an prion, rare oh ram wen. d x a i : k CMS MO RR a Se eine SE sind SUE a Et un 9 BOTANISK TIDSSKRIFT UDGIVET AF DANSK BOTANISK FORENING REDIGERET AF L. KOLDERUP ROSENVINGE BIND 31 MED 5 TAVLER OG 58 TEXTBILLEDER ee ra KOBENHAVN H. HAGERUPS BOGHANDEL BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI 1912 1. Hefte, S. 1—96, udkom i April 1911. 2. Hefte, S. 97— 160, Tavle I—V, udkom i Juni 1911. 3. Hefte, S. 161—465, udkom i Juni 1912. INDHOLDSFORTEGNELSE. Afhandlinger. Side P. Boysen Jensen: Sukkersønderdelingen under Respirationsprocessen hos BJ SIE) Plante 0G a NEEDS LYSE ERE 1 fee tistorick. Indledming x. (4. re We... Es poe ine he te 1 B. Sukkersonderdelingen under det intramolekulære [nå F. Petrak: Beiträge zur Kenntnis der mexikanischen und zentral-ameri- Base rem ST en ee gr eee Aare D 57 Henning E. Petersen: Ceramium Studies. I. and II. With plates I—V... 97 I. Remarks on Danish species of Ceramium. With plate I....... 97 II. Researches on Ceramium species from the Færåes, Iceland and Greenland. With plates: LIEN... 2e ee 105 C. Raunkiær: Statistisk Undersøgelse over Variationen i Bladstilling hos Koelernesat Røderan #0: ne nee MR RER 121 F. Børgesen: Some Chlorophyceae from the Danish West Indies......... 127 Johs. Boye Petersen: On tufts of bristles in Pediastrum and Scenedesmus 161 A. Mentz: Studier over danske Mosers recente Vegetation ............... 177 Mindre Meddelelser. Dansk botanisk Litteratur i 1908 og 1909. Sammenstillet af Carl Chri- SENS EN RAR ERE ee SEE ES SE EEN eT ES 73 Dansk Betanisk Forening: Møder i 1910 (Fortsættelse) , 4 iss ce 92 Gemeraltorsamling 11911 ...... 200m cts ce ais ne ORM a ce eb ceca lea 93 8. Beretning fra Komiteen for den topografisk-botaniske Undersggelse af DIN TE SERRE ag ch eos age eels at peers a, eae TMM. kel ps oe sas 153 Andre Meddelelser: Pogeamimel Vedbend At A, Gzerny 2... une tae ages 157 Botamsk EVE |SCLOMG Ar. rect vance pe ee an ik en M any oa Gee pie ee 95 Udyvalset tor Natuniredmineg. donne Ru Pal eds has 156 ENE TA a renden mo oe GaN head 96, 159 Bere ney wel eee Se eRe Pes aren slur en cate. We Gam TR SEA © Sea 160 PC SC WE ee ee ee EL 465 Af P. Boysen Jensens og A. Mentz’s Afhandlinger, der tillige er udkom- met særskilt som Disputatser, er Sætningen, med Undtagelse af de 3 første Ark, samt Illustrationerne bekostede af Forfatterne, Udgifterne til Illustrationerne i Henning E. Petersens Afhandling er for den overvejende Del afholdt dels af Jap. Steenstrups Legat, dels af Forfatteren, og endelig er Illustrationerne til F. Borgesens Afhandling bekostede af Forfatteren. Sukkersønderdelingen under Respirations- | processen hos højere Planter. Af P. Boysen Jensen. A. Historisk Indledning. I. Respirationsstofskiftet. D: Scheele (1777 p. 120 og 121) undersøgte levende Væsners Indflydelse paa den atmosfæriske Lufts Sammensætning, opdagede han i tilsyneladende Modsætning til, hvad Priestley nogle Aar tidligere havde fundet, folgende: ,Spirende Ærter forbruger ganske som Dyrene ,lldluft“ og udskiller ,Luftsyre““. Dette Resultat blev af Ingenhouss (1786) i 1779 udvidet til at gælde for alle levende Plantedele i Mørke og for ikke grønne Plantedele tillige i Lys. Det blev yderligere udvidet af Saussure, idet han (1797 p. 147) som Resultat af egne og tidligere Forsøg fastslog: ,1° Que les plantes, comme les animaux, forment continuellement de l’acide carbonique en végétant dans l’air atmosphérique, soit au soleil, soit à l’ombre. 2° Qu’elles forment, comme les animaux, cet acide carbonique avec l’oxigene de l’atmosphère“ . .. Det var hermed fastslaaet, at Plan- terne har et Aandedræt, der analogt med Dyrenes er karakteriseret ved Iltoptagelse og Kulsyreudskilning. Men Saussure fandt senere (1804 p. 17) tillige et andet, ikke mindre. vigtigt Resultat. Ved at bestemme Torstofmængden i Frø før og efter Spiringen opdagede han, at der havde fundet et Stof- forbrug Sted, og han fandt endvidere, at dette Stofforbrug var større end det, man kunde beregne af den udskilte Kulsyremængde : „Ge singulier résultat ne peut, à ce que je crois, s’expliquer qu’en admettant que la graine a abandonnée de l’eau auparavent fixée dans sa propre substance“. Idet vi tilføjer, at disse Resultater er bekreeftede ved senere Undersggelser, kan man med dem som Grund- lag udtrykke de Processer, der foregaar ved Respirationen paa fol- Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 1 oe sende Maade: Plantesubstans + Ilt = Kulsyre + Vand + even- tuelle andre Stoffer. - Det næste, vi maa undersøge, er, af hvad Art den ved Re- spirationen forbrugte Plantesubstans er. Tænker vi specielt paa spirende Frø, som har et meget intensivt Aandedr&t, maa dette foregaa paa Bekostning af Oplagsnæringen. Der kan da kun være Tale om 3 Stofgrupper: Kulhydrater, Fedtstoffer og Æggehvide- stoffer. At Kulhydrater er Respirationsmaterialet hos mange Frø, har vist allerede Saussure været klar over. Senere hen er det godtgjort ved kvantitative Undersøgelser af Sachsse (1872 p. 37). Det Kul- hydrat, der spiller den største Rolle som Oplagsnæring, er Stivelse; dette Stof maa, førend det kan indgaa i Respirationsprocessen, imidlertid først omdannes til Disaccharider. Da der nu i en Mængde Tilfælde er paavist Invertin og Maltase i Planterne, tør man sikkert alment gaa ud fra, at Disacchariderne først omdannes til Mono- saccharider, Glykose eller Fructose, og at det er disse Stoffer, der sønderdeles under Respirationsprocessen. Men selv om Oplagsnæringen dannes af Fedtstoffer, betinger dette sikkert ikke nogen dybere Forskel i Respirationsprocessen. Fedtet i spirende Frø omdannes nemlig, som det 1859 er vist af Sachs (1892 p. 557) til Sukker. Sukkeret ophobes imidlertid ikke i Planten, og man tør derfor gaa ud fra, at det sønderdeles under _ Respirationsprocessen, saa at dette Tilfælde kun er et Special- tilfælde af det ovenfor nævnte. Den tredie Mulighed endelig, at Æggehvidestoffer skulde kunne danne Udgangspunktet for Respirationen, er fremsat af Pfluger (1875 p. 300) og hævdet. af Detmer (1880 p. 157) og Palladin (1896 p. 225). Gennem Undersøgelser over Æggehvidestofomsæt- ningen hos spirende Frø er det imidlertid godtgjort, at Æggehvide- stoffets Spaltningsprodukter ikke sønderdeles, men danner Udgangs- punktet for Æggehvidesynthesen hos de unge Planter. At der kan dannes enkelte Spaltningsprodukter, som kan sønderdeles under Respirationsprocessen, kan man naturligvis ikke paa Forhaand af- vise. Noget eksperimentelt Bevis for dette eller lignende Ting fore- ligger der imidlertid ikke; at det, selv om det finder Sted, spiller nogen større Rolle, er overordentlig usandsynligt. Det er da klart, at den vigtigste, om ikke den eneste, Respira- tionsproces hos Planterne bestaar i en Sukkersønderdeling, og dette stemmer, som vi nu skal.se, ogsaa godt med de kvantitative Forhold, Sy a i hvilke de ved Respirationen optrædende Stoffer staar til hinanden. Hvis Sukkeret sønderdeles fuldstændigt, — og dette er, da der kun undtagelsesvis (hos Sukkulenter f. Eks.) finder en Opsamling af Ilt- ningsprodukter af Sukkeret Sted, Tilfældet — maa det samlede Re- sultat af Sønderdelingen kunne udtrykkes ved Ligningen: C, H,, 0, + 6 0, —6 CO, —6 H,0. Vi skal nu sammenligne de beregnede med de gennem Forsøg fundne Forhold mellem de enkelte Størrelser i denne Ligning. Forholdet mellem den optagne Iltmængde og den udskilte Kul- syremængde (den respiratoriske Quotient) skal, maalt volumetrisk, i Følge Ligningen være lig 1. Dette er, som det er vist i en Række Arbejder, som vi ikke her kan gaa ind paa, da ogsaa med stor Tilnærmelse Tilfældet hos stivelseholdige Frø. Hos fedtholdige Frø "bliver den noget mindre, da der hos disse som ovenfor omtalt foruden Sukkersønderdelingen foregaar en Omdannelse af Fedt til Sukker, hvorved der forbruges Ilt. Forholdet mellem udskilt Kulsyre og dannet Vand er maalt af Boussingault (1864 p. 881) og Laskowsky (1874 p. 219). Den sidste fandt Forholdet Conn 2.4, 2.45, 2.00, ved højere Temperatur H,0 noget varierende. Dette stemmer ret godt med den beregnede Værdi, 2.44. Som man ser, er Overensstemmelsen mellem de fundne og beregnede Værdier ret god, og dette er os en ny Bekræftelse paa, at Respirationsprocessen forløber efter den ovennævnte Ligning. Der foregaar selvfølgelig hos Planterne ogsaa andre Omdannelser af Sukkeret end den, der sker under Respirationen, og der kan foregaa Reaktioner, der ganske som Respirationen er forbundne med Iltoptagelse og Kulsyreudskilning. Det er klart, at disse Pro- cesser i større eller mindre Grad kan modificere det indbyrdes Forhold, hvori de ved Respirationen optrædende Stoffer staar til hinanden, men de vedrører ikke den Funktion, man fysiologisk maa betegne som Aandedræt. Man kan sikkert fastslaa, at det funda- mentale i Respirationsprocessen er den ovennævnte Ligning, som vi derfor vil benytte som Basis for de følgende Undersøgelser. II. Analyse af Respirationsprocessen. Hvis i den ovenfor udviklede Ligning, C, H,, 0, + 60, = 6 CO, + 6 H,O, Ilten overførtes direkte paa Sukkeret, bestod hele Respirationsprocessen kun af en enkelt Reaktion. Sagen er imidlertid a A eee ikke saa simpel. Rigtigheden af ovenstaaende vilde nemlig kræve, at hele Processen hørte op i iltfrit Rum, hvad den, som vi skal se i det følgende, ikke gor. Deraf følger, at Iltoptagelse og Kulsyre- udskilning delvis maa vere uafhængige af hinanden, og Sukker- sonderdelingen uden Ilt bliver derfor af stor Betydning for For- staaelsen af Respirationsprocessen. Gennem en lang Reekke Arbejder, der begynder med Rollo og Saussure, er det godtgjort, at der hos en Mengde forskellige Planter i iltfrit Rum finder Kulsyreudskillelse og Alkoholdannelse Sted; vi tager imidlertid forst Traaden op paa det Punkt, da man begyndte at udnytte denne Kendsgerning til Forstaaelsen af de Processer, der foregaar ved Ilttilforsel. Efter at Pflüger (1875 p. 324) havde fremsat nogle Antyd- ninger over det intramolekulære Aandedrets Betydning, var Pfeffer (1878 p. 805) den første, der udviklede en sammenhængende Re- spirationstheori med det intramolekulære Aandedræt som Basis. Udgangspunktet for Pfeffers Theori er, at intramolekulært og normalt Aandedræt kan foregaa samtidig. Han finder ved at gennemgaa de gasometriske Forsggsresultater, som findes i Littera- turen over Aandedræt, at der finder en Volumenforggelse Sted, naar Iltmængden formindskes stærkt, selv hos saadanne Planter, hvor denne Volumenforøgelse ikke indtræder, naar der er Ilt i Over- skud. Denne Volumenforøgelse skyldes, som Analyserne viser, at | Kulsyreproduktionen overgaar Iltoptagelsen, og, svarende hertil, foregaar der sikkert samtidig en Alkoholdannelse. Det er de samme Stoffer, Stivelse eller Sukker, der forbruges ved det intramolekulære og normale Aandedræt, og det første gaar ved stigende Ilttilførsel gradvis over i det andet. Deraf slutter han (p. 817), ,dass die Stoffwechselprocesse, welche bei Fehlen des Sauerstoffs zu den Pro- dukten der intramolekularen Athmung ftihren, auch wåhrend der Sauerstoffathmung fortdauern, ja dass sie eine und zwar eine ganz wesentliche Ursache der Sauerstoffathmung sind. — Ob nun, wenn diese thätig, der ganze Stoffwechsel sich so abwickelt, wie bei Aus- schluss von Sauerstoff, ob beispielsweise Alkohol entsteht, aber wie er sich bildet, verbrannt wird, oder ob es so weit nicht kommt, weil eine Kette von Processen vorliegt, in welche schon in frtiheren Phasen der Sauerstoff eingreift, ist nicht sicher zu entscheiden, doch sind es in jedem Falle gleiche Ursachen, aus welchen sowohl die intramolekulare Athmung, wie auch die Sauerstoffathmung her- vorgeht, und um diesen genetischen Sammenhang zu kennzeichen, ~ — D — ist es erlaubt zu sagen: die intramolekulare Athmung ist die Ur- sache der Sauerstoffathmung“. En anden Mulighed, at det intramolekulere Aandedr&t først optræder under Iltmangel og intet har at gøre med det normale, er hævdet af Nägeli (1879 p. 117). Han peger hen paa, at der er eftervist Alkoholdannelse hos forskellige Planter, men siger: „Hier ist es aber wirklich eine abnormale Erscheinung, da sie der Zelle im gesunden und lebenskräftigen Zustande mangelt“. Noget Bevis for denne sin Anskuelse fører han iøvrigt ikke. En Variant af Pfeffers Theori repræsenteres dernæst af Wort- mann (1880 p. 516). Medens Pfeffer, som vi saa, antog, at Alkoholen, eller eventuelle Mellemprodukter mellem Sukkeret og Alkoholen, ved Tilforsel af Luft iltedes videre, har Wortmann herom en ny Theori. Han fandt, at Forholdet 2 Forholdet N°2: mellem den ved det intramolekulere og den ved det normale Aande- dræt udskilte Kulsyremeengde, hos Vicia Faba var lig 1, og han drog her af den generaliserende Slutning, at den ved Aandedrettet udskilte Kulsyre helt og holdent stammer fra de intramolekulere Omlejringer. Iltens Rolle skulde da vere den at regenerere det dannede Alkohol til Sukker. ‘Til Illustration af sin Theori anfører han følgende Ligninger: 1. 3(C, H,,0,) =6(C, H, OH) +6 CO, 2. 6(C, H,OH) +120 =2(C, H,,0,) +6H,0 Det viste sig hurtigt, at Forholdet = meget sjældent var lig 1, og at dermed Wortmanns Hypothese maatte falde bort. I en foreløbig Meddelelse af Wilson (1882 p. 93) bestemtes dette For- hold til hos Lupin at ligge mellem !/s og 1/1, og i en Række Bestem- melser af Moeller (1884 p. 306) fandtes Forholdet kun hos Vicia Faba og Ricinus lig 1, medens det i alle andre Tilfælde laa betyde- ligt lavere (hos. Helianthus 1/3, hos Majs 1/2—2/3). Godlewski (1882 p. 522) benægtede i Modsætning til Pfeffer, at der fandt en gradvis Overgang Sted mellem det intramolekulære og det normale Aandedræt. Han fandt, at Respirationsintensiteten formindskedes samtidig med, at Iltmaengden formindskedes, uden at Forholdet ae forandredes, og han sluttede deraf (1 c. p. 543): 2 | „die intramolekuläre Athmung ist unter normalen Bedingungen keine eg PR primäre, die Sauerstoffaufnahme hervorrufende Erscheinung“. For- klaringen paa disse Forsøg ligger i, at der som Forsogsobjekt er benyttet Fedtfro (Raphanus), der, som vi nu ved, ikke har intra- molekulært Aandedræt, og Forfatteren har da ogsaa senere (God- lewski og Polzeniusz 1901 p. 265) tilbagekaldt sin Theori. Pfeffer imødegik (1885 p. 636) i Tilslutning til en Del af Wilson udførte Forsøg de forskellige Indvendinger, der var rettede mod hans Hypothese fra 1878. Han viste, at Kulsyreudskilningen i iltfri Luft holder sig konstant i lengere Tid, og at Planterne, naar de bringes tilbage til normal Luft, aander ligesaa intensivt som før. Han sluttede heraf (1. c. p. 663), at det intramolekulere Aandedræt ikke, som hævdet af Nägeli, kan være et pathologisk Fænomen. Og ved den Række Bestemmelser af Forholdet ER som forelaa i Litteraturen, blev Wortmanns Hypothese yderligere gendrevet; men ogsaa Pfeffers egen Opfattelse er undergaaet nogen Modifikation i Aarenes Løb, idet han (l. c. p. 664) stærkt betoner, at den kun er en Hypothese. Medens hans Opfattelse i 1878 kunde formuleres i følgende Ligninger: C,H,,0, =2C, H,0H+200, 2% C, H,OH + 6 0, =4 C0, + 6H,0 CH. 0, 160, 26.00, ADN — kun med det Forbehold, at den første Proces maaske ikke gik saa vidt som til Dannelsen af Alkohol, lyder nu hans Udtalelse derom som følger (I. c. p. 664): „Dieselben primären Ursachen, welche in der normalen Athmung den oxydierenden Eingriff des Sauerstoffs veranlassen, machen bei Abwesenheit des freien Sauerstoffs fort- gesetzt Sauerstoffaffinitäten geltend und bewirken hierduch Um- lagerungen, welche zuvor ganz oder theilweise nicht zu Stande kamen, Umlagerungen, aus welchen Kohlensäure, sowie die anderen Produkte der intramolekularen Athmung hervorgehen“. Denne Theori er, som man ser, holdt meget alment, og den er, forekommer det mig, ikke saa helt gennemsigtig; men Meningen er vel nok omtrent den samme som før. I en Afhandling af Maquenne (1894 p.100 og 697) paaviste denne, at der under det intramolekulere Aandedret i Planten op- samles let iltelige Produkter; det viste sig nemlig, at der paa et Ophold i iltfri Luft følger en stærk Kulsyreudskilning. Han sluttede heraf: „La respiration des plantes semble étre le résultat de la a es combustion lente d'un principe éminemment oxydable, que la cellule vivante sécréte constamment, a l’abri de la lumiére, et qui est susceptible de s’y accumuler quand l’oxygene fait defaut dans l’at- mosphère ambiante“. Det er her for første Gang vist, at det er muligt at dele den normale Respirationsproces i to enkelte Pro- cesser, som kan forløbe uafhængig af hinanden i Tid. Kendskabet til det intramolekulære Aandedræt biev betydeligt udvidet af Godlewski og Polzeniusz (1901 p. 227) og senere af Godlewski alene (1904 p.115), idet disse Forfattere studerede den nævnte Proces kvantitativt. | Resultaterne (1901 p. 274) af deres Forsøg var blandt andet folgende: | 1. Ærtekimplanternes intramolekulære Aandedræt foregaar paa Bekostning af Oplagsnæringen. 2. Forholdet mellem den dannede Kulsyre- og Alkoholmængde er det samme, som vi træffer ved Alkoholgæringen. 3. De dannede Biprodukter overgaar i Mængde ikke dem, der dannes ved Alkoholgæring. 4. (1904 p. 157). Ved Tilforsel af Kulhydrater, Druesukker, Frugtsukker eller Rorsukker, forgæres ogsaa disse. Forfatterne slutte heraf med fuldkommen Ret, at det intra- molekulære Aandedræt hos Ærter er identisk med Alkoholgæringen. Palladin og Kostytschew gik endnu et Skridt videre (Palladin 1906 p. 97, Palladin og Kostytschew I 1906 p. 273, II 1906 p. 215, 1907 p. 51, Kostytschew 1908 p. 164), idet de undersøgte Respirationen i dræbte Plantedele. De dræbte Frøene ved Frys- ning, hvorved de opnaaede, at Cellestrukturen blev bevaret, en Methode, der vistnok er meget brugbar til de foreliggende Under- søgelser. De fandt derved det betydningsfulde Resultat, at der i døde Plantedele (Ærter- og Hvedekimplanter) foregaar et intra- molekulært Aandedræt, der fuldstændig svarer til det, der foregaar i levende Plantedele; deri ligger der en yderligere Analogi til Alkohol- gæringen, idet det hermed er godtgjort, at det intramolekulære Aandedræt skyldes en Enzymvirkning. Naar de samme Forfattere ikke kunde finde Alkohol hos frosne Lupinfrø og Stængelspidser af Vicia Faba, skønt der her finder en Kulsyreudskilning Sted, saa er dette rimeligvis et Eksempel paa det ovenfor (p. 3) anførte, at der hos visse Planter kan finde en Kul- syreudvikling Sted uden en tilsvarende Sukkersønderdeling. Hvor- fra Kulsyren i dette Tilfælde stammer, er det ikke muligt at sige @ cs Saati noget nermere om. Der synes temmelig hyppigt hos sukkerfattige Fro i iltfri Luft at finde en saadan Kulsyreudskillelse Sted; den Fe: I: kan endogsaa være saa intensiv, at Quotienten — bliver større N end 1 (hos Vicia Faba f. Eks.). Gennem Arbejder af Stoklasa, Ernest og Chocensky (1906 p. 542, 1907 p. 38, 122) er Godlewskis og Palladins Undersøgelser yderligere blevne verificerede. Resumé. Vi har nu historisk gennemgaaet de Anskuelser, der er komne til Orde i Litteraturen angaaende en Deling af Re- spirationsprocessen og skal i det følgende fremhæve de Momenter, der godtgør, at en saadan Deling er berettiget. Dette fremgaar af, 1) at det intramolekulære Aandedræt, som paavist af Godlew- ski og Polzeniusz, Palladin og Kostytschew samt Stoklasa, er identisk med Alkoholgæringen. Da nu Ilten ikke virker paa selve Alkoholgæringen (hvad man kan slutte saavel af Forsøg med Zymase som af levende Gærcellers Forhold til Ilt) følger deraf, : 2) at det intramolekuiære Aandedr&t ogsaa maa foregaa hos højere Planter under Tilforsel af Ilt (cf. Pfeffer: det intra- molekulere Aandedret gaar gradvis over i det normale). Det intramolekulære Aandedræt er derfor 1ste Del af Respirations- processen. | Da der under det normale Aandedræt ikke opsamles Alkohol eller andre Respirationsprodukter i Planten, følger deraf, 3) at Alkoholen (ev. Mellemprodukter mellem Sukkeret og Al- koholen) under Iltens Indvirkning maa sønderdeles til Kulsyre og Vand (2den Del af Respirationsprocessen). ‚Vi kan altsaa erstatte Ligningen, C, H,, 0, + 6 0, =6 CO, + 6 H,O, som vi udledte i Slutningen af forrige Afsnit, med folgende: 1. C,H,, 0; = CC HO) FCO 9. (2C, H,0OH)+60, =4C0,+6H,0 C, H,.0, +60, = 600, +6H,0; Parenthesen angiver, at den første Proces muligvis ikke gaar saa langt som til Dannelsen af Alkohol, men at Ilten griber ind paa et tidligere Tidspunkt. Vi skal i det følgende studere de nævnte Processer hver for sig. Se OP Tae — B. Sukkersonderdelingen under det intramolekulære Aandedræt. Vi kom i det foregaaende Afsnit til det Resultat, at det intra- molekulære Aandedræt hos højere Planter er identisk med Alkohol- gæringen. Da nu imidlertid denne af experimentelle Grunde er ulige meget lettere at studere end det intramolekulere Aandedret, vil vi begynde med at undersøge Alkoholgæringens analytiske og reaktionskinetiske Forhold. I. De kemiske Omsætninger under Alkoholgæringen. 1. Historisk Oversigt. Det er paa Forhaand sandsynligt, at Sønderdelingen af Sukkeret til Kulsyre og Alkohol ikke foregaar gennem en enkelt Reaktion. Det ligger nær at antage, at Sukker- molekulet først spaltes i to eller flere Dele, og at det er ved Om- sætningen af disse, at Kulsyren og Alkoholen dannes. Dette har da ogsaa vistnok alle Forskere paa dette Omraade været klar over, og man har derfor bestræbt sig for at faa Alkoholgæringen sønder- delt i flere Processer. Den første Hypothese over Alkoholgæringens Forløb er opstillet af Baeyer (1870 p. 63). Ud fra nogle almindelige Betragtninger kommer han til det Resultat, at Vandoptagelse og Vandafspaltning maa spille en meget stor Rolle ved Omsætningerne af organiske Stoffer. Han anvender nu dette paa Alkoholgæringen og opstiller _ et Skema, som dog ikke frembyder større Interesse. En noget bestemtere formet Hypothese er først opstillet af Nencki (1883 p. 105). Ogsaa han tænker sig, at Omdannelsen af Sukkeret foregaar gennem Vandoptagelse og Vandafspaltning, men han har tillige — og det er han den første, der har gjort — udpeget bestemte kemiske Stoffer som eventuelle Mellemprodukter under Sukkersønderdelingen. Hans Formler er følgende: a | | b CHO CHO Babe OHoH CHOH ,H, CÆOH DE A 0 0 CH(OH), CHO CHOH CHOH = CHOH INA. 0 CH,OH CH. OH OR Cc d “0e CHO . CHO ce Ss [bee | CHOH + iy CHOH+ H,0, CHOH+ Us CHOH CH. Oi Hod 10H, CH, CH, Sukkermolekulet (a) spaltes ifølge Hypothesen gennem Vand- optagelse til Dioxypropionaldehyd (b) og et Stof (c), der under Vandafspaltning danner et Molekule Dioxypropionaldehyd til (qd). Af Dioxypropionaldehyd dannes gennem Vandoptagelse Meelkesyre- aldehyd og Brintoverilte. Ved Sonderdeling af dette sidste Stof iltes Mælkesyrealdehyd til Mælkesyre, som saa igen spaltes til Kul- syre og Alkohol. Denne Hypothese, som vi kan kalde Mælkesyre- hypothesen, kommer med nogen Variation igen hos de følgende Forfattere. Wohl (Lippmann 1904 p. 1891) tænkte sig Maelkesyren dannet med Methylglyoxal som Mellemled. Han opstiller (1907 p. 45) føl- gende Skema: Methylglyoxal Mælkesyre CHO ehe (OHO CHO COOH CO, CHOH) | iS C(OH) CO CO > CHO CH, 0 OH CH(0 By OF CH di Ou PCR RE CH, CH(OH) CH(OH) CH(0H) CHO CHO CHO CH(OH) CH(OH) CH(OH) CH(OH)+H,0 C(0OH) 2 co CH,OH CH,OH CH,(0H) CH,(0H) CH, CH, Methylglyoxal En experimentel Underbygning af Meelkesyrehypothesen er forst forsøgt af Buchner og Meisenheimer (1904 p. 417, 1905 p. 620). De nevnte Forfattere fandt, at man ved Zymasegeering (men ikke ved Gæring med levende Ger) kunde paavise Mælkesyre i smaa Meengder; de fandt endvidere, at Mælkesyre, der blev sat til, for- svandt under Gæringen, at altsaa Mælkesyren baade kunde dannes og omdannes af Zymase, og at dette Stof derfor sandsynligvis maatte være det søgte Mellemprodukt under Gæringen. Zymasen maatte da betragtes som sammensat af to Enzymer, den egentlige Zymase, som spaltede Sukkeret i to Molekuler Mælkesyre, og Lactacidase, som spaltede Mælkesyren i Alkohol og Kulsyre. Som Mellemled mellem Sukkeret og Mælkesyren tænkte de sig først en Dioxy-;- Ketonsyre, senere sluttede de sig til det af Wohl opstillede Skema. ni SØS Det er nu klart, at hvis Mælkesyre og Methylglyoxal virkelig er Mellemprodukter under Gæringen, maa de kunne spaltes af Zy- mase eller Gær ganske paa samme Maade som Sukker. Det er, som det har vist sig, ikke Tilfældet. Slator (1906 p. 141) har vist, at Mælkesyren ikke kan gære, og Buchner og Meisen- heimer (1906 p. 3202) har vist, at det heller ikke er Tilfældet med Methylglyoxal. Den derved opstaaede Vanskelighed søger Buchner og Meisenheimer at omgaa ved at antage, at Syren virker skadeligt paa Gæren, medens Wohl antager, at Mælkesyren er i Stand til at gære in statu nascendi. Neer til Mælkesyrehypothesen slutter sig den af Löb opstillede Glycerinaldehydhypothese (1906 p. 541). Da det ikke lykkedes ham at paavise Glycerinaldehyd under Gæringen (1907 p. 511), opgav han den igen. Han erstattede den med en anden, der gik ud paa, at Sukkeret skulde spaltes fuldstændigt i Kulilte og Brint, hvoraf der ved Syn- these igen skulde dannes Alkohol og Kulsyre (1907 p. 511). Noget Bevis for sin Anskuelses Rigtighed er det ikke lykkedes ham at bringe. | Schade (1906 p. 1) mente at have fundet, at Sukkeret under Gæringen blev spaltet til Acetaldehyd .og Myresyre, der saa igen omsatte sig til Kulsyre og Alkohol. Ved senere Undersøgelser af Buchner, Meisenheimer og Schade (1906 p. 4217) viste det sig, at det ved Schades Forsøg drejede sig om Oxydationsproces- ser, der ikke kunde paralleliseres med Alkoholgæringen. Mælkesyrehypothesen er den af de ovenfor anførte Hypotheser, der har vundet den største Tiltro. Sandsynlig er den imidlertid ikke. Man maa som Bevis paa, at Mæikesyren er et Mellemprodukt | under Alkoholgæringen kræve: 1) at den kan paavises under Gæ- ringen, 2) at den paa samme Maade som Sukker kan sonderdeles til Alkohol og Kulsyre. Det sidste er ikke Tilfældet. 2. Paavisning af Dioxyacetone under Alkoholgæringen. Det søgte Mellemprodukt under Alkoholgæringen er Dioxyacetone. Dioxyacetone er en Ketotriose, som kan dannes ved Iltning af Glycerin; dens Strukturformel er: So ee Den optræder, hvad der er af Vigtighed for Forstaaelsen af det følgende, i det mindste i to Modifikationer (Bertrand, 1904 p. 181): Den ene er amorf, dens Molekularvegt svarer til Formlen C,H,0,, og den opløses let i koldt Vand, Alkohol, Æther og Acetone. Vi vil kalde denne Modifikation for den normale. Den anden er kry- stallinsk, har dobbelt Molekularvegt, svarende til Formlen (C,H,0,), og er oploselig i koldt Vand samt i kogende, men ikke i kold Alkohol, Æther og Acetone. Denne Modifikation kalder vi den polymere. Den kan under Indvirkning af fortyndede Syrer omdannes til den normale. | Af Dioxyacetonens Reaktioner skal jeg fremhæve folgende: 1. Med alkoholisk Hydroxylamin dannes Dioxyacetoneoxim. 2. Med Methylphenylhydrazin samt Eddikesyre dannes Dioxyace- tonemethylphenylosazon, C,,H,,N,0, som krystalliserer i gulbrune Naale, der er tungt opløselige i Vand, let opløselige i varm Alkohol og flere andre Stoffer. Udfældningen maa foregaa i lukkede, fuld- stændig fyldte Glas for at forhindre Iltningsprocesser under Fæld- ningen; man fælder efter min Erfaring bedst ved en Temperatur fra 20°—30°. Den udfældede Osazonmængde er meget afhængig af Feeldningstemperaturen. Methylphenylhydrazin danner kun et Osazon med Ketoser, ikke med Aldoser, f. Eks. Druesukker. 3. Den ene Modifikation — vistnok den normale — spaltes af Gær eller Benkul til Alkohol og Kulsyre. Dette skal vises i det ~ følgende Afsnit. 4. Den samme Modifikation iltes af Oxydaser til Kulsyre og Vand. Dette vil blive godtgjort i et senere Arbejde. — For nu at bevise, at Dioxyacetone er det søgte Mellemprodukt, maa vi først godtgøre, at det kan paavises under Alkoholgæringen. Vi vil dertil benytte os af de under 2—4 anførte Reaktioner. Dioxyacetone kan ved Hjælp af Methylphenylhydrazin paavises under Gæringen paa følgende Maade: Man lader en Druesukker- opløsning gære, filtrerer efter en passende Tids Forløb Gæren fra og fælder Filtratet med Methylphenylhydrazin og Eddikesyre. Det ved denne Fældning fremkomne Bundfald identificeres som Dioxy- acetonemethylphenylosazon ved Kveelstof- og Smeltepunktsbestem- melser. Det viste sig nu, at rent Druesukker, som det faas i Handelen (Druesukker I), indeholder Dioxyacetone i begge Modifikationer. Setter man til 100¢°™ af en 10 °/o Druesukkeroplgsning 10°™ 96 lo Eddikesyre og 0.58 Methylphenylhydrazin og fælder ved 94°, danner der sig et lille Bundfald, som utvivlsomt bestaar af Dioxyacetonemethylphenylosazon. Dets Smeltepunkt bestemtes til 124° og 127° (corr.). Ved Rensning med Benkul kan man fjærne den ene Modifikation (den sønderdeles til Alkohol og Kulsyre); den anden derimod er det ikke lykkedes mig at skaffe bort. Ogsaa i Druesukkerpræparatet „Kahlbaum“ findes der Dioxyacetone, dog kun i den Modification som ikke kan g&re, omtrent i samme Mængde som i Druesukker I. Jeg har derfor for at godtgøre, at der under Geeringen finder en Dioxyacetonedannelse Sted, maattet bestemme den af en gærende Veedske udfeldede Osazonmengde og sammenligne den med den Mengde, der under de samme - Forhold udfældes af en ugæret Druesukkeroplgsning. Forsøg 1. Til 900°™ 10 °/o Druesukkeroplgsning (Preeparatet »Kahlbaum") blev sat 0.278" Hydroxylaminklorhydrat. Jeg antog, at jeg ved Tilsætning af dette Stof kunde faa noget Dioxyacetone bundet som Dioxyacetoneoxim, og at jeg saaledes kunde faa det opsamlet i noget større Mængde. Til Opløsningen blev sat 452 frisk Pressegær, og Gæringen foregik ved Stuetemperatur i 24 Timer. Der blev dernæst affiltreret 800cm af den gærende Vædske. Til Filtratet blev sat 100°™ 96 °/o Eddikesyre samt 48" Methyl- phenylhydrazin, hvorpaa det hele blev fyldt op til en Liter og fældet i 20 Dage ved 24°. Allerede efter faa Dages Forløb begyndte der at danne sig et temmelig fint fordelt Bundfald, samt enkelte større mørkebrune Krystaller i Form af korte Naale. To Prøver, hver paa 100°™, blev, efter at Bundfaldet omhyggeligt var opslemmet i Vædsken, affiltrerede. Bundfaldene blev opløste i Alkohol, Alkoholen afdampet, og det tilbageblivende Stof, der, som det senere skal vises er Dioxyacetonemethylphenylosazon, blev vejet. Den ene Prøve gav 59.7™s", den anden 62.28, Gennemsnit 61.0omgr, Fs. 2. Til 900cm® 10 °/o Druesukkeroplesning (Druesukker I, renset med Benkul) blev sat 4508 Natriumsulfat. (Angaaende Virkningen af Natriumsulfat se senere under Ill, 1). Gæring og Udfældning af Methylphenylosazonet foregik paa samme Maade som ved Fs. 1. Af to Prøver, hver paa 100°™, indeholdt den ene 89.4™s", den anden 94.6™s", i Gennemsnit 92.0™sr Methylphenylosazon. Fs. 3 er et Kontrolforsøg til Fs. 1 og 2. Til 80cm 10 °/o Druesukkeropløsning (,Kahlbaum“) blev sat 10cm Eddikesyre + 0.58 Methylphenylhydrazin. Det hele blev aa ON es fortyndet op til 100°™ og fældet i 14 Dage ved 24°. Bundfaldet blev affiltreret og opløst i Alkohol. Alkoholen blev afdampet. Det tilbageblivende Stof vejede 19.9 mer, En anden Prøve behandlet ganske paa samme Maade gav 18.9mgr, Gennemsnit af de to Bestemmelser er 19.4msr Methyl- phenylosazon. | Af Forsøg 1—3 fremgaar, at der af gærede Sukker- opløsninger udfældes mere Dioxyacetonemethylphenyl- osazon end af ugærede, at altsaa Mængden af Dioxy- acetone forøges ret betydeligt under Gæringen. Fs. 4£. Som ovenfor omtalt kan kun den ene Modifikation bortskaffes af Druesukkeropløsningen ved Hjælp af Benkul, medens den anden, som ikke er i Stand til at gære, bliver tilbage. Nu kan imidlertid denne Modifikation ved Kogning med fortyndet Syre delvis omdannes til den anden, som kan gære, og jeg tænkte mig derfor, at Druesukkeret muligvis kunde renses fuldstændigt for Dies adeiöne ved først at koge Opløsningen med Syre og bagefter at behandle den med Benkul. En 10 °/o Druesukkeropløsning (Præparatet ,Kahlbaum“) blev kogt i 3 Timer paa Vandbad med 1°/oo Svovlsyre; den blev der- næst afkølet og behandlet i 2 Timer med 28 Benkul pr. 100°™, Efter Filtreringen blev Opløsningen gjort meget svagt alkalisk med kulsurt Kali. | 80cm af Opløsningen blev fældet som ovenfor (Fs. 3) for at tjene til Kontrol. | Til 100° m af Opløsningen blev sat 5a ' Geer. Geeringen varede 94 Timer. Der blev affiltreret 80c som blev fældet paa samme Maade som Kontrollen. Feldningen foregik ved 41° og varede 4 Dage. Bundfaldet i den gærede Prove var saa fint, at det ikke kunde filtreres. Der blev derfor saavel til Kontrollen som til den gærede Prøve sat 18 Benkul, som adsorberede Bundfaldet, og filtreret. Benkullet extraheredes med Alkohol, Alkoholen blev afdampet, det tilbageblivende Stof blev extraheret med varmt Vand og tørret. Kontrollen gav 46.9™s" Dioxyacetonemethylphenylosazon, og den gærede Prøve gav 96.7™s", Det ses, at der trods Svovlsyrebehandlingen endnu var ret betydelige Mængder Dioxyacetone i Druesukkeropløsningen før Gæ- ringen. En Prøve som ikke var behandlet med Svovlsyre, gav, fældet ved samme Temperatur, 80™s" Methylphenylosazon, saaledes SENE es at omtrent Halvdelen af Dioxyacetonen er bortskaffet. En længere Tids Svovlsyrebehandling vilde sikkert yderligere have formindsket Dioxyacetonemængden. Ogsaa i dette Forsøg, hvor Gæringen foregik uden Tilsætning af fremmede Stoffer, kunde der paavises en Forøgelse af Dioxyacetone- mængden under Gæringen. Fs. 5. Det har nu Interesse at se, i hvilken Modifikation Dioxyacetonen optræder under Gæringen, navnlig da, om der kan paavises Dioxyacetone i den gæringsdygtige Modifikation. Er nemlig Dioxyacetone det søgte Mellemprodukt under Gæringen, maa det ogsaa kunne gære. Sporgsmaalet kan afgøres ved at undersøge, om man i Filtratet fra en gærende Sukkeropløsning ved Behandling med Benkul kan bortskaffe noget af Dioxyacetonen. Til 200 gr. Druesukkeropløsning (Druesukker I, renset med Benkul) blev sat 10 gr. Gær. Gæringen varede 24 Timer (Stue- temperatur). Efter Filtrering fældedes 80 «m straks. Andre 80°™ fældedes efter Behandling med 2 gr. Benkul i 2 Timer og Filtrering. Fældningen foregik ved 22° og varede 10 Dage. Den første Prøve gav 15.3 mer, den anden 10.0 msr Dioxyacetone- methylphenylosazon. | Mængden af Dioxyacetone formindskes altsaa ved Behandling med Benkul. Fs. 6. Samme Forsøg. Fældningen foregik ved 30° og varede 20 Dage. Der fandtes i to Prøver, som ikke var behandlede med Benkul, henholdsvis 63.4 og 66 m8r, Gennemsnit 64.8msr Methylphenylosazon. I en Prøve, som var behandlet med Benkul, fandtes 55.8 msr, Resultatet er altsaa det samme som i Fs. 5. Resultatet af Fs. 1—6 er da, at der under Gæringen dannes et Stof, som giver Bundfald med Methylphenylhydrazin. Vi skal nu godtgøre, at dette Stof er Dioxyacetone. Som ovenfor omtalt er det kun Ketoser, der danner Osazoner med Methylphenylhydrazin. . Vi kan tilføje, at Forbindelsen dannes lettest for de laveste Leds Vedkommende. Hver enkelt af Methyl- phenylosazonerne har nu sit bestemte Smeltepunkt og Kvælstofind- hold; ved Hjælp af disse Størrelser kan vi derfor identificere det under Gæringen isolerede Methylphenylosazon. Smeltepunktbestemmelser. Methylphenylosazonernes Smeltepunkt er ikke skarpt, idet de først bliver bløde og successivt gaar over i den flydende Tilstand. ae For Dioxyacetonemethylphenylosazon angives Smeltepunktet af Neu- berg til 127—130°, for Erythrulosemethylphenylosazon til 159° og for Fruktosemethylphenylosazon til 158— 160°. Smeltepunktsbestemmelserne i det ved de ovennævnte Forsøg fremstillede Methylphenylosazon blev foretagne i Capillærrør i Gly- cerinbad. Som Smeltepunkt betegnes den Temperatur, da Stoffet var saa flydende, at det antog Draabeform. Aflæsningerne er kor- rigerede paa sædvanlig Maade. Bestemmelserne gav følgende Resultater: For det i Fs. I fremstillede Osazon bestemtes Smp. i to Forsøg til 125° og 127°. Gennemsnit 126°. For en Del Rester, fremkomne ved forskellige af de andre For- søg bestemtes Smp. til 124° og 127°, Gennemsnit 125.5°. Overensstemmelsen mellem den fundne og beregnede Verdi maa, da Smeltepunktet ikke er saa skarpt udpræget, vistnok. siges at være tilfredsstillende. Kvelstofbestemmelser. Dioxyacetonemethylphenylosazon indeholder efter Bestemmelse af Neuberg 18.96 °/o N, svarende til Formlen C,,H,,N,0. Erythru- losemethylphenylosazon indeholder 17.22 °/o N og Fruktosemethyl- phenylosazon 14.54 °/o N. Kvælstofbestemmelsen maa foretages efter Das Methode. Da Stoffet indeholder to indbyrdes forbundne Kvælstofatomer, kan Kjeldahls Methode ikke anvendes. Det voldte mig nogle Vanskeligheder at bestemme Kvælstof- mængden i det under Geringen isolerede Methylphenylosazon. Stoffet er meget iltfattigt og fordrer derfor en Mængde Ilt til For- brænding. Da det tillige ikke er flygtigt, omgiver hver enkelt Par- tikel af Stoffet sig med et Lag af reduceret Kobber, som beskytter det mod videre Paavirkning. Man faar derfor ikke Stoffet fuld- stændig forbrændt og finder for lave Værdier. Denne Vanskelighed lykkedes det mig at undgaa ved at opløse Stoffet i Alkohol, røre den alkoholiske Opløsning ud med pulveri- seret Kobberilte og afdampe Alkoholen. Stoffet er da saa fint for- delt mellem Kobberilten, at det er muligt at faa det fuldstændig sonderdelt. Man maa dog tillige ophede meget forsigtigt og ud- strække Analysens Varighed over et Par Timer. Ved den første Bestemmelse rørte jeg Stoffet ud med Kobber- ilte, overhældte det hele med Alkohol og afdampede Alkoholen. Fe ieee Stoffet var næppe blevet fuldstændig opløst, og Bestemmelsen blev da ogsaa lidt for lav. Jeg fandt 18.20°/o N (Afvejet 0.0813 gr. Stof. Der udvikledes: 12.5¢™ N (762 mm, 13.5?) = 14.8 mer N.) Ved det følgende Forsøg blev Stoffet fuldstændig opløst i Alkohol, før Kobberilten blev tilsat. Jeg fandt da 18.76 io N (Af- vejet 0.0995 gr. Stof. Der udvikledes 16.0 «m N (754 mm, 14.0?) = 18.67 mer N.) Det kan vel af de anførte Smeltepunkt- og Kvælstof bestem- melsesforseg sluttes, at det under Gæringen isolerede Stof er Dioxyacetonemethylphenylosazon. Vi har gentagne Gange omtalt, at Benkul er i Stand til at sgnderdele den normale Modifikation af Dioxyacetone til Kulsyre og Alkohol. Derved er vi ogsaa i Stand til at paavise Dioxyace- tone under Geeringen (cf. Fs. 5 og 6, pag. 26). Ligeledes kan Dioxyacetone af Oxydase iltes til Kulsyre og Vand. Ogsaa herved er man i Stand til at paavise Dioxyacetone under G&ringen; men vi maa angaaende dette Punkt henvise til et folgende Arbejde. 3. Dioxyacetonens Geringsevne. Inden jeg gaar ind paa mine egne Undersggelser over dette Punkt, skal jeg forst give en Oversigt over de Methoder, man har anvendt til at fremstille Dioxyacetone, og over de Forsøg, der er anstillede med Hensyn til dens Evne til at geere. Ved Behandling af Glycerin med forskellige Iltningsmidler dan- nes der et Stof, som reducerer Fehlings Vædske i Kulden, og som man oprindelig troede, var Glycerinets Aldehyd, Glycerose. Senere Undersøgelser (Piloty 1897 p. 3163) har vist, at det fortrinsvis er Glycerinets Keton, der dannes ved Iltning af Glycerin. Af saadanne Iltningsmethoder skal jeg nævne folgende: 1. Oxydation af Glycerin med Salpetersyre (Fischer u. Tafel 1887 p. 1089). Oxydation af Glycerin med Soda og Brom (Fischer u. Tafel 1887 p. 3385). 3. Omsætning mellem Blyglycerat og Brom (Fischer u. Tafel 1888 p. 2634). 4, Oxydation af Glycerin med Platinsort (Grimaux 1887 p. 1276). 5. Elektrolyse af Glycerinoplosninger (van Deen 1863 p. 501, ivenard: 1879p. 289). Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 9 b9 218 = 6. Oxydation af Glycerin med Brintoverilte og Ferrosulfat (Fen- ton og Jackson 1899 p. 5). Forfatterne hævder, at der ved denne Iltningsmethode fortrinsvis dannes Glycerose. 7. Ved Iltning af Glycerin ved Hjælp af Sorhesehakeiien (Ber- trand 1904 p. 181). Sorbosebakterien (der vistnok er identisk med Bacterium xyli- num), er i Stand til, naar den vokser i 5 °/o Glycerinoplasninger, at danne betydelige Dioxyacetonemengder. | | 8. Nogle andre Bakterier synes at kunne gøre det samme. Ber- thelot (1857 p. 369) fik ved at anbringe Testikelvæv i en — Glycerinopløsning dannet et reducerende Stof, utvivlsomt un- der Indvirkning af Bakterier. 9. Endelig kan Dioxyacetone fremstilles synthetisk (Piloty 1897 p. 3161). Nitroisobutylglycerin, (CH, OH), = C. NO,, (der opstaar ved Kondensation af Formaldehyd med Nitromethan) giver ved Reduk- tion med Natriumamalgam tertiært Isobutylglyceryl-@-Hydroxylamin, som ved Oxydation med Kvægsslvoxyd giver Dioxyacetoneoxim efter Ligningen: (CH, OH), = CNH (OH) + 20 — H,0 + HCOOH+ CH, OH. C = NOH. CH, OH Dioxyacetoneoxim giver ved Behandling med Brom Dioxyacetone efter Ligningen: 2 CH, OH. C= NOH. CH, OH+2Br,+H,0=N,O+4HBr+ 2 CH, OH. CO. CH, OH Adskillige af de Forfattere, der har befattet sig med Fremstil- ling af Dioxyacetone, har ogsaa undersggt dens Evne til at geere. Resultatet har været meget forskelligt. Fischer og Tafel (1888 p. 2635) fandt, at Glycerosesirup, som de kaldte det ved Iltning af Glycerin opstaaede Produkt, var i Stand til at gære: ,Mit Wasser verdunnt wird der Syrup schon nach einer Stunde in lebhafter Gährung versetzt“. Grimaux (l. c.) fandt det samme. Hvad enten han fremstil- lede ,l’aldéhyde glycérique* ved Iltning med Platinsort eller med Salpetersyre efter Fischers Methode, kunde der ved Tilsætning af Gær paavises Kulsyreudskilning. Bertrand (l. c. p. 256) fandt, at Dioxyacetone er „non pas ERR, 17 CI infermentescible, mais difficilement fermentescible“. Han lod en Opløsning af 1 gr. Dioxyacetone i 30 gr. Vand henstaa med forskel- lige Gærsorter i 10 Dage og bestemte den dannede Alkoholmængde efter Nicloux’ Methode. Han fandt: Gærsorten Dannet Alkohol Gærmængde CITER UT. 125 mgr 1595 mer TUCH ee: 35 - 31 - bière de Brux...... 39 - 19 - VE Se 15 - 93 - Berthelot (1. c.) fandt med Hensyn til det af Glycerinen op- staaede reducerende Stof: ,Au contact de la levure de bière, il fermente immédiatement avec production d’alcool et d’acide car- bonique“. De Forfattere derimod, som har arbejdet med synthetisk frem- stillet Dioxyacetone, er komne til et andet Resultat. Piloty (1. c. p. 3166) fandt: „Von Bierhefe wird Dioxyaceton nicht vergohren. Nach 12-stündigem Stehen mit Hefe bei 30° hatte sich noch keine Kohlensaüre entwickelt, während ein Con- trollversuch mit Traubenzucker in lebhafte Gährung gerathen war. Nach 36 Stunden war zwar etwas Kohlensatire gebildet worden, aber die Lösung reducirte Fehlings Flüssigkeit in der Kälte noch stark“. Hans Resultat er bekræftet af Emmerling (1899 p. 542). Jeg er efter mange Forsøg med forskellige af de ovenfor an- førte Methoder til Fremstilling af Dioxyacetone bleven staaende ved Iltning af Glycerin med Brintoverilte og Ferrosulfat efter Fenton- Jacksons Methode, ganske vist i en noget modificeret Form. I Modsætning til de nævnte Forfattere ilter jeg meget svagt; der dannes derved ganske vist kun smaa Mængder af Dioxyacetone; men Opløsningen er til Gengæld fri for andre Iltningsprodukter, der ofte virker meget skadeligt paa Gæringsenzymerne. Man kan variere de indbyrdes Mængdeforhold af Brintoverilten og Ferrosulfatet saa- ledes, at man enten faar en brintoverilteholdig, men jærnfri Op- løsning eller en Opløsning, der indeholder Jærn, men ikke Brint- overilte. Fremstillingen af den jærnfri Opløsning foregaar paa følgende D* POLE Maade: Til 10cm Glycerin sættes 0.18" Ferrosulfat i koncentreret Opløsning. Efter nogen Tids Henstand tilsættes yderligere 40 cem 3 °/o Brintoverilte + 60cm destilleret Vand. Blandingen opvarmes langsomt til Kogning og koges i 5—10 Minutter. Jærnet udfældes som et amorft Bundfald, der kan frafiltreres. Opløsningen indeholder Brintoverilte, Dioxyacetonen kan gære fuldstændig bort. * Ønsker man en brintoveriltefri Dioxyacetoneopløsning, gaar man frem paa følgende Maade: Til 20cm Glycerin sættes 0.068. Ferro- sulfat i Substans; man rører godt ud, lader Blandingen henstaa et Par Timer og tilsætter 4—5cem 39/0 Brintoverilte + 95cm Vand. Opløsningen opvarmes langsomt til Kogning og koges i 2—3 Minutter. Efter Afkøling til Stuetemperatur filtreres det udskilte Jærn fra. Filtratet er svagt gultfarvet og indeholder noget Jærn i Opløsning. Man prøver om Opløsningen er brintoveriltefri ved at gøre den stærkt alkalisk, tilsætte Benkul, fylde den paa et Einhorns Gærings- saccharometer og iagttage, om der finder en Luftudvikling Sted; er der Brintoverilte til Stede, vil dette nemlig sønderdeles af Ben- kullet under Iltudvikling. (Benkullet vil, som vi senere hen skal se, ogsaa sønderdele Dioxyacetonen; den derved udviklede Kulsyre vil imidlertid, naar Opløsningen er alkalisk, blive absorberet). Man er ikke i Stand til at gære al Dioxyacetone i Opløsningen bort, vistnok fordi en Del af den er bunden paa en eller anden Maade. Som ovenfor omtalt angiver Fenton og Jackson, at der ved Iltning med Brintoverilte og Ferrosulfat hovedsagelig dannes Glyce- rose og kun mindre Mængder Dioxyacetone. Dette er i hvert Fald ikke Tilfældet, naar Iltningen foretages efter mine Methoder. Op- løsningerne giver ikke Phloroglucinreaktion (anstillet efter den af Wohl og Neuberg (1900 p. 3095) angivne Maade), men derimod faar man stærk Resorcinreaktion'), og ved Tilsætning af Methyl- phenylhydrazin og Eddikesyre til den brintoveriltefri Dioxyacetone- oplysning faar man Krystaller af Dioxyacetonemethylphenylosazon. Dioxyacetone sønderdeles af Gær eller Benkul efter Ligningen C,H,O, = C,H,OH + CO,. Vi skal godtgøre dette ved at be- stemme den ved Dioxyacetonesønderdelingen dannede Kulsyre- og Alkoholmængde. | Kulsyrebestemmelserne er foretagne med det i Fig. 1 fremstillede Apparat. Kulsyren bestemmes ved Absorption i Baryt 1) Resorcinreaktionen anstilles ved at blande lige Dele af Opløsningen og conc. Salsyre, tilsætte en Spatelfuld Resorcin og koge. SSO) ee og Titrering med Saltsyre. Apparatet kan indrettes til Parallelbe- stemmelser, saaledes at der kan foretages to Forsøg samtidig, eller til Seriebestemmelser. Ved Hjælp af to Mariotte'ske Flasker, som tænkes anbragt til højre i Fig., kan der suges Luft igennem Apparatet i den Retning som Pilene angiver. Luften kommer ind længst til venstre, passerer Flasken a, der indeholder lidt Vand, og U-røret b, der indeholder Pimpsten, vædet med conc. Kalilud for at absorbere Luftens Kul- | > Pig. 1. syre. Ved Hjælp af Hanen 1 kan Luftstrømmen dernæst sendes gennem det ene eller det andet af Apparaterne eller gennem begge samtidig. Luftstrømmen gaar dernæst gennem Flaskerne c eller c,, hvori man anbringer den gærende Vædske og optager derved den af denne udskilte Kulsyre, som atter absorberes i Flaskerne d og ereller.d, og e,. Ved Hjælp af Hanerne 4 og 7 eller 4, og 7, kan man sende Luftstrommen gennem Flaskerne f og f, i Stedet for gennem Ab- HI) ae sorptionsflaskerne; man er derved i Stand til at udføre en Titrering uden at behøve at afbryde Sugningen. Man anbringer i Flaskerne f og f, en dobbelt saa stor Vandmeengde som i Absorptionsflaskerne. Modstanden vil da omtrent vere den samme og Luftstrammens Hastighed vil derfor holdes konstant. Ideen til disse Modstands- flasker er laant fra Blackmans Respirationsapparat. Hanerne 5 og 6, resp. 5, og 6, tjener til at udligne Trykket i Absorptionsflaskerne, naar man seetter dem paa eller tager dem af. Apparatet kan ogsaa indrettes til Seriebestemmelser. Luft- strømmen fra Flasken c kan nemlig foruden gennem d og e ved Hjælp af Hanerne 3, 2, 3,, 4,, 7,, 8, og 9 ogsaa sendes gennem d, oge,. Man sender f. Eks. Luftstrammen i det første Tidsrum gen- nem d og e, i det næste gennem d, og e, og titrerer samtidig d og e. Til Absorption af Kulsyren anvendes en Barytoplasning, der indeholder 72 Baryt og 128° Klorbarium pr. Liter, 20cm i hver 95 Saltsyre, hvoraf 1m svarer til Imsr CO,. Naar Forsøget er sluttet, hældes Indholdet af Absorp- tionsflaskerne sammen, og man afpipetterer 20°™, som:titreres. Da Titreringen let kan indføres med 1/20 coms Nøjagtighed, bliver Fejlen paa Bestemmelsen + tıomsr CO, (Titreringsfejlen multipliceres nemlig med 2, da man kun titrerer den halve Vædskemængde). Barytvandets Titer bestemmes gennem et blindt Forsøg. Alkoholbestemmelserne er foretagne med et Tralles Aræo- meter. Efter Gæringen filtreres Vædsken, og Filtratet destilleres. Dette første Destillat omdestilleres 2 Gange med surt, svovlsyrligt Natron for at fjærne flygtige Aldehyder. Dernæst skylles Destillations- apparatet grundigt for at fjærne den Svovlsyrling, der kan findes deri, og man omdestillerer endnu en Gang under Tilsætning af lidt Kalilud for at fjærne Svovlsyrling og eventuelle andre flygtige Syrer. Det Destillat, man derved faar frem, bør være næsten lugtfrit. Det fortyndes op til 120%, man afkøler til 15° og bestemmer heri ved Hjælp af Aræometret Alkoholprocenten, udtrykt i Volumen. Alkoholometret angiver !/ıo °/o,.og man er derfor i Stand til med nogenlunde Nøjagtighed at aflæse 4/100 °/o. Aflæsningen vinder i Nøjagtighed, naar man lader Temperaturen stige langsomt, indtil Alkoholometret, der samtidig synker, indstiller sig nøjagtigt paa en Delestreg. Naar man da i Forvejen har bestemt, hvor meget Al- koholometret synker for en Grads Opvarmning, kan man beregne dets Stilling for 15°. Flaske. Til Titrering anvendes ss. Den Til at justere Alkoholometret benyttedes et Pyknometer. I destilleret Vand viste Alkoholometret 0.00. - I en Alkoholopløsning bestemtes Vægtfylden ved Hjælp af Pykno- metret til 0.99856. Dertil svarer en Alkoholprocent (udtrykt i Vol.) paa 0.94. Alkoholometret viste 0.84, altsaa 11.9°%/o for lavt. I en anden Alkoholopløsning bestemtes Vægtfylden til 0.99713. Hertil svarer en Alkoholprocent paa 1.91. Alkoholometret viste 1.70, altsaa 12.4 0/0 for lavt. Man kan vel derfor gaa ud fra, at Alkoholometrets Angivelser er 12 0/0 for lave, og Aflæsningerne paa Alkoholometret er derfor korrigerede med denne Værdi som Grundlag. Forsøg med Dioxyacetonesønderdeling ved Hjælp af Gær. Til de i det følgende anførte Forsøg egner den jærnfri, brintoverilteholdige Dioxyacetoneopløsning sig bedst. Den brint- overiltefri indeholder nemlig flygtige Iltningsprodukter, som vanske- ligt kan fjærnes. Brintoverilten selv spiller ikke nogen Rolle ved Gæringsforsøgene. For at godtgøre, at Opløsningen ikke indeholdt flygtige Stoffer, der kunde virke forstyrrende paa Alkoholbestemmelsen, destilleredes 4Q0cem ugæret Dioxyacetoneopløsning, og Destillatet omdestilleredes med surt svovlsyrligt Natron og med Kalihydrat paa sædvanlig Maade. I det sidste til 120°™ fortyndede Destillat viste Alkoholo- metret 0.00 °/o. Den Geer, der benyttes til Forsøgene, maa vere fri for Alkohol og Kulsyre. Man opnaar dette ved at pulverisere Presseger og lade det henligge nogle Dage paa en flad Tallerken. 128" Geer, der var behandlet paa denne Maade, blev udrort med 350°™ Vand. Veedsken blev gjort svovisur for at hindre Selvgaering, det hele henstod i 24 Timer, hvorefter der filtreredes. Af Filtratet destil- leredes 250°™ paa sædvanlig Maade. Det sidste Destillat viste en Alkoholprocent paa 0.00. Gæren indeholdt altsaa ikke Alkohol. Men Gæren maa heller ikke indeholde Oxydase. Gør den det, vil nemlig (som ovenfor omtalt) Dioxyacetonen delvis iltes til Kul- syre og Vand, og man vil derfor finde for meget Kulsyre og for lidt Alkohol. Oxydaserne destrueres ved at lade Gæren henstaa n 20 ling ødelægges det Enzym, der sonderdeler Dioxyacetonen ikke. i 24 Timer med en lige Veegtdel Svovlsyre; ved denne Behand- F's. 1. Til 1600eem Dioxyacetoneoplgsning blev sat 408 Ger, der var behandlet paa den anførte Maade. Gæringen varede 20 Timer. ONO Mi a. Geeren filtreredes fra. Filtratet gav en meget svag Resorcinreaktion, Dioxyacetonen var altsaa næsten helt forsvunden. 1400cm af Fil- tratet anvendtes til Bestemmelse af Alkoholmeengden efter den oven- for anførte Methode. I Slutdestillatet, hvis Volumen var 120 ccm, viste Alkoholometret ved 15° 0.08 Volumenprocent Alkohol, korrigeret 0.0896. Alkoholmængden, udtrykt i gr., var derfor 0.0896 x 120 x 79 (G0 S100 en 0 I 40cm af den samme Dioxyacetoneoplgsning bestemtes den ved Gæringen dannede Kulsyremængde. Der blev tilsat 18 Geer, og der udskiltes 2.058 CO,. Af 1400¢™ vilde der altsaa dannes (isme OS Alkohol oe FO er Kulsyre 71.8 Det til Alkoholbestemmelsen benyttede Destillat omdestilleredes med 1008 Klorkalcium for at faa en mere koncentreret alkoholisk Oplesning. Der viste sig under denne Destillation en tydelig Draabe- reaktion. Til Destillatet, der fyldte ca. 10 cm, blev sat nogle ccm Natron- opløsning samt nogle Draaber Benzoylklorid. Der skal ved Tilsæt- ning af disse Stoffer, hvis der er Alkohol til Stede, dannes benzoe- surt Æthyl, som har en karakteristisk Lugt. Jeg mente ved svag Opvarmning at kunne paavise denne Lugt; men den var saa svag, at jeg ikke med Sikkerhed tør paastaa det. Det drejer sig jo her om meget smaa Alkoholmængder. Dioxyacetonsønderdeling ved Hjælp af Zymin. Zymin (Acetondauerhefe fra Schröder i München) er ogsaa i Stand til at sønderdele Dioxyacetone. Quotienten Fs. 2. Til 1600 Dioxyacetoneoplesning blev sat 408 Zymin. Gæringen varede 16 Timer. Der filtreredes, og 1400 af Filtratet anvendtes til Alkoholbestemmelse. Vædsken stødte stærkt under Destillationen, og der blev derfor sat Glasperler til. I Slutdestillatet viste Alkoholometret 0.06 Volumenprocent Alkohol, korrigeret 0.0672. Alkoholmeengden, udtrykt i gr., var altsaa 0.0672 x 120 x 79 Too or VUS 40cm af samme Dioxyacetoneoplgsning anvendtes til Bestem- melse af den under Geeringen dannede Kulsyremeengde. Der blev Se) ane tilsat 18° Zymin, og der dannedes 1.smer CO,. Af 1400™ vilde der altsaa dannes 56.0™8", Alkohol 64 Quotienten TE Feen 1.14 Dioxyacetonesonderdeling ved Hjælp afBenkul. End- ogsaa pulveriseret Benkul er i Stand til at sonderdele Dioxyacetone. Fs. 3. Til 800. m Dioxyacetoneoplesning blev sat 208r Benkul. Gæringen varede 20 Timer. Benkullene filtreredes fra, og af Fil- tratet anvendtes 750 «m til Bestemmelse af Alkoholmengden. I Slutdestillatet fandtes 0.07 Volumenprocent Alkohol, korrigeret 0.0784. Dertil svarer en Alkoholmengde paa 0.0784 >< 120 x 79 100 s< 100 == 0.074 8 Alkohol Til 20¢ af den samme Opløsning blev sat 0.5 gr. Benkul, og den ved Gæringen dannede Kulsyremængde blev bestemt. Den beløb sig til 2.0m8r CO,; af 750“ vilde der altsaa dannes 75™s" CO,. aS Alkohol 74 Quotienten Tone er 0.99 Fs. 4. Til 1600eem Dioxyacetoneoplgsning blev sat 408" Ben- kul. Gæringen varede 16 Timer. Benkullene filtreredes fra, og af Filtratet anvendtes 1400 cm til Bestemmelse af Alkoholmængden. Alkoholometret viste 1 Slutdestillatet 0.105, korrigeret 0.118 Volumen- procent Alkohol. Dertil svarer en Alkoholmængde paa 0.118 x 120 x 79 mm = 0.112 8" Alkohol Til 40cm af den samme Dioxyacetoneoplesning blev sat 1 gr. Benkul. Der udvikledes 2.95m8r CO,. Af 1400 m vilde der altsaa dannes 103 mer CO,. Alkohol 112 Kulsyre 108° En Quotienten Det sidste til 120cem fortyndede Destillat omdestilleredes med 100% Klorkalcium. Der optraadte under denne Destillation tydelig Draabereaktion. . Gæringsforsøg med naturlig Dioxyacetone. Vi skal nu godtgøre, at ogsaa den under Alkoholgæringen dannede Dioxya- cetone er i Stand til at gære ved Tilsætning af Benkul. DC aes Fs. 5. Til 100 «m 10 %/0 Druesukkeroplesning blev sat 50 gr. Natriumsulfat og 2 gr. Presseger. Geeringen foregik ved Stuetempera- tur og varede 24 Timer. Der blev dernæst affiltreret 60«m, Filtratet blev ophedet til Kogning, dels for at dræbe de Gerceller, der kunde vere gaaet gennem Filtret, og dels for at uddrive den absorberede Kulsyre. Veedsken blev dernæst anbragt i Kulsyrebestemmelsesapparatet; et Forsøg viste, at den var kulsyrefri. Der blev tilsat 60cm Vand (Dioxyacetonesgnderdelingen fore- gaar nemlig meget langsomt i koncentreret Natriumsulfatopløsning) samt 2 gr. Benkul. I 3 Timer udskiltes der 2.8 87 CO... Der dannes sikkert samtidig Alkohol; men Mængden er for ringe til, at den kan bestemmes. Fs. 6. Forsøget blev anstillet ganske paa samme Maade som Fs, 5, Der udskiltes 2.078 CO,. Som Resultat af de anførte Forsøg kan det fastslaas, at Dioxyacetone kan sønderdeles ikke alene af Gær og Zymin, men ogsaa af Benkul. Denne Dioxyacetonesønderdeling synes i mange Henseender at være nær beslægtet med Spaltningen af Brintover- ilte. Sonderdelingsprodukterne er Alkohol og Kulsyre; det ind- byrdes Meengdeforhold mellem disse Stoffer svarer temmelig nøje til det, man kan beregne af Formlen C, H, 0, =C, H,O0H— CO,. Quotienten sO) der theoretisk er lig 1.05, er i de anførte For: Kulsyre’ sog bestemt til 1.18, 1.14, 0.99 og 1.09. Ikke alene det kunstigt fremstillede, men ogsaa det under Alkoholgæringen dannede Dioxyacetone kan sgnderdeles paa den neevnte Maade. Alkoholdannelsen er dog ikke paavist i det sidste Tilfælde; nogen Tvivl om, at den finder Sted, kan der dog ikke være. Det har nu sin Interesse at kaste et Blik paa de tidligere Under- sogelser over Dioxyacetonens Gæringsevne. Vi omtalte allerede pag. 12, at Dioxyacetone optræder i flere Modifikationer; i Drue- sukker forekommer der to, af hvilke kun den ene er i Stand til at gere, og kun denne kan derfor ved Tilsætning af Benkul bortskaffes af Druesukkeroplesningen, medens den anden bliver tilbage. Grunden til de indbyrdes afvigende Anskuelser angaaende Dioxyacetonens Gæringsevne maa vistnok søges i, at de forskellige. Forfattere har arbejdet med forskellige Modifikationer. Ved Iltning af Glycerin i Opløsning faar man den Modifikation, som er i Stand til at gære, og de Forskere (Fischer, Grimaux), der har arbejdet med par ES Dioxyacetone, fremstillet efter denne Methode, har derfor ogsaa alle som én fundet, at Dioxyacetone er i Stand til at gære. Saasnart man derimod fremstiller Dioxyacetone i fast Tilstand, synes den at tabe sin Evne til at gære. Bertrand og Piloty, som begge har arbejdet med Opløsninger, fremstillede af Dioxyacetone i Substans, fandt at Gæringen, hvis den overhovedet kunde paavises, i hvert Tilfælde var meget svag. 4, Resume. Dioxyacetone — eller rettere, én af dens Mo- difikationer — er iStand til at gære. Under Alkoholgærin- gen finder der endvidere en Dioxyacetonedannelse Sted, og vel at mærke dannes der, som det fremgaar af Fs.5 og 6 p45 og 5 og 6 p. 26 den Modifikation, som er i Stand tba sære; Hermed eraltsaa de to Betingelser, vi for- drede som Bevis for, at Dioxyacetonen er det søgte Mel- lemprodukt under Alkoholgeringen, opfyldte. Da der kan paavises Dioxyacetone i gærende Sukkeroplosninger, maa der stadig finde en Dioxyacetonesonderdeling Sted, men samtidig maa der, da Dioxyacetonen ikke forsvinder, finde en Dioxyacetonedannelse Sted. Vi kan derfor formulere Alkoholgeringsprocessen ved følgende Ligning: (500290. HO 20,484,087 -+ 2C0,. Det er her inaaske Stedet til at omtale nogle Forsøg, som er anstillede over Fosfaters Virkning paa Alkoholgæringen. Sætter man, som Harden og Young (1906 p. 405) har .fundet, et Alkali- fosfat til en gærende Veedske, stiger Kulsyreudskilningen næsten øjeblikkelig, men synker efter nogen Tids Forløb omtrent tilbage til den gamle Værdi. Samtidig bliver største Delen af Fosfatet organisk bundet, hvad der fremgaar af Titrering med Uranacetat. Young (1907) har isoleret et organisk Fosfat som Blyforbindelse med Sammensætningen C,H.0,P Pb, hvad der tyder paa, at Fosfor- syren er bundet til en Triose. [wanow (1907 p. 281) har frem- stillet Ozasoner af det fosforbundne organiske Stof, og ved at undersøge disse er han kommen til det samme Resultat. Han har endvidere (1909 p. 1) fundet, at det isolerede Triosefosfat er i Stand til at gære. Det er for Øjeblikket ikke muligt at afgøre, hvilken Betydning disse Undersøgelser vil faa for Forstaaelsen af Alkohol- gæringens Forløb. = ee II. Gæringsenzymerne, deres Isolering og reaktionskinetiske Forhold. Allerede Buchner og Meisenheimer formodede, som vi saa, at Zymasen bestod af to forskellige Enzymer, af hvilke det ene, den egentlige Zymase, dannede Mælkesyre, og det andet, Lactacidase, spaltede Meelkesyren til Kulsyre og Alkohol. Da det nu ikke er Meelkesyre, men Dioxyacetone, der er Mellemproduktet under Alkoholgæringen, maa vi give Enzymerne andre Navne. Ifølge den almindelige Nomenklatur vil vi kalde det Enzym, der omdanner Sukkeret til Dioxyacetone for Dextrase (det er dog formentlig det samme Enzym, som omdanner Fruktose til Dioxyacetone). Det Enzym, som omdanner Dioxyacetone til Kulsyre og Alkohol, vil vi kalde Dioxyacetonase. Det er nu disse to Enzymers Isolering og Virkemaade, som vi skal besk&ftige os med i det folgende. Vi begynder med den sidstnævnte. 1. Dioxyacetonase. Som vi saa, er Evnen til at sonderdele Dioxyacetone ikke indskrænket til Ger alene. Man kan vistnok i Almindelighed sige, at alle Stoffer, der har katalytiske Egenskaber er i Stand dertil. Som Eksempel kan vi nævne Benkul. Isoleringen af Dioxyacetonase i Gær frembyder i øvrigt, ingen Vanskeligheder, da det i Sammenligning med andre Enzymer er meget resistent.. At Gær, der er behandlet med 3) Svovlsyre, og hvori derfor Dextrasen er fuldstændig destrueret, er i Stand til at sønderdele Dioxyacetone i Kulsyre og Alkohol, blev godtgjort ovenfor. Man kan ogsaa behandle Gær i 24 Timer med 956 Alkohol; derved vil i alt Fald Dextrasen fuldstændig destrueres, medens dens Evne til at spalte Dioxyacetone er uforandret. Til Studiet af Dioxyacetonesønderdelingens Kinetik har jeg anvendt en Dioxyacetoneopløsning, fremstillet efter den brintover- iltefri Methode (se ovenfor). Den maa ogsaa kun indeholde et ringe Spor af Jærn. Som Enzym kan man benytte Gær eller Benkul. Man kan benytte Geren, som den er, og behøver ikke som ovenfor, at destruere Oxydasen i Gæren, da denne øjeblikkelig ødelægges i denne Dioxyacetoneoplgsning. Dioxyacetonesgnderdelingens Hastighed undersggte jeg ved at bestemme de i forskellige paa hinanden følgende Tidsrum udskilte Kulsyremængder. Kulsyrebestemmelserne foretoges ved Hjælp af £2), Oto es det ovenfor beskrevne Apparat (indrettet til Seriebestemmelser). Da Sonderdelingen foregaar meget hurtigt, og man derfor maa be- nytte korte Forsggstider, frembød Bestemmelserne nogle Vanskelig- heder. Det gjaldt nemlig om at faa Kulsyren udsuget af Opløsningen ligesaa hurtigt, som den blev dannet. Dette opnaaedes ved at presse Tilledningsrøret i Glasset med den gærende Vædske tæt ned mod Bunden af Glasset, saa at Luftstrømmen passerer Vædsken som meget smaa Blærer. Tillige benyttedes en stor Luftstrøms- hastighed, ca. 4 Liter pr. Time. Mængden af Dioxyacetone i Opløsningen kan ikke bestemmes direkte, men den kan findes ved at addere de udskilte Kulsyre. mængder. Naar jeg havde udført de 3 første Kulsyrebestemmelser, lod jeg Dioxyacetoneopløsningen blive staaende Natten over i Appa- ratet, bestemte den næste Morgen den i Løbet af Natten dannede Kulsyremængde og adderede den til Summen af de 3 andre. Efter denne Tids Forløb kan man regne, at al den Dioxyacetone, der kan sønderdeles, er sønderdelt. Til at sønderdele Halvdelen af Dioxyacetonemængden krævedes der, med de Enzymmængder, jeg benyttede, højst 1—11/: Time; i Løbet af 10 Gange denne Tid vil Sønderdelingen praktisk talt være til Ende. Det viste sig, at Dioxyacetonesønderdelingen foregik efter de for en monomolekulær Proces gældende Love. Reaktionshastigheds- konstanten kan derfor beregnes efter Ligningen k = = In 7 a i 2 hvor k betyder Reaktionshastighedskonstanten for en given Tempe- ratur og en given Enzymmængde, ¢ Tiden i Minutter, a den sam- lede Kulsyremængde, som udvikles under Forsøget, og x den i Tiden ¢ udskilte Kulsyremængde. Reaktionshastighedskonstanten er i de i det følgende anførte Forsøg beregnet med dekadiske Loga- ritmer. Temperaturen i det Lokale, hvori Forsøgene blev udført, va- rierede, som det viste sig, overordentlig lidt i de to Timer, For- søgene varede (aldrig over 0.5°), og da det af forskellige Grunde var vanskeligt at faa Temperaturen reguleret, er Forsøgene udført uden Temperaturregulator. Forsøgene gav følgende Resultater: Fs. 1. 30 ce m Dioxyacetoneoplosning med Tilsætning af 0.58 Pressegær, udrort med 10m Vand. Temperatur 16°. Forsggstider paa lo Mimutter, a — 53,928 00,. t u as k 15 1.35 9.55 0.01230 30 2,20 1.70 0.01202 | G. 0.01190 45 2.70 1.20 0.01138 F's. 2. 30°™ Dioxyacetoneoplosning med Tilsætning af 0.28 Presseger. Temperatur 16.5°. Forsggstider paa 30 Minutter. a = 3.9 mer COs. Ä t x a—x ies. 30 1.00 2.90 0.004289 60 1.70 2.20 0.004144 G. 0.004244 90 2.30 1.60 0.004299 Fs. 3. 30cm Dioxyacetoneoplgsning med Tilsetning af 0.28" — Ger. Temperatur 20.0”. Forsegstider paa 30 Minutter. a = ape staal OG ese t x DT k 30 1.30 1.60 0.008609 60 9,00 0.90 0.008469 | G. 0.008520 90 2.40 0.50 0.008483 Fs. 4. 30cm Dioxyacetoneoplgsning med Tilsætning af 0.4 8 Gær. Temperatur 20.0”. Forsggstider paa 15 Minutter. a = 9.6 28,00; t x a—x k 15 1.10 1.50 0.01593 30144270 0.90 0.01536 | G. 0.01573 45 2.10 0.50 0.01591 Fs. 5. 30 ccm Dioxyacetoneoplesning med Tilsætning af 1# Benkul. Temperatur 16.8”. Forsøgstider paa 15 Minutter. a = 1.75. mer CO. t x QT k 15 1.25 0.50 0.03627 | ERE 30 1.50 0.25 0.02817 ER Fs. 6. 30¢™ Dioxyacetoneoplgsning med Tilsætning af 0.2 8 Benkul. Temperatur 17.0°. Forsggstider paa 30 Minutter. a = DH ne" CØS: t a a — x k 30 0.90 1.60 0.006461 60 1.40 1.10 0.005943 | G. 0.006183 90 1.80 0.70 0.006144 Reaktionshastighedskonstanten k er, som det ses, nogenlunde konstant. At den varierer en Del, kan ikke forundre, da de Kul- syremeengder, der skal bestemmes, er meget smaa, og Fejlene paa dem derfor er relativt store. Vi kan da vistnok slutte, at Processen C,H, 0, = CO, + C, H, OH forløber som en monomolekulær Reak- tion ganske som det er Tilfeeldet med den katalytiske Spaltning af Brintoverilte. For at undersøge Reaktionshastighedens Afhængighed af En- zymmengden kan vi sammenligne Fs. 3 og 4, der er udfort med samme G&rprove og ved samme Temperatur, samt F's. 5 og 6, der er udfgrt med Benkul, og hvor Temperaturen ogsaa med stor Til- nærmelse er den samme. Forholdet mellem Reaktionshastighedskonstanterne er i F's. 3 og 4 1.85, Forholdet mellem Enzymmeengderne er 2. Forholdet mellem Reaktionshastighedskonstanterne i F's. 5 og 6 er 5.21, Forholdet mellem Enzymmeengderne er 3. Vi kan derfor vistnok fastslaa, at Reaktionshastig- heden under Dioxyacetonesonderdelingen er propor- tional saavel med Dioxyacetonemengden som med En- zymmengden. 2. Dextrase. Medens det, som vi saa, var meget let at fremstille Dioxyacetonase rent, fri for ethvert Spor af Dextrase, er det omvendte derimod meget vanskeligt, og det er ikke lykkedes mig at løse Spgrgsmaalet paa en helt ud tilfredsstillende Maade. Dextrasen destrueres nemlig overmaade let. Som bekendt har det heller ikke hidtil veeret muligt at rense Zymase for Invertin og de andre Enzymer, som altid findes i Pressaften af Geer. Stærkt koncentrerede Oplosninger synes dog at virke mere in- aktiverende paa Dioxyacetonasen end paa Dextrasen; men vi vil, førend vi gaar nærmere ind paa denne Sag, først se at finde en Methode til at bestemme Dioxyacetonemængden i en gærende, stærkt koncentreret Veedske. Dette kan gøres paa folgende Methode. Sætter man til 10 cm af Vædsken 30 «m 30 °/o Alkohol, vil denne Alkoholkoncentration øjeblikkelig standse Dextrasen i dens videre Virksomhed, og der vil Le an derfor ikke finde nogen Dioxyacetonedannelse Sted. Samtidig har man faaet Vædsken saa stærkt fortyndet, at man kan sonderdele den Dioxyacetone, som findes i Vædsken, ved Tilsætning af 3 Spatelfulde Benkul, og ved at bestemme den udskilte Kulsyre- mængde faar man et Maal for Dioxyacetonemængden i Vædsken. Dioxyacetonesgnderdelingen er til Ende i Løbet af 1!/2—2 Timer. Det er bekendt, at der ved Tilsætning af Geer til stærkt kon- centrerede Sukkeroplgsninger kun foregaar en meget svag Gæring; alligevel finder der, som det skal vises, en Dioxyacetonedannelse Sted i Opløsningen. Fs. 1. 508 Rørsukker opløstes i 25cm Vand, og der blev tilsat 38" Geer. Ved en Bestemmelse, foretaget efter den ovenfor beskrevne Methode, viste det sig, at der ved Forsggets Begyndelse ikke kunde paavises Dioxyacetone i Vædsken. 10cm af Vædsken henstod Natten over i Kulsyrebestemmelsesapparatet, og næste Morgen besterntes den i denne Tid dannede Kulsyremengde. Den beløb sig til O.amer, Geeringen var altsaa meget svag. Dernæst bestemtes Dioxyacetonemængden i de samme 10cm; den fandtes at svare til O.smer CO,. Der opsamles altsaa ved Gæring i meget koncentrerede Sukkeroplgsninger et Stof, som kan sonderdeles med Benkul, og dette Stof kan, efter alt det foregaaende ikke godt veere andet end Dioxyacetone. Det fremgaar af Forsøget, at der ved Tilsætning af Gær til stærkt koncentrerede Rgrsukkeroplgsninger finder en svag Kulsyre- dannelse Sted, og at der altsaa ogsaa maa finde en Dioxyacetone- sonderdeling Sted. Dioxyacetonasen er altsaa ikke helt uvirksom. Dette kan opnaas ved at lade Geringen foregaa i Glycerin. Der finder da, som det vil fremgaa af de folgende Forsgg, kun Spor af Kulsyreudvikling Sted, og dog foregaar der en tydelig, om end svag, Opsamling af Dioxyacetone. Det er derfor kun Dextrasen, der vir- ker i dette Tilfeelde, og vi er ad denne Vej i Stand til at studere dette Enzym i dets Virksomhed. F's. 2. 20cm Glycerin (Vf. 1.23) udrgres med 0.58 Druesukker samt 0.58" Geer. I 5m af Vædsken blev Dioxyacetonemængden bestemt ved Forsggets Begyndelse. Den svarede til 0.8m# CO,. Andre Sem af Veedsken henstod i Kulsyrebestemmelsesapparat i 6 Timer; der udskilles i denne Tid 0.1™8" CO,. Efter de 6 Timers Forløb svarede Dioxyacetonemeengden i 5° til 1.2m™er CO.. I 6 Timer var der altsaa udskilt 0.1=8r CO, og dannet en Dioxyacetonemængde, der svarede til 0.9msr CO,. I Lobet af 24 Timer udskiltes O.smer CO, af 5¢™; der var efter denne Tids Forløb dannet en Dioxyacetonemængde, der svarede nel rue CO. Fs. 3. 20cm Glycerin (Vf. 1.26) udrortes med 0.58 Drue- sukker (Præparatet ,Kahlbaum“) samt 0.58 Geer. I 16 Timer udskiltes der af 5em O,3mer CO,; i samme Tids- rum var der i 5° dannet en Dioxyacetonemængde, der svarede ale ame 05. Det er ved disse Forsøg godtgjort, at der kan finde en Dioxy- acetonedannelse Sted uden, at der samtidig dannes Kulsyre. Vi skal nu studere Dioxyacetonedannelsens Hastighed i dens Afhængighed af Sukkerkoncentration og Enzymmængde. Desværre er de Dioxy- acetonemængder, som kan opsamles, meget smaa, og Nøjagtigheden og Paalideligheden af de følgende Forsøg bliver derfor heller ikke saa stor, som det var ønskeligt. Forsøgene er udførte paa den Maade, at 50°™ Glycerin (Vf 1.23) er udrørte med de givne Mængder af Pressegær og Druesukker. Druesukkeret var i Forvejen opløst i Vand, saaledes at der i 1° fandtes 0.58 Druesukker (Præparatet ,Kahlbaum‘). Vadsken anbragtes dernæst i et Cylinderglas, og der blev under hele For- søget suget en Luftstrøm igennem den for at bortfjærne ethvert Spor af Kulsyre. Med Mellemrum blev der taget 10°™ af Vædsken til Bestemmelse af Dioxyacetonemængden efter den ovenfor anførte Methode. Der blev altid udført to Forsøg med forskellige Gær- eller Sukkermængder samtidig. For nu at bestemme Reaktionshastighedens Afhængighed af Druesukkerkoncentrationen og af Gærmængden har jeg efter vant Hoff bestemt Gennemsnittet af Reaktionshastighedskonstanterne i Begyndelsen af Forsøgene. Ved at sammenligne disse Gennemsnit for forskellige Druesukkerkoncentrationer og forskellige Gærmængder, kan man drage Slutninger om Reaktionsforløbet. I det følgende betegner ¢ Tiden udtrykt i Minutter, x betegner den til Tiden ¢ svarende Kulsyremængde, der jo er et Udtryk for Dioxyacetonemængden, a betegner den Kulsyremængde, man vilde faa udskilt, naar alt Sukker var omdannet til Dioxyacetone. Denne beløber sig til 49°/o af Sukkermængden. % betyder Reaktions- hastighedskonstanten. Fs. 4a. 50cm Glycerin + 2.58 Ger + 185 Druesukker. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 3 abt) RES Af 10 cn (det er jo denne Mængde, der benyttes til Bestemmelserne) vilde der, hvis alt Sukker var omdannet til Dioxyacetone, udskilles 98mer CO,; a er altsaa 98.00. Temperatur 19.0°. t ac a—x k >< 10° 30 0 90 0.24 97.76 1.19 | ces 150 0.40 97.60 1.19 j ; 240 0.44 Fs. 4b. 50cm Glycerin + 2.58 Ger + 28 Druesukker, 0. = 190.002. t 30 90 150 240 Fox a == 98.00 rer, t 30 90 180 270 Fs. 5b. a = 196™mer, t 30 90 180 270 Fs. 6 a. a = 245.002, t 30 90 180 x 0.20 0.60 0.80 0.90 x 0.10 0.20 0.40 0.40 50cm Glycerin + 2 Temperatur 19.5°. x 0.20 0.40 0.80 0.80 x 0 0.20 0.40 Temperatur 19.0°. a—x 195.80 195.40 195.20 195.10 IT 97.90 97.80 97.60 97.60 a—x 195.80 195.60 195.20 195.20 A—% 244.80 244.60 k x 105 1.19 k x 105 1.5 0.99 k >< 10° _ 0.99 k >< 10° 0.40 0.39 1.50 1.49 | G. = 1.39 50cm Glycerin + 2.58 Ger + 18 Druesukker, Temperatur 19.5°. 0.99 | G. = 1.16 58 Ger de 287 Druesukker, 1.50 0.99 | G.