Steenstrup, J.J.9. & C.E. Lutken 1861 Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Snyltekrebs og Lernaeer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstaendigt kjendte parasitiske Copepoder. Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, (> Naturhistorisk og Mathematisk Afdeling (5)5: 341-432, pls. 1-75; VR LAN R 4 Bidrag til Kundskab det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte parasitiske Copepoder,/ af J. Jap: Sm. Steenstrup, og Chr. Fred. Lutken, Professor. Dr. philos. (Særskilt aftrykt af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, åte Række, naturhistorisk og mathematisk Afdeling, åte Bind.) eg National MusS Kjåbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 1861. EDGE SEE Indledende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi og Systematik. | vi gaae over til det, som er vor egentlige Opgave, nemlig at beskrive nogle nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendle Arter af Snyltekrebsenes (Siphonostomernes) og Lernæer- nes Grupper, vil det være hensigtsmæssigt at forudskikke nogle kortfattede Bemærkninger om de almindelige morphologiske Forhold hos Copepoderne. Erkjendelsen af, at alle Cope- poder, saavel fritlevende som parasitiske, ere byggede efter eet og samme Schema eller Grundplan, i samme: Forhold som dette f. Ex. er Tilfældet med alle hedriophthalme eller med alle podophthalme Krebsdyr, synes nemlig ikke at staae saa klart for de fleste af de Zoolo- ger, som have beskjæftiget sig med disse Dyregrupper, som nødvendigt er, naar der skal opnaaåaes en tilfredsstillende videnskabelig Opfattelse af dem. Vel har Dana, der ogsaa besad et mere udstrakt Kjendskab til de fritlevende Copepoders formrige Gruppe end nogen før ham, paa en i det Hele ret tilfredsstillende Maade udredt disse Dyrs Morphologi, men hans Arbeider ere neppe saa almindelig udbredte, at man med Fordeel kunde indskrænke sig til at henvise til dem, selv om man i enhver Henseende kunde skjænke hans Termi- nologi Bifald. Ved vore efterfølgende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi have vi iøvrigt ogsaa tilsigtet at give den nødvendige Forklaring af den i det Følgende an- vendte Terminologi, forsaavidt den maatte afvige fra tidligere Forfatteres. Efter vor Opfattelse bestaaer Legemet hos alle Gopepøoder, fritlevende og snyltende, af 3 Hovedstykker: Forkroppen, Bagkroppen og Halen. f Forkroppen /cephalothorax) er sædvanligen udeelt, kun hos Poniel/la og nogle nærstaaende Former er den deelt i 2 Afsnit; den bærer typisk følgende Dele: Øinene, 2 Par Følere (Antenner), et Par Kindbakker (Mandibler) (hos Snyltekrebsene forvandlede til Stikkeredskaber og omsluttede af en Snabel eller et Næb), et Par Kjæber (Maxiller) og 2 Par Kjæbefødder. Den kan altsaa ligesom Isopodernes og Amphipodernes »Hoved« opfattes som sammensat af 7 Ringe; i Beskrivelser af Lernæformer omtales den som oftest, om end mindre rigtigt, som »Hovedet«. Å 344 Bagkroppen /abdomen) er sammensåt af 5 Kinge, som hos de typiske Former hver bære sit Par Been eller Fødder; et saadant Been eller »Fod« bestaaer af et toleddet Grundstykke og to, typisk treleddede, Grene med talrige Fjerbørster. Hos Slægten Cyclops (s. str.) og hos mangfoldige, om ikke hos alle, Snyltekrebs er dog den første Bagkropsring optagen i Forkroppen (hos Saphirinerne synes Forholdet i denne Henseende at variere fra Art til Art), og det fårste Fodpar er da anbragt under den bageste Deel af Cephalo- thorax. I de følgende Formbeskrivelser forstaåaes derfor ved »Bagkroppen« kun den Deel af samme, der er adskilt fra cephalothorax, og den af Bagkroppens Ringe, som bærer det andet egentlige Fodpår, betegnes som »fårste Bagkropsring«, uagtet det egenlig er den anden, og såa fremdeles. Hos mange fritlevende Copepoder er det Ste Fodpar omdannet paa forskjellig Maade for åt træde i Forplantningens Tjeneste; hos andre er det rudimentært f. Ex. hos Cyclops (s. str.), og hos de fleste parasitiske Former forsvinder det ganske og med det den tilsvarende Bagkropsring, rimeligviis fordi den er sammen- smeltet med eller ligesom optaget i den hos disse Former saa stærkt udviklede første Hale- ring eller »Kjønsringen«; for denne Tolkning taler maaskee ogsaa, at man hos mange Caliginer og Pandariner netop påa denne Kjønsring finder et, om end kun mikroskopisk, Rudiment af et femte Fodpar. Hos Snyltekrebsene er Antallet af tydelige, frie Bågkrops- ringe saaledes aldrig flere end tre, hver bærende sit (andet til fjerde) Fodpaår. At hos mange af de snyltende, mere omdannede eller abnorme Former Grændsen mellem Bagkrops- ringene er utydelig eller ukjendelig, og at saavel Forkroppens som Baågkroppens Lemmer, forfulgte gjennem den hele Række af Snyltekrebs og Lernæer, undergaae en tilbageskridende Omdannelse, indtil fuldkommen Forsvinden, er saa bekjendt, at det kun behøver at antydes. Er det end saa, at der hos Former, som man tidligere har frakjendt ethvert Spor til Lem- mer, dog findes meget tydelige Antenner, Mundfødder og virkelige Fødder m. m., — saaledes som Prof. Brihl”) har viist det for Lernædcerernes Vedkommende og som vi skulle vise det i det følgende for Pennellernes og Lernæernes — er det dog derfor ikke mindre vist, at der gives herhenhørende Former, som mangle ethvert Spor til alle disse Dele, som f.Ex.-den i det følgende beskrevne påa Annelider levende ved sin simple Sækform såa eiendom- melige Slægt (Herpyllobrus). Halen (cauda, postabdomen) er typisk sammensat af fem Ringe, af hvilke den sidste bærer Halebladene (folrola caudalta s. appendices caudales), to uleddede Blade, hver med (4) Fjerbørster; de kunne vistnok sammenstilles med Isopodernes saakaldte »Hale- vedhæng« og altsaa antages at forestille et Par Halefødder. Kun sjelden findes der rudi- ”) Mittheilungen aus dem k. k. zoologischen Institute der. Universitåt Pest. Nr. I, . 3845 5 mentære. Fødder under de forreste Haleringe, saafremt ikke det før omtalte rudimentære Fodpar paa Kjønsringen skal tydes som et saadant. Paa den første Halering aabne For- plantningsredskaberne sig hos begge Kjøn, og fra den nedhænge de ydre Æggesække eller Æggetraade. Hos de fritlevende Former, hvor denne Ring kun hår et ringe Omfang, kan der ikke være nogen Tvivl om, at den virkelig hører til Halen; men hos mange af de snyl- tende frembyder denne saakalte Kjønsring (annulus genitalis), i Overeensstemmelse med Forplantningsevnens betydelige Udvikling, et meget stort Omfang, og det er da bekvemmere og lettere for Oversigten, i Beskrivelserne at opfatte den som et eget selvstændigt Afsnit af Legemet. Som Halen ville vi derfor i det følgende særligt benævne de øvrige fire Haleringe tilsammen, som ligge bågved Kjønsringen og bagved Æggesækkenes Udspring; deres Antal reduceres ofte ved Sammensmeltning, og hos mange mere afvigende Formér er Halen uleddet, uden Haleblade eller endog aldeles indsvunden og kun i et yderst ringe Spor erkjendelig. Hos alle ægte Copepoder bestaaer Legemet altsaa typisk af sytten Ringe (7 + 5 + 5), og nåar man gaaer ud fra de højere Krebsdyr, vil man altsaa kunne sige, at af disses 21 Led ere to Bagkropsled og to Haleled altid aldeles forsvundne, forsaavidt ikke ganske enkelte Copepoder have et større Antal (indtil 7) Haleled. Da vi iøvrigt ikke her ville give en omstændelig Fremstilling af Copepodernes Morphologi eller forfølge de enkelte Fod- og Følerpars Udvikling gjennem den hele Formrække, vil det i denne Henseende være tilstrækkeligt til foreløbig Orientering, at henvise til Tab. 71,72 og 92 af Danas store Krebsdyrværk. Derimod maae vi bede erindret, at det her opstillede Schema for Copepo- dernes Bygning naturligvis ikke passer paa alle Æntomostraca, hverken paa Limulus, Trilo- biterne, Phyllopoderne, Cladocererne eller Ostracoderne eller paa Slægten Argulus, hvilken sidstnævnte Form vi med Zenker aldeles ikke kunne ansee for en Copepod, men snarere vilde henføre til Phyllopoderne som Snyltelivets Repræsentant indenfor denne Gruppe"). Om det vii lade sig anvende påa Cwrripedrerne er endnu mere end tvivlsomt. De snyltende Copepoders Systematik forekommer os heller ikke at befinde sig påa et aldeles tilfredsstillende Standpunkt, hvad enten man vil holde sig til den. af Milne Edwards eller til den af Dana givne Inddeling. Dette er ogsaa følt af enkelte Forfattere, som i den senere Tid leilighedsvis have beskjæftiget sig med disse Dyrs syste- matiske Sammenstilling og udtalt sig om de forskjellige Familiers Grændser og indbyrdes ") Hermed bortfalder tillige den eneste hidtil bekjendte snyltende Copepod. uden ydre Æggesække eller Æggetraade; thi Sacculinerne-og Peltogastriderne ere, som Lilljeborg har vist, ikke Copepoder (s. str.), men uden Tvivl Cirripedier. 2 6 346 Slægtskab. Vi troe derfor allerede her at burde gjøre opmærksom paa et hidtil mindre paaagtet Forhold, som forekommer os at kunne tjene som Ledetraad i den Labyrinth af Former, som bliver tilbage, naar man seer sig nødt til at opgive de bestaaende Gruppe- ringsforsøg. Der er nemlig en Række af Former, hos hvilke Æggesækkene have Form af Traade, i hvilke de flade, skiveformige Æg da ere anbragte i en enkelt Rad eller Stabel over hverandre ligesom Dalerne i en Pengerulle, hvorimod de i den anden Række af Former ere virkelige Sække, i hvilke de mere kugleformige Æg ligge uden Orden og, ligesom hos de fritlevende Saphøriner og Cycloper, ikke i en enkelt Række, men flere ved Siden af hinanden”). — At de her saakaldte »Tråade« undertiden ere temmelig korte og tykke og »Sækkene« derimod undertiden meget lange og tynde (f. Ex. hos Chondracanthus Lophii), ophæver naturligvis ikke det Væsentlige i denne Adskillelse. Anvendes dette Skjælnemærke nu paa de af Milne Edwards opstillede Familier af snyltende CGopepoder, vil det vise sig, at samtlige hans Caliginer, Pandariner og Dichelestiner have to Æggetraade af den ovenfor omtalte Beskaffenhed, samtlige Ergasiliner derimod to Æggesække ligesom Cycloperne og Saphirinerne. Lernæo- podernes meget naturlige Gruppe slutter sig i denne Henseende til Ergasilinerne, frem- deles Slægterne Chondracanthus, Seltus og Tucca samt Lerneocera, der hidtil indtog en meget unaturlig Plads i Pennellernes Gruppe. Derimod vil man finde, at denne sidst- nævnte, der ved Udstødelsen af de ægte Lernæocerer faaer et meget naturligt Indhold, har den selvsamme Form og Bygning af Æggetraadene som Caliginerne, Pandarinerne og Di- chelestinerne (til hvilke sidste Slægter Lernanthropus vil være at henføre) og som Slægterne Clavella, Penriculus og Cycnus, i hvilke Prof. Claus allerede meget rigtig har erkjendt det naturlige Bindeled mellem Pennellinerne og Dichelestinerne”). Det vil endelig ved at an- vende denne Charakteer påa de enkelte Årter indenfor flere af de hidtil beskrevne Slægter vise sig tydeligere, at der i visse Slægter har været optaget fremmede Elementer, som paa denne Maade kunne og maae udsondres; medens saaledes de ægte C/avella- og Lernæonema-Årter have Æggetraade, har Clavella Scart Krøyer og Lernæonema Musteli van Beneden derimod Æggesække. Men istedenfor at tale imod vor nys udtalte Anskuelse om Æggesækkenes Brugbarhed som Kjendemærke for større Grupper af snyltende Cope- poder, tjene disse tilsyneladende Undtagelser netop til at stadfæste den; thi de to nævnte ”) Dana har allerede anvendt denne Charakteer forat -skjelne mellem »Ærgasiloidea« og »Caligoidea« indenfor hans »Poecilopoda«, men lader den aldeles falde for den anden Afdeling, »Lernæader- nes,« Vedkommende, hvor det hedder »eggs sometimes in baggs or sacs as in the Ærgasiloidea and sometimes in slender tubes as in the Caligoidea« ! ”) Man vil heraf see, at de fleste Momenter til den af os foreslaaede systematiske Omgruppering i Grunden allerede foreligge stykkevis, men de vare deels ikke offentliggjorte, deels endnu ikke komne til vor Kundskab, da vi allerede havde naaet det her fremsatte Resultat. 347 Former afvige i Virkeligheden saameget fra de typiske Claveller og Lernæonemer, at de, selv afseet fra Æggesækkenes Beskaffenhed, burde udsondres af de Slægter, hvis Navne de fortiden bære. Kesultatet heraf er da, at de to gamle Grupper Siphonostomata og Lernæadæ maae opløses og de snyltende Copepodslægter omordnes i 2 parallele Rækker, som begge begynde med Former, der staae de fritlevende typiske Copepoder temmelig nær, men ende med Slægter, der paa Grund, af deres Tilbageskriden og lavtstaaende Byg- ning paa et tidligere Trin af Zoologiens Udvikling endog maatte finde deres Plads blandt Ormene. Tildels vil der derfor kunne påavises analoge Slægter i begge Rækker. A. Med 2 Æggetraade; herhen høre: Milne Edwards Peltocephaler med de to Grupper Caligent") og Pandarint”), hvis Begrændsning vil blive afhandlet i det følgende. Sammes- Drechelestiner (Pachycephalr p. p.)”"). Clavella-Gruppen (Clavella, Penwculus, Cycnus), til hvilken Pennella-Gruppen (Lernæa, Lernæonema, Lernæfnicus og Pennella, muligvis ogsaa Sphyrion og Lophura) slutter sig ganske naturligt. (Ogsaa Staurosoma synes at høre til denne Række, den analoge Antheacheres der- imod til den næste; dog trænger dette for den førstes Vedkommende unægtelig til Stad- fæstelse.) B. Med 2 Æggesække. De herhen hørende Former lade sig, idetmindste endnu, let sondre i mindre Grupper. I) 2) 3) 4) Ergasilimerne (Ergasilus, Bomolochus, Doridicola og Nicothoé.) Lernæopoderne (Tracheliastes, Basanistes, Achtheres, Brachiella, Lernæopoda og Anchorella). Chondracanthinerne (Chondracanthus, Antheacheres, Selius, Tucca, Æthon [Ægge- sækkene ubekjendte] samt »Clavella Scart Kr.« og »Lernæa gobina Fabr.«) Lernæocererne: (Lernæocera, »Lernæonema Mustelt v. B.«) samt Herpyllobrus arc- licus mob.) . Caligus, Synestius nob., Parapetalus nob , Calistes, Trebius, Dysgamus nob., Glotopotes nob., Cali- geria, Elytrophora og Euryphorus. ; Pandarus, Nogagus, Dinematura, Echthrogaleus nob., Phyllophorus, Gangliopus, Perissopus nob., Cecrops og Læmargus. Krøyeria (Lonchidium), Pagodina, Eudactylina, Congericola, Ergasilina (Æggesækkene ubekjendte), Lernanthropus, Dichelestium, Nemesis, Lamproglena og Anthosoma Den store Lighed, som der er mellem Hannerne af denne Form, af Lernæopoda-Gruppun og af Chon- dracanthus-Slægten synes ogsaa at tale for, at disse 3 Grupper høre naturligt sammen. Om den hidtil ukjendte mandlige Pennella see det følgende. s For at forebygge Misforstaaelse ville vi ikke undlade at bemærke, at vi ingenlunde ansee de her for Oversigtens Skyld opregnede Smaagrupper, f. Ex. Ergasilinerne og Chondracanthinerne Se FS 8 | 348 Dog herved vil man vel ikke engang kunne blive staaende; man maa dog vel nu erkjende, at der hverken ved Levemaaden eller ved den ydre eller indre Bygning kan trækkes nogen naturlig Grændse mellem de fritlevende og de parasitiske Copepoder. Prof. Claus har allerede gjort opmærksom paa, at Saphirinerne, hvis Hunner leve i Salper, medens Hannerne leve frit, udvidske Grændsen mellem begge Grupper. Men er dette saa, bør denne Erkjendelse "ogsaa komme til Udtalelse i den zoologiske Gruppering, og man maa derfor i vor anden Række (B), bestaaende af Copepoder med Æggesække, foruden de ovenfor antydede fire Grupper af -parasitiske Former endnu optage de tildels eller aldeles fritlevende Former, som have den samme Charakteer, altsaa Slægten Cyclops (s. str.) og Saphirinernes Gruppe. Derimod er det tvivlsomt, om Monstrillerne og Thaumaleus-Gruppen høre herhen, da de endnu ikke ere iagttagne med Æggesække. Ogsaa Notodelphys-Gruppen vil her fååae sin Plåds, hvis Indholdet af dens ejendommelige Ægge- pose kan antages at svare til CY ODErneE to Æggesække og ikke til f. Ex. Pontellernes uparrede Æggesæk. En derfra forskjellig Række vil sandsynligvis dannes af de fritlevende Cope- poder, som kun have een ydre Æggesæk, eller af de talrige Slægter, der. gruppere sig om Calanus"), Pontella, Harpacticus og Setella. Denne Række, der egentlig burde stilles først, indeholder altsaa for Øieblikket kun fritlevende Former, Rækken A, egentlig den tredie, kun parasitiske Former, hvorimod- Formerne i. Rækken B gjennemløbe den hele Omdan- nelsesscala fra Cyclops til Lernæocera. Følgende Oversigtstabel vil maaskee lette Opfattelsen af hvad her er Na GETER Een Æggesæk. To Æggesække. To Æggetraade. Calanus Cyclops (s. str.) DN Pontella Fritlevende å i åg Harpacticus ? Monstrilla Former. : Setella ? Thaumaleus | Saphtrina. ? Notodelphys Caligus, Snyltende Ergasilus Pandarus Former. Lernæopoda Dichelesttum Chondracanthus Clavella Lernæocera. Pennella. eller overhoved Grupperingens Enkeltheder for videnskabeligt begrundede, men tvertimod nære den Anskuelse, at der endnu kjendes for faa Former, til at man tør opstille meer end aldeles provisoriske Familier. ") Kjender man end ikke ægte Calaner-med Æggesæk, saa kjender man i alt Fald meget nærstaaende Slægter af selve Calan- Gruppen med enkelt uparret Æggesæk. 349 ce) Materialet til den foreliggende Afhandling bestaaer fornemmelig i pelagiske Snylte- krebs fra Atlanterhavet og skyldes for største Delen Hr. Skibscapitain Dbmd. V. Hygoms i en lang Aarrække fortsatte Indsamlinger til Museet; den er saaledes et Bidrag til en Bearbeidelse af det paa denne Maade tilvejebragte meget betydelige Materiale til Kund- skab om den pelågiske Fauna, som findes opbevaret i Universitetsmuseet; men tillige have vi troet at burde drage ind med i vor Undersøgelse adskillige andre nye eller ufuldstændigt kjendte Former, som kunde tjene til at kaste yderligere Lys over det her behandlede Æmne. Et kort Udtog af denne Afhandling blev indrykket i Oversigterne af Videnska- bernes Selskabs Forhandlinger for 1860 og et endnu kortere Referat af vor Opfattelse af Copepodernes naturligere Gruppering findes i Beretningen om det skandinaviske Natur- forskermøde i Kjøbenhavn 1869. ( Første Række af parasitiske Copepoder: med Æggetraade, indeholdende en enkelt Række af flade skiveformige Æg. Den første større Hoved-Afdeling af denne Række (Calzigødæ Dana, Pelto- cephalt M. Edw.) kan charakteriseres ved Skjoldets Form og Antennernes Byg- ning. Skjoldet er nemlig næsten altid halvmaane- eller hesteskodannet, hvilken Form fremkommer derved, åt dets Sidestykker fortsætte sig længere tilbage end Midtstykket, saa at dets Bagrand altid er mere eller mindre indhulet; det er næsten altid deelt i to Sidestykker og et Midtstykke, og besidder i Reglen særegne Pandeplader og Randbræmme”). Første Par Antenner er næsten altid”) sammensat af blot to Led, et bredere Grund- led, der bærer en Række Børster eller Torne langs med sin øvre Rand, og et smækkert Endeled, i Spidsen udstyret med nogle Børster; andet Par er altid krogdannet og danner saaledes et Fastholdningsredskab. Denne Afdeling omfatter igjen Grupperne Caligint og Pandarint. Den anden Hovedafdeling (Dichelestidæ Dana, Pachycephali M. Edv. p. p.), der omfatter Drichelestint og Lernanthropodini, har altid det første Følerpar traaddannet og flerleddet [5—10leddet], men det andet danner enten en Tang eller en Haand, eller det er krogdannet ligesom i den første Afdeling. Skjoldet er her aldrig halvmaanedannet og savner altid Randbræmme, Pandeplader og Suturer. : ”) Kun hos Pandarus (2) savnes denne Bræmme saavelsom Skjoldets Suturer, men Pandepladerne fin- des dog, og selv hos P. bicolor er Skjoldets Bagrand endnu concav. Derimod danner Perissopus (Le- pidopus) armatus (2) en Undtagelse, hvis den ellers er fremstillet rigtig hos Dana; dens Skjold er nemlig ikke halvmaanedannet. ”) Vi kjende ikke nogen anden Undtagelse fra denne Regel end Læmargus muricatus, hvor det er treleddet. 10 350 Allerede Milne Edwards opstillede cen Adskillelse mellem Ca/lrgiønt og Pandarint, og Dana beholdt den, skjøndt med en anden Begrændsning og med andre Charakterer. Milne Edwards charakteriserede den førstnævnte Gruppe ved at den mangler de for den sidstnævnte betegnende RKygblade (elytråa), og . henførte til den Slægterne: Calrgus (samt Chadzmus), Trebrius og Nogagus; til Pandarinerne Dønemura, Pandarus, Phyllo- phorus, Cecrops og Læmargus. Dana adskilte disse 2 Grupper rigtigere ved det Mærke, at Snabelen (Næbet) hos Ca/lzgint er kort og afstumpet (»subovatus, obtusus«) hos Pandarrwnt derimod lang, tynd og spids; men det dertil føjede Skjælnemærke, som laantes af Isjæber- nes (Maxillernes) Form og Stilling, synes at beroe paa en Feiltagelse”). De af Dana til Caliginerne henførte Slægter (Caligus, Lepeophtherrus, Chalitmus, Caligeria, Calistes og Tre- brus), høre virkelig meget naturligt sammen, men det er ikke heldigt, naar Edwards og Dana have henført den med dem såa nær beslægtede Euryphorus — som Dana uden Tvivl ikke har kjendt af Autopsi — til Pandarinerne, fra hvilke det ogsaa synes mindre naturligt at adskille Cecropiderne. Men Caliginerne og Pandarinerne kunne foruden ved Snabelens Form — der vistnok staaer i Forbindelse med en Modifikation af Levemaa- den eller et Snylteliv paa andre Fiskeformer — adskilles ved Formen af første Fodpar, der hos Cawrgønerne altid har den fra Slægterne Calzigus og Trebius bekjendte Form og Bygning, som væsentlig er den samme, hvad enten den indre mindre Gren er tilstede eller mangler, hvorimod dets 2 Grene hos alle Pandariner ere ligeligt udviklede, Endelig ere hos alle Caligøner med Undtagelse af Trebius de to forreste Bagkropsringe optagne i Skjoldet og den sidste alene fri, hvorimod hos alle Pandariner de tre Bagkropsringe ere frie og uafhængige af Skjoldet. Med denne Begrændsning omfatter Gruppen Calégént de nedenfor anførte 9 Slægter, hvis væsentligste Eiendommeligheder ville træde frem ved følgende Oversigt: ”) Det er nemlig efter vor Mening ikke den samme Del, som Dana benævner saaledes påa begge Steder; hvad han hos Caligini betegner som »maxillæ«, savnes vistnok hos adskillige Pandarini, men gjenfindes ogsaa ofte hos dem i en mere eller mindre udviklet Skikkelse, og altid paa samme Sted som hos Caliginerne; efter vor Opfattelse er denne Deel et Appendix til Grunddelen af andet Par Kjæbefødder, ligesom »hamuli« til andet Følerpar, og ikke noget omdannet selvstændigt Lemmepar. == ) Herunder indbefattet Underslægten Lepeophtheirus (Caligi »lunulis« nullis) og Chalimus- Formerne (Caligi appendice frontali affixi); selv om det virkelig skulde vise sig, at der var Calzgus-Former, hvis Hunner gjennem hele Livet sad fast ved en Pandetraad, vilde de dog i det højeste kunne danne et subgenus af Caligus. Alle os bekjendte Caligini have den saakaldte »furca«; men om »lunulæ« og Antennernes Hjelpekroge (»hamuli adventitii«) ere tilstede, synes ikke at have generisk Betydning. Vi have derfor ikke optaget disse Forhold i Slægtskjendemærkerne, men væsenlig holdt os til Fød- dernes forskjellige Bygning. Sciænophilus van Bened. med meget forlænget Kjønsring og Hale opfatte vi derfor endnu indtil videre som en noget afvigende Caligus-Form, der maaskee kan danne et eget subgenus. 351 A. Fjerde Fodpar er enkelt. (Kun den ydre Gren er udviklet og dennes Børster ere aldrig fjerede.) 11 B. Fjerde Fodpar er tvegrenet. (Kun hos Elytrophora (?) og Caligeria ere dets Børster ikke fjerede.) Uden Rygblade. 1. Caligus Mill. (2. å.). Første Fodpars indre Gren mangler eller er aldeles rudimentær; andet Fod- pars Grene ere treleddede; tredies Grund- led danne en stor Plade, dets Grene ere temmelig smaae og toleddede; de to første Bagkropsringe, som bære andet og tredie Fodpar, ere optagne i Forkroppens Skjold. 2. Synestius nob. (2). Kjønsringen forlænger sig bagtil i Form af 4 lange kølleformige Forlængelser; iøvrigt har den Charaktererne af Slægten Caligus. 3. Parapetalus nob. (2). Kjønsringen er udstyret ' med en bred Randbræmme og Halen med en vinge- agtig Forlængelse paa hver Side. løvrigt har den Charaktererne af Slægten Ca/rgus. d. Calistes Dana (9). Første Fodpaår har idetmindste Spor til en indre Gren; tredie og fjerde Fodpars Grene ere treleddede. løvrigt har den Charaktererne af Slægten Calzgus. Trebius Kroyer (2 .å)"). Første Fodpar hår en mindre, toleddet, indre Gren; anden Bagkropsring, som bærer tredie Fodpar, er fri. Iøvrigt som hos Calzstes. Dysgamus nob. (8). Første Fodpar som hos Trebtus; andet, tredie og fjerde Fodpars Grene toleddede ; de to første Bagkropsringe ere optagne i Skjoldet som hos Caligus. Med to Rygblade (idetmindste hos Hunnerne) udgaaende fra den frie Bagkropsring; de to foregaaende Bagkropsringe ere hos alle hidtil kjendte herhen hørende Former ligesom hos Ca/lzgus optagne i Forkroppens Skjold. 4. Glotopotes nob. (2). Første Fodpar har ikke nogen indre Gren; andet, tredie og fjerde væsentlig som hos 8. Caligeria Dana (2). (Første Fodpar ubekjendt); fjerde Fodpars ydre Gren er treleddet, den indre mindre ”) Smlgn. Baird history of British Entomostraca tab. 38 f. 3—4. 12 352 Caligus; to store plådeformige Ryg- og toleddet; deres Børster ere ikke fjerede ; blade dække største Delen af Kjønsringen, de to Rygblade ere smaae. der forlænger sig bagud i Form af to 3 9. Elytrophora Gerståcker (9. å.). lange spidse Forlængelser. Første Fodpar omtrent som hos Trebzus, andet og tredie som hos Calrgus, men tredie har treleddede Grene; fjerde som hos Caligerta (?). Foruden to smaa Ryg- blade, som findes hos begge Kjøn, har" Hunnen et Pår smaa Blade ved Grunden af Kjønsringen. 10. Euryphorus Nordmann (9. É.). Alle fire Fodpar forholde sig i det Væsent- lige som hos den foregaaende Slægt, men fjerde Fodpars Børster ere fjerede; lige- som hos Klytrophora har Hunnen for- uden de smaa Rygblade, der findes hos begge Kjøn, et Pår smaa Blade ved Grun- den af Kjønsringen, der hos Hunnen for- holder sig omtrent som hos Parapetalus; hos Hannen har Halen en vingeagtig For- længelse påa hver Side, og hos Hunnen er denne uddannet til en stør Vingebræmme. Medens Pandarinerne for den allerstørste Del maae henregnes til den pelagiske Fauna og fornemmelig ere Beboere af Haifiske”), hører det større Antal af Caliginer til Littoralfaunaens »Fiskelus«. Som pelagiske Caliginer maae vi dog nævne Ca/rgus Thynni og C. productus Dana (af en Bonito), den nedenfor beskrevne C. Coryphænæ nob. (af en Dolfin), Caligeria bella Dana Yaf en Albicore eller Thunfisk), Dysgamus atlanticus nob. og Gloiopotes Hygomtanus nob. (ubekjendt, af hvilke Fiske) samt Euryphorus nympha nob. (af en Bonito). Af de Data, som vi hidtil besidde, synes det altsaa, som om i den pelagiske Fauna For- holdet mellem de store Fiskeformer af Haiernes og Makrelernes Familier og deres Para- siter af Copepodernes Gruppe er dette, at Haierne fortrinsvis plages af talrige Panda- riner, Makrelformerne derimod af et mindre Antal Caliginer. Foruden de ovenfor ”) Kun Cecrops og Læmargus, der leve paa Maanefiske (Orthagoriscus, sensu latiore), danne i denne Henseende en Undtagelse. 353 13 nævnte, i strængere Forstand pelagiske Caliginer fra Atlanterhavet beskrive vi ved denne Leilighed to nye Slægter (Parapetalus og Synestrus) fra det indiske Hav (vgsaa af Scom- beroider) og et Par exotiske Ca/rgus- Årter, samt endnu et Par hidtil ubekjendte eller kun ufuldstændigt bekjendte Arter, hvoriblandt en den danske Fauna tilhørende Ferskvands- Art af den samme Slægt. I. Caligus Mi. De i det Følgende beskrevne Arter af denne Slægt have alle en Gaffel (furca) med udelte Grene og med Undtagelse af C. branchralis alle Panderanden udstyret med »lunulæ«. Foruden de Kjendemærker, som vore Forgængere have draget frem i Forgrunden, have vi fundet, at tvende Forhold, nemlig Formen af de ved Grunden af tredie Fodpars ydre Grene anbragte Torne eller Kroge”), og om der foruden fjerde Fodpars tre Endebørster endnu findes to eller blot een lignende Børste paa dets ydre Rand, egne sig særligt til at anvendes som Artsmærker, da der i Henseende til disse Forhold aldrig er nogen Forskjel mellem de to Kjøn af samme Årt. Af de Årter, som vi selv have havt Leilighed til at undersøge, have vi udarbeidet følgende Oversigtstabel: Conspectus specierum generis Caligéi nobis cognitarum. A. Lunulæ adsunt; palpi simplices. a. Foliolis caudalibus anum superantibus. -) Pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi, cauda brevis, haud articulata. 1. C. curtus Mill. Kr. (9 &) (0. Miilleri Leach, Nordmann, Baird. OC. tricuspidatus Nordm:; C. elegans v. Beneden”); C. draphanus Baird?””) C. americanus Dana). Annulus genitalis fæminærectangularis angulis rotundatis, margine postico concavo, maris latior brevior, postice pluries incisus; cauda brevissima; seta ultima pedum quarti paris longissima, serrata. ”) Prof. Krøyer kalder dem »det andet Par Hjelpekroge«, hvilken Benævnelse maaskee er mindre heldig, da de ikke altid have Form af Kroge. De findes iøvrigt hos de fleste GCaliginer og Pandariner. Om vi end for de fleste af disse Formers Vedkommende kunde være enige med Krøyer i at betragte dette Redskab som henhørende til tredie Fodpars Grunddel eller Pladedel, har det dog ogsaa i mange Tilfælde og navnlig hos Caligus-Årterne været os temmelig tydeligt, at det egentlig udgaaer fra et den ydre Fodgren tilhørende inderste (tredie) Led. — Naar der i det Følgende er Tale om »Hjelpe- kroge«, menes stedse de forreste, til andet Følerpar hørende. ”) Annales des sciences naturelles, 3me serie, Zool. t. 16 p. 91. ””) History of British Entomostraca p. 269 t. 32 f. 1. +) Herrik & Dana, Sillimans Journal, vol. 34 (1838) p. 225, tab. 3—5; Exploring Expedition tab. 93. 3 14 354 RE C. lacustris nob. (2). Ånnulus genitaålis fæminæ brevior et laåtior, margine postico recto; cauda longior, gra- cilior; seta ultima pedum quarti paris longisssima, haud serrata. C, Balistæ nob. (& Sl Ånnulus genitalis fæminæ forma fere præcedentis, margine postico tamen profunde concavo, maris semilunaris, margine posteriore valde concavo et inciso, angulis externis acutis; cauda brevis, lata; setæ pedum quarti påris omnes eadem fere longitudine, graciles, longissimæ. +) Pedes abdominales quarti paris quinque setis instructi, cauda plus minus elongata, biarticulata vel unarticulata. C. productus Dana (9.) Ånnulus genitalis lageniformis, margine posteriore profunde inciso; cauda elongata, biarticulata; pedes quarti paris ramo biarticulato, setæ ejusdem. leniter curvatæ, longitudine sensim crescentes, ultima ceteris vix longior. Setæ plumosæ in pedibus primi påris nullæ! C. isonyx nob. (2.) Ånnulus genitalis lageniformis, margine posteriore recto; cauda brevior, haud articulata ; pedes quarti paris ramo triarticulato, setæ leniter curvatæ, prima ceteris, longitudine sensim crescentibus, paulum inæqualibus nonnihil major. C. rapax M. Edw., Baird. (9 å.) AÅnnulus genitalis fæminæ lageniformis, margine posteriore recto, maris ovalis; cauda fæminæ brevior haud articulata, maris longior, biarticulata, articulo- primo breviore ; seta prima pedum quarti paris fere recta, ceteræ leniter curvatæ, ultima ceteras vulgo plus duplo superans. : b. Foliolis caudalibus anum haud superantibus, C. Coryphænæ nob. (2 å). Hamuli accessorii antennarum desunt; spina ad basin rami externi pedum tertii paris plane recta; annulus genitalis fæminæ elongatus, supra figura scutiformi dorsuali notatus, angulis posterioribus in lobos sat magnos productis, maris latus, brevis, angulis posticis prominentibus; cauda fæminæ elongata, quadriarticulata, maris brevis biarticulata ; setæ caudales latissimæ; setæ plumosæ filiformes, longissimæ in apice antennarum primi paris nec non in angulis posterioribus annuli genitalis in utroque sexu; pedes quarti paris ramo triarticulato, setæ quinque leniter curvatæ, pectinatæ. 355 15 B. Lunulæ nullæ, palpi divisi. /Lepeophthertrus Nordm.) a. Furca ramis simplicibus; pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi vel quinque, suprema (quinta) rudimentaria. £). Cauda elongata, in fæminis saltem, hand articulata vel biarticulata, segmento anali distincto. 8. C. sturtonts Kr.”) (9.) Annulus genitalis fæminæ lageniformis, postice truncatus; annulus abdominis ultimus minus distinctus ; pedes quarti-paris sat magni, ramo gracili, setæ ultimæ duæ fere æquales, ceteras longitudine pluries superantes. C. salmonis Kr. (C. vespa M. Edw., Lepeophthetrus Strømir Baird) (å 2). [de] Annulus genitalis feæminæ elongatus, rectangularis, angulis rotundatis, margine posteriore profunde concavo, maris parvus ovalis; cauda fæminæ elongata, angusta, maris brevis, lata; seta ultima pedum quarti paris ceteris duplo haud longior. 10. C. branchialis Mim. (C. gracilis v. Beneden) (9.) Amnulus genitalis fæminæ lageniformis, margine postico parum modo concavo, fere recto; pedes quarti paris minuti, seta ultima ceteras tres brevissimas longitudine pluries superans. ) Cauda brevissima in utroque sexu. 11. C. pectoralis Mill. (9 &). Annulus genitalis fæminæ maximus, latus, lageniformis, postice truncatus, maris parvus, orbicularis; cauda minuta; pedes quarti paris minuti, seta ultima ceteras nonnihbil longitudine superans. b. Furca ramis divisis, pedes abdominales quarti paris setis quinque instructi. 12. C. hippoglosst Kr. (29 &). Annulus genitalis feæminæ mediocris, ovalis, postice bildbbus, maris ejusdem formæ, sed minor; cauda brevissima; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, seta ultima ceteris fere duplo longior. 1. Caligus lacustris. Stp. & Lik. (9). (Tab. I, fig. 2). Det er os ikke bekjendt, at man tidligere har angivet nogen Ca/lzgus-Årt som levende i det ferske Vand; det var derfor en interessant Berigelse for Slægten og for vor Fauna, da Hr. ”) Gaffelens Grene vise intet Spor til Kløvning hos flere os af Hr. Intendant Malm meddelte Individer, om hvilke det vel ikke er oplyst, af hvilken Fisk de ere tagne, da de fandtes i Gøteborgs Museum førend Hr. Malms Tid, men som i alle andre Henseender ganske stemme med Krøyers Beskrivelse af O.Stwrionis. Arten har derfor ifølge disse Individer faaet sin Plads her og ikke ved Siden af C. hippoglossi, ar 16 396 R. Conradsen, Conservator ved Universitetets zoologiske Museum, meddelte det nogle Individer af denne lille Art, alle Hunner, men af noget forskjellig Størrelse, nogle (6"" lange) af en Gedde fra Fuur-Søen, andre (4rm) tagne af Skaller og ÅAborrer i Tiustrup Sø, lige- ledes her i Sjælland. C. lacustris staaer nærmest ved -C. curtus Mill., men er allerede ved Stør- relsen saa forskjellig fra denne, at en Forvexling ikke ret vel er mulig; Formen af hele Legemet, af »Palperne«, af »Gaffelen« og af den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren, sid- dende, kun svagt krummede Pig er væsentlig den samme. Som Forskjelligheder anføre vi, at Kjønsringen hos C. Zacustris (9) er forholdsvis noget mere kort og bred og Halen lidt længere end hos C. curtus (2); at første Kjæbefodpar hos C. curtus har en meget længere og spinklere »Underarm«; at den frie Kropring er temmelig utydelig hos C. /acustris, medens åen tvertimod- hos C. curtus er skarpt afgrændset, og at fjerde Fodpar hos C. lacustris er forholdsvis længere og smækkrere og dets toleddede Endegrens lange Endebørste uden Sav- takker. Iøvrigt henvise vi til Afbildningerne. Æggetraadenes Længde kan være temmelig betydelig, men retter sig noget efter Individets Størrelse. Museet besidder ogsaa et Par Unger paa Chalwmus-Stadiet, hæftede ved deres Pandetraad til Halefinnen af en spæd Cyprinoid; Kjønsringen er her forholdsvis meget smal og Lemmerne, f. Ex. første Kjæbe- fodpar og fjerde Fodpar, kun plumpt og ufuldkomment uddannede; Hjælpekrogene ere tilstede, men Gaffelen lykkedes det os ikke at iagttage”). 2. Caligus Balistæ Sp. & Lik. (9 &). (Tab. I, fig. 1). Af denne Årt have vi fundet en Del Exemplarer paa Kroppen og Finnerne af en vestindisk Balistes. Hannen bliver 4” |Jang, Hunnen 4%orm ; Hannens Skjold er som sædvanligt større end Hunnens, dens Kjønsring derimod mindre udviklet; den kan hos Hannen beskrives som halvmaaneformig med skarpe og spidse bagudrettede Horn, endende med et Par ganske korte Børster; en lignende Børstegruppe er anbragt paa en lille Vorte paa hver Side af dens hule Bagrand, tæt ved den brede og temmelig korte, uleddede Hales -Udspring. x ) Antallet af Fierbørsterne og Krogene paa hvert enkelt Led af de tre første Fodpar synes at være temmelig konstant hos Caligus- Arterne, nemlig: første Fodpar har 3 Fjerbørster og 4 kortere Endebørster eller Kroge; andet Fodpars ydre Gren har 4 Pigge og 6 + I + 1 — 8 Fjerbørster; sammes indre Gren har ......... 