og Byfogden (?) Panui (?) fra Mer-n-ptah Hoptep-her-maad's Stad,
der er i Landskabet pa-aramu (?)!, som er paa Veien til det Sted, hvor Man er: Breve (uha) 2 forskjelligt Indhold (?).
Delingsføreren Pa-ra-m-heb: Brev (ukha) 1.
Høvedsmanden FPa-ra-m-heb: Brev (ukha) 1.
Aar III, Maaned II, af Aarstiden shom Dag 25 (d. e. den 25de Pakhons) Afsendelsen (?) af Hestfolk — Høvedsmanden An-uvama af det store Magazin.
Ba-ra' Mer-amon's, det Indre (?)".
Fortsættelsen findes paa Side 6:
»Aar III, Maaned lII af Aarstiden, skom Dag 26 (d. e. den 26de Pakhons) Afsendelsen (?) af Tjeneren hos (?) Baal.... Sen af LZapuri (Ziphor) fra Gaza (Cazata)?.
Som er paa Veien til Khari (Syrien): Breve (ukha) 2 af for- skjelligt Indhold (P?). Delingsføreren Shai: Brev (ukha) 1.
Kongen af Zar (Tyros), Baal-turti-nt-gabu (P)?: Brev (ukha) 1.
Aar III, Maaned II, af Aarstiden shom Dag 27 (d. e. den 27de Pakhons); Ankomst af Anføreren for Leietropperne (?) til Brønden Mer-n-ptah Hotep-her-mad's,
som er paa Heiderne (?) for at gaa til (?) pa-khetem-nti-m- zalu (d. e. Pakhtum-n-zalu, Hovedstaden i Nomen Arabia)".
Aar VII, Maaned III af Aarstiden skom, Dag 28. Afsendelsen (?) af Tjeneren Thuti (Thot), Søn af Zakalmau fra Gaza (Gazata?).
Mal-dutan, Søn af Pa-ma-baal,
amkhu (?) n.... mes, Søn af .... degar,
som vil begive sig til det Sted, hvor Man er. Af Delingsføreren Shai er bleven bragt: Brev (ukha) 1%.
Ubekjendt Landskab.
Se nedenfor 8. 612, hvor Navnet findes skrevet med Hieroglypher. Sign. nedenfor $ 55.
Se nedenfor Kap. VII, $ 78.
I Texten synes der at være kommet en Streg formeget; der staar memlig gakata; men der menes nden Tvivl: gazata.
' Det er umuligt at læse og gjengive denne Linie neiagtigt.
39”
612
Inden vi forlade dette Aktstykke, maa vi endnn et Øieblik dvæle ved en anden Omgstændighed, som i historisk Henseende nok kan have Krav paa at paaagtes.
I Aktstykket! nemlig nævnes der en Mand fra Gaza af Navnet
IS $ Is lø
baal Søn af zapurti.
Begge Navne ere rent kanaanitiske; og der kan derfor neppe være nogen Tvivl om, at Baal og Ziphor have været Indfødte fra Gaza; Ægyptere have de i ethvert Tilfælde ikke været. Hvad Faderens Navn, mm $%, angaar, da nævnes det i Israeliternes Skrifter som et Navn, der var i Brug iblandt Indbyggerne i Step- perne mellem Ægypten og Syrien”, og man kan vel heraf med nogen Sandsynlighed slutte, at Indbyggerne i Gaza paa Menephtha Pheros's Tid vare nær beslægtede med Indbyggerne i det nordlige Arabien og i Grændselandene imod Syrien, hvoraf atter følger at de aabenbart til en anden Stamme hørende Philister ikke endnu vare indvandrede i Philistaia, det Land, hvor vi siden træffe dem.
Navnet Baal, som denne Mand bar, var desuden sikkert langt hyppigere hos Kanaaniter og de med dem beslægtede Folk end blandt Philisterne, der ikke oprindeligt synes at have været Baals- dyrkere?, I Virkeligheden gives der ogsaa flere Aktstykker, som vi nedenfor skulle lære at kjende”, af hvilke det paa en temmelig utvetydig Maade fremgaar, at Philisterne først nogen Tid efter Menephtha's Dage ere indkomne i det Land, hvor vi siden finde dem.
Det andet Aktstykke, fra Menephtha's Tid? som har Vigtig-
NW
1! Select Papyrus pl. LXXIX verso I. 1.
2 Kongen af Moab, Balak, var, efter Num. 22, 2 og 4, Sen af Zipor
"mx. Moses' Hustru, Reguels (Jethros) Datter, hed ifelge Ærod.
2, 21; 4, 25 og 18 2, Zipora =—px%, Hunkjøensformen af samme Ord.
Se nedenfor $ 57.
Se nedenfor 8. 620—622.
5 Aktstykket der læses i Papyrus Anastasi VI, 8. 4, L. 13 ff. (Select Pap. pl. CXXV— VI), bærer vel en Dato, men uden at den regjerende
613
hed for Syriens Historie, er affattet med langt mere Omhygge- lighed end det anførte og bestaar ikke, som dette, af en løs hen- kastet Optegnelse, der formodentlig kun var bestemt til at læses af den, der havde nedskrevet den, men udgjør en formelig Ind- beretning fra en ægyptisk Embedsmand ved Navn Ænna!, der op- holdt sig i Landet Teku, til Kakabu, hans Foresatte i Ægypten.
Med Hensyn til Beliggenheden af dette Teku da maa man tilstaa, at intet Aktstykke meddeler ganske bestemte Oplysninger om, hvor det har ligget”. Imidlertid synes dog Teku efter nærvæ- rende Aktstykke aabenbart at maatte søges i Nærheden af Edom; men hvor nær det har ligget ved Edom, derom kunne Meningerne være delte; ja enkelte. Ægyptologer? have endog antaget, at Teku var en Del af Ægypten, og at det indbefattede Egnene omkring Krokodillesøen (Birkel-Timsabh).
I Virkeligheden kan det ikke nægtes, at der i Ægypten fandtes en By og et Landskab af Navnet Teku, og paa Grund af det ringe Kjendskab, man indtil for kort Tid siden havde til Deltaets geographiske Forhold i Oldtiden, var der jo altid en vis Mulighed for, at dette 7Teku, Hovedstaden i den ottende neder-ægyptiske Nomos, har ligget i disse Egne af Ægypten.
Hertil maa vi dog bemærke, at Ægypterne selv ved den for- skjellige Maade, hvorpaa de skrive Navnet paa de to Landska-
Konges Navn nævnes. Papyrus Anastasi VI. er samlet under Seti II. Menephtha's Efterfelger; men da denne Konges Navn ikke fore- kommer i selve Aktstykket, og Menephtha nævnes tre Gange, saa antage vi det for det sandsynligste, at Aktstykket er affattet under Menephta, under hvem Enna i ethvert Tilfælde har levet.
7 "Om Enna se ovenfor S. 229 og Goodwin i Cambridge Essays IV, S. 257.
? I Select Papyrus pl. CXIII (Papyrus Anastasi V, S. 19) fortæller en Ægypter, at han forlod en af Kongens Residentsstæder den nævnte Dag i Maaneden, og at han kom den tyvende til 7eku, men uheldig- vis vide vi ikke, hvilken Residentsstad der menes. Sandsynligvis tænkes der dog paa en Provindshovedstad i Nærheden af Ægyptens Grændse. Denne Begivenhed foregik under Seti 1I., Menephtha's Sen.
2 Brugsch, Geographische Inschriften UI, 8. 18—19.
614
ber!, aabenbart antyde, at de ikke vilde have dem forvekslede med hinanden; og hertil kommer endvidere, at efter de seneste Undersø- gelser af Ægypternes geographiske Mindesmærker er det blevet i højeste Grad usandsynligt, at den ottende Nomos, Teku, har ligget imod Øst. Den maa tvertimod uden Tvivl søges i de vestligere Egne af Deltaet?.
Under disse Omstændigheder bliver der altsaa ingen Sand- synlighed for, at det 7Teku, hvor Beduinerne fra Edom under Me- nephtha fik Tilladelse til at græsse deres Hjorder, har været en Del af Ægypten. Det var uden Tvivl et Landskab i Edoms Nærhed, maaske endog i selve Edom, og var formodentlig af Ægyptens Konge bleven gjort til Domæne; ja muligvis indbefat- tede det endog den bedste Del af Edom, som Ægyptens Konger havde beholdt for sig, da de havde taget Landet i Besiddelse.
Ennas Brev lyder som følger:
>ll LASTEN 7
ki (XE) suza (COTZ&) het (GT) Noget Andet at fryde Hjertet
[AN % %G iz
— Slidt => SS SSL. n (4) pat-a (mir) neb (6) ger na-nu (non) .
min Herres: Ifølge vore Forskrifter mn
FF ÅNTNS ESS — ÅL sesh na (Mt) ma-ha-ut sha-su (y DC) n ( FM) a-du-ma (370) indkomne: Sheikerne for Beduinerne fra Edom
… FFD ss ' Detægyptiske Teku benævnes altid — Yo og udrig — Y ls
hvilken Form derimod anvendes i det meddelte Aktstykke. 2 Se nedenfor Kap. VII $ 72. 3 I Edom findes der gode Egne, sign. Robinson, Palæstina III 8. 103. + Aktstykket, der først er bleven fortolket af Chabas, Afélanges égyptolo- giques II, (Chalon 1864), er uheldigvis paa mange Steder beskadiget.
615
eo Q på (TVWE) &htum ((1y zeer) mer-n-piah PER FREE (til) Pa-khtum (d. e. Fæstningen) Menephtha Hotep-her-maa's
SPhm 7 Å JET ANE nt (SUT) teku r (E) na (fVE) darka-auta (n3%3) i Teku-Landet, indtil Dammene
8
— ram SED — Ej ET Eba
n( m) pe(r) tum mer-n-ptah hotep-her-maa nt (vt) teku ved Pe-tum Menephtha Hotep-her-maa's i Teku,
VWWwWvww mn e e | > | T e Å | HE KN SD | r(E) sankh (a1rnD)) — nai-u (ADD) aau-u for at opholde Livet af deres Hjorder
NæÆlbSsT mm Hl!
m pe (IVE) sku [O9,E] « [8181] (9 n (11) per-aa (10)
paa Domainen, den store af Pharaos, < O | km == <O I <—> FT På (IVE) ra (DE) ner (1041) 1a-ui (80) 165 (mr) Solen, den gode for Lande alle
NV de fif? for
mrenpe (DDERITE) 8 an (Er) -tu fu (VET) hr her (P) sen n 8 Aar 8 .— førte paa Rullen derover
AN
oe N mm |]
616
>= —X Sex: SØ r (E) na (Må) fe (KE) ku (CAN) rm (pr) un (11) til de andre Navne, påa me? mr SK SÅS haru (2,DDB) nt (FVT) ses på (TVE) -kåtum ((UTT TER) Dagen, da de kom ind (forbi) Pa-khtum (d. e. Fæstningen)
El) 411
n (4) mer - n - ptah hotep - her - maa Mernephtha - Hotep-her-maa's Hil være ham!
70
Syrien opgives Der er sandsynligvis ikke hengaaet nogen lang Tid, efterat denne Indberetning var bleven afsendt fra Teku til Ægypten, før Ægypterne have kaldt deres Tropper tilbage, saavel fra Edom som fra deres øvrige asiatiske Besiddelser.
Ægyptens Vestgrændse truedes nemlig, som alt omtalt?, i disse Aar af Libyerne og deres Forbundsfæller fra Landene hin- sides Middelhavet, Efter nogen Tids Forløb trængte disse Fjender endog seirende ind i Landet, men de droge ikke bort igjen med deres Bytte: de syntes tvertimod at have havt til Hensigt at tage Bolig for bestandig i Ægypten, thi flere af dem havde medtaget deres Hustruer og Børn?.
Det var altsaa klart, at Folkets hele Tilværelse stod paa Spil; thi naar det ikke snart lykkedes Ægypterne at drive Fjenden ud af deres Fædreland, vilde der let efterhaanden komme saa talrige Skarer ind i Landet, at Ægypterne for Fremtiden maatte opgive alt Haab om at forjage Fjenderne og gjenvinde Friheden: de maatte
12: Se ovenfor 8. 58. 2 Dtimichen, Historische Inschriften pl. 2 1. 14; se nærmere nedenfor Kap. VI, $ 66.
617
da være tilfredse med at leve som Livegne eller Slaver hos deres Fædrelands nye Herrer. Det kom altsaa for Ægypterne fremfor Ålt an paa at faa samlet en Hær, der var Libyerne og deres Forbundsfæller fuldt overlegen, og det kunde derfor ikke und- gaaes, at alle Besætninger maatte drages bort fra deres fremmede Besiddelser, uden noget Hensyn til, at disse, ved at blottes for Tropper, bleve udsatte for at gaa tabte. Thi naar Ægypterne først havde seiret over Libyerne og forjaget dem fra Landet, vilde de jo altid kunne tilbageerobre disse foreløbig opgivne Besiddelser, hvorimod de, naar de bukkede under i Kampen med Libyerne, jo ingen Nytte vilde have af at have bevaret deres udenrigske Besiddelser.
Efter hvad Menephtha fortæller i sine historiske Inskrifter?, vandt Ægypterne en stor Seir over de i Landet fra Libyen ind- trængte Fjender. Men, selv om den virkelig har været saa stor som Menephtha paastaar, saa er det dog klart, at al Fare for nye Angreb fra denne Side ikke forsvandt med et fjendtligt Neder- lag; og det kan neppe betvivles, at Ægypterne vedbleve at holde betydelige Troppemasser paa Landets Vestgrændse, og de opsatte, som Følge heraf, sandsynligvis indtil videre atter at sende nogen sterre Styrke til de Steder i de nordarabiske Stepper, som de fornylig havde rømmet”.
Heraf have uden Tvivl Indbyggerne i disse Egne snart be- nyttet sig til at afkaste det ægyptiske Aag; men da Ægypterne vare vante til fra Asien at erholde saa mangfoldige Gjenstande, som ikke fandtes i Afrika, og som det var bleven dém saa at sige en Nødvendighed at have; og da de ikke kunde faa alle disse Gjenstande ad Søvejen, men maatte have de fleste ad Landveien, og Indbyggerne af Nordarabiens Stepper vare Herrer over den, saa var jo stadig Krigstilstand med dem en Umulighed; naar de derfor ikke straks tvang Indbyggerne i disse Egne til Lydighed ved
! Sandsynligvis var det dette Øieblik, da Ægyptens Hære stode i Vest- ægypten, som Moses benyttede til at føre Israeliterne ud af Ægypten. ? Under Seti I, sendte de dog endnu Tropper lige til Teku, se 8. 618.
Rarmeses ITI.'s Tog til Syrien.
618
Vaabenmagt, og først begyndte at knytte venskabelige Forbindelser med dem, saa kom Ægypterne derved let til ganske at glemme, at de vare frafaldne Undersaatter, der burde betvinges paany!. Forholdene i Ægypten bleve nu i længere Tid saaledes, at Ægypterne aldeles ikke kunde tænke paa at foretage Krigstog til Asien i den Hensigt der at gjøre blivende Erobringer. Derved glemtes Oprøret og saaledes bleve da allé Asiater, selv de, der boede allernærmesi ved Ægypten, fri for ægyptisk Herredemme.
Imidlertid fremstod der dog, ikke saalænge efter Menephthas Dage, en ægyptisk Konge, som endnu engang paatog sig at vise Syrerne, at Ægypterne bestandig vare dem overlegne i Kamp, og at det kun var Ægypternes Kjærlighed til Freden, der var Aarsag til, at de ikke mere foretog Krigstog til Asien og tvang Asiaterne til at betale Skatter og Afgifter, og at de, — naar der som i tid- ligere Tid var noget at hævne — endnu bestandig vare kraftige nok til at tugte Asiaterne. Denne Konge var Rameses IIl., der gjen- tagne Gange foretog Krigstog til Asien og endog trængte frem indtil Mesopotamiens Grændser?, Rameses havde dog sikkert ikke til Hensigt paany at gjøre Syrien til ægyptisk Provinds. Hans Formaal var formodentlig blot at svække Syrorne og afskrække dem fra at foretage fjentlige Skridt imod Ægypten. Til at nære Frygt for Angreb paa Ægypten fra Syrerne var der jo rigtignok ellers i Reglen ikke -megen Anledning, da Syrerne ikke vare meget krigerske, og de desuden vare opløste i mange Smaastater. Men i Rameses' Dage vare Forholdene i Landet blevne endel forandrede derved, at flere fremmede Folk havde begyndt at vise sig paa Kysterne, hvor de truede med at sætte sig fast?. Herved vilde
! Forskjellige ægyptiske Aktstykker fra de paa Menephtha's Tidsalder nærmest følgende Aarhundreder vise, at Ægypterne i disse stode i et venskabeligt Forhold til de asiatiske Folk; se nedenfor Kap. VI, $ 67. Ogsaa i Moseloven, navnlig i Deuteronomion, paabydes et fredeligt Forhold til Ægypten; se Deut. 23, 7.
2 Sign. nedenfor Kap. VI, $ 67.
32 Se nedenfor S. 620 — 622.
619
det jo ganske vist navnlig komme til at gåa ud over Syrerne, men der var jo ogsaa en Mulighed for, at de Kæmpende kunde blive enige om at afbryde deres Kamp og vendo deres forenede Kræfter imod Ægypten. Det var sandsynligvis denne Mulighed, som Rameses III. befrygtede, og hvorfor han søgte at svække saavel de gamle Syrer som de fremmede Folk, der vare begyndte at trænge ind i Landet, og derfor hærgede Syrien.
Det første af Rameses III.'s syriske Felttog, hvortil vi besidde nogen Kjendskab, blev foretaget i hans ottende Regjeringsaar. Han vandt paa dette Krigstog flere Seire, hvorom der tales i en Indskrift, som han lod indhugge paa en Pylon, som kneiser til Høire foran den af ham opførte store Bygning i Medinet-Abu?,
I denne Indskrift nævner han iblandt de Fjender, med hvilke han i dette Aar kæmpede i Syrien, først følgende Folk:
an Flu 2,ÅdÅ
khettaå ketyå karkamisha (Karkamish) | (7 — bl lå Fa, arutu (d. e. Arvad)? (samt) ars eller aser?
om hvilke Folk han siger, at de havde forenet deres Hære for at
er ØR ]E
amaru (d. e. Amoriternes Land)”. Længere nede i samme Indskrift nævner Rameses nogle andre
1 I Rameses IlII.'s store Papyrus i Samlingen Harris i Alexandria findes der uden Tvivl neie Meddelelser om Rameses' Krige i Syrien.
2 Bign. Brugsch, Histoire d'Ægypte 8. 187. Indskriften opdagedes af Greene 1855, og udgaves i hans Værk, Fouilles execulées å Thébes, pl. II. ff. (Paris 1856; Fol.). Slgn. ogsaa Brugsch, Geogr. Inschr. II, 8. 21.
3 Se nedenfor $ 53.
£ Formodentlig et Landskab i Nordsyrien, ifølge Chabas (Voyage dPun Ésgyptien 8. 108) Galilaia, hvad der dog forekommer os tvivlsomt.
s Se ovenfor S. 542 og 544; slgn. nedenfor $ 55.
Se ovenfor S. 557 og 599 Anmk. 6.
Greene 1. c. Se $ 56.
md Må
620
Folk, med hvilke han ligeledes maatte kæmpe paa dette Tog i Syrien, nemlig:
elm ØS NT hos
pulista-u (ma >E) zakkab-vu Philistere! Ziklak (P?)? man mr IVIS EL sakalisa-u daanau-u Sikelier2 Danaer (?)'
EVA Im InrN IR | so
vashasha-u (aka-vashas P) . +. (Akhaier?)5
Intet af disse sidste Folk var af nogen tidligere ægyptisk Konge blevet trufne i Syrien, hvorimod Rameses og hans For- gængere havde kæmpet med flere af disse Folk i Libyen eller paa Ægyptens libyske Grændse%. Rameses var paa dette Tog heldig i sine Kampe, saavel mod disse Folk som mod Khetta-Folket og de øvrige egentlige Syrer; han seirede baade tillands og til- vands”, og fældede eller fangede flere fjendtlige Konger, ifølge et Mindesmærke i Medinet- Abu? iblandt Andre Kongerne over føl- gende Folk:
! Greene, Fouilles pl. II col. 18.
2 Se &$ 57. .
2 Brugsch har i sine Geographische Inschriften II, 8. 87 (1858) udtalt en ikke ganske usandsynlig Formodning om, at dette Folks Navn kunde være bevaret i Navnet paa Byen Ziklak, der hørte til Philisterlandet Maaske maa man endog læse Folkenavnet Zakalik og ikke Zakkali.
: Om Sikeliernes Deltagelse i Angrebet paa Ægypten under Menephtha; se ovenfor S. 518. .
5 Sign. de Rougé i Revue Archéologique nouvelle sårie XVI, S. 35—45 og 8. 81—103 (Paris 1867).
& Se ovenfor 8. 518.
7 Se Greene, Fouilles executées & Thebes 1855 pl. I.
8 Sign. Brugsch, Histotre d' Egypte S. 191. De findes aftegnede i Brugsch Geograph. Inschr. I, pl. III, V, IX, XI og i Rosellini, Afonumenti Storici (Reali) pl. CXLII— 1,
621
1. =D. Mile
zakuli-u Khetiterne!; Amoriterne?; (Ziklak ?)3; mrk "dd ar HNG sardana-u shasu-u Sardinier'; Arabiske Beduinere$; Bun lg "N i (4780-44
Etrusker (Tusker)';
Et Par andre Mindesmærker i Medinet-Abu indeholder, paa lignende Vis som de ovenfor omtalte Mindesmærker fra Thotmess II's og Seti L's Tider, Fremstillinger af lænkebundne Fanger, som i flere Rækker føres frem for Thebens Guddomme, og paa - hvis Skjolde der læses fremmede Stedsnavne”, Endel af disse Stedsnavne tilhøre ganske vist Syrien; men da de fleste af dem ere ubekjendte£, anse vi det ikke for nødvendigt at anføre dem her.
Et Par Aar senere, formodentlig i Rameses III/s tiende Re- Stutaing paa
pternes
gjeringsaar, gik Ægypterne atter ind i Syrien, hvor de, efter hvad Krige 1 Syrien.
Philisterae ned- der fortælles paa Rameses III's Mindesmærker i Medinet-abu?, mat8,3E Byg,
atter vandt flere Seire, saavel over de egentlige Syrer som over de Folk, der havde begyndt at sætte sig fast paa Kysten, nemlig Philistene og deres Forbundsfæller. Men trods de Fordele, han
Se $ 58.
Sign. Dilmichen, ist. Inschr. pl. XXVIII— XIX. Se 8 56.
Se ovenfor 8. 620, hvor Navnet er skrevet paa en lidt afvigende Maade. Om Sardiniernes Deltagelse i Angrebet paa Ægypten, se ovenfor Kap. V, $ 48 8. 518.
Se ovenfor 8. 509.
Se ovenfor 8. 518.
Lepsius, Denkmåler III, 211, Dimichen Histor, Insckr. pl. VII og XI—XI1. De faa Navne, man kjender, ere Karkemiskh og Khalibu.
Texten, der fortæller om disse Begivenheder, er ikke udgivet.
622
tilkæmpede sig paa dette Tog, lykkedes det ham ikke fuldstændigt at forjage de nylig ankomne Folk, thi Rameses tilstaar selv, at en Del af dem undslap og tog Bolig i Landet!.
Disse sidste Ord, som læses i en nylig opdaget Indskrift, hentyde aabenbart til en Begivenhed, der hidtil ingenlunde har været ubekjendt, men om hvis Tidspunkt man tidligere ingen neie Forerestilling har havt, nemlig Philisternes Indvandring 4 det kanaanttiske Kystland,
Israeliterne ind- Philisterne, hvis Indvandring altsaa maa være foregaaet omtrent i Rameses III's tiende Regjeringsaar?, vare imidlertid ikke det eneste Folk, der ved denne Tid trængte ind i Syrien og toge Dele af Landet i Besiddelse. Ifølge Vidnesbyrd af forskjellige ægyptisk-hellenistiske Historikere, hvis Efterretninger, hvad den egentlige Kjerne i deres Meddelelser angaar, grunde sig paa sam- tidige Optegnelser, vare nemlig Iudaiernes Forfædre udvandrede af Ægypten? under en Konge, der snart kaldes Amenophis" snart Bokkkoris&, hvilken Konge ikke vel kan være nogen anden end Rameses II. Sesostris' Søn og Efterfølger Afenephtha (Mer-n-ptah) — eller, som han ogsaa kaldte sig, Ba-n-ra eller Ba-ra —, der levede omtrent en Menneskealder fer Rameses III's Tid. Efter hvad der fortælles hos de omtalte hellenistiske Forfattere, tog det fra Ægypten udvandrede Folk Bolig i Iudaia omkring Jerusalem, men hvorvidt de straks har nedsat sig i dette Landskab, eller det først har vandret en Tid omkring i Grændselandene mellem
7 Efter en velvillig Meddelelse til Forfatteren af Vicomte E. de Rougé i Paris.
2 Der omtales endnu Seirvindinger af Rameses III. i bans tolvte Re- gjeringsaar, men om han endnu i dette Aar foretog Felttog i Syrien, formaa vi ikke at afgjere. 8Slgn. Brugsch, Histoire 8. 190—191.
,2 Se ovenfor 8. 155—158.
"… Khairemon (Jos., C. Ap. I, 32) og en anonym Forfatter af et Udtog af Manetho (Jos., C. Ap. I, 26). .
5 Lysimakhos (Jos., C. Ap. I, 84) og Tacitus, (Hist. V, 2), der formo- dentlig har est sin Meddelelse af et tabt Skrift, som sandsynligvis har været forfattet i Alexandreia.
623
Ægypten og Syrien, .derom indeholdes der Intet, hverken i de Brud- stykker, vi have af disse Forfattere, eller i andre Aktstykker. Nogen Vægt kan der dog lægges paa den Omstændighed, at Bameses III., der gjentagne Gange som Seirherre drog igjennem Kanaan, i ingen Indskrift gjør nogen Hentydning til, at han her betvang et Folk, der kort Tid i Forveien havde boet i Ægypten: heraf ter man muligvis slutte, om end ikke med nogen Sikkerhed, at Israeliterne først ere indvandrede i Kanaan, efterat Rameses Il. havde foretaget sit sidste Tog til Syrien, — altsaa, med andre Ord, først efter hans tiende eller tolvte Regjeringsaar, eller nogle Aar efterat Philisterne havde taget deres Pentapolis i Besiddelse".
? T Biblen findes der som bekjendt, ingen udtrykkelig Angivelse af til hvilket Tidspunkt Philisterne ere indvandrede i Landet, ja der tales oftere om dem som om de havde boet i Landet fra de ældste Tider. Men paa den anden Side tales der i fiere Skrifter saa bestemt om deres Ind- vandring, at denné nedvendigvis synes at maatte tilhøre en Tid, da Israeliterne stode i Berering med det Land, hvor Philisterne fik Bolig, eller med andre Ord: Philisternes Indvandring i Kanaan maa være indtruffen senere end Israeliternes Udvandring af Ægypten, hvad enten nu Philisternes Ankomst tilherer Tiden efter Kanaans Ero- bring ved Josva, eller Tiden umiddelbart fer Moses' Ded, da Israe- literne droge om i Stepperne Øst og Syd for det dede Hav. At det Sidste har været Tilfældet, synes, som her udviklet, nu at være fuld- komment sikkret ved samtidige Efterretninger fra Ægypten; og i Virkeligheden vil man ogsaa finde en Bekræftelse paa Rigtigheden af denne Antagelse i Biblen selv, naar man neiere underseger dens Udsagn. Rigtignok findes der, som bekjendt, i Biblen ingen ligefrem Efterretning om, at Philisterne ere indkomne i Landet paa denne Tid, men som vi mene vel en middelbar Antydning. Det fortælles nemlig, at nogen Tid fer Moses angreb Amoriterne, vare disse gaaede fra Ka- naans Land imod Øst og havde nedsat sig i Landet Øst for Jordan, se Num. 21, 26, se Deut. 31, 4. Her have vi altsaa en Folkebevægelse i Kanaan 1 Retning fra Vest til Øst, og en saadan har sandsynligvis i ethvert Tilfælde været en Felge af Philisternes Indvandring. Intet er derfor naturligere, forekommer det os, end at antage de to Folke- bevægelser i estlig Retning, Philisternes og Amariternes, Vandringer, fer Aarsag og Virkning; og hermed er da Moses' senere Levetid givet som Tidspunktet for Philisternes Indvandring. Om Oprindelse til den i flere senere bibelske Skrifter forekommende Forestilling om, at Phili-
uafhængigt
624
Hvad angaar Tiden for de to Folks Indvandring, da kunne vi for Øieblikket kun bestemme den tilnærmelsesvis, idet vi maa lade os nøje med at nævne det trettende Aarhundrede før Kristus som det Tidsrum, til hvilket Philisternes og Israeliternes Indvandring sandsynligvis henhører. Men, som vi haabe, vil den Tid ikke være fjern, da de for Øieblikket hemmeligholdte Aktstykker, ved Hjælp af hvilke Tidspunktet nøiere kan bestemmes, ville blive tilgængelige for Videnskabsmændene.
Den første Efterretning, vi erholde om Syrien i Tiden efter Rameses III, kommer til os fra den assyriske Konge Tiglath Pilesar den Ældres Annaler, der ere forfattede omtrent i Aaret 1125", og hvori der fortælles os, hvorledes han gjentagne Gange kom i Kast med Folket Khattt, der havde hjemme i Nordsyrien og aabenbart var et af de mægtigste Folk i disse Egne.
Første Gang kom han paa et Tog til det nordvestlige Meso- potamien i Berøring med 4000 Khatti? af Stammerne Kaska? og Uruv, der havde taget Landet Subartz eller en Del deraf i Be- siddelse. De gjorde dog ingen Modstand imod Assyrerne, men underkastede sig straks Tiglath Pilesar, som derpaa vendte sin Hær imod andre Øst for Euphrat liggende Egne",
Nogen Tid efter gik Tiglath Pilesar over Euphrat?, men han berørte ikke det egentlige Syrien, idet han derimod kastede sig over nogle Folk, der boede Nord for Syrien, tildels i de Lande, som udgjøre det senere Kommageneé. Paa dette Tog naaede han frem til Steder, der laa i Nærheden af en Del af Middelhavet (formodentlig Bjerglandskaberne Øst for Bugten ved Andana).
sterne havde været bosatte i Landet fra de ældste Tider, se ovenfor S. 290 med Anmk. 1 og 2.
Se ovenfor S. 244. oe Rawlinson, Anscriptions I, pl. 10 1. 100—102 og 11 Il. 1—2.
Kasiotis, se $ 58.
Navnlig Kommagene, se Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 11 1 7 fi. Rawlinson, JInscriptions I, pl. 12 1. 71.
Rawlinson, ånscriptions I, pl. 12 1. 99—100.
625
Omtrent et Aar senere viste Assyrernes Hære sig atter i Euphratdalen, hvor de angreb Folket Suhi, der boede paa den høire Bred af Euphrat omtrent ligeoverfor Khaboras' Udløb". Efter flere Seire over dette Folk gik Tiglath Pilesar nordpaa op imod Riget Karkemish?, hvor han hærgede nogle Byer Vest for Floden, uden dog at fjerne sig ret langt fra Euphrats Bredder.
Vi sø altsaa, at Tiglath Pilesar den Ældre er kommet i Be- røring med to syriske Folk, nemlig det syrisk-mesopotamiske Folk Suk: og det Nord for dette Folk boende Khetiterfolk, som vi have set Ægypterne kalde Æhetta, og som Assyrerne benævne Khattz, hvad de skrive med følgende Tegn, snart:
al Ds] mi |] z alt - tid, snart khat - ti".
Med de emo boende Folk kom Tiglath Pilesar ikke i Be- røring, hvorfor han heller ikke omtaler noget af dem i sine Ind- skrifter; og fra de følgende to, næsten halvtredie Aarhundreder haves der endog slet intet samtidigt assyrisk Aktstykke, der taler om Syrien 5,
Alligevel ere vi ikke — selv uden at tage vor Tilflugt til Israe- liternes Skrifter — aldeles uvidende om alle Forhold og Begiven- heder i Syrien i Løbet af det ellevte og tiende Aarhundrede før Kristus. Ifølge nogle Efterretninger, der ere bevarede os af klags- siske Forfattere, og som grunde sig paa paalidelige Optegnelser fra phoinikiske Plantestæder, vide vi, at Phoinikerne' allerede i det
Sign. nedenfor $ 54.
Rawlinson, Inscriptions I, pl. 13 1. 49.
Denne Form findes f. Ex. Rawlinson, Jnscripsions I, pl. 10 l. 10. Denne Form findes f. Ex. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 25 1. 65. SIgn. ovenfor 8. 233.
Pldinikerne skulle saaledes allerede have grundet Utika i Aaret 1100 f. Kr. Plinius, der skrev omtrent i Aaret 78 efter Kristus (se Hist. Nat. VII, 50 og XIV, 5), fortæller nemlig, at der i Utika fandtes et phoinikisk Tempel, der var 1178 Aar gammelt (Hist. Nat. XVI, 40 $ 79). Aristoteles siger om den samme By, at den var 287 Aar ældre end Karthago; se nedenfor $ 55.
HQ MM Mm bd Bb mm
40
626
tolvte Aarhundrede dreve en udbredt Handel og Søfart paa Middel- havet. Men denne Efterretning er ikke den eneste, der handler om syriske Forhold i dette Tidsrum; ogsaa de ældste historiske Aktstykker, vi have fra Hellas, nemlig de homeriske Digte, tale om phoinikiske Sømænds dristige Farter, og om de mange koste- lige Varer, de bragte, ligesom de ogsaa berømme Phoinikernes Hjem som et Land, hvor der frembragtes mange konstigt dannede Gjenstande". Hertil maa vi endnu føje, at Menandros fra Ephesos, Tyros' Historieskriver?, hvis Meddelelser ere grundede paa Byens Rigs-Aarbøger?, ligeledes fortæller om Phoinikernes tidlige udbredte Handel og om det Herredømme, Tyros' Herskere allerede i det tiende Aarhundrede havde tilegnet sig over fremmede Lande, saa- ledes navnlig over Kypros?,
Paa samme Tid som Phoinikerne paa denne Maade gjorde sig til Herrer over Middelhavet, begyndte et andet syrisk Folk at udvide sit Herredømme i en anden Retning, idet nemlig en syrisk Konge, formodentlig henimod Aar 1000 før Kristus, faldt ind i Mesopotamien, hvor han blandt Andet beseirede Assyrernes Konge Rubu-Amar. Han fratog ham endel Gudebilleder, der, flere Aarhun- dreder efter, førtes tilbage til Assyrien af en assyrisk Konge, som lod en kort Beretning om denne Gjenerhvervelse nedskrive paa en lille Lertavle?. Det er dette lille Aktstykke, der af Layard er medbragt fra Ninive, som vi skylde vor Kjendskab til? denne Begivenhed, som ellers vilde været os ubekjendt. Uheldigvis er dog Meddelelsen meget kortfattet og lader os i Uvished om mange væsentlige Punkter. Saaledes omtales der blandt Andet slet ikke,
Hom., Iliad XXIII, 742 fr.
Se ovenfor 8. 269.
Se ovenfor S. 273.
Menandros hos Iosepos (Arch. Jud. VIII, 5, 3 og C. Ap. I, 18).
Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågyptlische Sprache VI, 8. 118 (Nov 1868). Sandsynligvis var denne syriske Erobrer Konge af Zoba, hvilket Land ifelge Biblen kort Tid fer Davids Dage var det mægtigste i Syrien. Se ovenfor 8. 375.
ae & aA dd fg mm
627
hvor denne syriske Konge har havt sit Sæde, eller hvilket Folk han har behersket.
Fra det tiende Aarhundrede bosidde vi endvidere et Akt- stykke, der meddeler os Oplysning om en Begivenhed, der er fore- gaaet i en Del af Syrien. Denne Meddelelse kommer til os fra Ægypten, hvis Mindesmærker før Rameses' III's Dage med- delte os saa mange Oplysninger om Syriens Skjæbne i Datiden, men som fra Midten af denne Konges Regjering ellers iagttage den dybeste Taushed om Syrien. Paa en Tempelvæg i Karnak! findes der nemlig en Fremstilling af lignende Art som de, vi have omtalt som indhuggede af Thotmess III, Seti I. og Rameses II.?, hvor man ser lænkebundne Folk, af hvilke hver enkelt paa sit Skjold bærer et Stedsnavn, i flere Rækker at føres frem for Ægypterkongen af Thebens Guddomme. Dette Mindesmærke skyldes Sisak (Sheshonk) I.?; og alle Stedsnavnene maa, som vi nedenfor skulle paavise", søges i det sydligste Syrien, navnlig i ludaia, hvilket Land følgelig maa være bleven overvunden og besat af den omtalte ægyptiske Konge.
Omtrent en Menneskealder efter Sisaks Død begynde de assy- riske Mindesmærker atter at tale om Syrien, og det ikke for, som i det tolvte Aarhundrede, straks igjen at tie, men for fra den Tid af jevnligt, og med ikke lange Mellemrum, at fortælle Noget om dette Land. Grunden hertil er let at fatte.
Fra de første Aartier af det niende Aarhundrede begyndte nemlig de assyriske Konger at angribe flere Lande udenfor Meso- potamien, og iblandt disse Lande var der neppe noget, som var saa let tilgængeligt, og som tillige lovede et saa rigt Bytte som Syrien; og — hvad der ikke er en mindre væsentlig Omstæn- dighed — fra samme Tidspunkt begyndte de assyriske Konger
1 Lepsius Denkmåler III, 254—255; slgn. Forfatterens Reise 8. 227—298. 2? Se ovenfor 8. 526—539; 8. 553—558 og S. 621 Anmk. 7. ? Se nedenfor Kap. VI, $ 68. " 8e nedenfor Kap. X, $ 94. ” 8lgn, 1 Kong. 14, 25—26. ao?
628
ogsaa at indhugge talrige Indskrifter til Erindring om deres Be- drifter, og det paa Mindesmærker af en saa varig Beskaffenhed, at syvogtyve Aarhundreder ikke have kunnet udslette dem.
De assyriske Aktstykker, hvis første Meddelelser om Syrien tilhøre Assur-nazir-pals første Regjeringsaar eller Aaret 883, for- tælle om forskjellige Felttog, som denne assyriske Konge og hans Efterfølger foretog til Syrien, og om det Bytte, de hjemførte fra Landet, ligesom endelig om de Afgifter, som de tvang forskjellige syriske Konger til at love at ville udrede hver Aar til Assyrien.
Herved fremkommer der naturligvis en hel Række Oplysninger om syriske Forhold, hvilke, naar vi omhyggeligt samle dem og prøve dem imod hinanden, ville gjøre os det muligt at danne os et omtrentligt Billede af Syriens og de syriske Folks Forhold og Tilstande i det Tidsrum, fra hvilket disse Optegnelser stamme.
Vi erfare saaledes, at Syrien paa ÅAssur-nazir-pals og hans Efterfølgeres Tid var delt i en Mængde Smaastater, der regjeredes af Konger, og som i Reglen vare uafhængige af hinanden, om der end altid vare nogle iblandt dem, som vare skatskyldige til mere mægtige Naboer.
Tage vi Ordet Syrien i samme Betydning, som det toges i Romerherredømmets Dage, d. v. s. udstrække vi det indtil den nordligste Kjede af Tauros, som omtrent løber under 389 50" N. B. saaledes at det altsaa indbefatter Bjerglandskabet Øst for Kili- kien og Vest for Euphrat, saa faa vi, paa den Tid, vi her syssel- sætte os med, følgende Riger i Syrien: Kummuhu!? (Kommagene), der forøvrigt kun bestod af en Del (nemlig den østligste Del) af det Landskab, som de Gamle kalde Kommagene, medens det til Gjengjæld strakte sig over paa Euphrats venstre Bred og ind- befattede en Del af Landet Øst for Euphrat over imod Tigris, fremdeles Kue, et Bjerglandskab omtrent i det nuværende Merash ?, Patina (Paden) der maa søges i Omegnen omkring Byen Aintab32,
12: Se nedenfor $ 53. 2 Se $ 58. 3 Se $ 58. Patina var maaske fra omtr. Aar 770 en Del af Kue.
629
samt endelig, i den østlige Del af det egentlige Nordsyrien, Konge- riget Karkemish!, Foruden flere mindre Riger, blandt hvilke vi kunne nævne Sian?, laa her fremdeles, paa Overgangen fra Nord- syrien til Mellemsyrien, det mægtige Rige Hamath; og, Syd for Hamath, Hovedriget i Mellemsyrien, Kongeriget Damask?. Imod Øst i Nærheden af Riget Karkemish fandtes fremdeles de to Riger Samalla og Gavguma, hvis Beliggenhed ikke ganske nøeie kan angives"; samt endvidere, Syd for disse Riger, i Euphratdalen flere Smaastater, der beherskedes af egne Konger; men de havde i dette Tidsrum ikke stor Betydning, hvorfor vi ikke anse det for nødvendigt at nævne dem her%, Imod Vest i Kystlandet ved Middelhavet fandtes der ogsaa, ligesom i det østligste Syrien, flere Smaariger, men de vare ingenlunde som disse uden Betydning. Disse Riger dannedes af Phoinikerstæderne Arvad, Stmyra, Gubal, Tyros og Sidon, I Sydsyrien endelig laa der ligeledes flere Kongeriger: i Midten af Landet Israels Rige”, som Åssyrerne efter Grundlæggeren af Rigets nye Hovedstad, Omri, i Reglen kaldte Omris Hus (Bet-Omri), og, Syd for dette, Juda Rige?. Det af Philisterfolket beboede sydsyriske Kystland var delt i fire Riger, nemlig Ekron, Asdod, Askalon og Gaza?; imedens Sydsy- riens Grændselande imod Øst, der dannede Randen af Ørkenen, bestode af tre Riger, nemlig Ammon, Moab og, Syd for det dede Hav, Edom "9, hvilket sidste Land dog ofte regnedes med til Årabien"",
Fortegnelserne over de Gjenstande, Assyrerne modtog som
Se &$ 53.
Se $ 56.
Om Hamath og Damask, se nedenfor $ 56.
Se $ 53.
Se nedenfor &$ 54, hvor de opregnes.
Se &$ 55.
Se $ 57.
Se $ 57.
Se & 56. Gath var tidligere gaaet til Grunde. 10 Se (. 58.
1 Se Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 45 col. II I. 55.
s æ dd & aA å ss) mæ mm
630
Tribut eller førte bort som Bytte fra de syriske Lande, vise, at i det Mindste endel af Syriens Folk havde drevet det vidt i Konst- flid, samt at de fleste Folk levede i Velstand og i det Hele stode paa et temmelig udviklet Dannelsestrin.
Af de her nævnte syriske Stater kom dog kun de nord- og mellemsyriske Riger og de to nordligste af de sydsyriske, nemlig Israels Rige og AÅmmons Børns Rige, i Berøring med de det niende Aarhundrede f. Kr. tilhørende krigerske assyriske Konger Assur-nazir-pal og hans Søn Salman-eser', ja der synes endog endnu at være hengaaet næsten hundrede Aar efter Salman-esers Død (830), inden de assyriske Konger kom i nøjere Berøring med de sydligste syriske Stater, Juda, Moab, Edom og de fire Philisterriger.
Amur-nasir-pål's Assur-nazir-pal (884—861) kom allerede i sit første Re- gjeringsaar d. e. i Aaret 883?, til at betræde Syrien. I dette Aar gik han først imod Æommuhu? d. e. Kommagene, hvilket Land- skab vi her have regnet med til Syrien, men da Æommuhu, som vi have set, paa hans Tid indbefattede de ligeoverfor Kommagene, Øst for Euphrat, liggende Strækninger af Mesopotamien", og Åssur- nazir-pal denne Gang indskrænkede sig til at angribe denne Del af Landet, saa er der i dette Aar ingen Tale om noget assyrisk Angreb paa Nordsyrien. Assur-nazir-pal gik nemlig fra det mesopotamiske Kommuhu i sydlig Retning, uden Tvivl Vest og Syd omkring Mons Mastus, men uden at berøre Euphrats sydligste Bred, til Khaboras-Dalen, hvis Løb han fulgte til dens Udløb i Euphrat?,
Men her gjorde han et Indfald i Syrien — nemlig i det syriske Mesopotamien, — idet han i denne Egn tæt ved Khaboras, Udleb førte sin Hær over Euphrat og angreb Byen Sur, hvor en
Om disse Konger, se ovenfor i Assyrernes Historie S. 377—386. Se ovenfor S. 377—378.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 18 1, 73.
Om Kommagene, se ovenfor 8. 628 og nedenfor $ 53. Rawlinson, JInscriptions I, pl. 18 1. 77—pl. 19 1. 79.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 1917.
aA Bd wb row wer
631.
vis Akhsjabab fra Bet-Adini (Edens Børns Land) havde opkastet sig tl Konge.
Indbyggerne i Sur gjorde ingen kraftig Modstand, men under- kastede sig snart Åssyrerne, der toge Akhyabab til Fange og plyndrede hans Kongeborg".,
Af den Beskrivelse, Åssur-nazir-pal giver af det Bytte, han tog i Sur og Omegn, ser man, at der i disse nu saa øde og fat- tige Egne Vest for Euphrat i det niende Aarhundrede før Kristus fandtes en ikke ringe Velstand, ja endog Rigdom og Overdaadighed, og det ikke blot i Kongens Gaard, men ogsaa i mange Borgeres Huse. Vi ville lade Assur-nazir-pal selv fortælle”:
»Efter mit Hjertes Ønske og for at mine Bud maatte blive agtede (?), saa tugtede jeg Byen og lod de forbryderske Mænd? fængsle. Jeg samlede mine Stormænd i hans prægtige Slotte. Hans Sølv, hans Guld, hans Eiendom, hans Skat, Kobber", Staal (?) Tin, Bronzebarrer (?)?, Redskaber og Kar (?)' af Bronze, Smeltedigler (?)7 af Bronze, Redskaber af Bronze i stor Mængde, Bly (P), ... ahzr?, Kvinderne i hans Slot, og hans Døttre; de forbryderske Mænds Eiendele og deres Redskaber; Gudebillederne med deres Tilbeher; de kostbare Stene, hans Vogn med Vognstangen (?) til Hestene... Seletei. til Hestene, Rustninger for Mænd, Tøier farvede i berom og i Safran (?), udmærkede pasur (?) af Ceder, udmærkede .... af
' Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 19 1. 82 —83.
Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 19 1. 83 fr.
Dette Udtryk i Forening med de Grusomheder, ÅAssyrerne udevede imod Befolkningen i Sur, synes at antyde, at Byen tidligere havde været afhængig af Assyrien, men havde afkastet det assyriske Aag.
+ Assyrisk: tamkabar, (?); om det ber oversættes ved Kobber eller Bronze, kan ikke afgjeres.
Assyrisk: kam af tamkabar (Bronze eller Kobber).
Assyrisk: taphani (?) af tamkabar.
Assyrisk: hariati af tamkabar.
Assyrisk: såaga af tamkabar.
Dette og flere andre assyriske Ord ere vi ikke istand til at oversætte og foretrække derfor at beholde de assyriske Betegnelser.
eee ewD ede BB wa
632
Kisiti-Ceder, ..... og ....… 1, Okser og Faar, samt Gjenstande af al Slags, talrige som Himlens Stjerner, og Børn uden Tal — Alt dette førte jeg bort?.
Efterat Assur-nazir-pal derpaa har beskrevet de Grusomheder, han udevede mod nogle af Byens Borgere, fortæller han videre?” om de Tributer, han modtog fra forskjellige Smaafyrster i de samme Egne. |
»Imedens jeg opholdt mig i Sur, lod jeg mig bringe Tributer fra alle Konger i Landet Lakie?, bestaaende af Sølv, Guld, Tin, Kobber, Kobberbarrer (?), Okser, Faar, Tøier farvede med derom og Safran (?); som Tribut og Afgift paalagde jeg dem det".
»Derefter lagde jeg en Tribut paa Hajan: (ym) af Byen Khindan: Varer af Sølv og Guld, Tin, - Bronze, Jernredskaber, usum, Bly (?) og Kobberplader (P) parratt (P)".
Endnu i samme Aar (883) modtog Assur-nazir-pal Tribut fra den sydligere boende Stamme Suht", og saaledes var da hele det syriske Mesopotamien knyttet til Assyrien.
I Løbet af de følgende tre Aar (882—880) kom den assyriske Hær imidlertid ikke til disse Egne%, hvoraf Følgen formodentlig er bleven ikke blot, at Indbyggerne i disse Landskaber ikke betalte nogen Afgift i disse Aar, men ogsaa, at flere af de undertvungne Folk endog nægtede at udrede deres Tribut, da Assyrernes Hær i Aaret 879 igjen nærmede sig til disse Egne. Kun Byen ÆKhindan sendte- straks sin Tribut?, endnu imedens den assyriske Hær stod paa den østlige Bred af Euphrat, men Folket Suhz, der havde faaet Understøttelse fra flere af sine Naboer, navnlig fra Babylon, vilde ikke underkaste sig og mødte Assyrerne med en slagfærdig Hær.
1! Oppert oversætter glatte Kobberplader og udskaarne Kobberplader, en Gjengivelse, der neppe er meget sikker.
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 19 1 93 ff.
Se nedenfor & 54.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 19 1. 99 ff. .
I Aaret 882 og 881 kæmpede han Øst for Assyrien og i Aaret 880 i Mons Masius; se ovenfor 8. 378.
&£ Rawlingon, Jnscriptions I, pl. 23 1. 13.
Fa vb wd
633
Kongen af Suhi, Sadudu, blev imidlertid alligevel overvunden. Byen Sur blev stormet og indtaget, ved hvilken Leilighed flere babyloniske Krigere tilligemed Hjælpehærens Anfører Bel-bal-adan faldt i Assyrernes Hænder".
Assur-nazir-pal gjorde et stort Bytte i Byen, som det frem- gaar af følgende Beretning i hans Annaler? :
»Jeg bortførte Sølv, Guld, Tin, Redskaber (?)?, kostbare Stene fra Bjergene, hans Huses Bohave, Vogne og Heste samt hans Åags ........ 4 Rustninger for Mænd og Seletei for Heste, Kvinderne fra hans Slotte og Fanger i betydelig Mængde. Jeg ødelagde og nedrev Byen, og jeg udøvede Ret og min Vælde over Folket Suhiv, | N
Omendskjøndt Assyrerne saaledes havde vist sig Beboerne af disse Egne fuldstændigt overlegne, gjorde disse alligevel straks Oprør, saasnart den assyriske Hær havde. forladt Landet. Thi Åssur-nazir-pal var neppe kommet tilbage til sin Hovedstad Kalah, før han her — efter hvad han fortæller? i sine An- naåler — modtog Underretning om, at alle Folk i disse nylig be- tvungne Egne vare faldne fra.
Næste Aar (378) gik han derfor straks med sin Hær imod disse Folk? og slog dem gjentagne Gange. I en af disse Træf- ninger nedlagde Assyrerne 460 Fjender og tog 30 Krigere til Fange?, i et andet Slag fældede de 6500 Mand?, og i en senere Træfning slog de endnu 1000 Fjender"?, De mægtigtigste af de fjendtlige Fyrster i disse Egne bare Navnene
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 23 1. 16 f.
Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 23 1. 22.
Assyrisk: kam, maaske: Barrer.
Assyrisk: shaga,.
Det assyriske Ord, som vi ikke have oversat, er zimat. Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 24 1. 26.
Rawlinson,. Inscriptions I, pl. 24 1. 28.
L 32—33.
1. 35.
1. 39—40.
so oæwæ i ommo MOM Ma dd då mm
634
IFT 7 fa 2 TT] JE TÅ Å - a-el! Kh = tm-ti-el? og I - la-z a! af hvilke den Sidste blev bortslæbt til Assyrien?, Aziel derimod undslap”, og Khimtiel blev tilsidst taget til Naade. Forøvrigt bortførte Åssur-nazir-pal fra disse Lande et rigt Bytte, som han nærmere beskriver”; men da det omtrent bestod af lignende Gjenstande som de, der tidligere vare tagne i disse Egne, anse vi det ikke for nødvendigt her at meddele den Text, der for-
tæller derom,
To Aar efter (876) vendte han sig endelig imod det egentlige Syrien?. Han gik dog ikke den lige Vei dertil, men førte først sin Hær imod Riget Bet-Adint (Edens Børns Land) og modtog her Tribut af Kongen Ahunu og af andre Smaafyrster i Nærheden af Khaboras-Floden, fra hvis Bredder han derpaa vendte sig imod Karkemish. Vi lade atter Assur-nazir-pal selv fortælle?:
»Jeg drog bort fra Bet-Adini og gik over Euphrat i ...i Sugasiv-Skibe. Jeg gik imod
soll cl
kar - ka - mish!?
Karkemish og jeg lagde paa Sangar, Konge af Khatti (Nordsyrien), en Tribut af 20 Talenter Sølv", (foruden) Guldringe, Guld-Aar, Guld- ...…
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 24 1. 30, 1. 38. 1. 46 og Il. 30, hvor han kaldes KAåintiel. L 43.
ed …& e & d om — 5"
1. 64.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 25 1. 65.
Efter Brandes, Das Gewicht und Miinzsystem im Orient avare 20 assy- riske Sølvtalenter omtrent til 21,150 Rd. i Selv (efter Andre det Dobbelte).
—— (=d
od må
635
100 Talenter Bronze (?) og 250 Talenter Jern!, Tin, Redskaber af Bronze, hariatt af Bronze, nirmakati og kinte af Bronze, Møbler fra hans Hus i stort Antal, hvis "Skjønhed var uden Lige; Ibenholts- isa, Ibenholts-Throner, Ibenholts-pasur; ka (?), sara; 200 Slav- inder, Tøier farvede med derom og Safran, ..... og . , Stene sir-nu-ma, Skind af Sælhunde (?), Elfenbens Vogne, Guld - Solskjærme (?P), sa tamliti st, — hans Kongeriges Skatte. Jeg....? Stridsvogne og Lastvogne ... Mænd suku i Karkemish". »Køngerne i alle Provindserne underkastede sig mig og ydmy- gede sig for mig. Jeg lod optage Lister over dem; de .... for
mig. Jeg gik imod ll TT lab - na - na (35) d. e. Libanon, efterat jeg havde forladt Karkemish. Jeg vendte mig imod Grændserne af Landene Munzigani og Khamurga?, Jeg lagde Landet Akhani under min Magt. Jeg gik frem imod Hazati', Lubarna af Patina's By%, Jeg tog fra ham Guld, Tøier farvede i berom og Safran. Jeg kom over og overskred Floden p— HER ST-Tl ER ab - mi - ef Abrie (d, e. Ifrin) og gjorde der Holdt. Jeg vendte mig derfor bort fra Bredderne af Aprie og gik frem til
TI JE + TH | ku - nu - lu - a7
Eee ===
? En Talent Jern havde uden Tvivl en Vægt af omtrent et Centner.
2 Her tænkes maaske paa en Udskrivning af Rekruter i Landet.
: Hvor disse Lande og det felgende Akhani have ligget, er ubekjendt, de herte dog formodentlig til Tauros Bjerglandskaberne Nord for Antiokhia. Hazati er Årabernes Aziz; se nedenfor $ 53.
Se $ 58.
Rawlinson JInscriptions I, pl. 25 1. 72.
Rawlinson JInscriptions I, pl. 25 1. 78. Kunulua er sandsynligvis det nuværende Killis; se $ 53.
Må) ma mm å
636
Kunulua, en By i Ludarna af Patina's Kongerige. Han frygtede mine vældige Vaaben og mine .... og for at redde sit Liv, yd- mygede han sig for mig. Jeg inddrev hos ham 20 Talenter Sølv, en Talent Guld!, 200 Talenter Tin, 100 Talenter Jern, 1000 Okser, 10000 Faar; 1000 Klædninger, farvede med derom og Safran, Solskjerme af Ibenholt tamliti, ahhuzati, Ibenholts-issa, issa tamliti så rå, pasur, ka? af Ibenholt (?) i stort Antal, Redskaber fra hans Hus i stor Mængde, og hvis Skjønhed var uden Lige, 10 Slav- inder; .... i stort Antal, store pagut for store Herrer. Jeg .... Vogne og Hestfolk .... Mænd suku i Landet Patina?. Jeg lod ogtage en Liste derover".
»Ved samme Tid modtog jeg ogsaa Tribut af Gust fra Landet Jahan!: Sølv, Guld, Tin .... Okser, Faar og Tøier farvede i berom og Safran”.
»Jeg forlod nu Kunulua, Lubarna' fra Patina, hans Kongeriges By. Jeg gik frem til Floden
HIH KFET —]
a - ra = an - tå Orontes. Jeg overskred Aranti (Orontes) og gjorde Holdt paa dens Bredder. Jeg vendte mig bort fra Orontes. Jeg gik imod Landene Jaraku og Jatur? ....'s Land; jeg erklærede ham for Forræder (?). "Jeg standsede ved Floden
FI mæ | i ET]
- ga- ra
! En Talent Guld er 100 Pund Guld og vilde have en Værdi af 50000 Rd. Om Værdien af de 20 Talenter Selv se ovenfor $. 634 Anmk. 11.
2 Hvad der menes ved disse Gjenstande, er det os ikke muligt at
bestemme.
Her fortælles det Samme, som ovenfor sagdes om Karkemish, men
Meningen er os her ligesaa uklar.
$ Hvor Jahan har ligget er ubekjendt. Jahan 770 svarer nogenlund?
til z79 Javan, men det er ikke at antage, at der allerede 876 skulde
have været hellenske Nybygder i disse Egne.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 79.
S Disse Lande laa formodentlig Vest for Orontes.
637
Sangar'; jeg vendte mig bort fra Sangar. Jeg gik derpaa imod Grændserne af Saratina og Girpani. Jeg standsede ved .... Jeg gik frem til Aribua, en af Lubarna's af Patina's store Byer. Jeg beholdt denne By for mig selv. Jeg opdyngede Sæd og høstet Korn i Landet Lukhuti. Jeg tillod at plyndre hans Slot. Jeg bosatte Assyrer der".
»Imedens jeg opholdt mig i Arwua, besatte jeg Byerne i Landet Zukhat:. Jeg dræbte en stor Del af dets Beboere, ødelagde Byerne, rev dem ned og opbrændte dem ved Ild. Jeg gjorde mange Fanger og korsfæstede dem foran Byerne".
»Ved denne Tid? naaede jeg Grændserne af Bjerget Ladbnana (Libanon). Jeg gik til det store Hav ved ... (Phoinikien). Paa Bjergenes Høider istemmede jeg Lovsange til de store Guder og holdt høitidelige Offringer. Jeg modtog Tribut af Kongerne over landene omkring Bjergene: nemlig Tyros, Sidon, Gubal3, Mahallit, Maisa, Kaiza, — Landet Akharrit, samt af Arvad, som ligger i Havet. Disse Tributer bestode af Sølv, Guld, Tin, Kobber, Gjen- stande af Jern, Tøier farvede i derom og Safran (?), store pagut, smaa pagut, Sandeltræ, Ibenholt, Sælhundeskind (?). Saaledes ydmygede de sig for mig".
»deg steg op paa Amanos-Bjerget?; jeg huggede der Stammer af Cedre, Fyr, Cypres og li. Jeg bragte Offre til Ære for de store Guder. Jeg lød forfatte en Beretning om mine Bedrifter
" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 80. Her og i det Følgende indtil l. 84 fortælles der aabenbart om et Tog, der har været udført af en Afdeling af Hæren, som Assur-nazir-pal havde sendt imod Nord og Nordost, formodentlig allerede dengang, da han stod ved Floden Ifrin og ved Byen Kunulua. Af den Omstændighed, at Alt fortælles i forste Person, ter man ikke slutte, at han selv har været tilstede paa Toget; han er tvertimod sandsynligvis blevet ved Hovedstyrken (Amk, 2).
? 184. Her fortsættes den 1. 80 afbrudte Fortælling om den assyriske Hovedstyrkes Bevægelse.
? Om de phoinikiske Stæder, se nedenfor $ 55.
" Med dette Navn betegne Assyrerne ofte Phoinikien; se forevigt nedenfor $ 56.
5 8e nedenfor $ 58.
638
og reiste den paa Høiden. Jeg lod tage Cederbjælker fra Ama- nos og bestemte dem til Templet Bet-hira, et Hus. ... Maane- guden og Solguden, mine høie Guddommes Tempel".
»Jeg gik til Mirkit—Træernes Land, besatte det helt, huggede Mirhi— Træ og bragte det til Ninive. Jeg gjorde en... Sasa?" til Ære for Istar (Astarte) i Ninive, min Herskerinde, paa den Dag, der er viet Solen, efter min Gud Assurs Bud",
Af Assur-nazir-pal's Annaler, hvis Meddelelser vi her have fulgt, vide vi, at han i det følgende Aar (875) atter berørte Sy- rien?; men hvorvidt han i Løbet af de næste fjorten Aar igjen har ført sine Hære ind i Landet, formaa vi ikke at aføjere, da vi ikke besidde noget assyrisk Mindesmærke fra disse Aar, der taler om Syrien eller syriske Folk.
enn ser LY Det næste Aar, om hvis Historie vi besidde nogen Kjendskab er det Aar, da Assur-nazir-pal døde og hans Søn Salman-eser besteg Thronen, d. e. Aaret 8613, I dette Aar foretog Åssyrerne intet Angreb paa Syrien, men kæmpede i andre Egne, nemlig i Landene Nord for Assyrien i Nærheden af Søen Van". Straks det følgende Aar (860) førte Salman-eser derimod sine Skarer ind i Syrien, og vedblev fra den Tid af i en lang Aarrække idelig at foretage nye Angreb paa dette Land.
Salman-eser hærgede først Bet-Adinis (Edens Børns) Hoved- land&, der laa Øst for Euphrat, hvorpaa han førte sin Hær over denne Flod. Efter hvad Salman-eser fortæller i den Indskrift, som læses paa hans Monolith t London, modtog han her Tribut af
Efter Oppert: en Procession,
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 95—96.
Se ovenfor S. 381.
Salman-esers Monolith col. I, Il. 29 (Rawlinson, Jnscriptions vol. TIL). Salman-esers Monolith col. I, 1. 29 ff. Layard, JInscriptions pl. 88 1. 22—96.
S Om Salman-esers Monolith se nedenfor 8. 642; slgn. ogsaa ovenfor 8. 244. med Anmk. 5.
a ae tb oa mm
639
Kongen af Kommuhu (Komimnagene), Katazi!, fra hvis Land Assy- rerne rigtignok vare over fyrgetyve Mile borte”, Assyrerne angreb derpaa Byen Pagarruhbuni, der tilhørte Bet-Adini's Konge Ahunu, hvem de her endnu engang tilføjede et betydeligt Nederlag, i hvilket han mistede 1300 af sine Soldater?. Efter denne Seir gik Assyrerne videre frem i Syrien, først for at betvinge Nordsyrien.
Vi ville her lade Salman-eser selv fortælle, da de Efterret- ninger, han giver om sin March, foruden ved deres historiske Indhold, tillige ikke ere uvigtige i geographisk Henseende:
»Fra Byen Pagarruh-buni drog jeg bort og gik derpaa imod Murili af Gavguma's Byer. Tributer modtog jeg af Murik af Gæguma: Sølv, Guld, Okser, Lastdyr og hans Slavinder i stor Mængde. Fra Byen Gavguma drog jeg bort og gik derpaa til Byen Lutibu, en By, der besades af Hanu af Samalla. Men da vendte Hanu af Samalla, Sapalulvi af Patinat, Ahunu, Adinu's Sen, og Sangara af Karkemish deres Biik om efter anden Hjælp, beredede sig paa Krig og kom mig imøde for at holde Slag. Men ved Guden Nergal, ban, som gaar foran mig, ved hans kraf- tige Haand, og med min Herre, Guden Assurs Vaaben gik jeg imod dem, kæmpede med dem og slog dem paa Flugt".
Derpaa beskriver han", hvorledes de faldne Fjenders Lig bleve spredte foran ham paa Bjergene, og fortæller derpaa om sin videre Fremmarch imod Landet Patinai, hvis Konge Saplulvi kaldte sine Naboer til Hjælp, navnlig Haianu af Samalla, Sangara af Karkemish, Ahunu, Adinis Sen, Katizi af Kua, Piluriai af Kilikien (Khiluka), Buranati af Jasbukat og Åramu, Guzis Søn, Konge af Ararat>,
! Salman-esers Monolith col. I 1. 87 (Rawlinson, Inscriptions vol. III.). Om Kommukhu, se $ 53. Kongen af Kommuhu frygtede formodentlig for, at Assyrerne skulde gaa op langs Euphrats venstre Bred og overfalde hans Besiddelser paa Østsiden af Floden, og ilede derfor med at for- sone Salman-eser, imedens det. endnu var Tid.
7? Salman-esers Monolith col. I 1. 52.
' 1, 52.
' L 58—54.
640
Salman-eser fortæller, at han vandt en stor Seir, hvorpaa han hærgede Patinat, bestandig vindende nye Slag, i et af hvilke han fangede Buranati af Jasbuka:!. Han modtog dernæst Tri- buter af Kongerne paa Søkysten”, huggede Tømmer paa Amanos- Bjerget og gik derpaa videre til Armenien, hvorfra han drog til- bage til Ninive.
Næste Aar (859) gik han atter imod de samme Egne, han havde hærget det foregaaende Aar, sandsynligvis nærmest i den Hensigt at betvinge de Fyrster i disse Landskaber, som han enten ikke havde havt Leilighed til at angribe eller ikke havde formaaet at beseire paa sit sidste Felttog.
Han gik først imod Edens Børns Land, der laa paa Euphrats venstre Bred, hvorpaa han overskred denne Flod og besatte seks Byer paa Flodens høire Bred, som ligeledes beherskedes af Ahunu, nemlig Birtu (?), Suru, Paripa, Marie og Tabigu (Thap- sakos)". Han ødelagde derpaa ikke mindre end to hundrede Byer, som tilhørte Ahunu og laa Vest for Euphrat?, og vendte sig der- efter imod Riget Karkemish, der endnu beherskedes af Sangar'.
Den første By i Riget Karkemish, han angreb, efterat han var gaaet bort fra den til Ahunu's Rige hørende By Tabigu, var Byen Sazabte, som han snart blev Herre over. Det kom nu til en Kamp med Sangar og hans Forbundsfæller, i hvilken Assyrerne selrede7”, hvorpaa Karkemish underkastede sig og udredede en Tribut af 3 Talenter Guld, 100 Talenter Sølv?, 300 Talenter
Salm. Monol. col. II I. 4, (Rawlinson, Znscriptions vol. JIL).
1. 7, (Rawlinson l. c.).
Salm. Monol. col. II, I. 13 (1. c.). Layard Inscriptions pl. 88 1. 32—35. Salm. Monol. col. II, I. 16—17, slgn. Layard Anscriptions pl. 88 1. 34, hvor der kun nævnes Byerne Birtu og Tabigu. Om disse Byer se nedenfor $ 53.
Salm, Monol. col. IX, 1. 18.
1. 19.
1. 22.
Tre Talenter Guld er 150,000 Rd.; hundrede Talenter Selv efter Brandes 106,000 Rd.; efter Andre det Dobbelte.
aa 4$ aa u
641
Kobber, 300 Talenter Jern, 100.... foruden 500 Okser og endel Faar.
En Hersker i et Landskab i Amanos-Bjergene, Hajan, Gabbar's Sen", maatte give 500 Okser og 3000 Faar foruden Sølv og Guld og endel kostbart Tømmer. Kongen af Kommagene gav 20 Miner Sølv og 300 Stykker Cedertemmer?.
Fire Aar efter, i det Aar, da Daian-assur (eller Din-assur) var Eponym (d. e. i Aaret 854)? gik Salman-eser atter til Sy- rien. Han drog først til Bredderne af Floden Balzkh (de Gamles Belias) og modtog Tribut af de i Nærheden af denne Strøm bonde Folk. Derpaa gik han over Euphrat og modtog Tribut af sine nordsyriske Vasaller, men da han gik videre imod Syd imod Hamath, blev han angreben af Kongen af Hamath og hans For- bundsfæller, der havde samlet en stor Hær. Slaget stod i Nær- heden af Byen Karkar og endte, efter hvad Salman-eser fortæller, med Syrernes fuldstændige Nederlag.
Vi ville nu lade Salman-esers egne Aktstykker selv fortælle dette Aars Begivenheder, der i flere Henseender have stor In- teresse for os. Vi meddele først Beretningen, saaledes som den læses paa Salman-esers Monolith i British Museum",
»I det Aar, da Daian-Assur (eller Din-.Assur) var Eponym, i den tredie Maaned, den fjortende Dag, drog jeg bort fra Ninive, overskred Floden Tigris, marcherede imod Giammu's Byer ved Floden Balikh. I gruelig Angst for min Vælde flyede de for mine Vaabens Angreb; men jeg indhentede deres Fyrste (?) og slog ham ihjel. Til Byen Samlala? og Tel-sa-abal gik jeg op. Mine Guder bragte jeg til hans Borge og opstillede dem der.
mn ———
! Salm. Monol. col. II, I. 24; Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7. Efter andre Steder i Aktstykket var Hajan, Gabbars Sen, Konge af Samalla, der følgelig har ligget i Amanosbjergene; se nedenfor $ 53. Salmanesers Monolith col II, 1. 29—30 (Rawlinson, /nscr, UI, pl. 8). Se ovenfor S. 383—384.
col. II 1. 79—102 (Rawlinson l. c.).
Denne By er neppe den samme som det ovenfor omtalte Samalla, Se nedenfor $ 53.
ae få &B tå
41
642
Oplagssteder anlagde jeg i hans Borge og jeg samlede der hans Forraad og Eiendele for at bringe dem til min By Assur!. Fra Samlala gik jeg bort og kom derefter til Kar- Salman-eser, hvor- " paa jeg gik over Euphrat, paa Skibe af Skind (?), for anden Gang i dens øvre Løb. Tributer modtog jeg af Kongerne paa Euphrats Bredder, af Sangar i Karkemish, af Kundaspt i Kumaha (Kom- magene), af Aramu, Guzt's Søn, af Mil: (?) i Milida, af Haian, Gabar's Søn, af Girparuda i Patina, af Girparuda i Gavguma: Sølv, Guld, Tin, Kobber, kam (?) af Kobber. Til Byen Assur blev det, jeg modtog her fra Bredderne af Floden Euphrat og fra (det Sted ved) Floden Sagurt, som Syrerne kalde Pitru, henbragt og lagt i dens Midte".
»Jeg gik nu bort fra Floden Euphrat og kom derpaa til Byen Kalvan?, Den undflyede Kamp og tog mit Aag, Sølv og Guld som Tribut derfra jeg modtog, Tusinde Offre bragte jeg til Guden han, som er i Byen Kalvan?, Fra Kalvan drog jeg bort og gik derpaa imod de Byer, som tilhørte Sahulina (Saul) af Hamath, nemlig Byerne Adinnu, Masga og Argana, hans Riges og Landes By. Som Bytte jeg tog hvad der fandtes der, og Bohavet i hans Kongeborg. Paa hans Kongeborg satte jeg Ild; Byen Årgana forlod jeg, til Karkar drog jeg. Karkar, hans Riges By rev jeg ned, sleifede den og opbrændte den; men da kom 1200 Strids- vogne, 1200 Lastvogne (?) og 20000 Mand fra Bin-iiri (Benhadar) i Damask", 700 Stridsvogne og 7000 Lastvogne og 10000 Mand fra
er me
! Åssyriens ældste Hovedstad, se ovenfor S. 354.
2 Navnet kan forevrigt ogsaa udtales Halnis.
2 Man ser heraf at Assyrerne antog, at der i den syriske By Aatran dyrkedes en Gud, der ikke var forskjellig fra deres Luftgud. Formo- dentlig have de to Guder havt det samme Navn; men uheldigvis vide vi ikke, hvorledes Assyrerne udtale den anførte Gruppe. Se ovenfor S. 457. Den syriske Guds Navn er derfor ubekjendt.
f I den assyriske Text staar der ikke: Damask, men et Monogram af
643
Sahulina (Saul) i Hamath, 2000 Stridsvogne og 10000 Mand fra Akhab i Israel (strala >n"w"), 500 Mand fra Landet Kui, 1000 Mand fra Musrat (Ægypten), 10 Stridsvogne og 10000 Mand fra Landet Sakakita (?)?, 2000 Mand fra Matan-Baal (matinu-bdal:), i Arvad”, 2000 Mand fra Landet Usanati, 30 Stridsvogne og 10000 Mand fra Adan-Baal (aduna-ba'l:) i Landet Siana (Sian)", 1000 Kameler fra Gindwbuh i Landet Araba (Arabien)?; 1000 Mand fra Baesha (da'sa), Rehobs Søn, fra Amana (Amons Børns Land)' — tolv? Konger til hans Hjælp, og ligefor mig toge de Stilling. Men ved Gud Assur, Gudernes Herres, stærke Hænder, og med Gud Nergals vældige Vaaben styrtede jeg imod dem, kæmpede med dem og forfulgte dem lige fra Byen Karkar indtil Byen Kirzau. 14000 af deres Krigere slog jeg med mine Vaaben, og ligesom Vindens Gud bragte jeg Fordærvelse over dem; ...% indtil Floden Orontes forfulgte jeg dem, efterat jeg midt i denne Kamp havde taget deres Stridsvogne, Lastvogne (?), Heste og Forspand" ?.
I en anden Udgang af Salman-esers Annaler, som læses paa kolossale Tyrefigure fra Nimrod "9, finde vi følgende Beskrivelse af
tvivlsom Udtale, som vil findes nedenfor S. 656 og i $ 56. Ifelge G. Smith læses dette Ord: garimiri-su (Hans Æslers Borg").
Se nedenfor $ 58 og Kap. X 8 95.
Maaske menes her Kypros.
Se nedenfor &$ 55.
Se nedenfor &$ 56.
Se ovenfor S. 510.
Se nedenfor 8 59.
Man vil forevrigt se, at der kun nævnes elleve Konger; deres samlede Styrke var efter de angivne Summer 65,500 Mand.
Her findes en Lakune, der gjer Oversættelsen af Sætningen umulig. Hermed ender Indskriften paa Salmanesers Monolith. Denne Monolith er uden Tvivl bleven forfærdiget i Ninive den følgende Vinter og her bleven forsynet med sin Indskrift, hvorpaa Assyrerne tog dem med paa deres Felttog næste Aar. I Virkeligheden fortæller Salmaneser i sin Skildring af Begivenhederne i det næste Aar, at han reiste et Billede af sig ved Tigriskilderne, (Layard, Inscriptions pl. 88 1. 34). Layard, Jånscriptions pl. 46 1. 1—9. Levninger af samme Text findes Layard, JInscriptions pl. 14 1. 12—19. Se Oppert i Annales de Philo- sophie chretienne cinquiéme série XII, 8. 123 (1865).
4 åd MM hk ff MB mv
41?
644
dette Aars Krigsbegivenheder, der er af Vigtighed for og, navnlig fordi den viser os, at disse "Begivenheder indfaldt i Salman-eser's sjette Regjeringsaar:
»I mit sjette Aar drog jeg bort fra Ninive og marcherede imod Byerne paa Bredderne af Floden Bal:kh, De frygtede mine vældige Vaaben. Jeg dræbte Giammu, Byernes Fyrste. Jeg drog ind i Byen Tel-abal-akhi og bestemte Byen for, mig selv. Jeg fjernede mig fra Bredderne af Balikh, gik over Euphrat ved et Vadested (?) og modtog Tributer fra Kongerne i Landet KXatts (Nord- syrien). Jeg forlod Landet Khatti (Nordsyrien) og gik imod Byen Halvan. Jeg.... Byen Halvan. Jeg forlod Halvan og gik til Byen Karkar".
»Men Bin-itri (Benhadar) af Damask og Sahulina (Saul) af Hamath og tolv Konger fra Landet Khatti (Nordsyrien) og Bred- derne af Havet, hvilke stolede paa deres Arme (?) .... kom til mig for at holde Slag og Kamp: 20500 Mand dræbte jeg med mine Vaaben. Jeg tog deres Stridsvogne og Lastvogne (?) og Krigs- forraad. De flygtede for at redde deres Liv; jeg steg ombord paa Skibe og gik indtil Midten af Havet«",
Paa Obelisken fra Nimrod fortælles de samme Begivenheder noget kortere? :
»I mit sjette Regjeringsaar gik jeg imod Byerne paa Bred- derne af Floden Balkh; jeg dræbte Giammu, deres Stads Fyrste. Jeg nærmede mig Byen 7el-abal-ahi (?), gik over Euphrat paa Færge (?) og modtog Tribut fra Kongerne i Landet Khatt: (Nord- syrien). I de samme Dage kom Bein-itr: (Benhadar) af Damask og Sahulina (Saul) af Hamath og Kongerne fra Landet Khatt: (Nordsyrien) og fra Kysterne af Havet, hvilke stolede paa deres hurtige Fødder (P), til mig for at holde Slag og Kamp. Men med min store Herre, Gud Assurs Hjælp, kæmpede jeg med dem
1 Dette er vist en Overdrivelse, thi har Salman-eser virkeligt foretaget et saadant Setog, saa havde han sikkert ikke glemt at tale derom i den mere udførlige Beskrivelse, der læses paa hans Monuolith.
?. Layard, Inscriptions pl. 89 1. 54 til pl. 90 1. 66.
645
og slog dem. Jeg tog deres Stridsvogne og Lastvogne (?), Vaaben og Krigsforraad og nedlage 20,500 af deres Krigere".
Det kan efter disse Beretninger ikke betvivles, at en stor Del af de syriske Fyrster ved Efterretningen om Assyrernes Fremmarch imod Mellemsyrien havde begyndt af frygte for deres egen Sikker- hed og derfor uden Vægring havde fulgt Kongen af Hamaths Op- fordring om at komme ham til Hjælp med en betydelig Styrke; men det kan heller neppe betvivles, at Assyrerne gik ud af denne Kamp med de forenede mellemsyriske Fyrster som Seir- herrer. Paa den anden Side synes det dog ikke mindre klart, at Syrernes Modstandskraft ingenlunde blev brudt ved dette Nederlag; thi hvis dette havde været Tilfældet, havde Assyrerne neppe und- ladt straks at gaa længere frem i Syrien for at brandskatte og plyndre. Men dette skete ikke denne Gang. Assyrerne standsede snart deres Fremmarch og førte, som det synes, ikke længe efter deres Hær tilbage til Assyrien, uden næste Aar at forfølge deres Seir. Grunden hertil var formodentlig den, at Salman-eser havde til Hensigt at vende sin Hær imod andre Egne!, derfor var han vel fornøiet med at have brudt Mellemsyriens Kraft for en Tid og indjaget Nordsyrerne en saadan Skræk, at det ikke var at vente, at de skulde tænke paa Oprør igjen for det Første.
Men da han efter tre Aars Fraværelse (8353—851) atter kom til Syrien (850), modtog han ingen Afgifter, men fandt Nord- syrerne, der nu i nogle Aar havde været hans Undersaater, rustede til Kamp; og, som det synes, havde Mellemsyrerne, glemmende deres Uheld i sidste Krig med Assyrien, lovet dem deres Bistand, ja de havde vel endog ved Løfter om Hjælp ægget dem til Oprør. Salman-eser maatte derfor gaa frem imod sine tidligere nord- syriske Vasallers Riger som imod et fjendtligt Land.
! Assyrene kæmpede i Aarene 852—851 i Babylonien, som de tilsidst betvang fuldstændigt. Kampen drog sig forevrigt i det sidste Aar noget ind paa syriske Enemærker, idet Kong Marduk-bil-usati flygtede til den ovennævnte By Halvan; se Layard, Inscriptions pl. 15, 1. 25—26.
646
Man læser nemlig i Indskriften paa Tyrene fra Nimrod!;
»I mit tiende Aar (d. e. 850) gik jeg over Euphrat for ottende Gang; jeg ødelagde Sangar af Karkemish' Byer, jeg rev dem ned og brændte dem med Ild. Jeg gik derpaa bort fra Byerne, som høre under Karkemish og nærmede mig til Aramu's Byer”. Jeg indtog Arnie, hans Kongedømmes By; jeg ødelagde og hærgede og brændte med Ild hundrede Byer i hans Landskaber. Jeg an- rettede et stort Blodbad og tog Fanger" ?,
»Paa den Tid? kom Bin-itrt (Benhadar) af Damask og Sahu- lina (Saul) af Hamath, tolv Konger? fra Bredderne af Havet for at holde Slag og Kamp. Jeg kæmpede med dem ,og slog dem. Jeg tog deres Vogne, Heste og Krigsforraad. De flygtede for at redde deres Liv".
Trods Alt hvad Assyrerne fortælle om deres Seire, synes det os dog klart, at det i dette Aar ikke lykkedes dem at undertvinge nogen Del af Syrien, thi næste Aar (849) maatte de atter kæmpe med Syrerne og det ikke blot med Kongen af Hamath, men med Kongen af Karkemish, som man skulde mene var fuldt beseiret.
»I mit ellevte Aar drog jeg ud fra Ninive og gik for niende Gang over Euphrat paa Færge (?). Jeg tog 87 Byer af Sangar' og
! Se Layard, Inscriptions pl. 15 1, 29 ff. og pl. 46 1. 17 ff.; Oppert i An- nales de Philosophie chrétienne cinquiéme série XII, 8. 124 (Paris 1865). 2 ÅAramu var Konge i Årmenien, se ovenfor S. 487. Indskriften paa Obelisken fra Nimrod er mere kortfattet, den taler ikke om Jndtagelsen af Sangars Byer. Se Layard, Jnscriptions pl. 91 1. 85. Her en Uneiagtighed, thi den her beskrevne Kamp med Kongerne af Hamath og Damask kan neppe være foregaaet, efterat Assyrerne havde vendt sig imod Armenien. Derimod er det meget sandsynligt, at Salman-eser, imedens han bekrigede Sangar i Karkemish, er bleven angrebet af de to nordsyriske Fyrster, der uden Tvivl søgte at und- sætte Sangar, hvem de formodentlig havde forledt til at gjøre Oprer. Paa Obelisken fra Nimrod (Layard, Jnscriptions pl. 91 1. 85—86) er Fremstillingen meget kort. 5 Der menes formodentlig, at der salt var tolv Konger.
im
647
100 af Aramu's. Jeg ødelagde dem, nedrev dem og opbrændte dem med Ild" ”,
»Jeg vendte mig derpaa imod Bjerget Amanos og angreb Landet Jaraku?. Jeg steg derpaa ned mod Hamath indtog Asta- maku og 89 andre Byer. Jeg anrettede der et almindeligt Blodbad og førte Fanger derfra".
»Ved denne Tid kom Bin-tri (Benhadar) af Damask og Sahu- lina (Saul) af Hamath, tolv Konger fra Kysten, som havde Tillid tl deres... . de gik frem imod mig for at holde Slag og Kamp, men jeg jog dem paa Flugt; 10000 Krigsmænd slog jeg med mine Vaaben, og jeg tog deres Stridsvogne, Lastvogne (?) og Krigsforraad".
»Paa min Hjemvei? besatte jeg Apparar, Åramu's Kongestad. Jeg modtog ogsaa Tribut af Girparundi af Palina: Sølv, Guld, Tin, Heste, Okser, Faar og Tøier [farvede?] i Safran (?)"",
Saaledes var da Nordsyrien atter betvungen (849); men. saa- længe Mellemsyrien var usvækket, kunde han aldrig vente at be- holde Landet i Ro; men at betvinge det, var ingen let Sag. Han lod derfor, synes det, et Par Aar gaa hen, som han navnlig anvendte til at ruste sig for næste Gang at kunne angribe Mellem- syrerne med en knusende Overmagt. Han foretog nemlig i de følgende to Aar (848—847) kun mindre Tog, saaledes i det første af disse Aar (848) et Tog til en Del af det syriske Mesopota- mien, hvig fleste Beboere forøvrigt ikke synes at have deltaget med Nordsyrerne i Oprøret imod Assyrerne Aaret tilforn (849).
!: Begivenheden fortælles Layard, Anscriptions pl. 15 1, 32—34 og pl. 47 1. 19—21. Se ovenfor 8$. 646 Anmk. 1.
2 Arkiternes Land eller Arke,se nedenfor $ 56.
Nemlig til Ninive,
Den følgende Beretning findes paa Tyrene fra Nimrod: Layard, Inscr.
pl. 15 I. 21 og pl. 47 1. 21, hvor dog Slutningen er noget afkortet,
se Oppert Il. c. Paa Obelisken fra Nimrod (Layard, Inscriptions pl. 91
l. 87—89 findes en tildels næsten ligelydende, men ellers endel for-
kortet Beskrivelse.
'… Layard, Anscriptions pl. 91 1. 89.
648
Han betvang nemlig paa dette Tog kun en betydeligere By, nemlig Byen Pagarrumbunt, som han nogle Aar før havde indtaget. De andre Byer synes derimod at have forholdt sig rolige og at være vedblevne at være Assyrerne tro”.
I det følgende Aar (846) var han endelig tilstrækkeligt rustet til at turde vove et Angreb paa Mellemsyrerne, der paa deres Side heller ikke havde været ledige. De havde sikkert bragt en be- tydelig Hær paa Benene, thi det er klart, at de ikke i dette Aar bleve fuldstændigt overvundne af Assyrerne, uagtet disses Hær var meget talrig og sikkert langt større end nogensinde tidligere.
Paa Tyrene fra Nimrod læses følgende Beskrivelse af Sal- man-esers Bedrifter i dette Aar:
»I mit fjortende Aar? holdt jeg Folketælling i mine udstrakte Besiddelser, som ere uden Tal, jeg overskred Euphrat i et Vade- sted med 120,000 Mand. Da kom Bin-ttr: (Benhadar) af Damask og Sahulina (Saul) af Hamath, tolv Konger fra Kysten, saavel . den øvre som den nedre. De mønstrede deres store Hære, der vare uden Tal og gik imod mig. Jeg kæmpede med dem og slog dem paa Flugt. Jeg tog deres Stridsvogue, deres Lastvogne (?) og Krigsforraad; de flygtede for at redde deres Liv".
Paa Obelisken fra Nimrod fortælles de samme Begivenheder men noget kortere”, og der fortælles ligesaalidet her som i den meddelte Text Noget om, at de slagne Fyrster bleve tvungne til at betale Tribut, eller at deres Land blev plyndret o. desl. Hertil kommer endnu, at Asgyrerne fire Aar efter (842) fornyede An- grebet paa Damask, uden at der gjøres nogen Hentydning til, at Riget tidligere var blevet betvunget af Åssyrerne.
Inden vi gaa videre i vor Fortælling maa vi først kaste et Blik tilbage. Hvergang Assyrerne under Salman-eser true Nord-
! Se ovenfor S. 384. I Aaret 847 var det Folket Jati, der var Gjen- stand for hans Angreb; se Layard, JInscriptions pl. 91, 1. 90.
2 Layard, Jånscriptions pl. 16 1. 43—46 og pl. 47 1. 26—28, hvor Begyn- delsen er udfalden.
2 Layard, Jnscriptions pl. 91 1. 91—pl. 92 1. 92,
649
syrien, møde de her et Forbund, i Spidsen for hvilket der staar to Konger, hvoraf den første er Konge i Damask, den anden i
Hamath nemlig: b] =[I MT eg ]T DEN —T" bin-st-ri (11373) sa-hu-li-na (ja eller 5100) Ben-hadar (7751) Saul (8%).
Forbundsfællernes Antal var tolv, nemlig foruden de to, der stode i Spidsen for Forbundet, ti andre. Deres Navne anføres, som ovenfor” meddelt, paa Salman-esers Monolith, hvor dog, som det synes, en af dem er glemt. |
Endel af disse Forbundsfæller stode sikkert ikke i noget Af- hængighedsforhold til de to Ledere af Forbundet og vare kun til- traadte det, fordi de nødigt vilde se Assyrerne blive overmægtige i Syrien?; men adskillige af de andre Fyrster have sikkert, før dette Forbund afsluttedes, staaet i Vasalforhold til en af disse to Konger. Hundrede Aar sengre, paa Tiglath Pilesars Tid, var Kongen af Hamath saaledes Irehnsherre over Sian. Det Samme har sandsynligvis været Tilfældet paa Salman-esers Tid, ti hvilken Tid Hamath aabenbart var et mægtigt Rige. For- modentlig have, foruden Sian, enkelte nærliggende Smaastater som Usanaii, maaske ogsaa Arvad, staaet i Afhængighedsforhold til Kong Saul af Hamath; Benhadar kan paa sin Side ogsaa have været Lehnsherre over enkelte af sine Naboer?.
1! I vor Text af Biblen kaides han rigtignok Ben-hadad, men i den hellenistiske Oversættelse finder man Formen Benhadar, som altsaa maa have været tilstede i de Haandskrifter; Oversætteren benyttede. Adar var en syrisk Gud ligesom Hadad, -saa at der heller ikke fra denne Side er noget til Hinder for at foretrække Læsemaaden Ben-hadar.
? Se ovenfor 8. 642—643.
2 Dette var formodentlig Tilfældet med Ægypterne og Araberne, for hvem Syrien var en Formur imod Assyrien. Slgn. nedenfor $ 53.
$ Benhadar skal efter Biblen (2 Kong. 20, 1) have havt 32 Vasaller, men de vare sikkert kun Smaafyrster, og det er neppe sandsynligt, at nogen af dem skulde findes paa Salman-esers Monolith. Imidlertid
650
I et af de følgende tre Aar (845—843), i hvilke Assyrerne kæmpede i andre Egne", foregik der en Thronforandring i det ene af de to omtalte syriske Riger, nemlig i Damask, hvis Konge Bin-itri (Benhadar), i et af disse Aar bleven afløst af en vis
I ff oa] —] ha-2za "| - u?, Hazael (SX).
Thi da Assyrerne i Salman-esers attende Regjeringsaar (842) atter angreb Mellemgyrien, var Bin-itri ikke mere Konge af Da- mask, hvorimod Hazael nævnes som Konge af Landet.
Benhadars Aflesning af Hazael synes forevrigt, efter de assy- riske Aktstykker, at have været mere end et simpelt Thronskifte. Thi imedens Bin-itri bestandig havde havt en tro Forbundsfælle i
er det dog muligt, at Benhadar var Lehnsherre over Kongen af Ammon,. Israel derimod har neppe i dette Aar (854) været hans Vasalstad, thi om det end ikke er umuligt, at Baesha efter sit Uheld imod Benhadar (I.), se 1 Kong. 15, 20—21, er bleven skatskyldig til Damask, og at Benhadar (II.'s) Angreb paa Samaria (1 Kong. 20, 1 ff.) har været en Følge af et Forseg af Akhab paa at befri sig, saa synes det dog klart, at Freden i Aphek (2 Kong. 20, 34) — der for- modentlig henherer til Aaret 857, — ikke var ugunstig for Israel, og at den indrømmede Israeliterne Ligeberettigelse med Syrerne: uden at det derfor kan negtes, at den Omstændighed, at Syrerne beholdt den vigtige By Ramath i Gilead, i ethvert Tilfælde taler for, at deres Nederlag langtfra var såa stort som det fortælles i Kongernes Beger (hvis Skildring åer synes taget af et mindre paalideligt folkeligt Skrift, se ovenfor $. 309). I Aphek sluttedes uden Tvivl ikke blot Fred, men Forbund imellem Syrien og Israel, og som Følge af dette Forbund sendte Akhab tre Aar efter i Aaret 854 en Hær paa 10,000 Mand til Benhadars Undsætning. Omendskjendt Akhabs Tropper maa have lidt Tab i Slaget ved Karkar, har dog Israels Konge vist ikke ugjerne set Damask trues af Assyrerne, og det var formodentlig dette Øieblik, som Akhab benyttede til at bryde Freden og angribe Ramath i Gilead, som han dog ikke kunde indtage.
! Se ovenfor S$. 384 —385.
2: Han omtales 1 Kong. 19, 15; 2 Kong. 8, 7 ff.; 9, 15; 10, 32 ff.; 12, 17; slgn. Amos 1, 4. Han besteg efter Biblen Damasks Throne i Jorams Tid d. e. i Tidsrummet 854—843.
651
Kongen af Hamath og desuden i sin Kamp med Assyrerne altid havde været ledsaget af andre Fyrster — og deriblandt flere, der ikke vare ganske ubetydelige —, se vi Hazael kæmpe ene, hvad der Alt lader formode, at Hazael hørte til en anden Slægt end Benhadar, og hvad der atter synes at forudsætte, at Hazael havde stødt sin Forgænger fra Thronen !.
Salman-eger fortæller om sit første Tog imod Hazael (842)? :
»I mit attende Aar gik jeg over Euphrat for sekstende Gang, Hazael, Konge af Damask, stolede paa sine Hæres Tapperhed og talte sine Hære i stort Antal. Han havde underlagt under sin … Heihed Landet Sanir, Skraaningen af Bjergene foran Libanon. Jeg kempede med ham og slog ham, 16,000 Mand nedlagde jeg med mine Vaaben og jeg tog 1,170 Strids- og 470 Lastvogne (?) med Krigstilbehør".
I en anden Indskrift? tilføjer Salman-eser, at han trængte frem tl Hauran og Baal-Raz, og modtog Tribut af Jehu, ,,Omri's Søn".
Trods det store Nederlag, Hazael led i dette Aar, synes han dog ikke at være bleven ganske betvunget denne Gang, og det er 1 ethvert Tilfælde tvivlsomt, hvorvidt han er bleven fuldstændig besejret under den tre Aar efter (839) paafølgende Kamp, under hvilken Assyrerne angreb hans Byer og altsaa ere trængte ind i hans Rige.
Vi have kun en kortfattet Beskrivelse af dette Aars Be- givenhedert: ,I mit enogtyvende Regjeringsaar overskred jeg Euphrat for enogtyvende Gang og gik imod Hazael af Damask's Byer og jeg modtog Tributer af Tyros, Sidon og Gubal".
Hvorledes end Udfaldet af dette Felttog har været for Hazael, er det klart, at Salman-eser fra dette Aar af har opgivet Mellem-
? Efter Fremstillingen i Biblen var Hazael en Usurpator, der dræbte Benhadar og derpaa hævede sig selv paa Thronen, uden ved sin Fedsel at have nogen Ret dertil; se 2 Kong. 8, 7—15.
7? Layard, Jnscriptions pl. 13 1. 12—19 med Tillæget; slgn. Obeliskens
kortfattede Beretning pl. 92 1. 97—99.
Rawlinson, JInscr. III, pl, 5 no, 6; se nedenfor & 56 og Kap. X 8 95.
Layard, Jnscriptions pl. 92 1. 102—104.
mm ce
Syrien befrier
sig for Assy-
rernes Herre. dømme.
652
syrien!, hvis Betvingelse kostede ham altfor store Offre, og at han har foretrukken for Fremtiden at vende sig imod andre Egne?.
I sit femogtyvende Regjeringsaar (835) marcherede han atter til Nordsyrien og indsamlede her sine Tributer?, Om Modstand tales der ikke, og Salman-eser kunde uhindret vende sig imod de Nord derfor liggende Folk, navnlig imod Aue, der det følgende Aar blev fuldstændig betvungen'.
I Salman-esers otteogtyvende Regjeringsaar (832) skete der et Oprør af Nomaderne i Patina, der dræbte Kongen Lubarna og satte en vis Surri paa Thronen. Dette Oprør havde til Følge, at Kongen sendte sin Tartan eller øverste Befalingsmand over Hæren til Patina, hvor han slog den af Oprørerne indsatte Konge Surri, hvem det dog lykkedes at undslippe, medens hans Fa- milie faldt i Assyrernes Hænder. Oprørerne underkastede sig nu, hvorpaa Salman-eser satte en vis Sasi, Søn af Uzzu, til Vasal- konge. Den samme Hær har formodentlig tillige hentet Tribut hos Assyrernes øvrige nordsyriske Vasaller .
Et Par Aar efter i Aarene 828—827 udbrød der imidlertid en Borgerkrig i Assyrien, som vedvarede i flere Aar og som aabenbart have hindret Assyrerne i, som sædvanligt, at sende deres Hær ud at hente Tributer fra deres Skattekonger. Ja efterat der atter var kommet Fred i Riget (824), hengik der igjen flere Aar, hvori de vare altfor sysselsatte med at betvinge nærmere liggende Lande&, til at de kunde tænke paa at angribe Syrerne. Thi der
1 Han taler fra sit enogtyvende Aar ikke mere om Damask og Hamath, Hamath synes han allerede at have opgivet i Aaret 846 efter det store Felttog, og det var formodentlig kun, fordi Thronrevolutionen i Damask havde svækket dette Rige, at han angreb Hazael. I de fel- gende Aar, fra 839, falde Hazaels heldige Kampe med hans Naboer; se om disse Krige 2 Kong. 12, 17 ff.
Han angreb saaledes navnlig Tubal og Melitene, se ovenfor 8. 413. Se Layard, Inscriptions pl. 94 1. 126—131.
Se Layard. /nscriptions pl. 94 1. 132 fl.
Layard, JInscriptions pl. 95 1. 146 ff.
Næsten hele Befolkningen i Landskabet Nairi og deriblandt flere
aa & mm dd ub
653
kan ingen Tvivl være om, at, naar selv Folk, der boede i Assy- remes umiddelbare Nærhed, havde gjort Oprør, da har det Samme ogsaa været Tilfældet med det fjernere liggende Syriens Befolkning ; Åssyrerne maatte derfor berede sig paa en blodig Kamp, hvis de atter vilde gjøre nogen Del af Syrien til deres Lydland.
Formodentlig have Syrerne benyttet disse Aar til at ruste sig saa vel, at Assyrerne foreløbigt opgave at angribe Landet og foretrak at lade Syrerne beholde deres Frihed indtil videre. I al Fald vide vi Intet om, at der i de første toogtyve Aar efter Udbruddet af Borgerkrigen i Assyrien er blevet foretaget noget assyrisk Felttog til Syrien.
Imidlertid maa man dog ikke tro, at disse toogtyve Aar (828—806), i hvilke Syrien saaledes var frit for Assyrernes Herre- dømme, have været et Tidsrum af uafbrudt Fred og Ro for Landet. Rigtignok kan man være temmelig sikker paa, at ingen anden Nabomagt i disse Aar angreb Syrien, men til Gjengjæld kan det ikke betvivles, at det i disse Aar hyppigt er kommet til Kampe imellem de Folk, der beboede Landet, og disse Kampe, fortsattes uden Tvivl oftere i lang Tid og førtes med megen Forbitrelse og Hidsighed paa begge Sider.
Et Vidnesbyrd om saadanne blodige Kampe imellem syriske Folk indbyrdes have vi i et samtidigt Aktstykke, der kommer til os fra et af Grændselandene imellem Syrien og Arabien, nemlig fra Moabiternes Land.
Det er en Indskrift paa en Sten, som Moabiter-Kongen Afesha, formodentlig henimod Aar 830, opreiste til Minde om sine Be- drifter, og som i Begyndelsen af Aaret 1870 blev opdaget i Landsbyen Dhiban Øst for det Døde Hav!?.
Dette Aktstykke, som vi nedenfor skulle meddele i Sammen- hæng?, underretter os nemlig om, at to syriske Nabofolk paa de
Folk, der ikke boede meget langt fra Ninive, havde i disse Aar gjort Oprer, se Rawlinson, Jnscriptions pl. 32 1. 39—45. ! Se Revue ÅArchéol. vouvelle série XXI S. 184 ff. og 8. 357 fl. (1870). ? Se nedenfor Kap. X $ 95. .
654
Tider, da Stenen reistes, havde ligget i langvarige blodige Krige med hinanden; disse vare begyndte med, at Moabiterne, der en Tid havde været afhængige af Israel, afkastede Aaget, og de vare endte med, at Moabiterne satte sig i Besiddelse af endel Nord for Arnon-Floden liggende Byer og Distrikter, som tidligere havde til- hørt Israeliterne!, Den israelitiske Befolkning i de erobrede Egne var for en Del bleven nedsablet af Moabiterne.
1
Moabiterne satte sig efter hvad de bibelske Skrifter fortælle flere Gange i Besiddelse af Landet Nord for Amnon indtil henimod Jabok, men hver Gang uden at kunne hævde Besiddelsen; saaledes forst i en tidlig Tid (slgn. Num. 21, 26) og derpaa i Dommertiden (Dom. 3 12). Men den første Gang forjoges de af Amoriterne (Num. 21, 26) der atter beseiredes af Israeliterne; og i Dommertiden beholdt de kun deres Herredømme i atten Aar (Dom. 3, 12), indtil deres Konge myr- dedes af Ehud. Til ingen af disse Tidspunkter kan vor Indskrift henheøere, da der til disse Tider ingen Tale er om, at Israel herskede over Moabiterne umiddelbart ferend disse indtog Landet Nord for Arnon. Af Esaias" Profetier lære vi imidlertid, at Moabiterne paa hans Tid besad Landet Nord for Arnon (Esaias 15, 1 ff.; 16, 1 ££). En Bemærkning i Kongernes Bøger om Jeroboam IL, at han gjenvandt Rigets Grændser indtil Slettens Se d. e. det dede Hav (2 Kong. 14, 25), synes at antyde, at Moabiterne fer Jeroboams Tid havde indtaget Landet Nord for Arnon; thi ellers kunde Jeroboam jo ikke have gjenvundet Landet indtil det Døde Hav, og Egnene Nordost for dette kunne neppe have været besatte af andre Folk end Moabiterne. Hertil kommer endnu, at Moabiterne snart efter Akhabs Ded gjorde Oprør (2 Kong. 1, 1 eg 3, 5) og at det i Skildringen af den følgende Tids Historie i Kongernes Bøger i Forbigaaende meddeles, at Moabiterne, snart efterat de havde befriet sig, gjorde Indfald i Ka- naan, baade i Israel (2 Kong. 15, 20) og Juda (2 Krøn. 20, 1 ff.). Men naar de saaledes traadte op som de Angribende, var der jo al Sandsyn- lighed for, at de navnlig havde kastet sig over Landet Nord for Arnon, som de betragtede som med Urette frarevet dem; og da de siden findes i Besiddelse af disse Landskaber, uden at der antydes, at de fornylig have indtaget dem, saa bliver det ret sandsynligt at antage, at de have indtaget Landet snart efterat de, under deres Konge Mesha, ved Akhabs Ded havde befriet sig fra Israels Aag. Naar vor Indskrift netop fortæller om, hvorledes Moabiternes Konge Mesha indtog Landet Nord for Arnon, snart efter at han havde befriet sit i længere Tid af Israeliterne, navnlig af Kong Omri, undertrykte Folk, saa kan der
655
I andre Dele af Syrien maa sikkert ofte Forholdet ikke have været bedre; ogsaa her maa Naboer stundom have feidet paa Na- boer. Men hertil indskrænkede Kampene sig ikke, i enkelte Stater rasede der stundom Borgerkrige, hvor politiske Partier kæmpede med hinanden. Dette var saaledes Tilfældet i Tyros, hvor det menige Folk kæmpede med den gamle Adel, — en Strid, som tilsidst, omtrent i Aaret 815, endte med, at en stor Del af de gamle Slægter under Anførsel af Elissa, Kong Pygmalions Søster, forlod Byen og søgte sig et nyt Hjem hinsides Havet. Det var disse Udvandrede, som grundede Karthago.
Henved en halv Snes Aar efter Karthagos Anlæg, henimod Slutningen af det niende Aarhundrede, begyndte Assyrerne dog atter at angribe Syrien. Den agsyriske Konge Bin-nirari (Binlzkhus) III. (8011—783) gik i sit fjerde Regjeringsaar (d. e. Aar 806) imod Byen Årpad!", der synes ved denne Tid at have hævet sig til en af de vigtigste Byer i Nordsyrien?. Næste Aar (805) gik han imod Hazazi?, det nordsyriske Gaza, Hovedstaden i Riget Patina, der indbefattede Egnene ved Floderne Ifrin og Sangar"; men omend- skjøndt disse to Felttog synes at have været ret heldige for As- syrerne, fortsatte de dog ikke straks deres Angreb paa Syrien, men vendte sig i de følgende Aar imod andre Egne.
I det ovenfor omtalte Aktstykke, hvor der opregnes, med hvilke Lande og Stæder Assyrerne hvert Aar i Tidsrummet 817— 731 havde ført Krig, nævnes ikke Damask iblandt de Byer, hvilke hans Tog gjaldt; men efter hvad der udtrykkelig fortælles i et Mindesmærke fra samme Konges egen Regjeringstid', er Bin-nirari (Binlzkhus) III. engang under sin niogtyveaarige Regjering, trængt frem lige til Damask og har beseiret dette Riges Konge:
ikke være mindste Tvivl tilbage om, at vor Indskrift tilhere den nærmest paa Akhabs Ded (854) felgende Menneskealder.
Rawlinson, /Znscriptions II, pl. 52 1. 12.
Se nedenfor $ 52. i
Rawlinson, JInscriptions II, pl. 52 1. 13.
Se nedenfor $ 52.
Rawlinson, Ænscriptions I, pl. 85 no. 1.
656
IE MI 4—]
ma - ri - i Mariah, og indtaget selve Hovedstaden, hvorfra han bortførte et betydeligt Bytte.
Kongen fortæller om dette Tog!:
»Jeg gik imod Landet Damask”, og jeg tog Mariah, Kongen af dette Land, tilfange i Damask, hans Kongedømmes By. En umaadelig Frygt for Assur, min Herre, greb ham; han omfavnede mine Knæ og underkastede sig. Jeg paalagde ham en Skat af 2,300 Talenter Sølv, 10 Talenter Guld2, 3000 Talenter Kobber, 4000 Talenter Jern, Tøier [farvede?] i derom og Safran (?) en sa af ha, en Parasol (??) af ahzi-ka", Indholdet af hans Skatkammer uden Tal, som befandt sig i Damask, hans Kongedømmes By, i hans Kongeborg".
Hvad Aar denne Begivenhed foregik, formaa vi ikke at be- stemme; kun den Omstændighed at denne Begivenhed omtales allerførst i Indskriften synes at antyde, at den tilhører et af hans tidligere Regjeringsaar ?.
I Indledningen til denne Indskrift opregner Kongen endnu en hel Del Lande, om hvilke han siger, ,at han havde forenet dem med sit Rige og paalagt dem Tributer". Men dette er aabenbart en Overdrivelse, thi dette kunde neppe siges om mere end enkelte af disse Lande, og for de andres Vedkommende har vel det Hele indskrænket sig til, at deres Konger, naar Assyrernes Hære nær- mede sig deres Grændser, skikkede Afsendinge til Assyrerkongen for at bevidne ham deres Agtelse, idet de som Tegn derpaa bragte for-
! Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 35 no. I, I. 7—9.
2 I den assyriske Text staar der ikke Damask men det ovenfor 8. 642 Anmk. 4 omtalte Monogram; slgn. nedenfor $ 56.
3 Efter J. Brandis, Das Miinzsystem tilsammen en Sum af omtrent tre Millioner Rdlr.; efter Andre mindst 5'/» Million Rdlr.
+ Betydningen af disse Ord er ikke let at bestemme.
5 Muligvis har Bin-nirari besat Damask efter Toget imod Arpad 806 eller 797 efter Toget imod den uden Tvivl syriske By Mansuati.
$ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 11—14.
657
skjellige Gaver; men at de omtalte Folk regelmæssigt skulde have betalt Tribut til Assyrien, har ikke ringeste Sandsynlighed. Iblandt disse Lande findes der ogsaa nogle syriske Stater, Demlig: ”» 2= —]« khat-ti, rim. (Khetiterlandet) d. &. Nordsyrien ! ;
Må N stE —T] a-khar-ri, "1, (eller amurri, "on ?%) det mellemsyriske Kystland og vestlige Bjergland?;
ryk ED ATT zur-ru, "X, Tyros3;
Må ==] —T »H- zi-du-nu, ym%, Sidon?;
AA
æ ell TIT TT] SE hu-um-rizi, Omri, d.e. det Land, hvis
Hovedstad Omri havde grundet, Israels Rige5;
rv TT]: en ma" u-du-mu BY Edomf;
” <= ——| wor <T pa-la-as-tav, ”mæ 0. Philisterlandet”7. Disse Stater have maaske skikket Afsendinge med Gaver til
ham, da han opholdt sig i Damask; men denne Underkastelse har
aabenbart, som vi her have antydet, været en ganske frivillig Sag.
Thi assyriske Felttog til Phoinikerlandet, Israels Rige, Philister-
landet og Edom have utvivlsomt ikke fundet Sted i denne
Konges Tid.
Heller ikke de to følgende assyriske Konger, Salman-eser III. (782—772)8 og Assur-dan-il (772—754)?, trængte frem til noget af disse Lande, hvorimod de foretog Krigstog til Nord- og Mellem- Syrien, Salman-eser III. angreb nemlig i sit næstsidste Aar (773)
Se & 53.
Se $ 56.
Se & 55.
Se & 55.
Se & 58.
Se & 59.
Se $ 57.
Be ovenfor S. 389.
Se om ham ovenfor S. 390—391.
Go oa e&d ad SM å e — &ø mm
42
$ 52. Syrien under Fremmedes Herredomme.
658
Damask! og i sit Dødsaar (772) Hadrak”, og Assur-dan-il kæm- pede i sit syvende (765)? og sit syttende Regjeringsaar (755) med Hadrak" og i sit attende (754) med Arpad?. Efter dette Aar havde Syrien Ro i en halv Snes Aar, imedens AÅssyrien sønder- reves af Tvedragt &.
Omendskjøndt Assyrene nu saaledes i mere end et Aarhun- drede oftere vare trængte ind i Syrien med store Hære og om- endskjøndt de gjentagne Gange havde tilføjet Syrerne store Nederlag, havde hærget og ødelagt blomstrende Egne, saa var dog den største Del af Landet vedblevet at være uafhængigt, og endnu havde ingen af de Nationaliteter, der fandtes i Landet, faaet noget egentlig Knæk, — ikke engang de, der havde hjemme i de Egne, der gjentagne Gange i længere Tid havde været afhængige af Assyrerne, — og alle vare de endnu lige uforfærdede til at vove Alt i Kamp for deres Frihed, naar Faren truede.
Men snart efter Midten af det ottende Aarhundrede f. Kr. begyndte Forholdene væsentlig at forandre sig. Tiglath Pilesar, som i Aaret 745 greb Tøilerne i det synkende assyriske Rige og i kort Tid atter bragte det paa Fode”, synes nemlig, straks fra det første Øieblik af, han begyndte at gjenvinde Rigets tidligere Provindser, at have søgt at ordne disses Forhold saaledes, at Assy- røerne for Fremtiden kunde blive fritagne for hvert Aar at føre deres Hær rundt for at inddrive Skatter og Tributer. Men at dette var saagodt som umuligt, saalænge de undertvungne Nationaliteter stod usvækkede, og saalænge de overvundne Folk beholdt deres ind- fødte Konger, — dette synes Tiglath Pilesar at have indset, og
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 1. 46.
1. 46.
l. 5.
1, 15.
l. 16.
Maaske var det Syrerne fra Arpad og Hadrak, der i Aarene 755—754 angreb Ågssyrerne, og ikke disse, der angreb hine.
7 Se ovenfor S. 390—391.
HIS ea dd UW mm
659
derfor søgte han fremfor Alt at nedbryde de beseirede Folks Nationalitet og svække den saameget som muligt.
Tidligere havde Seirherrerne søgt at knække deres overvundne Naboer ved at nedhugge endel af dem. Men herved udryddedes ikke Nationaliteten, og der fremkaldtes meget mere hos dem et indgroet Nag til det Folk, der var gaaet saa grusomt frem imod dem, og en brændende Higen om at tage Hævn, naar en Leilghed frembød sig. Tiglath Pilesar greb til et andet Middel: han bortførte endel af de Overvundne til fremmede Lande! og erstat- tede dem ved Nybyggere fra andre Egne. Herved kom Befolk- ningen i disse Lande til at bestaa af uensartede Bestanddele, som ikke let voksede sammen, og Faren for Frafald blev saaledes ringe. ' I Reglen afsatte han ogsaa Kongefamilien og betroede Bestyrelsen til assyriske Embedsmænd; men i enkelte Lande lod han dog den gamle Kongeslægt foreløbig blive, idet han antog, at de mange fremmede Bestanddele, der vare optagne iblandt deres Undersaater, for det Første gjorde Folk og Konge uskadelige.
Af de assyriske Provindser var der ingen, der kom til at lide saameget ved denne Foranstaltning som Syrien. Dette Lands Befolkning havde nemlig tidligere været saa ufortrødent til at relse sig paany ved mindste Anledning, at Assyrerne fremfor Alt maatte lade sig det være magtpaaliggende at svække Syriens Modstandskraft. Derfor blev ogsaa de vigtigste Folk i Syrien, det ene efter det andet, sønderlemmet, imedens deres Fædreland op- fyldtes med fremmede Folk, og Bestyrelsen kom i Hænder paa assyriske Embedsmænd. Istedetfor at Befolkningen i hvert Rige I Syrien tidligere havde været sammenknyttet ved Sprogets Baand, kom der saaledes nu i hvert Rige til at bestaa flere Tungemaal,
1! At bortføre enkelte Personer af de beseirede Folk var forevrigt en gammel Skik i Østerlandene; den anvendtes allerede af Ægypterne 1500 Aar f. Kr., se ovenfor 8. 544 Anmk. 2.
2? I enkelte Egne af Syrien, navnlig i Nordsyrien, taledes der uden Tvivl fra gammel Tid af et med Mesopotamiens aramaiske Sprog nærbeslægtet Sprog; se ovenfor S. 267 med Anmk. 1 og 2.
4923"
660
ved Siden af hinanden, nemlig foruden Landets Nationalsprog til- lige Nybyggernes Nationalsprog og endelig Assyrernes Sprog.
Forøvrigt synes Assyrerne ikke — hvormeget de end ønskede at faa dereg syriske Undersaater omskabte til gode Assyrere eller rettere til gode assyriske Livegne — nogensinde at have tænkt paa at indføre det syriske Sprog i Syrien. I de Lande, der den- gang vare voksede fuldstændigt sammen med Åssyrien taledes der nemlig foruden assyriske Mundarter et andet syro-arabisk Sprug, der havde en langt større Udbredelse end Assyrisk og som Assyrerne sikkert næsten betragtede som deres eget Sprog, nemlig Åramaisk.
Dette Sprog var temmelig velbekjendt i Syrien, men det var heller ikke ubekjendt i andre Lande udenfor Mesopotamien, hvad der formodentlig skyldtes den Omstændighed, at mange Aramaiere vare Handelsmænd, der for deres Handels Skyld ofte gjorde lange Reiser og derved havde knyttet Forbindelser i mange forskjel- lige Egne.
Det er at antage, at Assyrerne have gjort det aramaiske Sprog til officielt Sprog i deres syriske Besiddelser '; men Aramaisk blev ikke længe indskrænket til blot at være officielt Sprog i Landet. Det synes tillige snart at være blevet -det Sprog, hvormed Syriens nye og ældre Beboere i Reglen bedst gjorde sig forstaae- lige for hinanden, og saaledes blev det efterhaanden mere og mere udbredt ovvralt i Syrien, indtil det tilsidst blev Syriens egent- lige Sprog?.
Med deres fra Forfædrene nedarvede Sprog glemte Syrerne snart ogsaa alle de gamle Minder fra Fortiden, som i Aarhun- dreder havde været deres Slægts Stolthed, og saaledes nedbrødes da efterhaanden de Skillevæge, der havde holdt Syriens enkelte Folk adskilte i forskjellige selvstændige Nationaliteter?. Saaledes
: Assyrerne benyttede efter Esaias 36, 11 i Reglen Aramaisk ved For- bandlinger med Syrerne,
3 Se ovenfor S. 311.
3 Sign. vore Bemærkninger ovenfor S. 236—237.
661
kom det da efterhaanden saavidt, at der egentlig kun var én Nationalitet i hele Landet; ja man kunde endog fristes til at sige, at der slet ingen Nationalitet var i Landet; thi Syriens Befolkning havde meget lidet Eiendommeligt ved sig og dannede i de senere Tider en temmelig ensartet Masse.
Herved — kunde man mene — var der dog vundet Noget; thi, som vi have set, havde det Nationalhad, der fra gammel Tid af fandtes imellem mange syriske Folk i Tidens Løb, givet Anled- ning til mangfoldige Rivninger og til idelige blodige Kampe, hvis Rod nu maatte synes at være bortryddet, da de enkelte Folks Nationaliteter vare udslettede og glemte?.
Men denne Nationalfjendskabernes Forsvinden -- selv om den havde kunnet fjerne alle indbyrdes Kampe? —, var dog bleven kjøbt dyrt nok derved, at hele Folket blev sløvt og ligegyldigt for Livets højere Interesser, og derved at alle Syrer efterhaanden sank ned til at blive til ægte Trællesjæle?!
Naturligvis gik det ikke lige hurtigt i alle Egne af Syrien med den af Tiglath Pilesar begyndte Denationalisering af de sy- riske Folk. Thi var der end nogle Folk i Syrien, som allerede forsvandt af Folkenes Række faa Aar efter hans Levetid, saa gaves der ogsaa andre syriske Folk, som endnu ikke saa ganske kort Tid efter Tiglath Pilesars Dage havde Kraft og National- følelse nok tilbage til at foretrække Kamp paa Liv og Død for Tab af Frihed af Ære", men i Tidens Løb forsvandt de dog alle,
! I den efterexilske Tid taledes ikke om Philisters, Amoniters, Moabi- ters og Syrers Nationalhad til Iudaierne, om der end ofte kunde være Fjendtligheder imellem Israeliterne og disse Landes Beboere.
7 Forevrigt viser Syriens Historie under de sidste Konger af Seleukos"
Æt, at den Omstændighed, at der ikke mere fandtes forskjellige
Nationaliteter i Syrien, ingenlande var nok til at forskaane Landet for
indbyrdes Kampe. Ufred og Borgerkrig var maaske aldrig hyppigere
og voldsommere end i dette Tidsrum i Syrien.
Man sammenligne Romernes Yttringer om Syrerne ovenfor S. 87
Anmk. 1.
Man tænke paa Tyros' Kampe med Salman-eser og med Nabukuduruzur.
0 d
662
et efter det andet, idet de lydløst tabte sig i den store Masse. Kun ét Folk vedblev længe at staa opreist, langt længere end de andre, men tilsidst — om end først hundrede Aar efter at Rom var blevet et Keiserrige — maatte ogsaa dette Folk falde!
Da Tiglath Pilesar gjenoprettede den assyriske Magt, var det en af hans første Skridt at samle en assyrisk Krigshær og føre den til Nabolandene, hvoraf de fleste forhen havde været skatskyl- dige til Assyrien". Vel gik han ikke straks til Syrien, hvorimod han først (745) faldt ind i Babylonien og i andre Egne af Meso- potamien (744), og formodentlig derpaa (743) i Armenien”, men det maatte dog snart blive Syrerne klart, at naar han først havde seiret i Syd og Nord, vilde Raden ogsaa komme til deres Land, hvis nordlige Del i saa Tilfælde neppe vilde have mere Udsigt end tidligere til at undgaa den haarde Skjæbne at tabe Friheden.
For derfor at standse Assyrerne paa deres Seirstog, inden de havde hjemsøgt Syrien, ilede endel af de nordsyriske Fyrster med at slutte Forbund med Armenierne; og da disse i Aaret (743) bleve angrebne af Assyrerne, sendte Syrerne dem Hjælpetropper?. Men Årmenierne og deres Forbundsfæller bleve slagne, og Tiglath Pilesar kunde nu, uden at Noget hindrede ham deri, angribe Syrien med hele sin Magt, hvad der ogsaa skete, sandsynligvis allerede i samme Åar som han havde anfaldet og hjemsøgt Armenien (743)'.
Syrerne gjorde imidlertid kjæk Modstand, og Tiglath Pilesar maatte ikke mindre end tre Aar efter hinanden (742—740) forny sit Angreb. Kampen dreiede sig navnlig om Byen Arpadé, som
12 Se ovenfor 8. 394 ff.
2? Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 12 (1869);
Rawlinson, JZnscriptions II, pl. 52 1. 31—32, hvorefter det dog næsten
synes, som om Åssyrerne allerferst, inden de kæmpede med Armenierne,
have rettet et forelebigt Angreb paa Syrien.
Iblandt disse Konger var Kongen af Kummuha (Kommagene), Kustaspi
(Hystaspes), og Kong Tarhulara af Gavguma.
£. Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 I. 32, hvor Arpad nævnes ved Siden af Urardi (Armenien).
5 Se Rawlinson Jnscriptions II, pl. 52 1. 30—34, nævnes Arpad som Maalet for disse Aars Felttog.
663
han beleirede tre paa hinanden følgende Aar!. Efter denne lange Kamp blev han dog uden Tvivl Herre over Byen?. En af Tiglath Pilesars mest uforfærdede Modstandere var Ll —] e =- ni z= il (SNON) Enil, Konge af Hamath, der, efter hvad der fortælles i Tiglath Pilesars Annaler, havde en tro Forbundsfælle i en Konge af Juda2
| i al :=RK - få - la 24a-u
rrran formodentlig mindre neiagtig Omskrivning for røn Åsar- jah, Konge af Juda". De to Fyrster forsvarede sig til det Yderste, imedens de fleste andre Konger i Nord- og Mellemsyrien lidt efter lidt faldt til Føie og underkastede sig. Imidlertid var den assyriske Overmagt dog for stor, og det lykkedes Tiglath Pilesar efterhaanden at hærge nitten Provindser af Enils Rige, som f. Ex: Uznu, Sian (Siannu), Irua (P) ved Libanon, Baal-Zaphon (da'li-za- pina), Amana, Isku, Karvan, Hadrak (Hatarika), Nukudina, Uz (Khazu), Åra, Sarpua, Askhant, Jadabi, Jaraku (Arke?), Elitarbi, Litanu, Atinniu og Bunami?,
Efterat Landet Hamath saaledes var bleven skrækkelig adelagt Mellemsyri
robres af Tigtath
og Enils Forbundsfæller havde opgivet Kampen, bekvemmede Pilesar 740.
Enil sig omsider til at hylde Tiglath Pilesar som sin Lehnsherre,
mee mm
" Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 52 1. 38 ,mod den samme By i tre Aar, Beleiring".
? Om Arpads Undergang og det Indtryk det gjorde paa Israeliterne; se
Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 84 og 19, 13; Jerem. 49,
23. Om Arpad sign. nedenfor $ 53.
De vigtigste Brudstykker ere udgivne i Rawlinson, JZnscripsions III,
pl. 9 no. 2 og 3 1. 1—32. Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische
Sprache VII 8. 12 (Januar 1869).
Se nedenfor Kap. X, $ 96, sign. ovenfor 8. 396.
Se nedenfor S. 664 hvor Navnene paa fire andre opregnes.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 26—31. Se G. Smith ZeirscÅrift
Sir ågyptische Sprache VII, S. 12 (Januar 1869). Se nedenfor $ 56.
| …d
664
og Nord- samt en Del af Mellemsyrien var saaledes bragt i Af- hængighed af Assyrien.
De Levninger, vi have tilbage af Tiglath Pilesars Annaler, .sætte os istand til nærmere at bestemme Grændserne for Assyrernes Besiddelser i Syrien efter Udgangen af denne Krig.
At dømme efter disse Rester!, modtog han nemlig, efter sit første Angreb paa Syrien, Tribut og Hyldning af ti syriske Fyrster”. Men uheldigvis er af de ti Kongenavne kun Navnene paa fire Konger og deres "Riger bevarede, nemlig:
CTS Te le SL TT -” &
1 2 28 kar - ka - mis - 4
Piziris - af Karkamish | EJ sals ME, i. TEST - ta = as - pi ku = um - mu - ha - i " rtyataepe af Kommagene | ul TET 2 + TER - riz akz hi ku zu-t Arjok af Kua [> TET 7 sorg] fl tar - hu - la- ra gav - gu - ma - 4
Tarhulara af Gavguma (Zeugma?)
Desuden er der endnu bevaret Navnene paa to Kongesæder, nemlig Hamath og Tyros”, men Kongernes Navne ere forsvundne, en Omstændighed, der dog her ikke har stor Betydning, da vi fra andre Kilder vide, at Kongen i Hamath hed Ænil og Kongen i Tyros /Ziram", De fire andre Konger herskede formodentlig over Rigerne Samalla, Gubal, Damask og Samaria,
een
Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 92 (Juli 1869). Se ovenfor S. 397.
Sign. G. Smith 1. c.
Se nedenfor S. 665.
Disse Riger nævnes nemlig i andre Lister imellem de seks her nævnte Riger, saaledes at de uden Tvivl ere blevne betvungne samme Åar.
aa mM ea www må
665
Hermed endte Ziglath Pilesars første syriske Krig, som for- modentlig havde varet fire Aar 743--740.
I Tiglath Pilesars ottende Regjeringsaar (738) gik han atter ind i Syrien og modtog her, efter de Levninger, vi have af hans Annaler", i dette Aar Tribut af følgende atten Konger:
ET STSTUE "STE ST mr FA
kuzus - la = as - pi ku-um-mu-ha-t d. e. Hystaspes af Kommagene? le alf 2 eD= SLET TR ra - 2i(?)-a- nu "kar - immini - su (?) Rezin af Riget Syrien (Damask)? ax ea kær re Dr DT mi - ni - hi = im - mu sa-mi- ri - na -t d. e. Menahem af Samaria" la MS mr TT TFT hi -ru = um - mu 2ur - rå - Hiram af Tyrogé
. —
! Man har længe havt Brudstykker af Lister over Tiglath Pilesars Va- saller fra hans ottende Aar, som udfyldt hinanden. Den fuldstæn- digste Liste findes hos Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 10 ff., hvor man foran den læser Ordene madatti-sa (d. e. Tributer af). Derpaa følge Kongenavne, som findes 1. 10—12 og I. 1—2 i den nedenunder med- delte Text. Endel Brudstykker af en anden Liste findes pl. 69 1 2 —6 i Colonnen tilvenstre, og Levninger af en tredie Liste samme Side 1. 9—14 fraoven (betegnet af Layard som 1. 2—7); Slutningen af en fjerde Liste findes pl. 67 1. 12. Fornylig er endelig en fuld- stændig Liste udgivet af Rawlinson, Znscriptions III, pl. 9 1. 50—54.
” Navnet findes Layard Jnscriptions pl. 50 1. 10, pl. 69 1. 1 og Raw- linson JZnscriptions II, pl. 67 samt III, pl. 9 1. 50.
? Rawlinson, JZnscer, III, pl. 9 1. 50. Layard, Jnscriptions pl. 50 l. 10 og pl. 69 1. 3.
" Rawlinson l. c. Layard, JInscriptions pl. 50 1. 10.
> Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 51. Rigets Navn findes Layard,
666
FEE Ser ER Ca DE |
aar bizsit-t-dbi- ' - ut guzub-la-i Sebet Baal af Gubal (Byblos)? | tTTT= »—[T] —|« I; 1» ko myg" N W u - ri z= tk - ki ku = u-1 Årjok af Kui?
| -T- II ll la I] Mølell TT TR
på - Zi - ri - mis-t Piziris af — Karkamis? If | 2 fre El == ml e - mi = ul ha - am =- må - la Enil af | Hamath" 1 or] samt < ST] re er] E] hifi på - nå = am - mu Z u sa 2 am- ' - la - i Panamum af Samalla br TÆT ET 2 hr ES] ll tar - hu - la - ra gav - gu - ma - Tarhulara af Gavguma (Zengtma) 8
Inscriptions pl. 50 1. 11, men det foranstaaende Kongenavn er gaaet tilgrunde.
St Layard, JInscriptions pl. 50 1. 11, pl. 69 1. 3. Rawlinson, Znscriptions
III, pl. 9 1. 61.
Rawlinson I. c. Layard, Znscriptions pl. 50 1. 11, og pl. 69 1. 11, hvor
hans Navn skrives u-ri-a-ik-ki.
Rawlinson, Jnscriptions 1. c. Layard, Inscriptions pl. 50 I. 11.
& Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 51—52. Layard, Inscriptions pl. 50 l. 11—12 hvor kun Kongenavnet og de tre sidste Grupper af Landets Navn ere tilbage.
1 Rawlinson, Jnscr. III, pl. 9 I. 52. Layard, Inscriptions pl. 50 1. 12 og pl. 69 I. 4.
3 Rawlinson Il. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 12 og pl. 69 1. 11.
667
RSS ERE SAR]
zu - lu - ma - al mi - lid - d - 14 Sulumal af Melitene! DER JE ET Tess SUM Dadil (Didon) af Kaska (Kasiotis)” | =s= vw | » ll TT uU - 48 - sur - mi ta - bal - i Uassurmi af Tubal? læ] 4 Fa] o—| » FE] —T Fl us - kt - it - ti tu - - % Uskhitti af Tuna' III EJ fl sr FT TR ur - bal - la = a tu - ha »- na - 14 Urballa af Tuhan' [E] fr me DT] II EJ] == MM tu - ha : am z un - da - 1 Tuham af Istunda '
e
Rawlinson Il. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 10.
Rawlinson, Inscr. III, pl. 9 1. 58. Navnet paa Kongen findes i Layard, ånscriptions pl. 50 1. 12, Navnet paa Riget nedenfor i Fortsættelsen af Texten I. 1 (1. 18 fraoven).
Rawlinson I. c. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 13 fraoven og pl. 69 Il. 5. Layard, JInscriptions pl. 67 l. 1, hvor den første Gruppe mangler, pl. 50 L 1, hvor kun den første Gruppe findes (1. 13 fraoven), pl. 69 1. 5, hvor kun Kongens Navn er tilbage, og 1. 13, hvor kun Landels Navn er tilbage. Navnet er fuldstændigt hos Rawlinson 1. c. . Layard Jnscriptions pl. 69 1. 13, hvor dog Landets Navn mangler. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 58.
Rawlinson l. c. Layard, /nscriptions pl. 50 no. 2 Il. 2.
668
UT: Max 7 TMS ET
u-ri:zim- miz: hu - bi = is - na - 1 Urimmi af Hubisna p— FE ED 2 IS za- br - bi-e sar - rat a - ri - bi Zabibie Dronning af Landet Arabien ”,
Man betegner oftere dette Aars Felttog som Tiglath Pilesars anden syriske Krig, og i Virkrligheden kan man heller ikke nægte, at han i dette Aar (738) er gaaet med sin Hær til Syrien. Men da hans syriske Vasaller straks udredede deres Tributer, dvælede han ikke længe i Syrien, hvorimod hån uden Tvivl meget snart har ført sin Hær imod Nord. Han undertvang her adskillige Nord for Syrien boende Folk; thi man kan ikke tvivle om, at Fyrsterne af Militene, Kaska, Tubal, Tuna, Tuhan, Istunda og Hubisna ere blevne betvungne i dette Aar, og at alle disse Fyrster herskede over Lande, der enten laa paa selve Syriens Nordgrændse eller hinsides Landets yderste Enemærker imod Nord?.
Dronningen af Arabien" har uden Tvivl underkastet sig fri- villig, og der er ingen Sandsynlighed for, at Tiglath Pilesar i dette Aar har ført sine Skarer saalangt imod Syd. 1 saa Tilfælde havde han uden Tvivl betvunget i det Mindste nogle af de Fyrster fra Mellem- og Sydsyrien, som endnu ikke havde hyldet ham; men foruden de ti tidligere betvungne Konger fra Nord- og Mellem- syrien nævnes der i Beretningen om hang Felttog i dette Aar ingen Fyrster fra disse Egne. Altsaa, med andre Ord: Tiglath Pilesars
—— me —
! Rawlinson, Jnser. lII, pl. 9 1. 54. Layard, Jnscriptions pl. 50 1. 13 fraoven (1. 1).
? Rawlinson l. c. Layard, Jnscriptions pl. 69 1. 6, hvor kun Dronningens Navn er tilstede og 1. 14, hvor kun Navnet arabi Arabien er tilstede.
2? Om Tubal og Melitene se ovenfor S$. 482—3; om Kaska (Kasiotis?) se nedenfor $ 53. De evrige Lande ere ubekjendte, men laa uden Tvivl i Nærheden af Melitene og Tubal.
$ Om Arabien se ovenfor S. 506—512.
669 anden syriske Krig (738) har kun berørt Syriens allernordligste Egne.
" Hovedhensigten med Tiglath Pilesars andet syriske Tog synes forøvrigt ikke saa meget at have været at udvide Assyrernes Herredømme over flere syriske Egne som at sikkre og befæste de allerede vundne Landsdele ved Forflyttelse af fremmede Folk til de vigtigste Byer i Landet, eller omvendt ved Bortførelse af Syrer fra deres Hjem. I en Indskrift, som Layard opdagede i Sydvestpaladset i Nimrod (Kalah) og hvoraf Rawlinson fornylig har udgivet en nøiagtig Afskrift", fortælles det nemlig umiddel- bart før Opregnelsen af de atten Vasalkongers Navne, at Tiglath Pilesar bosatte 600 Fanger fra Byen Amlati af Stammen Damuni og 5400 Fanger fra Byen Dur i Byen Kinalsa? samt i Huzarra, Tae, Tarmanazi, Kulmadara, Khatasuhra (?) og Sagullu i Landet Labkin (?). Fremdeles fik endel Fanger fra Landet Kutie og Bit- Sangibut samt 1200 Mennesker af Stammen Ill og 6208 Mennesker af Stammerne Nakru og Buda Bolig i Byerne Simrrra, AÅrka (d. e. Arke), Sthunu (P), Siannu (d. e. Sin)?, imedens 588 Mand af Stammen Buda og Byen Tuna samt 252 Mand af Stammen Bua, 544 Mand af Stammen Banita, 380 af Stammen ÅAnsi (?). .. og 460 af Stammen Sangillu foruden endel Mennesker af Stammen // ... og 457 Fanger af Landene Kutie og Sangtbuts fik Bolig i 7uimmi. 558 Mand fra Kutie og Sangibutt bragtes til Byen Tel-karmi. Det synes forøvrigt af Texten at fremgaa, at der, foruden disse Nybyggere fra fjernere Egne af de assyriske Riger ogsaa sendtes endel assyriske Borgere fra Hovedlandet til samme Landskaber ".
! Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 3.
2 Rawlinson, Jnscriptions IlI, pl. 9 Il. 43—45. Kinalia laa i Landet Muzur N. O. for Assyrien. De andre Byer ere kun lidet bekjendte, og da Texten ei er fuldstændig, kunne vi ikke af Sammenhængen af- gjere, om de anførte Byer have ligget i Syrien.
72 Om disse Byer se nedenfor $ 56.
4 Se Rawlinson, Jnscriptions lII, pl 9 1, 49.
Oprør i Mellem- syrien. Forbund imellem Damask og Samaria imod
ÅAssyrien.
670
I Aarene 740—738 synes Syrerne, som alt bemærket, at have forholdt sig rolige, men i Løbet af de følgende Aar 737—735, da Tiglath Pilesar kæmpede i andre Egne og endog førte sine Hære til Foden af Bjergkjeden Parapomisos og til Indos!, synes nogle af Tiglath Pilesars Vasaller, navnlig Kongerne af Damask og Samaria, at have reist sig imod ham”, Det var derfor ogsaa fremfor Alt disse to Kongers Betvingelse og Ydmygelse, der var Formaalet for det Tog, han i Aaret 734 atter foretog imod Syrien.
Med dette Tog begyndte Tiglath Pilesars tredte syriske Krig, der varede i tre Aar, nemlig fra Aar 734 til Aar 732. Den var be- skrevet med ikke liden Udførlighed i hans Annaler, men ubheldig- vis er der kun Brudstykker tilbage af de Dele af disse, der be- handlede denne Krigs Begivenheder.
Tiglath Pilesar vendte sig først imod Rezin, Damasks Konge3, Assyrernes farligste Modstandere i Syrien, men efter nogen Tids
1 Se ovenfor 8. 899—402. .
2 Biblen fortæller endel om Tiglath Pilesars Angreb paa Rigerne Damask og Samaria og om de store Tab, begge Riger led: det ferste gik endog fuldstændigt tilgrunde (2 Kong. 16, 9), imedens endel af Indbyggerne i nogle til Samaria hørende Provindser bortfertes til fremmede Lande (2 Kong. 15, 29). Biblen fortæller desuden, at de to Riger fer Assyrernes Angreb havde sluttet et Forbund (2 Kong. 16, 5; Esaias 7, 1), som de vilde have andre syriske Smaastater til at tiltræde. At dette Forbund var rettet imod Åssyrerne, siges vel intetsteds i Biblen, men at Sligt var Tilfældet, kan efter Tidsforholdene ikke drages i Tvivl. Et af de Riger, de vilde tvinge til at indgaa i Forbundet, var Juda 'Rige, som de vilde give til en Sen af Tabeal (Esaias 7, 6). Men da Jerusalem ængstedes haardt, sendte Akhas Judas Konge Bud til Tiglath Pilesar (2 Kong. 16, 7), med Anmod- ning om at kaste sig over Damask og Samaria, hvad han ogsaa gjorde. At Akhas har afsendt dette Bud, og at det har fremskyndet Tiglath Pilesars Angreb, kan ikke betvivles, men det er sikkert lige- saalidt at betvivle, at Assyrerne, selv uden Indbydelse af Akhas, vilde have angrebet Damask og Samaria, om end ellers først noget senere.
3 Hans Navn læses i Begyndelsen af Fortællingen om dette Aars Be- givenheder, men det er omgivet af Lakuner,
671
Forløb forlod han Rezins Rige, for at gjøre et Indfald i Israels Rige, som han hærgede grusomt!
Derefter, sandsynligvis dog først næste Aar (733), maa Tiglath Pilesar formodentlig atter være gaaet ind i Kongeriget Damask, hvor det kom til et Slag imellem Rezins Hær og Assyrerne, i hvilket Syrerne, efter hvad Tiglath Pilesar fortæller, led et fuld- stændigt Nederlag. Mange Soldater bleve tagne tilfange, og Kongen maatte redde sig ved Flugten?.
Rezin fandt Tilfiugt i en By, hvis Navn er tabt, men som formodentlig ikke var nogen anden By end Damask. Byen blev nu beleiret, Plantningerne om Byen ødelagdes, mange fangne sy- riske Stormænd korsfæstedes foran Muren.
Tilsidst blev Assyrerne Herrer over en befæstet Plads der kaldes:
TI —] æn ea] ||] bit (m3) bin - it - ri (7733) »Benhadars Borg", formodentlig Kongeborgen i Damask.
Efter Besættelsen af denne faste Plads var Syrernes Mod- stand brudt, og Tiglath Pilesar kunde gjøre det engang saa mæg- tige Kongerige til assyrisk Provinds. Han vendte sig nu imod Israels Rige, som han endnu engang hærgede frygteligt, og hvorfra han bortførte endel af Indbyggerne".
Efterat de to mægtigste Fyrster i Mellemsyrien saaledes vare blevne ydmygede, var Syrernes Modstandskraft brudt, og intet syrisk Rige synes mere at have fortsat Krigen?. Alle Syrer ilede tvertimod med at underkaste sig og med at sende rige Gaver til Assyrerkongen og hylde ham som deres Lehnsherre.
! Se videre nedenfor Kap. X $ 95, sign. G. Smith i Zeitschrift filr dgyp-
tische Sprache VII, 8. 14 (1869). I Rawlinson, Inscriptions Il, pl. 52 l. 40 nævnes Pilasta, Palaistine, d. e. Philisterlandet, som det fjer- neste (?) Land, der i Aaret 734 blev angrebet af Tiglath Pilesar.
G. Smith Il. c.
G. Smith l. c.
Se nedenfor Kap. X 8 96.
Kongen af Gaza, Hanon, flygtede til Ægypten, og Gaza blev indtaget og plyndret, se Rawlinson, Jnscriptions lII, pl. 10 1. 19—28.
672
ene I den Anledning tog Tiglath Pilesar for en Tid Ophold i Tiglath Pilesar, T)amask!, hvor de undertvungne Konger indfandt sig for at bringe ham deres Hyldest og deres Gaver.
Femogtyve Konger? indfandt sig her, som dét synes at frem- gaa af de Indskrifter, vi have tilbage fra hans Tid. I hans An- naler er Listen imidlertid meget mangelfuld, men i hans Fast: findes der større Levninger af samme Liste.
I Aaret 738 havde han kun modtaget Hyldning fra Konger i atten Riger fra Syrien og Nabolandene, nu var ét af disse Riger gaaet tilgrunde; der var altsaa kun sytten ældre Vasaller, som hyldede ham i Damask i Aaret 732, og der var altsaa ikke kommet mindre end otte nye Konger til.
Ved Hjælp af Fasti og Annalerne kunne vi bestemme Nav- nene paa de syv af disse.
be TSeS TTT ma -laz an bdbi- ' -u ar - va - da - i Matan - Baal af Årvad?
lm æie TOERE sa = ni = bu bit -a - ma-na-i Sanib af Amons Børns Land% im HE + 25 ae] es] fif sa - la - ma » nu ma - ” -»- ha -i Salmon af Moab'
1) At Tiglath Pilesar en Tid opholdt sig i Damask og her modtog Hyldning af syriske Fyrster, fremgaar ogsaa af 2 Kong. 16, 10.
2 At Antallet af Tiglath Pilesars syriske Vasaller i dette Aar beleb sig til femogtyve, er godtgjort ved G. Smiths Undersøgelser i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 11—15 og S. 92 (1869).
3 Rawlinson, Jnscriptions IT, pl. 67, sign. ovenfor S. 243—246.
4. Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 60.
… Rawlinson |]. c.
6 Rawlinson l. c.
673
Ko Sr 2 DR TET ST Hf
m - få z in - ti Te — da - lu-na -d Metent (Mytton) af Askalon bla fr TR 2 sal TE ETT NT ia - u- kha- zt u - da - 4 Akhas af Juda? TET se om 2 ka - i — mar la — ka . du- mu - i Kamos (?) - Malek af Edom? SE RS dj ha - nu - Uu - nu ha- zazat-t Hanon af Gaza".
De to sidste Konger, hvis Navne ere tabte, have formodentlig været Konger i de to Philisterriger Asdod og Ekron&,
Af de sytten ældre Vasalfyrster er Navnene paa de fjorten bevarede, men tre Navne mangle i Listen, nemlig Navnene paa Kongen af Tyros, Kongen af Samaria og Dronningen af Arabien. I de to sidste Lande var der imidlertid, som det fremgaar af andre Brudstykker, foregaaet et Thronskifte siden sidste Hyldning 738. I Riget Arabien var saaledes Dronning Zabibe bleven efterfulgt af Dronning Samsi
or må c| El
sasam-8i - eå
Rawlinson, Inscriptions TI, pl. 67 1. 61; se nedenfor $ 57.
Rawlinson, Ænscriptions l. c.
Rawlinson l. c.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 62.
Det er dog muligt, at kun et af de fire Philisterriger er glemt, og at det andet manglende Kongerige var et phoinikisk Rige.
S Rawlinson, Jnscriptions llI, pl. 10 1. 30; Layard, JInscriptions pl. 73 1. 16. 483
æeæ as &e tb mo
674
øg i Israels Rige var Kong Menahem bleven afløst af Pekah
LÆ, Fr
på - ka - ha(mps)!.
Mærkeligt nok nævnes Sidon ikke i nogen af Tiglath Pilesars tre Lister, hvoraf man jo næsten kunde slutte, at Byen i dette Tidsrum befandt sig i en mindre lykkelig Forfatning; ja maaske stod Byen dengang endog under en af Nabokongerne og havde ikke sin egen Konge.
Omendskjøndt Tiglath Pilesar, som vi have set, var gaaet saa strengt tilværks imod den oprørske Befolkning i Damask og Is- raels Rige, tabte Syrerne dog ikke Modet, men begyndte snart efter atter at reise sig imod Assyrerne. De oprørske Bevægelser viste sig navnlig i Tyros?, hvor man formodentlig har fundet den af Assyrerne paalagte aarlige Skat altfor overdreven. De nærmere Omstændigheder ved dette Oprør kjende vi ikke; vi vide kun, at Tiglath Pilesar, omtrent i Aaret 730 eller snarere 729, blev Herre over Bevægelsen, og at han tvang Kongen af Tyros
[rf + I 7 mi = € == li = tin - na Matten til at betale en meget høi Tribut, nemlig ikke mindre end 150 Talenter Guld?, Om det kom til nogen egentlig Krig, eller om Tyros Borgere snart have opgivet Kampen, kan ikke afgjøres. I ethvert Tilfælde var Tiglath Pilesars fjerde syriske Kr:g, hvortil denne Begivenhed henhører, ikke af lang Varighed.
Samtidigt hermed, eller maaske tidligere, foregik der et
Thronskifte i Israels Rige, idet Pekah blev stødt fra Thronen af
! Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 10 1. 28; slgn. G. Smith i Zeitschrift Jir ågyptische Sprache VII, S. 14 (1869).
7 Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, 8. 14 (1869). Et Oprer fandt samtidigt Sted i Tubal, se ovenfor S. 403.
3 Se Rawlinson, Jånscriptions 11, pl. 67 l. 66. Da en Talent Guld er omtrent 50,000 Rigsdaler. vil denne Sum beløbe sig til omtrent 7": Million Rd.
675
IE TE ST 4] a- U - 21 - (am) d. e. Hoseas, der straks hyldede Assyrerkongen og derfor af denne fik Bekræftelse paa sin Værdighed som Konge af Samaria.
Om Syriens Skjæbne i Løbet af de følgende syv til otte Aar, (
i hvilke Assyrien beherskedes af Tiglath Pilesars Efterfølger Sal- man-eser IV., tie de assyriske Aktstykker; men denne Mangel af- hjælpes for endel af et Brudstykke af den phoinikiske Historie- skriver Menandros fra Ephesos!, som Iosepos meddeler?, og som be- handler Begivenheder, der aabenbart tilhøre dette Tidsrum.
Hovedindholdet af Brudstykket er følgende:
1 Tyros regjerede der en Konge ved Navn Elulaios, der foretog et heldigt Tog imod de frafaldne Kittier og igjen tvang dem til Lydighed. Men snart efter kom Salman-eser, Assyrernes Konge, og oversvømmede hele Phoinikerlandet med sine Hære. Sidon, Ake (Akko), ja selv Palaityros, underkastede sig, hvorpaa Assyrerkongen drog hjem i den Forventning, at det ikke vilde vare ret længe, før Tyros fulgte det givne Exempel og søgte Fred.
Men Tyros bøiede sig ikke. Salman-eser udrustede derfor næste Aar en Flaade paa 60 Skibe med 800 Rorkarle. Imod denne Flaade gik Tyrierne med kun tolv Skibe, men de seirede alligevel og tog 500 Fanger. Da greb Assyrerne til et nyt Middel for at tvinge Tyros; de udstillede Vagtposter og hindrede derved Tyrierne i fem Aar fra at hente Drikkevand paa Kysten?.
Hermed bryder Fortællingen af, uden at der siges Noget om det endelige Udfald af denne femaarige Beleiring eller Blokade, men af flere Grunde, — blandt Andet, som Movers har bemærket”,
! Rawlinson, Znscriptions III, pl. 10 I. 28; se Kap. X & 96. 2? Jos., Arch. Jud. IX, 14, 2. Om Menandros se ovenfor S. 293—294. 3 Slgn. hvad Moharen siger om Drikkevandet i Tyros, se ovenfor 8. 591 med Anmk. 5. "+ Movers, Die Phénicier Il, 1, 8. 390 (1849). 43"
676
af den Omstændighed, at Elulaios, efter hvad Menandros siger, fik Tilnavnet Pyah, der ikke kan være Andet end Ordet mm! (Satrap), — synes det klart, at Tyrierne tilsidst have søgt Forlig med Assy- rerne og have ydmyget sig for dem?.
Der staar endnu tilbage at undersøge, om man ikke i assy- riske Aktstykker fra Salman-esers Efterfølgeres Tider kunde finde nogen Hentydning til denne Begivenhed, eller i det Mindste nogen Oplysning om Tyros" Forhold i den paa Salman-esers Dage nærmest følgende Tid.
Vi maa da her bemærke, at Tyros slet ikke omtales, hverken i Salman-esers Efterfølger Sargons vigtigste Indskrifter, hans Ån- naler og Fasti, eller i dennes Efterfølger Senakheribs Aktstykker; og at Byen først kommer frem i Assurhaddons Dage, og at den da er langtfra at spille nogen fremtrædende Rolle. Det er altsaa aabenbart, at 7yros 1 Mellemtiden (d. v. s. under Salman-eser) har lidt et Knæk; thi, var Byen forbleven usvækket, vilde sikkert hverken Sargon eller Senakherib have undladt under et eller andet Paaskud at presse ligesaa store Summer ud af Byen, som deres Forgænger Tiglath Pilesar.
Hvor sandsynlig end denne Slutning er, bliver den dog kun en Gisning, og den vilde aldrig have nogen overbevisende Kraft, naar den ikke blev stettet af udtrykkelige Udsagn i gode histo- riske Kildeskrifter. Men dette er virkeligt Tilfældet: der gives et Aktstykke fra dette Tidsrum, hvori der, som vi skulle se, findes en bestemt Hentydning twå Tyros" Fald.
Paa Indskriften paa Sargons Cylinder kalder denne Konge sig nemlig!:
amde
1 Dette Ord findes 2 Kong. 18, 24; Esaias 36, 9; Ezekiel 23, 6 og 23. Med assyriske Skrifttegn finder man Ordet Rawlinson, Jnscriptions Il, pl. 38 1 72 a.; slgn. Norris, Assyrian Dictionary 8. 80.
2 Om nogen Overgivelse paa Naade og Unaade er der ingen Tale; algn. nedenfor $ 55.
3 Se nedenfor S. 706 Fortegnelsen over Assurhaddons syriske Vasaller.
% Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 86 1. 19.
677
El ME FE TT] 2 SE TE u - sap - st - hu(mop) ku - € u(7) zur - ri Den, som havde ødelagt Landet Kue og Byen Tyros",
Nu omtales Betvingelsen af det i Amanosbjergene liggende Landskab Kue ikke i Sargons Indskrifter, hvorimod det i disse k oftere siges i Forbigaaende, at Kue var en assyrisk Provinds, der bestyredes af en assyrisk Statholder'. Under Tiglath Pilesar havde Kue derimod sine egne indfødte Konger; følgelig maa det være bleven betvungen af Assyrerne i Mellemtiden imellem Tiglath Pilesar og Sargon, d. e., med andre Ord, under Salman- eser (IV.)?, Om Tyros, som her opføres ved Siden af Kue, gjælder efter al Sandsynlighed noget Lignende: ogsaa det maa uden Tvivl være bleven betvunget af Salman-eser; og saaledes forsvinder da enhver Grund, man kunde have, til at tvivle om Rigtigheden af den af Iosepos efter Menandros meddelte Fortælling om, at det var Salman-eser, der førte Krig med Tyros og blokerede Byen.
Trods den mindre heldige Udgang af Tyriernes Forsøg paa Syrernee, Kampe at hævde deres Selvstændighed, og trods de haarde Straffe, der kun faa Aar i Forveien havde rammet Riget Damask og endel af Israels Rige, og som endnu maatte være i frisk Minde, tabte Sy- rene dog ikke Modet, og snart efterat Tyros var falden, begyndte andre syriske Stammer at pønse paa Oprør, muligvis tildels til- skyndede dertil af Ægypterne?, hvis nye Herre, Aithioperen Sa-
' Botta Mfonumenis IV, pl. 158 l. 6.
2? Se ovenfor 8. 404—406.
2 Se nedenfor 682 ff. Man ser af Hoseas Profetier, at paa den Tid, da disse forfattedes (sandsynligvis i Tiden fra 730 til henimod 720 slgn. ovenfor S. 306 og 8. 39), fandtes der to Partier i Israels Rige og for- modentlig ogsaa i andre syriske Stater. Det ene Parti raabte paa Forbund med Ægypten og haabede, at Syrien under Ægyptens ven- skabelige Beskyttelse vilde faa en lykkelig Fremtid (se Hoseas 7, 11 og 12, 2), imedens andre mente, at Israel vilde være bedst tjent med at gaa op i Assyrien (se Hoseas 5, 13); derfor sendte Israeliterne af dette Parti stundom Gaver til Ninive (8, 9) og søgte Forbund med Assyrien (Hoseas 12, 2; slgn. 14, 4). Slgn. 2 Kong. 17, 4.
678
"bako, tragtede efter at udvide sit Herredømme udover Ægyptens Grændser! og derfor neppe undlod at ægge Syrene til Oprør.
De assyriske Aktstykker fortælle os iblandt Andet om et farligt Oprør i Hamath, der udbrød ved denne Tid, og som lededes af en vig Jaubida, der, uden at have nogen Ret til Thronen, af Folket i Hamath var bleven anerkjendt for Konge i Landet.
Imod denne Jaubida gik Sargon i sit andet Regjeringsaar (720). Hap angreb først Byen Karkar, der synes at have ligget imellem Euphrat og Orontes, og vendte sig derpaa imod Hamath, som efter nogen Tids Forløb faldt i hans Hænder. Han hen- rettede nu Jaubida, som han havde taget til Fange, og gjorde for- modentlig Hamath til assyrisk Provinds, i Lighed med hvad der var sket med Hamaths Naboland, det forrige Kongerige Damask.
Af Annalernes Beretning om denne Begivenhed have vi kun de første Linier tilbage, der fortælle om Begyndelsen af Krigen med Jaubida, men hvad der har været meddelt i Annalerne om Slutningen af denne Krig, samt om Sargons øvrige Bedrifter i Syrien i dette Aar, er uheldigvis gaaet tabt",
Vi foretrække derfor, istedetfor at oversætte de Brudstykker af Annalerne, der fortælle om Krigen med Jaubida, at meddele hvad der i Sargons Fasti siges om de samme Begivenheder,
»Jaubidi fra Hamath, forhen en ... og ingenlunde retmæssig Arving til Thronen, en troløs og gudsforgaaende Mand, havde
! SIlgn. nedenfor Kap. VI, $ 68. 2 Se Botta, Afonuments de Ninive IV, pl. 70 I. 10—11, efter Pladen 3 i Salle II i Khorsabad. i ,. Slgn. Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 34 og 19, 13; Jere- mias 49, 23 — Vidnesbyrd om det Indtryk, Hamaths Fald gjorde paa Israeliterne Der har været to Plader (4 og 5), hver paa elleve Linier, som have fortalt om Sargons Bedrifter i Syrien i dette Aar; i Begyndelsen af den følgende Plade (6) fortælles der nemlig endnu om Sargons Krig i Syrien i hans andet Regjeringsaar. Disse to Plader ere med flere andre gaaede tabte under Forsendelsen til Europa. . 8. Denne Fortælling findes Botta Afonuments IV, pl. 145 1. 21—24 (Plade 3 i Salle X); Levninger pl. 123 1. 11—16 (Plade 3 i Salle VI).
679
faaet Lyst til Kongedømmet i Hamath. Han ophidsede imod mig Byerne Arpad, Simirra, Damask og Samaria og tog sine For- holdsregler med enhver af dem og forberedede sig til Kamp. Jeg talte alle Gud Assurs Tropper; jeg beleirede i Byen Karkar, som havde erklæret sig for Oprøreren, ham og hans Krigere, og jeg lagde den i Aske. Jeg lod ham flaa, og jeg dræbte Hoved- mændene for Oprøret i hver af Byerne, og jeg lagdo dem øde. Jeg udskrev (?) 200 Vogne og 300 Ryttere (?) iblandt Beboerne af Landet Hamath, og jeg føiede dem til min Majestæts Besiddelse".
Paa det assyriske Mindesmærke fra Ati (Kittion), som for nogle Aar siden er bleven bragt til Berlin, findes en kortere Be- skrivelse af de samme Begivenheder; den indeholder flere Smaatræk, som ikke findes i Fasti, og den kan derfor vel, forekommer det os, fortjene at kjendes i Sammenhæng !'.
»Over det ganske Land Hamath kom jeg som en Hvirvelvind, Jaubidi, deres Konge, med hans Familie og hans Krigsmænd, tilligemed Bytte fra hans Land, fik jeg i min Magt (?) og bragte det til Assyrien; 300 Stridsvogne og 600 Lastvogne (?) med Spyd og Landser udtog (?) jeg af deres Midte og spredte dem udover mit Kongerige; 6300 Assyrer, Mestre i ... i Hamath jeg bosatte. Min Statholder .... over dem jeg, satte, og Afgifter og Tributer paalagde jeg dem",
Af den første her meddelte Beretning er der navnlig én Be- mærkning, som fortjener et Øiebliks Omtale, nemlig følgende?:
ISEN ST TEE mæ
ar - pad - da 2 — mir =- rå Arpad, . Simirra, IDE FT STÆ IM <T di - mas =- ka sa - Mi = ri - na Damask (og) Samaria
5 Rawlinson, Jnscriptions vol. III, pl. 11 1. 51—65; slgn. G. Smith, Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 70 (1871). "" Botta, Afonuments IV, pl. 145 1. 21—22.
680
pæa| —|: im wel | TT: u - ti - us - bal - kit imod mig han hidsede.
Denne Sætning underretter os nemlig om, at de oprørske Bevægelser, der vare udbrudte i Syrien i Sargons andet Regje- ringsaar (720), ikke vare indskrænkede til Hamath, men havde for- plantet sig til andre Egne.
Om Undertrykkelsen af dette Oprør og Afstraffelsen af de fire Byer vil man forgjæves søge nogen Oplysning i de følgende Dele af Sargons Fasti, hvorimod der nogle Linier ovenfor! læses en Beretning om, at en haard Skjæbne under Sargons Regjering traf en af disse fire Byer, nemlig Samaria, Den blev ødelagt af Sargon, der førte 21000 af Byens Indbyggere bort til andre Egne, og forvandlede det Rige, hvori Byen før havde været Hovedstad, til assyrisk Provinds,
Men — spørge vi — er denne Begivenhed forefaldet efter Hamaths Indtagelse, altsaa i Aaret 720, eller et Aarstid tidligere, i Sargons første Regjeringsaar (721), eller vel endog i det Aar, da han kom påa Thronen?
Er denne Afstraffelse af Samaria en Følge af, at Byen og dens Konge havde sluttet sig til Jaubida, eller er der her kun Tale om et Mytteri, som er udbrudt efter Israels Riges Under- gang, imellem de i Byen tilbageblevne Folk?
Uheldigvis formaa vi ikke at besvare dette Spørgsmaal, da de Aktstykker, der kunde have givet os Oplysning derom, ere gaaede tabte? eller befinde sig i en ødelagt Forfatning”, Var Sargons Fasti" et kronologisk ordnet Skrift,. vilde den Stilling, Fortæl-
!? Botta, Afonuments IV, pl. 145 I. 11—183. Stedet vil blive meddelt nedenfor Kap. X $ 97.
12 Se ovenfor 8. 408.
Vi tænke her paa den Plade, der indeholder Levninger af Beskrivelsen
af Sargons ferste Regjeringsaar, og af det Aar, han kom paa Thronen,
nemlig Plade 3 i Salle II (Botta, Monuments IV, pl. 70).
£ Om Sargons Fasti, se ovenfor 8. 246 med Anmk, 5 og 6.
681
lingen om Samarias Fald indtager, næsten lige i Spidsen af Terten!, være afgjørende; men, som bekjendt, have de kronolo- giske Hensyn ikke været de eneste, der have været bestemmende ved Ordningen af Begivenhederne i dette Skrift?, og det er ikke umuligt, at Forfatteren af Fasti af en eller anden os ubekjendt Grund har tilladt sig at rykke Samarias Fald op i Spidsen af Texten, uagtet Byen først var bleven indtaget efter Hamaths Ydmygelse, altsaa mere end et Aar efter Sargons Thronbestigelse. Men paa den anden Side tør vi paa ingen Maade benægte Mulig- heden af, at Samaria alt er falden i Sargons første Regjeringsaar (721), eller vel endog Aaret forud (720), i den største Del af hvilket Aar Salman-eser endnu sad paa Rigets Throne; vi maa indskrænke os til at bemærke, at i de Mindesmærker fra Sargons Tid, hvorpaa de Dele af Sargons Annaler, som behandle disse Aars Historie, findes indhuggede, have vi forgjæves søgt Spor af, at han i denne Tid har været i Syrien med sin Hær". Hvad Aar end Samaria er falden, er det en ubestridelig Kjendsgjerning at Sargon i Eftersommeren 720 med sin Hær drog
! I Fasti findes der kun for Fortællingen om Samarias Fald en kort Sætning, der fortæller om Fjendtligheder med Elam. Et utvetydigt Bevis paa, at de kronologiske Hensyn kun spille en underordnet Rolle i Sargons Fasti, afgiver den Omstændighed, at det her umiddelbart efter Beretningen om Samarias Fald fortælles, at Pharao og Araberne betalte Tribut, uagtet denne Begivenhed først skete i Sargons femte Regjeringsaar. Jaubida's Qvervindelse og flere andre Begivenheder, der først fortælles i de følgende Afsnit af Fasti, er saaledes foregaaet tidligere end Fredsslutningen med Pharao og Arabernes Qvervindelse. 2 Se Botta, Monumenis IV, pl. 70. " At demme efter Biblen synes det dog snarere at maatte antages, at " Samaria er bleven indtaget i Aaret 721 eller 722, end i Aaret 720. Byens Erobring. tilskrives nemlig her (2 Kong. 17, 3—6) Salman-eser, og maa efter dette Vidnesbyrd tilhere den Tid, da Salman-eser og Sargon vare samtidige. Men nu synes Sargon allerede i Aaret 721 at være bleven anerkjendt for Konge i hele Riget, (slgn. ovenfor S. 406 —407), og Samarias Undergang maa herefter i det Seneste være ind- truffet i Aaret 721 f. Kr. Se videre nedenfor Kap. X $ 97.
682
igjennem det forrige Rige Samaria; thi imod Slutningen af hans andet Regjeringsaar var han, som det fortælles i hans Annaler, med sin Hær rykket frem til Gaza, hvorfra han gik videre frem imod Sydvest, for her at møde en forenet ægyptisk og syrisk Hær, som vilde gjøre ham hans Besiddelse af Syrien stridig. Hærene stødte sammen ved Byen Raphia, hvor det kom til et Slag, i hvilket Assyrerne seirede?. Sargon indtog derpaa Gaza og bortførte endel af Indbyggerne fra Byen for at bosætte dem i andre Egue.
Da den Del af Annalerne, der indeholder Beskrivelsen af Kampen er noget beskadiget, foretrække vi at meddele hvad der i Sargongs Fasti fortælles om denne Begivenhed 32.
SEE DE SS, ha - nu - nu (mm) sar ha - zi - ti(=77%) it = ti (AN) Hanon, Konge af Byen Gaza, tilligemed
] DE I ar——| =T pA 4Å — =TTT »J— ”A — A, 1 —1T| sab =- ' - e(R%) il - lan - nu MU - 8u - ft (=x9) Sabako, Herskeren over Landet Ægypten,
TET 4 TE ER Sa] Tr] in : Ta pi - hi a - na e - pis [kabal] u (7) [tahaz] ved Byen Raphia, for at holde Slag og Kamp,
Hor fstslf als ex hd | 4 a - na gab (37) - ta it - bu - ni [apikla] su - nu imod mig de kom; (men) paa Flugt dem
! Botta, Monuments IV, pl. 71 I. 1 fr.
2 Botta, Monumenis IV, pl. 71 l. 8.
3 Texten læses Botta, Monuments IV, pl. 145 1. 9—11 efter Indskriften paa Plade 2 i Salle X. Samme Text findes ogsaa pl. 97 1. 8—11 efter Plade 11 i Salle IV, samt pl. 138 1. 3—5 efter Plade 13 i Salle VIII, endelig ses endnu nogle Rester af samme Text pl. 120 L 20 og pl. 121 1. 1—3 efter Pladerne 2 og 3 i Salle VII,
683
af Er [HET eet =TE-[SET
am - kha = az (yt) sab - ' - é&e e =- ri- kim (%%8) jeg drev; Sabako, [for]. Slagordenen af
— p—— p—Pp—Pp- im
TOD» let FT TET OE: [galk?] - ia e- rim(n%y)-va in - na - bit
Tjenerne mine han veg og flygtede bort;
El Em STE fo ad |]
la (ON) in - na - mir a - sar (SAN) - su
ikke 88åes Sporet hans. Af den her meddelte Text, fremgaar det tilstrækkeligt, at Ægyptens daværende Hersker Sabaa eller Savaa — 70! som Navnet vilde skrives, naar man omskrev de assyriske Tegn med hebraiske Bogstaver — har forsøgt at indblande sig i de syriske Anliggender og har stræbt at hindre Assyrerne i at underkue Landet. Sandsynligvis har Sabaa — der ikke kan .være nogen anden Konge end den Aithioperfyrste Sabako, som forenede det ægyptiske Rige med sit Stammeland —? næret det Haab, at Sy- rerne til Gjengjæld for den Understøttelse, han gav dem, vilde anerkjende ham for deres Skytsherre — og at enkelte Syrer virke- ligt, ogsaa have underordnet sig ham, fremgaar tilstrækkeligt af et samtidigt ægyptisk Aktstykke, der fortælle, at ,Syriens Fyrster bragte Sabako Gaver" +, Men dette Herredømme har i ethvert Tilfælde kun været af kort Varighed, og Sabako maa, efter Uheldet ved Raphia, for det Første have opgivet sine Planer paa Syrien og maa have været vel tilfreds med at kunne beholde Ægypten uantastet. Thi det kunde neppe være tvivlsomt, at Assyrernes
Man erindre, at en Konge af Ægypten &7D omtales i 2 Kong. 17, 4, som Hoseas' Forbundsfælle.
” Om de assyriske Lydtegn se ovenfor S. 349 Anmk. 5.
2 Om ham se nedenfor $ 68.
" En Indskrift, der fortæller derom, læses i Karnak; slgn. Brugsch, Hi- stoire d”Égypte 8. 209.
684
Konger fra Tiglath Pilesars Dage havde sat sig det Maal at lægge Ægypten til deres øvrige Besiddelser.
Imidlertid synes det dog ikke, at Sargon har foretaget noget Angreb paa Ægypten, hverken straks efter Seieren ved Raphia eller senere. I ethvert Tilfælde kunne vi antage det for sikkert, at Sargon tkke har foretaget noget Felttog til Ægypten + dette Aar (720), men at han, efter at have slaaet Sabako ved Raphia, navnlig har henvendt sin Opmærksomhed paa de syriske Forhold og har stræbt at ordne disse paa en saadan Maade, at Fare for nye Oprør, saavidt muligt, fjernedes. Formodentlig afsatte han nogle af de Fyrster, der havde vist sig utro; men hvem denne Skjæbne har rammet, kunne vi ikke afgjøre. Imidlertid have vi Grand til at antage, at han i dette Aar har afsat Kongen i Asdod og indsat en anden i hans Sted. Alle Indskrifter, der fortælle om de Be- givenheder, der indtraf i Sargons andet Regyeringsaar (720), tie rigtignok herom, men paa et andet Sted i hans Annaler, nemlig i Fortællingen om Tildragelserne i hans ellevte Aar, tales der om Afsættelsen af en Konge i Asdod, som var forefaldet tidligere ; men naar denne Begivenhed virkeligt er foregaaet under Sargon, saa er det jo utvivlsomt, at der intet Tidspunkt er, til hvilket denne Afsættelse af Asdods Konge med større Sandsynlighed kan henføres, end det Aar, da Sargon kæmpede med Kongen af Gaza og med Sabako, d. e. Sargons andet Regjeringsaar eller Aaret 720 f. Kr.
I Indledningen til Fortællingen om den oprørske Philister- stads Asdods Betvingelse i Sargons ellevte Regjeringsaar (711) meddeles det nemlig! saavel i hans Annaler som i hans Fast, at Sargon tidligere havde afsat en Konge i Asdod
I TET Il a - Zu - ri
Azuri, og i hans Sted til Konge havde indsat hans Broder
1 Se Botta, Afonuments IV, pl. 86 I. 1—3; pl. 155 1. 4—5 efter Anna- lerne, samt Botta, Afonuments IV, pi. 149 1. 5—7 efter Sargons Fasti.
685
| Ty P," EGE ——d« a - kh - mi - tt d e. Akhimit. Sandsynligvis var dog denne Fyrste ikke den eneste af de syriske Smaakonger, som i dette Aar blev afsat af Åssyrerne, og flere andre have maaske delt Skjæbne med ham; men vore Aktstykker tie ganske herom.
Efterat Sargon saaledes paany havde undertvunget Syrien, maa han efter Tiglath Pilesars Exempel have bortført endel af de oprørske Folk fra deres Hjemstavn, De assyriske Aktstykker give os dog ikke mange Oplysninger om Sargons Forholdsregler i denne Henseende. Der fortælles nemlig kun, at der fra Samaria bortfertes noget over 21000 Mennesker!; men af den Omstæn- dighed, at der siden gjentagne Gange føres fremmede Folk som Nybyggere til Damask og Hamath?, synes det at fremgaa, at Sargon ogsaa har ført endel af Indbyggerne i disse Lande bort fra deres Hjemstavn.
Assyrernes umiddelbare Besiddelser i Syrien, der, som vi have set, i Aaret 720 vare blevne forøgede mod de Lande, som havde udgjort de forrige Kongeriger Samaria og Hamath, bleve tre Aar efter atter stærkt udvidede. I Sargons femte Regjeringsaar (d. 60. i det Aar, da Zir-bani var Eponym?, eller Aaret 717) gik nemlig Sargon imod Karkemish, indtog Byen og afsatte Kongen Piziri
[fS pir - ri! I hvis Sted han indsatte en assyrisk Statholder, ligesom i do tid- ligere inddragne fremmede Lande. Det gamle berømmelige Rige mistede herved sin Selvstændighed og omdannedes saaledes til Provinds af Assyrien.
1 Botta, Monumenis IV, pl. 145. Stedet meddeles nedenfor Kap. X, &$ 97. 2 Se nedenfor 8. 687 — 688.
3 Se G. Smith i Zeitschrift fir ågyptiske Sprache VII, 8. 95 (1869).
" Se ovenfor 8. 664— 666 og nedenfor $ 53.
686
I Sargons Annaler fortælles det!, at Assyrerne i dette Aar kastede sig over Karkemish, fordi Kong Piziri havde sluttet sig til Mila?, Moskernes Konge. I Byen gjorde Sargon efter samme Beretning et stort Bytte af Sølv og Guld, foruden mange andre forskjellige Gjenstande; han tog desuden? 50 Stridsvogne, 200 Lastvogne (?) samt 3000.... En Del Assyrer sendtes som Ny- byggere til Landet, hvad der jo lader formode, at en Del af Be- folkningen var bleven bortført fra sin Hjemstavn og havde faaet Bolig i andre Egne".
I Sargong Fast: tales der ikke om dette Tog til Karkemish, hvorimod det berøres kortelig i hans andre historiske Indskrifter, saaledes i de Indskrifter, der læses paa Cylindres, kolossale Tyre- figurer og andre større Gjenstande fra Khorsabad. I Sargons Indskrift i Nimrod siges det om Sargon, at han var:
»Den, som førte Krig med de Onde og hvis Haand rammede Piziri, Konge af Khetta (Nordsyrien) og som indsatte sin Stat- holder over Byen Karkemish "+,
I Slutningen af samme Indskrift, efter Beretningen om de af Sargon opførte Bygninger, læser man endelig følgende . Be- mærkning”. EN
»I disse Dage nedlagde jeg i Skatkammeret 11 Talenter og tredive Miner Guld, 2100 Talenter og 24 Miner Sølv, det store Bytte, som jeg havde taget fra Piziri, Konge af Karkemish ved Euphrat".
Man erfarer heraf, at det Bytte, som Sargon tog i Karkemish,
12 Botta, Monuments IV, pl. 72 1. 7—10 efter Plade 7 i Salle II i Khorsabad.
32 Om Mita (Midas) se ovenfor S. 499.
3: Botta, Monuments IV, pl. 72 1. 10. Texten er ikke ganske fuldstændig, saaledes at en neie Oversættelse ikke kan gives. Maaske er der her Tale om en Udskrivning af Rekruter.
$ Sign. Esaias 10, 9.
5 Se f. Ex. Rawlinson, JInscriptions I, pl. 36, 1. 25: ,Jeg straffede Karkemish og overvandt Piziri".
& Layard, Inscriptions pl. 33 l. 10.
7. Layard, Inscriptions pl. 34 1. 21—22.
687
har beløbet sig til flere Millioner", og det er i Virkeligheden heller ikke usandsynligt, at Sargon har gjort et saa stort Bytte i Byen, eftersom Karkemish dengang var en vigtig Handelsstad og sand- synligvis en meget velhavende Stad”. Uanset dette store Krigs- bytte var Frugterne af Krigen med Riget Karkemish af den største Betydning for Assyrerne, idet nemlig deres syriske Provindser, der før Karkemish' Inddragelse havde været adskilte fra deres meso- potamiske Besiddelser, fra nu af kom til at danne en med disse sammenhængende Landstrækning.
Pizirt's oprørske Forbindelse med Moskerne, der anføres som Grund til Sargons strenge Fremgangsmaade imod Folk og Konge, maa altsaa være kommet Assyrerne meget beleiligt, og man kan derfor nære nogen Mistanke om, at Assyrerne selv have fremkaldt dette Oprør, for at have en Anledning til at gjøre en Ende paa Riget og indlemme det som Provinds i Assyrien.
I det følgende Aar, Sargons sjette Regjeringsaar (716), i hvilket han begyndte sine Angreb paa Armenien og Medien?, blev en af de beseirede armeniske Høvdinge, JZtti, som havde sluttet sig til Kongen af Minni", Ullusu, bortført til Syrien, hvor han fik Bolig i Hamathå, og i det derpaa følgende Aar (715), Sargons syvende Regjeringsaar, blev endel Arabere, som Assyrerne havde fanget paa et Tog til Arabien, bosatte i Samaria. I det sidste Aar (715) er Sargon sandsynligvis draget igjennem Syrien med en Del af sin Hær; thi da han dengang endnu ikke var Herre over Babylonien”, har han neppe kunnet angribe Araberne fra denne
! De 11'/» Talenter Guld svarer omtrent til 575000 Rd. i Guld, de 2100 Talenter Selv kan med et Middeltal anslaaes til en Værdi af 8"/» Million Rd. (efter J. Brandis 2,270,000 Rd.).
Se nedenfor $ 53.
Se ovenfor 8. 409 fr.
Om Minni (Manna) se ovenfor 8. 494.
Botta, Monuments pl. 146 1. 20.
Botta, Monuments IV, pl, 75 1. 6. Den paagjældende Text vil findes nedenfor Kap. X, & 97.
Babylonien blev ferst erobret i Aarene 710—709, se ovenfor S. 416.
=é
688
Side. Han har derfor formodentlig taget sine Besiddelser i Sy- rien til Udgangspunkt for sine Foretagender imod Araberne, hvorved han med det Samme opnaaede, at Syrerne bleve skræm- mede fra nye Oprør, naar de saa en saa talrig assyrisk Hær i deres Land. Efter al Sandsynlighed var det ikke hele den assy- riske Stridsmagt, men kun en Del deraf, som anvendtes til dette Felttog; en anden Del er formodentlig bleven tilbage paa Rigets Nordgrændse for at holde de nylig overvundne Armenier og Meder i Ave.
I det følgende Aar (714), i hvilket Sargons Krige med Meder og Armenier foreløbig bragtes til Ende paa en for Assyrien meget lykkelig Maade", bleve en Del Nybyggere førte til Syrien fra disse nylig betvungne Egne, iblandt Rg en Høvding ved Navn
| =| JE so JE]
a - ME - ku? d. e. Dejokes, der Fa Bolig i Hamath3, Ifølge Sargons Fasti" bleve ogsaa Indbyggerne af følgende fem Byer: Sukkia, Bala, Abti- siikna, Pappa? og Salukni, om hvis Beliggenhed vi forøvrigt Intet
kunne bestemme, bortførte til Syrien: de fik Bolig i Damask.
Uagtet Syrerne saaledes hvert Aar modtog Beviser paa, at ÅAssyrerne, omendskjøndt de ideligt vare sysselsatte i andre Lande dog ikke tabte de syriske Forhold af Sigte, saa udbrød der dog snart igjen, sandsynligvis allerede i Aaret 712, nye oprørske Be- vægelser i Landet. I det Mindste se vi Sargon i sit tiende Re- gjeringsaar (712) at foretage et Tog til et Sted, som han kalder
Se ovenfor 8. 409—413.
? Om Dajakku (Dejokes), der herte hjemme i dét nordestligste Medien paa Grændsen af Armenien, se ovenfor 8. '411 og 8. 465—466.
3 Botta, Monuments III, pl. 63 l. 2; IV, pl. 146 I. 13; sign, om Da-
jakku's Oprer.
Botta, Sdonuments IV, pl. 146 1. 21.
, Pappa er ikke, som man undertiden antager, Byen Paphos paa Kypros,
men en ellers ubekjendt By paa Asiens Fastland. Paphos anerkjendte
ham vel for Lehnsherre, men boholdt forevrigt sin Frihed, se oven-
for S. 417.
689
SÅ SØ >p-] —| TT Wu —T ba = al za - pu - na! Baal Zaphon,
om hvilket vi have Grund til at antage, at det har ligget i Mellemsyrien i Nærheden af Hamath?. I ethvert Tilfælde maa det dog have ligget i Syrien, eller ikke ret langt udenfor Landets Grændser, thi Baal dyrkedes neppe uden i Syrien og de aller- nærmeste tilstødende Egne?., Hvad Formaalet har været for dette Tog, er os ikke ganske klart, da Texten kun er slet bevaret; men det er ikke usandsynligt, at det var for at kvæle et Oprør, at Sargon i dette Aar gik til Baal Zaphon med en Hær.
Hvorledes det end forholder sig med dette Tog, er det klart, at der det følgende Aar var udbrudt farlige Oprør baade i Nord- og Sydsyrien, nemlig i Gavguma5 og i Philisterbyen Asdod, thi begge disse Riger bleve betvungne af Sargon i hans ellevte Regje- ringsaar, d. e. i Aaret 711£,
" Botta IV, pl. 83 ]. 9.
? Vi have ovenfor omtalt et Sted eller Landskab af dette Navn i Nær- heden af Hamath (8. 663).
? Baal dyrkedes saaledes sikkert af endel af de sinaftiske Steppers Beboere; sign. Baal Zaphon EÆzod. 14, 2. Se ovenfor S. 612.
" I Texten siges det kun, at der ved dette Baal Zaphon findes en stor Kobbermine; se Hincks i Annual Reports for 1852 af The British Asso-
-… ciation for the advancement. of science 8. 111 ff. London 1858.
S Be nedenfor & 58.
' Vi besidde ganske vist intet Aktstykke, hvori det siges udtrykkeligt, at Felttogene imod Gavguma eller Asdod indfaldt i Sargons ellevte 4ar, thi de Linier af hans Annaler, hvor denne Dato fandtes, ere enten helt forsvundneseller kun slet bevarede. Imidlertid kan der dog ikke være mindste Tvivl om, at de to omtalte Begivenheder henhøre til dette Aar. I Indskriften i Salle 11 beskrives nemlig Asdods Oprer paa Plade 21, imedens.Plade 17 fortæller om hans tiende Regjeringsaar og Plade 25 om hans tolvte. Hertil kommer endnu, at i Linie 13 af den Indskrift, der læstes i Salle XI11 Plade 4 (Botta, Monuments pl. 155), finder man i den første Halvdel Slutningen af Beskrivelsen af Asdods Betvingelse, imedens man i den anden Halvdel læser: ,,1 mit tolvte Aar gik jeg imod Babylon". Asdods Underkuelse var saaledes den
44
690
Sargon giver i sine Fasti! følgende Meddelelse om Oprøret i Gavguma og dets Betvingelse? :
» Tarhulara af Gavguma havde en Sen, Iutallu, hvem Folket havde taget til Herre, og hvem det imod min Villie havde sat paa Thronen, og hvem det havde givet Styrelsen af Landet. I mit Hjertes Vrede gik jeg ilsomt imod Byen Markast med mine Stridsvogne og mine Lastvogne (?), som ikke vege bort fra mine Fjed. Jeg tog Mutallu, hans Sen, til Fange, samt endvidere Be- boerne af det ikke uvigtige Landskah Bet-Baalla, [og jeg tog] Guld og Sølv og Skattene i hans Slot. Jeg lod Beboerne i Gav- guma beholde deres gamle Forfatning, men satte min Statholder over dem og behandlede dem som Assyrer".
Umiddelbar efter Fortællingen om dette Felttog beretter Sargon om Asdods Oprør og Betvingelse. Texten i Annalerne? er kun slet bevaret, hvorfor vi foretrække ogsaa at meddele denne Begi- venhed efter Sargons Fasti!:
»Det syriske Folk, der let lader sig forlede til Oprør, blev kjed af Akhimit (om hvis Indsættelse til Konge Asdod der ovenfor fortælles); og det indsatte en vis
sidste Begivenhed i Sargons ellevte Aar. Den omtalte Linie er for- evrigt ikke ganske fuldstændig bevaret og heller ikke neie gjengivet af Botta, men den kan let restitueres.
! Afden Udgave af Sargons Annaler, der fandtes i Salle II, er der kun bevaret én Linie, som handler om Gavguma (Botta, Monumenis IV, pl. 84 1. 1). Rester af et Par Linier findes ogsaa pl. 155 indtil L 7 efter Salle XIII Plade 4; se ovenfor S$. 689 Anmk. 6.
2 Botta, Monuments pl. 148 l. 11—12 og pl. 149 1. 1—5, efter Plade 7 og 8 i Salle X. .
2 Dens Levninger findes Botta, Mfonumenis IV, pl. 86 efter Plade 21 i Salle II samt i pl. 155 1. 6—13 efter Plade 4 i Salle XIII.
" I den Udgave af Fasti, som findes i Salle X, læses Fortællingen om disse Begivenheder Plade 8, 9 og 10 af Salle VII. Den begynder Botta, Monumenis IV, pl. 149 1. 7, fortsætter sig pl. 150 (1. 1—7) og afsluttes pl. 151 1. 13 (Linierne 1—12 pl. 151 have ot andet Ind- hold). Levninger af en anden Udgave findes pl. 127 1. 1—6 efter Plade 7 i Salle VII og af en tredie pl. 142 1. 15—20 og pl. 143
"då, 11—20 efter i Plade 24 og 25 Salle VIII
691
[SE la - ma - ni laman", der ikke var lovlig Thron-Arving, paa Thronen. I mit Hjertes Vrede delte jeg ikke min Hær og jeg formindskede ikke mit Trods, men gik lige imod Asdod med mine Krigere, som ikke fjernede sig fra mine Fodspor?".
»Iaman erfarede længe iforveien mine Hærtogs Komme og- flygtede bort hinsides Ægypten, til Landet Milukhi2, og man saa aldrig mere hans Spor. Jeg beleirede og indtog Asdod og Byen Gimt Asdodim?; jeg bortførte hans Gudebilleder, hans Hustru og Senner og Døttre, hans Skatte og alt hvad der fandtes i hans Borg, samt Beboerne af hans Land. Jeg opbyggede paany disse Byer og bosatte i dem de Mænd, min Arm havde taget i den opgaaende Sols Land. Jeg satte over dem min Statholder og jeg behandlede dem som Assyrere, og de gjorde sig ikke mere skyldig i Utroskab".
Sargon tilfeier endnu i sine Fasti en Fortælling om, hvorledes Iaman blev udleveret til Assyrerne; men denne Begivenhed er sikker først sket efter Sargons ellevte Regjeringsaar (711), da der i hang Annaler i det Afsnit, der behandler hans ellevte Regje- ringsaar ingen Hentydning findes dertil.
»Kongen af Milukhi boer i .... en Ørken; det tager Maaneder (?) at gaa derhen. Fra de ældste Tider af indtil Sin's Tider havde hans Fædre aldrig sendt Sendebud til mine Forfædre at bede om Fred og Venskab og for at anerkjende Merodakhs
==
! Se nedenfor $ 57.
2 lfelge Esaias 20, 1 fertes Hæren ikke af Sargon selv, men af hans Tartan eller everste Hærferer (Marskalk).
2 Milukhi er efter Oppert og de fleste andre Assyriologer en Omskriv- ning af det bekjendte Navn Meroé; men det kan ogsaa være en as- syrisk Betegnelse for det fjernere Afrika.
+ Formodentlig en By i Nærheden af Asdod. Man tænker i Reglen paa
Gimzo, nu Dshimzu, der omtales i Krenikernes Beger. (2 Arøn, 28, 18).
Sign. Sakar. 9, 6: ,Blandingsfolk skal bo i Asdod".
Assyrisk (digterisk) Udtryk for Iran, navnlig de estligere Dele deraf.
448
692
Magt. Paa min Anmodning om Udleveringen af Iaman blev han grebet af en umaadelig Skræk for min Kongemagt, Skrækken lammede hans .... Han kastede Jaman i Lænker og Baand af Jern og sendte ham til Assyrien og lod ham bringe for mig". Nogle Aar senere, formodentlig i Sargons fjortende Regjerings- aar (708) udbrød der et Oprør i Kummuhu? (Kommagene), hvilket Landskab, som vi alt have bemærket, undertiden regnes med til Syrien3, hvorfor vi ogsaa her ville meddele de Aktstykker, der be- skrive Landets Betvingelse. I Sargons Annaler er Fortællingen om dette Oprør uheldigvis bleven slemt medtagen, saaledes at vi ikke kunne meddele nogen sammenhængende Oversættelse deraf, men i hans Fast: er Beskrivelsen af Toget imod Kommagene, der følger lige efter Fortællingen om Jamans Udlevering, bevaret fuldstændigt, hvorfor vi her ville følge dette sidste Skrift. »Mutallu af Kummuhu (Kommagene), en Mand, fuld af Rænker og Ondskab, og som ikke ærede Gudernes Minde, indgik en Sammensværgelse og pønsede paa at falde fra. Han sluttede sig til Argisti, Konge af Urardi (Ararat d. e. Armenien)”, en Hjælp, der ikke var ringe (?), og nægtede at give Tribut... I mit Hjertes Vrede fulgte jeg Veien til hans Land med min Vældes Vogne og Lastvogne (?), som ikke forlode mine Fjed. Da Mutallu saa min Hær komme, trak han sine Stridsmænd tilbage, og man saa ikke mere hans Spor. Jeg beleirede og indtog hans Hovedstad og 62 store Byer; jeg førte bort som Bytte hans Hustru, Dettre, Gods, Skatte, Kostbarhederne i hang Slot og Beboerne af hans
! Botta, Afonumentis IV, pl. 151 1. 13—16 (efter Plade 10 i Salle X).
? Sign. G. Smith i Zeitschrift fir ågypt. Sprache VII S. 110 og 112, Aug. — Sept. 1869.
3 Se ovenfor S. 628; se videre nedenfor & 53.
+. Botta Monuments IV, pl. 151 1. 16 —21 efter Plade 10 Salle X samt pl. 127 1. 9—14 og pl. 128 1. 1—3 (efter Salle VII Plade 7 og 8), samt i pl. 142 1. 1-——10 efter Plade 29 i Salle VIII.
3. Denne Bemærkning lader os formode, at ogsaa Afutallu's Overvindelse falder senere end Bet-Jakins Betvingelse, som tilhører Aaret 709, se ovenfor $ 41 8. 415—417.
693
Land, og jeg glemte Intet. Og jeg gjorde paany dette Sted til en By; jeg bosatte der Mænd fra Bet-Jakin!, som min Arm havde taget; jeg satte min Bestyrelse over dem. Jeg udskrev hos dem 150 Stridsvogne, 1500 Lastvogne (?), 20000 Bueskytter samt 1000 med Skjold og Landse bevæbnede Mænd, og jeg betroede Landet til en Statholder". '
Hele det nordlige Syrien og største Delen af Mellemsyrien var saaledes forvandlet til assyrisk Provinds, og Assyrerkongens umiddelbare Besiddelser strakte sig nu uden Afbrydelse fra Me- dien til Middelhavet; imod Nordvest gik Riget op til Grændserne af det senere Pontos?, og i Sydvest strakte det sig til henimod — Jerusalem. Kun Befolkningen paa Syriens mellemste og sydlige Kyst, Phoiniker og Philistere, samt Juda Rige og de smaa Konge- riger paa Kanaans Østgrændse, Ammon, Moab og Edom, havde endnu deres indfødte Konger, og besad en vis Selvstændighed, idet Agssyrerne indtil videre havde ladet sig nøje med at udskrive aarlige, undertiden maaske dog temmelig høie Afgifter hos dem.
I ethvert Tilfælde var dog Borgernes Lod i disse syriske Smaariger langt at foretrække for Beboernes i de umiddelbart bestyrede Provindser; men uagtet man havde set, at et mislykket Oprør vilde medføre Tabet af den sidste Rest af Folkenes Selv- styrelse, ja maaske endog Nationalitetens Undergang, saa opgav Syrerne dog ikke Haabet om med Sværdet i Haanden at kunne gjenvinde deres Frihed, og de pønsede stadigt paa Oprør. For- modentlig havde Udsendinge fra de aithiopiske Fyrster", der den- gang som oftest beherskede Ægypten, ved at aabne Syrerne Udsigt til et lykkeligt Liv under Aithioperkongernes Scepter, ikke lidet bidraget til deres Reisning, og i Virkeligheden synes det ogsaa, at
1 Om AÅrgisti og om Armenien, se ovenfor S. 491—492; slgn. ogsaa 8. 417.
2 Sargon inddrog nemlig Melitene og betvang Tibareners Land og Mo- skernes Land (Tubal og Meshek), se ovenfor S. 413 og S. 417.
2 Sargon hentyder til Syriens Betvingelse Botta, Afonuments IV, pl. 153 1 3.
% 8lgn. Esaias 18, 1 f.
Oprør i TE Senakheribs T til Syren,
694
Ægypter og Aithioper behandlede de af dem betvungne Folk langt mildere end Assyrerne behandlede deres Overvundne.
I Slutningen af Sargons Levetid, eller maaske først efter "hans Død (705) udbrød der atter oprørske Bevægelser i Syrien, og disse havde denne Gang en langt farligere Karakter, end de, der havde vist sig i Løbet af de sidste Aar i Landet. Imedens det tidligere kun havde været mindre Riger, der havde gjort Oprør, og det temmelig enkeltvis, og de større Kongeriger havde forholdt sig rolig, saa deltog nu saagodtsom alle Smaariger i Oprøret; og i Spidsen derfor stillede der sig, som det synes, et af de vigtigste Folk i Landet, nemlig Phoinikerne. I al Fald se vi Kongen i Datidens mægtigste Phoinikerstad, det rige Sidon, Kong
” 15! El] == kh == %
Luli (eller Elulaios), Fa være den Fyrste, imod hvem Assyrerne allerførst vendte sig?, og ved hvis Fald hele Phoinikerlandets Modstandskraft -aabenbart var brudt. Philisterne viste megen Iver. I Ekron greb Folket den assyrervenlige Konge Padt og bragte ham i Lænker til Jerusalemå, til Juda's Konge, Hezekias, som ikke synes at have betænkt sig paa at modtage ham, uagtet han derved gjorde sig til Oprørernes Medskyldige og udsatte sig og sit Folk for en haard Straf, naar Syrernes Anslag mislykkedes, og Assyrerne atter bleve Herrer i Landet. Philisterrigerne Gaza og Askalon deltog ogsaa i Oprøret, hvorimod Asdod synes at have været altfor svækket af de Ulykker, som vare overgaaede Byen i Sargons Dage efter det mislykkede Oprør i Aaret 711, til at dens Borgere kunde foretage sig noget Skridt imod Assyrien denne Gang.
Et Par Åar synes de syriske Smaakonger? at have været fri,
1 De bortførte nemlig ikke store Masser af de overvundne Folk; kun Medlemmer af de overvundne Kongehuse lod de opdrage i Ægypten.
2 Rawlinson, Znscriptions I, pl 38 l. 35 ff£., DI, pl. 12 1. 18 ff.
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 69—72; III, pl. 12 1. 22—23.
f Det er uvist, hvorvidt Indbggerne i Assyrernes syriske Provindser have deltaget i Opreret. Aktstykkerne tie herom,
695
imedens Sargons Efterfølger Senakherib anvendte al sin Kraft paa at betvinge det frafaldne Babylon. Men da dette Land var bleven fuldstændigt beseiret, og nogle oprørske Folk i Iran derpaa vare blevne bragte til Lydighed", vendte Assyrerne sig imod Syrien, uden Tvivl i Aaret 700 (eller maaske i det foregaaende Aar 701). Om store Slag med Syrerne i denne Krig taler Senak- herib ikke, og det er derfor at antage, at disse ikke have faaet samlet nogen større Hær, der kunde byde Assyrerne Spidsen i aaben Mark, dengang da Senakherib faldt ind i Landet. Assy- rene kunde derfor kaste sig med knusende Overmagt over hver enkelt oprørsk By, og kue den ene efter den anden. Kampen var altsaa temmelig haabløes for' Syrerne, og det var derfor ikke forunderligt, om flere af de oprørske syriske Folk opgav Kampen og ved hurtig Underkastelse søgte at vinde bedre Vilkaar. Noget Saadant var sandsynligvis Tilfældet med Phoinikerne; thi, efter hvad Senakherib fortæller, flygtede Lul: (Elulaios) skyndsomt bort fra Sidon, hvorpaa Assyrerne-i hans Sted til Konge indsatte en vis
— | a] =T ao] El tu - ba - " - lu? i d. e. Ethbaal. Om Kampe og Modstand tales der ikke, hvorfor man vel nok tør antage, at der ikke her har staaet større Slag, men at Sidon hurtigt har overgivet sig.
De andre phoinikiske Stæder ilede ligeledes med at under- kaste sig?, og deres Fyrster kappedes om at ydmyge sig for Se- nakherib i Haab om, at han vilde tage dem til Naade og lade dem blive i Besiddelse af deres Riger, hvad der ogsaa skete". Kongerne af Ammon, Moab og Edom, der ligeledes maa have taget Del i Oprøret, underkastede sig snart efter, tilligemed Kongen
! Se ovenfor S. 419—420,
2? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 Il. 34—46 og III, pl. 12 1. 18—19, hvor det siges, at Luli flygtede til Jatnana d. e. Kypros.
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 38—40.
£ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 47—50,
696
af Asdod!. Men Juda og Philisterne, navnlig Rigerne Ekron og Askalon, vedblev Kampen, sandsynligvis fordi de vidste, at, selv om de underkastede sig nu, vilde dog Senakherib, paa Grund af den virksomme Del, de havde taget i Oprøret, ikke skaane dem, men I ethvert Tilfælde behandle dem haardt og straffe dem strængt for deres Troløshed. Hertil kom vel endnu, at de endnu be- standig ventede paa Hjælp fra Ægypten, hvor man formodentlig allerede fra den Tid af, da Assyrerne nærmede sig Syrien, har været ivrig sysselsat med at ruste en Krigshær, der kunde komme de betrængte Syrer til Undsætning”,
Imidlertid synes Assyrerne at have spredt sig over Landet og angrebet de befæstede Steder og søgt at tvinge dem til Over- givelse. Rigtignok siges dette ikke udtrykkeligt i noget Akt- stykke; men efter hvad Senakheribs Annaler fortælle, var det den temmelig sydligt beliggende Stad Askalon, der først faldt i Assy- rernes Hænder?, hvorimod de først senere bleve Herrer over Byen
I ma sv ST]
av - gar - ru - na", der ikke kan være nogen anden By end Biblens Ekron. Nu er det jo ikke sandsynligt, at Assyrerne, paa deres March imod Aska- lon, have ladet Ekron, der, som bekjendt, ligger noget nordligere end Askalon, i Ryggen paa sig, uden at efterlade en Hær foran den.
Men, naar det saaledes er utvivlsomt, at de efter deres An- komst til Sydsyrien have delt deres Hær og opløst den i det Mindste i et Par Afdelinger, for dermed samtidig at angribe flere af Philisternes Stæder, saa er det jo ogsaa heist sandsynligt, at de
RE rr em
1! Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 51—54
2 Sign. Esaias 37, 9; slgn. 36, 9.
3. Askalons Underkastelse fortælles Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 38 1. 58—61.
£ Se Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 39 I. 1—7. Til at antage avgarruna for Migron, som Oppert har foreslaaet, forekommer der os ikke mindste Grund; Migron har aldrig havt sine egne Konger; se Oppert i Jn- scriptions des Sargomdes 8. 40; (i Annales de Philosophie chretienne 1862).
697
paa samme Tid have kastet andre Afdelinger imod Juda for at hindre Hezekias i at forene sine Hære med Assyrernes øvrige Fjender",
Efter Fortællingen om, hvorledes? Phoinikernes Konger tillige- med Kongerne af Ammon, Moab, Edom og Asdod underkastede sig, beskrive Annalerne videre, hvorledes Senakherib afstraffede Kongen af Askalon, der bar Navnet
[== =d] If æt == id - kaza d. e. Zedek (eller Zedekias): han blev bortført med sit hele Hus til Assyrien?, hvorpaa hans Throne af Senakherib gaves til en vis p—p-p-p- p—— Im ET I] sar == lu = ub - mi Sarlubri, Søn af den forrige Konge i Askalon, hvis Navn var IM St —I ru - kip - tt
Efter denne Beretning meddeler Senakherib, at han indtog
følgende Byer, som tilhørte Zidka, Konge af Askalon, nemlig?:
——1] TIT = ”—]|«] 3 —T bit-da-gan-na (773) d. e. Beth Dagon? (7737 m73), vore Dages Beit Degan”. — |] TT —] raa tTTI: tazap-pu (197), Jope, Jaffa.
—] — 7] TT — LJ ba-na-i-bar-ka (772733), Bane Berak?, |
? Se nedenfor 8. 699 Anmk. 2 og S. 700 samt Kap. X $ 98.
2? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 I. 35—57.
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 588—61.
' Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 62—63; II, pl. 12 1. 21.
3. Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 65—67.
5 Josva, 15, 41; hos Eusebios kaldes Byen Kephar Dagon; den laa imellem Jamneia og Diospolis.
Robinson, Palæstina III, 1, S. 238.
Se nedenfor & 57.
Josva 19 45; se Euseb., Onom. ,Bagagzal" og Gemar, Sanhedr, 32, 1.
eøæ ed
698
DT] N »ET] «TTT a-zi-ru ("mm eller %1%» formodentlig
Gezer (%72), den bekjendte kanaanitiske Kongestad!, Strabons Gadaris ?,
Efter Indtagelsen af disse Byer? var Riget Askalon uden Tvivl saagodtsom fuldstændig betvungen, og der kunde derfor, maatte det synes, være al Grund for Senakherib til at besætte den vigtige By Gaza, der ikke ligger mange Mile fra Askalon, og som behersker Veien fra Ægypten. Men dette skete ikke. Senakherib, der, som vi have set, en Tidlang havde været sysselsat med at beleire og indtage Fjendens befæstede Byer, opgav nu for en Tid denne Krigsmaade og samlede sin Hær i den nordlige Del af Philisterlandet, Sydost for Jaffa, for her at kæmpe et af- gjerende Slag med en fra Ægypten fremrykket, af Syrerne sikkert saare længselsfuldt ventet stærk Hjælpehær.
Om denne Senakheribs Bevægelse gives der os vel ikke lige- frem Underretning i noget af de assyriske Aktstykker, vi have, men det fremgaar tilstrækkeligt af den Rækkefølge, i hvilken Be- givenhederne i denne Krig ere opførte i Senakheribs Annaler, at Assyrerne ere gaaede frem paa den her antydede Maade. Senak- herib kæmper. nemlig ikke med Ægypterne i Omegnen af Aska- lon, hvor vi nylig fandt ham, men langt nordligere ved Byen
EGE jææl | al - ta - ku = u! (pmbn), som ikke ret vel kan være nogen anden By end Israeli-
7 Josva 10, 38; 12, 12; 16, 3 og 10; 21, 21; Dom. 1, 29; 2 Sam, 5, 17 f., 1 Kong, 9, 16.
2 Strab., Geogr. XVI, 2 $ 29 p. 759 Casaub. (p. 1100—1101 A.).
2 De to af disse Byer, Bne-Berak og Jope, vare oprindeligt tildelte Dans Stamme (Josva 19, 45-—46); men vare sikkert aldrig komne i denne Stammes Besiddelse; Beth-Dagon var tildelt Juda (Josva 19, 29), men paa Grund af dets Beliggenhed paa en fremspringende Spidse af Judas Land var vel heller neppe denne By kommen i Stammens Besiddelse.
£ Se Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 76; UI, pl. 12 1. 23—25.
699
ternes (=pmon) Eltheke!, der uden Tvivl har ligget Sydost for Jaffa. Det følger jo heraf, at Assyrerne i Begyndelsen have trukket sig tilbage for den fremrykkende fjendtlige Hær, og at de ikke have vovet at indlade sig i Kamp, før de havde samlet deres Hære, der formodentlig vare spredte omkring i Philisterlandet og i Juda Rige?.
Slaget ved Altaku eller Eltheke synes at have været blodigt og Kampen haard; men Seiren var utvivlsomt paa Assyrernes Side&, og det er høist sandsynligt, at deres Modstandere, straks efterat Slaget var endt, have ilet med at gaa tilbage til Ægypten, overladende Syrerne til deres egen Skjæbne?,
Senakherib havde nu frie Hænder imod de oprørske Syrer, og i Virkeligheden se vi ham nu gaa frem med Kraft imod Resterne af dem, Han indtog og plyndrede først Byerne?
TET Se oe TE sa TT al - ta - ku-u la 2 am - na %= a Eltheke? Thimna'
! Josva 19, 44 og 21, 43; I Septuaginta paa foerste Sted ”E1G'exæ.
>” Ifølge Esaias 37, 9 (2 Kong. 19, 9) forefaldt Slaget imellem Senak- herib og Ægypterne, efterat den israelitiske Stad Lakhis var falden, og efterat det nærmere ved Jerusalem liggende Libua var bleven indesluttet af Assyrerne; altsaa først i den senere Del af Kampen imellem Juda og Senakherib. Sammenholdt med den assyriske Be- retning viser denne Meddelelse, at sterste Delen af Juda var be- tvunget fer Slaget ved Altaku og fer Ekrons Fald.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 73—88; III, pl. 12 1. 28—25. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 82—83.
Om Eltheke se ovenfor S. 698.
Thimna tildeltes Juda Stamme (Josva 15, 10; slgn. 15, 57), men var i Dommertiden beboet af Philister; se Dom. 14, 1. Efter Kreni- kernes Bøger tog Philisterne den i Akhas Dage fra Juda Rige (2 Krøn, 28, 8). Det Thimnatha, der i Josva 19, 43 nævnes næsten umiddelbart foran Eltheke, var sandsynligvis ikke forskjolligt fra Thimna. Byen laa sandsynligvis paa Grændsen af de Strækninger, der vare tildelte Juda og Dans Stamme, men som formodentlig som oftest vare i Philisternes Eie. Se Robinson, Palæstina III, S. 2792; II, 8. 599, hvor han forevrigt antager flere Byer af Navnet Thimna,
aa ad mm ea
700
og vendte sig derpaa imod Åvgarruna d. e. Ekron, som han snart efter indtog, og som han straffede haardt; — en Begivenhed, hvoraf vi i Senakheribs Annaler læse følgende Beskrivelse.
»Derpaa kom jeg tilbage til Avgarruna: Embedsmændene og Stormændene, som havde deltaget i Oprøret, straffede jeg paa Livet; jeg hang deres døde Legemer op paa Byens Mure. Jeg solgte som Slaver Mændene i Byen, der havde begaaet voldsomme og skjændige Gjerninger, men de, der ikke havde gjort svar Ondt og Synd, og som ikke havde foragtet deres Herrer, fri- kjendte jeg".
Hertil føjer Senakherib følgende Meddelelse, — men den Be- givenhed, han her beretter, er sikkert først gaaet for sig paa et noget sildigere Tidspunkt, da Juda Riget var blevet beseiret, og Kongen Hezekias søgte Forlig med sin mægtige Fjende?:
nDeres Konge Padt lod jeg bringe ud fra Jerusalem og jeg satte ham. igjen påa hans Kongedemmes Throne. Jeg paalagde ham Tributer, at han maatte anerkjende min Høihedsret" 2,
Nu kastede Senakherib sig med sin fulde Kraft over Juda Rige, hvoraf han dog, som alt antydet, sikkert allerede før Slaget ved Altaku og Ekrons Fald havde besat en ikke ringe Del", Han beleirede og indtog nu den ene By efter den anden og havde snart ikke mindre end 46 større Byer i sine Hænder, foruden mange mindre&, Kun Hovedstaden Jerusalem holdt sig en Tid endnu. Men, efter hvad Senakherib fortæller &, begyndte dog He- zekias tilsidst Underhandlinger med Senakherib, betalte en høi
! Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 1. 1—7. En noget mere kortfattet Beskrivelse findes paa Tyrefigurerne fra Kuyundshik; Rawlinson, 1n- scriptions III, pl. 12 1. 25—26.
Se nedenfor S. 701 Anmk. 1.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 I. 7—11; III, pl. 12 1. 26—27.
Se ovenfor S. 696—697.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39 1. 13—14; II, pl. 12 1. 28.
Om Begivenhederne paa Toget imod Juda, sammenligne man G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, S. 36 ff. (Marts 1870).
e am am es (14
701
Tribut?, og fandt sig i andre Ydmygelser?”, hvorpaa Senakherib drog tilbage til Assyrien, slæbende en stor Del fangne Iudaier — efter hvad han fortæller i sine Annaler?, endog ikke mindre end to hundrede tusinde Sjæle, — bort med sig fra de erobrede Stæder.