= 1.16 50cm Glycerin + 2.58" Druesukker + 18 Gær, Temperatur 18.5°. | G. = 0.40 Die eae Fs. 6b. 50cm Glycerin + 2.58 Druesukker + 28 Geer, a = 245.00%8. Temperatur 18.5°. t X a—x k >< 10° 30 0.20 944.80 1.20 90 0.40 244.60 0.79 | G. = 0.89 180 0.70 244.30 0.69 - Fs. 7a. 50¢™@ Glycerin + 2.58 Druesukker + 18 Geer, a = 245,00™er, Temperatur 20.0°. t a0 a— x k x 10° 30 0.10 244.90 0.60 90 0.30 244.70 0.60 | G. = 0.53 180 0.40 944.60 0.39 330 0.50 944.50 (0.27) Fs. 7b. 50cm Glycerin + 2.58" Druesukker + 28 Ger, a == 245,000%8&. Temperatur 20.0°. t TX a—x k x 10° 30 0.30 244.70 1.80 90 0.60 244.40 1.19 | G. = 1.26 180 0.80 294,20 0.79 330 0.90 244,10 Forsøgene 4 og 5 synes at vise, at Reaktionshastighedskonstanten er uafhængig af Sukkerets Begyndelseskoncentration, saaledes som det altid er Tilfældet, ved monomolekulære . Processer. Forsøgene 6 og 7 viser derimod, at Reaktionshastighedskonstanten er til- nærmelsesvis proportional med Gærmængden. Forholdet mellem Konstanterne i Forsøg 6a og 6b er 2.3, og mellem Konstanterne i7a og 7b er den 2.4. Forholdet mellem Gærmængderne er i begge disse Forsøgspar 2. Alt synes saaledes at tyde paa, at Sukkerets Omdannelse til Dioxyacetone for de undersøgte Koncentrationers Vedkommende foregaar proportionalt saavel med Sukkerkoncentrationen som med Gærmængden. Ved højere Sukkerkoncentrationer er Reak- tionshastigheden vistnok uafhængig af Koncentrationen. Jeg har i de anførte Forsøg kun beregnet Reaktionshastigheds- konstanten for et Tidsrum af indtil 180 Minutter. Man vil se, at Reaktionshastighedskonstanten i de fleste af Forsøgene viser en Tendens til at falde, og dette vilde træde endnu mere frem, hvis man benyttede længere Tidsrum. Dette hænger, som de følgende 3% ENE >” sao: Forsøg viser, vistnok sammen med, at der indtræder en Ligevægts- tilstand. Fs. 8a. 20cm Glycerin + 0.58" Druesukker + 0.18" Geer. Temperatur 16.0°. Efter 6 Timers Forløb svarede Dioxyacetonemængden i 10m af Vædsken til 0.9™er CO,. Efter 24 Timers BEN svarede Dioxyacatonemennees igen 11.0822 CIO Fs. 8 b. 20cm Glycerin + 0.58" Druesukker + 0.28" Geer. Temperatur 16.0°. Efter 6 Timers Forløb svarede Dioxyacetonemeengden i 10m af Veedsken til 1.6™er CO,. Efter 24 Timers Forløb svarede Dioxyacetonemeengden til oe OR Man ser af Forsøget, at der allerede efter 6 Timers Forløb er opsamlet saa meget Dioxyacetone, som der overhovedet dannes. Der indtræder en Ligevægtstilstand. Fs. 8a og b, saavel som For- søgene 6a og b og 7a og b tyder paa, at den opsamlede Dioxya- cetonemængde er proportional med Gærmængden; den er vistnok ogsaa proportional med Sukkerkoncentrationen. Det kunde nu være interessant at faa fastslaaet, om Sukkerets Omdannelse til Dioxyacetone kan foregaa, uden at der er mindste Spor af Vand til Stede. I de anførte Forsøg har der været lidt Vand, dels i Glycerinen og dels i Gæren. Jeg prøvede derfor at udrøre vandfrit Glycerin (Vf. 1.26) med Zymin (,Acetondauerhefe“) og Druesukker i Substans. Det var da ikke muligt at paavise nogen Dioxyacetonedannelse; men det maa tilføjes, at Zyminpræparatet ikke var meget virksomt, saa Sagen faar staa hen. III. Sammenspillet mellem Gæringsenzymerne. Vi har i det foregaaende studeret Gæringsenzymernes Virkning hver for sig; vi skal nu undersøge, hvordan det gaar, naar de virker sammen. Vi vil foreløbig holde os til stærkt fortyndede Opløsninger og i Overensstemmelse med, hvad vi fandt i forrige Afsnit, antage, at Omdannelsen af Sukker til Dioxyacetone foregaar proportionalt med Sukkerkoncentrationen og Gærmængden. Den i en Tidsenhed dan- nede Dioxyacetonemængde kan derfor udtrykkes ved kca (c er Dex- trasemængden, a Druesukkerkoncentrationen og & en Konstant). De res Saasnart der nu er dannet lidt Dioxyacetone, vil der, hvis der er Dioxyacetonase til Stede, samtidig foregaa en Dioxyacetonesgnder- deling. Størrelsen af denne kan i en Tidsenhed sættes lig k, c, 6 (c, er Dioxyacetonasemængden, b Dioxyacetonekoncentrationen og k, en Konstant). Denne Storrelse vil vokse, eftersom Dioxyacetone- koncentrationen vokser, og til sidst vil der i den gærende Vædske indtræde en Ligevægtstilstand, idet der i en Tidsenhed sønderdeles lige saa meget Dioxyacetone som der dannes. Naar dette er Til- fældet, har vi bear Reb: 1. Dioxyacetonekoncentrationen under Gæringen. Denne Stør- relse findes af Ligningen at vere 6 = HED er altsaa proportio- 171 nal med Sukkerkoncentrationen samt med Forholdet Vi kan ke hic, benytte os af denne Ligning til at bestemme Dioxyacetonekon- centrationen ved at bestemme Bat der er lig Forholdet mellem 151 Reaktionshastighedskonstanterne for Druesukker- og Dioxyacetone- sønderdelingen, naar vi i begge Tilfælde benytter den samme Gær- mængde. Fs. 1a. Til 30° m 1 9/6 Druesukkeropløsning (Præparatet „Kahl- baum“) blev sat 0.28 Gær. Temperatur 19.4”. Der kan af denne Druesukkermængde udskilles 147 mer CO,. Da Forsøget begyndte, var der udskilt 13.8™s". «a er altsaa 133.2mer, t x a. k 50 2.4 130.8 0.000158 | CD 100 Aes 198.69" Dan Fs, 1b. Til 30cm Dioxyacetoneoplosning blev sat 0.28 Geer (af samme Gærprove som ovenfor). Temperatur 19.1°. Der ud- skiltes ialt 1.4m8r CO, ; a er altsaa 1.4. t ax DT k 30 0.7 0.7 0.01003 60 1.1 0.3 0.01115 G. 0.0106 Forholdet mellem Reaktionshastighedskonstanterne er aa med andre Ord, Dioxyacetonekoncentrationen vil i den gærende Veedske være 1.47 °/o af Druesukkerkoncentrationen. Der vil i 100°™ altsaa vere 14.7mer Dioxyacetone. ao FO ie Desværre er det ikke muligt direkte at bestemme Dioxyacetone- koncentrationen. Dog giver de Methoder, vi har anvendt til at paavise Dioxyacetonen under Geringen, os nogle Oplysninger. Af Forsøg 5 pag. 26 fremgaar, at der af 60°™ af en gærende Vædske efter Filtrering og Tilsætning af Benkul udskilles 2.878 CO,; dette svarer til 5.7™s" Dioxyacetone; i 100m vil der altsaa findes 9.5msr, Af Forsøg 6 pag. 15 fremgaar, at Differensen mellem de Maengder af Dioxyacetonemethylphenylosazon, der udfældes for og efter Be- handling med Benkul, af SO «m gærende Vædske er 9m, Dette svarer til en Dioxyacetonemengde paa 2.7™sr, I 100cm vil der altsaa findes 3,4™8" Dioxyacetone. Det ses, at de direkte fundne Verdier er noget mindre end den af de ovenfor staaende Forsøg beregnede. Dette finder i hvert Tilfeelde delvis sin Forklaring ved, at Brintionkoncentrationen har været forskellig i Fs. 1a og Ib. Som det er paavist af S. P. L. So- rensen (1909 p.1) spiller nemlig denne Faktor en stor Rolle for Reaktionshastigheden ved Enzymreaktioner. Fs. 1a er foretaget i en Oplgsning, der over for Lakmus reagerede nesten neutralt, medens Dioxyacetoneoplgsningen i F's. 1b reagerede stærkt surt. Der er næppe Tvivl om, at jeg, hvis ogsaa denne Opløsning havde været neutral, vilde have fundet en større Reaktionshastigheds- konstant, og dette vilde igen have bevirket, at den beregnede Dioxyacetonekoncentration vilde være bleven mindre. Dioxyacetonekoncentrationen er, som Ligningen udviser, pro- ker FAR Maade er i Stand til at formindske Størrelsen k,c, relativt mere end Størrelsen ke, vil Dioxyacetonekoncentrationen blive større. Det er dette Forhold, som vi benyttede os af ved Paavisningen af Dioxyacetone. Af Jacobsons Undersøgelser (1892 p. 340) ved vi, at Katalasen kan udsaltes og derved gøres uvirksom ved Tilsætning af Natriumsulfat; jeg tænkte mig da, at noget lignende kunde være Tilfældet med Dioxyacetonasen, og det viste sig at være rigtigt. Af Fs. 2 og 3 pag. 13 fremgaar, at der opsamles betydeligt mere Dioxyacetone ved Tilsætning af Natriumsulfat end uden denne Til- sætning. Forholdet mellem den udskilte Mængde af Dioxyacetone- methylphenylosazon i gæret og ugæret Vædske er ved Tilsætning af Natriumsulfat 4.7, uden Tilsætning kun 2.1 (Fs.4 pag. 14). Ved Tilsætning af Hydroxylaminklorhydrat er Forholdet 3.1; jeg tænkte mig i Begyndelsen, at Dioxyacetoneopsamlingen ved Tilsætning af portional med Forholdet hvis vi derfor paa en eller anden Hydroxylaminklorhydrat skyldtes en Dioxyacetonebinding; men det er vistnok rimeligere at antage, at Hydroxylaminet har virket paa ganske den samme Maade som Natriumsulfatet ved at hæmme Dioxyacetonasen mere end Dextrasen. 2. Sukkerkoncentrationens Indflydelse påa Alkoholgæringen som Helhed. Vi har i det foregaaende set, at Dioxyacetone- koncentrationen under Gæringen er meget ringe; vi har tillige set, at Grunden dertil er, at Dioxyacetonesonderdelingen foregaar meget hurtigere end Sukkersonderdelingen, saa der aldrig finder nogen Dioxyacetoneopsamling Sted. De to Processer kommer derfor tilsammen til at virke som en enkelt Proces, C,H,,0, = 2C,H.0H+92CO,. Det er jo denne Proces, som man kalder Alkoholgæringen. Dens Reaktionsforlob er, som det fremgaar af det ovenstaaende, bestemt ved den Hastighed, hvormed den lang- somste af de to Enkeltprocesser, nemlig Sukkeromdannelsen til Dioxyacetone, foregaar. Om denne sidste Proces fandt vi ovenfor, at Reaktionshastigheden for smaa Sukkerkoncentrationer vistnok var proportional med Sukker- koncentrationen; for større Sukkerkoncentrationer undersøgte vi ikke sagen. Det samme Resultat skal vi derfor komme til, naar vi undersøger Reaktionshastigheden for Alkoholgæringen, taget som en Helhed. Alkoholgæringens Reaktionshastighed er undersøgt af Herzog (1902 p. 149). Som Geringsenzym benyttede han Zymin (Aceton- dauerhefe). Sukkerkoncentrationen i hans Forsøg var temmelig høj; den varierede fra 10—30 lo. Geeringen foregik ved 24.5°, og Reaktionshastigheden bestemtes ved at absorbere og veje den ud- skilte Kulsyremaengde. Vi anfgrer et af hans Forsgg. Tab. la. Concentration 1.136 normal (4 = 1); 1.28" Zymin; Temperatur 94.5°. t aL 0.4343 k 0.4343 k’ 120 0.961 0.000144 0.000141 240 0.922 0.000147 0.000141 1200 0.673 0.000143 0.000123 1440 0.612 0.000148 0.000123 1740 0.549 0.000149 0.000121 2690 0.396 0.000149 0.000120 3000 0.354 0.000150 0.000111 Ages Den 3die Kolonne angiver Reaktionshastighedskonstanten be- regnet efter Formlen 0.4343k = en , den 4de Kolonne angiver 1 ata Reaktionshastighedskonstanten efter Formlen 0.4343 k' = 54 lg ung som Henri har fundet gældende for Invertinets Virkning. Inver- teringen af Rorsukker ved Hjælp af Invertin foregaar kun ved meget fortyndede Oplgsninger proportional med Sukkerkoncentrationen, men er ved højere Koncentrationer uafhængig af denne. Beregner man derfor Reaktionshastighedskonstanten for Inverteringen af Ror- sukker efter Ligningen k = ns vil den i Regelen ikke være konstant, men stige. Betragter vi nu Herzogs Tal (hans andre Forsøg viser ganske det samme som det ovenfor anførte Forsøg), ser vi straks, at Tallene i den 3die Kolonne er meget smukt konstante, medens Tallene i den 4de Kolonne viser en Tendens til at falde. Man kunde heraf let, som ogsaa Herzog gør det, slutte, at Alkohol- gæringen forløber som en monomolekular Proces, og at Reaktions- hastigheden er proportional med Sukkerkoncentrationen. Men man maa ikke glemme, at denne Slutning kun er berettiget, hvis Enzymmængden holder sig konstant under Forsøget. Man kunde tænke sig det Tilfælde, at Reaktionshastigheden var uafhængig af Sukkerkoncentrationen, men proportional med Enzymmængden, og at der i Zyminet fandtes et eller andet Stof, der destruerede Dextrasen. Hvis nu denne Enzymsønderdeling foregik som en monomolekulær Proces, vilde man ogsaa finde konstante Værdier for k, skønt Forudsætningen var, at Reaktionshastigheden var uaf- hængig af Sukkerkoncentrationen. At der foregaar en saadan Enzymsønderdeling i Zyminet er hævet over enhver Tvivl, og Herzog indrømmer det ogsaa selv uden dog at lægge større Vægt derpaa. De næste Undersøgelser skyldes Aberson (1903 p.78), hvis Arbejde desværre var mig utilgængeligt i Original. Han bestemte Reaktionshastigheden for Alkoholgæringen ved at maale den ikke sønderdelte Glukosemængde polarimetrisk. Endvidere arbejdede han med levende Gær; nogen Enzymsønderdeling kan derfor ikke have fundet Sted i hans Forsøg. For den Formering af Gæren, som hyppigt fandt Sted under Forsøget, blev der anbragt en Korrektion. Vi anfører en Forsøgsrække, der er udført ved 7.5°. 393 432 512 590 613 790 Det ses, at Reaktionshastigheden, beregnet efter Henris Formel, er meget smukt konstant; denne Formel er, som det ovenfor blev sagt, fundet gældende for Inverteringen af Rorsukker, hvor Reak- tionshastigheden er uafhengig af Sukkerkoncentrationen (naar denne da ikke er meget lille), og man maa derfor af Abersons Forsøg slutte, at det samme er Tilfældet med Alkoholgæringen. Euler (1905 p. 53) benyttede som Geringsenzym_,,Hefepress- saft” Zymase. Reaktionshastigheden bestemtes ved at maale den udskilte Kulsyremængde volumetrisk. Han finder i Reglen faldende Værdier for k, beregnet efter Ligningen k = À In Vi anfører følgende Forsøg: t a es a 2Qcem Saft + Ser Glukose i 20cm (Opløsning. Temperatur 27.1°. t x (9) 0.078 0.120 0.161 0.181 a—x 3.909 3.900 3.822 3.780 3.739 3.719 k.105 5.44 5.24 5.11 5.10 Men Euler har tillige, hvad der er meget vigtigt, udført sine Forsøg med forskellige Begyndelseskoncentrationer. var følgende: Resultaterne a |S age 20 cem Saft + 8 gr Glukose, 20 ccm Saft + 2 sr Glukose, opløst til 20 ccm Vand opløst til 20 ccm Vand Bg Os 25 | ie. OS 2 FPMO 2:50 en 107120 k . 10* — 2.00 k .10* — 9.9 2210. lest k. 102 = 7.50 Det viser sig altsaa, at Reaktionshastighedskonstanten tager af med voksende Sukkerkoncentration, ja, at den med nogen Tilnær- melse er omvendt proportional med Sukkerkoncentrationen. For- holdet mellem Reaktionshastighedskonstanterne i de modsvarende 1° 1 1 Ls, 4.7, 5,0 °° Ass. Forsøg er Forholdet mellem Begyndelseskon- centrationerne er i alle Tilfælde = Resultatet af sine Forsøg opgør Euler selv i følgende Ord: »Schliesslich wurde man die erhaltenen Zahlen als eine Beståtigung N 1 a a für die Konstanz des Ausdruckes Zz In z ansehen können, wenn man von der Veränderlichkeit der Zymase im ersten Teil der Reak- tion absehen dürfte. Für die Gültigkeit der Henryschen Formel sprechen die obigen Resultate nicht.“ Han gør dog ogsaa opmaerk- som paa, at Reaktionshastighedskonstantens Afhængighed af Be- gyndelseskoncentrationen minder om Forholdet hos Invertinet. Det forekommer mig, at det er dette sidste Forhold, der gør Udslaget. Der er man nemlig sikret imod, at Enzymsønderdelingen spiller nogen Rolle; man begynder jo nemlig i begge Tilfælde med den samme Enzymmeengde. At Reaktionshastighedskonstanten meget ner er omvendt proportional med Sukkerets Begyndelses- koncentration vil jo ikke sige andet, end at Reaktionshastigheden selv er næsten uafhængig af Sukkerkoncentrationen. Og deraf følger igen, at det er Enzymsgnderdelingen, der bevirker, at Reak- tionshastighedskonstanten i det enkelte Forsøg enten holder sig konstant (som i Herzogs Forsgg) eller falder svagt (som i Eulers Forsøg). Dette bekræftes i et Arbejde af Slator (1906 p. 128), hvor ogsaa de ovenstaaende Indvendinger mod Herzogs Forsøg er fremsatte. Slator benyttede levende Gær til sine Forsøg, Reak- tionshastigheden bestemtes ved at maale de Trykforandringer, som frembragtes af de udskilte Kulsyremeengder. : eg Resultatet af hans Forsøg var følgende: gr. Dextrose Hastighed i gr. Dextrose Hastighed i i 100 ccm ctm. pr. 10 Min. i 100 ccm ctm. pr. 10 Min. 0.16 2.9 4.0 9.5 0.28 4.05 5.0 5.4 0.52 4.7 8.0 5.05 0.66 5.1 12.0 5.05 1.0 4.8 20.0 4.4 2:0 5.2 Forsøget er udført ved 30°. Det fremgaar af Forsøget, at Reaktionshastigheden for meget svage Oplgsninger (omtrent til 0.5°/o) er omtrent proportional med Sukkerkoncentrationen. I en 5°io Opløsning naar Reaktionshastig- heden sit Maximum og synker igen svagt, naar man ‘bruger hgjere Sukkerkoncentrationer. Der kan næppe være Tvivl om, at det er saadan, Sagen for- holder sig. Det stemmer med, hvad vi ovenfor (pag. 35) fandt gældende for Dextrasen, og det stemmer ogsaa med, hvad der gælder for Invertinets Vedkommende. Dette mærkelige Reaktionsforlob kan, som Slator udvikler det (l.c.), og som Henri har udviklet det for Invertinets Vedkom- mende, vistnok kun forklares paa den Maade, at der finder en Binding Sted mellem Sukkeret og Dextrasen. Saalænge der er Underskud af Sukker (det vil sige, saa længe den tilstedeværende Dextrasemængde ikke er ,mættet“ fuldstændig), vil det formentlig vere Diffusionshastigheden, der regulerer Reaktionshastigheden (Reaktionen foregaar jo i heterogent Medium). Resultatet er i hvert Tilfeelde det, at Reaktionshastigheden er proportional med Sukkerkoncentrationen. Saa snart der derimod er Sukker nok til Stede til at mætte Dextrasen, er det formentlig den Hastighed, hvormed Forbindelsen af Sukker og Enzym spaltes, der regulerer Reaktionshastigheden. Da Sukkerkoncentrationen ikke virker paa denne Spaltningsproces, faar den heller ikke nogen Virkning paa hele Processens Reaktionshastighed. 3. Enzymmengdens Indflydelse paa Alkoholgæringen som Helhed. Som ovenfor udviklet er det den Hastighed, hvormed Sukkeret om- dannes fil Dioxyacetone, der bestemmer Reaktionshastigheden for Alkoholgæringen som Helhed. Og Reaktionshastigheden er derfor Re udelukkende betinget af Dextrasemængden, medens Dioxyacetonase- mængden ingen Rolle spiller. | Vi fandt ovenfor (pag. 35), at Sukkerets Omdannnlse til Dioxy- acetone, naar vi undersøgte denne Proces for sig selv alene, var proportional med Gærmængden. Vi skal nu se, at det samme gælder, naar vi betragter Alkoholgæringen som en Helhed. Enzymmængdens Indflydelse paa Alkoholgæringen er undersøgt af de samme Forfattere, som har undersøgt Sukkerkoncentrationens Indflydelse. Herzog (I. c.) undersøgte Enzymmengdens Indflydelse ved at bestemme Forholdet mellem Reaktionshastighedskonstanterne, naar han benyttede forskellige Zyminmængder. Naar c, og c, betegner Zyminmeengderne og k, og k, de tilsvarende Reaktionshastigheder, finder han Afhængigheden udtrykt ved Ligningen I 3 Forsøgsrækker finder han Cp eh aie COUDE ee k, = 0.4 (fundet) Cs = 1.8; k, — 0.00045 ) ki: k, = 0:44 (eresner c, = 0.6; k, = 0.00004 | k, : k, — 0.22 (fundet) k k k | c, = 12; k, = 0.00018 f k, : k, — 0.25 (beregnet) cr —— er NO DOS ii : k, — 0.75 (fundet) ee 0.8 (beregnet) | Co = 1.5; k, = 0.00024 bo Reaktionshastigheden skal altsaa i Folge disse Forsøg vere proportional med Kvadratet paa Enzymmeengden. Euler (l.c.), som arbejdede med „Hefepresssaft“, fandt ogsaa, at Reaktionshastigheden steg stærkere end Zymasemængden, men dog ikke saa sterkt som Kvadratet paa den. Euler udtrykker Afhængigheden ved følgende Ligning: Ink,~Ink, _ = Inc, — Inc, For n (som Herzog fandt lig 2) fandt Euler noget forskellige Værdier, varierende med Reaktionshastighedskonstantens Størrelse: ER n 0.000100 1.29 0.000086 1.33 0.000035 1.52 0.000012 1.67 oe Spee — Det fremgaar af Forsøgene, at jo større k og altsaa ogsaa Zymasemængden er, desto mere nærmer Forholdet mellem Reak- tionshastighedskonstanten og Enzymkoncentrationen sig til simpel Proportionalitet. Slator har studeret Geermaengdens Indflydelse paa Reaktions- hastigheden. Han fandt Reaktionshastigheden: 0.99 : 3.04 : 4.94: 10 : 19.8 : 24.7 Gærkoncentrationen: 1 :3 :5 :10:20 :25 Som man ser, er de to Størrelser ligefrem proportionale. Slator gor den Bemærkning, at hans Tal ikke angiver For- holdet mellem Reaktionshastigheden og Enzymmængden, da Enzymet er indesluttet i Gærcellen (These numbers give us no indication of the change in velocity corresponding to the change in the concen- tration of the enzyme, as the enzyme is contained in the yeast cell), og det kan han for saa vidt have Ret i. Men man begaar dog næppe nogen stor Fejl ved at antage, at Enzymmængden er pro- portional med Gærmængden, saa man efter min Mening af Forsøgene kan slutte, at Reaktionshastigheden er proportional med Enzym- mængden. Jeg formoder, at det er af Hensyn til Herzogs og Eulers Tal, at Slator ikke har villet drage denne Slutning. Der møder os da den Mærkelighed, at man, naar man benytter levende Gær, faar ligefrem Proportionalitet, medens man, naar man benytter Enzympræparater faar en højere Potens end 1 som Ud- tryk for Reaktionshastighedens Afhængighed af Enzymmængden. Det slaar en straks som noget meget mærkeligt, at Reaktions- hastigheden stiger stærkere end Enzymmængden og det kan jo kun forklares derved, at en Tilsætning af nyt Enzym ogsaa virker paa den Enzymmængde, som i Forvejen findes i Opløsningen. Muligvis kan det forklares paa følgende Maade: Som det fremgaar af S.P.L. Sørensens ovenfor omtalte Arbejde spiller Brintionkoncentrationen en meget stor Rolle ved Enzymreaktioners Hastighed, og vel at mærke ,er den optimale Brintionkoncentration under iøvrigt lige Forsøgsbetingelser den samme, uanset Invertinets Art og Mængde" FE 9.109). Lad os nu antage, at vi har et Enzym, der har den største Reaktionshastighed ved en bestemt Brintionkoncentration, lad os endvidere antage, at selve Enzympræparatet har en Brintionkon- centration, der ligger betydeligt under den optimale. Hvis vi nu forøger Enzymmængden i Opløsningen til det dobbelte, vil vi sam- BEE a oe tidig forøge Brintionkoncentrationen. "Paa Grund af dette sidste Forhold vil Enzymet faa gunstigere Forhold at virke under, og Reaktionshastigheden vil stige til mere end det dobbelte. Det er i Virkeligheden overmaade sandsynligt, at det er noget lignende, der har fundet Sted i Herzogs og Eulers Forsgg, dog er det næppe Brintionkoncentrationen, der i første Række har været afgørende. Harden og Young (1906 p. 405) har fundet, at Til- sætning af kogt Geerpressesaft, hvori Zymasen er fuldstændig destrueret, til frisk Pressesaft bevirker en Stigning af dennes Gæringsevne. Man maa deraf slutte at der i Zymasepræparaterne findes et Stof, som accelererer Zymasens Virkning, og der aabner sig derigennem Mulighed for at forstaa, at Tilsætning af den dobbelte Mængde af Gærpressesaft kan bevirke en Stigning af Gæringshastigheden til mere end det dobbelte, fordi samtidig Mængden af de enzymstimulerende Stoffer forøges. 4. Dioxyacetonasemængdens Indflydelse paa Alkoholgæringen. Vi har ovenfor udviklet, at det er Dextrasemængden, der bestem- mer Alkoholgæringens Hastighed, og det er ogsaa fuldkommen rigtigt, dog med Undtagelse af Begyndelsen af Alkoholgæringen. Da spiller nemlig ogsaa Dioxyacetonasemængden, som vi nu skal se, en Rolle. Eksperimentelt lader Forholdet mellem Mængden af (ræringsenzymerne sig variere ved Tilsætning af Benkul. Derved vil Dioxyacetonemængden forøges, medens Dextrasemængden ved- blivende vil være den samme. Den Mængde Kulsyre, der udskilles i en Tidsenhed, vil selv- følgelig til Slut være den samme med og uden Tilsætning af Ben- kul; den afhænger nemlig, som vi såa (pag. 37) kun af Størrelsen kca, der jo er den samme i begge Tilfælde. Men der medgaar altid nogen Tid, inden Kulsyreudskilningen bliver konstant, og det er Gæringsforløbet i denne Tid, der har Interesse. Til at begynde med findes der jo nemlig ingen Dioxyacetone i Vædsken, og først efterhaanden som dette Stof dannes, tager Kulsyreudskilningen fat og vokser jævnt, indtil Dioxyacetonemængden kca hye, folge Dioxyacetonedannelsen i Begyndelsen af en Gæring !). Vi antager, at den i Tiden dt dannede Sukkermeengde kan ud- trykkes ved kcadt (a Dextrosekoncentrationen, c Dextrasemængden er bleven konstant, svarende til Ligningen 5b = Vi vil nu for- 1\ De følgende Beregninger skyldes Hr. cand. mag. V. Madsen. —<—<«€ sit ic that em AN As = og & en Konstant), og at den i samme Tid sanderdelte Dioxyacetone- mængde kan udtrykkes ved k,c,ydt, naar y er den til Tiden t svarende Dioxyacetonekoncentration, c, Dioxyacetonasemængden ogk, en Konstant. Dioxyacetonekoncentrationen vokser altsaai Tiden dt med dy = (kca—k,c, y) dt; + k, c, dy AR re Nee tae d(kca-—k,ey) . Ved Integration faas: In(kea—k,e,y)= -kct+0;- C=Inkca; In(kea+k,c,y) = —k,c,t+Inkea; hea key —keae* mate DE kca : (For {= o faas heraf y = IEEE den samme Formel, som vi udledte pag. 37.) oils k kca Gr ekicit ere Ric, Havde vi i Stedet for en Dioxyacetonasemengde paa c, en Mengde paa c, (f. Eks. ved Tilsætning af Benkul) fik vi k'e a OG ae a Gi kc, Er f. Eks. ¢, — me, faas kca RU et ÆREN mk;c, Det er imidlertid ikke Dioxyacetonekoncentrationen, men Kul- syreudskilningen, som vi kan maale eksperimentelt. Den i en Tids- enhed udskilte Kulsyremængde er bestemt ved x = 4 yk,c, (Halv- delen af den sønderdelte Dioxyacetonemængde bliver nemlig til Alkohol). Til Tiden ¢ svarer altsaa en Kulsyreudskilning i Tids- enheden paa ES VIG ee Har vi Dioxyacetonasemængden c,, bestemmes Kulsyreudskil- 1 Pu 1 un kca 1 ASE 2 SR STE 2 (tea nee) Kurven x, kan derfor konstrueres af Kurven x ved til Tiden ¢ at benytte den Ordinat, der svarer til Tiden mt i Kurven x. Kur- ven x, betegner den Kurve, efter hvilken Kulsyreudskilningen stiger ved Tilsætningen af Benkul, og den stiger, naar m er et helt Tal, stejlere end Kurven x. Men begge Kurver naar den samme Maximal- værdi. Dette bekræftes smukt gennem Eksperimentet. Fs. 1. Det viste sig at være mest praktisk til Forsøgene at benytte Gær, som var udrørt med Glycerin. Man faar derved en Slags Pressesaft, som virker langt hurtigere end levende Gær. To Portioner Gær, hver paa 5%, henstod Natten over udrørt med 5°m Glycerin. Næste Dag tilsattes til hver 20°™ Vand, og Vædskerne befriedes for Kulsyre ved Sugning. 75cm 90 °/o Druesukkeroplgsning henstod Natten over med 6 gr. Benkul, 25° benyttedes efter Filtrering, andre 25 uden Filtrering. Hver Portion blev blandet med en Portion af Glyceringeren. Vi har nu altsaa to Portioner, den ene indeholdende 50 ce 10°/o Druesukkeroplesning!) + 58 Ger + 28" Benkul, den anden inde- holdende 50 cem 10 °/o Druesukkeroplgsning + 58 Ger. Begge Por- tioner anbragtes i Kulsyrebestemmelsesapparatet med 5 Minutters Mellemrum, og Kulsyreudskilningen bestemtes i Perioder paa 10 Minutter. Forsøget gav følgende Resultat: uden Benkul med Benkul Kl. mer CO, Kl. mgr CO, 1 —1! 0.1 15 —115 0.1 110— 720 1.5 115—. 125 Ot 120 150 3.0 1251 36 4.0 13° — 140 4.3 1%? — 125 9.4 14° — 150 6.2 1#5— 155 6.4 15°—2 7.0 155— 95 122 2 910 1.2 25 —915 7.2 910. 720 7.2 915__925 120 1) Skønt Formlen egentlig kun gælder for fortyndede Sukkeroplosninger, hvor Sukkeromdannelsen er proportional med Sukkerkoncentrationen, spiller dette ikke nogen Rolle i dette Tilfælde, da Sukkerkoncentrationen er den samme i begge Portioner. Erg. Fs. 2 anstilledes paa samme Maade som F's. 1 uden Benkul med Benkul Kl. mer CO, Kl. mer CO, 9, 910 0.2 95 —915 0.6 9102930 0.4 915. 925 1.4 920. 930 0.84 925. 935 1.8 930. 910 1.0 EDEN 9,0 940 __ 950 1.2 22968 9.2 950__3 2 955. 35 2 391940 2 anal 2 310. 320 17 315— 325 9,3 320__330 = 325__335 a 330. 340 a 335. 345 L 340__ 350 = 345__ 955 2 350_-4 29 355— 45 - 4, —410 2.3 45 Als 22 Forsøgene viser: 1) at den Maximalverdi, som Kulsyreudskil- ningen naar, er uafhængig af Tilsetningen af Benkul (den afhænger Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 4 ED nemlig kun af Dextrasemængden og Sukkerkoncentrationen) og 2) at Kulsyreudskilningen af de ovenfor udviklede Grunde meget hurtigere naar sin Maximalværdi ved Tilsætning af Benkul. : For at gøre det lidt mere overskueligt er Resultatet af det sidste Forsøg optegnet i Kurveform paa Fig. 2. Kurve a er Kulsyreudskilningen ved Tilsætning af Benkul, Kurve 5 er Kulsyreudskilningen uden Tilsætning af Benkul. Kurve c er konstrueret af Kurve a ved at sætte Forholdet mellem Dioxya- cetonasemængderne — = Dens Ordinater findes, som ovenfor ud- viklet, ved til Tiden ¢ at benytte den Ordinat i Kurven a, som svarer til = Det ses, at Kurvene b og c tilnærmelsesvis falder sammen. IV. Det intramolekulære Aandedræt hos højere Planter. Naar vi i det foregaaende har søgt at belyse Alkoholgæringens Forløb saa udtømmende som muligt, saa var vort Formaal, som vi fremhævede ovenfor, den, at disse Undersøgelser skulde belyse det intramolekulære Aandedræt hos de højere Planter. Vi fremførte ovenfor (pag. 8) en Række Beviser for, at det intramolekulære Aandedræt hos højere Planter er identisk med Alkoholgæringen, og vi fremhævede, at naar vi foretrak at studere denne sidste Proces, var det udelukkende af eksperimentelle Grunde. Vi skal nu i Slutningen af Afhandlingen atter vende tilbage til vort Udgangspunkt, de højere Planter, og yderligere anføre nogle Punkter til Støtte for den postulerede Identitet. Paavisning af Zymase hos højere Planter. Det lykke- des Stoklasa og Gzerny (1903 p. 622 og 4058) ved Anvendelse af Buchners Methode (Udpresning ved 250—300 Atmosfærers Tryk) af højere Planter at fremstille et Stof, der i Virkning fuldstændig svarede til Zymasen; de kunde fremstille det af Sukkerroer, Kar- tofler og Ærter, de paaviste, at det fandtes baade hos aerobt og anaerobt levende Planter, at det var i Stand til at forgære Glykose og Fruktose, og at der ved Gæringen dannedes Alkohol og Kulsyre omtrent i den beregnede Mængde. Mazé har (1904 p. 535) villet hævde, at de opnaaede Virkninger skulde skyldes Bakterier, men Stoklasa har i senere Undersøgelser gendrevet denne Indvending (Stoklasa, Ernest u. Ghocensky, 1907 p. 129). Paavisning af Dioxyacetone hos højere Planter. Jeg wer har anstillet et Par Forsøg for at paavise Dioxyacetone hos højere Planter. Fs. 1. 1008 spirede Ærter anbragtes i 24 Timer i en lang- som Brintstrom. Dernæst knustes de under Tilsætnmg af 180ccm Vand + 20m 96 °/o Eddikesyre + 187 Methylphenylhydrazin. 100 ccm affiltreredes og henstilledes til Fældning ved 40°. Efter 3—4 Dages Forløb begyndte Udfeeldningen. Bundfaldet var saa fint fordelt, at det maatte affiltreres under Tilsætning af Benkul som beskrevet ovenfor. Ved Ekstraktion med Alkohol og Afdampning af Alkoholen vandtes et Stof, som var stærkt forurenel med olieagtige Bestanddele. Det extraheredes der- for med koldt Benzol. Tilbage blev nogle faa mgr. af et Stof, hvis Smeltepunkt bestemtes til 126? (corr.); men der var for lidt Stof til, at Forsøget kunde anses for bevisende. Fs. 2. 1008 spirede Ærter anbragtes i 24 Timer i en lang- som Brintstrøm. Dernæst extraheredes de i 4 Timer med 100¢™ Eddikesyre. Der neutraliseredes med Kalihydrat og fældedes med eddikesurt Blyilte. Filtratet fyldte 200 em, Der blev tilsat 20 ccm 96 °/o Eddikesyre og 18 Methylphenylhydrazin. Fældningen fore- gik ved 42°, Der udfældedes nogle faa mgr. af et Stof, der var saa stærkt forurenet med olieagtige Stoffer, at det ikke lykkedes at rense det. Det er saaledes ikke lykkedes med fuldkommen Sikkerhed at paavise Dioxyacetone hos højere Planter. Det er muligt, at andre Forsogsobjekter vilde give et bedre Resultat. V. Resumé. 1. Der finder under Alkoholgæringen en Dioxyacetonedannelse Sted. Dioxyacetonen kunde isoleres ved Feldning med Methyl- phenylhydrazin og Eddikesyre. Det dannede Methylphenylosazon blev identificeret ved Kvælstof- og Smeltepunktsbestemmelser. 2. Dioxyacetone — eller rettere en af dens Modifikationer — sønderdeles ved Tilsætning af Gær eller Benkul til Alkohol og Kul- syre efter Ligningen C,N,0,;, = C,H;0H + CO.. 3. Af 1 og 2 følger, at Dioxyacetone er et Mellemprodukt under Alkoholgæringen. "4, Omdannelsen af Dioxyacetone til Kulsyre og Alkohol fore- gaar proportionalt med Dioxyacetonekoncentrationen og Enzym- 4* LSE QUE mængden. Vi kaldte Enzymet, der bevirker Omdannelsen, for Dioxyacetonase. Det kan isoleres ved at behandle Gær med Alkohol. | 5. Naar man rører Sukker og Gær ud med Glycerin, hæmmes Dioxyacetonasen i dens Virksomhed, medens det andet Gærings- enzym, Dextrasen, bibeholder sin Virkning. Der finder derfor en — ganske vist ringe — Opsamling af Dioxyacetone Sted. 6. De under Alkoholgæringen dannede Dioxyacetonemængder er meget smaa, fordi Dioxyacetonesønderdelingen foregaar gu hurtigere end Sukkersonderdelingen. 7. Af tidligere Forfatteres Arbejder fremgaar, at den Hastighed, hvormed Alkoholgæringen — taget som Helhed — foregaar, er proportional med Gærmængden. Naar Sukkerkoncentrationen er lille, er den ogsaa proportional med denne; ved større Sukker- koncentrationer er Hastigheden næsten uafhængig af Koncentrationen. 8. Ved Tilsætning af Benkul naar Kulsyreudskilningen i Be- gyndelsen af Gæringen hurtigere sit Maximum end uden denne Tilsætning. 9. Det er ikke lykkedes med Sikkerhed at paavise Dioxyace- tone hos højeré Planter. | Litteraturfortegnelse. . Aberson: Recueil d. trav. chim. d. Pays Bas, 22, 1903 cit. efter Arrhenius: Immunochemie, 1907. Baeyer: Uber die Wasserentziehung und ihre Bedeutung fiir das Pflan- zenleben etc. Ber. d. d. chem. Ges. 3, 1870. Berthelot: Transformation de la mannite et de la glycérine en un sucre proprement dit. Ann. d. chim. et de phys. 3 sér. t. 50, 1857. Bertrand: Etude biochimique de la bactérie du sorbose. Ann. d. chim. et de phys. 8 sér. t. 3, 1904. Boysen Jensen: Die Zersetzung des Zuckers während des Respirations- processes. Ber. d. deut. bot. Ges. 26 a, 1908. Boussingault: De la végétation dans l’obscurité. Compt. rend. t. 58, 1864. Buchner u. Meisenheimer: Die chemischen Vorgänge bei der alko- holischen Gärung. Ber. d. d. chem. Ges. 37, 1904, 38, 1905 og 39, 1906. Buchner, Meisenheimer u. Schade: Zur Vergärung der Zuckers ohne Enzyme. Ber. d. d. chem. Ges. 39, 1906. . van Deen: cf. Jahresber. üb. d. Fortschr. d. Chemie 1863 p. 501. Detmer: Vergleichende Physiologie der Keimungsprocesses. 1880. . Emmerling: Das Verhalten von Glycerinaldehyd und Dioxyaceton gegen Hefe. Ber. d. d. chem. Ges. 32, 1899. . Euler: Chemische Dynamik der zellfreien Gärung. Z. f. physiol. Chemie. 44, 1905. . Fenton and Jackson: The oxidation of polyhydric alcohols in pre- sence of iron. Journ. chem. Soc. 75, 1899. Fischer u. Tafel: Oxydation der mehrwertigen Alkohole. Ber. d. d. chem. Ges. 20, 1887, . Fischer u. Tafel: ’Synthetische Versuche in der Zuckergruppe. Ber. d. d. chem. Ges. 20, 1887. . Fischer u. Tafel: Oxydation des Glycerins. Ber. d. d. chem. Ges. 21, 1888. Godlewski: Beiträge zur Kenntnis der Pflanzenathmung. Pringsh. Jahrb. 13, 1882. Godlewski u. Polzeniusz: Uber die intramolekulare Athmung. Bull. d. Acad. d. sc. d. Cracovie 1901. Godlewski: Ein weiterer Beitrag zur Kenntnis der intramolekularen Ath- mung. Bull. d. Acad. d. sc. d. Crac. 1904. . Grimaux: Sur laldéhyde glycérique. Compt. rend. T. 104, 1887. a es . Grimaux: Sur l’aldehyde glycerique fermentescible. Compt. rend. T. 105, 1887. . Harden and Young: The alcoholic ferment of yeast juice. Proc. Roy. Soc. 77, B, 1906. Herzog: Uber alkoholische Gärung. Z. physiol. Chemie 37, 1902. . Ingenhouss: Versuche mit Pflanzen 1786. : . Iwanoff: Uber die Synthese der phosphororganischen Verbindungen etc. Z. physiol. Chem. 50, 1907. ;. Iwanoff: Uber die Bildung der phosphororganischen Verbindung und ihre Rolle bei der Zymasegärung. Ctbl. f. Bacteriol. (2), 24, 1909. . Jacobson: Untersuchungen über lösliche Fermente. Z. physiol. Chem. 16, 1892. Kostytschew: Über Anteilnahme der Zymase am Athmungsproc. d. Samenpflanzen. Biochem. Zeitschr. 15, 1908. Laskowsky: Über einige chemische Vorgänge bei der Keimung der Kür- bissamen. Landw. Versuchsst. 17, 1874. Lippmann: Chemie der Zuckerarlen, 3 Aufl. 1904. . Löb: Zur Kenntnis der Assimilation der Co,.. Landw. Jahrb. 35, 1906. Löb: Zur chemischen Theorie der alkoholischen Gärung. Z. f. Electroch. 13, 1907, eit. eft. Bioch. Ctbl. 6 p. 802. . Maquenne: Sur la respiration des feuilles. Compt. rend. t. 119, 1894. . Maquenne: Sur le mécanisme de la respiration. Compt. rend. t. 119, 1894. . Mazé: Sur l'isolement de la zymase. Ann. Inst. Pasteur 18, 1904. 3. Meisenheimer: Über die chemischen Vorgänge bei den als Enzymreak- tionen erkannten Gärungen. Bioch. Ctbl. 6, 1907. . Moeller: Uber Pflanzenathmung. Ber. d. d. bot. Ges. 2, 1884. . Nencki: Journ. f. prakt. Chemie, 17, 1883, cit. eft. Lafar: Handb. d. techn. Mykologie 4, p. 375. . Nageli: Theorie der Gårung 1879. Palladin: Recherches sur la corrélation entre la respiration des plantes et les substances azotées actives. Rev. gén. d. bot. 8, 1896. . Palladin: Bildung der verschiedenen Athmungsenzyme. Ber. d. d. bot. Ges. 24, 1906. . Palladin u. Kostytschew J: Anaerobe Athmung, Alkoholgärung und Acetonbildung. Ber. d. d. bot. Ges. 24, 1906. . Palladin u. Kostytschew II: Anaerobe Athmung, Alkoholgärung und Acetonbildung. Z. physiol. Chemie 48, 1906. . Palladin u. Kostytschew: Über anaerobe Athmung der Samenpflanzen ohne Alkoholbildung. Ber. d. d. bot. Ges. 25, 1907. Pfeffer: Das Wesen und die Bedeutung der Athmung in der Pflanze. Landw. Jahrb. 7, 1878. ;. Pfeffer: Über intramolekulare Athmung. Unters. d. bot. Inst. z. Tübingen 1, 1885. . Pflüger: Über die physiologische Verbreunung. Pflügers Arch. 10, 1875. . Piloty: Über eine neue Totalsynthese des Glycerins und des Dioxyacetons. Ber. d. d. chem. Ges. 30, 1897. Renard: Oxydation des alcools par électrolyse. Ann. d. chem. et d. phys. 5 ser. t. 17, 1879. Sachs: Uber das Auftreten der Stärke bei der Keimung ölhaltiger Samen. Bot. Ztg. 1859, cit. eft. Ges. Abhandl. 1, p. 557, 1892. 64, 69. moe . Sachsse: Über einige chemische Vorgänge bei der Keimung von Pisum sativum. Habilitationschr. 1879. . Saussure: La formation de l'acide carbonique, est — elle essentielle à la vegetation? Ann. d. chim. t. 24, 1797. . Sanssure: Recherches chimiques sur la végétation. 1804. . Schade: Über die Vergärung des Zuckers ohne Enzyme. Z. physikal. Chemie 57, 1906. . Scheele: Chemische Abhandlungen von der Luft und dem Feuer. 1777. . Slator: Studies on fermentation I. The chemical dynamics of alcokolic fermentation by yeast. Journ. chem. Soc. 89, 1906. . Stoklasa u. Gzerny: Isolierung des die anaerobe Athmung der Zelle be- virkenden Enzyms. Ber. d. d. chem. Ges., 36, 1903. . Stoklasa, Ernest u. Chocensky: Uber die anaerobe Athmung der Samenpflanzen. Ber. d. d. bot. Ges. 24, 1906, 25, 1907. . Sørensen: Om Maalingen og Betydningen af Brintionkoncentrationen ved enzymatiske Proc. Medd. f. Carlsb. Lab. 8, 1909. . Wilson: Über Athmung der Pflanzen. Flora 1882. . Wohl: cf. Lippmann: Chemie d. Zuckerarten 2 p. 1891. . Wohl u. Neuberg: Zur Kenntnis der Glycerinaldehyds. Ber. d. d. chem. Ges. 33, 1900. | . Wohl: Die neueren Ansichten über den chemischen Verlauf der Gärung. Bioch. Zeitschr. 5, 1907. Wortmann: Über die Beziehungen der intramolekularen zur normalen Athmung. Arb. bot. Inst. Würzb. 2, 1880. Young: Die aus löslichen Phosphaten durch Hefepresssaft entstehenden organischen Verbindungen. Proc. chem. Soc. 93, cit. eft. Chem. Centrbl. 1, p. 1282, 1907. INDHOLDSFORTEGNELSE A. Historisk Indledning: Side I: Respirationsstofskiftet. 2.2.0. gx 2... 0.2.0.1) «th ln en den ee 1 II. Analyse af Respirationsprocessen ........,........................ 3 B. Sukkersgnderdelingen under det intro Aandedræt: I. De kemiske Omsætninger under Alkoholgeringen.................. 9 1. Historisk Oversigt.. 21, Hr. FED DIDI HE ee 9 2. Paavisning af Dioxyacetone under Alkoholgæringen ...:......... 11 3. Dioxyacetonens Geringsevne 22°00. 00°"). SO Pcs #1 4, Resumé ............ cect eee teagan ee 27 II. Geringsenzymerne, deres Isolering og reaktionskinetiske Torne, . 28 1. Dioxyacetonase....... 020. 0a. Debs RSR ee 28 2... Dextrase. ............4 une: ae M ches ne Seer 31 IIL Sammenspillet mellem Gæringsenzymerne ....... 2... 2... 36 1. Dioxyacetonekoncentrationen under Alkoholgeringen............ 37 2. Sukkerkoncentrationens Indflydelse paa Alkoholgæringen som Helhed-............. Ges .u. ba 22 22 SR N 39 3. Enzymmengdens Indflydelse paa Alkoholgæringen som Helhed... 43 4. Dioxyacetonasemengdens Indflydelse paa Alkoholgæringen ....... 46 IV. Det intramolekulære Aandedret hos højere Planter................ 50 V; Resumé nn eon. oo oe EE AE OT UNE 51 Beitråge zur Kenntnis der mexikanischen und zentral-amerikanischen Cirsien. Von F. Petrak, Måhr-Weisskirchen. In den Beiheften des Botanischen Centralblattes XXVII. Abt. it p. 207—255 habe ich uuter dem Titel „Die mexikanischen und zen- tral-amerikanischen Arten der Gattung Cirsium“ eine übersichtliche Darstellung aller aus Mexiko und Zentral-Amerika bekannt gewor- denen Cirsien zu geben versucht. Leider war es mir damals nicht möglich, von allen Arten Exemplare zu sehen, so dass ich — nur auf die vorhandene Literatur angewiesen — von einigen Arten nur sehr unvollständige Diagnosen liefern konnte. Dies betrifft vor al- lem jene zwei, von Liebmann auf dem Pic Orizaba gesammelten Arten C. orizabense Schz. Bip. und C. Liebmannii Schz. Bip., von denen ich nur mit Mühe Photographien aus dem Museum d’Hi- stoire Naturelle in Paris erhalten konnte. Vor einiger Zeit hat mich nun Herr Dr. G. H. Ostenfeld freundlichst darauf aufmerksam gemacht, dass das von Liebmann in Mexiko gesammelte Pflanzenmaterial sich im Besitze des Uni- versitetets Botanisk Museum in Kopenhagen befinde, indem er mir gleichzeitig mitteilte, dass er mir dasselbe zur Revision gerne ein- senden wolle. Auf meine diesbezügliche Bitte erhielt ich auch die Liebmann’schen Exsiccaten, wofür ich Herrn Dr. C. H. Ostenfeld auch an dieser Stelle meinen verbindlichsten Dank ausspreche. Dieses Material, sowie das, was ich in letzter Zeit aus dem Herbarium des Botanischen Institutes der k.-k. Universität in Wien, aus dem Herbarium Haussknecht und Herbier Boissier von mexi- kanischen und zentral-amerikanischen Cirsien gesehen habe, ent- hielt viele bemerkenswerte oder neue Formen, welche ich hier be- sprechen möchte. Zu meinem Bedauern haben sich in dem von mir bereits genannten Artikel auch einige Irrtümer eingeschlichen, die hier berichtigt werden sollen, Erwähnt sei endlich noch, dass ich im Folgenden die Arten in derselben Reihenfolge anführe, wie in meiner eingangs zitierten Arbeit. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. D 2708 = 1. ©. acantholepis (Hemsl.) Petrak. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 211—213. — 1. Var. heterolepis Petrak. Das Synonym Carduus hete- rolepis Greene und der an erster Stelle angeführte Standort — ,State of Jalisco, Pringle, Pl. Mex. ann. 1889 nr. 2435, Greene! — ist zu streichen! 2. €. cernuum Lag. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 213—214. Auch Liebmann hat diese Art auf dem Pic von Orizaba in einer Höhe von ca. 4000 m. gesammelt (Nr. 672!). Das betreffende Exemplar ist sehr kräftig; das grösste Köpfchen desselben misst ca. 14 cm. im Durchmesser. 3. €. horridulum Michx. Ssp. Chrismarii (Klatt) Petrak. — Mex. zen- tral-amer. Cirs. p. 215— 217. Das in letzter Zeit von mir untersuchte Material des C. horridulum Michx. hat mich davon überzeugt, dass C. Chrismarü (Klatt) Petrak un- möglich als Art aufrecht erhalten werden kann. C. horridulum Michx. besitzt nämlich oft Hüllschuppen, die so wie bei C. Chrismarii (Klatt) Petrak, am Rande dicht und fein dornig gewimpert sind. Die von Türck- heim in Guatemala gesammelten Pflanzen unterscheiden sich von C. hor- ridulum Michx. nur durch den kräftigen Wuchs, durch kräftigere, zahl- reichere Dornen, meist kurz herablaufende Blätter, etwas grössere, von zahlreicheren, aber meist etwas kürzeren, reicher und länger dornigen Hoch- blättern gestützte Köpfchen; Hüllschuppen breiter, starrer, mit kräftiger Dornspitze und längeren Dörnchen an den Rändern. Die Pflanzen aus Guatemala haben auch rübenförmig verdickte Wurzelfasern. Ob dieses Merkmal dem C. horridulum Michx. auch zukommt, vermag ich nicht zu sagen, da an den von mir bis jetzt untersuchten Exemplaren jener Art der Wurzelstock nicht vorhanden war. Das echte C. horridulum Michx. wurde übrigens von Karwinsky in einer grossköpfigen Form auch in Mexiko gesammelt. (Iter. Mexic. 1841, 1842, Nr. 1324 sub ,Caduo purpureo“! — Herb. Bot. Gart. St. Peters- burg.) Das betreffende Exemplar unterscheidet sich durch nichts von den srossköpfigen Formen des C. horridulum Michx., welche ich aus Florida gesehen habe; dürfte vielleicht in den an Texas grenzenden Teilen Mexikos auch vorkommen. 4. €. conspicuum (Don) Schz. Bip. — Mex. central-amer. Cirs. p. 218—219. Wurde von Liebmann bei Hoya (VII. 1841, Nr. 675) und auf dem Pie von Orizaba (2400—3000 m. Nr. 676) gesammelt. Wahrscheinlich gehört das von Karwinsky bei Guazacano (leg. IV. 1843! — Herb. Bot. Gart. St. Petersburg) gesammelte Cirsium auch hierher; das stark defekte Exemplar lässt aber ein sicheres Urteil nicht zu. 5. €. costaricense (Polak.) Petrak. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 219— 221. | nue re Specimina visa: Costa Rica: „Place de l’ancien cirque à San José". II. 1893 leg. A. Tonduz (Flor. Cost. Nr. 1546! — Herb. Boissier! — Herb. Mus. Bot. Lausanne!) — Costa Rica: Tucurrique. 1899 leg. A. Ton- duz (Flor. Cost. Nr. 13269) — Herb. Boissier!) — Yucatan. leg. C. F. Gaumer (Plant. Yucat. Nr. 676. — Herb. Boissier!) Diese Pflanze steht dem C. mexicanum DC ziemlich nahe, kann aber wohl mit demselben Rechte als Art aufrecht erhalten werden, wie C. rha- philepis (Hemsl.) Petrak. Sie unterscheidet sich von demselben vor allem durch etwas grössere Köpfchen, kräftigere Dornen der Blätter und Hüll- schuppen und durch die braune Behaarung den Blattnerven, welche oft auch auf den Stengel überzugehen pflegt. Übergänge von typischem C. mexicanum DC zu dieser Art habe ich bis jetzt noch nicht gesehen. In der Diagnose muss es statt „(folia) non decurrentia (?)“ heissen: folia plus minusve interdum omnino decurrentia, alis latis sinuato-dentatis, dentibus triangularibus acutis, spina subvalida 3—6 mm. longa terminatis. 9. €. jorullense (H. B. K.) Spreng. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 224— 226. I. Subsp. eujorullense Petrak. Caulis erectus, 70—180 cm. altus, striatus, parce arachnoideus vel glabrescens, apice corymboso-polycephalus vel plus minusve ramosus. Folia radicalia ambitu lanceolato-oblonga vel lanceolata in petiolum anguste alatum spinoso-dentatum attenuata, profunde sinuato-lobata, lobis crebre spinoso-dentatis, ambitu ovato-triangularibus, acuminatis, spina subvalida 2—6 mm. longa terminatis. Folia caulina semiauriculato-semiamplexicaulia, sessilia non vel brevissime decurrentia ambitu oblongo-lanceolata vel lanceolata. remote sinuato-pinnatifida, laci- niis triangulari-lanceolatis, bi- vel tridentatis, acuminatis, spina subvalida 4—10 mm. longa terminatis. Capitula in apice caulis et ramorum sub- ageregata, breviter pedunculata vel subsessilia, erecta, 2—3,5 cm. diam., bracteis 2—6 minoribus vel ad subduplo longioribus profunde pinnatifidis, elongato-acuminatis suffulta. Foliola exteriora basi spinuloso-ciliata, lineari- lanceotata, apicem versus pilis articulatis villosa; interiora longiora, e basi ovato-oblonga lineari-lanceolata, apice subulata, spina infirma vel subvalida terminata; intima linearia, elongato-acuminata, subscariosa. Corollae pur- pureae glabrae limbus ad medium circiter aequaliter quinquefidus, laciniis linearibus patulis vel subreflexis, a tubo bene distinctus eumque vix superans. Filamenta papilloso-pilosa. Pappus sordide albus, setis plumosis apice pler- umgue scariosis corolla parum brevioribus. Achaenia oblonga, compressa, glabra, subnitida, 2—3 mm. longa, 2 mm. lata. 2. 1. Var.: pilosum Petrak. Caulis parce arachnoideus et fusco-pilosus. Folia obscure viridia, supra glabra vel parcissime arachnoidea subtus secus nervos fusco-lanata. Capitula subcorymbosa, bracteis foliaceis sinuato- pinnatifidis minoribus vel paullum longioribus suffulta. Involucri foliola subdense arachnoideo-pilosa. Habitat in regno Mexicano: ‘State of Hidalgo, By streams, Sierra de Pachuca ca. 2700 m. leg. C. G. Pringle (Pl. Mex. 1898, nr. 6919. — Herb. Nat. Hofmus. Wien! — Bot. Inst. Univ. Wien! — Herb. Boissier!) 5* Er GOs 2. Var. glabrescens Petrak. Syn.:'C. oxylepis Petrak 1910 in sched. Caulis in ramos elongatos, 1—3-cephalos laxe foliosos divisus, par- cissime arachnoideus vel glabrescens. Folia obscure viridia utrinque gla- berrima spinis longioribus validioribusque. Capitula in apice ramorum solitaria vel breviter pedunculata, bracteis pinnatifidis spinosis, laciniis ad spinas fere reductis suffulta. Foliola parce vel parcissime arachnoideo-pilosa. Habitat in regno Mexicano: “State of Mexico”: Cool pine woods, Nevado del Toluca. 26. 1X. 1892 leg. C. G. Pringle. (Plant. Mex. 1892 Nr. 4301 sub C. Mexicano Hemsl.! — Herb. Nat. Hofmus. Wien! — Herb. - Bot. Inst. Univ. Wien! — Herbier Boissier !). II. Subsp.: lanosum Petrak. Caulis 30—80 cm. altus, erectus, sim- plex vel apice subcorymboso-racemosus, arachnoideus, striatus, subdense foliosus. Folia caulina cauli plus minusve adpressa supra parcissime arach- noidea vel glabrescentia subtus imprimis versus basin et secus nervos cum proxima parte caulis pallide fusco-lanata, pallide viridia ambitu lanceolata, sinuato-lobata, lobis triangulari-ovatis, acuminatis bi- vel tridentatis spina subvalida 3—6 mm. longa terminatis. Capitula in apice caulis plus mi- nusve aggregata, sessilia vel breviter pedunculata, subracemosa vel sub- corymbosa bracteis 1 —3 lanceolatis remote sinuato-pinnatifidis plus minusve violaceis suffulta. Involucri foliola cum inferiore parte bractearum pedun- culisque densissime pallide fusco-lanata, lineari-lanceolata spina erecto-pa- tente, satis valida, straminea 6—10 mm. longa terminata. Cetera ut in subsp. 1.07 Habitat in regno Mexicano: ‘State of Mexico”. Wet meadows, Sierra de las Cruces, leg. C. G. Pringle (Pl. Mex. 1892 Nr. 4214!! — Herb. Nat. Hofmus. Wien! — Herbier Boissier!). Die bisher bekannten Formen des C. jorullense (H. B. K.) Spreng. lassen sich am besten in zwei Reihen gliedern, von welchen die eine durch ziemliche Kahlheit, die andere dadurch ausgezeichnet ist, dass die Hüll- schuppen der Köpfchen mit den unteren Teilen der Hochblätter und den obersten Stengelteilen sehr dicht hellbraun filzig verstrickt sind, wodurch die Pflanze eine gewisse Aehnlichkeit mit C. cernuum Lag. bekommt. Besonders auffällig ist var. glabrescens Petrak; diese Form erreicht eine Höhe von 180 cm.; der Stengel ist in zahlreiche, lange, sehr entfernt be- blätterte Aeste geteilt, welche an ihrer Spitze meist 2—3 kurz gestielte Köpfchen tragen. Die Hochblätter sind besonders an ihrer Basis sehr reichdornig, die Dornen ziemlich lang, aber nicht sehr kräftig. Die Blattsubstanz derselben ist fast ganz auf die Dornen reduziert. Die Hüll- schuppen, meist nur sehr locker spinnwebig wollig, gehen nach aussen allmählich in die Hochblätter über. Von den amerikanischen Cirsien dürfte als nächste Verwandte des C. jorullense (H. B. K.) Spreng. wohl das C. edule Nutt. in Betracht kommen, dessen Hüllschuppen und Blüten lebhaft an C. jorullense (H. B. K.) Spreng. erinnern. 10. €. lappoides (Less.) Schz. Bip. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 226 — 297. | TOI a Da ich von dieser Art das von Liebmann gesammelte Material unter- suchen konnte, will ich hier eine ausführliche Diagnose folgen lassen: Caulis erectus certe ad 100 cm. altus crassus parce arachnoideus striatus laxe foliosus, superne corymboso-ramosus. Folia radicalia et cau- lina inferiora mihi ignota; caulina superiora supra parce breviter pilosa, subtus arachnoideo-tomentosa semiauriculato-semiamplexicaulia, sessilia non vel brevissime decurrentia, ambitu lanceolato-oblonga sinuato-lobata, mar- gine spinuloso-ciliata, lobis triangulari-ovatis, subobtusis breviter dentatis spina 2—4 mm. longa infirma vel subvalida terminatis. Capitula in apice caulis ramorumque glomeratim congesta 30—40 mm. diam., globosa brac- teis 1—4 lanceolatis parce spinoso-dentatis, subaequilongis vel paullum longioribus suffulta. Involucri subdense vel parce arachnoidei foliola ex- teriora et media e basi ovato-oblonga lanceolata acuminata spinula 2—3 mm. longa, subpatula erecto-patente terminata; interiora gradatim longiora lanceolata, dorso macula purpurea 1!/2—2 mm lata instructa sed non viscido-carinata; intima lineari-lanceolata, sicca glabra vel parcissime arach- noidea, inermia acuminata, apice subscariosa plus minusve recurvata. Corollae purpureae limbus breviter inaequaliter quinquefidus, laciniis lineari- bus, obtusiusculis; tubus a limbo vix distinctus, eo paullum brevior vel subaequilongus. Pappus sordide albus setis plumosis apice tantum scariosis clavellatisque. Achaenia mihi ignota. 2? Floret Februario — Septembri. Habitat in regno Mexicano: Mirador Il. et III. 1842 leg. Liebmann (Nr. 686, 687, 688!! — Univ. Mus. Kopenhagen!). Eine schöne sehr charakteristische Art, welche unter allen mir bis jetzt bekannten Cirsien nähere Verwandte nicht aufzuweisen hat. Der Name ist sehr bezeichnend, denn die Pflanze hat habituell wirklich eine gewisse Ähnlichkeit mit den Arten der Gattung Arctium == Lappa. Hier lasse ich noch die Beschreibung einer Pflanze folgen, in welcher ich auf Grund sorgfältiger Untersuchungen und gründlichen Vergleichens einen Bastard des C. lappoides (Less.) Schz. Bip. und ©. mexicanum DC. erkennen muss. C. lappoides (Less.) Schz. Bip. x mexicanum DC. C. limophilum Petrak nov. spec. hybr. x Caulis erectus, ut videtur ad 100 cm. altus, striatus, parce arachnoi- deus laxe foliosus. Folia radicalia mihi ignota; caulina inferiora ovato- oblonga superne parce brevissime pilosa subtus albo-tomentosa ad medium eirciter remote sinuato-pinnatifida, laciniis triangulari-ovatis, acutis vel sub- obtusis, basi breviter dentatis, dentibus triangularibus spina subvalida, 3—5 mm. longa terminatis; caulina superiora gradatim minora semiauri- culato-semiamplexicaulia, sessilia breviter decurrentia, alis latis 1/2—1 cm. longis, spinoso-dentatis, ambitu oblonga vel lanceolato-oblonga basin versus profunde spinoso-dentata, apicem versus breviter spinuloso-dentata, abrup- tiuscule acuminata. Capitula in apice caulis 3—5 approximata, subsessi- ha, ebracteata vel bracteis I—2 brevioribus vel subaequilongis, lanceolatis spinoso-ciliatis breviter dentatis suffulta. Involucri foliola exteriora parce arachnoidea e basi ovato-oblonga in spinulam recurvo-patentem infirmam attenuata; media et interiora gradatim longiora parcissime arachnoidea vel glabrescentia lanceolata paullatim acuminata in spinulam subpatulam, erecto- Lu ee vel horizontaliter patentem excurrentia, dorso purpurascentia, linea atro- purpurea — id est parcissime viscido-carinata — instructa; intima lanceolato- "linearia acuminata apice parce purpurascentia, undulato-curvata, subscariosa. Corollae purpureae limbus ad medium circiter aequaliter quinquefidus, laci- niis filiformibus acutis; tubus a limbo bene distinctus limbo parum longior vel aequilongus. Pappus sordide albus setis plumosis apice interdum sca- riosis raro clavellulatis. Achaenia mihi ignota. 2%? Floret Martio. Habitat in regno Mexicano: Mirador III. 1842 leg. Liebmann (Nr. 685 sub C. lappoides (Less.) Schz. Bip.! — Univ. Mus. Kopenhagen). Die hier beschriebene Pflanze ist leider nur in zwei Fragmenten, einem ziemlich defekten oberen Stengelteile und einem unteren Stengelblatte vor- handen. Sie ist dem C. lappoides (Less.) Schz. Bip. sehr ähnlich unter- scheidet sich aber von demselben besonders durch Folgendes: Untere Stengelblätter breit eiförmig-länglich; enfernt und bis zur Mitte fiederspaltig; obere Stengelblätter bis 1 cm. weit und breit herablaufend. Köpfchen fast nackt wohl etwas kleiner. Das wichtigste Unterscheidungs- merkmal liegt jedoch in den Hüllschuppen; an den mir vorliegenden vier Exemplaren des C. lappoides (Less.) Schz. Bip. sind die Hüllschuppen mit Ausnahme der innersten deutlich, oft ziemlich dicht spinnwebig verstrickt und auf dem Rücken von der Spitze bis zur Mitte mit einem 1!/a—2 mm. breiten, scharf begrenzten Purpurstreifen versehen; die Ränder der Schup- pen selbst sind gelblich gefärbt. Die von mir als Bastard gedeutete Pflanze hat Hüllschuppen, welche von der Spitze bis zur Mitte gleichmässig pur- purn gefärbt sind und keinen hellen Rand, dagegen in der Mitte eine sehr schwache Harzstrieme tragen, ein Merkmal, welches den Hülschuppen des C. mexicanum DC. zukommt, das aber von unserer Pflanze sehr leicht durch lang herablaufende Blätter, kleinere, meist ziemlich lang gestielte mehr eiförmige Köpfchen und durch die Gestalt der Hüllschuppen zu unter- scheiden ist. Dennoch halte ich die Möglichkeit nicht für absolut aus- geschlossen, dass die hier beschriebene Pflanze nur eine Form des C. lap- poides (Less.) Schz. Bip. ist. Erwähnt sei noch, dass Liebmann die beiden hier als Erzeuger angenommenen Arten zu gleicher Zeit bei Mirador ge- sammelt hat. 11. €. Liebmannii Schz. Bip. — Mex. zentral-amer. Circ. p. 2337 —228. Diese Art scheint wirklich dem Formenkreise des C. jorullense (H. B. K.) Spreng. anzugehören, doch ist das Liebmann’sche Original so de- fekt, dass sich über diese Pflanze einstweilen nicht viel sagen lässt. Auffällig ist die dichte dunkelbraune Behaarung des Stengels und der Nerven auf der Unterseite der Blätter, die von aussen nach innen nur wenig an Grösse zunehmenden, fast pfriemlich zurückgekrümmten kahlen Hiillschuppen; auch die eingerollten Zipfel der Blumenkrone sind auffällig, doch ist es möglich, dass dieses Merkmal erst durch das Trocknen ent- BR standen ist. Hier lasse ich nun eine Diagnose folgen, die so ausführlich ist, als es die mir vorliegenden zwei Bruchstücke ermöglichen. Caulis erectus — in speciminibus a cl. Liebmann lectis, valde mancis 30—35 cm. altus — striatus dense fusco-arachnoideo-pilosus, laxe folio- sus. Folia radicalia et caulina inferiora mihi ignota; superiora sessilia non vel brevissime (?) decurrentia, supra parcissime pilosa subtus secus nervos plus minusve fusco-pilosa, ambitu oblongo-lanceolata, sinuato-den- tata, dentibus triangularıbus acutis spinuloso-ciliatis, spina infirma 2—3 mm. longa terminatis. Capitula in axillis foliorum superiorum sessilia et in apice ramulorum caulisque breviter pedunculata, subcernua (?) 20—25 mm. longa, 18-—22 mm. diam. globosa vel ovato-globosa. Involucri gla- berrimi foliola ab exterioribus ad interiora parum aucta, lanceolato-linearia, apice purpurascentia (?), acuminata sed vix rigida, exteriorum spinula 1/2 —1 mm. longa — ad duas tertias — erecto- vel subreflexo-patentia, intima subscariosa magis recurvata. Corollae purpureae limbus ad medium cir- citer aequaliter quinquefidus, laciniis subobtusis revolutis; tubus a limbo satis vel vix distinctus dimidio longior; filamenta dense papilloso-pilosa. Pappus sordide albus plumosus. Achaenia mihi ignota. %. Habitat in regno Mexicano: Pic Orizaba ca. 2400 m. s. m. leg. Lieb- mann Nr. 681! — Univ. Mus. Kopenhagen. 13. €. mexicanum DC. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 230 —9239. Habitat in regno Mexicano: Laguna verde III. 1841, leg. Liebmann Nr. 677. — Hacienda de Jovo V. 1841 leg. Liebmann, Nr. 674 et 682. — Colipa leg. Liebmann, Nr. 679. — Jicaltepec II. 1841 leg. Liebmann Nr. 680. — Cazadero IV. 1841 leg. Liebmann, Nr. 678! — Mirador 1839 leg. Linden Nr. 1163 (Herbier Boissier!) — Tortin II 1883 leg. E. Ker- ber. Plant. Mexic. Nr. 329 sub Cnico Hoffmanni Koch! (Herb. Bot. Inst. Univ. Wien! — Herb. Haussknecht! — Herb. Boissier!) — ‘State of San Louis Potosi: Tamasopo Canyon 16. VI. 1891 leg. C. G. Pringle Plant. Mex. 1891. Nr. 3726 (Herb. Haussknecht!) — Inter Huejutla et Tampico leg. Karwinsky. (Herb. Bot. Gart. St. Petersburg!). Var. bracteatum Petrak ist zu streichen! Jene Pflanze ist eine Schattenform des C. costaricense (Polak.) Petrak! 15. €. orizabense Schz. Bip. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 234— 235. Caulis erectus, ut videtur ad: 100 cm. altus, subsimplex vel plus mi- nusve ramosus, striatus, parce arachnoideus, laxe vel subdense foliosus. Folia caulina inferiora superne parcissime arachnoidea secus nervos par- cissime arachnoideo-pilosa subtus albo-tomentosa, ambitu oblonga, sinuato- pinnatifida, laciniis lineari-lanceolatis, paullatim acuminatis, margine, impri- mis basin versus, breviter dentatis, spina subvalida terminatis; caulina supe- riora sessilia non decurrentia vel ambitu lanceolata laciniis numerosissimis parcisve triangulari-lanceolatis acuminatis basi 2—3-dentatis, dentibus trian- gularibus acutis spina subvalida 5—12 mm. longa terminatis, vel ambitu oblongo lanceolata, sinuato-dentata, dentibus triangularibus acuminatis spina 4—8 mm. longa terminatis. Capitula in apice caulis ramorumque solita- ria, raro 3—5 subaggregata, breviter pedunculata cernua, hemisphaerica "nes 6—8 cm. diam. bracteis 1—3 lanceolatis elongato-acuminatis remote si- nuato-pinnatifidis laciniis linearibus vel triangulari-linearibus margine spi- nuloso-ciliatis, spina 3—12 mm. longa terminatis capitulum aequantibus vel plus minusve superantibus. Involucri foliola ab exterioribus ad inte- riora abbreviata subfoliacea lanceolata, paullatim acuminata basi margine integerrima media parte subdense pectinato-spinosa, spinis flavidis, subva- lidis 3—6 mm. longis ibique plus minusve arachnoideo-contextis dorso purpurascentibus carinatis, spina integerrima plus minusve carinata ad 12 mm. longa terminatis; interiora paullatim angustiora, margine brevius spi- nulosa, uncinato-recurvata, intima lineari-lanceolata, margine integerrima vel brevissime spinuloso-ciliata. Corollae purpureae limbus ad medium circiter aequaliter quinquefidus, laciniis linearibus subobtusis apice parum incrassatis; tubus a limbo vix vel satis distinctus, aequilongus vel paullum brevior. Filamenta parce papillosa. Pappus sordide albus corolla parum brevior, setis plumosis apice saepe scariosis. Achaenia mihi ignota. 2%? Habitat in regno Mexicano: Pic Orizaba 3000—3200 m. leg. Lieb- mann Nr. 673! — Univ. Mus. Kopenhagen! Diese Art, von welcher ich vier zum Teile sehr gut erhaltene Exem- plare gesehen habe, gehört nicht, wie ich früher vermutet habe zu den Arten der Untergattung Erythrolaena, obgleich sie denselben habituell etwas ähnlich ist. Die eigentümliche Krümmung der in der Mitte kämmig dornigen Hüllschuppen und die Beschaffenheit der Blumenkronen lassen in dieser Art sehr leicht eine Verwandte des C. acantholepis (Hemsl.) Petrak erkannen. Sie ist aber doch von der genannten Art so verschie- den, dass ein Vergleich mit derselben überflüssig ist. 17. €. pinnatisectum (Klatt) Petrak. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 9336— 73T. Von dieser Art habe ich das Original Klatt’s — Costa Rica: „Para- mos de l’Abejonal* 1900 m. IV. 1893 leg. A. Tonduz Plant. costarie. exs. Nr. 7791 — Herbier Boissier! — gesehen. Diese Art hat mit C. pazcua- rense (H. B. K.) Spreng. nichts zu tun und gehört in die Untergattung Erythrolaena. Leider konnte ich an dem mir vorliegenden Exemplare ent- wickelte Blüten nicht finden und ohne diese kann man bei den Arten dieser Untergattung kein Urteil abgeben. In der Blattgestalt und nach der Beschaffenheit der Hüllschuppen zu urteilen nimmt diese Pflanze zwischen C. conspicuum (Don) Schz. Bip. und C. subcoriaceum (Less.) Schz. Bip. eine eigentümliche Mittelstellung ein, steht aber wie ich glaube, der zuletzt genannten Art näher. 21. €. reglense Schz. Bip. — Mex. zentral-amer. Cirs. p. 241—242. Das mir vorliegende Exemplar Liebmanns weicht von den Pflanzen, welche Pringle gesammelt hat, ziemlich stark ab. Stengel locker beblät- tert. Blätter länglich bis länglich lanzettlich, stumpflich, nur klein buch- tig gezähnt, oberseits locker unterseits ziemlich dicht spinnwebig wollig, schmal, meist kaum bis zur Hälfte herablaufend. Köpfchen an den Stengel- SES aes spitzen einzeln oder zwei auf kurzen Stielen, wahrscheinlich etwas nickend. Hüllschuppen nur mit schwacher Harzstrieme versehen. Dornen der äus- seren und mittleren Hüllschuppen ziemlich lang und kräftig — 4— 8 mm. — aufrecht oder etwas zurückgekrümmt abstehend, die innersten mit pur- purn gefärbter linealer fast häutiger Spitze. 23. €. subeoriaceum (Less.) Schz. Bip. Habitat in regno Mexicano: Tortin II. 1883 leg. E. Kerber Plant. Mex. Nr. 321 — Herb. Bot. Inst. Univ. Wien! — Herb. Haussknecht! — Herb. Boissier. — ‘State of Oaxaca: Sierra de San Felipe”, ca. 3000 m. s.m. 24. XII. leg. C. G. Pringle, Plant. Mex. 1894, Nr. 6119! — Herb. Bot. Inst. Univ. Wien! — Herb. Haussknecht! — Herb. Boissier! — Mi- rador III. 1842 leg. Liebmann Nr. 689. -— Huaturco II.— VII. 1842 leg. Liebmann. — In monte Irasu ca. 2700 m. I. 1847 leg. Ørsted sub C. platycephalo! — Ad Matayalpa leg. Ørsted! — Herb. Univ. Mus. Kopen- hagen!!! | Diese Art variiert ziemlich stark: Blätter entweder nur seicht buchtig grobzähnig, ziemlich zahlreich am Stengel vorhanden oder lockerer ver- teilt, mehr oder weniger, oft tief buchtig fiederspaltig. Köpfchen meist 5—-6 cm. zuweilen jedoch bis fast 10 cm. im Durchmesser. Hüllschup- pen entweder nur spärlich oder ziemlich dicht spinnwebig wollig von aussen nach innen allmählich an Grösse zunehmend ungefähr so lang wie die Blumen, oder die innersten plötzlich stark verlängert, lineal, all- mählich lang zugespitzt, trocken, strohgelb gefärbt, bedeutend länger, als die Blumen. Dem Formenkreise dieser Art dürfte auch die von Pringle unter Nr. 2435 als „Carduus heterolepis Greene" ausgegebene Pflanze gehören, die ich früher, ohne sie gesehen zu haben, mit ©. acantholepis (Hemsl.) Petrak vereinigt habe. Die von mir in letzter Zeit gesehenen zwei Exemplare (Herb. Boissier! Herb. Bot. Inst. Univ. Wien!) lassen mich in dieser Pflanze eine neue Art vermuten. Die Blattgestalt stimmt mit der des ©. pinnati- sectum (Klatt) Petrak sehr gut überein. Die äusseren Hüllsehuppen aber, welche bei C. pinnatisectum (Klatt) Petrak am Rande ziemlich dicht und lang dornig gewimpert, von der Mitte aus meist ziemlich stark zurtick- gekrümmt sind, und dabei von aussen nach innen nicht auffällig an Grösse zunehmen, sind an den Pflanzen Pringle’s nur häutig berandet nicht dornig gewimpert. Die innern sehr auffällig verlängert, sind meist stark hellpurpurn tiberlaufen. An den noch ziemlich jungen Blumen ist der Saum kaum bis zur Mitte regelmässig fünfspaltig und ungefähr 31/2 —4 mal länger, als die Röhre. Ich nenne diese Pflanze C. anartiolepis Petrak ad int. und lasse hier eine ausführliche Diagnose folgen. C. anartiolepis Petrak nov. spec. Caulis erectus ad 240 cm. altus, striatus plus minusve arachnoideus 2 subdense foliosus in ramos elongatos (3—6) monocephalos divisus. Folia inferiora semiauriculato-semiamplexicaulia sessilia non decurrentia ambitu late oblongo-elliptica alte pinnatifida, supra parce arachnoidea subtus den- sissime albo-tomentosa, laciniis lanceolatis, sinuato-lobatis, lobis triangu- laribus vel triangulari-lanceolatis, acuminatis saepe bifidis spina subvalida 3—6 mm. longa terminatis, margine spinuloso-ciliatis, caulina superiora gradatim minora, oblonga, pinnatifida, laciniis lanceolatis, margine sinuato dentatis. . Capitula magna in apice ramorum solitaria, ebracteata subcer- nua (?) 5—6 cm. longa, 4—5 cm. diam.. Involucri foliola ab exteriora ad interiora valde elongata; exteriora subfoliacea e basi ovato-oblonga abruptiuscule attenuata, straminea 2—5 mm. longa terminata, margine breviter serrulata, parce arachnoidea; media lanceolata dorso striata, api- cem versus parce arachnoidea, plus minusve purpurascentia, margine sca- riosa ibique parum fimbriato-lacerata, subito acuminata spina straminea subvalida 2—4 mm. longa terminata; interiora et intima linearia paulla- tim acuminata margine brevissime spinuloso-aspera, dorso tenuiter striata, apicem versus plus minusve purpurascentia, sicca, vix rigida. Corollae purpureae limbus vix ad medium regulariter quinquefidus laciniis lineari- bus subobtusis apice incrassatis; tubus a limbo bene distinctus eoque 31/2 —4-plo brevior. Filamenta ad duas tertias connata, basi libera, dense papilloso-pilosa. Pappus sordide albus setis ad duas tertias plumosis, apice tantum scariosis. Achaenia mihi ignota. 2? Floret Decembri. Habitat in regno Mexicano: provincia Jalisco in convallibus montium ad „Lake Chapala‘. 13. XII. 1889 leg. C. G. Pringle. Pl. Mex. 1899 Nr. 2435! — Herb. Bot. Inst. Univ. Wien! — Herb. Boissier! Neu für Mexiko sind drei Arten, von denen ich eine, nämlich C. Greenei Petrak bereits ausführlich besprochen habe, die übrigen zwei sollen hier beschrieben werden: C. occidentale Jeps. Fl. W. Mid. Calif. p. 506. Syn.: Carduus occidentalis Nutt. in Trans. Amer. Phil. Soc. Nr. 5. VIL p. 418 (1841). Cnicus occidentalis A. Gray in Proc. Amer. Acad. X. p. 45 (1874). Subsp. acrolepis Petrak. Caulis erectus ad 200 cm. altus, striatus densissime albo-tomentosus dense foliosus, valde ramosus. Folia radicalia supra subdense arachnoideo- canescentia, subtus densissime albo-tomentosa ambitu lanceolata vel lan- ceolato-oblonga, in petiolum anguste alatum sinuato-dentatum attenuata, sinuato-pinnatifida, laciniis ambitu triangularibus vel triangulari-lanceolatis profunde dentatis, acuminatis, margine spinuloso-ciliatis in spinas validas vel subvalidas 5--8 mm. longas excurrentibus; caulina sessilia, non de- currentia, supra arachnoideo-canescentia, subtus albo-tomentosa ambitu lanceolata profunde sinuato-pinnatifida, laciniis prorsus spectantibus longe acuminatis; basi dentibus 2—3 triangularibus acutis, margine plus minusve revolutis spinuloso-ciliatis spina subvalida 3—6 mm. longa terminatis; superiora gradatim minora, lanceolata sinuato-dentata. Capitula in apice caulis et ramorum solitaria vel 2—3 aggregata ovato-globosa maxima cir- citer 41/2 cm. longa 3—31/2 cm. diam. Involucri parce araneosi foliola exteriora e basi oblonga paullatim attenuata a medio erecto-patentia paul- RT A latim acuminata obscure viridia rigida dorso subcarinata in spinam stra- mineam subvalidam subcarinatam excurrentia; interiora et intima parum breviora linearia. Corollae purpureae limbus ad medium circiter regulariter quinquefidus, laciniis linearibus apice parum incrassatis hine inde subito in cuspidem ad 1 mm. longam tenuissimam attenuata; tubus a limbo vix distinctus eo circiter dimidio brevior. Pappus sordide albus, dense plumo- sus. Achaenia mihi ignota. 2%. Floret Junio—Novemb.. Mexico borealis: ad Jaral; non raro. VIII. 1887 leg. Schumann. Plant. Jaral. Nr. 163°! — Herb. Haussknecht! Die hier beschriebene Unterart unterscheidet sich von C. occidentale (Nutt.) Jeps., welches in Kalifornien stellenweise häufig vorkommt und eine charakteristische Pflanze der Sandheiden zu sein scheint hauptsächlich durch folgendes: Stengel viel höher, kräftiger, reicher beblättert. Blätter tief fiederspaltig mit reichzähnigen spitzen Abschnitten und Zähnen. Köpfchen etwas kleiner, auf reichlich beblätterten Stengeln, zuweilen etwas genähert. Hüllschuppen nur spärlich spinnwebig-wollig, ziemlich breit und gekielt. Die zweite Unterart, C. occidentale (Nutt.) Jeps., Subsp. candidissimum (E. L. Greene in Proc. Acad. Philad. [1892] 1893 p. 358 sub Carduo candidissimo) Petrak zeichnet sich dadurch schon von Ssp. acrolepis Pe- trak aus, dass Stengel, Blätter und Hüllschuppen der Köpfchen sehr dicht schneeweis wollfilzig sind. Cirsium Wheeleri Petrak. Syn.: Cnicus Wheeleri A. Gray in Proc. Amer. Acad. XIX. p. 56 (1883). Carduus Wheeleri A. A. Heller Cat. N. Amer. Pl. p. 7. Caulis erectus 60—90 cm. altus striatus plus minusve arachnoideo- tomentosus vel fere glabrescens laxe foliosus simplex, monocephalus. Fo- " lia caulina inferiora sessilia, non vel brevissime decurrentia supra glabra subtus parcissime arachnoidea ambitu oblongo-lanceolata vel lanceolata remote sinuato-pinnatifida laciniis triangulari-ovatis vel ovatis, bi- vel tri- dentatis, dentibus triangularibus acutis vel subobtusis, margine parcissime spinuloso-ciliatis, spina infirma 1—3 mm. longa terminatis; superiora lan- ceolata vel lineari-lanceolata remote sinuato-pinnatifida, laciniis bi- vel tri- fidis acutis spina infirma 1—4 mm. longa terminatis. Capitulum unum, terminale ovato-globosum 31/2 cm. longum, 3 cm. diam., ebracteatum vel bracteis 1—-6 aequilongis vel ad duplo longioribus, lineari-lanceolatis, ba- sin versus remote spinoso-dentatis, apice elongato-productis suffulta. In- volucri glaberrimi vel parcissime arachnoidei foliola exteriora adpressa, e basi ovato-oblonga lanceolata, apicem versus atro-purpurea spinula infirma, 1—3 mm. longa, erecto-patula terminata; interiora gradatim longiora, in- tima apice scariosa ibique margine plus minusve serrulata vel fimbriata. Corollae purpureae limbus a tubo satis distinctus ad medium circiter regu- lariter quinquefidus, laciniis linearibus, subobtusis; tubus limbo 1!/2—2-plo longior. Filamenta parce papilloso-pilosa, Achaenia mihi ignota. 2%? Floret Julio, Augusto. Mexico borealis: provincia Chihuahua: Sierra Madres prope coloniam NES „Garcia.“ alt. ca. 2400 m. s. m. 7. VIII. 1899 leg. C. H. T. Townsend et C. M. Barber Nr. 234 sub C. Mexicano DC! — Herb. Boissier! Die von mir hier gegebene Diagnose des C. Wheeleri (Gray) Petrak habe ich nach dem zitierten, zu Chihuahua in Mexiko gesammelten Exem- plare entworfen, das als ,C. Mexicanum DC.“ ausgegeben wurde. Die mexikanische Pflanze stimmt mit der von Gray ]. c. gelieferten Beschrei- bung nicht ganz überein. C. Wheeleri (Gray) Petrak hat nach dem ge- nannten Autor einen weissfilzigen Stengel, nackte Képfchen und gekielte Hüllschuppen. An dem mir vorliegenden Exemplare ist der Stengel fast kahl, nur sehr spärlich spinnwebig. Das an der Stengelspitze befindliche, einzige Köpfchen wird von sechs Hochblättern gestützt von denen eines das Köpfchen weit überragt. Die Hüllschuppen sind nur gegen die Spitze etwas gekielt, in der Mitte ziemlig stark gewölbt. Am auffälligsten sind wohl die zahlreichen Hochblätter des Köpfchens. Diese machen aber auf mich den Eindruck einer Abnormität und da die Pflanze sonst mit der Beschreibung A. Grays gut übereinstimmt, so bin ich fast überzeugt, dass es sich hier wirklich um das C. Wheeleri (Gray) Petrak handelt. Da die genannte Art von Rothrock im südlichen Arizona entdeckt wurde, so ist es nicht auffällig, dass dieselbe auch in den angrenzenden Teilen Mexikos vorkommt. Uebrigens handelt es sich hier um eine schöne Art, welche von anderen Cirsien jener Gegenden leicht zu unterscheiden ist. Habituell erinnert sie an manche Formen des C. californicum Gray während das Köpfchen, obgleich bedeutend kleiner, eine gewisse Ähnlichkeit mit C. odoratum (Muhl.) Petrak, besitzt. Bisher wurden also für Mexiko sieben Cirsien nachgewiesen, welche auch in den Vereinigten Staaten vorkommen: C. ochrocentrum Gray, C. undulatum (Nutt.) Spreng., C. Wrighti Gray, ©. Wheeleri (Gray) Petrak, C. Greenei Petrak, C. horridulum Michx. und eine für Mexiko charakteri- stische Unterart des C. occidentale (Nutt.) Jeps. Es ist aber wahrscheinlich, dass in den an Californien, Arizona, New Mexiko und Texas grenzenden Teilen Mexikos auch noch andere Arten jener Gegenden vorkommen. In dieser Hinsicht kommen hier vor allem folgende Arten in Betracht: C. ca- lifornicum Gray, C. bernardinum (Greene) Petrak, C. mohavense (Greene) Petrak, C. Andersonii (Gray) Petrak und C. edule Nutt., die hauptsächlich in Stid-Kalifornien, aber auch in den benachbarten Teilen Arizonas vor- kommen; C. arizonicum (Gray) Petrak und C. Rothrockii (Gray) Petrak in Arizona vorkommend, C. neo-mexicanum Gray von New Mexiko bis nach Arizona verbreitet und ©. Parryi (Gray) Petrak, das besonders in Utah und Colorado anzutreffen ist, aber auch für New Mexiko nachgewiesen wurde. In der hier folgenden Übersicht der mexikanischen und zentral-ame- rikanischen Cirsien sind die Namen der bisher mir mangelhaft bekannten Arten eingeklammert! N A. Saum der Blumenkrone zwei bis sechsmal länger als die Röhre. Köpfchen gross, 4—12 cm. im Durchmesser. I. Saum ungefähr bis zur Mitte regelmässig fünfteilig. a) Äussere und mittlere Hüllschuppen am Rande ziemlich lang und dicht dornig gewimpert. 1a) Köpfchen mittelgross bis gross auf ziemlich langen Ästen einzeln oder etwas genähert. Die innersten Hüllschuppen kürzer oder höchstens so lang als die Blumen; die äusseren und mittleren kahl oder nur sehr spärlich spinnwebig. Hochblätter die Köpf- chen kaum an Länge übertreffend. ©. conspicuum (Don) Schz. Bip. 1b) Köpfchen gross, auf ziemlich kurzen Ästen. Die innersten Hüll- schuppen deutlich länger als die Blumen; die äusseren und mitt- leren mehr oder weniger dicht weisslich spinnwebig wollig. Hoch- blätter meist länger als die Köpfchen. [C. Ehrenbergii Schz. Bip.| 1c) Köpfchen gross auf verlängerten, fast blattlosen Ästen einzeln. Hüllschuppen spärlich spinnwebig, die mittleren und inneren stark zurückgekrümmt. [C. pinnatisectum (Klatt) Petrak.] Die äussersten Hüllschuppen am Rande sehr kurz dornig gewimpert, die mittleren mit einem etwas gefransten Hautrande versehen; die inneren und innersten sehr verlängert, am Rande dicht aber sehr kurz steifhaarig gewimpert. [C. anartiolepis Petrak.] II. Saum tief oft bis zum Grunde regelmässig fünfleilig. Köpfchen gross, die innersten Hüllschuppen meist strohgelb gefärbt, oft viel länger als die Blumen. C. subcoriaceum (Less.) Schz. Bip. B. Saum der Blumen meist ungefähr so lang, oft kürzer, selten fast doppelt so lang als die Röhre. Köpfchen klein bis mittelgross, selten gross. I. Blätter mehr oder weniger, oft von Blatt zu Blatt herablaufend. a) b) Untere und mittlere Blätter meist ganz herablaufend. Köpfchen ziemlich klein an der Spitze des Stengels meist gehäuft. 1a) Innere Hüllschuppen an der Spitze mit einem dünnhäutigen, hellpurpurn gefärbten Anhängsel versehen. Blätter beiderseits ziemlich dicht spinnwebig wollig. C. lomatolepis (Hemsl.) Petrak. 1b) Innere Hüllschuppen ohne Anhängsel. Oberseite der Blätter kahl oder nur sehr spärlich spinnwebig. C. reglense Schz. Bip. Blätter verschieden lang, meist nicht völlig herablaufend. la) Grundblätter verlängert lineal lanzettlich mit 60--80 sich dach- ziegelartig mit den Rändern deckenden, im Umrisse fünfeckigen Abschnitten. Innere Hüllschuppen an der Spitze ziemlich dicht purpurwollig. C. imbricatum (Rob. et Greenm.) Petrak. 1b) Grundblätter anders gestaltet. Innere Hüllschuppen niemals pur- purwollig. 2: 2a) Wurzelfasern rübenförmig verdickt. Köpfchen mittelgross, eiför- mig kugelig auf ziemlich langen fast blattlosen Ästen einzeln. Hüllschuppen in einen aufrecht abstehenden 4—6 mm. langen, ziemlich schwachen Dorn verschmälert. C. Greenei Petrak. 2b) Wurzelfasern nicht rübenformig verdickt. 3. 4b 3a) 3b) 4a) — Da) 5b) 6a) 6b) 7a) 7b — 8a) 8b) ZU). > Köpfchen sehr klein, eiförmig länglich, zahlreich, genähert, zu- weilen fast gehäuft. Blätter länglich-elliptisch oder länglich, buchtig fiederspaltig oder lappig zähnig, mit breiten, eiförmigen, fast ganzrandigen, kleinzähnigen, stumpflichen Abschnitten. C. excelcius (Rob.) Petrak. Köpfchen klein bis mittelgross, eiförmig rundlich. 4. Hüllschuppen eiförmig lanzettlich, stumpflich, ohne oder nur mit einer sehr kleinen, schwachen Dornspitze versehen. 8. Hüllschuppen allmählich verschmälert oft in kräftige Dornen ver- laufend. 5. Nerven der Blattunterseite von rostbraunen Haaren zottig. Köpf- chen bis 5 cm. lang. Dornen der äusseren und mittleren Hüll- schuppen meist kräftig, bis 10 mm. lang. C. costaricense (Klatt) Petrak. Nerven auf der Blattunierseite nicht rostbraun zottig. 