6+2—+1—9 — ; tredie Fødpars ydre Gren 4 Pigge (foruden den store ved dens Grund) og 4 + 1 = 5 Fjerbørster; sammes indrenr Gren use vores fagre RE SE ra GS SRP RE ER ERE ER Es NENS 6+1=—7 — Af Undtagelser fra denne Regel kunne vi anmærke, at vi hos C. lacustris og C. isonyæ kun fandt 5 Fjerbørster paa Endeleddet af andet Fodpars ydre Gren og hos sidstnævnte kun 4 påa samme Led af samme Fodpars indre Gren. 357 17 Hos Hunnen er Kjønsringen større og tykkere; den har ligesom hos Hannen afrundede Siderande og en indbuet Bagrand, fra hvis Midte Halen udgaaer, men dens Baghjørner erc tykke og afrundede, ikke skarpe og spidse som hos Hannen, og vise tæt ved deres Rand, under Mikroskopet, Spor til nogle Smaapigge. Halebladene ere fæstede til Halens Bag- rand; hos Hannen ere de lidt mere langagtige, hos Hunnen forholdsvis kortere og bredere; hos dem begge ere de udstyrede med 3. tynde Fjerbørster (foruden en mindre paa hver Side), men disse ere hos Hunnen kun halvt saa lange som hos Hannen. Tvertimod hvad der er Tilfældet hos andre Arter, er den frie Kropring her lidt mere udviklet hos Hunnen end hos Hannen, fordi det fjerde Fodpar er noget kraftigere hos hin end hos denne. Første Følerpars Endeled er mere langt og smækkert end sædvanligt, men dets Børster ikke af nogen særdeles Længde. Andet Følerpar og dets vel udviklede Hjælpekroge vise den paa Afbildningerne antydede Forskjel hos de to- Kjøn. Første Kjæbefodpar har Tornen paa »Underarmens« øvre (indre) Side siddende temmelig tæt ved den saakaldte »Håand«; andet Kjæbefodpar viser her en tydelig Kjønsforskjel, idet Grundleddet er kortere og bredere hos Hannen og paa sin øvre Rand udstyret med en fremspringende Knude, der møder Ende- krogens Spidse, men ikke er udviklet hos Hunnen. »Palperne« ere smækkre, krumme og spidse, Gaffelens Grene ligeledes temmelig smækkre. Den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er kroget. Fjerde Fodpar er her mere smækkert og langstrakt hos Hannen end hos Hunnen, dets Endegren toleddet og kun udstyret med fire tynde og lange, svagt buede Børster, af hvilke den sidste kun er ubetydeligt længere end de andre. Æggelraadene ere ikke meget længere end Dyrets egen Totallængde. — Adskillige Individer sidde endnu fast ved en Pandetraad af temmelig forskjellig Form, og blandt disse Chalrmus- agtige Individer er der endogsaa Hanner af 37m Længde, som vel endnu ikke have Kjøns- ringen af fuld Størrelse, men i andre Henseender ere fuldt udviklede, f. Ex. forsynede baade med lunulæ, furca, hamuli 0. s. v. I »Histoire naturelle des Crustacés« t. III. p. 452 (no. 4) beskrives en C. Krøyer Edw., 2 Linier lang af en Drodon, men hvor kortfattet Beskrivelsen end er, synes dog Ud- trykket »tronqué posterieurement«" om Kjønsringen at udelukke den Mulighed, at det kunde være den her beskrevne Form. 3. Caligus productus Dana. (2). (Tab. III, fig. 6.) United States Exploring Expedition, Crustacea t. Il p. 1354 tab. 94 fig. 4. Af denne Årt have vi fundet nogle Exemplarer paa den indvendige Side af Gjælle- laaget af en »Barracuda«”), som Capitain Hygom havde fanget paa 30? NBr. og 76? VL.”) ”) »Barracuda« kalde de Søfarende en større Makrelfisk af Thynnus-Gruppen. ”) At alle Længdeangivelser i denne Afhandling ere regnede fra Greenwich, vil det ikke være over- flødigt at bemærke. 18 358 (Danas vare fra 27? NBr. og 19? 30 VL.), og hvoraf enkelte Dele vare blevne opbevarede. De ere alle Hunner (Dana kjender heller ikke Hannen) og have kun en Længde af 4— å5mm, Børsterne i Spidsen af første Følerpar ere korte; andet Par har den sædvanlige smækkre Form. »Palperne« ved Grunden af første Kjæbefodpar ere smækkre og udelte; andet Kjæbefodpar er temmelig spinkelt, Gaffelens Grene lange, smækkre og udelte. Første Fodpar har, som Dana allerede bemærker, slet ingen Fjerbørster; derimod har det tre Krogbørster, aftagende i Længde fra den øverste til den underste, og en noget længere og mere lige Børste. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte stærke Pig er krum. Fjerde Fodpars Endegren er kun toleddet, men dog udstyret med fem glatte Krogbørster, af hvilke den yderste ikke er meget længere end de andre; den Kropring, til hvilken det er fæstet, er lille, men tydelig. Kjønsringen er af Middelstørrelse, elliptisk, bagtil dybt indskaaren eller forlænget i to Lapper, mellem hvilke Halen udspringer, fortil afsmalnende. Børstegrupper have vi forgjæves søgt, uagtet Dana afbilder et saadant i Spidsen af hver af Kjønsringens Lapper. . Halen er lang — omtrent såa lang som Kjønsringen — meer eller mindre tydeligt toleddet, saaledes at Artikulationen falder omtrent i Midten, bredere bagtil end ved sit Udspring. Halebladene — mellem hvilke Anus ikke forlænger sig ud — bære hver 3 Fjerbørster foruden nogle mindre Børster. Nogle Individer have korte Æggetraade, omtrent af Halens Længde, andre have dem omtrent af den dobbelte Længde; Dana af- bilder dem endnu længere. Æggene ere meget tykke og derfor forholdsvis faa. De Afvigelser, som man vil kunne paavise mellem Danas Fremstilling af denne Årt og vor, forekomme os at være altfor ubetydelige til at kunne vække Tvivl om Identiteten af vore og hans Former. Navnet er mindre heldigt, da det kan give Anledning til Forvexling med O. F. Millers Caligus productus, uagtet denne nu er en Dinematura, men vi have dog ikke villet ændre det, da dette sandsynligvis vilde avle endnu større Forvirring. 4. Caligus isonyx Sip. & Ltk. (2). (Tab. III, fig. 5.) Der foreligger desværre kun eet Exemplar af denne Art; det er 4/omm Jangt, og uden Tvivl en Hun, uagtet det mangler Æggetraade; det er taget af en Sphyræna barracuda fra Vestindien. Panderanden danner ikke, som hos de fleste andre Arter, en jevn Bue méd et lille Udsnit i Midten, men en indadgaaende stump Vinkel mellem »lunulæ«. Kjønsringen er temmelig stor, næsten omvendt hjerteformig eller flaskeformig, bredere bagtil, hvor den har en næsten lige (kun yderst svagt indbuet) Bagrand og afrundede Hjørner, og afsmalner derefter med regelmæssig buede Omrids, indtil den naaer den frie Bagkropsring. Halen er temmelig lang og uleddet. Første Følerpars Endeled er smækkert, andet Par udstyret med Bikrog; Palperne synes at have en lille Torn eller Spids paa deres indre Side ved Grunden; andet Kjæbefodpar er 359 19 temmelig smækkert. Piggen ved Grunden af tredie Fodpar er kroget; fjerde Fodpar er kort og kraftigt, Endegrenen treleddet og udstyret med fem lidt krumme Børster, alle temmelig korte og omtrent lige lange, den øverste lidt større end de andre. Et femte Fodpar antydes maaskee ved de i Kjønsringens Siderand ikke langt fra Baghjørnerne og i selve disse anbragte Grupper af to eller tre smaae Børster. Hæftede til sin Bagrand bærer Halen to smaa brede Haleblade, hvert med tre længere Fjerbørster og en mindre, der er anbragt i nogen Afstand fra de andre paa Siden af Bladet. | 5. Caligus rapax M. Edw. (9 &é) (Tab. II, fig. 4.) ?C. elongatus Nordmann, Mikrographische Beitråge, II p. 24. C. rapax M. Edwards, Histoire des Crustacés II p. 453 t. 38 f. 9-12. C. rapax Baird, History of British Entomostraca p. 270 t. 32 f. 2-3. ? C. leptochilus Leuckart i Frey und Leuckart, Beitråge zur Kenntniss wirbelloser Thiere p. 165. Hr. Lieutenant Koch i Søetaten har meddelt Museet 6 Exemplarer — 2 Hanner og 4 Hunner — af denne Art, sem han har taget af en i Atlanterhavet, paa en Reise til Sydamerika og Vestindien, fanget Hai. Hr. Capitain Hygom hår ogsaa samlet til Museet ende] Exemplarer, men alle Hunner, tagne af en Torsk under 57? NBr. og 79% VL., altsaa tæt ved Hebriderne, og Hr. Intendant Malm har meddelt os nogle Exemplarer (Hunner), tagne af Munden af en Torsk (Gadus morhua) i Bohuslån. Til samme Art maae vi endelig ogsaa. henføre nogle smaa (4/26 lange) Individer, tagne af Huden af en Cyclopterus lumpus"), som ogsåa ere os meddelte af Hr. Malm, og nogle ligeledes temmelig smaa Individer, som ere tagne af Knurhaner i Christianiafjorden, og som vi skylde Hr. Adjunkt Koch. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at det er den samme Årt, som Baird har havt for sig, og som efter hans Angivelse ogsaa træffes paa meget forskjellige Fiskearter; den Omstæn- dighed, at nogle af vore Individer ligesom Milne Edwards's ere tagne af en Hai, synes ogsaa at tale for, at det virkelig er denne Forfatters C. rapaæ; de Afvigelser, som man vil finde mellem vor Fremstilling og Milne Edwards's, forklares vistnok tilstrækkelig ved at den sidstnævnte aabenbart er ufuldstændig og temmelig overfladisk. Om de citerede Arter hos Leuckart og Nordmann høre herhen, hvilket i det mindste forekommer os meget sandsynligt for den førstes Vedkommende, maae vi lade henstaae uafgjort. Hunnerne naae en Længde af 6%omm; de variere ikke saa lidt — endogsaa Indi- vider, der ere tagne samtidigt paa samme Fisk — i Henseende til, om Skjoldet er mere ”) Krøyer omtaler (Danmarks Fiske 2 Bd. p. 517) en lille ravgul Caligus-Årt (»C. lumpi Kr.«) som snyltende paa denne Fisk, hvilken derfor muligvis vil vise sig at være den her omtalte Art. De af Knurhaner tagne Individer have vi ikke kunnet henføre til C. diaphanus Nordm., saafremt Krøyers Beskrivelse, hvad vi forudsætte, i alle Maader,er rigtig. C. diaphanus maai al Fald være en meget nærstaaende Att, men vil dog afvige ved en kortere og plumpere Form af fjerde Fodpar samt ved at dettes Endegren er treleddet og udstyret med fem Børster, af hvilke ingen er synderlig længere end de andre. 20 360 eller mindre langstrakt, og om den frie Kropring og Kjønsringen ere mere eller mindre udviklede, men hos de fleste gjør Legemsformen dog Indtrykket af at være temmelig lang- strakt. Kjønsringen er temmelig stor, næsten lige bred fortil og bagtil, fortil afrundet, bagtil lige afskaaren eller lidt indbuet med afrundede Baghjørner; de paa vor Afbildning antydede Smaabørster i dens Rand synes ikke altid at være tilstede. Halen er temmelig bred, uled- det, kortere end Kjønsringen, omtrent doppelt saa lang som bred eller noget længere. Halebladenes Fjerbørster ere temmelig lange. Antenner, Kjæbefødder og Fodpar frembyde ikke meget ejendommeligt; der er en tydelig Torn indvendig ved Grunden af andet Følerpar; »Palperne« og »Gaffelen« ere udelte. Den ved Grunden af tredie Fodpar anbragte Krog eller Pig er kun svagt krummet. Fjerde Fodpar er lidet, dets Endegren toleddet og ud- styret med fem Børster, af hvilke den øverste er næsten lige og kegledannet, de tre næste lidt krumme, men omtrent af samme Længde, den femte længere, i Reglen mere -end dobbelt saa lang, ingen af dem savtakkede. Æggetraadene kunne være lige såa lange som selve Dyrets Krop, men eére ogsaa ofte forholdsvis korte. De indeholde talrige, meget flade Æg. Hannen naaer en Længde af 9”m; ogsaa hos den synes der, efter de faa. forelig- gende Exemplarer at dømme, at være en ikke ringe Forskjel i Henseende til Skjoldets Brede og Kjønsringens Udvikling. Fra Hunnen afviger den påafaldende ved den meget mindre, ovale Kjønsring, ved den forholdsvis længere, toleddede Hale”), hvis andet Led er betydelig længere end det første, ved de smallere Haleblade og disses længere Fjerbørster samt ved den massivere Udvikling af andet Par Kjæbefødders Grundled eller Skaft. 6. Caligus Coryphænæ Sp. & Lik. (& 9). (Tab. IV, fig. 7.) Under 27? NBr. og 19? 30 VL. fandt Dana en CaZzgus-Art (C, Thynni D.) paa Lege- met af den samme »Bonito«, under hvis Gjællelaag han fandt den nys omtalte C. produetus; paa en beslægtet Fiskeform, nemlig en saakaldet »Dolfin« (Coryphæna) har Captain Hygom i de samme Farvande (30? NBr. og 38 VL.) taget et Par Exemplarer af en Årt, som unægtelig staaer meget nær ved Danas C. Thynnt, men som det dog efter vor Mening ikke kan gaae an at henføre til denne Art, da der viser sig enkelte Uoverensstemmelser, som det vilde være vanskeligt at bortforklare. Senere har Hr. Skibslæge Stybe meddelt Museet 3 Hanner af samme Årt, fangne paa 23? 31' NBr. og 22? 4" VL. Hannen, af hvilken vi have havt Leilighed til at undersøge 5 Exemplarer, har en Længde af 7”, hvoraf Skjoldet udgjør de 4, med en Brede af c. 3%yomm, Den frie Krop- ring er temmelig stor og bred; dens Omrids beskriver Gjennemsnittet af en Lindse. Kjønsringen er kort og bred og bredest mellem de temmelig skarpt fremtrædende Bag- hjørner”), fra hvilke der udgaaer to lange tynde Fjerbørster og en meget kort Børste; ”) At Halen er toleddet, er ikke antydet paa Bairds Afbildning, men omtales i Beskrivelsen. ”) At Kjønsringen iøvrigt kan variere noget i Formen, sees af Figurerne 7 å og 7 å g. paa Tab. IV. 361 21 indenfor denne Børstegruppe, omtrent midtveis mellem den og det første Haleled, sees paa hver Side en lignende Gruppe af svagere Fjerbørster”). Hålen er omtrent såa lang som Kjønsringen og tydelig toleddet. Halebladene ere ikke som ellers anbragte frit i det sidste Haleleds Bagrand, men udfylde Udsnit i dets Baghbjørner, saaledes at Analpartiet forlænger sig ud mellem begge Halebladene; de bære hver 3 meget brede, men ikke paafaldende lange, tæt ved Siden af hinanden stillede Fjerbørster og paa begge Sider af disse nogle faa (høist 4) mindre, hvis Tilstedeværelse og Antal ikke synes at være constant. Første Følerpars korte Endeled er dels udstyret med nogle krogede, kortere og længere, Børster dels med nogle lange traadformede Fjerbørster, og enkelte saadanne optræde ogsaa blandt Grund- leddets øvrige Besætning af korte Fjerbørster. Andet Følerpars Endekrog har en stærk kegledannet Tand midt paa sin indvendige Rand; de saakaldte Hjælpekroge synes at mangle; »Palperne« ”) mellem Snabelen og første Kjæbefodpar ere brede og spidse. Andet Kjæbe- fodpar har et kraftigt Grundled og en middelmaadig Endekrog, men iøvrigt den sædvanlige, regelmæssige Figur. Første Fodpar har tre brede, lidt krumme Endebørster, af hvilke den yderste er savtakket paa sin indre Rand, de andre fjerede; den fjerde, der sidder mellem dem og de egentlige Fjerbørster, er ganske spinkel. De følgende to Fodpar frem- byde det sædvanlige Antal af Fjerbørster””); den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er lige og omgiven af en flad Bræmme, hvorved dens Form bliver but. Fjerde Fodpar er temmelig stort og kraftigt; ved Enden af Grundleddet sees en fin Fjer- børste; Fodgrenen er tydelig treleddet; de to øvre Led bære i Spidsen af deres ydre Rand en i Spidsen noget kroget, langs med begge sine Rande kamtakket Pig, der er lidt længere end det tilhørende Led; Endeleddet har tre saadanne Pigge, af hvilke den anden er længere end den første øg den tredie igjen en Del længere end den anden, skjøndt ikke dobbelt saa lang. Hunnen, af hvilken vi kun have kunnet undersøge eet Exemplar, bliver 8r” lang, hvoraf Skjoldet udgjør de 3,57”, med en Brede af 3mm- wagtet den altsaa er absolut større end Hannen, er dens Forkropsskjold baade absolut mindre og relativt smallere. (Under- søgelsen af en større Suite af Exemplarer af andre Arter har forresten lært os, at dette Forhold, om Skjoldet er mere bredt eller mere langstrakt, kan”variere ikke alene efter Kjønnet, men ogsaa indenfor dette, og det bør derfor aldrig optages i en Artsdiagnose ; ") Disse Børstegrupper, hvortil vi ogsaa finde Spor hos andre Arter, ere uden Tvivl Rudimenter af et femte Fodpar. (Smlgn. S. 344.) ") Uagtet vi have beholdt denne Benævnelse af Mangel paa bedre, troe vi dog, at, naar man forfølger dette Organ ud over Caligus- Gruppen hos Pandarinerne, vil man finde, at det egenlig kun er et appendix, en Udvæxt fra Grunden af andet Kjæbefodpar. (Smlgn. S. 350 første Anm.). ”") Med Hensyn til disse Detailler henvise vi forresten til Figurerne; vi maae dog bemærke, at, uagtet tredie Fodpars indre Gren sædvanlig beskrives som uleddet, have vi dog navnlig her troet at kunne forvisse os om, at den øverste Fjerbørste udgaaer fra et kort øverste Led. 22 362 ogsaa Formen af Kjønsringen kan variere endel hos samme Kjøn af samme Art.) Den frie Kropring og dens Fodpar ere noget mindre end hos Hannen, Kjønsringen derimod tykkere og meget længere, og den løber bagtil ud i to tykke, noget udadvendte Lapper eller Forlængelser, i hvis ydre Rand vi have iagttaget en lille Gruppe af to kortere og to længere Fjerbørster. Hålen er længere end hos Hannen — ogsaa her omtrent saa lang som Kjønsringen — og efter vor Opfattelse tydelig firleddet. I alle andre Detailler — selv i Formen af andet Kjæbefodpaår — have vi ingen Forskjelligheder formaaet at udfinde mellem Han og Hun, naar undtages, at andet Følerpar hos Hunnen mangler den indre Tand paa Endekrogen, men har en fremstaaende Kant eller Pig udvendig ved sin Basis, hvilken dog ikke kan betragtes som svarende til den ellers altid forekommende Hjælpekrog. Sammenligne vi denne Form med Danas Beskrivelse og Afbildning af C. Thynni, af hvilken ogsaa begge Kjøn ere bekjendte, ville vi finde — foruden nogle Forskjelligheder i Halens og Kjønsringens Form hos begge Kjøn — at C. Thynni har meget længere og tyndere Halebørster, men savner de lange Fjerbørster paa Kjønsringen og Antennerne. I- flere andre vigtigere Forhold vil man derimod finde en temmelig nøie Overensstemmelse, og maaskee vil Fremtiden vise, at vi ikke burde have adskilt dem. Vor C. Coryphænæ synes ogsaa at staae nær ved C. scutatus M. Edw. (hist. d. Crust. t. II p. 453 no. 7), men da denne er fra de indiske Have, synes det os ikke rimeligt, at det kan være den samme Årt. 2. Caligus branchialis Ma/m (mscr.) (2). (Tab. II, fig. 3.) C. gracilis van Beneden, Annales des sciences naturelles t. XVI. (1851) p. 90 tab. 2. Under ovenstaaende Navn har Hr. Intendant Malm meddelt os nogle Individer (alle Hunner), tagne paa Gjællerne af en Bhombus maximus fra Bohuslån. Det.er uden Tvivl van Benedens (. graciis, der ligeledes er taget af Flynder- Arter, men Navnet kan neppe beholdes, saafremt Danas ligelydende Benævnelse for en anden Årt, som vi antage”), har Prioriteten. Det er rimeligvis ogsaa denne Form, som Krøyer har truffet paa Gjællerne af BRhombus maæimus og hvilken han omtaler som en endnu ubestemt Form”), der har nogen Lighed med C. pectoralis Mill. De foreliggende Individer naae en Længde af 8mm, ere altsaa lidt større end van Benedens; I Habitus, i Henseende til Formen af Skjoldet, Størrelsen af fjerde Fodpar og Formen af Kjønsringen, komme de meget nær til C. pectoralis Mill.; ligesom denne savne de ”) Danas Art synes at være publiceret i 1850, van Benedens i 1851. ") Danmarks Fiske 2det Bind p. 444. 363 23 lunulæ, og besidde tvedelte »Palper« samt en simpel furca, men Halen, der er smækker og langstrakt, adskiller dem strax ved første Øiekast fra den Millerske Art. == Halebladene ere smaa og deres Fjerbørster temmelig lange; fjerde Fodpars Endegren er treleddet, men kun udstyret med 4 Pigge, de 3 korte og næsten lige, den fjerde 3—4 Gange saa lang. Æggetraadene ere lange og indeholde talrige flade Æg. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte Pig er ganske lige — i alt Fald i sin ydre Del — ligesom hos C. pectoralis. Forresten henvise vi til vor detaillerede Fremstilling paa Tab. Il, som vi ikke have troet det overflødigt at meddele, da van Benedens Figurer ere meget mangelfulde. II. Gloiopotes Sp. & Lik. (2) Gloiopotes n06. dignoscitur (fæmina) a genere Ca/zgo, quocum forma cephalothoracis, annulos abdominis duos primos amplexi, et forma pedum maxillarium abdominaliumque convenit, foliis dorsualibus (elytris) duobus maximis, fere rectangularibus, annulum genitalem usque ad originem caudæ obtegentibus, annulo genitali postice in processus duos graciles, caudam longitudine æquanles, excurrente, foliolisque caudalibus cylindricis, stylo uno haud plumoso instructis. : Sp. typica: G. Hygomranus nob. Hab. mare Atlanticum ægquinoctiale. 8. Gloiopoøtes Ilygomianus Sp. & Lil. (2). (Tab. V, fig. 9.) Af denne anseelige og mærkelige Form har Capt. Hygom fra en af sine Reiser over Atlanterhavet medbragt et Exemplar, men vi kunne desværre ikke oplyse, af hvilken Fisk det er taget. Det er fåmm langt, temmelig bredt og fladt; en skarp Tverlinie deler det omtrent paa Midten i to Halvdele, af hvilke den ene bestaaer af Forkropsskjoldet, den. anden af Rygbladene, Kjønsringen og Halen. Skjoldet er ovalt og temmelig fladt; Pandepladerne ere adskilte ved et svagt Indsnit i Midten; Skjoldets Sidestykker ere adskilte fra Midtstykket og igjen ved buede Tverlinier delte hvert i tre Stykker; den forreste af disse Tverlinier fortsætter sig tvers over Midtstykket og passerer derved en mørk Dobbeltplet, Øiets Pig- mentmasse”); bagtil har Skjoldet — der ligesom hos Ca/igus har optaget de 2 første Bag- kropsringe i sig — som sædvanlig to dybe, men snevre Indskjæringer. Kjønsringen er betydelig smallere end Skjoldet og ikke meget fyldig; den forlænger sig bagtil i Form af to noget flade, afsmalnende, i Enden afrundede Forlængelser, der ere ligesaa lange som ”) Hvorledes det egentlig forholder sig med Øinene, er ikke blevet os ganske klart; men det synes næsten, som om de frembyde en lignende Udvikling og Bygning som hos Saphirinerne. VA 24 364 den mellem dem liggende, smalle, uleddede Hale, som igjen fortsættes af to (lidt conver- gerende), næsten cylindriske Haleblade, der hvert ende med en temmelig lang og stærk Børste uden Haar; langs med den ydre Side af Kjønsringens Forlængelser bemærkes under Mikroskopet en Række fine Pigge, hvilken Række afsluttes af et stort og ejendommeligt knivdannet Redskab; det er bladagtigt, med en tykkere, lige Rand, der vender udad og fortil, og en tynd, skarp, takket og buet Rand, der vender bagtil. Kjønsringen dækkes iøvrigt næsten fuldstændigt — naar hine Forlængelser ikke medregnes — af to store flade Rygblade, hvis Form nærmer sig til Rektanglens; dog afsmalne de noget bagtil og begrændses paa Siderne af buede Linier; da de divergere lidt og rage noget ud over Kjønsringens Sider, faaer Legemet her næsten samme Brede som Skjoldet. Følerne og Kjæbefødderne frembyde intet mærke- ligt; andet Kjæbefodpar er ikke meget stort og temmelig smækkert, »Palperne« smalle og spidse. Hjælpekroge og lunulæ mangle, men en Gaffel er tilstede. — Bagkropsfødderne frembyde i Hovedsagen en lignende Bygning som hos Ca/rigus-Årterne; tredie Fodpars Grene ere smaa i Forhold til Dyrets Størrelse; i Enden af første Fodpar findes 1 enkelt og 2 kløftede ganske korte Pigge; Piggen ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren er kort, tyk og krum”). Fjerde Hope har en flad, treleddet Endegren, som foruden med de sædvanlige fem Børster, der dog her ere særdeles korte, brede og butte, er væbnet med en tæt Række af kun halv saa store butte Smaapigge. Uagtet Æggetraadene mangle, ansee vi det for afgjort, at det foreliggende Exemplar er en Hun. II. Synestius Sip. & Lik. (2). Synestius 0. differt (fæmina) a Caligis, quibuscum eisdem notis convenit ac GZoropotes, annulo genitali postice in processus quatuor subclavatos, caudam elongatam longitudine fere æquantes, producto. . Sp. typica: 5. caliginus nob. Hab. in branchiis Stromatet paru (Bl.), piscis Indici. 9. Synestius caliginus Stp. & Lik. (2). (Tab. VI, fig 11.) Af denne Form have vi fundet nogle Exemplarer, alle Hunner, paa Gjællerne af en af Dr. Kønig i Trankebar i sin Tid indsendt Stromateus paru (Bl.). Dyrets Totallængde er kun 4%omm; Skjoldet er næsten kredsrundt, stærkt hvælvet og fremviser den sædvanlige H-Figur. Pandepladerne ere udstyrede med lunulæ; Kjønsringen er tyk, i Omfang noget større end Skjoldet, og udsender bagtil fire noget kølleformede For- ”) Fjerbørsternes Antal: andet Fodpars ydre Gren 8, dets indre 9; tredie Fodpars — 6, — 5. 365 25 længelser, to længere og to kortere; mellem de to længere udspringer Halen, der i Henseende til Længde og Form saa temmelig stemmer med dem, men er mere flad og mere indkneben ved Grunden; dens allerbageste Del synes at være afsondret som et særeget lille Led. = Halebladene bære hvert 4 ulige lange og temmelig korte Fjerbørster. Hjelpekroge og Gaffel ere tilstede. Følerne, Kjæbefødderne og Fødderne") ere uddannede som hos Ca/egus-Slægten; den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er stærk og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og udstyret med fem ligelange, svagt krummede, ikke meget lange Børster. Af Æggetraadene rager omtrent en Trediedel ud over Halespidsen. IV. Parapetalus Sp. & Lik. (9. Parapetalus nob. differt (fæmina) a Calzgrs, quibuscum iisdem notis ac genera præcedentia convenit, annulo genitali ala membraånacea cincto et cauda alis duabus elongatis retroversis, lunam fere simulantibus, instructa. Sp. typica: P. orzentalts nob. Hab. in branchiis Menes maculatæ, piscis Indici. 10. Parapetalus orientalis Stp. & Lik. (2). (Tab. V, fig. 10.) Af denne lille, kun 3mm |ange Form fandtes nogle Hunner paa Gjællerne af en, ligeledes af Dr. Kønig i sin Tid hjemsendt Mene maculata fra Ostindien. Den er ligesom mange Ca/zgus-Årter udstyret med lunulæ og furca; Følerne, Kjæbefødderne og Bagkropsfødderne. ere aldeles Calzgus-agtige; den ved tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er stærk og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og ud- styret med fem næsten lige Børster, der tiltage i Længde fra den øverste til den nederste. Kjønsringen er næsten kredsrund og udstyret med en tynd, bagtil meget bred Rand- bræmme. Fra Halens forreste Del udgaaer paa hver Side en bagud rettet, bagtil afrundet og bredere, flad Bræmme eller Vinge; tilsammen danne disse to Vinger en Figur omtrent som en Halvmaane med brede afrundede Horn, som rage ud forbi selve Halen, der bærer to med fire Fjerbørster udstyrede Haleblade. V. Euryphorus Nordmann (2 &). ' (Tab. VI, fig. 12.) Af Slægten Euryphorus kjendtes indtil for kort Tid siden kun Hunnen, der er kortelig beskreven og afbildet — dette sidste dog ikke aldeles heldigt — i Milne Edwards Histoire des ”) Fjerbørsternes Antal er hos Synestius caliginus: hos Parapetalus orientalis andet Fodpars ydre Gren: 5 + 1, den indre 7 + 2 + 1; 6+1 FL 0684+1 +; tredie — 4 + 1 — 6 + 1; 3+1 og 6 + 1. 26 366 Grustaces (t. I p. 462, tab. 39 fig. 1.).. Da Parisermuseets Exemplarer vare fra »de asiatiske Have« og da Afbildningen maa fremkalde den Forestilling, at £. Nordmannr har et mere udviklet første Følerpar end den Art, som Capt. Hygom gjentagne Gange har taget i stor Mængde i Gjællehulen at »Dolfiner« (f. Ex. paa Lampugus punctulatus Cuv. Val.) mellem Ækvator og 302 NBr. og 24? og 40? VL.”), ansaae vi denne for em ny Årt, hvilken vi gave Navn af E. nympha. Senere ere vi blevne meget uvisse i denne Henseende ved at gjøre Bekjendtskab med en Af- handling af Prof. Kner »Ueber Månnchen und Weibchen von Euryphorus Nordmannt Edw.« (af Wiener Akademiets »Sitzungsberichte« for 1859), hvori Forfatteren giver Oplysning om Slægten efter 5 Exemplarer fra Zanzibar; thi uagtet der er overmaade meget i Prof. Kners Gjengivelse af denne Dyreforms Eiendommeligheder, der er forskjelligt fra hvad vi håve fundet, have vi dog en Fornemmelse af, at han har havt den samme Art for sig, som vi; og da Wienermuseets Exemplarer vare fra. det indiske Hav ligesom Parisermuseets, bliver det os temmelig sandsynligt, at det er den samme Årt, som er truffet i begge Have”). Desværre har Prof. Kners Materiale ikke været stort nok til at tillade ham en udtømmende Undersøgelse ; han har ganske vist ikke havt Lykken med sig, men synes heller ikke at have havt det nødvendige forudgaaende Bekjendtskab til de nærmest beslægtede Former. Hans Analyse af de forskjellige Fodpars Bygning er uheldig for begge Kjøn. Det er derfor ingenlunde over- flødigt at meddele en ny Beskrivelse og Afbildning af Dyret; det vil deraf fremgaae tydelig nok — uden at nogen yderligere Bevisførelse er nødvendig — at Slægten hører hjemme i Caliginernes og ikke i Pandarinernes Gruppe. Den faaer sin Plads ved Siden af Caligerra og Flytrophora. Hunnen er 11—12mm lang. Forkroppens Skjold er næsten kredsrundt, svagt hvælvet, iøvrigt af den hos Caliginerne sædvanlige Form og Bygning, og navnlig har det i sig optaget de 2 første Bagkropsringe ligesom hos Ca/zgus-Slægten. Øinenes Beliggenhed er os ikke ganske klar, da der sees forskjellige Dannelser paa Skjoldets Rygflade, som kunde antages derfor; sandsynligvis er det dog to runde Pletter, der ligge tæt ved hinanden lidt foran H'ets Tverstreg””). Den frie Bagkropsring bærer to smaa bagtil afrundede Rygblade. Kjønsringen er kredsrund, skiveformet og har et lignende Omfang som Forkroppens Skjold, ") De enkelte Lokaliteter er: 30? NBr. og 389 VL.; 0? Br. og 2492 VL,; 139 NBr, og 309 VL.; 219 NBr. og 409 VL. Der mangler desværre endnu næsten alle præcedentia for at bedømme, hvorvidt man bør forkaste en Forms 'Henførelse til en i Litteraturen optagen Art, blot fordi hin er fra Atlanterhavet og denne fra det indisk-stille Ocean, eller omvendt. Ere de større pelagiske Fiskeformer i det hele fælles for disse to store Havbækkener, eller have de hvert sine charakteristiske Arter? Der vides saalidt derom, at den ene Antagelse for Tiden synes at være ligesaa berettiget som den anden. Vi hælde mest til den sidste og ere derfor heller ikke tilbøielige til at antage, at samme Art af Snyltekrebs forekommer i begge Have, saalænge dette ikke ved umiddelbar Sammenligning er godtgjort. 1 dette bestemte Tilfælde er rigtignok Milne Edwards Udtryk: »des mérs d'Asie« noget ubestemt og vel skikket til at vække adskillige Betænkeligheder. ”) Ialfald antage vi for afgjort, at, hvad Prof. Kner anseer for Øinene, ikke er det. xv am 367 27 men skylder sin store Udbredning til en ringformig Hudbræmme, som paa hver Side af Halens Udspring tillige danner et lille fremspringende Blad; Halen er næsten saa lang som hele den øvrige Krop, tynd, men i største Delen af sin Længde udstyret med en særdeles bred, flad Hudbræmme, der som et nedhængende Gevandt forlænger sig ud forbi den hageste frie Del af Halen, men forresten kan frembyde nogen individuel Variation i Hen- seende til Form og Størrelse. Halens allersidste Stykke er afsondret som et eget Led og bærer to smaa Haleblade med fire Fjerbørster. Æggetraadene kunne være noget længere end Dyrets Totallængde. Hannen er kun 6—7"m lang; Skjoldet og Rygbladene vise ingen væsentlig For- skjel fra Hunnens, men IKjønsringen er smal og langstrakt og mangler baade Bræmmen og de bageste Smaablade; Halen er kort og bred og kan beskrives som dannet af tre Led, af hvilke det første ligesom hos Hunnen har en bred Bræmme, men denne er tillige saa kort, at det hele faaer en lignende Halvmaaneform som hos Parapetalus (9). — Følerne, Snabelen og Munddelene forholde sig som hos Caliginerne; lunulæ og hamuli mangle, derimod er der en Gaffel; »Palperne« ere brede. Første Fodpar minder ganske om Slægten Trebius og har foruden den ydre Ca/zgusagtige Gren en indre mindre med tre' smaa Fjerbørster; andet og tredie Fodpar have to vel udviklede treleddede Fodgrene med talrige Fjerbørster”); af fjerde Fodpaår er den ydre Gren treleddet og udstyret med fem Pigge og adskillige Fjer- børster, den indre derimod kun toleddet, men ogsaa udstyret med Fjerbørster. Det for- bindende Midtstykke er som sædvanligt stærkest udviklet paa tredie Fodpar, svagere paa andet og mangler saagodt som ganske paa fjerde. Alle disse Dele ere eens hos begge Kjøn. Adskillige Hanner holde endnu Hunnerne omfattede ved Kjønsringen, idet de vende Bugsiden mod hinanden, og en Spermatofor — af den hos denne Slægt som og hos Calzgerta og Elytrophora ”) bekjendte Form — er da ofte anbragt mellem første Fodpar og andet Kjæbefodpar paa hver Side. Euryphorus Nordm. differt a genere Ca/zgo foliolis dorsualibus (elytris) duobus minutis in annulo abdominali tertio, pedumque abdominalium primo pari biramoso, ramis biarticulatis, secundo ac tertio ramis triarticulatis, quarto biramoso natatorio, setis plumosis instructo, ramo interno biarticulato, externo triarticulato. Fæmina dignoscitur annulo genitali disciformi, ala membranacea cincto, posticeque ”) Første Fodpars ydre Gren har 4,..... dets indre 3 Fjerbørster; andet — — 6+1— 1, dets indre SD Dall tredie — — DSE ERE ae jer — — A sur kln i fjerde 4+t, dets fggte ig FE) ") See Milne Edwards Il. c. p. 462, Dana l. c. p. 1361 tab. 94 f. 8h, Gerståcker, Archiv fir Naturgeschichte XIX, I (1853) p. 60. tab. III f, 13. 28 368 foliola duo minuta emittente, cauda longissima, maåximam partem ala latissima membranacea instructa. Mas annulo genitali fere rectangulari, nec alam nec foliola emittente, cauda brevi, lata, annuloque ejusdem primo ala brevi, lata, lunæ formam fere simulante, instructo. Species a nobis observata habitat in cavitate branchiali Lampugr punctulatt et forsan etiam aliarum specierum Coryphæntdarum maris Atlantici æquinoctialis, semper parieti clavi- culari hujus cavitatis adhærens”). VIL. Dysgamus Sip. & Lik. (&). Dysgamus n»nod.… differt (mas) a genere Caligo niodo pedibus abdominalibus omnzbus biramosis, råmis biarticulatis, natatoriis, setis plumosis instructis. Sp. typica: D. at/anticus nob. hab. mare Atlanticum ægquinoctiale. 12. Dysgamus atlanticus Sip. & Lik. (&). (Tab. IV, fig. 8.) Der foreligger af denne lille Art en halv Snees Exemplarer, som Prof. Reinhardt og Captain Hygom have taget paa forskjellige Steder mellem 8? NBr. og 28? NBr. og mellem 21? og 36? V.L.”), sandsynligvis frit svømmende i Vandet, De ere alle omtrent af samme Størrelse, nemlig c.3,5mm Jange (Halebørsterne ikke medregnede) og 27" brede over Skjol- dets bredeste Del. Formen er temmelig plump, tyk og noget hvælvet, Bagkrop og Hale kun lidet udviklede i Sammenligning med Skjoldet, der har den hos Caliginerne sædvanlige Form. Den frie Bagkropsring er oval. Kjønsringen er lidet udviklet, af en afrundet sexkantet, noget langagtig Form; den første Halering er lille og kort, den anden sexkantet, saaledes at de to brede Haleblade, der ere udstyrede med fire lange Fjerbørster, ere fæstede til de 2 Sider, der vende udad og bagtil. Pandepladerne ere store, men uden lunulæ; første Følerpar er langs med dets Grundleds øvre Rand udstyret med c. 6 temmelig lange Fjerbørster og dets korte Endeled bærer yderst foruden nogle korte c. 4 ligeledes ret anselige Fjerbørster. Hjælpekroge mangle. Snabelen er afstumpet og kort som hos. en Caligus; andet Kjæbefodpar har et tykt Grundled med en fremspringende Knude eller saakaldet »Tommel«. En Gaffel er ogsaa tilstede. Første Fodpar forholder sig som hos Euryphorus og Trebius; de tre følgende ere alle udstyrede med 2 veludviklede, toleddede, med talrige Fjerbørster””) forsynede Grene, den ydre Gren tillige som sædvanligt med en ”) Artens Fasthæftelse i lange og tætstillede Rader til Gjællehulens Bagvæg lader os formode, at denne Form af »Monoculus« allerede af Isert blev iagttaget paa en »Bonite«, fanget paa Reisen til Guinea. Isert: Reise nach Guinea S. 14—15. (1788). De enkelte Lokaliteter ere: 8244' NBr.; 272 53' NBr. og 25? 