En Del af Hezekias' Rige, maaske navnlig de Strækninger, hvorfra Befolkningen var bleven ført bort, gav Senakherib til de tre Philisterkonger , Hanon i Gaza, Mitinti i Asdod, Salubri i Askalon og Padi i Avgarruna (Ekron), hvilken sidste Fyrste, som alt bemærket, blev udleveret af Hezekias og gjenindsat i sit Rige?,
Som allerede ovenfor antydet?, hjemsøgtes Senakherib, efter hvad Herodot” fortæller i sin anden Bog, paa et Tog til Ægypten af et stort Uheld, der, efter hvad Herodot erfarede, bestod i, at Musene overgnavede hans Krigsfolks Buestrænge, hvorved Senakh- erib blev nødt til at vende hjem og opgive sit Tog til Ægypten. Åt der ligger en virkelig Begivenhed til Grund, kan ikke be- tvivles, og det kan i ethvert Tilfælde antages for ganske sikkert, at Senakherib engang i Nærheden af Ægyptens Grændser eller i det sydlige Syrien har lidt et stort Uheld, som har standset ham paa hans Seirstog', og formodentlig for en Tid har bragt hang Lykkes Sol til at synke. Kun kan man være i Tvivl om, til
1) Rawlinson, ånscriptions, I, pl. 39 1. 33 ff.; DI, pl. 12 1. 31: 80 Ta- lenter Guld og 800 Talenter Selv; sign. 2 Kong. 18, 14; se nærmere nedenfor Kap. X $ 97.
1 Han udleverede saaledes Pad, Rawlinson, JAnscriptions I, pl. 39 1. 7—9 ll, pl. 12 1. 27.
3 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 39, l. 17; se nedenfor Kap. X $ 97.
' Rawlinson, Jnscriptions lII, pl. 12, 1, 29—30 og I, pl. 39 1. 24—26
hvor Askalon mangler.
Se ovenfor 8. 700 og Anmk. 3.
Se ovenfor 8. 420—421.
Her. II, 141.
8lgn. Esaias 87, 36 og 2 Kong. 19, 35,.ifelge hvilke Steder Senak-
herib skulde have mistet 185000 Mand ved Herrens Engel d. e. ved
Pest, en Beretning, der har al Sandsynlighed for sig.
e & Bd &æ
" 702
hvilket Tidspunkt denne Begivenhed henhører, om den er fore- gaaet paa det Tog til Syrien som vi her have sysselsat os med, altsaa i Aaret 700 (eller 701)", eller om den tilhører et senere Tog til Syrien”, som ikke omtales i de assyriske Aktstykker. For den sidste Omstændighed kunde blandt Andet den Kjendsgjerning tale, at de senere Aar af Senakheribs Regjering ere meget fattige paa historiske Aktstykker, saaledes at der intet Paafaldende var i, at vi ellers Intet vide om noget Tog til Syrien i disse Aar; men paa den anden Side er der heller Intet til Hinder for at an- tage, at Senakherib, imedens han forhandlede med Hezekias og belavede sig paa et Tog til Ægypten, er blevet rammet af et stort Uheld, som har bestemt ham til hurtigt at vende tilbage til sin Hovedstad.
Hvorledes det end forholder sig med Tidspunktet for Senak- heribs Uheld i Syrien, saa kan det ikke betvivles at han overalt i Syrien har vakt stor Glæde, og at det hos Syrerne har frem- kaldt Haab om, at det forhadte Assyrerherredømmes Dage nu vare omme, og sandsynligvis troede Senakheribs skatskyldige Undersaater i Syrien fra dette Øieblik af uden Fare at kunne holde deres Skatter og Afgifter tilbage, i al Fald indtil videre.
Saaledes gik det uden Tvivl til i alle de syriske Lande, der endnu beherskedes af indfødte Konger men hvorvidt lignende Be- vægelser ogsaa have yttret sig i de Dele af Syrien, der vare
! Begivenheden foregik, som alt antydet, ikke i Hezekias' fjortende, men omtrent i hans femogtyvende Regjeringsaar. Om Grunden til denne mindre rigtige Tidsbestemmelse se ovenfor S. 38 Anmk. 2.
? Se Q. Smith i Zeitschrift fir dågyptische Sprache VII, S. 37 fi. (1870), hvor han mener, at Toget henhører til Slutningen af Hezekias' Regje- ring. Det Samme antages med forskjellige Modificationer af Sir Henry Rawlinson, G. Rawlinson 0. fl. a.
2 Da Hezekias maa være ded omtrent 696, og da den hele bibelske Krono- logi for dette Tidsrum staar fast og paa det Bedste stemmer overens med de samtidige Aktstykkers Meddelelser, saa forekommer det os heist urimeligt uden nogen Grund at henfere Senakheribs Nederlag til Tiden efter 696; man bliver da nedt til at foretage adskillige vilkaarlige Rettelser i Biblens Tidsbestemmelser.
708
Provindser af det assyriske Rige, nemlig Samaria, Damask og Karkemish, Gavguma og Kommagene, og hvorvidt ogsaa disse ere gaaet tabte for Assyrerne, — derom kunne Meningerne være delte. At disse Lande skulde have befriet sig faldstændigt, forekommer os dog kun lidet sandsynligt, eftersom disse Egne allerede dengang for en stor Del havde tabt deres Nationalitet, og til Befolkning havde faaet en broget Blanding af mangeslags forskjellige Folk.
Hvor lang Tid end Syrien -— eller maaske kun en Del af Sy- rien — har været frit denne Gang, — var det, som vi ere tilbøie- lige til at antage, omtrent tyve Aar, eller var det, som Andre mene, kun nogle faa Aar —, saa er det dog i ethvert Tilfælde sikkert, at der ikke hengik lang Tid, efterat Assurhaddon (i Aaret 680) var kommet paa Assyriens Throne, før Assyrerne atter med Vaabenmagt søgte at tvinge Syrerne til Lydighed, og, som det tydeligt fremgaar af Assurhaddons Indskrifter, kostede det ikke Åssyrerne såa særdeles store Offre paany at kue de syriske Folk.
Af alle disse Folk var det nemlig, synes det, kun Borgerne i Phoinikerlandets daværende Hovedstad Sidon og nogle Bjergboere påa Syriens nordlige Grændse, som gjorde kraftig Modstand. Men de kunde Intet udrette; Assyrernes Overmagt var for stor. Sidon blev indtaget og plyndret”. Kongen
IST STE 7 ab - div - mt - ku z ut - tå Abd-Melkart, der synes at have staaet i Spidsen for Syrerne, og som havde styrket sig ved Forbund med kilikiske Folk, navnlig med Folkene i Kundu og Sizu, der beherskedes af Sanduarru?,
em
… ! Om Assurhaddon se ovenfor S. 428—430; om hans historiske Indskrifter ovenfor S. 246 med Anmk. 7 samt S. 247 Anmk. 11.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 45 col. I. 1. 19—26; Layard, JInscriptions pl. 20 1. 9 ff.
1! Se nedenfor $ 55.
Se nedenfor S. 704 og Anmk. 6.
ed
Assurhaddon tilbageerobrer Syrien.
704
blev slaget og flygtede bort paa et Skib, men blev taget til Fange af Assyrerne og henrettet".
Vi ville lade Agsurhaddon selv fortælle? :
»Jeg angreb Byen Sidon, som er i (Midten af) Havet. Jeg nedhuggede alle Byens Stormænd, jeg rev dens Mur og Huse ned; jeg styrtede dem i Havet. Jeg ødelagde dens Altres Sted (?). Abdi-milkuti, Byens Konge, var flygtet for min Vælde midt ud paa Havet. Som en Fisk for jeg over Havet og knuste hans Hovmod. Jeg førte bort hvad jeg kunde af hans Skatte, Guld, Sølv, kostbare Stene, Rav (?), Sælhundeskind (?), Sandeltræ (?) Ibenholt, Tøier [farvede] i Safran (?) og berom (?)? — Alt hvad hans Hus indeholdt. Jeg førte bort til Assyrien Mænd og Kvinder i utroligt Antal, Okser, Faar, Lastdyr. Jeg fordelte Beboerne af Syrien og af Havets Kyster rundt om i fremmede Lande. Jeg byggede i Syrien en By, som jeg kaldte Assurhaddons Borg!. Jeg bosatte der Mænd, som min Bue havde kuet i Bjergene og ved den opgaaende Sols Hav, og jeg gjorde min Dommer til Statholder over dem".
» Sandu-arrt, Konge i Kundi og Sizu, en ugudelig og oprørsk Mand, anerkjendte ikke min Høihed. Han forlod sine Guder og
en ————
! Se Rawlinson, JInscriptions I, pl. 45, col. I, 1. 48—51 (Layard, Inscriptions pl. 21 I. 49 fi).
2 Rawlinson, ånscriptions I, pl. 45 col. I, 1. 9—53; slgn. vol. II, pl. 15 1. 27—80, hvor kun Begyndelsen findes.
2 Maaske skal man her, som overalt hvor dette Udtryk forekommer, hellere med Norris oversætte Føier af Uld og Linned; se Norris, Assyrian Dictionary S. 122, S. 342 og 8. 553.
+ Assyrisk: Kar-assur-akh-iddin,
' Det kaspiske Hav.
s Disse to Lande ere ubekjendte, men laa formodentlig i Kilikien, til hvilket Land Ordet Sandu, hvormed Kongens Navn er sammensat, aldeles ubestrideligt henviser. Sandu, der ogsaa forekommer som Del af en kilikisk Konges Navn, nemlig Sanda-sarmi (Rawlinson, JInscrip- tions TlII, pl. 18 1. 113) er nemlig de Gamles Samdes; se Nonn., Dionys. XXXIV, 192; slgn. ogsaa Ammian. Marcellin., Hist. XIV, 8; Agathias II, 24 p. 62 C.
705
stolede paa Bjergenes Utilgængelighed. Han sluttede Forbund med Abdi-Milkut:, Sidons Konge. Han beraabte sig paa (?) de store Guders Navne og stolede paa deres Hjælp. Men jeg be- troede mig til den store. Gud Assur. Som en Fugl banede jeg mig Vei over de høie Bjerge og brød hans Stolthed Ved den store Gud Assurs Vælde tog jeg alle disse Mænd. Jeg satte Sandu-Arr''s og AÅbdi-Milkuti's Hoveder påa Stager i deres Æd- linges Nærværelse og jeg gik til Ninive med Slaver og Slavinder".
Phoinikerne synes efter dette Stykke at have været de eneste af Syriens Beboere, der gjorde Modstand imod Assurhaddon; de andre syriske Folk underkastede sig uden Tvivl uden Sværdslag. Efter en af de Udgaver, vi have af Assurhaddons Fast:!, var der i Assurhaddons Dage følgende tolv syriske Konger, som alle hyl- dede Assyrerkongen som deres Lehnsherre?:
[rf so] FI Em + == ll ba - ? - lu sar zur - mi Baal, Konge af Tyros; ETSI Ex vs Et: Mm -mna - 8 -€e. sar aa - Uu - di Manasse, Konge af Juda;
I, 57 xx TT En 2 TE ST] ka - du - mu - hu sar u - du - mi Kedem - muhu, Konge af Edom;
AA pp pp p-—— A p——4 pr ) — — —
MU =- Zur - 1 sar ma =- -… ba
Muzuri, Konge af Moab?;
(må
Om Assurhaddons Fasti se ovenfor S. 246.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 16 1. 13—19 (tidligere udgivet i Layard, Inscriptions pl. 57 1. 12—24) og i Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 no, 1 I. 1 ff.).
7 Se nedenfor & 59.
45
106
[rl 7) =Ø) Ex HT I + i8(?) - mi(?) - bil 8ar ha - zi - tt Ismi - Bel, Konge af Gaza '; | b- —l« DT EB Ø Sasag TT af -J I=T] —T mi - fi z in - tr sar is - ka - lu - na
Mitinti, Konge af ÅAskalon? ; [æ +] | « | ma cv SI] ] 1 == tu - 2u sar av - gar - ru - na Ituzu, Konge af Ekron 2; STE Fe EH « STE æld is - "ki - a-sa-pa(P?) sar gu =ub- li Iski - aseph (?), Konge af Byblos (Gubal)t;
MIET JT —Ta] 4] ku - lu - ba - Kulubaal,
IRS SET «
a-bi- bazal sar
Abibal,
al
Konge af
44 Sar
Konge over
Se nedenfor $ 57. Se nedenfor &$ 57. Se nedenfor $ 57, Se nedenfor $ 55. Se nedenfor $ 55. Se nedenfor $ 55. Se nedenfor $ 59.
dd Sd We kk ae dd mm
Ti se sm
«4 DTT TT ST TE < DE
sar Ga - TU - aa - di
Konge af Arados (Arvad)?;
T
u 2 - mu - ru - na
Simyra (Uzimuruna) &;
ÆT mM: ma ET >
bit - am - ma - na Ammons Børns By”;
—— ( T EH « sæ ST JE nu - mu - ku sar a8 - du - di
Numilku, Konge af Asdod".
Efter disse tolv Konger fra Syrien opregnes der i det om- talte Aktstykke ti Konger fra Øen Kypros, hvilke ligeledes skulle have hyldet Assurhaddon som deres Lehnsherre?.
Syriens Undertvingelse, der, som alt antydet?, uden Tvivl fandt Sted i et af Assurhaddons første Regjeringsaar, danner Overgang til et nyt Afsnit i Syrieng Historie, idet nemlig Syrerne fra dette Tidspunkt af med langt mere Taalmod end tidligere fandt sig i Assyrernes og i det Hele i alle fremmede Folks Herredømme. I det Mindste kjende vi Intet til farlige Oprør i Syrien i Assurhaddons eller Assur-bani-pals Dage". Under den sidste Konge udbrød der vel enkelte Oprør, men de vare ind- skrænkede til det smalle Kystland, der beboedes af Phoinikerne, ja sandsynligvis kun til et Par af Phoinikernes Byer.
I et af denne Konges første Regjeringsaar, omtrent samtidig med 7Taharka's (Tirhakha's) Død og Urdamanse's (Rud-Amon's?)
! Se nedenfor & 57 Rawlinson, Jnscriptions III, pl, 16 1. 20—25 (tidligere udgivet i Layard, Jnscriptions pl. 57 1. 25—30; Rawlinson, Inscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 7—12). Flere af disse Konger havde hellenske Navne Kongen af Idial d. e. Idalion hed saaledes Akistusi d. e. Aigishos Kongen af Kitti, d. e. Kittion, Pitagura d. e. Pythagoras; andre have derimod ikke-hellenske, sandsynligvis syro-arabiske Navne, saaledes Kongen af Paphos, der hedder Jtudagon, og Kongen af Sillu, d. e. Soloi, der bar Navnet Æriel. En Fortegnelse over Kongerne paa Kypros, som hyldede Assurhaddons Efterfelger, Assur-bani-pal, findes Rawlinson, JInscriptions III, pl. 27 1. 126—134. Se ovenfor S. 428. Efter Krønikernes Bøger (2 Krøn. 33, 11) skulde Manasse af Assyrerne være bleven bortført til Babylon, hvad der enten maa være sket under Agssurhaddon eller Assur-bani-pal. En saadan Bortferelse for- udsætter et Oprer i Juda, og i Virkeligheden er det jo ikke umuligt, at Manasse har deltaget enten med Abd-Melkart i Kampen med 458
Phoinikernes Oprør imod Assur-bani-pal.
708
Oprør i Ægypten, maaske efter Aftale med disse, reiste Kongen af Tyros, Baal, sig imod Assyrerne. Tyros's Beliggenhed paa en Ø gjorde en regelmæssig Beleiring umulig; men Assyrerne opgav alligevel ikke at tvinge Tyros, og da Assur-bani-pal det følgende Aar med sin Hær drog imod Ægypten, efterlod han en Styrke foran Byen for at blokere den?, og hertil indskrænkede sig, som det synes, Assyrerkongens Foretagender imod Byen i den Tid, han var sysselsat i Ægypten.
Men da Assyrerne havde opgivet Ægypten, vendte de, synes det, deres Hovedstyrke imod Phoinikerlandet, hvilket Tog i Assur-bani-pals Annaler kaldes hans tredie Felttog", der endte med, at Kongen af Tyros maatte ydmyge sig. En Konge af Laebiza&, Jakhiski, Søn af Kutimatisi, underkastede sig derefter, hvorpaa Assur-bani-pal vendte sig imod ÅArvad&, hvis Konge
(EDGE Sr EN MM - 2 nm - lu zu Jakin-lu ligeledes tilsidst anderkastede sig og sendte sine Sønner for at hylde Assur-bani-pal som Lehnsherre”. Hans Sønner vare? elleve 1 Tallet og bare følgende Navne: Azi-Baal (azt-ba-'-al),
Assurhaddon, eller med Baal i Tyros i Opreret mod Assur-bani-pal.
Men da de assyriske Annaler ingen Hentydning gjøre til Manasses
Oprør og Afstraffelse, og da Kongernes Bøger heller ikke tale noget
derom, antager man sikkert rigtigst Efterretningen i Krønikerne for
beroende paa en Misforstaaelse.
Se videre nedenfor Kap. VI, $ 69.
G. Smith i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 96—97 (1868).
Se ovenfor S. 432.
Rawlinson. Jnscriptions 11I, pl. 18 1. 87 ff., efter Cylinder A. col. 11.
og pl. 30 1. 35—49, efter Cylinder B. col. II.
5. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 96 f., pl. 30 1. 50 f£. Hvor dette Landskab har ligget, er det endnu ikke lykkedes os at bestemme.
S Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 101 ff., pl. 30 1. 65 £
7? Se nedenfor $ 55.
8 De opregnes Rawlinson, JInscriptions III, pl. 18 1. 120 —123 (efter Cy- linder A. col. I). Paa Cylinder B. col. II. pL 30 1. 77—83, hvor de samme Begivenheder fortælles, nævnes kun de tre første Prindser (pl. 30 I. 78—79).
mm &. åå mm
709
Abi-Baal (a-bi-ba-'-al), Adoni-Baal (a-du-ni-ba-'-al), Sophet-Baal (sa-pi-ti-ba-al), Bad-Baal (bu-di-ba-al), Baal-Joseph (ba-'-al-to- su-bu), Baal-Hanon (ba-'-al-ha-nu-un), Baal-Melek (da-'-al-ma- lu-ku). 'Abi-Seki (a-bi-is-ki) og Aki-Seki (a-khisis-ki). Den første af disse, Azt-Baal, gjorde Assur-bani-pal til hans Fader Jakin-lu's Medregent!, og de andre skjænkede han prægtige Klædninger”.
Nogen Tid efter udbrød der et Oprør i Arabien, idet flere Syriens Skjøbne
Stammer sluttede sig til Saosdokhin (Sawl-sum-ukin), Assur-bani- kind pal's oprørske Broder, som han saa ofte kaldes i Assur-bani-pal'g Aseur-bant-pal, Annaler?., Men da Saosdokhin var bleven overvunden, gik .Assy-
rerne imod Arabien. I Spidsen for deres Fjender stod Jautih, Sen af
Birdaita, der ogsaa synes at have øvet nogen Indflydelse i Syrien".
Imidlertid var dog Bevægelsen her ikke af stor Betydning; ja
egentlig deltog Syrien vist neppe i Oprøret. Paa Toget imod Ara-
berne kom Åssur-bani-pal forøvrigt til at berøre saavel Edom som
Moab og Ammon, og da han mod Slutningen af det arabiske
Felttog forfulgte to Høvdinger, Abti-Jatih og Jamu, Sønner af
Tihri af Stammen Ura (eller Ur), ankom han blandt Andet ogsaa
til Byen Damask? hvorfra han brød op den 3die Dag i den femte
Maaned af Aaret, for at forfølge de to Flygtninge. Han ind-
hentede dem i Bjerglandskabet
2 [| ma JET SI TT] hu- uk - ku - ru- na?
mr ———— — — —
! Rawlinson, JInscriptions III, pl. 18 1. 128—129;, pl. 30 1. 84—85.
2. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 30 og pl, 19 1. 1—4; slgn. pl. 30 1. 86— 88, hvor kun Abi-Baal og Adoni-Baal nævnes.
7 Se f. Ex. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 34 0. 8. v.
£ 8e Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 22, hvor Syrien (Marta) nævnes,
men den Sætning, hvori Ordet findes, er vanskelig at oversætte; slgu.
Fox Talbots Oversættelse i sine Assyrian Translations (S. 35—45) i
Transactions of the Royal Society of Lsterature new Series vol. VII) og
hans Bemærkninger om Tavlen K. 30 i British Museum. '
Rawlinson, Znscriptions III, pl. 24 I. 113; pl. 36 1. 9.
£ Rawlinson, /nscriptions III, pl. 24 1. 114 ff.; pl. 36 1. 11 £.
” Rawlinson, /nscriptions III, pl. 241. 119; pl. 36 1. 17. Se nedenfor $ 56.
710
formodentlig Havran (Auranitis), hvor han kæmpede med dem, tog dem til Fange og førte dem bort i Lænker!. Til Slutning vendte Assur-bani-pal sig imod en By
ll ul ET ef TE - 84 = u? Usu, der siges at ligge ved Havet og derfor maaske maa søges i Syrien eller KilikienZ. Byen blev strængt stratfet, og endel af Be- folkningen blev bortført til fremmede Egne. Endnu maa vi omtale, at der iblandt de talrige Aktstykker, vi have fra Assur-bani-pals Tid, findes nogle Indskrifter, der inde- holde Lister over Hovedstæderne i de assyriske Provindser Vest for Euphrat, d. e. saavel i Syrien som i de Nord derfor liggende Egne. Ifølge disse, destoværre endel beskadigede Lister maa der i Syrien have været følgende Provindser, som efter deres Hoved- stæder førte følgende Betegnelser.
——]]| en p— —TT] —T sa - Mi - ri = na! (1909), der maa have indbefattet Samaria, den mellemste Del af det gamle Israels Rige, ——]] —] ar——] < TI] du - ” - ru (77)? Dor?, der uden Tvivl var Hovedstad i en Provinds, der indbefattede Kystlandet af
det nordlige Palaistine, Syd for Kongeriget Tyros, indtil Philisternes Rigers Nordgrændse,
— 1] =l 177: — ma - gå - du ”eller »— TI —| ns, —
ma - gt - duå, 44, Galilaias Hovedstad,
! Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 24 1. 120—125.
2 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 25 Ll. 98 ff.
? Efter Norris, Assyrian Dictionnary 8. 299 er Usu, Tyros, hvad der dog forekommer os en temmelig dristig Formodning; se forevrigt nedenfor $ 55. Usu er snarere Issos i Kilikien.
Rawlinson, Jnscriptions TI, pl. 583 1 55.
l. 40 og I. 57.
Om Dor se Josva 11, 2; 12, 38 0. 8. v.; Ptol., Geogr. V, 15. Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 53 1. 56.
1. 58.
æa Id aa &F& &
råb HEE
——] Je — I di '- mas - ka, ptwn=, Damask!, Hoved- staden i Høisyrien, (Aram),
—] HE 12 »S TET ha - ta - ri? - ka?, formodentlig Hadrak, en Øst for Damask liggende Provinds,
——]| << r5E If o—|< man - su - a - tis, ubekjendt By, der formodentlig maa søges i Mellemsyrien i Nærheden af Hamath. — I] HE SE" ha - ma - att, Hamath,
—— |] ETT ETITEJ —[]] Zi - mir - 715, Simirra,
——TT <>——]T] <V r—|>| ar - pad - da, Arpad,
| TORE 25 TT su - bu - ut7, Subut, (?),
—] v alle =TIT kar - ka - miså, %%95%>, Karkemish,
— "I kg 4 I «] ET sa z am - al - la? i Ammanos- bjergene, formodentlig mod Øst,
pp p————4
ad | ENGED ar——]| TY ku-i-aW;j Ammanosbjergene,
indtil Grændsen af Kilikien, TT [—T TT SA "TT ku - mu - hu!!, Kommagene,
— I] JS ml] la - ki - 67", en Stad i det syriske Mesopotamien.
l. 35, 1. 56 og 68.
1. 59; sign. 1. 38 (ha-ta-il-ku).
. 39 og 1. 59; samt 1. 57, hvor Ordet er skrevet man-nu-su-u-ti, 57.
. 58; 1. 60 og 1. 73.
53 og 1. 69.
60 og 72 samt l. 41, hvor Navnet er skrevet su-bit. . 46, Il. 54 og 1. 70.
43 og 1. 61.
. 55 og I, 71.
47.
44.
pant
ORE REE RE RR RR RR RR
Ægypternes Angreh paa Syrien.
712
Imellem disse Byer eller Provindser findes der i disse Lister ogsaa enkelte Navne, der tilhøre Landskaber udenfor Syrien, men som ofte nævnes i Forbindelse med Syrien, saaledes Tabal (Tubal)!; og endelig nævnes der i samme Lister flere Steder. om hvis Be- liggenhed Intet kan siges, som f. Ex. Parnini, Iknia 0. fl.
I en af Listerne findes angivet hvormange Talenter der svaredes i Skat af disse Provindser?; man ser heraf, at Megiddo og Mansuati svarede hver 15 Talenter, Arpad og Kue hver 30, og Karkemish 100. De øvrige Dele af Syrien styredes endnu i Assur-bani-pal's Dage af egne Konger, hvis Navne fandtes opreg- nede i hans Annaler, men uheldigvis er det Sted paa hans Cy- linder, hvor Kongenavnene læstes, slemt beskadiget,
Med Assur-bani-pal's Aktstykker standse de samtidige Vidnes- byrd om Syriens Historie i Oldtiden; thi blandt de lidet talrige assyriske Optegnelser, som tilhøre Assur-bani-pal's Søn og Efter- følgers Regjeringstid”, er der ikke opdaget noget Aktstykke, som handler om Syrien; og fra det følgende Tidsrum af Oldtidens Historie haves der saa at sige ingen samtidige Aktstykker, som egentlig kunne siges at berøre Syriens Historie, om der end gives enkelte Mindesmærker, navnlig flere phoinikiske Indskrifter?, der meddele ikke uvigtige Oplysninger om Forhold og Tilstande i en- kelte Egne af Syrien 0. desl.
Vi formaa ikke at bestemme, med hvilket Aarstal de assy- riske Meddelelser om Syrien standse; men efter al Sandsynlighed ere de assyriske Aktstykker allerede tause om Syrien ved Midten af det syvende Aarhundrede f. Kr.
I Løbet af nogle Aar, maaske dog kun ganske faa Aar, ere vi nu uden fremmede Efterretninger om Syrien, men ifølge en
! ]. 45.
2 Se Brudstykket no. 3 (pl. 53).
3: Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 27 1. 116 ff.
£ Om denne Konge se ovenfor 8. 436—437.
5. Om de phoinikiske Indskrifter se ovenfor S. 270; se ogsaa nedenfor $ 55. S Heller ikke de israelitiske Optegnelser ere meget righoldige i dette
713
Meddelelse, som kommer til os gjennem Herodot, men forøvrigt stamme fra Ægypten, skulle dette Lands Konger snart efter Midten af det syvende Aarhundrede f. Kr. atter have søgt at gjenvinde de gamle Pharaoners Herredømme over Syrien.
Herodot fortæller nemlig!, at Psametik, Gjenopretteren af det ægyptiske Rige, i niogtyve Aar beleirede Byen Azotos, d. v. s. den By, Israeliterne kalde Asdod. Denne Efterretning er maaske noget udsmykket, thi det er ikke synderlig sandsynligt, at Psa- metik i samfulde niogtyve Aar har belejret Byen uden Ophør; men det er paa den anden Side heller ikke utroligt, at han i Løbet af saa lang Tid stadig har fornyet sine Angreb paa Byen, indtil den tilsidst faldt i hans Hænder.
Da Psametik er død omtrent i Aaret 610 f. Kr.? og hans første Angreb paa Asdod saaledes maa være foregaaet mindst niogtyve Aar tidligere, have Ægypterne følgelig allerede ved Aaret 640, ja maaske endnu tidligere, begyndt at anfalde Syrien, hvad enten nu hele Syrien dengang har været i Assyrernes Besiddelse 2, ellr — hvad der forekommer os sandsynligere — Assyrerne, hvis Rige paa den Tid vaklede, dengang havde rømmet og opgivet den sydlige Halvdel af Syrien".
Da Asdod er en af de nordligste Philisterbyer, er det sand-
Tidsrum. De ere enten ældre og tilhøre Tiden omkring Aar 700 eller ere yngre end 630; slgn. ovenfor S. 306.
7" Her. II, 141; sign. Diod. Bibl. Hist, I, 66—67, hvor det siges, at han ferte Krig i Syrien.
2 Se nedenfor Kap. VI, & 69.
Se ovenfor S. 436.
£ Vi bemærke her, at der i Biblen aabenbart findes en Antydning af, at Samaria og Galilaia i Josias' attende Regjeringsaar d. e. omtrent i Aaret 627 var rømmet af Assyrerne, thi, hvis dette ikke var sket, havde Josias: neppe kunnet nedbryde Altret i Bethel og alle hedenske Templer i Samarias Byer og nedhugge Præsterne ved disse Hellig- domme (2 Kong. 23, 15 og 19—20). Af Jeremias' og Zephanias' Profetier fremgaar det tilstrækkeligt, at det assyriske Herredemme paa disse Profeters Tid var forbi; se Jer. 2, 18 og 36; Zephan. 2, 13 og 15. Paa Nahums Tid trykkedes derimod Syrien endnu af Åssyrerne, se Nahum. 1, 1 fl.
714
synligt, at de sydlige Byer i Philisterlandet forinden ere faldne i Ægypternes Hænder".
Omtrent paa den Tid, da Ægypterne faldt ind i Syrien, skulde, efter hvad Herodot meddeler?, skythiske Horder fra Norden være trængte ind i Syrien; ja de naaede efter hans Fortælling endog forbi Byen Askalon, altsaa næsten til Syriens Sydgrændse, hvor Psametik ved Gaver og Bønner fik dem til at vende om. At denne Meddelelse skulde være helt urigtig, ter man ikke paa- staa, men paa den anden Side maa man dog heller ikke fæste altfor megen Lid dertil, da en Del af hvad Herodot fortæller om Skythernes Indfald i Asien? ikke er særdeles nøiagtigt, om der end. ligger virkelige Begivenheder til Grund".
—… Om Psametiks Efterfølger Neko, der besteg Ægyptens Throne omtrent i Aaret 610, fortæller Herodot&, at han seirede over Sy- rerne ved Magdalos, og at han derefter indtog Byen Kadytis', men han siger Intet om, hvor stor en Del af Syrien han erobrede, eller hvorlænge de vundne Strækninger forbleve i Ægypternes Be- siddelse. Efter Herodot stod Neko forøvrigt i venskabelig For- bindelse med Phoinikerne, der blandt Andet skulde have omseilet Afrika i hans Tjeneste”. I Virkeligheden fremgaar det tilstrække- ligt af de Fund, man i de senere Aar har gjort paa flere Steder
1) Vi kunne her minde om, at ifelge Zephania's Profetier (se 2, 4 fi.) frygtede man paa hans Tid iblandt Israeliterne for, at hele Landet vilde falde i Ægypternes Hænder.
2? Her. I, 105. 8Slgn. Eusebios, Cfron. Arm. II, p. 187 ad Olymp. 37 (d. e. Aar 628): Scythæ udque ad Palæstinam dominati sunt; Syncell., Chronogr. p. 24.
. 2 Se ovenfor 8. 436. Skythernes Indfald i Lilleasien tilherer allerede Gyges' Tid og er ældre end Aaret 650.
£ Den Omstændighed, at Beth Sean af de Gamle kaldes Skythopolis, kan ikke anføres som noget Bevis for, at Skytherne ere trængte frem til dette Sted. Benævnelsen kan være opstaaet af en Hellenisering af en eller andet hebraisk Stedsbeteguelse eller desl. At Plinius afleder Ordet af Skytherne (Hist. Nat. V, 16), beviser ikke meget.
5. Se nedenfor Kap. VI, & 69.
S Her. II, 159.
7. Her. II, 1588—159; IV, 42; sign. Diod., Bibl. Hist. I, 66.
715
i Phoinikernes Land!, at der under Psametik og hans Efterfølgere har været en meget livlig Forbindelse imellem Ægypten og de phoinikiske Stæder.
I et Uddrag af Berosos hos Iosepos? fortælles det, at den ba- bylonske Konge Nabukuduruzur omtrent ved den Tid hans Fader Nabopellassar døde d. e i Aaret 604 f. Kr.3 har sat sig i Be- siddelse af Syrien, som han siger at have frataget en oprørsk Satrap i Ægypten, Koilesyrien og Phoinike?.
Ifølge et Uddrag, Iosepos& meddeler af en phoinikisk Historie- skriver, formodentlig Menandros fra Ephesosé, maatte Babylonierne endnu en Del Aar senere bestaa haarde Kampe i Syrien, nemlig med Indbyggerne i Phoinikerstaden Tyros. Efter dette Aktstykke beleirede Nabu-kudur-uzur Byen i ikke mindre end tretten Aar (587—574), i hvilket Tidsrum Byen, efter hvad der fortælles i Stykket, beherskedes af en Konge Eitobalos (Itobal)”. Hvad Udfald Belejringen fik, siges ikke i Aktstykket; men af den følgende Be- mærkning om, at Tyrierne siden /ik deres Konger fra Babylon?,
1! 8. de Rougé i Revue Archéologique nouvelle serie VII, S. 194 fø. (1863).
2 Jos. C. Ap. I, 19; Arch. Jud, X, 11, 1.
3 Dette Aarstals Rigtighed er fuldstændig godtgjort ved Ptolemaios' Kanon, det stemmer desuden vel overens med andre Tidsbestemmelkser ; Om Ptolemaios" Kanon, se ovenfor 8. 97.
s Neko blev efter flere bibelske Efterretninger (der næsten ere sam-
tidige med Begivenhederne) overvunden ' af Nabuku-dur-uzur ved
Karkemish og mistede derpaa hele Syrien. Det maa altsaa være
ham, der her menes. At betegne fremmede Konger som skatskyldige
Fyrster, og Fjender som Opreørere, er en Betragtningsmaade, man endnu
i vore Dage kan finde Exempler paa i østerlandske officielle Akt-
stykker. Den anvendes navnlig, naar de fremmede Konger staa eller
have staaet i Forbundsforhold til vedkommende østerlandske Stat.
Jos. C. Ap. I, 21.
Om Menandros fra Ephesos se ovenfor S. 273.
Se nedenfor & 55.
Jos. C. Ap. I, 21. Merbaal og Hiram komme fra Babylon; slgn.
Niebuhr, Vortråge ider alte Geschichte I, S. 123; Movers Phbnicier II, 2
S. 460 fr.
eee e$f SS e
veepylonlerne vinge Syrien.
716
fremgaar det tilstrækkeligt, at den tyriske Kongefamilie er bleven bortført til Babylonien. Hertil kommer endnu, at Eitobalos' Efterfølger, Baal. aabenbart zkke er en Sen af Eitobalos, og at Eitobals Regjering øjensynlig er ophørt samtidig med Beleiringens Ophør. uden at hans Søn blev hans Efterfølger, hvoraf det jo synes at fremgaa, at Æitobalos er bleven afsat, da Beleiringen var forbi!, og at hans Familie er bleven ført til Babylon; eller med andre Ord, at Beleiringen har faaet en for Tyrierne ulykkelig Ud- gang?. Paa den anden Side er der Intet, som antyder, at Tyros er bleven ødelagt fuldstændigt?, og man tør derfor vel nok an- tage det for det Sandsynligste, at Byen har overgivet sig frivillig", formodentlig imod at blive fritaget for Plyndring og Ødelæggelse, og imod at Seirherrerne tilsikkrede Byen dens Forrang imellem Phoinikerlandets Stæder. Til Gjengjæld maatte Tyros naturligvis stille sine Flaader til Babyloniernes Raadighed, hvilket aabenbart var at den største Vigtighed for disse sidste, da de dengang tragtede efter Herredømmet over alle Kystlande omkring den øst- lige Del af Middelhavet, ja maaske endog efter Herredømmet over hele dette Hav.
I Virkeligheden synes der heller ikke at være hengaaet lang Tid, før 'Tyros Flaader bleve benyttede af Babylonierne imod Ægypterne; thi ifølge Herodot? seirede Apries, Ægyptens Konge, engang i et Søslag over Tyrierne. Da han styrtedes omtrent 570
! Movers |]. c.
2 At Tyros er blevet indtaget af Babylonierne og edelagt antages af Hengstenberg, Håvernick o. f. a.
2 Tyros forblev aabenbart i Spidsen for Forbundet; se nedenfor & 55.
+ Philostrates skal, efter Jos., Arch. Jud. X, 11, 1; C. Ap. I, 20, have behandlet Tyros' Beleiring i et af sine Værker, men dette Skrift er uheldigvis gaaet fuldstændigt tabt. Vi bemærke her, at Erzek. 29, 18 ff. temmelig tydeligt viser, at Tyros ikke er bleven plyndret, men som Felge deraf kan Byen neppe være bleven stormet og indtaget? da den i saa Tilfælde naturligvis var bleven plyndret.
5. Megasthenes' Efterretning om, at Nabu-kudur-uzur trængte frem til Herakles Stetter, har neppe nogetsomhelst Værd.
S. Her, II, 161.
717
f. Kr., maa dette Slag altsaa være forefalden kort Tid efter Tyros Overgivelse.
Herodot fortæller ogsaa”, at Apries & engang angreb Byen Sidon, ja efter Diodor? indtog han endog saavel denne Stad som flere andre Byer i Phoinike. Uheldigvis ere baade Herodot og Diodor yderst kortfattede i deres Meddelelser om disse Kampe, og vi kunne umuligt alene ved deres Angivelser afgjøre, hvorvidt dette Tog mod Sidon er blevet foretaget efter Tyros' Fald eller — hvad der forekommer os sandsynligere — før Beleiringens Ophør, i hvilket sidste Tilfælde Apries' Krigstog altsaa har havt til Hensigt at undsætte Tyros.
At dømme efter det ovenfor omtalte Brudstykke af en tyrisk Historieskriver (Menandros)", vedblev Tyros, efter sin Ydmygelse ved Nabukuduruzur lige til Kyros' Dage, at staa i Afhængighed af Babylonien, og det Samme var sandsynligvis ogsaa Tilfældet med det øvrige Syrien.
Af ægyptisk Herredømme over nogen Egn af Syrien i dette Tidsrum efter Apries' Dage forekommer der intet Spor,
Da Kyros i Aaret 589 f. Kr. besatte Babylon, hbjemfaldt det LLDGA faldne Riges Provindser naturligvis med det Samme til Perser- kongen; men Kyros var, som det synes, i sine sidste Leveaar altfor sysselsat med at udvide sit Rige i andre Retninger&, til at han ikke kunde faa Tid til at ordne de syriske Forhold. Først under Kambyses synes dette at være sket, og formodentlig blev navnlig
Der kan naturligvis ingen Tale være om Krige imellem Tyrier og Ægypter tidligere, saalænge Tyros var fri.
Her. L c.
Diod. Bibl. Hist. I, 68.
Jos., C. 4p. I, 21.
Saafremt Amasis havde besiddet nogen Del af Syrien, vilde der for- modentlig være levnet os en lille Hentydning dertil i et eller andet historisk Kildeskrift f. Ex. hos Herodot, der fortæller, at Amasis indtog Kypros (I, 182).
:… Kyros' Opmærksomhed var i hans sidste Aar vendte imod Turan.
Ha ms de bå
718
Phoinikernes Forhold til Perserkongen først endelig bestemt i denne Konges Dage?.
Da Phoinikerne i den følgende Tid optræde med en vis Frihed ligeoverfor Perserkougen”, er det at antage, at de have underkastet sig ham frivillig, og at de til Gjengjæld have faaet indrømmet visse Begunstigelser.
Kilderne til Syriens Historie i Persertiden flyde kun sparsomt, og i Virkeligheden hændtes der ogsaa i dette Land kun saare Lidet, som var værd at optegnes. Imidlertid kan man dog ikke sige, at Syrien ingen Betydning havde i dette Tidsrum og ingen Rolle spillede i Datidens Begivenheder. Syrien havde tvertimod stor Betydning derved, at dens Kystbefolkning af Perserne an- vendtes til at bemande Flaaden, og ved at Persiens vigtigste s6- farende Folk, Phoinikerne, dannede Perserkongens Admtralstat og med Troskab og Udholdenhed kæmpede under Perserkongens Banner. Dette var forøvrigt ikke at undre sig over. Allerede tidligt havde Phoinikerne næret Uvillie imod Hellenerne, fordi de vare dristige Søfarende og kloge Handelsmænd ligesom de, og fordi de beilede til Herredømmet over Middelhavet. Tidsomstæn- dighederne havde hindret Phoinikerne tidligere i at rette et af- gjørende Slag imod Hellenerne, og det var derfor med Glæde, at de fulgte Perserkongens Bud at angribe Hellas, ligesom de siden intet Offer skyede for at bidrage deres til, at Hellenerne kunde blive ydmygede,
De Efterretninger, der i ikke-israelitiske Kildeskrifter ere
! Sign. Her. TII, 84: Kambyses havde det Fortrin for Kyros at be- herske Havet, hvorved der formodentlig hentydes til, at Phoinikerne have hyldet ham som deres Lehnsherre, og at Kyros aldrig har mod- taget nogen saadan Hyldest. Xenophon henfører ganske vist Phoini- kernes Underkastelse til Kyros (Cyrop. I, 1, 4 og VI, 2, 10), men hans Vidnesbyrd har ikke megen Vægt, da han i det anferte Skrift som bekjendt behandler de historiske Forhold med stør Frihed.
2 Phoinikerne tillod sig stundom at nægte Perserkongen Lydighed; og denne fandt sig deri; se Her. III, 19.
3 Se nedenfor $ 57.
719
efterladte os om Begivenheder i Syrien i Pergertiden, indskrænke sig omtrent til Følgende.
Efterat Phoinikerne, under den første Perserkrig ofte havde kæmpet med Hellenerne, og efterat de efter denne Krigs Tilende- bringelse vare vedblevne at modarbeide dem, hvor de søgte at skaffe sig Indflydelse i Østen, ser vi pludseligt omtrent ved Aar 400 f. Kr. Tyros at træde paa den for Hellenerne saa høit be- geistrede Euagoras' Side, i dennes Kamp med Perserkongerne!, I Euagoras' Flaade fandtes der tyve tyrigke Skibe, og Euagoras selv skal have skaffet sig Indflydelse i Tyros”. Hvad der har bevæget Tyrerne til at slutte sig til Euagoras, er ubekjendt, maaske var det Skinsyge paa Sidonierne. I ethvert Tilfælde var Euagoras' Indflydelse i Tyros dog ikke af lang Varighed; thi Euagoras har vel neppe faaet Magten i Tyros straks, da han gjorde sig ul Herre. over Salamis, (hvosfra han omtrent i Aaret 424 f. Kr. for- trængte en vis Abdemon, der snart kaldes en Kittier, snart en Flygtning fra Tyros); og i Aaret 386 blev Euagoras fuldstændig slaget af Perserne og Sidonierne i Søslaget ved Kittion, hvorpaa han mistede Salamis?; og han kan derfor naturligvis ikke have bevaret sin Magt i Tyros efter den Tid",
Efter Euagoras' Overvindelse rustede Perserne sig til et Hovedangreb paa Ægypten? og samlede til den Ende en betydelig Stridsmagt ved Akko (Ptolemais), medens en Flaade dannedes i Phoinikernes Havnestæder?. Angrebet paa Ægypten fandt ogsaa Sted, men det førte, som bekjendt, ikke denne Gang?” til Ægyp- tens Betvingelse.
I Kampen måd Euagoras havde Sidon været Perserkongens troeste Kampfælle, og Stadens Flaader havde ikke lidet bidraget
" Om Euogoras se Isokrates, Æncom. Euagoræ, 0. 8. v. Diod., Bibl. Hist. XV, 9, 3.
Theopomp. fr. III.
Isocr., Euag. c. 8.
Diod., Bibl. Hist. XV, 41.
Diod., Bibl. Hist. XV, 41, 3—4.
Diod., Bibl. Hist. XV, 42—43.
4 aa mø & dt mm
Syrien erobres af Alexandros den Store.
720
til Seirene ved Knidos og Kittion; men omtrent en Menneske- alder senere var det gode Forhold brudt, og Sidonierne reiste sig i Aaret 351 til en Kamp paa Liv og Død imod Perserne. Den nærmeste Anledning til dette Oprør var den haanlige Behandling, som Sidoniernes Afsending til Forbundsdagen i Tripolis her maatte lide af Perserne, hvortil endnu kom de Udpresninger, som persiske Satraper havde tilladt sig imod dem. Oprøret begyndte med et Overfald paa det prægtige Palads, Perserkongerne havde i Byen, hvortil der hørte en udmærket Have. Slottet plyndredes, og alle Perser i Byen toges til Fange. Med Kyprierne, der ligeledes havde gjort Oprør, sluttedes et Forbund, og en persisk Hær, som vilde betvinge Byen, blev kastet tilbage og tilintetgjort.
Men da Perserkongen, Artaxerxes Okhos, tilsidst selv ankom i Nærheden af Byen med en stor Hær, begyndte Sidons Konge Tennes at frygte for, at Byen tilsidst vilde falde i Fjendens Hænder. Tennes søgte derfor at redde sig selv ved at opoffre Byen, indledede forræderske Underhandlinger, udleverede en Del ansete Borgere og aabnede tilsidst Portene for Perserne. I For- tvivlelse over at se Fjenden i Staden, stak Sidonierne Ild paa deres Huse, i det Haab, at deres Skatte saaledes vilde gaa til Grunde og altsaa ikke vilde komme til at berige deres Fjender.
Men denne Hensigt naaedes ikke: Perserne fremdrog store Skatte af Ruinerne. 'Tennes nød heller ikke Frugterne af sit Forræderi, Perserne lod ham dræbe. Ved Sidons Brand omkom 40000 Mennesker i Luerne”.
Nu vare da Perserne atter Herrer over Syrien, som de be- holdt indtil Slaget ved Issos (333). Men snart efter dette Taldt Alexandros' Hære ind i Landet, hvis indre Dele uden Sværdslag bøjede sig for Seirherren?, Kun Phoinikerne saa temmelig
1 Diod. Bibl. Hist. XVI, 41.
2 Diod. Bibl. Hist. XVI, 41—45.
3 Arrian, Anab. Alex. lI, 11; Curt, De reb. gest. Alex. Ill, 12 og 27; sign. Strabo Geogr. XVI, 2, 23 p. 757 Casaub. (p. 1097 A.).
721
ugjerne Makedoniens Konge, der ogsaa var Hellas' Hersker og Forkæmper for hellensk Dannelse, blive Herre i deres Land; men alligevel aabnede de fleste Stæder deres Porte for ham. Tyros alene besluttede sig efter nogen Vaklen til at blive Perserkongen tro og forsvarede sig med største Mod og Udholdenhed i syv Maaneder!. Ogsaa Gaza forvarede sig længe, men maatte, lige- som Tyros, tilsidst overgive sig til Makedonerne?”.
Efter Alexandros" Død fik Laomedon fra Mitylene, først af afgrien efter
exandros' Ded.
Perdikkas? og siden at Antipatros", Bestyrelsen af Syrien, men han fydernen et
fangedes siden af Ptolemaios? i Ægypten. Denne var nu Herre ABT re.
over Syrien eller i det Mindste af en stor Del af Landet&, indtil” Demetrios, Antigonos' Søn, omtrent i Aaret 312 fortrængte ham
næsten fra hele Landet”. Demetrios' Nederlag ved Gaza, aabnede
vel hele Syrien for Ptolemaios, men hans Feltherre Killis' Nederlag
i Forening med andre Uheld og Antigonos' Ankomst til Syrien be-
stemte ham snart efter til at rømme Syrien”,
Antigonos var nu i Besiddelse af Syrien i an Række af Aar, indtil det store Forbund, der havde hans Fald til Følge, dannedes imod ham. Ptolemaios aabnede Angrebet sydfra med et Indfald i Syrien", men han gik dog snart efter tilbage til sit Rige. Efter Sejren ved Ipsos, hvor Antigonos faldt!!, besatte Ptolemaios ifølge
en er ——
" Årrian, Anab. Alex. II, 16 ff.; Curtius, De reb. gest. Alex. IV, 2—4; Diod., Bibl. Hist. XVII, 40 ff.; Flathe, Geschichte Macedomiens 1, 8. 316 ff.
2 Arrian Anab. Alex. II, 26; Curt., De reb. gestis Alex. 1V, 6—7; Diod., Bibl. Hist. XVII, 48, 7.
2 Diod., Bibl. Hist, XVIII, 3.
£ Diod., Bibl. Hist. XVIII, 39, 6.
3 Diod., Bibl. Hist. XVIII, 43.
5 Sign. Justin., Aist. XV, 1,5; hvor Phoinike nævnes som tilhørende Ptolemaios.
7 Diod., 8ibl. Hist. XIX, 69 fl.
” Diod., Bibl. Hist. XIX, 81—84. Justin, Aut. XV, 1, 6.
? Diod., Bibl. Hist. XIX, 85 ff. Justin,, Hist. XV, 2, 6.
w Diod,, Bibl. Hist. XX, 103.
"1 Diod., Bibl. Hist. XXI, 1.
46
722
Diodor Sydsyrien!, imedens Seleukos fik Nordsyrien, som han dog neppe straks fik fuldstændig i sin Magt, da nemlig Demetrios, hvis Magt i Østen først knustes ganske i Aaret 295?, formodentlig lige til dette Aar, har vidst at vedligeholde sit Herredømme over enkelte Egne af Nordsyrien, ja muligvis ogsaa af Sydsyrien. Efter Demetrios" Forjagelse søgte Seleukos at fravriste Ptolemaios Sydsyrien?, og dette maa vel ogsaa for en Tid være lykkedes ham", men Ptolemaios kom dog endnu inden sin Død igjen i Besiddelse af Palaistine og den sydlige Del af Phoinikernes Land, Ptolemaios II. Philadelphos (2814—245) maatte idelig kæmpe med Antiokhos I. øg ll. om Besiddelsen af Sydsyrien, som Ægyp- terne sikkert i Reglen -Åhå vdede; men tilsidst overlod dog Ptole- maios II. Antiokhos IØ e' bmstridte Provindser som en Brude- gave til Berenike, hvem ad syriske Konge fik til Ægte; men da Berenike forskjødes, toge Ægypterne atter Landskaberne tilbage. Ptolemaios III. Euergetes (245—227) foretog to Tog til Syrien og trængte seirrig frem til Syriens nordligste Grændse&, ja endnu langt videre, men han indskrænkede sig dog, synes det, til at be- holde det sydlige Syrien eller Palaistine, Koilesyrien og Phoinike. Under Ptolemaios IV. Philopators Regjering (227—205) an- faldt Syrerne, der dengang beherskedes af en Konge, der var langt dueligere end alle sine Forgængere, nemlig Antiokhos III. (222—
1 Diod. Bibl. Hist, XXI, 1, 5.
3 Droysen, Geschichte der Nachfolger Alexanders 3. 545, 559, 572; Hellenismus II, 8. 51—52.
3 Diod., Bibl, Hist. XXI, 1, 5.
4 Da endel Mønter, der ere bevarede til vore Dage, uden Tvivl ere slaaede i Lydda og flere tilgrændsende Byer i Seleukos I. Nikators Regjeringstid, maa denne Konge følgelig have besiddet disse til Syrien hørende Byer; men dette kan neppe have været Tilfældet uden i Tidsrummet 295—292; thi allerede i Aaret 292 synes Ptolemaios at have slaaet Ment i Ptolemais; se L. Muller, Numismatique d" Alezandre le Grand S. 318.
5 Se Fr. Lenormant i Revue Numismatique XIX, S. 161 ff. 1854.
& Polyb., Hist. V, 34; Polyæn., Strateg. IV, 15.
7 Sign. Droysen., Hellenismus 1, S. 545 ff£.; OD, 8. 181 ff.
723
187) disse Provindser og besatte en Del af dem!, men Antiokhos lod sig dog bevæge til at slutte en Vaabenstilstand paa fire Maaneder, under hvilken han trak sin Hær tilbage til Orontes?. Efter Fjendtlighedernes Gjenoptagelse trængte han frem til Sidon, besatte Gilead og Samaria og tog Vinterkvarter i Ptolemais?; men det følgende Aar (217) blev han slagen af Ægypterne ved Raphia? og maatte derefter rømme de erobrede Provindser.
Tretten til fjorten Aar senere (203), da der paa Ægyptens Throne sad et Barn Ptolemaios V. Epiphanes, (205— 180), gjorde han atter et Indfald i de ofte nævnte Provindser. Et Angreb af Attalos af Pergamos standsede dog snart hans Fremgang, men kun for en Tid; han kom noget efter tilbage, slog Ægypterne ved Paneas og trængte seirrigt frem til Ægyptens Grændse?, Ved Fredslut- ningen skjænkede han dog de tre Provindser Koilesyrien, Phoinike og Palaistine til Ptolemaios som Medgift for sin Datter Kleopatra &, hvem Ptolemaios ægtede. Saaledes beholdt Ægypterne foreløbig disse Provindser.
Men da Kleopatra døde, besatte Antiokhos III.'s anden Efter- Sydsyrien fra
følger Antiokhos IV. Epiphanes (175—163) de tre Provindser ,og Oprer i Judala. foretog, for at hævde sin Besiddelse deraf, flere Tog til Ægypten, i hvilke han vandt adskillige Seire, fangede i Aaret 170 f. Kr, Kongen Ptolemaios VI. Philometor (180—145) og erobrede en stor Del af Landet, som dog? Romerne ved Magtsprog tvang ham til igjen at rømme. Imidlertid beholdt han dog de omtvistede Provindser, men
mn
?- Polyb, V, 49.
2: Polyb. V, 66; Justin., Hist. XXX, 1; Athen., Deipnos. XIII, p. 577.
3 Polyb., V, 63—71. '
" Polyb., V, 79—86; Strabon, Geogr. XVI, 2 & 31 p. 759 Casaub. (p. 1102 A.). '
Polyb., XV, 20; App., Syr. c. 1; Liv. Hist. XXXIII, 19; sign. Jos., Arch. Jud, XII, 3, 3.
Polyb., XXVID, 17, 11.
Liv., Hist. XLV, 12; Polyb., Hist. XIX, 11; App. Syr. c. 66; Diod., Bibl. Hist. XXXIV, 2 efter Æzcerp. Vat. p. 529—530.
an
& ea
46"
124
hans voldsomme Fremfærd imod lIudaierne i Jerusalem fremkaldte en Opstand, som Syrerne aldrig formaaede ganske at dæmpe!, og som gav Anledning til en Række Krige, der i højeste Grad svæk- kede det syriske Rige.
Juda var imidlertid ikke det eneste Landskab i Syrien, som reiste sig imod Kongerne af Seleukos' Æt; mange andre Egne af Landet skete der idelig Oprør: den ene By, det ene Landskab feidede paa det andet. I Byer og Landskaber opkastede der sig Tyranner, der ofte herskede med megen Vilkaarlighed og Gru- somhed; paa Modkonger og Thronprætendenter var der ingen Mangel 0. desl.
Føier man hertil, at næsten alle Konger af Seleukos' Æt vare lidet duelige Regenter, og flere af dem vare lunefulde og grusomme Tyranner, saa vil det være klart, at Syrien under denne Herskerslægt, aldeles ikke kan siges at have været noget lykkeligt Land?,. omendskjøndt det var Hovedland i et udstrakt Rige, der indbefattede flere af Asiens skjønneste og rigeste Lande.
Uagtet Seleukos" Hus efter Antiokhos IIL's Dage bestandig vanslægtede mere og mere, blev det dog endnu næsten et Aar- hundrede i Besiddelse af Syrien, indtil Landets Indbyggere endelig indkaldte Armeniens Konge Tigranes?, der omtrent i Aaret 82 f. Kr. tog Nord- og Mellemsyrien i Besiddelse og betro ede Landets Bestyrelse til en af sine Feltherrer Magadates.
Da Lucullus angreb Tigranes, blev denne nødt til at tilbage- kalde Magadates og hans Tropper. Heraf benyttede en Ætling af Seleukos”, Antiokhos, en Søn af Antiokhos VIIL Kyzikenos, sig til at opkaste sig til Konge i Nordsyrien?”. Lucullus foretog sig intet Skridt imod ham, men da Pompeius havde fuldendt Krigen med Mithridates og Tigranes, gjorde han gjældende, at Syrien ved Freden med Armenierne var bleven romersk Erendom. Han gik
! Se nedenfor Kap. X $ 100.
2 Sign. E. Renan i Revue Archéol. nouvelle série V, S. 273 fø. (1862). 3. Justin., Æ:st. XL, 1. +. Appian., Syr. c. 48.
725
derfor ind i Nordsyrien, som han uden stor Vanskelighed besatte. Kun Sydsyrien havde ikke hørt til Tigranes' Rige, og kunde derfor ikke betragtes som hjemfalden til Romerne, men Stridig- heder i Iudaia gav Pompeius Anledning til Indblanding og siden til at vende sine Vaaben imod Landet. Alligevel lod Pompeius Landet foreløbig beholde sin Frihed, om det end blev stillet under stadigt Tilsyn”,
Pompeius efterlod Scaurus som Statholder i Syrien. Han efterfulgtes af et Par Prætorer, efter hvem Senatet sendte Procon- sulen Gabinius til Syrien, men da han paa egen Haand blandede sig 1 Ægyptens Anliggender, blev han tilbagekaldt og afløst af Crassus?. Dennes Nederlag ved Kharrai (Haran) Aar 53 f. Kr., lod Syrien ligge aaben for Partherne", der virkelig ogsaa snart efter under Pakoros, Partherkongens Søn, satte sig i Besiddelse af Syrien. Men da Pakoros' Fader, Orodes, af Skinsyge paa sin Sen kaldte ham tilbage, bleve Partherne slagne af Cassius, Crassus' Legat, og forjagne fra Syrien?, Men under Borgerkrigen kom de igjen, indtil de endelig bleve slagne af P, Ventidius? Aar 39—38 f. Kr., fra hvilket Tidspunkt Nord- og Mellemsyrien forblev knyttet til Rom som romersk Provinds. Ogsaa Sydsyrien bragtes ved samme Leilighed i et noget løsere Afhængighedsforhold til Rom, men dette Baand sluttedes efterhaanden fastere og fastere, hvilket under Nero havde et Oprør til Følge i Iudaia. Da dette var blevet knust af Vespasian og Titus7”, nød Syrien for det Meste Ro igjennem Resten af Oldtiden, og det var først i Begyndelsen af de Tider, man pleier at henregne til Middelaldren, at fremmede Hære atter oversvømmede Syrien.
ne ———— F—
Justin., Hist. XL, 2—3.
Se nedenfor Kap. X $ 100. Appian., Syr. c. 51.
Appian., Syr. l. c.
Justin., Hist. XL, 4.
Justin. l. c; Tacit., Hit. V, 9. Se Kap. X $ 100.
J GO HR dd åd ØW vr
726
S 53. I det nordlige Syrien traf Ægypterne, som oftere bemærket", Nordsyrien, under Thotmess III. og hans Efterfølgere lige til Rameses III's Tid paa et Folk, hvis Land de kalde o Mu eller o NEN khetta khetta, d. e. Khetta (mm) — Betegnelser, som de ligesaavel anvende om Folket som om Landet. 1 dette Land fandtes der blandt Andet et Vand eller en Strøm, som oftere omtales i de ægyptiske Ind- skrifter, og som afbildes paa Slagscenerne: dette Vand kalde de | ÅD [41 ræv a - ru - nut?, hvilket Ord paa en slaaende Maade minder om de Gamles Orontes?, med hvilket Navn de, som bekjendt, betegne Syriens største Flod, som nedenfor. Antiokheia falder i Middelhavet, og som i vore Dage kaldes Aast",
Til Landet hørte flere Byer, der undertiden omtales 1 ægyp- tiske Aktstykker; blandt disse var der, som det fremgaar af Be- skrivelsen af Ramesegs II.'s og Rameses III.'s Krige i Syrien, iblandt andre en By, som førte Navnet
sATA SMUK kar - ka - ma - sha (735%) d. e. Karkemish$,
Vende vi ogs til de Aktstykker, Assyrerne have efterladt os, da vil man her, saagodtsom i alle Indskrifter, der tale om Syrien, — og det allerede i Indskrifter, der næsten have samme Ælde som de yngste ægyptiske Indskrifter, der fortælle om Pharaonernes Krige i Nordsyrien, idet de, i det Højeste, kun er et Par Menneske-
Se ovenfor 8. 540 fi.
Lepsius, Denkmåler III, 153 col. 25.
Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 5 ff. p. 750 ff. Casaub. (p. 1089 ff. A.). Ritter, Ærdkunde II, S. 159 ff£., S. 995 ff.; Chesney, Euphrates Erpedi- tion I, S. 394 ff.
5 Select Papyrus pl. XXVII, Il. 6, Greene, Fouilles exécutées &å Thebes pl. II, col. 16--17; se nedenfor 8. 733.
mo &æ ØS mm
727
aldre yngre, — finde omtalt et Folk og et Land, som ligeledes betegnedes ved Navnet rm, der af Assyrerne skrives paa en af følgende fire Maader:
Wi ——]« AA == "] SA TT =3| | eller AA æE] »—l- khat - ti!?; khat - ti?; kha: at - 43; kha z at - tit; Khatti'. Dette Folk traf Assyrerne, paa deres Krigstog, bosat paa Euphrats højre Bred og længere imod Vest, indtil over imod Middelhavet.
En af de vigtigste Byer, der tilhørte dette Folk, var, efter de assyriske Indskrifter, en By af Navnet
I] v sl ST kar - ka - mis (279575)? d. e. Karkemish; og en af de vigtigste Strømme var Floden
FIS FEET —T 2]
a - rå - an - ti? d. e. Aranti — et Navn, der nøje stemmer overens med de Gamles Orontes8, Hertil kommer endvidere, at Assyrerne paa deres Tog i Landet Khatti, naar de have overskredet Euphrat, ofte berørte ta Bjerge, hvorfra de ikke sjældent førte kosteligt Tømmer ti deres' Hjem?, nemlig Bjergene
" Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 1. 11; pl. 36 1. 13 0. s. v.
2? Layard, Jnscriptions pl. 39 1. 22.
” Layard, Inscriptions pl. 12 1. 16, pl. 33 1. 10.
" Botta, Monuments IV, pl. 83, 1 pl. 152 1. 17, pl. 153 I. 3. Layard,
Inscriptions pl. 14 1. 15, pl. 20 1. 27, pl. $1 I. 87, pl. 94 1. 127.
Navnet bruges ogsaa i Almindelighed om Syrien, se f. Ex. Botta,
Monuments IV, pl. 146 1. 21, pl. 149 1. 11.
" Se Rawlinson, Jnscriptions pl. 25 1. 65 ff. Layard, Inscriptions pl. 91 1. 88. '
" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 79; samt III, pl. 7 1. 51 og pl. 8
1. 101 hvor Navnet skrives a - ra = an - tu.
Se ovenfor 8. 726 Anmk. 3.
Det fortælles navnlig om Salman-eser IL, at han huggede Temmer
paa Amanosbjergene, se Obelisken fra Nimrod: Layard, /nscriptions
pl. 92 1. 96 og Il. 99; pl. 94 1. 132 0. s. v. .
it ad
728
+ FE 8 +” ll] 7]
ha - ma - ni! lab - na - na? af hvilke Bjerge det første ikke ret vel kan være noget andet Bjerg end de Gamles Amanos, den store Bjergmasse, som opfyldte Landet Nord for Orontes imellem Bugten ved Andana og Euphrat- floden?, imedens der, hvad det sidste Bjerg angaar, ikke kan være nogen Tvivl om, at det er det ligesaavel i Oldtiden som i vore
Dage bekjendte Bjerg Libanon (7525)",' de Gamles Libanos&, Under disse Omstændigheder kan der ikke være noget Spørgs- maal om, hvor Assyrernes Landskab Khatti maa søges, nemlig i det nordlige Syrien, Vest for Euphrat og ved Orontesf. Men naar vi hermed sammenligne hvad Ægypterne fortælle om Landet ÆAÅetta, og her gjenfinde baade Orontes og Karkemish, saa kan der neppe være nogen Tvivl om, at de ved deres Land Khetta betegne de samme Strækninger. I Virkeligheden kan det heller ikke benægtes
1 Ordet omtales ofte i Assyrernes Indskrifter, og skrives paa forskjellig Maade: Formen Ha - ma - ni, der egentlig er Eieform, findes f. Er. Layard, Inscriptions pl. 12 l. 16, pl. 15 l. 41, pl. 92 1. 96 og 1. 99; Botta, Monumenis IV, pl. 160 1. 25, Rawlinson, JInscriptions III, pl. 7 1. 51 col. II, 1. 24 eller Ha = a - ma - ni f. Ex. Botta, Monumentis IV, pl. 152 1. 11. Formen Ha - ma - nuv (eller ha - ma - nu) findes f. Ex. Layard, Jnscriptions pl. 39 1. 23, pl. 64 1. 58, og Rawlinson, Ånscriptions III, pl. 13, 1. 33. Ha-maza-nu findes Layard, ånscriptions pl. 94 1. 132. Formen ha-ma-na findes Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 25 1. 90. .
Layard, Jnscriptions pl. 5 1. 22, pl. 13 1. 17; Rawlinson, Znscriptions I, pl. 23 I. 127 og pl. 25 1. 84; III, pl. 5 1. 46, pl. 9 1. 27, pl. 26 l. 84-85. Assyrerne benyttede mest Amanos som Forsyningssted til deres Byggeforetagender, og først i senere Tider fra Libanon; se Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 26 1. 84—85; Babylonierne hentede ligeledes navnlig Temmer fra Libanon: Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 66 1. 36.
Strabo, Geogr. XVI, 2, $ 1 f.
Deut. 11, 24; Josva 1, 4; 1 Kong. 7, 2; 9, 9; 10, 17; Høisang 7, 5. Ptol., Geogr. V, 15; Plin., Hist. Nat. V, 20.
Om Karakteren af Landskabet i den estlige Del af Nordsyrien; 86 Ainsworth, Travels in the Track of the Tenthousend 8. 61—65; slgn. ogsaa om Nordsyrien Chesney, Euphrates Expedition IL, 8. 387 fl.
a Sa aa bu
729
at Ægypternes Ord Kketta og Assyrernes Khatti begge indeholde de samme Medlyd, og at de begge, naar de skulle omskrives med hebraiske Bogstaver, vilde være at udtrykke ved: mm, Khet
Ordet mm er ikke noget ubekjendt Navn; det findes oftere i Biblen, hvor det bruges til at betegne et Folk i de sydligere Dele af Kanaan; dette Folk (mm) pleier man i vore Bibeloversættelser at kalde Khetiter, hvilket Ord vi altsaa ret vel kan benytte til at betegne Nordsyriens Hovedfolk ".
De nordsyriske Khetiter nævnes første Gang paa Thotmess IIL's Tid; dog dengang spillede de aabenbart endnu ikke nogen fremragende Rolle. Men allerede under Seti I. i hans første Aar, da han regjerede i Fællesskab med sin Fader Rameses I., havde de nordsyriske Khetiter — Khetta-Folket som Ægypterne kalde dem? — hævet sig til et mægtigt Folk, der ikke uden Held kunde byde Ægyptens Pharao Spidsen. Under Rameses Il. var deres Magt ingenlunde aftagen; den var meget mere stegen, og i Virke- ligheden lykkedes det ikke engang Rameses II. at trænge saa langt frem som hans Fader. Vi se tillige, at Khetiterne ingen- lunde udmærkede sig alene ved Tapperhed; de vare aabenbart dengang et høist udviklet Folk, der levede i en velordnet Stad og besad en egen Konstflid og Konst, ja endog Begyndelsen til Literatur2; de stod i livlig Forbindelse med deres Naboer, ikke blot med Mesopotamiens høist udviklede Beboere, men ogsaa med Lilleasiaterne" ; ja, omendskjøndt Landets Herskers og Pharaonernes Ærgjærrighed oftere fremkaldte blodige Krige mellem Ægypten og Khetta5, saa ønskedes der dog fra begge Sider, at Forholdet skulde
! I Biblen omtales de nordsyriske Khetiter i det Mindste to Gange, nemlig 1 Kong. 10, 29 og 2 Kong. 7, 6. Urias, Davids Stridsmand, var en Khetiter, men at han var en Nordsyrer, er meget tvivlsomt. Lepsius, Auswall pl. XII. Ægypterne kalde dette Folk det store Khetta-Folk; se ovenfor 8. 540. Khetiterne i Kanaan var sandsynlig- vis det unævnte mindre Khetta- Folk.
Se ovenfor S. 266.
Se ovenfor S. 576—577.
Rameses 1I. førte uden Tvivl flere Krige med Khetta.
æÆ åd &e
730
være venskabeligt, og man bestræbte sig for at faa Forholdet ordnet og sikkret ved Traktater".
Nogen Tid efterat Ægypterne havde opgivet deres Angreb påa Syrien, og Khetiterne saaledes fik Ro fra denne Side, be- gyndte Assyrerne at angribe Nordsyrien?, Rigtignok lykkedes det dem ikke straks at trænge langt ind i Landet, men de opgav ikke derfor deres Angreb, og fornyede dem tvertimod fra Tid til anden, saalænge indtil Nordsyriens Kraft tilsidst blev ganske brudt; men da først Khetiterne i Nordsyrien vare blevne kuede, varede det ikke længe, før hele det øvrige Syrien, ja selv Ægypten fik Assyrernes Vælde at føle.
I den Tid, da Ægyptens gamle Pharaoner kæmpede i Nord- syrien og søgte at betvinge Khetiterne, fandtes der flere Konge- riger i Landet; men de adlød alle en og samme Overkonge.
Vi kjende flere saadanne Overkonger?:
ASGER Ye sapalili (bp),
SSG, maks mau-ru-8ar, Søn af den foregaaende,
ke av is: mautur (mautenur), Søn af den foregaaende
IL NR G 2% <—> 9 KR i )ye khettasar, den foregaaendes Broder og Efterfølger.
Hvor disse Konger have havt deres Sæde, vide vi ikke; sand- synligvis var det dog i Orontesdalen. I de assyriske Kriges Tid var derimod det ved Euphrat liggende Karkemish Khetiternes vigtigste By. Overkongen havde maaske sit Sæde her, forudsat
! 8. 575 og 579.
2? Se ovenfor S. 624. David og Salomo bererte ikke Khetiterlandet; David indtog kun Mellemsyrien og endel af det syriske Mesopotamien (saaledes Betakh d. e. Thapsakos, se $ 54).
2 De nævnes i Fredstraktaten imellem Khettasar og Rameses Il., Lep- sius, Denkmåler III, 146, se ovenfor S. 582.
+. Dette Navn bares siden af en Konge i Patina; se S. 737.
5… I det Mindste kaldes Kongerne af Karkemish snart: Konge af Khetta (Nordsyrien) og snart: Konge af Karkemish, se f. Ex. Rawlinson, /n- scriptions I, pl. 25 1. 65.
731
naturligvis, at Nordsyrerne dengang levede under lignende Forhold som tidligere".
Vi ere ikke uden Kjendskab til de nordsyriske geographiske Forhold; men mange Enkeltheder ere os endnu uklare; og vi ere navnlig endnu ikke istand til at bestemme Beliggenheden af alle de Riger og Steder, der omtales i Nordsyrien.
Efter de Gamles Beretning laa derimod Vest i Nordsyrien et Landskab Kasiotis. Det er sandsynligvis dette Land. som Assy- rerne kalde
— m ce mr] kas - ka? og som i de ægyptiske Aktstykker fra Rameses II.'s Tid kaldes SSRNN kash - kash?
Længere østligere uden Tvivl ikke langt fjernet fra Orontes laa
formodentlig flere af de Landskaber som Agssyrerne oftere omtale",
I Nærheden af samme Flod, formodentlig paa Overgangen til Mellemsyrien, henimod Hamath, laa formodentlig ogsaa den fra Biblen bekjendte By Arpad (757%), Assyrernes
—— —— I] <b—IT] SN 4 —|«] ar - pad - daf Årpad led meget under Tiglath Pilesar og siden under Sargon”.
me.
" Btrabo, Geogr. XVI, 2.
” Det nævnes Rawlinson, ånscriptions III, pl, 9 1. 53; ogsaa Sargon nævner et Rige af dette Navn (Rawlinson, Jnscriptions pl. 36 1. 15), hvis Iden- titet med det ovenfor nævnte Kaska og med Kasiotis man ikke har nøgen videre Grund til at betvivle.
Select Papyrus pl. XXVII, 1. 6.
F. Ex. Masga, Adinnu 0. 8. v.
Esaias 10, 9; 36, 19; 37, 13; 2 Kong. 18, 34 og 29, 13; Jer. 49, 23. Rawlinson, Jnscriptions Il, pl. 52 1. 30—34; I, pl. 53 1. 53 og 69. Botta, Mfonuments IV, pl. 145 ]. 21.
"Om det Indtryk, Byen Arpads Fald gjorde paa Israeliterne, de (i
mo &æ) im fø
Kasiotis.
Arpad.
Khalybon.
782
Øst for Orontes flyder en Flod, de Gamles Khalos!, nu Kuveik, som taber sig i Stepperne. Paa dens Bredder fandtes paa de ægyptiske Kriges Tid et Rige, hvis Hovedstad”, (af Israeliternes formodentlig benævnet Khalybon? =>5m af Ægypterne kaldtes”
S—> .
W?! å Nee
khu - li - but. Denne By er Nutidens Haleb eller Aleppo?, der af de Gamle en Tidlang kaldtes Beræa. I en babylonisk Indskrift for det sjette Aarhundrede f. Kr. nævnes der et Landskab
za sits go] kho = il - bu - nué
hvorved der maaske tænkes paa Byen Aleppo og dens tilhørende Distrikt. Byen Khilbunu omtales ikke i nogen af de mange assy- riske Texter, der fortælle om Krigstog i Nordsyrien og i det Hele berøre dette Lands Skjæbne, af hvilken Omstændighed man har villet slutte, at den i det niende, ottende og syvende Aarhundrede kun har havt ringe Betydning, og at den først atter har hævet sig
ved Slutningen af det syvende Aarhundrede f. Kr. Rigtignok omtale Assyrerne i deres Indskrifter oftere en By
Anmk. 5) anførte Steder af Biblen. Man antager undertiden Arpad for de Gamles Raphanai, det nuværende Rafineh; om dette sidste Sted se Ritter, Erdkunde XVII, 8. 939 ff.
! Xenophon, Anab. I, 4, 9.
2 Ptol. Geogr. V, 15, 17. Det er dog meget tvivlsomt, hvorvidt den berømte Vin fra Khabylon, der omtales af Strabo, Geogr. XV, 3 & 22 p. 735 Casaub. (p. 1068 A.), og af Athenaios, Deipnos. I, 22 p. 107 ed. Schweigh, kommer fra denne Egn eller fra Omegnen af Damask. Det sidste antages af Ritter, Ærdkunde XVI, S. 1319 fr. (Berlin 1855) - hvor han vist ikke urigtig sammenligner Stedet med Wadi Helbon ved Damask, som Robinson besegte. Det 457, der omtales Esek. 27, 18, er neppe heller Aleppo, men er snarere det omtalte Sted ved Damask.
2 Se Slutningen af de foregasende ÅAnmk.
4. Select Papyrus pl. XXV, 1. 1 pl. XXVII, I. 6. Dimichen, ZÆZistorische Inschriften pl. XI, 1. 6; se ovenfor S. 621.
5 Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1733 f£.; slgn. 8. 1709 fr.
f£. Rawlinson, ånscriptions I, pl. 65 1. 24.
783
p— IT —— « p—-
khal - van! der uden Tvivl er den samme By, altsaa det nuværende Aleppo, men den var ikke Kongestad.
I Euphratdalen, Øst for Aleppo, laa den ofte omtalte vigtige Stad Karkemish w>75? (Kamos' By?), der fra en tidlig Tid af var Hovedstad i et Rige, som uden Tvivl indbefattede de Vest for Euphrat, omtrent imellem 36? og 379 N. liggende Egne indtil henimod 359 &. for Paris. Hovedstaden, hvorefter Riget havde Navn, kaldes af Ægypterne
>, eler A/s,
kar - ka - ma - sha? kar - ka - ma - sha! imedens den i de assyriske Indskrifter kaldes
ES eu kar - ka - misd kar - ka - mis.
I Karkemish kjende vi følgende Konger: (kg ——] t11]s =TI] sa z an - gara Åar 876, 858 og 8547,
ks II >—17] =] pt - zi ri z is eller | x T— TI —TT] pi - zi - ri, der 732 hyldede Tiglath Pilesar som sin Lehns-
! Rawlinson, /nscriphons JII, pl. 8 1. 86; Layard, Inscriptions pl. 14 1. 19 og pl. 46 1. 9. Se ovenfor 8. 642 og S. 644.
2? Esaias 10, 11; 2 Arøn. 35, 20; Jerem. 46, 2.
1 Det nævnes Lepsius, Denkmåler III, pl. 87; Select Papyrus pl. XXVII, l. 6 og Dimichen, Aistoirsche Inschriften pl. XI.
" Greene, Fouilles executées å Thebes pl. II, col. 16—17.
3. Rawlinson, Jnscriptionse I, pl. 24 1. 57, pl. 25 L 65 og 69, pl. 36 l. 26, pl. 42 1. 75, pl. 53 L 46 og 1. 54, pl. 67; II, pl. 9 1. 50; Layard, Jnscriptions pl. 12, 1. 16; pl. 15 1. 30 og Il. 31; pl. 38, 1. 10; pl. 34 1. 22; pl. 81, I. 85.
" Rawlinson, Ånscriptions I, pl. 13 l. 49.
7 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 1. 65; III, pl. 7 1. 53 hvor han
kaldes sagara; Layard, Jnscriptions pl. 91 !. 85 og pl. 15 1. 30 hvor
han kaldes sa = an - gar.
Formen Piziris findes Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9, 1. 51; Layard,
Karkemish.
734
herre og 717 styrtedes af Sargon. Riget Karkemish blev nu en assyrisk Provinds, og Byen Sæde for en assyrisk Statholder, der, ligesom Statholderne i de ældre Provindser, tjente som Eponym !. Byén Karkemish laa Vest for Euphrat”, omtrent under 36? 35- N., enten lige ved Flodens Bred eller noget længere inde i Landet, sandsynligvis ved det fem Mile fra Floden liggende Bambidge3Z. Karkemish bliver saaledes den samme By, som efter Plinius af Syrerne i senere Tider kaldtes A7abog", men som af de Gamle for- øvrigt i Reglen kaldes Bambyke? eller den hellige By (Hierapolis) &, Byen Karkemish var en vigtig Handelsstad”, og Hierapolis synes ligeledes at have havt ikke ringe Betydning som saadan,
åÅnscriptions pl. 45 1. 7. I Sargons Indskrifter kaldes han På - a - ri; se Layard, JÅnscriptions pl. 33, l. 10; pl. 34, I 22; Botta, Monuments IV, pl. 75 I. 8. I Indskriften paa Sargons Cylindre skrives hans Navn snart pi - 2i - ri snart pi - zi = i - ri; se Rawlinson, /nscriptions I, pl. 36 1. 26.
: Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 42 l. 75.
2. Man har som bekjendt tidligere, — fra Benjamin af Tudelas Tid — paa Grund af en vis Lydlighed imellem Karkemish og Kirkessi — eller Kirkesion som de Gamle kaldte Byen — ment at burde hen- lægge Karkemish til Udlebet af Khaboras Floden i Euphrat; slgn. ovenfor $ 35 S. 353.
32: Ritter, Ærdkunde X, S. 930 fl. s
£ Om Mabog, se Plin., Hist. Nat. V, 19.
3. Strabo, Geogr. XVI, 1, 27 og 2, 7 p. 748 og p. 517 Cas. (p. 1085 og 1090 A.); Aelian Æ. an, XII, 2; Appian, Parth. p. 75.
5. Strabo, Geogr. ÅAel,, Appian ll. cc. samt Lucian, De dea Syria c. 1, Ptol., Geogr. I, 11, 2 0. 8. v. Procop., De æd. II, 9; Hierocl. p. 712, Ammian. Marcellin., Hist. XIV, 26.
| En vis Vægt kaldes af Assyrerne en Karkemish-Mine (mana-karkamis) se Sir Henry Rawlinson i Journal of the Royal Asiatic Soriety new series I, 8. 219 Anmk. 2 (Lendon 1864; 89).
»… Maaske laa dog Karkemish lige ved Floden, saa at Hierapolis i ældre Tider kun var en Art Forstad for Karkemish og Karkemish i senere Tider en Art Forstad for Hierapolis. I dette Tilfælde maa Karkemish enten søges ved Kalaat n Nedshem eller ved Kara Bambidge eller muligvis ved Dsherablos (Europos). Uheldigvis er Egnen kun ufuldstændigt undersegt, 'saaledes at det for Øieblikket ikke er muligt at afgjere Spørgsmaalet nøiere.
735
Til Nordsyrien hørte endnu de to Naboriger Ox Ti E| og xx sw Få arr] re] gav - gu - ma! sa-ma- " - la? Beliggenheden af disse to Byer er ikke neie bestemt, dog laa Gavguma formodentlig sydligere end Samalla, og dette sidste laa uden Tvivl i Amanos Bjergene?. Gavguma er maaske de Gamles Aeugma'; i hvilket Tilfælde Riget har ligget Nord for Kongeriget Karkemish, men det er ikke usandsynligt, at Gavguma maa søges langt sydligere, nemlig ved Søen Sabkha. En af de vigtigste Byer i Landet paa Sargons Tid var Markesi?, Af Konger i Riget Gavguma kjende vi: Murili, Aar 858 og 8578, Garparuda, Aar 8547, Tarhulara, Aar 742 og 7388 Mutalla, der styrtedes af Sargon Aar 711?, I Samalla1? nævnes følgende Konger: Haian, Aar 858 og 854", Panammu, Aar 748 og 732",
! Gavguma nævnes Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 7 1. 40 og 41. Botta. Monuments IV, pl. 1261. 15 og pl. 148 I. 11 og pl. 149 1. 4. Formen Gavgumi (Eieform) findes pl. 149 l. 4 og pl. 155 1. 5.
? Rawlinson, ånscriptions TII, pl. 7 1. 42.
” I Salman-esers Monolith omtales iblandt de nordsyriske Fyrster snart en Haian, Konge af Samalla; Rawlinson, Aånscriptions III, pl. 7 l. 49, snart en Haian, Gabbars Søn (pl. 8 1. 83) og snart en Haian, Gabbars Søn, fra Hamani-Bjerget (pl. 7 col. II, 1. 24). Overalt menes der den samme Fyrste, hvis Land altsaa laa i Amanos-Bjergene.
" Strabo., Geogr. XVI, 1 8 22 p. 746 C.; Plin. Aist. Nat, V, 24 0.8. v.
” Botta, Monuments IV, pl. 149 1. 4.
£ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 40—41.
" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 1.'84.
” Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 9 1. 52.
” Botta, Mfonuments IV, pl. 148 1. 11.
Der tales undertiden om en By Samla, Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8
lL. 80— 1, men den laa uden Tvivl Øst for Euphrat.
" Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 42,
"? Rawlinson, Znscriptions 1I, pl. 67 1. 58 og LI, pl. 9 1. 52.
Gavguma og Samalla.
Patin eller Paden.
736
Man har Grund til at antage, at Samalla er blevet inddraget af Salman-eser IV. henimod Aar 7227.
Et nordsyrisk Landskab, som i det niende Aarhundrede f. Kr. spillede en vis Rolle i Historien, var Landet Paden eller Patin, tr md] ]
. på - ti - na som ofte omtales af Assur-bani-pal? og Salman-eser II.Z, hvorimod det ikke nævnes af de senere assyriske Konger". Landskabets Beliggenhed er tilstrækkelig bestemt derved, at det ifølge de assyriske Indskrifter gjennemstrømmedes af Floderne
HS sr mt ET] eter ff LH fg Tr
sa z= an - gu - rad sa 2 an = gu - ri Sangar d. e. Singar” Fl ST TIR ap = ri - €&e
Aprie d. e. Ifrin?. Det henvises herved til Bjerg-Landskabet Gebel Kraud eller Omegnenen omkring Byerne Aintab og Killis og har saaledes
1: Hverken Sargon eller nogen af de følgende Konger tale om Riget Samalla. Derimod tales der om Samalla som Hovedstad i en af Assy- rernes syriske Provindser; se Rawlinson, /nscriptions III, pl. 58 1. 43 og l. 61. Se ovenfor S. 711.
2 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 I. 71 f.
3. Rawlinson, ånscriptions III, pl. 7 col. I, Il. 52; col. I, 1 5 og 1. 11;
pl. 8 I. 84; Layard, Jnscriptions pl. 1 1. 17, pl. 9 1. 44, pl. 15 1. 40
0. 8. V.
Se nedenfor S. 737.
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 25 1. 80.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 25.
Ritter, Ærdkunde X, S. 1033—1038 og XVII, 8. 1687; Chesney
Euphrates Expedition I, S. 419. '
$ Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 72; Layard, Inscriptions pl. 44, 1. 29.
, Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1609 fr.
10 Strabo., Geogr. XVI, 2 $ 8.
4 ad &
7837
indbefattet den vestlige Del af de Gamles Kyrrestike og maaske den nordlige Del af Pieria.
En af de vigtigste Byer i Landet var en By, Assyrerne kalde
TT ha - za - 21!, det nuværende Aziz, Niebuhrs Anzas?, der ligger i det omtalte Bjerglandskab og i Middelalderen var en vigtig By.
Efter hvad vore assyriske Aktstykker? lade formode, var Reveri og deslige ikke noget Usædvanligt i Landskabet Patina og de tilgrændsende Bjergegne, i den Tid, da Patina beherskedes af egne Konger, og Assyrerne kom i Berøring med Landet.
Efter hvad gamle Forfattere, navnlig Cicero" og Strabon?, fortælle, var Tilstanden i de Egne, hvor vi maa søge Riget Patina, paa disse Forfatteres Tid en ganske lignende. I Middelaldren var disse Landskabers Ry ikke bedre i denne Henseende, og endnu i vore Dage gjælder Egnen for meget usikker. En stor Del af Landets nuværende Indbyggere bestaar af Kurder og er altsaa af indo-europæisk Æl, til hvilken Stamme Indbyggerne i disse Egne sandsynligvis have henhørt allerede i Oldtiden, i det Mindste for en Del. I det tilgrændsende Kommagene finde vi nemlig alt i det ottende Aarhundrede Konger med rent ariske Navne”, ligesom de Gamle nævne flere rent ariske Navne fra Kappadokien.
Vi kjende følgende Konger i Patina:
Ixbarna I., Aar 8728.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 I. 71 ; II, pl. 52 I. 13; Layard, In-
scriptions pl. 44 1. 898. Hazazi var maaske Hovedstad i Landet.
Se Niebuhr, Voyage II, 8. 336 (Reise II, S. 414); Chesney, Æuphrates
Expedition vol. I, S. 422 ff. Ritter, Erdkunde X, S. 1667—1668.
Se Layard, Inscriptions pl. 95 1. 147 fø.
Cic., Epist. ad Attic. V, 20; Ad familiares XV, 2.
Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 8 p. 751 Casaub. (p. 1090 A:).
Ritter, Erdkunde XVI, 8. 1807; slgn. S. 1612 og 1622 (Berlin 1855).
Navnet Kustaspi (Hystaspes), der forekommer som Kongenavn i
Kommagene (se 8. 740), er som bekjendt et rent arisk Ord.
Rawlinson, /nscriptions I, pl. 25 I. 71 og 1. 81; Layard, Inscriptions 47
4 PI Éw &
738
Sapalulvi, Aar 858;
Girparuda, Aar 854?;
Lubarna Il., myrdet omtrent 832 af Nomaderne i Landet?; Surri, hævet paa Thronen af Oprørere, men styrtet inden kort Tids Forløb af Salmaneser II. +;
Saza, Søn af Uzza, indsat af Salman-eser II.5.
I Aaret 805 foretog Bin-nirari II. (Binlekhus UI.) et Tog imod Hazazi, der i det Mindste tidligere synes at have været Landets Hovedstadé. Snart efter maa Patina være bleven opslugt af Naborigerne, (formodentlig navnlig af Kasiotis og Kue”); de Gamle kjende nemlig Intet til et Landskab af Navnet Patina eller deslige; ja selv Assyrerne tie om Patina efter Aar 800.
I Amanosbjergene, sandsynligvis oprindeligt Nordvest for Landet Palina, laa Landskabet Kua eller Kue, af Assyrerne kaldet:
WNOLam am ken as SO AA >» (N Å =I A | ; < eller Å A > — ku - éeå&, ku z u? ka 2 u!0
Af Konger i dette Land kjende vi følgende: Katazi (?), der i Aaret 8354 kæmpede med Salman-egser II. )7,
I, pl. 1 1. 17; pl. 44 1. 29 og pl. 9 1 44, paa hvilket sidste Sted Ordet i Varianterne ogsaa skrives libarna og luburna.
1? Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1 52. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 84. Layard, Inscriptions pl. 15 L 40 og pl. 98 no. V.
32. Layard, Jnscriptions pl. 95 1. 148.
" Layard, Inscriptions pl. 95 1. 148 fr.
:… Layard, Jnscriptions pl. 96 1. 154.
6 Rawlinson, Jnscriptions 1I, pl. 52, 1. 18, se ovenfor S. 737 Anmk. 1.
7 Det opslugtes uden Tvivl for største Delen af Kue.
8. Rawlinson, /nscriptions I, pl. 36 1. 21. Botta, Monumenis IV, pl. 75 l. 3; pl. 153 l. 6.
?. Rawlinson, /nscriptions III, pl. 7 1. 54.
10 Layard, Inscriptions I, pl. 94 1. 128 og 1. 133. En fjerde Stavemaade findes ovenfor S. 711.
" Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1. 53—54; Navnet er for en Del forsvunden.
139
Kati, styrtet af Salman-eser, omtrent Aar 834, efter en toaarig Kamp ,
Urikk: eller Uri-a-ik-kt (Arjok) 7382.
Kue inddroges uden Tvivl af Salman-eser TII. 2,
Et andet Landskab paa Syriens yderste Nordgrændse var et Land, som Assyrerne benævnede Kummuhu' eller Kummuha
>— AA AA WWW AA TET = II] pA ig eller aa JE] pA IT ku - um - mu- ha? ku - mu - ha, og som de Gamle kaldte Kommagene”. I Tiden før Aar 1100 boede det Folk, der har givet Landet Navn, længere imod Øst, ved Tigris og dens Bifloder, navnlig ved Floden Nami$; ja, det er tvivlsomt, om Folket i disse ældre Tider, f. Ex. i det tolvte Aarhun- drede f. Kr., paa Tiglath Pilesar den Ældres Tid, har været i Besiddelse af nogensomhelst Landstrækning Vest for Euphrat. Endnu i det niende Aarhundrede var Kommuhu- eller Kom- magene Folket, bestandig, i det Mindste for en Del, bosat Øst for Euphrat, men det stod tillige allerede i nøie Forbindelse med Sy- rerne, hvad der synes at forudsætte, at Folket allerede havde over- skredet denne Flod. I ethvert Tilfælde er i den følgende Tid Folkets Tyngdepunkt forlagt til Landene Vest for Euphrat. Af Konger i Landet kjende vi følgende: Sarupin-siusuni, i det tolvte Aarhundrede f. Kr.?,
Layard, JInscriptions pl. 94 1. 128 ff., 1. 132 ff.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 l. 51. Layard, /nscriptions pl. 50 l. 11 og pl. 69 I. 11. Se ovenfor S. 666.
Se ovenfor S. 711, hvor Kue nævnes i Lister fra Assurbani-pals Tid iblandt Hovedstæderne i de assyriske Provindser Vest for Euphrat.
I Tiglath Pilesar den Ældres Indskrifter skrives Navnet kum-mu-hu; i Sargons Fasti skrives Ordet paa lignende Maade.
Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 9 1. 50.
Rawlinson, /nseriptions Ill, pl. 7 1. 37; pl. 8 1. 30 og 1. 83.
Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 3; slgn, Tac. Annal. XV, 12; Procop., Ve Aedif. II, 8, kalder det ede, fordi det ofte var hærget af Partherne. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 10 1. 23.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 11, col. II, 1, 25. Han havde en Sen Kaliteru og en Sennesen MNaliteru.
i mej
| må
47"
Kommagene.
S SÅ.
Det syriske Mesopotamien.
740
Katazi, Aar 858",
Kundaspi d. e. (Hystaspes I.), Aar 854?,
Kustaspt (Hystaspes II.), Aar 740 og 732,
Mutallu, åer styrtedes af Sargon og var Kommagenes sidste Konge". Efterat Seleukos" Efterkommere havde mistet Syrien, beholdt
en Prinds af Kongestammen, Antiokhos, Landskabet Kommagene.
Først under Klaudius blev Landet romersk Provinds?.
Euphratdalen Syd for Karkemish, som i vore Dage kun huser en yderst sparsom Befolkning, havde ikke ret stor Betydning paa den Tid, da Hellenere og Romere besøgte Euphratlandene. Men 1 et tidligere Tidsrum fandtes der aabenbart i denne Egn en for- holdsvis temmelig talrig Befolkning, ja det synes endog, som om disse Strækninger fordum have spillet en vis, om end aldrig nogen stor Rolle i Menneskehedens Historie. Det er nemlig ikke usandsynligt, at disse Egnes Beboere, paa Grund af deres Nærhed ved Babylonien, have tilegnet sig. den kaldaiske Kultur tidligere end deres Naboer i det egentlige Syrien, og at dette for en Tid har givet dem en ikke ringe Overvægt over hine.
Men da Kulturen efterhaanden udbredte sig til Syriens for- skjellige Folk, og da den lidet talrige Befolkning i Euphratdalen mellem Karkemish og Babylonien saaledes ikke mere besad noget videre Fortrin for sine syriske Naboer, tabte disse Lande snart deres Betydning.
I den nordlige Del af Landet fandtes der endnu i det niende og ottende Aarhundreder f. Kr. flere vigtige Byer, af hvilke nogle
! Rawlinson, /nscriptions III, pl. 7 1. 37; pl. 8 1.29—30.
2 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8 I. 83.
2 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 50.
%. Botta, Afonuments IV, pl. 151 1, 16 og pl. 127 1. 9; begge Steder ere kun Brudstykker levnede af Navnet.
5. Dio Cass., Hist. XXXV ff.; sign. Boeck, Corpus Inscr. Gr. I, S. 433.
s Til Nordsyrien — dog neppe til de nordlige Egne af Nordsyrien, men snarere til de sydligere — here maaske nogle af de ubekjendte Stednavne, vi have omtalt ovenfor S. 711.
' 741
paa Åssur-nazir-pals Tid vare Sæder for Konger, som i adskillige Aar trodsede denne assyriske Hersker. Endnu tyve Aar senere under Salman-eser havde disse Strækninger ikke ringe Betydning, men de dannede, i det Mindste for en stor Del, ikke længer egne Riger; store Strækninger vare blevne erobrede af den virksomme og duelige Konge over Edens Børn (778-753), Ahunu, der dog ikke beholdt sine Erobringer i Ro. Salman-eser hærgede gjentagne Gange hans Besiddelser Vest for Euphrat, hvor han blandt Andet engang indtog over to hundrede Byer”. Senere blev en Del af Landet indlemmet i Riget Hamath og blev siden med dette assy- risk Provinds 3%,
En af de vigtigste Stammer i disse Egne var Folkestammen
= El a 8u =- hr!
Suhi, ”m, som befolkede de sydligste Strækninger henimod Baby- loniens Grændse, hvorfor Folk og Land i senere Tider ofte reg- nedes til Babylonien. I Hjobs Bog omtales en Stamme af Navnet Sahi ”=m, som var saa berømt for sine Vismænd?: det er uden Tvivl denne Stamme.
Iblandt de ægyptiske Benævnelser paa Syrien? findes der ogsaa et, som minder om Assyrernes Suki, nemlig Ordet
0 Å N ne za-hi (eller sa - hi)”. Det er ikke umuligt, at dette Ord oprindeligt er en ægyptisk Omskrift af det her nævnte syro-mesopotamiske Folks Navn, og at
" Se ovenfor 8. 634.
? Se Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 7, col. II, 1. 18.
2 Om Hamath. se nedenfor &$ 56.
" Denne Stamme omtales hos Layard, /nscriptions pl. 1 1.16; pl. 98 IV.
5 Hjob. 8, 1 ff.: Bildad er en Suhit.
S Se ovenfor 8. 521.
7. Foruden Edvard Hincks, der i Chabas, flanger égyptologiques II., sidste Artikel (Chalon 1864), har foreslaaet denne Sammenstilling af Suåi og Zahi, have flere nyere Lærde antaget de to Ord for enstydige.
742,
Ægypterne i det fjerne Tidsrum, da Sukhi-Folket var et af Syriens eller de Vest for Euphrat liggende Landes vigtigste Folk, have anvendt dette Navn til at betegne hele Syrien, og at de have be- holdt denne Benævnelse, efterat Folket havde tabt sin Betydning. Det er endog muligt, at Ordet endnu i Thotmess III's Indskrifter betegner de østlige Dele af Syrien langs Euphrat?. I dette syrisk-mesopotamiske Landskab laa der en By, som Assyrerne kalde I EM er ta - bi - gu? (mv), sandsynligvis den samme By, som Ægypterne kalde
=W JS eller — Je Ina
tu = ba - khi? te - bekh?
d. e. === (Tibekha). I Krønikernes Bøger%, i Fortællingen om Davids Krigsbedrifter i Syrien, omtales der en By rmam0, som til- hørte Hadarezer, og som David indtog; denne By er uden Tvivl ikke forskjellig fra Assyrernes og Ægypternes her omtalte mo. I Samuels Bøger, som Forfatteren af Krønikerne, i denne For- tælling som. paa andre Steder, synes at have fulgt, omtales der i dette Afsnit ikke nogen By mm=0, men derimod, i Stedet for denne, en By maa.
I den hellenistiske Oversættelse staar der Mars 8ax, hvad der synes at vidne om, at Oversætterens Text ikke har havt Læsemaaden mom, og at dette Ord følgelig er en Skrivfeil for m30”.
I Kongernes Bøger omtales en By mopr ThipsakhÉ: det er
en
Thotmess IIL. foretog flere Tog imod Zahi (Brugsch. Histoire S. 105). Layard. Jnscriptions pl. 88 1. 34; Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 7 1 17. Select Papyrus pl. LIM 1. 1; se ovenfor S. 589.
Se ovenfor S. 527.
1 Arøn. 18, 8.
2 San. 8, 8.
Dette antages ogsaa af de fleste Fortolkere; se Thenius' Commentar til 2 Sam. 8, 8. i
5 1 Kong. 5, 4; (det 2 Kong. 5, 16 omtalte mom er uden Tvivl en By i" Israels Rige).
ed aa ea «dm 2 IL -
743
de Gamles Thapsakos !, som siden fik Navnet Amphipolis?, og som maa søges paa Euphrats høire Bred, et Par Mile ovenfor Rakkah32. Assyrernes Tabigu maa søges i den samme Egn, og det er derfor ikke usandsynligt, at Thipsah og Thapsakos, trods den ikke ubety- delige Forskjel, der er imellem mopr og m39, er den samme By som det ovennævnte ma=u. Ved Thapsakos var der nemlig et meget hyppigt benyttet Overgangssted over Euphrat. Nu hedder et Overgangssted paa Phoinikisk sandsynligvis mogm, og om dette Ord minder jo Byens Navn: det er derfor ikke usandsynligt, at Phoini- kerne med Hensyn hertil, have forandret Navnet fra m39 til nopn, og at flere syriske Folk fra dem have optaget denne nye Benæv- nelse, uden dog derfor ganske at opgive Stedets oprindelige Navn mat. Thapsakos skal ievrigt ogsaa have hedt Turmeda.
1 Nærheden af Tabigu laa der, at dømme efter de assyriske Aktstykker, en By" af Navnet
I] sm +] br - tu Birtu, m==, der sandsynligvis er den samme By som de Gamles BirthaS og Arabernes 393, Bir?. Formodentlig er det denne By, der i Samuels Bøger”, ved Beskrivelsen af Davids Krigs- bedrifter?, under Navnet ra, nævnes ved Siden af Betakh (Tibkha). Ptolemaios regner Birtha til Arabia deserta?. Tiglath Pilesar den Yngre taler om en By Birtu, som han giver Tilnavnet sa lab- nanat d. e. Birtu ved Libanon, en Bestemmelse, der ret vel kan
Ptol., Geogr. V, 19, 3.
Plin., Hist. Nat. V, 21; Steph. Byz., De Urbibus et pop. ,Gapaxog". Ritter, Ærdkunde X, 8. 11 ff.; 8. 1113 f.
Layard, /nscriptions pl. 88 L 34.
Ptol., Geogr. V, 19, 3, hvor der dog staar BidQa.
Assemani, Bibl. Orient. 11I, 2 8, 560. Den maa ikke forveksles med det nordligere Bir, Niebuhr, Voyage 8. 335 (Reise II, 412); sign. Man- nert, Geogr. VI, 1 S. 505; Ritter, Erdkunde X, S. 943 fl.
7 2 Sam. 8, 8.
2: Fortolkørne tænke her i Reglen paa Beyrut, men sikkert uden Grund. ? Ptol. I. c.
10 Rawlinson, 4uscriptions Il, pl. 67 l. 8.
g 55.
744
passe paa Bir, da Udlebere fra Libanon (Antilibanon) her naa næsten til Euphrat!?,
Af andre Byer i disse Egne have vi nævnet Byen Sur?. Maaske laa Byen 7akhis, som Ægypterne ofte omtale”, ogsaa i det syriske Mesopotamien.
Det vigtigste Landskab i Mellemsyrien var den smalle Kyst- strækning, som Hellenerne kaldte Poerixny, Phoinike. Om Oprindel- sen til dette Navn kan man kun gjøre sig Gisninger. Kun saa Meget er vist, at Landets Beboere selv ikke kaldte sig saaledes fer efter Hellenismens Seir i Østen. Snarere kaldte de sig Kanaaniter", men det er ogsaa muligt, at de slet ingen fælles Betegnelse havde for deres Land og Folk, og at de kun kaldte sig efter deres Stammenavne: Sidonier, Gubaliter, Simyriter? 0. s. v.
Af Ægypterne kaldes Landet i Reglen
SEN NNES ke - fat; af Kaldaier og Assyrer betegnedes det derimod ved Ordet Martu == ml FE mar - tu? d. e. Vesten, Vestlandet, formodentlig fordi Phoinikerne blandt Fol- kene Vest for Euphratdalen vare det, hvormed de gamle Mesopota- mere først kom i Berøring. Forøvrigt betegnedes Phoinike af Assy- rerne ogsaa ved et Ord, hvis Udtale paa Grund af det mellemste Tegns Flerlydighed kan omtvistes, nemlig Ordet
mm me
! Assyrerne kalde de Bjerge i disse Egne, som opfylde Landet Vest for Euphrat, Labnana (Libanon); sign. Rawlinson, JInscript. I, pl. 231 127. Se ovenfor S. 633.
Se ovenfor S. 527 og oftere.
Sign. Movers, Phånicier Il, 1, 8. 4 ff. (1849).
Sign. Gen. 10, 15 og 18.
At Aefa er Phoinike — og ikke som tidligere (Brugsch, Geogr. In- schriften Il, S. 88) antaget Aaphtor d. e. Kypros —, fremgaar af Tre- sprogsindskriften fra Tanis.
7 Botta, Afonuments III, pl. 16 ter 1. 107.
aa &d $& tb &
745
+ [att MM a - khar - ri eller: a - mur - rt,
Nogen Tid efter at Thotmess III. havde gjort sig til Herre over Syrien, udbrød der Oprør i Byen Arutu?, der uden Tvivl ikke er nogen anden By end Phoinikerbyen Arados (Arvad), men dette Oprør dæmpedes, som ovenfor bemærket ?, snart.
Phoiuikernes Kystland gjennemreistes i Rameses II's Dage af Moharen, der besøgte de vigtigste Stæder, saaledes: Gubal, Berytos, Sidon, Tyros og Zarepta". Imellem denne By og Akko synes han at have forladt Kysten og at være draget ind i det Indre?.
Omendskjøndt der ikke i noget Aktstykke fra Thotmess'ers og Rameses'ers Dage tales om, at Phoinikerne dreve Handel og Skibsfart, saa kan man neppe betvivle, at de havde begyndt at fare langt ud paa Middelhavet endnu før Thotmess faldt ind i Syrien, og endnu forinden Ægypterne begyndte at tænke paa at underlægge sig nogen Del af Syrien.
I Thotmess III's Annaler forekommer der en lille Bemærk- ning, hvoraf det synes at fremgaa, at der paa denne Konges Tid allerede fandtes en egen Konst/lid i Landet. Kongen taler nemlig om, at han i Tribut fra zahi, d. e. Syrien modtog forarbeidede Kar", disse have sikkert været forfærdigede i Landet selv og kunne ikke have været ganske raa, thi i saa Fald havde Ægypterne neppe taget til Takke med dem.
Den Usikkerhed, der i Rameses Il.'s senere Dage og under hans Efterfølgere herskede paa Middelhavet, idet forskjellige Folk
= mm —— —-
Norris, Assyrian Dictionary 8. 28, mener, at Ordet maa læses Aharri eller Akharri (77). Ordet betegner forevrigt uden Tvivl ikke blot Kystlandet, men ogsaa Mellemsyriens Heiland.
Lepsius, Austwcahl pl. XII.
Se ovenfor S. 542.
Select Papyrus pl. LIV, |. 7- Sog pl LV., I. 1 ff.; se ovenfor 8. 590 ff. Se ovenfor 8. 590 ff.
Lepsius, Denkmåler III, 30 a. 001. 18.
HS be aa ss
746
fra de nordlige Kyster, uden Tvivl som Fribyttere og Sørøvere, sværmede om paa det!, maa sikkert have indvirket forstyrrende paa den phoinikiske Søfart, men til Gjengjæld maa denne have udviklet sig saa meget desto hurtigere og omfangsrigere i den følgende Tid, da disse Bevægelser havde sat sig.
Allerede i det tolvte Aarhundrede naaede Phoinikerne Spanien, ja de vovede sig endogsaa, formodentlig allerede før Aar 1100 f. Kr., igjennem Strædet ved Herkules' Støtter og grundede her, som overalt hvor de kom frem, Handelspladser -med Oplagssteder for deres Varer,
I Spanien, hvor Phoinikerne navnlig besøgte et Land, som Hellenerne siden kaldte Tartessos?, og som Phoinikerne selv synes at have benævnet Tarshish (wwnr)", fandt de en stor Rigdom paa Sølv, hvad der snart skulde blive af den største Vigtighed for deres Handel. Man havde nemlig allerede tidlig erfaret, at Sølv var et fortrinligt Betalingsmiddel, men det havde hidtil ikke været tilstede i tilstrækkelig Mængde til at kunne anvendes som almindeligt og egentligt Betalingsmiddel. Det er derfor klart, at, naar et Folk, som forstod at anvende Sølvet i Handlen, fik store Masser imellem Hænder og blev istand til stadig at forsyne sig med mere, saa vilde det kunne udvide sine Handelsforetagender t overordentliy Grad, ja kunde let med det Samme ganske overbyde alle Medbeilere; og saaledes vil det da være klart, at Opdagelsen af det dengang selvrige Sydspanien ret egentlig kan siges at have gjort Photnikerne til Herrer over Verdenshandlen,
Pnoiaike ander I den Tid, da Phoinikernes Handel tog det store Opsving, Hegemoni. var Sidon Photnikerlandets første Stad, men i det tiende Aar-
mæ me —
' Se ovenfor S. 618 ff.
2 Sign. Movers, Phønicier 11, 2, 8. 146 ff.
2 At Tartessos er et Landskab og ingen By, er paavist af Movers, Phå- mcer II, 2, S. 594 ff. (1850).
S Gen, 10, 4; Zvalm. 72, 9; Esaias 23, 10; 66, 19; Ezek. 27, 12 ff.; Jon. 13 ff.; 1 Kong. 10, 22 ff. 0. 8. v.
3. Sidon nævnes oftere hos Homer, se Hom., /4ad. VI, 290; slgn. XXIII, 743; Odyss. XV, 424.
747
hundrede f. Kr. begyndte Sidon at fordunkles af Tyros, der nu blev Phoinikernes første Stad og Havets Dronning!. Tyros' Blom- string begynder, som det synes, navnlig under Hiram, Davids og Salomos Samtidige, der regjerede omtrent fra 976 til 942, og under hvem Rigdomme opdyngedes i Byen, mens Konsten samtidig blomstrede og Staden smykkedes med pragtfulde Bygninger?.
Men, som det altid gaar.ved store Fremskridt i Udvikling, at Skyggesiderne vokse ikke mindre hurtigt end de lyse Sider, saaledes gik det og her, Ved Siden af de fredelige og velhavende Borgere, udviklede der sig, synes det, et talrigt Proletariat, der afstedkom mange Uordner. Det lykkedes endog en Mand af lav Herkomst at hæve sig paa Thronen og beholde den i tolv Aar; ja end ikke hans Fald bragte Ro og Orden tilbage i Byen. Splid og Tvedragt havde under de ulykkelige Forhold grebet om sig endog i de høiere Klasser, ja i selve det forstødte Kongehus, i hvilket det ene Brodermord fulgte det andet?; og saaledes gik det i omtrent to Menneskealdre, i hvilket Oprør og Borgerkrig maaske næsten har hørt til Dagens Orden i den store Handelsstad.
[ det første Aarti af det niende Aarhundrede kom der vel atter Ro i Staden, og Adelspartiet fik igjen Overhaand ved Eth- baal eller Eitobalos; men et Par Menneskealdre efter udbrød nye Uroligheder, der i Pygmalions Mindreaarighed bragte Folkepartiet til Roret. Adelspartiet kunde ikke finde sig heri, og Enden derpaa blev, at Kongens ældre Søster Elissa, senere ogsaa kaldet Dido",
eg ——————
" Justinus fortæller, at Sidonierne engang ferte en Krig mod Kongen
af Askalon, og at denne sidste indtog Sidon, hvorpaa Flygtninge fra
Byen grundede Tyros (Just., Hist. XVIII, 3, 5). Ifelge F. Lenormant,
Manuel II, S.52 ff. skal Sidon ved denne ulykkelige Krig have mistet sin
Forrang, som derpaa gik over til Tyros, hvad der dog neppe bliver
mere end en blot Gisning. .
Se ovenfor S. 626.
” Astarymos, Sen af Kong Abdastartos, myrdedes af Broderen Pheles; Jos., C. Ap. I, 18; Arch. Jud. VIII, 5, 3; se Miller, Fragm. Hist. Gr. IV, 8. 446. Se Movers, Phbnicier II, 1, S. 341 ff. (efter Rufinus).
" Alle ældre gode Forfattere kalde Karthagos Stifter Elissa og ikke
Undersøgelse om Tidspanktet for Karthagos AÅn-
læggelse ved Elisea.
748
udvandrede med mange Medlemmer af de første Slægter i Byen". Med sine Ledsagere fæstede hun — som det synes, dog først efter nogen Omflakken — Bo paa Afrikas Kyst, paa et Sted, hvor Phoi- nikerne tidligere, i den Tid, da Sidon var Folkets Hovedstad, havde anlagt en lille Handelsplads, der formodentlig endnu var til, da Elissa ankom til Stedet?. Den af hende grundede Stad fik Navnet den nye Stad, mænm mm”, eller sammentrukket mm np hvad Hellenerne omskrive ved Xagxydwv, Latinerne ved Karthago.
Om Tiden for denne i Verdenshistorien saa vigtige Stads Anlæggelse findes der endel Efterretninger hos gamle Forfattere.
Den ældste 'Tidsbestemmelse meddeles af Aristoteles? og til- hører altsaa Tiden før Udbrudet af de puniske Krige. Han angiver Karthago at være 287 Aar yngre end Utika, men om denne Stads Alder meddeler han Intet, saaledes at vi ikke vilde have megen Nytte af hans Angivelse, naar vi ikke ad anden Vei vidste Noget om Utikas Ælde. Men der findes hos Plinius" en Angivelse, som henfører Utikas Anlæggelse til omtrent Aar 1100 f. Kr., hvor- efter Karthagås Grundlæggelse følgelig omtrent vil tilhøre Aar 814 f. Kr.
Timaios, den bekjendte sikeliske Historieskriver, Ptolemaios
Dido; sign. Movers, Phånicier 1I, 1 S. 362—364. Dido var et Tilnavn til Astarte, med hvem Elissa siden sammenblandedes.
" Justin, Hist. XVIII, 4, Elissa .... fugam tacita molitur, adsumptis quibusdam principibus in societatem .... Juguntur et senatorum agmina .... sign. Movers, Phånicier 11, 1 8. 352 —356.
” Efter yngre Forfattere som f. Ex. Stephan fra Byzanz, De Urd. e£
pop. »Kagzndæv"; Eustath., Ad Dion, Perieg. p. 122 (ad v. 795) Eudokia,
Viol. p. 113, skulde det Sted, hvor Karthago blev anlagt, oprindelig
have havt Navnet Aakkabe eller Æambe, hvilket Navn Movers har
villet finde paa Menter fra Sidon (se hans Pkønicier II, 2, 8. 133—
144). Den tidligere phoinikiske Nybygd paa Stedet hed Byrsa.
Aristoteles, De mirab. auscult. c. 146 (p. 300 ed. Beckm.).
£ Plin., Hist. Nat. XVI, 79; se ovenfor S. 625 Anmk. 6. Plinius taler dog ikke om Byens Ælde, men kun om Ælden af Cederbjælkerne i Hovedtemplet; dette var dog uden Tvivl opfert meget snart efter Byens Anlæggelse.
149
Soters Samtidige, angiver Karthagos Anlæg til det 38te Aar før den første Olympiade", d. e. til Aar 814 f. Kr. Timaios'er ganske vist ikke altid nogen meget paalidelig Hjemmelsmand — og den Tidsbestemmelse, han paa samme Sted giver for Roms Alder, at Byen var anlagt i samme Aar som Karthago, altsaa 814 f. Kr.?, er, som bekjendt, meget langt fra at være nøjagtig. Men denne Omstændighed kan dog ikke anses for tilstrækkeligt Bevis for, at hans Angivelse om Karthagos Anlæg ogsaa skulde være urigtig. Thi Timaios synes tvertimod for Karthagos Vedkommende at have benyttet endel paa gode puniske Optegnelser byggede Kildeskrifter?, hvorimod han neppe har havt saa gode Kilde- skrifter til den ældste romerske Historie.
Pompeius Trogus, af hvis under August forfattede Skrift en vis Justinus har bevaret et Udtog, siger", at Karthago er anlagt 72 Aar før Rom, hvad der fører Karthagos Anlæg op til Aar 824,
Velleius Paterculus, som skrev sin romerske Historie snart efter Aar 30 efter Kr., omtaler to Gange Karthagos Alder?; men hans Tidsbestemmelser stemme ikke ganske nøje overens ind- byrdes, om de end heller ikke ere meget afvigende fra hinanden. Paa det første Sted siger han, at Karthago er anlagt 65 Aar før Rom$, altsaa enten i Aarene 817—816 eller 819; og nedenfor siger han, at Karthago stod i 667 Aar”, hvorefter Byens Anlæggelse følgelig vil falde i Aarene 814—813 f. Kr.
- Apion, den bekjendte Grammatiker og Iudaierhader' i Alexan-
————— ——————
! Dion. Halic., Antig. Rom I, 74.
2 dua Kagznddøt xtitoundn yevscdar pnsiv.
2 Slgn. Movers, Phånicier I, 2, 8. 150 —151 (1850).
+ Justin., Hut. XVIII, 6, 8, gjentaget af Orosios, Hist. IV, 6. Om en anden Bestemmelse hos OQrosios se nedenfor S. 752.
Vell. Pat., Æist. Rom. I, 6, 4 og I, 12, 5.
Hoc tractu temporum ante annos quinque et sexaginta quam urbs conderetur, ab Elissa Tyria, quam quidam Dido nominant, Carthago conditur; Vell. Pat., Hist. Rom. I, 6, 4.
7 Carthago diruta est quum stetisset annos DCLXVII. Hist. I, 12, 5.
% Se ovenfor 8. 113.
750
dreia, en yngre Samtidig af Velleius, sætter Karthagos Anlæg til den syvende Olympiades første Aar, d. e. til Aar 752 f. Kr.?. Men dette Aar er netop det Aar, da Rom skal være bleven bygt; og det er derfor det Sandsynligste at antage, at Apion har ladet sig forlede af Timaios' urigtige Bemærkning, at Rom og Karthago vare anlagte samme Aar, til at sætte Karthagos Anlæg til dette Aar (752), og at han aldeles ikke har lagt Mærke til den anden — rigtige — Tidsbestemmelse hos Timaios?, hvorved Karthagos Anlæg- gelse henførtes til Aar 814 f. Kr.
I ethvert Tilfælde er der Intet der antyder, at Apions Tids- bestemmelse af Karthagos Anlæggelse er øst af noget paalideligt historisk Kildeskrift, og at den fortjener at paaagtes.
C. Julius Solinus, hvis i det tredie Aarhundrede f. Kr. forfat- tede Skrift FPolyhistor udmærker sig ved sine mange gode Angi- velser, der ere øste af flere paalidelige forlængst tabte Skrifter, taler ogsaa om? Længden af Tidsrummet fra Karthagos Anlæg til Byens Undergang. I alle trykte Udgaver er Tiden angivet til 737 Aar, men i et af de ældste og bedste Haandskrifter findes der, istedetfor 737, Tallet 677, og man har al Grund til at antage dette Tal for det oprindelige og Tallet 737 for fremkommet ved en Feilskrift.
Servius Maurus Honoratus, der levede under Arcadius og Honorius, og som meddeler mange værdifulde Bidrag til Karthagos Historie, hvilke han har øst af tabte Skrifter, kommer tre Gange til at tale om Tiden for Karthagos Anlæg; to Gange! siger han, at Byen er anlagt 50 Aar fer Rom, den tredie Gang, at den er anlagt 40 Aar før kom, Den sidste Angivelse er uden Tvivl en Skrivfeil, og Servius hører saaledes til den Klasse Forfattere, der sætte Karthagos Anlæggelse omtrent til Aar 814 f. Kr.
1! Jos., C. Ap. II, 1 (Muller, Fragm. Hist. Gr. Ill, 8. 509). ? Se ovenfor S. 749 med Anmk. 1 og 2.
3. Solin.… Polyhist. XXVI, 10.
+ Serv., Ad. Virg. Aen. (1, 12) og I, 267.
3 Serv., Ad, Virg. Aen. IV, 459.
751
Hos Eusebios findes der ikke mindre end seks Tidsbestem- melser for Karthagos Anlæggelse.
Et Sted hos Eusebios, som Synkellos har bevaret, sættes saaledes Karthagos Anlæg til 31 Aar før den trojanske Krig, altsaa til det trettende Aarhundrede f. Kr.”, Ved denne Tidsbestemmelse kan han dog neppe tænke paa Nystaden Karthagos Anlæg, men paa Grundelsen af Byrsa, den ældre sidoniske Handelsplads, hvis Anlæg ret vel kan naa op til denne Tid. Denne Angivelse var øst af den sikeliske Historieskriver Philistos?. Et andet Sted", henfører Eusebios Karthagos Anlæggelse til Aar 143 efter Trojas Fald eller til Aar 978 efter Abraham (1038 f. Kr.Y, dog denne Angi- velse stetter sig neppe til nogen Kilde, men beroer uden Tvivl påa en Feilregning og Hukommelsesfeil ?,
Et tredie Sted? sættes Anlæggelsen noget senere, nemlig til Aar 1055 efter Abraham (d. e. 1009 f. Kr.).
Et fjerde Sted skal Eusebios, efter Hieronymos' latinske Oversættelse af hans Skrift? og efter Synkellos? endnu have meddelt to andre Angivelser: han skal nemlig have sagt, at der fra Karthagos Anlæg til Byens Undergang ved Scipio Africanus efter Nogles Angivelse var forløbet 658 Aar, imedens det efter Andre skulde være 748 Aar. Hvad angaar den sidste Angivelse, da
Sync., Chronogr. p. 324.
? Eusebios sætter i sin Canon (Mai, Script. Vett. nova coll, VIII. p. 310).
Troias Ødelæggelse til Aar 835 efter Abraham (1181 f. Kr.).
Sync., Il. c.; slgn. Movers, Phonicier II, 2, 8. 187.
Euseb., Chron, (ad ann. 978 Abr.) i A. Mai, Scriptor, Vett, nova collectio
VIII, p. 316; Roma.
" De 143 Aar findes nemlig paa et andet Sted i den phoinikiske Historie (Jos., C. Ap. I, 18; Arch. Jud. VIII, 5) og ere uden Tvivl overferte derfra.
S Euseb. Chron. (ad ann. 1055 Abr.) i A. Mai Scr. Vet. nova coll. VIII,
p. 317. Ifelge Scaliger tilherer Bemærkningen Aar 1016 efter Abraham.
Hieron i Scaliger Thesaur. temp. II, p. 147. I den armeniske Over-
sættelse Euseb., Chron. arm. II, p. 284 ed. Aucher, ere Tallene ud-
faldno ; i Udgaven af samme ved A. Mai, Script. vet, nouv. coll. VII,
S. 361, findes derimod Tallene 673 og 748.
" Sync., Chronogr. p. 555 (ed. Bonn.).
mm te
752
er det vanskeligt at afgjere, hvad Aar Eusebios her har skrevet, da Haandskrifter og Udgaver afvige meget fra hinanden. Den første Angivelse, der nærmer sig til den almindeligste Tidsbestem- melse (667 Aar), beror sikkert paa en Feilskrift af dette Tal.
Endnu en sjette Angivelse findes i Eusebios' Kanon!: efter denne skulde Karthågo være anlagt i Aaret 1166 efter Abraham, altsaa i Aaret 749 f. Kr...d. e. netop 700 Aar før Scipios An- -komst til Afrika og det sidste Angreb paa Karthago; men 700 Aar er en Angivelse i runde Tal og tilhører altsaa ikke den her betragtede Klasse Tidsbestemmelser, men en følgende Klasse.
Foruden disse bestemtere Angivelser finde vi nemlig ogsaa An- givelser af Længden af det Tidsrum, der er forløben fra Karthagos Anlæggelse til Byens Undergang, udtrykte i runde Tal.
Efter Cicero? var det omtrent 600 Aar, men efter Livius? og alle senere, saasom Appian", Eutropios?, Orosios &, Paulos Diakanos”, Suidas? og Freculph?, omtrent 700 Aar. Vi føres saaledes til Aar- hundredet 846—746 som det Tidsrum, hvori Anlæggelsen falder, og navnlig synes den store Mængde Angivelser, der nævne Tallet 700", at antyde, at Karthago efter den almindelige Mening ialt havde staaet henved 700 Aar, ,og at Anlæggelsesaaret følgelig var nærmere ved Aar 846 end ved Aar 746 f. Kr. De fleste og de bedste af de her nævnte bestemtere Meddelelser hos de Gamle!"
———æ—
Euéeb., Chron. ad ann. 1166 i Mai, Script. vet, nova coll. VILI, p. 824. Cic., De republica I, fr. 2.
Liv. Hist. (Epistone LI).
Appian, Pun: c."51; slgn. c. 132, hvor han betjener sig af det samme Tal, 700, for at bestemme Tiden fra Karthagos Anlæg til Aar 149, da Scipio landede i Afrika; det» samme Taj, 700, findes endelig ogsas App., Pun. c. 2, og bestemmer her Tiden fra Karthagos Anlæggelse til Sikeliens Erobring ved Romerne 230. Det er altsaa et rundt Tal.
$ Eutrop., Aist. IV, 12.
£. Oros., Hist. IV, 23; slgn. ovenfor 8. 749 Anmk. 4.
" Paul. Diaconus, Hist. IV (Biblioth. Palt, mazima XIII, p. 217).
2 Suidas: Ape«xavog I, p. 905 (ed. Bernh.).
? Freculph., Chron. V, 11.
W Se Anmk. 2—7.
'! Se ovenfor S. 749 og 750.
æ. & få mm
753
føre os til Aarene 814, et Par til 824, til hvilket Tidsrum vi derfor med tkke ringe Sandsynlighed kunne henføre Tidspunktet for Elissas Flugt og Karthagos Anlæg"; ja maaske kunne disse to Angivelser forenes saaledes, at Elissas Flugt er indtruffet kort for 820, men Byens Anlæggelse eller dens Indvielse først omtrent 814.
Kort før den Tid, da Elissa udvandrede til Karthago, synes den phoinikiske Handel at have staaet paa sin heieste Spidse. Fra Ægypten og Assyrien erholdt Phoinikerne mangfoldige Varer, som tilligemed de Gjenstande, der forfærdigedes i deres egne Byer, af dem afsattes til høi Pris paa fremmede Kyster, idet de for dem tiltuskede sig dels ædle Metaller og dels Raastoffer, som de siden enten selv bearbeidede eller med Fordel afsatte til de Lande, hvor de anvendtes i Industriens Tjeneste. En Forretnings- gren, hvorpaa de navnlig havde stor Fortjeneste, var Slavehandlen; thi der var altid nogle Egne, hvor Slaver var en efterspurgt Gjenstand, ligesom der altid var andre Steder, hvor de kunde faaes for ringe Pris.
Det var naturligt, at Phoinikerne ikke kunde besøge enhver By eller Landsby paa Middelhavets Bred; dertil vare flere Kyst- strækninger altfor meget omgivne af Klipper og Skjær, og dertil var det Indre af de fleste Lande altfor usikkert at reise i for fremmede Handelsmænd.
Derfor besøgte Phoinikerne formodentlig kun de vigtigere Punkter paa Kysten, navnlig de Stæder, der havde gode Havne; men da disse Stæders Befolkning naturligvis hverken kunde for- bruge saa Meget, som Phoinikerne ønskede at afsætte, eller altid vare i Besiddelse af alle de Raastoffer, som de gjerne vilde føre med tilbage fra Landet, og da det, som sagt, ikke var muligt for dem selv at bestride Landhandlen overalt, saa var det jo aabenbart, at Phoinikerne særdeles meget maatte ønske at frem- kalde et vist indre Handelsrøre i de Lande, de besøgte: de saa gjerne, at Landenes raa Frembringelser bragtes til Havnestæderne, og
1 Sign. Movers, Phomcter II, 2 S. 154. 48
Phoinikernes Handels- Politik.
154 at indfødte Mellemhandlere indfandt sig her for at afkjøbe dem større Masser Varer, som de da skulde afsætte rundt om i det Indre af Landet.
Hvor de fremmede Lande tildels bestod af Halvøer og Smaa- øer, kunde de naturligvis ikke have Noget imod, at de Indfødte her drev deres Handel til Skibs ved Smaafartøeier, thi, ved denne fremmede Kystfart forøgedes jo Forbruget af Phoinikernes Varer, imedens tillige Masse og Antal derved vilde stige af de Gjen- stande og Stoffer, der bragtes dem i Bytte.
I denne Begunstigelse af andre Folks Handels- og Sefarts- lyst laa imidlertid en stor Fare for Phoinikernes Herredøemme over Havet og over Verdenshandlen. Hvad sikkrede dem imod, at de fremmede Skippere, der besørgede Kystfart i deres Fædre- land, for at føre de af Phoinikerne bragte Varer omkring til deres Landsmænd, ikke engang kunde faa det Indfald at se sig om paa andre Kyster? Og naar de nu her for billig Pris kunde skaffe sig nogle af de Varer, som de pleiede for hei Betaling at tilkjøbe sig af Phoinikerne, saa laa der jo for disse Mænd en stor Fristelse til at knytte Forbindelser paa egen Haand og selv omsætte deres Varer, istedetfor at lade dem gaa igjennem Phoinikernes Hænder. Men naar saaledes et andet Folk havde begyndt at drive den store Handel, saa kunde jo den Tid komme, da Phoinikerne ikke mere vare ene om Verdenshandlen! Dog, påa denne Mulighed tænkte Phoinikerne neppe syndenligt i deres Velmagtsdage. Naar de blot altid saa deres Handel stige og daglig udvide sig, saa tvivlede de sikkert aldrig om, at de jo altid vilde være stærke nok til at knuse ethvert Folk, som maatte vove at gjøre dem deres Herre- demme over Havet stridig.
En Tidlang synes Phoinikerne virkeligt ogsaa, dels ved Magt 0. 8. V., dels ved venskabelige Overenskomster og Traktater? at have holdt alle andre Folks Handelsforetagender indskrænkede
1 Der kjendes rigtignok ingen Traktater afsluttede af de egentlige Phoiniker med andre Folk, men da Karthagerne afsluttede saadanne Traktater (se Polyb. Hist, III, 22), hvor der meddeles en Traktat med
755
inden deres egne Enemærker og bundne til deres egne Have. Men omtrent paa den Tid, da Tyros fortærede en Del af sin Kraft i indbyrdes Kampe, synes Hellenerne at have sprængt de Baand, som Phoinikerne havde søgt at lægge om dem; de seilede nu dristigt ud baade i Vest og Øst og anlagde Nybygder paa fremmede Øer og Kyster, navnlig paa Italiens og Sikeliens Kyster; ja de grundede ogsaa Plantestæder i den umiddelbare Nærhed af Phoinikernes eget Hjem, nemlig paa Lilleasiens Sydkyst og paa Kypros, hvor de endog bragte Phoinikernes Magt til at vakle.
Elulaios, Tyros' Konge, gjenoprettede vel atter, i det Mindste for en Del, Tyros' Magt paa Kypros, idet han nemlig ifølge Menan- dros! skal have undertvunget Kittierne, som havde gjort Oprør; men om en Fortrængelse af Hellenerne fra Øen er der ikke Tale. Thi et Par Menneskealdere efter, finde vi Konger med hellenske Navne i flere Byer paa Øen, selv i Kittion?, hvor altsaa Phoini- kerne igjen havde maattet ligge under for Hellenerne. Tyros fik desuden i de følgende Aar, endnu i Elulaios' Dage, Andet at tænke paa end paa at forjage Hellenerne fra Kypros. Deres By truedes nemlig med Undergang af Assyrerne.
Allerede i Aarene 875%, 842" og 8395 havde de phoinikiske Assyrerne an Byer sendt rige Gaver til de assyriske Konger, men om noget triage Phoinike. egentlig Afhængighedsforhold til disse er der ingen Tale, før efterat Tiglath Pilesar i Aaret 740 havde ydmyget Hamath og be- sejret Mellemsyrerne; efter hvilken Begivenhed de phoinikiske Byer hyldede ham for deres Lehnsherre &.
Rom fra Aar 509), saa er der Intet til Hinder for at antage, at Moderlandet gjorde det Samme.
Ovrog (d. e. Elulaios) axosravræv Kirralæov avamlevoag xeognyaysTo avrovg xaltø, Jos., Arch. Jud, IX, 12, 2.
Se ovenfor S. 707 Anmk. 2.
Rawlinson, Inscriptions I, pl. 25 L 86; se ovenfor S. 637,
BRawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 no. 6 1. 63—64.
Layard, Inscriptions pl. 92 1. 1038.
Se ovenfor S. 664 fr.
e ea mm æeæ
48"
156
Men Tiglath Pilesar synes at have stillet saa overdreven Fordringer til de rige Handelsstæder, navnlig til Tyros, at denne By tilsidst blev kjed af hans Udpresninger og gjorde Oprør. Men da han vendte sin hele Magt imod Byen, tabte Borgerne Modet: Fredspartiet fik Overhaand, og man tilbød Forlig, ydmygede sig for Tiglath Pilesar og betalte en umaadelig stor Sum til ham?".
Salman-eser, Tiglath Pilesars Efterfølger, har formodentlig havt til Hensigt at gaa frem mod Tyros paa samme Maade som sin Forgænger; men denne Gang blev Harmen over Assyrernes troløse Opførsel almindelig, og i fem Aar holdt Byen ud?.
Da Assyrerne ikke formaaede at tage Tyros ved Storm, gave de sig til at blokere Byen. Men uagtet den ingen ligefrem Skade tog deraf, da dens Skibsfart uhindret kunde fortsættes, saa blev dog denne Blokade dødbringende for Tyrog; thi den ene af dens Livs- aarer, Byens Forbindelse med Asiens Folk, der var saa nødvendig Betingelse for, at Tyros kunde forsyne de oversøiske Folk med deres Fornødenheder, var jo ganske overskaaren.
Alligevel var det ikke denne Omstændighed alene, der bragte Tyrierne til at ydmyge sig; thi naar de blot havde holdt ud, saa vilde Assyrerne sikkert engang være blevne trætte af at holde en saa stor Styrke paa Kysten ligeoverfor Byen: naar Blokaden saaledes var hævet og Byens Forbindelse med det Indre igjen var bleven aaben, da vilde Tyros' Borgere vistnok snart have kunnet finde paa Raad til at knytte de gamle Forbindelser paany — forudsat blot, at ingen fremmede Handelsmænd i Mellemtiden havde faaet Forretningerne i deres Hænder. Men efter al Sand- synlighed var netop noget Saadant begyndt at ske: Tyros" Naboer, Indbyggerne i Sidon, som straks havde ydmyget sig for Sal- man-eser, havde sikkert — og det ikke uden Held — bestræbt sig for at faa Handelsveien forlagt fra Tyros til deres By, og det var sandsynligvis Skinsyge over at se Sidon opblomstire hurtigt
1 Rawlinson, J/nscriptions 1I, pl. 67 1. 66: 150 Talenter Guld. 3. Jos., Arch. Jud. IX, 14, 2; se ovenfor S. 656.
757
som Følge af denne Handelsveiens Forlæggelse, der bevægede Tyrierne til at ydmyge sig for Assyrerne og slutte Forlig med Salman-eser. Tyros" Overgivelse til Assyrerne fandt uden Tvivl Sted omtrent 723 eller 722,
Hvor kort Tid end Tyros' Afspærring fra Oplandet havde Phoinikes " Oprør varet, saa havde denne Tid dog været lang nok til at berøve ll ren, Ahrnnrd Tyros dens Forrang: Sidon var nu Phoinikernes første By, som Plantestæderne nu maatte lyde. SsMen Sidons Herredømme strakte sig neppe videre end over Byerne ved den østlige Del af Middelhavet, imedens Karthago synes at være bleven en Art Metropolis for de phoinikiske Plantestæder i den vestlige Del af Middelhavet. Men Karthago formaaede neppe at svinge Sceptret saa kraftigt som Moderstaten, og endel af Plantestæderne rev sig sikkert snart fuldstændigt løs!. Tyros selv traadte tilbage i Skygge? og kommer først efter næsten to Menneskealdre? atter tilsyne?.
Sidon var nu i en Række af Aar Phoinikerlandets Hegemoni- stat; men Stadens Uheld i Kampen mod Assurhaddon og den Ødelæggelse, der da overgik Byen, svækkede den saa meget, at den atter tabte Magten; og saaledes blev da Tyros endnu engang Phoinikerlandets første Stad. I Aaret 587 udbrød der imidlertid imellem Tyros og den mægtige Konge Nabu-kurdur-uzur en Krig, der i alt Væsentligt synes at have været en Gjentagelse af den Kamp, som Tyros henved halvandet hundrede Aar tidligere havde fert med Assyrerne, kun at Tyros denne Gang holdt ud i tretten Aar, istedetfor før i fem; men Babylonierne holdt ligesaa længe ud, og Tyros maatte tilsidst bøie sig og bede om Fred,
! Tarshish er hos Esaias (23, 10) et Land, der tilhører Phoinikerne, hos Ezekiel (27, 12 og 25) derimod kun et Land, som de desøge for Handlens Skyld.
? Tyros omtales ikke i Senakheribs Indskrifter, heller ikke i Sargons Annaler eller Fasti.
2 Sign. Esaias 23, 15: , Tyros skal være glemt i halvfjerdsindstyve Aar",
+ TIT Assurhaddons Annaler (omtrent ved Aar 675) nævnes Tyros atter.
3 Se ovenfor 715.
758
Nu gik Hegemoniet, synes det, atter over til Sidon, som saa- ledes for tredie Gang var Phoinikernes Metropolis; dog Sidon blev neppe denne Gang ene om Værdigheden, men maatte sand- synligvis optage Tyros og Arados som sideordnede Deltagere i For- sædet ved Forbundsdagen.
Nogen fuldstændig Frihed fik Phoinikerne aldrig mere. Med det øvrige Syrien faldt Phoinikerlandet til Perserriget efter Baby- lons Indtagelse 539, og en halv Snes Aar efter tog Kambyses Phoinikerlandet i Besiddelse".
Pholnike under I den første Perserkrig? havde Phoinikerne ingen Held i donere & deres Kampe med Hellenernes Flaader; deres Fartøier vare sam- menlignede med Hellenernes tunge og ubehjælpsomme. I den anden Perserkrig seirede dog Phoinikerne ved Knidos, men det var rigtignok nærmest, fordi de havde Athenaierne paa deres Side. Et Par Aar efter overvandt de Euagoras ved Kittion?, hvilken Seir i Forening med den foregaaende ikke bidrog Lidet til at sikkre Phoinikernes Overmagt i den østlige Del af Middelhavet. Som Befalingsmænd over den vigtigste By i Perserrigets Admiralstat og som Anførere over Sidons store Flaade maatte Sidons Konger nyde stor Anseelse hos Perserkongerne, og i Virke- ligheden se vi dem ogsaa søge at sikkre sig digse deres Va- sallers Venskab ved at skjænke Sidons Konger forskjellige Stykker af Nabolandene. Dette var f. Ex. Tilfældet med Stæderne Dor og Jope i Palaistine", som imidlertid igjen bleve berøvede dem af Perserkongerne, eftersom Esmunezer i sin Gravskrift (paa hans Sarkophag i Louvre%), udtaler et Ønske om, at disse Besid-
Se ovenfor 717.
Slgn. ovenfor S. 718—719.
Se Diod., Bibl. Hist. XIV, 83.
Se nedenfor om Jope &$ 57.
Om de mange Fortolkninger af denne Indskrift; se ovenfor 8. 271 Anmk. 2.
& 2 && MB mm
759
delser atter maa komme tilbage til Sidon", hvad der ogsaa synes at være sket?.
Sidons Undergang — efter det uheldige Oprør i Aaret 351 — bragte formodentlig atter Hegemoniet tilbage til Tyros, men da denne By henved en Snes Aar efter var bleven ødelagt af Alex- andros den Store, synes Hegemoniet at være gaaet over til Arados.
I det Tidsrum, da Syrien bekerskedes af Seleukos' Ætlinge, levede Phoinikerne i en mindre lykkelig Forfatning end under Perserne; Krig og Ufred hørte nemlig under disse Konger til Dagens Orden, i Syriens fleste Egne: heller ikke Phoinikerlandet blev forskaanet, og Stæderne led som Følge deraf ikke lidet.
Herved slappedes Stædernes Kraft, og de formaaede ikke mere at udstrække Hænderne efter Herredømmet over Verdenshandlen, der nu samlede sig om Italien, Verdens datidige Midtpunkt. Hertil kom endnu, at Hellenismen trængte ind i Phoinikernes Stæder, hvorved Folkets Nationalitet nedbrødes og dets Daadkraft endnu yderligere lamm edes.
Det var formodentlig i samme Tidsrum, at Kongemagten af- skaffedes i Landet; thi efter hvad Strabon? og Iosepos" fortæller, vare Tyros og Sidon, paa disse Forfatteres Tid, frie Stæder, men Friheden formaaede ikke at give dem deres gamle Magt tilbage.
Under Romernes Herredømme vedblev Phoinikernes Stæder at nyde endel Frihed”, ja de hævede sig endog noget igjen; men dette var dog ikke en Frugt af Handlens Opsving; det skyldtes Stædernes Konstflid?, deres Purpurfarverier”, deres Glasværker,
Linie 18—20 af Indskriften.
2 Skylax, der skrev omtrent 340 (Muller, Geogr. Bfinores 8. XXXIII, ff.), kalder Dora en phoinikisk By (Geogr. Minores 8. 79) og efter Heka- taios (hos Stephan fra Byzanz) var Dora ligeledes en phoinikisk By.
2 Strabo. Geogr, XVI, 2 & 23 p. 757 Casaub. (p. 1098 A.).
Jos. Arch. Jud, XV, 4, 1.
Curtius, De rebus gestis Alex, IV, 4, 21: sub tutela romanæ mansuetu-
dinis acquiescit.
' Sign. Plinius, Hist. Nat. V, 17: Tyrus olim clara ... nunc omnis ejus nobilitas conchylio atque purpura constat.
7 Strabo 1. c., Plin., Aist. Nat, IX, 60; XXI, 22; XXXV, 26.
Plin. Hist. Nat. V, 17; XXXVI, 66.
760
deres Salver! og Tøier?, hvis Forfærdigelse og Afsætning betydelig udvidedes under den Ro, der indtraf i Begyndelsen af Romertiden. Enduu under Byzantinerne havde Stæderne stor Betydning, men oftere gjentagne voldsomme Jordskjælv foraarsagede saa store
Ødelæggelser?, at Byerne ikke mere formaaede at reise sig.
Btatsforfatning.
Arados.
I Persertiden dannede de phoinikiske Stæder et Statstorbund ?, der formodentlig endnu var til, om end i noget forandret Skik- kelse, i den følgende Tid; men hvorvidt dette Forbund alt fandtes i ældre Tider, da Phoinikerne vare ganske fri for Fremmedes ÅAag, er tvivlsomt. I ethvert Tilfælde tvivle vi om, at alle phoinikiske Stæder i tidligere Tid have været forenede i ét eneste Forbund. Tyros og Sidon dannede maaske et saadant, men Gubal, Simyra og Arvad have maaske snarere været Hovedstæder i egne Kredse end Medlemmer af det tyrisk-sidoniske Forbund,
Vi tilføje endnu et Par Bemærkninger om de vigtigste Byer i Phoinikernes Land; navnlig om de Stæder, der beherskedes af Konger, nemlig Arados, Simyra, Byblos, Sidon og Tyros.
ARADOS. 2 Arvad&, Ægypternes I == LY Jer rut- tu7,
Åssyrernes ——I] Ty TI Ni AN (== a =- ru = a - di, eller
2: Plin., Hist. Nat. XII, 55 og XTI, 2.
Dionys., Perieg. v. 912; Virg., Aen, IV, 75; Hom., Jliad. VI, 289 fi.,
XXIII, 743; Odyss. XV, 115 f., 425.
32 Slgn. Moverg, Phånicier II, 1 8. 207 ff.
£ Diod., Bibl. Hist. XVI, 41, 2; 45, 1.
5 Sign. Gen, 10, 18.
"… Byens phoinikiske Navn findes ofte paa Menter fra Byen; se Eckel,
Doct. Num. I, 3, 8. 393 ff.; Gesenius, Scriptura Phoen, Monumenta 8. 247.
I Biblen omtales Byen ÅArados ikke, men derimod nævnes den Stamme,
der havde Navn efter Byen, 730, Gen. 10, 18.
Lepsius, Auswahl pl. XIl, se ovenfor 8. 542.
5. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 11. 6, II, pl. 16 1 17 og pl. 27 1. 125. Denne Form er Eieform af Ordet; Nævneformen er aruadu.
761
IE TE 2 rude 7] <p> TTT TET] er -va- dat; [||] JE] SE] & - ru - ad - dat; — 1] Ti < IT] »—P| a - ru - dat, de Gamles Aradoså, nu SN TY
Ruad', en Østad” tæt ved Fastlandets Kyst. Vi kjende følgende Konger i Arados:
I=T —dl« »—J— == ——] FE] ma - li - nu ba -” - 118,
by, Matan Baal (1.) 854;
LÅ ==] oo] TET OG tasan-bi lie, byen, Matan Baal (II.), Aar 732;
| —] A (== E]«] ar—] —d]« ab-då-l-"'- til), moN-"TDN,
Abd-ilit, omtrent Aar 700;
[IE] =I ——] "| ar——] »[«] ki - lu- ba-'- allt, 59375, Kilu - Baal, omtrent Aar 675;
Siø fasen IT « ta- kiz in - lu (eller ta - ke = in - tb12), Jakin - lu (P), omtrent Aar 665;
" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 30 1. 65; hvor det staar som Eieform.
?. Rawlinson, J/nscriptions I, pl. 25 1. 86; 1, pl. 67 1 60; III, pl. 8 1. 93.
” Rawlinson, Znscriptions III, pl. 18 1. 102 og 1. 129; pl. 30 1. 86.
% Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 38 1. 49.
' Strabo, Geogr, XVI, 2 $ 13 p. 753—55; Casaub. (p. 1093 A.); Plin. Hist. Nat. V, 17; Mela, Le situ orbis II, 7; se ogsaa Her. VII, 98; Curt, De rebus gestis Alex. IV, 1, 6.
St Niebuhr, Æeise III, 8. 92; Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 850 ff.
7 Det fremhæves oftere i de assyriske Indskrifter, at Byen laa i Havet;
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 25 I. 86—87; III, pl. 18 1. 112,
Rawlinson, 4nscriptions III, pl. 8 1. 98.
?” Rawlinson, /nscriptivns lI, pl. 67 1. 60.
10 Rawlinson, /nscriptions 1, pl. 38 1. 49.
" Rawlinson, /nscriptions ll, pl. 48 no. 1 l. 6; III, pl. 161. 17.
" Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 102; pl. 30 1. 65 og 80; se oven- for 8. 708.
Simyra.
762
| Ti Ta »—]| ar] >] ar -ba- '- al! ONSIIN, Azi-Baal, indsat Aar 665;
Merbaal, Søn af Agbaal (Azbaal?), formodentlig Merbaals For- gænger, levede paa Xerxes' Tid? ;
Straton (d. e. Astartes) Aar 333, i hvilket Aar han underka- stede sig Alexandros den Store, og af denne til Gjengjæld fik Bekræftelse paa alle sine Besiddelser paa Fastlandet. Disse ind- befattede, foruden de ligeoverfor liggende Byer med deres Distrikter, nogle mindre Landskaber, der laa længere inde i Landet.
Endnu under Seleukos' Efterkommere stod det ligeoverfor lig- gende Kystland under Arados, men Indbyggerne i denne By havde Ord for ikke at behandle Kystbeboerne godt", Arados var i senere Tider en af Phoinikerneg vigtigste Byer. Strabons Fortælling? om, at Byen oprindelig var en Nybygd, anlagt af Sidonier, kan i ethvert Tilfælde ikke være nøeiagtig: Arados er neppe yngre end Sidon.
7 . i Vu zamuru”, de Gamles Simyra eller
Simyros? ved Eleutheros Floden, hvor der endnu findes Ruiner med Navnet Simra?, I Assyrernes Indskrifter anføres der ved Siden af phoinikiske og syriske Navne to Bynavne, der minde om Simyra, nemlig:
SIMYRA. vez' |"
1 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 128 (sign. 1. 120), pl. 80 1. 84 (sign. 1. 78). Ti af Azi-Baals Bredre findes opregnede ovenfor S. 708 —709. Deres Navne ere næsten alle sammensatte med Baal.
2 Her. VII, 98.
3 Curtius, De reb. gest. Alex. IV, 1; Arrian, Anabd. Alex. II, 18.
4 Strabo, Geogr, XVI, 2 8 12 p. 753 Casaub. (p. 1093 Ald.). Polyb., Rist, V, 68.
5. Strabo, Geogr. 1. c.
5 I Biblen findes Simyra ikke omtalt som By, men der tales derimod om Simyriterne (Gen. 10, 18).
7 Lepsius, Auswahl pl. XII, se ovenfor S. 542.
5. Plin., Æist. Nat. V, 17; Mela, De situ orbis I, 12.
" Shaw, Øeisen 8. 234 (Leipzig, 1765). Ritter, Erdkunde XVII 8.33 fl., sign. ogsaa ÅAssemani, Bibl. orient, I, 8. 504.
"dd
763
TE SE ETT oe STS ST] æt - mar - ra! u - Zi - MU - ru - na,
af hvilke den sidste uden Tvivl er Simyra, imedens den første
formodentlig er en ikke langt derfra liggende By i Syrien. I
Ustmura kjende vi to Konger, som Assyrerne omtale: — == å Att ol" miz in - hi z im - mu 5759 Menahem, Aar 7003, IRS ] SET a - &r - bazal, bun, Abibal+t, Aar 679, Strabon? regner Simyra med til Distriktet Arados.
BYBLOS. 33 Gubale "mg" YR. ), gabuna7, ——"] Tod Af gu-bal8, ——T] ars ET] guzub-la?, —— | Pl] TT k ==]
9u=bal-la 9,7 |] To JE EJ gu ud -litt, mu Jar", Gebil, hos Phokas kaldet ZsØsAér, men forøvrigt af de Gamle
SOS
Rawlinson, /Znscriptions III, pl. 10 1. 13, slgn.' nedenfor & 56. Rawlinson, /nscriptions I, pl. 38 1. 47 og pl. 48 no. 1 1. 6; III. pl. 16 1. 17, Denne By har Fox Talbot antaget for Samaria, Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 47.
Rawlinson, 4nscriptions I, pl. 48 no. 1 l. 6; III, pl. 16 1. 17.
Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 12 p. 758 Casaub. (p. 1093 A).
Josva 18, 5; 1 Kong. 5, 32; Ezek., 27, 9. Den samme Form findes
' NM us
Aa VV é tå
paa Menter fra Byen; se Duc de Luynes, Numismatique des Satrapies"
S. 91 ff.
Select Papyrus, pl. LIV. 1. 7, se ovenfor S. 590.
Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 25 1. 86; Layard, JInscriptions pl. 43 1. 10; pl. 92 1. 104. Denne Form bruges med Endelsen > for at betegue Indbyggerne i Byen.
Rawlinson, ånscriphons I, pl. 88 1. 50, III. pl. 9 I. 51. Denne Form bruges ligeledes med Endelsen >.
Layard, Inscriptions pl. 50 1. 11.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 6; III, pl. 16 1. 16; pl. 57 l. 124; Formen er Eieform af Ordet.
Ritter, Ærdkunde XVII, S.60 ff. Hos Abulfeda, Tab. Syr, 8, 94 bærer Byen det samme Navn.
lo
22
Byblos.
Sidon.
764
altid benævnet Byblos?. I Byen dyrkedes Adoni, >59R, eller,
. som Hellenerne kalde ham, Adonis, tilÆre for hvem der heøitide-
ligholdes en stor Fest, dels en Sørgefest3, dels en Glædesfest. Af Konger i Byblos (Gubal) kjende vi følgende? :
[STE Es] —[ ST 2] DT] år bit ae -
ti - bi = il by=-mmt, Sebet-Baal, Aar 7388;
| [I]: : TI] —| JT] u - ru - mil - ki, %o4-m, Urimelek,
omtrent Aar 7008 ;
I —TI Tx] If v SE mil - ki - a - sa - pa (?), RON" p 0 Melekasaph, omtrent Aar 6757;
by Baal, formodentlig paa Xerxes' Tid;
my Ainel eller Enil, maaske paa Artaxerxes' I's Tid?;
Lyne Asbaal?!?, samt!!:
Enylos (d. e. >%»y) paa Alexandros den Stores Tid”,
SIDON. DT TÅ ziduna "3 =——] ET] —] LL
1 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 Ald.) Plin. Hist. Nat. V, 17.
2 Strabo l. c.
3 Adonis" Billede begravedes, se Lucian, De Dea Syr. c. 6—7.
+. Mythiske Konger i Byblos nævnes af flere Forfattere, saaledes af Plu- tarkh, De Iside c. 15, og Eustath., Ad Dion. Perieg. c. 918, p. 278.
5 Layard, /nscriptions pl. 50 1,11. Rawlinson, 4nscriptions II, pl. 67 1. 57; II, pl, 9 I. 51.
£ Rawlinson, /ncriptious I, pl. 38 1. 50.
7 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 6; III pl. 16 l. 16.
8 Denne Konge kjendes kun af Menter; se Duc de Luynes Numisma- tique des Satrapies 8. 84 ff.; sign. Brandis, Das Miinzsystem 8. 375 fl.
? De Luynes, l. c. S. 91. Ifelge Movers Phénicier II, 1 8. 103 (1849) er denne Konge over hundrede Aar senere og ikke forskjellig fra den nedenfor omtalte Enylos, hvad der dog betvivles af Brandis, Das AMfiinz- system 3. 375 ff.
10 Se de Luynes 1. c. 8. 88 f.
11. Brandis, l. c., nævner endnu to Konger, Adarmelek og Og.
12. Arrian, Anab. Alex, II, 20, 1.
13 Select Papyrus, pl. LIV 1, 8, se ovenfor 8. 591.
765
at -du- nu, — |] ET" —| =TTT + - 2 - du -z un - nu?, TEN STR aen, JE STER dir du - un- nit, 2 1] SET] fri ai - dun - nis, —”T] ET" —| TT 2i = dun - na, Phoinikernes og Israeliternes pmx7, de Gamles Sidon, nu Saida? fx, i en tidlig
Tid en af Phoinikernes mest blomstrende Stæder og ofte Folkets første Stad. Af Konger i Sidon kjende vi følgende??:
| II I«] 3 lu - hi = i, Elulaios, forjaget Aar 700 af Senakherib!" ;
| +] || a—| tell tu - ba -"- lut? vygnr Ethbaal, Eitobalos, indsat efter Lulis Flugt, Aar 700, af Senakherib "3;
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12. Denne Form er Nævneform.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 38 (Nævneform).
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 45 1. 40 (Eieform).
Rawlinson, Znscriptons I, pl. 38 1. 35, pl. 43 1. 13, pl. 45 1 9; II,
pl. 12 1. 18 (Eieform).
3” Rawlinson, /nscriptions IM1, pl. 15 1. 27 (Eieform).
5. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 25 1. 86; II pl. då no. 6 I 64; Layard, Inscriptions pl. 48 1. 10 og pl. 92 1. 103. Denne Form anvendes foran Endelsen >».
7 Gen, 10, 1, Josva 11, 28, Dom. 1, 31; 8, 8; 10, 12, 1. Kong. 5, 6, Esra 8, 7 og oftere hos Profeterne. Paa Menter med phoinikiske Skrifttegn skrives Byens Navn 7%, slgn. Gesenius, Scripturæ et Lin- guæ Phoenic. Monumenta S. 264.
% Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 24 p. 756, Casaub. (p. 1098 Ald.), Plin., Hist. Nat. V, 19 og oftere; Mela, De situ orbis I, 12, 2; Hom., Iliad. VI, 289 ff., XXIII, 748; Odyss. XV, 115 ff.; 425, Her. III, 98.
? Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 880 fø., sign. 8. 18 ff, Robinson, Palæstina IV, 8. 696, slgu. ogsaa Forfatterens Reise 8. 896 fr.
"9 I Biblen nævnes 1. Kong. 16, 31, paa Omars og Akhabs Tid, en Konge Ethbaal, der kaldes Sidoniernes Konge, men han var ikke Konge i Sidon, hvorimod han var Konge i Tyros, se nedenfor 8. 769.
" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 85; II, pl. 12 1. 18.
" Rawlinson, Jnscriptions I, pl. -88 1. 44 og 1. 48; II, pl. 12 1. 19.
"” Se ovenfor S. 695. Maaske blév han atter forjaget efter Senakheribs
store Nederlag.
ae 8. w mm
166
] TEST Es" ——]« ab = di - mil - ku z ut - ds! Abd - Melkart, som blev overvunden, fangen og henrettet af Assurhaddon, omtrent Aar 678 f. Kr.;
Tetramnestos, Anysos' Sen, paa Xerxes' Tid?;
Bodashteret I. (ssmæn- 73), formodentlig i det femte Aarhun- . drede f. Kr.?;
Bodashteret II. (mmmwn- 73) den Foregaaendes Søen;
Esmunezer I." (=1%N), i det femte Aarhundrede (?);
Tabnith r;=m (Tennes) den Foregaaendes Sen?;
Esmunezeer II. roen, der formodentlig sad paa Thronen i Sidon ved Aar 400; han regjerede 14 Aar;
Straton, paa Artaxerxes Tid”;
Tennes (r>3m Tabnith II.?), dræbt 351 af Perserkongen Okhos, efterat Sidon ved hans Forræderi var falden i Persernes Hænder;
Der nævnes endnu to Konger, hvis Tilværelse er tvivlsom: Straton (d. e. Astartes), der efter Justin og Curtius? afsattes af
! Layard, Inscriptions pl. 20 1. 14, pl. 21 1. 40; Rawlinson, Zascriptions III, pl. 15 1. 27. Efter Fox Talbot hed Kongen Abdd-istart.
2 Her. III, 98.
3 Denne Konge og den felgendo, der begge nævnes i en Indskrift fra Sidon, skulle efter de Vogtié, se hans Mémoire sur une nouvelle inscrip- tion phénicienne i Mémoires présentés å PAcademie des Inscriptions 1re série VI, 8. 55 og Andre, have været Konger i Tyros, men den Fortolkning af Indskriften, hvortil denne Formodning stetter sig, er ikke sikker. Sign. Levy, Phånicische Studien III. S. 25 fl. 18.
4. Denne og de følgende Konger omtales i Indskriften paa Esmunezer II.'s Sarkophag (nu i Louvre), angaaende hvilken vi kunne henvise til det ovenfor 8. 756 Meddelte. Ifelge Schlottmann har Esmunezer anfert Sidoniernes Flaade i Slagene ved Knidos og Kittion.
s… Efter Levy, Phønicische Studien I, 8. 44 ff., er denne Tabnith ingen Anden end Diodors Tennes.
5 Se hans Sarkophag i Louvre (Anm. 4).
Sign. Athen, Deipnosoph. XII, 41 p. 531 efter Theopompos.
5. Diod., Bibl. Hist. XVI, 42, 45; se ovenfor 8. 759.
” Justin, Hist. Xl, 90; Curt. De reb. gestis Alex. IV, 3. Ifelge Diodor, Bibl, Hist. XVII, 47, 1 var Straton og Abdolonymos, der her kun kaldes Ballonymos, Konger i Tyros og ikke i Sidon; se nedenfor S. 769. For-
167
Ålerandros den Store som en Tilhænger af Perserkongen, samt : Abdolonymos, indsat af Alexandros 332 i Stratons Sted!. I senere Tider var Sidon en Fristad.
TYROS. LAT Vu nn I ku ENE I] i < TIT zar = ru dg dr) zur - nit, 5, 11 SETT zurras;
Israeliterneg mx' eller =”x7, af Aramaierne kaldet n732, Tora, de Gamles Tyros? (af dem ogsaa, men sjældnere kaldet Sarra)??, nu
Sor za 11, j Oldtiden Phoinikernes vigtigste Stad og igjennem et langt Tidsrum en rig og anset Handelsstad.
Il det ovenfor meddelte ægyptiske Aktstykke fra Rameses Il. Sesostris” Efterfølger Menephthas tredie Regjeringsaar omtales der, iblandt de Personer, som forlod Ægypten for at gaa til Syrien, ogsaa en Mand, som kaldes:
evrigt bero sikkert alle disse Meddelelser om denne Straton paa For- vekslinger med andre Konger af dette Navn. ! Just. og Curt. ll. cc.; sign. Diod. 1. c. og 8. 766 Anmk. 9. Ifølge Pollux, Onomast. VI, 4, skjænkode han Alexandros en Æske med kostbar Salve' 2 Select Papyrus pl. LV. 1. 1 (se ovenfor 8. 591), samt pl. LXXIX. verso l. 3, se ovenfor 8. 611. Rawlinson, Xnscriptions I, pl. 35 l. 12. £ Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 36 1. 21; pl. 48 no. 1. 1. 2; III, pl. 16 L 13; pl. 18 1. 87; pl. 27 1. 117 og pl. 30 I. 35 (col. 11... Denne Form anvendes bl. A. som Eieform. Denne Form, der i Reglen anvendes foran Afledningsendelsen », alt- sag hvor der tænkes paa Befolkningen findes f. Ex. Layard, Inscriptions pl. 43 1. 10 og pl. 92 1. 103; Rawlinson, ånscriptions I, pl. 25 1. 86; III, pl. & »0. 6 1. 63, pl. 9 1. 61. I enkelte Copier af den sidst an- førte Indskrift kaldes Byen blot zur med Udeladelse af Stavelsen ra. ' Josva 19, 29; 2. Sam. 5, 11 og 25, 7 0. 8. v.; ofte hos Profeterne. ” Denne Form findes paa phoinikiske Menter fra Tyros, se Gesenius, Scripturæ linguæ Phoenic. Monumenta 8. 261 fl. ; Duc de Luynes, Numis- matigue des Satrapies S. 89 fl. Se Winer, Realwdrterbuch , Tyros". ? Her. [I], 44: III, 19; Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 23 0. 8. v. "0 Plaut., Zriclin, 11, 6. Slgn. A. Gell., Noct. Att, XIV, 6. "tt Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 320 fø. Sign. Forfatterens Reise 8. 394 fø
768
R LG OIJESK AJA DE
r zar (2)! baal - tera(?P) m ga(?) - bu? Konge af Tyros (?), Balator(P) Han var som de fleste andre Personer, der omtales i Stykket, Bærer af et ukka, d. e. Brev. Af Konger i Tyros i det tiende og niende Aarhundrede f. Kr, kjende vi følgende, der omtales i et Udtog af Menandros, som Iosepos har bevaret oså: Abibal (Abi-Baal), død omtrent Aar 976 f. Kr.; Hiram (I.)", Søn af Abibal, regjerede 34 Aar og døde omtrent Aar 942 i en Alder af 53 Aar; Baleazor, Hirams Søn, død omtrent Aar 935, efter en Regje- ring af 7 Aar, 43 Aar gammel; Adastartos, Søn — uden Tvivl yngre Søn — af Baleazor, død omtrent 926, efter 9 Aars Regjering, i en Alder af 29 Aar; 00.0 en Usurpator, Kongens Ammes Søen, regjerede tolv Aar, omtrent 926—914; Astartos, Søn af Baleazor og formodentlig ældre Broder til Adastartos, regjerede 12 Aur og døde 54 Aar gammel, omtrent Aar 902;
! 8. 611.
2 Select Papyrus pl. LXXIX. verso 1.3. Vi anse det dog i ethvert Til- fælde for tvivlsomt, at vi her have Navnet Tyros. Determinativet for Ordet er neppe et 24.
2 Kongerne i Tyros fra Abibal til Pygmalion opregnes hos lIosepos (Arch. Jud, VIII, 5, 3 og C. Ap. I, 17—18). Nogle Afvigelser findes i Rufinus Oversættelse af Iosepos (ed. Colon. 1534) og hos Theophilos (Ad. Autol, lIl, p. 182, ed. Paris 1616); endvidere hos Eusebios (Chron. I, p. 179 ed. Aucher), samt hos Synkellos (Chronogr. p. 345 ed. Bonn.), hvilke tre alle have est af Iosepos. Om Uoverensstemmel- serne i Talangivelserne hos disse Forfattere og om Tilveiebringelsen af de oprindelige Angivelser, slgn,. Movers, PÅdnicier lI, 1, 8. 189 fl. (1849).
+ 1. Sam. 5, 11 og 7, 2; 1. Kong. 5, 5 ff.; 1. Krøn. 22, 4 ff., se oven- for S. 626 og 747.
169
Asatrymos, Broder til Astartos og Abdastartos, regjerede 9 Aar og døde omtrent 893 i en Alder af 54 Aar;
Pheles, den fjerde Broder, regjerede otte Maaneder, blev myrdet i en Alder af 50 Aar, omtrent i Aaret 893.
Eithobalos (Syarn, Ethbaal eller Itobal I.)!, tidligere Astartes Præst og Prinds af den gamle Kongestamme, regjerede 32 Aar og døde 68 Aar gammel omtrent Aar 680.
Badezor, Eithobalos' Søn, regjerede 8 Aar? og døde, omtrent 859 i en Alder af 45 Aar; "
Mattenos d. e… ;mo (Mytton eller Metten), regjerede 25 Aar og døde omtrent 8273;
Pygmalion, i hvis syvende Regjeringsaar, omtrent 820, som vi alt have omtalt", hans Søster Elissa udvandrede til Karthago, som hun formodentlig opnaaede at faa bygget færdig og indviet omtrent Aar 814—813 f. Kr.?; Pygmalion regjerede ialt 47 Aar og døde omtrent i Aaret 780 f. Kr. i en Alder af 56 Aar;
| F,” ål IT] — TI 4" hi - ru = um - mu, 27% Hiram (IL), Aar 738 f. Kr.&;
| SKEDE li ——d]« —]] —T mi - € = tiz in - na 770, Mytton eller Metten (IL.)7, Aar 730; .
Elulaios, der regjerede 36 Aar, formodentlig omtrent fra 727 til 691; han maatte i Aaret 722 bøie sig for Assyrerne?;
== 0 F————
! Han omtales 1. Aong. 16, 31; han var Jesabels Fader.
2? Saaledes Eusebios og Synkellos, sign. Movers Il. c. S. 140—141; Iose- pos og Rufinus have: 6 Aar.
Saaledes Synkellos; Eusebios og Theophilos have: 29, Iosepos og Ru- finus: 9 Aar, I Iosepos Text staar Afatgenos for Bfattenos.
' Se ovenfor S. 748—753.
Efter Menandros (Jos. 1. c.) var han ni Aar gammel, da hans Fader dede. Sign. Justin., Hist. XVIL, 4, 3.
Rawlinson, inscriptions III, pl. 9 1. 51.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 66; se ovenfor S. 674.
Jos., Arch. Jud,. IX, 14, 2. '
Se ovenfor 8. 675 fi. og S. 756.
& 2 nd ea
49
770
IE ar——] JE da - " - tu 5yn, Baal (1), omtrent Aar
675 og 665 f. Kr.?;
Eithobalos IL (bynymn Ethbaal)?, afsat af Babylonierne efter Tyros' Overgivelse 5748;
Baal II, regjerede 10 Aar, fra 574 til 564,
Da Kong Baals Røegjering var tilende, afskaffedes Konge- magten for en Tid, og en IZommer, Eknibal, Baslakhs' Søn, styrede Tyros i to Maaneder;
Khelbes, Abdaios' Søn, var derpaa Dommer i ti Maaneder.
Efter ham var Ypperstepræsten Abbar Regent i Tyros i tre Maaneder, hvorefter to Brødre, Mytton og Gerastratos, Abdelemos' Sønner, blev Dommere i seks Aar (563 til 557). Derpaa gjen- indførtes den monarkiske Forfatning”. Af de senere Konger kjende vi:
Balator, der var Konge i ét Aar (557 til 556);
Merhbaal, formodentlig Søn eller Sønnesen af Eithobalos' (IL), hentedes fra Babylon og regjerede fire Aar (556—552);
Hiram (III.), den foregaaendes Broder, tyve Aar (552—532);
Mattenos (Mytton II1.), Søn af Seiromos, d. e. Hiram (maaske Hiram III.), var Konge i Tyros paa Xerxes' Tid.
I senere Tider, efterat Staden havde hævet sig igjen siden Ødelæggelsen ved Alexandros %, var Tyros, ligesom Sidon, en Fri-
! Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 2; III, pl. 16 1. 13. I Eie- form bda-"-li findes Ordet pl. 18 1. 87 og pl. 30 1. 35.
2 Magthaverne i Tyros fra Eithobalos II. indtil Hiram (III) opregnes
af Iosepos (C. Ap. I, 21), formodentlig efter Menandros.
Se ovenfor S. 715 fø. og S. 757.
Se Movers, Phénicier II, 1 S. 465 ff. (Berlin 1849).
Her. VII, 97; sign. V, 104.
Efter Diodor, Bibl. Hist. XVI, 47, 1, hed Kongen i Tyros paa Alex-
andros' Tid Straton. og den efter ham indsatte Konge Ballonymos, en
Efterretning, man dog ikke uden videre ter fæste Lid til, da andre For-
fattere henfere disse Konger til Sidon; se ovenfor S. 766 Anmk. 9.
Hos Arrian, Anab. II, 15, og Curt., De gestis Alex. IV, 3, anferes Tyros'
Konge ikke med Navn; der siges kun, at han var fraværende, da Byens
Borgere besluttede sig til Kamp imod Makedonerne.
RR WE mm td
771
sted. Cassius indsatte en Tyran i Byen!, men denne Regjerings- form har neppe været af lang Varighed i Tyros: Byen har uden Tvivl snart igjen faaet sin republikanske Forfatning tilbage.
Foruden de her nævnte Byer fandtes der i Phoinikernes Land endel mindre Stæder, der ganske vist ikke vare Sæder for Konger?, men som alligevel nok kunne fortjene at nævnes i denne Oversigt.
Ligeoverfor Arados laa saaledes Antarados og Marathos?, og overfor Tyros: Palaityros og Avatha. Denne sidste By have vi set omtalt af Ægypterne", men den maa tidligt have tabt sin Glands, da den ikke omtales af Assyrerne eller af nogen klassisk Forfatter, At dømme efter en Antydning i Moharens Reise havde Byen deri- mod ikke ringe Betydning paa Rameses II's Tider. Foruden disse Byer maa vi endnu nævne følgende ikke uvigtige Phoinikerstæder:
> 8 7 BERYTOS. Ge MM). beruta, de Gamles Berytos”, af de Indfødte formodentlig kaldet ma, vore Dages Beirut?, nu den
Jos., Arch. Jud. XIV, 12, 1 og Bell. Jud. I, 12, 2.
2 I enkelte af de efterfelgende Byer havde der dog efter senere Sagn i Fortiden været egne Konger; saaledes i Berytos, se Euseb., Præp. evang. X, 11; slgn. Movers, Phånicier II, 1 8. 111.
2 Se Strabo, Geogr. XVII, 2 & 12 p. 753 Casaub. (p. 1093 A.).
s Se ovenfor 8. 561—562, hvor Ekdippe ogsaa omtales.
5 Avatha nævnes kun i Optegnelser fra den sildige Keisertid, Palai- tyros omtales derimod allerede tidligt og det oftere.
5 Select Papyrus pl. LIV, 1. 8.
7 Strabo, Geogr. XVI, 2, $ 18—19 p. 755 Casaub. (p. 1095 A); Mela, De situ Orbis II, 12; Plin., Hist. Nat. V, 17; Ptol., Ceogr. V, 1.5 Hos Nonnos, Dionys. XLI, 10 fø. (sign. 364—367) kalder Byen Beroe.
8. Hos Eckhel, Doct. Num. Vet. II, S. 354-9 findes Menter fra Beirut med dette Navn. Der omtales af Sargon blandt flere Byer (deriblandt Tyros) en By bit burutas, (Rawlinson, JInscriptions pl. 36 1. 25; Botta, Monuments IV, pl. 36 1. 19); den skal ifelge Norris, Victionary S. 129, ikke være nogen anden By end Beirut; men da dette dit burutas nævnes ved Siden af Moskernes Folk, antager man vist sikkrere, at denne By har ligget i Nærheden af Kappadokien.
, Robinson, Palæstina III, S. 720 ff.; Ritter, Ærdkunde XVII, 432 ff.
49%
nu
Mindre Stæder.
Berytos.
772
vigtigste By paa hele Kysten. Mytherne fra Berytos behandledes i det fjerde Aarhundrede efter Kristus af Nonnos!?.
sms SAREPTA. (8 , SW) Å , sareputa? ——T7 Fr TT] [TT ="]
za - riz ip - ta rpx', de Gamles Sarepta5, nu Surafend ,
Ako. AKE. —— |] »-| »I |fen| tTTI: ak-kuzu7 7398, af de Gamle p— | p—— snart kaldet Ake, og snart Ptolemais? i Septuaginta Akhho, ”Axxo Egnens arabiske Befolkning kalder endnu Byen Akka, Europæerne benævne den derimod i Reglen St. Jean d'Acre"",
8 56.
Vi forstaa ved Mellemsyrien Landet Øst for Phoinikernes
Mollemsyriens Tand, altsaa: Dalen imellem Libanon og Antilibanon, de Gamles
Holland (Aram).
Ereta x0i27,"" (Hulsyrien), — dertil medregnet hele Libanons øst-
lige Affald fra den øverste Bjergkam —, endvidere hele Antilibanon. samt endelig de Øst for Antilibanon liggende beboede, tildels meget frugtbare, til Ørkenen grændsende fladere Strækninger.
Landet var uden Tvivl fra ældgamle Tider delt i en Mængde
== FF Æ …-…
Nonnos, Dionys. lib. XLI—XLIII.
Select Papyrus pl. LIV, ]. 8.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 38 L 39.
Sarepta nævnes 1 Kong. 17, 9 ff. i Elisahs Historie, samt Obad. 20. Plin., Hist. Nat. V, 17; Sidon. Apoll., Carm, XVI, 16; Fulgent., Mythol. II, 15.
Robinson, Palæstina III, S. 690.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 l. 40.
Domr. 1, 31; sign. Mika 1, 10 og Commeutarerne til dette Sted; om Menter fra Akko se Gesenius, Script. et linguvæ phoen. Mon, S. 269. Strabo, Geog". XVI, 2, $ 25 fl. p. 758 Casaub. (p. 1099—1100 A… Plin., Hist. Nat. V, 17; Diod., Bibl. Hist. XV, 41, 3; XIX, 98, 7; Corn. Nepos XIV, 5. Hos de to foerste siges det, at Byen kaldtes baade Ptolemais og Ake, de to sidste kalde den derimod kun Ake.
Ritter, Ærdkunde XVI, S. 725 fi.; sign. Forfatterens Reise S. 394. Dette Ord bruges ogsaa i videre Betydning om hele Mellemsyrien Israeliterne kalde Mellemsyrien ma Aram (,Heiland"). Man har ment, at Ordet betyder ,Heiland" i Modsætning til Kenaan eller Kanaan 3933 nLavland=.
773
Smaariger, hvoraf intet havde synderlig Vigtighed; men i Tidens Løb hævede enkelte af dem sig til en ikke ubetydelig Magt, navnlig Rigerne Damask og Hamath, hvis Konger i det niende og ottønde Aarhundrede erhvervede sig Overherredømmet over de mindre Riger i Landet; maaske lod de dog Kongerne i Smaa- rigerne blive i Besiddelse af deres Landskaber som em Art arve- lige Statholdere.
Assyrerne afskaffede Kongeværdigheden i Hamath og Damask, men det er nok muligt, at enkelte Egne endnu længere ned i Tiden ere vedblevne at beherskes af Smaafyrster!, naturligvis kun saalænge disse vedblev i enhver Henseende at være Landets Over- herrer tro og samvittighedsfuldt adlød alle deres Bud.
Ægypterne omtale som boende i disse Egne, Syd for Khetta- Folkets Land, et Folk, som de kalde:
> > ON lam | ens eter 1), a - ma - ri? a - ma - rå? a - mar! "an d. e. Amoriterne&. I dette Folks Land laa' den i de gamle ægyptiske Pharaoners Krigshistorie saa vigtige faste By Kadesh”
Skr eller | lam der med - stor Sandsynlighed søges ved det nuværende Kadesh,
! Se nedenfor S. 776 Anmk. 4.
7 Greene, Fouilles pl. II, col. 17; Indskriften tilhører Rameses III.s ottende Regjeringsaar, se ovenfor S. 619.
2 Diimichen, Historische Inschriften pl, XXVIII—XXIX col. 1.
" Rosellini, Monumenti storici (Mon. Reali) pl. LIII.
> Et Amoriterfolk boede ogsaa i Kanaan; maaske var det et og samme
Folk, som strakte sig igjennem Mellem- og Sydsyrien. Hvis vi ter
antage dette, vilde Biblen og Hieroglyphskrifterne saaledes her ud-
fylde hinanden: Biblen vilde lære os de sydlige Dele, og Ægypternes
Indskrifter de nordlige Dele af dette Folk at kjende. Assyrerne om-
tale muligvis ogsaa Amoriterne; se ovenfor S. 745.
Rosellinil le
Denne By findes afbildet paa flere Tempelmure i Theben, se Lepsius,
FR)
Denkmåler III, 157 ff; se ovenfor S. 574. Det & n, der undertiden -
findes i Byens hieroglyphbiske Navn, udtales ikke.
Amoriter.
Damask,
774
Syd for Hums (Emesa) og tre Timers Vei Nord for Riblah!, paa Bredden af Orontes, som her udvider sig til en lille Sø (Bahr-el- Kadesh)?. Kadesh, der omtales af nyere Reisende og af Abulfeda?, befandt sig forøvrigt i Seti I's og Rameses Il.'s Dage i Khetta- ernes Hænder og var en af de vigtigste af deres faste Pladse ". Foruden Kadesh, hvis Ry tidligt maa have tabt sig, da den hverken omtales af Assyrer eller af gamle Forfattere, maa vi iblandt Mellemsyriens Byer fremfor Alt nævne Damask og Hamath,
DAMASK. Ilt VARG temeska eller demeska&, af Assyrerne kaldet
DE 22] at mere, 2] JE LJ] di - mas - kt”, IL DBEE EJ" di - ma = as - kt; wa" Dameshek?, de Gamles Damaskos"%, af Beboerne nu kaldet E'sham eLÆJ), hvorimod Europæerne endnu betegne Byen ved dens
gamle Navn Damask", Det Rige, hvori Damask var Hovedstad, betegnes af Assyrerne ved følgende Monogrammer :
1: Brugsch, Geographische Inschriften II, 8. 22 (1858).
32 Robinson, Neuere biblische Forschungen S. 715 fl. (Later Researches, 8. 549); Pococke, Description of the East, I, S. 140; Chesney, Euphrates Expedition I, 8. 399.
3 Abulfeda, Tabula Syriæ, ed. Kåhler, p. 157; han mener, at Seen er dannet ved Konst.
. Se ovenfor 8. 552 og 561 ff.
3 Se ovenfor 8. 527.
£ Rawlinson, Jnscriptions U, pl. 52 1. 41, 1 42 og 1. 45; pl. 53 1. 35, 1. 56 og 1. 68; Ill, pl. 24 1. 118 og 1, 116; pl 36 1 9 og 1 13; Botta, Mfonuments pl. 145 l. 21.
7 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 1. 54; Botta, Afonuments IV, pl. 146 1. 21 og pl. 140 1 2, paa hvilket sidste Sted Tegnene dog ikke ere neie gjengivne.
£ Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no, 1 l. 15.
2? Gen, 14, 15; 15, 2 0. s. v.
10 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 20 p. 756 Casaub., (p. 1096 Ald.); Plin., Hist, Nat. V, 16. '
mm Ritter, Ærdkunde XVII, 8. 1332 ff. (Berlin 1855, 8”). Om Damask sign. ogsaa Forfatterens Reise S. 404 fl.
775
syr TT ET ae 4 wd TE kar (?) - imirt (?) - su! kar(?) - imirs(P) - su? d. e. hans Æslers Borg", en Betegnelse, om hvis Oprindelse vi ikke ere istand til at give nogensomhelst Oplysning. I dette
Rige omtale Assyrerne følgende Konger!:
l ——] FNs 2l &——] pal —TT] bin (?). -” - it - vrid, Som 3, Benhadar, der i Aarene 854—846 kæmpede med Åssyrerne? ;
I FH go] —| ha - za - " - ål7, bem Hazael, der i Aarene 842—839 maatte bestaa haarde Krige med Assyrerne';
| =]| —T1] ar—r—| ma - ri -" y%0, Mariah, som blev over-
! Layard, Inscriptions pl. 50 1. 10; pl. 73 1. 11 og 1. 13.
2. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 7 ff.; Layard, Znscriptions pl. 91 1. 88, samt fremdeles pl. 13, 1. 13; pl. 15 1. 37; pl. 16 1. 44 og pl. 90 1. 60 og Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 5 I. 8, kun med den Forskjel, at det foerste Tegn kar mangler i de sidste Indskrifter. Sand- synligvis har Afskriveren eller Stenhuggeren ladet sig forvirre af den Omstændighed, at der foran Ordet, rigtignok i en anden Betydning, findes det samme Tegn.
2 Denne Oversættelse og Læsemaaden af de assyriske Grupper er endnu lidt usikker; den er foreslaaet af G. Smith, der stetter sig til Rawlinson, /nscriptions III, pl. 2 l. 45; se Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, S. 35 (1870).
+ I Biblen omtales flere Konger, der have hersket i Damask fer den Tid, da Assyrerne kom i Berøring med Landet; saaledes Rezin, Sa- lomos Samtidige, der (omtrent Aar 950) grundede et nyt Dynasti 1 Kong. 11, 23 ff., samt fremdeles Khezion, Tabrimon og Benhadar (1 Kong. 15, 18), der formodentlig tilhøre Tidsrummet fra 920 til 865.
” Han omtales Layard, Jnscriptions pl. 14 1. 16, pl. 15 1. 32 og 1. 37, pl. 24 1. 26, pl. 46 1 5, pl. 47 1. 19, pl. 90 1. 59, pl. 91 1. 88; Rawlinson, JZnscriptions Ill, pl. 8 1. 90; se ovenfor S. 642 — 650.
£ Han omtales 1 Kong. 20, 1 ff., 2 Kony. 6. 8 fr.
7 Layard, Jnscriptions pl. 92 1. 97, pl. 13 1. 13; Rawlinson, Znscriptions TI, pl. 5 I. 41.
5. Hazael omtales 1 Xony. 19, 15; 2 Kong. 8, 7 ff.; 10, 32 fr. og 13, 3; se ovenfor S. 650 og Anmk. [(2. Det er, som udviklet sammesteds, efter de assyriske Indskrifter ikke usandsynligt, at han stiftede et nyt Dynasti, hvad der efter Biblen i Virkeligheden har været Tilfældet.
Hamath,
176
vunden af den assyriske Konge Bin-nirari (Bin-lskhus) III. (811—773)!;
I ET å Ti »J— rå - 2i(P?) -a - nu? my"3, Rezin, Damasks sidste Konge, der hyldede Tiglath Pilesar 738 (og maaske allerede 741), men som 733 blev styrtet af Assyrerne. Efter Rezins Fald afskaffedes Kongeværdigheden, i Landet, Riget blev assyrisk Provinds" og Hovedstaden Damask Sæde for en Statholder &,
HAMATH. VIN SY), hemetue, eller (?) SÅR 2 ll
ha - ma - ta”, Ma TT - any =I ——TT| ha = am - ma - ta, Fr. —d =I AT ha = am - ma - i? Ty =I —— [I] a - ma- tal), må FAE] —]- ha - maz at - till,
Fry Ty =T 2) —d|« a- MA z al = til? MA lø så a- mat!
1 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 15; se ovenfor S. 656.
? Layard, Inscriptions I, pl. 50 I. 10, pl. 78 1. 11; Rawlinson, Inscrip- tions ITT, pl. 9 1. 50.
3 Rezin omtales 2 Kong. 15, 37 og 16, 5 ff. samt Esaias 7, 1 0g 9, 11 ff.
+ Man har to Menter med phoinikiske Skrifttegn, som ere slaaede af en Hersker Abd-Hadad, der efter Waddington synes at have levet i det fjerde Aarhundrede f. Kr. og at have behersket en Del af Syrien. Waddington er uvis om, hvorvidt Abd-Hadad skal henferes til Egnen om Damask eller til Hierapolis; han synes at foretrække det Sidste; se Revue Numismatique nouv. série V, 8. 9 ff. (1861).
5 Se ovenfor S. 671. Ifølge Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 2 1. 45 synes Statholderne i Damask at have tjent som assyriske Eponymer.
5 Se ovenfor S. 529.
7 Select Papyrus pl. LV, I. 7 (neppe dette Hamath); se ovenfor S. 593.
8& Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 I. 58; DI, pl. 9 1. 52.
”… Layard, Inscriptions pl. 33 1. 8.
10 Botta, Afonuments, IV, pl. 145 1. 21; Layard, /nscriptions pl. 14 1. 16; pl. 15 1. 33, 1. 36 og l. 37.
11 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 31.
12 Botta, Afonuments IV, pl. 139 1. 9; pl, 145 1. 24 og pl. 146 1 13 og Il. 20. ol
13: Layard, Anscriptions pl. 90 1. 60; pl. 91 1. 88; Rawlinson, Jnscriptions JI, pl 81. 88 og I. 91.
777
0. 8. v,', Israeliternes m'am, Hamath?, de Gamles EpiphaneiaZ, nu
ils> Hamath", ved Orontesfloden, fra gammel Tid af en af Syriens vigtigste Byer og indtil henimod Slutningen af det ottende Aar- hundrede f. Kr. Sæde for egne Konger, af hvilke vi kjende følgende, der tilhøre det ottende og niende Aarhundrede f. Kr.:
kg —[| S=3hl —”T sa = hu - li - na, 1ormå eller 1539 maaske Saul (>%%)?”, 854 og 847; Hil cz ——] e - ni: il, Swasy eller >y Enil, (Enylos), der i Aarene 743—740 blev overvunden af Tiglath Pilesar og endnu i Aaret 732 var Vasalkonge i Hamath;
bæT "TT: —m ax] Jr a-u-bi-"- di? zy3m Jaubida, der ikke synes at være kommet i Besiddelse af Konge- værdigheden i Hamath paa en ganske regelmæssig Maade; han var 1 Aaret 720 Konge af Hamath, men styrtedes samme Aar af Sargon.
Øst og Nordost for Damask maa vi søge det fra Biblen be- kjendte Landskab Hadrak?%, eller — som Assyrerne kalde Landet
! Andre Stavemaader findes f. Ex. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 36 1. 25: hazam-ma-" 0. fl. St.
? Gen. 10, 18; Num. 13, 22 og 34, 8; Josva 18, 5, samt i Kongernes
Beger og hos Profeterne, hvor Hamath ofte omtales.
Plin., Hist. Nat. V, 19; Ptol. Geogr. V, 15.
Ritter, Ærdkunde XVII, S. 1031 fø. (Berlin 1855 89).
Paa Davids Tid var Tohi Konge i Hamath (2 Sam. 8, 9 fi.).
Layard, JInscriptions pl. 14 1. 16; pl. 15 I. 82 og 1. 37; pl. 90 1. 59—
60; pl. 91 1. 88; Rawlinson, Znscriptions III, pl. 8 1. 88 og 91, hvor
hans Navn skrives sa-Åhu-e-lt-na. |
Slgn. Rawlinson i Journal! of the Royal Asiatic Society new serids I,
8. 239— 240 (1864).
” Rawlinson, /nscriphons II, pl. 67 1. 58; UI, pl. 9 I. 51. 8Se ovenfor 8. 663—666.
” Botta, Monumenis IV, pl. 145 1. 21; pl. 71 1. 10 (næsten edelagt) pl. 123 1. 11 (tildels ødelagt); Layard, Jnscriptions pi. 33 1. 8. I Indskriften paa Sargons Cylinder, Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 36 1. 25, kaldes han ikke Jaulsda, men /lubida : (ilzuebi” -d:).
" Hadrak omtaler Sak. 9, 1.
Hadrak.
718
FEET TLS sner øf ST 1 sa ha - ta - ri - kat (mM) ha - ta - rak - ka?, Landskabet Hadrak har formodentlig havt en Hovedstad af samme Navn. Efter Rabi Jose fra Damask var Hadrak en fordum vigtig Stad Øst for Damask, og ifølge en Araber Joseph Abassi fandtes
der endnu i vore Dage en Flække YjA> østlig for Damask 3; Kyrill fra Alexandreia henfører Hadrak til Egnen om Hamath". og i Virkeligheden synes det af enkelte Antydninger i de assyriske Aktstykker? at fremgaa, at Landskabet Hadrak har havt en ikke ganske ringe Udstrækning, og navnlig, at det har strakt sig langs Randen af Ørkenen ligetil Egnen Øst for Hamath. Kyrills Med- delelse kan saaledes ret vel være rigtig.
Hazu eller Uza.
Et andet Landskab i Mellemgyrien &, som Assyrerne oftere
omtale, er Landet Hazu eller Khazu, hvis Navn de skrive
sf ,El
ha - zu"
sandsynligvis Iosepos' Uza8, det nuværende 3-bs£ ved Damask.
Arkiternes og Siniternes Land,
Til Mellemsyrien hørte fremdeles Landskaberne Arke og Sin,
der laa i Egnen af det nuværende Tarablus (Tripolis). Det første Landskab, hvis Beboere i Biblen kaldes s7p%%, Arkiterne?, havde til
Rawlinson, Znscriptions Il, pl. 52 1. 15 og 46.
Rawlinson, Jnscriptions DO, pl. 52 1. 59. Et Landskab ha-ta-sim-ka nævnes III, pl. 10 1. 12, men er maaske en Skrivfeil for Åa-ta-ur-ka. Michaelis, Supplem. S. 677 ff.
Cyrill., Ad. Sak. 1. c.; se Opera Cyril ed. Auber II, p. 730.
De assyriske Konger foretog gjentagne Gange Krigstog til Hadrak; se ovenfor S. 658.
I Biblen nævnes der en hel Del Smaariger fra den sydlige Del af Mellemsyrien, f. Ex. Maaka, Geshur.
Se ovenfor S. 663.
Jos., Arch. Jud, I, 6, 4. Dette Uz har naturligvis intet Andet end Navnet tilfælles med den arabiske Stamme Uz, der levede i det est- lige Arabien henimod Grændserne af Kaldaia; se ovenfor S. 430. Gen, 10, 17; slgn. 1 Arøn, 1, 15.
779
Middelpunkt den af de Gamle! stundom omtalte By Årke, der er gjenfunden af nyere Reisende halvtredie Mil Nordost for Tripolis? ; den benævnedes af Assyrerne sandsynligvis — 1 ATT ar - ka - ad, I det Mindste stemmer dette Navn nøie overens saavel med de Gamles 4ox7% som med Byens nuværende Navn, ligesom ogsaa med det omtalte bibelske Folkenavn. I Assyrernes Indskrifter omtales forøvrigt stundom et Landskab, hvis Navn minder om Årke:
+ El SS ta - rå - ku! Landet Jarek,
der aabenbart hører med til Mellemsyrien og i ethvert Tilfælde ikke kan have været meget langt fjernet fra det nuværende Arke og fra Tripolis. Maaske benævnede Assyrerne Landskabet med det sidst omtalte Navn Jareku og den By, der var Landskabets Hovedstad, med det førstnævnte Navn Arkad.
I Nærheden af Arke og Tripolis, en halv Mil fra Floden Arke, have Reisende i Middelaldren, saaledes Breydenbach 14838, fundet en Flække af Navnet Syn; der uden Tvivl er det Sinna, som Strabon nævner som liggende paa Libanon”, og det Sinna, hvis Ruiner Hieronymos omtaler?. Dette Sted, Syn, betegner Pladsen,
" Plin, Hist. Nat. V, 16; Ptol., Geogr. V, 15. Efter Jos., Arch. Jud. I, 6, 2 laa Byen ved Libanon.
2 Shaw, Reisen S. 234: Robinson, Palæstina III, 8. 939; Ritter, Erd- kunde XVII, S. 808 ff.
? Rawlinson, Jnscriptions IL, pl. 9 1. 46; pl. 10 1. 13 og 1. 35.
Layard, Inscriptions pl. 47 1. 28; Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 25 1. 80;
IO, pl. 9 I. 29.
>” Jaraku og Arka nævnes begge i den samme Indskrift (Rawlinson, In- scriptions III, pl. 9 no. 3) med ikke ret mange Liniers Mellemrum; det er derfor aabenbart, at de ikke ere ganske enstydige.
s Breydenbach, Reisebuch des heil. Landes; se Michaelis, Spicilegium II, 8. 29.
7 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 Ald.).
” Hieron., Quæst, in Genes. (Opera II, p. 516): haud procul a Libano.
Ituraia,
780
hvor man maa søge Middelpunktet for den Stamme, som i Biblen! kaldes Sintterne, og som dér nævnes ved Siden af Arkiterne. Af Assyrerne omtales som beliggende i Mellemsyrien Landskaberne:
sd TP Tog 4 SD Da 8 -a - na? Si = an - nu? der sandsynligvis begge betegne de Gamles Sinna! og det senere Sin5, Det første Landskab dannede paa Salman-eser II's Tid, ved Aaret 854 f. Kr., et eget Kongerige. I Assyrernes Indskrifter omtales der fremdeles, ofte i Forbin- delse med Arka, en By, hvis Navn skrives
se EME ET 8 - mir - ra'. Dette Simirra var uden Tvivl Hovedstad i et eget Distrikt, men hvor Byen og Landskabet har ligget, formaa vi ikke at afgjøre?.
I Nærheden af det ovennævnte Jaraku (Arkiternes Land?) maa der have "øget et andet Landskab, som Assyrerne omtale:
al æ—] +] -IIl
- - tu - rå Landet lahtur eller Itur maaske Ituraia, der efter de fleste Angivelser hos de Gamle"
—
! Gen. 10, 17.
2 Rawlingon, Jnscriptions III, pl. 8 1. 94, hvor der staar si-sa-na-i, hvad . der efter vore Undersøgelser af Mindesmærket er urigtigt, idet en lille naturlig Ridse i Stenen af Udgiverne er antaget for en Streg.
Rawlinson, JInscriptions III, pl. 9 1 46. Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 p. 755 Casaub. (p. 1096 A.). Ritter, Ærdkunde XVI, S. 857 fi. Sign. ovenfor S. 648. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 46; pl. 10 1. 18 og 1. 35. Uagtet Byen maa seges i Omegnen af Phoinikerstaden Simyra, faa kunne vi ikke identificere den ved denne By, da den i en af Tiglath Pilesars Indskrifter (Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 10 1. 18) nævnes ved Siden af Zimarra, se ovenfor S. 763.
” Rawlinson, Znscriptions I, pl. 25 1. 80.
'9 Se Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 18 ff. p. 755 .Casaub. (p. 10896 A.).
bd æ ud &ø aa &
781
bane
synes at maatte søges, ikke paa Grændsen af Palaistine, men endel nordligere, i Libanons Bjergtoppe, Øst for det nuværende Tripolis?.
Til Mellemsyrien maa vi endnu henregne Landskabet Hauran?, ru, de Gamles Auranitis?, der indbefatter Bjergegnene Syd for Damask. Dette Landskab betegnedes af Assyrerne med Navnet
"felt SE em SEES
hu 2 4 - ra - nif hu= uk - ku- ru - naå Det første Ord svarer ganske til ;m, og til Stammen i Auranttis; og hvad der fortælles om det i Salmaneser Il.'s Indskrift, passer nøie med Haurans Beliggenhed. Hvad det sidste Ord angaar, da svarer det vel ikke saa nøiagtigt i Formen til //auran, men da det om- tales som et Bjerglandskab imellem Damask og Arabien, aabenbart ikke meget langt fra Damask, saa er det i ethvert Tilfælde ikke usandsynligt, at det ligeledes betegner Hauran.
I Tiglath Pilesars Annaler opregnes der, som ovenfor meddelt &, endnu en hel Del Landskaber fra Mellemsyrien; men for de fleste af dem, saaledes for Baal Zaphon (ba = a - åt za - pu - na”) kan Beliggenheden ikke angives nøie.
Philisterlandet, d. v. s. Kystlandet af Kanaan fra Grændsen af Ægypten indtil Nord for Jaffa, var ligesom de øvrige Dele af Syrien
mæ me
! Der maa forevrigt ogsaa have været andre Dele af Mellemsyrien, som benævnedes Ituraia; thi det Ituraia, som ÅAristobulos betvang (Jos., Arch, Jud. XIIÅ, 11, 8), kan neppe have ligget i Nærheden af Arke og Sinna, /turaier var derfor uden Tvivl et Fællesnavn for Libanons og Antilibanons Bjergfolk.
2 Ritter, Ærdkunde XV, S. 800 ff. Havran omtales Ezek. 47, 16 og 18.
2. Iosepos, Arch. Jud, XV, 10, 1; 17, $1, 4; Bellum Jud. I, 20, 4; II, 6, 8.
" Rawlinson, JInscriptions LI, pl. 5 1. 56.
3. Rawlinson, Jnscriptions 111, pl. 24 1. 119; pl. 25 1. 4; pl. 36 1. 17 og. 32.
5 Se ovenfor S. 663.
Iblandt de Byer, som Moses angiver som Grændsestæder for Israeli-
ternes Land imod Nord, (Num. 34, 9) findes ogsaa et Ziphrona, 773g7
$ 57.
182
eller Kanaans Land oprindeligt beboet af Kanaaniter. I Rameses IL's Dage afbildes saaledes Indbyggerne i Askalon aldeles ikke forskjelligt fra andre Folk i det sydlige og mellemste Syrien ?. Men under Rameses III, omtrent i hans tiende Regjeringsaar ?, indkom der i Philisterlandet et Folk, der paa Ægypternes Mindes- mærker fremstilles ganske forskjelligt fra Kanaaniterne, og om hvilket det udtrykkeligt siges, at det var kommet fra Øerne : Middelhavet; det var Folket
Tall ae os Ve)
pu - lis - ta! pu - li - stå d. e. Pulisti =55p, aabenbart Philisterne, det Folk, hvorefter de Gamles Landskab Palaistine& har faaet sit Navn, og det Folk, om hvilket Israeliternes hellige Bøger fortalte saa Meget. I Assy- rernes Indskrifter omtales Landet under Navnene
SEES] os 4 TE på - la- a8 - tav?” pi-las - ta, Landet m5wv, Phileshet, d. e. Philisterlandet. Da Hellenerne kom i Berøring med Philisterlandet og dets Beboere, havde disse saa godt som fuldstændigt tabt deres Natio-
hvad der minder fjernt om "pyx i spXx-5ym; men det er sandsynligvis et ganske andet Sted.
! Lepsius, Denkmåler III, 145. Se ovenfor S. 579; se ogsaa 8. 598—99.
2 Se ovenfor S. 621—623.
3 Rosellini, Monument: Storici (Monum. Reali) pl. CXXXII, col. 3; algn. Brugsch, Geographische Inschriften I, S. 63.
£ Lepsius, Denkmåler III, 211.
5 Greene, Fouilles pl. II col. 18.
£ Geographen Mela synes dog at indskrænke Palæstina til Kystlandet langs Middelhavet, altsaa til Philisterlandet (se Mela, De situ Orbis I, 11) men i Reglen udstraktes det videre, saa det ogsaa indhefattede Iudaia; se Ptol., Geogr. V, 16: TTalæscrim ntig xal 'Tovdaia xælsire:.
7? Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12; se ovenfor S. 657.
$… Rawlinson, /nscriptions II, pl. 52 1. 40; se ovenfor S. 671. Ordet staar dog maaske her i en videre Betydning og indbefatter foruden Philisterlandet tillige en Del af Kanaan.
783
nalitet, og de vare ikke forskjellige fra de andre Syrer; de Gamle skjænkede derfor heller ikke denne Egn eller dens Beboere og Forhold nogen videre Opmærksomhed. Det Eneste, som de fandt værd at agte paa, var den Gudinde, som tilbades i Askalon, og som foroven var Menneske og forneden Fisk: efter hvad de for- tælle, bar dette Væsen Navnet Derketo?,
Om andre Guddomme i dette Landskab tale de Gamle ikke; men ifølge enkelte Antydninger synes der i Landet fordum at have været tilbedt en Gud Dagon. I det Mindste kaldes Byerne Jope og Dor i Esmun-ezers Gravskrift i Louvre Dagonsbyerne?; i Nærheden af disse fandtes der, efter flere gamle Efterretninger, Smaastæder, hvis Navne vare sammensatte med Dagons Navn; og efter Eusebios' Vidnesbyrd” skal Dagon hos Philon fra Byblos være kaldet en Gud. Da Navnet Dagon endvidere ikke forekommer i andre Egne af Syrien, ikke en Gang som Del af Stedsnavne, saa ter man vel nok antage, at Philisterne foruden Gudinden Derketo tillige have dyrket en mandlig Gud, som de kaldte Dagon, men som siden er traadt i Skygge for den kvindelige Guddomf,
1 Se Diod., Bibl. Hist. II, 4.
Se om denne Indskrift ovenfor S. 271 og Anmk. 2.
2 I det vestlige Juda laa der efter Josva 15, 41 et Beth Dagon; et andet laa efter Josva 19, 27 i Ashers Stamme, altsaa rigtignok uden- for Philisterlandet, men dog ikke meget fjernet fra dets Nordgrændse. Eusebios taler om et Kephar Dagon, og endnu den Dag idag findes der i det af Philisterne fordum beboede Land et Beit-Degan; se nedenfor S. 790.
£ Euseb., Præp. Evang. I, 10 (Miller, Fragm. Hist. Gr. III, 8. 567).
Guden Dagon omtales, som bekjendt, ofte i Biblen, Domr. 16, 28;
1 Sam. 5, 1 ff. Se ogsaa 1 Makk. 14, 4.
St Philisterne tilbade forevrigt, foruden Dagon og Derketo, endvidere, ligesom de andre Syrer, Baal og ÅAstarte. I Ekron dyrkedes saaledes Baal Zebub (Beel-Zebub); se 2 Kong. 1, 2 ff. og ifølge 1 Sam, 31, 10 var ÅAstarte en af Philisternes fornemste Guddomme. Men det, at disse to Guddomme dyrkedes i Philisternes Land, forudsætter dog ingenlunde, at Philisterne have været Baals Dyrkere før deres Indvandring i Landet. Det kan jo let tænkes, at to Guddomme tidligere have været tilbedte i Landet, nemlig af det kanaanitiske Urfolk, som Philisterne
aa,
184
Ægypterne fortælle, som ovenfor bemærket, at de Folke- sværme, hvortil Philisterne hørte, vare komne fra Landene hin- sides Middelhavet eller fra Øerne i dette Hav!. Nu finde vi, at Navnet Dagon er Bestanddel af Navnet paa en Konge i Paphos paa Kypros i Åssurhaddons og Assur-bani-pals Dage?, hvad der jo forudsætter, at Guden Dagon var kjendt og tilbedt i Paphos, — en Formodning, der desuden synes at bekræftes ved enkelte Antydninger hos de GamleZ, Det ligger altsaa nær at antage, at Philisterne eller det Folk, hvoraf de oprindeligt udgjorde en Del, en Tidlang har opholdt sig paa Kypros, og at de herfra ere indkomne i Kanaan?; men heraf følger dog ikke, at den omtalte Ø var Philisternes op- rindelige Fædreland. Hvor dette maa søges, derom kan man kun gjøre sig Gisninger ?,
RR 5
forjoge (my, Deut., 2, 23), og at de have havt saa stor Anseelse, at Landets nye Herrer ikke vovede at afskaffe deres Dyrkelse.
1! Se ovenfor S. 623 og Anmk. 1. I Folketavlen i Genesis (10, 14) hen- føres Philisterne til Ægypterne, og i Virkeligheden er det heller ikke usandsynligt, at Philisterne, ligesom andre af de Folk, hvortil de hørte, en Tidlang have taget Tjeneste i Ægypternes Hær eller have tjent i deres Flaade, inden de indvandrede i Kanaan; se nedenfor Kap. VI, & 67.
2 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 1 10; III, pl. 16 1. 21 og pl. 27 I. 127.
3 Sign. Pausan., Perieg. Hell. I, 14, 6.
s Det siges udtrykkeligt i Biblen, at Philisterne vare udvandrede fra Kaphthor (d. e. Kypros); se Deut. 2, 3; Amos. 9, 7; Jer. 47, 4.
5 I Assyrien (og vel ogsaa i Babylonien) kjendtes der en Gud, der ganske svarer til den Beskrivelse, der i Biblen gives af Dagon (se 1 Sam. 5, 1 ff.); han findes ofte afbildet i de Billeder, der pryde Vægene i assyriske Paladser; i' Assyrien og Babylonien dyrkedes der desuden en Gud Dagon (Dakan); men om han afbildedes paa den omtalte Maade, og at det er ham, der menes ved det nævnte Billede, er ikke bevisligt. Der er derfor ingen videre Sandsynlighed for, at Phili- sterne oprindeligt ere Udvandrere fra Mesopotamien; de ere snarere komne fra det sydvestlige Lilleasien, med hvilket Land enkelte — ganske vist senere — Sagn sammenknytte Philisterlandet og navnlig Byen Askalon. Efter Ætym. Magn. ,,Kw&ioreog" skal den lydiske Helt Kaystros være vandret til Syrien og der ved Derketo bleven Fader til Semiramis. Ifelge Xanthos, (hos Athen., Deipnos. VII, 37 p. 346)
785
Qm Philisternes Historie i Tidsraummet fra deres Indvandring i den sydlige Del af Kanaans Kystland indtil Tiglath Pilesars Tid erfare vi Intet af ikke-israelitiske Kilder.
Philisterlandet bøjede sig med det øvrige Syrien, omtrent i Åarene 733—732, for Tiglath Pilesar, en stor Del af Landet for- modentlig uden videre Kamp?; men fra Sargons Tid (720) be- gyndte Philisterne en Række Forsøg paa at befri sig for Assyrer- herredømmet, dog uden Held. Under Sargon ydmygedes Gaza (720)28 og Asdod (712)", og under Senakherib Ekron og Askalon (700), En Del af Indbyggerne førtes bort til fremmede Egne og erstattedes uden al Tvivl ved fremmede Nybyggere. Herved nedbrødes Phtlisternes Nationalitet, hvilken, som vi alt have be- mærket, sikkert var gaaet ganske tabt, da Hellenerne kom i Be- røring med Landet og dets Beboere.
Assyrerne omtale fire Kongeriger i Philister-Landet”, nemlig:
skulde Derketo paa Grund af sit Overmod være bleven druknet i en 8$e i Askalon af en Lyder Mopsos. Ifelge Stephan fra Byzans (De ur- bibus et populis: , AoxaAæv"), der ligeledes anferer Xanthos som Kilde, skulde Askalon være opbygt af en Lyder Askalos, en Sen af Hy- menaios og Broder til Tantalos: han var af den lydiske Konge Akia- mos sendt som Feltherre til Syrien, hvor han fattede Kjærlighed til en ung Pige og til Ære for hende byggede Byen Askalon.