6. Hüllschuppen in einen starren, abstehenden 8—10 mm. langen Dorn verlaufend. Köpfchen 2—31/2 cm. lang. C. rhaphilepis (Hemsl.) Petrak. Dornen der Hüllschuppen meist 3—5, selten bis 8 mm. lang; Köpfchen gewöhnlich etwas grösser. 7. Kôpfchen 3—5 cm. lang. Hüllschuppen in einen 3—6(—8) mm. langen Dorn verlaufend. Blätter oberseits meist spärlich kurz haarig. C. mexicanum DC. Köpfchen 2—4 cm. lang. Hüllschuppen kaum dornspitzig. Blätter auf der Oberseite kahl. C. portoricense (O. Kuntze) Petrak. Grundblätter länglich lanzettlich, fast ganzrandig, nur klein zähnig. Art des Südens. C. velatum (Wats.) Petrak. Grundblätter langlich, buchtig fiederspaltig mit zwei bis drei- zähnigen Abschnitten. Art des Nordens. C. Wrightw Gray. II. Blätter nicht oder nur sehr kurz herablaufend. a) Mittlere und untere Blätter bis zwei cm. lang herablaufend. b) 1a) 1b) Köpfchen gross, 5—6 cm. lang. Hüllschuppen in einen 5--9 mm. langen, ziemlich starken, aufrecht abstehenden oder abstehend zurückgekrümmten Dorn verschmälert. Blatter tief fiederspaltig mit schmalen, lineal lanzettlichen Abschnitten. C. ochrocentrum Gray. Köpfchen höchstens 4—5 cm. lang. Enddorn der Hüllschuppen mittelstark, 2—5 mm. lang. Blätter meist nur bis zur Mitte fiederspaltig, mit dreieckig-lanzettlichen oder fast dreieckigen Abschnitten. C. undulatum (Nutt.) Spreng. Alle Blätter sitzend, mehr oder weniger stengelumfassend, selten das eine oder andere sehr kurz — meist nicht über 1 cm. lang — her- ablaufend. " Wa) 1b) Qa) Köpfchen mittelgross bis gross, 4£—14 cm. im Durchmesser. 2. Köpfchen mittelgross bis klein, 2—4, selten bis 5 cm. im Durch- messer. 9. Stengel, Blatter und Hüllschuppen sehr dicht hellbraun ee Köpfchen sehr gross, 6—14 cm. im Durchmesser. C. cernuum Lag. 2b) 3a) 3b) 4a) 4b — La da) 5b) 6a) 6b) 7a) 7b) 8a) 8b) 9a) 9b) 9 Q ) 10a) 10b) 11a) ee die Blätter auf der Oberseite nur spärlich spinnwebig weisslich wol- lig. Hüllschuppen fast kahl oder etwas spinnwebig wollig. Köpf- chen gross, héchstens 8 cm. im Durchmesser. 3. Aussere und mittlere Hüllschuppen am Rande mehr oder weniger dicht oft fast kämmig dornig, stark zurückgekrümmt die inneren ohne Anhängsel. Köpfchen kugelig, 4—8 cm. im Durchmesser. 4, Alle Hüllschuppen ganzrandig oder nur sehr kurz dornig steif- haarig. Köpfchen meist mittelgross bis klein, eiförmig oder ei- förmig rundlich, 2—5 cm. im Durchmesser. 5. Rôhre der Blumenkrone ungefähr so lang wie ihr Saum oder etwas kürzer. Blätter oberseits kahl oder etwas spinnwebig wol- lig, nicht kurz steifhaarig. C. orizabense Schz. Bip. Röhre der Blumenkrone 11}2- bis 2-mal länger wie ihr Saum. Blatter auf der Oberseite meist ziemlich dicht kurz steifhaarig. C. acantholepis (Hemsl.) Petrak. Hüllschuppen mehr oder weniger stark zurückgekrümmt oder aufrecht abstehend, die äusseren nur wenig kürzer als die inneren. 6. Alle Hüllschuppen mehr oder weniger angedrückt; die äusseren viel kürzer als die inneren. 9. Köpfchen ziemlich gross 3—41/2 cm. im Durchmesser, meist ein- zeln auf ziemlich langen Ästen, selten etwas genähert. IR Köpfchen ziemlich klein 1!/2—3 cm. im Durchmesser auf kurzen Ästen mehr oder weniger genähert, oft fast gehäuft. 8. Äussere und mittlere Hüllschuppen abstehend zurückgekrümmt. Röhre der Blumenkrone deutlich — oft um die Hälfte —- länger als der Saum. Blätter auf der Oberseite kahl oder fast kahl. | C. radians Benth. Alle Hüllschuppen aufreht abstehend. Röhre der Blumenkrone bedeutend kürzer als der Saum. Blätter auf der Oberseite dicht weissfilzig. C. occidentale (Nutt.) Jeps. Ssp. acrolepis Petrak. Hüllschuppen kahl. Stengel dicht braunwollig. [C. Liebmannu Schz. Bip.] Hüllschuppen mehr oder weniger dicht spinnwebig wollig, zu- weilen dicht wollfilzig. Stengel meist spärlich spinnwebig wollig. C. jorullense (H. B. K.) Spreng. Aussere und mittlere Hiillschuppen am Rande ziemlich dicht kämmig dornig, die inneren mit einem häutigen Anhängsel ver- sehen. Köpfchen ziemlich klein, 1,8—9,5 cm. im Durchmesser. C. Tolucanum (Rob. et Seat.) Petrak. Hüllschuppen, besonders die mittleren, am Rande sehr fein, dicht aber kurz dornig steifhaarig gewimpert. 10. Hüllschuppen am Rande kahl oder selten spärlich gewimpert. 13. Untere Stengelblätter länglich, unregelmässig fiederspaltig mit der Spitze vorgezogen! Hüllschuppen kaum dornspitzig. C. pazcuarense (H. B. K.) Spreng. Untere Stengelblätter lanzettlich oder lineal-lanzettlich. 11. Köpfchen zu 2—6 gehäuft oder auf kurzen Stielen genähert, von 11b — 12a) 12b) 13a) 13b) AN zahlreichen, am Rande ziemlich dicht kämmig dornigen Hoch- blättern gestützt, welche die Köpfchen oft bedeutend an Länge übertreffen. Dornen der Blätter kräftige, 5—15 mm. lang. 12. Köpfchen einzeln an der Spitze des Stengels und der Aeste, ohne Hochblätter, oder von einigen nicht kämmig dornigen Hochblät- tern gestützt. Dornen der Blätter ziemlich schwach, höchstens 6 mm. lang. C. Wheeleri (Gray) Petrak. Hochblätter die Köpfchen bedeutend an Länge übertreffend. Stengel und Blätter etwas spinnwebig wollig. Dornen höchstens 10 mm. lang. C. horridulum Micbx. Hochblatter nur wenig långer als die Képfchen. Stengel und Blätter fast kahl oder nur sehr spärlich spinnwebig, Dornen bis 15 mm. lang. C. horridulum Michx. Ssp. Chrismarir (Klatt) Petrak. Blätter auf der Öberseite ziemlich dicht steifhaarig. Blätter länglich elliptisch, tief fiederteilig, mit schmalen, lineal lanzett- lichen, lang zugespitzten Abschnitten. Köpfchen einzeln auf lan- gen fast blattlosen Aesten. C. Pringlei (Wats.) Petrak. Blätter auf der Oberseite nur spärlich kurz haarig, länglich, seicht buchtig grobzähnig, mit dreieckig-eiförmigen, stumpflichen Ab- schnitten. Köpfchen an der Spitze des Stengels auf kurzen Ästen mehr oder weniger gehäuft. C. lappoides (Less.) Schz. Bip. Dansk botanisk Litteratur i 1908 og 1909. Sammenstillet af Carl Christensen. A. Danske Tidsskrifter, Beretninger og lign. Archiv for Pharmaci og Chemi, udg. af Danmarks Apotekerforening, — redig. af A. Kløcker. Bd. XV (1908) og XVI (1809). Heri en Over- sættelse: Ed. Buchner: Om cellefri Gering, Bd. 15, S. 64—69, 97—100, 221—226. (Se: Bille Gram og Malling). Atlanten, Medlemsblad for Foreningen „De danske Atlanterhavsger‘. 5. Aarg. 1908 og 6. Aarg. 1909 (Dele af Bd. 2). (Se: Børgesen, N. Hartz og Th. Mortensen). | Bot. Færûües — Botany of the Færåes based upon Danish investigations. Part. Ill. S. 683—1070 + XXVIII, 12 plates and 51 fig., Kbhvn. (G. B. N. F.) 1908. (Flere af de heri indeholdte Afhandlinger er tidligere udk. som Sertryk og opført i tidligere Aars Litteraturliste. (Se: Børgesen, Ostenfeld, Patursson og Warming). B. T. = Botanisk Tidsskrift, udg. af Dansk Botanisk Forening, redig. af L. Kolderup Rosenvinge. 1908: B. 28, Hefte 3; Bd. 29, Hefte 1. 1909: Bd. 29, Hefte 2—4; Bd. 30, Hefte 1. — Foruden Beretning om Møder, Personalia og andet, heri: 4. Beretning fra Komiteen for den topografisk-botaniske Undersøgelse i Danmark, 28°, 1908, S. XLI—XLIL — 5. Beretning, 291, 1908, S. 84—90. — 6. Beretning, 297, 1909, S.194—195. — Beretning fra Udvalget for Naturfredning, 28°, 1908, S. XLI og 29%, 1909, S. 197—198. — Et Mindesmærke for Professor E. Rostrup, 29*, 1904, S. 451—452, Billede. (Se: A. Edm. Andersen, Branth, Børgesen, Carl Christensen, Ferdinandsen og Winge, Fischer, Gallge, Jac. Hartz, A. Jacobsen, Ax. Lange, Lindhard, Mentz, Ostenfeld, O. Paulsen, H. E. Petersen, R. Rasmussen, Raunkiær, O. Rostrup, Rosenvinge, Johs. Schmidt, Seidelin, Warming og Wiinstedt. _ D. L. = Dansk Landbrug. Upolitisk Ugeblad for landbrugsfaglig og almen Oplysning, red. af J. C. B. la Cour. Aarhus, 4.—5. Aarg. 1908—1909. (Se: Henrik Jensen, Kieldsgaard, Sv. Lassen, M. L. Mortensen, Munkegaard, Kay Petersen og Hjalmar Petersen). Det forstlige Forsogsvesen. Meddelelser udgivne af Forsegskommis- sionen, redig. af A. Oppermann. Bd. 1, Hefte 4, 1908; Bd. 2, Hefte 1, 1908; Hefte 2, 1909. (Se: Hauch, Helms, Oppermann og Weis). Farmacevtisk Tidende, Blad for Farmacevtisk Medhjælperforening. 16. Aarg. 1908, redig. af M. Grubb (Jan. — April) og J. Lind (Maj— Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. z 6 ee Dec.); 19. Aarg. 1909, redig. af J. Lind. (Se: Jac. Hartz, O. Jensen og Lind). Flora og Fauna, Aarbog for Naturhistorie, udg. af A. C. Jensen-Haarup og Esben Petersen. Aarg. 1908 og 1909. — Heri følgende smaa Meddelelser: Misteltenen, 1908, S. 134; Kæmpestøvbold, 1909, S. 23; W. Johannsen, Spiring, Vækst og Hvile, (optrykt efter „National- tidende"), 1909, S. 102—104. En ny Planteart, 1909, S. 26—27, 74, . (Se: P.M. Pedersen, Th. Smitt og Hj. Ussing). Frem’s Aarbog over ny Viden og ny Virken. Første Aarg. 1908—1909. Anden Aarg. 1909—1910 (Okt.—Dec. 1909). København, Frem (G. B. N. F.). (Se: Emil Chr. Hansen, Helge Holst, W. Johannsen og Kløcker). 6. T. = Gartner-Tidende. Organ for ,Almindelig dansk Gartner- forening", redig. af P. Chr. Borregaard. 24. Aarg. 1908; 25. Aarg. 1909. Heri bl. a. som mindre Meddelelser: 1908: Digitalis purpurea alba (ved J.S. Riis) S. 74—75, Fig; Tropeolum Lobianum „Peter Rosenkränzer* (ved Sig. Nielsen), S. 75—76; Erythronium, S. 82, Fig.; Hippeastrum (ved J. Jenssen), S. 98—100; Ipomaea rubro-coerulea (ved J. S. Riis), S. 100—101, Fig.; Middel mod Meldug, S. 103; Gerbera Jamesoni (ved Carlos J. Jensen), S. 103—104; Solanum Farini (ved J. S. Riis), S. 119; Cucurbita ovifera, 5.125, Fig.; Lathyrus odoratus (ved J. S. Riis), S. 133—134; Clematis montana var. rubens (ved J.S. Riis), S. 188; Nicotiana affinis x Sanderæ (ved J.S. Riis), S. 208. 1909: Ardisia crenata, S. 61; Nogle nye Crassulaceer (ved Chr. Pedersen), S. 120: Grisilinia littoralis, S. 136; Aster diplo- stephioides, S. 152; Ejendommelig Virkning af det elektriske Lys, S. 152; Dimorphoteca (ved Chr. Pedersen), S. 164; Momordica Charantia (ved. H. L. Larsen), S. 199—200, Fig.; Adiantum „Dron- ning Margrethe" (ved P. L. Rasmussen), S. 200, Fig. — (Se: J. J. Hansen, J. Jenssen, Klixbiill, Axel Lange, Lind, Chr. Pedersen og Biografier). Geografisk Tidsskrift, udg. af Bestyrelsen for det kgl. danske geografiske Selskab, redig. af Ole Olufsen. 19. Bd. Hefte 5—8, 1908; 20. Bd. Hefte 1—4, 1909. (Se: Jon. Lange). Haven, Medlemsblad for de samvirkende danske Haveselskaber, redig. af Carl Mariboe. 8. Aarg. 1908; 9. Aarg. 1909. (Se: Behrens, Budde-Lund, Deichmann, J. Jenssen, A. Lange, Sv. Lassen, Lind, L. Nielsen, Hj. Petersen, Kaj Petersen og Kolpin Ravn). Hedeselskabets Tidsskrift, udg. af Hedeselskabet. Aarg. 1908 og 1909. (Se: Bertelsen og Mentz). Landmandsblade. Ugeskrift for dansk Landbrug, udg. af J. P. Petersen. 41. Aarg. 1908 (8°); 42. Aarg. 1909 (4°). — Heri følgende mindre Meddelelser: 1908: Den violette Sumpkartoffel, S. 131—132; Bakterie-Ring- syge hos Kartofler, S. 242; Nematoder paa Liljekonvaller, S. 256; Stikkelsbeerdraeeberen, S. 344, 376, 674, 709; Den afrikanske Liljes Vækst, S. 380; St. Hanssyge — en ny Ærtesygdom, 8. 411; Svampe- angrebenes Natur, S. 569; Ru Kulsukker, S. 722; Chrysantemum- Rust, S: 723: EJ NS RER 1909: Elektricitetens Indflydelse paa Plantevæksten, S. 26—27; En ny Art Kløversilke, S. 163; Det amerikanske Tranebær, S. 305; Stikkelsbærdræberen, S. 324, 448, 476, 613, 667; Mærkelige Bøge, S. 380—381; Hvedens Indførelse i Europa, S. 385; Nye Kultur- planter, S. 493; Hvedens oprindelige Hjemstavn, S. 622; Emil Chr. Hansen, S.521—522, Portr. M. ©. = Meddelelser fra Garlsberg-Laboratoriet udg. af Labora- toriets Bestyrelse. 7. Bd. Hefte 2 —3, 1908; Hefte 4, 1909; 8. Bd. Hefte 1, 1909. (Se: Dombrowski, Emil Chr. Hansen, Kløcker og Schidnning). Meddelelser om Grønland. I Bd. 36 er paabegyndt et botanisk Værk: The structure and biology of arctic flowering plants, med Bidrag af Mentz, H.E. Petersen og Warming. Meddelelser fra Jydsk Forening for Naturvidenskab. 1903— 1908. Aarhus 1909. (Se: Poul Larsen og Ostenfeld). Meddelelser fra det kgl. Danske Haveselskab. Redig. af Jens - K. Jorgensen. 1. Aarg. 1908; 2. Aarg. 1909. — Heri talrige korte Beskrivelser af Haveplanter og mange Afbildninger. (Se: Baggild, J. K. Jorgensen, Ax. Lange, Carl V. Lange, M. M. Lund, Manicus, Matthiesen, H. Thomsen og Ulleriks). D. V. S. 0. = Oversigt over det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1908 og 1909. (Se: P. Christensen, Olav Hanssen og Orla Jensen). T. I. P. = Tidsskrift for Landbrugets Planteavl. Organ for Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur, udg. af Statens Planteavls- udvalg, red. af H. C. Larsen. Bd. 15. 1908; Bd. 16. 1909. (Se: Har. Christensen, Dorph-Petersen, Helweg, Lindhard, M. L. Mortensen, N. P. Nielsen, Kolpin Ravn og Sofie Rostrup). Tidsskrift for Landøkonomi, udg. af Det kgl. danske Landhus- holdningsselskab, redig. af H. Hertel. Aarg. 1908 og 1909. (Se: Har. R. Christensen). T.S. = Tidsskrift for Skovvæsen, Organ for Dansk Skovforening, udg. af C.V. Prytz. (Bd. 21 redig. af Fr. Brammer og C. V. Prytz). Bd. 20. 1908; Bd. 21. 1909. (Se: Boas, Hauch, J. Jacobsen, Jo- hannsen, J. C. Nielsen, Oppermann, O. G. Petersen og Prytz). U. L. = Ugeskrift for Landmænd, redig. af Anton Bing. Aarg. 1908 og 1909. (Se: M. L. Mortensen, L. O. Pedersen og Kølpin Ravn). Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Køben- havn for Aaret 1909 (Sjette Aartis tiende Aargang) (udkom 1909), og 1909 (Syvende Aartis første Aargang) (udkom 1910). (Se: Børgesen, Ferdinandsen og Winge og Th. Mortensen). VW 5. = Vor Jord i ,Frem“. 11. Aarg. 1907—1908, nr. 14—52; 12. Aarg. 1908—1909, nr. 1—52; 13. Aarg. 1909—1910, nr. 1—13. Heri folgende mindre Meddelelser : 1908: Hvorledes opstaar Vegetationen paa mindre Ger ?, nr. 14, °/1; Skovene i Tunis, nr. 22, 1/3, Fig.; Figenkaktus som Vern mod Brand, nr. 30, 7°/4; Beskyttelseslighed i Planteriget; Nye Plantearter, nr. 37, 4/6, Fig.; Forglemmigejen, nr. 46, '°/s; Barkbillernes Svampe- kulturer, nr. 52, 26/9, 6* Ir Te 1909: Bier og Orchidéblomster, nr. 17, 74/1, Fig.; Charles Darwin, nr. 22, *%/2, Portr. — (Se: Carl Christensen og Sten- holm). VY. L. = Vort Landbrug, et Ugeblad for den danske Bonde, udg. af J. H. Bagge og J. Brink Lassen, for 28. Bd. tillige af J. K. Jensen. 97. Bd. 1908; 28. Bd. 1909. — Heri følgende mindre Meddelelser. Bekæmpelse af Rodbrand hos Sukkerroer, 1908, S. 292; En ny Kartoffelsygdom, 1908, S. 214—215. — (Se: K. Hansen, J. K. Jensen, M. L. Mortensen, H. P. Nielsen, Fr. Oehlerich og Kolpin Ravn). Zymotechnisk Tidsskrift for Bryggeri, Brenderidrift og Gjaerfabrika- tion i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Redig. af Alfred Jor- gensen. 23. Aarg. 1908, 24. Aarg. 1909. Heri: Humlens Egen- skaber, 1908, S. 1—5; Raastoffernes Indvirkning paa Gjeren, 1909, S. 1—4; Alkoholgjerens Enzym eller Ferment, 1909, S. 14—16; Gjæringsfysiologiske og Gjæringstekniske Undersøgelser af Vand og Luft, 1909, S. 43—47, 51--56, 59—64, 71—74; Gjerens Forhold overfor Byggens Kvælstofforbindelser, 1909, S. 56—58, 64—65, 74—79. B. Danske Forfatteres Arbejder. 1. Original-Arbejder, udgivne i Danmark. Andersen, A. Edm.: Ekskursionen til Faaborgegnen og Als 17.—19. Juli 1908. B. T. 297, 1909, S. 185—188. Balslev Vilhelm og Simonsen, Kristen: Botanik for Mellem- skolen. IV. Hefte. Kbhvn. (Lehmann & Stage) 1908, 40 S. med Bill. og 6 farvetrykte Tavler. — Nye Oplag af Hefte I—III. — : Botanik for Realklassen. Kbhvn. (Lehmann & Stage) 1909. 66 S. Billeder. Behrens, C.: Gladiolus, Haven 1909, S. 70—71. Bertelsen, B. P.: Bekæmpelse af Insekt- og Svampeangreb i Haverne. Hedeselsk. Tidsskr. 1909, S. 33—40. i Boas, J. E. V.: Om Modtagelighedens, Dispositionens Betydning ved Plante- sygdomme, der skyldes andre Organismer med særligt Hensyn til den forstlige Praksis. T. S. 21B, 1909, S. 75—87. Branth, J.S. Deichmann: Koldinghus’s Flora 100 Aar efter Slottets Brand. B. T. 28°, 1908, S. 265—270. =: Soredium, Lepra, Isıdıum.. B..12..292, 109002 166— 169: Budde-Lund, C. G.: Forgiftninger ved Spisning af Svampe. Haven 1908, S. 246—248. Bøggild, Oluf: Vintergek og Dorothealilie. Medd. Kgl. D. Haveselskab 1909, S. 1—3, Fig. Børgesen, F.: Gardening and tree-planting in the Faeröes. Bot. Færåes part IIL 1908. S. 1027-1043. Figg. — Udtog i G. T. 1908, S. 41—46. 7 Fig. — : The Dasycladaceae of the Danish West Indies. B. T. 28°, 1908, S. 271-—283. 9 Fig. — : The species of Avrainvilleas hitherto found on the shores of the Danish West Indies. Vid. Medd. Nath. For. 1908, 5. 27—44, Fig. og Tavle. SR TIT EG eee Børgesen, F.: Nogle Taveplanter egnede til Dyrkning i dansk Vestindien. Atlanten, 5. Aarg. 1908, S.190—194. — : Om Kautschukplanten , Manihot Glaziovü“. Ibid. S. 228-—229. — : Vegetationen i Dansk-Vestindien. Atlanten, 6. Aarg. 1909, nr.63—65, Ss. 601—632. Fig. 277—300. — : Notes on the Shore-Vegetation of the Danish West Indian Islands. A Supplement to my earlier paper on the Halophyte vegetation of the Islands. B. T. 29°, 1909, S. 201—259. 40 Fig. pl. III—VI. — : Some new or little known West Indian Florideæ. B.T. 307, 1909, S. 1—19. 11 Fig. pl. I—IL — , Rosenvinge, L. K., et Nordstedt, O.: Motion au Congrès international botanique à Bruxelles 1910. B. T. 29°, 1909, S. 320—395. Christensen, Carl: Hvedens vilde Stamform. V.J. 5/7 1908, nr. 40. — : Botanik for Realklassen. Kbhvn. (Hagerup) 1909. 96 S., 75 Fig. — : Dansk botanisk Litteratur i 1906 og 1907. B. T. 297, 1909, S. 170—185. — : On Stigmatopteris, a new genus of ferns with a review of its species. B. T. 29°, 1909, S. 291—304, 15 Fig. Christensen, Harald R.: Om Binding af Luftens frie Kvælstof ved fritlevende Mikroorganismer. En Oversigt over de vigtigste Under- søgelser vedrørende dette Spørgsmaal. T.L. P. 16, 1909, S. 303 —336. — : Om Planternes Optagelse af Næringsstoffer i forskellige Veekstperioder. Tids. f. Landekonomi 1909, S. 53 —56. —- : Undersøgelser over den Indflydelse som Jordens Vandindhold udøver paa Planternes Udvikling. Ibid. S. 326— 327. — : Om Mineralstoffernes Frigørelse af Planterester. Ibid. S. 708--709. — : Arukler 1 „Landbrugets Ordbog". — , Harder, Poul og Ravn, F. Kelpin: Undersøgelser over Forholdet mellem Jordbundens Beskaffenhed og Kaalbroksvampens Optræden i Egnen mellem Aarhus og Silkeborg. T.L.P.16, 1909, S. 430 —476. Christensen, P.: Kemiske Undersøgelser over Løg i Hvileperiodens senere Stadier. D. V.S.O. 1908, S. 427—468. Deichmann, A.V.: Stikkelsbærdræberen. Haven, 1909, S. 241 —244, 273, 298—299. Dorph-Petersen, K.: Beretning fra Statsanstalten Dansk Frokontrol for det 37. Arbejdsaar 1907—1908. T. L. P. 15, 1908, S. 645— 678. — for det 38. Arbejdsaar 1908—1909. T. L. P. 16, 1909, S. 703—737. Engell, M. C.: Beretning om Undersggelserne af Jakobshavns-Isfjord og dens Omgivelser fra Foraaret 1903 til Efteraaret 1904. Medd. Grenl. $4, 1909, S. 155—242. Ferdinandsen, C. og Winge, Ø.: Svampevegetationen paa Borris Hede. B.T. 28°, 1908, S. 257—264. — — : A couple of new Fungi, collected by F. Børgesen in the Danish West Indies. Vid. Medd. Naturh. Forening 1908, S. 141—144. Plate. — — : Mycological notes II. B. T. 29°, 1909, S. 305—319. 8 fig. — — : se Raunkiær. Fischer, Jean: Bemærkninger om Floraen i Bjerre Herred. B.T, 28°, 1908, S. XXXVII—XL. Galløe, O.: Danske Likeners Økologi. B. T. 28°, 1908, S. 285—370, Tavle 3—17. Gormsen, C. C.: Botanik til 3 Aars Læsning. Kbhvn. (G. B. N. F.) 1909, 84 S., 113 Fig. Gram, Bille: De farmakognostiske Artikler i Pharmacopoea danica 1907. Arch. f. Pharm. og Chemi 14, 1907 og 15, 1908, S. 7—-10, 62—65, 77—79, 89—90, 110—111, 138—145. — : Nogle Bemærkninger om Hvid Peber. Ibid. 15, 1908, S. 273—275. — : Undersøgelser over de i forskellige Plantedele indeholdte Kalksalte. Vid. Selsk. Skr. 7. R., 8, 1909, S. 1—118. Figs. Hansen, Emil Chr.: Undersøgelser over Alkoholgersvampenes Fysiologi og Morfologi XIII. Nye Studier over Bryggeri-Undergærarter. M. C. 7, 1908, S. 166—198. Figs. (ogsaa fransk). — : Fra Geringsvidenskaben. Lidt om min Forskning paa Carlsberg Laboratorium. Frem’s Aarbog 1908—1909, 1909, S. 131—141, fig. 107—114. Hansen, J. J.: Dobbeltknoppers Okulation. G. T. 1909, S. 71—72. Hansen, K.: Vore Klover- og Græsmarker; 1 P. Holt: Lommebog f. Landmænd (aarlig siden 1905 med Ændringer). 1908, S. 77—80, 1909, S. 85—88. —: "Artikler i » Landbrugets Ordbog". — oo „Salmonsens Leksikon". — le U. L. 1908, S. 607—611. — : Pileurter. V. L. 1908, S. 294. —- : De for Frøavlen skadelige Ukrudtsplanter. V.L. 1909, S. 119—122. — : Forsogsleder N. P. Nielsen. V. L. 1908, S. 753—758. — : Markens vigtigste Ukrudtsplanter. 4. Udgave. Lyngby 1909. 318. Hartz, Jac.: Den botanisk-farmakognostiske Del i ,Pharmacopoea Danica 1907", Farmacevt. Tid. 1908, S. 171, 250—252, 283—285, 335— 337, 364—367, 533—534. — : Ekskursionen il Rold Skov den 16.—18. Juli 1909. B.T. 29", 1909, S 447—449. Hartz, N.: Afsnittet: Vegetationen i „De danske Atlanterhavsser“, Af- snit III. Grønland. Atlanten, 4. Aarg. 1907, S. 376—380). — : Eem-Zonernes (Cyprinalerets) Flora med Diatomébestemmelser af Ernst Østrup. Danmarks Geolog. Unders. 2. R., 17, 1909, S. 104—114, 182—189, 278. Figs. — i: Bidrag til Danmarks tertiære og diluviale Flora. Dr. Disp. 1909. Danmarks Geolog. Unders. 2. R., 20, 1909, 292 S., Bill. og Atlas med 13 Tavler. Hauch, L. A.: Nattefrostens Virkning i ung Bøgeskov. Forstl. Forsegs- væsen, 21, 1908, S. 1—28. Figs. — : Arvelighed hos Bøg og Eg. T. S. 21B, 1909, S. 45—63. Helms, Johs.: Forsøg med Lystræer paa Feldborg Skovdistrikt. Forstl. Forsogsvæsen 27, 1909, S. 297—322. Figg. Helweg, L.: En monografisk Skildring af de dyrkede Gulerodsformer samt et Bidrag til deres Kulturhistorie. T. L. P. 15, 1908, S. 417— 453. 26 Fig. | 1) Tillæg til Litteraturlisten 1907. Ns Holst, Helge: Elektrısk Plantekultur. Frem’s Aarbog 1908--1909, 1909, S. 125—127, fig. 100—101. Hest’s naturhistoriske Tavler. Billeder af W. Raschke. Tekst af J. Boving-Petersen. Ill. Spiselige Svampe. IV. Uspiselige Svampe og giftige Svampe. Kbhvn. (Høst) 1909. Ilving, J. F.: Folkeskolens Botanik. Med 63 originale Illustrationer. Odense (Milo) 1908. 48S. Jacobsen, A.: Jens Bangs Have i Aalborg. B. T. 29°, 1909, S. 196— 197; Farmacevt. Tid. 1909, S. 255. Jacobsen, Ingeborg: 5 Aars Spiringsundersggelser af Træfrg, c. 550 Prøver af c. 150 Arter. T. S. 20B, 1908, S. 62—74. Jensen, Henrik: Kan Planterne tage Luftens frie Kveelstof til sig? D L. 1908, S. 266—267. Jensen, J. K.: Rodkleverens Bestovning. V. L. 1909, S. 662—664. — .: Kaalbroksvampen. V. L. 1909, S. 401— 407. Jensen, Orla: Hovedlinierne i det naturlige Bakteriesystem. D. V.S. O. 1908, S. 267—330. Jensen, O.: Om moderne Mikroskopi. Farmacevt. Tid. 1908, S. 252— 954, 267—271, 302-—303. Jensen, Vilh. P. H.: Bakterierne og deres Liv. 3. ændrede Oplag. Grundrids ved folkelig Universitetsforening nr. 4. Kbhvn. (Erslev) (1907) 1908. 165. Jenssen, J.: Gummitre. Haven 1908, S. 134—136. 2 Fig. — : Kalk. G. T. 1909, S. 21—24, 25—29. 4 Fig. Johansen, A.C.: Om Brugen af Betegnelsen ,Relikt 1 Naturhistorien‘. Medd. fra Geolog. Foren. 3, 1908, S. 157—168. Johannsen, W.: Om en herskende Tro i Udviklingsleren. Kætterske Betragtninger. Tilskueren 1908, S. 881—900. — : Nyere Fremskridt i Arvelighedsleren. Frem’s Aarbog 1908—1909, 1909, S. 80—95, Fig. 58—66. — : Forsogsleder N. P. Nielsen, Tystofte. Ibid. S. 120--121. — : Om den saakaldte , Varmbad-Methode“ ved Blomsterdrivning. Ibid. S. 121—125, Fig. 96—-99. — : Om Podningsbastarder og ,Chimerer*. Ibid. S. 127—131, Fig. 102— 106. — : Om Arvelighedsforskning med Henblik paa Skovbruget. T.S. 21B, 1909, S. 114— 994. — : Artikler i „Salmonsens Konversationsleksikon* og i „Landbrugets Ordbog". Jørgensen, Jens K.: Beskrivelser. og Billeder i Medd. Kgl. D. Have- selskab af følgende Haveplanter: 1908: Incarvillea Delavayi, S. 12— 14. Fig.; Hunnemannia fumariaefolia, S.15—16. Fig.; Narcisser, S. 17—21, 6 Fig.; Primula, S.35—38, 4Fig.; Pæoner, S. 42—45, 6 Fig.; Den hvide Lilje, S. 50—52, 2 Fig.; Julerosen, S. 93-—96, 2 Fig. — 1909: Nattens Dronning (Cereus grandiflorus), S. 44—45, 2 Fig.; Ridderspore (Delphinium), S. 84—85, Fig.; Phyllocactus, S. 90—94, 4 Fig. | . Kieldsgaard, Hans Peter: Bakterieliv — og ren Jord. D.L. 1908, S. 266. Klixbüll, K. B.: Primula obconica. G. T. 1908, S. 19— 922. ee ae Kløcker, A.: Bakterier som Kvælstofkilde for højere Planter. Frem’s Aarbog 1908—1909, 1909, S. 142—144, fig. 115—118. — : Endomyces javanensis nov. sp. M.C. 7, 1909, S. 242—246. Figs. (ogsaa fransk). — : To nye Slægter af Saccharomyceternes Familie. M. C. 7, 1909, S. 247—251. Figs. (ogsaa fransk). — : Emil Chr. Hansen. Bryggeritidende 1909, nr. 9. 2 Portr. — Illu- streret Tidende 1909 Nr. 49. Lange, Axel: Ekskursionen til Frederikssund og Hornsherred d. 20.— 21. Juni 1908. B.T. 291, 1908, S. 90— 94. — : Bekæmpelse af Plantesyedonime, G. T. 1908, S. 78-—80. — en GE TS SIOE ES 920: — : Dendrobium Brymerianum. G. T. 1908, S. 185. Fig. — : Plantenavne. G. T. 1908, S. 197—198. — : Havens Blomster i Efteraaret. Haven 1908, S. 33—37. 4 Fig. — : Crassula Schmidtii Regel. G. T. 1909, S. 80. — : Tropeolum tricolorum. G. T. 1909, S. 86—-87. — : Optegnelser om hvilken Indvirkning Vinteren 1908—1909 har haft paa forskellige Træer og Buske. G. T. 1909, S. 111--112, 117—118. — : Cynoches maculatum. G. T.. 1909, S. 129. Fig. — : Primula malacoides Franch. G. T. 1909, S. 219—220. Fig. — : Anemone og Hepatica. Haven 1909, S. 187—189. — : Oenothera missouriensis og Yucca filamentosa. Medd. Kgl. d. Haveselsk. 1909, S. 7—8. 2 Fig. — : Geum Heldreichii og Helenium. Ibid. 1909, 8. 94—96. 2 Fig. — : Ampelopsis Veitchii. Ibid. 1909, S. 88—89. Fig. — : se Biografier. — og Petersen, Severin: Ekskursionen til Tokkekeb Hegn og Frederiksborg Store Dyrehave 3. Oktober 1909. B. T. 294, 1909, S. 449 — 451. Lange, Carl V.: Hypericum Moserianum. Medd. Kgl. D. Haveselsk. 1908) 3. 92. Fi, Lange, Jacob E.: Plantelere udarbejdet nærmest til Brug paa vore Landboskoler. Femte gennemsete Udgave. Kbhvn. (G. B. N.F.) 1908. 196 S., 174 Fig. Lange, Jonathan: Spredte Træk fra botaniske Rejser i Karpaterne. Geogr. Tidsskr. 20, 1909, S. 132—142, 177—184. Figg. Larsen, Poul: Basidiomycetes i Midtjylland. Medd. jydsk For. f. Naturv. 1903—1908, 1909, S. 31— 44. Lassen, Svend: Echinocereus. D. L. 1908, S. 383. 2 Fig. — : Lidt om Kaktus. Haven 1908, S. 178—-180. — : Lidt mere om Kaktus. Echinopsis eller Pindsvinekaktus, Haven 1908, S. 196—201, 3 Fig. Lind, J.: Plantesygdomme foraarsaget af Snyltesvampe (fortsat). Haven 1908, S. 25—98, 77—82, 6 fig., 141—144, 8 fig. —- 1909, S. 1—6, 2 fig., 13—17, 63—67, 3 fig., 111—114, 1 fig. — : Om nogle Sygdomme paa Drivhus-Agurker og -Meloner. G. T. 1908, S. 2—4, 3 Fig. — : Rønnebærmøllet: Argyresthia conjugella. G. T. 1908, S. 61—62. es ri J.: Chrysanthemumbladenes Septoria. G. T. 1908, S. 81, 2 Fig. —! « Vinterbehandling mod Plantesygdomme. G. T. 1908, S. 185—188. — : Boletus cervinus. Farmacevt. Tid. 1908, S. 312. — — : Secale cornutum. Ibid. 1908, S. 375. — : Polyporus officinalis. Ibid. 1909, S. 27. — : Dyrkning og Indsamling af Lægeplanter. Ibid. 1909, S. 489, 521. — : Medicin til Planterne. Ibid. 1909, S. 174, 206, 238, 251. — : Solbærmiden (Phytopus ribis). G. T. 1909, S. 68—-71. 2 Fig. — : Jordbermiden. G. T. 1909, S. 115—117. 4 Fig. — : En Bakteriesygdom paa Syrenbladene (oversat). G. T. 1909, 5. HSE. 2 Fig. — : En Tomatsort, der ikke angribes af Sygdom. Tomatbladenes Flajls- Plet. Grol 190955; 20% —- : Undersøgelser over Plantesygdomme i Haverne 1 Sommeren 1909. G. T. 1909, S. 222--224, 234 —235. — : Maanedlige Oversigter over Haveplanternes Sygdomme. G. T. 1909, - Annonceafdeling, S. 512, 559, 632, 699, 828, 919. — : se Ostenfeld. — og Ravn, F. Kolpin: Undersøgelser og Forsøg vedrørende Stikkels- bærdræberens Optræden i 1907 og Midler til dens Bekæmpelse. G. T. 1908, S. 4—8, 14—16, 22—24, 30—32, 37—40. — Do i 1908. G. T. 1909, S. 46—47, 56—58. Lindhard, E.: On amphicarpy in Sieglingia decumbens (L.) and Dan- thonia breviaristata (Beck). B.T. 297, 1908, S. 26—31, 5 Fig. — : Udbytteforseg med Udsæd af forskelligt Kvælstofindhold. T. L. P. 15, 1908, S. 109— 130. — : En analytisk Undersøgelse af Plantedækket i en- og fleraarige Græs- marker 1877—1888 udført af Konsulent P. Nielsen. T. L. P. 15, 1908, S. 185— 212. — : Plantedekkets Sammensætning i vedvarende Gresmark, benyttet paa - forskellig Maade. T. L. P. 15, 1908, S. 467 —508. — : Udbytteforsøg med forskellige Græsarter i Renbestand. 1880—1904. T. L. P. 16, 1909, S. 358— 412. Lund, M. M.: Begonia Bertini og Schizanthus wisetoniensis. Medd. Kgl. D. Haveselskab 1909, S. 29-31. 9 Fig. — : Vandrende Hyacinthlog. Ibid. S. 52—53. Malling, N.P.: Alkaloidindholdet i Fructus papaveris og i et Par Præpa- rater deraf. Arch. f. Pharm. og Chemi 1908, S. 184—188, 234— 237, 282—286. Manicus, H.T.: Tidles, Colchicum autumnale og Efteraarscrocus. Medd. Kgl. D. Haveselskab 1908, S. 74—76. — : Anemone angulosa. Ibid. S. 53. — : Fra Floraen i København og Omegn. Artikler i forskellige Numre af Dagbladet ,Kobenhavn“ 1908. Matthiesen, C.: Armenisk Brombær (Rubus armeniacus). Medd. Kgl. D. Haveselskab 1908, S. 80—81. Fig. — : Plumbago capensis og Impatiens Sultani. Ibid. S. 55—56. Mentz, A.: Botaniske Beskrivelser i „Die dänische Heidegesell- schaft mit besonderem Hinblick auf die Hochmoorkultur in Däne- mark von Th. Claudi Westh. Für die Besuch der Zentral-Moor- 700, 2 Kommission in Dänemark 26.—28. Juni 1907 ausgearbeitet*. Vi- borg 19071). Mentz, A.: (sammen med Th. Claudi Westh og J. N. A. Helms) Hesselvig Enggaard. Hedeselsk. Tidsskr. 1907. S. 253 —278'). — : Tilfælde af Forgiftning ved Mærke og Gifttyde. Hedeselsk. Tidsskr. 1908, S. 316—320. 3 Fig. — Om Mosernes Udvikling i Nordtyskland. (Anmeldelse). Ibid. S. 79—87. 2 Fig. — : Naturfredning, særlig 1 Danmark. Udg. af Udvalget for Naturfredning. Kbhvn. (G. B..N. F.) 1908. 64 S. 35 Fig. — : The structure and biology of arctic flowering plants. I. 3. Empe- traceæ, Empetrum nigrum. Medd. f. Gronl. 36, 1909, S. 155— 167. 1 Fig. — i: Studier over danske Hedeplanters Økologi. (Il. Arctostaphylus-Typen). B. T. 29°, 1909, S. 260—290. 16 Fig. Ny — : Hedens Flora i „Hedebogen“, udg. af Ad. Jacobsen. Viborg 1909, S. 106—113. 5 Fig. — : Artikler i „Salmonsens Konversationsleksikon" og i „Landbrugets Ordbog". Mortensen, M.L.: 20 Aars Dyrkningsforsøg med Bælgsæd til Modenhed. T. L. P: 15, 1908, S. 1—93. — : Sortsforsøg paa Jorder af forskellig Frugtbarhed. U. L. 1908, S. 165—167, 185—188. — : Vejledning til Udførelsen af Græsmarksanalyser. U.L. 1908, S. 360—362. — i: Resultaterne af de lokale Forsøg med toradede Bygsorter og Byg- stammer. V. L. 1908, S. 113—118. — : En Kaalroe-Sygdom. D. L. 1908, S. 6—7. — : Om Afsvampning af Saased og Afsvampningsanstalter. — Vej- ledning for de Besøgende ved Foreningen af jydske Landboforeningers Planteavlsudstilling i Aalborg den 16.—19. Juli 1808 (Aarhus 1908). S- 82—93. — : Artiklerne ,Byg* og „Bygsorter* 1 „Landbrugets Ordbog". 1. Bd. — : 21 Aars Dyrkningsforssg med Sorter af Toradet Byg. T.L.P. 16, 1909, S. 1—74. — : Udbytteforsgg med varmvandsbehandlet Seksradet Byg i Sommeren 1908. T.L. NP 16, 1909595. 110 = 119" — : 23 Aars Dyrkningsforsog med Sorter af Seksradet Byg. T. L. P. 16, 1909, S. 194—242. — : Dyrkningsforsog med Havresorter i 1901—1908, samt Undersøgelser og Beskrivelser af Havresorter. T. L. P. 16, 1909, S. 543—702. — : Lidt om Rodbrand hos Runkel- og Sukkerroer. U. L. 1909, S. 168—170. — : Om Anvendelse af Vitriolspreder til Oversprejtning af Kartoffelmarken med Bordeauxvedske. U. L. 1909, S. 246 —247. | — : Mangelfuld Spiring af Runkelroefrget. U. L. 1909, S. 317 —318. — : Før Hvedesaaning. U. L. 1909, S. 511—513, og Nordslesvigsk Landbrugs- og Mejeri-Tidende, 16. Aarg. 1909, S.399—401, 410—411. 1) Tillæg til Litteraturlisten for 1906—1907. SS eee Mortensen, M. L.: Hvordan modvirkes Lejesæd? D. L. 1909, S. 593—598. — :: Om „Rodbrand* paa Byg og andre Kornsorter. D. L. 1909, S. 301 —302. — : Om Lejesæd og andre brændende Spørgsmaal indenfor Kornavlen. D. L. 1909, S. 517—519, 529—531. — : Nogle Oplysninger om Afsvampning af Saasæd. — Vejledning for | Besøgende i De samvirkende sjællandske Landboforeningers Fore- visningsmark og Planteavlsudstilling i Ringsted den 9.—11. Juli 1909. (Ringsted 1909), S. 73— 80. — : Vejledning til Forebyggelse af Plantesygdomme, April, Maj, Juni, Juli Maaneder 1909. Trykt i Lyngby som Flyveblade og optrykt i mange Landbrugsblade og Dagblade. — og Rostrup, Sofie: Maanedlige Oversigter over Sygdomme hos Landbrugets Kulturplanter XV— XXI, April---Oktober 1908, XXII —XXVIII, April—Oktober 1909. Trykt og optrykt som ; foregaaende. — — : Landbrugsplanternes vigtigste Sygdomme og disses Bekæmpelse; i Praktisk Landbrug. Haandbog for Danske Landmænd. Kap. XI. Odense 1909, S. 281—345. — — og Kølpin Ravn: Oversigt over Landbrugsplanternes Sygdomme 11907. T.L.P. 15, 1908, S. 145—158. do i 1908. T.L.P. 16, 1909, S. 120—136. — — — : Huskeseddel til Brug ved regelmæssige Undersøgelser over Plantesygdomme. Lyngby 1908. 10S. Mortensen, Th.: On a gigantic Colony of Thread-Bacteria. Vid. Medd. Nath. For. 1908, S. 146—148. Fig. — : Insektangreb paa Bomulden i Dansk Vestindien. Atlanten, 5. Aarg. 1908, S. 265— 274. 10 Fig. Munkegaard, R.: Monilia-Sygdom hos Frugttræerne. D. L. 1904, S. 461. Nielsen, H. P.: „Rene Linjer* i Planteaviens Tjeneste. V. L. 1908, S. 53—57. Nielsen, J. C.: Nogle Iagttagelser over ,Marvpletterne“. T.S. 20B, 1908, S. 933—100. 5 Fig. Nielsen, L.: Delphineum. Haven 1908, S. 283— 284. Nielsen, N.P.: Dannelse af nye Bygsorter, særlig Tystofte Prentice-Byg. T. L. P. 16, 1909, S. 169—193. Oehlerich, Fr.: Brand i Hveden. V. L. 1909, S. 670—671. Oppermann, A.: Rodgranens Vækst paa god, midtjydsk Hedejord. Forstl. Forsogsvæsen 1, 1908, S. 321—352. — : Vrange Bøge i det nordøstlige Sjælland. Ibid. 27, 1908, S. 29—256. 129 Fig. — : Arvelighedsforskningen i Skovbrugets Tjeneste. T. S. 21B, 1909, S. 1 —45. Ostenfeld, G. H.: Aalegræssets (Zostera marina’s) Vekstforhold og Udbredelse i vore Farvande. Beretning. fra Den danske biologiske Station XVI. 1908. 61 S. 9 Fig. [Ogsaa udkommet paa engelsk]. — : The land-vegetation of the Ferdes with special reference to the higher plants. Bot. Faeröes; part III. 1908, S. 867—1026. Figg. en rer Ostenfeld, GC. H.: On the immigration of Biddulphia sinensis Grev., and its occurrence in the North Sea during 1903—1907, and on its use for the study of the direction and rate of flow of the currents. Medd. fra Kommiss. for Havundersøgelser. . Serie Plankton, Bd. 1, nr. 6, 1909. 448. fig., 4 maps. — : Catalogue des espèces de plantes et d’animaux observées dans le Plankton recueilli pendant les expéditions periodiques depuis le mois d’adut 1905 jusqu’au mois de mai 1908. Copenhague, Publications de circonstance 48, 1909. 151 S. — : Lentibulariaceae in Johs. Schmidt: Flora of Koh Chang. Part IX. B. T. 292, 1909, S. 10122103. 2 Fig. — : Atropis suecica Holmberg, en ny Gresart for vor Flora. B.T. 29?, 1309,28. 196. — : Smaa Bidrag til den danske Flora V. B.T. 29°, 1909, S.326—330. — Foraars-Ekskursion til Ledreborg d. 16. Maj 1909. B.T. 294, 1909, S. 444, — : Parthenogenese og Bastarddannelse hos nogle Kurvblomstrede. Medd. jydsk For. Naturv. 1903—1908. 1909, S. 19—20. — og Lind, Jens: Ekskursion til Møens Klint d. 12,—13. Juni 1909. B.T. 29%, 1909, S. 445—446. — og Winge, @.: Ekskursionen til Køge 4. Oktober 1908. B. T. 29, 1909, S. 189—191. Patursson, Gazet: List of popular plant-names from the Færåes. Bot. Feerdes part Ill. 1908, S. 864—866. Paulsen, Ove: Lieutenant Olufsen’s second Pamir-Expedition. Plants collected in Asia-Media and Persia. Additions and corrections. 1. Rumex, by Ove Paulsen. 2. Revision der in Central-Asien von Herrn Ove Paulsen gesammelten Uredineen, von W. Tranzschel. 3. Salix, by O. v. Seemen. 4. Corrections, by Ove Paulsen. BT: 292, 1909, S. 153—165. Fig. — : Danke investigations in the waters round Iceland and in the North Atlantic in 1904. Medd. fra Kommis. for Havundersogelser. Serie Plankton, Bd. 1, nr.*8, 1909. 57 S. 9 Fig. Pedersen, Chr.: Rosenborg Have gennem 300 Aar (1606—1909). G.T. 1909, S.1—13, 17—19, 36— 40, 49—52, med Billeder og Planer. — : Videnskabelige Forsøg med Varmbad til Plantedrivning. G. T. 1909, S. 87—88. Pedersen, O.L.: Ukrudt som Lægeplanter. U.L. 1909, S. 517—518. Pedersen, P.M.: Fra Sondrup Bakker. Flora og Fauna 1909, S. 1—2. — : Nye Fund af sjældnere Planter i Sydfyn. Ibid. 1909, S. 49. — : Fortegnelse over Svendborgegnens Bladmosser. Ibid. 1809, S. 97—102. Petersen, Henning Eiler: Danske Arter af Slægten Ceramium (Roth) Lyngbye. Vid. Selsk. Skr. 7. R. 5, 1908, S. 39—96, med Figg. og 7 Tavler. — : The structure and biology of arctic flowering plants. I. 1. Hricinee (Pirolaceæ, Ericacew). 2. The biological anatomy of the leaves and of the stems. Medd. f. Grønland 36, 1908, S. 73—138. 39 Fig. — I. 2. Diapensiaceae. Diapensia lapponica L. Ibid. S. 139—154. 9 Fig. 2 PR ae el Petersen, Henning Eiler: Studier over Ferskvands-Phykomyceter, Bidrag til Kundskaben om de submerse Phykomyceters Biologi og Systematik, samt om deres Udbredelse i Danmark. B.T. 29", 1909, S. 345 —4929. 27 fig. — Engelsk Abstract S. 430 —440. Petersen, Hjalmar: Kochia trichophylla. Haven 1909, S. 93— 94. Fig. — : Gladiolus. D. L. 1909, S. 159—160. Fig. Petersen, Kaj: Nikkende Fuglemelk. Haven 1908, S. 11—12. — : Bjørneklo. Haven 1909, S. 196—197. — : Galdeber. Haven 1908, S. 287—288. Petersen, Kay: Landbrugsplanternes Fjender. D. L. 1909, S. 426. — : Naar der viser sig Kaalbroksvamp. D.L. 1909, S. 505—506. Fig. Petersen, O. G.: Forstbotanik. Paa Grundlag af Forelæsninger ved den kgl. Veteriner- og Landbohøjskole. Kbhvn. (G. B. N. F.) 1908. 442 S. og Figs. — : Takstreets Giftighed. T. S. 20A, 1908, S. 56—58. Petersen, Severin: se Lange, Axel. Porsild, Morten P.: List of vascular plants collected by Dr. M. C. Engell in the vicinity of the great glacier of Jacobshavn about 69° lat. n. Medd. Grenl. 34, 1909, S. 243—951. Poulsen, V. A.: Artikler i „Salmonsens Konversationsleksikon‘. Prytz, C.V.: Rodgran og Chermes abietis. T.S. 20A, 1908 8. 58—59. Rasmussen. R.: Bemerkninger om Veksten af Bladet hos Alaria esculenta paa Færøerne. B. T. 29°, 1909, S. 333— 335. Fig. Raunkier. C.: Fungi from the Danish West Indies collected 1905— 1906. Part. I. CG. Raunkiær: Introduction. — C. Ferdinandsen and Ø. Winge: Phycomyceteae, Ustilagineae, Uredineae, Discomy- ceteae, Pyrenomyceteae et Fungi imperfecti. B.T. 291, 1909, S.1— 25, plate I—II. — : Livsformernes Statistik som Grundlag for biologisk Plantegeografi. B. T. 291, 1908, S. 42—83. — : Livsformen hos Planter paa ny Jord. Vid. Selsk. Skr. 7. R. 8, 1909, S. 1—70. 29 Fig. — : Formationsundersegelse og Formationsstatistik. B.T. 301°, 1909 — 10, S. 20—132. 20 Fig. — : se Warming. Ravn, F. Kølpin: Forsøg med Varmvandsbehandling af Seksradet Byg. T..L: P.-15,. 1908, 5.159176. U. L. 1908, S. 209.' V. L. 1908, S. 215—216. — : Nogle nyere Undersøgelser over Sygdomme hos Kartoffelplanten samt hos Kartofler og Rodfrugter under Opbevaringen. T.L.P. 15, 1908, S. 344—354. V.L. 1908, S. 578—583, 599-—603. Udtog i G. T. 1908, S. 191—192, 198—199. — : Kaalbroksvampen. T.L.P. 15, 1908, S. 527—620. 4 Kort. — : Plantesygdomme 1 1907. U.L. 1908, S. 190—191. — : Stikkelsberdreberen og dens Bekæmpelse. U. L. 1908, S. 23—24, 657; V.L. 1908, S.14—15; Haven 1908, S. 125—126, 260—-262. — : Afsnittet: Botanik og Plantepatologi i „Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1858— 1908, Festskrift". Kbhvn. 1908, S. 437—457, Portreter. Se Biografier. DS Ravn, F. Kolpin: 25 Aars lagttagelser over Sygdomme hos Landbrugs- planterne. T.L.P. 16, 1909, S. 738—758; U. L. 1909, S. 163— 166. — : Svulster paa Runkel- og Sukkerroer. U. L. 1909, S. 564; V.L. 1909, S. 640. | — : Stikkelsberdreberen. Haven 1909, S. 271—273, 295-998. — : Artikler i „Salmonsens Konversationsleksikon* og i ,Landbrugets Ordbog". — se Har. Christensen, Lind og M. L. Mortensen. Riis, J. S.: se under Gartner-Tidende. Rosenvinge, L. Kolderup: Afsnittet om F. Kolpin Ravn i Den Kgl. Veterinær- og Landbohejskoles Festskrift 1908, S. 454—456. — : The Marine Algæ of Denmark. Contributions to their natural history. Part I, Introduction, Rhodophycee | (Bangiales and Nemalionales). Vid. Selsk. Skr. 7.R. 7, 1909, S. 1—151, 73 Fig., 2 maps and 9 plates. — : Emil Christian Hansen. B. T. 294, 1909, S. 441—444. Portræt. — : se Børgesen. Rostrup, Ove: Nogle Undersøgelser over Luftens Indhold af Svampekim. B.T. 29', 1908, S. 32—41. Fig. Rostrup, Sofie: Nogle lagttagelser over Skadedyr i 1907 og 1908. T. L. P. 16, 1909, S. 283—302. 6 Fig. — : se Mortensen, M.L. Rützou, S.: Artikler i Hagerups ill. Konversationsleksikon. Sarauw, Georg. F. L.: Skovbrugsstudiet. Den Kgl. Veteriner- og Landbohøjskole 1858—1908. Festskrift 1908. S. 372—410. Schiønning, H.: Om Torula i den engelske @lfabrikation. M. C. 7, 1908, S. 127—165. Figs. (ogsaa fransk). Schmidt, Johs.: Flora of Koh Chang. Contributions to the knowledge of the vegetation of the Gulf of Siam. Part. IX. (U. Dammer: Palme — C.H. Ostenfeld: Lentibulariaceæ — Edw. A. Wainio: Lichenes). B. T. 29°, 1909, S. 97—152. Figg. Seidelin, Agnete: Svensk Botanisk Forenings Ekskursion til Bohuslens Skergaard. 6.—8. August 1908. B.T. 29°, 1909, S. 188. Simonsen, Kristen se Balslev, Vilhelm. Smitt, Thorkild: Sjældnere Planter. Flora og Fauna 1908, S. 87. Stenbæk, H.: Havebrugsstudiet. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøj- skole 1858—1908. Festskrift 1908. S. 352—372. Stenholm, J. P.: Helgennavne i Naturen. V. J. nr. 31, °/5 1908. Thomsen, Hans: To smukke ,Koralkaktus*. Medd. Kgl. D. Have- selskab 1908, S. 22—23. 2 Fig. — : „Oldingen* „Cephalocereus senilis“, Ibid. 1908, S. 71—72. 2 Fig. Tryde, Elisabeth: Dansk Skoleflora. Vejledning til Bestemmelse af de almindeligst forekommende Blomsterplanter og højere Sporeplanter. Fjerde ændrede Oplag. Kbhvn. (G.B.N.F.) 1908. 184 S. Ulleriks, A.: Scilla non scripta. Medd. Kgl. D. Haveselskab 1908, S. 38—39. Fig. — : Eng-Kabbelejen. Ibid. 1908, S. 99—100. Fig. — : Campanula pyramidalis. Ibid. 1909, S. 21—22. Fig. — : Tritonia Uvaria. Ibid. 1909, S. 78—80. Fig. Ussing, Hj.: En Guldsmed fanget af en Soldug. Flora og Fauna 1909, S. 52—53. ee gy ER Vahl, M.: Tropernes Plantevækst. (Grundrids ved folkelig Universitets- undervisning nr. 130). Kbhvn. (Erslev) (1907). 165. — : Geografi for Gymnasiets mathematiske Linje. Kbhvn. (G. B. N. F.) 1908. 269 S: Vestergaard, H. A. B.: Planteforædlingsarbejde, specielt med Henblik paa Kornsorterne. Landboskr. udg. af det Kgl. Landhusholdnings- selskab nr. XIX. 1908. 140 S. Figg. Warming, Eug.: Om Planterigets Livsformer. Festskrift udg. af Kjøben- havns Universitet i Anledning af H. M. Kongens Fødselsdag den 3. Juni 1908. Kbhvn. 1908. 86 5. — : Plantelivet. Lærebog i Botanik for Skoler og Seminarier. Fjerde Udgave ved C. Raunkiær og Eug. Warming. Kbhvn. (G.B.N.F.) 1908. 148 S. 250 Fig. — : The structure and biology of arctic flowering plants. I. 1. Ericinee (Ericaceæ, Pirolaceæ). 1. Morphology and Biology. Medd. f. Grønl. 36, 1908, S. 1—71. 44 Fig. — : Field-notes on the biclogy of some of the flowers of the Faeröes. Bot. Faeröes part III. 1908, S. 1055—1065. — : H. Mortensen. B. T. 29°, 1909, S. 337--340. Portr. — : Dansk Plantevækst. 2. Klitterne. Med Bidrag af Professor C. V. Prytz, Overklitfoged Dahlerup og flere. Andet Halvbind. Med 60 Billeder. Kbhvn. (G. B. N. F.) 1909, S. 225—376, Titel og Forord. — : The structure and biology of arctic flowering plants. I. 4. Saai- fragacee. 1. Morphology and Biology. Medd. f. Gronl. 36, 1909, S. 169—236.. Figs. Weis, Fr.: Livet og dets Love. Hefte 1—9. Kbhvn. (Gad) 1909, S. 1—288; mange Fig. — : Om Salpetersyrens Forekomst og Dannelse i Muld og Mor (Müller og Weis: Studier over Skov- og Hedejord II). Forstl. Forsegsv&sen 27, 1909, S. 257—296. — : Emil Chr. Hansen. „Politiken*s Kronik. 28. August 1909. — : Professor Emil Christian Hansen. 8. Maj 1842—27. August 1909. Tidsskr. f. Industri, Sept. 1909. 125. 2 Fig. og Portræt. — Korn, Mel og Brød. Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning nr. 170. Kbhvn. (Erslev) 1909. 16S. Wesenberg-Lund, C.: Plankton investigations of the Danish lakes. General Part: The baltic freshwater plankton, its origin and variation. I. Text: XII + 3898.; II. Appendix: 36 Tables. Kbhvn. (G. B. N. F.) 1908. Wiinstedt, K.: Trifolium filiforme L. (T. micranthum Viviani) — Sagina procumbens >< subulata. B. T. 28°, 1908, S. XXXV— XXXVI. — : Optegnelser fra en Ruderatplads. B. T. 29°, 1909, S. 330—333. Winge, Ø. se Ferdinandsen, Ostenfeld og Raunkiær. Østrup, E. se N. Hartz. 2. Original-Arbejder, udgivne i Udlandet. Boysen Jensen, P.: Die Zersetzung des Zuckers während des Re- spirationsprocesses (Vorläufige Mitteilung). Berichte d. deutsch. bot. Ges. Bd. 26a, 1908. S. 666—667. SM: te — : Ueber Steinkorrosion an den Ufern von Furesö (Mitteil. aus d. biolog. Süsswasserlaborat. Frederiksdal bei Lyngby III). Intern. Revue d. gesamten Hydrobiologie und Hydrographie, Bd. 2, 1909, S. 163. Branth, J.S. Deichmann se Ostenfeld. — Brusendorff, M. G. v.: Ein Ameisensåure bildendes Mycoderma. Centralbl. f. Bakteriologie II Abt. Bd. 23, 1909, S. 10— 11. Børgesen, F.: Fucus spiralis, Linné, or Fucus platycarpus, Thuret: a question of nomenclature. Journ. Linnean Society, Botany, v. 39, Aug. 1909, S. 105—119, 3 fig. pl. 9. — : L'agriculture aux îles Færåer. [Extrait ved L. Laloy]. La Géogra- phie, Bull. Soc. de Géogr. Paris 1909, p. 181—186. 6 Fig. Christensen, Carl: The American Ferns of the group of Dryopteris opposita contained in the U. S. National Museum. Smithsonian Miscellaneous Collections (quarterly issue), v. 52, part 3, 1909, p. 365—396. —- : Dryopteris nova brasiliensis. Fedde: Repertorium, 6, 1909, S. 380—381. Christensen, Harald R.: Ueber Ureumspaltung (Vorläufige Mitteilung). Centralblatt f. Bakteriologie Abt. II, Bd. 24, 1909, S. 103. Ferdinandsen et Winge se Ostenfeld. Jensen, C.: Die Subsecundum-Grüppe der europäische Torfmoose. Lotos, Bd. 56, 1908, S. 234—238. — : Beschreibung der von den schwedischen Expedition nach Sibirien in den Jahren 1875 und 1876 gesammelten Moose. Dritter Theil. Torfmoose. Kgl. Svenska Vetenskaps Akad. Handl. Band. 44, 1909, nr No: — : se Ostenfeld. — : (sammen med H.W. Arnell). Die Moose des Sarekgebietes. Erste Abteilung. Naturwiss. Untersuch. des Sarekgebirges in Schwedisch- Lappland, geleitet von Dr. Axel Hamberg, Bd. III, Botanik, S. 71 —132. Stockholm 1907. Jensen, Orla: Die Hauptlinien des nattirlichen Bakteriensystems. Centralbl. f. Bakteriologie II Abt. Bd. 22, S. 97—98 (Vorläufige Mitteilung) : S. 305 —346. Johannsen, W.: Ueber Knospenmutation bei Phaseolus. Zeitschr. f. induktive Abstamm. u. Vererbungslehre, Bd. 1, 1908, S. 1—10, 3 Fig. — : Elemente der exakten Erblichkeitslehre, Deutsche wesentlich erwei- terte Ausgabe. In fünf und zwanzig Vorlesungen. Mit 31 Figuren im, Text. Jena (G. Fischer) 1909. 516 >. — se Warming. Kløcker, A.: Emil Chr. Hansen. Centralbl. f. Bakteriologie, Abt. IT. Bd. 25, 1909, S. 1—8. Portræt. — (ogsaa Nekrolog i Chemisch. Zeitung 1909). Lange, Axel: Witterungseinfltisse 1908—09 im botanischen Garten zu Kopenhagen. Mitteil. d. Deutsch. Dendrolog. Gesellschaft nr. 18, 1909, S. 127—132. Lind, J.: Bemerkungen über einige parasitische Pilze aus Russland. Annales mycologici, Bd. 6, 1908, S. 99—104. Mortensen, M. L.: Warum misslingt der Rotklee so oft auch da, wo die Grundwasserverhältnisse in Ordnung sind und wo prima Saat geeignester Provenienz angewandt wird? Mitteil. und Publikationen des „Baltischen Samenbau-Verbandes“. XI Jahrg. 1909 (Dorpat 1909), S. 49 —59, Mortensen, M. L.: Versuch über die Giftwirkung von Kobalt-Salze auf Aspergillus niger bei Kultur auf festen und flüssigen Medien. Centralbl. f. Bakteriologie Abt. II. Bd. 24, 1909, S. 521— 538. Oppermann, A.: Renkbuchen in Dänemark. Centralblatt f. das gesamte Forstwesen 1909, H. 3, 24S. 21 Fig. Ostenfeld, G.H.: Bemærkninger 1 Anledning af nogle Forsøg med Spireevnen hos Frø, der har passeret en Fugls Fordøjelsesorganer. (With an English Summary). Svensk Bot. Tidsskrift, 2, 1908, S.1—11. — : Phytoplankton aus dem Victoria Nyanza. Sammelausbeute von A. Borgert 1904—1905. VIII. Abhandlung. Engler’s Bot. Jahrb. 41, 1908, S. 330—350. 2 Fig. — : The Phytoplankton of the Aral Sea and its affluents, with an enumeration of the Algae observed. — Wissenschaftliche Ergebnisse der Aralsee-Expedition, Lief. VIII, p. 123-225. 3 piates. St. Petersburg 1908. — : Planktonproben, gesammelt im Juli 1908. — Ber. Schweiz. botan. Gesellsch. XVIII. 1908. — : Kan Planter udvikle Fre uden Befrugtning? Parthenogenese. Naturen 1909, S. 39—-50. — : Nogle Arvelighedsforhold hos Planter med hvid- eller gulbrogede Blade. Naturen.1909, S. 269—285. 10 fig. — : Immigration of a Plankton Diatom into a quite new Area within recent years; Biddulphia sinensis in the North Sea Nes Intern. ie der gesamten Hydrobiologie und Hydrographie Bd. 2, 1909, . 362—374. 9 Fig. — | in on the Phytoplankton of Victoria Nyanza, East Africa. Bull. of the Museum of comparative Zoölogy at Harvard College, v. 52, 1909, p. 171—181. 2 plates — : On Halophila ovata Gaudichaud, a neglected species. Philippine Journ. of Science, 4, Sect. C. Botany, 1909, p. 67—68. — : The Floras of the Færåes and Iceland compared with that of Scot- land. — Ann. Scott. Nat. Hist. 1909, p. 186--187. — : (og flere) Plantes récoltées à la cote nord-est du Grönland. A. Phanérogames et fougères, det. par C. H. Ostenfeld. — B. Mousses, dét. par G. Jensen. — C. Champignons, dét. par C. Ferdinandsen et 0. Winge. — D. Lichens, dét. par J. S. Deichmann Branth. — Duc d'Orléans: Croisière océanographique accomplie à bord de la Belgica dans la mer du Grönland 1905. Botanique, p. 1—13. Bruxelles 1908. Paulsen, Ove: Kap. XVIII. Peridiniales i K. Branth u. C. Apstein: Nordisches Plankton. Kiel u. Leipzig 1908. 124 S. 155 Fig. —- : Planterigets Livsformer. Naturen 1908, Marshefte. 8 S. 3 Fig. Ravn, F. Kølpin: Emil Rostrup. Berichte deutsch. bot. Gesellschaft. Bd. 26a, 1908, S. (47) —(55). Ravn, F. Kolpin: Jordbundens Betydning for Plantesygdommes} Op treden. Beretning om den 3. nordiske Landbrugskongres i Kristiania 1907. Kristiania 1908, S. 295— 303. Vahl, M. se Warming. Botanisk Tidsskrift, 31. Bind. 6a ie RNG) ns Warming, E. assisted by Dr. Martin Vahl: Oecology of plants. An introduction to the study of plant-communities, prepared for publica- tion in English by Percy Groom and Isaac Bayley Balfour. Oxford | (Clarendon Press) 1909. 4922 p. — u. Johannsen, W.: Lehrbuch der allgemeinen Botanik. Nach der vierten Dänischen Ausgabe übersetzt und herausgegeben von Dr. E. P. Meinecke. Berlin (Borntraeger) 1909. 667 S. og 610 Fig. (S. 1—480 udkom 1907). Weis, Fr.: Lifvet og dess lagar. Hefte 1—9. Stockholm (Hugo Geber) 1909. Wesenberg-Lund, C.: Uber die praktische Bedeutung der jährlichen Variationen in der Viskosität des Wasser. (Notizen aus dem biolo- gischen Süsswasserlaboratorium Frederiksdal bei Lyngby Nr. V). Intern. Revue d. gesamten Hydrobiologie und Hydrographie, Bd. 2, 1909, S. 231 —233. — : Grundtrekkene i Ferskvandsplanktonets Biologi og Geografi. Ymer, Stockholm, 1909, S. 90—133. 19 Fig. 3. Biografier og Nekrologer. Hansen, Emil Christian: Nekrologer findes i saa godt som i alle Landets Dagblade og Ugeblade for 28. August 1909 i følgende Dage, samt i følgende Tidsskrifter: B. T. 29%, 1909, 5. 337-—340, Portr. (af Rosenvinge). — Bryggeritidende Sept: 1909, 2 Portr. (af A. Klåcker). — Farmacevt. Tid. 1909, S. 384—385. — Landmands- blade 1909, S. 5291—522, Portr. — Zymotechn. Tidsskr. 1909, S. 67—71. — Illustreret Tid. 1909 nr. 49, Portr. (af A. Klåcker). — Tidsskrift for Industri Sept. 1909, Portr. (af F. Weis). — Centralbl. f. Bakteriologie Abt. II. Bd. 25. 1909, S.1—-8, Portr. (af A. Klöcker). -— = Chemisch. Zeitung 1909 (af A. Klöcker). — Naturw. Rundschau 1909, nr. 47 (af P. Magnus). | Mortensen, Hans: B. T. 292, 1909, S..337—340;' Portia Warming). Rostrup, Frederik Georg cue Berichte d. Deutsch. Bot. Ges. 26a, 1908, S. (47)—(55) (af Kolpin Ravn). I Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1858—1908. Festskrift ved Højskolens 50 Aars Jubileum 24. Aug. 1908. Kbhvn. 1908 findes Biografier og Portreter af folgende: Johan Lange, E. Rostrup, W. Johannsen, 0, Ge _tersen, Fr. Weis (alle af Kolpin Ravn), Kolpin Ravn (af L. K. Rosenvinge), J. A. Dybdahl, Carl ase en (uden Portret), Alfr. Bruun, G. Becker (alle af H. Stenbek), H. Stenbek (af Redaktionen), Johan Frederik Hansen, P. E. Miller, C. V. Prytz og Ad. Oppermann (alle af Georg Sarauw). I „Gartner-Tidende* 1909, S. 126—129, 141—144, 202— 204 findes korte Biografier (tildels af Axel Lange) og Portræter af: Johan Theodor. Holmskiold, Otto Josıas Nicolai Mørch, August Weilbach, Jens Theodor Heinrich Fried- richsen (uden Portræt), Johan Martin Christian Lange, Joachim Frederik Schouw samt af flere Gartnere. | „Salmonsens Konversationsleksikon“ Supplement biografiske Artikler af A. Mentz og V. A. Poulsen. Bee ah 4. Anmeldelser og Referater ved Danske. I Botan. Centralblatt har J. Lind, C. H. Ostenfeld, O. Paulsen og Kelpin Ravn refereret danske Arbejder. I Just's Botan. Jahresbericht har H. E. Petersen refereret danske Ar- bejder. I Centralblatt f. Bakteriologie har A. Kløcker refereret danske Arbejder. I Internationale Revue d. gesamten Hydrobiologie u. Hydrographie har C. H. Ostenfeld refereret danske Arbejder. I Botanisk Tidsskrift har W. Johannsen, C.H. Ostenfeld, O. Paulsen, H. E. Petersen og Rosenvinge anmeldt enkelte Værker. I Hedeseiskabets Tidsskrift har Mentz anmeldt botanisk Litteratur. C. Udenlandske Forfatteres Arbejder, udgivne i Danmark. Bureau du conseil permanent international pour l’explora- tion de la mer: Bulletin trimestriel des résultats acquis pendant les courses périodiques. Partie D: Plankton. Année 1906—1907, Nr. 4. 1908. — D. Listes planktoniques pour l'année 1907—1908. Copenhague (Høst). 1909. Dammer, U.: Palmae i Johs. Schmidt: Flora of Koh Chang, IX. B. T. 29°, 1909, S. 97—100. Dombrowski, W.: Om Endomyces fibuliger. M. CG. 7, 1909, S. 225— 241. Figg. (ogsaa fransk). Hanssen, Olav: Recherches expérimentelles sur la sensibilisation optique du protoplasma. D. V. S. O. 1908, S. 113—132. 4 pl. Seemen, O.v.: Salix, i O. Paulsen: Plants collected in Asia-Media and Persia. B. T. 297, 1909, S. 157—158. Tranzschel, W.: Revision der in Central-Asien von Herrn Ove Paulsen gesammelten Uredineen; i O. Paulsen: Plants collected in Asia- Media and Persia. : B. T. 297, 1909, S. 154——157. | Wainio, Edw. A.: Lichenes, i Johs. Schmidt: Flora of Koh Chang, INS BST 297, 1909;.S. 104—-152. 6a* Dansk Botanisk Forening. Møder i 1910 (Fortsættelse; se Bd. 30, S. 456). Mødet den 12. November 1910. Stud. mag. K. Jessen meddelte spredte Bemærkninger om nogle Ranunkler. (Vil blive trykt i Meddel. om Grønland Bd. 36). Hertil knyttedes en Ordvexel mellem Taleren og Mag. Ferdinandsen, Cand. Hesselbo, Dr. Kolderup Rosenvinge o. fl. Mag. sc. Ove Paulsen refererede de nyere Undersøgelser af Apstein, Kofoid og Lohmann over Generationsskifte hos Planktonalger (Ceratium). Derefter fremviste Museumsinspektor Dr. €. H. Ostenfeld en Hippophaés- Rod, der havde dannet en hel Rede af tætstillede Adventivknopper og ved sin store Kraft havde løftet en Flise i Skolegaarden i Holbæk; den var indsendt af Hr. Lærer P. J. Lund. Mødet den 26. November 1910. Professor Dr. Eug. Warming: Systematiske Bemærkninger om Cornaceæ og Hippuris. I den efterfølgende lille Diskussion deltog Mag. Ferdinandsen, Dr. Ostenfeld, Mag. Ove Paulsen, Prof. V. A. Poulsen og Dr. Kolderup Rosenvinge. Å Docent €. Raunkiær fremviste først talrige Exemplarer af Clavaria fistulosa Holmsk., der nu var i fuldt Flor. I den Anledning ankede han over Resultatet af Nomenklatur-Kongressen i Bryssel i Åar, nemlig at man for Svampenes Vedkommende skulde benytte E. Fries’ Systema Mycologicum som Udgangspunkt. Samme gav derefter en Meddelelse om Variationerne i Gran- koglens Bladstilling. Hertil føjede Dr. Kolderup Rosenvinge nogle supplerende Bemærkninger om sine Undersøgelser over Bladstillingen i Kogler af Rødgran, Hvidgran og Lærk. Professor Dr. Eug. Warming indledede en Diskussion om det ønskelige i, at danske botaniske Afhandlinger blev mere regelmæssigt og fuldstændigt anmeldte i ,Botanisches Centralblatt" end hidtil. Det skyldtes en Hen- vendelse fra Mag. Ove Paulsen at Sagen var taget op; denne havde foreslaaet, 1) at det hidtil værende Fællesskab med Norge og Sverrig op- hørte; saa kunde man bedre overkomme at faa Arbejdet forsvarlig gjort. Endvidere 2) at der udnævntes en Subredaktør for Danmark, til at være Mellemmand mellem Redaktionen og Referenterne. Han skulde sørge for, at hver Referent fik Arbejderne indenfor sit Felt anmeldte, 0. s. v., og til ham skulde Chefsredaktøren henvende sig. | Disse Forslag vandt almindelig Tilslutning, og Dr. Ostenfeld paatog sig, naar Sagen var ordnet med Sverrig og Norge, at være Subredaktør for Danmark. Mødet den 10. December 1910. Mag. sc. Henning E. Petersen: Bemærkninger om nordiske Geramium-Arter. (Foredragets Indhold vil blive trykt i indeværende Bind af Botan. Tidsskr.). I Anledning af Foredraget gjorde Dr. Kolderup Rosenvinge et Par Bemærkninger. Professor Dr. I. Kølpin Ravn foreviste en Række Lysbilleder fra Nordamerika fra den Rejse, han i sidste Sommer havde foretaget der for at studere plantepathologiske Forsøgs- og Undervisningsanstalter. Mødet den 17. December 1910. Museumsinspektør Dr. €. H. Ostenfeld fremviste, som Exempel paa Planters Evne til at taale Udtørring, en fuldstændig indtørret Levermos, Plagiochasma rupestre (bestemt af Frk. A. Seidelin), som han havde samlet i Taormina paa Sicilien sidste Sommer. Den var i Stand til at leve op og brede sit Løv ud i Løbet af en Timestid, hvad han demonstrerede. Fr. Mag. sc. Jenny Hempel redegjorde for sine Undersøgelser over Æthernarkosens Indflydelse paa Planternes Stofskifte. (Se K. D. Vidensk. Selsk. Skr. VII R. 6.). Hertil knyttede Prof. W. Johannsen et Par Bemærkninger. Professor Dr. V. A. Poulsen fremviste et nyt Mikrometer, der var konstrueret af Instrumentmager Th. Læssøe Miiller. Det var saaledes indrettet, at Objekternes Størrelse i » direkte kunde aflæses. Om dets Anvendelse i Botaniken udspandt der sig en livlig Dis- kussion. Ordinær Generalforsamling 11. Februar 1911. Kgl. Fuldmægtig Chr. Lundbye valgtes til Dirigent. 1. Formanden, Docent Dr. L. Kolderup Rosenvinge aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i 1910. Der var afholdt 14 Møder (inkl. Generalforsamlingen) med 21 Foredrag af 17 Talere. Desuden var Medlemmerne med Damer d. 25. Februar af Naturhistorisk Forening ind- budte til et Møde, hvor Dr. Berger foreviste Lysbilleder af Dr. Schilling fra Afrika. — Af Ekskursioner havde der været 5: 1) Til Sorø d. 29. Maj med 16 Deltagere, 2) til Aamasen d. 25.—26. Juni med 16 Deltagere, 3) til Mors, Livø og Himmerland d. 25—28. Juli med 12 Deltagere, 4) til Gribskov d. 25. Sept. med 19 Deltagere og 5) til Stranden ved Køgebugt med 13 Deltagere. (Se B. T. Bd. 30, S. 456—468). — Af Tidsskriftet ge var udkommet 30. Binds 2. og 3. Hefte, ialt 400 Sider, hvormed: Bindet var afsluttet. — Medlemsantallet var nu, d. 1. Febr. 1011: 3 Æres- medlemmer, 33 korresponderende og 244 ordinære Medlemmer (122 i Københavns Postdistrikt, 92 danske udenfor samme, 30 udenlandske). Af Foreningens Medlemmer var i Aarets Løb bl. a. Prof. Thiele og fh. Over- lærer Bergh døde. — Tidsskriftet sendtes nu til 104 Foreninger og In- stitutioner; en ny Bytteforbindelse er Tidsskrift for Landbrugets Planteavl. — Bestyrelsen har fra Udvalget for Naturfredning faaet tilsendt et Forslag om, at der fremtidig træffes den Ordning, at der i hver af de tre For- eninger, som har skabt og opretholder Udvalget, hvert 3. Aar — even- tuelt efter Indstilling af Udvalget — foretages Nyvalg af 3 Medlemmer, men saaledes afvekslende, at Valget for de respektive Foreninger falder i forskellige Aar, saa at der vælges i Dansk Botanisk Forening Aar 1919, 1915, 1918 o.s. v. Bestyrelsen har paa Foreningens Vegne accepteret dette Forslag. -— Formanden oplæste derefter den af det nævnte Udvalg modtagne Beretning for 1910. | 9. I Kassererens Forfald fremlagde Sekretæren Regnskabet for 1910 og Budgettet for 1911 som begge godkendtes. 3. Følgende Ekskursioner i 1911 vedtoges: 1) I Maj 2 å 3 Dage til Bornholm. 2) I Juni 2 Dage til Østfalster, eventuelt 1 Forbindelse med den naturhistoriske Forening for Lolland-Falster. 3) I Juli eller August 2—4 Dage til Himmelbjergegnen (Ry), eventuelt i Forbindelse med den naturhistoriske Forening i Aarhus. 4. Valg til Bestyrelsen. Næstformanden, Dr. C. H. Ostenfeld, der fratraadte efter Tur, genvalgtes. Til Medlemmer af Bestyrelsen gen- valgtes Gartner A. Lange, og i Stedet for Prof. Weis, som ikke ønskede Genvalg, valgtes Stud, mag. Knud Jessen. Bestyrelsen har derefter følgende Sammensætning: Docent Dr. L. Kolderup Rosenvinge, Formand; Museumsinspektør Dr. C. H. Ostenfeld, Næstformand; Cand. pharm. J. Hartz, Arkivar; stud. mag. K. Jessen; Gartner A. Lange, Kasserer; Mag. sc. Ove Paulsen, Sekreter. 5. Revisorerne Kontorchef O. Jansen og Mag. sc. A. Didrichsen genvalgtes. 6. Dr. C. H. Ostenfeld afgav Beretning fra Komiteen for den topografisk-botaniske Undersøgelse for 1910. (Vil blive trykt senere). Oversigt over Dansk Botanisk Forenings Regnskab for 1910. Indtægt: Kr. Øre Udgift: Kr, Øre Kassebeholdning............ , £63.57 Tidsskriftet 42... Lure 2316. 62 Indkomne Restancer........ 93.95 Modern. FS =n SERRES 174. 01 Medlemsbidrag ............. 1323. 00 | Ekskursioner.. 4 264. 13 Statstilskud 29 farses 0,2: 1200. 00 Topogr. botan. Unders. ..... 19. 65 Salg af Tidsskriftet ......... 173. 12 , Udvalget for Naturfredn. .:.. — 25. 00 Salg af alfab. Liste ........…. 5. 00 | Administration .....:....... "69, 32 Andet! Bovsale 2 2 02 133. 832. Kassebeholdning............ 189. 27 Tilskud fra Grundfondet .... 20. 00: Indvundne Renter..........- 16. 49 Sun abseits Sum... 3058. 45 LEO QR aL Status d. 31. December 1910: rs Aktiva : Kr. Øre | Passiva: Kr. Øre Kassebeholdning............ 189. 72 | Gæld til Bogtrykkeren ...... 1239. 84 er SPEARS 60. 00 HONOR RER 990. 12 | mh 1239. 84 | 1239. 84 Grundfondet. ; | Indtægt: Kr. Gre Udgift: Kr. Øre Kassebeholdning..........…. 113. 96 Tilskud til Dansk Bot. For. Kasse 20. 00 Aarsbidrag....... cia OR 25. 00 Kassebeholdning............. 188, 12 Solgt paa Bogauktion........ 8. 35 Beeren... 60. 81 208. 12 208. 12 Grundfondets Status d. 31. December 1910. Kr. Øre 1400 Kr. Kreditforenings’ Obligationer .. :...... 2.... 2.2. Ae, 1400. 00 REED EROTISME RE RU ee 1588. 12 Januar 1911. Axel Lange. Botanisk Rejsefond. Der har i 1910 været en Indtægt i Renter af 428 Kr. 01 Øre, i Kontingenter af 81 Kr., i Gaver af 28 Kr. og desuden har Fondet haft den Glæde at modtage som anonym Gave en Obligation paa 1000 Kr. til 4 °/o i Københavns Kreditforening. Fondet ejer herefter 8000 Kr. i Kredit- foreningsobligationer og 2500 Reichsmark i Russiske Jernbaneobligationer. Der er i 1910 uddelt 350 Kr., nemlig 100 Kr. til Lærer, Forfatter Anton Andersen til hans Arbejde „Nordfyns Flora" (Botan. Tidsskr. 30. Bd.), 150 Kr. til Mag. A. Mentz til Undersøgelser over Bøgens Vest- og Nord- grænse i Jylland, og 100 Kr. til Kunstmaler K. Wiinstedt til Afslutning af Undersøgelsen af Horsensdistriktet. -—— I 1911 vil der blive anvendt 400 Kr. til Rejseunderstøttelser; deraf er 200 Kr. stillet til Disposition for Dansk Botanisk Forening, om de øvrige 200 Kr. kan Ansøgning indgives tl Dr. L. Kolderup Rosenvinge, Botanisk Laboratorium, inden Midten af April. Personalia. Mag. sc. Ø. Winge har siden Begyndelsen af Februar 1911 med Understøttelse af Carlsbergfondet opholdt sig 1 Paris for at studere hos Prof. Dangeard. Frk. Mag. sc. Jenny Hempel rejser i April 1911 med Under- støttelse af Kommunitetet til Zürich for at studere fysiologisk Kemi hos hos Professor E. Schulze. a dr. Ny Litteratur. Generalstabens Kort. Oversigt og kortfattet Beskrivelse tilligemed enkelte andre Oplysninger. Udarbejdet ved den topografiske Afdeling. Hermed 18 Planer. Kjøbenhavn 1910. 19 Sider 4t°. Pris 1 Kr. I dette Hefte gives en Oversigt over de forskellige af Generalstaben udgivne Kort, med Oplysninger om deres Størrelse og Udførelse, samt deres Begrænsning og Beliggenhed, som er angivet paa de medfølgende Planer, hvor man ogsaa finder Forklaring af Kortenes Signaturer. Tilsidst gives Meddelelse om forskellige Oplysninger, som kan faas ved General- stabens topografiske Afdeling, og om Arbejder, som denne paatager sig at udføre for Private, bl. a. i videnskabeligt Øjemed, saasom Fotografering, Tegning og Trykning af Kort og Planer. Populær Vejledning til Benyttelse af Vejrkort m. m. Udgivet af Meteorologisk Institut. Kjøbenhavn 1911. Gad. VII + 79 Sider. Pris 30 Øre. "Denne lille Bog, som er udarbejdet af Afdelingschef la Cour, har til Formaal at give en populær Vejledning til Forstaaelse af Meteorologisk Instituts Vejrberetninger. Den giver en Oversigt over de meteorologiske Observationer, der danner Grundlaget for Vejrtjenesten, over Vejrkortenes Fremstilling og Udsendelse samt over den danske Vejrtjenesteafdelings Virksomhed med Hensyn til Stormvarsler m. m. I et Forord giver Direktør Ryder en Oversigt over Institutets forskellige Afdelinger. Da det er In- stitutet magtpaaliggende at skaffe Bogen saa stor Udbredelse som muligt, sælges den til en overordentlig billig Pris. Den er udstyret med 24 Text- billeder. | Ceramium-Studies. I and II. By Henning E. Petersen. With plates I—V. I. Remarks on Danish species of Ceramium. With plate I. Ah this little paper I shall make some remarks on certain Danish species of Ceramium, viz.: C. tenuissimum, strictum, Are- schougii, fruticulosum and rubrum. As to C. strictum, diaphanum and fruticulosum questions of systematical nature will especially be discussed here. As well- known it is very difficult to limit the two first named against each- other, because they are very variable and as their authors have not given reliable descriptions of them. In a previous paper (1908) I have mentioned both C. diaphanum and C. strictum. The first species is undoubtedly rightly concerned; the latter is perhaps not the genuine form of C. strictum but, as I suppose, a particular Danish or Baltic form, at all events a distinct species, different from C. diaphanum; until another view may be proposed, I refer it to C. strictum. The name “CO. fruticulosum” has lately been rejected by H. Kylin (1910). An examination of the original specimens of Kützing, placed at my disposal by Mrs. Weber-van Bosse, for which kind- ness I am much obliged, proves, that this name undoubtedly is connected in right manner to the species in question. Further I shall give some informations on the refringent bark- cells containing proteid-matter which are common in some species, and on the development of main axes in C. rubrum, fruticulosum and diaphanum. Ceram. tenuissinum (Lyngb.) Ag. In a living specimen, dredged near Hirsholmene, I observed that the contents of the chlorophyl-less refracting bark-cells were formed into a crystalloid. As on this occasion I was hindered in Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 7 Be a more extensive examination and as the preserved material has not given further informations on this point, the matter must rest with this hint. Ceram. diaphanum (auct.) Harvey & Agardh and Ceram. strietum Grev. Fig. I; plate I, figs. 2 and 3. The algologists seem to agree in the view that C. diaphanum and C. strictum are two far related species; on the other hand one cannot find much certainty according to the limits of these species; we scarcely understand of which opinion Roth, Lightfoot and Greville have been. If it should be demonstrated by examination of the original specimens of these species that C. strictum is described on the base af a strictoid form of diaphanum, Foslie and Woronichin would be perfectly right in their opinon of C. strictum as a variety of C. diaphanum. But in this case the specimens referred by me to C. strictum should be to refer to a new species. For the fact is that these specimina are distinctly separated from C. diaphanum (Comp. the figs. 2 and 3 on plate I where respectively a strictoid C. diaphanum and a typical C. strictum (sensu meo) are shown). When we investigate typical specimens of C. diaphanum and of the supposed C. strictum'*), it is easy to indicate the differences which exist between these. As indicated in my paper (1908) these differences appear in the height of the zones — in the distances of these and last but not least in the character of the bark. The bark of the typical C. diaphanum consists of numerous small bark- cells stretched lengthwise (cf. my paper 1908, Fig. IV, 4), while on the other hand the bark of the C. strictum is formed by greater cells few in number (1908, Fig. IV, 2) (Fig. I, 2). When we now investigate the cells in the lower margin of the zones of these species we observe that the cells in ©. strictum (Fig. I, 3) often possess a great diameter across (c. 17—20,y) while the same cells in ©. dia- phanum never are more than 134 broad (Fig. I, 1). All the specimens with character of C. strictum (Fig. I, 1 & 4) (plate I, fig. 2) situated in morphological respect between the two species always show cells of the C. diaphanum-type, never of that of C. strictum, in other words the difficult specimens are always to be regarded as forms of C. diaphanum with reduced bark. The opinion that they might be forms of C. strictum with more divided bark is not prob- 1) I have examined dried specimens from Denmark in Dr. Kolderup Rosen- vingés and my own collections. gg! able because the typical forms in very little extension are suitable to divisions of the bark-cells while the typical forms of C. dia- phanum often in degree show a reduction of the bark"). As to the bark these two species are well defined. But in morphological respect they can be much alike and probably these forms which Fig, I. 1: C. diaphanum with bark with character of C. strictum (zone from the lower parts); 2 and 3: ©. _ strictum (2 from the middlemost, 3 from the lover parts); 4: C.diaphanum (zone from the lower parts). 1 and 2 x c. 425; 3 and 4 X c. 400. are intermediate have been included in the original C. strictum. But probably forms as the Danish have also been included in this species. The diagnosis of J. G. Agardh. in Spec. gen et ord. algarum Vol. II of var a: zonis geniculorum angustissimis seems to indicate ') At Hellebæk on the north-east-coast of Sealand both species occur, the strictiform forms of C. diaphanum together with C. strictum. But no transition was observed. Tf — 100 — the rightness of this opinion. If the true C. strictum is another species different from my form, this should be named with a new name. It is not impossible that the form corticatulo-stricta of C. dia- phanum described by Kylin is in reality a form of my C. strictum, this species perhaps occasionally being able to form zones which grow upwards. I cannot finish the mention of these two species without drawing the attention to another possible difference between them. I have namely observed the Phycomycete Pontisma lagenidioides (1905, p. 482) as parasite only in the typical individuals of C. strictum, not in the strictoid forms of the C. diaphanum. Ceram. Areschougii Kylin. In Kattegat near Frederikshavn I have found specimens of Ceramium in morphological respect related at the same time to C. rubrum and C. Areschougii. In my paper 1908 I have intimated that these specimens probably should be regarded as belonging to C. rubriforme Kylin. The author of this species who has examined some of the specimens in question, still is of opinion that they do not belong to this species, which is more related with C. arborescens. Thus there is no alternative but to assume that they belong to C. Areschougit in particular as they are in conformity with this species in the presence of refringent bark-cells containing proteid-matter. Yet they seem to be furnished with these cells in greater extension than the typical form. This new form differs from the typical one in the ramification, which often is not dichotomous, in the stronger development af bark with rather few hyaline interstices in the upper parts, in the often incurved apices. It is conform with the typical form in the colour (it differs in this point from C. fruticu- losum which is more rusty red), in the structure of the zones and the occurrence of refringent cells in the bark. These cells (Fig. II) occur sparingly in the upper part but are common in the middle and lower parts. They are differently formed in shape of the ordinary barkcells or more or less reniform and usually lie in the outermost layer. ‘The contents are usually slightly remote from the membrane of the cells and consist of a sometimes homogenous more or less vacuolized sometimes finely spumous, (by slightly magn. it appears granulated) sometimes lumped always refringent protoplasm with more or less conspicuous nucleus usually without chromatophores and starch. So far I can see these cells are formed of the ordinary cells by early loss of — 101 — chromatophores and starch as in some cases intermediate stages are found. Often is a resemblance with Chytridinean parasites obvious but no zoospores or other traces of such are found. The contents give reaction for proteid-matter with the reagent of Millon and with nitric acid (with following treatment with ammo- nium hydrate). They do not contain fatty substance. By Jodine it is yellowish and by Fuchsine reddish coloured; these cells are further stained with Hansen's trioxyhæmateine of iron. They seem in some cases to disappear and lose the refringence in the older parts of the plants together with a destruction of the whole cell; most commonly there are ne alterations of these cells here. I do not believe that these cells have to do with the formation of the hairs, as these organs are most often connected to ordinary chromatophore-containing cells, neither is it probable that they might be of consequence for the formation of antheridia. The advantage of these cells for the plant is totally obscure. Among the many ideas which one can form of this subject I shall here draw the attention to a pos- sible connection between these cells and the nitrifying bacteria which according to Keutner (1904) are common in Sea- water and in the mucilage of the marine Fig. IL. sa C. Areschougü: parts of the bark with sæ 1 the refringent proteid-containing cells; I found this form as well in shallow ™?? No eG Na = water as in greater depths (10—12 met.). | Ceram. fruticulosum Kütz.; Fig. III; plate I, figs. 1, 4 and 5. Consequent to the remarks of Mr. H. Kylin (1910) concerning the use of the name C. fruticulosum Kütz. it was necessary for me to examine the original specimens of this species. Through the kindness of Mrs. Weber-van Bosse such an examination was realized. The received material consisted of 3 specimens, of 7) The bacteria in the mucilage of the species in question are not placed especially in front of these cells; neither I have found bacteria in them. — 102 — which only a single one (Fig. III) seemed to permit trusthworthy conclusions. This specimen is signed Hormoceras fruticulosum written in Kützing’s (?) hand; further the remark Herb. Roemer and a reference to Tab. Phyc. Vol. XII, 73+) are found. The remark “Herb. Roemer” agrees with a remark “ohne Fundort im Römerschen Herbarium” in the diagnosis of Hormoceras fruticulosum in Linnea 1841, pag. 734. | The reference to Tab. Herbarium Kürzına, ; Phye. XII, 73 is probably not of long standing but this figure might very well be delineated after the specimen in question. On the whole it might be sup- posed that- Hormoceras fruticulosum is based upon this specimen. By exact examina- tion it appears to be a somewhat rubroid form of C. fruticulosum sen- tentia mea belonging to my form penicillata. 