3' VL.; 229 4' NBr. og 249 40' VL.; 239 47' NBr. og 249 31' VL.; 109 22' NBr. og 219 16' VL.; 209 NBr. og 36? VL.; 289 NBr. og 219 VL. ) Første Fodpar har paa den ydre Gren 4, påa den indre 3 , Børster; andet — — 641, — 8+1 — tredie — — 5—+1, — 5—+1 — fjerde — — 5—1, — 5+ 1 — + x SED 2% 369 29 Række af Pigge i Randen; i Henseende til Midtstykkets Udvikling paa de forskjellige Fodpar er ogsaa den sædvanlige Regel, der gjælder for alle Cawlzgønt og Pandarint, overholdt. Et Rudiment af et femte Fodpar sees omtrent midt påa Kjønsringens Siderande. I Modsætning til den foregaaende udmærker Pandarinernes Gruppe sig ved sit lange og spidse Næb eller Snåbel og derved, at første Fodpars Grene ere ligeligt udvik- lede — idetmindste hos alle os bekjendte Former. Der finder her aldrig nogen Sammen- voxning Sted mellem Skjoldet og de to første Bagkropsringe, der bære andet og tredie Fodpar; disse Ringe ere altsaa forsaavidt altid frie, selv om de underliden ere sammenvoxne indbyrdes. Hunnerne have altid fra 1 til 3 Par Rygblade, som udgaae fra Bagkroppens Ringe ; Hannerne kunne derimod mangle dem, og dette Forhold kan derfor ikke benyttes til at charakterisere Gruppen i Almindelighed. Desuden kunne Hunnerne have mindre Rygblade udgaaende fra Halepartiet. Gjennem den hele Gruppe — men saavidt hidtil vides kun hos Hunnerne, naar man seer bort fra de to Slægter Cecrops og Læmargus (Cecropidæ Dana) — gaaer der en vis Tilbøielighed til at omdanne Fødderne, saaledes at de enten blive aldeles rudimentære eller omdannes til bladagtige, bløde, børsteløse Plader, der maaskee træde direkte i Aandedrættets Tjeneste; undertiden er dette dog ikke Tilfældet med noget af Fodparrene (f. Ex. hos Hunnen af Nogagus paradoxus), oftere kun med det sidste (Dønematura-Hunnerne), men hos andre Former mere eller mindre med dem alle. Kjønsringen har hos de fleste Hunner et meget betydeligt Omfang og Æggetraadene ofte en langt større Længde end hos Caliginerne. Med Undtagelse- af Cecropiderne ere alle Pandariner hidtil fundne påa Haier, forsaavidt det overhovedet er bleven optegnet, paa hvilke Fiske de ere fundne, og forsaavidt som de ikke ere fundne svømmende frit i Vandet, hvilket rimeligvis er Tilfældet med flere af Hanformerne. Et meget beklageligt Hul i Kundskaben om denne Gruppe er det, at man — naar vi ikke medtage Cecropiderne, — kun kjender begge Kjøn. af en eneste Art, nemlig af den saakaldte Nogagus paradoæus (Otto). Af alle de andre beskrevne Artsformer kjender man enten kun Hannen eller kun Hunnen”), og Forholdet stiller sig saaledes, at af de i Milne Edwards »Histoire des Crustacés« opførte Slægter omfatte de 3, nemlig Dønemura, Phyllophorus og Pandarus, hvortil dog endnu komme de senere opstillede Slægter Gangizopus og Lepidopus, kun Hunner, Nogagus samt Specilligus Dana kun Hanner, naar undtages N. paradoæxus, som kun hypothetisk henføres til Slægten. Vi see os desværre ikke i Stand til at udfylde dette Hul, men kunne dog ikke undlade at opkaste og drøfte det Spørgsmaal: mon ikke ”) Vi skulle i det følgende gjøre Rede for de Tilfælde, hvor det Modsatte angives, og vise, at de neppe kunne bestaae en Kritik. 5 30 370 de i Nogagus-Slægten sammenstillede Former skulde være Hannerne netop til de Hunformer, der henføres til de ovennævnte 5 Slægter? Man vil nemlig finde, at alle saakaldte Nogager — selvfølgelig med Fradrag af N. paradoæxus (9) — ere regelmæssigt udviklede Former med fire vel udviklede Par Svømmefødder, hvorimod Hunformerne faae deres særlige charakteristiske Præg ved Udvikling af Rygblade, ved en stærk og abnorm Udvikling af Kjønsringen og ved Føddernes mere eller mindre fuldstændige Omdannelse. Og fastholder man, at der gjennem de parasitiske Copepoders Formrække i Almindelighed gaaer en lignende, om end ikke altid saa stærkt udpræget, Kjønsforskjel, såaledes at Hunnerne ere de mere ubevægelige og stillesiddende, Hannerne de mere livlige og frit bevægelige, synes der virkelig ikke fra denne Side at kunne indvendes noget imod at betragte Nogagus- Arterne som Hannerne ikke alene til Dyr, der ligne N. parodoæxus (9), men ogsaa til Hunnerne i D/nematura-, Pandarus- og de andre ovennævnte Slægter. Imidlertid skulle vi ikke nægte, at der ellers endnu pleier at være en vis habituel Lighed mellem Han og Hun, selv hos Former, hvor de to Kjøn i andre Henseender ere meget forskjellige, som f. Ex. hos Euryphorus, Cecrops, Læmargus, Lernanthropus, — en Lighed, der maaskee nærmest skyldes en vis Overensstemmelse i Hudskelettets Uddannelse, men som her i de fleste Tilfælde vilde savnes. Naar man f. Ex. gjentagne Gange har fundet Pandarus Cranchi (2) sammen med Nogagus Latrewlli (8), og dog endnu er ude af Stand til at paavise andre mere tilsvarende Kjønsformer til disse to formentlige Arter, ligger det nær at see den samme Art i dem begge, hvor forskjellige de end maatte være forresten; men skjøndt dette ikke er det eneste Tilfælde, hvor Overens- stemmelsen i de respektive Formers Forekomst kunde synes at tale- for deres specifiske Identitet, måa man dog paa Sagens nuværende Standpunkt indskrænke sig til at henstille dette Punkt til nærmere Undersøgelse. Endnu maa man. opføre alle Hanformer som Årter af Nogagus, Hunformerne som Arter af Dinematura, Pandarus 0. s. v., saalænge ikke direkt lagttagelse bringer Spørgsmaalet til Afgjørelse. VIL Cm Caligus productus O. Fr. Miller og Slægten Dinematura Latreille… Som bekjendt beskrev O. Fr. Miller i sit Værk »Entomostraca seu Insecta testacea, quæ etc.« (1785), 2 Arter af snyltende Copepoder, den »korte« og den »lange Fiskelus«, Caligus curtus og C. productus. Denne sidste, der senere blev Typus for den afLatreille”) opstillede Slægt Drnemura (eller Dønematura, hvortil Burmeister vistnok med Rette har ændret det), er uheldigvis aldrig senere bleven gjenkjendt af nogen Zoolog, og derved er ") I 2den Udg. af Cuviers »réægne animal« t.4 p. 197. Med Hensyn til det Historiske, Slægten vedkom- mende, henvise vi iøvrigt til Burmeisters (paa nedenanførte Sted) og Krøyers (Naturhist. Tidsskr. - 2det Bind p. 45 og følg.) Bemærkninger derom. —D ob | Hal ve mat correidler He Rave SES ask fe Are ARE Roos Aksel pist ir 4750 7: ls Ass SER ul he opbedle ” Finns efårrndesl, BER i LurR per ayal ” arulrnel då blendede (EG. Aptarvireint TAN AE: = E N ig & en i ss i erne ao OB : , æk un c ul TD MS ZA 9 SE RER »FRerr RE JUL ler få TÅ saksen, Mz Cop liurnedd Rev HD eN LØSE Yet KER " or RENNER É, RE] nrt ør Re Foe AØ MES læ K ' PN 3877 77 uran Mdr Uk ag buussrers] Jormaled LS SED Se gone ferrelene Ler re AEEe generer, det vr formen" nealee skøre bra Tr fe BAS. 2. SÆDEN SS VSSERER HR SE raster br HE sl ZL fl BE 2 ec SØESEGE SES ere te Vågen AES ae, 7 egg fe Fa aen? ge Ål oe, 255; i Fa FR ale SER Se JE Sega: = f ly ll Dunder ke es" Pus år Ka vd - fndadL ER ze | (Vort, Vu EB N MEE ære Se SAN ERD ÆG SE Meng Ek jr E FYBENVEE ASSR €. TE RSD ER Kistæoadt” | neg SE AE | urter DENRDGE ng ere ER fr læbe SUL [4 PR ENES 0 7): [de — RESENS AS lå ED "gulorl, E: MD ones Mlebe.d LES = ig ” < Lg ; z ST gø bra | i; VE C7æknmme Å f Omend 3 afoearak EnxNL CUC An, sg , 42 æt, »Ø als | [SÆRERESET 4 1 09 ÆERER DAS, MER [ Ø ms TRE | SSR Sr Ste SEE AE 2 VER Be røre å END) Me des net HE 3 00/0 cor ER XI K, pp, 38, pe, I, BD BR 23 DN SeshoreR k Dhed omsdile får, Er Borge DO 2: SLED JØDER Al sein rn KNR LE ræ—— | & EN ØD ; LAS EA FL i i ; S ale å i "« fe) É. FR væ SS ERE Ser rig & SEER Te SK ER De Na Fa FÆRD og sd > SØNS ABEN DER Det LAGER En vied "Me 371 31 der opkommet en Usikkerhed og en Forvirring, der truer med at blive saa indviklet og haardnakket, at vi maatte ansee det for vor Pligt at bidrage vort til åt løse Knuden, da Tilfældet havde sat os istand til, som vi mene, at erkjende den Millerske Art og til at udrede dens Synonymi. Dinematura producta er allerede beskreven og afbildet ikke mindre end fem Gange; første Gang 1780 af Herbst i »Schriften der Berlinischen Gesellschaft naturforschender Freunde«, første Bind, i en Afhandling »Beschreibung einer sehr sonderbaren Seelaus vom Hemorfische« p. 56—67; Kobbertavlen (Tab. IIN) giver en efter Tidens Leilighed ikke daarlig og temmelig detailleret Fremstilling af Dyret. Herbst havde sine Individer fra Pastor Chemnitz her i Kjøbenhavn, og denne havde dem atter fra Færøerne med den Oplysning, at de havde siddet paa Halen af et Individ, »tre Alen långt og tykt som en Sæk, afFisken Hemor«, hvilken beskrives som »en meget stor Rovfisk med meget skarpe Tænder, som kun sjelden bliver fanget, fordi den bider Snorene over«. Det færøiske »Hæmar« er aabenbart det bekjendte nordiske »Haamær«, hvormed flere Hai-Arter betegnes, men søm dog, efter hvad Hr. Sysselmand Muller i Thorshavn har meddelt os, paa Færøerne ikke bruges om Havkalen (Haaskjærdingen), men om en mindre Hai- Art, hvori han med Sikkerhed troede at gjenkjende vor Sildehai (Lamna cornubica). Universitetets zoologiske Museum har nu ogsaa virkelig faaet flere Exemplarer (Hunner) af denne Fiskelus netop fra Færøerne, og Indsenderen af disse, Hr. Sysselmand Muller, har paa senere Forespørgsel bestemt erklæret, at han var overbevist om, at de netop vare tagne af den saakalte »Hæmar« eller »Haamær« og ikke af Havkalen. Universitetets physiologiske Museum besidder endvidere en særdeles smuk Gruppe af Hunner af Dønematura producta, siddende tæt sammen paa et Stykke Skind af en Hai; dette angives vel paa Etiketten at være af "Bcymnus glacialis, altsaa af Havkalen eller Haaskjærdingen, men Skjællenes Form viser, at dette er urigtigt. Da en Lamna cornubica, som var fanget i Øresundet, for kort Tid siden blev forevist her i Byen og kjøbt til Universitetets zoologiske Museum, fik vi Leilighed lil at overbevise os om, at det omtalte Stykke Haiskind virkelig har tilhørt just denne Årt og påa hvilken Del af Kroppen det er taget. Fisken bar talrige Spor af Fiskelus, men dengang den blev forevist her i Byen, var der kun eet Individ paa den, og dette var netop en Drne- matura producta"). Af denne Art have vi endelig ogsaa havt Leilighed til at undersøge et Stykke, som Hr. Intendant Malm selv har taget paa en Lamna cornubica. 0. F. Muller angiver ikke, hvorfra han havde sit Exemplar, men da hans Bog kun er 5 Aar yngre end MHerbsts Afhandling, forekommer det os meget rimeligt, at det hidrørte fra den samme færøiske Sending. Millers Afbildninger og hele Frem- stilling er mindre tilfredsstillende end Herbsts; han awvgiver kun, at Arten først var ”) Vi skylde Hr. Justitsraad Olrik, der havde Leilighed til at undersøge Fisken førend nogen af os, at Museet kom i Besiddelse af dette Individ. 32 : 372 fundet paa en Hai, »hvoraf Navnet Femorlaus«, og senere paa Laxen, hvilken sidste urigtige Angivelse hidrører derfra, at Muller til sin Calegus productus ogsaa henførte Binoculus salmoneus Fabr. (Caligus salmonis Kr.) paa Grund af Fabricii Udtryk: cauda tretraphylla. Under Navn af Pandarus Lamnæ træder den os igjen imøde i en Række af Be- skrivelser af brittiske Dyr (Illustrations in British Zoology), som Johnston meddelte 1835 i Loudons »Magazine af natural history« (vol, VIII p. 203). Johnstons Exemplarer vare tagne af en »Beaumaris Shark« (»Lamna monensis«") i Berwick Bay. Under Navn af Dine- moura Lamnæ har Baird optaget den i sin »Natural history of the British Enteomostraca« (Ray Society 1850) p. 286, tab. 33 f. 6—7. Han har erkjendt, at det var Herbsts »Seelaus vom Hemorfische«, men uden at dette, mærkeligt nok, har ledet ham til at erkjende, al det var Millers Caligus productus, som han havde for sig. Baird anfører ikke noget andet Fund af denne Snyltekrebs end det Johnstonske, og det lader ikke til, at han har havt Leilighed til at undersøge denne Forfatters Exemplarer; han synes blot at have øst af Johnstons Beskrivelse og at have indskrænket sig til at give en forbedret Copi af hans Træsnitsfigur. Endelig har van Beneden i 1857 beskrevet og afbildet det samme Dyr under et tredie Navn, nemlig som Drinemoura elongata, i en lille Afhandling »sur un nouveau Dinemoure provenant du Scymnus glacialis« i »Bulletin de VYacadémie royale de Belgique 18537« p. 226 c. tab. Forsaavidt man skulde være tilbøjelig til at troe, at han havde havt en anden Årt for sig, er det af Vigtighed at vide, at van Beneden havde faaet sine Exemplarer af Etatsraad Eschricht og at de ere tagne af det ovenfor omtalte færøiske Hud- stykke, fra hvis urigtige Etikettering, som værende af - Scymnus glacialis, den anførte urigtige Angivelse i Afhandlingens Overskrift hidrører”). 7”) Saavel engelske som skandinaviske Ichthyologer antage, at Lamna monensis og cornubica ikke ere forskjellige Arter, og der foreligger neppe gyldige Grunde til at forfægte en modsat Mening. ”) Det lønner sig ikke at indlade sig paa en speciel Kritik af Herbsts og Mullers Fremstillinger af dette Dyr, men da de begge stemme overens deri, at de lade Skjoldets Underside være inddelt ved Tverlinier i 3 Felter og afbilde en Knap eller Knude foran Snabelens Grund, tæt ved Skjoldets Rand, maaåe vi dog udtrykkelig bemærke, at vi intet saadant have forefundet. Halens Underflade er ufuldkomment fremstillet hos dem begge, og Mullers Fremstilling af Svømmefødderne er endnu mere forvirret end Herbsts. Vi finde Professor Krøyers Formodning (Naturh. Tidsskr. 2det Bd. p. 47 i Noten), at Muller har havt et tørret Exemplar i en kjøbenhavnsk Insektsamling for sig, meget rimelig, men begribe ikke ret, hvorledes Krøyer er kommet til det Resultat, »at det er fordi Muller har misforstaaet Fabricius, at han henregner dette Dyr til den nordiske Fauna«, da jo Herbstes Exemplar udtrykkeligt var angivet at være fra Færøerne. Vi ville heller ikke opholde os ved Johnstons Fremstilling, uagtet den i enkelte Punkter (navnlig i hvad der angaaer Skjoldets Bygning og de i dets bageste Indsnit optagne Kropringe) er unøiagtig, da vi dog ikke nære nøgen Tvivl om Identiteten med den foreliggende Form. Van 373 33 ; Hvad der noget kan tale til Undskyldning for van Beneden, naar han har troet at erkjende en ny Årt i de ham af Etatsraad Eschricht overladte Dyr, er en forudgaaende Feiltagelse af Dr. Gerståcker, som i en Afhandling: »Ueber eine neue und eine weniger gekannte Siphonostomen-Gattung« i »Archiv fir Naturgeschichte XIX Jåhrg.« p..63 tab. 4 beskrev og afbildede under Navn af Nogagus productus — fordi han nemlig deri troede at gjenkjende Millers Ca/zgus productus — den Art og sandsynligvis endogsaa de selv samme Exemplarer af denne, som i sin Tid bave afgivet Materiale til Opstillingen af Ottos Caligus heptapus”), senere af samme Forfatter omdøbt til Calzgus paradoxus”), og af Nordmanns Brønoculus seæsetaceus 58) Hildet i denne Feiltagelse troer Dr. Gerståcker derfor at kunne bebreide MilneEdwards, at han har optaget Calzgus productus i Slægten Dimematura, »med hvilken den kun har en fjern Lighed.« Hr. Gerståcker har her ikke været ret heldig; hans Nogagus productus er ikke den Mullerske Calzgus productus og maa altsaa beholde Navnet Nogagus)) paradoæus (Otto), hvis man ikke vil gaae tilbage til det Artsnavn, hvorunder den oprindelig er opstillet; og skjøndt den ærede Forfatter paa flere Steder udtaler sig med megen Bestemthed om Identiteten af de omhandlede Former, burde dog Mullers Fremstilling af det sidste Fodpar have overbevist ham om det Mod- satte. En anden Sag er det, at Calzgus productus Mill. heller ikke godt kan blive staaende i Slægt med de Edwardske Dimemurer (EÆchthrogaleus nob.), hvorom mere siden; men da Latreille, som har opstillet Slægten Dønemura, netop har opstillet den paa Caligus productus, er det dog virkelig ubilligt at bebreide Milne Edwards, at han undte denne Art Plads indenfor Slægten. Ligesaalidt har Prof. Krøyer havt Uret i — hvilket Gerståcker ogsaa yttrer — at henføre den af ham opdagede nye Art (D. feroæx) til Slægten Dønematura, da D. ferox Kr. netop er den eneste af de andre hidtil beskrevne, saakaldte Dinematurer, der Benedens er i mange Henseender mangelfuld, og dens Overfladiskhed røber sig strax, naar han fortæller, at Caligus productus tjente som Typus for Rafinesques Slægt Dinemurus, der, som bekjendt, Intet har med Latreilles at gjøre. Ufuldkomnest er hans Fremstilling af Skjoldet og de frie Bagkropsringe, om hvis virkelige Forhold hans Figur ikke giver den fjerneste Forestilling. Det underste af de tre Haledækblade omtales ikke i Beskrivelsen, skjøndt det afbildes; Fremstillingen af Haleleddenes Sidevinger er meget uklar og »at Kjønsringen (»abdomen«) ikke er videre skarpt adskilt fra den Ring, der bærer Rygbladene«, er en meget feilagtig Angivelse. ”) Gonspectus animalium quorundam maritimorum nondum editorum etc. pars I. (1821) p. 15 (Citeret efter Burmeister I. c.) a ”) Beschreibung einiger neuen in den Jahren 1818 und 1819 im mittellåndischen Meere gefundenen Krustaceen. Nova Acta Acad. Cæs. Leop. Carol. Nat. Cur. vol. XIV p. 352, tab. XXII f. 5—6. "”) Mikrographische Beitråge zur Naturgeschichte der wirbellosen Thiere, 2tes Heft (1832) p. 32. +) Herved er dog at bemærke, at Typus for Slægten Nogagus er N. Latreillit, af hvilken kun Hannen er bekjendt, og saalænge dennes Hunform er ubekjendt, har man ingen Vished for', at C. paradoxus kan faae Plads i samme Slægt som den, ja dette er ikke engang sandsynligt. Selv om Slægtsnavnet Nogagus blev ledigt ved at alle Arterne som Hanformer fordeltes til de andre paa Hunnerne op- stillede Slægter, vilde det være urigtigt, at overføre det paa Caligus paradoxus Otto ( JE det rigtigste vil være at danne en ny Slægt for denne Form. 34 374 virkelig staaer Slægtens typiske Art /D. producta) såa nær, at der kan siges at være et sandt Slægtsfælledsskab imellem dem. Dinematura producta (%i/.), Tab. VII fig. 13, har altsaa følgende Synonymer: 1780. Ein sehr sonderbarer Seelaus vom Hemorfisch: Herbst, Schriften d. Berlin. Ge- sellsch. nat. Fr. I p. 56 tab. 3. 1785. Caligus productus Miller: Entomostraca, p. 132 tab. XXI fig. 3—4. 1835. Pandarus Lamnæ Johnston: Magaz. nat. hist. VIII p. 203 (med Træsnit). 1850. Dinemoura Lamnæ Baird: British Entomostraca p. 286 tab. 33 f. 7. 1857. Dinemoura elongata van Beneden: Bulletin de Brux. 1857, p. 226 c. tab. Opholdssted: Den er iagttaget to eller tre Gange ved Færøerne, et Par Gange i Kattegattet samt en Gang ved Storbrittaniens Kyst (Berwick Bay), altid påa Huden af Lamna cornubica. Paa det af os undersøgte Exemplar af denne Fisk fandtes Mærkerne af den i et Bælte midt ned ad Ryggen fra den bageste Rygfinne til Halefinnen. Størrelse: c. 27mm lang, naar de overordentlig lange Æggetraade ikke medregnes. Hannen er ubekjendt. Beskrivelse af Hunnen. Forkroppens Skjold er tyndt, hvælvet og halvmaane- dannet; fortil og bagtil begrændses det af næsten lige Linier; dog er Pandepladernes Adskillelse antydet ved et lille Indsnit i Midten, og Bågranden viser sig ved nærmere Eftersyn at være svagt bugtet. Ved 2 noget uregelmæssige Længdelinier deles Skjoldet i 3 Felter: et midterste, hvis forreste Del indtil Pandepladerne indtages af en stor, mørke- brun, nogenlunde firkantet, men dog i sit Omrids noget uregelmæssig Plet”), og to Side- stykker, der forlænge sig bagud, såa at de næsten give Skjoldet Form af en Halvmaane eller Hestesko, og naae næsten helt hen til de store Rygblade påa den sidste Bagkropsring. Disse Forlængelser begrændse mellem sig et nogenlunde firkantet Rum, som optages af de to frie, hverken indbyrdes eller med Skjoldet sammenvoxne Bagkropsringe, som bære det andet og tredie Par Svømmefødder. Fra den forreste Del af de samme Forlængelsers indre Rand hæver sig en ganske lille tynd øréformig Plåde, og en lignende sidder tæt derved paa Skjoldets Bagrand. Skjoldets Længde, maalt fra Pandepladernes forreste Rand til den Linie, der vilde forbinde Spidserne af dets Sideforlængelser, er omtrent lig med dets Brede; det omgives, naar Bagranden undtages, af en tynd hindeagtig Bræmme, der ”) I denne mørke Plet kan man undertiden igjen skjelne 2 mørkere Pletter, der have den paa vor Afbildning antydede Plads, og foran dem 2 smaa hvide Pletter. Det er temmelig vilkaarligt, at van Beneden beskriver denne Plet, der for ham har vist sig som en Doppeltplet, som Øinene, men det er nok muligt, at den er det sidste Spor af de sandsynligvis paa dette Livsstadium forsvundne Øine. 375 : | 35 fortil erstattes af Pandepladerne. Af de frie Bagkropsringe har den forreste to skraat bagudgaaende, korte Sideforlængelser, der bagtil ere. kantede med en temmelig bred Bræmmehinde"); den Del af deres Siderande, som vender mod Bugsiden, er opsvulmet, mørkebrun og glat”). Den anden er kun ved en tynd Stilk forbunden med den tredie, som bærer de to Rygblade og det fjerde, temmelig store, men ikke til Svømning uddannede Fodpår. Rygbladene ere læderagtige, fortil lige afskaarne, bagtil afrundede, men kunne forresten variere noget i Formen. De dække omtrent en Fjerdedel af Kjønsringen, hvis Brede omtrent er en Trediedel af dens Længde og omtrent lig med Skjoldets midterste Felts; den er tyk og viser saavel foroven som forneden to Længdefurer, der ligesom dele den i tre Partier, og den ender bagtil med to afrundede Forlængelser, som mellem sig begrændse et Indsnit, hvori Halen er fæstet; ovenfra seer man tre smaa aflange Hale- dækblade, af hvilke de to dække det tredie, rage halvt udenfor Kjønsringens Indsnit; vendes Dyret om, seer man, at Halen desuden har to Par vingeagtige Sideforlængelser, af hvilke det første Par er langt og bladformigt””), det andet derimod kort, samt to kjødfulde Hale- blade, udstyrede med fire temmelig korte Børster, den ene anbragt lidt foran de andre; under stærk Forstørrelse vise de sig delvis haarede (fjerformede). Der findes altsaa ikke mindre end syv bladagtige Dele paa denne Dønematura-Årts Hale, foruden det andet Par korte Sidevinger, der ikke egentlig kunne kaldes bladagtige. Æggetraadene udgaåe som sædvanlig fra Grændsen mellem Halen og Kjønsringen og have en meget betydelig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange. Skjoldets Underflade fremviser mellem det korte, paa sædvanlig Maade med haarede Pigge besatte første Følerpar og det andet anseelige krogformede Følerpar to ovale mørkebrune og glatte Knuder paa hver Side+), og et tredie mindre Par har sin Plads paa selve andet Følerpars Grundled. Det syldannede Næb og det ved dets Sider stillede treleddede Palpe- eller Kjæbepar forekomme os iøvrigt ikke at frembyde noget særdeles mærkeligt; et andet og finere Palpepar have vi ikke iagttaget. Første Kjæbefodpar er som sædvanligt spinkelt og kroget og ender med en lang, krum, ru, næsten krogformig Finger, ved hvis Grund der omtrent under en ret Vinkel udgaaer en kortere og svagere krummet, med fine Fremstaaenheder besat Forlængelse; mellem begge disse »Fingre« sidder en Haardusk paa en lille Vorte. Andet Kjæbefodpars Grunddel er udviklet paa lignende Maade som hos Pandarus; dets Endedel danner en lille Haand, der forsaavidt ”) I denne Bræmmehinde maa man udentvivl see et Analogon til det hos andre Pandariner forekom- mende første Par Rygblade. En ganske lignende Dannelse som hos Panddårus (See det Følgende). Det svarer til de store og brede Halevinger hos Zæmargus muricatus % og hos Euryphorus. Mærkeligt nok finder man ikke alene i ældre, men ogsaa i nyere Beskrivelser af den her omhandlede Art saavelsom af D. feroz og Nogagus paradoxus disse Knuder med større eller mindre Bestemthed betragtede som Øine. « « - — = z ner er 36 376 er fuldkomnere og mere .Calzgus-agtig, som Griberedskabet dannes af en indleddet Klo, der modsættes en flad Forlængelse. Fra Grunddelens øverste Ende, indenfor første Kjæbe- fodpars Grund, udspringer der en mørkebrun, lancetdannet Proces”), der vistnok er analog med den Dannelse, som vi hos Caåliginerne af Mangel paa bedre Navn have betegnet som Palpen. Første Fodpar er ikke stort og noget uregelmæssigt udviklet, men minder om Pandarus-Slægtens; det er togrenet og toleddet og har paa Grundleddet og den indre Gren tre Knuder paa hver Fod; en lignende Knude findes påa Grundleddet af andet Fodpar, der er stort og vel udviklet og har to treleddede, rigeligt med Fjerbørster”) udstyrede Grene; samme Bygning har ogsåa det tredie Par, og som sædvanligt er Midtstykket og Grundstykkerne stærkest udviklede paa dette Fodpår. Mellem første og andet Fodpar er der en stor Fremstaaenhed eller Dobbeltknude””) i Midtlinien. Fjerde Fodpar er meget stort, men af en fra de andre meget afvigende Form; det er tykt og blødt ligesom Halebladene og bestaaer af et Grundstykke, der paa begge Sider udvider sig i en rund Lap, af hvilke den ydre er foldet sammen paa langs, samt af to Blade, der nåae omtrent Halvveien ned til Halens Udspring, og af hvilke det ydre endnu viser Spor til enkelte meget korte Pigge i Randen. ' Vi have allerede anført, at Dønematura feroæx Kr. (Tab. VII fig. 14) er den eneste hidtil bekjendte Art, med hvilken D. producta kan sammenstilles; deres almindelige Over- ensstemmelse i Bygning og Udseende vil fremgaae af de dette Arbeide ledsagende Afbild- ninger, og vi kunne derfor indskrænke os til at udhæve, at 1) D. ferox er meget større (c. 36mm), og at 2) dens fjerde Fodpar er forholdsvis meget større og nåaer næsten til Halens Udspring, hvorimod 3) dens første Par Halevinger er mindre udviklet og. ikke forlænger sig i Form af et Par store Blade, og 4) at de tre Haledækblade ere kortere end hos D. producta og kun rage lidt udenfor Kjønsringens Indsnit. I det Hele findes de samme Knuder paa Underfladen af Skjoldet og paa Bagkropsfødderne, som vi have beskrevet hos DD. producta, naar undtages det paa dennes andet Følerpars Grundled forekommende og det mellemste af første Fodpars tre Knudepar. Andet Kjæbefodpar har hos D. feroæ en lignende Bygning som hos D. producta, men med mere udviklede Knuder og en større Endekrog. Dobbelt- knuden mellem første og andet Fodpar danner her ligesom en lav Piedestal, saa stærkt træder den frem. Skjoldet og de efter dette følgende Bagkropsringe frembyde neppe nogen væsentlig Forskjel, naar undtagés, åt de to smaae »Ører« i hvert af Skjoldets Inderhjørner hos D. ferox 7) I Beskrivelsen af D. ferox betegner Krøyer den som det andet Par Famlere. ”) Første Fodpars ydre Gren har 3 Fjerbørster, den indre 3; andet — — 5+1—1, den indre 6+ 2—+1; tredie — — 5—+1—+1, den indre 4 + 2. ) Da Caliginernes Gaffel sidder foran første Fødpar , gaaer det ikke an dermed at parallelisere denne ligeledes hos Pandarus antydede Dannelse. Den er paa Figurerne betegnet med f'. 5% 377 37 ere forenede til et Dobbeltøre. Til Øine have vi ikke fundet noget Spor. Rygbladenes Størrelse og Form er den samme, forsaavidt de ikke undtagelsesvis ere rudimentært udvik- lede. Forresten skulle vi til Prof. Krøyers omhyggelige Beskrivelse af D. ferox”) kun føje, at han urigtigen har anseet sit Exemplar for en Han, og at han har miskjendt Ægge- traadenes Betydning. Arten er fra Grønland””) og lever paa Havkalen (Scymnus microcepha- lus), hvilken Underretning vi skylde Hr. Kolonibestyrer Rudolph, der ligesom Hr. Han- delsbestyrer Einar Hansen har nedsendt Exemplarer til Universitetsmuseet. Den store Lighed, som der er mellem disse to Dønematura- Arter og Nogagus paradoæus (Otto), kunde fremkalde den Formodning, at Æggetraadene ogsaa hos hine have været ophængte i en tredobbelt Løkke; vel vise de foreliggende Exemplarer nu ikke Spor dertil, men vi troe at mindes, at det var Tilfældet med nogle af Museets Exemplarer af D. feroæ i den første Tid efter deres Ankomst hertil; desværre forsømte. vi dengang at undersøge Forholdet nærmere, og det er ikke umuligt, at Spirtussen senere kan have opløst det Æggetraadene oprindelig forbindende Stof. Det er i det Hele ikke uvigtigt at sammenholde vore Dinematurer med Hunnen af Nogagus paradoæus; de stemme overeens, synes det, i alle væsenlige Forhold, med Undtagelse af, at det fjerde Fodpar hos N. paradoæxus ikke har den for Dinematurerne charakteristiske Form, men er et regelmæssigt Svømmefodpar ligesom de foregaaende, og at Halen mangler det første Led samt dettes Side- vinger; at alle Svømmefodpar baade af Gerståcker og Otto fremstilles med toleddede Grene ”"), tør vi ikke tillægge saamegen Vægt, da Artikulationerne ogsaa hos D. feroæ ofte ere. meget utydelige, og 'en af dem derfor let kunde forsvinde aldeles hos en nærstaaende Form, Da man nu heldigvis kjender Hannen af Ottos Calzgus paradoæxus, maatte det synes muligt at slutte tilbage fra denne og saaledes at konstruere sig DYnematura - Hannens almindelige Bygning og Udseende; den vil sandsynligvis afvige fra Hunnerne ved en ringere Størrelse, ved en svagere Udvikling af Kjønsringen og ved at mangle saavel Haledækbladene og Halevingerne som de egentlige Rygblade; Halebladene ville sandsynligvis være mere normalt uddannede end hos Hunnen, og det fjerde Fodpar vil rimeligvis) være et normalt Svømmefodpar som de foregaaende, men det vil maaskee kun have uleddede Grene, saaledes som Tilfældet er med flere Nogagus- Arter, hvorimod de hos Nogagus paradoxus å ere ”) Naturh. Tidsskrift Bd. II S. 40 flg. "”) Ogsaa nævnt i de naturhistoriske Tillæg til Rinks Beskrivelse af Grønland. ””) Gerståckers Afbildninger ere aabenbart ikke udtømmende, men de og Ottos supplere dog nogen- lunde hinanden. t) Som et mere livligt, mere fritsvømmende Væsen behøver Hannen uden Tvivl ligesaalidt denne Omdannelse af et Fodpar til »Respirationsblade«, som den behøver hinc Udviklinger af Hudblade raa Ryggen; der vel tildels have samme fysiologiske Formaal. , Maaskee kan den heller ikke godt und- være et Fodpar til sin Stedbevægelse. Vist er det, at man, naar Gecropiderne undtages, ikke kjender nogen Pandarin-Han, som har det fjerde eller noget andet Fodpar omdannet til »Respirations- blade«. - Sl 6 38 378 toleddede; kort sagt, den vil formodenligt kunne gaae aldeles ind under Slægten Nogagus, saaledes som denne f. Ex. er defineret hos Milne Edwards. Vi skulle siden undersøge, om der blandt de i det følgende beskrevne Nogaqus - Arter (Hanner) er nogen, der kunde ansees for at høre til Slægten Dønematura, og have her endnu kun at fjerne en tilsyne- ladende Indvending mod vor Gisning om Dønematura-Hannens sandsynlige Bygning og Udseende, nemlig den, at man jo af »Dønematura alata M. Edv.« kjender baade Hannen og Hunnen, og at de ikke frembyde Forskjelligheder af saa gjennemgribende Betydning, som her blev forudsat, men kun afvige i meget underordnede Forhold. Men dette beroer vistnok paa en Feiltagelse; vi kunne aldeles ikke antage, at de Former, som Milne Ed- wards”) betegner som Han og Hun af' D. alata, virkelig staae i det angivne Forhold til hinanden; det vilde stride mod al Analogi at antage, at Kjønsforskjellen hos nogen Årt af Pandarinernes Gruppe skulde være indskrænket til saa uvæsentlige Forhold som de af M. Edwards anførte. De ere udentvivl begge Hunner, hvad enten de nu have tilhørt for- skjellige Arter, eller Arten frembyder småa individuelle Variationer i Henseende til Ryg- bladenes og Halebladenes Form, i Henseende til Dybden af Kjønsringens Indsnit 0: s. v. Dertil kommer endnu, at D. alata, som vi ret strax skulle vise, i Virkeligheden ikke er nogen Dinematura, men hører til en Slægt, der i Grunden staaer de typiske Dinematurer fjernere end disse staae Nog. paradoxus (2). 14. Dinematura latifolia Stp. & Lik. (9). (Tab. VIIL fig. 16.) Eflerat det foranstaaende Afsnit af denne Afhandling var udarbeidet, var Museet saa heldigt fra Hr. Captain Hygom at modtage en Oæyrhina glauca Mill. Henl, (eller i alt Fald en denne Hai overmaade nærstaaende Art), taget paa 27? NB. og 23” VL., samt en paa denne siddende ny, virkelig Dønematura-Årt, der vel stemmer med Slægtens to ældre Årter i alle Hovedforhold, men har en forholdsvis bredere og . kortere Legemsform end nogen af disse, hvormed det da synes at følge ganske naturligt, at ogsaa adskillige andre Dele antage en bredere Form. ! Dyret har en Længde af 12"%mm, hvoraf Kjønsringen samt tredie Bagkropsring ikke udgjøre meget over Halvdelen; Skjoldet har en Brede af 7". og er saaledes ikke lidet bredere end langt; lidt foran Midten af dets Midtfelt sees to ovale sorte Øine; den indre -Rand af Sidestykkernes Forlængelser er lidt ophøiet. Første og anden Bagkropsring forholde sig som hos de to andre Arter; den bageste af dem har to fremtrædende Spidser paa sin Bagrand. BRygbladene ere meget brede og rage paa Siderne langt ud over Kjønsringen; ") Annales des sciences naturelles, t. 28 p. 80—86, pl. 8 fig. 1 (2), 2 (d), hist. d. Crust. III p. 465. " De »hornagtige Vedhæng«, som Milne Edwards fandt paa Kjønsringens Underside, vare uden Tvivl Spermatoforerne. See Ottos, Nordmanns og Gerståckers Beskrivelser af Wogagus paradorxus og vore Bemærkninger om EÆchthrogaleus coleoptratus i det Følgende. 379 i 39 deres Bagrand beskriver en skjæv Bugt, da de inde ved Dyrets Midtlinie ere endel længere end udadtil ved Siderne. Kjønsringen er langstrakt, men forholdsvis mindre lang end hos D. ferox og D. producta, og indskaaren bagtil; et bredt Halerygblad og to smalle, som tilsammen ikke ere bredere end hint, der dækkes af dem, ei heller længere, rage halvt ud af dette Indsnit. Bagved første Følerpar sees en lille og en stor Pude eller Knude paa hver Side, og ved Grunden af andet Følerpar en tredie; en meget stor aflang Pude indtager Rummet mellem første og andet Fodpars Midtstykker; den brede ombøiede Rand af første Bagkrops- ring danner endnu et fjerde Par, og andet Kjæbefodpars Grunddel er endelig fortil udstyret med en lignende bred Pude”). Tredie Fodpars Grene ere meget smaa; hver Fod af fjerde Par bestaaer af fire Blade, af hvilke de to tilhøre Grundstykket, medens de to andre, som endnu vise Spor til korte Pigge, repræsentere Grenene. Halens første Vingepar er lidt kortere end hos D. producta og Halebladene brede; de have et dybt Indsnit i deres ydre Rand og fire korte Fjerbørster foruden tre mindre Børster, Æggetraadene ere knap to Gange saa lange som selve Dyret og ikke ophængte tredobbelt som hos Nogagus paradoæus. Hudskelettet har samme halvbløde Beskaffenhed som hos de andre Dinematurer. Naar man hbegrændser Slægten Dønematura til Arterne D. producta, D. ferox og D. latifolta, kan man tildele den og dens Årter følgende Diagnoser: Dinematura Latr. (& Krøyer, non M. Edwards, nec Dana) dignoscitur (femina) cepha- lothoråce diviso; annulis åbdominalibus liberis, elytris in duobus primis nullis, foliis dorsua- libus aånnuli åbdominalis tertii duobus mediocribus; annulo genitali elongato, postice inciso; cauda brevi, biarticulata, articulis alatis, folia dorsualia tria gerente; foliolis caudalibus haud tectis, mollibus, setis brevibus; pedibus abdominalibus primi påris ramis biarticulatis, secundi tertiique ramis triarticulatis, setis plumosis copiose instructis, quarti maximis, mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis plumosis nullis. (Fila ovigera longa vel longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?) Habitant in cute squalorum generum Scymni, Lamnæ et Oxyrhinæ. Huc pertinent D. producta (Mill.), D. ferox Kr. et species nostra nova, D. latifolia. a) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus elongatis. Filis ovigeris longissimis. 1. D. producta (Mill.), foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium haud ægquantibus, dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, alis caudalibus anterioribus longissimis foliaceis. In Lamna cornubica. 2. D. ferox Kr., foliolis pedum quarti paris annulum genitalem fere æquantibus, dorsua- libus caudæ incisuram annuli genitalis parum superantibus, alis caudalibus anterioribus minutis. JZn Scymno microcephalo. ”) Denne svarer saaledes til den Dannelse, som i det Foregaaende er bleven benævnet »Palpe« eller »Proces«, En lignende Form har den hos Pandarus Cranchzii. 6" AQ . 880 b) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus latioribus, minus elongatis. Filis ovigeris minus longis. 