Derimod indeholde de israelitiske Sagn i Dommernes Bog og Samuels
Bøger mange Bidrag til Philisterfolkets Historie for Aar 1000 f. Kr.
Se ovenfor S. 671 Anmk. 5. Gaza synes dog at have gjort endel
Modstand, siden den blev indtaget og plyndret.
7? Se ovenfor S. 682.
" Se ovenfor S. 690 fi.
3 Se ovenfor 8. 696 ff.; Senakherib skjenkede en Del af Herekias' Land (Rawlinson, Znscriptions I, pl. 39 1. 23—26; III, pl. 12 1. 29—30, se ovenfor 8. 701) til Philisterne. Maaske vare disse Strækninger tidligere blevne fratagne Philisterne af Hezekias; sign. 2 Kong. 18, 8.
5 Saaledes gik de israelitiske Profeters Spaadomme om Philisternes
Undergang og om de haarde Tilskikkelser, der skulde mede dette
mærkelige lille Folk, i Opfyldelse!
Riget Gath, som Israeliterne omtale, (Josva 13, 3; 1 Sam. 6, 17; 21,
10 ff., 1 Kong. 2, 39 0. 8. .v.) maa være blevet edelagt, fer Assyrerne
trængte frem til Philisterlandet, da de aldrig omtale det. Gath spiller
50
Ekron.
Asdod.
786
Ekron, Asdod, Askalon og Gaza". Det sidste var det mægtigste, det første det svageste. At demme efter de nedenfor anførte Personnavne havde Philisterne tidligt optaget det kanaanitiske Sprog.
EKRON. ——T] 4 Ew < TT ——T av - gar - ru - na”, op y 2,
Septuagintas ”Axxapwv", sandsynligvis det nuværende Akir, ,5ls, Sydost for Jaffa, Af Konger i dette Rige kjende vi kun to:
] bT- A== a= på - di z i, >, Padi, som blev afsat omtrent
Aar 700 af sine egne Undersaatter, men snart igjen gjenindsattes af Assyrerkongen Senakherib; og:
I =—2 FE] Len || i- tu - zu”, yr”, Ituzu, omtrent Aar 675.
ASDOD. TT Ewrr — =>, as - du - du, eller —
p— p—p—
——T]| =zae —T Jr as - du di?, TI] 47 w» TE]
heller ingen Rolle i Profetierne og maa derfor sandsynligvis være for- svundet af Staternes Række før Midten af det ottende Aarhundrede f. Kr.
1! QOm'Gaza og de øvrige Philisterbyers ældre Historie kan sammenlignes Stark, Gaza und die philistaische Kiste (Jena, 1852, 89).
2 Rawlinson, Znscription: I, pl. 38 1. 69; pl. 39 1. 1 og 25; pl. 48 no. 1 l. 5; UI, pl. 12 1. 22, ]. 25 og 1. 30; pl. 16 1. 16. Ordet synes ikke at beies af Assyrerne.
2 Josva 13, 3; 15, 11 og 45; 19, 483; Domr, 1, 18; 1 Sam. 5, 10; 6, 17; 2 Kong. 2, 1 og oftere hos Profeterne.
S Saaledes Septuaginta og Eusebios, der i sit Onomastikon kalder Byen nen stor af Iudaier beboet Flække". Byen omtales ikke af Klassi- kerne. i
3. Robinson, Falæstina Ill, 8. 280 fø.; Ritter, Ærdkunde XVI, 8. 122—124.
& Rawlinson, /nscriptions pl. 38 1. 69; pl. 39 I. 7 og I. 25; DÅ, pl. 12 l. 22 og Il. 26. FPadi betyder formodentlig Frelseren.
7 Rawlinson, /nscriptions pl. 48 no. 1 1. 5; III, pl. 16 1. 16.
5. Botta, Monuments IV, pl. 150 1. 8; pl. 155 1. 10.
?. Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 39 1. 24; pl. 48 no. 1 I. 7; DI, pl. 12, 1. 29; pl. 16, 1. 18; Botta, Monuments IV, pl. 143 1, 15; pl. 149 1. 6: pl. 150 1. 4; pl. 155 1. 10.
787
as - du - da!, mon, Asdod?; de Gamles Azotos?, nu Esdud, Syds, Af Konger i Asdod kjende vi følgende:
| il — —TT] a = zu - rib, "YN, Azur, eller »zy, Ezer, afsat af Sargon (formodentlig omtrent Aar 720);
[IN 4 gx o—]« a- khi- mi - tit, rrnmn, Akhimut, indsat i Azur's Sted af Åssyrerne;
| =lf TT om »Jy ia - ma- ni, YON?, Jaman”, hævet af Folket påa Thronen 712 efter Akhimuts Fald, men forjaget samme Aar; 122 JOE o—]« mi - ti in - ti?, rorm, Mitinti, (Mytton eller Metten), omtrent Aar 700;
| —t— —T] ET nu - mil - ku"?, —5%5, Nimlok, omtrent Aar 675.
ÅSKALON. i, za TT). as - ka - lu - na!!, Aggsyrernes,
TE EL Jordedenet, 5], A TE]
Rawlinson, Jnscript:ons I, pl. 38 1. 51; anvendes navnlig foran Endelsen ». Josva 13, 3; 15, 47; 1 Sam. 5, &; 6, 17; Esaias 20, 1; Jer. 25, 20; 1 Kong. 4, 24; Neh. 4, 7; 2 Krøn. 26, 6. Strabo, Geogr. XVI, 2 & 29 p. 759 Casaub. (p. 1101 A); Plin., Aist. Nat. V, 14; Ptol., Geogr. V, 16; Her. II, 157. " Robinson, Palæstina 1I, 8. 629; JII, S. 282; Ritter, Ærdkunde XVI, 8. 89— 100. Botta, Mfonumentis IV, pl. 84 1. 2; pl. 149 1. 6. Botta, Monuments IV, pl. 84 1. 2; pl. 149 1. 8. Ordets Form er maaske oprindeligt ONMN »Morbroder", et Ord, der ganske svarer til INR Akhab, som betyder ,Farbroder". Botta, Afonumenis IV, pl. 148 1. 16; pl. 149 1. 10 og pl. 150 1 5, hvor Formen forekommer som Nævneform; pl. 155 l. 10, hvor hans Navn skrives Ja-ma-na, I Biblen findes det samme Navn Gen, 46, 17. Se ovenfor S. 690—691; slgn. Esaias 20, 1 om Tartans Tog til Asdod. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 51 og pl. 39 I. 24. Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 ]. 7; I, pl. 16 1. 18. " Lepsius, Denkmåler III, 145 c. Rawlinson, /nscriptions II, pl. 67 1. 61.
50"
Askalon,
188
is-ka-lu-na" og TY], [TT JET, ST år kazal-lu-na?, Biblens p>pwn 2, de Gamles Askalon +, Abulfedas (gm nu (1) såe 5, Af Konger i Askalon kjende vi følgende:
l mo] ry mi - tk z2 in - t, romn, Mitinti,
(Mytton eller Metten I.), omtrent Aar 732 f. Kr. | < TIT Di —]« ru - kip - ti?, mp", Rakephet, formodentlig
»—
en Samtidig af Sargon; han er sandsynligvis henimod Aar 700, paa Grund af assyrervenligt Sindelag, bleven fortrængt fra Thronen af sine egne Undersaater under Syrernes Oprør.
DÆNs=a] ,” | ]f aa it - ka = af, 778, Zedek (Zedekias), indsat af Folket og afsat af Senakherib omtrent Aar 700.
l ET T—TI] ca —TT] sar - lu = ub - ri?, "9510 eller »pbsø, Sarlubri eller Sarlupri, Søn af den ovennævnte Rukipti (Rakephet), indsat til Konge af Senakherib omtrent Aar 700 f. Kr.;
] sed ——d]« Er »—al< Mi - li = in - ti70, pram, Mitinti (Mytton eller Metten II.), omtrent Aar 675 f. Kr.
! Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 4; ID, pl 16 1. 15.
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 58; III, pl 12 1. 20; 1. 21 og l. 29. Ordet Askaluna synes ikke at beies af Assyrerne, ligesaalidet som Avgarruna.
3 Josva 13, 3; Domr. 14, 19; 1 Sam. 6, 17 og 2 Sam. 1, 20; 1 Kong. 4, 24 og oftere hos Profeterne.
4 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 29 p. 759 Casaub. (p. 1101 A.); Plin., Hist.
Nat. V, 14; XII, 51 og XIX, 82; Her. I, 105 0. s. v.
Robinson, Palæstina 11, 8. 629; Ritter, Ærdkunde XVI, S. 66—89.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 61.
Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 I. 62; III, pl. 12 1 21.
Rawlinson, JInscriptions I, pl. 38 I. 58 og 61; TII, pl. 12 1. 20. Navnet
mx findes ogsaa i aramaiske Indskrifter fra Assyrien; se Rawlinson, i
Journal of the Royal Asiatic Society new series I, 8. 237 (London 1864).
" Rawlinson, /Znscriptions I, pl. 38 I. 62; III, pl. 12 1. 21, hvor han kaldes sar-luzul-a-ri.
10 Rawlinson, Znscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 4; NI, pl. 16 1. 15.
[- 4 ej 1 ta
789
GAZA. oN N du ga-2a-tu?, — TI Tr Te —l« ar, ET FEET boven, 5" Ft 5 ft]
hazaz-zazatt, —T] TT =7T —T g=3)| hazaz-zu-tu?, Israeliter-
nes my, de Gamles Gaza”, Herodots Kadytis?, nu 3;= Gaza?. Gaza var i Oldtiden en vigtig Stad; dens fornemste Gud var Marna?%, I Gaza kjende vi følgende Konger, som Assyrerne omtale!!:
kig >) »I— ha-nu-nu"? eller ig il I TTT > haza-nuzu-nu "3
eller ig hl 1 »J— haza-nu-nu!t, pm, Hanon (Ananias), Aar 732
Lepsius, Denkmåler III, pl. 31 b.; i Select Papyrus pl. LXI, I. 8 (se ovenfor S. 606) og pl. LXXIX verso 1. 1 skrevet gazata, se 8. 611—612. Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 36 1. 19; pl. 38 1. 26; Botta Monuments IV, pl. 138 1. 8 og I. 5.
Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67 1. 62.
Rawlinson, /nscriptions III, pl. 10 no. 2 1 19.
Rawlinson, Jånscriptions III, pl. 10 no. 2 1. 20.
Gen. 10, 19; Josva 15, 37; Domr, 1, 18; 3, 3; 16, 1 £.; 1 Sam, 6, 17 0. 8. V.; desuden oftere hos Profeterne.
Strabo, Geogr. XVI, 2 & 30 p. 759 Casaub. (p. 1101—1102 A.); Ptol., Geogr. V, 16; Plin., Hist. Nat. V, 14; VI, 32; XII, 32. Ammian. Marcell, Res gestæ XIV, 8; Mela, De situ Orbis I, 11, hvor der fortælles, at Kambyses, da han gik imod Ægypterne, lod sine Skatte blive i Gaza. Iosepos meddeler adskillige Bidrag til Byens Historie i senere Tider.
Her. II, 159, III, 5,
Ritter, Ærdkunde XVI, 8. 45—65 og oftere.
Steph. Byz., De urbibus et populis: ,,Gaza'; Epiphan., Adv. Hær. p. 518. Marinus, Vita Procli c. 19; Lampridius, Vita Alex. Severi c. 17; Hieron., Comment, in Es. c. 17, (III, p. 178); Vita Hilarion. (IV, 2 p. 78) og i Epist. ad Laetam (1. c. p. 591); Paul. Diacon., Vita Porphyr. Episc. Gaz., c. 8 fi.; Marna findes ogsaa pas Menter fra Gaza: Eckhel, Loct. Num. III, S. 449. Marna er maaske den samme Gud som Dagon. Det siges i Thotmess III's Annaler, at der paa denne Konges Tid var en Konge i Gaza, men hans Navn nævnes ikke; slgn. ovenfor 8. 524. Botta, Monumentis IV, pl. 122 1. 20; pl. 138 Il. 3 og 5; pl. 145 1. 1. Rawlinson, JInscriptions II, pl. 67 1. 62; III, pl. 10 no. 2 1. 19. Rawlinson, Jånscriptions I, pl. 36 1. 19.
Gaza.
Mindre Byer Ii Philisterlandet :
Jope.
Beth-Dagon.
Eltheke,
790
og Aar 720, i hvilket sidste Aar han fangedes af Sargon i Slaget ved Raphia!; samt: |
I] 23 [| is - mi - dul2, 5-0», Ismi-Bel, omtrent Aar 700 og maaske ogsaa Aar 675.
Af andre Byer i Philisterlandet nævner Assyrerne følgende, hvoraf enkelte ogsaa omtales af Ægypterne.
SEES > jen ae SEE
"97, NÆ?) eller ND>, Jope eller Joppe”, nu Jaffa GL, bekjendt som Havnestad og Udskibningssted for det sydlige Syrien &.
BETH-DAGON. —""] tTITT= Sl] == 5 7] bit da- gan - na?, Beth-Dagon "9, +73%7-7=, uden Tvivl det nuværende Beit-Degan "”,
ELTHEKE. ——] TD HT: al-ta-kuzu!?, mPNR, Eltheke"3, neppe meget langt fra den foregaaende By.
1 Be ovenfor 8. 682 fr. i
2 Rawlinson, Znscriptions I, pl. 39 1. 25—26 og maaske ogsaa pl. 48 no. 1 I. 4, III, pl. 16 1. 15. Navnet kan maaske ogsaa læses Js-miz in, 50%» Esmun (?).
2 Select Papyrus pl. LIX, 1. 2; se ovenfor 8. 601.
£ Rawlinson, Znscriptions I, pl. 38 1. 66.
5 Josva 19, 46; Jon. 1, 3; 2 Krøn, 2, 3; Esra 3, 7.
S. Esmunezers Sarkophag i Louvre (se ovenfor 8. 758).
7 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 28, p. 759 Casaub. (p. 1100 A.); Plin., Hist. Nat. V, 14 og IX, 4; Pausan., Perieg. IV, 35; Skylax, Peripl. p. 42 (Muller, Geogr. Min. I, 8. 79). Til Stranden ved Byen Jope henlagdes, som bekjendt, i senere Tider, efterat Hellenismen havde fæstet Rod i Syrien, Andromedes Udsættelse og Befrielse ved Perseus; se de an- ferte Forfattere ll. cc.
£ Ritter, Ærdkunde XVI, S. 574 ff.; slgn. Forfatterens Reise 8. 256 fr.
?: Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 38 1. 65.
10 Josva 15, 41.
1: Robinson, Palæstina III, 8. 238; Ritter, Erdkunde XVI,S. 542 og 580.
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 76 og 83.
13 Josva 19, 44; 21, 28; se ovenfor 8. 698—699.
791
THIMNA. — |] »—T] — — | Ty la 2 am - naz a", en By, . der af Israeliterne uden Tvivl saavel kaldtes Thimnat som Thimna?, de Gamles Dauva?.
RAPHIA. => Ry ndu ri-pehit, — |] = TI I 4 ra-pi-hsb, de Gamles Raphia', en By, der laa et Par Mil Sydvest for Gaza, tæt ved Middelhavet.
Den sidste By hørte naturligvis til Kongeriget Gaza; de to første vare paa Senakheribs Tid Dele af .Riget Askalon. Til hvad Rige Elthbeke og Thimna have hørt, vide vi ikke7.
Sydsyriens Opland, — Kanaans Land?, som det kaldtes i gamle Dage — blev, som vi ovenfor have udviklet ?, i Rameses III.”s Dage, indtaget af det fra Ægypten udvandrede tsraelttiske Folk, som be- seirede den Befolkning, det forefandt i Landet.
I alle ikke-israelitiske Meddelelser om Israeliternes Vandring fra Ægypten til Syrien nævnes rigtignok kun Jerusalem og Iudaia som de Steder, hvor de bosatte sig7?; men dette udelukker jo ikke
Rawlinson, Inscriptions I, pl. 38 1. 82.
Gen. 38. 12; Josva 15, 10 0. 8. v.; se ovenfor S. 699 Anmk. 6.
Ptol., Geogr. V, 16; Plin., Aist. Nat. V, 15: toparchia Thamnitica.
Select Papyrus pl. LXI, Il. 7—8 (se ovenfor S. 605).
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 36, 1. 19; Botta, Monumenis pl. 138 1. 3.
Diod., Bibl. Hist. XX, 74, 1; Strabo, Geogr. XVI, 2 &$ 31 p. 759
Casaub. (p. 1102 A.); Plin., Hist. Nat. V, 14: Raphea.
7 Der forekommer os ingen Grund at være til at tvivle om, at disse to Byer paa Senakheribs Tid have været i Philisternes Besiddelse, uagtet de begge oprindeligt vare israelitiske Byer. Efterretningen i Krenikerhes Bøger om, at Thimna under Akhas blev erobret af Philisterne (2 Arøn. 28, 18), er uden Tvivl fuldkommen paalidelig.
8 Det er tvivlsomt, hvorvidt Ægypterne havde anvendt Ordet Kanaan som Betegnelse for Sydsyrien. Der tales vel om et Land pa-kanana, f. Ex. Lepsius, Denkmåler III, 126 a.; men det var kun et mindre Landskab, maaske kun en By med et lille Distrikt.
? Se ovenfor 8. 622—24.
10 Se saaledes den manethoiske Excerpator Jos., C. Ap. I, 26; Lysi-
makhos (Jos., C. Ap. I, 34); Khairemon (Jos., C. Ap. I, 32).
aa dB fm ØB MM mm
Th!imna.
Raphia.
Juda.
Isørael, (Samarela),
792
Muligheden af, at de ogsaa have taget andre Egne af Kanaan i Besiddelse. Man maa nemlig ikke glemme, at Alt hvad der er levnet os af ikke-israelitiske Optegnelser om Israeliternes Udgang af Ægypten, kun er kommet til os i en noget forkortet og i mange Henseender ikke lidet forvansket Skikkelse”.
Hvorledes det end forholder sig hermed, er det klart, at Iudaia paa den Tid, Assyrerne kom i Berøring med Landet, dannede et eget Rige, som disse kalde
RET + FE ser 2 SEJ] SITE ED] ta - u-di? -= Uu - da,
d. e. mmm, Juda. Følgende Konger i dette Rige, hvis Hovedstad var Jerusalem, ere hidtil opdagede i assyriske Indskrifter:
] 2= —TT] TT tTTT= as-ri-ia-u", eller == > —TT] TT tTTT:
az-ri-ia-ud nn eller mm æy (YES eller "7187), uden Tvivl Fry Asarja, eller m1%, Uzijah eller Uzias, Aar 742—740;
| ET! tTTT: Fr —[Ti" ta - u - kha - 21, mn? eller 77 d. e. Akhags, mn, Aar 732;
I T- T ET Ty TTT: ha - za - ku - a - u7, pm,
Hezekijahu eller Hezekias, omtrent Aar 700 f. Kr.;
TJ ET SITET mi - na - si - e8, snore, Manasse, Aar 675.
I assyriske Aktstykker omtales der endnu iblandt de syriske Stater et andet sydsyrisk Kongerige, hvis Hovedstad var Byen
! Se ovenfor $ 12 8. 153 ff.
2. Rawlinson, Znscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 2; II, pl. 9 1, 4 og pl. 16 1. 13.
2: Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 72; pl. 39 1 12; II, pl. 67 1 61; IT, pl. 9 1. 3. Denne Form bruges, hvor et > følger, og betegner Folket.
+. Rawlinson, JZnscriptions II, pl. 9 no. 2 l. 4.
5 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 no. 3 I. 22 og 31.
£ Rawlinson, JInscriptions II, pl. 67 L 61; se nedenfor Kap. X $ 96.
7 Rawlinson, /Znscriptions II, pl. 38 1. 71; pl. 43 1. 15; III, pl. 12, 1. 27; se nedenfor Kap. X $ 98.
8 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 I. 2; HI, pl. 16 1 13; se nedenfor Kap. X $ 99.
793
—I m | TI TT sa - Mit - rt - na! ma (Shimron)?, d. e. TZauaesra?, I det gamle Testamentes historiske og profetiske Bøger fortælles der, som bekjendt, Meget om dette Rige, men ellers omtaler ikke nogen gammel Forfatter, at Samareia fordum havde været Midtpunkt for et eget Rige eller Sæde for egne Konger. Dette Rige, der i Biblen i Reglen benævnes Israels Rige, og som man ogsaa kalder de tz Stammers Rige, be- tegnede Assyrerne forøvrigt ikke altid som Riget Samirina eller Samareta: ogsaa andre Benævnelser findes. En enkelt Gang kaldes det saaledes:
” | | +] sr - " »- la!
d. 6. Israel (>>), og mangfoldige Gange betegnes Riget som:
SE TS -TILTE ener 2 3777 = TT ST TI
bit hu : um == ri-aå bit hu z um - må, d. e. Omris Hus. Denne Betegnelsesmaade af et Land som dens og dens Hus er meget hyppig i Assyrisk og anvendes, naar man vil udtrykke, enten at vedkommende Rige, eller at dets Hovedstad er bleven grundet af en Konge åf det omtalte Navn”. Bet-humri, Umris
! Botta, Afonuments IV, pl. 75 1. 6; pl. 122 1. 16; pl. 138 1 1; pl. 145 1. 12; Rawlinson, Znscriptions II, pl. 53 1. 55; HI, pl. 9 1. 50.
2 1 Kong. 16, 24 0. 8. v.; se ogsaa 1 Kong. 18, 32.
? Byen Samareia omtales hos Strabon, Geogr. XVI, 2 $ 34 p. 760 Casaub. (p. 1103 A.).
$ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 92.
5 Rawlinson, /nscriptions I, pl. 86 1. 19 og 20; III, pl. 9 1. 17. Af det
foerste Sted, sammenlignet med Botta, Monumenis IV, pl. 75 L 5—6,
fremgaar Identiteten af Samareia og Bet Humri se nedenfor Kap. X $ 96.
Botta, Monumenis III, pl. 24 1. 6; pl. 26 1. 15; pl. 28 I. 21 0. fl. St.
De hyppigst omtalte Riger, der føre saadanne Benævnelser, ere: Bet-
Jakin, Bet-Amon og Bet-Adini. Det sidste Udtryk betegner dog
neppe »det af Fry Adinu stiftede Rige", men snarere ,Samfundet af
Fry? Edens Børn" (se ovenfor 8. 353), ligesom Bet-Amon betegner
nÅmons Berns Stat".
eee må
794
eller Omris Hus, er altsaa enten: ,,det af Omri stiftede Rige" eller: »det Rige, hvis Hovedstad var grundet af Omri". Det Sidste er efter Biblen, som bekjendt, Tilfældet med Samareia, der af Omri hævedes til Israels Riges Hovedstad!. I ikke-israelitiske Skrifter nævnes følgende Konger i Riget Samareia :
Omri, ”=ny, der undertrykkede Moabiterne?;
| kl Tr TT Ar a - kha - ab - bud, armm d. e. aNmn, Akhab, Aar 854 f. Kr.; | IE MI: TH sa - u - 09, 2, d. e. wym, Jehn, Aar 842;
| bem 4 arm p— mi - ni - hi = im - nu%, DD, Menahem, Aar 739;
| == 2] lig på - ka - ha, mpe, Pekah, omtrent Aar 730; ] Ty sT: I] ar] a-u-2t -", 0, Hosea, indsat til
Konge omtrent Aar 730 efter Pekah?”; Fra Sargons Tid var Samareia Hovedstad i en Provinds, som
indbefattede den mellemste Del af Kanaan.
Til Syrien henregner man i Reglen endnu de tre Smaariger paa Ørkenens Grændse: Ammon, Modb og Edom, af hvilke det første Land laa østligt for Jordan, hinsides Floden Jabok, det andet Øst for det dede Hav, og det sidste, Edom, Syd og Sydost for denne store Indsø?. Disse tre Riger havde en monarkisk? For-
1 1 Kong. 16, 24.
? Se Indskriften fra Dhiban, der meddeles nedenfor Kap. X $ 95.
2: Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 I. 91—92; se nedenfor Kap. X $ 95. £ Rawlinson, /nscriptions III, pl. 5 no. 6 I. 64—65; Layard, Inscriptions pl. 98; se nedenfor Kap. X $ 95.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 1. 50.
Rawlinson, JInscriptions III, pl. 10 1. 28; se nedenfor Kap. X $ 96. Rawlinson, I. 0. Se nedenfor Kap. X $ 97.
Ritter, Ærdkunde XIV, S. 983 fr.
Endnu paa Nabu-kudur-uzurs Tid havde disse Riger deres egne Konger; se Jerem. 27, 3 og 40, 14
e mæ 4 aa (7)
795
fatning, imedens det tilgrændsende Arabiens Beboere styredes af Stammefyrster ".
AMMON. == |? —] —TT a - Ma - na? (TON eller y2y) eller ”A TTT æg," »—] — | bit am - ma - na, Yoy ra d. e. Sam-
fondet af yoy 7537, Ammons Børn, eller, som man pleier at kalde dem, Ammoniterne. Af Konger over Ammoniterne omtale Assy- rerne følgende &:
| | ——] JT. ba - " - sa, mwy=, Baesha; han kaldes Sen af:
<< s TI] —[| 4 ru - hu - bi am Rehob, der formodentlig har
været Baesha's Forgænger. Baesha levede Aar 854. Baesha om- tales maaske paa Stenen fra Dhiban”, ifølge hvilken han synes at
have mistet Horonaim i en Kamp med Moabiterkongen Mesha ; i | pr pr AA
my. sp af 8a - ni - bu, 330, Sanib, Aar 7329;
pp p—
l ryan —] ——] bu - tu - il, >Nra, Betuel, Aar 700 og 675?.
MOAB. AA == ar——] —] ma =" - ba! d, AA pla" &—| 1] el
2 Se ovenfor 8. 506 ff.; se forevrigt nedenfor 8. 797 Anmk. 2.
2 Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 8 1. 95
2 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 I. 52; pl. 48 no. 11. 7; II, pl. 67 l. 60; I, pl. 16 I. 18 (samt pl. 23 1. 120: dit - amans).
fS Gen. 19, 38; Deut, 3, 16; Josva 12, 2 0. 8. v.
5 I Biblen omtales af Konger over Ammoniterne: paa Davids Tid Nahas og hans Sen Hanon (1 Sam. 12, 12; 2 Sam, 10, 2), og paa Nabu- kudur-usurs Tid en Konge ved Navn Baalis (Jer. 40, 14).
S Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 8 1. 96.
” 8e nedenfor Kap. X $ 95, samt S. 796.
£ Rawlinson, Ånscriptions II, pl. 67 1. 60; se ovenfor S. 676. Ifølge Krønikernes Bøger skulle Ammoniterne ved denne Tid eller kort forud have været skatskyldige til Juda, nemlig til Kongerne Uzias (2 KXrøn. 26, 8) og Jotham (27, 6).
? Rawlinson, Jnscriptions I, pl, 38 1. 52; pl. 48 no. 1 I. 7; III, pl. 16 1. 18.
W Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 88 1. 53; pl. 48 no. 1 Il. 3; UI, pl. 16 Il. 14.
Åmmon.
Moab.
796
mu - - aa - ba! 3870?, Moab, beboet af Moabiterne, der sikkert, stod paa et langt høiere Kulturtrin end Ammoniterne. Deres Stamme- land er Distriktet Kerak imellem Wadi el Ahsa og Floden Arnon. Landet Nord for Arnon indtil henimod Jabok, d. e. det nuværende Distrikt Kerkah, søgte de gjentagne Gange at erobre. Af Konger i Moab omtales der i ikke-israelitiske Aktstykker følgende?:
Mesha, æn, Søn af 37-%%5, Kamosnadab (I); han befriede Moab for Israels Tryk og forjog Israeliterne fra Keorkah';
Vor E] Æt sa-la- ma - nu, Yabt, Salmon, Aar 7325;
| ar El] TE] e kam - MU =- 84 = naz at - bt 7005 Kamosnadab (II.), omtrent Aar 7008; 4 0 FE mu - zur - i, nx, omtrent Aar 6757,
EDOM. IT kan Frdimt, (mm) eller JAN" Er UY
Å a-du-ma? (570) Ny ea T ra a-du-muzu!t, 7 TTT: — T sn
u-du-mu!1, AA TIT —]| I u-du-mi!? 44 TT: —] == II] ==]
u-duzum-ma "3, Israeliternes Edom oo", de Gamles" "Zdovuaia "5,
! Rawlinson, /nscriptions III, pl. 23 1. 121.
2 Gen. 19, 37; Num. 22, 13 0. 8. v.
3 I Biblen omtales af ældre moabitiske Konger: Balak, Zippors Sen, (Num. 22, 2 ff.) i Moses' sidste Dage, og Eglon i Dommernes Tid (Dom. 3, 12 ff.); sign. ogsaa 1 Sam. 22, 8 og 2 Sam. 8, 2; Jer, 27, 3.
£ 8e Indskriften fra Dhiban, nedenfor Kap. X, $ 95. Mesa omtales 2 Kong. 1, 1 og 3, 5. Kerkah var alt tabt i Moses" Tid; Num, 21. 26.
5. Rawlinson, Jånscripsions II, pl. 67 1. 60.
£ Rawlinson, /nscriptions I, pl. 38 1. 53.
7 Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 3 og HI, pl. 16 1. 14.
8 Lepsius, Denkmåler VI, 108.
Select Papyrus, pl. CXXV 1. 14—15, se ovenfor 8. 614.
10. Rawlinson, /nscriptions I, pl. 45 col. II, 1, 55.
11 Rawlinson, Znscriptions I, pl. 35 no. 1 1. 12; II, pl 67, I. 61.
12 Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 3; UI, pl. 16 1. 14; pl. 27 1 119.
132 Rawlinson, /nacriptions I, pl. 38 1. 54.
14 Num. 20, 14 ff.; 24, 18; 33, 37 og 34, 3; Josva 15, 1 0. s. v.
18 Strabo, Geogr. XVI, 2 $ 34 p. 760 Casaub. (p. 1108 A.).
797
de nuværende Distrikter 4r%, (el) Shera, og Su> Gebel, begge østlige for Indsænkningen el Gohr.
I den fjerne Fortid, da Ægypten beherskedes af Pharaonerne af det saakaldte tolvte Dynasti .d. e. efter al Sandsynlighed omtrent i det syvogtyvende Aarhundrede f. Kr., besøgtes Edom og Omegn af en Ægypter ved Navn Saneha, hvis Reiseberetning vi endnu have", Her tales om Hevdinger i Adim (Edom), men om Konger i Landet taler Saneha ikke?, I det ottende og syvende Aar- hundrede f. Kr. levede følgende Konger i Edom, som Åssy- rerne omtale?:
| ISTED Æ[»SE ka - du - ma - lat- ka, 750", (750=3) Kadumelek (Gadmelek), paa Tiglath Pilesars Tid, Aar 732 +;
L—] Ti T SE] SKU ta - ram - mu, D777, Joram, omtrent Aar 7005;
| LT —] DA —TI ka - du - mu - hu, monp eller amp, Kadmos (?) eller &rr0-73 Gad-makha, omtrent Aar 675",
Den findes Lepsius, Denkmåler VI, 108 ff.; se ovenfor $ 15 S. 192.
Man ser af dette Aktstykke, at Navnet Ædom allerede var i Brug
fjorten Aarhundreder fer Moses' Dage, altsaa ogsaa adskillige ÅAar-
hundreder fer Esaus Levetid. De Fortællinger, der findes i Genesis om, at Esau tillige havde baaret Navnet Edom (se Gen. 25, 25 og
30; samt 36, 8), ere altsaa af en senere Oprindelse.
= Edom dannede en Art Overgangsled til Arabien, I Biblen nævnes der baade Konger og Stammefyrster i Edom (Gen. 86, 15 ff.).
? En Kongerække fra Edom meddeles Gen. 86, 32—89. Disse Konger synes at have været Valgkonger og henhere derfor sandsynligvis til en ældre Tid, thi i senere Tider, saaledes i Davids Dage (se 1 Kong. 11, 14), tales der om Edoms Kongefamilie. Edom blev betvungen af David (2 Sam. 8, 14) og bestyredes af israelitiske Statholdere, (se 1 Kong. 22, 48). Under Joram (850—843) faldt Edom fra Juda og fik sine egne Konger (2 Kong. 8, 20), som det formodentlig har beholdt uden Af- brydelse indtil langt hen i Tiden Jer. 27, 3 omtales en Konge af Edom.
" Rawlinson, Inscriptions II, pl. 67 1. 61; se ovenfor 8. 706.
Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38, 1. 54.
'. Rawlingon, Jnscriptions I, pl. 48 no. 1 1. 8; DI, pl. 16 1. 14. En
Stamme i Edom bar efter Gen, 25, 11 Navnet mmm p.
798
I et senere Tidsrum finde vi Nadatatere bosatte i Edom, i det
Mindste i den sydlige Del; de beherskede som oftest hele Landet, hvortil de i det syriske Riges Svagheds Tid tilføjede flere Stræk- ninger hinsides Jordan. Af disse Konger kjende vi følgende!:
Malku, ba d. e. Malkos, en Samtidig af Demetrios I. og
Alexandros Balas;
$ 60.
Åretas (I), mmm, Samtidig af Pompeius; Åretas (II), mmm, Samtidig af Herodes.
Antallet af de Guddomme, der tilbades af de syriske Folk ?,
Tillæg: korte synes ved første Betragtning at have været meget stort. For-
Bemær
de neg uden Israeliternes mm Jehova (Jahve), der ogsaa kaldtes Elohim, Folks Religion. mm DR, dyrkedes der i Syrien, efter hvad der fortælles blandt andre følgende Væsner: Guden Adad? eller Hadad?, (mm) Guden Kamos5, Guden Molok?, Guden Adonis 7”, Guden Melkart?, Guden El?, Guden Marna"? og maaske en Gud Adar!!, samt Gudinderne :
er
Nabataierne omtales ferste Gang i Aaret 311, da Demetrios Polior- ketes foretog et Felttog imod dem (Diod,, Bibl. Hist, XIX, 94; Plut., Demetrios c. 7). Om Nabataierne se Ritter, Ærdkunde XII, 8. 114 ff.; slgn. ogsaa Levy, Zeitschrift der Deutschen Morgenl. Gesells. XIV, 8. 363 ff. (1860); Duc de Luynes i Revue Numismatique nouvelle série II, S. 292—316 og 362—385 (1868).
Om de syriske Folks Religion slgn. Melchior de Vogtés Bemærk- ninger i Journal Asiatique sixiéme série X, $S. 125 ff. (Aott 1867); slgu. ogsaa F. Lenormant, Afanuel II, 8. 350 ff. (1868).
Sankoniaton (ed. Orelli p. 34) omtaler en "A4dodos som Gudernes Konge; slgn. ogsaa Macrob., Saturn. I, 23.
Man har ofte antaget Ordet Benhadad for sammensat med Gudenavnet Hadad, men det er neppe rigtigt, da dette Navns rigtige Form, som alt bemærket, uden Tvivl er Benhadar og ikke Benhadad.
Num. 21, 29; 1 Kong. 11, 7; 2 Kong. 28, 13; Jer. 48. 7 fr,
Levit. 18, 21; 20, 2 ff.; 1 Kong. 11, 7; 2 Kong. 28, 10.
Gesen., Script. et ling. Phoen. Monum. 11, 400; Strabo, Geoyr. XVI, 2 p. 764; Lucian, De Syria Dea & 6.
Fragm. Sanchon. p. 82 ed. Orelli; Euseb, De Laude Constant. c. 18. Damas. hos Photios, Afyriobibl. p. 343.
Se ovenfor 8. 789 Anmk. 10.
1 Navnet Hadarezer synes Hadar at være et Gudenavn; tvivlsommere er det, om Aadar i Benhadar ogsaa er et Gudenavn.
799
ÅAstarte", Ashera?, Dido? og Anath", (til hvilke vi maaske endnu kunne føje Tanith? og Mylitta?, der dyrkedes i Syriens Nabolande, hvis Forhold i mange Henseender minde om Syrien, saaledes at det nok er troligt, at flere af disse Landes Guddomme ogsaa fandt Dyr- kelse i Syrien), — ikke at tale om de mange forskjellige Baaler, hvorom der tales i Biblen: Baal-Zebub (Beelzebub)7”, Baal-Peor 8, Baal-Berith” 0. 8. v.!?, — Betænker man endvidere, at der overalt, foruden én eller flere af de her nævnte fornemste guddommelige Væsner, tilbades adskillige mindre Guddomme — man tænke paa Kabeirerne og paa Planetguderne, paa Esmun! 0. 8. v., da det synes ikke at kunne benægtes, at Syrien i Henseende til Antallet af sine Guder ikke stod tilbage for nogetsomhelst andet hedensk Land.
Undersøge vi imidlertid Forholdene lidt nøiere, ville vi snart finde, at saavel største Delen af de her nævnte høiere Gude- skikkelser som de lavere Guddomme ikke ere væsentlig forskjel- lige fra hinanden. De lavere Guddomme ville snart vise sig kun at være eiendommeligt udviklede Biformer af de høiere Guder, og hvad disse angaar, da have vi i dem egentlig knn Navne, med hvilke man paa forskjellige Steder i Syrien betegnede det Væsen, man tænkte sig som ophetet over alt Andet, og som man tilbad som saadant; altsaa med andre Ord, de her opregnede Gudenavne
mm —
!? Astarte omtales dels som phoinikisk Gudinde (se ovenfor S. 747 AÅnmk, 4; slgn. Herodian V, 6, 10), dels som en af frafaldne Israe- liter tilbedt Gudinde (Dom. 2, 13; 10, 6; 1 Sam. 7, 3 ff.; 10, 12; 1 Kong. 11, 5 ff.), dels endelig som philistaisk Gudinde, 1 Sam. 31, 10.
2 1 Kong. 15, 18; 18, 19; 2 Kong, 28, 4.
2 Se ovenfor 8. 747 Anmk. 4.
"… Anat omtales i phoinikiske og ægyptiske Indskrifter se de Vogié, Journal Asiatique 1. c. 8. 148 ff. '
Denne Gudindes- Dyrkelse var meget udbredt over Landene ved
Euphrat og Tigris samt i Persien. s
% Mylitta dyrkedes navnlig i Babylon, se Her. I, 131 og 139.
7 2 Kong. 1, 2 fe.
%. Num, 25, 1 ff.; 31, 16; Josva 22, 17.
7 Dom, 8, 33; 9, 4 fr.
'0 Om Baaler oøbym i det Hele tales der 1 Sam. 7, 4; Hos. 15; 2 Krøn, 24, 7.
800
ere egentlig kun forskjellige Benævnelser paa et og samme aller- højeste Væsen. Man behøver blot at betragte Betydningen af disse Gudenavne: Baal betyder jo: Herren, Adoni (Adonis): Vor Herre, Adad (Hadad): den Eneste, Eli: den Stærke, Molok: Kongen, Melkart: Stadkongen, Dido: den Yndige 0. 8. v. — alle Beteg- nelser, der ikke ret vel synes at passe paa noget andet Væsen end et højeste Væsen. Rigtignok vise disse Betegnelser dels hen til et mandligt dels til et kvindeligt Urvæsen, men heri findes ingen virkelig Modsætning og ingen Hindring for Antagelsen af, at man i Syrien oprindeligt har forestillet sig det guddommelige Væsen som en Emhed, Den mandlige og kvindelige Guddom ere nemlig aabenbart væsentligt et Udtryk for det selvsamme Begreb, og ere kun to Sider deraf. De syriske Folks Polytheisme synes følgelig ret vel at kunne antages for stammende fra en oprindelig Monotheisme, som vi dog ganske vist kun maa forestille os som saare ufuldkommen og tilmed af den Beskaffenhed, at den under Folkets fremadskridende Udvikling næsten med Nødvendighed maatte føre til Polytheisme. Naar Mennesket nemlig vilde grunde over Naturens Kræfter, i hvilke han maatte mene at gjenfinde det Guddommelige, eller han vilde gjøre det guddommelige Væsens Natur til Gjenstand for sin Tanke, saa vilde han snart komme til den Slutning, at Guddommen virkede paa meget forskjellige Maader, men denne Forestilling havde man megen Vanskelighed ved at fastholde, naar man ikke gjorde disse Virkeformer til særskilte Væsner og gav Slip paa Enheden. Saaledes forsvandt da denne, og Monotheismen opløste sig i Polytheisme.
TREDIE AFSNIT. DET GAMLE ÆGYPTEN.
NNE
STBTTE KAPITEI… ÆGYPTENS HISTORIE.
N aar man paa saa mange forskjellige Steder af Jordens Over- fade — saavel i Europa, Asien og Amerika som i selve Afrika — har fundet Levninger, der vidne om, at vor Jord alt har været beboet for mangfoldige Aartusinder siden", saa kan det ikke vække nogen Forundring, at man i Ægypten har fundet Vidnesbyrd om en Bebyggelse af Landet, der synes at føre os henved tolv til tyve- tusinde Aar tilbage i Tiden før vor Tidsregnings Begyndelse. Ægypten er jo det tidligst civiliserede Land, vi kjende, og denne høie Kultur kan ikke være naaet i kort Tid. Ægypten var jo desuden et frugtbart Land, som tidligt maa være bleven befolket.
Ganske vist har jo nok en Række nøiagtige i de senere Tider foretagne Undersøgelser af Ægyptens Jordbund, tilfalde godt- gjort, at der fordum har været en Tid, da den frugtbare sorte Jord, som man nu træffer overalt, hvor Nilens frugtbargjørende Vande naa hen, indtil en Dybde af henved hundrede Fod — paa enkelte Steder muligvis endnu dybere —, slet ikke endnu fandtes
1 Sign. ovenfor 8. 4—5. Afrikanske Fund af Stensager, stammende fra geologiske Tidsrum, ere dog hidtil meget faa, men det kan ikke være underkastet nogen Tvivl, at saadanne Fund ville fremkomme i sterre Mængde, naar Afrika bliver netere undersegt i arkæologisk Henseende.
$1
$ 61.
802
i Landet, hvorimod Nilen dengang flød igjennem en mager Klippe- dal og faldt ud i en Bugt, i hvilken der laa en Ø, som bragte Flodens Vande til at dele sig og derved lagde Grunden til Dan- nelsen af Deltaet!. Men dette Tidsrum, da Nilen flød igjennem en øde Klippedal, har neppe varet særdeles længe”? og er uden Tvivl forsvunden i en fjern Fortid. Allerede i en tidlig Tid maa den blaa Flod, Nilens østlige Hovedarm, under Regntiden i Abys- sinien, ligesom det endnu sker den Dag idag, hvert Aar være svulmet op og have revet en Masse fed Jord løs fra sine Bredder, som den afsatte under sit nedre rolige Løb nedenfor den første Katarakt; herved er der da snart fremkommet et lille Lag af den sorte frugtbare Jordbund, som udgjør Ægyptens Rigdom, og som sikkert straks har begyndt at bære rige Frugter.
ndersogelser Hvor forsvindende end det Lag er, som det af et enkelt Aars
uldste Historie. Ogergygmmelse efterladte Dynd kan danne, saa vil det dog altid efter længere Aarrækker blive at spore, at Ægyptens Jordbund " stadigt hæver sig, hvoraf Følgen jo blandt Andet bliver, at de Jordlag, der til længst forsvundne Tider dannede Landets Over- flade, nu maa søges nede i Jorden, og det jo dybere, jo fjernere den Fortid er, de tilhøre, Ifølge adskillige paa neiagtige Iagttagelser grundede Under- søgelser, der, skjøndt førte ad forskjellige Veie, dog have ledet til
! Ægyptens Geologi har i de senere Aar været Gjenstand for mange Behandlinger. Vi henvise f. Ex. til Cazalis de Fondouce, Recherches sur la gåéologie de PEgypte, 1868 8”. Om denne Ø, der tilherer den pliocene Formation, se Cazalis de Fondouce l. c. S. 33.
2 Vi ere tilbeielige til at antage, at de Værkstedsfund fra Stenaldren, som man har fundet i Sidedale ved Theben, tilhere denne fjerne Tid, da Ægyptens sorte fede Jordbund endnu ikke rigtigt havde dannet sig. Om disse Stensager slgn. Zeitschrift fiir ågyptische Sprache VID S. 89 f., 8. 113 £. (1870). Arcelin, L'åge de la pierre en Egypte.
3 Allerede dengang da Napoleon opholdt sig i Ægypten, eller ikke længe efter, blev det af franske Videnskabsmænd bestemt, hvormeget Ægyptens Jordbund hæver sig, nemlig i hvert Aarhundrede 5 Tommer i Øvreægypten og 2'/» i Deltaet; se det S. 803 Anmk, 1 anferte Skrift.
803
samme Resultat, ter man nu med nogenlunde Sikkerhed antage, at f. Ex. det Jordlag, der i den egentlige Nildal (ovenfor Flodens Delingspunkt) ligger fire Fod under Nutidens Overflade, omtrent for tusinde Aar siden har været Jordbundens Overflade, og at et fire Fod dybere liggende Jordlag omtrent for totusinde Aar siden, altsaa under Ptolemaierne, har været den Flade, hvorpaa Datidens Ægyptere levede og færdedes; fremdeles, at det Jordlag, man finder fire Fod dybere, altsaa tolv Fod under Landets Overflade i vore Dage, — tusinde Aar før, altsaa under Kongerne af Navnet Rameses (Rasøennerne), har været den Jordbund, som da dyrkedes, og hvorpaa man dengang bevægede sig, byggede sine Boliger 0. 8. v. De Gjenstande, man finder i disse Lag, kunne med stor Sandsyn- lighed antages, endnu i de Tider, da Lagene dannede Overfladen, at have ligget i det øverste Lag, og maa altsaa t det Seneste stamme fra disse Tider. Man kan følgelig være berettiget til efter disse Gjenstandes Natur, saavidt muligt, at gjøre sig Slut- ninger med Hensyn til Ægyptens Befolknings Udviklingstrin og Dannelse 1 hine fjerne Tidsrum, da de Lag, hvori de ere fundne, udgjorde den dyrkede og bebyggede Overflade. Nu er Antallet af de ved Undersøgelser af Jordbunden i Ægypten forefundne Gjen- stande ikke ringe", og de synes, overensstemmende med selve Lagenes Natur, at vise, at der allerede for mange Aartusinder siden har fandet Agerdyrkning Sted i Ægypten, og at man maaske en halv Snes tusinde Aar før Kristus havde Husdyr i Landet, forstod at danne Kar af Ler og brænde dem, samt at forme Nildyn til Teglsten; derimod er der Intet nøiere godtgjort om, i hvad Tids- rum Kjendskab til Metallerne første Gang har udbredt sig i Ægypten, ligesaalidet som om, hvornaar Ægyptens Forfædre ere indvandrede i Ægypten, eller hvorfra de stamme.
Vi maa i denne Henseende indskrænke os til at bemærke, at anatomiske Undersøgelser af gamle ægyptiske Hovedskaller ved
! Man har nemlig foretaget Boringer paa forskjellige Steder i Ægypten; se om disse Leonhard Horner i Philosophical Transactions of the Royal Society CXLV, S. 105 fi. og CXLVIII, S. 53 ff. (London, 1855—1858).
51”
80£
Retzius, Morton! og i de sidste Aar ved forskjellige yngre An- thropologer synes at have godtgjort, at Ægypterne ere langt nær- mere beslægtede med de vestasiatiske Folk, navnlig med Folkene af den saakaldte kaukasiske Race, end med det evrige Afrikas Beboere, og at det, som Følge heraf, synes at maatte antages, at Ægypternes Forfædre ere indvandrede fra Asien?, Sammenlignende Sprog- undersøgelser, paa den ene Side imellem det gamle ægyptiske Sprog og de afrikanske Sprog2, og paa den anden Side imellem det gamle ægyptiske Sprog og Hovedsprogene fra Vestasien, synes ogsaa at tale for Rigtigheden af denne Antagelse om Ægypternes Slægtskab med asiatiske Folk. Men da de sproglige Forhold i Afrika kun ere meget ufuldstændigt kjendte, anse vi det dog for det Rigtigste indtil videre ikke at drage Slutninger om Ægypternes Herkomst af denne Art Undersøgelser.
Det ægyptiske Ifølge samstemmende Vidnesbyrd af flere gamle Forfattere,
Riges Stiltelse
ved Menes. gaavel fra Hellas", som fra Ægypten? selv, var det ægyptiske Rige blevet stiftet af en Konge ved Navn Menes. I Virkeligheden vil man ogsaa i alle os bekjendte i Ægypten forfattede Forteg- nelser over Landets Konger? bestandig finde en Konge ved Navn
1 Se Morton, Crania Aegyptiaca or Observations on Egyptian Ethnography, derivated from anatomy.; Philadelphia, 1846, 4?.
2 Diodors Fortælling om, at Ægyptens Civilisation skyldes en Udvan- dring fra Meroe (Diod., Bibl. Hist. NI, 3), har naturligvis intet Værd. Af de ægyptiske Aktstykker og de aithiopiske Oldtidslevninger frem- gaar det tvertimod ubestrideligt, at den aithiopiske Kultur er frem- staaet og har udviklet sig under ægyptisk Indflydelse.
2 Man antager i Reglen, at det gamle ægyptiske Sprog er beslægtet saavel med de indo-europæiske Sprog som med de syro-arabiske (se- mitiske) Sprogs Modersprog. Imidlertid holde dog Andre, saaledes f. Ex. Barth, paa et Slægtskab imellem Ægypternes Sprog og flere afrikanske Sprog, som Berber- og Dinka-Sprogene.
S£ Se Her., II, 4 og 99; Diod., Bibl. Hist. I, 43.
: Se Udtoget af Manetho hos Syncellos, Chronogr. I, p. 53 sqq., p. 91 sqq.; Euseb., Chron. Arm. p. 94 (Miller, Fragm. Hist. Gr. 1I, 8. 539—540).
£ Se Kongelisterne fra Abydos, Sakkarah, Theben o. s. v. (om disse Lister se ovenfor 8. 194—195 samt 8. 58 Anmk, 2.).
805
- a! - 42 stillet i Spidsen "mn Pharaonerne. Llolge UI: Uddragene af Manetho's Værk stammede Menes fra This ved Abydos — en Efterretning, om hvis Rigtighed vi ikke have nogen Grund til at tvivle. Menes" Tidsalder kan ikke neie bestemmes; dog feiler man neppe meget, naar man sætter hans Levetid omtrent til Aar 4000 f. Kr.3,
Efter Menes fulgte seksten Konger af hans Slægt", hvorpaa menes' Ener- Thronen ifølge Manetho skal være gaaet over til en vis Nekherophes, første Dynastier om hvem vi nedenfor skulle tale,
Blandt de mangfoldige Mindesmærker med gammel-ægyptiske Skrifttegn, som man har opdaget rundt om i Ægypten, gives der ikke en eneste, under Menes" (Mena's) eller Nekherophes' Ætlinges Regjeringstid indhugget Indskrift, som omtaler nogen af de til disse Kongehuse hørende Pharaoner. Ganske vist mangle ikke alle Mindesmærker fra disse Kongehuses Tid; thi saavel flere af Pyra- miderne, — Datidens Kongegrave' —, som en Del af de omkring disse opdagede Privatgrave”, ere aabenbart ældre end det fjerde Dynasti, d. v. s., de tilhøre den Tid, da Ægypten beherskedes af Pharaoner af Menes' og Nekherophes' Æt, ja flere af dem inde- holde Indskrifter i Hieroglyphskrift?, som vise os, at dette eien-
12 Se f. Ex. Lepsius, Ædnigsbuch Taf. V no. 1.
2 Lepsius, Denkmåler III, 168.
3 Menes er maaske et Par Aarhundreder yngre, men han kan ogsaa have levet en Tidlang fer Aar 4000.
+ De hieroglyphiske Navne findes i Lepsius, Kånigsbuch Taf. V—VIII; se ogsaa de Rougé i Mémoires de P' Ac. des Inscr, XXV, II, 8. 239 (1866).
5. Se nedenfor 8. 807 Anmk. 3.
S Se nedenfor S. 812—813.
Se Mariette, Les tombes de Pancien Empire, i Revue Archéologigque nou-
wælle série XIX, 8. 7—22 og S. 81—89 (Jan. og Fevr. 1869).
I Louvre findes en Gruppe i Sandaten, forestillende en Familie paa
tre Personer, hvilken Gruppe, efter Hieroglyphernes Form og Ud-
ferelse at demme, formodentlig stammer fra det tredie Dynastis Tid,
-å
806
dommelige Skriftsystem allerede dengang har været faldt udviklet, og at altsaa Skrift i hine Tider længe havde været i Brug i Ægypten!?. Vi kunne derfor ikke i mindste Maade tvivle om, at man ikke blot i Rigets Blomstrings Dage, men endog i en temme- lig sildig Tid, — maaske endnu under Ptolemaierne — har be- siddet adskillige historiske Aktstykker fra disse gamle Tider”, ja muligvis besad man dengang endog de origmale Rigs-Aarbøgerå eller i det Mindste paalidelige og netagtige Udtog af disse.
Naar vi derfor i den turinske Kongepapyrus finde angivet, hvor mange Aar, Maaneder og Dage hver af disse Konger har levet, og hvad Alder de have opnaaet”, kunne vi ikke have nogen Grund til at tvivle om Rigtigheden heraf: vi maa kun beklage, at den Del af dette værdifulde Aktstykke?, der handler om de første Tider efter Menes, paa flere Steder er slemt beskadiget, idet der her kun haves mindre Brudstykker, hvis Følge ikke er sikker.
I de Udtog, vi have af Manetho's Værk, deles Menes' nær- meste Efterfølgere : to Dynastier, det saakaldte forste og andet Dynasti, hvoraf det første indbefatter otte Konger og det andet ni. Efter disse opføres der i de manethoiske Lister et nyt
! Se ovenfor S. 169 fr.
Vi have flere Vidnesbyrd om, at man endnu i det fjerde Dynastis Tid brugte forgængelige Stoffer, som f. Ex. beredede Skind og Huder, til at skrive paa; det Samme var uden Tvivl Tilfældet i de tre fore- gaaende Dynastiers Tid og er formodentlig Aarsag i, at der ikke er bevaret Originaloptegnelser fra denne Tid.
3 Om Rigs-Aarbeger se ovenfor 8. 45 fø.
+ De første af Menes' Efterfølgere synes at have opnaaet en hei Alder : man finder paa Fragm. no. 20 følgende Levealdre: 73, 72, 68, 55, 50, 95, 70; sign. de Rougé 1. c. S. 369.
Se ovenfor S. 194; se ogsaa S. 58 Anmk. 2.
De Rougé meddeler en Oversigt over disse Stykker i den anferte Af- handling: Mémoires de PAc. des Inscr, XXV, II, 8. 239. Lauth har ordnet enkelte af de mindre Stykker noget anderledes; se hans Ma- netho pl. 2 (col. []) og 8. 74—138.
I Brudstykket no. é£ 1. 4 findes en Sammenlægning paa 555 Aar, som Lauth mener tilherer de to foerste Dynastier; se hans Manetho 8. 135. Miller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 539 ff.; Lauth mener (Afanetho S. 136)
ej
807
Kongehus, der kaldes det tredæe Dynasti, og som forøvrigt skal stamme fra Memphis, hvor Menes' Hus havde sit Sæde. Det be- gynder med en Konge Nekherophes og indbefatter, ligesom det foregaaende, ni Konger!; men om Rækkefølgen af Regenterne af denne Kongeslægt ere vi ikke istand til at danne os nogen klar Fore- stilling, da den turinske Papyrus her er yderst mangelfuld, og et stort Stykke synes at være gaaet til Grunde”, De andre Konge- lister give intet Navn, der synes at kunne stemme med Nekhero- phes2, ligesom i det Hele de Navne, som findes i Kongelisterne fra Abydos og Sakkarah, og som maa antages at henhøre til det tredie Dynasti", ikke altid med Lethed kunne bringes i Samklang med de Navne, vi finde i Manetho's Udtog.
I disse Lister findes der, foruden Kongernes Navne og An- givelsen af deres Regjeringers Længde, stundom korte Bemærkninger om enkelte af disse gamle Pharaoner. Saaledes fortælles det om Menes, at han mistede Livet paa en sørgelig Maade, idet han blev røvet af en Nilhest%; om hans Efterfølger Atothis, at han byggede Kongeborgen i Memphis og forfattede lægevidenskabelige Skrifter ; om Semempses, at under ham hjemsøgtes Landet af Ulykker”; om Kekhoos, at under ham bleve Tyrene Apis og Mnevis samt
i den turinske Papyrus at finde en svag Antydning af en Afbrydelse af den lige Linie efter den ottende Konge, idet Sætningen ari-n-f m suten d. e. regjerede, der ellers kun angives ved en Streg, ved Biu-neter, den niende Konge, er skrevet helt ud.
1 Muller, Fragm. Hit. Gr. I, 8. 544 fr.
I Brudstykket no. 18 herer formodentlig for en Del herhen. Om La-
kunen foran dette Stykke se de Rougé Il. c. 8. 247.
2 Den tilsvarende Konge synes snarest at have ført Navnet Bebi. Lauth, Manetho S. 139—148, mener at kunne paavise det ægyptiske Navn paa Nekherophes — Nefr-s-nefr — i en anden Indskrift.
£ Détte gjælder om Kongerne Sar, Teta eller Sar-7eta, Sezes, Neferkara, Ranebka og Huni. Efter den sidste fulgte Snefru, der danner Over- gangen til det fjerde Dynasti.
5 Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 589 efter Eusebios, Chron. Arm. p. 94
og Syncell., Chronogr. p. 54.
Miller, I. c. 8. 589.
Muller, 1. c.: Zeudutwns ép" ov poge ueyicrn xardøge Tyv Alyvxrtov,
4 &
808
Bukken i Mendes ansete for Guddomme! 0. s. v. Hvorvidt disse Bemærkninger alle indeholde virkelige Overleveringer, formaa vi ikke at afgjøre, men vi antage dog for sandsynligt, at i det Mindste de fleste af disse Efterretninger virkeligt stamme fra Manetho, og at han atter har øst dem af paalidelige for største Delen samtidige Vidnesbyrd ?,
Hvor tarvelige end de Oplysninger om disse Konger og deres Regjeringstid, som vi kunne hente fra Manetho's Udtog eller fra Indskrifterne?, ere vi dog ikke aldeles ude af Stand til at danne os et Billede af Ægyptens Forfatning i dette fjerne Tidsrum".
Det forekommer os utvivlsomt, at Tidsrummet fra Menes til Slutningen af det tredie Dynasti har været et meget betydnings- fuldt Afsnit af det gamle ægyptiske Folks Historie, idet det efter al Sandsynlighed er fra dette Tidsrum, at de allerfleste af de gamle Ægypteres mange vigtige Opdagelser og Opfindelser paa det praktiske Livs Omraade stamme , ligesom ogsaa Grundlæggelsen af Ægyptens rige Konstflid, Uddannelsen af den ægyptiske Konst og Literatur samt Udviklingen af den Ægypterfolket saa egne Skjønheds-, Ordens- og Sædelighedssands aabenbart henhører til dette Tidsrum. Thi straks saasnart de samtidige Mindesmærker begynde at tale, og saasnart vi ved deres Hjælp føres ind i Ægyptens Fortid — nemlig i det saakaldte /jerde Dynastis Tid —,
2 Mutller, L c. 8. 542—543.
2 FEfterretningen om, at Menes blev dræbt af en Nilhest, kunne vi have al Grund til at betvivle, da der i et af Haandskrifterne af Synkellos (cod. B.) staar sæoranuov istedetfor sæxoxoræuov. Maaske var det Oversvemmelsen, zoranmog, der rev Menes bort.
3 Enkelte af disse Pharaoner omtales i Ritualet.
$ Vi kunne her gjere opmærksom paa, at den sjette Konge af det første Dynasti i Manetho's Lister, Miebidos, i Indskrifterne bærer Navnet Meri-ba-pen, hvad der betyder: Åan, som elsker Jernet, et Navn, der jo antyder, at Jernet alt fer hans Tid var kjendt og anvendt i Ægypten. Men hvorvidt man har forstaaet at uddrage Jernet af Jordens Skjød, eller man har neiedes med det forhen sikkert meget rigelige Mfeteor- jern, formaa vi ikke at afgjere. Endnu langt senere, endog Aartu- sinder senere, ere de skjærende Gjenstande for sterste Delen af Bronze,
809
finde vi det ægyptiske Folk i de allerfleste Henseender naaet om- trent saavidt, som det i det Hele skulde komme i den gamle Verden.
Det er imidlertid klart, at Ægypterne i dette fjerne Tidsrum ikke alene bekymrede sig om udvortes Velvære, om det timelige Livs Forskjønnelse og Udvikling; de glemte aabenbart ikke det aande- lige Liv, og det kan neppe betvivles, at, uagtet Livet dengang stadigt forbedredes og forskjønnedes ved nye Opfindelser og Opda- gelser, saa vare dog allerede Datidens Ægyptere blevne var, at, hvor meget Verden end skred frem, og hvor langt den end siden maatte skride frem, vilde den aldrig naa Fuldkommenhedens Maal og vilde altid vedblive at være en forkrænkelig Verden; men herved syntes dem "Tilværelsens Idée ikke tilfulde at være virkeliggjort!
Derfor skabte Ægypterne sig i deres Indbildningskraft en ideel Verden, i hvilken de forestillede sig, at Guderne levede og færdedes, og i hvilken de haabede, at selv de engang vilde komme ti at faa Bolig?. Men for at Mennesket kunde komme ind i denne ideelle Verden, maatte han have været retfærdig: hans Ord maatte have” været sandt, og han maatte have levet ustraffelig samt have vist sig god og barmhjertig imod sine Medmennesker. Det er denne ideelle Verden, der fremtræder for os i Ægypternes Religion, hvis Udvikling, hvad det Væsentlige Bngaar, uden Tvivl naar op til dette Tidsrum,
Med det fjerde Dynasti begynde de samtidige Vidnesbyrd, idet de ferste Konger af dette Dynasti omtales i flere Indskrifter, som findes indhuggede dels i Privatgrave i Nærheden af Pyramiderne ", dels ogsaa i Stenbrud i Egnen om Sinai. Gravene fra dette Tidsrum vise i Bygning, Anlæg og Udstyrelse ikke ringe Frem- gang siden det tredie Dynastis Tid, men staa dog paa den anden
————— -
: Man behøver blot at kaste et Blik paa Fremstillingerne paa Vægene i Gravene omkring de store Pyramider.
2? Se nedenfor &$ 78. '
2 Se ovenfor S. 808 med Anmk. 1, om Indførelsen af Dyretjenesten.
" Om Gravene fra dette Tidsrum, se Mariette i Revue Archéol, nouv. série XIX, 8. 20 (1869).
Det fjerde og
femte Dynasti.
810
Side ikke lidet tilbage for Gravene fra den anden Halvdel af det Fjerde Dynasti's Tid, ligesom for Gravene fra det femte Dynasts's Tid. Alt tyder i det Hele hen paa, at den ægyptiske Udvikling i den sidste Del af det fjerde Dynasti's Tid og under det femte Dynasti i mange Henseender har naaet sin heieste Spidse, og at den nationale Bestræbelse i Tiden efter det femte Dynasti's Dage langt mere gik ud paa at devare de vundne Resultater og beskytte dem mod Undergang og Omdannelse, end paa at udvide dem og bygge videre paa det vundne (Grundlag.
Med Undtagelse af den første! og de to sidste Konger lade i Manetho's Udtog i det fjerde Dynasti alle Konger sig let påa- vise, ikke blot i Kongelisterne, men i samtidige Mindesmærker, idet nemlig flere Ægyptere, hvis Levnetsløb vi kjende af Ind- skrifter i deres Gravkamre omkring Pyramiderne, ofte have udført samme eller forskjellige Hverv under forskjellige Konger”, De vigtigste Konger af det fjerde Dynasti vare følgende tre:
(9 d—5b ) khufu, ogsaa kaldet (g7— 0 VW re
khum (num) khufu?, Herodots Kheops", Diodors Khemmis', de mane- thoiske Listers Suphis';
sha-f-ra (skrevet: ra-sha-f)7, Herodots Khep hren?, Diodors Khephren eller Khabryas?, Manetho's Suphis (11.)"9;
1 Den første Konge Soris antages forevrigt ikke uden Grund for den Sera, hvis Navn i den turinske Papyrus er skrevet med redt Blæk, hvorved han betegnes som første Konge af en ny Linie, men denne Sera er i ethvert Tilfælde flere Slægtled ældre end Snefru og Khufu. Se nedenfor 8. 814, de Rougé 1. c. S. 256 ff.
Lepsius, Denkmåler Il, 2 og oftere, se de Rougé S. 261 fl.
Her. II, 124.
Diod., Bibl. Hist. I, 68, 2 fø.
Måller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 548 ff.
Lepsius, Denkmåler II, 5 ff., se de Rougé Il. c. S. 271 £
Her. II, 127.
Diod., Bibl, Hist. 1, 64 1 f.
Miller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 548 ff.
- ea … ] ø en dn €é3 Ud
== ae
811
men-ka-ra (skrevet: ra-men-ka)!, Herodots? og Dio-
dors? Mykerinos, de manethoiske Listers Menkheres".
Ifølge de manethoiske Lister? var Suphis (Khufu eller Kheops) den anden Konge af Dynastiet, men hans Forgænger, Sorts, kan, som alt antydet? ikke paavises i Indskrifterne, hvorimod ifølge flere samtidige Vidnesbyrd? en Konge ved Navn Snefru var Khufu's Forgænger paa Ægyptens Throne. Denne Snefru har Ma- netho ikke ladet uomtalt; hans Sephuris? er aabenbart denne Konge, men Sephuris er efter ham den ottende og næstsidste Konge af det tredie Dynasti. Hans Efterfølgere Kerpheres? og Soris have imidlertid efter al Sandsynlighed aldrig været i Besiddelse af virkelig Kongemagt, og man kan derfor ret vel betragte Snefru som den første Konge af det fjerde Dynasti,
Snefru er den første Konge, der har efterladt sig Indskrifter "9; hans Navn læses blandt Andet paa Halvøen Sinai", Man ser heraf, at Ægypterne allerede paa hans Tid have begyndt at ud- strække deres Herredømme over enkelte tilgrændsende Egne; thi Sinaihalvøen var neppe oprindeligt beboet af Folk af ægyptisk Stamme. Paa Halvøen findes Metaller og kostbare Stenarter, saa- ledes blandt Andet Kobber og Turkis. Det er sandsynligvis for
7 Se de Rougé 1. c. 8. 281 fr.
2. Her. I, 129—134.
É Diod. Bibl. Hist. I, 64, 6.
Måller, Fragm. Hist. Gr. IO, 548 fr.
"> Miller, I. c.
S Se ovenfor 8. 810 Anmk. 1.
7 Se navnlig Indskrifterne i Dronning Mer-ti-tef-s Grav; hun var nemlig
forst gift med Snefru og siden med Khufu og levede endnu under
Shafra, se de Rougé 1. c. p. 256 ff.
Muller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 544.
? Kerpheres var maaske en Dronning, og nærmest berettiget til Thronen. Indskrifterne indeholde dog ingen Oplysning om nogen Prindsesse fra denne Tid med dette eller et lignende Navn.
10 Lepsius, Denkmåler II, 1 og 16, 0. 8. v.; se de Rougé 1. c. S. 250.
Lepsius, Denkmåler I, l. c.
på Lond
812
disse Mineraliers Skyld, at Ægypterne have sat sig i Besiddelse af Halvøen".
Efter Menkara eller Mykerinos fulgte en Konge Aseskaf?, uden Tvivl Herodots Asykhig?, der efter ham skal have været en vis Lovgiver. De to sidste Regenter af det fjerde Dynasti i de manethoiske Lister, Seberkheres og Tamphthis", kunne ikke paa- vises i Indskrifterne, ifølge hvilke den første Konge af det femte Dynasti, Userkaf (Userkheres)?, er fulgt, umiddelbart efter Aseskaf. Den sidste, Tamphthis, var efter Nogle en Dronning, hvad der ikke er usandsynligt; hendes Forgænger Seberkheres, der efter Manetho's Lister skulde have været Konge i syv Aar, har maaske aldrig været i virkelig Besiddelse af Thronen.
Det femte Dynast's Konger bestaar i de manethoiske Lister af ni Konger, der let kunne påavises saavel i Kongelisterne fra Abydos og Sakkarah som i den turinske Kongepapyrus&, i hvilken deres Regjeringsaar ogsaa for en Del ere bevarede. De første reøgjerede temmelig kort, de to sidste: 7at (eller som han kaldes i Kongelisterne 7at-ka-ra), Manetho's Tankheres, og Unas, Manetho's Onnog, omtrent en Menneskealder?. I den turinske Papyrus forekommer der, foruden de fra Manetho kjendte Konger, endnu et Par andre Konger, der ere indskudte imellem hine, men de have kun regjeret kort, synes det, og have maaske været sam- tidige med nogle af de andre Konger?, Med Unnas synes der at have været en Afbrydelse af den lige Linie, ja Kongemagten gik maaske efter hans Død over til en ganske anden Familie.
Alle Konger af disse to Dynastier og af det følgende sjette
! Brugsch, Wanderung zu den Turkis- Minen (1866, Zden Udg. 1868).
2 Se de Rougé I. c. S. 239 og 8. 283.
2. Her. II, 136.
+ Muller, Fragm. Hist, Gr. UI, 8. 549.
5: Muller, Fragm. Hist. Gr. I, S. 552.
£ Pap. Taur. fragm. no. 34, se de Rougé Il. c. 8. 292.
7. Den første regjerede 28, den sidste 30 Aar efter Papyrus'en.
2 Se de Rougé (1. c. 8. 293), der mener, at de have været en Art Cæsarer.
813
Dynasti: ligesom sandsynligvis ogsaa Kongerne af de tre første Dynastier reiste Pyramider over deres Grave, hvilke Bygninger de lod paabegynde straks efter deres Thronbestigelse. De to store Pyramider ved Giseh!, skulle efter en gammel Overlevering, som vi alt finde hos Herodot”, indeholde Levningerne af Kheops' og Khephern's afsjælede Legemer, ligesom den nærliggende noget mindre Pyramide skal være reist over Mykerinos' Grav.
En Række Undersøgelser, man i den senere Tid har foretaget i den største Pyramide, have vist Rigtigheden af denne Overleve- ring for denne Bygnings Vedkommende, thi Khufu's, d. e. Kheops" Navn er fandet skrevet paa flere Blokke i Pyramidens Indre, medens andre Kongenavne ikke forekomme: Paa samme Maade er Overleveringen om Mykerinos bleven bekræftet". I den tredie Py- ramide 5, fandt man hans Sarkophag med en Indskrift, der fortalte, at Menkaras' jordiske Levninger hvilede deri. At den anden Py- ramide tilhører Khephren, kan ikke betvivles. Men uagtet de Gamles Efterretninger om Pyramidernes Opbyggere saaledes ere blevne fuldt bekræftede, tør man dog derfor ikke antage, at Alt, hvad de ellers meddele os om disse Kongers Levetid, er rigtigt. Herodot fortæller jo, som bekjendt, at Kheops (Khufu) og de andre Pyra- mideopbyggere levede efter Sesostris' og Rampsinits Tid, d. 6., at de ere yngre end Rameses II. og IIl.; men dette er umuligt, da hine Konger og deres Pyramider jevnligt omtales i Indskrifter ikke blot fra Rameses'ernes Tid, men ogsaa fra ældre Tider, ligesom de i alle Kongelister føres op imod Rigets første Dage.
Tidspunktet for Khufu's og Shafra's Levetid kan ikke neie bestemmes; dog er det neppe at betvivle, at de have levet før Aar 3000 f. Kr.; de tilhøre snarest, synes det, det 34te Aarhundrede f. Kr., en Angivelse, der fandtes i et af Diodors Kildeskrifter&,
Om disse sign. bl. a. Forfatterens Reise S. 188 fr. Her. II, 124 fr.
Se Lepsius, Denkmåler II, 2.
8e Howard Wyse, Pyramides of Gizeh II, S. 86. Se Her. II. 124 fr.
Diod. Bibl. Hist. I, 68.
ea fS & dB Bd mm
814
Vort Kjendskab til Ægyptens Forhold i disse fjerne Tider skylde vi, som alt antydet, de Fund, man i de senere Aar har gjort i Nærheden af Pyramiderne ved Gizeh og Sakkarah!. Disse Fund komme navnlig fra Grave, der bestaa af flere Kamre, hvis Vægge ofte ere prydede med Tegninger i svagt ophøjet Arbeide og med Indskrifter. Man har i dem ogsaa fundet Billedstetter af staaende og siddende Ægyptere i Træ og Sten; disse Mindesmærker ere ligeledes ofte forsynede med hieroglyphiske Indskrifter.
De fleste af disse Grave vare Familiebegravelser, indhuggede for Medlemmer af Kongehuset, i Reglen for Kongernes yngre Sønner eller Børnebørn. Indskrifterne lære os de der bosatte Personers Stilling at kjende, og da de alle beklædte Embeder og Værdigheder ved Hoffet, men ikke altid de samme Værdigheder under de forskjellige Konger, saa faa vi her værdifulde Oplysninger om den Rækkefølge, hvori Kongerne have regjeret, ligesom vi ogsaa, naar flere Indskrifter omtale de samme Konger, kunne gjøre os Slutminger med Hensyn til Længden af de enkelte Kongers Regjeringstid. Naar f. Ex. flere Personer have beklædt Embeder under tre paa hinanden følgende Konger, saa kunne vi med ikke liden Sandsynlighed antage, at den mellemste af disse Konger ikke har regjeret saa særdeles længe 0. 8. v.
De billedlige Forestillinger, som i svagt ophøiet Arbeide, oftere tillige smykkede med Farver, komme os imøde paa Gravkamrenes Væge?, ere ligeledes af stor Vigtighed for os. Man sér nemlig her Gravkamrets Eier afbildet i forskjellige Omgivelser, der føre os midt ind i Datidens Liv, i Huset og paa Marken. Snart viser den Afdøde sig siddende paa en smagfuld Stol eller staaende op foran en rigt smykket Væg, snart sér man ham forlyste sig med
! Se Mariette i Revue Archéol. I. c. Mariette havde indtil i Aaret 1868 undersegt 4 Grave, der tilherte de første tre Dynastier; 20, der tilhørte den ferste Halvdel af det fjerde Dynasti; 23 fra anden Halvdel af det Jjerde Dynasti; 61 fra det femte og 25 fra det sjette Dynasti's Tid, for-
" uden 9, hvis Tidsalder var uvis; se Mariette 1. c. S. 18.
2 Se Billederne i Gravene fra Pyramiderne, Lepsius Denkmåler lI, 2 fr.
815
Jagt eller beskuende sine Rigdomme, sine Hjorder af Okser og Æsler!, sine Dynger af tærsket Korn, eller sine velladede Nil- baade. Alle de Gjenstande, man ser afbildet, ligesom Bohave og Redskaber, ere meget smagfuldt udførte og vidne tilfulde om, at Konst og Haandværk har blomstret i Ægypten i dette fjerne Tidsrum ikke mindre end Agerdyrkningen og Kvægavl. Stundom ség hele Skarer af Landboere fra forskjellige Steder at bringe Gravenes Herre deres Gaver, hvad enten han nu har været Eier af digse Steder, eller han har havt dem at bestyre for sin Konge.
Skildringer af denne Art, hvor Scener af Livet fremstilles, ere ligeledes almindelige i det mellemste Riges Tid? og mangle heller ikke i det nyere Riges Gravkamre; men de have dog her for en stor Del maattet vige Pladsen for Forestillinger fra den ideelle Verden d. e. fra Gudeverdenens og fra Livet hinsides Døden, saa- ledes som Ægypterne udmalede sig dette. Men alle denne Art Forestillinger mangle i det gamle Riges Gravkamre: her ser man aldrig Fremstillinger af Guder eller af andre overnaturlige Væsner eller af de Egne, som Mennesket skulde gjennemvandre efter Døden, en Omstændighed, der naturligvis har til Følge, at vort Kjendskab til Ægypternes religiøse Forestillinger i det gamle Riges Dage ere saare mangelfulde. Imidlertid kunne vi dog af den Omstændighed, at flere af de vigtigste Guder omtales i Indskrifter fra dette Tids- rum, og at deres Navne overalt skrives med de samme Tegn som siden, — ligesom ogsaa deraf, at de betegnes med de samme Til- navne 0, desl. som senere —, med temmelig Sandsynlighed slutte, af den ægyptiske Religion i det Væsentlige alt var udviklet i dette fjerne Tidsrum". Ogsaa Dyrtjenesten maa have været fuldt uddannet,
"Se f. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 9, hvor Antallet paa hans Kvæg an- gives. Han havde saaledes 2,235 Geder og 974 Faar foruden mange Okser og Æsler, men ingen Heste; Hesten blev nemlig forst senere, omtrent ved Aar 2000 f. Kr., indfert i Ægypten.
Se nedenfor $ 62.
Dette gjælder saavel de Gudenavne, der skrives med Lydtegn, som de der skrives med Monogrammer; sign. nedenfor & 78.
£ 8. 808 Anmk. 1 og 8. 809.
816
Apis f. Ex. omtales i de ældste Indskrifter", Anubis udtrykkes ved den liggende Shakal? Aa Thot ved RS Ibisen? 0. s. v..
At være de høie Guders første Tjener og Tolk ansaaes i det gamle Ægypten for et af de mest udmærkede Hverv, man kunde tænke sig, hvorfor der neppe nok gaves noget Medlem af de højere Slægter, der ikke var optaget i et eller andet Præsteskab. Selv de kongelige Prindser, Thronfølgeren indbefattet, vare Med- lemmer af et eller flere Præsteskaber, og vi kunne derfor let forstaa, hvorledes i ældre Kildeskrifter Ægyptens Adel gjerne skildres som Et med Landets Præster". Af denne nøie Forbindelse imellem Adlen og Helligdommenes første Tjenere tør man dog ikke slutte, at alle Medlemmer af Adlen have staaet i lige nøie Forhold til Templerne; tvertimod finde vi tidligt omtalt Mænd, der ganske vist tilhører Præsteslægterne, men kun med svage Baand vare knyttede til Helligdommene; i Tidens Løb bleve disse Baand stedse svagere, og Antallet af civile og mitære Embedsmænd, der ikke tillige havde præstelig Gjerning at varetage, bestandig større %,
I det fjerde og femte .Dynastis Tid var der navnlig Præste- skaberne for Gudinderne Hathor og Neith, der nøde stor Anseelse, idet Medlemmerne af Kongehusene, baade Mænd og Kvinder, lode sig optage i disse Samfund. Mærkeligt nok spille disse Præste- skaber ikke nogen stor Rolle i senere memphitiske Indskrifter.
Foruden disse Præsteembeder var det Præsteskabet for den afdøde (og for den levende) Konge, som var mest eftertragtet, og
Lepsius, Denkmåler II, 16; II, 18 og oftere. Se ovenfor S. 808 Anmk. 1. F. Ex. Lepsius, Denkmåler 1I, 5.
F. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 5.
Se Gen. 47, 26.
I Indskrifter fra det ellevte og tolvte Dynastis Tid omtales Mænd, som Befalingsmænd i Hæren, der ikke synes at have havt noget andet Embede og navnlig ikke vare Medlemmer af noget Præsteskab. I Rasennernes Tidsrum er Antallet af de ægyptiske Embedsmænd, som ingen præstelig Gjerning have, endnu større; men dette ude- lukker naturligvis ikke, at der endnu var mange Præster, der havde civile Embeder at varetage.
ta ad ll oo N -
817
som aabenbart, ligesom senere under Ptolemaierne, var Rigets for- nemste præstelige Værdighed; den beklædes derfor i Reglen af en af Kongens nærmeste Slægtninge!,
De omtalte Mindesmærker fra det fjerde og femte Dynasti's Tid vise, som alt antydet”, at Ægypten i dette Tidsrum var et rigt og blomstrende Land,-der udmærkede sig ikke blot ved sin Ågerdyrkning og Kvægavl, ved sin Husflid og Konstflid, men ogsaa ved sin Konst, sin Literatur og sin Videnskab. Men disse Mindes- mærker indføre os kun i Samfundets højeste Kredse, idet de næsten udelukkende tale om den fornemste Adel, navnlig om de Familier, der udgjorde Hoffets Omgangskreds og vare beslægtede med Kongehuset. Om de lavere Samfundsklasser gives der saa godt som ingen Oplysninger i disse Mindesmærker. Af andre Aktstykker synes det imidlertid at fremgaa, at ingenlunde alle Samfundsklasser i lige Grad eller endog blot i et nogenlunde passende Forhold nøde godt af Landets umaadelige Fremskridt; ja det synes allerede i hin fjerne Tid at være gaaet paa lignende Vis, som det saa ofte er hændet senere, baade i Oldtiden og i den nyere Tid lige til de allersidste Dage, at overalt, hvor der i et Samfund gjøres mægtige og hurtige Fremskridt, dér vokse Skygge- siderne ikke mindre hastigt end de lyse Sider: ved Siden af den umaadelige Rigdom og Glands fremkommer der snart skærende Modsætninger, som let enten kunne fremkalde voldsomme Rystelser, eller ogsaa langsomt, men sikkert, ville komme til at tære paa Kulturlivets Rod.
Saaledes synes det næsten at være gaaet i Ægypten i hine gamle Dage?. Et Aktstykke, der ganske vist er adskillige Aarhun-
! Gudinderne Hathor og Neith maa have nydt stor Anseelse i det gamle Riges Dage. Ogsaa Guden Num (Khnum), der herer hjemme i Syd- ægypten, og som i senere Tid spiller en stor Rolle (saaledes i de græske Indskrifter, hvor han kaldes Knuphis), ned ligeledes allerede dengang stor Ære i hele Ægypten. Hans Navn var jo, som vi have set, Bestanddel af Kongenavne.
z Se ovenfor S. 805 fr.
2. Sign. ovenfor 8. 757 om lignende Begivenheder i Syriens Historie.
52
818
dreder senere end det fjerde Dynasti's Dage, idet det tilhører det tolvte Dynasti's Tid", fortæller os saaledes, at en Agerdyrker, der havde en mindre Jordlod at drive, var Gjenstand for mange For- urettelser fra de kongelige Embedsmænds Side, uden at han kunde faa Ret over dem. Fortællingen, der henføres til Slut- ningen af det tredie Dynasti's Tid (til Kong Ka-neb-ra's Regje- ring), er formodentlig opdigtet; men den kan ikke være ganske uden Rod i det virkelige Liv; den henviser aabenbart til en Tid, da de Mægtige greb om sig paa de Svageres Bekostning. De Rigdomme, som vi se ophobede i Kongens og i det højere Aristo- kraties Hænder, vilde vel neppe heller have været saa umaade- lige, og navnlig vilde Stormændene neppe have kunnet have saa store Grundeiendomme?, naar de lavere Klassers Velvære og Vel- stand blot var gaaet frem nogenlunde efter samme Maalestok som de højere Stænders. Hertil kommer en anden Betragtning. Hos Herodot? fortælles det om Kheops (Khufu), at Folket under hans Regjering maatte slæbe og slide for Opbyggelsen af håns Pyramide, og at det haardt plagedes af ham. Undersøgelserne af Pyramiderne have imidlertid vist, at Pyrademidebygningen neppe dreves paa en anden Maade af Kheops end af de andre pyramidebyggende Konger, og at det væsentlig var af Længden af en Konges Regjering, at hans Pyramides Størrelse afhang". Er Kheops' Pyramide saa stor, da tør man nok antage, at dette snarest skyldes den Omstændighed, at han regjerede længere end mange andre Konger. Ganske vist kan man tvivle om, at han regjerede to Menneskealdre, som Herodot? og Manetho &é
—--
! Se Lepsius Denkmåler VI, 104.
? De lange - Processioner af personificerede Byer eller Eiendomme, som bringe Gaver til de Stormænd, hvis Grave findes omkring Pyrami- derne, synes at vidne om, at enten disse Mænd eller i al Fald Kongerne besade store Grundeiendomme.
2 Her. II, 124 fr.
£ Om Pyramidebygningen slgn. f. Ex. Forfatterens Reise S. 192.
3. Her. II, 127.
" Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 548—549, Suphis regjerede 63 Aar.
819
fortæller, men han regjerede dog i det Mindste over en Snes Aar!, altsaa henved én Menneskealder.
Ægyptiske Optegnelser, der støtte sig til samtidige Vidnes- byrd”, lære ogs desuden, at Kheops, langt fra, som Herodot for- tæller, at være en ugudelig Konge, der lukkede Templerne, meget mere opbyggede og forskjønnede Landets Templer. Men uagtet saaledes en hel Del af hvad Herodot fik meddelt om Kheops?, ligesom hans Bestemmelse af Tiden for hans Levetid, ikke holder Stik", saa maa vi ikke deraf slutte, at Alt, hvad der fortælles om ham, er uden Værd, Det er aabenbart, at der hos Ægyptens Folk i senere Tider var en Misstemning tilstede imod Khufa; men da Landet var rigt og blomstrende under bam, og da denne Mis- stemning dog maa have haft en Grund, og den ikke kan søges hos de høiere Klasser, der levede i et Overmaal af Velvære, saa maa vi søge dens Oprindelse fra de lavere Folkeklasser. Nu var disses Tilstand i den Tid af det ægyptiske Riges Historie, hvorfra vi have de fleste og bedste Aktstykker — Tidsrummet fra det attende til det tyvende Dynasti?, — vel skke slet, men det er dog aabenbart, at de lavere Klasser vare tilsidesatte, og vare f. Ex. ikke + Besiddelse af Grundeitendom; og det skete sikkert -kun saare sjældent, at Nogen af disse lavere stillede Klasser, hvor- meget de end sled og slæbte, hævede sig op til det Velvære, som de højere Stænder levede i?”.
1 Ifølge fragm. no. 32 af den turinske Kongepapyrus sammenstillet med fragm. no. 18 (se de Rougé Il. c. 8. 867) synes Snefru at have regjeret 24 Aar, Khufu 23 Aar. Ifelge Herodot (II, 121) var Kheops' (Khufu's) Pyramide opbygt i Lebet af en Snes Aar, og da enhver Konge straks tog fat paa sin Pyramide, saa har han vel neppe re- gjeret synderlig længere, se ogsaa Lauth, Manetho S. 171—176.
2 Se f. Ex. Indskriften i Denderah, der fortæller om dette Tempels
Skjæbne; Dimichen, Bauurkunde von Denderak.
Her. II, 124.
Se ovenfor S. 813.
Se ovenfor 8. 814—15.
Se ovenfor S. 174—175.
At det dog ikke var ganske umuligt for Folk af lavere Stænder at
52"
+ es red dm ta
820
At dømme efter de Antydninger, der gives i Aktstykker fra Tiderne før det attende Dynasti lige til den ældste Tid, hvorfra vi have Mindesmærker, vare Forholdene i denne Henseende væsentlig af samme Art som i det attende, nitteride og tyvende Dynasti's Tid. Paa den anden Side finde vi ingensomhelst An- tydning af, at der har været nogen Stammeforskjel imellem den ægyptiske Adel og Almue, og vi kunne derfor ikke antage, at den uforholdsmæssige Fordeling af Formuen og Almuens Udeluk- kelse fra Grundeiendom naar op til de forhistoriske Tider. Op- hobningén af Formuen paa enkelte Hænder hører formodentlig hen til den Tid, da Ægypten skred kraftigt frem i Udvikling, altsaa til de første Dynastiers Regjeringstid eller til de ældre pyramidebyggende Kongers Dage.
I dette Tidsrum var det maaske, at de smaa Grundbesiddere fortrængtes fra deres Eiendomme eller gik over til at blive en Art Fæstebønder eller Forpagtere, der, ligesom Nutidens Fellahs, kun fik en ringe Del af Afgrøden, en Femtedel, til Deres Under- hold og til Løn for deres Arbeide”. Maaske var det under Kheops og Khefren, at den nye Tingenes Orden gjennemførtes og hjemledes ved Lov, og maaske var denne Omstændighed Aarsag til, at Almuén i Ægypten vedvarende nærede Uvillie imod disse Kongér, ligesom i det Hele mod de fleste pyråmidebyggende Konger 3,
ere
hæve sig op til heiere Værdigheder i Staten, synes at fremgaa af Æventyret: De to Brødre, som læses i Papyrus d'Orbiney, se ovenfor S. 229, I en Papyrus omtales en Befalingsmand i Hæren, som havde været Tjener (smet), se Select Papyrus pl. CXX 1. 5—6. Man erindre ogsaa Josephs Historie i Biblen.
! Man har vel stundom ment, at den ægyptiske Almue skulde bestaa af Efterkommerne af en tidligere Befolkning, og Adelen af Efterkommerne af et nordfra, fra Asien, indvandret Erobrerfolk, men denne Formodning beror ikke paa nogen Kjendsgjerning og er kun en les Gisning.
2? Om Landboforholdene i Ægypten i vore Dage kan sammenlignes f. Ex. Forfatterens Reise S. 169.
3 Kun Mykerinos pristes af Herodots Hjemmelsmænd som en god Konge, og neppe med Urette, thi allerede i den turinske Kongepapyrus nævnes han iblandt Ægyptens store Konger; se Brugsch,. Histoire dB Egypte 8. 37.
821
Efter det femte Dynasti fulgte et Kongehus, som, efter hvad de der i Reglen antages af Ægyptologerne!, stammede fra Elephantine, "ende Dynasti. Ægyptens allersydligste By; men hvorfra Slægten end stammede, havde dog Herskeren af dette Hus, de manethoiske Listers sjette Dynasiz, maaske endnu deres Sæde i Memphis, Rigets gamle Konge- stad, der dog ikke havde den samme Betydning som tidligere.
I det Mindste? er det aabenbart, at Memphis ikke mere er Middelpunktet for Ægyptens Liv; der indhugges ikke mere her som tidligere prægtige Gravkamre, og i de faa, der endnu dannes, findes ikke mere den fine Udførelse, den Konstfærdighed og Smag, som hidtil udmærkede Udsmykningen af de memphitiske Grave. " De fleste Grave fra det sjette Dynasti's Tid findes i Mellemægypten, navnlig ved Abydos? og i de tilgrændsende Landskaber.
Under dette Kongehus blev der forøvrigt truffet endel nyttige Foranstaltninger i Landet, Kanaler og Bassiner gravedes, heldige Felttog foretoges til Aithiopien og andre Lande, men ved Siden af dette Landets materielle Fremskridt og denne Datidens Omsorg for det Timelige spores i andre Henseender en Tilhagegang; navnlig synes i dette Tidsrum den ægyptiske Folkeaand at have begyndt at miste noget af sin Friskhed og Kraft og at være hegyndt at sløves.
I de manethoiske Lister nævnes seks Regenter af det sjette Dynasti'. I den sidst opdagede Liste fra Abydos findes otte
! I de manethoiske Lister siges det om det /emte Dynasti, at det stam- mede fra Elephantine, men det er neppe rigtigt, da Kongerne af denne Slægt ere neie knyttede til Memphis. Lepsius, Kanigsbuch 8. 20 fr. har derfor henvist denne Sætning til det sjette Dynasti. De Rougé formoder, at Bemærkningen snarere tilherer et senere, f. Ex. det ottende Dynasti; se de Rougé l. c. 8. 320; sign. 8. 298.
2 8e de Rougé l. c. 8. 328.
3 Man har ogsaa formodet, at Kalenderen forbedredes under dette Dyna- sti ved Tilfeielsen af de fem Skuddage. Dog er denne Foranstalt- ning vist ældre end det sjette Dynasti. Anlæget af Moiris-Søen herer maaske til dette Tidsrum, ja muligvis ogsaa de Kanalarbeider, som have sat Dalen Seba-Biar i Forbindelse med Nilen og derved gjort de Vest for Birket-el-Timsah (Krokodilleseen) liggende Landskaber til en navnlig for Kvægavl fortrinlig skikket Egn. Se nedenfor $ 75.
£ Se Miiller, Fragm. Hist. Gr, I, 8. 554.
822
Konger, der synes at tilhøre dette Dynasti, og iblandt disse nævnes endda ikke den sidste Regent af Huset, Nitokris? og heller ikke den første Konge, Manetho's Othoeså.
I den turinske Papyrus findes der et Brudstykke", der inde- holder seks Konger, som uden Tvivl tilhøre dette Kongehus, men Navnene ere borte, og kun Levninger af Regjeringsaarene ere til- bage. En af disse Regjeringer er paa over 90 Aar, hvad der jo synes at bekræfte Rigtigheden af de manethoiske Listers Beretning om, at Phiops, den fjerde Konge af det sjette Dynasti, havde regjeret næsten hundrede Aar.
De samtidige Aktstykker kjende imidlertid Intet til en saa lang Regjering &, og navnlig synes den Konge, som antages for Ma- netho's Phiops, Pepi eller Mer-n-Ra Pepi, der forøvrigt uden Tvivl var en virksom og dygtig Konge, ikke at have regjeret meget mere end en Menneskealder. Der synes altsaa her, allerede længe før Aar 1000 f. Kr., af de gammel-ægyptiske Historikere at være begaaet en Feil, som aldrig er bleven rettet, Forøvrigt ere vi maaske istand til at skimte Grunden til denne Feil. Der findes nemlig i dette Dynasti et Par Konger med næsten ligelydende Navne: Mer-Ra (d. e. Pepi) og Mer-n-Ra, hvilke Historikerne formodentlig have gjort til en og samme Person.
Disse to Konger omtales i en Indskrift fra det sjette Dyna- sti's Tid, som vi her ville meddele i Oversættelse, da den kaster ikke lidet Lys over Ægyptens Forhold i dette Tidsrum. Det er den ovenfor omtalte Levnetsbeskrivelse over Unnas?.
" Mariette, Abydos I, pl. 43; slgn. de Rougé 1, c. 8. 822.
2 Om Nitokris se nedenfor S. 827.
? Det er muligt, at Stifteren af Dynastiet, Othoes, ikke omtales i de monumentale Lister, fordi han var en Usurpator. Han er maaske den Ati, der undertiden omtales i Indskrifterne (Lepsius, Denkmåler IE, 111). Teta, der opføres efter Unnas i Listerne, bliver da den anden Konge af Dynastiet.
Pap. Taur. fragm. no. 59.
Pap. Taur. fragm. no. 59 1. 4.
Se de Rougé I c, 8. 361 ff. .
Mémoires de PAc, des Inscriptions XXIV, 1, pl. VII og pl. VID, 1866 4.
4 ØR 2 &
823
»Jeg udnævntes til Kronebærer! under Majestæten Zeta”; og
fik (derefter) Værdigheden som Forstander for Agerdyrkningshuset,
og Pharao tillagde mig endvidere den præstelige Værdighed som
seé-haz khent3 ,.. Til Forstander for Teb-Huset gjordes jeg af Ma-
jestæten Pepi; og Hans Majestæt gav mig Værdighed af smer (Raad), af Oplyser" og Prophet ved sin Pyramide .... Jeg blev sab-r-sep
(Vismand af første Rang?) og opfyldte der.... alle hans..... Jeg blev Modtager af Regnskab, jeg alene i Forening med Embeds- mænd af Titlen. ... sab-za, i alle hemmelige Sager. Jeg var i Kongens Omgivelser, i hans private Bolig, i de Seks's Hus, og jeg vandt her Hans Majestæts Hjerte mere end alle hans Fyrster, alle hans Adelsmænd og alle hans Undersaatter. Jeg modtog nu det Bud af Hans Majestæt, Herskeren, at bringe en Blok Kalksten? til en Sarkophag fra Rufu. Hans Majestæt lod gaa (med mig) en neler-sahu? tilligemed en -Afdeling for at føre denne Sarkophag fra Rufu. Den bragtes paa en Sta-Barke af Regjeringens for det Indre, tilligemed sit Laag, et Naos og to Stykker Tilbeher, samt en Sokkel (?). Aldrig havde nogen Tjener gjort saaledes før til Hans Majestæts dybtfølte Fryd, dybe Tilfredshed og Hjerte-Glæde, og da jeg alt var sab-r-sep, saa gjorde Hans Majestæt mig til en af Pharaos smer, og til Forstander for Khente? i Pharaos..... og Forstander for Khente-Folkene. Og Hans Majestæt gav mig (derefter) til Belønning det Hverv at følge ham, naar Kongen gik ud, og at være blandt hans Omværende. Og Hans Majestæt gav
! Denne Værdighed gaves kun til Drenge.
2 Den første Konge af Dynastiet, vi kjende fra Indskrifterne; se oven- for 8. 822 Anmk. 3.
3 Se-haz betyder Oplyser eller ,Omgiver med Straaleglorie" : der hentydes
herved aabenbart til Forestillingen om Ogsiris' og alle Dødes Oplys-
ning eller Omgivelse med Straaleglorien i den tilkommende Verden.
Et Ønske om denne Oplysning findes paa de Smaafigurer (ushabri), der
i saa stor Mængde findes i Gravene. Slgn. ovenfor S. 205.
Se Anmk, 3.
I Texten: aner hat, hvid Sten.
En Embedsmand af lavere Rang.
Hvad Xhente er, kan ikke neiere bestemmes,
4 SA HR ed
824
mig til Belønning at være Forstander for Hugholdningssagerne i Kongens private Hus og i den fornemste Hustru's Amts" Hus. I de hemmelige Sager gav Kongen mig ogsaa at være Modtager af An- søgninger, mig alene, og ingen Anden hjalp mig, ingen.... sab- za", ingen Fyrste.... Jeg udførte det til Hans Majestæts Fryd og til hang Hjerte-Glæde. Og jeg udstedte Svarene, jeg alene, med en sadb-r-sep.
Ingen, der før havde været beklædt med denne Forretning som Pharaos Forstander for Khente, havde nogensinde paa lig- nende Vis været indviet i Hemmelighederne i Kongens private Bolig; af Hans Majestæt var jeg skattet mere end alle hans Fyrster, alle hang Adelsmænd og alle hans Undersaatter. Da Hans Majestæt opbød Folket imod Amu? og Herusha?, dannede Hans .. Majestæt en Hær af mange Titusinder fra Syden — efter deres For- hold, ligefra Abu (Elephantine) — og fra Nordlandet .. . efter deres Forhold; Seder (?) fra Midten af Seder (P), samt fra Landet Åriwit, Negre fra Landet Ma (?), Negre fra Landet Am-am, Negre fra Landet Vava, Negre fra Landet Kaau, Negre fra Landet 7Taiam, og Hans Majestæt satte mig i Spidsen for denne Hær. Se Stat- holderne, Befalingsmændene (?), se Raaderne (smer) i Storhuset, Borgermesterne i Norden og Syden, Guld-Raaderne (smer-nub), Anførerne for Præsterne i Syd og Nord, Landfogderme i Spidsen for Mandskabet fra Sydlandet og Nordlandet, fra Borge og Byer, gave Negerne Underretning, og jeg, jeg gav dem (alle) deres Ordrer. Se! som beklædt med Værdigheden som Pharaos Forstander for Khente..... al
Denne Hær kom..... i Fred, og den..... Landet..... i Fred; den slog Landet Herusha, og kom hjem i Fred; den slei-
Embedsmænd af anselige Værdighed; de nævnes oftere i Indskrifterne. Ægyptisk Betegnelse for Asiater uf syro-arabisk (semitisk) Stamme. Uden Tvivl Ørkenbeboere, Ordet betyder maaske egentlig: over Sandet. Det Følgende (col. 19—23) er paa Grund af Lakuner vanskeligt at oversætte. Man sér, at Unuas er ifærd med at skaffe Hæren Fodtei og Levnetsmidler, og at han skiller sig derved til Kongens Tilfredshed.
825
fede de faste Pladser, og den kom hjem i Fred; den omhuggede Figentræerne og Vinstokkene og kom hjem i Fred; den ødelagde .… + og kom hjem i Fred, Den nedhuggede der Folk i mange Titusindvis og kom hjem i Fred; den tog der en stor Mængde levende Fanger, og den blev rost derfor af Hans Majestæt og for alt Andet. Hang Majestæt sendte mig... for femte Gang at slaa Landet Herusha, for at undertrykke deres Oprør med dette Mandskab. Jeg udførte det til Kongens falde Tilfredshed ?.
Det fortaltes (nu), at der var (udbrudt) Oprør af Befolkningen i Khetem; disse Folk samlede sig (?) i Tabekh (?)?; jeg (?) drog da atter med Fartøier og med Hæren at slaa Landet. Jeg gik indtil de yderste Egne, til Bjergene (?) Nord for Landet Herusha. Se Hæren kom og slog dem ganske, nedhuggede alle Oprørerne der. Og se det blev forundt mig i Storhuset? at beholde mine Sko.
Hans Majestæt Kong, Mer-n-Ra, Herskeren, den Levende, han gjorde mig til Statholder i Syden indtil 46u, i Nord indtil Nomen Aa. (Jeg var det) til Hans Majestæts store Fryd og Hjerte- Glæde, og det forundtes mig at beholde mit Fodtei", Og Hans Majestæt gjørde mig til den Øverste af hans Omværende, forud for alle hans Fyrster, alle hans Adelsmænd, og alle hans Under- saatter. Aldrig havde denne Værdighed før været givet nogen Undersaat ..... 5,
Hans Majestæt sendte mig til Adeha at bringe Herren, den Levende, de Levendes Kiste? med dens Laag og dens herlige og skjenme Pyramidion til Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide. Hans Majestæt sendte mig til Adu at hente et Granit-Naos med dets
" I Texten staar en længere Omskrivning af denne Tanke.
? Disse Lande ere ukjendte og maa muligvis søges i det sydlige Syrien.
2 Storhuset d. e. Kongens Gaard. Man erfarer heraf, at man maatte aftage sit Fodtei, naar man betraadte Kongens Bolig, som det endnu er Skik overalt i Østerland.
" Nemlig: i Kongens Bolig.
” Her findes en Række Phraser, der, i Lighed med de tidligere, skildre hans Fortjenester i meget overdrevne Udtryk.
" Sarkophagen.
826
Sokkel, Granit-Laag, Prydelser og Tilbehør af Granit samt for at bringe Granit-Porte og Tærskler til det højeste Galeri i Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide. Jeg gik nu afsted for Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramides, Skyld med seks Lastfartøeier, tre Barker og et Krigsskib !. Aldrig var der til Adha eller Abu i Forfædrenes Dage kommet et Krigsskib; og Alt blev som Hans Majestæt havde befalet. Alt blev, som han havde budt. Hans Majestæt sendte mig nu til Ha-nub” at skaffe en stor Alabaster-Tavle. Jeg lod udhugge for ham denne Tavle i 17 Dage og lod den tilhugge i Ma-nub. For at bringe den ned til Skibs, byggede jeg et Lastfartei af Akasietræ, 60 Alen i Længde, 30 Alen i Breden. Jeg fuldendte det den 17de Dag i den tredie Maaned af Aarstiden skom (17de Epiphi). Se da var der ikke Vand at bringe den helt op til Pladsen ved Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide, det skete da ved Haandkraft, som Majestæten havde befalet.
Hans Majestæt sendte mig derpaa til at omhugge fire Skove? i Syden, for der at bygge tre Lastskibe og fire Barker af Akasietræ i Landet Vava. Se Herskeren over Auririt Landet, over Amam, Mana (P) gav Tømmer dertil. Jeg gjorde det Alt i et Aar. Ved Oversvømmelsen ladede jeg et umaadeligt stort Stykke Granit til Sha-nefer, Mer-n-Ra's Pyramide. Derpaa byggede jeg Kapeller ved de fire Skove, for at paakalde Kong Mer-n-Ra's Aander, han, som lever evigt, mere end alle Guder. Og det blev saaledes, som Hans Majestæt havde befalet det. Jeg, jeg, min Faders Yndling, min Moders Elskede, mine Brødres Dyrebareste, Statholderen i Syden, den sandru Osiris — Dyrkeren, Unnas".
Man erfarer af denne Indskrift, at Ægypterne allerede fer denne Konges Tid havde erhvervet sig Overherredøemme over en Del af Aithiopien, efter al Sandsynlighed ikke blot over Nubien,
re em mm em
1 Et Skib med Krigsfolk.
2 Man har i dette Sted villet se de Gamles Mons Alabastrites, men dette laa i selve Ægypten, se Ptol. IV, 5; sign. Plin., Est. Nat. XXXVII, 32 og 54. Her er aabenbart Tale om et Sted i Nubien.
3 Saaledes Brugsch, Hieroglyphisch-Demotisches Wdrterbuch S.1114—1115; de Rougé gjengiver Ordet She-nez (Skov) ved det lille Bassin (?).
827
men tillige over en Del af Abyssinien — ligesom vi ogsaa af dette Aktstykke faa Underretning om, at de havde begyndt at gjere væbnede Indfald i de nærmeste Egne af Asien.
Den sidste Regent af dette Hus var efter de manethoiske Lister! en Dronning Nttokris; i den turinske Papyrus skrives Navnet Nitaker?, men ellerg erfare vi Intet om hende af Indskriftorne. Herodot har uden Tvivl erholdt en Del Meddelelser om denne Dronning?, men han sammenblander hende med en langt yngre Dronning af samme Navn, der var gift med Psametik I., og som omtales i flere Indskrifter fra denne Konges Tid”. Hvad Herodot fortæller om Nitokris, passer aabenbart ikke påa den yngre Nitokris, Psametik I's Dronning, og maa derfor gjælde den ældre Nitokris; men da vi mangle alle Midler til at prøve Rigtigheden af hans Meddelelser om denne ægyptiske Dronning, kunne vi ikke bygge Noget paa hans Efterretninger om hende.
Det følgende syvende Dynasti skal have bestaaet af 70 Konger, der regjerede i 70 Dage, — en Fortælling, der synes at antyde, at der efter Nitokris'" Død har været et Interregnum i Ægypten, men hvorledes dette forøvrigt har været beskaffent, om det er endt paa en fredelig Maade eller derved, at en Enkelt opkastede sig tl Enehersker, derom kunne vi kun gjøre os Gisninger.
De manethoiske Listers ottende Dynasti skal, som flere af de foregaaende, have stammet fra Memphis?, men forøvrigt meddeler intet Udtog Navnene paa de dertil hørende Konger; med Hensyn til deres Antal hersker der stor Uoverenssterhmelse imellem de ma- nethoiske Udtog indbyrdes”. I den turinske Papyrus nævnes nogle
!? Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 554.
2: Pap. Taur. fragm. no. 43 1. 1. At demme efter Resterne af Papy- rus'en var Nitokris dog ikke den sidste Regent af Dynastiet; der nævnes nemlig efter hende fire kortregjerende Konger, se de Rougé l. c. Her. II, 100; sign. II, 134.
Se nedenfor $ 69.
Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 555.
Muller, Fragm. Hist. Gr. DO, 8. 556,
Afrikanos har: 27, Eusebios: 5.
+ &d SF å& &
g 62.
828
Konger, som uden Tvivl tilhøre dette Dynasti; men de omtales kun en sjælden Gang i andre Indskrifter, hvorfor vi her ikke skulle dvæle ved dem. Efter al Sandsynlighed var Ægypten i dette Tidsrum i stærk Tilbagegang.
Efter Navnene paa Kongerne af dette Dynasti findes der paa Papyrus'øn' en Sammenlægning paa 1081 Aar!, Herved angives formodentlig Summen af de otte første Dynastiers Regjeringstid ; disse havde nemlig alle havt deres Kongesæde i Memphis, hvori- mod de følgende synes at have havt deres Bolig andetsteds.
I Manetho's Udtog opføres derpaa to Dynastier, det niende og det tiende, som siges at stamme fra Herakleopolis?, men om det var Byen Herakleopolis i Deltaet eller Byen af samme Navn Syd for Memphis, derom kan man kun gjøre sig Gisninger, ligesom man heller ikke kan gjøre sig Andet end Formodninger om disse to Kongehuses indbyrdes Forhold og deres Forhold til det ottende Dynastis Konger, og til det senere opkommende thebaiske Konge- hus (det ellevte Dynast:2).
Den første Konge af det niende Dynasti kaldes i Udtogene Akkhthoes'; han skildres som en kamplysten og grusom Konge”, men ellers er der i de manethoiske Lister ikke bevaret noget Navn paa andre Konger af denne Slægt. I den turinske Papyrus kan 'der uden Tvivl paavises en Del Kongenavne, tilhørende det niende Dynasti. I Seti's Kongeliste i Templet i Abydos findes en hel Række Konger, der maaske tilhøre det tiende Dynasts?.
Efterat Ægypten igjennem flere Aarhundreder havde været i
Det mellemste Forfald og efterat den gamle ægyptiske Kultur, hvorfor Memphis
Bige.
havde været Middelpunkt?, havde tabt Meget af sin Betydning, be-
Pap. Taur. fragm. no. 61 1. 5.
Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 556.
Om det ellevte Dynasti se nedenfor S. 829 ff.
Muller, 1. ec.
Lepsius antager Akhthoes for en Forleber for Hyksos. -
Se Lauth, Manetho S. 213.
Vi have ovenfor paavist, hvorledes næsten alle Mindesmærker fra de forste Dynastiers Tid stamme fra Memphis' Omegn, so 8.806 fl.
då ad bd de åd ØB mm
829
gyndte der — omtrent et Aartusinde efter Menes' Tid — i det sydlige Ægypten at udvikle sig en ny ægyptisk Kultur, der i flere Henseender afveg en Del af den gamle memphiske, om den end tydeligt bærer Spor af at være runden af samme Rod.
Byen Ih eo apu eller jon vast eller vabu (?), den Stad, som
de Gamle kaldte Thebai!, i tidligere Tid kun en Provindsby uden stor Betydning, blev Sædet for denne nye Kultur. I Theben fremstod der nemlig — naar, vide vi ikke — en Slægt, som op- kastede sig til Herre over det sydlige Ægypten og formodentlig snart aldeles har frigjort sig for det de nord-ægyptiske Pharaoners Overherredemme. Tilsidst gjorde den nye Herskerslægt sig endog til Herre over hele Ægypten, men hvorledes denne deres Magts Udvidelse er gaaet for sig, vide vi heller ikke, da de Aktstykker, vi have tilbage fra dette Tidsrum, kun ere yderst sparsomme.
I de manethoiske Lister? deles dette Kongehus i tre Dyna- stier, det ellevte, tolvte og trettende. Den turinske Kongepapyrus fordeler ligeledes Kongehuset i tre Afdelinger, paa lignende Maade som Manetho; men ingen af disse Aktstykker giver os nogen Oplysning om, hvorfor der er. gjort en Adskillelse imellem "det ellevte og tolvte Dynasti?, Derimod er det klart, at Adskillelsen imellem det tolvte og trettende Dynasti skyldes de ægyptiske Hi- storikeres Princip at regne et Dynasti for afsluttet, naar Regje- ringen er gaaet over til en Kvinde, hvad der netop er Tilfældet i Slutningen af det tolvte Dynasti",
1 Se nedenfor $ 71 om Theben; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 175 ff.
2 Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 5537—565. Manetho begyndte med det tolvte Dynasti sin anden Bog, Muller, 1. c. 8. 560.
2 Man har udtalt forskjellige Formodninger om Grunden til denne Adskillelse; saaledes, at der under Amon-m-ha fornyedes en astronomisk- kalendarisk Periode, nemlig Sothisperioden, eller ogsaa at Landet samledes til ét Rige af Amon-m-ha, efterat det i længere Tid havde været adsplittet. Den sidste Formodning er dog ikke meget sandsynligt; thi allerede en Tidlang fer Amon-m-ha's Dage beherskede Kongerne af det ellevte Dynasti Nordkysten af Ægypten; se Lepsius, Denkmåler II, 150 og Chabas, Voyage dun Égyptien 8. 56—57,
+" Se nedenfor $. 833.
830
Kongerne af disse tre Dynastier bar fornemmelig Naynene:
FED 40 Amon-m-ha,
Sebek-hotep og
IS )) Nefer-hotep > ager .
De to første Navne forekomme i det ellevte, de to næste i det tolvte, og de to sidste i det trettende Dynasti.
Om Kongerne af det ellevte Dynasti vide vi kun Lidet. I de Udtog af Manetho, vi have tilbage", anføres deres Navne ikke, og i den turinske Papyrus findes kun et Par Navne bevarede. Deri- mod har man dels i samtidige, dels i senere Indskrifter? fandet omtalt en femten til seksten Konger, der synes at tilhøre dette Dynasti. En af disse Konger, Mentuhotep, ofte kaldet Mentuhotep den Store, synes at have behersket hele Ægypten.
Den første Konge af det tolvte Dynasti, Amon-m-ha I1., tog i sit 2lde Regjeringsaar? sin Søn Usertesen I. til sim Medregent
==
2: Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 557.
2 Man har en Del Sarkophager af Konger ved Navn Ante/. Af Papyrus Abbot lærer man en Del Konger og Dronninger af dette Dynasti at kjende, idet der her tales om Tyverier begaaede i disse Grave. Af dette Aktstykke (hvorom ovenfor S. 225 Anmk 3) er fornylig en neiagtig Oversættelse og Forklaring udgivet af Chabas, Melanges III, S. 1 ff. (Chalon s. Sadne 1870). Texten findes i Select Papyrus 11, pl. I. ff.
3. Mariette, Revue Archéol. nouvelle série X, S. 172 (Sept. 1864).
$ Om dette Dynastis kronologiske Forhold, sign. Lepsius Ueber die 12te ågyptische Kénigsdynastie i Abhandlungen der Academie der Wissenschaften for 1852, 1I, S. 425 ff.; Lieblein, Aegyptische Chronologie S, 93 ff,
831
— en Skik, der siden fulgtes af næsten alle Konger af denne Slægt.
Et Aktstykke fra det tolvte Dynastis Tid, der opbevares i Museet i Berlin — den bekjendte Papyrus, der fortæller om Saneha's Reise i Arabien — meddeler os nærmere Underretning om For- holdet imellem de to Medregenter. Her hedder det om User- tesen I.: ,Hans Bud gik og kom efter hans Forgodtbefindende, og han havde forenet alle Folk under sit Herredømme. Hans Fader (d. e. Amon-m-ha) var derimod i det Indre af sin Kongeborg og indgav ham hars Grundsætninger for Regjeringen"!,
Af samme Aktstykke synes det at fremgaa, at Amon-m-ha I. omkom ved en Paladsrevolution i sin Hovedstad?.
Vi erfare af Saneha's Reiseå, at endel nordarabiske Stammer allerede i dette Tidsrum vare bragte i Afhængighed af Ægyptens Pharaoner ".
I en Indskrift i Benihassan, i Nomarkhen i Nomen Sahu Amenis Grav?, fortæller denne Embedsmand, at han havde tjent Usertesen I. paa hans Tog imod Folket Anu, og at han senere gik med ham til Aithiopien. En Tavle ved Vadi-Halfa fortæller om Usgertesen's Seirvindinger i disse sydlige Lande; og man sér her otte overvundne Folk føres frem for Kongen af Guden Horos?.
Allerede Amon-m-ha I. havde opført en Del Mindesmærker”, men kun faa af dem ere bevarede; derimod have vi et ikke ringe Antal fra Usertesen 1's Tid.
eee re
1! Løepsius, Denkmåler VI, 108; Chabas, Les Papyrus de Berlin 8, 42.
1 Chabas l. c.
3 Lepsius, Denkmåler VI, 108; se Chabas l. c. Man erfarer af dette Aktstykke, at Saneha ogsaa havde bereist Libyen.
" Usertesen I. og Amon-m-ha I. have efterladt sig Indskrifter paa Sinai Halveen; Lepsius, Denkmåler II, 1387.
5 Lepsius, Denkmåler II, 121— 122.
Denne Tavle er nu i Neapel; sign. Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 56 få.
To af de seks Folkenavne ere gaaede tabte.
7 Herom vidne forskjellige Indskrifter i Stenbruddene Syd for Kairo samt i Hamamatdalen. Et Par Pyramider opførtes af disse Konger.
832
Om Amon-m-ha II. som Usertesen I. tog til sin Medregent, vide vi ikke synderlig Andet, end at han førte adskillige Krige i Aithiopien og som sine Forgængere opførte flere Bygninger i Ægypten”, Han tog i sit 3%2&e Aar sin Søn til Medregent.
Under Usertesen II., der i Manetho's Lister kaldes Sesoatris, beherskede Ægypterne endnu bestandig Aithiopien, og Indskrif- terne fortælle os om ægyptiske Embedsmænd, der aflægge Regnskab for deres Bestyrelse af Landet Vava i Aithiopien?,
En Indskrift i Benihassan, i Nomarkhen Num-hotevs eller Khum-hoteps Grav, viser os en syro-arabisk Stamme paa 37 Indi- vider, Mænd, Kvinder og Børn, hvis Høvding overrækker Nomarkhen en kostbar Gave, en Art Øiensminke?. Man antager i Reglen, at denne Stamme paa Grund af os ukjendte Begivenheder i deng asia- tiske, Fædreland har søgt Tilhold i Ægypten og faaet Tilladelse til at nedsætte sig i det Landskab, han bestyrede. Begivenheden fore- gik i Usertesen II's sjette Aar.
Usertesen III. synes at have gsyslet meget med Aithiopiens Forhold; man har nemlig her fundet flere Indskrifter fra hans Tid. Man ser, at han blandt Andet, anlagde Fæstninger ved Semneh og Kummebh, hvor der holdtes Udkig med Negernes Bevægelser".
Amon-m-ha III, har derimod, synes det, mest syslet med Ægyptens indre Forhold, I det Mindste finder man hans fleste Indskrifter i Ægypten selv.
Hans Mindesmærker findes navnlig i Fajwm, hvorfor man har antaget ham for de Gamles Moiris, Anlæggeren af Moiris-Søen$, Han har ogsaa efterladt sig Mindesmærker i Nubien”,
mr
" Han omtales Lepsius, Denkmåler II, 123 og 124—125 (Numhoteps Grav).
2? Lepsius, Denkmåler II, 1238 e. Om Sesostris se nedenfor $ €6.
32: Lepsius, Denkmåler 1lI, 131—183. Man har i denne Stamme oftere villet se enten Abraham eller Josephs Bredre. Gtammehevdingen hedder Abdisha d. e. Abishua, et Navn, der forkommer i Biblen.
" Lepsius, Denkmåler II, 135 og 136. Usertesen III. omtales oftere i senere Indskrifter fra Nubien.
5. Lepsius, Denkmåler II, 138 og 140.
£ Se Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 67—68.
7 Lepsius, Denkmåler H, 139.
833
Om hans Efterfølger Amon-m-ha IV. vide vi Intet. Den sidste Regent af det tolvte Dynasti var en Dronning Sebek-nefr-ra, Skemiophris, om hvem vi heller Intet vide!. Ifølge den turinske Papyrus? regjerede de her nævnte otte Herskere af det tolvte Dynasts tilsammen 213 Aar 1 Maaned 17 Dage.
Kongerne af det trettende Dynasti anføres ikke ved Navn i Manetho's Udtog?. Derimod er den Del af Papyrus'en, hvor disse Konger opregnedes, ret vel bevaret, og man kan let skjønne, at deres Antal mindst har belebet sig til et halvt Hundrede, hvad der stemmer vel med Angivelgerne. i Manetho's Udtog". Efter Papy- rusen have de fleste Konger kun regjeret kort Tid; men det Tids- rum, i hvilket Ægypten beherskedes af dette Dynasti, indbefatter uden Tvivl alligevel flere hundrede Aar.
De Mindesmærker, vi have fra dette Dynastis Dage, vise tilfalde, at Ægypten endnu i dette Tidsrum befandt sig i en blomstrende Forfatning. Landets Afgrøde var rig og overfledig, Konst? og Konstflid indtog et høit Trin, Literatur og Videnskab stod i Blomster, og Forholdene i Landet vare i det Hele lykkelige; men, som ovenfor antydet, kan man forøvrigt ikke paastaa, at Kulturen i dette Tidsrum var større end i det gamle Riges mest blom- strende Dage.
I Indskrifterne spille Guderne en mere fremtrædende Rolle
end tidligere. Man finder ogsaa Afbildninger af dem, hvad der
før var ukjendt, men Fremstillinger tagne af Mythologien og fra
de Dødes Rige ere dog endnu forholdsvis meget sparsomme. | hø
' Skemiophris var efter Afrikanos en Søster til Amon-m-ha IV.; sign. Brugsch, 1. c. 8. 69; Lauth, Afanetho 8. 282— 234.
?. Pap. Taur. fragm, no. 72 I. 8.
2 Miller, Fragm. Hit. Gr. II, 8. 565.
+ Forsøg paa at ordne disse Konger ere gjorte af Brugsch, Histoire d Egypte S. 72 ff. og af Lauth, Afanetho 8. 235 fl.
5 Man har flere fortrinlige Statuer fra det trettende Dynastis Tid. En Papyrus i Kairo taler om et Beseg, en Konge af dette Hus aflagde i en Bogsamling, hvor han fandt en gammel Bog, man troede tabt; Maspero, Æssai 8. 21 Anmk. 1.
' Se Lopsius, Denkmåler II, 119, 53
8834
I Slutningen af dette Dynastis Tid synes Ægypten i flere Henseender at være gaaet tilbage, og en Del af Deltaet rev sig tilsidst løs under det fjortende Dynasti, der efter Manetho's Udtog hørte hjemme i Xois og bestod af 76 Konger!. Dette stemmer ret vel mod den turinske Kongepapyrus, hvor der findes over halvhundrede Kongenavne, der formodentlig tilhører dette Dynasti. Mindesmærker fra dette Kongehuses Dage ere meget sjældne”.
$ 63. "Under en Konge af det fjortende Dynasti faldt, ifølge hvad Ægypten! der fortælles i et af Iosepos bevaret Udtog af Manetho, en seen mer. Skare Asiater ind i Ægypten og satte sig fast i den nordøstlige Del af Landet, hvor de grundede et Rige, som vel neppe havde stort Omfang, men hvis indfødte Herskere alligevel igjennem lange
Tider forstod at bevare deres Selvstændighed. Dette Rige pleier man at kalde /yksos-Riget eller Hyrde- Riget, og det Folk, der beherskede det og havde grundlagt det, Hyrdefolket eller Hyksos, Navne, som vel ikke ere meget nøiagtige, men som vi dog ikke ganske kunne forkaste, da vi ikke vide, hvorledes Folket benævnede sig selv, eller med hvad Navn Ægyp-
terne betegnede det",
Byen i mm ge eller i — Nye $ ha-uar% var efter flere Aktstykker .Navnet paa dette Riges Hovedstad, og i det omtalte Udtog af Manetho hos Iosepos kaldes Hovedstaden i dette Rige Abaris eller Avarisé, hvad der nøie svarer til ha-uar. Hvor
'e
1! Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 566.
2 Mariette i Revue Archéol, nouv. série V, S. 298—299 (1862).
2 Jos., C. Ap. I, 14 gjentaget af Eusebios, Chron. Arm. I, 21 p. 109, Mai, p. 107 Aucher). Kongen, under hvem Indfaldet fandt Sted, kaldes hos Iosepos Timaos, hos Eusebios Timios.
+ Vi ville nedenfor (S. 836) se, at Ægypterne kaldte Folket Festen eller Pestfolket, raen det maa have havt en anden Benævnelse.
5 Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col, 7, 8 og 13. Byen omtales ogsaa i Select Papyrus pl. I, 1. 2 ff., se nedenfor 8. 836 og i Indskrifter paa forskjellige Mindesmærker fra Tanis. '
S Jos., C. Ap. I, 14; Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 566 £.
835
Byen laa, kan ikke afgjøres bestemt; men i ethvert Tilfælde til- hører den det Øst for Damiette-Armens nedre Løb og Vest for den syrisk-ægyptiske Ørken liggende Landskab, eller med andre Ord: det gamle Avaris henhører til Omegnen af Menzaleh-Søen ”.
Udgravningerne i San, som for nogle Aar siden ere udførte af Mariette?, have vist, at Tanis (Zoan), hvis Levninger findes ved San, i Reglen hørte med til dette asiatisk-ægyptiske Rige, og at der i den Tid, dette Rige bestod, i dette havde udviklet sig en sær- egen Civilisation og en særegen Konst, der vel i det Væsentlige var ægyptisk, men som havde faaet paatrykt et fremmed asiatisk- Stempel. |
I de manethoiske Udtog hos Iosepos? og hos Synkellos" nævnes der seks Konger, der tilhøre dette Kongehus, som hos Afrikanos kaldes det femtende Dynastib, Levninger af nogle af disse Kongers Navne findes ogsaa i den turinske Kongepapyrus'.
I andre Aktstykker omtales der Konger, som man ikke uden Grund antager for at tilhøre dette Dynasti. De vigtigste ere:
( IN (?) LL) ) Set-shelat, hvis Navn læses i Tanis?, og som i
Reglen antages for Salatis, der efter de manethoiske Lister var den første af de seks Konger, som skulle danne dette Kongehus?,
( id W NJ | Set-nubti, der omtales i en Indskrift fra
Rameses II.'s Tid? som havende levet 400 Aar før denne Konges
1! Se Mariettes Afhandling i Øevue Archéol. nouvelle série III, 8. 106.
2 Revue Archéol. nouvelle série JII, S. 98—111 (1861); samt V, S. 297
—805 (1862).
Jos., C. Ap. I, 14.
Sync., Chronogr. p. 61; sign. p. 104.
Måller, ]. c.
Pap. Taur., fragm. no. 144 og fragm. no. 109; se Devéria i Revue
Archéol. nouvelle série IV, 8. 253 ff. (Oct. 1861)
7 Devéria, l. c. 2 8. 59; sign. Lauth, Æfanetho 8. 249.
S Muller, I. c.
1, Revue Årcheol. nouv. série XI, pl. IV; slgn. S. 171 ff. (Mai 1865). 539%
836 Dage, og kan sammenstilles med den fjerde Konge", samt endvidere
(es) Apepi der omtaleg i det oftnævnte historiske Brud-
stykke i Papyrus Sallier I.”, og paa en Kolos i Louvre; han er aabenbart den sidste af de seks Konger i dette Dynasti. Vi skulle her meddele en Oversættelse af Begyndelsen af dette Aktstykke.
»Det skete dengang, at Ægypten faldt i Hænderne paa Pest- Folket", og der var ingen Konge dengang over Ægyptens Land, idet Kong Sekennra kun var Hersker i Øvre-Ægypten; ja Pest- folket var endog i Solens Stad; dets Hersker var i Ha-uar”, og hele Landet kom at bringe ham Gaver.... Og Kong Apepi havde udvalgt sig Set til Herre og tjente ingen anden Gud i Ægypten".
I det Følgende fortælles der om Afsendelsen af Befauldmæg- tigede til Sekennra, der holdt Krigsraad, men efter dette afslog Apepis Forslag. Her bryder Fortællingen pludselig af.
Kong Sekennra tilhører uden Tvivl det sekstende Dynasti, der formodentlig havde sit Kongesæde i Theben,
Guden Øg eller NS ogsaa skrevet INS i eller 9 m Q
set eller sutekh?, var, som vi se af dette Aktstykke, ligesom efter
1 Den fjerde Konge kaldes hos Afrikanos: Staan, hos Iosepos: Annas, hos Synkellos, Chron. p. 104: Sethos; Muller, 1. c.
2 Select Papyrus pl. I; se ovenfor 8. 192.
3 Devéria, I. c. Her kaldes han Apepa. Mindesmærket usurperedes siden af Rameses II, .
+ Saaledes betegnes her det Folk, man pleier at kalde Hyksos.
5. Konge d. e. Konge over hele Ægypten.
S Heliopolis.
7? Avaris.
5 Mindesmærker fra det sekstende Dynastis Tid ere meget sjældne. En Konge Kames nævnes paa en Gjenstand fra Dronning AaA-hotep's Grav; denne Kames var uden Tvivl Sekenn-ra's Efterfølger; se Mariette, Notice sur les monuments égyptiens du Musée de Boulaq S. 255 ff.; algn. 8. 247 (Paris, 1869). I Papyrus Abbot nævnes foruden denne Konge endnu to Konger 7a-aati, der aabenbart tilhere det sekstende Dynasti af Navnet; se Select Papyrus II, pl. 3.
, Det første Billede findes i Seti I.'s og II's Navn; det andet f. Er.
837
flere andre Vidnesbyrd dette Folks fornemste Guddom, men hvorvidt de først havde kaaret sig dette Væsen til deres Gud, efterat de havde fæstet Bo i Ægypten, eller de havde medbragt en Gud af dette Navn eller et lignende Navn fra deres ubekjendte asiatiske Fædreland, derom søge vi forgjæves Underretning i gamle ægyp- tiske Aktstykker. Vi vide kun, at Ægypterne længe før dette Folks Indvandring dyrkede en Gud af Navnet Set, og at han fremstilledes som Gud for Kamp og Mod. |
Vi kjende kun lidet til Ægyptens Skjæbne i det Tidsrum, da ' Avaris-Riget blomstrede, og navnlig vide vi Intet om, hvorlangt 70 vader Kongerne af Avaris strakte deres Scepter, og i hvad Kaar de artens og Ægyptere levede, der ikke adlød disse Herskere, men styredes af indfødte Fyrster. Vi have imidlertid Grund til at antage, at der saavel i det fjortende som i det derpaa følgende sekstende Dynastis Tid! er bleven ført hyppige Krige imellem disse asiatiske Ægyp- tere og de ægte Ægyptere. Det ovenfor? meddelte Brudstykke fortæller jo om en saadan Krig imellem Apepi og den ægyptiske Konge Sekennra, der formodentlig beherskede Overægypten, men det bryder uheldigvis af midt i en Sætning, saaledes at vi ingen Oplysning faa om Udfaldet af Kampen. I ethvert Tilfælde fik Kampen neppe denne Gang et glimrende Udfald for Ægypterne,
Dymast)
hos Brugsch, Recueil I, pl. II; det tredie Navn er at skimte paa Ko- lossen i Louvre og læses endvidere paa en Statue i Leyden (Leemans, Monumentis I. A, 423 ff.). Paa dette Mindesmærke (d.) betegnes Guden ogsaa ved det ferste Billede, hvad der viser, at det tredie Navn ligesom det forste maa udtales Set og ikke Setekh eller Sutekh.
! Foruden disse to Kongehuse har der maaske været andre, der kun have regjeret kortere Tid og have strakt deres Magt over mindre Strækninger, hvorfor deres Navne ikke ere blevne bevarede. I de manethoiske Lister hersker der forøvrigt i Fremstillingen af dette Afsnit ikke liden Forvirring. Det sekstende Dynasti opføres i Reglen som et andet Hyksosdynasti, hvad der neppe er rigtigt, og det syttende ligeledes som et nyt Hyksosdynasti der regjerede samtidig med ægyptiske Konger i Theben, hvad der neppe heller er rigtigt.
2 8, 886.
Åhmess.
838
men ikke længe efter skulde Ægypterne faa Opreisning for de mange Nederlag, de havde maattet friste i Kampen med dette fremmede Folk.
—ffl Ahmes (Amosis eller Amasis I.), Sekennras
anden Efterfølger, slog nemlig Hyksos, angreb Avaris og gjorde sig i det tredie Regjeringsaar til Herre over Byen, hvorved han gjen- oprettede Pharaonernes Rige og aftvættede den Plet, som var sat paa Ægyptens Ære ved, at et fremmed Folk havde taget en Del af Ægyptens hellige Jordbund i Besiddelse.
Omendskjøndt Ahmess aabenbart tilhørte det samme Konge- hus som hang nærmeste Forgængere, lode de ægyptiske Histori- kere, som det synes, et nyt Dynasti begynde med denne Konge, ja de begyndte maaske endog et nyt Afsnit i deres Fædrelands Historie med Avaris” Indtagelse. Hos Afrikanos og Eusebios sam- menfattes Ahmess og hans Efterfølgere indtil Horos (Hor-m-heb)! i det saakaldte attende Dynasti?, men da der midt i dette fore- kommer en Kvinderegjeringå, hvormed Manetho i Reglen altid begynder et nyt Dynasti”, saa forekommer det os, at man maa foretrække at opføre det af Ahmess stiftede Dynasti som det syttende Dynasti.
Med Hensyn til Tidspunktet for Avaris' "Indtagelse og Be- gyndelsen af det 'syttende Dynasti, da antage vi det -for det Sand- synligste, at det tilhører det syttende eller det sekstende Aar- hundrede f. Kr.?, men nogen nøiere Bestemmelse formaa vi endnu
1! Se Sync., Chronogr. p. 62 sqq.; se Miller, Fragm, Hist. Gr. UI, S. 575.
2 Sync., CÅron, l. c. og Euseb., Chron. Arm. I, 20, p. 102 Mad, p. 103 —4(4 Aucher (Miller 1 c. S. 578).
3 Om Dronning Hatasu, se nedenfor S. 842 — 843.
+ Se ovenfor S. 829 og 833.
s' Ilfelge Klemens fra Alerandreia, Strom. I, 21 (p. 145 Sylb., p. 401 Pott.) skulde Israeliternes Udgang af Ægypten være indtruffen 345 Aar fer Fornyelsen af Sothisperioden, altsaa Aar 1667 f. Kr., men som vi ovenfor (8. 119 Anmk. 1) have bemærket, var der i de Kilde- skrifter, hvorfra Klemens' Angivelser oprindeligt stammede, aldeles ikke
839
ikke at give. Imidlertid har man Grund til at haabe, at det om nogen Tid, naar flere i de senere Aar opdagede Aktstykker blive gjorte tilgængelige for Forskerne, vil være muligt for Viden- skaben at bestemme Tiden for denne og de følgende Begiven- heder noget nøiere.
Vi maa endnu bemærke, at i nogle Udtog af Manetho's Skrift
Tale om Israeliterne paa dette Punkt, men om Hyksosrigets Fald, idet nemlig han, ligesom Iosepos og ligesom de fleste kirkelige Forfattere, har bygget sine Beregninger om Tidspunktet for Israeliternes Udgang af Ægypten paa den urigtige Anskuelse, at Israeliternes Udvandring var foregaaet straks efter AÅvaris' Erobring og efter Hyksosrigets Kuldkastelse ved Ahmess. Til Grund for Klemens' Tidsangivelse ligger der altsaa en Angivelse af, at Avaris er falden og Hyksosriget er gaaet til Grunde 345 Aar før Sothisperiodens Fornyelse eller Aar 1667 f. Kr.; men omendskjendt denne Efterretning uden Tvivl stammer fra en ægyptisk Historiker, Ptolemaios fra Mendes, (se ovenfor S. 119 Anmk. 1, Miller, Fragm. Mist. Gr. III, 8$. 502); saa ter vi dog ikke fæste nogen synderlig Lid til den, da de ægyptiske Historikere fra den senere Tid ikke just udmærke sig ved Paalidelighed. I ethvert Tilfælde kan det dog antages for fuldkommen sikkert, at Avaris' Fald og Hyksosrigets Kuldkastelse ikke er foregaaet ret lang Tid fer Aar 1667; men det er heller ikke umuligt, at disse Begivenheder forst ere indtrufne noget senere, maaske henimod Aar 1500 f. Kr. I det Mindste finder der i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, 8. 166 —170 (1870) meddelt en Papyrus med en dobbelt Dato, der synes at fere de sidste Hyksoskonger ned i Tiden efter Aar 1600 f. Kr. I dette Aktstykke omtales nemlig en Konge, hvis Navn det er vanskeligt at læse, men som aabenbart er ældre end Ahmess, hvad enten han, som Dr. Haigh vil, er en Hyksoskonge (efter Haigh: Set-Ra, se Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, S. 72, Mai-Juni 1871), hvad eller han er en samtidig med Hyrdekongerne regjerende ægyptisk Konge af det sekstende Dynasti. Om dette interessante Aktetykke sammenligne man for- evrigt Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIII, 8. 108—111 (Juli-Ang. 1870); Eisenlohr sammesteds 8. 165—167; Lepsius samme- steds 8. 167—170 (Dec. 1870). Det Aar, hvortil der hentydes i Papyrus'en, var det sjette Aar af vedkommende Konges Regjering. Dette Aar maa efter den dobbelte Tidsangivelse være indfalden i Tidsrummet 1585—1580. Haandskriften i Papyrus'en minder for- øvrigt om Ptolemaiertiden, hvorfor Nogle have ment, at den Konge, som her omtales, var en Ptolemaier, men Papyrus'en kan jo ligesaa vel være en i Ptolemaiertiden forfattet Afskrift af et ældre Aktstykke.
840
er Navnet Ahmess eller Amosis bleven forvansket til Thetmosis?, men i andre Udtog og i Brudstykker af andre hellenistiske For- fattere, der aabenbart have benyttet Udtog af Manetho, findes den rigtige Form: Amosis?,
Efter Avaris' Erobring gjorde Ahmess et Indfald i Kanaan, hvor han indtog Sheruhan?; han vendte sig derpaa imod Syden og beseirede Indbyggerne i Negerlandet Æhent-hen-nefert, en Del af Abyssinien, som han dog ikke synes at have tænkt paa at bringe i stadig Afhængighed af Ægypten. Derimod -bortførte han en Del Fanger saavel fra Aithiopien som fra Asien, hvilke han lod for- rette Trællearbeide i Stenbrud og ved Opførelsen af offentlige Bygninger%, Thi Ahmess synes, snart efterat Pharaoneriget, var gjenoprettet, og Ro og Orden var bragt tilveie, at have bestræbt sig for at give sit Rige ny Glands ved Opførelsen af storartede Bygninger, et Forbillede, som siden fulgtes af næsten alle hans Efterfølgere, ligesom af Pharaonerne af det nittende Dynasti. Disse fremmede krigsfangne Årbeidsfolk kaldes i Indskrifterne:
RE | SY] fenkhuf »Bærere af. Hyrdestaven"?. Ahmess begyndte ogsaa at udvide
Kongemagten og at drage Magten sammen i Hovedstaden, hvor
7 Se Jos., C. Ap. I, 15, se ogsaa I, 26. Theophilos, Ad. Autolyc, III, 19, gjentager Iosepos' Stykke.
7 Saaledes hos Afrikanos, hvor han kaldes ”Auobg, (hos Synkellos, Chronogr. p. 62 B.); se Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 475. Hos Eusebios (Sync., Chron. p. 62 C.) kaldes han Amosis, men der fortælles Intet om, at Israeliternes Udgang fandt Sted under ham, hvorimod Be- givenheden henføres til et andet Tidspunkt (se nedenfor 8. 850 føj). Hos Apion siges det ligeledes, at Israeliterne droge nd under Amosis; se Tatian, Orat. ad. Gr, 'c. 59; Euseb., Præp. Evang. X, 10 og 11; Clem. Alex, Strom, I, 21 p. 138 Sylb. p. 378—3879 Potter.
2 Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col. 14; se ovenfor S. 523.
+ Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col, 16.
s Se Indskriften fra Stenbruddene ved Tura (Troia) og El Massarah Lepsius, Denkmåler III, 3 a og b.
5. Lepsius, Denkmåler III, 8 a.
" Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, 8. 92 (Nov. 1867).
841
han samlede den i sine egne Hænder, for saaledes at styre hele Riget fra sin Hovedstad, imedens Provindserne tidligere i mange Henseender havde været overladte til Nomarkherne og havde nydt ikke liden Frihed.
Efter Ahmess! fulgte en Række Konger af hans Slægt, der alle regjerede temmelig kort og synes at være dødo i yngre Aldre?:
CS cts LET I sE Amon-hotep, Amonhotep I. (Amenophis),
CE = Tehui-mess, 'Thotmess I1., (GI Ull ) Tehut-mess, Thotmess II.
Disse Konger havde, ligesom Kongerne af det følgende attende Dynasti, en vis Forkjærlighed for Guden Amon, hvis Tempel de fleste af dem bidrog til at forskjønne, og hvis Navn de i Reglen optog som Bestanddel af de officielle Navne, de ved deres Thronbestigelse antog ved Siden af deres egentlige Navne, hvorfor man ikke urigtigt har kaldet disse Konger Amonsennerne.
Ahmess' Efterfølger, Amonhotep I., foretog flere Krigstog baade til? Aithiopien og til andre Lande", Den følgende Konge, Thotmess I.,
! Da der haves en Indskrift fra Ahmess' 26de Regjeringsaar, hvilken Indskrift findes i Museet i Sidney i Australien), har denne Konge altsaa mindst regjeret noget over 25 Aar. Sandsynligvis regjerede han 25 Aar og 4 Maaneder, se Jos., C. Ap. I, 15, hvor der netop tillægges Tåetmosis (d. e. Amosis) saa lang Tid.
2: Rækkefelgen af Ahmess' Efterfølgere lige til Rameses II. er tilstrække- lig sikkret ved den af Bankes i det mindre Tempel i Abydos op- dagede Kongetavle (se ovenfor S. 58 Anmk. 2 og 8. 195 Anmk. 1) ligesom ved den senere opdagede Tavle fra det tilstødende stoerre Tempel i Abydos og ved Tavlen i Sakkarah (se ovenfor 8. 195 Anmk. 1) Uddragene af Manethos Værk befinde sig derimod for dette Tidsrums Vedkommende i en meget forstyrret Forfatning, og det ikke blot Uddragene hos Kronographerne, men selv de Uddrag, Iosepos har bevaret os (C. Ap. I, 15).
2 Lepsius, Denkmåler III, 12 col. 23—24; ,Kong Amonhotep — hedder
det her — gik til Kash for at udvide Ægyptens Grændser".
Landet Amukahak maa uden Tvivl seges i Libyen.
Ahmess'
Efterfe Amonhotep I,
Thotmess I. ogil.
Hatasu.
842
førte ligeledes sine Skarer baade imod Syd? og imod Nord”. En Del af Aithiopien blev under denne Konge oprettet til ægyptisk Provinds, og dets Bestyrelse betroedes til en Statholder, der fik Titlen: suten sa n kash, Prinds (d. e. Prinds-Statholder) af Aithio- pien?, Denne Statholder havde uden Tvivl saavel ægyptiske Embedsmænd som ægyptiske Tropper hos sig. Befæstninger med ægyptisk Besætning have vi allerede tidligere sét anlagte i Aithiopien ",
Thotmess II. foretog et Tog imod Nordarabiens Beboere, Shasu, som han tugtede?; men om Felttog til Syrien og Mesopo- tamien i denne Konges Tid tale vore Kilder ikke.
Efter ham fulgte hans Søster Hatasu?, under hvem der ikke synes at være bleven foretaget noget Krigstog imod Nord, men hun beholdt alligevel efter al Sandsynlighed Herredømmet over det sydlige Kanaan og den sinaitiske Halvø. Her findes der nemlig flere Indskrifter fra hendes Tid, som vidne om, at hun be- nyttede de derværende Stenbrud og Bjergværker?”. Hun udrustede ogsaa en Flaade paa det røde Hav og erholdt Tribut af Araberne 8.
1 8. 5283; Lepsius, Auswahl pl. XIV, I. 6—7,
2 Lepsius, Auswahl pl. XIV, I. 8—9.
3 Se Birch, Upon an historical tablet af Rameses II, i Archæologia XXXIV, 8. 378 (1851) en ægyptisk Embedsmand, som havde bestyret Aithio- pien under Ahmess og Thotmess I., fik af denne sidste Titlen ,Prinds af Aithiopien", hvilken Titel hans Efterfølgere beholdt.
S Se ovenfor S. 832.
5. Lepsius, Auswaål pl. XIV, L 9—10.
S Hendes Navn og Titler findes i Lepsius, Aånigsbuch pl. XXV; Lepsius, Denkmåler III, 19 ff. Om Hatasu se Birch i Archæologia XXXV, S. 144 fr, '
7 Se Indskrifterne fra Wadi Maghara og Sarbut-el-Khadem; Lepsius Denkmåler III, 28 a. slgn. 29 a. Man vil saaledes se, at det bliver en Umulighed med enkelte nyere Lærde f. Ex. Basil H. Cooper, (se hans Exodus-date), at henfere Israeliternes Udvandring til Thotmess 11.78 Dedsaar.
8 Om Toget til Arabien se Dimichen, Die Flotte einer ågyptischen Kåniginn, i .
843
Med Hatasu afsluttedes sandsynligvis de manethoiske Listers syttende Dynasti ?.
Efter Hatasu fulgte hendes Broder Thotmess IIl., der en Tidlang havde været hendes Medregent?. Hans fulde Navn var
(om ff KS KUN Ra-men-kheper sa-ra Tehut-mess,
Thotmess synes oprindeligt at have havt Hatasu til Formynder I sin Mindreaarighed, af hvilken Stilling hun formodenlig har benyttet sig til at tilrane sig en Pharaos Magt, som hun, da bun engang var kommet i Besiddelse af den, ikke har villet give Slip paa, ikke engang, da han blev myndig. Saalænge hun levede, fik han neppe nogen Indflydelse paa Regjeringen. om han end beregnede sine Regjeringsaar fra deres fælles Thronbestigelse. d. v. s. fra Thotmess II's Dødsaar. For Thotmess III.2 maa derfor den mandhaftige Søsters Død have været en yderst kjærkommen Be- givenhed; og i Virkeligheden tyder Alt hen paa, at han straks med kraftig Haand har grebet Regjermgens Tøiler.
En af hang første Handlinger var at samle Hæren og føre den ind i Asien. I de sidste Dage af den ottende Maaned i sit toogtyvende Regjeringsaar" forlod han med sin Hær Ægyptens Grændsestad Zalt, og den 3die i næste Maaned (i hans treogty- vende Regjeringsaar?) kom han til Gaza. hvorfra han snart gik videre imod Nord til Megiddo. Her kom det til et stort Slag, hvor Ægypterne seirede', hvorpaa hele Syrien faldt i hans Hænder; ja han kunde endog føre sin Styrke ind i Mesopotamien og hjembringe et stort Bytte saavel fra dette Land som fra Syrien.
Allerede næste Aar foretog han et nyt Tog og ligesaa dø
-—
! De manethoiske Lister ere forevrigt paa dette Punkt i kjendelig Uorden.
? Se Champollion, Notices manuscrites 8. 573; Birch l. c.
32 Om Thotmess l1ll.'s Annaler, Hovedkilden til hans Historie, se oven- for 8. 186—187.
" Lepsius, Venkmåler II, 31; se 8. 524.
5. Thotmess' Thronbestigelse faldt altsaa i Aarets niende Maaned.
5. Lepsius, Zenkmåler III, 31; se ovenfor 8. 525.
Thotmess [i].
844
fleste af de følgende Aar!. Paa disse Felttog inddrev han Tri- buterne fra de tidligere betvungne Folk, til hvilke han af og til føjede nye. Ogsaa fra Aithiopien og en Del af Arabien modtog han Tributer og han faldt flere Gange dybt ind i Aithiopien?. Thotmess III.'s heldige Krigstog bragte store Rigdomme ind i Landet. De opdyngedes for en stor Del i Rigets Skatkamre, men Kongen beholdt dog ikke Alt for sig; han skjænkede meget til sine fornemste Stridsmænd?, ligesom han ogsaa viede en Del af Byttet til Amon, hvis Tempel han udvidede og forskjønnede. Ved Opførelsen af denne Helligdom, ligesom formodenlig ved andre Byggeforetagender, lod han Krigsfanger udføre det haarde Arbeide, hvad man blandt Andet erfarer af en billedlig Fremstilling i en Grav i Abd-el-Kurna ved Theben”, hvor Arbeidsfolk med syro- arabiske Ansigtstræk sés at slæbe Sten og udføre andet Arbeide ved Opførelsen af store Mure. Ovenover læses følgende Indskrift &
LEJE | > TT
SN, httttt REN BALI hak& an (ÆSW) hen [Es sy] 7 (4) r (8) kat (KOT) -u
Fanger, som taget har Hans Majestæt, for at de kunne bygge paa
www 6%
7 I 2, neter (NOY'TE) hat n (mx) (amon) Guds-Huset for Amon.
Man sér heraf, at det er Krigsfanger, uden Tvivl tagne i Asien, og zkke, som Reisende” undertiden have antaget. Israeliter, der her fremstilles trællende, og man kan følgelig ikke henytte
! Lepsius, Denkmåler Ill, 30—32.
2 En Indskrift i Karnak opregner en stor Mængde af Thotmess III. betvungne Negerstammer; den er meddelt af Birch i Archæolog:a XXXVIII og af de Rougé i Revue Archéol. nouv. série IV, 8. 345 (1861).
3. Lepsius, Denkmåler III, 12, col. 13 og col. 17.
" Slgn. Forfatterens Reise S. 226.
S. Rosellini, Monumenti Civili pl. XLIX; Lepsius, Dénkmåler MII, 40; slgn. Brugsch, Histoire d'Égypte S. 106.
£ Dette Ord, der ikke mere findes i Koptisk, er forklaret Jos. C. Ap. 1, 14.
'" Se f. Ex. Strauss, Sinai und Golgatha.
845
denne Indskrift som Bevis for at Israeliternes Trældom og deraf følgende Udvandring henhører til dette Tidsrum. I det Hele gives der intet Aktstykke, som antyder, at Ægypterne allerede under Amonsønnerne have tvunget Israeliterne til strængt Arbeide, ligesom heller intet Aktstykke heptyder til, at de ere udvandrede af Landet før Thotmess III's Tid", eller i hans eller hans nær- meste Efterfølgeres Dage. Den Omstændighed at de aldeles tkke omtales i Aktstykker fra denne Tid, udelukker forøvrigt naturligvis ikke Muligheden af, at de dengang have opholdt sig i Landet; thi deres Ophold i Ægyptens Land maa jo have varet længe, og de maa jo have levet upaaagtede i lang Tid forinden deres voksende Antal vakte Ægypternes Mistænksomhed. Betragtningen af den syriske Historie har jo desuden vist os, at de ikke kunne være udvandrede af Ægypten før langt senere?, nemlig efter Rameses II's Dage, og det er derfor neppe at antage, at deres Undertrykkelse alt er begyndt Aarhundreder før.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om, til hvilket Tidspunkt Thotmess III's for Ægypten saa mærkelige Regjering er ind- falden, da kunne vi, som alt antydet, ikke meddele nogen neøiere Angivelse; vi maa indskrænke os til at bemærke, at han har levet omtrent ved Midten af det andet Aartusinde f. Kr. Man har ganske vist, ved Hjælp af en Indskrift paa Elephantine?, søgt at bestemme hans Tidspunkt nærmere, nemlig til Midten af det femtende Aarhundrede f. Kr., men, de Slutninger, man har draget af dette Mindesmærke, ere uheldigvis ikke synderlig 'sikkre",
I denne Indskrift siges det vel udtrykkeligt, at Sirius' helia- kiske Opgang iagttoges den 28de Dag i- den tredie Maaned af Sommeren d. e. den 28de Epiphi, hvad der, som det let lader sig beregne, har været Tilfældet omtrent midt i det femtende Aar- hundrede f. Kr., men uheldigvis er Indskriften et Brudstykke, og
! Dette antages af Seyffart, Uhlemann, Knobel o. fl. a.
2 8. 589 ff.
3 Lepsius, Denkmåler III, 43 e.
£ Om denne Indskrift se Chabas, Afélanges Egyptologiques II (1864).
846
man kan ikke afgjøre, hvilken Konge der har ladet den indhugge. Thotmess III's Navn forefindes ganske vist i andre Brudstykker, der tilhøre samme Indskrift, men dette udelukker jo ikke Mulig- heden af, at Indskriften kan være indhugget efter hans Tid, f. Ex. af Rameses II. 'Thotmess III. kan jo .være nævnet som Indstifter af nye Fester, og man tør følgelig ikke antage det for sikkert, at det er ham, der har ladet Mindesmærket opføre; er dette imidlertid Tilfældet — hvad der jo er muligt —, vil han have siddet paa Ægyptens Throne ved Midten af det femtende Aarhundrede f. Kr.?.
Amonhotep Il. Thotmess III. efterfulgtes af sin Søn Amonhotep IL, der i
Amonhotep IIL Begyndelsen af sin Regjering foretog et Krigstog til Asien, hvorfra han, som alt bemærket”, i Triumph hjembragte syv fjendt- lige Konger, som han havde taget til Fange i Byen Tekhis?,
Den følgende Konge, Thotmess IV., var ikke mindre virksom og foretog ligeledes Krigstog saavel i Syd som i Nord", hvorved han sandsynligvis haandhævede sin Magt ligefra Habyssinien til Mesopotamien. Sønnen, Amonhotep III, traadte ganske i sin Faders Fodspor og foretog fiere Tog baade til Asien og til Habyssinien og til Negerlandene. Flere Mindesmærker opregne hans Erobringer i Asien?; andre omtale hans Seirvindinger i det indre Afrika', Ved Kongens Giftermaal med sin Dronning 7: forarbeidedes der flere Skarabæer af Sten, hvorpaa der indhuggedes Indskrifter”, som for-
1: De fleste Kronologer lade ham være et Aarhundrede ældre, men da deres Beregninger ikke ere grundede paa nogen synderlig solid Grund- vold, saa have deres Meninger ikke megen Vægt.
2 Lepsius, Denkmåler III, 65 8; slgn. Ill, 61—63. Se ovenfor 8. 548.
Om Tekkis ligger i Syrien eller Mesopotamien, vide vi ikke.
+ Se Sharpe, Egypt. Inscr. pl. 93 1. 5—6; slgn. Lepsius, Denkmåler III, 69 f.; Rosellini, Monumenti Storici TI, I, pl. IV (89).
s… Lepsius, Denkwåler TlII, 88 a., h. og g.; sign. 77 c.
S Se Indskrifterne fra Karnak i Lepsius, Denkmåler Ill, 87 d., 88 c-h, Indskriften paa Amonhoteps Kolos i Louvre (Birch i Archæologia XXXV pl. XXVII), samt Meddelelserne paa en Tavle fra Semneh,
.… Brugsch, Geogr. Inschriften II, 8. 9.
7 Rosellini, Aon, Stor. (M. R.) pl. XLIV, No. 1 (Folio).
847
talte om Ægypterrigets Udstrækning: dets Sydgrændse var i Landet Galu (efter Birch Gallanegernes Land), og dets Nord- grændse i Mesopotamien (Naharina).
Amonhotep III. opførte ligesom 'Thotmess III. en Mængde storartede Bygninger rundt om i Ægypten, men mange af disse ere forlængst sunkne i Grus". Han udsmykkede dem med Statuer af Sten og forskjellige andre Billedhuggerværker, ligesom han lod andre Fremstillinger i opheiet Arbeide indhugge paa Tempel- vægene. Den Stil, hvori disse billedlige Fremstillinger er udført, er ren og smuk, men paa den anden Side kan man ikke nægte, at det netop er under Amonhotep 1Il., at den ægyptiske Konst iklæder sig de skarpe, kantede og snevre Former, som er frem- herskende under Rasønnerne, og som fra disses Tid bliver et væ- sentligt Kjendemærke for den hele ægyptiske Konst lige indtil dens Forsvinden ved den ægyptiske Civilisations Undergang.
Under Amonhotep III. begyndte den ægyptiske Troslære at rerormations- udvikle sig paa en ejendommelig Maade, i monotheistisk Retning, amonkotep. 111. dog, som det synes, bestandig i god Samklang med den ægyptiske ” rv. Religions Grundvæsen?. Endnu i de første Aar af den følgende Konge Amonhotep IV.'s Regjering synes man heller ikke at have foretaget egentlige Forandringer, i det Bestaaende; men efter nogen Tids Forløb, antog Forholdet en anden Skikkelse, man a/- skaffede ligefrem de ældre Guder og vendte fra nu af sin Dyrkelse alene mod Solens Skive, eller som dennes ægyptiske Navn lyder:
rn atun (eller adun).
Om Oprindelsen til denne monotheistiske Retning gives der os
2 Han opferte saaledes Templet i Luxor, et Kongepalads i Theben, hvortil de store noksom bekjendte Kolosser, hvoraf den ene af de Gamle kaldtes den klingende Memnon (se Forfatterens Reise 8. 213) herte, et Tempel paa Elephantine for Khnum (Num), Templet i Soleb i Nubien 0. 8. v.
2 Se nedenfor $ 78.
848
intetsteds nogen Oplysning. Nyere Lærde have i den undertiden villet se en Frugt af en Indvirkning fra syro-arabiske (semitiske) Folk, ja man har endog villet tilskrive Israeliterne den: atun eller adun skulde være det israelitiske p7R, Adona: (Herren), det Navn, hvorunder den eneste sande Gud stundom paakaldtes. I Virke- ligheden kan det; neppe benægtes, at Amonhotep III. som Herre over Syrien og Mesopotamien stod i Forbindelse med flere syro- arabiske Folk; ja til Dronning kaarede han sig en Kvinde ved Navn ti i
Ti (”m), hvis Fader og Moder bære syro-arabiske (semitiske) Navne, og som følgelig sandsynligvis var af asiatisk Herkomst. Men herved er det dog ingenlunde afgjort, at Amonhoteps mono- theistiske Reformforsøg skulde skyldes hende eller andre Syro- Araberes Indflydelse. At hun skulde være en Jsraelitinde, som man undertiden har villet mene, er mindre sandsynligt; thi Israe- literne maa vel, som vi nedenfor skulle sé, dengang have havt Bolig i Ægypten; men de vare neppe videre ansete her, saa at det ikke er meget antageligt, at Amonhotep skulde have valgt sin Dronning imellem denne Del af sine Undersaatter.
Den religiøse Reformation, der, som vi have sét, under Amon- hotep IIL lededes med Maadehold og Klogskab, gjennemførtes fra de senere Aar af Amonhotep IV.'s Regjering med stor Vold- somhed og Fremfusenhed. I sit monotheistiske Sværmeri vendte Amonhotep IV.” sin Vrede navnlig imod det af de guddommelige Væsner, som besad den største Anseelse i Landet, nemlig imod Hovedstadens Gud, Amon, hvis Navn han lod udmeisle overalt, hvor han fandt det?. Ja han gik endog saavidt, at han forandrede
1: Lepsius, Kånigsbuch pl. XXVIII, no. 374—376. Faderen hed Juas =R7?%, Moderen Tuaa 72, aabenbart syro-arabiske (semitiske) Navne.
2? Amonhotep IV. var Sen af Amonhotep III. og Ti.
3 Paa mangfoldige Mindesmærker saavel fra Templer som fra Grave er Amons Navn udmeislet. Man kan i Reglen antage, at alle Mindes- mærker, hvor Amons Navn forekommer oftere og ikke er udmeislet, ere yngre end Amonhotep IV.
849
mt eget Navn og lod det udmeisle, fordi Amons Navn forekom deri. Istedetfor Amonhotep kaldte han sig: Akhu (eller Khu) -n-atun:
(12 $"—)
atun-n=(a)khu d. e. (a)khu-n-atun.
De nærmere Omstændigheder ved Udviklingen af denne monotheistiske Reformation ere os uheldigvis ikke nøiere bekjendte, og navnlig vide vi Intet om, hvorledes han forholdt sig ligeoverfor de andre ægyptiske Guddomme. Vi vide kun, at Kongen tilsidst forlod Theben og opslog sin Residens i en By, der ligger nogle Mile Nord for Theben, og hvis Ruiner nu føre Navnet Tell-el- Amarna!'; men om de Begivenheder, der have frerakaldt denne Beslutning, er Intet videre bekjendt. '
Under denne Syslen med religiøse Æmner synes Amonhotep IV. eller, for at betegne ham med hans senere Navn, Akhu-n-atun at have glemt at forsvare Rigets asiatiske Besiddelser, der kun kunde hævdes ved ofte gjentagne Hærtog; og om saadanne for- tæller ingen Indskrift fra denne Konges Tid. Ganske vist tabte han ikke Rigets Forsvarsvæsen ganske af Syne; han holdt en talrig Krigshær, i hvilken der navnlig fandtes mange fremmede Tropper”, men om disses Anvendelse til Felttog udenlands for- tælles intetsteds. Der tales rigtignok flere Gange, saavel i denne Konges som i en af hans nærmeste Efterfølgeres Indskrifter om Tributer, som bragtes fra Folket Rutennu?, d. v. 8. Beboerne af Tauros, Mons Masius og de tilstødende Landskaber, ligesom ogsaa om Tributer fra Khalu eller Kharu, Syrien, men heraf tør man dog ikke slutte altfor Meget, saalænge disse ikke bekræftes ved mere bestemte Efterretninger. Efter al Sandsynlighed gik de fleste Be- siddelser i Mesopotamien og i største Delen, af Syrien tabt under hans Regjering ".
re ————
1 Se nedenfor $ 71; Brugsch, Geographische Inschriften 1, 8. 221 (1857). 2 Se Lepsius, Denkmåler lII, 92 og 97, se ogsaa III, 104. 2 Lepsius, Øenkmåler II, 100 b; 118. 4% Se ovenfor 8. 549.
54
Tab af de mede Be. siddelser under Amonhotep. IV.
850
Vi maa endnu omtale, at ifølge en Bemærkning, som læses i de manethoiske Udtog hos Eusebios", skulde Israeliterne være van- drede ud af Ægyptens Land under en Konge, der kaldes Akhen- kheres, — aabenbart Akhu-n-aten selv eller en af hans Efterfølgere. Enkelte nyere Lærde have antaget denne Meddelelse for rigtig og have i Tillid hertil ment at kunne henføre Israeliternes Udvan- dring af Ægypten til dette Tidspunkt?. Hertil maa vi imidlertid bemærke, at intet samtidigt Aktstykke taler for Rigtigheden af denne Antagelse, hvorimod Meget taler derimod. Som ovenfor? bemærket, fortælles det vel, at under denne Konges Forgængere bleve Arigsfanger, tagne fra fremmede Folk, tvungne til at forrette Slavearbeide i Ægypten, men der findes ingen Hentydning til, at andre Folk af fremmed Herkomst, som opholdt sig i Landet, bleve pressede til Trællearbeide, hvad vi derimod nedenfor" skulle se blev Tilfældet under Rameses II. Hertil kommer endvidere, at Hensyn til Syriens Historie, som nylig antydet, ikke vel tillader at sætte Israeliternes Indvandring i Kanaan tidligere end til hen- imod Midten af Rameses III's Regjering, men naar de først ere indkomne i Syrien ved denne Tid, saa kunne de umuligt være udvandrede af Ægypten allerede under Akhu-n-atun eller under hans nærmeste Efterfølgere, der levede over hundrede Aar før Rameses III's Dage. I Udtogene hos Iosepos og Afrikanos tales - der ikke om nogen israelitisk Udvandring i dette Tidsrum, og disse to Forfatteres Vidnesbyrd have mere Vægt end Eusebios', fordi de nemlig ikke tage et kronologisk System til Udgangspunkt, hvad derimod aabenbart er Tilfældet med Eusebios. Han behandler øjensynlig de Angivelser, han har fundet i sine Kildeskrifter, med stor Frihed og tillader sig forskjellige Omsætninger, saaledes at
! Euseb., Chron. Arm. I, 20 p. 102 Mai p. 104 Aucher; se Muller, Fragm. Hist. Gr. HM, 8. 577—578. Hos Synkellos (Caron. p. 62) skrives Navnet Kenkheres.
Reinisch i Pauly, Real Encyclopædie I, S. 276—277 (2den Udg. 1864). Se ovenfor S. 844.
Se nedenfor $ 65.
Se ovenfor Syriens Historie S. 598 fr.
851
det følgelig aldeles ikke ter bygges Noget paa hans Angivelser, naar de ikke bekræftes ved andre Vidnesbyrd.
Amon-hotep IV. (Akhu-n-aten) havde ingen Sønner, men mange Døettre, der ofte omtales i Indskrifterne i Gravene ved Tell-el- Amarna!, En af hans Døttre, der bar Bedstemoderens Navn 7t, var gift med en høi Embedsmand, en ivrig Atun-Dyrker, nemlig:
id) 14 sf
d=4%
Ai; han blev siden Amon-hotep IV./s Efterfølger. Forøvrigt vide vi kun lidet Andet om ham, end at han som Konge blev fast i sit Sværmeri for Atun. Foruden A+ omtales ogsaa en anden Solens Skive dyrkende Konge?, der maaske blev hans Efterfølger.
Et Par Indskrifter fra Ægypten? lære os at kjende en Konge Tut-ankh-amon, der aabenbart maa tilhere dette Tidsrum, og som sandsynligvis er yngre end Amonhotep IV. æg Ai, da nemlig Amons Navn ikke er udmeislet i nogen af disse Indskrifter. De mane- thoiske Udtog! give os ikke videre Oplysning om denne Konge eller hans Plads i Kongerækken, da de befinde sig i en meget forvirret Forfatning, og i de officielle Kongelister findes hans Navn aldrig. Imidlertid er det ikke usandsynligt at Tut-ankh- amon har stødt de reformatoriske Kongefamilier fra Thronen.
Hvorledes det end forholder sig hermed, er det klart, at den gamle Religionsforfatning snart efter Ai's Dage, er bleven gjen- indført i Landet, og at Amon atter er bleven Landets fornemste Gud, imedens Atun forsvandt. Det er ligeledes sikkert, at Ro og Orden snart vendte tilbage i Landet, saa at dette efter kort Tids Forløb blev ligesåa blomstrende som tidligere.
Kong Tut-ankh-amon har dog neppe regjeret længe nok til
Lepsius, Denkmåler III, 91 ft.
Lepsius, Kånigsbuch pl. XXIX, Nr. 899.
Se nedenfor S. 852.
Jos., C. Ap. I, 15; Euseb., Chron, arm. I, 20 p. 102 Mai p. 104 Aucher; Syncell., Chronogr. p. 62; se Muller, Fragm. Hist. Gr. III, S. 574—578.
am ab) w mm
54"
852
at opleve Ægyptens Gjenreisning; thi i Tilfælde af, at han havde siddet paa Ægyptens Throne i længere Tid, vilde vi uden Tvivl have læst hans Navn paa flere offentlige Mindesmærker. Men dette er ikke Tilfældet: vi kjende ham kun fra Indskrifter i en Privatgrav! og fra en kortfattet temmelig slet bevaret Indskrift fra Apisgravene ved Sakkarah?”. 7ut-ankh-amon var uden Tvivl en Usurpator; i al Fald kjende vi Intet, som antyder, at han var den nærmeste Arving til Thronen?, om det end ikke er usandsynligt, at han har været beslægtet med Kongehuset.
Den første Konge, som vi finde i Besiddelse af den fulde pharaoniske Magt, og som har efterladt sig officielle Mindesmærker i større Antal, er Hor-m-hebt, der i Udtogene af Manetho kaldes Horos5, Under ham er den gamle Forfatning bleven gjenindført, og Ægypterne foretage atter Krigstog til Nabolandene. Hor-m-heb beseirede saaledes Negerne?; om han derimod ogsaa har ført sine Hære ind i Asien, er tvivlsomt. I det Mindste hentydes der ikke dertil i noget Aktstykke”. Hor-m-heb var uden Tvivl en Prinds
! Lepsius, Denkmåler III, 115—117.
2 Mariette, Renseignemenis sur les 64 Apis i Bulletin archéologique de P Athénéum frangais .(Parisa 1855 —1856, 42).
3 Han opføres aldrig paa Kongelisterne. Han fører Tilnavnet hak an, Herskeren over Hermonthis, der sandsynligvis var hans Hjemstavn, Kongefamiliens Medlemmer, Ahmess' og Thotmess I1l11.'s Efterkommere, levede formodentlig i selve Theben.
" Indskrifter fra hans Tid findes Lepsius, Denkmåler III, 12.
5. Muller, Fragm. Hist. Gr."II, S. 575—578 efter Synkellos og Eusebios ll. cc. Den Armais, der hos Eusebios Il. c. opføres som tredie og hos Synkellos og Iosepos som sjette Konge efter Horos, er uden Tvivl den samme som Horos. Flere Konger ere aabenbart ved en Feiltagelse anferte to Gange. I det lidet paalidelige Udtog hos Iosepos, C. Ap. I, 26, nævnes i Forbigaaende en Konge Horos, der skulde have havt Lyst til at se Guderne; om der ligger noget til Grund for denne Meddelelse, formaa vi ikke at afgjere. I ethvert Tilfælde tyder Intet hen påa, at Hor-m-heb som hans Forgænger har været en religies Sværmer. I samme Stykke hos Iosepos kaldes Hor-m-heb: Hermaios.
8 Lepsius, Denkmåler III, 121; Rosellini, Monumenti Storici (M. R.) pl. XLIV.
7 Se ovenfor S. 549—550.
853
af den gamle Kongéstamme. Man antager ham som oftest for en Søn af Amonhotep III. og Broder til Amonhotep IV.
I flere Aktstykker, saaledes i Kongelisterne fra Abydos og Sakkarah, opføres en Konge ved Navn Rameses som Hor-m-heb's
$ 65. Egypten
Efterfølger", Denne Pharao, der almindelig kaldes Rameses 1, eet:
tilhørte ganske vist en anden Familie end Hor-m-heb, men der findes ingen Spor af Kampe imellem ham og Hor-m-heb eller dennes Arvinger, hvorimod vi se Rameses I. fra Begyndelsen af med Iver at arbeide paa at faa Forbindelser bragt tilveje imellem sit Hus og den forrige Kongeslægt, uden Tvivl fordi han var en Usurpator og ikke ved sin Fødsel havde nogensomhelst Ret til Thronen. Han fik saaledes snart sin Søn Seti gift med en Prind- sesge af Navnet 7aia, der aabenbart har nedstammet fra de gamle Konger og formodentlig var den nærmest berettigede Arving til Thronen”. Rameges I. og hans Efterkommere, der i de ma- nethoiske Lister sammenfattes under Benævnelsen det nittende
. Dynastii?, lagde ligesom Kongerne af det følgende Dynasti, det
tyvende, navnlig Vind paa Solguden Ra's Dyrkelse og optog dette Navn som Bestanddel af deres Navne, hvorfor man ikke uden Grund kalder disse Konger Rasennerne,
Rameses I., Ramessu eller Rameses, synes, snart efterat han havde ladet Seti udraabe til Konge, at have trukket sig tilbage
er ——
"I et Udtog af Manetho anføres derimod Rameses fer Horos.
? At Taia var en Prindsesse af den gamle Kongestamme siges vel ikke nogetsteds ganske udtrykkeligt; men hun nævnes i en Indskrift fra Tanis i Museet i Bulak foruden Dronning tillige: Arving til Thronen og Medbesidderske af Thronen, se Mariette, Notice sur les principaux monuments du Musée de Boulaq S. 280 (1869); og paa en Statue i Va- tikanet kaldes hun Aonge af Øvre- og Nedre- Ægypten, se Champollion, L'Egypte ancienne S. 328. Disse Titler for en Dronning ero saa usæd- vanlige, at de maa have en særegen Grund, der neppe kan være nogen anden end, at hun var den nærmest berettigede til Thronen.
? Se Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 579 ff. Hos Iosepos omtales de ferste Konger af dette Dynasti, C. Ap. I, 15 og I, 26.
Seti I og Rameses IL
Rameses I.
Seti I.
854
og overladt Rigets Styrelse til denne sin Medregønt. Ifølge et af de Udtog af Manetho, Iosepos meddeler!, regjerede Rameses kun seksten Maaneder, en Efterretning, der uden Tvivl er fuldkommen nøiagtig, thi i et Aktstykke fra Rameses I.”s andet Regjeringsaar nævnes Seti I. allerede som hans Medregent?.
Rameses I. foretog neppe noget Tog til Asien, og sandsynlig- vis heller ikke til Aithiopien, hvor Ægypterkongens Herredømme formodentlig -var sikkret ved Hor-m-hebs Seire".
Seti 1,8, hvis fulde Navn var Seli-Mer-n-ptah (eller Seti Me-n- ptah) gik derimod straks i Begyndelsen af sin Regjering, i sit første Regjeringsaar — dette uden Tvivl beregnet fra hans Ud- raabelse til Konge som Faderens: Medregent og ikke fra Rameses I's Død — med en Hær til Asien. Han tugtede paa dette Tog Beduinerne i den arabiske Ørken og vandt flere Seire i Syrien. Han trængte frem til Mesopotamiens Grændser, men Nordsyrerne, Folket Khetta, kunde han aabenbart ikke betvinge, og han af- sluttede formodentlig snart en formelig Traktat med Khettas Overkonge. Efter al Sandsynlighed foretog han senere et Tog ti Mellemsyrien, der formodentlig tilligemed Sydsyrien igjennem en længere Aarrække var ægyptisk Provinds?.
Seti I. regjerede temmelig længe, mindst nogle og fyrgetyve
" Aar, men kun faa Aktstykker tilhøre hans senere Aar, de fleste
stamme fra hans ni første Regjeringsaar, til hvilke ogsaa hans fleste Krige sandsynligvis henhøre.
Seti I. opførte forskjellige storartede Bygninger. Den kæmpe- mæssige Søilesal i Amonstemplet i Karnak med de 134 Kolonner skyldes saaledes ham, ligesom ogsaa Paladset i Kurna og Temp-
mn I
1 Jos, C. Ap. I, 15.
2 Rosellini, Monumenti Storici (M. R.) pl. XLV no. 1 (Folio).
32 Se ovenfor 8. 549.
+ B8e ovenfor S. 852.
5 I Udtogene af Manetho kaldes han Sethos. Hans Navn er aabenbart glemt i Udtogøet hos lIosepos, C. Ap. I, 15.
' Lepsius, Denkmåler III, 126.
855
lene i Abydos. Imidlertid bleve de fleste af disse Bygninger først fuldendte under hans Efterfølger Rameses Il.
Da Seti havde, været Konge et Aarstid, fødte hans Dronning ham en Søen, der efter Bedstefaderen fik Navnet Rameses. Han var gjennem sin Moder en Ætling af det gamle Kongehus og maatte saaledes i Alles Øine være retmæssig Arving til Ægyptens Throne, hvorfor Seti ilede med at lade ham udraabe som Konge!, men Seti vedblev dog selv, efterat Rameses var bleven voksen, at føre Regjeringen lige til sin Død.
Iblandt de Titler og Valgsprog, Seti antog, findes egsaa Titlen:
IR
nem mess?
»den Gjenfødte" (eller ,,Gjenfødende"), et Udtryk i hvilket, man stundom? har ment at kunne sé en Hentydning til en i hans Thron- bestigelsesaar indtruffen Fornyelse af det astronomisk-kalendariske Kredsleb, man kalder Sothisperwoden, i hvilket Tilfælde Setis Thronbestigelse vilde falde i Aaret 1322 eller høeist et Par Aar tidligere”. For Rigtigheden af denne Anskuelse kunde maaske den Omstændighed tale, at Seti I. til officielt Fornavn optog Navnet Men-ma-ra (sandsynligvis udtalt Men-ma-ph-ra eller Men- mo-ph-ra) der kunde tænkes af skjødesløse Afskrivere at være bleven forvansket til Menophres, med hvilket Navn, ifølge den astronomiske Skribent Theon? fra Alexandreia, den næstsidste Fornyelse af Sothisperioden betegnedes, Men nem-mes kan ogsaa have en. anden Oprindelse og være erf Hentydning til Fornyelsen af den gamle — maaske paa Mandslinien uddøde — Kongestamme ved Seti, der jo gjennem sin Dronning Taia var saa at sige bleven optaget i Slægten og derved kunde siges at have fornyet denne.
Slgn. Maspero, Æssai sur Pinscription d' Abydos S. 69.
Man finder det f. Ex. i Lepsius, Denkmåler III, 126.
Brugsch i Zeitschrift der Deutschen Morgenl. Gesells. IX, 8. 197 —200 (1855). Om Sothisperioden se Lepsius, Cironologie 8. 165 fr.
Theon ed. Halma (Paris, 1822) S. 43; Lepsius, Kånigsbuch 8. 123. Den sidste Fornyelse af Perioden fandt efter Censorinus Sted 139 e. Kr.
ae MS oØiR dB mm
Rameses Il.
856
(o An , (== | ra-meses-mer-amon", Bameses 11, optog til
HD KE
Fornavn Navnet (NT) ra-user-ma-sept-n-ra, af hvilket Navn den sidste Bestanddel ofte udelades, saaledes at Fornavnet kun bliver User-ma-ra, uden Tvivl det Navn, som ligger til Grund for Diodors Osymandyas. Denne Konge blev, som ovenfor bemærket, allerede som nyfødt Barn hilset som Ægyptens Pharao, men han kom dog først i en modnere Alder i Besiddelse af den kongelige Magt”, hvorfor han heller ikke regner sine Regjeringsaar fra den Dag, han først hyldedes, men fra sin Fader Seti's Dødsdag.
Rameses II. betegnedes foruden med sine egentlige Navne ofte med Tilnavne% hvoraf vi kjende flere.
( ESS sestut, der ogsaa synes at have været udtalt
Sesestu, var det hyppigste af disse. De Gamles Sesoosiså gjen- giver uden Tvivl dette Navn og deres Sesostrisé det samme Navn, fulgt af eller forøget med Navnet paa Solguden Ra: Sesestu-ra.
— mom om mæ me
2 I Udtoget af Manetho hos Iosepos, C. Ap. I, 15, kaldes han Armesses (d. e. Rameses) Afiamun og siges at have regjeret 66 Aar og 2 Maaneder, hvad der uden Tvivl er rigtigt, da der i Indskrifter fra hans egen Tidsalder tillægges ham en Regjeringstid af 67 Aar; se Revue ÅArchéol, nouv. série XIX, pl. VIII, 1. 23; sign. I. c. 8. 282.
2 Derimod synes hans Navn at have været nævnet i de fleste kongelige Anordninger ved Siden af”hans Faders, i det Mindste at demme efter Indskriften om Guldminerne i Aithiopien (Prisse, åfonuments pl. 21).
3: 8Slgn. Chabas, Voyage d'un Égyptien S. 53; slgn. 8. 24 og oftere.
$ Vi have allerede anfert dette Navn ovenfor 8. 603 og 604 efter Select Papyrus pl. LII, I. 8 og pl. LXI, 1. 5.
'… Diod., Bibl. Hist. I, 53—58 og I, 94.
S Her. lI, 99—102. Sesostris omtales endnu af Megasthenes, Strabo, Plinius og andre Forfattere. I de Udtog af Manetho, som Krono- grapherne besad, fandtes der, som det synes, ingen Bemærkning om, at Rameses II. Mer-Amon havde havt Tilnavnet Sesostris. Derfor antog de, at en Konge af det tolvte Dynasti, Usertesen II., hvis Navn mindede om Sesostris (se S. 832), maatte have været denne i den ægyptiske Overlvvering saa høit priste Helte-Konge.
857
Om Betydningen af dette Tilnavn er man ikke enig; muligvis er det opstaaet ved, at man i daglig Tale har ombyttet Ramessu med det ensbetydende mestu-ra, hvis første Bogstav man har for- dreiet i Udtalen og fra et M har forvandlet til et S; den sidste Bestanddel Ordet ra er endelig stundom bleven udeladt.
Diodor meddeler en Del om Sesostris' Ungdom!, men vi ter ikke stole for Meget derpaa, skjøndt det end ikke klinger usand- synligt, eftersom de af Diodor benyttede Kilder til den ægyptiske Historie ikke alle vare meget paalidelige, og han her Intet med- deler om, hvilke Hjemmelsmænd han følger paa dette Sted.
Derimod faa vi af en Indskrift, som Rameses II. har ladet indhugge i det store Tempel i Abydos?, flere Oplysninger om hans første Regjeringstid. Vi erfare af denne Indskrift, at Kongen befandt sig i et fremmed Land, uden Tvivl Aithiopien, som han maaske bestyrede som Prinds-Guvernør (suten-sa-n-kosh eller kash) »kongelig Søn af Kosh".
Af Indskriften erfare vi desuden, at han, efter at have mod- taget Budskabet om sin Faders Død, begav sig til Theben og der indviede Statuer for sin Fader, hvorpaa han drog til Abydos". Her fandt han de af Seti paabegyndte Arbeider standsede og i det Hele Alt, hvad der angik Templerne, i temmelig Forfald ?.
Han sammenkaldte derfor Raadet i Abydos og holdt en lang Tale, hvori han foreholder det Templets mangelfulde Tilstand og meddeler sin Beslutning at fuldføre Bygningen?. Raadet svarer med en Lovprisning af hans Visdom, hans herlige Egenskaber og hans Magt”. I denne Tale forekommer følgende Sætning:
Diod., Bibl. Hist. I, 53.
Mariette, Abydos pl. 5-9. Denne Indskrift er udgivet med Oversæt- telse og Forklaring af Maspero, EÆssai sur Pinscription dédicatoire du temple d' Abydos (Paris, 1867; 4?).
2 Mariette, Ahydos pl. 8, Il. 93 af Indskriften; se Maspero, Æssai sur Pinscription d' Abydos S. 60.
Mariette, ]. c. pl. 6 1. 22—23.
Mariette, I, c. pl. 6 I. 30—33.
Mariette. I. c, pl. 6 og 7 1. 40—55.
Mariette, ]. c. pl, 7 1. 55.
nm K | eee c +
-
858
»Dit Navn udbreder sig over hele-Jorden fra Khent-hen-nefr i Syd indtil Havets Bredder i Nord, indtil Landet Rutennu. Nomade-Stammerne, Kongesæderne og Stæderne, som ere forsynede med Besætninger ... [adlyde Dig] ...? hver Stad; de vaage for at offre til Dig. En Gud [er Du jo] for alle Mennesker: de staa op at bringe Dig Røgelse efter Din Fader Tums Bud. Dig tilbeder Keme (Ægypten) og Desher (det røde Land, d. e. Ægyptens sandige Nabolande)" ?,
Hvor overdreven denne Skildring end er, saa synes den dog at kunne antages for et sikkert Vidnesbyrd om, at Ægypterne ved Seti I's Død, ligesom i hans første Regjeringaar, havde havt Besiddelser i Asien, og at der laa ægyptisk Besætning i flere Stæder.
Rameses II's første Krigstog var rettet imod Beboerne af Aithiopien, som bleve tugtede. Ægypterne vendte tilbage med stort Bytte og med mange fangne Negere, der maatte gjøre Tjeneste som Slaver i Ægypten. Ogsaa til Libyen synes Rameses tidligt at have foretaget et Tog.
I Rameses II's fjerde Regjeringsaar finde vi ham ved Ud- løbet af Floden Nar-el-Kelb, Nordost for Beirut, hvor han lod indhugge en Mindetavle; og nogen Tid efter, i hans femte Re- gjeringsaar, se vi ham med en stor Hær at drage frem langs Orontes for at knuse Khetta-Folket. Her blev han, som vi ovenfor have sét, med sin Bedækning uformodet overfaldet af en over- legen fjendtlig Styrke, hvorved han selv kom til at tage Del i Kampen, hvad Ægyptens Konger sikkert kun yderst sjældent bekvemmede sig til. Han synes ved denne Leilighed at have vist personligt Mod; og maaske var det denne Uforfærdethed, som vandt ham hans Undersaatters Hjerter, saaledes at Sesostris' Navn mindedes lige til sildige Tider, imedens man ganske glemte mange Pharaoner, der dog langt mere end Rameses II. havde bi- draget til at udbrede det ægyptiske Navns Berømmelse, og som
———
1]: Her som paa flere Steder i Indskriften ere et Par Tegn forsvundne. ? Mariette, Il. c., pl. 7. 1. 68—69; slgn. Maspero, Il. c. 8. 45—47.
859
havde beseiret langt flere Folk end han og havde hersket over langt mere vidstrakte Lande.
Det kom derefter til en Kamp ved Kadesh, hvorpaa man blev enig om at slutte Stilstand!. Ægypterne have formodentlig snart efter rømmet Khettas Land, som de ikke mere synes at have betraadt som Seirherrer, saalænge Rameses Il. levede.
I Rameses Il.'s ottende Regjeringsaar udbrød der, som det synes, Opstand i den Del af Syrien, som Ægypterne havde beholdt, og Rameses maatte i dette Aar beleire og storme flere faste Pladser.
I Rameses 2lde Regjeringsaar sluttedes paany en Traktat med Khetta, der er bevaret i en hieroglyphisk Indskrift i Theben, hvorefter vi have gjengivet den ovenfor? i vor Fremstilling af Syriens Historie.
Rameses Il. opførte en stor Mængde Bygninger i hele Ægypten og Nubien. De fleste bleve dog reiste i Hovedstaden Theben. Her fuldendte han først det af hans Fader paabegyndte Palads i Kurna", hvor han formodentlig i sine tidligere Aar havde sit Kongesæde. Men Rameses Il. nøiedes ikke hermed; han paa- begyndte snart i Theben Anlæget af en ny pragtfuld Kongeborg, omgivet af prægtige Haver og mangfoldige mindre Bygninger. Hovedbygningen i dette Anlæg, som efter Kongens officielle For- navn User-ma-ra kaldtes Osymandyas' Palads, med Hieroglypher:
KESTØ
ha ra-user-maa (d. €. user-maa-ra), Huset Osymandyas'?, er uden Tvivl det Palads, som )Diodor efter Hekataios beskriver
! Se ovenfor 8. 574 —575.
2 Se ovenfor 8. 578.
2 8. 579—584.
4 Se om dette Forfatterens Reise S. 230.
5. Se ovenfor S. 73. Navnet skrives med mange Variationer.
Rameses Il.'e Byggefore. tagender.
860
som Osymandyas' .Grav!. I nyere Tider kaldte man det først Memnonion, siden efter Champollions Tid Ramesseum- Af Byg- ningen, som er af Sandsten, er der ikke ringe Rester tilbage”, ligesom der i Nærheden findes Levninger af forskjellige Bygninger af sol- tørrede Nilsten?, der uden Tvivl tilhøre de mindre Bygninger, der omgave Slottet og udgjorde Dele af det store Anlæg.
Foruden disse Paladser lod Rameses II. opføre og udvide flere Helligdomme i Byen. Templet i Luxor" byggedes saaledes for en Del af ham, og i Karnak fortælle mange Indskrifter om de Bygninger, han her lod udføre til Amons Ære.
At opregne alle de Stæder i Nildalen, som Rameses II. for- skjønnéde ved nye Bygninger eller ved Forbedringer af ældre Bygninger, vilde være et vidtløftigt Arbeide, hvorfor vi her skulle indskrænke os til at nævne de vigtigste.
I Nubien opførte han flere Templer og Slotte, og forskjønnede adskillige Byer, saaledes iblandt andre den By, hvis Levninger findes ved Abu Simbel, der efter ham fik Navnet ,,Rameses' By" 5, Her udhuggede han, som bekjendt, et Huletempel, der endnu den Dag idag vækker de Reisendes Beundring.
Paa Øen Elephantine opførte han ligeledes forskjellige Byg- ninger, hvoraf enkelte Rester findes spredte om paa Øen, tildels indmurede i Kaierne?.
I Abydos sés der storartede Levninger, der tilhøre to Templer, som Rameses Il. lod opføre i denne By, Disse Bygninger synes forøvrigt at have været paabegyndte af Seti I., men ingen af dem var fuldendt, da Seti døde?. I Memphis opførte Rameses II.
Diod., Bibl. Hist. I, 47—49.
Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 231.
Forfatterens Reise S. 233.
Om Templet i Luxor, se Forfatterens Reise S. 207 fl.
Slgn. Brugsch, Geographische Inschr. I, 8. 1589—160 (1857).
Se Champollion, Lettres S. 130—135 (1833).
Det ovenfor omtalte (S. 845) Kalenderfragment antages, som allerede bemærket, af Flere at være udført i Rameses II's Dage.
5 Slgn. Forfatterens Reise 8. 249—250.
9 Se 8. 857; sign. Revue Archéologigue nouvelle série XLII, S. 53 ff.
hm ea & nd te es .amm
861
sikkert ogsaa forskjellige Bygninger, men kun faa Rester ere blevne bevarede indtil vore Dage?!.
I Deltaet har man ogsaa fundet Mindesmærker med Rameses' Navn; de fleste større Ruiner, hvoraf man har foretaget neiere Undersøgelser, saaledes navnlig Ruinerne i San (Tanis), have bragt en Mængde Gjenstande og Indskrifter fra denne Konges Tid for Lyset?. Flere andre komme fra? Dalen Seba Biar og Egnen omkring Birket-el-Timsah (Krokodillesøen). I den vestlige Del af Deltaet ere Mindesmærkerne sparsomme, men de ere maaske for en Del allerede i Oldtiden blevne slæbte til Alexandreia og der an- "vendte ved Bygningen af Ægyptens nye Hovedstad".
Foruden disse Stenmindesmærker gives der endnu adskillige Aktstykker paa Papyrus, der ere nedskrevne i Ramegses Il.'s Dage og bevarede til vore Tider — enten i Original eller i Afskrifter, der høist ere et Aarhundrede yngre end hans Levetid, — og som tale om Rameses Il's Byggeforetagender. Man finder i disse Aktstykker en hel Del særdeles værdifulde Oplysninger, hvorfor vi her skulle dvæle lidet ved nogle af dem.
Vi skulle først meddele et Brev der -opbevares i en Samling i Londoné. Det begynder med en lang Indledning, som vi her ville meddele for at give en Forestilling om den ægyptiske Stil.
Brevet er skreven af to Høvedsmænd Anij og Bak-n-Amon til en anden Høvedsmand Maa-Mentu. - Det lyder saaledes:
1! Rameses I11.'s Bygninger i Memphis have maattet dele Skjæbne med de evrige Bygninger i denne By; de have maattet afgive Materiale til Bygningen af Kairo.
2? Se Revue Archéol, nouvelle série Xl, pl. IV, (Mars 1865).
3 Se Description de PEgypte: Atlas Pantiquités V, pl. 29.
. Byen Ramses, der ligger ved en gravet Kanal fra Damanhur til Nilen,
… minder ved sit Navn om Arbeider foretagne i disse Egne af en Konge Rameses, uden Tvivl Rameses II.
3 Se ovenfor S. 231.
' Brevet findes i Samlingen Anastasi V, der er samlet under Seti Il., men for en stor Del indeholder ældre Aktstykker; Brevet begynder Side 23 i Linie 7 og ender Side 9 i Linie 2. Texten findes Select Papyrus pl. CXVII I. 7 til CXIX I. 2.
862
ne, Mulle IR få
shennu an) n (+) pa (TVve) menfut (2R10OVT) -u Høvedsmanden Anij af Fodfolket? (og)
es enn ØS ÅL oi
shennu bak-n-amon n (1) på (Itt) menfut (2210$"T) EY.
Høvedsmanden Bak-n-Amon af Fodfolket VW mæ RES en 8 O 00 Er i=8 Å n ( ft) shennu maa-mentu til Høvedsmanden Maa-Mentu ! Med
T LL: OMSK Bø
ankh (sv) uza (OVÆS) snebå mm hes [estiC] Liv, Kraft, Sundhed og med Naade
ES "ha 177
amon-ra — suten[COTTEN | neteru (AOTTTE)
fra Amon-Ra, Kongen over Guderne, og i Ul ' Ø VVvwWw neter (WOTTE) ka hag n (€t) fra den guddommelige Person, Herskeren,
! Grundbetydningen af Ordet såennu er dreie sig i en Kreds, omgive; det betyder her: Pharaos Omgivende, Hofembedsmand, Hevedsmand. Ordet kan ogssaa udtales meskau og nefru. Alle tre Ord betyder: »Fodfolk"; Ordet betyder maaske oprindeligt ,Bueskytter”".
Disse tre Ord danne her aabenbart en Del af Texten; derimod er dette neppe Tilfældet paa de Steder i dette og andre ægyptiske Breve, hvor de forekomme efter Ordene per-aa (Pharao): eller ned (Herren) eller andre Ord, der tjene til at betegne Kongen,
863
| ik (IFT)
uten [CO TEN | sakhet (cabrur): ra-usr-maa sept-n-ra Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten, Osymandyas, Ra's-Udkaarne,
SUL => UI Et Så pai-k (TUI) ned (An HØ) ar (EP) tu-a her (24) ask (CXCJ)
Din Herre. — Jeger i Bøn til
ves ("JT Sk RT
ra hor-m-akhi s-sneb-u per-aa (SYD) pa-i-nu (mu) Hormakhi at give Sundhed til Pharao, vor
> HM ADS É Øg ri] neb (6) amma [201] .….… heh (240) n (St) heb Herre: Giv ham at opnaa Millioner af Fest-
fle WS AS Om sal)" auk (EX) m hesi [Pstuc]-: (4) Tidsrum Se(1)!! (og gid) Du være i hans Gunst |
(| 4
Udtalen af dette Ord, der, som det fremgaar af Tvesprogsindskrifterne, betyder Kongen af Nedre-Ægypten, er ikke sikker. Det er uvist om, Ordet skal læses sakhet eller kheb (khubu). Disse tre Tegn have, som nylig (8. 862 Anmk. 3) bemærket, aaben- bart ikke været udtalte, hverken her eller hvor de i det Følgende forekomme. I Texten findes her en Lakune, men det fremgaar tilstrækkeligt af Sammenhængen, at Ordet ash her er udfaldet.
" Festerne Set eller Se vendte tilbage med visse Mellemrum; de synes saaledes at have dannet tredive-aarige Cykler; men det nærmere er os ikke bekjendt.
aa
864
[mmm a VVWVVvV'
www O lå] DD —. AW m-men (2888HSVE) ki (KE)ze (AE) r(E) -nii (IT TE)
daglig! — En anden Sag!: at
SN Am Å Ex fl 19% tu-nu utu [ovarred] -nu m på (TVE) men (?) au-=tu vi ere dragne bort fra det Sted, (som) var
7 IK | 1— VA neter (MOVTE) am (EQ&2%) ger? 3 hau-u hena [Ox] Gud: (paa), med tre Frontispicer tilligemed
HURT BIT, AU le
naisn-u (OVOY) asb-u nai-snu (NDOQ%) aner (CLISVE) deres Fodstykker (og) deres Quader-Sten
ANISD" I» S lå =Åa
ham(?) autu her (&1) ze (At) n-nu (fU) a shem (Ge) … Man havde sagt os: Følg
' FS Vw — —— Ni 2 oe få 3 m-sa (XC&) pa(IVE) shennu n (ft) per-aa (11579) asta (XCUC) efter Høvedsmanden Pharaos, — hurtigen
mu men
1: Her begynder den egentlige Meddelelse. 2 Dette Ord findes ikke i Koptisk, men Stammen af Ordet er bevaret i
EG par der har Betydningen : under. 3 Det Sted, som Gud var paa, d. e. Stedet, hvor Pharao var.
865
Pe > XV. INK sep2sep2" ger na (me) hau-u sperur (€) -f(4) asta (fuC) tvefold! tvefold! med Pyramiderne! Gaa til ham
OX; > W=—N
nv | = ["— ØR 1 84 8 sep2 ger-ur (€) mu (228) -2nu 8e(te)m (Curreet) - int skyndsomst! bring dem til deres Plads! Hører
iædlå Ia. => åd
m på(IUE) a ze (XE) -f(€]) ned (Mm By) a ze (AE) n-/ påa det, som han siger, det Alt! hvad han siger om
fly VWAWWV aa VWWWWY
lam 1 4 0 e Cc 84 1 =) lår it smen (C2RFV) - snu her (Es) se (men?) -snu 2et (GTETT) 2 nul?)
at opreisø dem paa Stederne for dem. Nu! vi
—+— e le sy mm Ht i ' EX a ADS g puter [Pep] tu-nu ED sesh pa (Tv) khetemu (702) Se! Vi ere ved at drage ind i Pa-(kh)tum (37)
(HM HE) UT 2 fS
ra-messu-mer-amon nt (vT) zali m renpe (pDærTtEe)
Rameses Mer-Amons i Zali - Distriktet i Aaret na Po" O nn
0 12 8 g & ” WWW U 0 4% 8
23 abt (eBV"T) 2 shamu (UJ022) haru (200) 23 28, (i den) anden Maaned af Aarstiden Shom, Dag 23;
' Herved forstærkes Betydningen af det foregasende Ord: Skyndsomt tvefold tvefold d. 6. Skyndsomt, saa hurtigt som muligt!
55
866
It er Ka = SY Nb '
aen (51) "(E) sten (GE) r (€) stu (OJAE) na (NE) fa-… vi ville (nu) gaa uden Lastskibene. (til]
AE CANSKHE AN Ked
ta (TE) a (HI) ra-messu-mer-amon m-=tu [fra] N-nu (14) Stedet (Byen) Rameses (007%) Mer-amon's, for at vi
Rd, XX Sd kr So Hill
athu (agt) na (me) mennu-u ... mn (fx) per-aa (13"e)
RKON
kunne slæbe Mindesmærkerne til ... Pharaos. ENS WWW — K 115 => — IAS spermu (14) or (E) - f (4) amma [28201] Vi ere (nu) ankomne der. Gid
TANJA 1va J auttt
hab [Qs8Ø] n-nu (mar) — pa(TtE) shennun (ft)
sende vilde 09 Høvedsmanden o—> G, SN CIcJ i OMAN > per-aa (mymD) ker ( 01) pa(5)-nu (mun) ned (mm) Pharaos fra (d. e. en Befaling fra) vor Herre,
BIT 11 — SS ka, er (En) — r(E) — æ=(sp1) - (4)
at vi kunde udføre det!" Hovedindholdet af Brevet synes at være følgende: Ved sin Ankomst til Byen pa-khtum-ramessu-mer-amon-ni-zali, d. e. til
867
Rameses,11.'s Pa-(kh)tum (Patum, am, Pitom!) i Distriktet Zali, Hovedstaden i den fjortende nedre-ægyptiske Nomos, den 23de Payn?, havde Any ikke, som han havde ventet, her fundet Befa- linger om, hvad der var at gjøre med de Gjenstande, han havde ført til Byen. Han udbeder sig derfor Befalinger af sine Foresatte. Forelebig var han (med sine Folk) gaaet til Byen ta-a-ramessu mer-amon, d. e. Rameses II's By (o>gyn) for at slæbe endel Mindesmærker til de Steder, hvor de vare bestemte til at opreises.
Man sér af Brevet, at Rameses II. opførte endel Bygninger og andre Mindesmærker i den sidstnævnte By, ia-a-rameses-mer- amon, men til denne By var hans Omsorg ikke indskrænket. Sandsynligvis vare de Gjenstande, som An: foreløbig havde efter- ladt i den førstnævnte By, Nomos-Hovedstaden Pa-(kh)tum-ni-zak, bestemte til at reises i denne sidste By. Den Omstændighed, at begge Byer ere opkaldte efter Rameses Il., vidner jo desuden tilstrækkeligt om, at han havde opført større Bygninger i dem og i det Hele udvidet og forskjønnet dem.
Byen Pa-khtum eller Pa-tum (rr) laa, som det tydelig frem- gaar af flere ægyptiske Aktstykker", i den østligste Del af Ægypten nær (frændsen af den nordarabiske Ørken, paa Bredden af en Kanaj Tena, der ifalge en Fremstilling paa et Mindesmærke fra Seti I's Dage førte fra Nilen til en Sø, som i Indskrifterne kaldes Akeba, (sandsynligvis Søen Birket-el-Timsah)?. Et andet Brev, der opbevares i Leyden, taler om et Sted ved Kanalen Tenna, (sand- synligvis samme Kanal), nemlig Stedet Osymandyas' Landings-
! Sign. Exod. 1, 11; se videre nedenfor Kap. Vil og VIIL
? Maaneden Payn, den tredie Maaned af Aarstiden Skom, Sommeren, svarer paa Rameseé II's Tjd omtrent til April eller Mai.
2 8lgn. Årod. 1, 11; se nedenfor sammesteds.
4 Se Lepsius, Denkmåler III, 126; se ogsaa III, 31 og IO, 128; se videre nedenfor Kap. VII $ 78.
s… Lepsius, Denkmåler III, 198; algn. Brugsch, Geographische Inschriften I, 8. 268.
S. Papyrus I. 348 Side VIII, Linie 1 ff. udgivet i Leemans, Afonumentis II, pl. CXLIX (Leyden, 1846 ff.); slgn. Chabas, Melanges II, 8. 149.
. 552
plads,
868 — et Navn, der tilstrækkeligt vidner om, at Rameses Il.
her havde ladet opføre større Bygninger 0. desl. Vi meddele her den væsentlige Del af Brevet", der er skrevet af en Skriver Kauisir til hans Foresatte Bak-n-Ptah.
>
sv be År DE SSO)
r(€) nti (TE) tu-a (er) m sa
»At jeg er kommen bagefter (P) d vw ex ! ger pa (TTE) karmu 2 n (St) .… Gå - u med Baade 2 til Fiskefangst,
Dk 5 N SÅRY
nit ( (rr) ger pa (me) rimmu (Ppren?) -u som føre de Fiske,
im > Kh læs >” NV euf (Et) r(E) (4 ( TE) dari (Aps) 7(E) pa (TE)
der ere (bestemte) for Barken ved det (Sted),
ne ==
Linie 4—7. Brevet begynder næsten ordret paa samme Maade som det nedenfor (8. 871) anferte Brev fra samme Kauisir til samme Bak-n-Ptah ,Skriveren Kauisir for at fryde Hjertet sin Herres, Skriveren Bak-n-Ptah! Med Liv, Kraft og Sundhed! Sendt er dette for at give Underretning (til) min Herre. Endvidere for at fryde Hjertet min Herres". De følgende halvanden Linie (L. 3—4) ere noget mangelfulde bevarede. De synes at maatte oversættes: ,At jeg drager Omsorg for at udfere alle de Befalinger, som min Herre har givet mig, tilligemed de gode Bud .... daglig, og ikke er jeg efter- ladende (?) imod min Herre". Derefter felger de her (8. 868—869) i Grundtext og Oversættelse meddelte Linier.
Begyndelsen af Ordet er edelagt.
Udtalen af det everste Tegn, der maaske skal omskrives CD, er ikke sikker.
869
www | www 0
mm AT FÅ NSSS når (rt) mer (220D&9) bak (Baur) -u hor-nekht m st
som Forstanderen for Arbeiderne, Hornekht, er paa.
lg fe NL PP SS RÅSRE aa (EY) her (Os) khenti-ta! her (CsY) …? pa (TVE) tenna Jeg er ved at komme op til Distriktet (ved) Kanalen Tenna
lot ? RA Å hl SÅS i
aa (EX) her (Cox) kem-s mta("TE) menau og jeg er ved at træffe den? paa Landingspladsen
-S SUL LETSUG
ra-usr-maa sept-n-ra r (€) tet (TOT) zai khu rekht Osymandyas', Ra's Udkaarne, ved Haanden af" Fjederbæreren Rekh 8",
I et andet Aktstykke, hvoraf vi besidde to Afskrifter, af hvilke den ene findes i Begyndelsen af Samlingen Anastasi II, den anden i Samlingen Anastasi IV”, læses der en digterisk Beskri- velse af et Landskab (?), i hvilket der fandtes en Borg, der lige- som hele Landskabet (?) var opkaldt efter Kong Rameses II. Dette Sted (maaske Landet Rameses, DO'ayn yoR?) henhører aabenbart til samme Egn af Ægypten som de i det Foregaaende nævnte Byer
mm — ——
' Dette Ord bruges om Reiser op ad Nilen eller de med den i For- bindelse staaende Kanaler. .
Udtalen af dette Tegn er ikke sikker; det læses undertiden Åesp. Den d. e. Barken.
Ved Haanden af d. v. 38.: Under Befaling af.
Fjederbærer var en hei Værdighed.
Pap. Anastasi Il, 8. 1 L. 1 til 8. 2 L. 4 (Select Papyrus pl. LXI 1 1 ff.); slgn. Chabas, Melanges II, 8. 151 ff. (Chalon-sur-Saåne, 1864). ” Pap, Anastasi IV, S.6 L.1—10 (Select Papyrus, pl. LXXXVIIT 1. 1—10). ' Gen, 47, 11; se nedenfor Kap. VIII, $ 82 —83.
ea FF Æw dd MØ
870
og Kanaler, og maa altsaa søges i den østligste Del af Nedre- Ægypten ud imod Arabien; ja det er ikke usandsynligt, at de i det ovenfor meddelte Brev omtalte to Byer pa-(kh)tum-nt-zali (Patum), og ta-a-rameses-mer-amon (Rameses) eller i det Mindste den sidste af dem laa i dette Landskab?. Beskrivelsen lyder i Oversættelse :
»Hans Majestæt har indrettet sig et Vagtsted (773) Bekhen). »Stor i Seir" er dets Navn. Det ligger imellem Landet Tamera (d. e. Ægypten) og Landet Zahi (d. e. Syrien); fyldt er det med duftende Ting. Det ligner An (Heliopolis), og dets Livs Glands er ligesom Ha-ka-ptah (Memphis); op staar Solen i dens Horizont- bjerg, og ned gaar den i dens Midte. Alle Mennesker forlade deres Byer, de ere som fastnaglede til deres Jordbund?. Dets Vesten er i Amons Tempel, dets Syden er i Sets Tempel; Astarte er i dets Østen; Vazi (Uzi, d. e. Buto) i dens Norden?, Borgen, som er i dens Midte", den er ligesom Himlens Horizontbjerg. Rameses Mer-Amon er deri, han, Guden Mentu i det dobbelte Land ... Herskernes Sol ... Ægyptens Fryd, han, som øer elsket af Guden Tum som en Hersker. Gid Jorden falde ned for hans Throne! Og Khetta's (Khetiternes) store Konge sender Bud til Kongen af Keti?:" Tag Fod i Haand og gaa til Ægypten! Guds Aands Ord ere opfyldte! Lad os bringe User-ma-ra (d. e. Osy- mandyas) vor Hyldest, at han monne os give sin Kjærligheds Aandepust! Khetta-Landet er som én Sjæl med ham. Har Guden ikke modtaget sine Offergaver? Har han ikke sét Himlens
7 mm
1 Se nedenfor Kap. VIII $ 83.
? Nemlig: naar de komme for at tage det nye Landskab i Øiesyn.
2 Vi have her Grændserne for Landskabet angivne: imod Syd laa et til Set indviet Sted, paa dets Østgrændse et til Astarte, paa dets Vest- grændse et til Amon og paa dets Nordgrændse et til Vari (Buto) indviet Sted.
" Det her beskrevne Vagtsted synes at have været en større By eller et Landskab, eftersom der midt i det laa en Borg eller By.