1 In conformitytothese A facts it is obvious that | Kos Foe I am right in regarding C. fruticulosum as I have done. When Kylin rejects lf, 4 : Ty, this name and proposes | fr hi \ C. penicillatum as the ol- Fig. II. der and better, he un- C. fruticulosum Kütz. doubtedly is wrong, the latter species being de- scribed in the year 1849 (species Algarum pag. 676) while Hor- moceras fruticulosum already was described 1841 (cf. op. cit.). For the rest the species C. penicillatum cannot be maintained this species being identical with the original specimen of Hormoceras fruticulosum of Kiitzing. By a division of this species in more species the forma penicillata is to be named C. fruticulosum, while 1) „73“ has by a mistake been omitted in the reproduction. — 103 — the other may be signified otherwise. No doubt Kützing had no clear understanding of the fact that the specimens which he had received from Binder was identical with his oven species Hormo- ceras fruticulosum. Of Kylin’s two forms of C. penicillatum (Kylin 1910, pag. 34) no doubt forma fasciculata.may be to refer to C. fruticulosum: forma typica probably is another species"). My three forms of C. fruticulosum (Plate I, figs. 1, 4 and 5) (f. rescissa sent. mea, peni- cillata and rubroides) no doubt form a connected whole being so near related that there is no reason for dividing this species. The forma penicillata may be regarded as the central form. Another thing it is whether I am right in using the name ‘‘rescissa” for my first form. Kylin seems (cp. cit. p. 35) to be of opinion that his species C. rescissum has nothing to do with my f. rescissa. As I cannot say with certainty whether I am right in this point I prefer not to use the name “rescissa” for my form, giving this the name dichotoma (Plate I, fig. 1). C. rescissum Kylin yet is closely related to C. fruticulosum. The group of the Ceramium species with zones with growing upper margins is in my opinion composed in the following manner: C. Areschougü Kylin. ©. sp.; syn: C. penicillatum f. typica Kylin. C. rescissum Kylin. C. fruticulosum Kiitz. a. dichotoma syn. ex. p. C. fruticulosum f. rescissa H. E. P. Plate I, fig. 1. 2. penicillata = Hormoceras fruticulosum Kitz. sensu strict. et C. penicillatum Areschoug; syn: C. penicillatum f. fasci- culata Kylin. Plate I, fig. 4. 7. rubroides. Plate I, fig. 5. C. fruticulosum has no proteid-containing cells in the bark. On the development of main axes and secondary shoots in C. diaphanum, fruticulosum and rubrum. In these three species we find both pure dichotomous forms and such with development of main axes. The causes of these mor- phological differences are truly still obscure; yet we seem to be 1) I have seen original specimens of this form. — 104 — able to give an indication where we should seek the conditions in question. Probably the forms with main-trunks especially are developed on fixed substratum in shallow water, where great movement of the waves prevails, while the other forms occur in more or less quiet water or as epiphytes on living often flexible substratum. Thus I observed at Hellebæk on the north-east coast of Sealand that the forma typica of C. diaphanum mostly occurred in shallow water on stones, while the forma modificata was more common in deeper water. As to the forma penicillata of C. fruti- culosum Kitz. the Danish specimens are all collected on the North Sea coast of Jutland on stones and piers near land. A typical dichotomous specimen of this species (forma dichotoma), dredged in deeper water is represented together with forma penicillata in plate I (fig. 1 and 4). Intermediate forms also occur in shallow water (e. gr. in the port of Frederikshavn) but no doubt always under quiet conditions. The special form with main axes of C. rubrum is forma secundata. The Danish specimens are all coilected in the North Sea on the coast of Jutland near Jand on stones and piers in localities exposed to great movements of the waves. On the coasts of the Faeröes, where this form is very common in the littoral and sublittoral Corallina zone (Børgesen 1908, p. 751) it occurs according to the verbal statement of Dr. Børgesen most often on exposed coast and fastened to Corallina, Laminaria-stipes and fixed substratum. Mr. Kylin states (1910, p. 36) that this form on the coast of Norway occurs partly epiphytic partly on stones and rocks. in my paper (1908) I describe a forma srregularis common in the Kattegat and more to the southward. This form is inter alia characterized by the dichotomous ramification. Certainly this form is to be divided into two subforms, viz. a more dichotomous, and a form with development of main-axes occurring in more shallow and moved(?) water than the first. Such a forma irregularis from shallow water I have reprensented in Plate III, fig. 17. List of the literature. Agardh, J. G., 1851: Species genera et ordines algarum, Vol. II, p. 1. Börgesen, F., 1908: The Algæ-Vegetation of the Feréese Coasts with remarks on the Phytogeography; Botany of the Færües, Vol. III. — 105 — Foslie, M., 1894: The norwegian forms of Ceramium. Kgl. norske Vid. Skrifter 1893. Keutner, J., 1904: Ueber das Vorkommen und die Verbreitung stickstoffbinden- der Bakterien im Meere. Inaug. Diss. Kiel. Kylin, H., 1907: Studien über die Algenflora der schwed. Westküste. Ak. Afh., Upsala. Kylin, 1909: Studier öfver några svenska Ceramiumformer. Svensk bot. Tids- skrift, Bd. 3. Kylin, 1910: Zur Kenntnis der Algenflora der norwegischen Westktiste. Arkiv for Botanik, Bd. 10, Nr. 1. Ktitzing, F. T., 1841: Ueber Ceramium. Linnea, Bd. XV. Kützing, F. T., 1849: Species Algarum. Lipsiæ. Kurzing, F. T., 1862: Tab. Phyc. Vol. XII, Tab. 73; e, f & g. Petersen, H. E., 1908: Danske Arter af Slegten Ceramium (Roth) Lyngbye. Kgl. danske Vid. Skrifter, 7. Række, Math. & naturv. Afd. V, 2. Petersen, H. E., 1905: Contributions a la connaissance des Phycomycetes _ marins. Overs. over det kgl. danske Vidensk. Selsk. Forh. Woronichin, N. N., 1909: Die Rhodophyceen des schwarzen Meeres. Travaux de la soc. des nat. de St. Pétersbourg, Vol. XL, 1909; Sér. 3, Sect. de Bot.; Fasc. 3—4. St. Petersbourg 1909. Il. Researches on Ceramium species from the Feeroes, Iceland and Greenland. With plates II—V. The recent investigations on Ceramium by Mr. H. Kylin (1907) and myself (1908) have made a revision of the whole genus urgent. As a contribution to such a revision I shall present here the fol- lowing studies based upon material from the Faeröes, Iceland and Greenland. This material was collected by several, most Danish, naturalists and belongs to the botanical museum of the University of Copenhagen and the private collections of Dr. F. Børgesen and Dr. H. Jonsson. For all kindness hereby shown me I bring my best thanks. In the literature relative to the Ceramium species from the areas in question only informations on C. acanthonotum and certain forms of C. rubrum have any value even now. Within the three areas no Ceramium species are met with on the eastern coast of Greenland (Jonsson 1904; Kolderup Rosen- vinge 1910) and on the eastern coast of Iceland, from Lönsheidi — 106 — to Langanes (Jonsson 1910). The cold polar current, which passes along these coasts, seems to extinguish every Ceramium-life. In West-Greenland and on the northern coast of Iceland the con- ditions for Ceramium-life still are tolerably good. In the first named area 3 species, in North-Iceland but 2 species are found, in both places in extremely small number. On the coasts of NW., W., SW. and S. Iceland the conditions for Ceramium life are more favorable as 7 species are met with here. Still the number of individuals seems to be small and their development often inconsiderable. In con- tradistinction to this comparatively high number of species only 4 species are thriving on the coasts of the Faeröes. The cause of this fact is probably due!) to the inconsiderable size of these is- lands, these species thriving particularly well here under good conditions. The three areas are characterized by the poorness of species with sharply confined zones. In West-Greenland such species are not met with. On the coasts of Iceland and the Feeröes it is only C. acanthonotum which is of consequence, C. Deslongchampu being only observed once in Reykjavik in Iceland. It is curious that C. Deslongchampii which is indicated by Foslie and Kjellman from Nordland and Finmarken and which is common south is not occurring at the Faeröes. Of C. tenuissimum, diaphanum and strictum no traces are found in the herbaria. When Kleen (1874) indicates to have found C. diaphanum between 67°.8 and 68°.4 north latitude on the coast of Norway it is probably due to a misunderstanding of this species. Species with typical upward growing zones are not much re- presented in the areas in question. From Iceland lie before us from a single locality doubtful specimens of C. fruticulosum. On the coast of West-Greenland C. Areschougit has been found. This occurrence is peculiar, the species being common in the Danish and Swedish waters and not being obtained from the Faröes and Iceland. Possibly we have here to do with an occurrence due to the navigation. Yet it must be put in mind together with this that a form closely related to C. Areschougii is found on the coast of Spetsbergen (Kjellmans collections: C.arcticum Agardh?). Related to this group or intermediate between this and the group of C. Rosenvingii-arborescens two new species are found: C. Boergesenii 1) Dr. Kolderup Rosenvinge has called my attention to this fact. — 107 — in the Færûes-waters and C. septentrionale on the coast of West- Greenland. The first named has probably a greater area, but nothing about that is known. The other species is according to the collections of Kjellman (in the botanical museum in Copen- hagen) also occurring on the coasts of Spetsbergen. This fact together with the existence of a probably new species found by Professor Arnoldi on the Murman-coast and sent to Dr. Kolderup Rosenvinge seems to indicate a special arctic Ceramium-group. Of the group with especially downwards growing zones some individuals of a species related to C. circinnatum have been found on the coasts of Iceland. The C. Rosenvingit-arborescens-group is represented by ©. arbor- escens found on two localities on the coasts of Iceland and by a new species, C. atlanticum, occurring on the coasts of the Faeröes and Iceland. C. rubrum is found in all three areas but its devel- opment here is very different. At the Feerdes this species is evi- dently thriving under good conditions as it is very common and occurring in c. 12 forms or varieties. On the coasts of Iceland it seems not to grow under the best (optimal) conditions, the indivi- duals mostly being irregular and feebly developed. In West-Green- land it has only been found once in the year 1834 by J. Vahl. The peculiar spreading of the species and the difference be- tween the Ceramium-floras in question and that of the Danish coasts is best shown in the following survey. Denmark The Faeröes Iceland Greenland G. tenuissimum - strictum - diaphanum GC. acanthonotum C. acanthonotum - Deslongchampii C. Deslongchampii - vertebrale - Areschougii C. Areschougii - fruticulosum C. fruticulosum C. Boergesenii G. septentrionale C. circinnatum C. Rosenvingii - arborescens C. arborescens C. atlanticum C. atlanticum C. rubrum C. rubrum C. rubrum C. rubrum Ceram. acanthonotum Carm. Cf. Børgesen 1903, p. 387; Jonsson 1901, p. 145. Common on — 108 — the coasts of the Færåes; in Iceland only on the South and the South-west-coast and more sparingly here. Ceram. Deslongehampii Chauv. Two individuals without organs of fructification and slightly developed were found at Reykjavik in Iceland by Kolderup Rosenvinge (?/s 1886). Ceram. Areschougii Kylin. Plate II, fig. 10. This species which is easily discernible by the regular rows of bark-cells in the lower parts of the zones and by the more or less frequent occurrence of proteid-containing bark-cells was collected at Christianshaab and Orpigsuit (pr. Christianshaab) in July 1890 by N. Hartz. Individuals from the last named locality were pro- vided with cystocarps, those from Christianshaab were tetraspori- ferous. All the individuals from Greenland are provided with Floridean starch in the outermost bark. In the Herbarium of the botanical museum of Copenhagen several individuals of a form referred to C. Areschougii and collected by Kjellman in Spetsbergen are to be found. These individuals are furnished in the lower parts with barrel-shaped links. In my opinion it is these forms to which Agardh refers when he writes about C. arcticum (Plate II, fig. 9) . . . “genicula juniora magis adproximata, aduitiora vero, diametro nunc duplo longiore formam dolii aut lagenæ referentia, invicem subconfluentia”. Ceram. fruticulosum Kütz. It is with doubt that I refer to this species several individuals (provided with cystocarps) collected by H. Jonsson at Seltjarnarnes (S. W. Iceland), */s 1907 (together with C. rubrum). They are probably referrible to forma rubroides. They also resemble C. Boergesenit. Ceram. Boergesenii sp. nov.; Pl. II; fig. 8; Fig. I. Frondes plus minus robuste. Fila dichotoma vel submonopo- dialia axibus principalibus ramisque lateralibus (partim secundariis), non hahitum characteristicum afferentibus composita. Zone in parte apicali non separate; zone in partibus superioribus ab utroque mar- gine excurrentes. In parte intermedia et basali zonæ habitu earum in C. fruticuloso-Areschougti, cum margine inferiori plus minus abrupto, seepe lingulato, instructe. Cortex in partibus infimis confluens. Cellule axiales sæpe 21/2 mm. longæ. Pars externa corticalis cellulis parvis c. 7—10 u longis constat. Cellule refringentes non adsunt. Tetrasporangia non prominentia, seriata. Cystocarpia non charac- teristica; antheridia non visa. Pili frequentes. Color rubiginosus. In mari Feerdensi frequens. — 109 The vegetations often robust. The ramification is either dichotomous (individuals in sheltered water) or irregular with devel- opment of main axes. Secondary shoots are frequent though without affecting the habitus of the species. The uppermost zones often not separated. The zones below these in the upper part of shoots are provided with margins which are growing both upwards and down- wards. The zones in the middle- most and lower. parts resemble those of C. Areschougii and fruti- culosum. Yet the lower margin is not always sharp, but often it grows out in tongues. Yet the aspect of these zones are as in the two above-named species. ‘The bark is at last confluent. The axial cells are in the lower parts up to 91/2 mm. long with zones of the same height. The bark consists in the outermost parts of small cells c. 7—10 u long (material from Her- barium) usually stretched length- wise. No special proteid-containing refringent cells. Tetraspores in one or more series sometimes in the apices of are straight. | Fig. I. C. Boergesenii, 1. younger zone (the midd- lemost part); 2. lower margin of an older zone. . X c. 160. the shoots, which in this case Cystocarps without any characteristic; antheridia not observed. Hairs are common. The colour rusty red. The FerGes: Syderö: Famien, 8/5 1896 (Enteromorpha); Trangisvaagfjord: Gja ved Vigagerdi, °/s 1895 (Ostenfeld leg.; upper littoral zone). Strömö: Thorshavn: 1%/; 1900; the inner end of Kalbakfjord, 1/7; 1895 (sheltered loc.); Between Thorsvig and Kvalvig, 3! 1899 (Punctaria; quiet, shallow water; Sundelaget near Kvalvig, 15/: 1900 (quiet, shal- low water). Bord: Klaksvig, "Is 1896 (sheltered loc., along the shore). — 110 — Iceland: Some specimens collected by H. Jonsson on Grötta (S. W. Iceland), "7/6 1900, provided with antheridia seem to belong to this species. According to the here communicated informations (notes of Dr. Børgesen) this species no doubt is confined to the littoral zone. Several of the specimens are very regular, probably because they are developed in quiet water. Ceram. septentrionale sp. nov. PI. V, fig. 26. Fig. II, IM and IV. Ramificatio dichotoma vel irregularis, non characteristica. For- cipes sæpe asymmetrice apicibus rectis. Numerus cellularum axialium sæpe magnus usque ad 30. Cortex in partibus superiori- bus confluens. In partibus intermediis zone, quarum aliæ struc- tura earum in Cer. Rosenvingii, aliz et vero plurime structura earum in Cer. fruticulosi, occurrunt. In partibus inferioribus cortex numquam confluens zonis semper distingvendis. Fructificatio ignota. Color atropurpureus. In maribus apud oras Groenlandiæ occiden- talis et Spetsbergenses. The ramification is dichoto- mous or irregular with develop- ment of main axes, not characte- ristic. The forcipes are often un- symmetrical with straight apices; the thickness of the axes very slowly decreasing. Often a great number of axial cells in each | internodium (up to 30). The bark is in the uppermost parts continuous. Below this part we find firstly zones which are sharply confined (cf. fig. II). In Fig. IT. C. septentrionale: a younger zone. the middlemost part the case seems to be thus that some specimens are furnished with zones which partly resemble those of the C. Rosenvingii-arborescens- group (fig. III), while others are furnished with such which show signs of relationship to the group of C. fruticulosum (fig. IV). In the lower parts scar- cely any distinct confluence of the zones takes place. In few cases barrel-shaped axial cells Fig. III. C. septentrionale; lower margin of an older zone are found so that this species character of C. Rosenvingit. >< c. 385. — 111 — also comes in consideration with regard to the interpretation of C. arcticum. These cells however are more frequent in the above- named forms of C. Are- schougit than here. I have not observed any organs of fructification. The co- lour is in the dry condi- tion of the specimens black with feeble reddish tint; when steeped in water it Fig. IV. becomes deep-red much C. septentrionale; lower margin of an older zone. Charac- as in C. rubrum. ter towards C. fruticulosum. x c. 380. This species was found in West-Greenland at Godhavn (7°/7 1886, Kolderup Rosenvinge) and in an unknown locality (H. P. Sørensen), probably in the waters near Disco. Ceram. circinnatum Ag.? Fig. V, 1. According to J. G. Agardh (Anal. algol. Cont. II, p. 30) this species is the only representative in the group of Ceramium in which the zones particularly are growing downwards. Certainly this group and the limits of C. cércinnatum are not very obvious. Probably more species are included here of which one must be named C. decur- rens. As the matter stands it might be correctest for the present to refer every form with particularly downwards growing zones to this species. And thus I do it now, referring 3 specimens, though somewhat different, to C. circinnatum. These 3 specimens were collected by H. Jonsson: in SW. Iceland in Skerjafjördur, '°/7 1905 (2 spec.) and at Stykkishölmur, 1°/6 1897, in the upper littoral zone and in sheltered localities. The speci- mens from Skerjafjördur are more dichotomous and slender than that from Stykkisholmur; on the other hand this latter is furnished with more rubroid bark, but as to the degree of the development of this, all 3 specimens seem to agree. Near the apices, which in all specimens are very thin with distinct forcipes, the bark consists of sharply confined zones with narrow interstices. Somewhat downwards the zones begin to be different in the margins, the upper not growing while the lower is beginning the growth downwards in distinct rows. The upper margin lies in this stage near the diaphragmata between the axial- cells. Later on the zones are confluent from both margins. In the specimens from Skerjafjördur a great number of zones in — 112 — the internodes was common (up til 30). I found tetraspores in the specimen from Stykkisholmur. Ceram. arborescens J. Agardh; Pl. II; fig. 6. A specimen collected at Reykjavik 5/6 1886 by Kolderup Ro- senvinge is a beautifully developed C. arborescens (bearing tetraspores). Specimens collected in Hrisey (N. Iceland), ?/7 1898, by H. Jons- son and in Latravik in Adalvik (N. W. Ic.), 3/7 1896, by Ostenfeld are related to this species, but certain conclusions not possible. Ceram. atlanticum sp. nov.; Pl. I, fig. 2a; Pl. II; figs. 7, 11 and KS V., 2. Ramificatio dichotoma vel plus minus irregularis; anguli ramorum sepe acuti. Rami secundarii frequen- tes sæpe secundati ut in forma secun- data Cer. rubri. Cortex in partibus superioribus confluens vel in zonis breve spatium inter se distantibus marginibus rectis instructis constat. In partibus intermediis zonee structura ut in Cer. Rosenvingii gignuntur. In partibus inferioribus cortex confluens. Cellulæ in cortice externo diam. 2,5— 7,3 x 3u. Cellulæ corticales refrin- gentes paucæ, in partibus inferioribus, adsunt. Tetrasporangia verticillata seriata. Pili frequentes. Color vario modo rubescit. In maribus apud oras Feerdenses (et Islandicas?). The ramification is dichotomous or with development of main axes, often with very acute branch-angles. The apices forcipate. Secondary shoots are common, sometimes placed uni- laterally as in forma secundata of Cer. 2 rubrum. Heine eee an Ute The bark is near the apices either in the middlemost part. >< 160. rubroid or developed in zones close together with sharply confined mar- gins. Below this part we find zones with growing upper and lower margins as the case is in the group of C. Rosenvingii-arbor- escens. At last totally confluent bark. Nowhere large interstices between the zones; the zones when free always lie close together. The cells in the outermost parts of the bark are small, 2,5—7,3 x — 113 — 3u in diam. Refringent, proteid-containing cells occur, but spar- ingly, in the lower parts. Hairs common. Tetraspores in verti- cillate rows are observed in some specimens from Iceland. The FerGes: Syderö: Tveraa, 1/5 1896 (upper litt. zone; exposed coast). St. Dimon: ””/6 1896 (in pools above upper water mark). 12/6 1896 (in a Gjov). Streme: Kalbakbotn, 6/; 1898 (shallow water, sheltered coast). Velbestad, */4 1898 (upper litt. zone, exposed coast). Kvivig, ?°/5 1898 (pools in the upper litt. zone; exp. coast). Oster: Skaalefjord off Glibre, !°/; 1898 (epiph. on Halidrys, sheltered). Ejde, (sheltered coast). Strender, 11/6 1898. Glibre, (forms great bushes in the upper littoral zone ; also epiphytic). Iceland: S. Ie.: Vestmannaeyjar, "5 1897 (upper littoral zone in small bushes; sheltered coast). Stadur (7/6 1896, leg. Ostenfeld upper littoral zone). Eyrarbakki, 51/5 1897? SW. Ie.: Grotta, 1/6 1908? (exposed coast in the zone of Corallina- Gigartina) Hafnarfjördur, 7/s 1890 (Hj. Jensen). This species seems to be confined to the littorai zone. Ceram. rubrum (Huds.) Agardh. Pl. I, fig. 5a; Pl. I & IV; Pl. V, figs. 25, 27—30; Fig. VI. In my paper 1908 I demonstrated why C. rubrum is changing in form from the Baltic Sea into the North Sea and Skagerak. The fornis, which are the predominant here, the forma prolifera and pedicellata-virgata, are so to say the starting forms from which the forms in the Limfjord, Kattegat, the Belts and the Baltic Sea are to be derived, formed by the influence of the decreasing con- tents of the chloride of sodium in the waters in question (cf. Plate III, which gives an idea of the modifications of f. prolifera and ped. virgata). In the above-named paper I defended the idea that all these variations were forms of one single species induced by diffe- rent external conditions. With regard to these and other forms of this species I am now in the main point of the same view, not to establish species upon the different forms but rather to consider them all as occasioned by different external conditions. I admit however that it is possible that within this species there may exist types (races or small species) about which the variations are grouped. As to the Danish forms it is probable that forma prolifera and pedicellata-virgata are the best developed representatives of two types whose variations in the southern waters resemble each other. But as Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 8 — 114 — demonstrated in Plate III, which shows the transitions between forma prolifera-secundata (fig. 13 and 14), pedicellata-virgata (fig. 15) and subtypica-modificata vera (fig. 16, 18) and irregularis (fig. 17)+), they are difficult to limit to each other. I entirely reject such species as C. secundatum and pedicellatum in so far as these species only comprise the typical forms; but as before said on the other hand I admit the possibility of such two or more small species (my types) with very large limits. Whatever the matter now may be I think it suitable to establish the forms in groups arround the types as it is proposed in the following. À On the coasts of the Ferdes a great number of forms of C. rubrum occur. The specimens are thoroughly well developed, and this species seems to thrive particularly well here. All these forms are in my opinion best ordered into 6 types viz.: the type prolifera-secundata — — pedicellata-virgata — — subtypica-modificata — — fasciculata — — lineata — — linearis. The three firstnamed types comprise many forms; especially are the irregular forms developed. Within the second type it is only the subforma virgata which occurs. As I am understanding this form, it represents the tetraspore-bearing stage of the forma pedicellata Agardh figured in Kylin: Die Algenflora . . etc. Tab. 6. fig. 2. The forma fasciculata type is perhaps rather to be consi- dered as a species; at all events it is nearer to be a species than the other. The type forma subtypica-modificata corresponds to-. tally with the forms signified with this name in my paper (1908). They are evidently forms which are confined to water with small contents of chloride of sodium. That such less salt water is occur- ring on the coasts of the Faeröes is not to be wondered at: the many currents from the rocks lead much fresh water into the sea which often in the “fjords” is mixed rather slowly with the salter water. In my opinion forma pedicellata-virgata is especially found in localities with streaming, rough sea. The type forma prolifera- secundata is, as communicated in I p. 104, especially bound to shallow water in the Corallina-zone. 1) In my paper 1908 I named this form irregularis. According to the nomen- clature used in this paper it must be named f. modificata-irregularis or subtypica-irregularis. — 115 — In Iceland the C. rubrum is found on all the coasts where Ceramium species are thriving. It seems to be common here with exception of the north-coast but its development is far from being so vigorous as on the coasts of the Faeröes. A few specimina of the forma pedicellata-virgata and of the forma prolifera-secundata trregularis (PI. V, 6) have been found. All the remaining specimens belong to the type forma subtypica-modificata. Yet they are not typical repre- sentatives for this type as they convey the impression that they are more or less stunted (PI. V, figs. 27 and 28), the formation of organs of fructification seems not influenced. The occurrence of this type on these coasts is possibly not due to the same factors as in the Faeröese and Danish waters but to the colder water. It is interesting to note that this species near the limits of its area passes into a irregular stage. From Greenland only some slightly developed specimens col- lected by J. Vahl in June 1834 are at hand. The FerGes: The type prolifera-secundata; PI. TI, fig. 5a; Pl. IV, figs 19, 20 and 22. forma typica, Pl. IV, fig 19 and 20. Sandö: V Skaapen, 17/6 1895. Vaago: “le 1896. Strömö: Thorshavn, 8/6 1895; Mellem Thorsvig og Kvalvig, 3/7 1899, … Thorshavn Tinganes, "/6 1898; Hvidenes, Kalbakfjord, #11 1897. Bordé: Klaksvig, 1/6 1898; Harald-Sund, 17/5 1896. Noisö: 10/4 1895. 2 loc. ind. Feilberg & Rostrup. forma secundata; Pl. I, fig. 5a. Syderö: Tveraa, 1°/; 1896; Frodebö, 1/, 1896. Trangisvaagfj., Gjå ved Vigagerdi, 16/s 1895. Stremö: Hojvig, 24/6 1895; Thorshavn, 8/6 1895; 317 1895; Glivernes 5/7: Tinganes, #6 1898; Kalbakfjord, 8/5 1898 (in Ascophyllo). Österö: Mölen v. Ejde, 22/5 1896. Nolsö: 1/6 1895. Bordö: Harald-Sund, 1%; 1896. Svinö: 6/: 1900. 1 ind. loc. forma prolifera-secundata irregularis: irregular specimens of the two preceding forms; Pl. IV, fig. 22. Stremö: Thorshavn, 5/5 1895; Kalbakfjord, "/7 1895; loc ind. 72/5 1907; Köllefjord, #/7 1895; Sundelaget, 15/6 1900. Svinö: !ıı 1897. Kolter: ca. 19 met., 1/6 1895. i 2 ind. loc. 8: — 116 — The type pedicellata-virgata: Pl. V: 25 and 30. forma virgata typica; PI. V, fig. 25. Syderö: Hvalbö, 7/6 1896; Lobra, "/6 1896; Trangisvaagfjord, 16/5 1895, Gjå ved Vigagerdi. Stremö: Vestmanhavn, °le 189. ®sterö: Glibre, 7/5 1898. 1 loc. ind. forma virgata irregularis. Syderö: Ördevig, 8/5 1896; [Hvalbo, 15/6 1896]. Stremö: Sandegjærde, Thorshavn, ?%/6 1895; Kvivig, 2%is 1896 (modif. ?). Bordö: Klaksvig, °/s 1867, (Rostrup). The type subtypica-modificata; Pl. IV, fig. 24. forma subtypica-modificata vera. Syderö: Tveraa, ?Is 1896; Vaagfjord, ?/12 1897; Trangisvaag, 3lıa 1897. Stremö: Thorshavn, 77/11 1897; 3/7 1895; Kalbakbotn, 6/; 1898; Kvivig, 29/5 1896. Osterd: Salmunde, %/10 1897. Borde: Klaksvig, %/11 1897. forma subtypica-modificata irregularis, Pl. IV, fig. 24. Syderö: Vaagfjord 11/; 1899; Trangisvaag 3/12 1897; ibidem, *ls 1895 (in renewal) (Ostenfeld). Stremö: Vestmanhavn, */6 1896; loc. ind., I, 1895; loc. ind. Rostrup; Glivernes, Thorshavn, °/; 1895; Thorshavn, Skansen; Thorshavn, 271g 1895. Sandö: Skaapen, ””/6 1895. The type fasiculata; Pl. IV, fig. 23. forma fasciculata. Syderö: Frodebö, 11/3 1896. Stremö: Between Thorsvig and Kvalvig, 3/7 1899. ®sterö: Mölen, 72/5 1896. Bordö: Bordövig, 1/11 1897. Svine: 6/6 1900. The type lineata; PI. V, fig. 28. forma lineata. As belonging to this form I comprehend specimens of modi- ficata-aspect with distinct alternations in colour in the zonal and interstitial part of the axial-cells. | Syderö: Tveraa, 101; 1897. Streme: Thorshavn, 3/7 1895. Ostero: Strender, !%6 1898. The type linearis; PI IV, fig. 21. forma linearis. To this type belong forms with robust shoots without many secondary branches and usually terminating abruptly as they were — 117 — Fig. VI: C. rubrum f. linearis. bitten in two in the apices. Often several young shoots are to be found in these apices. Store Dimon, 1?/; 1896. Iceland. Most of the specimens are evidently influenced by bad exter- nal conditions, the species being on these coasts near its northern limit. In the most cases the specimens are to be referred to the type subtypica-modificata, but as already mentioned their habit is often rather sickly. The fructification seems not to be restricted. The type prolifera-secundata. forma secundata irregularis. SW. I: Vestmannaeyjar, **/; 1901 (R. Hørring). The type pedicellata-virgata; Pl. V, fig. 30. forma virgata. SW. I: Reykjavik, the upper litt. zone, 7/8 95 (Ostenfeld). forma pedicellata. NW. I: Dyrafjöröur by Myrakollur (cyst), °°/s 1896 (Ostenfeld). The type subtypica-modificata; Pl. V, fig. 27 and 29. forma subtypica-modificata vera et wwregularis. More os less feebly developed specimens bearing the impress of bad conditions‘). S. 1: Vestmannaeyjar, 12/7 1904, (O. Paulsen). Sandur, 17}; 1897 (tetr.). 1) A few specimens seem to have been collected in their last stage of living (old specimens). or RE SW. I: Reykjavik, the upper litt. zone, ?/s 1895 (cyst) ibd. (Grønlund) 1875. Ondverdarnes, 1]; 1897 (tetr.). Njardvik, the upper litt. zone, 1/6 1896 (Ostenfeld). Seltjarnarnes ?°/s 1907, upper litt. zone. Ibid. ??/7 1907; ashored. Grotta, 27/s 1907, upper litt. zone. ” Njardavik, 1/6 1896 (Ostenfeld). NW. I: Dyrafjördur by Myrakollur, *°/5 1896 (Ostenfeld). Adalvik, 17/5 1897 (Lundbeck) (tetr.). Skalholtsvik, 6/9 1897 (tetr.). N. I: Kolbeinsa, 7/9 1907 (related to virgata). Önundarfjördur c. 12 fathoms. (Lundbeck). Broddanes, ?%/s 1897. Hjalteyri, #/o 1897, O. Davidsson. 2 spec. with. Cyst. Hrisey, */7 1898 (cyst). Arnanes, 7*/5 1898 (tetr.). The type linearis; fig. VI. forma linearis. SW. I: Reykjavik, 1/7 1905 (cyst. og tetr). NW. I: Skälholtsvik, &/9 1897. N. I: Broddanes, *8/s 1897 (tetr.). West-Greenland. With certain indications of locality only a few irregular speci- mens (the type subtypica-modificata) collected at Godhavn in June 1834 by J. Vahl. Tetraspores rare. The cells in the bark with Floridéan-stareh-grains. List of the literature. Agardh, I. G., 1851: Species genera et ordines algarum; Vol. II, Pars I. — 1894: Analecta algologica, Cont II: De typis Ceramiorum, Lund. Börgesen, F., 1902—03: Marine Alge; Botany of the Færåes, Part IL, Co- penhagen & Christiania. Börgesen, F., 1908: The alge Vegetation of the Feréese Coasts with re- marks on the Phytogeography; Botany of the Faeröes, Part III, Copenhagen and Christiania. Börgesen, F. and Jonsson, H., 1908: The Distribution of the marine Algæ of the Arctic Sea and of the Northernmost Part of the Atlantic; Botany of the Ferées. Vol. III, Appendix. Foslie, M., 1894: The Norwegian forms of Ceramium; kgl. norske Vid. Selsk. Skrifter 1893; Trondhjem. Jonsson, H., 1901: The marine Alge of Iceland.: 1. Rhodophyceæ; Botanisk Tidsskrift, Bd. 24; H. 2, København ge Jonsson, H., 1901: The marine Alge of East Greenland. Medd. om Grgn- land, Vol. XXX. Jonsson, H., 1910: Om Algevegationen ved Islands Kyster; Botanisk Tidsskrift ; Bd. 30, H. 1, Kjobenhavn. Kjellman, F. R., 1883: Norra Ishafvets Algflora; Vega-Exped. vetenskapliga iakttagelser, Bd. III, Stockholm. Kleen, E. A, G., 1874: Om Nordlandets högre hafsalger; Ofversigt af kgl. Vet. Ak, Förhandlingar; Nr. 9. Stockholm. Kolderup Rosenvinge, L., 1893: Grønlands Havalger; Medd. om Grønland, III. København. Kolderup Rosenvinge, L., 1898: Om Algevegetationen ved Grønlands Kyster; Medd. om Grønland, XX; Kjøbenhavn. Kolderup Rosenvinge, L., 1910: On the marine Alge from North-East Greenland (N. of 76° N. Lat.); Danmark-Exped. til Gronlands Nordgstkyst 1906—1908; Bd. Ill: Nr. 4. Kylin, H., 1907: Studien über die Algenflora der schwed. Westküste; Ak. Af- handl., Upsala. Kylin, H., 1910: Zur Kenntnis der Algenflora der norwegischen Westküste; Arkiv für Botanik; Bd. 10, Nr. 1. Petersen, H. E. 1908: Danske Arter af Slægten Ceramium; det kgl. danske Vid. Selsk. Skrifter, 7 R., nat. & math. Afd. V, 2. Strömfelt, H. F. G., 1887: Om algvegetationen vid Islands kuster; Göteborgs kgl. Vetensk. ock Vitterheds Samhälles Handl.; Göteborg. Explanation of the Plates. Plate I. Fig. 1: C. fruticulosum f. dichotoma, Frederikshavn (?/s). — 2: C. diaphanum f. strictoides, Hellebæk: nat. size. — Ya: GC. atlanticum, the Faeröes (1/2). — 3: C. strietum; Hellebæk; nat size. — 4A: C. fruticulosum f. penicillata; Skagerak (?Is). — 5: C. fruticulosum f. rubroides; Frederikshavn (?/s). — Da: G. rubrum f. secundata, the Ferées (?/s). Plate II. Fig. 6: (. arborescens; Reykjavik, Iceland (1/2). — 7: C. atlanticum; the Ferées Syderö: Tveraa; nat size. — 8: C. Boergesenii: the Ferées: Bordö: Klaksvig (ca. 1/2). — 9: CG. arcticum I. G. Ag.? Spetsbergen: Kolbay (5/6). — 10: C. Areschougii; Greenland; Christianshaab ("/2). — 11: C. atlanticum; Iceland: Stadur (?/s). — 12: GC. atlanticum: Iceland, Havnefjord (?/s). Plate III. C. rubrum from Danish waters. Demonstration of the transition between f. prolifera secundata typica (Fig. 13} and secundata (Fig. 14), pedicellata (Fig. 15), subtypica-modificata vera (Figs. 16 and 18) and irregularis (Fig. 17), (1/2). — 120 — Plate IV. Fig. 19: C. rubrum f. prolifera (typica) the Færåes: Bordö: (le). — 20: C. rubrum f. prolifera (typica), (ls) the Færåes: Stromö. — 21: C. rubrum f. linearis; the Faröes, St. Dimon (le). — 22: C. rubrum f. secundata irregularis. — 23: C. rubrum f. fasciculata: the Faeröes; Syderö (112). — 94: C. rubrum f. modificata irregularis: the Faeröes; Kolter (1/2). Plate V. Fig. 25: C. rubrum f. virgata: Iceland, Reykjavik (?ls). — 26: C. septentrionale; Spetsbergen: Kolbay (le). . — 27: C. rubrum f. subtypica modicata; Iceland: Sandur (°/c). — 28: C. rubrum f. lineata: the Faeröes: Syderö (?/s). — 29: C. rubrum f. subtypica-modificata; Iceland: Broddanes (?/s). — 30: C . rubrum f. pedicellata; Iceland: Dyrafjördur (?/s). Where in this paper a locality is given without collector-name, the collector is either F. Børgesen or H. Jonsson. The first has collected most of the Færüese, the latter several Færôese (in winter time) and Icelandic specimens. Most of the original specimens belong to the Botanical Museum of Copenhagen. Plate I. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. (H. E. PETERSEN). Plate I. Botanisk Tidssk Plate II. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. (H. E. Perersen). , Plate II. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. (H. E. PETERSEN). Plate III. EN Botanisk Tid Plate IV. TS we SSS” £ SEA Se ER N Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. (H. E. PETERSEN). Plate IV. ne gf Loi Sg it 2% ay Plate V. \ II a BITTE FE x LE PE tt Lt pe mm = rr mm ES RS — pr _ - - n ‘ a ; ; | | 2 " | | > | Hi | | | f | | | | | i d ; i i | | | | O PT | i | : | Era : 1 Our | Sk 3 \ 1 : il: 5 \ | j . i | L. | | En i SER | | . ig : i | | % i | Fe | | pet U = ois ae i 1 | je M a Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. (H. E. PETERSEN). Plate V ate V. er go [rs gy SJ vi re Dam ie à h i pil > À fl a 4 . r ï u 0 Ge 5 i 4 N i a CRC na i > 3 = + a. i & & | we 2 ee Es | "BR 5 a t i Wis ay SN | i 1 i ‘ 7 j i { i +. n w EF = 7 = ‘ (2 A a i ) D} : ' D in 2G 4 - i “33 i i i 7 Sg = 4 + i 5 EX q Dt cS, i: — 4 DEN à f ae = 11 5 LEE a: i 5 b i ac 7 ne &: . CON m 1 à ” 2 = B sp \ = RENTE wr. | sd 10 i EX # N i 2 a Ne x = i Næ, x a ak ea Statistisk Undersøgelse over Variationen i Bladstilling hos Kogierne af Redgran (Picea excelsa). Af C. Raunkiær. Siden Fremkomsten af den Braun-Schimper'ske Blad- stillingslæres Bibel: A. Braun's ,Vergleichende Unter- suchung uber die Ordnung der Schuppen an den Tannen- zapfen* (1830), har Grankoglen været det klassiske Eksempel, som atter og atter benyttes, naar det gælder om at vise, hvorledes man let bestemmer Bladstillingen paa tætbladede Skud, hvor man ikke direkte kan tælle det Antal Blade, som hører til en og samme Cyklus, 9: det Antal Blade, som sidder mellem to i samme Længde- linie stillede Blade. Som A. Braun har vist, har alle Kogler hos samme Art imidlertid ikke samme Bladstilling; fra den for den enkelte Arts Kogler sædvanlige Bladstilling findes en Række Afvi- gelser, hvoraf nogle er ret almindelige, andre sjældne eller endog meget sjældne. Ved Forelæsninger over Bladstillingslæren i Efteraaret 1910 havde jeg Brug for Materiale til Demonstration af de forskellige Variationer i Bladstillingen hos Rødgranens Kogler; for at skaffe et saadant Materiale tilveje undersøgte jeg Bladstillingsforholdet hos et større Antal Kogler, ialt 2000; Resultatet af denne Undersøgelse danner Grundlaget for efterfølgende lille statistiske Oversigt over de hos Rodgranens Kogler forekommende forskellige Bladstillings- forhold; og Hensigten med denne lille Meddelelse er at give et Udgangspunkt for en sammenlignende Undersøgelse af de her berørte Forhold paa forskellige Steder indenfor Rødgranens Vokse- kreds; at en saadan Undersøgelse maaske kan have nogen Inter- esse fremgaar af, at en Sammenligning af A. Brauns og mine Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. - 8a — 122 — Resultater tyder paa, at der, hvad Koglernes Bladstillingsforhold angaar, findes forskellige Racer af Rodgran. De af mig undersggte Kogler stammer alle fra forskellige Gran- plantninger i Jonstrup Vang, en Skov liggende c. 18 km. nord- vest for Kjøbenhavn. Koglerne er ikke plukkede af Træerne, men alle opsamlede fra Skovbunden, og jeg har saaledes ikke haft Lej- lighed til at sammenligne forskellige Træer med Hensyn. til Kog- lernes Bladstillingsforhold. Hvad angaar Ordningen af Materialet, har jeg først foretaget en Gruppe-Inddeling paa Basis af Parastik-Forholdene. De frem- herskende Parastiker er nemlig stedse meget i Øjne faldende og lader sig derfor hurtigt og let bestemme; derimod tager det læn- gere Tid at bestemme Bladstillingsbrøken, og denne er desuden ikke altid ligesaa uomtvistelig som Parastik-Forholdet; man kan f. Eks. undertiden være i Tvivl om, hvorvidt Bladstillingsbrøken i en given Kogle er 3/21 eller 13/34, 73/34 eller %/55 osv. Hvad angaar Fremgangsmaaden ved Bestemmelsen af Bladstillingen maa jeg her nøjes med at henvise til Fremstillingen i Haandbøgerne, f. Eks. Eug. Warming, Den almindelige Botanik. 1. Gruppe: 5—8—13-Rækken 9: de i Øjne faldende Biskruer (Parastiker) hører til Hovedrækken 5, 8, 13 osv. 95,65 pCt. af de 2000 undersøgte Kogler hørte herhen; og i de enkelte Hun- dreder varierede Tallene meilem 92 og 98 Procent; Afvigelserne fra det sædvanlige Forhold var altsaa 2—8 pCt.; ved Undersøgelsen af 100 Kogler vil man saaledes i Regelen træffe idetmindste et Par, som i Parastik-Forholdene afviger fra det normale Forhold. Kun i det ene Tusinde af de undersøgte Kogler bestemte jeg Bladstillingsbrøken for hver enkelt Kogle; Resultatet ses af Tabellen; af de 95,7 Procent, som af dette Tusinde hørte til 5—8—13-Ræk- ken, havde de 81,2 pCt. Bladstillingen 8/21, der saaledes var langt den almindeligste Bladstilling hos Grankoglerne i Jonstrup Vang; 1,7 pCt. havde Bladstillingen 1/34 og 1,5 pCt. Bladstillingen 71/55; 8/1, 15/34 og 7/55 er jo Led i Bladstillingernes Hovedrække, og 84,4 pCt. af samtlige Kogler hørte saaledes til denne Række. Resten af de 95,7 pCt. af de til 5—8—13-Rækken hørende Kogler, altsaa ialt 11,3 pCt., havde Bladstillingen 1/29, som hører til en fra Blad- stillingernes Hovedr&kke kun lidet afvigende Sidelinie. 9. Gruppe: 4—7—11-Rekken 9: de i Øjne faldende Bi- skruer hører til Rækken 4, 7, 11 osv. Af de to Tusinde under- søgte Kogler hørte 47 herhen: 23 af det første, 24 af det andet — 123 — Tusinde, altsaa henholdsvis 2,3 og 2,4 pCt. Kun i et af de tyve Hundrede Kogler var denne Gruppe ikke repræsenteret; i hvert af de øvrige 19 Hundrede fandtes. derimod 1—5 Kogler, som hørte herhen. Hvad Bladstillingen angaar, hørte af de 47 Kogler de 46 til den af 4—7—11-Parastikerne bestemte Birækkes Hovedlinie, nemlig 38 med 5/18, 5 med 3/29 og 3 med '/47 Bladstilling; kun en Kogle hørte til en Sidelinie og havde Bladstillingen 7/25, Tabel. Bladstillingerne Antal Kogler i Gruppe i 1. Gruppe Antal Kogler med 1: 2 a | 4, 5. en Kan. etui), ||5-8-19|4-7-11 |5-7-12) 4-6-10 3-00 1. Hundrede ...... 90 2 " 3 95 2 1 > " Dw CN ac la a 90 3 1 2 96| 2 lee? i PE", 87 2 i 8 971073 i å i 1 SE 96 Å 1 OF MES ke: Du 5. ee RER, 70 fr fr 26 96 3 ” 1 | ” CRU 53 3 FSC OP) SA Be — 84 " VA gulls 95) 3 | » DO HERE See Se 76 173 8 98 ES col il i L'URSS Es C86 1 fl 96| 1 " 3 i | 1, ee 80 4 a EU i 95| 4 u 1 ig FTusinde .. 819 |} 17 5a. 957) 93 2 ee à DEN PT | OA PTE 06 24-3) EN ICS A. Braun: c. 1000 . |[432]/[4001 [168]| 1 |c.969| 11 ee, N 3. Gruppe: 5—7—12-Rekken. Kun paa 3 af 2000 Kogler var de i Øjne faldende Parastiker 5-, 7- og 12-Parastikerne; Blad- stillingen var 2/19 (1 Kogle) og "3/31 (2 Kogler). 4. Gruppe: 4—6—10-Rækken. Ved Numereringen af Skællene ved Hjælp af denne Rækkes Parastiker, 4, 6, 10 osv., vil man snart se, at hvis man begynder med at mærke det Skæl, hvorfra man gaar ud, med 0, saa faar man tillige et dette modsat stillet Skæl mærket 0, altsaa to lige over for hinanden stillede Skæl faar samme Betegnelse; paa samme Maade faar to paa hver sin Side af Koglen stillede Skæl Mærket 2, ligeledes faar to Mærket 4, to Mærket 6 osv.; derimod er der ingen Skæl, der faar Mærkerne 8a* — 124 — 1, 3, 5, 7 osv.; med andre Ord, de foreliggende Parastik-Forhold viser, at disse Koglers Skæl er modsatte. | Af de to Tusind Kogler hørte 33 herhen, 16 af det ene og 17 af det andet Tusind; og hvad Fordelingen paa de enkelte Hun- dreder angaar, var Forholdet dette, at i 3 Hundreder fandtes ingen, i de øvrige 17 Hundrede derimod 1—4 til denne Gruppe hørende Kogler i hvert Hundrede. Divergensen mellem de paa hinanden folgende Bladpar (og i Sammenhæng hermed Tallet af lodrette Skælrækker) hørte i de fleste Tilfælde til Hovedlinien: 1/4, 1/6, ?/10 osv., og var 3/16 (4 Kog- ler), °/26 (21 Kogler) og 8/42 (2 Kogler); 6 Kogler hørte til en Side- linie og havde Divergensen ”/36. 5. Gruppe: 3—6—9-Rekken. Ved Numerering af Skæl- lene ved Hjælp af Parastikerne i denne Række faar man 3, ved 1/3 Stængelperiferi adskilte Skæl mærkede 0, og paa samme Maade 3 mærket 3, 3 mærket 6, 3 mærket 9 osv.; men ingen mærket 1, 2, 4, 5, 7, 8 osv.; med andre Ord, Skællene er i disse Kogler stillede i 3-tallige Kranse. Af de 2000 Kogler hørte 4 herhen, og hos dem alle var Divergensen mellem to paa hinanden følgende Kranse 7/24. Det fremgaar af det foregaaende vg ses af Tabellen, at der med Hensyn til Koglernes Fordeling paa de fem paa Parastikfor- holdene opstillede Grupper er god Overensstemmelse ikke alene mellem de to enkelte Tusinder men ogsaa mellem de enkelte Hun- dreder. Der er ogsaa ret god Overensstemmelse mellem mine og A. Brauns Resultater. A. Braun har ganske vist ikke opgivet det nøjagtige Tal paa de af ham undersøgte Rødgran-Kogler, men han regner det dog selv for c. 1000; i „Anhang“ til „Vergleich. Untersuch. etc.“, Pag. 389, siger han nemlig: „Unter mehr als 1000 Zapfen von P. Picea, welche ich nach und nach der Untersuchung unter- warf, fand ich im Ganzen 33, welche von den normalen Stellungs- verhältnissen ®/aı, 73/34, 4/55 abwichen, also dass man auf 100 nor- male Fälle etwa 3 solcher Abweichungen rechnen darf ...“; af de 33 Kogler er der imidlertid to, som hører til min 1. Gruppe, idet de hører til en Sidelinie fra Bladstillingernes Hovedrække, den ene Kogle med Bladstillingen !!/ss, den anden med Bladstil- lingen 48/47; denne sidste er ikke opført i Tabellen. Gaar vi ud fra den foran anvendte Inddeling af Materialet, er der af A. Brauns c. 1000 Kogler saaledes 31, der afviger fra min — 125 — 1. Gruppe, 9: det normale Parastik-Forhold; det er lidt mindre end i mit Materiale, hvis to Tusinde gav henholdsvis 43 og 44 Afvi- gelser, altsaa godt 1pCt. mere. Af de 31 Kogler hørte 11 til 2., 90 til 4. Gruppe i min Inddeling; derimod var min 3. og 5. Gruppe ikke repræsenterede i A. Brauns Materiale; af denne Forskel kan dog intet sluttes, da disse to Gruppers Parastik-Forhold hører til de allersjeldneste, i mit Materiale hver kun repræsenteret ved 1—2 Promille. | Ved Omtalen af Kogler med afvigende Bladstilling siger A.Braun: „dass nicht nur einzelne Wälder, sondern auch in diesen wieder einzelne Bäume vorzugsweise zur Hervorbringung solcher Anomalien geneigt sind“ (l.c. p.391); det af A.Braun fremlagte Materiale berettiger imidlertid ikke en saadan Slutning; paa den anden Side tyder mine Undersøgelser og en Sammenligning mellem disse og A. Brauns paa, at der dog vistnok hos Rødgranen gives Racer, som er forskellige med Hensyn til Koglernes Bladstilling; men Forskellighederne ligger ikke i Talforholdet mellem de til Blad- stillingernes Hovedrække hørende Kogler og Afvigelserne herfra, men derimod i Maaden paa hvilken de til Hovedrækken hørende Kogler ere fordelte paa de forskellige Led i Rækken. Blandt c. 1000 Kogler fandt A. Braun kun en eneste med Bladstillingen 1/29, altsaa kun 0,1 pCt.; medens denne Bladstilling fandtes hos 11,3 pCt. af 1000 af mig undersøgte Kogler; men disse 11,3 pCt. var meget uensartet fordelte paa de enkelte Hundreder, svingede mellem 1 og 36 Procent i hver af disse; her var saaledes stor Variation. Med Hensyn til Koglernes Fordeling paa de enkelte Led i Bladstillingernes Hovedrække er der stor Forskel mellem A. Brauns og mine Resultater. I det af mig undersøgte Tusinde havde 81,2 pCt. Bladstillingen */21, medens Bladstillingerne 1/31 og 21/55 kun var repræsenterede med henholdsvis 1,7 og 1,5 Procent; hos A. Braun er de tilsvarende Tal henholdsvis 43,2, 40 og 16,8; Betyd- ningen af denne store Forskel svækkes dog derved, at A. Brauns Tal her kun er baserede paa Undersøgelsen af 125 Kogler. I Ta- bellen er de 125 Kogler omregnede til 1000 og Tallene derfor sat i kritisk Parentes. Størst Betydning med Hensyn til det foreliggende Spørgsmaal om Racer har for mig Resultatet af det 8. af de af mig under- søgte Hundreder af Kogler (se Tabel), der viser 13 pCt. med Blad- stillingen %/55, medens denne Bladstilling ikke fandtes i 7 af de øvrige Hundreder, og i de to andre kun hos 1 pCt. af Koglerne. — 126 — En efter Optællingen af det nævnte Hundrede Kogler foretagen Undersøgelse paa det Sted i Skoven, hvor disse Kogler vare ind- samlede, gav det Resultat, at der i den paagældende Granplantning fandtes en Gruppe af Træer (eller: maaske kun eet Træ?), under hvilke de nedfaldne Kogler fortrinsvis havde Bladstillingen 24/55 og tillige havde de et ejendommeligt, fra de øvrige Kogler afvigende Udseende. At faa Spørgsmaalet afgjort ved Udsædsforsøg er jo i dette Tilfælde baade en vanskelig og lang Vej at gaa, dels paa Grund af Vanskeligheden ved kunstig Bestøvning, dels paa Grund af Længden af den Tid det vil tage, før Resultatet viser sig. Og der er neppe stor Udsigt til at opnaa gode Resultater ved en sammen- lignende statistisk Undersøgelse i forskellige Rødgran-Plantager i Danmark, hvis Rødgran formodentlig er af en meget blandet Op- rindelse; derimod kan der maaske opnaas et Resultat, naar denne Metode anvendes paa forskellige Steder indenfor Rødgranens op- rindelige Vokseomraade, i de oprindelige Rødgran-Skove. For at give et Udgangspunkt for en Undersøgelse af denne Art har jeg her meddelt Resultatet af mine Tællinger. Some Chlorophyceae from the Danish West Indies. By F. Børgesen. Caulerpa. Dating the examination of my algal material collected in the lagoons of the Danish West Indies I have found the following two species of Caulerpa which are not mentioned in my treatise con- cerning this genus.!) Caulerpa fastigiata Montagne in Ramon de la Sagra, Flora Cubana, pl. 2, fig. 3; Weber van Bosse, Monographie des Caulerpes (Ann. du Jard. bot. de Buitenzorg, Vol. 15, p. 262). Vickers, Phycologia Barbadensis, tab. 36. " When preparing my paper on the West Indian Caulerpas I looked vainly for this species, which judging from its distribu- tion in the West Indies ought to occur at the Danish Islands also. Having now examined all my material collected in the lagoons, I have found the species richly represented in a collection from the small lagoon at Cruz Bay, St. Jan. It occurred here growing on muddy bottom in quite shallow water. It was found as Ægagro- pila-like clumps formed by the entangled rhizomes and axes grow- ing out from them. The form I have found (fig. 1) had commonly a rather well- developed rhizome, from which partly rhizoids, partly assimilation- axes grew out and these had sometimes many and closely placed, sometimes few and scattered ramuli; these are sometimes opposite 1) Borgesen, F., An ecological and systematic account of the Caulerpas of the Danish West Indies (K. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter. 7. Reekke, © naturh.-mathem. Afd., IV. 5. København 1907). — 128 — or most often alternate or several occur at the same height point- ing in different directions. The ramuli are longer or shorter, often nearly cylindric, often also clavate, swollen towards the obtuse apex. As pointed out by Reinke!) the different parts of the plant are only very little differentiated; the erect axes can probably be easily transformed to rhizomes and even the ramuli grow often out. Cau- lerpa fastigiata and the nearly related, if on the whole specifically separated, C. filiformis, I agree with Reinke in considering as the lowest form of the genus. Mme Weber in her mo- nograph, p. 263, writes: “J’ai été frappee en examinant les filaments du C. fastigiata de voir le sommet de plusieurs filaments rempli de chroma- tophores encore d’une intense couleur verte”. This I have also found in my specimens and it was visible even in material preserved in spirit. To this Mme Weber adds: “Suhr dans sa révision des algues du Cap du Dr. Ecklon, appelle l’attention sur un fait analogue, observe par lui chez le C. ligulata, et il sup- pose que ce fait puisse avoir rapport a une formation d’or- ganes reproducteurs”. In my Fig. 1. Caulerpa fastigiata Mont. plant the more intensive col- From Cruz Bay, St. Jan. About 10:1.. ouring seems to me in eye case to be easily understood from the dense Ægagropila-like growth of the plant, where often only the apices of the axes were free and exposed to the light. Only found once: At Cruz Bay, St. Jan. = a —— 1) J. Reinke: Ueber Caulerpa. Ein Beitrag zur Biologie der Meeres-Organis- men, pag. 7. (Wissensch. Meeresunters., N. F., Bd. 5,, Kiel 1899.) — 129 — Caulerpa Vickersii nov. spec. Caulerpa ambigua Vickers, Phycologia Barbadensis, Pl. XXXVII. Col- lins, The green Alge of North America (Tufts College Studies, vol. II, Nr. 3, 1909, p. 421). Okamura, On the Alge from Ogasawara-jima (Bonin Islands), Bot. Magazine, Tokyo, Vol XI, 1879 ex parte? Caulerpa nana frondibus a surculo repente, plus minus distincto et irregulariter curvato, erectiusculis, teretibus, superne ramulis preeditis; ramulis, fere cylindricis, distichis vel interdum perpaucis irregulariter insertis, oppositis vel alternatis, majoribus apice sæpe furcatis. When examining my Bryopsis- material I found this nice, small Cau- lerpa growing entangled in a large Bryopsis-tuft. The specimens met with quite agree with those found first in the West Indies by Mie Vickers at Barbadoes and so well pictured in her „Phycologia“. Mle Vickers has referred our plant to C. ambigua Okamura and I agree with her, that this is most probably right but only in part. Whilst, na- mely, our plant seems to agree with, or in any case to come very near to, that form figured by Okamura, ke on pl. 1, fies, 7, 8,19, 10, it seems to he rather different from that shown in figs. 3, 4, 5, 6. To be sure Okamura considers these Fig. 2. Caulerpa Vickersii nov. spec. 5 From Cruz Bay, St. Jan. About 6:1. two forms as belonging to the same | species, but I cannot help having some doubt in this matter and my West-Indian material, in any case, seems only to come near to the first mentioned form. I shall now give a description of the West Indian plant. As mentioned above, the plant was found growing in tufts of Bryopsis and it was therefore also rather difficult to get the plant separated out; most often at the base of the erect axes only some few rhizoids were present, quite in accordance with what Okamura has found in his plant. But afterwards I also found plants with a part of the rhizomes, shorter or longer, most often very irregu- Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 9 — 130 — larly bent, squeezed into the Bryopsis-tuft and in one specimen a rather well-developed creeping rhizome was present (fig. 2) with irregularly branched rhizoids growing downward and the axes up- ward. I may point out, however, that like Caulerpa fastigiata the difference between rhizome and axes seems to be-rather slight and the rhizome sometimes bears ramuli. From this rather irregular and often indistinct rhizome the erect axes grow up. They are provided with shorter or longer, distichously arranged ramuli, only very seldom a single or few ramuli are found with a different arrangement (comp. fig. 2 and Vickers, I. c., pl. 37, fig. 3 and 6). The ramuli are opposite or sometimes also alter- nating; they are of varying length, from rather short (2—3 times as long as broad) to long and cylindrical (4—5 times as long as broad); they are not constricted at their base and have a rounded apex. The plant shows a very distinct periodical growth, the lower- most ramuli in each section being the longest and most vigorous the uppermost quite small; most often five sets of ramuli are found in each section. The largest and most vigorous ramuli are further- more distinguished from the smaller ones by having their apices bipartite or even tripartite (comp. Vickers, I. c. fig. 6). Finally I may point out that the thickness of the erect axes is about 150 y, that of the ramuli about 100 » and the length of the ramuli up to 450 y. As to the relationship of our plant I think it comes rather near to Caulerpa fastigiata with some forms of which (comp. Vi- ckers, |. c., pl. 36, figs. 3—4) it seems to be closely related. As already mentioned, it seems to me that our plant bears a great resemblance to the one form referred by Okamura to Cau- lerpa ambigua, namely his figs. 7, 8, 9 and 10, while it is very different from the other form which is figured by Okamura in figs. 3, 4, 5 and 6. The differences I can find between our plant and the first-mentioned of Okamura are restricted to the absence of bipartite ramuli in Okamura’s plant and to the fact that our plant seems to be on the whole somewhat stouter. Compared with the other form, upon which the description of Caulerpa ambigua seems chiefly to be based, great differences from my plant are present. Of these may be pointed out the following from the original description of Okamura, namely that the dis- position of the ramuli being “typically distichous and opposite” is often ‘disturbed by the presence of some irregularly inserted ones”. As to the form of the ramuli “they are oblong or obovate, being — 131 — slightly swollen upwards, and are neither falcate nor pointed, but very patent, straight and very obtuse at apex. The bases of ra- menta are sometimes equally broad or a little narrowed as if pe- dicellated”. The ramuli reach “a length of 216—354 4; the shorter one half that amount”. “The portion of rachis intercepted between two opposite ramenta is slightly constricted as if articulated; it is more especially so in frond bearing ramenta constricted at base. In frond bearing ramenta which are not narrowed at hase, the constriction of rachis is not so marked”. From this it seems clear that our plant is very different from this form, as a glance at the figure quoted in Okamura's paper will quickly show.') By reason of the constricted or articulated rachis Oka- mura also refers his plant to the group Sedoideæ and in Mme Weber van Bosse’s Monograph we therefore find Caulerpa am- bigua in the subgroup IV Opuntioideæ of the section Sedoideæ. In Caulerpa Vickersii the rachis is not constricted and as mentioned above I think our plant is most nearly related to Caulerpa fasti- giata; in the “Phycologia Barbadensis” Mie Vickers has placed it between C. fastigiata and C. pusilla and I think this is more than a mere chance. In addition to what I have just said with regard to C. ambigua, I may add a word on the supposed greatest peculiarity of this plant, namely the lack of rhizome. In the diagnosis of the plant Okamura has described it in this way: ‘Frond dwarf, filiform, isolated with no repenting surculus, erect, rooting downward...”, but in the more detailed description Okamura expresses some doubt on the matter and mentions that he has only had very little material; in the specific name ambigua also I think the author has hinted this doubt. Having now examined the above-mentioned specimen in ‘‘Algæ Japonice Exsiccate’’, this seems to me very clearly to show a rhizome. Quite in accordance with what I have found in my plant the rhizome was very irregularly bent and rami- fied, often bore ramuli and seems in all not to be much differentia- ted. Upon the whole I may point out that as to the rhizome 1) In "Algæ Japonice Exsiccate” nr. 95 a specimen of this species is distribu- ted. Judging from the material at hand (very little material is present) I think we have to do with the above-mentioned form, the first named by Okamura. As to the essential character, the constriction of the rachis, this of course is always more indistinct in dried material but never- theless I think I have been able to see a trace of it. 9* ee Okamura’s plant seems quite to agree with the West Indian one. It may be hoped that Prof. Okamura will soon give us a more detailed description of this as yet rather dubious plant. Caulerpa Vickersii was found growing entangled among Bry- opsis upon rocks near the surface of the sea in a rather sheltered locality. Found only once: St. Jan, Cruz Bay. It is earlier known from Barbadoes where it was first found by Me Vickers. Halimeda. As belonging to the Halimeda Tuna group Howe!) has de- scribed a new species Halimeda scabra and further pointed out that Halimeda discoidea Decaisne*) must be considered as a good species well separated from H. Tuna, and of this he has given a detailed de- scription. While Mrs. Gepp in her valuable monograph’) of the genus Halimeda specially laid stress upon the peculiarities of the nodal fila- ments of the central strand as specific characters, Dr. Howe also lays much importance upon the utricles of the peripheral and sub- cortical layers and has here found important characters. Halimeda discoidea is according to Howe different from H. Tuna, especially by having the peripheral utricles a little larger, often fused together and in contact above for !/s—?/s of their length and therefore only separable with much difficulty after decalcifica- tion, while in A. Tuna the peripheral utricles are smaller, very rarely fused, in contact above for 1/20—1/s of their length only and easily separable on decalcification. As to the utricles of the sub- cortical layer, these are subturbinate, obconical or clavate, 35—110 4 in maximum width in H. Tuna while in H. discoidea they are bullate, varying from broadly funnel-shaped to subglobose 110—215 u in maximum width. Further the calcification is slighter in H. dis- coidea than in H. Tuna and finally the nodal filaments of the central strands fuse in twos or threes, are often somewhat co- herent just above the point of fusion in H. Tuna, while in H. dis- coidea they fuse in twos rarely in threes, are not coherent and 1) M. A. Howe, Phycological studies, II (Bull Torr. bot. Club, 34, p. 494, 1907). *) J. Decaisne, Sur les Corallines (Ann. Sci. Nat. II S. 18, p. 102, 1849). 5) E.S. Barton, The Genus Halimeda (Siboga Expeditie, Monogr. LX, 1901). RT — 133 — the fusion is incomplete. To these last-mentioned characters, how- ever, Howe does not attach so much importance, as there often is some variation. Having now examined my material, I agree with Howe in considering H. discoidea as a species separate from H. Tuna and of the points named by Howe I think that the largeness and the form of the utricles of the subcortical layer especially give good characters. As to those of the peripheral utricles they may be used with a little more care. Of both forms I have found typical specimens, of H. Tuna very like fig. 1, PL I in Mrs. Gepp’s mono- graph and of H. discoidea quite agreeing with the figure (Plate 26) of Howe and in these specimens the peripheral utricles were also quite in accordance with Howe’s description. Only I would point out that I do not think that so very much stress can be laid on the more or less contact above of the peripheral utricles with the neighbouring cells, I have here found considerably variation; in a specimen from the Mediterranean, collected by Dr. Kolderup Rosenvinge at Antibes, even the cells were connected up half their length. As to the fusion of the cells, on the other hand, I have found in agreement with Howe that fusion is very rare in H. Tuna var. typica but occurs often in H. discoidea var. typica. Things are quite different in the broad-jointed form of both species found in deep water. Here fusion of the peripheral utricles is almost quite common in both forms and as the external appea- rance of the two forms is so very much alike also, I to begin with was most inclined to consider them as belonging together. But after a more thorough examination I have found that not only the form and largeness of the utricles of the subcordical layer seem to be very constant in each species, in agreement with the var. typica of both, but the peripheral utricles also show some characters which are rather constant. Thus the peripheral utricles seen from the surface are, though little, nevertheless rather clearly smaller in H. Tuna var. platydisca (Decne) Gepp') than in the broad form of H. discoidea to which I propose the name var. platyloba (see later), and the utricles are more easily separable in H. Tuna. Howe for the rest has also pointed out that the forma platydisca of Tuna shows occasional fusion. 1) Mrs. Gepp has examined the original specimen preserved in the Paris Museum and found that the internal characters agree with those of H. Tuna, — 134 — On the basis of these facts, in agreement with Dr. Howe, I have therefore no hesitation in considering the forms in question as two well-separated species. The forms occuring in the Danish West Indies can be grouped in this way: Halimeda Tuna (Ellis et Solander) Lamx. Lamouroux, Extrait d'un mémoire sur la classification des Polypiers coralligenes non entiérement pierreux (Nouv. Bulletin Soc. Philom., Tome III, Paris 1812, p. 112. Barton, The Genus Halimeda, p. 11. Corallina Tuna Ellis and Solander, Nat. Hist. Zoophytes, London 1786, p. 111, tab. 20, fig. e. var. typica Barton 1. c. p. 13, pl. 1, fig. 1. Of this form I have only collected a few specimens in rather deep water (5 fathoms) in open sea off White Bay on the south side of St. Groix. var. platydisca (Decsne) Barton, |. c. p. 14, pl. 1, fig. 2. The specimens referred to this form have rather thin but large (up to 41/2 cm. broad), joints, they have when dried a whitish-green colour and are less calcified than the var. typica. They occur often fixed to shells, corals etc. lying on the bottom, but they are also able to grow upon the loose bottom, fixing themselves by means of rhizoids to coarser sand particles etc. Only found in the open sea in deep water (10—20 fathoms). St. Thomas in the sea to the west of Water Island, St. Jan in the sound between this island and St. Thomas off Crux Bay and in the sea north of St. Jan off America Hill. Halimeda discoidea Decaisne. J. Decaisne, Sur les Corallines (Ann. Sc. Nat. Sér. II, 18). M. A. Howe, Phycological Studies III (Bull. Torr. Bot. Club, 34, 1907, p. 495). var. typica, Howe, |. c. p. 495, pl. 25, figures 11—20; pl. 26. The specimens referred to this variety seem to agree rather well with Howe’s description and figures, being only somewhat smaller. They were all found in moderately deep water (about 5 fathoms) in open sea off White Bay on the south side of SCH var platyloba n. var. Fig. 3. Different from var. typica by having broader (up to 40 cm. broad) joints and, especially the younger ones, being only very little calci- — 135 — fied. As to the anatomical characters var. platyloba agrees very well with var. typica, only the peripheral utricles seen from above seem to be a little larger in this form than in var. typica. Com- pared with var. platydisca of H. Tuna in external habit the two forms show great agreement, nevertheless some lesser differences are present; of these may be mentioned that the thallus is thinner, Fig. 3. Halimeda discoidea Decaisne var. platyloba nov. var. A young plant with new joints above. About 1:1. more greenish and less calcified in var. platyloba than in var. plaiy- disca, Just as the surface of the joints seems to be a little smoother in var. platyloba, more uneven in var. platydisca. But in the anatomi- cal characters, as stated before, the two forms are easely separa- ted, each having the characters of the respective typical forms. Quite in the same way as var. platydisca, var. platyloba is a deep-water form occurring at the Danish Isles in depths from — 136 — 10—20 fathoms. It is found in the sea round St. Jan. Off Cruz Bay and off America Hill. It was growing partly on shells and stones, partly also upon the loose bottom itself. Halimeda Opuntia (L.) Lamx. Lamouroux,.l.c. p, 186. Barton, 1. c. p. 18. var. typica Barton, I. c. p. 20. var. triloba (Decsne.) Barton, |. c. p. 20. H. Opuntia occurs most often in shallow water, but once I have found it in deeper water in about 10 fathoms; it occurs both on sheltered and on more exposed coast, var. triloba being a more sheltered form, var. typica also occurring on more open coast; it is often found in the lagoons lying like large cakes loose upon the bottom. It is a very common species, found everywhere with the ex- ception of at the most exposed localities only. Halimeda incrassata (Ellis et Solander) Lamx. Lamouroux, Sur la classification des Polypiers etc. (l. c. 1812, p. 186); Barton, The genus Halimeda l.c. p.25. Corallina inrassata Ellis et Solander, The natural history of many curious and uncommon Zoophytes, London 1786, p. 111, tab. 20, fig. d, di—ds, Di—De. Halimeda tridens, Howe Phycological studies III, (Bulletin of the Torrey Bot. Club. vol, 34, 1907, p. 501). Howe (lI. c.) is of the opinien that the name of this species ought to be tridens and not incrassata contrary to Mrs. Gepp who called the species incrassata. Both these species-names were created by Ellis and Solander I. c. and afterwards used by later botanists, until we now, in recent years, consider them as belong- ing to the same species, and the question is therefore open which name we shall prefer. In his paper quoted Dr. Howe writes as follows: “Mrs. Gepp, in her monograph of “The Genus Helimeda” (Siboga-Exped. LX) has adopted the specific name incrassata, presu- mably because Ellis & Solander’s description of .their Corallina in- crassata was accompanied by the more numerous and more de- tailed figures. The Rochester and the Philadelphia codes of bo- tanical nomenclature give preference in such cases to the name having “precedence of position”, which would here call for the adoption of the specific name tridens, the name which, fortunately, in America, at least, has been the more generally employed”. As — 137 — I can not agree with Dr. Howe in this matter I should like in the following to give my reasons. if we consider the figures illu- strating the two species in Ellis & Solander’s work (Pl. 20, fig. a = Corallina tridens and figs d—ds and Di—D6 = Corallina incrassata) we will at once see that while the figures illustrating Corallina incrassata give an excellent picture of the typical form of H. incrassata, the fig. a of Corallina tridens only shows a bit of a plant perhaps representing a form of Halimeda incrassata but which with quite the same right might be considered as a form of Halimeda Opuntia. As, furthermore, the descriptions of the plants are such, that without figures, we could not at all know what they refer to and further the original specimens no longer exist and we have only the figures to refer to, then to choose just that figure, about which we cannot without doubt say what it signifies as the type of the species, seems to me very unfortunate and for this reason alone I think we may use the specific name incrassata for this species. Halimeda tridens described in such a way that it can be recognized without doubt is namely of a rather late date. When we namely look through the literature regarding Halimeda tridens (as to Halimeda incrassata no doubt is possible), to find out when this form was first described and figured in such a way that it can clearly be recognized, we come to the descrip- tion and figure of Harvey in “Nereis Bor.