3. D. latifolia nob., foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium haud æquantibus, dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, alis caudalibus anterioribus elongatis, foliaceis. In Oæyrhrna glauca. VIL Slægten Echthrogaleus Sp. & Lik.og E. coleoptratus (Guerin.) & Foruden de to nysomhandlede Arter omfattede Slægten Dinematura hidtil endnu fire Arter, nemlig 1) D. alata Edw,, fra de indiske Have, afbildet i 28de Bd. af Annales des sciences naturelles; 2). D. affinis Edw., fra Havet omkring Nyzeeland, afbildet i Atlasset til histoire des Crustacés, tab. 38 f. 153—18; 3) D. eoleoptrata Guerin, afbildet i denne Forfatters Iconographie, men, saavidt os bekjendt, hidtil ikke beskrevet; 4) D. braccata Dana, Exploring Expedition, p. 1370, tab. 95 f. 4, fra det stille Hav. Disse Arter staae hinanden meget nær og fortjente at underkastes en comparativ Undersøgelse. Fra de ægte Dinematurer afvige de ved følgende Forhold: 1) de to første frie Bagkropsringe ere indbyrdes sammenvoxne ; 2) Kjønsringen er bred og flad, ikke lang og smal, og dybt indskaaren bagtil; 3) Rygbladene ere større og dække Kjønsringens halve Del; 4) Halen er uleddet, bærer kun eet Rygblad og er skjult under Kjønsringen; 5) fjerde Fodpar er mindre og dets Grundled ikke vingeformigt udvik- lede; 6) de tre første Fodpar fortjene ikke egentlig Navn af Svømmefødder; dertil ere Fjerbørsterne for svagt udviklede. Paa Grund af disse Forskjelligheder opstille vi Slægten Æchthrogaleus for disse Årter; den er forsaavidt synonym med Drinematura, som den afMilneEdwards og Dana givne Slægtscharakteristik kun passer paa Æchthrogaleus-Arterne og ikke paa de ægte Dine- maturer. Ogsaa af denne Slægt kjendes kun Hunnerne. Vi have kun havt Leilighed til at undersøge: 15. Echthrogaleus colcoptratus (Guerin). (9) (Tab. VII fig. 15.) Synonymie: . Dinematura coleoptrata Guerin: Iconographie du régne animal, t. III tab. 35 fig. 6. Pandarus alatus (»Milne Edwards«) Johnston, i Loudons Magazine of natural history VIII p. 202 (med Træsnit.) Dinemoura alata Baird: British Entomostraca p. 285 tab. 33 f. 8. Guerins ÅAfbildninger af denne Art indeholde ogsaa detaillerede Fremstillinger af dens enkelte Dele, der stemme såa nøie med hvad vi have forefundet, som det efter Om- slændighederne kan ventes. Det er os ubekjendt, hvorfra Guerins Exemplarer vare; Johnstons vare tagne af samme Lamna cornubica (Beaumaris Shark), der gav ham de omtalte Exemplarer af Dønematura producta, Naar Johnston anseer den for en Han, støtter han sig 381 A1 uden Tvivl til Milne Edwards ovenfor berørte Distinktion mellem de to formentlige Kjøn af den Art (Dønematura alata Edw.), med hvilken Johnston ansaae sin for identisk, men fra hvilken den efter vor Mening maa ansees for forskjellig. Båird har laant sin Figur og en Del af sin Beskrivelse hos Johnston, men har tillige i Forudsætning af Identiteten med den indiske Æ. alatus overført nogle af de om denne anførte Forhold paa den nordatlantiske Art. De os foreliggende Exemplarer ere tagne af Captain Hygom paa en Hai i Atlanter- havet under 38? NBr. og 34PVL. Hunnen af Æchihrogaleus coleoptratus er c. 12mm Jang, hvoraf Forkropsskjoldet ud- gjør de fem, den tredie Bagkropsring og Kjønsringen de syv. Skjoldet er næsten kredsrundt, naar man ikke tager Paåandepladerne med og ikke tager Hensyn til Indsnittet, der udfyldes af de to forreste Bågkropsringe. I dette Indsnits Sidehjørner sees ligesom hos Dinema- turerne en lille Hudlap, der er adskilt fra den Skjoldet forresten omgivende Hudbræmme. Midtstykket er adskilt fra Sidestykkerne og disse igjen tvedelte ved en Tverlinie; største Delen af Midtstykket har en mørkebrun, glindsende Farve, og Sidestykkernes forreste Halvdel er ligeledes endnu nogenlunde mørkebrun; forresten er Skjoldet lysebrunt, men man træffer ogsaa Exemplarer, hvor de ovennævnte mørkere Partier ikke ere meget mørkere end de lyse. De to efter Skjoldet følgende Baågkropsringe forholde sig omtrent som hos Dinematurerne, og navnlig ere Sideforlængelserne af den første forsynede med en Hudbræmme langs med deres Bagrand ligesom hos hine, men de ere sammenvoxne paa Midten, ikke frie som hos Dinematurerne. Rygbladene ere forholdsvis store, håarde og glatte, i Reglen mørkebrune med lys Rand; de dække næsten Halvdelen af Kjønsringen og rage lidt udenfor den paa hver Side; bagtil ere de lidt. bredere end fortil, og deres indre Hjørner (saavel de forreste som- de bageste) ere afrundede, hvorimod de ydre ere spidse og slåae skarpt frem. En eiendommelig Punktering, bestaaende af fine Prikker, ordnede i Rækker, ud- -»mærker Rygbladene hos denne Art; de iagttages dels langs med deres Bågrand, dels påa selve deres Rygflade; om deres Anordning er aldeles konstant, have vi ikke ganske kunnet forvisse os, men vi have gjengivet den saaledes, som den viste sig hos det Exemplar, hvor den var tydeligst. Kjønsringen er noget fladtrykt, bredest paa Midten og altsaa næsten sexkantet, med en dyb Indskjæring bagtil, der deler den i to runde Lapper.. Halen sees ikke fra Rygsiden; fra Bugsiden seer man, at den er flad ligesom det sidste Haleled hos Dinematurerne, og at den bærer to temmelig store Haleblade af lignende Beskaffenhed som hos disse; den bærer ogsaa eet næsten rundt Rygblad"), som dog kun bliver synligt, naar man løfter Halen op og bøjer den fortil. Følernes, Snabelens, Kjæbernes og Kjæbeføddernes Uddannelse er væsentlig som hos Dinematurerne; andet Kjæbefodpars Grunddel er udstyret med Knuder og Pigge og bærer øverst, mellem Udspringet af første Kjæbefodpar, en ”) Guerin (1. c. f. 6 E) cr den eneste, der afbilder dette Rygblad, som dog formodentlig ogsaa findes hos de andre Arter. 1 42 382 lancetdannet Proces eller saakaldet Palpe. Første Par Bagkropsfødder har toleddede Grene; andet har en treleddet kortere ydre Gren og en længere toleddet indre; (redie har to smaa, utydeligt leddede Grene; alle tre Par ere udstyrede med Fjerbørster, som dog baade i Henseende til deres Størrelse og til Haarenes Længde maae betegnes som rudimentære, navnlig tredie Pars; derimod er den pladeformige Grunddel med tilhørende Midtstykke særdeles udviklet paa andet, men især paa tredie Fodpar. Paa hvert Grundstykke af andet og tredie Par sees fem Knuder, paa første Fodpar fire, anbragte paa den i Afbildningerne antydede Maade. Ligeledes findes der i det Væsentlige de samme Knuder eller Puder paa Skjoldet ved Grunden af Antennerne, mellem første og andet Fodpar og paa de frie Bag- kropsringes ombøiede Rand som hos Dinematurerne. Fjerde Fodpar forholder sig ogsaa væsentligen som hos disse, men er mindre, og Grunddelen mangler de vingeagtige For- længelser; dets Grene eller Blåde ere bløde, ovale, lidt kantede, den indre lidt kortere, og begge udstyrede med enkelte korte Kandpigge; de ere betydelig kortere end Rygbladene. — Ovenfor Halens Grund ere Spermatoforerne anbragte som to brune, buede Smaalegemer. Æggeledernes Leie kan i Reglen tydeligt forfølges gjennem Kjønsringens tynde Hud, og Æggetraadene have en ganske overordentlig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange. Hos enkelte Exemplarer have andet Følerpar og andet Kjæbefodpar tildels endnu en rødlig Farve. Hr. Sysselmand Miller har nedsendt til Museet et Exemplar af en meget lignende Echthrogaleus-Form, efter Opgivende taget af en »Spirhai« ved Færøerne; imidlertid afviger den i enkelte Forhold, f. Ex. at Rygbladene ikke dække Kjønsringen fuldstændig i dens hele Brede og ikke vise nogen Punktur, og ved at Dyret er lysegult overalt. Størrelsen er derimod omtrent den samme som hos E. co/leoptratus, og saalænge kun et enkelt Exemplar staaer til Raadighed, er der neppe tilstrækkelig Grund til at ansee det for en derfra for- skjellig Art. Da Echthrogaleus coleoptratus jo desuden er fundet ved den engelske Kyst paa- Lamna cornubica, vil den sikkert ogsaa forekomme ved Færøerne, og der er derfor en vis Sandsynlighed for, at det omhandlede færøiske Exemplar blot er et noget yngre ikke fuldt udviklet Individ af den nævnte Årt. Slægten vil kunne charakteriseres saaledes: Echthrogaleus n0d. (Dønematura M. Edw., Dana, non Latr. nec Krøyer) dignoscitur (fæmina) cephalothorace diviso; annulis abdominalibus duobus primis zxter se coalttis, elytris veris nullis, foliis dorsualibus (elytris) annuli abdominalis tertii duobus maærmis, annuli genilalis latissimi, postice profunde incisi, dimidiam partem tegentibus; cauda brevissima obtecta, haud articulata, folium dorsuale. obtectum gerente; foliolis caudalibus mollibus, selis brevissimis; pedibus abdominalibus trium parium anteriorum ramis bi-triarticulatis, setis plumosis rudrmentariws instructis, quarti mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis plumosis destitutis. (Fila ovigera longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?). Huc perti- nent DD). coleoptrata Guerin, D. alata M. Edw., D. affinis M. Edw. et D. braccata Dana. 383 43 IX. Om Slægten Nogagus og dens Årter. Til Slægten Nogagus — opfattet saaledes som den charakteriseres og begrændses hos Milne Edwards — vil foruden de tidligere bekjendte Arter, nemlig 1) Nogagus Latreilli Leach, 2) N. gracilis Burmeister (I. c.), 3) N. paradoxus Otto, 4) N. longicaudatus Edw, (der dog maa siges at være saa godt som ubekjendt, da den mere er antydet end beskrevet), 5) N. validus Dana og 6) N. angustulus Gerståcker, endnu blive at henføre fire " hidtil ukjendte Former, som vi have benævnt: 7) N. borealis, 8) N. tenax, 9) N. grandis og 10) N. lunatus; hertil kommer rimeligvis endnu som Ilte Art N. curticaudus (Dana), Typen for Slægten. Specw/zgus Dana, der efter vor Mening ikke vil kunne skjelnes generisk fra Nogagus. Naar vi undtage N. paradoæus, af hvilken man, som anført, kjender begge Kjøn, ere alle de andre Hanner, og det er, som ovenfor antydet, ikke urimeligt, at Hannerne til de under Slægterne Æchthrogaleus og Dinematura opførte Hunformer kunde være at søge blandt dem, ja det er end ikke usandsynligt, at samtlige ægte Pandariners Hanformer have Nogagernes Bygning og øvrige Eiendommeligheder, at Slægten Nogagus altsaa kun er et provisorisk Begreb, der, naar vor Kundskab om Pandarin-Gruppen kommer et Skridt videre frem, vil hjemfalde +til Opløsning. De Forhold, hvori disse Arter stemme overens, ere 1) Forkropsskjoldets almindelige Form og Bygning; 2) alle tre Bagkropsringe ere frie og vel udviklede; 3) Følerne, Snabelen og Kjæbefødderne ere byggede efter samme Plan; 4) alle fire Par Svømmefødder — af hvilke det første er lidet, det fjerde frit, de to andre forenede ved et Midtstykke, der forbinder Fodparrets pladeformige Grundled, — ere rigeligt udstyrede med Fjerbørster og uddannede til Svømning, og de tre første Par have altid toleddede Fodgrene; 5) Halebladene ere altid udstyrede med veludviklede Fjerbørster. Derimod afvige de indbyrdes fornemmelig i føl- gende Forhold: 1) nogle Arter savne aldeles Rygblade, andre have saadanne Dannelser udgaaende enten fra Skjoldets Bagrand eller fra en af Bagkropsringene; 2) nogle have fjerde Fodpars Grene uleddede, hos andre ere de toleddede; 3) Kjønsringen kan have forskjellig Størrelse og Form; 4) Halen kan bestaae af een eller af to Ringe; 5) Halebladenes Form varierer ligeledes. Ogsaa Øinenes Stilling og Udvikling og første Følerpar kunne afgive gode Årtsmærker. Vi kunne opstille følgende Conspectus specierum generis Nogagi (masculini) in hoc opere descriptarum. A. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis biarticulatis. Cauda biarticulata. 1. N Latreillii Leach. dignoscitur figura brevi, lata, plana, cephalothoracis margine posteriori appendicibus duobus laminæformibus, magnis, apice rotundatis instructo, annulo == AA 384 abdominali primo ad latera marginis posterioris membrana lata instructo, genitali lato, plano, utrinque in processus vel aculeos duos, lateraålem et terminalem, producto, foliolis caudalibus semiellipticis acuminatis. Long. 11”, 2. N. grandis nob. dign. figura robusta, sat plana, margine posteriori cephalothoracis appendicibus minutissimis modo instructo, annnulis abdominalibus f0/20o/rs nulls, genitali fere rectangulari angulis anticis prominulis, posticis rotundatis, foliolis caudalibus maærmts, ovalibus, postice truncatis. Long. 167/omm, B. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis haud articulatis. Cauda haud articulata. f 3. N. borealis nob. dign. figura elongaåta, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus nullis, annulo genitali elongaåto, rectangulari, annulo caudali fere triquetro, foliolis caudalibus angustis, antennis primi paris setis plumosis longissimis instructis, oculis duobus maximis in apice cephalothoracis. Long. i1r7, 4. N.tenaæ nob. dign. figura minus elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus nullis, annulo genitali paullum modo longiore quam latiore, postice utrinque breviter aculeato, articulo caudali triquetro, foliolis caudalibus laåtis, triquetris, brevibus, antennis primi -paris setis brevibus, oculis mediocribus ab apice cephalothoracis remotis. Long. 6», 5. N.lunatus nob. dign. figura brevi, lata, plana, annulo abdominali primo ac tertio postice in folia dorsualia bina rotundata, membranacea productis, genitali brevi, lato, postice bilobato, lobis rotundatis, articulo caudali rotundato-hexagono, foliolis caudalibus ovalibu3 mediocri- bus, antennis primi paris setis brevibus, oculis mediocribus, margini anteriøri cephalothoracis proximis. Long. 6r”, å 16. Nogagus Latreillii Leac4 (&). (Tab. IX fig. 18.) Af denne Årt, som er beskrevet af Milne Edwards i histoire des Crustacés og afbildet i den illustrerede Udgave af Régne animal, pl. 78 f. 2, har Captain Hygom i Alt faaet fire Exemplarer, det ene paa 31” NBr. og 76? VL., de andre paa 40? SBr. og 31? VL., og paa Haier. Da Arten hidtil hverken er fremstillet fuldstændigen eller aldeles korrekt, have vi ogsaa draget den med ind under, vor Bearbeidelse af de pelagiske parasi- tiske Copepoder. Det største Exemplar er 11rm Jangt, naar Halens Fjerbørster medregnes; Formen er bred og flad; den største Brede er omtrent lig med den halve Længde. Skjoldet ud- mærker sig maaskee mest derved, at dets Bagrand bærer paa hver Side, tæt op til Side- stykkernes Forlængelser, en temmelig stor, fri, bagtil afrundet Plade; den svarer uden Tvivl 385 45 til den lille Hudlap eller »Øre«, som findes sammesteds hos de andre Nogagus-Årter, saavelsom hos Echthrogaleus, Dinematura 0.s.v. I temmelig Afstand fra Skjoldets forreste Rand sees utydeligt to Smaapletter (Øinene?). Sidedelene af den' første Bagkropsring forlænge sig bagtil ligesom hos Dinematura og hos de andre Nogagus- Arter, og disse Sideforlængelser ere hver udstyrede med en temmelig bred, men tynd, afrundet Bræmme, der sandsynligvis svarer til det første Par Rygblade hos Pandarus. De to følgende Ringe ere bredt ovale, skarpt- adskilte og uden Bræmme eller Rygblade. Kjønsringen er flad og noget langagtig og løber paa hver Side ud i to charakteristiske Spidser, een paa hver Side og een i Baghjørnerne; Sidespidserne vise sig ved nærmere Eftersyn at bestaae af en lille Pig med to smaa Børster ved Siden, og indenfor hver af de to bageste Spidser sees under Mikroskopet en lille Knude med to smaa Pigge”). Derefter følge endnu to smaa Haleringe, af hvilke den sidste bærer hæftet til sin Bagrand to Haleblade, der udadtil begrændses af en lige, indadtil af en buet Linie og bære hvert fire Fjerbør- ster, af hvilke den inderste og forreste er betydelig kortere end de andre. Første Følerpar er kun udstyret med korte Børster; andet Følerpars Krog er indvendig for- synet med et Par Børster. Maxiller (Palper?) af sædvanlig Beskaffenhed ere tilstede; første Kjæbefodpar har en kortere, mere lige, og en længere, mere kroget Gren, hvis fine Ujevnheder kun sees ved stærk Forstørrelse, men ingen mellemliggende Børste- knude. Andet Kjæbefodpar”) har en lignende Bygning som Dinematurernes; det ender med en stor Knude og en veludviklet Krog; derimod findes ingen Proces eller »Palpe« udgaaende fra dets Grundstykkes øvre Ende. Bagved første Følerpar findes en Knude paa hver Side; ogsaa mellem første og andet Fodpar findes der en Knude i Midtlinien, og første Bagkropsrings ombøiede Rand danner et tredie Sæt. Alle fire Fodpar have toleddede Grene ””), MilneEdwards Fremstilling er dels uklar, dels urigtig i to ikke uvigtige Punkter: de frie Rygblade høre nemlig til Skjoldet og ikke til den første frie Bagkropsring, og den anden Bagkropsring er ikke som hin udstyret med en Bræmme. Uagtet denne Uovereensstemmelse ”) Man maa vistnok i disse Dannelser, der have deres Tilsvarende hos mange Caliginer, og hvortil vi ogsaa hos andre Nogagus-Arter ville finde Spor, see den sidste Antydning til et femte Fodpar. ") Det er ikke let tilfulde at opfatte og endnu vanskeligere i en kort Beskrivelse at gjengive dette Fodpars Eiendommeligheder hos de forskjellige Arter; vi henvise derfor til Figurerne, hvor vi saa godt som muligt have søgt at gjengive dets Formforhold. "”) Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3. Andet — — 6GFL — 8—+1. Fredie: Hs SISSE, søde ge Fjerde — — 5+1 — 5—+1. 46 386 mene vi ikke at kunne tvivle om, at vi have for os den samme Leach'ske Art, som Cranch tog ved Afrikas Kyst sammen med Pandarus Cranchw. Forholdet mellem disse to Former er tildels berørt i det Foregaaende”); vi skulle her endnu kun tilføje, at uagtet der er saa mange gjennemgaaende Forskjelligheder mellem disse to formentlige Arter, overraskes man dog ved enkelte Overeensstemmelser, f. Ex. i Fordelingen af Knuderne paa Skjoldets Underside og -i Formen af andet Følerpar og første Kjæbefodpar. 17. Nogagus grandis $tp. & Ltk. (2). (Tab. X fig. 19.) Denne Årt kommer ganske vist meget nær til Hannen af Nogagus paradoxus (Otto), men den er lidt større — 16%omm lang, medens Ottos kun var 12%%omm efter Figuren — og har, synes det, forholdsvis større Haleblade end hin i Middelhavet fundne Form. Museets to Exemplårer, der sikkert høre til dets værdifuldere Stykker, skyldes to af Søetatens Officerer, Dhrr. Lieutenanter Koch og Maåriboe, og ere tagne i den varmere Del af Atlanterhavet. N. grandis er ikke saa fladtrykt som N. Latrewluw, tvertimod mere tyk og robust, men gjør dog endnu Indtrykket af at være temmelig bred og flad. Skjoldet har i sine indre Baghjørner de to sædvanlige smaa Lapper; Pandepladerne ere smalle. Øine have vi ikke iagttaget. Sideforlængelserne af den første frie Bagkropsring naae ligesaalangt tilbage som Skjoldets, men mangle Bræmmehinde ligesom de følgende to Ringe, af hvilke den anden er bred og kort, den tredie smallere bagtil end fortil, hvor Sidehjørnerne springe stærkt frem. Kjønsringen er såa lang som de tre foregaaende Ringe tilsammen, og kun lidet bredere end den midterste af disse; Formen er næsten rektangulær, de to forreste Sidehjørner fremspringende og spidse, de to bageste afrundede og butte. Den bageste af de to brede Haåleringe bærer to særdeles store og brede, ovale, bagtil afstumpede Hale- blade, hvis Bagrand bærer fire lidet udviklede, ulige lange Fjerbørster. Første Følerpars andet Led er lidt længere end sædvanligt, men ikke stærkt forsynet med Børster; Snabelen (Næbet) sidder temmelig langt tilbage, støttet som sædvanlig af en Kjæbe (Palpe) paa hver Side. Første Kjæbefodpar er ret kraftigt og udstyret med to krumme Endegrene, en kortere og en længere; andet har en opsvulmet, knudedannet Del, mod hvilken Endekrogen eller Kloen krummer sig, og allerforrest, tæt ved første Kjæbefodpar, en lille krum Proces eller Paålpe. Af Knuder iagttages een bagved det første Følerpar, tre paa første Fodpar, een mellem første og andet, og een paa hvert af andet Fodpars Grundstykker samt een paa Midtstykket; dog ere disse Knuder for en Del temmelig utydelige, og vi maae indrømme, ”) S. 370; smlgn. S. 392 første Anm. 387 Å7 at det er tvivlsomt, om det just er rigtigt at opføre dem alle som saadanne. Med Hensyn til Bagkroppens Svømmefødder”) henvise vi iøvrigt til Afbildningerne. Hvis Dinematura ferox og Nogagus grandis beboede eller i Fremtiden skulde vise sig at beboe det samme Havbælte, vilde det ikke forekomme os urimeligt at antage dem for at være Han og Hun af samme Årt. ; 18. Nogagus borealis ip. & Lik. (&). (Tab. XI fig. 21.) Af denne Årt foreligger der tre Exemplarer, af hvilke det ene skyldes Captain- lieutenant Hedemann, som har taget det paa en Reise til Vestindien, men uden nærmere Angivelse af, i hvilken Del af Atlanterhavet; de to andre ere derimod tagne i dettes nor d- lige Del, nemlig paa 59? NBr. 8? VL. og 58? NBr. 19? VL., af Dhrr. Inspektør Olrik og Captain Moberg påa Reiser til Grønland. Vi antage, at de ere fiskede i Havet med Slæbenet. Det er en ret anselig Snyltekrebs med et langstrakt, påa Ryggen hvælvet, kraftigt bygget Legeme. Den naaer en Længde af c. 11mm, hvoraf de fire komme paa Skjoldet, og har en brunlig, mere eller mindre mørk Farve. Skjoldet er aflangt; Midtstykkets forreste Del optages af de meget store, stærkt fremtrædende og tæt sammenstiliede Øines corneæ. De tre følgende Bagkropsringe ere vel udviklede, tilsammen ikke meget kortere end Skjoldet og omtrent lige lange, men af meget forskjellig Brede; den første er den bredeste, og den er lige bred fortil og bagtil, hvor den forlænger sig i Form af en Spids paa hver Side; den anden er smallere end hin og smallere bagtil end fortil; dens Baghjørner træde frem som en lille Spids paa hver Side; den tredie er sexkantet, ikke meget mere bred end lang, med en lille fremtrædende Spids paa hver Side. Kjønsringen har omtrent samme Brede som den tredie Bagkropsring og en temmelig regelmæssig rektangulær Figur; dens Længde er større end de to foregaaende Ringes, men mindre end alle tre Bågkropsringes tilsam- men; to Længdefurer dele saavel Rygfladen som Bugfladen i tre Partier. En skarp Kant adskiller Bagkroppens flade Bugside fra dens hvælvede Rygside: Der er kun een Halering, og denne er trekantet og bærer paa hver af sine bagtil convergerende Sider et smalt Haleblad, fra hvis Rand der udgaaer en Vifte af fire anselige Fjerbørster. Første Følerpar er mere ud- viklet end hos de andre Nogager og udstyret med adskillige lange Fjerbørster, der navnlig ”) Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar ere følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3. Andet — — 5+1 ) — K8—-+1. Tredie — — b+1l1 — 61. Fjerde — — 5+1 — 5+1. FE 18 | 388 udgaae fra Endeledet; mellem dem og de sædvanlige korte Fjerbørster er der desuden alle Overgange. Første Kjæbefodpar har en kraftig Endekrog og en spinkel, næsten lige, under en ret Vinkel fra Underarmen udgaaende indre Finger; begge ere velbesatte med fine Børster, og mellem disse 2 Grene findes en stor Børstegruppe. Andet Kjæbefodpar har den sæd- vanlige kraftige, knudrede Bygning og udsender foroven ved sin Basis et Par lancetdannede Processer. De tre første Fodpar have toleddede, det fjerde uleddede Grene”). Af Knuder iagttages tydelig en bagved hver Føler af første Par. Da Nogagus borealis er fanget i de samme Dele af Atlanterhavet, hvori Dønematura producta maa antages at have hjemme, ligger det nær at formode, at det kunde være Hannen til denne; det maa være fremtidige Erfaringer forbeholdt at bekræfte eller førkaste denne Formodning. : 19. Nogagus tenax Stip. & Ltk. (8.) (Tab. X fig. 20.) Synonym: an N. brevicaudatus M. Edw?: hist. d. Crust. III p. 460. Vort Materiale til denne Art bestaaer af sex Exemplarer, alle omtrent af samme Størrelse; de skyldes Dhrr. Skibscaptainer Hygom og Petersen og ere tagne mellem c. 159 NBr. og 33—36? NBr. ”). ; N. tenaæ ligner i Udseende en Del N. borealis og er af en kraftig, langstrakt Bygning og temmelig stærkt hvælvet paa Rygsiden ligesom denne, samt af en brunlig Farve med mørke Rande””); men dels er den mindre (6rm), dels er den ogsaa mindre langstrakt. I nogen Afstand fra Skjoldets Forrand sees Øinene tydeligt som to klare, skarpt begrænd- sede, runde Pletter, vendende hver til sin Side og forbundne ved en mørk Pigmentmasse. Den første Bagkropsring er bredt firkantet og forlænger sig paa hver Side med en temmelig bred Spids; den anden er smallere og forestiller nærmest en bred Sexkant; den tredie og smalleste en bred Ottekant ; de savne saavel fremspringende Spidser som Rygblade eller lignende Dannelser. Kjønsringen er ikke meget længere end den er bred; den har ogsaa her to Længdelinier, og dens fremstaaende Baghjørner vise sig under Mikroskopet udstyrede med en eller to smaa Børster. Haleringen er trekantet og bærer to trekantede Haleblade, hvis lige Bagrand ”) Fjerbørsternes Antal i iste, andet og fjerde Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 4, indre 3. Andet — — 6+1 — 7—+1. Fjerde — — — 4 — Å,. ") Eet Exemplar er taget tæt Øst for de capoverdiske Øer; de. andre dels paa 31? NBr. og 76? VL. og dels mellem 33? og 36? NBr. "”) Ligesom af andre Arter træffes der ogsaa lysere Individer, hvis Hudskelet rimeligvis ikke er fuld- kommen uddannet. & x 389 49 bærer fire Fjerbørster. — Følerne frembyde intet mærkeligt; bagved første Par findes en Knude. Andet Kjæbefodpar synes at vise en mærkelig Variation i sin Bygning; hos et Exemplar iagttoge vi en tydelig Endekrog, men hos andre fandt vi en lignende Tang- dannelse som hos Pandarus Cranchii; de lange Processer foroven ved dets Basis vare idetmindste meget tydelige hos det førstnæynte Exemplar. " Fjerde Fodpar har uleddede Grene”). N. tenaæx har vistnok megen Lighed med N. gracw/s (Burm.), men der er dog to Omstændigheder, som synes bestemt at tale for, at det er en anden Art, nemlig at Halen hosBurmeisters Årt maa antages at være idetmindste toleddet”"), og at dens fjerde Fodpar fremstilles med toleddede Grene; Burmeister har uden Tvivl miskjendt Dyrets virkelige Øine, der aabenbart have deres Plads paa samme Sted som hos N. tenax. Rime- ligere er det, at, naar N. brevicaudatus bliver bedre bekjendt — thi nu vides ikke andet, end at den staaer meget nær ved N. gracilis, men har en kortere Hale, blot bestaaende af et trekantet Led, og at den er taget ikke langt fra Teneriffa — vil den vise sig at være identisk med N. tenax. Dana henfører iøvrigt hypothetisk N. gracts til sin Slægt Specilligus, som kun afviger fra Nogagus ved at have saakaldte »Briller« eller conspicilla ligesom Saphirinerne. Efter hvad der senere er oplyst om disse Deles Bygning hos den sidstnævnte Slægt, maae vi betvivle, at Danas Slægt kan holdes adskilt fra Nogagus. Saa vidt vi skjønne, vil dog nok N. borealis nob. snarest besidde den Bygning af Øinene, som Dana tillægger Slægten Specilligus. Da N. tenax er mindre end N. borealrs samt mindre langstrakt, og da den er taget i et sydligere Bælte af Atlanterhavet, vilde det være rimeligt, at det er Hannen til en mindre, mindre langstrakt og mere sydlig Dinematura-Art — forudsat at N. borealis, som vi ere tilbøjelige til at antage, er Hannen til D. producta — og Tanken ledes da naturligt hen til den i det foregaaende beskrevne Dinematura latifolia nob. Dog dette er heller ikke mere end en Gisning. 20. Nogagus lunatus Sp. & Lik. åé. (Tab. IX fig. 17.) Der foreligger kun to Individer af 6mm Længde, som ere tagne af Capt. Hygom påa samme Reise og paa samme Længde og Brede som de ovenfor beskrevne Æchthrogaleus ”) Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3. Andet -- — 5+1 — 71. Tredie — — — å — 4-1. Fjerde — — 3 — Åå. Smign. Leuckarts Bemærkninger til denne Art i Frey u. Leuckart, Beitråge zur Kenntniss wirbelloser Thiere p. 166. - « KE 50 390 coleoptratus, altsaa formodentlig ogsaa sammen med dem; om de muligvis ere Hannerne til denne Form, derom vove vi ikke at udtale nogen bestemt Formodning”). Ved sin korte, brede og flade Legemsform nærmer denne Art sig mere til N. Latrewlw end til de to nærmest foregaaende Arter. I Nærheden af Skjoldets Forrand synes der at ligge to middelstore, tæt sammenstillede Øine. De to første Bagkropsringe forholde sig væsentligen som hos N. Latrewlln, og den tredie forlænger sig bagtil i Form af to smaa afrundede Rygblade, der naae lidt ind paa Kjønsringen, som er bred og flad og bagtil danner to korte Lapper, indenfor hvis Kand der påa Bugsiden sees en Vorte med en lille Pig; Haleringen er lille og kantet, Halebladene ovale, temmelig brede og udstyrede med fire Fjerbørster samt en mindre Torn. Andet Kjæbefodpar har den sædvanlige Bygning og de sædvanlige lancetdannede Processer. Fjerde Fodpar er uleddet”); mellem første og andet sees en Dobbeltknude i Legemets Midtlinie. X. Om Slægten Pandarus Leach og om 21. Pandarus Cranchii Leacz. (Tab. XI fig. 22.) (Synonym: …Pandarus Carchariæ (Leach?) Burmeister.) Der foreligger et rigeligt Antal Hunner af denne Form, som for største Delen ere indsamlede af Captain Hygom ved forskjellige Leiligheder; deres Findesteder ligge mellem 38? NBr. og 4? SBr. og mellem 31? og 76? VL.””). Af Burmeisters bekjendte Arbeide +) veed man, at dens Udbredning idetmindste gaaer til Helgoland. Arten er i det Hele beskrevet og afbildet tilfredsstillende hos Burmeister (l. ål men da hans Fremstilling i enkelte Punkter, som vi dog ikke tillægge nogen særdeles Vægt, afviger fra vor, levere vi en Afbildning af Dyret samt nogle Bemærkninger til denne. I Modsæt- ning til andre Slægter af Pandaårinernes Gruppe kan det bemærkes, at Skjoldet ikke viser andre Sømme, end dem, der saa skarpt adskille Pandepladerne. fra Skjoldet. Forskjellen ") Da vi her planmæssig have gjort Rede for, med-hvilke andre Pandarinformer af Hunkjøn de af os beskrevne Nogagus-Årter ere fundne sammen, ville vi endnu tilføje, at N. angustulus Gerst. er taget påa samme Hai som »Pandarus dentatus Edw.« og Gangliopus pyriformis, og at N. curticaudus (Dana) og N. validus Dana ere begge tagne paa samme Dag og paa samme Sted (og vel rimeligvis af samme Fisk) som Pandarus brevicaudus Dana. Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3. k KN Andet — — 541 — 7+1. Tredie — — 4 — 41. Fjerde - — — 3 — Å. xx ner De enkelte Lokaliteter ere: 319 NBr. 769 VL.; 389 NBr. 349 VL.; 49 SBr. 319 VL. Burmeister, Beschreibung einiger neuen oder weniger bekannten Schmarotzerkrebse (Acta Acad. C. L. C. N. €. Vol. XVII p. I. (1833). SE i pe j —= oase kvesl lg (1 i.e borg: ar 44? Mes AED DLS RH vere Mat Via de mm ane rr re Eee ” = ER aen ed; Ho sie 4,1 AT” etat fj % ta Em i Kog nm Hk pe HL DE ERNE syn een arne be OR NEKO Fy CBE ESBEN BØDER GEA TM ss BE smtid (ss end 391 51 mellem Hudskelettets mørktfarvede og gulagtige Dele er, ligesom hos andre Pandariner, ikke altid lige skarpt udpræget. . De lyse Pletter af en temmelig konstant Pæreform, som sees midt paa Skjoldet, ere uden Tvivl Spor af Øinene; hvad det er, som Burmeister har beskrevet som Øine, vide vi ikke, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at Øinene her som hos andre Copepoder maae søges paa Rygsiden af Skjoldet”). Tornene paa Skjol- dets Bagrand ere ikke altid tydelige, og deres Fraværelse vil derfor neppe afgive en brugbar Arts-Charakteer. Det første Par Rygblade, der hører til den første frie Bagkropsring, gaaer ikke i Eet med denne, saaledes som det i Reglen fremstilles hos denne og andre nær- staaende Arter, men er ligesom indleddet paa det dem forbindende Mellemstykke, som netop er en Del af første Bagkropsring. De to følgende i Midten indskaarne Rygblade ere derimod umiddelbare Forlængelser af ånden og tredie Bagkropsring, og det ovale Blad, hvormed Legemet ender, er ikke selve Halen”), men et Halerygblad, analogt med Dinema- turernes, der dækker og rager et Stykke ud over det korte og brede, sexkantede Haleled, fra hvis Sider de saa ejendommeligt omdannede Haleblade udgaae; disse, der aldeles have mistet Bladformen, ere haarde, spidse, bajonetformede og tresidede og variere noget i Henseende til Længde og Krumning;. deres to tynde Inderrande ere væbnede med enkelte Torne, hvis Antal og Længde ogsaa er underkastet nogen Variation. Æggetraadene, der ere lidt længere end Dyrets Totallængde, udgaae mellem Haleleddet og dets Rygblad. Med Hensyn til de egentlige Munddele have vi Intet at føie tilBurmeisters Fremstilling. Andet Kjæbefodpår — hvis Form og Bygning ikke er nøiagtigt gjengivet hos denne Forfatter — har en meget omfangsrig Grunddel, der ved en Indsnøring gaaer over i en mindre, aflang Del, der maaskee nærmest kan sammenlignes med en Knivtang med to haarde læbeformede Grene, af hvilke den ene undertiden er takket. Mellem første og andet Følerpar findes de af Burmeister afbildede bløde Knuder eller Puder, det mellem første Par Kjæbefødder liggende Sæt (l..c. fig-13 D) er derimod ikke altid tydeligt og hører med til andet Kjæbefodpars Grunddel. ” Et tredie Sæt Puder dannes ligesom hos adskillige andre Pandariner paa hver Side af første og andet Fodpar af de to frie Bagkropringes ombøiede og opsvulmede Rand; mellem disse samme to Fodpar iagttages ogsaa en Dobbeltknude i Midtlinien. Paa de tre sidste Fodpar findes de paa Figurerne antydede Knuder, som ogsaa gjenfindes hos andre Pandariner. Vi have ikke havt nogen Grund til at ansee den her omhandlede Form for for- skjellig fra Burmeisters P., Carchartæ, men maae tillige udtale den Anskuelse, at der ”) Denne Sætning er det overhoved nødvendigt at fastholde ved Undersøgelser af parasitiske Copepoder; selv i de nyeste Tider har man urigtigen beskrevet ganske andre Dele som Wine, f. Ex. hos Dinema- turerne. "”) Om dette Forhold vil man ikke af Burmeisters Fremstilling faae nogen klar Forestilling. 52 392 ingen Grund er til at adskille Leach's P, Cranchir") derfra. Sammenholdes de Afbild- ninger, som Milne Edwards har meddelt”) af P. Cranchir efter Originalexemplarerne i British Museum, med hinanden og med de her meddelte, vil det vist indrømmes, at der ingen Grund er til at antage dem for at forestille forskjellige Arter, Et andet Spørgsmaal er det om Burmeisters og Leach's P. Carchartæ ere identiske; delte er det umuligt at besvare, saalænge ingen nærmere Oplysning haves om Leach's Art end de faae intet- sigende Ord i hans Originalbeskrivelse ””). Guerint) har meddelt Afbildninger af de to formentlige Kjønsformer af P. Cranchw; men sammenlignes de med hinanden og med Milne Edwards nysanførte Figurer, vil man neppe betvivle, at hans Fig. 4 er feilagtig deri, at det ene Rygblad er udeladt; derved forsvinder dens væsentligste Forskjel fra Fig. 3, der skulde forestille Hannen, men uden Tvivl ligesaavel forestiller en Hun som Fig. 4. Blandt de talrige Exemplarer, som vi have undersøgt, have vi Intet fundet, der kunde tydes som en Kjønsforskjel, uagtet man vistnok er berettiget til at vente, at den ikke er ube- tydelig, og vi ansee det for afgjort, at der endnu ikke kjendes nogen Han af Pandarus- Slægten, — saåafremt ikke denne skulde være at søge blandt Nogagerne ++)! Uagtet P. Cranchiz er den eneste Art af Pandarus-Slægten, som vi kjende af Autopsi, maa vi dog udtale, at Slægten bør begrændses til denne Art og til dem, der slutte sig nærmest til den +44); hvorimod dens anden Underafdeling, bestaaende af P. bicolor og de til denne sig sluttende Arter (hvis saadanne findes, thi de hidtil op- stillede forekomme os meget usikkre) bør danne en ny Slægt, af lignende Grunde som dem, der have ledet os til at adskille Æchthrogaleus fra Dinematura. De ad- skille sig nemlig fra de typiske Pandarri 1) ved at de to første Bagkropsringe ere 7) Det fortjener at udhæves, at P. Cranchii og Nogagus Latreillis begge oprindelig hidrøre fra Cranch og ere tagne paa samme Lokalitet (19 SBr. og 492 VL. f. Gwch). Dette Sammentræf har to Gange gjentaget sig for Captain Hygom; det synes derfor at være rimeligt, at disse to Former findes paa samme Fiskeart; iøvrigt henvise vi til hvad ovenfor er anført S. 386. ) Régne animal, edition illustrée, Crustacés pl. 78 fig. 2 og 2a. ”") Dictionnaire des sciences naturelles t. XIV p. 535 (1819) ) Iconographie du régne animal, Crustacés, pl. 35 f. 3—4. I »Beitråge zur Kenntnisz: wirbelloser Thiere« p. 166 bemærker Leuckart om Pandarus bicolor: »die månnlichen Individuen sind etwas kurzer und gedrungener als die weiblichen.« Denne Angivelse, der vilde stride mod den Anskuelse, som vi ovenfor have udviklet, synes imidlertid ikke at beroe paa nøgen positiv Undersøgelse af Kjønsredskaberne; af det foregaaende Afsnit om disse Organer hos Snyltekrebsene (p. 134—35) synes det nemlig at fremgaae, at Forfatteren ikke hår undersøgt Pandarus-Slægtens mandlige (men vel dens kvindelige) Kjønsredskaber; og naar det (p. 167) om Pandarus lividus hedder »Weibliche Thiere mit Eischlåuchen haben wir nicht aufgefunden«, synes man næsten deraf at kunne slutte, at Forfatteren ogsaa hos P. bicolor har troet at kunne skjelne Kjønnene efter Æggetraadenes Tilstedeværelse eller Mangel. Nemlig P. dentatus og P. vulgaris M. Edw., P. satyrus Dana, P. concinnus Dana, P. pallidus M, Edw. og P. brevicaudus Dana. Vi antage rigtignok, at ved en nøiagtig Sammenligning af disse Arter vil deres Antal blive reduceret endel. i —- ce 393 i 53 sammenvoxne med hinanden, og det i den Grad, at deres Rygblade danne et firdelt Blad. 2) Ved en noget forskjellig, mere langstrakt Form af Kjønsringen; 3) ved at Halebladene ikke ere stiftformede, men bladagtige. Begrændset paa denne Maade vil Slægten Pandarus kunne diagnosticeres saaledes: Pandarus Leach, (P. bricolore et speciebus affinibus exclusis) dignoscitur (fæmina) cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus omnibus liberis, foliolis dorsualibus, in primo sejunctis, im sequentibus medio coalitis, instructis; annulo genitali mediocri; cauda brevis- sima, haud articulata, folio dorsuali tecta, appendicibus duobus styliformibus divergentibus instructa; pedibus abdominalibus omnibus setis plumosis destitutis, qvarto pari ramis haud articulatis, ceteris ramis biarticulatis. (Fila ovigera mediocria). (Mas ignotus, anne Nogagus?) XI. Om Slægten Perissopus Sip. & Lik. (Lepidopus Dana?) samt om 22. Perissopus dentatus Sip. & Lik. (2). (Tab. XII, fig. 25.) Af den saaledes benævnte lille Art har Captain Hygom til forskjellige Tider fundet to Exemplarer”) påa Haier, og af disse sad det ene paa Halefinnen af en ung Carcharras. Generisk stemmer den sandsynligvis overens med Danas Lepidopus armatus, der var taget af en Hai (//ustelus) i Rio Janeiros Havn. Da Navnet Lepidopus er anvendt som Slægts- navn for Fiske af Makrelfamilien, have vi maattet ombytte det med et andet. Dyrets Længde er dr; dets største Brede (tvers over Bågenden) knap 37. For- kroppens Skjold er uden Suturer; det forlænger sig fortil paa hver Side i Form af en lille Pandeplade, der dækker det første Følerpars Grund; disse Pandeplader ere i Midten adskilte ved en lille Bugt; Skjoldets Baghjørner forlænge sig halvmaaneformigt som hos de fleste andre Pandariner; hvor disse Forlængelser støde til den dem forbindende Bagrand af Skjoldet sees påa hver Side en lille tynd Hudlap, ligesom hos de fleste andre Former af Pandarinernes Gruppe. De tre følgende Bagkropsringe synes at være frie; de bære idetmindste hver sit Par Kygblade; det første Par er rykket ud til Siderne og anbragt bagved Skjoldets Forlængelser ; det andet Par udfylder tildels Mellemrummet mellem det første, og det tredie indtager hele Dyrets Brede. Kjønsringen er idetmindste ligesaa stor som det hele øvrige Legeme tilsammen og ender bagtil med en næsten lige Rand, der dog har et Indsnit i Midten og ender med en frem- trædende Spids eller Tand paa hver Side. Første Følerpar er som sædvanlig toleddet, men kort og kun udstyret med faa og korte Pigge; navnlig savnes de sædvanlige Børster langs med Grundleddets øvre Rand. Andet Følerpar er leddet og krogformigt; Snaåbelen "y Vi maae udtrykkelig bemærke, at ligesom vort Materiale har været lidet, har det heller ikke været godt; det ene Exemplar var stærkt indtørret, det andet noget abnormt udviklet (manglede f. Ex. et af Rygbladene påa den ene Side og en Fod af sidste Par); alligevel haabe vi, at det er lykkedes os at gjengive denne Forms Eiendommeligheder nogenlunde rigtigt. 