5. Det felgende skal være Indholdet af det Brev, som Khettas (Nord- syriens) Konge tænkes at skrive til en af sine "Vasaller, og hvori han udtrykker sin Beundring for Rameses II.
871
Vande? Det er saaledes som det monne ønske User-ma-ra (Osy- mandyas), han Tyren, som elsker Kamp".
Det ér maaske til Bygningéforetagender i dette Landskab, maaske til Opførelsen af Borgen $ dens Midte, at et andet Akt- stykke hentyder. I et Brev i Leyden! fortælles der nemlig om, hvor- ledes Arbeidsfolk af det fremmede Folk Ibri (apri eller abri) slæbe Sten til et Sted, som kaldes ta-bekhen-aa-rameses-mer-amon d. e. Rameses Il.'s store Vagtsted. Brevet er fra den nysnævnte Kauisir til hans Foresatte Bak-n-Ptah.
Bride TÅ 9
an? — kauisir her (ØS!) suza (COTZ&) het (OKT) »Skriveren Kauisir for at fryde Hjertet?
— vo. JOY Å 1
» (1) =65 (val) 4(q) om dabnpiah m ant (UV) Herrens sin, Bak-n-Ptah! Med Liv,
Å p NDR e > FS æn (DVÆS) med ha [Gal] 70) r(e) ("4
Kraft (og) Sundhed! Sendt er dette for at give
KE lg > rekha (DUSUJT) —— pai-a (TUC) neb (vi 0) at vide min Herre".
== —…
1 Brevet bestaar af Papyrus I. 348 Side VI, og af Halvdelen af første Limie ef Side VII; Texten er udgivet i Leemans, Mfonuments II pl. CXLVIII (Leyden, 1846 ff.); sign. Chabas, Afelanges II, 8. 148.
2 Dette Ord er polyphont (se ovenfor S. 254): det udtales snart an, snart skåa. Betydningen er her: Skriver, Sekretær.
2 Ordet &y er polyphont og udtales snart het snart ad (her maaske ab).
s D. e. Til min Herres Underretning. Texten er her moget beskadiget.
872
NT i KSKNGEE
ki (XE) her (OX) suza (?) (CDY28 ) Endvidere for at fryde
o — Sul > het (CT) 1(%) pzai(ruu1) 16 (nx8)
Hjertet af min Herre.
- ov SN 1 mm Kl r (€) nt (Mt) pa ( TE) | per n (it) pat -a (Tucur) At Huset, min
> Ha dil TAN TSSØN T
neb (6) m nu nai-f (NOT4) aaui-u nti pa (TUE) per Herres, (er) i god Stand; hans Okser, som ere (i) Huset
— SNE => == MU n (ft) pai-a (rt) ned (maHG)m nu naif (Not) min Herres, (ere) i god Stand; hans
| Os inmme VWWVWV SN SS KUL TAN, ST bak (Bur) - u mM nu natf (DTC) aam-u nt (fr) m Årbeidsfolk (ere) i god Forfatning; hans Kvæg, som paa
— BANAN 646 VV i Sr es NEL Å (?) nN zz NE? [| j I
sam () m nu m(?)r (2) NER ” msa [CX] - snu Marken (er), i god Stand. Med Hensyn til... efter dem (da ere de)
! Her findes en Lakune i Texten.
873
A TT ki ff kd, "5
m ankh (unb) ura (UVÆ8) smeb hab [9,8] pu i Live (ved) Sundhed (og) Kraft. Sendt er dette
> TZ. RE SWIÉ => r(€) (73) ret (Dwu0g1) paa (TU) 10 (nx)
for at give at vide min Herre!,
W ff IMÅ 7?
ki (XE) her (CS) suca (COYX&) he (GK TT) » (11)
Endvidere for at fryde Hjertet af Sul => - av pai-a (ru) — ned (mm6) r(&) nti (ITT)
min Herre. At |
INK BSN NR Se mm
se(teym (CUITT22) -a (1) pa (1VE) had [Q;& BG] ari (191) » jeg maa adlyde det sendte (Bud), (som) gav
lle > == Sy AS pai-a (TEN) ned (AH) r(E) ze (ZE) amma [&.82 01] min, Herre, sigende : Giv
(PE) » (it) mn (ven) mis nnfå (HENDE T)- ; Korn til Folkene, Krigsfolkene
! D. e. Til min Herres Underretning; se ovenfor 8. 871.
874
SÅ FYolSd:
hena [01] na (rve) abuinu (59) -u saavelsom Hoebraierne, su TT 3%, iø — nti (SVT) hør (&1) att (GX TT) mer (une) , Ce). der slæbe
N
KK jøde 2 i IRRE 2I
ta (TE) bekhennu (Y73) aa [2121] ra-messu mer-amon Vagtstedet, det store, Rameses (o>'ny) Mer-Amon's,
=lldå PT HL == nN use meri (284) maa (288)-u ra (på) - u (ver) »(%) Elskeren af Sandhed, — at udleveres til
ÅR — Klit: IC SØ
ur (uHp) n (+) mazas (228 "T 01) - u! amon-m-an Anføreren for Politistyrken, Amon-m-an, —
NSSS (2 REE 6 Lane
qU-a (es) her (03) ti (T) n (11) - snu Das-snu (rttuo%]
(da) er jeg ved at give dem deres «) Em øn DVÆLE SANG — KO!
pr (QpE) mm [ETE] a() at (ekorT) "Korn hver Maaned,
1 Gensdarmer; oprindeligt anvendte man hertil Negere (Folket Masai).
875
AL XM SR IS
mmaa på (Tte) sekher - u nefr (NOTYS) overensstemmende med Forskrifterne, de gode,
TI åd SUE >=
a ze(ZE) 1-0 (81) — pora(1Xu) 10 (nxC) som sagt mig har min Herre".
De Steder, der omtales i disse her meddelte Aktstykker, ere ikke de eneste efter Rameses ll. opkaldte Byer og Steder, om hvilko der fortælles i Aktstykker fra denne Konges Tid.
I en Samling ægyptiske Smaaskrifter, der ere forfattede under Ræneses II. og hans nærmeste Efterfølgere, og som ere samlede under en af disse sidste, Samlingen Papyrus Anastast lil, i London", findes der saaledes en glimrende Beskrivelse af et Sted eller en Gruppe Bygninger eller desl.?, som kaldes:
7 (mlStlE= ]
pe ramessu mer-amon d. e. Rameses II's Hus. Dette Sted er dog neppe, som det er antaget af Flere, noget af de her omtalte Steder fra Nedre-Ægypten?, men formodentlig Rameses Il.'s nye Kongeborg i Theben, hvis Hovedbygning dannes af det ovenfor omtalte Ramesseum eller som man før Champellions Tid kaldte denne Bygning: Mfemnonion ?, »Jeg er kommen til pe rameses mer-amon (Rameses IL's Borg). Jeg hår fundet den i faldkommen Stand. Dener... deilig, deilig! Ingen iblandt Thebens Bygninger kan lignes med den ... Livets Glæders Arkanum ...
7 &e ovenfor S. 281.
2. Stykket danner det andet Stykke af Samlingen, det begynder Side 1 Linie 12 og fortsætter sig til Side 3 Lmie 9. Terten or udgivet i Select Papyrus pl. LXXIV 1. 19 til LXXVI L 9.
3 Saaledes Goodwin i Cambridge Essays IV, 8. 254 (1858).
" Se ovenfor 8. 859—880.
876
Dens Marker ere fulde af yndefulde Steder, de bugne med Frembringelser til Livets Ophold hver Dag; Fiskedammene ere falde af Fisk; Andedammene af Fjederkræ!; Engene grønnes med Græs og Urter, Hjemsted for Krandse og Blomster; Jorden ud- breder Honningduft; det er en Fælled, gjennemtrængt af Saft. Kornlofterne ere fyldte med Hvede og Byg, opdyngede indtil Himlen, Bælgfrugter og Urter ere i Kjøkkenhaverne, Abu-Blomster i Drivhusene, Limoner, Oranger, Citroner, Figen ere i dens Frugt- have, søde Vine fra Kakeme?, som man nyder med Honning, røde Fisk fra Floden ..., Lotosblomster, Baki-Fiske fra Floden Har, Bari-Fisk blandede med Bek-Fisk fra Puharta (Euphrat)?, Hanana- Fisk fra ... bringes den største af (alle) Seierherrer. Hor-Ra's Dam flyder med Salt, Brønden med Natron. Skibene komme og gaa, ladede med Fødevarer hver Dag. Glæden hersker der; man taler aldrig om Savn; de Smaa ere der som de Store.
Op! lad os feire dens Himmel-Fester og Aarstider. Lad dertil bringes 7&/i- og Menhi-Blomster! Og Hor-Ra's Dam maa være (prydet) med Kviste og Blomsterkrandse fra Blomsterhaven, og Kjeder af sammenbundne Blomster fra Parken. Fuglefængeren (kommer) med Offer af Fugle; Havet søger dens Gunst med Baka- og Atu-Fisk. De fjerneste Steder bringe deres Gaver; den allerstørste af (alle) Seirherrers Undersaatter komme hver Dag, bærende paa deres Hoveder den søde Drik Bek i nye Læder- sække. De staa foran deres Døre; deres Hænder svinge Blomster- krandse og Blomsterkviste fra Pe-Hathor og Kjeder af sammen- bundne Blomster fra Pe-Hor, den Dag, da ind drager Osymandyas, Solens Udkaarne, den jordiske Mentu, den dobbeltstore, om Mor- genen af Festdagen Kaherka (Khoiak). Alle opmuntre de hin- anden, til at udtrykke, hvad der besjæler dem, deres dybeste
"… Ægypternes Fjederkræ bestod af Gjæs og Ænder; Hensene ere først i Persertiden førte til Middelhavslandene fra det sydestlige Asien.
2 Et Kakeme kaldes af de Gamle Kokomis og laa ved de store Pyra- mider; slgn. Manetho (Miller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 589). En Nomos i Deltaet bar ogsaa Navnet Kakeme; Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 252.
” Euphrat omtales forevrigt ikke i andre ægyptiske Aktstykker.
877
Hyldest for den største af Seirherrerne. Den søde Drik Febr, der er som panu (P), Drikkew Kherava, der er som Saften af Annu- Frugterne, tilberedt med Honning, Vin fra Kati kommer fra Havnen, (med) Vinlandenes Vin, de behagelige Drikke (P) fra Floden Sakabt. Krandsene fra Lundene følge den største af Seirherrerne; han, som kommer gjennem Ha-ka-ptah (d. e&. Memphis) Porten.
Glæden fæste Bo der og stige! Intet standse den! 0! Osy- mandyas, Du Sol-Udkaarne, Mentu paa Jorden, Rameses Mer- Amon ! Hil være Dig, Du, som er Gud!"
Det er sandsynligvis til AÅrbeiderne paa denne Thebens nye Kongestad, at der hentydes i et Brev, der opbevares i Museet i Turin, og som indeholder endel Raad og Bud fra en ægyptisk Embedsmand til hans Underordnede!, I dette Brev hedder det:
»Giv Dig til at lade arbeide paa Rameses Mer-Amon's Slot, den elskelige som Amon. Hvil Dig ikke og stands ikke! Se! Tæl Antallet af de Mænd, som ere hos Dig, og dél dem i tre Høvedsmands-Afdelinger?, af 600 Mand: 200 i hver. Lad de tre store Blokke, som ligge foran Gudinden Ma's Tempel?, føre (derhen). Giv ikke Brød hver Dag! Med Hensyn til deres Mad og Drikke iagttag, hvad der er bleven sagt (Dig) af mig og af Skatkammer- og Kornmagazin-Skriverne".
Vi have ovenfor" sét, at under Amonssennernes Regjering anvendtes Krigsfanger, tagne fra fremmede Folk som Arbeidere ved Opførelsen af disse Bygninger, hvor de maatte udføre det grove og haarde Arbeide”. Noget Lignende var sikkert endnu be- standig Tilfældet under Rasennernes Regjering; ogsaa disse Konger og ikke mindst Rameses Il. førte uden Tvivl bestandig
" Papyrus'en er betegnet som Nr. 188. Den er udgivet af Pleyte (Papyrus Hiératiques de Turin pl. 4); slgn. Chabas i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, 8. 112 (Juli-August 1870).
? D.e. Afdelinger af Sterrelse som dem, der pleiede at fores af en Hevedsmand i Hæren (uau).
2? Ma var Retfærdigheds og Sandhedens Gudinde.
" 8. 844.
s. Rosellini, Afonumenti Storici (Mon. Reali) pl. XLV, 1 og pl. LXXXIII.
878
Krigsfavger til Ægypten og lode dem her udføre haardt Arbeide. Men da Rameses II. byggede saare Meget, og hans Krige ikke vare saa heldige som Thotmess III.'s og andre af høns Forgængeres, kan det let have være Tilfældet, at han ikke havde Krigs- fanger nok til at kunne lade dem alene udføre det egentlige Haandlangerarbeide ved hans Byggeforetagender. Det er derfar heist "sandsynligt, at han har søgt at skaffe sig de fornødne Arbeids- kræfter paa andre Maader. At dette virkelig ogsaa er skét, derom vidner det ovenfor! meddelte Brev fra Kauisir til Bakh-u-Piak i hvilket vi 86 Arbeidsfolk af det fremmede Folk
BY NS åd:
apuirju ("By) - u
eller aburrju (Sy) - u i d. e. Hebraierne”, slæbe Sten til Bygninger, og det i Nærværelse af en bevæbnet Styrke, hvad der viser, at de ikke uden nedtvungne udførte dette Arbeide. Af Aktstykket sér man, at disse Arbeids- folk fik uddelt maanedlig Korn til Underhold; men om anden Godtgjørelse tales der ikke, og det er derfor endmere aabenbart, at de med Magt vare tvungne til dette Arbeide. Deres Antal maa ikke have været saa ubetydeligt, da der ogsaa i et andet Akt- stykke, nemlig i et Brev fra Kent-Amon til hans Foresatte -/uys? tales om, hvorledes disse 7% (Hebraiere) maatte slæbe Sten til en anden af Rameses II. opført Bygning. Den Del af Brevet; der nærmest angaar de Forhold, som vi her undersøge?, lyder i Over- sættelse saaledes:
! Se ovenfor 8. 871—875.
2 At anvende Hebraierne hertil maatte for Rameges IJ. frømhyde sig som noget ganske naturligt; tidligere bar de jo neppe magen videre Byrder, uagtet de deg ned godt af Lovenes Beskyttelse,
2 Papyrus I. 849 i Leyden (Leomans Afonsmenes TI, pl. CELV og CLVI); slgn. Chabas Mfelanges II, 8. 148 ff.
1 Brevet begynder med Rameses IL'a Navne og Titjer: , Hors Tyren... han, som behersker de to Lande, den guldstraalende Hores 0, 8. v.”. Brevet hetegnes herved som en officiel Skrivelse.
879
HLN? MÅ ? an keni - amon her (CR) sura (CUYÆS) ha (GW TT) »Skriveren Kem-Amon for at fryde Hjertet
() (18) /(9) kem Wi x(W) au (08)
af Herren sin, Rytteri-Befalingsmanden Huji af Kasernen
Call SHE JUNK UN RI, då ==
mer-amon hab [Osah]-u (or) r(&) Rameses mes Mer. Amons. Afsendt for
TS SNE i(") råt (Dd)!) -tu (OY) pai-a (TU!) at give at vide min
> T " "SÅK ne (mmm) (re) her (2) suza (CDYZ8) Herre”. Endvidere for at fryde
OK > == su het (GHATT) paa (run) ned (mm) r(€) ns (ir T) Hjertet min Herres: For at
NI KN LAND n 2
sstem (CUTLER) PS (ITE) hab [ak] - u (or) adlyde - Budet til
1, Om disse tre Ord, der her ere gjentagne te Gange og forbundne ved Forheldsordet m (at læse: enkå usa sneb m enkh usa snøb) se 8. 862. 2 D. e. Skrivelse til min Herres Underretning; se 8. 871 og 878.
880
- ff Suit > > "(E) 2(1) para (man) næ(mH6) r(E) z(28) mig (fra) min "—… Herre, nemlig:
IRS ii > NV IN
amma [2801] her (230) -k(X) na nn rut-u nti (ITT) Giv Aasynet Dit til? Folkene, som
? om —— ildø ha (Os) - k(X) | (n)en (As) — au-k (Ex) (er) foran Dig?, og ikke være Du
sd ANS FO NU OS
. på - za pat-k (TU x) neb (46) ki (XCE) ze (AE) efterladende (?) imod Din Herre! Anden Sag:
> an AO IST NG 2(€) mi (Arr) rå (NE) Arter (TO) -u para (FU) at Hestene, min
FX | Q) ea > S'! n ise " neb (HG) nefru (ND'EUIN) -usep 2 au-a (EY) her (Es) Herres, have det godt, . tvefold (godt): jeg er ved at
AD WWwWww DD [mmemm] TT [sm] sf å i DD d Q Q ti("Y) nu buti (Bat) m-men (28ÆRH FN) ki (KE) (+)
give dem Byg hver Dag. En anden .
' D. e. Giv neie Agt paa. 2 Anden Persons personlige Stedord synes i dette Brev oftere at være skrevet ideographisk ved Billedet af en Mand istedetfor ved << k.
881
IJ = av FIN vi
ze(2E) r(E) nti(frx1) sat)m (CUTTERR) - a (1) Sag: at adlydt jeg har
4N NJ n XY => vi pa(mE) Mb [ ab] - u(0TT) r(€) (1)
det Sendte (d. e. Befalingen) til mig
Kul > >= AS
pai-a (TUCIN) ned (nu 6) r(E) ze (AE) amma [82201]
(fra) min Herre, sigende: giv 8 Å id | tå |
per (UDE) na (MWE) rut - u menfut (2RNOVT) - u Korn til Folkene, Krigsfolkene
BK mød 24 ISL,
hena Fl na (ve) abri (SY) - &% nti (fvt) athu (ut)
tilligemed Hebraierne, som slæbe mm O=— O 10 <=> <« U mf wa ' aner (CUrVE) 170) (E) pa (rvE) ra (pt) »(f) "2 (pt) Sten til Solens Sol (?)
CMS] & KK Sis
rameses mer-amon res (pxc) m mennofr (2en0t|) Rameses Mer-Amons Syd for Memphis!?.
1 Stedet Solens Sol Syd for Memphis er aldeles ubekjendt. Man kunde
maaske have Grund til at tvivle om, at Stedet virkeligt havde dette 56
882
Paa Foden af Brevet læges endvidere følgende Ord:
3 lm
nefru (NOV UI) eneb - k(X) God være Din Sundhed"!
Hovedpunktet i det her meddelte Aktstykke dannes, ligesom i det ovenfor anførte, af Fortællingen om, at disse Adbri, ”=my, maatte slæbe Sten til Kongens Mindesmærker og Bygninger. Denne Slave- gjerning var dog neppe den eneste, hvortil disse fremmede Folk bleve tvungne. I et andet Aktstykke, der findes paa Bagsiden af et Blad i Samlingen Papyrus ÅAnastasi III." i London, fortælles det, hvorledes endel Arbeidsfolk bleve tvungne til at stryge Tegl, hvoraf de maatte levere et vist Antal hver Dag. Texten synes bedst at kunne gjengives paa følgende Maade? :
———[ www a <o> i > ! IR ns ANT ES: r(€) (8) n (44) ket (XE'T) 12 m set-u(?) rut- u »Til Arbeide ved Opmuringen? 12 iblandt Folkene
NWwW
ØRN
Navn; imidlertid synes de Tegn, der findes paa dette Sted, ikke at kunne læses anderledes.
! Select Papyrus pl. LXXVI.
2 f8lgn. Chabas, Mélanges II, 8. 123 (1864). En Oversættelse var alle- rede forsøgt af Brugsch, Histoire S. 174—175; Lauth har ogsaa be- handlet denne Text se Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft XXI, 8. 668 (1867).
2 Saaledes Chabas. Lauth (Zeitschrift 1. c. 8. 668) oversætter: , For Øie- blikket 12 Murere". Han antager nemlig Stykket for en Fortsættelse af den Text, der findes" paa Bagsiden af Side 1 i samme Samling (Select Papyrus pl. LXXV verso). Her læser man i de første Linier felgende Optegnelser: ,, Modtaget Leveringer for det kongelige Hus, afgivet til Bestyrelsen af Zali(?) .... At Pharaos Sæde smykkes med Bygninger ved uafbrudte (?) Arbeider for Pharao, som vil komme selv til Fødselsdagsfesten (?) midt iblandt sine Hofmænd. Ikke lader jeg Bygningsfolkene dovne ved Arbeidet, ifelge (?) det Bud, som man har talet til mig. Lad det blive færdigt! Ikke maa de være efter- ladende"! Derefter følge tre Linier, hvoraf kun enkelte Tegn ere tilbage. De nederste Linier ere ikke meget bedre bevarede; man sér
883
"OSS Ja Å Xllle.
her (CSx) sekkt teb (TUBE) () m parstu (TUD) for at stryge Teglsten : fra deres
NS Åre 1 Fy … ku... an (Er) -tu (DVT) - Uu r(€) baku (Kur) .] (ere) de førte for at arbeide
Ng SEER KV 2 SS m på"(SVE) per us (DYWICUY) her (Osv) ari (191) paa sHuset?, dovne (vare de) tl at gjøre
DN (E< = Ju
fai-mu ("TUIOY) — ap (TU) + 5 (mube) (0 deres bestemte Teglsten
Ås år så RT NØ
inmen ( R888H ME) ben (22EN) utu her (01) nen (non)
daglig. Ikke være man efterladende N MM shkh ALS m pa(IVE) mau(t) (22DVD%1) m-mati i det Nye (d. e. paany) paa samme Vis! kun enkelte Ord: .... »Med et ukha (Brev) til Syrien. Jeg bygger
Huset færdigt, idet jeg istedetfor hver Murer (?) ved Huset sætter to (d. v. s. idet jeg fordobler Antallet af Murerne; egentlig: idet jeg giver en Murer ved Huset til to). .... Min Herres .... Før var der seks Murere og to .... over de to Tugtemestre .... jeg lod Muren opmure ....". Som Modsætning hertil oversætter Chabas > —— I »For Øieblikket af Murere tolv. Hvad angaar de Folk, som skulle stryge Teglsten, og som fra deres 0. s. v.". 2 Det manglende Ord har maaske betydet: Damme eller Gruber. 56%
” RI nn Mm NØ n n(åv) setem (CUrTER) »(1) ma [&a6] (Saaledes) for at lyde Ordren,
== mm SUK >
ari (191) -n (4) pai-a (Tur) neb (146) (som) gav min Herre".
Sagen, hvortil her hentydes, synes at være følgende!: Et Antal af tolv Arbeidere, som vare satte til at stryge Tegl, havde vist sig dovne ved dette Arbeide; derfor havde man tåget dem derfra og ladet dem bygge et Hus. Dette maa have mishaget høeiere Vedkommende, og efter Ordre fra samme udfærdigede Forstan- deren for Arbeidet et Brev, hvori han opfordrede en af sine Colleger eller maaske sin Overordnede til at vise Aarvaagenhed og ikke lade Arbeiderne dovne. Dette Brev, hvoraf den her meddelte Text er et Udkast, er maaske sendt som Rundskrivelse til andre Arbeidsstationer.
Brevet tilhører forøvrigt snarere Rameses II's Efterfølger Mer-n-ptah's Tid end Rameses II.'s egen Tid?; men den Omstæn- dighed, at Teglsten af den her omtalte Beskaffenhed, og som ere stemplede med Rameses Il.'s Navn, forefindes i stort Antal paa mange Steder rundt om i Ægypten, vidner. tilstrækkeligt om, at allerede Rameses II. har tvunget nogle af sine Undersaatter til at stryge Teglsten; thi dette haarde Arbeide forrettedes i Reglen neppe af frie Ægyptere. Men i saa Tilfælde kan man med megen Sikkerhed antage, at de i de ovenfor meddelte Aktstykker oftere omtalte Abri eller Ibri ”»”my, der bleve tvungne til at slæbe Sten, ogsaa have maattet stryge Teglsten til offentlige Bygninger 0. desl.
! Sign. Chabas, Mfélanges HI, l. c.
2 Sign. Lauth, Zeitschrift der deutschen morgenl. Gesellschaft l. c. Akt- stykket hører aabenbart til den Række Aktstykker fra Mer-n-ptahs Tid, som vi have meddelt i Syriens Historie, se ovenfor 8. 610—611.
885
De Teglsten, man finder i Ægypten, og som stamme fra dette Tidsrum, ere dannede af Nildynd, som er blandet med Straa; de bære tydelige Spor af ikke at være brændte ved Ild, men at være tørrede i Solen. Med Hensyn til Indblandingen af Straa i Dyndet, hvoraf disse Sten dannedes, kunne vi endnu bemærke, at ægyptiske Aktstykker tale om Nødvendigheden af at indblande Straa i Massen!, En ægyptisk Embedsmand, der havde Opsyn over saadanne Årbeider, skriver saaledes til en anden?: ,,Siden jeg er kommen her til Kakanto, har jeg ikke været virksom; thi der er Ingen hos mig til at stryge Tegl og ingen Straa paa Arbeids- pladsen ... ingen Lastæsler. Jeg tilbringer min Tid med at kige paa Himlen, gaa paa Jagt 0. s. v.".
De fleste af Rameses II's i Indskrifterne omtalte Felttog til Nabolandene tilhøre den første halve Snes Aar af hans Regjering?; dog omtales ogsaa enkelte Krigstog i senere Tidsrum, saaledes et i hang 35te Regjeringsaar". Fra de sidste tredive Aar af hans Re- gjering kjende vi derimod ingen Felttog eller Seire over Naboerne, og man ter derfor nok antage, at det Overherredømme over en- kelte Nabolande, navnlig over Mellem- og Sydsyrien, som Ra- meses II. besad i et tidligere Afsnit af sin Regjering, var gaaet tabt i dette Tidsrum; thi det er en bekjendt Sag, at Asiaterne i Oldtiden — ligesom i vore Dage — kun udrede de dem paalagte Skatter og Afgifter, naar de hyppigt sé deres Herrers Krigsfolk mandstærke i deres Nærhed.
I Virkeligheden sé vi ogsaa, at Kanaans Land paa Moharens Tid aabenbart var frit for ægyptisk Herredemme?. En Undtagelse . alene dannede OQaserne i Stepperne imellem Syrien og Ægypten, som Rameses Il. synes at have beholdt lige til sin Død.
Om Indblanding af Straa i Teglsten, se Ærzod. 5, 7.
Se Papyrus Sallier II, pl. 12 1 5 ff. (Select Papyrus pl. XXII).
Se ovenfor 8. 858—859.
Lepsius, Denkmåler III, 194; se ovenfor 8. 585.
Om Moharens Reise, der læses i Papyrus Anastasi I., se ovenfor 8. 196 —197 og Oversættelsen af de vigtigste Afsnit 8. 586—606.
8 Se ovenfor 8. 608 —608.
886
Man har forøvrigt Grund til at antage, at der i Rameses Il.'s senere Dage fra Libyen begyndte at trække uheldsvangre Skyer op over Ægypten. Thi et saa stort Uveir som det, vi sé bryde løs over Ægypten snart efter Rameses II's Død under Mer-n-piah!, i hans første Regjeringsaar, maa nødvendigvis være bleven forberedt i flere Aar, og man har derfor neppe taget synderlig Feil, naar man i den Omstændighed, at Rameses II. lod dette Uveir drage sig sammen paa Landets Grændse, uden ved Angreb at knuse det i dets Spire, har sét et Vidnesbyrd om, at Ægypten i Rameses Il.'s senere Aar er begyndt at vakle.
Men uagtet saaledes Ægypten i Rameses” senere Aar maa være gaaet endel tilbage, kunne vi dog ikke nægte, at Rameses [H.'s Regjering er et af Ægyptens lykkeligste Tidsrum. Det Mod, han viste i sine Kampe i Syrien i et af de første Aar af sin Regjering, samt overhovedet Ægypternes Tapperhed i Kampen med Folket Khetta, Khetiterne i Nordsyrien, vedligeholdt Ægypterfolkets Anseelse iblandt dets Naboer, imedens Agerdyrkningens og Konst- fildens frodige Blomstren bestandig udbredte større og større Vel- stand i Landet. Literaturen og Konsten udfoldede endnu i Ra- meses II's Tid megen Livskraft, og saavel fortrinlige Konstværker? som mærkelige Literaturværker? fremkom under hans Regjering. Føier man nu hertil, at Rameses II. smykkede sit Rige med mange prægtige Bygninger, og at han traf flere nyttige Foranstaltninger, og erindrer man, at han forstod at haandhæve Orden og Roi Riget, saa vil man vel neppe ganske kunne frakjende ham Til- navnet: den Store, som man fra Champollions Tid gjerne pleier at give ham. At han ligeoverfor Israeliterne, som dengang opholdt sig i Landet, fulgte en Politik, der — som vi nedenfor skulle ud-
! Se nedenfor S. 890 ff.
? De bedste Frembringelser fra Rameses II's Tid tilhere den første Halvdel af hans Regjering; i den anden Halvdel spores en kjendelig Tilbagegang. Der frembringes vel Meget, men en stor Del deraf er udført med liden Omhyggelighed.
” Under Rameses II. levede Forfatterne Pen-ta-ur og Anhur.
887
vikle — tilsidst førte til en for Ægypten skjæbnesvanger Kata- strophe, kan mindre lægges ham til Last, da man dog ikke kan forlange, at han skulde have besiddet et saadant Fremsyn, at han kunde forudsé de endelige Følger af den Behandling, han lod Is- raeliterne vederfares.
Da Rameses II. opnaaede en høi Alder, er det ganske natur- ligt, at han i sine senere Aar for en Del overlod Rigets Bestyrelse til en af sine Sønner. Vi kjende to af Rameses' Sønner, som i flere Aar synes at have været Rigsforstandere af Ægypten, nemlig:
RAR . . — i: M sha-m-vasi (?) eller sha-m-vabu (?), og
SR monpu
Den Første synes alt i en tidlig Tid at have faaet en stor Indflydelse paa Regjeringssagerne!, som han beholdt ligetil sin Død, der vel er indtruffen omtrent i Rameses II.'s 55de Regje- ringsaar. Efter hans Død blev Mer-n-ptah Rigsforstander, hvilken Værdighed han beklædte, lige indtil Ramegses Il.'s Død gjorde ham til Enehersker paa Pharaonernes Throne.
(Rg M Ø venn mer-n-ptah hotep-her-maa var Navnet $ 66.
paa Rameses II. Sesostris's Søn og Efterfølger paa Ægyptens hakkes Throne”. I daglig Tale kaldtes han dog neppe med dette lange Wenepåtha);
lsraeliternes Navn, men formodentlig kun med den første Del deraf: Mer-n-ptah vagang af eller, som dette Ord i senere Tider udtaledes, Me-n-ptah (Me- Fsyrten. nephtha)?. I de manethoiske Udtog hos Kronographerne" og Iose-
1 Det fremgaar af de Indskrifter, der omtale de under Rameses II, af- holdte Panegyrier, at denne Prinds allerede i Rameses' 80te Regje- ringsaar har været en Art Rigsforstander, se Brugsch, Recueil II, 8. 97.
2 Denne Konges Navne og Titler findes samlede i Lepsius, Kånigsbuch Tafel XXXV—XXXVI no. 476. I Skrivemaaden af hans Navn hersker stor Afveksling ligesom i andre Navnes Skrivemaade.
3 Lepsius benævner denne Konge Menephthes, de fleste andre" Ægypto- loger foretrække Formen Afenephtha.
+ Sync., Cåronogr. p. 72 efter Afrikanos og Eusebios; Euseb. Chron. arm. I, 20 p. 103 Mai, p. 104 Aucher (Se Muller, Fragm. Hist. Gr. Il, 8.
888
pos? kaldes han Amenophis, ligesom hos Khairemon?; hos de første, hvor, ligesom hos Iosepos, denne Konge og hans Forgæn- gere anføres to Gange, benævnes han tillige Amenephthes". Dette sidste Navn maa ligesom det første, Amenophis, være en Fordrei- else af Me(r)-n-ptah.
Rameses II's Efterfølger antog, ligesom alle andre ægyptiske Konger, ved sin Thronbestigelse et officielt Fornavn, til hvilket han valgte Navnet ba-n-ra mer-amon eller blot:
O ( Kj 32) ra-ba-n d. e. ba-n-ra eller dara (boo-ra)&, hvilket
Navn sandsynligvis ligger til Grund for Herodots FPheros eller Pheron" samt for Lysimakhos' og Tacitus" Bokkhoris?. Han kaldes derfor af Ægyptologerne: Menephtha- eller: Menephthes-Pheros?.
Det er muligt, at den klassiske Oldtid har bevaret Menephthas Navn under Formen Menophres, hvilket Navn, som ovenfor be- mærket, hos Theon fra Alexandreia betegner Sothisperiodens For- nyelse i Aaret 1322 f. Kr.”?, Begge Menephthas Navne, saavel Mer-n-Ptah som Ba-n-ra, kunne i Virkeligheden tænkes at ligge
575—578). I en Haandskrift af Synkellos kaldes Kongen i det af Afrikanos tagne Stykke Amenophath.
1! Jos., C. Ap. I, 15 og 26.
2. Jos., C. Ap. I, 32.
3 Sign. ovenfor 8. 852 Anmk. 5.
+ Sync., Chronogr. p. 72 —73 og Euseb., Chron. arm, I, 20 p. 103 Mai, p. 104 Aucher; se Muller, Fragm Hist. Gr. II, S. 581.
3. Sign. ovenfor 8. 856 om Rameses Il., der valgte Navnet User-Ma-Ra Osymandyas, Sept-n-Ra (Solens Udkaarne) til sit officielle Fornavn.
8 Se Lepsius Kånigsbuch Il. c.
7 Her. IE, 111. Her kaldes Kongen Øsgør, men da Ordet ikke fore- kommer i Nævneform, saa kan man ikke afgjere, hvilken Endelse denne Form har havt.
8. Jos., C. Ap. I, 34; Tac. Hist. V, 3.
? Man burde maaske foretrække Formen Afenephtha-Phero. Plinius, Hist. Nat. XXXVI, 74, kalder Sesostris' Efterfelger: Nyncoreus, hvad der maaske er en Forvanskning af Ba-n-ra. Artapanos' Xhenephres, Euseb., Præp. Evang. IX, 27, se ovenfor S. 108 er maaske en For- dreielse af det samme Ord og en Feilskrift for Benepåres (ba-n-på-ra).
wW Se ovenfor 8. 855.
889
til Grund for Menophres!. Er en af disse Sammenstillinger rigtig, vil Menephtha-Pheros have været Konge i Ægypten i Aaret 1322 f. Kr. Rigtignok gives der adskillige andre ægyptiske Kongenavne, der næsten ligesaa meget som de to anførte Navne minde om Mfenophres?; men til Gjengjæld synes et samtidigt Aktstykke at tale for Rigtigheden af den sædvanlige Kronologi og følgelig ogsaa for Identiteten af ÆMenophres og Mer-n-plah. Efter en Optegnelse paa Bagsiden af en Papyrus i London (Sallier IV.)? indfaldt Begyndelsen af Vandenes Synken efter Oversvøm- melsen, i Mer-n-Ptah's tredie Regjeringsåar, paa den 26de Dag i den anden Maaned af Oversvømmelgsens Aarstid (S/a) eller den 26de Paophi. Da denne Naturbegivenhed omtrent indfalder den 13de September, maa det ægyptiske Aar, til hvilket Optegnelsen henhører, være begyndt den 20de Juli, og forudsat, at der her er benyttet den ægyptiske borgerlige Kalender, hvad der er det Sand- synligste, maa Optegnelsen være foretagen omtrent i Tidsrummet 1325—1322, i hvilket det ægyptiske bevægelige Aar begyndte ved denne Tid. Menephtha vil herefter have besteget Thronen omtrent Aar 1325 f. Kr., altsaa netop i de Aar, Theons Menophres maa have levet". ”
Mindesmærker fra denne Konges Tid ere ikke meget hyppige og de fleste indeholde kun korte Indskrifter med Kongens Navn og Titler?, Om Krigstog til fremmede Lande tales der ikke i noget Aktstykke fra hans Tid, derimod lovprises en stor Seir, som Ægypterne vandt under hans Regjering, i en hieroglyphisk Indskrift,
1! Lepsius har forlængst gjort opmærksom paa Ligheden imellem Me- nephthes og Menophres og har gjort denne Sammenstilling til Hoved- hjørnesten i sin ægyptiske Kronologi.
2 Se ovenfor 8. 855. Stedet hos Theon er bl. a. meddelt i Lepsius,
Kånigsbuch 8. 128, se ogsaa samme Forfatters Chronologie S. 169 fr.
Select Papyrus pl. CLX, verso Il. 1.
Se C. W. Goodwin i Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, S. 57 ff. (Juli
1867).
5 En Statue, der forestiller denne Konge, og hvorpaa Mer-n-ptah's Navne og Titler læses, findes i Antiksamlingen.
$ Sign. Her. II, 111: Pheros foretog ingen Krigstog.
890
der læses paa en Væg af Bygningerne i Medinet-Abu, og hvis Text for kort Tid siden er bleven tilgængelig ved de af Vice- kongen foranstaltede Udgravninger.
Begyndelsen af de fleste Colonner! er uheldigvis ødelagt, hvorved en ikke ubetydelig Del af Texten, blandt Andet ogsaa de første Ord, der maaske have indeholdt en Tidsbestemmelse, er gaaet tabt?. Efter Begyndelseslakunen læser man følgende 2:
rt NET ar I Sar lød
a - ka - va - sha tu - ri - sha Akhaier, Tusker (Etrusker),
OR BAT Søren li - ka- u sha - r(i) - dan sha - ka - Us) - sha Lykier, Sardinier og Sikelier, hvilke vare komne fra alle Lande .... og som vare fangne ved hans Tapperhed, ved .... Amon .... (af) Ægyptens Konge Ba-n-Ra Mer-Amon, Solens Søn, Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa, han, som giver Livet.
Se denne gode Gud .... alle Guder til hans Beskyttelse Alle Lande ere (gjennemtrængte af) Skræk ved Skuet af ham, Ægyptens Konge, Ba-n-Ra Mer-Amon, Solens Søn, Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa .... de" befinde sig paa de Steder, de have faaet
! En Del af Texten er allerede udgivet af Lepsius, Denkmåler III, 199, a. En sterre Del er siden udgivet af Brugsch, Geogr. Inschriften II, pl. XXV; sign. 8. 82, (Leipzig 1858); og endelig, efterat Mariette har udgravet den Bygning, paa hvis Væg den findes, er en fuldstændig Af- skrift af den bevarede Del af Texten udgivet af Diimichen, Historische Inschriften pl. I—VI (1866). En delvis Oversættelse er givet af de Rougé i Revue Archéol. nouvelle série XVI, S. 32 ff. (Paris, 1867), en fuldstændigere af Lauth i Zeitschrift der deutschen Morgenl, Gesellschaft XXI, 8. 654—662 (Leipzig 1867). Indskriften bestaar af 77 lodrette Colonner. Om dette Udtog af Mer-n-ptahs Aarbeger se ovenfor S. 189.
2 Saaledes Lauth; de ægyptiske Indskrifter begynde, som bekjendt,
meget ofte med en Tidsbestemmelse.
Dtmichen, ist. Inschr. I, col. 1.
+" Her er Talen uden Tvivl om de slagne Fjender, der vare tagne til Fange.
s
891
anvist, idet de kaste sig ned for ham og bøie sig for ham (?). De, der have angrebet hans Enemærker, ere alle kastede til Jorden (?) .... Hans Raadslagninger ere alle .... Livsaanden som han skjænker, er (ellers) ubekjendt for Jorden og Menne- skene. Hans Rigdoms Vælde har hjemme i .... for at beskytte On, Tums Stad! (d. e. Heliopolis), for at dække Ptahs Borg?, Tanen, for at redde .... Telte? lige foran Pe-Balis(t)" ved Vandet Årushakana, og lader Vand løbe ind i Kanalen .... uangribelig (?) den var forladt paa Kvæg-Fælleden .... for Barbarernes? Skyld,
. i Forfædrenes Dage. De kongelige Øverster sidde i dereg .……… (i den Tid, da) Kongerne af det nedre Land .... i deres Stæder, omgivne af Forskandsninger (?)' af Mangel paa Krigsfolk. Ikke have de deres Leiesoldater for at kunne .... [Men Mer-n- Pitah sidder] paa Horos' Throne, som han har forlehnet ham, for at han kan give Borgerne Liv. Han er kommet som Konge for at beskytte de Rene. Tapperhed bor i ham, for at udføre det, for
. som et Billede paa .... det fremmede Land Bar”. Han samler Udvalgte af sine Fodfolk; han ordner sine Heste paa alle Veie. Hans Bud ere i .... Hans Foranstaltninger i .... Han brugte ikke Hundredtusinder paa Slagets Dag. Han byder sine Krigsfolk at drage ud, de komme med udmærket Kraft, han, Nefer-Her (d. 6. han med det skjønne Ansigt), han fører sine Folk ud imod alle Folk .... Land og Vand ....
Den elendige slagne Konge af Landet Ledu, Maurfmeryui
Se nedenfor Kap. VII, $ 72.
Uden Tvivl Memphis se nedenfor Kap. VII, & 72.
I Texten staar Ordet: ahil, formodentligt det hebraiske SAN.
Ifelge Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 29 var denne Konge opkaldt
efter Gudinden Beltis. Det var forøvrigt heller ikke umuligt, at der
her tænktes paa Bubastis.
S I Texten: de ni Folk, se ovenfor 8. 558.
8 Det ægyptiske Ord er semu-ta-ui.
7. Efter Brugech maa Ordet læses Mabar, Texten er heller ikke her fuldstændig.
" Tilnavn til Ptah; her tillægges det Kongen, Ptahs jordiske Billede.
& då å cc
892
Batiis!, var først falden ind i Landet 7ehennu med sine Skarer [med de med ham forbundne] Shardana (Sardinier), Sakalisha (Sikelier), Akhavasha (Akhaier), Liku (Lykier), Tursha (Tusker). Han havde medtaget enhver udmærket Kriger og alle Hurtig- løbere? fra sit Land, og han havde bragt sin Hustru og sine Børn med .... tilligemed de store i Huset: Han naaede Vestlandets£ Grændser, Markerne ved Byen Pe-ari-sheb (eller Pe-ari)".
Da reiste Hans Majestæt sig harmfuld imod dem som en Løve .... (og talede til sine Stormænd): Hører Eders Herres Ord! Vider.... med saaledes: Jeg er Hyrden, som leder Eder; min Tidsfordriv er at vaage over Eder; som en Fader beskytter sine Børns Liv nærer jeg Eders Legemer som Gjæs. Kjende I ikke hans Velgjerninger? Ikke svare I paa mit Spørgsmaal: [Hvorfor] ødelægges Landet (?) og prisgives for alle fremmede Folks Indfald. Barba- rerne hærge dets Grændgser, der daglig staa aabne for Angreb. Alle Fremmede udplyndre [Ægypten], idet de hærge Landskaberne, de brede sig ud over Kems's Sletter som Nilens Vand. De tage Ophold her og slaa sig til Ro, Dage, ja Maaneder; de sætte sig fast [i Landskaberne]. De naa Høiderne ved Uti(P)å, de høste i Distriktet 7a-ahe?, Har man hørt noget Saadant siden Ægyptens Konger have holdt Aarbøger? ...… Ukjendt er Saadant. Men Tidens Fylde er kommet for dette .... De skulle blive [til Føde for?] Orme. Ikke skulle de fylde mere i deres Buge, disse Mord- Begjærere, Livs-Hadere. Deres Hjerter ere mere overmodige end
. Deres Høvdinger sysle (bestandigt) med Krigstog for at fylde deres Bug daglig, de komme til Landet Kemi for at hente
7 Batiti, af Hellenerne gjengivet ved Battos, er et libysk Ord, der be- tyder: Konge; se nedenfor S. 898.
Maaske: Seirherrer i Væddekampe.
Den tredie nedre-ægyptiske Nomos, Nomen Lidbya, kaldtes Vesten.
Se nedenfor S. 899.
Et Ut laa i Mellemægypten og var Hovedstad i den attende evre- ægyptiske Nomos se nedenfor Kap. VII, $ 71, her menes dog snarere en nedre-ægyptisk By. 1 Virkeligheden omtales der et nordligt Ubi.
S Maaske Tava i Pyosopitis, se nedenfor Kap. VII, $ 72.
893
Mundforraad, thi herefter længtes (P) deres Hjerter. Deres Fyrster paalægge Skatter (?) ligesom man fanger Fisk. Deres Konge er en Hund, et galt Menneske, uden Hjerte (d. e. Fornuft). Se! han nærmede sig Landet Put!, hvor jeg lader tage Korn i Moka-Far- teier for at underholde Landet KAet?. Thi jeg drager Omsorg .... ligesom (?) Guderne for alle Vægsner .... under mig Kong Ba-n-Ra Mer-Amon, Mer-n-Ptah, Hotep-her-Maa, som giver Livet rigelig. Min Person udvikler sig; min .... uddanner sig, og jeg bliver altid mere fuldkommen som Fyrste over det dobbelte Land. Landet [Ægypten] er glad, thi Amon .... i Theben har ladt sin Vælde udlades (?) over Mashavasha; mine Krigsfolk så Folket Ta-mehu, Fodfolket staar foran sine Kampfæller for at bekrige Folket LibuZ. De drage ud, Guds Haand er med dem, Amon er for dem som deres Skjold.
Derpaa bød [Kongen] Landet Kemi (Ægypten), sigende saa- ledes: ,Man reise sig til Leding inden fjorten Dage!" Se da saa Hans Majestæt et Drømmesyn, som stod der et Billede af Ptah for Pharaos .... og han(P) var høj .... og han sagde til ham: Gjer dog en Ende paa den Nølen (?)! og, idet han rakte ham Seirsvaabnet +, [tilføiede ban]: Ikke maa dit Hjerte være vaklende!
Pharao sagde da: 0 .... sine Fodfolk og Hestfolk med deres Tilbehør (?) paa Fælleden ved Byen pe-art-sheb (eller pa-ari)?.
Den usle Konge af [£ibu] .... om Natten til den første Dag af den tredie Maaned af Aarstiden Shom (Sommeren)?. Ved Daggry stødte han sammen med dem. Da den usle Konge af Libu havde foretaget denne Bevægelse, saa førte han om Morgenen
! Dette Landskab P-uti eller Putima er ubekjendt.
Her tænkes neppe paa Nordsyrien, snarere paa Landskabet ved Na- tronsøerne, der i Oldtiden kaldtes Skheta.
3 Om Libu (Lihyerne), 7a-mehu og Mashavasha se ovenfor 8. 514 fr. Paa Tempelvægge sér man ofte fremstillet, hvorledes Amon-Ra eller en anden Guddom rækker Kongen et Sværd: Khopesh. I Tresprogs- indskrifterne er dette Ord paa Græsk gjengivet ved dælov vexntixov. 3. Se ovonfor 8. 892 Anmk. 4 og nedenfor 8. 899.
s D. e. den iste Pakhons.
894
til den tredie Dag af den tredie Maaned af Aarstiden Shom .... dem imøede. Da Hans Majestæts Fodfolk gjorde dette Angreb tillige- med Rytteriet, var Amon-Ra hos dem og Nubtt! rakte dem Haanden. [Talløse Fjender] laa snart i deres Blod; Intet blev tilbage af dem. Dengang tilbragte Hans Majestæts Krigsfolk seks Timer i Kamp med dem, nedsablende dem paa Stedet [eller tagende til Fange] de fremmede Folk. Alligevel fortsatte de Kampen. Men den usle Konge af Libu blev tilsidst rammet af Skræk; hans Hjerte forfærdedes. Han vendte sig om .... kastede sine Sandaler, sin Bue, sit Kogger hastigt bag ved sig. Han græd, Skræk betog hans Lemmer, omendskjøndt stor Styrke gjennemtrængte hans Ledemod; han lod tilbage en Mængde af sin Eiendom, sine Spænder (?), sit Sølv og Guld, sine Kar af Metal, sin Hustrus Smykker (?), sin Thronstol, sine Buer, hans Vaaben, kortsagt Alt hvad han havde medbragt, [hvilke Gjen- stande alle] kom i Hovedkvarteret (?) for at bringes bort med Fangerne. Imidlertid var den usle Konge af Libu i fuld Fart for at undfly ham. Han vidste, [at han vilde blive dræbt] ved Slag af Sværdets Od. Men Anføreren for Hestfolket tilligemed Hans Majestæt satte efter dem, da faldt i kort Tid .... alle [Fjender]. Ikke saaes noget Saadant i Kongernes Aarbøger. Se! saaledes fik Landet Kemi [Fred]. Ikke kom der nogen Fare mere i den Tid, da han regjerede”. [Guderne forundte denne Lykke] af Kjærlighed til deres kjære Søn, at han maatte skytte Landet Kemi som dets Herre, at han maate redde Helligdommen i Ta-mera.
Da sagde Beboerne af Egnene i Vestlandet til den Ud- kaarne, Pharao, saa sigende: Siden den usle Maur(meryus er flygtet bort og hans syndige Skikkelse er svunden bort fra Verden (P), begunstiget af Natten paa øde Veie, fældet af enhver Gud i Ægypten —. De Pralerier, han havde udtalt, styrte sammen,
! DD. e. Krigsguden Set (af Hellenerne som bekjendt kaldet Typhon). ? Denne Bemærkning gjælder naturligvis kun om den .Tid, der forleb fra Menephtha's Seir indtil Affattelsen af denne Beretning.
895
og alle Ord af hans Mund (vende sig om mod hans Hoved); da man fremdeles ikke kjender hans Dødsmaade ... bøiede sig (?) i sin Aand; og da han, om han end lever, ikke igjen kan hæve sig, fordi han er en falden Mand, en Spot for sine egne Krigsfolk, saa til- lade Du os, som Du har taget Dig for at dræbe [os, Mændene?] fra Landet Ta-mehu!, at vi sætte en Anden i hans Sted af hans Brødre, som kæmpede (mod ham)?.
Han betragtede de slagne Stormænd, hvorledes de.......... Øversterne — for Hjælpestyrken, Fodfolket, Vognkæmperne, alle Veteraner af Fodfolket tilligemed (?) Naaruna, som vare der, en kraftig Stridsmagt .... for dem, belæssede med Phallos'er og Ind- volde? fra Zabu'erne, tilligemed afhuggede Hænder af alle fremmede Folk, som havde sluttet sig til dem; de vare ligesom Harer (?) med Mynthe (?), og alle de (andre) Ting .... som man havde taget fra dem.
Da var det hele Land i Jublen til Himlen, Stæder og Land- skaber i Henrykkelse for hine Rigdomme, som var strømmet til dem. Fortegnelsen over de hidbragte Sager nedlagdes for at bevare Mindet om Hans Majestæts Seir i Arkivet (?), tilligemed Forteg- nelsen over de Fangne, som man havde bragt fra Lébu's Land, og fra de andre fremmede Folk, blev udleveret. Man bragte det med Gjenstandene — til Kong Mer-n-Ptah's Hotep-her-Maa's nye (?) Slot .... Paalt (eller Pa-art-shep) ligesom til de vigtigste Byer, begyndende med Kong Mer-n-ptah Hotep-her-mad's (?). (Sum af) Lemmer med Indvolde? af seks Individer, Sønner af Konger og Brødre til Kongen af Libu, som vare faldne. Bragte bleve deres Lemmer med (tilhørende) Indvolde. (Sum af andre) dræbte Libu, af hvem man bragte deres Lemmer med (tilhørende) Ind- volde: 68359. Sum af Sønner af Høvdinge af Folkene [Skar]dana (Sardinier), Shakalsha (Sikelier) og Akavasha (Akhaier) fra
er 1 er
1 Om Landet 7a-mehu se ovenfor S. 893 Anmk. 3.
2? Det følger af sig selv, at denne Beskrivelse er meget overdreven.
3. Ordet karnata betyder ifelge Brugsch, Hieroglyphisch-Demotisches Wår- terbuch 8. 1468: Indvolde, navnlig Lever eller Nyrer.
896
Havets Land: bragt blev Indvolde af Shakalsha (Sikelier) af Indi- vider 222; Beløbet af (Par) Hænder (var) 250. Af Tursha (Tusker) af Individer 742, af (Par) Hænder var der 790. Af Shardana (Sardi- nier) og Akavasha (Akhaier), af hvilke man ikke tog Indvoldene af de Dræbte, bragte man deres Hænder i Stedet (?) ....
Bragte bleve (i det Hele) til Samlingsstedet: Lemmer med tilhørende Indvolde af 6111 Individer og Lemmer med tilhørende Indvolde (?) og deres (tilhørende Hænder) af 2370 Individer.
Af Shakalsa (Sikelier) og Tursha (Tusker) indbragtes som levende fangne 218 Individer, fremdeles den slagne Konge af Fidus Kvinder, som han havde bragt med sig: levende Kvinder fra Libu: "12; Sum af de indbragte Mennesker 9376; af Vaaben og Red- skaber, som vare i deres Hænder, da de fertes fangne frem, Koggere og Sværd fra Mashavasha 9111 .... 120,214; Heste, som bar den faldne Konge af Libu og Sønner af Kongen af Libu, levende indbragte, 14 Par .... Gjenstande .... Mashavasha .... fangede (?) af Hans Majestæt, da han kæmpede med den faldne Libu!, Okser, Hornkvæg tilsammen (?) 1308 Stykker. — Smaat Kvæg tilsammen 54 Stykker, Sølv, Drikkekar, Krukker (?), Sværd, kals- mazarna? af Metal, Skeder af Metal, Kar tilsammen (?) 3174 Stykker. Efterat han havde bragt disse Gjenstande, satte man Ild paa Skind-Teltene med alt deres Indhold (?).
Da satte Kongen sig paa Thronen i Slottets Sal .... for Hans Majestæt, glædede sig ved ham og ved at beskue hans Be- drifter, Hans Majestæts Tjenere .... jublede til Himlen, hans Folk vare henrykkede — [Og Kongen sagde: Skuer] hvilke Her- ligheder, der ere beredte mit Væsen af Ra (Solguden). For dem har jeg nemlig den Gud at takke, som har givet sin Yndling " Kraft, mig Kong Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa. (De fremmede Folk] alle tilhobe komme som skatskyldige fra det Indre af deres Byer; Æash (d. e. Aithiopien) bringer paa samme Maade sine Tributer, det kommer som slagen; jeg lod det føle
" Den faldne Tabu, d. e. den slagne Konge af Libu. 2. Det er uvist hvad Slags Gjenstand her tænkes paa.
897
min Haand, i Heltegjerninger. — Dets Høvding bringer sine: Varer hvert Aar siden det store Nederlag, jeg anrettede iblandt dem! .... ere de, der leve endnu, for at fylde Arbeidshusene i Stæderne. Deres slagne Høvyding flygtede for mig; jeg sendte Krigsfolk for at dræbe ham, for at holde ham med bundne Hænder over Ilden som en Gaas. Jeg bragte Gudernes Land (d. e. det lykkelige Arabien)? i Unaade (?) hos alle Guder, som have skabt mig til .... Hersker af Kemi (Ægypten). De som falde over det, falde under mit Herredømme. Naadig er .... Ptah, den stærke, Ra er mit Seirsvaaben imod Barbarerne, jeg mod- tager af Set? Styrke, af Horos Kraft. Ved Maa (Retfærdigheden) glæder .... Kong Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Ptah Hotep-her-Maa, Gudernes Yndling. Jeg er ubetvingelig. Ztbu (Libyerne) lagde onde Raad op imod Xemz (Ægypten). Men s6é! De ere styrtede. Jeg dræbte dem og drev Byttet ind fra deres Land. — Jeg bringer Tamera til Festfarter paa Floden; Indvaanerne elske mig, som jeg elsker dem, givende dem Livsaande. Deres Stæder op- lefte Jubelraab i Navn af .... Himmel og Jord .... [Undersaatterne] ere tilfredsstillede, thi de finde, min Tid er en lykkelig (Tid), i de opvoksende Slægters Mund (?), efter Størrelsen af de Velgjerninger, jeg har gjort mod dem. Og sandt er Alt det — [hvad jeg har sagt. Ægypterne] besynge Herren, den godgjørende, han, som erobrer de to Verdener, Kongen af Øvre- og Nedre- Ægypten, Ba-n-Ra Mer-Amon Mer-n-Piah Hotep-her-Maa, idet de sige: ,Stort er det, som skét er i Landet Kemi (Ægypten). [Ned har — Pharao styrtet] Lédbu (Libyerne). Ydmygt bedende komme de og bøie sig (?) for Dig. De vare talrige som Græshopper, alle Veje vare opfyldte med deres — [Sværme] .... [vi] bære Dine Gaver hjem i Hobetal. Vi ere i Glæde, og der er ingen — ....
! Man sér heraf, at Mer-n-Ptah har foretaget et heldigt Krigstog til Aithiopien. I Udtoget af Manetho Jos., C. Ap. I, 26 tales der om et Felttog til Aithiopien i denne Konges Dage; i dette spillede Moses en Rolle. ”
2 Se ovenfor Kap. IV, $ 46 8. 521.
2 Man ber maaske foretrække Læsemaaden Sutekh.
57
898
den, som ønsker det, er til alle Tider hjemme, stadigt til deres Underhold arbeidende, straalende, fuldendende efter sin .... i Aar som Tum, maa Dit Væsen trives; medens .... Ikke maa vi skue [dets Ende]!"
Hovedindholdet af denne Indskrift er i Korthed følgende: Endel fremmede Folk vare i Mer-n-Plah's Dage vestfra faldne ind i Ægypten, hvor de en Tidlang havde havt Fremgang. De vig- tigste af disse fremmede Folk vare følgende:
” |) lsbu eller lidt (735), Libyer, van,
ITT År cs | shardana (pm), Sardinier, IT R LITN |YR] shakalsa, Sikelier,
SER NAKNN løg tursha, Tusker (Etrusker), ENVENEENRARNES: | akhavasha, formodentlig Akhaier,
Beboere af Hellas.
Af disse Folk havde 7ursha, Tuskerne, taget Initiativet til Angrebet; deres Krigere havde desuden medtaget deres Hustruer og Børn"; men Libyerne havde den egentlige Ledelse af Foretagendet imellem Hænder, og deres Konge”, Maurmir eller Maurmir Battst (Battos)?, var Overanfører for hele Hæren.
Fjenderne vare først, synes det, rykkede frem igjennem et temmelig udyrket, tildels endog øde Land, men de truede herfra de to vigtige ægyptiske Stæder, Memphis og Heliopolis". Deres Hovedstyrke havde tilsidst taget Stilling ved et Sted Arushakana i Nærheden af Byen Pabaris?, to Steder hvis Beliggenhed ikke kjendes nøjere. Da Efterretningen om Indfaldet rygtedes i " Ægypten, ilede man med at samle en Hær, som førtes imod Fjenden og tog Stilling ved- Byen:
le ne aen
Se Dimichen, Historische Inschriften pl. II, col. 10.
Se Dimichen, Historische Inschriften pl. II, col. 13.
Se Ebers i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 70 (1868). Dimichen, Historische Inschriften pl. I, col. 6.
Dtmichen, ]. 0. pl. II, col. 7.
ed
ad PB da MM cc
899
Se pe - ari - shep, d. 6. Prosopitis eller på - art (eller på - ali) d. e. Polis".
Den første Dag i den tredie Maaned i Aarstiden skom, d. e. den første Epiphi stødte Hærene sammen?, og to Dage efter kom det til et Hovedslag, hvori Ægypterne efter Indskriften vandt en fuldstændig Seir. I Virkeligheden kan det efter de forskjellige Enkeltheder, der meddeles, heller ikke betvivles, at de have beholdt Valpladsen og gjort et stort Bytte. 6—9000 Fjender synes at være faldne og ligesaa mange at være blevne tagne til Fange”.
Foruden den her meddelte Åzstoriske Indskrift besidde vi en digterisk Behandling af den samme Begivenhed samt endvidere flere Hymner eller rythmiske Lovprisninger af denne Konge og hans Bedrifter"; de vigtigste læses i Papyrus Anastasi III. i London. Den første af disse Hymuer? lyder i Oversættelse saaledes:
»Den gode Gud tapper som Mentu, den store Konge, den Store i Seir, han som er udgaaet af Ra, Billedet af Tyren i On (Heliopolis); se han nedtrykker dem, der; modsætte sig (?) hans Seirsvaaben, ligesom de Seirstore paa Million-Barken; han, det kongelige Æg, ligesom Hans Majestæt, Guden Horos; han, som indtager Landene ved sin Styrke, og som tugter (de fremmede) Lande efter sine Raadslutninger. Barbarerne nedtvinges under hans Fødder. Alle fremmede Lande (Folk) samle sig at bringe deres Gaver. Han har bragt alle Lande (Folk) paa én Vei, og
!? Dimichen, I. c. pl. II, col. 15 og pl. MII, col. 30. Hvad enten Byens Navn, som Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, S. 98 (1867) vil, maa” læses paa den første, eller, som de Rougé og Andre have foreslaaet, paa sidste Maade, er det utvivlsomt, at Stedet maa søges i Landskabet Prosopitis.
2. Dimichen, Aistorische Anschriften pl. HI, col. 31; se ovenfor S. 893—94.
2. Dimichen, I. c. pl. V, col. 50 f£.
4% En af de i Biban el Moluk opdagede Grave er indhugget af Meneph- tha. Der findes i den adskillige Indskrifter, men ingen af historisk Indhold.
3. Select Papyrus pl. LXIV, I. 5 ff.
200
Ingen holder Stand. — Høvdingerne for de fremmede Folk ere modløse og ere slaaede. De ere blevne bøiede af hans Vælde (?). Han styrtede midt ind blandt dem ligesom Nuts Sen!. — Ned- styrtet ere de for hans Ildsluer, saalænge som Dagene ved- blive (?). — Libu (Libyerne) ere styrtede for hans Slag; faldne ere de for hans Sværd?, [Thi] givet er ham Seirsvaabnet til Evig- hedens Dag. — Bort maa fly for hans Undersaatter? de, som modsætte sig" Ba-n-Ra Mer-Amon, han, Herren over Seirsvaabnet, som beskytter sit Rige".
Umiddelbart efter denne Hymne følger en anden: ,,Amons Søn, Herren over Seirsvaabnet, han, som beskytter sit Rige (?), — Tyren, som er stærkere end (hele) Skarer tilsammen, han, som staar opreist paa sin Vogn som Thebens Herre — han, Krigeren, der er omgiven af kraftige Krigsfolk, han svinger sit Scepter. — Hans Tapperhed trænger? frem til alle Lande. — Han sender (Hære) ud, og de naa frem til de yderste Grændser. — Hans Pris er i deres Hjerter, som frygte hans Aasyn; — Han, den udmærkede Fyrste, som sætter sine Planer i Værk. (?) — Han lader sit Navn med Vælde gaa rundt i alle Lande, han, Kongen af Øvre- og Nedre-Ægypten ligesom Hans Majestæt — han, som bringer Landenes Konger under Din Skræk. O Du Ba-n-Ra Mer-Amon Hotep-her-Maa!"
Efter den her meddelte Hymne, læses følgende Stykke”, som ligeledes er bestemt til at forherlige Mer-n-Ptah Ba-n-Ra's Seire over Libyerne og deres Forbundsfæller.
»Den gode Gud, som lever i Sandhed, — den. store Konge Gudernes Yndling, Æget, det livskraftige, Sønnen af Kheper;
! DD. e. Set (Sutekh). i
2 Denne Linie (Select Papyrus pl. LXV, 1. 4) er uden Sammenligning den vigtigste i hele Indskriften.
Hans Undersaatter, egentlig: hans Sjæle.
Maaske: skjænde Mindet.
Papyrus Anastasi II, 8. 3 1. 6 (Select Papyrus pl. LXV).
Select Papyrus pl. LXVI, L 1.
Select Papyrus pl. LXVI, l. 4. . ,
4 0 & mm &
901
Barnet, det guddommelige (?) ligesom Tyren i On; Spurvehøgen, som træder ind i den hellige Barke!; Han, som er født af Isis, Horos, Ba-n-Ra, der throner over (?) Kemi (Ægypten); Jorden falder ned for hans Sæde. Han, den store Seirherre, 8a-n-ra, han bringer sine Planer til fast Udførelse. Hans Ord ere vel- gjørende ligesom Thots. Hvad han giver sig til at udføre, bliver til. Han er Veiviser (?) i Spidsen for sine Krigere. Alle hans Ord ere som Mure. Hans Krigere følge? ham gjerne, ham Mer- Amon, den seirrige Kæmpe, som slaar ned alle dem, der nærme sig, med sin vældige Magt. Liku (Lykierne) forlade bævende deres Eiendomme (?). Mazav'erne? brænde dem op. Shardana (Sardinierne) har Du hidbragt med Dit Seirsvaaben. Mahar'erne vende sig om (?). En Glæde og Fryd er Dit Indtog i -Fheben. En Triumph(vogn) er Din Vogn; man vinker ad den (?) med Haanden. Høvdingerne ere kastede om foran Dig. Du bringer dem til Din Fader Amon, sin Moders Ægtefælle.
En fjerde Hymne? slutter sig umiddelbart til den foregaaende; den er kun kort: ”
»Kong Setesu's5 Borg fordobler sine Fester. Glæde er der i Pe(r)-ta-(tuynen?. Man høitideligholder Fest i Sekhem”. (Thi Du er), ligesom Tum, Afglands af Din Fader Ra!«
Efter denne Hymne følger et andet Stykke af lignende Indhold ?:
»Til Held og Lykke! Denne Melding bliver kundgjort i Theben i Mer-Maa's Slot, der hvor Ra's to Horizonter ere. Dit
Ægyptisk: Mensk.
Select Papyrus pl. LXVII, IL 1.
Leietropper i Ægypternes Hær; se $ 80.
Select Papyrus pl. LXVII, 1. 5.
Afkortelse af Sestesu (Sesostris), Rameses Il.'s Tilnavn, se ovenfor S. 856. Memphis.
Letopolie, se nedenfor & 72.
Select Papyrus pl. LXVII, I. 6 til på LXVIII. En Gjentagelse findes i Samlingen Auastasi IV, 8. 5, Linie 6—12; kun at denne er hen- vendt til Ra-user-maa-sept-n-ra d. e. til Rameses II.
eo ed dL LEE RR aa dåd mm
902
Ansigt er for os som Solen i dens Opgang, der oplyser de to Verdener med sine Straaler, Solskiven den straalende, som ; for- jager Mørket fra Kem: (Ægypten). Du er af Natur som Din Fader Ra, naar han oplyser Himlen. Din Glands gjennemtrænger' Mure (?). Intet Sted er uden Dine Straaler. For Dig siges der Lovprisninger af alle Lande. Imedens Du hviler i Dit Slot, hører Du Talen fra alle Lande. Du har Millioner Øren. Dit Øies Blik er over Himlens Stjerner!. Kjendt i alle Lande er Solens Opgang?. Hvad der tales i Løukamre(?), det kommer Dig for Øre. Gjøres Noget i Hemmelighed, sér Dit Øie det dog; Ba-n- ra Mer-Amon Herren af ...., Grunderen af... ., Amon-Ra ...… han, som i Begyndelsen gjorde Verden. Guden den første Gang ....
I Samlingen Sallier 1.2, der fornemmelig bestaar af Breve fra Amon-m-an til Pen-ta-ur, findes ogsaa et Brev" som for største Delen er optaget af Lovprisninger af Kong Ba-n-Ra Mer-n-Piah.
»Forstanderen for Bogholderne, Amon-m-an, ved Pharaos Skat- kammer siger til Pen-ta-ur: Naar dette Brev kommer til Dig at bringe Dig Underretning, lad det da give Dig denne Underretning. Glæd Dig, det ganske Land, ved de gode Efterretninger, ved din Herres, alle Landes Konges Hjemkomst. Han fryder sig at komme til sit Hus, han Kongen, Herren over Millioner af Aar, den største af Herrerne som Horos. Ba-n-Ra Mer-Amon, han er den, som bringer Ægypten til at glæde sig, han, Søn af Ra, Afer-n-Ptah Hotep-her-Maa Herren. Gid han sé Sandhed og sky Falskhed! Naar han kaster ned deres (Fjendernes?) Aasyn, vende ålle Kroko- diller tilbage. Floden stiger, Nilen svulmer i Overflod ved Jevn- døgnets Begyndelse fra Maanens Opgangs Time. Guderne ere glade, opmuntrede og fornøiede .... Læg vel Mærke dertil!"
1 D.e. Dit Blik gaar videre end til Stjernerne.
2 Solguden; Ægyptens Konge skal i alle Lande nyde samme Anseelse som Solen.
2 Om denne Samling se ovenfor S. 231.
£ Sallier I, 8. 8 L. 7 ff. (Select Papyrus pl. VI).
903
Vi maa endnu omtale", at der i Slutningen af et Brev fra Skriveren Amon-m-ap til en anden Skriver Pen-ba-sa læses en Forherligelse af den samme Konge. Aktstykket bærer ingen Datum, men tilhører uden Tvivl Mer-n-Ptal's Regjeringstid. Den Om- stændighed, at Rameses II. omtales i Stykket — rigtignok kun middelbart, idet der nemlig tales om hans Slot i On (Heliopolis) — kunde maaske tyde hen paa, at Rameses II. endnu levede, da Brevet blev skrevet, og at Mer-n-Ptah dengang kun var sin Faders Medregent.
Brevet vil omtrent kunne oversættes paa følgende Maade:
»Skriveren Amon-m-ap siger til Skriveren Pen-ba-sa: Lad dette Brev, naar det kommer til Dig, da give Dig følgende Underretning; Saasnart mit Brev naar Dig, skal Du af Metal- skriveren At lade Dig give 50, ja lad det kun være 100 Pund, Jern?, alt i Forhold til Antallet af Tjenerne? i Rameses Mer- Amons Slot i On (Heliopolis), med Bud at uddele det til Arbeidsfolkene hurtigt til den Time, da Ba-n-Ra Mer- Amon,
ER mas ON Pm ALS, CX då WWW VW
på (TTVE) mensh ta ("gt) zaba (R37) n (€1) kenken
(han), Skibet, Hæren med — Seiren, & md" — LORAS åd: pa (re) nenu mn ( ct) smam agri (?) (-=39)" Vaabnet, som nedlægger Hebraierne,
! Sidste Brev i Samlingen Papyrus Anastasi III. i London S. 6 L. 11 til 8. 8 L. 2. Det er udgivet i Select Papyrus pl. LXXIX—LXXXI; sign. Goodwin, Ateratic Papyrs i Cambridge Essays IV, 8. 255—256 London 1858.
2 Jern anvendtes ligesom i de homeriske Tider til Agerdyrkningsredskaber Derimod synes Bronze endnu paa Rameses IL's Tid ofte at være bleven anvendt til Vaaben ligesom til Økser og Knive. Kjendskaben til Jern er imidlertid meget gammel i Ægypten.
2 Ægyptisk: smat (Markarbeidere); se nedenfor $ 80.
+ Uheldigvis er dette Ord meget edelagt i Texten, saaledes at Restitu- . tionen ikke kan ansés for fuldstændsg sikker.
904
< in oe a EAN PORN N [jk på (WE) nen n(f4) tet ((TOTY) hai - (4) m men (P) (med) Vaabnet . i Haanden, drager frem fra Stedet,
ON N le
mess (£2EC) -f (+) m an (7N) hvor han fødtes i On (Heliopolis).
Derpaa vedbliver Texten som følger:
»Du, som er draget ud og har seiret over alle Lande! Saare skjøn er den Dag, Du kommer; saare skjen er Din Tales Stemme, naar Du bygger Rameses IL's Hus, dér, hvor hvert Land (d. e. hvert Folk) og hver Egu kommer; dér, hvor der sés straalende Klæder, Kar af Lapis-Lazuli og Messing, den Plads, hvor Dine Krigsfolk øve sig, hvor Dit Fodfolk mønstrer, Pladsen, hvor Dine Skippere lægge til med deres Fartøier og bringe Tri- . buter. Heøilovet være Du, naar Du nærmer Dig til Dine Slaver.... naar de beskue Fyrsten, som staar og strider, imedens Fjenderne ikke holde Stand for ham, fordi de frygte. Vi ere Dine Skab- ninger. O Ba-n-Ra Mer-Amon, Du er evig, Du er evig, Du er opreist paa Din Fader Ra's Throne".
Af dette Brev synes det at fremgaa, at Kong Ba-n-Ra Mer-n-Ptah har fulgt sin Fader Rameses II's Fremgangsmaade imod det fremmede Folk Abri eller Iori, og at den Behandling, det maatte lide, har vundet almindelig Bifald i Landet. Men ifølge en Række Aktstykker, der komme til os fra andre Sider, have Ægypterne neppe ret længe kunnet glæde sig over den Nytte, Landet havde af disse Fremmede, idet de nemlig uden Tvivl allerede i denne Konges Tid ere dragne bort fra Ægypten, hvor- til endvidere kom, at Landet samtidig var Skuepladsen for Be- givenheder, der vare alt Andet end heldige for Ægypterne.
! Efter disse Ord læses (Linie 10—11) en Sætning, der afslutter Pa- pyrus'en, og hvori man læser Navnet Amon-m-ap(t) og Datoen Aar I. Uheldigvis ere de to Linier ikke fuldstændigt bevarede.
905
Som ovenfor udviklet", foregik der nemlig, — efter hvad der fremlyser af flere hellenistiske Historikere, — under denne Konge en Udvandring fra Ægypten til Iudaia af endel Mennesker, der, efter hvad der fortælles hos en af disse Forfattere, hidtil, i al Fald for en Del, havde været anvendte som Arbeidere é Stenbrud 0. desl.? Forud for denne Udvandring — Israels Børns Udtog af Ægyptens Land — var, som det ligeledes fremgaar af disse For- fattere, Ægypten bleven hjemsøgt af Ulykker eller mindre heldige Begivenheder, der aabenbart have været Anledningen til, at de om- talte Folk fjernedes fra Landet?. De Forfattere, hvorfra disse Efterretninger komme til og, ere vel ikke meget paalidelige, hvad Ænkeltheder angaar", og begaa ofte Forvekslinger 0. desl., men at disse Begivenheder virkeligt henhøre til Rameses IL's Efterfølgers Regjeringstid, kan dog neppe betvivles. En vægtig Grund herfor afgiver ogsaa den Omstændighed, at der i et af Aktstykkerne tales om Indfald af Fjender i ÆgyptenS, Et saadant Indfald fandt, som vi have sét?, netop Sted under Ba-n-Ra Mer-n-Ptah, men ellers forefaldt saadanne fjendlige Indfald kun yderst sjældent i Ægyptens ældre Historie.
Da de samtidige Mindesmærker, som let forklarligt, ere ganske tause om disse Begivenheder, og da de Meddelelser, vi finde hos senere Forfattere, som nylig bemærket, ikke uden Videre kunne benyttes, er det en Selvfølge, at vi underkaste disse Efter-
Se ovenfor 8. 153 ff.
Se Jos., C. 4p. I, 26.
Se ovenfor 8. 158.
Se ovenfor 8. 154 og 8. 111 fl.
Fjenderne kaldes rigtignok Hyrder, men man maa ikke lægge for stor Vægt paa dette Udtryk. "Til noget Indfald af Hyrder, d. e. Asiater, i dette Tidsrum finde vi intet Spor. Imidlertid kunne vi let forklare, hvorledes Aktstykkerne her have indført Navnet Hyrder, thi disse Folks Indfald var en almindelig bekjendt Begivenhed, ja maaske var ogsaa dette snart efter Rameses II's Ded indtrufne fjendtlige Indfald i Ægyptens Aarbeger og Nationalhistorier sammenlignet med Hyr- dernes Indfald i Landet i fordums Dage.
£ Se ovenfor 8. 890 fr.
Ra åd Bd MM mm
906
retninger en nøie Prøvelse og søge at gjennemskue det Dække, hvormed ægyptisk Nationalstolthed har tilhyllet disse Tildragelser. Vi maa dernæst tillige søge, saavidt muligt, at skimte de Bevæg- grunde, der have ledet Ægyptens Styrere ved deres Optræden under disse Forhold.
Hvad angaar de mindre heldige Omstændigheder, der gik forud for Udvandringen, da har det ingen videre Sandsynlighed, at det Hele, som Khairemon fortæller", har indskrænket sig ti, at Kongen havde havt et ubehageligt Syn, eller, som den mane- thoiske Forfatter hos Iosepos? fortæller, at han ikke kunde faa en Aabenbarelse eller et Orakelsvar, da han søgte et saadant. De Begivenheder, der gav Anledning til de omtalte Folks Fjernelse; maa have været af alvorligere Art, som det ogsaa antydes af Lysi- makhos3, Thi ellers havde Ægypterne sikkert ikke givet Slip paa Folk, der kunde gjøre god Nytte ved at arbeide i Stenbrud 0. s. v. Mindesmærkerne tale netop om, at Kongerne stræbte at skaffe sig Arbeidsfolk udenlandsfra ved at føre slagne Fjender og Krigs- fanger til Ægypten", hvor de da bleve tvungne til at forrette strængt Arbeide, og i Fredstraktaten med Nordsyrerne (Khetta) findes en Artikel, hvori begge Folk forlange bort/lygtede Arbeids- folk udleverede. Ægypterne droge altsaa Omsorg for, at deres Arbeidere forbleve i Landet, og det er derfor ikke sandsynligt, at de have ladet saa mange Arbeidere drage bort, medmindre de i Forveien vare blevne ængstede af haarde Ulykker. Men naar Landet hjemsøgtes af haarde Tilskikkelser, var det ganske natur- ligt, at man har paalagt sig selv en Bod eller desl. for at stille Guderne tilfreds, og det er ikke usandsynligt, at man har skilt sig af med sine fremmede Arbeidsfolk i den Tanke, at deres Op- hold paa Ægyptens hellige Jordbund kunde være Landets Guddomme
Jos., C. Ap. I, 32. Jos., C. Ap. I, 26. Jos., C. Ap. I, 34. Se. ovenfor 8. 840, 844 og 878 fr. Se ovenfor 8. 582—584 og 8. 859.
907
imod, og i det Haab, at disse Fremmedes Fjernelse vilde forsone Guderne og bringe dem til at lade Ulykkerne høre op!.
Det næste Spørgsmaal bliver nu: ÅAvorfor haabede Ægypterne netop, at Forjagelsen af disse Folk vilde bringe Ulykkerne til at holde op og forsone Landets forternede Guddomme? Hertil svare de omtalte Forfattere, at Grunden laa deri, at de Folk, som fjernedes under denne Konge, bestode af Spedalske?. Dette er imidlertid meget lidet sandsynligt; thi hvor stor Magt end Kongen besad, saa er det dog et Spørgsmaal, om han kunde tage ægyp- tiske Borgere, der bleve angrebne af Spedalskhed, -og tvinge dem til at arbeide i Stenbrud. En saadan Fremgangsmaade vilde have vakt megen Forbittrelse og Mignøie. Sligt Arbeide udførtes, desuden, som vi have sét, i Amonsønnernes og Rasønnernes Tidsrum enten af Krigsfanger eller af fremmede Folk, der levede i Landet, og ikke af frie Ægyptere med fuld Borgerretål
Hertil kommer endnu, at Fortællingen om de bortdragne Folks Spedalskhed, som ovenfor udviklet", uden Tvivl er opfundet af Ægyptens senere Historikere, for at fremkalde den Forestilling hos Læserne, at de Begivenheder, der havde ledsaget og foran- lediget Fjernelsen af disse Folk, ikke havde været saa ulykkelige, som man maatte antage, naar man læste en uhildet Fremstilling af dem; og i Virkeligheden vil man ogsaa finde, at den ældste Forfatter, som taler om Israeliternes Forfædres Udvandring fra Ægypten, Hekataios fra Abdera, slet ikke anfører Noget om, at de vare spedalske ellør deslige. Han siger derimod, at de Mennesker, der dengang fordreves fra Ægypten, dyrkede fremmede Guder.
At Grunden til deres Fjernelse navnlig maa søges i denne Omstændighed, kan neppe betvivles; men efter al Sandsynlighed var Religionsforskjellen ikke den eneste Forskjel imellem de
De ovenfor 8. 878 ff. omtalte Apri vare aabenbart Fremmede.
Jos., C. Ap. I, 26.
Se ovenfor 8. 844 og S. 878 fr.
Se ovenfor 8. 116 fr. .
Se ovenfor S. 104 og 142. Stedet findes Diodor, Bibl, Hist. XL, 8.
2 Mm aa W. om
908
fjernede Folk og det store Flertal af det ægyptiske Folk. Ai dyrke fremmede Guder faldt ikke ret let en Ægypter af ublandet Herkomst ind!, men derimod var det jo naturligt, at Fremmede, der havde taget Ophold i Ægypten”, her vedbleve at dyrke deres egne Guder, enten udelukkende eller ved Siden af de ægyptiske. Altsaa, med andre Ord, de Folk, der ved dette Tidspunkt ud- vandrede af Ægypten, og som havde tiltrukket sig Opmærksomhed ved deres afvigende Gudsdyrkelse, vare, é al Fald for en Del, af fremmed, ikke-ægyptisk Herkomst?, Da forskjellige Ulykker rammede Landet under denne Konge og man anstillede Undersøgelser om
Der indførtes vel undertiden paa enkelte Steder en eller anden frem- med Gud; saaledes dyrkedes Astarte (den fremmede Aphrodite) i Mem- phis (Her. Il, 112 ff.); Bes, en arabisk Gud, i Antaiopolis 0. s. v.; men ingen af dem spillede nogen fremtrædende Rolle, og de dyrkedes kun ved Siden af de ægyptiske Guddomme.
At der fandtes endel Fremmede i Ægypten i ældre Tider, fremgaar af flere Omstændigheder. Vi have ovenfor sét de ægyptiske Akt- stykker tale om, at Krigsfanger fra fremmede Lande førtes til Ægyp- ten; se ovenfor S. 840 og 844; andre Aktstykker tale om Slaver af fremmed Herkomst (se Chabas, Melanges III, 8. 226 ff. (1870) og Forf. åIndledn. t. Syr. 8. 40 Anmk. 1). Endelig omtales fremmede Stammer som opholdende sig i Landet siden Rameses II's Dage; se ovenfor S. 878 fi. Hekataios" Fortælling afgiver et oplysende Exempel paa, hvorledes Hellenerne overalt segte Tilknytningspunkter for de af deres gamle Sagn, der bererte Østerlandene, og viser, hvad Skikkelse disse hellensk- østerlandske Sagn havde faaet paa Alexandros den Stores Tid. He- kataios fik at vide, at under en ældre ægyptisk Konge. vare endel Folk udvandrede fra Ægypten, og at deres Efterkommere boede i ludaia. Hekataios og formodentlig, foruden ham, de fleste af hans Samtidige, mente, at den ældgamle Udvandring fra Ægypten til Hellas, hvorom flere græske Sagn talede, maatte være den samme Udvandring, og de tillode sig derfor at omdanne Sagnet saaledes, at Blomsten af de Bortdragende var gaaet til Hellas (of uåv åæspavtsraror xal ågn0rsx0- tarot) og Bærmen (åd åt xolvg Asog) til Iudaia (Diod., Bibl. Hist. XL, 8). I de følgende Aarhundreder gik man videre og mente at gjenfinde Danaos og hans Broder Aigyptos i den aigyptiske Kongerække; saaledes fremstilles f. Ex. Sagen i det Udtog af Manetho, som Iosepos be- nyttede (Jos., C. Ap. I, 15). At man allerede hos Manetho selv har kunnet finde samme Opfattelse, er efter vor Mening ikke videre sandsynligt.
909
hvad der kunde være Grunden til disse, kom man til det Resultat, at det var disse fremmede Folks Ophold i Landet og deres frem- mede Gudsdyrkelse, der maatte være Ægyptens Guder imod, hvor- for man fjernede disse Folk. At Begivenhederne i det Væsent- lige ere gaaede saaledes til, eller med andre Ord, at Ægypterne selv have fundet paa at søge Oprindelsen til Ulykkerne i disse Fremmedes Tilstedeværelse i Landet, og at de derfor fjernede dem, er ikke usandsynligt; men dette udelukker ikke Afuligheden af, at andre Omstændigheder kunne have været medvirkende til at hen- lede Opmærksomheden paa dem. Saaledes er det navnlig ikke umuligt, at de Mennesker, der fjernedes, allerførst saa at sige selv have givet Ægypterne Anvisning paa sig som Aarsag til Ulykkerne 0. s. v. Det er ikke utænkeligt, at de oftere havde anmodet Ægyptens Herrer om Tilladelse til at forlade Landet, men at deres Anmodning bestandig blev afslaaet saalænge, indtil en Række ind over Landet brydende Ulykker vakte Folkets Styreres Opmærksomhed og tilsidst bragte dem paa den Tanke, at disse fremmede Folks Ophold i Landet maaske var Ægyptens Guder imod, og at man derfor gjorde bedst i at indvillige i deres Begjæring; Ulykkerne vilde maaske holde op, naar disse Folk først vare borte. Den Behandling, som disse under denne Konge fra Ægypten bort- dragende Folk havde maattet lide i den sidste Tid af deres Op- hold i Ægypten", var jo en naturlig Aarsag til, at der hos dem, eller i al Fald hos en Del af dem, var opstaaet Ønsker om at forlade Landet og Lyst til at søge et nyt Hjem i fremmede Egne.
At de fra ægyptiske Kilder stammende Aktstykker, i hvilke der tales om disse Folks Udvandring, ikke give nogensomhelst Antydning af, at der hos de bortsendte Folk, eller hos en Del af dem, havde været et Ønske tilstede om at komme bort fra Ægypten, — har ingen Betydning med Hensyn til Spørgs- maalet, om de bortdragende Folk selv først vare komne paa den Tanke at forlade Landet eller ikke. Det maatte jo være saavel
? Jos., C. 4p. I, 26, sign. I, 34.
910
Ægyptens hellenistiske Historikere som de Forfattere, der atter øste af dem, en aldeles ligegyldig Sag, om de ved denne Leilighed fjernede Folk forlod Ægypten med Glæde eller Sorg, om de vilde have foretrukket Trældom i Ægypten for den uvisse Lod, der ventede dem i Ægyptens Nabolande, naar de fjernedes fra dette Land.
Om de nærmere Omstændigheder ved denne Udvandring, som havde til Følge, at det sydlige Syrien i det Mindste for en Del fik en ny Befolkning, faa vi naturligvis ingen sikkre Oplysninger af de her omtalte ikke-israelitiske Meddelelser; dertil ere de alt- for kortfattede, og dertil er deres oprindelige Kjerne i Tidens Løb altfor meget bleven omdannet". Imidlertid vil man dog 86, at de Resultater, hvortil man kommer ved en uhildet Betragtning af de os efterladte, ikke-bibelske Efterretninger om Israeliternes For- fædres Udgang af Ægypten, stemme ret vel overens med Biblens Fremstilling af disse Begivenheder ?.
1 Se ovenfor S. 153 ff.
2 Efter den israelitiske Overlevering skal — ganske som efter de ikke-israelitiske Efterretninger — Ægypten, kort fer Israels: Forfædres Udvandring være bleven hjemsøgt af svare Ulykker (de ti Plager), og disse skulle, efter Folkets Overlevering, ligesom efter de fra ægyptisk Kilde stammende Efterretninger, have været Aarsag til, at Ægypterne tilsidst lod Israeliterne drage bort; men der er den Forskjel, at Pharao, efter at have givet denne Tilladelse, ifelge Biblen skal have bestemt sig om og være sat efter dem med en betydelig Styrke for at fere dem tilbage til Landet; han skal have indhentet dem paa det røde Havs Bredder og være omkommet i Dybet med sin Hær (Ezod. 14, 5—15, 21). Ifølge de Antydninger, der i enkelte Aktstykker gives af Me- nephthas (Sfer-n-Ptahs) Karakter, er det ikke usandsynligt, at han pludseligt har bestemt sig om og søgt at føre de nyttige Trælfolk tilbage. At der ingen Antydning gives i de ikke-israelitiske Med- delelser, vi have, beviser Intet, da disse naturligvis saa lidt som muligt tale om ulykkelige Begivenheder. Den Omstændighed, at der i Biblen ikke gives nogen Antydning af, at man fra ægyptisk Side har lagt Hindringer i Veien for Israeliternes Ophold i Nordarabiens Sletter, kan ikke benyttes som Bevis for, at de havde havt Ægypternes Minde til at udvandre og opholde sig her — hvorved Fortællingen (Ær. 14, 5— 15, 21) vilde blive til Digt —, thi under Kampene med Libyerne havde Ægypterne uden Tvivl trukket deres Tropper bort fra det est- lige Ægypten og fra Nordarabiens Stepper, og selv efter deres Seire
911
Inden vi forlade denne Konge, maa vi endnu dvæle et Par Øieblikke ved Herodots Bemærkninger om ham!. Hos denne For- fatter siges det udtrykkeligt, at Sesostris' Søn Pheros (eller Pheron) ingen Felttog foretog sig, og der omtales desuden en Række hejst snurige Tildragelser, som skulle være hændede under. hans Re- gjering. Disse Tildragelser kunne imidlertid aabenbart ikke være foregaaede, saaledes som de fortælles; de maa enten være rent opdigtede, eller ogsaa maa der bag dem skjule sig andre — natur- ligvis lidet lykkelige Begivenheder; thi heldige Tildragelser vilde Overleveringen naturligvis ikke have omdannet. Det Sidste fore- kommer os det Sandsynligste?”, uden at vi dog driste os til at be- stemme, hvori disse Ulykker bestode; og vi kunne saaledes i et- hvert Tilfælde fra Herodot hente en Bekræftelse paa det Resultat, vi her have uddraget af de hellenistiske Historikere, nemlig at Ægypten i denne Konges Tid — umiddelbart før Fjernelsen fra Landet af endel Undersaatter, der formodentlig vare af fremmed Herkomst, — er bleven hjemsøgt af forskjellige Ulykker.
Vi have ingen ægyptiske. Aktstykker, hvori Ba-n-Ra Mer-n- Ægypten under Ptlah's nærmeste Efterfølgere ere opførte i deres Rækkefølge; MermPiats
følgere,
have de neppe undladt at holde deres hele Krigstyrke paa Landets Vestgrændse. Det var uden Tvivl dette Tidspunkt, som Moses be- nyttede til at optræde med Anmodninger til den ægyptiske Regjering om at lade Folket drage bort (Erzod. 6, 26 ff... Under 2a-n-Ra Mer-n-Plakh's Sen, Seti IL, finde vi rigtignok Ægypterne i Besiddelse af Oaserne i Nordarabiens Stepper, og vi sé Besætninger af Krigs- folk ligge i disse Egne (se Select Papyrus pl. CXXII, 1. 2 ff. slgn. ovenfor & 50 8. 613 Anmrk. 2); men dette udelukker dog ingen- lunde, at Israeliterne imod Ægypternes Villie have forladt Ægypten og taget Ophold i Nordarabien, thi det er muligt, at Seti II. har regjeret samtidigt med Afer-n-Ptah, der foerst kom paa Thronen i en meget fremrykket Alder. Det var maaske Seti II's Førstefødte, der bortreves af Herren Natten fer Udtoget (Ezod. 12,29). At Menephtha eller Seti selv har vovet sig ud paa Havbunden og er druknet der, kan med god Grund betvivles. Slgn. Forf. åndledn. til Syr. 8. 193.
1! Her. II, 111.
2 En lærerig Paavisning af Oprindelsen til en af Herodots snurrige Fortællinger er givet af Birch, se hans Undersegelser om Rampsinit i Revue archéol., nouvelle série XII, 8. 56—65. (Mai 1865).
912
Mindesmærker og Indskrifter fra disse Kongers Regjeringstid ere ligeledes sjældne, og vi have med Hensyn til deres indbyrdes For- hold ikke synderligt Andet at rette os efter end den Maade, hvorpaa de have behandlet hinandens Mindesmærker!. I Indskrifter paa Mindesmærker fra dette Tidsrum, navnlig i Gravindskrifter, finder man nemlig, at Navnene paa nogle af disse Konger ere udmetslede, og at andre Konger have indsat deres Navn istedet, imedens man atter andre Steder sér disse sidste Kongers Navne udmeislede for at give Plads for andre”. Man kan heraf med fuld Sikkerhed slutte, at Ægypten i dette Tidsrum har været Skueplads for Thron- revolutioner, ja formodentlig ogsaa for Borgerkrige, imedens samtidig hermed, som det fremgaar af udtrykkelige Meddelelser i et hi- storisk Aktstykke fra dette Tidsrum, fremmede Folk atter faldt ind i Landet og afstedkom mange Ulykker. Udvandringen af de Spe- dalske, d. v. 8. af Israeliterne, var saaledes meget langt fra at danne Indledningen til et nyt glimrende Tidsrum for Ægypten; tvertimod var det fra dette Tidspunkt af, at Landet ret for Alvor gik tilbage, og vi kunne derfor let forstaa, at den senere Tids Ægyptere ikke gjerne dvælede ved disse Begivenheder.
$ 67. Rigtignok lykkedes det en Konge Rameses Hak On (d. e.
Rameses Il. og Rameses III.) at forjage de Fremmede og atter bringe Ro og pm det ty. Orden tilbage i Riget, saa at Landet hurtigt blomstrede op og de
vende Dynasti). kongelige Skatkamre fyldtes". Men uagtet Rameses III. sikkrede
! Mindesmærker findes Lepsius, Denkmåler III, 220 fr.
2 Efter Menephtha fulgte hans Sen Seti II., der har efterladt sig et Par Mindesmærker. Hvorlænge han har regjeret, er ubekjendt; maaske var han en Tidlang sin Faders Medregent (se ovenfor 8. 911 Anmk. 2). Til en anden Linie herte uden Tvivl Sa-ptah og hans Dronning Ta-usiri. Siden kom en Konge Nekht-Set og Amonmess. Flere af disse Konger omtales i Manethos Udtog (Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 589).
3: Papyrus Harris (se om denne ovenfor 8. 189 med Anmrk. 8), se Chabas, Papyrus Magique Harris 8. 55.
£ Hos Herodot (II, 121 ff.) kaldes Rameses JIM: Rampsinit den Rige.
913
Landets Grændser ved heldige Tog til Nabolandene, navnlig til Libyen og Syrien! — i hvilket sidste Land Kampen førtes, for- uden med Syriens tidligere Beboere, tillige med flere nylig indkomne
Folk, deriblandt Folket Pulista EO)D)YA SJ I Philisterne,
— saa bleve dog Forholdene i Ægypten ikke saa faste og rolige som tidligere; ja Landet kom neppe engang til at nyde en uaf- brudt Lykke og Ro igjennem hele den Menneskealder, i hvilken Rameses III. var Landets Kunge. Roden til de Ulykker, der nylig havde hjemsøgt Landet, var nemlig efter al Sandsynlighed neppe ganske udryddet, saaledes at der, naar en Leilighed frem- bød sig, hurtigt kunde fremspire nye Forviklinger. Den turingske juridiske Papyrus? lader saaledes formode, at der ved Hoffet er bleven indgaaet farlige Sammensværgelser, som have beredet ham mange Vanskeligheder, og hertil sluttede der sig maaske større Rystelser, hvorom vi nu ingen paalidelige Vidnesbyrd besidde, ja hvortil muligvis ikke engang nogen Hentydning er bevaret. Rameses III. opførte som sine Forgængere flere pragtfulde Bygninger saaledes blandt Andet et nyt Palads i den Del af Theben, man kalder Medinet-abu, hvor man endnu finder stor- artede Levninger af disse Bygninger". Materialet hentedes fra Stenbruddene i Silsilis?, Væggene i disse Bygninger ere prydede med Billeder og Texter, der fortælle om Rameses III's Krigstog, men uden at give en sammenhængende Fremstilling af den Del af hans Regjerings Historie, hvori disse lykkelige Begivenheder ere indfaldne. Imidlertid ere flere Indskrifler daterede, hvorved vi
1 Se ovenfor & 50 S. 680 £
Den juridiske Papyrus i Turin er udgivet med Oversættelse og For-
tolkning af Devéria i Journal Asiatique siriåme série VI 8. 88 ff.; S.
831 ff., VIII, 8. 154 ff. (1864—65); sign. ovenfor 8. 225 Anmk. 8.
2 Herodots Fortælling om Tyveriet i Rampsinits Skatkammer, Her. I, 121, er maaske en Omdannelse af Minder om slige ulykkelige Be- givenheder.
$ Sign. Forfatterens Reise 8. 230; Brugsch, Histoire d' Égypte 8. 183 ff.
5. Champollion, Lettres no. XI, 8. 188.
58
914
erholde Midler til at bestemme, i hvilke af Rameses III's Re- gjeringsaar!? de ovenfor berørte Tog til Nabolandene ere indfaldne”.
En Indskrift fra hans femte Aar? findes saaledes midt iblandt en Række Billeder, som ifølge de dem ledsagende oplysende Texter forherlige Rameses' Seire over libyske Folk. Man.tør heraf slutte, at de Kampe med disse Folk, hvorom disse Mindesmærker fortælle, have tilhørt hans femte Regjeringsaar.
En anden Indskrift omtaler hans ottende og niende Regje- ringsaar, i hvilke der altsaa synes at være foretaget nye heldige Tog, og det atter til Libyen. Formodentlig har Rameses III. om- trent i de samme Aar, foretaget et eller flere af de Krigstog til Syrien, hvorom der fortælles paa Mindesmærkerne, og hvori han efter disses Angivelse beseirede Syriens Hovedfolk, blandt andre: Folket Khetta (Khetiterne) i Nordsyrien, Folket Amurra (Amoriterne) i Mellemsyrien, foruden flere fremmede Stammer, der dengang havde begyndt at sætte sig fast i Landet5.
Andre Indskrifter vise Datoer fra hans ellevte Regjeringsaar. .Man finder saaledes en Indskrift fra den første Dag af den tredie Maaned af Aarstiden shom (Sommeren), i hvilken der blandt Andet tales om Overvindelsen af Folkene Tamehu og Mashavasha?, og i
1. Ievrigt findes der adskillige Indskrifter og Fremstillinger af Seire 0. desl., som ikke ere daterede.
2 Om Rameses IILl.'s store Papyrus se ovenfor 8. 189.
32 Kampene med Libyerne tilligemed Forberedelser til Krigen fremstilles i en Række Billeder, ledsagede af Indskrifter. De ere afbildede af Rosellini, Mfonumenti Storici (M. R.) pl. CXX ff. (Datoen fra Rameses' femte Regjeringsaar findes pl. CXXXIX); Champollion, Monumenis pl. CCII ff.
£ Sign. Brugsch, Histoire dJEgypte 8. 185 ff.
5 De Indskrifter der fortælle om disse Seire, ere udgivne af Greene, Fouilles exécutées å Thebes pl. II, f£.; sign. ovenfor 8. 619 ff.
6 Indskriften findes Dtimichen, Historische Inschriften pl. XVIII til XIX. Datoen læses i Col. 24.
7 Om disse libyske Folk se ovenfor S. 514 fi. Ægypternes Tamehu er efter General Faidherbes Meddelelse paa den arkæologiske Congres i Bryssel 1872 en libysk Stamme, hvis Navn maaske endnu kan paa- vises i vore Dage.
915
en anden Indskrift!, der er dateret fra den syvende Dag i den anden Maaned af Aarstiden per (Vinteren) d. e. den syvende Mekhir, opdager man en Procession af overvundne Folk, hvoraf det ferstes Hjem efter de medfølgende Indskrifter er Punt, d. e., Syd- arabien; de følgende Folkenavne Api, Saza, Hua, Ta-sma og Mari ere ubekjendte, men ikke søges uden Grund i Arabien.
I ethvert Tilfælde kan man dog af Tilstedeværelsen af Navnet Punt i denne Liste med ikke liden Sandsynlighed slutte, at Rameses III. har foretaget et Tog til Arabien eller i det Mindste afsluttet en Handelstraktat med Folk i dette Land.
I Medinet-abu findes ogsaa en Indskrift fra Rameses tolvte Regjeringsaar?; men ingen Seirsindskrifter med senere Datoer ere hidtil opdagede, og man kan herefter med megen Sandsynlighed slutte, at Rameses III. ikke efter sit tolvte Regjeringsaar? har foretaget heldige Krigstog til Nabolandene.
Efter Rameses III. fulgte en hel Række Konger af Navnet Ægypten under Rameses?, hvilke med Rameses III.«danne det tyvende Dynasti5, uldste Basønner
Men de vare aabenbart kun lidet duelige Regenter, der ikke be- | XII) under
Amonspræsterne
kymrede sig om Andet end Nydelser og Vellevneté. Kun i én og under Pha-
nerne af det
Henseende lignede nogle af disse Pharaoner deres kraftigere Forfædre : ?!e Dynvsti. ligesom disse ønskede de at leve i deres Efterkommeres Erindring og sørgede i den Anledning for, at deres Navn blev indhugget paa deres Forfædres Mindesmærker overalt, hvor der fandtes en ubenyttet Plads.
I ældre Tider havde, under kraftesløse Konger, Nomarkherne formodentlig tilegnet sig næsten uindskrænket Magt hver i sit
1 Dimichen, Historische Inscriften pl. XIII.
2 Sign. Brugsch, Histoire d' Egypte S. 192.
3 I Apisgravene (Serapeum) findes en Indskrift fra Rameses III.'s 26de Regjeringsaar.
+ 8lgn. Diod., Bibl. Hist. I, 63: Efter Rampsinit d. e. Rameses III. fulgte syv Slægtled af uduelige Konger.
5 Om det tyvende Dynasti se Brugsch, Histoire d' Egypte S. 182 —211.
. De sidste Rameses'er tog Sæde i Byen Kheb.
58%
916
Landskab, idet der ingen egentlige Mellemled var imellem dem og Kongen. Men saaledes gik det neppe nu, thi fra Amonsennernes Dage var, som alt bemærket, hele Landets Bestyrelse blevet draget sammen i Hovedstaden, saaledes at Nomarkherne nu ikke let kunde hæve sig til enevældige Herrer i deres Landskaber. Derimod var det naturligt, at de Embedsmænd, der vare ansatte ved Overbestyrelsen i Hovedstaden, naar Statens Overhoved trak sig tilbage fra Forretningerne, kom til at udøve den egentlige kongelige Magt, og navnlig maatte jo Magten forene sig paa den Mands Haand, som forstod at tilegne sig de høieste Embeder i flere af Statens vigtigste Forvaltningsgrene. 1 Virkeligheden sé vi ogsaa en ægyptisk Embedsmand, Amonsførstepræsten, at skaffe sig en saadan gjennemgribende Indflydelse paa hele Statens Styrelse, ja efter en Tids Forløb sé vi denne Embedsmand endog at: begynde at tillægge sig Kongenavn, sandsynligvis fordi han fandt, at den, der havde kongelig Magt, ogsaa burde have Navn af Konge. Dette Anslag lykkedes imidlertid ikke; der reiste sig et stærkt Parti imod den Amonspræst, der først prøvede paa at smykke sit Hoved med Pharaonernes dobbelte Krone, Amonsførstepræsten Hor (eller Her-Hor), og hans Efterfølgere tillagde sig kun Kongenavn, naar de ved Ægteskab med Prindsesser af Kongehuset havde skaffet sig en vis Adkomst til Thronen?,
Omtrent samtidig med Her-Hor eller Hor (Horos) sad der paa Pharaonernes Throne en Konge, der bar det samme Navn som den berømte Rameses II.: Rameses Mer-Amon, hvorfor man pleier at kalde ham ,,Rameses Mer-Amon II.". Han kaldes ogsaa efter sin Plads i Rækken: Rameses XIV. Fra denne Konges Tid have vi et i flere Henseender mærkeligt Aktstykke, der fandtes indhugget paa en Tavle i Khonsutemplet i Theben, og som derfra er bragt til Paris. Vi skulle her meddele en Oversættelse af denne Indskrift, der heldigvis er fuldstændig bevaret”.
! Sign. Brugsch; Histoire d' Egypte 8. 215—218. 12 'Texten er udgivet i Journal Asiatique cinquitme serie VII, (1856). En fuldstændig philologisk Forklaring og Oversættelse læses samme-
917
»Horos, Tyren, den Stærke, han, som er smykket med alle Diademer, og hvis Herredømme er grundfæstet som Atum's, han, Horos, Seirherren, som hersker med Sværdet og knuser Barba- rerne, Kongen over Øvre- og Nedre-Ægypten, Solen, Retfærds Herre, den Udkaarne af Aa, Solens Søn, som er udgaaet af hans Lænd, Rameses Mer-Amon, elsket af Amon-Ra, Herren over Verdens Throner og over Thebais' Guder.
Den gode Gud, Atums Søn, avlet af Horos, avlet af Hor- makhi, Vidunderbarnet af den altstyrende Herre, Ætling af Gud, han, som er sin egen Moders Ægteherre, Kongen af Ægypten, ÆØrknernes Herre, den øverste Enehersker, alle Barbarers Herre!
Neppe var han ude af Moders Liv, før hans Ord styrede Hære. Saasnart han var fremkommet af Æget, han, Tyren med det stærke Hjerte, satte han Alt igjennem. En Tyr er han, den Konge; han er en Gud, som har aabenbaret sig paa Kampens Dag, som Mentu, den allerstørste af Seirherrerne ligesom Nuts Sen!?.
Da Hans Majestæt opholdt sig? i "Naharina d. e. Mesopota- mien? og var sysselsat med at modtage Aarets Tributer, kom Konger fra hele Jorden at kaste sig ned for ham og anraabe ham om Naade. Da Folkene begyndte at frembære deres Gaver, idet de bare Guld, Sølv, Lapis Lazuli, Kobber og kostbare Træ- stykker fra Gudernes Land” som Last paa Ryggen, og Enhver efter sin Rækkefølge frembar sine Tributer, kom ogsaa Kongen af Bakktan& at bringe sine Gaver; han stillede sin ældste Datter i første
steds af de Rougé VIII, 8. 201—256; X, S. 112—168; XI, S. 502 —522; XII, 8. 221—270 (Paris 1856—1858). Afhandlingen haves ogsaa særskilt under Titlen Étude sur une ståle égyptienne. Foruden denne Indskrift besidde vi adskillige andre af denne Konge. Den her meddelte Fortælling er altsaa ingen Legende fra Rameses II.”s Tid.
1 D. 6. Set; se ovenfor S. 120 og S. 834 fi.
2 Den lange Indledning vil kun sige, at det Følgende maa betragtes som et officielt Aktatykke.
2 Se ovenfor S. 323.
$ D. e. det lykkelige Arabien, se ovenfor 8. 511—512.
5 Bakhtan synes at have hert til Mesopotamiens Omegn; man kan tænke paa Bahistan (Behistun), Diodors (XVII, 110) Bagistana j Persis.
918
Række at anraabe Hans Majestæt og benfalde ham om Naade og Liv. Denne Kvinde var deilig; hun behagede Kongen fremfor alle andre. Han valgte hende til sin første Kongelige Gemalinde og gav hende i Egenskab heraf Navnet: Nefr-Ra!, og ved sin Tilbagekomst til Keme (d. e. Ægypten) lod han gjøre for hende Alt, hvad der tilkommer en Dronning.
Aar XV, den 22de Dag i den tredie Maaned af Aarstiden shom d. e. den 22de Epiphi, da Hans Majestæt befandt sig i Slottet i Vast (2), d. 6. Theben, Templernes Dronning, ifærd med at synge Lovsange for sin Fader, Amon-Ra, Herre over Jordens Throner i sin Panegyri i det sydlige Apu?, hans Hjertes Sæde; da hændte det sig, at for første Gang man kom at sige Kongen, at en Ud- sending fra Fyrsten af Bakhtan bragte rige Gaver til hans konge- lige Ægtefælle. Han blev ført for Kongen med sine Gaver og sagde paakaldende: ,Hans Majestæt! Ære være Dig Folkets Sol! Giv os Livet ved Din Nærværelse!"
Da han havde udtalt sin Tilbedelse for Hang Majestæt, be- gyndte han saa sin Tale: Jeg kommer til Dig store Konge, 0 min Herre, for Bint Resht's, Nefr-Ras unge Søsters Skyld. Et Onde har trængt sig ind i hendes Væsen; gid Eders Majestæt vilde sende en Mand, vel forfaren i Vidskab for at undersøge hende. — Kongen sagde da: ,Lad komme Helligskrivernes? Broderskab, de indviede i det hemmelighedsfulde Samfand i vort Palads!t« Da de vare komne øieblikkeligt, sagde Hans Majestæt til dem: ,Jeg har ladet Eder kalde for at høre det, man beder mig om; angiver mig iblandt Eder en Mand med forstandigt Hjerte, en Mester med duelige Fingre!" — Den kongelige Skriver Tehut-m-heb, som fremstilledes for Kongen, fik Ordre at reise til
! Fremmede Prindsesser, der ægtede Ægyptens Konger, mastte altsaa ligesom Czarernes Gemalinder i Rusland, forandre deres Navn.
2 D. e. Theben.
32 »Hierogrammaterne".
Disse ere Biblens mom eller. kongelige Magikere; se Gen. 41, 8
og 24; Exod, 7, 11 føl. (algn. Dan. 1, 20 og 2, 2).
919
Bakhtan med Fyrstens Afsending. Da den i Vidskab vel for- farne Mand kom til Bakhtan, fandt han Bini-Resh besat af en Aand, men han fandt sig afmægtig til at fordrive den?.
Fyrsten af Bakhtan sendte anden Gang Bud til Kongen for at sige ham: ,Høie Konge, o min Herre! Maatte blot Eders Majestæt give Ordre til, at en Gud blev bragt til Bakhtan for at fordrive denne Aand!" Denne nye Bøn kom til Kongen Aar XXVI, den Iste Pakhons under Amons Panegyri. Kongen var den- gang i Thebais. Kongen vendte tilbage for Khonsu, en Gud, rolig i sin Fuldkommenhed, for at sige ham: , Min gode Herre! jeg kommer atter for at bede Dig til Gunst for Fyrsten af Bakhtans Datter". Derpaa lod han føre Khonsu, den rolige Gud i sin Fuldkommenhed, til Khonsu, Thebens Raadgiver?, den store Gud, som jager Oprørerne paa Flugt. Hang Majestæt sagde til Khonsu, den store Gud i sin Fuldkommenhed: , Min gode Herre! Gid Du vilde vende Dit Aasyn imod Khonsu, Thebens Raadgiver, den store Gud, som jager Oprørerne paa Flugt, og sende ham til Bakhtan ved en særegen Naade!" Derpaa tilfeiede Hans Majestæt: - "Giv ham Din guddommelige Kraft, og jeg vil straks sende denne Gud, at han kan helbrede Fyrsten af Bakhtans Datter. Med den største Naade gav Khonsu i Theben, den rolige Gud i sin Fuld- kommenhed, fire Gange sin guddommelige Kraft til Khonsu, Thebens Raad; Kongen bød, man skulde lade Khonsu, Thebens Raad, reige i sit Naos med fem smaa Barker og en Vogn: tolv Ryttere red til Høire og Venstre. Guden kom til Bakåtan efter en Reise af et Aar og fem Maaneder. Fyrsten af Bakkhtan kom med sine Krigsfolk og sine Hevdinge Khonsu, Thebens Raadgiver, imede, kastede sig ned paa Jorden og sagde: ,Du kommer til os,
1! Læren om Besættelser af onde Aander er altsaa langt ældre end det nye Testamentes Tid.
2 Dette var en underordnet Form af Khonsu, et Gudebillede der brugtes til Beseg og Processioner.
2 I Ægypten befordredes Gudebillederne altid paa Barker. Ved flere Festligheder bæres de rundt i Procession.
£. Man 8sér heraf, at Bakåtan laa langt fra Ægypten.
920
Du stiger ned hos os, efter Bud af Kongen af Ægypten, han, Solen, Retfærds Herre, Gud Ra's Udkaarne".
Saasnart Guden kom til Bint-Reshts Bolig og han havde meddelt hende sin Kraft, blev hun øieblikkelig lindret.
Aanden, som boede i hende, sagde i Nærværelse af Khonsu, Thebens Raad": ,,Vær velkommen, store Gud, som jager Oprørerne paa Flugt! Byen Bakhtan er for Dig. Dets Folk ere Dine Slaver; jeg selv er Din Slave! Jeg vil trække mig tilbage til de Steder, hvorfra jeg er kommen for at tilfredsstille Dit Hjerte i Anled- ning af Din Reise. Gid Eders Majestæt vilde byde en Fest at holdes til min Ære ved Fyrsten af Bakhtan!+
Guden var saa nedladende at sige ved sin Prophet: ,, Det bør sig, at Bakhtans Fyrste bringer en rig Offergave for denne Aand". Under disse Begivenheder, imedens Khonsu, Thebens Raadgiver, samtalede med Aanden, stod Fyrsten af Bakkhian tilligemed sin Hær, greben af dyb Frygt. Han lod byde rige Gaver for Khonsu Thebens Raadgiver, saavelsom for Aanden og heitideligholdt en Fest til deres Ære. Derpaa gik Aanden bort i Fred, hvorhen den vilde, paa Thebens Raadgiver Khonsus Bud.
Fyrsten blev henrykt af Glæde, ligesom hele Befolkningen i Bakkhtan. Han sagde ved sig selv: ,Det var godt, om denne Gud kunde blive i Bakktan; jeg vil ikke lade ham vende hjem til Aigypten=. Det var tre Aar ni Maaneder, at Guden Khonsu for- blev i Bakhtan. Da hændte det sig, at Fyrsten, da han laa i sin Seng, troede at: så ham forlade sit Naos: han havde Skikkelse af en Guld-Spurvehøg og hævede sig imod Himlen i Retning imod Ægypten. Da Fyrsten vaagnede, følte han sig [ængstelig tilmode]; han sagde til Præsten for Khonsu, Thebens Raadgiver: , Guden vil forlade ogs og vende tilbage til Ægypten. Lad hans Vogn reise ti dette Land!"
Da Bakhtans Fyrste sendte Guden bort, bød han ham rige
1! Man sammenligne de Taler, dør tillægges de onde Aander i det nye Testamente!
921
Gaver af alleslags kostelige Ting, foruden en talrig Bedækning af Krigsfolk og Heste.
Deres Tilbagereise til Ægypten var lykkelig. Khonsu, Thebens Raadgiver, traadte ind i Templet for Khonsu, den rolige Gud i sin Fuldkommenhed, og bragte ham Gaver af alle Slags, kostelige Gaver, som Fyrsten af Bakhtan havde givet ham: Intet beholdt han for sit eget Tempel. Khonsu, Thebens Raad, traadte lykkelig ind i sit Hjem den nittende Mekhir, i Aaret XXXIII, under Regjeringen af Kongen åf Ægyptens dobbelte Land, Ra, (d. e. Solen), Retfærdigheds Herre, Gud Ra's Udkaarne. Dette (d. e. denne Indskrift) har Kongen, han, som er begavet med et evigt Liv, lige- som Solen, ladet gjøre (d. v. 8. indhugge)".
Af dette Aktstykke tør man ingenlunde med flere Ægypto- loger! slutte, at Ægyptens Konger dengang besad Herredømmet over Mesopotamien. Den hele Indledning vil tvertimod ikke sige Andet end, at Kong Rameses Mer-Amen Il. tog en asiatisk Prindsesse til Ægte, — Noget, der paa den Tid ikke var usæd- vanligt, og som atter er et Bevis paa, at Forholdet imellem Ægypten og Asien var fredeligt?; Pharaonerne havde altsaa nu ladet deres fordums Drømme om Herredømme over Asien fare!
Amonpræsterne vare imidlertid ikke de eneste Statstjenere, der vidste at tilegne sig Magten i Landet. Ved Siden af dem rejste der sig andre Embedsmænd, som tilsidst skulde tilrive sig den pharaonske Værdighed og beholde den gjennem lange Tider.
Under Kampene i Asien havde nemlig Pharaonerne taget en hel Del Leietropper i deres Tjeneste, og selv efterat Herredøm- met over Nabolandene var gaaet tabt, vedblev man i Ægypten at holde fremmede Krigere, idet man navnlig anvendte dem som Politisoldater?. Saavel Amonspræsterne i Theben, der, som vi
! Brugsch, Histoire d'Egypte 8. 210 ff.
2 Derom vidne bl. a. de semitiske Navne, som flere af Præste-Kongen Horos' (Her-hor's) nitten Senner fore. Lepsius, Denkmåler III, 247 a—b.
3 Se ovenfor 8. 849 Anmk. 2.
£ 8lgn. ovenfor 8. 874 med Anmk. 1.
$ 68.
Ægypten under
922
have sét, stræbte at sætte Pharaonernes Krone paa deres Hoved, som de Fyrster af den gamle Kongestamme, der søgte at knuse Amonspræsternes Magt, ligesom endelig Pharaonerne af det 21de Dynasti, der hævede Provindsen Tanis (Zoan) til et eget uafhæn- gigt Rige", maatte naturligvis støtte sig til den bevæbnede Magt.
Men naar Hæren først fik Øinene op for, hvor stor en Magt den havde i Staten, saa var det let at fatte, at Krigerne og navnlig deres Førere tilsidst ere faldne paa at anvende denne deres Magt til deres egen Fordel istedetfor bestandig at lade den tjene Andres ærgjerrige Hensigt. I Virkeligheden synes det ogsaa, at Stifteren af det saakaldte toogtyvende Dynasti? har hævet; sig paa Pharaonernes Throne ved Hærens Hjælp.
Stifteren af det 22de Dynasti, Seshank, (Ia II 7
det 22de, 23de, — et Navn, der ogsaa skrives uden n: sheshak?, Sisak (Shishak) eller
2de og 25de Dynasti.
Sesonkhis, var nemlig tkke nogen ægte Ægypter, men var af fremmed, navnlig af asiatisk Herkomst, som det bestemt fremgaar af en for nylig opdaget Indskrift", og som man forlængst har antaget paa Grund af de mange ikke-ægyptiske, uden Tvivl babylonske Navne, der vare i Brug i hans Familie?. Nu er det jo næsten utænkeligt, at Ægypterne, som nærede saa stor Ringeagt for alle Fremmede, skulde af fri Vilie have kaaret en Fremmed til deres Konge: Sisak maa derfor nødvendigvis være bleven hævet paa Thronen
1! Det er sandsynligt, at den Pharao, hvis Datter Salomo ægtede, til- hørte det 2fide Dynasti og regjerede i Tanis (Zoan). Den Konge, som i Davids Tid optraadte fjendtlig imod Juda (1 Kong. 12, 19 ff.), var maaske en Amonaferstepræst og Prindsesse Tachpenes en Ætling af det 20de Dynasti. Vi antage, at det enogtyvende Dynasti er bleven stiftet omtrent ved Aar 980 f. Kr.
2 Om det toogtyvende Dynasti se Miller, Fragm. Hist. Gr. TI, 8. 591.
Skrivemaaden Såishak uden www n forekommer ikke i Kongenavnene,
men oftere i private Personers Navne.
$ Se Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX 8. 85—86 (Juli — August 1871).
5 Se Lepsius, Ueber die 22ste Kånigsdynastie i Abhandlungen der Aca- demie der Wissenschaften for Aar 18566 S. 259 fl.
med Magt, hvad-enten han nu er bleven indsat af fremmede Ero- brere, eller han har benyttet sig af Omstændighederne til selv at svinge sig op paa Thronen. Intet Kildeskrift lader formode, at Ægypten i dette Tidsrum er bleven erobret af fremmede Fyrster, som kunde have indsat Sisak til Underkonge i Ægypten!; der bliver derfor intet Andet tilbage at antage, end at Sisak selv, ved Hjælp af den devæbnede Magt, har tilranet sig Ægyptens Konge- krone. I Virkeligheden sé vi ogsaa Sisaks Efterfølgere bestandig støtte sig til den væbnede Magt?, og vi kunne derfor ikke nære synderlig Tvivl om, at Sisak har været en Anfører for en Del af den ægyptiske Hær og at han har benyttet sig af et eller andet gunstigt Øieblik til at svinge sig op paa Pharaonernes Throne”,
Antallet af Indskrifter fra det Tidsrum, da Ægypten beher- skedes af Konger af Sisaks Æt, er ikke ubetydeligt, men kun meget faa af dem kunne i strengere Forstand kaldes historiske Indskrifter; de fleste ere Grav- eller Votivindskrifter, der foruden de sædvanlige Sætninger kun indeholde Navne og Titler paa Af- dede og Efterlevende. Agter man imidlertid nøie paa disse Ind- skrifter", vil man snart faa et ret klart Indblik i Datidens Begiven- heder. Man vil nemlig straks opdage, at de yngre Medlemmer af det nye Kongehus efterhaanden kom i Besiddelse af de vigtigste Poster og Embeder rundt om i Landet, og at de oftere forbandt flere Værdigheder, hvilke ved deres Død samlede gik over til de- res ældste Søn. En Linie opslog sin Bolig i Memphis, en anden
! Assyrien,og Babylonien ere i dette Tidsrum lidet mægtige; Ægyptens mægtigste Nabostat er i disse Aar det israelitiske Rige, der hævedes til Stormagt af David og som i Salomos første Regjeringsaar endnu stod i sin fulde Kraft; men om nogen israelitisk Erobring af Ægyp- ten er der ingen Tale.
2 De fleste af dem føre i Indskrifterne ved Siden af deres egentlige Tit- ler tillige Titlen ,Anferer for Mashavasha".
32 Denne Begivenhed maa efter Biblens kronologiske Meddelelser (se ovenfor S. 30 Anmk. 2 ff.) være foregaaet omtrent i Aaret 949 f. Kr.
$ Sterste Delen af Indskrifterne fra dette Tidsrum komme fra Apis- gravene ved Memphis (Serapeum); de fleste opbevares i Louvre. Kun et ringe Antal af disse Texter er hidtil blevet udgivet,
924
i Herakleopolis, en tredie i Letopolis 0. s. v., medens andre Med- lemmer af Kongehuset beklædte Værdigheden som Amons Første- præst i Theben. |
Det er en Selvfølge, at Medlemmerne af Sisaks Hus ikke paa ganske regelmæssig Maade kunne være komne i Besiddelse af de indflydelsesrige Poster, som vi finde i deres Hænder; de maa, som vi alt have antydet, have støttet sig til den væbnede Magt; men denne Omstændighed maa atter have givet Anledning til an- dre Forviklinger og Uordner. Krigsfolkene maa tilsidst have opda- get, at Kongehusets Magt væsentligt beroede paa dem, og det kan derfor neppe betvivles, at de snart have gjort Fordring paa en Del af Byttet.
Rigtignok besidde vi intet Aktstykke, der giver os Underret- ning hverken om Krigernes Fordringer eller om Indrømmelser til dem, men naar man sammenligner Forholdene i Ægypten i den følgende Tid efter Psametiks Dage, som vi kjende fra Hellenernes Meddelelser", med Forholdene i ældre Tider, under Amonsønnerne og Rasønnerne, som vi kjende, takket være de talrige Aktstykker, vi have fra dette Tidsrum, saa er det klart, at der t Mellemtiden maa være foregaaet store Forandringer + Landboforholdene, I æl- dre Tider fandtes der nemlig ingen grundbesiddende Krigere?, hvor- imod vi finde saadanne omtalte, ligesaa snart vi faa Efterretninger om ægyptiske Forhold af Hellenerne?., Med andre Ord, efter Ra- sønnernes Tid før Psametik maa der være foregaaet højst betyd- ningsfulde Omvæltninger i Fordelingen af Grundeiendommene, eller med andre Ord, der maa i dette Tidsrum være givet flere agra- riske Love. Med Hensyn til Tidspunktet for Udstedelsen af disse Love og for Krigerkastens Fremkomst kunne vi med størst Sand- synlighed nævne Aartierne straks efter Aar 800 f. Kr.
! Se navnlig Her. I, 141 og 168, hvor der tales om, at Krigerne besad hver 12 Arurer Land.
Sign. ogsaa Gen. 47, 26.
Se Anmk. 1.
£ Se næste Anmk.
925
Det er let at fatte, at disse Omordninger af Landboforhol- dene ikke kunne være foregaaede paa en fredelig Maade; de agra- riske Love maa nødvendigvis være blevne satte igjennem med Vold og have formodentlig givet Anledning til eller været ledsagede af blodige Kampe". Imidlertid vare disse Krige neppe de eneste, der. i dette Tidsrum foregik i Ægypten. Efter de manethoiske Lister maa der ved denne Tid i Tanis have hævet sig et nyt Dy- nasti, det 23de, hvis Fyrster efter Indskrifterne synes at have strakt deres Magt over større Strækninger af Ægypten, hvad der forudsætter en Række Borgerkrige og indbyrdes Kampe i Landet.
Under disse Kampe kunde Ægyptens Konger ikke tænke paa at tilbagevinde Pharaonernes Magt over Nabolandene; kun Stifte- ren af det toogtyvende Dynasti, Sisak I., foretog et heldigt Tog til Juda, om hvis Ydmygelse der fortælles i en Indskrift i Karnak ?. Men Herredømmet over Juda er dog neppe blevet bevaret ret længe. Flere Indskrifter fra det toogtyvende Dynasti lære os Slægt-
1 I Prinds Osorkons Levnetsbeskrivelse (Lepsius, Denkmåler III, 256) tales der gjentagne Gange om Kampe, og man sér, at Hæren spiller en stor Rolle, men hvori denne bestod, er det paa Grund af Textens mangelfulde Beskaffenhed ikke let at afgjøre. 1 denne Indskrift omtales (col. 7) en Fremtoning, som af Flere antages for en Maanefor- mørkelse. Den indtraf den 25de Dag i den fjewde Maaned af Aars- tiden Shom eller Sommeren (d. e. den 25de Mesori) i Osorkons Fader, Takelothis II's femtende Regjeringsaar. Nu vise forskjel- lige Aktstykker tydeligt, at denne Konge og følgelig ogsaa de Be- givenheder, der omtales i dette Aktstykke, maa tilhøre de sidste Aar- tier af det niende Aarhundrede. I Virkeligheden er netop i dette Tidsrum, en Maaneformørkelse indfalden paa den 25de Mesori, nemlig den 7de Marts 823. Er den her i Texten omtalte Fremtoning virke- lig en Maaneformørkelse, hvad der i ethvert Tilfælde er noget tvivl- somt, vil Osorkons Fader Tiglath eller Takelothis II. være bleven Konge i Aaret 838 f. Kr.
? Til Minde om dette Tog indhuggedes i Karnak et Basrelief med Ind- skrifter, se Lepsius, Denkmåler, III, 252—253, se ovenfor S. 627 og nedenfor Kap. X, 8 4.
2 Osorkon L, Sisak's Efterfølger, antages undertiden for Aithioperen Serak, der efter 2 Krøn. 14, 9 ff. faldt ind i Juda og blev slagen ved Maresa.
926
skabet og Tidsfølgen af de vigtigste Konger af dette Kongehus!, men om den Orden, hvori den nærmest følgende Tids Pharaoner ere fulgte paa hinanden, faa vi ikke tilforladelige Efterretninger af noget Aktstykke, og der hersker som Følge heraf endel Uoverens- stemmelser imellem Ægyptologerne.
Vi ter dog nok antage det for det Sandsynligste, at efter Kong Sisak IV. af det toogtyvende Dynasti, der formodentlig er over to hundrede Aar yngre end Sisak I.?, gik Herredømmet over Memphis og en stor Del af det øvrige Ægypten over til en Konge Bek-n-renf, som af Hellenerne kaldes Bokkhorist,
Ægypten under I Sargons Indskrifter omtales der ved Aaret 720 i Ægypten
Althiopernes Herredømme
Assyrernes en vis Magthaver ved Navn | DEI &——]| —TT Sab="-e", RO:
Angreb paa
Ægypten. der med stor Sandsynlighed antages for Sabako, den Aithioper- konge, der efter Hellenernes Meddelelser først gjorde sig til Ægyptens Herre%; og at denne Sabako virkeligt er kommet i Berø- ring med Assyrerne, fremgaar tilstrækkeligt deraf, at et Segl med hans Navn er fundet i Ninive. Aithiopernes Indfald i Ægypten er saaledes indtruffet noget før Aar 720 f. Kr. Efter Manethos Lister falgtes Sabako I. af Sabako Il., Indskrifternes Sabataka, om hvem der ikke vides meget.
1
Kongerne synes at have fulgt paa hinanden i følgende Orden: Sisak I, Osorkon IL, Tiglath eller Takelothis I, Osorkon II, Sisak IL, Tiglath (Takelothis) Il, Sisak IIL, Pimaa og Sisak IV.
Om Tidsregningen det toogtyvende Dynastis Tid slgu. navnlig Lep-
sius' ovenfor 8. 922 Anmk. 5 anferte Afhandling og Lieblein i Revue
Archéologique, nouvelle série XVIII, S. 272—292 (Oct. 1868).
? At Sisak IV. og Bokkhoris ikke ere langt fjernede fra hinanden, fremgaar af den Omstændighed, at en Apis, der dede under Bokkho- ris, begravedes i samme Gravkammer som en under Sisak IV. ded Apis. De samme Apis -Gravkamre benyttedes kun igjennem et Par Slægtled; da udhuggedes nye Kamre, slgn. Mariette, Æenseignements sur les 64 Apis i Bulletin archéologique de VPAthéneum frangais 1855— 1856. Bokkhoris omtales af Diodor, Bibl. Hist. I, 65, 2 og i Mane- thos Lister, hvor han er eneste Konge af det fireogtyvende Dynasti.
' Botta, Mfonumenis IV pl. 75 1. 5—6, slgu. pl. 145 I. 3.
Her Il, 137 ff. og Muller, Fragm. Hist. Gr. 11, S. 592.
S En Apis dede under hans Regjering, se Mariette L c.
— Be. meen
927
En Indskrift i Gebel Barkal! lærer os at kjende en Konge Piankh Mer-Amon, der synes at have været Herre over Aithiopien. Han foretog i sit 2lde Aar et Krigstog til Ægypten, som aabenbart allerede før den Tid maa have været afhængigt af Aithioperne. Hvad Tidspunkt hans Tog tilhører, kan ikke angives med fuld Sikkerhed; dog synes det afgjort, at han er yngre end Sabako I. og II. Prtankh Mer- Amons Felttog til Ægypten tilhører sandsyn- ligvis Aaret 705 f. Kr.
Ægypten var paa denne Konges Tid délt imellem en Snes Smaafyrster, hvoriblandt flere havde deres Sæde i de Stæder, i hvilke de Prindser af det 22de Dynasti, der havde opkastet sig til Herrer og gjort sig til kongelige Lehnsmænd over Ægyptens Pro- vindser, havde taget Ophold.
Anledningen til dette Krigstog var et Oprør, som Fyrsten i Sais, Tafnekht?, havde gjort mod Aithbioperkongen, og som havde fundet saa megen Anklang i de fleste Egne af Ægypten, at det aithiopiske Herredømme næsten ganske var gaaet tabt 2.
Hovedindholdet af Indskriften er i Korthed følgende: Saa- snart Piankh havde faaet Underretning om Tafnekhts Fremgang, gav han sig paa Marchen, og trængte imod Nord med sin Hær. I Begyndelsen fandt han ingen videre Modstand i Ægypten, men paa den anden Side viste Indbyggerne dog paa mange Steder et temmelig fjendtligt Sindelag imod ham. Flere befæstede Byer lukkede saaledes deres Porte og nægtede at overgive sig, hvorfor han efterlod en Styrke foran dem. Selv gik han frem med Hovedstyrken, indtil han foran Byen Su(ten) — Khenen (P) eller
1 Mariette, Gedel Barkal pl. I—VI, slgn. de Rougé i Revue Archéol., nouv. série VIII, S. 94 ff. (1863).
2 Vi kunne let fatte, at Ægyptens Historikere, saaledes Manetho (Mål- ler, Fragm. Hist. Gr. II 8. 592), siden, da Stephinates' (Tafnekht's) Ætlinge vare komne paa Thronen, have opfert denne Fyrste og hans Efterfølgere som Pharaoner, uagtet de kun havde været Vasaller (Dodekarkher). Navnet Tafnekht findes nedenfor 8. 929.
3 Andre antage Tafnekht for Bokkhoris' Fader, der omtales af Plutarkh, De Iside et Osir. c. 8, og af Diodor, Bibl. Hist. I, 45.
928
Khennsu, d. e. Herakleopolis, traf paa alvorlig Modstand. Gjen- tagne Gange tilføjede han her sine Fjender et betydeligt Nederlag. En af de Beleiringshære, Piankh havde efterladt, var imidlertid mindre heldig; Kongen af Un (Hermopolis) gjorde et Udfald og slog den aithiopiske Hær, der indesluttede Byen; men til Gjen- gjæld vendte Piankh en betydelig Styrke imod Byen, som snart faldt i hans Hænder, hvorpaa han tog Kongen i Un, Nimrod, til Naade. Kongen af Herakleopolis overgav sig kort efter.
Piankh gik nu imod Memphis, hvor Tafnekht havde efterladt 8000 Mand, hvortil endnu kom de i Byen hjemmehørende Tropper. Men Piankh indtog Byen alligevel og gik derpaa videre til Helio- polis og Athribis, hvor han modtog Hyldning af Smaaherrerne i Deltaet. Kun Tafnekht fortsatte endnu i nogen Tid Kampen, indtil et nyt afgjørende Nederlag nedslog hans Mod. Han tilbød nu at underkaste sig, imod at Piankh lod ham beholde hans Di- strikt (Sais) under aithiopisk Heihed. Dette Forslag gik Piankh ind paa, og Ægypten var saaledes atter betvunget.
Piankhs Indskrift er af stor Vigtighed for os, da den lærer os at kjende de fleste af de Smaariger, hvori Ægypten dengang var delt, og nævner os de Smaaherrer, som styrede dem.
I Aktstykket omtales først to Fyrster, der hver beherskede sin Del af Mellemægypten og kaldes suten ,, Konger", nemlig:
"I YR namrut, Nimrod, Konge af Hermopolis (Un)!, og
mn SEK] pe-faa-bast, Pefabast, i Herakleopolis?. Dernæst nævnes i Fortællingen om Begyndelsen af Felttoget
følgende to Herskere:
Anand: => j <o> IE sheshank neb pe-ostri-neb-tet
Sisak i Busiris?, og
1 Han omtales Linie 6, 17, 22 og 62. Om Hermopolis (Un) se 8 71.
2 Linie 70. Om Herakleopolis (Xhennsu) se $ 71.
? Linie 18; slgn. nedenfor S. 930, hvor en anden Fyrste, Pimaa, nævnes som Hersker i denne By.
929
CSabææig; bak-n-nefi, Bak-n-nef, der synes at have havt sit Sæde i Athribis!,
Følgende Herskere bleve betvungne efter Memphis” Fald og Piankhs kort efter paafelgeude Seire i Omegnen af Heliopolis:
HEMS og 299 O Sle vasarkan m pe-bast uu n ra-
nefr, Osorkon i Bubaste og Ra-nefr (Onuphris?);'
SFI FED RN e Næb arput m ent
remu ta-an, Auput i Pelusion (?) og Tan (Toni ?)";
DELL $ EBA <fido] seconm-
au) -f-ankh m pe-ba-neb-tet ta-shen-ra, Ze-amon-Aufankh i Mendes og Tashenra (Leontopolis P)5;
TIN Me ankh-hor m pe-tehut-aper-hehå Ankh-
der i det nedre-ægyptiske Hermopolis';
5) K 1-0 Sl MEK
mer-ka-nesha m pe-hebi m samhuti?, Mer-kalasiri? (d. e. ,Kala- sireranføreren") i Sebennytos, Hebi (Iseion) og Damiette' ;
! Linie 18; se nedenfor S. 930, hvor en anden Fyrste nævnes som Hersker i Athribis; i de assyriske Indskrifter omtales en Bak-n-nef som Hersker i samme By i ÅAarene 668—666; se nedenfor S. 936. Han er maaske Sennesen af den her nævnte Bak-n-nef.
2 Disse Fyrster opregnes Linie 112—114 (Mariette, Gebel Barkal
pl. V.). Enkelte af disse Fyrster omtales i Begyndelsen af Ind-
skriften, hvor en Del oprørske Fyrster opregnes.
Denne Osorkon omtales Linie 112 og L. 19.
Se nedenfor $ 74.
Denne Auput omtales Linie 112; foruden oftere i det Foregaeende, saa-
ledes L. 18. |
8 Han omtales Linie 112—113; foruden i L. 18, hvor han kun kaldes:
nFyrste af Mendes".
7? Han var en Sen af den foran nævnte Fyrste, se L. 18; Hermopolites, den femtende Nomos, maa altsaa have staaet i Lehnsforhold til Riget Mendes, men de stedte ikke umiddelbart sammen.
8 Linie 118. Vi have her det Ord, Hellenerne kalde xa4æcresg.
” Om disse Steder, se nedenfor $ 72 og 8 74.
930
KERES AIR smav mn somt sove sebt-hat, Patenf i Pesputi og i den hvide Murs Pyramidestad (?)?; s Jiu >] pe-maa m pe ari (d. €. pe es-art, pe ostri), Pimaa i Busiris?; |
ER N (00 vå Å DB nes-na-keti m ka-kem (?), Nesna- keti i Athribites (?)";
s2 NNE 270! VÅES.gso nekkt-hor-na-shennus-u m pe-kelil, Nekht-Hor-na-shennu i Pekalil?;
E OK ==" pen-ta-ur, Herskerne i Ta-ur';
VJ Re 9 pen-ta-bekhen, Herskeren i Bekhen (?)";
NEDEN FN atgrrt dersom reine
hor neb sekhem, Peti-Hor-sam-taui, Prophet for Horos, Herren af Letopolis, (og følgelig Hersker over Letopolis)' ;
So MT SYNS honda m
pe-sekhet-neb-sa pe-sekhet-neb-rehisut, Huribasa i Sa og Rehisui?
1. Linie 113.
2 Det Land, denne Fyrste beherskede, svarer omtrent til de gamle Geographers Pharbetites.
3 Se ovenfor 9. 928 med Anmk. 3 om Sisak i Busiris.
4 Denne Fyrste var efter Linie 18—19 en Sen af Ze-amon-Aufankh i Mendes og Broder til Ankh-Hor i Hermopolis. Om Athribitis se nedenfor $ 72.
5 Beliggenheden af dette Sted er ubekjendt.
S Determinativet synes at vise, at vi her (i Linie 114) ikke have det bekjendte Personnavn: Pentaur, men derimod en ægyptisk Sætnings- forbindelse, der betegner: ,den fra Byen Ta-ur", Herskeren i Byen Taur.
7? Bekhen (Linie 114) har sandsynligvis ligget paa Ægyptens Østgrændse (maaske ved Tanis); se ovenfor S. 880.
8 Om Letopolis se nedenfor $ 72.
? Denne By er forskjellig fra det bekjendte Sai, Sais, hvorom nedenfor (8 72). Den anden her nævnte By er ligeledes ubekjendt.
931
ka eo | N Å v A 21 & ze-khiau-khroti m senti-nefer,
Zekhiau (Takhos?) i Shetnufi (P)?;
Se (ADS AL Ran, e po-bås m ker m pe-hapi Pabas i Khol og Nilopolis?.
Hertil kommer endelig den ofte nævnte:
MW "an: Yå tafnekht, Tafnekht (Stephinates), Hersker i Byen Sais, Hovedmanden for Oprøret imod Aithioperne?.
Man vil have bemærket, at flere af disse Smaaherrers Fyrste- sæder laa meget nær ved hinanden, hvoraf det er en Følge, at de af dem beherskede Landskaber ikke kan have havt stor Udstræk- ning. Det synes navnlig, at der i den sydlige Del af Deltaet har været flere Smaariger.
Ifølge Senakheribs Annaler vare Aithioper og Ægypter ved den Tid, han selv nordfra faldt ind i Syrien, med en Hær rykkede ind i Palaistines Kystlande.- De to Hære stødte sammen ved Altaku, hvor Assyrerne seirede”. Assyrerne omtale ikke Navnet paa den fjendlige Konge, og tale kun i Almindelighed om, at deres Mod- standere førtes af Kongen af Aithiopien og Kongen af Musur, d. e. Ægypten. Kampen stod formodentlig i Aarene 701—700 f. Kr.%. Efter dette Nederlag truedes Ægypten med et assyrisk Indfald, men reddedes uformodet, idet nemlig et stort Uheld ramte Assy-
mm
Om Shetnufi, Hovedstaden i den syvende Nomos, se nedenfor $ 72. Disse to Byer laa noget Syd for Kairo, den sidste, Nilopolis, paa en Ø nærmere ved Benisuef; se & 71. 2? Se ovenfor S. 927 fi. £ Rawlinson, Jnscriptions I, pl. 38 1. 73—83; III, pl. 12 1. 23—25, se
ovenfor i Syriens Historie 8.598 —599. 5 Vi formode, at Piankh var Konge paa denne Tid. Dette Nederlag har skadet hans og Aithiopernes Anseelse i Ægypten saa meget, at de foreløbig have opgivet Landet og overladt det til Ægypterne selv med egne Kræfter at forsvare sig imod Assyrerne. Ved denne Tid synes, efter hvad man fortalte Herodot, Præsten Sethos at have faaet Magten i en Del af Ægypten og at have vidst at benytte Assyrernes Nederlag i Nærheden af Ægyptens Grændser til at styrke sin Magt (se Her 1, 141) og til at tilegne sig Herredømmet over Nedre-Ægypten.
598 e
932
rørnes stolte Krigshær tæt ved Ægyptens Grændser i det sydligste Syrien!,
Et andet Mindesmærke fra Gebel Barkal? fortæller om, at en aithiopisk Konge Not Mer-Amon (Not. Miamun), eller som han i Almindelighed kaldes Amon To-not, foretog et seirrigt Felttog fra Aithiopien til Ægypten, hvor han ligeledes maatte kempe med Smaa- herrerne i Landet, blandt Andet med Pakrur af Pesputi?, Vi an- tage, at denne Begivenhed omtrent tilhører Aaret 695 f. Kr.
Den mest bekjendte af de aithiopiske Herskere over Ægypten var Tarkos eller Tearko, Biblens Tirhaka, der af Ægypterne kaldes Taharka og af Assyrerne Tarku?, Af en Indskrift fra Psametiks Tid erfarer man, at Taharka har regnet sin Thronbestigelse fra et Tidspunkt, der laa 28 Aar tilbage i Tiden for det Aar, da Psa- metik var bleven Konge i Ægypten, og at han mindst har regjeret 26 Aar. Han maa efter dette være bleven Konge omtrent i Aaret 690 f. Kr.+.
Om Taharkas Slægtskabsforhold til hans Forgængere vide vi Intet, ligesom vi heller ikke kjende noget til hans Rigers Skjæbne i største Delen af det Tidsrum, han beherskede Ægypten og
1! Se Her. Il. c., sign. Esaias 37, 36 og 2 Kong. 19, 35.
2 '"Texten findes Mariette, Gebel Barkal pl. VII, og Revue Archéol., nouv. série XVII pl. XI. En Oversættelse og Forklaring findes sammesteds S. 329 ff. (1868). Om Udtalen af Navnet se Zeitschrift får ågypt. Spr. IX 8. 113 Anmk. 1 (1871). Se nedenfor S. 936.
2 Man har flere Indskrifter fra hans Tid, Lepsius, Denkmåler II, 259. Han omtales i Manethos Fragmenter, Miller, Fragm. Hist. Gr. II, S. 593 og af Megasthenes (se nedenfor S. 933 Anmk. 1).
+ Ifølge en Indskrift fra Serapeum dede der i Psametiks 20de Regje- ringsaar en Apis, som var fedt i Taharka's 26de Regjeringsaar, og som opnaaede en Alder af 21 Aar. Ifelge Biblen (-saias 37, 9 og 2 Kong. 19, 9) skulde Tirhaka (7aharka, Tarkos) allerede have været Anfører for Aithioperne under Senakheribs Tog imod Hezekias i Aa- rene 701—700. Dette er ingenlunde umuligt; 7aAarka (Tarkos) kan meget vel have været Anfører paa Toget, ja han kan endog have væ- ret Konge af Aithiopien (Kosh) — hvad vi dog meget betvivle —, men Konge af Ægypten kan han ikke have været dengang.
933
Aithiopien!. Vi vide kun, at Riget i hans Tid, ligesom tidligere, endnu bestandig var delt imellem en Snes Smaaherrer, der vel anerkjendte ham for Overherre, men formodentlig have besiddet en temmelig uindskrænket Magt i deres Distrikter. Fremdeles erfare vi af de assyriske Aktstykker fra Assur-bani-pals Tid, at Assurhaddon omtrent i Aaret 670 er falden ind i Ægypten, har beseiret 7arku og tvunget de Smaaherrer, der endnu vare vedblevne at være hans Lehnsmænd, til at hylde sig som Overherre?,
Saasnart Assyrerne vare borte, udbrød der et nyt Oprør. Tarku kom tilbage og hyldedes som Konge?; men da Assur-bani- pal havde samlet en stor Hær og ført den ind i Ægypten, hvor han søirede ved en By, som Assyrerne kalde Karbanit", maatte Tarku atter flygte. Assur-bani-pal modtog nu Hylding af tyve Fyrster &,
Imidlertid udbrød der snart et nyt Oprør, men Hovedmanden Neko, der som Herre af Sais og Memphis var den mægtigste af de ægyptiske Lehnsmænd, blev fangen og ført til Ninive&. Her modtoges han med megen Udmærkelse, hvad der snart ganske omstemmede ham og vandt ham for Assyrernes Sag. En Fyrste,
1 De Efterretninger, vi finde hos Megasthenes om Tarkos' store Erobrin- ger (Miller, Fragm. Hist. Gr. II 8. 416), have aabenbart intet Værd.
2 Se navnlig Rawlinson, /nscriptions III pl. 17—18 og pl. 28—29. De assyriske Indskrifter, der angaa Ægypten, ere blevne behandlede af Oppert, i Mémoire sur les rapporis de TÉgypte et de VP Assyrie, i Mémoires présentés par divers savants å VAcad. des Inscr. VIII, I, 8. 523 ff., og siden af G. Smith, Assurbanipal 8. 15 fi. Den ferste Meddelelse om denne Krig gaves allerede for endel Aar siden af Sir H. Rawlinson i Athenæum og i Transactions of the Royal Society of Literature, new series vol. VII.
3 Se nedenfor 8. 934—935. I Assur-bani-pal's Annaler fremstilles Sagen,
som om Smaafyrsterne vare blevne tro imod Assur-bani-pal (Rawlinson,
Inscriptions TII pl. 17 1. 114—115), hvad der neppe er neiagtigt.
Rawlinson, JInscriptions pl. 17 1. 79 ff.; se nedenfor S. 935.
De tyve Fyrster opregnes nedenfor 8. 935—938 (Rawlinson, Jnscriptions
II, pl. 17 1. 92—111). Se ogsaa G. Smith, Assurbanipal 8. 20 fr.;
Oppert, Mémoires 8. 577—579.
$ Rawlinson, JZnscriptions III pl. 28 1 33 ff. (G. Smith) S. 41 f£.; Oppert S. 85 £ Foruden Neko fangedes tillige Pakrur af Ps-sputi.
i BE 1
934
der synes at have været en Søn af Neko | »——I = am AN NT Ca
Nabu-si-zib-a-nt, — et Navn, som aabenbart er blevet givet ham af Assyrerne — fik af Assur-bani-pal Landskabet Athribis til Lehn". Denne Forekommenhed undlod ikke at have sin Virkning. Neko blev nu en varm Tilhænger af Assyrerne og fulgte med Assur- bani-pals Hær tilbage til Ægypten, hvorfra Tarku for tredie Gang blev forjaget, hvorpaa han kort efter døde?.
En Stedsen af 7Tarku, som Assyrerne kalde Urdamanie, hvilket Navn man antager for en Omskrivning af det ægyptiske Rud-Amon, stillede sig imidlertid i Spidsen for Ægypter og Ai- thioper og drev Assyrerne tilbage; men da disse havde faaet For- stærkning, maatte Urdamanie flygte. Theben blev indtaget og plyndret, og Assyrerne forfulgte deres Seir længere imod Syd, maaske ind i Nubien?, Krigen mod Urdamanie førtes uden Tvivl af Assur-bani-pals Hærførere og ikke af Assur-bani-pal selv",
Efter saaledes at have givet en Oversigt over Begivenhederne, i denne assyrisk-ægyptiske Krig skulle vi til Slutning meddele en Oversættelse af det Udtog af Assur-bani-pals Annaler, man læser paa den bedst bevarede af hans historiske Cylindre,
»Paa mit første Krigstog var det imod Magan og Milukha at jeg drog. Tarku, Konge af Muzur (Ægypten) og Kusti (Kosh Aithiopien), hvem Assur-haddon, - Assyriens Konge, min Fader, ” fuldkommen havde overvunden og hvis Land han havde taget i Besiddelse — denne Tarku foragtede Assurs, Istars (?) og de store Guder, mine Herrers, Vælde og stolede paa sin egen Magt. Over
2: Rawlinson, Znscriptions pl. 18 1. 46; slgn. G. Smith, Assurbanipal, S. 28.
2 Se nedenfor S. 939 med Anmk. 2.
32 Krigen mod Urdamanie beskrives i Rawlinson, J/nscriptions III, pl. 18 l. 61—1. 86 samt pl. 29 I. 4 fr.
£ I det i Anmk. 3 sidst anferte Stykke, der uden Tvivl er affattet kor- tere Tid efter Krigen, siges Assur-bani-pal's Hærferere at have ledet Kampen; i det første, der er affattet adskillige Aar senere (Cylinder A), nævnes, men neppe med Rette, Kongen selv som Anferer paa dette Tog.
5 Cylinder A., se Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 I. 51 f£, sign. G. Smith, Assurdanipal 8. 15 ff.; Oppert, Afémoires présenté VIII, S. 573.
935
Kongerne, Statholderne, hvem min Fader havde indsat i Ægypten faldt han, idet han slog ned og plyndrede. For at tage Ægypten kom han imod dem, rykkede ind og tog sit Sæde i Memphis, den By, som min Fader havde taget, og som han havde inddraget inden Assyriens Enemærker.
Jeg gik rundt i Ninive, da En kom og meddelte mig [dette]. Over disse Sager blev mit Hjerte bittert og meget bedrøvet. Efter Assurs og Istar (?) Assur-itu's Bud samlede jeg mine mægtige Stridskræfter, som Assur og Istar (P?) havde givet i mine Hænder. Til Muzur (Ægypten) og Kusi (Aithiopien) vendte jeg min March. Under mit Krigstog kom 22 Konger! fra Kysten [af Havet og fra Midten af Havet], alle mine Skatskyldige, til mig, og kyssede mit Aag. Disse Konger .... i Havet og paa Landet
. den lige Vei .... til virksom Hjælp for Kongerne, Stathol- derne, som i Ægypten vare mine Tjenere, og som afhang af mig, jeg drog, og jeg kom da først til Byen Karbantt.
Tarku, Kongen af Musur og Kusi (Ægypten og Aithiopien), hørte i Memphis om Fremgangen af mit Tog og samlede da sin Hærs Mænd for at føre Krig, Kamp og Slag imod mig. 'Tjenende AÅssur, Istar (?) og de store Guder, mine Herrer, slog jeg hans Hær paa Flugt i den vide Slagmark. Da Tarku i Memphis hørte om sin Hærs Nederlag, overfaldt Skræk for Assur og Istar (?) ham, han veg tilbage (?P). Min kongelige Herlighed slog ham lam; og man bragte mig hans Guder i min Leier. Memphis forlod han og for at redde sit Liv flygtede han til Mia (Theben). Denne By tog jeg (ogsaa); og jeg lod min Hær drage ind og blive i Staden. Men:
bær Em « Dr em" Dr Fl ni-kuzu sar mizim-pi u 8a-1, Neko, Fyrste af Memphis og Sais? ;
1 Navnene fandtes paa Cylinder B. (Rawlinson, Znscriptions III, pl. 27 L 120—134); men de fleste Navne paa Kongerne mangle, kun de kypriske Kongers Navne ere bevarede; se ovenfor S. 707 Anmk. 2.
2 Se nedenfor $ 72.
986
| Em FIX] + Ear]
sar - lu = da(?) - ri sar si-'- nu, Sarludari, Fyrste af Ta-an (?)!; 1" TTT < AT TT Le: pi-sazan-hu-ru sar na-at-huzu, Pasenhor, SING
Fyrste af Natho?;
1 14 STI SM + ST "TE er] pazak-ru-ru sar pi- sab - tu, Pakrur, xE% Fyrste af Pesputi ?;
fe SEE JT oe] Sk +
——|| Tr +] å —[[] eæ pusuk-ku-nasan-ni-'-pi sar hazat- hi-ri- bi, Bak-n-nef, Fyrste af Athribis?;
| —T &——17] JET =TT «« —T] å €2 == SS nazah-ki-e sar hi-nizin-st, Nakhke, Fyrste af Khenens (35) Herakleopolist ;
[4 TIR=I ETT. —d]« 44 — — |] Ål Ti I pu - tu - bas - ti, sar za - " - nu, Petubastes, <« id at. SÅ Fyrste af Taniså;
TE Tr ak 4 SD me] El]
u-na-mu-nu sar nazat-huzu, Unamon, Fyrste af Natho';
bass ES] «+ == 4 4
! Se nedenfor $ 74; slgn. ovenfor 8. 929.
Natho er formodentlig Ptolemaios' Néovr, der har ligget i Nærheden
af Sebennytos ved Damiette-Armens Udleb. Se nedenfor $ 74.
Maaske Amon To-not's ovenfor S. 932 omtalte Modstander.
+ Se nedenfor & 72.
5 Formodentlig Herakleopolis ved Benisuef; et andet Herakleopolis laa i Deltaet, men om dets ægyptiske Navn var kÅensu, er uvist.
' Om Tanis (;yx, Zoan) Hovedstaden i den fjortende Nomos se $ 73.
Uden Tvivl en anden Del af Natho; thi Natho var ifølge Herodot
(Her. II, 165) delt i to Dele.
("I
987
khar-si-ia-&e- su sar sab-ntuzu-t, Horsgiesis, NEN foyg ryrels af Sebennytos!;
1% HE] « oa Fy DE DE arm sar bizin-di- di, Pe-mau, Fyrste af Mendes?; DET STR ISS «ars 4 sl su-8tzin= ku sar bu-s8i- ri, Sisak (Sesonkis), Fyrste af Busiris3; | —— — | a ——[]] —]« 44 5 TI Re »—1— i tap -na-ah-ti sar bu-nu- bu, Tafnekht, Fyrste af Benben (?)'; l: AT El bl" Jr arr TI &—IT] sm »JY. —buz uk - ku -t nazan-ni- pt sar ah - nt, Bakknanubi, d. e. Bak-n-nef, Fyrste af Byen Ahni (muligvis An, d. e. Heliopolis);
[ET 4 dk FE ET Tr FE 2 SE St Er
ip-ti-khar-ti-e-su sar pt-zazat-ti- hu-ruzun-pi- ku, Peti-Hor-Si-Isis, Fyrste af det nedre-ægyptiske Hermopolis (?)5 ; IT —T a—II] —I: TT TT ST ar 44 == TT" ET ITT Hd o—f« na: akh- ti- hu-ru-an-si-nå sar pi- sab - ti - nu - ti, Nekht-Hor-na-shennu (?), Fyrste af Pisepti ; 13% 5 EJET « SO] GE ae] pu-kwr-ni-nszip sar pazakh-nu-t, Pukurninip, d. e. Bak- ren-f, Bokkhoris, Fyrste af Bekhent (?);
LÆ fr + ST] Jr EN TET] a-hasa car
&siasa-us ut, Takhos, Fyrste af Siut;
Sammenligningen med Sebonnytos skyldes Francois Lenormant (Oppert, Mémoires présenté VIII, I, 8. 614).
Om Mendes se nedenfor & 72.
Om Busiris se nedenfor & 72; om Sisak se S. 928 og 930.
Saaledes Oppert.
Om denne By se nedenfor $ 74.
FF mm Sd wa
DET IE "fS T] al mM Tr la - mit in - tav sar khi - mu - nt, i Laminta, Fyrste af Khemmis;
A
METTE « TET ER Ta f8-pi-maza-tu sar ta-iaza-ni, Ispimat, Fyrste af Tis; El »——I —]« p- »——] P," =TI 44 — |] vw &——] mazan-ti-mi-an-khi-e sar ni -', Mentu-m-ankh, Fyrste af No!, — disse Konger, Præfekter og Statholdere, som min Fader havde indsat i Ægypten, og som, da 7arku nærmede sig, vare flyg- tede til Ørken, indsatte jeg igjen: paa deres Embeders Pladser i deres Distrikter satte jeg dem. Ægypten og Aithiopien, som min Fader havde taget, underlagde jeg mig og styrkede Baandene langt mere end i fordums Dage, og jeg bandt dem saare fast. Med overflødigt Bytte og en stor Mængde Plyndringsgods vendte jeg i Fred tilbage til Ninive. Men siden syndede alle disse Konger, som jeg havde indsat, imod mig, og de holdt ikke Eden til de store Guder. De foragtede det Gode, jeg havde gjort dem, og deres Hjerter pønsede paa Ondt; forføreriske Ord talede de og onde Anslag lagde de- op indbyrdes, (talende) som følger: » Tarku er afskaaren fra Ægypten. Skulle vore Pladser vedblive at være os sikkre (?)"P Til Tarku, Aithiopiens Konge, for at slutte Aftale og Forbund sendte de Bud saaledes: Lad et traktat- mæssigt Forbund blive oprettet, at vi kunne hjælpe hinanden. Landet ville vi paa den anden Side styrke (derved), og der vil ikke blive nogen anden Herre"!
Imod Åssyriens Hær, mit Riges Styrke, som var reist til deres Hjælp, lagde de onde Raad op. Men mine Hærførere fik Nys derom, opsnappede deres Bud og Breyskaber og fik Øinene op for deres forførende Værk. Disse Konger fangede de, i Lænker af Jern og i Baand (?) af Jern lagde de deres Hænder og Ben. Saa straffer Assurs, Gudernes Konges, Retfærd dem, som synder imod de store Guder uagtet de have modtaget det Gode af deres
! No (nia eller ni") er Theben, se nedenfor 8. 955.
989
Hænder, og uagtet disse have været dem naadige! Og Folket i Sais, Mendes og Zoan og alle de andre Byer havde med dem [lagt] onde Raad op: med Sværdet de slog dem, smaa og store .…… og lod dem ikke blive i Live. Deres Lig lod de ligge i Støvet .... de ødelagde Byernes Taarne.
Disse Konger, som havde tænkt Ondt imod Assyriens Hær, bragte de levende for mig i Ninive. Mod Neko .... af dem, viste jeg Naade, en tilbørlig .... Paa Vilkaar, strængere end før, gjenindsatte jeg ham, og jeg sendte med ham kostelige Klæder, som jeg havde givet ham, og Guldsmykker; hans kongelige Bil- lede i Guld lod jeg gjøre til ham! Ringe af Guld satte jeg paa hans Fødder, en Staaldolk (?) med Skede af Guld, mit Navns Ære, gav jeg ham. Vogne, Heste, Muldyr gav jeg ham for hans Kongerige. Mine Hærførere sendte jeg som Præfekter med ham til Ægypten. Stedet, hvor min Fader havde indsat ham til Konge, nemlig i Sais, gjengav jeg ham og imod Nabu-se-stb-ant!, hans Søn, i Athribis viste jeg Velgjerninger, større end der (nogen- sinde) var vist ham af min Fader og bragte dem til Udførelse. Tarku flygtede til Aithiopien, men Assurs Stridsmænds Vælde kom over ham, og han gik til sin Mørkheds Sted”. Senere satte Urdama- nie, hans Hustrus Søen, sig paa hans Throne. Af Theben gjorde han sig en fast Plads, og han samlede sine Stridskræfter for at bekæmpe min Hær, Assurs Sønner, som trak sig sammen i Memphis .... besejrede dem og tog dem alle .... kom og for- talte mig".
Fortællingen om den anden ægyptiske Krig er temmelig kortfattet. ,I mit andet Felttog vendte jeg min March imod Musur (Ægypten) og Kusti (Aithiopien). Da Urdamanie hørte om mit Togs Fremgang, og om at jeg havde overskredet Ægyptens Grændser, saa forlod han Memphis og flygtede til Theben. De Konger, Præfekter og Statholdere, som jeg havde indsat i Ægypten, kom til mig og kyssede mit Aag. Efter Urdamanie min Vei jeg
2! Navnet findes ovenfor S. 934. 2 D. &e. han dede.
940
tog, og jeg kom til Theben, den stærke Stad. Da han sas min væl- dige Hærs Komme, forlod han Theben og flygtede til Kipkip?. Denne By? i sin Helhed tog mine Hænder i Assurs og Istars Tjeneste: Sølv, Guld, kostbare Stene, hans kongelige Udstyr med Alt, som var dér. Klæder af birms Litus, store Heste, Mennesker af begge Kjøn, to høie Obelisker (?) med smagfuldt indhugget Arbeide .... hundrede Talenter i Vægt, og som stod foran en Tempel-Port, tilligemed dem jeg førte bort og lod bringe til Assy- rien. Bytte uden Tal førte jeg bort fra Theben. Mod Ægypten og Aithiopien lod jeg mine Tjenere drage ud, og jeg erhvervede Ære. Med Tributer, i Fred, vendte jeg tilbage til Ninive".
Med Fortællingen om disse Seirvindinger standse Assyrernes sammenhængende Meddelelser om Ægypten", og om den følgende Tids Begivenheder i Landet faar man saa godt som ingen Oplys- ninger fra denne Side. Det Hele indskrænker sig til en ovenfor berørt, leilighedsvis given Meddelelse om, at Agsur-bani-pal siden sendte overvundne Folk til Ægypten, og til en kort Bemærkning i Fortællingen om Assyrernes Forhold til Gyges. Her læser man følgende Linier&:
me SET] TE TTT TTT ST ST STE e- mu - ki- su a - na kit - ri dis - tav sa (0) miz il - ki (750) »Sine Undergivne til at afslutte Forbund med Kongerne
sr 40 El El ul; EM]
mu -sur(=x%) sa(%) és = lu = når
af Ægypten, som havde afrystet Aaget
nen en ==
!… Formodentlig Koptos (8. 956); maaske kebh i Katarakten.
2 D. 6e. Theben.
32 Betydningen af de assyriske Ord, der læses her, er uvis. Man over- sætter disse Ord forskjelligt, efter Oppert: ,Klæder farvede i derom"; efter Norris: ,Klæder af Linned".
+ Se ovenfor 8. 246.
5. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 19 1.28—29, sign. Oppert i Journal Asiatique, sixidme série XIX S. 112 (Janvier 1872). G. Smith, Assurbanispal S. 66 og 78, har tilladt sig at forandre et Par Tegn i Texten, hvorved
941 '
To ET ST ev belu - ti - ia t8 - pur mit Herredømmes, han sendte"
Man erfarer heraf, at Gyges stod i Forbindelse med Ægyp- terne, og at nogle af Ægyptens Konger (Dodekarkherne) havde afkastet Assyrernes Aag, men om det var dem alle, eller kun en Del af dem, derom gives der ingen Oplysning?.
Ifølge mange samstemmende Vidnesbyrd er det en afgjort Sag,
$ 69.
at Ægypten omtrent ved Midten af Aarhundredet blev samlet til Eaypten under
ét Rige af Psametik, der følgelig maa have forstaaet at skille sig hans Erter-
af med sine Medbeilere, de andre Smaaherrer, Dodekarkherne?, der efter Tilintetgjørelsen af det assyriske og aithiopiske Herredømme vare blevne Suveræner,
Om Maaden, hvorpaa Psametik har tilintetgjort sine Mod- standere, kunne vi kun gjøre os Gisninger, da de Efterretninger, de klassiske Forfattere have efterladt os, aabenbart have en meget sagnagtig Karakter og ingenlunde kunne tages for virkelig Historie2,
Psametik nøiedes ikke med at gjenoprette Rigets Enhed; han gav sig straks med Kraft og Klogskab til at arbeide paa at sikkre Landet imod en Gjentagelse af de ulykkelige Tildragelser, der saa længe havde sønderrevet det, ligesom han ogsaa søgte at ophjælpe Handelen og derved at udbrede Velstand og Lykke i sit Rige, —
han har faaet pi-sa-mil-ki, Psametik, ud af de Grupper, vi med Oppert læse dis-tav sa mizil-ki. ! Hos Diodor fortælles det (Bibl. Hist. I, 67), at der fer Dodekarkhernes Tid var en toaarig Forvirring; dette er maaske en oprindelig fra en god Kilde stammende Efterretning; kun at man har sat ,toaarig Forvir- ring" istedetfor: treaarig Hjemsegelse af Assyrerne. Om en treaarig Ulykkestid for Ægypten se ogsaa Esaias 20, 3. Deres Antal var imidlertid, som vi have 8ét, ikke tolv men tyve. Herodots Fortælling om Begivenheden i Ptahs Tempel i Memphis, II, 151, passer ikke med de virkelige Forhold. Psametik var nemlig meget langt fra at være en i Memphis næsten ubekjendt Person; han var nemlig som Nekos Arving aabenbart Byens Hersker.
fvlgere.
942
i hvilke Bestræbelser hans Søn Neko ganske traadte i hans Fodspor!. Psametik søgte fremfor Alt at knuse Krigernes altfor store Magt; han vilde omskabe dem til em værnepligtig Landbefolkning. Dette lykkedes ogsaa t det Væsentlige, thi i den følgende Tid danner Krigerne en Klasse af mindre Grundeiere, som i fornødent Fald kaldes" under Vaaben, men som aldrig; — hvad der tidligere havde været Tilfældet — anvendte deres Vaaben for at udvide deres Rettigheder. Imidlertid fandt tk&ke alle Krigerne sig i denne Forandring; en Del af dem udvandrede til Aithiopien?. I Omsorg for Handelen udmærkede alle Psametiks Efterfølgere sig, og i Virkeligheden så vi ogsaa Ægypten snart igjen blive et særdeles rigt og lykkeligt Land. Saavel Psametik som hans Efter- følgere? søgte endnu paa en anden Maade at hæve Ægypten til den udmærkede Rang i Verden, som det havde indtaget under de gamle Pharaoner, idet de med Vaabenmagt" søgte at tvinge Na- boerne til at adlyde sig. Her kronedes deres Bestræbelser imid- lertid ikke bestandig med Held, og Ægyptens Konger maatte finde sig i, at en anden Magt gjorde sig til Herre over Syrien og skjød sine Poster frem til Ægyptens Grændser.
Af de ægyptiske Indskrifter fra dette Tidsrum er r der ingen, som tale om Krigsbedrifter, hvorfor vi maa søge vort Kjendskab til Psametik og hans Efterfølgeres Krigshistorie af fremmede Optegnelser. Derimod erholde vi vigtige Oplysninger om Tids- regningen i dette Tidsrum af samtidige Indskrifter, navnlig af Ind- skrifterne i Apisgravene. Deres Tidsangivelser slutte sig vel ikke ganske neøie sammen, men deres Meddelelser udfyldes af forskjellige
!' Se Her, II, 158: om Kanalarbeiderne og IV, 42: om Phoinikernes
Farter i Ægypterkongens Tjeneste (Omseilingen af Afrika).
Her. II, 30.
Om Tidsregningen i dette Tidsrum se ovenfor 8. 32 med Anmk. 2.
Se ovenfor i Syriens Historie 8. 713—717.
Se Mariette, Renseignements sur les 642 Apis trouvés dans le Serapeum
de Memphis i Bulletin Archéologique de PAthénéum francais, 1855—1856.
S Disse Indskrifter ere allerede fremdragne af Leemans, LZettre å Sal- volini og senere oftere gjentagne.
RR å ae wu
943
Indskrifter fra Privatgrave, i hvilke der findes korte Levnets- . beskrivelser over de Mænd, hvis jordiske Levninger ere bisatte i disse. Man erfarer af disse Indskrifter, at Herodots kronologiske Meddelelser om Tidsrummet fra Psametik til Kambyses i det Væsentlige er rigtigt; eller med andre Ord, at Psametik har re- gjeret omtrent 54 Aar, hans Sen og Efterfølger Neko 16 Aar, og dennes Sen Psametik II. i 6 Aar. Hvorlænge Apries og Amasis have regjeret, kan ikke afgjøres med fuld Nøiagtighed; dog véd man om den sidste, at han mindst oplevede sit 44de Regjeringsaar”.
Med Hensyn til Ægyptens Forhold til Udlandet, faa vi, som alt antydet, vigtige Efterretninger af Herodot og en enkelt Beretning af Diodor?, hvortil endnu maa føjes, at vi af Biblen erholde nogle vigtige Oplysninger?, navnlig om Forholdet til Syrien, imedens andre kunne uddrages af et Udtog af Berosos hos Iosepos". Af den sidste Meddelelse erfare vi, at Ægypterne omtrent i Aarene 606—604 bleve forjagne fra Syrien af Babylonierne.
Fra denne Tid af maatte Ægypterkongerne ganske opgive Haabet om at sé deres Land hævet til Verdens første Magt; deres Bestræbelser gik derfor navnlig ud paa at vedligeholde en vis Ligevægt imellem de store Magter, der havde delt Landene omkring det østlige Middelhav mellem sig. Dette lykkedes ogsaa til en Tid, men tilsidst fremstod der en Fyrste fra det sydlige Iran, som pludselig sønderbrød Ligevægten, og, inden en Menne- skealder var forløben, vare alle de store Riger i det vestlige Asien faldne i Kyros' Hænder.
Kun Ægypten stod endnu opreist ved Kyros' Død, men det blev et let Bytte for Kyros' Sen Kambyses, og Ægypterne maatte fra den Tid af finde sig i at tjene Fremmede. De afrystede vel
? Man har en dateret indskrift fra dette Tidspunkt, Lepsius, Denkmåler IL, 2765.
? &lgn. ovenfor om Forholdet til Syrien S. 700 fr.
Se f. Ex. Jerem. 46, 2 om Nekos Nederlag ved Karkemis, og 44,
80, hvor der findes en Spaadom om Ulykke over Hophra, 0. 8. v.
£ Jos., Arch. Jud, X, 11, 1 og C. Ap., I, 19; se ovenfor 8. 715.
944
flere Gange Persernes Aag og kaarede sig indfødte Herskere, men disse formaaede ikke i Længden at hævde Landets Uaf- hængighed.
Om Ægyptens Erobring af Kambyses erholde vi et Par Op- lysninger af Indskrifterne paa Uzahors Statuette i Vatikanet; man sér heraf, ligesom af andre Indskrifter, at Kambyses i Be- gyndelsen maa være optraadt med megen Maadehold ligeoverfor Ægypterne, og at han har søgt at vinde Anerkjendelse i Landet som virkelig Pharao, ved saavidt muligt at træde i de gamle Kongers Fodspor. Vi så ham saaledes, da han overtog Landets Regjering, paa Ægyptens Kongers Vis at antage et ægyptisk Fornavn? og ægyptiske Valgsprog 0. desl., ganske paa samme Maade, som de ægyptiske Konger pleiede at gjøre. Han synes ogsaa at have ladet sig indvie i Mysterierne i Sais, de sidste Kongers Herskersæde, hvilke dengang synes at have nydt stor Anseelse i Landet. Maaske var det ogsaa for at vinde Ægypterne, at han forblev i Landet i flere Aar, efterat han havde erobret det.
Efter nogen Tids Forløb synes han imidlertid at have skiftet Sind og at være bleven meget fjendtlig stemt imod Ægypterne, som han tilsidst behandlede med megen Grusomhed. Uzahors Levnetsbeskrivelse meddeler vel ikke noget Bestemt herom, men antyder dog øiensynlig en Trængsels Tid for Ægypten i Kambyses' sidste Dage. Den falske Smerdes' Oprør gjorde imidlertid Ende paa Landets Nød for denne Gang, idet det kaldte Kambyses bort fra Ægypten, og, som bekjendt, døde han snart efter, endnu inden hun naaede Grændsen af det egentlige Persien ?.
Perserne behandlede uden Tvivl Ægypten temmelig mildt; men de undlod naturligvis ikke at skaffe sig saa mange Indtægter
! Visconti, Museo Pio-Clementino VII pl. A.; se E. de Rougé i Revue Ar- chéologique VIII, 8. 37 ff (1851); se ovenfor S. 197.
2 I Apisgravene findes flere Indskrifter, hvor Kambyses omtales som Pharao. Om Kambyses' hieroglyhiske Navne se Lepsius, K&nigsbuch.
2 Efter Indskriften i Behistan dræbte han sig selv; se Rawlinson, Jn- scriptions III, pl. 36 1. 20. Han var i sin sidste Tid aabenbart van- vittig.
945
af Landet som nogenlunde muligi. Navnlig synes det, efter en for kort Tid siden opdaget Indskrift fra den unge Alexandros' Tid?, at de have paalagt Templerne store Afgifter, ja endog berøvet dem flere Grundeiendomme, som de Herskere, der under Ægyp- ternes Oprør hævede sig paa Thronen, sandsynligvis i Reglen ilede med at give dem tilbage. Ptolemaierne traadte i denne Henseende i de indfødte Kongers Fodspor og gav flere Templer deres inddragne Ejendomme tilbage, ligesom de oftere indrømmede dem flere Friheder, hvad der atter havde til Følge, at Præste- skabet støttede Ptolemaierne og vedtog flere Bestemmelser, hvor- ved Medlemmerne af Kongehuset fik særegne guddommelige Æresbevisninger. Disse præstelige Love eller Dekreter bleve i Reglen udstedte i Landets to Hovedsprog, Ægyptisk (d. e. Demo- tisk) og Græsk, ja stundom tilføjedes endnu en Oversættelse i det gamle hellige Sprog. Disse Aktstykker indhuggedes oftere paa Stentavler, hvoraf flere ere blevne bevarede til vore Dage, en Om- stændighed, der som bekjendt, har havt til Følge, at det gamle Ægypten har aabnet sig for Nutidens Forskere?.
De første Ptolemaiere vare virksomme og duelige Regenter der plandt Andet oftere foretog heldige Krigstog til Nabolandene?, men med Ptolemaios IV. begynder en Række uduelige Regenter, under hvilke Riget bestandigt svækkedes mere og mere, imedens Romerne begyndte at indblande sig i Landets Anliggender. Imidlertid beholdt Ægypten dog sine egne Herskere igjennem
&
1 Denne Indskrift er udgivet med Oversættelse og Fortolkning at Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 1 ff. (1871). Her fortælles det, at en Konge Khabesh havde skjænket Templerne i Pe og Teb (Buto) en Landstrækning, der tilligemed Pe-sai-ta (sandsynligvis Strabons ”Ayvov xÉéeng), siden fratoges dem af Perserne, men som skjænkedes dem tilbage af Ptolemaios; slgn. Birch i Zransactions of the Society of Biblical Archéology I, $. 20—27 (1872).
2 Se ovenfor 8. 167 fl.
Den heldigste Kriger var Ptolemaios III. Euergetes (245—223), der
trængte dybt ind i Asien og her gjorde et rigt Byite. Et Par herhen
herende Enkeltheder meddeles i Tresprogsindskrift en fra Tanis. ' 60
946 flere Slægtled, saalænge indtil Octavians Seir ved Aktion og Kleo- patras Selvmord endelig berøvede Landet dets Selvstændighed og gjorde Ægypten til en simpel Provinds af det romerske Rige.
Ligesom Romerrigets øvrige Provindser bestyredes ogsaa Ægypten af Statholdere, hvoraf flere omtales af gamle Forfattere og enkelte nævnes i græske Indskrifter fra Ægypten. I de hiero- glyphiske Indskrifter, hvoraf et ikke ubetydeligt Antal tilhøre Keisertiden, omtales der ingen af Ægyptens Statholdere, ligego1n der i det Hele i disse Indskrifter aldeles ingen Oplysning gives om Ægyptens Forhold og Skjæbne. Kun Keisernes Navne læses ofte i de hieroglyphiske Indskrifter fra Romertiden, eftersom man efter gammel-ægyptisk Skik og Brug ikke havde andet Middel til at bestemme Tiden, da Indskriften indhuggedes, end at anføre Landets Herskers Navn. Ligesom de ægyptiske Pharaoner i Ind- skrifterne have to Navne, hvert indesluttet i en Navnering, føre de romerske Keisere ligeledes gjerne to Navne i Navneringe. I den første Ring læses som oftest Navnene Åutokraior og Kesaros og i det sidste Kongens egentlige Navn, undertiden udvidet med et Par ægyptiske hædrende Tillægsord. Imidlertid følges der her ikke nogen fast Regel, ligesom den samme Keisers Navn og Titler sjældent skrives paa samme Maade i forskjellige Indskrifter. Det er herefter klart, at de romerske Keisere aldeles ikke have bekymret sig om ved deres Thronbestigelse at antage officielle ægyptiske Navne.
Under Trajan synes Ægypten at have faaet mere Selvstæn- dighed end tidligere; Nomerne fik saaledes Ret til at slaa Mønt, imedens der tidligere kun havde været slaaet Mønt i Hovedstaden Alexandreia. Denne Rettighed synes imidlertid at være blevet frataget dem af Antoninus Pius, thi fra hans ottende Regjeringsaar høre Nomosmønterne pludseligt op.
947
SYVENDE KAPITEL.
ÆGYPTENS GEOGRAPHI OG BEFOLKNING.
Ægypten betegnedes i Oldtiden med forskjellige Ord, hvoraf g 70.
følgende ere de vigtigste: oa Benævnelser og 2 5 kem eller kems1, af Hellenerne gjengivet ved Xypia?, — tasting.
(sign. Kham, 3r7)?, i Ægyptisk det sædvanlige Ord for Ægypten; TIT so5— ma-gan, et ældre assyrisk Navn paa Ægypten';
AA" mu-zurs, BMX0, Mizraim?, paa mazr, Oldpersernes Mudraja”, de asiatiske Folks sædvanlige Navn paa Ægypten;
==? ÅR, ta-mera?, et iblandt Ægypterne i senere Tider ikke usæd- vanligt Navn paa Ægypten, egentlig kun en Betegnelse for Nedre- Ægypten;
Jæ eller IR: eller S bek ligeledes et i senere Tider
ikke sjældent Navn paa Ægypten; am laut, ,det dobbelte Land" eller ,de to Lande".
!' Se f. Ex. ovenfor S. 892 ff. I Tresprogsindskrifterne fra Tanis skrives Ordet med et 4 istedetfor med et 7—.
2 Plut., De Iside et Osiride c. 33.
Kham nævnes i Biblen som Misraims Fader, d. &é. Ægypternes
Stammefader, se Gen. 10, 6 fi.
£. Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1. 51.
$ Rawlinson, /nscriptions I, pl. 48; III, pl. 17 1, 52 og oftere. I de babyloniske Del af Tresprogsindskrifterne skrives Ordet mizir.
S$. Gen. 10, 6 ff.; 45, 2 0. 8. v.
7 Spiegel, Die Altpersischen Keilinschriften S. 214.
s… Dette Ord forekommer navnlig ofte i Tresprogsindskriften i Tanis.
6ot
948
De gamle Ægyptere antog nemlig, at deres Land bestod af to Hoveddele, en sydlig og en nordlig Del, hvilke to Dele de be- tegnede med følgende Navne:
SE et eller ED eller å ta-res eller pa-ta-res", ,Sydlandet«,
uden Tvivl Assyrernes % -= I] STI OS pa-tu-ru-st?, Israeliternes 77 Patros;
Fr == eller ocx eller AN ta-meh, Nordlandet, d. e. Nedre-
Ægypten.
Hellenerne kalde, som bekjendt, Landet Atgyptost, — et Navn, der hos Homer? ogsaa bruges til at betegne Ægyptens Flod, Nilen, der af Hellenerne i Reglen benævnedes Neilosé.
Af Ægypterne betegnedes denne Flod med følgende Navne:
ISS atur eller 1 — XX aur”, Kopternes lapos, il ] == =2| s TIT &—| 1; TTT ta-ru="'-u? TIR, Israeliternes
710, samt bgw W RRS hapt!", et Navn, der ogsaa betegner Nilguden "",
1 Om dette Ords Udtale, slga. forevrigt Brugsch, Zeitschrift fir ågypti- sche Sprache VI, 8. 13, (1868). .
2? Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 48.
3. Esaias, 11, 11; Jer, 44, 1 og 15; Ezek., 29, 14 og 30, 14.
+ Oprindelsen til dette Ord er ikke bekjendt; Hypotheser ere fremsatte af Brugsch, Lauth og Andre.
5 Hom., Odyss. III, 300; IV, 477 og 581; XIV, 25.
. Ordet Neilos forekommer først hos Hesiodos, Tåeogon. v. 338; sign. forevrigt om Nilens græske Navne Tzetzes til Lykophrons Alerandra (Cassandra) v. 119.
7 8lgn. Brugsch, Geograpåische Inschriften I, S. 78 ff.
8 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8. 138.
” Rawlinson, Znscriptions III, pl. 28 l. 32.
10. Gen, 41, 1 fi.; Æxod. 1, 22; 2, 3; 7, 15 0. 8. v.
11 &Slgn. nedenfor & 78. Ordet er ikke bevaret af Klassikerne uden som Bestanddel af Ordene: Kog: og Må: (Her. II, 28), der sandsyn- ligvis ere ker-hapi og mu-hapi.
13 Herodot (II, 90) taler om, at Nilen dyrkedes som Guddom.
949
Ægypten var inddelt i nogle og fyrgetyve Provindser eller Landskaber eller, som man pleier at kalde dem, Nomer. De op- regnes oftere paa Mindesmærkerne, paa hvilke der tillige under- tiden meddeles Navnene paa Nomernes Hovedstæder og paa andre vigtige Dele af disse Landskaber". Saaledes angives gjerne Navnet paa hver Nomos' vigtigste Kanal eller Vandbassin (mer), paa Nomens Slette (uu) og Engstrøg (hem eller pehu), egentlig: Bagsø-Land.
UN hesb er det gammel-ægyptiske, "TDU) det koptiske Navn,
der svarer til Klassikernes Nomos?.
Nomernes Antal var efter Indskrifterne 44, hvoraf de 22 fandtes i Øvre- og de 22 i Nedre-Ægypten. De nordligste Nomer vare uforholdsmæssigt store, hvad der synes at antyde, at Nomogind- delingen tilhører en meget fjern Fortid, da store Strækninger af det nuværende Nedre-Ægypten ikke vare beboede, ja maaske slet -ikke vare til. Paa dette Misforhold i Styrelsen af Nomerne raadedes der, som det synes, Bod, navnlig i Ptolemaier- og Romertiden?, idet der i den nordlige Del af Deltaet oprettedes flere nye Nomer, saaledes Nomerne Menelaites, Kabasites, Metellites, Leontopolites, Onuphites, Naukratites, Hermopolites og maaske Arabia. Enkelte af disse Omordninger naa maaske op til de gamle Pharaoners Dage, men paa Mindesmærkerne vedblev man at følge den gamle hellige Inddeling selv langt ned i Keisertiden.
Ved Hjælp af disse her omtalte Nomos-Mindesmærker i Fore- ning med de i Ægyptens forskjellige Ruiner" fundne hieroglyphiske
! Se ovenfor S. 197—198.
2 Se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 98 ff. Ordet (—Z7Y tesh eller tosh forekommer ogsaa undertiden i senere hieroglyphiske Indskrifter, i Betydningen Nomos, se Brugsch l. c.
3 Ifelge Strabon, Geogr. XVII, 1, 11 (p. 801 C., p. 1053 A.) havde Nomen Menelaites faaet Navn efter Ptolemaios I.'s Broder Menelaos; dette viser, at Ptolemaios I. har havt sin Opmærksomhed henvendt påa Nomosinddelingen.'
4 Med Hensyn til Beskrivelsen af det nuværende Ægypten med dens Stæder, Flekker, Ruiner o. desl. henvise vi til Description de Pr Égypte og til Wilkinsons Modern Egypt samt til Reisebeskrivelser af senere
950
Indskrifter har det været muligt at bestemme de gamle Navne paa de vigtigste af Klassikerne omtalte Byer i Ægypten, og tillige at paapege Beliggenheden af de vigtigste Stæder, der omtales i de ægyptiske Indskrifter ?,
Vi betragte først Øvre-Ægypten med dets tovgtyve Nomer (8 71), derpaa de tretten' første Nomer af Nedre-Ægypten (8 72), dernæst den fjortende Nomos (8 73) og endelig de sidste otte Nomer af Nedre-Ægypten (& 74).
8 71. I. Ta-khent? svarer omtrent til de gamle Forfatteres Nomer dvre-Ægypten. 7"lenhantines og Omboså og indbefatter Landet fra noget Nord for Kum Ombos indtil Katarakten samt — fra Ptolemaiertiden —
tillige den Syd for Katarakten beliggende Ø Philai. Hovedgud-
Reisende, navnlig Champollion, Nestor L'Håte, Lepsius og Brugsch. Af stor Vigtighed er Champollions Notices manuscrites (se ovenfor S. 329 Anmk. 1), hvori der gives en udferlig Udsigt over de hiero- glyphiske Indskrifter, der vare. tilgængelige i Champollions Dage. 1 De fleste Byer forekomme i Indskrifterne under mange forskjellige Navne. Men da en stor Del af de andre Navne, hvormed de ægyptiske Stæder omtales i Indskrifterne, uden Tvivl kun anvendtes i Skriftsproget navnlig i det religiese Skriftsprog, og neppe vare bekjendte af det store: Flertal af Befolkningen, have vi her ikke taget Hensyn til en stor Del af de Navne, der omtales paa Mindesmærkerne, og vi have kun anfert de Navne, der synes at have været de almindeligste. Foruden de klassiske Vidnesbyrd og de ægyptiske Nomoslister paa Mindesmærkerne (se ovenfor 8. 197 ff.) ere de koptiske Martyriologier, de geographiske arabisk-koptiske Tvesprogs-Lister, samt Aktstyk- kerne fra de økumeniske Concilier af Vigtighed i geographisk Hen- seende. Endél Oplysninger give Nomosmenterne, der ere forklarede af Tåchon d'Anecy, Recherches sur les médailles des nomes d” Égypte (Paris 1822, 49); og siden af V. Langlois, Numismatigue des nomes d Égypte (Paris, 1852 4). 3. Det hieroglyphiske Tegn findes f. Ex. Dimichen, Recueil (Geographische Inschriften) I, pl. Il. og forevrigt oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol, nouvelle série XI, S. 382 fi. (1865). Om Udtalen af Ordet se Lepsius i Zeitschrift fir åyyptische Sprache X, S. 88 (1872). % Båckh, Corpus inscr. gr. Ill, no. 5076; Ptol., Geogr. IV, 5, regner Nomen til Theben. 5 Plin, Hist. Nat. V, 9.
951
dommene vare: Khnum (Num), Sati og Anke!; den første var Nomens Skytsgud. I Nomen skulde efter Sagnet Osiris' venstre Ben ligge begravet. De vigtigste Byer i Nomen vare:
7 DNS eller fo fo abu?, Elephantine?, paa en Ø af samme Navn" i ældre Dage en vigtig Stad og Nomens Hovedstad ?; les sunå, 2707, Syene?, nu Assuan?, i senere Tider en vigtig By og formodentlig Nomens Hovedstad.
(ye nubi7%, Ombos"", nu Kum Ombos!”, Hovedguderne vare: Sebek med Gudinden Hathor og Sønnen Khonsu. I ældre Tider nævnes forøvrigt altid Set (Sutekh)y som Byens Hovedgud. Sebek er her maaske kun en senere Form for Set, I Hovedtemplet dyr- kedes forøvrigt en anden Trehed: Horos, Tasennefr og Pa-neb-ta.
GF 8 aalek, d. 6. pe-aalek"%, Philai, IÅVASAs, nu Anas el
vogud, paa en Ø ovenfor Katarakten!t, hørte i ældre Tider ikke til Ægypten, blev først bebygget i Ptolemaiertiden; dens Hoved- guddomme vare Osiris, Isis og Horos"%, som idelig omtales i Ind-
1 Se nedenfor $ 78. I Nomen findes talrige Indskrifter, hvor Knuphis (d. e. Khnum) anraabes; se Båckh, Corpus Inscr. Græc. ID. (ed. Franz); i Indskriften No. 4893 omtales, foruden Knuphis, ogsaa Sati og Anuke.
2 Dtimichen, Recuei/ I, pl. LXI; slgn. Brugsch, Geographische Inschriften I, 8. 153 ff.
3 Strabo, Geogr. XVII, 1, 48 (p. 817 Casaub., p. 1171—1172 Ald.). 0. 8. v.
£ Om Elephantine se f. Ex. Forfatterens Reise 8. 216.
5. Dimicheu, l. c.; slgn. Revue Archéol. VIII, S. 462 (1851).
8 Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8. 155.
7 Ezek. 29, 10 og 30, 6.
' Strabo, Geogr. XVI, 1, 8 og 48 (p. 787 og p. 817 A., p. 1135 og p. 1171 A.); Plin., Hit. Nat. V, 10; VI, 35; XXXVI, 13; Her. I, 28; Ptol. L c. Pausan. Perieg. Hell. VIIT, 38.
” Forfatterens Reise S. 212.
10 Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8. 162.
11 Ptol., Geogr. IV, 5; Itin. Anton. p. 165; Tab. Peut. 0. 8. v.
2 Sign. Forfatterens Reise S. 217.
13. Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 156. Pe er Artiklen.
14. Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 154 fl.
18 Sign. Forfatterens Reise S. 213 ff.
952 skrifterne paa Øens Templer, hvoraf, som bekjendt, meget betyde- lige Rester ere tilbage. II. 7es-Hor", Hellenernes Apollonopolites?, indbefattede
Landskabet omkring Edfu. Nomos-Guden var en Horos?, I Nomen skulde Osiris' Øre være begravet. De vigtigste Byer vare: me" eller Å JE cous, Brxhau" af Klassikerne kaldet AnoMlwvtg modig”, nu Edfu8; Hovedguderne vare: Horos, der i Reglen fremstillledes som den bevingede Solskive <=> og kaldtes med Tilnavnet ,Edfueren" (hut eller tebu), hans Hustru Hathor og Gudeparrets Søn, Ahrt eller Hor-sam-ta-ui, en yngre Horos.
SI 8 khen?, nu Silsilig med fortrinlige Sandstensbrud 9,
III. Then (?)"", Klassikernes Latopolites!?, Nomos-Guddommen var Sydens Gudinde"3, I Nomen skulde Osiris" Øielaag opbevares. Af Stæder maa mærkes:
1! Se f. Ex. Dimichen, Recueil II, pl. II. og oftere? Om Nomen se J. de Rougé Revue Archeol. XII, 8. 199 ff. (1865). Slgn. nedenfor Anmk. 5-
?2 Paa Menter og hos Plin., Aist. Nat. V, 9. Hos Ptol., Geogr. IV, 5 regnes Nomen ligesom den foregaaende og efterfølgende til Hermonthi og Theben. .
? Duimichen, Recueil pl. LXXVIII, pl. LXXXV og pl. LXXXIX.
£ Man læser i Reglen Navnet hutu eller Aut (hat); men da <——> er poly- phont og bl a. kan læses edb (se de Rougé i Mémoires de VD Acad. des Inscr. XXV, II, 8. 282 Anmk. 3), er det muligt, at dette Ord ber læses tebu og ikke hutu eller hat.
8. Dtmichen, Aecuei/ I, pl. LXI; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 165. I en Indskrift i Edfu, der handler om Templets Eiendomme (se oven- for S. 198 Anmk. 3) kaldes Nomen pe tesh un tebu, d. e. Edfu-Nomen; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 94.
S Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, 8. 178 fr.
7 De kalde Byen i Reglen ,det store Apollinopolis"; se Ptol. 1, c.; Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C., p. 1171 A.).
2 Om Edfu, sign. Forfatterens Reise 8. 219.
?. Brugsch, Geogr. Inschriften I, 8S. 164; III; 8. 3.
'0 Om Silsilis sign. f. Ex. Forfatterens Reise 8. 217—218.
"! F. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. IL. og oftere; J. i de Rougé Revue Archéol. 1. c. S. 210 fø.
12 Paa Menter og hos Plin., Aist. Nat. V, 9. 8lgn. ovenfor Anmk. 2.
13. Dutmichen, Recuei/ I, pl. LXXVIINI og LXXXVIL
953
(d, a Eg. per ed eller lJe kaldet saaledes efter ,Sydens Gudinde", der
bar samme Navn, som er at udtale enten nesham, neshab, nekhabi eller neben, eller suben eller maaske ganske anderledes!?. Af Byen, som Klassikerne kaldte Eileithysas 5By?, findes Levninger ved Elkab ?.
ne eller ry snit, CrVH nu Esne', af Kl assikerne kaldet Latopolis”, efter Fisken Latos, hvis Navn paa Ægyptisk var bdet8; BEN pe-khnum?, Kopternes DDVLC” ;
HL ha-atef eller ta-ha-atef, senere udtalt ta-ha-iut"1, formodent-
lig Klassikernes Tuphion!? og det nuværende 7aut. Man antager i Reglen denne By for Strabons Kooxodsikwv nolg"2, der sand- synligvis kaldtes saaledes, fordi den krokodillehovedede Sebek dyrkedes i Byen;
c- UI pe-neb-ha-t!+, maaske Klassikernes Aphrodstopolis "6,
i F— ha-sfen", formodentlig det nuværende Asfun og det ÅAs- phynes, der nævnes i en geographisk Liste fra den senere Keisertid"”,
2 Om Udtalen, se Brugsch i Zeilschrift fir ågyptische Sprache VI, 8. 15 (1868) og Le Page Renouf sammesteds V, 8. 43 (1867).
7 Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.).
2 Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 220 —221. Om Byen slgn. forevrigt Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 170 fø.
£ Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 168 fi.; Il, S. 4 ff.
' Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, 8. 189 ff.
£ Om Esne elgn. f. Ex. Forfatterens Reise 8. 210—211.
7 Strabo, Geogr. XVII, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.).
' Brugsch, I. c. 8. 168.
". Brugsch, Geogr. Jnscår. I, 8. 178.
w" Champollion, L' Égypte sous les Pharaons I, 8. 184
11 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 173—174.
12 Ptol, Geogr. IV, 5.
13 Strabo, Geogyr. XVIT, 1, 47 (p. 817 C.; p. 1171 A.).
14. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 178—174.
15 Strabo, Geogr. Il. c. 8. 172.
16 Brugsch, Geogr. Inscr. I, 8. 172.
17 Notitia dign. Imp. Rom.
954
IV. Vast (?), Vabu (?) eller Su? (?), Klassikernes Hermon- thites?, eller Phaturites 2 (Pathyrites)", OnBov vouos? indbefattede Distriktet omkring Theben. Nomosguden var efter de fleste Vid- nesbyrd Mentué; undertiden nævnes dog Amon som Nomosgud”. Af Byer i Nomen maa mærkes:
O 8 a fg an eller if 5 NY e an-mentu, maaske ogsaa udtalt her mentu?, Hermonthig"?, Kopternes Cpæovt 1) nu Erment!”; CO pe-hator, Pathyra, en lille By Syd for Theben, var (under
Ptolemaierne og Romerne) en Tidlang Nomoshovedstad "3 ; MM ag a i i, "hg le apu"" eller je vabu (P), vasi (P) eller su (?)15, ogsaa kaldet
USS pe-amon eller ? US na-amon 78 my N>"”7 eller blot 2
mm me —m— —o=
"1. Nomen omtales f. Ex. Dimichen, Recueil! I, pl. III og oftere. Om- Nomen og dens Geographi sign. J. de Rougé i Revue Archéologique, nouvelle série XVI, 8. 321 ff. (1865).
2 Ptol., Geogr. IV, 5. Plin., Hist. Nat, V, 9. 3 Plin., Aut. Nat. V, 9. 4 Denne Benævnelse findes i de græske Papyrus'er, se Brugsch, Lettre
å M. le Vicomte de Rougé 8. 7. I den hieroglyhiske Indskrift fra Edfu
kaldes Nomen pa-Åathor, hvoraf Ordet Pathyrites er dannet.
Ptol. Geogr. IV, 5.
Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV.
Dtmichen, Recueil I, pl. LXXVIII og LXXXIX.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 193.
Det første Tegn betyder maaske ,en Mølle", hvilket Ord paa Ægyptisk
maaske baade hed an og åer.
10 Strabo., Geogr. XVI, 1, 47 (p. 817 C., p. 1171 A.).
11 Champollion, Z'Éyypte sous les Pharaons I, 8. 196 fr.
132 8lgn. Forfatterens Reise S. 210.
13: Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 189.
14 Dtmichen, Recuei/ I, pl. LXI; apu betegnede den Øst for Nilen liggende Del af Theben, der skrives paa mange Maader; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 176 ff.
18. Brugsch, I. c. Dette Ord betegnede navnlig den Vest for Nilen lig- geude Del af Byen. Udtalen af Ordet er ikke sikker.
14 Brugsch, ]. c.
17. Nahum 8, 8.
BD ad 4$ aa &
955
na!, n5?, d. e. Staden, Assyrernes — |] Ca &—] ni-'3, 80- nere i det demotiske Sprog kaldet sæ f tape eller tabe", (,,Resi-
densstaden ?"), hvad Hellenerne kalde Ox2ar. Den gamle Stad laa ved det nuværende Luxor og Karnak; maaske laa en Forstad ved Medinet-Abu. Først da Theben udvidedes saa betydeligt, be- byggedes Sletten Nord for Medinet-Abu indtil Kurna. Her op- byggedes store Paladser først af Amonhotep III., siden af Seti I. og sidst af Rameses II. Rameses III. byggede i Medinet-Abu, lidt længere imod Syd. Efter hans Tid opførtes der ikke mange flere store Bygninger, og fra Sisakidernes Tid begyndte Byen at for- falde; i det romerske Herredømmes første Dage var Byen kun en Samling af Landsbyer. Byen besøgtes dengang ofte af græske og romerske Reisende?. Hovedguddommene vare Amon, Mut og Khonsu; man dyrkede ogsaa Gudinder, der vare opkaldte efter Byen og førte Navnene apu og vabu (vasi?). .
V. ....8, Klassikernes Koptites?, indbefattede Egnen om Koptos. Hovedguden var en Form af Osirig-Horos, der benæv- nedes Khem (eller Min?)!, De mærkeligste Byer vare:
Se Brugsch i Zeitschr. fiir ågypt. Sprache X, 8. 29 (Marts-April 1872).
Jerem. 46, 15; Ezek. 30, 14 ff.
Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1, 171 og oftere.
Denne Benævnelse findes i Demotisk; se Brugsch, Geogr. Inschr. I,
S. 178. Der tales i de demotiske Indskrifter ogsaa om pe tosh n tape,
Nomen Theben.
5 Se Hom. Iliad. IX, 383 ff.; se forøvrigt Strabo, Geogr. I, 1, 16 sq. (p. 9 C., p. 17 A.); I, 1, 29 (p. 35 sq. C., p. 60 sq. A.); XVII, 1, 46 (p. 805 sq. C., p. 1170 sq. A.); Plin., Aist. Nat. V, 11; slgn. XXXVI, 11 ff. og XXXVIII, 54; Mela, Le situ Orbis I, 9; se ogsaa Diod., Bibl. Hist. I, 49 ff.; Pausan., Perieg. Hell, 0. 8. v.
% Om Thebens Levninger, se bl. a. Forfatterens Reise S. 206—213 og S. 222—943.
" Herom vidne mange græske og latinske Indskrifter.
8 Dimichen, Recueil I, pl. IV, og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol, nouvelle série XII, S. 333 ff. (1865).
, Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
10 Dtimichen, Recueil I, pl. LXXVIII, pl. LXXXV og pl. LXXXIX.
mm CB. bd mm
956
salg kusi?, Råuc ener Rwuc Gep6Gep 2 nu Kus; Ho-
vedguden var en Horos. Af Klassikerne kaldtes Byen derfor ogsaa Anoldwvos mods (til Forskjel fra Edfu benævnet ,,det mindre)2«,
x IN kebti?, Kopternes Kewr eller Kervyos , muligvis
Åssyrernes — 1] JET lal JEI < T— kizip-ki-pi?, Hellenernes Koptos”, nu Koft. Byen førte en levende Handel med Arabien. Veien gik igjennem Hamamatdalen, hvor Ægypterne havde mange Stenbrud, i hvilke der er fundet flere hieroglyphiske Indskrifter.
VI. Kantu (?)8, Klassikernes Tentyrites?, indbefattede Egnen om Denderah; Hovedguddommen var Hathor"%, I Nomen fandtes Osiris" heire Ben. Af Stæder mærkes:
PPPPPØN <T>O aa 11 12 7 18 Å an!! eller sæ ta-rerer"? eller SANGE & nul-neter "3,
Kopternes HKHvræervrope;…, Hellenernes Tentyra "5, nu Den- derah "8;
vane NS nebut, formodentlig det nuværende Nebut!”.
Brugsch, Geogr. Inschr. III, 8. 7; slgn. 1, 8. 197 og 11, S. 95.
Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, S. 221 ff.
Strabo, Geogr. XVII, 1, 46 (p. 816 C., p. 1170 sq.).
Dimichen, Recueil I, pl. XXXV; slgn. Brugsch, l. c.
Champollion, £'Éyypte sous les Pharaons I, S. 224.
Rawlinson, /nscriptions III, pl. 18 1. 72.
Ptol., I. c.; Strabo, Geogr. XVII, 1, 44 ff., (p. 815 C., p. 1169 sq. Å.);
Plin., Hist. Nat. V, 9.
2 Dimichen, Recueil I, pl. IV og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. nouvelle série XIV, 8. 297 ff. (1866).
” Plin., Æisi. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5.
10 Dimichen, Recueil I, pl. LXXVIII, pll LXXXV og pl. LXXXIX.
11: Dtmichen Recueil ll. cc. og oftere.
132 Dimichen, Recueil I, pl. LXXVIII; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 201 fr.
13 Dimichen, Recueil I, pl. LXI.
14. Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, S. 234.
18 Strabo, Geogr. XVII, 1, 44 (p. 814 C., p. 1169 A.).
14 Slgn. Forfatterens Reise S. 244 —246.
17 Brugsch, Geogr. ånschr. III, S. 3 og 8.
4 SS ae dd & Mb
957
VII. Ha sekkekh eller Ha sekhem", Klassikernes Diospolites?. Nomens Hovedguddom var en Nephthys med Tilnavn nefr-sha- hotep?. Af Stæder maa mærkes:
SE kenem eller ţg genem ogsaa kaldet ha-sekhekh+, formodentlig Kopternes OD 5, nu Hou, den samme By, som Hellenerne kaldte det mindre Diospolis';
E 2 www n www 7 Jr: e Pe bennu eller IU e ha-bennu”, der efter de Rougé
er den samme By som den foregaaende, men af Brugsch antages for Kopternes "Ta BEnnnHcEe:, og
CO LS pe-zaz?, Kopternes Il urx 19, have efter al Sand-
synlighed ligget i denne Nomos. VIII. Abet!! Klassikernes Thinites"?, indbefattede Distriktet omkring Abydos. Hovedguden var neppe Osiris'?, Hovedstaden var:
Øen abudu eller abidu!t, Abydos, nu Arabat-el-matfun 16, T
2! Dtimichen, AÆecueil I, pl. V og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série XV, S. 380 fl. (1867).
2 Ptol. Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
3 Dimichen, Aecueil I, pl. LXXIX 86 ogsaa pl. LXXXV col. 8.
$ Brugsch, Geogr. Irschr. I, 8. 204; elgn, Dtimichen, Recueil I, XCVI, col. 11 og pl. LXVI.
5. Champollion, L"Égypte sous les Pharaons I, 8. 238.
S Strabo., Geogr. XVII, 1, 44 (p. 814 C., p. 1169 A.).
7 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 205; III, 8. 8.
S Champollion, ZӃgypte sous les Pharaens I, S. 286.
”. Brugsch, Il. cc.
10 Champollion, L'Égypte sous les Pharaor« I, 8. 248.
mm Dimichen, Recueil I, pl. V og oftere. Om Nomens Geographi, se J. de Rouge i Revue Archeol. nouvelle série XV, 8. 383 ff. (1867).
12 Ptol., Geogr. IV, 5, Plin Il. c.
13 Ifelge Brugsch 1. c. 8. 133 var Anhor Nomosgud; efter Diimichen, Recueil I, pl. LXXIX dermed en Horos (Hor-Anebu).
14 Dimichen, Recueil lI, pl. LIII. Det koptiske Navn er ubekjendt; Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 249 fr.
18 Strabo, Geogr. XVII, 1, 42 ff. (p. 813 sq. C. p. 1167 sq. Å.).
18 Slgn. Forfatterens Reise S. 248—2650.
958
Byen dyrkedes Osiris, Isis og Horos. Osiris” Grav, ar-heh, i de græske Papyrus'er kaldet a&Axas, fandtes i Abydos!?. Byen, hvis mest blomstrende Tidsrum falder i det mellemste Riges Tid, spiller en stor Rolle i de Dødes Bog?.
SET tent?, ÅAssyrernes 1] —"I] Ti Ti Ca tam-nt', Hellener- . nes Tis, en tæt ved Abydos beliggende, for en Del med denne Stad sammenvokset By. Hovedguden var en Anhor&, en Gud der ikke omtales af Klassikerne.
alle pe-se7, IICOs, af Stephan fra Byzanz kaldet Syis?, ogsaa
benævnet B.es,— |) (lc ptlumis"%, Ptolemais!!, af Araberne kaldet Absae eller Ibsai, nu Minseie.
i samhut"??, Kopternes CenOoDST 13, af Araberne i vore Dage kaldet Samhut.
IX. Khem (?)"", Klassikernes Panopolites"5; Hovedguden var Guden Khem (Min?)?6, Af Stæder maa mærkes:
: Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 209; se Lauth, i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache IV, 8. 36 og VII, 8. 7 ff.
2 Lepsius, Zodtenbuch 1, 9 og oftere.
2 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 206—207.
£ Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 110.
5 Steph. Byz., De urbidus et populis under Ordet This.
S Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 207.
7 Denne Form forekommer kun i Lemotisk, i de hieroglyphiske Ind- skrifter findes [J pe (den bestemte Artikel) ikke, og Byen hedder blot se; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 211 ff.
5 Champollion, £'Ågypte sous lee Pharaons I, 8. 253 ff.
2 Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Syis.
10 Dtimichen, Recuesi/! pl. LXXXVI; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 212.
11 Strabo, Geogr. XVII, 1, 42 (p. 818 C. og 1167 A.).
W Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 212,
13 Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, 8. 257.
14 Diimiehen, Recueil 1, pl. VI og oftere. Om Nomen sé J. de Rougé i Revue Archeol, nouvelle série XV, S. 336 ff. (1867).
18. Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Aist. Nat. V, 9.
16 Dimichen, Recueil pl. LXXIX og pl. LXXXV, col. 10.
959
de Je apu eller JlJs sennu, ogsaa kaldet OS Fe khem-
min! (P) Assyrernes — I P,” AN ca khi-mu-ni?, Kopternes | Ujemn 3, af Klassikerne kaldet snart Khemmis' snart — efter
Hovedguden, som de sammenstillede med deres Pan — Panopolis %. Af Ægypterne benævnedes denne Gud, der ogsaa tilbades i Koptos, enten Khem eller Min,
X. Vazi”, Klassikernes Aphroditopolitis?. Nomens Hovedgud var en Horos?. Hovedstaden var
1 e pe-vazi (uti) eller Rn tebu!" ”nu Idfeh ?, maaske
Klassikernes Aphroditopolis "2,
XI. Set eller Baar!"t, Klassikernes /ypselstes "5, laa Vest for Nilen, Syd for Distriktet Assiut. Hovedguden var Khnum (Num)"8, I Nomen fandtes Osiris" Mave (Amset). Hovedstaden var:
! Brugsch, Geogr. ånschr. I, 8. 212 ff.; Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV,
og pl. LXVII.
Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 17 1. 109.
Champollion, £'Égypte sous les Pharaons I, 8. 259.
Diod., Bibl. Hist. I, 18, Her. II, 91.
Diodor, Bibl. Hist. I, 18. le
Udtalen af Ordet er usikker. Se ovenfor S. 955.
Dimichen, Recueil I, pl Vl; om Nomen sé J. de Rougé Revue Archéol.
nouv. série XV, S. 339 (1867). i
Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
: Dtimichen, Recueil I, pl. LXXIX.
10 Dimishen, Recueil I, pl. XCIII, col. 6.
1" Diimichen, Recueil I, pl. LXI.
13 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 267—268, autager at Byen af Kopterne kaldtes Atbo ligesom Edfau.
13 Strabo, Geogr. XVII, 1, 41 (p. 813 C., p. 1167 A.); Ptol L c.
14. Diimichen, Recueil I, pl. VII, og oftere. Om denne Nomos sé J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXII, 8. 1 ff. (1870). Meddelel- serne hos Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 216 ere mindre rigtige,
18 Ptol Il c.
14 Dimichen, Recueil I, pl, LXXIX og pl. LXXXV col. 11. Paa Men- terne paa denne Nomos findes afbildet en Vædder, Knuphis' Symbol, se Tåchon, Medaillese d& Égypte S. 99.
Id 0 au få as» SU
960
ER Kopternes UJuri 8, Arabernes Shotep.
XII. Tuf", Klassikernes Antaiopolites 5, ligeoverfor den fore- gaaende Nomos, Øst for Nilen. Nomosguden var en Horos?. I Nomen fandtes Osiris" Indvolde. Hovedstaden kaldtes:
AN MIG pe-khor nub? eller "TAN F pe-hor-neb& sandsyn- ligvis Kopternes "Tx ODO", formodentlig Klassikernes Antai-
opolis "9, der laa Øst for Nilen og som man søger ved Gau el Kebir!",
XIII. Atef Khent"?, Klassikernes Lykopolites "2, indbefattede Distriktet Assiut. Nomens Hovedgud var en Anubis!", med Til- navnet Apu-her. "Hovedstaden var:
| ON SE eller N S>s2 saut"$ eller — $S8 saut!? e a 8 Q ?
Kopternes Cox 18, ÅAssyrernes — 1] <p- DE TF li " -]
1: Dtimichen, Recueil I, pl. LXI; pl. XCVI, colL 16; Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 217.
3 Dimichen, Recueil I, pl. LXXIX.
3 Champollion, L' Égypte sous les Pharaons I, S. 275.
"+ Dtimichøh, Recueil I, pl. VII, 0. s. v. Om denne Nomos se J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXII, S. 5 fø. (1870).
s… Ptol., Geggr. IV, 5; Plin., ist. Nat. V, 9.
8 Dtimichen, Recueil I, pl. LXXIX slgn. pl. LXXXV, col. 12.
7 Diimichen, Recuei! I, pl. LXI.
. Dtmichen, Recueil I, pl. XCVI, col. 18; II, pl. XXVIII.
Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 270 fé.
10. Diod., Bibl. Hist. I, 21, Ptol., I. c.; Plin., Hist. Nat. V, 38 0. 8. v.
1 Se Newbold i 7ransactions of the Royal Society of Litterature I, S. 93 ff. (London 1844).
1” Dtimichen, Recuei/ I, pl. VIII og oftere; om Nomen se J. de Rougé
i Revue Archéol. 1. c. 8. 9 fr.
13 Ptol., Geogr. IV. 5; Plin., ]. c.
14. Dtimichen, Recuei/ I, pl. LXXX og pl. LXXXV col. 13.
18. Dtimichen, Recuei! II, pl. XXVI.
18. Dtimichen, Recueil I, pl. XCVI, col. 19.
1? Dtmicben, Recueil I, pl. LXI.
18. Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 279.
961
st-iaza-uzut!, Klassikernes Lykopolis eller Lykon?, nu Siut, Assiut eller Ossiut?, Hovedstaden i Øvre-Ægypten i vore Dage.
mn le DT mazet, et Sted i denne Nomos, hvor Hathor
dyrkedes, maaske el-Matia, en Mil Sydost for Siut. Byen maa ikke forveksles med den endel nordligere liggende Hovedstad i den nittende Nomos, hvis Navn skrives omtrent paa lignende Maade.
XIV.. Atef-pehu?, med Nomosguden Hathor”, laa Vest for Nilen, Nord for den lykopolitiske Nomos, men dannede i senere Tider ingen egen Nomos. En Del af Nomen, iblandt Andet Hoved- staden, indlemmedes saaledes i Hermopolites; andre Dele forenedes maaske med Lykopolites. I Nomen gjemtes efter Fortællingen Osiris" Ribbén; efter en Indskrift i Edfu?, som det synes, tillige Vædsken af Osiris" Lever. Hovedstaden var:
We kus?, Kopternes RcuC ?, de gamle Forfatteres Khusai ",
som de henføre til Hermopolites, nu Kussiah. Efter Aelian til- bades der i Byen en Ko!?, hvad der ganske stemmer med Ind- skrifterne, ifølge hvilke Hathor, hvem som bekjendt Koen var hel- liget, var Byens Hovedguddom. i
1. Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1. 108.
2 Strabo Geogr. XVII, 1, 41 (p. 813 C., p. 1167 A.); Steph. Byz., De
urbibus et populis; Plin., Hist. Na!. V, 2.
SIlgn. Forfatterens Reise 8. 203 —204.
Dåmichen, Recueil I, pl. XCIII, col. 47; hvor /athor neb maze omtales.
Se nedenfor S. 966. i
Dimichen, Recueil I, pl. IX og oftere; om Nomen se J. de Rougé i
Revue Archéol. nouv. série XXII 8. 12 ff. (Juli 1870).
7 Dtmichen, Recueil I, pl. LXXX og pl. LXXXV, col. 14
8 Dimichen, Recueil I, pl XCVI
2 Dimichen, Recueil I, pl. LXI, pl. LXXXV, pl. XCVI col. 20. Om | Udtalen af Tegnet, der fremstiller en Mand med et Mumiebind i hver Haand; se Pleyte i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IV, S$S. 15 (1866).
10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 284.
11 Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Khusai; Åelian, De nat. aninal. X, 27. .
2 Ael. Il c.
aa Mad mk de
962
XV. Un!, der nærmest svarer til Klassikernes Hermopolttes?, indbefattede, som vi have sét, oprindeligt kun den — større — nord- ligere Del af denne Nomos. Nomosguden var ThotÉ, ved Siden af hvem der tilbades to indbyrdes nær beslægtede Gudinder, Ne- hemva og Bibliotheksgudinden Sefekh(?)", I Nomen bevaredes Osiris" Lever. Hovedstaden var:
i = — = Q eller i UL ha-sesennu eller ” > i Ek: & pe-sesennu?, eller blot = =g 6 eller ne eg sesennu”, ,,Ottestaden" 8, ogsaa kalde,
pe-tehut?, Hermopolis "?”, Kopternes Ujæorsn", nu ÅAshmu- naim. I Byen dyrkedes, som alt bemærket, Thot og Nehemva ?”.
CJ "æn pe-atun"3, d. 6. Atun's (Solens Skives) Stad, laa ved det nuværende Tel-el-amarna og var igjennem flere Aartier under Akhu-n-atun (Amonhotep IV.) og hans Efterfølgere, Sæde for Ægyptens Pharaoner +.
1 Nomen omtales Dimichen, Recueil I, pl. IX og oftere; Lepsius, Denk- måler II, 124 og oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXIII, 8. 65 ff. (1872).
2. Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
3: Dtmichen, Recueil I, pl. LXXX og LXXXV col. 15.
1. Dimichen, Recuei/! I, pl. XCIII, col. 8. Udtalen af den sidste Gud- indes Navn er heist usikker, se nedenfor 8 78.
5. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 219 ff.
S Lepsius, Todtenbuch 17, 3 og oftere.
7? Dimichen, Recueil I, pl. LXXXV col. 15.
, Eller: ,de otte Guders Stad".
2? Lepsius, Denkmåler II, 113 b. og c.; Brugsch, Il. c,
10 Ptol. I. c.; Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Hermupolis; Her. II, 67; Plut., De Iside et Osiride c. 3 og c. 50; Ammian. Mar- cellin.,, Hist. XXII, 16 0. s. v. Byen omtales mærkeligt nok ikke af Strabon, maaske blot paa Grund af en Forglemmelse.
11 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8 290 ff.
12 Thot, Herre af Sesennu d. e. Ottestaden, omtales meget ofte i de ægyptiske Indskrifter. I Lepsius, Todtenbuch 114, 4 nævnes Thut (Thot), Sa og Tum som Byens Sjæle d. e. fornemste Guder.
12 Lepsius, Denkmåler III, 97 ff£., slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 221.
14 Se ovenfor 8. 852. I Gravgrotterne ved Byen findes flere Billeder og Indskrifter fra denne Tid.
963
I Nærheden af Tel-el-amarna ved Sheikh Abadeh findes Ruiner af Staden Antinoeia eller Antinoopolis, som af Hadrian gjordes til Hovedstad i en egen Nomog?. I Byen, der allerede var til i Pharaonernes Dage, dyrkedes Guden Bes, der havde et Orakel i Byen?; Byen benævnedes formodentlig pe-bes.
XVI. Mek? svarer sandsynligvis for en Del til Kopternes Nomos Tuho+, laa Øst for Nilen og indbefattede Landskabet om- kring det af Nilreisende saa ofte besøgte Benihassan%. Hos Klassikerne nævnes ingen Nomos, som svarer til Nomen Meh eller til Kopternes Nomos 7uho. I Nomen skulde Osiris" Øie findes. Hovedguden var en Horos&, der, efter Sagnet, i denne Nomos have vundet vigtige Seire over sin Modstander Set (Ty- phon)”. Af Byer maa mærkes:
8 Je hebenu?, Nomens Hovedstad, der uden Tvivl har ligget i
Omegnen af Benihassan?, og
DXy se!9 (2), et ved Benihassan liggende Sted med en til Gud-
inden Sekhet (Pakht?) viet, i Klippen hugget Helligdom, hvorfor Stedet af Klassikerne kaldtes Speos Artemidos!",
12 Ptol, Geogr. IV, 5; Hierol. p. 730.
2? Brugsch, Geogr. Inschr. I, S 221—222; G. Wolff, De novissima oracu-
lorum ætate 8. 43 (Berlin, 1854).
Diåmichen, Æecueil I, pl. IX og oftere; Lepsius, Denkmåler II, 124 og
oftere. Om Nomen se J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série
XXII, S. 68 ff. (1872).
Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 199 ff.
Om Benihassan se Forfatterens Reise S. 251.
Dimichen, Recueil I, pl. LXXX og pl. LXXXVI col. 16.
Naville, 7extes mythologiques &Edfou pl. XIV 1. 9.
Byen omtales Dimichen, Recueil I, pl. LXI, pl. XCVI col. 22 og of-
tere. Lepsius, Denkmåler II, 10.
? Hulerne ved Benihassan tjente i det tolvte Dynasti's Tid til Begra- velser for Nomarkherne i denne Nomos. I Byen Hebennu benævnedes det vigtigste Tempel Aa-meh; i det fandtes bl. a. hellige Træer; se J. de Rougé, Revue Archéol. 1. c.
10 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 224—225.
1 flin. Antonin. p. 167; Notit. Dign. Imp. Rom., hvor Stedet kaldes Peos AÅrtemidos.
æ ed åd HR å
61"
964
i ==. ha-ur" eller me her-ur?, der formodentlig har ligget i samme Egn.
[mmm Ø == ad ka Y) mena-t-khufu?, Kheops' Mena, uden Tvivl [IVOrnE +, (Minieh), der formodentlig har ligget Øst for Nilen
ligeoverfor den nuværende Kjøbstad Minieh &, XVIL ....%, Klassikernes Æynopolites”, med Nomosguden Anubis?, laa, som det synes, i det Mindste for en Del Øst for
Nilen. Hovedstaden var: i ds ha-se(?)? eller ra FA. sa-ka eller ka-sa"!%, maaske Kop-
ternes Rarc 11 der efter Champollion!? er det Vest for Nilens
Hovedløb i Nærheden af Abu-Girgeh liggende el-Kits eller el-Gis; dette Sted antages tillige at indeholde Levningerne af Klassikernes Lykopolis, som efter Ptolemaios laa paa en Ø i Nilen"3,
1 Lepsius, Denkmåler II, 84; Dåmichen, Recueil pl. XCIII col. 9, hvor der nævnes en Gudinde Mek som Byens fornemste Guddom.
2 Dtimichen, Recueil I, pl. XCIV, hvor Hek ogsaa nævnes som Byens Gudinde; her-ur omtales Brugsch, Geogr. Inschr. 8. 224.
2 Lepsius, Denkmåler II, 124.
4 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons I, 8. 298.
"8 Ifølge Wilkinson, Afodern Egypt. II, S. 55 findes der ligeoverfor Minieh betydelige Levninger fra Oldtiden. Det nuværende Minieh ligger formodentlig paa den femtende Nomos' Grund.
£ Nomen omtaler Dimichen, Recuei! I, pl X og oftere. Udtalen af Nomosuavnet, en liggende Shakal med en Strudsfjeder, er uvis.
7 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9; Strabo, Geogr. XVII, 1, 40 (vp. 812 C.; p. 1166- A.).
8 Dtmichen, Recueil! I, pl. LXXXI og pl. LXXXVI; Strabo l. c.
”» Dtmichen, Recueil I, pl. LXI. Ifelge de Rougé maa Navnet læses ha-suten, og Byen er efter ham ikke forkjellig fra det af os nedenfor (S. 965) omtalte ha-suten; se dog det S. 965 Anmk. 12 anferte Sted.
10 Diimichen, Recuei! I, pl. LXXXI og pl. XCVI col. 23.
11 Champollion, L"Égypte sous les Pharaons I. 8. 302—303.
12 Champollion L c.
13 Ptol. I. c., hvor forevrigt ikke Kynopolis, men Byen Ko nævnes som Metropolis i Nomen LZykopolites.
965
XVIII. Sep!, hvis Nomosgud ligeledes var en Anubis?, laa sandsynligvis Øst for Nilen. I senere Tider dannede Landskabet ikke nogen egen Nomos, men inddroges, ligesom andre mindre Nomer, under de tilgrændsende Nomer. Af Byer kunne mærkes:
i ormen SD ha-bennu?, maaske Klassikernes Hipponon ", Wa: eller N 9 ut, der ogsaa kaldes ,,det sydlige ut"7, laa for-
modentlig i denne Nomos; efter et af Brugsch anført Mindes- mærke £ synes Byen at have været Hovedstad i Nomen. Saafremt dette forholder sig rigtigt, er ut maaske kun et andet Navn paa ha-bennu (Hipponon?).
SNU tauzi?, maaske Kopternes Tu2t,, synes, efter Piankhs Indskrift, at have ligget Øst for Nilen. [118 suten-ha — at læse ha-suten (d. e. ,Kongens Hus"),
synes efter en Indskrift i Edfu!” at have hørt til denne Nomos. Byen laa efter Piankhs Indskrift, ligesom den foran nævnte By, Øst for Nilen 3,
Se eller J—i9s bahu!+, maaske KENBS Os, var
1? Diåmichen, Recueil I, pl. X og oftere.
2 Dimichen, Recueil I, pl. LXXXI, pl. LXXXVI col. 18 og pl. XCV.
2 Dtimichen, Recueil I, pl. LXI.
" tin. Antonini p. 168; slgn. J. de Rougé i Revue Archéol, nouv. série XXIII, S. 72 Anmk. 3 (Février 1872).
5 Lepsius, Denimåler II, 98 0. s. v.
& Lepsius Denkmåler II, 113 a. og oftere.
7 Lepsius, Todtenduch 142, 8.
8 Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 228.
” Mariette, Gebdel Barkal pl. I, I. 4.
10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, 8. 299.
m Slgn. J. de Rougé I. c. 8. 72. Om flere af de her nævnte Byer slgn. Brugsch i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache IV, $. 24 (1866).
12 Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVI, col. 18.
13 Mariette I. 0.
1 Brugsch, Geogr. Inschr. I, $. 228—229.
18. Champollion, Z"Egypte sous les Pharaons II, S. 309.
966
et Sted, hvor Thot og Nehemva dyrkedes!; det laa formodentlig ogsaa i denne Nomos ligesom ogsaa Byen
C- Æ cd ER) pe-kras-ostri, efter Brugsch? IlarnkoAErC:,
og det nuværende Kolosana.
XIX. Vabu(?)! svarer uden Tvivl nærmest til Klassikernes Oxzyrynkhiteså, i hvilken Nomos efter de gamle Forfatteres Vid- nesbyrd en Fisk, de kalde ogvevyyos, ansaaes for hellig?. Nomens Hovedguddom var forøvrigt en Nephthys”. Af Stæder maa mærkes:
£? La unnus8 eller =S mer(t)?, Nomens Hovedstad, maaske www CI gø a 8
ikke forskjellig fra Byen
2 åw V=Y pe-maze"%, Kopternes Ilvezeu, nu Behnese,
der ligger inde i Landet tæt ved Ørkenen og indeholder Levninger af Klassikernes Oxyrynkhos!”, der efter dem var Nomens Hovedstad.
O j Y kheb eller khibu, nu el-Hibe, paa Østsiden af Nilen
— omtrent ligeoverfor Midtpunktet imellem de paa Vestsiden lig- gende Byer el Fent og Fesn — var under de senere Rasenner disse Pharaoners Yndlingsopholdssted, ja maaske deres Kongesæde?3,
Se Brugsch i Zeitschr. fir ågypt. Sprache V, S. 8 (1867).
Brugsch, Geogr. Inschr. I, 3. 229.
Champollion, I? Égypte sous les Pharaons I, S. 308.
Dimichen, Recueil I, pl. XI, og oftere; Mariette, Gebel Barkal pl. I, I. 4.
Strabo, Geogr. XVII, 1, 40 (p. 812 C., p. 1166 A.); Ptol., Geogr. IV,
5, Plin., Zist. Nat. V, 9.
£ Strabo, Il. c. Ifølge Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, S. 54 ff. (Mai—Juni 1871) var sep det ægyptiske Navn paa dævevyzos. Sep omtales i de Dedes Bog (Lepsius, Todtenbuch 17, 33).
7. Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVI; slgn. S. 136. I Lister over No- mosguddommene springes Nomen undertiden over, saaledes i den af Dimichen, Recueil I, pl. LXXVII, ff., meddelte Liste fra Denderah.
8 Brugsch, Geogr, Inschr. I, pl. XXVI; sign. Lepsius, Todtenduch 125, 22.
9 Duimichen, Recueil I, pl. LXI.
10 Mariette, Gebel Barkal pl. I, 1. 4.
11: Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, S. 304 fr.
13 Strabo, I. c.; Ptol., 1. c.
13 Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 230. Se ovenfor 8. 915.
967
XX. Neha-khent!, ,,det forreste Sykomoreland", indbefattede den — større — sydlige Del af Nomen Herakleopolites?, der, efter hvad Klassikerne fortælle, dannede en Ø i Nilen. I Virke- ligheden findes der her en Ø, som begrændses af Nilen og af den store Kanal Bahr-Jussuf, der skiller Øen fra Ørkenen. Landskabet Fayum, som i senere Tider blev en egen Nomos, afhang i ældre Tider maaske ogsaa af Nomarkhen i Neha-khent?, Hovedguden i Nomen var Har-shefu", som af Klassikerne stundom kaldes Årsaphes?, men forøvrigt af den sammenstilledes med deres Herakles; Harshefu afbildedes med Vædderhorn. Hovedstaden var:
(lg pi vare 6 eller J pi venner eller ål]: khennsu?, Assyrernes
— 7] å <2 =2 mg <p- hi-nizin-st?, Kopternes ØNHCc 10 Fsraeliternes o>m, Khanes!", nu Anasieh!”. Klassikerne kalde Byen "Hoaxåéovg nog", sandsynligvis fordi, som allerede antydet, Hovedguden, Har-shefu, mindede dem om deres Herakles. Byen omtales ofte i de Dødes Bog og synes i det Hele at have spillet en ikke ringe Rolle i Mythologien, iblandt Andet i Osirismythen. Osirig, Isis og Horos havde ansete Helligdomme i Byen!"
! Dimichen, Recueil I, pl. XI og oftere.
2 Strabo, Geoyr. XVII, 1, 35 og 39 (p. 809 og 812 C.; p. 1163 og 1166 A.); Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5.
2 Se nedenfor 8. 968.
$ Diimichen, Recueil I, pl. LXXXI.
SS Plut., De Iside et Osiride c. 3.
& Lepsius Todtenbuch 1, 10 og oftere.
7 Dimichen, Recueil! I, pl. LXI, pl. XCVII col. 25.
8 Dtimichen, Recueil 11, pl. XXXVI.
9 Rawlinson, /Znscript:ons III, pl. 17 1. 97; slgn. dog ovenfor S. 936.
10. Champollion, I' Égypte sous les Pharaons I, 8. 311 ff.
11 Esatas 30, 4.
12 Wilkinson, Modern Egypt II, 8. 20.
13 Strabo, Geogr. XVI, 1, 39 (p. 812 C., p. 1166 A.).
14 Sign. E. Naville i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VIN, 8. 126—127 (1870). I Lepsius, ZFodtenbuch 17, 2 fortælles der, at Solen har hævet sig i Byen Khennsu (Herakleopolis), hvad der lader formode, at man antog, at hele Osiris' Legeme var begravet i Byen.
968
RE: eller —- A orn] pe-hapi?, Klassikernes Neidov nodeg?, laa efter Ptolemaios? midt paa den Ø, der dannede Nomen Hera- kleopolites. Efter Diodor opholdt Apis sig 40 Dage i Byen, før den højtideligt indførtes i Apistemplet i Memphis og her indsattes i sin Værdighed. Byen har formodentlig ligget omtrent ved det nuværende Behabsin, en god Mil Nord for Beni-Suef.
NER se-men, formodentlig & det nuværende Isment eller Sedement-
el-Gebel, hørte sandsynligvis ogsaa til denne Nomos.
XXI. Neha-pehué, med Hovedguden Khnum?”, laa i Nær- heden af den forrige Nomos; men hvor den maa søges, kan endnu ikke angives med fuld Sikkerhed?. Som Hovedstad nævnes:
VWWWV oe OD 3" shena-khennu (t)?, om hvis Beliggenhed der ellers Intet vides.
re a se-men- 10 . i mæ SENE se-men-se-hor 79, nævnes ligeledes undertiden som et
Sted, hvor Khnum dyrkedes, og som en af Nomen Neha-pehu's vigtigste Steder.
XXII. Matennu (?) Tema eller Seft (P) "1, Klassikernes Aphro- ditopolites"”, indbefattede Landskabet Øst for Nilen, Syd for den memphitiske Nomos. Hovedguden var Hathor"2, Hovedstaden var:
Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 113; se ovenfor S. 931.
Dtimichen, Recueil II, S. 24.
Ptol., Geogr. IV. 5; Diod., Bibl. Hist. I, 85.
Ptol, 1. c.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, S 232.
Dtmichen, Recuei! I, pl. XII og oftere.
Dimichen, Recuei! I, pl. LXXXI.
SIgn. J. de Rougé i Revue Archéol, nouv. série XXII, S. 72.
Duimichen, Recueil I, pl. LXI se ogsaa pl. XCVII, col. 26.
10 Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVI.
"1 Dtimichen, Recueil I, pl. XII og oftere. Tegnet Vw, hvormed Nomos- navnet skrives, er flerlydigt.
13 Strabo., Geogr. XVII, 1, 35 (p. 809 C., p. 1163 A.); Ptol. Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
13 Dimichen, Recuei! I, pl. LXXXL
e GG eee 0 RE SS dd ØB mm
969
CORT ; uns pe-neb-tepu-aha! eller Seti tep-aha?, Kopternes
True, eller Ileyrruee, 3, Hellenernes Aphroditopolis', ved det nuværende Atfieh eller Tepih. I Byen dyrkedes Hathor.
Å (He kher eller khelå, uden Tvivl Kopternes X' ON eller
Åo2 8 sandsynligvis det Sol, som flere Reisende omtale Nord
for Atfieh (Tepih)?”. Byen laa enten paa et Bjerg eller i Nær- heden af et Bjerg og hørte formodentlig til denne Nomos. Til Øvre-Ægypten maa vi endnu henregne Landskabet:
Fr GDrt (a-she?, d. e. Sølandet, Kopternes <b10,88 ?, Klassi-
kernes Arsinoites"9, der indbefattede den Vest for Beni-Suef liggende Oase Fayum. Det dannede ikke nogen egen Nomos, sandsynligvis fordi Landskabet først blev en Del af Ægypten, efterat Nomos- inddelingen var bleven endelig fastsat, hvortil maaske ogsaa kom den Omstændighed, at Dyrkelsen af den med Set (Typhon) nær beslægtede Sebek, der var Landskabets fornemste Guddom, afholdt Ægypterne fra at oprette det ellers saa rige og stærkt befolkede Landskab til en egen Nomos. Hovedstaden var:
1! Dtmichen, Recueil I, pl. XCIII col. 9; II, pl. XXXIV col. 1; pl. LXVIII col. 6. I Dimichen, Recueil I, pl. LXI kaldes Byen pe tep (?) ahe. Om Byens Navn se ogsaa J. de Rougé i Revue Archéol. nouv. série XXIII, 8. 77.
Mariette Gebel Barkal pl. I, 1. 4.
Champollion, Z”Egypte sous les Pharaons I, 8. 332— 333.
Strabo, l. c.
I Mariette, Gedel Barkal pl. V, 1. 115, se ovenfor S. 931; Lepsius,
Todtenbuch 1, 18 og oftere; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 277.
5 Champollion, L' Egypte sous les Pharaons I, S. 311.
7 Se f. Ex. Kortet til Oliviers Voyage; se Champollion l. c.
& Varianter til Todtenbuch 125, 28; se ogsaa Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 89 fr. (1872).
” Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons I, S. 291.
10 Strabo., Geogr. XVII, 1, 35 (p. 809 sq. C., p. 1163 A.); Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9, hvor der tales om to Nomer Arsinoites, men sandsynligvis maa kun den ene søges i Fayum, den anden ind- befattede formodentlig Omegnen af Sues.
970
xx OD CI væa CJ
me shet" eller => eller == pe-sebek?, Strabons Kooxodsidæv mole ?.
RU vv derhen, sandsynligvis det nuværende Ellahun+ og Geographernes ”Oguos Tltodsuaig?, der maa have faaet dette Navn efter en af Ptolemaierne, imedens Byen i tidligere Tid
gjerne benævnedes efter de Konger, som sidst havde forbedret dens Befæstning É,
i 70 ha-nehat, ,Sykomorestaden", laa formodentlig ogsaa i
Fayum; i Byen dyrkedes Sebek?”. . I Nomen laa den ved Konst gravede Sø, som Hellenerne be- nævnede Moiris8; dens ægyptiske Navn var:
she, d. e. ,Søen", eller væ she-ur, ,den store Sø ?,
Søen laa sandsynligvis i den østlige Del af Fayum og er nu tørt Land; Birket-el-Karun i Fayums vestlige Del er en naturlig Indsø og er ikke gravet ved Konst.
I Nærheden af Moiris-Søen fandtes den af de gamle Forfat- tere oftere omtalte Labyrinth”, hvoraf Lepsius mener at have op- daget adskillige Levninger — en Opdagelse, hvis Rigtighed dog betvivles af flere Ægyptologer, som have besøgt Stedet.
Til Øvre-Ægypten hørte sandsynligvis de i den libyske Ørken liggende to nærmeste Oaser — den store og den lille Oase —,
" Byen omtales oftere f. Ex. Lepsius, Denkmåler II, 118 g.
2 Brugsch, Geogr. Inschr, I, S. 281 ff.
3 Strabo, Geogr, XVIN, 1, 38 (p. 809 C., p. 1163 A.).
£ Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 89 (1872).
3, Ptol., Geogr. IV, 5.
5 I Piankhs Indskrift kaldes Byen saaledes: ,Sisak IV's By"; se Mariette, Gebel Barkal III, 1. 76 ff.
7 Sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 231.
2 Her. II, 13 og 148 ff.; Diod., Bibl. Hist. I, 52; Mela, De situ Orbis I, 9; Strabo, Geogr. XVII, 1, 35 sq. (p. 809 sq. C., p.'1163 sq. A.).
2? Brugsch, Zeitschrift 1. c. S. 89.
10 Hos Brugsch l. c. 8. 90 findes et Forsøg til Forklaring af Oprin- delsen af det græske Ord Aafveorrbog.
971
om hvilke der dog endnu ingen sikkre Oplysninger er opdaget i de hieroglyphiske Indskrifter.
I. Sebt-hat!?, de gamle Geographers Afemphites?, som de reg- nede til Provindsen Heptanomis, — der foruden denne Nomos tillige indbefattede de nordligste Nomer af det gamle Øvre-Ægypten? —, bestod dels af Landskabet Syd for Memphis omtrent indtil Kafr- Lisht, dels af de ligeoverfor paa Østsiden liggende Egne omtrent fra Gammel-Kairo til Landsbyen el-Akhsas. Hovedguden var Ptah", ofte kaldet Ptah-sebt-res-f (d. e. Ptah, han som residerer i sin Syd-Borg)?. Hovedstaden var:
[Ju Eg ha-ka-ptah? eller rl IE Ne men-nofr eller men- nufi7, Kopternes ey: eller UlunGes, af Assyrerne kaldet —]]| h- 4 T- sie mizim-pi?, Israeliternes >"? eller >>", Hel- lenernes Memphis!?; Navnet er bevaret i 2442, axae Moneit-rahinneh,
! Diimichen, Recueil I, pl. XIII og oftere.
2 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9. Strabo taler ikke om, at Memphis var Hovedstad i en egen Nomos, men det er uden Tvivl kun en Forglemmelse af ham.
3 Ptol., 1. c. regner følgende Nomer til Heptanomis: Bfemphites, Hera- kleopolites, Arsinoites, Aphroditopolites, Oxyrynkhites, Kynopolites, Hermopo- lites og Arftinoites.
:. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII col. 1, hvor Nomens Skytsgud kaldes: ,, Osiris, Gudernes Fader".
5. Dimichen, Åecueil I, pl. LXXXII og pl. LXXXIX.
s F. Ex. Lepsius, Zodtenbuch 125, 23 og oftere; se Brugsch, Geogr. ånschr. I, 8. 235 ff.
7. Dimichen, Recuei/ I, pl. LXII 0. s. v. (se ogsaa ovenfor $. 881). Om Betydningen af Ordet slgn. Plut., De Iside et Osiride c. 20.
8 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons I, S. 362 fr.
?” Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 60 og oftere; se ogsaa ovenfor S. 935.
10 Hos. 9, 6.
11 Esaias, 19, 13; saavel dette som det foregaaende Ord ere aabenbart sammentrukne af 21%.
12 Ptol., I. c.; Strabo, Geogr. XVII, 1, 81 sq. (p. 807 sq. C., p. 1160 sq.
8 72.
Det vestlige Nedre-Ægypten.
972
der tilligemed Bedreshein ligger paa det Sted, hvor det gamle. Memphis stod. Byen strakte sig dog videre, maaske lige til Sak- karah, hvor blandt Andet Apis" Begravelsesplads findes",
I Byen dyrkedes: Ptah, Zmhotep (som Hellenerne sammen- stillede med deres Asklepios) og Nefr-tum, som af dem under- tiden kaldes Agathodaimon. En stor Rolle spillede Tyren ZZapt, som Klassikerne kalde Apis. Ruinerne af Memphis vare endnu i den ældre Middelalder temmelig betydelige, men ere siden for største Delen forsvundne. Ved Udgravninger findes dog ofte ikke ringe Oldtidslevninger. Byen bestod formodentlig af flere Staddele, og det er ikke umuligt, at enkelte af de talrige Navne, hvormed Memphis stundom betegnes i hieroglyphiske Indskrifter, oprindeligt betegne egne Dele af Byen. Som saadanne kunne vi nævne:
il: ls sebt-hat?, den hvide Mur, Aauxov ce/yog?, Overstaden;
Ji å res-sebt, d. 6. sebt-res, Syd-Muren eller Syd-Borgen, det Sted, hvor Ptah's Helligdom fandtes; og
T pk ankh-taut, hvor Gudinden Bast dyrkedes",
Foruden Hovedstaden Memphis fandtes der i den memphi- tiske Nomos flere ikke uvigtige Byer og Flækker, hvoraf vi kunne nævne følgende:
277 Å SØ kem-ka eller ka-kemå, Manethos Kwywrnné, uden
Tvivl en Flække i Omegnen af Sakkarah og i Nærheden af Apis'ernes Begravelsesplads”; og
ÅA.); Mela, De situ Orbis I, 9; Diod., Bibl. Hist. 1, 50 ff.; Ammian. Marcellin., Aisst. XXII, 16 0. s. v.
Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 256.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 234 fr.
Her. III, 91.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 236.
Lepsius, Todtenbuch 138, 2 og ofte i Apisindskrifterne; se forevrigt Brugsch, Geogr. Inschr. 1, S. 240.
5 Muller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 539; slgn. ovenfor S. 876.
7. Apis'ernes Begravelsesplads (Se ovenfor Anmk. 1) omtales af Pausa-
ROomm ab Båd me
973
ge rufu eller ruau", Kopternes Prioz:, med Kjendeordet :
te-rua, hvad der i Hellenernes Øren lød som 7rotaZ, hvorfor de kaldte Byen med dette fra Heltesagnene saa vel bekjendte Navn. Ved Byen, der laa noget Syd for Kairo, fandtes store Stenbrud. II. 4Aa(?)", Klassikerneg Letopolites&, indbefattede det Nord for Memphis paa Nilens vestlige Side liggende Landskab indtil noget Nordvest for den lille Kjøbstad Um-Dinar. I Kopternes Skrifter omtales denne Strækning aldrig som en egen Nomos, hvorimod det udtrykkelig siges om den By, der efter de hieroglyphiske Ind- skrifter i ældre Tider var Nomens Hovedstad (sekhem), at den laa i Nomen Athribites. Hovedguden var en Horos?. Hovedstaden var:
lp JL 7 ea 8 9 e AN brjp= eller SE & sekhem 2, Kopternes Osugter
Klassikernes Psokhemmis"? og Anytovg moAig", nu Ausim. Byen spillede en ikke uvigtig Rolle i den ægyptiske Mythologie?”,
' åg pe-osiri"3, Plinius" Busiris!" ved Pyramiderne, nu Busir"é
nias Zærieg. I, 18 og er sandsynligvis Eustathios' Sinopion (Ad. Dion.
Perieg. v. 258; Muller, Geogr. mn. II, 8. 262), der formodentlig er en
Omskrivning af s-en-hapi (Apis"' Sæde) Brugsch, Geogr, Inschr. 1. c.
Se Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache V, 8. 89—93.
Champollion, ZӃgypte sous les Pharaons I, S. 871.
Strabo, Geogr. XVII, 1, 34 (p. 809 C., p. 1162 A.).
Dimichen, Recueil I, pl. XIII; slgn. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 248.
Strabo, Geogr. XVII, 1, 30 (p. 807 C., p. 1160 A.); Plin., Aist. Nat.
V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Nomen omtales ogsaa i en ved den store
Sphinx funden Indskrift, Båckh, Corp. inscr. gr. IT (ed. Franz.) No. 4699.
s Dimichen, Recueil I, pl. LXXXII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX.
7. Dimichen, Recueil I, pl. LXII og oftere; Lepsius, Todtenbuch 1, 7.
5. Dimichen, Recuei/ I, pl. LXXXIX.
”» Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 52 ff.
10 Steph. Byz., De urbibus et populis under Navnet Psokhemmis.
1 Ptol., I. c.; Hierokles p. 730; Ztin. Anton. p. 156.
13 Den nævnes ofte i de Dødes Bog.
13 Lepsius, Todtenbuch 145.
14 Plin., Hist. Nat. XXXVI, 16; se ogsaa Båckh, Corpus inscr. græc. III, (ed. Franz) no. 4699.
18. Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 865.
ma de db Øg mm
974
eller Abusir, Sydvest for Gizeh (og Kairo) hørte ogsaa til denne
Nomos.
III. Ament?, der nærmest svarer til Strabons Zfomemphites?, indbefattede de beboede Strækninger påa Nilens vestlige Hoved- arms venstre Bred, maaske ogsaa nogle mindre Øer i Floden, samt formodentlig ogsaa den Vest for disse Egne i den libyske Ørken? liggende ikke uvigtige Natrondal. Hovedguden var en Hathor". Hovedstaden i Nomen ÅAmrent var:
0005 amu? eller <SQQØS pe-neb-amu?, uden Tvivl at søge i
Nærheden af Byen Terraneh (det gamle Terenuthis), muligvis ved den ikke ubetydelige Grushei Kom Abu Billu. Det er ikke umu- ligt, at pe-neb-amu eller amu, i hvilken By Hathor var den for- nemste Guddom, er de gamle Forfatteres Momemphis”, hvor efter Strabon navnlig Aphrodite dyrkedes.
2989 ma-nu eller ma-nun?, hvor der boede et fremmed Folk kaldet Am-tz, hørte formodentlig til denne Nomos; ma-nu be- tegner sandsynligvis Natrondalen, Strabons Nitria ",
Saplu khet1", af Kopterne Kaldet Umm og UJu orm,
1! Dumichen, Recueil I, pl. XIII og oftere; Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 244—245.
2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.).
3 Ptolemaios taler om en Nomos Lidbye, men den bestod uden Tvivl af Landskabet Sydvest for Soen Mareotis, og det er tvivlsomt, om den strakte sig saa langt imod Sydost, at den tillige indbefattede Egnen om- kring Terenuthis; Brugsch har derfor neppe Ret, naar han betegner denne Nomos som Nomen Libya; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 244 ff.
£ Dimichen, Recueil 1, pl. LXXXIII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX.
8 Dtimichen, Recucil I, pl. LXXI og II, pl. XXVIIL
.£. Dimichen, Recueil I, pl. LXII. I en Indskrift hos Brugsch, GCeogr. Inschr. I, 3 244 kaldes Hovedstaden ha-hes; ,Koens (eller Kviens) Hus".
7. Her. II, 1638.
8 Strabo, l. c.; Brugsch, I. c.
Brugsch, Geogr. Jnschr. I, S. 288, UI, S. 15.
10 Strabo, Geogr. XVII, 1, 23 (p. 803 C., p. 1054 A.).
11 Dimichen, Historische Inschriften pl. III col. 24, se ovenfor S. 893.
12 Champollion, L'Égypte sous les Pharaons I, 8. 298.
975
Ptolemaios" Skiathis! maa sandsynligvis søges i den nordlige Del af Natrondalen.
Byen Marea? med tilhørende Distrikt, som undertiden opføres som en egen Nomos (Mareotes)?, og hvorfra man har flere Mønter", hørte maaske i ældre Tider til denne Nomos.
IV. .... res, det sydlige ...., laa sandsynligvis Nord og Nordvest for det foregaaende Landskab og svarede formodentlig for en Del til de gamle Forfatteres og Mønternes Gynartkopolites og til Ptolemaios" og andre senere Geographers Andropolites". Hovedguden var en Isis?. Hovedstaden var: .
2 98 zeka?, muligvis den By, Strabon kalder Gynaikopolis "9, og Herodots Anthyllis". Man søger den ved Shabur, Vest for Nilen, lidt Sydvest for Kafr-Sayad, hvor den store Jernveisbro over Rosette-Nilarmen findes. Herodot taler om en By Arkhandropolis, der laa noget Syd for Anthyllis; det er formodentlig Ptolemaios' Andropolis!?, Denne By maa søges i Nærheden af Terriehb, hvor man finder flere Ruinhøie.
— SE ru-ak var Navnet paa et Sted i denne Nomos. I Byen
fandtes en Del af Osiris" Legeme", V. ....… meh!4, det nordlige ...., svarer nærmest til Klassi-
1: Ptol., Geogr. IV, 5.
2 Se Her. II, 18 og 30.
2 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat: V, 9.
+ Om disse Mønter, paa hvilke man sér en Mand med Landse og Skjold, se Tåchon Il. c., Langlois 1. c. S. 69.
8. Dtimichen, Recueil I, pl. XXII
'. Strabo, Geogr. XVII, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.); Plin., Hist. Nar. vo
7 Ptol., Geogr, IV, 5.
8 Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII, pl. LXXIX.
” Dtmichen, Recueil I, pl. LXII; 1I, pl. XXVIIL
10 Strabo, l. c.
" Her. II, 97 og 98.
2 Ptol., ]. c.
13 Dimichen, Recueil II, pl. XVII, col. 100.
4. Dimichen, Recueil I, pl. XII og oftere.
976
kernes Saites!?, men indbefattede foruden dette Landskab tillige største Delen af de senere Nomer Hermopolites? og Naukratites? og maaske ogsaa Dele af Menelaites", Kabastites? og Metellites?, samt muligvis ogsaa af Mareotes". Hovedguddommen var Neith eller Nit, som Hellenerne pleiede at ansé for den samme Guddom, som de selv dyrkede under Navnet Athene. Hovedstaden var:
EOS vet or FS aner BRUNS se (ener sad,
Assyrernes —T] em MM sa", Kopternes Cay", Klassikernes Sais"?”, nu Sa med Tjilnavn el hagar"3, Byen havde allerede tidligt nogen Betydning, men den blev dog først fra det 8&8de Aarhundrede f. Kr. en af Ægyptens vigtigste Stæder. Hovedguddommen var Neith, ved Siden af hvem der oftere nævnes en Osiris!"
2 nq-het 16 ——T RA 16 i 17 NE ra-ket"% eller TS ra-ket"é, Koptisk P BX D"TIC ,
! Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1152 A.); Her. II, 165 og 172; Ptol., Geogr. IV, 56.
2 Den omtales af Ptol., Geogr. IV, 5; om Nomens Mønter se Langlois S. 58—69.
2. Plin., Aut. Nat. V, 9.
S Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1153 A.); se ovenfor S. 949 Anmk. 3.
5. Plin., Aist. Nat. V, 9.
S$ Plin., Aist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Hierokles p. 724 (ad cal- cem Itin. Anton.).
7 Se ovenfor S. 975 Anmk. 3.
8 Dtmichen, Recueil I, pl. LXXXIX; sign. pl. LXXVIT.
? Dtmichen, Accueil I, pl. LXII; se forevrigt Brugsch, Geogr. InscÅr. I, 8. 245 ff.
10 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 92.
1 Champollion, Z'Éyypte sous les Pharaons I, S. 218 ff.
12 Her. II, 28 og 59 0. s. v.; Strabo., Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 1158 A.); Plin., Aist. Nat. V, 10 sq.; Ptol,, Geogr. IV, 5 0. s. v.
13 Sign. f. Ex. Forfatterens Reise S. 259.
14 SIgn. Brugsch, Geogr, Inschr. I, 8. 245 ff. Neith er oprindelig en særegen Form af Isis, Osiris' Ægtefælle.
18. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 229.
186 Denne Form findes i Indskriften fra Tanis.
17 Champollion, LӃgypte sous les Pharaons 11, S. 263.
977
Rakotis", blev, som bekjendt, af Alexandros den Store indlemmet i det af ham anlagte Alexandreia, der dog i Ægypternes eget Sprog som oftest beholdt det gamle Navn?. I Alexandreia fandtes flere storartede, pragtfulde Bygninger. Kongepaladset, siden kaldet Bru- kheion, der med sit Tilbehør indtog omtrent femte Delen af Staden, laa i den uordostlige Del af Byen?. Her fandtes ogsaa Kongefamiliens Grave (com eller 0744)", Museion med det store Bibliothek, det store Theater og Poseidons Helligdom. Længere imod Vest fandtes Serapeion, med et andet Bibliothek, Gymnasion og Fyrtaarnet Pharos &.
Befolkningen angives af Diodor til 300,000 Frie foruden Sla- verne og de Fremmede”, hvis Antal var mindst dobbelt saa stort. Under Keiserne var Alexandreia et af Verdenshandelens fornemste Middelpunkter. I den første kristne Tid var Alexandreia Skue- plads for blodige Optrin, saaledes blandt Andet i Aaret 465. Byen plyndredes 612 af Perserne og erobredes 651 af Araberne. Til samme Nomos hørte maaske ogsaa følgende Byer.
[IT ha-kha?, maaske Kopternes Iryo 10 (Sandbyen), nu Ram- leh, et Ord, der ogsaa betyder ,,Sandbyen" ;
! Strabo, Geogr. XVII, 1, 6 (p. 792 C., p. 1142 A.); Steph. Byz. De Urbibus et populis under Ordet Rakotis; Plin., Ais. Nat. V, 10 fl.; Tac., Hist. IV, 84 0. 8. v.
32. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 229.
En Topographi af Alexandreia er udgivet i Kjebenhavn 1872 af Ma-
humed-Beg: Mfémoire sur Pancienne Alexandrie.
£ Strabo, I. c. i
… Denne Bogsamling brændte under Cæsars Krige; Dio Cas., Hist.
XLII, 48; Plut., Cæsar. c. 49; Ammian. Marc., Aist. XXII, 16.
Ligeoverfor laa en Ø, Hellenernes Pharos (efter Hom, Odyss. IV, 354).
Den forbandtes med Byen ved en Dæmning, /Zeptastadion, der adskilte
det gamle Alexandreias to sterate Havne. Den er i Tidens Leb
blevet bredere og bredere og bærer vore Dages Alexandria.
7 Diod., Bibl. Hist. XVII, 52.
Flere af dem herte dog maaske snarere til den femtende Nomos.
” Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 282.
10 Champollion, Z"Égypte sous les Pharaons Il, 8. 45.
62
978
i ir ha-teka", formodentlig Kopternes Tx00:, nu Edku, og = a 8 p . A £lle pekot?, maaske ogsaa kaldet (== ha-nub +, Klassikernes
Kanobos?, hvor navnlig Serapis skal være bleven dyrket. Man søger i Reglen Byen Vest for Abukir, hvor der findes endel Ruiner; Andre sætte dem noget mere østlig ved Mundingen af den kano- biske Nilarm'.
=> WEN demaa-n-hor”, Kopternes "J"r2tin0;DP, nu Da-
manhur, er uden Tvivl Klassikernes ,mindre Hermopolis"?, efter Ptolemaios"? Hovedstad i en egen Nomos; i ældre Tider hørte Byen sandsynligvis til den femte Nomos "",
VI. - Ka-set eller maaske blot ka", en Nome, hvis Beliggenhed er usikker, men som dog efter al Sandsynlighed maa søges i det gamle -Delta's Toppunkt, Vest for Heliopalis og lige Nord for det nuværende Kairo!%, Nomen havde i ethvert Tilfælde neppe stor
!: Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 282.
2 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, S. 242.
2 Dette Ord forekommer i Tresprogsindskriften fra Tanis som det til Kavæfog svarende ægyptiske Navn. Det Dekret, der indeholdes i Indskriften, er, som bekjendt, affattet i Kanobos.
+ Saaledes Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 288, stottet til en i Ruinerne af Kanobos funden Tvesprogsindskrift, hvor der tales om Osiris-hapi i Hanub; se Brugsch, Sammlung demotischer Urkunden S. 19—20.
" Strabo, Geogr. XVI, 1, 17 (p. 801.C.,, p. 1152 — 1158 A.); Plin., Hist. Nat. V, 34 0. 8. v.; Mela, De situ Orbis II, 7; Steph. Byz,, De urbibus et populis under Ordet Kanobos 0. 8. v.
& Dtimichen, Aecueil I, pl. XLVIII, hvor Byen nævnes som Hovedstad i en egen Nomos.
7 Saaledes Mahumed-Beg, se Kortet, der følger med hans åfémoire sur Wancienne Alexandrie.
5. Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons MI, 8. 250 fi. ,
? Strabo, Geogr. XVI, 1, 22 (p. 803 C., p. 1155 A.).
0 Ptol., I. c.
11: Paa Menter fra denne Nomos sés en Flodhest; Langlois 1 c. 8. 68 —69.
1? Dtimichen, Recuei/ I, pl. XIII.
13 Flere Geographer antage, at Nilens østlige Hovedarm (Damiette-
979
Udstrækning, eftersom det ikke er muligt at paavise nogen Nomos hos de gamle Forfattere, der svarer til denne gammel-ægyptiske Nomos; den sjette Nomos maa altsaa under Ptolemaierne have mistet sin Selvstændighed og er bleven henlagt under Nabono- merne. Vi antage, at den inddroges under Nomen Athribites". Hovedguden i Nomen var en Ra?. Hovedstaden var:
KG khasuu?, som vi antage maa søges ved Keljub eller i Nær-
heden af denne By, altsaa Sydvest for Kairo og Heliopolis.
VII. ....f, det vestlige ...., laa sandsynligvis ligeoverfor den anden Nomos og dannede det senere Delta's Toppunkt>. Nomen dannede for største Delen en Ø; den svarede uden Tvivl for en stor Del til Klassikernes Prosopites?, som af. Kopterne kaldtes
Ila 7, hvilken Nomos forøvrigt ogsaa indbefattede andre
Egne, blandt Andet en Del af den ellevte Nomos. Hovedguden i den syvende Nomos var en Isis?. Hovedstaden var?:
Armen), der i Oldtiden kaldes den pelusiske Nilarm, har taget sin
Begyndelse et godt Stykke ovenfor det nuværende Delingspunkt, og
at dette i Oldtiden laa i Nærhleden af Kairo. Vi mene, at dette i
Virkeligheden har været Tilfædet i en /jern Fortid, men at der, om-
trent hvor nu Damiette-Armen beier af fra Rosette-Armen, eller lidt
længere imod Syd (se Anmk. 5), har været et Leb, som bestandig har
tiltaget mere og mere i Betydning, indtil det tilsidst — i den sidste
Tid af Oldtiden — er blevet den egentlige østlige Hovedarm.
Se nedenfor om Arhribites 8. 982—983.
Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX.
Dimichen, Recueil I, pl. LXIL
Dimichen, Recueil I, pl. XUl.
Nomens Østgrændse laa maaské ikkc saa langt Øst for den nuværende
Damiette-Arm; dennes Begyndelsespunkt flytter sig som bekjendt
bestandig længere ned d. 6. imod Nordvest; sign. S. 978 Anmk. 13.
S Her. II, 165; Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol, Geoyr. IV, 5; Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Prosopis.
7: Champollion, L'Égypte sous les Pharaons II, 8 167 fr.
5. Duimichen, Recueil I, pl. LXXXVII.
I Dtimichen, Recueil 1, pl. LXII kaldes Hovedstaden pe-.. .-ned-ament.
6at
F RR ed ØS mm
980
REN Xm OD; Og & Fa" . 0 big "zl —0 eller cl eller le senti-nefer?, muligvis nen Hg sen-nefer!, uden Tvivl Kopternes Ujernotar 5 som vi søge ved Saidieh ved Deltaets Toppunkt?, Senti-nefer er maaske Stephan fra Byzanz" Painaphos eller hans Psentris”.
[fm byg ha-neha, ,Sykomorestaden" (den nordlige Sykomorestad)?
laa formodentlig ogsaa i denne Nomos.
VIII. .... abt?, det østlige. ..., laa uden Tvivl Nordost for den foregaaende Nomos, med hvilken den siden henlagdes under Nabonomørne, navnlig under Nomen Athribites. Hovedguden var Ium!%, Af Stæder kjendes:
3 a 11 —— is We teku eller deku!! eller 19 tek eller dek"? maaske det
nuværende Degueh. lle nezi eller net:!3, hvor der dyrkedes en Gudinde sata!", Jaa
12: Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII; slgn. l. c. S. 251; III, 8. 17.
? Dtimichen, Recueil I, pl. XCVIIL
3: Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 115; se ovenfor S. 930.
$£ Denne By nævnes i en af Brugsch meddelt Indskrift i Zeitschrift fir ågypt. Spr. IX, 8. 60 (1871); her omtales en Amon som Byens Gud.
85. Champollion, L?Égypte sous les Pharaons II, S. 147 ff.
S Hos Abulfeda omtales endnu en By Shetnuf ved Nilens Delingspunkt.
7 Steph. Byz., Øe urbibus et populis under Psinaphos og Psentris.
8 Byen omtales Dtmichen, Recueil I, pl XCVIIN, col. 11; se ogsaa
Brugsch, Geogr. Inschr. ,» Dimichen, Recueil I, pl. XIII. 10 Dimichen, Recueil I, pl. LXXXVII. 11. Dtimichen, Øecuei!l I, pl. LXI. Brugsch, har i Geogr. Inschr. I, 8.
— a — 18—19 identificeret dette w med det Y) , som TYTA ag TITA ør
omtales i Select Papyrus pl. CXXV 1. 12, og paa hvis Omraade Mer-n- ptah lod Beduinerne fra Aduma, d. e. Edom, drage ind. J. de Rougé synes forovrigt at hylde samme Mening som Brugsch.
12 Dtmichen, Recuei/ I, pll LXXXVII col. 8.
13 Lepsius, Zodtenbuch 125, 23; se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 251.
14 Denne Gudindes Billede fertes undertiden i Procession til Athribis.
Brugsch, Geogr. Inschr. IL, 8. 20.
981
ogsaa i denne Nomos, men dets nærmere Beliggenhed kan ikke angives; maaske er nezt kun et andet Navn paa teku; det nævnes nemlig, synes det, som Hovedstad i denne Nomos.
]JX. Att! Klassikernes Busirites?, laa i Midten af Deltaet, " formodentlig Nord for de to foregaaende Nomer. Hovedguden var Osiris?, Hovedstaden var:
ad a CI ad il eller Mæ-W tet', ogsaa kaldet jr To Lø pe-oser (pe-ostri)-neb-tetå sandsynligvis i daglig Tale benævnet
alene pe-eser (pe-ostri), d. e. Busiris, Kopternes IIvoscspy
eller Borzcipy 6, Assyrernes TT] BA ]- < TI bu-st-ru”, Klassikernes Busiris?, hos Abulfeda Bustr-bana, nu Abusir. Busiris og dens Hovedgud Osiris spillede en stor Rolle i Ægypternes rituelle Skrifter. Klassikerne omtale et stort Isistempel i Byen og for- tælle om en stor Fest, der høitideligholdtes i Byen?.
CJ A 180 | i : åv e g.0 pe-magu var efter Rosette-Stenen det ægyptiske
1 F. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. XIII og oftere.
?2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 10 (p. 802 C.. p. 1154 A.); Her. lI, 165; Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr. IV, 5; Jnscr. Rosett. Linie 22 (Muller, Fragm. Hist. Gr. I, Appendice: S. 3).
2 Dtmichen, Recuei! I, pl. LXXX VII.
+ F. Ex. Dtimichen, Aecuer/ 1. c. Hovedstaden i den 16de Nomos, Mendes,
hed ligeledes ter, saaledes at det paa de fleste Steder, vanskeligt
kan afgjeres, hvilket tee der menes, enten Mendes eller Busiris. I
Reglen menes dog formodentlig Busiris, der var en af de vigtigste
og mest bekjendte Byer i Deltaet. I den demotiske Oversættelse af
de Dødes Bog kaldes den By, der i de ældre hieroglyphiske Udgaver benævnes tet, paa flere Steder pe-osiri: d. e. Busiris, (se Brugsch, Geogr.
Inschr I, 8. 271), — en Omstændighed, der viser, at tet paa disse
Steder ikke betegner Mendes, men Busiris. .
Dtmichen, Recueil I, pl. LXII.
Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons Il, 8. 188 ff.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 18 1. 102.
Strabo, Geogr. 1. c.; Her. II, 59 og 61; Diod., Bibl. Hist. I, 85;
Plut., De Iside et Osir. c. 21 og c. 30.
?. Her, 11, 59.
eæ 4$ aa &
982
(demotiske) Navn paa en By i Nomen Busérites, som Hellenerne kaldte Lykopolis!. Nu nævne Strabon? og Stephan fra Byzanz? et Lykopolis i den sebennytiske Nomos, hvilket sidste Lykopolis efter den sidstnævnte Forfatter laa ved Havet. Dette Lykopolis an- tages af de Fleste for det i Indskriften fra Rosette omtalte Lyko- polis, der altsaa, saafremt denne Formodning er rigtig, under de " senere Ptolemaier maa være bleven skilt fra Nomen Busirites og være bleven henlagt til den sebennytiske Nomos, hvad der i og for sig ikke er usandsynligt, da Nomosinddelingen i senere Tider oftere forandredes. Den omtalte By maa følgelig herefter antages at have ligget langt Nord for Busiris, eftersom Byen laa ved Havet. Men nu taler Plutarkh om Lykopoliter og Busiriter som Naboer", hvad der viser, at der har ligget et Lykopolis i Nærheden af Busirig, efter vor Formening Vest for Abusir. Dette Lykopolis er altsaa forskjelligt fra det sebennytiske. En By pe-magu laa efter flere geographiske Indskrifter i den ellevte Nomos. Denne Nomos grændsede op til Nomen At, saaledes at det jo ikke var ” utænkeligt, at Byen pe-magu i yngre Tider var henlagt til den niende Nomos, og at den følgelig ikke er forskjellig fra det pe- magu eller Lykopolis, der omtales i Indskriften fra Rosette, men der kan, som her udviklet, aldeles ikke være tale om nogen Iden- titet af dette Lykopolis med Strabons og Stephan fra Byzanz' Lykopoligs i Nomen Sebennytos; thi den ellevte Nomos kan ikke have strakt sig til Havet. Vi ere mest tilbøjelige til at søge Rosette-Stenens pe-magu eller Lykopolis i Nærheden af Tanta og at antage det for henlagt hertil fra den ellevte Nomos, hvorimod
vi ville søge det sebennytiske Lykopolis i Nærheden af Beltim. X. Ka-kem?, Sydost for den forrige Nomos, svarer nærmest
! Inscript. Rosett. Linie 12 af den demotiske og Linie 22 af den græske Text (Muller, I. c. 8. 3).
Strabo, l. e.
Steph., Byz., De urbibue et populis under Ordet Lykopolis.
Plut., De Iside et Osiride c. 30.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 258.
Dimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere.
983
til Geographernes Athribites!, men indbefattede formodentlig ogsaa større Strækninger af andre Nomer. Hovedguddommen var en Hathor?. Hovedstaden var:
CO Ve |] Tr =3 ——d]« —[T] ap hazat-ti-ri-bi 5, Awuprår, Klassikernes Athribis”, nu Atrib eller Trieb, en lille By Nord for Benha-el-Asel, paa Damiette-Armens østlige Bred, umiddelbart ved Jernveisbroen. Foruden Nomosguden Hathor dyrkedes i Athribis navnlig en Horoså. I Byen bevaredes Osiris' Hjerte?.
XI. Ka-hesb!? svarede sandsynligvis nærmest til Ptolemaios" Phithemphuti!" og Plinius' Fhthemphu!?, indbefattede uden Tvivl
en Del af Kopternes Nomos IMwsrr:, Klassikernes Proso-
pitesW, der som vi have sét, formodentlig tillige indbefattede største Delen af den syvende Nomos efter den gamle hellige Inddeling. Nomen begrændsedes formodentlig imod Syd af den Kanal, der løber forbi Menuf, og den strakte sig imod Nord, sand- synligvis indtil henimod Kafr-Sayad og mod Nordost til Egnen om
hat-ta-her-ab? eller rs hat-(her)-ab", Assyrernes
er me
! Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); PtolL, Geogr. IV, 5, Plin., /Mist. Nat. V, 9, hvor Nomen kaldes Atharrabites; Her. II, 166; Ammian. Marcellin., Hist. XXII, 16.
Dimichen, Recu. i! I, pl. LXXXVII.
Dimichen, Recueil I, pl. LXII.
Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII.
Rawlinson, /nscriptions III, pl. 17 1. 96.
Champollion, L'Egypte sous les Pharaons II, S. 49.
Strabo, I. c; Ptol 1. c.; Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Atharrabis,; Hierokl. p. 730 og Ætym. Magnum, hvor der hecn- tydes til den hieroglyphiske Skrivemaade af Ordet.
8 Slgn. Brugsch, Geogr. JInschr. I, 8. 138.
”… Brugsch, Geogr. Inschr. II, S. 17.
10 Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere.
11 Ptol., Geogr. IV, 5.
12 Plin., Hist. Nat. V, 9.
13 Champollion, Z"Æyypte sous les Pharaons 11, 8. 162 fr,
14 Se ovenfor 8. 979 Anmk. 6.
30 åd &S& må ØS tu
984
Tanta. Hovedguddommen i Nomen var en Isis?, Som Hoved- stad i Nomen nævnes Byen:
gl! fee hesb-ka?, der sandsynligvis har havt andre Navne, Byen er maaske den samme By, som Herodot. kalder Atarbekhis. Xl ÅYT pe-ari" var Navnet paa Nomens wu eller fornemste Slette og sandsynligvis ogsaa paa en By i Nærheden.” Dette pe-ari eller pe-al: er muligvis det Polis, som af Stephan fra Byzanz? omtales som en ægyptisk By, men hvorom ellers Intet meddeles. NE
Moe er, saafremt Navnet skal læses pe-ari eller pe-ali”,
uden Tvivl samme By som den foregaaende; thi den her omtalte
By laa aabenbart i den Egn af Ægypten (noget Nord for Menuf),
hvor det nysnævnte pe-ari maa søges; men Ordet kan ogsaa ud-
taleg: pe-ari-shep, i hvilket Tilfælde det er muligt, at Klassikernes
Prosopites er en Omskrivning af dette Navn É.
g she-ta eller pe-sheta antages stundom? for Ian
hvilket Navn, som bekjendt, er den ægyptiske Benævnelse paa den
By, Klassikerne kaldte Prosopitis "0,
CORA 140 ” . . i NR gr.NE pe-magu!", der stundom nævnes som beliggende i
denne Nomos, er maaske ikke forskjellig fra Byen Lykopolis, der . ogsaa henregnedes til Nomen Busirites"”,
1 Dtimichen, Recueil! I, pl. LXXXVII.
?» Dtimichen, Recueil I, pl. LXI.
3 Her. II, 41.
+. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 253.
5. Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Polis.
. Dtimichen, Historische Inschriften pl. II col. 13 og 30.
7 Saaledes læses Navnet af de Rougé i Revue Archéol. nouv. série AVI S. 40 (1867).
8 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache' V, S. 98 (1867). Byen Pro- sopitis omtales af Herodot og andre Forfattere.
” Brugsch, Geogr. Inschr. III, S. 88.
10 Champollion, L'Égypte sous les Pharaons Il, S. 165 ff.
!I Brugsch, Geogr. Inschr. I, pl. XXVIII; sign. 1. c. 8. 258.
12 Se ovenfor S. 982.
985
XII. Tebu-neter! svarer til Kopternes MALRECL)D"TI”
og Klassikernes sebennytiske Nomos?, men indbefattede, foruden denne, ogsaa Nomen Xoites" og en Del af Leontopolites, eller den mellemste Strækning af Deltaets Nordkyst fra Byen Samhut indtil Havet?. En Nephthys nævnes som Nomens Skytsguddom', men forøvrigt var Anhor (OQnuris) en af de vigtigste Guder i Land- skabet. Af Byer maa mærkes:
i ne eller 1—] 2 neter-tebu?, at læse: > ]JY I:
tebu-neter, Åssyrernes »”— | 7 >J— TTT ——dl« sab-nuzu-ti?,
Kopternes KXEen0T Ti 10 nu Samhut!", Klassikernes Seben-
nytos!? (Nektanebos I's og Historikeren Manethos Fødested), med et Tempel for Anhor-shu eller Onuris "8,
HLDY og pe-hebit« eller 8 Jdde he-bi!s, nu Behbait med
?! Dtmichen, Recueil I, pl. XIV og oftere. Om Nomens Navn slgn. Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (Jan. 1871).
2 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons 1I, 8. 273.
3 Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 AÅ.); Ptol… Geogr. IV, 5; Her. II, 166; Plin., Hist. Nat. V, 9. Ifelge Ptolemaios (1. c) var Nomen delt i en øvre og en nedre Del.
+ Denne Nomos omtales af Strabon, Plinius og Ptolemaios (ll. cc.).
5 Vigtige Oplysninger om Nomens Udstrækning gives i Alerandros-
Stelen; se Brugach i Zeitschrift fir ågyptische Sprache JX, S. 12 (1871).
Dimichen, Recueil! I, pl. LXXXVII.
Brugsch, Goegr. Inschr. I, pl. XXVIII.
Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 113; Dimichen, Recueil I, pl. LXI.
Bawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 100; se ovenfor S. 935.
10 Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons Il, 8 191.
12 Wilkinson, Modern Egypt I, 8. 482; sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 140. Byen Samhut ligger kun en Milsvei fra Abusir, saaledes at altsaa Hovedstaden i den niende og tolvte Nomos begge have ligget i Udkanten af deres Distrikter.
13 Strabo l. c.; Ptol., Geogr. 1. €.; ge ogsaa Ptol., Geogr. I, 15.
"3 Wilkinson, I. c.; Brugsch, l. c.
4 Mariette |. oc.
18. Lepsius Denkmåler IV, 8 b.; Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 7284; sign. 8. 140; Lepsius, KSnigsbuch Nr. 671.
e æ 4 ad
986
Tilnavn €éW-heggareh", uden Tvivl Plinius' Zsidis oppidum? og for- modentlig en af de tre Stæder af Navnet /seum, der nævnes i Peutingers Tavle, eller det der nævnte JIstu.
Til denne Nomos hørte endnu et Par Landskaber:
So pa-sa-ta eller SK — I— pa-sai-ta?, Stra-
bons ”Ayvov xspas', Strækningen Nord for Søen Burlos, der af en ægyptisk Pharao af det 29de Dynasti skjænkedes til Gudinden Butos Helligdom i Byen Buto og, efter at være bleven frataget Templet af Perserne, atter gaves det tilbage af Ptolemaios I.%.
IANSN athu8, sandsynligvis ogsaa kaldet nathu, er uden Tvivl
Herodots Natho”, Ptolemaios" og Menternes Neut8; det indbefattede formodentlig den østlige Fortsættelse af den foregaaende Land- strækning, men hørte sandsynligvis kun for en Del til denne Nomos, imedens den østlige Del derimod uden Tvivl var en Del af Nomen Samhuti (Damiette). Strækningen Natho maa, efter hvad der blev fortalt Herodot i Ægypten, have været delt i to Dele, thi han siger: at det £/alve af Natho beboedes af Hermotybier og i Virkeligheden såé vi Assyrerne at omtale to Smaariger i Natho?. Da Hermotybierne hørte hjemme i det vestlige Delta, kan man med god Grund antage, at: den Del af Natho, Herodot omtaler, har været det her nævnte aihu eller de Strækninger af det Land- skab, der efter Ægyptens gamle hellige Inddeling henregnedes til den tolvte Nomos, medens andre Dele (nemlig de Øst for Damiette-
? Wilkinson, Afodern Egypt. I, 8. 284.
2 Plin., /ist. Nat. V, 11.
2 Se Alexzandros-Stelen, Brugsch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache 1X, 8. 12 (1871).
£ Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., p. 1153 A.).
3 Se ovenfor 8. 945. .
s Dette Landskab omtales oftere i Modsætning til abs (Elephantine, S. 951) og var altsaa den nordligste Egn af Ægypten; se $ 74.
7 Her. II, 165.
8. Ptol., Geagr. IV, 5.
? Se ovenfor S. 935.
987
Årmens Strækninger) henførtes til den syttende Nomos!. Et Ly- kopolis laa, som ovenfor bemærket, formodentlig i denne Nomos?. XIII. Hak, Klassikernes /Z/eliopolites", strakte sig østlig for Nilen langs Ørkenens Rand indtil henimod Zagazig. Paa Gengra- phen Ptolemaios" Tid synes Dalen Vadi Tumilah med dens Fortsættelse Seba Biar og med de beboede Steder omkring Birket-el- Timsah samt Omegnen af Sues — hvilke Strækninger en Tidlang dannede en egen Nomos (Nomen /7eroopolites) — at have udgjort en Del af Nomen Heliopolites. Muligvis havde disse Strækninger allerede i de gamle Pharaoners Dage udgjort en Del af denne Nomos &. Nomens Sydgrændse løb uden Tvivl ikke meget langt fra det nuværende Kairo. Hovedguden var Solguden Tum (Aftensolens Gud, dog nævnes ogsaa Gudinden Jusas)&. Af Stæder maa omtales:
O CI lle an”, 77 d.e. 73 On, ogsaa kaldet : mug N| pe-tum, , Tums
By" eller ,,Soleng Stad", en Benævnelse, der anvendtes af Israeli- terne, som kaldte Byen won r?, og af Hellenerne, der be- nævnede Byen Heliopolis!?; Ruiner findes ved A/atariteh"", I Helio- polis dyrkedes en hvid Tyr, Mnevis!?; der havdes ogsaa hellige Katte"? og Løver.
Se nedenfor & 74.
Se ovenfor 8. 982.
Dimichen, Recueil I, pl. XIV.
Strabo, Geoyr. XVII, 1, 27 og 30 (p. 805 og 807 C.; p. 1154 og 1156
A.); Plin., ZAst. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5.
3 Se nedenfor 8. 992.
& Dimichen, ØÆecueil Il, pl. LXXXVII. Et andet Sted synes Hormakhi at nævnes som denne Nomos' Skytsgud, se l. c. pl. LXXXII.
7 Lepsius, Zodtenbuch 1, 4 og oftere; Diåmichen, Recueil I, pl. LXII.
5. Gen, 41, 45 og 50.
” Jerem. 43, 18.
10 Strabo, Geogr. XVII, 1, 22—29 (p. 805—806 C., p. 1158 A.); Her. II, 3.
W Sign. Forfatterens Øeise S. 280 —283.
12 Den omtales af Strabo, Il. c., af losepos, C. Ap. II, 2 og oftere.
13 Sign. Lepsius, Zodtenbuch 17, 80, hvor det hedder: ,den Kat, som er
i An (Heliopolis), den er Solen selv".
ma Gå) MM æ
988 EJA Sa > .
; IS — Rk pe-atum-m-ru-abt", , Byen Pitom ved Begyndelsen af Østen", sandsynligvis Herodots Patumos? og Biblens Pitom2, vil i Tilfælde af, at Distriktet omkring Heroopolis hørte til Heltopolites, ligeledes have hørt til denne Nomos.
I Egnen Nord for Heliopolis henimod Bubaste, uden Tvivl
omkring det nuværende 7ell-el-Jahudi, boede der efter gamle For-
fatteres Vidnesbyrd endel Iudaier, sandsynligvis Efterkommere af Israeliter, der vare flygtede fra Jerusalem efter Gedaljas Mord. Iosepos taler saaledes om en "Jovdaiwv orgparonsdov?; det anto- ninske Ilinerartum om en castra Judæorum&, en anden geographisk Liste fra den sildigere Keisertid om en vicus Judæorum', Stephan fra Byzanz? om et Liebri (d. e. 95) og - Ptolemaios om et Onias?. Det sidste var uden Tvivl det Sted, hvor Præsten Onias byggede et israelitisk Tempel?, som lukkedes under Vespasian. Det er ikke usandsynligt, at alle disse Navne betegne samme By, og at det er Levningerne af denne, som danne den store Ruinhei Tell-el-Jahudi. Dette Sted hørte maaske til Heliopolites.
XIV. Khent-abt!? svarede, som det synes, nærmest til de gamle Forfatteres Tanites!! og indbefattede følgelig Egnen om Tanis med de Syd derfor liggende Strækninger indtil Ørkenen. Muligvis hørte ogsaa en Del af de gamle Forfatteres Nomos Arabia og Egnen om det nuværende Fakus!”, ja maaske ogsaa
Dtmichen, Recueil I, pl. XCVIII col. 12; II, pl. XXIX col. 4.
Her. II, 158.
Érdd. 1, 11.
Jos., Arch. Jud. XIV, 8, 2; Bell. Jud. I, 9, 4.
dtin. Antonin. p. 169.
Notit. Dign. Imp. Rom, c. 25 p. 68.
Steph. Byz., De urbibus et populis under Ordet Liebri.
Ptol,, Geogr. IV, 5,
Se Jos., Arch. Jud. XII, 9, 7.
'0 F. Ex. Dimichen, Xecueil I, pl. XIV.
"1 Her, II, 166, Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geogr IV, 5; Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.).
12 Se nedenfor S. 992.
De aa RsS € &F åa åaåS ååS mp
989
Nomen Heroopolis (Vadi Tumilah og Seba Biar) til denne Nomos. Hovedguden var en Horos!. Af Stæderne i denne Nomos maa vi navnlig omtale Hovedstaden:
Ba ne .… … ha! mm gg Tan sandsynligvis ogsaa benævnet ha FT) —— za, p%X, Zoant, Tanis?, Assyrernes — |] Ha——] »1- za='-nu' Kopternes Kann], nu San, — formodentlig ogsaa kaldet
Pa NENN AS 2x du pa-khtumu -smn(?)-zal:å eller SSER led ON ÅA fæ ex du pa-khtum-nti-m-zal? eller <= BE RR khtum-n-zal:!? r= f<; K—3 ) oQ khet(m)-zali""! ogsaa kaldet fæ; KJ ) mn zali!?, der i Nomos-
listen omtales som Hovedstad i Nomen Æhent- Abt. Ifølge et Mindesmærke i Karnak laa Byen ved en Kanal Tenna, der førte
1! Dtimichen, Recueil I, pl, LXXXIIL.
2 Det nævnes f. Ex. paa et Mindesmærke i Museet i Bulak, der er be- skrevet af Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 16 fr. (Jan.—Febr. 1872).
2 Dette Navn forekommer vel aldrig i Nomoslisterne som Navn paa Nomoshovedstaden, men derimod ofte som Navn paa Nomens Hoved- kanal; sign. Brugsch, I. c.
S. Num., 13, 22, Psalm., 78, 12 og 43; Esaias, 19, 13 samt 30, 4.
8 Her. II, 166; Strabo Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); Plin., Hist. Nat. V, 9; Itin. Anton, p. 285.
8 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1. 98; se ovenfor S. 935.
7 Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons Il, 8. 108.
8 Select Papyrus pl. CXVII, 1. 7; se ovenfor 8. 865 fr.
? Select Papyrus pl. LXXIX verso, 1. 5.
10 Lepsius, Denkmåler III, 128 b; i III, 126 mangler pa.
12 Revue Archéol, nouv. série XI, pl. IV (1865).
12 Dtimichen, Æecueil I, pl. LXII, hvor Byen anferes som Nomens Hovedstad. En præstelig Titel, som efter nogle Mindesmærker bæres af Førstepræsten i Pa-khtum-n-zali, førtes efter andre Mindesmærker af Forstepræsten i Zan (Zoan, Tanis), men tillægges ellers ingen Andre — en Omastændighed, der i hei Grad taler for Identiteten af Pa-khtum-n-zali og Tanis.
990
fra en Sø Akeba til Nilen!', og langs med hvilken der gik en Landevei til Asien?, Da et Par andre Æktstykker henvise Byen Pa-khtum-n-zal: til det allerøstligste Ægypten, idet de fortælle, at Shasu, Ørkenens Beduiner, streifede ligetil Byen, og at Landet Syrien begyndte ved denne By", laa det nær at henvise Byen til Egnen Vest for Birket-el-Timsah, og at antage Akeba for denne Sø, men andre vægtigere Omstændigheder tale for at antage Akeba for Menzaleh-Søen og Byen Pakhtum-n-zali for Tanis.
I forskjellige Indskrifter omtales endnu flere andre Bynavne, som man med megen Sandsynlighed antager for andre Navne paa Tanis eller i det Mindste for Navne paa Dele af denne By:
(ak DN khent-abt';
28 mesen-(t), efter Nogles Mening at læse Gesen, Gosen; EN pe-hor, Horos-Staden (Apollinopolis);
ÅJsts tebu-mehit”, ,det nordlige Edfa"?;
J De 9 bennu eller ta-bennu ,,Phoinixstaden" ;
> RRS] rorenen, tan 5.
Udgravningerne i Tanis har vist, at Rameses II. har opført mange store Bygninger der?, saaledes at det ikke kan vække vor Forundring, at Byen er bleven opkaldt efter ham. Men Byen
Lepsius, Denkmåler III, 128.
Sign. Lepsius, Denkmåler III, 81; se ovenfor 6. 523.
Lepsius, Denkmåler IlI, 126.
Select Papyrus pl. LXXIV, 1. 10.
Brugsch, I. c. 8. 19.
Alle Nomoshovedstæder betegnedes ofte paa denne Maade ved at feie
Henferelsestegnet & til Nomossymbolet.
7? Dimichen, Recueil! I, pl. XCIX, col 21.
8 Efter Dimichen, Recueil I, pl. LXII synes det nordlige tebu derimod at tilhere den syvende Nomos.
Mariettes Afhandlinger i Revue Archeol. mouvelle série; se f. Ex. IV.
8. 169 ff. (1861); sign. ogsaa de Rougé Il. c. IX, 8. 18 (1864).
BØ Eee 8 WB mm
991
grundedes ikke fra ny af ham; den var længe fer hans Tid en vigtig By saaledes blandt Andet i den senere Hyksostid. Efter al Sandsynlighed har Byen først faaet Betydning under Hyksos' Herredømme, ja den er maaske anlagt af dette Erobrerfolk". Tanis havde ogsaa i senere Tid stor Betydning, og to Kongeslægter, det 2lde og 23de Dynasti, stammede fra Tanis?.
Paa det Mindesmærke, der afbilder Seti I's Hjemmarch fra hang seirrige Tog til Syrien i hang første Regjeringsaar?, nævnes en Række paa Ægyptens Østgrændse liggende Byer eller beboede Steder, der maa søges Øst for vakhtum-n-zali, d. e. Tanis, paa Veien til Asien. Disse Stæder ere:
Ng, CR ta-a-pa-mau, Løvestaden ". DYVTTE»" | mt . Øe . SS ) ' i NEN (: MÅ nm pa-maktol-n-maa-men-ra, Seti
I's Migdol.
br al dd Ih — ( grå )) I= vazi-n-mer-n-ptah-seti, Seti I's
Buto, maaske Herodots Buto&, hvor der, efter hvad man fortalte ham, fandtes vingede Slanger”. Nogle af disse Steder laa formodentlig i den fjortende
1 Navnet pa(kå)tum-n-zali, ,,Zali's Fæstning", synes at vidne om, at Byen Byen oprindeligt er anlagt af zali Fremmede (se $ 80). I Biblen fortælles det, som bekjendt, at Hebron var anlagt syv Aar fer Zoan i Ægypten (Num. 13, 22).
2 Om disse Dynastier se ovenfor 8. 922 og 9235.
32 Lepsius, Denkmåler III, 128; se ovenfor S. 55l.
'… Hos Klassikerne omtales intet Leontopolis i denmae Del af Ægypten. Den østligste af de to Byer Leontopolis laa Sydvest for Tanis.
3 Se nedenfor S. 1003 f£
6 Her. II, 75.
7 Man antager undertiden, at det til Gudinden Buto indviede Sted, der omtales som beliggende i ta dbekhen Rameses Afer-Amon, er dette Buto, hvoraf følger, at dette ta bekhen Rameses Mer-Amon maa have havt en temmelig stor Udstrækning eller, med andre Ord, at det har været et helt Landskab og ikke en By; se ovenfor 8. 870.
992
Nomos (Tanites), men de fleste laa sandsynligvis i andre Nomer navnlig i Nomen Sethroites".
ÅLAVTm g=Z sekhet-za(n), ,Zoans Mark"?, var Navnet paa en ved Tanis, formodentlig Øst og Sydost for Byen, beliggende Land- strækning. Zoans Mark omtales ogsaa i Biblen?,
Hos de senere Geographer omtales en Nomos Arabiat, der maa have indbefattet de Syd for Tanis liggende Strækninger, navnlig Landskabet omkring det nuværende Fakus. Hovedstaden var Phakusia5, hvis Levninger findes ved det omtalte Fakus.
md Use ooD pe-gas?, der undertiden omtales i ægyptiske Indskrifter,
antages i i Regelen for Klassikernes Phakusia.
Det er ikke usandsynligt, at Nomen Arabia oprindeligt har udgjort en Del af den tanitiske Nomos; men det er ligesaa muligt, at dette Distrikt har tilhørt en anden af de tilgrændsende Nomer.
I første Tilfælde er det ikke usandsynligt, at Nomen tillige har indbefattet ikke blot de Syd for Fakus liggende høist ufrugt- bare, sandede Landstrækninger omkring Salamieh, men ogsaa den Syd for denne Sandslette liggende Indsænkning el- Vadi eller Vadsi- Tumilah, ja maaske alle Strækninger lige til Sues'; men, som ovenfor bemærket, er det ogsaa muligt, at disse Egne tilhørte Nomen AÆAeltopolites.
I disse Egne findes der flere Ruiner og Høie, der bestaa af Murgrus og andre Levninger af gamle Bygninger, hvad der vidner
1! Se nedenfor & 74. 2 Den omtales i en Indskrift, der er udgivet af Bragsch i Zeitschrin! får ågyptische Sprache X, 8. 16 (1872).
2. Psalm. 78, 12 og 43.
£ Denne Nomos omtales (sign. S. 949 og 8. 988) af Ptolemaios Geogr. IV, 5 og af Plinius, ist. Nat. V, 9, ligesom der ogsaa haves Menter fra denne Nomos; se Langlois 8 38
3 Ptol. ]. c.; Byen omtales ogsaa af Stephan fra Byzanz, Ve urbibus et
populis under Ordet Phakusa, og af Strabo, der dog angiver Byens Be-
liggenhed urigtigt, idet han siger, | at Kanalen til det rede Hav be- gyndte ved Phakusa.
. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 298.
993
om, at disse Egne i Oldtiden have huset en ikke ringe Befolkning, saaledes ved Tell-abu-Soliman, ved Tell-el-kebir, ved Tell-el- rigabeh, ved Nutla, fer kaldet Mukfar, ved Tell-el-Maskuta (tid- ligere, i Begyndelsen af Aarhundredet, benævnet Adbu-Kesheb og for tredive Aar siden blot kaldt es-sakkieh, og som nu benævnes Rameses).
Paa det sidste Sted har man opdaget Mindesmærker, der bære Rameses Il.'s Navn og Titler", og ved Mukfar? fandtes Rester af en Bygning af soltørrede Nilsten, der aabenbart skrive sig fra Rameses II's Dage; ligesom det overhovedet maa antages, at flere af de Ruinhøie og andre Levninger, man finder i disse Egne, lige- ledes naa op til denne Konges Tid. Det er derfor ikke usandsynligt, at enkelte af de følgende efter Rameses II. opkaldte Steder have ligget i denne Del af Ægypten, om end de fleste sandsynligvis hen- høre til Egnen om Tanis:
ONE fn Es ta a ramessu mer-amon, Ra-
meses Il.'s Sted, hvor der reistes Mindesmærker af denne Konge? ;
W Jer (ilt) ta bekhen Ramessu mer-amon,
Rameses Il.'s ,Vagtsted", der lovprises i et ovenfor meddelt Akt- stykke fra samme Konges Tid";
WJ oe og herr ( offil NYE ] ta bekhen aa ramesu mer-
amon, Rameses II.'s store Vagtsted, ved hvis Opførelse Abri (He- braierne) maatte trælle? ;
'- Paa et Baasrelief fra Abu-Kesheb sés Rameses IL staaende imellem Tum og Ra; se Description de PEgypte: Atlas d'Antiquités V, pl. 29. En Grundplan af denne Bygning findes Lescription 1. c,; om Bygningen er til endnu, er ubekjendt. 3 Select Papyrus pl. CXVIII 1. 7; se ovenfor S. 865 ff. s. Select Papyrus pl. LXIII L 1 fø. og pl. LXXXVII 1 1 ff.; se ovenfor S. 869 fr. 3. Papyrus I. 348 i Leyden (Leemans, Monuments ll, pl. CXLVIII), se ovenfor S. 874. 63
994
mi (CAME) pe ramessu mer-amon, Rameses ILl.'s By,
hvor Fredstraktaten med Khetta afsluttedes! ;
| efh KV ra-messu mer-amon, ,Rameges", der omtales
i Papyrus Anastasi VI.?;
SX YDE (9 ] & ) ta menau user-mæ-ra Osyman-
dyas' Landingsplads, der laa ved Kanalen 7ena eller Tenna?,
Det sidste Sted maa aabenbart søges i Nærheden af Tanis; thi Pakhtum-n-zali, d. e. Tanis, laa ved denne Kanal. De fleste af de her opregnede med Ordet Rameses sammensatte Stedsnavne betegne maaske Dele af Tanis, ja de ere muligvis kun andre Navne påa denne By; hvorimod de Steder, der kaldes ta dbekhen rameses, forekommer det os, ikke ret vel kunne antages for Tanis.
Ifølge Brugschs første Undersøgelser om Ægyptens Geographi syntes Seba-Biar og Egnen omkring Birket-el-Timsah at svare til den fjortende nedre-ægyptiske Nomos, hvis Hovedstad Fa—kh)tum- n=-zalt han søgte ved Mukfar (Nutla)". Siden antog han disse Egne for det Teku, hvorpaa Beduinerne fra Edom under Meneph- tha fik Tilladelse til at lade deres Hjorder græsse%. I Virkelig- heden er det ikke aldeles umuligt, at dette Teku maa søges her; men det er langt sandsynligere, at dette Teku har ligget i Edoms umiddelbare Nærhed. Ifølge Brugsch skulde dette Landskab have dannet den ottende nedre-ægyptiske Nomos, hvis Hovedstad, som vi have sét, hed Teku, men dette har ikke den ringeste Sand- synlighed; Skrivemaaden af de to Ord antyder ganske bestemt en Forskjel é.
-
Lepsius, Denkmåler III, 146; se ovenfor S. 579.
” Select Papyrus pl. CXXII, 1. 6 (slgn. 1. 4.)
”. Papyrus I. 348 i Leyden (Leemans, Mfonuments II, pl. CXLIX, I. 4; se ovenfor 8. 867.
' Se Brugsch, Geogr. Inschr. I, 8. 259 (1857).
5. Brugsch, Geogr. Inschr. III, S. 18 fr.
S Se ovenfor 8, 613 ff. og S. 980 Anmk. 11.
995
De gamle Forfattere omtale flere Byer, som skulle have ligget i Nærheden af den Kanal, der løb igjennem den oftere nævnte, Øst før Bubaste begyndende Indsænkning Vadi Tumilah og dens Fort- sættelse Dalen Seda-Biar, førte til Birket-el- Timsah og som siden forlængedes til det røde Hav. Herodot! taler om Byen Patumos, der laa ved denne Kanal, og som formodentlig i hans Tid har været den vigtigste By i disse Egne. De senere Forfattere tale om Aeroopolis?, der synes at have havt en levende Handel, hvad den sikkert udelukkende skyldte sin Beliggenhed ved den omtalte Kanal. Bugten ved, Sues kaldtes af de gamle Forfattere under- tiden: Bugten ved Heroopolis2, hvad der synes at antyde, at Byen har ligget i Nærheden af Nordspidsen af det røde Hav, altsaa ved Sues, og dette synes i al Fald at have været Strabons Mening". Men af andre gamle Forfatteres Yttringer synes det at fremgaa, at Byen snarere har ligget ikke lidet Nord for Sues, i Nærheden af Søen Birket-el- Timsah. Af de nyere Forfattere, der have behandlet Spørgsmaalet om Heroopolis' Beliggenhed, have derfor ogsaa de fleste henført den til Egnen om Birket-el- Timsah&, og kun faa mene, at Byen maa søges ved Suesé, Fornylig har Lieblein foreslaaet at forene begge modstaaende Anskuelser ved at antage, at det røde Hav i Oldtiden, endnu i de første Aarhundreder efter Kristus gik længere imod Nord, saaledes at Bittersøerne udgjorde Bugten ved Sues's nordligste Bredning”. I Virkeligheden er det afgjort at
er
"" Her. I, 158. Byen omtales ogsaa af Steph. Byz., De urbibus et populis.
2? Strabo., Geogr. XVI, 1, 26 (p. 802 C., p. 1158 A.); Plin,, Hist. Nat. V, 9; Ptol. Geogr. IV, 5.
3 Teophrast., Hist. Plant. III, 8.
+. Strabons Ord synes forvanskede af Afskrivere.
3 Bois Aimé i Description de PÉgypte XI, S. 378; Champollion, L'Égypte sous les Pharaons II, S. 88 ff.; Lepsius CAronologie S. 345 ff.; Brugsch, Geogr. Ånschr. S. 260.
£ Mannert, Geographie der Griechen und Råmer X, 1 8. 516 (1825); Lottin de Laval, Voyage, og Schleiden, Die Landenge von Suez S. 122 ff. (1858), henfere Heroopolis til Sues Omegn.
7. Lieblein i Oversigter over det Norske Videnskabs- Selskabs Forhandlinger 1870 S. 369 ff.
63%
996
Bittersøerne have staaet i Forbindelse med det røde Hav, men ifølge de geologiske Undersøgelser, man har foretaget, synes det Tidspunkt, da en Hævning gjorde Bittersøerne til en Indsø, at tilhøre en langt fjernere Fortid.
— Et af de vigtigste Aktstykker til Bestemmelsen af Beliggen- heden af de til disse Egne hørende Byer og Stæder — navnlig af Heroopolis — og som utvivlsomt henfører denne By til Birket-el- Timsahs Omegn, er det oftere omtalte Antoninske Ilinerarium, ifølge hvilket der fra Klysma til Serapeum var 50,000 Skridt, fra Sera- peum til Hero 18,000, fra Hero til Tum 24,000. fra Tum til vicus Judæorum 12,000, derfra til Scenæ veteranorum 12,000 og fra dette Sted til Helzo, d. e. Heliopolis (On), ligeledes 12,000 Skridt?. Disse Angivelser synes at stemme ret vel med de virkelige For- hold”, og vi tør herefter antage, at Klysma har ligget i Nærheden af Sues, hvor tillige Arsinoe (ogsaa kaldet Kleopatris) har ligget, Serapeum tæt Nordvest for Bittersøerne, Heroopolis omtrent ved det nuværende Nutla (Mukfar), og Tum, d. e. Herodots Patumos og Biblens Pitom, enten i Vadi Tumilah, eller i den nærmest tilgrændsende Del af Deltaet; sandsynligvis — som Lepsius mener — ere Levningerne at søge i Ruinen 7ell-abu-sol:man.
Ifølge gamle Forfatteres Meddelelser? skulde Ægyptens Øst- grændse have været beskyttet ved en Mur mod fjendtlige Indfald. Dette er ikke videre sandsynligt, hvorimod Tilgangen til Ægypten formodentlig har været behersket af en Række Fæstninger ".
1! Jtin. Antonimi p. 169—170. Ifølge samme Kilde var der fra Serapeum til Pelusion 60,000 Skridt, nemlig 8,000 fra Serapeum til 7Aauba- steon, 28,000 til Sile eller Sele, 12,000 til Magdolon og derfra 12,000 til Pelusion.
2? Sign. iblandt Andet Petermanns Mittheilungen for Aaret 1864 S. 220 ff.; Lepsius i Monatsberichte der Academie der Wissenschaften 1864.
3 Diod., Bibl. Hist. I, 57.
+ To af disse Fæstninger kaldtes Migdol (et laa ved Sues, Ærod. 14, 2. et andet ved Pelusion se nedenfor S. 1008). Det Sted, der i Biblen kaldes Baal Zaphon (Ærod. 1. c.), og som laa i Nærheden af Sues, er ellers ikke bekjendt.
997
XV. Habu!, der maaske for en Del svarede til Strabons Menelaites? og til Ptolemaios" Kabasites og Metellites2, indbefattede Strækningerne Øst for Rosette-Armens nedre Løb. Nomens Skyts- gud var Thot". Hovedstaden var:
See unnu eller Sd unnu mehet,d. e. Nordens Unnu?, ogsaa kaldet BER: BSA LNS pe-tehut-aper-hehi eller pe-aper-heh-te-
hutie, muligvis det ——] = f— HT] TS ER "T- TE pi-zazat-hu-ruzun-pi-ku, Assyrerne omtale”, af Kopterne kaldet
Ilepoxomewuo: deler Ilepanonumsøorr,
Geographernes Hermopolis?; Levninger af Byen findes uden Tvivl i Ruinhøien um ferrain!%, I de koptiske Haandskrifter nævnes Byen T':da-ua-Alfaradjun eller Tida-ua-Alfaragin". Det er ikke usandsynligt, at flere af de ovenfor, under den femte Nomos om- talte Byer have hørt til denne Nomos, saaledes navnlig Kanobos.
XVI. Kha!”, de gamle Geographers Mendites "8, laa formo- dentlig Vest for den tanitiske Nomos, Øst for Nomerne Seben- nytikos og Busirites. Nomens Hovedgud var Guden Ba, der kaldes
Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere.
Strabo., Geogr. XVII, 1, 18 (p. 801 C., 11538 A.).
Om disse to Nomer se ovenfor 8. 976.
Dimichen, Recueil I, pl. LXXXII, pl. LXXXVII og pl. LXXXIX. Brugusch, Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (Jan.—Febr. 1871). Saaledes benævnede man Byen for at adskille den fra det store Hermopolis, Hovedstaden i Nomen Unnu, der ofte betegnedes med Navnet Unnu; se ovenfor S. 961.
SS. Diimichen, Aecuei/! I, pl LXII.
7 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 17 1 105.
8
9
eg dd bd. Øe mm
Champollion, L'Égypte sous les Pharaons II, 8. 224—295. Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 1154 A.).
10 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 12 (1871).
W Champollion L c.
12 Dtimichen, Recuet/ I, pl. XIV.
13. Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 A.); Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., ist. Nat. V, 9; Her. II, 46; Aristides, Orat. Aegypt. 0. 8. V.
8 74. Det nordlige og nordostlige Ægypten.
998
ba aa ankhn ra, Ras store levende Sjæl!. Ved Siden af Ba nævnes Gudinden Ha-mehi; disse to Guder ere aabenbart særegne Former for Osiris og Isis?. De vigtigste Steder vare:
ie tet eller 733 i i ge pe-ba-neb-tet (p'-be-n-ded)!,
Assyrernes > e se A (== DE bizin-di-di&, Klassiker-
nes Mendesé. I Byen dyrkedes en hellig Vædder (4a)”. Byens Beliggenhed skal fornylig være opdaget af Brødrene Brugsch”.
Re ha-mehi (med Kjendeordet te-ha-mehi) Navnet paa Nomens
Slette?, var formodentlig ogsaa Navn paa Byen OGuos to,
Klassikernes Thmuis!”, efter Ptolemaios?? Hovedstad i den men- desiske Nomos. Levninger af Thmuis findes ved Tell-Tmay. XVII. Samhuti eller Tamhuti (Damhutii)", som hvis Hoved- gud der i Reglen nævnes en Amon-Ra!t; men hvor forøvrigt en yngre Horos (Harpokrates) under Navnet Hor-sam-ta-ut nød stor Anseelse som en af Nomens fornemste Guddomme "%, indbefattede
! Dimichen, Øecuew/ I, pl. LXXXIII og pl. LXXXVIL Paa Menter fra Nomen er der som oftest afbildet en Buk; se Langlois Il. c. 8. 44—45.
7? Om Ha-mehi sign. Brugsch, (Geogr. Inschr. I, S. 189.
7? Bynavnet tet, der snart betegner Busiris, snart Mendes, forekommer
ofte i de Dødes Bog. Se ovenfor 8. 981 Anmk. 4.
Dtmichen, Recuei! I, pl. LXI; Mariette, Gebel Barkal pl. V, 1. 118.
Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 17 1. 101.
Strabo og Ptol., II. cc.; Her. II, 42 og 46.
De græske Forfattere tale aldrig om nogen hellig Vædder (xgéos) i
Mendes; derimod tale de idelig om en Buk (regyos) i denne By.
Paa Mønterne sés ligeledes en Buk se ovenfor Anmk. 1.
"… Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Sprache IX, 8. 81 (Juli— Aug. 1871).
?” Dtimichen, Recueil! I, pl. LXH; sign. Brugsch, Geogr. Insckhr. I, 8. 269.
10 Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, 8 117.
11 Ptol., Geogr. IV, 5; Jtin. Antonin. p. 1588; Ammian. Marcellin., Hist. XXII, 16.
12 Ptol, I. c.
13 Dimichen, Recuew/ I, pl. XIV og oftere.
14. Dtimichen, Recueil I, pl. LXXXIII og pl. LXXXVII
!S. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 269.
ea & RR
999
uden Tvivl Egnen om Damiette eller Bredderne af den Phatmiske Nilarm og svarede for en stor Del til Ptolemaios' Nomos Neut (Natho)!, Hovedstaden var:
fe samhuti eller tam-huti (dam-huti)?, PALRIATTT i de
koptiske Skrifter?, nu Damiat eller Damiette, Stephan fra Byzanz's Tamiathis", muligvis det af Strabon& omtalte Diospolis &.
aa a . 7 . . . I kun en ) he ha-nebs7, der omtales i Indskrifter, fundne i
Damiette, laa uden Tvivl i disse Egne; Byen er ifølge Brugsch maaske Eusebios' AnabisÉ,
IESANSK uthu? d. e. Natho, hørte for en Del til denne Nomos”.
XVIII. Khrud-khent ", de gamle Geographers Bubastites"”, laa Nord for Nomen Heliopolites og indbefattede Landskabet om- kring Byen Zagazig, den vigtigste By ved Jernveien imellem Kairo og Ismaila. Hovedguddommen var Bast”, Hovedstaden :
J.G eller Jl ae" eller ul eller
Ptol., Geogr. IV, 5; sign. ovenfor S. 986.
Dåmichen, Recueil I, pl. LXI.
Champollion, L'Egypte sous les Pharaons II, S. 138.
Steph., Byz., De urbibus et populis under Ordet Tamtiathis.
Strabo, Geogr. XVII, 1, 19 (p. 802 C., p. 1154 A).
I Dimichen, Recueil I, pl. LXII kaldes Nomens Hovedstad pe såe (?)
amon, ,Amons Søstad", et Navn, der ret vel kunde svare til Diospolis.
7 Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 273. Byen kaldes ogsaa ha-aa-nebs,
5. Euseb., Fræp. Evang. III 4, 1.
? Sign. Dimichen, Æecuei! Il, pl. XXXIV. Om Athu, der omtales i Modsætning til abu, se Chabas, Voyage d'un Kgyptien 8. 305.
10 Byen Panephysis, som omtales af Ptolemaios og i Aktstykker fra senere Tider, laa formodentlig udenfor den syttende Nomos, i det Land, der i ældre Tider regnedes til den sebennytiske Nome.
11 Dtimichen, Recueu/ I, pl. XIV.
HM Strabo, Geogr. XVII, 1, 27 (p. 805 C., p. 1158 A.); Plin., Hist. Nat. V, 6; Ptol., Geogr. IV, 5; Her. II, 166.
3. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXIV og pl. LXXXVII.
14. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 275.
18 Dimichen, Recuei/ I, pl. LXXXVII.
Koea ae & N me
1000
JAR pe-bast", 70372," [IosBac eller BosRacr i de koptiske Skrifter”, Hellenernes Bubaste", nu Tell-bast.
I Omegnen af Tell-Bast og Zagazig, nedsatte en stor Del af de Israeliter sig, der vare flygtede fra Jerusalem efter Gedaljas Mord?. Det er muligt, at Indsænkningen Vadi Tumilah og Seba Biar (Nomen Heroopolis) har hørt til denne Nomos.
XIX. Khrudpehu?, de gamle Geographers Pihenothes”, Herodots KhemmitesÉ, indbefattede Strækningerne Syd for Burlos Søen, der i Oldtiden uden Tvivl var betydeligt mindre end i vore Dage, idet formodentlig en ikke ringe Del af denne Nomos nu er bedækket af Søens Vande eller i det Mindste er saa sumpet, at det ikke mere dyrkes. Hovedguddommen i Nomen var den Gud- inde, som de gamle Forfattere kalde Buto og hvis ægyptiske Navn læses Vazi, Vati eller Uti?. Nomens Hovedstad var Dobbelstaden?? :
[Sund c=> . O Se eller 'm| "2 eller mm] tebt" og — pe", der tilsammen
CO . . dannede Staden he pe-vazi eller pe-uti!å, Kopternes
Dtimichen, Recueil I, pl. LXII; Select Papyrus pl. CXVII, L 52.
Ezek. 30, 17.
Champollion, Z'Egypte sous les Pharaons II, S. 65 fr.
Strabo, Plin., Ptol., ll. cc.; Mela, De situ Orbis I, 9, 9; Her. I, 59
ff., 137—138, Diod., Bibl. Hist. XVI, 51.
5. 8Slgn. Lepsius Cåronologie 8. 358.
£ Dtimichen, Recueil I, pl. XIV og oftere.
7 Ptol., Geogr. IV, 5; Plin., Hist. Nat. V, 9.
? Her. II, 165. Dette Khemmites maa ikke forveksles med Byen Khemmis i Øvre-Ægypten, som Herodot ogsaa omtaler (se II, 91.).
” Dtmichen, Recueil I, pl. LXXXIV; slgn. Brugsch, Geogr. Inscår. I, S. 140.
10 Ifelge Dimichen, Recueil I, pl. UXII kaldtes Hovedstaden ogsaa Anhu.
11 Den omtales ofte i de Dødes Bog; f. Ex. Lepsius, Todtenbuch 18, 25.
!2 FF, Ex. Lepsius, Todtenbuch 99, 31. '
13 FF. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. LXXXIV no. 18 a.
14 FF. Ex. Lepsius, Todtenbuch 112, 1.
13 Den omtales i den ovenfor S. 945 omtalte af Brugsch i Zeitschrift får
ågypt. Sprache IX, S. 1 ff. (1871) meddelte Indskrift; se 8. 7 og 8. 11.
(ed ea e -
1001
II -rernerro efter Champollion !', de gamle Forfatteres Buto?
eller ButosZ. Byen laa ved den efter samme opkaldte Sø, den nu- værende Burlos-Sø. Ruinerne Kum-el-amam og Kum-el-gir inde- holde uden Tvivl Levninger af Byen". Hovedguddommen var, som alt bemærket, Gudinden Buto, ved Siden af hvem der ofte nævnes forskjellige andre Guddomme, saaledes to Gange syv Hathorer?. En anden Guddom var Horos, der, som det siges navnlig dyrkedes i Pe, imedens Buto fornemlig tibades i 76d7”.
XX. Sputi(?), Sputi akhem (?) eller Hor-sputi (?)? svarer om- trent til de gamle Geographers Pharbetites?, maaske tildels til deres Arabia" og laa Øst for den mendesiske og Sydvest for den tanitiske Nomos. Nomens Hovedgud var en Horos!"; og Byen
DANE. pemguitt, Aspremes =>] <T— GEJ TT rr] pr-sab-tu"3, var dens Hovedstad; men den synes at have tabt sin Betydning, førend Hellenerne bleve bekjendte med Ægypten, for- udsat at den ikke er samme By som det oftere omtalte
an —
1: Champollion, Z'Ægypte sous les Pharaons II, 8. 229.
2? Her. [I], 59 £.
2 Strabo, Geogr. XVII, 1, 18 (p. 802 C., p. 1154 A.); Steph. Byz. De urbibus et populis under Ordet Butos; Plut., De Iside et Osiride c. 18, c. 38 og c. 66.
+ Brugsch, Zeitschrift l. c. 8. 11.
3 Se ogsaa Lepsius, Denkmåler IV, 12.
£ Lepsius, Denkmåler IV, 60 a.
7. Lepsius, Todtenbuch 18, 26 og 112, 8.
8 Dtimichen, Recueil I, pl. XV og oftere.
” Strabo, Geogr. XVII, 1, 20 (p. 802 C., p. 1154 A.); Her. II, 166; Plin., Hist. Nat. V, 9; Ptol., Geo IV, 5.
10 Se ovenfor S. 988.
" Dtimichen, Recueil I, pl. LXXXII og pl. LXXXVI, nævnes en sput- akhem neb abt (d. e. Sputakhem, Østens Herre) som Gud for en Nomos, der ikke vel kan være nogen anden Nomos end den tyvende. I Ind- skriften pl. LXXXIV nævnes samme Guddom som denne Nomos' Skyts- gud og nedenfor anferes en anden Horos som Gud for den Nomos, hvori Shetnu var Hovedstad.
12 Dtimichen, Recuei/ I, pl. XI og pl. XCIX.
13 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 17 1. 95.
1002
Cm, 8 shet-nu", efter Brugsch? Kopternes Dapbart 3, og de gamle Forfatteres Pharbaethos", det nuværende Horbeit. v INN n kesem eller gesem?, som enkelte Gange opføres som
en egen Nomos &, maa i Reglen have været betragtet som en Del af den tyvende Nomos. Man har antaget det for Biblens Gosen.
XXI. An”, hvis Hovedgud var en Horos fra Edfuf, ind- befattede uden Tvivl Ægyptens nordøstligste Dele, der dengang havde langt større Vigtighed end i vore Dage, idet nemlig en stor Del af de Strækninger, der nu bedækkes af Menzaleh-Søens saltagtige Vande, dengang var frugtbart Land. Nomen svarer, som det synes, i al Fald nærmest til Klassikernes Sethroites?. Den Omstændighed, at der paa Mønter fra Nomen Sethroites, sés en Gud med Spurvehøghoved ”?, taler meget for Identiteten af Nomerne An og Sethroites.
DONE ta-an, der omtales i Piankhs Indskrift!!, er maaske No-
mens Hovedstad og er muligvis det nuværende Toni. Hovedstaden i Nomen Sethrottes var efter de gamle Forfatteres Vidnesbyrd en By, som de kalde Herakleopolis (det mindre Herakleopolis)!? ; der er i Virkeligheden heller ingen Grund til at betvivle, at det for- holder sig saaledes, men man kan ikke afgjøre, med hvilket
Den omtales f. Ex. Dimichen, Recueil I, pl. XCIX col. 16 og col 17.
Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IX, 8. 60 (Mai—Juui 1871).
Champollion, Z"Égypte sous les Pharaons II, S. 95.
Ptol., I. c.
Dimichen, Recueil I, pl. LXV, hvor Ordet har Determinativet arm iste-
detfor &.
5. Dtimichen, Åecuerw/ I, pl. LXVIIIL
7 Ditmichen, Recueil! I, pl. XIV. .
8 Lepsius, Denkmåler, III, 234 og 38 g.; slgn. Dimichen, Recueil I, pl. XXXVII.
3. Ptol., Geogr. IV 5; Plin., Aist. Nat. V, 9; Strabo, Geogr. XVI, 1, 24 (p. 804 C., p. 1156 A.); Herodian. p. 727.
0 Tåchon I. c. 8. 158; Langlois 8. 40—41.
11 Mariette, Gebdel Barkal pl. V, 1. 112.
12 Ptol., Geogr. IV, 5.
1003
Navn Ægypterne betegnede Byen. Man søger Herakleopolis ved Tell-el- Serig.
Syd for Tell-el- Serig ligger Tell Daphennah, som "uden Tvivl ør det gamle Daphnai, der i senere Tidor var en vigtig By'. Ifølge den hellenistiske Oversættelse er det denne By, der i Biblen kaldes orpmm 7akhpenkhes?.
af ae tebnet, der omtales i Papyrus Anastast VI i London,
antages i Reglen for Daphnai og det hebraiske ormen, men denne Sammenstilling er dog ikke hævet over al Tvivl.
SS)" v pa magtolt, er uden Tvivl det Magdolon>,
der laa 12,000 Skridt fra Pelusion, og Propheternes Migdolf. Det omtales ikke i de Levninger, vi have af Kopternes Literatur, naar man undtager Bibeloversættelgerne.
ON [< Jå ta-anbu laa Nord for Migdol”.
IE YD $e ha-uar? eller i g a?, ha-uar, Avaris, Hyksos-
folkets fasteste Borg, laa efter Manetho i denne Nomos",
—> > NE 711 CJwJ XD aa w o tent-remi!", maaske ogsaa kaldet my 2 n
pe-rema" og — Kopternes Ilepuaorn 13. Klassikernes Pelu-
! Om Daphnai se Her. II, 30 og 107 0. s. v.
Jerem. 2, 16; 16, 14; 48, 7 ff.; 44, 1; 46, 14; EÆzek. 30, 13.
Select Papyrus pl. CXXII, se Brugsch, Geogr. duschr. Il, S. 300.
Lepsius, Denkmåler III, 128; Select Papyrus pl. CXIV 1. 2.
Itin. Antonin. p. 171.
Jerem. 44, 1; 46, 14.
Select Pap. pl. CXIV 1. 2. Stedet omtales ogsaa Dimichen, Recuew I,
pl. LXVI, col. 43.
8. Lepsius, Denkmåler III, 12 d. col. 8; se ogsaa Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Spr. X, S. 20 (1872).
? Brugsch, i Zeitschrift 1. c. 8. 20.
10 Jos, C. Ap. I, 14.
1! Mariette, Gebel Barkal pl. V, I. 113.
12 Et Sted af dette Navn omtales f. Ex. Brugsch, Geogr. Inschr. I, S. 297.
13: Champollion, Z'Égypte sous les Pharaons II, 8. 86.
4 ØM ede eee ØS W
1004
sion", i senere Tider en vigtig Stad?, der endog ligesom Alexan- dreia synes at have dannet en egen Nomos?. Levninger af Byen findes ved As-farama i Nærheden af Tineh.
XXII. Men, hvis Nomosgud endnu ikke er udfunden, maa ligeledes søges i det nordøstlige Ægypten, maaske i Omegnen af Menzaleh; en Del af Nomen er formodentlig nu bedækket af Menzaleh-Søens Vande. Da Nomen kun sjældent omtales paa Mindesmærkerne, kan det neppe betvivles, at den ikke har havt stor Betydning.
s 75 Omendskjønt Spørgsmaalet om tidligere Vandforbindelser Tillæg. Under- mellem Middelhavet og det indiske Ocean i den sidste Tid ofte ED der fIyder er blevet gjort til Gjenstand for længere og kortere Afhandlinger, igjennem Land- Kunne vi dog ikke erklære nogen af disse Fremgstillinger for skabet Khent-
Abt, Oldtidens aldeles nøjagtig og skulle derfor i al Korthed søge at give en Sues-Kanal. Udsigt over dette Værks Skjæbne. | At der i Oldtiden har været en Vandforbindelse imellem de to Verdenshave, Middelhavet og det indiske Hav, og at denne Vandforbindelse var bragt tilveie ved en Kanal fra Nilen til Sues, har forlængst været bekjendt, men om Oprindelsen til dette Anlæg have de Forestillinger, man har gjort sig, i Reglen neppe været videre nøiagtige.
Man antager nemlig som oftest, at Ægyptens gamle Phara- oner, da de begyndte at grave Kanalen fra Nilen i østlig Retning, fra først af have havt til Hensigt at ttlveiebringe en seilbar Vandforbindelse imellem de to Have. Men dette er ikke Til- fældet; de gamle Pharaoner havde en ganske anden Hensigt med den Kanal, de fra Egnen omkring Bubaste lod grave 1 estlig
een
! Strabo, Geogr. XVII, 1, 4 fi.; Mela, De situ Orbis I, 9, 9; Plin., Hist. Nat. XIX, 1; Steph. Byz., De urbibus et populis, under Ordet Pelusion; Itin. Antonin. p. 152, 162 og 170.
? Se Her. II, 141; III, 10; Diod., Bibl. Hist. XV, 42 og XVI, 48; Polyb. Hist. V, 62; Liv., Hist. XLV, 11 ff., Hirt. Bell. Alex. c. 22; Jos., Arch. Jud. XIV, 8; Bell. Jud. I, 8 ogIX, 3 50. 8. v.
32 Se Langlois 8. 38—39.
1005
Retning i den naturlige Indsænkning, der fører til Birket-el- Timsah (Krokodillesøen), og hvis vestlige Del af Ægyptens nu- værende Befolkning kaldes Vad:i-Tumuah eller blot el Vadi, og hvis østlige Del i den franske Expeditions Tid ofte kaldtes , Dalen ved Seba-Biar", et Navn, der nu synes at være gaaet af Brug.
Pharaonerne havde nemlig det Maal at forsyne Markerne i disse Indsænkninger med Vand i den tørre Aarstid, hvorved Egnen vilde blive istand til at nære en ligesaa stor Befolkning som Strækninger af samme Størrelse i det øvrige Ægypten, og paa at lette Forbindelsen med Landene hinsides det røde Hav ved denne Kanal tænkte de neppe. Først synes Dalen Vadi Tumilah at være bleven forsynet med en saadan Kanal, siden gjennembrødes Passet Øst for Tell-el-rigabeh, hvorpaa Kanalen for- længedes indtil Dalen Seba-Biar, hvilke Anlæg uden Tvivl allerede ere blevne udførte i en temmelig tidlig Tid, senest i det tolvte Dynasti's Dage!.
Lang Tid senere, under Rameses Il.?, maaske allerede under Seti I, udvidedes Kanalanlæggene i denne Egn, og endel af Ørkenen omkring Krokodillesøen forvandledes, sandsynligvis ved Hjælp af et Vandingsværk?, til beboeligt Land, men uagtet Kana- lens yderste Ende saaledes nærmede sig noget mere til det røde Havs Nordspidse, som i de Tider muligvis strakte sig længere imod Nord end i vore Dage, idet Bittersøerne maaske endnu vare en Havarm', tænkte man sikkert dengang endnu aldeles ikke paa at gjennemgrave de Heider, der adskilte Bassinet omkring Kro- kodillesøen fra Sues, og saaledes tilveiebringe en Vandforbindelse imellem de to Have.
I de følgende Aarhundreder, efterat Israeliterne under Ra-
1 Sign. Lieblein i Oversigt over det norske Videnskabernes Selskabets Forhandlinger 8. 366 (1870).
2 Se ovenfor 8. 861.
2? I Ørkenen Øst for Birket-el-Timsah har man fandet Levninger af flere gamle Kanaler; se f. Ex. Lepsius' Kort over Ægypten i hans | Denkmåler I, 38.
£ Sign. Lieblein l. c. 8. 375.
1006
meses Il.'s Søn og Efterfølger Menephtha Pheros vare udvandrede, tabte Ægypternes Interesse sig for disse Egne, og man bekymrede sig ikke mere om at udvide, eller blot om at istandsætte de gamle Anlæg omkring Krokodillesøen imod Nord og Syd.
Først Neko kastede atter sit Blik paa denne Egn af Ægypten", men ikke ledet af den Bevæggrund som hans Forgængere, der kun havde tænkt paa at frugtbargjøre Jordbunden. Neko neiedes ikke med at udbedre og istandsætte Kanalen, for at dens Vand med saameget desto større Omfang kunde benyttes til Markernes Vanding; han begyndte ogsaa at forlænge den i sydlig Retning og tog altsaa fat paa Gjennemgravningen af Bakken Chaluf, Syd for Birket-el-Timsah, og det i den Hensigt at tilveiebringe en
'andforbindelse med det rade Hav, der kunde gjøre denne Del af Ægypten til et Middelpunkt for Handelen imellem Landene ved det indiske Hav og Middelhavslandene.
Nekos Plan blev dog ikke fuldført; han standsede Arbeidet?, sandsynligvis efterat have ført Kanalen fra Nilen til Bittersøerne, - formodentlig fordi han befrygtede, at det røde Havs Vandspeil stod højere end Nilens Vand, og at det derfor vilde oversvømme og ødelægge det frugtbare Delta med sine salte Vande? — en Grund til Arbeidets Standsning, som, efter hvad de gamle Forfattere for- tælle, og som vi nedentor skulle se, ikke skulde have gjort sig gjældende under Neko, men først under senere Herskøre.
Nekos Plan optoges senere af Dareios, men, efter hvad Strabon " fortæller, fuldførte heller ikke Dareios Foretagendet, som han paa3- staaer, fordi man troede at have faaet Beviser for, at det røde Havs Vandspeil stod højere end Middelhavet, ja endogsaa saa høit at dets salte Bølger vilde tildække Deltaet, naar de fik frit Løb.
!: Om Neko; sign. ovenfor S. 943.
2 Her. II, 158.
3 Efter Herodot standsede Neko Arbeidet, fordi et Orakel forkyndte ham, af han arbeidede for Barbarerne, I Virkeligheden er det ikke usandsynligt, at han har faaet eller ladet sig give et saadant Orakel, men dette Orakel var neppe den egentlige Grund til Arbeidets Standsning; i det søgte han sikkert kun et Paaskud.
£ Strabo, Geogr. XVII, 1, 25 (p. 804 C., p. 1156—1158 A.).
1007
At Dareios med al Kraft har taget fat paa Kanal-Arbeiderne i disse Egne, godtgjøres tilstrækkeligt ved en oldpersisk Ind- skrift!, som Mariette fornylig har funden paa Landtangen ved Sues? i Nærheden af den gamle Kanal, og som læses paa et Stenmindesmærke, der tillige har imdeholdt Oversættelser af Akt- stykket paa Assyrisk og paa et turansk Sprog, ligesom der «ogsaa ved Siden fandtes en Oversættelse i det gammel-ægyptiske Sprog. Slutningen af dette Aktstykke indeholder følgende Meddelelser, hvori der desto værre findes flere Lakuner?: adlam Pår]ga ami[y hadå) Pårgå Mudråyam agarb[ålyam adam Jeg en Perser er; foruden Persien Ægypten jeg tog. Jeg nd yas]tåyam imåm y[uviyåjm kantanaiy haci Fitråva n[å]ma bød denne Kanal at graves fra Nilen, Navnet paa raula tya MEud|råyaty danuva[tiy ab)iy [da]raya tya [ha]lcå] Floden, som i Ægypten flyder, — indtil Havet, som fra Pårca aitiy plagåva] iyam yuvtya [akanwy] ava[då])] yatha Persien kommer. Derpaa denne Kanal gravedes (?) her. Som adam niyaståyam ut[å athaham) åyatå hacå [Birålya nai[mam] jeg bed og sagde: gan fra Bira den halve yuvtyåm abiy på.... ...tå yatha må[m kåma åha). Kanal indtil Stranden (?) ...”, som min Villie(?) var(?). Man kan meget beklage, at de Ord, hvorpaa det egentlig kommer an, ere saa mangelfuldt bevarede, at man slet ikke med Sikkerhed kan afgjøre, om Dareios her meddeler, at han fuldendte Kanalen, eller om han — som Oppert mener — fortæller, at han atter standsede det begyndte Arbeide og lod den nylig gravede Kanal tilkaste — hvad han, som alt bemærket, ifølge Strabon skal
1 Brudstykker af andre Mindesmærker med persiske Kile-Indskrifter ere tidligere opdagede i de samme Egne; se Description de PEgypte: Atlas d' Antiquites V, pl. 29 no. 4; slgn. Å. de Longpérier i Revue Archéol. I, S. 444 (1844 —1845).
? Sign. L'Illustration (du 2 Aoåt 1866).
32 Se Oppert, Afémoires présentés å I Acad. des Inscr. VIII, I, S. 644 (1869).
.… Oppert, Mémoires I. c. S.%47. Oppert udfylder de sidste manglende Ord: påkam vikate og oversætter: indtil Stranden øedelæg !
1008
have gjort. Vi maa derfor søge Oplysninger om dette Punkt fra andre gamle Forfattere.
Det næste Vidnesbyrd, vi have om Kanalens Historie, findes hos Herodot!, der, som bekjendt, besøgte Ægypten henved tredive Aar efter Dareios I's Død: Herodot taler, som alt bemærket, et Par Gange om en Kanal fra Nilen til det røde Hav, og det paa en saadan Maade, at man maa antage, at Kanalen paa hans Tid var i brugelig Stand, hvilket jo nødvendigvis forudsætter, at Ka- nalen er bleven fuldfari og aabnet for Skibsfarten af Dareios.
Ifølge Aristoteles? var der paa hans Tid ingen Skibsfart mere igjennem " Kanalen,” hvilken følgelig i den senere Persertid maa være kommet i Forfald.
Strabon? fortæller, at Kanalen, paa hvilken der var arbeidet af Sesostris ,før den troiske Krigs Tider", og siden af Neko og endelig af Dareios, fuldførtes af Ptolemaierne; Diodor henfører ligeledes Værkets Begyndelse til Sesostris og nævner Ptolemaios Il. som den, der fuldførte Værket".
Plinius derimod fortæller, at det var Ptolemaios Il., der frygtede for, at det røde Havs Vande skulde oversvømme Nedre- Ægypten og ødelægge det, og at denne Frygt bragte ham til at standse Arbeidet — Noget som vi have sét Strabon fortælle om Dareios, af hvem efter ham Kanalen førtes til Bittersøerne?, Pli- nius' Meddelelser stemmer, som vi have sét, ikke ret vel med de andre anførte Vidnesbyrd, men det vidner dog i ethvert Tilfælde saa meget, at Kanalen ikke var farbar, paa Plinius' Tid.
Ifølge Ptolemaios” var Værket imidlertid igang paa hans Tid; han taler om en Kanal til det røde Hav, han kalder 7rajans Flod, et Navn der viser, at denne Keiser har ladet Kanalen udbedre.
Her. II, 159.
Åristot. Meteor. I, 14. Strabo, l. c.
Diodor, Bibl. Hist. I, 33. Plin., Hist. Nat. VI, 33.
Se ovenfor 8. 1006 Anmk. 4. Ptol., Ceogr. IV, 5.
J GeF ede dd BB
1009
I den følgende Tid faa vi næsten ingen Oplysninger om Ka- nalens Tilstand; vi vide kun, at Kanalen udbedredes af Omar snart efter Landets Erobring af Araberne omtrent 642", og at en af de følgende Kalifer lod Kanalen tilkaste.
I Aarhundreder var det nu ganske glemt, at der fordum havde været en Kanal mellem Nilen og det røde Hav; det var først Napoleons Tog til Ægypten og den videnskabelige Expedition, som blev Følgen af dette Tog, der atter henledede Opmærksom- heden paa Spørgsmaalet om Tilveiebringelse af en Vandforbindelse imellem Middelhavet og det røde Hav. Et mindre rigtigt Nivel- lement, som var foretaget af den franske Expeditions Ingenieurer, kaldte imidlertid den gamle Frygt tillive for, at det røde Havs salte Vande skulle overskylle Deltaet; man var nemlig kommet til det Resultat, at det røde Hav stod endel højere end Middel- havet. Et nyt Nivellement i 1847 viste imidlertid, at begge Have stod lige heit
Der fremkom nu flere Forslag til Tilveiebringelse af en Vand- forbindelse imellem de to Have, men de førte længe ikke til noget Resultat. Først Ferdinand de Lesseps fik et Compagni dannet og de fornødne Midler skaffede tilveje; man istandsatte først den gamle Ferskvandskanal fra Nilen til Suez og skaffede saaledes rigeligt Drikkevand i de vandlese Egne, hvor Kanalen skulde graves. Derpaa begyndte man selve Kanalarbeiderne, der 1869 vare saavidt fremskredne, at Kanalen, der, som bekjendt, begynder ved det ny anlagte Port Said ved Middelhavet og herfra fører til Suez, kunde aabnes for Søfarten den 19%9de November 1869.
Ægypten var et arveligt Monarki. Thronfølgelovene ere os ikke nøiere bekjendte; i Reglen fulgtes Faderen af Sønnen, som oftest, synes det, af den ældste Søn; undertiden sé vi dog flere Brødre følge hinanden paa Thronen”.
! Se Weil, Geschichte der Chalifen I, 8. 119 ff. (1846). 2 Dette var Tilfældet efter Rameses III's Ded; seks af hans Sønner synes at være blevne Konger efter hinanden. 64
8 76. Kengen.
1010
Kongen hædredes som en Guddom ligefra det Øieblik, han var udraabt til Konge og havde modtaget sin Indvielse som Landets Hersker!. Hvori denne Indvielse bestod, er ikke nøiere bekjendt. Ogsaa efter Døden dyrkedes Kongerne som Guddomme?.
Kongen havde stor Magt, men efter hvad Diodor fortæller, var han strængt bundet til Iagttagelse af flere Love og For- skrifter, som vare optegnede i egne Skrifter?. I Landets bedre Dage synes Kongerne at have iagttaget Statens Love med megen Samvittighedsfuldhed, men i Forfaldstiden, navnlig under Kongerne af Sisaks Æt, tillode Pharaonerne sig oftere, synes det, at forandre den gamle Forfatning eller i det Mindste at gjøre Indgreb i visse Collegiers eller Corporationers Rettigheder, idet de trængte deres Tilhængere og Slægtninge ind i alle vigtige Poster. Dog be- . varede de længe de gamle Former, lode deres Slægtninge lov- formelig vælge til de Embeder og Poster, som de eftertragtede, kun, at disse Valg ikke vare frie. Tilsidst kom det dog til aaben- bart Brud paa Eiendomsretten, idet store Strækninger, som for- modentligt med Vold fratoges de retmæssige Eiere, af Kongen uden videre uddeltes til de menige Krigere”,
Ægypterne vare strænge Legitimister, og ingen Konge af en ny Slægt vandt let almindelig Anerkjendelse som retmæssig Hersker, medmindre han ved Ægteskab med Prindsesser af den gamle Kongestamme havde knyttet sin Slægt til Landets tidligere Herskeræt; ja det var egentlig først de af saadanne Ægteskaber udsprungne Prindser, som bleve ansete for fuldt legitime Phara- oner. Exempler herpaa forekomme ofte f. Ex. under de første Rasønner%, under Amonspræsterne og under Kongerne af Psame- tiks Hus.
ge =-—- — …»
! I Thotmess III's Annaler, Lepsius, Denkmåler III, 31 col. 11, tales der om en Fest til Erindring om Kongens Indvielse (Kroning). I Indskriften paa Rvsette- Stenen omtales en lignende Heitidelighed.
:… Der omtales ofte Præster for Kongerne. Lepsius, Øenkmåler NM, 5 ft.
3. Diod., Bibl. Hist. I, 70.
+ Se ovenfor S. 923 ff.
3. Se ovenfor S. 853.
t
1011
I det gamle Riges Dage vare alle Medlemmer af Kongehuset indviede i et eller flere Præsteskaber'. Kongen var som Følge deraf altid tillige Præst. Hvorvidt Kongerne af det mellemste og nyere Riges Kongehuse ligeledes lode alle deres Sønner indvie i Præsteskaber, formaa vi ikke at afgjøre; vi vide kun om enkelte Kongesønner, at de beklædte høie præstelige Værdigheder. Ra- meses Il.'s fjerde Søn Sha-m-vasi (?), der var Statholder i Memphis, var saaledes Overpræst i denne By?, Pharaonerne af Amons- sønnernes og Rasønnernes Kongehuse udføre visse religiøse Cere- monier, saaledes at de paa en Maade staa i Spidsen for Præste- skabet, men hvorvidt de have været regelmæssigt optagne og ind- viede i Præsteskaber, kan ikke afgjøres.
Under Sisak og hans Efterfølgere sé vi Kongehusets fleste Prindser i Besiddelse af Landets høieste Præsteværdigheder, men det er klart, at de blot for den med disse Embeder forbundne store politiske Magt og Indflydelses Skyld lode sig optage i Præsteskaberne og indvie til Tjenere ved Helligdommene?. I senere Tider gik det maaske for en Del af Brug, at Magthaverne lode sig vie til Præster. Det er saaledes nok muligt, at hverken Psametik som Dodekarkh eller hans Forfædre vare indviede i noget Præsteskab”. Men da Psametik blev Enehersker, lod han sig uden Tvivl indvie i et eller flere Præsteskaber eller Mysterier.
De ægyptiske Pharaoner holdt et talrigt Harem, men iblandt de mange Kvinder, der her fandtes, udmærkedes gjerne én, stundom flere, langt forud for de andre som Dronning og sideordnedes næsten med Kongen; efter Diodor nød Dronningen endog en endnu større Ære end Kongerne.
samme men me
1! Kongehusets Medlemmer vare navnlig Medlemmer af Hathors og
Neiths Præsteskaber. Desuden toges Præsterne for Kongerne gjerne af Kongefamilien.
2 Se ovenfor 8. 887.
Se ovenfor 8. 923 fø.
+ Plutarkh, De Jside et Osir. c. 9, siger, at Kongerne kunde tages af Præste- eller Krigerkasten.
3. Diod., Bibl, Hist. I, 27.
64”
1012
Kongen antog ved sin Thronbestigelse flere nye Navne eller Valgsprog. Antallet steg i Tidens Løb. I Amonsønnernes og Rasønnernes Tidsrum antog Kongerne fem Navne. Et af disse sattes ligesom Kongens egentlige Navn i den kongelige Navnering.
Kongen benævnedes med følgende Navne 0. desl.:
N hor, Horos;
SO... ka nekht, den seirrige Tyr; zz neb ta-ut, Herren over de to Lande;
Lar
ViGZ suten kheb eller suten sakhet, der betyder: ,,Konge over Øvre- og Nedre-Ægypten" ;
KS sa ra, ,Solens Søn"; dette Ord sættes imellem de to i Navne- ringene indesluttede kongelige Navne;
eg pa ra, Ra eller Solguden, en Benævnelse der, dog kun fore- kommer sjældent ;
1 hen-f (2?) egentlig: han, (som) byder, et Ord, der i Reglen ikke ganske urigtigt oversættes ved ,, Hans Majestæt";
ME per-aa, det store Hus, eller om det store dobbelte Hus.
Af disse Ord forekommer det sidste, hvor Kongens Navn ikke nævnes; navnlig anvendes det, hvor den daglige Tale efterlignes. Det svarer derfor ganske til det hebraiske Pharao!; de andre Ord anvendes næsten kun i højtidelig Stil og i officielle Indskrifter. Det ægyptiske per-aa svarer desuden Stavelse for Stavelse nøie til "375, såa at der ingen Tvivl kan være om, at my"s er en Om- skrivning af per-aa. Udtrykket per-aa findes ikke i Demotisk og maa altsaa være gaaet af Brug før Psametiks Tid.
1! Ordet Pharao bruges i Hebraisk i ældre Tider aldrig i Forbindelse med Kongens Navn. Som bekjendt kaldes Ægyptens Konge i de ældste bibelske Skrifter blot Pharao, uden at hans Navn nævnes. Sisak er den ferste ægyptiske Konge, hvis Navn findes i Biblen; men han kaldes >o"x% 75%, Ægyptens Konge, og ikke: ,Pharao Sisak", Udtryk som Pharao Neko og Pharao Hophra ere Barbarismer.
1013
I den ældre Tid var den ægyptiske Statsstyrelse uden Tvivl å 77.
meget simpel, idet de enkelte Landskaber og Distrikter bestyredes 8 ægyetsts af deres Høvdinge, Stadsøverster og Landskabsøverster (Nomarkher), I Nomarkhen Amen?'s Levnetsbeskrivelse omtales Høvdinger over fem Mand!, hvoraf det synes at fremgaa, at der overalt fandtes en hél Trinfølge af civile Forstandere, hvis øverste Trin var Nomarkhværdigheden. Ved de civile Embedsmænds Side stode Helligdommens Tjenere, Præsterne, i Spidsen for hvilke der overalt stod en Ypperstepræst, en Værdighed, som undertiden var for» bunden med Nomarkh-Værdigheden.
I Tidens Løb formindskedes imidlertid Stads- og Landskabs- Styrelse, øversternes Indflydelse, og Magten centraliseredes i Kongens Hænder, ,2370%e hvad der nødvendiggjorde Ansættelsen af en hel Del Embeds- mænd, hvoraf de fleste vare sysselsatte med at indsamle Kongens eller Statens Indtægter, der bestode i Afgifter af Afgrøde (dobbelt Tiende), Skat af Haandværksdrift 0. s. v., foruden af Udbyttet af Statens Landeiendomme, Bjergværker 0. desl., samt endelig af Tribut af Skytslande og af Brandskat, udpresset paa Krigstog 0. s. v. Disse Embedsmænd, som navnlig vare sysselsatte med at modtage Af- gifterne, kaldtes mer hespu 0. desl.
Rigets Indtægter anvendtes?, foruden til Løn og Vederlag til Statsembedsmænd og til Udgifter til Forsvarsvæsenet, til Indkjøb af Gjenstande, der vare nødvendige til Hofholdningen, ligesom i det Hele til Underhold af Kongens Tjenere, Slaver og Arbeids- folk, til Gaver og Belenninger 0. s. v.
Foruden de ved Finansvæsenet ansatte Embedsmænd maa vi af Statsembedsmændene nævne Krigshevdingerne, som vi allerede finde omtalte i de ældste Texter?. Flere af dem havde tillige
1 Lepsius, Denkmåler II, 122.
2 Angaaende Ægyptens Statsforvaltning i Ptolemaiertiden sé Lumbroso, Recherches sur Vécon, pol. de VEgypte sous les Lagides; Turin, 1870.
2 I det gamle Riges Dage bære de heieste Embedsmænd en Mængde Titler, men de fleste vare, synes det, ligefrem Hæders-Titler og be- tegne ikke Embeder.
Retspleie og Pulitivæsen 0. 8. V,
Krigsvæsen,.
1014
andre Bestillinger; saaledes havde de navnlig i ældre Tider ikke sjældent Opsigt med Bygningsforetagender og deslige.
Retssager af større Vigtighed paadømtes af Commissioner, som i hvert enkelt Tilfælde udnævntes dertil af Kongen'. Ved Retssager af mindre Vigtighed, navnlig ved private Trætter, afgjordes derimod Striden? af private Fredsdommere; en saadan kaldtes:
ON ål N > setem ash m men maa, Hører af
Klager paa Retfærdighedens Sted.
I Indskrifterne omtales egne Embedsmænd, som havde det Hverv at opretholde den offentlige Orden; og dette var ikke unød- vendigt, thi Ægypterne vare ingenlunde utilbøielige til Oprør og MytteriZ,
Allerede de ældste ægyptiske Aktstykker, vi besidde, vise os Ægyptens Konge i Besiddelse af Strækninger, der ikke hørte til Ægypten og ikke vare beboede af Folk af ægyptisk Stamme. I det fjerde Dynastis Tid havde Ægypterne saaledes Besiddelser paa den sinaitiske Halvø?, og i det sjette Dynastis Tid, ja maaske endnu tidligere, i Aithiopien. Paa den sinaitiske Halvø drev Ægyp- terne i det fjerde Dynastis Tid, ligesom ogsaa senere, forskjellige Bjergværker, formodentlig Kobberminer og Turkisbrud?, I Aithi-
—————————— — ———
Se den juridiske Papyrus i Turin, Devéria i Journal Asiatique sixiéme
série VIII, S. 154 ff. (1866).
2? Ifølge Diodor, Bibl. Llist. I, 75 var der en heieste Ret i Ægypten sammensat af 30 Medlemmer, 10 fra Theben, 10 fra Memphis og 10 fra Heliopolis. Til denne Ret have vi ikke fandet Spor i ældre Aktstykker. Muligvis er denne heieste Ret først indrettet i senere Tider.
2 I en Papyrus i Museet i Kairo tilraades det meget at holde sig borte
fra Folkeopleb, Oprer og deslige; se Brugsch i Zeitschrift fir ågyp-
tische Sprache X, S. 52 (1872).
S. Lepsius, Denkmåler 1I, 1 fi., slgn. Chabas, Voyage d'un Ægyptien
S. 55— 56.
Om gamle Bjergværker og Miner paa Sinai-Halveen; se Brugsch,
Wanderungen zu den Tiirkisminen, og Gensler i Zeitschrift fir ågyptische
1015
opien drev de under Seti I. og Rameses II, ja maaske langt tid- ligere, Guldminer. Imidlertid nøeiedes Ægypterne som vi sé af flere Aktstykker, navnligaf Unna's Levnetsbeskrivelse, ikke med at sætte sig i Besiddelse af enkelte Bjergværksdistrikter: de be- gyndte tidligt, — i det Mindste i det sjette Dynastis Tid, maaske længe før —, at foretage Krigstog til Nabolandene for at tvinge Beboerne af disse til at dele Udbyttet af deres Arbeide med sig; eller med andre Ord, de forsøgte tidligt at gjøre deres Naboer skatskyldige til sig.
I det sjette Dynastis Tid gik Ægypterne saaledes ind i et af Ægyptens Nabolande, sandsynligvis Nordarabien og beseirede flere dér boende Stammer, som i Indskrifterne benævnes 4Zerusha (Sand- beboere)"; Aithioperne vare dengang allerede skatskyldige?.
For at kunne hævde disse Besiddelser i Udlandet maatte Ægypterne have en velbevæbnet og paalidelig Hær. Oprindeligt bestod den ægyptiske Hær naturligvis af Indfødte, der sandsynlig- vis vare fordelte i ligesaamange Afdelinger, som der var Land- skaber (Nomer) i Landet, og som i Krigen førtes af Nomar- kherne under Kongens Overbefaling. I det Mindste omtales det i Nomarkhen Ament's Levnetsbeskrivelse i en af Grotterne ved Benihassan, at denne Nomarkh en Gang deltog i et af Kong Usertesen I.s Tog til Aithiopien med en Styrke af 400 Mand fra det Landskab, han bestyrede, og en anden Gang med 600 Mand.
Imidlertid indskrænkede Ægypterne.sig ikke til i Krigstid at reise Mandskab rundt om i Landet; de begyndte tidligt at danne en staaende Hær", i hvilken de snart begyndte at optage Fremmede.
mm em ——- —
Sprache VIII, S. 42 (1870). Paa Halveen findes ogsaa gamle Jern- miner, men de synes først benyttede i en senere Tid.
! Se Unnas Levnetsbeskrivelse i åAfémoires de PAcad. des Inscr., XXV, II, pl. VII, col. 12 ff. (1866); se ovenfor S. 824— 825.
2 Bfémoires de VAcad. des Inscr. XXV, II, pl. VIII, 1. 46—47 (1866).
2 Se Lepsius, Denkmåler 1I, 122; slgn. ovenfor S. 832.
i I de ældste Indskrifter (fra det fjerde og femte Dynastis Tid) om- tales stundom et kongeligt Arsenal i Memphis; åfémoires de P Acad, des Inscr. XXV, II, S. 319 og oftere.
1016
I Unna's Levnetsbeskrivelse fortælles det saaledes, at denne Em- bedsmand blandt Andet fik det Hverv at forestaa Indøvelsen af Negere + Vaaben", naturligvis for at de siden kunde anvendes i Ægypterkongens Tjeneste. Disse fremmede Krigsfolk benyttedes sandsynligvis ikke blot ved Angreb paa Nabolandene, men lagdes ogsaa oftere som Besætning i de Nybygder, Ægypterne grundede paa de Steder, hvor de drev Miner og Bjergværker?, ligesom de endelig ogsaa benyttedes til at opretholde Orden og Sikkerhed i det Indre?, Et Korps ægyptiske Negersoldater kaldes, som vi ovenfor have sét, ofte Mazai", hvorfor det er at antage, at de oprindeligt for største Delen bestod af Negere af en Stamme af Navnet Mazatd,
Fra Amonhotep IV.'s Tid sé vi ogsaa Libyer i den ægyptiske Hær. I Aktstykkerne fra den følgende Tid omtales ofte de li- byske Mashavasha'er, d. e. Maxyer, som staaende t ægyptiske Sold”.
Under Seti I., Rameses IL, ligetil Rameses III's Tid sé vi ogsaa Shardana, d. e. Sardinier, gjøre Tjeneste i den ægyptiske Hær; de synes her næsten at have dannet en Art Livvagt om den ægyptiske Konge.
Endnu efter Rameses III's Tid vedblev Ægypterne at Åolde staaende Hære, uagtet de ikke mere havde udenlandske Besid- delser at forsvare. I Hæren tjente der endnu bestandig mange
1 Mémoires de PAcad. des Inscr. XXV, II, pl. VII, 1. 15 f£.; se ovenf. S. 824.
? Saadanne militære Besætninger fandtes f. Ex. ved Sinai.
32 Se Select Papyrus pl. LI, 1. 4 ff. Her fortælles det, at Mohar'en blev sendt med en Styrke, der i alt beleb sig til 5000 Mand, for at holde Orden mellem Arbeiderne i Hamamatdalen.
7 Se ovenfor S. 874.
Denne Stamme nævnes som betvungen af Amon-m-ha I.; Select
Papyrus pl. XI, 1. 10.
5 Se ovenfor S. 849 efter Lepsius, Denkmåler III, 92 og 97.
7 Se Select Papyrus pl. LI, I. 4; slgn. nedenfor S. 1017 Anmk. 1.
5 Select Papyrus pl. LI, 1. 4; pl. LXVI, 1. 2 og pl. LXX verso l. 1; Champollion, Monuments pl. XXVII og pl. CCIII (Brugsch, Geograph. Inschriften II, pl. 10). De første Sardiniere, der gik i ægyptisk Krigs- tjeneste, havde sammen med Libyerne gjort Indfald i Ægypten, men vare blevne tagne til Fange.
U
1017
Fremmede, navnlig Libyere (Mashavasha, Maxyer)!. Dog vedblev man uden Tvivl endnu bestandigt at optage Indfødte i Hæren.
I ældre Tider synes den staaende Hær ikke at have spillet nogen politisk Rolle i Ægypten; og der haves intet Exempel paa, at Krigerne i ældre Tider benyttede deres Vaaben til at tiltvinge sig særegne Begunstigelser 0. desl. Men i det toogtyvende Dynastis Tid, da Hæren af Sisaks Ætlinge idelig misbrugtes til at stette denne Slægts Usurpationer, begyndte, synes det, Krigerne at faa Øinene op for, hvor stor en Magt de egentlig havde. Sandsyn- ligvis have de givet Sisaks Ætlinge at forstaa, at de maatte over- lade dem en Del af det rige Bytte, da det væsentlig skyldtes deres Understøttelse”, De nærmere Omstændigheder ere os ganske ube- kjendte. Vi vide kun, at Enden blev, at hver Kriger fik tolv Arurer Land, og at Krigerne kom til at danne en egen grund- besiddende Klasse af Befolkningen, hvilken man, men mindre rigtigt, har kaldet Årigerkasten. Krigerstanden lod sig dog ikke nøie med sine Grundeiendomme; den tilegnede sig andre Rettigheder og skaffede sig navnlig en betydelig politisk Indflydelse. Denne poli- tiske Magt beholdt Krigerne dog ikke længe; den knustes nemlig ganske af Psametik, der søgte at omskabe Krigerstanden til en Stand af smaa værnepligtige Grundeiere". Krigerne vare natur- ligvis meget misfornøiede med at have mistet deres Magt, men da de ikke formaaede at tage den tilbage, tog en stor Del af dem den Beslutning at udvandre. De gik til Aithiopien og nedsatte
! T alle Indskrifter fra de efter Aar 1000 f. Kr. følgende Aarhun- dreder tales der om Mashavasha i den ægyptiske Hær. Ægyptiske Prindser af Sisaks Hus og andre Magthavere kaldes , Høvdinger over Mashavasha". Exempler herpaa kunne i rig Mængde hentes fra flere af de i Serapeion ved Memphis fundne Indskriftstavler, der nu, som bekjendt, opbevares i Paris; fremdeles fra Piankhs Indskrift ved Gebel Barkal, der findes i Museet i Bulak, 0. 8. v.
2 Se ovenfor 8. 922 ff.
2 Se Her. II, 141 og 168, se ovenfor 8. 924 Anmk. 1.
1 Se nedenfor $ 79.
1018
sig ved Meroe". De Krigere, der fandt sig i Psametiks Foranstalt- ninger og forbleve i Landet, beholdt deres Landeiendomme, imod at de, naar Landets Herskere bød det, maatte møde og gjøre Tjeneste i Hæren. Selv efterat Ægypten var bleven erobret af Perserne, vedblev denne Klasse af Grundeiere at være værnepligtige, og Perserne udskrev ikke sjeldent Mandskab i Ægypten. I Kri- gene mod Hellenerne deltog ogsaa ægyptiske Krigere?.
Ifølge Herodot? bestod Krigerne af to Klasser, Hermotybier og Kalastirier. De første fandtes i de vestlige Nomer af Nedre- Ægypten, de sidste i de østlige Nomer samt i Theben.
Den ægyptiske Stridsmagt bestod oprindeligt, synes det, for største Delen af Bueskytter til Fods, thi Hesten anvendtes ikke i Ægypten i det Gamle og det Mellemste Riges Tider, og Æslet er mindre vel skikket til at afgive Ridedyr for Rytteri eller Trækdyr for Stridsvogne.
Ved Siden af Bueskytter finde vi iøvrigt tidligt ogsaa Landse- nerere til Fods, der foruden deres lange Landser tillige bære store Skjolde. Krigsfolk med denne Udrustning sés afbildede i Grave fra det ellevte Dynastis Tid” og have maaske dengang allerede længe været kjendte og anvendte i Landet.
Man antager i Almindelighed, at Hesten er bleven indført i Ægypten af Hyksos (Hyrderne), og i Virkeligheden finde vi ogsaa Hesten idelig omtalt i de historiske Texter tra de paa Hyksos- tiden følgende Tider. Hesten anvendtes ikke til Ryttert, men til Forspand for Stridsvogne, der besattes med Bueskytter, en paa hver Vogn, Disse Vogne spille overalt i Østen en stor Rolle i Datidens Krige og holde sig i over tusinde Aar, indtil de fra det syvende
'"… Her. II, 30; Diod. tdl. Hist. I, 67.
?. Her. VII, 89; IX, 32.
2 Her. II, 164 ff. Ordet kalasiris findes undertiden i ægyptiske Ind- skrifter, dog hidtil kun som Personnavn (se ovenfor S. 929).
" Sign. Forfatterens Reise S. 204.
"I de Homeriske Digte kæmpe Heltene ogsaa til Vogns. Hesten an- vendes heller ikke her til Rytteri. I Dommernes Tid var fjendtlige Stridsvogne Israeliternes Skræk. I Kampene mællem de nordsyriske
ÅJ
1019
Aarhundrede af begyndte at forsvinde. I Perserkrigene omtales de ikke mere. Derimod kommer nu Rytteriet op og spiller i de følgende Tiders Krige en ikke ringe Rolle.
I Kampene med Hyksos havde Ægypterne Krigsfartøler paa Nilen; men de vare formodentlig ikke meget forskjellige fra andre Farteier. Under Dronning Hatasu havde Ægypterne en søgaaende Flaade paa det røde Hav. Fra Psametiks Tid havde Ægypterne en Flaade i Middelhavet. Ptolemaierne havde ligeledes en stor søgaaende Flaade, saavel i Middelhavet som i det røde Hav.
Ægypterne vare, som bekjendt, et meget oplyst Folk; der fandtes i Landet mange, som ikke blot kunde læse og skrive, men som ogsaa besad videnskabelig Dannelse. Den højere Under- visning meddéltes i egne /øiskoler, hvoraf vi kjende flere, saa- ledes en i Khennu (Silsilis)", og to i Hovedstaden, Hofskolen? og en anden i Kongens Gaard; den sidste synes at have havt noget mindre Anseelse end de andre lærde Skoler. Formodentlig gaves der flere andre lignende Anstalter i Landet.
De Mænd, der havde gjennemgaaet Kursus i disse Skoler”, be-
nævnedes ik suten an, kongelige Skrivere", Saordexoygantwæreig.
Khetiter og Ægypterne sé vi Stridsvogne anvendte paa begge Sider i stor Mængde Khetiternes Stridsvogne havde tre Mands Besætning, Ægypternes derimod kun (0.
1 Den omtales i Papyrus Sallier ll, S. 4 1. 1; (Select Papyrus pl. XIII) og i en Papyrus i Minchen.
2 Om Hofskolen slgn. Diod., Bibl. Hist. 1, 55. Den omtales formodent- lig ogsaa i en Indskrift, der er meddélt af de Rougé i Meémoires de v Acad. des Inscr. XXV, II, S. 284. I denne Skole undervistes, foruden Kongens og Prindsernes Børn, nogle af de fornemste Hofmænds og Embedsmænds Bern.
2 Se Papyrus Anastasi I, S. 12 1. 3—4 0. ff. (Select Papyrus pl. XLVI); Chabas, Voyage d'un Égyptien 8. 22 ff. Denne Skole i Kongens Gaard var forskjellig fra Hofskolen.
+ Det synes efter det anførte Sted af Mohar'ens Liv (Papyrus Anastasi I, 1. c.) at fremgaa, at der holdtes Fortegnelser over de Mænd, der havde fuldendt deres Studier til deres Foresattes Tilfredshed, og at de her Indskrevne straks fik Gage, der som alle ægyptiske Gager
Undervisning.
Gudstjeneste.
1020
De kongelige Skrivere fik i Reglen Ansættelse i Statens eller i Helligdommenes Tjeneste; Præsternes og Statsembedsmændenes Opdragelse synes nemlig at have været fælles, hvad der natur- ligvis ikke udelukker, at de vordende Præster senere under For- beredelsen til deres Indvielse ved Templerne fik særlig Undervis- ning i de Gjenstande, de som Præster maatte være bevandrede i.
Vi have adskillige Aktstykker, hvor Skriverens, d. e. den kongelige Skrivers, Lod prises, og hvor det fremhæves, hvilket lykkeligt og behageligt Liv der ventede den, som havde gjennem- gaaet en lærd Dannelsesanstalt og hér havde tilendebragt sine Studier. I Modsætning hertil skildrer Amon-m-an i andre Breve den sørgelige Lod, der ventede den, der ikke vilde fuldende sine Studier, men hendrev sin Tid i Lediggang”.
I et Skrift af moralsk Indhold, der opbevares i Museet i Kairo, gives der ogsaa en Lovprisning af den Skriftlærdes lykke- lige Stilling, idet der navnlig fremhæves, hvorledes alene Dygtighed, og ikke Fødsel og Herkomst, aabner Adgang til de høeieste Poster i Landet. Vi anføre følgende Sætning:”
»Vil Du udmærke Dig som Skriftlærd, saa træng ind i Viden- skaberne og læg Dig dem paa Hjerte. Alt, hvad Du udtaler som Mening, vil blive til Gavn. En Skriftlærd bliver saa meget mere fuldkommen, jo mere han raadspørger Bøgerne. Ikke bliver Sønnen af Hierogrammaten eller Storseglbevarerens Arving til hans Eftermand i hans Værdighed; den Skriftlærdes Stilling afhænger af hans Kundskab".
De ægyptiske Helligdomme og deres Tjenere synes at have indtaget en fra Staten, d. e. Kongen, temmelig uafhængig Stilling,
TEE EEN
navnlig bestod i Fødemidler (fri Underholdning). Forfatteren af Ana- stasi I. skriver til Moharen: ,,Du vil finde mit Navn paa Listen som kostberettiget i Seseste Mer-Amons store Gaard; spørg Opsynsmanden ved Bestyrelsen; der er en fast Underholdning indskrevet paa mit Navn, jeg er kostberettiget. Jeg er Skriver".
7 Om disse Smaastykker sé ovenfor 8. 228.
7 Brugscb, Zeitschrift fir ågypt. Sprache X, S. 55 (1872).
1021
skjønt denne oftere lod sig. indvie! i et eller flere Præsteskaber og udførte flere Ceremonier. Hvert større Tempel styredes af sin Overpræst eller Ypperstepræst, hvilken Værdighed forøvrigt i flere Byer i ældre Tider ikke saa sjeldent var forbundet med Nomarkhværdigheden. Den næste Værdighed efter Overpræste- værdigheden var Værdigheden som (Guddomstjener eller Prophet. Den beklædtes selv i de største Templer neppe af mere end fire Personer paa engang, nemlig af Overpræsten, der var Første- Prophet, og af tre andre. Næst efter Prophet-Værdigheden kom en Vær- dighed, hvis Medlemmer benævnedes guddommelige Fædre, og efter dem de egentlige Præster. Foruden disse var der ved Templerne mange underordnede Embedsmænd, men om dem inde- holde de hieroglyphiske Indskrifter kun yderst sparsomme Oplys- ninger; derimod omtales de stundom i græske Papyrus'er.
De ægyptiske Betegnelser for de tre højere Præsteordener vare følgende :
i f neter hen, i de græske Oversættelser gjengivet ved z00p77%6.
i i neter atef, ,guddommelig Fader", og
(| eller ($ ab?, Præst.
Ledige Pladser i Præsteskaberne bleve som det synes besatte efter de øvrige Medlemmers Valg?. Ved Besættelsen af en ledig Plads iblandt ,,Propheterne" (netr hen-u) lod man i Reglen en af de guddommelige Fædre (neter atef-u) rykke op, og paa lignende Maade lod man en af de egentlige Præster (ab-u) rykke op
1! Næsten alle Medlemmer af de ældre memphitiske Kongehuse (det fjerde og femte Dynasti) vare, som alt gjentagne Gange bemærket, Medlemmer af Præsteskaberne for Hathor og Neith.
? Ordets Udtale synes i ældre Tider at have været sus; se Birch i Zeitschrift får ågypt. Sprache X, S. 59 (1872).
3 Slgn. Brugsch, Recueil pl. XXI, hvor der tales om, at Amonsførste- præsten Æerhor gjentagne Gange valgtes. Uheldigvis er Texten meget "ødelagt, saa at man ikke kan afgjere, hvorfll han valgtes.
1022
iblandt de guddommelige Fædre”. Derimod synes Medlemmerne af de lavere Grader ikke at være blevne forfremmede til højere Værdigheder.
Ved Dødsfald valgte man ofte den Afdødes Søn eller vel ogsaa en Søn af en anden Præst ved Templet; men det var meget langt fra, at alle Præstesønner bleve Præster. De fik ofte andre Bestillinger i Staten; ja der haves endog Exempler paa, at iblandt Sønner af Præster, selv af Præster af høi Rang, fik ingen præste- lig Ansættelse”. I senere Tider, da fremmede Folk bortgav Stats- embederne, forandredes dette Forhold maaske en hél Dél, og Præsternes Sønner bleve maaske nu i Reglen alle PræsterZ.
Efter et Mindesmærke fra Karnak anvendte Ægypterne Om- skærelse . At dømme efter dette Mindesmærke omskar man dog ikke Drenge som smaa Børn, som Skik var hos Israeliterne, men først naar de vare nogle, maaske en halv Snes Aar gamle. Uheldigvis er vort Kjendskab til Omskærelsen i Ægypten i det Hele yderst mangelfuld; vi vide f. Ex. ikke, : hvor stort Omfang QOmskærelsen anvendtes 0. desl. Man har stundom mént, at kun Præsterne vare omskaarne. Saafremt denne Mening er begrundet, afhang det altsaa af Forældrene, hvorvidt deres Sønner skulde være Præster eller indtræde i den civile Statstjeneste, og den Voksne har ikke selv kunnet vælge sin Stilling. Man har søgt en Støtte for denne Forklaring i et Sted i Piankhs Indskrift, hvor det hedder om Magt- haverne i Ægypten, at de ikke kunde træde ind i Kongens Gaard, fordi de vare urene?, alene Kong Nimrod undtaget, hvad man an- tager har Hensyn til Omskærelsen. Men denne Opfattelse er dog neppe rigtig; thi det synes utvivlsomt at fremgaa saavel af de
— mm em —Ææm—mmæm—m ==
!? Se Bak-n-khonsu's Levnetsbeskrivelse i Glyptotkeket i Minchen. Devéria i Mfémoires de PInstitut égyptien I, 8. 1 ff.
? En Amonsførstepræst, der omtales paa en Gravtavle i Leyden, havde
flere Senner, men ingen af dem blev Præst.
Se nedenfor 8. 1024.
Chabas i Rcvue Archéol. nouv. série III, S. 298 ff. (1861).
Om Piankhs IndsØrift se ovenfor 8. 927—31.
Linie 149 —152 (Mariette, Gedel Barkal pl. VI).
& FR må
1023
græske Papyrus'er! som af de gamle Forfattere?, at Omskærelsen endnu i senere Tider var almindelig udbredt i Ægypten.
I ældre Tider har der neppe været nogen nøiere Forbindelse imellem Præsteskaberne ved de forskjellige Templer i Landet; Overpræsterne ved de større Templer vare formodentlig ganske sideordnede og uafhængige af hinanden?. Imidlertid har Centrali- sationen af Statsmagten neppe heller undladt at udøve en vis Indflydelse paa disse Forhold. Imidlertid er der dog ikke endnu opdaget noget Aktstykke, der paaviser, at der allerede i Amons- sønnernes eller Rasønnernes Tid, saaledes som det senere blev Tilfældet, havde udviklet sig et ægyptisk Hierarkhi, hvorved Landets præstelige Værdigheder vare ordnede i en vis Trinfølge. Man har fundet Spor af et saadant Hierarkhi i det første Kapitel af de Dødes Bog og har derfor — ikke uden Grund — antaget, at et saadant havde begyndt at udvikle sig i det Tidsrum, da dette Kapitel dannedes (i Psametiks og hans Efterfølgeres Tid) ?.
Først fra Ptolemaiertiden besidde vi Aktstykker, der lære 08 at kjende Forholdet imellem Templerne og deres Tjenere; man sér af disse, at Ægyptens Templer efter deres Vigtighed vare inddélte i tre Klasser5, og fremdeles, at Befuldmægtigede fra de
7? Papyrus XV. Brit. Museum, se B. Peyron i Mfemorie della Academia di Torino, Seconda Serie IIl: Setenze morali storiche e filolngiche: p. 88 — 89.
2 Se Strabon, Geogr. XVII, 2, & (p. 824 Casaub.; p. 1179 A.); slgn. Ambros., De Abrahamo II, 2.
3. Endog i ganske nærliggende Byer og Egue herskede der ofte forskjellige religiøse Meninger og afvigende Skikke se nedenfor S. 1031—1032. Paa den anden Side havde dog ogsaa flere Byer Guddommene tilfælles og Gudebillederne fra et Tempel aflagde stundom Beseg i Nabo- byernes Templer; se om saadanne Beseg ovenfor S. 980 Anmk. 14.
4 Se Lepsius, Zodtenbuch 1, 8 ff. Her sés felgende Trinfelge: 1) Præst (ab), 2) Prophet (neter hen), 3) indviet i Mysterierne i Rusta, 4) Cere- monimester ved religiese Fester, 5) Setem, memphitisk Præst af hei Rang, 6) Formanden for dem, der sætte Symbolet ter paa dets Fod- stykke, og 7) den, der udfører Ceremonien ka-her-ka, Pleiningsindviel- sesceremonien (sædvanligvis Kongen).
3 Se Slutningen af Indskriften paa Rosette-Stenen og paa Stenen fra Tanis.
8 78.
Ægypternes Religion.
1024
forskjellige Præsteskaber undertiden holdt Synoder eller Kirkedage, hvor de vedtoge forskjellige Bestemmelser!. Hvornaar denne For- fatning er indført, er ikke bekjendt: vi vide kun, at en af de første græske Herskere over Ægypten, formodentlig Ptolemaios lI., sikkrede sig Indflydelse paa Præsteskabets Beslutninger ved at gjøre Præsten for Alexandros' Dyrkelse, hvilken Værdighed Kongen bortgav, til Primas for hele det ægyptiske Præsteskab. I den første Ptolemaiertid finde vi alle ægyptiske Præster inddélte i fire Klasser, hvortil der i Aaret 238 føiedes en femte, der opkaldtes efter Ptolemaios III. Euergetes. At dømme efter Indskriften fra Tanis synes alle Præsternes Børn ved Fødselen at være blevne indskrevne i en af disse fem Klasser og saaledes alle at være blevne Præster; flere af Præsterne havde forøvrigt, selv i senere Tider, verdslige Bestillinger ved Siden af de præstelige.
Flere klassiske Forfattere have efterladt os Meddelelser om den ægyptiske Religion?, men naar man sammenligner disse Meddelelser med de Oplysninger om Ægypternes Religion og Mythologi, der gives i gammel-ægyptiske Aktstykker, saa vil det ikke kunné negtes, at de klassiske Forfattere kun have havt meget ringe virkelig Kjendskab til det gamle Ægyptens Religion, og at de her kun altfor ofte have sammenblandet forskjellige Ting og begaaet mange andre Feiltagelser. Kun ét Skrift bærer Præg af, at For- fatteren har havt et nøiere Kjendskab til den ægyptiske Religion, nemlig det lille Skrift, som tillægges Plutarkh og bærer Titlen: Om Isis og Ostris?. Forøvrigt er det ikke umuligt, at der selv i dette Skrift kan paavises Feiltagelser; og i ethvert Tilfælde til- hører det en saa sén Tid, at det med Grund kan betvivles, at
ene — —
1 Sign. ovenfor S. 167 fi.
? Saadanne Meddelelser findes f. Ex. hos Herodots og Diodor, samt hos mange andre Forfattere. De ere samlede af Jablonski i hans Pantheon Ægyptiorum, der udkom 1750—1752.
2 En ret god Udgave med en tydsk Oversættelse ved Siden haves af Parthey i Berlin.
1025
den ægyptiske Religion i Forfatterens Tid ganske havde samme Skikkelse som i Folkets Velmagts Dage.
Endel Oplysninger om Ægypternes religiøse Forestillinger, navnlig om deres Forestillinger om Menneskets Væsen og om dets Skjæbne efter Døden kunne fremdeles hentes fra de hermetiske Skrifter, hvoraf endel Brudstykker ere bevarede hos byzantinske Forfattere", Disse Skrifter skyldes, som bekjendt, ægyptiske Neo- platonikere, hvoraf flere have havt virkeligt Kjendskab til den ægyptiske Religion, rigtignok kun til den senere Tids Religion, der ikke var saa ganske lidet forskjellig fra den Religion, der havde hersket i de gamle Pharaoners Dage.
Af de talrige ægyptiske Texter, som ere levnede os enten hélt eller i Brudstykker, og som mere eller mindre have taget Hensyn til Religionen, er der Intet, som er skrevet i den udtryk- kelige Hensigt at meddele eller udbrede Kundskab om den ægyp- tiske Gudelære. De Meddelelser, der findes i disse Skrifter, gives alle leilighedsvis; men da deres Antal ikke er ringe, er det muligt ved at samle og ordne disse Meddelelser at danne sig et nogenlunde sammenhængende Billede af de gamle Ægypteres reli- giøse Forestillinger.
I enhver ægyptisk By tilbades flere Guddomme, der delte sig i to Klasser eller Kredse, som man kunde kalde Movedguder og Biguder. Hovedgudernes Antal var, som oftest, tre, Bigudernes Antal var noget større, undertiden — maaske hyppigt — n:?; disse sidste, Biguderne, vare gjerne for en Dél særegne Former af Stedets Hovedguder eller Guddomme, der tilbades som Hovedguder i Nabobyer?, Trods denne Lighed i Navne og Egenskaber antoges dog saadanne Væsner, der i en By vare Hovedguder og i en Naboby Biguder, i Reglen altid for ganske forskjellige Væsner.
(4
ek
1! En ny Oversættelse af de hermetiske Beger skyldes Ménard i Paris; sign. ogsaa ovenfor S. 179 og S. 200. 2 Det ægyptiske Udtryk for Kredsen af disse Guder er &) paut, et Ord, der betyder ni, hvorfor man gjerne gjengiver paut-neter-u ved ,Nikredsen". ? Man betegnede gjerne Guderne i en paus (Nikreds) efter den Gud, der stod i Spidsen for Kredsen. 65
1026
Man vil allerede heraf have sét, at Antallet af de guddomme- lige Væsner, der tilbades i Ægypten, var meget anséligt. Men Ægypterne indskrænkede sig ikke til at tilbede de her antydede egentlige Guddomme eller deres Billeder; de tilbad, som bekjendt, ogsaa flere Dyr, saaledes Drøvtyggere som Tyre, Køer eller Kvier og Væddere, Rovdyr som Løver, Katte og Shakaler, fremdeles Fugle som Ibis'er og Spurvehøge, Krybdyr som Krokodiler og Ich- neumon'er, og endelig flere Feskearter". Hertil maa vi føie, at Ægypterne befolkede den hinsides Verden, navnlig Underverdenen, med en utrolig Mængde Væsner; at hver Port, hver Dør, den Afdødes Sjæl eller Skygge maatte gaa igjennem, ja hver Del af den Baad, hvorpaa han seilede over de underjordiske Vande, var personificeret i et egent Væsen”, og man vil 86, at den ægyp- tiske Religion frembyder en Mangfoldighed af overnaturlige Væsner, et Flerguderi saa talrigt som maaske intet andet Steds paa Jorden?.
Hvorlangt vi end gaa tilbage i Tiden, ville vi bestandig finde Antydninger af, at Religionens Skikkelse væsentlig altid var den samme, og man tør derfor antage, at dette talløse Flerguderi naar op til de ældste Tider, til de første Dynastiers Dage. Men, som allerede bemærket, ere de Oplysninger, der gives os om Gudelæren i det gamle Riges Tider, yderst sparsomme, og omendskjøndt de ere endél hyppigere i det mellemste Riges Tid, saa lade de os i fald- stændig Uvished om mange høist vigtige Spørgsmaal. Først fra Amonsønnernes og Rasønnernes Tidsrum blive de 'Texter, der
! Dette maa dog ikke forstaaes saaledes, som om Ægypterne tilbad alle Individer af disse Arter; det var kun enkelte af dem, som de viste guddommelig Dyrkelse. Imidlertid udstrakte man dog, især i visse Egne, sin Ærefrygt for disse Dyr saa vidt, at man ansaa alle Individer af samme Årt for hellige, hvorfor man afholdt sig fra at nyde dem og balsamerede deres Legemer, men man tilbad ikke alle. I Anmærknin- gerne til Partheys Udgave af Plutarkhs Skrift De Iside et Osiride 8. 260—271 findes en Samling af alJe klassiske Efterretninger om Ægyp- ternes Dyretilbedelsc. Man kan udvide disse Meddelelser ved Hjælp af Beretningerne om de i Ægypten fundne Dyremumier.
2? Se Lepsius, Fodtenbuch 125, 1 ff.
2 Sign. Juvenal, Sat. XV, 1-2: Qualia demens Ægyptus portenta colat!
1027
have Hensyn til Gudelæren og derhen hørende Forhold, mere tal- rige og indholdsrige. Det store Flertal tilhører imidlertid Tiden efter Psametik, navnlig Ptolemaier- og Romertiden, i hvilken mange Forhold vare ikke lidet forandrede, og hvor sikkert ogsaa de reli- giese Forestillinger vare noget forskjellige fra tidligere. Man vil saaledes sé, at det egentlig kun er forholdsvis noget senere Tiders réligiøse Forestillinger, som ere og nøiere bekjendte.
Hvor stort altsaa det ægyptiske Flerguderi end var, saa er det dog klart, at Ægypterne ikke gik fuldstændigt op deri, og at de — naturligvis ikke den store Hob — til enhver Tid vare sig bevidste, at Flerguderiet var et Stykkeværk, der ved usynlige Baand holdtes sammen til en heiere Enhed. I flere Tempel- indskrifter? siges det ligefrem om forskjellige Guder, at de ikke ere forskjellige fra hinanden, og at de betegne ét og det samme Væsen. Nu tilhøre disse indskrifter, som alt antydet, senere Tider, da Ægypten var bleven paavirket af Strømninger fra andre Steder, navnlig fra Hellas, og da Troen vist var bleven temmelig svag og for en Dél havde maattet vige Pladsen for philosophiske Betragtninger, der neppe have undladt at trænge sig ind i Datidens Skrifter; men selv om flere af disse Forestillinger, som vi møde i senere Indskrifter, — at der i Baggrunden for Flerguderiet ligger en Gud- doms Enhed, — skulde skyldes hellenistiske Indvirkninger, kan dette ikke være Tilfældet med alle saadanne Meddelelser. Man finder nemlig ganske tilsvarende Udtryk i langt ældre Skrifter, endog i Skrifter, der ere affattede Aartusinder før Udviklingen af den græske Philosophi.
I en hieratisk Papyrus i Kairo, der maaske tilhører det sy- vende Aarhundrede f. Kr., læser man saaledes følgende Betragt- ning?:
»Denne Jords Gud? er Solen i det høie Himmeltelt, hvis
! Se f. Ex. Dtimichen, Geographische Inschriften I, pl. XCIII—IV.
” Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 56 (1872).
7? Om det ejendommelige Udtryk for Gud i denne Papyrus se Brugsch L ec. 8. 54 Anmk. 4.
65?
1028
Skikkelse svæver over Jorden. Den sænker Virakkornet i sit Frugthylster bestandig, og den danner og lader spire alle Vækster, som findes der, for at Næringsmidlerne maa forøges. Ham er det, der har skjænket Dig Din Moder" 4 .....
I Ptah-hoteps Tankesprog (Papyrus Prisse), som tilhører en meget gammel Tid?, vil man træffe lignende Opfattelser. Her tales der bestandig om Guddommen eller Gud; og det Samme er Til- fældet i andre Skrifter af moralsk Indhold?.
Nu kunde man jo ganske vist indvende, at det var muligt, at disse Skrifter skyldtes Tænkere, der forkastede den ægyptiske Statsreligion med dens talløse Guder og istedetfor disse satte en ubestemt pantheiserende Guddom, og i Virkeligheden findes der i Ptah-hotep's Tankesprog Spor af, at denne Tænker har hyldet ra- tionaliserende Anskuelser. Men man vil dog ikke kunne miskjende den samme monotheistiske Baggrund for den uendelige Poly- theisme selv i de officielle ægyptiske Indskrifter eller dog kunne spore den i de Forestillinger, der ligge ti Grund for dem.
Vi maa her gjøre opmærksom påa følgende Omstændighed. For det Første vil det ved en nærmere Undersøgelse vise sig, at Hovedguderne, hvis Antal paa de fleste Steder var tre, saa at sige overalt danne en Enhed, — om man saa kan sige — en vis Art Treenighed eller Trefoldighed. Hovedguderne danne nemlig paa de fleste Steder en Familie paa tre Personer, Mand, Hustru og Sen, som egentlig kun udgjøre ét Væsen; paa samme Maade vil, som allerede antydet, de fleste Medlemmer af Nikredsene som oftest vise sig at være enten kun andre Former for Trekredsens Guder eller beslægtede Guddomme, der vare indførte fra andre Steder, som oftest fra nærliggende Byer. Man faar saaledes i Stedet for den næsten uendelige Mængde Guder kun ligesaa
" Her følger en Beskrivelse af, hvad Mennesket skylder sin Moder. Den vil findes nedenfor i & 79.
7. Sign. ovenfor S. 250; om Papyrus Prisse se Chabas i Revue Archéol. XV, S. 1 ff. (1858).
? Demot. Papyrus no. 51 i Louvre; se P. Pierret i Recueil de travaurs relatifs å la philol. et. å Parchéologie égyptienne et assyrienne I, 8. 40 ff.
1029
mange Guder, som der er større Byer i Ægypten. Undersøger man Sagen endnu noget nøiere og sammenligner man disse Væsner indbyrdes, vil man snart finde, at de Gudevæsner, der tilbades paa forskjellige Steder af Ægypten, ikke kunne siges at være væsentlig forskjellige fra hinanden!?. Man vil navnlig snart blive vår, at de fleste Hovedguddomme sattes i Forbindelse med Sol- guden Ra; Amon, Thebens Gud, kaldtes saaledes Amon-Ra; Num (Khnum), Kataraktlandets Gud, Num-(Khnum-)Ra; Mentu, Guden i Hermonthis, Afeniu-Ra 0. 8. v.?.
Skulde man her ønske at 36 udtalt en Mening om den ægyptiske Religions Udvikling, vilde vi gjøre følgende Bemærkning: I en fjern Fortid, inden det ægyptiske Folk endnu havde hævet sig til noget højere Udviklingstrin, forestillede det sig selv og Verden som afhængige af ét eneste høieste Væsen, men hvorledes dette nær- mere var beskaffent, derom formaaede man ikke at gjøre sig nøiere Forestillinger. Imidlertid blev man tidlig enig om, at Solen, der bringer Lys og Liv paa Jorden, maatte være en af Guddommenes vigtigste Fremtrædelsesformer, og derfor vendte man tidligt sin Dyrkelse imod dette Himmellegeme, Imidlertid blev man ikke staaende herved; Ægyptens Religion blev ikke en énsidig Sabeisme. Man vendte ogsaa sin Ærefrygt imod Universet, imod Himlen (Nu) og imod Jorden (Seb) og endelig imod Vandet, det frugtbar- gjørende Grundstof, som Nilen tilførte Landet, og som man perso- nificerede under Navnet Hapi". Men Ægypterne nøiedes dog
! Se de Rougé i Annales de Philosophie chrétienne, quatriéme série III, S. 354 fl., XV, 8. 112 ff.; cinquidme série XX, S. 327 fl.; se ogsaa Lepsius, Ueber den ersten ågyptischen Gétterkreis i Abhandlungen der Akademie des Wissenschaften for Aaret 1851 S. 157 f., Berlin. Man finder ogsaa Enheden fremsat i neoplatoniske Skrifter; se A. Maurys Anmærkning de Rougé i Revue Archéologique VIII, S. 60 (1851).
2 Sign. Lepsius ovenfor Anmk. 1 anferte Afhandling: Kun Ptah for- bindes aldrig med Ra paa denne Maade. Forholdet mellem dem var, som vi nedenfor skulle sé, et andet; slgn. ogsaa Revue Archéol, nouvelle série XXV, 8. 391 (1873).
2 Se Lépsius L c. 8. 193.
t De hieroglyphiske Navne paa Nu, Seb og Hapi findes nedenfor S. 1037.
1030
ikke med at personificere de livløse Gjenstande; de anerkjendte tidlig, at Guddommen maatte være levende og derfor vendte de deres Tilbedelse imod mange Dyr, der ved deres store Kraft eller Frugtbarhed mindede dem om Guddommene, saaledes Tyren og Løven som Kraftens, Koen som Frugtbarhedens Symbol o. s. v. Den samme Ærefrygt nærede de ogsaa for flere Dyr, ved hvilken Ligevægten i Naturen haandhæves og skadelige Stoffer fjernes, som Shakalen, Spurvehøgen og Spidsmusen.
Ægypterne blev imidlertid ikke staaende ved Dyreverdenen ; de indgsaa, at Guddommen ikke blot maatte være levende, den maatte være aandig; de vendte da deres Opmærksomhed imod Aanden og dyrkede —, vistnok tidligere end noget andet Folk i den fjerne Oldtid — Menneskeaanden ti dens ædleste og skjønnesie Skikkelse, den ideale Menneskeaand. Derfor tænkte de sig deres Guder nærmest som ideale Mennesker, og derfor skjænkede de den af deres Guder, der fortrinsvis var Menneskeguden, — Osiris, det ideale Menneske, hvis Væsen var Sandhed og Retfærdighed, — saa stor en Opmærksomhed og gjorde ham til Midtpunktet af deres Religion.
Hertil kom endnu en anden Betragtning. Man kunde ikke tænke sig Guddommen som personligt Væsen, uden at det havde en Fader og Moder, hvoraf altsaa fulgte, at man maatte udvide det guddommelige Væsen til tre Personer, en Gud-Fader og en Gud- Moder og en Gud-Sen, eller med andre Ord, ved Siden af Gud- dommen maatte man sætte en Gud-Fader, en Gud-Moder, hvom Guddommen skulde skylde Livet, af hvilke tre Væsner Gud-Faderen i Reglen blev Hovedguden, om hvem Interessen navnlig sam- lede sig, imedens de to andre traadte noget tilbage.
Disse forskjellige Former og Skikkelser, hvorunder Ægypterne tidligt havde begyndt at betragte det ene guddommelige Væsen — som Lys, d. e. Solgud, Jordgud, Himmelgud, Menneskegud, Gud-Fader, Gud-Moder, som Sandheds og Retfærdigheds Guddom 0. 8. v. — bleve snart til egne fra hinanden næsten ganske fuld- stændig adskilte Væsner. Disse oprindelige Former af Guddommene vare imidlertid langtfra de eneste Væsner, hvormed Ægypterne befol- kede den oversandselige Verden. Nogle af disse Væsner synes at
1031
være opstaaede ved, at flere Grundvæsner betragtedes fra forskjellige Sider og atter opløstes i nye Væsner. Dette var navnlig Tilfældet med Solguden, hvem man tillagde forskjellige Navne, alt eftersom den fremtraadte som Morgensol, Aftensol, Vintersol, Sommersol 0. s. v., hvilke Navne snart opfattedes som betegnende egne Væsner. Noget Lignende var ogsaa Tilfældet med forskjellige Egenskaber 0. desl., som man tillagde det guddommelige Væsen 0. s. v.
Udviklingen af den ægyptiske Religion tilhører formodentlig, for en ikke uvæsentlig Del, de første Dynastiers Tid d. v. s. de første Aarhundreder efter Menes. Men Grundlaget for den ægyptiske Religion maa aabenbart have dannet sig i en langt ældre Tid, i Tidsrummet før Ægyptens Samling til ét Rige ved Menes. I dette Tidsrum var Ægypten formodentlig délt i flere Riger. Udviklingen kan derfor neppe antages at have været ganske éns i alle Egne af Landet; og det er tvertimod meget sandsynligt, at det fælles Grundlag udformedes noget forskjelligt i Landets forskjellige Egne, og at man f. Ex. påa et Sted kaarede sig én Guddom til Skytsgud eller Hovedgud, og i et andet Landskab en anden Gud. Det er ligeledes let at fatte, om der paa flere Steder dannede sig ejendommelige Myther, som ikke kjendtes i andre Egne. At dette Sidste virkeligt var Tilfældet, vil det Følgende lære os.
Det vil nemlig vise sig, naar man sammenligner de Ind- skrifter af mythologisk Indhold, der findes indhuggede paa for- skjellige Steder i Ægypten, at flere Spørgsmaal om Guderne og Gudelæren besvaredes paa en forskjellig Maade paa de forskjellige Steder i Landet. Disse Uoverensstemmelser indskrænkede sig ikke blot til de lærde Kredse!, men vare kjendte af hele Befok- ningen. Vi behøve blot at minde om, at de gamle Forfattere fortælle, hvorledes de Dyr, der i en Egn ansaaes for hellige, ofte aldeles ikke betragtedes som saadanne i andre Egne”, ja vi
1 Naar i Tempelindskrifterne snart en Gud og snart en anden anferes som Nomosguddom, have disse Uoverensstemmelser undertiden maaske deres Grund i mangelfuld Kundskab hos Indskriftens Affatter.
7. Her. II, 69 f£; sign. II, 42.
1032
have paalidelige Vidnesbyrd om, at der stundom førtes blodige Krige imellem de Egne, der betragtede et eller andet Dyr paa en saa forskjellig Maade. En saadan forefaldt ifølge Skriftet om Osiris og Isis kort før Forfatterens Tid imellem Oxyrynhkiterne og Kynopoliterne!; og ifølge Juvenal? fandt der engang en lignende Kamp Sted imellem Ombiterne (d. e. Koptiterne?) og Tentyriterne.
Det er forøvrigt ikke umuligt, at disse Modsætninger imellem de forskjellige Egnes Befolkningers Gudelære og religiøse Fore- stillinger tidligere have været endnu større, og at de paa flere Steder ere blevne udjevnede, dengang da Pharaonerne stræbte at samle Rigets Tøiler i deres Hænder; thi det kan neppe betvivles, at disse have søgt at tilvejebringe saa stor Ensartethed som muligt imellem Landets Beboere; men dette kunde neppe ské, uden at man bestræbte sig for at udjevne de religiøse Modsætninger imellem de forskjellige Egnes Beboere.
Hvorledes det end forholder sig med Folkereligionen i de for- skjellige Egne af Landet, saa kan det, som ovenfor antydet, neppe betvivles, at det aldrig ganske forglemtes, at der bag den uende- lige Mængde Guder stod ét guddommeligt Væsen, hvoraf de mange Guder kun vare forskjellige Skikkelser. Ja man vil maaské endog engang komme saa vidt, at man vil kunne bestemme, Åvorledes denne Enhed opfattedes til forskjellige Tider. Agter man saaledes paa Udtrykkene i de fra Amonsønnernes 'Tider til Gudernes Pris affattede Hymner, vil man her i Reglen finde de enkelte Guder opfattede, om man saa kan sige, som successive Roller eller Frem- trædelsesformer, hvorimod man i Hymner fra de senere Rasønners Tid vil finde anthromorphistiske Forestillinger aldeles overveiende —. Imedens man under Amonsønnerne opfatter Guddommen som den, der i den legemlige Verden aabenbarer sig som Lys, fremtrædende
! Plut., De lside et Osiride 0. 72.
2 Juven., Sat. XV, 83 fr.
2 At her foreligger en Skrivfeil for ,,Koptierne", er paavist af Parthey, se Anmærkninger til hans Udgave af Plutarkhs De Iside et Osiwide 8. 269—270.
1033
paa forskjellig Maade, og i Aandens Verden som Aand, Sandhed og Retfærdighed, vil man i Hymner fra Rasønnernes Tid finde Lyset fremstillet som Guds Øine, Vinden bragt i Forbindelse med Guds Mund eller desl.”. I de Dødes Bog og andre rituelle Skrifter, hvis Affattelse tilhøre senere Tider, vil man finde begge Opfattelser ved Siden af hinanden.
I næsten alle ægyptiske Oldsagssamlinger findes der en Mængde Statuetter af ægyptiske Guddomme, navnlig af Osiris; derimod ere større Statuer af Guddommene sjældne, hvilket for- modentlig maa tilskrives den Omstændighed, at disse Billeder i Reglen have været af Metal?, enten af ædle Metaller eller af nyt- tige Metaller, hvorfor det er ganske naturligt, at de tidlig ere for- svundne.
De ægyptiske Guddomme betegnes i de hieroglyphiske Ind- skrifter paa tre forskjellige Maader: enten ved phonetiske Tegn med hvilke dog enkelte Guddomme saa at sige aldrig skrives, eller ved et Miniaturbillede af Guddommen, eller ogsaa ved et Gud- dommen helliget Dyr. Thots Navn kan ikke paavises skrevet med phonetiske Tegn i nogen gammel-ægyptisk Indskrift; derimod betegnes han enten ved en Ibis eller ved en Menneskefigur med Ibishoved; Anubis betegnes enten phonetisk ved Ordet anepu eller ved Billedet af en liggende Shakal eller endelig ved en Menneske- figur med Shakalhoved, 0. s. v. Hvad den anden Betegnelsemaade af Guddommen ved Hjælp af de dem helligede Dyr angaar, for- tjener det at bemærkes, at alene denne Fremstillelsesmaade bruges i de Indskrifter, vi have tilbage fra det gamle Riges, ja endog fra det mellemste Riges Tid. I det Mindste kjende vi intet Exempel paa, at de Guddomme, som senere betegnes med Menneskefigurer med Dyrehoveder 0. desl., allerede i Indskrifter fra den ældre Tid betegnes paa denne Maade.
1! Se Grébaut i Revue Archeol., nouvelle 'série XXV, S. 897 (1873).
2 Der gives dog endel Statuer af Guddomme i Sten; i Theben findes saaledes flere hundrede Statuer af Gudinden Sekhet; de exe af sort Basalt.
1034
Vi skulle her meddele de hieroglyphiske Navne paa de vig- tigste ægyptiske Guddomme, idet vi, hvad den nøjere Betydning af disse Væsner angaar, henvise vore Læsere til de efter Listen meddelte oplysende Bemærkninger". Med Hensyn til den Orden, hvori vi her have anført Guddommene bemærke vi, at vi nærmest have fulgt en geographisk Orden, idet vi nemlig have anført de Guddomme først, som nød størst Anseelse i de sydligste Dele af Landet, og som her tilbades som Skytsguddomme i de vigtigste Stæder; efter disse Vægsner have vi anført de Guddomme, der til- bades i de nærmest Nord for disse Egne liggende Strækninger, og saa fremdeles:
Ad eller TJ) eller SA. DÅ num (khnurm) eller numu
(khnumu)?, i de græske Indskrifter ved Katarakten kaldet Xrvov%rs, hos Strabon Kvovcæsg, hos Plutarkh derimod Kr;
SY gå sati, der undertiden sammmenstilles med Hera;
SENE anka eller anuka", som Hellenerne stundom sammen- stille med Hestia;
UNSG eller ISSÅJ sut (sutekh?) eller set, G eller N sut (sutekh) eller set&, IS SÅJ sut (set)? [| BEG setå, det
Væsen, der af Hellenerne kaldtes Typhon, hvilket Ord sandsyn- ligvis er opstaaet af et Tilnavn til Set; det er maaske en Om-
1! Se nedenfor S. 1038 ff.
2 Den første Udtale synes at tilhere den ældre Tid, den sidste den senere Tid. Skrivemaaden af Navnet varierer meget.
2 Se nedenfor 8. 1038 med Anmk. 5—7.
. Om Sati og Anke se nedenfor 1040.
5 Den sidste Form findes i Select Papyrus pl. I, I. 3 f.; pl. XXVII, l. 9 og oftere; Lepsius, Denkmåler III, 146 og oftere.
& Den første Form findes i Seti L og I[I.'s Navne; den anden ofte i de Dedes Bog, f. Ex. Lepsius, Todtenbuch 17, 25 0. 8. v. og andensteds.
7 Lepsius, Todtenbuch 78, 31; slgn. Leemans, Afonuments I, pl. VI, A. 423.
5. Denne Form findes i de Dedes Bog f. Er. Lepsius, Zodtenbucå 17, 74; 145, 15 og oftere, samt i andre senere Skrifter,
1035 skrivning af tep, det ægyptiske Navn paa Flodhesten, der antages at være et Set tilhørende Dyr!?.
I" JA sebek, der fremstilles med et Krokodillehoved og under-
tiden sammenstilles med Set (Typhon), af hvem Sebek maaske kun er en særegen Skikkelse;
eller HESS ød hat-her, Hathor, i hvem Hellenerne saa deres Aphrodite;
cæ=> eller == g hudu (?) eller hat (?)?, en Solgud, en egen Form af Horos, der navnlig dyrkedes i Edfu og af Hellenerne, i Reglen antage for deres Apollon;
I Eh Sydens Gudinde, der dyrkedes i el-Kab, og som af Hellenerne antoges for deres Eileithyia og af Romerne for Lucina; SN) mentu, en ægyptisk Krigsgud ;
(— || amen eller amon, "Auuov, som Hellenerne ofte sammen-
stille med deres Zeus;
vend mut, Muth, Amons Ægtefælle;
e
moren FSYSÅ iensu, Amons og Muths Søn;
FR khem (min?), en Form af Osiris eller Horos eller maaske
snarere en Middelform mellem disse to Guder; |igmN! anhor, hvad der af Hellenerne gjengives ved Onuris;
ER) eser eller esart, d. e. osiri, Osiris, der af Hellenerne stundom
antoges for deres Dionysos ;
IN ese, d. e. Isis; NN her eller hor, Horos, Osiris" og Isis" Søn Næ ic hor-
! Ovenfor 8. 120 er givet en anden Forklaring af Oprindelsen til Navnet Typhon.
2 Udtalen af Ordet er noget usikker, da Tegnet er polyphorit.
1036
se-ese, ogsaa kaldet NTRE hor-nez-tef-f, ,Horos, som hævner sin Fader"; Horos er tillige Solgud og er et Billede paa den sig
foryngende og fornyende opgaaende Sol N [xee eller N z hor-[m]-akht; d. e. Horos i Horizonten ;
)'m PÅ eller ØEN anepu, Anubis;
nx tehut (2) Thot, som Hellenerne kalde Hermes; FAUST nd retonee,
H eller Øpd sefekh (2), Bibliotheksgudinden ;
Jfleg bes, en af Hellenerne ikke omtalt Guddom ;
Word neb-t-ha, Nephthys;
and hek eller hekt, en Vandgudinde, der, som oftest fremstilles
under Billedet af en Frø; ES DÅ ptah, hvem Hellenerne ansaa for deres Hephaistos;
LN sekhet, der af Hellenerne stundom antoges for Artemis; IRSER t-m-hotep, d. €. ,den, der kommer med Fred (For-
soning”), efter Hellenernes Mening deres Asklepios;
rn Ao nefr-tum, ,det gode Væsen", hvad Hellenerne gjengive ved AyaFodatuovr; <3 Nj| seker eller sokar, Sokaris; —<>
RÅ eller ad] eller N) ra, Solguden ; mak Å Kj tum, Aftensolens Gud;
FYÅ shu, Dagsolen;
0 tefnut eller tafnut, Shu's Tvillingsøster ;
al bast, Bubaste;
1037
fa memnds W eller ”Y" WH net eller nit, Neith, af Hellenerne antaget — ea
for deres Athene;
KOR vaz, vazi, uzi, eller uti, af Hellenerne kaldet Buto,
»Nordens Gudinde" ;
TARG osiri-hapi, Serapis, Alexandreias og Kanopos' Skytsgud.
Foruden disse Væsner gives der endnu adskillige andre, der vel ikke, saavidt os bekjendt, nogensteds i Landet dyrkedes som egentlige Skytsguder, men som alligevel besad den største Anseelse i hele Ægypten og spille en vigtig Rolle i Gudelæren:
000 Nj nu, Himmelguden eller Uroceanets Gud;
Fr
&Ua ; ; .
Ær H eller (AH nu eller nu-t(?), Himmelgudinden ;
of Kj sab, Jordguden ;
OR W II EEN hapt, Nilguden ;
ØB N) kheper eller khepera (Skaberen), oprindeligt et Tilnavn til Ra; =V (fy maa, Retfærdighedens og Sandhedens Gudinde ;
Vi maa herefter nævne de fire Dødsgenier:
OX LN) amset ; Ramlld] hai; Dong] frmutf; HESUL. orsmmeg
Til Slutning maa vi endnu bemærke, at der paa Mindes- mærkerne oftere tales om otte Guder, der synes at have nydt en ikke ringe Anseelse, og om hvilke der i en Indskrift siges, ,at de have været fra Begyndelsen af, og at de ere blevne til før Guderne". Disse otte Guder bestaa af fire Guder, der fremstilleg med Slangehoveder, og fire Gudinder, der fremstilles med Frø- hoveder. De ere altid ordnede i fire Gudepar,
1038
Navnene paa disse fire mandlige og kvindelige Guddomme læses i Reglen paa Mindesmærkerne ved Siden af dereg Billeder; de fire Gudepars Navne ere følgende:
000 OG van OU aa =S3 eller mann] og SW Nu; I==I FS www a Q9
Ad os ØR co heh;
Ass arr
= kek; Ås" væ Q —sT og —ST9 9 enu. wwv Q www CO
Det første Par, Guden Nu og Gudinden Nu (Nut?), er allerede omtalt; de betegne, som alt meddelt, Himlen med Uroceanet. Hvad de andre tre Gudepar angaar, da har Lepsius fremsat den Formodning, at de fremstille de øvrige tre Elementer: Luft, Jord og Ild", en Antagelse, der betvivles af Brugsch?, imedens Andre erklære sig uvisse,
Efter saaledes at have opregnet de vigtigste ægyptiske Gud- domme, skulle vi nu i al Korthed give nogle Antydninger af hver enkelt af disse Væsners Eiendommeligheder og af den Rolle, som de spillede i Gudelæren.
Num eller Khnum+, Knuphis?, Khnubis? eller Kneph?”, var, som vi have sét, Skytsgud eller Hovedgud ikke blot i den sydligste Del af Ægypten, fra Katarakten til henimod Edfu, men tillige i flere nordligere liggende Egne, saaledes i en Del af Mellem-
em ——
1 Lepsius i Abhandlungen der Akademte der Wissenschaften for Aaret 1856 S. 181 ff.
2 Zeitschrift fir ågyptische Sprache VI, S. 122—127 (1868). Brugsch har her fremdraget en Indskrift, hvor Elementerne (Lys, Luft, Jord og
. Vand) bringes i Forbindelse med Ra, Shu, Seb og Osiris.
2 Saaledes Dimichen i Zeitschrift fir ågypt. Sprache VII, 8. 6 (1869).
4 Om Udtalen af Ordet se ovenfor S. 1034 Anmk. 2. Der findes i Ægyptisk flere Ord, der lyde num eller kånum; et af disse Ord be- tyder , Bygmester", et andet ,Brend"; om Gudens Navn er beslægtet med noget af disse Ord, kan ikke afgjeres.
"- Strabo, Geogr. XVII, 1, 48 (p. 817 C.; p. 1171 A.).
Båckh, Corpus Inscr. Gr. III, (ed. Franz) Nr. 4893. Plut., De Jside et Osir. c. 21; sign. Euseb., Præp. Evang. II, 11.
eee
1039
ægypten, ja selv i Nedre-Ægypten!?. Foruden dette sé vi Num eller Khnum endvidere nyde stor Anseelse i andre Egne, saaledes at hans Dyrkelse kan siges at være udbredt over hele Ægypten, og det allerede i en meget tidlig Tid. Ligefrem omtales han vel ikke i de hidtil opdagede Indskrifter fra det gamle Riges Tid, men den Omstændighed, at der i Memphis i en tidlig Tid (i det fjerde Dynastis Dage) levede en Konge, hvis Navn er sammensat med num eller khnum?), vidner tilstrækkelig om, at Num eller Khnum allerede tidligt har nydt stor Anseelse i selve det ægyptiske Riges Hovedstad, til hvis locale Guder han dog ikke hørte.
I Indskrifterne fra det mellemste Riges Tid omtales Num (Khnum) oftere, saaledes i Indskrifterne i Benihassan? og i Ind- skrifterne i Nærheden af Katarakten; her benævnes han: , Herre af kebh og af abu (Elephantine)", og han kaldes ,han, som slaar Barbarerne" ".
I det nyere Riges Tid omtales han endnu oftere. Han for- bindes her jevnlig med Ra (Solguden). I Silsilis forbindes han med /api, Nilguden, Gudernes Fader&, og i Eventyret de to Brødre (Papyrus d'Orbiney) skaber han paa Ra's Anmodning den Kvinde, som Guderne give Batau til Hustru. I en Indskrift i Dakkeh i Nubien fremtræder Khnum, der i det Hele ned stor Anseelse i Nubien, ligeledes som Menneskenes Skaber”.
I de Dødes Bog omtales Khnum (Num) sjældnere, hvorimod han spiller en ikke uvigtig Rolle i flere andre rituelle Skrifter. De fleste af disse Skrifter tilhøre forøvrigt en senere Tid.
Da Indskrifterne paa Elephantine, et af Hovedstederne for Khnum's (Num's) Dyftkelse, paa ringe Brudstykker nær ere gaaede tabte, maa vi søge Oplysninger om denne Guddoms Væsen og
Se ovenfor S. 951 og 8. 968. Se ogsaa nedenfor Anmk. 8.
Se ovenfor 8. 810.
Lepsius, Denkmåler II, 121; her omtales Nam (Khnum) fra Byen åer-ur. Lepsius, Denkmåler II, 144 og oftere.
Lepsius, Denkmåler II, 81.
Select Papyrus II, pl. XII, L 7.
Champollion, Notices manuscrites 8. 112.
os: ea aa 3 aa [%; p=-
1040
Betydning paa andre Steder. Af saadanne Indskrifter, der omtale Khnum (Num), kjende vi flere. I Philai læser man saaledes et Par Indskrifter, i hvilke der meddeles Forskjelligt om ham. ,Det siges saaledes et Sted, at han er ,den, som skaber Alt, hvad der er til, de levende Væsners Skaber, den Første, som er til, og at han er den, som lader leve Alt, hvad der har Liv, at han er Fædrenes Fader og Mødrenes Moder".
Et andet Sted i samme Tempel læser man Følgende: ,,Khnum (Num) ....- Gudernes Fader, han, som frembringer sig selv, Moderen, som føder Guderne".
I en anden Indskrift paa Philai kaldes han ,den, som frem- bringer en Søn af sit Væsen ved et godt Pust ud af sin Mund" ”.
Man mindes herved om hvad Porphyrios og Rufin fortælle, at Knuphis, d. e. Khnum, af sin Mund frembragte et Æg, hvori Ptah dannede sig?; hos Iamblikhos siges det om Æmeh d. e. Kneph, d. v. s. Khnuphis eller Khnum, at han er den forstandige Aand, som drager Fornuftvæsnerne til sig?.
Porphyrios' Fremstilling finder ikke Medhold i Indskrifterne. Num fremstilles vel, som vi have sét, oftere som Skaber; men der hentydes aldrig til, at han skulde have skabt Ptah, ligesom heller ikke noget Saadant kan sluttes af noget af de Billeder fra Gravvæge, i hvilke Num fremstilles som Skaber, hverken af det Billede fra Biban el Moluk, hvor Num" i Skikkelse af en Bille (Kheper) triller en rød Kugle (Solen?), som han maa tænkes at have frembragt, eller af det Billede, hvor Num tilligemed Kheper, siddende i en Skive, tilbedes af en Konge Rameses',
Sati, der omtales i en græsk Indskrift ved Katarakten ved Siden af Knuphis og Anke”, nævnes allerede i Indskrifter fra det
Disse Indskrifter ere meddelte af Mariette, Sur la måre d' Apis S. 41. Euseb., Præp. Evang. III, 11.
Iambl., De Mysteriis VIII, 3 p. 159, ed. Gale; 1678.
Num fremstilles altid med Vædderhoved.
Rosellini, Zonumenti del Culto pl. LXX.
Rosellini, Monumenti del Culto pl. LXV.
Båckh, Corpus Inscr. Gr. III, (ed. Franz) Nr. 4893.
0 red FR ma dd. då mm
1041
mellemste Riges Tid"; hun kaldes i Reglen: , Sats, Herskerinden over abu (Elephantine)".
Anke, som af Hellenerne kaldtes Anuke, spiller kun en Rolle i Egnen ved Katarakten og omtales sjeldent i Indskrifter fra andre Egne af Ægypten. Ifølge Stephan fra Byzanz? dyrkede Phoini- kerne en Gudinde Onka?, som man oftere har antaget for samme Gudinde som Anke. Herfor synes den Omstændighed at tale, at Anke fremstilles med en Fjederkrone paa Hovedet ligesom den oprindelige arabiske Gud Best og ligesom Folket pulista (Phili- sterne). Ægypterne selv afbildes aldrig med dette Hovedsmykke, og man maa følgelig antage, at Anke oprindeligt var en fremmed Gudinde.
Set (Sutekh?), oprindeligt en Art Krigsgud, nævnes i ældre Indskrifter som Hovedguden i Nubt (Ombos)?, og fremtræder tillige som en af Landets store Guder, idet han repræsenterer Ægyptens ene Halvdel, imedens Horos repræsenterer den anden. Men i senere Tider, da Set kom i Vanrygte og som den gode Osiris' Mod- stander og Drabsmand blev almindelig forhadt og foragtet i hele Ægypten, kunde, synes det, Byen Nubt (Ombo8) ikke mere have ham til Skytsgud. I hang Sted blev Sebek derimod Byens Skytsgud &.
Set (Sutekh?) dyrkedes ogsaa i Hyksosriget, navnlig i Hoved- staden Ha-uar (Avaris)?. Her var han Hovedgud, hvad der
!' Lepsius, Denkmåler II, 144 d.
2 Stephan. Byz., De urbibus et populis under Ordet Onkaiai.
3 I Theben, Boiotiens Hovedstad, dyrkedes ogsaa en Gudinde Onka, maaske oprindelig en fra Phoinike indfert Gudinde; slgn. Movers, Phénicier I, 8. 642 fr.
. Om Bes (8. 1036) se nedenfor 8. 1070 ff.
5. Sign. Brugsch, Geograph. Inschriften I, 8. 162; slgn. Lepsius, Denk- måler UI, 34— 35.
8 Paa et Mindesmærke i Karnak fra Kong Her-hor's Tid, d. v. 8. fra Tiden henimod Aar 1000 f. Kr., sés Set at række Herhor Øvre- Ægyptens rede Krone og Horos Nedre-Ægyptens hvide Krone; se Lepsius, Øenkmåler III, 246 b.
7 Se ovenfor 8. 836--837.
66
1042
maaske har givet Anledning til, at man i det øvrige af Ægyptere af ublandet Race beboede Ægypten blev ham fjendsk.
Set (Sutekh?) omtales ogsaa som en af de nordsyriske Khe- titers Hovedguder!. Hvorvidt Khetiterne virkeligt benævnede ham saaledes, eller de betegnede ham med et andet Navn, hvoraf Ordet Set (Sutekh?) kun er en Oversættelse, formaa vi ikke at afgjøre. Vi skulle indskrænke os til at gjøre opmærksom paa, at Set (Sutekh?) og Baal oftere sammenstilles i de ægyptiske Texter ”.
Set (Sutekh?) havde, som før bemærket, flere Tilnavne, som tep, d. e. Flodhesten, hvoraf Typhon maaske er opstaaet (P), baba, der af Plutarkh kaldes Bebon2, 0. s. v.
Sebek dyrkedes foruden i Nubt (Ombros) ogsaa i Landskabet Fayum, hvor der, som ovenfor bemærket?, efter de gamle For- fatteres Vidnesbyrd laa en Stad ved Navn Keoxodsikuv mo4ig. Sebek spiller ingen videre Rolle i Gudelæren, hvorimod Krokodil- lerne ofte omtales og afbildes i de rituale Skrifter. I de Egne, hvor Sebek dyrkedes, ansaaes Krokodillen for hellig; næsten overalt udenfor disse Egne forfulgtes den derimod som et farligt og skadeligt Dyr.
Hathor dyrkedes i Nubti (Ombos), i Edfu og i mange andre Byer som en af disse Steders fornemste Skytsguddomme'. Ifølge Indskrifterne fandtes der syv store Hathor'er i Ægypten”. Hathor spiller en overordentlig vigtig Rolle i den gamle ægyptiske 'Tros- og Gudelære, en langt større og mere gjennemgribende Rolle end Aphrodite i den græske, hvorfor Aphrodite følgelig ikke uden
7? Se Lepsius, Denkmåler III, 146.
7 'Til Determinativ have begge det ovenfor 8. 1034 afbildede Dyr.
2 Se ovenfor 8. 1035 Anmk. 1.
". Plutarkh, De Lside et Osir. c. 62, nævner som Typhons Tilnavne: Set, Bebon og Smy; om Bebon se Pleyte, Zei!schrift IO, S. 54 (1865).
5 Se ovenfor 8. 951 og 969.
' Se ovenfor 8. 951, S. 952 og 8. 956 0. s. v.
7 De syv Hathor'er omtales i Æventyret ,de to Bredre" (Papyrus d'Orbiney), hvor det hedder om den af Num skabte Kvinde (S. 1039), at de kom at sé hende, og at de spaaede hende en voldsom Ded.
1043
videre kan sammenstilles med Hathor, endskjøndt denne ganske vist iblandt Andet ogsaa ligesom Aphrodite var Skjønhedens Gudinde. Men Hathor var ogsaa Himlens Herskerinde, ligesom hun ogsaa er Herskerinde i Ament eller Vesten, d. e. i de Egne, hvortil de Døde gaa hen. Endelig er hun tillige den store Naturgudinde, al Frugtbarheds Moder. Som saadan er Koen hende helliget, lige- som hun ogsaa selv fremstilles med Kohorn. Paa flere Steder dyr- kedes der en Ko, der antoges for at staa i en særegen Forbin- delse med Hathor. Ifølge Indskrifterne fandtes der i Ægypten syv hellige Køer, der vare helligede Hathor; de svare maaske til de syv store Hathor'er. Hathor er i flere Byer Horos' Hustru. Muligvis er Hathor paa andre Steder en jomfruelig Guddom.
Som Vestens d. e. de Dødes Riges Herskerinde bærer Hathor Tilnavnet Nub", et Ord, der maaské betyder: ,den Gyldne".
Hudu (?) eller Hai (?) var Navnet paa den i Edfu tilbedte Solgud, den edfuiske Horos; den fremstilles som en bevinget Sol?,
Om den edfuiske Skytsguds mythologiske Betydning indeholdes der i nogle af Indskrifterne i Edfu adskillige Oplysninger, som for nylig ere blevne fremdragne. Man sér af disse Indskrifter, som vi nedenfor atter skulle komme tilbage til, at der tillagdes den edfaiske Solgud en særegen Rolle i Osirismythen ved Siden af Horos?, Den edfuiske Gud forbindes ofte med Ra og kaldes altsaa Hudu-Ra eller Hat-Ra, et Navn der ikke sjeldent omtales i Indskrifterne.