-Am.”, part III, pag. 24, pl. 44 C (1858). Strictly speaking, therefore, we may write Hali- meda tridens Harv. and not Lamouroux. And that the Americans are inclined to do so is also clearly seen from the fact, that on the label to the specimen of Halimeda tridens distributed in “Phyco- theca Bor. Am.”, No. 273 Harvey’s Nereis is also first quoted. When Howe therefore continues (1 c.) “In the case in hand, technical priority in the matter of publishing a choice between the two names appears to lie, by a narrow margin, so far as we can dis- cover, with Mr. F. S. Collins, whose choice of Halimeda tridens appeared in print in November, 1901 (Proc. Am. Acad. Arts and Sc. 37: 246) while Mrs. Gepp’s monograph, in which the name Halimeda incrassata is preferred, bears the date of December, 1901”, I think that Collins in the paper quoted is not right in preferring a name so late as 1858 for the species (before this time, as men- tioned above, we have no definite idea of what is meant with H.tridens) and not incrassata of Ellis and Solander, the figure of which leaves no doubt. For the rest judging from the very — 138 — short note about this matter by Collins.at the place quoted above, I think that Collins has not examined the question about the nomenclature so very much in detail but used the name which has been most in use in America, namely Halimeda tridens. Howe refers four species to his Halimeda tridens group, namely, H.favulosa Howe characterized by very large peripheral utricles; a form like this I have not found in the Danish West Indies. Further besides the typical H.incrassata he considers the forma monilis as a species and describes finally the new species H. simulans. As distinctions £ > Fig. 4. Halimeda tridens (Ellis et Solander) Lamx. Tree different forms from Krause’s Lagoon (my collections nr. 1484). About 2/3. Compare text. between the species Howe also, lays stress upon histological cha- racters, namely the peripheral utricles, as after Howe these in A. tridens are 49—77 u in average maximum diameter while in H. mo- nile and H. simulans they are 30—40 4 in average maximum diameter, these two species being kept separated by the forms of the joints which are mostly suhterete in the first mentioned, discoid in the last. Having now examined a very large number of specimens in my collection I willingly admit that these characters in the different forms very often agree with what Howe has found, in that the — 139 — peripheral utricles are large in specimens belonging to the typical form and smaller in forms coming near to monile and simulans. But just as intermediate stages occur in the outer appearance of these forms, so we often also find specimens with large and small cells intermingled or specimens in which the outer form and the dimensions of the peripheral utricles point against each other. Some examples may illustrate this. In Krause’s Lagoon on the south coast of St. Croix I have collected (my collections nr. 1484), upon soft muddy bottom in about 1—2 meter of water, some Halimeda incrassata forms grow- ing together in a restricted area and of which the fig.4 abc give their habit while the fig. 5 a 6 c give surface views of the Fig, 5, Part of the surface of three specimens figured in Fig. 4. About 80:1. The figures indicate the largest diameter of the peripheral utricles in X. peripheral utricles respectively of the same 3 specimens. Regard- ing now the habit of the plants, a and c may be referred to forma typica and b to forma monile; if on the other hand we consider the peripheral utricles, we will find that while these in c are large in accordance with what H. incrassata has after Howe, a has much smaller periphera! utricles bringing it by this fact into the monile-simulans-group, having smaller utricles than the monile- like specimens fig. b, some utricles of which are nevertheless larger than permitted in the monile-simulans-group. Some other specimens (my collections Nr. 1120) collected in the sea west of Water Islands, St. Thomas, at a depth of about 20 meters, point in the same way. Judging from their outer appearance (fig. 6) they come nearest to var. typica, fig. a especially being very typical having a great resemblance with the figure 39 in Mrs. Gepp’s monograph of forma typica. The other specimen (fig. 6) has some- what broader joints approaching it to var. simulans. If we now consider their respective peripheral utricles (fig. 7) we will find that a has small while 5 has large utricles. So we see that the specimen — 140 — nearest to the typical incrassata has small utricles bringing it into the monile-simulans-group while the fig. b with broader joints, bringing it nearer to simulans, has large utricles. And another spe- cimen (my collection nr. 1601), in its outer appearance coming very near to monile, had rather large, about 60 broad utricles bringing it over into the typica group. Also specimens often occur which both in their outer habit and anatomical characters give them an intermediate place. Thus at the shore in the Lime Tree Bay (Ca- savagarden) I have found specimens which in their outer habit Fig. 6. Halimeda tridens (Ellis et Solander) Lamx. Two forms from the sea west of Water Island, St. Thomas (my collection nr. 1120). About 2/s. were intermediate between H. incrassata, typica and monilis and in the same way the diameter of the peripheral utricles were in one specimen 29—54 u, in another 40—48 y, in a third 35—47 u. By reason of these observations, therefore, I cannot agree with Howe in considering these forms as different species but can only consider them as varieties of the same species. — 141 — var. typica Gepp. Barton, |. c, p. 27. Most of the specimens referred to this variety were in good accordance wilh the figure of Mrs. Gepp, some of the specimens Fig. 7. - Part of the surface of the two specimens of Halimeda incrassata figured in fig.6. About 80:1. The figures indicate the largest diameter of the peripheral utricles in 4. had some resemblance with forma tripartita Gepp, l.c., p.27, fig. 43, though not quite so typically developed as this figure; some others had a little broader joints approaching them somewhat to var. simulans. As to the size of the peripheral utricles, the dia- meter of these in most of the specimens was found to be about 40—50 4, in others cells were found with diameter up to 1002. In Christiansted’s Lagoon I have found a nice little form which I think deserves to be considered as a new form. f. graeilis n. f. Fig. 8. Joints small, nearly circular or broad oval and indistinctly rib- bed. Not much calcified and ra- ther flexible. The diameter of the peripheral utricles varies from 40—67 u. The filaments of the central strand communicate at the apex of joints by means of pits. Of the forms described by Mrs. Gepp I think it comes Fig. 8. Halimeda incrassata (Ellis et Solander) Lamx. forma gracilis nov. f. About 1:1 _ ma nearest to forma rotunda but in the dimensions and form of the joints it is well separated. : Var. typica is found in shallow water in sheltered localities, especially in the lagoons where it often grows abundantly in the soft bottom but also on more exposed coast and in deep water down to a depth of about 30 meters. It is common at the islands. Forma gracilis was only found in Christiansteds Lagoon, where it was growing in shallow water upon the soft bottom. Fig. 9. Halimeda inerassata (Ellis et Solander) Lamx. var. monilis, f. robusta n. f. About 2/3. var. monilis (Ell. et Sol.). Barton, The genus Halimeda, p. 27. Corallina monile Ellis and Solander, Nat. Hist. Zooph. 1786, p. 110, pl. 20, fig.c. Halimeda monile Lamx., Sur 1. classif. d. Polyp. corall. (Soc. Philom., Paris 1812, p. 186). Howe, Phycol. Stu- dies III, 1. c., p. 501. The specimens referred to this variety have commonly small peripheral utricles as pointed out by Howe, in average maximum diameter from 30—44 4, but exceptions often occur; one specimen in my collection (nr. 1695) had such groups of cells reaching even a dimension of 804 while most of the surrounding cells had a diameter of 35—40 u. Other specimens from Rendezvous Bay, St. Jan (nr. 1873 b.) had also rather large cells (diameter from —- 143 — 35—60 u). Compare also the specimen (nr. 1601) mentioned above p. 140. The specimens of these variety from the Danish Isles can be referred to two forms: f. robusta n. f. Fig. 9. Plant of a robust vigorous growth with numerous bran- ches densely crowded. Joints at the base broad, cuneate, strongly calcified growing to- gether to form a short stem, higher up narrower, tridentate or often nearly cylindrical. The peripheral utricles in the specimen shown in fig. 9 were from 304—514 in diameter. This form comes rather near the typical figure of Ellis and Solander (1.c. p.110, tab. 20, fig.c). On the other hand it differs rather much from the figure of var. monile given by Mrs. Gepp, |. c. fig. 40. k. ‘cylindrica n. f. Fig. 10. = ? Halimeda cylindracea Decaisne, Sur les Corallines (Ann. se. nat., 2. sér., t. 16). Distinguished by having only few erect branches which give the plant a slender appea- rance. The joints are nearly cylindric in the lower and middle part of the plant some- what flattened and triden- tate at the uppermost end. The peripheral utricles were in the specimen figured from 35—60 y in diameter. Forma robusta is a rather Fig, 10. Halimeda incrassata (Ellis et So- lander) Lamx. var. monilis, f. cylindrica n. f. About 1/1. — 144 — common form and occurs in rather open and somewhat exposed localities. It is found at St. Croix: on sandy shores behind Long Reef and on the south side in Lime Tree Bay and White Bay; further at Buck Island. forma cylindrica occurs in more sheltered localities with muddy bottom; it is found at St. Croix near Krauses Lagoon. var. simulans (Howe). Halimeda simulans Howe, Phycological Studies III (Bullet. Torr. Bot. Club, vol. 34, p. 491. 1907). This nice variety is a characteristic form with broad oval joints; it possesses, when living, a nice, light-green colour. The diameter of the peripheral utricles lies mostly between 35—54 u; but as mentioned above variations often occur. This form is found partly in the lagoons, growing in shallow water upon the loose bottom, partly also in deep water down to 30—40 meters or more. St. Groix. Christianssteds Lagoon. Common in shallow water upon soft muddy bottom; White Bay (10 meters of water). St. Thomas, Bovoni Lagoon in shallow water; in the sea west of Water Island in a depth of about 30 meters of water. Halimeda gracilis Harv. Harvey, Alg. Ceylon. No. 72. Barton, The genus Halimeda, p. 22. Of this nice species I have found a form in rather deep water at St. Jan, which I think may be considered as new and for which I propose the name: opuntioides n. var. Joints large, broadly suboval—reniform often distinctly crenu- lated at the upper margin or sometimes even trilobed, having upon the whole a very great resemblance to forms of Halimeda Opuntia. The dried specimen is whitish-green in colour. The joints are ra- ther thick but easily breakable, the calcification being not very strong. Joints up to 14mm broad and 9 mm high. Whilst its outer appearance is in this way rather different from the two forms (f. typica and f.laxa) we find figured in Mrs.Gepp’s monograph, the anatomical structure of our form agrees exactly with the description and figures given by Mrs. Gepp. — 145 — St. Jan. Off Hermitage in the sound to the north of this island and Tortola in a depth of about 30 meters. It was earlier Fig. 11. Halimeda gracilis Harv. var. opuntioides nov. var. About 1:1. found at St. Thomas by the Challenger Expedition and Mrs. Gepp tells me that forms from this island exactly like mine are in the British Museum. Bryopsis. Four to five years ago I examined my material of this genus and came at that time to the conclusion that in every case my material from the Danish Islands only contained two species, viz.: Bryopsis plumosa Huds. and Bryopsis hypnoides Lamx. To be sure specimens occur, some of which show great like- ness with Br. pennata Lamx., others with Br. Harveyana J. Ag. and Br. Leprieurii Kütz., but often in the same specimen we find transitional forms to the one or other of these forms. Bryopsis pennata is characteristic and separated from Br. plumosa by having, as J. Agardh writes (Till Algernes Systematik, VIII, Siphonee, p. 23): “frondibus crectiusculis subsimplicibus, superne distiche plu- mosis, pluma initiali ambitu lineari lanceolata, ramentis distichis Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 10 — 146 — simplicibus, infimis plumæ medias longitudine circiter æquantibus” and this is also sometimes found in my specimens but most often the lowermost ramuli grow longer and the plant must then be re- ferred to Br. plumosa.. Other specimens have the ramuli more or less secund like Br. Harveyana but also here we find an even transition to Bryopsis-plants with distichous ramuli. I prefer therefore to follow Harvey’s conception of the species in ‘Nereis Bor.-Ameri- cana’, p. 31, and to consider these different variants as forms of Bryopsis plumosa. I have now again revised my Bryopsis-material and have com- pared my material with specimens collected by Mie Vickers at Barbadoes and with the excellent figures in her “Phycologia Bar- badensis”. Mle Vickers has figured, besides Br. hypnoides, also Br. pennata, Br. Harveyana and Br. Leprieurii. Unfortunately she never managed to give any description of these forms. Now I willingly admit that when these forms are typically developed, as in Mie Vickers’ above-mentioned figures, they are easily disting- uished from each other and from Br. plumosa, and the specimens I have seen from Mie Vickers’ Herbarium seem also to be rather typical; but it is quite otherwise with my material. In this I have found almost no quite typical forms. That form which was most typically developed was Br. Harveyana but often, even in the same tufts, forms occurred with scattered ramuli like Br. Leprieurii or with the ramuli more or less distichous, thus transitions to Br. plu- mosa or Br. pennata. Of the pennata form some typical or rather typical specimens also occurred, but most often the lowermost ramuli grow somewhat longer, and they may therefore be referred to Br. plumosa. By reason of this fact, therefore, I have no hesi- tation in considering these forms as varieties of Bryopsis plumosa. Only the study of living plants, I think, can give an answer to the question, how far these forms are to be considered as species or not. In this connection I may also quote what Collins writes in “The green Algæ of North America”, p. 405; “B. pennata, B. Le- prieurii and B. Harveyana are certainly closely related; only con- tinued study of living plants will settle the question of their di- stinctness. That the three last named are kept separate here is chiefly due to their being so kept by Miss Vickers, who studied and collected them at Barbados”. From this it seems clear that Collins, who has certainly seen a good many specimens of these forms, personally has arrived at the same conclusion as I have. — 147 — Bryopsis hypnoides Lamx. Lamouroux, Mémoire sur trois nouveaux genres de la famille des Algues marines (Journ. de Bot., vol. II, p. 135); J. Agardh, Till Algernes Systematik VIII, Siphoneæ, p. 27; Vickers, Phycologia Barbadensis, Pl. 53. Only a few specimens are found growing in shallow water upon the roots of the mangroves. St. Croix: Christiansteds Lagoon. Br. plumosa (Huds.) J. Ag. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, Siphoneæ, p. 27. Of this species I have found the following forms. var. typica. Some of the specimens referred to this variety were several times branched bringing them near to forma arbuscula J. Agardh |. c. This var. is very common especially in sheltered places, in lagoons etc. where it occurs in large bushes upon the roots of the mangroves. St. Croix. Christiansteds Lagoon, Saltriver; St. Thomas, Crum Bay, St. Jan, Cruz Bay. var. pennata. Bryopsis pennata Lamouroux, I. c., p. 134 J. Agardh, lc, p. 23. Vi- ckers, Phycologia Barbadensis, Pl. 52. Of this variety some specimens were found which are rather typically developed but a great many specimens were intermediate between this form and var. Harveyana, var. typica and var. Le- prieurü. This variety is very common both on more exposed and on sheltered coasts in shallow water near the surface of the sea. It grows most often upon stones and rocks but it is also found on the roots of the mangroves. | var. secunda Harv. Harvey, Nereis Bor.-Am., Part III, p. 32. Bryopsis Harveyana J. Agardh, Till Algernes Systematik, p. 22, Vickers, Phycologia Barbadensis, tab. LI. Of this several rather typical forms were found but also many transitional forms occurred, this variety being only a secund form of the typical Bryopsis plumosa. 10” — 148 — Found in shallow water in sheltered places, e. g. in lagoons where it was growing upon the roots of the mangroves. | St. Croix. Christiansteds Lagoon, Long Reef. St. Jan. Crux Bay. var. Leprieurii Kitz. Bryopsis Leprieurii Kütz., Spec. algarum, 1849, p. 490, Vickers, Phyco- logia Barbadensis, pl. 50. Of this variety some rather typical specimens were found but others were more or less intermediate between the above-mentioned varieties. Occurred in rather sheltered localities in shallow water. St. Croix. Christiansteds Harbour; St. Thomas, The Har- bour (Hurricane Hole); St. Jan, Cruz Bay. Vaucheria dichotoma (L.) Ag. C. Agardh, Synopsis Alg. Scand., 1817, p. 47. In the dimensions of the thallus the form found seems to agree very well with f. marina Hauck ‘Meeresalgen”, p. 412. Lat. thallus = 90—150 y. — oospor. = ca. 270 u. — antherid. — ca. 100 p. Long. — — ca.175v. It was found on soft, moist bottom at the shores near Krauses Lagoon, St. Croix. In ‘“Algologiska småsaker" (Bot. Notiser 1869) Nordstedt mentions that he had found a specimen of this species from St. Thomas in Herb. J. Agardh: “hab. in lignis fluitantibus. Ser. E n:o 36 (Duchassing)”. During a visit to Paris (Oct. 1908) I was able through the courtesy of M. Paul Hariot to examine a specimen of Mazé andSchramm’s Algues de la Guadeloupe determined as Chlorodesmis comosa and it seemed to me rather probable that this plant was the male plant of Vaucheria dichotoma. As now this specimen bears a great likeness to the sterile one I referred with much doubt to Aor. comosa in an earlier paper"), I think it is rather probable that my specimen belongs to this species. 1) Borgesen, F., The species of Avrainvilleas hitherto found on the shores of the Danish West Indies (Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. i Kbhvn. June 1908). — 149 — In their recent work on the Codiaceæ of the Siboga Expedition Mr. & Mrs. Gepp discuss the Chlorodesmis comosa of Mazé et Schramm, which in their opinion is an undescribed species of Derbesia. It is possible; when I collected my above-mentioned sterile plant I also took it for a Derbesia. When Mr. & Mrs. Gepp describe the sporangia of Mazé and Schramm's plant as globose I may point out, that in the Paris Museum specimen I found them obovoid much resembling in form the antheridia of Vaucheria di- chotoma. Enteromorpha chaetomorphoides nov. spec. Enteromorpha torta Vickers, Phycologia Barbadensis, tab. VI; non Entero- morpha torta Reinbold. In her “Phycologia Barbadensis”, Pl. VI, Mie Vickers has figured an Znteromorpha which she refers to Enteromorpha torta HI "fa Fig. 12. Enteromorpha chaelomorphoides nov. spec. a and 6 parts of filaments; c apex of a filament with proliferation; d filament with proliferation ; e and f transverse section of filaments. a,b, e, f about 250:1; c,d about 80:1. Reinb.!) Having now found this, it seems to me, very character- istic form also in the Danish West Indies and having examined it in detail, I have arrived at the conclusion that I cannot agree with Mie Vickers in considering the plant in question as belonging to Reinbold’s species. Major Reinbold has been so kind as to send me severa! specimens of his species; when compared with these and with the original specimen of Jürgens in “Alge aqua- tice”, Dec. XIII, N. 6 the present form shows great differences. 7) Reinbold, Th., Revision von Jürgens’ Algæ aquatice; Anhang. (La Nuova Notarisia, vol. 4, 1893, p. 201.) — 150 — Of these I shall here point out that the size of the cells in the West Indian plant is more than double that in Enteromorpha torta, and the form of the cell is very regularly rectangular or nearly square when seen from above in the first-mentioned form, much more irregular with rounded corners in HE. torta. Whilst the wall of the cell is rather thin and the outer wall quite even and the arrangement of the cells upon the whole very regular in the West Indian plant, the cells in Enteromorpha torta have thicker walls, especially the outer wall, the surface of which is quite un- even, and the arrangement of the cells is also not so regular, even if the cells here also are arranged rather distinctly in long- itudinal and also more or less in transverse rows. Whilst my plant is always cylindric, Hnterom. torta is flat, and whereas proliferations are very seldom in the first mentioned, these seem to occur more commonly in Æ. torta. These differences show clearly that my plant cannot be considered as belonging to E. torta Reinb. Another species to which our plant, judging from the descrip- tion, might perhaps have some resemblance is Einteromorpha mar- ginata J. Ag.1) Having examined an original specimen (from Nizza), I find that this species, which stands rather near to Ent. torta, is very different from our plant. It has very small cells, about 5 « only in diameter, the cells are square, rounded at the corners, and arranged sometimes in longitudinal rows sometimes without order, the filaments containing in one part only a few rows of cells, then growing broader with several rows of cells, by reason of which the breadth of the filaments is rather variable; all characters which show that it is very different from our plant. I think therefore that we are obliged to consider this form as a new species, for which I propose the name Enteromorpha che- tomorphoides; herewith a short Latin diagnosis: Fronde filiformi cylindrica, tortuosa, simplici, vel rarissime prolificationibus instructa. Thallo sæpissime solido, ex tribus (in prolificationibus aut’ duobus aut singulis) seriebus cellularum composito; interdum crassiore et tubuloso, plures series cellularum continente. Cellulis majoribus, subquadratis vel rectangularibus, 16—18 4 crassis. Fig. 12. Lat. fil. 3 ser. cellularum composita — 45 u. Lat: prolific, tepBuior, CREME 1) J. Agardh, Algæ maris Mediterranei et Adriatici, Paris 1842, p. 16. — 151 — To this description I may add that the plant, like Chætomorpha, forms loose-lying entangled masses, the filaments twisted between each other. The proliferations occur very seldom, most often only at the apices of the filaments (fig. 12 c); only once have I found a proliferation growing out from the side of a filament far from the top (fig. 12d). While the filaments commonly consist of three rows of cells (figs. 11 a, b, e) the thinner proliferations only consist of two and at last of a single row of cells only. The filaments consisting of 3 rows of cells are solid (fig. 12e), while the thicker but rarer filaments with several rows of cells are hollow in the middle (fig. 12f). The chromatophore lies near the outer wall of the cells and contains two pyre- noids, seldom three (fig. 12 b.) Found several times in the Bovoni Lagoon, St. Thomas. It was partly found entangled among Polysiphonia Havanensis growing upon the roots of the mangroves, partly also forming loose-lying mas- ses together with other alge, e.g. Rhizoclonum Kochianum Kütz., Lyngbya majuscula Garv., Entero- morpha plumosa Kiitz., ete. Blastophysa rhizopus Rke. Reinke, Atlas deutscher Meeres- algen, pl. 23. Huber, Contributions a la connaisance des Chaetophorées épi- phytes et endophytes et de leurs affinités. (Ann. sc. nat., bot., sér. XVI, p. 332.) Growing endophytic in the thallus of Nemalion Schrammi (Cr.) was found a green alga which seems to come very near, most probably being identical with, Blastophysa rhizopus Rke. | SENE i Fig. 13. Blastophysa rhizopus Rke. Quite in agreement with the É eee ae description of Reinke the large | cells of our plant had a very variable shape and from these long, colourless, rhizoid-like filaments grow out. Upon most of the cells tects AES) eee we find a single hair or most often a bunch of several hairs up to 5—7 or more together. In Reinke’s plant the hairs were a little swollen at the base like an onion, in my plant such a swel- ling was most often not present at all, only seldom a lesser thick- ness could be found. The wall-plasma was granulous and several pyrenoids occurred in each cell, but the chromatophore itself was indistinct in most of the cells, a few cells showed traces of division in the characteristic way of 5—6 edged plates as found in Blasto- physa rhizopus and in the other known species, Bl. arhiza Wille and Bl. polymorpha Kjellm. Any division of the cells was not found and also no forma- tion of zoospores. Even if our plant as mentioned above shows some few diffe- rences from Reinke’s description, on the other hand I find these so small and as the plant upon the whole is so variable I think it the most correct to refer our plant to Blastophysa rhizopus Rke. Only found once in Nemalion Schrammi, collected in the month of February on the south coast of St. Groix: at Long Point. Endoderma viride (Reinke) Lagerh. G. Lagerheim, Bidrag till Sveriges algflora (Ofversigt af K. Vetensk. Akad. Förh. 1883, p. 75). Entociadia viridis Reinke in Bot. Zeit., 1879, p. 476, tab. 6, fig. 6—9. J. Huber, Chaetophorées épiphytes et endophytes (Ann. Sc. nat., 7. Sér., Bot. tome 16, p. 326). ; Specimens which seem quite to agree with Reinke’s description and figure were found in Chrysymenia Agardhü. Lat. cell. = 5—7 yp. ° Long. cell. = 10—15 y. St. Jan: off America Hill in about 15 fathoms. \ Mindre Meddelelser, 8. Beretning fra Komiteen for den topografisk-botaniske Undersøgelse af Danmark. (Afgivet paa Dansk Botanisk Forenings Generalforsamling den 11. Februar 1911). I Løbet af 1910 er der. udsendt den kortfattede 7. Beretning om Undersøgelsens Gang i 1909; den er tilsendt 227 Undersøgere. I 1910 har Undersøgelsen gaaet sin jævne Gang paa sædvanlig Vis. Der er kommet 2 Undersøgere til. Indsendelsen af Planter til Revision eller Bestemmelse har i 1910 været adskillig ringere end 1 de foregaaende Aar; den har nemlig kun om- fattet 577 Eksemplarer, hvoraf 263 er indgaaede 1 Universitetets botaniske Museums Samling. Større Indsendelser er komne fra A. E. Thomsen (Distr. 39), Niels Gram (Distr. 41), L. Kring (hovedsagelig Distr. 37), F. Mi- chelsen (Distr. 11), H. Hammer (Distr. 13) og K. Ravnkilde (Distr. 45). lalt er der besvaret ca. 50° Forespørgsler. Da C. H. Ostenfeld var bortrejst det meste af Sommeren, har Mag. Ove Paulsen og Fer- dinandsen velvilligst bestemt de i den Tid indsendte levende Planter, medens de senere (hovedsagelig tørrede Planter) er bestemt af C. H. Ostenfeld, og Mag. M. L. Mortensen har besørget den øvrige Korre- spondance. Det ber her nævnes, at Dansk Botanisk Forenings Hojsommertur bl. a. omfattede Øen Live i Limfjorden, og at Deltagerne i Ekskursionen gjorde sig stor Umage for at faa en saa fuldstændig Artsliste fra denne Ø som muligt. De gjorte Optegnelser er af d’Hrr. J. Lind og K. Wiin- stedt sammenarbejdede med en Liste, som Docent Raunkier for en Del Aar siden optegnede ved et Besøg paa Gen. Der foreligger saaledes en ret fuldstændig Artsliste (ialt 343 Arter af Karplanter), der har sin særegne Interesse nu, da Øens Flora sikkerlig i den nærmeste Fremtid vil undergaa betydelige Forandringer paa Grund af Opførelse af en stor Aandssvageanstalt. I Botanisk Tidsskrift’s 30. Bind er der i 1910 blevet trykt et stort Arbejde af Forf. Anton Andersen: ,Nordfyns Flora‘; dette Arbejde skylder i alt Fald for en Del den topografisk-botaniske Undersøgelse sin Fremkomst, idet dets Forf. ved Undersøgelsen er blevet tilskyndet til at genoptage og fuldstændiggøre sine mangeaarige Arbejder og Ekskursioner i sim Hjemstavn. Det er den første Lokalflora, der er fremkommet her Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 10a — 154 — i Landet i de senere Aar, og T. B. U. har Haab om, at den ikke bliver den sidste. Maatte mange af Undersøgerne sætte sig som Maal at samle Materiale til Lokalfloraer over de forskellige Egne af vort Land! Med Hensyn til offentlig Understøttelse af T. B. U. i pekuniær Hen- seende er Stillingen stadig lige sørgelig. Der indsendtes som sædvanlig 1 Sommeren 1910 et Andragende til Kultusministeriet fra Dansk Botanisk Forening om Understøttelse til at gennemføre Undersøgelsen, og Forenin- gens Formand har i samme Anledning søgt Ministeren, men uden positivt Resultat. Vi maa nøjes med at haabe og vente paa bedre Tider og imidlertid gøre saa meget frivilligt Arbejde for Undersøgelsen som muligt. I Tilslutning til Aarsberetningen vil jeg gærne gøre et Par Medde- lelser af floristisk Art, Meddelelser, som i større eller mindre Grad skyldes Undersøgelsens Arbejde: 1. Pulsatilla vernalis (L.) Mill. Eksemplarer fra Vorbasse Sogn blev 1 1910 indsendte af Hr, H. C. Klinge. De var samlede af Frk.. Agnes Møller paa en lille Høj, der tilhører Ejendommen Stensberglund. Dette Findested ligger nær ved det i Joh. Lange's ,Tilføjelser og Rettelser etc.“ 1897 anførte: Hede S. V. for Frederikshaabs Plantage (Borries) 1), og disse to tilsammen danner det tredje Omraade for denne Bjærgplantes Forekomst her i Landet; de to andre Omraader er Vend- syssel og Ulfborg-Egnen. 9. Arabis arenosa (L.) Scop. Kalkyndende Art, der i mange Aar kun var fundet her i Landet paa Stevns og Meens Kiint. Den blev i 1890 fundet i Himmerland i en Kalkgrav ved Havedal pr. Skørping (J. Hartz), hvorfra den dog synes at vere forsvunden i 1909 (D. B. F.’s Ekskursion). I det sidste Aarstid er den optraadt flere Steder i Landet som Nyindvandrer. Fra Himmerland er der saaledes noteret følgende 5 Findesteder: Hedemose ved Landevejen v. Vilsted (J. Lind 1902), høje Kæragre ved Haldrupgaard i Vilsted Sogn (C. M. Knudsen 1902), i Mængde ved Vejkanter i Engene mellem Støvring og Skerpinglund (N. Højgaard 1908), Louisedal Bro (A. Thomsen 1909), Greftevold ved Ravnkilde (F. Michelsen 1910). Maaske stammer alle disse Fund fra Mergling af Jorden og maaske netop fra det ældre Findested ved Havedal. Endvidere er den fundet paa Torvebund ved Faarup Sø ved Jelling (J. Boye Petersen 1907) og ved Aale ner Jelling (A. og J. Juul 1910). Endelig er der to Findesteder paa Sjælland: Syd for Uggelose Hegn, Nordsst-Sjælland (A. Lange 1906) og Græsmark ved Ulkestrup, Holbæk-Egnen (J. Hartz 1907). 3. Helodea canadensis (L.) Michx. Den berygtede Vandpest plejer jo, naar den faar Indpas paa et Sted, at formere sig saa rigeligt ad vegetativ Vej, at den fylder Vandløb og Grave aldeles; men i Løbet af nogle Aar treder den mere tilbage, saaledes at den kommer til at opfore sig som andre Arter i vore Vandplantesamfund. Saaledes er det gaaet i Nordgst-Sjelland, hvor den nu er vidt udbredt, men ikke saa dominerende som i de første Aar efter Ankomsten (1886); den er nu naaet saa langt 1) Det er rimeligvis omtrent det samme Findested, som ovennevnte Finder Frk. Moller omtaler som Frederiksnaade Plantage ca. 11/2 Mil N. O. for Vorbasse. — 155 — Syd paa i dette Udbredelsesomraade som til Tryggevælde Aa ved Pram- broen syd for Køge. Ganske det samme er Forholdet i Gudenaa-Omraadet, hvor den vakte stor Bestyrtelse 1 1887—88 (ved Viborg blev den fundet allerede i 1872); den er nu til Stede næsten overalt i Vandløb og Søer i Egnen Viborg—Randers—Aarhus—Silkeborg. Endvidere blev den i 1888 fundet paa Bornholm, og endelig har vi et nyt Findested fra den nyeste Tid, idet Lærer C. F. G. Larsen i Veggerløse indsendte den fra Falster, hvor han havde fundet den i Kanalgrøfter paa Hasselø-Inddæmningen ; den blev først i 1908 iagttaget dér og fyldte da en Kanal paa en Stræk- ning af over 2 Km., samt en Tværgrøft paa et kort Stykke. Det vilde være interessant at faa Oplysninger, om den forekommer i andre Egne her i Landet. 4. Brunella grandiflora Jacq. I mine ,Smaa Bidrag til den danske Flora V", 1909 (B. T., Bd. 29) nævntes Fundet af denne Plante ved Kyndby Strand i Hornsherred. Voksepladsen er nu bleven genfundet og efterset af A. Lange og Dines E. Petersen. 5. Sonchus oleraceus L. var. albescens Neum. Denne Va- rietet, der ligeledes omtaltes 1 ,Smaa Bidrag, V“, synes at vere hyppig her 1 Landet; der er indsendt adskillige Meddelelser om Fund af den, saaledes f. Eks. ved Lyngby (M. L. Mortensen), ved Svendborg (Svend Andersen). 6. Mertensia maritima (L.) Don, hvis sydligste Findested tid- ligere var Klitmøller og Hanstholm (fraset en usikker Angivelser fra Bov- bjerg), er i 1910 blevet fundet ved Stranden af Nissum Bredning (Limfjorden) ved Jestrup Drag af J. Ant. Jensen. 7. Adonis auctumnalis L. (Ranunculaceæ). Har flere Gange snitdelte Blade med linjedannede Flige, Blomster med blodrøde Kronblade (6—8) med sort Plet og akslignende Flerfoldsfrugt med rynkede og kantede Smaanødder. Enaarig opret. Urt, der ofte dyrkes i Haver og stammer fra Syd-Europa. Den er nogle Gange fundet forvildet fra Haver og endvidere som Ukrudt paa Agre paa Møen (Graaryg), hvor Prof. Jul. Lassen allerede i 1887 samlede den og gensaa den i 1903, og ved Ore nær Vordingborg, hvor V. E. Olsen i 1909 iagttog 7—8 Eksemplarer i en Spergelmark. Vi har maaske i denne og den følgende Art to nye Ager- ukrudtsplanter for vor Flora. 8. Valerianella rimosa Bastard (Syn. V. auricula D. C.) Denne Art ligner meget V. MorisoniiD.C., fra hvilken den afviger ved den kugleformet-ægformede Frugt, som paa den ene Side er dybt furet og har 5 fine Ribber [V. Morisonii har kegleformet-egformet Frugt med en noget fordybet eller flad Side med én Ribbe, desuden 3 andre Ribber]. Hos V. rimosa er Frugtens frobærende Rum meget mindre end de to opbleste tomme Rum; hos V. Morisonii er det flere Gange større end de nesten forsvindende tomme Rum. V. rimosa er som sine Slegtninge et Agerukrudt, der i Aarene 1899—1901 fandtes ved Stensgaard paa Lolland (Ove Rostrup), hvor den vist stadig holder sig, og i 1910 blev fundet i Rodfrugtmark paa Hvedholm, Fyn (Svend Andersen). 9—10. Koeleria gracilis Pers. og K.pyramidata (Lam.) Do- min, var. danica Dom. I Botanisk Tidsskrift 27. Bd. (1906) gjorde den bøhmiske Botaniker K.Domin Rede for vore danske Arter af Koeleria- 10a* — 156 — Slægten. Han viste bl. a., at vor tidligere ,K. cristata“ bestod af de to Arter, som er nævnt her. Det er jo sjældne Planter i vor Flora, saa derfor har nye Findesteder Interesse. K. gracilis, der er indslæbt her i Landet, var kun kendt fra Sjæl- land: Søndersø ved Jonstrup, Charlottenlund Fort (J. Hartz, 1907) og (med Tvivl) Flakkebjerg; nu er den i 1906 fundet paa Lolland i en Græsrabat mellem Maglemer og Knuthenborg Park i Nærheden af Ege- huset (L. Saunte). K. pyramidata, v. danica, der er oprindelig vildtvoksende her i Landet og kun kendt herfra, vokser paa tørre Bakker i vore kalkrige Egne. Dens Udbredelse er indskrænket til et skraat Bælte af Jylland fra Hanstholm i Nordvest til Grenaa i Sydøst, samt til et Par Steder i det nordlige Sjælland: Vestsiden af Jonstrup Søndersø (K. Wiinstedt 1900, og ogsaa tidligere Fund), hvor den vokser i Nærheden af K. gracilis, og i Jægerspris Egnen ved Schweizerhuset (Th. Schiötz) og paa et Bakke- drag mellem Koholm og St. Olafs Kilde (A. Lange 1906). Vor tredje Art, Koeleria glauca D. C. var intermedia (Ahlq.) Dom., er jo en Klitplante, der findes hist og her i Klitterrænet langs Vestkysten fra Blaavandshuk til Skagen. De tre Arter kan lettest kendes fra hverandre ved følgende Skelne- mærker: 1. Tæt tuet med kort opret Rhizom. Bladskederne (især de nedre) haa- rede af bløde, udstaaende Haar, Bladene grønne, flade, —- blødhaarede især paa Undersiden og i Randen. Inderavne tilspidset. a. Grov og robust, 30—50 cm. høj, Smaaaks store (5— 6 mm. lange), oftest 2-blomstrede og rødbrunt anløbne K. pyramidata, v. danica. b. Spinklere og spædere, 20—35 cm. høj, Smaaaks mindre (A—5 mm. lange), 2—3-blomstrede, oftest blege. . . . K. gracilis. 9. Løsere tuet med + vandret eller skraat opstigende Rhizom, der er omgivet af de gamle Bladrester; den blomsterbærende Stængels Basis opsvulmet. Bladskeden og de blaagrønne, rendeformede Blade tæt beklædte med ganske smaa og korte Haar (kun synlige ved stærk Lupe). Inderavnen mindre tilspidset, oftest næsten but. K. glauca, var. intermedia. C. H. Ostenfeld. Udvalget for Naturfredning har afgivet Beretning for 1910 til Bestyrelsen for Dansk Botanisk Forening, hvoraf følgende meddeles her: 1. Klægbanken. I Skrivelse af 29. Dec. 1909 havde Ministeriet givet Tilladelse til, at et Areal (8 Td. Land 4039 Kv. Al.) blev absolut fredet, og for at træffe nærmere Bestemmelse om, hvorledes denne Fredning skulde iværksættes, mødtes d. 9/6 1910 Mag. Mentz paa Udvalgets Vegne med Hr. Godsejer Tranbjerg. Hr. Viceinspector H. Winge var ogsaa til Stede. Følgende Ordning, som senere er tiltraadt af alle Udvalgets Medlemmer, blev truffet: „I den sydlige Grænselinie for det fredede Areal — 157 — anbringes hhv. i Ø. og V. og saa synligt som muligt 2 tilhugne Granitsten. De sættes mindst 50 cm. ned i Jorden, medens den over Jorden ragende Del bliver 70—80 cm. Foroven paa Frontsiden slibes Plads til F. N. M. (Fredet Naturmindesmærke). Ved Arealets nordlige Grænse anbringes en enkelt Sten af samme Art. Der rejses to hvidmalede Opstandere, den ene i den sydlige Grænse, den anden ved den nordlige Sten. Begge Op- standere forsynes med en Tavle, hvorpaa males følgende: I Henhold til Landbrugsministeriets Bestemmelse af 29. Dec. 1909 er Dyreliv og Plante vækst fuldstændig fredet indenfor et Areal af 8 Td. Land. Al Færdsel af Uvedkommende er indenfor det afmærkede Areal strængt forbudt". 2. Hjelm Hede. Mag. Mentz har i Skrivelse af 30. Juni meddelt, at han sammen med Statskonsulent Løfting og Dr. phil. Harder den 8. Juni har besøgt Hjelm Hede, og de henstiller til Udvalget, at en Del af Heden søges fredet og sikret fuldstændig mod Beplantning eller Op- dyrkning. Prof. Warming har senere om denne Sag konfereret med Dr. Konsul Max Henius for om muligt at faa Dansk-Amerikanerne til at interessere sig for denne Hede til Fredning, men noget Resultat har man ikke kunnet opnaa. 3. Jægerspris. Hojesteretsadvokat Nellemann har ønsket, at Formanden og andre af Udvalget skulde besøge Jægerspris for at bese Træer, som eventuelt bør fredes. Paa Grund af hans Sygpom er dette Besøg udsat til Foraaret 1911. Paa den Plads, hvor Thesium formentlig voksede, og hvor en Del Træer i 1909 blev ryddede, har Planten for- gæves været eftersøgt i Aar. 4. Kronheden. Mag. Mentz har herom henvendt sig til Skov- rider Meldahl. Et Svar fra denne godtgør, at den tidligere iværksatte Fredning ikke mere er effektiv. 5. Gammelmose. Paa en Forespørgsel til Landbohøjskolens Di- rektion har man faaet til Svar, at Fredningen af Gammelmose stadig er effektiv. 6. Udvalget havde modtaget Meddelelse om, at der i Østofte Præ- stegaardsskov (Lolland) findes en stor og smuk Eg, som formentlig var værdig til Fredning, og at Sognepræsten interesserede sig for denne Sag. Ved Henvendelse til Pastor Pedersen har man bragt i Erfaring, at han selv har sat sig i Bevægelse for at faa Egen fredet. 7. Hald Egeskov. Fra Landbrugsministeriet er modtaget Skrivelse om, at Ministeriet under de forhaandenværende Omstændigheder ikke. ser sig i Stand til at foretage videre Skridt i denne Sag. Udvalgets Sammensætning. Bot. Gartner A. Lange har til- traadt Udvalget som Sekretær. En gammel Vedbend. Næsten alle Rejsende, som gæster Konstantinopel, opsøger midt i Pera det muhamedanske Kloster, hvor de dansende Dervischer udfører deres ejendommelige, religiøse Øvelser. — 158 — Midt i Gaarden staar et stort, grønt Træ, som ingen Turist lægger Mærke til, da Rejsebøgerne ikke nævner det. Og dog er dette en botanisk Mærkværdighed af Rang. Den korte, tykke Stamme, som maaler tre og en halv Meter i Omkreds er nemlig en gammel Cypres, medens hele den runde, fyldige Krone bestaar af Vedbend, uden at der i denne Krone øjnes det mindste Spor af det udgaaede Tre. Dette maa, da Vedbenden begyndte at omslynge det, allerede have haft en anseelig Alder, hvilket Stammens Tykkelse beviser; Men ogsaa Vedbenden maa være gammel, da de tykkeste af de over tyve Grene, som har omspændt Cypressen, er over en halv Meter i Omkreds. -— Som Træet nu viser sig med den runde, stedse grønne Krone og de utallige Skærme af Blomster eller sorte Bær, er det meget smukt. Der- vischerne forstaar ogsaa helt vel, at de her ejer en skøn Raritet. De har forhøjet Jorden om Træet en Smule og omgivet det med Sten og et Jern- gitter. Naar en Gang Rejsebøgerne finder paa at nævne Træet, vil ogsaa Turisterne forstaa at skatte det. A. Czerny. Ÿ — 159 — Ny Litteratur. L. Rabenhorst’s Kryptogamen-Flora von Deutschland, Oester- reich und der Schweiz. Zweite Auflage. Die Pilze. IX. Abteilung: Fungi imperfecti: Hyphomycetes (zweite Hälfte), bearbeitet von @ Lindau, Leipzig 1910 (1907--1010). VIII + 984 Sider. Pris 41 Mark 80 Pf. I dette Bind behandles den sidste Halvdel af Hyfomyceterne: nemlig Dematiaceae (Phaeophragmieae til Phaeostaurosporae), Stilbaceae, Tuber- culariaceae, og tilsidst følger Tilføjelser og Berigtigelser til Hyfomyceterne, en Negle til Bestemmelse af de talrige Hyfomycetslegter, Fortegnelse over disse Svampes Neringssubstrater og endelig alfabetiske Registre. Hermed er Bearbejdelsen af Svampene i den monumentale Rabenhorst’ske Krypto- gamflora tilendebragt; de udgør 9 anseelige Bind, hvoraf Fungi imperfecti fylder de 4. Der beskrives i dette Bind c. 1400 Arter foruden de i Tilfojelserne opførte. Behandlingen er den samme, som i de nærmest foregaaende Bind; ved de større Slægter findes Nøgler til Bestemmelse af Arterne, og talrige vel udferte Afbildninger, mindst en for hver Slegt, letter Brugen af Bogen. Under Fungi imperfecti medtages ogsaa Konidieformer, hvis Samhgrighed med Ascusfrugter er velkendt, som f. Eks. Tubercularia vulgaris, Sphacelia segetum, Sclerotium Clavus o. s. v., hvad der selvfølgelig er overordentlig nyttigt, da man ved Forefindelsen af en Konidieform, som man ikke kender, ikke kan vide, om dens Ascusfrugt er kendt, og da det i ethvert Tilfælde er af Interesse at vide, hvor de paagældende Konidi- former forekommer. Ved alle Slægter anføres Slegtsnavnets Etymologi. Dette Værk maa i Sandhed siges at udfylde et stærkt følt Savn, idet det 1 høj Grad letter Bestemmeisen af de overordentlig talrige Konidieformer, som man ellers har vanskeligt ved at finde sig til Rette i, naar man ikke har Adgang til Saccardos store og kostbare Sylloge. I Schlesiens Krypto- gamenflora blev disse Svampe som bekendt ikke optaget. — I en Notits paa Omslaget af det sidste Hefte meddeles, at en 10. Afdeling, om- handlende Myxomyceterne, er under Forberedelse. L.K.R. L. Rabenhorst’s Kryptogamen-Flora von Deutschland, Oester- reich und der Schweiz. ZweiteAuflage. SechsterBand. Die Lebermoose. Von Karl Müller. I. Abteilung. Leipzig 1906—1911. VII + 871 Sider. Pris 33 Mark 60 Pf. Af dette Værk, hvis første Hefter blev anmeldt i 28. Bd., 1907, er nu første Bind, omfattende Ricciaceerne, Marchantiaceerne, de anakrogyne og en Gruppe (Epigonantheae) af de akrogyne Jungermanniaceer, afsluttet. At dette har taget 5 Aar, kan ikke undre, naar man ser den Grundighed, hvormed Forf. er gaaet tilværks. Arbejdet hviler helt igennem paa Forf.’s egne Undersøgelser og det vidner tillige om et indgaaende Litteraturstudium. Det maa særlig paaskønnes, at Forf. ikke alene giver omhyggelige Arts- beskrivelser, men ogsaa gør Rede for de morfologiske Forhold, som hos disse Planter frembyder saa meget af Interesse, og at han i det hele er vel bevandret ikke alene i den specielle systematiske Litteratur, men og- saa 1 den, som angaar disse Planters almindelige Forhold. Saaledes findes i sidste Hefte en Oversigt over ,Frugtsækkene“ hos Jungermannierne. Ved de enkelte Arter angives, om de er Hygrofyter, Mesofyter eller Xerofyter, — 160 — og der gøres udførligt Rede for deres Udbredelse i alle europæiske Lande, ja delvis ogsaa extraeuropæiske. For Grønlands Vedkommende anføres Lokaliteter fra Østgrønland fra de senere Expeditioner dertil, medens der ikke er taget Hensyn til de noget ældre Angivelser for Vestgrønland. Bogen indeholder adskilligt nyt i Artsbeskrivelserne og 1 Bemærkningerne til Arterne, der opstilles fremdeles flere nye Underslægter og enkelte nye Arter, deriblandt en fra Vestgrønland; nye er ogsaa de allerfleste af de 363 værdifulde Afbildninger. Bogen er et Hovedværk paa sit Omraade, uundværlig for alle der sysler med disse interessante Planter; den ind- tager en smuk Plads i den Række af Kryptogam-Haandbøger, som det Kummerske Forlag har Æren af at have udgivet. L.K.R. Endvidere er tilsendt: Hans-Jacob Møller: Internationale Farvebestemmelser, Særtryk af Archiv for Pharmaci og Chemi, Nr. 14, København, 19i0. Katalog over Erhvervelser af nyere udenlandsk Litteratur ved Statens of- fentlige Biblioteker 1910. Udgivet af det kongelige Bibliotek ved A. A. Bjørnbo. VI. Matematik og Naturvidenskab. København, 1911. Meteorologisk Institut. Ugeberetning om Nedbør. Personalia. Mag. sc. Ø. Winge er, efter at have opholdt sig c. 3 Maaneder i Paris, rejst til Chicago, hvor han studerer Cytologi hos Prof. Chamberlain. Professor W. Johannsen har modtaget Indbydelse til at holde Fore- læsninger og Øvelser over Arvelighedslære ved Columbia University i New York. Besøget vil finde Sted i Efteraarssemestret 1911. Professor Dr. Eug. Warming tager sin Afsked med Udgangen af 1911. Forfatteren Anton Andersen er afgaaet ved Døden d. 9. Juni 1911, On tufts of bristles in Pediastrum and Scenedesmus. By Johs. Boye Petersen. In the autumn 1909 I made a continued plankton investi- gation of some ponds near to the villages Bistrup and Stavns- holt to the north of the lake Fure Sø (North Sealand). During this investigation I used among others the cilia staining method indicated by LöFFLER in order to examine the cilia of some Chla- mydomonadacee. In my preparations there also occurred several specimens of Scenedesmus quadricauda, acuminatus and acutus, and I observed some very fine threads or bristles projecting, either from the points of the cells, or, seemingly without any order, from the surface of the coenobia. I then fancied to examine into this more carefully, and continued investigations showed me similar bristles in all the following species: 1. Scenedesmus quadricauda (Turp.) Bréb. a. typicus Kirchn. Fig. 3. b. abundans Kirchn. Fig. 4. (and perhaps in other varieties). Scenedesmus Opoliensis Richter. Scenedesmus acutus Meyen. Fig. 5. Scenedesmus acuminatus (Lagh.) Chod. Fig. 6. Scenedesmus denticulatus Lagh. Pediastrum simplex Meyen var. clathratum. Fig. 2, 7, 8. Pediastrum duplex Meyen. a. genuinum (A. Br.). ß. elathratum (A. Br.). Fig. 1, 9—11. y. reticulatum (Lagh.). 8. Pediastrum Boryanum (Turp.) Menegh. Fig. 12. Pa oe eee eet Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 11 — 162 — Historical remarks. | In the litterature this phenomenon is not treated before the paper of C. SCHROETER: Die Schwebeflora unserer Seeen (Das Phy- toplankton) 1897, which contains a drawing representing Pedia- strum duplex Meyen var. clathratum A. Br. (Fig. 86) and at its cell processes are seen some short and pointed bristles. But it is a fact not referred to in the text. | The first description of some of the formations in question, is found in ©. ZacHarıas: Zur Kenntniss des Planktons sächsischer Fischteiche, (Forschungsberichte aus der biologischen Station zu Plön 7. Th. 1899). On page 85 is a drawing of some cells of Pediastra with tufts of bristles on the cell processes. In the text he speaks about it in the following words: “Im pflanzlichen Plankton dieses Teiches habe ich einige wis- senschaftlich interessante Funde gemacht. Dieselben betreffen zu- nächst die Algengattung Pediastrum. Ich entdeckte nämlich an den Coenobien von Pediastrum duplex Meyen und dessen beiden Varie- täten (clathratum und reticulatum) das Vorhandensein von Borsten- büscheln, die von den Fortsätzen der Randzellen dieser scheiben- förmigen Gebilde ausgehen. Ich zählte 5—6 starre Fäden in jedem solchen Biischel. Da wo sich letztere dem Zellfortsatz angliedern, befindet sich eine knöpfchenartige Verdickung, welche bei den oben genannten Varietäten deutlicher zu erkennen ist, als bei Fed. dupl. selbst. An frischen Präparaten, wo die Borstenbüschel von Wasser benetzt sind, treten dieselben überhaupt nicht hervor. Erst dann, wenn man Planktonproben auf dem Objectträger eintrocknen lässt, erscheinen sie dem Beobachter in voller Schärfe“. After this he speaks about SCHROETER’S just mentioned drawing of Pediastrum duplex, continuing as follows: “Nach meinen Wahrnehmungen an zahlreichen Coenobien des Baselitzer Grossteiches sind jene Borsten- büschel 15 bis 20 » lang und schon bei Pediastrumscheiben von nur 70 » Durchmesser zu beobachten”. The same facts are briefly mentioned in ZAcHARIAS 1898. After this F. Warpvocez speaks about the phenomenon in his treatise: Das Lautikerried und der Lützelsee. Zürich 1900. On pag.49 he says, that although he succeeded in observing the little thickening on the points of the cells he had not been able to find the bristles on the greater part of the specimens. He thinks that they may be due to the desiccation and do not really exist. — 163 — Bruno SCHRØDER in an appendix to SeLico: Untersuchungen in den Stuhmer Seeen, Danzig 1900, mentions the bristles of Fedia- strum on pag.75, but he only remarks that they do exist and that the matter is very imperfectly examined. CHonart speaks about similar bristles in his paper: Algues vertes de la Suisse 1902. (Beitrage zur Kryptogamenflora der Schweiz) (pag. 50), and fig. 152 (pag. 228) shows a single Pediastrum cell with its bristles. He does not quote any of the preceding treatises and therefore he has probably discovered the bristles himself. Finally in 1903 O. ZacHarias gives a reply to WALDVOGEL in Biologisches Centralblatt XXII pag. 593—95; 1903. Here he esta- blishes that tufts of bristles are really to be found on the cell pro- cesses of Pediastrum duplex Meyen, clathratum A. Br. and reticula- tum Lagerheim. 1) because he has sometimes been able to see them without desiccation, by extraordinarily good illumination. 2) He thinks the desiccation method to be sufficiently good since it is also employed to show the bristles on Rhizosolenia longiseta and Atheya Zachariasi. 3) Finally he remarks that some very able investigators, after examining into the material transmitted to them have affirmed the phenomenon. He mentions also that E. LEMmMER- MANN has described a bristled form of each of the named species of Pediastrum. (forma setigera Zach.). At last he says that the Pediastra found in plankton very often have no bristles at all. He states especially after researches in about 100 seas and ponds in Holstein, that he did not find any at all any more than at the Pediastra from Plön. He therefore supposes that the bristles only are developed under very particular circumstances and perhaps only exist at certain seasons of the year. Methods of investigation. The method originally applied by Zacharias to make the brist- les visible by a simple desiccation [ZacHarias 1899], has not turned out to be of such general appliance as those mentioned in the sequel. The figures obtained by his method are far from being so clear and distinct as those yielded by the others and often, where I, following the other methods, could point out bristles, I could not see them in the desiccated preparations. The methods used are essentially the same as those used for showing the cilia of bacteria, viz: partly the generally used 114 — 164 — cilia-staining methods, partly the ,dark-ground illumination“. These methods I shall very shortly indicate. 1) The method used more than any other is LörrLer’s cilia- staining method in FıscHer’s modification |STRASBURGER 1902 pag. 413]. This method is very simple and easy and done in the right manner it gives fair and clear figures. It is’ very important that the mordant is not too long kept; it must not be older than 4—5 days. Speaking in the following about LörrLer’s method, without any remark, I always mean this method in FiscHer’s modification. 2) The silvering method of Van ERMENGEM | ARTHUR Meyer 1903 pag. 120] I have found to be very efficient and producing, in the best cases, figures of extraordinary sharpness and clearness. But the method is both expensive, as the mordant does not keep long, and technically difficult to execute; therefore I have only tried it and not employed it further. 3) ZETTNOW's method is also a silvering method [Zettnow 1899]; it is more easy to employ than the last mentioned, and the figures become clear without the inconvenient precipitations on the cover glass, but the bristles appear to a high degree irregularly winded, probably owing to the mordant. Therefore this method is also used rather little. These three methods are all deficient in one respect viz. that the organisms must be desiccated on a cover glass before the stai- ning. This can not but disturb the natural conditions in several ways, and the examined alge coenobia lie always down in one manner by the desiccation viz. the flat side down, and therefore it always will be impossible by these methods to get a view of the coenobia in any other position. 4) Therefore trying to stain the bristles without desiccation the tannic acid vesuvin used by Senn and Kress [Kress 1886 pag. 346 Note 4] occurred to me. For a long time it failed totally; but at last I succeeded, especially when I took care that rapid currents did not arise when the stain solution mingled with the water wherein the algæ were placed, as these currents may make the bristles invisible by bending them down round the alge coenobia or even tear them of. I used the following proceeding: On the slide I put a little drop with as many specimens as possible of the alge that is to be examined. This drop I spread out so that it in form and size nearly corresponds with the cover glass. On the underside of this the stain solution is spread in a — 165 — smooth coat, and very cautiously it is to be placed just on the drop on the slide. Generally I have got fine results in this way; but it also happened that the bristles were more or less curved. Later on similar stainings have succeeded with other colouring matters e. g. tannic acid fuchsin and tannic acid methylene blue. 5) The method of dark-ground illumination [KarL REICHERT 1909] has turned out to be very useful. Its appliance has this particular advantage that it makes it possible to study the bristles alive, and further on it allows just as the preceding method to get a sight of the algæ coenobia in every position. The apparatus used was Reicuerts Plattenkondensor F. For source of light I have partly used the sunlight, but it is too in- tense and may harm the eyes; partly an electric arc and partly a so-called Grätzinlamp from Reicuert. I have in general only used low-power objectives viz. Seibert Nr. II or V. In some cases I have got fine results by adding the Zettnow mordant in the modification of K. ReicHert to the preparation. [Kart Reichert 1909. Pag. 26]. 6) In a very few instances I have been able to see the brist- les without any preparation whatever. This has been the case of Pediastrum duplex and simplex but not of any of the Scenedesmus species. The figures with no particular remarks are drawn with the aid of the Abbe camera lucida and Seibert Homog. Imm. !/12 and OCT. General remarks. The bristles I have found in the species named above are exceedingly thin, hyaline threads projecting from the algæ cells. The thickness is, supposed the bristles are unhurt, equally decrea- sing from the basis to the point, and they are so pointed that it often is almost impossible to ascertain where they end. The thick- ness is as said on the whole not very considerable, measured at the base of the bristles not more than about 0.2—0.6 uw, perhaps still less; it is however very difficult to measure the thickness not only owing to its smallness, but also because the bristles in the staining-preparations always are more or less cleaved together at their bases and the shorter bristles are often found cleaved to the longer in their whole length. —— 166 — The length of the bristles differs very much and it is impos- sible to say anything in general about it even with respect to a single species. Sometimes the length of the bristles is several times that of the alga but sometimes it is much smaller and the length of the bristles in a single tuft may also differ very much. In the same manner the number of the bristles differs very much in a single species. Even for a single specimen it is very difficult, if not impossible, to give a definite number, owing to the just mentioned cleaving together, that always takes place in a greater or smaller degree. The bristles were always, where I have been able to make a close investigation, gathered in tufts. These project partly from the cell processes, partly from the angles of the cell junctions, partly more casually from the cell surface. But this will be treated more fully under the description of the species. Moreover I have always noticed that the tufts are issuing from a little knob of a more refractive substance than the cell wall and deeper stained in the colouring preparations. an! (Figs. 3, 4, 7, 11). [ZacHArIAS 1899: Die knöpfchenartige Ver- DE dickung]. At the Pediastrum species this little „knob“ on the Fig. 1. cell processes appeared to be Fig. 1. Pediastrum duplex Meyen var. clathratum situated in a little deepening ji Be Tete mn da OB and when the knob was. dis Meyen. The cell was dead and its contents had solved in eau de Javelle, the decayed so that are Tae ae were left cell wall of the deepening ap- peared distinctly (Figs. 1, 2). The same is no doubt the case with Scenedesmus acutus and Sc. acu- minatus, but as yet I have not been able to establish it with cer- tainty. As partly pointed out by ZacHarias (1903) bristles are not found in all specimens of the same species, not even in one and the same plankton sample and sometimes they are found on some cells in a coenobium and not on others. But with respect to this I shall remark that it is very likely that these delicate organs on a great many of the specimens may be removed in a totally mechanical way during the preparation. Moreover I believe to have observed that they are neither found — 167 — an very young nor in very old specimens. But as I thought that perhaps also a kind of seasonal variation [ZacHArıAs 1903 pag. 595] took place, as by the Ceratia and Daphniæ or other plankton- organisms it has occasioned me to examine during a longer time the variations of Scenedesmus quadricauda, acutus and acuminatus in a pond near Stavnsholt and of Pediastrum simplex in Bure Sø (North Sealand). These species are found in plankton all the year round. Then it turned out that in the Scenedesmus species bristles are to be found all the year, but in the Pediastrum simplex the bristles disappeared during the winter. In the following table I have indicated the dates when the samples of Pediastrum simplex were taken, the temperature of the water and in the last row if bristles were found (+) or not (+) 151, 1910). oa... a ee — 2 — ..... 16° 02.0... a d'A EE ONE eo + Bl Pr 107.22 + AU oe A à CH + TO: 4. à RSR + lo Sa anc ust TRE Oe aS slight traces of bristles Ely eee A ia Bray Nee eda? + BP Tap? rut che echo SEERE = Te. ate ds Ne = 20 ALT... See > tS ee es A: = Big Vee he See VE EN as — Me ni Bet + ar Te U BE FE > ee ee eee Looe er + Tega. PR NA RCE —+ 318 — ia, LAPS. ae: + In some of the bristle preparations, where Pediastrum simplex is found completely without bristles, some specimens of Pediastrum Boryanum are also found, and these were furnished with fully developed bristles, so that it is obvious that the two species differ in this respect. Moreover in a culture of Pediastrum duplex with well developed tufts of bristles there were not a few specimens of Scenedesmus quadricauda and acutus; but on these I have not been able to find any bristles whatever in my numerous preparations. When the bristles are seen in dark-ground illumination, they are like luminous straight lines bristling from the algæ coenobia. In the staining preparations they are most frequently lying very irre- — 168 — gularly, partly bent and partly cleaving to one another. When the staining is done without desiccation, these irregularities may be due to the currents the colouring liquid produces in mingling with the water wherein the algæ are lying. In the cilia-staining prepa- tions the water surface produces the same disorder in receding, as the water evaporates. In the microscope I have seen how the water surface in this way is able to bend the much stronger brist- les of Golenkinia radiata. It is therefore to be supposed that the same may be the fact in this case. Another observation shows that the bristles are very easily bent, but also that they have a certain elasticity. I observed some Pediastrum duplex with beautiful bristles at dark-ground illumina- tion and found Rotifera swimming lively about among them. Now and then they drew near the Pediastra, and then it appeared that only the water current from their cilia was able to bend the brist- les. But as soon as the water current ceased the bristles took up their original positions. I can only say very little about the chemical nature of the bristles. The ordinary microscopic reagents are as a rule of no avail in this case, and to get some results there is in the main only to try staining with several colouring matters. The investigations of this kind I have made are however done without any definite design. When I still shall give some results it is only because they perhaps may give a hint in the right way. I have added chlor-zinc-jodine to specimens of Pediastrum simplex, whose bristles on the marginal ceils were so developed that they could be seen without special measures; the bristles then grew invisible, and also the knobs on the cell processes. It is very likely that these parts are swollen or simply dissolved. — I have made other tests with Pediastrum duplex var. clathra- tum from Esrom Sø. The staining substances are always used dissolved in water. The bristles and the knob on the cell pro- cesses gave always the same reactions. colouring agents results colouring agents results Potassium iodide-iodine + Methyl violet + acetic acid + Ruthenium red = Ruthenium red + tannic deep colour Corallin pale colour acid Safranin pale colour Eosin pale colour Methyl violet > Congo red = Aniline blue + acetic acid | deep colour Vesuvin ; — Methyl violet + tannic acid] deep colour Vesuvin + tannic acid |deep colour — 169 — The deep colour given hy acetic aniline blue seems to imply that there is callose in the bristles [Strasburger 1902 pag. 216, 5961. It seems also to agree with this that corallin does colour but certainly not deeply. On the other hand pectin substances seem not to be present, as the particular pectin dyes viz. ruthenium red, vesuvin and safranin give no distinct colouring. The curious effect of tannic acid on various stainings viz. with vesuvin, methyl violet and ruthenium red makes it likely that lime giving substances make an essential part of the bristles [Klebs 1886 pag. 363]. The following observation points in the same way. When pro- ducing cilia-staining preparations it is of importance that the mat- ter spread over the cover glass is not heated to help the desicca- tion, while otherwise the bristles will disappear. I think the cause is that the lime giving substances are dissolved by the hot water, and then naturally the staining cannot succeed where the effect of the tannic acid bears the principal part. Scenedesmus quadricauda (Turp.) Bréb. Fig. 3, 4 [Chodat 1902 pag. 213]. This very variable species I have often found with beautiful bristles; this is especially the fact with forma typicus Kirchn., and f. abun- dans, Kirchn., but also with more forms with 2,4 or 8 cells in the coenobium. In the cilia-stai- Fig. 4. ning preparations it Fig. 3. Scenedesmus quadricauda (Turp.) Breb. f. typieus Kirchn. Stained with tannic acid vesuvin. Reichert Homog. Imm. 1/12, looks at first sight as Seibert Oc. I. if the bristles were Fig. 4. Scenedesmus quadricauda (Turp.) Bréb. f. abundans Kirchn. Löfflers method (x 730). fixed in a rather irre- gular way on the whole surface of the coenobium, but with dark- ground illumination and with tannin vesuvin staining or the like, it appears that the bristles are placed in tufts projecting from a little knob of a very particular nature. The tufts are in general, but there are many exceptions, placed in the following way. 1) There is commonly a tuft at all the points of the cells. The tufts at the end-cells are generally fixed at the base of the spine on the side turned inwards. 2) On the end-cells there are more- — 170 — over one or two tufts between the spines on the outward side. All the bristles mentioned project nearly in the plane of the coe- nobium. But moreover it is very common to find 3) some other tufts fixed at the middle cells; there are generally four on each: two at the upper and two at the under side projecting at right angles to the plane of the coenobium. The bristles of this species are generally very thin, about 0.2 4. I have measured very long bristles on a specimen from a little pond in the village Stavnsholt (another pond than the above men- tioned) taken **/s 1910. The cells were 22 » and the bristles up to 80 y long. In the same pond a specimen had bristles up to 128 » long. Almost everywhere, where I have found Scenedesmus quadricauda making an essential part of the plankton, I have been able to show bristles at them. I have thus found them in Bagsværd Se, in the pond of the Bo- tanical Garden (Copen- hagen) in 9 ponds in North Sealand and in some ones near Vejle (Jutland). Fig. 5. Scenedesmus acutus Meyen. Löfflers method. (x 730). Scenedesmus Opoli- | ensis Richter is by re- cent writers considered as a variety of the preceding species, what also in my opinion is right. Concerning the bristles it only differs from the typical guadricauda therein that the bristles are stronger and therefore deeper coloured in the staining preparations. The length of the bristles is up to about 50». The tufts are generally placed in a manner like that of the guadricauda. I have found bristled specimens in the pond of the Botanical Garden and in 6 ponds in North Sealand. Scenedesmus acutus Meyen. Fig. 5 [Meyex 1828 pag. 775]. [CHonar 1902 pag. 210]. This species has only bristles on the points of the cells. In the staining preparations these points appear deeper coloured than the other parts of the cell. In an eight-celled coenobium where the cells were 20.5 w — 171 — long, I measured bristles 36'9 u inconsiderable, not 0:2 y. long. Their thickness was very I have found this species with bristles in two ponds in North Sealand and two in Jutland. Scenedesmus acuminatus (Lagh.) Chod. Fig. 6 [LacerHEeIM 1882 pag. 71] [CHonar 1902 pag. 2111. As the preceding species this has only bristies on the points of the cells, and as usual the deep co- loured knob sits at their apex. The eight-celled coenobia may have bristles on all 16 cell points. The bristles are very thin not 024; their length I have found to be up to 16 u. I have found them in three places in North Sealand and one in Jutland. Scenedesmus denticulatus Lagh \ Fig. 6, Scenedesmus acuminatus (Lagh.) Chod. Löfflers method, (>< 730.) . [LAGERHEIM 1882 pag. 61]. This | / Fig. 7. Pediastrum simplex Meyen f. clathratum Chod. Seibert Obj. V. Oc. I, Löfflers method. (>< 380.) — 172 — species is much rarer than the preceding one. I have only found some specimens of it in a single pond. These did have bristles, but I was not able to see their arrangement distinctly. Pediastrum simplex, Meyen var. clathratum Chod. Figs. 2, 7, 8 [Meyen 1828 pag. 772] [CHopar 1902 pag. 225]. This species is found, as already mentioned, as a constant element of the plank- ton in Bure Sø by the village Slangerup in North Sealand. The arrangement of the bristles is in the following manner: at the points of the marginal cells, there are tufts of 2—4 great bristles, often to be seen without preparation by the aid of a high magnification; and from the junctions of the inner cells with one another or with the marginal cells, bristles project at right | | | 12 N Å \ / | SÅ | UNIS | Fig. 8. Pediastrum simplex Meyen. A coenobium seen from the edge. Tannic acid vesuvin. Seibert Obj. V., Oc. I, (x 380). ee angles to the plane of the coenobium. In the cilia-staining pre- parations it looks as if the bristles from the junctions between two marginal cells are projecting in the plane of the coenobium, but the dark-ground illumination and the colouring with tannic acid vesuvin show the fact as stated. Are specimens of this species treated with eau de Javelle, ap- pears, as mentioned above, a distinct hollow at the point of the marginal cells. It is deeper in this species than in any other, and the knob that fills it, when the alga is living, is therefore here unusually distinct (vide figs. 7, 8). At the junctions of the cells it is not always possible in the cilia-staining preparations to see any dark coloured body, from which the threads may project, but I have not tried other stainings to examine into this point. Ha — The peculiarity that bristles are not found in this species du- ring the winter has been mentioned. The thickest bristles are found in the marginal cells; they seem to attain a thickness of 0:6—10 u. The other bristles are 04 x or less. I have found marginal bristles about 30 » long and bristles projecting from the junctions of the cells 48 » long. I have not found this species otherwhere than in Bure Sg. Pediastrum duplex Meyen. Figs. 1, 9—11. [Meyen 1828 pag. 772] [LAGERHEIM 1882 pag. 55] [GHopat 1902 pag. 50, 227]. I have found bristles in several varieties of this species, viz. both in the f. genuinum A. Br. and the varieties clathratum A. Br. and reticulatum Lagerh. and also in a very characteristical variety of which I have not found any description in the litterature (Fig. 9). YB nn duplex It is a genuine plankton-form, and resembles vesuvin. Reichert Homog. the clathratum in the form of the spaces be- "7 ‘2% Seibert Oc. I. tween the central cells, but differs from it with respect to the cell- wall, that is very rough and uneven also when the cells are very young. IS N ÈS SF Bee Fig. 10. Pediastrum duplex Meyen var. clathratum A. Br. Löfflers method (>< 730), — 174 — I have found this var. in Bagsværd Sø and Bastrup Sø in North Sealand. The arrangement of the bristles is the same in all varieties, but, as usual, there is often a great difference between the speci- mens. In this respect there is moreover a great conformity with Fig. 11. Pediastrum duplex Meyen var. clathratum A. Br. Tannic acid vesuvin (>< 730). the preceding species; only has the P. duplex two tufts on each marginal cell viz. one on each of the two cell processes. Their hollows are not so deep as those of the preceding species and are much like a bowl (Fig. 1, 11). The number of bristles in a tuft differs, and I have coun- ted from 5—30; but, as I have already mentioned, it is very difficult to give definite num- bers. Also the thickness of the bristles is very difficult to indicate exactly, but it seems not to exceed 04 y. Often their length is 40 y. I have bristled specimens from Esrom Sø, Bagsværd Sg, Birke- rød Sø, Bastrup Sø and Bure Sø, from the pond of the Botan. Garden and 8 other ponds, that is to say from whereever I have found this species in any greater number. Pediastrum Boryanum (Turp.) Menesh Big: 12. [CHopat 1902 pag. 2281. The arrangement of the bristles in this species is the same as in the preceding one, but often the tufts pro- jecting at right angles to the plane of the coenobium are Fig. 12. Pediastrum Boryanum (Turp.) Menegh. Löfflers method (x 730). absent. There is often found from 10—20 bristles in every tuft. — 175 — The thickness is about 04 „, the length may reach about 40 u. Finding places: Birkerød Sg, Bastrup Sø, Bagsværd Sø, Bure Sø and 6 ponds in North Sealand. ZACHARIAS [1903 pag. 593] already apprehends that the bristles are a buoyancy apparatus, and my investigations have only con- firmed this result. I shall here particularly mention my observa- tions as to the rigidity and elasticity of the bristles. If they were quite soft they could not be of any avail in opposing the rate of sinking, but when they are rather rigid and elastic, the friction will be much increased; and supposing this to be their function, their arrangement seems also to be very suitable to the purpose. Parti- cularly the bristles projecting in right angles to the plane of the coenobium seem to be fixed in an effective manner; for it is evident that the coenobia are most exposed to sink when they are in a vertical position, and that is justly what these tufts of brist- les will prevent. Moreover the bristles at the marginal cells will also be efficient when the coenobia are in the mentioned posi- tion, the bristles at the points of the cells diverging from one another in different directions and not only projecting in the plane of the coenobia. | This may perhaps be the place to mention the Pediastrum biradiatum Meyen, a plankton-form I have several times had in my cilia-staining preparations but without being able to find the least vestige of bristles at it. The explanation is perhaps that the cell processes at this species are longer than those of the other species and moreover end in forked branches; perhaps they suffice as buoyancy apparati. At last I have to express my heartiest thanks to my teachers Prof. Eve. Warmine, Dr. L. Koznerup Rosenvinece and Dr. C. Wesen- BERG-LUND for the interest they have taken in my researches and the support they have proved to me; and finally also my best thanks to Prof. V. A. PouLsen for his useful advices and sugge- stions. Litterature. R. Ghodat 1902: Les algues vertes de la Suisse in Beiträge zur Kryptogamen- flora der Schweiz. Bern. G. Klebs 1886: Organisation der Gallerte bei einigen Algen und Flagellaten. Untersuch. Bot. Inst. Tübingen II. — 176 — G. Lagerheim 1882: Bidrag til kånnedomen om Stockholmstraktens Pedia- stréer, Protococcacéer och Palmellacéer. Ofversigt af Kongl. Vetenskaps- Akad. Förh. Meyen 1828: Beobachtungen über einige niedere Algenformen. Nova Acta Acad. Leopold. Carol. Bonn. Arthur Meyer 1903: Mikroskopisches Praktikum II. Jena. M. Raciborski 1889: Pediastrum. Krakow. Karl Reichert 1909: Über die Sichtbarmachung d. Geisseln und die Geissel- bewegung der Bakterien. Centralblatt für Bakt. ect. I. Abt. Bd. 51. Jena. CG. Schroeter 1897: Die Schwebeflora unserer Seeen (Das Phytoplankton) in Neujahrsblatt herausgegeb. v. d. Naturforsch, Ges. Seligo 1900: Untersuchungen in den Stuhmer Seeen. Danzig. Strasburger 1902: Das botanische Praktikum 4 Aufl. Jena. F. Waldvogel 1900: Das Lautikerried und der Liitzelsee. Dissertatio. Ztirich. O. Zacharias 1898: Ueber einige interessante Funde im Plankton sächsischer Fischteiche. Biol. Gentralblatt 18 Bd. O. Zacharias 1899: Zur Kenntnis des Planktons sächsischer Fischteiche. For- schungsberichte aus d. biol. Station zu Plön. 7 Theil. O. Zacharias 1903: Ueber das Vorkommen von Borstenbüscheln an den Rand- zellen bei Pediastren. Biol. Centralblatt 23 Band. A. Zettnow 1899: Ueber Geisselfärbung bei Bakterien. Zeitschrift f. Hyg. Bd. 30. Studier over danske Mosers recente Vegetation. Af A. Mentz. Indledning: Begrebet ,,Mose”. Forud for Omtalen af danske Mosers Vegetationsforhold vil det være nødvendigt at præcisere, hvad der her forstaas ved „Mose“. Den folkelige Forstaaelse, som i forskellige Egne af Jylland høres udtalt, gaar i Almindelighed ud paa, at alle saadanne Arealer, hvor der skæres Torv til Brændsel (i Vest-Jylland „Klyne‘“)!), og som er bevoksede med Pors, Lyng o. desl., kaldes Mose, medens andre lavt liggende Arealer, hvis Afgrøde bjærges til Hø, benævnes Eng, ganske bortset fra, om disse Arealer indeholder en endog anselig Tørvedybde. Ved Kær forstaas derimod Strækninger med ringe Dybde af tildels sandblandet Mor. Denne folkelige Opfattelse af Begreberne „Mose“ og „Eng“, der er baseret paa Benyttelsen af det paageldende Areal, er fulgt paa Generalstabens Kortblade (se »Generalstabens Kort”, 1910). I dansk Litteratur møder man kun faa Bestræbelser for en koncisere Opfattelse af Begrebet ,Mose*; hverken Geologer eller Botanikere synes at have haft synderlig Trang til at give nogen bestemt Definition deraf. Tillob findes ganske vist hos Dau (se nedenfor), men mere klart er dog det Forsøg, som langt senere blev gjort af E. Dateas (1876). Han skriver: ,Ved Mose bør for- staaes en Jordbund med et Underlag af reen Tørvejord, og det hvad enten Tørvens Dybde er stor eller lille, og hvad enten Mosens Overflade er begroet med Græs eller Lyng". Bortset fra, at Re- daktionen af den første Del af denne Definition maaske kunde have været bedre, synes Dalgas mig at opfatte Begrebet paa fuldt ud korrekt Maade, nemlig som en geologisk Dannelse. Blot angiver 1) Ved ,Tørv" forstaas i Vest-Jylland oftest Hedetørv, d.v.s. den afskrællede Lyngskjold. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 12 — 178 — han ingen Minimumsgrænse for 'Tørvelagets Mægtighed af Hen- syn til Begrænsningen overfor andre Formationer; men man kan dog nogenlunde slutte sig til Dalgas’ Anskuelser herom udfra Tilføjelsen til hans Definition: ,Kjærjorderne danne Overgan- gen mellem Moserne og de faste Leer- og Sandjorder, og have sjeldent mere end 1å 2 Fod Tørvejord, som tilmed er blandet med Sand eller Ler, saa at Tørven altsaa ikke er reen. Kjær- jorderne findes saaledes næsten overalt i Udkanterne af Moserne eller paa Steder, hvor der er en begyndende Mosedannelse, eller endelig hvor denne af en eller anden Grund ikke har faaet Lov til at ud- vikle sig videre". Saavidt jeg har fundet, har Dalgas ingensinde senere i sine Publikationer ændret sin Opfattelse af Begrebet „Mose“ saa lidt som af den ovenfor anførte Distinktion mellem Moser og Kærjorder. | Da de systematiske Undersøgelser af Danmarks Jordbunds- forhold i 1888 tog deres Begyndelse ved ,Kommissionen for Dan- marks geologiske Undersøgelse", kunde man vel have ventet, at Begrebet „Mose“, bl. å. af Hensyn til det normale Karteringsarbejde, var blevet fikseret. Noget saadant er der dog aldrig givet Instruks for. Som „Mose-Minimum“ — det gælder selvfølgelig her Tørve- lagets Mægtighed — betragtes i Almindelighed 0,4—0,5 m; i adskillige Tilfælde trækkes Grænsen dog ogsaa ved en noget mindre Tørve- dybde, kun ikke ved saa ringe en Dybde, at Tørven maa antages at forsvinde, saafremt Arealet plojes. *) I 1901 vedtoges den Plan, hvorefter de af ,Fællesudvalget for Mosedyrkning“ projekterede Undersøgelser af Jyllands udyrkede Moser skulde ske. Af Hensyn til den nødvendige Begrænsning for Undersøgelsen fastsloges det i denne Plan, at der ved Mosearealer forstaas ,alle saadanne Strækninger, hvor der i Tidens Løb er sket en Aflejring af mindst 1 Fods Torvemasse* (A. Mentz, 1904, S. 367). Da de samme Undersøgelser senere (1908) var overgaaede til ,Fælles- udvalget for Moseundersggelser*, ændredes Planens Ordlyd for det paagældende Punkts Vedkommende kun for saa vidt, som Mini- mum for Tørvelagets Tykkelse fastsattes til 0,3 m (se ,Mosebladet*, 2. Aarg., 1908,:S. 151). Vender vi os til Udlandets Litteratur for at undersøge, om man dér har givet klarere Begrebsbestemmelser, maa vi erkende, at C. A. WEBER har fuldkommen Ret, naar han hævder, at Littera- 1) For velvillige Oplysninger herom er jeg Statsgeolog A. Jessen Tak skyldig. — 179 — turen giver yderst forskellige Svar paa det enkie Spørgsmaal: Hvad er en Mose? Nogle, særlig Botanikere, siger Weber, har været til- bøjelige til at identificere Begrebet „Mose“ med Mosens nu levende Vegetation; andre har opfattet „Mose“ som en geologisk Forma- tion (1903, S. 466)"). Da Weber ogsaa med god Grund hævder, at det saavel af videnskabelige som af praktiske Grunde er uomgænge- lig nødvendigt at fastslaa, hvad Ordet Mose egentlig betyder eller bør betyde, har han underkastet dette Spørgsmaal og beslægtede Temaer en grundig og klar Udredning, hvis Resultat er det meget enkle: en Mose er en Landstrekning, som er dækket med ren Humus af en vis Mægtighed. Til denne topografisk-geolo- giske Definition føjer Weber, at Humuslaget i det mindste maa have en Mægtighed af 0,2 m, for at den paagældende Landstræk- ning kan fortjene Navnet „Mose“. FRÜH og SCHRÖTER slutter sig i deres omfangsrige Monografi, »Die Moore der Schweiz“, ganske til Weber’s Opfattelse, der utvivl- somt ogsaa maa siges at være i det store og hele uangribelig. Jeg maa dog tillade mig et Par supplerende Bemeerkninger. Med megen Stringens gennemfører Weber, støttet af andre Forskeres, bl. a. Frün’s, H. v. Post’s og E. Worınr’s, tidligere frem- satte Anskuelser, Forstaaelsen af Begreberne „Humus“, ,Torv“ og „Moder“ ?2); de er alle organiske Mineraler, om hvis nærmere Definition igvrig henvises til Weber (1903). Humus er det mere omfattende Begreb, hvorunder de sideordnede Begreber Torv og Moder indgaar. Uden nu nermere at kunne gaa ind paa nogen Drøftelse af dette Spørgsmaal, maa jeg dog tilstaa, at jeg i en Definition for Begrebet Mose vil foretrække „Torv“ for „Humus“, idet dette sidste Udtryk i dansk Sprogbrug synes at have faaet en saa flersidig Anvendelse, at det kun med nogen Betænkelighed vil kunne benyttes i denne Forbindelse. Ganske vist er „Torv“ for saa vidt heller ikke helt tilfredsstillende, som dette Udtryk ikke anvendes ensartet hele Landet over, hvilket alt ovenfor er berort.. Men skal man ved en Begrebsbestemmelse som den, der her ønskes tilvejebragt, tage Hensyn til folkelig Sprogbrug, hvilket man dog saa vidt muligt bor gore, vil jeg antage, at Udtrykket „Torv* lettere vil 1) Se forøvrigt den historiske Redegørelse nedenfor. 2) Til „Moder“ svarer paa Dansk mest passende Betegnelsen „Torvemuld* i Henhold til den af Weber givne Definition paa Moder (eller Humus i snæv- rere Forstand); IL. c., S. 475. (CG. Raunkiær (1909, S. 89 0. a. St.) benytter, formodentlig om samme Humusform, Ordet ,,Tørvsmuld". 19% — 180 — møde Forstaaelse end ,Humusf — i alt Fald i den rent overvej- ende Del af Landet. Dernæst: det bliver selvfølgelig altid en ren Skønssag, hvilken Minimumsgrænse man vil fastsætte for Humus- eller Tørvelagets Mægtighed. Ingen vil dog foretrække en Grænse, der er større end 0,5 m, ingen en Grænse under 0,2 m; ved eller mellem disse Tal maa Grænsen altsaa ligge. Som allerede ovenfor bemærket, har man ved de specielle Undersøgelser af Moser, der er foretagne af Kulturhensyn, vedtaget en Minimumsgrænse af 0,3 m, en Vedtægt, som ogsaa her vil blive fulgt. Den samme Grænse benyttes ved de botanisk-tørvegeologiske Undersøgelser, som iværksættes af den svenske Mosekulturforening (E. Hacrunp, 1911). Endelig kan der med Rette spørges: hvad forstaas ved ren Humus eller ren Tørv, hvilket Udtryk man nu end foretrækker ved Bestemmelsen af Begrebet „Mose“? Denne „Renhed“ kan dog ikke kræves absolut, i den Forstand nemlig, at den humøse Masse for at være ren kun maa indeholde den Askemeengde, der stammer fra selve de Massen dannende Planter; i saa Fald vilde utvivlsomt den nævnte Begrebsbestemmelse kun komme til at gælde yderst faa Moser. Fremmede, uorganiske Stoffer, der ved Vinden eller Vandet eller ad anden naturlig Vej er tilførte den organiske Masse i Humusbunden, er meget ofte tilstede i et saadant Mængdeforhold, at dette ingenlunde i væsentlig Grad ændrer Karakteren af Humus- eller Tørvemassen; vi skal senere se Eksempler derpaa. Paa den anden Side kan Indholdet af uorganiske Stoffer være saa betydeligt, at Tørvekarakteren gaar tabt. Men hvor er da Grænsen? Selv- følgelig maa Grænsens Fastsættelse ogsaa i dette Tilfælde blive en Skønssag, som man dog sjælden ses at have villet indlade sig paa. A. Baumann (1895, S. 357, Fodnote) siger: , Agrikulturchemie und Land- wirtschaft nennen einen Moorboden nur einen Boden mit mindestens 50 °/o organischer Substanz“. F. G. STEBLER (1897, S. 9) angiver den samme Grænse. C. A. Weser (1908, S. 81) synes at slutte sig til en Inddeling af „Humusgesteine“, hvorunder I. Klasse omfatter saa- danne Humusdannelser med mindre end 40 °/o Aske i Torsubstan- sen: Torv og „Moder“. Og JoRGEN Larsen (1909) ansætter Maksimums- grænsen for organisk Stof i Dynd til 60 °/o. Netop af Hensyn til Begrænsningen overfor Dyndjorder synes denne Afsondring ganske heldig. Jeg ser dog ikke rettere end, at den i Almindelighed vil kunne sættes endda noget op, saaledes at et Indhold af ca. 70 °/o orga- nisk Stof i Tørstoffet betegner Minimumsgrænsen, der gælder for — 181 — de egentlige Torvejorder, medens Jorder med et Indhold af 70--50 lo organisk Stof bedst kan betegnes som Torvedynd, og saadanne tydeligvis dyndede Jorder, hvis Indhold af organisk Stof er mindre end 50 °/o, simpelt hen benævnes Dyndjorder. Her- ved imødekommes vist de Krav til Klarhed, som med Rette kan stilles, naar Talen er om disse Jordarters Benyttelse i Praksis. I Henhold til de ovenfor anførte Betragtninger er en Mose en Landstrækning med en naturlig Aflejring af Tørv, hvis Mægtighed er mindst 0,3 m, og hvis Askeindhold sæd- vanligvis ikke overstiger 30 % af Tørstoffet. Med Hensyn til Begrebet ,Tørv" kan iøvrig henvises til den af C. A. Weser (1903, S. 471, 1908) opstillede Definition, til H. Poronik (1908), E. Ramann (1911) o. a. Forfattere, Den i det følgende givne Skildring gælder da især Vegetationen paa saadanne Arealer i Danmark, som, i Følge den ovenfor anførte Bestemmelse af Begrebet „Mose“, gaar ind derunder. Fremstillingen omfatter i første Række den til Mosen knyttede naturlige Vegetation, for saa vidt som man overhovedet vil være i Stand til at tale om en saadan. Ti udsatte for talrige Indgreb fra Men- neskets Side har vore Mosearealer i mere eller mindre høj Grad ændret Karakter, mistet deres oprindelige Vegetations-Præg; der er vel næppe ét Moseareal her i Landet, som helt har undgaaet denne Skæbne. Naar Mose-Vegetationsformationer derfor i det følgende betegnes som naturlige, maa dette forstaas med et vist Forbehold, idet de kun til en vis Grad er virkelig oprindelige. Desuden omtales Vegetationen paa saadanne Mosearealer, der vel har modtaget en vis Kultur, men hvor den oprindelige Plante- vækst ikke er helt fjærnet gennem saa radikale Midler som Pløj- ning o.s.v., medens alle fuldt ud opdyrkede Arealer ligger uden- for Betragtningen, i alt Fald saa længe Kulturen opretholdes rationelt. Det maa dernæst her bemærkes, at det vil være nødvendigt ogsaa at gaa noget ind paa Vegetationsforholdene indenfor Nabo- samfundene. Ganske særlig gælder dette saadanne Samfund, som er genetisk knyttede til Moserne. Vel ligger selve Vand-Vegetationen udenfor denne Fremstillings Ramme, men som det nedenfor vil ses, har jeg fundet det rigtigt at omtale de forud for Dannelsen af Mosevegetationen nærmest gaaende Plantesamfund, der er endnu mere udpræget hygrofile end Moserne selv. — 182 — I. Historisk Oversigt over Kendskabet til Mosernes Vegetationsforhold. Gennem tidligere Tiders Undersøgelser er man allerede for- længst naaet til den væsentligste Erkendelse af de til Moserne knyt- tede Plantesamfunds floristiske Sammensætning og til en Inddeling i forskellige Formationer. En fuldstændig historisk Redegørelse for Fremskridtene i denne Erkendelse vil her føre vel vidt, og kræver en meget indgaaende Behandling af hele „Torveforskningens“ Historie. Alligevel vil det være paa sin Plads og ganske lærerigt her at samle nogle af de Mænds Navne, som gennem Studiet af Moserne mest har fremmet vor Viden om den recente Vegetation, og det saa meget des mere, som et saadant Tilbageblik aldrig nogensinde er alvorlig forsøgt. Maaske med nogen Ret er Léo Lesquereux af de schweiziske Forskere Früh og Schröter betegnet som „der Pionier der Torfforschung“ ; hans Arbejde, hvortil vi senere vil vende os, betyder under alle Omstændigheder et stort Fremskridt i Kendskabet til europæiske Moser. En Sags Erkendelse skyldes dog forholdsvis sjælden en enkelt ,Pioners* Arbejde. Og i de foreliggende Emner maa ved Siden af Lesquereux' ogsaa en Række andre Navne nævnes med Hæder. 18 I sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede opstod der en ret omfattende Litteratur over Mosernes og Torvens Dannelse; den var utvivlsomt fremkaldt af Interesse for den praktiske Udnyttelse af Torven som Breendselsmiddel. Ogsaa i Danmark var denne Sag bleven aktuel, vistnok mest som en Folge af den intensive Brug, man kan vel sige det aabenbare Misbrug af Skovenes Beholdninger af Brændsel. Man faar et levende Indtryk af, hvor stærkt dette — 183 — økonomiske Spørgsmaal beskæftiger Samtiden, naar man finder „Danmarks og Norges oeconomiske Magazin“ for 1762 (Vol. VI) op- taget af Afhandlinger af 10 forskellige Forfattere om Moserne, Tørven og dens Udnyttelse; Afhandlingerne var Svar paa det i 5. Bind af ,Danmarks og Norges oeconomiske Magazin‘ fremsatte »Problema* om Tørvemoserne og deres Natur. Disse Skrifters Indhold kan utvivlsomt tages som Udtryk for Datidens Opfattelse af Mosernes Naturforhold. Og i Modsætning til C. Vaupell (1851) og K. Rørdam (1909) finder jeg Anledning til at fremhæve, at Fler- tallet af Forfatterne har den rigtige Forstaaelse af Betingelserne for Mosernes Fremkomst og af Moserne selv som et Produkt af rig Plantevækst i roligt Vand; kun ganske enkelte er endnu hildede i den gamle Forestilling om Mosernes Dannelse ved mystiske Virk- ninger af en Syndflod!). Ingen af Forfatterne fra 1762 beskeeftiger sig dog synderlig indgaaende med Mosernes Vegetation. Med Rette har K. Rordam fremhævet J. A. GuLDBERG som den, der har en paa lagttagelser i Naturen bedre grundet Opfattelse af Mosernes Fremkomst end de øvrige Forfattere; han beskriver, meget primitivt, de ferske Vandes Plantevækst”). Ogsaa Soren ABiLDGaarD's Afhandling rager ikke lidt op over de øvriges; han nævner forskellige. Eksempler paa Søers og Aaers Tilgroning (S. 316). >) Kendskabet til Mosernes Opstaaen og deres dengang raadende Vegetation var næppe synderlig videre udviklet i det øvrige Nord- og Mellem-Europa end i Danmark gennem det 18. Aarhundredes sidste Halvdel. Et Par Vidnesbyrd herom bør fremdrages. Svenskeren P. A. Gapp (1776) synes ganske klar over Spørgs- maalet om Mosernes Opstaaen; han forsøger endvidere at give en Inddeling af Mosernei 1) Karr, 2) Morass eller Myror og 3) Massar. Det er vanskeligt paa Grundlag af Gadd’s Beskrivelser af disse Kategorier at javnfore dem med de senere opstillede; dog svarer „Kärr“ til, hvad mange i Sverige endnu den Dag i Dag benævner 1) K. Rørdam siger (l. c., S. 183): „For de fleste af Forfatterne staar det fast, at Torvemoserne er dannet ved, at Syndfloden har sammenskyllet det orga- niske Stof i en Lavning“ .... | ?) Guldberg skrev sin Afhandling som juridisk Student; han blev senere By- foged og Postmester i Stavanger. 3) Abildgaard's Afhandling offentliggjordes under Mærket Studii & Arte. Senere udgav han en af ham selv forfattet tysk Oversættelse med Tillæg (Køben- havn, 1765). — 184 — saaledes, ligesom ,Mässar“ svarer til den gængse Betegnelse for Højmoser (se nedenfor). — Endvidere maa det anføres, at Genferen J. A. DE Luc i sine Breve (1779) viser megen Interesse for Mosernes Naturforhold; fra sine Rejser i Nordvest-Tyskland har han indhentet Oplysninger, der for sin Tid var af Verdi. Han opfatter Torven som „une substance végétale“: han giver en Beskrivelse af de to Højmose- arealer, Kehdinger Moor!) og Düvels-Moor, uden igvrig at benytte Navnet „Hochmoor“, han omtaler Mosernes ulige Vækst i fugtige og torre Aar og Hojmosernes konvekse Overflade, og han refererer de Iagttagelser, som hans Ledsager, den af Grisebach berømmede FiInDoRFF har gjort over Torvens Dannelse i Tørvegrave (saaledes især S. 180). — En anden Forfatter, der, ligesom De Luc, har samlet Rejseind- tryk og vidtløftige Betragtninger i Brevform, er Bayreren Franz von PauLa SCHRANK (1795); hans Arbejde er vel i Hovedsagen af rent økonomisk Natur, foranlediget af den faa Aar forud foretagne Af- vanding af den store Donaumose Sydvest for Ingolstadt, men han meddeler dog ogsaa en Fortegnelse over Floraen i Mosen, der endnu ca. 100 Aar efter benyttes af A. Baumann, ligesom han bemærker, at Planterne dér vokser i store Selskaber, som er forskellige alt efter Bundforholdenes Beskaffenhed. Med Begyndelsen af det 19. Aarh. skrider Kundskaben om Moserne kun langsomt fremad. Hvad den af J. C. EıseLen forfat- tede voluminøse Haandbog „des Torfwesens“ (1802) giver til denne Sags Erkendelse er ikke stort; Eiselen forsøger dog (S. 17) en Slags Definition af de i Torvelande (Ostfriesland, Holland, Holsten osv.) benyttede, folkelige Udtryk ,Hochmoore* og „Grünlandsmoore‘, men denne Begrebsbestemmelse hviler blot paa Tørvedybden: „Hochmoore“ er Moser med Tørv af mere end 10 Fods Mægtighed, „Grünlandsmoore“ saadanne, hvor Tørven i al Almindelighed har en meget ringere Dybde, højst 10 Fod. — Van Marum’s lagttagel- ser over Tørvedannelsen, der syntes at have vakt en vis Opsigt, forekommer mig uden Interesse. Derimod offentliggjorde G. Crome nogle Aar senere (1810) en lille Afhandling, der, saa vidt jeg kan se, er den første virkelig værdifulde Fremstilling af Plantevækstens Udvikling under Tillandingen af Tørvegrave, Søer og Aaer. Han beskriver meget godt de hinanden afløsende Vegetationer i en frisk. gravet Tørvegrav, der atter er fyldt med Vand. Den første Vege- 1) Enkelte af De Luc's Iagttagelser herfra er korrigerede af K. Vırcnow (1880). a ee tation er i Henhold til Crome’s Iagttagelser 1) Alger; derefter følger 2) Vandplanter, 3) Mosser og 4) Fanerogamer; disse sidstes Optræ- den i Rækkefølge er i Hovedsagen rigtig skildret; Crome ender med en Slutningsformation af Buske og Tr&er.!) Nogen yderligere Skelnen mellem de forskellige Formationer af Mose og deres Vege- tation finder man derimod ikke hos Crome. Hvad Car. OLursen (1811) i sin bekendte Bog om Danmarks Brændselsvæsen beretter om Torvemosernes Dannelse og Vegeta- tion, frembyder ikke stort nyt udover den tidligere 1 Danmark vundne Viden. Og overhovedet maa man vel give I. H. C. Dau Ret, naar han erklærer (1823, S. 3 o. flg.), at Kendskabet til Mosernes og Torvens Naturhistorie i Begyndelsen af det 19. Aarh. kun er magert i Forhold til dets Vigtighed; han anfører en temmelig fuldstændig Liste over de Emnet vedrgrende Skrifter. Uden al Tvivl maa Dau selv nævnes som en af Torveforskningens Foregangsmænd*), ihvor- vel han ikke var naturvidenskabelig uddannet; han beklager selv sin Mangel i saa Henseende, især med Hensyn til sine Kundskaber i Botanik (1823, S. 38, Fodnote). Man kan altsaa ikke vente at finde paalidelige Analyser af Mosevegetationen i hans Skrifter, der væsentlig maa siges at have torvegeologisk Interesse. Han er saa- ledes den første, der forsøger at give en stringent Definition af 1) A. F. Wiegmann, som (1837) citerer Crome’s Fremstilling fuldstændig, og som siger, at hans Iagttagelser ganske stemmer med hans egne, undrer sig dog stærkt over, at ,der als genauer Botaniker bekannte Crome" kan vere for- ledt til den Vildfarelse, at Træer og Buske paa Moser danner den afslut- tende Vegetation. Det er dog Wiegmann selv, der her er paa Vildspor; hans Gennemsyn ,af talløse Mosers Vegetation af forskellig Art" kan ikke have været fuldstændigt nok. I Indledningen til sin ,Handbuch* (S. 5) siger Dau med ikke ringe Selv- folelse, der ogsaa senere af og til kommer til Orde paa pudsig Vis overfor Forgeengerne: „Ich glaube also wohl sagen zu dürfen, dass ich über die Naturgeschichte des Torfes ein neues Licht verbreitet habe, indem ich die eben angedenkten Arten der Moore deutlich unterschieden und klar, hoffe ich, dargestellt habe“. — Dau’s Arbejder, der vistnok vakte Opsigt og Aner- kendelse 1 Tyskland, modtog en ubillig overlegen og som det synes per- sonlig lidet velvillig stemt, anonym Kritik i Dansk Litteraturtidende for 1829 (Nr. 48). Dau gav et langt og hvast Tilsvar (Tilleg til samme for 1830, Nr. 6), som atter fremkaldte en Udtalelse fra den stadig anonyme Re- censent (samme, 1830). I sin Nekrolog over Dau synes Bretrup (Dansk Litteraturtidende, 1831, Nr. 29) nærmest at tage Parti for Recensenten og skenker ingenlunde Dau den tilbgrlige Anerkendelse. Dau’s Biografi er med Urette udskudt af det af C. F. Bricka udgivne »Dansk Biografisk Lexikon‘. bo — — 186 — „Lorv“ (1823, S. 23—24 og S. 157) og „Mose“ (S. 25).1) Tillige son- drer han først i Haandbogen, senere (1829) mere udførlig, ret. skarpt mellem de tre Formationer: „Hoch-Moore“, „Grönlands- oder Wiesen-Moore“ og ,Holz-Moore“, hvortil han yderligere føjer ,Meer- Moore". I den ovenfor (S. 185, Fodnote) berørte Polemik benytter Dau Udtrykkene: Lyngmose, Engmose, Vedmose og Havmose, og under Omtalen af dem tager han torstandigt Hensyn til andres Opfattelse af Mosernes recente Vegetation, ligesom han heller ikke selv har manglet et ganske godt Blik for disse Forhold; derom vidner forskellige Udtalelser i hans Skrifter. Hans Fortjeneste er endvidere ganske utvivlsomt den: først at have faaet rigtig Øje for og søgt at forstaa Højmosens Ejendommeligheder og Oprin- delse; det er den, der har hans Forkærlighed. Endelig maa det siges, at hans Arbejder ingenlunde savnede Originalitet; han har saa- ledes leveret én lang Række Beskrivelser af holstenske og danske, særlig sjællandske Moser; den botaniske Del af disse indeholder dog kun lidt af Værdi. Det kan her anføres, at Dau's Arbejder over Sjællands Moser vinder en fortjent om end sén Anerkendelse fra svensk Side, naar R. Sernander (1909, S. 423) udtaler: „Särskilt märkliga aro dennes [9: Dau's] klara och omfattande utredningar af de tallstublager, han visar vara allmånnt utbredda i hertigdöme- nas och Själlands mossar“. I en lille, ret upaaagtet?), men dog værdifuld Afhandling gav Hornscuucu (1837) en i det væsentlige floristisk Skildring af Moser i Omegnen af Greifswalde. Der savnes hos ham ganske Beteg- nelser for de forskellige Formationer. Mest bemærkelsesværdige er hans gode Beskrivelse af Genvæksten i Tørvegrave (S. 741—743) — han kender aabenbart hverken De Luc's eller Crome’s Skildring af det samme Forhold — og hans Fremstilling af de langs Floden Peene liggende og som Kreaturgange benyttede Enges ejendomme- lige Fysiognomi (S. 755—756). Først med Begyndelsen af 40’erne i forrige Aarhundrede frem- kommer de Arbejder paa Torve- og Moseforskningens Omraade, som har bevaret en vis Grad af Friskhed, og som endnu den Dag i Dag benyttes og citeres i alle mere udførlige Skildringer af Mose- arealers Vegetation. Og fra nu af begynder Moseforskningen at 1) A. F. Wiegmann (1837, S. 12) omtaler med megen Anerkendelse Dau’s ,,for- træffelige Haandbog" og siger, at Dau’s Definition for Torv er den bedste endnu givne. ?) Saaledes ikke nævnt af Früh og Schröter. — 187 — bryde sig Veje i væsentlig to Retninger: én, der især beskæftiger sig med Torvelagenes Lejring, deres Sammensætning o. s. v., altsaa den ~ ,torvegeologiske* Retning, der har givet saa overordentlig vigtige Bidrag til Vegetationshistorien, og en anden, som navnlig tager den recente Vegetations Naturhistorie op til Behandling. Det synes dog, som om den først nævnte Retning har beslag- lagt langt den største Interesse gennem forrige Aarhundrede. Som dens Banebryder maa uden al Tvivl J. J. S. STEENSTRUP nævnes. I 1841 publicerede han sin allerede nogle faa Aar forinden formede Lære om den Skovveksel, der efter hans Mening havde fundet Sted i Løbet af det Tidsrum, hvori vore Moser var dannede; dette skete paa Grundlag af hans Undersøgelser over nogle nordsjællandske Mosers Bygningsforhold og Dannelseshistorie, af hvilken Steenstrup uden "Tvivl har givet et i Hovedsagen rigtigt Billede.) Desuden inde- holder hans Arbejde ogsaa Bidrag til Kendskabet af Mosernes recente Vegetation, idet han som Inddeling netop for en Betragt- ning i denne Henseende benytter Betegnelserne: Skovmoser, Kjær- moser og Lyngmoser. Til disse Steenstrup's Iagttagelser over vore Mosers Vegetationsdække vender vi senere tilbage. Et andet vægtigt Bidrag til Tørvegeologien og Vegetations- historien fremkom 10 Aar senere, nemlig C. VaurerL's Afhandling: „De nordsjællandske Skovmoser“ (1851). Dette giver slet ingen Oplysninger om Beskaffenheden af den recente Vegetation. Senere har Vaupell i Afhandlinger, der særlig behandler Agerbruget paa Hedemoser (1857), omtalt de to Formationer, for hvilke Hollæn- derne benyttede Betegnelserne „laag Veen“ og „hoog Veen“ (Veen gy — Mose); han føjer hertil følgende Bemærkning, der har nogen historisk Interesse: ,disse Benævnelser kunne gjengives paa Dansk med Lavmoser og Høimoser. Den sidste Benævnelse er os ikke fremmed, thi vore Hedemoser kaldes ogsaa Høimoser, og laag Veen er det samme som vi kalde Kjsermoser“ (S. 372). Ganske faa Aar efter Steenstrup’s banebrydende Værk fremkom det Skrift, der af Früh og Schröter er betegnet som et Pioner- 1) Det bør her anføres, at Dau synes at have haft en ganske vist dunkel Forestilling om en saadan Skovveksel; han siger (1829, S. X, Fodnote): »dass in manchen Gegenden (und wahrscheinlich in manchen ganzen Lån- dern) die Wald-Vegetation noch seit der historischen Zeit gånzlich gewechselt hat und ein neues Baumgeschlecht an die Stelle des früher herrschenden, so zu sagen, eingewandert ist, wie in der Vorwelt ein Volk in der Wohnsitze des andern einrückte (Vergleiche S. 56, Mitte)‘. (Fremhævningerne er Dau’s). — 188 — arbejde, nemlig Léo Lesguereux’ Undersøgelser over Moser (1844). Nægtes kan det ikke, at i Sammenligning med alt det uklare og højst ufuldkomne, der af tidligere Forfattere var fremsat angaaende Mosernes recente Vegetation, Moseformationerne og deres Opstaaen, betegner Lesquereux’ grundige Studier og hans ogsaa fra Formens Side særdeles smukke Fremstilling et meget væsentligt Fremskridt i Erkendelse. Hans Arbejde, hvis Kærne er en Behandling af Mo- sernes Vegetationsdække og deres Naturforhold overhovedet, og som paa ikke faa Punkter støtter sig til Dau's Publikationer, brin- ger talrige nye Kendsgerninger, hentede fra Jura-Moserne, og ad- skillige Betragtninger, som ikke alene var nye, men den Dag i Dag kan staa for Kritik. Det maa dog anføres, at Afsnittet „Histoire naturelle des tourbiéres du Jura‘ i lovlig høj Grad bærer Præg af blot og bar en floristisk Katalog. Desuden har Sendtner (1854), Pokorny (1859, S. 90—91), Früh (1883) og Weber utvivlsomt Ret i deres Paavisning af, at Lesquereux' bekendte Distinktion mellem infra- og supraaquatiske Moser ingenlunde holder Stik. Den origi- nale Synsmaade, her var anvendt, vil dog alle Dage have historisk Interesse.) Aaret efter (1845) offentliggjorde A. GrRisEBAcH sin Afhandling om Emsmoserne, han citerede baade Dau og Steenstrup, men synes derimod ikke at have naaet at lære Lesquereux’ kort forud fremkomne Arbejde at kende. Ogsaa Grisebach's Skildring, der er den første udførlige Monografi af et enkelt Moseomraade bringer mange nye Kendsgerninger frem. Naar Grisebach imidlertid (S. 56), idet han anfører Steenstrup’s Inddeling af Moseformationerne, tilføjer, at Steenstrup ikke har lært Hojmoserne nøjere at kende: „sonst würde er sie nicht, einen Irrthum Dau’s wiederholend, als beinahe aus- schlieslich von Sphagnum gebildet erklären‘, er dette et Tilbageskridt i Erkendelse. Det var Grisebach’s Opfattelse, at Ericaceerne ved deres Affald spillede Hovedrollen ved Hojmosens Dannelse; men denne mærkelige Anskuelse, som Grisebach fastholder saa sent som i hans »Die Vegetation der Erde“, hvor han forøvrig benytter Steenstrup's Inddeling, er grundig gendreven af C. A. Weber (1902). Vi vender lejlighedvis tilbage til Enkelthederne i Grisebach's Fremstilling. I sit meget grundige og i mange Henseender fortjenstfulde Værk »Die Vegetationsverhaltnisse Bayerns" (1854) behandler OTTO SENDT- 1) Lesquereux’ Bog udkom i en tysk Udgave med originale Noter ved Lasius og SPRENGEL, der desværre ikke har været mig tilgængelig. .— 189 — NER Moserne fra et mere almindeligt Synspunkt end Grisebach ønskede at gøre det. Hans Inddeling af de sydbayerske Moser i „Hochmoore“ og ,Wiesenmoore“, hans hele Betragtning af disse Mosers Natur, deres Vegetation, Jordbund og Dannelse, hviler paa den Opfattelse, at Undergrundens kemiske Beskaffenhed er den alt afgørende Faktor: Højmosernes Fremkomst forudsætter ,eine tho- niger Unterlage“, Engmosernes et Underlag af „Alm“, d.v.s. en Art Ferskvandskalk. Fra denne Grundregel anfører Sendtner dog selv en kapital Undtagelse, naar han fremhæver, at samtlige Moser ved Flodbredder „selbst auf thoniger Unterlage“ har Karakter af Engmoser (S. 651). At Sendtner, en af de mest udprægede Repre- sentanter for den Anskuelse, at Jordbundens kemiske Egenskaber er af afgørende Betydning for den paa et givet Punkt herskende Vegetations Sammensætning, ser saaledes paa Aarsagerne til For- skellighederne mellern de ulige Typer af Moser, er forstaaeligt. Men naar han lægger Hovedvægten paa Undergrundens Beskaffenhed og betragter dennes Indflydelse paa Moseoverfladens Vegetation som absolut, er han, som det let vil ses, ganske paa Vildspor. Forovrig kan hans Betragtning vel nærmest opfattes saaledes, at det er Van- dets Indhold af visse Plantenæringsstoffer, særlig af Kalk, der afgør Mosekarakteren, og for saa vidt har han utvivlsomt bragt Forstaa- elsen ind i det rigtige Spor, som dog faa Aar efter fulgtes med langt større videnskabelig Forstaaelse og Konsekvens af I. R. Lorenz. I 50'erne bliver - Interessen for Undersøgelsen af Moser ret levende i Østrig. Der nedsættes en „Commission zur Erforschung der Torfmoore Oesterreichs“. Paa Kommissionens Vegne afgav A. Poxorny nogle Beretninger (1858—59), som indeholder en Del interessant Stof. Samme Forfatter leverede tillige en Række Skil- dringer fra østrig-ungarnske Moser, men disse er uden synderlig botanisk Interesse, da Pokorny var mere Geolog og Geograf end Botaniker; hvad hans Afhandlinger indeholder af botanisk Stof er dels kun minimalt, dels ret blottet for Originalitet, (saaledes 1858 c); vi vender senere tilbage til et og andet af dette Stof. I Pokorny's afsluttende og største Arbejde (1861) skelner han mel- em „Hochmoore“ og ,Flachmoore“. Han er aabenbart Fader til den senere, bl. a. af Früh og Schröter anvendte Terminus „Flach- moor“, et Forhold som synes at være undgaaet de to sidst nævnte Forskeres Opmærksomhed; Pokorny siger (S. 59): „Unter dem Na- men Flachmoore bhegreife ich die als Grünlandsmoore, infra- aquatische Moore, Wiesen-, Rasen-, Röhrichtmoore . ... unter- — 190 — schiedenen Moorformen“. Forøvrig kan det anføres, at han ved Torvemoser ,efter sædvanlig Sprogbrug” forstaar Vegetations- former. Ogsaa Anton KERNER gav enkelte Bidrag til Kendskabet af de østrigske Mosers Naturhistorie (saaledes 1858). Hans berømte Bog „Das Pflanzenleben der Donauländer“ (1863) indeholder dog intet væsentlig nyt om Moser; Kerner optager det af Sendtner i syd- tysk Litteratur indførte Navn ,Wiesenmoor“, som dog allerede langt tidligere var benyttet af Dau, Lantzius-BeninGa (1849) o. a.) Vigtigere end Pokorny’s og Kerner's Arbejder var dog I. R. Lorenz’. Han har forfattet forskellige Afhandlinger med Mosernes recente Vegetation som Hovedemne (se Litteraturlisten); uden al Tvivl er hans Skildring af Salzburgs Moser ikke alene den betyde- ligste af disse, men tillige den bedste af de hidtil fremkomne sam- menfattende Skildringer af Mosernes Vegetationsforhold (1858). Han giver her en grundig og paa et anseligt Materiale støttet Oversigt. Han deler Moserne i 3 ,Underformer“: ,Hochmoore“, „Rasen- moore" ?) og „Röhricht-Moore“, hvortil han slutter „Erlenbrüche“ og „Nasse Heiden“. Indenfor de tre Underformer skelner han mel- lem forskellige Typer, karakteriserede gennem den fremherskende Plantevækst. — Med Hensyn til Genesen hævder Lorenz, i Mod- sætning til Sendtner, at Undergrundens Beskaffenhed er ganske uden Betydning for Mosernes Overflade-Vegetation, da den samme Vegetation forekommer paa forskellig Slags Undergrund og omvendt forskellige Vegetationer paa samme Undergrund (S. 247). Aar- sagerne til Forskellighederne i Mosernes Vegetationsforhold søger Lorenz derimod i Vandets Beskaffenhed, og han fremhæver med Rette, at medens Dannelsen af ,Rasenmooren“ er betinget af Til- stedeværelsen af haardt (tellurisk) Vand, er Højmosernes Frem- komst alene foraarsaget af det fra Atmosfæren stammende, bløde Vand. I Tilslutning hertil betragter Lorenz Højmoserne som „torf- stete“, d. v. s. bundne til et Substrat af Vegetationsrester „und zwar in der Regel nur auf Torfboden" (S. 252); Højmose-Vege- tation kan aldrig danne det første ,Rasendecke“ paa mineralsk Bund, den være sig kalkfri eller ikke (S. 253).°) 1) Stebler og Schråter (1892 og 1897) udtaler fejlagtig, at Begreberne ,,Wiesen- moor“ og „Hochmoor“ først er opstillede af Sendtner. 2) ,Rasenmoor‘ er et af Lorenz dannet og indført, men ikke stærkt benyttet. Udtryk, der svarer til „Wiesenmoor“, hvilken Betegnelse Lorenz ogsaa nu og da benytter. 3) Den af v. Fischer-Benzon (1891) udtalte Formodning, at Fruh (1883) først skulde — 191 — [øvrig indeholder Lorenz” Afhandling en saa stor Rigdom paa originale Iagttagelser og Betragtninger, at om noget af forrige Aar- hundredes Arbejder over Mosernes recente Vegetation skal beteg- nes som ,klassisk*, maa Lorenz’ uden al Tvivl være nærmest dertil. Der er Grund til at fremhæve hans Studier over Salzburgs Moser, dels fordi Lorenz” hele Betragtning ikke senere er afkræftet, dels fordi hans Arhejde, efter mit Skøn, ikke vandt den Anerken- delse, det fortjente. Pokorny synes at være ganske jukendt med Lorenz’ Anskuelser, og end ikke F. SENFT, som faa Aar efter vidt og bredt, men i alt Fald for Vegetationsforholdenes Vedkommende uden al Originalitet, behandler Begreherne Mose og Tørv (1862), nævner ikke Lorenz” Afhandlinger, synes ikke at kende dem. Me- dens det ligeledes kort efter fremkomne og meget betydelige Arbejde af H. v. Post endnu den Dag i Dag citeres allevegne, er Lorenz’ fuldt ud jævnbyrdige Afhandling ret uanvendt. Saa sent som i 1879 synes H. Christ i sin Fremstilling af Schweiz’ Plantevækst paa Punkter, hvor han behandler Moserne, at hylde de Sendtner- ske Doktriner, medens Lorenz” Arbejder ganske lades uomtalte, skønt en Parallel mellem Salzburgs og Schweiz” Moser dog maatte synes nærliggende. Fruh (1883) er aabenbart den første, der vur- derer Lorenz' Arbejde efter Fortjeneste og benytter det som væsen- lig Støtte ved sine Betragtninger over Mosernes Dannelsesmaade. Samme Anerkendelse giver Sitensky (1891) Lorenz” Undersøgelser, hvilke han, ved Siden af Sendtner's kalder ,bahnbrechend* (S. XIII), medens de baade for Drude (1896), Schimper (1898), P..Graebner (1901) og endnu andre synes ganske ukendte. H. v. Post udgav (1862) sit væsentlig geologiske Arbejde, der bragte Kendskabet til de forud for Tørven dannede Sedimenter (de koprogene Dannelser) et meget betydeligt Skridt fremad. Min- dre gælder det dog selve Tørven, hvilken v. Post, om end i høj Grad tvungent, ogsaa betegner som koprogen Dannelse. Hans Definition af Tørv (1862, S. 59) og hans nærmere Omtale af samme (S. 26 o. flg.) lider af forskellige Uoverensstemmelser, som dog ikke skal nærmere omtales her. Iøvrig indeholder v. Post’s Arbejde ogsaa Relationer mellem den recente Plantevækst og Jordbunden, til hvilke vi lejlighedsvis vender tilbage. have fremsat den Anskuelse, at Højmose konstant efterfølger Lavmose, er saaledes ikke rigtig. Sagen er klart og udtømmende paavist af Lorenz, hvis Iagttagelser er loyalt benyttede bl. a. af Früh og Düggeli (1903): at v. Fischer-Benzon ikke har været opmærksom derpaa, er såa meget des mærkeligere, som han ellers benytter Lorenz” Terminologi. Danmark. — 192 — I en lille Iæseværdig Afhandling behandler OLBErs og LINDE- BERG (1864) væsentlig Spgrgsmaalet om Torvedannelsen og Tørvens fysiske og kemiske Egenskaber, men berører ogsaa kortelig den tørvedannende Vegetation. Af særlig Interesse i denne Sammen- hæng er følgende Bemærkninger, refererende sig til v. Post’s nys nævnte Arbejde: ,Ehuru, vid betraktande af den massa djur, sår- deles af de mikroskopiska infusorierna, som uppkomma och lefva i vatten, hvari organiska åmnen upplåsas, deres inverkan på våx- terna, som härigenom undergå bade mekaniska och kemiska förän- dringar, år omisskånlig, sa har likvål detta inflytande visat sig vara af underordnad vigt vid torfbildningen hårstådes, der hvarken spåren af deras mekaniska verksamhet eller djurlemningarna i torf- lagren åro särdeles märkbara“. 9 ae I Løbet af forrige. Aarhundredes tre sidste Aartier og indtil vore Dage er Litteraturen om Mosernes recente Vegetation vel vok- set meget betydelig i Omfang og Indhold, selv om den maaske knapt nok har holdt Maal med den Udvikling, som den tørvegeolo- giske og vegetationshistoriske Side af Moseforskningen gennemgik. For det nævnte Tidsrums Vedkommende foretrækker jeg i det føl- gende at betragte de vigtigste Udtalelser indenfor den paagældende Litteratur Land for Land. I Danmark var Udbyttet af Undersøgelsen af Mosernes Vege- tationsforhold kun magert. De talrige lokale Floraer tager intet eller kun ringe Hensyn til en formationsmæssig Skildring af Mosernes Plantesamfund. I denne Henseende danner kun P. Nizsew’s Rejse- beretning fra Egnen mellem Viborg og Skive (1872) en Undtagelse; han giver en Inddeling af Moserne i den af ham besøgte Egn, og skelner mellem: „Lyngmoser‘“, „Torre Moser“ og „Fugtige Moser“, og hver af disse beskrives kort; hans Inddeling er igvrig uden Værdi. E. DaLcas, som i det mindste fra 1876 og til sin Død bevarede en levende Interesse for danske Moser og serlig deres Udnyttelse som Kulturarealer, er i sine forskellige Publikationer herom ogsaa lejlighedsvis kommet ind paa deres Vegetationsforhold og Betin- gelserne for deres Dannelse. Det fortjener at anføres, at han i sit første Arbejde (1876) inddeler Moserne efter deres Plantedække og Oprindelse i Lavmoser og Højmoser og tillige i Forbigaaende (S. 84) — 193 — benytter Betegnelsen ,Græsmose“, et Udtryk, som han ogsaa anven- der senere (1880, S. 210), og at han i sit bekendte Arbejde om Fortids- og Fremtidsskove (1883) fremsætter nogle interessante og træffende Bemærkninger om bevæget og stillestaaende Vands Betydning for Mosedannelsen og Mosens Karakter (S. 154). Om disse Betragtninger saa vel som den citerede Terminus ,Græsmose“ tør regnes for originale eller ej, er ikke let at vide; litterært skolet var E. Dalgas som bekendt ikke. C. Raunkiær har (1889) søgt at drage Grænsen mellem Hede og hvad han kalder ,Hedemose“ (S. 17). idet han for det første fremhæver Forskellen i Jordbundens Beskaffenhed indenfor de to Formationer; ,,Morlagets" Megtighed, dets Begrænsning overfor Undergrunden, dets Konsistens og dets Fugtighedsforhold er saa _ forskellige indenfor Hede og Hedemose, at disse Forhold med Rette bør tages i Betragtning ved en Sondring af Vækstformationer. Men dernæst udtaler Raunkiær tillige, at ligesom vi her har to meget forskellige Dannelser med Hensyn til Jordbund, saaledes kan det paa Forhaand antages, ,at det kun er faa Planter, der formaa at hævde sig paa begge disse Lokaliteter”. Blandt saadanne nævner Raun- kiær først og fremmest Calluna, der i det mindste mange Steder paatrykker Partier af Mosen et meget ensartet Præg og derved tilsyneladende udvisker ,den store Forskjel, der i Virkeligheden er mellem Hedens og Mosens Vegetation” (S. 18). Denne Forskel dokumenteres senere gennem Opregning af de for Hede og Hede- mose karakteristiske Plantearter (S. 18, 23 og 24). — I Afsnittet ,Engvegetation*, hvor Begrebet „Eng“ defineres som „Straekninger, hvis Vegetation væsentlig er sammensat af saadanne Glumaceer, der ynde en betydelig Grad af Fugtighed i Jordbunden" (S. 26), kommer Raunkiær tilbage til „Mose“, idet han udtaler: „Alle Enge i Vestjylland, naar undtages Strandengene, ere ved Menne- skets Indvirkning dannede af Moser". Bortset fra, at der gives Sandenge i Vest-Jylland, som ikke er dannede af Moser, be- tragter Raunkiær altsaa ikke Hedemosen og den torveholdige Eng, hvis Vegetation han beskriver (S. 30), som to fra Naturens Side forskelligartede Dannelser, men han synes for de af ham under- søgte Enges Vedkommende at anse de to Formationers Forskel- ligheder som fremgaaede alene af Kulturindgreb: for det første Ud- grøftning og den dermed følgende hurtigere Cirkulation af Vandet, der betinger ,en mindre Grad af Fugtighed i Sommertiden”, hvil- ken atter bevirker, at navnlig Græsser breder sig stærkere; for Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 13 — 194 — det andet Høbjærgningen, der begunstiger ,de egentlige Engplan- ter“s Fremvækst paa Bekostning af de buskagtige Moseplanter… Sikkert spiller begge disse Indgreb under alle Omsteendigheder en over- ordentlig stor Rolle, og Raunkier’s Betragtning kan netop for mange vestjyske Egnes Vedkommende forsvares, men den er langtfra i Almindelighed udtømmende for samtlige jyske Mosearealers Ved- kommende. Det nære Slegtskab mellem Mosen (,Hedemosen“) og den tørveholdige Eng kan dog selvfølgelig ikke benægtes; den sidste har større Tilknytning til Mosen end til de andre Former af „Eng“. Først langt senere (1909) behandler C. Raunkiær atter Spørgs- maal vedrørende danske Moser; det er her af Interesse at notere de af ham valgte Termini for de sjællandske Moser, han har undersøgt og beskrevet af Hensyn til sin nye Undersøgelsesmetode; disse Udtryk er: „Mosmoser“ (herunder ,Sphagnum-Mose“), „Elle- moser" og „Skovenge* (herunder ,Grønmose-Formation"). Tillige omtaler Raunkiær enkelte „Porsmoser“ fra Aadum-Varde-Bakkeg. I sit epokegørende Værk , Plantesamfund* (1895) henfører E. War- MING alle de til Mose knyttede Plantesamfund under Begrebet Hy- drofyt-Samfund. Der skelnes mellem ,Kjær og Kjærmoser (Lav- moser, Sure Enge)“ og ,Sphagnum-Moser“ ; i korte Træk fremstilles disse Mosetypers Vegetation i nøjeste Tilknytning til de nævnte Begreber, der nærmest bruges som Betegnelser for Vegetationsfor- mationer. Forskellighederne mellem Kærmoser og Sphagnummoser præciseres nærmere (S. 144), og som en Hovedfaktor for disse Mosers Dannelse og Ejendommeligheder lægges der her særlig Vægt paa, al »Kjærmosernes Vand er kalkrigt, Sphagnum-Mosernes sædvanlig kalkfrit eller dog kalkfattigt*, hvilket sker i nøje Tilslutning til Resultaterne af de omkring Midten af Aarhundredet gjorte Erfarin- ger, som ovenfor er omtalte. I den Graebner'ske Udgave af samme Værk (1902) er Vandets Næringsindhold draget særlig stærkt frem i Forgrunden til Adskil- lelse af de forskellige Klasser af ,Ferskvandssumpe“; iøvrig er Fremstillingen i det væsentlige ens med den i 1895. Derimod er Moseformationerne i den engelske Udgave af „Plantesamfund‘, i „Oecology of plants“ (1909), henførte til en særskilt Klasse, „For- mations on sour (acid) soil“, og Moseplanterne benævnes „Oxylo- phyter“; men ligesom tidligere fremhæves den samme væsentlige Forskel i Vandets Kalkindhold i de to Formationer, der benævnes „Low-Moor-Formation“ og „High-Moor-Formation“. Vi vender senere tilbage til Sporgsmaalet om det betimelige i at betragte samtlige — 195 — Moseplantesamfund som Formationer paa sur Bund og alle Mose- planter som Oksylofyter. … Endelig maa nævnes de af A. Mentz (1902, 1903, 1910), F. BorGesex og C. Jensen (1904), C. H. Osrenrezp (1905) samt O. Gator og C. Jensen (1906) givne Skildringer af danske Eng- og Mosearealer, i hvilke der med Hensyn til de forskellige Formationer gøres almene Synspunkter gældende; lejlighedsvis kommer vi til at berøre disse lidt nærmere. Fra Færøerne og Island foreligger Skildringer af Moseplante- samfund i de om disse Øers Vegetationsforhold offentliggjorte Skrifter. For Færøernes Vedkommende maa nævnes C. Jensen's Beretning (1897) og den mere udførlige Skildring, som C. H. Ostenfeld har givet af Samfund paa Torvebund (1906, S. 72, og 1908, S. 947): ,Kærformationen (Græsmosen)“, som Ostenfeld deler i Egentlige Kær (Cyperacé-Sphagnum-Association) og Hedekær (Glumiflor-Hylo- comium-Association); maaske ogsaa hans Philonotis - Association (1906, S. 68, og 1908, S. 943) i alt Fald delvis kan medregnes til Tørvebundsamfundene. Om noget nær de samme Formationer har Herci Jonsson givet Meddelelser fra Island. Medens der i Norge ikke foreligger noget litterært Materiale angaaende Mosernes recente Vegetation, idet de bekendte Arbejder af A. Blytt og Jens Holmboe udelukkende behandler tørvegeologiske og vegetationshistoriske Emner, er der i Sverige i de seneste Aartier gjort adskillige Undersøgelser af Mosernes nu raadende Ve- getation. En meget betydelig Virksomhed udfoldede saaledes den for tidlig afdøde Roperr Torr; hans talrige Undersøgelser af Moser i alle Dele af Sverige gav ham et enestaaende Kendskab til dette Emne. Desværre lykkedes det ham ikke at samle sine Erfaringer i nogen større, sluttet Oversigt; hans Iagttagelser er siden 1889 spredte i et meget stort Antal Opsatser (de efter mit Skøn vigtig- ste er opførte i Litteraturlisten); ud fra disse Afhandlinger, der tillige behandler tørvegeologiske og mosekulturelle Spørgsmaal ved Siden af Iagttagelser af Vegetationsforholdene — Tolf ønskede aabenbart ikke at tabe Undersøgelsernes praktisk-botaniske For- maal af Sigte — er det lidt vanskeligt at danne sig et samlet Bil- lede af Sveriges i mange Henseender rige og afvekslende Mose- vegetation. Tolf gjorde jævnlig, undertiden maaske for tidlig"), 1) Eksempelvis ombytter Tolf Udtrykket ,Sidvallsångar" (1896 a) med „örtrika starrmyrar* (1898), hvilket han atter erstatter med „ängsmossar“ (1900); sluttelig kasseres dette Udtryk til Fordel for „ängskärr“ (1903 a). 13* Sverige. — 196 — Tilløb til at tilvejebringe en mere generel Oversigt over Sveriges Planteformationer paa Tørv. Kort før sin Død fremsatte han et | Forslag til en systematisk Inddeling af de svenske Tørvedannelser (1903); Formaalet var dog uden Tvivl særlig at bringe Rede i den tørvegeologiske Nomenklatur. Tolf inddeler, i Henhold til Folke- sprogbrugen og allerede tidligere fremkomne Ytringer af svenske og finske Botanikere (se S. 183 og nedenfor), Moserne i „Kärr“ og ,Mossar*. De første deles atter i „Gräskärr“, „Mosskärr“, „Riskärr“ og „Skogskärr“. „Gräskärr“ falder atter i Underafdelinger, der benævnes efter de dominerende Plantearter, saaledes: „Starrkärr* (af Carices) „Agkärr“ (af Cladium mariscus), „Blasenekärr“ (af Moli- nia) og ,Fräkenkärr“ (af Equisetum limosum); i Modsætning til disse renere Former opstilles en hel Mængde blandede Former af Greeskeer, som det her vil føre for vidt at anføre. „Mosskärr“ er Græskær med overvejende Mængder Hypna, ,Riskärr“ samme med overvej- ende Mængder „Ris“ (Pors, Dværgbirk, Ledum o.s.v.), ,Skogskärr“ samme med Skovvegetation. — „Mossar“, der svarer til det danske „Hojmose“ 1), deles i ,Hvitmossar“ (Sphagnum-Moser), Tufdun- Hvitmossar (dannede for en væsentlig Del af Eriophorum vagina- tum) o. s. v., alt efter den i Hojmosen (resp. 1 Torven) mest frem- tredende Planteart. Ogsaa her slutter Tolf Rækken med ,Rismossar“ og „Skogsmossar“. Af andre svenske Forskere bør dernæst nævnes Ernst HENNING, som i sine første agronomisk-vekstfysiognomiske Studier (1889) ogsaa kom ind paa Omtalen af Moseplanter og Moselokaliteter, og senere (1895) gav en fyldigere Beskrivelse af herhen hørende For- hold. Endvidere Aus. Nırsson, som allerede inden Fremkomsten af Tolf’s ovenfor omtalte Forslag havde forsøgt en Inddeling af de af ham i Norrbotten studerede Moser (1897). Han skelner mellem 1) „Starrkärr“, hvilke væsentlig er Cariceta og Molinieta med Am- blystegium-Arter i Bunden, 2) „Starrmossar“, væsentlig Cariceta og Molinieta med Sphagna i Bunden, 3) ,Tufmossar“ 9: Eriophorum vaginatum-Moser med Sphagnum i Tuer og 4) ,Rismossar“, hvilke er tuede Sphagnum-Moser med Dværgbuske. Disse Typers Udvik- ling havde Nilsson tillige studeret, og samme Tema er Genstand for en senere Fremstilling (1899), der særlig angaar, hvad Nilsson har kaldt „progressive“ og „regressive“ Svingninger i Hgjmosernes 1) Udtrykkene „Lägmosse“ og „Högmosse“ vil Tolf nu ikke vide af; i sine tidligere Produktioner benyttede han dog jævnlig begge Navne, især det sidste. — 197 — Udvikling. Med Tilslutning til Herm. Nizsson (1898), der synes at ville forklare Xerofilien hos Moseplanterne ud fra et ernærings- fysiologisk Synspunkt, og P. Graebner benytter Alb. Nilsson i 1902 Næringsomsætningen og Neeringsindholdet i Substratet som Ind- delingsgrundlag for Plantesamfundene, idet han for Landplanternes Vedkommende skelner mellem 4 Serier (S. 132): ,Hedserien“, ,Angsserien*, „Kärrserien“ og ,Myrserien*. Det fremgaar ikke klart af Nilsson’s Fremstilling, om Plantesamfund paa Tarvejord kan forekomme ogsaa indenfor ,Angsserien*; i alt Fald indgaar de under begge de sidst nævnte Serier, af hvilke ,Kärrserien“ rummer Samfund med næringsrig Bund, medens „Myrserien“ er karak- teriseret af det næringsfattige Substrat. Forgvrig leddeler Nilsson yderligere de fire Serier, der saaledes hver rummer forskellige Ty- per af Skovsamfund; Nilsson nævner Eksempler derpaa. Tolf’s Undersøgelser, der som bekendt var udførte i det ud- mærkede Selskab „Svenska mosskulturföreningen“s Tjeneste, fort- sattes af Emm Haazunp, hvis Iagttagelser fra Hornborgasgen og de omgivende Moser bragte ham i Polemik med RUTGER SERNANDER, Forfatter bl. a. tilen Rakke vigtige Arbejder over ganske overvej- ende torvegeologiske og vegetationshistoriske Emner, hvorunder han dog ogsaa lejlighedsvis strejfer den nu raadende Plantevækst. I denne Sammenhæng maa ogsaa hans Elev og Medarbejder LENNART v. Post være at nævne. Den af Alb. Nilsson og Tolf foreslaaede og af andre svenske Botanikere (f. Eks. Haglund og Nils Sylvén) fulgte formationsmæs- sige Inddeling af Sveriges Plantesamfund paa Mose vandt dog ikke udelt Bifald hos alle. Saaledes tager G. Andersson og Henr. Hes- SELMAN (1907, S. 65) Afstand fra den udvidede Anvendelse af Be- grebet ,Kær“ og deler „Torvemarkerne“ i „Myrar“ og „Mossar“ ; de første er ,sådana, på torfgrund lefvande våxtsamhållen, i hvilke i öfvervägande del ingå starrarter, gräs och andra högre växter“, de sidste ,sadana, dar hvitmossar intaga hufvuddelen af växttäcket“. Det fremhæves, hvorledes ,Starrmyrar“ gaar over i ner staaende Former af „Mossar“ (,Starrmossar“); og gennem rene Sphagnum- Moser naas Udviklingen af de tørrere „Rismossar“ (S. 67). De nævnte Typer skildres indenfor det behandlede Omraade; ogsaa det af Alb. Nilsson rejste Spørgsmaal om Cirkulationen berøres. Finland. Den finske Geograf Ragnar Hurt behandlede i sine Arbejder (1881 og 1885) ikke særlig Mosearealerne, men be- rørte dog ogsaa disses Vegetationsforhold; saaledes omtaler han (1885) Finland. Tyskland. EKO be bl. a. Vegetationens Udvikling „pa sanka marker och i vatten“: uden Hensyn til Jordbundens Beskaffenhed inddeler han de her forekommende Formationer i „Ängar“ (derunder „Starrängar“ og ,Mossängar“) og „Mossar“ (derunder ,Starrmosse“, ,Tufmosse“, , lorfmosse* og ,Tallmosse“). Derimod skelner Hult i den af ham i Forening med Hserr (1885) givne Skildring af Vegetationen i en Del af Kemi Lappmark mellem „Mossar“ och „Kärr“, en Inddeling, som siden fulgtes af „Finska Mosskulturföreningen“s Mænd; se saa- ledes Marm (1904), der iovrig ganske sluttede sig til Tolf’s Forslag. I den ovenfor nævnte Forenings Aarboger har HARALD LINDBERG paa Grundlag af talrige tørvegeologiske Undersøgelser givet Skil- dringer af en Del finske Mosers Bygning og Opstaaen, medens han i mindre Grad har beskæftiget sig med den recente Vegetation; til Enkeltheder i hans Fremstillinger vil vi dog senere vende tilbage. A. K. Casanper optog Tanken i Alb. Nilsson's Studier over Cirkulationen i Mosernes Udvikling. Han skildrer (1903) den ,regres- sive” Udvikling i visse nordfinske Moser, der vel nærmest har Karakter af Højmoser, og kommer senere (1905) ved Sammenlig- ning med mellemeuropæiske Lyngmoser til det Resultat, at den regressive Udvikling tiltager med stigende Polhøjde, ligesom han med en vis. Reservation mener at kunne udtale, at Regressionen ogsaa tiltager med stigende vertikal Højde. Om Aarsagerne til denne Cirkulation giver Cajander ingen Oplysninger. Endelig bør det nævnes, at A. Osw. Kiarman (1890) i sin bekendte Bog „Pflanzenbiologische Studien aus Russisch Lappland‘ ogsaa behandlede forskellige Spørgsmaal vedrørende Vegetationen paa forsumpet Jord og Moseplanternes Biologi.!) Ser man dernæst hen til det tyske Riges Litteratur, finder man siden Grisebach’s og Sendtner’s Dage en stor Mængde Frem- stillinger vedrørende Mosernes Naturforhold, derunder deres recente Vegetation. Retfærdigheden byder først og fremmest at nævne C. A. WEBER som den, der i alt Fald for Nord-Tysklands Vedkommende med størst Klarhed har behandlet de herhen hørende Spørgsmaal. 1892 udgav han en ypperlig Fremstilling af Vegetationen paa Græs- landet i Holsten m. v., og herunder behandlede han ogsaa de paa Mose forekommende Planteformationer,. hvori Cyperaceer og Gra- mineer spiller en væsentlig Rolle; vistnok noget ensidig betragter han her Fugtighedsforholdene som de eneste afgørende for disse 1) T. Roos's Afhandling (1890) har ikke været mig tilgængelig. — 199 — Formationers Vegetation. Siden da har Weber offentliggjort Resul- taterne af en lang Række Undersøgelser, der dog for en meget stor Del har været af rent palæofytisk Natur.!) I mindre Grad har Weber behandlet den recente Vegetation, men det maa dog under alle Omstændigheder fremhæves, at Weber mere fuldkomment end nogen anden har betragtet Mosernes Udvikling i Belysning af de paa Moserne nu levende Plantesamfund. Weber’s Forsøg paa at bringe Orden i Begrebsbestemmelserne er allerede ovenfor (S. 178) omtalte, og i flere mindre Arbejder fra Begyndelsen af Aarhundredet præciserer Weber nærmere sit Syn paa nordtyske Mosers Opstaaen og Natur. Af seerlig Interesse er den af Weber givne Fremstilling (1907), hvori han mest direkte og med sjælden Klarhed jeevnforer de recente Plantesamfund med de i de nordtyske Moser fundne Torvelag. Med Hensyn til de Neeringskrav, Mose-Plantesamfundene stiller, skelner Weber her (S. 27) mellem Ekstremerne „anspruchsvolle* (eutrafente) og yanspruchslose* (oligotrafente) Plantesamfund; de mellem disse staaende Samfund sammenfatter han under Betegnelsen mesotra- fente. Weber tillægger altsaa Mosebundens Næringsindhold en ganske afgørende Indflydelse paa Sammensætningen af de paa Mosen voksende Plantesamfund, de ,turfikole” Samfund (S. 20). De nordtyske Moser er i Henhold til Weber's Fremstilling dannede af skiftende, tørvedannende Plantesamfund — i Række- følge fra neden opefter af eutrafente, mesotrafente og oligotrafente Samfund, og der er som Følge heraf fremkommet Moser eller Moselag af henholdsvis eutrof, mesotrof og oligotrof Tørv. Weber skelner endvidere mellem 3 Hovedformer af Mose, der svarer hertil: „Niedermoor“ (med eutrof Tørv), ,Ubergangsmoor* (med mesotrof Tørv) og „Hochmoor“ (med oligotrof Tørv) — alle rent geologisk- morfologiske Begreber; og Weber tilføjer, at „Nieder“- og „Über- gangsmoore* ogsaa sammenfattes under Navnet „Flachmoore“. Til Niedermoore regner han „Quellmoore“, en Form, som han her, vistnok for første Gang, omtaler, men yderst kortfattet. Her- efter giver Weber en kort Oversigt over ,die gegenwårtige wilde Vegetation der Moore in Norddeutschland“, som i de fleste Til- fælde paa Grund af menneskelige Indgreb ikke mere er den op- rindelige. — Til Weber’s øvrige Publikationer vender vi senere oftere tilbage. 1) 'Til samme Gruppe af Undersøgelser hører R. v. FiscHer-Benzon’s Arbejde (1891). = 200 = Omtrent samtidig med Weber havde en anden nordtysk Bota- niker P. GRAEBNER kastet sig over Studiet af den nordtyske Hedes. Planteformationer, og under Omtalen af disse og de med dem be- slegtede Plantesamfund udtaler Graebner (1901, S. 25), at en naturlig Inddeling af Vegetationsformationerne kun naas derved, „dass Nährstoffreichtum und Nährstoffarmut des Bodens als Haupt- einteilungsprincip zu Grunde gelegt werden“ — den samme Op- fattelse, som kommer til Orde i den af Graebner bearbejdede Ud- gave af E. Warming’s Plantesamfund (se ovenfor S. 194). Den storre eller mindre Fugtighedsgrad bliver da Grundlaget for den videre Leddeling af de sammenhængende Formationer. I Overens- stemmelse med denne Betragtning, som i de nævnte Skrifter har faaet det fyldigste Udtryk, havde Graebner dog allerede 1898 skel- net mellem 1) Vegetationsformationer med mineralstofrigt Vand, 2) saadanne med mineralstoffattigt Vand, og 3) saadanne med salt- holdigt Vand. Til de første, der deles efter Mængden af Vandet, regner han bl. a. naturlige Enge og „Grünlandsmoore‘“, til den anden Kategori Lyngmoser!). I sin Bog om Heden (1901) giver Graebner forøvrig en Række specielle Skildringer af Lyngmoser, og kommer ligeledes ind paa Spørgsmaalet om deres Opstaaen. I en Række Afhandlinger og sin bekendte Haandbog (1893, 1905 og 1911) har E. Ramann beskæftiget sig med organogene Dan- nelser og deres Fremkomstmaader, hvorunder han følgelig ogsaa lejlighedsvis har omtalt Mosernes Vegetationsforhold og Betingel- serne derfor. Indtil 1895 synes Ramann dog ikke selv at have ydet noget videre originalt Bidrag til Kendskabet af disse Spørgs- maal, ligesom hans Fremstillinger, bl. a. af Terminologien, ikke er fri for en vis Forplumring. Og skønt han i sin Afhandling fra 1895 for en væsenilig Del holder sig til Undersøgelser af andre (H. v. Post, A. Borgmann, Kihlman o. a.), har han her, saa vidt mig bekendt, først af alle ladet foretage nogle særdeles interessante Undersøgelser af Vandets kemiske Beskaffenhed i forskellige Typer af Moser, hvis Vegetation desværre altfor summarisk angives. Ra- mann kommer paa Grundlag bl. a. af disse Analyser til det Resul- tat, at kun det vekslende Indhold af Salte, særlig Tilstedeværelsen eller Mangelen paa Kalk, kan være Aarsag til Forskellighederne i Vegetationen. Han tager, med Rette synes det mig, Afstand fra 1) Til Graebner slutter LeoroLp Loeske (1900) sig ganske. — 201 — den af CG. A. Weber (1892) udtalte, ovenfor berørte Opfattelse af, at Engenes Plantevækst alene er afhængig af Vandstandens Højde. I ,Bodenkunde* (1905 og 1911) giver Ramann en udførlig Fremstilling af de humgse Jorders Naturhistorie, hvorunder ogsaa Moserne behandles. Han er her i nøje. Overensstemmelse med P. Graebner, idet han udtaler, at Dannelsen af de forskellige Typer af Moser er ganske afhængig af Vandets Indhold af Næringsstoffer ; i næringsrigt Vand opstaar ,Flachmoore* (= Grtinlandsmoore i Udg. 1893), i næringsfattigt Vand ,Hochmoore“ (S. 182). At Be- veegelsen i Vandet spiller en stor Rolle for dets Neeringsindhold fremhæver Ramann med Rette (1905, S. 170): „Fliessendes Wasser wirkt.... wie Erhöhung, stagnierendes Wasser.... wie Minderung des Nährstoffgehaltes“. Hvad Mosernes Udvikling og Opbygning an- gaar støtter han sig nu især til Weber’s da fremkomne Arbejder!). 1906 foreslaar Ramann en Inddeling af Humusstofferne og Moserne; han deler disse sidste efter de herskende Plantesamfund i ,Niedermoore*, der omfatter Arundinetum og Magnocaricetum, „Zwischenmoore“ (Molinietum og Parvocariceta), ,Hochmoore* og „Brücher“?). Hverken denne meget uheldige Inddeling eller den noget forbedrede. som Ramann kort efter (1907), i Henhold til H. Paul's Kritik, foranledigedes til at foreslaa, er tilfredsstil- lende for de til danske Eng- og Mosearealer knyttede Samfund. Det samme gælder Ramann’s nyeste Oversigter (1910, S. 129, og 1911, S. 178); paa sidst anførte Sted skelner han mellem „Moore“ og ,Brücher“, medens han ved Inddelingen af Moserne helt har opgivet Begrebet ,Zwischenmoore* eller „Mischmoore* og kun sondrer mellem „Verlandungsmoore“ eller ,Flachmoore* (med Arundinetum, Magnocaricetum, Parvocaricetum og Hypnetum) og „Hochmoore* (,Moosmoore“). Fra nordtyske Egne er desuden fremkommet en Del Arbejder, der vedrører Mosernes Vegetationsforhold paa mere eller mindre indgaaende Maade, men som ikke alle bør nævnes her. Enkelte skal dog fremhæves. Vel bekendte er saaledes Jons. KLınge’s Under- 1) Ramann er dog næppe i Overensstemmelse med Weber, naar han (1905, S. 189) udtaler: ,,Die Schlussformation der Heidebåden ist normal ein Hochmoor“, en Paradoks, som rettelig er vist tilbage af Erpmann (1907), og som i ,Bodenkunde" 1911 synes noget udvisket. ?) Forslaget var foranlediget af den i 1905—06 i Berlin førte Forhandling om Nomenklaturen for Humusstoffer og humøse Aflejringer. Et Par andre fremkomne Forslag af H. Potonié (1906) og Vater (1906) var heller ikke fyldestgørende. Se den af Paul (1907) givne, meget træffende Kritik. — 202 — søgelser fra Øst-Preussen, hvortil vi senere vender tilbage. Vigtige er ligeledes de af C. Warnstorr (1897) offentliggjorde Iagttagelser over Mosevegetationen i „Tucheler Heide“ og Leor. Loeske's Skil- dring af Mos-Samfundene omkring Berlin (1900). Svenskeren Fr. ÅHLFVENGREN har (1904) leveret en Fremstilling af Vegetationen i de vestpreussiske Moser Øst for Weichsel, hvorunder han opstiller en, som det synes, ikke synderlig naturlig Rækkefølge af Moseplante- samfundene, tildels under forbavsende Benævnelser saasom „Erlen- hochmoor* o. fl.; deres Forskelligheder ses i Belysning af den An- skuelse, at Vandmængden er den vigtigste økologiske Faktor. En Særstilling indtager Geologen H. Poronié, der, som alt oven- for nævnt, ivrig har deltaget i Diskussionen om Terminologien for „Bioliter“*; hans Arbejder (særlig 1906 og 1908), som bl. a. er værdifulde ved deres Indsamling af en Del historisk Stof, inde- holder dog forholdsvis faa originale Bidrag til Forstaaelse af den recente Vegetation, men har væsentlig geologisk Interesse.!) I Syd-Tyskland var Sendtner's før omtalte Værk i mange Aar den Kilde, hvorfra Oplysning om Mosernes Vegetation hentedes. Men fra nyere Tid foreligger der dog allerede nu en ret omfattende Litte- ratur, dels spredte Undersøgelser fra de sydtyske Stater, t. Eks. G. ScHLENKER’s Monografi (1908) og K. MüLLer’s Afhandling (1909), dels vigtige Arbejder fra Bayern. Siden Agitationen for den praktiske, særlig kulturelle Udnyttelse af de bayerske Moser tog fat (se saaledes GUNDLACH, 1892), er man i Bayern kommet væsentlige Skridt videre i Erkendelse af Mosernes Natur indenfor denne Landsdel. Æren herfor maa utvivlsomt i første Række tilskrives A. Baumann. I de af ham udgivne Publikationer (1894—1898) har han givet et grundigt Overblik over de bayerske Mosers Omfang, Oprindelse og Beskaffen- hed; det der ind i flettede floristiske Materiale hviler dog væsent- lig paa Sendtner's Arbejde. Baumann skelner, ligesom denne, mellem ,Wiesenmoore“ og ,Hochmoore“; at disse sidstes Frem- komst skyldes en stærk Reduktion af Neeringsindholdet i Jordbun- den, er ham klart. Af nyere Dato er de af den bayerske Mosekulturanstalt frem- kaldte Arbejder af E. GuLLy, WırH. GRAF zu LEININGEN, VAGELER 08 især H. Paur, som i et meget værdifuldt Arbejde (1908), med Assi- stance af Gully, har givet væsentlig nye Bidrag til Forstaaelse af 1) Erich Benze, hvis Afhandling (1911) er blottet for al Originalitet, bygger for en stor Del paa Potonié’s Offentliggorelser. — 203 — de for Moseplantesamfundene saa vigtige Sphagnum-Arters Biologi. Han fører de allerede af Sendtner gjorte Iagttagelser over Fore- komsten af Sphagna videre, paaviser deres i høj Grad forskellige Følsomhed overfor Kalk o. a. alkaliske Forbindelser, og ser ende- lig i deres vekslende Indhold af organiske Syrer et vigtigt Middel til Opløsning af tilført Plantenæring. Senere (1910) har Paul offent- liggjort en Fremstilling af Moseplantesamfundenes Optræden i Bayern og de bayerske Moseplanters Geografi; han skelner her mellem „Bestände“ indenfor „Flach- oder Wiesenmoor“, ,Ubergangs- oder Zwischenmoor* !) og „Hochmoor“. De bayerske Mosers Vege- tation svarer efter denne den mest moderne og sikkert bedste Fremstilling at dømme ikke helt til Vegetationen i danske Moser, et Forhold, hvortil vi senere vender tilbage. Det maa dog anføres, at Udviklingen indenfor Moseplantesamfundene ogsaa efter Paul's Opfattelse er betinget af Ernæringsforholdene. De af E. Gully (1909) publicerede Undersøgelser over de bayer- ske Mosers kemiske Egenskaber og Vegetationens Forhold hertil har bragt Opfattelser frem, som vistnok trænger til nærmere Prø- velse; han er vel af den Mening, at Højmoserne er næringstoffattige, men anser dog ikke Kalkfattigdom, derimod snarere Mangel paa Kali for Aarsagen til Højmosedannelsen; overhovedet spiller Kalk- indholdet efter Gully's Opfattelse ikke den Rolle, som man har tilskrevet det ved Mosedannelsen, og denne Anskuelse synes i saa Henseende at være i Overensstemmelse med Ytringer, der allerede tidligere, men formodentlig ukendt for Gully, var fremsat af den amerikanske Forfatter, N. B. Transeau (1905—1906). Moseformationer og deres Plantevækst er selvfølgelig Genstand for Omtale i adskillige Haandbøger, fremkomne i det tyske Riges store, botaniske Litteratur; men originale Betragtninger og Under- søgelser over dette Emne findes som Regel ikke deri. Et Par af disse Haandbøger bør dog nævnes. Oscar Drupe har i „Deutsch- lands Pflanzengeographie" (1896) omtalt de tyske Mosedannelser og trods forstandige Indvendinger fra anden Side henført dem til de to Kategorier: infra- og supraaquatiske Moser (Drude synes noget desorienteret med Hensyn til denne Inddelings Ophavsmand). Forøvrig skelner han mellem „Grasmoore“ (,Grünmoore“ eller 1) Paul stiller sig nu mindre kølig overfor det af andre opstillede Begreb „Zwischenmoor“, for hvilket han ikke tidligere (1907) har kunnet finde nogen almengyldig Definiton „durch Nennung bestimmter Pflanzen“; her har han dog anført nogle for ,,Zwischenmoor“ karakteristiske Arter. Østrig- Ungarn. le , Wiesenmoore“) og ,Hochmoore“ ; de første indrangerer han under .Grasflur-Formationen“, de sidste under ,Mosmoor-Formationen“ (eller „Eigentliche Moore“). — I sit store og smukke Værk „Pflan- zen-Geographie auf physiologischer Grundlage“ kommer A. F. W. SCHIMPER (1898) jævnlig ind paa Omtale af Moseplantesamfundene, særlig i Anledning af den tilsyneladende Anomali, at Torvemoser- nes, specielt Hajmosernes Vegetation har et xerofilt Præg, hvilket efter Schimper’s Forklaring skyldes Optræden af Humussyrer. Hans særlige Skildringer af Mosernes Vegetationsforhold er temmelig værdiløse; de hviler i for høj Grad alene paa Sendtner’s Frem- stilling. Ogsaa indenfor det østrig-ungarnske Monarki har Udnyttelsen af Moserne fremkaldt mere eller mindre rent botaniske Undersøgel- ser. Fr. Sirensky har (1891) givet en meget omfattende og grun- dig Skildring vedrørende Böhmens Moser; han definerer Torve- moser som „en vis Vegetationstype“ og deler dem efter deres Flora 1 ,Wiesenmoore" og „Hochmoore“. Sitensky meddeler en Række sikkert gode Iagttagelser over Plantevæksten i böhmiske Moser, hvis Undersøgelse har kostet ham aarelange Studier, og dertil en Florakatalog, men om nogen egentlig Formationsskildring er der dog ikke Tale; hans Arbejde er i Hovedsagen skrevet med prak- tiske Formaal for Øje. Gennem en lang Række Publikationer i „Österreichische Moor- zeitschrift* har Hans ScHREIBER samlet et anseligt Materiale af Betydning for Kendskabet til østrigske Moser"). Som det vigtigste af Schreiber's Arbejder kan Monografien over Moserne i Vorarlberg og Fyrstendømmet Lichtenstein (1910 b) betragtes, fordi der her gøres mere almindelige Betragtninger gældende, der utvivlsomt kan opfattes som Resultatet af Schreiber's øvrige Arbejde gennem en lang Aarrække. Han skelner mellem „Ried“ eller ,Riedmoore“ (svarende til det nordtyske Udtryk ,Flachmoore‘), „Möser“ eller ,Moosmoore“ (svarende til ,Hochmoore"), ,Brücher“ eller „Brüch- moore" (svarende til „Waldmoore“) og „Riedmöser* (svarende til „Übergangsmoore‘). Af ringere egentlig botanisk Interesse er de af W. Berscu, Bersch og V. ZaıLer samt V. Zaıer og L. Wırk udgivne Skrifter, som i første Række har praktiske Formaal for Øje, men ogsaa indeholder videnskabeligt Stof af megen Værdi. 1) Se ogsaa Aarsberetningerne fra Mosekulturstationen i Sebastiansberg VIII—X I — 205 — Schweiz indtager for Tiden en smuk Plads hvad Udforsk- ningen af Landets Moser angaar. J. FriH har siden 1883 offent- liggjort Arbejder over schweiziske Mosers Natur og samlet et over- ordentlig rigt Stof sammen til Brug for det af ham og C. SCHRÖTER udgivne, voluminøse Værk (1904), den mest omfattende Fremstil- ling, der endnu er givet af noget Lands Mosearealer, saaledes at der dog samtidig tages Sigte paa de i andre Lande raadende For- hold. C. Schråter har i dette Arbejde, hvortil vi ofte vil vende tilbage, behandlet Vegetationsforholdene. Vigtige almindelige Syns- punkter udover de allerede kendte gøres ikke gældende; de to For- fattere synes standsede ved den Opfattelse, at Højmosens Plante- samfund er Udtryk for det næringsfattige Substrat, medens Lav- mosen betegner den forholdsvis meget næringsrigere Bund. Det nævnte Værk hviler paa Forarbejder ikke alene af dets to Ophavs- mænd, men desuden paa Specialundersøgelser især af F. G. STEB- LER og Max DiGGeLi. Saaledes har Stebler og Schröter (1892) med- delt et Forsøg paa en Oversigt over Schweiz’ Engtyper, hvorunder ogsaa de paa fugtig Bund voksende „Bestände“ kommer med i Betragtning. Ihvorvel denne Oversigt, hvorefter Begrebet Eng tages meget vidt, saaledes at endog Højmosen gaar ind derunder, utvivl- somt i det store og hele er fyldestgørende med Hensyn til de schweiziske Enge, som frembyder særdeles mange Lighedspunkter med nordligere Landes tilsvarende Typer, kan den dog selvfølgelig ikke gælde fuldt ud for danske Mosearealers Vedkommende. Senere gav Stebler alene en paa talrige og meget grundige, analytiske Undersøgelser hvilende Fremstilling af Schweiz’ ,Streuewiesen“, hvorunder ogsaa Moserne behandles. En smuk Monografi af de plantegeografiske Forhold i Sihldalen ved Einsiedeln blev (1903) givet af M. Duggeli. Til alle disse Undersøgelser vender vi senere tilbage. Det af Brockmann-Jeroscu (1907) behandlede Omraade har derimod frembudt mindre god Lejlighed til Studier over Mosefor- mationer, selv om saadanne dog er berørte. Det samme gælder nærmest ogsaa den af E. Ripe, givne Monografi fra Bernina- omraadet (1911). Den egentlige romanske Litteratur omhandler kun lidet om Mosernes Vegetation. I Tilslutning til Lesquereux' Undersøgel- ser og til endnu andres og egne Iagttagelser mente Cx. MARTINS (1871) at kunne paavise, at Jura-, Vogeser- og Cevenner-Mosernes Flora bestod af Overlevere fra Istiden. Men iøvrig vidner den af EuGENE Coquipé (1910) publicerede Afhandling tilstrækkelig om den Schweiz. Frankrig. Britiske Øer. — 206 — Interesseløshed overfor Mosernes Vegetation, som den franske Litte- ratur hidtil har vist. I Modsætning til den almindelig udbredte, vel nærmest folkelige Opfattelse gennemfører Coquidé en skarp Adskillelse af de to Begreber ,marécage“ og ,tourbière“, hvilket sidste Navn kun bør benyttes om Arealer, hvor Jordbunden er Tørv. Han paaviser den store Forskel mellem Vegetationen i en »marécage" (= Sump eller Rorsump) og en ,tourbiére“ (= Mose); hans Undersøgelser omfatter dog kun Tørveenge. Endelig betragter Coquidé kortelig ,le paradoxe tourbeux“, d. v. s. Spørgsmaalet om Xerofilien hos Moseplanter. Heller ikke Storbritaniens Litteratur over Mosernes recente Vegetation synes særlig rig. De af den for tidlig afdøde Ros. SMITH (1900) offenliggjorte Beretninger om den botaniske Under- søgelse af Skotland omfatter ogsaa Mosearealernes Vegetation inden- for de to undersøgte Distrikter. Hans Broder W. G. Smitx fortsatte disse Undersøgelser (1904—05) og behandlede herunder Moserne lidt udførligere; se saaledes hans Oversigt over de subalpine Humus- jorder (1905, S. 14) og hans Sammenligning mellem Vegetationen i „marshes* (= Lavmoser) og „bogs* (= Sphagnum-Moser), hvis Forskelligheder efter hans Opfattelse beror paa den ulige Adgang til Ernæring. De af F. J. Lewis (1905—07) og af Svenskeren GUNNAR SAMUELSSON (1910) offentliggjorte Arbejder fra skotske Moser er væsentlig af tørvegeologisk Art, men indeholder dog ogsaa Bemærk- ninger om den recente Vegetation; den sidst nævnte Forfatter udtaler, at Hovedforskellen mellem de skotske og svenske Moser beror paa den ringe Rolle, Sphagna spiller i skotske Moser, hvilket atter skyldes det udpræget insulære Klima; lignende gælder for Fær- gerne (se C. H. Ostenfeld, 1906, S. 74). Fra Nord-England foreligger i nyere Tid en Række Under- søgelser, der mere eller mindre direkte berører Mosernes Vegetation, saaledes af L. C. Miazz (1898), W. G. Suit, CG. Moss og W. Munn Rankin (1903), CG. E. Moss (1904), F. J Lewis (1904) og W. M. Rankın (1910). For saa vidt disse Arbejder har været tilgængelige for mig, synes de ej at give almindelige Synspunkter af Interesse. Betydeligere er de af R. H. Yarp givne Skildringer af Vegetationen i „Wicken Fen‘, et Moseareal i Øst-England (1908), og af de der forekommende Planters Biologi (1909). Wicken Fen er en Græsmose (=: marsh), hvis Vege- tation, i Folge Yapp, er udviklet i næringsrigt Vand, medens Hgj- | moser (= bogs) kun dannes i Vand, der er fattigt paa Salte, især Kalksalte. — 207 — I den af A. G. Tanstey (1911) udgivne ,Types of British Vege- tation" behandles naturligvis ogsaa Mosernes Vegetation, idet der ved Inddelingen af Formationerne tages stadigt Hensyn til Jord- bundens Beskaffenhed. „Marsh“-Formationen betegner her en Vege- tation (af snart Træer, snart Urter) paa fugtig, men ikke afvandet Jord af forskellig Art, dog ikke Tørvejord, medens der ved „Fen“ !) (eller „Black Fen‘) forstaas en Formation paa Tørvebund, svarende til ,Flachmoor“ eller ,Grasmose*; den er særlig udbredt i Øst- England, og der gøres med Rette opmærksom paa, at Tørven i i disse Fen-Arealer sikkert ikke er af sur, men snarere af alkalisk Reaktion. Fen-Formationen beskrives fra et enkelt Omraade af Marietta Paris ; det kunde dog herefter se ud, som om der under Fen-Associationen indgaar Arealer, der ikke efter den givne Defini- tion hører ind under ,Fen*, men under „Marsh“. De egentlige Moser (moor = Højmose) beskrives af Rankin, Lewis, Moss og W.G. Smith, Fra Nord-Amerika foreligger gennem de sidste Aartier en Række Arbejder vedrørende Moseplantesamfundene og de dermed nærmest beslægtede Samfund; for saa vidt disse Arbejder har været tilgængelige, skal de kortelig omtales her. Indtil Conway MacMırLan og W. F. Ganong omkring Midten af 90'erne i forrige Aarhundrede publicerede forskellige Under- søgelser, var der i Amerika intet eller saa godt som intet offent- liggjort over Mosevegetationen. Henvisende til Magnin’s lagttagel- ser fra Jura-Sgerne paaviser MacMillan (1896), at der, naar de topografiske Forhold tillader det, fremkommer en zonal Forde- ling af Planterne (Beltedannelse); hans Undersøgelser gælder særlig Træernes Optreden i Sphagnum-Moser i Minnesota.?) I et større Arbejde (1897) udvikler han med et givet Eksempel for Øje ner- mere, hvorledes Planteformationerne er afhængige af de topogra- fiske Betingelser. Ganong publicerede omtrent samtidig en vistnok meget værdi- fuld Afhandling over ,raised bogs" (d. v.s. Højmoser) i New Bruns- wick. Han finder, at Floraen i disse Moser i Hovedsagen svarer til 1) Om Udtrykket „Fen“ henvises til Dr. Hupert Jansen’s Bemærkninger angaa- ende den tyske Benævnelse „Fenn‘“ (H. Potonié, 1906, S. 38). ?) Vistnok med nogen Grund anker MacMillan i samme Afhandling over, at der ikke i Europa tages tilbørligt Hensyn til de amerikanske Undersøgelser. Man kan dog ikke sige, at de senere fremkomne amerikanske Publikationer indenfor dette Omraade er paa Højde med det ønskelige gensidige Kendskab. Nord- Amerika. — 208 — den i de europæiske (S. 138), men fremhæver dog Mangelen af Cal- luna og Erica Tetralix. En meget væsentlig Del af Ganong’s Arbejde er helliget økologiske Forhold, som her ikke skal berøres nærmere; kun kan det nævnes, at Ganong slutter sig til den da raadende Anskuelse, at Tilførsel af kalkfrit eller i det mindste kalkfattigt Vand er en Grundbetingelse for Højmosens Fremkomst. EnGar N. Transeau kom senere i en ret omfattende og for den økologiske Dels Vedkommende interessant Skildring af Moser i Huron Floddalen (1905—06) til en noget anden Opfattelse af Sphagnum- Arternes Forhold til Kalksalte, en Opfattelse, der svarer til det af C. A. Weber (1902) meddelte og for Transeau vistnok ukendte Udfald af Kulturer med Sphagnum-Arter. Samme Forfatter havde tidligere (1903) offentliggjort en Studie over det nordlige Nord-Amerikas Mose- plantesamfund, hvoraf bi. a. fremgaar, at disse er karakteristiske for de koldere Dele af Nord-Amerika og nær beslægtede med Mose- plantesamfund i Europa og Asien; de er Fortsættelser af lignende fra postglacial Tid. Fra nogenlunde nær liggende Omraader har Lewis H. Wern (1904) og S. M. Courrer (1904) givet Skildringer af Sø- og Mosearealer; der kan yderligere henvises til Henry CGowLes’ Arbejde fra Chicago-Omraadet (1901). Den første bekræfter den Klinge’ske Regel for Vindens Indflydelse paa Landdannelsen i Sgerne. Coulter har i sine Undersggelser medtaget langt sydligere Egnes Sumpdan- nelser, der i floristisk og anden Henseende fjærner sig stærkt fra de nord- og mellemeuropæiske Ferskvandsalluvier. Det samme gælder den af THomas H. Kearney (1901) anstillede Undersøgelse. Joan W. HARSBERGER har (1909) givet en temmelig populær Skildring af et Par amerikanske Højmoser; han skelner mellem „flat bogs” (flade Sphagnum-Moser), ,raised bogs* (hvælvede Høj- moser) og „hanging bogs”, der maa svare til, hvad i tysk Sprog kaldes ,Hangmoore". Endelig kan nævnes de af Burton Livineston offentliggjorte Under- søgelser af Mosevandets fysiologiske Egenskaber, hvorunder han diskuterer Spørgsmaalet om Xerofilien hos Moseplanter. Be Af hele den ret store Litteratur, der siden Midten af forrige Aarhundrede behandler Nord- og Mellem-Europas recente Mose- vegetation (i mere eller mindre nøje Tilslutning til rent geologiske — 209 — eller vegetationshistoriske Spørgsmaal) fremgaar det, at Delingen af de til Moserne knyttede i højere eller ringere Grad hygrofile : Plantesamfund i Henhold til de ved Aarhundredets Begyndelse og senere opstillede geomorfologiske Begreber, der i dansk Sprogbrug betegnedes som Lavmose(— Engmose, Græsmose, Kærmose) og Hø j- mose (= Mosmose, Sphagnum-Mose, Lyngmose), vandt en stadig mere og mere fast Hævd og omsider ad forskellige Veje blev fik- seret som en videnskabelig set ret vel begrundet Sandhed. Der skelnedes vel skarpt mellem Hovedtyperne af Plantesamfund indenfor henholdsvis Lav- og Højmose — uheldigt var det blot, åt disse Belegnelser direkte anvendtes paa Samfundene selv — men sam- tidig hermed havde man dog Blikket aabent for alle de talrige Overgange mellem Hovedtyperne. Endvidere havde man utvivlsomt rigtig erkendt, at Indholdet af Næringstoffer i det for Planterne tilgængelige Vand (Vegetationsvandet) var en afgørende Aarsag til For- skellen mellem. disse Hovedtyper af Plantesamfund. Man (Sendtner, Lorenz o. s. v.) lagde først Hovedvægten paa Van- dets Indhold af Kalkforbindelser. Langt senere rejses der Tvivl over- for denne maaske noget ensidige Betragtning, idet man snarere be- tragter ej alene Kalkindholdet, men ogsaa Indholdet af andre Plante- næringsstoffer som værende en absolut Betingelse for Fremkomsten af denne eller hin Formation. Nogle (f. Eks. Gully) vil endda mene, at det ikke er den ringe Kalkmængde, men Manglen paa Kali, der fremkalder Dannelsen af Sphagnum-Moser. I Forbindelse hermed maa det nævnes, at man (Dalgas, Ramann o. a.) forstod, at det af en stadig virkende, om end ofte kun svag Stromning bevægede Vand fremkalder en Mosedannelse, der er forskellig fra den, som betinges af Vand uden Strgmning. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 14 — 210 — Il. Danske Mosers nulevende Plantesamfund. A. Forberedende Plantesamfund. De aabne Vandes Plantevækst ligger her udenfor Betragtningen, skønt den strængt taget danner det første Led i den Række af Plantesamfund, som forbereder Mosedannelsen. De nærmest forud for denne gaaende og i egentligste Forstand forberedende Plante- samfund, de landdannende Samfund, kan henfgres til to For- mationer eller Plantesamfund: Rorsumpen og Dyndengen. Rorsumpens Associationer staar som bekendt nærmest ved Vand- plantesamfundene og angaar for saa vidt mindre Emnet, men da de er af saa stor Betydning som Forløbere for Mosedannelsen, er det rimeligt her at omtale dem lidt nærmere. Udforligere Be- handling kræver dog Dyndengens Associationer, som ganske jævnt gaar over 1 den egentlige Moseformation. 1. Rersumpen. Det er E. Warmine, der først (1895, S. 136) har afgrænset og karakteriseret dette Samfund under Navn af „Rorsumpen“. Denne Betegnelse er optaget af andre Forfattere, saaledes t. Eks. af ARLFVEN- GREN (1904, S. 248, ,Rohrsümpfe“), af FRÜH og ScHRÖTER (1904, S. 41), af Yarr (1908, S. 67, „Reed-swamp“) o.fl. a. Ejendomme- ligt og let kendeligt er Rorsumpens Samfund ved dets Sammen- sætning af høje og mere eller mindre tæt voksende Sumpplanter, blandt hvilke de store Glumiflorer: Arundo phragmites, Phalaris arundinacea, Glyceria aquatica og Scirpus lacustris indtager saa fremtrædende en Plads. E. Warmine siger (I. c.): ,Mellem de enkelte Skud eller Blade sees i Almindelighed overalt det klare Vand‘ .... Her er altsaa endnu langtfra Tale om „fast Bund“, der — 211 — kan bære et Menneskes Vægt. Paa den anden Side har Rørsum- pen som oftest lukket aabent Vand ude; kun mellem de yderste Forposter ses det aabne Vand, hvor ogsaa Repræsentanter for Vandplantesamfundene har Lejlighed til at vokse; det er hermed givet, at der som Regel mangler en skarp Grænse mellem disse Samfund og Rørsumpens Associationer. Rørsumpen forekommer, som vel bekendt, ved Bredderne af vore Sger og Aalgb. Den stiller imidlertid visse Krav m. H. t. Opstaaen og Trivsel, Krav, som ingenlunde opfyldes af Forholdene ved enhver Sø eller Aa i Danmark, hvilket atter vil sige: for den Landdannelse, som Rorsumpen betinger, er Kaarene ofte meget ulige. Dette, saa vel som de væsentligste Træk af Rorsumpens Formation, vil nedenfor blive belyst gennem nogle Eksempler, hen- tede dels fra egne Iagttagelser, dels fra Litteraturen. Rørsumpe ved Bredderne af Søer. Bredsgaard Sø ligger 8,5 km Vest for Viborg, i Bunden af et omtrent i Nord til Syd gaaende Dalstrøg (G. M., R 18 og Q 18). Kommer man til den fra de Vest for Søen liggende, stejle Bakker (henv. 40 mo. H.), vil man have et ypperligt Overblik over Søen og dens Omgivelser. Den aabne Vandflade var 1904, i hvilket Aar mine Iagttagelser især er gjorte, stærkt indskrænket og omfattede vel højst 4ha. Et meget større Areal optages af de Enge og Moser, som næsten til alle Sider omgiver Søen. Dens vigtigste Tilløb dannes af de talrige Kildevæld, der strømmer ud fra Foden af de omgivende Bakker, især i Vest og Syd. Desuden føres eller rettere førtes Ravnstrup Aas Vand ind gennem Søens nordlige Ende i umiddelbar Nærhed af dens Afløb, Fiskbæk Aa, der løber til Hjar- bæk Fjord. Søens Vand er overordentlig grundt, men Vandstanden iøvrig ret vekslende. Medio Oktober 1903 (et paa Nedbør rigt Efteraar) var Vandstanden ca. Im, men medio Juli 1904 næppe mere end højst 0,5 m, paa de fleste Punkter kun ca. 0,3 m. Enkelte Partier -i Søens sydvestlige Krog laa da helt tørre, og den sortegraa, i Sollyset mat glinsende Bund traadte frem nærmest Kysten; paa disse tørlagte Partier fremkom der samme Aar store Mængder af Cineraria pa- lustris!). I 1904 mærkedes Virkningerne af den ved Reguleringen 1) Forholdet minder om det af Warnstorr (1897, S. 141) omtalte i Neumühler See, hvor Cineraria ligeledes fremkommer paa Dyndøer. 14* | em : Ségrœnse 4904 (EZ ENurver med 10° Crvidistanee Se FE do. 4879 Be Srefter. Indre Srænse for Carex rostrata Bug O-@ Udtagningssteder for Sordouxndsy # Fig. 1. Bredsgaard So. Jvfr. Teksten: af Fiskbæk Aa indtraadte Vandstandssænkning ; Beboerne omkring Sgen berettede, at Vandstanden intet Aar havde været saa lav som i dette. Iøvrig er det meget vanskeligt nøjagtig at fastslaa Søens Dybde, da Bunden bestaar af meget mørkt Dynd, som ved den 0 mindste Bevægelse plumrer Vandet. Dyndets mørke Farve aftager med Dybden; temmelig hurtig naas det graalige Diatomédynd, der endnu længere nede er meget lyst. Limnæ-Vegetationen forbigaas her; blot skal det bemærkes, at Vandplanterne bar en rig epifytisk Plantevækst af en stor Mængde Diatomé-Arter; som nys antydet danner disse efter Vandplanternes Henfalden en meget væsentlig Del, vel Hovedbestanddelen af Sø- bundens Dynd. Søens Vandspejl brydes, især nær Kysterne, af isolerede eller sammenhængende Bevoksninger af Rørsumpens Plantearter, der fort- sætter det Arbejde, tidligere Generationer har udført: en stadig stær- kere og stærkere Indsnævring af Vandspejlet; kun paaen lille Strækning i Nordøst er Kysten blottet for en saadan Plantevækst. Under- søger man disse Bevoksninger paa en Sejlads Søen rundt (se Fig. 1), vil man i Nordvest, ved Mundingen af Fiskbæk Aa, finde en sær- deles frodig Vegetation af Acorus calamus (paa Kortet betegnet med Ac), Rumex hydrolapathum, Typha latifolia (Ty) og Equise- tum fluviatile (Eq), som i Forening danner et fra Kysten i østlig Retning fremspringende Parti, ,Tangen*. Det Bælte af høj og kraftig Equisetum fluviatile, som ses langs næsten hele den vest- lige Kyst, naar her sin største Bredde. Fra „Tangen‘“ aftager Bæltets Bredde i Sydvest og fortsættes med ganske enkelte og ube- tydelige Afbrydelser ned til Søens sydvestlige Krog. I dette Equi- setum-Bælte er andre Sumpplanter indblandede: Sium latifolium og Glyceria aquatica, der træder i Stedet for Equisetum fluviatile, hvor det af denne dannede Bælte er afbrudt. Udefra Søen ses det, hvorledes de blege Rodstokke af Equisetum fluviatile vandrer ud i Søen, stikker ned i Dyndet og sender de snorlige Rækker af stive Assimilationsskud til Vejrs; de yderste er naturligvis de kor- teste. — Lige Syd for „Tangen“ vil man ude i Søen især lægge Mærke til store, spredte Bevoksninger af Sparganium ramosum (paa Kortet betegnet med Sp). Saadanne Grupper af samme Plante, større og mindre, staar udenfor Equisetum-Bæltet langs næsten hele den vestlige Kyst. Vandfladen i Søens sydlige Ende (vel mellem '/5 og 1/6 af hele Søens Flade) er optaget af en mægtig Belægning af Blade af Nuphar luteum (paa Kortet betegnet med Nu); paa Grund af den lave Vandstand er saavel Bladstilke som Blomsterstilke meget korte, og Bladene slutter ganske tæt sammen. Denne Nuphar-Vegetation, der gaar helt ind til Kysten, og som er særdeles iøjnefaldende, især — 214 — naar det stærke Sollys reflekteres fra de blanke Blade, afbrydes dog af spredte, men smaa Grupper af Sparganium ramosum; og i den sydvestlige Krog findes indenfor Nuphar foruden Equisetum fluviatile tillige Typha latifolia, Glyceria aquatica og Scirpus lacustris (Bevoksninger af sidst neevnte er paa Kortet betegnet med Sc). I den sydøstlige Krog af Søen træffes Grupper af Arundo phrag- mites, der slet ikke findes langs den vestlige Kyst, men som langs den østlige Bred optræder dels i mindst to større Bevoksninger, dels mere spredt (paa Kortet betegnet med Ar); den ene af disse Be- voksninger gaar i en Bue ud fra Land i nordlig Retning. Syd for denne Arundo-Gruppe findes en Nuphar-Vegetation, der ikke er sammenhængende med den store i Søens sydlige Ende, og Nord for samme Gruppe forekommer mindst 2 isolerede Bevoksninger af Nuphar. Forovrig vokser der langs Søens Østkyst Sparganium ramosum, om end ikke i saa stor Mengde og ej heller i saa store Grupper som langs den vestlige Kyst, og Scirpus lacustris. Neer- mere Midtlinjen gennem Sgen staar 3 isolerede Ger af Sparganium. Equisetum fluviatile er yderst sparsom i sin Forekomst langs den østlige Kyst. Derimod forekommer her Scirpus paluster, der ikke bemerkedes mod Vest. Fra den nordligste Arundo-Gruppe indtil det nu tilgroede Udløb af en Vandingskanal mangler alle de her nævnte Rorsump-Planter. Langs Søens nordlige Kyst — mellem den nævnte Vandingskanal og Udlobet af Ravnstrup Aa — danner Equisetum fluviatile og Scirpus lacustris en bueformet begrænset Bevoksning; udenfor ses Nuphar og svære Mængder af Potamogeton mucronatus. Sammenlignes den i 1904 eksisterende Sggrænse med den, der fandtes, da Generalstabens Maaling 1878—1879 foretoges (se Fig. 1), vil man finde: 1) at Tilvæksten i Søen, ved Dannelsen af Rorsumpe og de indenfor disse liggende Dyndenge, i den forløbne Tid har været ganske betydelig, og 2) at Tilvæksten langs den vestlige og og sydlige Kyst langt har overvejet den, der er sket ved de øvrige Kyster. Det synes tværtimod, som om der paa den nordøstlige Kyst ikke alene ikke er foregaaet nogen Landdannelse, men bortskaa- ret Eng. Aarsagen hertil er uden Tvivl den, at vestlige (sydvest- lige) Vinde lader Bølgeslaget virke især paa den nævnte Strækning, der ligger mindst i Læ, medens de øvrige Kyster er meget mindre, i det hele meget lidt udsatte for en lignende Paavirkning. Forhol- dene i Bredsgaard Sø bekræfter saaledes den af Kuiner (1890) — 215 — fremsatte Teori (se nærmere nedenfor). — Siden 1904 har Ror- sumpens Planter bredt sig yderligere og meget stærkt, et Forhold som dog ikke her skal omtales nærmere. Rørsumpen gaar jævnt over i den indenfor liggende Dyndeng, som senere hen beskrives. Vilsted Sø, umiddelbart Syd for Vilsted By og 8 km Syd for Løgstør, er beliggende i en fra Limfjorden udgaaende Lavning, Pe Søgrænse 1881 —— Søgrænse 1907 axleskot. + 20.000 00 oo 300 00 700 Fig. 2. Vilsted Sø. Jvfr. Teksten. en Vig, som forlængst, ved Bjørnsholm, er fuldstændig aflukket fra Fjorden og for Størstedelen er udfyldt af Ferskvandsaflejringer ; disse hviler paa Dannelser af marin Oprindelse. En Arm af Vigen har naaet helt ind til Ranum By. Vilsted Sø kan betragtes som den sidste Rest af Vigens Vande (G. M., Q 25). Tilløbene er: Faldbæk fra Sydøst, Herredsbæk fra Øst og et mindre Vandløb fra Nord. Afløbet er Bjørnsholm Aa (i Sydvest). Søen (se Fig. 2) er i Syd og Øst omgivet af et forholdsvis smalt Engdrag (væsentlig Sandenge), i Nord af de temmelig brede — 216 — Tørveenge langs Herredsbæk og i Vest og Sydvest af et meget bredt Opland af Moser og Enge. Det er herefter ganske utvivlsomt, at den tidligere eksisterende Vig efterhaanden er udfyldt med orga- nogene Aflejringer fra Sydvest i nordøstlig Retning. Og denne Til- vækstretning er bibeholdt indtil vore Dage. Nærmest Søen findes (i Henhold til Iagttagelser 1909) et Bælte af Dyndeng, som sagt med langt den største Bredde langs Søens vestlige Side. Disse Enge er i stadig Tilvækst. Som et yderst vigtigt Led i Landdannelsen virker den udenfor Dyndengen liggende, mægtige Rørsump, der aldeles overvejende er dannet af Arundo phragmites, i Forhold til hvilken andre Rørsumpplanter her er næsten betyd- ningsløse; det er de sædvanlig forekommende Arter: Phalaris arun- dinacea, Equisetum fluviatile, Rumex hydrolapathum, Ranunculus lingua, Cicuta virosa, Menta aquatica etc. Arundo naar meget anselige Dimensioner; formodentlig skyldes dette den dyndede og kalkrige Sobunds Ernæringsevne. — Umiddelbart indenfor Rgrsum- pen følger, som nævnt, Dyndengen (se nedenfor, S. 240). Nørre Aa Dalens Søer. Som nærmere omtalt i Beskrivelsen af Nørre Aa Dalens Moser og Enge (A. Mentz, 1910) gennemstrømmer Nørre Aa paa sit øvre Løb en Række Søer, hvoraf nogle kun er smaa, har grundt Vand og Dyndbund og derfor er i livlig Tilgro- ning, navnlig efter at Sænkningen af Vandspejlet i Aaen 1910—11 er bleven gennemført. Disse Smaasøer er: Bredning Søerne, Tapdrup Sø, Thisted Sø og Vejrum Sø; hertil slutter sig de to Nordøst for Ø liggende Hulbæk Søer, der gennemstrømmes af Søbækken, et Tilløb til Nørre Aa. I alle disse Søer har Rørsumpen naaet en mere eller mindre rig Udvikling, der betinger en dertil svarende Indskrænkning af Søernes Vandspejl. Af særlig Interesse er Forholdene i de to Hulbæk Søer (se Fig. 3). I Slutningen af det 18. Aarh., da Videnskabernes Selskabs Kortlægning af Danmark foretoges, fandtes kun én Sø, Hulbæk Sø, og den var da større end nogen af de andre ovenfor nævnte Søer. Sammenlignes paa Matr. Kortene, der for denne Egns Vedkommende udfærdigedes ca. 1800, Hulbæk So med t. Eks. Vej- rum Sg, ses den første at være ikke lidt større end den sidste, medens det omvendte er Tilfældet paa G. M. fra 1878. Nu er som sagt Sgen delt i to meget smaa Sger, mellem hvilke man kan passere, i alt Fald langs den mellem Søerne gravede Grøft, og som — formodentlig hurtig vil helt forsvinde. Den livlige Tillanding i Løbet af det sidste Aarhundrede fremgaar tydelig af Kortet, Fig. 3. 217 -U9ISYOL “YAP "ourgøg YæqjnH ‘Ee ‘sly wyshep PU % Paw LIU > Wap oy she “2848916 9 0 VO Isipranq) rzeaanyeplygr TE 2 anon pumfrertagl) ~ Youseprque "60/4"? AR COG] É SS “op Are, +. BL-LLBL ned pre il "203 * APO] asyf2 009, 00 asumsbhgc aa 6 Buran 20.0 hr a & = LS" ee scH — 218 — Nærmest omkring de to Hulbæk Søers meget grunde Vand findes nogle i sjælden Grad homogene Rørsumpe, saa godt som udelukkende bestaaende af Typha angustifolia; indenfor denne Facies følger et af Equisetum fluviatile dannet Bælte med Typha angustifolia, Menyanthes, Rumex hydrolapathum, Cineraria palu- stris m. fl. Og denne Association afløses indadtil næsten umiddel- bart af Dyndeng af meget blandet Karakter (se nedenfor). Meget ejendommelige Rørsumpe forekommer paa en Del af Rosenfeld Enge ved Vordingborg (G. M., j V). Nordvest for Rosenfeld Hovedgaard strækker sig et langt og smalt Engdrag, der aabenbart er dannet i en Vig fra Agnø Fjord. Det nordligste Parti af dette Engdrag, Nordvest for den med „Ilved“ paa Generalstabens Kort betegnede Eng, var i 1911 ikke egentlig Eng, for saa vidt som mindst Halvdelen af Arealet var bevokset med meget store Rørsumpe, medens Resten var Molinia-Mose. Rorsumpene bestaar i ganske overvejende Grad af Cladium mariscus, der her er høj (indtil 1,70 m) og næsten overalt rigelig blomstrende; kun i enkelte, tørrere Par- tier er den ophørt at blomstre. I disse Cladium-Sumpe forekommer forøvrig Arundo phragmites, der er talrig eller temmelig talrig eller ofte kun ret faatallig; den er sædvanligvis svagt eller slet ikke blom- strende. Desuden: Phalaris arundinacea, Agrostis alba og Scirpus maritimus, af hvilke ingen dog spiller nogen fremtrædende Rolle. Særlig langs Udkanterne af Cladium-Sumpene bringer en Del Urter Afveksling i de ellers meget homogene Bevoksninger: Thalictrum flavum, Lythrum salicaria, Peucedanum palustre, Lysimachia vul- garis, Convolvulus sepium, Solanum dulcamara, Menta aquatica, Lycopus europaeus, Scutellaria galericulata, Teucrium scordium, Eupatorium cannabinum og Inula brittanica. Stærkt iøjnefaldende er Convolvulus sepium, som ofte i Mængde slynger sig op ad Straaene af Cladiwm. Længere inde i Sumpen staar Straaene af de egentlig Rorsump-dannende Planter saa tæt, at de ovenfor nævnte Urter i Almindelighed ikke kan trives der; i Bun- den af Rørskoven ses dog hist og her Hydrocotyle vulgaris og Ar- gentina anserina. Mosser mangler vistnok helt. Disse Cladium-Sumpe, der minder om de af K. Jonansson (1893) fra Gotland omtalte Cladium-Bevoksninger, var i Sommeren 1911 fuldstændig torre. Bundens Overflade ligger kun nogle faa cm under Overfladen af den mellem Sumpene raadende Molinia-Mose. Men saavel denne som Sumpene staar om Vinteren under blankt Vand. Den lengste Tid af Aaret kan Cladium-Sumpene betragtes som — 219 — yderst grunde Søer, der kun i den egentlige Sommer udtørres. Det maa bemeerkes, at de er uden direkte Forbindelse med det gen- nem Engene gaaende Vandløb. — Vender vi os til Litteraturen, viser det sig, at Skildringer, hvoraf vi kan hente nogen Kundskab om Rørsumpen i danske Søer, just ikke er talrige. Alle ældre Fremstillinger, af P. Nietsen (1866), H. Mortensen (1872) m. fl., er ensidig floristiske og tager, hvad jo heller ikke var at vente, intet Hensyn til en formationsmæssig Be- tragtning af Vegetationsforholdene. Senere blev Synsmaaden, som tidligere berørt, væsentlig ændret. Derom vidner den af J. BAAGØE og F. Kørrin Ravn givne Beretning om en større Ekskursion til jyske Søer og Vandløb (1896), den eneste udførligere Fremstilling af Vandplante- og Rørsump-Formationernes Optræden i en større Del af Jyllands ferske Vande'). Af de paa Ekskursionen indvundne Resultater skal nedenfor anføres nogle enkelte, paa et og andet Punkt supplerede. Brabrand Sø, kort Vest for Aarhus, er en i livlig Tilvækst værende Sø; de ovennævnte Forff. siger (S. 294): ,af de Søer, som vi såa, er denne sikkert den, hvis Dage snarest ville være talte”. Søen er ,overalt meget lavvandet". Der opgives forskellige Maal; største Dybde er 1,5m (%/ 1895), men i Hovedparten af Søen er Vandstanden lavere, 0,5—1 m. Af Brabrand Sø foreligger der i Hedeselskabets Arkiv en meget omhyggelig Opmaaling og Pejling, udført 1905 ved Landinspektør AAGE FEILBERG, og paa det over Søen og dens Omgivelser fremstil- lede Kort er indlagt de vigtigste Vegetationer af Rørsumpplanter. Kr. THomsen (1907) anfører, at Normalvintervandstanden i Brabrand Sø er 2,5 Fod (ca. 0,94 m) og Sommervandstanden 1,6 Fod (ca. 0,5 m). Periodiske Stigninger af Vandspejlet indtræffer ved Tøbrud (4 å 5 Fod over dagl. Vande) og om Sommeren efter Regnperioder (3 å 3,5 Fod). Bunden i Søen er Dynd, hvilket alt var meddelt af Baacor og KoLPIN Ravn, der skriver: ,Bunden var næsten overalt dækket af et Lag mørkfarvet Dynd, dannet af henfaldne Planterester, der ligesom mange af de levende Planter var overtrukne af en Skorpe af Kalk og Diatoméer;...“ De samme Forff. meddeler om Vegetationen 1) Det bør dog erindres, at P. Nırısen (1872) havde gjort grundige flori- stiske Studier f. Eks. af Vand-Vegetationen i Fiskbæk Aa; han finder heri 16 forskellige Potumogeton-Arter, medens Tallet hos Baacøe og Kørrin Ravn fra samme Aaløb er 10. — 220 — bl. a. følgende: Næsten overalt er ,Bredderne beklædte med store Skove af Phragmites. Mod NØ fandtes ingen andre Sumpplan- ter:“... „De fleste andre Steder fandtes der som Forløber for Phragmites et Bælte med Scirpus lacuster*... ,Disse spredte „Sivholme“, der ere meget iøjnefaldende, naar man seer ud over Søen fra Bakkerne i Nærheden, kunde naa ud til c. 1 m Dybde; ...… »Udenfor Phragmites-Beltet fandtes ogsaa Sparganium ramosum, dels alene, dels sammen med Scirpus, samt Glyceria aquatica (kun noteret fra Søens vestlige Ende).“ Disse Opgivelser stemmer godt med A. FeiLBerg’s Kortlægning af Vegetationerne; til de foran nævnte Rørsumpplanter maa dog, i Følge FEILBERG, føjes Equisetum fluviatile, der danner ikke ube- tydelige Bevoksninger. Uden al Tvivl foregaar Tilvæksten mest energisk ved den vestlige, specielt den sydvestlige Ende af Søen, medens den er ubetydelig langs den nordøstlige Kyst (G. M., J 13, maalt 1875); de to ovenfor nævnte Forfattere udtaler sig i lignende Retning. Søerne i Gudenaaens Omraade er ligeledes undersøgte af BaaGøe og Kørrin Ravn og deres Ledsagere. Rørsump-Vegetationen i Hovedmassen af disse Søer synes at have et meget ensformigt Præg. Rorskove (af Arundo) er meget almindelige. Om Scirpus lacustris udtales, at det efter de foreliggende Iagttagelser ikke synes ,at være nogen almengyldig Regel, at Scirpus gaar ud paa større Dybde end Phragmites, om det end maa siges, at det meget hyppigt er Til- fældet” (S. 303). Foruden de to Rørsump-Planter nævnes: Sparga- nium ramosum, Lysimachia thyrsiflora, Equisetum fluviatile. ISøernes vestlige Ende er der gennemgaaende Læ, Bunden er her mere dyndet, og Tilvæksten er af disse Grunde stærkere. ,Paa mange Steder kunde vi saaledes bekræfte Rigtigheden af Forchhammer's og Klinge's Iagttagelser over dette Forhold“ (S. 304). Hvor Bunden er dyndet, træder foruden de ovenfor nævnte Arter endnu andre til: Typha angustifolia, Glyceria aquatica, Scirpus paluster, Acorus, Rumex hydrolapathum, Ranunculus lingua, Carex rostrata osv. Gub Sø siges af Baacøe og Kørrin Ravn m. H. t. Vegetationen at være noget afvigende fra de øvrige ovenfor omtalte Søer i Gudenaa- omraadet. Dette fremgaar ikke nærmere af Skildringen, og der er næppe synderlig Grund til at skille den ud fra de øvrige Søer, der alle har tilfælles, at de er gennemstrømmede af større eller min- dre Aaløb. Kun gælder dette ikke Pøt Sø og Lyng Sø, som — 221 — intet naturligt Tilløb har, og som derfor med Rette betragtes som afvigende (jeg vender senere tilbage til den første af disse). Gub Sø, der ligger henved 4 km Nord for Silkeborg (G. M., O 14), sagdes i 1896 paa de 3 Sider at være omgivet af store Be- voksninger ,af Scirpus og Phragmites.... den 4de, den østlige Bred er uden synderlig Sumpvegetation, med Grusbund* (BAAGØE og Kørrin Ravn, S. 309). Der nævnes ogsaa, at Søens Areal i de 2 = 6 800 NU "~~ Sögrense 1874-76, efter GeneralstabensKort; IN Ségrense, maalt 1908. a. EDER Höjdekurver ; Ækvidistance I Meter. Fig. 4. Gub So. Jvfr. Teksten. seneste Aartier er blevet betydelig mindre. Denne Udtalelse kan suppleres med folgende Oplysninger. 1908 blev Arealet opmaalt af Hedeselskabet i Anledning af et Ønske om Sænkningen af Vand- standen; Projektet opnaaede dog ikke Enighed blandt Lodsejerne. Af Kortet Fig. 4, hvor Søens Omfang i Følge Generalstabens Op- maaling 1874—-76 kan sammenlignes med Hedeselskabets Opmaa- ling af 1908, fremgaar, at Tilvæksten af Engene i det paagældende Tidsrum har været meget betydelig, og at, medens Tillandingen har været meget energisk langs hele den vestlige Side, har den paa — 299. _ den østlige været højst ubetydelig. Det maa dog bemærkes, at Søen i tidligere Tid er søgt tørlagt ved Vindmotor, men at dette Anlæg meget hurtig forfaldt. I Følge min Besigtigelse i Eftersom- meren 1911 var Forholdene omkring Søen følgende. Den nuværende Gub Sø er paa næsten alle Sider omgivet af et ikke synderlig bredt Bælte af Rørsump, bredest paa den vest- lige Side, ca. 15m bredt, og bestaaende af Typha latifolia og, saa vidt ses kunde, yderst af Typha angustifolia ; derimod var saa vel Scirpus lacustris som Arundo uden Betydning. Efter den ringe Ned- bør i Sommeren 1911 var Vandstanden i Søen (og Engene derom) saa lav, at det mørke Dynd paa adskillige Punkter af Søen laa blot. Indenfor Typha-Bæltet følger et nogenlunde regelmæssigt og homo- gent Bælte af Equisetum fluviatile. Dette gaar jævnt over i Dyndengene, der nu indtager en meget væsentlig Del af den gamle Søs Plads, og som først er ret ren Carex rostrata-Eng, og derefter Agrostis alba—Carex rostrata-Eng med megen Ranunculus flammula, Galium uliginosum, Stellaria palustris, Comarum palustre o.s.v. I Nordvest gaar Dyndengene over i stærkt tuede Enge, hvis Jordbund nærmest er Tørvedynd; Tuerne bestaar af Juncus conglomeratus, der har - indfundet sig i meget stort Antal og ved Kreaturfærdsel er blevne stærkt fremtrædende. Mellem dem optræder især Agrostis canina i meget rigelig Mængde; desuden Æ£riophorum polystachyum, Carex Goodenoughii, C. panicea, Agrostis alba m. fl. Dyndengene stræk- ker sig ind til den i 1874—76 eksisterende Sgbred. Den i Sydvest liggende Lyngmose, der ogsaa engang har tilhørt Søens Bassin, men nu befinder sig i betydelig højere Niveau end Dyndengene, er for Størstedelen opgravet; lignende gælder et smalt Areal af Lavmose i Nordvest. De af Baacoe og Kørrin Ravn i Skiveomraadet undersøgte og omtalte Søer, de fleste gennemlobne, frembyder intet af Interesse i denne Sammenhæng. 1897 gav E. WarminG en Skildring af Skarridsø i Nærheden af Jyderup (Vest-Sjælland). Søen er gennemløbet. Om ,Sump- Vegetationen” eller „Sumpplanternes Samfund meddeler Wanrmine, at 3 Arter spiller Hovedrollen: Arundo, Scirpus lacustris og Typha angustifolia. Om den sidste hedder det, at den kun synes at trives vel paa Mudderbund; den samme Erfaring har jeg paa flere Steder gjort. De to andre Arter danner en sammenhængende Bræmme hele Søen rundt. M. H. t. deres Fordeling mener Warmine at kunne give følgende Regel (S. 176): ,hvor Bunden er fast (sandet — 223 — eller stenet) og Bølgeslaget staaer paa, altsaa paa de Bredder, der træffes af de vestlige og sydvestlige Vinde.... der sejrer Tagrør over Kogleax; hvor Bunden er blød og Dybden ca. 2M eller mere, sejrer Kogleax over Tagrør; Tagrøret kan ogsaa voxe paa 2 M Dybde, men Kogleax formaaer at gaa dybere, og kan paa saadanne Steder som nævnt besejre Roret*.1) Endvidere (3. 177): „Som alminde- lig Regel kan videre anføres, at hvor Kogleax danner et sammen- hængende yderste Bælte, vil Tagrgret optræde bestanddannende indenfor det og erobre hele Arealet ind til Kjærvegetationen. Tag- røret danner saaledes et næsten sammenhængende Bælte hele Søen rundt, næsten ikke afbrudt af Kogleax eller andre Arter“. Grun- dene til de mest fremherskende Sumpplanters Fordeling søger WAR- MING, Sikkert med Rette, at finde i deres biologiske Forhold; disse er udførlig behandlede. Ogsaa andre Sumpplanter nævnes (S. 181): „Lil Landsiden af Tagror-Bæltet slutte sig folgende: Hquisetum limosum, Sium latifolium, Acorus, Butomus, Sparganium ramosum, Glyceria spectabilis, Baldingera arundinacea*.... Om enkelte af disse giver WARMING biologiske Meddelelser. Endelig kan det anføres, at L. Kornerup Rosenviner (1902) meddeler nogle Iagttagelser over Rorsumpe ved Søer i Præstg-Egnen. Af serlig Interesse er folgende Passus af hans Beretning: ,S@erne ved Ugledie.... er alle kransede med et Beelte af Phragmites med Carex riparia, Solanum dulcamara, Iris Pseudacorus, Naumburgia thyrsiflora, Glyceria spectabilis, Poa trivialis, paa sine Steder med Alnus glutinosa og Salix caprea. I disse Rorbelter bemærkedes ogsaa Cicuta virosa og Carex Pseudocyperus.“ Rorsumpe ved Bredderne af Aaer. Ikke alle Aalob interesserer i denne Sammenhæng. De Aaer og Bække, hvis Lob flankeres af Enge med en Jordbund af Sand eller andet uorganisk Materiale, ligger her udenfor Betragtningen. Derimod maa Opmærksomheden særlig fæstes paa Forholdene i Erosionsdale med betydelige Aflejringer af organisk Materiale, Moser og Enge, hvor Forbindelsen mellem disse og de udenfor voksende Rørsumpe kan følges. 1 Virkeligheden er Aaerne i saa- danne Dale jo kun Rester af de engang eksisterende Søbækkener, der ved fortsat Tilgroning er indsnævrede til en Afløbsrende for 1) Branp (1896) er kommet til det modsatte Resultat m.H.t. Forholdet mel- lem Bund og Planteart, endskønt han paaberaaber sig en ikke kildeangiven Udtalelse af WARMING. — 29% — Oplandets Vandmasser. Næppe noget Sted 1 Danmark erkendes dette for Øjeblikket tydeligere end i Nørre Aa Daien, hvor der som Rester af Fjordbassinet endnu forekommer den Række Smaa- søer, der ovenfor (S. 216) er nævnte, men hvis Dage sikkert snart er talte. Vi vender senere tilbage til Nørre Aaens Ror- sumpe. | Skals Aa (eller Hersom Aa), der oftere vil blive nævnt i det følgende, bør derfor her omtales lidt nærmere (et Oversigtskort findes hos Mentz, 1902). Den har sit Udspring ,paa Vandskelslinien mellem Vandløbene til Limfjorden og Kattegat, hvor denne passerer Sænkningen mellem Læsten og Fousingø" (Kr. THomsen, 1903). Her- ra løber den mod Øst og drejer i en stor Bue mod Nord; godt en Mil Sydvest for Hobro tager den en vestlig Retning, hvilken den beholder til dens Udløb i Hjarbæk Bugt. Aaens Løb er ca. 50 km langt. Den modtager Tilløb fra talrige Bække, af hvilke nogle danner Afløb fra større Søer, saaledes Fousingø Møllebæk (fra Fousingø Sø), Kongsvad Aa (fra Glænstrup Sø), Tjele Aa (fra Tjele Sø), Klejtrup Møllebæk (fra Klejtrup Sø), tvende Afløb fra Hærup Sø og Rød Aa (fra Rødsø). Først efter at Aaen har optaget Af- løbene fra de to sidst nævnte Søer, fører den en anselig Vand- masse; den er da ret bred og sejlbar for større Pramme helt op til Lindum Skov, hvorfra man inden Jærnbanernes Fremkomst hen- tede Træ og — med stort Besvær paa Grund af Aaens talrige Krumninger — førte det lang Vej bort, til Mors og Thy og andre skovfattige Egne mod Vest. I den øverste Del af Løbet var Skals Aa i 1902, da jeg under- søgte Engene, reguleret til ca. 1200 m Nord for Randers—Viborg nordre Amtsvej; iøvrig dannede den dengang mangfoldige større og mindre Krumninger, der især fra S. Onsild-Broen nedefter antog betydelige Dimensioner. Faldet var fra Sammenløbet med Kovsted Bæk til Hjarbæk Fjord 34 Fod (Kr. Tuomsen, 1903); ,Afpælingen giver Aaens Længde lig 180,000 Fod, og følgelig er der et disponibelt Fald af 1:5300.... Iøvrig var Faldforholdene i Aaen temme- lig varierende. Langs Skals Aaens Bredder findes, især i den Del af Løbet, hvor Dimensionerne bliver større, en mere eller mindre fyldig Rør- sump-Vegetation, sammensat af følgende Arter: Arundo phragmites, Scirpus lacustris, Phalaris arundinacea, Glyceria aquatica, G. fluitans, Poa trivialis, Acorus calamus, Typha latifolia, T. angustifolia, Sparganium ramosum, Iris pseudacorus, Equisetum fluviatile, Carex — 995 — gracilis, Rumex hydrolapathum, Cardamine amara, Caltha palustris, Berula angustifolia, Cicuta virosa, Hippuris, Lysimachia thyrsiflora, Myosotis palustris og Cineraria palustris. Muligvis forekommer i Skals Aaens Rorsumpe endnu enkeite andre Arter, jeg kan have overset. Butomus umbellatus, som særlig eftersogtes langs den egentlige Skals Aa, manglede her, men findes dog nær dens Ud- spring. Herom meddeler J. Harrz (1904) ien Ekskursionsberetning, hvor han omtaler Rorsumpen i den ved Fousing Vandmølle opstemmede Møllebæk; den bestaar ,af Sparganium ramosum i uhyre Mængde", Arundo, Scirpus lacustris og enkelte Typha latifolia. ,Ved Bred- derne noteredes Alisma Plantago, Butomus, Carex Pseudocyperus og rostrata, Cicuta, Iris, Heleocharis palustris, Lysimachia thyrsi- flora og vulgaris, Ranunculus Lingua, Rumex Hydrolapathum og Solanum Dulcamara“. Ingenlunde altid forekommer Rorsumpe langs Aaen. Oprens- ninger og andre Kulturindgreb holder dem nede. Med tiltagende Bredde af Aaen forøges Rørsumpene i Hyppighed og Udstrækning. De ovenfor nævnte Arter af Arundo, Scirpus, Sparganium og Acorus er de mest fremtrædende og yderst voksende. Iøvrig synes Rør- sumpene langs Skals Aa ikke at frembyde nogen særlig Interesse. Nørre Aas Løb og Faldforhold er af mig omtalt 1910, S. 1—4, Rørsumpenes floristiske Sammensætning S. 6—7. For- uden de under Omtalen af Skals Aa-Rørsumpen nævnte Arter har jeg langs Nørre Aa bemærket følgende: Scirpus paluster, Spar- ganium simplex, Alisma plantago aquatica, Roripa nasturtium aquaticum, Ranunculus lingua, Lythrum salicaria, Sium latifolium, Solanum dulcamara og Bidens tripartitus. Rorsumpen naar ingen synderlig Bredde; i det højeste er den kun faa Meter. Baacge og Kørrin Ravn (1896) giver en Del værdifulde Oplys- ninger om Rersump-Vegetationen langs flere jyske Vandløb (her tages kun Hensyn til de gennem Dynd- og Mosearealer lobende Aaer). Fra Aarhus Aa nævner de, foruden nogle af de allerede ovenfor opregnede: Butomus umbellatus, Angelica silvestris, Epi- lobium hirsutum, Bidens cernuus, Stachys paluster, Veronica anagal- lis aquatica og Solanum dulcamara. — Fra Fiskbæk Aa nævner de nogle af de almindeligst forekommende Arter, men desuden Scirpus Tabernaemontani og Comarum palustre; de i østligere Dele af Jylland i det mindste hyppigere forekommende Arter Butomus og Epilobium hirsutum mangler begge her. Det samme er Til- fældet langs Skive Aa, der er undersøgt fra Estvad Bro til Lim- Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 15 — 226 — fjorden; foruden de almindelig forekommende Arter nævnes herfra Oenanthe fistulosa. — Ved Kongeaa bemærkedes i Nærheden af Villebøl Bro bl. a. Butomus umbellatus. | C. H. Ostenretp (1905) har meddelt en Skildring af Vegetati- onen i og ved Gudenaaen, fra Sammenløbet med Nørre Aa indtil Randers. Han omtaler herunder Rorsump-Formationens Sam- mensætning (S. 388): „Rorsumpens vigtigste Planter er Scirpus lacustris, Phragmites, Baldingera, Equisetum fluviatile, Glyceria aquatica, Acorus, Typha angustifolia (sjældent lidt 7. latifolia) samt af ikke ,greeslignende* Urter Cicuta, Rumex hydrolapathum, Sium latifolium og Lythrum. Imellein alle disse høje Planter forekom- mer saa dels nogle Star-Arter, iseer Carex gracilis og C. rostrata, dels lavere blomstrende Urter som Myosotis palustris, Caltha, Oenanthe aquatica o. fl. Ogsaa forskellige andre især i Sumpengen forekom- mende Planter træffes i Rorsumpen“. Der citeres nogle Eksempler fra det af OstenreLpD undersøgte Omraade. Og det oplyses iøvrig, at „Scirpus lacustris er den Art, som gaar længst ud i Vandet” i For- hold til Arundo o. a. Arter. Rørsumpens floristiske Sammensætning. Gennem de ovenfor fremdragne Eksempler paa Rørsumpe langs Bredderne af danske Aaer og Søer med Tilløb er der givet et Indblik i Rør- sumpens floristiske Sammensætning. Herefter og i Henhold til tal- rige Observationer fra andre Lokaliteter, særlig i Jylland, bestaar den først og fremmest af følgende Arter (de vigtigste er fremhævede): Årundo phragmites Glyceria aquatica Phalaris arundinacea Poa trivialis Scirpus lacustris — paluster — Tabernaemontani Cladium mariscus Carex lasiocarpa — pseudocyperus — yvesicaria Acorus calamus Typha angustifolia —- latifolia Sparganium ramosum Sparganium simplex Alisma plantago aquatica Butomus umbellatus Iris pseudacorus - Sagittaria sagittifolia Equisetum fluviatile Rumex hydrolapathum — maritimus Ranunculus lingua Epilobium hirsutum Lythrum salicaria Hippuris vulgaris Cicuta virosa Sium latifolium Berula angustifolia — 221 — Oenanthe aquatica Stachys paluster — fistulosa Menta aquatica Peucedanum palustre Cineraria palustris Lysimachia thyrsiflora Bidens tripartitus — vulgaris — cernuus Teucrium scordium Eupatorium cannabinum. De ovenfor nævnte Karplanter giver i første Række Rorsumpen dens Præg: det er høje, ranke og slanke og hyppigst ugrenede eller lidet forgrenede Planter, saaledes som E. Warning alt forlængst har fremhævet det i sin Karakteristik (1895). Men til disse slutter sig en Række andre Arter, som i fysiognomisk Henseende og tillige hvad deres Voksepladser iøvrig angaar adskiller sig fra de foregaa- ende, men alligevel spiller en vis Rolle indenfor Rørsumpen. Disse er: Glyceria fluitans Comarum palustre Catabrosa aquatica Convolvulus sepium Carex gracilis Myosotis palustris — rostrata Solanum dulcamara — stricta Menyanthes trifoliata Thalictrum flavum Veronica anagallis aquatica Ranunculus flammula — hbeccabunga Roripa nasturtium aquaticum Senecio aquaticus. Endelig bør maaske følgende Arter, om hvis Optræden jeg ikke har nogen Erfaring, henføres til en af de ovenfor nævnte Grupper: Echinodorus ranunculoides Calla palustris Alisma arcuatum Rumex aquaticus Carex riparia Sonchus paluster. — acutiformis At give en for danske Forhold fuldt ud gyldig Begrænsning af Rørsumpens Flora er ingenlunde let; det kan dog vistnok siges, at med de i de to første Grupper opregnede Arter er langt de fleste Komponenter tagne i Betragtning. ') Blandt disse er det dog kun ganske enkelte, som i fysiogno- misk, formationsmessig og geologisk Henseende spiller nogen frem- treedende Rolle (de er i Listen fremhævede). Det er dem, som danner Rørsumpens vigtigste Facies. Med Hensyn til disse og 1) Den her givne Optælling falder i det væsentlige sammen med den af Frtu og SCHRÖTER for Schweiz meddelte. 15% — 998 — overhovedet til Begrænsningen af Formationen „Rorsump“ vender vi os et Øjeblik til Litteraturen om dette Emne. | Warming’s Karakteristik af den af ham opstillede Formation er utvivlsomt i det store og hele træffende. I Henhold til den ene eller anden Arts Fremhersken kan i Folge hans Opfattelse skelnes „mellem forskellige Samlag, f. Ex. Phragmiteta, Scirpeta, Typheta, Equiseteta, Cariceta osv.“, der alt efter Dybden af Vandet og andre Forhold ordner sig i Bælter. FriH og SCHRÖTER (1904, S. 41) deler de egentlige høje Rør- sumpe i tre Bestandstyper, ,die adaptiv, regional, physiognomisch und floristisch verschieden sind“: 1) Scirpetum, der er den mest hydrofytiske, 2) Arundinetum og 3) Magnocaricetum (af Carex rostrata, C. vesicaria, C. gracilis, C. stricta, C. disticha, C. Pseudo- cyperus, C. lasiocarpa o. fl. a.). | C. H. Osrexrezp (1905, S. 384) deler Rorsumpen i to Bælter, 1) et ydre: ,Scirpus-Phragmites-Associationen“ og 2) et indre: „Acorus-Associationen“. Derimod regner han ikke de store Carices med til Rorsumpen. Til denne sidste Betragtning maa jeg ganske slutte mig. Vel kan Arter som Carex pseudocyperus, C. lasiocarpa og C. vesicaria maaske nærmest henregnes til Rørsumpplanterne, men disse Arter optræder efter min Erfaring blot som akcessoriske Bestanddele. Det samme gælder Arter som Carex gracilis og C. stricta og især C. rostrata og C. disticha; de bør ikke, som det sker hos WARMING samt FRÜH og SCHRÖTER, henregnes til Rørsumpen, idet deres Betyd- ning er langt den største indenfor den næstfølgende af de her som „forberedende“ betegnede Formationer. Efter min Opfattelse hører den FriH-ScHROTER'ske Bestandstype „Magnocaricetum“ altsaa ikke med til Rørsumpen, men til Dyndengen, hvorom nedenfor. I Følge de Iagttagelser, man kan gøre over Rørsumpe ved vore ferske Vande, vil man kunne skelne mellem en ret lang Række Bælter eller Facies, der er karakteriserede af den fremherskende Planteart, og hvis Forekomst væsentligst betinges af Vandets Dybde og Bundforholdene. At give nogen rigtig motiveret Opstilling af Rækkefølgen formaar jeg dog ikke — Sagen ligger ogsaa udenfor nærværende Arbejdes Rammer og trænger til langt mere indgaa- ende Undersøgelse, end jeg har kunnet indlade mig paa — men jeg har Grund til at tro, at man kan skelne mellem i det mind- ste følgende Facies, ordnede nogenlunde efter Vanddybden som afgørende Faktor: — 229 — 1. Sparganium ramosum-Facies 5. Acorus-Facies 2. Scirpus lacustris-Facies 6, Equisetum fluviatile-Facies 3. Arundo-Facies 7. Glyceria aquatica-Facies 4. Typha-Facies 8. Phalaris-Facies. Disse 8 Facies er vistnok de væsentlige. Betegnelserne kan for dem (og for endnu andre) anføres med et dobbelt Navn, efter- som en eller anden af Rgrsumpens Planter paa afgørende Maade bidrager til dens Karakteristik. Man vil saaledes til Eks. kunne finde en Scirpus lacustris—Arundo-Facies eller Arundo—Scirpus lacustris-Facies, eftersom henholdsvis Scirpus eller Arundo er den vigtigste af disse to Arter, en Typha—Cineraria-Facies, en Equisetum— Sium-Facies o.s. fr. GC. Raunkiær (1909, S. 88) afbilder et smukt "Eksempel paa en Lysimachia thyrsiflora— Arundo-Facies. — De natur- lig samhorende Facies kan ogsaa, saaledes som CG. FH. OsTENFELD (1905) foreslaar, sammenfattes til nogle faa Associationer. Yderligere Undersøgelser vil være nødvendige for Behandlingen af dette rent formelle Spørgsmaal. Den ovenfor angivne Rækkefølge af Rørsumpens Facies er som nævnt væsentlig baseret paa Iagttagelser over Vanddybdens Indflydelse. Ofte danner Sparganium ramosum de yderste Forposter af Rør- sumpen; den kan utvivlsomt gaa ud paa ret stor Dybde — GARLSON (1902) angiver 1—3,2 m — men kræver vistnok altid Dyndbund for sin Trivsel. Ogsaa Scirpus lacustris hører til i de yderste Bælter, hvor den dog ofte trænges af Arundo. Macnın (1893) anfører, at den gaar ud til 3 m Dybde, medens Arundo i Følge samme Forf. gaar til 2,5 m. Brann (1896) angiver henholdsvis 2,5 og 2 m; SCHRÖTER (1904) 3,5 og 2,5 m. Efter Baacøe og Kørrin Ravn's Udtalelser at regne synes det ikke at være almengyldigt, at Scirpus gaar udenfor Arundo, selv om det hyppig er Tilfældet (se ovenfor S. 220); derimod har WARMING i Skarridsø iagttaget, at den gaar ud til større Dybde end Arundo (se ovenfor 3. 223), og at den især er denne over- legen, naar Bunden er blød. Carzson (1902) angiver samme Maximum-Dybde for Scirpus lacustris og Arundo, nemlig 2,5 m; han mener dog, at den første fordrer løsere Bund og større Dybde end den sidste (S. 16). Iovrig udtaler han, at det ofte er umuligt at afgøre, om en vis Lokalitet egner sig bedst for Arundo eller Scirpus. Ligesom det ofte er en Tilfældighed, hvilken Plante der indtager ny Jord, kan et tilfeeldigt Forspring blive afggrende i — 230 — Kampen mellem de to her omtalte Planter (l. c., S. 18). C. H. OsTENFELD har som nævnt ved Gudenaaen gjort den Iagttagelse, at Scirpus lacustris gaar længst ud i Vandet (S. 384). Ved Ringholm Hoved (Jul Sø) o. a. St. i Silkeborg Søerne har jeg snart fundet Scirpus, snart Arundo yderst: hyppigst dog vistnok den første. E. Haetunp (1907) giver nogle interessante Meddelelser om Optreden af Scirpus lacustris og Arundo phragmites i Hornborga- sjon. Han fremhæver med Rette den førstes større Afhængighed af Vandstanden, medens den sidste derimod ogsaa trives ,på fast- mark“; og m. H. t. Bundens Beskaffenhed gør Hacıunn det vist- nok rigtige Ræsonnement, at Arundo, der som bekendt indeholder megen Kiselsyre, kun trives paa en Bund, hvor den har Adgang til at forsyne sig med dette Stof, medens den ikke træffes „pa blottad sjökalk eller pä bleke med vegetationstäcke, sävida torf- lageret icke år minst 2 dm mäktigt“. Derimod er Scirpus lacu- stris mindre fordringsfuld hvad Bundens Beskaffenhed angaar, kræver en mindre Mængde Kiselsyre. Yderligere anfører HaGLunnd Forskellen i Væksthastighed hos Scirpus lacustris (med en aarlig Tilvækst af Rhizomet paa højst 1 dm) og Arundo. Endelig angiver R. SERNANDER (1910) fra Søen Hederviken, at Scirpeta og Arundineta veksler med hinanden ,dock i allmånhet så, att Scirpeta.... bilda grånszonen mot stråndernas Grandicari- ceta och Cariceta... .“ Efter de ovenfor citerede Udtalelser og tillige egne lagttagel- ser at regne synes det i Virkeligheden at være lidt vanskeligt at fastslaa noget aldeles afgjort m. H. t. Rækkefølgen af de to af Scirpus lacustris og Arundo dannede Fac;es, men jeg er tilbøjelig til at mene, at Scirpus er den, der under ellers lige Forhold gaar ud til de største Dybder. Typha-Arterne er absolut knyttede til den dyndede Bund i vore ferske Vande og holder sig desuden til de mere grunde og rolige Partier deraf. I endnu højere Grad gælder dette de to følgende Facies (5 og 6), medens Glyceria aquatica og Phalaris arundinacea ingenlunde er knyttede til Dyndbund alene. Forskellen i den af disse Planter krævede Vanddybde er kun ringe. Mindst Vanddybde forlanger utvivlsomt de to sidst nævnte Planter, der derfor ogsaa med Lethed gaar over i Dyndengen (se nedenfor). Om Livsvarigheden af dei Rørsumpen optrædende Plante- arter har WARMING allerede forlængst fremhævet det særdeles karak- — 231 — teristiske Forhold, at de fleraarige Urter næsten fuldstændig har Overvægten. I de ovenfor anførte Lister findes kun 3 en- eller toaarige Arter: Cineraria palustris, Bidens tripartitus og B. cer- nuus*). Alle de øvrige er Stauder. Dog kan Comarum muligvis, saaledes som ÅSGHERSON Og GRAEBNER (1898—99) gor det, betegnes som Halvhusk, hvilket i alt Fald maa gælde Solanum dulcamara; RAUNKIÆR (1906 og 1909) klassificerer den som Nanofanerofyt. Det bør tilføjes, at der i Rorsumpen kan indfinde sig enkelte Pile (Salix cinerea og S. pentandra) og, især langs Aaløbene, buskfor- mede Individer af Alnus glutinosa. Det er endvidere af Warmine (1895, 1902, 1909) paavist, at Vandrerhizomer er meget hyppige hos Rørsumpens Planter og be- tinger deres selskabelige Vækst; Planter med opret Rodstok er sjældnere og spiller derfor heller ingen større Rolle. Paa Grundlag af den ovenfor givne Fremstilling af Rørsum- pens Plantevækst skal det Trin af Landdannelse, som denne Formation betinger, kortelig omtales. Bortset fra at stedlige Forhold naturligvis har stor Indflydelse, kan visse Faktorer dog siges at være af almen Betydning for Forekomsten af Rørsumpe og Hurtigheden af deres Vækst i vore ferske Vande. Spørgsmaalet om Landdannelsen og de den paavirkende Fak- torer er behandlet fyldig af Frün og ScHRÔTER (1904, S. 19 o. flg.). For ,staaende Vandes* Vedkommende nævner de som virksomme Faktorer: 1) Søbækkenets Natur (Blindsø, Endesø, Flodsø), 2) Op- landets Størrelse og Natur, 3) Søbækkenets Form, Størrelse og Dybde, 4) Klimatiske Forhold og 5) Søbækkenets Omgivelser. For Landdannelser i strømmende Vande nævner samme Forff. (S. 61): 1) Strømmens Hastighed, 2) Dybde, 3) Mængden af terrigene Bestand- dele, 4) Omgivelser og 5) Klimatiske Forhold. De vigtigste af disse Faktorers Betydning for Landdannelsen vil nedenfor blive betragtede under ét, idet Afvigelserne for Aa- løbenes Vedkommende stadig anføres. Størrelsen af Vandarealet (Søbækkenet eller Aaløbet) er af ret underordnet Betydning for Landdannelsen. Adskillige Søarealer i vort Land af meget anselig Størrelse er ad mere eller mindre naturlig Vej fuldstændig tilgroede og paa den anden Side er Land- dannelsen i mange smaa Søer næsten ganske udebleven. — For 1) Af ikke-fleraarige Urter nævner WarminG (1909) kun Ranunculus sceleratus der paa de af mig iagttagne Lokaliteter har været uden Betydning. — 232 — Aaernes Vedkommende gælder, hvad KrinGe (1890, S. 298) har udtalt, at jo smallere Aaløbet er, des hurtigere vil det vokse til. Større Betydning har Vandarealets Form. Jo mere uregel- mæssig Formen af et Søbækken er, jo flere Vige Kysterne danner, des større Sandsynlighed er der for, at der netop i disse Vige vil fremkomme en Landdannelse, fordi Plantevæksten her har størst Ro at udvikle sig under. Det samme synes efter KrLinge's Me- ning at gælde det stærkt bugtede Flodløb med dets talrige Ind- skæringer. At det er Roen, der begunstiger Landdannelsen, kan næppe betvivles, i mindre Grad skyldes det den større Mængde Næring, der kan tænkes ophobet i staaende eller svagt bevæget Vand. Naar KrinGe (S. 266) mener, at disse Vandes Næringsind- hold er større end de flydendes, og at vi ser ,an ruhigeren Stellen der Flusse, wie Buchten und dergleichen, ein reicheres Pflanzen- leben sich entfalten, als in dem von der vollen Stärke der Ström- ung getroffenen Strombelte selbst* — — saa har denne Slutning næppe fuld Gyldighed; det er sikkert her de fysiske Forhold, der er de kemiske overlegne i deres Indflydelse paa Plantevackstens Udvikling. Men ogsaa bortset herfra er KrinGe's Betragtning næppe rigtig (se nedenfor S. 235). Langt større Indflydelse øver Vandarealets Dybdeforhold, en Faktor, FriH og ScHRÖTER med Rette stærkt fremhæver; de nævner Eksempler paa den lave Vandstands Betydning for Tilgro- ningen (S. 20); jo mere grundt Vandet staar, des hurtigere maa — Landdannelsen foregaa, alt andet lige, en Regel, som ofte nok kan paavises for danske Søers Vedkommende, og som naturligvis ogsaa gælder for Aaløbene. Med den grunde Vandstand (indtil 2 m) faar Rørsumpen først rigtig Lejlighed til at udvikle sig, i Søerne som oftest uden forstyrrende Indgreb fra Kulturens Side. Saadanne spiller en langt større Rolle i Aaløbene. Der findes næppe noget „offentligt* Vandløb i Danmark, hvor de naturlige Dybdeforhold faar Lov at raade, selv om den Omhu, hvormed man sørger for Vandets Passage, er meget ulige i de forskellige Egne, afhængig af Aaløbets Karakter, Beskaffenheden og Benyttelsen af de tilgræn- sende Arealer o. a. Forhold. Allerede meget længe, siden Midten af det 18. Aarh., har man i Danmark truffet Bestemmelser om Aaløbenes Renholdelse (se Gram, 1893, S. 1). I Følge de vedtagne Regulativer er der med tilbgrlig Variation efter de lokale Forhold fastsat 1 eller 2 aarlige Renskæringer (eller Opskæringer) af Vand- plantevæksten, de undersøiske Enge, paa Aaens Bund (t. Eks. 15. Juni eee og 1. August); desuden træffes der undertiden Bestemmelse om Renskæring af Rørsumpen langs Aaens Kanter. De samme Be- stemmelser kan gælde Søer, der danner Led i et offentligt Vand- løb (Gram, S. 83); derimod kan andre Søer ikke indgaa under offentligt Tilsyn. Endvidere er den oprindelige Bunds Beskaffenhed; af overordentlig stor Betydning for Landdannelsen i Sø eller Aa. Men Bundens Beskaffenhed afhænger atter af i det mindste to vigtige Forhold, dels Omgivelsernes eller Oplandets Natur, dels det Forhold, om en Sø mangler Tilløb, er en Blindsø (kfr. Udtrykket »Blindsee“ hos FriH og SCHRÖTER, S. 20), eller den er gennemløbet af en Aa, er en Flodsø (,Flusssee“, kfr. ibid.). Indflydelsen af Omgivelserne er i denne Henseende utvivlsom. Uden at gaa i Enkeltheder kan der mindes om de overordentlig ulige Kaar for en Landdannelse, der gør sig gældende i en i et rigt og kuperet Morænelandskab liggende Blindsø, sammenlignet med en Sø paa en Hedeflade eller en Klitslette. Dels kan Bunden i Morænelandskabets Søer jo i og for sig være meget frugtbar, dels kan der ved Nedskylning fra de omgivende Højdedrag foregaa en stadig Ophobning af næringsrigt Materiale, saa at den Landdan- nelsen betingende rige Plantevækst snart vil kunne fremkomme. For Aaløbenes Vedkommende er Omgivelserne naturligvis i denne Henseende af mindre Betydning. Indflydelsen af Tilløb til Søen er ligesaa aabenbar; Flodsøer eller gennemlgbede Søer frembyder ved det Materiale af uorgani- ske og organiske Stoffer, Løbene fører med 'sig, langt bedre Betin- gelser for en Landdannelse end Blindsøer, forudsat at Dybdefor- holdene er de samme, og at Blindsøen ikke paa Forhaand er forsynet med næringsrig Bund. Som Eksempler paa de første er der ovenfor nævnt nogle; de kunde forøges med mangfoldige andre. Til de næringsfattige Blindsøer vender vi ved en senere Lejlighed tilbage. Poronté (1909, S. 320), der med god Grund lægger særlig Vægt paa Roen i Vandet for Dannelsen af Sapropel (eller ,Faulschlamm‘), har derimod næppe ubetinget Ret, naar han mener, at man først og fremmest finder ,Faulschlamm“-Aflejringer i Søer uden eller med meget svagt Tilløb. Klimatiske Faktorer. At Nedbør og Temperatur gør deres Indflydelse gældende over Landdannelsen i Søer og Aaer, er selv- følgeligt; begge betinger joi al Almindelighed, hvad FRÜH og SCHRÖTER kalder „die Vitalität oder Energie der Pflanzen“. — 234 — Særlig Interesse har det at betragte Vindens Betydning. Alle- rede FORCHHAMMER”) har paavist, at Tilgroningen i vore ferske Vande foregaar med størst Energi i Vindsiden, hvor der er Læ. Langt senere har KLINGE i sin bekendte Afhandling (1890) behand- let de klimatiske Faktorers, særlig Vindens, Betydning for Land- dannelsen; han er ligeledes kommet til det Resultat, at Middel- Vindretningen, i alt Fald i Øst-Balticum, er af afgørende Indflydelse for Spørgsmaalet om, hvor Tilvæksten i Søerne begynder og fort- sættes; da SV-Vindene i det af KLINGE undersøgte Omraade er de fremherskende, begynder Tilgroningen, naar andre Faktorer ikke griber altfor forstyrrende ind, fra Sydvest. Af Vindens Styrke afhænger, i alt Fald væsentlig, Bevægelsen i Vandet; jo større Ro, des bedre Betingelser gives der for en intensiv Opgrøde og der- med følgende Landdannelse. løvrig er KLINGE ingenlunde blind for andre, lokale Forholds modificerende Betydning. Saaledes kom- mer Søens Omgivelser let til at spille en Rolle, for saa vidt som de kan betinge fuldstændig Mangel paa Dækning, medens paa den anden Side enhver saadan naturligvis yderligere komplicerer Forholdene. Medens FRÜH og SCHRÖTER kommer til det Resultat, at en Til- væksten dominerende Indflydelse fra Vindens Side næppe lader sig paavise for de schweiziske Søers Vedkommende (l. c., S. 22), er det ganske utvivlsomt, at den ForcHHAMMER-KLINGE’ske Regel gælder for mange Søer i Danmark. Ovenfor og senere hen er nævnt nogle Eksempler; alene ved Gennemgang af Generalstabens Maalebords- blade vil man kunne finde adskillige andre. C. WesenBerc-Lunb, den erfarne Kender af danske Søers Natur- forhold, har (1911) ment at maatte give Krince's Betragtning et „Korrektiv“, idet han paa Grundlag af Temperaturmaalinger i dan- ske Søer udtaler: ,Hvor Terrainforholdene skærmer for den frem- herskende Vindretning, vil i et Land, hvor denne er SV-NØ, Søerne gro til fra NØ. Grunden hertil maa søges i de høje Temperaturer i Littoralregionens sydexponerede Kyster; disse Tp. faar derfor ogsaa Betydning for Landvindingen“. Det er rimeligt, at de for- holdsvis høje Temperaturer paa sydeksponerede Kyster er af ret stor biologisk og geologisk Betydning i mange Smaasøer og i Vige af større Søer; og WESENBERG-LunD fremdrager meget interessante 1) Efter velvillig Meddelelse fra Professor E. WarminG omtalte FoRCHHAMMER denne Sag paa sine Forelæsninger 1860-62; jeg har forgæves i ForcH- HAMMER’s Skrifter søgt nærmere Oplysninger om hans lagttagelse af For- holdet. — 235 — Iagttagelser herover. Men det maa dog bemærkes, at ,Klinge's Lov‘ selvfølgelig kun kan gælde Søbækkener, der er udsatte for den fremherskende Vindretnings Indflydelse; hvor denne er ophæ- vet, vil andre klimatiske Faktorer, altsaa ogsaa Temperaturforhold, kunne blive af afgørende Betydning. KLINGE vil ogsaa have fundet Vindvirkninger af Betydning for Tilvæksten langs de i N—S løbende Floder (S. 296). For de dan- ske, gennemgaaende kun smalle Vandløbs Vedkommende lader den fremherskende Vinds Indflydelse sig dog næppe paavise. Derimod paavirkes Landdannelsen i vore Aaløb utvivlsomt stærkt af Aaens Fald og den deraf betingedeStrømmens Hastig- hed. Denne Bevægelse spiller næppe nogen synderlig stor Rolle for Søer med Gennemløb, uden for saa vidt som Landdannelsen naturligvis ikke foregaar der, hvor Strømmen virker stærkest. Saa meget des større Indflydelse har den i Aaløbene; jo stærkere Strøm, des daarligere Betingelser for den landdannende Vegetations rolige Udvikling. Iøvrig fremhæver FRÜH og ScHRÖTER med Rette det for alle stærkt mæandriske Flodløb almengyldige Billede, der er for- skelligt fra KLinGe's ovenfor berørte Opfattelse: alle konvekse Steder vokser til, medens alle konkave bliver mere eller mindre aabne (S. 61). Hertil vender vi senere tilbage, idet det dog allerede her maa fremhæves, at Landdannelsen i ganske særlig Grad er knyttet til den Side af de konvekse Steder, der vender bort fra Strømmens Retning. Endelig maa som den sidste, men overordentlig vigtige Betin- gelse for Rørsumpens Fremkomst nævnes de forudgaaende Vand- plantesamfund og deres Virksomhed. Deres Betydning er dog i Hovedsagen (se nedenfor) indirekte, idet det Materiale af døde Piantedele, der i alt Fald for en Del er mere eller mindre omfor- mede til Dynd af det ferske Vands Dyreliv, ophobes i stedse større Mængde og derved danner Hovedmassen af den dyndede Bund, som er såa væsentlig en Faktor for Landdannelsen ved Rør- sumpens Hjælp. Om Dynddannelsen i ferske Vande henvises til de af H. v. Post (1864), C. WesexgerG-Lunp (1901) 0. a. udgivne Skrifter. Den første Grundlæggelse af Rorsumpens Facies betinges under den nødvendige Forudsætning af Ro, gunstige Dybde- og Bund- forhold, af en eller anden af de mest fremtradende af de ovenfor nævnte Planter, og ofte faar, som tidligere antydet, Tilfældet her Lov at raade. Disse fra nyt af fremkomne Facies har enten nøje Forbindelse med de tidligere dannede og landfaste Rørsump- — 236 — Facies, eller de opstaar som selvstændige, øformede Bevoksninger, der først ved den videre Udvikling smelter sammen med den land- faste Rørsump eller med Nabobestande. Saadanne Bevoksninger kaldes flere Steder i Jylland „Polde“ eller „Holter“ eller simpelt- hen „Opgrode“. Den nærmere Udredning af disse Révokenineee Opstaaen lades her ude af Betragtning. At Vandplanterne ved Opfyldning, Sam- menskylning, Aaernes ,Opskering“ o. a. Kulturindgreb kan danne Spiringsbund for Rorsumpens Planter, maa anses for givet. Den samme Betydning har aabenbart enkelte af de til Rorsumpen selv knyttede Planter. Saaledes kan der henvises til den ejen- dommelige Rolle, Roripa nasturtium aquaticum spiller paa visse Punkter langs Norre Aaens Bredder og i dens Sger; det er ganske aabenbart, at den er i ikke ringe Grad landdannende, idet den be- tinger Fremkomsten af Rorsump-Partier. Hvor Vandet er roligt, ser man denne Plante i store, overordentlig frodige og saftig grønne Bevoksninger træde ud fra Aaens Bredder uden at være rodslaa- ende, fuldstændig frit flydende. Den danner udenfor Rorsumpen »Holterf, der ofte ses at være Basis for Vegetationer af Typha angustifolia eller Scirpus lacustris, hvis Frø formodentlig fanges af den langt ind i Efteraaret endnu fuldkommen friske og overmaade tætte Roripa (Mentz, 1910). Er de første Facies af Rørsumpen dannede, vil den videre Landdannelse — alt efter de enkelte Steders Forhold — skride mere eller mindre hurtig fremad. Rorsumpens Plantevækst betin- ger i første Række dette Fænomen. Den selskabelige Vækst af dens vigtigste Facies har jo i denne Henseende en overordentlig stor Betydning; den dyndede Bund er gennemkrydset af Rod- stokke, saa snart Vegetationerne blot er nogenlunde tætte, og jo tættere de bliver, des mere fylder Rodstokke og Rødder op: Bun- den højnes. Overhovedet udmærker Rørsumpens mest betydende Plantearter sig ved en usædvanlig stor Slofproduktion. Og da de ferske Vandes Dyreliv ikke er i Stand til at omsætte alle Rørsum- pens Affaldsmasser, ophobes disse Aar for Aar i stedse rigeligere Mængde, saafremt de da ikke ad naturlig eller kunstig Vej fjærnes. Ti Kulturen griber ogsaa her i høj Grad forstyrrende ind; man behøver i saa Henseende kun at minde om den for den naturlige Udvikling uden al Tvivl betydningsfulde Fjærnélse af Arundo, hvor denne danner større Bevoksninger. Endvidere fremmer Rørsump- planterne i meget høj Grad Landdannelsen ved at tilbageholde ER OBI ae en Del af de i Vandet opslemmede organiske og uorga- niske Smaadele, derunder store Mængder af Diatoméskaller. Jo mere organisk, uomsat eller kun delvis omsat Masse, Sumpen selv præ- sterer og opbevarer, des mere torveagtig bliver dens Bund; jo _ større Mængder af Diatoméskaller, Slam, Sand o. a. uorganiske Partikler, den tilbageholder, des mere askerig vil Bunden naturlig- vis blive. I al Almindelighed kan det dog vistnok fastslaas, at Rørsumpens bløde Bund under det grunde Vand, skønt organiske Bestanddele i større eller mindre Mængde er indblandede, i Hoved- sagen bestaar af uorganiske Stoffer: Dynd (Gytje). Er Rorsum- pens Bund fra Begyndelsen af ikke blød, men fast, fordi den i i overvejende Grad bestaaar af Sand, vil den dog som oftest, ved Planteveekstens Virksomhed, efterhaanden gaa over til at blive Dynd- . bund. ' Bundens Hojnelse indenfor Rørsumpen betinger en Indvan- åring af Plantearter, der fører os over til den nedenfor omtalte Dannelse. | 2. Dyndengen. Den Formation, der her benævnes Dyndeng, har i Hoved- sagen og i udpræget Grad Karakter af „Eng“ d. v. s. en væsent- lig af greesagtige Planter, især Glumiflorer, sammensat og tet sluttet Planteformation paa lav og fugtig Bund. Jordbunden er Dynd eller Torvedynd. Grundvandstanden er meget høj; staar Vandspejlet ikke helt op til Engens Overflade, findes det i alt Fald neer derved; det er vanskeligt at sige noget alment derom, men det tor dog antages, at Sommervandspejlet i Almindelighed staar i det højeste indtil 30 cm under Overfladen; kun i meget torre Somre, kan Vandspejlet, hvad jeg i 1911 flere Steder kunde kon- statere, staa ca. 50 cm under Engens Overflade. Hyppig er Vand- spejlet utvivlsomt højere end overfor nævnt; selv i Sommertiden, nemlig efter stærke Regnskyl, kan Vandet i nogen Tid staa umid- delbart op til Overfladen eller endog derover. I alt Fald Efter- aar og Vinter og langt ind i Foraaret er Dyndengene mere eller mindre stærkt overskyllede af bevæget Vand, og netop dette For- hold spiller en overordentlig stor Rolle for Sammensætningen af disse Enges Vegetation og for Beskaffenheden af deres i Alminde- lighed frugtbare Jordbund. Som umiddelbar Følge af Jordbundens Karakter af Dynd og dens meget store Vandindhold er Overfladen som oftest mere eller mindre blød; kun ,Engkrogene*, hvorom senere, danner i denne — 238 — Henseende hyppig en Undtagelse. Dyndengens bløde, eftergivende og derfor gyngende Bund har foranlediget den folkelige og meget malende Betegnelse „Gunge“, som i alt Fald i Jylland er almindelig anvendt. Ogsaa Betegnelsen ,Hængesæk“ benyttes om d'sse meget bløde Enge, der i udpræget Grad giver efter for Fodens Tryk, saa Vandet træder frem. I Almindelighed er Dyndengens Plantedække dog saa stærkt sammenvokset, at det kan bære et voksent Menne- skes Vægt. Den fra Rørsumpen floristisk og fysiognomisk forskellige For- mation vil i det følgende blive skildret paa Grundlag af en Række Eksempler. Bredsgaard Sø (se S. 212). Det er her Carex rostrata, der i ganske overvejende Grad danner de yngste Dyndenges Vegetation, og som overhovedet betinger den sammenhængende Engs Frem- komst. Den vokser i et meget iøjnefaldende Bælte, hvis Bredde veksler noget paa de forskellige Steder og derfor vanskelig kan op- gives nøjere; i alt Fald er Bæltet bredest langs den vestlige og sydlige Kyst (se Fig. 1). Hvor Carex rostrata naar helt ud til Søens Bred eller kun begrænses af en smal Rørsump, ses det, hvorledes de lange, hvide Rhizomer i stor Mængde vandrer ud fra Engens Kant; ofte ligger de blottede, men hyppigst er de vel skjulte af det mørke Dynd. Engen er en typisk Hængesæk eller Gunge. Ved hvert Trin synker Foden hurtig ned i det bløde og gyngende Eng- tæppe, og med stor Hast, selv i en tør Sommer, samler der sig Vand om Foden. Saa højt staar Vandet op i Engens Overflade, at Lemna minor meget vel kan trives mellem Engens øvrige Planter. I Bunden af denne Carex rostrata-Eng lever en Del Mosser, som dog intet sammenhængende Tæppe danner: Astro- phyllum cuspidatum var. elatum, Acrocladium cuspidatum, Hypnum elodes, H. cordifolium, H. giganteum, H. Kneiffii, Bryum ventri- cosum og Marchantia polymorpha. I meget mindre Grad end Fanerogamerne (og Equisetum fluviatile) bidrager Mosserne til de yngste Enges Dannelse, men henimod Grænserne for den indenfor Engen liggende Mose bliver Acrocladium cuspidatum meget rigeligere i sin Optræden, og til denne slutter sig Hypnum intermedium 1 Mængde. | Da Carex rostrata-Engen er saa nøje knyttet til det Bælte af Rørsump, der vokser langs Søens Bredder, er det forstaaeligt, at Rørsumpens Planter ogsaa kan forekomme inde i Engen; man — 239 — finder Equisetum fluviatile, Typha latifolia, Arundo, Sparganium ramosum, Scirpus lacustris, S. paluster, Ranunculus lingua, Cicuta virosa, Sium latifolium, Lysimachia thyrsiflora, Menyanthes, Myosotis palustris, Cineraria palustris og Rumex hydrolapathum spredte i Engen, men for de fleste Arters Vedkommende i en mere eller mindre fortrykt Tilstand, der viser, at de ikke længere befinder sig under de Forhold, der er dem gunstigst. Bedst forliges Hquisetum med Forholdene. Carex rostrata-Engens øvrige Vegetation dannes af følgende Arter: Agrostis alba, enkelte Poa pratensis, spredt Eriophorum polystachyum, enkelte Carex stricta og C. panniculata, Triglochin palustris, Rumex acetosu, Stellaria palustris, S. uliginosa, Coro- naria flos cuculi, Cardamine pratensis, Caltha palustris, Comarum palustre, Epilobium palustre, Pedicularis silvatica, Galium palustre og G. uliginosum. Af disse Planter spiller Agrostis alba, foruden Carex rostrata, ubetinget den største Rolle for Engens Sammensætning. Den kan paa nogle Steder af Engen danne en seerskilt Facies (Agrostis alba- Eng); ogsaa ser man en omtrent ligelig Blanding af begge de nævnte Planter, men hyppigst er Carex rostrata, som alt fremhævet, den dominerende og karakteriserende Plante. Den rigelige Fore- komst af Agrostis alba betinger uden Tvivl en større økonomisk Verdi af Afgroden; Engen slaas, gerne i første Halvdel af Juli, saa langt som man kan naa ud mod Sgens Bredder, endog helt ud til Equisetum-Beeltet. Den indre Greense for Dyndengen er det vanskeligt at angive nøje; det er dog forsøgt i Henhold til Tilstanden 1904, og Grænsen er indlagt paa Kortet (Fig. 1). Denne Grænse gaar i Syd indenom en med Signatur betegnet Ø, der lod sig omsejle ca. 1860 (i Følge Opgivelse fra stedkendte Folk), men som nu er vokset i ét med den øvrige Eng. — Den indenfor Dyndengen værende Mose er mere eller mindre stærkt paavirket af Veld; Dyndenge og Vældmose grænser derfor næsten umiddelbart op til hinanden (se nærmere nedenfor under Omtalen af Vældmosen). Jordbunden i Dyndengen er et i fugtig Tilstand mørkt graaligt og ,fedtet* Dynd; tørret antager det en lysegraa Tone og bliver ,Stovende“ ; det er da tillige meget let. 2 Rækker Prøver af Dyn- det er analyserede paa Grundlag af Prøver, udtagne dels i de vestlige Dyndenge (Analyse Nr. 1, Prøverne 2—4—6), dels i de sydlige Enge Analyse Nr. 2, Prøverne 8—10—12); Resultatet af Analysen — 240 — ses af Tabel 1, Nr. 1 og 2. Mængden af organisk Stof nærmer sig vel 50 %0, men er ikke des mindre saa ringe, at der endnu slet ikke kan tales om nogen afsluttet Tørvedannelse indenfor denne Eng. Den i 25°/o HCl uopløselige Del af Dyndet bestaar i ganske overvejende Grad af Diatomeer. Iøvrig er Asken kalkrig, men temmelig fattig paa Kali og Fosforsyre. Kvælstofmængden er mindre end sædvanlig i tørveholdige Enge. — Vilsted Sø (se S. 215). Indenfor den tidligere omtalte Ror- sump følger Dyndenge, hvis yderste Facies bestaar af Glyceria flui- tans og enkelte Carices; denne Glyceria fluitans-Eng afløses indefter af Carex rostrata-Eng, og denne gaar atter over i stærkt mosklædte Dyndenge, hvis Vegetation bestaar af en Blanding af Carex rostrata, Carex Goodenoughii og Carex panicea; det er en Overgangsform, hvis Hovedkomponent nærmest er Carer Goode- noughii. Mosvæksten bestaar væsentlig af Acrocladium cuspidatum ; Vandet stod begge de Gange, jeg besøgte disse Enge (?%/s og °/11), op til Overfladen. Der er enkelte Partier af denne moskleedte Carex-Eng, ret nær Vilsted By, som ikke slaas, i alt Fald ikke samtidig med de øvrige Enge, hvad enten dette nu skyldes den store Mængde Mos eller den Omstændighed, at Arundo her har bevaret sin Eksistens i mindre, eformede Partier. Disse Arundo-@er har slet ingen Forbindelse med det meget længere ude og langs Søens Bredder voksende Arundo-Bælte. Rorene er kun lave og tynde; men de synes dog aarlig at blive bjærgede. Mellem Rorene vegeterer Mosser med overordentlig stor Frodighed, foruden den for nævnte Acrocladium cuspidatum Philonotis fontana og P. calcarea. I Mosbunden forekommer foruden Arundo en Del andre Fanero- gamer, nemlig Liparis Loeselü, Orchis incarnatus, Epipactis palu- stris, Caltha, Comarum, Parnassia, Angelica silvestris, Cicuta virosa, Berula angustifolia, Lysimachia thyrsiflora, Euphrasia brevipila og Menta aquatica. Særlig Forekomsten af Orkidéerne er ganske ejen- dommelig; de findes i stor Mængde og er indenfor Rorene, der slaas lenge efter Vegetationstidens Slutning, bedre beskyttede end udenfor, hvor Engen benyttes til Haslet, og hvor de ikke fore- kommer eller findes i ringe Antal. Mængden af Orkidéer staar formodentlig i Forbindelse med Dyndets her sikkert meget rigelige Indhold af Kalk; ti ca. 20 cm i Dybden er Dyndet ganske hvidligt. Ogsaa Trykvand har vist her nogen Indflydelse. Dyndengens indre Grænse falder nogenlunde sammen med den — 241 — ica. 1875 gravede Landkanal; og her, hvor 10' Kurven har sit Forløb, var Søens Bred, da Matrikulskortene udfærdigedes. Med andre Ord er der siden den for disse foretagne Maaling indtil 1881, da Generalstabens Maaling fandt Sted, sket en ikke ubetydelig Land- dannelse langs Søens vestlige Side (se Kortet, Fig. 2). Indenfor Dyndengene følger Tørveenge, der udfylder Hoved- parten af den gamle Vig. Denne Cyperacé-Mose har nu ved Ud- grøftning, Høslæt, Tilførsel af Kunstgødning o. a. Kultur (tildels Pløjning) ændret sit oprindelige Præg og frembyder derfor liden Interesse i botanisk Henseende. Dybden af Tørven er ikke stor. — Brokholm Enge. Brokholm Sø i Salling er nu ved den i 1908—09 stedfundne Regulering af Afløbet, Hinnerup Aa, fuld- stændig udtørret. Paa Videnskabernes Selskabs Kort (1795) synes Søens Omraade at have naaet omtr. til 20' Kurven (G. M., S 92); se Fig. 5. I Slutningen af det 18. Aarh. eller Begyndelsen af det 19. Aarh. forsøgte Ejeren af Eskjær, hvortil Søen dengang hørte, en Udtørring, idet han købte og nedlagde Aasted Vand- mølle, der dreves ved den fra Søen kommende Vandkraft. Sr. ST. BricHer, der nævner dette (1839, S. 38), anfører tillige, at Resultatet ikke helt svarede til Forventningerne; alligevel vurderedes Tilvæksten til ca. 100 Læs Hø aarlig. Omkring 1826 skal Udstykningen af Søen være sket. Søens Omraade inaa indtil ca. 1870 have været nogenlunde anseligt, idet det hedder sig, at der indtil den Tid dreves et større Fiskeri. Men 1870 foretoges atter en Sænkning af Vandspejlet, og hermed indskrænkedes Søens Vandflade til det meget beskedne Areal af 3—4 ha, den har paa G. M. af 1882, og som er bibeholdt i Fig. 5. Der maa samtidig være fremkommet ret betydelige Engstrækninger, som dog paa Grund af den stadig meget høje Vandstand kun i forholdsvis ringe Grad og med meget Besvær kunde udnyttes i tilstrækkelig Grad, i hvilken Anledning den sidste Sænkning af Vandspejlet ønskedes og gennemførtes. — Efter Undersøgelse i Efteraaret 1908 anføres her følgende om Dynd- engenes Vegetation. Jordbunden er over langt den største Del af den tidligere Søs Omraade et lyst Diatomédynd; den omtrentlige Grænse for Dyndet er indlagt paa Kortet, Fig. 5; den følger gennemgaaende 19' Kurven, ovenfor hvilken Tørveengen begynder. Dyndengene er Carex-Enge, der falder i 3 Zoner. Nærmest Længdegrøften i den sydlige Ende af Engen, t. Eks. ved Grøftens let iøjnefaldende Knæk, og derfra ind over Engen i Botanisk Tidsskrift. 31. Bd. 16 — 242 — Vest og Øst for Grøften (omkring Kortets Punkt 1) raader en yderst ty- pisk Garex rostrata- Eng, som inden den sidste Regulering kun vanskelig kunde befær- des. Foruden Carex rostrata er særlig frem- tredende: Equisetum fluviatile, Eriophorum polystachyum , Juncus lamprocarpus og de meget hygrofile Græs- ser Glyceria fluitans, G. aquatica og Calamagro- stis lanceolata. Arundo forekommer i en større samlet Bevoksning om- trent 80 m Sydvest for det omtalte Kneek. Endvidere findes Carex stricta og C. Goode- noughii, men forholds- vis spredt. lovrig: Iris pseudacorus, Ranuncu- lus flammula, Caltha, Stellaria palustris, Coro- | naria, Cardamine pra- tensis, Comarum, Ly- thrum salicaria, Hydro- cotyle vulgaris, Menyan- thes, Myosotis palustris og Menta aquatica. É Indad, men med yderst T rose TT Dyuagrante — Birvegrense, lidet skarp Begreensning, Nbaalestoh i 1 220.000 | gaar Carex rostrata- —— = Engen over i Carex Fig. 5. Brokholm Enge. Jvfr. Teksten. Goodenoughii-Eng, — 243 — hvis Hovedvegetation dannes af Carex Goodenoughi, men i hvilken tillige forekommer Carex rostrata, C. stricta og C.panicea samt de ovenfor nævnte Græsser, dog utvivlsomt i ringere Antal end inden- for den foregaaende Zone; ogsaa Equisetum fluviatile forekommer. Urterne er delvis de samme, delvis andre; saaledes synes Rumex acetosa, Viola palustris, Filipendula ulmaria, Peucedanum palustre og Galium uliginosum at vere karakteristiske for Garex Goodenoug- hii-Engen. Omtrent fælles for de to første Zoner er følgende Vedplanter. Salix pentandra danner smaa isolerede Buskadser; disse maa inden det Tidspunkt, da Engen overhovedet regelmæssig kunde slaas, have opnaaet saa stort et Omfang, at de ej kunde fjærnes af Leen, lige- som man har undladt at rydde dem bort ad anden Vej; siden Hoslættet er blevet mere intensivt, har Salix pentandra dog ikke kunnet faa videre Udbredelse end deri allerede opnaaede. Af Salix cinerea ses unge Planter, og S. aurita forekommer inde i de af S. pentandra dannede Buskadser. Salix repens ses i stor Mængde, men dog, ligesom Oxrycoccus palustris, særlig i Carex Goodenoughii- Engen ; det er forgvrig usædvanligt at finde Ozycoccus i saa stort et Antal i et udpreget Caricetum. Ogsaa Myrica Gale forekom- mer her, om end meget mere spredt og naturligvis 1 ganske anden Grad hæmmet af Leen end Salix repens og Oxycoccus. Jo mere man fra Carex Goodenoughii-Engen nærmer sig Tørve- grænsen (d. v. s. den gamle Sggreense fra Slutn. af det 18. Aarh.), des rigeligere er Carex panicea indblandet, medens de øvrige Carex- Arters Betydning indskrænkes, først naturligvis for Carex rostrata’s Vedkommende; den er i den udprægede Carex panicea-Eng vistnok ganske forsvunden; det samme geelder de meget hygrofile Gresser. De afløses her af Sieglingia decumbens, der navnlig er fremtrædende, Molinia coerulea, Festuca rubra, Briza media, An- thoxanthum odoratum og Aira caespitosa. Equisetum fluviatile fore- kommer endnu, men er meget mindre kraftig udviklet end inden- for de to foregaaende Zoner. Blandt Carex panicea-Engens Urter ber fremhæves Parnassia palustris, Potentilla erecta, Succisa prae- morsa og Euphrasia sp., der ikke forekommer i de foregaaende Cariceta; endvidere: Leontodon auctumnalis, Filipendula ulmaria, Triglochin palustris 0. a. For alle tre Cariceta er det ejendommeligt, at Mosser her er uden Betydning. 