54 | | 394 lang og spids. Første Kjæbefodpar er spinkelt og ender med en dobbelt Krog; andet har derimod sen meget ejendommelig Form; Spor til en bevægelig Klo eller overhovedet til en Haand- eller Tangdannelse have vi ikke kunnet finde; derimod ender det med en stor oval eller rettere noget nyredannet Flade, der har vendt mod Haifiskens Hud og -er rifflet af Linier, der løbe temmelig regelmæssigt paa langs og påa skraas og saaledes krydse hinanden påa en bestemt Maade”). Til de hos andre Pandariner forekommende Knuder og Puder paa Undersiden af Skjoldet og påa Fødderne see vi her næsten intet Spor”). Intet af de fire Fodpar er uddannet til Svømning; alle fire have bladformede Grundled, som paa første Fodpar ere smaa, påa tredie og fjerde derimod meget store; det forbindende Midtstykke er netop kun antydet paa første Par, bredt og afrundet-paa andet og springer frem i Form af en afrun- det Trekant paa tredie. Første og andet Fodpar har påa hvert Grundled to smaa toleddede Grene, af hvilke den ydre bærer 4—5 Børster uden Haar. Derimod ere de to sidste Fod- pars Grene aldeles rudimentære og uleddede. Det korte Haleled og Halebladene ere skjulte under Kjønsringen. Det ene Exemplar har rigtignok endnu Spor til Æggetraade, men vi kunne ikke angive disses Længde. Sammenholdes denne Art med den Danaske, vil man finde følgende Forskjellig- heder: hos Danas er Skjoldet femkantet og uden Forlængelser bagtil; den har kun fire Rygblade, og Kjønsringen ender med to afrundede Flige; andet Kjæbefodpar har en noget forskjellig Form og Skulptur, og første Fodpar beskrives som ugrenet. Slægten Perissopus og dens Årter ville kunne charakteriseres saaledes: Perissopus 106. (Lepidopus Dana?) dignoscitur (fæmina) cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus liberis, foliola dorsualia 4 vel 6 gerentibus; annulo genitali sat magno, latius- culo, caudam brevissimam et foliola caudalia tegente; pedibus abdominalibus-. setis plumosis destitutis, primi et secundi paris ramis (in P. dentato saltem) biarticulatis, ceteris ramis haud articulatis, omnino rudimentariis. (Mas ignotus). P. dentatus nob., cephalothorace postice in lobos duos laterales producto, foliis- dor- sualibus sex, annuli genitalis angulis posticis acuminatis. P. armatus (Dana), cephalathorace pentagono, in lobos laterales hand producto, foliis dorsualibus quatuor, annuli genitalis angulis posticis rotundatis. Dichelestinernes eller Pachycephalernes Gruppe synes ikke at indeholde ret mange pelagiske Former, uagtet den faaer sin Plads mellem Peltocephalerne .paa den ene Side og de ægte Lernæer påa den anden, hvilke begge tælle saamange pelagiske Former. - Af nye Bidrag til Kundskaben om denne Dyregruppe levere vi derfor kun Beskrivelse af en ny Lernan- thropus-Årt fra det indiske Hav og af Anthosoma-Slægtens hidtil ubekjendte Han. ”) Skjælbeklædt som hos den Danaske Art fandt vi det derimod ikke, ”) Nemlig kun en lille Knude bagved første Følerpar. 395 55 XII, Lernanthropus B/ainv. 23. Lernanthropus Kønigii 106. (& 9). (Tab. XII, fig. 23.) De samme Exemplarer af »Pampelfisken« (Sétromateus paåru Bl.), som hidrøre fra Dr. Kønig i Trankebar og ere -blevne beskrevne af Brunnich som afgivende Bolig i sin Mundhule for Cymothoa eremita (Brinn.) (C. Stromater Bleeker), skylde vi Bekjendtskabet med denne paa dens Gjæller levende Snyltekrebs, Hannen er fra Panderanden til Halespidsen knap 2mm lang; Forkroppen er stærkt hvælvet og buget, fortil lige afskaaren, bagtil spidst afrundet; dens forreste Afsnit, som bærer Følerne, er svagt sondret som ct særeget lille Stykke. Bågkroppen er mere smækker, dens Omrids lidt bugtede paa Siderne; den bærer paa hver Side tø lange, smalle og flade, kløftede eller tvegrenede Vedhæng (det omdannede tredie og fjerde Fodpar) og ender med et særskilt lille Haleled, der bærer to smaa børsteløse Vedhæng eller Haleblade. Af Bagkroppens ovennævnte Vedhæng er første Pars indre Gren kort i Sammenligning med den ydre, der omtrent er såa lang som andet Pars indre Gren, men kortere end dettes ydre Gren. Hunnen er c. 4” Jang. Forkroppen er stærkt sammentrykt, især fortil, men dog bredere bagtil end fortil, hvor den ender med to fremspringende afrundede Knuder; den er skarpt sondret fra Bagkroppen, som allerede ved sin Begyndelse er bredere end Forkroppen og derfra tiltager i Brede bagtil; efterhaanden gaaer ogsaa Bagkroppens sammentrykte Form over i den fladtrykte, saa at den ender med en stor, bred og flad Plade, der hænger néd som et Skjørt”) eller et Skjød over Halen og over Æggetraadenes og det sidste Par Vedhængs Grund. Det første Pår af Bagkroppens store Vedhæng (tredie Fodpar) hår en ganske særegen Form; det staaer lodret frem paa Bugfladen og er dannet af et efter Længden sammenfoldet Blad, hvis ydre Lap er lidt længere ”eænd den indre. Andet Par Vedhæng (fjerde Fodpar) bestaaer af to Par flade og spidse Flige, den ydre lidt længere end den indre, der udgaac fra Bagranden af den egentiige Bagkrop og med deres Spidser rage nedenfor Rygpladen”"). Løftes disse fire Flige i Veiret, sees den korte Hale, der synes ") Denne Forlængelse findes som bekjendt allerede hos Slægterne Cecrops og Læmargus af Pandari- hernes Gruppe. At Tydningen af disse Dele som tredie og fjerde Fodpar, uagtet de ved deres store Omfang staae i en såa stærk Modsætning til første og andet Fodpar, er rigtig, trænger neppe til yderligere Bevis. I v. Benedens Beskrivelse af ZL. Krøyeri beskrives det fjerde Fodpar endnu som Æggesækkene! (Ann. d. sc. natur, I. c. p. 103)... De traadformede Æggesnore hos denne Slægt saavel som Hannen bleve først bekjendte ved v: Benedens Beskrivelse af L Gislert (Bulletin de Vacad. de Bruxelles, XIX pl. 2 p. 101), og først derved fik man Vished for, at Slægten hører til Pachycephalernes eller Dichelestiner- nes Gruppe og aldeles ikke har noget at gjøre med Chondracantherne. « me. 8! 56 396 al bestaae af to Led, af hvilke det forreste paa hver Side forlænger sig bagtil i Form af en nedhængende Vinge eller Flig”), der rager langt ud over det bageste Led, som bærer io rudimentære Haleblade. Fra det forreste Led (der altsaa egentlig er den her meget ubetydelige »Kjønsring«) udgaae Æggetraadene, og til det er der ofte fæstet to runde, rødbrune, stilkede Spermatoforer af lignende Form som de, der findes hos de ægte Calginer. De øvrige Lemmer ere næsten eens uddannede hos begge Kjøn, naar undtaåages første Følerpar, der synes at mangle aldeles hos Hunnen, men hos Hannen er traad- dannet, leddet og udstyret med enkelte korte Børster henimod Spidsen. Snabelen er spids; ved dens Grund sees et Par smaa, to- eller treleddede. Palper eller Kjæber (?).. Andet Føler- par har hos Hannen sin Plads saa tæt ved Forenden, at det rager frem foran denne; dette er ikke Tilfældet hos Hunnen. Det har ligesom andet Kjæbefodpar Form af et stærkt Fastholdningsredskab- med opsvulmet Grundled og krogdannet Endeled; første Kjæbe- fodpar er vel mindre og mere spinkelt, men har dog næsten samme Form. De to første Fodpar ere aldeles rudimentære, blot antydede ved to Par meget smaa Blade paa hver Side med Spor til enkelte Børster og Pigge. ; Paa Gjællerne af en anden ostindisk Makrelfisk, Galerchthys major, have vi fundet nogle Exemplarer i mindre god Tilstand af en Lernanthropus, som vi ansee for at være den samme Årt som den her beskrevne. ; Foruden de tre tidligere bekjendte Arter af Slægten Lernanthropus, nemlig L. musca Blainv., L. pupa Burm. og L. paradoxus (Nordm.), har van Beneden i de senere Aar meddelt Beskrivelser og Afbildninger af tre andre Arter, nemlig to europæiske: L. Krøyeri v. B. (af Labrax lupus), L. Gisleri v. B. (af Scræna agutla), og en. fra det indiske Hav, L. Petersi v. B. (af Serranus goliath fra Mozambik). Af de to sidstnævnte kjendes tillige Hannerne, som tidligere vare ganske ubekjendte.. Vor nye Art har mest tilfælles med L. Gisleri v. B., men vil let ved følgende Diagnose kunne skjelnes saavel fra den som frå de andre ovennævnte Årter. Lernanthropus Kønigir nob. Fæmina dignoscitur cephalothorace tectiformi, antice compresso et bilobo,. abdomine latissimo, convexo, postice in scutum maximum, planum, rotundatum producto, åntennis primi paris nullis (?), pedibus abdominalibus tertii paris maximis, folium conduplicatum simulantibus, quarti paris foliaceis, bipartitis, acuminatis, lacinia interiori paulo breviori, scutum abdominale superantibus, cauda brevi, obtecta, biarti- culata (?), articulo primo (genitali) alis duabus elongatis prædito. Mas dimidio minor, cephalo- thørace convexo, latiusculo, antice recto, postice rotundato-acuminato, abdomine angustiore, cephaålothoracis fere longitudine, in scutum haud producto, cauda porrecta, unarticulata, haud ”) En saadan Flig eller Vinge synes ogsaa at findes hos ZL. Gisleri (|. c. i"), men at være regnet med til fjerde Fodpar. 397 57 alata, antennis primi paris setaceis, pedibus tertii quartique paris abdominis- bipartitis, in låcimias elongaåaltas, acutas, graciles, inæqualis longitudinis, productis. Hab. in branchiis Stromater paru et Galerchtyis majoris, piscium Indicorum. XII. AÅnthosoma Leacz. 24. Om Ilannen af Anthosoma crassum (Ab/lgd). (Caligus crassus Abgd., Å. Smithii Leach.) (Tab. XII, fig. 24.) Alle os bekjendte Beskrivelser og Afbildninger af denne Snyltekrebs have kun fremstillet Hunnen. Blandt nogle fra Universitetets physiologiske Museum hidrørende Exem- plårer, som ifølge Etiketten ere tagne af Snuden og Gjællerne af en i Øresundet fangen Lamna cornubica, fandtes imidlertid eet, som afviger paa en saadan Maade fra de andre, at vi maae antage det for at være den hidtil ukjendte Han. Det mangler nemlig begge Rygbladene, og de tre Blad - Par, som repræsentere de tre Par Bagkropsfødder, ere mindre og naae ikke sammen i. Midtlinien; man kan derfor baade paa Ryg- og Bugsiden let iagttage Legemets Inddeling i tre frie Bagkropsringe foruden Kjønsringen, der er mindre end hos Hunnerne, og Halen, der synes at være svagt toleddet. Ogsaa er hele Dyret noget- mindre end de andre (Huunerne). I Henseende til Bygningen af Følerne, Munddelene og Kjæbefødderne have vi ingen Forskjel iagttaget; påa de to første Fodpars indre Rand seer man ganske svage Spor til Fodgrenene; hos Hunnerne, hvor Prof. Krøyer har fundet noget lignende, finde vi i dets Sted kun et Hak"). Da vi Intet have at tilføje om Ciavella- Gruppen, der, som allerede ovenfor er bemærket, danner det naturlige Bindeled mellem Drøchelestinernes Gruppe og de ægte ") Skulde dette Forhold variere hos Hunnerne eller skulde Prof. Krøyers lagttagelse -med Hensyn til dette Punkt maaskee hidrøre fra en Han, uden at Forfatteren er bleven opmærksom påa Kjønsfor- skjellen? Den af Professor Krøyer i andet Bind af naturhistorisk Tidsskrift paa Tab. III fig. 8&a afbildede unge Dichelesttum er rimeligvis en ung Han. Derpaa tyder fornemmelig Formen af tredie (sidste) Par Bagkropsfødder, som har den for Hannerne charakteristiske Brede. Under denne Forud- L sætning synes det imidlertid, efter Sammenligning med en ung Han af c. 4Y'0'"s Længde (det frem- strakte andet Krogfølerpar medregnet), at Prof. Krøyers Tydning af de påa den omhandlede unge Dicheiestium forekommende Indsnøringer og Ringe ikke har været ganske heldig. - Paa Fig. 8 a ere d og e uden Tvivl Kjønsringen, saa at f og g tilsammen ville svare til Halen hos det udvoxne Dyr; tilsvarende Indtryk iagttages tydeligt paa Halen og Kjønsringen hos de foreliggende Hanner. Da Prof. Krøyer ikke i 1838 kjendte den udvoxne Han, som først er beskreven og afbildet af Rathke et Par Aar efter (Nova Acta A.C. L. N. C. t. XIX p. I p. 127 og følg., tab. XVII f. 1), var det ganske naturligt, at han i Tydningen af sit unge Dyr gik ud fra den ham bekjendte Hun, som har en Bag- kropsring mere og hos hvilken denne sidste (fjerde) Bagkropsring har paa Midten en mere eller mindre tydelig Indsnøring. 58 398 Lernæer, ville vi nu gaåe lige over til disse eller til Pennella-Gruppen med sine tre Hovedslægter: Lernæonema, Lernæa og Pennella. , XIV. Om Lernæonema Mil. Edw. og Lernæenicus Les. samt om to nye Arter af sidstnævnte Slægt. Da Milne Edwards i Aaret 1840 i sit oftnævnte Værk, III. p. 524, opstillede Slægten Lernæonema, fik denne allerede et Indhold af fire Arler, der efter Antallet af de hornformede Forlængelser paa »Baghovedet« af Forfatteren selv ordnedes i to Grupper, men som ikke alle lige godt passede til de givne Slægtsmærker. Til den første Gruppe, - med to Horn, henførtes: 1. -Lernæonema Lesueuriw M. Edw., grundet paa en Figur af Lesueur i Journal of the Academy of Philadelphia vol. HI. pl. XI. fig. 3., hvilken Figur imidlertid bestemt fremstiller det .yngre Dyr af den paa samme Tavle gjengivne og af samme Fisk" tagne Pennella Blainviller Les., og altsaa feilagtigen er bleven henført til den her omhandlede. Slægt. 2... Lernæonema monilaris M. Edw., fundet paa Øiet af Clupea sprattus; baade i Texten og ved Figuren fremstilles em Eiendommelighed, som skal udmærke den fra de andre Arter, nemlig »portion abdominale du corps courte«, medens Slægtscharakteren typisk fordrer det Modsatte; thi i denne hedder det: »ils se distinguent de ces derniéres (des Pen- nelles) par la conformation de la portion abdominale de leur corps, qui est assez devéloppée mais n'offre pås de prolongemens dermoides en forme de cornes ou de tubes«. Denne større Udvikling af Halepartiet findes derimod hos Forfatterens tredie Art, der hører til hans anden Gruppe, med tre Horn, nemlig: 3. Lernæonema abdominalis M. Edw. Dens Vært er ikke nærmere angivet, men den anføres at være taget ved Valparaiso at Naturforskeren Gay og udmærker sig paa- faldende fra de andre derved, at Halen har næsten en lignende Længde som Brystpartiet. og at hele Kroppen er noget S-formig bøiet”). Førstnævnte Eiendommelighed har Forfatteren aabenbart ogsaa villet fremhæve ved det for Arten valgte Navn; alene paa Grund af et ringe Spor til det tredie Horn stiller han sammen med denne: 4. Lernæonema Surrirær Blainv. (Journal de Physique RDS ST ON pl sli 2 Diction. des sciences naturell. XXVI. p. 117); men han fremhæver da ogsaa, at den netop i Halens Forhold afviger fra den foregaaende, ligesom det ogsaa ifølge Blainvilles langtfra gode Figur er umuligt andet end at antage den for en med L. monwlaris meget nærbeslægtet ”) »Portion abdominale du corps dont la limite est indiquée par la position des vulves, presque aussi løngue que la portion thoracique et obtuse au bout«. I. c. p. 525. 399 É 59 Årt, måaskee endog delvis for den samme. Dr. Surriray har nemlig tåget den under Brystfinnerne og påa Øiet af Smaafisk, der bleve fangede i Kanalen og som rimeligvis have været mindre Sildeformer. Den tredie af disse Arter (L. abdominalis), som ved dens større Udvikling af Hale- partiet og ved dens noget S-formede Bøjning af Kroppen peger hen imod den egentlige Lernæa-Slægt (med Lernæa branchialis Linn. til Typus), synes altsaa at være den, hvorefter Lernæonema-Slægten er bleven opfattet af Slægtens Opstiller, medens derimod L. monilaris (der iøvrigt har vist sig identisk med en ældre, af Sowerby beskreven, men af Milne Edwards ikke kjendt Art: ZL. sprattæ”), i en meget ringere Grad svarer til det i Slægts- charaktererne udtalte Slægtsbegreb”). Alligevel synes det, som om der netop om og til denne Årt vilde slutte sig et større Antal af Former, der dels siden den Tid ere blevne bekjendte, dels allerede vare det, men ikke af Milne Edwards vare blevne rigtigen opfaltede. Saadlanne ere: j a) Lernæonema encrasicoli Baird (Brit. Entomostr. Tab. 35 fig. 11.), der ligesom L. montlaris snylter paa Fisk af Sildefamilien, men hæfter sig paa Kroppen af disse Fisk. Den mangler de talrige Ringe eller Indsnøringer, der findes paa den saakaldte Hals hos L. monilaris Edw. (L. sprattæ (Sowb.)). b) Lernæonema ocularis (Cuv), der ifølge Régne animal lil. p. 256 er taget paa Hornhuden af Sildens og andre beslægtede Fiskes Øine og saaledes ifølge dens Opholdssted og dens almindelige Kropform turde formodes at blive identisk med L. sprattæ (Sowb.); men Cuviers kortfattede Udtryk om den (l. c.) angive bestemt, at den har fire horn- FSR) formede Forlængelser, to større og to mindre, hvilket ikke er iagttaget hos L. sprattæ ”) Sowerby: British Miscellany t. 68. 1806; smign. Baird British Entomostraca p. 341 Tab. 35 Bald: ") Det er ved en Feiltagelse, at i Oversigterne over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhand- linger for 1860 p. 139 Z. Suriræi er nævnt, ved Siden af L. abdominalis, som en typisk Lernæonema. "") Lernæonema Bairdii Salter, Ann. of Nat. Hist. II Series. Vol. VI. (1850) p. 86—S7, pl. 7, fig. 1—5, anføre vi aldeles ikke her, da vi ingen Tvivl have om, at Dyret ikke var fuldstændigt i sin Forende, og at heraf netop de Forskjelligheder ere fremkomne, som skulde begrunde dens Artsselvstændighed ; efter enhver Sandsynlighed mangler hele »Hovedet«, og i alt Øvrigt er den saa overensstemmende med L. sprattæ (monilaris M. Edw.), at den maa ansees identisk med denne "Art, med hvilken den ogsaa har Opholdssted tilfælleds (Sildens Øie). i ' Heller ikke kunne vi her opføre Lernæonema Vusteli v. Beneden (Annales des sciences natu- relles, t. 16. 1851, p. 125 pl. VI fig. 11 og 12), som er fundet paa en Mustelus vulgaris ved den belgiske Kyst; thi Ordene: »les oeufs sout réguliérement entassés dans les tubes oviféres au nombre de trois ou quatre dans la largeur« vise tydeligt, at den slet ikke hører med til denne vor første Kække af parasitiske Gopepoder med Æggetraade, men i vor anden Række med Æggesække med flere Rækker af Æg, uagtet dette Forhold ikke cr udtrykt påa Figuren. Den vil rimeligvis danne en ny Slægt i Nærheden af Zernæocera, og de to ejendommelige Forlængelser fra Kjøns- ringen ville maaskee kunne benyttes til at charakterisere denne Slægt, som dog ikke kan betragtes som fuldstændig kjendt, da v. Benedens Individer uden Tvivl — som denne Forfatter ogsaa udtåler det — have manglet det saakaldte Hoved. 60 400 c) Lernæonema raditata (Lesueur), fremdeles funden paa en Fisk af Sildefamilien, nemlig A/osa tyrannus (Latrobe) fra Nordamerikas Kyster; hvis den er rigtigen beskrevet og afbildet (Journal of the Academy of Philadelphia III p. 288—89; Tab. XI. fig. I a—d) hvilket neppe kan betvivles, har den fem lange og meget tynde Horn. Milne Edwards har opført den blandt sine Lernæocerer. Ved Tilføjelsen af disse tre Arter vinder altsaa den Gruppe, hvortil Milne E d- wards's Z. monwlaris hørte, et større Omfang og taber dog intet i Enhed; thi alle de anførte (fire) Arter synes virkeligen at slutte sig nøje sammen, og Forskjellen i Hornenes Antal bliver altid en Forskjel af særdeles underordnet Betydning”). Gruppen vinder tillige ved denne Sammenstilling et eget ældre Slægtsnavn, der endog vilde have Prioritet som Navn for den hele Slægt, hvis det maatte ansees for naturligt, at holde dens hele Indhold samlet i den Milne - Edwardske Forstand, det vi dog ikke kunne indrømme. Idet Lesueur nemlig beskrev den ovenfor” opførte Art som Lernæa radiata, blev han fuld- kommen vel vaer, at den kun med Tvang lod sig indbringe i de hidtil opstillede Lernæ- slægter og navnligen ikke i Slægten Lernæocera, fordi »Hornene« ikke vare grendelte, men enkelte; påa Grund af denne Særegenhed mente han derfor at burde foreslaae for Arten L. radiata og for sin samtidig og sammesteds beskrevne Lernæa cruciata Dannelsen af en egen Slægtsgruppe og foreslog at benævne den Lernæenicus. Imidlertid tilføjede han dog umiddelbart derefter, at det maaskee var heldigere at ændre Slægtsmærkerne for Lernæocera Blu. i delte enkelte Punkt, saaledes at ogsaa Former med ugrenede »Horn« kunde optages i den. Dette vilde ogsaa aabenbart være det naturligere, naar Formerne i alle øvrige Forhold stemmede overeens, og den ene af hans to Arter, L. cruciata, synes ogsaa uden al Vanskelighed at kunne og at burde forenes med Lernæocera; men ander- ledes forholder det sig med be radiata, der afviger saa aldeles fra Lernæocererne, og for denne maatte vi åltsaa beholde det afLesueur givne Slægtsnavn: Zernæenicus. Med det samme Navn maa vi følgelig ogsaa betegne de tre eller fire ovenfor nævnte, saa nær staaende Snyltekrebs fra Sildefiskene, medens .vi forbeholde den senere givne Milne-Edwardske Benævnelse Lernæonema for den af de Milne-Edwardske -dertil henførte Arter, der bedst svarer til de givne Slægtscharakterer, nemlig L. abdominalis, og for saadanne Former, som heri maatte slutte sig nærmest til den. Naar Grændsen stilles paa denne Maade mellem Lernæonema M. Edw. og Lernæe- micus Les., vil det fremdeles blive til sidstnævnte Slægt at vi have at henføre to nye Snylte- krebs fra Atlanterhavet, hvilke vi begge skylde Hr. Skibscaptain V. Hygom og som vi ”) Hvorvidt Hørnenes Antal ubetinget kan antages at have Betydning som Artsmærke, selv derom faaer man ikke nogen ringe Tvivl ved de Kjendsgjerninger, der nedenfor anføres om Penmnella og som vise det Vaklende i denne Retning hos Arterne af denne nærstaaende Slægt, Tre Exemplarer af L. syrattæ vise en høiere eller lavere Rygtorn som ZL. Surriræi. 4 "401 61 ligeoverfor de foranførte (fire) Arter, der snylte paa Fisk af Sildefamilien, korteligen kunne diagnosticere saaledes: 25. Lerneænicus nodicornis Stp. Ltk. (Pl. XIII. fig. 26) bicornis, cornibus brevibus, validis, subcylindricis, obtusis, påtentibus; pedunculo abdominis (»collo«) lævi (haud annuloso s. moniliformi), longissimo, pårtem clavatam bis æquante. 26. Lerneænicus inflexus Sp. Ltk. (Pl. XIIL fig. 27), bicornis, cornibus basi valde crassis, retroflexis, apice attenuatis, inflexis; pedunculo abdominis haud annuloso, genu- flexo (?), longo, paårtem clavatam ejusdem fere bis æqvante”). Lerneænicus nodicornis forefandt Hr. Captain Hygom i Maven af en Delphin, som han i Foraaret 1858 havde fanget under 41? NBr. og 29? VL., og den hidrører altsaa fra en Fisk, som Delphinen har slugt, men uvist fra hvilken, ligesom det ogsaa er uvist, paa hvilke Dele af denne den har snyltet. Den er 49mm Jang, den kolbeformede Del af Bag- kroppen er låmm og sammes tynde halsformede Del 29mm, Mellem deres Spidser maale Hornene 4rm, Lerneænicus inflexus besidder Museet i to Exemplarer, tagne af Captain Hygom paa Gjællerne af en »Baracotta« (en større Makrelfisk?), fanget i Foraaret 1557 i Nærheden af Æquator, nemlig under 2? NBr. og 28 VL.; de ere ialt 267" lange; deres Bagkrops kølleformede Del er 9m7m Jang og sammes stilkformede Del 12—14mm; Breden over Hornene ere 2,5mm; disse ere overordentlig tykke ved Roden, stærkt tilbagebøiede, med en tynd Spids, der bøier. indad imod Kroppen. Da begge Individerne have en Knæbøining paa Stilken, turde dette maaskee være mere end tilfældigt og hænge sammen med en bestemt Maade, hvorpaa de ere hæftede til Værten. Skjøndt disse Former allerede have megen Interesse derved, at de give Lerneæni- cus-Slægten en større Fylde, idet de med andre relative Forhold i Kropdelene, med de længere Kropstilke og massivere Horn stille sig ved Siden af de saa tæt til hinanden sluttende Arter fra Sildene, og vistnok ogsaa begge snylte paa ganske andre Fiskeformer, er der dog en anden Retning, hvori de have frembudt en langt større Interesse for os. Vi have nemlig paa begge Arter, men især paa L. wn/flexus, hvis Individer neppe vare saa gamle som det af L. nodicornis, ikke allene kunnet erkjende simple Rudimenter af Bag- kropsfødder paa den Del af Bugfladen, der ligger mellem Hornenes Rod og lidt bag ved denne, men have ogsaa kunnet overbevise os om, at disse Fodpar, hvis Antal er fire, ere flerleddede og deres yderste Led børstebærende”"), og fremdeles, at disse Fødder bæres af ") Maaskee vil det senere vise sig rigtigt at sondre disse Arter generisk fra Slægten Lerneænicus s. str. Fortiden synes en saadan Sondring kun at kunne begrundes paa Forhold af en mere habituel Værdi. "”) Da vi kun have to Individer, have vi ikke villet beskadige dem for at give specielle Tegninger af Fodparrene, men kunne henvise til .de senere givne Figurer af de tilsvarende Fodpar hos Lernæa, der ville give et almindeligt Billede af dem 62 402 smaa Hudplader, der ligge i to Rader og utvivlsomt ere Hælvter af Bagkroppens Bugringe. Foran denne Dobbeltrække af mindre Plader ligger i Midtlinien en meget større, der turde tilhøre Forkroppen. Sete fra Rygsiden have begge Arter ikke alene vist os Ryghælvterne af et Pår af de Ringe, der modsvare de fodbærende Hælvter paa Bugsiden, men ogsaa et stort ovalt Cephalothorax med Kærvninger i Randen, der vistnok endnu antyde de op- rindelige Partier, hvoraf denne Del af Kroppen er sammensat. — Fra Forenden af dette Cephalothorax lægger der sig fremad paa det tynde og smale »Hoved« to treleddede med en tydelig Gribeklo eller Sax forsynede ydre Antenner (smlg. Fig. 26 og 27), og fra disses Rod nedhænger der paa Siden, eller er der ligesom kittet til Siden af Hovedet, to meget tynde, næsten traadfine indre Antenner. Paa Mundens Sider sees endeligen et Par toleddede, knæbøiede Redskaber, hvilke vi tolke som et Par Kjæbefødder (Fig. 27 mp, i meget stærk Forstørrelse); den ydre krogformede Spids er meget tynd, eller fladtrykt med noget. tykkere Rande, som om den vilde tvedele sig. Munden danner et smalt Rør, der ligesom kan udtrækkes noget af den ydre Cylinder, hvilken Mundrammen danner, og som i visse Belysninger og navnlig hos det ene Individ synes ligesom at have svage Indsnø- ringer... Tæt foran Munden sees paa Rygsiden en mørkere øielignende Plet, men denne har sikkert nok ikke noget med et saadant Sandseredskab at gjøre. Af alle disse Lemmer, Munddele og Antenner mene vi, at ingen tidligere have været iagttagne hos de Lernæformer, vi have givet Plads i denne Slægt. Formen af visse af disse Dele, de ydre Antenner f. Ex., synes os paa en vægtig Maade at tale for den Plads, Gruppen Lernæadæ indtager i denne Afhandling, og tilsammentagne røbe de paa en aldeles utvetydig Maade, at den Del af Dyret, vi ovenfor med de tidligere Beskrivere for lettere Forstaaelses Skyld have kaldt »Kroppen«, væsentlig kun er Kjønsringen, og at baade »Stilken« og den kølleformige, opsvulmede Del begge tilhøre denne alene. Kun Kjønsringen med de nedhængende lange Æggetraade og den aldeles indsvundne Hale synes altsaa at hænge frit ud af Fisken, medens netop den egentlige Krop tilligemed Hornene ligger ind- trængt i Fiskens blødere Dele. Dette. giver os forud særdeles gode Vink til den rette Opfattelse af de egentlige Lernæers og Pennellernes morphologiske Forhold. — Ganske anderledes er derimod Forholdet hos Lernæocera, hvor, som Brihl”) har vist det, de fire Par Bagkropsfødder . ere- fordelte over hele Længden af det opsvulmede, Kjønsstofferne indeholdende Kropparti, der altsaa for den allerstørste Del er en egentlig Bagkrop (abdomen) i den Betydning, hvori vi i denne Afhandling have anvendt dette Udtryk, hvorimod »Kjøns- ringen« her er overmaade lille. ”) Mittheilungen aus d. K. K. zool. Institute der Universitåt Pest Nr. 1. 403 63 XV. Lernæa Linn. (sens. strict). Arterne af den egentlige Lernæa-Slægt ere langtfra at være pelagiske Former;' thi de kjendte Arter holde sig til Kystens eller Havbundens Fisk; naar vi alligevel ligesom i Forbigaaende her dvæle korteligen ved denne Slægt, da er det for i Forbindelse med de øvrige her beskrevne beslægtede Dyreformer at gjøre opmærksom paa en hidtil mindre paaagtet Form fra det nordlige Atlanterhavs Kyster, men fornemmelig dog for at kunne be- kræfte Tilstedeværelsen af Lemmer og Antenner selv hos disse i højeste Grad uregelmæs- sige Snyltekrebs og for at kunne give nogle nærmere Oplysninger om disse Deles Stilling og Bygning. 24. Lernæa branchialis £cxnn. (Lernæa gadina 0. F. Miller (prodr. Zool. Dan)/. (Tab. XIII, fig. 28.) Vi have vel ikke hidtil været heldige nok til at kunne inddrage i vore Undersøgelser enten egentlig yngre Individer eller Unger af denne hos, vore Arter af Torskeslægten saa almindelige Lernæa; men vi have desuagtet kunnet erkjende lidt flere Spor af den op- rindelige Krebsdyrbygning, end der hidtil ere blevne anførte. Selv paa de allerældste og allermest uregelmæssige Individer have vi saaledes lettelig kunnet overbevise os om, at der påa Bugfladen af Dyret, lige under det uparrede Ryghorn eller umiddelbart bag ved dette, findes fire Par meget smaa Lemmer (Bågkropsfødder), der svare aldeles til de foranførte hos Lerneænicerne, og da vi ikke have savnet dem hos nogetsomhelst Individ, vil altsaa det Led i Slægtens Charakteristik hos Milne Edwards, der hedder: »depourvus de påttes rudimentaires«, påa Grund heraf ikke længere være rigtigt. Men heller ikke Åntenner kan man sige, åt de mangle, idetmindste ikke aldeles, da selv paa de ældste og største Individer disses Tilstedeværelse kan paavises, om end i en meget tilbagetrængt Tilstand. Paa Rygsiden af Cephalothorax, foran det uparrede Ryghorn og mellem de to Sidehorn (altsaa paa Punkter, der svare til de lidt mere udviklede Antenners Udspring hos Lerneænicus) udgaaer der tvende korte tveleddede, men aldeles rudimentære Lemmer, som tildels rette sig lige iveiret og hvis øverste Led under en tilstrækkelig Forstørrelse tydeligen viser sig at være en fordreiet eller vreden Klo eller Sax; at disse udgjøre det andet Antennepar kan man aldeles ikke betvivle (fig. 288a”). Af det første Antennepar have vi hidtil ikke kunnet finde noget Spor paa vore ældre Individer, men de have alle vist et Par leddede Vedhæng, hæftede til den parrede Sidesvulst ved Mundranden, hvilke vi have tydet som Kjæbefødderne (fig. 28æmp!). Det er imidlertid de selvsamme Redskaber, hvilke Prof. Krøyer i sin ældre Afhandling (Nat. Tidskr. II. p. 294) omtaler som Hjælpekroge, ligesom de af 9" 64 404 samme Forfatter umiddelbart derefter omtalte: »to parallele Rækker af sorte Punkter, fire Punkter i hver Række«, ere vore ovenfor anførte Bagkropsfødder. Med Hensyn til denne Arts Fasthæftning til sin Vært skulle vi endnu tilføje, at den altid er forekommet os hæftet saaledes op i Gjællebuernes Kjødmasse og med sine grendelte trende Hæftehorn saaledes ;klamret. op til de langs under Gjællebuen løbende Blodkar, at vi maae formode, at den suger saagodtsom umiddelbart af disse; men vi have paa levende Dyr ikke havt Leilighed til umiddelbart at overbevise os herom. Som en egen Varietet af dette Krebsdyr maae vi fremhæve: 28. Lernæa branchialis var. sigmoidea Sæp. & Lik. (Lernæa gadina O. Fabr. fn. gr. 336.) (Tab. XIII, fig. 29.) Der forekommer ved Færøerne påa Torskearter (formodentlig paa flere) og lige- ledes ved Grønlands Kyster paa Ovaktorsken (Gadus ovak) en Lernæform, der hidtil er bleven betragtet som identisk med L. branchralis Lin., men som dog med Tiden turde vise sig at være en egen Årt, hvorfor vi her foreløbigen have betegnet den med oven- staaende Navn. Idet vi henvise til Figuren (XIIL f. 29), som fremstiller den i naturlig Størrelse, og bede denne sammenlignet med de gængse Figurer af L. branchralis (f. Ex. Strøm Søndmør. I. f. 18, Baird brit. Entom. tab. XXXV f. 12), skulle vi her bemærke, at den adskiller sig fra denne sydligere”) eller typiske Form derved, at den saakaldte »Hals«, den tynde stilkformede Del af Bagkroppen, er meget kortere, i Reglen kun halv saa lang som hos L. branchialis, og at den derhos er mere tynd og under en skarpere Vinkel bøiet tilbage imod den sækformig opsvulmede Del af Bagkroppen, hvilken i det Hele er tykkere og forholdsvis længere end hos L. branchialis. Hele Dyret er fuldstændigere S-bøiet. Hornene eller Hæflearmene ere svagere og synes mindre forgrenede, medens de Fremstaaenheder, der findes paa begge Sider af Halens Udspring ere meget tydeligere. Selve Halen, der hos L. branchralis holder sig næsten cylindrisk, er her mere sækformig udvidet ved sin Grund, og Udrandingen i Bag- enden viser sig tydeligere. ! Æggetraadene synes os opviklede paa selvsamme Maade, som hos den ty- piske Form. | De samme Spor af Lemmer og Antenner, som vi have omtalt hos Hovedformen, have vi ogsaa fundet hos denne; men da vi her ved et gunstigt Tilfælde baade have havt ") Ogsaa ved de danske Kyster forekommer der undertiden en noget lignende Form, men da Hale- partiet ikke har den nedenfor nævnte Opsvulning, ere vi i Tvivl, om den bør ansees for aldeles identisk med den nordligere Form. 405 65 ' rigeligere Materiale og ogsaa have havt idetmindste halvunge Individer til Undersøgelse, have vi her bedre kunnet offre- flere Individer til en speciellere Oplysning om Lem- mernes Bygningsforhold. Disse ere, som Figurerne vise (see XIII. fig. 29), i alle fire Par toleddede og forsynede med Børster, men kun de to forreste Par ere tvegrenede, de to bageste eengrenede. XVI. Om Slægten Hæmobaphes Sp. & Lik. samt om 29. Hlæmobaphes cyclopterina (Fabr.) (Lernæa cyclopterina (Fabr.) (Tab. XIII, fig. 30.) Denne interessante Lernæform var hidtil kun funden paa Cyc/opterus spinosus, men foruden paa denne grønlandske Fisk have vi ogsaa fundet den paa grønlandske Individer af Cottus grønlandicus, Gunnellus fasctatus og Sebastes mnorvegicus, samt paa færøiske Exemplarer af Gadus Merlangus og Cottus bubalis, og den ene af os (Stp.) har tidligere taget den i Reikiavik paa Exemplarer af den islandske Cottus scorprus. Det viser sig altsaa, at Formen ikke tilhører allene den arktiske Zones Kyster, men ogsåa gaaer meget sydligere, og at den er långtfra at være bunden til en enkelt Fiskeart eller enkelt Fiske- slægt, som såa mange andre. Den er hidtil bleven staaende i Slægt med den foregaaende Årt, og det kan ikke nægtes, at den synes at staae denne saare nær, især naar man seer hen til dens udenfor Værtens Gjæller fremragende Dele; alligevel forekommer det os, at den ved nærmere Bekjendtskab frembyder saa mange og saa vigtige Afvigelser, at vi maae ansee det for naturligst at stille den i en egen Slægt for sig. Foruden Fabricius's meget korte Beskrivelse i Fauna grønlandica (p. 337) have vi af Professor Krøyer (Naturh. Tidsskr. I. p. 501. fig.) en udførligere og nøiagtig af tvende næsten udvoxne Individer, og af disse tillige Figurer, der for deres Tid ere meget brugbare (1. c. Tab. V fig. 4. a—e); men af det fuldt udviklede Dyr med dets Æggesække har man ikke. nogen Afbildning, ligesaalidt som man har en Fremstilling af de Spor af Lemmer, som Dyret endnu maatte have tilbage. Disse Savn er det, som vi ved vore Figurer have søgt at afhjælpe, saavidt vort Materiale har