Den edfuiske Solgud (Hudu eller Hat) tilbades ogsaa i den fjortende nedre-ægyptiske Nomos, navnlig i Hovedstaden Tanis, der paa Grund heraf benævnedes ,det nordlige Edfu"<, ligesom ogsaa forskjellige andre Navne paa Byen Edfu og dens fornemste
1 Se Devéria i Mémoires de la Société des Antiquaires de France XXII, 8. 150 ff. (1855). 2 Se ovenfor 8. 952. 3 Se Brugsch, Die Sage von der gefliigelten Sonnenscheibe i Abhandlungen der Gesellschaft der Wissenschaften zu Gittingen XIV, 8. 173 ff. (1869). 1. Se ovenfor 8. 990. 66”
1044
Helligdom undertiden bruges om Tanis. Det vilde være interessant at vide, hvor langt disse Navne naa op i Tiden. Der er nemlig en Mulighed for, at Horos' Dyrkelse i Tanis først er indtørt her efter Hyksos-Rigets Fald. I ældre Tider, endnu paa Rameses Il.'s Tid, var nemlig, som før omtalt, Set (Sutekh?) Hovedgud i Byen; men i yngre Indskrifter forekommer der ingen bestemte Hentyd- ninger til nogen Dyrkelse af Set i Tanis.
»Sydens Gudinde", der dyrkedes i den efter hende opkaldte Stad, hvis Ruiner findes ved El-Kab, antages af Hellenerne for det samme Væsen som deres Eileithyia og af Romerne for deres Lucina?!. I Indskrifterne spiller Sydens Gudinde forøvrigt ingen videre Rolle udenfor el Kab og Omegn; hun nævnes dog enkelte Gange med »Nordens Gudinde" i de Dødes Bog.
Mentu omtales allerede enkelte Gange i Indskrifter fra det ældre Riges Dage som Krigsgud; men hans Anseelse skriver sig dog navnlig fra den Tid, da det i Nærheden af Hovedstedet for Mentus Dyrkelse, Hermonthis, liggende Theben blev Hovedstad i Ægypten. Han omtales navnlig ofte i Krigsindskrifter fra Amon- sønnernes og Rasønnernes Dage; han optræder her som den egent- lige Krigsgud ?.
Amon, Thebens Hovedgud, omtales ikke i Indskrifter fra det gamle Riges Tid; derimod nævnes han oftere i Aktstykker fra det mellemste Rige og forekommer navnlig særdeles hyppigt i Indskrifter fra det nyere Riges Tid. I de historiske Indskrifter spiller han en fremtrædende Rolle, og det er klart, at han som Kongestadens og Kongens Skytsgud nød en overordentlig - Anseelse i hele Ægypten. Hertil bidrog ikke lidet de Seire, som Amonstaden Thebens Konger vandt over Rigets Fjender, først over Hyksos og siden over Syrere og Mesopotamere; og vist ikke mindre de store Gaver, som Kongerne skjænkede til Amons Helligdom, og de store pragtfulde Bygninger, som de reiste til hans Ære i Staden.
Da Amon som saa mange andre Guder forbandtes med Sol-
"7. Se ovenfor S. 952— 953. Udtalen af hendes ægyptiske Navn er uvis. 2 Se ovenfor 8. 560 ff.
1045
guden Xa, bleve alle denne store Hovedguddoms Attributer over- ført paa Amon, og Amon-Ra kom da dels herved dels ved at være Kongens og Kongestadens Gud til at blive betragtet som Gudernes Konge", en Titel, der oftere tillægges ham i Indskrifterne. Hellenerne sammenstillede ham derfor ogsaa med deres Zeus.
Vi skulle her meddele et Par Brudstykker af en Hymne til Amon, der opbevares i Museet i Kairo?, og som maa være forfattet i det Seneste i Amonsønnernes Tidsrum, saafremt den ikke naar tilbage til det mellemste Riges Tid, hvad der ikke er usandsynligt. Her hedder det iblandt Andet om Amon-Ra3?:
nEn i sig selv, som (én) med Guderne, han, de guddommelige Væsners herlige Tyr, han er alle Guders Herre. Han, Sandhedens Herre, er Gudernes Fader, Menneskenes Skaber, Dyrenes Frem bringer, (alle) Tings Herre, Frembringeren af de Planter, som tjene (Mennesket) til Føde, og af de Urter, hvoraf Dyrene nære sig.
Han, den skjønne Sæd (?), som er frembragt af Ptah, han det skjønne elskede Barn, hvem Guderne tilbede, han Skaberen af de Ting, som ere nedentil, og af de Ting, som ere oventil, han oplyser de to Verdener og skrider hen over Himlen i Fred, han Kongen over Øvre- og Nedre-Ægypten, Ka (Solen), den sandfærdige, de to Landes Herre, Tapperheds- Herskøren og Skrækkens Herre, Herren, som har gjort Verden, som den er, og som bestemmer Skjæbnen mere end nogen anden Gud" .......
rnÆre være Dig, Gud Xa, Sandhedens Herre, Du Hemmelig- hedsfulde i Kapellet, Gudernes Herre, Gud Kheper i sin Baad! Naar han talede sit Ord, blev Guderne til, — Gud 7um, som skaber de fornuftige Væsner, som bestemmer deres Former, som giver deres Tilværelse, og som giver dem deres indbyrdes for- skjellige Farver.
! Amon-ra suten-neteru, i græske Indskrifter Amonrasonter.
2 Texten er udgivet af Mariette, Papyrus égyptiens du musée de Boulaq II, pl. 11—13. |
3 Se Grébaut i Revue Archéol. nouv. série XXV, 8. 384 ff. (1873). Pa- pyrus'en er skrevet under en af de senere Rasenner (i det tyvende Dyunastis Tid). Den ender med de Ord ,Ligner" (nemlig Originalen).
1046
Han hører den Undertryktes Bøn, barmhjertig som han er, naar man paakalder ham. Han frelser den Frygtsomme af Volds- mandens Haand, idet han dømmer imellem den Ulykkelige og Forbryderen.
Som Fornuftens Herre, taler han Ord med nærende Kraft; Nilen kommer paa hans Bud. Naadengs Herre, stor i Kjærlighed, kommer han at nære Fornuftsvæsnerne. Han giver Bevægelse til alle Legemer, som ere til i Himmelrummet; Lysets Herligheder skylde ham deres Tilværelse. Guderne glæde sig ved hans Skjønheder; deres Hjerter leve, naar de sé ham" ......
nÉEneste Skikkelse, som frembringer Alt; eneste én, som skaber Væsnerne, — Menneskene ere udgaaede af hans Øine, og hans Ord bliver Guder —, Skaberen af Markens Urter, hvoraf Dyrene leve, og af de spiselige Urter for Menneskene. Han, som nærer Fiskene i Vandene og Fuglene i Luften (?), som indpuster Livet 1 det, som er i Æget, som nærer Fuglene....... som nærer Fug- lene khennu paa dette Sted. Insecterne, som krybe, og de, som flyve, faa ogsaa deres Føde fra ham; han giver Musene (?) deres Forraad i deres Huller, og han nærer Fuglene i alle Lande.
Ære være Dig, Du alle Skikkelsers Skaber, Du eneste Væsen, det Eneste, som er til! En Uendelighed af Arme, som udstrække sig vaagende over alle Væsner i Hvile, — Du er den, som søger sine Skabningers Vel — det er Gud Ammon, som opretholder Alt. Tum og Hor-m-akht tilbede Dig i alle deres Ord (idet de sige): »Ære være Dig, fordi Du boer i os! Høilovet være Du, fordi Du har skabt os!" ......
»Konge er han ene, blandt Guderne; en Gud, som mangfol- diggjør sine Navne. Tallet paa dem kjendes ikke. Han er den, der hæver sig i Østens Horizont og gaar ned i Vesten. Han kaster til Jorden sine Fjender om Morgenen, ved sin daglige Fødsel. Thot lovpriser hans to Øine. Naar han gaar ned i sin Glands, glæde Guderne sig ved hans Skjønheder; ham lovpriser Skaren af hans Tilbedere" .......
»Gudernes Ophav (?), Sandheden, Thebens Herre! Det eri Dit Navn som Såndhedens Skaber, Rigdommenes Herre, Fyldens
1047
Frembringer, i dit Navn som Amon, sin Moders Ægtefælle, at Du har skabt Menneskene, og at Du giver Alt dets Skikkelse. Det er i Dit Navn af 7um-Kheper...... «
Amon dyrkedes foruden i Theben ogsaa i en By ved Damiette Armens Udløb, der af Hellenerne kaldtes Drtospolis!, (sandsynligvis Damiette) og paa et Par enkelte andre Steder. Fremdeles var Amons Dyrkelse af Ægyptens Konger indført i Aithiopiens Hoved- stad Napata ved Gebel Barkal, hvor han ogsaa vedblev at dyrkes, efterat Aithiopien var bleven et selvstændigt Rige og havde af- rystet det ægyptiske Aag?.
Amon fremstilles undertiden itbyphallisk ligesom K/em (Min ?), med hvem han uden Tvivl var nær beslægtet.
Mut eller Muth, der af Horapollon? sammenstilles med Hera og Athene", dyrkedes i et Par Byer eller Egne af Nedre- Ægypten, saaledes i Byen Åsher og i Egnen om Damiette?. I Indskrifterne paa Tempelvægene i Theben omtales og afbildes hun ofte ved Siden af Amon og fører i Reglen Titlen ,, Himlens Herskerinde, alle Guders Herskerinde", ligesom hun her ogsaa ofte kaldes: ,Muth, den Store, alle Guders Herskerinde"; man sér heraf, at hun nød stor Anseelse i Theben; udenfor denne By spillede hun derimod i Reglen uden Tvivl kun en mindre frem- trædende Rolle.
Khonsu, som man undertiden har bragt i Forbindelse med Maanen, havde udenfor Theben ingen synderlig Anseelse; der dyrkedes i Theben to Former af Khonsu, hvoraf den ene kaldes »Khonsu, Thebens Raadgiver", den anden høiere Form: Khonsu, den store Gud i sin Fuldkommenhed .
een eee ——
Se ovenfor S. 919.
Se ovenfor 8. 503.
Horapollon I, 11 ed. Leemans p. 14.
Det ægyptiske mu: betyder ,, Moder". Mut omtales som et Tilnavn til
Isis hos Plut., De Idside et Osir. c. 56.
= Muth dyrkedes i den syttende Nomos i Nedre-Ægypten ved Siden af Amon, se ovenfor S. 980.
£ Se ovenfor S. 919 ff.
2 OW WB mm
1048
Khem (Min?y!, der dyrkedes i Koptos og Panopolis?, spiller en ikke uvigtig Rolle i Gudelæren; han hører til de med Osiris be- slægtede Guddomme og er egentlig, synes det, en Overgangsform mellem Osiris og Horos. Han fremstilles ligesom Osiris indviklet i Mumiebind, men imedens begge Ogsiris' Arme ere indesluttede i Bindene, er kun Xhem's venstre Arm skjult under Bindene, hvori- mod den højre Arm er fri og er hævet i Veiret. Guden frem- stilles desuden ithyphallisk, hvorfor de gamle Forfattere — ikke ganske urigtigt — antage Guden i Panopolis for et Billede paa den avlende Naturkraft og sammenstille ham med deres Pan. Khem (Min?) er nemlig, synes det, et Billede paa den frembrin- gende Kraft, som overlever Døden, og som tilsidst bryder dens Baand; da bliver den bundne Arm fri, og Khem (Min?) faar fuld Herredømme over sine Lemmer. Han bliver da en Horos, der svinger sig op over Horizonten; med andre Ord, han bliver den opgaaende Sol, hvis Lys og Varme kalder Livet frem paa Jorden.
Anhor, et Navn, Grækerne gjengive ved Onuris, var Skyts- gud i This ved Abydos og en ægyptisk Krigsgud; han fremstilles i Reglen som Menneske. Hans Anseelse tilhører navnlig det mellemste Riges Tid?; under Amonsønnerne og Rasennerne traadte han noget i Skygge for Mentu, den Thebanske Krigsgud. Anhor dyrkedes ogsaa i Nedre-Ægypten, navnlig i Byen Sebennytos og i de tilstødende Egne, hvor man har fundet græske indskrifter hen- vendte til Onuris"; Anhor omtales ikke hyppigt i de Dødes Bog.
Esar eller Esari, af Hellenerne kaldet Osiris, Sebs og Nuts Søn$, er oprindeligt Guddommen opfattet som Naturgud, som Frugtbarhedens Giver, som hvilken han fører Tilnavnet den Algode; paa Ægyptisk unnofr, hvad Hellenisterne ifølge den senere Tids
! Udtalen er ikke ganske sikker. Min omtales Plut. 1. c. som en Horos,
2 Se ovenfor 8. 956 og 8. 959. Horos i Sekhem (Letopolis; se ovenfor S. 973) var aabenbart nær beslægtet med AÅem.
3: Anhor er ofte Personnavn i det mellemste Riges Tid.
" 8e ovenfor S. 985.
: Se Lepsius, Todtenbuch 146, 12 og oftere.
1049
Udtale meget rigtigt gjengive ved Onwfis. Da al Frugtbarhed i Ægypten bringes af Nilen, sættes Osiris i den nøieste Forbindelse med Nilstrømmen (hapi). Uagtet Osiris saaledes er Naturgud, fremstilles Osiris altid som Menneske; thi, som alt bemærket, havde Ægypterne tidlig fattet, at af alle Skabninger paa Jorden var Mennesket den ypperste og den, der kom Guddommen nærmest.
Som Naturgud, som Herre over Jorden, hvorfra Afgrøden spirer frem, maa Osiris besidde Kongemagt selv over de Egne i Jordens Indre eller under Jorden, hvor de Døde tænktes at stige ned, og hvor de maatte vandre den lange Vandring; med andre Ord: Underverdenen, de Dødes Egne, Hades, hører til Osiris" Rige; ja det er endog hans Hovedsæde; her throner han paa Dommersædet, og her maa alle Afdøde stædes for hans Domstol.
Men skjøndt Osiris saaledes er Hersker over de mørke Egne 1 Jordens Dybder, staar hans Væsen dog i den nøieste Forbindelse med Lyset, der jo af Ægypterne opfattedes som Guddommens væsentligste Fremtrædelsesform i Verden. Efter Indskrifterne er Osiris den nedgaaende Sols Sjæl", der hver Nat vandrer igjennem de dunkle Egne under Jorden for hver følgende Morgen at blive en Horos og at stige op som den fornyede Sol over den østlige Horizont.
Men hvor nøje end den Forbindelse er, i hvilken Osiris staar med Solen og med Solguden, Lysets og Livets Kilde, saa er dog Underverdenen Osiris” egentlige Rige. Men efter Ægypternes Forestillinger kunde intet Væsen tilhere Underverdenen uden en- gang at have levet her paa Jorden. Følgelig maatte ogsaa Osiris have levet her paa Jorden. Herved kom man til at tænke over den Begivenhed, der havde ført ham bort fra Lysets Verden ned i Underverdenen, eller, med andre Ord, man dvælede ofte i Tanken ved Osiris' Død og Begravelse. Det er let at fatte, at man paa de fleste Steder i Landet gjerne vilde sætte sin Egn i Forbindelse med disse vigtige Begivenheder i Osiris" Historie, og at man navnlig gjerne
mm me]
2 At Osiris er Solens Sjæl, siges oftere i Indskrifterne, saaledes i Hym- nerne til Osiris; se Chabas, Revue Arch. XIV, 8. 197 (1857).
1050
vilde have den algode Osiris' Legeme i sin Nærhed. Soart kom flere Byer til at gjøre Paastand paa, at de i deres Helligdomme husede Osiris' dyrebare Levninger. Navnlig synes Abydos og Busiris, Hovedstæderne for Osiris' Dyrkelse, at have villet tilegne sig Æren af at være Osiris' sidste Hvilested; formodentlig var det Samme Tilfældet med Herakleopolis. Desuden gjorde de allerfleste Nomer, navnlig deres Hovedstæder, Paastand paa at besidde et af Osiris' Lemmer".
Osiris var ikke død nogen naturlig Død; han var myrdet af et andet guddommeligt Væsen, nemlig af hans egen Broder Set, der, efter hvad Plutarkh fortæller, understøttet af sine 72 Hjælpere havde dræbt Osiris ved med List at faa ham indesluttet i en Kiste, som han derpaa lod drive ud i Havet?,
Isis, Osiris" trofaste Ægtefælle, gav sig straks paa Vandring for at lede efter hans Lig, idet hun sang Klagesange over den Afdøde. I sim Sorg fandt Isis trofast Bistand af sin Søster Nephthys, der deltog med hende i Klagesangene over Osiris. Men Isis indskrænkede sig ikke til at klage og sørge; hun søgte utrætteligt efter sin Ægtefælles Legeme, og hendes Søgen blev ikke forgjæves; tilsidst opdagede hun Osiris" Legeme, efter Plutarkh i den phoinikiske By Byblos, hvorfra hun bragte det til Buton
Efter hvad Plutarkh fortæller, lod Typhon (Set) ikke Osiris Legeme i Ro, men bemægtigede sig det et Øieblik, da Isis havde vendt sig bort, sønderhuggede det og spredte Stykkerne rundt om i bele Ægypten. Isis vandrer da atter ud at samle de adspredte Lemmer. I Indskrifterne omtales denne Sønderhuggelse af Osiris' Legeme vel ikke udtrykkeligt, men den Omstændighed, at mange
1! Dtimichen, Geogr. Inschr. H, S. 11 ff. (af Texten).
32 Plut., De Iside et Osiride 0. 13.
3 Plut,, De Iside et Osiride c. 16. Ingen gammel-ægyptisk Text taler om Isis' Reise til Byblos eller om, at Osiris' Legeme blev fundet "her, såa at denne Fortælling maaske først er kommet til i en senere Tid. I Møhar'ens Reise kaldes dog Gubal (Byblos) allerede ,den hellige By"; se ovenfor 8. 590.
AJ
1051
Steder i Ægypten antoges at huse forskjellige af Osiris" Lemmer!, synes ikke blot at vidne om, at Plutarkhs Fortælling ogsaa her hviler paa en ægyptisk Overlevering, men ogsaa at vise, at denne Del af Osirismythen naar op til ældre Tider.
Isis indskrænker sig ikke til at samle det døde Legeme. Med Understøttelse af sin Søn Horos gyder hun nyt Liv i det af- sjælede Legeme. Osiris gjennemgaar forskjellige Skikkelser. Efter at have været hélt indviklet i Mumiebaandene bliver han først Åhem (Ain ?), hvis ene Arm er fri, og efterat have bestaaet mange Farer i Underverdenen, navnlig kæmpet med Slangen Apopt (Apophis), bliver han tilsidst en ny Horos og svinger sig op over den øst- lige Horizont som en fornyet Sol, som Lysets Giver.
Det følger af sig selv, at Set's Forbrydelse ikke blev mindre, fordi Osiris fik sit Liv igjen. Retfærdigheden forlangte alligevel, at Mordet paa den fromme algode Osiris ikke forblev uhævnet. Hans Drabsmand Set (Typhon) maatte lide sin fortjente Straf og bøde for sit Brodermord med Livet. Ifølge Ægypternes Myther udførtes denne Hævn af Osiris' Sen Horos, der tilsidst fældede Set og derved hævnede sin Fader, hvorved han erhvervede sig et af de Tilnavne, hvormed han hyppigst betegnes i Indskrifterne, nemlig Tilnavnet ÅAor-nez-tef-f”.
At fælde Set var imidlertid ikke saa let en Sag; han havde mange Hjælpere, og Horos maatte derfor længe kæmpe med ham, Inden det lykkedes at fælde ham. Til Begivenheder i denne Kamp, der ikke altid var heldig for Horos, hentydes der oftere i de Texter, der ere levnede os, saaledes i de Dødes Bog (navnlig 1 det syttende Kapitel), i den hieratiske Kalender, der læses i Papyrus Sallier IV.2, samt i Indskrifterne i Edfu og flere Steder. I Skriftet om Isis og Osiris meddeles der ogsaa en Del om Kampen", hvoriblandt enkelte Ting, som fortælles ganske paa samme
! Se ovenfor 8. 1050 med Anmk. 1.
2 Se ovenfor S. 1086.
2. Select Papyrus pl. CXLV 0. 8. v.
" Plut., De Lside et Osiride c. 19; sign. c. 56.
1052
Maade i Indskrifterne". Thot og Isis ere Horos' fornemste For- bundsfæller i Kampen”, der, som alt bemærket, ikke altid er heldig for Sets Fjender.
Blandt Horos' andre Hjælpere maa vi fremfor andre nævne den edfuiske Solgud, den vingede Sol. Ifølge de edfuiske Sagn, skulde denne Gud i Kampen have forfulgt Set og hans Forbunds- fæller fra Øvreægypten til de nordligste Dele af Nedre-Ægypten og saaledes tilføiet dem flere Nederlag. Først opdagede han — saaledes fortælles det? — Fjenderne oppe i Himlens Høide og her nedlagde han alle dem, han traf sammen med, hvorpaa han, be- standig paa sin Fader Solguden Aa eller Hor-m-akht's Raad be- gyndte en Fart paa Nilen; straks forvandlede Fjenderne sig til Krokodiler og Nilheste. Af disse dræbte han 381 ligeoverfor Edfu. 1 Skikkelse af den bevingede Solskive tog han Plads paa Ra's Baad, omgivet af Nordens og Sydens Gudinder, der antog Skikkelser af Slanger; og ledsaget af Thot, hvorpaa Farten gik nordpaa. Ved Zetem (ved Theben) og derpaa ved Denderah til- føjiede han Modstanderne Nederlag og ved Byen Heben fangede han 142 Fjender, som han nedhuggede paa Stedet. Ved Mer be- handlede han 381 Fjender, han ved et nyt Sammenstød havde taget til Fange, paa samme Maade. Set udstødte nu græsselige Forbandelser, hvorfor han fik Tilnavnet Nehake —, men det hjalp ikke. Edfus Gud tog ham til Fange og overleverede ham til Isis og til hendes Søn Horos, af hvem han blev lemlæstet.
Horos afskar hans Hoved, og Set var saaledes dræbt; men herved var Kampen dog ikke endt, thi der var endnu endel af Sets Tilhængere tilbage, som ogsaa maatte straffes.
Sets Fald fandt efter Indskriften i Edfu Sted den 7de Tybi,
enets —Øo—
! Se Lepsius, Todtenbuch 17, 34.
? Select Papyrus pl. CXLV; sign. Plut., De Iside et Osir. c. 19.
3 Sagnet behandles i en Indskrift, der er udgivet med Forklaring af Naville, Textes mythologiques; Indskriften er ogsaa oversat af Brugsch i Die Sage von der gefliigelten Sonnenscheibe i Abhandlungen der Gesell- schaft der Wissenschaften zu Géttingen for 1869 vol. XIV, 8. 179 ff.
1058
paa hvilken Dag der efter Plutarkh høitideligholdes en Fest til Minde om Sets Nederlag; han fortæller nemlig, at der paa den Dag bragtes Offerkager, hvorpaa der fandtes Billedet af en Flod- hest, der var et Typhon helliget Dyr!. Festen kaldtes forøvrigt efter Plutarkh: ,,Isis" Tilbagekomst fra Phoinike".
Den afgjørende Kamp, hvori Set blev fanget, synes at være forefaldet i Nærheden af Byen KXhel (det nuværende Sol, Syd for Kairo)”, i hvilken Stad Hudu snart efter Seiren holdt sit Indtog. Han angreb derpaa Resterne af Sets Hær i Nærheden af Hera- kleopolis og forfulgte dem derpaa ind i Nedre-Ægypten, hvor han to Gange tilføjede dem store Nederlag, navnlig i Nærheden af Byen Semts d. e, Buto, og derpaa i Nærheden af Zalu d. e. Tanis. Her paatog Hudu sig Skikkelse af en Løve. Det første Sted fangede han 106, det andet Sted 142 Fjender, som han derpaa berøvede Livet. Efter endnu at have foretaget et seirrigt Tog ind i Aithiopien, vendte han tilbage til Edfa.
Kampen med Set og Sets Nederlag fandt efter Indskriften Sted i Ra's 363de Regjeringsaar.
Omendskjøndt Set havde mistet Livet, var hans Kraft ikke udtømt; efter Indskriften i Edfu forvandlede han sig til en brølende Slange, men -Horos stillede sig i Skikkelse af en Stang med Spurveheghoved paa ham og hindrede ham i at gjøre ondt.
Inden vi forlade Osirismytherne, maa vi dvæle et Par Øie- blikke ved Osiris' Liv her paa Jorden; i Indskrifterne indeholdes der Intet om dette Punkt, naar det undtages, at den turinske Kongepapyrus opfører Osiris imellem Menes' mythiske Forgængere, men uden at der meddeles noget nærmere om ham. De gamle Forfattere have derimod bevaret nogle Efterretninger om Osiris' Liv. Plutarkh fortæller saaledes”, at Osiris under sin Regjering over Ægypten indførte Dyrkelsen af Kornsorterne i Landet, gav
! Plut., De Iside et Osir. 0. 50.
7 Se ovenfor 8. 969.
2 Brugsch i Abhandlungen 1. c. 8. 195 ff. £ Plut.,, De lede et Osir. c. 13.
1054
Folket Love og lærte det at ære Guderne; han drog derpaa om i Landet og vandt Alle for sine Forbedringer alene ved sit Ords overbevisende Kraft uden at anvende Vaabenmagt. Set foretog sig Intet imod ham under bang Fraværelse, idet Isig holdt ham i Tømme. Men da Osiris var kommet hjem, fik Set, som ovenfor berørt, ham ved List til at lægge sig i en Kiste, som han lod flyde ud i Havet.
Diodor skildrer paa en noget lignende Maade som Plutarkh Osiris' Omsorg for Ægyptens Opkomst; han fortæller!, at han indførte Vin- og Kornavl 0. s. v., og tilføjer, at Hermes besad stor Indflydelse under hans Regjering, idet Osiris bestandig ind- hentede hans Raad ved alle sine Foranstaltninger.
Ægypterne nøiedes imidlertid ikke med den Forestilling, at den algode Gud Oswris engang havde levet paa Jorden og nu thronede i Underverdenen som de Afdødes Sjæles Dommer. De vilde have den gode Gud nærmere, vilde have ham bestandig iblandt sig, og saaledes opstod Sagnet, at Osiris" Sjæl tog Bolig i en Tyrs Legeme og forblev i dette, saalænge denne levede, indtil Dyrets Død lod Gudens Sjæl vandre over i et andet Tyrelegeme. Den Tyr, der havde den høie Værdighed at huse den algode Guds Sjæl, havde sin Bolig i Memphis?; den kaldes af Klassi-
kerne Apis, en Omskrivning af det ægyptiske FENKESETEN hapt; den kaldes ogsaa $ AR rv] FR) hapi-osirist, en Benævnelse, der
Sen en
1! Diod., Bibl. Hist. I, 15—16.
2 Apis omtales allerede i Indskrifter fra det fjerde eller femte Dynastis Tid, se Lepsius, Denkmåler II, 16 og 18. Ifølge et Uddrag af Manetho hos Afrikanos og Eusebios (Muller, Fragm. Hist. Gr. I, 8. 542 —43; se ovenfor S. 807) blev Apis først tilbedt som Guddom under Menes' niende Efterfølgér, Khaiekhos eller Khoos.
2 Navnet forekommer ofte paa Mindesmærkerue, navnlig i Indskrifter fra Apiagravene.
+$ I Indskrifterne tales ogsaa ofte om Osiri-hapi (Serapis), men herved méntes ikke den levende Apis, men den døde Apis, hvis jordiske Lev- ninger bisattes i Apis'ernes af Mariette 1861 opdagede Begravelses-
1055
viser at der efter de gamle Ægypteres Mening bestod en nøie Forbindelse imellem Apis og Osiris!. At en saadan Forbindelse virkeligt har fundet Sted, forsikkres desuden udtrykkelig af flere Forfattere, der udmærke sig ved mere paalidelige Meddelelser om Ægypten end de fleste andre klassiske Forfattere, blandt Andre af Forfatteren til Skriftet om Isis og Osiris”, Strabon ? og Diodor ",
Som den, der husede den store Gud Osiris" Sjæl, kunde Apis- tyren til Fader ikke have havt en virkelig Tyr, men maatte være undfanget paa en overnaturlig Maade. De klassiske Forfattere ere enige herom, men forklare forøvrigt den guddommelige Indvirk- ning noget forskjelligt. Ifølge den ældste Forfatter, der meddeler os Oplysninger om Apis, Herodot, undfangedes Apis af en Lyn- straale, som steg ned fra Himlen og befrugtede Tyrens Moder'. Noget Lignende fortæller Pomponius Mela?; men ifølge Plutarkhs Symposion og ifølge Skriftet om Isis og Ostris var det derimod Maanen, ved hvis Indvirkning Apis undfangedes ?.
ae
plads; se Clem. Alex., Strom, I, 21 (p. 139 Sylb., p. 383 Pott.), sign. Mariette, Mémoire sur la mére d' Apis 8. 17.
: Se Papyrus Gy. i Berlin, hvor man sér tre Apistyre, hvoraf den første har Overskriften: ,den skjulte Osiris med Horn", den anden: ,, Osiris med Ører", og den tredie: ,, Osiris, som har skiftet Hoved"; slgn. Mariette l. c. S. 17.
? Plut., De Iside et Osir. c. 29: ,De fleste Præster antage Osiris og Apis for nær forbundne med hinanden; og de belære os om, at man maa antage Apis for et veldannet Billede af Osiris" Sjæl”; sign. c. 20;
nI Memphis underholdes Apis, et Afbillede af Osiris' Sjæl; og dér skal ogsaa dens Legeme hvile".
2. Strabo, Geogr. XVII, 1, 31 (p. 807 C., p. 1160 A.): Apis er ét med Osiris.
" Diod., Bibl. Hist. I, 85. Nogle forklare Apis' Dyrkelse ved Mythen, at Osiris" Sjæl engang tog Bolig i en Tyr og fra den Tid af aabenbarer sig for Menneskene i denne Skikkelse.
5 Sign. Luc., De sacrif. c. 15: Apis er for Ægypterne den sterste Gud; sign. Aelian., De nat. anim. XI, 10.
'". Her. III, 28.
7 Mela, De situ Orbis I, 9: ;Raro nascitur nec coitu pecoris, ut aiunt, sed divinitus et coelesti igne conceptus.
5. Plut., Sympos. VIII, 1, 3.
2? Plut., De side et Osir, c. 43.
1056
I Indskrifterne findes lignende Betragtningsmaader. I en Indskrift til Apis' Ære i Sakkarah læser man saaledes følgende Ord til Apis' Pris!:
REGB T EEN om hapt ankh tum kheper Apis lever, skjøndt ikke bleven til. Forøvrigt synes det, som de gamle Ægyptere i Reglen hen- førte Apistyrens overnaturlige Fødsel til Memphis" Hovedgud, Ptah; thi Indskrifterne siges det ikke sjældent, at
kam I tt YE hapt nem ankh n ptah Apis (er) det sig gjentagende Liv af Ptah, ligesom man ogsaa stundom finder Apis kaldt ,Ptahs Søn", hvad der jo viser, at man i Reglen henføerte hans Undfangelse til denne Gud?.
Ved Apis", d. e. Osiris-Apis' (Serapis'), Begravelse anvendtes store Summerå, og med deres Bisættelse fulgte store Fester; thi Apis' Død var en almindelig Landesorg for Landet"; men der hengik i Reglen ikke lang Tid, før den nye Apis fandtes, og da blev der stor Glæde i hele Ægypten ?.
Ifølge hvad der fortælles af flere gamle Forfattere, saaledes af Plinius, Solinus7” og Ammianus Marcellinus?, maatte en Apis kun leve et vist Aaremaal, ifølge Skriftet om Isis og Osiris, 25 Aar?,
em me en re nn
! Mariette Il. c. 8. 20.
2 Mariette Il. oc. S. 18.
3 Diod., Bibl. Hist. 1, 84.
" Ammian. Marvellin., Aist. XXII, 14; Solin., F-olyhist. c. 32; Lucian., De Sacrif. 6. 15; slgn. Tibull, I, 8.
S Diod., Bibl, Hist. I, 85. Den ny Apis førtes efter Diodor ferst til Nil-
staden (Nilopolis) se ovenfor 8. 968. Af Indskrifterne i Apisgravene sér
man, at den ny Apis undertiden fedtes Dagen efter Forgængerens Dedsdag.
Plin., Hist. Nat. VIII, 46.
Solin, I. c.
Ammian, Marcellin. l. c.
Plut., De Iside et Osir. c. 56.
e &æ lm) End
1057
hvad der aabenbart maa forstaas saaledes, at den kun maatte leve 25 Aar efter dens høitidelige Indsættelse i Memphis!:; levede den længere, blev Tyren dræbt og Legemet kastet i en Brønd?, istedetfor høitideligt at bisættes i Apis'ernes Begravelsesplads, — forudsat forøvrigt, at denne af Klassikerne givne Meddelelse er fuldkommen paalidelig
Det er næsten en Selvfølge, at Apis" Moder, som den, der havde født en Guddom til Verden, fik Del i den udmærkede An- seelse, der vistes hendes Afkom?. Apis" Moder førtes til Memphis, hvor den hensattes i en egen for den bestemt Helligdom i en Del af Apis-Templet?; her forblev den formodentlig til sin Dødsdag. Apis" Moder holdtes afsondret, saaledes at den ikke fik Afkom mere, thi efter den Opfattelse, at Apis var undfanget af Gud- dommen, maatte den jo være født af en jomfruelig Moder, og denne maatte vedblive at være det bestandig. Apis" Moder fik egne Navne' ; men forøvrigt synes man at have bragt den i Forbindelse med Almoderen Hathor”.
Hvorvidt Apis, som Ailian? fortæller, har havt et Harem af Køer, er tvivlsomt; dog tales der i Indskrifterne stundom om »Tyrenes Hustruer?", hvorved der vel hentydes til noget Saadant.
1: Ifølge Indskrifterne i Apis-Gravene bleve et Par Apis'er 26 Aar. Man indbildte formodentlig Folk, at den dræbte sig selv, se Stat. Silv. H, 2, 115.
Det er muligt, at det forst var i senere Tider, at man satte en
Grændse for Apis' Liv.
" Der omtales ofte Præster for Apis.
5 Strabo, Geogr. XVIN, 1, 81 (p. 807 C.; p. 1160 A.).
Apistavlerne fra Ptolemaiertiden omtale flere Navne paa Apis" Moder.
Moderen til den Apis, der fedtes omtrent Aar 532 f. Kr., hed Renen;
Moderen til den Apis, der fødtes Aar 231, Tanekht; Moderen til
Apis'en fra Aar 210, 7Ta-amen. '
? Sign. Mariette, Mémoire S. 20 —21.
» Ael.,, De nat. anim. XI, 10.
,” Se Lepsius, Todtenbuch 148, 31 og 9, hvor der tales om , Tyren, de syv Køeers Ægtemage", og Indskriften paa den barberinske Obelisk, der af Hadrian opstilledes foran Antinous' Grav, hvor der tales om ,fire Tyre og deres Mager"; sign. Mariette I. c. 8. 11.
67
1058
Osirismythen var efter de gamle Forfatteres Vidnesbyrd! den vigtigste Mythe i den ægyptiske Gudelære, og dette stemmer meget vel overens med Indskrifterne, i hvilke Osiris og de til ham knyttede Guddomme spille en langt vigtigere Rolle end alle andre Guder.
Det følger imidlertid af sig selv, at der maa have været en Tid, da denne Mythe endnu ikke havde dannet sig, og det vil altsaa ligge nær at undersøge, hvorvidt Mythens Udvikling falder indenfor den historiske Tids Omraade, d. v. 8, om den enten helt eller delvis har udviklet sig i den Tid, hvorfra vi have Mindes- mærker tilbage, eller om den allerede har dannet sig i den for- historiske Tid, hvad der maa have været Tilfældet saafremt den alt kan spores i den os bekjendte Skikkelse i de ældste Mindes- mærker, der ere levnede os.
De græske Forfattere forsikkre rigtignok, at Osiris og Isis vare Ægyptens ældste Guddomme, men paa dette Vidnesbyrd kunne vi ikke lægge nogen Vægt. Vi maa derfor gjennemgaa de Indskrifter, der ere levnede os, for at søge Oplysninger om Osiris" Dyrkelse og Anseelse i Landet til forskjellige Tider.
Gjennemgaa vi de allerældste ægyptiske Indskrifter, vi have tilbage, d. v. 8. Indskrifterne fra det fjerde og femte Dynastis Tid, da ville vi kun yderst sjeldent finde Osiris omtalt"; ja han nævnes endog kun i Forbigaaende, hvorimod Anubis i alle Grav- indskrifter fra denne Tid nævnes i første Linie, paa den Plads, paa hvilken vi i senere Indskrifter altid finde Osiris nævnet.
Først fra det sjette Dynastis Tid begynder Osiris at træde noget mere selvstændigt op ved Siden af Anubis, hvad der jo synes at antyde, at Osiris Dyrkelse forst under dette Dynasti fik større Udbredelse, eller med andre Ord, at han i det gamle Riges Dage bestandig fik mere og mere Anseelse; men naar Osiris' An-
— 4
1! Se Her. II, 45.
7? I de af Lepsius udgivne Iadskrifter fra det gamle Riges Tid omtales Osiris kun fire Gange, Lepsius, Denkmåler II, 44 b; II, 65; II, 75 og II, 88.
1059
seelse saaledes under de første Dynastier var ikke lidet mindre, end den siden blev, saa kan jo, synes det, Osirismythen ikke ret vel have været fuldt udviklet i denne fjerne Tid!. Herom vidner tillige den Omstændighed, at man i Indskrifter fra det gamle Riges Tid ikke kan paavise mange Exempler paa, at Afdøde dengang kaldes Osiris, saaledes som det siden blev Skik i Ægypten, ligetil de seneste Tider. Det eneste Exempel, der kjendeg, er Indskriften paa Kong Menkara (Mykerinos') Sarkophag? i London.
Det maa bemærkes, at Osiris i de ældste Indskrifter ofte kaldes: , Herre af te: (Busiris)", hvorimod hans forskjellige andre nedenfor anførte Titler, der sætte ham i Forbindelse med Under- verdenen, aldrig findes; han benævnes heller aldrig , Herre af Abydos"; det er altsaa klart, at denne By, der i det mellemste Riges Tid ligesom senere var et af Hovedstederne for Osiris' Dyrkelse, dengang endnu ikke havde videre Betydning. Muligvis er det Byen Abydos' Opkomst, som Osiris for en ikke ringe Del skylder den store Anseelse, som vi i den følgende Tid sé6 ham be- sidde i hele Ægypten.
I Indskrifter fra det mellemste Riges Tid omtales Osiris der- imod ofte og med de Tillæg og Betegnelser, som han bærer i alle følgende Tiders Indskrifter?. Han kaldes saaledes: ,den, som residerer i Ament (Vesten eller de Dødes Rige)"", benævnes
: Det synes herefter som om Ogsirismythen først her udvikler sig efter Menes Tid. Kommende Forskere ville maaske kunne godtgjere, hvilken Mythe eller hvilken Guddom der før denne Tid har spillet den sterste Rolle i Gudelæren.
2 Man læser følgende Indskrift paa Laaget af Kong Men-ka-ra's (Myke- rinos') Sarkophag i det britiske Museum: ,Den osiriske Konge Men-ka-u-ra, han, som lever evigt og er født af Himlen, er bragt til Verden af Nu (Nut) og er avlet af Seb. Ud spænder Din Moder Nu Nu-(t) sig over Dig i sit Navn af Himlens Mysterium. Hun har givet Dig at være som en Gud, og at der ikke maa være Fjender a Kong Afen-ka-u-ra, han, som lever evigt". Se Birch i Zeitschrift fir dgyptische Sprache VII, 8. 49 ff. (1869).
3 Se Lepsius, Æelteste Texte des Todtenbuches.
Sign. Lepsius, Denkmåler II, 113 a.
in
67?
1060
med Tilnavnet Unnofr (den Algode)", og hans Dyrkelse er ikke mere indskrænket til tet (Busiris), idet han nemlig ikke blot kaldes esart neb tet, Osiris, Herren af tet, men esari neb tet netr aa nel abd," Osiris, Herren af tet (Busiris), den store Gud, Abydos” Herre" ?,
I det nyere Riges Indskrifter omtales Osiris særdeles ofte, og alle Gravindskrifter ere saa at sige uden Undtagelse henvendte til Osiris, der nu altid nævnes foran Anubis. Vi have fra denne Tid flere længere Texter, der sysselsætte sig med Osiris. Vi - skulle her meddele en Hymne, der læges paa Amon-m-ha's Grav- tavle i Nationalbibliotheket i Paris?; den tilhører Amonsønnernes Tidsrum og er ældre end Amonhotep IV.:
nÆre være Dig, Osiris, Du Evighedens Herre, Gudernes Konge med de mangfoldige Navne, de hellige Forvandlinger, og de hemmelighedsfulde Skikkelser i Helligdommene. Du ærværdige Væsen, som throner i tet (Busiris), den Fyrste, som er indesluttet i Sekhem (Letopolis), Du Paakaldelsens Herre i At: (Busiris?), Du, som nyder Herlighed i An (Heliopolis), Du Lovens Herre i Ma-ii (den dobbelte Retfærdigheds Sted), Du hemmelighedsfalde Aand i Kerer, Du Hellige i Sebt-hat (den hvide Mur, Memphis' Akropolis), Du Solens Sjæl, hvis Legeme selv hviler i KÅennsu (?) (Herakleopolis), Du, hvem man skylder Paakaldelserne i Nar (Templet i Herakleopolis), Du, hvis Sjæl er et aarvaagent Væsen, Du Herren af det store Hus i Ottestaden (Hermopolis), Du den største af de Mægtige i Shashotep (Shotep), Du Evighedens Herre i Abydos". — Veien til hans Sæde er i Ta-ser (?); fast er hans Navn ide Stærkes Mund som i Gudernes Kreds; han er 7um, som lyksaliggjøer Væsnerne, at de blive som Guder; er en velgjørende Aand paa Sjælenes Sted.
' Lepsius, Denkmåler II, 135 h.
? Lepsius, Denkmåler II, 118.
? Texten er udgivet i Revue Archéol. XIV, pl. 307 (1857). En Over- sættelse af Hymnen af Chabas findes l. c. S. 65—81 og oplysende Be- mærkninger af Samme S. 193—212.
" De fleste her opregnede Byer ere omtalte i den ovenfor 8. 949 fl. meddelte Udsigt over Ægyptens gamle Geographi.
1061
Det himmelske Ocean drager sine Vande fra ham; fra ham kommer Nordenvinden; Luften, som indaandes, er i hang Næse for at glæde og fryde hans Hjerte. Rummet skylder ham sine Her- ligheder (?); ham lyder Himlen og Stjernerne.
Han, Paakaldelsernes Hørre, aabner de store Porte i Sydens Himmel og Portene i Nordens Himmel. Stjernebillederne, som bevæge sig, ere under hans Aasyn, og hans Boliger er det, der indtages af de Stjernebilleder, som sidde stille. Ham bringes Offeret efter Seb's Bud. Gudekredsene tilbede ham; de, som ere i Underverdenen, kaste sig ned for ham, og Gudefyrsterne bøie sig for ham, og Alle opsende deres Bønner til ham, naar de 86 ham i hang Herlighed (?). De Ærværdige frygte ham, og hele Jorden priser ham, thi han har drevet sine Modstandere tilbage; han er den Værdigste iblandt de Værdige; stor er hans Magt, urokkelig hans Herredømme; han er Gudekredsenes gode Hersker, han den skjønne og elskelige. Hver den, som sér ham, frygter ham i alle Lande, men med Kjærlighed, og de høilove hans Navn fremfor Alt. Han byder over alle Herrer. Han byder i Himlen og paa Jorden. Talløse Lovprisninger bringes ham paa Vaga-Festen. Lovsange lyde for ham fra de to Verdener som med én Rest.
Han er den ældste, den første af sine Brødre, den første af Gudernes Kreds. Ham er det, som grundfæster Retfærdigheden i det dobbelte Land, og som sætter Sønnen paa hans Faders Plads. Han er sin Fader Seb's Glæde og sin Moder Nu's Kjærlighed ; stor i Tapperhed kaster han den Onde til Jorden; kraftig af Arm nedhugger sin han Fjende. Han indgyder Skræk i dem, som hade ham. Han opsporer de Ondes Veie; uforfærdet af Hjerte, lader han aldrig sine Fødder hvile — han Seb's Søn, som behersker de to Verdener. Han, (d. e. Seb) har sét hans Dyder, og han har budt ham at føre Folkene ved Haanden til Lykke mangefold. Han har dannet denne Verden med sin Haand, dens Vande, dens Luft, dens "Urter, al dens Kvæg, alle dens Fugle og ..... , dens Kryb og de vilde Dyr. Jorden priser Nu's Søn; det dobbelte Land fryder sig, naar han stiger op paa sin Faders Sæde ligesom Ra (Solen), skinnende i Horizonten, udbredende Glands i Mørkets
1062
Sted, udstraalende Lys af sine dobbelte Fjedre og oversvømmende den dobbelte Verden ligesom Solens Skive ved Morgenens Frem- brud. Hans Diadem overgaar Alt i Himlen og tager Plads mellem Stjernerne som Veileder for alle Guder.
God er hans Villie og hans Ord; han er den store Gude- kredses Glæde og den lille Gudekredses Kjærlighed.
Hans Søster har Omsorg for ham; hun jager hans Fjender bort og fortrænger dem mange Gange. Hun lægger Ordene med Glands i hans Mund, hun gjør hans Tunge vis, saa at hans Ord ikke feile; thi god er hendes Villie og hendes Ord. Hun, Isis, den bolde, hun, Broderens Hævnerske; hun, som søgte efter ham uden at trættes, og som gik rundt i dette Land klagende, uden at hvile, før hun havde fundet ham; hun bredte Lys med sine Fjedre og frembragte Luftning med sine Vinger, idet hun gjorde Bønner for sin Broders Begravelse. Hun samlede Stykkerne (?) af Urd-het (den, hvis Hjerte staar stille), uddrog Kraften deraf, dannede et Barn deraf, fostrede det med sin Arm, uden at Nogen véd Stedet, hvor det skete.
Armen af det (Barnet) udviklede sig og blev stærk i Seb's Slot. Gudernes Kreds glædede sig, da Osiris, Horos' Søn, kom, uforfærdet af Hjerte, overbevisende i Ord, Søn af Isis, Søn af Osiris. Gudefyrsterne forene sig med ham, og alle Guders Kreds anerkjende ham for Herren over Alt.
Sandhedens Herrer, som ere samlede for at sætte en Grændse for Uretfærdigheden, glæde sig ved i Seb's Palads at prise dens (d. e. Sandhedens) Hersker; thi Kongedømmet over Sandhed (og Retfærdighed) tilhører ham.
Horos har fundet sit Ord erkjendt for sandt; givet er ham Værdigheden af hans Fader; han skrider frem med Kronen, paa Sebs Bud overtager han Herredømmet over det dobbelte Land.
Den hvide Krone (Øvre-Ægyptens Krone) sættes paa hans Hoved. Han dømmer Jorden med hvad, der er paa den; thi Himmel og Jord ere stillede under ham. Han byder over de Stærke, over de Rene, over de Lysende, over Ægypten og over alle fremmede Lande. Solen bevæger sig efter hans Raad, og saa
1063
gjør og Vinden og Nilen, Livets Vand, og alle Urter, thi han, Nepera (Frugtbarhedens Gud), giver alle Planter, alle kostelige Urter; han bringer OQverfledigheden og giver den til alle Lande. Alle Mennesker fryde sig, deres Indre er glad bevæget, deres Hjerter ere i Henrykkelse over Miskundelighedens Herre. Alle Steder prise hans Godhed, thi skjøn er hans Kjærlighed imod os; hans Forsorg omslutter alle Hjerter, stor er hans Kjærlighed imod hvert levende Væsen.
Man priser Isis' Søn. Hans Fjende falder under hans vold- somme Slag, Niddingsmanden falder for hans Ord; den Ondes sidste Time slaar, uaar Isis" Søn, sin Faders Hævner, nærmer sig ham.
Skjøn og herlig er hans Navn. Ærefrygt finder sin Plads, og Høiagtelse staar fast for hans Love; Veien er aaben, Stierne ere jevnede, de to Verdener ere tilfredse, det Onde flyer bort, Jorden svulmer i Frugtbarhed, i Fred under sin Hersker. Retfær- digheden styrkes af sin Herre, som skræmmer Uretfærdig- heden bort.
Skjønt er Dit Hjerte, 0 Unnofr! Du Isis' Søn! Han har taget det øvre Lands Krone. Hans Faders Værdighed overdrages ham i Seb's store Slot. Han er Ra, naar han taler, Thot, naar han skriver. De guddommelige Fyrster ere glade.
Hvad Din Fader har befalet for Dig, Gid det ské efter hans Ord!" .
Til Slutning skulle vi her meddele nogle mindre Brudstykker af en anden gammel-ægyptisk Hymne til Osiris, der læses paa Ptahmess' Gravtavle i Museet i Lyon!:
nÆire være Dig Osiris, Mer-ti, det dobbelte Billede; jeg til- beder Dig, Du, som er Skabereren af det Skabte, og som (selv) ikke er skabt, Du, som skabte Himlen, og som skabte Jorden, og som giver Drikke til alle Væsner! Jorden lever af hvad Du har
! Se Devéria, Notices sur les antiquités égyptiennes du Musée de Lyon i Comarmond, Description des Antiquiés ct objets Bart de Lyon S. 666 (1855—1857; 4to).
1064
f
dannet; — thi ham (d. e. Osiris) er det, som giver Alt, hvad der bringes paa Offerbordet, paa det at hver Gud maa have, hvad der tilkommer ham; og ham er det, som giver alle gode og rene Ting, der bringes som Drikkeoffere, baade Vin og Melk, den ene Aarstid efter den anden, 0. 8. v.".
Osiris dyrkedes, som vi have sét af den først meddelte Hymne, påa mange Steder i Ægypten som Hovedgud, saaledes navnlig i de vigtige Stæder: Abydos, Busiris, Herakleopolis, Leto- polis og Heliopolis. Foruden de her nævnte Byer maa vi iblandt de Stæder, hvor han fortrinsvis dyrkedes, endnu omtale Sais og Mendes, i hvilken sidste By han tilbades under Tilnavnet da, og hvor der fandtes en hellig Vædder (ba). Mendes' Anseelse tilherer ligesom Sais' navnlig den senere Tid. I Ptolemaiertiden reistes der fur Osiris, Isis og Horos en pragtfuld Helligdom paa Øen Philai ovenfor Katarakten ”.
Isis (Ese), Osiris" Hustru og Horos' Moder, fører i Reglen Titlen ,den store Moder" og kaldes ofte , Himlens Herskerinde", stundom med Tilføjelsen: hun, som skaber dens Herligheder. I de Dødes Rige spiller Isis, aldeles ikke, som man maaské kunde vente, nogen fremtrædende Rolle. Hun sidder aldrig ved Osiris" Side som Underverdenens Dronning”, Hendes Virksomhed falder mere paa Jorden. Som Osiris" trofaste Ægtefælle sørger hun over hans Død, men hun indskrænker sig dog ikke til at klage og sørge; hun vandrer rundt og samler den for Sets Broderhaand Faldnes adsplittede Lemmer, og efterat hun med Besvær har faaet dem samlede, indgyder hun ved sin Søn Horos' Hjælp nyt Liv? i Osiris" døde Legeme. Den samme Rolle spiller Isis i de nye Osiris'ers Historie efter Døden, d. v. s., hun vaager over de Afdødes Legemer og indgiver det forklarede Legeme nyt Liv. Hun af-
2 Se ovenfor S. 951.
Derimod forekommer saavel Hathor som Gudinden Ament, en Form af Hathor, ved Siden af Osiris som Uuderverdenens Herskerinde, se f. Ex. Lepsius, Zodtenbuch 148, 28.
3 Se ovenfor 8. 1051 og 1062.
1065
bildes derfor ofte paa Sarkophagerne, hvor hun gjerne har Søstren Nephthys saa at sige til Speilbillede ",
Horos', Osiris? og Isis" Søn, skal efter de Dødes Bog? være opfostret af Nephthys?; han optræder, som vi have sét, som sin Faders Hævner”. Osiris bliver, takket være Horos, fornyet og bliver selv en Horos, som hvem han som den lysende og var- mende Sol hæver sig op over Horizonten. Horos' er saaledes, for- uden at være Osiris' og Isis' Søn, tillige en Solgud og navnlig den opgaaende Sols Guddom. Han kaldes derfor ogsaa , Himlens Herre". Horos tilbades, foruden i Abydos, hvor han dyrkedes som Osiris" og Isis' Søn, paa mangfoldige Steder som Solgud, som oftest paa hvert enkelt Sted med et særegent Tilnavn, i Edfu, saaledes som vi have sét, under Navnet Æudu. Paa flere Steder har Solguden Horos Hathor til Ægtefælle, og Ægteparrets Søn bærer ligeledes Navnet Horos, kun at han i Modsætning til den ældre Horos har Tilnavnet: den Yngre. Denne Horos' Navn bliver da: Åar-pe-khrot, d. e. Horos den Yngre eller Horos-Barnet, hvad Hellenerne gjengive ved Harpokrates &, under hvilket Navn Horos's Dyrkelse, som bekjendt, indførtes i Rom samtidig med Isis" og Serapis' Dyrkelse ',
En særegen Form af Horos er, som vi have bemærket, Horos i Horizonten, Hor-m-akhi, Han fremstilles oftere som Skaber. Paa en Sten-Tavle i Museet i Berlin kaldes han saaledes ,den eneste Gud; den, som lever i Sandhed, som har skabt Alt hvad
men
! Om Nephthys se nedenfor S. 1072.
2 Lepsius, Todtenbuch 134, 6—7.
2 Plutarkh, (De side et Osir. c. 38) og Herodot (I, 156) kalde Leto (Buto) Horos' Opdragerske.
f Se ovenfor 8. 1052.
5. Plutarkh, De Iside et Osir, c. 19, siger derimod, at Harpokrates er en yngre Sen af Isis.
5 Harpokrates blev for Romerne Taushedens Gud, fordi han holder Fingeren paa Munden (Plut., De Iside et Osir. c. 68). Denne Opfat- telse beror paa en ren Miasforstaaelse; Ægypterne tænke ved at af- bilde ham med Fingeren paa Munden aldeles ikke paa noget Saadant ; de antyde kun, at denne Horos er et Barn (pe-khrot).
1066
der er til, Skaberen af de levende Væsner, af Dyrene og af Menneskene",
I en Papyrus i Louvre spiller Aor-st-esis samme Rolle som Hor-m-akhi, Han siger her om sig selv: , Det er mig, som har aabenbaret mig i det himmelske Urocean med Ra, og det er mig, som har udbredt Himmelhvælvingen med Ptah"”,
Hor-m-akht dyrkedes navnlig i Memphis. Allerede i det fjerde Dynastis Tid udhuggede man her ved de store Pyramider af Klippen et kolosalt Billede af Hor-m-akhi med Menneskehoved og Dyrekrop: det er den store Sfinx ved Giseh. Hor-m-akhi kaldtes i græske Indskrifter Armakhis?,
Horos fremstilles i Reglen som Menneske med Spurvehøgehoved, med hvilket Fuglehoved. forøvrigt ogsaa flere andre Guder stundom fremstilles, saaledes Mentu, Khonsu og Sokar. Dog var det neppe andre end de med Solguden forenede Guder, der fremstilledes paa denne Maade.
Anepu (Anubis) er, som alt bemærket", en af de Guder, der nævnes hyppigst i det gamle Riges Indskrifter. Han synes i disse fjerne Tider engang at have nydt ikke blot samme Anseelse som Osiris, men endog en endnu større. Siden træder han vel noget i Skygge for Osiris, men selv i senere Tider spiller han dog en vigtig Rolle, idet han nemlig tager sig af de Afdødes Sjæle og veileder dem efter Døden, ligesom han ogsaa beskytter de Af- dødes Legemer, hvis Bevarelse var en nødvendig Betingelse for Legemets Forklarelse%. Anubis nævnes som Osiris' Søn, Anubis dyrkedes i Siut under Tilnavnet Ap-her (Veiføreren); denne Ap-her var et dobbelt Væsen, idet der nemlig baade tales om en ap-Åer- meh, Nordens Veifører, og en ap-her-res, Sydens Veifører. De
Mariette, Sur la måre d' Apis S. 40.
Mariette, Sur la mére d'Apis 8. 39.
Se Båckh, Corpus Inser, Gr. III, (ed. Franz Nr. 4699 1. 17).
Se ovenfor S. 1058.
Se nedenfor, Afsnittet om de Dedes Skjæbne efter Deden.
Anubis var efter Plut., De Iside et Osir. c. 14, en Sen af Osiris og Nephthys.
a gø dn e pe
1067
vare efter Klemens fra Alexandreia Symboler paa de to Hemisphærer.
Thot, der af Hellenerne, som bekjendt, sammenstilles med Hermes, spiller i Underverdenen en lignende Rolle som Anubis!; han tager sig af de Afdøde og fører dem paa rette Vei, kun med den Forskjel, at, medens Anubis leder de Afdøde ved Haanden, virker Thot mere ved Ordet; han skriver saaledes den Bog, hvis Ord veilede den Afdøde paa hans Vandring under Jorden. Men Thot indskrænker sig ikke til at veilede de Døde, han spiller ogsaa en Rolle i Osirismythen, idet han dels overbeviser Osiris' Modstandere om, at Osiris' Ord og Liv er Sandhed, dels kæmper han ogsaa med Vaaben i Haand imod Set og hans Hær. Dog end ikke hermed er Thots Rolle udspilt; han er tillige den, som ordner og styrer Himmellegemernes Gang (han tænkes derfor ogsaa at staa i Forbindelse med Maanen, der næst Solen er det største og mærkeligste af alle Himmellegemer); og paa lignende Vis menes ogsaa alle gode Indretninger, Love og Anordninger, Indretninger af Tempelbygninger 0. desl. at skylde Thot deres Tilblivelse. I Indskrifterne kaldes han derfor ogsaa ,det guddommelige Ords Herre" og efter de gamle Forfattere repræsenterer han Fornuften (0 Aoyog), — en Opfattelse af Thots Væsen, som fuldkomment vel stemmer med mange Antydninger i Indskrifterne. Den store An- seelse, Thot nød i Ægypten afgiver et fordelagtigt Vidnesbyrd om Ægypternes aandelige Udvikling og viser, at de nærede stor Ærbødighed for Fornuften.
Thot siges at være udsprungen af Ra (Solguden) og at være frembragt af Kheper. I Indskrifterne kaldes Thot ofte , Evighedens Konge?" og fremdeles ,den dobbelt store Gud", hvad man har villet forklare deraf, at han i Hermopolis tilbades under to Skik-
" Plutarkh, De Iside et Osiride c. 61 taler om Hermanubis, en af Anubis og Thot sammensat Guddom, og i Virkeligheden findes der stundom Afbildninger af dette Blandingsvæsen.
2 Denne Titel bærer ogsaa Osiris. Man har derfor ment, at Thot oprindeligt var en særegen Form af Osiris.
1068
kelser. Hos de klassiske Forfattere kaldes Thot den trefold store Hermes; det er uden Tvivl en senere Tids Overdrivelse. Af andre Tillægsbestemmelser, der gives Thot, fortjener det at anføres, at han paa en Tavle i Londons ægyptiske Museum kaldes ,den, som uddeler Sprogene til alle Laude«.
Thot dyrkedes foruden i Hermopolis ogsaa i Hovedstaden i den syttende nedre-ægyptiske Nomos og formodentlig endnu et Par andre Steder; men hans Anseelse var dog, som ovenfor bemærket, ikke indskrænket til disse Steder.
I senere Tider tales der ofte om Astennu i Hermopolis!; denne Astennu er aabenbart en Biform til Thot.
Nehemva nævnes ofte ved Siden af Thot. Man har sammen- stillet hende med den phoinikiske Dronning Nemanun?, hvis Barn Isis ammede, efterat hun i hendes og hendes Ægteherrres Mal- kandros' Palads havde opdaget Osiris' Kiste?. Det kan dog ikke antages for aldeles afgjort, at denne Nemanun staar i nogen For- bindelse med Nehemva, thi Nemanun eller Nemaun kan meget vel være et phoinikisk, fra nehemva aldeles forskjelligt Ord".
Ifølge Plutarkh? skulde den første Muse i Hermopolis været kaldet baade Isis og Dikaiosyne; denne ,første Muse i Hermo- polis" er uden Tvivl Nehemva, der herefter synes at have været nær beslægtet med Isis.
Den anden Gudinde, som ledsager Thot, og hvem navnlig Bogsamlinger vare helligede, havde Tilnavnet Sefekh; men hvor-
- — mm me
! Se Goodwin i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 108—109 (1872). Atennu antages af Goodwin for at være den ægyptiske Form for Ostaner, et Navn, der efter Klassikerne bares af Demokritos af Ab- dera's Lærer, der var Ovorpræst i Ægypten; han skulde være kommet til Hellas med Xerxes.
2: Movers, Religion der Phénicier I, 8. 636 f££.
2 Plut., De Iside et Osir. c. 15.
Der omtales ikke nogen phoinikisk Gudinde af Navnet Nemanun eller
Nemaun; men det er ikke umuligt, at en i Phoinike tilbedt Gudinde
har havt Tilnavnet =my3 den Skjenne".
5 Plut, De Iside et Osir. c. 3.
1069
ledes hendes egentlige Navn, son? vi ovenfor have meddelt?, blev udtalt, kunne vi ikke afgjere. Hun kaldes i Indskrifterne ,,den store Herskerinde over Skriften, Herskerinden over Bogsamlinger, Ratlt)-ta-ui, d. e. de to Landes (kvindelige) Sol". Sefekh (P) deltager ofte med Thot i Grundlæggelse af Templer 0. desl.2, . Bes eller Besas var saavel efter klassiske Forfatteres Med- delelser som efter Mindesmærkerne Navnet paa en Gud, der i Ptolemaiertiden dyrkedes i et Par Byer i Mellemægypten?. Bes afbildes paa en fra de ægyptiske Guder aldeles forskjellig Maade, i fremmed Dragt med Fjederkrone paa Hovedet; han har ogsaa en ganske uægyptisk Figur, er uformelig, undersætsig og har et stort Hoved, der aés en face. Ifølge Indskrifterne stammede han fra Pun-it, formodentlig det lykkelige Arabien”, hvor lignende uforme- lige Figurer efter Mindesmærkerne havde hjemme. Man finder aftere Billeder af Bes paa Smaaæsker til Salve og andre Sager, der tilberedtes med Stoffer som kom fra det lykkelige Arabien. Vi vide ikke, hvornaar Bes optoges i den ægyptiske Gude- kreds; senest skete det i Ptolemaiertiden; thi man finder ofte” paa
! Se ovenfor 8. 1036.
2? Se Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 9 (1872).
Ifelge Ammianus Marcellinus (Hist. XIX, 12, 3) havde Guden Besas
indtil Constantins Tid et Orakel i Abydos. Dionysios fra Alerandreia
omtalte agsas (Guden Besas i et af sine Skrifter (se Euseb., Hist.
Eccles. VI, 41). I græske Indskrifter omtales en By Besantinoopolis,
i denne dyrkedes sikkert es (se ovenfor 8. 968).
+ Bes kaldes ofte i Indskrifterne: den gode Herre af pun-t.
3 Se ovenfor 8. 506. Pun-t havde forevrigt rimeligvis ogsaa en videre Betydning og brugtes uden Tvivl tillige til at betegne fjernere Lande, om hvilke Ægypterne kun havde utydelige Forestillinger, f. Ez. Syd- Asien (Indien) og Øst-Afrika; Marieite seger pun-: i Øst-Afrika i Somali Landet henimod Cap Gardafui; så Compte-rendu de V' Ac. d. åns. 1875 8. 25 sign. Chabas, Recherohes sur DP Antiquité historique S. 146.
8 I Templet i Amaasif ved Theben 5sés en yderst uformelig Dronning af
Pun-t beie sig far Pharaos Udsænding; Chabas, l. 0. S. 154.
Der finden ogsaa Figurer af Bes, med Skjold og Sværd; undertiden
har ban to eller tre Sværd eller Knive; se f. Ex. Lepsius, Denkmåler
IV, 6h. Men han fremstilles ogsaa uden Vaaben, med vældige Blomster-
guirlander i begge Hænder, so Lopsius, Denkmåler IV, 88.
1070
Smaabygninger, der stamme frå denne senere Tid, de saakaldte ma-mesi, ,Fødesteder", og som findes i Nærheden af flere store Templer, Fremstillinger af disse Dverg-Guddomme.
Hvad Rolle Be spiller i Mythologien og navnlig paa disse Bygninger, kan ikke afgjøres med Sikkerhed, da Indskrifterne intet meddele os herom?,
Efter Herodots Fortælling saa Kambyses i Ptahs Tempel i Memphis et Billede af en Guddom, der forekom ham meget latter- ligt?, Herodot, der selv synes at have sét lignende Figurer i Ptahs Tempel, antog dem for Billeder af Ptah; men denne Op- fattelse bekræftes ikke af Mindesmærkerne, paa hvilke Ptah ikke fremstilles paa nogen latterlig Maade”; den jusædvanlige Skikkelse var muligvis Bes. Ifølge Herodot havde Phoinikernes Kabeirer samme Skikkelse som den latterlige lille Gud, Kambyses saa i Memphis. Heri havde Herodot uden Tvivl Ret; han havde selv besøgt Tyros, og en god Iagttager var han tilvisse. I det phoinikiske Ruinsted Adlun" har man fundet en lille Guldfigur, der har en hel Del Lighed med Bees, og som uden Tvivl er udført i Phoinike, hvorfor man med god Grund kan antage, at den fremstiller en phoinikisk Guddom?. Efter Herodots ovenfor berørte Vidnesbyrd er det ret sandsynligt, at den fremstiller en af Kabeirerne.
! Docent Julius Lange har i et interessant Foredrag om Bes udtalt den ikke urimelige Formodning, at Bes'erne spille samme Rolle som Kory- banterne i den græske Mythologi; se Udsigt over det philol. hist. Sam- funds Virksomhed i Aarene 1860—1874, 8. 53—56. Vi benvise het til denne Meddelelse, hvorfra vi have taget flere. Oplysninger.
Her., NI, 87.
Ptah fremstilles, enten som Mumie eller i fuld Menneskeskikkelse. Renan i Gazette des Beaux-Arts 20 période VII, S. 18 og 20 (1873). Bes vandrede forevrigt dybt ind i Asien. Paa en Cylinder med per-
… sisk Kileskrift, der tilherer det femte Aarhundrede f. Kr., findes Bes afbildet (Layard, Ainive and Babylon S. 607). Stilen viser tilstrækkelig, at denne Bes er kommet fra Ægypten og ikke fra Phoinike. I Maaden, hvorpaa Bes fremstilles af Ægypterne, er der ievrigt enkelte Mo- menter, som minde om den gammel-babyloniske Konst. Det har her- efter en vis Rimelighed, at der i Sydarabien under babylonisk Ind- flydelse engang fordum har udviklet sig en egen forsvunden Konst.
1071
Paa nogle Mønter, der oftere findes paa Minorka, stundom ogsaa paa Majorka og en sjelden Gang ogsaa paa Kysten af Middelhavet mellem Rhonens og Ebros Udløb, findes afbildet en Figur, der i Fremstilling ikke lidet ligner Bees", saaledes som han fremstilles paa ægyptiske Mindesmærker. Han holder i den ene Haand et Vaaben, en Hammer eller et Sværd, i den anden en Slange (?). Ved Siden af Figuren findes paa de fleste af Mønterne Indskrift son med phoinikiske Bogstaver. Efter de Saulcy? er zwnn det phoinikiske Navn paa den ved Balearerne liggende Ø Ebusus, nu Ibitza, (paa hvilken forøvrigt ingen af Mønterne ere fundne 2); efter Judas' skulde Navnet Bwa3n oprindelig betyde »Besernes Ø"", men dette er neppe sandsynligt. Den lille Figur er uden Tvivl en Kabeir, og den Omstændighed, at han ligner Bes mere end Figuren fra Adlun, skyldes formodentlig den Omstæn- dighed, at man paa vedkommende Ø, da man i det tredie Aar- hundrede her begyndte at slaa disse Mønter, har hentet en ægyptisk Møntmester, som til Forbillede har taget den ægyptiske Bes, istedetfor de mere plumpe phoinikiske Kabeirer 5.
Bes antoges i Romertiden af de mauge Reisende, som besøgte Ægypten, for et typhonisk Væsen, en Form af Typhon. Denne Opfat- telse skyldes vel dels Bes's Hæslighed, dels maaske ogsaa, og det med større Ret, den Omstændighed, at han stundom sés i Selskab med en Gudinde med Flodhestelegeme (Gudinden Æer)%; thi Flodhesten ansaaes, som alt bemærket, for et typhonisk Dyr.
Iblandt de Smaafigurer af ægyptiske Guddomme, som op- bevares i Europas ægyptiske Oldsagssamlinger, er Bes ikke
— == rn
! Se Alolss Heiss, Monnaies antiques de VEspagne pl. LXIII og LXIV.
2? De Saulcy i Mémoires de I' Acad. des Inscr. XV, S. 182 ff. (1845).
2 Alois Heiss, |. c. 8. 424 fr.
S Revue Arckheol. XVI, S. 647 ff. (1860).
3 Der findes et Par Menter med denne lille Figur og de tre næstforste Keiseres Billeder. Flere af disse Menter have saavel phoinikiske som latinske Indskrifter. Det store Flertal af disse Mønter have dog kun phoiniske Indskrifter og ere aabenbart ældre end Keisertiden,
7 Lepsius, Denkmåler IV, 85.
1072
sjelden. De fleste af disse Figurer af Bes tilhøre dog Ptole- maiertiden; der findes iblandt disse Bes'er stundom ogsaa kvindelige Bes'er. Fremstillinger af Bes i Sten opgraves stundom i Italien, ja selv i andre syd-europæiske Lande!?.
Nephthys, der var Nomosgud i den nittende Overægyptiske Nomos, forekommer i Indskrifterne idelig omtalt i Forbindelse med Isis, af hvem hun er en Art Gjentagelse. Ifølge Plutarkh antoges hun af Hellenerne snart for 7Teleute snart for Aphrodite snart for Nike?. Plutarkh fortæller, at hun var Typhons Hustru, og i Virkeligheden forekommer hun stundom i Indskrifterne ved Siden af Set?, Nephthys fører ofte Titlen ,alle Guders Herskerinde".
Heke eller Hekt spiller i den ældre Tids Indskrifter en ikke liden Rolle, hvorimod hun fra det nyere Riges Tid træder endel i Skygge. Hun var sandsynligvis noget beslægtet med Hathor.
Ptah fremstilles paa Mindesmærkerne ofte i Mumieform lige- som Osiris og er aabenbart en for Memphis og for en Del af det Syd derfor liggende Land særegen Form eller Skikkelse af Osiris". I Sokar have vi den samme Gud i en mere udviklet Skikkelse, idet han tilhører et senere Tidspunkt af Solens eller Osiris" under- jordiske Vandring, nærmere ved Fornyelsen eller Gjenfødelsen ; og i Hor-m-akht have vi endelig den i Horizonten straalende Sol, den gjenfødte, paany oplevende Osiris. Alle tre Skikkelser dyrkedes i Memphis: Ptah med Tilnavnet Piah-sebt-res-f ,, Ptah, han, som er i sin hvide Borg", dyrkedes i Byens Akropolis, Sokar i den Del af Byen, der nu bærer Navn af Sakkarah, d. v. s. i den sydvestlige Del af Byen, og Hor-m-akht, hvis Billede er den store
! I Vatikanets Stengalleri (der siden 1870 er lukket) sés flere Figurer eller Basreliefs af Bes. Ved Cos i Sydfrankrig, i Ruinerne af Byen Cosa, er der ogsaa fundet en Stenfigur af Bes. Den er afbildet i Revue Archéol, XVI, pl. 370 (1860); sign. Bemærkningerne Il. c. XVI, S. 496 (1860).
? Plut, De side et Osiride c. 12.
1, Se f. Ex. Lepsius, Denkmåler III, 246.
4 »Ptah, forme inerte ou materielle d'Osiris", Devéria i Recueil de travaus relatifs å PEgyptologie et & VAssyriolgie I, 8. 16 note 26.
1073
Sphinz ved de store Pyramider i Ørkenen en god halv Mil Vest for Gizeh, i den nordvestlige Del af Byen?.
Ptah omtales i mange Indskrifter som Skaber, og det som Skaber af de Gjenstande og Frembringer af de Væsner, der spille den største Rolle i Verden. Ptah kaldes saaledes ,,Begyndelsernes Fader", ,Skaberen af Solens og Maanens Æg" 0. s. v. Som Skaber bringes Ptah undertiden i Forbindelse med Nu, Urocea- nets Gud”.
Vi maa her endnu minde om de ovenfor? meddelte Udtryk af Hymnen til Amon-Ra, hvor denne kaldes den skjønne Sæd (?), som er frembragt af Ptah".
Ptah fører i Indskrifterne forskjellige Tilnavne. Han kaldes saaledes undertiden Ptah-Tenen. Ptah benævnes fremdeles ,,Ret- færdighedens eller Sandhedens Herre", hvorved hans Forbindelse med Osiris endmere træder frem, fremdeles ,, Herren over sin store Throne", ,han med det skjønne Ansigt" 0. s. v.
Sekhet, der ofte kaldes ,Ptahs store Elskede", og ,alle Guders Herskerinde" dyrkedes i Memphis, hvor hun dog kun spiller en noget tilbagetrukken Rolle ved Siden af Ptah og hans Sønner". De gamle Forfattere tale aldrig om Dyrkelsen af Sekhet eller Artemis i Memphis&, og i Indskrifter omtales hun ligeledes sjeld- nere. Derimod tilbades Gudinden Bast i et Kvarter af Memphis; og hun er formodentlig den Gudinde, som af Herodot omtales som »den fremmede Gudinde i Memphis" ”.
Sekhet dyrkedes ogsaa i Theben, hvor man i en Del af
! Sign. Mariette, Sur la måre d'Apis 8. 39.
2 Lepsius, Denkmåler 1II, 254, hvor man sér Ptah-Nu og Hor-Tum af- bildede.
2 Se ovenfor 8. 1045.
+" Hun omtales f. Er. i Rameses [Ls store Papyrus pl. XLIII, ff.; se Eisenlohr i Zeitschrift fir ågypt. Sprache XI, S. 101 ff. (1873).
5. Derimod omtales Speos Artemidos ved Benihassan, se ovenfor 8. 963; denne Hule var efter Indskrifterne helliget Sekhet.
8 Se ovenfor 8. 972.
Her. Il, 112.
0 i
1074
Amonstemplet har fundet en stor Mængde Statuer af hende i sort Basalt!. Hendes Dyrkelse i Theben er maaske først indført under Amonsønnerne.
Imhoten der ofte anføres som Ptahs Søn, kaldes undertiden første kher-heb (Læge)?. I Virkeligheden er det bekjendt Sag, at Imhotep's Præster udøvede Lægekonsten. Hellenerne kalde derfor ogsaa Imhotep: Asklepios. Imhotep nævnes ogsaa som Forfatter af et Skrift, der indeholdt Forskrifter for Tempelbygning ?.
Nefer-tum anføres i de Dødes Bog som Søen af Bast". Han er uden Tvivl den gammel-ægyptiske Guddom, som Hellenerne kalde Agathodatmon 5,
Sokar eller Seker, der navnlig dyrkedes i Memphis, er, som alt antydet, en Form af Osiris, med hvem han ofte nøie for- bindes; der taleg nemlig ofte om Sokar-Ogsiris i Memphis. Sokar fremstilles ikke sjelden med Spurvehøgehoved, hvorved der antyde, at han er en Overgangsform til Solguden Horos. Det er sand- synligvis af Hensyn til denne hans Forbindelse med Solguden, at Sokar i Indskrifterne ofte fører Titlen ,, Himlens Herre".
Ra er, som oftere berørt, den egentlige oprindelige Solgud, er Billedet paa den lysende og varmende Sol, i hvilken Ægypterne fra ældgamle Tider saa en af Guddommens vigtigste Fremtrædel- sesformer i den materielle Verden. Flere store Guddomme for- bindes med Ra, saaledes Num, Hudu, Mentu, Amon og andre.
Tum, der i Indskrifterne ikke sjeldent kaldes , Gudernes Konge", er Billedet paa den nedgaaende Sol, der sænker sig under den vestlige Horizont for i Nattens mørke Timer at vandre hen under Jorden til det Punkt, hvor den, næste Dag, atter skal hæve sig som Morgensolen, for igjen at kalde Liv og Virksomhed frem
! Flere af disse ere nu i Louvre, andre i Britisk Museum.
2 Om Lægekonsten slgn. ovenfor 8. 214 ff.
2 Dtimichen, Z'empelinschriften pl. XCVH, I. 9 fø ; sign. Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Sprache X, 8. 4 (1872).
" Lepsius, Todtenbuch 17, 55 --56.
3. Dette Navn bruges ogsaa som Personnavn af hellenistiske Ægyptere.
1075
paa Jorden. Zum er saaledes modsat Horos eller Hor-m-akhti. Imellem begge ligger Osiris, den vigtigste Overgangsform imellem de to Solguder. Forøvrigt forbandt man stundom Tum og Horos ti ét Væsen, idet man vilde udtrykke, at de kun vare to Sider af samme Væsen. ”
Tum tog med Horos Del i Kampen mod Set. Tum dyrkedes navnlig i Heliopolis, hvor der blandt Andet fandtes en hvid Tyr, Mnevis, der nød stor Anseelse i hele Ægypten og ofte nævnes ved Siden af Apis!
Shu, hvis Navn sandsynligvis betyder ,Straale" eller ,,S0l- straale" ”, er ligeledes en Solgud og fremstiller sandsynligvis Middagssolen, hvis Straaler gløde og brænde. Shu symboliseres derfor ogsaa ved Billedet af en Løve. I Heliopolis holdtes der derfor ogsaa en Leve, der var helliget Shu, Shu kaldes ofte , Solens Sen".
Tafnut, Shu's Søster, der snart kaldes Datter af Ra snart Datter af Tum, nævnes ofte ved Siden af Shu; hun fremstilles ligesom han under Billedet af en Løve, hvorfor der ogsaa i Helio- polis fandtes en Tafnut helliget Love.
Bast dyrkedes foruden i Memphis? navnlig i det efter hende opkaldte Bubaste; hun fremstilles med et Kattehoved? (hvorimod Sekhet har et Løvehoved). Bast's Dyrkelse var forøvrigt ogsaa udbredt i andre Egne af Ægypten. Den Betydning, som Byen Bubaste fik under Kongerne af Sisaks Æt, synes at have bragt Bast stor Anseelse over hele Landet.
Neith, der navnlig dyrkedes i Saisé, havde allerede i det ældste Riges Dage stor Anseelse i Memphis”. Neith kaldes ofte:
1: Mnevis omtales af Diodor, Bibl. Hist. I, 84; af Plut., De Iside et Osiride c. 33 0. 8. v.; i Tresprogs-Indskriften fra Tanis o. fl. St.
Det ægyptiske Ord shu betyder ,at straale" og bruges om Solen.
Shu og Tafnuf kaldes ofte: de to Lever.
Se ovenfor 8. 972.
Se ovenfor 8. 999—1000.
Se ovenfor 8. 976.
Se ovenfor 8. 816—817.
ej e & 0) & -
68"
1076
Datter af Ra (Solguden). I andre Indskrifter kaldes hun Ra(i) d. e. den kvindelige Sol, Kjærlighedens Herskerinde. I Skriftet om Isis og Osiris! meddeles en Indskrift, som skulde have været at læse i: Neiths Tempel, hvori Solen siges at være frembragt eller født af Neith. Indskriften skal efter dette Skrift have lydt. saa- ledes: ,Jeg er det, som er, som skal være og som har været; Ingen har hævet mit Sler, og den Livsfrugt, jeg har født til Verden, er Solen". Har denne Indskrift virkeligt været at læse i Sais —, hvad der ingenlunde kan ansés for sikkert, — kan det betragtes som afgjort, at den i ethvert Tilfælde ikke naar længere tilbage i Tiden end til Psametiks Dage. Vi bemærke her for- øvrigt, at Solen (Ra) i de Dødes Bog? kaldes Søn af Tanen (Jorden selv?) og Nu, at det følgelig ikke er utænkeligt, at en Forveksling af Neith og Nu (Nu-t) har givet Anledning til den her anførte Meddelelse hos Plutarkh, at Athene i Sais, d. e. Neith, var Solens Moder.
Athene i Saigs var efter det anførte Sted hos Plutarkh? den samme som Isis.
Imidlertid maa vi dog bemærke, at Neith stundom ansés for Moder til Horos, der jo ogsaa er Solgud, og at det er Plutarkhs ovenfor meddelte Ord, der har Hensyn hertil. Neith kaldes nemlig i Indskrifterne stundom ,den store, den ærværdige Moder, den rige, den store Pleierske af hendes Søn Horos". Man sér heraf, at Neith var en Form af Isis, hvad Plutarkh ogsaa siger”, og hvad der stemmer vel overens med Indskrifternes Meddelelser om, at hun i Sais havde en Osiris ved Siden:
Vaz eller Uz, Buto, Nordens Gudinde, dyrkedes foruden i Byen Buto paa flere andre Steder. Nordens og Sydens Gudinder toge med den edfaiske Solgud i Skikkelse af to Slanger Del i
pure
1 Plut., De Iside et Osir. c. 9.
? Se Lepsius, Zodtenbuch 15, 39—40.
? Roden i Neith og i Nu er forøvrigt ikke meget forskjellig, thi et + feies ofte til Stammen ved Orddannelser; muligvis er der altsaa et oprindeligt Slægtskab imellem de to Gudinder.
+ Plut, Il ce.
1077
Kampen imod Set og hans Forbundsfæller!; de omtales oftere i de Dødes Bog.
Serapis betegner, som vi have 8ét, oprindelig den døde Apis, men i senere Tider blev Serapis et eget guddommeligt Væsen og navnlig en med Osiris nærbeslægtet Guddom. Ifølge Plutarkh 2, kunde man i Ægypten finde Folk, der paastod, at Serapis var Navnet paa Apis' Kiste. Denne Anskuelse er ikke saa aldeles urimelig som Plutarkh antager, da Serapis betegner, vel ikke Apis' Kiste, men dens Indhold, den døde Apis. Serapis dyrkedes navnlig i Alexandreia og Kanobos, hvorfra hans Dyrkelse i den første Keisertid overførtes til Rom.
Nu, den mandlige Himmelgud, omtales sjeldent i Indskrifterne, hvorimod den kvindelige Nu (Nu-t), Himmelgudinden, særdeles hyppigt omtales og det ligefra de ældste Tider. Paa den ind- vendige Side af Sarkophaglaagene afbildedes gjerne Nu (Nu-t), og man læser fra det fjerde Dynastis Tid til de sidste Tider en Formel, hvori der ønskes, at Gudinden Nu (Nu-t) maa udbrede sig over den Afdøde. Hun omtales oftere i de Dødes Bog; hun fører ofte Titlen ,den store Herskerinde over Himlen, Gudernes Herskerinde".
Seb symboliserer Jorden, ligesom Nu (Nu-t) Himlen; Seb og Nu betragtedes som flere vigtige Guders Forældre; Osiris og Isis, Set og Nephthys vare saaledes Børn af dem. En Mythe om Forholdet imellem Kronos og Rhea d. e. Seb og Nu og om Fødselen af disse Guders fem Børn findes hos Plutarkh?, Sed fører som oftest Titlen: erpa neter-u, Gudernes ÅArving.
Hapi, Nilguden, omtales ofte i ,de Dødes Bog", hvor han kaldes ,Gudernes Fader". api fremtræder forøvrigt i to Skik- kelser, som Syd-Nil og Nord-Nil. Ordet Aapti har en ydre Lyd- lighed med det ægyptiske Navn paa Apis, men sprogligt ere de to Ord aldeles ikke beslægtede".
Abhandlungen der Gesellschaft der Wissenschaften zu Gottingen XIV, 8. 209 Plut., De Iside et Osiride c. 29. Plut., De Iside et Osiride c. 12. Sign. Skrivemaaden af de to Ord ovenfor 8. 1037; se ogsæ 8. 1054,
mo HG. — wø. mm
1078
Gudinden Ma, Sandhedens og Retfærdighedens Gudinde, om- tales som en Datter af Ra. Hun spiller en stor Rolle i de Dødes Rige, navnlig ved Dommen over Menneskesjælene. Hun er nær beslægtet med Hathor. Der tales ofte om ,den dobbelte Ma", efter Lepsius fordi Ægypterne tænkte sig Ma, Retfærdighedens Gudinde, baade som den belennende og straffende.
Kheper eller Khepera, ,,Skaberen", var egentlig et Tilnavn til Solguden Ra, til hvem Skabelsen ofte føres tilbage. Kheper be- tegnes ikke blot i Skrift ved en Bille, hvilket er ganske naturligt, fordi Billen har Lydværdien kheper, men ogsaa i billedlige Fremstillinger udtrykkes Skaberen istedetfor, som de andre Guder, ved et Væsen med Menneskelegeme eller deslige, ikke sjeldent ved en Bille, der meget ofte triller en Kugle.
De fire Dødsgenier!, der kaldes Osiris Børn", omtales ofte i de Dødes Bog og lignende Skrifter. De havde den særegne Opgave at beskytte de Afdødes ædlere indvortes Dele, Hjerte, Lever o. desl. De tre sidste afbildes gjerne med Dyrehoveder, Hapi med Bavian-, Tiumutef med Shakal- og Kebhsenuf med Spurve- høgehoved, hvorimod Amgset har Menneskehoved. De Dele af Legemet, som disse fire Genier skulle beskytte, nedlagdes gjerne i Krukker, hvis Laag vare prydede med Hovederne af disse Genier. I de fleste ægyptiske Oldsagssamlinger findes der flere saadanne Vaser eller Krukker.
De fire Par Elementguder, som man ofte kalder dem efter Lepsius, spille navnlig en Rolle i den senere Tids Indskrifter? men de omtales allerede tidligt, saaledes at deres Anseelse ikke udelukkende tilhøre den senere Tid. Wenu omtales undertiden som dyrket i Buto og maaske ogsaa i Tanis.
Til Slutning maa vi endnu omtale, at efter de gamle For- fatteres Meddelelser skulde Ægypterne have inddélt deres Guder efter deres Vigtighed i tre Kredse”, I Indskrifterne tales der aldrig om saadanne tre Kredse, derimod vel om ,den større
—-
?: Deres ægyptiske Navne findes ovenfor 8. 1037. Sign. S. 1104 ff. ? Her. II, 175.
1079
Gudekreds" og ,den mindre Gudekreds"!; men ved dette Udtryk tænkte Ægypterne formodentlig kun paa de Gudekredse, der dyr- kedes paa det Sted, hvor Indskriften var affattet. Det er ganske sandt, at de vigtigste Guder, selv i gammel-ægyptiske Aktstykker af anselig Ælde, stundom ere ordnede i tre Kredse, paa lignende Vis som de klassiske Forfattere fortælle; men denne Ægypternes Inddeling er dog ikke ganske af samme Art som Klassikernes. Det er nemlig klart, at Ægypterne kun have ordnet disse Guder i disse tre Kredse, fordi det antoges, at Guderne havde hersket over Ægypten (eller Verden) før Menes' Tid, hvorfor de jo maatte op- føres i en vis Rækkefølge og ordnes i Gudedynastier eller Slægter, i Lighed med de menneskelige Herskere over Landet. Man ord- nede dem saaledes, at de anseteste Guder kom først, derpaa de næst-mægtigste og tilsidst de Guder, som ikke indtog saa høi Rang. Disse Inddelinger vare forøvrigt ikke éns i hele Ægypten?, De: hellenske Guders Inddeling i tolv store Guder 0. s. v. gaar ud fra en ganske anden Betragtningsmaade, og det er altsaa en af de gamle Forfatteres ikke usædvanlige Misforstaaelser af de ægyptiske Forhold, naar vi så dem tale om, at Ægypterne inddélte deres Guder efter deres Vigtighed i tre Kredse.
Efterat vi saaledes have givet en kort Udsigt over Ægyp- Om Menneskenes ternes Forestillinger om deres Guddomme og om disses indbyrdes — Døden, Forbindelse, skulle vi forsøge at give en Udsigt over deres Opfat- telse af Menneskets Skjæbne efter Døden.
Det er allerede antydet, at der ikke er levnet os noget gammel-ægyptisk Skrift, der er affattet i den Hensigt at meddele Underretningg om Ægypternes Forestilling om Livet efter Døden, ligesaalidet som der er bevaret noget gammel-ægyptisk Skrift om den ægyptiske Gudelære. Heller ikke de gamle Forfattere der
! Se ovenfor 8. 1025, slgn. sammesteds Anmk. 2.
2 Gudernes Rækkefelge er hos Manetho (se Måller, Fragm. Hist. Gr. II, S. 526 ff.) en anden end i den Turinske Papyrus. Manetho fulgte Opfattelsen i Heliopolis, Papyrus'ens, Forfatter Opfattelsen i Theben.
1080
have skrevet om Ægypten, give nogen videre Oplysning om dette Punkt, ja det er endog klart, at de fleste af dem kun have havt en meget mangelfuld Kjendskab til Ægypternes Forestillinger om Tilværelsen efter Døden. Derimod findes der i flere Skrifter, navnlig i de Dødes Bog, saa mange Oplysninger om enkelte Punkter af Ægypternes Forestillinger om Menneskets Skjæbne efter Døden, at det vil vise sig at være muligt, naar vi samle disse og ordne dem i deres Rækkefølge, at danne os et nogenlunde sammenhbæn- gende Billede af Ægypternes Forestillinger om Tilværelsen hin- sides Døden. Rigtignok er Sproget i de Dedes Bog, som be- kjendt, ofte meget dunkelt, og den Text, der findes i den af Lepsius udgivne Redaktion af Bogen”, paa mange Steder meget forvansket og feilagtig, saaledes at vi ere uden Oplysninger om mange vigtige Punkter, men ved de omhyggelige og grundige Undersøgelser, som man i de sénere Aar har anstillet over for- skjellige Afsnit og Udtryk i de Dødes Bog, vindes der dog be- standig mere og mere Klarhed 2,
Inden vi gaa over til at følge de gamle Ægyptere paa deres underjordiske Vandring efter Døden, skulle vi meddele de ægyp- tiske Udtryk for de Dele af det menneskelige Væsen, som navnlig have Betydning og spille en Rolle i alle de Skrifter, som syssel- sætte sig med Tilstanden efter Døden, saaledes navnlig i det bekjendteste af dem alle, de Dødes Bog.
De vigtigste af disse Betegnelser ere følgende:
OR eller sr ba, Sjælen 3;
! Se ovenfor 8. 205 ff. Foruden Lepsius' Bemærkninger i Indledningen til hans 7odtenbuch og de Rougés Oversættelse af Titlerne paa Ka- pitlerne og af enkelte Kapitler, samt Birchs Oversættelse i Bunsens History of Egypt. V, (se ovenfor 8. 209 Anmk. 2), har man Begyn- delsen af en ny Overættelse ved Brugsch i Zeitschrift får ågyptische Sprache X, 8. 65 ff. (1872).
7? Saadanne Monographier haves af Devéria, P. Pierret, Birch, Chabas, Lefebure, Pleyte o. fl. a. Da ville findes anferte nedenfor ved de forskjellige Afsnit af de Dødes Bog, vi efterhaanden skulle berere.
" Betydningeu af dette Ord forklares af Horopollon I, 6. Den Om-
1081
SY eller CS akhu eller khu, Aanden (den høeiere Sjæl) og tillige det forklarede Væsen;
may kha, Legemet;
BEN sahu, det forklarede Legeme;
L4 ka, Personen.
Vi skulle nu søge at sætte os ind i Ægypternes Forestillinger om Livet efter Døden ved at følge de Dødes Bog, der, som ovenfor omtalt, er en Art Haandbog, der medgaves de Afdøde, for at de i den kunde have en Art Formularbog paa deres Vandring efter Døden!.
Overskriften over det første Kapitel lyder i Oversættelse om- trent som følger:
»Begyndelsen af Afsnittene om at gaa ud som? Dagen, om at blive opreist tblandt Aanderne (khu) i Underverdenen (kher neter). At fremsige paa Begravelsesdagen, paa det at Osiris N. N. kan gaa ind efter at være gaaet ud?,
Kapitlet" lægges Thot i Munden og antages følgelig for at være forfattet af ham. Det er altsaa et virkeligt hermetisk Skrift. 1 Kapitlet læses: 19%) en Opregning af Thots Fortjenester af Osiris, efter hvilken der 2?) følger en Række Paakaldelser,
stændighed, at Ordet undertiden skrives med Vædderen, Guden Num (Khnums) Symbol, har maaske givet Anledning til den af senere Forfattere meddelte Mening, at Knuphis (Num, KAnum) betegner Aanden (ævsvua), se ovenfor S. 1040 med Anmk. 3.
! Se ovenfor S. 205 ff.
2 Denne Oversættelse er, som ovenfor (8. 206 Anmk. 1) anfert, noget omtvistet.
3 »Gaa ind" nemlig i Uuderverdenen, felgende den Vei, Osiris (Solens Sjæl) vandrer; , gaa ud" nemlig af Livet.
£ Om det ferste Kapitel se Devéria i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache VIII, 8. 63 ff. (1870), slgn. ogsaa P. Pierret, Le dogme de la ressurection 1870 Fol. og Brugsche Bemærkninger i Zeitschrift får ågypt. Sprache X, 8. 65 ff. (1872).
3. Lepsius, Todtenbuch 1, 1—9. Oversættelsen af dette og de felgende Afsnit findes nedenfor S. 1082.
1082
hvor Thot ogsaa taler i de Dødes Navn!. 3%) Efter disse finder man endel Hentydninger til den lykkelige Tilstand, hvori den Af- døde kommer, naar han har fuldendt den underjordiske Vandring ?. I en Del af dette Afsnit omtales den Afdøde i tredie Person”, hvorimod han i den sidste Del selv optræder talende i første Person", Derefter følger 4?) en ny Paakaldelse af Osiris? og tilsidst 5?) en Art Efterskrift om Virkningerne af Kapitlet.
[19] Saaledes tales der til Osiris”, Tyren i Ament (Vesten), d. e. han, som har forenet sig med Ament (Vesten), af Thot, den uendelige Tids Konge: ,Jeg er en stor Gud i den hellige Baad. Jeg har kæmpet for Dig. Jeg er en af de Guder, af kongelig Rang, som give Osiris' Ord deres overbevisende Kraft imod hans Fjender paa Dommens Dag, da Udsagnene prøves. Til Dine Ledsagere hører jeg, Osiris! Jeg er en af de Guder, der ere fødte af Gudinden Nu-(t) til at hugge Urd-het's? Fjender ned, og til at indespærre hans Avindsmænd. Til Dine Ledsagére hører jeg, 0 Horos! Jeg har kæmpet for Dig, jeg har underlagt [Modstanderne] under Dit Navn. Jeg er Thot, som giver Horos' Ord dets Myn- dighed imod hans Fjender paa Dommens Dag, i den Gamle i An's (Heliopolis) store Sal.
Jeg er Tet (d. e. den Evige), Søn af Tet (d. e. den Evige); jeg er undfangen i Tet og født i Tet"%, Jeg var hos de to Græde-
1, 9—15.
1, 15—20.
1, 15—17.
1, 17—20.
1, 20—22.
1, 22 ff.
Sign. Brugsch i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache X, 8. 65 ff. (1872);
slgn. ogsaa Devéria sammesteds VIII, S. 57 ff. (1870).
8 Om Kampen for at hævne Osiris, i hvilken ogsaa Thot deltog, se ovenfor S. 1051 ff.
% Urd-het betyder, som alt anfert ovenfor (8. 1062), ,Den, hvis Hjerte staar stille" — og er et Navn paa Osiris i hans første Tilstand efter Døden.
I Tet er baade Navn paa Busiris og paa Mendes; her formodentlig Busiris,
den vigtigste Osirisatad; efter Brugsch er tet derimod her Mendes.
4 em tå dd RE mm
1083
kvinder for Osiris, som véklage over Osiris paa Fællederne ved Byen Ta-ntr-abut?. At give Osiris" Ord deres overbevisende Kraft — det overdroges Thot af Ra; at give Osiris" Ord deres over- bevisende Kraft imod hans Fjender, som var overdraget ham — det udførtes af Thot.
Jeg var med Horos den Dag, da 7estes omvikledes”, da Hul- heden aabnedes, og da Urd-het's Hjerte vadskedes, skjulende Ind- gangen til Hemmelighederne i Ru-sta. Jeg var med Horos ved Beskyttelsen af Osiris' venstre Arm, som er i Sekhem, gaaende ud og ind paa Ildens Sted. Jeg har overvunden Oprørerne — efter en anden Læsemaade: Rædslerne — i Sekhem3,
Jeg er med Horos den Dag, man heøitideligholder Dødsfesten for Osiris Unnofr — han, hvis Ord har overbevisende Kraft. Paa sjette Dags Festen og Maanens Halvskins Fest i An (Helio- polis) bringer jeg Offergaver til Ra. Jeg er Præst i Tet (Busiris) og Salver i Abydos, ophøiende den, som er i Høiheden, jeg er Prophet i Abydos paa Verdens Høiheds Dag (P).
Jeg er en Seer af Hemmelighederne i Ru-sta (Indgangen til Underverdenen). Jeg læser Festlitanierne til Ære for Guden £a, Herren af Tet (Mendes). Jeg er Sem-Præsten iblandt hans Lige. Jeg er Overværkmester paa den Dag, da Skibet mess lægges paa Fodstykket. Jeg griber Hakken paa den Dag, Jorden ophakkes i Khennsu (Herakleopolis)".
[29] Anraabelse til dem, som? føre de fromme Sjæle til Osiris" Bolig: Lad indtræde Osiris N. N.'s Sjæl med Eder til Osiris Bolig! Den sé, som I s6! Den høre, som I høre! Den reise sig, som I reise Eder! Den sætte sig, som I sætte Eder!
! De to Klagerskers Sted.
2 Her tænkes paa Osiris" Begravelse og paa Horos' Virksomhed ved denne Leilighed.
32 Om Byen Sekkem, Letopolis, se ovenfor 8. 978.
£ Om Herakleopolis (det store Herakleopolis) se ovenfor 8. 962. Devéria har gjort opmærksom paa, at de præstelige Værdigheder, der her op- regnes, danne en Trinfelge; sign. ovenfor 8. 1023 med Anmk. 4.
5. Egentlig: O! de, som 0. s. v. eller: O! I, som 0. 8. v.
1084
Anraabelse til dem, som give Spise og Drikke til de fromme Sjæle i Osiris" Bolig: Giv Spise og Drikke i dobbelt Maal til Osiris N. N., i Samfund med Eder!
Anraabelse til dem, som aabne Veiene. Anraabelse til dem, som bane Stierne for de fromme Sjæle, som ere i Osiris" Bolig: Aabner Veiene, baner Stierne for Osiris N. N., i Forening med Eder! Han! komme ind ad denne Dør i Osiris" Bolig; kommer han frygtsom ind, komme han ud i Fred, han Osiris: N. N.! Lad ham ikke stødes tilbage, ikke forhindres, men lad ham gaa ind efter Ønske og gaa ud efter Behag! Hans Ord have Sandheds overbevisende Kraft, idet han udfører, hvad der bydes ham i Osiris" Bolig! Han gaar ind og taler i Samfand med Eder.
39] Ind drager Osiris i Vestens Land (Ament) i Fred. Ikke fandtes Skyld i ham paa Vægtskaalen, Ikke lod man — efter en anden Læsemaade: ikke kunde man — dømme mig paa mange Udsagn. Opreist staar hans Sjæl ligefor (Osiris). Den er befanden et ædelt Menneskes paa Jorden.
Saa befinder jeg? mig foran Dig, de Guddommeliges Herre. Jeg har naaet Uendelighedens Verden — efter en anden Læse- maade: Sandhedens og Retfærdighedens Sted. Jeg kommer frem som et levende guddommeligt Væsen. Jeg straaler blandt de himmelske Skarer. Jeg er som en af dem. Min Fod lefter sig "i Staden KAelau (Sol)?. Jeg skuer Kredsløbet af den herlige Saku (Orion)!, som befarer det himmelske Urocean.
Ikke vises jeg bort, ikke udelukkes jeg. Jeg skuer Dybets Herrer — efter en anden Læsemaade: den guddommelige Skare. Jeg lugter Vellugten af Guddomsskarens Næringsfylde, jeg sidder iblandt dem. Mig priser den ved Sarkophagen fungerende Præst.
! De følgende Ord maa tænkes udtalede af Thot, der her skildrer Fuld- endelsen af den Dødes Vandring.
2 Her indferes den Dede selv talende.
3 Om Byen Kåelau eller Khel se ovenfor S. 969; sign. 8. 1053.
' Sahu, Orions Stjernebillede, antages at ataa i Forbindelse med Osiris; Sirius, paa Ægyptisk Sputu, af Hellenerne gjengivet ved Sothis, med Isis.
1085
Jeg har hørt Offerbennerne. Jeg er stegen ind i Baaden nesherii; Ikke er jeg udelukket. Sjælen er i Samfund med sin Herre.
[49] Ære være Dig, Du, som dvæler i Vesten, Osiris fra Nef-ur! Giv, at jeg maa gaa ind i Fred i Vesten (Ament), at jeg maa modtages af Ta-ser' (Herlighedens Verdens) Herrer, at de maa sige til mig: Vær velsignet, Vær velsignet! som Fredshilsen; at de maa berede mig et Sted ved Siden af de største af Hovedgu- derne, at de to Fostermødre (?) maa modtage mig i Tide, at jeg maa træde frem for Unnofr ,(den Algode)" han, hvis Ord har over- bevisende Kraft; at jeg maa tjene Horos i Ru-sta og Osiris i Tet, at jeg maa antage hvad Skikkelse, jeg maa ønske, paa hvad Sted, det lyster mig!
[5?] Hvo, som besidder Kjendskab til denne Bog paa Jorden, eller som har ladet dette Kapitel udføre i Skrift paa sin Sarkophag, han vil kunne gaa ud hver Dag, eftersom det lyster ham, og han vil kunne vende tilbage til sin Bolig, uden at han vil blive ude- lukket. Føde, Mad og Drikke og meget Kjed vil blive givet ham fra Ka's (Solens) Alter. Han vil have sin Del af Aul's (Elysions) Marker, og der vil derfra blive givet ham Hvede og Durra. Da vil han befinde sig vel, som var han paa Jorden !,
Det næste Kapitel er ligesom det første, af almindeligt Ind- hold og har Hensyn til lfele Vandringen. Titlen er: Kapitel om Udgang som? Dagen og om Liv efter Døden. Det indeholder ligeledes en Paakaldelse og kan oversættes saaledes:
Saa taler Osiris N. N. O Du Eneste! Du, som straaler i Maanen. Jeg er gaaet ud fra de Mange". Jeg er efterladt af dem, som høre til Aanderne. Aabnet er mig Dybets Dør. Ud
! Udtalen er ikke ganske sikker: Brugsch foretrækker nu Læsemaaden fa sezer.
2 Det ferste Kapitel findes ofte paa Sarkophager, da det har Hensyn til Aele Vandringen.
3 Se ovenfor 8. 206 Anmk. 1; slgn. 8. 1081 Anmk. 2.
+ Her menes enten de Levende paa Jorden eller de Døde i Under- verdenen. I sidste Tilfælde maa Sætningen oversættes: ,Jeg er gaaet ud til" eller ,iblandt de Mange".
1086
er Osiris N. N. gaaet som (?) Dagen — at gjøre Alt, hvad han ønsker, paa Jorden, rundt iblandt Menneskene" ".
Det tredie Kapitel indeholder en Paakaldelse af Tum. Titlen er: Et andet Kapitel som det foregaaende. Saa taler Osiris N. N. O Tum! Tum! Du, som stiger storartet ud af Vandet, Du, som er herlig i Skikkelsen af Dobbeltløven. [Du som meddeler Dine Ord] til dem, som dvæle foran Dig. Osiris N. N. er kommet i deres Skare. Han fuldfører Dine Befalinger. Saa udraabe Ra's Skibsfolk paa Dagenes Aften: Osiris lever efter Døden ligesom den daglige Sol! Saa taler Styrmanden: Født blev Solguden Ra igaar; født bliver Osiris N. N. idag paa samme Maade! Alle gud- dommelige Væsner glæde sig ved Livet: saa glæder Osiris N. N. sig, ligesom de glæde sig, ved Livet, ved sin Udgang fra den Gamle i An's store Sal?,
I de følgende Kapitler tales der for første Gang om Enkelt- hederne paa den underjordiske Reise. Den Afdøde, d. v. s. hans Sjæl eller Skygge, bliver Veien vår, som fører fremad igjennem Underverdenen, og kommer til Søen Akabu og til Osiris' Mark?. Han staar her Fare for at blive taget til Arbeidsmand, men han befries dels ved en Formular" dels ved at skaffe sig Stedfortrædere — til hvilken Ende der som bekjendt nedlagdes smaa Figurer i Graven, der symbolisere Arbeidere, som identificere sig med den Afdeøde%. Han møder nu Apophis-Slangen, som en Formular be- skytter ham imod?. Han vandrer derpaa videre frem i Vesten (Ament) som han snart oversér hélt.
Efter flere smaa Kapitler, der indeholde forskjellige Sætninger, som den Afdøde har at udtale paa forskjellige Stadier af sin
1! Den sidste Sætning er uden Tvivl et Ønske.
3 Den sidste Del af Bønnen til Zum maa være et Ønske.
3 Kap. 4.
+ Kap. 5.
5 Kap. 6 indeholder en Samtale imellem Osiris og disse Stedfortrædere. S Kap. 7. Overskriften oversættes af Brugsch: , Kapitel, naar man faar Øie paa Apophis-Slangen. Forbandet være den"! De Rougé oversætter : »Kapitlet om at drage igjennem Apophis-Egnene, der ere ede".
1087 underjordiske Vandring, følger en Lovsang til Solguden, som af- slutter den første Del af de Dødes Bog. Denne Lovsang, som udtales af den Afdøde paa dette Punkt af den underjordiske Vandring, kan i Oversættelse gjengives paa følgende Maade!:
O Ra, Straalernes Herre! Gid Du maa skinne paa Osiris N. N.'s Aasyn! Gid han (den Afdøde) maa blive tilbedt om Morgenen, og gid han maa gaa ned om Aftenen; gid hans Sjæl maa gaa med Dig til Himmels, maa seile i den (hellige) Baad ads, maa lande i Baaden sekt og maa hæve sig som akhimu urds, i Himlen?! i
Osiris N. N. siger, idet han paakalder Evighedens Herre: Ære være Dig, Ra Hor-m-akhs: Khepera, Du, som er til ved Dig selv! Skjøn er Din Opgang i Horizonten. De to Verdener op- lyses af Dine Straaler. Alle Guder glæde sig, idet de så Himlens Konge. Gudinden Ned(d)-un kneiser paa Dit Hoved. Sydens Krone og Nordens Krone er sat paa Din Pande. Hun (Gudinden Neb(t)-un) kaarer sig sit Sted foran Dig, hun staar foran Baaden for at fælde Dig alle Dine Fjender; de, som ere i Underverdenen, komme frem for Din Majestæt, for at så Dit Billede, det skjønne.
Jeg kommer til Dig, jeg er med Dig for at sé Din Skive hver Dag: jeg indesluttes ikke, jeg stedes ikke tilbage. Mine Lemmer forny sig i Glandsen af Dine Skjønheder, som alle Dine Trofaste; thi jeg er en af disse Dine Udvalgte paa Jorden. Jeg har naaet Evighedens Land, jeg er kommet til Uendelighedens Land. Se! Du har villet dette for mig, 0 Ra, som for enhver Gud!
Osiris N. N. siger: Ære være Dig, Du, som glimrer i Hori- zonten som Dagen; Du, som gjennemleber Himlen, hvilende i Ret- færdighed! Alle Mennesker glæde sig ved at så Dig gaa frem fra
72 Se Lefebure, 7raduction comparée des hymmes au Soleil composant le XV ckapitre, 1868; se ovenfor 8. 208 Anmk. 2.
2 Den Afdede identificeres her, ligesom nedenfor, med Solguden 2a, hvilket, som vi nedenfor videre skulle sé, er Maalet for den under- jordiske Vandring, for Livet efter Deden.
2 Dette Ord, der ogsaa bruges om Kongen, findes ovenfor 8. 1012 med ægyptiske Skrifttegn.
1088
Dit Skjul, dem imede. Gives Du ham om Morgenen hver Dag, da bliver han lykkeliggjort, da bliver han ført rundt med Din Majestæt. Naar Dine Straaler (lyse) i Deres Ansigt, da kjendes ikke Guld; Intet kan lignes med Din Glands i (?) Gudernes Lande! man sér alle Punta Farver deri!?. (Dxu), den, der skattes høit af dem, der have det Skjulte (Mysterierne) for Øine, Du er den Eneste, som ved Din Fødsel var (svævende?) over Uroceanet (Nu)!
Gid jeg maa gaa, som Du gaar! Gid jeg maa være fri for at standse, ligesom Din Majestæt; O Ra! Du, som ikke har nogen Herre! Du store 'Vandrer igjennem Strækninger paa Millioner og Hundredtusinder af Mile. I et lille Øieblik tilbagelægger Du dem, gaar til Hvile, og farer fort. Timerne — efter en anden Læse- maade: Dagene, og Nætterne ligesaa, — mangfoldiggjer Du. Du bliver ved efter Dine Beslutninger; om Morgenen, naar Dig gives Din Haand som X&a, da straaler Du i Horizonten.
Osiris N. N. siger: Tilbedet (være Du) om Morgenen, naar Du lyser! Han siger til Dig, naar Du staar op: Tilbedet (være Du), naar Du hæver Din Skikkelse, i Din Opgang — efter en anden Læsemaade: stor ved denne Din Skjønhed. Idet Du slaar (?), danner Du dine Lemmer, (Du,) som føder, uden at være fedt selv, i Horizonten, og som straaler i Himlen; give Du, at jeg maa naa Evighedernes Himmel i Dine Udvalgtes Bolig, at jeg kan forene mig med de salige og tuldendte Aander fra Kher neter, at jeg maa gaa ud med dem, at sé Dine Skjønheder i Din straalende Opgang (og) om Aftenen, naar Du forener Dig med Din Moder Nu-(t), og Du vender Dit Ansigt mod Vesten! Mine Arme ere i Tilbedelse ved Din Nedgang i Livets Land. Se! Du er Evighedens Ophav; Du er tilbedt ved Din Nedgang i Nu. Naar Nogen sætter Dig i sit Hjerte uden Ophør, da lader Du ham komme til alle Guder.
Osiris N. N. siger: Ære være Dig, Du som glimrer i Nu,
se me meme
4 Punt er det lykkelige Arabien; dette Land kaldes ogsaa ,, Gudernes Land;" se ovenfor S. 511, hvor de hieroglyphiske Betegnelser for Punt og ta neter , Gudernes Land" ere anferte.
1089
(Uroceanet) som har oplyst de to Verdener den Dag, han (d. 6. Du) fødtes; født er Din Moder ved hendes (egne) Hænder; Du op- lyser den (Verden), Du gjør den guddommelig. Du store Oplyser, som glimrer i Nu, %om ordner dens (Verdens) Slægter ved det fly- dende Vand, idet Du bringer alle Landskaber og Byer og alle Helligdomme i Fest, velgjørende ved Dine gode (Gaver), idet Du bringer Spise og deilige Næringsmidler; Du Rædslens Hersker Herrernes Herre, som ødelægger hvert Ondskabens Sted, Du store Hersker i Din Baad sekt, Du Skrækkelige i Din Baad adi; Du gjøre Osiris N. N. lykkelig i Kher neter! Giv Du ham at være i Ament; den, der har det Onde i sin Magt og sér Ondskaben under sig, sæt ham iblandt de salige Lykkelige, at han maa kunne slutte sig til Aanderne i Kher neter, at han maa vandre rundt i Marken Aalu (Elysion), og at han tilsidst maa reise efter sit Hjertes Ønske!
Osiris N.N. siger: Jeg gaar til Himlen, overskrider det staal- blaa (Firmament), sætter mig iblandt Stjernerne. Jeg har raabt paa Baaden, kaldt paa Baaden ads; jeg sér Ra i hans Aller- helligste, idet jeg lader hans Skive gaa til Hvile hver Dag. Jeg sér Fisken an i dens Skikkelse paa Strømmen, gaaende ud af Metallet mafek. Jeg sér Fisken abt i dens Stund. Den Onde kastes til Jorden, naar han pønser paa at myrde mig ved Stik i Nakken. Jeg aabner Dig Ra med en god Vind Baaden sekt; den seiler af og naar (Havnen). ØRa's Styrmænd glæde sig. De sé ham. Livets Herskerinde, hendes Hjerte er lykkelig; hun slaar sin Herres Fjender ned. Jeg sér Horos med en Aare, Thot med sine Arme. Alle Guder glæde sig, de så ham komme i Fred, at gjøre Aandørnes Hjerter lykkelige. Osiris N. N. er med dem i Ament; hans Hjerte er lykkeligt.
Bøn til Ra, naar han gaar ned i Livets Land, sagt af Osiris N. N.! Ære være Dig, der kommer som 7um, Du som har været Skaber af Gudernes Skare! Ære være Dig, der kommer som de , hellige Sjæles Sjæl i Ament! Ære være Dig; Gudernes Herre, som oplyser Dybet (Underverdenen) ved Dine Skjønheder! Ære være Dig, som kommer i Din Glands, som gaar rundt, i Din Skive! Ære,
69
1090
være Dig, den største af alle Guder, som throner i Himlen og hersker i Dybet (Underverdenen)! Giv Osiris N. N. den behagelige Luftning! Ære være ;Dig, Du, som trænger ind i Dybet (Under- verdenen) og byder over alle Porte! Ære væré Dig paa Gudernes Sted, Du, som dømmer Ordene i her neter (Underverdenen)! Ære være Dig, der er den, som er i sin Rede; som skaber Dybet (Underverdenen) ved sin Kraft! Ære være Dig, Du allerstørste, Dine Fjender falde paa deres Rettersted! Ære være Dig, Du (som) har nedhugget de Skyldige og har tilintetgjort Slangen ÅApap (Apophis) ! Giv Osiris N. N. Nordenvindens behagelige Luftning!
Aabn (Ament) for Hor ur (den store Horos), den Store, som aabner Jorden, den Store, som gaar ned i Vestens Bjerg, oplysende Dybet (Underverdenen) ved sin Glands og Sjælene i deres skjulte Steder, udbredende Glands i deres Grave! Idet Du lader Ulykken komme over den Skyldige, tilintetgjør Du Fjenden.
Osiris N. N. siger, tilbedende Ra Hor-m-akki, naar han gaar ned i Livets Land: Ære være Dig Ra! Ære være Dig Tum, naar Du kommer i Din Skjønhed, med Din Krone, i Din Almagt! Du overskrider Himlen, Du gaar hen over Jorden, Du naar op i Himlens Høider i Din Klarhed. De to Lande ere for Dig, idet de bøje sig og give Dig Æren. Guderne i Ament glæde sig over Dine Herligheder. Du tilbedes i de hemmelighedsfulde Boliger, Offre bringes Dig af de Store. Du har skabt dem til Held for Jorden. Ført af (?) dem, som ere i Horizonten, ledet af (?) dem, som ere i Baaden sektt, sige de: Ære være Din Majestæt! Kom! (to Gange)! nærm Dig i Fred! O! Dig (tilhører) Lovprisningen, Du Himlens Herre, Aker's Konge, Du, som omgslynges af Din Moder Nu, der sér sin Søn i Dig; Frygtens Herre, Rædslens Hersker, som gaar ned i Livets Land i Natten; Du, som bæreg af Din Fader Tanen med de udstrakte Arme omkring Dig, Du som er bleven Gud paa Jorden. Du er givet til Dyrkerne af Osiris N. N. i Fred (to Gange), Du Ra selv.
Saa siges der, naar Ra gaar ned i Livets Land og hans Årme synke: Tilbedt være 7um, som gaar ned i Livets Land!
Osiris N. N. siger, tilbedende 7um, som gaar ned i Livets
1091
Land, oplysende Underverdenen: Ære være Dig, Du, som gaar ned i Livets Land! Du, Gudernes Fader, Du kommer tilbage til Din Moder i Manun! og omsluttes i hendes Arme hver Dag, idet Din Majestæt fødes i Sokar's Bolig, glad i Kjærlighed. Du aabner Portene i Horizonten. Du gaar ned i Vestens Bjerg. Din Glands farer gjennem Verden for at oplyse de Afdøde, som ere i Under- verdenen, som paakalde Dig i, Fortrøstning til Dig hver Dag. Du lader Guderne hvile paa Jorden. Dine Tjenere ere de, der følge Dig, Du hellige Sjæl, som har frembragt Guderne. Udrustet er han med sine Evner, som ikke kjendes. En Hersker er han, stor i sit Mysterium. Gid det gode Aasyn maa hvile over Osiris N.N. Khepera, Gudernes Fader; ikke lider man Ondt i al Evighed ved denne Bog, ogsaa jeg søger Styrke deri; (thi) det siges af den, der har skrevet dette: Mit Hjerte hviler i Belønningen! Maa der gives mig at raade over Spise og Drikke og slutte mig til Bogen efter Livet!
Dette er skrevet for det store Hjertes Fred!
Med dette Kapitel, det femtende i de Dødes Bog efter den turinske af Lepsius udgivne Papyrus, afsluttes første Del af de Dødes Bog, thi det sekstende Kapitel indeholder kun Afbildninger, der slutte sig til den her meddelte Text. Over Texten af første Del af de Dødes Bog findes en Række Billeder, der viser os flere Ceremonier ved Begravelsen, Klagesæner, Transporten af den Dødes Kiste og Mumie, Processioner, Offringer, Mumiens Ind- vielse med Vievand og endelig den Afdødes Bøn til Solguden. De i Texten meddelte Afsnit ere uden Tvivl, i al Fald for en Del, blevne oplæste under Begravelsesceromonierne?”.
Efter de her meddelte Lovsange til Solguden begynder et nyt Afsnit af de Dødes Bog. Det indledes med et Indblik i den ægyptiske Kosmogoni og Theogoni?, der formodentlig skal give
! Om Manun eller Manu se ovenfor S. 970. Sign. Diodors Meddelelser om Ægypternes Begravelsesceremonier, Bibl. Hist. I, 91; sign. om Kongernes Begravelse I, 72. 3 Se nedenfor om Kosmogonien, 69"
1092
Ægypteren et theoretisk Grundlag for hans Forhold under de Til- skikkelser, der vente ham paa hans videre underjordiske Vandring.
Det første Kapitel i dette Afsnit, det syttende Kapitel, har følgende Overskrift".
»Kapitlet om Aandernes Opheielse, at den Afdøde efterat være gaaet ud maa komme i Xher neter og blive optaget i Osiris" Følge, at han maa blive mættet med, Unnofr's — den sandfærdiges Spiser, at det maa gaa ham som Dagen, at han maa antage alle de Skikkelser, han ønsker, at Osiris N. N.'s levende Sjæl maa blive optaget i Visdommens Bolig".
Kapitlet er maaske oprindeligt ældre end hele det foregaaende Afsnit, men ligesom dette er det i Tidens Leb bleven udvidet og forsynet med forskjellige Tilsætninger.
Kapitlet begynder, som vi have bemærket, med en Art Kos- mogoni og Theogoni, givet i dunkle Billeder.
Derefter følger en Række Paakaldelser til 7hot, der, som det siges i Begyndelsen af Bogen, har spillet en væsentlig Rolle i Osiris" Historie”, og som den Afdøde anraaber om at vise ham den samme Tjeneste. Disse Paakaldelser, der danne det attende Kapitel, slutte sig derfor ganske naturligt til det Foregaaende, fordi der i dem forekomme idelige Hentydninger til Osirismythen, som den Afdøde har faaet Underretning om i det: Foregaaende.
Disse Paakaldelser skulle fremsiges, medens Legemet om- vikles med Bindene; en Ceremoni, der ikke blot skulde tjene til at bevare Legemet, men tillige synes at have havt den Virkning, at den Afdødes Sjæl beklædtes med en Art foreløbigt Legeme, med hvilket han kunde begive sig videre fremad paa sin underjordiske Vandring.
Det nittende Kapitel handler om Sandheds Krandsen, som den
:! En Oversættelse og Fortolkning af det syttende Kapitel af de Dødes Bog er givet af Emanuel de Rougé 1860 i Revue Arckéol. nouv. série I, S. 230 ff. (Paris 1860). En Oversigt over Indholdet af Kapitlet findes I. & S. 361—362.
2 Se ovenfor S. 1081 fl.
1093
Døde maa have som Tegn paa, at hans Liv har været et Liv i Sandhed; det tyvende Kapitel har ligeledes Hensyn til denne Krands.
Men den Afdødes Vandring forhindres væsentlig ved, at han endnu fkke har Brug af sine Lemmer; han maa derfor henvende sig til Guderne og bede dem om at give ham Evnerne til at bruge sine forskjellige Lemmer, at han kan staa og gaa, tale og tage sin Føde samt kæmpe og fægte. Navnlig maa hau søge at faa Munden opladt, at han kan udtale de hellige Ord — hertil sigter det 21de, 22de, 23de, 2dde og 2Zåde Kapitel —, der er en uundværlig Betingelse for, at den Døde kan blive fornyet. Til at erholde Hjertet tjener en i Form af en Torbist udskaaren Sten, der symbolsk fremstiller Hjertet, og paa hvilken en Ben om at erholde Hjertet i Reglen er skrevet.- Til Hjertet har Afsnittet fra det 26de til det 30te Kapitel Hensyn?.
Den Afdødes Sjæl skrider nu frem i Underverdenen, men Veien er farefuld: græsselige Uhyrer, Krokodiller, Slanger, Skildpadder og andre Krybdyr kaste sig over ham for at opæde ham. Det kommer nu til Kampe, hvor den Døde og Uhyrerne ikke blot kæmpe med legemlige Vaaben, men ogsaa prøve deres aandelige Kræfter. Dette Afsnit begynder med det 31te og afsluttes med det 42de Kapitel.
Det 42de Kapitel, hvormed det omtalte Afsnit sluttes, har til Overskrift: ,0m at aflægge alt Ondt og at blive af med alle begaaede Skrøbeligheder i Kher neter". 1 dette Kapitel iden- tificerer den Døde sine Lemmer og Legemsdele med forskjellige Guddomme, idet han haaber, at, naar saaledes alle hans Lemmer, ere blevne gjorte guddommelige, ville de undgaa Tilintetgjørelsen.
For endmere at sikkre den Afdøde imod Ulykke og Fordær- velse følger nu et nyt lille Afsnit? fra det 43de til det ådde
! Om de Formuler, der have Hensyn til Hjertet, findes en Række grun- dige Undersegelser af 8. Birch i London i Zeitschrift fir ågyptische Sprache IV, 8. 89 fi. (1866); V, 8. 16—17 og 8. 54 (1867).
2 Der findes i dette lille Afsnit to smaa Kapitler (Kap. 48 og 49), som afbryde Traaden, idet de handle om ,at gaa ud (af Livet) som en sandru
1094
Kapitel), i hvilket der gives Regler for at undgaa forskjellige Ulykker, saaledes for at undgaa at faa Hovedet afskaaret, 0. 8. v.
Til disse negative Fordele slutter sig en Række positive For- dele, hvortil den følgende Cyklus af Kapitler fra det å4de til det både Kapitel har Hensyn. Det første af disse Kapitler har til Overskrift: Om at bringe Luftning til En i Kher neter. De to næste Kapitler indeholde andre Formularer for Opnaaelsen af samme Maal. Dernæst følger et Kapitel! med Overskrift: ,,0m at indaande Luftninger og faa fri Adgang til Vand i Kher neter«, Dette Kapitel indeholder en Henvendelse til /Hapt (Nilguden). Det følgende Kapitel har samme Overskrift, og det næste? handler »om at drikke Vandet". Vignetten, der hører til Kapitlet, viser, hvorledes Gudinden Nu fra sit Sykomoretræ helder en Strøm for- friskende Vande ud over den trætte Vandrer, der har taget Plads 1 en Stol.
De tre næste Kapitler have samme Maal, og det sidste gaar ligeledes ud paa at skaffe den Afdøde Vand at drikke, samt til- lige paa at sætte ham istand til at undgaa at blive tørret af Ilden.
;… Det følgende Kapitel, det /jireogtredssinstyvende, der afslutter dette Afsnit, har til Overskrift: ,Om at gaa ud som Dagen, i ét Kapitel". Det indeholder blandt Andet en Samtale mellem den Afdøde og det guddommelige Lys.
En Bemærkning, der læses imod Slutningen af Kapitlet?, med- deler, at dette Kapitel fandtes i Byen Sesmunu (Hermopolis) i Kong Menkara (Mykerinos') Dage. Det var forfattet af Prinds Hor-titef.
En hejst vigtig Del af Mennesket er, som alt bemærket", Hjertet, og derfor findes de Formularer, der skulle tjene til
(ma kheru)", og ,om at gaa ud trods sine Fjender i Kher neter”. Disse to Kapitler forekomme allerede i første Afsnit som Kap. 10 og 11 og ere maaske indkomne her ved en Feil af Afskriveren.
Kap. 57. '
Kap. 659.
Lépsius, Todtenbuch 64, 30 —31.
Se ovenfor S. 1093.
aa bd. mm
1095
at give den Døde hans Hjerte igjen, gjentagne i Slutningen af dette Kapitel.
Vi maa her bemærke, at en Glose i dette Kapitel angiver, hvorledes Ægypterne have tænkt sig Synden, nemlig som Noget, der klæbede ved hele Menneskeslægten, og som Noget, der ved Fødselen forplantedes fra Slægt til Slægt?.
Den Døde udbryder nu i Paakaldelser af det guddommelige Lys og skrider derpaa frem i Underverdenen, veiledet af de Raad og deslige, der gives i de følgende elleve Kapitler. Et af disse Kapitler (det 72de), der ofte læses paa Laag af Sarkophager, inde- holder en Paakaldelse ,af Retfærdighedens Herrer".
For den Dødes Sjæl kommer nu en ny Række af Skjæbner. Han maa her efterhaanden gjennemgaa flere Forvandlinger? til de Dyreskikkelser, som tjene til Symboler eller Boliger for de hørteste guddommelige Væsner; han maa forvandle sig først til en Guld-Spurvehøg (Kap. 77), til en guddommelig Spurvehøg (Kap. 78), derpaa til et guddommeligt Sendebud (? Kap. 79), til en Gud (Kap. 80), til en Lotus (Kap. 81), til Ptah (Kap. 8), til en Heire (Kap. 83), til en Trane (Kap. 84), til en Fugl med Menneskehoved (Kap. 85), til en Svale (Kap. 86), en Slange (Kap. 87) og en Krokodil (Kap. 88)".
Efterat have gjennemgaaet disse Forvandlinger maa Sjælen atter forene sig med sit Legeme, dog ikke med sit ka d. e. sit jordiske Legeme, der er nedlagt i Graven, men med den Afdødes sahu, d. e. det forklarede Legeme.
I det følgende Kapitel? læser man en Bøn til Thot om at give den Afdøde et Skrift, der naturligvis indeholder nye Raad og Forskrifter for Vandringen. Vignetten viser os Thot med Bog-
!… Lepsius, Zodtenduch 64, 34— 36.
7”. Lepsius, 7odtenbuch 64, 7: min Synd, al min Moders Synd.
2 Det første Kapitel af denne Række (Kap. 76) handler om at udføre alle de Forvandlinger, man ønsker.
" Om disse Forvandlinger slgn. Brugsch i Zeitschrift fir ågypt. Sprache V, 8. 21—26 (1867). Ved disse tolv Forvandlinger hentydes der til Dagens (og Nattens) tolv Timer.
5. Kap. 90.
"1096
rullen i Haanden foran den Afdøde, som udstrækker sin høire Haand for at modtage den. |
De to næste Kapitler! indeholde Bønner for den Afdødes Sjæl, at den ikke maa blive standset i sin Vandring, men finde Dørene aabnede for sig.
En ny Fare lurer nu paa den Afdøde: en falsk Færgemand venter paa ham med sin Baad, for at føre ham fjernt fra hans Maal, i en ganske anden Retning, men den Afdøde gjennem- skuer hans Trædskhed og overvælder den onde Færgemand med Skjældsord ?,
Derpaa følge tre Kapitler, som have Hensyn paa Thot?; det ene handler om at skaffe den Afdøde Thots Pen og Blækhus, det næste om at aabne det Sted, hvor Thot er; det sidste har samme Overskrift.
Nu kommer den ægte Færgebaad, men den Afdøde kan ikke "uden videre gaa ombord i den; han maa først vise, at han kjender denne Baad tilfulde og kan gjøre Regnskab for dens enkelte Dele; først da faar han Lov til at stige ned i den".
Den Afdøde faar nu Plads i Solguden Ra's Baad i Selskab med flere Guder; han modtager tillige Underretning om flere mythologiske Spørgsmaal, hvad der vel skal sætte ham istand til at optræde værdigt i Gudernes Samfund 5,
Nu endelig sætter den Døde over den ægyptiske Styx og be- træder Marken Aalu's (de elyseiske Markers) Jordbund; han an- kommer snart til Overflødighedens Dal, som beskrives i yppige Farver. Et Billede viser os, hvorledes dette Land maa tænkes, naturligvis i Lighed med Ægypten. Osiris maa arbeide som Landmand, han maa pleie, saa, meie, høste og tærske'.
Kap. 91—92. Kap. 93.
Kap. 94 96. Kap. 97—99. Kap. 100— 109. Kap. 110.
1097
Det ægyptiske Navn paa disse Marker aulu (Elysion?)! skrives med mange Variationer snart
BA Dr ØB snart FRI but
- (nu) - la a-lu.
ler at den Afdøde atter har aodtaget nogle mythologiske Oplysninger?, saaledes om Guderne i Pe (Buto), i Khen (P), i Ses- mennu (Hermopolis), i An (Heliopolis), i Zusta, kommer Herskeren over Rusta, Anubis, og tager ham ved Haanden for at lede ham? videre frem", indtil han tilsidst kommer ind i en stor Sal, hvor Osiris sidder paa sin Throne, omgivet af 42 Bisiddere?. Den Døde skal her aflægge det endelige Regnskab for sin Vandel; han maa vise sin Uskyldighed i Henseende til de Hovedbeskyldninger, som kunne reises imod Mennesker, til hvilken Ende han, én for én, opregner 36 Synder, om hvilke han høitidelig forsikkrer, at han ikke har begaaet saadanne. Den Afdøde nøies dog ikke med alene at fralægge sig de Synder, som pleie at tynge paa et Menneskes Samvittighed; han opregner ogsaa forskjellige Dyder, han har besiddet, alt for at blive befundet retfærdig; thi ellers vil han ikke kunne fuldende sin underjordiske Løbebane og naa det Maal, der er sat for Mennesket.
Kapitlet har følgende Overskrift: Bogen om at gaa ind 4 den dobbelte Retfærdigheds store Sal, at En maa skilles fra det Onde, han har gjort, og maa sé Gudernes Aasyn.
1: Det er ikke usandsynligt, at Hellenerne i en tidlig Tid have faaet nogle Oplysninger om den ægyptiske Religion, og at de have optaget Noget deraf i deres Religion. Forestillingen om Ælysion kan saaledes gjerne være kommet fra Ægypten, ja det er ikke utroligt, at ogsaa Navnet er optaget fra Ægyptisk.
? Kap. 111—116.
7? Kap. 117—119.
+ Kap. 120—124.
' Beretningen om, hvad der foregaar i denne Sal, og hvad dermed staar i Forbindelse, danner det 125de Kapitel af de Dødes Bog. Med Hensyn til dette Kapitel henvise vi til W. Pleyte, Étude sur le chapitre 125 du Rituel funéraire, der findes i hans Érudes égyptologigues (Leiden, 1866 o. 2 rv.)
rs
1098
Det første Afsnit af Kapitlet kan i Oversættelse gjengives saaledes": ,Sig:" 'Værer naadige, I Retfærdighedens Herrer! Vær naadig, Du store Gud, den dobbelte Retfærds Herre! Jeg er gaaet til Dig, Herre! Og jeg er kommet for at så Dine Herligheder. Kjende vil jeg; ja jeg kjender (alt) Dit Navn; ja jeg kjender ogsaa Navnene paa Dine 42 Guder, som ere med Dig i den dobbelte Retfærds store Sal, som leve for at holde de Onde borte, og som ernære sig af deres Blod, paa den Dag, da Udsagnene dømmes for Unnofr.
I Sandhed ,,Dobbeltvæsnet, den dobbelte Retfærds Herre" er Dit Navn.
Ja jeg kjender ogsaa Eder, I Retfærds Herrer! Jeg har for Eders Skyld fulgt Sandheden og forfulgt det Onde. |
(19) Ikke har jeg handlet løgnagtigt eller ondskabsfuldt imod Menneskene.
(29) Ikke har jeg slaaet (d. e. undertrykket) de Værgeløse — efter en ander Læsemaade: Næsten.
(39) Ikke gjorde jeg Uretfærdighed paa Sandhedens Sted (d. e. i Retten).
(4?) Ikke véd jeg af Forbrydelser.
(59) Ikke har jeg begaaet skjændige Ting.
(69) Ikke har jeg gjort mig til Hoved for noget Menneske nogen Dag, de skulde arbeide for deres Herre, udover det, hvad han vilde lade dem gjøre (?)?.
(79) Ikke lod jeg mit Navn komme til Herrens Baad eller Herrens (?) Værdighed uden med ædle Gjerninger (?) og Offre (2) 3,
(8?) Ikke indjog jeg Skræk.
(99) Ikke gjorde jeg (Nogen) ulykkelig.
! Lepsius, Todtenbuch 125, 1—13.
2: Den her meddelte Oversættelse af dette Punktam er meget usikker; sign. Pleyte l. c. S. 86--87.
2 Oversættelsen er her ligeledes tvivlsom. Texten i Lepsius' Udgave af Todtenbuch er her (125, 5) meget forvansket. Nægtelsen i Begyndelsen af Sætningen mangler.
1099
(109) Ikke gjorde jeg (Nogen) fattig.
(119) Ikke gjorde jeg, hvad der var Guderne vederstyggeligt.
(129) Ikke gjorde jeg en Tjener ond imod hans Herre.
(13?) Ikke lod jeg Nogen hungre.
(149) Ikke lod jeg Nogen græde.
(159) Ikke slog jeg ihjel.
(16%) "Ikke bød jeg Nogen at dræbes med Urette.
(17?) Ikke gjorde jeg Uret imod noget Menneske.
(189) Ikke begik jeg Svig ved Offergaverne i Templerne.
(199) Ikke forringede jeg Gudernes Offre.
(20%) Ikke berttog jeg Brødene eller Mumiebaandene fra de Døde.
(219) 1kke bedrev jeg Utugt.
(229) » Ikke var jeg smudsig i min Bys Guds Helligdom.
(23%) Ikke var jeg havesyg.
(249) Ikke begik jeg Svig ved Kornafgifter.
(259) Ikke forøgede jeg Vægtloddet paa Vægtskaalen.
(26%) Ikke gjorde jeg Vold paa Viseren ved Vægtskaalen.
(279) Ikke tog jeg Mælken fra Barnets Mund.
(289) Ikke fældede jeg Dyr paa deres Græsgange.
(299) Ikke fangede jeg hellige? Fugle.
(309) Ikke fangede jeg (hellige?) Fisk og dræbte dem (?)2,
(319) Ikke spærrede jeg for Vandet, naar dets Tid var at flyde.
(329) Ikke afskar jeg en Arm af Vandlebene i deres Løb.
(339) Ikke udslukkede jeg Ilden i Utide.
" Disse to Sætninger, der næsten ere ganske identiske, synes egentlig at betyde ,Ikke var jeg ulykkelig" eller ,elendig"; men denne Over- sættelse passer ikke i Sammenhængen; Ordene kunne ogsaa have transitiv Betydning, hvilket de sandsynligvis have her. Texten i Lepsius' Udgave af de Dødes Boy er her atter feilagtig; Nægtelsen og flere Tegn ere gjentagne, men ved andre Texters Hjælp kan man restaurere Stedet.
2. Nogle Udgaver have her et andet Ord, maaske tænke de paa fredede Fugle; se Pleyte, Åtudes 8. 144 ff.
7 Terten er atter her vanskelig at forstaa.
1100
(349) Ikke gjorde jeg Vold imod Gudernes Samfund, i Hen- seende til hvad der var udvalgt for dem.
(359) Ikke udelukkede jeg de hellige Tings (?) Kvæg.
(36%) Ikke drev jeg nogen Gud tilbage, naar han kom ud.
Rén er jeg, trefold rén er jeg, en Rénhed som den store bennu's i Khennsu (Herakleopolis)", Thi jeg er Aandedrætsredskab, for Luftens Herre, som giver alle Mennesker Liv, den Dag da uza beregnes i An (Heliopolis) paa den anden Maaned af Aars- tiden per (Vinteren) paa den sidste Dag, for denne Verdens Hersker, og jeg har sét Fuldendelsen af uzai An?; thi ikke er der Ondt i mig, i dette den dobbelte Retfærds Land, fordi jeg véd Navnene paa de Guder, der ere med Dig i den dobbelte Retfærds store Sal. Tal! Befri mig fra dem!"
Herefter følger en Fortegnelse paa Navnene af de omtalte 42 Bisiddere i Retten, til hver enkelt af hvem den Afdøde nu henvender sig, idet han forsikkrer ham om, at han ikke har gjort den Synd, hvoraf vedkommende Gud antoges at være en særlig Hævner. I den af Lepsius udgivne Text anføres disse 42 Synds- fralæggelser i følgende Orden:
(19) Ikke handlede jeg legnagtigt?,
(29) Ikke gjorde jeg Skade.
(39) Ikke var jeg bedragerisk af Hjerte.
(49) Ikke stjal jeg.
(59) Ikke lod jeg noget Menneske dræbe med Urette.
(69) Ikke begik jeg Svig ved Kornafgifter.
(79) Ikke handlede jeg nederdrægtigt.
(8%) Ikke tilegnede jeg mig Gudernes Eiendom.
(99) Ikke talede jeg Løgn.
!: Fuglen bennu, en Osiris helliget Fugl, kaldtes af Hellenerne Phoiniz.
2 Uza, det hellige Øie, var et oftere omtalt Symbol I en Indskrift hos Brugsch, Geographische Inschriften Il, pl. LVIII IL. 4 siges ,,Solen at være det heire Uza og Maanen det venstre", Denne Opfattelse findes ikke i ældre Skrifter.
3 Flere af de i Listen forekommende Udtryk ere næsten Synonymer, saaledes at det er vanskeligt at oversætte neiagtigt.
1101
(10) Ikke gjorde jeg frie Mænd til Slaver (?).
(119 Ikke lod jeg Nogen græde.
(12%) Ikke begik jeg smudsige Handlinger.
(13) Ikke bedrev jeg Utugt.
(149) Ikke gjorde jeg Noget, jeg havde nødigt at angre.
(15%) Ikke begik jeg Overtrædelse.
(169) Ikke dræbte jeg hellige Dyr.
(179) Ikke gjorde jeg, hvad der var forbudt,
(189) Ikke fordærvede jeg Brøndene.
(199) Ikke var jeg en Lurer.
(20) Ikke strømmede min Mund over.
(219) Ikke var jeg vred uden Grund (?).
(22%) Ikke bedrev jeg Utugt med nogen Mands Hustru.
(28%) Ikke var jeg smudsig.
(249) ikke begik jeg skrækkelige Gjerninger.
(259) Ikke var jeg en Overtræder.
(26% Ikke brændte min Mund.
(279) Ikke var jeg døv for Sandheds Ord.
(28%) Ikke bespottede jeg.
(299) Ikke strakte jeg min Arm ud (efter fremmed Gods?).
(30%) Ikke var jeg trættekjær.
(31%) Ikke var jeg ilsindet.
(329) Ikke klippede jeg Haar af hellige Dyr.
(38%) Ikke brugte jeg mange Ord i min Tale.
(349) Ikke gjorde jeg Ondt; Ikke gjorde jeg Synd eller Slethed.
(35% Ikke spottede jeg Kongen og ikke spottede jeg min Fader.
(369) Ikke hindrede jeg Vandet (Oversvømmelsen).
(879) Ikke talede jeg store Ord.
(389) [ikke bespottede jeg Gud.
(399) Ikke forringede jeg Gudernes Offre; ikke gjorde jeg en Tjener ond for hans Herre, ”
! Den Sætning der læses i col. 31 efter den 839to Synd, herer til den næste Synd (den 40de), hvis Slutning findes i Begyndelsen af col. 38 fer den 41de Synd.
1102
(409) Ikke gjorde jeg Indgreb i hans Rettigheder; ikke fore- trak jeg ham; ikke forførte jeg ham; ikke forfalgte jeg bham?.
(41?) Ikke løste jeg Baandene paa de Døde.
(420) Ikke agtede jeg (Nogen) Gud ringe i mit Hjerte, efter en anden Læsemaade: i Henseende til Nogen, efter en anden Læse- maade: i Henseende til Noget.
Texten vedbliver nu som følger?:
n»Saa taler Osiris N. N,: Værer naadige! I Guder i den dobbelte Retfærds store Sal, I, i hvem der ikke er Synd, og som leve af Retfærd i An (Heliopolis) og ernære Eders Hjerter for Horos, som er uden Skyld! Frier mig fra Baba, som lever af Hjerterne, og fra de Store, den Dag, den store Dom fældes. Hører Osiris N. N.s Stemme! Han er kommen til Eder, og han har ikke nogen Skyld paa sig, ikke nogen Synd paa sig. Der er ingen Vidnesbyrd imod ham. Han lever af Sandhed, han nærer sig af Sandhed. Han har gjort, hvad Hjertet forlanger. Gudernes Hjerte er tilfredsstillet med hvad han gjør. Han har givet Brød til den Hungrige, Vand til den Tørstige, Klæder til den Nøgne, han har bragt Offerbrød. til Guderne, og Dødsoffre for de Afdødes Aander. Der er aldrig bleven ført Klage over ham for nogen Gud".
Paa lignende Vis vedbliver den Afdøde endnu en Tidlang at udtale sig, indtil han stædes til Doms. Idet Menneskesjælen træder ind i den dobbelte Retfærds store Sal, siger han !:
»Jeg stiller mig foran Dig, Du Evighedens Herre, jeg har ikke syndet, jeg har ikke nogen Anklager, jeg har ikke gjort noget Saadant. Hvad jeg har gjort, det tale Menneskene om, det glæde Guderne sig over. Ære være Dig! Du, som hersker i Ament, Du Unnofr (Algode), Du Herre af Abydos! Giv mig at gaa frem ad Veien gjenem Mørket, at jeg maa komme iblandt Dine Tjenere,
Oversættelsen er tvivlsom, se forevrigt 8. 1101 Anmk. 1.
Lepsius, Todtenbuch 125, 35—39.
Lepsius, 7odtenbuch 125, 39—69.
Se Billedet, der fremstiller Veiningen, Lepsius, Denkmåler 125 d. Texten findes i de otte Colonner længst til Heøire,
& dåd dB. ø
1103
som ere i Dybet, at jeg maa gaa ind og ud i Ru-sta i den dob- belte Retfærds store Sal, og at jeg maa slippe bort"«,
Bagved den Afdøde staar Gudinden Ma.
»Hun giver ham, at hans Navn (d. e. hans Person) maa være i hans Hus, og at den maa flytte ind i sin Bolig for Evigheden" '.
Horos og Anubis veie nu den Dødes Gyerninger, som frem- stilles ved hans Hjerte. Lagt paa en af Vægtskaalerne, maa det holde Ligevægt imod en lille Figur, der fremstiller Retfærdighedens eller Sandhedens Gudinde. Anubis forkynder Udfaldet af Prøven, hvilket Texten udtrykker ved følgende Ord: ,, Han, som throner i den guddommelige Hal?, siger: Hjertet viser Ligevægt! Veiningen er tilendebragt for Osiris N. N.".
Efterat dette Udfald er bekjendtgjort, udraaber Thot: , Det er tilstaaet ham, at hans Hjerte maa være paa dets Plads 2",
Den Vægt, der i dette Kapitel lægges paa Sandhed og Ret- færdigheden er ikke noget Enestaaende i ægyptiske Texter. Man behøver ikke at søge længe i de Levninger, vi have af den ægyp- tiske Literatur for at gjenfinde den samme Betragtningsmaade.
Fra en tidlig Tid bære de Afdøde Titlen $Z ma-kheru »den Sandfærdige +", et Udtryk der tilstrækkelig viser, hvor megen Vægt Ægypterne lagde paa' Sandhed og den efter Ægypternes Forestilling fra Sandheden uadskillelige Retfærdighed .
Imidlertid blive Ægypterne ikke staaende ved den ubestemte Fordring om Sandhed og Retfærdighed; de forlangte, at Retfærdig- heden skulde vise sig i Gjerningen.
I en Papyrus i Berlin, der er forfattet i det mellemste Riges
Disse Ord findes over Ma.
D. e. Anubis. Ordene læses over Anubis' Billede.
Disse Ord læses over Thots Billede.
Champollion oversatte Ordet rigtigt ved véridigue, men efter hans Tid har man længe givet Oversættelsen ,retfærdiggjort" Fortrinet, indtil Devéria paaviste, at Ordet ikke betyder justifig, men véridique, 80 Recueil de travaux relatifs å VEgyptologie et å V Assyriolagie I, S. 10 fr. Ifelge Plut., De Iside et Osir. c. 2 ansaa Ægypterne Sandheden for guddommelig og Noget af det Ypperste i Verden.
1104
Tid under det tolvte Dynasti, så vi en ægyptisk Bonde tiltale en af sine Foresatte paa følgende Maade!:
»Du, som øer den Ulykkeliges Fader, Enkens Forsørger, den Faderløses Fader, Du gode Herre, som er stor uden Smaalighed, Du, som tilintetgjør Falskhed, lyt til Ordet, som jeg siger 0. 8. v.".
Nomarkhen Ameni i Landskabet Sahu udtaler sig i sin Levnetsbeskrivelse i Benihassan næsten i de samme Udtryk, idet han skildrer sin Færd som Statholder?:
»Jeg har hverken forurettet noget Barn eller plaget nogen Enke, Jeg har hverken jaget nogen Fisker bort eller fornærmet nogen Hyrde ..... Der var ingen Nød i mine Dage. I min Tid lod jeg Ingen hungre. Jeg gav til Enkerne som til gifte Kvinder. Jeg gjorde ingen Forskjel imellem Stor og Liden. Jeg gav Alt. Naar Nilens Vande steg og Alt voksede frodigt, da gjennembrød jeg ikke Kanalernes Dæmninger".
I en Indskrift i en Grav i Nærheden af Pyramiderne ved Gizeh siges der Følgende om den Afdøde Urkhu?:
»Se! han der (nu) er stegen ned i Underverdenen, han talede Retfærdighed; han øvede Retfærdighed. Han var velgjørende imod Menneskene; overbevisende Kraft havde hang Ord hos de Ældste 00. Han gjorde aldrig Nogen Ondt. Han lod aldrig Nogen de. »Himlens Herre! Universets Store! Det er mig, som bringer Fred og gjør behagelig, mig, som har elsket min Fader og min Moder, som har været god imod dem, som have været hos ham; opmærksom, kjærlig imod sine Brødre og Søstre, elsket af sine Tjenere". Han gjorde aldrig Nogen Ondt".
I andre Indskrifter møder man Udtryk som følgende:
Jeg har æret min Fader og min Moder. Jeg har rakt Haanden til de Ulykkelige. Jeg har handlet imod de Ringe som mod deStore. Mine Døre stode aabne for dem, som kom udenfra
! Papyr. Berl. II, I. 62; Lepsius, Denkmåler VI, 108.
2? Indskriften i Grav Nr. 1 i Benihassan, nordlige Side, Colonae 5 føl; Lepsius, Denkmåler II, 122.
2 Lepsius, Denkmåler II, 43 c. og d.
1105
og man gav dem, hvad der var nødvendigt til deres Livs Ophold. Jeg var en Vismand paa Jorden, og mit Hjerte elskede Sandhed".
Vi maa endnu anføre følgende Leveregler, der læses i en Papyrus i Kairo, og som ligeledes lovprise Barmhjertighed og Kjærlighéd til Næsten?:
»Tag ikke Spise til Dig, naar en Anden staar hos, og Din Haand forholder ham Spise, og han maa vente en Evighed. Et Menneske er Intet og Noget, den Ene er rig, den Anden er fattig, men Spisen tilhører den, der har tilberedet den, og hans Nær- meste. Den, som igaar var rig, vil maaske idag være i Nød".
Et andet Sted? læser man følgende Betragtning:
n»Din Faders Børn vidste, naar Nogen var sulten, da mættedes han i hans Hus — thi dets Mur stod ikke tillakket. Vær ikke hjerteles, thi Gud" er Giveren af Alt, hvad der er til!"
I et andet Afsnit af Papyrus'en findes følgende? :
»Slaa ind paa den Vei, som den Retfærdige vandrer. Du vil finde, at den vil berede Din Plads i Dybets Dal, og at Dit af- sjælede Legeme vil blive skjult. Tænk altid derpaa ved de Ar- beider, Din Haand udfører!"
Det fremgaar tilstrækkeligt af disse Steder, at Ægypterne fra gammel Tid af lagde stor Vægt paa en retfærdig og barm- hjertig Vandel, og at de antog, at Menneskets Skjæbne i en kom- mende Verden væsentlig afhang af hans Forhold her paa Jorden, hvorfor hans Retfærdighed altsaa maatte prøves efter hans Død. Denne Undersøgelse pleiede man, som alt bemærket, i de Texter, der have Hensyn til de Døde, at fremstille under Billedet af en Veming paa en Vægtskaal af Menneskets Hjerte imod Sandheden. Hvor langt denne Fremstillig gaar tilbage i Tiden, formaa vi ikke at afgjøere; vi vide kun, at den findes allerede under de første
Dtimiehen, Der ågypt. Felsentempel von Abu Simbel S. 28.
Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 56 (1872).
Brugsch I. ec. 8. 64.
Om Udtrykket for Gud se Brugsch Il. c., sign. ovenf. S. 1027 Anmk. 5. Brugsch Il. c. 8. 58.
Bd Be edb WB mr
10
1106
Amonsønner!, hvorimod der ikke kan paavises Hentydninger dertil i Mindesmærker "ra det mellemste, endsige fra det gamle Riges Tid.
Inden vi forlade dette Afsnit af de Dødes Bog, maa vi endnu bemærke, at Dommen over de Døde ogsaa oplyses af et Billede, som findes paa Fodstykket af Seti 1.'s Alabast-Sarkophag i London”. Her sér man nemlig Osiris paa sin Throne, ovenfor en stor Trappe, opad hvis Trin Menneskeheden trænger sig for at komme til Doms, hvad der antydes ved, at der foran Osiris staar et Væsen, som bærer en Vægtskaal, paa den ene af hvis Skaaler 'den onde Fugl sés at ligge.
En Pylon (Port) er fremstillet lige foran Domsscenen og fort- sætter sig paa den anden Side af denne. Her hedder det: ,,Den "(Porten) vogtes af en Slange Set-m-ruf, og denne lukker ikke let op, men paa Guden Sau's Bud aabner han for Ra; .... og hver- gang Døren gaar, glæde de sig, som ere ved denne Pylon" 3,
Der følger nu flere Pyloner, vogtede af Slanger, som aabne dem for Solen. .
Ved en af dem sér man en Række Mumier staa opstillede i Kapeller, hvis Døre ere aabnede. I Texten hedder det: ,De ere i deres Kapeller; de guddommelige Lemmer, Slangen Seti vogter dem i deres, Kapeller! Til dem siger Ra: Aabner Eders Kapeller, at Ra's Bud kunne trænge derind! Jeg har fundet Eder klagende over, at Portene vare lukkede for Eder. Livets Aandepust er givet Eders Næse. Jeg byder, at I gjennemtrænges deraf" ".
Disse Billeder og Texter have, som man sér, altsaa Hensyn til Afslutningen af den Dødes underjordiske Vandring, til hans
1 Til en af de første Amonsenners Tidsrum henherer en Indskrift, der
taler om Vægtskaalen i denne Forbindelse. Denne Indskrift læses i Paher's Grav i El-Kab; Lepsius, Denkmåler III, 13; se Linie 30.
? Sharpe og Bonomi, Oimenephtha pl. 5. Om Forestillingen paa denne Sarkophag, se P. Pierret Revue Archéol. nouv. série XXI, 8. 285 fl. (1870), hvor første Del af Indskriften (PL 2—7) er forklaret.
7? Pl. 5 col. 21 - 22.
+ Pl. 3 B, col. 8—17.
1107
Skjæbne efter Dommen, som vi, umiddelbart herefter skulle be- tragte, veiledede af Fremstillingen i de Dødes Bog!,
Idet vi nu vende tilbage til de Dødes Bog, bemærke vi, at den Del af Bogen, vi her i det Forangaaende have sysselsat os med, afsluttes med det efter Domsscenen følgende 726de Kapitel, der ikke har nogen Overskrift, men kun en Vignet, forestillende et Basin — ifølge Champollion den ægyptiske Skjærsild —, omgivet af fire Aber (Kynoskephaler). Efter at have bestaaet Dommen forbindes den Afdødes Sjæl med det forklarede Legeme og med Fornuften, akhu eller khu, hvis Ildskraft oplyser og gjennemvarmer Sjælen (da). Væsnet er saaledes helt fornyet og forklaret.
I de Dødes Bog følger en Række Afsnit, der kaldes ,, Bøger", som have Hensyn til den Forklaredes videre Skjæbne?”. Ferst sé vi ham lovprise Guderne”, hvorpaa han faar Plads i Solguden Ra's Baad imellem flere Guddomme; han henvender derefter Bønner og Lovprisninger til forskjellige Guder".
Den forklarede Afdøde identificeres nu med Ra selv og maa ligesom denne passere igjennem en Række af syv Porte, der be- vogtes af frygtelige Væsner, som ikke lade ham slippe igjennem, uden at han siger dem deres Navne og giver det behørige Løsen &.
Nu følger der en Række af en og tyve Pyloner, der ligeledes maa passeres, og hvor der atter forlanges Løsené, og derefter femten andre Pyloner, der kaldes: ,,Pylonerne i Osiris" Bolig paa Marken Aali (Elysion)?. Til Slutning maa han endnu passere syv andre
mm mm mm —
Se nedenfor 8. 1107 —1108. Dette Afsnit af de Dedes Bog har neppe faaet sin nuværende Skikkelse fer efter Psametiks Tid altsaa først efter Aar 600 f. Kr. Seti's Sarkophag tilherer omtrent Aaret 1400 f. Kr.
Sign. den foregaaende Anmk.
Kap. 127.
Kap. 128—143. eI Kap. 142 opregnes 102 forskjellige Osiris'er og 44 andre Guder, som den Afdede tilbeder.
Kap. 144.
Kap. 145.
Kap. 146 c.
eæ Må
o= |
70"
1108 ;
Døre og deres Vogtere! samt endelig gjennemvandre Ogsiris' fjorten Boliger?.
En Hovedbetingelse for, at Sjælen atter kan forene sig med Legemet, er, at dette er bleven bevaret fuldstændigt. Derfor var det, at Ægypterne balsamerede deres Døde, og derfor så vi stundom den Døde til Guderne at henvende en Bøn som denne: , Lad Jorden ikke bide mig og lad Jordbunden ikke fortære mig!"3; og derfor findes der i de Dødes Bog efter det Afsnit, vi her sidst have dvælet ved, et Kapitel med Overskriften: ,, Om ikke at lade Legemet forgaa"". I dette hedder det: ,Jeg kommer, efterat have ladet mit Kjød dalsamere; mit Legeme opløser sig ikke. Jeg er fuldkommen som min Fader Osiris, som KXheper (Forvandlingens Gud) er han, og ikke opløses hans Legeme"5, Og i et af de følgende Afsnit hedder det: Hans Legeme er fuldstændigt &,
Forskjellige andre Aktstykker fremhæve Nødvendigheden af, at Legemet bevaredes; i modsat Fald vilde der ikke kunne være Tale om nogen Forklarelse. I en af de ældste Indskrifter, vi have fra det nyere Riges Tid, hedder det om den Afdøde: .,,Du tæller Dine Lemmer; de ere fuldstændige, ere urørte" ”?.
Paa en Osiristavle i Paris læser man følgende Indskrift:
»Staa op i Ta-ser (?), 0 ærværdige "Legeme, som er i Kisten, Dine Bestanddele og Dine Ben forene sig med deres Lemmer, Dine Lemmer samle sig paa deres Plads; Hovedet har Du; reist er det paa Din Hals, og Hjertet er paa sit Sted" 8.
Kap. 147.
Kap. 149.
Mariette, Fouilles & Abydos S. 38.
Kap. 154. Efter dette Kapitel følger flere Kapitler, der give For- skrifter for Anbringelsen af forskjellige Amuletter paa den Dedes Legeme (Kap. 155—160). Derefter felger endnu nogle Tillægskapitler, hvoraf de sidste tilhøre en sildig Tid.
Se Lepsius, Fodtendbuch 154, 1—2.
Se Lepsius, Todtenbuch 165, 6.
Lepsius, Denkmåler III, 13 Linie 8.
Statue no. 3481. P. Pierret, Ze dogme de la ressurection S. 10—11.
aa 4 ea &e&e?
1109
I Shat-n-sensen! hedder det: , Du fornyes, saaledes som Du var iblandt de Levende", og paa et andet Sted: ,Du hæver Dig i Din Skikkelse i Lighed med Dit jordiske Legeme. Du hviler med Liv, Du vaagner med Kraft+ ?,
I de Dødes Bog siger den Døde et Sted i det Afsnit, der handler om den sidste Del af hans Vandring: ,Jeg hæver mit Hjerte, efter at det har staaet stille" 3,
Denne Legemets Bevarelse skyldes navnlig Anubis, der, som det hedder i en Indskrift, , frelser Legemet fra Ødelæggelse "+".
En vigtig Rolle spiller ogsaa de fire Dødsgenier, Amset, Hapi, Tiumutef og Khebsenuf; de siges at ledsage Horos, hvorved deres Virksomhed ved de Dødes Fornyelse og Opstandelsen tilstrækkeligt er antydet; der haves forøvrigt ogsaa udtrykkelige Vidnesbyrd derfor. I mange Indskrifter siges der nemlig om disse Væsner, at »de ordne Benene, samle Lemmerne og forene Kjedet" &,
Om disse fire guddommelige Væsner hedder det i en Indskrift henvendt til den Afdøde: , Det er de fire Guder, Horos' Børn, hvilke Horos har bragt sin Fader Osiris. Disse staa til Din Raadighed og bringer Dig alle gode Ting i Kraft af Ordets Sandhed" & I en anden Indskrift hedder det om dem: ,De be- tvinge Dine Fjender for Dig allevegne, Du gaar ved deres Hjælp" ”,
I denne Virksomhed for de Afdødes Fornyelse spille Guderne Isis og Nephthys ogsaa en vigtig Rolle. Deres Billeder ere derfor som oftest anbragte ved begge Ender af Sarkophagen.
I en Indskrift? hedder det om dem: ,Til Dig kommer Din Søster Nephthys. Hun ordner Dit Hoved. Hun gjenforener Dine Kuokler. Hun samler Dine Lemmer. Hun giver Dig Aandedræt i
1! Om SAati- eller SAa-n-sensen se ovenfor S. 210.
? Sammesteds, se P. Pierret I. c. 8. 9.
2 Lepsius, Todtenbuch 149, 46.
" Lepsius, Denkmåler III, 279 e.
5 P. Pierret, Le dogme de la ressurection 8. 10.
s P. Pierret l. c.
"| Sharpe, Ægyptian JFnscriptions II, pl. 27 I. 3; slgn. Pierret 1. e. " Lepeius, Denkmåler III, 276 b. og d.
1110
Næsen, at Du maa leve. Hun aabner Din Hals, at Du ikke maa dø nogensinde. Til Dig kommer Din Søster Isis. Hun sés at give Kraft til Dine Ben, at de skille sig ad; hun styrer Vædskerne i Dig. Hun giver Dig Aanderæt".
Det Udtryk, der bruges om det gamle forkrænkelige Legemes
. <—> Overgang til det nye forklarede Legeme, er Ordet pel ) rut
Koptisk pars spire. Allerede i de første Afsnit af de Dødes
Bog hentydes der ofte til denne det forklarede Legemes Fremkomst. Den Døde siger saaledes i det ovenfor berørte Kapitel, hvor Døren aabnes for Sjælen:
»Jeg har tilbagelagt den lange Vei; mit Kjød har spiret".
Et andet Sted hedder det:
»Han er som Gud til Evighed, han lader sine Lemmer spire i Kher neter"?,
I Shai-n-sensen siges det:
»Din Sjæl lever, Dit Legeme spirer paa Ra's eget Bud" 2,
Det er først efter at være bleven levendegjort, at den Døde kan udstrække sin Arm; d. v. s. han forlader sin Tilstand som Khem (den, hvis ene Arm er indbunden i Mumiehylstret) for at blive en Horos".
Derfor er det, at den Døde efter Dommen følger Ra paa dennes underjordiske Vandring; derfor er det, at han saa at sige bliver identificeret med denne, indtil han tilsidst ligesom Ra bliver til en ny Horos, der i Morgensolen svinger sig op i Verden for fra nu af at leve iblandt Guderne. Han er nu fuldstændigt
Lepsius 7odtenbuch 92, 2 (slgn. ovenfor S. 1096).
Lepsius, Todtenbuch 101, 8.
P. Pierret L c. 8. 9.
Et Ønske om at kunne udstrække sin Arm findes hos Lepsius, Todtenbuch 46, 1.
" Til denne nye Tilstand hentydes der allerede i de foregaaende Afsnit. Det hedder f. Ex. i Todtenbuch 64, 26: ,Jeg staar op, jeg forener mig (nemlig med mine Bestanddele), jeg flyver til Himlen, jeg stiger op paa Jorden hver Dag, jeg naar mit Livs Maal i min Gang". Et
a & dB mm
1111
fornyet og guddommelig'. Dette nye guddommelige Liv varer Millioner Aar”.
Om dette guddommeliggjorte menneskelige Væsen hedder det?:
r"Han er iblandt de Levende; han vil aldrig gaa til Grunde. Han er en hellig Gud. Ikke skades han af nogen ond Ting. Han er en salig Aand i Ament",
Den forklarede guddommelige Døde har Valget imellem mange Ting: Han kan glimre iblandt Stjernerne", Han kan ligesom Osiris" Sjæl, hæve sig op til Himlen i Maanen?; kan tindre i Nu(t) som sahu (Orion) og være Horos' Følgesvend iblandt de aldrig hvilende Stjerner; eller ogsaa kan han vælge sig ganske nye Til- værelsesformer ”.
Til Slutning skulle vi meddele nogle smaa Brudstykker af de hermetiske d. e. pseudo-hermetiske Beger&, hvori disse Skrifters neoplatoniske Forfattere meddele deres Opfattelse af Menneskets Væsen og Bestanddele og af dets Skjæbne efter Døden. Disse Forestillinger bære vel i mange Henseender Præg af at have modtaget Indflydelse af hellensk Philosophi og maaske ogsaa af Kristendom, men i mange ikke uvæsentlige Punkter slutte de sig nøje til de gammel-ægyptiske Anskuelser; ja man vil stundom her møde de samme Udtryk næsten Ord til.Andet som i de gammel- ægyptiske rituelle Skrifter eller i de ægte hermetiske Skrifter.
Vi skulle blot anføre følgende Udsagn:
andet Sted (128, 4): ,Gjenopreist, Horos, Isis' Sen, hævner Du Din Fader, O Osiris, Jeg kommer til Dig; jeg er Horos, Hævneren". ,Jeg reiser mig og begynder iblandt Guderne" (Todtenbuch 83, 4). Jeg reiser mig som en Konge. Jeg der ikke paany i Kher neter, Jeg er Ra, som beskytter sig selv. Jeg tilintetgjøres ikke mere".
Det ægyptiske Ord neter har begge disse Betydninger. Sign. Lepsius, Denkmåler III, 246 c.
Piorret Il. c.
Lepsius, Todtenbuch 165, 15.
Shai-n-sensen, algu P. Pierret 1. c. S. 8.
Sign. Lepsius, Z'odtenbuch 3, 1 meddelt ovenfor S. 1086. Indskrift paa Osirisstatuetter i Louvre P. Pierret I. c.
' Titlerne paa endel af de hermetiske Skrifter findes S. 204
N
1112
rEne af alle Væsner, som leve paa Jorden, er Mennesket dobbelt, dødelig med sit Legeme, udødelig ved sit Væsen".
»Intet døer, men det, som var sammensat, skiller sig ad. Denne Adskillelse er ikke en Død; det er Opløsningen af en For- bindelse; men Hensigten med denne Opløsning er ske Tulintet- gjørelsen, men Fornyelsen"?,
»Og alt Slægt af levende Kjød og Frøkorn samt alle Værker, som kunne gaa til Grunde, skulle fornyes af Nødvendighed ved Gudernes Fornyelse og Naturens periodiske og regelmæssige Gang 2.
Et Afsnit af Hermes Trismegistos har til Overskrift:
»Intet gaar til Grunde, og det er en Feiltagelse, at Foran- dringer ere kaldte Død og Tilintetgjørelse" +.
.……. v»9aå hænder det sig for dem, der udgaa af Legemet: Sjælen gaar ind i sig selv, Livsprincipet (Livet) trækker sig ind i Blodet, Sjælen ind i Livsprincipet. Men Aanden, renset og be- friet for sine Hylstre, guddommelig ved sin Natur, tager et Ild- legeme og gjennemløber Rummet, overladende Sjælen til Dommen og den fortjente Straf.
Fornuften alene for sig vilde ikke kunne tage Bolig i et jordisk Legeme, et saa følsomt Legeme vilde ikke kunne omslutte en saadan Udedelighed eller bære en saadan Kraft. Fornuften tager Sjælen til Hylster. Sjælen, som selv er guddommelig, hyller sig i Livsaanden, og Livsaanden udbreder sig i det levende Væsen. Naar Fornuften forlader det jordiske Legeme, tager den straks en Ild-Klædning, som den ikke kunde have paa, da den beboede det jordiske Legeme. Thi Jorden taaler ikke Ilden, hvoraf en Gnist alene vilde være istand til at brænde den op. Det er derfor, at Vandet omgiver Jorden og danner som en Vold omkring den, der beskytter den imod Ildens Flammer. Men Fornuften, den fineste
! Hermetis Trismegisti Poemander I, 15 (ed. Parthey p. 7—8); sign. Over- sættelsen af Ménard: Hermås Trismégiste S. 8 (Paris 1866). Sammesteds XII, 16; Ménard 8. 89; sign. 8. 13, S. 48 og 8. 983. Sammesteds III, 4; Ménard 8. 29.
Sammesteds VIII Overskrift; Ménard 8. 48.
Sammesteds X, 16; Ménard 8. 64.
1113
af de guddommelige Tanker, har til Legeme det fineste af alle Elementer: Zlden. Den tager det til Redskab for sin skabende Virksomhed; Al-Fornuften bruger alle Elementer, Menneskets (Fornuft) blot de jordiske Elementer. Berøvet Ilden kan den ikke udføre guddommelige Værker, underlagt som der er under Menneskehedens Vilkaar.
Menneskesjælene (ikke alle, men kun de fromme Sjæle) ere overnaturlige og guddommelige. En Gang skilt fra Legemet, og efterat have udholdt Fromhedens Kamp, som bestaar % at kjende Gud og ikke skade Nogen, bliver en saadan Sjæl rén Fornuft. Men den onde Sjæl bliver i sit eget Væsen og straffer sig selv, idet den sørger for at trænge ind i et jordisk Legeme, i et menneskeligt Legeme, thi et andet Legeme kan ikke modtage en Menneskesjæl; den kan ikke gaa ind i et ufornuftigt Dyrs Legeme. En guddommelig Lov bevarer den for en saadan Fornedrelse"”.
»Naar Fornuften er bleven en Dæmon, og den efter Guds Ordre har taget et Ild-Legeme, trænger den ind i den ugudelige Sjæl
og pidsker den med sine Synders Svøbe. Den onde Sjæl styrter -
sig da i Mord, Skjældsord, Gudsbespottelse, Voldsomheder af alle Slags og i alle menneskelige Ondskaber. Men naar Fornuften trænger ind i den fromme Sjæl, da fører den den til Erkjen- delsens Lyst”.
I de Dødes Bog gives der kun Oplysninger om de gode Menneskers Skjæbne, thi den forudsætter, at det Menneske, ved hvis døde Legeme den nedlægges, og hvis Sjæl den skal hjælpe igjennem Underverdenen, er et godt Menneske, der har levet efter Retfærdighedens Fordringer. Imidlertid gives der dog af og til i Tillægsbemærkninger et lille Indblik i de Ondes Skjæbne, idet der ti Forsikkringen om, at den Afdøde opnaar dette eller hint Gode, tilføies: ,og han bliver ikke dette eller hint",
Allerede i det første Kapitel have vi sét den Døde gjentage:
! Sammesteds X, 17—19; Ménard S. 65—66. 2 Sammesteds X, 21; Ménard S. 66—67.
Om de onde Menneskers Skjæbne.
1114
vog ikke bliver jeg udelukket af Osiris' Bolig" ". - Dette var altsaa en Skjæbne, som ventede de Onde, men det var langtfra deres eneste Straf”. Et andet Sted siger den Dødes Sjæl: ,0g jeg gaar ikke ind i Mordhullet i Dybet (Underverdenen), og der times mig ikke, hvad der venter dem, som Guderne afsky"?, Noget Lignende findes et andet Sted: ,0g den (den Godes Sjæl) føres sække til Slagterhuset, og min Sjæl ødelægges ikke" +, Det nilhest-lignende Dyr, der 86és foran den dømmende Osiris, kaldes stundom: ,0pæder af Skyggerne i Underverdenen" ?, og et andet Sted? siges Mennesket at være frelst fra dem, der æde deres Sjæle, som ere inde- spærrede i Dybet (Underverdenen) 0. s. v.
Man sér saavel heraf som af enkelte Antydninger i de oven- for meddelte Brudstykker af de hermetiske Skrifter, at der ventede de onde Mennesker en endelig Tilintetgjørelse, men det er ikke muligt, af disse lejlighedsvise Antydninger at danne sig nogen Forestilling om de nærmere Omstændigheder ved deres Undergang. Heldigvis kunne dog flere Oplysninger hentes fra andre Indskrifter, navnlig fra Indskriften paa Seti I's nylig omtalte Sarkophag, der opbevares i Sir John Soanes Museum i London.
Man 8sér her? en Procession af sytten Væsner, nemlig en Gud med Spurvehøgehoved, d. e. Horos, og seksten Mennesker, hvoraf de fire første ved en ovenover anbragt Indskrift, Ordet ret-u, be- tegnes som Mennesker, d. e. Mennesker fra Ægypten, imedens de fire næste kaldes amu (Asiater), de følgende fire: nehesi (Negre) og de sidste fire: temhu (Nordlændere) 8.
Horos siger til disse Ra's Tjenere? : »Beboere af Kem (det
Lepsius, 7odtenbuch 1, 15; se ovenfor S. 1084.
Slgn. sammesteds 26, 6.
Sammesteds 85, 3.
Sammesteds 149, 31—32.
Sign. sammesteds 125 d.
Sammesteds 163, 7—8; slgn. 164, 16—19 0. 8. v.
Bonomi og Sharpe, Oimenephta Pl. 6 og 7, col. 1—27.
Se nedenfor 8. 1121.
Se Bonomi og Sharpe, Oimenephta Pl. 7 D. col. 1 —10, fortsat paa
De eee 09 Rd da == td mM -
1115
sorte Land, Ægypten) og af Desher (det røde Land)!" Ære være Eder, I Tjenere af Ra! I, som have gjennemgaaet Forvandlingen ved [Hjælp af] den Store, han, som throner i Himlene. Aande [komme] i Eders Næser, og Blodet komme atter fil at gjennem- løbe Eders ...... I! som have været en Aarsag til Taarer for mig, da jeg var som (a)khu (besjælende Aand) i Eders Personer, imedens i vare Retu (d. e. Mennesker, nemlig fra Ægypten); hvorpaa jeg efter mange Tiders Forløb blev forvandlet 'i Eder til Personer af Amu — for hvilke Gudinden Sekhet har forvandlet sig for at straffe deres dba-u (Sjæle)! I som har gjort mig be- drøvet for Eder, jeg har derefter hvilet mig i en Million Aar, og derpaa er jeg gaaet ud [for] at blive som Eders Personer, [at blive] til Negere, for hvilke Horos har forvandlet sig for at straffe deres Sjæle; og endelig efter en Tids Forløb er jeg som Eders Per- soner bleven til 7amhu, for hvilke Sekhet forvandler sig at straffe deres Sjæle".
Det synes efter denne Text at fremgaa, at de Menneskesjæle, hvorom her er Tale, og som have maattet gjennemgaa en Sjæle- vandring, have faaet Straf nok i denne, og at de nu ville kunne fortsætte og faldende deres underjordiske Vandring og gjenfødes som nye Horos'er.
I de hermetiske Bøger findes Sætninger, som stemme ret vel overens med den her meddelte Text. Vi behøve blot at minde om de ovenfor anførte Ord":
»Den ugudelige Sjæl bliver i sit eget Væsen og straffer sig selv, idet den sørger for at gaa ind i et jordisk Legeme — et menneskeligt Legeme; thi den vil ikke kunne gaa ind i et Væsen uden Fornuft, en guddommelig Lov skaaner den (Menne- skesjælen) for en saadan Fornedrelse".
Men ikke alle uretfærdige Sjæle faa den her antydede Skjæbne.
Pl. 6 D. col. 11—26; sign. P. Pierret /2evu: Archeol. nouvelle série XXI, 8. 299 (1870). ' Se ovenf. 8. 1113 med Anmk. 1; sign. Ménard, /fermés Trismégiste S. 66.
1116
Umiddelbart efter de ovenfor meddelte Ord!, uden at der findes nogen Betegnelse af, at der her begynder et nyt Afsnit i Texten, læser man følgende Ord, der aabenbart ikke kunne gjælde om de samme Sjæle, som tiltales paa en saa hæderlig Maade - med , Ære være Eder!" Man læser her?:
»Det er dem, som holde hav (Livstilværelsens Maal?) i Ameni (Vesten), som bestemme Livstilværelsens Maal for de Sjæle, som ere i Ament, og som føre til Straffens Sted. Til dem siger Ra: »»O Guder, Beboere af Dybet, som bære Rebet metut for at drage Tilværelserne frem! Griber Rebet metu: og drager med det Til- værelserne — Sjælene, som ere i Ament; drager dem til Tilintet- gjøerelsens Sted og tiltntetgjerer de skyldige Sjæle! Fører dem til Tilintetgjørelsens Sted, at de ikke maa skue det hemmeligheds- fulde Sted, de guddommelige Fyrsters Egn". De Ondes Tilintet- gjørelse! Disse Guder nære sig af ma-kheru (Ordets Kraft)?; d Offre, der bringes dem paa Jorden, bestaa i Ordets Kraft".
Det er aabenbart, at disse Ord have Hensyn til andre Af- døde end de ovenfor omtalte, og navnlig vil det ikke kunne betvivles, at de vise hen til den nedenunder fremstillede Scene, hvor man sér otte Mand føres frem som Fanger. Om dem hedder det i den omtalte Indskrift":
»Det er dem, som naar man føres til Tilintetgjørelsen, ned- skrive denne for Tilværelserne af Sjælene, som ere i Ament. ,»,Ti- intetgjører? de Skyldige og skriv [dem] op paa Tilintetgjørelsens Sted! Jeg er kommen paa den store Vei for at dømme Legemerne (kha), for at tilintetgjøere mine Fjenders Ondskab"".
»Disse Guder nære sig af An-Brød, samt af zeser-Vin, og de forfriske sig i Vand".
Der kommer nu en Afbrydelse af denne Fremstilling ?, idet en
Pl. 6 D. col. 26; se ovenfor S. 1114—1115.
Pl. 6 D. col. 26—41.
Dette Ord findes ovenfor 8. 1103 med Hieroglypher. PL 6 D. col. 41—47.
Det er Solguden Ra, som taler.
PL 5 col. 48— 49.
BØ SS é& dd fB mm
1117
anden Scene med flere sammenhørende Billeder? kommer imellem, men paa den anden Side af disse fortsættes Scenen ?.
Her sér man Tum foran fire og tyve Mennesker, hvoraf de fire nærmeste ligge kastede til Jorden, og de øvrige tyve ere fremstillede bagbundne. En Indskrift, der læses imellem Figurerne, forklarer: at det er Beboere af Ra's Sal, de skyldige paa Jorden, for Ra — ubevægelige i Æget, trufne ved Dommen, kastede til Jorden, Fjender af den dobbelte akhi (Horizont)2.
Ovenover læses en Indskrift", som kan gjengives saaledes:
»Min 7um's Pligt imod Ra er at hylde ham, at tilbede hans Sjæl ved at skabe Pine for hans Fjender. Min Fader Ra's Ords Kraft [er] imod Eder, og mit Ords Kraft er imod Eder. Jeg er en Søn, som er udgaaet af sin Fader, og jeg er en Fader, som er udgaaet af sin Søn, Jeg binder Eder, naar I ville udvide Eder. I ere bundne, Eders Arme ere ikke fri.
Jeg hylder Ra [i min Færd) imod Eder. Jeg forsvarer hans Sjæl (da) imod Eder ..... Jeg lader Eder dømme for Ra, jeg slæber Eder til Eders Synders Dom ..... Hvad I have forsyndet, det dømmes hos min Fader; hvad I have gjort af Misgjerninger, det straffes i den store Sal. Eders Legemer ere at senderskjære, Eders Sjæle (da-u) ikke ere de mere".
De følgende Billeder? skildre Solens Fjende Slangen Apap's (Apophis") Undergang, hvorpaa Texten atter” vender tilbage til de Ugudeliges Tilintetgjørelse. Her læses følgende Ord, som udtales af Horoså:
nå som have mtskjendt Ra. 1 ere bagbundne. I ere i Ra's Magt, og. han ødelægger Eder. I ere ikke mere. Eders Sjæle ere
Pl. 5 col. 37 til Pl. 4 col. 20.
Pl. 4 D. col. 8--37 og Pl. 3 D. col. 38—43. D. e. Solen.
Pl. 4 D. col. 8 fr.
Sign. ovenfor 8. 1028 og S. 1030.
PL. 8 (sign. Pl. 9, hvor Apophis sés lænket). Pl. 14 og 13.
Pl. 14 col. 16—39.
ae da SM ff BØ ØS mm
1118
tilintetgjorte. Dette skér Eder ved min Fader Osiris. I ere ikke mere, J, som have fornægtet Ra"!
Nedenunder sér man fremstillet en umaadelig Slange, der spyer sit Ædder paa de ulykkelige Syndere; den hedder khet: ,,Ild- slangen". Til den siger Ra!:
»Aabn Dit Gab! Kast Din [Id imod min Faders Fjender, brænd deres Legeme og opbrænd deres Sjæle med den Ild, der udgaar fra Dit Hoved, med den Flamme, som er i Din Bug! Min Slægt er imod dem; de ere tilintetgjorte — de Sjæle, som skulde gaa ud til dem. Ikke ere de mere. Ud er gaaet den Ild, som er i denne Slange; den opbrænder dem, Ra's Fjender!"
Æcypternes Inden vi afslutte vore Bemærkninger om Ægypternes Religion, om Verdens maa vi endnu tilføje et Par Ord om deres Forestillinger om
Skabe, Formen og -Beskaffenheden af den Skueplads, hvorpaa de tænkte sig Guder og Mennesker, — saavel de levende, som de afdøde — at bevæge sig; eller med andre Ord, vi maa give en kort Udsigt over Ægypternes Forestillinger om Jordens og Verdens Figur, Form og Skikkelse.
I Henseende hertil ere vi ikke uden Oplysninger, thi i de rituelle Skrifter antydes det oftere, hvorledes Ægypterne tænkte sig dette Forhold; kun maa vi tilstaa, at de Forestillinger, der møde os i disse Skrifter, ere saa primitive, at de umuligt | have kunnet bestaa med nogen virkelig astronomisk Kundskab, —- og at Ægypterne virkeligt besad i det Mindste nogen astronomisk Indsigt, kan ikke ret vel betvivles. Der er dertor intet Andet for end at antage, at denne primitive Anskuelse kun hørte hjemme i religiøse og rituelle Skrifter, i hvilke man jo var strængt bunden til de nedarvede Forestillinger og Betragtningsmaader, og at der ved Siden af den fandtes mere fornuftige Forestillinger?.
! Pl. 14 col. 40—54.
2 Hvorledes de dannede Ægyptere have tænkt sig Jordens Skikkelse, kan ikke afgjøres. Chabas mener af et Udtryk i en Papyrus i Berlin, Fortællingen om Bonden (Lepsias, Denkmåler VI, 110 1 11—12 og
1119
Ifølge den Anskuelse, der fremtræder i Ægypternes rituelle Skrifter var Jorden en i et uendeligt Hav svømmende Flade, over hvilken Himlen, der ligeledes var bedækket med et Ocean, (hvorfor Guderne maa reise i Baade), var udbredt ligesom et Loft over et Værelse, og paa lignende Maade synes man at have tænkt sig, at Jordfladen atter bedækkede en underjordisk Verden, som Solen (Solens Sjæl, Osiris) maa gjennemvandre hver Nat, og hvilken, som vi ovenfor have sét, ligeledes maa gjennemvandres af de Afdødes Sjæle, inden de kunne forklares og naa deres egentlige Bestem- melse. Denne Underverden antages, synes det, efter de gamle Forestillinger næsten at danne som et Speilbillede af Himlen.
Paa Seti 1.'s Sarkophag findes et Billede, hvor Verdens Skik- kelse er fremstillet i det Væsentlige paa den her antydede Maade, om end med endel Afvigelser!. Guden Nu (Himmelguden)? hæver sig op af Vandene og bærer Gudernes Baad paa sine opstrakte Arme; paa den anden Side svømmer Osiris, omslyngende Under- verdenen med sit Legeme. Paa Underverdenen staar Himmel- gudinden Nu (Nu-t), bærende Jorden, en rund Kugle, der ligger foran Torbisten (kheper, Skaberen), som har Plads i Gudebaaden.
De ægyptiske Udtryk for Verdens forskjellige Dele ere følgende:
sæ, la, Kostisk &0 er Jorden;
c—= put eller pe, Koptisk WWE er Himlen; Ordet udtales forøvrigt ogsaa her, hvormed man betegnede Oversiden af Himlen;
DER ament, Vesten, Amenthes, er de Dødes Rige, det laa under Jorden; Nedgangen dertil var i Vesten;
RG er ensbetydende med det foregaaende Ord, hvorfor vi i
Reglen have gjengivet det ved Amen (Vesten), men om det ogsaa udtaledes ament, er langt fra sikkert, ja endog ikke meget sand-
VI, 113 I. 39—40), at kunne slutte, at de vidste, at Jorden bevæger sig; se Zeitschrift fir åyyptische Sprache II, 8. 97 ff. (1864).
'- Bonomi og Sharpe, Oimenepåta pl. 15.
2 Om Guden Nu (der maaske rettere kaldes Nun) se ovenfor 8. 1077.
Jordens
Befolkning.
1120
synligt. Udtalen kan ikke nøie angives, maaske udtales Ordet set eller set-mati, den dobbelte Sandheds Land?.
es diva, diu, tu, Dybet (?)?, Underverdenen, var maaske Navnet paa den Del af Underverdenen, der saa at sige dannede Speil- billedet af Himlen3;
== eller SÅ kher neter, maaske blot benævnet kher, Under- Ars]
verdenen;
ISS akher (aker?), uden Tvivl det samme Ord som det foregaaende".
Stjernerne henføres til følgende to Klasser, der ofte omtales i de Dødes Bog:
je [Nat iU3 « , akhimi sek-u, de Stjerner, som ikke kjende til orgel d. e. Fixstjernerne ;
Je NE Ex! I akhimt urd-u, de Stjerner, som ikke kjende til Ro, d. e. Vandrestjernerne.
Hvad angaar Jorden, da tænkte de gamle Ægyptere sig deres
Fædreland som beliggende paa den flade Jords Midtpunkt, en -
Beliggenhed, der svarede meget vel til deres Forestilling om, at Ægypten var Jordens vigtigste Land, og at dets Folk var Verdens ypperste Folk.
De Nabofolk, hvormed de navnlig kom i Berøring, vare ikke lidet forskjellige fra Ægypterne og fra hinanden indbyrdes. Syd for Ægypterne fandtes der Negerfolk, Nord og Nordost for Ægypten, boede der Folk af syro-arabisk (semitisk) Race og Vest for Ægypten
1 Se Lauth i Zeitschrift fir ågypt. Sprache IV, 8. 97 (1865); Brugsch, Hieroglyphisch-Demotisches Wårterbuch S. 78.
Udtalen er uvis, da Stjernen X er polyphon. Maaske er Ordet at læse seb og ikke diva. Lauth mener, at Ordet betyder , Dybde" (Zeitschrift fir ågyptische Sprache II, 8. 55 (1863), en Oversættelse, som Flere, . saaledes iblandt Andre Brugsch, have optaget.
Brugsch har anfert et Sted, hvor diva kaldes ,den foerste Station af Ament", se Hieroglyphisch-Demotisches Wodrterbuch S. 72.
Brugsch ]. c. 8. 1124, sign. 8. 185.
1121
ligesom paa Øerne i Middelhavet, fandtes Folk af lysere Hudfarve, der sandsynligvis tilherte den Race, vi pleie at kalde den kaukasiske.
Disse tre Folkegrupper ere saa forskjellige fra hinanden og saa forskjellige fra Ægypterne, at det ikke kan undre os, at Ægypterne betragtede enhver af dem som en egen Menneskerace. Med den ægyptiske Folkerace, efter Folkets Forestilling uden Sammenligning den højeste af alle Racer, fandtes der altsaa efter Ægypternes Forestilling fire Menneskeracer paa Jorden.
De fire Menneskeracer afbildes oftere paa Mindesmærkerne, hvor de betegnes paa følgende Maade!:
SY di ret-u, Mennesker, nemlig , Menneskene i Ægypten"; YA Ye dt amu-té, 53, Betegnelse for Syro-Araber (Semiter); SÅN meheni, Negro;
ADS: lamhu, Nordboer (?), Libyer og Europæer.
Den første af disse Racer fremstilles med rødlig Hudfarve; Amu ere brune, Negerne sorte og Tamhu hvide. Forøvrigt maa vi bemærke, at Mesopotamiens og Nordsyriens civiliserede Beboere ikke afbildes med brun Hudfarve, som Kanaaniter og Arabere, uagtet de vare af samme Stamme som disse, men med rødlig Hudfarve ligesom Ægypterne selv.
Det er naturligt, at der i ældre Tider, da Ægypterne kun kom i Berøring med Folkene i de nærmeste Nabolande og med enkelte fjernere boende Folk, blandt Ægypterne har dannet sig den Forestilling, at der ikke gaves andre Folk i Verden end Ægypterne selv og disse Folk. Antallet paa disse fremmede Folk, der oftere opregnes paa Mindesmærkerne, var nt.
Flere af disse Ægyptens ældgamle Nabo-Folk fik i Tidens
! Den bekjendteste Afbildning findes i Seti I.'s Grav, Lepsius, Denkmåler III, 180. 71
1122
Løb andre Navne, eller maatte vige for nye Folk, men alligevel vedblev Ægypterne lige til det sidste at tale om de ni Folk".
er enes Vi have ovenfor? omtalt, at der i forskjellige Indskrifter om- Kosmogoni. taleg flere forskjellige Guder som Skabere, saaledes Ra, Tum, Ptah, Osiris, Horos, Num (Khnum), men denne Uoverensstemmelse imellem Texterne kan ikke undre os, da de fleste af de Gud- domme, vi her have nævnt, kun betegne forskjellige Sider af det
samme Væsen.
Vi besidde ingen ægyptisk Kosmogoni eller Theogoni, men ved Hjælp af de Antydninger, der stundom gives i de ægyptiske Skrifter og Aktstykker, der ere levnede os, navnlig-i de Dedes Bog, er det muligt for os at danne os et rigtignok noget dunkelt Billede af Ægypternes Forestillinger om Verdens og Gudernes Tilblivelse. Det vigtigste Sted for os er Begyndelsen af det syttende Kapitel af de Dødes Bogt!.
At slutte efter dette Aktstykke synes Ægypterne at have an- taget, at i Begyndelsen var Alt Hav og Mørke, evig Nat; om nogen Skabelse af Intet kan der naturligvis ikke være Tale. Over Havet svævede Solguden som det eneste levende Væsen, men i sin Skikkelse af Tum, Aftensolens Gud, der synker ned i Hori- zonten og altsaa ikke lyser (som Ra). Da hævede Shu sig op af Uroceanet, og saaledes fremkom Himlen, der over sig ogsaa bærer et Ocean (de himmelske Vande). Nu hævede Ra sig op paa den
1 Vi have oftere omtalt de ni Folk i vore Oversættelser af ægyptiske Texter; se f. Ex. 8. 558. Om de ni Folk, slgn. Brugsch i Zeitschrift Sir ågyptische Sprache XIII, p. 9—12 (1875).
2 Se ovenfor S. 1040, 8. 1045, 8. 1066, 8. 1073 0, 8. v.
2 Se ovenfor 8. 1028
"+ Menneskets Fremkomst er symboliseret ved Guden Kåem, Avlekraftens Gud (Pan); Himmellegemernes Anordning ved Udtrykket: ,Trappen i Hermopolis" (17, 1—2); i den forangaaende Sætning tales der om Såu (den af Lepsius udgivne Text af 17, 1 er her mangelfuld). 8Slgn. for- evrigt de Rougé i Revue Archéol. nouv. série I, S. 860 (1860) og navnlig E. Naville, eur lignes du Livre des morts;, Zeitschrift fir dgypt. Sprache, X1l, 8. 57—61 (1874).
1123
saaledes fremkomne Himmelbue og udbredte Lys over Verden, og Himmellegemerne fik deres Gang anvist; de onde Magter maatte fl. Jorden maa derefter være bleven befolket med levende Skabninger, indtil tilsidst Mennesket fremkom.
Ifølge en almindelig udbredt Anskuelse var Ægyptens Ind- byggere i Oldtiden delte i skarpt afsondrede Kaster". Man pleier navnlig at tale om Præste- og Krigerkasten, om Handelsmændenes og om Agerdyrkernes Kaste 0. 8. v. De græske Forfattere, der have skrevet om Ægypten, synes i Virkeligheden at give denne Betragtningsmaade Medhold?, og det er heller ikke usandsynligt, at noget Saadant har fandet Sted : senere Tider; men uheldigvis kjende de talrige ægyptiske Optegnelser og Indskrifter, vi have tilbage fra de gamle Pharaoners Dage, ikke Noget til Tilværelsen af saadanne Kaster i Ægypten i ældre Dage. Ganske vist vare Indbyggerne i Ægypten fra de ældste Tider af meget langtfra alle at være ligestillede; der var i Ægypten som i næsten alle andre Lande i Oldtiden en ikke uvæsentlig Standsforskjel til- stede imellem Landets frie Befolkning, idet en mindre Del af Folket dannede — hvad vi rigtignok kun med Forbehold kunne kalde — en privilegeret Stand, imedens det store Flertal af Befolkningen dannede saa at sige en uprivilegeret Stand; eller med andre Ord, der fandtes i Ægypten to Stænder: en Adel og en Almue. De samme Aktstykker, der vise og denne Forskjel imellem Befolkningen, belære os ganske vist ogsaa om, at det meget ofte var Tilfældet, at en Søn kom til at beklæde samme Stilling som Faderen; men de vise ogs tillige, at det i de gamle Pharaoners Dage ingenlunde var umuligt, at Sønnen kom til at indtage en
1! Se f. Ez. Høeren, /deen iber die Politik, den Verkehr und den Handel der alten Welt I, S. 200 (1805).
2? Diodor, Bibl. Hist. I, 73—74 taler om Præster, -Krigere, Agerdyrkere, Hyrder og Haandværkere og antyder, at Sennerne i Reglen altid havde samme Næringsvei og Bestilling som Faderen. Herodot taler om syv Klasser (Her. Il, 1638) nemlig Præster, Krigere, Hyrder, Svine- hyrder, Kjebmænd, Fortolkere og Sefolk.
71?
1124
ganske anden Stilling end Faderen, ja at dette endog slet ikke var usædvanligt. Vi have mange Exempler paa, at Brødre be- klædte ganske forskjellige Værdigheder: en var Befalingsmand i Hæren, en anden Præst, en tredie ansat ved Bestyrelsen af Landet 0. 8. v.!, I Reglen indtraadte vel en af Sønnerne i samme eller lignende Stilling som Faderen, men vi have ogsaa Erempler paa, at selv høitstaaende Embedsmænds Sønner fik ganske andre Stil- linger end Faderen, og at ingen af dem er i lignende Stilling?. Med andre Ord, det er klart, at Medlemmerne af Aristokratiet eller Adelen, den priviligerede Stand i Ægypten, i de gamle Pharaoners Dage havde Adgang til alle Embeder i Landet og efter eget Valg kunde indtræde i Statens eller i Helligdommenes Tjeneste, uden Hensyn til hvad Stilling Faderen havde beklædt ; ja det er endogsaa klart, at der ikke var Noget til Hinder for, at selv Mænd af Almuen kunde hæve sig op til ansete Stillinger i Samfundet", Altsaa, med andre Ord, der fandtes i de gamle Pharaoners Dage i Ægypten ikke nogen skarp Adskillelse imellem Landets Borgére, eller kortsagt, tngen Kaster; ikke nogen anden Adskillelse end den, man finder i alle Lande imellem ansete, rige Slægter og den ubemidlede Mængde; ja vi antage det endog for sandsynligt, at Landets Love ikke tilsikkrede Medlem-
1 Ampére, Des Castes ou de la transmission des fonctions dans Pancienne Egypte i Revue Archeol. V, 8. 405 ff. (1848—1849); og i Revue des deux Mondes for 15. Sept. 1848.
1 Se Sharpe, Egyptian Inscriptions II, pl. 38: Indskriften paa et Mindes- mærke i Neapel.
2 Ifelge en Gravtale i Leyden over en Amonasferstepræst fra Theben, var ingen af denne heitstaaende Præsts Senner Præster; se ovenfor 8. 1022 Anmk. 2.
+ I et Brev i Samlingen Anastasi V. Select Papyrus pl. CXX, omtales en Befalingsméænd i Hæren ved Navn Mai, der siges at være Sen af en smetlu, d. e. Landarbeider; de to andre Befalingasmænd kalde sig i Modsætning til ham af Ra's (Solgudens) Stamme. I Æventyret nde to Bredre" (Papyrus d'Orbiney) bliver en Landmand Prinds-Gouver- neur af Aithiopien og Thronføelger. Et Exempel paa, hvorledes en Mand af ringe Stand kunde hæve sig til den fornemste Rang i Ægypten, afgiver Josephs Historie.
1125
merne af de rige og ansete Slægter, der dannede Aristokratiet, nogensomhelst Forret eller Privilegium, om end Skik og Brug havde ført med sig, at Medlemmerne af de ansete Slægter ned særlig Udmærkelse ved visse Leiligheder.
Paa den anden Side kan det ikke benægtes, at ægyptiske Embedsmænd i ansete Stillinger i Reglen have søgt at faa deres Sønner og Slægtninge ind i lignende Stillinger, som de, de selv beklædte", og at det følgelig altid var forbundet med Besværlighed for Udenforstaaende at faa Adgang til Embeder og Bestillinger, der tidligere ikke havde været beklædte af deres Slægtninge, hvor- imod det altid var lettere for en Fader at faa sine Sønner an- bragte i samme eller lignende Bestilling eller Embede som det, han selv beklædte. Noget Lignende gjaldt om de lavere Stænder. Haandværkerens og Arbeidsmandens Sønner havde jo altid den bedste Leilighed til at lære Faderens Haandværk, hvorimod det ofte kunde være vanskeligt at lære et andet Haandværk og skaffe sig Kunder i dette; og derfor skete det som oftest, at Haand- værkernes Sønner søgte samme Erhverv som Faderen
I Forfaldstiden, da Ægypten intet Nyt mere frembragte, og da al Ægypternes Tragten gik ud paa at bevare, hvad man havde modtaget, synes det bestandig at være bleven sjældnere, at en Sen anbragtes i en anden Levevei end den, Faderen fulgte, og tilsidst bleve Undtagelserne saa sjældne, at det saa ud som det var paabudt ved Lov, at en Søn skulde indtræde i samme For- retning som Faderen, ligesom ogsaa Mændene søgte deres Hu- struer af deres egen Stand eller Klasse”, eller med andre Ord, i Forfaldstiden, i det tiende, niende og ottende Aarhundrede begyndte
nen
" Det fremgaar af Indskrifterne paa Gravtavlerne, at en Sen, ja endog flere Sønner, meget ofte fik det samme eller lignende Embede som det, Faderen havde beklædt.
7 Det hedder i den demotiske Roman i Museet i Bulak ved Kairo: Jeg vil lade Prah-nefer-ka ægte en Datter af en Hevedsmand i Hæren, og Ahura vil jeg give til Hustru til en anden Hevedsmand i Hæren, som dot saa længe har været Brug i vor Familie;" se Revue Archéol, nouv- série XVI, S. 165 (1867).
1126
der i Ægypten at reise sig kasteagtige Skillevæge imellem Befolk- ningens forskjellige Klasser". Under Psametik og hans Efter- følgere skete der maaske endnu adskillige Undtagelser, men disse forsvandt snart efter Tabet af Friheden og ved Landets Erobring af Kambyses; thi i Persertiden raadede Kastevæsnet enevældigt, som det tydeligt fremgaar af de Vidnesbyrd, der aflægges af de Hellenere, der i dette Aarhundrede besøgte Ægypten, saaledes af Herodot”, Platon? og Isokrates". Ja man kan endog spore en bestandig Udvikling af Kastevæsnet?, thi i Aristoteles' Stat, der vel er bleven forfattet ved Aar 340 f. Kr., omtales en skarp Sondring imellem Kasterne som noget lovbestemt, imedens den af Solon og Herodot kun omtales som noget, der var hjemlet ved Skik og Brug. Den samme Opfattelse, vi finde hos Aristoteles, gjenfinde vi hos de Forfattere, der i den følgende Tid give Meddelelser om Ægyptens Forhold, saaledes Diodor? og Dikaiarkhos .
Et Vidnesbyrd om, at der i Ptolemaiertiden gaves et virkeligt Kastevæsen i Ægypten, afgiver endvidere — i det Mindste for Præsternes Vedkommende — Dekretet fra Kanobos, som vi kjende af den mærkelige i 1866 i Tanis fundne Tresprogs-Indskrift. Af dette Aktstykke sér man, at de ægyptiske Præsters Sønner ved Fødselen alle indskreves i Præstestandens Registre, nemlig i den samme Klasse, hvortil Faderen hørte ?.
gme«
1 Solon skal efter Platons 7imaios (c. 23--24) have talt om Kasterne i Ægypten. Solon besegte Ægypten, før han optraadte som Lov- giver i sin Fødeby, formodentlig under Psametik I. eller under Neko.
2? Her. VI, 60; DO, 37; II, 143; II, 166; II, 47; II, 154; II, 65 og 164.
3 8Slgn. Plato Il. c.
$ Isokrat., Busiris c. 16.
5 Se G. Lumbroso, Recherches sur Péconomie politique de PEgypte sous les Lagides 8. 58 Anmk. 1. i
S Aristoteles, Polit. VII, 9.
7 Diod., Bibl. Hist, I, 73 og 74; 91, 3; 81, 7; 88, 2 og 82, 3.
8. Dicaearch. fr. 7; Schol. ad Apoll. Rhod. IV, 273, (Miller, Fraym. Hist. Gr. II, 8. 235 —286).
” En Undtagelse gjordes der alene med dem, der overførtes til den af Ptolemaios III. dannede /emte Præsteklasse,; men Efterkommerne af dem, der vare overførte til denne nye Klasse, maatte forblive deri.
1127
Vi skulle nu meddele et Par Ord om hver især af 'de to Klasser, hvori Ægyptens frie Befolkning i de gamle Pharaoners Dage vare inddelte, Adelen og Almuen. Vi skulle hertil endnu føle et Par Bemærkninger om de af Ægyptens Beboere, der ikke havde Borgerrettigheder, Slaverne?.
Den ægyptiske Adel var en Æmbedsadel; næsten alle Ægypter, der omtales paa Mindesmærkerne, anføres som beklædende et eller andet Embede; enten ere de Præster eller Befalingsmænd i Hæren eller Finants-Embedsmænd eller Bestyrere af de kongelige Domainer eller Forligsdommere eller desl. Til at beklæde et Embede udfordredes der imidlertid, at vedkommende havde mod- taget en videnskabelig Uddannelse. De, som ikke fuldendte deres Cursus, maatte gribe til andre Leveveie, enten give sig til at være Agerdyrkere eller endog søge Erhverv som Haandværkere, hvorved de jo snart vilde synke ned imellem Almuen.
Vi vide ikke, hvorvidt der i det gamle Ægypten gaves noget særeget Udtryk for Begrebet Adel eller Landets privilegerede Stand. I Indskrifterne findes der vel ofte Ord, som vi gjengive ved ,de Store", ,, Fyrsterne", eller desl., som man kunde mene betegnede Adelen, men den Forbindelse, hvori disse Ord forekomme, synes ikke at tale for, at de have havt nogen saa bestemt Betyd- ning; de bruges tvertimod i Reglen ikke i Modsætning til Almuen, men til Medlemmer af den lavere Adel?.
I fremmede Folks Meddelelser om Ægypten i de gamle Pharaoners Dage, saaledes i Biblen, betegnes den ægyptiske Adel ved Udtrykket ,,Fræsterne"?, et Udtryk, hvoraf man ikke ter slutte, at alle Medlemmer af Adelen vare optagne i Præsteskaber eller gjorde Tjeneste ved Helligdomme; dette Udtryk anvendes
—
' Om de fremmede Folk i Ægypten se nedenfor S. 1188 ff.
2 Se Select Papyrus pl. XIT, I. 9—pl. XIII, 1. 1, hvor det hedder om en Sen af Skriveren 7eAut-taven-f, at han kom hjem fra Ahennu (Silsilis), fra den derværende Skole (se ovenfor S. 1019), hvor ,de Stores Sønner ikke havde kunnet maale sig med ham".
2 Se saaledes navnlig Gen. 47, 26.
Om Adelen.
Om Almuen.
Om Slaverne.
1128
aabenbart kun, fordi Landets Adel var neie sammenknyttet med Præsteskaberne, idet paa den ene Side Præsterne toges af Adelen, og paa den anden Side Adelens /leste Medlemmer bleve optagne i Præsteskaber og kom til at gjøre Tjeneste ved Helligdommene.
Om den ægyptiske A/mues Forhold er os ikke meget bekjendt ; vi vide kun, at en stor Del af Almuen ernærede sig af Mark- arbeide, baade som Agerdyrkere og Hyrder, sandsynligvis under lignende Forhold som Nutidens Fellab'er!, og at dernæst Skibsfarten paa Nilen samt Fabrik- og Haandværksdriften lagde Beslag paa mange Hænder”, Industriens blomstrende Forfatning maatte neød- vendigvis medføre, at Handel og Omsætning sysselsatte talrige Ægyptere; ikke faa levede af Fiskeri, andre af Jagt 0. s. v.2.
Foruden Adelen og Almuen gaves der i Ægypten en talrig Klasse af Landets Befolkning, som vel ikke havde Borgerrettig- heder, men dog betragtedes og behandledes som Afennesker. Det var Slaverne. De ægyptiske Slaver vare nemlig ikke som flere andre Folks Trælle overladte til deres Herrers Forgodtbefindende, Herrerne havde ikke blot ikke Ret til at dræbe dem, men ikke engang til at paalægge dem haardere Straffe, naar de havde gjort sig skyldig i grovere Forseelser, f. Ex. naar de vare løbne bort, havde stjaalet eller desl."… Herren maatte da anklage dem for Dom- stolene og overlade det til Retten at sørge for deres Afstraffelse. De ægyptiske Slaver vare dels Efterkommere af andre Slaver,
! 8e nedenfor 8. 11$1.
I Papyrus Sallier II. gives flere Oplysninger om Haandværkernes
Kaar i Ægypten.
3 Lumbroso, Recherches sur Pécon, polit. de PEgypte, giver 8. 104 en For- tegnelse over de forskjellige Haandværkere og Arbeidere, der omtales i de græsk-ægyptiske Aktstykker.
£ Se Papyrus I. 352 i Leyden udgivet i Leemans, Monumenis pl. CLXVIII og forklaret af Chabas, Mdanges égyptologiques I, 8. 3—13 (1862). Man erindre ogsaa Josephs Historie, hvorledes hans Herre Potiphar ikke selv afstraffede ham, men sendte ham til Statsfængslet, d. 6é.: han lod ham demme og afstraffe af Landets Domstole.
1129
dels vare de kjøbte!, dels endelig vare de overvundne Fjender, der vare tagne til Fange i Krigen ?.