villet tillade os det, idet vi tillige ved disse have villet tydeliggjøre den meget mærkelige Maade, hvorpaa Dyret ifølge vore Undersøgelser snylter paa sin Vært, hvilken af de ovennævnte Fiskearter denne end maatte tilhøre. Det er allerede antydet, at det ejendommelige Indtryk, som Dyret i dets natur- lige Stilling mellem Gjællebladene gjør paa Betragteren, er det samme, som man faaer af Lernæa branchialis; men tvende Afvigelser i Enkelthederne træde dog øieblikkeligen frem. Først møde nemlig Øiet de to i en aldeles regelmæssig Spiral, lige tyk i dens 66 406 hele Længde, tæt oprullede Æggetraade, medens den nævnte Lernæ altid har dem i uregelmæssige Løkker, opviklede til langagtige Nøgler; dernæst træffes det af de to Par Udvidelser, der ligesom Sække hænge ned fra den. tykke stærkt S-bøiede Krop, og i Nærheden af hvilke der oftere sees andre mindre Udvidninger eller Bukler. — Det forreste Par af disse Poser ligger foran Æggetraadenes Udspring og svarer nøiagtigen ti de mindre Fremspring af Kjønsringen, paa hvilke vi ovenfor ved Lernæerne have gjort opmærksom; det bageste Par ligger bagved Æggetraadenes Udspring og er Ud- vidninger af den øvre sækformige Del af Halen, der allerede hos var. sigmoidea af Lernæa branchialis var bleven saa stærkt udspilet og som altsaa her endog har faaet lige- som Sidegrene. — Jo ældre Dyret er, jo stærkere ere alle disse Sideudvidninger og jo mere ere de ledsagede af andre mindre, blot: bukleformede; jo yngre Dyrene ere, jo færre og utydeligere Spor er der af saadanne Bukler, jo kortere og uanseeligere ere de to Par Sidesække. Forfølger man nu Snyltegjæsten i dens Fortsættelse ind i Gjællepartiet, finder man altid, påa -hvilket Gjællepar, påa hvilket Sted af Gjællebuen og paa hvilken af de nævnte Fisk den end er hæftet, at dens S-bøiede opsvulmede Krop strax gaaer over i en lång, tynd, trind »Hals«, der ufravigelig bøjer ned imod Tungepartiet, idet den følger langs med de i Gjællebuens udhulede Bagrand liggende Blodstammer; ankommen til dette Sted udskyder »Halsen« nogle smaa Sideforlængelser eller Horn, der snart ere enkelte, snart kløvede, snart længere, snart kortere, og ved hvilke den ligesom ved Ankere holder sig fastere til sin Omgivelse, og derpaa bøjer den sig i en meget skarp Vinkel tilbage og følger Dyrets Midtlinie. Denne i en saadan tilbagebøiet Stilling liggende Forende af. Dyret . fandt vi altid indsænket i Blodkarrenes store Midstamme og i 6ulbus artertosus, og det end- ogsaa saa dybt, at vi ikke have kunnet skjønne rettere, end at den laåe i selve Aare- stammens Hulhed, og ikke i Karrets Vægge. Selv hvor Fisken bar en saadan Gjæst i Gjællerne paa hver af Kroppens Sider, som Tilfældet var med den 5” lange Cottus bubalis, hvoraf det fig. 30£ aftegnede Exemplar udpræpareredes, indtoge dog begge Snylterne samme Plads, den ene kommende fra den ene Side, den anden fra den anden Side, og det største Exemplar naaede i denne lille Fisk ligeop til selve Hjertekammeret med sin forreste Ende, medens det noget mindre, aftegnede Exemplar standsede nogle Millimetre-derfra. Paa større Fiskeindivider, som det undersøgte Exemplar af Cyclopterus spinosus, naaede de ikke saa langt ned i Medianstammen, men deres Nedtrængen i denne maa jo væsentlig være afhængig af, fra hvilket Gjællebuepar de komme. Som en Følge af det beskrevne Forhold maa Dyret altsaa i dets forreste Del altid være stærkt vinkelbøiet, og fra denne Vinkelbøining af begynder dets hidtil pergamentagtige Beskaffenhed ligesom at ændre sig; dog vedligeholder denne sig endnu temmelig fast, saalænge den trinde Hals fortsætter sig; men idet Halsen udbreder sig til den omtrent 1 REE 67 dobbelt saa tykke Forende af Dyret, bliver Huden blødere og skjørere og mere lysfarvet, og det bliver vanskeligere med Bestemthed at opfatte Formen af og Sammenhængen mellem de enkelte Partier, hvori denne Forende ligesom udsvulmer. Vanskelighederne forøges derved, at Dyrets indeklemte Stilling ofte har givet disse bløde Dele en mindre symme- trisk Uddannelse og at sjelden to Individer ere nogenlunde eens”). Uagtet alt dette have vi kunnet erkjende, at denne Forende falder i fire temmelig vel fra hinanden skilte Afsnit, saaledes som Prof. Krøyer rigtigen har fremstillet det. Det bageste af disse udsender til hver Side og noget bagud to hornlignende temmelig haarde Forlængelser, der oftest ere gaffelgrenede, undertiden er endog hver af Grenene igjen kløvet i Spidsen, men paa den anden Side kunne de ogsaa flyde sammen til een Masse. De to mellemste af disse Afsnit ligne hinanden noget og, naar Dyret er mere regelmæssig udviklet, synes de ligesom at danne to brede Halskraver om dette; Siderne af disse Kraveringe kløve sig ialmindelighed i to noget nedhængende Lapper, men ulige stærkt hos de forskjellige Individer. Imellem det forreste Afsnit og Forranden af den forreste Kravering sees der paa Bugfladen henimod Midtlinien to Par yderst smaa bevægelige Redskaber, hvilke under en stærk Forstørrelse vise sig åt være to leddede Fodpar med Børster, der maae tolkes som Baågkropslemmer (fig. 302) og altsaa lade os forstaae, at de to andre Bagkropsringe snarest maa være at søge i de to kravedannende Ringe. Det forreste Afsnit danner ifølge denne - Betragtning den egentlige Cephalothorax; men af dennes sammensættende Dele ere vi neppe istand til at kunne paapege nogen enkelt, da just dette Partie i Dyrets udvoxne Tilstand poser sig ud i saa mange Retninger. Os forekommer det, at dette Partie i det Hele viser en ikke ringe Lighed med hvad vore Figurer fremstille for Pen- nellernes Vedkommende. Som Opsummering af den her givne Fremstilling ville vi til Slutning anføre, at Formens vigtigere Særkjender fra de egentlige Lernæer ville ligge i de i regelmæssig Spiral oprullede Æggetraade, i Ueensartetheden af Hæftearmene eller Modhagerne, der her findes langt tilbage paa Kjønsringens Hals, men hos Lernæerne foran Bagkropslemmerne, i Bagkroppens helt forskjellige Leddeling, Form og Udrustning med Lemmer, samt i de stærke Sække eller Sideudvidelser påa Halen og paa Kjønsringen foran Halens Rod. Afvigelserne ere altsaa saamange, at Slægten Hæmobaphes med Tiden vistnok bør flyttes lidt bort fra den. egentlige Lernæa-Slægt, henimod Clavellinerne og Dichelestinerne, med hvilke den synes i mange Henseender at danne Paraleller. Indtil videre formaae vi dog kun at give en Charakteristik af Slægten i Forhold til de egentlige Lernæer, og denne kunde maaskee lyde saaledes: lHlæmobaphes S$Stp. Zik. a Lernæa Linn. s. str. (species typica: ZL. branchzalis ”) Dette lode allerede Prof. Krøyers to Figurer formode (l. c., fig. cit.) 68 i 408 Lin.), cui qvoad partes extra branchias hospitis pendulas proximus est, distinguitur filis ovigeris longissimis, in spiras regulares convolutis, abdomine caudaque sigmoideis, crassis, in sacculos binos utrinque dilatatis, »collo« abdominis longo, genuflexo, anchoris brevibus, simplicibus vel divisis pluries munito, pedum abdominalium paribus modo duobus, rudi- mentariis, minutissimis, vix microscopio conspicuis, cornibus, gvalia in Lernæa, in anteriore corporis parte nullis. Species typica H. cyclopterina (0. Fabr.) (Lernæa cyclopterina Fabr., Krøyer.) XVII. Om Slægten Pennella Oken (Lernæopenna B/v.), samt om flere nye Arter og Arternes tidligere Udviklingsformer. (Tab. XIV.) I Henseende til Pennel/a-Slægtens egen Begrændsning imod Naboslægterne finder man stor Enighed iblandt Forfatterne, og af de i Histoire des Crustacés afMilneEdwards eller i andre Arbeider af andre Forfattere til denne Slægt henførte Former vide vi heller ikke at ud- pege uden en eneste tvivlsom, nemlig P. sultana Nordm.”).. Men desto vanskeligere har det været at afgrændse Arterne imod hinanden indenfor Slægten, og i denne Henseende vil vistnok Nøden blive stor endnu i lang Tid. Til de hidtil beskrevne Arter have vi ment at kunne føie to Arter, hvoraf den ene turde have saåamegen større Interesse, som den snylter i et varmblodigt Dyrs Kjød, medens den anden påa sin Vis ingenlunde staaer tilbage for den i Interesse, idet den frembyder os en temmelig fuldstændig Udviklingsrække, der kaster Lys over disse Formers tidligere Udviklingstrin, hvilke hidtil vare aldeles ukjendte. Ogsaa turde enkelte Individer af de nedenfor omtalte Arter give os nogle Vink om de hidtil forgjæves søgte Hanner. Med Hensyn til Arternes Gruppering maae vi gjøre opmærksom paa, at Milne Edwards vel deler Arterne i denne Slægt, ligesom i hans Lernæonema-Slægt, eftersom de paa Forenden eller det saakaldte »Hoved« have kun to Horn eller have tre saadanne, idet da et uparret Ryghorn træder til de parrede Sidehorn (f. téte garnie de deux cor- . nes. ou prolongemens brachiformes libres: P. sagitta (Lim.) og P, filosa (Lin); 2. trois ”) Vi ere nemlig uvisse om, hvorvidt Penmella sultana v. Nordm. virkelig hører naturligen sammen med de andre Arter; dens S-bøjiede Krop og dens grenede Hæfteredskaber synes os idetmindste at fjerne den fra de øvrige og at stille den som Mellemled imellem Pennella og Lernæa, som en til det Blainvilleske Slægtsnavn Lernæopenna svarende virkelig Lernæa med »appendices penniformes de I'abdomen rameux«. Hvis den af Milne Edwards og v. Nordmann maatte være hensat til Slægten »Pennella paa Grund af de rudimentære Fødder, der tillægges denne Slægt, men som nægtes Ternæa, da maae vi erindre om, at vi foran have paavist, at ogsaa sidstnævnte Slægt har disse, påa samme Sted og i samme Udviklingstilstand. 109 | 69 cornes occipitales: P, Blawnvilln (Les.) og P. sultana (Nordr.), men at vi ikke have kunnet bruge denne Grupperingsgrund, da vi idetmindste hos een Årt have fundet delte Forhold saa varierende, at vi antage, at; det neppe bør anvendes som Artsmærke. Vi have valgt at fremstille de Bemærkninger, vi have at gjøre om de ældre kjendte Arter, efter disses Anciennetet og at knytte vore nye Arter til den af disse, hvilken de forekomme os at staae nærmest. 30. Pennella sagitta (Linn.) (Tab. XIV, fig. 31.) Denne længst bekjendte Art af Pennellerne, der tillige synes at være den, som i udvoxen og fuld kjønsudviklet Tilstand opnaaer den ringeste Størrelse, angav Linné 1754 som »Lophio tumido insertam« i hans Chinensia Lagerstroemiana (cf. Amoen. academicæ, Vol. IV. p. 257, Tab. III fg. 13), og ved Lophrus tumidus forstod han her vistnok snarest den i Osbecks Reise S. 305 under dette Navn omtalte Fisk fra det atlantiske Sargassohav og neppe den af ham i ovennævnte Dissertation nogle Blade forud beskrevne (indiske?) Lo- plus histrio, til hvilken han iøvrigt henførte L. tumidus og som han forresten ogsaa til- lagde Hovedophold i Sargassomasserne. Linnés Typus for Pennella sagitta tør altsaa for- modes at være fra den Fisk, som i den nyere Systematik benævnes Chironectes mormoratus og er fra Sargassohavet. Under denne Forudsætning mene vi sikkert at have den linneiske Art for os; thi vore Individer ere tagne af den selvsamme Fisk netop fra disse samme Egne af Atlanterhavet; men er Forudsætningen ikke rigtig, da vil Linnés korte Beskrivelse og simple Figur af et ufuldstændigt Exemplar ikke kunne føre os til nogen bestemt Erkjen- delse. Iblandt de med Pennellerne plagede Individer af ovennævnte Fiskeart, hvilke. Hr. Captain Hygom hår medbragt til Museet”), fandtes der enkelte, som havde fire ud- voxne foruden flere meget yngre Exemplarer af saadanne Snyltere dybt indborede i Kroppen, og alle vendte de med den fjerede Hale skraat bagtil, saa at det skuffende saa ud, som om den lille Fisk havde været udsat for en Pileregn. Paa andre Individer have vi under Huden og i Kjødet fundet et stort Antal af aldeles unge Penneller, hvilke tidligere Stadier aabenbart hidtil allene have undgaaet Naturforskernes Opmærksomhed, fordi man ikke har søgt efter dem indenfor Huden. j Da Pennella- Arterne paa den ene Side kun frembyde faa ydre Holdepunkter til Arternes Adskillelse, og da paa den anden Side de individuelle Forskjelligheder i Forholdene af flere Dele synes meget større, end man har forudsat, have vi gjort os Umage for at kunne sammenligne indbyrdes mange Individer af samme Art og tillige, saåavidt muligt, flere Individer tagne fra selvsamme Vært, for derved at undgaae noget af den Usikkerhed i ") De enkelte Lokaliteter vare: 292 NBr. og 789 VL,; 36? NBr. og 399 VL. 70 | 410 Opfattelsen af Grændserne imellem de enkelte Former, der er en nødvendig Følge af de nævnte Misligheder. Saa smukke Museumsstykker saadanne med flere Penneller gjennem- skudte Chrronectes end ere, saa have vi dog til et videnskabeligt Formaals Fremme fore- trukket at udpræparere disse Snyltere af dem, dels til gjensidig Sammenligning, dels til Sammenligning med en nærstaaende Art, som vi næstefter skulle omtale. Ifølge vore Individer (smlgn. vore Figurer tab. XIV fig. 31) maae vi bekræfte, at den af v. Nordmann (Mikrogr. Beitråge II. Tab. X. fig. 6) i femdobbelt Forstørrelse givne Afbild- ning i det Hele rigtigen gjengiver vor Årt og Linnés P. sagitta, og det aftegnede Individ angives ogsaa at være taget af den nævnte Lophioid. Det større. Antal af vore paa denne Chwronectes-Årt tagne Individer (10) stemme nemlig overens i, at Hornene eller Modhagerne ere i Forhold til de øvrige Kropdele meget lange, og ethvert Spor til et tredie eller uparret Horn mangler påa dem alle. Disse Modhagers Længde (a), sammenlignet med den tyndere Del af Bagkroppen eller den saakaldte »Hals« (b) og Bagkroppens mere op- svulmede Del (€) samt Halepartiet (d) ville medenstaaende Maal angive for tre Individer (2. 3. 4.), tagne af een og samme Fisk, og ligeledes for fire andre Individer (5. 6. 7. 8.), tagne sammen af en anden Fisk, samt for et ottende Individ af en tredie (1). Til disse Længde- maal, angivne i Millimetre, have vi endvidere føjet Tvermaalet af det saakaldte »Hoved« (e), hvis Længde og Brede iøvrigt var temmelig overensstemmende : il 2. Bi å. 5. 6. TE 8. eee am Som Fam mu BE ENE JE ME SEERE De 125 DATE EG GÅR FAN TR HERE SAGE BRRAREE TR] SYS SE fb: Er 4 6E EL GAP de SENE Er HE VE KE KGER så URE. HET DA REN Va REE RES) ERGO SE SE ES BEDE RE AE SE Alle tre Individer paa den ene Chrronectes (2. 3. 4.) havde Æggetraadene udvik- lede til omtrent tre Gange såa stor en Længde som Halepartiet, medens de enten vare "tabte eller snarest slet ikke havde været udviklede hos Individet £. Af de fire udvoxne Penneller (å. 6. 2. 8.) paa den anden Chrronectes vare de to (6 og %) i samme Tilfælde, som udmærker 1, medens de to andre vel havde Æggetraade, men kun halvanden (8) indtil to (5) Gange saa lange som Halepartiet. Da det saaledes synes, som om disse fire sidste Individer i det Hele turde ansees for lidt mindre fremrykkede i Alder end de tre næstførste, turde man maaskee ogsaa formode, at den gjennemgaaende kortere Længde af Sidehøornene, ved hvilke de ligesom ligge for Anker i Fiskens Muskulatur, kunde have sin Grund heri, og at Hornene med Tiden vilde være blevne forholdsvis længere; skulde dette ikke blive Tilfældet, da vilde den individuelle Variation i dette Forhold ikke være ubetydelig. Æggetraadene endte altid i den allerede af v. Nordmann aftegnede og beskrevne klofor- mede Spids og vare altid bøjede i en Halvbue. 411 71 Næst efter »Hornenes» Forhold pleier man at benytte til Arternes Adskillelse de paa Halen anbragte Fanetraades udelte eller grendelte Tilstand; allerede Linné angav (1754) som Særkjende paa sin P. sagttta, at disse Fanetraade vare enkelte: »Summitas vero radiata, brevior, levis, angustior, pinnata utrinque radiis patentibus, sømplicibus, filiformibus, pluribus« (see Chinensia Lagerstroemiana i Amoen. ÅAcad. IV. p. 257), og dette have ogsaa senere Forfattere gjentaget (Milne Edwards 1. c. 522.) Men denne Angivelse er meget langt fra at have nogen almindelig Gyldighed, og vi måae ogsaa erindre, at Linné ikke oprindeligt anførte den til Sammenligning med andre Penneller, men kun til Sammenligning med de såa tydelig fjerede Straaler hos Søfjerene, (Penna- tulæ), sammen med hvilke han dengang, ligesom senere, af Mangel paa bedre Kund- skab stillede sin P. sagttta. Fanetraadene paa Halen, hvis Middeltal kan angives til omtrent tyve paa hver Side, sjelden indtil to flere eller færre, have vist sig snart udelte eller dog kun med enkelte tvedelte indskudte imellem sig (f. Ex. de ovennævnte Individer i. 2. 4. 5., hos hvilke der hos 2 og 9 kun fandtes en gaffeldelt, hos 4 fire paa den ene Side og een paa den anden Side), snart tvedelte næsten ligefra Roden af, eller dog kun med enkelte ugrenede imellem sig; saaledes havde Individet paa den ene Side en Fjerde- del af Traadene tvekløvede, paa den anden Side omtrent Halvdelen, medens Individet 8 kun havde en enkelt paa den ene Side, & sletingen enkelte, men dem alle tvedelte med ligelange Grene. Ved Tvedelingen fremkommer stedse den nye Gren paa et bestemt Sted, nemlig tæt ved Roden og altid mod Underfladen, og efterhaanden forlænger 'den sig lidt buet i sit Løb, indtil den faaer lige Længde med Hovedtraaden, og den hele Halefaåane erholder naturligvis da et langt tæltere Udseende. Naar man nu seer paa samme Fisk tvende Penneller, som Individerne $ og 4, sidde lige ved Siden af hinanden og i samme Udviklingsgrad og Alder, men dog med saa forskjelligt Faneforhold, saa vil det være klart, at dette ikke kan bruges til at adskille Arterne. Idet" Grenen begynder at skyde frem som en lille Fremstaaenhed påa den bagre og nedre Side af Traaden, faaer denne den »kniefårmige ÅAusbiegung an der Basis«, som v. Nordmann l. c. S. 122 omtaler og paa sin forstørrede Figur afbilder, og som, efter vor Mening, er et Vidnesbyrd om, at ogsaa Fanetraadene paa hans Individ, der angives at være kun »ausnahmsweise gespalten«, med Tiden alle vilde være blevne gaffeldelte. Forresten maae vi endnu gjøre opmærksom paa, at mange af Traadene hyppigen blive bortædte eller falde af og erstattes senere ved nye, der enten udskyde som Grene fra den gamle Rod eller komme umiddelbart fra Halens Axe, og fremdeles at med en mere fremrykket Alder udskyder der ogsaa lignende Traade fra det foranliggende Kropparti, saa at to, tre eller flere Traade fortsætte sig op paa Siden af Kjønsaabningerne og forbi disse"). I saa- danne Nydannelser har Antallets Vaklen for en Del sin Grund. ") Forsaavidt man vil sammenstille Halens Fanetraade med de fra Hæmobaphes nedhængende større Udvidninger eller Sække, kunde man altsaa ogsaa sammenstille de enkelte Par ved Kjønsaabningen med de Udvidninger, som sammesteds findes hos denne Slægt og hos Lernæa. 10" 72 "412 Til v. Nordmanns lagttagelser over og Afbildning af de fire Par Bagkropsfødder have vi at tilføje, idet vi henvise til vore Figurer, at disse i Virkeligheden ere mere end Rudimenter, idet de dels endnu vise Tvedeling og Leddeling i Grenene, naar de forsigtigen udpensles af den dem omgivende Slim, dels endnu bære Fjerbørster. Desuagtet kan man ikke ville tillægge disse Lemmer, eller de aldeles tilsvarende hos Lernæa og Lerneænicus, nogen Betydning som Bevægelsesredskaber, efterat de vedkommende Dyr ere naaede saa langt hen i deres omdannede Tilstand; man fristes til at antage, at de kun kunne tjene til at fjerne det sig i Dyrenes Gange ophobende Slim, eller at de maaskee hos alle disse saa dybt indborede Former kun ere blevne tilbage, fordi de sidde saa vel beskyttede, at ingen ydre Vold kan komme til at fjerne dem. Paa de udvoxne Dyrs Bugside have vi ikke kunnet finde Spor af flere Umm end de nævnte, og heller ikke have vi kunnet opdage Munddelene imellem de saa tætte og saa grendelte Udvæxter paa Forkroppen eller »Hovedet«; men paa Rygsiden af dette snart noget bredere, snart noget smallere, men dog i det Hele temmelig kredsrunde Parti, have vi hos alle, selv de ældste, Individer erkjendt to meget tydelige Antenner, sammensatte af to paa hinanden og påa Hovedet ubevægelige Led, der i Spidsen danne en undertiden noget uformelig Klo eller Tang og minde om de Dannelser, vi foran have paavist hos Lerneænicus og Lernæa, og som bedst vil kunne opfattes af vore Figurer (fig. 31&). Fra disse Antenners Rod gaaer der tilbage over Rygsiden af Dyret en ægformig-lancetformet Figur af sorte Pigmentstænk, lidt takket i Randen og hist og her ligesom afdelt ved Tver- linier. — Denne Tegning, der tillige angiver Grændsen af en svagt hvælvet Rygning, faaer sin Forklaring ved den senere hen givne Udviklingsgang. Denne Pennella-Art findes i højst ulige Grad indsænket i Chironectens Krop; snart staaer nemlig den opsvulmede Del af Bagkroppen næsten i hele dens Længde frem af Fiskens Hud, snart er den derimod sænket helt ind i Fisken lige til Halefanen; undertiden for- længer Huden sig ligesom i et Rør ud over den. Vi have ikke bemærket anden Indfly- delse af disse forskjellige Grader af Indboring, end at Snylternes mørkere eller lysere Farve og Hudens Haarhed hår rettet sig derefter. : Fra de samme Belter af Atlanterhavet (29? NBr. og 78? VL.) have vi ogsaa paa en Drodon sexmaculatus fundet en yngre Pennella, som vi ved umiddelbar Sammenligning med samme Udviklingstrin af den hos C/rtronectes snyltende ikke have kunnet skjelne fra P. sagttta. Derimod maaåe vi antage, at den af Blainville (Journal de Physique (1822) t. 95. p- 446 Tab. fig. 4) kortelig beskrevne og i Omrids aftegnede P. brachriata (Blv) af en Diodon fra, Manillahavet paa Grund af sin Udbredningskreds vil vise sig forskjellig,. naar den nøjere undersøges, og i det Indiske Hav træde istedenfor Atlanterhavets P. sagttta. Et andet Spørgsmaal bliver det, om i bekræftende Tilfælde denne indiske Form da skal have det Linnéske Navn; thi dette maa naturligvis skee, saafremt man med Ellis, Blain- 413 73 ville (1. c. og Diction. des sc. natur. XXVI. p. 120) og Fl. vil lade Linnés Typus være fra det chinesiske Hav. Vi slutte de her gjorte Bemærkninger om Artens Formforhold med at berigtige en Angivelse hos Milne Edwards; skjøndt vor Art neppe bliver en Tomme lang, tillægger denne Forfatter den dog (1. c.) en Længde af fire Tommer, en Feiltagelse, som formodentlig hår sin Grund i, at Forfatteren, om endog tvivlende, henfører hertil som Synonym Holtens P. eæocoeti, hvilken vi senere skulle omtale og som rigtignok mnaaer en saa anseelig Størrelse, eller ogsaa deri, at Forfatteren ikke har erindret, at den af ham citerede Figur af v. Nordmann fremstiller Arten flere Gange forstørret. 31. Pennella varians Sp. & Lik. (Tab. XIV, fig. 32.) Meget nær til Pennella sagttta Limn., saaledes som vi ovenfor have beskrevet den fra den atlantiske CAzronectes marmoratus, synes os en Pennella at staae, som vi i et større Antal have udpræparereét af Finnerne af en »Dolphin«, hvilke Hr. Captain Hygom havde skaaret af Fisken og hjembragt til Museet, (Dolphinen var taget paa 0? NB. og 28? VL.). Vi vare endog en Tid lang meget uvisse, om vi ikke burde, ansee den for at være aldeles samme Art. Imidlertid tyder dog den for os liggende Række af Individer hen paa, at der gjennemgaaende findes flere Forskjelligheder imellem dem; nærværende Form synes saaledes at naae en større Længde, væsenligen betinget ved en længere Hals, og Modhagerne ere kortere og i ubestemt Antal. Vi have paa vor Tavle givet et større Antal af Figurer i naturlig Størrelse for at vise den store Ubestemthed, som der er ikke allene i Hæftearmenes Antal, men ogsaa i deres Form — en Vaklen, der er af saamegen større Betydning, som man hidtil havde troet at . kunne inddele Arterne i Grupper efter deres Modhagers Antal, saaledes som vi foran have bemærket. Af de nævnte Finner udskar vi, foruden flere yngre Stadier, til hvilke vi senere komme tilbage, ni fuldstændige Exemplarer, som vi antage for fuldvoxne, omend intet af dem bærer Æggetraade. Disse frembøde følgende Længdemaal af Modhagerne (a), Bag- kroppens Halsdel (b), sammes opsvulmede Del (ce) og Halen (d). : 1. Bk 3. 4. d. 6. 8. 8. 9 a. 3,5mm, 9, 5mm, 2mm, — 3mm, mm, 4mm, — 3, 5mm, gmm, — 3mm, HEE ES SE Eg BK ØU 4) VTR SR GENAN ENE HEDT FEANRPE SERDAL SØER ÆRMET SEREN SER Birk nn DEL MG SMAG: Es ENE DME RA SNS ESME es Af disse have nu de. fem sidste. kun to Horn eller Modhager, hvilke sjelden ere - nøiagtig af lige Længde, ligesom de ogsaa stade under ulige Vinkler ud fra Kroppen, dog TA 414 ere de altid tilbagebøiede; de fire andre have derimod i Midtlinien paa Kygsiden en længere eller kortere tredie Modhage, der er mindst hos Individerne & og 4, hvilke ogsaa forresten ere de korteste og smalleste; hos å er den af hålv Længde med Sidehagerne og hos 2 næsten af lige Længde med disse. Til nærmere Sammenligning med dette Forhøld maa her straåx endnu tilføjes, at vi ogsaa af de samme Finner imellem Finnestraalerne have udskaaret flere Forender, nemlig »Hovedet« og »Modhagerne«, af endel andre Individer, der forlængst vare bortdøde”), og disse, der i Antallet vare 9, viste ligeledes noget meget Vaklende i Hornenes Længde, og to af dem havde det tredie Horn i Frembrud; af atten Individer havde altsaa en Trediedel tre saadanne Modhager. »Halsen«, som ved foregaaende Art var saa kort og altid en mindre Brøkdel af det opsvulmede Parti, vise Maalene her altid enten af lige Længde med eller endog længere end dette Parti. Halepartiet turde i Forhold til Dyrets hele Længde være kjende- ligen kortere; dets Fanetraade ere i Antal 21—-22; vi have ikke fundet under 21; Traadene ere aldeles enkelte påa Individerne 2, 4, 8, 9, og med korte Bitraade eller Grene hos Åå, d og 8. Overgange frembøde & og 6; sidstnævnte havde fire grendelte mellem de enkelte. Naar vi nu, uagtet de nævnte Forskjelligheder mellem disse formentlig udvoxne Dyr og forrige Art, dog alligevel have været i Tvivl om denne Forms Ret til at udgjøre en selvstændig Art, da behøve vi kun at erindre om dens særegne Forekomst, nemlig ved Finnernes Kod og imellem Finnestraalerne; thi hvorvidt Snylterne af denne Slægt, hvis Arter ere såa vanskelige at holde ude fra hinanden, virkelig betydeligen forandre deres Form, eftersom Tilfældet fører dem over paa den ene eller anden Fisk, som Vært, og eftersom de komme til at hæfte sig i bløde Kjøddele eller under saa lidet gunstige Forhold, som Finnerne synes at byde, derom vides aldeles intet. I det foreliggende Tilfælde ere vi overtydede om, at Fasthæftningen imellem Finnestraalerne idetmindste oftere havde fremkaldt den ulige Væxt af Sidehornene og maaskee… betinget Udvæxten af den tredie Modhage, saaledes som vi hos Lernæa og Hæmobaphes oftere have bemærket en Sammenhæng imellem de ydre For- hold og Grendelingen af Hornene eller Fremvæxten af disse. Baird har i Annals of natur. history Vol XIX p. 280 beskrevet en langt større Pen- nella fra en »Dolphin« eller » Coryphæna« fra noget sydligere Dele af Atlanterhavet (11? 54/SB. —27? VL.) og benævnt den P. pustulosa. Da »Hovedet« og Modhagerne have en ganske anden Form, og Fanetraadene uagtet Dyrets Størrelse bestemt betegnes som ugrenede = ) Vi have nemlig bemærket saavel ved Lernæer som ved Penneller, at nogen Tid efter Døden brister cnten Kroppen i den tynde Halsdel og alle bagved liggende Dele af Dyret føres da naturligen bort ved Fiskens Bevægelser, eller, naar en saadan Bristning ikke finder Sted, bortslides simpelhen hele Båg- kroppen, medens Forkroppen og dens Modhager blive siddende og danne Kjærnen af forhærdede Knu- der i Fiskens blødere Dele. 415 79 (»plumose appendages simple«), maåae vi antage denne Årt for at være uden nogen For- bindelse med vort Art fra Coryphænen. 32. Pennella exocoeti (Holten.) (Lernæa eæocoett Holten; Lernæopenna Holten Blainv.) (Tab. XIV, fig, 33.) Den af Holten i Aaret 1802 i Naturhistorieselskabets Skrifter V. B. S. 136 Tab. III f. 3. a. b. beskrevne og aftegnede Lernæa eæocoeti, hvilken Blainville paa denne Beskrivelse og Afbildning igjen opførte som Lernæopenna Holteni, mene vi at have gjenfundet paa tvende Exemplarer af en Eæocoetus, fangne af Hr. Captain Hygom i den varmere Del af Atlanterhavet, det ene under 5? NB. og 35? VL. (1859), det andet under 21? NB. og 409 VL. Sidstnævnte havde to yngre Penneller fremragende af Skjælbedækningen, først- nævnte havde kun een, men denne var fuldvoxen og forsynet med Æggetraade, der dog i deres ydre Dele vare aldeles afslidte. Uagtet Individernes forskjellige Udviklingstrin (smign. Figurerne) kunde vi dog ikke tvivle om, baade at de alle hørte til een Art, og at denne maatte være den Holtenske. Da imidlertid den ovenfor anførte Figur af denne angives at fremstille Dyret i naturlig Størrelse, have Holtens Individer ikke været saalidt større end vore tre, hvilke ligeledes i vore Figurer ere fremstillede i naturlig Størrelse; men For- skjellen er dog ikke større, end at de meget vel derfor kunde høre til samme Art, idet- mindste efter vor Mening. Skulde vi betegne det, hvorved denne Art, foruden ved noget vist Habituelt, udmærkede sig fra de andre atlantiske, da maatte vi fremhæve det saakaldte »Hoveds« større Brede og dets Sidedeles Opsvulning i to temmelig regelmæssige Halv- kugler, idetmindste naar de sees: fra Rygsiden, samt Modhagernes Tyndhed i Forhold til Dyrets Størrelse og de c. 21 tre—firedelte Fanetraades større Tæthed paa Halepartiet. De forstørrede Figurer af Dyrets Forkrop vise, hvorledes vi hos denne Art ligesom hos de foregaaende fandt Bagkropsfødderne og det andet Antennepar stillede. Med Hensyn til denne Snylters Fasthæftning paa og i Værten skulle vi anføre, at alle tre Individer vare hæftede paa Værtens Forkrop, nærved eller dog ikke langtfra Gjællespalten, at de alle vare borede dybt ind i Kjødet, og at det ene endog fandtes med »Hovedet« og Modhagerne dybt inde i Leveren, hvis forreste Halvdel derved var gaaet over i en halvt opløst Tilstand. Den afLesueur beskrevne P. Blarnvillr (Journal of the Academy of Natur. Science of Philadelphia 1823. Vol. III P, 1. p. 291 pl. XI. fig. II. og II) var ogsaa tagen af en Ezocoetus (E. volitans), men afviger baade i de ældre og yngre Stadier saameget fra vore, at vi maae ansee den for meget forskjellig. Derimod synes P. eæocoetr at komme nærmest til P. filosa (Linn.), hvilken vi mene at besidde fra Atlanterhavet i et Par Exemplarer, som Hr. Pro- fessor Reinhardt fra sin sidste Reise over dette har givet til Museet og som han tillige- 76 Se 1416 med flere andre havde taget af en orthagoriscus-agtig Fisk. Forskjellen imellem begge Årter synes os især at ligge i den stærkere Rynkning af den opsvulmede Del af Kroppen og Halen hos P. filosa, samt i Haletraadenes endnu stærkere Forgrening og deri, at Mellem- rummet mellem Rynkerne hos denne bærer ligesom en Tverrække af Smaavorter. Saafremt iøvrigt flere nærstaaende Arter maatte vise sig forvexlede med hinanden under det gamle Navn af P. filosa (Linn.), — hvilket let kan være muligt”) — da maae vi bemærke, at den middelhavske Pennella fra Sværdfisken maatte ansees for Artens Typ, men denne have vi ikke havt til Sammenligning med vore”). 33. Penneila crassicornis Stp. & Lik. (Tab. XIV, fig. 34.) Det var, saavidt vi vide, først anden Gang at et lernæagtigt Snyltedyr erkjendtes at leve påa et varmblodigt Dyr, da Hr. Sysselmand H. Muller i Thorshavn paa Færøerne i Aaret. 