Foruden de private Slaver gaves der en stor Mængde Stats- slaver, navnlig i de store Templer 2.
Et Forhold, der har stor Interesse for Spørgsmaalet om om Fordelingen Ægyptens Tilstand i de gamle Pharaoners Dage, er Fordelingen ommene i af Grundeiendommene. Ifølge de klassiske Forfatteres Beret- ninger var Ægyptens Grundeiendomme delte imellem Kongen, Præsierne og Krigerne'. Efter al Sandsynlighed er denne Efter- retning ikke ganske urigtig, og vi kunne derfor med megen Sand- synlighed antage, at i den Tid, da Hellenere og Romere lærte Ægypten nøiere at kjende, vare Landets allerfleste Grundeien- domme delte imellem Præsterne, Krigerne og Kongen (efter Aar 30 f. Kr., den romerske Keiser).
Heraf følger imidlertid ikke, at Grundeiendommene bestandig havde været fordelte paa denne Maade; det var jo tænkeligt, at der var skét Forandringer i denne Henseende. I Virkeligheden kan det let godtgjøres, at der i det gamle Ægypten er skét store Forandringer i Tidens Løb i Henseende til Grundeiendom- menes Fordeling imellem Landets Borgere. Det er jo ovenfor? paavist, at Krigerne ikke optræde som særegen Stand før omtrent ved Aar 800, og at de først ved -denne Tid ere komne i Besid. delse af deres tolv Arurer Land, hvoraf jo altsaa følger, at indtil hen i det niende Aarhundrede før Kristus vare Ægyptens Grund- eiendomme delte imellem Kongen og Præsterne. Saaledes frem- stilles i Virkeligheden Sagen i første Mosebog i Fortællingen om
' En saadan kjøbt Slave var Joseph.
” Lepsins, Denkmåler III, 12 c. og III, 48.
? I flere Indskrifter rose Ægyptens Konger sig af at have fyldt Gu- dernes Helligdomme (navnlig Amons Tempel) med Slaver.
" Diod., Bibl. Hist. I, 78; sign. I, 21: Isis havde givet Præsterne Tredie» delen af Landet.
" Be ovenfor S. 922 ff. og S. 1017.
4
1130
Josephs Foranstaltninger, thi her siges det, at — fra Josephs Dage eiede ,Kongen" og ,, Præsterne" hele Landet?.
Ved ,Præsterne" maa man, som nylig bemærket, ikke tænke alene paa Helligdommenes Tjenere, men paa Ægyptens Adel, hvoraf Præsterne toges. Til Bevis herfor skulle vi blot anføre følgende Stykke af en hieratisk Papyrus i Kairo?:
»Skaf Dig et Grundstykke, hegn det ind med Tornebuske ! Foran have Du Din Havejord! Plant Buske deri og lad dem findes rundt om i alle Retninger ved Dit Hus, at Din Haand maa have fuldt op af alle Slags Blomster, som Dit Øie kjender! Visne de, saa arbeid engang ordentlig, at de ikke gaa ud. Dit Hjerte begjære ikke Andres Gods, men bevar det, Du har erhvervet Dig! Rør ikke ved Andres Eiendom, naar det ikke hjemfalder (?) til Dit Hus, som Du har bygget Dig. Tal ikke saaledes: ,Jorden ligger fra Morfaderens Tid paa dette eller hint Grundstykke" ; thi Aarsagen til Dit Fald (ligger i Striden) om Andelen med Din Broder. Lad Dig nøeies med Din Del, den, Gud har givet, at den maa vedblive at være Din",
Det er klart af denne Papyrus, at Helligdommenes Tjenere ikke vare eneberettigede til Grundbesiddelse; thi i Papyrus'en findes der ingen Antydning af, at den kun henvender sig til Præ- sterne; Papyrus'ens Opfordring til at stræbe efter at skaffe sig Grundeiendom er aabenbart henvendt til alle Læsere, altsaa til alle Ægyptere, der fik en videnskabelig Opdragelse, eller med andre Ord, til de højere Klasser af Samfundet.
I ægyptisk-græske Aktstykker nævnes forskjellige ægyptiske Grundeiere”, men iblandt disse findes der ingen Haandværkere "eller Almuesmænd; hvorimod der nævnes mange Medlemmer af
' Gen. 47, 26. Dette staar fast som Ajendsgjerning, hvorimod jo For- tællingen om, at denne Fordeling af Grundeiendommene skyldes Joseph, kun er et israeliti:k Sagn.
? Side 5 Linie 1 ff.; se Brugech i Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, 8. 54 (Mai-Juni 1872). Om denne Papyrus sign. ovenfor 8. 1020, nedenfor 8. 1132 med Anmk. 5.
2 8e Lumbroso, RecÅerches sur T'écon. polit. S. 76.
1131
de underordnede Præsteklasser. Da nu desuden, som vi have sét, de gamle Forfattere kun tale om Fræster og Krigere som grund- besiddende Stænder, ligesom Biblen udtrykkeligt siger, at der ikke var andre Grundeiere i Ægypten end Præsterne (og Kongen)!, saa tør vi vel nok antage, at saa godt som al Grundeiendom allerede tidlig var kommet i de heiere Stænders Hænder?, uden at vi dog derfor paa nogen Maade ville paastaa, at Almuen var udelukket fra Grundeiendom, ja ikke engang, at Grundeiendomme ikke stundom kunde være i Almuesmænds Besiddelse.
Fraregner man Krigerne, der først bleve Grundeiere omtrent efter Aar 800 f. Kr., var Antallet af de frie Selveiere i den ægyptiske Almue vistnok kun saare ringe; saa godt som alle Almuesmænd, der gav sig af med Agerdyrkning, dyrkede Andres Jorder. Disse Agerdyrkere omtales oftere af de gamle Forfattere, men uden at der gives netere Oplysning om, paa hvad Vilkaar de havde den Jord, de dyrkede; om de drev den paa egen Regning og betalte en bestemt Afgift ?, eller om Jorden dreves for Eierens Regning, saa at Agerdyrkeren fik en bestemt Sum eller vis Del af Afgrøden til sit Underhold og Vederlag for Arbeidet".
Til Slutning maa vi endnu omtale, at de ægyptiske Hellig- domme vare i Besiddelse af store Grundeiendomme, der i Tidens Leb bestandig forøgedes. Flere hieroglyphiske Indskrifter paa Mindesmærkerne? og forskjellige græske Papyrus'er' tale om Templernes Eiendomme, ligesom ogsaa de gamle Forfattere stund- om tale om ,den hellige Jord" og om de hellige Dyrs Besiddelser”.
mm EET] ae ————————
' Se ovenfor 8. 922.
7? Sign. ovenfor 8. 817 f
2 Ifølge Gen. 47, 26 betalte de 20 Procent af Afgreden; de maa her- efter have været Forpagtere. i
" Dette er Tilfældet med Nutidens Fellab'er.
5 Se f. Ex. Indskriften i Edfu (Lepsius i Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften au Berlin for Aaret 1856 S. 109); og Indskriften fra Philai (Lepsius, Denkandler IV, 27).
' Se Lumbroso, Recherches sur Pécon. polit. 8. 79.
Diod., Bibl. Hist. I, 83; sign. Lumbroso 1, c. 8. 76 Anmk. 3.
nr
Om Ægy huslige Fo
pternes
rhold,
1132
Til vore Bemærkninger om Ægypternes borgerlige Forhold skulle vi endnu føje et Par Ord om Ægypternes huslige Forrhold.
Ægteskabet var i Ægypten monogamisk; en Mand kunde kun hava én Hustru. Hustruen nød stor Anseelse og omtales i Ind- skrifterne gjerne med Titlen ,Herskerinden i Huset". Forøvrigt var det ingenlunde forbudt Manden at have Medhustruer!, men disse havde neppe nogen retslig sikkret Stilling.
Ægteskabet sluttedes formodentlig med visse Ceremonier?, hvorom forøvrigt Intet er os bekjendt. Ægteskab imellem Sødskende forekom ikke sjeldent; ogsaa Ptolemaierne fulgte denne Skik 2.
Kvinderne nød i Ægypten langt større Frihed end i de asia- tiske Stater; de kunde gaa til Templerne for at bede, uden at være ledsagede af Mænd". I Fremstillingerne paa Gravtavlerne så vi dem ofte med deres Mænd, Fædre og Brødre tage Del i selskabelige Sammenkomster 0. 8. v.
I den føromtalte Papyrus i Kairo gives der en Række For- skrifter for en Mands Forhold til hans Hustru, der vise den store Anseelse og Agtelse, Kvinderne besad &,
»Slaa ikke Din Hustru i hendes Hugs, naar Du véd, hun er et agtværdigt Menneske! Sig ikke: ,Hvor er hun? Lad hende bringe det eller det!" thi hun sørger for det Bedste af egen Drift: Hvad Dit Øie opdager hos hende, tie Du med, naar Du kjender hendes Dyd! Vær tilfreds og Din Haand være med hende!«
1! Der tales ofte om ,Kvindernes Hus"; se f. Ex. Piankhs Indskrift
.… Linie 84 (Mariette, Afonuments divers pl. 2).
1 Ægypterne havde et eget Ord for ,, Brud", se Brugsch, Hieroglyphisch-
Demotisches W&rterduch 8. 57.
Ptolemaios II. var den ferste af Ptolemaierne, som optog denne ægyp-
tiske Skik ved at tage sin Sester til Ægte, han fik derefter Navnet
Phil-adelphos.
+ Pap. Demot. Mariette i Kairo Side II, Linie 38 ff, se Brugsch i Revue Archéol. nouv. série XVI, S. 173 (1867).
5 Zeitschrift X, 8. 67 (1872). Brudstykker af denne Papyrus ere anferte ovenfor 8. 1020, 8. 1027—1028, 8. 11065 og 8. 1130.
1133
Mange gives der, som ikke vide, hvad de gjere. Den begjærlige Mand fremkalder Trætte i sit Hus, og han vil aldrig faa Fordel deraf. Enhver tager Sit med sig ud af Huset. Bring i al Hast Dit Hjerte til Ro! Men følg ikke efter nogen Kvinde, at hun ikke skal stjæle Dit Hjerte!"
I samme Skrift finder man ogsaa en smuk Skildring af, hvormeget Mennesket er sin Moder skyldig.
Umiddelbart efter det ovenfor meddelte Stykke læser man!:
nHun (Din Moder) var svanger ligesom den, der fødte hende ti Verden. Hun maatte lide meget, da hun gik med Dig under Hjertet, men hun tabte ikke Taalmodigheden. Du blev født efter Maaneders Forløb, hun gik og slæbte omkring med Dig paa Armen og stak sit Bryst i Din Mund tre hele Aar med Udhol- denhed. Væmmelig var Din Smuds, men hun fandt ingen Væm- melse derved, thi hun sagde: Hvad maa jeg ikke gjøre! Du blev sendt i Skolen, for at undervises i Videnskaberne, og hun var be- standig ..... at bringe Dig Spise og Drikke fra hendes Hus. Da Du var vokset til, tog Du Dig en Hustru og blev i Dit Hus. Kast Dine Øine paa de Børn, som ere fødte Dig, men Din største Ros bestaa i at gjengjælde Din Moder, hvad hun har gjort Dig, da hun opdrog Dig, at hun ikke maa hæve sine Hænder til Gud, at han maa høre hendes Klage!"
I de gammel-ægyptiske Aktstykker, der ere levnede indtil $ 80. vore Dage, og som ere blevne gjorte tilgjængelige for Forskerne, PM de fremmede sik i Ægypten. omtales følgende fremmede Folk som havende Ophold i Ægypten paa den Tid, da vedkommende Aktstykke affattedes:
19, NILS nehesi-u, Negre?, omtales, som ovenfor
meddelt, i Unnas Levnetsbeskrivelse, altsaa allerede i det sjette Dyuastis Tid, som staaende i ægyptisk Sold, Endnu i Rameses
" Zeitschrift fir ågyptische Sprache X, S. 56 (1872). ? Se ovenfor 8. 1121. : 8e ovenfor S. 824 og S. 1024 med Anmk. 1.
1134
II's Tid stod der Negre i ægyptisk Tjeneste; de benyttedes i hans Tid ofte som Politisoldater
20, ) Å W ) YÅ dl: amu-u, d. 6. Asiater af syro-arabisk,
semitisk Race?, nævnes oftere i ægyptiske Indskrifter iblandt Ægyptens Naboer?; men som havende Ophold i Ægypten omtales de yderst sjældent. Det bekjendteste Aktstykke, der fortæller om Ophold af amu i Ægypten, er den Indskrift, som ledsager det ovenfor omtalte Billede fra Nomarkhen Num-hotep (Khnum-hotep's) Grav i Benihassan, hvor 37 amu fremstille sig for denne Nomarkh, og hvor deres Stammefyrste, Abisha, d. e. Abishua, sés at overrække ham en Æske med Øjiensalve.
Disse 37 amu fik sandsynligvis Ophold i Num-hotep's Nomos Sahu. I en senere Tid se vi Hyksos-Folket benævnes amu&:
30, BTN == er AN shardana' eller
An N W rn KS] sairden”, Sardinere?, omtales i Ind-
DAA skrifter fra Rameses II.'s første Regjeringsaar som Krigsfanger, der vare gaaede i ægyptisk Krigstjeneste?. De vare uden Tvivl
! Select Papyrus pl. VI, I. 6.
? Se ovenfor 8. 1121.
3 I Select Papyrus pl. XXV, 1. 5 betegner Rameses II. sine Modstandere i Nordsyrien som amu; se ovenfor 8. 565.
+ Lepsius, Denkmåler II, 129; se ovenfor S. 832.
5. Se f. Ex. Select Papyrus pl. II, 1. 2.
S Ordet læses Select Papyrus pl. LI, I. 4; pl. LXVII, L 2 skrevet paa den her angivne Maade; i Select Papyrus pl. LXX, verso 1. 1 findes det ligeledes skrevet saaledes, kun at det til Henferelsestegn foruden Billedet af Manden tillige har Billedet af Kvinden.
7 Dimichen, Historische Inschriften II, col. 1 og 14, hvor Begyndelses- tegnet mangler; pl. V, cool. 52 findes Slutningen af Ordet skrevet dina; Begyndelsen mangler; pl. V, col. 58 skrives Ordet shardanna.
8 £Se ovenfor 8. 516; slgn. om Sardinerne de Rougé i Revue Arcåeol. nouv. série XVI, 8. 87 ff. (1867).
” Select Papyrus pl. LXVII, I. 2; se ovenfor 8. 560. I Abu-Simbel
—… (Ipsambul) ere Sardinere i ægyptisk Krigstjeneste afbildede som tjenende i den ægyptiske Hær. Se Champollion, Afonumen!s pl. XXVIII. Figu- rerne ere her ikke ledsagede af oplysende Indskrifter.
1185
tagne til Fange i Ægypten selv, hvor de sandsynligvis havde gjort Indfald i Forening med libyske Folk, i Lighed med hvad der siden skete under Ramegses II.'s Efterfelger Menephtha (Afer-n-ptah)!, Formodentlig vedblev der igjennem største Delen af Rameses IL's og maaske ogsaa under hans Efterfølgeres Regjering at staa Sar- dinere i Ægypterkongens Sold. I det Mindste finde vi Sardinere i ægyptisk Krigstjeneste i Rameses III's Dage, under hvem de kæmpede saavel i Pharaos Hær som i hang Flaade?. Derimod omtales de ikke i nogen hidtil bekjendt Indskrift fra Rameses IIl.'s Tid iblandt Ægyptens Fjender, saaledes at deres Fribyttertog til Ægypten formodentlig dengang var til Ende.
40, ÅN ÅRIG mazaju eller mazai (matai)?, et
Negerfolk, der i et Aktstykke fra Rasennernes Tid nævnes som betvungne af Amon-m-ha I.', omtales under Rameses II. som staaende i ægyptisk Sold; de gjorde navnlig Tjeneste som Politi- soldater?. Det er ikke usandsynligt, at Ordet efterhaanden ikke blot blev anvendt til at betegne Soldater af dette Negerfolk, men ogsaa brugtes til at betegne ægyptiske Leiesoldater, hvad enten de tilhørte Folket Mazai eller ganske andre Folk. I Koptisk har
Ordet LRAÅTTOS, der aabenbart er det samme Ord, nemlig Bøe- tydningen , Leiesoldat”.
0 | 6
5", "STRERÅN >) zakkaru (takkaru)?, var Navnet paa et Folk, der under Rameses III. tilligemed flere libyske- Folk an- faldt Ægypten, og som efter Champollion” paa et af denne
! Se Diåmichen 1. Cc.
2 Rosellini, Afonumenti Reali pl. 127 og pl. 123; sign. Chabas, Etude sur P'antiquité historique 8. 814 og 8. 297 (2den Udgave 1873).
2. Select Papyrus pl. XI, 1. 10.
". Select Papyrus l. c.
3 Leemans, Afonuments II, pl. CXLVIII, Side VI Linie 7; se ovenfor
8. 874 og 8. 1016.
Greene, Fouilles pl. 2 col. 18; Lepsius, Denkmåler III, 209.
Champollion, Lettres écrites d Égypte 8 168; slgn. Chabas, Éltude sur
P Antiquité historique S. 308 (Zden Udgave, Chalon 1878).
4 —&
1136
Konges Mindesmærker skal sés at kæmpe ved Ægypternes Side imod deres tidligere Forbundsfæller. Har Champollion ikke taget fell, maa altsaa endel af dem engang være traadt i ægyptisk Krigs- tjeneste. Hvor Folket oprindeligt har havt hjemme, vide vi ikke; Brugsch antager Folket for nær beslægtet med Philisterne!, der paa samme Tid kæmpe med Ægypterne; Chabas? derimod mener, at vi her have de fra Homer saa vel bekjendte lilleasiatiske Teukrere.
69, IN ro RA tå kahak?, var et libysk Folk”, som
under Rameses Il. var i ægyptisk Krigstjeneste; iblandt de 5000 Mand, Moharen havde under sig i Hamamatdalen, var der nemlig 620 kahak, De omtales under Æfer-n-ptah (Menephthba) iblandt Ægyptens Fjender &.
7, og ON |] ] yå Gi apuinju (abuirju)” eller F— ed: apri (abri)?, may eller ””py, d. e. Folket /bri
(Hebraierne) gjorde, som vi ovenfor have sét, under Rameses II. Trællearbeide i Ægypten, Arbeidere af dette Folk maatte f. Er. slæbe Sten til et Sted, der kaldes Rameses II's store Vagtsted?, og til en Bygning Syd for Memphis”, Endnu under Rameses Il.'s Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha) omtales Folket", ja endnu under
Brugsch, Geograph. Inschriften II, 8. 70.
Chabas, Étude sur PAntiquité historigu« 2den Udg. 8. 288.
Select Papyrus pl. LI, 1. 4.
Kahak er sandsynligvis det samme Folk, der andetsteds kaldes amu-
kahak; se de Rougé i Revue Archéologique Il. c. 8. 85.
3. Select Papyrus l. c.
. Dimichen, Alistorische Inschriften pl. V, col. 63.
? Leemaus, Monuments II, pl. CXLVIII, Side ,VI, Linie 6; se ovenfor 8. 974.
8 Leemans, Mfonuments II, pl. CLVI, Il. 7 (Se ovenfor S. 881); Select Papyrus pl. LXXX, I. 1; se ovenfor 8. 903.
2 Se ovenfor 8. 874.
10 Se ovenfor S. 875.
it Select Papyrus pl. LXXX, 1. 1; slgn. ovenfor S. 903.
1137
Rameses TII. fortælles det, at der var 2083 JIbri i en lille By i Nærheden af Heliopolis!; men i den følgende Tid omtales de ikke. Derimod meddeles det i en af Rameses IV.'s Indskrifter, at man
til Trællearbeide anvendte —= >] == JE aperiu n anti-u", d. e. Ibri af Folket Anti, et Udtryk, der synes at an-
tyde, at de egentlige Ibri, som man tidligere pleiede at anvende til Trællearbeide, ikke mere fandtes i Landet, eftersom man havde givet Trællefolket Ant: det gamle Trællefolks Navn.
8. Nur AN £! Amin | vi mashavasha! oller BROEN ANA NNE mashavasha", Maxyer, et libysk
Folk?, der kæmpede med flere Rasønner, navnlig med Mer-n-ptah (Menephtha)? og med Rameses III.”; Mænd af dette Folk traadte fra Rameses IL's Tid ofte i ægyptisk Krigstjeneste?, hvor vi endnu finde dem kort før Psametiks Tid?.
g0 7 kheb-nebu 10 efter Andre at læse ha-nebu!! eller
I h 4 ha-nui!?, var et; ældgammelt Navn, hvormed Ægypterne betegnede Befolkningen i Landene hinsides Middelhavet. I Ptolemaiertiden
! Rameses III's store Papyrus (nu i London); slgn. Chabas, Voyage d'un Egyptien 8. 211—212.
2 Lepsius, Denkmåler II, 219.
2 Select Papyrus pl. LI, I. 4 0. 8. v.
+. Dtimichen, Historische Inschriften pl. III, col. 26, pl. V, col. 58 og 60;
pl. XVIII, col. 1; pl. XIX, col. 19. Paa andre Steder saaledes i
pl. XVIII, col. &; pl. XIX, col. 28 skrives Ordet kun mashavask.
Se ovenfor S. 516.
Dimichen, Historische Inschriften pl. III, col. 26 pl. V, col. 58 og 60.
Se Indskriften Dimichen, l. c. pl. XVIII, col. 1 ff.
Select Papyrus pl. LI, L 4.
De omtales i flere Indskriftstavler fra Serapeum ved Memphis samt
oftere i Piankhs Indskrift fra Gebel Barkal; se ovenfor 9. 922 i algn.
ovenfor S. 1017.
10 Brugsch i Zeitschrift fir ågyptische Sprache XIII, 3. 11—12 (1875).
"1" Sign. Brugsch, Geogr. Inschr. I, 3. 48; I, S. 19.
mm Lieblein, Zeitschrift VIII 8. 129 (1870).
Ds ma ed RR &
72
1138
anvendtes dette Ord ofte som Betegnelse for Hellenerne; det gjen- gives i denne Betydning ved det Demotiske uinen. Man antager i Reglen, at dette demotiske Ord uinen, ligesom 'det hebraiske 37 Javan er en Omskrivning af "Zwwou, hvad der ogsas er meget sandsynligt; men det hieroglyphiske Ord kheb-nebu (ha-nebui, hanui), der alt forekommer i det ellevte Dynastis Indskrifter”, kan umulig, som nogle antage, være en Omskrivning af "709401. I hieroglyphiske Indskrifter fra Ptolemaiertiden omtales kheb-nebu (ha-nebu, ha-nui ?) stundom som boende i Ægypten, hvad der er let forklarligt, da, som bekjendt, mange Hellenere ligefra Psametiks Tid havde Bolig i Landet.
109, IRS > aadt, ,,Pesten", var et Ord, der stundom an-
vendtes til at betegne det Folk, vi pleie at kalde Hyksosfolket ?”.
Vi maa endnu gjøre opmærksom paa, at et Par ægyptiske Stedsnavne ved deres Determinativer synes at antyde, at der paa vedkommende Sted fordum har boet fremmede Folk. Det ene af disse Ord er det oftere anførte Stedsnavn :
119, fæ TP) zali, et Navn, der saavel alene som i Forbin-
delse med pa-—(kh)tum betegner Hovedstaden i den fjortende nedre- ægyptiske Nomos (Tanis)?. Determinativet til Ordet synes nemlig at antyde, at Byen fordum har været paa én eller anden Maade nøjere forbunden med fremmede Folk, — Noget, som i og for sig ikke er usandsynligt, da Tanis hørte til de fremmede Hyksos' Rige; muligvis er Ordet zalz en Omskrivning af det syro-arabiske (hebraiske) "1 d. e. fremmed; ,et Ord, der maaske, ligesom saa mange andre syro-arabiske Ord, er blevet optaget i det ægyptiske
Sprog; det synes nemlig bevaret i det koptiske ACIIVAL, der ogsaa betyder fremmed. Det er jo ganske naturligt, forekommer det os,
7 De omtales allerede kort fer det tolvte Dynastis Tid som hærgende "paa Ægyptens Nordkyst, Lepsius, Denkmåler II, 150, se ogsas Chabas, Voyage d'un Egypt. 8. 56. 7 Se ovenfor S. 836. ? Se ovenfor 8. 989.
1139
at antage, at Hyksos have kaldt sig selv "1 ,de Fremmede", åg at Ægypterne have optaget denne Benævnelse og navnlig anvendt den til at betegne deres vigtigste By.
) I0YS dy anti, et Tillæg, som undertiden gives til Byen Manun eller Manu i den tredie nedre-ægyptiske Nomos, har ligeledes muligvis Hensyn til fremmede — naturligvis libyske — Folks Ophold i Byen og dens Omegn". Beliggenheden af Manun (Manu) Vest for Nilen gjør det saare sandsynligt, at Byen 0p- rindeligt har' havt en libysk Befolkning.
Til denne Fortegnelse over ægyptiske Ord, der betegne frem- mede Folk”, kunne vi maaske endnu føie Ordet:
dd on mål , HEY ha-uar, Avaris?, Navnet paa Hyksosfolkets stær-
keste Fæstning, et Navn, der muligvis er givet Byen af Ægyp- terne, dengang da de Erobrére, man pleier at kalde Hyksos, havde sat sig fast i den. Ordet u-ar betyder nemlig: falde ind paa fjendtlig eller røverisk Vis; ha-uar kunde altsaa muligvis gjengives ved ,Røverborgen" eller deslige. Hvis denne Forklaring er rigtig, ville vi altsaa i Ordet war, Røverne, have et Tilnavn til Hyksosfolket. Imidlertid maa vi dog bemærke, at denne vor Forklaring af uar kun er en les Formodning: Ordet ka-uar kan meget vel have en ganske anden Betydning.
Endnu maa vi gjøre opmærksom paa, at et ægyptisk Ord, hvori man stundom har sét Navnet paa et fremmed Folk, nemlig:
IRS vå: smet-u", aldeles ikke har nogen saadan Betydning
det betegner tvertimod den — ikke grundbesiddende — ægyptiske Almue, og navnlig den Del af denne, som levede af Agerdyrkning.
Se ovenfor 8. 974. Manu(n) omtales ogsaa i rituelle Skrifter; se oven-
for 8. 1091.
I senere Tider fandtes der mange Phoiniker i Ægypten.
2 Se ovenfor S. 1003.
+ Dette Folk omtales Select Papyrus pl. III, 1. 7; pl. X, 1. 2; pl. LXXIX,
1. 12; pl CIV, 1. 4; pl. CXX, I. 6 foruden i flere andre hieratiske
Aktstykker. Ordet findes ogsaa i Bakenkhonsus Levnetbeskrivelse. ” 72"
1140
Man vil af denne Fortegnelse have sét, at der i Oldtiden kom Udvandrere fra alle Ægyptens tre Nabolande og toge Bolig i Landet. Libyerne kom navnlig derind for at tage Krigstjeneste. Negerne indlemmedes ogsaa i den ægyptiske Hær, men ikke altid godvilligt. Af Ægyptens syro-arabiske Nabofolk kom Hyksos aabenbart som Fjender ind i Landet; men andre Folk, som Abi- shua og hans Stamme, kom som fredelige Vandrere ind i Ægypten, modtoges gjæstfrit og fik Bolig anvist. Hvorledes Ibri eller Adri, (>=) kom ind i Landet, derom give de ægyptiske Aktstykker os ingen Underretning. Den Maade, hvorpaa de behandledes, idet de under Rameses II. og formodentlig ogsaa under hans Efterfølger bleve tvungne til haardt Arbeide, f. Ex. til at slæbe Sten, kunde jo ganske vist tale for, at disse 7bri (»=y) vare Efterkommere af fremmede Folk, der som Krigsfanger vare blevne førte ind i Landet. Men en anden Forklaring ligger lige saa nær, navnlig naar vi sé hen til de store Arbeider, der udførtes under Rameses II. Da Ægypterne, som vi have sét, tillod fremmede Folk at op- holde sig i Landet, vilde der jo, naar digse tog til i Antal, i Tidens Løb danne sig fremmede Stammer inden Landets Ene- mærker. Intet laa nærmere end at Ægyptens Konger, til Gjen- gjæld fordi disse fremmede Stammer nød Ophold i Landet, lod dem udføre forskjelligt Arbeide. Navnlig var det en Nødvendighed for Rameses II., der byggede saa meget, men tog saa faa Krigsfanger, i det Mindste langt færre end sine Forgængere, at skaffe sig Arbeidsfolk, hvor han kunde faa dem.
FJERDE AFSNIT. ISRAELITERNE.
ANNAS
OTTENDE FKAPITBL. ISRAELITERNE FØR UDVANDRINGEN AF ÆGYPTEN.
I et Brudstykke hos Diodor, der er taget af Hekataios fra Abdera?, finder man, som ovenfor antydet?, en Meddelelse om, at Befolkningen i Iudata stammede fra Ægypten, og at Iudaiernes Stammefædre i den sidste Tid af deres Ophold i Ægypten her havde draget Opmærksomheden hen paa sig derved, at de dyrkede fremmede ikke-ægyptiske Guder, en Omstændighed, der utvivlsomt viser, at Iudaiernes fra Ægypten fordum udvandrede Forfædre ikke vare af ublandet ægyptisk Herkomst, men Efterkommere af fremmede Folk, der tidligere vare indvandrede i Landet, men hvis Ophold i Ægypten, hvor langt det end maa have været, ikke havde været istand til at nedbryde deres Nationalitet.
Fortællingen hos Hekataios synes ikke at skylde nogen fra israelitisk Kilde stammende Meddelelse sin Oprindelse; den fore- kommer os meget mere ganske at have det særegne Præg, som man kunde vente at finde hos Beskrivelser om slige for Ægypten mindre lykkelige Begivenheder i ægyptiske Kildeskrifter 2.
! Diod. Bibl. Hist. XL, 8 efter Photios' Exzcerpt. p. 542—543. 2 Se ovenfor S. 907. 2 Se ovenfor 8. 73 og fr.
£ 81. israeliternes Berkomst.
1142
Hertil kommer endnu flere andre Omstændigheder, som ikke
. maa lades ude af Betragtning.
Ganske vist skal det villigt indrømmes, at der iblandt de af os i det Foregaaende samlede ægyptiske Efterretninger om de frem- mede Folk, der i den gammel-pharaoniske Tid have havt Ophold i Ægypten, ikke findes nogensomhelst direcie Hentydning til, at der nogensinde skulde have fundet en Udvandring Sted af en større Mængde Fremmede paa éngang, men til Gjengjæld findes der, som vi håve sét, navnlig under Rameses Il., i samtidige Aktstykker gjentagne Gange Meddelelser om, hvorledes fremmede Folk — og det fremmede Folk, der netop betegnes med det samme Navn hvormed Israeliterne i Reglen benævnede sig selv nemlig, "3y — blive tvungne til at forrette strængt Arbeide", i det Væsentlige paa lignende Vis, som det fortælles i Israeliternes egen Overlevering.
Da det fremdeles ikke kan betvivles, at det kun er et ganske forsvindende Antal gammel-ægyptiske Optegnelser, der ere beva- rede til vore Dage, er det en Selvfølge, at der i Ægypten kan være foregaaet mangfoldige Begivenheder, hvorom der i Landet er bleven gjort endog talrigere Optegnelser, uden at dog noget eneste Brudstykke af disse er blevet bevaret til vore Dage. Under disse Omstændigheder er der aabenbart Intet til Hinder for at an- tage, at Hekataios' Meddelelse stammer fra ægyptiske Kilder, som atter i det Væsentlige gaa tilbage til samtidige Optegnelser, eller, med andre Ord, i Hekataios' korte Beretning have vi sandsynligvis et Bevis paa Rigtigheden af de israelitiske Overleveringer, ikke blot paa Rigtigheden af Sagnet om, at Folkets Forfædre fordum vare udvandrede fra Ægypten, men ogsaa paa Sagnene om, at hine Udvandreres Stammefædre i en endnu tidligere Tid vare ind- vandrede i Ægypten, og at Stammen før denne Udvandring i længere Tid havde opholdt sig i Pharaonernes Land.
Ifølge Israeliternes Overlevering havde deres Stammefædre før deres Indvandring i Ægypten opholdt sig i en Tid i det Land,
1 Se ovenfor 8. 1136 og 8. 1140.
1143
som de senere kom til at bebo, Kanaans Land eller Palaistine; men dette Land var dog ikke deres oprindelige Fædreland, idet nemlig en af deres Forfædre skulde være udvandret fra Mesopo- tamien. Da Israeliternes Forfædre i denne fjerne Tid kun dannede en lille Stamme, er det aldeles usandsynligt at der i de yderst sparsomme Optegnelser, vi have fra den fjerne Tid, paa hvilken disse deres Vandringer maa være foregaaet, — vi have fra den Tid ingen andre Optegnelser end de ældre mesopotamiske Kile- indskrifter — skulde findes noget Bidrag til Kontrollering af Rigtigheden af denne Del af Israeliternes Overlevering.
Alligevel ere vi dog ikke ganske blottede for Midler til at prøve Rigtigheden af de gamle israelitiske Overleveringer om deres Stammefædres Herkomgst og tidligste Vandringer. Som et saadant Middel kunne vi saaledes nævne Sammenligninger imellem de israelitiske Oldsagn der læses i den første Mosebog, og Old- sagnene hos de andre Folk, med hvilke Israels Stammefædre efter Folkets Overlevering fordum vare komne i neie Berøring".
Vi maa her først dvæle ved Ægyptens Sagn og Myther. Vi have ovenfor? i vore Bemærkninger om den ægyptiske Religion og Mythologi dvælet udførligt ved den ægyptiske Mythe om Osiris, hans Død og Vandring efter Døden, samt ved Isis og Horos' Bestræbelser for at skaffe ham endelig Seir. I denne Mythe findes der ikke et eneste Træk, som i mindste Maade minder om hebraiske Sagn.
rr ——— —
! Sproglige Sammenligninger føre os ikke langt. Det israelitiske Sprog (Hebraisk) er kun lidet forskjelligt dels fra Phoinibisk, dels fra Moa- bitisk. Stedsnavnene i Kanaan fra den for-israelitiske Tid, som vi kjende dels fra ægyptiske Aktstykker dels fra Biblen, vise, at det Sprog, Kanaaniterne talede, ikke var væsentlig forskjellig fra Hebraisk. Israeliterues Forføædre have altsaa under deres første Ophold i Kanaan ombyttet deres medbragte Tungemaal med Kanaans Tunge. Brugen af Ordet =-= ,at være", der ikke findes i Phoinikisk, kunde maaske minde om Israeliternes ikke-kanaanitiske Oprindelse, idet Phoinikisk har et andet Ord 773; men noget tydeligt Fingerpeg om, hvor Israe- literne stamme fra, giver Ordet => os ikke.
7? Se ovenfor 8. 1040 ff.
1144
Osirigmythen var imidlertid ikke den eneste Mythe, der havde dannet sig i det gamle Ægypten; i de Indskrifter, der ere levnede os fra den ægyptiske Oldtid, findes der stundom Hentydninger til andre Myther, som vi her kortelig skulle berøre.
I de Dødes Bog læses der nogle Linier!, som synes at inde- holde dunkle Hentydninger til Sagn, som vidste at fortælle om Menneskeslægtens Skabelse eller rettere fornyede Fremkomst paa Jorden, efterat en stor Ulykke havde bortrevet Jordens Beboere; — Sagn, som kunne synes at minde fjernt om de israelitiske Sagn i Genesis.
I et Afsnit, der handler om de fornemste Væsner i An (Helio- polis), siger den Afdøde? :
»Jeg véd, hvorledes ,den Haarfagre" blev skabt (ud) af Manden. Ra talede til Kong Am-hau-f (en mythisk Konge), dengang der havde været en Pest, som havde bortrevet (Menne- skene) i en Maaned. Ra sagde til Am-hau-f: Tag Bronze for Menneskets Slægt! Da tog Am-hau-f Bronze. Og der fremstod to Brødre. Det var Zebra og Setem-an-s (eller: Setem-ar-n-s). Da tog han (formodentlig den ene af Brødrene) Skikkelsen af den Haarfagre. Dette er den Haarfagre i An".
»Den Haarfagre" er aabenbart Kvinden. Hun var altsaa efter et i Heliopolis hjemmehørende Sagn skabt ud af Manden, hvad der jo minder svagt om det igraelitiske Sagn om Kvinden, der skabtes ud af Mandens Side. Sagnet om Menneskeslægtens Fremkomst paany efter en Ulykke, der havde bortrevet hele Slægten, minder jo ogsaa noget om Hebræernes Sagn om, hvorledes Menneskeslægten hurtig formerede sig paany efter Vandfloden; men i det Enkelte er der stor Uoverensstemmelse. Fortællingen om Menneskets Fremkomst af Bronze finder saaledes ikke nogen Gjenklang i Israeliternes Sagnkreds; snarere minder Fortællingen os om Hellenernes Sagn om Deukalion og Pyrrha.
1 Lepsius, Todtenbuch 115, 8—5. 2 C. H. Goodwin, On Cap. 115 of the book of the Dead; Zeitschrift fir ågyptische Sprache XI, 8. 104 (1873).
1145
Iblandt Indskrifterne der læses i Kong Seti L's Gravkamre i Biban-el-moluk!? ved Theben, findes Hentydninger til en anden ægyptisk Mythe, om hvorledes Menneskene engang bleve udryddede paa Jorden, paa Grund af deres formastelige Tale, hvormed de havde saaret Ra, Verdens Hersker. Udryddelsen blev paa Ra's Forslag besluttet i et Guderaad og udført af en Gudinde, og Menneskenes Blod strømmede over Jorden. Men tilsidst formil- dedes Ra ved et Offer og lovede ikke mere at ødelægge Menneskene.
Ligheden mellem disse ægyptiske Myther og de hebraiske Oldsagn ligger imidlertid temmelig fjernt, og Uoverensstemmelserne ére saa væsentlige, at man aldeles ikke paa Grund af denne fjerne Lighed kan slutte Noget med Hensyn til de hebraiske Old- sagns Oprindelse og Herkomst. Derimod er der fornylig i Ninive opdaget Indskrifter paa Lertavler, som lære os at kjende gammel- babylonske Sagn”, der i flere Punkter vise en ikke ringe Over- ensstemmelse med de israelitiske Oldsagn, navnlig med det be- kjendte Sagn om den store Vandflod, som vi pleie at kalde Syndfloden.
Denne mærkelige Text stammer oprindelig fra Byen Varka (det gamle Erekh i Kaldaia), hvor den i Kong Assur-bani-pal's Tid (omtrent 650) blev afskrevet med assyrisk Kileskrift efter de
mm —— —— —
1 Edouard Naville, Za destruction des Hommes par les Dieurxr; Transactions of the Society of Biblical Archæology IV, 3. 1—19 (London 1875).
? Texten af de først opdagede Brudstykker af disse mærkelige assyriske Indskrifter er i Facsimile udgivet i Rawlinson, Jnscriptions IV, pl. 48 —52; senere af Delitzsch, Assyrische Lesestiicke S. 46—48. En Over- sættelse af de vigtigste og bedst bevarede Afsnit er givet af George Smith i 7ransactions of the Society of Bibl. Archæol. II, 9. 213—234 (London 1873); Anmærkninger dertil findes samme Tidsskrift IV, S. 49—83 (London 1875). En Oversættelse af den vigtigste Del af Texten har Ménant givet i sin Babylone et la Chaldée 8. 28—80 (Paris, 1875); F. Lenormant havde tidligere oversat den i Premiåres Civilisations II, S. 1—146 (Paris, 1874). Endelig har G. Smith udgivet Text og Oversættelse i sin CÅaldæan Account of the Deluge. I forste Bind af Tidsskriftet Det nittende Aarhundrede S. 51—69 (Kjøbenhavn 1874) finder man Oplysninger om Indskriften (af E. Brandes).
1146
i Varka opbevarede ældre Afekrifter og indridset paa Lertavler, der bleve brændte i Ovne paa sædvanlig Vis og bragte til Ninive. Der toges endog flere Afskrifter, som alle nedlagdes i det konge- lige Bibliothek i Ninive, og hvoraf Brudstykker ere opdagede i 1872 i British Museum af George Smith”.
Det er ganske vist endnu kun Brudstykker, der ere frem- dragne, og store Stykker ere ganske forsvundne, men de opdagede Rester ere dog tilstrækkelige til at give os et Billede af Indholdet af det Skrift, som Assur-bani-pal lod afskrive i Varka?,
Det handler om en mythisk Konge I —] —" TE »—T— et Navn, som det maaske aldrig vil lykkes at læse med nogenlunde Sikkerhed, da det som de fleste assyriske Navne er skrevet med MonogrammerZ., Om denne mythiske Konge, der skal have hersket i Varka, fortælles det blandt Andet i en Del af Texten (sjette Tavle)", at Gudinden /Zstar (Astarte) tilbød at ægte ham og for- jættede ham mange Herligheder. I det følgende fortælles om forskjellige Bedrifter, han udførte, men tilsidst faldt han i en farlig Sygdom, under hvilken han søgte Raad hos en anden baby- lonisk Heros, I «I [Ta et Navn?, om hvis Udtale vi ingen begrundet Mening kunne have, da det ogsaa er skrevet med Monogrammer. Denne Heros var nemlig bleven udødelig, og Kongen søgte nu at faa at vide af ham, hvorledes han havde naaet denne Lykke.
I det Følgende beskrives nu Kongens Reise til Heros'en og Samtaler med denne; men Texten er her fuld af Huller. Derimod er den næste Tavle heldigvis bedre bevaret. Her fortæller
re
1 Om Varka se ovenfor S. 359 —360.
2 Det synes efter George Smiths Undersegelser at have bestaaet af tolv Tavler. '
2 De Tegn, hvormed Ordet er skrevet, have, naar de staa som Stavelse- tegn, Værdierne is, du og dar. Man benævner derfor gjerne Kongen Is-du-bar; men hans Navn har sikkert lydt ganske anderledes.
4$ Sign. G. Smith 1. c. 8. 216.
George Smith kalder ham gjerne sisit, Ménant Xisuthros efter Berosos.
1147
Heros'en som Svar paa Kongens Spørgsmaal Historien om den store Vandflod?, som af Guderne var sendt over Jorden paa Grund af Menneskenes Synder?.
Paa Guds Bud byggede Heros'en et stort Skib.
Beskrivelsen af Skibet er meget ufuldstændig; Texten frem- byder uheldigvis store Lakuner. Imidlertid sér man, at Plankerne, hvoraf Skibet blev bygget, efter at være sammenføjede bleve over- strøgne med Beg. Derefter fortæller Heros'en: ,,Alt hvad jeg besad af Sølv, samlede jeg. Alt hvad jeg besad af Guld, samlede jeg, alt hvad jeg besad af livskraftig Sæd, samlede jeg. Alt dette bragte jeg ind i Skibet, alle mine Slaver og Slavinder, Husdyr og vilde Dyr, det unge Mandskab fra Hæren; dem alle lod jeg gaa ind. Solguden lod en Oversvømmelse komme, og han talede og sagde midt i Mørket: ,,Jeg vil lade komme Regn fra Himlen i Overflod. Gaa ind i Skibet og luk Døren"". Derefter beskrives Vandfloden og Seiladsen.
Efter seks Dages Regnskyl og Stormflod indtraadte der paa den syvende Dag roligere Veir?. Men Vandfloden havde over- svømmet hele Jorden og tilintetgjort Menneskeslægten paa de faa Personer nær, som vare reddede i Skibet. Overalt saa man Lig af de for deres Synders Skyld druknede Mennesker at svømme om paa Vandet.
Fortællingen beskriver nu i det Følgende, hvorledes Skibet standsede paa Bjerget Nisiré, et Bjerg, der maa søges Øst eller Nord-Ost for Babylonien, hvorpaa Heros'en syvende Dagen derefter udsendte en Due. ,Den fløj bort og søgte, men fandt ikke noget Hvilested og kom tilbage?". Derpaa udsendte han en Svale, om
ne
" Denne beskrives paa den ellevte Tavle.
? Se Linie 22 og Linie 126—127 (Rawlinson, Jånscriptions IV, pl. 50 col. I, lin, 22 og col. III, 1. 25—26).
Linie 62—63 (Rawlinson, JZnscriptions IV, pl. 50 col. II, 1. 9—10), Linie 77—84 (Rawlinson 1 c. I. 25—32).
Linie 127—128 (Rawlinson l. c. col III, I. 25—96),
Linie 134 ff. (Rawlinson, I. c. I. 81).
Linie 140—141 (1. c. I. 37—88).
4 ad RER må tt
1148
hvem det samme fortælles; men saa udsendte han en Ravn, og om den hedder det: ,den saa de døde Legemer paa Vandene og aad af dem, den drev om (paa Vandet) og flei langt omkring og kom ikke tilbage". ,,Jeg sendte da Dyrene ud" — fortælles det videre om Heros'en i Indskriften — imod de fire Himmelhjørner. Jeg udgjed et Drikkeoffer, og jeg reiste et Alter paa Bjergets Top?«, Der beskrives nu, hvorledes Guderne kom til Altret og samlede sig ,omkring den skjønne Flamme". En af Guderne taler til de andre og raader dem til at sætte en anden Skranke -for Menneskenes Udbredelse: istedetfor at sende Stormflod over Jorden, skulde man lade vilde Dyr, Hunger og Pest oprive Menneskene. ,Efterat denne Dom var fældet, fortæller Heros'en videre?, saa traadte Bel ind i Skibet, tog min Haand og førte mig ud og førte min Hustru ved min Side. Han rensede Landet, oprettede en Pagt og tog Menneskene ved Haand." 0. 8. v. Overensstemmelsen imellem denne Del af det assyriske Akt- stykke og den israelitiske Fortælling om Noah og den store Vand- flod (Syndfloden) er her saa betydelig, ikke blot hvad Fortællingens Grundtræk angaar, men navnlig i mangfoldige Enkeltheder, at det næsten er umuligt Andet, end at begge Fortællinger paa en eller anden Muade oprindeligt maa have Udspring tilfælles og stamme fra samme Kilde. Men dette forudsætter atter nødvendigvis, at der fordum paa en eller anden Maade maa have været en natere Forbindelse og Berøring mellem Babylontetnes og Israeliternes Forfædre. Men nu gives der ingensomhelst Omstændighed eller Kjendsgjerning, som paa nogen Maade antyder, at Babyloniernes Forfædre skulde være komne Vest fra, enten fra Kanaan eller fra Ægypten, de to Lande, hvor Israels Forfædre en Tidlang havde opholdt sig, og der bliver derfor Intet Andet tilbage, synes det, end at antage, at Israeliternes Forfædre i en tidlig Tid have staaet i nøeie Berøring med Babyloniernes Forfædre et eller andet Sted i
! Linie 144--145 (Rawlinson, I. c. pl. 50 col. III, 1 41—42). 2 Linie 147—148 (Rawlinson, l. c. I. 43—44). 2 Linie 178—181 (Rawlinson, I. c. pl. 51 col. IV, 1. 23—26).
1149
Landene ved Euphrat og Tigris, og at de første derfra erå vandrede til Syrien og Ægypten. Dette Resultat staar i bedste Samklang med Israeliternes gamle Overleveringer, thi ifølge disse var deres Stammefader Abraham i fordums Dage netop kommet fra Meso- potamien, idet han nemlig efter Sagnet var vandret fra Ur i Kaldaia til Kanaans Land".
Den assyriske Beretning, om hvis Indhold vi ovenfor have givet en Udsigt, er vel afskrevet midt i det syvende Aarhundrede f. Kr. — altsaa i Manasse Konges senere Dage —; men, som vi allerede have bemærket, er Skriftet ikke først forfattet i det syvende Aarhundrede, det er en Afskrift af et Skrift, der fandtes i Varka, og det, som Sproget i Stykket tilstrækkeligt viser, af et ældgammelt Skrift, maaské af et Skrift, der var tusinde Aar ældre end Assur- bani-pals Dage?, Nu fremgaar det tilstrækkeligt af Fremstillingen af Sagnet om Vandfloden i denne gamle Beretning fra Varka, at Sagnet allerede dengang i lange Tider havde været tilstede i Kaldaia, og at det, trods al Overensstemmelse, dog i mange Hen- seender alt længe havde havt en fra det israelitiske Sagn ikke lidet afvigende Skikkelse.
Imedens nemlig Forestillingen i det israelitiske Sagn er fuld- stændig monotheistisk, er det assyrisk-babylonske Sagn neie og inderlig sammenvokset med den assyrisk-babylonske eller kaldaiske Polytheisme. Fremdeles viser den Omstændighed, at der i det assyriske Sagn ikke er Tale om en Ark, som i Israeliternes Sagn, men om et Skib — der tales ogsaa om en Styrmand —, at det assyrisk-babylonske Sagn havde levet længe blandt et Folk, som kjendte Skibsfart paa Havet. Det Bjerg, hvorpaa Skibet standser, hører ogsaa til Kaldaias Omraade; det er Bjerget Nistr, der maa
2 Gen. 11, 28 fi. Se ovenfor 8. 1141. Ifelge Overleveringen havde Stammen paa Veilen fra Ur til Kanaan opholdt sig en Tid i Haran ved Euphrat, iblandt de der boende aramaiske Stammer (se Gen. 11, 31; sign. Gen. 31, 29 ff.). Denne Vei langs Euphratdalen og ned gjennem Syrien var den naturlige Vei fra Kaldaia til Kanaan. Den direkte Vei gjennem Ørkenen er farlig og vanskelig.
2 Se G. Smiths Bemærkninger i 7ransact. Bibl. Soc, vol. II, 8. 214,
1150
søges i Øst, paa Persiens Grændse. Efter Israeliternes Sagn standsede derimod Arken paa Ararats Bjergkjede!, d. v. s. paa Armeniens Bjerge. Hertil kunne vi endnu føje, at Sagnet fra Varka bærer tydelige Spor af, at det længe har hørt hjemme i en monarkisk Stat — Heros'en er en Konge, der holder Stridsmagt —; hvorimod det israelitiske Sagn bærer Præg af at tilhøre et Folk, der styres af Stammefyrster, og ikke af Konger.
Men naar saaledes disse assyriske eller rettere babylonske eller kaldaiske Sagn, allerede mindst et Par tusinde Aar før vor Tids- røgnings Begyndelse, havde antaget et særegent kaldatsk eller babylonsk Præg, med ikke ubetydelige Afvigelser fra den hebraiske Fremstilling, saa er det jo dermed givet — synes det —, at den 'Tid, da der fandt inderlig og nøiere Berøring Sted imellem Babyloniernes og Israeliternes Forfædre, og da de havde Sagn til- fælles, ligger saare langt tilbage og tilhører en meget fjern Fortid.
At der i Babylonien fandtes Overleveringer, som i adskillige ikke uvæsentlige Træk i ikke ringe Grad mindede om de israelitiske Sagn i første Afsnit af Genesis, var ikke ganske ukjendt, endog før den Tid, da den assyriske Beretning opdagedes i British Museum. Saavel i Eusebios' armeniske Krønike som hos Georgios Synkellos læser man Uddrag af Alexandros Polyhistor, der behandle Babyloniens mythiske Historie, og hvor der forekommer Fortæl- linger, der minde om de bibelske Oldsagn. I disse Uddrag af Polyhistor, der ere este af Berosos' Skrift om Babyloniens Historie”, findes der blandt Andet et Afsnit, der er taget af Berosos første Bog, der handler om Skabelseshistorien?, og længere nede nogle Linier tagne af hang anden Bog, som handle om Vand- floden". Kun har man hidtil ikke kunnet indestaa for, at disse
Se Gen, 8, 4. Om Landet Årarat (Urardi); se ovenfor 486 ff.
Se ovenfor S. 96—101.
Euseb., Chron. arm. p. 8. ed. Mai; Syncell., Chronogr. p. 28.
Euseb., Chron. arm. p. 14 ed. Mai; Syncell., Chrorogr. p. 30. Hos Eusebios findes der endnu, før Meddelelsen om Skabelseshistorien, en Slags Udsigt over Indholdet af Berosos' Værk, hvor Vandfloden om-
mk Gb. dB cm
1isi
Beretninger, som læses hos kristne Skribenter, og som maaske, forinden de optoges af disse, ere gaaede igjennem andre kristne Skribenters Hænder, ikke havde faaet en eller flere Tilsætninger fra Biblen.
Saalænge som vi ikke besad noget Middel til at controllere de Fortællinger om Menneskenes første Skjæbne her paa Jorden, der læses hos Eusebios og hos Georgios Synkellos, og som af dem udgives for at være tagne af Berosos, var det en Selvfølge, at vi ikke kunde bygge Noget paa Sammenligning imellem de hebraiske Oldsagn og disse Fortællinger; navnlig turde man aldeles ikke drage nogen Slutning af den Del af disse Fortællinger, som minder om den hebraiske Skabelseshistorse, da man ingen Sikkerhed havde for, at den ikke f. Ex. var tilføjet af en jødisk eller kristen Af- skriver i det Haandskrift af Polyhistor, som Eusebios benyttede. Nu forholder det sig imidlertid anderledes, nu, da Opdagelsen af det i det foregaaende benyttede assyriske Aktstykke i British Museum om den store Vandflod tilstrækkeligt har godtgjort 7TW- værelsen i Babylonien af ældgamle Sagn, som vise stor Overensstem- melse med de hebraiske Oldsagn. Det bliver jo herefter i høieste Grad sandsynligt, at ogsaa de Par Linier hos Eusebios og Synkellos, der fortælle om Skabelsen, virkelig ere af babylonsk Oprindelse. Indtil for kort Tid siden maatte man blive staaende her: ved, at det var sandsynligt, at den omtalte Skabelsesfortælling var af babylonsk Oprindelse. I den allersidste Tid er man kommet et Skridt videre, idet man nemlig i British Museum har opdaget nogle Stykker af en oldbabylonsk Skabelseshistorie ",
Kaldaia blev altsaa, efter Sammenligningen (af disse Sagn- kredse at dømme, — ganske som Israels Oldsagn fortalte, — det Land, hvorfra Folkets Forfædre vare udgangne, da de drog til Kanaan.
tales med faa Ord (Euseb. I. c. p. 5.). Denne Indholdsangivelse skyldes aabenbart Eusebios selv.
1? Et Brudstykke er udgivet af Delitzsch, Assyrische Lesestiicke S. 40—45. Disse Texter ville med flere andre snart blive udgivne med For- klaring og Oversættelse af G. Smith og Delitzsch.
1152
Men Kaldaia var efter Sagnene ikke Israels første og oprindelige Stammeland.
Ifølge de israelitiske Oldsagn i Genesis var Armeniens Hei- land Stammeland ikke blot for Israels Forfædre, men ogsaa for de med dem nærmest beslægtede Stammers Forfædre. I Arme- niens Høiland skulde deres Forfædre have opholdt sig, før de toge Bolig i Kaldaia. Det var efter Israeliternes Sagn under Stammefædrenes Ophold i Armenien, at den store Vandflod, hvorom som vi have sét, ogsaa de babylonske Sagn vidste at for- tælle, var indtruffen!, Efter Israeliternes Sagn maatte endog hele Menneskehedens Udspring henføres til Armenien. Af Beskrivelsen af Paradiset med dets fire Floder, er det klart, at man tænkte sig Edens Have beliggende et Sted i Armenien?, '
. Hvad denne Del af de israelitiske Oldsagn angaar, da er det en Selvfølge, at det er særdeles vanskeligt at afgjøre, hvad historisk Værd der maa tillægges disse Sagn, eftersom de angaa Tider, der ligge saa fjernt i Fortiden, at man altid maa have en vis Betænkelighed ved at antage, at historiske Minder have kunnet vedligeholde sig i saa lange Tider. Imidlertid maa vi dog gjøre opmærksom paa, at flere ariske Folk ogsaa have Sagn om en stor Vandflod og om Skabelsen, som vise visse Berørings- punkter med de israelitiske Sagn?. Overensstemmelsen imellem Sagnene kan ganske vist skyldes en Tilfældighed, men det ligger dog nærmere at forklare Overénsstemmelsen paa en anden Maade, nemlig ved at antage, at disse ariske Sagn og de israelstiske Sagn have havt samme Udgangspunkt, eller med andre Ord, ved at an- tage, at nogle ariske Folks Stamfædre og de syro-arabiske (semitiske) Folks Stamfædre fordum have levet i indbyrdes Forbindelse og under lignende Forhold, ja maaske oplevet mærkelige Begiven- heder sammen.
I Armeniens Høilande mødtes de ariske Folk og de syro-
1 Se Gen. 8, 4; Arken standser paa Ararats Bjerge. 3 Se Gen. 1, 10 fr 2 8Slgn. F. Lenormant, Premiådres Civilisations II, 8. 124 fr. Det er dog
1158
arabiske Folk i Oldtiden. Har der virkeligt været en tidlig Be- røring imellem disse Folks Stammefædre, synes denne snarest at maatte henføres til dette ældgamle Grændseland mellem de to Folkestammer. Ja selv om det Land, hvor Berøringen havde fundet Sted, laa fjernere, maa dog Syro-Arabernes (Semiternes) Stammefædre paa deres tidligste Vandringer være dragne igjennem de armeniske Lande, inden de naaede Kaldaia.
Efter disse Antydninger om Israeliternes Herkomst7og deres Forfædres ældste Vandringer vende vi tilbage til Israels Ophold i Ægypten. Her skulle vi først søge at bestemme, i hvilken Del af Landet det store Flertal af dem havde jBolig, dengang da Folket opholdt sig i Ægyptens Land.
Vi skulle til den Ende gjennemgaa de israelitiske Optegnelser for at undersøge, om der i disse forekommer Hentydninger til stedlige Forhold, som kunne benyttes til at bestemme Beliggenheden saavel af Egnen, hvor man gav dem Ophold ved deres første An- komst, som af de Egne, hvor de vare bosatte, dengang de droge ud af Ægyptens Land.
Vi undersøge først Genesis og skulle her gjøre opmærksom paa følgende Meddelelser, som indeholde Bidrag til Bestemmelsen af den geographiske Beliggenhed af det Landskab, hvor der, efter den israelitiske Overlevering, af Ægyptens Hersker fordum blev
dog langtfra, at alle ariske Folk have Sagn om en stor Vandflod. I Parsernes hellige Bøger (Zendskrifterne) findes ingen Hentydning til Oldsagn om en stor Vandflod. I den gammel-indiske Literatur gives vel Sagn om en stor Vandflod, men da der ellers i mange af de ældste indiske Literaturstykker ikke findes Hentydninger til disse Sagn, har man mént, at Sagnene om Vandfloden skulle være indkomne i Indien i en senere Tid (se E, Burnouf i Oversættelsen af Bhågavata- Puråna; Indledn.; sign. F. Lenormant Il. c. 8. 124 ff.). Med Hensyn til Sagnene om Menneskehedens første Tilstand findes der i Bunde- hesh Fortællinger, som minde om de bibelske Sagn om de første Mennesker, men Bundehesh er først bleven nedskreven i saa sildig en Tid, at man aldeles ikke uden videre ter antage dens Meddelelser for uforandrede Overleveringer fra en ældgammel Fortid.
73
1154
tilstaaet Israels Stammefædre Ophold, dengang da de vandrede ind i Ægypten. 19, Da Joseph meddeler sine Brødre, at det var hans Ønske, at.de med deres gamle Fader og hans hele Stamme skulde tage Bolig i Ægypten, beder han dem bringe deres Fader følgende Bud: Du skal bo i. Landet Gosen 773, og Du skal være hos mig, Du, Dine Børn, Børnebørn, Dit Kvæg og Alt hvad Dit er",
Man har jo herefter, synes det, kun i den ægyptiske Literatur at opsøge dette Landskab og bestemme dets Beliggenhed; sas synes jo Spørgsmaalet løst; thi, som vi skulle sé i det Følgende, fik Israels Børn virkelig Bolig i dette Landskab? og boede der lige til Udvandringen af Landet,
Uheldigvis kjendes intet Landskab af dette Navn. Rigtignok
har man gjort opmærksom paa, at Navnet Z7& maaske kan læses gesen 7w31'; men denne Læsemaade er dog meget tvivlsom; den omtalte Gruppe betegner desuden ikke et Landskab, men en By; Ordet er et Tilnavn til Byen Tanis. Derimod gives der et andet geopraphisk Navn, som nærmer sig til wa og som betegner et
Landskab. Det er Ordet 5 Wi eller 5 Re gesem?,
der forekommer i Nomosindskrifterne fra Ptolemaiertiden og be- tegner en Del af det østlige Nedre-Ægypten, navnlig en Del af den tyvende Nomosé. Det er muligt, at dette Landskab gesem, der stundom anføres som en egen Nomos”, svarer til de gamle Forfatteres Nomos Arabia. Saafremt dette er Tilfældet, at det hieroglyphiske gesem er de gamle Forfatteres Arabia, saa er der
Gen. 45, 10.
Gen. 47, 6; slgn. 46, 28.
Exod. 8, 22 og 9, 26.
Haugh i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, S. 47 ff. (1859). Ordet findes skrevet paa ferste Maade Diåmichen, Ceograpå. Inschriften (Recueil) I, pl. LXVIII; paa sidste Maade pl. LXV; se ovenf. S. 1002. £ Dimichen, l. c. pl. LXVIII.
7. Dimichen, l. c. pl. LXV.
” Se ovenfor S. 992.
æ de dd åd.
1155
en vis Sandgsynlighed for, at dette Gesem er det bibelske Cosen, thi i den hellenistiske Oversættelse (Septuaginta) af det Sted i Genesis, som vi her sysselsætte os med, er 773 Gosen gjengivet ved Tai Apoafiac. Men nogen Vished med Hensyn til Iden- titeten af det hieroglyphiske Gesem og Biblens Gosen kan ikke opnaaes endnu. Spørgsmaalet er desuden i og for sig af mindre Vigtighed, da vi ikke destemt kunne paapege, hvor det hieroglyphiske Gesem har ligget. Vi vide kun, at det har ligget etsteds i det østligste Nedre-Ægypten, enten lige Syd eller Sydost for San (Tanis, Zoan) eller i Egnen om Tell-abu-Soliman, Tell-el-Kebir eller i den Øst herfor liggende Indsænkning henimod Ismailia og Birket-el-Timsah. Men hvilket af disse Steder vi skulle give Fortrinet, vide vi ikke. Vi ,sé altsaa, at det blotte Navn Gosen ikke er tilstrækkeligt til at afgjøre, hvor det Israel oprindeligt indrømmede Landskab har ligget, og vi maa derfor søge andre Midler til Bestemmelsen af Beliggenheden af dette Landskab; og som man vil sé, gives der flere saadanne.
20, I Fortællingen om Jakobs Reise til Ægypten hedder det, at ,han sendte Juda foran sig til Joseph for at bede ham komme til Gosen. De (Jakob og hans Slægt) ankom derpaa til Gosen. Joseph lod spænde for sin Vogn og steg op at drage -sin Fader Israel imøde, til Gosen".
Derefter beskrives Mødet med dem, og Joseph siger, at han vil drage til Pharao og hog ham anholde om, at de maa faa Til- ladelse til at bo i Gosen?.
Man sér heraf, at Gosen laa paa Ægyptens Østgrændse, og at den Hovedstad, hvor Joseph opholdt sig, laa vestligere.
3%, Ved Afskeden fra sine Brødre efter det første Møde beder han dem ved deres forestaaende Fremstilling for Pharao at frem- hæve, at de vare Faarehyrder; dette vilde være en Bevæggrund for Pharao til at indrømme dem Bolig i Gosen; ,thi, føjer han til,
1 Gen. 45, 10 ligeledes 36, 34; se nedenfor S. 1168. 2 Gen. 46, 31 ff. 73"
1156
enhver Faarehyrde er en Vederstyggelighed for Ægypterne". Heraf følger jo nødvendigvis, at Gosen maatte have en noget af- sondret Beliggenhed i en Udkant af Landet, saaledes at de der boende Folk kun kom i ringe Berøring med det øvrige Ægyptens Beboere og følgelig kunde føre en ubemærket Tilværelse fri for Udbrud af ægyptisk Fanatisme. I ganske fortrinlig Grad kan dette siges om Indsænkuingen mellem Birket-el-Timsah og Nil- deltaet; til Nød kunde det forøvrigt ogsaa siges om Egnen lige Syd for Tanis ved Ørkenens Grændse.
40, I det Følgende? bestemmes Landskabet, hvor Israel fik Bolig, som SDnyn fon Landet Rameses eller Rameses' Land, det etter Rameses opkaldte Land. Uheldigvis gives der intet ægyptisk Aktstykke som kunde sætte os istand til at afgjøre, hvor dette efter Rameses opkaldte Land har ligget.
Vi besidde ganske vist et Aktstykke, som vi ovenfor have meddelt i Oversættelse, og som synes at tale om et efter Rameses (nemlig Rameses Il.) opkaldt Landskab?. Det laa aabenbart i det østlige Nedre-Ægypten, men vi kunne ikke bestemt angive, hvilke Strækninger dette Landskab indbefattede. Vi skulle neden- for atter vende tilbage til Navnet Rameses.
59%, I Slutningen af Genesis, i Fortællingen om Jakobs Begra- velse, omtales det atter, at Israel boede i Gosen".
6%, Endnu maa vi gjøre opmærksom paa, at efter den israeli- tiske Overlevering havde Joseph ifølge Pharaos Ønske faaet en Datter af en Præst i On til Ægte. Denne Omstændighed synes dels at tyde hen paa, at den Pharao, under hvem Iksraeliterne vare komne ind i Landet, havde havt sit Sæde i Nedre-Ægypten sandsynligvis i Memphis, dels ogsaa paa, at On hørte til de Byer, der vare Israeliterne vel bekjendte under deres Ophold i Landet,
DD ==
! Gen. 46, 84.
2? Gen. 47, 11.
2 Se ovenfor 8. 992. +. Gen. 50, 8.
5. Gen. 41, 10.
1157
hvad der atter synes at forudsætte, at ikke faa af dem ikke havde boet særdeles fjernt fra Heliopolis.
Resultatet af disse Undersøgelser bliver i Korthed følgende: Gosen maa have ligget i den østligste Del af Ægypten, ikke sær- deles langt fra en af de sædvanlige Veie fra Ægypten til Kanaan; det maa have grændset op til Orkenen, ja har maaske endog paa flere Sider været omgivet af Ørkener. Man kan heraf slutte, at Gosen enten har ligget ved Tell-el-kebir, ved Ismailia eller temmelig nær Syd eller Sydost for Tanis, men hvilket af disse Steder man skal give Fortrinet, formaa vi ikke at afgjøre alene ved Hjælp af de Antydninger, der indeholdes i Genesis. Vi maa derfor søge Oplysninger i de følgende bibelske Bøger.
Straks i Begyndelsen af Æzodos' forekommer der en ikke $ 83. uvigtig Oplysning, nemlig at Israeliterne maatte gjøre Trælle- natyeniger å arbeide ved Opførelsen af Byerne Rameses og Pitom. Det siges genhéd givne i vel ikke, at Byerne laa i Gosenjeller i de af Israeliterne befol- Feder kede Egne, men af andre Steder fremgaar det, at den ene af Byerne, nemlig Rameses, laa i Gosen. Det kan derfor neppe heller betvivles, at ogsaa den anden By laa i samme Egn. Ellers var . Bikkert ikke Navnet blevet bevaret i Israeliternes Overlevering. Vi
skulle kortelig dvæle ved hvert især af disse to Bynavne.
Hvad det første Navn oomym angaar, da kan der ikke være Rameses. nogen Tvivl om, at vi her have en Gjengivelse af det ægyptiske
Stff ra-meses, et yderst hyppigt Navn, der, som bekjendt,
blandt Andet bæres af mindst tretten Pharaoner, som alle tilhøre Tiden før Salomo?
I nøjagtigt ægyptisk Skriftsprog vil man ikke kunne vente at finde en By uden videre benævnet saaledes med et Personnavn; der vilde, i godt ægyptisk Skriftsprog, altid være tilføiet et Ord som Sted, By eller deslige. Men i daglig Tale udelodes slige
mm —
1! Ezod, 1, 11. 2 Se ovenfor 8. 8583 få.
1158
Ord sikkert altid; ja i en flygtig skrevet Papyrus? benævnes en By uden videre med Rameses' Fornavn, uden Tillæg af By, Sted eller deslige. Vi kjende mange ægyptiske Steder, der ere op- kaldte efter Konger ,af Navnet Rameses; det er dels Kongeborge, dels Byer?, En Kongeborg kan der ikke være tænkt paa her. Biblens Rameses maa nødvendigvis have været en By.
Af de forskjellige Byer af Navnet Rameses, vi kjende fra Indskrifterne, kunne vi uden videre fjerne alla dem, som henhøre til den egentlige Nildal? og til de vestlige Dele af Nedre- Ægypten". Gosen, hvortil Byen Rameses henhørte, laa, som vi have vist, i de allerøstligste Egne af Nedre- Ægypten. Til disse Egne maa følgende allerede ovenfor? omtalte med Rameses sam- mensatte Navne henføres, hvilke alle i daglig Tale sikkert uden videre benævnedes Æameses. Vi anføre atter her disse Steders hieroglyphiske Navne. ”
19 AZ! eft ISK | la a rameses mer-amon É&
»Rameses Sted", hvortil der af Ibri i Rameses I1l.'s Dage blev slæbt Mindesmærker af Sten.
2 OW fur ca CANSUEJ ta bekhen vameses
1! Select Papyrus pl. CXLI, 1. 11: ra-user-maa.
2 Det Sloti Theben, hvor Rameses II. havde sit Sæde, kaldtes ,, Rameses Hus"; (pe ramesesmer-amon); senere benævnedes det af Rameses III. opferte og beboede Slot ,,Rameses' Hus" (pe ramsses hak-an).
2. Efter Rameses II. var den af ham anlagte eller forskjennede By, hvis Levninger findes ved Abu-Simbel i Nubien (8. 860) opkaldt; lige- ledes en By noget Nord for Theben (ger rameses mer-amon); fremdeles et ovenfor (S. 881) anfert ellers ubekjendt Sted Syd for Memphis.
+ En Landsby Vest for den vestlige Nilarm (Rosette-Armen) fører endnu den Dag idag Navnet Rameses. Champollion synes at have antaget denne By for det bibelske Rameses; se hans L'Ægypte sous les Pharaons II, S. 248.
3. Se ovenfor S. 993—994.
£ Se ovenfor S. 866; Select Papyrus pl. CXVIII, Il. 7.
1159 .
mer-amon ,Rameses' Vare", hvoraf der findes en ovenfor! meddelt glimrende gammel-ægyptisk Beskrivelse, skrevet i Rameses IL's Dage; sandsynligvis det samme Sted, hvortil Zåri »35 maatte slæbe Sten 2.
go (elf NIKE pe rameses mer-amon, ",,Rameses
By", det Sted, hvor i Rameses II.'s 2Zlde Aar Traktaten med Khetta blev undertegnet eller hvor Ratificeringerne udveksledes 2,
40, | O 7 y | ra-user-maa eller user-maa-ra, et Sted der
omtales i en Papyrus i London? ; det kaldtes maaske ogsaa rarneses.
Et eller flere af disse efter Rameses Il. opkaldte Steder ere maaske andre Betegnelser for Byen Tanis, hvor Rameses II. op- førte, saa mange Bygninger, men vi tvivle meget om, at alle de her nævnte efter Rameses II. opkaldte Steder betegne Tanis. Vi antage det tvertimod for højst sandsynligt, at der i det østlige Nedre-Ægypten har ligget et eller flere andre Steder, som ogsaa vare opkaldte efter samme Konge.
Efter al Sandsynlighed er det et af disse efter Rameses op- kaldte Steder, der omtales i Biblen, thi at Rameses skulde være Tanis, som Brugsch nu mener?, forekommer os aldeles unaturligt. Tanis var længe før Rameses Il.'s Tid, om ikke en saa pragtfuld By, som den blev efter Rameses II., saa dog en vigtig og ansét By, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Byen har været vel bekjendt for Israeliterne, hvor de saa end havde deres væsent- ligste Opholdssted; og der var derfor ingensomhelst Grund for dem til at ombytte dens velbekjendte Navn Zoan med Navnet Rameses, blot fordi Byen blev forskjennet af denne Konge. Byen Rameses
1! Se ovenfor S. 870.
? Se ovenfor 8. 871 og 874.
3 Se ovenfor 8. 559.
+. Select Papyrus pl. CXLO, 1 11. > Se nedenfor 8. 1161.
. 1160
maa aabenbart før den Rameses' Tid, efter hvem den opkaldtes, have været en mindre bekjendt eller høist ubetydelig By.
Vi maa her omtale, at Byen Rameses endnu nævnes et Par Gange i Mosebøgerne!, og at der paa disse Steder gives Med- delelser, som ikke ere uden Vigtighed for Spørgsmaalet om, hvor Byen har ligget. Det fortælles nemlig gjentagne Gange, at Ud- togets Udgangspunkt var Byen Rameses, og i Beskrivelsen af Bortmarchen fortælles det, at Israels Børn holdt Rast tre Gange, " inden de kom til Havet, hvor deres Forfølgere omkom, nemlig første Gang ved Sukkoth?, anden Gang ved Etham? og tredie Gang ved FPt-akherot imellem Migdol og Havet ligeoverfor Baal- Laphon ?, .
Hvad disse Steder angaar, da mangle vi alle Midler til at oplyse deres geographiske Beliggenhed, og vi kunne saaledes ikke ad denne Vei faa Oplysninger om, hvor vi have at søge Udgangs- punktet for Vandringen, Byen Rameses, og vi kunne altsaa ikke ved Hjælp af disse Navne bestemme Gosens Beliggenhed.
Af disse Stedsnavne omtales nemlig de tre første og det sidste ikke i noget andet Aktstykke, hverken i Biblen eller i ægyptiske Indskrifter. Der forekommer ganske vist paa ægyptiske Mindesmærker nogle Navne, som man har villet sammenstille med disse bibelske Navne, men disse Jevnførelser har ingen viden- skabelig Værd. Heller ikke fra assyriske Aktstykker kan man hente noget Bidrag til Bestemmelsen af Beliggenheden af disse Steder %. ”
Derimod omtales der saavel i Biblen som i ægyptiske Akt- stykker en By, der bærer samme Navn som det Sted, der i For- tegnelsen over de af Israeliterne paa Udvandringen berørte Steder
Æzod, 12, 37; Num. 38, 3 og 5. Exod. 12, 37; Num. 33, 5—6. Ezxod. 13, 20; Num. 38, 6—7. Ezod. 14, 2 og 9; sign. Num. 33, 7. Man kan være sikker paa, at dette Zaphon ikke staar i mindste Forbindelse med Typhon.
5 I Sargons Annaler (Botta, Monumenta IV, pl. 83) omtales et Baal- Zaphon, men det laa uden Tvivl i Nordsyrien; se ovenfor 8. 414.
am GG tå re
1161
indtager den fjerde Plads, nemlig Byen Migdol!?, Da denne By laa i Nærheden af Menzaleh-Søen?, vil det jo være indlysende, at, saafremt dette Migdol ikke er forskjelligt fra det i Fortællingen om Udvandringen omtalte Sted Migdol, vilde det Hav, hvori Ægypterne omkom under deres Forfølgelse af de flygtende Israe- liter, ikke være det røde Hav, men et Vand i det nordøstligste Ægypten, altsaa en af Kystsøerne ved Middelhavet — hvad der atter ikke vilde være uden Betydning for Spørgsmaalet om. hvor Rameses og Gosen maa søges, idet dette Landskab herved vilde drages op i det nordøstlige Ægypten, til Egnen om Tanis.
I Virkeligheden har denne Mening, at de forfølgende Ægyp- tere ere omkomne i en af Kystsøerne ved Middelhavet, fundet flere Talsmænd. I Aaret 1858 blev den fremsat af Botanikeren Schleiden, men den gjorde kun ringe Opsigt. Derimod vakte det megen Opmærksomhed, da den af Ægyptologien saa høit fortjente Brugsch i Aaret 1874 udtalte samme Anskuelse og nærmere søgte at begrunde den", Imidlertid have de af Brugsch anførte Grunde dog ingen virkelig Værd; eller rettere, alle hans Grunde ind- skrænke sig til følgende Slutning: da der laa et Migdol Syd for Menzaleh-Søen, men da der ellers ingen andre Byer omtales af dette Navn, saa kan det Migdol, der omtales i Fortællingen om Udvandringen, ikke være noget andet Sted; hvoraf maa følge, at alle Begivenheder før og under Udvandringen henhøre til del nordøstlige Ægypten. Men denne Bevisførelse har aldeles ingen Berettigelse. Vort Kjendskab til Ægyptens geographiske Forhold er endnu saa mangelfuld, at vi aldeles ikke ter gjøre nogen Slut- ning fra den Omstændighed, at intet af de os bekjendte Akt-
1 Exod. 18, 1; slgn. um. 33, 7; hvor Migdol nævnes efter Baal-Zapliou, altsaa paa femte Plads. ”
7? 8e ovenfor S. 1008.
3 Schleiden, Die Landenye von Suez (1858 8).
$ H. Brugsch-Bey, La Sortie des Hébreux d'Egypte et les Monuments Égyptiens (Alexandrie, 1874) og samme Forfatters Z'Ærode et les Monu- ments Ægyptiens (Leipzig, 1875). Brugsch udviklede ogsaa sin An- skuelse om denne Sag paa Orientalist-Congressen i London.
1162
stykker taler om en By af et eller andet Navn i en eller anden Egn. Der kan særdeles vel have ligget et Migdol i Nærheden af det nuværende Sues, hvorom ingen Efterretning er bevaret os i ægyptiske Aktstykker. Ordet Afigdol betyder ,,Fæstning", Fort"; og af såadanne var der uden Tvivl flere paa Ægyptens Øst- grændse. Det var desuden muligt, at kun Israeliterne benævnede vedkommende Fæstning eller Fort Migdol, og at Ægypterne beteg- nede Stedet med et andet Navn.
Under disse Omstændigheder er der altsaa ingen Grund for- haanden til at henlægge de forfølgende Ægypteres Undergang til Nordost-Ægypten, istedetfor til det røde Havs Nordspidse, hvortil den israelitiske Tradition fra en tidlig Tid! har henlagt Begiven- heden, saa meget desto mere som de tyndt befolkede arabiske Stepper sikkert bedst kunde yde Flygtninge Skjul imod nye For- følgelser fra Ægypternes Side.
Ifølge den israelitiske Overlevering holdt den bortåragende Skare, som allerede antydet, tre Gange Kast, før den naaede det Sted, hvor den drog igjennem Havet, og hvor Forfølgerne omkom, nemlig ved Sukkotb, Etham og Pi-akheroth imellem Migdol og Baal-Zaphon?”. Men uheldigvis gives der ingen Oplysninger om, hvorlænge Hvilen paa disse Steder varede; om det blot var om Natten, at man laa i Leir paa disse tre Steder, eller om der holdtes Jængere Hvile. Turde man antage, at det kun var om Natten 2 eller rettere kun éngang i Døgnet, at der holdtes Rast, hvad Hensynet til en mulig eller sandsynlig Forfølgelse maatte synes at tilraade", saa vilde Afstanden imellem Udgangspunktet Rameses og det røde Havs Nordspidse kun have været en Stræk- ning, der lod sig tilbagelægge af en stor Skare i tre Døgn,
" Flere Bibelkritikere have ganske vist gjort opmærksom paa, at Herren i Fortællingen om Ægypternes Undergang kaldes Jehova, og de have heraf sluttet, at Fortællingen som jehovistisk tilhører en senere For- fatter; men videnskabelige Grunde for denne Formodning gives ikke.
2 Se Side 1160.
3. For Rigtigheden af denne Antagelse synes Æxod. 14, 20 og 24 at tale.
' Sign. Æxrod. 13, 21: de gik Dag og Nat.
1168
d. v. s., den vil ikke have kunnet være meget sterre end en femten Mil. Rameses vilde herefter være at søge i Nærheden af det ved Birket-el-Timsah og Sueskanalen for et Par Aar siden opstaaede Ismailia, hvorfra der er femten Mil til Sues. Ganske vist have vi intet Aktstykke, om hvilket der med Sikkerhed kan paastaaes, at det taler om ægyptiske Byer i denne Egn; men at der har været saadanne her, fremgaar tilstrækkeligt af de Fund af Mindesmærker fra Rameses II's Tid, som den franske Expedition gjorde i Begyndelsen af Aarhundredet paa to Steder, der ligge noget Vest for Ismailia i Dalen Seba-Biar, nemlig i Ruinhøiene ved Abu- Kesheb! og Mukfar, to Steder, der nu benævnes anderledes: 7ell-el-maskuta og Nutla?. Paa det første af disse Steder fandtes nemlig en Stentavle, hvor man saa Rameses Il. afbildet imellem Guderne 7um og Ra. I Dalen Seba-Biar og Egnen omkring Birket-el- Timsah lade betydelige Stræk- ninger sig indvinde for Dyrkning ved Kanalarbeider, og det er derfor højst sandsynligt, at der under Rameses II., under hvem der udførtes saa store Arbeider af al Slags i Ægypten, ogsaa er foretaget flere Kanalarbeider i disse Egne, og at Hovedpunktet her tilligemed hele Egnen er blevet opkaldt efter Kongen. Men har der her ligget et Landskab og en By Rameses, saa er det jo høist sandsynligt, at det er dette Rameses, hvorfra Udtoget foregik, og Gosen synes herefter med størst Sandsynlighed at kunne an- tages at have indfattet Egnene imellem Berket-el- Timsah og Nil- dalen. Vi skulle nu sé, hvorvidt denne Antagelse lader sig forene med andre Angivelser i Biblen.
Foruden Byen Æameses omtales endnu en anden By i For- tællingen om Israeliternes Trællearbeider3; det er Byen SD, en
——————
! Description de CEgypte: Atlas d Antiquités V, pl. 29.
Navnene Abu-Kesheb og Mukfar ere næppe længere kjendte i Egnen. Wilkinson hørte Navnet Æ'Sakieh. Nu kaldes Stederne 7'ell-el-maskuta og Nutla; det sidste, der ogsaa kaldes Ramses, ligger i Nærheden af Seen Marama.
7? rod. 1, 11.
Pitom.
1164
By, som Masoreterne læse Ptom. Skal Ordet omskrives paa Ægyptisk, er det intet Ord, der ligger nærmere end Indskrifternes
ANE petum eller FUN INE peatum", Tums By”,
Af Byer, der førte Navnet pe-tum, kjende vi tre, nemlig:
1% Den bekjendte By, der i Reglen benævnes An eller On, og som Hellenerne kalde Heliopolis?.
20, Byen JER £ ko 2 pe-alum m ru abt, d. e. ,Tums Q—> |
By (Pitom, srE) ved Østens ; Begyndelse", en By, der, som en for- nylig udgivet Indskrift! viser, har ligget i den ottende nedre- ægyptiske Nomos (Landskabet 7eku)%, sandsynligvis noget Syd for Bubaste i Nærheden af den bekjendte Indsænkning, som løber imod Øst over imod Ismailia, og som gjennemstrømmes af Fersk- vandskanalen fra Nilen til Sues. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at denne By er det af Herodot og Stephan fra Byzans om- talte Fulumos?, der laa ved den gamle Kanal fra Nilen til det røde Hav.
3%. Byen FE ENE 1 Landskabet EN du teku, efter
Brugsch samme By som Hovedstaden i den ottende Nomos, hvor den foregaaende By ogsaa laa, en Formodning, der dog paa Grund
1 Om Guden Zum eller Atum se ovenfor S. 1036 og 1074—75. 2 Man har tidligero ment, at org Pithom kunde være en Omskrivning . . OG . af det hieroglyphiske <a Q pa-kktum, Fæstning", , Fort",
U idet man har beraabt sig paa det koptiske TT OLE som man har
fort tilbage til e20 khetem som Biform til ØUTELL: det "amme SEN,
omtalte Begyndelses-Bogstav mm (kh) skulde altsaa i dette Ord stundom være udfalden; men denne Formodning har dog ikke nogen fast Grund at hvile paa, da det omtalte koptiske Ord sandsynligvis gaar tilbage til et andet ægyptisk Ord og ikke til kåetem; slgn. Brugsch, Dictionnaire 8. 1548 fr.
2 Se ovenfor 8. 987.
+ Dtimichen, Recueil I, pl. XCVII, 001. 12; II, I. XXIX, col. 4
> Herefter maa 8. 988 (og 8. 980--981) rettes.
S Her. II, 188; Steph. Byz. De urbibus et populis under Patmos.
1165
af Determinativet er højst tvivlsomt. Byen synes snarere at maatte søges i Stepperne Øst for Ægypten.
Da den første By i Biblen altid omtales med sit almindelige Navn On (An), kan der ikke være nogen Tale om, at Pitom her skulde betegne denne By.
Hvad enten man antager den sidste By for tilhørende Step- perne Øst for Ægypten, eller man henfører den til den ottende Nomos, saa bliver der af ægyptiske os bekjendte Byer, som kunne sammenlignes med Pitom, kun én By tilbage, nemlig den By, vi have anført som den anden i Rækken, Byen pe-atum m ru abt, der laa i Nildalen tæt ;ved Vadi-Tumilah, om ikke i selve denne Indsænkning. Gosen synes altsaa herefter — thi Pitom har sikkert ligget enten i selve Gosen eller ikke langt derfra, i modsat Fald vilde Navnet uden Tvivl ikke være blevet bevaret — at have ligget sydostlig for Bubaste og synes navnlig blandt Andet at have indbefattet Vadi-Tumilah. Dette Resultat stemmer særdeles vel med det Resultat vi ovenfor? kom til ved vore Undersøgelser om Beliggenheden af Rameses, forsaavidt som vi dér kom til det Resultat, at det var heist sandsynligt, at der har ligget en efter Rameses II. opkaldt By i Nærheden af det nu- værende Ismailia og Birket-el-Timsah. Men hermed tør vi dog ingenlunde &nsé Sagen for afgjort?, Vi maa først sé, om der i senere bibelske Skrifter eller andre Aktstykker skulde findes An- tydninger af, til hvad Egn af Ægypten man pleiede at henføre Gosen paa den Tid, da vedkommende Skrifter fremkom.
Imedens, der som vi have sét, i Pentateuken findes adskillige $ 84. Bidrag til Bestemmelsen af Beliggenheden af Gosen, ere saadanne prdemselk af Antydninger yderst Sjældne i de andre bibelske Skrifter. Der genhed i andre hentydes vel ofte til Opholdet i og Udvandringen fra Ægypten, ”belske Skrifter
eg I Bibelever- men uden at der gives nærmere Bestemmelse af, i hvilken Egn Is- sættelser.
: Be ovenfor S. 615. 2? Se ovenfor 8. 1157—1168. 2 Se ovenfor 8. 1163 og nedenfor 8. 1169 - 1170.
” 1166
raeliternes Hovedopholdssted havde ligget. Kun i én af Psal- merne, der efter Overskriften henføres til Asaph, findes der en - noget nøjere Bestemmelse af Egnen, hvor de Begivenheder, der skildres i Ezodos, foregik, idet det hedder, at ,, Moses udrettede sine Undergjerninger paa Zoans Mark",
Herefter synes det jo, at Forfatteren af Psalmen har tænkt sig Gosen beliggende i Nærheden af Zoan (Tanis), og denne Om- stændighed synes unægtelig at tale for, at Goseu har ligget i Nærheden af Zoan (snarest lige Syd eller Sydost for Byen) ud imod Grændsen af Ørkenen, og derimod ikke i den Øst for Bubaste liggende Indsænkning Vadi-Tumilah og dens Fortsættelse.
Imidlertid maa man dog ikke lægge altfor stor Vægt paa denne Meddelelse. Asaph maatte, naar han i sit Digt vilde an- føre Navne paa Steder i Ægypten, nødvendigvis nævne Byer, som vare Israeliterne bekjendte, og det havde ingen Betydning for ham, om han maaske tog Navnet paa en By, som laa adskillige Mile fjernet fra Gosen, naar den blot var vel kjendt af Israeli- terne, hvorimod der ingen Anledning var til at nævne Byer, som Ingen kjendte. Nu var Zoan (Tanis) netop den for Israe- literne bedst bekjendte By i det østlige Nedre-Ægypten?; og det var derfor ganske naturligt, at han valgte dette Navn for at be- tegne Egnen, hvor Israeliterne havde havt deres Ofhold, hvad enten det Landskab, der fra først af var indrømmet dem, og hvor de formodentlig havde deres Hovedsæde, Landskabet Gosen, laa nærmere ved Zoan eller nærmere ved Bubaste i Indsænkningen imellem denne By og Birket-el-Timsah og Ismailia.
Hertil kommer endnu en anden Omstændighed. I Psalmen tales om Moses" Undergjerninger, og disse foregik efter den israe- litiske Overlevering netop for største Delen udenfor Gosen.
mø mm
? Psalme 78, 12 og 43; se ovenfor 8. 989.
2 De ægyptiske Herskere, der stode i venskabeligt Forhold til David og Salomo, synes at have havt deres Sæde i Zoan (Tanis). Se oven- for S. 9229,
1167
For de Landeplager, der hjemsøgte Ægypterne, var Gosen forskaanet!. Forhandlingerne med Pharao kunne heller ikke være foregaaede i Gosen; de foregik aabenbart i en af Kongens Residentsstæder, og en saadan var netop Zoan. Maaske er det til disse Forhandlinger med Pharao og de under dem af Moses udførte Tegn, at Forfatteren af Psalmen hentyder.
I begge de gamle Bibeloversættelser, som ere fremkomne i Antydningee Ægypten, findes der i Gjengivelsen af enkelte af de Texter, der Yvemættelser. handle om Gosen, Omskrivninger og Tilføielser, som vise, i hvilken Egn af Ægypten Oversætterne have tænkt sig, at det Israeliternes Stammefædre fordum indrømmede Landskab maatte være at søge.
I den hellenistiske Oversættelse af Biblen (Septuaginta) til- føjes der i Fortællingen om, hvorledes Jakob sendte Juda foran sig til Ægypten?, Ordene: sad” "Houwv moder sig 59%;v " Papie0o0on,, d. e.i Egnen om Heroopolis. Nu vide vi ganske vist ikke nmøie, paa hvilket Sted Heroopolis har ligget, men hvor Byen end er at søge, saa er det aabenbart, at den har ligget temmelig fjernt fra Tanis. Den bringes, som vi have sét af flere Forfattere i Forbindelse med det røde Hav og kan derfor ikke ret vel have ligget længere imod Nord (og Vest) end ved Birket-el-Timsah 2.
I Oversættelsen af Ordet Gosen" kaldes Landskabet I's024e ÅAeaBtag, hvad der viser, at Oversætterne antoge, at Landskabet havde ligget i den Egn af Ægypten, der kun ved Ørkner var skilt fra Arabien, og som derfor ofte ligefrem betegnedes som ,, Arabien" 5,
Vi maa hertil endnu føie, at i Fortællingen om de Trælle- arbeider, hvortil Israeliterne bleve tvungne i den sidste Tid af deres Ophold i Ægypten, tilføjer den alexandrinske Oversættelse,
ET en
' Se Ezod, 7, 20; 8, 8 fø. og 24 ff.; 9, 10 fl.
7? Gen, 46, 28.
2 Se ovenfor 8. 995.
" Gen. 46, 28.
%… I "koptiske Aktstykker kaldes hele den Øst for Nilens østlige Hoved- arm liggende Del af Ægypten oftere Arabia.
" Érod. 1, 11.
1168
efter Pitom og Rameses, Ordene xl ”J2v my doriv "Hlsovnolg, hvad der end mere godtgjør, at Oversætterne (eller Oversætteren) nærmest have tænkt sig Gosen beliggende imellem Heroopolis og Heliopolis og ikke i Omegnen af Tanis.
Vi sé heraf, at det i det tredie Aarhundrede før Kristus var en almindelig Mening iblandt de i Ægypten bosatte Udvandrere fra Juda, at deres Forfædre, da de i fordums Dage opholdt sig i Landet, fornemmelig havde været bosatte i Egnen ved Bubaste og i de Øst derfor liggende Indsænkninger, der frugtbargjordes af Vand fra Nilen, som lededes igjennem en Kanal, der i Perser- tiden var bleven forlænget til det røde Hav. Den samme Mening herskede endnu fire Aarhundreder senere i Landet, den- gang da den hellenistiske Oversættelse omplantedes i Ægyptens da brugelige Talesprog (det koptiske Sprog); thi i den koptiske Oversættelse? er Septuagintas xa9' "Howav nov gjengivet ved
Og Iluwuirce, en Oversættelse, hvoraf man ikke tør slutte,
at Pitom og Heroopolis ere samme By, men kun, at de henhøre til samme Egn af Landet. -
Alt for stor Vægt tør man dog ikke lægge paa disse to Oversættelsers Vidnesbyrd; ingen Omstændighed tyder hen paa, at Oversætterne have foretaget omhyggelige Undersøgelser ved Valget af de Betegnelser, hvormed de gjengave de ægyptiske Stedsnavne, der omtales i Mosebøgerne. Det er tvertimod ikke usandsynligt, at de have ladet sig lede af Lydligheder, eller i det Mindste, at de uden videre have antaget ægyptiske Byer og Land- skaber, som de hændelsesvis kjendte, og som havde omtrent samme Navn som de bibelske Byer, for identiske med disse sidste, naar de blot tilhørte det østlige Ægypten. Ved Kanalen til det røde Hav laa saaledes en By Patumos?, hvis Navn mindede meget om Biblens Pitom eller Pithom: antoges disse to Steder for samme By, var Gosens Beliggenhed dermed givet.
! (en, 46, 28. . 2 Se Her. II, 158; se forevrigt S. 1169 Anmk. 2.
1169
Septuagintas Oversættere kunnd fremdeles have ladet sig paa- virke af den Omstændighed, at der nélop i denne Egn af Landet, omkring Bubaste, paa deres Tid fandtes mange Israeliter !.
Men omendskjøndt vi ikke kunne benægte Muligheden af, at Oversætterne have. ladet sig paavirke af saadamne Hensyn, ere vi dog: overbeviste om, at de have havt andre langt vigtigere Grunde for deres Opfattelse af Gosens Beliggenhed end Lydligheder 0. desl. Vi maa navnlig gjøre opmærksom paa følgende Omstændigheder ?.
Endnu under de første Keisere kjendtes et Landskab Gresem? i det østlige Nedre-Ægypten; da den hellenistiske Oversættelse netop bruger samme Form og ikke Formen Gesen (Gosen), saa er der en vis Sandsynlighed for, at Oversætterne have været bekjendte med Tilværelsen af et ægyptisk Landskab af dette Navn, hvad enten nu Ordet var i hyppig Brug eller ikke paa deres Tid. Men da Over- sætterne paa det første Sted, hvor Ordet forekommer, tilfeie Ordet Arabia, tør man antage, at Ordet Gesem ikke anvendtes af græsk-talende, men kun af ægyptisk-talende Ægyptere, — en Omstændighed, der forklarer, hvorfor Ordet ellerø ikke er bevaret i den klassiske Literaturs Optegnelser om Ægypten.
Da det nu ikke er sandsynligt, at der i det østlige Nedre- Ægypten har ligget flere Landskaber af Navnet Gesem (Gosen), saa maa man antage, at Oversætterne have Ret, naar de have an- taget dette Gesem for Biblens Gosen, og at deres Heunførelse af Landskabet til Egnen ved Heroopolis har sin Grund i, at de vidste, at Ægypterne kaldte det Landskab, hvori Heroopolis las, Gesem. Alligevel tør vi ikke ansé Spørgsmaalet om, hvilken Strækning af Ægypten det bibelske Landskab (Gosen har indtaget, for endelig lest. Imidlertid har det, som vist Alle ville indremme, stor Sandsynlighed, idet mange Omstændigheder tale derfor, at Israe- liternes Forfædre oprindelig have faaet anvist Bolig aestlig for
! Se ovenfor 8. 988. ? Septuaginta gjengiver desuden gmp ved Peithø, ikke ved Patumos. 2 Se ovenfor S. 1154 og 8. 1002.
74
1170
Bubaste i Indsænkningen Vadi-Tumilah eller el- Vadi, og at de efterhaanden have befolket hele det Landskab, der + Tidens Leb indvandtes ved Kanalarbeider. dels i Dalen Seba-Biar, dels om- kring Birket-el- Timsah. Det er ikke usandsynligt, at den østligste og sidst indvundne af disse Strækninger (ved Søen Birket-el- Tiansakh), ofte er blevet kaldet ,, Landet Rameses" efier den Konge, under hvem Kanalarbeiderne udfertes og Landet blev indvundet, men at dette Landskab ogsaa betragtedes som en Del af Gosen, uagtet dette Ord oprindeligt kun betegnede den vestlige Del af Indsænkningen.
Imidlertid er Sagen, som allerede antydet, ikke fri for Vanske- ligheder. Indskrifternes Landskab Gesem regnedes, som vi have sét af Mindesmærkerne", ofte til den tyvende Nomos; det maa følgelig antages, at Landskabet ikke har ligget synderlig fjernt fra denne Nomos" Hovedbestanddele. Men dette kan ikke ret vel siges om den ofte omtalte Indsænkning; der jo, saafremt den er Biblens Gosen, ogsaa maa være Indskrifternes Gesem?; det synes tvertimod langt naturligere, at man havde regnet disse Strækninger til den ottende Nomos eller til Bubaste (nittende Nomos). Paa den anden Side er det dog heller ikke ganske umuligt, at Ind- sænkningen har staaet i umiddelbar Forbindelse med den tyvende Nomos's Hovedbestanddele, idet denne Nomos kan have strakt sig langs Ørkenens Rand fra nogle Mile Syd for 'Fanis til Begyn- delsen af Vadi-Tumilah (el-Vadi) 2.
Man vil heraf have sét, at der ikke er nogen væsentlig Hin- dring for at antage Biblens Gosen for den omtalte Indsænkning ",
1 Se ovenfor 8. 1002 og 8. 1154
2 Se ovenfor 8. 1154 og 8. 1168—1169.
3 IT Indskriften Diimichen, Geograph. Inschriften (Recueil) I, pl. LXVIII, har Ordet Gesem Tillæget adt, ,det estlige", et Tillæg, der passer godt paa Beliggenheden af Indsænkningen. Il den ovenfor 8S. 988 og 8. 1164 omtalte Indskrift fra Dendera har den ved Ferskvands- kanalen liggende By Patum (Pitom, Patumos) Tillæget m-ru-ab, ,, ved Østens Begyndelse, hvad der taler for Identiteten af Indskrifternes Gesem og Indsænkningen Øst for Bubaste.
" At Gosen maa søges i Indsænkningen imellem Bubaste og Ismailia
1171
men påa den anden Side kan Spørgsmaalet heller ingenlunde siges at være afgjort endnu; og man handler derfor rigtigst i indtil videre at afvente fortsatte Oplysninger fra ægyptiske Mindes- mærker; og om at komme i Besiddelse af saadanne ter man endnu ikke opgive Haabet, da endnu langtfra alle ægyptiske Mindesmærker ere udgravede.
Efter saaledes i det Foregaaende at have samlet alle de Steder i Biblen, der kunne tjene til at oplyse de stedlige Forhold
$ 85.
Antydninger givne | Dibisn
under Israeliternes fordums Ophold i Ægypten, skulle vi nu samle af Tidspunktet
de Efterretninger i Biblen, som indeholde Bidrag til Bestemmelsen af Tidspunktet for deres Undertrykkelse og for deres Udvandring af Ægyptens Land. Vi skulle her ganske sé bort fra det Resultat, hvortil vi ovenfor ere komne nærmest ved Betragtningen af ægyptiske Aktstykker og andre fra ægyptiske Kilder stammende Optegnelser: nemlig at det var Rameses Il, som begyndte at undertrykke Israeliterne, og at deres Udvandring fandt Sted under denne Konges Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha)?.
Vi skulle her gjøre opmærksom paa følgende Omstændigheder :
1%, Som bekjendt omtales Ægyptens Konge ofte i Fortællingen om Israeliternes Skjæbne i den sidste Tid af deres Ophold i Landet, men han nævnes ligesaalidet her som i andre ældre bibelske Skrifter nogensinde med Navn, men kaldes derimod blot
Pharao?, et Ord, der paa Ægyptisk skrives 2 per-aa, og som
antoges allerede af den franske Commission, der undersegte Ægypten efter Napoleons Tog til Landet De fleste Ægyptologer have ogsaa
" tiltraadt denne Mening, saaledes Lepsius, Ebers og de fleste franske
Ægyptologer. Brugsch har tidligere ligeledes segt Gosen i disse Egne, men har i de sidste Aar opgivet denne Mening og seger nu Gosen ved Tanis; sign. ovenfor S. 1161.
Se ovenfor 8. 904—912.
2 1 Biblen omtales felgende Pharaoner: 1? Pharao, som fratog Abraham Sarah (Gen. 12, 15 ff.). 2% Pharao, som gjorde Joseph til Første- minister og gav Jakob Bolig i Gosen (Gean. 89, 1 ff.). 8”. Pharao, som ikke kjendte Joseph, og som undertrykkede Israeliterne, , Under-
' 34"
fer leraeliternes
Udvandring af Ægypten.
1172
forekommer uendelig ofte i ægyptiske Aktstykker, hvor det er det almindelige Navn paa Ægyptens Konge!. Men da alle Ægyptens Konger benævnes med dette Navn, afgiver dette Ord selvfølgelig intet Middel til Bestemmelsen af 7iden, da de Konger levede, som undertrykkede Israeliterne.
20, Derimod nævnes der saavel i første som i anden Mosebog et Navn, som afgiver et Grundlag for en Undersøgelse; det er Ordet Rameses, hvormed vi ovenfor have sysselsat os?, og som - betegnede saavel den By, hvorfra Israeliternes Udvandring begyndte som den Ægn, hvor de fik Ophold. Dette Ord Rameses, er som oftere bemærket, et Mandsnavn, og naar det her bæres af en By eller et Landskab, saa maa denne By og dette Landskab være opkaldt efter en Mand ved Navn Rameses. Nu kjende vi i Ægypten ikke faa Byer, der ere opkaldte efter Personer, men disse Personer have alle været Konger. Vi kjende i Ægypten ingen Byer, der ere opkaldte efter Privatmænd. Den Rameses, efter hvem den omtalte By og Landskab var opkaldt, har altsaa været en ægyptisk Konge; eller med andre Ord: Israeliternes Undertryk- kelse og navnlig deres Udvandring kan ikke have fundet Sted, fer der paa Ægyptens Throne havde siddet Konger af Navnet Rameses, og da Rameses I. kun regjerede et Aarstid og ikke havde Tid at bygge ret meget, saa kan deres Undertrykkelse ikke ret vel være begyndt før under Rameses II. '
Som ovenfor antydet, antage de fleste Ægyptologer, at Israe- liternes Undertrykkelse i Ægypten er begyndt under Rameses IlI., men nogen fuldstændig OQOverénsstemmelse gives der dog ikke imellem dem med Hensyn til dette Punkt. Der findes endnu
trykkelsens Pharao", (£rod. 1,8 — 2, 28). 47. Pharao, under hvem Ieraeliterne droge ud af Landet og som druknede i det røde Hav (Ezod, 2, 22 — 14, 28). 52. Pharao, der modtog den fra Edom flyg- tende Hadad (1 Kong. 12, 18). 6%. Pharao, Salomes Bvigerfader (1 Kong. 8, 1 ff). - 7?. Pharao, som slog Garza (Jerem. 47, 1.). De følgende. ægyptiske Konger anferes med Navn. Se 8. 1012 Anmk. 2.
1: Se ovenfor S. 1002.
1 Se ovenfor 8. 1167
1173
fløre fortjente Ægyptologer, som antage, at Israeliternes Under- trykkelse og Udvandring af Ægypten er foregaaet i en tidligere Tid end Ramegses Il.'s Aarhundrede, endog flere Menneskealdere fer denne Kønges Dage!.
Det er ikke vanskeligt for disse Ægyptologer at bringe denne Forklaring i Samklang med de fleste af de Antydninger, der gives af ægyptiske historiske Forhold til den Tid, Israeliterne opholdt sig i Ægypten, thi disse ere, som vi have sét, meget ubestemte, idet Kongen altid blot kaldes Pharao. Derimod er det ikke let for disse Lærde at forklare, hvorledes der i Mosebøgerne oftere tales om én By Rameses og éngang om et Landskab Rameses, uagtet denne By efter deres Opfattelse farst kan have faaet dette Navn en god Stund, efter at Israeliterne have forladt Ægypten?. Det er nemlig ikke let at forklare, hvorledes en israelitisk Forfatter, der skrev for israelitiske Læsere, naar Talen er om Israeliternes Ophold i Ægyptens Land, har kunnet foretrække Navne, der først længe efter deres Udvandring vare komne i Brug i Ægypten, for Navne, som vare hans Samtid bekjendte fra Overleveringen. Israeliterne stode jo, efterat de havde faaet Bolig i Kanaan, længe ikke i videre nøie Berøring med Ægypterne. Hertil kommer blandt Andet ogsaa, at Rameses II's Felttog i Syrien efter denne Opfattelse maa være foregaaede, efterat JIsraeliterne havde taget Kanaans Land i Besiddelse?, Man maa da antage, at den
! Se ovenfor S. 850.
? - At den Rameses, efter hvem Landet Rameses og Byen Rameses er opkaldt, neppe kan være nogen anden end Rameses Il., indremmes af alle Ægyptologer. Kun hvem der besidder et overfladisk Kjend- skab til den ægyptiske Historie, kan for Alvor paastaa, at Byen og Landskabet er opkaldt efter en Mand, der har levet for Rameses I.'s Dage. — Af den Omstændighed, at Landskabet, hvor Jakob og hans Stamme fik Ophold, i Gen. 47, 11 kaldes Landet Rameses, kan man aldeles ikke med nogen Berettigelse slutte, at Landskabet allérede kaldtes saaledes, dengang da Indvandringen foregik. Man kan kun slutte, at det benævnedes saaledes i den sidste Tid af Israeliternes Ophold i Ægypten. Alle Sagn i Genesis ere nemlig i ethvert Til- fælde bevarede mundtligt til Moses' Tid. Eve
2 Se ovenfor 8. 598 ff.
1174
israelitiske Overlevering har tabt alle Minder om denne Afhængighed af Ægypten, hvilket er meget misligt, da Israeliterne ellers med saa megen Troskab have bevaret Minder om de Undertrykkelser, som de havde maattet udstaa af deres Naboer. I Virkeligheden have heller ingen af de Ægyptologer, som antage Israeliternes Udvandring for foregaaet før Rameses Il.'s Dage, paa nogen Maade været istand til at fjerne disse Vanskeligheder",
3%, Vi maa fremdeles gjøre opmærksom paa, at den Konge, som først begyndte at undertrykke Israeliterne, aabenbart har bygget megel; men da dette kan siges om flere Pharaoner, £ Ex. om Thotmess III, Amonhotep III, Seti I, Rameses Il og Rameses II, saa afgiver denne Omstændighed ikke noget nøiere Bestemmelsesmiddel af Tidspunktet for Udvandringen. Derimod forekommer der i Fortællingen om Undertrykkelsen, umiddelbart efter Beretningen om Moses" Ophold i Midians Ørken, en lille Bemærkning, som ikke er uden Vigtighed i denne Henseende, nemlig Ordene: ,,0g mange Dage efter døde Kongen af Ægypten ?«<. Ifelge Fremstilligen i den anden Mosebog var det denne Konge, der først havde begyndt at undertrykke Israeliterne. Moses var født under samme Konge, og levede ved Kongens Død paa den anden Menneskealder?, hvoraf jo følger, at den Konge, der først undertrykte Israeliterne og som døde ,, mange Dage" efterat: Moses var flygtet til Midian, bar regjeret meget længe. En lang Levetid og lang Regjeringstid faldt i flere Kongers Lod, men ingen . Konge sad dog saa længe paa Thronen som Rameses II, der regjerede 67 Aar".
49%. Af de forskjellige Meddelelser, der gives om Begivenheder,
! Spørgsmaalet bereres f. Ex. af Lieblein, Chronoloyie Égyptienne S. 137, (Christiania, 1873. 8”).
? Erod, 2, 23. '
2 De fyrgetyve Aar, som hvert af Hovedafenittene i Moses' Liv skal have varet, ter neppe tages for andet end runde Tal eller rettere for Udtryk for , Levealder”.
S Se ovenfor 8. 858 Anmk. 1.
1179
som hændtes under den følgende Konge, under hvem Udvandringen fandt Sted, fremgaar det tilstrækkeligt, at han ikke har været nogen særdeles lykkelig Konge, selv om vi end paa Grund af Mosebøgernes folkelige Fremstilling af Begivenhederne ikke kunne antage Alt, hvad der i disse meddeles om denne Konge, for fore- gaaet ganske saaledes, som det fortælles i disse Skrifter. Nu er jo rigtignok Ulykker og Tab Noget, som aldrig omtales i ægyp- tiske Indskrifter; her tales kun om Seire og Bedrifter; men, som allerede oftere antydet i det Foregaaende', opdager man stundom ved at sammenligne Skuepladsen for de vundne Seire, at der imellem de Seire, som Mindesmærkerne forherlige, maa være fore- faldet mindre lykkelige Begivenheder, Nederlag, 0. desl. Paa denne Maade kunne vi f. Ex. godtgjøre, at der i Tiden efter Amonhotep IV. har været et saadant mindre lykkeligt Tidsrum i Ægyptens Historie?, og fremdeles, at Ægypten snart efter Rameses IL's Død, i Tidsrummet imellem hans Død og Rameses III's Thronbestigelse atter har været hjemsøgt af forskjellige Ulykker, navnlig synes saadanne at være indtrufne under Rameses Il's Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha), hvem Lykken forøvrigt ikke altid var imod, idet han f. Ex. engang vandt en stor Seir over en libysk Hær, der var trængt dybt ind i Landet, en Bedrift, som lovprises i heie Toner i Kongens Indskrifter". Men skjendt han saaledes stundom havde Held, synes det dog ubestrideligt, at Landet i hans Tid led store Ulykker, saaledes at han snarest maa kaldes en ulykkelig Konge; og der er derfor fra denne Side Intet til Hinder for at antage, at Mfer-n-ptah (Menephtha) er Ud- togets Pharao.
Betragte vi Sagen nøiere og agte vi paa det Resultat, vi ovenfor kom til, at Israeliterne droge ud af Ægypten under en Konge, hvis Forgænger havde bygget meget og regjeret meget
! Se ovenfor S. 578. 2 Se ovenfor 8. 849 ff. 3 Se ovenfor S. 912. % Se ovenfor 8. 889 ff,
1176
længe", saa bliver der ingen anden ægyptisk Konge 'tilbage, der forener disse to' Bestemmelser: selv at have været en mindre heldig Konge, og at være fulgt efter en længe regjerende og meget byggende Konge, end netop Mer-n-piah (Menephtha)?. Vi komme 'altsaa ved at tage de bibelske Optegnelser til Udgangs- punkt ganske til samme Resultat, som vi ovenfor kom -til ved Betragtningen af de ægyptiske Aktstykker, nemlig, at Udtoget måa være foregaaet under Rameses Il's Efterfølger Mer-n-ptah (Menephtha), og vi ter derfor nok erklære' dette Resultat for temmelig sikkert.
5%, Foruden de her anførte indirekte Bidrag til Bestemmelsen af Tiden for Udvandringen af Ægypten gives der i et senere Skrift, nemlig i Kongernes Bøger en mere direkte Tidsbestem- melse. Her læser man nemlig i Beskrivelsen af Tempelbygningen en udtrykkelig Angivelse af, at Opførelsen af Templet paa Moria Bjerg paabegyndtes i det 480de Aar efter Udvandringen af Ægypten og i Kong Salomos fjerde Regjeringsaar?., Til Bestem- melsen af Salomos Regjeringstid have vi to Rækker Tidsbestem- melser, dels Kongernes Bøgers Meddelelser om, hvorlænge Juda og Israels Konger regjerede, dels de af lIosepos meddelte fra Menandros tagne tyriske Tidsbestemmelser, ifølge hvilke man kan bestemme, hvor lang Tid der er forløbet imellem Salomos ældre Samtidige Kong Hirams Død i Tyros og Karthagos Anlæggelse ved en Udvandring fra denne By", Hvad de første af disse Rækker Tidsbestemmelser angaår, da viser den assyriske Kronologi, at flere af Kongerne i Juda og Israel have regjeret samtidig %, saa- ledes at Salomos Regjeringstid falder endel tidligere end man i Reglen antager, idet den snarest synes at tilhøre Tidsrummet
7 Se 8. 1174.
7? Se ovenfor S. 904 ff.
3 1 Kong. 6, 1; slgn. Dom. 11, 26: Paa Jephthas Tid havde Israeli- terne boet 300 Aar i Gilead.
£ Se ovenfor S. 768—769; ifelge Jos., Arch. Jud. VIII, 5, 3 og C. Ap. I, 17—18.
5. Se ovenfor S. 30 Anmk. 2.
1177
973— 933, et Resultat, der stemmer meget vel med de af Menan- dros givne Tidsbestemmelser for den tyriske Ktonologi; thi efter disse har Hiram besteget Thronen i Tyros 162 Aar før Udvan- dringen til Karthago, der omtrent tilhører Aarene 814—813, og er død 128 Aar'før denne Bégivenhed, eller med andre Ord, hans Regjeringstid faldør omtrent i Aarene 976 til 942?,
Tilhører altsaa Tempelbygningens Begyndelse omtrent Aaret 969, maa Udvandringen, — forudsat natarligvis, at Tidsbestem- melsen i Kongernes Bøger er rigtig — omtrent? tilhøre Aaret 1449 f. Kr. Man har da kun, synes det, at afgjøre, hvilken Konge der dengang regjerede i Ægypten, og man har da bestemt saavel Tiden for Undertrykkelsen som Tiden for Udvandringen.
Uheldigvis er, som oftere bemærket, den ægyptiske Tids- regning, trods de mangfoldige Forsøg, man lige til den sidste Tid har gjort, endnu langtfra saa sikker, at man med fuld Visbed kan afgjøre, i hvilket Aarhundrede f. Kr. Kongerne af Navnet Thotmess og Rameseg have levet 0. desl. Imidlertid synes dog forskjellige Omstændigheder at tale for, at ved Aar 1449 havde der endnu ikke siddet nogen Konge af Navnet Rameses paa Ægyptens Throne". Er den omtalte Angivelse om de 480 Aar rigtig, synes altsaa det Resultat, vi ovenfor kom til, at maatte opgives, eller med andre Ord, man maa i saa Tufælde give de Ægyptologer Ret, der henføre Udvandringen til Tiden før Rameses I.
em mr
" Se ovenfor 8. 748—7538.
? Ved denne Tid omtrent ved”Aar 1444, synes det Mindesmærke paa
Elephantine, hvoraf et Brudstykke omtaler en heliakisk Siriusopgang,
at være bleven indhugget; men man véd uheldigvis ikke, hvilken
Konge der har opreist det. Se 8. 845—846.
Se ovenfor 8. 845 og S. 888; sign. 8. 624.
" Ifølge de af Lieblein samlede ægyptiske Slægtregistre synes det navnlig urimeligt at fore Bameses I. tilbage fer Aar 1400. Paa den anden Side ter man dog ikke antage Låeblejns paa Slægtregistrene byggede positive kronologiske Resultater for faldstændig sikkre. Se hans Chronologis égyptienne S. 136 ff. og hans Artikel Ætude sur la place cåronolagigue de la XXlle dynastie i Revue Archeol. Bouv. série XVIII, S. 272 fr. (1868).
1178
Men nu har man grundet Anledning til at tvivle om, at de 480 Aar er en paa nøjagtige og paalidelige historiske Aktstykker og Meddelelser hvilende Tidsbestemmelse. Som allerede ovenfor antydet, var hele Tidsrummet imellem Josva og David, navnlig det Tidsrum af Israeliternes Historie, vi kalde Dommernes Tid, en meget lidet skrivende Tidsalder!. Israel var i dette Tidsrum saa at sige atter sunket ned i en næsten forhistorisk Tilstand. Man mindedes sine Helte og Stormænd, man bevarede sine Sagn og Sange, men man .gjorde ingen aarlige regelmæssige Optegnelser, og følgelig var det i den følgende Tid umuligt at give en nøie Bestemmelse af Længden af Tidgrummet imellem Moses' Død og Davids eller Salomos Thronbestigelse.
Til et saadant Resultat kom for allerede over fyrgetyve Aar siden Biskop. Engelstoft i sine Undersøgelser om Israeliternes Historie”, og siden den Tid ere de fleste andre omhyggelige Forskere komne til samme Resultat. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Tallet 480 er fremkommet, har Lepsius uden Tvivl Ret, naar han antager det for fremkommet ved en Multiplication at Slægt- leddenes Antal imellem Moses og Salomo med 40 Aar, Middeltallet for en Slægts Levetid?, De 480 Aar siger altsaa ikke Andet, end at det var den tolvte Slægt, der levede dengang, da man be- gyndte at opføre Templet. Men nu er vel ganske vist Middeltallet for et Menneskes Levetid 40 Aar, men disse 40 Aar gribe ind i de nærmeste Slægtleds Levetid, man maa derfor, naar man vil benytte Slægtled til kronologiske Beregninger, reducere 40 Aar til 25", og
Se ovenfor 8. 280 ff.
Engelstoft, Historia populi Judaici, 8. 208 og 8. 210.
Lepsius, Chronologie der Ægypter 8. 864 fr.; sign. 8. 16.
De Slægtregistre, der meddeles i Biblen, vise netop tolv Slægtled imellem Udvandringen vg Salomo; man sammenligne f. Ez. Ypperste- præsternes og Davids Slægtregister. Engelstoft derimod antager at Tallet 480 er fremkommet ved en Saømmenlægning af de bestemte hi- storiske Tal i Dommernes Bog og i andre Skrifter.
5 Herodot gjer sig skyldig i en lignende Feilregning ved Benyttelsen af Slægtled til kronologiske Bestemmelser.
& aa dåd me
1179
istedetfor de 480 Aar sætte 300 Aar, ja maaske endog kun 240 Aar. Saaledes betragtet bliver der den bedste Overénsstemmelse imellem denne Tidsangivelse og det Resultat, vi ovenfor kom til ved Undersøgelsen af de indirecte Angivelser i Biblen.
Ifølge de fleste Ægyptologer er den af Theon omtalte Menophres' Æra, d. v. s. Sothisperiodens Fornyelse i Aaret 1322!, indtruffet under Menephthas Regjering; er denne Antagelse rigtig, maa Ud- vandringen omtrent tilhere Aaret 1320, hvilket er et kronologisk Resultat, der passer fortrinligt med de bibelske Tidsbestemmelser ?. Efter andre Ægyptologer er Fornyelsen foregaaet tidligere — saa- ledes antage Flere ikke uden Grund Seti I. for den Konge, under hvem Fornyelsen fandt Sted”. Udvandringen vilde herefter være falden næsten et Aarhundrede senere, omtrent 1230. Ogsaa dette Resultat lader sig nogenlunde bringe i Samklang med den bibelske Tidsbestemmelse, kun bliver Dommernes Tid temmelig kort (omtrent hundrede Aar). Derimod forbyder kronologiske Hensyn det aldeles paa éngang at henføre Undertrykkelsen og Udtoget til Rameses Il. og Menephtha og alligevel at henlægge Sothis- periodens Fornyelse til Tiden for Rameses I. I Virkeligheden har heller ikke endnu nogen Forsker fremsat et sligt Forslag".
! 8e ovenfor S. 888.
2 Der findes ganske vist i Dommernes Bog mange Tidsbestemmelser paa fyrgetyve Aar, men de anerkjendes af alle Forakére for runde Tali og ikke for virkelige Tidsbestemmelser.
7? Se ovenfor S. 8556.
£ Sættes Udvandringen til Aar 1320, vil Moses' Ded være indtruffet omtrent Aar 1280 og Kanaans Erobring ved Josva i Aarene 1280— 1274, forudsat naturligvis, at de fyrgetyve Aar, som Opholdet i Ørkenen skal have varet, ikke er et rundt Tal, i hvilket Tilfælde saavel Moses" Ded som Kanaans Erobring sandsynligvis vil være ind- truffet noget tidligere (snart efter Aar 1300). Dommernes Tidsrum, d. e. Tiden imellem Josvas Ded og Samuel, vil indbefatte omtrent Tiden fra 1240 til 1060. Muligvis er Tidsrummet begyndt nogle Aar fer 1240. Samuel optræder omtrent 1060; omtrent 1080 bliver Saul Konge; David bliver Konge i Juda omtrent 1011, og i Aaret 1004 Hersker over hele Israel. I Aaret 1073 overdrager han Magten til Salomo og deer Aar 1071. Templet paabegyndes 1069, indvies
-
1180
Inden vi forlade dette Spørgsmaal, maa vi endnu bemærke med Hensyn til de 480 Aar, at losepos i sin Historie! har op- givet denne Tidsbestemmelse og udvidet Tidsrummet til 592 Aar, sandsynligvis dels af Hensyn til Tidsangivelserne i Dommernes Bog, hvor der saa ofte tales om 7idsrum paa fyrgetyve Aar, dels ogsaa for at opnaa Overensstemmelse med den ægyptiske Tids- regning. losepos antager nemlig som allerede berørt Israelitørne for Efterkommere af Hykses og disses Overvindelse eller For- drivelse for Israeliternes Udvandring; men da de nidstes Udtog af Ægypten først er foregaaet Aarhundreder efter Hyksos Overvin- delse, var der følgelig forløbet langt over 480 Aar imellem denne Begivenhed eg. Salomos Tempelbyguing, og de 480 Aar maatte altsaa forøges.
Hos Kirkefaderen Klemens fra Alexandreia læser man en Meddelelse om, at Israeliternes Udvandring fandt Sted 345 Aar fer Sothisperiodens Fornyelse, altsaa Aar 1667?. Denne Efterretning, der formodentlig er taget af Ptolemaios fra Mendes' ægyptiske Historie, har ligesaalidt noget Værd som lIosepos' Meddelelse, at Udtoget foregik 592 Aar fer Tempelbygningen; den har nemlig ligesom denne til Grundlag Sammenblanding af Hyksos Fordrivelse og Israeliternes Udvandring?.
I det Udtog af Manetho, som Eusebios meddeler, henføres Israeliternes Udvandring til en Konge Akhenkheres eller Kenkheres, Amonhetep IIl.'s Efterfølger". Da denne Efterretning ikke stemmer med ældre Udtog af Manetho, navnlig ikke med de af Iosepos
1062. Riget deles 1033. Sætter man Udtoget til 1220, maa man indskrænke Opholdet i Ørkenen til en Snes Aar og beholder dog kun hundrede Aar til Tiden imellem Josvas Ded og Samuel. De evrige Tal forblive uforandrede.
! Jos., Arch. Jud. VIII, 3, 1. I sit Skrift imod Apion (C. Ap. Il, 4)
.… har han endøg udvidet Tidsrummet til 612 Aar.
: Ciem. Alex, Stromata I, 21 (p. 145 Sylb., p. 401 Potter); se ovenfor S. 118 Ammk. 1 og S. 838 Anmk. 5,
32 Se ovenfor 8. 118— 119.
f Se ovenfor 8. 850 Anmk. 1.
1181
meddelte Brudstykker af saadamne, ter vi ikke tillægge den noget videre historisk Værd.
Inden vi forlade denne Række Undersøgelser, maa vi endnu dvæle et Par Øieblikke ved Spørgsmaalet om Længden af det Tidsrum, som Israeliterne tilbragte i Ægypten. Ifelge den israe- litske Overlevering havde Israeliterne opholdt sig 480 Aar i Ægypten, og i Virkeligheden er det ikke muligt at Opholdet har været kortere, naar Folkets Forfædre vare komne ind i Landet som en lille Stamme, og Israel drog bort derfra som et talrigt Folk. Vi kunne saaledes med megen Sikkerhed forkaste den græske Oversættelses 215 Aar og ligesaa de andre Forsøg, som nyere Lærde have villet gjøre paa yderligere at forkorte Tidsrammet.?. Ved Hjælp af Ægypternes historiske Optegnelser og Aktstykker var det paa Moses' Tid sikkert ikke vanskeligt at skaffe sig Undørretaing om, hver laag Tid der var forløben, siden Israels Børn havdé faaet Bolig i Landet. De 480 Aar kunne derfor
meget vel være en ganske nøiagtig Angivelse".
Til Slutning skulle vi endnu, paa Grundlag af de forud- 8 86.
. ' Forsåg til et gaaende Undersøgelser, forsøge i faa Træk at antyde Hoved- samlet Overblik punkterne i Begivenhederne under Israeliternes fordums Ophold i over Israels
. Er Skjæbne i
Ægypten, uden at vi dog paa ethvert Punkt ter indestaa for +, oten. Rigtigheden af alle Enkeltheder i vor Fremstilling. | Under en Konge i det mellemste Riges Dage, snarest, synes det, under en ægyptisk Hyksoskonge', vandrede Jakob eller, Israel med sin Stamme ind i Ægypten og fik anvist Bolig i Dalen
Vadi-Tumilab eller el-Vadi, der dengang fornylig var indvundet
Exod. 12, 15.
Lepsius er tilbeielig til at antage, at Israeliterne kun have opholdt sig tre til fire Slægtaldre — alteas kun lidt over hundrede Aar i Ægypten. Han stetter sig paa den Omstændighed, at der overalt i Slægtregistre kun anferes tre Led imellem Jakob og Moses' Samtidige. 2 Det er forøvrigt ikke umuligt, at Israeliterne håre opheldt sig betyde-
ligt længere Tid i Landet. $ Saafremt Opholdet har varet firehundrede og tredive Aar, mag Israe-
1182
ved Kanalarbeider. I Tidens Løb, alt som Stammen voksede, ind- vandt man større og sterre Strækninger fra Ørkenen, i Egnen over imod Birket-el-Timsah, hvilke alle befolkedes af Israeliter, medens andre Israeliter nedsatte sig i den nærmest tilstødende Del af Deltaet. Under Rameses Il., navnlig i hans første Aar anlagdes der et helt nyt Kanalnet omkring Søen Birket-el- Timsah, hvorved meget Land blev frugtbargjort. Hele dette Landskab op- kaldtes efter Kongen og kaldtes Rameses. Ogsaa Hovedstaden i dette for en Del nyskabte Distrikt opkaldtes efter Kongen.
1 Begyndelsen af Rameses II's Regjering førtes der flere ret heldige Krige i Nabolandene, hvorfra der hjembragtes adskillige Krigsfanger, hvilke man for en stor Del forvandlede til Stats- slaver, hvis Forretaing det navnlig var at udføre haardt Arbeide ved de forskjellige storartede Byggeforetagender og Anlæg, som Kongen lod iværksætte?. Men da de offentlige Arbeider under Rameses Il. stadig toge til 1 Omfang, imedens Krigsfangernes Antal tog af, blev det snart nødvendigt for Rameses Il. at sé sig om efter Arbeidsfolk, som kunde træde i Stedet for de mang- lende Krigsfanger. Intet laa da nærmere, synes det, end at udtage Arbeidskolonner af den talrige fremmede Stamme, som opholdt sig i det østlige Nedre-Ægypten, og som spiste Landets Brød og nød godt af Lovenes Beskyttelse, men ikke bar synderlige Byrder. Thi af Stammens Hjorder blev der vel givet Afgifter til Staten, men disse vare neppe meget betydelige, og de faldt formodentlig nærmest paa de mere, Velhavende; de Fattigere, som kun besad et Par Gjeder, vare sandsynligvis ganske fri for Skatter og Af- gifter: de havde neppe andre Byrder at bære end Vedligeholdelsen af Vandbassiner og Kanaler, hvor Vandet under Oversvømmelsen samledes for at benyttes i den tørre Aarstid til Overrislingen af de Marker, hvorpaa deres Hjorder græssede.
Man kunde altsaa have ventet, at Ægyptens Styrere allerede
liternes Indvandring henferes til Hyrdekongernes Tid; saaledes ogsaa Eusebios, Muller, Fragmenta Hist. Gr. ll, 570. 1 Sign. ovenfor 8. 11929.
1183
tidligt, da disse Fremmedes Antal steg, havde gjort sig deres Ophold nyttigt ved at paalægge dem Arbeide ved offentlige Byggeforetagender og deslige. Alligevel hengik der Aarhundreder, før man begyndte at tvinge Israeliter til at udfere Trællearbeide ved offentlige Bygge- foretagender". Det skete neppe før under Rameses Il., under hvem der af Israeliterne udteges Arbeidskolonner som mastte slæbe Sten?, ligesom man ogsaa paalagde dem at stryge Tegli?. Ifølge en israelitisk Overlevering havde Ægypterne samtidig med at de paalagde deres Forfædre det strænge Arbeide, tillige taget Forholdsregler for at hindre Stammens stærke Formerelse, idet det nemlig var bleven paabudt, at Israeliternes Drengebørn skulde dræbes straks efter Fødselen". I og for sig var en saadan For- holdsregel ikke uhensigtsmæssig, thi naar Mændenes Antal be- tydelig formindskedes, vilde Stammen lettere denationaliseres og blandes med Landets ægyptiske Befolkning. Imidlertid synes dette Paabud kun at have havt forbigaaende Virkning, thi i For- tællingen om Udvandringen findes der ingen Hentydning til, at Kvindernes Antal var større end Mændenes. Paabudet var maaske af mere lokal Art
Uader Rameses II's Efterfølger Mfer-n-piah (Menephtha) be- handledes Israeliterne ganske paa samme Maade som under For- gængeren: man udtog Arbeidskolonner af dem og tvang dem til at forrette haardt Arbeide. Ifelge den israelitiske Overlevering behandlede man dem endnu haardere end tidligere, idet man bød dem selv at skaffe det Straa, der skulde indblandes i Teglstenene'. Samtidig hermed synes efterhaanden den Forestilling at have gjort sig gjældende iblandt Ægypterne, at Israeliterne nærmest maatte betragtes som en Art Stataslaver, hvis Bestemmelse det var at
1 Ifølge den israelitiske Overlevering var det Erindringen om Josephs Fortjenester af Ægypten, som afholdt Ægyptens Herskere fra at paa- lægge Israeliterne Byrder, sign. Æxod. 1, 8.
Se ovenfor 8. 878 og 881.
Se Æzod, 1, 11— 14.
Ezod. 1, 16 fl.
Ezod. 5, 6 - 19.
1184
forrette Trællegjerning ved de offentlige Arbeider og ved Kongens Byggeforetagender. '
De politiske Forhold havde imidlertid forandret sig endel siden Rameses II's Dage. Istedetfor at Ægypten tidligere havde hersket over en Del af Nabolandene, havde man nu maattet op- leve, at fremmede Folk. fra Libyen vare trængte dybt ind i Landet ?. Vel vandt SMfer-n-piah engang en-stor Seir, som Indskrifterne for- herlige?, men derved var al Fare ikke fjernet, og sandsynligvis vedblev Ægypternes fleste Stridskræfter at: bevogte Vestgrændsen. Under disse Omstændigheder begyndte der for Israeliterne at aabne sig en Mulighed for, at de kunde slippe bort fra Ægypten, og at:de i deres oprindelige Fædreland "Asien kunde finde et nyt Hjem. Der var imidlertid en væsentlig Omstændighed til Hinder herfor, den nemlig, at Israeliterne vare- spredte over en stør Del af Nedre-Ægypten, idet den dem oprindelig indrømmede Provinds Gosen ikke var stor nok til at rumme dem alle". Det gjaldt derfor fremfor Alt om at faa Folket samlet ts det østlige Nedre- … Ægypten. Den Anmodniag, som Folkets Ledere i den Anledning stillede til Pharao, om at det maatte være alle Israeliter tilladt at samles til en Fest i Ørkenen Øst får Ægypten', og at de til denne Festrejse maatte medtage alt deres Kvæg, ,fordi de vilde udtage Offer deraf for Herren, men de ikke vidste, hvormed de skulde tjene Herren, før de kom til det. bestentte Sted", blev natur- ligvis først afslaaet, men da forskjellige Ulykker hjemsøgte Landet, blev Pharao tilsidst forfærdet og gav Israeliterne den begjærede Tilladelse”. Folket samledes nu virkeligt omkring Rameses
! Se ovenfor 8. 890 ff.
2 Se ovenfor 8. 890 Anmk. 1.
2 At Israeliterne for en stor Del boede blandede med Ægyptere, frem- gaar blandt Andet af Fortællingen om, hvorledes Israeliterne laante Guld- og Selvkar af Ægypterne (Ærod. 12, 35 —36; slgu. 3, 22 og 11, 2). i Se ovenfor 8. 1170. Se Erod. 5, 1 ff. Ezod. 10, 26. Æxod. 12, 31—38.
++) 0 åd &£
1185
— sandsynligvis paa Høiderne omkring Birket-el-Timsah — men istedetfor at holde Fest i de nærmeste Ørkener, droge de plud- selig bort ad Veien til det røde Hav". Saasnart de ægyptiske Øvrigheder havde faaet Underretning herom, satte en Krigsstyrke i IImarch efter de Flygtende, som den fik i Sigte en Aftenstund ved det røde Havs Nordspidse. Ankomne paa dette Punkt havde Israeliterne, synes det, bøitet af? fra den hidtil falgte Retning og vare, istedetfor at drage Øst paa, guaede et Stykke imod Syd, be- holdende det røde Hav paa venstre Haand, maaske fordi ægyp- tiske Forskandsninger med Grændsevagter vilde have spærret dem Veien, saafremt de vare dragne Nord om Havarmen.
Næste Morgen, da Ægypterne belavede sig paa at tage blodig Hævn over Flygtningene, opdagede de, at der om Natten tværs over Havarmen havde dannet sig en tør Strækning, hvoraf Israeli- terne benyttede til at slippé over paa den anden Bred. Istedetfor at drage Nord om Havarmen og angribe Skaren paa den østlige Bred, satte Ægypterne efter dem, men begroves her midt i Dybet af de tilbagevendende Bølger. Ifølge den israelitiske Overlevering befandt Ægyptens Konge sig iblandt dem, der omkom i Havet. Dette er ikke usandsynligt, skjøndt paa den anden Side den over- ordentlige Forsigtighed, som denne Konge iagttog under Kampene mod Libyerne, just ikke taler for, at han sélv har vovet sig ud paa Havbunden eller i det Hele for, at han selv har dristet sig til at komme Fjenden saa nær?.
" Sandsynligvis opstod der efter dette Uheld Forviklinger og Uroligheder i Ægypten, som hindrede Herskerne i at udruste en .ny Hær for at tugte Israeliterne”. Der hengik uden Tvivl lang Tid, inden Ægypten atter kom til Ro, saaledes at man for Alvor kunde tænke paa at tugte de bortflygtede Israliter; men da dette Øieblik kom, havde den første Forbittrelse sat sig, og andre
Ezod. 12, 37.
Ezod. 14, 2: 727777 de vendte om.
Se ovenfor S. 910 Anmk. 2 Slutning (S. 911).
Om Ægypternes Historie i dette Tidsrum se ovenfor S. 908 —912. 75
| ej ss Mb mm
1186
Betragtningsmaader havde formodentlig gjort sig gjældende: man havde ganske vist mistet en Mængde Undersaatter, af hvilke man efter Behag kunde udskrive Arbeidsfolk, men Landet var til Gjen- gjæld blevet befriet for en Mængde upaalidelige Undersaatter, som kunde blive meget farlige, naar de under Angreb udenfra gjørde fælles Sag med Angriberne imod Landets egne Børn, saa- ledes at man snarest maatte ansé det for en Lykke for Landet, at man var bleven befriet for disse fremmede Folk.
1187
NIBNNDB KAPITEL.
OM ÆGYPTENS INDFLYDELSE PAA ISRAELITERNES FORFATNING, SÆDER OG SKIKKE OG NATIONALKARAKTER.,
Uagtet Israeliterne havde opholdt sig i flere Aarhundreder i — $ 87. Ægypten, tildels blandede imellem Ægypterne?, havde de lige ti] Mm den israeli- det Sidste bevaret deres Nationalitet usvækket. lege steel
Dengang Folket forlod Ægypten, talede de endnu deres syro- W Æsypten.
arabiske Sprog, der var saa afvigende fra det ægyptiske, og navnlig talede do den Mundart, som de havde tilegnet sig under deres Ophold i Kanaans Land før Indvandringen i Ægypten?. Ligesom de havde bevaret Fædrenes Sprog, havde de ogsaa be- varet Fædrenes Religion, ja de havde med Troskab fra Slægt til Slægt overleveret baade deres gamle Sagn om Stammefædrenes Vandringer og mærkelige Skjæbne og de dertil knyttede Oldsagn om Menneskeslægtens Barndomstid paa Jorden. Paa alle disse Over- leveringer synes Ægypternes Forestillinger og Sagn kun at have ud- øvet ringe Indflydelse, men paa den anden Side viser Optrinet med Guldkalven %, at Folkets store Flertal med Glæde og Nydelse havde været Vidne til Ægypternes religiøse Folkefester, med deres Pro- cessioner og festlige Sammenkomster, og at de hellere end gjerne havde taget Del deri. Navnlig synes den Forestilling at have havt almindelig Udbredelse iblandt Folket, at Guddommen ikke ret kunde tilbedes uden gjennem et synligt Billede &
mr
! Se ovenfor 8. 1180.
2 Se ovenfor 8. 1143 Anmk. 1.
3 Se ovenfor 8. 1152 fl.
£ Exod. 892, 1 fø.
:… Ægypterne synes ikke at have tilbedt udskaarne eller stebte Billeder, 75"
1188
Det var en Selvfølge, at naar Israeliterne pludselig bleve førte bort fra det Land, hvor de havde levet igjennem Aarhun- dreder som Undersaatter af et fremmed Folk, for i en anden Verdensdel at begynde en ny Tilværelse som et uafhængigt og selvstændigt Folk, maatte der i Tide sørges for ved Love og Be- stemmelser at sikkre det nye Folk en ordnet og uforstyrret Til- værelse. Ifølge alle historiske Efterretninger var dette skét: saavel den israelitiske Overlevering, som de klassiske Forfattere, der berøre Israels ældre Historie, lade den israelitiske Forfatning grundlægges straks efter Udvandringen af Ægyptens Land.
I Mosebøgerne findes der, som bekjendt, mangfoldige Bestem- melser og Lovbud, som dels skulle være givne snart efter Udvan- dringen under Opholdet ved Bjerget Sinai, dels paa andre Sta- tioner under Vandringen i Ørkenen, og som alle føres tilbage til Moses: af disse Lovbestemmelser er der ganske vist nogle, om hvis Oprindelse fra Moses Kritikerne -ikke nære Tvivl, men til Gjengjæld er der ogsaa" mangfoldige Lovbestemmelser, som Kri- tiken har mént at maatte henføre til en senere Tid. I Virkelig- heden kan man ikke nægte, at alle de Lovbestemmelser, der gives i Mosebøgerne, stemme fortræffelig med Forholdene i det Land, Folket kom til at bebo; ja naar man ikke har et meget nøie Kjendskab til gammel-ægyptiske Forhold, vil man i disse Lovbud forgjæves søge Noget, som bestemt lader formode, at de vare frem- komne udenfor Kanaan, og at de skulde skyldes en Mand, der var født og opdragen i et Land, hvis Forhold vare saa grundforskjellige fra Forholdene i Kanaan og i det øvrige Asien som Ægypten. Ifølge hvad den israelitiske Overlevering fortæller om Moses, er denne Særegenhed ved de israelitiske Lovbestemmelser dog let forklarlig. Efter Fremstillingen i Pentateuken! havde Moses
som fremstillede Dyr. Derimod tilbade de flere Dyr; saaledes i Helio-
polis en Tyr (Mnevis), i Mendes en Vædder og paa flere Steder i
Deltaet andre Dyr af Hornkvægelægt. I Memphis tilbades Apis, men
Memphis laa for fjernt, til at der dér kunde findes mange Israeliter. ! Krod, 2, 15 ff.
1189
nemlig epholdt sig mange Aar i Nord-Arabien og var saaledes vel bekjendt med asiatiske Forhold; og Kritiken kan derfor ikke med nogen Ret beraabe sig paa Lovbestemmelsernes asiatiske Karaktér til Angreb paa disses mosaiske Authenti.
Paa den anden Side maa man indrømme, at denne Omstæn- dighed kun beviser, at Moses kan være Ophavsmand til Lov- bestemmelserne i Pentateuken; til at godtgjøre, at de vigtigste og væsentligste Lovgivningsbestemmelser, der møde os i Mosebøgerne, i det Mindste i deres Grundtræk tilhøre Tiden straks efter Ud- vandringen fra Ægypten, behøves mere positive Beviser.
Hvad den israelitiske theokratisk-republikanske Statsforfatning 1 Almindelighed angaar, saa synes den efter de Bestemmelser, der gives derom i Mosebøgerne, nærmest at minde om Forfat- ningen i de nordarabiske Smaastater, i det Mindste at dømme efter de faa Antydninger, der gives os om Forholdene i disse smaa Statssamfund '. Saavel i Ægypten som i de syriske Stater var Forfatningen ganske afvigende, idet en Konge i disse Lande stod i Spidsen for Styrelsen: ægyptiske Forhold have altsaa her ikke tjent til Forbillede. Derimod er det ikke usandsynligt, at den særegne Stilling, der indrømmedes Levi Stamme, er ordnet efter ægyptisk Mønster, thi i Ægypten vare Præstecollegiernes For- hold, i al Fald i senere Tider, sandsynligvis indrettede paa en noget lignende Maade, hvorimod vi i asiatiske Stater ikke finde Spor af nogen tilsvarende Ordning. Denne Omstændighed har dog kun undererdnet Betydning; thi at Levi Stammes særegne Forhold ikke skulde naa op til Tiden straks efter Udvandringen, er Noget, som Kritiken ikke har fundet paa at paastaa. Vi maa derfor 86 os om efter andre Vidnesbyrd om, at Ophavsmanden til Lovbestem- melserne i Mosebøgerne har været nøie bekjendt med ægyptiske Forhold, og det saa nøie, at der ikke er Andet tilbage end at
1 Nordaraberne styredes af Stammefyrster. I Grændselandene mellem Syrien og Arabien, Edom, Moab og Ammon, herskede Konger; i en Del af Mellem- Arabien Dronninger, i Syd-Arabien atter Konger; slgn. ovenfor 8. 507—512.
1190
antage, at Lovgiveren har faaet sin Uddannelse og Opdragelse i Ægypten.
Uheldigvis er Enkelthederne ved Lovgivningen og Forfat- ningen saavel i Ægypten som i de til Kanaans Land nærmest grændsende gamle asiatiske Kulturstater os kun yderst mangelfuldt bekjendte, og vi ere som Følge heraf ikke istand til at paapege, hvilke Lovbestemmelser og Indretninger der minde om Ægypten, og til hvilke der ikke findes noget Tilsvarende i dette Land, men derimod i asiatiske Stater.
Imidlertid maa vi dog gjøre opmærksom paa, at der saavel i Lovedsummen af Moralloven (de ti Bud) med dens Tilbehør, som ogsaa i den israelitiske relsgtøse Konst findes Eiendommeligheder, som vise bestemt hen paa Ægypten, ligesom der ogsaa i en Skik ved en ældgammel israelitisk religtøs Fest synes at kunne spores Benyttelse af ægyptiske Forbilleder. I det Følgende skulle vi nærmere dvæle ved disse Undersøgelser.
& 88. Med Hensyn til Hovedsummen af Moralloven, de tz Bud, be-
ruderne mærke vi, at det aabenbart fra gammel Tid af var Skik i
- Ægypuske Ægypten at give Regler for Forholdet imellem Menneskene ind-
levdud. hyrdes og for de religiøse Forhold, fremstillede i korte Sætninger, navnlig i Form af Forbud, stundom ogsaa i Form af Bud.
Vi skulle her til Prøve paa saadanne ægyptiske Regler an- føre et Stykke, der er taget af en demotisk Papyrus i Louvre, hvoraf en Oversættelse fornylig er givet af P. Pierret?,
Lad der ikke være Adgang for Bitterhed i en Mands Hjerte!
Slaa ikke ihjel, det er at udsætte Dig for at dræbes!
Tag ikke et ondt Menneske til Stalbroder'!
Handl ikke efter en Daares Raad !
Vælg ikke Din Grav over Dine Foresattes Grave!
Unddrag ikke Dine Børn Din Omsorg (?), før Du bliver gammel, og før de komme til Skjelsaar og Kraft!
1 Recueil de travaux relatifs å la Philologie et PArchéologie égyptienne et assyrienne, I, S. 40—46 (1870).
1191
Forband ikke Dine Undergivne og vær ærbedig imod de Agtværdige!
Mishandl ikke Din Hustru, thi hun er svagere end Du, men vær tvertimod hendes Beskytter!
Forband ikke Din Herre for Guddommen !
Forband ikke dem, som ..... | Dræb ikke et Menneske for selv at kunne leve! Ønsk ikke, at Din Sen ..... sine Børn !
Mishandel ikke Din Søn, som er svagere end du; men hjælp ham!
Lad ham ikke være prisgiven til en (anden) af Dine Sønner, som er stærkere end han. Dette er Aarsag til Sorg, naar .....
Søg ikke Fornøielse i at drive Spot med Dine Undergivne!
Lad ikke Din Søen stifte Forbindelse med en Mands Hustru!
Vælg ikke Din Grav i Dine egne Besiddelser !
Vælg ikke Din Grav i Nærheden af Templerne !
Tag ikke en Daare til Ledsager. Stands ikke at lytte til hans Ord!
Vis ikke en hoffærdig Adfærd!
Driv ikke Spot med den Gamle; han er Din Overmand.
Dette Stykke har ganske vist ikke nogen hei Ælde, det er yngre end Psametik, maaske endog yngre end Alexandros den Store; men det er alligevel ægte ægyptisk. Allerede i et af de ældste ægyptiske Skrifter, vi besidde, Plah-hotep's "Tankesprog (Papyrus Prisse)!, finde vi lignende Regler og Forskrifter ind- klædte og fremstillede paa lignende Vis.
Der er imidlertid en væsentlig Forskjel imellem de & Bud og disse to Skrifter, den omtalte demotiske Papyrus, og Piah-hoteps Tankesprog (Papyrus Prisse), til hvilke man let kunde føie flere andre: disse ægyptiske Skrifter have en privat Karakter og kunne snarere sammenstilles med Salomos Ordsprog end med de t: Bud.
Imidlertid besad Ægypterne dog ogsaa lignende Samlinger af
12 Om Pitah-hotep's Tankesprog se ovenfor S. 230.
1192
moralske Regler i Form af Bud eller Forbud, som havde en offi- ciel Karakter. Ganske vist er der ikke bevaret os saadanne lige- frem, men vi have Svarene paa saadanne Rækker af. Forbud i de Dødes Bog, i hvilken Bog selve Forbudene paa Grund af Bogens Bestemmelse ikke kunde finde Plads.
I det 125 Kapitel af dette Literaturværk, af hvilket vi ovenfor have meddelt en Oversættelse, sé vi den Afdøde to Gange at fra- lægge sig en hel Række Synder, først 36 siden 42!. De første 36 synes at falde i to Grupper, idet den første Halvdel af disse Benægtelser paa et Par Undtagelser nær angaar Forhold til Næsten eller dorgerlige Forhold (de ere nemlig kun Variationer af, at den Afdøde ikke har foruretset sine Medborgere), hvorimod den sidste Halvdel angaar, om ikke ligefrem Forholdet til Guderne, saa alle Forhold, hvort Religionen spiller en Rolle. Den Afdøde siger her, at han ikke har bedraget Guderne for Offre og deslige, fremdeles at han ikke har bedrevet Utugt, ikke begaaet Svig imod Næsten, ikke forurettet og mishandlet smaa Børn og Nyr eller gjort Ulykker ved at gribe forstyrrende ind i den Orden og de Bestem- melser, der vare givne for at Elementerne og Naturkræfterne ikks skulde virke skadeligt for Landet og dets Befolkning, men tvert- imod omvendes til at fremme Borgernes Velstand.
I den anden Række Syndsfralæggelser nævnes flere Synder, som ikke forekomme i den første Række; i de sidste Led findes endog flere Synder slaaede sammen, saaledes at der i Virkelig- heden bliver henved et halvhundrede Dødssynder, som Ægypteren havde at undgaa, og som den Afdødes Sjæl i Underverdenen an- toges at maatte fralægge sig, og hvori han maatte erklære sig uskyldig, saafremt han vilde blive retfærdiggjort.
Ved nærmere Undersøgelse vil det imidlertid vise sig, at disse mange Syndsfralæggelser egentlig kun indeholde Variationer af de i den første Liste opregnede 36 Syndsfralæggelser, og at de ligesom disse kunne henføres til to Klasser, hvoraf den ene
1 Se ovenfor S. 1098—1102.
1198
nærmest angaar de dorgerlige Forhold, imedens den anden giver Regler for religiøse Forhold?.
Iblandt de ovenfor efter de Dødes Bog meddelte Rækker af Syndsfralæggelser ville vi her navnlig minde om følgende?:
Ikke bespottede jeg Gud3;
Ikke spottede jeg min Fader';
Ikke slog jeg ihjel5 ;
Ikke bedrev jeg Utugt';
Ikke stjal jeg”;
Ikke gjorde jeg Uretfærdighed i Retten;
Iblandt de tå Bud, som Moses skal have givet paa Sinai Bjerg, læse vi følgende Bud og Forbud?:
Du skal ikke tage Herrens Din Guds Navn forfængelig ; ;
Du skal ære Din Fader og Moder;
Du skal ikke slaa ibjel;
Du skal ikke bedrive Utugt;
Du skal ikke stjæle;
Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod "Din Næste.
At der ikke skulde være nogen Forbindelse imellem disse mosaiske Bud og de ægyptiske Bund, paa hvilke de her gjengivne Syndsfralæggelser indeholde Svarene, er næsten utænkeligt. Men naar der saaledes maa finde en Forbindelse Sted imellem de & Bud og Ægypternes Bud, da vil denne ikke kunne forklares, uden naar man antager, at den, hvem de ti Bud skyldes, har været bekjendt med, at man i Ægypten pleiede at samle Reglerne for
Se ovenfor S. 1192.
Se ovenfor S. 1098 —1102.
Anden Liste Nr. 38 (8. 1101).
Anden Liste Nr. 35 (S. 1101).
Første Liste Nr. 15 (8. 1099); sign. Nr. 16 og anden Liste Nr. 5 Første Liste Nr. 21 (8. 1099); anden Liste Nr. 13 (8. 1101); slgn. Nr. 22.
7. Anden Liste Nr. 4 (8. 1100).
' Forste Liste Nr. 3 (8. 1098); algn. anden Liste Nr. 1 og Nr. 9 " Exod, 20, 7—16; Deut. 5, 11—20.
Q om am &w ØB mø
1194
Menneskets borgerlige og religiøse Forhold i Rækker af korte Bud eller Forbud, og at han har kjendt Indholdet af disse ægyptiske Bud. Men kan det saaledes ikke nægtes, at de ts Bud ere frem- komne under ægyptisk Indflydelse, da kan det ligesaa lidt bestrides, at de ti Bud ere uendelig høit ophøjede over de ægyptiske, idet de mosaiske Bud danne et afsluttet Hele, der give Forskrifter for alt det Grundvæsentlige i Livet, saavel i Forholdet til Gud som i Forholdet imellem Menneskene indbyrdes, imedens de ægyptiske Bud ved Siden af særdeles vigtige Bud eller Forbud indeholde mange heøist uvæsentlige og ligegyldige Bestemmelser, De ægyp- tiske Bud have saa at sige afgivet det døde formløse Stof, hvori den mosaiske Lovgiver har vidst at indblæse Liv og Aande.
At de ti Bud ere blevne givne snart efter Folkets Udvandring af Ægypten, er forøvrigt et Punkt, som sjældent angribes af Kri- tiken; hvorimod den ofte bestræber sig for at vise, at alle de øv- rige Bestemmelser i Mosebagerne, i al Fald i den Form, hvori de fremtræde i disse Skrifter, ere senere Tiders Værk.
Ligeoverfor saadanne Paastande maa vi gjøre .opmærksom paa, at det ikke blot er selve Budene, men mange andre Betragt- ningsmaader og Udtryk i Pentateuken, der minde om Ægypten. Vi skulle her blot anføre følgende lille Brudstykke af Plah-hotep's nylig omtalte Tankesprog (Papyrus Prisse)!:
Et særligt Gode er en lærvillig Søns Lydighed, Den Lydige skrider frem i sin Lydighed, og den, som hører, bliver lydig. Det er godt at høre Alt, hvad der kan frembringe Kjærlighed. Det Bedste af Alt, det er Sønnen, som annammer sin Faders Ord: han skul blive gammel for denne Sags Skyld. Kjærlighed til Gud er Lydighed, Ulydighed er Had til Gud.
Det er næsten overflødigt at minde om Motiverne til det fjerde mosaiske Bud: Ær Din Fader og Din Moder, at Du maa leve længe i det Land, Herren Din Gud vil give Dig?.
1! Sign. Chabas, i Revue Archéol. XV, S. 1 fø. (1858). 7? Erod,. 20, 12; Deut. 5, 16. 1 den oftere anferte demotiske Papyrus i Kairo finder man ogsaa Sætninger, som minde om det fjerde Bud:
1195
Denne Overensstemmelse kan ikke ret vel skyldes en rén Tilfældighed. Men naar dér saaledes ogsaa her er en afgjort For- bindelse imellem de mosaiske Skrifters Tankegang og Ægypten, da kan man herefter ikke mere paastaa, at det kun er selve Budene, de korte Bud og Forbud, som naa op til den første Tid efter Udvandringen af Ægypten; til dette Tidspunkt maa ifølge det her anførte Brudstykke f. Er. ogsaa Motiverne til Lovbudene naa tilbage. Da Skrifter som Plah-hotep's Tankesprog (Papyrus Prisse) aabenbart høre til de Bøger, der læstes i de ægyptiske Skoler, frembyder det sig som det Naturligste at antage, at Motiverne til det fjerde mosaiske Bud skyldes den Omstændighed, at disses Forfatter har modtaget sin Uddannelse i ægyptiske Skoler. Men dette var neppe Tilfældet med nogen Igsraelit, som kom til at spille nogen Rolle i sit Fædreland efter Udtogets Dage. Med andre Ord: Tanken ledes uvilkaarligt hen paa Moses som den eneste Israelit, om hvem dér haves Vidnesbyrd om, at han havde modtaget sin Uddannelse i Ægypten'. Jeremias, hvem den nyere Kritik gjerne vil bringe i nøeiere Forbindelse med Pentateuken som Forfatter eller Bearbeider enten af det Hele eller af større Dele deraf, synes ganske vist at have tilbragt flere Aar i Ægypten, men han kom dertil som en gammel Mand, og der er ikke mindste Sandsynlighed for, at han nogensinde fik nøiere Kjendskab til den ægyptiske Literatur.
Med Hensyn til de andre talrige Love og Forskrifter, der gives i Pentateuken, formaa vi, som alt bemærket, af Ubekjendtskab med Lovforholdene saavel i de asiatiske Stater som i Ægypten, ikke at godtgjøre, at deres Affatter har været neie bekjendt med Ægypten, men vi tvivle ikke om, at det, efterhaanden som Kjend- skabet til Ægypten og de gamle asiatiske Stater skrider frem, vil lykkes i Pentateuken at paavise flere og flere Lovbud, som skille sig fra de asiatiske Folks Lovbud.
Bevar Din Fader og Moder i kjærlig Erindring, at det paa lignende Maade maa gaa Dig med Din Sen; slgn. Brugsch i Zeitschrift fiir ågyptische Sprache X, S. 55 (1871).
1 Erxod, 2, 10; Moses var Pharaos Datter som Søn.
$ 89.
1196
Iblandt de Gjenstande fra Oldtiden, som man i den senere
Den gammel- Tiq har fundet ved Udgravning dels i Jerusalem dels paa andre
israelitiske Konst og Ægypten.
Steder i det hellige Land, er der kun yderst faa, som kunne an- tages at naå op til Tiden før Jerusalems Ødelæggelse ved Kal- daierne; ja det er endog meget tvivlsomt, om der nogensinde er fundet nogen eneste Gjenstand, som er forarbeidet og anvendt af Israeliterne før dette Tidspunkt.
Under disse Omstændigheder ere vi, naar Talen er om gammel-israelitisk Konst, udelukkende henviste til Israeliternes gamle Skrifter, og i dem nævnes der, som bekjendt, i Virkelig- heden ogsaa flere Konstgjenstande, der efter Overleveringen skulle være forarbeidede straks efter Udvandringen fra Ægypten, tildelg endog før Folkets Indvandring i Kanaans Land.
Saafremt dette forholder sig rigtigt, saafremt de virkeligt tilhøre den mosaiske Tid, saa vilde det være at formode, at disse Gjenstande mindede om Ægyptens Konstfrembringelser, hvorimod det unægtelig vilde være et ikke uvigtigt Vidnesbyrd imod deres Ælde og Oprindelse fra Moses' Dage, naar det ikke var muligt at paavise tilsvarende Gjenstande i Ægypten, imedens saadanne derimod fandtes i asiatiske Stater. s
Den ægyptiske Konst er os ret godt kjendt, dels gjennem de mange billedlige Fremstillinger, vi finde paa Templers og Grav- kamres Vægge, og dels takket være de talløse smaa Gjenstande, som ere opgravede i Ægypten, og som efterhaanden ere bragte til Europa og opstillede i Oldsagssamlingerne. Til Æonsten : Kaldara, Babylonien og Assyrien besidde vi ogsaa ret godt Kjendskab, dels takket være de talrige Billeder paa de assyriske Palladsers Vægge, som gjennem de europæiske videnskabelige Expeditioner i de senere Aar ere blevne bekjendte i Europa, dels ogsaa gjennem de talrige mindre Gjenstande, som ere opgravede i Ruinerne af de gamle mesopotamiske Stæder, og som nu opbevares i London og Paris. Til Konsten i de syriske Stater besidde vi derimod langt mindre Kjendskab, da Antallet af de Gjenstande, man har fundet her, er forholdsvis ringe; navnlig ere Oldsager, som naa op til
1197
Tiden før den græske Indflydelse begyndte at gjøre sig sjældende, yderst .sjældne !.
Det er under disse Omstændigheder indlysende, at der ikke foreligger tilstrækkeligt: Materiale til at afgjøre, hvilke gammel- israelitiske Konstgjenstande, der minde om Ægypten, og hvilke der afvige fra de ægyptiske Former og Typer, men derimod minde om syriske og asiatiske Konstformer.
Imidlertid gives der dog i Biblen Beskrivelser eller Antyd- ninger om nogle gammel-israelitiske Konstgjenstande som utvivl- somt minde os om Ægypten, medens der ikke er opdaget til- svarende i de gamle vest-asiatiske Kulturstater.
Vi maa her først omtale Pagtiens Ark, der minder meget om de hellige Skrin, som paa ægyptiske Mindesmærker, hvor Optog og Fester ere afbildede, saa ofte sés bæres omkring af Tempel- tjenerne. Hvad angaar de to Stentavler, hvorpaa de ti Bud vare optegnede, da er det en bekjendt Sag, at der i Ægypten findes Tusinder af Stentavler med Indskrift, hvorimod saadanne ere langt sjældnere i Asien, ja maaske her ere uden Exempel z ældre Tider? Imidlertid maa vi dog bemærke, at Overénsstemmelsen imellem saa simple Gjenstande som Pagtens Ark og Stentavlerne og ægyp- tiske Former alene i og for sig er for ubetydelig til at kunne be- nyttes som Bevis for disse Tings Oprindelse fra Moses' Dage.
Af større Vigtighed end selve Pagtens Ark er de Figurer, hvormed dens Laag var prydet, de to Keruber. Hvad angaar Fore- stillingen om Keruben som et skrækindjagende Væsen, der skulde beskytte Guddommens Hemmeligheder imod de Dødeliges van- heliige Blikke, da er denne sikkert ældgammel iblandt Israeliterne; Keruber forekomme allerede i Oldsagnene om Paradiset, de spille
!: Om Phoinikernes Konst har Renan givet en Række Meddelelser i Gazette des Beaux-Arts; 2e période, VIII Paris 1873 S. 1 f.
2 De ældste Stentavler fra Asien ere Allabastpladerne, der beklædte Væggene i Nordvestpaladset i Nimrod. Det opførtes 880.
2 Gen, 3, 24.
Pagtens Ark
Keruben.
1198
her en' noget lignende Rolle som Hellenernes guldvogtende Drager og den indiske Mythologis Griffer", og Keruberne nævnes oftere, hvor Herrens Herlighed beskrives ?,
Med Hensyn til Skikkelsen af de to Keruber, hvormed Laaget paa Pagtens Ark smykkedes, da gives der i Biblen ikke nogen nøiere Beskrivelse, men vel adskillige Antydninger, som heldigvis ere mere end tilstrækkelige til ikke at lade den, der er vel bekjendt med den ægyptiske religiøse Konst, noget Øieblik i Tvivl om, at Forbilledet for disse to Skikkelser er hentet fra de Figurer med udbredte Vinger, som saa ofte sés paa ægyptiske Mindesmærker, og som have den Bestemmelse at beskytte og værne om det Hel- lige og det Guddommelige.
Vi anføre her et Billede, hvor to knælende Figurer beskyttende sés at udbrede Vingerne om en Skarabæus, Skaberens Symbol,
Lignende Figurer, der staa opreiste med Vingerne udbredte paa samme Maade, sés ofte paa Mindesmærkerne. Snart finder man to og to udbredende Vingerne om en Guddom, snart sér man flere saadanne dannende en Art Frise paa Templernes Mure.
12 Sign. Her. III, 116; IV, 18.
2 Psalme 18, 11; 99, 1; 2 Sam. 22, 11.
3 Se Rosellini, MZonumenti del Culto pl. LV, no. 2, gjengivet, Lieblein. Chronologie égyptienne S. 130 Anmk. 1. hvor der findes flere Bemærk- ninger om disse Forhold.
1199
Keruber omtales ogsaa som indvævede paa de Tepper, der an- vendtes til Helligdommen; de havde aabenbart samme Form som Keruberne paa Laaget af Pagtens Ark !.
I Salomos Tempel, hvis Bygning for en stor Del udførtes ved phoinikiske Haandværkere, og hvor følgelig den phoinikiske Konst- stil var fremherskende, omtales ogsaa Keruber; i selve Templets Allerhelligste stod der to kæmpemæssige af Træ udhuggede Keruber?, der efter de Antydninger, der gives, maa have været omtrent af samme Skikkelse som de to smaa Guld-Keruber paa Pagtens Ark. De indre Tempelvægge vare prydede med udskaarne Figurer, hvoriblandt der ogsaa var Keruber”; og de ti Malm- bækkener i Forgaarden vare ligeledes udsmykkede med Billeder af Keruber'.
Af denne Anvendelse af Kerubfiguren ved Salomos Tempel- bygning kan man dog ikke slutte, at Keruben er en phoinikisk Konstform: 2 Templet anvendtes Billedet af Keruben aabenbart som traditionel Konstform, fordi Figurerne fandtes paa Laaget af Pagtens Ark.
Hos de ældre Profeter omtales Keruber ikke, derimod om- tales de oftere hos den i Babylonien levende Ezekhiel ?, der ganske vist var født i Jerusalem, men som sandsynligvis allerede som Barn var ført bort fra Byen, saaledes at han vel neppe har havt Leilighed til med egne Øine at overbevise sig om, hvorledes Keru-
"berne i Salomos Tempel saa ud.
Da hans Skildring af Keruberne afviger endel fra de Antyd- ninger, der gives i Pentateuken, men derimod minder noget om de Skikkelser, man finder i den assyriske Konst, saa er det ikke usandsynligt, at Ezekhiel i sine Forestillinger om de Væsner, der omgav Jehovas Throne, har taget de Skikkelser og Konst-
Exod. 26, 1; 36, 8 og 85. 1 Kong. 6, 23 ff.
1 Kong. 6, 82.
1 Kong. 7, 29 fr.
Ezek. 1 og 10.
FB 2 aa ØB mm
Urim og Tbumim.
1200
former til Udgangspunkt, han i sine assyrisk-babyloniske Om- givelser daglig havde for Øie.
Hvad angaar Navnet 375, da er det ikke endnu lykkedes at forklare det paa en fyldestgjerende Maade. Vi maa dog gjøre
opmærksom paa, at Ordet kan være opstaaet af det ægyptiske
bunden: keref, 75, at udspænde, at udbrede ".
Af Betydning for Spørgsmaalet om Forholdet imellem de
…… gammel-israelitiske Institutioner og Ægypten er endelig et Par
Gjenstande, som vel ikke beskrives i Biblen, men hvis Navne meddeles, nemlig Navnene paa de som Orakel tjenende, til Ypperste- præstens Ordenssmykker henhørende Gjenstande Urim og Thumim (Da DN). Disse to Ord ere aabenbart ikke hebraiske, om- endskjendt de have det hebraiske Flertalsmærke >> —. Det er uden Tvivl fremmede Ord, der ere optagne uden synderlig For- andring, kun at man har givet dem den hebraiske Flertalsform. sandsynligvis fordi de bestod af flere Dele.
Efter den israelitiske Overlevering tilhører Anvendelsen af Urim og Thumim navnlig den ældre Tid, hvorimod deres Brug bestandig bliver sjældnere og sjældnere, da Israeliterne vare blevne forenede til et ordnet Statssamfund — en Omstændighed, der i ikke ringe Grad vidner om disse Gjenstandes høie Ælde.
At de to fremmede Ord ere ægyptiske, kan neppe betvivles, naar man lægger Mærke til, at Ægypterne efter Mindesmærkerne udmærkede saavel deres Gudebilleder, som deres Konger og sand- synligvis ogsaa deres Ypperstepræster og OQverdommere med Smykker, hvis Navn ganske svare til Enkeltalsformen af de to Ord.
Paa Gude- og Kongebilleder finder man altid et Smykke i Form af en Slange, eller af flere saadanne: dette Smykkke bærer
Navnet hh ara, et Ord, der svarer temmelig nøje til en —I .
Enkelttalsform af 20. Som Smykke eller en Art Amulet finder
er mm ve
" Brugsch, Zfteroglyphisch- Demotisches Wårterbuch S. 1467. 2. Num. 27, 21; Exod. 29, 30; Lev. 8, 8; Deut. 33, 8; slgu. 1 Sam. 28, 6.
1201
man ikke blot paa Billedstetter af Guder og Konger og paa Mumier af Konger og kongelige Personer, men ogsaa paa Mumierne af Privatfolk, et Billede af Sandheds og Retfærds Qudinde, der
paa Ægyptisk betegnes ved Ordet for Sandhed og Ret x>hy
tla-maa "YLSH. Ifølge Diodor! og Aelian? havde den ægyptiske
Overdommer om Halsen et Smykke af forkjelligt farvede Stene, som de sige benævnedes a&Aydeia, Sandhed, hvilket Ord, som nylig bemærket, paa Ægyptisk lød ta-maa?. Da nu dette ægyp- tiske Ord neie svarer til en Enkelttalsform af sror, Thumim, tage vi sikkert ikke meget feil, naar vi formode, at Thumim bestod af to eller flere Billeder af Retfærdighedens Gudinde, omgivne af Kongeslangen ara.
Til Slutning maa vi endnu gjøre opmærksom paa, at man har antaget det Navn, hvormed man paa Hezekias' Tid betegnede en Kobberslange", der fandtes i Jerusalems Tempel, og som var Gjenstand for overtroisk Tilbedelse, men blev ødelagt af denne Konge, nemlig Ordet Nehustan, "mær, for et ægyptisk Ord, og "Slangen for en Gjenstand i ægyptisk Konststil eller Efterligning af en ægyptisk Gjenstand. I Virkeligheden kan det heller ikke nægtes, at Ordets sidste Del minder om det ægyptiske suten Konge, men det er vanskeligt at afgjøre, hvilket ægyptisk Ord der ligger til Grund for den første Del af Ordet; og det kan som Følge heraf ikke paa nogen Maade ansé8 for sikkert, at Ordet er
ægyptisk &.
! Diod. Bibl, Hist. I, 76.
? Ael., Var. Hist. XIV, 84.
32 Denne Forklaring er allerede fremsat i Sir Gardiner Wilkinsons Manners and Customs II, 8. 27 fø. og V, 8. 28.
. 2 Kong. 18, 4.
S Saaledes Mar Btidinger i hans Aegyptische Hinflisse auf hebrådische Culte i Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften: phil, hist. Classe LXXII, 8. 452 (Wien, 1872).
' Ordet er snarere hebraisk. Det er forevrigt tvivlsomt, hvorvidt den Kobberslange, der edelagdes under Hezsekias, var den samme, som Meses havde ladet forfærdige under Vandringen i Ørken.
76
g 90.
Spor af Ind-
1202 Med Hensyn til de israelitiske Fester og de til disse hen- hørende særegne Skikke og Ceremonier er det endnu vanskeligere
tisk vdele 1 israe. at afgjøre, hvilke af disse der adskille sig fra de asiatiske Folks
litiske Fest- skikke.
Fester og Ceremonier og minde om Ægypternes, end det var at bestemme, hvilke af de i Biblen omtalte israelitiske Konst- gjenstande der mindede om Ægypten og den ægyptiske Konst. Vi ere nemlig næsten ganske blottede for Kjendskab til de asiatiske Folks Fester og Ceremonier, og hvad Ægypten angaar, da kjende vi vel Navnene paa mange Fester, og vi sé stundom Ceremonier fra ægyptiske Fester afbildede paa Mindesmærkerne, ligesom ogsaa de gamle Forfattere give os flere Meddelelser om ægyptiske Fester, men trods alle disse Oplysninger mangle vi endnu Kjendskab til mangfoldige Forhold, som angaa det pharao- nitiske Riges Fester, og vi kunne som Følge heraf aldeles ikke afgjøre, hvorvidt de israelitiske Festskikke vise Overensstemmelse med Ægypternes religiøse Skikke eller ikke.
Vi skulle her blot omtale, at der ved den store Forsonings- fest blev foretaget en særegen Ceremoni, hvorved en Buk blev jaget ud, som det hedder, >rmry>". Om Betydningen af dette Ord har Fortolkerne været meget uenige, og de have udtalt de ind- byrdes mest afvigende Meninger, men uden at Nogen har kunnet forklare Ordet paa en tilfredsstillende Maade. Vi maa imidlertid gjøre opmærksom paa, at Ordet brn1%> finder en naturlig For- klaring, naar man omskriver det paa Ægyptisk, hvorved der frem- kommer et Udtryk, der betegner: for at tage eller føre det Onde bort, eller maaske for at raade Bod paa det Onde, nemlig:
> ed. (MÅ 2) =zw
- … Q2a (eller za) - zel (ZA) 2, Denne Forklaring vilde vinde meget i Sandsynlighed, naar en lignende Skik kunde bevises at have været i Brug blandt Ægyp-
!: Lev. 16, 8 fl. 2 Naar man udelader Henførgelstegnet A faar man Ordet uza, sanare, helbrede, raade Bod paa, et Ord, der ogsaa er bevaret i Koptisk.
1903
terne, men hvorvidt noget Saadant har været Tilfældet, kunne vi paa Grund af vort mangelfulde Kjendskab til Ægypternes Cere- monier ikke afgjøere. Imidlertid maa vi dog gjøre opmærksom paa et Billede paa Kong Seti I.'s Sarkophag i London, der synes at tyde hen paa, at der ved de Ceremonier, som udførtes til Bedste for de Dede, undertiden fandt en saadan Bortjagelse Sted?. Under disse Omstændigheder forekommer det os ikke usand- synligt, at det omtvistede Ord, brR7y5, som antydet af os, er en Omskrivning af et ægyptisk Udtryk; men naar dette er Tilfældet, saa maa ogsaa den Fest, hvoraf denne Bortjagelse var en væsentlig Del, nemlig den store Forsoningsfest, naa op til den Tid, da Israel stod i nøie Forbindelse med Ægypten, d. v. s. til Tiden umiddelbar efter Folkets Udvandring af Ægyptens Land.
1 Mosebøgerne nævnes der, som bekjendt, en stor Mængde Personnavne paa Israeliter, der toge Del i Udvandringen, ligesom der ogsaa meddeles Navne paa mange Israeliter, der tilhere de forangaaende Slægtled, idet det nemlig var Skik iblandt Israeli- terne, naar man omtalte en Mand, da tillige at nævne hans Faders Navn; stundom anførtes ogsaa Farfaderens, ja enkelte Gange ogsaa andre Forfædres Navne. |
Det store Flertal af disse israelitiske Navne ere utvivlsomt rent israelitiske og rent syro-arabiske (semitiske) Ord, dannede af Stammer, der fandtes i Sproget, og ikke Navne, som vare op- tagne fra andre Folk, i det Mindste ikke fra Folk, der talede et Tungemaal af en anden Sprogstamme end det hebraiske Sprog.
Imidlertid findes der dog iblandt de Personnavne, der omtales i Mosebøgerne som baarne af Mænd, der have levet i Udtogets Dage, et Par, der utvivlsomt ere optagne fra Ægypterne.
Vi skulle her først omtale Ordet om”, Pinehas”, der utvivl-
'' Man sér her et urent Dyr drives bort af en Abe fra Osiris' Nærhed; se Bonomi, Oimenepåtha pl, 5. ? Dette Navn bæres, som bekjendt, af Arons Sennesen… 76"
$ 91. om de lsraell- tiske Persen-
navne i Pentateuken.
1204
somt er det ægyptiske NILS: pa-nehesi, Negeren, et iblandt Ægypterne ikke usædvanligt Personnavn'. Et andet Navn er rm70, Moses, der synes at være det hiero-
glypbiske Anas mesi, et temmelig hyppigt ægyptisk Person- navn, som navnlig var almindelig paa Rameses IL's Tid". For- øvrigt kan det ikke nægtes, at ron ikke er en ganske neiagtig Omskrivning af dette hieroglyphiske Navn; den regelmæssige Gjengivelse vilde være do eller mon?; men det lader sig paa den anden Side let forklare, hvorfor Israeliterne havde tilladt sig at forandre deres Førers ægyptiske Navn fra mon til møn; det kunde være skét af Hensyn til Fortællingen om, hvorledes Moses som et nyfedt Barn var bleven udsat i en lille Kiste af Rør i Nilen, og hvorledes han her var bleven fundet og draget op (af Nilen) af Pharaos Datter, som derpaa havde sørget for hans Op- dragelse og Uddannelse.
Fremdeles maa vi omtale, at man har ment, at endnu et Par andre israelitiske Personnavne skulle være optagne fra Ægyptisk, nemlig Navnene Aaron og Levi: Aaron mm kunde
være en Omdannelse af (AT aar" eller af Ed
aru”, og Levi nb af >—lld lut eller ruie, I Virkeligheden
kan det ikke nægtes, at disse ægyptiske Navne vare i Brug saavel paa Rameses II's Tid som under hans nærmeste Forgængere og Efterfølgere, altsaa paa den Tid, Israeliterne opholdt sig i
' Blgn. f. Ex. Lieblein, Dictionnaire de noms kierogiypåies 8. 285 og 399.
2 8e nedenfor 8. 1205 ff. Ordet mes der betyder ,Barn", var et meget passende Navn for et Hittebarn.
2 I Ordet pony, ér Stavelsen mes ganske neiagtigt gjengivet vred 2%
+ Sign. Erod. 2, 10.
3. Lauth, Afosss der Hebråer 8. 70. Lauth mener ogsaa (l. e. 8. 70), at Navnet Amram er af ægyptisk Oprindelse.
S Om dette Ord se f. Ex. Lioblein IL 0. $. 888.
? Om dette Navn sæ f. Er. Lieblelin 8. 499.
' Se f. Er. Lieblein I. ec. 8. 284 0. 8. v.
1205
Ægypten; men deraf følger paa ingen Maade, at de omtalte israelitiske Personnavne skulle være Omskrivninger deraf. Begge Navne kunne meget vel forklares som hebraiske eller syro-arabiske Ord: Overénsstemmelsen med de omtalte ægyptiske Navne maa sikkert betragtes som rént tilfældig, og det er i ethvert Tilfælde aldeles ubeføiet, naar man i denne tilfældige Overénsstemmelse imellem Leviternes Stammefaders Navn og et ægyptisk Person- navn vil søge en Bestyrkelse af den i senere Tider stundom ud- talte Anskuelse, at Levis Stamme var af ægyptisk Herkomst, og at Leviternes formodede Stammefader først i senere Tider var bleven gjort til en af Patriarken Israels Senner?,
Vi mene meget mere, at man har Grund fil i den Omstæan- dighed, at alle Navne, der forekomme i Israeliternes Fortællinger om Stammefædrene, ere rent syro-arabiske (semitiske) og ikke vige fremmed Indflydelse, at så et Vidnesbyrd om disse Overleveringers Ælde og derigjennem et Vidnesbyrd om deres Paalidelighed — i det Mindste hvad Grundtrækkene angaar.
Vi have ovenfor søgt at vise, at Navnet mø%, Moses, er et ægyptisk Navn, og at det er en Gjengivelse af Navnet mesi, som bares af flere Personer, der levede i Rameses Il"s Dage? og om- tales i ægyptiske Aktstykker. Vi skulle her opregne alle disse Personer og med det Samme undersøge, hvorvidt Nogen af disse Mænd med nogen Sandsynlighed kan antages at være den Mes eller Moses, som førte Israeliterne ud af Ægyptens Land.
19, Mes, der levede i Rameses IlI.'s Dage og var Statholder af Aithiopien (Kash)", Hos Iosepos?, i et Brudstykke af et Udtog
— +
1 Ordet >> er sandsynligvis dannet af Roden pb.
2 Denne Mening er f. Ex. fremsat af Max Bidinger, Acgyptische Ein- wirkungen auf hebråische Culte; Sitsungsberichte der kaiserkichen Akademie der Wissenschaften, hist.-phil Classe LXXV 8. 17 ff. Wien 1873 8. Bådinger kjender forevrigt ikke Lauths Formodning om Navnet Levis ægyptiske Oprindelse.
2 &e ovenfor 8. 1204.
. Lepsius, Kønigshuch pl. XXXVI no. 477.
3. Jos. C. Ap. I, 26.
$ 92. Moses.
1206
af Manetho omtales en ægyptisk Hærfører i. Aithiopien af Navnet Moses; denne Efterretning stammer sandsynligvis fra Manetho og er af denne øst af ældre ægyptiske Optegnelser. Ifelge det om- talte Brudstykke hos Iosepos var denne ægyptiske Hærfører Moses ingen Anden end Israeliternes Anfører og Lovgiver; men at dette sidste skulde være Tilfældet, har kun yderst ringe Sand- synlighed ; Efterretningen herom stammer sikkert ikke fra Manetho og i ethvert Tilfælde ikke fra ægyptiske Optegnelser. Der kan tvertimod ikke være synderlig Tvivl om, at den skyldes en eller anden. Excerpators Combinationer.
29. Mes, Embedsmand ved en ægyptisk Domstol, omtales pas en Tavle i Museet i Firenze", At denne Mes skulde være Israe- liternes Moses, har ingen Sandsynlighed.
39%, Mes, der omtales i en Papyrus i London fra Mfer-n-ptal's Tid (Papyrus Anastasi VI:)?; han nævnes, synes det, i Forbin- delse med Byen tednet, som man antager for de gamle Forfatteres DaphnaiZ, en By, der laa i det nordvestligste Ægypten, Øst for Tanis og følgelig ikke langt fra de Egne, der vare befolkede af Israeliterne under disses fordums Ophold i Ægypten; men deraf følger ikke, at denne Mes er Israeliternes Moses.
40, I den juridiske Papyrus i Turin omtales iblandt de An- klagede en messut, som altsaa maa have levet under Rameses III. ; denne Mand var Skriver ved pe-ankh, Livets Hus (Pharaos Arkiv). At antage denne Mes for Israeliternes Moses forbyder sig af flere Grunde, navnlig af Hensyn til Tidsforholdene, idet Israeli- ternes Udvandring, maa være foregaaet fer Rameses III's Dage.
1 Lieblein, Dictionnaire S. 259.
2 Select Papyrus pl. CXXII.
3 Se ovenfor S. 1008; slgn. Brugsch,: Geogr. Inschr. I, 8. 300.
+ Se Devéria, Le papyrus judiciaire i Journal Asiatique VIe série VIII, pl. III Linie 5, (Paris 1866); sign. Oversættelsen af Stedet ved Devéria VI, S. 255 (Paris, 1865). Denne messui spillede forevrigt ikke nogen videre fremtrædende Rolle i den Begivenhed, som gav Anledning til den juridiske Undersøgelse, der beskrives i Papyrus'en.
1207
5%, En mes omtales maaske ogsaa i en Papyrus i Leiden (I. 370). Han fører Titlen: setem; ,,Hører" ",
6% — Hertil maa vi føje, at den ægyptiske Reisende, som vi ovenfor have betegnet med Navnet Mohar'en og hvis Vandringer igjennem Syrien vi have fulgt Skridt for Skridt, ifølge Lauths Undersøgelser skal have baaret Navnet åfes (Moses). Ifølge Lauth skal denne Mes ikke være nogen Anden end Israeliternes Lov- giver; han finder denne sin Formodning bestyrket ved den nys- nævnte Papyrus i Leiden, hvori der efter hans Fortolkning tales om en vis Mes's Afvigelser fra den strenge ægyptiske Troslære og om de Friheder, han havde tilladt sig; Lauth mener heri at så Moses' første Skridt paa den Bane, som tilsidst førte ham til at stifte en ny Religion? og til at stille sig i Spidsen for Israeliterne. Alt dette synes jo unægteligt at stemme godt overéng indbyrdes; men uheldigvis kan det aldeles ikke bevises, at Mohar'ens Navn var Mes, ja det er endog sandsynligt, at han har havt et ganske andet Navn.
Under disse Omstændigheder er det altsaa kun den i den om- talte leidenske Papyrus nævnte Mes med Titlen setem ,,Hører", om hvem det tkke ligefrem kan erklæres for umuligt, at han skulde være Israeliternes Moses; men det, der fortælles om ham i Papyrus'en, er dog meget langtfra bestemt at pege hen paa Israe- liternes Lovgiver, hvortil endnu kommer den Omstændighed, at det ikke er sikkert, at hans Navn var meså,
Det er altsaa klart, at vi ikke kunne faa Oplysninger om Israeliternes Lovgivers Personlighed og øvrige Forhold fra ægyp- tiske Aktstykker. Men heller ikke fra de Brudstykker, vi have af Manetho og andre hellenistiske Forfattere, ere sikkre Oplysninger at hente, eftersom deres Efterretninger ofte modsige hinanden og i det Hele ikke bære Stempel af historisk Paalidelighed.
1 Sign. Lauth, Moses der Hebråer 8. 17 ff.
7? Se Lauth, I. c. 8. 87 f£. . Å
? Se Pleytes Bemærkninger i Zeitschrift fir ågyptische Sprache VII, 8. 33 og 8. 100; sign. 8. 30—32 (1869). Ifelge Pleyte var hans Navn ptaåmes.
1208
Ifølge Khairemon og et Udtog af Manetho hos Iosepos var Moses en Ægypter!, der havde forladt sit Fædrelands Tjeneste for at overtage Ledelsen af de bortdragende Israeliters Skarer.
At noget Saadant kunde ské, at en Ægypter af en eller anden Grund kunde være bleven misforneiet med sit Fædreland og derfor havde gjort sig til Leder for et utilfreds Parti i Landet, var i og for sig ikke utænkeligt. Men at dette har været Til- fældet med Israeliternes Anfører og Lovgiver, synes efter den israelitiske Forfatnings hele Karakter og Aand kun lidet antage- ligt: Alt synes tvertimod at bekræfte Rigtigheden af den israeli- tiske Overlevering, at Folkets Lovgiver var født iblandt Israeli- terne og stammede fra israelitiske Forældre?, men at han alt som Barn var bleven optaget i en heitstaaende ægyptisk Familie og her havde nydt samme Opdragelse, som Børn af de heiere Klasser i Ægypten pleiede at erholde. Herimod synes det jo ganske vist at stride, at et Par Forfattere, der have benyttet Udtog af Manetho, og som omtale Israeliternes Udvandring, kalde Moses en Ægypter; men selv om denne Efterretning virkelig skulde stamme fra Manethos eget Værk og ikke — hvad vi langt snarere ville antage — er en Tilsætning, øst af en urén Kilde, saa beviser den dog ikke synderligt, eftersom det er meget muligt, at de Kilder, hvorfra Manetho øste sin Fremstilling, ikke have omtalt de ud-. vandrede Folks Førers Herkomst, men kun have fortalt om bam, at han var opdraget som Ægypter eller som ægyptisk Præst, og at Manetho uden videre har tilladt sig at ombytte ,,opdraget som Ægypter" med ,Ægypter" eller deslige.
' Jos., C. Ap. I, 26 og 28.
2 Max Buidinger (i sin ovenfor 8. 1205 Anmk. 2 anferte Afhandling) gjer ikke uden Grund opmærksom paa, at Moses og Aaron vel altid nævnes som Brødre, men at dog flere Omstændigheder tyder hen paa, at Slægtskabet var et aandeligt Slægtskab. Mirjam kaldes altid Aarens Søster, ikke Moses' Sester; Brødrenes Fættre kaldes ,Aarons" Slægt- ninge, ikke ,,Moses'" 0. 8. v.
1209
TIENDE KAPITEL. ISRAEL EFTER INDVANDRINGEN I KANAANS LAND.
Ifølge den israelitiske Overlevering lykkedes det, straks efter 8 98. Moses" Død, det fra Ægypten udvandrede Folk, efterat det i em irer Mlstore Menneskealder havde opholdt sig i Nord-Arabiens Stepper, i Løbet af seks Aar med Vaabenmagt at sætte sig i Besiddelse af største Delen af Kanaans Land!, hvis Beboere de paa mange Steder ganske udryddede.
Kanaan var dengang et rigt og velbefolket Land med en kraftig Befolkning, der ikke var uøvet i Kamp og Krigerfærd. At et saadant Folk maatte bøje sig under et Folk, der i Aarhun- dreder havde levet i dyb Fred uden at kjende til Krig og Kamp, kan synes besynderligt; men man maa erindre, at de Israeliter, der efter Moses' Død trængte væbnede ind i Kanaan under Josvas Anførsel, vare opdragne i de nord-arabiske Stepper, og at de fra Barndommen af havde lært at færdes med Vaaben i Hænder. Hertil kom endvidere, at Kanaan var splittet ad i mange — over tredive — Smaastater, hvis Herskere sikkert stundom vare mis- undeligt og fjendtligt stemte imod hverandre. Sandsynligvis vare andre os ubekjendte Omstændigheder komne til og havde bidraget til at svække Kanaans Modstandskraft. Som allerede antydet, henhører Philisternes Indvandring i det kanaanitiske Kystland for- modentlig til Tiden ganske kort før Josvas Overgang over Jordan, eller kort før Moses trængte ind i Kanaan Øst for Jordan.
Efter Erobringen uddeltes Landet imellem Israels Stammer, der kun knyttedes løst til hinanden, saaledes at der ikke ret vel
+ Se ovenfor 8. 622—60M; Josva 1, 1 fi.
1210
kan være Tale om nogen tsraelitisk Stat i den paa Landets Ero- bring umiddelbart følgende Tid. Rigtignok gaves der en National- helligdom, hvis Ypperstepræst skulde indtage en Art Æresforsæde i Landet, men hans Indflydelse var dog ofte ikke videre stor; ja der gaves undertiden en eller flere Stammer, som ikke vilde bøie sig for Ypperstepræstens Bestemmelser ".
Ligesom Baandet imellem Stammerne var af les Beskaffenhed, saaledes gaves der heller ikke stærke Baand til at sammenknytte Slægterne i de enkelte Stammer: Landet kan snarest siges at bestaa af en Mængde sideordnede, løst forbundne Kommuner.
Det følger af sig selv, at et Land, hvis Befolkning var saa løst sammenføiet som Israel i Dommertiden, maatte være svagt ligeoverfor Naboerne, og det kan derfor ikke undre os, at det samme Folk, som under Josvas Anførsel havde formaaet at be- seire og delvis udrydde Kanaaniterne, allerede en Menneskealder efter lod sig udplyndre og mishandle af de smaa Nabostater i Grændselandene?, thi disse vare fast organiserede Stater, imedens Israel ikke dannede nogen rigtig Enhed. Det samme Forhold blev ved at bestaa i flere Menneskealdre efter hinanden?; snart gjorde én, snart en anden af Herskerne i Smaastaterne i Israels Nabo- lande Indfald i Israel og udbredte her Ded og Ødelæggelse, uagtet Israeliterne i Antal sikkert vare hver enkelt af disse Smaa- stater mindst tifold overlegne.
Forøvrigt var Ulykke og Nederlag ikke altid paa Israeliternes Side. Naar et af Nabofolkene plagede dem altfor haardt, da forgik gjerne deres Taalmodighed tilsidst, og de samlede sig til Mod- stand om en eller anden modig Mand, og naar de under hans An- førsel seirede og svækkede Fjenden saa meget, at han for en Stund maatte lade Israel i Ro, saa gav de gjerne Seierherren til. Belenning en dictatorisk Magt. Imidlertid var det langtfra, at disse Dictatorer — eller som de kaldtes iblandt Israeliterne Dommere —
1 Dom. 20, 28. 2 Se Dom. 2, 10 fø, 3 Om Længden af Dommertåden sign. ovenfor 8. 1179.
1211
besad Indflydelse over alle Stammer; deres Anseelse strakte sig sandsynligvis som oftest kun over deres egen Stamme og nogle af Nabostammerne.
Ifelge den mosaiske Lovgivers Tanke skulde Israel, naar det var kommet i Besiddelsen af Landet, være et agerdyrkende Folk. Landet skulde uddeles imellem Slægterne i Lodder, saaledes at hver Familie fik sin Lod, som efter Lovgiverens Bestemmelse skulde forblive i den Families Besiddelse, som den var anvist". Lovgiverne havde herved haabet at kunne beskytte og sikkre alle Borgeres Ligeberettigelse og at kunne forhindre, at enkelte Mænd tilrev sig altfor store Besiddelser; hvad der nødvendigvis maatte føre til, at Folkets store Mængde sank ned i Armod og Afhæn- gighed af Rigmændene.
Den mosaiske Bestemmelse om Landets Uddeling i Lodder og Lovgiverens Tanke om, at Folket skulde blive et agerdyrkende Folk, kom imidlertid langtfra fuldstændigt til Udførelse. Israe- literne drev vel ganske vist ikke liden Agerdyrkning?, men deres Hoveduæringsvei var dog ubestrideligt Kvægavl?. Største Delen af Landet lod man ligge i Overdrev eller Grønland, hvorpåas man lod Hjorderne græsse. Ved Uddelingen af Landet anvistes der ganske vist enhver Stamme en Del Byer med omliggende Land, som atter skiftedes imellem Stammens Afdelinger eller Slægter. Men Udskiftningen imellem de enkelte Familier og Inddelingen i Lodder, nærmest bestemte til Dyrkning, fandt, synes det, kun Sted efter en mere indskrænket Maalestok ".
! Se Lev. 25, 2 ff. Bestemmelsen om Jubelaaret kom dog som saa mange andre Love ikke til Anvendelse fer Erilet. Heraf kan man dog ikke slutte, at Bestemmelserne om Jubel- og Sabbatsaaret først skulle være opkomne i en senere Tid. En saadan Indretning vilde ligge den senere Tids Tankegang ganske fjernt.
? Se f. Ex. Ruth 2, 2 ff.; 1 Sam, 11, 5 0. 8. v.
3 David f. Ex. omtales som Hyrde, d: v. 8. hans Faders Formue bestod for sterste Delen af Hjorder.
+ At en Udskiftning af Grundlodder havde fundet Sted i al Fald i visse Egne, maaske mest nærmest Byerne, fremgaaer af Ruth 4, 3 fl.
1212
Grunde til denne Afvigelse fra den mosaiske Bestemmelse ere ikke vanskelig at paapege. For det Første var det klart, at en Uddeling af de enkelte Lodder ikke kunde ské straks; man maatte først opmaale hele Landet; dette Arbeide tog Tid og var i det Hele forbunden med Vånskelighed i et saa bjergrigt Land som det hellige Land. Hertil kom fremdeles — og det var for- modentlig ingen uvæsentlig Hindring — at der allerede ved Landets Erobring fandtes stor Formuesulighed imellem Israeliterne, idet enkelte Mænd havde større Hjorder, imedens andre kun besad et eneste Stykke Kvæg. De Rigere behøvede naturligvis større Mark at drive deres Hjorder paa, og det var dem derfor ikke be- hageligt, at de til almindelig Græsning benyttede Strækninger indskrænkedes.
En Hindring for en endelig Uddeling af Landet var fremdeles den Omstændighed, at der paa mange Steder bleve kanaanitiske Grundeiere tilbage!, Foruden Kanaaniter fandtes der fremdeles paa det hellige Lands Enemærker et andet Folk, som var altfor stridbart og kraftfuldt, til at man kunde tænke paa at fortrænge det, nemlig Phslssterne. Dette Folk var delt i fem Kongeriger, hvoraf det ene Gath maa være gaaet til Grunde omtrent Aar 1000, hvorimod de fire andre endnu langt hen i det syvende Aarhun- drede og maaske endnu længere beherskedes af indfødte Konger”, I Fortællingen om Kanaans Erobring ved Israeliterne under Josva findes der ingen Antydning af, at Israeliterne angreb og indtog det Land, Philisterne besad?, hvad der synes at antyde, at Israe- literne have sluttet et Art Forbund — om man vil, en Art Delings- traktat — med Philisterne imod Kanaaniterne. Heller ikke i den første Dommertid var Forholdet imellem de to Folk fjendtligt;
1 Se Dom 1, 21 fø.; 3, 2 fr.
>? Se ovenfor S. 786—790.
3 I Dom. 1, 18 findes der vel en kort Meddelelse om, at Juda kort efter Josva's Ded ,vandt Gaza, Askalon og Ekron", men da alle Bi- omstændigheder mangle, har man Grund til at tvivle om den fald- stændige Paalidelighed af denne Meddelelse, såa meget desto mere som Philisternes fem Fyrster straks nedenfor omtales som uafhængige.
1213
men i den sidste Halvdel af Dommertiden var Philisterne Israels farligste Fjender. Navulig vare de en frygtelig Svøbe for de nærmest boende Stammer, men ikke engang de fjernest boende vare sikkre for deres Indfald.
Blandt de israelitiske Stammer traadte snart et Par saa at sige frem i forste Linis, nemlig Juda i Syd- og Ephraim i Midt- landet. I Nordlandet (Galilaia) synes derimod ingen Stamme at have hævet sig frem paa de andre Stammers Bekostning, hvad der maaske har sin Grund i, at Ephraim i Dommertiden udøvede et vist Hegemoni ogsaa over Galilaia!,
Af de to Hovedstammer, Juda og Ephraim, var i Dommer- tiden — ganske i Modsætning til hvad der blev Tilfældet efter Salomos Dage — Ephraim den af Israels Stammer, som med størst Troskab holdt fast ved Jehovas Dyrkelse, et Forhold, der dog maaske for en stor Del skyldtes den Omstændighed, at National- helligdommen tra Josvas Tid indtil Elis Ded fandtes i det til Ephraim hørende Silo?. Juda Stamme, som efter Rigets Deling blev Jehovadyrkernes egentlige Hjemstavn, var derimod i Dom- mernes Tid mere lunken, ligesom den egsaa allerede under Van- dringen i Ørken gjentagne Gange havde vist Utilfredshed med Moses' Dictatur og havde afstedkommet farlige Oprør.
I Israeliternes gamle Literatur finder man, som bekjendt, en Fortælling om, hvorledes Israels Stammer efter længe at have levet adskilte i løst forbundne Smaasamfund, tilsidst enedes om at vælge en Konge. Den første Konge, som Israel kaarede, for- maaede ikke at gjøre en Ende paa Nabofolkenes Indfald, men derimod lykkedes dette fuldstændigt for den anden Konge, David, der ikke blot beseirede Nabofolkene, men endog tvang dø fleste af Israels mindre Nabostater til at betale Tribut og til at anerkjende Israeliternes Konge for deres Overherre.
Omendskjøndt saaledes det israelitiske Rige under David havde hævet sig til en ikke ringe Magt, er der dog ikke i noget
1 Blgn. Dom. 4, & fi; 10, 1 0. s. v. , Josva 18, 1 ff.; 19, &1. Dom. 18, 81. 1 Sam. 1, 3 £
1214
åndet Skrift end det gamle Testamentes Bøger og de Skrifter, der ere øste af Biblen, bevaret nogen eneste Efterretning om dette glimrende Tidsrum af Israels Historie; ja ikke engang Kong Davids Navn findes bevaret i noget ikke-bibelsk Skrift. Dette kan forøvrigt aldeles ikke undre 08; og vi have ingen Grund til derfor at tvivle om Rigtigheden af hvad de bibelske Bøger fortælle om Davids Regjering!, Thi fra de Lande, som David besejrede, ere kun yderst faa skriftlige Efterretninger blevne bevarede, — egentlig kun ét Aktstykke, Mesas Stette? —, og selv om der med Tiden kunde komme flere Mindesmærker frem i Israels Nabolande, saa vil man ikke kunne vente i dem at finde Tale om Andet end om Seire og lykkelige Begivenheder for disse Folk. Heller ikke fra Assyrien og Ægypten vil der let kunne komme Oplysninger, da David kun kom i ringe Berøring med disse Lande. Det eneste Land, i hvis gamle Optegnelser der muligvis i Forbigaaende var nedskrevet et Par Ord, som berørte Forholdet til Israel, var Phoinike, eller rettere den mægtigste af de phoinikiske Stater Tyros, med hvis Konge Hiram David skal have staaet i nøie og venskabelig Forbindelse. " Men uheldigvis ere alle Phoinikernes gamle Optegnelser gaaede til Grunde paa nogle Brudstykker af faa og korte Uddrag nær ?.
Under David grundedes en virkelig Stat efter de nærmeste asiatiske Staters Mønster". Samtidig hermed aabnede Landet sig for den phoinikiske Civilisation, og Folket synes i det Hele hurtigt at have gjort ikke ringe Fremskridt i Kultur, uden at det derfor i nogen Maade gav Slip paa sine nationale Eiendomme- ligheder, sin Religion eller sin ældre religiøse Lovgivning, hvis Bestemmelser tvertimod for en Del først under David synes at være traadte ret i Kraft.
Under Salomo, Davids Sen og Efterfølger, havde Riget endnu
Om Samuels Bøger, Hovedkilden til Davids Historie, se ovenfor 8. 300 Se nedenfor 8. 1236 ff. Mesas Stette er over 120 Aar yngre end David. Se ovenfor 8. 269 fr. i
Se ovenfor 8. 285.
mo es SB. wo
1215
én Tidlang samme Udstrækning som under David, men efter- haanden rev de fleste betvungne Folk sig løs, hvilket forøvrigt ikke er besynderligt, da Salomo ingen Krigstog foretog sig. Vi lære saavel af Assyrernes som at Ægypternes Krigsindskrifter — hvad der allerede oftere er antydet i det Foregaaende —, at asiatiske Folk kun betalte Afgifter til deres Herrer, naar disse selv med en talrig Krigsstyrke hentede dem. Noget Lignende er forøvrigt Tilfældet i de østerlandske Stater i vore Dage.
Salomo er den første israelitiske Konge, som omtalos i et af det gamle Testamente uafhængigt Aktstykke. I et af Iosepos meddelt Brudstykke af Menandros' for største Delen fra Tyros Kongers Aarbøger este Skrift om Tyros! ligesom ogsaa i Brud- stykket af det fra samme Kilde hentede Skrift af Dios fortælles det, at der paa Hirams Tid levede en Vismand i Tyros ved Navn Abdemon, der trods sin unge Alder var istand til at lese de af Salomo, Konge i Jerusalem, opstillede Problemer. Man erfarer heraf, at der i Jerusalem paa Hirams Tid herskede en Konge ved Navn Salomo, og at han var i Besiddelse af Ry for Visdom, ud- over sit eget Riges Grændser; men om hans Magt og Anseelse, Byggeforetagender 0. desl. erfare vi ellers Intet. Vi ere med Hensyn hertil alene henviste til Israeliternes Optegnelser.
Ifølge hvad Tatian? fortæller, skulle to phoinikiske Historie- skrivere, Laitos og Menandros fra Pergamos have meddelt om Hiram, at Salomo havde faaet hans Datter til Ægte; den første, skal ogsaa have tilføjet, at Hiram skænkede Salomo endel Tømmer til Opførelsen af Templet i Jerusalem ".
Denne Menandros fra Pergamos er uden Tvivl den samme som Menandros fra Ephesos, der synes at have været en ret paalidelig Forfatter; men til Laitos kjende vi saa lidet, at vi ikke kunne
eee ==
1 Jos., C. Ap. I, 18, sign. Arch. Jud. VIII, 5, 3; se ovenfor $. 278.
2 Jos., C. Ap. I, 18; Muller, Fragm. Hist. Gr. IV, 8. 446.
S Tatian, Orat ad. Gr. e. 37; Clem. Alex., Stromata I, 21 (p. 414 Potter p. 140 Sylb.); se Mtlller, Frøgmenta Hist. Gr. IV, 447.
+ Tatian, Il. c.; Måller, I. c. 8. 438.
1218
have nogen begrundet Mening om denne i ethvert Tilfælde temmelig sildige Forfatters Paalidelighed?. Imidlertid kunne vi ikke nægte Muligheden af, at, hvad disse Forfattere fortælle om Hirams For- hold til Salomo, kan være øst af Tyros' Kongers Aarbøger; thi det er ikke usandsynligt, at der i disse har været gjort Opteg- nelser om Kougedettrenes Ægteskaber, navnlig naar de bleve for- mælede med mægtige og ansete Fyrster ?.
I Melkarts Tempel i Tyros fandtes en Søile, som omtales af Herodot, og andre Forfattere".
Ifølge hvad 'Theophilos? fortæller, var denne Søile blevet forfærdiget af det Guld, som Salomo havde faaet tilovers fra sin Tempelbygning i Jerusalem, og som han havde skjænket Hiram. Denne Efterretning har ikke mindste Sandsynlighed for sig, hvorimod det er let forklarligt, at et saadant Sagn kunde være opstaaet i senere Tider iblandt Israeliter, der opholdt sig i Tyros, og som kjendte Biblens Fortælling om de venskabelige Forhold imellem Hiram og Salomo.
Hos Eupolemos', der, som allerede bemærket”, kun er en meget upaalidelig Forfatter, findes en endnu usandsynligere For- tælling, at Seilen skulde være forarbeidet i Jerusalem og som
t Om Laitos se ovenfor S. 150. Om Aarbegerne i de gamle asiatiske Stater se ovenfor 8. 45 fø.
3 At Salomo skulde have ægtet en Datter af Hiram, omtales ikke i Biblen, og da der ellers navnlig i Kongernes Bøger meddeles saa meget om Salomo, er det ikke videre sandsynligt, at Forfatteren af dette Skrift ska] have undladt at fortælle om dette Ægteskab, hvis det virkeligt havde fundet Sted. Biblen taler om, at Salomo tog Kvinder fra Sidon til Ægte (1 Kong. 11, 1; sign. 11, 5) Nogen sikker Slutning med Hensyn til disse Forfatteres Paalidelighed kan dog ikke drages fra den Omstændighed, at Salomos Ægteskab med Hirams Datter ikke omtales i Biblen.
32 Se Her. II, 44.
Saaledes Menandros og Dios, Jos., C. Ap. I, 17—18; sign. Arcå. Jud.
VIII, 5, 8.
Euseb., Præp. Evaang. IX, 84.
S Euseb., Zrap. Ævang. IX, 84; Mutller, froga. Hat. Gr. III, 8. 218.
!? Se ovenfor 8. 107.
ea
1217
Gave være sendt til Hiram af Salomo. Som bekjendt havde Israeliterne ingen Konstindustri paa Hirams Tid, men maatte for- skrive Haandværkere fra Tyros. Det er følgelig ikke sandsynligt, at et af Tyros' Pragtværker var forfærdiget i Jerusalem. Eupolemos meddeler ogsaa Breve, som skulle være vekslede imellem Salomo og Hiram og imellem Salomo og Pharao!; men disse Breve ere aabenbart digtede enten af Eupolemos selv eller af en anden Iudaier.
Ifølge de israelitiske Optegnelser spaltedes det israelitiske 5 95. Rige efter Salomos Død i to Kongeriger: Jsrael, der indbefattede ns Nord- og Mellemlandet, og Juda, der indbefattede den sydlige rummet fra Trediedel af Kanaans Land. 950 ti 900,
I de første Aartier efter Delingen synes ingen af disse Riger at være kommet i Berøring med Assyrien; derimod kom det efter Biblens Fortælling snart efter Salomos Død til et Sammenstød imellem det sydlige Rige, Juda, og Ægyptens Hersker Sisak, hvoraf Følgen blev, at Jerusalem faldt i Ægypternes Vold og de af Salomo samlede store Skatte hleve bortførte af Seirherren ?,
At Sisak, eller som Navnet skrives paa Ægyptisk Sheshonk, virkelig har betvunget Juda Rige, fremgaar tilstrækkeligt af et Mindesmærke, der er indhugget paa en af denne Konge opført Tilbygning til det store Amonstempel i Karnak. Her sés Sheshonk (Sisak) føre 140 lænkebundne Fanger frem for to af Thebens vigtigste Guddomme, nemlig for Amon og for den Gudinde, som bærer samme Navn som Theben. Alle disse Fanger have et Skjold, hvorpaa der læses et Navn, i Reglen af syro-arabisk (semitisk) Ud- seende. Man kan altsaa sé, at Sheshonk har foretaget et heldigt Krigstog til Asien og navnlig til et af syro-arabiske (semitiske)
Folk beboet Land. Ved at agte nærmere paa de Navne, der læses paa Skjoldene, vil man snart finde, at der iblandt dem ikke med Sikkerhed kan paavises et eneste Nord for Juda Riges Nord- grændse liggende Sted, hvorimod mange Navne minde om Steder i
! Euseb., Præp. Evang. IX, 30—34; Miller l. c. 8. 225—228. 2? 1 Kong. 14, 25—26; sign. ovenfor S. 925 og 8. 627. 77
1218
Juda Rige, saaledes at vi, selv om vi ikke havde Kongernes Bøgers Efterretninger om, at Sisak havde beseiret Salomos Søn, ikke et Øjeblik kunde være i Tvivl om, at Sisak I., Stifteren af det to og tyvende Dynasti, har foretaget et Tog til Juda Rige?.
Den Orden, hvori Stederne opregnes paa Mindesmærket, er formodentlig ikke ganske vilkaarlig; den skyldes sandsynligvis Hærførernes Optegnelser, og disse grundede sig vel atter paa Underafdelingernes Anføreres Indberetninger. Det er derfor ikke usandsynligt, at vi i den Orden, hvori Navnene paa de indtagne eller besatte Byer og Steder følge paa hinanden, have Vink om Bevægelserne af de Afdelinger, hvori Sisak delte sin Hær, for at han i saa meget desto kortere Tid kunde sætte sig i Besiddelse af alle faste Stæder i Riget?,
Listen begynder som alle slige Lister med at opregne ni Folk, som vi sé alle Ægyptens Konger rose sig af at have betvunget, uagtet de fleste af disse ni Folk tidlig forsvandt?. Derpaa komme … to ødelagte Navne, hvorefter følgende Navne læses:
138. SS) ), lebata, rmb eller rebat ma", Rabbat,
uden Tvivl Lebaoth, mmn3>, en By i den sydligste Del af Kanaan, i de Egne, hvor Simeons Stamme fik sine Boliger anviste".
14. SR æz019),, taanekau, øm, muligvis en af de Byer af Navnet 15%, Zanoah, der fandtes i Juda.
1: Mindesmærket er først udgivet af Rosellini, Afonumenti Reali pl CXLVIII, senere af Lepsius, Denkmåler III, pl. 252 og 253. Enkelte Ord læstes allerede 1828 af Champollion. Et sterre Antal forklaredes af Brugsch, Geograph. Inschriften H, 8. 57 ff. (1858) og af Blau, Zeiisch. der Deutschen Morgenlåndischen Gesellschaft XV, 8. 238 før. (1861).
3 Det første Forsøg paa at paavise Afdelingernes Bevægelser ere gjorte af Blau. .
12 Om de ni Folk se ovefor S. 1121—1122.
& I Biblen kaldes Byen Beth-Lebaoth; Josva 15, 32 og 19, 6. Den omtales ogsaa hos Plinius, der kalder Byen Bethlepthephene. (Plin., Fist. Nat. V, 15).
s. Det ene Zanoah laa påa Juda Slette (Josva 15,34), det andet i Bjerg- landet (15, 56). '
1219
15. ILT wwrÆSR u shenema, 53%, maaske Suarim i Juda?.
16. 4 lur STR] bet-skeneraa, mæ m=, for-
modentligt et ellers ubekjendt Sted i det sydlige Juda.
17. ERIK) rehaba, uden Tvivl det nuværende
Ruhaibe en lille Oase i Ørkenen Syd for Juda, formodentlig det IN rehuburta, (rmmam=, Rehoboth), der omtales i Mohar'ens Reise, og det Rehoboth, der nævnes i Abrahams Historie 2.
18. Ta V=IR)… hapuruma eller haburuma, SMS, maaské 73%, Hebron, det gamle Kirjat-Arba, nu Æl-khalil2,
19. I eg JR) adurma, uden Tvivl Adoraim, m=15%, der befæstedes af Rehabeam +, formodentlig Iosepos' Adora,
som han regner til Idumaia?, og det nuværende Dura?,
20. secs.
2l. rf IRT] shavadin, uden Tvivl det nuværende es= Suveidan, et Sted i den sydvestlige Del af det hellige Land”.
22. NI RÆV makhanema, BM9, formodentlig et ellers ubekjendt Sted i Juda.
93. SS mon N | kabaana eller gabaana, 333, Gibeon,
den fra Josvas og Davids Historie vel bekjendte By, som man med stor Sandsynlighed har søgt ved Dshib, lidt Nord for Veien fra Jaffa til Jerusalem ?.
Josva, 15, 36. ”
Se ovenfor 8. 605 Anmk. 2.
Om Hebron, se f. Ex. Forfatterens Reise S. 366 fr. 2 Krin. 11, 9.
Jos., Arch. Jud. XIII, 6, 4 samt 9, 1; XV, 4. Robinson, Palæstina III, 8. 209.
Robinson, I. c. II, 8. 657 og 8. 867.
Robinson, l. c. II, 8. 381
sw SY Sd ea å& MS ØM mm
77"
1220
24. NSG VOL Seann bet-hevarin, Fnr, d. e. Beth-
Khoron, uden Tvivl Beth-Khoron i Juda Stamme, det nuværende Bet-hur-el-takhta.
25. WEEK hk gaditim, ubekjendt.
26. OHIO BSS),, gjulun, y>%, Ajalon, den fra Josvas Historie vel bekjendte By i Dans Stamme, det nuværende Jalo?. 27. åv=—) 9). maketu eller makedu, mmp8, uden Tvivl Kongestaden Makeda, der laa i Juda nogle Mil Syd for Ajalon 2.
cc . nm SE 28. | Nu em), adir eller attr, "my, sandsynligvis enten
Eder i det sydlige Juda" eller Eter, hvilken sidste By formodentlig maa søges i Nærheden af Makeda i Juda Stamme. Robinson om- taler en By Attir i Juda Bjergland, der maaske er det her om- talte adir og Biblens Eterf.
29. bd), TT SAN, jud- eller jut-ha-malek, om nm, ,det kongelige Jut (Jud) eller Jutta", maaske det fra det Ny Testa- mente bekjendte Juda” og det nuværende Jutta Syd for Hebron ?, eller Biblens Jahud, nu Jehadie, paa Grændsen af Dans Stamme?, eller et andet Jutta i Juda, som paa Sisaks Tid havde Tilnavnet »det kongelige" eller ,,Kongens", en Benævnelse, som maaske siden gik af Brug, da Juda ikke mere var noget Kongedømme.
0 d
Josva 19, 42 og 21, 24; 1 Krøn. 6, 69 og 2 Kroen. 11, 10 0. s. v. 2 Robinson, Palæstina III, 8. 279 og oftere. " 2 Byen omtales allerede i Thotmess III's Indskrifter; se ovenfor S. 580 under Nr. 29 med Anmærkningen. 4. Josva 15, 21. 8 Eter omtales i Josva 15, 42. Byen gaves senere til Simeons Stamme (Josva 19, 7). - £ Robinson, Palæstina ll, 8. 422. Forevrigt fandtes der ogsaa en By Jattir i Juda, (Josva 15, 48) 0. 8. v., som man ikke uden Grund har antaget for det nuværende Attir. 7? Lukas Evang. 1, 39. Om jud-Aa-malek se S. 1230 Anmk. 2. 8 Robinson, Palæstina II, S. 417; HI, 1983. Josva 19, 45, Robinson; III, S. 257 og 8. 869.
1221
30. eres0er……
31. Ud), hanem, com, ubekjendt.
32 SK kw aluna, 7%, Elon, uden Tvivl Byen Elon 1 Juda!
enten et ellers ubekjendt Sted af Navnet 5%=, , Markerne", (af 73 Mark)” eller en mindre nøiagtig Omskrivning af =>= Belah, et Navn, der med forskjellige Variationer bares af flere Byer i Juda 2. 84 —] i ” SP jaa ubekjendt Sted.
30. 1gvg lv akh ... ma, 0 ..- MM maaske MDEMN eller roman, Æshtemo i Juda".
36. 48) 27>—]). bet-almet, ma>y-r3, sandsynlig- vis det nuværende Beth-Elem ?,
37. All kagali, 753p, uden Tviv! Kegila, myp i Juda.
88. KNN shaaka, WDYD, uden Tvivl en af de to
Stæder 1578 Soho, som omtales i Biblen”, og som begge nu bære Navnet Suveike 8.
zetpeter, ”mænz eller "ror maaske "sv,
1! Josva 19, 48.
? Stedsnavne med Betydning ,Brøndene" eller ,,Gruberne" ere ude- lukkede, da det hyppige Ord =y= Brend, Grube, i Flertal har mynys.
2 Et Bala omtales Josva 19, 3 og 1 Krøn. 4, 29; det tilherte Simeons Stamme; et Baela nævnes Josva 15, 29; et Bealoth Josva 15, 24.
£ Josva 15, 50.
3. Robinson, Palæstina II, 8. 670.
' Det omtales Josva 15, 44 og 1 Sam. 928, 1.
2 Det ene Soho laa i Juda Bjergland Josva 15, 48; det andet Soho paa Sletten (Josva 15, 35 og 1 Sam. 17, 1). Et Soho, formodentlig dette sidste, befæstedes af Rehabeam (2 Krøn. 11, 7).
” Robinson, Palæstina II, S. 422 og S. 606.
1222
39. RIE 5 39) bet-tapu, uden Tvivl Beth Tappuah ?, nu Taffuh, Vest for Hebron?.
( SESESIKNGGG abala, >32R, Abel, formodentlig et
ellers ubekjendt Sted af dette Navn i Juda. 41—44. sebGes0e0e0e0de0ee
5. GS iel) bet-zavar, mX-r3, Bethzur, en vigtig
3) i den sydlige Del af Juda Bjergland". 46—52. .......……
bd eg Wi å) es). nepu-al eller nebu-al, 587733, Guds
Nebo eller Nob, maaske enten Præstestaden Nob, Nord for Jeru- salem &, eller et andet Nob eller et Sted ved Navn Nebo.
SEN patshata eller batshata, maaske Be-
thesda ved Jerusalem É.
ix S= ==) paket eller baket, ubekjendt.
| er KNUS aduma, ON, enten Edom?” eller
Bjergstrøget Adumim paa Grændsen af Benjamins Stamme? ; maaske en ellers ubekjendt By i dette Bjergstrøg.
Ik J Å lo zalman, DADS, maaske Zalmona i
Ørkenen Øst for Edom?.
!: Josva, 15, 5.
3: Robinson, Falæstina Il, S. 700. Eusebios kalder Stedet Lerthtaphu.
Abel var et hyppigt Stednavn i flere Egne af Kanaan, men man
kjender intet Sted af dette Navn i Juda.
+. Josva 15, 58; 2 Krøn. 11, 7; 1 Makab. 4, 20 og oftere.
3 1 Sam. 21, 2 ff., 22, 9; Nehem. 11, 32.
S Dette Sted omtales som bekjendt Joh. Evang. 5, 2; men nævnes ikke i det gamle Testamente, hvad der naturligvis ikke forhindrer, at Navnet kan naa op til Juda Riges Dage.
7 Om Edom se ovenfor S. 796—797.
" Josva 15, 7 og 18, 7.
> Num. 33, 41— 42.
1223
58. Bal .…… rera, +. 71 4.4, maaske Slutningen af
== den fra Abrahams Historie bekjendte By i det sydlige Kanaan Vest for Gaza, som ogsaa omtales af Thotmess III”.
59. AS LEN eu mr reg, sandsynligvis Jirza, som allerede omtales af Thotmess III. ?,
64. KW NDGEEE . apen, ubekjendt.
5. KOR kr pa-amak, maaske Ordet por, Dal, med det . ægynliske bestemte Kjendeord pa: ,,Dalen" 3,
—IK RIR) aazama, oXy eller Dzy, uden
Tvivl Ezem i Juda, en af de Byer, der overlodes Simeons Stamme ?.
I ån N EA) Vna anara, 71798, ubekjendt. STN SJAL pa-hagera, formodentlig ,,Hagare-
neren", d. 6. Ordet nam med det ægyptiske bestemte Kjendeord ; NEN en Del af Hagarenernes Stamme.
Y. — JN Sa åk OM, Fetiusha, ubekjendt, 70. ØST Poe al-halili, et Ord, der minder meget om
det nuværende Navn paa Hebron, e/-Khalil, men da denne Benæv- nelse neppe naar op til Oldtiden, have vi her snarere et ellers ubekjendt Sted i Juda Rige; maaske skal Ordet læges al-harerÉ,
! Se ovenfor 8. 536 under Nr. 79.
2 Se ovenfor 8. 524—525 og 8. 534.
2 Der gaves formodentlig fiere Steder i Juda og Benjamins Stammer, hvis Navne vare sammensatte med dette Ord; se f. Ex. Josva 18, 21.
" Se Josva 15, 29 og 19, 38.
s… Denne Stamme omtales Fsalme 83, 7 og 1 Krøn. 5, 10 blandt Israe- liternes Naboer. Det er formodentlig den samme Stamme, som de gamle Forfattere kalde "Aygqios (se f. Ex. Strabon, Geogr. XVI, 5 p. 767 Casaub., p. 1112 A., efter Eratosthenes); disse Agraier vare Naboer til Nabataierne.
.… Hebron er desuden formodentlig allerede omtalt ovenfor (8. 1219).
1224
71. IX == FSIKNØN pa-hagera, Hagareneren, d. e. Haga-
renernes Stamme.
—> . 72. =&SÆy mer saluma, Vandet c2>%, Salem, et ellers ubekjendt Sted, maaske en Kilde i Ørkenen Syd for Juda?.
73. mu] <E aJ, shebret eller sheblet. maaske Sletten
Sephela, m>pw, Vest for Judas Bjergland ?.
74. rn ne ss)l du negebli, formodentlig et Sted i Syd- landet (335). 75. Gjentagelse af Nr. 73.
76. £| Ac dl LNG varkit, ubekjendt.
77. Gjentagelse af Nr. 68.
78. — TRUN) nabait, rm=, uden Tvivl Nebajot, Nabataierne” i Nord-ÅArabien.
79. REN du adulima, 3990, Adullam, en oftere omtalt By i Juda, som blev befæstet af Rehabeam?.
bd mn . . 80. IP AR dL apakha, MpDN, uden Tvivl Apekha i Juda Bjergland ?,
-
81. åe—> GG ITT marash, mw%0, uden Tvivl det af
! Da Stammen nævnes adskillige Gange, maa den være bleven beseiret af flere ægyptiske Afdelinger.
? Byen og Kilden Siloam ved Jerusalem omtales formodentlig nedenfor og skrives anderledes. Vi have derfor uden Tvivl her et andet Sted.
3 Denne Slette omtaler Josva 10, 40 og oftere i de følgende Beger, Navnet sÅeblet gjentages straks nedenfor, og Egnen maa følgelig være bleven besat af to ægyptiske Afdelinger.
£ 8e ovenfor 8. 361. De omtales endnu engang i denne Liste og maa felgelig, synes det, være blevne beseirede to Gange i denne Krig, forst af en og siden af en anden ægyptisk Afdeling.
" Gen. 38, 1 ff.; Josva 12, 15 og 15, 85; 2 Krøn, 11, 7.
… Josva 15, 58; 12, 18; 1 Sam, 4, 1.
1225
Rehabeam befæstede Maresha!, Stedet, hvor ifelge Krønikernes Bøger ,Kushiterne" skulde have lidt et stort Nederlag”.
82. ANE a.....….
83. ON Ai Q du ganaat, r33, maaske Gath=. 84. SAN Ja pa-nagebu, ,Sydlandet" ",
85. I MANNS azemut, maaske Åzmon, 70%%, paa det hellige Lands Sydgrændge?.
86. R— J, farshetna, ubekjendt. 87. Gjentagelse af Nr. 68 og 77.
88. rar UER J, shenaia, 7930, muligvis Eshan i Juda.
89. MR SUE N du haba, ubekjendt. 90. Gjentagelse af Nr. 84.
91. PRÅRENS ju vahat varka, ubekjendt.
92. Gjentagelse af Nr. 84 og Nr. 30”,
93. I byrd MS du ashahatat eller ashahadad, maaske "DN, Asdod, den bekjendte Philisterby %.
94. Gjentagelse af Nr. 68, 77 og 87%.
95. INT on ENSNEE haninia, rmxm eller 17%%, uden
Tvivl Anija i Benjamins Stamme”,
2 Krøn. 11, 8.
2 Krøn. 14, 9.
Om Philisterbyen Gath, se ovenfor S. 785. Se ovenfor 8. 533.
Num. 84, 4; Josva 15, 4.
Josva 15, 52.
Ordet skrives her med en ringe Afvigelse, Se ovenfor 8. 786. i Ordet har her i istedetfor aa.
10. Nehem 11, 32.
id GI må aa en ik &e &" bå
1226
96. Gjentagelse af Nr. 68, 77, 87 og 94. 97. | å) ør A=-lL alkad eller arkad, ubekjendt.
98. JK du mer dimam, Vandet Dimam, for- modentlig enten Dibon i Moab! eller Dimon i Juda? eller Dima
i Juda,
99. Gjentagelse af Nr. 95.
100. == Ju, mer dera, Kilden ==, Der eller Dor, sandsynligvis et ubekjendt Sted.
101. Gjentagelse af Nr. 68, 77, 87, 94 og 961.
102. tir J felevan, por, Telon, maaske Telem i Juda,
103. tll= ] IR sdu hidbaa, maaske det nuværende &-
Hadb i Nærheden af Hebron.
104. Ane SIE NEED shelen-ram, muligvis et af de Steder af Navnet Rama, som fandtes i Juda Rige”. 105. Gjentagelse af Nr. 103.
106. => ENGEN dL tivati, ubekjendt. 107. TR Pa WV) hagerma, formodentlig Sm,
nHagarenerne", en anden Skrivemaade for det ovenfor oftere om- talte pa-Åagar.
108. ræ IR SL ardaa, ""Y, Årad, uden Tvivl den gamle
Num. 21, 30; 32, 34; Josva 13, 9.
Josva 15, 22.
Josva 18, 52. .
De to Tegn for Selvlyden a i Slutningen af Ordet mangle her. Josva 15, 24.
Robinson, Palæstina Ill, 8. 210.
Et Rama, er-Ram, ligger noget Nord for Jerusalem; det omtales oftere i Biblen; se f. Ex. Josva 18, 25; Dom. 4, 5 0. s. v.
4 ad Må kk Bd då mm
1227
kanaanitiske Kongestad Arad", som maa søges ved Tell-Arad imellem Hebron og Vadi Musa?.
109. Ser gar du libat eller ribat, Lebaoth eller Rabba, muligvis den samme By, som vi have anført i Begyndelsen af
Fortegnelsen 2, 110. Gjentagelse af Nr. 108.
111. mom IRS ET 3, nebatta,
112. WY= N du juriham, am formodentlig >, Jeriko, den bekjendte By lidt Vest for Jordan, ikke meget langt fra Flodens Udløb i det døde Hav.
113—1 15. ….… ……66………
116. FT z sås mer rima, maaske Byen Rimon, 779%,
1 det sydlige Juda, en af de Stæder, der overlodes Simeons Stamme '. 117. Gjentagelse af Nr. 100.
118. SGNUUIKNEGS på bia, maaske at læsu dia, efter
begge Læsemaader lige vanskeligt at bestemme.
119. åv — — IR lo mahega, ubekjendt.
120. eg ATYS). .…. ariuk, ubekjendt.
DI IR) ev fertema, marme, maaske Ephrata,
det gamle Navn paa Bethlehem. I . 22. AN CS Sg mer ber, Kilden eller Brønden Beer.
123. Jjl = Å INN baalreza, y7">y3 eller oby3,
et i Biblen ikke omtalt Sted.
Josva 12, 14; Num. 21, 1; 33, 40 0. 8. v.
Robinson, Palæstina III, 8. 12.
Se ovenfor 8. 1218 under Nr. 13.
Josva 15, 32 og 19, 7.
Et Sted af dette Navn, men uden Tvivl et ganske andet Sted, omtales i en assyrisk Indskrift, som vi nedenfor S. 1243 skulle meddele.
1228
S—9. www 124. & —D 3 lev Oliebjerget Øst for Jerusalem !.
125. HAJ SE) shalha, m>w, uden Tvivl Landsbyen Siloah udenfor Jerusalem ?.
126. | BEEN irmaten, maaske Byen Arimathia, som omtales i det ny Testamente 2,
127. 2 om Ad du gelna, 73, maaske Eglon, 775%, en By i Nærheden af Adullam, i Kanaaniternes Tid Sædet for en Konge". 128. = FE ÅER du, mer rima, Vandet Rima?.
129. AED Gr Te .…. rehat. 130. RW)...
131. A— bå ma 132. Odhjesf G al ….
133. NS jursha ... formodentlig Jerusalem.
Omendskjøndt man maa opgive Haabet om at kunne paavise Beliggenheden af en stor Del af de her opregnede Steder, i Nær- heden af hvilke den ægyptiske Hær under Sisak havde vundet Laurbær i Krigen med Juda, saa kan det dog paa den anden Side ikke nægtes, at der i Listen utvivlsomt forekommer endel fra Biblen vel bekjendte Navne, saaledes Adoraim, Gibeon, Beth- Khoron, Ajalon, Makedda, Kegila, Soho, Bethzur og Adullam, — Byer, af hvilke flere vare blevne befæstede kort før Sisaks Tog'.
bet-anat, uden Tvivl Bethania paa
Om Bethanien, slgn. f. Ex. Forfatterens Reise S. 296.
8&lgn. Forfatterens Reise S. 282 — 283.
Matth. 27, 57; Luk. 23, 51; Joh. 19, 38.
Josva 10, 3; 15, 39.
Se ovenfor 8. 1227 Nr. 116.
Salome ,byggede" (d. e. befæstede) Nedre Beth-Khoron (1 Kong. 9 17). Adoraim, Ajalon, Soho, Bethzur og Adullam blevne med flere andre befæstede af Rehabeam (2 Krøn. 11, 5—10).
eee åd wa dB mm
1229
Fremdeles er der ikke liden Sandsynlighed for, at ogsaa følgende fra Biblen bekjendte Navne findes i Listen, nemlig Adithaim, Eder eller Eter, Jutta, Elon, Beth-Tappuah, Azem, Apheka, Maresha, Arad, Bethania, Siloah, maaske ogsaa Gerar, Asdod; Gath, Jeriko, Hebron og Bethlehem o. fi. Endelig synes der i Listen at findes to Navne, som vel ikke omtales i Biblen, mer som endnu den Dag idag forekomme som Stedsnavne i den syd- lige Del af det hellige Land, nemlig es- Suvetdan og Bet-Elem.
I Fortegnelsen gjentages adskillige Navne to eller flere Gange, hvilket, som allerede antydet, formodentlig skyldes den Omstændighed, at ægyptiske Afdelinger mere end én Gang have vundet Fordele over Juda Konges Krigere paa vedkommende Sted. Navnet pa-hagar d. e. Hagarenerne gjentages saaledes fem til seks Gange, sandsynligvis fordi det flere Gange var kommet til Sammensted mellem Ægypterne og denne Stamme under Krigen med Juda. Stammen var uden Tvivl dengang afhængig af Juda Riges Konge. Det er heller ikke usandsynligt, at ogsaa Edom er bleven besat af Sisak!, og at Landet lige til hang Angreb var afhængigt af Juda Riges Konge. Derimod synes Sisak ikke at have strakt sit Tog længere imod Nord end til Juda Riges Nordgrændse og ikke at have besat nogen By i det nylig opret- tede Israels Rige, sandsynligvis fordi dette Rige lige fra sin Stif- telse af havde sluttet sig nøie til Ægypten; ja man kan endogsaa have en grundet Formodning om, at Israels Riges Konge har op- hidset Sisak imod Juda, i det Haab, at dette Rige vilde blive saa- ledes svækket ved Kampen med Pharaoneriget, at det ikke i mange Åar kunde tænke paa med Vaabenmagt at betvinge det frafaldne Israel.
Den Indskrift, som ledsager Fremstillingen af de fangne Fjender med Navnene paa Skjoldene, indeholder kun Kongens Titler og de sædvanlige yderst overdrevne, almindelige Udtryk,
1! Se ovenfor 8. 1222, Nr. 56. ? Man mente i Begyndelsen at finde flere Stæder i Galilaia i Listen ; saaledes Brugsch, Geographische Inschriften II, S. 59 f£. (Leipzig 1858).
1230
hvori hans Magt og Herlighed berømmes. Der findes ikke nogen historisk Indledning, saaledes som i 'Thotmess III's Indskrift i Karnak", ligesom der heller ikke findes Angivelser om Størrelsen af det vundne Krigsbytte. Man vilde saaledes være fuldstændigt uvidende om, i hvad Forbindelse de Steder stod til hinanden, der paa Mindesmærket opregnes som betvungne, hvad Stat eller hvor- mange Stater de tilhørte o. degsl.?, naar vi ikke hændelsesvis ad andre Veie vare bekjendte med den Begivenhed, til Erindring om hvilken Sisak lod det omtalte Mindesmærke opreise. Som ovenfor bemærket fortælles det nemlig i Kongernes Bøger, at ,Sisak foretog et Tog imod Kong Rehabeam, Salomos Søn, drog op imod Jerusalem, tog Skattene fra Herrens Hus og Kongens Hus og alle de Guld-Skjolde, Salomo havde ladet forfærdige"2. I Krønikernes Bøger tilføjes, at Sisak vandt de faste Stæder i Juda", hvad der uden Tvivl er øst af en god Kilde, hvorimod Meddelel- serne om Styrken af Sisaks Hær sandsynligvis ere høist upaalide- lige og overdrevne.
Det sidste Navn i Listen, der er bevaret, er uden Tvivl Jerusalem, og i Virkeligheden lader Alt formode, at Juda Riges Hovedstad har været istand til at forsvare sig betydeligt længere end nogen af de andre Byer i Riget.
Hvad angaar Ordenen, hvori de Steder opregnes, ved hvilke Sisaks Tropper vandt deres Laurbær paa dette Tog, da have vi oven- for antydet, at den uden Tvivl ikke er vilkaarlig, og at Navnene for- modentlig ere opregnede i den Orden, der fulgtes i Underanførernes
! Se ovenfor S. 524 ff. .
Man troede en Tidlang, at Indskriften paa et af Skjoldene var at oversætte ,Kongeriget Juda" eller ,Kongen af Juda", og at Figuren var et Portræt af Kong Rehabeam; men Ordet vilde i saa Tilfælde have været skrevet Aa-melek-juda, , Kongen af Juda", Imod denne Opfattelse strider endvidere den Omstændighed, at alle de andre Navne i Listen ere Stedsnavne; Analogien forlanger da, at ogsaa jud-ha-malek maa være et Stedsnavn. Om Literaturen om Indskriften henvise vi til Brugsch, 1. c. S. 57.
3 1 Kong. 14, 25—26.
1 2 Krøn. 12, 4.
1981
Indberetninger, saa at der i Navnenes Rækkefølge kan søges Vink om Sisaks Hærs Bevægelser. Vi tro saaledes, at man kan skjelne imellem en venstre Fløi eller Vestarmée og en høire Fløi eller Østarmée. Den første, som maaske er gaaet langs med Middel- havets Kyst, besætter først flere Stæder i det sydlige Juda og i Ørkenen Sydvest for det hellige Land, og vender sig derpaa imod de i den vestlige Del af Juda liggende tildels befæstede Byer, saaledeg imod Adoraim, Gibeon, Beth-Khoron, Ajalon, Makedda, Eter, Kegila, Soho, Bethzur, efter hvis Indtagelse Afde- lingen besætter Nob og Bethesda udenfor Jerusalem, som den truer nordfra.
Høire Flei (Østarmeen), som synes i al Fald for en Del at have fulgt Veien gjennem Edom og Indsænkningen fra det røde Hav, betvang først Edom og udsendte forskjellige Afdelinger imod Hagarenerne og Nabataierne i Stepperne omkring Edom, hvilke Afdelinger paa forskjellige Steder naaede ind paa Kanaans Lands Enemærker. Hovedstyrken betvang Adullam, Apheka, Maresha, sendte maaske en Afdeling over imod Gath og Asdod, og efterat have forenet sig med flere mindre Afdelinger, hvoraf et Par havde sejret ved Arad og ved Jeriko, tog den Stilling først ved Bethlehem, og siden ved Bethania og Siloah, hvorfra den begyndte at an- gribe Jerusalem fra Syd og Øst. Hovedstaden var saaledes ene tilbage og kunde derfor ikke, trods sin stærke Befæstning og talrige Besætning, i Længden modstaa Fjendens mægtige Hær, hvorfor den tilsidst maatte bøje sig for Ægypterkongen. Efter al Sandsynlighed varede dog dette ægyptiske Herredømme over Juda ikke ret længe, thi Ægyptens Kraft svækkedes uden Tvivl snart efter ved indvortes Uroligheder, som hindrede Pharaonerne i ved Vaabenmagt at tvinge Juda til at vedblive at anerkjende Ægyptens Hersker for Rigets Overherre.
Ifølge Israeliternes egne Optegnelser var Forholdet imellem $ 95. de to israelitiske Riger i de første Slægtled efter Delingen lidet leraeliterne I
fr venskabeligt!, om der end ikke førtes egentlige Krige imellem 990 t1 800 ' Er.
1 1 Kong. 14, 30; 15, 6 og 16 samt 32.
1232
Herskerne, derimod synes de to Rigers Forhold til Nabostaterne i det Hele at have været fredeligt; hverken Moab, Ammon, Edom eller Philisterne gjorde mere som før Davids Tid Indfald i Israels Besiddelser; ja enkelte af disse Smaariger vedblev endog en rum Tid efter Adskillelsen at staa i Afhængighedsforhold til et-af Rigerne, Edom f. Ex. til Juda og Moab til Israel.
Kun én Magt viste sig i dette Tidsrum fjendtlig sindet navnlig imod Israels Rige, nemlig Riget Damask, hvis Herskere i det niende Aarhundrede f. Kr. søgte at tilrive sig Overherre- dømmet over alle de mindre Stater i Mellemsyrien og i de nærmest tilstødende Egne. Efter de Meddelelser, vi finde i Kon- gernes Bøger, begyndte Fjendtlighederne imod Israel som det synes, endnu før Aar 900, — efter hvad der fortælles i dette Skrift — paa Anstiftelse af Juda Riges Konge, som ikke havde formaaet ved egne Kræfter at forhindre, at Israels Konge besatte en af Naturen stærkt befæstet Heide Nord for Jerusalem ved Navn Rama (nu er-Ram); naturligvis maatte denne nærliggende Befæstning være til stor Besvær for Indbyggerne i Juda Riges Hovedstad”.
I: Juda Rige blev Davids Familie i Besiddelse af Thronen, hvorimod Israels Rige havde forskjellige Herskerhuse, der alle kom paa Thronen ved Oprør. Et af de mærkeligste Kongehuse i Israel grundedes af Feltherren Omri, sandsynligvis omtrent i Aaret 886 f. Kr. Omri flyttede Residentsen til Simron eller Samareia?, som i hele den følgende Tid blev Rigets Hovedstad, af hvilken Grund Assyrerne og maaske ogsaa andre asiatiske Folk ikke sjældent betegnede Israels Rige som ,,Omri's ;Hus", (Beth- Omri >—%3-m75)". Kongerne i Riget benævne de som Følge heraf ofte med Tilnavnet ,, Sen af Omri".
Under Kongerne af Omris Dynasti traadte Israel i nøie For- bindelse med Phoinike, hvis høie Civilisation og fine Smag og Leve-
! Se nedenfor 8. 1234 fr. 2 Se 1 Kong. 15, 17 fr. 2 1 Kong. 16, 24.
+ Se ovenfor S. 793.
1233
maade uden Tvivl gjorde betydelig Fremskridt i Landet!. Sam- tidig hermed forsøgtes den phoinikiske Statsreligion indført i Landet, men den stødte dog paa ikke ringe Modstand hos Befolkningen, som for en Del var den gamle Jehovareligion hengiven ?.
Da Israels Rige under Omris Dynasti stod i saa neie For- bindelse med Phoinikerne, og da Omris Søn Akhab efter Kon- gernes Bøger fik Kong Itobals Datter til Ægte, er det jo ikke usandsynligt, at der i denne Konges Aarbøger har været enkelte Meddelelser at finde om Israels Rige; men uheldigvis ere Tyros' Kongers Aarbøger forlængst gaaede tabte. I et Uddrag, som skyldes Menandros fra Ephesos, fandtes der dog efter Iosepos' en lille Bemærkning,: som ikke var uden Vigtighed for Israels Historie, nemlig en Meddelelse om, at under Kong Itobals Regje- ring (893—858) indtraf der en Hungersnød i Landet, som Følge af at Regnøn var udeblevet et helt Aar, fra Maaneden Hyperbere- taios til næste Hyperberetaios. En saadan Naturbegivenhed kan neppe have været indskrænket til Phoinikernes Land alene; den maa ogsaa have gjort sig gjældende i Nabolandene, og i Virkelig- heden finde vi ogsaa i Kongernes Bøger Beretning om, at Regnen udeblev i Israels Rige i tre Aar.
Uagtet Israel under Omris Dynasti havde afskaffet Jehova- Religionen eller i det Mindste ved Siden af den havde indført den
1! Phoinikisk Luxus udbredte sig saaledes i Riget; Akhab byggede et Elfenbens-Palads; 1 Kong. 22, 39.
2 Profeten Elias nedhugger Baals Præster; 1 Aong. 18, 40.
2 1 Kong. 16, 31
$. Jos., Arch. Jud, VIII, 13, 2.
5 Se 1 Kong. 17, 1 ff.; 18 1 ff. Da det Afsnit, der handler om Elias, neppe er taget af Rigs-Aarbegerne, men snarere af en væsentlig fra den mundtlige Overlevering stammende Kilde, er det nok muligt, at Fortællingen paa flere Punkter er bleven noget udsmykket, og at f. Ex. Regnen ikke er bleven tre Aar, men noget kortere Tid, maaske kun noget mere end et Aar borte. I det Ny Testamente tales der om, at Regnen udeblev halvfjerde Aar ved denne Lejlighed. I Elias Historie tales om en syv-aarig Hungersned (2 Kong. 8, 1 ff.), sand- synligvis ogsaa en Udsmykning af den samme Begivenhed.
78
1234
phoinikiske Statsreligion, sluttede dog Juda Riges Konge Josaphat sig nøie til Israels Konge Akhab, og var saa langt fra at benytte sig af hans Forlegenhed, da han ængstedes af Kongen af Damask, at han meget mere kraftigt understøttede ham imod Syrerne. Ifølge Biblen førte Akhab flere Krige med Damask; dog vedvarede disse Kampe ikke uafbrudt; i de tre Aar, der gik forud for Akhabs Dødsaar (formodentlig i Aarene 857—855 eller i Aarene 856—854) var der saaledes Fred imellem de to Lande?. Af de assyriske Indskrifter erfare vi, at de to Lande, Damask og Israel, i det sidste af disse tre Aar, d. e. i Aaret 855 eller 854 ikke blot zkke førte Krig indbyrdes, men endog havde slattet sig sammen med flere andre Fyrster for med fælles Kræfter at mede Assy- rerne, der i disse Aar begyndte at true Mellemsyrien?. Imellem de forenede Konger fra Syrien og Nabolandene nævnes nemlig:
IRS » ET "ae fe Hi
a - kha - ab - bu 2: …= la-:å,
… hvilken Konge ikke kan være nogen anden end Akhab af Israel.
" Assyrerne, som dengang beherskedes af Salman-eser (II) for- tælle vel, at de vandt en stor Seir over de forenede syriske Fyrster, men da de ikke forfulgte denne Seir, kunne vi have Grund til at antage, at de i samme Krig have havt ikke ubetyde- lige Uheld, som hindrede dem i at trænge længere frem i Syrien +.
Det var sandsynligvis straks efter, at Assyrerne havde trukket sig tilbage fra Syrien for at vende sig imod andre Lande, at Akhab forenede sig med Josaphat om at tage Ramoth i Gilead tilbage fra Syrerne?, hvilke sandsynligvis have lidt sterre Tab end Akhab i Kamp med Assyrerne. Alligevel seirede Syrerne og Akhab mistede Livet i Kampen (854).
2 Se ovenfor 8. 648.
2 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 8 1 91—92. & Se ovenfor 8. 645.
8 1 Kong. 22, 8 fø.
. 1 Kong. 22, 34—87.
1235
Ifelge Kongernes Bøger reiste Moab sig ved Efterretningen om Israels Nederlag og Akhabs Fald og afkastede det israelitiske Aag?. Men Moabiterne nøiedes ikke hermed. Under Anførsel af deres Konge Mesha kastede de sig over den nærmest tilgrændsende Del af Israel, navnlig over Rubens Stamme, indtog de vigtigste Byer, nedhuggede Befolkningen, og sendte istedetfor de nedsablede Indbyggere Moabiter til Byerne, som saaledes omdannedes til moabitiske Byer. Dette var f. Ex. Tilfældet med Byerne Kirja- thaim, Nebo, Jahas, Beth-Bamoth, Bezer, Beth-Biblathain, og Beth-Baal-Maon?. En lignende Skjæbne havde ogsaa en Del af Gads Stamme, saaledes Byerne Aroer, Jaser og Dibon?. Mesha indtog ogsaa Horonaim". Derimod synes Moabiterne ikke at have været heldige i deres Angreb paa Juda Rige?.
Om disse Meshas Erobringer meddeler Biblen os ingen Efterretning. lfølge Krønikernes Bøger skal Rubens og Gads Stammers Undergang hidrøre fra, at de vare blevne bortførte af Phul og Tiglath Pilesar, men denne Efterretning stemmer ikke ret vel overéns med Esaias" Profetier, hvor Moab sés at besidde det af Rubens Stamme forhen beboede Land, uden at der hentydes til, at det forst for nylig var taget i Besiddelse: man kunde derfor tvivle om Efterretningens Værd”, men indtil fornylig havdes Intet at sætte istedet.
Heldigvis gives der os fuld Oplysning om Moabiternes Seire i den moabitiske Indskrift, som for et Par Aar siden fandtes ved Dhiban i Moabs Land tæt ved Arnon, og som man efter den Konge, der har ladet den indhugge, i Reglen kalder Mesas Støtte. Indskriften synes at have været fuldstændig, da den blev opdaget,
! 2 Kong. 1, 1 og 8, 5. 2 De Byer, der oprindeligt vare tildelte Rubens Stamme, opregnes Num. 388, 37—38 og Josva 13, 15 fø. Om Byerne i Gads Stamme se Num. 33, 34—36 og Josva 13, 24 ff. Horonaim toges maaske fra Edom, slgn. Schottmann Il c. 2 Kong. 3, 5—27, slgn. 2 Krøn, 20, 1—30. 1 Krøn, 5, 26 sign. 5, 6 ff. I 2 Kong. 15, 29 fortælles vel, at Gilead bortførtes til Assyrien, men man ter dog ikke slutte heraf, at ele Gilead førtes bort.
18"
== aa &0& må… æB
1236
men den blev snart efter sønderslaget; heldigvis er det lykkedes at samle de vigtigste Brudstykker, der nu ere i Paris, og af dem at danne en nogenlunde sammenhængende Text, der her meddeles i Omskrift med hebraiske Bogstaver og interlineær Oversættelse !:
neL came - ci! camfsc] . al. onc.... ideg er Mesha, Søn af Kamos-gad, Konge af Moab....
[uk hen | Na + ggk gg GNC . MMI. sDiboniten?. Min Fader var Konge over Moab tredive Aar,
INCL 4 GQCMM + NUL + NU | NM - og jeg har Konge aværet efter min Fader, og jeg har gjort
LEG ING + QCaM + cdkbb | €... [s]ar . cc - Helligdommen for Kamos i Kerkah? i .... sMeshas(?), fordi
12 'Texten blev straks udgivet i Facsimile af Indskriftens Opdager Clermont-Ganneau i Revue AÅrchéologigque nouvelle série t. XXI, pl. VIII (1870). Ogsaa andre Udgaver i Facsimile haves. Indskriften blev straks oversat og fortolket af Opdageren i Revue Arcåéologigue nouvelle série t XXI 8. 184—207 og 8. 357—886 (Marts og Juni 1870). Indskriften behandledes samme Aar af Joseph Derembourg i Journal Asiatique sixiåme série t XV p. 155 ff. (Jan-Fevr. 1870), og i Revue Israelite af 8 April 1870, af Harkavy i en hebraisk Journal i Paris i Nr. for 21 Februar 1870 og i Tillæget til samme Blad; af, Schlottmann i Zeitschrift der deutschen morgenl, Gesellschaft XXV 8. 212—226 (1870) og i Skriftet Die Siegessåule Mesas; af Ewald i Gåtting. Gelehrie Anzeig. for 20 April 1870; af Neldeke sammesteds i Nr. for 4 Mai 1870, samt i Skriftet Die Inschrift der Kåniys Mesa von Moab, Kiel 1870; af J. Kåmpf, Die Inschrift auf dem Deskmal Afesas Prag 1870; af Hitzig, Inschr. d. Mesha; 1870. Hertil kommer endnu forskjellige mindre Artikler i Tidsskrifter, f. Eks. i Frankels Mfonat- schrift f. Gesch. Jud. 1870 8.177 fø. og i Geigers Jud. Zeitschr. S. 104, og i Dagblade. Paa Dansk er Indskriften behandlet af Kalkar i Theo- logisk Tidsskrift, 1871, 8. 151- 60; slgn. Helveg 1. c. 8. 465—73.
? Lakunen er udfyldt saaledes af Oppert, Derembourg og Neldeke Andre mene, at det manglende Ord er 33 Sen, og at >3—7 Jibni er Navnet paa Meshas Bedstefader.
” Det er meget vanskeligt at afgjere, hvad der menes ved mp Kerkah, om det er et Egennavn eller et Fællesnavn, om det betegner Dibon, en Del af Dibon eller et andet Sted. De Fleste antage
1237
age geq + UMAGE! (GG . HENAN - han har frelst mig fra alle Angribere! og ladet mig sé haant C4 >” menn | gal]. dak uakne paa alle?, mine Fjender. OmriZs var Konge over Israel
kædl ONu.gane salcel munk cam og undertrykte SMoab — Dage mange — thi vred var Kamos
[Nu ]us UGE CR UNGL — CONN paa Landete sit? — og ham fulgte hans Søn, og han sagde ogsaa han'
NaCl NU + OQNC | ca NGaL ... »Moab'” jeg vil ydmyge", og i mine Dage”, sagde han....
INEN . CH LCCUR | WALNG NEL +" NUL 040 rjeg? vil vige mig for ham og for hans Hus, at Israel ganske? ødelægges
AM "MG + NLÅ GELEN . une "CH og Omri tog sLandskabet Mahadebah"? og han satte sig fast der
mrmp for Navn paa Dibons Akropolis (Ganneau: Esplanade). Ker-
kah [synes af Mesha at være gjort til Moabs nye Hovedstad (Helveg
l. c. 8. 466. I Moab findes forevrigt endnu en By Kerkab.
Ordets Betydning er usikker. Ganneau afleder det af 754 evertit.
Ordet betyder: ,han har ladet mig sé", men der er altid et Bibegreb
i Ordet. Her menes uden Tvivl sé Åaant paa.
2 At... my er »—my Omri, og at her tænkes paa Akhabs Fader, an- tages nu næsten af Alle,
£ I Moabitisk udtrykkes tredie Persons Suffx ved …—, medens Hebraisk har > og Phoinikisk >».
" Grundordej i denne Sætning er uden Tvivl ,, Akhab (Omris Sen)".
£ Nemlig: ligesom hans Fader Omri.
7 I mine Dage, d. e. i Meshas Dage.
5. Man har været i Tvivl om, hvem der taler her, om det er Kamos eller Akhab. Det Sidste forekommer os at være det Sandsynligste; i denne og den følgende Linie tales der aabenbart endnu om Moabs Undertrykkelse ved Israel; forst fra Linie 8—9 tales der om Befrielsen ved Mesha og om Kamos' Naade imod sit Folk.
" my efter Nogle et Biord, efter Andre et Egennavn.
'" Her nævnes uden Tvivl Byen 37%, Num. 21, 30; Josva 13, 9 og 15; Esaias 15, 2; 1 Xrøn. 19, 7.
1238
Cc Neal . MU .... CH - CaM - Ca | .… hans Søn: fyrgetyve Aar! .... ssig der Kamos. I mine Dage?
NC! + NY TØ + Gel - ln Th: . (Numuu) Wwc! byggede jeg Baal-Maon2, og jeg gjorde der? en Grav (?) og byggede
NU + del | Na dk .…. CNLÅ .... soKirjathaim5, Og Gads Mænd? .... boede i Landet ....
agga + LE . Gk + GUL UJANG + nu[LU] | fra gammel Tid og bygget havde der Konger af 11Israel Atharoth 7”.
INLUUO + TCdk . ANM | (NUET + NYC | K Men jeg beleirede Byen, og jeg tog den og jeg slog ihjel hele
de + LI (COM (LONCT | (NaC - GM "NU... 12Byen, til Glæde? for Kamos og Moab. Og jeg førte derfra Fanger? ……
inle Gecju 4080 - Com cder | (NACT - CU + og jeg slæbte 1sdem for Kamos' Aasyn i Kirjoth!?, og jeg bosatte der
12 Akhab regjerede ikke fyrgetyve Aar; maaske menes der her Summen af den Tid, Akhab og Omri regjerede tilsammen.
2 Her er Vendepunktet i Moabs Skjæbne. Imedens der tidligere kun tales om Moabs Trængsler, fortælles der nu om, hvorledes Moab af- ryster Aaget og angriber Israel.
3 Byen kaldes i Biblen snart Baal-Maon (Num. 32, 38, Ez. 25, 9) snart
Beth-Baal-Maon (Josva 18, 17); snart Beth-Maon (Jer. 48, 28).
Det paagjældende Ord er ikke helt bevaret; man læser det "704
og oversætter det ved Grav".
5. Kirjathaim omtales Num. 32,97; Josva 13, 19; Jer. 48, 1 og 3; Ez. 25, 9.
£ Gads Stamme boede, som bekjendt, Øst for Jordan (omtrent Øst for Jeriko) Nord for Rubens Stamme.
? Slutningen af Byens Navn er uheldigvis edelagt. Ganneau tænker her paa Ataroth mnoy, Num. 32, 3 og 34.
8 Betydningen af mo er uvis.
, En Lakune følger.
fo Kiroth. mp i Moab omtales Amos 2, 2; Jer. 48, 24 og 41.
1239
NY - Na smid (NU -N OMU | GOL + MW. Mænd fra Saron"(?) og Folk fra 14Maharoth?. Da sagde til mig
cam -4L Nul .NU - CTU MU + UALNL | [In] val - Kamos: , Gaa! Tag Nebo? fra Israel!" 15Da brød jeg op
Csi! + ÅNGUUG » CH. avde UNE - om Natten og jeg stred mod det fra Begyndelsen" af Morgenrøden
Le | Un(u) UNMILE CH . MTKU - indtil Middag$, Og ejeg tog det og jeg slog ihjel dem alle, syv
NGE! .... LWOU CCLU .... WLØH GG . (ØMLU > tusinde .... Kvinder, Piger .... Kvinder, arthi Astarte (og)
COM + UHLG … indu QaQ.... Kamos (tilherer) Offeret (af Kvinder?) Og jeg tog derfra ....
Gs MUR + UNauW]cua - 400 . cam | |a4L + MANG isJehovas Kar(?)" ogsønderlog dem for Kamos Aasyn. Og IsraelsKonge
efeu] wÅ 20 AC + CU + CRGWUGR + CU | havde bygget 1sJahas? og taget Ophold der, da han stred med mig.
"- Betydningen af mm er omtvistet. Man oversætter det undertiden ved Hevedsmænd (Flertal af =w). Maaske skal der læses 19% istedetfor 19.
2 em er maaske den fra Johanues Døberens Historie velbekjendte
Bjergfæstning Makairos Det er forøvrigt ikke afgjort, at m=my her
er et Egennavn. Det ferste Bogstav er desuden usikkert.
Nebo omtales Num. 32, 38; Esaias 15, 2; Jerem. 48, 1 og 22.
ypn4 er aabenbart afledet af 79% expandit
Dette Ord bruges, som bekjendt, ogsaa i Hebraisk i denne Betydning.
»5 .. Det er vanskeligt at afgjere, af hvilket Ord vi her have Resterne;
man har tænkt paa 5 Kar, paa 55 Telt, Tabernakel. -- Ifølge
de Fleste er det felgende Ord Jehova, ifølge Oppert Ordet Jehu.
7? Jahbas omtales Num. 21, 23 ff.; Deut. 2, 32; Josva 13, 18; Esatas 15, 4; Jerem, 48, 21.
1240
LL + Cam 4.... du .GanC GNU! . Men ud drev ham Kamos fra .... soJeg tog af Moab: to hundrede
Na + CU - kb | NENE CRAS ANRIR Mand (var) hele deres Antal, og jeg førte dem til Jahas ogjegtog den
LOGU + MG + El | NcL . con + dLØE + WOU sat føle til Dibon. Jeg byggede Kerkah? med Mure
kaaki HON kæle | We com MØll af Træ (?)? og (med) Mure af 22Mursten(?)". Og jeg byggede dens Porte
INCL CCM + OSLO | ANC + COM. CTU + Gal | og jeg byggede dens Taarne, og e3jeg byggede Kongens Hus?,
Incl am - COW4 + ANA... 4 ce uld | og jeg opførte et Tøihus(?) og Værker (??)' i Midten af 24Byen”.
(mu W . cdet . ude 2 CdLUWN - Brønd? var der ikke i det Indre af Byen (eller) paa Kerkah,
(INGE + GCC" EKO ML GC0 .- Nå . CL. hvorfor jeg sagde til hele Folket: gjører Eder, sshver Mand en Brønd
ceuk | we . clan + UGLY GdLMU + CON... isit Hus! Jeg gravede enGrav(?)? om Kerkah forat ....79
! mmm 5 betyder maaske: alle udmærkede Mænd.
2 Om Kerkah se ovenfor S. 1236.
” møs mom egentlig ,Skovenes Mure"; Ordene betyder maaske »Mure af Træ". Ifelge Ganneaus ferste Opfattelse var 5% mom et Egennavn.
+ Ophel er som bekjendt Navnet paa en af Jerusalems Heie, Oppert oversætter: j'ai båti le mur en débris de poterie.
5. Man kunde muligvis ogsaa oversætte: ,Moloks Hus".
: Betydningen af disse to Ord er usikker.
7. I Midten af Byen, d. e.: i Byen.
8 mm er det hebraiske == ,Brend" eller rettere , Cisterne",
” Betydningen af Ordet er meget usikker.
10 Nogle formode: ved Fanger tagne fra Israel.
1241
MDLNG | Nec . cc fæ] (nel ka. - uaaGk - CUC! selsrael. Ogjeg byggede Aroer", og jeg anlagde en Vei til Arnon?,
[ne] cu cu cau Ga ma im | wil.
270g jeg byggede Beth-Bamoth; thi nedreven var den, og jeg
Can -. CM QL -ME 0. LC. udgå CU - byggede Bezer ?, thi ødelagt ved ssMænd(?) fra Dibon, Kæmper«(?)thi
Cy + Ll . oma | wel. 4... [an .- hele Dibon er Lydighed?., Og jeg naaede Tallet søhundrede
du! + NØL 40 + ØL + UNLÅ | Week . co med de Stæder, som jeg feiede til Landet, som jeg byggede
ÅEN LEGU! | KU - Cay Ok! (NMN . MO -NU 0... 30. » Beth-Diblathan &, Beth-Baal-Maon”, og jeg satte der
. UNLÅ | steel 20 + TE... 31 .….… Landet Horonaim& og boede der ....
[N]a "4 2 COM LIN + NGU + CllACl | NR... anda sagde til mig Kamos: Gaa! Strid imod Horonaim!
Åroer, nu Arair, ved Arnon omtales Leut. 2, 86 og 3, 12; Josva 12, 2 og 13, 9 fr.
Arnon er en lille Strem, der udterres om Sommeren, og som falder i det dede Hav omtrent tre Mil fra Nordspidsen og tre Mil fra Syd- spidsen af Seen. Den kaldes nu Vadi Mo.
? Bezer omtales Deut. 4, 43; Josva 20, 8 og 21, 36.
" Betydningen af got er usikker; Ordet kan betyde: 50. Betydningen af mynær er usikker. Ganneau: , Lydighed", Oppert: »Tilnavn"; den Sidste oversætter: Jeg byggede Bezer; thi den er stærk; den kaldes ogsaa Dibon Khamishin, thi hvert Dibon har et Tilnavn", £ Maaske Almon Diblathaim Jerem. 48, 22.
7 Se ovenfor S. 1235 og 1238 Anmk. 8.
Horonaim pony omtales Æsaias 15, 5; Jerem, 48, 3 fi. som moa- bitisk By; i Keisertiden til Juda (Jos., Arch, Jud. XI11, 15, 4 XIV, 1, 2),
1242
eesel Can Cult Ure 08 (en
38 ….… Kamos i mine Dage og over . CS ÉØÉ…—… & + :N 34 .…… …… Åar
Ifølge de israelitiske Optegnelser blev Akhabs anden Efter- følger, Joram omtrent tolv Aar efter Akhabs Død myrdet af Jehu, som derpaa besteg Thronen, hvis Besiddelse han straks sik- krede sig ved at udrydde hele Omris Slægt?.
Dette 'Thronskifte bekræftes af Assyrernes Optegnelser; thi efter disse modtog Salmaneser, tolv Aar efterat Akhab havde taget Del i Forbundet imod ham, Tribut af Jehu, Konge i Beth- Omri — eller som han kaldes i Salman-esers Indskrifter — af
TET TE Tse [== - uU-a abal huzum - ri z i Jehu Søn af Omri?,
Om disse Begivenheder faa vi Underretning i et Brudstykke af et Udtog af Salmanesers Aarbøger, som læses paa en Tavle i London, og hvis Text nylig er bleven udgivet af British Museum 2. Her finde vi nemlig følgende Beretning om Salman-esers attende Regjeringsaars Krigshistorie:
»I mit attende Aar gik jeg for sekstende Gang over Floden Euphrat. Hazael af (Gar)-imiri-su (d. e. Riget Aram)! havde i Tillid til sine Stridsmænd, samlet sine Stridskræfter og befæstet sig paa Sanir%, en Bjergtop af Libanon: med ham kæmpede jeg og jog ham paa Flugt. "Atten tusinde af hans Krigere slog jeg
Se 2 Kong. 9, 1 ff. Joram havde regjeret paa tolvte Aar, (2 Kong. 3, 1; elgn. 8, 25), hans Forgænger Akhasia paa andet Aar (2 Kong. 1, 1 ff).
Rawlinson, JZnscriptions III, pl. 5 I. 64—65; Layard, Inscriptions pl. 98. Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 5 I. 40—65.
Se ovenfor 8. 774—775.
Ifølge Abulfeda (Pariser Udgaven 8. 68) laa der et Bjerg sanir- Nord for Damask. Det har uden Tvivl været dette Sanir, som Hazael be- fæstede. Ifelge Deut. 3, 9 kaldtes ievrigt Hermon af Amoriterne >75%.
1243
med Sværdet, 1121 af hans Stridsvogne og 470 Telte! med deres Tilbeher tog jeg. For at frelse sit Liv, ilede han derfra, jeg satte efter ham. I Byen Damask, hans Kongedømmes By, inde- sluttede jeg ham, hans Træer huggede jeg om. Ti
z al FF USE sat - - U - rå - mi Bjorglandskabet Hauran gik jeg. Byer uden Tal ødelagde jeg, rev ned og brændte med Ild, og tallest Bytte tog jeg. Til
iel 2 | ae] E= ET TI ba - ' - rå - "'- Bjerget Baal Ras" som er ved Havet, gik jeg og et Billede af min kongelige Person reiste jeg der. Paa den Dag lod jeg mig give Tributer af Tyros og af Sidon samt af Jehu, Omris Sen".
I de øvrige Udgaver, vi have af Salman-esers Annaler?, om- tales Jehu ikke paa dette Sted. Derimod finder man paa den sorte Obelisk fra Nimrod, der som bekjendt indeholder et Uddrag af Salman-esers Aarbøger, en Række Billeder, der vise, hvorledes fjernt boønde Folk og Fyrster vare komne at hylde denne assy- riske Konge. Iblandt disse Fyrster findes ogsaa Jehu (jaw) ,,Omris' Sen", der sés at overbringe forskjellige kostelige Gaver". En Indskrift, der læses ovenover, indeholder følgende Oplysning om Overbringelsen af disse Gaver: ,Tribut fra Jehu, Omris Søn, Sølv-
1: Betydningen af det her staaende assyriske Ord er usikkert. Man læser i Almindelighed Ordet bdit-ÅAallu, hvilket Ord Schrader (1. c. 8. 340) sammenligner med det arabiske Ju og oversætter ved , Ryttere".
Læses eÅal-lu, have vi SN, » Telt".
12 Et Baal-Ras kjendes ellers ikke. Vi formode, at det har ligget ved Udlebet af Nar-el-Kelb Nordost for Beyrut,. hvor man sår flere Billeder af assyriske Konger sign. Forfatterens Reise 8. 413—414,
3 Sign. ovenfor 8. 280.
£ Se Afbildningen hos Layard Afonumenis pl. 58—56.
5. Indskriften findes Layard, JInscriptions pl. 98.
1244
og Guldbarrer, saplu (formodentlig Plader) af Guld, zukut (Kander) af Guld!, kabuait (Bægre) af Guld, dalani (Øsekar) af Guld, Bly- stykker, Stave for Kongens Haand, Spydskafter — det medtog jeg.
Begivenheden fandt Sted omtrent i Aar 842, sandsynligvis straks efter Jehus Thronbestigelse. Ifelge Kongernes Bøger" havde den Konge, som Jehu styrtede, Akhabs Søn Joram, an- grebet Ramoth i Gilead, som allerede Akhab forgjæves havde søgt at indtage?, og Israels Hær laa endnu foran Byen, da Jehu løftede Oprørsbanneret". Tilintetgjørelsen af Omris Hus og Udryddelsen af de Akhabs Slægt hengivne Baalspræster lagde imidlertid saa stærkt Beslag baade paa Jehus Opmærksomhed og paa hans Krigsmagt, at han maatte så sig om efter Midler til at afvende en Hævnkrig fra Syrien, der sikkert vilde være en uudeblivelig Følge af Israels Fredsbrud, naar Syrien ikke fik Brug. for sine Hære fra andre Punkter. Det er under disse Omstændig- heder ikke usandsynligt, at Jehu straks efter at have besteget Thronen i Israel, har skikket Afsendinge til Assyrien med rige Gaver, men tillige med Anmodning om, at han vilde vende sin Hær imod Syrien og dets Konge Hasael, — en Indbydelse, som Salman-eser i saa Tilfælde med Glæde har fulgt. Imidlertid er det dog langtfra afgjort, at Begivenhederne have udviklet sig netop paa denne Maade, uagtet rigtignok Israels Historie frem- viser et Exempel paa noget Lignende hundrede Aar senere, Der er nemlig paa den anden Side altid en Mulighed for, at Salman- eser af egen Drift, uden at være ægget dertil af Israel, har be- stemt sig til at angribe Syrernes Rige i Damask, og at det var
! Paa Billedet sér man netop Jehus Afsendige at overbringe Kander, Bægere og Øsekar samt Barrer af Metal. Med Hensyn til Forkla- ringen af Ordene saplu, zukut, kabuati og dalani henvises til Schrader, Die Keilschriften und das alte Testament 8. 105 —106.
2 Kong. 8, 28 fr.
1 Kong. 22, 3 ff.; se ovenfor S. 112.
2 Kong. 9, 1 fi.
Se 2 Kong. 16, 7: Akhas i Juda kalder Tiglath Pilesar til Hjælp imod Samareia og Damask. Schrader (1. c. 8. 109) formoder, at Jehu har hidset Assyrerne imod Damask.
Ba &e åd Wb
1245
dette assyriske Angreb, der havde givet Joram Mod til at vove et nyt Forsøg paa at tage det stærke Ramoth i Gilead tilbage, hvilket han ikke turde tænke paa, naar Syrerne ikke havde andre Fjender at bekæmpe påa samme Tid. Jehus Afsendinge havde da formodentlig truffet Assyrerkøngen i Syrien og her over- bragt ham deres Gaver. Hensigten med deres Afsendelse har da ikke været at hidse Assyrerne imod Damask, men kun at afholde Salman-eser fra at føre sine seirrige Skarer ind é Israels Rige; thi Jehu havde naturligvis ikke Grund til at haabe, at han bedre end Damask vilde kunne modstaa Assyrernes store Overmagt.
Ifølge det: ovenfor meddelte Brudstykke af Salman-esers Annaler synes det afgjort, at Syrerue i Aaret 842 have lidt betydelige Nederlag i Kampen med Assyrerne, men paa den anden Side har dog disses Seir aabenbart ikke været fuldstændig. I ethvert Tilfælde var Riget ikke mere svækket, end at det tre Aar efter atter kunde optage Kampen med Assyrerne, uden at disse formaaede at betvinge det; ja i dette sidste Aar synes Assyrerne ikke engang at have vundet såa mange Fordele over Syrerne som forrige Gang!.
Ifølge Israeliternes Optegnelser hævede i de følgende fyrge- tyve til halvhundrede Aar Riget Syrien sig til sin største Magt: Israels Rige blev gjentagne Gange beseiret”, ja ogsaa- Juda Rige maatte bøie sig for Damasks Konge og udrede en stor Afgift af Guld og Sølv for at faa Hasael til at drage bort fra Jerusalem 2
De Hfterretninger, vi finde i assyriske Optegnelser fra dette Tidsrum, staa i bedste Samklang hermed; thi i Aarene straks efter Salman-esers 2lde Aar indtil under Ben-nsraris Regjering tales der ikke mere om Seire over Damask. Men efter en af denne Konges Indskrifter blev Damask ydmyget under hans Regjering (811— 785)", Aaret for denne Begivenhed kan ikke bestemt angives %,
1! Se ovenfor 8. 651.
? Se 2 Kong. 13, 4—5 og 22.
” Se 2 Kong. 12, 8.
' Rawlinson, JZnscriptions I, pl. 35 no. 1, I. 7—9; se ovenfor 8. 656, hvor Stedet er oversat.
5 Den samme assyriske Konge, som ydmygede Damask, nævner ogsaa
1246
$ 96. Da det syriske Rige i Damask noget efter Aar 800 begyndte ternet | ra at komme i Forfald, hævede Israels Rige sig, navnlig under Joas, 800 til 725. Jehus Sønnesøn, til en ret anselig Magt. Syrerne bleve fiere Gange slagne", Juda Rige blev beseiret, dets Konge Amasia blev fangen, endel af Jerusalems Mure bleve nedrevne og Skattene bortførte?. Imidlertid varede Israels glimrende Tid kun kort; allerede under Jeroboam IL, Joas Sen, der i sin første Regjerings- tid, navnlig imedens han endnu var sin Faders Medregent, havde udmærket sig som Kriger og skaffet Landet ikke ringe Anseelse,
begyndte Riget at komme i Forfald.
Vore bedste Kilder til Kjendskaben til de indvortes Forhold og Tilstande i Israels Rige i Forfaldstiden have vi ide ældre Profeters Skrifter, idet nemlig de fleste af disse levede i Israels Rige, ligesom vi i de Skildringer, der findes indflettede i Kon- gernes Bøger af de to ældre Profeter Elias og Elisas Liv og Virksomhed, finde rig Oplysning om Forholdene i Israel saavel under Akhab og hans nærmeste Efterfølgere, som ogsaa under Jehu og dennes Efterfølgere.
Vi have sét af Mesas Støtte", at Jehova overalt i Israels Nabolande .antoges ikke blot for Juda Riges, men ogsaa for Israels Riges nationale (uddom, og at følgelig hverken den af Jeroboam indrettede Tyredyrkelse (Kalvedyrkelse) eller Indførelsen af den phoinikiske Baalsdyrkelse fra Tyros under Akhab havde formaaet at fortrænge Jehovas Dyrkelse fra Israels Folk. Det Samme fremgaar ogsaa af det gamle Testamentes Skrifter. Man sér af disse, at saavel Israels Fyrster som Israels Folk nærede stor Ærbødighed for Jehovas Profeter, og det uagtet disse ved mangfoldige Leiligheder strengt revsede Kongernes og Folkets Laster og forkyndte dem, at Herrens Straffedomme nærmede sig.
sn ser
»Landet Omri", d. e. Israels Rige, iblandt de Lande, der sendte ham Tribut, se ovenfor 8. 657.
1 2 Kong. 18, 26 og 14, 27; sign. 13, 5.
32 2 Kong. 14, 12—14.
32 Se 2 Kong. 14, 25.
t Se ovenfor S. 1239.
” 1247
Men uagtet saaledes Jehova endnu fandt mange Dyrkere over hele Israels Folk, saa var det dog meget langt fra, at Jehovas nidkjære Tjenere vare tilfredse med det religiøse og sædelige Liv, der rørte sig i Folket. Ved Siden af Jehova dyrkedes mange Naboguddomme, og selve Jehova dyrkedes skke som den usynlige Gud, men under Form af et Billede. Hertil kom endnu en dyb sædelig Fordærvelse, der gjennemtrængte alle Forhold, i Forening med lovløse Tilstande. Under Kongerne af Jehus Hus indførtes vel en bedre Styrelse, navnlig under den kraftfulde og dygtige Konge Joas, men denne lykkeligere Tid blev kun af kort Varighed, og da Styrelsen slappedes i Jeroboam II.'s senere Dage, indtraadte ” snart den tidligere lidet lykkelige Tilstand”.
Da Israels Rige begyndte at svækkes, hævede Juda Rige sig noget, navnlig under Asarjahs eller Usias lange Regjering (788— 736)", En ulægelig Sygdom, som overfaldt denne Konge, for- modentlig omtrent Aar 749, nødte ham til at antage sin Sen Jotham til Medregent?. Jotham styrede nu Riget i nogle Aar, sandsynligvis syv Aar, men efter disse Aars Forløb (742) indtraf der Begivenheder, som vi nedenfor skulle omtale, der nødte ham til at antage sin Søn Akhas til Medregent, saaledes at der i nogle Aar (742—736) var tre Konger paa engang i Juda".
Jotham var utvivlsomt ligesom Usia en ret dygtig og virksom Regent?; heller ikke Akhas var nogen uduelig Konge, men han havde aldeles ingen Intesesse for Israels nationale Eiendommelig- heder, navnlig ikke for sine Fædres Religion, hvorimod han ivrigt
mm
1! Sign. ovenfor S. 28 Anmk. 1.
2 Om Asarjah fortælles kun lidet i Kongernes Bøger. Derimod med- deles der i Krønikernes Bøger (2 Krøn. 26, 5—15) forskjellige Krigs- bedrifter og nyttige Indretninger, der bleve trufne under hans Re- gjering. Vi have ingensomhelst Grund til at tvivle om Rigtigheden af disse Meddelelser, i det Mindste hvad det væsentligste Indhold angaar. De ere maaske tagne af det Skrift om Usia, som tillagdes Esaias, Amos' Sen.
3 Se 2 Kong. 15, 5; slgn..2 KXrøn. 26, 16—21.
£ Se nedenfor 8. 1250.
3 8e 2 Krøn. 37, 3—6,
1248 arbeidede for Udbredelsen af fømmede Skikke og fremmed Guds- dyrkelse ".
Et Vidnesbyrd om Judas stigende Anseelse sé vi i den Om- stændighed, at Juda Konge ved Aar 740, da Assyrerne angrebe Nord- syrien og kastede sig over Kongen af Hamath, deltoge i Kampen mod Assyrerne og havde Besiddelser i Omegnen af- Hamath. Det Aktstykke, der fortæller om Judas Optræden i Nordsyrien, er uheldigvis yderst slet bevaret og fuld af Lakuner, saaledes at man ikke kan gjøre sig nogen klar Forestilling, om hvad Rolle Juda spillede i denne Krig. Det fremgaar imidlertid tilstrækkeligt af de Levninger?, vi have af Indskriften, at Juda dengang havde Asarjah eller Usia til Konge, thi i Indskriften omtales en Konge
Ise= TEE TONE TTT a8 - få - 4 2 a - u(7%x3) ta - u - da - 4 ((T7—) Asarjah af Juda flere Gange?, En enkelt Gang findes Navnet skrevet noget anderledes, idet man foran Landenavnet jaudi (Juda) læser:
SEE —TT] H==|| < uden Tvivl Levninger af
0 8u(?)- Få - ia
I TET mm If - Ga =- 84 - - ta - u',
Men naar man vil omskrive dette Ord med hebraiske Bog- staver, forsvinder Forskjellen, thi Ordet kan ligesom det fore- gaaende ikke omskrives anderledes end: 177nx3 eller mnxy. Dette Ord afviger vel noget fra det hebraiske mmnry Asarjab, idet x er bleven sat istedetfor 7, men slige Unøiagtigheder i Gjengivelsen
smed mm
1! Se ovenfor 8. 23. S8Slgn. 2 Kong. 16.
2 Rawlinson, Znscriptions III, pl. 9 no. 2 og vo. 3.
3 Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 9 no. 3 I. 81 og 1. 22, slgn. 1. 3.
£. Rawlinson, Jnscriptions [I], pl. 9 no. 2 Il. 4; elgn. ovenfor S. 668 og 8. 792, hvor Navnet ikke er udfyldt neiagtigt, idet der ikke er taget tilberligt Hensyn til Lakunen foran de fuldstændigt bevarede Grupper; det der som as læste Tegn er Slutningen af su
1249
af fremmede Navne ere ikke uden Exempel i Assyrisk. og For- skjellen er i ethvert Tilfælde ikke stor nok til at umuliggjøre Identiteten af denne Asarjah ;7—"xy fra Juda med Biblens Kong Asarjah im eller Usia, og navnlig forekommer der os ingen Grund at være til, med Oppert! at antage, at den Azarjah rrnzy, som omtales her i denne assyriske Beretning, skulde være den fra Biblen bekjendte Thronpræteudent Tabeals Søn, som Rezin og Pekah vilde indsætte paa Thronen i Juda Rige istedetfor Akhas?,
Vi gjengive nu i Oversættelse de Brudstykker, der handle om Asarjahs Optræden i Krigen imellem Tiglath Pilesar og Nord- syrerne, i hvis Spidse dengang Kongen af Hamath synes at have staaet?:
.……… Asarjah fra Juda ligesom .... Asarjah fra Juda....".
[som til] Asarjah i Juda vare gaaede over, de formaaede ham ....?,
Asarjah indtog; .... stor .... min [Haand].
Derefter følger Navnene paa nitten Landskaber og Byer fra Mellemsyrien, hvoraf vi ovenfor have anført de bedst bevarede Navne”, efter hvilke man læser Følgende:
»(Disse) nitten Distrikter Hamath tilligemed Byerne inden deres Enemærker, påa Kysten af den nedgaaende Sols Hav, hvilke i Synd og Troleshed vare gaaede over til Asarjah af Juda, lagde jeg til Assyriens Besiddelser og indsatte mine Embedsmænd og mine Statholdere derover".
1 Se Opperts Artikler i Zeitschrift fir dgyptische Sprache VI, S. 68 (1869), og i Annales de Philosophie chrétienne Heftet for Januar 1869.
2 Sign. Esaias 7, 6.
3 Texten findes Rawlinson, Znscriptions vol. III, pl. 9 no. 2 og 8; slgn, Schrader, Die Keilschriften und das alte Testament S. 115—116. G. Smith, Assyrian Discoveries S. 275. '
4 Linie 2 og 8. I de felgende Linier er der blandt Andet Tale om Indtagelsen af en By.
s… Linie 10.
5. Linie 23.
7? Se ovenfor S. 663. Navnene læses Rawlinson l. c. Linie 26—30.
' Linie 30—832.
79
1250
Det synes herefter, som Asarjah — formodentlig i Assyriens Fornedrelses Tid kort før Tiglath Pilesars Dage! — havde til- egnet sig et i den nordlige Del af Mellemsyrien tæt ved Havet liggende Landskab, der tidligere havde tilhørt Assyrien, og man tør vel af de meddelte Brudstykker slutte, at han har søgt at for- svare denne sin Besiddelse med Vaabenmagt imod de indtrængende Assyrer, og at han har sendt en Hær til Nordsyrien, da Tiglath Pilesar angreb Syrien.
Paa den anden Side tør man dog ikke slutte, at Asarjah selv personlig har deltaget i Krigen som Anfører for den Hær, der sendtes til Nordsyrien. Sandsynligvis har enten Jotham eller maaske snarere Akhas været Anfører for Hæren. Hvis det virkeligt forholder sig paa sidste Maade, have vi en ganske sandsynlig Forklaring af Grunden til, at Juda paa éngang havde tre Konger; da Hæren sendtes saa langt bort, fandt man det rigtigst,, at dens Anfører havde Kongemagt og Kongenavn, men da Asarjah (Usia) paa Grund af en ulægelig Sygdom ikke kunde deltage i Statsstyrelsen, var det ikke ret vel muligt for Jotham at forlade Landet, og man havde da ingen anden Udvei end at udnævne Akhas til Med- regent og udraabe ham til Konge.
Uagtet alle Syrernes Anstrængelser seirede dog ÅAssyrerne, og en stor Del af Syriens Fyrster maatte tilsidst hylde Tiglath Pilesar som deres Lehnsherre og betale ham Tribut. Iblandt disse Stater fandtes maaske ogsaa baade Samareia og Damask”.
Nogle Aar efter, i Tiglath Pilesars ottende Regjeringsaar (738)Z, sé vi atter denne Konge inddrive Tribut fra Syriens Konger. Iblandt digse findes, foruden Rezin af Damask, ogsaa
LJ] ae mt ST er I I T
må - nå - hi 2 im - mu sa - mi - ri" na! Menahem af Byen Simron eller Samareia.
Se ovenfor S. 391 ff.
Se ovenfor 8. 664.
Se ovenfor 8. 665 f.
Rawlinson, /nscriptions III, pl. 9 1. 50; Layard, JInscriptions pl. 50 l. 10; salg. ovenfor 8. 665 og S. 792.
2. & mm
1251
Ifølge Biblen maatte Israels Konge Menahem udrede en betydelig Skat til en Konge af Assyrien, der kaldes Phul (572)!, i hvilket Navn vi, som ovenfor udviklet, uden Tvivl have en Forkortning af Pulesar eller Pilesar (d. e. Tiglath Pilesar)?.
Der hengik nu nogle Aar, i hvilke Assyrerne ikke lode deres Hære sé i Syrien?, Disse Aar benyttede Folkene i. Riget Damask og i Israels Rige — i hvilket Rige imidlertid Menahem var død, formodentlig omtrent Aar 739, og hvor hans Sen og Efterfølger to Aar efter (727) var bleven styrtet af Pekah — til at afkaste det assyriske Aag og at danne et imod Assyrien rettet Forbund, i hvilket de søgte at tvinge alle Naborigerne til at træde md?. Iblandt de Lande, de saaledes vilde nøde til at slutte sig til dem, var Juda Rige, paa hvis Throne de vilde sætte en Søen af en vis Tabeal istedetfor den assyrervenlige, Konge Akhas?. I sin Angst kaldte Akhas Assyrerkongen Tiglath Pilesar til Hjælp, og denne hans Opfordring var ikke forgjæves. Tiglath Pilesar førte straks sine Skarer imod Syrien, og i tre samfulde Aar anvendtes Assyrernes hele Kraft paa Undertvingelsen af de endnu uafhæn- gige Dele af Syrien (734—732).
I Aaret 734 vendte Tiglath Pilesar sig imod Palaskhtai', mæbp, Phileshet, ITahatwotivr, hvilket Ord sikkert allerede dengang havde faaet den videre Betydning, som det endnu har i vore Dage, idet det nemlig betegner hele Kanaans Land. Sandsynligvis var det navnlig Israels Rige, der maatte undgjælde i dette Aar”. Uheldigvis ere de Dele af Assyrernes Annaler, som behandle dette Aars Begivenheder, ikke bevarede uden i yderst tarvelige Brudstykker. Imidlertid læse vi dog i Resterne af Indskriften Navnet
1! 2 Kong. 15, 19. 2 Se ovenfor 8. 393. 2 Se ovenfor S. 402 og S. 670. " Sign. Esaias 7, 1 ff. 5 Esaias |. c. £ Rawlinson, J/nscriptions ll, pl. 52 1. 40; slgn. ovenfor S. 671 Anmk. 1. 7 Rawlinson, /nscriptions III, pl. 10 Linie 17, 18; han beseirede dog ogsaa Gaza i dette Aar. 79"
LÆ -T fr på -ka - ha Pekah flere Gange, og vi finde Beretninger om, at Strækninger af Beth- Omri bleve fratagne Landets Konge og underlagdes assyriske Embedsmænd, samt at de anseteste Beboere af Beth-Omrr bleve bortførte til Assyrien. Vi gjengive her de Brudstykker af Ind- skriften, der angaa Israels Rige, i Oversættelse?
»Byen Gal .... Abel .... som er ovenfor Landet Beth- Omri, det fjerne .... det udstrakte, lagde jeg i dets Helhed til Assyriens Besiddelser. Mine Embedsmænd, Statholdere, satte jeg over demå«,
Derpaa fortælles om Erobringen af Gaza og Overvindelsen af Hananu (Hanon)', hvorpaa man læser Følgende, om hvilket man ikke kan afgjøre, hvorvidt det handler om Gaza eller om en Del af Israels Rige?.
.……. midt i Beth- .... Guderne i deres Lund talte jeg som Bytte.... som Fugle... . førte jeg til hans Land .... Guld, Selv, Klæder af derom, Uld (?) .... store modtog jeg som Tribut.
Derpaa vedbliver Tiglath Pilesar saaledes som følger '.
»Landet Both-Omri, det fjerne .... dets anseteste Beboere samt deres Gods førte jeg bort, til Assyrien, Pekah, deres Konge, slog de ibjel. Men jeg indsatte [i Kongeværdigheden] over dem:
IT TE TT 2] a-U- & - " Hosea (mywm)
%, F. Ex. Rawlinson l. c. Linie 28.
2? Rawlinson, /nscripsions III, pl. 10, no. 2; sign. Schrader, KeilscÅriften und das alte Testament S. 145—146. G. Smith, Assyr. Discov. S. 284. Rawlinson I. c. Linie 17— 19.
Linie 19—22.
Linie 22—26.
Linie 27—30.
a FF &e u
1253
Ti Talenter Guld, 1000 Talenter Sølv som Tribut lod jeg mig give, og jeg bragte dem til Assyrien".
Hvad der her fortælles i Assyrernes Indskrifter, stemmer paa det Bedste overéns med Kongernes Bøger, thi efter disse blev Israels Rige i Pekahs Dage haardt hjemsøgt af Assyrerne, som bortførte Indbyggerne i Hion, Abel, Beth-Maaka, Janaho, Kedes, Hazor, Gilead, Galilaia og det ganske Land Naphthali ".
Ifølge samme Skrift blev endvidere, ganske som det fortalles i Indskriften, Pekah, under hvem Landet var bleven saa haardt medtaget, myrdet af sine egne Undersaatter, hvorpaa Hosea, Hovedmanden for Oprøret, besteg Thronen?, som han søgte at sikkre sig ved at anerkjende Assyrerkongen for sin Overherre.
Ifølge den assyriske Beretning kunde det synes, som om Pekahs Mord og Hosea's Thronbestigelse var foregaaet straks efterat Israels Rige var bleven saa haardt medtaget, altsaa alle- rede i Aaret 734, men Sammenligning med andre assyriske Ind- skrifter lærer, at Assyrernes Annaler undertiden ikke meddele enkelte mindre Begivenheder paa det Sted, hvor man efter deres Tidsfølge kunde vente at finde dem omtalte, men andetsteds som Tillæg til større Begivenheder, hvor de samme Personer og Steder omtales, uden Antydning af, at de først ere foregaaede senere ?, Man har derfor paa ingen Maade Ret til, af nærværende Ind- skrift at slutte, at Hosea har styrtet Pekah allerede 734; Be- givenheden er uden Tvivl først foregaaet nogle Aar senere", for- modentlig i Aaret 730 eller 729 f. Kr.%. At Tiglath Pilesar
1 1 Kong. 15, 29.
" 2 Kong. 15, 80.
2 Man finder bl. Å. et Exempel herpaa i Sargons Annaler i Beskrivelsen af Begivenhederne i Sargons ellevte Aar. i '
+" I Tiglath Pilesars yngste Indskrift findes endnu Begivenheder fra hans 17de Regjeringsaar, se Rawlinson, Jnscriptions II, pl. 67, 1. 5. Vi antage, at Hoseas Thronbestigelse er foregaaet kort før Forfat- telsen af Tiglath Pilesars omtalte Indskrift og ikke ret mange Aar fer Tiglath Pilesars Ded.
5 Se ovenfor 8. 670 671.
8 97.
1254
siger, at han satte Hosea paa Thronen, kan kun betragtes som Udtryk for, at Hosea straks hyldede ham som Overherre.
Efterat Israels Rige var beseiret og store Skarer af Befolk- ningen vare blevne bortførte til andre Egne, kastede Assyrerne sig over Riget Damask, som efter en toaarig Kamp blev tilintet- gjort og omdannet til assyrisk Provinds, efterat dets Konge Rezin var omkommet. I Kongernes Bøger skildres disse Be- givenheder paa en hermed aldeles samstemmende Maade '!,
Efter Tilendebringelsen af denne store syriske Krig modtog Tiglath Pilesar Hylding af de Konger, som havde beholdt deres Riger imod at anerkjende Assyrerkongen for deres Lehnsherre?. Iblandt disse Konger nævnes ogsaa en Konge af Juda ved Navn
TE STE FT ta- u - kha - 21, Joakhas (mn) d. e. Akhas(smn).
Atter her have vi en ikke ringe Overénsstemmelse med det gamle Testamente; thi — ifølge hvad der fortælles i dette — var Akhas gaaet til Damask for at hylde Tiglath Pilesar; det var fra dette Ophold, at han hjembragte forskjellige assyriske Skikke, som han af al Magt bestræbte sig for at indføre i sit Rige!
Uagtet Tiglath Pilesar, som vi have sét, just ikke kan siges
Finns at være gaaet frem med særdeles Mildhed imod det frafaldne Is-
raels Rige, idet han bortførte en stor Del af Befolkningen i de nordlige Landskaber til Assyrien, saa var han dog paa den anden Side langt fra at gaa frem med den samme Strenghed imod S3- mareia som imod Israels Forbundsfælle Damask, idet han nemlig
1 2 Kong. 16, 9.
2 Se ovenfor 8. 671—673.
2: Rawlmson, Jånscriptions II, pl. 67 I. 61; sign. ovenfor 8. 792. Grunden til, at Navnet ikke er gjengivet neiagtigt af Assyrerne, idet de have kaldet Kongen Jaukhaz istedetfor Akhaz, er formodentlig den, at de havde lagt Mærke til, at mange hebraiske Personnavne begynde med ja — og de derfor troede, at ogsaa Akhas' Navn rigtigst skreves jeukkar.
s 2 Kong. 16, 9 fø. Se ovenfor 8. 20.
1255
ikke berøvede Folket al Selvstændighed, men lod det beholde sin egen Konge og egen Styrelse. Men det var ikke at vente, at Assyrerne oftere vilde taale et Frafald uden ganske at knuse Riget, og i Virkeligheden varede det ifølge Kongernes Bøger kun ni Aar efter Hosea's Thronbestigelse, fer Riget gik fuldstændig til Grunde. Hosea viste sig nemlig snart utro imod Assyrien og undlod at udrede den Skat, han havde forpligtet sig til at betale hvert Aar til dette Riges Konge!. At et saadant trolest Forhold skulde blive taalt, eller at han alene ved egne Kræfter kunde være istand til at modstaa Assyrerne, kunde Hosea umuligt for Alvor mene; dertil var Israels Rige alt for svagt, da saa store Strækninger vare faldne i Assyrernes og Moabiternes Hænder?. Hvad Skjæbne der ventede Folk og Konge efter et mislykket Oprør, kunde ikke være nogen Hemmelighed efter de sidste Aars Begivenheder. Hosea maa altsaa aabenbart have haabet paa kraftig fremmed Hjælp. Ifølge Kongernes Bøger var det Ægypten, han stolede paa, men uden at hans Forventninger opfyldtes: da Assyrerne kom, udeblev Hjælpen, Sa- mareia stod ene og maatte tilsidst bøie sig for Assyrerkongen?, - Hosea mistede Livet, Folket førtes bort til Assyrien, Landet om- dannedes til assyrisk Provinds, og Bestyrelsen gaves ikke til en Indfødt, men til en assyrisk Statholder.
… Alle disse Møddelelser stemme paa det Bedste overéns med de assyriske Indskrifter, der desuden giver forskjellige Oplysninger, som udfylde Biblens temmelig kortfattede Beretning.
Da Israels Rige svigtede sine Forpligtelser imod Assyrien, sad der paa dette Riges Throne en Konge ved Navn Salman-eser, som snart efter at have modtaget Underretning om Frafaldet, synes at have ført sin Hær imod Hosea". Uheldigvis besidde vi, som alt bemærket, ingensomhelst historisk Indskrift fra Salman- esers Dage; vi have ingen Beskrivelse af hvad der er skåét
' 2 Knng. 17, 4 sign. 17, 3.
7? Se ovenfor S. 1235 og 1250.
2 2 Kong. 17, 4.
+ Om Salman-eser se ovenfor S. 404 ff.
1256
i Tidsrummet fra 726 til 722 — hverken i Syrien eller i andre Lande —, medmindre, som vi formode, nogle af de Begivenheder, hvorom der gives Oplysning i Sargons Indskrifter, skulde være fore- faldne i den sidste Tid af Salman-esers Dage. Sargon betragtede sig nemlig som Assyriens retmæssige Konge lige fra det Øieblik af, da han havde reist Oprørsbanneret imod Salman-eser, og han maatte derfor tilskrive sig Æren for, hvad Salman-eser og hans Hærførere havde udrettet i den sidste Tid før denne Konges Død". Ifølge de assyriske Indskrifter synes Ægypten ikke at have været den eneste Magt, der samtidig med Israels Rige havde begyndt Fjendtligheder mod Assyrien. Ogsaa Kongen af Gaza, der ligesom Hosea havde været skatskyldig til Assyrien fra Tiglath Pilesars Dage, havde brudt sine Forpligtelser imod Assyrien. Sand- synligvis var ogsaa det Oprør i Hamath, som Sargon dæmpede i Begyndelsen af sit , andet Regjeringsaar" ?, udbrudt før Samareias Fald; ja det er endog muligt, at dette Oprør er begyndt lige saa tidligt som Hoseas Opstand. Om Jaubida, Hovedmanden for Oprøret i Hamath, siger Sargon nemlig, i en af sine Indskrifter :
»Byerne Arpad, Simirra, Damask og Samareia imod mig han hidsede". '
Uheldigvis ere vi ikke istand til at give nærmere Oplysninger om, i hvilken Tilstand Samareia befandt sig dengang, da Jaubida »hidsede" det imod Assyrien, om det dengang var en assyrisk Provindsby, eller det endnu var Kongestad og Hoseas Hovedstad, . eller med andre Ord, om Jaubida var en af Hoseas Forbundsfæller, eller om Oprøret i Hamath først er udbrudt efter, at Samareia var bleven indtaget. Sargons Annaler ere nemlig, som alt bemærket", ikke godt bevarede; navnlig mangle betydelige Stykker af Begyn- delsen. Fortællingen om Samareias Fald hører uheldigvis til de Af- snit, der mangle, og man kan ikke med fuld Sikkerhed afgjøre,
æ
1 Se ovenfor S. 405.
2 Se ovenfor S. 408; efter Botta, Mfonumen!s vol. IV. pl. 70 1 ff
2 Botta, Afonuments vol. IV. pl. 145 1 21—22. Sætningen findes anført ovenfor med Kileskrift S. 679— 680.
+ Se ovenfor S. 408 og 8. 678 med Anmrk. 4:
1257
hvor vidt denne Begivenhed henhører til Sargons Thronbestigelsesaar eller til bans første eller til hans andet Regjeringsaar. Da den Del af Annalerne, der fortæller om Samareias Fald, i ethvert Tilfælde foreløbig maa lades ude af Betragtning, ere vi som Følge heraf nødte til at lade os nøie med mere kortfattede Beretninger. Næst efter Sargons Annaler er den Indskrift, man kalder Sargons Fasti! , den mest udførlige. I denne fortæller Sargon Følgende om Samareias Fald?: SR | fjern I—II] —T —T IT | > 19777 SME AM <- HALS ESS sa-mi-ri-na al-vi ak-sud XXVIIM CC LXXXX Samareia (70%) angreb ("m>) jeg og tog (775); 27290
TET TET STI EDEL ÆT Se =TT=T T- [nisi] a-sib lib - su as - lu - la L [narkaba] Folk(w>) boende(3%N) i dens Midte(=5) gjorde jeg til Bytte; 50Vogne
=D HS FEDT Es] 2:
in hdb-su-nu ak - sur au 2 2 ål - lu - ti
i Midten(3>) deres tog jeg, og Resten af Er Te ar ETT Dr I MU SU —- NU U-sa- hizis …..… ta Far nt
deres Gods lod jeg gribe Befalingsmænd mine over (>y) dem
SET ar El i ”- TH <« ET] TET TT > « =Ir+ —]> as - kun va [bilat] sar mah-ri-e e-med-su-nu-ti satte(7>) jeg og(x)Tributen(r>3) for Kongen den forrige jeg satte over dem.
me …… …=
1 Sign. ovenfor 8. 245 —246.
2 Botta, AMfonuments Vol. IV. pl. 145 I. 11—13; F. Delitzsch, Assyrische Lesesticke 8. 55. $lgn. Schrader, Keilschriften u. Alt. Test. S. 158—159.
2 og Omskriften af denne Indskrift ere de med ideographiske Tegn ud- trykte assyriske Ord satte i skarpe Klammer; saaledes Ordene for Mennesker, Folk: nisi, og for Vogne: narkaba; Tribut: dilat. Med Hensyn til de andre Ord bemærkes, at => egl betyder , hænge fast ved; =ønR er det hebraiske mt"; eli, Sy er over; inu, 7, Gods; mahbri af =m9 ile foran, =py altid trans, i Assyrisk: sætte.
1258
For nu at vende tilbage til Spørgsmaalet om, tæål hvilket af Sargons Regjeringsaar denne Begivenhed maa henføres, da har man ikke uden Grund gjort opmærksom paa, at af Sargons Annaler ere to Plader, hver paa elleve Linier gaaede tabte, hvilke uden Tvivl have fortalt om Seire, vundne i hans andet Regjeringsaar, formodentlig i Syrien, saa at der altsaa kunde være Grund til at antage, at Indtagelsen af Samareia har hørt til de Begiven- heder, der beskreves i disse Plader!. Imidlertid forekommer der paa den Plade, der indeholder nogle Rester af Beretningen om Begivenhederne i det Aar, da Sargon kom paa Thronen, og i det føl- gende Aar, hans første Regjeringsaar, et Par Ord eller Rester af Ord, som netop findes i det ovenfor meddelte Stykke af Sargons Fasti; navnlig læses tydeligt Tallet Åalvtreds?, hvilket netop forekommer i Fortællingen om Samareias Fald i Fasti, men ellers neppe nogensteds i Sargons Krigsindskrifter. Da der desuden i Begyndelsen af Fortællingen tydeligt læses Stavelserne -rinat2, hvilket netop er Endelsen af samtrinat, ,fra Samereia", formodentlig en Tillægsbestemmelse til aust', Hosea", saa er der overveiende Sand- synlighed for, at Samareia allerede er falden i det Aar, da Sar- gon kom paa Thronen (722); ja det er ikke umuligt, at Begyn- delsen af Angrebet naar tilbage til et af de to foregaaende Aar (724 eller 723); thi efter Kongernes Bøger varede Beleiringen af Samareia paa tredie Aar &. -
Vi gjengive her de levnede Brudstykker i Oversættelse”:
fr sm
1 Denne Opfattelse er udviklet af afdede Hincks og følges af flere Assyriologer.
? Botta, Afonuments vol. IV. pl. 70 I. 2.
2 Botta, Afonnmenis vol. IV. pl. 79 1. 11.
Undersøgelsen af Begyndelsen af Sargons Annaler skyldes Oppert
(Dursarkayan 8. 80); slgu. Schrader, Kerlschriflen u. A. T. S. 159—160.
3) Man læser i Botta, Sfonuments vol. IV. pl. 79. 1. 10 ina ris sarruti-ia
i Begyndelsen af min Kongeregjering, d. e. i det Aar, da Sargon kom
paa Thronen. I næste Linie findes Levningerne af Ordet: samsrina,
2 Kong. 17, 5.
7 Botta, Afonuments vol. IV. pl. 79 1. 10—11 samt 70 L 1—5.
1259
I Begyndelsen af min Kongeregjering .... fra [sami]-rina (d. e. fra Samareia).... i min.... førte jeg bort som Bytte (Fanger); 50 Stridsvogne, min Konge-Andel i.... og i deres Sted bosatte jeg dér Mænd fra Lande, betvungne [af min Haand]. Skat som paa Assyrer lagde jeg paa dem.
Derpaa fortælles om Kampe i Mesopotamien navnlig med Babylon, hvilke Kampe formodentlig tilhører Sargons første Re- gjeringsaar (721). Heller ikke disse Begivenheder ere uden Be- tydning for Israeliternes Historie: man læser nemlig i Slutningen af Fortællingen om Tildragelserne i Babylonien i disse Aar en Meddelelse om, at endel Folk bleve førte fra Babylon til Syrien; da der netop det foregaaende Aar var ført Folk fra Samareia, saa er det ikke usandsynligt, at den der opstaaede Folketomhed er bleven erstattet ved Nybyggere fra Babylonien; men det er paa den anden Side ogsaa muligt, at disse Babyloniere ere blevne bo- satte i andre folketomme Egne af Syrien.
Vi meddele her Oversættelsen af de levnede Stykker af dette Afsnit af Sargons Annaler:
. hvilken?, eftersom han ikke efter Gudernes Hjerte [havde] tilrevet sig Herredømmet over Babylon.... . 007 Beboere med deres Gods førte jeg bort og bosatte dem [i Landet] Khatt: d. 6. Syrien.
I det følgende Aar (720) angreb Sargon Jaubida i Hamath3?, som blev fuldstændig tilintetgjort, hvorpaa Sargon vandt flere andre Seire i Syrien og tilsidst overvandt Kongen af Gaza og Herskeren af Ægypten Sab-'-e (Sabako) ved Raphia'. Man sér heraf, at Ægyptens Hersker ikke har ladet sig nøie med at op- hidse Syrerne imod Assyrien, men dog ogsaa har sendt dem en Hær til Undsætning; men denne Hær maa først være ankommen
! Botta, Afonumen!s vol. IV. pl. 70 Il. 6—8.
? Babylons Konge, formodentlig Merodak-Baladan; Navnet | er edelagt.
3 Se ovenfor S. 682.
+ Botta, Afonuments IV. pl. 71 I. 8 og , pl. 145 I. 9—11. Teksten er an- fort med interlineær Oversættelse ovenfor S. 682 — 683.
1260
i det yderste Øieblik, da Syrernes Kraft fuldstændigt var brudt, og Assyrerne allerede vare trængte frem til de sydligste Egne af Landet, thi Slaget stod i den allersydvestligste Del af Syrien, ikke saa meget langt fra Ægyptens Grændse.
Et af de følgende Aar (717) vendte Sargon sig imod Ara- berne, som han tilføjede følelige Nederlag og forjog fra deres Boliger; en Del af dem fangedes og bosattes i Landet Samareia.
I Sargons Annaler, i Fortællingen om hans Bedrifter i Arabien i hans femte Regjeringsaar, læser man følgende!:
»Mænd af Stammerne Taside, Ibadidi, Marsimani, Hajappa, i Landet Arabien, det fjerne, samt Beboere af Landet Bari, hvilke Lærde og Skriftkloge ikke kjendte, og som aldrig havde bragt Tribut til Kongerne, mine Fædre, førte jeg bort og bosatte dem i Landet Samareia".
I Indskriften paa Sargons Cylinder fortælles den samme Be- givenhed med lignende Udtryk. Her kalder Sargon sig?:
»Den, der underkastede sig Tammudi (Tammuditerne), Zbadidi Marsimani og Hajappa, hvis Levning blev udryddet, og som sendte dem til Landet Beth- Omrt, det fjerne".
Lignende Bortførelser til Samareia have maaske oftere fundet Sted. Navnlig er det at formode, at efter Babylons Fald (710)32 ere Folk fra dette Rige førte til Samareia?.
Ifølge Biblen bosattes de fra Samareia bortslæbte Israeliter i Khalakh, ved Floden Khabur i Gozan samt i Medernes Byer.
I næsten alle Sargons historiske Indskrifter, ikke blot i de længere, Annaler og Fasti, men ogsaa i Indskrifter paa Tyreko- losser, Alabastgulve ligesom paa hans Cylindre, omtales Seiren over Samareia som en af Sargons ypperste Bedrifter,
-
Botta, 3/onumenis IV. pl. 75 1. 5 —6.
Rawlinøon, ånscriptions I. pl. 36. I. 20.
Se ovenfor 8. 415.
Sign. 2 Kong. 17, 24.
Botta, Monuments III. pl. 24 1. 6 pl. 26 1. 15 og oftere (hvor Sargon kalder sig mirid bet humri, den som slog Beth Omri) III pl. 4 L 24 -- 25 og oftere sapin samirina som slog Samareis; Rawlinson Ånscriptions pl. 36 1. 19.
2 åd åd MS mm
1261
I de fleste af Sargons Indskrifter findes Landet Juda aldeles
ikke omtalt og man tør vel derfor antage, at Riget, der, som vi
have sét, i Tiglath Pilesars Dage var bleven skatskyldigt til As- syrien, er vedblevet at udrede sine Afgifter ogsaa til Tiglath Pile- sar's Efterfølgere, Salman-eser og Sargon. I Biblen finde vi ingen Oplysninger om dette Spørgsmaal; men den Omstændighed, at Akhas var saa stor en Ynder af Assyrerne og assyrisk Væsen, gjør det højst sandsynligt, at han er vedbleven at være Assyrien tro, og hvad hans Søn og Efterfølger, Hezekia, angaar, da var han en saa besindig Karakter, at det med Føie kan antages, at han ikke ubetænksomt har brudt sine Forpligtelser imod Assyrien, naar andre syriske Smaariger faldt fra, skjøndt han paa den anden Side nok maatte kunne ønske sig løst fra de Baand, der knyttede ham til et Rige, hvis uheldsvangre Indflydelse paa Forholdene i Juda man under Akhas i saa fuldt Maal havde faaet at føle.
I ethvert Tilfælde antage vi det for sandsynligt, at Hezekia ikke har deltaget med Hosea i Oprøret imod Salmaneser; saafremt dette havde været Tilfældet, vilde Assyrerne sikkert ikke have undladt at straffe et saadant Frafald, og Sargon vilde i saa Fald i sine Indskrifter sikkert ikke have undladt at rose sig af at have betvunget Juda. Men nu finde vi ikke i nogen af Sargons Ind- skrifter, der behandle hans første Regjeringsaar, nogensomhelst Hentydning til Seire over Juda. Kun én Indskrift gjør en Und- tagelse, nemlig Indskriften fra Nimrod, hvor Sargon kalder sig ,den, som har slaaet Kongen af Juda!"+,
Man kunde herefter, synes det, have god Grund til at antage, at Sargon ogsaa havde tugtet Juda Rige; og i Virkeligheden frem- gaar det af et Par for nylig opdagede, uheldigvis meget beskadigede Indskrifter, der læses paa Valtser af brændt Ler fra Sargons Tid, at Juda Rige har sluttet sig til Asdod, dengang da denne Philisterby
ne mm
'- Layard Jnscriptions, pl. 83, l. 9.
2. Den ene er opdaget 1873 i Assyrien af G. Smith, der har oversat en Del af den i sin Assyrian LDiscoveries S. 289 ff£.; den anden fandt han i Britisk Museum.
& 98.
730 til 630.
1262
omtrent i Aaret 711 reiste sig imod Sargon!. Naar Juda saaledes har stillet sig i Assyrernes Fjenders Række, kan det neppe be- tvivles, at Landet har faaet sin Straf, da Asdod var bleven be- tvunget og Sargon atter var Herre over de tilgrændsende Dele af Syrien. I Virkeligheden synes Sargon ogsaa at have straffet Juda for sit Fredsbrud ?, men uheldigvis er den Del af Indskriften, der fortalte om disse Begivenheder, næsten ganske forsvunden.
Da Sargon saaledes virkelig kom i Berøring med Juda, laa det nær at antage, at de omtalte Ord sigtede til Judas Afstraffelse ; men dette er dog neppe Tilfældet, thi Indskriften i'Nimrod er uden Tvivl ældre end Oprøret i Asdod og Tartans Tog til Byen, og det bliver følgelig det Sandsynligste at antage, at Forfatteren af Indskriften har forvekslet Juda. med Israel, og at han paa det paagjældende Sted tænker paa Samareias Undergang.
Hvorledes det end forholder sig med Hezekias Forhold til Assyrien i den første halve Snes Åar efter Samareias Fald, er det klart, at Juda Rige henimod Aar 701, sandsynligvis straks efter Sargons Død, har afrystet det assyriske Aag og har gjort fælles Sag med Assyriens Fjender.
Med Hensyn til de indre Forhold i Juda Rige i Tidsrummet fra 730 til 700, give de assyriske Indskrifter kun faa Oplysninger. Imidlertid kunne dog de Efterretninger, vi finde i Sargons og Senakheribs Indskrifter om Begivenheder i andre syriske Lande, give Anledning til forskjellige Gisninger.
1 Sign. ogsaa G. Smith i Zeitschrift fiir ågypt. Sprache, VII. S. 108: we know by the Museum cylinder, that Judea joined the Philistines in the revolt of Jaman; one whole column is devoted to this war, and here its defective state is most to be regretted.
2 Se Levningen af den omtalte Indskrift i British Museum. Ifølge Biblen fandt der i Hezekias fjortende Regjeringsaar, d.e. i Aaret 711, et assyrisk Angreb Sted; men det Angreb, som Biblen beskriver og henfører til dette Aar, skete først ti Aar senere; Tidsbestemmelsen ,det fjortende Aar" beror paa en Feilregning eller Feilslutning. Se ovenfor 8. 38.
3 8e ovenfor 8. 689 fl.
+ At Begivenheden i 2 Kong. 18—19 og Esaias 36—87 henherer til Hezekias senere Aar og ikke til hans låde Aar, er ovenfor paavist (S. 38).
1263
Vor bedste Kilde til Kjendskab om de indre Forhold i Juda i dette Tidsrum er de samtidige Profeters Skrifter, navnlig Esaias og uden Tvivl ogsaa Mika.
Esaias optraadte som Profet i Kong Usias Dødsaar, for- modentlig omtrent jAar 735, altsaa i ethvert Tilfælde før Aar 730. Et eller to Aar efter Usias Død falder Israels og Syrernes Angreb paa Akhas og dennes Tilslutning til Assyrien, hvilket Skridt Esaias strængt dadler?, I Akhas' Dødsaar (omtrent 726) truer Profeten Philisterne med en haard Straf ved en Nord fra kommende Magt?; formodentlig har Philisterne i dette Aar sluttet. sig sammen med Israel og gjort Oprør mod Assyrerkongen; ogsaa de truende For- bandelser imod Moab henhøre uden Tvivl til samme Tid". Disse Profetier vare formodentlig udtalte for at afholde Juda fra at gjøre fælles Sag med disse Lande og med Israel imod Assyrien, og man kan maaske af dem slutte, at der iJuda har været en vis Stemning tilstede for at benytte det for Assyrien mindre heldige Øieblik, da hele Sydsyrien reiste sig imod Salman-eser, til at bryde Baandet, der knyttede Juda til Assyrien. Senere (henimod 711) har uden Tvivl Babylons Konge søgt at vække Oprør i Syrien, han henvendte sig ved denne Leilighed ogsaa til Hezekia, som modtog Udsen- dingene med megen Udmærkelse, men herpaa svarede Esaias ved at udtale truende Spaadomme imod Babylon ?.
Spaadommene imod Ægypten og Æthiopien hos Esaias hen- høre uden Tvivl til samme Tidsrum (712—710) og ere sandsynligvis nærmest udtalte for at vise Judas Konge og Folk, at de ligesaa lidet i den ægyptisk-aithiopiske Stats Beherskere som i Babyloniens eller andre Rigers Fyrster kunde vente at finde virksomme og uegen- nyttige Hjælpere imod Assyrien, naar det skulde komme til Krig med denne Magt. Ligeoverfor alle fremmede Magter maatte man iagt-
'- Esaias, 6, 1 fi.
2 1 06. 7,1 ff.
3 1. c. 14, 27.
4 ]. c. 15, 1 — 16, 14.
5 1 c. 138, 1 f£. Ulykker fra Babylon forudsiges Juda Es. 39, 6—7,
1264
tage en stræng Neutralitet; thi Intet var fordærveligere for Juda end at komme i altfor nøje Berøring med fremmede Folk, det være sig som Ven eller Fjende. Hvad Assyrien angik, da var det ikke tilfreds med, at de mindre Stater iagttog stræng Neutralitet;; det forlangte Tribut og Heihedsret over alle de Stater, det kom i Berøring med; og der var derfor ingen anden Udvei for Juda end at udrede den af Assyrerkongen forlangte Pengesum. I Esaias' Skrifter finder man ingen Antydning af, at han har opfordret sin Konge til at holde Skatterne tilbage; man ter vel derfor formode, at han har antaget Udredelsen af denne Tribut for en nødvendig Betingelse for, at Juda beholdt sin Selvstændighed i de indre For- hold, skjøndt det naturligvis maatte være ham en stor Sorg, at Herrens udvalgte Folk maatte være afhængigt af et Hedningefolk. Esaias” Profetier imod Juda og Jerusalem? henhøre uden Tvivl om- trent til de samme eller til de følgende Aar før Sargons Død ?. De vise os, at Tilstanden i Riget ikke er glimrende; navnlig skildrer Profeten i sin Spaadom imod Synets Dal den Forvirring, der vil opstaa i Jerusalem, naar en mægtig Fjende rykker frem imod Byen; han tænker her i sit Fremsyn uden Tvivl nærmest paa Senakh- eribs Tog imod Juda, som ganske vist endte med Assyrernes Nederlag, men som dog kostede Juda Rige store Offre, idet, som vi straks skulle sé, en Del af Befolkningen bortførtes til Assyrien".
Efter Sargons Død udbrød der, som oftere omtalt, et stort Oprør i Syrien imod Assyrien, og i dette deltog ogsaa Juda, hvad der havde til Følge, at Sargons Eftermand Senakherib tre Aar efter sin Thronbestigelse kastede sig over Juda, efterat han først havde betvunget Phoinike?,
—…— …— — =—F——
! Spaadommen Æsaias 20, 1—6 henherer til Aaret 711, da Tartan drog imod Asdod. Den forangaaende Profeti Æsaias 19, 1—25 er maaske nogle Aar ældre, men den kan ogsaa tilhøre denne Tid.
Esaias, 22, 1 fi. Slgn. 24, 5 ff. 0. s. v.
Mikas Profetier (Afika 1, 12 ff.) ere uden Tvivl endel Aar ældre.
Se nedenfor 8. 1265 ff.
Hvorledes Esuias stillede sig til dette Oprør, er ubekjendt.
Sign. A. Hildebrandt, Judas Verhåltniss su Assyrien in Jesaja's Zeit, 1874.
aA &æ fé & mø
1265
Senakheribs Felttog imod Juda beskrives saavel i Biblen som i ÅAssyrernes Annaler, til hvilke to Fremstillinger der endelig endnu slutter sig en kort Bemærkning hos Herodot om en stor Ulykke, der ramte Senakherib paa et Tog imod Ægypten, og som ikke kan henhøre til noget andet Tidspunkt end dette Felttog af Senakherib til Syrien.
Senakheribs Tog imod Juda fortælles to Gange i Biblen, først i Esaias" Skrifter! og derpaa i Kongernes Bøger”; hvilke sidste næsten ordret -gjentager Esaias” Fortælling og kun tilføje en kort Meddelelse om, hvor stor den Tribut var, Hezekia udredede til Senakherib ”, en Meddelelse, der uden Tvivl er taget af Juda Riges Aarbøger.
Man erfarer af Biblens Fortælling, at Senakherib paa dette Felttog først angreb og beleirede Lakis”. Her modtog han Hezekias Tribut, som bestod af 30 Talenter Guld og 300 Talenter Selv, men ikke fornøjet hermed skikkede han Afsendinge, ledsagede af en betydelig Troppestyrke, til Jerusalem for at forlange Gidsler og 2000 Ryttere, hvortil han selv vilde give Hestene, men Forlan- gendet blev efter Profeten Esaias' Raad afslaaet. Snart efter ind- tog Senakherib Lakis og gik frem til Libna, hvorfra han sendte Hezekia en fornyet Opfordring om at underkaste sig, men med ligesaa ringe Resultat som tidligere?, I Fortællingen om den sidste Opfordring fra Senakherib antydes det, at en aithiopisk Hjælpehær var påa Veien til Undsætning?. Efter Beretningen om den anden Opfordring til Hezekia om at overgive sig og efter Meddelelsen af Esaias' Svar paa Hezekias Spørgsmaal, om hvad der var at gjøre, fortælles det endelig til Slutning, at , Herrens Engel drog ud og dræbte i en Nat 185,000 Mand i Assyriens Leir", hvorpaa
!- Esaias 36, 1—37, 38.
2 2 Kong. 18, 17—19.
32 2 Kong. 18, 13—16.
s. Esaias 86, 2 og 87, 8. 2 Kong. 18, 14 og 17; 19, 8. s Esaias 37, 9, 2 Kong. 19, 8.
' Esatas 37, 10; 2 Kong. 19, 9.
1266
det siges, at Senakherib skyndsomst trak sig tilbage til sin Hoved- stad, Ninive?,
De assyriske Efterretninger give adskillige Bidrag til dette Felttogs Historie, imedens de selv paa en mærkelig Maade ud- fyldes af den hebraiske Beretning. I alle Senakheribs historiske Indskrifter, saavel i de længere som i de kortere, omtales Betvin- gelsen af Hezekia som en af Senakheribs største Bedrifter, men paa Enkelthederne ved Krigen gaa kun Annalerne ind, nemlig den Indskrift, der læses paa Taylors Cylinder”, og den, dør er indhugget paa nogle kolossale Tyrefigurer, som Layard udgravede i Kujundshik. Denne sidste, der er forfattet nogle Aar før Taylors Cylinder, er noget kortere end denne, men stemmer iøvrigt næsten ordret overéns med den. Endelig fandt Layard paa en Væg i en mindre Sal i Ku- jundshik et Billede, der fremstillede Kong Senakherib siddende paa en Throne udenfor Lakis og betragtende, hvorledes Byen stormes og indtages af Assyrerne.
Felttoget i Syrien begyndte, efter Annalernes Fortælling?, med Sidons Ydmygelse, efter hvilken Senakherib modtog Tribut af ad- skillige syriske Fyrster, som formodentlig ikke havde taget Del i Oprøret, hvorimod Kongerne af Askalon, Ekron og Juda vedbleve at trodse ham. Assyrernes Hære gik nu langt frem langs Kysten, sandsynligvis uden at møde videre Modstand, thi det første Rige, der faldt, var det langt imod Syd liggende Askalon. Samtidig indesluttedes Ekron (Avgurruna), hvorefter det kom til Kamp med en fra Ægypten kommende aithiopisk-ægyptisk Hjælpehær. Slaget stod dog ikke i det sydligste Kanaan, men uoget længere imod Nord i Omegnen af Joppe, ved Eltheke (A/taku), en Omstændighed, der viser, at Assyrerne havde trukket sig noget tilbage, sandsynligvis for at drage deres Stridskræfter sammen.
Efter denne Udsigt over Indholdet af de assyriske Annalers Fremstilling, gjengive vi her i Sammenhæng det Afsnit af Senakheribs
1 Esaias 37, 38; 2 Kong. 19, 37. 2 Se ovenfor 8. 230. Se ovenfor 8. 691 fr.
1267
Annaler, der handler om Kampene med Ekron, med Ægypterne samt med Juda; herom fortæller Senakherib!: ,,Men Øversterne og Stormændene samt Folket i Avgurruna (Ekron), hvilke havde lagt Padi, deres Konge, min Forbundsfælle og Assyriens Vasal, i Lænker 'og havde sendt ham til Hazakujau (Hezekia) i Juda?, og ret som han var en Fjende, havde kastet ham i et mørkt Fængsel, betoges af Frygt. Kongen af Ægypten havde kaldt til Hjælp Milukhi's (d.' e. Aithiopiens) Konges Bueskytter, Stridsvogne og Heste — Skarer uden Tal — og de vare komne til deres Undsætning. I Nærheden af Byen Altaku (Eltheke) blev ligeoverfor mig Slag- ordenen opstillet, og de kaldte deres Tropper til Kamp. I Tro paa Assur, min Herre, kæmpede jeg med dem og jog dem paa Flugt. Vogustyrerne og Ægypterkongens Sønner tilligemed Mtlukhi (d. e. Aithiopiens) Konges Vognstyrere tog mine Hænder levende midt i Slaget?, Byerne Altaku og Tamna angreb jeg, indtog dem og førte Fanger bort derfra. Mod Avgurruna (Ekron) rykkede jeg. Øversterne og Stormændene, som havde gjort Oprør, dræbte jeg. Paa Pæle "rundt om paa Byens Mure spiddede jeg deres Lig. Byens Børn, som havde øvet Uret og Voldsgjerninger, bestemte jeg til Bortførelse. For de øvrige, som ikke havde taget Del i Oprør og Udaad, og som ikke havde udøvet noget Afskyeligt, deres Frihed forkyndte jeg. Padi, deres Konge, lod jeg føre ud af Jerusalem (ursalimma) og indsatte ham paa hans Herskersæde over dem og paalagde ham Tribut til min Majestæt.
! Den Del af Taylors Cylinder, som vi her gjengive i Oversættelse, er udgivet i Facsimile af Rawlinson, Jnscriptions I pl. 38 I. c.9 391L 41 og af Delitsch, Assyrische Lesestiicke S. 57—58. Med Hensyn til Fortolkning henvise vi til Schrader, Die Keilschr. u. das A. T., S. 171 ff. Den lidt kortere Fremstilling paa de kolossale Tyrefigurer fra Kujundshik er udgivet af Rawlinson, nscriptions III, pl. 12 1. 22—32; sign. Schrader l. c. 8. 184 ff. Om. Oversættelse af Senakheribs Annaler se ovenfor 8. 246. Nyere Oversættelser findes Records of the Past I, S. 33 ff. (London 1874); G. Smith, Assyr. Discoveries 8. 295 ff.
? Se ovenfor 8. 790.
5 Se ovenfor 8. 931 og 598—599.
80"
1268
Men for Hezekia i Juda, som ikke underkastede sig, angreb jeg 46 af hans befæstede Byer, talløse Flækker og Landsbyer, som hørte til deres Distrikter med .... med Beleiringsmaskiner foretog jeg et Stormangreb og indtog dem; 200,150 Mennesker, Mænd og Kvinder, Heste, Muldyr, Æsler, Kameler, Okser og Faar uden Tal førte jeg bort fra dem og bestemte dem til Krigsbytte. Haim selv indesluttede jeg som en Fugl i et Bur, i Jerusalem (&ursalsmma), hans Kongestad. Befæstninger førte jeg op imod den; Udgangen gjennem den store Port lod jeg gjennembryde. Haus Byer, som jeg havde taget Fanger fra, skilte jeg fra hans Besiddelser og gav dem til Mfstinti, Konge af Asdod, FPadt, Konge af Ekron, og Je- mibel, Konge af Gaza; saaledes formindskede jeg hans Land. Til den tidligere Tribut føiede jeg en Afgift af hans Eiendomme som Underkastelsespenge under min Majestæt.
Men Hezekia selv greb en mægtig Skræk for min Magt [og ligesaa] Besætningen og haus Folk, ligesom ogsaa de Folk, han havde ladet komme ind til Forsvar af Jerusalem, hans Kongestad; og han bekvemmede sig til [at give] Tribut bestaaende af: 30 Talenter Guld, 800 Talenter Sølv, nisikts (MetalsagerP), gahli-dak- dak-si (musikalske Instrumenter ?), store Ædelstene, …. —træ, Pragt- stole, Sager af amst-Skind, Horn af amsi, Sandeltræ(?), Ibenholt(?) — store Skatte, ligesom jeg ogsåa lod føre hans Døttre, - hans Paladses Kvinder, hans Harems Tjenere og Tjenestekvinder bort til Ninive, min Kongestad, efter mig; og til at betale Tribut og til at overbringe Hyldest skikkede han sin Afsending".
Hermed ender Fortællingen om dette Felttog, det eneste syriske Felttog, der berøres i Senakheribs Indskrifter.
Saafremt vi kun besad Senakheribs her meddelte Beretning om hans Krige med Philister, Ægypter og med Juda og hverken Biblen eller Herodot, vilde man neppe have anet, at dette Tog var endt paa en for Assyrerne ulykkelig Maade. Alt synes at være løbet heldigt af: Ekron blev indtaget; Ægypter og Aithioper bleve drevne tilbage, og Hezekia udredede en stor Tribut af Guld og Sølv foruden mange Kostbarheder. Kun én Omstændighed lader formode, at Seiren over Juda ikke var fuldstændig: der tales hverken
1269
om, at Jerusalem blev indtaget og plyndret, eller om at Kongen blev taget til Fange, Men heraf følger dog ikke nødvendigvis, at det endelige Udfald havde været ulykkeligt. Allerede Herodot lader imidlertid formode, at Felttogets Udfald dog ikke var særdeles glimrende, thi han hørte, under sit Ophold i Ægypten, fortælle om et stort Uheld, som fordum havde rammet ,,Assyrernes og Arabernes Konge" Senakherib, nær Ægyptens Grændser!, aabenbart paa dette Tog. Selve Ulykken beskrives ikke nøiere; der fortælles blot, at Musene bed Assyrernes Buestrænge over om Natten, før de vilde angribe; men havde Assyrerne ikke lidt større Tab, vilde Mindet om Senakheribs mislykkede Angreb paa Ægypten vel neppe være bleven bevaret saa friskt lige til Herodots Dage. Vende vi os til Biblen, da finde vi her? i Fortællingen om , Herrens Engel, . der i en Nat bortrev 185,000 Mand i Assyrernes Leir", nærmere Oplysning om Ulykken; thi saaledes betegnes Pesten efter Biblens Sprogbrug. Der er uden Tvivl i Assyrernes Leir pludselig opkommet Pest, som har bortrevet største Delen af Hæren. At Assyrerne have fortiet dette Uheld i en Indskrift, der kun taler om Kongens glim- rende Bedrifter, forstaar sig af sig selv og stemmer ganske med, hvad der ellers i Assyrien var Skik og Brug i denne Henseende, thi i ingen Indskrifter af denne Art tales der nogensinde om Uheld og Tab. I mange andre Henseender er Indskriften aabenbar paa- lidelig, saaledes i dens Angivelse af Størrelsen af den udredede Sum i Guld, der ganske stemmer med Kongernes Bøger, idet der begge Steder tales om 30 Talenter; derimod er der en Uoverensstemmelse i Angivelsen af den : Sølv udredede Del af Tributen, idet Biblen taler om 300 Talenter, Indskriften derimod om 800 Talenter; dog er det muligt, at denne Uoverénsstemmelse kun er tilsyneladende, idet den assyriske og den israelitiske Sølvtalent neppe vare iden- tiske, maaske var Forholdet netop som 8 til 3".
Her Il, 141, se ovenfor S. 420—421 og 8. 701.
Esaias 37, 36; 2 Kong. 19, 35.
Se ovenfor 8. 58.
Brandis, Das Miinz-, Maas- und Cewichtswesen, 8. 101, antager, at den assyriske Selvtalent kun veiede 33 Pd., saaledes at 800 assyriske
mo ea dm
1270
Omendskjøndt saaledes de i den assyriske Beretning de- skrevne Begivenheder i det Væsentlige maa angsés for rigtige, kunne vi dog ikke lægge den assyriske Beretning tz/ (Grund for vor Frem- stilling.
Der er navnlig én Henseende, hvori man ikke ganske ubetinget kan følge Assyrerne, nemlig i Begivenhedernes Rækkefølge. 1 Indskriften henføres Alt til Kongen personlig, Biblen derimod lader en Afdeling af Senakheribs Hær og ikke Hovedhæren under Kongen selv tage Stilling ved Jerusalem under Forhandlingerne. Men naar Alt skulde henføres til Kongen selv, forrykkedes let Ordenen af de Begivenheder, hvori Kongen ikke selv personlig deltog. Angrebet paa Jerusalem og Forhandlingerne med Hezekia omtales saaledes sidst, men de ere aabenbart foregaaede samtidig med, tildels endog tidligere end de foran fortalte Begivenheder.
I Biblen antydes det saaledes, at Aithiopernes Fremmarch først har fundet Sted længere Tid efter, at Senakherib havde be- gyndt Fjendtlighederne imod Juda og efter at allerede en Del af Juda var falden i Assyrernes Hænder!, Om selve Kampen imellem Aithiopernes Konge og Assyrerne og dens Udfald fortælles der Intet i Biblen da denne Begivenhed ligger udenfor den bibelske Forfatters Plan; kun antydes det, at den store Ulykke, som ramte Assyrernes Hær i denne Krig, indtraf ikke saa meget længe efter, at Aithioperne vare rykkede frem ?,
Hvad angaar de 46 større Byer, som Senakherib roger sig af at have indtaget, da tilhører Betvingelsen af disse — i det Mindste af de fleste af disse — aabenbart ogsaa et tidligere Tidspunkt. Ifølge Biblen opholdt Senakherib sig med sin Hær udenfor Byen Lakis, da han første Gang forhandlede med Hezekia, og da han
Selvtalenter netop svarede til 300 'hebraiske. I ethvert Tilfælde vare de Talenter, der brugtes som, Vægténhed i de forskjellige Lande, ikke af samme Størrelse; heller ikke var ; samme Land Guld-, Selv- og den almindelige Handelstalent af samme Sterrelse.
1! Se Esaias 37, 9; 2 Kong. 19, 9.
2 Se Esaias 37, 9—36; 2 Kong, 19, 9—35.
1271
modtog hans Tribut bestaaende af de 30 Talenter Guld og 300 Talenter Sølv. Under den sidste Forhandling finde vi ham ikke mere ved Lakis, men ved Libna, idet Lakis i Mellemtiden var bleven indtaget.
I Senakheribs Annaler anføres ikke Navne paa nogen af de Byer i Juda, som bleve indtagne af Assyrerne i denne Krig; derimod fandt Layard ved at udgrave Senakheribs Palads i Ku- jundshik i et af Værelserne? en med Alabast-Plader beklædt Væg, paa hvilken man saa en Fremstilling af Lakis Indtagelse af Senak- heribs Krigere. I Forgrunden sés Kongen siddende paa en Throne, og ved Siden læses følgende Indskrift?: | ——] <44 år fee ==] << I 44 AA pp p— —| b— HF
sin - akhs - irba sar [kissat] sar assur in [kise]
Senakherib, Konge over Nationerne, Konge af Assur, paa Throuen
FIE TE PE HT SD EEN] . nt-mi-di u-stbva sal-la :z at la - ki = su den store(7n%) han sidder(35n), Byttet(>>w) fra Byen Lakis Ef 1— i ET ==" —] Th må - ha = ar Su e- lt = foran sigma) han ager Drø)) in Byen Lakis var uden Tvivl en af de vigtigste Byer i den
e
Se Esaias 37, 8; 2 Kong. 19, 8.
Dette Værelse betegnes paa Layards Plan som Nr. 36.
Nærmere Oplysninger findes Layard, Ninive and Babylone S. 148—152. Indskriften er udgivet foruden hos Layard l. c. af Rawlinson, Anscrip- tions I, pl. 7 Nr. J.; slgn. Schrader 1. c. S. 170-171. Neiere Af- tegninger af Billederne paa Væggene i denne Sal findes Layard, Monuments, second series pl. 20—24.
+ Af de i Indskriften forekommende assyriske Ord er det ideographisk skrevne kissati Flertal Hunkjøn af kis, Forsamling, Folk (af Stammen 05» forsamle); nimid betyder egentlig ,gjort stor" af 7%, hebraisk »meget". Om øn se ovenfor 8. 1257, sallat Bytte af >5uj hebraisk : »Plyndre"; mahar foran, coram af =ry9, hebraisk ,ile foran for"; pmy hebraisk ,rykke frem".
1272
sydvestlige Del af Juda Rige og en af de vigtigste Byer imellem Jerusalem og Gaza. Det er ikke usandsynligt, at Juda Konger har havt et Palads i Byen og det er maaske fra dette, at Senak- herib har bortført de Personer og Gjenstande, som han i Ind- skriften siger at have taget fra Hezekias Slot,
Til Slutning skulle vi forsøge ved en Sammenligning af de forskjellige Kilder at give en kort Udsigt over denne mærkelige Krigs Historie,
Efter at Senakherib havde betvunget det frafaldne Sidon, gik han videre imod Syd og rykkede først hurtigt frem igjennem det vestlige Galilaia, de asgyriske Provindser Dor og Megiddo,. som ikke havde deltaget i Oprøret, og førte derpaa sine Hære ind i Philisterlandet. En Del af Hæren blev staaende foran Ekron, en anden rykkede frem imod det sydligere liggende Askalon, imedens andre Afdelinger kastede sig over de nærmest liggende Dele af Juda, hvis Befolkning — ialt 200,150 Mennesker, siger han — førtes bort til andre Egne?, hvorpaa han gav det folketomme Land til Judas Arvefjender Philisterne?. Hezekia indsaa snart, at Fort- sættelsen af Kampen vilde koste hans Rige altfor store Offre; han søgte derfor at slutte Fred med Senakherib og sendte ham i den Anledning en meget betydelig Tribut, bestaaende af 30 Talenter Guld og 300 Talenter Sølv" foruden forskjellige kostbare Gjen-
1: Om Lakis se ovenfor 8. 535— 536. Grunden til at Amasia flygter til Lakis (2 Kong. 14, 18), var maaske, at der var et kongeligt Slot i Byen.
2 Denne Bortførelse omtales hverken i Biblen eller af nogen anden Forfatter og det er urigtigt, naar Bosanquet har ment, at Demetrius sigter til denne Begivenhed, se ovenfor 8. 106 Anm. 4.
2 Se ovenfor 1268, hvor Kongerne af Asdod, Ekron og Gaza nævnes; i Indskriften paa Tyrefigurerne (1. c. pl. 12 1. 31) nævnes ogsaa Kongen af Askalon. Det kan forevrigt neppe antages, at alle de af Senakherib indtagne Byer længe ere forblevne i Philisternes Besiddelse; maaske tog Hezekia straks efter det Tabte tilbage (2 Kong. 18, 8 herer maaske herhen); Lakis nævnes ogsaa siden som By i Juda (Jerem. 34, 7).
f 2 Kong. 18, 14; slgn. ovenfor 8. 1270. En Guldtalent veiede omtrent 100 Pd. Den af Hezekia betalte Sum Guld vil altsaa have havt en Vægt af 3000 Pund. (I vore Dage har 3000 Pund Guld en Værdi af
1273
stande. Ved samme Leilighed udleverede han Padi, Ekrons forrige Konge, som vær bleven tagen til Fange af sine egne Undersaatter under Oprøret imod Assyrerne og var sendt i Lænker til Jeru- salem til Hezekia.
Men Senakherib var ikke forneiet med, hvad han havde mod- taget. Han kom med yderlig gaaende Fordringer og forlangte blandt Andet, at Hezekia skulde stille 2000 Ryttere. Havde Juda Konge indvilliget heri, vilde Senakherib formodentlig straks være gjen- kommet med en ny Fordring. Men Hezekia afslog hans Forlangende og beredte sig paa at forsvare sin Hovedstad til det Yderste”.
Imidlertid vedblev Assyrerne at gaa frem med Held. Først faldt Askalon, derpaa Lakis, og Assyrerne vendte sig nu imod andre Byer i Juda, saaledes imod Libna.
En kort Tid indtraf der dog en Standsning i Assyrernes Fremgang, idet en ægyptisk-aithiopisk Hær under Anførsel af Tir- haka (Tarku)? rykkede frem for at kæmpe imod Assyrerne. Da Efterretningen om, at denne Hjælpehær virkelig nærmede sig, naaede Senakherib, forsøgte han endnu engang at bevæge Hezekia til Underkastelse og sendte i den Hensigt en stærk Afdeling frem imod Jerusalem. Den gjorde uden Tvivl et Angreb paa Byen, men den formaaede ikke at trænge ind i Byen, om end maaske et enkelt Udenværk faldt i deres Hænder?. Men Hezekia, der op-
omtrent 3 Millioner Kroner.) Selvtalenten havde formodentlig en Vægt af 87 Pund. De 800 Talenter veiede altsaa omtrent 26000 Pd. (Værdien af 26000 Pd. Sølv er i vore Dage omtrent 1,600,000 Kroner). I Oldtiden havde dog Guld og Selv forholdsvis langt sterre Penge- værdi end nu, saaledes at den af Hezekia udredede Sum i Virkelig- heden havde langt sterre Værd end 4—5 Millioner Kroner.
! Se ovenfor S. 1268. Rawlinson Jnscriptions I. pl. 39 1. 81—88 DI pl.
12 1. 81; slgn. Lsaias 22, 9 ff.: Og I have sét, at Revnerne i Davids
Stad ere mange, og I have samlet den nedre Dams Vand osv.
Esaias 37, 9; 2 Kong. 19, 9. Tirhaka var forevrigt ikke Konge af
Ægypten i disse Aar, neppe engang i Aithiopien; men han kan derfor
gjerne — som Prinds — have været Anfører for Hæren. 8Slgn. ovenfor
8. 945 Anm. 5; slgn. ogsaa 8. 5988—599.
2 Se ovenfor 8. 1268, hvor Senakherib siger, at han gjennembred I1nd- gangen til den store Port. 8Slgn. Æsaias 24, 12.
. 1274
muntredes til Udholdenhed af Profeten Esaias, var standhaftig og vilde Intet høre om Underkastelse. Den assyriske Styrke er maaske dragen bort for at deltage i Kampen mod Aithioperne; muligvis er en Afdeling dog bleven staaende udenfor Jerusalem for at hindre Hezekia i at falde Assyrerne i Flanken.
Kampen imellem de to store Hære stod noget Vest for Jaffa ved Eltheke; den var haardnakket og blodig, men den havde ikke de Følger, som Syrerne og deres Forbundsfæller havde ønsket : Assyrerne bleve ikke drevne tilbage. Det er tvertimod aabenbart, at Aithioper og Ægypter maatte trække sig tilbage, uågtet Assy- rernes Seir paa den anden Side ingenlunde var fuldstændig.
Byen Ekron faldt snart efter i Assyrernes Hænder, og disse beredte sig nu aabenbart paa at forfølge de tilbagevigende Aithi- oper og Ægypter, da der i den assyriske Leir pludselig udbrød en voldsom Pest, som bortrev 185,000 Mand og derved nødte Senak- herib til med Resterne skyndsomst at ile tilbage til Ninive”.
Begivenheden forefaldt, som ovenfor bemærket, sandsynligvis i Aaret 701 (eller 700), altsaa omtrent i Hezekias 25de Regjerings- aar? eller kun fire til fem Aar før hans Død og ti til elleve Aar efter hans Sygdom og Helbredelse 2.
Uagtet denne Krig ikke fik noget heldigt Udfald for Assy- rerne, glemmer Senakherib dog aldrig, selv i sine kortere Indskrifter,
1 Esaias 87, 37; 2 Kong. 19, 36. Senakherib levede endnu tyve Aar efter sin Hjemkomst fra dette Tog, se ovenfor S. 424 fr.
2 Det er aabenbart ganske urigtigt, naar flere Lærde, f. Ex. Brødrene Rawlinson, G. Smith og Andre, henfere Senakheribs store Uheld til et senere Tog af Senakherib til Syrien; havde Senakherib foretaget noget nyt Tog til Syrien, vilde han sikkert ikke have glemt at fortælle Noget derom, selv om Udgangen havde været ulykkelig.
2 Med Hensyn til den underfulde Begivenhed med Skyggen, der , veg tilbage” paa det af Akhas i Kongeborgen opstillede, formodentlig fra Assyrien stammende, Soluhr, da har man mént, at denne Bevægelse skyldtes en Solformerkelse, eftersom en saadan Bevægelse af Skyggen kan fremkomme ved en Solformerkelse; men at en saadan er indtruffet ved denne Leilighed, forekommer os dog kun lidet sandsynlig ; se ovenfor S, 444 Anm. 4 (8. 445).
1275
at rose sig af at have betvunget Hezekia af Juda. I Indskriften fra Nebi Junus (nu i Museet i Konstantinopel) siger han saaledes! :
»Jeg fratog Luli, Sidons Konge, hans Kongerige, hævede 7Tubal paa Thronen og paalagde ham Tribut til min Majestæt". Derpaa vedbliver han saaledes :
=æl —Tre ali rt [II «DF
rapsu na - gu = aa - u »- di
Det idtetrakte Land Juda
vy >— p—p— pr—— URET: «Ef STe fr ha-za-ki-a-u sar- su i-mid ab-saza-ni Hezekia, Kongen dets, bragte jeg til Lydighed?
Ifølge Biblen fulgtes Hezekia paa Thronen af Sønnen Manasse, som ganske sluttede sig til det anti-nationale Parti. Manasse optraadte fjendtligt imod Jehovas Dyrkere, og han indførte fremmede hedenske Skikke?, Forøvrigt meddeler Kongernes Bøger Intet om hans fem og halvtredsindstyveaarige Regjering, hvorimod der i Krønikernes Bøger fortælles, at han bortførtes til Babylon, hvor han holdtes i Fangenskab, fra hvilket han dog leslodes efter endel Aars Forløb. Efter sin Hjemkomst skulde han være bleven gunstig stemt for den nationale Sag og Jehova inderlig hengiven ",
I og for sig er der ikke noget Usandsynligt i denne For- tælling, men det er dog paa den anden Side lidt besynderligt, at Forfatteren af Kongernes Bøger, som formodentlig kun har levet et Aarhundrede efter Manasses Dage, skulde have forbigaaet en saa vigtig Begivenhed som Manasses Bortførelse til Babylon og
? Rawlinson JZnscriptions I, pl. 43 1. 15; slgn. Schrader I. c. 8. 170. I en Indskrift påa en Tyrefigur fra Kujundshik, Layard, Jnscriptions pl 60 1. 11, tales ogsaa om Hezekias Betvingelse.
2 Af de her forekommende Ord er =hy ,stille" nylig omtalt (8. 1257); nagu findes i Arabisk, ikke i Hebraisk; Oprindelsen til adsan er uvis; se Schrader l. c. S. 170; Talbot afleder det af —=y.
Y 2 Kong. 21, 1—18.
f 2 Krøn, 33, 11—13.
1276
Omvendelse til Herren i Fangenskabet. Da der nu hertil kommer, at der ikke i nogen af Datidens assyriske indskrifter, som vi dog besidde baade ret fuldstændigt og neiagtigt, findes mindste Hentydning til, at Manasse har gjort Oprør imod Assyrien og som Følge deraf er bleven bortført til andre Egne, vokser hermed Sandsynligheden for, at Fortællingen i Arenikernes Bøger ikke stammer fra en paalidelig Kilde, men fra et senere Sagn, der er opstaaet ved Forveksling med andre Konger. Man erfarer derimod af de assyriske Indskrifter, at Manasse i Aaret 680 har underkastet'sig Assyrien og betalt Tribut til Assurhaddon. Thi iblandt de syriske Konger, der dette Aar hyldede ham, nævnes
[TS hd mi - Na - 8& - € (17990)!
Manasse, Konge af Juda, uden at der gives nogen Antydning af, at denne Konge havde gjort Oprør og var bleven bortført fra sit Hjem. Heller ikke i Assur- bauipals Annaler omtales noget Oprør i Juda; Kongen af Juda nævnes engang iblandt Assyrernes tributbetalende Vasalkonger, men uden Antydning af, at han havde gjort Forsøg paa at unddrage - sig denne Forpligtelse?. Iøvrigt kunde der i det Mindste i Assur- banipals Dage nok have været Fristelse for Juda til at forsøge paa at afryste det trykkende Aag. Straks efter Assurhaddons Død gjorde Kong Baal af Tyros Oprør, og han har neppe undladt at ægge sine Naboer til FrafaldZ. Senere dannede der sig i Åra- bien et Forbund imod Assyrien, som havde et Tog fra Assyrien imod Araberne til Følge". I denne Krig nærmede Kampen sig meget til Juda Riges Grændser, idet et Par arabiske Fyrster flygtede Nord paa til Damask, muligvis igjennem Gilead, og derfra til Landet, Hukkuruna, formodentlig Hauran, bestandig ivrigt
! Rawlinson, /ascriptions I, pl. 48 no. 1 l. 2.
? Rawlinson /nscriptions III, pl. 27 1. 118. Uheldigvis er Kongens Navn edelagt.
2 Se ovenfor S. 708.
1 Se ovenfor 8. 709.
1277
forfulgte af Assyrerne, saaledes at der let kunde være opstaaet For- viklinger, som kunde have draget Juda ind i Kampen.
Imedens Juda Rige vedblev at beholde sine tndfedte Konger ligesaa længe som det assyriske Rige bestod (og endnu en Snes Aar længere), synes det forrige Israels Rige — i det Mindste efter den almindelige Mening — straks at være bleven omdannet til assyrisk Provinds, der styredes af assyriske Statholdere. Imidlertid har man dog i den senere Tid begyndt at tvivle om, at de tilbage- blevne Israeliter have mistet al Selvstændighed, og man har an- taget, at Assyrerkongerne en Tid efter Samareias Fald har indsat indfødte Fyrster i denne By; i Senakheribs og Assurhaddons Ind- " skrifter omtales nemlig imellem syriske Byer et Æongesæde, Staden
== TE TT ax ST TT u - St - MU - ru - na! i hvilken By man har villet se en ny assyrisk Omskrivning af 17809 Simron eller Samareia, der i Senakheribs Tid skulde være bleven indført ved Siden af den almindelige ældre Omskrivning samarina?, Vi antage imidlertid denne Mening for aldeles urigtig?, det omtalte usimuruna maa uden Tvivl søges i Mellemsyrien. Samareia var efter al Sandsynlighed Sædet for en assyrisk Statholder, der styrede det omliggende Land, ligesom der formodentlig i Megiddo og Dor fandtes assyriske Statholdere, af hvilke den første bestyrede Kyst- landet, den sidste det egentlige Galilaia; i de assyriske Regjerings- lister omtales nemlig følgende tre Byer uden Tvivl som Hoved- stæder i assyriske Provindser :
—T] es p- —TT] TT sa-mi-ri- na, 770% Samareia — "| —] TI 4 —] ma - gi - du, mxa Megiddo; — 1] ”—] &——]| s TI] du -” - ru, 777 Dor.
1 Rawlinson, Jnscriptiuns I. pl. 38 L 47; pl. 48 no. 1 ]. 6.
2. Schrader, Die Keilschriften u. das A. T. 8. 93.
2 Den gamle Skrivemaade samirina findes endnu i Assur-bani-pals Tid ; se f. Ex. Rawlinson Jnscriptions II, pl. 58 1 55.
4. Rawlinson, Jnscriptions l. c. 1. 55, 56 og 58. 8e ovenfor 8. 710—711, hvor de andre syriske Provinds-Hovedstæder ere opregnede.
$ 99.
1278
Med den assyriske Konge Assur-baui-pals Annaler standser
Israels Bistorie den lange Række af gamle østerlandske Åistoriske Aktstykker, ved
i Tiden fra
630— 330.
Hjælp af hvilke vi her have været istaud til at følge Øster- landenes Historie gjennem saa lange Tidsrum, og som ogsaa have været af ikke ringe Betydning til den rette Forstaaelse af de Begiven- beder, hvori Israels Folk inddroges, og som allerede, i det Mindste delvis, vare os bekjendte fra de bibelske Skrifter. Ganske vist gives der ogsaa fra den følgende Tid mangfoldige østerlandske Iadskrifter", der ere af stor Vigtighed, men åer have de mindre Betydning for os, da der iblandt disse talrige Indskrifter — paa en eneste Undtagelse nær — ikke findes nogen, som beskriver Felttog og fortæller om Seire over fremmede Folk; og navnlig gives der ingen, som taler om Juda eller om Israels Børn. Under disse Omstændigheder kunne vi naturligvis ikke have synderligt Nyt at meddele om Israels Historie i de tre sidste Aarhundreder før Perserrigets Undergang ved Alexandros den Store, og vi skulle derfor være særdeles kortfattede.
I det gamle Testamente finder man, som bekjendt, mange værdifulde Kildeskrifter til dette Tidsrums Historie.
I det sidste Afsnit af Kongernes Bøger gives der saaledes en kortfattet Udsigt over Israels Skjæbne i den Tid, da Babylo- nien var Hovedmagten i Mesopotamien, og da Babyloniens Konger
stræbte efter at gjøre sig til Herrer over alle de Lande, som As-
syriens Konger havde besiddet.
Fremstillingen i Kongernes Bøger er imidlertid noget kort- fattet; men heldigvis indeholde de til denne Tidsalder henhørende Profeters Skrifter mangfoldige høist oplysende Bidrag til Kjendskab til denne Tids Historie.
Fremfor alle maa vi nævne Jeremias, hvis Skrifter uden Sammenligning er vor bedste Kilde til Juda Riges Historie i den
1! Man tænke paa de mangfoldige Tempelindskrifter fra Ptolemaier — og Romertiden i Ægypten! Der gives ogsaa adskillige babylonske Kile- indskrifter, der ere yngre end 630, fremdeles phoinikiske, persiske, parthiske og forskjellige lille-assiatiske Indskrifter, endelig Mønter osv.
1279
sidste Tid før Rigets Undergang. I Skriftet findes som bekjendt, foruden Profetierne, ogsaa flere rent historiske Stykker. Næst efter Jeremias maa vi omtale Zephanjas " Profetier, der omtrent tilhøre samme Tid.
Vor bedste Kilde til Israels Historie i Landflygtighedens Tid er Ezekiel, hvis Profetier ogsaa kaste Lys over Begivenhederne i Juda Riges allersidste Dage. Til en noget senere Tid henhører Dantels Bog?, der forøvrigt er et værdifuldt Kildeskrift til det landflygtige Folks Historie. Ogsaa flere Psalmer, der henhøre til denne Tid, ere af Vigtighed for os.
Ved Aaret 630 herskede i Juda Rige en Konge ved Navn Josia, der havde besteget Thronen som et Barn paa otte Aar (omtrent 640). I Modsætning til sin Fader og Farfader viste Josia sig fra Begyndelsen af som en tro Tilhænger af sine For- fædres gamle Religion, og han gik frem med Strænghed imod de fremmede Kultus'er, der havde faaet Indpas i hans Rige.
Ifølge Herodot, hvis Efterretninger om Ægypten og de med dette Rige i Berøring kommende Lande fra Psammetiks Tid i det Hele ere paalidelige, skete der i Psammetiks Dage et Indfald i Syrien af Folk fra Norden, de saakaldte Skyther, hvilket Indfald, efter hvad han fortæller, skal have strakt sig langt ned i Philister- landet.
Fra de assyriske Indskrifter kan der ikke heutes Oplysninger om dette skythiske Indfald, eftersom de assyriske historiske Ind- skrifter som nylig bemærket, netop standse kort før den Tid, Ind- faldet formodentlig fandt Sted; men i Assur-bani-pals kort ifor- veien affattede Indskrifter tales der om gjentagne Indfald af gimrti, d. e. Kimmerier eller Skyther, i Lydiens Konges Besiddelser ”, d. v. s. i Lilleasien, saaledes at der bliver al Sandsynlighed for,
—
Nahum og Habakuk ere uden Tvivl lidt ældre end 630.
Om Daniels Bog se ovenfor S, 312.
Her. I, 105.
Sign. ovenfor 8. 504—505. Se Rawlinson, Jnscriptions III, pl. 19 1. 5—42, hvor Gyges, Forhold til Gimri og til Assyrien fortælles; QGyges omkom i Kampen med Gimri (1. 33— 34).
1280
at Efterretningen om, at disse Folk ogsaa ere faldne ind i Syrien, forholder sig rigtig.
Saafremt Skythernes Indfald har strakt sig lige til Askalon, hvad vi ikke have synderlig Grund til at tvivle om, saa kan der neppe være Noget til Hinder, for at antage, at ogsaa Juda er bleven berørt af dette Indfald. I de bibelske Bøger tales der imidlertid slet ikke om dette Angreb, og man tør derfor maaske nok antage, at Juda Rige ikke er bleven synderlig medtaget af Skytherne; de have formodentlig fulgt Kysten. iIndfaldet henhører snarest til Josias første Regjeringsaar. '
Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Josia har taget det fordums Israels Rige i Besiddelse, dengang -det assyriske Rige blev saa svagt, at det ikke mere formaaede at forsvare sine fjernere- liggende Besiddelser. At Josia har besat Samareia og Galilaia, siges vel ikke udtrykkeligt i Biblen, men det synes nødvendigvis at fremgaa af, hvad der fortælles, dels om, at han nedrev Alterne, ikke blot i Grændsebyen Bethel, men ogsaa i de øvrige Byer i Land- skabet Samareia?, og dels om, at han mødte de indtrængende Ægyptere, ikke & ludaia, men ved Megiddo i Galilaia ?,
Under Josia var Juda Rige saaledes ikke blot uafhængigt af Fremmede, men dets Konge havde gjenvundet Besiddelsen af næsten hele det forjættede Land, af Davids Rige; men denne Lykke varede kun kort. Der hengik ikke ret lang Tid, før der nærmede sig en fremmed Hersker, som ikke tillod Judas Konge at beholde sin Uafhængighed, men forlangte Josias Underkastelse.
Denne Konge var Neko, Psammetiks Sen, der fra sine Be- siddelser i Philisterlandet faldt ind i Galilaia. Josia gik ham imøde og kæmpede med ham ved Megiddo. Men han blev slagen
1 Man mener i Reglen, at det græske Navn paa Byen Beth-Sean i Galilaia — Skythopolis — er et Minde om Skythernes Indfald i disse Egne, men det er dog muligt, at Ordet har en ganske anden Op- rindelse og er dannet efter en tilfældig Lydlighed mellem et hebraisk Navn og Ordet Skyther.
2 2 Kong. 28, 15 og 19.
3 2 Kong. 28, 29 fø.
1281
og mistede Livet i Kampen!, Efter dette Nederlag maatte Jerusalem snart bøie sig for Ægypterne. Men det var kun Begyndelsen til en hel Række Ulykker. Ægypterne bleve nemlig neppe fire Aar senere slagne i Nordsyrien ved Karkemis? af Babylonierne og af dem for- jagne fra Syrien; hvorpaa de seirende Babyloniere kastede sig over Juda Rige, ligesom over Ægypternes øvrige syriske Besiddelser, og bragte Landet i Afhængighed 'af Babylon.
I fremmede Folks Optegnelser finde vi ingen Oplysninger om Israeliternes Historie i dette Tidsrum. Herodot hørte aabenbart fortælle om Nekos Seier ved Megiddo, thi han meddeler om denne Konge, at han ,,seirede over Syrerne ved Magdolos"2; men nærmere Oplysninger om, hvilke disse Syrer vare, giver han ikke.
I et Udtog af Manethos ægyptiske Historie hos Eusebios fortælles det, at Neko overvandt Josia, Juda Konge", men denne Efterretning stammer dog neppe fra Manetho selv og er uden Tvivl tilfølet i et Udtog af Manetho enten af Eusebios selv eller af en af hans Forgængere. Forøvrigt er det høist rimeligt, at Manetho har omtalt Nekos Kamp med Josia, men han havde vel neppe benyttet Betegnelser, der mindede saa meget om Biblens Udtryk, men brugt andre Ord. En lignende Tilføielse er øjensynlig | ogsaa Fortællingen i samme Udtog af Manetho hos Eusebios om, at Apries (Hophra) efter Jerusalems Fald modtog de fra Jerusalem flygtende Israeliter %,
I et af Berosos' Udtog hos losepos? nævnes leilighedsvis ogsaa Jludaier iblandt de Folk, der som Fanger førtes bort fra Sy- rien til Babylon af dette Riges Konge Nabukudurusur, en Bemærk- ning, der efter al Sandsynlighed virkelig stammer fra Berosos'
1! 2 Kong. Il. c.; Sakar. 12, 11. 2 2 Kong. 24, 7; Jerem, 46, 2. 3 Her. II, 141; se ovenfor S. 714. 4. Euseb., CAron, arm. p. 105 Mai; p. 106 Aucher; Muller, Fragm. Hist, Gr. II, S. 593. 8 Euseb Il. c.; Muller ]. c. S Jos., Arch. Jud. X, 11, 1 og C. Ap. I, 19. 81
1282 .
Værk; men nærmere Oplysninger gives der ikke i Stykket”. Fra de babyloniske Kileindskrifter kunne heller ingen Efterretniuger hentes, og vi ere saaledes alene henviste til Biblens Meddelelser.
Som ovenfor? udviklet, er der stor Lighed imellem Syriens Historie i det babyloniske og i det assyriske Tidsrum. Med korte Mellemrum udbrød der Oprør i Landet, som imidlertid aldrig skaffede Syrerne Frihed, men i Reglen havde store Ulykker til Følge: Ligesom hundrede Aar tidligere haabede man i Syrien bestandig paa virksom Hjælp fra Ægypten; men naar Babylonierne faldt ind i Landet, udeblev Hjælpen eller var i det Mindste ikke kraftig nok til at drive Babylonierne tilbage.
Juda Konger deltog gjentagne Gange i disse Oprør, uagtet der hver Gang lede kraftige profetiske Røster, som formanede dem til at forblive deres mægtige Herrer tro. Følgerne af Oprørene vare kun sørgelige. Landet ødelagdes af de fjendtlige Hære, og mange af Indbyggerne dræbtes eller bortslæbtes til fremmede Egne. Saaledes førtes i Aaret 599 Kongen Jojakin bort med en stor Mængde af hans anseteste Undersaatter. Dog blev Riget denne Gang ikke tilintetgjort, og Hovedstaden blev ikke ødelagt, men elleve Aar efter (588) ramte denne Skjæbne Landet efter Zedekias mislykkede Oprør. Hovedstaden og Templet ødelagdes i Bund og Grund og betydelige Skarer af Indbyggerne førtes efterhaanden bort til Euphratlandene 5,
1 Ifelge Klemens fra Alexandreia skal Berosos have fortalt, at Nabu- kudurusur slæbte endel ludaier fra Jerusalem i Zedekias' 12te Re- gjeringsaar (Clem. Al, Strom. I, 21); men denne sidste Betegnelse kan neppe stamme fra Berosos, men er aabenbart tilfeiet fra Biblen i det Udtog af Berosos, Klemens benyttede. At Berosos har fortalt om Jerusalems Ødelæggelse og Zedekias Fald, kan ikke omtvivles; men det er ingenlunde sikkert, at der fandtes en fra Berosos stammende Efterretning herom i det Udtog, Klemens benyttede.
Se ovenfor 8. 700. .
2 Kong. 24, 10 ff.; Jerem. 24, 1 ff.; 29, 1 f££.
2 Kong. 25, 1 ff.; Jerem. 89, 1 fi.; 52, 4 ff.
Jerem. 52, 28—30.
1283
Hvor stor en Mængde af Landets Indbyggere der bortførtes af Babylonierne, eller hvorvidt Provindsbyerne behandledes paa samme Maade som Hovedstaden, lader sig ikke nøiere angive; imidlertid fremgaar det dog af Jeremias' Skrifter, at der blev endel tilbage i Nærheden af Hovedstaden, men disse udvandrede nogen Tid efter til Ægypten, hvorhen Profeten Jeremias maatte følge dem!. Jerusalem og dets nærmeste Omegn blev saaledes til et ganske øde Sted.
Med Hensyn til de Egne, hvorhen Juda Riges Indbyggere bortførtes, da siges det gjentagne Gange i Biblen, at de bragtes til Babel, men heraf tør man dog ingenlunde slutte, at de alle fik Bolig i Hovedstaden eller i dens nærmeste Omegn. Babel bruges aabenbart som et mere ubestemt geographisk Begreb, ikke blot om der egentlige Babylonien, men tillige om Strækninger saavel Syd som Nord for Babylon, der tidligere havde dannet egne Smaa- riger, men som nu vare babyloniske Provindser.
I Ezekiels Skrifter omtales Floden Kebar (735). som en Strøm, ved hvis Bredder der levede mange Iudaier, hvoriblandt ogsaa Profeten selv; ligeledes nævnes der en By Tel-Abib (73-52).
I de assyriske og babyloniske Indskrifter har man hidtil ikke fundet omtalt nogen Flod med et til det hebraiske "35 neie sva- rende Navn, og man kan følgelig ikke med Sikkerhed bestemme, hvor denne Flod maa søges; imidlertid er der dog en Mulighed for, at den Flod, Ezekiel betegner paa denne Maade, ikke er for- skjellig fra Floden Khabur mm m?, Indskrifternes
FIS fh sv
ha - bur,
Jerem. 41, 17 ff.
Daniel bortfertes saaledes til Babylon selv; ogsaa Jojakin synes ogsaa at have været holdt fangen i Hovedstaden.
, Ezck. 1, 1; 3, 15.
". Eack., 8, 15.
Sign. Schrader, Die Keilschr. u. das 4. T. 8. 183, hvor han bestrider Identiteten af 3 og 230"
81"
1284
de græske Forfatteres Khaboras, den bekjendte Flod, der falder i Euphrat ved Stirki!, det gamle Kirkesion. Hos Ezekiel nævnes nemlig en By Tel-abtb, hvilket Ord kunde være en Forkortning eller Forvanskning af Tel-abni: og saaledes héd netop en By, der efter de assyriske Indskrifter maa søges i Nærheden af Khaboras?.
Saafremt vi skulde have Ret i vor Sammenstilling af disse Flod- og BynavneZ, vilde der heraf fremgaa det ganske mærkelige Resultat, at saavel de fra Juda som de fra de ti Stammers Rige bortførte Israeliter, i al Fald for en Del, fik Bolig ved samme Flod; endel af de fra Samareia bortslæbte Israeliter havde nemlig faaet Boliger anviste 1 Landet Gozan ved Floden Khabor, d. e. Khaboras. Efter al Sandsynlighed var der dog en betydelig Af- stand imellem den Egn, hvor de fra Israels Rige bortførte Folk havde deres Bolig, og de Strækninger, hvor Nabukudurusur bosatte de fra Juda bortslæbte Indbyggere. De sidste boede uden Tvivl ved Khaboras' nedre Løb i Nærheden af Euphrat; de første deri- mod i Høilandene omkring Khaboras' øvre Løb og ved dens Bi- floder. Vi tvivle derfor høiligen om, at der har været nogen For- bindelse imellem disse to Nybygder af Israeliter, saa meget desto mere som de fra Tistammeriget bortførte Israeliter rimeligvis meget hurtig havde tabt deres nationale Eiendommeligheder, paa hvilke saa mange af deres Landsmænd, endnu før Riget gik til Grunde, kun havde sat ringe Pris. De vare derfor uden Tvivl saavel i Gozan som i de andre Egne, hvor de vare blevne bosatte af Assyrerne”, hurtigt smeltede sammen med de Folk, iblandt
! Se ovenfor 8. 352 —353. Se sammesteds om Beliggenheden af Karke- mish, som endnu Schrader feilagtig sætter ved Udlebet af Khaboras.
3 Se ovenfor S. 853.
2 Sammenlignende Undersegelser af hebraiske og assyriske Ord vise, at der i Hebraisk stundom findes et >, hvor Assyrisk har m. Det he- braiske 7Ym »at fatte" hedder paa Assyrisk mær.
+ De af Assyrerne fra Samareia bortførte Israeliter havde efter Biblen, 2 Kong. 17, 14 (8. 1260), foruden i Gozan faaet Bolig i Khalakh og i Medien; herom indeholder Kileskrifterne ingen neiere Oplysning; Khalakh har man endnu ikke fundet omtalt i nogen Indskrift.
1285
hvilke de boede, og bekymrede sig derfor kun lidet om deres gamle Stammefrænder ".
Til Israeliternes Historie i Persertiden flyde Kilderne temmelig sparsomt, og det er egentlig kun Hovedstaden Jerusalems og dens Indbyggeres Skjæbne, som vi have noget nøiere Kjendskab til; med Israeliternes Forhold udenfor Jerusalem, saavel i det hellige Land som i Landflygtigheden, ere vi kun yderst lidt kjendte?, Imidlertid spillede dog i dette Tidsrum Jerusalem og dets Helligdom en saa fremtrædende Rolle i Folkets Historie, at vi med fuld Føie kunne antage, at i det Mindste Hovedtrækkene af Israels Historie i dette Tidsrum ere os bekjendte.
Efterat Jerusalem i Aaret 588 var blevet ødelagt af Nabu- kuduruzur, laa Byen faldstændig i Ruiner, saalænge det babylonske Rige bestod; men da dette i Aaret 538 var falden for Perserkongen Kyros' Angreb, og Riget med alle sine Provindser var bleven underlagt Perserne, begyndte Judas gamle Hovedstad hurtigt at reise sig ved Nybyggere, der vendte tilbage fra Landflygtigheden i Babylonien.
Ifølge de bibelske Skrifter, der indeholde Bidrag til Israels Historie i Persertiden, begunstigede Kyros denne Nybygd særdeles meget og det fra Begyndelsen af, ja udstedte endog til Fordel for den en kongelig Befaling, hvorefter Byens Helligdom skulde gjen- opbygges og de fra den af Nabukuduruzur bortførte Tempel-Kar
! De fra Exilet tilbagevendte Israeliter kunde ikke ret gjere sig for- trolige med den Tanke, at deres tidligere bortferte Landsmænd aldeles havde tabt deres nationale Eiendommeligheder og vare smeltede sammen med de omboende Folk. De antog derfor, at der et eller andet Sted i Norden eller imod Nordost maatte findes et Samfund, bestaaende af Efterkommere af de ti Stammer. Dette Sagn holdt sig længe; vi finde det endnu efter Kristi Tider (se Æsra IV. 13), og nyere Reisende have, stolende paa dette Sagn, søgt efter Levningerne af de ti Stammer, ja stundom troet at have gjenfundet dem! slgn. Ewald, CescAichte Is- raels IV, 8. 118 fr.
? 1 Esthers Bog skildres os en Begivenhed, der er foregaaet langt fra det hellige Land, rimeligvis under Xerxes; en historisk Begivenhed ligger sikkerlig til Grund, men er uden Tvivl ikke lidet udsmykket.
1286
og Kostbarheder tilbagegives?. At Kyros har truffet en saadan Bestemmelse, kan ikke i mindste Maade omtvivles?, thi han vilde jo derved kun sikkre sig en gunstig Stemning hos Befolk- ningen i Juda, og der var ingen Grund til at antage, at Baby- lonierne vilde blive ham mere fjendtlig stemte, fordi han tillod Folk, som en af deres Konger fordum havde ført bort, at vende hjem, og fordi han lod dem faa nogle af deres Kostbarheder til- bage, da disse efter Babylons Fald ikke mere kom Babylonierne tilgode, men med alle Babylons Kongers Skatte vare gaaede over i Pergerkongens Eie.
Vi have heller ikke mindste Grund til at tvivle om, at Ar- beidet paa Gjenopbyggelsen af Templet og Jerusalems Mure har vakt Opmærksomhed og Misundelse hos de omboende Folk, og at - Peørserkongerne have forbudt disse Arbeiders Fortsættelse, naar de saa, at Gjenopbyggelsen af Jerusalem havde den modsatte Følge af hvad de havde tænkt, idet den nemlig vakte Misfornøielse hos de omboende Folk, istedetfor, som man havde "haabet, at gjøre Be- folkningen i Palaistine til Kongens troeste Undersaatter.
Paa den anden Side er det meget sandsynligt, at Dareios I., som straks fra først af indtog et Standpunkt, der var helt modsat hans nærmeste Forgænger, Mageren (fomatas, og som i det Hele saa meget som muligt søgte at træde i Rigets Stifters, Kyros'", Fod- spor, har udstedt Befalinger, der gik i modsat Retning, og ikke blot har tilladt, men endog begunstiget Gjenopbyggelsen af Jeru- salems Helligdom 2.
1. Ecras 1, 1 ff.
2 Det kan ikke omtvivles, at Aktetykket, der findes i Begyndelsen af Esras' Bog, (Esras 1, 2 fø.), om end i Hovedindholdet rigtigt, hvad det i de anvendte Udtryk og Enkelthederne angaar, er blevet helt om- dannet af Forfatteren. af Esras' Bog. De Navne, denne tillægger Kyros' to nærmeste Efterfølgere, viser tilstrækkeligt, at han for denne Tids Histories Vedkommende ikke har benyttet skrevne Kilder, men hentet sine Meddelelser fra den mundtlige Overlevering. Derfor er hans Fremstilling, hvad Hovedpunkterne angaar, dog ikke mindre paalidelig.
2 Keras 6, 1 fi.
1287
Ifølge Biblen blev Gjenopbyggelsen af Jerusalems Tempel faldendt i Dareios sjette Regjeringsaar (515)". Et Par Menneske- aldre efter lykkedes det ogsaa at gjenreise Byens Mure, hvorved Folkets Middelpunkt og dets Helligdom foreløbig var beskyttet imod misundelige Naboers Overgreb.
Gjenopbyggelsen af Templet og af Hovedstaden blev en Be- givenhed af den største Betydning for de omkring i Østerlandene levende Israeliter, søm havde holdt fast ved deres Forfædres Reli- gion og evrige nationale Eiendommeligheder; de følte sig derved ligesom fastere knyttede til deres gamle Fædreland og deres Fædres Gud, og de bleve derved end mere bestyrkede i deres Forvisning om, at de her paa Jorden ikke havde noget andet Fædreland end det forjættede Land, Kanaan, og at de Egne, hvor de vare fødte og opdragne, for dem kun kunde være fremmede Lande. Dog gjaldt det kun om de i Juda Rige oprindeligt hjemmehørende Is- raeliter; for de fleste af Tistammerigets Indbyggere havde jo Jeru- salem og dets Helligdom kun været fremmede Steder, og Tallet paa de i Tistammeriget oprindeligt hjemmehørende Israeliter, som sluttede sig nøie til den nye Helligdom i Jerusalem, var sikkert neppe stort.
Omendskjøndt vi kun besidde riuge Kjendskab til de Forhold, hvorunder Befolkningen i det fordums Juda Rige levede i dette Tidsrum, fremgaar det dog tilstrækkeligt af de Skrifter, der be- handle denne Tids Historie, at det nye Samfund i Jerusalem nød ikke ringe Frihed, om det end stod under persisk Høihed og maatte adlyde ikke blot Perserkongen selv, men ogsaa dennes Satrap.
I Tiden nærmest efter Perserrigets Fald blive vore Kilde- $ 100. skrifter til den israelitiske Historie endnu sparsommere end tid- Udsigt ever ligere?, Det gamle Testamente, som hidtil har afgivet saa udmær- Mjesirnneeinsil kede og paalidelige Kilder til Folkets Historie, forlader os nu, og fra Alexandres først efter Opstanden mod Syrerne, efter Antiokhos Epiphanes' Forsøg beelnenelee,
paa at tilintetgjøre Iudaiernes Nationalitet, træffe vi atter paa et
! Bera 6, 15 ff. 2 Justinus' Fortælling (Hit. XXXVI, 8, 8), at Iudaierne forst beseiredes af Xerxes, er naturligvis aldeles uden Værd.
1288
paalideligt Kildeskrift, nemlig paa den saakaldte første Makka- baternes Bog, der findes i Samlingen af de saakaldte apokryphiske Skrifter.
Fra Makkabaiernes Tid begynde ogsaa græske og romerske Forfattere at omtale Israeliterne, og alt eftersom vi komme længere ned i Tiden, flyde deres Meddelelser om Begivenheder i Juda be- standig rigeligere!, En af dem, Nikolaos fra Damask, har i.sit omfattende Værk givet udførlige. Efterretninger om Iudaiernes Historie under Herodes den Store?; men Skriftet er tabt.
En stor Del af disse Forfatteres Skrifter ere blevne benyttede af Iosepos, hvis Fremstilling, efterhaanden som han nærmer sig sin egen Tidsalder, bliver fyldigere og udførligere, indtil han endelig, hvor han behandler sin egen Tids Historie, bliver et værdi- fuldt Kildeskrift.
Om Alexandros den Stores Forhold til den iudaiske Stat, besidde vi ingen paalidelige Oplysninger; thi de Efterretninger, vi læse hos Iosepos, saavel om Alexandros' Velvillie imod Jerusalems Indbyggere og deres Ypperstepræst?, som om hans Forhold til Samaritanerne ”, bærer just ikke Præg af Paalidelighed. Efter al Sandsynlighed er den første Fortælling, hvis Kilde losepos ikke angiver, øst af Pseudo-Hekataios, en af de lidet grundige Historie- skrivere af iudaisk Herkomst, som vi ovenfor have omtalt; og hvad Fortællingen om Alexandros" Forhold til Samaritanerne an- gaar, da er den eiensynlig ganske uhistorisk, idet de Personer, der optræde i den, tilhøre en ældre Tid, rimeligvis Artaxerxes Tid'.
Se ovenfor S. 128 fr.
Se ovenfor S. 140.
Jos. Arch. Jud. XL, 7%, 2 fr.
Jos. XI, I. c.
Se ovenfor S. 108.
Sanballat, der efter losepos l. c. havde faaet Tilladelse til at bygge Templet paa Garizim, efterat han med 8000 Mand var kommet Alex- andros til Hjælp, da han beleirede Tyros, er uden Tvivl den Sanballat, der omtales i Nehemias Bog 13, 28 som ivrig Modstander af Ind- byggerne i Jerusalem; se Ewald, Geschichte d. Volks Israel Il, 2, 8. 240 fl.
a 4 aa Bd & pp
1289
Ifølge Agatharkides fra Knidos! og Appian? angreb Ptole- maios I. Jerusalem, indtog den paa en Festdag og bortførte en Del af Indbyggerne til det nybyggede Alexandreia i Ægypten.
I Løbet af de følgende hundrede til halvandet hundrede Aar erfare vi kun Lidet om Iudaierne; vi vide næsten kun, at deres Land i dette Tidsrum var et Tvistens Æble imellem Syrien og Ægypten 2.
Først under Antiokhos IV Epiphanes, der fuldstændigt gjorde Ende paa Ptolemaiernes Magt i det sydlige Syrien, tales der atter om Indbyggerne i ludaia, idet der nemlig fortælles om dem, at de reiste sig til Kamp imod Syrerne, da Antiokhos forsøgte at knuse deres Nationalitet og tilintetgjere deres Religion".
Vi skulle her ikke gaa nærmere ind paa at beskrive disse Kampe, der skildres i Mdakkabaiernes første Bog, men ville ind- skrænke 08 til at omtale, at der kun hos en eneste gammel For- fatter, nemlig hos Tacitus, findes Efterretning om Antiokhos' Frem- færd imod Iudaierne., Tacitus fortæller nemlig, at Kong Antiokhos stræbte efter at fratage dem deres Overiro (d. v. 8. tilintetgjøre deres Religion) og at indføre græske Sæder iblandt dem, men at han blev hindret ved den parthiske Krig, Ifølge Iosspos? skal Polybios fra Megalopolis, Strabon fra Kappadokien, Nikolaos fra Damask, Timagenes, Kastor fra Rhodos og Apollodor have omtalt Oprøret i Juda, men alt, hvad disse Forfattere have fortalt om denne Krig, er gaaet tabt. I det Udtog, vi have af Diodors For- tælling om Antiokhos Epiphanes”, finde vi en Meddelelse om, at
" Jos., Arch. Jud. XII, 1 og C. 4p. I, 22 (Mtller, Fragm. Hist. Gr. 8. III, 196—197; se ovenfor 8. 180.
2 Appian, Syr. c. 50.
2 Se bvenfor 8. 723—724.
+ I det Følgende have vi hovedsagelig kun anfert hvad der findes hos klassiske Forfattere om Iudaierne.
s Tac. Hist. V. 8: Rex Antiochus demere superstitionem et mores
Græcos dare adnisus, quo minus tæterrimam gentem in melius mutaret,
Parthorum bello prohibitus est.
Jos., C. Ap. II, 7.
Diod., Bibl. Hist. XXXIV, 1.
4 ea
1290
denne Konge engang gik ind i det Allerhelligste i Jerusalems Tempel, hvor han skulde have fundet et Billede fremstillende en gammel Mand, Moses naturligvis, ridende paa et Æsel, — en For- tælling, som Diodor uden Tvivl har øst af Poseidonios —, men om Antiokhos' øvrige Forhold til Iudaierne indeholdes der ikke et Ord i dette Stykke.
Flere gamle Forfattere synes ikke at have været vidende om, at Iudaierne allerede havde reist sig imod Antiokhos Epiphanes, saaledes f. Ex. Appian! og Pompeius Trogus. Den sidste synes at antage, at Iudaiernes Oprør fandt Sted under Demetrios?, der, som bekjendt, var Konge i Syrien fra Aar 161—151. Ifølge den samme Forfatter sluttede Iudaierne i Demetrios' Tid et Forbund med Rom.
Under en af de følgende syriske Konger, Antiokhos VII Sidetes (138—130), en Søn af Demetrios, vare Iudaierne mindre heldige end tidligere i deres Kamp med Syrerne, og disses Konge gjorde sig atter til Herre over Jerusalem, men dette Held varede dog ikke længe; efter Antiokhos Sidetes' Død gjenvandt Iudaierne snart deres Frihed.
I et Uddrag af Porphyrios' meget paalidelige historiske Værk, som Eusebios har bevaret, findes en kort Bemærkning om Antiokhos Sidetes' Seler over Iudaierne og Strænghed imod det erobrede Jerusalem ". Ogsaa hos Diodor findes et Par Ord, der formodentlig ere øste af Poseidonios, i hvilke denne Konges Held imod Juda berøres, Efter begge Forfattere nedrev han Jerusalems Mure.
Imedens Indbyggerne i Moderlandet maatte bestaa haarde Kampe med Syrien, bleve de i mange Lande modtagne med Vel- villie, eller i det Mindste lagdes der ingen Hindringer i Veien for
! Appian omtaler aldeles ikke Iudaiernes Oprer imod Antiokhos IV.
? Justin, /ist. XXXVI, 1, 10; slgn. 8, 9.
2: A Demetrio cum descivissent, amicitia Romanorum petita, primi omnium ex orientalibus libertatem aceeperunt. Justin., Hist. XXXVI, 3, 9.
+ Mutiler, Fragm. Hit. Gr. I|l, 8. 712, efter Euseb., Cåron. Arm. p. 189 Mai; p. 166—167 Ancher.
5 Diod. Bil. Hist. XXXIV, 1 se ovenfor S. 183—134.
1291
dem, naar de vilde nedsætte sig. Det varede saaledes ikke ret længe, før man kunde træffe Iudaier næsten overalt i Landene omkring Middelhavet; og i mange Byer endog i betydeligt Antal. I et Brudstykke af Strabongs, forøvrigt tabte Historie, sagde denne Forfatter endog", at det vilde være vanskeligt at finde et Sted paa Jorden, hvor der ikke boede Iudaier; i Kyrene udgjorde de fjerde Delen af Byens Befolkning ?,
Et af de Lande, hvor lIudaierne tidligt nedsatte sig, var Italien ; navnlig toge mange Bolig i Rom?, Her begyndte man snart at blive opmærksom paa dem; og allerede i Aaret 139 før Kristi, altsaa endnu før Antiokhos Sidetes indtog Jerusalem, forjoges de fra Rom. I dette Aar, i hvilket M. Pompilius Lænas og C. Cal- purnius vare Consuler, udstedte nemlig, ifølge hvad Malerius Marimus fortæller, Byens Prætor, C. Cornelius Hispalus, et Lovbud, ifølge hvilket alle Kaldaier og ludaier skulde forvises fra Rom'. Ved Kaldaier forstod man dengang astatiske Troldmænd og Charla- taner, hvoraf der sikkert paa den Tid var en stor Mængde i Rom,
1: Muller, Fragm. Hist. Gr. III, 8. 492; Jos., Arch. Jud. XIV, 7, 2.
2: Strabon; Måller Il. c. efter Jos. 1. c.
2 Se 8. 131 ff.
4 1 det Uddrag, vi har af Valerius Mazimus' romerske Historie, omtales Iludaierne og deres Forjagelse rigtignok ikke ligefrem, men derimod indirecte; det siges nemlig, at i det Aar, da M. Pompilius Lænas og C. Calpurnius vare Consuler, bleve de, der dyrkede Jupiter Sabazius ud- jagne af Byen (se Val. Max. Hist. I, 3 no. 21); men disse Dyrkere af Jupiter Sabazius kunne ikke ret vel være Andre end Israeliterne. Dette siges desuden ligefrem af et Par sildigere Forfattere, som have gjort Udtog af Valerius Maximus, nemlig Julius Paris og Januarius Nepotianus. Hos den første læser man nemlig felgende: C. Corne- lius Hispalus, prætor peregrinus, M. Pompilio Lænate, C. Calpurnio Coss. edicto Chaldæos intra decimum diem abire ex urbe atque Italia jussit. JIdem Judaos qui Sabazi Jove cultu Romanos inficere conati sunt, domos suas repetere coegit”. (Jul. Par., Epitome decem librorum Valerii Mazximi,; Mai, Scriptores Veteres III, 3 p. 7). Den sidste siger ogsaa ligefrem, at Indaierne bleve forviste ; hans Ord ere følgende: Judæos quoque, qui Romanis tradere sacra sua conati erant, idem Hispalus urbe exterminavit arasque privatas e publicis locis abjecit,
1292
hvorfor det er let at forstaa, at de i den gode Ordens Interesse bleve forviste fra Byen; men hvad Iudaierne angaar, da synes det skke, at de drev Trolddom i det Mindste ikke i større Maalestok, hvori- mod det siges om dem, at de vare Progselytmagere, hvad der jo tilvisse maatte gjøre dem mistænkelige i Romernes Øine.
Denne Indaiernes Bortvisning fra Republikens Hovedstad var ikke den eneste Forholdsregel, som blev taget mod dem. Det romerske Senat forbød nogen Tid efter — naar vide vi ikke — Indsamlingen af Tempelskatten, et Forbud der oftere fornyedes, saaledes efter hvad Cicero fortæller blandt Andet i det Aar, han var Congul (Aar 63 f. Kr.)!,
Disse strænge Forholdsregler imod Iudaierne synes dog aldrig ret længe at være forblevne i Kraft, og Iudaierne maa kort Tid efter atter have faaet Tilladelse til at tage Bolig i Rom, thi vi gjenfinde dem snart her og det endog i talrig Mængde. Muligvis har Fornyelsen af Forbundene med den Jerusalemske Stat? bidraget Sit til, at man i Rom saavel i Hovedstaden som i Provindserne stillede dem lige med andre Udlændinge.
I ethvert Tilfælde kan det ikke benægtes, at Iudaierne hurtigt bredte sig ud over de fleste af Romerrigets Provindser omkring Middelhavet, og at der navnlig nedsatte sig mange saavel i Rom som i andre Byer i Italien, men det kan heller ikke nægtes, at de snart begyndte at blive Gjensqand for Spot og Uvillie, navnlig hos de Lærde og Dannede, en Fremtoning som vi ovenfor have søgt
1! Tum sæpius antea, tum me consule gravissime Senatus judicavit, avrum Judaicum non oportere exportari (Cic., Pro Flacco; anfert ovenfor S. 132, Anm. 1).
2 Ifelge Makkabaiernes Beger sluttedes der tidligt (163) Forbund med Rom. 1 Makk. 8, 1 ff. Saavel her som hos lIosepos anferes flere af disse Traktater, men det betvivles ikke uden Grund, at Texten stemmer neie overéns med den oprindelige Text. De af losepos meddelte Akt- stykker ere samlede af Krebsius, Decreta Romanorum pro Judæis facta. 1764, 8?; sign. ogsaa Egger, Les Traités dans PAntiquié; i Mémoires de PAcad, des Inscriptions XXIV, I, S. 85 og 91 (Paris, 1861).
1993
at forklare. Efter Tilbagekomsten fra Landflygtigheden i Baby- lonien havde Iudaierne i Jerusalem dannet en lille, først af Per- sere, senere af Makedoner og Syrer, stundom af Ptolemaierne af- hængig Fristat, i hvilken Ypperstepræsten førte Forsædet. Efterat Folket havde reist sig imod Syrerne, afkastet Aaget og hævet sig til en uafhængig Stat, sluttedes der Forbund med fremmede Stater, og efterat man gjentagne Gange med Held havde tilbagevist Syrernes An- greb, havde Anførerne i denne Kamp, Makkabaterne, faaet den største Indflydelse paa den lille Stats Styrelse, og denne Magt beholdt deres Efterkommere, efter at Faren for Overgreb fra Sy- rernes Side var forsvundet, og det syriske Rige var sunket sammen til et svagt Land, hvis Kraft fortæredes ved indvortes Splidagtighed.
Et Par Menneskealdre efterat Iudaierne havde tilkjæmpet sig Uafhængighed, antoge Iudaias Styrere Kongetitlen. Ifølge Iosepos var Aristobulos, en Søn af Johannes Hyrkanos, den Første, der lod sig kalde Konge!; men denne Efterretning er ikke hævet over al Tvivl?, Ifølge Timagenes? udmærkede denne Aristobulos sig ved sin Retfærdighed, men denne Ros fortjener han sikkerlig ikke, da han tvertimod synes at have været en stræng og grusom Her- sker; ogsaa Nikolaos fra Damask omtalte uden Tvivl denne Konge i sit store historiske Værk.
Den følgende Fyrste var Alexandros", der omtales et Par
1. Jos., Arch. Jud. XIII, 11,1. Hos Tacitus, Hit. V, % finder man ikke nogen nøiere Angivelse af Tidspunktet, paa hvilket Iudaia gjorde sig til et Kongerige; han giver kun den ubestemte Tidsbestemmelse, at denne Begivenhed skete, ,da Makedonernes Magt var svækket, fer det parthiske Rige var bleven mægtigt og fer den Tid, at Romerne havde udstrakt deres Magt til disse Egne af Asien".
? Man har flere Mønter af Aristobulos, paa hvilke han kalder sig med sit hebraiske Navn Judas; paa disse tillægger han sig aldrig Kongetitlen. Se Levy, Geschichte des jildischen Minzwesens S. 53 ff., Breslau 1862; Maddon, History of Jewish Coinage, 8. 61, London 1864; de Saulcy, Reckerches sur la Nusmismat. Jud., S. 102.
2. Jos., Arch. Jud, XIII, 11, 8; Muller Fragm. Hit. Gr. lII, 8. 822 og 493.
£ Jos., Arch. Jud, XIH, 12.
1294
Gange af Strabon!, der efter Timagenes fortalte”, at han blev slaget fuldstændigt af Ptolemaios Lathuros ved Jordan?; Hovedkilden til hans Historie er lIosepos. Man har adskillige Menter af Alexandros, hvis hebraiske Navn var 727777 (Jonathan), der offe af- kortedes til 75? (Ianaios); paa flere af dem kalder han sig Konge. Efter denne Fyrstes Død udbrød der Stridigheder imellem hans Sønner, ÅAristobulos og Hyrkanos, hvorved Romerne fik Leilighed til Indblanding.
Da Romernes Historieskrivning paa denne Tid havde naaet sin fulde Udvikling, var det at vente, at der hos romerske For- fattere fandtes paalidelige Efterretninger om Forhandlingerne imellem Rom og Jerusalem og Romernes Tog til Iudaia, paa hvilket Pompeiug, som bekjendt, førte Overcommandoen.
I Virkeligheden finde vi hos flere gamle Forfattere Meddelelser om disse Begivenheder".
Vi have saaledes et Aktstykke, der er fremkommet faa Aar efter Toget til Jerusalem, og som berører denne Begivenhed. Det er Ciceros Tale for Flaccus%, hvori han siger om Pompeius, at, da han havde indtaget Jerusalem, medtog han Intet fra Byens berømte Tempel.
I Strabons Geographt, gives der kun en ganske kort Beretning om Begivenheden, idet det fortælles, at da Aristobulos og Hyrkanos, Sønner af Kong Alexandros, stredes om Overherredømmet i Judaia, satte Pompeius sig med Magt i Besiddelse af Jerusalem og gav Ypperstepræsteværdigheden til Hyrkan ',
I Strabons Åistorsske Værk har hele Begivenheden uden Tvivl været nøiere beskreven, men Bogen er uheldigvis gaaet tabt; kun
1! Strab. Geogr. XVI, 40 p. 762—63 Cas., p. 1106 A.
2? Jos., Arch. Jud. XII, 12, 5—6 (Muller 1. c.).
3 Dette fortaltes ogsaa af Nikolaos fra Damask, Miller 1. c. III, 8: 414—15.
«£. Den Bog af Livius (CII.), hvor disse Begivenheder vare fortalte, er tabt.
5. Cic., Pro Flacco no. 28: Cn. Pompeius, captis Hierosolymis, victor ex illo fano nihil attigit.
' Strab., Geogr. XVI; 40 (p. 762—768 Casauh., p. 1106 A).
1295
en enkelt herhenhørende Bemærkning meddeles af losepos! nemlig følgende: imedens Pompeius opholdt sig i Damask, sendtes der ham en kostbar Gave fra Kong Aristobulos i Jerusalem, et i Guld udført Konstværk, der forestillede en Have eller Vingaard. Dette kostelige Stykke, der skal have havt en Værdi af 500 Talenter, bares siden foran Pompeius paa hans Triumphtog; ifølge Plinius var det endnu paa hans Tid at så i Rom?,
I et Udtog af Diodors sidste Bog, der handler om Begiven- hederne i disse Aar, fortælles der, at, imedens Pompeius opholdt sig i Damask, indfandt Iudaias to Fyrster, Aristobulos og Hyrkan, der stredes om Magten, sig hos ham, men at der samtidig ogsaa kom et Par hundrede fornemme Iudaier, som klagede over dem begge, og forklarede, at deres Land tidligere havde været en Fri- stat, og at kun en Ypperstepræst havde ført Forsædet i Staten.
Pompeius vilde ikke straks afgjere Striden, men neiedes forelebig med strængt at foreholde Hyrkan, hvor urigtigt Iudaierne havde handlet ved at fornærme nogie Romere, der opholdt sig i Landet, og bad harh betænke, at Romerne nok skulde vide at straffe slige Overgreb". Nærmere Meddelelser om selve Toget imod Jerusalem finder man ikke i Udtoget: der siges blot i Forbigaaende, at i en Indskrift, som indhuggedes efter Pompeius' Hjemkomst til Rom, nævnedes Iudaias Konge, Aristobulos, iblandt de Fyrster, han havde beseiret ?.
Tacitus indskrænker sig til at fortælle, at Cn. Pompeius var den første Romer, der betvang Iudaierne, at han gik ind i Templet, men fandt det Allerhelligste tomt.
Den udførligste Beretning om Toget imod Jerusalem giver
Jos., Arch. Jud, XT, 8, 8.
Plin., Hist. Nat. XXXVD, 6.
Diod., Bibl. Hist. XL, 2 (efter Æzc. Vatic. p. 128).
Diod., Bibl. Hist. XL, 2.
Diod., Bål. Hist. XL, 4; sign. Appian, Mfithr. c. 107.
Tac., Hist. V, 9: Romanorum primus C. Pompeius Iudæos domuit templumque jure victoriæ ingressus est; inde vulgatam, nulla intus deum effigie vacuam sedem et inania arcana,
aa fe & & & mm
1296
Dion Kassios, der skrev omtrent i Aaret 227 efter Kr. Han for- tæller, at Hyrkan, der ikke havde mange Tropper, hurtig blev betvunget, og at Aristobulos, hans Medbeiler til Ypperstepræste- værdigheden, blev indesluttet i en Fæstning og snart overgav sig. Men da han siden gjorde forskjellige Vanskeligheder, nægtede at betale Tribut 0.8. v., tog Pompeius ham til Fange, besatte Landet og trængte ind i Jerusalem, hvor han fandt Bistand hos Hyrkans Parti. Kun Templet forsvaredes tappert, indtil det tilsidst paa en Festdag lykkedes Pompeius at overrumple det?.
Aaret efter Pompeius' Tog til Jerusalem lagde man flere Steder, ifølge den af Senatet i Aaret 63 fattede Beslutning, Beslag paa de Summer, som Israeliterne havde samlet til Templet i Jerusalem 2, i
En af de romerske Embedsmænd, der optraadte med størst Iver i denne Sag, var Statholderen i Asien, Prætoren L. Valerius Flaccus. Han synes at være gaaet frem med megen Haardhed imod de i hans Provinds bosatte Iudaier, hvorfor Decimus Lelius, der efter hans Hjemkomst til Rom anklagede ham for mislig Em- bedsførelse, heller ikke glemte at bebreide ham hans Gridskhed og Haardhed ved Udførelsen af Senatets Beslutning imod Iudaierne", Men Klagen fandtes ikke beføiet: Flaccug, der forsvaredes af Cicero, frikjendtes saavel for denne som for andre Beskyldninger.
Ifølge den af Pompeius trufne Bestemmelse skulde Iudaia atter være en Fristat under Ypperstepræstens Forsæde, og Hyrkan var af ham stillet i Spidsen for Staten, men denne Bestemmelse kuldkastedes snart, og Iudaia blev atter Skueplads for Uroligheder. Efter Crassus' Nederlag faldt Partherne ind i Landet, besatte
! Dio. Cass., Hist. XXXVII, 15—16.
2. Plutarkh, De superst. c. 8 hentyder formodentlig til denne Begivenhed.
3 Ifølge Strabon (Jos. Arch. Jud, XIV, 7, 2, Muller, Fragm. Hist. Gr. ” fI, S. 498) havde allerede Mithridates (Aar 86) paa Øen Kos lagt Beslag paa en stor Sum Penge, der skulde sendes til Jerusalem.
s BSlgu. Cic., Pro Flacco no. 28: sequitur auri illa invidia Judaica.
5. Strabon, Geogr. XVI, 2, 46 (p. 764 C., p. 1109 A.), hvor der ved en Uneiagtighed fra Forfatterens Side staar Herodes for Hyrkan.
1297
Jerusalem og spillede en Tid Herrer i Syrien. Men Romerne søgte atter snart at gjenoprette deres Nederlag og rykkede nogle Aar efter igjen med overlegen Troppestyrke ind i Landet og forjog Partherne. Ved denne Leilighed besatte C. Sosius Iudaia?.
Snart efter Parthernes Fordrivelse lykkedes det Idumaieren Herodes, hvis Fader Antipatros allerede tidligere ved Romernes Hjælp havde faaet stor Indflydelse i Jerusalem, at blive stillet i Spidsen for Staten?. M. Antonius gav ham siden Titel af Konge, og Herodes blev af Erkjendtlighed tro mod ham til det Sidste?. August, til hvis Parti Herodes straks gik over, da Antonius var falden", gav ham snart Bekræftelse paa Værdigheden', Hvad Herodes's Historie angaaer, da har den uden Tvivl været nøiagtigt behandlet i Nikolaos fra Damask's Værk, men dette Skrift er des- værre tabt paa et Par Brudstykker nær, der ere bevarede hos Ilosepos&, Hovedkilden til dette Tidsrams Historie.
Efter Herodes' Død (omtrent 4 f. Kr.) deltes hans Lande imellem hans Sønner, hvis Skjæbne kortelig omtales af Strabon?”. Han siger, at ingen af Herodes' Sønner havde synderlig Held med sig, og at ingen af dem blev Konge efter Faderen; den ene af dem døde i Landflygtighed i Gallien iblandt Allobrigerne.
Ifølge Tacitus havde en vis Simon straks efter Herodes' Død gjort Oprør og erklæret sig for Konge, men hans Forsøg var bleven tilintetgjort af Quintilius Varus, Statholder i Syrien 8.
Under Tiberius indtraf der ifølge Tacitus ingen Roligheds- forstyrrelse i ludaia; derimod fortæller han, at under denne Konges Regjering fænrettedes der i Jerusalem, imedens Pontius Pilatus var Landshevding i Landet, en vis Christus, der var Stifter af en Sect,
Tacitus, Hist. V, 9; se ovenfor 8. 725.
Strab. Geogr. 1. c.; Tac. l. c.
Appian, Civ. V, 75.
Plut., Anton. c. 71.
Tac, Hist. V, 9.
Sign. Miller, Fragm. Hist. Gr. II, 8. 417 £.
Stzab, Geogr. I c.
Tac., Hist. V, 9; sign. Annal II, 42: Iudaia seger Skattebyrden lettet. ” 82
' ea ed ea eæ "« te e -
1298
som under Nero paa flere Maader voldte Uro, hvorfor Keiseren lod denne Læres Tilhængere meget strængt straffe".
Denne sidste Bemærkning er af stor Vigtighed, thi den viser, at man paa Tacitus' Tid — og formodentlig længe før — ansaa det for utvivlsomt, at den nye Lære, hvis Livskraft og Farlighed for Hedenskabets hensmuldrende religiøse Grundpiller, og derved for Staten, klarere skuende Aander sikkerlig begyndte at faa Øinene op for, var bleven stiftet i Tibers Dage af en vis Christus, som var bleven henrettet, imedens Pontius Pilatus var Landshøvding.
Inden vi gaa videre i denne korte Udsigt over Iudaias Skjæbne efter Klassikernes Meddelelser, maa vi dvæle et Øieblik ved Iu- daiernes Forhold udenfor Moderlandet.
Da Romerne begyndte at sætte sig fast i Ægypten, fandt de straks Understettelse af de i dette Land meget talrige Iudaier, ligesom ogsaa Jerusalems Herskere gjentagne Gange støttede dem ved Afsendelsen af Hjælpetropper?. Rimeligvis var denne deres Beredvillighed til at staa dem bi ikke uden Indflydelse paa de følgende romerske Magthaveres velvillige Sindelag imod Herodes og den iudaiske Stat. Derimod blev Folkestemningen aldrig rigtig gunstig mod den, i Særdeleshed ikke i Alexandria og i Rom. Det sidste Sted, hvor de snart bleve talrige”, var man dem særlig imod, fordi de søgte at skaffe sig Proselyter; man gjorde sig lystig over deres Afholdenhed fra Svinekjød, deres Fasten og strenge Overholdelse af Sabbaten". De fleste Iudaier i Rom vare forøvrigt fattige Folk, der for en.stor Del levede af at sælge Svovlstikker
! Tac., Annal. XV, 44: Quæsitissimis poenis affecit quos per flagitia iuvisogs vulgus Christianos appellabat. Auctor nominis ejus Christus, Tiberio imperitante, per procuratorem Pontiam Pilatum supplicio af- fectus erat.
2 Sign. Jos. Arch. Jud, XIV. 8, 3.
3 Cicero siger i sin Tale imod Flaccus om dem: scis quanta manus, quanta sit concordia quantum valeat in concionibus; sign. Jos. XVIL 18.
£ Se Sueton., Octav., c. 76, hvor August paa en spegefuld Maade omtaler deres Fasten. August mente aabenbart, ligesom de fleste andre Ro- mere, at Israeliterne fastede paa Sabbaten; sign. Martials jejuma Sabbatariarum (IV, 4, 7).
1299
og af at spaa Folk; deres Hovedopholdssteder vare dels en For- stad hinsides Tiberen!, dels et Kvarter ikke langt udenfor den latinske Port og ved Egerias Lund.
Under Tiber blev der foretaget en Udskrivning i Rom iblandt iudaiske Frigivne i Rom, og 4000 Rekruter sendtes til Sardinien ?. Tacitus fortæller ogsaa, at' Iudaierne fik Befaling til at forlade Italien, naar de ikke vilde afstaa fra deres Gudsdyrkelse?; men vi vide ikke, hvor strængt denne Bestemmelse er bleven opretholdt. '
I ethvert Tilfælde kan det ikke omtvivles, at de under Clau- dius udvistes fra Rom, at dømme efter Suetonius, rimeligvis paa Grund af indbyrdes Stridigheder, fremkaldte ved Kristi Læres Ud- bredelse i deres Samfund". Dog har det neppe varet længe, før de atter fik Tilladelse til at opholde sig i Roms,
Ifølge Tacitus behandledes Iudaia med Strenghed af Cajus Caligula, ja der begyndte endog at trække et voldsomt Uveir op over Landet, da man nægtede at opreise Keiserens Billedstette i Templet; men Uveiret kom ikke til Udbrud, da Keiseren kort efter mistede Livet. Claudius gik frem med mere Maadehold, og hans Regjering forløb temmeligt roligt. Ifølge Tacitus gjorde Claudius Iudaia til romersk Frovinds og overdrog Bestyrelsen til romerske Riddere og Frigivne”. En af dem, siger Tacitus, var Felix, som ægtede Drusilla, en Datterdatter af M. Antonius; han var iøvrigt, efter hvad Tacitus fortæller, ikke videre retfærdig imod Iudaierne, men de fandt sig dog temmelig taalmodig deri og forholdt sig ogsaa rolige under Felix? nærmeste Efterfølgere, indtil tilsidst under
%
Sign. Hor., Sat. I, v. 142 se ovenfor S. 120.
Tacit., Annal. II, 85; sign. Sueton., 7wber. c. 36.
Tacit. I. c.
Sueton., Claud. c. 25: Judæos impulsore Chresto assidue tumultuantes
Roma expulit; algn. Acta Apost. 18, 2.
5 Dio Cassius, Aist. LX, 6, siger, at de vare altfor talrige til, at man kunde fordrive dem, men man ter vel dog ikke slutte heraf, at ikke alle Iudaier bleve udviste af Rom under Claudius (se Acta Apost. 1. c.).
sS Tacitus, Hist. V, 9.
7 Tac. Il. ec.
82"
1300
Neros Regjering Gessius Florus' voldsomme Udsugelser og skrigende Uretfærdighed fik deres Taalmod til at briste og bragte dem til at gribe til Vaaben,
Den romerske Legat i Syrien, Cestius Gallus, gik imod dem og kæmpede flere Gange med dem, men ikke altid med Held. Nero sendte derfor en anden Hærfører Vespasian til Landet, og ham formaaede Iudaierne ikke at modstaa. I Lebet af to Somre tog Romerne Landet tilbage, alene paa Hovedstaden nær, som Ve- spasian indesluttede og beleirede.
Men uagtet al Romernes knusende Overmagt og til Trods for, at ingen Hjælp nogensteds var at eine, imedens Modstands- kraften stadig svækkedes ved indre Splid, tænkte Hovedstaden ikke paa at overgive sig, og Beleiringen trak i Langdrag, indtil Staden endelig indtoges af Titus, Vespasians Søn, der havde aflest sin Fader som Hærens Anfører, da denne var bleven kaldet til Keiserthronen. Templet forsvaredes endnu en Stund, men tilsidst faldt ogsaa dette i Romernes Hænder, hvorpaa det gik op i Luer?. Staden ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller solgtes som Slaver og spredtes over hele Romerriget.
Antallet paa de i Jerusalem indesluttede Israeliter var efter Tacitus 600,000; ifølge Iosepos var det langt større, idet efter hans Angivelse, ikke mindre end 1,100,000 omkom under Beleiringen og 97,000 bleve tagne til Fange ag solgte som Slaver?. Saa stor var imidlertid Jerusalems Befolkning dengang ingenlunde; det store Flertal var kommet til Jerusalem til Paaskefesten! og blev efter dennes Slutning af den romerske Beleiringshær hindret i at vende tilbage. Alle, der søgte at undfly og bleve grebne, henrettedes under grusomme Pinsler.
Med Jerusalems Ødelæggelse ender det iudaiske Folks Hi-
1 Tac. Hist. V, 10. Om Krigen 86 ogsaa Dio Cass, Hist. LXVI, 4—7.
Tacit., Æist, V, 13. Det antages i Reglen, at Titus havde udstædt et udtrykkeligt Forbad imod at edelægge det pragtfulde Tempel, og at det var et uheldigt Tilfælde, der var Skyld i Templets Ødelæggelse. Denne Paastand savner dog tilstrækkelig Grund.
3. Jos., Bell, Jud, VI, 9, 8.
$ Sign. Jos., Bell, Jud. DO, 1, 8.
1301
storie; thi Israels Børn dannede fra dette Øieblik af ikke mere noget eget Folk, og de havde ikke mere noget Afidtpunkt, hvorom de kunde samle sig. Det Forsøg, der skete nogen Tid efter af tilbagevendte Flygtninge, i Forbindelse med de i andre Egne af Landet boende Israeliter, paa atter at grunde et israelitisk Samfund omkring den gamle Hovedstads Ruiner, tilintetgjordes af Romerne efter Undertrykkelsen af Barkokbas Oprør imod Hadrian. Antallet af Israeliterne i det hellige Land var forøvrigt paa Hadrians Tid ingenlunde ringe; ifølge Dion Kassios! blev ikke mindre end 985 Byer ødelagde i denne Krig, hvorved der omkom 585,000 Mennesker. Israels Børn forjoges atter fra deres Fædreland, og andre Stammer tilligemed romerske Nybyggere toge i deres Sted Landet i Besiddelse.
Til Slutning maa vi endnu bemærke, at, efter hvad klassiske Forfattere fortælle ?, var det i den sidste Tid af Republikens Dage og i den første Keisertid en almindelig udbredt Mening iblandt Iudaierne, at deres Folk var bestemt til at spille en særegen Rolle i Verdenshistorien. Nu er det unægteligt sandt, at næsten alle gamle Folk i Østen, der havde hævet sig til et vist Kulturtrin, gjerne betragtede sig selv som kaldede til at spille en stor Rolle i Verden og ansaa alle andre Folk for staaende dybt under sig og derfor bestemte til at være deres Tjenere, men disse stolte Tanker vare næsten overalt uddøde, dengang da Romerne bemæg- tigede sig Herredømmet over Verden. Det kan vel ikke nægtes, at mange af Israels Børn ikke vare- ganske fri for at nære lig- nende store Tanker om sig selv som deres hedenske Naboer, men deraf tør man dog ikke slutte, at de alle nærede slige Forvent- ninger, ja ikke engang, at det. var den almindelige Mening iblandt dem; det synes meget mere allerede af de her berørte Yttringer hos Klassikerne, at fremgaa, at Israeliternes Forventninger om deres
1! Dio. Cass., Hist. Rom. LXIX, 14.
2. Sign. Sueton., Vespas. c. 4: Percrebuerat Oriente toto vetus et constans opinio, esse in fatis, ut eo tempore Judæa profecti rernm potirentur ; sign. Tacit., Hit. V, 13: Pluribus persuasio inerat, antiquis sacerdotum literis contineri, eo ipso tempore fore, ut valesceret Oriens profectique Judæa rerum poterentur.
1302
Folks kommende Herlighed havde en ganske anden Karakter og Væsen end andre Folks indbildske Drømmerier, og at den langt mere var rettet imod en fjernere Fremtid.
Man vilde saaledes, selv naar vi ikke havde havt det gamle Testamentes Skrifter, ved Hjælp af hvilke vi kunne følge den messianske Idés Udvikling igjennem Tiderne, alene igjennem de her berørte Antydninger hos Klassikerne om" Israeliternes eien- dommelige Forventninger have havt en Forestilling om, at den særegne Rolle, som Juda og Jerusalem er kommet til at spille i Verdenshistorien som den kristne Religions Udspring, var bleven forberedet igjennem Tiderne, og at denne Forberedelse hos Folket havde skabt en eiendommelig Forventning hvortil intet Tilsvarende fandtes hos noget andet af Oldtidens Folk.
c. 3500
c. 3000
c. 2500
ce. 1400
c. 1100
TIDSTAVLE.
| ÆGYPTEN.
"Mena (Menes) samler Riget. [Memphis bliver Hovedstad. . asti. .
rnasti.] Pyramider bygges. TIT. Store Fremskridt. IV, Dyn. Hei Kulturudvikling. De store Pyramider bygges. Khufu (Kheops). Shafra (Khephbren). Menkera (Mykerinos, Aar 3010). 0. 8. V. V. Dyn. Tog til Aithiopien. VI. D ?
VIX. . Æ
XI. Dyn. Thoben
Øvre Ægypten.
XII. Ægypten samles atter. Amen-m-ha I.
Usertesen I.
0. 8. V.
XII. Dynasti (Theben).
XIV. Dyn. Indfald af Hyksos. Kampe imellem Hyksos (XV. DY0:) og Kongerne i Theben (XVI. og XVII. Dyn.).
Ahmes beseirer Hyksos. Amonhotep I. Indfald i Asien. Thotmess I. Tog til Asien. Thotmess II. Seire i Asien. Hatasu. — Thotmess III. Store Erobringer i Åsien.
Amonhotep III. Seire i Asien. Amonhotep IV. (Akhu-n-aten). Religionsforandring,Atendyrkelse
ypten delt. ongesæde i
Erobringerne gen tabte. Uroligheder. action. Hor-m-heb.
Rameses I. (XIX. Dyn.). Seti I. Seire i Asien. Rameses II. Sesostris.
Kampe i Syrien, navnli
ved Orontes. er-n-ptah (Menephtha). Ind- fald af Libyer i Ægypten. lsraels Bern vandre ud. Moses. Seti II. Uroligheder. Nye Indfald. Rameses III. lee Dyn.). Rameses IV., V., VI. Rameses VII.— XIV. Amonspræsterne Magthavere i Theben. Ægypten delt i flere Riger.
ASIEN.
Kaldaia Sæde for en hei Kultur.
Ur i Kaldaia Landets Hovedstad. Uruk (?) Ilgi (?).
Elamiterne falde ind i Mesopo- tamien (Kudur-Nanhunti; Kedor Laomer).
Ismi-Dagon.
Ægyptiske Tog til Asien begynde. Syrien betvinges.
En Del af Mesopotamien (og af Sudan) beseires af Ægypterne. Khamurabbi kaarer Babylon til Kaldaias Hovedstad. Mesopotamien og Syrien tabes af Ægypterne.
Nye ægyptiske Tog til Syrien. Kheta (khetiterne E Nordayrien) kæmpe med Held imod Ægyp- terne. Traktater afsluttes.
Hele Syrien atter frit. Philisterne nedsætte sig paa Kanaans Kyst.
Josva beseirer Kanaaniterne.
Tiglath Pilesar I. hæver Assyrien til Mesopotamiens første Magt, beseirer sine Naboer, men over- vindes af Babylonierne (1110).
ÆGYPTEN. JUDÅ, ISRAEL. | ASSYRIEN, BABYLONIEN. | ANDRE LANDE. David 1011-971. Syriske HiramiTyros Sisak I. | — Salome 971-38. | Indfald i 949-28. Rehabeam ! Jeroboam | Assyrien. Osorkon I. | 933-16. 933-12. 0.s. v. (XXII. Abiam Nadab Bin-nirari Dynasti). 916-13. 912-10. 906-890. Åssa Baesha |Tiglath Adar 913-872 910-886. 890-8£4. Josaphat | Ela. Simri. | Assur-nasir- 872-48 Omri 88675. 884-61. Borgerkrige, oram 2 alman-eser Uddeling af| 850-438. | 875-54. | 861-380. Land til Akhasia Akhazia |Assur-danin- 814 Krigerkasten Athalia Joram. Samsi-Bin anlægges opstaar. |. 842-835. | 8583-42. | 827-11. æggen. J0a3835- 795, Jehu 842-14.! Bin- -nirari Ægvute mazia |Joas 798-81.| 811-782. i Freresd flere 795-66. |Jeroboam IL!Salman-eser T 28 Riger Asarja 1792-51. 1782-72. Llokeres XXIII. Dyn. (Uzia ) Sakarja |Assur-dan-il 718 Medien i Tanis. 1788-36 7591-50. 1772-54. erobres Tothan Menahem |Assur-nirari 70 i 49-3 750-837. 7541-45. Bokkhoris | Arhas | Pekaja | Tiglath Sidons Oprør Sabako 725.) 732-26. |Peka 737-30.| Pilesar 870 Gu ' Hezekia Hosea s 7145-27. 660 Indfeld . -697. 1730-22. alman-eser É En "69742. |Ieraels RigelSargon 722-5 …, Merodak iLille-Asien, 692-666. ”… |"sraets nigelvargo Baladan for- Gyges falder. Assyrernes Amon |assyrisk Pro-! Senakherib 112. | 680 El Tedfald | 641-89. vinds. | 705-680. jages odEk! erobret. Psametik L| Josia Assurhaddon Bal er erobre | 639-609. 680-67. aladan for=| 680 Medien 6654-60 Joakhas og | 625 Josia | Assur-bani- 328 etter. 59985 Krig 610-594 Jojakim - | indtager |pal668-26(?) 2 sgokhi n Tig Psametik II. 609-598. | Samareia. | Assur-erik- aosdoX hin. ime om Avries, vodakin 598. ili, 626-? é die og Feer Zedekia Nabu-pal-usur 57 J TVT 565-925. 5598-88. 6260-04. k ene, os PsametikIII. Nabo kador-nsur DK TOB, -562. ? Kambyses | 1536 Nabo-nahid Medion Ægypten. | Terusalem K 555-88. 548 Lydien st? LLR yTos indtager Babylon. falder reises atter.
»— 522 Kambyses der. Den falske Smerdes.
521-486 Dareios I. 330. Alexandros den Store tilintetgjer Perserriget.