1855 sendte os et Glas fuldt med denne Pennella; alle de deri indeholdte Individer vare tagne af een og samme Døgling, Hyperoodon rostratus (Mill.), fanget samme Aar ved Suderø””). Skjøndt vi ikke senere have erholdt den fra disse Øer, have vi dog al Grund til at antage, at den ikke sjelden forekommer paa dette Hvaldyr, thi paa en i denne Vinter i Lille-Belt fanget Døgling, som senere forevistes her i Kjøbenhavn, gjenfandt vi flere cylindriske Huller i Huden og Spækket, som aabenbart maatte hidrøre fra saa- danne Gjæster, der vare blevne afrevne, og ved nærmere at udspørge Hvaldyrets Forevisere, blev det ogsaa tydeligt nok, at flere saadanne Dyr havde været tilstede under de første Uger af dettes Forevisning, nemlig inden det kom til Kjøbenhavn. Da det senere blev afspækket, 7) Saaledes have alle de store Individer, som vore Museer besidde fra orthagorisk-agtige Fisk, tre Horn, medens Milne Edwards henfører Arten i dens Helhed til hans første Gruppe med to Horn; men fra hvilke Fisk hans Individer vare, anføres ikke, heller ikke kan man see, af hvilken Fisk det hos Guérin, Iconogr. Zooph. Tab. 9 fig. 3, afbildede Individ er taget; Figuren synes at fremstille. Dyret tohornet. Det er os øvrigt ikke bekjendt, at man har nøjere undersøgt Sværdfiskens Pennella. I det stille Hav er en særdeles lignende Form idetmindste taget tvende Gange paa en orthagoriskagtig Fisk (see Voyage de la Peyrouse. IV. pag. 51 Pl. 20 fig. 6 par Martiniére taget imellem Nootka og Mon- terey i Californien; Chamisso Act. Acad. Cæsar. Leopold. Carol. Natur. Curios. X. part 2.) Det er Pennella diodontis Oken (Chamisso & Eysenhardt), Penmella Bocconi Blawnv. (Journal de Physique 95. pag. 378.) Milne Edwards mener, at Arten P. Bocconw adskiller sig fra de øvrige »par la conformation des appendices' abdominaux«; (1. c. p. 523); vi skulde troe, at de to Fjer, der påa La Martiniéres Figur staae paa Siden af Halen, blot ere tilsatte som Prøver paa Fanetraadenes grenede Form, ellers vilde den. rigtignok fjerne sig mere end som blot Art fra de øvrige. Ifølge en Bemærkning af Adjunkt v. Duben i Forhandlingerne ved de skandinaviske Naturforskeres fjerde Møde i Christiania, 1849 p. 280, og skriftlig Meddelelse fra vore Venner i Norge vide vi, at man der har erholdt en Art af samme Slægt af en Finnehval, og denne vil rimeligvis vise sig at være en aldeles forskjellig Art. i Fx aa 417 77 for åt præpareres til Skelet, lykkedes det ogsaa at finde enkelte Forender af disse Snylte- dyr inderst i Spækket og i Kjødet. Som Figurerne (Tab. XIV. fig. 34 og 34”) vise, — i naturlig Størrelse fremstille de nemlig dels meget unge Individer, dels Forenden af et aldeles udvoxet, — udmærker Døglingens Pennella sig fra de andre kjendte Arter ved en betydelig Størrelse, en stærk udviklet og meget rynket Hud, en i Forhold kun lidt fremtrædende og kun svagt opsvulmet Hoved- eller Mundregion, men usædvanlig tykke og stærke Sidehorn og et næsten ligesaa stærkt Ryg- horn. Den mere opsvulmede Del af Kroppen sees idetmindste påa de halvvoxne Individer (af $80—100m= Længde) at være forholdsvis kort, og den saakaldte Hals derimod meget lang, to til tre Gange saa lang som hin; den første fremstiller den Del af Dyret, der hænger frit ud i Vandet, den anden derimod den Del, der er inde i Værten, og allerede dette røber, at Dyret hæfter sig dybt og gaaer igjennem Spækket ind til Kjødet; disses Hale er da 15rr, og bærer 23 Par mangegrenede, traadlignende Forlængelser (et Sæt af disse er fremstillet i Fig. 34 7). Under Ryghornet sidde de sædvanlige fire Par yderst smaa Bagkropsfødder og paa Rygsiden Antennerne; men vi maåaae bemærke, at paa Forenderne af de gamle Individer vare kun Spor af Bagkropsfødderne at erkjende, som vi formode, fordi Døglingen i flere Uger havde været stivfrossen og efter Optøningen allerede gaaet noget i Forraadnelse, inden Pennellerne udskares. Til de foranstaaende Bidrag til Erkjendelsen af de nævnte fire atlantiske Arter kunne vi føje følgende med Hensyn til Pennellernes Udvikling i Almindelighed. Af alle fire Arter have vi for det Første halvvoxne og noget yngre Individer, der, for- uden at mangle Æggetraadene, kun have svage Spor af Halefanen eller aldeles ikke vise Spor af denne, og hos hvilke samtidigen Halepartiet findes svagere udviklet og Bagkroppen kun lidet eller slet ikke opsvulmet; de mangle altsaa i denne Tilstand en af Penne/la- slægtens væsenligste Charakterer, og svare da omtrent til saadanne Figurer, som den i Cuvier Régne animal Zooph. pl. 31 fig. 2 af P. Blainvillei givne eller den af Lesueur (. c. Pl. fig. 3), af samme Art fremstillede, med hvilke man kan sammenligne vore Figurer 33' og 33”, Den af Værten i detle Stadium udhængende Del er da kun traad- dannet med en mere eller mindre tydelig Indsnøring paa det Punkt, hvor Halepartiet begynder. Af de to mindre Arter, P, sagitta og P. varians, især af den sidste, have vi der- næst en Række af meget yngre Former, lige indtil Unger eller Larver af kun faa Millimetres Længde, og de væsentligere Trin af denne Rækkes Udvikling have vi søgt at fremstille i Figurerne 32 Il. m. n. o. ” Medens Forenden af de ovenfor omtalte, af Værten udhængende Individer med simpel traadformet Krop i det Hele svarer til de udvoxne Pennellers og navnlig allerede 11 78 418 har Modhagerne i samme Form og Forhold som disse samt det opsvulmede »Hoved» ogsaa væsentligen af samme Form. saa vil man see, at paa disse tidligere Trin, i hvilke Bag- kroppen af hine indtrængte Gjæster endnu ikke har forlænget sig ud igjennem Værten, ere »Hovedet» og Modhagerne endnu ikke uddannede til de stærke Hæfte- og Fastholdnings- redskaber. Ved skridtvis gjennem vore Figurer 1, m, n, at forfølge Formen tilbage til det yngste Trin, vi have fundet (0), vil man let see, hvorledes Modhagerne efterhaanden ud- dannes og forme sig af en Udkrængning fra Underfladen af Ungens Cephalothorax, og lige- ledes, at det med saa talrige Udvæxter besatte kugleformede »Hoved» væsentlig skyldes en lignende Udbulning og Udkrængning fra Underfladen af den forreste Del af Cephalothorax, hvorved det andet Antennepar (a”) efterhaanden skydes op paa Rygsiden af Dyret. Endelig bliver man vaer, at netop det hvælvede langstrakt- ovale Parti, der findes påa Rygsiden af »Hovedet», selv paa de gamle Penneller, og de Pigmentpartier og Stænk, der begrændse eller gjennemskjære det, betegne ligefrem Dyrets oprindelige Thoracalparti og de Ringe, der sammensætte det eller følge efter det. At det i de ældre Stadier ubevægelige andet Antennepar i disse er aldeles bevægeligt og Svømmefødderne fuldt saa vel udviklede, er en Selvfølge, ligesom vi ogsaa have kunnet overbevise os om, at de paa de seneste Stadier ikke iagttagne indre Antenner samt Kjæbedele og Kjæbefødder ere tilstede (see Fig. 32 m. og 39 o. f). Paa det af os iagttagne tidligste Udviklingstrin frembyder den spæde Pennella eller Penuellalarven, som man vel tør kalde den, paa den ene Side en ikke ringe Analogi med Lonchidiumslægten; men påa den anden Side, idet Pennellen paa dette Stadium ligesom er bleven afklædt alle de Udvæxter og Udviklinger, der give det udvoxne Dyr sit eiendomme- lige og abnorme Udseende, frembyder den ogsåa en næsten ren Krebsdyr- og specielt Copepod-Form. Hvad vi her have iagttaget af Udviklingen af Hornene og de øvrige Udvæxter fra Hovedet, har ledet os paa den Tanke, at disse Dannelser vistnok snårest måae sam- menlignes med de hos Pandarinerne saa ofte forekommende Knuder eller Puder og andre analoge Dannelser paa Undersiden af Skjoldet, paa hvilke vi i det Foregaaende oftere have havt Leilighed til at henlede Opmærksomheden. Hannerne til Pennellerne, ligesom til den hele Pennellagruppe, have hidtil und- gaaet Naturforskernes Opmærksomhed”); hvad vi kunne bidrage til at oplyse dette dunkle ”) Rigtignok hedder det hos Milne Edwards i histoire des Crustacés t. III p. 522: »le måle est trés petit, presque sphérique ct porte å sa - portion antérieure un sucoir conique garni de quelques appendices styliformes et å sa face inférieure deux pairs de mains subchéliformes trés-grosses, å Paide des quelles il s accroche å la femellev; men da denne Angivelse er såa aldeles enestaaende og hverken knyttet til noget Citat af en anden Forfatter eller støttet ved en nærmere Paapegning af den Art af Pennella, hos hvilken Hannen skulde være paavist, ere vi tilbøjelige til at troe, at den 419 79 Forhold er kun saare lidet; imidlertid have vi dog paa P. Eæocæti lidt ovenfor Æggetraa- denes Udspring iagttaget to næsten mikroskopiske Individer af et Krebsdyr, der saa meget minde om andre Lernæformers Dverghanner, at vi have antaget; at de vel kunde være Pennel- Jernes hidtil forgjæves søgte Hanner; de vare begge med Krogfødderne saa fast hæftede i Hunnens Hud, at det ikke lykkedes at løsne dem derfra, uden at sønderrive dem. Figur 33 å. viser Formen, saavidt denne kunde udredes igjennem en stærk Lupe. Hos et meget ungt Individ af P. vartans fandt vi ved Kjønsringens Bagrand op- hængt to mikroskopiske Smaalegemer (32. sp.), hvilke vi antage at være Spermatoforer, og noget lignende fandt vi ogsaa hos en ung P, crassicornis; men saadanne Spermatoforer udelukke efter vor Mening (smilgn. S. 420 ) ikke Forekomsten af Dverghanner. Ånden Række af parasitiske Copepoder: med Æggesække, indeholdende flere Rækker af kugleformede eller mangekantede Æg. Af hele denne Række er os kun een pelagisk Form bekjendt fra Atlanterhavet, nemlig Brachrella Thynni Cuv., om hvilken vi nedenfor meddele nogle Bemærkninger. Vi benytte imidlertid denne Leilighed til at beskrive en ny Brachrella fra det indiske Hav og et Par nye arktiske Slægter, af hvilke den ene, der lever paa Annelider”), maaskee er den ufuldkomneste af alle kjendte Lernæer; tillige meddele vi nogle Oplysninger om de Formforandringer, som »Lernæa gobina« og Lernæopoda elongata undergaae med Alderen. XVI. Brachiella Cur. 34. Brachiella appendiculata Sp. £ Lrik. (2. &). (Tab. XV, fig. 35.) Vi fandt denne Art paa Gjællerne af Sétromateus paru i Selskab med Lernanthropus Kønigt, Synestrus caliginus og en Bomolochus. Hunnen er c. 5mm |Jang fra Forenden til Æggesækkenes Udspring. Legemet er kølle- eller flaskeformigt, og Ryggen danner en Indbugtning ud for de tykke, korte og kun grunder sig paa v. Nordmanns.Figur af Hannen af en ÅAnchorella, der findes paa samme Tavle i Mikrographische Beytråge som. Afbildningen af Pennella sagitta, hvilket vel kunde give An- ledning til den Misforstaaelse, at den fremstillede Hannen af denne Pennella-Art. Det bør herved erindres, at dette hele Afsnit af »histoire des Crustacés» mere har Charakteren af en ikke altid heldig Sammenstilling af det Bekjendte, støttet paa andre Forfatteres Arbeider, end af en selvstændig påa egne dybere Undersøgelser hvilende Bearbeidelse af Snyltekrebsenes Gruppe. Det er jo ogsaa til denne Række af snyltende Copepoder med virkelige Æggesække, at de talrige Slægter høre, som især i de sidste Aar ere opdagede hos hvirvelløse Dyr, f. Ex. Nicothoé, Selius, Doridicola , Antheacheres, Notodelphys, de to af A. Boeck beskrevne Slægter Årtotrogus og Åstero- cheres og de af Thorell opstillede Slægter Doropygus, Botachus, Ascidicola, Buprorus, Lichomolgus og ÅAscomyzon samt Costas Notophterophorus. LØS 80 420 krumme, i Spidsen sammenvoxne og med en lille flad Hefteknap forsynede Armes Udspring. Hvad der især udmærker denne Årt, er de talrige cylindriske eller svagt kølleformige, ned- hængende Vedhæng, hvormed den er udstyret. Fra den ydre Halvdel af hver Arm hænger der fire saadanne Vedhæng ned; det er sjeldent, at nogle af dem ere kortere end de andre; undertiden synes de at høré sammen to og to eller ligesom at have et fælles Udspring. Sex lignende Vedhæng ere anbragte i Legemets Bagende, over mod Bugsiden; de ere ikke fuldkommen lige lange, og undertiden fandt vi kun fem eller fire. Æggesækkene rage altid et større eller mindre Stykke ud forbi disse Forlængelser og overgaae dem be- tydelig i Tykkelse. Hvad vi have iagttaget af Kjæbefødder, Følere og deslige, er fremstillet paa Afbildningerne. — To af Hunnerne bare hver sin Han paa Ryggen, tæt ved Armenes Udspring; den er kun 1"" |Jang, noget krum, uleddet, udstyret med to Par korte og tykke Krogbeen (Kjæbefødder) samt med to fremragende Pigge i Bagenden; ved Siden af den fremstaaende Snude saaes ogsaa et lille. krogbærende Følerpar”). Af. Brachiella- Slægten kjendes altsaa nu følgende Arter: B. Thynni Cw., B. im- pudica Nordm., B. bispinosa Nordm., B. rostrata (Fabr.), B. Lophir M. Edw., B. Pastinacæ v. Ben., B. appendiculata nob. og B. Dalmannt (Retz.)""). B. appendiculata nob. dignoscitur (fæmina) appendicibus abdominalibus elongatis, gracilibus, subclaviformibus sex, brachialibus ejusdem formæ utrinque quatuor. 35. Brachiella Thynni (Cuz.) (2. &). (Tab. XV, fig. 36.) Da de hidtil meddelte Afbildninger af denne Art ere temmelig maadelige, have vi anseet det for rigtigst at optage den påa vore Tavler, skjøndt den er beskreven med til- strækkelig Fuldstændighed af Milne Edwards. Samme Forfatter beskriver ogsaa Hannen; men da denne hidtil aldeles ikke er afbildet, have vi saameget større Grund til at give en Figur af den. — Løsner man Hannen fra dens Plads mellem Æggesækkenes Grund; faaer man i Reglen Øie påa nogle (2 eller 3), rigtignok meget småa, rødbrune, runde og flade Smaalegemer, som uden Tvivl ere Spermåtoforer. Tilstedeværelsen af disse Dannelser hos de parasitiske Copepoder bekræfter sig saaledes mere og mere; tidligere har man, saavidt vi erindre, ikke påavist dem hos nogen Lernæ, hvis Hanform er aldeles dværgagtig og snylter paa Hunnen. Hvad vi forresten have at tilføje om B. Thynnt, er kun nogle Bidrag = ) Efter Analogien med andre Former måa man antage, at der foruden dette findes endnu et Følerpar og et Kjæbe- eller Palpepar, uagtet vi ikke have iagttaget Gem; vi betvivle derfor ikke, at det vilde være lykkedes os at finde deslige Dele, hvis vort Materiale, af Hanner ikke havde været saa ubetydeligt. ") Denne Form var af Prof. Krøyer tidligere mindre rigtigen bleven henført til Slægten Lernæopoda, men er senere ifølge en Anmærkning i »Danmarks Fiske« II. p. 995 af denne Garcinolog betragtet som Typ for en egen, endnu ikke charakteriseret Slægt Charoptmus. Lernæa inmcisa Blawmnv. (Journ. de Phys. XCV. fig. 10) er jo vistnok ogsaa en Brachiella, som det synes identisk med B. Thynnz. 421 | 81 til Kundskaben, øm dette Snyltedyrs geographiske Udbredning og om det bestemte Sted, hvorpaa det aitid findes hos de store Fisk, paa hvilke det snylter. Hr. Captain Hygom har gjentagne Gange bragt os denne Art fra de saakaldte Albe- corerogBaracottaereller Barracuder, store Thynnusagtige Makrelfisk”). I Atlanterhavet strækker dens Udbredning sig idetmindste fra 13? SBr. til 229 NBr. og fra 289 VL. til 56? VL.”), Den findes derhos i Middelhavet og Adriaterhavet paa Thunfisken, og een af af os (Stp.) har fundet den påa denne Fisk i Triest. — Alle af Captain Hygom bragte og sete Exemplarer vare tagne i Axelhulen, og et stort Antal til Museet hjemførte Bryst- finner af de nævnte Fisk vise, hvorledes Brachiellerne altid ere hæftede til dette Sted, eenlige eller to, tre sammen; i Axelhulen bleve ligeledes Triestinerexemplarerne tagne. Den almindelige An- givelse hos Cuvier (Régne animal [IE p. 257), Milne Edwards (1. c. IE p. 512) og Andre, at det er paa Thunfiskens Gjæller Arten findes, kan imod saa talrige Data ikke være rigtig, og denne Feil er det os saa meget vigtigere at kunne berigtige, som den har givet Anledning til en Miskjendelse af nogle af Aristoteles omtalte Forhold. Denne Naturforsker kjendte nemlig meget godt Thunfiskens Brachzella og gav den ogsaa rigtigen den af os ovenfor paaviste Stilling i Axelhulen; han kan nemlig ikke antages at have sigtet til noget andet Dyr ved den noget skorpionlignende Snylteorm, der af. en Edderkops Størrelse sidder ved Thunfiskens (og Sværdfiskens) Brystfinner og foraarsager Fisken såa betydelige Smerter (Editio Imm. Bekkeri, 8vo 1829, V. 31 p. 149. 10: »0 d8& tåv Jvvvæv 01ctQog yivstær Wiv Trsgl T& mtEQvyra, &0T, 0'0uUo0L0G Toic Cx0g7ti01c, zæl TO uéysdoc mdixos &gayvng.« cfr. VII. 19. p. 240. 5: »ob d& Jvvror zar ob Euplær ofgtgwot regi xvvoc 871101nv. 8y801 yæg æWpOoTEQOor TNVvixuvte aged TO TtsQvyru olov Cxmlnyxov To xælguevov olctgov, duorov uæv ox0gmim, uéysdoc &mlizov &ogyvnc); Bagkroppens Forlængelser og maaskee ogsaa Æggesækkene danne lige- som Lemmerne af det »skorpionlignende« Dyr, og den lange bøielige »Hals« ligesom sammes Hale. Den græske Philosophs Oversættere og Udlæggere have i Almindelighed troet, at den her nævnte Piner var et Slags Fiskelus af Oskabjørnenes (Cymothoernes) Familie, medens Naturforskerne”””) uden nogen Betænkelighed have antaget, at baade Aristoteles og haus senere romerske Compilator (cfr. Plinius hist. natur. IX. 21: »Animal est parvum, scorpionis effigie, aranei magnitudine. Hoc se et thynno et ei, qui gladius vocatur, ") Ifølge v. Beneden skulde B. Thymni ogsaa forekomme paa Sciæna Aquila (Bullet. de V'Acad. de Belgique.) "” De enkelte Localiteter ere: 139 SBr. 369 VL.; 02 NBr. 2892 VL.; 29 NBr. 282 VL.; 49 NBr: 309 VL.; 22 NBr:3 569 VIE "") See Cuviers Anmærkninger til Pankoucke's Udgave af Plinius Hist. natur. 1830 1. c. og Cuvier og Valenciennes i Hist. des poiss. vol. VIN. p. 187 (edit. 4to) 1831 [p. 255 édit. 8vo. 1830]; smign. Krøyer Danmarks Fiske. I. p. 251, Det bliver i det Hele et Spørgsmaal, om Pennellaen virkelig er fundet hos Thunfisken i Middelhavet eller om Angivelsen af et saadant Dyrs Forekomst paa denne Fisk støtter sig alene paa Tydningen af Aristoteles's ovennævnte Udtryk. 82 422 crebro delphini magnitudinem excedenti, sub pinna adfigit aculeo, tantoque infestat dolore, ut etc.) have ment en Pennella, og navnlig den i det foregaaende omtalte P. filosa Linn. Det er saameget mere besynderligt, at paa begge Sider en saadan Miskjendelse har kunnet finde Sted for Thunfiskens Vedkommende, som vi see, at den fortræffelige Rondelet ikke blot har truffet det Rigtige og beskrevet baade Dyret og Stedet saa charakteristisk, som man for den Tid kunde ønske det, men ovenikjøbet har givet en meget erkjendelig Træsnits- figur af Dyret, der paa een Gang viser, at dette hverken kan søges mellem Fiskenes sæd- vanlige »Oestri» eller mellem Pennellerne. Naar vi efter disse Bemærkninger til Slutning endnu her meddele Rondelets egne Udtryk, skeer dette ikke alene til Bestyrkelse af vor Mening, men ogsaa for åt vise, hvilken autoptisk ng objectiv Kjendskab Rondelet havde til dette Forhold, fremfor hans Forgængere og Efterfølgere. I G. Rondeletii De Insectis et Zoophytis liber, caput VIII, de Oestro sive Aso (marino) hedder det nemlig om det ovenfor givne Citat af Aristoteles V. cap. 31: »Qvæ brevis est, et non satis explicata AÅsz/z notio, ex qua Åsr/um nunquam penitus nossem, nisi sub Thynni pinna, quæ ad branchiarum est scissuram, affixum conspexissem æstuante cani- cula. Ergo ex ipså evrowie sic fusius depingi potest. Pro ore tubulum sive fistulam habet, pro corporis ratione longam. Utrinque sitæ sunt veluti månus duæ, quæ ad os flec- tuntur; sequitur alvus cum incisuris, cui affixi sunt sex pedes, duo, qui in extrema alvo sunt, Ccrassiores et longiores, qui utrinque locati, paulo minores, reliqui duo, qui magis in lateribus sunt, omnium minimi. Ore sive fistula, scorpionis terrestris caudæ, pedibus ejusdem brachiis similis est, alvo et magnitudine, araneo. Ut Polypi acetabulis, ita hic ore adhæret parti molliusculæ et pingvi sub pinna ita tenaciter, ut avelli integer non possit. .…. Cur sub pinna hæreat, in causa est partis mollitudo, pinguitudo et sangvinis copia«. (Edit. Lugdun. Batav. MDLINI p. 112., cfr. librum de Piscibus ejusd. edit. p. 576: »Sed>,de Åstilo alias, cujus veram effigiem in orcyno”) depinximus supra branchialem pinnam, "qui sub pinna videri non possit»). Rondelet har altsaa ligesaavel som Aristoteles holdt denne Snyltegjæst tydelig udenfor de snyltende Oskabjørne, hvilket ikke er Tilfældet med en anden lagttager fra samme Tidsrum, nemlig Belon, der ikke af Autopsi har kjendt noget til Thunfiskens Snyltere (cfr. Pet. Bellonii Cenomani De aqvatilibus libri duo, Parisiis MDLIII p. 442—43 f.) XIX. Lernæopoda B/ainv. 36. Lernæopoda elongata (Grant) (9 &). (Tab. XV, fig. 37) Denne iøvrigt velbekjendte Art have vi ogsaa draget med ind i vore Undersøgelser, da vi see os istand til at meddele nogle Oplysninger om dens Udvikling. Foruden nogle ”) ØOrcynus er Thunfisken, navnlig de meget store Individer af denne. 423 : 83 Exemplarer af kun 472—77m Længde, som Hr. Inspektør Olrik har nedsendt til Universitets- museet tilligemed en heel Del udvoxne, og som kun afvige fra disse ved paafaldende For- skjelligheder i Bågkroppens og Armenes Udvikling (see Fig. 37 8, y og d), er der endnu givet os Leilighed til at undersøge et Par Exemplarer, meget unge Hunner”), af kun 17" Længde, som den ene af os (Stp.) for en længere Aarrække siden (1838) har udpræpareret af Slimen paa et Havkalsøie og som tilhøre det kongelige naturhistoriske Museums Samling af. grønlandske Krebsdyr. Paa dette Udviklingsstadium (Fig. 37 &) ere Bagkroppen og Halen endnu tydeligt leddede og Antennerne af en noget afvigende Form, navnlig det ene Par, hvis sidste Led viser en temmelig tydelig Tangdannelse; størst Forskjel vise de to Kjæbefodpar; det andet af disse, de senere »Årme«, er i dette Stadium endogsaa lidt kortere end første, som er langt, smækkert, trindt, uleddet og fremstrakt under en næsten ret Vinkel fra Kroppen; begge Kjæbefødder af dette første Par ende med en krum Klo, men begge disse Kløer ere indhyllede i den opsvulmede Grunddel af en lang tynd Chitintraad, ved hvis Hjælp Dyret har været heftet til Øiets Overflade; denne Heftetraad (der maaskee. til en vis Grad kan sammenlignes med Ca/zgus-Ynglens Pandetraad) er saa lang, åt den gaaer gjennem hele Øiets Slimlag, såa at selve det unge Dyr har siddet udenfor dette. Det Mærkeligste er maaskee, at denne Heftetraad ikke udgaaer fra andet Kjæbefodpar, som senere afgiver Hefte- redskabet, men fra første. Med Hensyn til de Individer, der allerede have naaet Lernæopodformen, vil det heller ikke være overflødigt udtrykkeligt at gjøre opmærksom paa, at jo yngre Individerne ere, desto kortere ere Bagkroppen og »Årmene«; disse Dele voxe altsaa forholdsvis raskere end Forkroppen. Det samme er Tilfældet med Brachrella Thynnt”), som man vil see af vore Figurer (Fig. 36), og forsaavidt som man altsaa vilde tage GCharakterer for Arterne af disse relative Maalforhold, maatte man tage tilbørligt Hensyn til de undersøgte Individers Alder og Udviklingsgrad. XX. Diocus Krøyer (in Museo Regio). 32. Diocus gobinus (Fabr.) (2 &). (Tab. XV, fig. 39.) Vi optage efter Prof. Krøyer Navnet Dzocus for den Snyltekrebs, der hidtil har ”) Eller maaskee rettere Larver til Hunner. "”) Til nærmere Oplysning herom kunne tjene følgende Maal af 3 Individer (a, b og c) af denne Art" a. b. (vi: »Halsen« 4mm 7mm 1 Gmm »Kroppen« —… 37/gmm AR = GE De lange Vedhæng 4 - 6 - 13 - Armene 2 - 3 - 6-" Totallængde 11!9 - 17 - 3å - SÅ 124 været bekjendt under Navnet Lernæa gobrna Fabr., Mill. (prodrom. Zool. Dan. 2747 og Fo. Groen- land. p. 389.) eller Chondracanthus gobinus Krøyer (Naturh. Tidsskrift 1 Bd. p. 280), der, som bekjendt lever påa Phobetor tricuspis (Bhdt.) (Cottus gobio Fabr.).. Prof. Krøyer har nemlig allerede 1. c. p. 284 antydet”), at.den ikke kan blive staaende i Chondracanthus-Slæg- ten, og senere i det kongelige Museum opstillet den under det foranførte Navn. Den er-be- skrevet saa omhyggeligt af den nysnævnte Zoolog, at der ikke vilde være nogen Anledning for os til at omtale den, hvis der ikke blandt de talrige (over 20) Individer, hvoraf Universitetsmuseet for Øieblikket er i Besiddelse og som det for Størstedelen skylder Hr. Justitsraad Olrik, havde været adskillige yngre Individer, som kaste noget Lys over de Formforandringer, som denne Årt, efterat have tilendebragt sin egentlige Metamorphose, med Alderen undergaaer. Det vil af de her givne Afbildninger sees, at de yngste foreliggende Individer (37 Jange) ere meget mere lange end brede, medens det omvendte, som bekjendt, er Tilfældet med de helt udvoxne, og at de saakaldte »Arme« endnu kun vise Spor til de senere såa vel udviklede Knuder, såmt at det næstsidste Armpar sidder nærmere ved det sidste og fjernere fra det første end påa senere Alderstrin, som en Følge af ati disse en stærkere Udvikling netop af denne Region af Kroppen, formodentlig for Forplantningsredskabernes Skyld, driver de to bageste Arme længere fra hinanden. Foruden det leddede første Følerpår er det andet krogformede Føler- par, som udmærker sig ved Krogens i Afbildningen antydede eiendommelige Form, meget tydeligt paa de yngre Stadier, men begge kunne dog ogsaa erkjendes selv hos de største, &åmm brede Individer. Forresten henvise vi til Afbildningerne, der ville give en rigtigere Forestilling om Dyret ogsaa i dets udvoxne Skikkelse end den mindre . heldige Figur, som er meddelt i Krøyers Tidsskrift (Bd. I, tab. Il fig. 8). Vi meddele ligeledes en Af- bildning af Hannen, der kun er ir” |ång og hos hvilken vi have kunnet erkjende ad- skillige Enkeltheder, som ikke ere optagne paa Prof. Krøyers Afbildning (1. c. t. III fig. 12), men dog tildels omtalte i Sammes Beskrivelse af Hannen (i. c. p. 284)... Vi håve nemlig iagttaget et første Følerpar, der er flerleddet og udstyret med adskillige Børster og for- holdvis ikke såa ganske kort; et andet Følerpar, der er stærkt og krogdannet, men tillige udstyret ligesom med et Sideblad eller en kort Bigren med nogle Børster i Enden; bagved Munden sees en lille Knude med et Par Børster (muligvis Maxiller eller Palper) og to Par Kjæbefødder, begge uddannede til Fasthæftning; det første bestaaer af en kort. og tyk Grunddel og en plump Endekrog eller Klo; det andet er forholdsvis smækkert og treleddet, saaledes at den ikke meget krumme Endekrog eller Klo danner det tredie Led. Da Prof. ”) Denne Antydning gav os netop Anledning til den Formodning, at Prof. Krøyer maåaskee senere kunde have opstillet en egen Slægt paa denne Art, og til forinden dette Ark blev trykt åt søge denne Formodning stadfæstet ved -det kongelige naturhistoriske Museums opstillede Krebsdyrsam- ling. Med Prof. Krøyers Billigelse have vi her beholdt det Navn, under hvilket den er opstillet i det nævnte Museum. 425 85 Krøyer ikke har fundet sine Exemplarer i Gjællehulen, men påa Underkjæben, maae vi tilføje, at vi stedse have fundet den i Gjællehulens nederste og forreste Del hos den om- talte grønlandske Ulkeform, hvor den synes at være overmaade hyppig. Då de to bageste, knudrede »Årmpar« hos Drocus gobrnus have deres Plads saa tæt ved Æggesækkenes Udspring, vil det neppe være rigtigt at parallelisere dem med Chondracanthernes fire kløftede Vedhæng, der rimeligvis ere første og andet Par af Bagkrop- pens Fødder; om de derimod svare til fjerde og tredie Fodpar, og om de to Par Nakke- horn repræsentere første og andet, eller om de ere blotte Udvæxter fra Huden, maa for Øieblikket, indtil endnu yngre Stadier erholdes, være uafgjort. XXI. Tanypleurus Sp. & Lik. 38. Tanypleurus alcicornis Sip. £ Lik. (9) (Tab. XV, fig. 38.) Under dette Navn opstille vi en hidtil ubeskreven grønlandsk Parasit, hvoraf Dr. Rink har taget et Par Exemplarer paa Gjællerne af Cyclopterus spinosus, og hvoraf Hr. Koloni- bestyrer Fleischer senere hår nedsendt endnu et Par, fundne i Maven af den store grønlandske Hai (Scymnus microcephalus) og sandsynligvis ligeledes hidrørende fra for- døjede Individer af Pig-Kvabsoen. Endnu mere end hos Drzocus gobinus er Legemet her betydelig udviklet i Breden, der næsten er dobbelt saa stor som Dyrets Længde. Denne overordentlige Brede skyldes to brede Sideudviklinger eller Arme, der bøje sig om påa Bugsiden, hvor de ende med flere (c. 7), butte Flige eller Fingre, der ere rettede dels indad mod Midtlinien, dels bagtil, saa at man godt kunde beskrive disse Arme som havende en indre og en bageste Flig; disse Elsdyrhorn- lignende »AÅrmes« øverste Rand er tillige udstyret med flere eller færre knapformige Udvæxter. Mellem de omtalte Sideforlængelser eller Arme og Anus findes der bågtil paa hver Side to forholdsvis meget smaa fligede Udvæxter med knapformede Ender. Huden er ellers i Reglen blød, Legemet og dets Flige temmelig tykke. Tæt ved dets forreste Rand, ned mod Bug- siden, udgaaer der et Hefteredskab, bestaaende af en uregelmæssig Kvast af talrige, men korte, hornagtige Traade, som udspringe fra Enden af en temmelig tynd og ikke meget lang hornagtig Stilk, der viser forskjellige Grader af Sammenvoxning; hos et Exemplar bestaaer den saaledes af 2 fuldkommen adskilte, med Spidserne mod hinanden bøjede Stammer, hos andre ere disse vel sammenvoxne, men bære dog mere eller mindre tydelige Spor af at være dannede ved Sammensmeltning af 2 oprindelig adskilte Stykker. Denne Stilk eller disse Stilke udgaae igjen fra et fælleds eller hver fra sit noget opsvulmede, kjødagtige Parti, udentvivl et forkortet, med Lernæopodernes eller Anchorellernes analogt Årm- eller Kjæbe- fodpar. Umiddelbart foran dette Fasthæftningsredskab findes den noget fremspringende Mund, påa hvis øverste Rand vi ved Hjelp af en stærk Lupe have iagttaget 2 Par overor- 19 rs 86 426 denlig smaa hornagtige fremspringende Dele — rimeligvis det sidste svage Rudiment af Antennerne. Til Lemmer og lignende Dele have vi forresten intet Spor seet. Æggesækkene ere hos yngre Exemplarer blot krummede i en Halvbue, hos ældre snoede i to eller tre Omvrid paa en ganske lignende Maade som hos foregaaende Art. Det største Exemplar har en Brede af 14mm, uagtet Sideforlængelserne ere bøjede ned mod Bugen og Dyret altsåa egentlig ikke viser sin fulde Brede. Foreløbigt vil Slægten Tanypleurus vel kunne charakteriseres kortelig saaledes: Tanypleurus x06. dignoscitur (fæmina) corpore depresso, latissimo, utrinque in pro- cessum digitatum, Ccornu alcinum referentem, sub ventrem inflexum, producto, peduncu- loque brevi, corneo, simplici vel duplici, scopum cirrhosum emittente et ex anteriore corporis parte exeunte, hospiti affixo; sacculis ovigeris circinnatis. Pedes maxillares et abdomi- nales, ut videtur, desunt. (Mas ignotus.) T. alcicornis nob. In branchiis Cycloptert spinost Fabr. vitam degit. XXII. Herpyllobius Sip. & Lik. 39. Herpyllobius arcticus Sip. &£ Lik. (9). (Tab. XV, fig. 40.) Det er ved vore og Prof. Bruhls Undersøgelser godtgjort, at der selv hos egentlige Lernæer, Lerneæniker, Penneller og Lernæocerer, hvor gamle de end blive, findes tydelige Spor saavel til Følere og Kjæbefødder, som til Bagkropsfødder; hos den foreliggende Form, hvoraf vi fra Tid til anden have fundet flere Exemplårer paa grønlandske Annelider af Slægterne Lepidonote og Terebellides, have vi derimod forgjæves søgt saadanne Dele, og den gamle ved hine Undersøgelser ophævede Paastand, imod hvilken Prof. Bruhl har polemi- seret saa ivrigen, at de laveste Lernæformer savne ethvert Spor til Lemmer og lignende Dele, synes derved igjen at finde en Bestyrkelse. Denne mærkelige Lernæ sidder påa Rygsiden af Annelider, sædvanligen nær ved Roden af en Fod, og bestaaer af to meget forskjellige Hovedpartier, der staae i Forbindelse med hinanden ved en yderst tynd Stilk, omkring hvilken Annelidens Hud slutter sig saa fast og tæt, at det er vanskeligt at skjelne imellem Gjæstens og Værtens Dele. Den udenfor Annelidens Ryghud. liggende Hoved- del, som man uden en nøiagtigere Undersøgelse let kunde antage for at være det hele Dyr, opnaaer i det højeste en Størrelse af 2mm (foruden Æggesækkene); den er snårt næsten kuglerund, snart, lidt oval eller noget sammentrykt (især hos yngre Individer), undertiden endog pæreformet. De to Æggesække, der som Afbildningerne vise, ere af meget for- skjellig Form og Størrelse, udgaae fra to Forhøininger, som ved Grunden ere omgivne af en fastere Ring, og mellem hvilke man endnu seer et lille fremragende Punkt (maaskee 427 87 Gattet?) Denne ydre Hoveddel, hvis Hud hos nogle er aldeles glat, hos andre mere eller mindre rynket påa langs — maaskee tildels som Følge af Spiritussens Indvirkning —, staaer nu ved en tynd Hals i Forbindelse med en anden næsten ligesaa stor Hoveddel, som ligger indenfor Annelidens Hud, og som i Formen synes væsentligen at rette sig efter den Plads, som de nærmeste Omgivelser indrømme den; i det Hele kan den betegnes som et stærkt opsvulmet, fortil og paa Siderne fliget Legeme af en temmelig blød Beskaffenhed, i hvis forreste Flade en simpel Mundaabning findes. Det nærmere ville vore to Figurer vise. Med Hensyn til »Halsen» skulle vi. bemærke, at denne i Reglen er meget kort, men at den påa enkelte Exemplarer er noget længere og da altid har en mere læderagtig, halvhaard Hud. Hvorvidt den pyriforme Yderkrop hos det paa en Terebelledes fundne Exemplar an- tyder mere end en individuel Form, maae vi overlade senere Fund at afgjøre”). Foreløbigen kunde man give denne Slægt følgende Charakteristik : Herpyllobius »05. distinguitur (fæmina) corpore bipartito, partibus inter se isthmo tenuis- simo conjunctis; parte anteriore intra hospitem occulta, tumefacta, molliuscula, irregulariter lobata, lobis subdigitatis; paårte posteriore seu externa globosa vel pyriformi, haud arti- culata nec in regiones divisa, pedum vel membrorum cujuscunque generis rudimentis nullis; sacculis ovigeris duobus brevibus, crassis. (Mas ignotus.) H. arcticus nob. habitat in dorso vermium Chætopodum arcticorum. ") Vi skulle historisk her bemærke, at nærværende Art, som En af os allerede i 1838 havde iagttaget paa en Polynoé. er den i Prof. Krøyers Afhandling: Grønlands Amphipoder p. 93 under no. 58 efter denne lagttagelse antydede nye Slægtform, og at Hr. Prof. Krøyer senere har beskrevet og afbil- det den til det store franske Reiseværk (Voyage en Scandinavie, en Laponie etc., publié par Gai- mard) under Navnet Silenium Polynoés, hvilket vi saameget mindre ville undlade at gjøre opmærk- som paa, da det jo kunde være muligt, at det nævnte Værk fortsattes og saaledes de forlængst med hint Navn til Paris sendte Figurer publiceredes. Den velvillige mundtlige Meddelelse, vi skylde sidst- nævnte Oplysning, erholdt vi desværre først længe efter at Navnet Herpyllobwus var trykt, da det ellers havde været os kjært at have kunnet beholde den Krøyerske Benævnelse. 12" 88 428 Forklaring af Tavlerne. Vi have i Reglen anseet det for tilstrækkeligt at meddele Konturfigurer af de i Afhandlingen beskrevne Årter, i Lighed med hvad Dana i sit store Krebsdyrværk har gjort for de lavere Krebsdyrs Vedkommende. = Brøktallet ved Siden af Hovedfigurerne angiver, hvormange Gange disse ere forstørrede, og Stregen deres naturlige Størrelse”). Paa den hele Række af Tavler betyder: a Følerne (antennæ) og navnlig a? første Følerpar og a? andet Følerpar. md Mandiblerne. h andet-Følerpars Hjelpekroge (hamuli). r Snabelen eller Næbet (rostrum); pa den saakaldte »Palpe«, egentlig en. Udvæxt (Proces) fra Grunden af andet Kjæbefodpar; pa” (hos Pandarinerne og Dichelestinerne) Mandibelpalpen eller Kjæben (maxilla?). Den saakaldte Kjæbe hos Lernæopoda og Brachiella. mp Kjæbefødderne (pedes maxillares) og navnlig mp? første og mp” andet Kjæbefodpar. Gaffelen (furca) (hos Caliginerne); f" en lignende Dannelse (en Dobbeltknude) hos Pandarinerne, men anbragt længere tilbage, bagved første Fodpar, medens den egentlige Gaffel hos Caliginerne altid er anbragt foran dette Fodpar. Bagkropsfødderne (pedes aåbdominales) eller de egentlige Fødder, og navnlig: p! første, p? andet, p? tredie og p? fjerde Fodpar. — (gæ) Kjønsringen (annulus genitalis). Halen (cauda); ac Halebladene (appendices caudales s. foliola caudalia). Rygbladene (folia dorsualia s. elytra) hos Pandarinerne; d” Halens Rygblade eller Haledækbladene hos visse Pandariner. 0 Æggetraadene (fila ovigera) eller Æggesækkene (sacculi ovigeri). & & 08 sp Spermatoforer. Ved de enkelte Detailfigurer er, hvor det var fornødent, angivet Artens Nummer og det Kjøn (9 eller $), hvortil den fremstillede Del hører; saaledes betyder f. Ex. 1mp??2 andet Kjæbefodpar af Hunnen af den under fig. 1 fremstillede Art, Calegus Balistæ. Ved at holde sig til Tallene (1, 2, 3 0. s. v. indtil 40) vil man altid let kunne orientere sig i, hvilke Detailfigurer der høre sammen og danne den Række af Analyser, hvorigjennem vi have søgt at give en ikonografisk Fremstilling af Arten. ”) Naar Brøktallet og Stregen ikke stemme ganske med hinanden, antyder Stregen Artens regulære Størrelse, og Brøktallet det aftegnede Individs. 129 Tab. I. Tab. I. Tab. II. Tab Il. Tab. Ill. Tab. III. Tab. IV. Tab. IV. Tab. V. Tab. V. Tab. VI, Tab. VI. Tab. VII. Tab. VII. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. 89 A. Copepoda parasita filis ovigeris, ovulis uniseriatis. Caligini. S. 349—69. 1. Han og Hun af Caligus Balistæ x06. S. 356—57; (354). 1Q9g' Et Parti af Hunnens Kjønsring med Børstegrupperne. 1" Pandetraade (Hefteredskabet) af yngre Individer af Caligus Balistæ nob. mp!” forstørret Fremstiiling af den yderste Del af første Kjæbefodpar. 2. Hunnen af Caligus lacustris x06. S.355—56; (354). 2" Pandetraaden hos et ungt Individ paa det saakaldte Chalimus-Stadium. 2g2"c Kjønsringen og Halen af samme, ”"p? En Fod af fjerde Par af O. curtus Mulz. til Sammenligning med C. lacustris no3. 3. Hunnen af GCaligus branchialis M/m. (O productus v. Beneden.) S. 362—63; (355). 3 Si fremstiller Halen, Kjønsringen og Bagkroppen af et andet Individ for at vise Variationen i Formen af Kjønsringen. 4. Han og Hun af Caligus rapax M. Edu. S. 359—60; (354). £ en stærkere forstørret Fremstilling af en af fjerde Fodpars kortere Endebørster. 429" Kjønsring, Hale og Bagkrop af et yngre Individ. 5. Hunnen af Galigus isonyx r06. S. 358—59; (354). 5g" lidt af Kjønsringen med Børsteknipperne. 6. Hunnen af Caligus productus Dana. S. 357—58; (354). 6 29” Bagkrop 0. s. v. af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen af Kjønsringen og Formen af den frie Bagkropsring. 6p2” Fjerde Fodpars yderste Stykke stærkere forstørret end i Hovedfiguren. 7. Han og Hun af GCaligus Goryphænæ n0o6. S. 360—62; (354). il, Ås g” Kjønsringen af et andet Individ (en Han), for at vise Variationen i Formen. 7 Øg" Et Stykke af Kjønsringen hos Hunnen for at vise Børstegrupperne. ” Et Stykke af en af fjerde Fodpars kamtakkede Endebørster stærkere forstørret. 8. Hannen af Dysgamus atlanticus nx06. S. 368—69; (351). 8g" Et lille Stykke af Kjønsringen med Børstegrupperne. 8mp” Andet Kjæbefodpar, seet fra forskjellige Sider. 9. Hunnen af Gloiopotes Hygomianus 706., S. 363—64; (351); seet fra Ryggen og fra Bugen samt Analyser. 9” Øinene. ! 9"" Et Stykke af Skjoldets Randbræmme, stærkere forstørret. 9”” Det eiendommelige Redskab, hvormed Kjønsringens Forlængelser ere udstyrede. 10. Hunnen af Parapetalus orientalis »o6é. S. 365, (351); seet fra Bugsiden; den forreste Del af samme, seet paa samme Maade, stærkere forstørret. 11. Hunnen af Synestius caliginus 706. S. 364—65; (351). 12, Han og Hun af Euryphorus nympha n06. S. 365—68; (352). Pandarini. S. 369—94. 13. Hunnen af Dinematura producta (/i/r.). S. 370—72; (379). 139" Kjønsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 13d”" Rygbladene af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen. 13 mp? viser andet Kjæbefodpar samt dettes yderste gribende Del i forskjellige Stillinger. 14. Hunnen af Dinematura ferox Xr. S. 376—77; (379). dg Kjønsringen og Halen af samme, seéte nedenfra. 90 Tab. VIII. fig. Tab. VIII. fig. Tab. IX. fig. Tab. IX. fig. Tab. X. fig. Tab. X. fig. Tab. XI. fig. Tab. XI. fig. Tab. XII. fig. Tab. XII. fig. Tab. XII fig. Tab. XIII. fig. Tab. XIII. fig. Tab. XIII. fig. Tab. XIII. fig. 430 14d” Abnorm Form af Rygbladene. 14mp!" Omrids af den indre Finger paa første Kjæbefodpar hos et andet Individ. 14mp?"” En Del af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 14 mp 15. Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus (Guérin). S. 380—82. 159" Fjerde Fodpar, Kjønsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 15”mp? Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 15 mp; 15" viser Halen og et Stykke af Kjønsringen, men saaledes, at Halen er bøiet fortil og opad, for for at vise det af den (i Fig. 15.9”) skjulte Haledækblad (d 1). S. 378—79; (380) og f.1697. 16. Hunnen af Dinematura latifolia nx06. nedenfra. Samme seet 17. Hannen af Nogagus lunatus r06. S. 389—90; (384). (Andet Antennepar og andet Kjæbefodpar ere afbildede i forskjellige Stillinger). 17g". Et Stykke af Kjønsringen med en af Børstegrupperne. 18. Hannen af Nogagus Latreillii Leucz. S. 384—86; (383). 18mp?. Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar. 19. Hannen af Nogagus grandis 1056. 20. S. 386—87, (384), seet fra Ryggen og fra Bugen. Hannen af Nogaåagus tenax n0o6. S. 388—89; (384). 20”. Noget af Forkropsskjoldet og de to første frie Bagkropsringe, sete fra Siden. 20mp?”. Endestykket af andet Kjæbefodpar af et andet Individ, for at vise den mærkelige Varia- tion i Formen. 21. Hannen af Nogagus borealis x06. S. 387—88; (384). 22. Hunnen af Pandarus Cranchii Leacz. S. 390—93. 22mp?". Den takkede Rand af den af andet Kjæbefodpar dannede Knibtang, saaledes som den sees hos enkelte Individer. 220". Halepartiet seet nedenfra. i 22ac”. De omdannede styliforme Haleblade i forskjellige Stillinger. 25. Hunnen af Perissopus dentatus n0oå. S. 393—94. Dichelestini. S. 394—97. 23. Han og Hun af Lernanthropus Kønigii x08. SS. 595—97. Hunnen er fremstillet fra Ryggen, fra Bugen og fra Siderne (23 PH): 24. Hannen af Anthosma crassum (Aågd.) fra Bugen. 24p?! 2: Et Stykke af første Fodpar hos Hunnen af samme Årt til Sammenligning. (4. Smithii Leach.), S. 397, seet fra Siden og Pennellini. S. 398—418. 26. Lerneænicus nodicornis rx06. S. 401, naturlig Størrelse. 26 &. Forkroppen af samme forstørret, fra Rygsiden. 27 og 27'. Lerneænicus inflexus nob. S. 401, fra Ryggen og Siden; naturlig Størrelse. 27 u og 27. To Individer sete fra Rygsiden, forstørrede. 27 y. Individet 8 seet fra Bugsiden, forstørret. 27 d. Samme seet fra Siden, ligeledes. 27” Kjæbefoden mp” forstørret. 28. Lernæa branchialis Lin, forma typica, S. 403, Dyrets forreste Del, seet forfra, og 288. Samme, seet ovenfra; begge forstørrede. 29. Lernæa branchialis, var. sigmoidea nob., S. 404, i naturlig Størrelse. 294. Dyrets forreste Del, seet ovenfra, forstørret. 298. Dets fire Bagkropsfødder, forstørrede. SS3INISNE TYT SAV SAlIJ HYLÅAV N8NI38 NOLSNIHSVM S3I43SHSIJ JO MV38NS JO4IWWOD JO INIWL4VdIG d in pre History of. the Crustacea by Milne- Klar ae ås well a8 in works by otner 'autnors forms e referred to this genus wnicen we nave not been able te løceate except in one doubtful instance, 'riz.Pennella sultana,Nordmann. But it has been very diffieult to distinguisn "the species from one another within tne genus ,and in this respect we have certainly been moderate for & long time. To the nitherto deseribed species We are now obliged to add two,wnereof the "one DOSSesses So mueh tne greater interest beeduse [it is the parasite of a warm-blooded animal,wnile tne HEE (ll lskes usa tolerably complete life- nistory ,whien thnrows lignt on the early develop ment of this nhitherto unknown form. A single individual of this last species also gives us some idea øf the male hitherto sought in vain. i "With reference to tne grouping of the species ay Call attention to tne fact tnat Milne-Ed- rds has grøuped the species of this genus well, 28 also in the genus Lernåeonema,according as the anterior portion or head has only two horns or 3 so arranged that tne unpaired -dorsal horn stands between the paired lateral ones: 1)Head armed witn two horns or free-branched processeg..P.sagitta (Linn. ) P.filosa (Linn. ). 2)Tnree oceipital heorns..P. blainvillii (Les.) and P.gsultana (Nerdik But we have not been able to use tnis basis of grouping since we nave found in at least one species tnat trnis relation is so varied tnat we judge it is not of mueh value as a specieg SBarE ter. We have Chogen to present tne remarks we have to make upon the species already known in the old way and to.adå our new species to sueh of them a8 they are most closely related to. PENNELLA SAGITTA,(Linn.). This longest known species of Pennella,whien seems to be one that in its fully developed and sexually ripe stage attains only a very small size, Linnaeus published in 175% as "attacened to Lophius tumidus" in nis Cninensia Lagerstroemiana( Amoen. Åead. vel:4,D.257;D1.5 I. IS) ANE bM Lophius tu- midus he almost certainly means the fish called by 7 that name in Osbeck'!s Voyage,p.305 from tne Atlanti rgasso Sea,and not the fisn (Indian?) deseribed | several pages before in the same dissertation as Lophlus histrio,te which he also referred L.tumidus and wniceh he said had its principal dwelling-plaece in the weeds of the Sargasseoe Sea. Linnaeus! type for Pennella sagitta seems to be from this fisnh,wnien in the new systematizatien ig ealleåd Chirenectes marmoratus and is føom the Sar— &asso Sea. Under this assumption we belleve that we have the Linnaean species,for four speci- mens were taken from the same fish and the same region of tne Atlantie. But the assumption is not prøven since Linnaeus!' short deseription and simple figure of a mutilated specimen can give us no definite knowledge. Among the specimens of fish infested with Pen- nella whnieh Capt.Hygom had brougnt to the Museum was found one which had four fully developed spee- imens of this parasite besides many very young ones all deeply buried in the body and witn the short tail turned backwarå so that it looked as if the little fish had been stuek full of arrows. We have found other specimens under the Skin and in the flesh,all young Pennellas,wnhien reveal to us the earlier stages hitherte overlooked by investigators,because they have not sought TØR tnem under the skin. Since the Pennella species on the one side present only a few external Charaeters for the sep- aration of the species,and since on tne other hand tne individual variationg in the proportions of the various body regions are much larger than we sup- posed,we have taken pains to compare mutually many individuals of tne same speciegs,and alse as far as possible various specimens from the same host,in order tnat tnereby we mignt escape the unecertainty in tne comprehension of tne fundamental differeneeg between the individual forms,wnhien is the necessary result of the above mentioned methods. wnenever & fine Museum specimen like Chironeetes was infested witn various Pennellas we have never— thelegs cnhnosen in tne interegsts of scienee to re— move these parasites from it,partly for mutual eom- périson,partly for comparison witn whatever species mignt stand nearest to them. witn reference to our specimens we may affirm that tne figure given by Nordmann in Mikrog.Beit. II,tab. x,fig. 6,five times enlarged,correetly rep resents our species and Linnaeus' P.sagitta,and that our specimens were taken from tne same fiste large number of our specimens taken on this Chnironectes species (10) all agree in having the horns er aneher processes very long in compar 1son witn the anterier portion of tne vødy,and in nav-— ing he traee ef a third er unpaired hørn. The length of these anchor processes (aa) witn that of the narrower portien of the body,the so— Called "neck" (b),and tne more swollen portion(e) with the tail (d),we give in the table below for tnree specimens,2.3.and 4,taken from the same fish, and of four otner specimens,5,6,7,and8 UNLER on another fisn,witn an eightn specimen (1) on a 3rå. Pish. To tnese lengths given in millimeters we have added the diameter ef the so—ealled head(e),, whose length and breadth is tolerably regular. (table) | Ail three specimens on one Chironegtes,2,35 and 4 have fully develoved egg-strings about tnree times as long as the abdomen,wnhile tney were eitner broken off or nad not yet been developed in 1. of tne four sexually ripe Pennellas on anotner Chironectes (5,6,7,& 8) two were in tne same con— dition as l,wnile the other two nad egg-strings, Hut Only 'a half (8) to as long as (5) tne tail. gr. This being s0 we conelude that the four last spee— 7 imens were a little younger than tre tnree first ones,and that tnis explains the proportionally snor? er lengtn of the lateral horns,witn wnien they were anchored in tne fisn's musele,and that the horns in time would become proportionally longer. This Could not ve an acecident since tne individual va— riation in tnis proportion was almost unnotieeable. The egg strings always ended in a elaw-like poin? sketched and deserived by Nordmann. and were always bent in a half cirele. Next after tne relation of the horns we are ac-— eustomed to use for tne separation of the species the unbranched or branched condition of the plumulet on trie abdomen. "Long ago (1754) Linnaeus gave as tne charaeterigties of his P.sagitta that these plumules were simple,and tnis has also been vapor! by later investigators (M.Edwards,ete.). But tnis statement is a very long ways from sayir tnat tney nave some Common entity,and we may assum that Linnaeus did not say tnis in comparisonm with otner Pennellas,but only in comparison with tne so definitely branened plumules of tne polyps( Pennat- ulae) witn wnien he tnen,as well as later,tnrougk: lack of better knowledge placed his P.sagitta R 1 are certainly sometimes undivided,or at least ley share a single double portion between tnem (e.g. fe above named specinens 1,2,4,& 5,0f wnien 2 & 5 le base,0or with a single unbranched part between tnem Specimen 7 has a fourtn part of a two-cleft plumul iFone side and on tne other side about a half,wnile ec imen 8&8 nas single ones on one side and three tnat fe not single,but all are two-parted with equally len ”anches. on the two-parted ones tne new branen (ways comes forth at tne appointed place,namely close » the base and nearer the under side,and graædually lereases and eurves a littlæ,until it is equal in ingtn to tne original plume,and xkixgæ the whole ab-— wndnal PTeather acquires a mueh denser appearance. js ; ( When then we find on the same fish two Pennellas, vre .Ke specimens 3 & 4,fastened alongside of each other ale | É j th suen different plumule relations,it becomes ev—- in the same stage of development and age,but still ent tnat this cannot be used to distinguisnh species. men the branehes begin tø push forth as little Jfections on the dørsal and ventral sides of tne plumes they form the "knieformige Ausbiegung an der Basis",as stated by Nordmann (p.122) and portrayed in nis magnified figure,and whien according te our interpretation shows that tne feather plumes on his? ; | 3 ; specimen,wnhicn he såid were only "ausnanmsweise ge— spalten", in time would all become branched. == eg First then we may Call attention te the faet thak many of the plumes usuajly become shriveled er fall. off ,and are replaced with new ones,wnien grow out a8l branches from the old base or come direetly from tne axis of the abdomen, and frequently with a more ad-— i vanced age plumes also grow out from the adjacent REED SEE He ES FOSS portions of tne body,so that two,tnree,or more of. the plumes are attached at the sides ef tne sex openings and Conceal them. In suen a new growth | tre difference in number for one portion has its origin. To Nordmann!'s description and figure of the four pairs of swimming legs we hare (8 add, as we have shown in our figures,tnat. in reality tneyl are more than rudimentary,sinee part of them show É division into two rami and segmentation of each ramll after careful removal of the overlying slime,and the also bear setae. However we are unwilling tø assign to these appendages,or to the similar ones: i ". ATA KS LODDE NS å Hed VA d Lernaeenicus,any significance as organsg locomotion,after the animal nas reached its trans- 'ørmed state. One can almost infer tnat they [| Al LÆR 'erve only to remove the slime from the animal's å On the ventrål surface of the mature animal we ave not been able to find traces of any more appen- ages tnan those named,or rather we have not been $ le tø discover mouth-parts among the so dense and o branched processes on the head, but on the dorsal i; ide of this region,sometimes broader,sometimes nar— "& .g ower ,but always tolerably spherical,we have found K' 211 except tne oldest specimens two quite distinet ntennae ,composed of two joints immovable on one nother and on the head,wnien form at their tip an fregular Claw or Chela,and remind us of tne strue- ures we have already deseribed in Lernaeenicus and érnaea ,and which are well shown in our figures. From the båse of tnese antennae there runs back- cross lines. Thurs TT roure whieh also forms the borders of the weakly arened back receives its ex- planation in tne slowness of development. This Pennella speeles is found buried at very different deptns in the Chironectes bedy; sometimes the swollen portion of tne bødy projeets almost its entire lengtn from tne fisn's skin; sometimes it ig entirely buried in the fisa as far back as tne plu- mules on the abdomen; or again tne skin may prøjeet in 8 ridge over it. We have no other explanation to offer ef this variation in the burying-exeept that tne parasite'!s darker er lighter eoler and tne nard- negs of the skin nave regulated tnemselves aceordingl From the same region of the Atlantie (29 N.L. & 78 W.L. )we have also found en a Dieden sexmae-— ulatus a young Pennella wnicn by direet eomparison witn the same development stage of the parasite of Chironectes we have not been able to distinguish from P.sagitta. On the contrary we may- assume that the P.bracniata from Manilla,briefly degeribed by Blainville(1822) and figured,will proeve to be different on tne basis of its size,and will take the place in the Indian Ocean that P.sagitta døes in the Atlantie. Tne question remains as to whether tnis Indian Ocean species shall have the Linnaean name,for tnis mignt naturally happen if we admitted | and Blainville tnat Linnaeus's type was om The China Sea. We conelude the remarks ore made upon the førm and relation of the species (itn a Bintenent ef Milne Edwards. Our beauti- É al species is searcely an ineh long wnile this au- | E assigns to it a lengtn of 4 inenhes,an errer | &8 a synonym of Høolten!s P.exocoeti,whieh we hien probably has its explanation in tne faet that Etnors hitherte have semewhat doubtfully regarded hall deseribe later,and which does attain sueh a ii j Jize,or possibly in tnis,tnat authors have not re- lembered that Nordmann'g figure portraying this £ species is enlarged many times. PENNELLA VARIANS Steenstrup & Lutken. Cløsely related to Pennella sagitta Linn.,a8s we Lav e above described it from the Atlantie Chironee- EH" marmoratus seems to stand a Pennella which we ave taken in large numbers from the fins of a del- Bin snien Capt.Hygom had eceut from the fish and Fougnt to the Museum. We were for a long time Buotrul whether we ought to refer åll-the specimens ) tne same species. An examination of the ec imeng before us reveals many differeneces between em; the ESåkønt form nas aa mueh greater length and | especially distinguished by tne larger neck while ,, ae W > AAR i, the cephalic horns are shorter and of an undetermin- ed number. We have in our plate given a large number of pietures of natural size in erder to show tne- great differenceg not only in tne number of at tacenment processes but also in their form,a differ- ence of very great significanee,since men have hitn- erto supposed tnat tney could separate species ae—- cording to the number ef their moutn-parts,as we have previously noticed. On these fins we discovered,besides tne many younger stages,to whien we will return later,nine fully developed specimens wnich we took to-be sex- uglly ripe though none of them bore egg-strings. These furnished the following lengtns..(a)cephal-— ie norns..(b)neck..(e)genital segment..(d)abdomen. Table. ”OQf these tne five last have only twe norns whi are seldom øf the same length,wnile they also stand at dissimilar angles te the bedy axis and are always curved; tne four ethers have on the midline of the dorsal surface a longer øer shorter third norn,whien at least in specimens 3 & 4 is the shortest and smallest; in 1 it is half ag long as tne lateræl hør: and in 2 almost equals them. For cCleser cem-— parison witn tnese proportions we may add here tnat discovered on tne same fins among the fin i many anterior portiens,namely tne head and ørns,of other dead specimens,which had been dead a long time,and tnese,nine in number,showed sim— arly considerable variation in the lengtn of the forns sand twe øf them had a third horn GE 18 spec— Hans a third had 3 similar horngs. | The neck which in the foregoing,species was so lhort and always a small fraction of the swollen t,is here always the same length or longer. ie abdomen in comparison with the length of tne Mtire bedy is pereeptibly sherter; its plumuleg are kor 22 in number,we have nøt found them under 21. "The plumules are all single in specimens 2,4,8 19; nd Wita short prøcesses or branches in 1,5 & 7. &—6 go øver the number;tne last named had four rancned plumules amongst the single ones. In spite of tne mentioned differences between ts singular appearance,namely on the base of the fins and en tne fin rays. How far the parasites "this, genug,whøse species are so diffieult te [stinguish from one another,really alter their form AR according as chance fastens tnem to one fish ør anet er 28 a hogt,and aeeording as they fasten in soft tissue ør under less favorable conditions on a fin, is-sofietning tnat we know nothing about. In the present instance we were convineced that an attaenment between tne fin rays at least enten pTo— duced the unequal angle of tne side horns,and pøssi— bly caused the prøjeetion ef the third horn,just as we have often noticed in Lernåaåea and Haemobaphes aa conneetion between tne outward eonditions and the branching of the horns,or their growth. Balrå has described in the Annals of Natural History,v0o1.19,p:280,a mueh larger Pennella from a Ydonrphin? or fCoryphaena" from a møre soutnern per- tien of tne Atlantie,and has named it P.pustulosa. Since the head and horns mare an entirely dif-— ferent form and the plumules in spite of the animal's size are definitely stæted to be unbranched we may assume that this species has no conneetion witn ours from Coryphaena. The Lernaea exogeoeti degeribed and figured in 1802 in Naturhistorieselskabets Skrifter,V.B.S.136,p1.3, Tig.3,a & P,wWhieh Blainville from the deseriptieon Mind figure again degseribed as Lernaeopenna holteni si leve we have found on two specimens of Exo— coetus taken by Capt.Hygom in tne warmer part of the Atlantie,one 5 N.& 35 W.tne other 21 N.& 40 W. Tne læst named had two young Pennellas attacn-— ed to the seale coverings,the first named had only one,but this was full grown and furnished with egg- strings,wnien Nnowever in their euter pertion were entirely worn away. Notwitnstanding tne dif— ferenees in the development of the svecimens there can be noe doubt that they all beloeng to the same species,and that this must be Holten's species. Moreover since the figure represents tnis spe- eies of natural size,Holten's specimens could net have been much larger than our three,wnicnh also in Qur figures are represented of natural size; the dif-— ference is ne greater tnan tnat of many another be- N ( donging tø the same species,at least according te (our meaning. Were we tø designate that by whien vi (tnis species may be separated from all ethers from : RE n tne Atlantie ,outside of the differenees in the høs' we might mention the greater breadtn of tne 0-61 il "head", and the swelling of its side portions inte tolerably regular hemispheres,at least when seen fr! tne dorsal side, togetner with the smallness of the moutn-parts compared with tne size of tne amimal,an: the tnickness of the 21 three- ør four-parted plumu! sm tRe abDdomen . Tne enlarged figure of the anterior pørtien of the body Shows how in this spee and the foregoing we found the swimming legs and tn second antennae placed. With reference to the an imal's attachment to its host we may note tnat all tnree specimens were fastened to tne anterier part of the host's bedy,near or at least not far frem thni &ill clefts,and tnat all were deeply buried in the flilesh,and that one alone was found with its head an! mouth-parts buried in tne liver,wnose anterior half seemed to be in a partially diseolored eonditioon. The P.blainvillii deseribed by LeSueur was also taken from an Exocoetus volitans,but differgs gi muen from ours,both in the older and the younger stages,tnat we may regard it as quite distinet. on tne contrary P.exocoeti seems te Come neare! to P.filosa,wnien we believe innhabits the Atlantie, f specimens having been given te the Museum | Tof.Reinnardt from his last voyage and wnieh, cøgetner witn many etners,were taken from an Ortkago- Liscus-like fish. The differenees between the Wo species seem to us to lie cniefly in tne strenger finkling of the swollen pørtion øf the body and the fransverse ridge of small warts. If there be lany elesely related species confused with one anotn-— hr under the commøn name of P.filosa,a8s seems possible, 'e mæy note that the Mediterranean Pennella frem the Norarisn must be taken for the type species,but we (ave not had tnis for eomparison witn ours.…. PENNELLA CRASSICORNIS Steenstrup &:Lutken. krt Was sø far as we Know the first time that a ernaean parasite was known to live on a warm-bleoded himal when Herr Sysselmand H.Muller of Tnorshavn en fhe Faroe Islands in 1855 sent us a bottle filled witn is Pennella; all the specimens in it were taken from one and the same Hyperoodon rostratus,eaptured same year at Sudere. Altnougn we have net Jince taken them frem this host,yet we have reasons Tr, aSsuning that they are net seldom founå on this whale because on one captured this winter at Lille- Belt Nhlsn ves later exnibited here in Covpennagen, we found many eylindrical høles in tne skin and tne blubber,whnieh were evidently made by suenh a guest, tnat had afterwards been brøken off ,andå upen elesely questioning the wnale's exnibiter,ne was quite eer— tain tnat many sueh animals had been present during the first week of the exnhibition,that is when it eame to Cøpvpenhagen. Wnen læter the blubber was remov( in order to vprenare tne skeleton,we were fortunate to find a single anterior end of this parasite bur ie! in the blubbler and flesn. As tne figures show,presented in natural size, vartly very young animals,partly the anterior ends of fully developed speeimens,tnhis wnale's Pennella is distinguisnhed from tne etner known species by an exceptional size,a strengly developed and mueh wrin-" kled skin,a head or moutn region prejeeting only a little anteriorily,and only sligntly swollen-by un- usually tnick and stout lateral horns,and an almest equally stout deorsal horn. The møre swollen part of tne bødy is at least in the half developed specimens (80 to 100 mm.løng) proportionally shert, and the so-called neck on the contrary very long,. two or three times as long as that. The firgt represents tne portion of the animal free in the water,tne second the portion Miieh is inside the nost,and this shows that tne ani… nal buries itself deeply and goes tnrougn tne bvlubber 5" tne flesn. The åbdomen is about 15 mm. long, nd bears 23 pairs of many branched,threadlike plu— Kicom Under the dersal horn are situated the us Hi reur pairs of extremely small swimming leg8s,and n the dersal surface tne usual antennae. But we lay notice that at tne anterior end of tne older spece— mens there were no traces of mouth-parts to be seen, 'eeause as we presume the wnale nad been hard frezen 'ormany weeks,and after thnawing became somewnat DU=- Fid,wnhen the Pennellas were cut out. To the foregøoing contribution to tne Kknow--- (edge of the four mentioned Atlantie species we can dd a little witn referenee to the development of (lennellas in general. OP tne four species we ave for the first ene half-developed and young spec mens,whieh besides laeking tne egg-strings,have only kint traces of plumules,or absolutely no visible races of them,. and in wnien tne corresponding abdemen S weakly developed and the bedy only & little er net C& all swollen. They lack also in this stage one £ tne essential characters of tne genus Pennella,and orrespond almost to sueh figures as are given in vier's Regne Animal 20eph.p1.31,fig.2,ef PP. Dine IIS 3 3R ør tnose of Lesueur of the same species witn wnien one may compare our figs.33 & 33. Tne part at tached to the host at this stage is only tnhnreadlik witn 2 mere or less distinet invaginatien at the point wnere tne andomen begins, Of tne twe smaller species,P.sagitta & P.varians,espeeially th latter,we next have a series of very yeung forms,, distinet larvae of only a few millimeters in length and the most important steps in tnis development we have sought to present in figs.32,m,n,& 0. — while tne forwafd end of the above mentioned specimen,elinging to the host with a simple thread like body,on the whole corresponds to the fully de- veloped Pennella and has moutn-parts of .tne same føl and strueture as these,while tne swollen head also is of essentially the same form. Thus we see tnat in this early stage,in which the body. of the burrowing guest has not yet penetrated into the hos tne nead and moutn-—parts are not yet transformed in the strong attachment and anchor organss If sten by step tnrøugh our figures we follow t development back to the youngest stage (fig.1,m.n,& we have found,we may easily see in what way the mou varts have gradually developed and formed themselve out ef prøjeetienø from the under surface of. the ye tnorax,by wWhieh means tne second antennae gradually ibine tø be en the dørsal side of the animal. "Finally we may be sure that tne arened and elongate oval portien,wnhieh is on the dorsal side of the nead, especially of the elder Pennellas,and the pigment flecks and spots,whieh border and define it, indieate »lainly Be am inal se original thøracie part,and tne sings WAleh are fused with it er follow after it. i That the second antennae whieh are immovable in. he older stages,in this young stage are very movable ha the swimming legs are quite as well developed,is . necessary result,just as we have been convinced tnat che inner antennae,whien cannot ve found in the elå-— est "stages,together witn the maxillae and maxillipeds, ure present here. In the earliest developmental period observed by us he Young Pennellas or Pennella larvae,as you may hoose tø eall them,show on the one side no little øogy tø the genus Lonchidium;but en the etner side le same Pennellas in tnis stage are stripped of all the processes and protuberances,whien give tø the fully developed adult its peeuliar and apnoermal ap- pearance ,and present an almost typical erustacean er eepeped form. wnat we nave here discovered wit: reference te tne development of the herns and the ether processes of the head lead us to the conelusio tnat tnese struetures may fairly be compared witn the Knøbs and cushiens se often noted in tne Paønda-— rinae,and otner analegeus struetures on tne under side of the shield,te wnhieh we nave eften had oeeéa— sion to eall attention in what has preceded. The males of Pennella,as ef the whole Lernaean group ,have hitnerto escaped tne attention of inves- tigators. To be sure we have tnis by Milne Edwal (p:522) "Tne male is very small ,almost spherieal, and carries on its anterior end a conical sueker armed witn some styliform appendages,andå on itø ventral surface two pairs of very large subeheli— form hands,by tne aid of wnien it attaenes itself to the female". But since tnis statement is so totally unique and neitner coinecides with any eitatien from etner authers nor is supported by 8 Closer investigation of these species of Pennella on wnien males should be found,we are inelined te believe that tnis is enly based on Noråmann's figu |e øf Anchorella,wnien is on tne same plate "the figures of Pennella sagitta,wnieh might well LØ ve oceasion tø the error of mistaking it for the æl lå le of this Pennella. This is the møre likely DD ecause thig whole seetion of Edwards' Histoire has re any characters which unførtunately do not agree itn wnat is known. There is more of it taken from he works ef etner autners tnan tnere is based upeøn rTiginal and painstaking investigation,at least se (ar as this group of parasites is concerned. We can only 200 a very littlø to this ebseure Mowledge,yet we have discøvered in,P.exoeoeti,a ittle above the base of the egg-strings,two almøst dereseopie specimengs of a creature,which so muen (esembles the other Lernaean dwarf males that we have (Ssumed that it may well be the Pennella male hitnerto 'ougnt in vain. They were both fastened to tne kin of the female so tightly by their maxillipeds hat it was not possible to loosen tnem witnout tear- ng them in pieces. Fig. 33 shows the form as far it ean be made out under strøng magnifiecation. On a quite young specimen of P.varians we found istened te the poesterior berder of tne genital seg- nt two mierøseopie struetures wnicnh we take te be ermatophores,and we found sometning similar on a t preclude tn de ne judgmnent | 431 Tab. XIII. fig. Tab XIV. fig. Tab. XIV. fig. Tab. XIV. fig. Tab. XIV. fg. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. 91 30 og 31'. Hæmobaphes cyclopterina (Fa6ér.), S. 405, seet fra to forskjellige Sider. 30 & og 8. Dens forreste Del, stærkere forstørret, fra Ryg- og Bugsiden. 30 y og d. Det samme Parti af et andet Individ fra Ryg- og Bugsiden. 30£& Samme Lernæ in situ paa Gjællebuerne. 306. To Par Bagkropsfødder, stærkt forstørrede. 31. Pennella sagitta (Lin.) S. 409, Hun seet fra Bugsiden, og 31' et andet Individ fra samme Side, nat. Størr. i 31 & og $. Første Individs »Hoved» eller Forkrop seete fra Ryg- og Bugsiden; 31'& og 8. andet Individs. 316. Fanetraade af Individet 31; 31'C af Individet 31', alle forstørrede. 32 og 32'. Pennella vaåarians n06. S. 413. To Hunner uden Æggetraade og kun med to Modhager; 32" og 32"" to andre Individer i lige Udvikling, men med tre Modhager, alle i naturlig Størrelse; 32 w&, 8, 32'æ,$ 0. s. v. fremstille disse fire Individers Forender forstør- rede fra Rygsiden og Bugsiden, og 32"" &. 8 den samme Del af et femte Individ, paa hvilket den tredie Modhage begynder at fremtræde. 321. En Unge af Samme; 32m, 32n og 320 tre mindre udviklede Stadier, der vise, hvorledes Modhagerne begynde som flade Udbredninger og hvorledes Hovedets Udvæxter fremkomme; alle forstørrede, den første tillige i nat. Størr. 32. m. 8 og 32 0.8. Tvende lignende Stadier sete fra Bugsiden, forat vise nøiere de iagttagne Fø- lere og Kjæbefødder og Udvæxternes og Modhagernes Uafhængighed af disse. 32 p!, p=, på, pt. Bagkropsfødderne af Individet 32 m. 32.sp. Spermatoforer. 33. Pennella Exocoeti (Mosen). S. 415. Hun i nat. Størrelse; 33 & og / forreste Del af Dyret, . forstørret, fra Bug- og Rygfladen; 33 y en Fanetraad. 33' og 33" to yngre Individer af samme Art, naturlig Størrelse. 33. å. Den formentlige Dyverghan til Arten, fasthæftet til Hunnens Side. 34. Pennella crassicornis n0o6. S. 416. En langtfra halvvoxen Hun fra Bugsiden, og Rygsiden, i naturlig Størrelse; 348 sammes Forkrop forstørret, seet nedenfra. 34'. Forkroppen af et udvoxet Individ, natur. Størr., seet nedenfra; 34 y en af de grenede Fane- traade forstørret. 34." Den stærkt grenede Fanetraad af P. filosa L? (NB. af en Orthogariskagtig Fisk.) B. Copepoda parasita sacculis ovigeris, ovulis pluriseriatis. 35. Brachiella appendiculata xob6. S 419. Hun og Han, førstnævnte seet fra Siden og fra Bugen. 3509". Forenden af Hunnen, stærkere forstørret, for at vise Munddelene, Fø- lere 0. s. v. 36. Brachiella Thynni cuwo. S. 420. Hun og Han. Af Hunnerne er der fremstillet et yngre (35 29) og et ældre Individ for at vise Forskjellen i »Halsens» og »Årmenes» Længde. Sær- skilte Analyser vise, hvad vi have iagttaget af Kjæber og andre Munddele. 37 &. 8. y. ogd. Yngre Stadier af Hunnen af Lernæopoda elongata (Grant). S. 422. Det i 37 &« afbildede Udviklingsstadium er det yngste, som hidtil er iagttaget, og Dyret kan endnu her siges at befinde sig paa et Larvestadium. — Paa det ene af de afbildede halvunge Indi- vider (37 y) er den ene Arm betydelig kortere end den anden. I 3777" sees Munddele, Fø- lere 0. s. v. af dette Individ stærkere forstørrede. 37. ER Hannen af samme Art; ved Siden er fremstillet den yderste Del af en af dens Mandibler (37 & md.). 38. Tanypleurus alcicornis nob. S. 424. Hunnen seet fra Rygsiden og fra Bugsiden 38", 38"" og 38" vise Hefteredskabet i forskjellig Grad af Sammenvoxning eller Adskillelse, 380 Æggesækkenes Form hos et større Individ. 92 432 Tab. XV. fig. 39. Diocus gobinus (F«6r.), S. 423. Hunnen som udvoxen, seet fra Ryggen og fra Bugen (y og d) og i 2 yngre Stadier (& og f); hos det i Fig. 39 y afbildede Individ vender den ene af de to forreste Arme fortil, den anden bagtil. 39 ØB Hannen, stærkt forstørret. Særskilte Figurer fremstille Følerne hos begge Kjøn. Tab. XV. fig. 40. Herpyllobius articus n0o6. S. 426. Hunnen. 40. EtIndivid, med korte næsten kugleformede Æggesække, én situ paa Ryggen af en Lepidonote. 40.8. Et Individ, med pæreformet Krop og langagtige Æggesække in situ, paa en Terebellides tæt ved dennes Gjæller. 40 y og d. To af Lepidonote udpræparerede Individer, visende den uregelmæssige Forkrop 'og den meer eller mindre glatte eller rynkede Bagkrop. Rettelser og Tillæg. S. 347. L. 14. »Zernæonicus» læs: »Lerneænicus. S. 347.,L. 15. Sphyrion kan, ifølge Originalfiguren i Freycinets Reise pl. 68 fig. 10.… (cop. hos Guérin. Iconogr. Zoophyt. pl. 9. fig. 4.) og en anden Figur efter Naturen i Cuvier Régn. anim. édit. - " illustr. Zooph. pl. 32. fig. 4, ikke: høre til Pennellerne, men hører til Condracanthinerne; den er ganske sikkert congenerisk med den mærkelige Parasit paa Finnen af Cyclopterus lumpus, som Prof. Krøyer har kaldt Lestes /umpi (Danmarks Fiske. II S. 217.); begge synes os at maatte nærmes til Condracanthus Triglæ1. — Om Lophura ogsaa vil slutte sig til de paårasitiske Copepoders anden Række, er endnu uafgjort. i S. 380. L. 9. f. n. »Guerin» læs: Guérin, og ligesaa S. 381, 2. L. f. n. og 392. L. 7. S. 398. L. 3. »Lernæenicus» læs: Lerneænicus og ligesaa S. 400 fl. St. S. 406. L. 11. fra neden »fig. 308» læs: fig 30 og 30". S. 416. L. 4—8. At Sværdfiskens Pennella ikke er identisk med Pennellerne fra Orthagoriscus-Fiskene, deri ere vi blevne bestyrkede i den allerseneste Tid ved en i en Sværdfisks Kjød fundet Forkrop af dette Dyr. Under Aftrykningen af dette Slutningsark modtoge vi første Hæfte af Aargangen 1861 af »Wurzburger naturwissenschaftliche Zeitschrift», hvori (S. 10—22) findes en Afhandling af Prof. Claus »Ueber die Familien der Lernæen». Af denne see vi, at Prof. Claus. ogsaa har iagttaget flere af de Lemmepartier, som vi have an- givet hos Lernæer og Penneller, men afviger noget fra os i Gjengivelsen af det Forefundne, og det, saavidt vi kunne skjønne, påa Grund af hans ringe Materiale. I Anledning af denne Uoverensstemmelse maae vi her fast- holde, at Forf. i det mindste har Uret i: at betegne alle Bagkropsfødderne hos Pennella som »zweyåstige Ruderfusse» (S. 16 og 21, og Tab. I. fig. IX); thi ved gjentagne Undersøgelser. af mange Individer have altid kun de to forreste Par vist sig at have to Grene; Kjæbefødderne (S. 19, fig. VIL b, og vore Figurer mp?) ere heller ikke »messerfårmig», og Udvæxterne paa Hovedet have vi ikke formaaet at opfatte som »muskuløse» eller som Griberedskaber. .Ogsaa fremstiller Forf. en Asymmetrie hos Lernæa paa en Maade og med en Styrke, som man ikke kan billige (S. 22); havde han havt flere end det ene undersøgte Exemplår, vilde naturligvis Tilstedeværelsen af Bagkropsfødder (»Ruderfusse») ikke have undgaaet ham. i i in ” Jotg w ; Fritken om "Snyltekrebsene. > es ; ; me MTV teenstruge og 29 BA AASE IEA i i R i SEE ErZzE == === ESS ESEEEZE SS z3 E Se ES SISSE SSG EET = SSR > PEAGRAN NSA RAN EN RT Ree HE REG Er RER FEAR Æ: GIS GIGIGEEE TET FEE Ea vv SR z Si N Sk LN Sir Alte EA BED BUEN, 5 BE NEs: HT x z= SSSEZS re IV == MATA RBAVSERIBA DSU TE NRA np] VW ebs em Snylteks ED i ' RK FS k i 2 Fr 26. Dinemalura- Zatifo lad Sø Ltks KØGE Syre Ztk få) 20. Nogagus tenaæ. Styr: flks/ 0) Vid. Selsk: Skrifter V Række naturv. mathem: Afh: V Bind: Steenstrup og Lutken- om- Snyltekrebsene- 23.9 2å.p Cr. Thornam sclns. 23. Zernanthropus Kønzgit: Smelt /p då) 24 Anthosoma- crassum« Abgd: /2). 25. Perissopus denlatus. Sin. Lt: [9] , ÉN NEVER VENDE PE FAN Vid. Selsk Skrifter. V. Række naturv. mathem: Afh. V Bind. Steenstrun og Lrithen- om Snyltekrebsene-. i : J E ie w U Å KN K 2 k y M 30.£ »y nm y et sn pl Ez 27. Z.tuflexus. Sinltk 28. Lernæa- branchuahs. Im. 29. L. br. stgmorded. Si. feks 30. Hæmobaphes cycloptlerina: / Fabric.) LEN SKØN ; € ENKER må SKE BE ÆE 3 > g å i É É & > i K g < s 3 ie) 34.” P. filos (Finmy Fernella- sagitta: (Lin; 32. P. varians. Strik; EEN AED SE MER 35. ne JOX CON N ROERE NARN W MNNDNSS 36. Bradkiollav Thynni. Co. [giå) 37 Komiæenøddt dshigetes (ED ER " Tanypdleurus adetcornts . "Sp Zirk. (2) 39. DPiocus dte: [(Fabr/ [p.d)… 40. Hay GES arclicus Hr de fo bils hallie ide Desk VR NORTE sml. sider) RG NE CYUGE FAN aEN BR 52 AGRA s3" id SS Sr KE SSR Ereben )-3 (JS Be > "FA j) " Ci HUN