16* — 244 — Ved Tørvegrænsen afløses Carex panicea-Engen af Carex pa- nicea-Mose, og nærmest Land, ved Bakkernes Fod, af Vældmose, hvor Lotus uliginosus og Salix hastata er særlig fremtrædende. Til Sammenligning med Forholdene i den søndre Del af det gamle Søbassin maa Vegetationen paa nogle Punkter Nord derfor anføres. — Omtrent lige paa tværs af Engarealets Længderetning (omkring Kortets Punkt 2) gaar Carex Goodenoughii-Engen betyde- lig nærmere ind mod Tørvegrænsen i Vest. Man finder her store og meget homogene Enge med en kraftig og bredbladet Form af Carex Goodenoughii, med Carex stricta og store Vegetationer af ikke blomstrende Calamagrostis (vistnok lanceolata). Endnu i Be- gyndelsen af September er en Del af disse Enge uslaaet; allerede da havde den antaget den for Carex Goodenoughi i Efteraaret karak- teristiske, brungrgnne Tone; heller ikke denne Art fruktificerer i synderlig høj Grad. Af Urter findes kun faa; hist og her ses Iris i større Grupper, hvis Blade naturligvis langtfra naar den normale Længde. Comarum palustre er ret hyppig. Carex Goodenoughii- Engen afløses ogsaa her indadtil af Carex panicea-Eng, der gaar over i Mose; men da Grænsen mellem Dynd og Torv er mere skarp paa dette Sted, idet Mosen synes at ligge i lidt hgjere Niveau end sydligere paa, samtidig med at dens Overflade paa Grund af talrige Grave er stærkt udtørret, bliver Carex panicea-Mosen her hurtig afløst af Nardus stricta-Mose; Nardus er domine- rende, medens Aira caespitosa, Anthoxanthum, Sieglingia, Briza, Agrostis vulgaris og Luzula multiflora alle er mere eller mindre talrige. Af Urter er især Succisa praemorsa fremtrædende. Nord for den endnu i 1908 eksisterende Rest af Brokholm Sø, men indenfor Torvegrænsen (omkring Kortets Punkt 3) træffes Carex Goodenoughii-Mose med overvejende Carex Goodenoughit, medens C. disticha, Agrostis alba, Juncus lamprocarpus og Coma- rum palustre alle er talrige. Iovrig: Equisetum fluviatile, Carex rostrata, Caltha, Hydrocotyle vulgaris, Lythrum, Pedicularis silvatica, Galium palustre og Salix repens. I Nordvest gaar Carex Goodenoughii-Mosen ret hurtig over 1 Carex panicea-Mose medstore Partier af Molinia, med Nardus, kortbladet Iris, Argentina anserina, Hydrocotyle, Euphrasia sp., Gentiana baltica, Leontodon auctumnalis og Salix repens. Om Brokholm Enges Dannelseshistorie kan udtales det almene, at Tilvæksten af de engang aabne Vande er sket fra Syd mod Nord, tidligst hvor nu svere Torveaflejringer danner Jordsmonnet. — 2145 — Tilvæksten af disse sikkert forholdsvis meget; gamle Moser er standset ved 20' Kurven, indtil den første Regulering af Søens Vandstand fandt Sted ca. 1800. Derefter og yderligere efter Reguleringen i 1870 har Tillandingen taget meget stærk Fart, og de nu eksiste- rende Dyndenge er fremkomne. Samtidig er naturligvis Søens Srøver udtagne S parœnse 1880 Fig. 6. Lovns Enge. aabne Vandflade aftaget mere og mere i Størrelse, og den er ryk- ket længere og længere i Nord og Nordøst; i sidst nævnte Retning er Dannelsen af Tørve- og Dyndenge udebleven, idet Jordbunden her i ganske overvejende Grad er Sand. Vegetationens Udvikling i Løbet af det sidste Aarhundrede og de ejendommelige Trin, hvor- påa den nu befinder sig, kan kun forstaas i Belysning af de om- talte kunstige Indgreb i Vandstandsforholdene. — — 246 — Lovns Enge. Den tidligere eksisterende Lovns Sø i Nær- heden af Hvalpsund (G. M., R 22) er nu fuldstændig forvandlet til Eng; selv den i 1880 tilbageblevne Del af Søen er groet til og gennemgrøftet, utvivlsomt især efter den i 1905 fuldførte Sænkning af Vandstanden i Arealet (Fig. 6). Den nedenfor 5' Kurven liggende Eng er dels Dyndeng, dels en Overgangsformation mellem Dyndeng og den ovenfor 5' Kurven værende Græsmose eller, især langs den nordre Side, Vældmose. Landdannelsen i den oprindelige Sø er uden al Tvivl gaaet for sig fra Vest mod Øst. Det Parti af Dyndengen, som ligger umiddelbart Vest for, hvad der i 1880 var Sø, og som paa Kortet er betegnet med Tal- lene 1, 2 og 3, er nærmest Agrostis alba-Eng. Foruden Agro- stis alba og Festuca rubra, der begge er overordentlig talrige, fore- kommer følgende Glumiflorer: Holcus lanatus, faatallig, Juncus lam- procarpus og Carex pseudocyperus, kun enkeltvis. Typha latifolia er meget spredt voksende. Derimod er Æquisetum fluviatile talrig, og der forekommer en ret rig Vegetation af Urter, nemlig Triglo- chin palustris, Rumex acetosa og R. hydrolapathum (svag), Ranun- culus acer, Caltha palustris, Sagina nodosa, Coronaria flos cuculi, Cerastium caespitosum, Cardamine pratensis, Comarum, der er talrig, Geum rivale, kun enkeltvis, Trifolium repens, pletvis, Cicuta virosa (svag), Menyanthes, Myosotis palustris, talrig, Pedicularis palustris, Alectorolophus minor, Menta aquatica, Valeriana excelsa, Leon- todon auctumnalis og Cirsium palustre, enkeltvis. Ogsaa Salix repens har indfundet sig i Engen, men spiller ingen synderlig stor Rolle. Bunden er et blødt og lyst graagult Diatomédynd, som kun i de øverste 10 cm er lidt mørkere farvet, og hvis kemiske Sam- mensætning fremgaar af Tabel 1, Nr. 3 (S. 269). Paafaldende er det meget rigelige Indhold af Kalk (Ca CO.). — Vandet stod 1/9 1910 umiddelbart under Engens Overflade. Paa et Parti af Engen, der ligger paa Overgangen mellem Dyndeng og Græsmose, og som paa Kortet er betegnet med Tal- lene 4, 5 og 6, findes folgende Vegetation. Festuca rubra er her dominerende, og i Henhold hertil kan Engen kaldes Festuca rubra-Eng; men nesten ligesaa talrige er Briza media og Holcus lanatus. Desuden er folgende Glumiflorer indblandede: Azra caes- pitosa, temmelig faatallig til ret talrig, Poa pratensis, Anthoxanthum odoratum, Cynosurus cristatus, Carex panicea, temmelig faatallig, C. disticha og Luzula multiflora. Ligesom den ovenfor omtalte AT Dyndeng er denne Eng altsaa, aabenbart uden Indflydelse af kun- stig Gødning, en Graminé-Eng; Græsdækket er temmelig højt og meget tæt. Ogsaa her findes Urter i rigeligt Antal: Triglochin palustris, Orchis sp., Ranunculus acer, R. repens, Parnassia palu- stris, Trifolium pratense, temmelig talrig, Alectorolophus minor, til- dels ret talrig, Succisa praemorsa, Leontodon auctumnalis og Cir- sium palustre, enkeltvis. Bunden er en noget dyndet Tørv, hvis kemiske Sammensæt- ning fremgaar af Tabel 1, Nr. 4 (S. 269). Indholdet af organisk Stof og Kvælstof er jo herefter betydelig større end i Dyndengen, men Indholdet af Kali og Fosforsyre mindre; Kalkindholdet er dog i endnu langt højere Grad mindre. Vandet stod 43/9 1910 ca. 30 cm under Engens Overflade. — Den nu i det væsentlige udtørrede Snodstrup Sø ner Øl- stykke paa Sjælland (G. M., 1 9) bestaar dels af Dyndenge, dels, nærmest Afvandingskanalen, af mægtige Arundineta paa næsten tørlagt Bund. Da Dav 1898 besøgte den Syd for Søen liggende Mose (1829, S. 43), eksisterede Søen endnu som Sø; se nærmere nedenfor. Dynd- engenes Vegetation er varierende. Paa nogle Strækninger, vistnok de største, findes en udpræget Agrostis alba-Eng med Phalaris arundinacea, Equisetum fluviatiie etc. Vandet stod paa saadan Eng (°/s 1910) 10—20 cm under Overfladen. Ogsaa Cariceta fore- kommer. Ved den nordlige Ende af den gamle Sø findes saaledes en Carex stricta-Eng. Det paageldende Areal har aabenbart i en længere Aarrække været afgræsset og næppe slaaet. Derved har Tuerne af Carex stricta faaet Lejlighed til i høj Grad at domi- nere. Nærmest Afvandingskanalen slutter Tuerne helt tæt sammen; jo nærmere den gamle Søgrænse, des mere aftager de i Antal og Størrelse. Mellem Tuerne bestaar Vegetationen af Agrostis alba, Glyceria fluitans, Scirpus palustris, Carex rostrata, Eriophorum polystachyum, Menta aquatica o. a. af de paa Dyndenge voksende Urter — | De langs Nørre Aa og Nørre Aa Dalens Søer forekom- mende Dyndenge er tidligere beskrevne under ét (Menrz, 1910, S. 10 o. flg.). En dels gentagen, dels fornyet nærmere Beskrivelse fra enkelte Punkter af Nørre Aa Dalens Omraade meddeles dog her. Hulbæk Søerne (se ovenfor, S. 217) er omgivne af Dynd- enge; de strækker sig næsten helt ind til Matrikulskortenes Søgrænse (af ca. 1880). Betragtes disse Enge indenfor en enkelt radiær Strækning, t. Eks. langs med Bygrænsen mellem Hulbeek Bys og — 248 — Mollerup Bys Jorder, er Rækkefølgen af de forskellige Zoner inde- fra udefter følgende. Ved Kote 4,39 findes gammel, stærkt udgrøf- tet Vældmose. Syd efter gaar den over i Carex panicea- Mose, der er raadende omtrent fra Kote 3,57 til Kote 3,16, hvortil Søen ca. 1800 er gaaet op. Faldet er her, som det vil ses, ret stærkt, og paa andre Punkter omkring den gamle Sø, særlig i Nord- vest, endnu stærkere; der findes en i Marken meget iøjnefaldende Terrassedannelse!). Nedenfor denne afløses Carex panicea-Mosen af en Overgangsmose, hvis Vegetation bestaar af Carex panicea, C. Goodenoughii og Eriophorum polystachyum. Men omtrent ved Kote 2,98 afløses Carex panicea af Carex rostrata, og ovenfor General- stabs Kortets Søgrænse (af 1878) findes Dyndenge, hvor Carex rostrata i Forening med Eriophorum polystachyum og Carex Goode- noughii danner Hovedvegetationen. Udenfor Generalstabens Sø- grænse er Carex rostrata-Engen meget mindre homogen; nær- mest Kote 2,59 er der iblandet større Partier af Carex gracilis, enkelte Vegetationer af Agrostis alba og Glyceria aquatica; Coma- rum palustre er rigelig; en Del Rørsumpplanter: Equisetum fluvia- tile, Rumex hydrolapathum, Hippuris vulgaris, Cicuta virosa, Meny- anthes o.a. findes spredte i Engen, der er en udpræget Gungedannelse og kun vanskelig lader sig betræde. Ud mod de to smaa Søer afløses den af et Bælte af Equisetum o. s. v., en Rørsump, som ovenfor er kort beskrevet (S. 218). Mellem Generalstabens Sggreense (af 1878) og Matrikulskortenes (af ca. 1800) er Carex rostrata—Eriophorum-Enge ganske dominerende. I Forsommeren karakteriseres deres Omraade paa meget anskuelig Maade af de snehvide Fnugduske af Eriophorum poly- stachyum. Disse Enge er gennemgaaende meget urtefattige. Vi betragter endvidere Forholdene ved Thisted Sø. Siden Udfærdigelsen af Videnskabernes Selskabs Kort (1789) og Matrikuls- kortene (ca. 1800) er Bredden af den i Forvejen lange og smalle Sø stærkt aftagen ved Tillanding; nu er den ikke stort andet end et i Forhold til den øvrige Nørre Aa meget bredt Aaløb. Paa Viden- skabernes Selskabs Kort findes i Nordvest en Vig af Søen. Denne er nu, uden al Tvivl ad naturlig Vej, opfyldt af Dyndeng, en typisk 1) Denne maa formodentlig være fremkommet efter en pludselig Sænkning af Vandspejlet i Søen og det omgivende Terræn. Oplysninger herom er søgt i de paagældende Landvæsenskommissionsprotokoller, men uden Resultat. Det Udseende, Søens Afløb har paa Matr.-Kortene, tyder iøvrig paa, at der tidlig er foretaget alvorlige Indgreb i de naturlige Vandstandsforhold. — 249 — Gunge. Hovedmassen er Carex rostrata-Eng, hvor Vandet (inden Reguleringen af Nørre Aa 1910) stod næsten hele Aaret igennem tæt op til Overfladen og til visse Aarstider endog op derover. Foruden af Carex rostrata dannes Vegetationen af Glyceria aquatica, G. fluitans, Agrostis alba, Calamagrostis neglecta og Carex Goodenoughii; des- uden af Caltha, Cardamine pratensis, Comarum, Myosotis palustris, Polygonum amphibium f. terrestre m.fl. Meget fremtrædende er her saa- vel Hypnum intermedium som Acrocladium cuspidatum, der i For- ening danner et sammenhængende Tæppe mellem Fanerogamernes Lysskud. — Indefter gaar Carex rostrata-Engen over i en næsten ren Galamagrostis neglecta-Eng. En Analyse af Jordbunden fra denne Eng findes i Tabel 1, Nr. 5 (S. 269). Heraf fremgaar det, at Dyndet, eller om man vil Torve- dyndet, indeholder ca. 47 %% Aske i Torstoffet og heraf er 40 "fo uoplgselig i 25 lo HCl. Ved en mikroskopisk Undersøgelse af 4 Prøver fra denne Eng er fundet et rigeligt Indhold af Diatomeer, der velvilligst er bestemte af Cand. polyt. E. @srrup. Arterne er følgende"): Amphora ovalis, Anomoeoneis sphaerophora, Caloneis Silicula, Campylodiscus hibernicus, Cocconeis Placentula, Cyclotella comta, Cymatopleura Solea, Cymbella aspera, C. Cistula, ©. Ehren- bergii, C. gracilis, C. lanceolata, C. naviculiformis, C. prostrata, C. tumida, ©. ventricosa, Diatoma vulgare, Diploneis elliptica, Epi- themia Sorex, E. turgida, E. Zebra, Eunotia gracilis, E. parallela, E. pectinalis, Fragilaria bidens, F. capucina, F. construens med Varieteter, F. intermedia, F. mutabilis, F. virescens, Gomphonema acuminatum, G. angustatum, G. constrictum, G. intricatum, G. lanceo- latum, G. parvulum, G. subclavatum, Gyrosigma attenuatum, Hantz- schia amphioxys, Melosira granulata, M.laevis, M. varians, Navicula amphibola, N. anglica, N. bacilliformis, N. Bacillum. N. cuspidata, N. dicephala, N. Gastrum, N. gracilis, N. lanceolata, N. oblonga, N. Pupula, N. radiosa, N. rhyncocephala, N. viridula, Neidium affine, N. amphigomphus, Nitzschia amphibia, N. angustata, N. sigmoidea, N. spectabilis, Pinnularia borealis, P. Brebisonü, P. major, P. stauroptera, P. viridis, Rhoiscophenia curvata, Rhopalodia gibba, R. ventricosa, Stauroneis Phoenicenteron, Stephanodiscus Astraea, Surirella ovalis, S. robusta, Synedra capitata, S. Ulna og Tabellaria flocculosa. Karakteriserende for de 4 Prover er Fragi- laria construens med Varieteter og ÆEpithemia-Arterne. Som ret 1) Nomenklaturen efter Ernst Östrup, Danske Diatomeer, København 1910. = DD à almindelige er Cocconeis Placentula og Synedra Ulna betegnede. Alle de øvrige Arter forekommer i Prøverne spredt eller enkeltvis. Viskum Eng. I en umiddelbart Syd for Viskum Hovedgaard liggende Eng, der støder op til Nørre Aa, undersøgtes Engens Vegetation 1909. Engen er urørt, for saa vidt som den aldrig har været pløjet og er meget lidt udgrøftet. Den har heller aldrig været besaaet og er i de senere Aar ikke kunstgødet; den benyttes til Slæt og derefter til Afgreesning. Fra Aaens Kant til den indre Grænse maaler Engen lidt over 1000 Fod. Heraf omfatter de egentlige Dyndenge i det mindste en Bredde af godt 300 Fod; de følgende 200 Fod op- tages af en Overgangsformation, medens Resten, ca. 500 Fod, er Mose. Dyndengen, der altsaa her indtager en ret betydelig Bredde, usæd- vanlig stor i Sammenligning med Forholdene paa andre Punkter i Nørre Aa Dalen, falder i følgende Zoner: a) Fra Aaens Kant — 24' ind paa Engen. Carex gracilis- Eng med spredt Carex rostrata, Glyceria aquatica, Phalaris arun- dinacea, Caltha og Myosotis palustris. b) Afstand fra Aaens Kant: 24'—27'. Glyceria aquatica- Eng med spredt Calamagrostis neglecta. c) Afstand fra Aaens Kant: 27'—110'. Ved 110’ er Askeind- holdet i Engens Jordbund 50,7 °/o af Torstoffet (Tørring ved 100° C). Aira caespitosa-Eng, der er skarpt afgrænset fra foregaaende Bælte. Azra caespitosa giver ganske dette Bælte dets Karakter. Dog er tillige Calamagrostis neglecta talrig. Ret talrig er: Glyce- ria aquatica, Festuca rubra og Carex rostrata, medens Carex Goode- noughi er faatallig og Holcus lanatus samt Poa trivialis kun forekom- mer enkeltvis. Af Urter kun Ranunculus repens. Ingen eller saa godt som ingen Mosser. d) Afstand fra Aaens Kant: 110’—210'. Ved 210’ er Aske- indholdet 41,55 °/o af Torstoffet. Aira caespitosa—Carex ro- strata-Eng. Aira caespitosa og Carex rostrata er begge talrige, Festuca rubra og Poa trivialis temmelig talrige, medens Calama- grostis er saa godt som forsvunden. Agrostis alba, Holcus lanatus og Carex Goodenoughii forekommer alle, men er kun faatallige. lovrig: Ranunculus repens, Caltha, Comarum og Acrocladium cuspi- datum. e) Afstand fra Aaens Kant: 210'—310'. Ved 310’ er Aske- indholdet 42,4 "Jo. Aira caespitosa—Festuca rubra—Carex Goodenoughii-Eng. De tre Arter, der danner Hovedmassen af Engens Vegetation, er aabenbart ens talrige. Hverken Carex rostrata eller Calamagrostis neglecta spiller nogen Rolle. Igvrig forekommer mere eller mindre spredt: Holcus lanatus, Poa trivi- alis og P. pratensis, Ranunculus repens, Caltha, Comarum, ret tal- rig, Alectorolophus minor, Pedicularis palustris, Climacium dendroi- des og Acrocladium cuspidatum. Om Vandstandsforholdene i Dyndengen og den indenfor liggende Mose samt dennes Vegetationsforhold, se nedenfor S. 277. — De øvrige Dyndenge langs Nørre Aa er nok saa hyppig Carex rostrata- Enge, som dog ikke indtager nogen syn- derlig Bredde og alt- saa hurtig gaar over i Mose. — Dyndenge langs Skals Aa (S. 224). Indenfor Rørsumpene begyn- der de første, mest | N else Dyndenge, fr * 7 To TAT N \ som paa forskellige srt Eng TT au Sof ‚Am? Punkter i Aadalen AS Gurver — Sdegn Mbaalestoh. er sammensatte paa | 4 :40.000 forskellig Vis Det er UC == un. En især Carex gracilis Fig. 7. Parti af Engene ved Skals Aa, og C. rostrata, der er Syd for Holmegaard. Jvfr. Teksten. fremherskende; men det synes, som om den sidste Art er nok saa hyppig ved den øvre Del af Løbet, medens Carea gracilis er dominerende, saa snart Løbet opnaar større Bredde. Under alle Omstændigheder danner de begge Bælter, der dog sjælden i Skals Aa Dalen er af nogen synderlig stor Bredde, kun faa m. Størst Udstrækning har Carex gracilis-Engene. Ikke sjælden findes Partier, der tidligere var Bugter af Aaen, men nu, især ved Hjælp af Carex gracilis, er for- vandlede til nogenlunde fast Eng. Den gennemvæver det af Aaens Vand afsatte Materiale og Diatomédyndet med sine Rhizomer, og efterhaanden bliver Engen stedse mere og mere fast, saa fast, at den lader sig meje. Et enkelt Eksempel paa en Landvinding ved denne Plantes Hjælp skal her nævnes. Paa Strækningen Løvel Bro—Ejstrup Bro, omtrent ret Syd for Holmegaard (G. M., O 20), fandtes 1902 Nord for Aaen en meget smal Engkrog (Fig. 7), hvor Forholdene var ret ejendommelige; de er nu ved Krogens Gennemskering, Opfyldninger m. m. ændrede. Paa den i Nordøst (mod Strømmen) vendende Del af Engkrogen fandtes en ret stejl Brink og straks indenfor den sædvanlige Aira caespitosa-Eng (hvorom nedenfor); Brinken var fremkommet ved Strammens Erosion, der paa et tidligere Tidspunkt vistnok havde været stærkere end i 1902. Strømmen havde utvivlsomt aflejret en Del af det borteroderede Materiale paa Spidsen af Engkrogen, en anden Del paa Spidsen af den følgende Engkrog, men tillige havde den i sin Tid dannet en stor ,Bagskæring“ paa den sydvestlige Side af den smalle Engkrog. Derefter maa denne Erosion have tabt i Styrke, ti Bagskæringen var i alt Fald i 1902 udfyldt af en Carex gracilis-Eng, hvor Carex gracilis var næsten eneraadende; dog fandtes tillige: Equisetum fluviatile, Glyceria aquatica, Caltha, Cardamine pratensis, Pedicularis silvatica, Myosotis palustris og ret rigelig Hyp- num giganteum. Paa andre Punkter har jeg i Stedet for Carex-Enge indenfor Rorsumpen fundet smaa Partier af Enge, hvis Hovedkomponent var Poa trivialis, der her optraadte i en overordentlig kraftig Form. En saadan Poa trivialis-Eng, ca. 1m bred, bestod desuden af Glyceria aquatica, Alopecurus geniculatus, Carex rostrata, Rumex acetosa, iringe Mængde, Myosotis palustris og Cardamine pratensism. fl. Indenfor de yderste, fugtigste Dyndenge følger paa de saa- kaldte Engkroge meget vel udprægede Aira caespitosa-Enge, som ad naturlig Vej giver en kvantitativt ret anselig Høafgrøde; de slaas ofte to Gange aarlig og afgræsses derefter. Engkrogene eller Aakrogene er de i Almindelighed lavt liggende Partier af Aadalens Enge, der omsluttes af en Krumning af Aaen, og som let oversvømmes fra Vinterens Begyndelse til ind i For- aaret. Jordbunden er eni Hovedsagen af Diatoméer dannet Dynd- art (,Klæg“), i hvilken der ofte findes aflejret Sand og andet til- skyllet Materiale; Sandet forekommer meget almindelig i ganske tynde Lag. Bunden er meget fast. I fugtig Tilstand er Dynd- jorden mørkegraa og ,fedtet“, i tør Tilstand lysere graa eller graa- hvid, og den har da tabt sin fedtede Karakter. Muldvarpe færdes hyppig paa Engkrogene, hvor Regnorme forekommer i rigelig Mængde; bl. a. af denne Grund antager de øverste Jordlag ofte et stærkt muldet Pr&eg!). Den kemiske Sammensætning af Aira caespi- tosa-Engens Jordbund i Skals Aa Dalen fremgaar af de i Tabel 1) Aira caespitosa-Engene er derfor (MENTz, 1902, S. LVI) benævnt ,Muldenge". — 253 — 1, Nr. 6 og 7 (S. 269) meddelte Analyser. Askeindholdet er, særlig i Overfladen, meget stort, og formentlig som Følge deraf er Vand- indholdet betydelig ringere end i mindre askerige Dyndjorder eller i Mosejord. De i 25 %/o HCl uopløselige Stoffer bestaar væsentlig af Diatoméskaller. (Fra et Par andre Engkroge end de, hvorfra Ma- terialet til Analyserne er taget, har Cand. polyt. E. Østrur velvil- ligst bestemt Diatoméfloraen, hvis Sammensætning det dog vil føre for vidt at nævne). Endvidere er Kvælstofindholdet ligeledes betydelig ringere end i de mindre askerige Dyndjorder og i Mosejord. Aira caespitosa-Engen er i Hovedsagen en Graminé-Eng. For- uden af den karakteriserende Art bestaar den af Festuca rubra, Poa pratensis, Agrostis alba, Anthoxanthum odoratum, Holcus lana- tus, Poa trivialis, Calamagrostis lanceolata, Phalaris arundinacea, Glyceria aquatica, begge i lave Former og pletvis, Bromus race- mosus og Alopecurus geniculatus. Af disse er især de to først nævnte Arter af Betydning, tildels ogsaa Agrostis alba. Aira selv er nermest Krogens Spids mest kraftig udviklet; dens Tuer aftager kendelig i Storrelse og Fylde indefter. Mellem Graminéerne er en Del Cyperacéer indblandede, saaledes især: Carex Goodenoughit, C. disticha, C. rostrata og C. gracilis, der paa lavere Steder kan danne særskilte Facies indenfor Aira-Engen; endvidere: Carex pa- nicea, som dog forekommer i kun ringe Mengde, og Eriophorum polystachyum. I Forhold til Glumiflorerne spiller Stauder o. a. Urter i Almindelig- hed ingen større Rolle. Af de nedenfor nævnte Arter optræder som oftest kun enkelte; de med fremhævet Sats anførte er de hyppig- ste og de Arter, der tillige optræder i størst Mængde. Iris pseuda- corus, pletvis og reduceret, Rumex acetosa, Coronaria flos cuculi, Cerastium caespitosum, Caltha, Trollius, Ranunculus repens, R. acer, R. flammula, Cardamine pratensis, Filipendula ulmaria, Geum rivale, hist og her i Mengde, Trifolium repens, T. pratense, Vicia cracca, Lotus uliginosus, Myosotis palustris, Alectorolophus minor, Pedicularis silvatica, Plantago lanceolata, Valeriana excelsa, Leontodon auctumnalis, Taraxacum intermedium, Cirsium palustre, enkeltvis, og Bellis perennis. — De ovenfor nævnte Bælgplanter findes kun, hvor Græsdækket er svagere. ellis og Plantago lanceolata er kun fundne paa stærkt sandblandet og der- for særlig fast Engbund nær Skals Aaens Udløb. Vedplanter mangler som Regel. Den til en vis Grad forved- dende Comarum palustre er hyppig. — 254 — Mosser spiller ingen synderlig stor Rolle; man kan finde Hyp- num rutabulum, Climacium dendroides og Acrocladium cuspidatum. Indenfor de i det foregaaende omtalte Engtyper langs Skals Aa findes paa adskillige Punkter endnu en Form af Dyndenge, der, ligesom de udenfor liggende, overskylles af Vintervandet. Paa disse indre Dyndenge er Carex Goodenough fremherskende, og de kan derfor med god Grund benævnes Carex Goodenoughii-Enge. Jordbunden her er som oftest Dynd, men iøvrig findes ved Skals Aa talrige Overgangsformer, dels saadanne, som snart nærmer sig de mest udprægede Dyndenge, dels saadanne, som staar Torveengen meget ner og med større Ret gaar ind under Begrebet „Mose“. Om Jordbundens Beskaffenhed giver Analyserne Tabel 1, Nr. 8 og 9 (S. 269) forøvrig Oplysninger. Askeindholdet er ringere end paa Engkrogene; Indblandingen af Diatoméaflejringer er mindre. Med den større Mængde organisk Stof stiger ogsaa Kveelstofindholdet. Foruden Carex Goodenoughii forekommer i de af denne karak- teriserede Enge følgende andre Uyperaceer: Carex gracilis, C. rostrata, C. disticha, C. caespitosa, ©. panicea og Eriophorum polystachyum. Paa Grænsen mellem Carex gracilis-Engen og Carex Goodenoughii- Engen, der ofte træder meget tydelig frem, samt pletvis inde i Carex Goodenoughii-Engen optreeder Carex gracilis talrig. C. disticha kan forekomme i saa stor Mængde, særlig paa Enge langs Aaens nedre Løb, at den er ligesaa talrig eller endog talrigere; i saa Fald kan udskilles en egen Facies: Carex disticha-Engen, som dog ikke indtager noget større Fladerum. Carex caespitosa synes i Skals Aa Dalen særlig at tilhøre Carex Goodenoughii-Engen; den danner her meget skarpt begrænsede Bevoksninger, der baade ved dens ejendommelige Farvetone og derved, at Tuernes faste Dele hæver sig nogle cm over den faste Engbund, er stærkt iøjnefaldende. Intet- steds i Skals Aa Dalen danner den større sammenhængende Bevoks- ninger. Fra Carex panicea-Mosen arbejder Carex panicea sig ind i Engen. De her forekommende Graminéer er: Festuca rubra, Aira caespitosa, Glyceria fluitans, G. aquatica, Phalaris, Hierochloé odo- rata, Agrostis alba, Anthoxanthum, Holcus lanatus, Poa pratensis og Bromus racemosus. Aira caespitosa ses her i Engen aldrig i saa store Tuer som paa Engkrogene, men kan vere ret talrig. Endnu hyppigere er dog Festuca rubra. De mest hygrofile Gresser optræder kun pletvis paa lave Partier; lignende gælder Æquisetum fluviatile. Hierochloé og Bromus racemosus ses især paa Enge ner Aaens Udløb, der dog endnu i overvejende Grad er Geestenge. — 255 — Af Stauder o. a. Urter forekommer følgende Arter: Triglochin palustris, T. maritima, Rumex acetosa, Caltha, Ranunculus acer, R. flammula, Coronaria, Stellaria palustris, Cardamine palustris, Viola palustris, Filipendula ulmaria, Trifolium pratense, T. repens, Par- nassia palustris, sjælden, Hydrocotyle, Myosotis palustris, Alectoro- lophus minor, Pedicularis silvatica, Galium palustre, G. uliginosum, Valeriana excelsa, Leontodon auctumnalis, Senecio aquatica, Bellis, begge nær Fjorden, og Cirsium palustre. Caltha og Leontodon auctumnalis er utvivlsomt særlig karakteristiske. Naar den første blomstrer, er den indre Grænse for Carex Goodenoughii-Engen markeret paa meget iøjnefaldende Maade; E. Rostrup (1879, S. 12) fortæller fra en sydfynsk Aa, at ,Tusinder af Kabbeleje om Foraaret farver de om Vinteren oversvømmede Enge livligt gule”. Iøvrig er denne Engtype ret fattig paa „Urter“; særlig gælder dette den af Carex disticha dannede Facies. Triglochin maritima er naturligvis særlig hyppig nær Fjorden. Comarum palustre er almindelig, men som Regel meget min- dre kraftig end i stærkere vandholdigt Milieu. Blandt egentlige Vedplanter har jeg i Skals Aa Dalen kun truffet Salix repens, der dog er uden videre Betydning. Medens Aira-Engen er fattig paa Arter og Individer af Mosser, optræder saadanne ofte rigelig indenfor Carex Goodenoughii-Engen ; Arternes Antal er dog ej stort. De vigtigste er: Acrocladium cuspida- tum, Hypnum intermedium, Climacium, Hylocomium squarrosum. — Dyndenge langs Herningsholm Aa, paa en Strakning mellem Skibbild og Nøvling, udmærker sig ved, at Hierochloé odo- _rata enten alene eller i Forening med Aira caespitosa danner Hoved- vegetationen. I saadanne Hierochloé—Aira caespitosa-Enge, hvor Vandet staar nær op til Overfladen, selv langt ind Foraaret, findes desuden: Agrostis alba, Calamagrostis lanceolata, Carex Goodenoughii, C. rostrata, Rumex acetosa, Ranunculus repens, Pedi- cularis sp. og Acrocladium cuspidatum i Mengde. Jordbundens Beskaffenhed fremgaar af Tabel 1, Nr. 10 (S. 269). — Meget smukke og ret udstrakte Former af Dyndenge findes langs det øvre Løbet Stykke Øst for Vejen Herning—Holstebro. Det er her snart smalle Carex gracilis-Enge, snart meget bredere Graminé-Enge, der er de fremherskende. Som et Eksempel kan anfores en Glyceria aquatica-Eng, hvori foruden Hovedplanten Calamagrostis lan- ceolata, Phalaris arundinacea og Pou trivialis, alle henved 90 cm høje, er talrige; af Urter findes meget faa, væsentlig kun Rumex — 256 — acetosa og Filipendula ulmaria, begge meget spredt. Paa andre Lokaliteter er enten Calamagrostis lanceolata eller Phalaris arun- dinacea de dominerende, og det er ofte paafaldende, saa skarpt de enkelte Former af næsten rene Graminé-Enge staar overfor hver- andre. At Vandet paa disse Enge findes meget nær Overfladen, selv om Sommeren undertiden over, er kun, hvad man kan vente. — Parti af Gjern Aas Enge. Gjern Aa, Afløbet fra Søby Sø ved Hammel, forener sig ved Sminge med Gudenaa. Den har stærkt Fald og derfor et meget bugtet Løb. Paa en af de talrige Engkroge mellem Gjern og Sminge har jeg (Septbr. 1909) undersøgt Rækkefølgen af de m. H. t. Jordbund og Vegetation forskellige Facies fra Engkrogens Spids til den indre Grænse for Engarealet; Optegnelser er gjorte i en Af- stand fra Aaen af 3, 30, 60, 90, 120 og 150 m (se Fig. 8, hvor den stiplede Linje angiver den undersøgte Engstrækning). FH Sang Lai Suef Ca. 3 m. Vegetationen [kaos 240 Curver- Aderrbad—Seravid | Lestaar her væsentlig af Agro- EI = [ad] Hgjdeall. pier ie stis alba, Festuca rubra og a — er | Aira caespitosa; desuden af Festuca pratensis, Poa pra- tensis, Holcus lanatus og Carex Goodenoughii. Engen er saa- ledes udpræget Graminé-Eng og kan bedst betegnes som Agrostis alba-Eng. Iovrig forekommer: Rumex acetosa, Caltha, Ranuncu- lus repens, Coronaria, Filipendula ulmaria, i Mengde, Trifolium pratensis, enkeltvis, Leontodon auctumnalis, Taraxacum sp. Mosser mangler. Vandet stod ikke til Overfladen. Bunden er fast (om dens Beskaffenhed se nedenfor). Ca. 30 m. Agrostis alba—Aira caespitosa-Eng, 1 det hele af omtrent samme Sammensætning som foregaaende. Hist og her en Del Aylocomium squarrosum. Heller ikke her stod Vandet til Overfladen. Bunden fast. | Ca. 60 m, d. v.s. langs den indre Grænse for Engkrogen. Aira Fig. 8. Parti af Gjern Aas Enge mellem Gjern og Sminge. Jvfr. Teksten. caespitosa--Agrostis alba-Eng med en rigelig Indblanding af Glyceria fluitans; desuden Holcus lanatus og Carex Goodenoughii. Ranunculus repens optræder her i meget stor Mængde; iøvrig: Rumex acetosa, R. hydrolapathum, enkeltvis, Caltha, Coronuria, Filipendula ulmaria og Equisetum fluviatile. Mosser mangler. Van- det stod her til Overfladen. Bunden er blødere end paa de fore- gaaende Steder. Ca. 90m, d.v.s. indenfor Engkrogens Basis. Glyceria flui- tans-Eng med kun enkelte Azra caespitosa; iøvrig: Agrostis alba, Phalaris arundinacea, Carex Goodenoughii, Ranunculus repens i rigelig Mængde, R. flammula, Filipendula ulmaria og Equisetum fluviatile. Saavel Acrocladium cuspidatum som Astrophyllum cuspi- datum var. elatum forekommer, men ej i stor Mængde. Vandet stod til Overfladen, Bunden er blød. Ca. 120m. Carex rostrata-Eng, hvori foruden Carex rostrata findes: Carex disticha, C. Goodenoughü, C. panicea og Eriophorum polystachyum. Engen er afgjort Cyperacé-Eng; af Græsser findes kun Festuca rubra, Holcus lanatus og Agrostis canina. lovrig: Caltha, Cardamine pratensis, Comarum, Filipendula ulmaria, Menyanthes og Pedicularis silvatica. Acrocladium er talrig, Clima- cium mindre rigelig tilstede. Vandet stod til Overfladen, dog knapt saa højt op som paa foregaaende Eng. Bunden er blød. Ca. 150m. Næsten typisk Carex panicea-Mose, i hvilken dog Carex rostrata, C. Goodenoughii og C. disticha ses; af Græsser: Sieglingia, Briza og Festuca rubra. Endvidere forekommer Equi- setum fluviatile, Iris pseudacorus, enkeltvis, Triglochin palustris, Ranunculus acer, À. flammula, Viola palustris, Cardamine praten- sis, Frlipendula ulmaria, Parnassia, talrig, Angelica silvestris, enkelt- vis, Menyanthes, Menta aquatica, Leontodon auctumnalis og Cirsium palustre. Af Mosser findes næsten kun Hylocomium squarrosum, men den er dog ikke særlig fremtrædende. Vandet stod nær Over- fladen, skønt lavere end paa de nærmest foregaaende Punkter. Bunden temmelig blød. Jordbundens Beskaffenhed i de forskellige Afstande fra Aaen frem- gaar af omstaaende Oversigt, idet det dog bemærkes, at Distinktionen mellem Ler og Dynd, Dynd og Tørv er vanskelig at træffe uden Analyse: Paa det her heskrevne Omraade findes aflejret et vistnok usædvanlig rigeligt Materiale af Sand og Ler; de egentlige Dyndenge begynder altsaa først med den ovenfor omtalte Glyceria-Facies i en Afstand fra Aaen af ca. 90 m; den afløses indefter af Carex Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 17 — 258 — TS 30 60: lia 296 120 | 150 fra Aaen i m: | | | I Dybde af | iat Ai | 0,20 m Blanding |) Blanding 4 79 me ') Dynd- | \ af Sand af Sand \ lidt Sand | fn | blandet | 0.40 - J og Ler og Ler À Ler, lyst | pee Tøv | 4 | graat | ee (Tory i | 2 | Dy nd- | | 0,80 - |. Sand Sand | «Ler, ER nn Torv | | | | | Torv | 1,00 - | rostrata-Eng, som endnu længere inde gaar over i Carex panicea- Mose. — Desværre haves intet Fladenivellement fra det paageel- dende Omraade; man vilde derigennem have kunnet konstatere, hvorvidt Formodningen om, at Engkrogen er højere liggende end Engen indenfor, er rigtig eller ej; Forskellen er naturligvis ikke stor. Sluttelig skal omtales nogle spredte Iagttagelser fra Engkroge langs forskellige jyske Aaer. — Den store Engkrog ved Hansted Aa, lige Øst for Skellet for Bygholm Enge (G.M.,L 10), er en ud- præget Aira caespitosa-Eng, tilsyneladende lidt højere end den indenfor liggende Mose. Azra danner overordentlig kraftige Tuer. Iøvrig forekommer Carex gracilis, enkeltvis, Agrostis alba, Holcus lanatus, Festuca rubra, Poa pratensis, Rumex acetosa, Ranunculus repens, enkeltvis, Geum rivale og Leontodon auctumnalis. Stau- dernes Antal er ikke stort, hverken hvad Arter eller Individer an- gaar. Dette Aira caespitosa-Belte strækker sig højst 60m ind fra Aaens Kant, hvor det mødes med Mose. Agrostis alba findes kun i større Mængde nærmest Aaen, indtil en Afstand fra dens Kant af ca. 6m. Jordbunden er paa Engkrogen Dynd, men fast og i Over- fladen af den sædvanlige storgrynede Struktur. Engkrog ved Lilieaa ved Hinnerup (G. M., I og J 15). Her bekræftes smukt den Regel, som tydeligvis gør sig gældende langs de stærkt bugtede Aaløb, at Engkrogen er højst paa den mod Strømmen rettede Side, hvor der ofte foregaar en mere eller mindre intensiv Erosion, lavest paa den nedad vendende Side (fra Strømmen), hvor der tværtimod sker en Landdannelse. Som Følge heraf er Vegetationen ogsaa noget forskellig paa de to Sider. Paa den højeste Side af Engkrogen findes helt ud til Aaen fast Eng med Agrostis alba, Aira caespitosa, Festuca rubra, Holcus lanatus, Carex Goodenoughii, C. panicea, enkeltvis, Caltha, smaabladet, Cardamine — 959 — pratensis, Viola palustris, Filipendula ulmaria, Trifolium pratense og T. repens. Paa den laveste Side af Engkrogen ses yderst et smalt Bælte af Carex rostrata, og indenfor dette en blød Festuca rubra-Eng med Atra caespitosa, Carex rostrata, spredt, Caltha, Epilobium palustre og Lotus uliginosus, i det hele faa Stauder, men en rigelig Mængde Climacium. Den lavere Del af Krogen gaar jævnt over i den højere. En Eng ved Uggerby Aa, ca. 300 m i Vest for Knudsholm (G. M., I 33) og ca. 30 m Syd for Aaen, har en særlig Interesse paa Grund af det forholdsvis store Indhold af Fosforsyre (se Tabel 1, Nr. 12). Engens Vegetation bestaar i Hovedsagen af Graminéer, nemlig: Ægrostis alba, Poa pratensis, Phalaris arundinacea og Alopecurus geniculatus. De i Græsdækket forekommende Carex _disticha og C. Goodenoughii er uden synderlig Betydning. Urte- Vegetationen frembyder ingen Interesse. En Række meget ensartede Engkroge langs Simested Aa fra Abildvad til et Punkt Sydøst for ,Dyngen* (G.M., N 21) har, i Henhold til Undersøgelse Aug. 1903, følgende Vegetation. Paa alle Kroge raader en udpræget Graminé-Eng, bestaaende af Agrostis alba, Glyceria fluitans, Aira caespitosa, Festuca rubra, Poa pra- tensis, Anthoxanthum og Holcus lanatus; af Gyperaceer kun Carex Goodenoughii. Urterne er: Rumex acetosa, Ranunculus repens, Cal- tha, Comarum, Trifolium repens og Leontodon auctumnalis. Skønt Bunden er fast, forekommer endnu Equisetum fluviatile hist og her. Det vigtigste Mos er Climacium dendroides. — En Gennemsnits- analyse af 5 Prøver fra saadanne Engkroge har givet det i Tabel 1, "Nr. 13 anførte Resultat (S. 269). Af de i det foregaaende nævnte Eksempler fremgaar allerede Dyndengens floristiske Sammensætning. Bedre Overblik faar man dog gennem den nedenfor anførte Sammenstilling af de i Dyndengen almindeligvis fundne Plantearter (de vigtigste er frem- hævede). Glyceria aquatica Agrostis canina — fluitans Festuca rubra Phalaris arundinacea Hierochloë odorata Poa trivialis Holcus lanatus — pratensis Calamagrostis lanceolata Aira caespitosa — neglecta Agrostis alba Anthoxanthum odoratum 175 Bromus racemosus Alopecurus geniculatus Carex caespitosa — disticha — Goodenoughii — gracilis — panicea — panniculata — pseudocyperus — stricta — rostrata ~~ vesicaria Eriophorum polystachyum Juncus filiformis — lamprocarpus Equisetum fluviatile Triglochin maritima — palustris Iris pseudacorus Rumex acetosa Polygonum amphibium f. terrestre Cerastium caespitosum Stellaria palustris — uliginosa Coronaria flos cuculi Caltha palustris Trollius europaeus Ranunculus acer — flammula — repens Cardamine pratensis | Viola palustris Filipendula ulmaria Geum rivale Hope Comarum palustre Argentina anserina Lotus uliginosus Trifolium pratense -— repens Vicia cracca Epilobium palustre Lythrum salicaria Hydrocotyle vulgaris Peucedanum palustre Lysimachia thyrsiflora Myosotis caespitosa —- _ palustris Alectorolophus minor Pedicularis palustris — silvatica Menta aquatica Menyanthes trifoliata Galium palustre — uliginosum Valeriana excelsa Cirsium palustre Achillea millefolium Bellis perennis Senecio aquaticus — Jacobaea Taraxacum intermedium Leontodon auctumnalis Salix aurita — cinerea — pentandra — repens Myrica Gale Oxycoceus palustris. Mellem Karplanterne findes folgende Mosser. Acrocladium cuspidatum Hypnum cordifolium Astrophyllum cuspidatum var, — elodes elatum — giganteum Bryum ventricosum — intermedium Glimacium dendroides Tee Hylocomium squarrosum Marchantia polymorpha. Muligvis bør efter yderligere Undersøgelse endnu andre Arter henregnes til Dyndengens Flora, men det maa dog antages, at de ovenfor anforte Lister omfatter Hovedmassen af de indenfor denne Formation optrædende Planter. — Likener mangler ganske. Med en Begrænsning af Formationen ,Dyndeng“ og med en nermere Betragtning af dens vigtigste Facies for Øje har jeg forsøgt en Orientering i den Del af Litteraturen, der behandler Vegetationen paa Arealer af lignende Karakter; en saadan har dog desværre vist sig ret frugteslos, ti den nord- og mellemeuropæiske Litteratur indeholder i alt Fald tilsyneladende kun lidt om Dyndenge eller rettere: Skildringen af Vegetationen paa Arealer, der muligvis tør paralleliseres med de ovenfor givne Eksempler, er saa vag m. H. t. Jordbundens Beskaffenhed, at Sammenligningsgrundlaget dermed bliver ret usikkert. Trods denne Vanskelighed kan dog anføres følgende. I sine sammenlignende Bemærkninger udtaler J. J. STEENSTRUP (1841, S. 53): „Äjermoserne ere ialmindelighed dannede af Græsser, Halvgræsser og Siv (Arundo, Carices, Junci) og andre Kjærplanter (Iris, Sparganium etc.), hvis talrige og tætstaaende Stængler og Blade aarlig nedfalde paa og nedsænkes i den sure og fugtige eller vanddækkede Mosebund, og senere, ved at unddrages Luftens Indflydelse, undergaae en Gjæringsproces og danne Tørv- massen". STEENSTRUP gennemfører ikke, hvad ej heller kunde ven- tes, nogen skarp Distinktion mellem Rørsump, Dyndeng og hvad han (S. 54) kalder ,Kjærenge, der omtrent have den samme Vege- tation, fornemlig af Carices, men ere saa lidet fugtige, at ingen Tørv- masse længere dannes". Hvad her er kaldt Rørsump og Dyndeng svarer altsaa nærmest til Strenstrup’s ,Kjærmose“, medens hans ,Kjæreng“ vil svare til, hvad senere heni Tiden er kaldt Lavmose, her Græsmose eller Tørveeng. At Tørvedannelsen med denne For- mation ingenlunde er standset, som af Sreenstrup fejlagtig angivet, er et Spørgsmaal, vi jævnlig vender tilbage til. Fra Sumpe Sydøst for Pesth har A. Kerner (1858) leveret en kort Skildring af den af ham benævnte ,Zsombék-Moor*. Han siger desuden: „Mir ist durch diese gestrige Excursion ein neues Licht uber die Geschichte des Griinlandsmoore aufgegangen. Die Wasserpflanzen bereiten den Boden fur Phragmites, welches an- fanglich schwimmende Inseln, später festhaftenden Rohrwald bil- det. Phragmites bereitet weiter den Boden für die Riedgräser. — 262 — Siedeln sich Riedgråser an, welche Stolonen treiben, so entsteht eine zusammenhangende Vegetationsdecke, siedelt sich Carex stricta an, so entsteht die eigenthümliche Vegetationsform, die ich mir nach dem ungarischen Namen Zsombek-Moore zu benennen erlaube“. KERNER beskriver og afbilder smukt de mægtige 4' høje Tuer af Carex stricta. Bortset fra det rigtige i Krrner’s Syn paa de første Stadier i Udviklingen af „Grünlandsmoor“!) er dog hverken den , Vegetationsform“, han kalder Zsombek-Moor, eller det sammen- hængende Vegetationsdække, der dannes af Carices med krybende Rhizomer, Mose, men uden al Tvivl forskellige Facies af Dyndeng. PokorNny, som optog Kerner’s Terminus, har flere Steder om- talt Zsombék-,Moser“: det kan bemærkes, at han (1861, S. 65) angiver ,die torfige Unterlage“ i saadanne som sædvanligvis meget ringe. „Die Zsombekmoore gehen nach der Austrocknung gewöhn- lich in Wiesen ohne Torfbildung über. Ein solches Moor kann da- her als Torfmoor nur insoferne betrachtet werden, als die ab- gestorbenen Rasenstöche selbst den Brennstoff abgeben“ 2). Heller ikke Lorenz’ Udtryk „Röhricht-Moor“ er heldigt. En anden Q@striger, S. Reıssek, har omtrent samtidig givet en vistnok solid, men ret upaaagtet Skildring (1859) af de af Arundo phragmites dannede Vegetationer langs Donau, hvorunder han be- skriver de forskellige (8) Stadier i Udviklingen fra Rorsump til „Eng“. Til Jordbundens Beskaffenhed tager han dog i sin Om- tale intet som helst Hensvn. C. A. WEBER, der har udarbejdet den tidligere nævnte Over- sigt over Sammensætningen af det naturlige Græsland i Vest-Holsten og tilgrænsende Landomraader (1892), deler Geestlandets Forma- tioner væsentlig efter Grundvandstandens Højde i 7 Subformationer, der benævnes efter den herskende Planteart. Saaledes finder man hos WEBER en „Subformation der Carex gracilis", som i størst Ud- strækning forekommer ,in den tiefer gelegenen Teilen der Nieder- ungen, welche den bis in das Frühjahr hinein währenden Winter- überschwemmungen ausgesetzt sind und selbst in Sommer sich nur unbedeutend über den Wasserstand erheben (höchstens 0,1 m). Als breiter Streif begleitet sie den unteren Lauf der Flüsse und 1) Se ogsaa PokornY (1859, S. 87) og Kerner (1863, S. 62, S. 72—74). >) Trods denne Poxorny’s Erkendelse finder man dog endnu i de sidste Aars Litteratur Betegnelser som „Rohrmoor“, ,,Rohrsumphmoor“ (AHLFVENGREN, 1904) og „Sumphmoor“ (Potonié, 1909) — Betegnelser, der uden Tvivl intet har med ,,Mose“ at gøre udover, at de er forberedende Stadier. — 263 — Auen, flusswårts in eine Schilfrohr- oder Binsenformation über- gehend, landeinwärts sich mit der Subformation der niederen Ca- rices mischend“. WEBER beskriver derefter Engens Fysiognomi og floristiske Sammensætning paa en Maade, der svarer til det Ind- tryk, jeg har faaet af Carex gracilis-Engen i Danmark. Derimod glipper Ligheden, hvor Weger taler om den med afdøde Plantedele bedækkede, gyngende ,Moorboden*; det synes tvivlsomt, at Bun- den paa de af ham undersøgte Lokaliteter virkelig skulde være Mosebund; Carex gracilis optræder vel paa forskelligartet Bund, saaledes i Danmark t. Eks. i Skern Aa Deltaet, hvor Jordbunds- forholdene er overordentlig vekslende; hyppigst vil den dog være knyttet til Dyndbund, og jeg kan sige, at jeg aldrig har fundet virkelig udpræget Carex gracilis-Facies paa Mosebund. Heller ikke E. WarminG har udsondret Dyndengen som en sær- skilt Formation; den indgaar saa vel i „Plantesamfund“ som i de senere Udgaver af samme (1902, 1909) dels under ,Rgrsump“, dels under ,Lavmose". Saa vidt mig bekendt udsondredes Dyndengene først som selv- stændig, fra den indenfor liggende Mose forskellig Formation i mit Forsøg paa en Anskueliggørelse af Vegetationens Optræden inden- for Skals Aa Dalens Humusarealer (1902); de benævntes dog her »Egentlige Enge (Muldenge)*, medens senere (1910) Udtrykket „Dyndenge“ blev foretrukket. Hos Fria og Scurérer (1904) henføres de yderste af Dynd- engens Bælter, saaledes det ScarôTer-Kircaner’ske Magnocaricetum, dels til Rorsumpen (S. 49), der dog indgaar under „Verlandungs- bestande*, dels til ,Flachmoorbestande* (S. 65); efter de to Forfatteres Anskuelse er en sluttet Gronsver („Rasen“) uden aabne Vandflader Kendetegnet paa, at Landdannelsen er bragt til Ende, og Mosens Bestande nu de raadende. Altsaa heller ikke hos disse med Moserne særlig fortrolige Forfattere er Dyndengen be- tragtet som en selvstændig Formation og klart udskilt fra Torve- engen. C. H. Ostenretp (1905) opstiller for Gudenaa-Engenes Vedkom- mende en Planteformation ,Engene“, der atter deles i 3 Under- afdelinger: ,Græsmoser“, ,Græsenge“ og ,Sumpenge“. De to sidste Underafdelinger gaar begge ind under, hvad her og tidligere (1910) er kaldt Dyndenge. Naar dette sidste Navn foretrækkes, beror det paa, at Jordbundens Karakter derigennem er markeret, hvilket ingenlunde er uden Betydning; desuden kan ,Sumpenge og ,Gras- — 264 — enge“, som i Folge C. H. Ostenretp begge har en ikke-tørveagtig, men henholdsvis ,mudret* og „muldet“ Bund, overhovedet vanske- lig betragtes som korrelative Begreber. Det er iøvrig næppe rigtigt, naar OSTENFELD (S. 381) mener, at ,Græsengene“ skulde være fremkomne af ,Gresmose* ,ved Afgrøftning og anden Kultur“. Saavel Græsenge som Gr&smoser er i lige Grad „oprindelige“, men de sidste repræsenterer et senere Stadie i Engdragets Udvikling end de første. H. Pavr (1910) opstiller som den første af „Flach- oder Wiesen- moorbestände“ en „Formation des Magnocaricetums“, hvorunder han siger: „Die Grossseggenbestände sind die ersten wirchlich auf Moorboden auftretenden Bestände; sie können sich zwar.... auch an der Verlandung beteilen, es gibt aber zahlreiche Fälle, in denen das Magnocaricetum durchaus auf Moor stockt“. Denne Udtalelse beleegges slet ikke med Beviser, og det er næppe troligt, at Mag- nocaricetet i Bayern i mindre Grad er knyttet tilden dyndede Bund end i Danmark; det kan derfor ikke med Rette henfores til „Flach- moor®. — Dyndengens Karakteristik er ovenfor (S. 237) kortelig antydet og dernæst belyst gennem en Række Eksempler. Herefter synes Dyndengens Plantevækst maaske ret broget, idet der indenfor dens Omraade er konstateret adskillige Facies, betegnede ved den frem- herskende Planteart. Men disse Facies optræder dog med ret stor Regelmæssighed, ofte skarpt sondrede fra hinanden og sikkert i første Række bundne til Vandstandens forskellige Højde, selv om de her raadende Forskelligheder. kun er minimale. Nogen al- deles konstant Rækkefølge af samtlige Dyndengens Facies lader s dog næppe paavise. Dette vilde vel være muligt, om de alle var repræsenterede paa hver enkelt Lokalitet; men, som det fremgaar af de ovenfor skildrede Eksempler, er noget saadant slet ikke Til- fældet, idet der som Regel kun forekommer nogle faa Facies; hvilke disse Facies er, synes "*estemt af rene Tilfældigheder. Forgvrig bør det fremhæves, at der synes at gøre sig ikke uvæsentlige Forskellig- heder gældende mellem Dyndenge langs Aaløb og langs Søbredder. Paa Grundlag af mine Iagttagelser langs Bredderne af danske Søer kan der indenfor Rørsumpen træffes følgende Facies af Dyndenge. 1) Glyceria fluitans-Facies 3) Eriophorum polystachyum- 2) Carex rostrata-Facies Facies — 265 — 4) Calamagrostis neglecta-Facies 8) Carex Goodenoughii-Facies 5) Carex stricta-Facies 9) Calamagrostis lanceolata- 6) Agrostis alba-F acies Facies 7) Festuca rubra-Facies 10) Carex panicea-Facies Af disse 10 Facies —— muligvis kan træffes endnu flere — er 1) den mest hygrofile, medens 10) stiller det ringeste Krav til Fugtighed. lovrig er, som allerede nævnt, den mellem de forskel- lige dominerende Plantearter raadende Forskel i Fordring til Fug- tighed kun ringe, og den her opstillede Rækkefølge af Facies kan ikke betragtes som svarende ngjagtig til de virkelige Forhold. En noget større Anskuelighed opnaas, om de nærmest sam- hørende Facies forenes til Associationer. Af saadanne kan op- stilles en Garex rostrata-Eng, hvorunder i Almindelighed kan henregnes Facies 1), 2), 3) og 4), en Agrostis alba-Eng, hvor- under Facies 5), 6) og 7), og en Carex Goodenoughii-Eng, hvorunder Facies 8), 9) og 10). Rækkefølgen af disse 3 Associa- tioner tilkendegiver ganske godt de respektive Krav til Vandstandens Højde. De vigtigste af de Dyndengene langs Aalobene sammensæt- tende Facies er i Henhold til mine lagttagelser følgende. 1) Carex gracilis-Facies 8) Aira caespitosa-Facies 2) Glyceria aquatica-Facies 9) Festuca rubra-Facies 3) Phalaris arundinacea-Facies 10) Carex disticha-Facies 4) Glyceria fluitans-Facies 11) Carex Goodenoughii-Facies 5) Carex rostrata-Facies 12) Calamagrostis lanceolata- 6) Calamagrostis neglecta-Facies Facies. 7) Hierochloé-Facies Medens nogle af disse Facies genfindes paa Dyndenge inden- for Sgernes Bredder, er der andre, som i deres fulde Udvikling utvivlsomt kun træffes ved Aalgb; dertil hører saaledes de meget karakteristiske Carex gracilis-Facies og Aira caespitosa-Facies. En vel udviklet Carex gracilis-Facies træffes efter min Erfaring kun ved Aabredder, særlig hvor Aaløbene antager større Bredde. Dette stemmer med WeBer's Udsagn (1892). Og under Afsnittet „Ver- landung stehender Gewässer“ nævner FRÜH og SCHRÖTER (1904, S. 53), at ,C. acuta ist am håufigsten långs der Båche und Flisse; sie scheint langsam fliessendes Wasser vorzuziehen und fehlt auf dem — 066 52 Hochmoor“. I lignende Retning havde STEBLER og SCHRÖTER alle- rede tidligere (1892, S. 169) udtalt sig. Den typiske Aira caespitosa-Facies tilhgrer Engkrogene og de der raadende ejendommelige fysiske og kemiske Forhold; jeg har aldrig set en Aira caespitosa-Eng ved Bredderne af en Sø. Maaske er Glyceria aquatica- og Phalaris arundinacea-Facies ogsaa særlig karakteristiske for Dyndenge langs Aalob, og det samme gælder muligvis den meget sjældnere Hierochloë-Facies. Paa den anden Side skyr visse Facies aabenbart den stærkere Bevægelse af Vandet i Engen langs Aalgb; saaledes Eriophorum polystachyum-, Agrostis alba- og Carex stricta-Facies. De øvrige Facies er vistnok snarest indifferente. De forskellige ovenfor nævnte Facies langs Aalob kan forenes til folgende Associationer, en Carex gracilis-Eng, hvorunder henregnes Facies 1), 2) og 3), en Carex rostrata-Eng, hvor- under Facies 4), 5) og 6), en Aira caespitosa-Eng, hvorunder Facies 6), 7), 8) og 9), og en Garex Goodenoughii-Eng, hvorunder 9), 10), 11) og 12). Ogsaa her angiver Rækkefølgen de Fordringer, som de til den paagældende Association hørende Facies stiller til Jordbundens Fugtighedsforhold. M. H. t. Livsvarigheden af de i Dyndengen optrædende Karplanter gælder det samme, som af E. Warning (1895, >. 140) o. a. er paavist for Kers og Mosers Vedkommende: langt de fleste Arter er urteagtige og fleraarige. Blandt de S. 259--260 opførte 82 Karplanter er 76 urteagtige, 6 Vedplanter. Af de urteagtige Arter er kun 4 Therofyter; Alecto- rolophus minor er sommerannuel, Alopecurus geniculatus og Bromus racemosus vinterannuelle og Myosotis caespitosa kan vistnok veere begge Dele. Følgende 4 Arter er toaarige: Pedicularis palustris og P. silvatica, der dog ogsaa siges at kunne veere fleraarig, Senecio aquaticus og Cirsium palustre. Ingen af de ovenfor nævnte hapaksan- tiske Arter spiller i Dyndengen nogen synderlig fremtrædende Rolle ; de hyppigst forekommende er de halvsnyltende. Resten af de urteagtige Planter, 68 Arter eller ca. 90 °/o, er fleraarige. Da de i Dyndengen optrædende Vedplanter sædvanligvis kun er af ringe Betydning, er det klart, at Stauderne maa spille en ganske overordentlig stor Rolle. Hvad Skudbygningen hos disse Stauder angaar maa bemer- kes følgende. Et ikke ringe Antal (13) har Vandrerhizomer; dette gæl- — 267 — der saaledes nogle af de Facies-dannende Arter: Carex gracilis, C. rostrata, ©. Goodenoughii, C. disticha, Eriophorum polystachyum, Hierochloë odorata og Equisetum fluviatile, som alle er Rhizom- Geofyter. Dernæst findes 18 Arter med Udlobere: Glyceria aqua- tica, G. fluitans, Festuca rubra, Phalaris arundinacea, Agrostis alba, Calamagrostis-Arterne, Ranunculus repens, Trifolium repens, Lotus uliginosus m. fl. Disse Hemikryptofyter med Udlobere danner i Forening med de øvrige Hemikryptofyter, de rent tuedannende Arter (35), Hovedmassen af Dyndengens Staude-Flora. Til de sid- ste hører saa vigtige Arter som Aira caespitosa, Anthoxanthum odoratum, Triglochin palustris, Rumex acetosa, Caltha, Ranunculus- Arterne, Filipendula ulmaria, Leontodon auctumnalis o. fl. Ogsaa de ovenfor nævnte toaarige Planter regner C. Raunkiær (1908) med til Hemikryptofyterne; der er i alt Fald ingen Tvivl om disses Over- vægt. Cerastium caespitosum er urteagtig Chameefyt, og Comarum palustre kan vistnok ligeledes bedst betegnes som saadan. Skønt nogen almindelig Tilpasning i Følge E. Warmine (1895, 1909) næppe menes at eksistere, maa det dog anføres, at en vis Overensstemmelse mellem Skudbygning og Jordsmon uden Tvivl fore- kommer. I de bløde Dyndenge er Arter med Vandrerhizomer eller Udløbere ganske fremherskende; paa de fasteste Former af Dynd- enge, Engkrogene, har derimod den tuedannende Arra caespitosa Overvægten. En nærmere Redegørelse for disse Forhold hører dog ikke hjemme her. Den Landdannelse, der er foraarsaget af Rørsumpen, fort- sættes og afsluttes ved Hjælp af Dyndengens Plantearter. En Del af disse indvandrer i Rørsumpen, saaledes Glyceria fluitans, Agro- stis alba f. gigantea, Poa trivialis, Carex gracilis, C. rostrata, o. a. Carices, der næsten i samme Grad kan siges at tilhøre Rorsump og Dyndeng; overhovedet kan Skellet mellem de to Formationers Komponenter naturligvis ikke treekkes skarpt. De ovenfor nævnte Dyndengplanter forekommer i Rorsumpen yderst spredt; efterhaanden udfylder de dog Rummene mellem de egentlige Rorsumpplanter og danner saaledes den første Begyndelse til Dyndengen (Mentz, 1910, S. 7). Mere og mere slutter Plan- terne sig sammen, tilsidst saa tæt, at Rørsumpen afløses af Eng; det blanke Vand lukkes, i alt Fald i Højsommertiden, nogenlunde ude. De fanerogame Planters Affaldsstoffer og de 1 store Mængder optrædende, væsentlig epifytiske Diatoméer danner i Forening med — 268 — tilskyllet Materiale disse primære Enges Jordbund, det overordent- lig stærkt vandblandede Dynd. Landdannelsen er for saa vidt bragt til Ende, men ved den Virksomhed, Dyndengens Planteverden udfolder, vil den dog blive i stigende Grad konsolideret. Ti me- dens de yderste Facies af Dyndengen kun meget vanskelig lader sig befærde, er de indenfor liggende Facies meget mere let til- gængelige. Det er klart, at Rhizom-Geofyterne og de med Udløbere forsynede Hemikryptofyter i denne Henseende spiller en overordent- lig stor Rolle. Ogsaa de tuedannende Arter, som Carex stricta og Aira caespitosa, har naturligvis en ganske fremragende Betydning for den tiltagende Fasthed og Tilgængelighed af Dyndengen. Lignende gælder de Mos-Arter, som ovenfor er nævnte. Rigtig angiver allerede Sreenstrup (1841, S. 54) Mossernes Deltagelse i Fremkomsten af organisk Masse: ,Vel bidrage Mosarter meget til Tørvmassen i Kjærmoserne [her — Dyndenge], men de danne aldrig endog kun meget smaae Lag, som udelukkende bestaae af dem, hvorimod de almindelig udfylde Mellemrummene mellem Halvgræssenes og Græssenes Stængler eller Buske". Denne lagt- tagelse er bekræftet af andre Undersøgere, og der kan fra de oven- for anførte Eksempler og fra andre Observationer drages den Slut- ning, at i Almindelighed spiller Mosserne (i dette Tilfælde Hypnaceer) i Forhold til Fanerogamerne en underordnet Rolle ved den frem- adskridende Ophobning af organisk Stof; den bør dog paa visse Lokaliteter ikke undervurderes"). Hvorledes Forholdet mellem Fanerogamer og Kryptogamer nu end er, maa det i hvert Fald fremhæves, at Dyndengens Facies udmærker sig ved en stor Plantetæthed, der er des større, jo mere fremskreden Dyndengen er i sin Udvikling. Denne Tæt- hed af Plantedækkets over- og tildels underjordiske Dele fremkal- der i Forening med andre Forhold, der betinger en efterhaanden langsom og ufuldkommen Omsætning, en rigelig Ophobning af orga- nisk Materiale, hvilket vil fremgaa af en Undersøgelse af Jord- bunden. Jordbundens Beskaffenhed i Dyndengen belyses bedst gennem den Række Analyser, der er anført i Tabel 1 og som oven- for er kortelig kommenterede. Der er i Tabellen repræsenteret baade meget udprægede Typer af Dyndenge og saadanne, hvis 1) Mærkeligt er det, at Frta og Schröter (1904) i saa ringe Grad omtaler Hypneta, ligesom Hypna ikke indgaar i Tabellerne over de mose- og torve- dannende Planter. m6 Tabel 1. Jordbunds-Analyser fra Dyndenge. 5 °/o beregnet i Torstoffet | Kg pr. m? Jord un . Se alle =o ae el er Sen > 6 EN o = eo 32 = an i & | mo | >| 25° Saltsyre [a a ce One un ra ZT) | + o es) = > | n 0 | „cc | TS = no OM] 4 | | RS I Pee a | 2 Jaelssls258 | | |e Bts es | lol le Lokalitet ae au. Re =) 8 _| wa ol | © een a er | | 2) en AUS wie dre SA) &| SRE Vrs SE) & |S ie ie > > © gO} apes n pl mi [D oo} & m 75 || D | na |& DO | oa OF) Oa = a Cols |æ FT NT | > ao Veo SSO S| Ss je | a | Be lO | Ce Ne EN så = \esier$ BED 8 al22 58 | | ee M | æ ES (él) S Flo] E | tol NN Ad "TT | te | ræ) m = em o rAd be | rr . a || | D |r nS | RE a | | 2 © | 4 | See FEE, | | | | | | | | | 1. Bredsgaard Sø 0--30|| 84,3 | 12,7 (37,73) 3,98'0,21/0,14 10,52 |57,42/1,54| — | 5,05 /0,27'0,18 |1,96 9. La 0—30! 86,7 | 11,8 146,04! 3,93'0,22'0,22 8,98 40,6111,79 — | 4,64 |0,28/0,26 2,11 lig | loc | | | | | | 3. Lovns Enge.. | 0—30! 81,8 | 19,65|38,7 |22,3 |0,27|0,114| — 42,35 1,49, — (43,8 0,53/0,22 2,93 4. ål 0—30! 82,7 | 17,73/66,3 | 5,7 10,2610,094| — 27,40/2,68) —— 10,1 0,460,166 4,75 | | | | | | | | 5. Thisted So... | 0-30) 82,8 | 18,6052,6 | 2,6 — | — | — 140,0 [2,17] — | 4,886 — | — 14,04 SKAK Ne... | 0—30) 51,5 48,7 19,32, 1,84,0,18 0,059 12,281 76,82 0,92 + | 8,96 0,88/0,287 4,48 30—60) 62,0 32,8 22,84) 1,43.0,1910,043 2,747 73,25,0,89 -- | 4,69 0,62 0,141 2,38 78 erst, 0-30) 52,5 52,2 (18,56, 1,49'0,21 0,07 5,81 |73,86,0,65| + | 7,78 1,10/0,37 |3,39 30—60) 66,5 34,1 129,42, 2,20 0,26.0,03 15,29 |62,801,02, + | 7,50 0,89. 0,10 3,48 Se 0-80) 66,5 28,8 31,20, 2,02 0,22/0,08 4,74 [61,74 1,27) + | 5,82 0,63|0,23 3,66 130—60| 75,0 24.2 138,50! 2,99/0,15/0,05 13,10 55,21 1,37) Spor | 7,24 0,360,12 |3,32 D | 0-80) 74,0 25,4 47,48) 2,63 0,20 0,064 2,466 47,16 1,90 —- | 6,68 0,5110,163 4,83 130 —60! 74,5 | 25,1 57,08) 3,23/0,1210,032 1,938 37.602,21 Spor | 8,11 0,3010,080 5,55 | | | | | 10. Herningsholm | | | | | | | | 5 | p | | Ir Aa | 0-30 70 | 26,9 /40,10| 1,80 el 32.37/1,33] — | 4,84 | — | — |3,58 | | y | 4 MER Cay! eget Gier Aa... | 0-30] 74,2 | 24,7 62,54] 4,44 126,92/2 15 + 1097 | —) — [5,31 | | | | | | | || | | | | | | | 12. Uggerby Aa.. | 0-30) 72.5 | 26,2 158,68 2,17 0,40 0,14 | — 133,062,48 + | 5,69 |1,05/0,37 6,50 30—60)| 77,5 | 18,8 57,58) 2,730,880,16 | — |31,32/2,31) = | 5,00 |1,520,20 4,23 13. Simested Aa . | 0-30) 73,2 | 28,2 41,55, 2,56/0,23, — 13,93 |51,7311,66| Meget| 7,22 0,65 — 4,68 Jordbund nærmest maa kaldes Tgrvedynd (se tidligere 5. 181); dette er t. Eks. Tilfældet med Anal. Nr. 4, 11 og 12. Det er utvivlsomt, at Dyndjorden indeholder forholdsvis større Mængder Plantenærings- stoffer end Torvejorden, er i det mindste noget frugtbarere end denne, hvilket nærmere vil fremgaa ved Sammenligning med Tabel 2. De aarlig gentagne, nogenlunde regelmæssige Overskylninger af PO he Aavand (eller Sgvand) fremkalder altsaa Dannelsen af overvejende Dynd eller i det mindste steerkt dyndblandet Jord. Det ligger da ner at spørge, om det er den kemiske Sammensætning af Dynd- jorden (eller Torvedyndet), der er den afgørende Faktor for Frem- komsten og Rækkefølgen af Dyndengens Facies. Man har vistnok allerede tidligere forstaaet Forholdet saaledes, at det er Vandets „trugtbargsrende“ Indflydelse, der er den overvejende. Det for- tjener eksempelvis at anføres, at C. CHRISTENSEN (1832,S. 11), hvor han taler om Mulighederne for Engvanding og fremhæver Fordelene derved, tilføjer: ,hvilket nu ikke skeer [d. v. s. Engvanding], uden at Naturen iværksætter denne Operation, og som, naar saadant ei indtræffer til ubeleilig Tid, stedse viser sin frugtbringende Virkning, da Engene, saa langt som Vandet om Vinteren, For- og Efteraar har staaet over samme, stedse giver overflødigere og bedre Græs end der, hvorhen Vandet ei har naaet, noget, der ligesom antyder Vandingens Nytte" .... Og sikkert virker disse Overskylninger ogsaa som her antydet. En bestemt Facies (eller Association) indenfor Dyndengen synes dog ingenlunde at svare til en bestemt kemisk Type. Desværre er det til Raadighed staaende Analysemateriale for lidt omfattende til at oplyse dette Forhold. Jeg kan kun eksempelvis gøre opmærk- som paa, at Analyse Nr. 5 stammer fra en Carex rostrata-Eng, medens Nr. 9, der i det veesentlige vistnok svarer til Nr. 5, stam- mer fra en Carex Goodenoughii-Eng. Det er næppe heller i Al- mindelighed de kemiske Forhold, der er afggrende for Rekke- følgen af Dyndengens Facies, men, som ogsaa ovenfor antydet, Vandstandens Højde. Paa den anden Side er der som sagt næppe nogen Tvivl om, at Dyndengens Vegetation i det hele er bunden til bedre Ernæringsvilkaar end Torveengens, og at deres Fremkomst og Vedligeholdelse netop skyldes den naturlige Bevanding og de dermed følgende relativt gode kemiske (og fysiske) Forhold. En nærmere Udredning af denne Sag mangler dog endnu, ligesom det vil være af megen Interesse at sammenholde en Undersøgelse af de anatomiske Forhold hos Dyndengens Flora med de givne kemisk-fysiske Levevilkaar; dette ligger dog udenfor nærværende Arbejdes Plan, Engkrogene indtager ogsaa i Henseende til Jordbunden en aparte Stilling. Det store Askeindhold betinger den ejendommelige fysiske Beskaffenhed af Jorden, nemlig en saa stor Fasthed, at den, som ovenfor nævnt, er mindre let tilgængelig for de med Vandrerhizomer — 271 — udstyrede Carices, medens en Aira caespitosa-Facies derimod bliver den sejrende. Muligvis spiller dog ogsaa det kemiske Moment en Rolle med; der er Ting, der tyder derpaa, hvortil vi senere vender tilbage. Den .store Fasthed af Bunden, der mærkes umiddelbart ved Færdsel paa Engkrogene og i høj Grad ved Boring deri"), skyldes altsaa det store Indhold af uorganiske Stoffer, uopløselige i 25 Io Saltsyre. Dette stammer sikkert som allerede ovenfor nævnt (S. 253), ; Hovedsagen fra den overordentlig rigelige Forekomst af Diatoméer. Resterne af disse Planters Legemer, de stærkt kiselholdige Skaller, forekommer jo i enhver Dyndbund, men, som det synes, i særlig stor Mængde paa Engkrogene. Grunden hertil kan jeg intet sikkert oplyse om, men maa inskrænke mig til at nævne folgende. Engkrogdan- nelsen hænger uden Tvivl nøje sammen med en hastigere Bevæ- gelse af Aaløbets Vand. Ti jo stærkere Fald Aaløbet har, des mere bugtet er Løbet, d. v. s., des flere og større Engkroge gives der. Dette fremgaar tydelig ved en Sammenligning mellem Nørre Aaens og Skals Aaens Løb; den første havde inden Reguleringen et Fald af 1:12000 Fod, regnet fra Randrup Bro til Fladbro; den anden havde inden Reguleringen et Fald af 1:5300 Fod, regnet fra Sammenløbet mellem Fousingø Møllebæk og Kousted Bæk indtil Hjarbæk Fjord (Mentz, 1910, S. 3). I Overensstemmelse hermed maa det siges at være, at Skals Aaen havde et stærkt serpentineret Løb, Nørre Aaen kun et svagt; og det samme Forhold kan let paavises for adskillige andre danske Aalobs Vedkommende. Tillige var der en tydelig Forskel paa Jordbundens Beskaffenhed paa Skals Aa Dalens Engkroge i Sammenligning med den paa Nørre Aa Dalens, idet den paa de først nævnte var langt mere ,klæget” end paa de sidste, d. v. s. langt mere askeholdig og diatomérig. Maaske kan da Diatomérigdommen paa Punkter, hvor Engkrogene dannes, skyldes den Omstændighed, at Diatoméer trives vel, hvor Vandets Bevægelse — naturligvis indenfor visse Grænser, der i Al- mindelighed ikke overskrides i vort Sletteland — er stærkest; med aftagende Hastighed aftager formentlig ogsaa Mængden (og Arterne) af Diatoméer, der altsaa tilhører det mere eller mindre stærkt 1) Kreaturerne, der græsser paa Engene, søger fortrinsvis til Engkrogene, fordi de der finder det ,bedste Gres‘ og desuden et Leje, der tiltaler dem nok saa meget som den blødere og koldere Mosebund indenfor Engkrogene. Kreaturernes Forkærlighed for at færdes saa meget paa Engkrogene bi- drager vel ogsaa noget til deres Fasthed. TE LORD en strømmende Vand, med hvilket de aflejres paa Dyndengene, medens de aftager eller helt forsvinder, eftersom Dyndengen efterhaanden gaar over i Mose. Den i sidste Instans for Diatoméernes Optræden i meget store Mængder afgørende Faktor kan tænkes at være den i hastigere strømmende Vand raadende større Iltmængde (Menrz, 1910, S. 46); men iøvrig er Kendskabet til Diatoméernes Livsbetin- gelser, saa vidt mig bekendt, endnu saa ufuldkomment, at man vanskelig kan gaa nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Med det stærkere Fald i Aaløbet medføres dog tillige rigeligere Mængder af rent uorganisk Materiale (foruden dødt organisk), af hvilket en Part aflejres paa Engkrogene; dette bidrager naturlig- vis ogsaa til de ejendommelige kemisk-fysiske Tilstande paa disse Arealer. Dyndengens Bredde langs et Aaløb eller en Sø er selvfølgelig meget varierende. For Søernes Vedkommende er den størst, hvor den mest intensive Tillanding har fundet Sted. Fra Nørre Aa Da- len er angivet (Mentz, 1910, S. 15), at Dyndengens Bredde varierer mellem nogle faa Meter og ca. 100 m; det er dog vist forholdsvis sjældent, at sidst nævnte Bredde naas, end sige overstiges, saaledes ved Viskum, hvor Dyndengen gaar over 300 m ind. Efterhaanden som det strømmende Vands Indflydelse gør sig mindre og mindre gældende, des bedre bliver ogsaa Betingelserne for den egentlige Mosedannelse, idet denne jo sker paa Grundlag af et stedse større Overskud af organisk Materiale. Allerede den inderste Facies af Dyndengen, Carex Goodenoughii-Engen, inde- holder, som de ovenfor anførte Analyser godtgør, saa rigelig en Mængde organisk Stof, at den kan siges at gaa jævnt over i den i det følgende omtalte Formation, der ligger paa et lidt højere Niveau. Den Indflydelse, som Kulturindgreb har paa Dyndengens Til- "stand, er i det væsentlige den samme, som gør sig gældende for Tørveengens Vedkommende; Sagen omtales derfor bedst under ét (se nedenfor). — 273 — B. Egentlige Mose-Plantesamfund. 1”. Eutrafente og mesotrafente Samfund. 1. Terveengen, Græsmosen (eller Lavmosen). Overgangen fra den ved vore ferske Vandes Bredder dannede Dyndeng til Tørveengen eller Græsmosen er overordentlig jævn, saa næsten umærkelig, at dette Forhold har betinget, at Forskellen mellem de to Formationer m. H. t. Plantevækst og Jordbund saa ofte er bleven overset, og det i den Grad, at de begge er blevne opfattede som Mose (Kærmose, Lavmose). Ligesom Dyndengen har Tørveengen ganske Karakter af „Eng“ ; det er græsagtige Planter, der, idet de danner et tæt sammenslut- | tet Vegetationsdække, i Reglen er fuldkommen dominerende; men det er, saa længe Engen endnu nogenlunde har bevaret et natur- ligt Præg, i Hovedsagen andre Arter, der danner Tørveengens Facies end Dyndengens. Og Jordbunden er Tørv, d.v.s. den indeholder som Regel ikke over 30 %/0 Aske i Tørstoffet. I Henhold hertil er Tørveengen altsaa identisk med Mose, og da Vegetationen i Hovedsagen er kendetegnet gennem Glumiflorers eller græsagtige Planters Fremhersken, kan denne Type af Mose-Plantesamfund betegnes som Gresmose, der svarer til det oftere anvendte Ud- tryk Lavmose. Torvens Mægtighed er meget vekslende; ofte træffes Undergrunden, af hvilken de forud for Tørven aflejrede Lag af Dyndjord danner de øverste Partier, først i ret anselig, d. v.s. flere Meters Dybde. Græsmosens Niveau ligger noget over Dyndengens, og Grund- vandstanden er derfor mindre høj end i denne; det kan antages, at Sommervandstanden varierer mellem 30 og 70 cm under Engens Overflade. I Almindelighed naar de temmelig regelmæssige Over- skylninger, for hvilke Dyndengen en stor Del af Aaret er udsatte, ikke ind over Tørveengen; om de indtræffer, er de i alt Fald meget mindre omfattende og langvarige. Mosens Overflade er vel blød, men dog fastere end påa den som „Gunge“ eller ,Hængesæk“ betegnede Dyndeng, idet Tørvens Aflejring skaber et solidere Grundlag for Færdsel af Mennesker og Kreaturer, hvilket alt er af Betydning for Forstaaelsen af Tørve- engens Vegetationsforhold. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 18 — 274 — I det følgende anføres en Række Skildringer af Tørveenge fra forskellige Lokaliteter i Danmark, tildels i Tilslutning til de tidligere omtalte. Lovns Enge (se S. 24€). Ovenfor og Vest for 5' Kurven findes den udprægede Tørvejord, en temmelig lys og ikke stærkt formuldet Tørv, hvis Dybde ikke er stor, for det meste næppe 1 m, og som hviler paa Dyndaflejringer. Tørvens kemiske Beskaffenhed frem- gaar af Analysen Tabel 2, Nr. 1 (S. 322). Indholdet af Kalk (Ca CO,), er omtrent 5 Gange saa lille som i Dyndengen (se Tabel 1, Nr. 3). Arealet er Garex panicea-Mose, der uden al Tvivl er ganske upaavirket af Kunstgødning. Græsdækket er vel meget tæt, men kun lavt. Carex panicea er fremherskende; iøvrig er ingen andre Carices iagttagne paa det Tidspunkt, da Undersøgelsen fandt Sted (1/9, 1910; uslaaet Eng). Derimod findes der adskillige Græs- ser, af hvilke Briza media og Anthoxanthum odoratum begge er talrige, medens Sieglingia, Poa pratensis, Aira caespitosa og Mo- linia coerulea synes meget mindre fremtrædende; noget talrigere er Holcus lanatus. Endvidere Luzula multiflora. Urter forekommer i ret rigelig Mængde: Cerastium caespitosum, Geum rivale, Poten- tilla erecta, Trifolium pratense, T. repens, Lotus uliginosus, Par- nassia palustris, Angelica silvestris, Brunella vulgaris, Alectorolophus minor, Plantago lanceolata, Succisa praemorsa og Cirsium palustre. Af Vedplanter findes Salix repens, undertiden i saa stor Mængde, at ved- kommende Arealer kan betegnes som Carex panicea—Salix repens- Mose. Endvidere Salix hastata; naar denne og Lotus uliginosus forekommer i større Mængde, skyldes det sikkert en vis Indflydelse af Trykvand, som dog i langt højere Grad gør sig gældende langs den nordre Side af Engdraget. Mosen Syd for Snodstrup So (se S. 247) er nu meget stærkt opgravet og var allerede stærkt angreben, da Dau besøgte den i 1828 (1829, S. 43); Afgravningen er foregaaet ret planløst. Paa enkelte større og højere liggende Partier af den oprindelige Overflade, der endnu er tilbage mellem de mange Grave, har Mo- linia coerulea ganske taget Overhaand. Den danner her en fuld- stændig sluttet Molinia-Association, hvori selve de faste Tuer, formodentlig delvis foranlediget ved Græsning af Kreaturer, bliver 40—50 cm høje. Molinia har vistnok allerede, da Dau saa Mosen, haft Herredømmet; ti han taler om den langtrævlede, rødbrune Tørv, som ganske rigtig findes i Mosens Overflade, og som „fast — 275 — allein aus den Wurzeln und Wurzelscheiden einer grossen, sehr starckbüscheligt wachsenden Grasart besteht, vielleicht einer Poa Art“. Denne „Poa“ maa utvivlsomt være Molinia coerulea. Mellem dens Tuer findes nu Aira flexuosa, Filipendula ulmaria, Peucedanum palustre og Galium uliginosum. Og paa Tuerne har indfundet sig følgende Vedplanter: Calluna i Mengde, høj og kraftig, Erica, Empetrum og Salix aurita, alle enkeltvis; de to første fandtes ved Dau’s Besøg langs Randene af Gravene. Endvidere forekommer paa Tuerne bl. a. Campanula rotundifolia, Leucobryum glaucum og i rigelig Mængde Cladonia rangiferina. Med den stærkere Tiltagen af Calluna gaar Molinia-Mosen her — uden noget Mellemled af Sphagnum-Mose — over i Calluna-Mose, som dog ikke er den endelige Formation. — Over Tørveengenes Vegetation i Nørre Aa Dalen har jeg tidligere givet en kort Oversigt, hvortil henvises (1910, S. 15 o. flg.). Hvad dér er sagt, suppleres med følgende Observationer. Viskum Eng (se S. 250). f). Afstand fra Aaens Kant: 310'—410'. Ved 410' er Askeindholdet 30,6 °/o af Tørstoffet (Tørring ved 100° C.). Aira caespitosa—Festuca rubra-Mose, hvori Carices, deri- blandt Carex canescens, og Calamagrostis neglecta er uden Betyd- ning, medens Holcus lanatus og Poa trivialis er ret talrige (eller næsten lige saa talrige som de to Graminéer, der i første Række karakteriserer Engen). Iovrig: Rumex acetosa, Ranunculus acer, R. repens, Caltha, Comarum palustre og Alectorolophus minor. Af Mosser findes de samme Arter som indenfor det foregaaende Beelte. g). Afstand fra Aaens Kant: 410'—510’. Ved 510’ er Aske- indholdet 31,1 %o. Omtrent samme Vegetation som indenfor fore- gaaende Bælte; kun er Poa trivialis og Holcus lanatus aftagne i Meengde. h). Afstand fra Aaens Kant: 510’—610'. Ved 610! er Askeindholdet sunket til 15,7 lo. Udpreeget Carex panicea-Mose, i hvilken Carex panicea er talrig eller meget talrig. Af Graminéer er kun Briza media, der ikke er truffen indenfor de foregaaende Beelter, talrig og Holcus lanatus temmelig talrig, medens Aira caespitosa er ret faatallig; iovrig forekommer af Glumiflorer: Festuca rubra, faatallig, F. pratensis, Agrostis alba, begge enkeltvis, Poa pratensis, P. trivialis, Carex flava x Hornschuchiana, C. flava, C. pulicaris, C. panniculata, Eriophorum polystachyum, Luzula multiflora og Juncus conglomeratus; dog spiller ingen af de sidst nævnte Arter nogen synderlig Rolle. Desuden: Rumex acetosa, Ranunculus acer, R. re- pens, Caltha, Coronaria flos cuculi, Cerastium caespitosum, Linum 18% — 276 — catharticum, Geum rivale, Comarum, Potentilla erecta, Trifolium pra- tense, enkeltvis, Menyanthes trifoliata, Alectorolophus minor, Plan- tago lanceolata, Cirsium palustre og Equisetum fluviatile. Tallet af Urter er saaledes større end i de foregaaende Bælter. i). Afstand fra Aaens Kant: 610'—710'. Ved 710' er Aske- indholdet 13,2 "10. Garex panicea-Mose af omtrent samme Type som indenfor den foregaaende Zone. Dog er Aira caespi- tosa her meget faatallig. Phleum pratense, Cynosurus cristatus, Avena elatior, Carex Goodenoughü og Juncus conglomeratus fore- kommer foruden de ovenfor nævnte Glumiflorer; men ingen af dem er af nogen synderlig Betydning. Desuden: Viola palustris, "tlipendula ulmaria, Trifolium repens, T. minus, Lathyrus praten- sis, Lotus uliginosus, Bellis perennis og Taraxacum intermedium. Af Vedplanter kun Salix repens. j). Afstand fra Aaens Kant: 710'—810'. Ved 810’ er Aske- indholdet 93,35 0/0. Briza-Mose. Den hyppigst forekommende Glumiflor er her Briza media, talrig, medens Aira caespitosa, Festuca rubra, Poa pratensis og Holcus lanatus er ret talrige; en Grad mindre hyppig er Carex panicea, der altsaa her har tabt sit Herredomme. lovrig: Phleum pratense, Festuca pratensis, Poa tri- vialis, Anthoxanthum odoratum, Cynosurus cristatus, Avena elatior, Carex caespitosa, der er temmelig talrig og optræder i de sædvan- lige meget tæt sluttede, større og mindre, alle andre Glumiflorer udelukkende Partier, C. panniculata, Luzula multiflora, Juncus conglomeratus, J. lamprocarpus. Urterne er omtrent de samme som ovenfor; dertil Triglochin palustris og Cardamine pratensis. k). Afstand fra Aaens Kant: 810'—910'. Aira caespitosa- Mose. Aira caespitosa er meget talrig, Festuca rubra, Poa trivi- alis og Holcus lanatus ret talrige. Carices og de fleste af de nær- mest ovenfor nævnte Gresser er forsvundne. Urter er færre i Tal og Art end ovenfor; dog er tilkomne: Galium uliginosum, Saxi- fraga granulata og Veronica chamaedrys. Talrig er paa denne Straekning Plantago lanceolata. D). Afstand fra Aaens Kant: 910'—1010'. Udpræget Aira caespitosa-Mose. Aira caespitosa er her ganske fremherskende. lovrig findes omtrent de samme Glumiflorer som ovenfor (under k). Endnu færre Urter, i det hele meget faa. Utvivlsomt har den til- stedeveerende Landgroft haft en ikke ringe Betydning for Arealets Udtorring. Fra den indenfor liggende høje Jord er i Tidens Løb udskyllet adskillige mineralske Partikler, der har tjent som Gød- — 277 — ning; Askemængden er dog ikke bestemt paa dette Punkt, saa lidt som paa det forrige, idet det ansaas for at være overflødigt. Om Vandstandsforholdene i Viskum Eng kan foreløbig oplyses følgende"). Af Hensyn til en Maaling af Vandstanden i Engen før og efter Reguleringen af Nørre Aa blev der 1909 nedsat 10 Rør med en indbyrdes Afstand af 100 Fod, saaledes at det yderste Rør staar i en Afstand fra Aaens Kant af 10’, det inderste i en Afstand af 1010'. Maalinger af Vandstanden fra Vandets Overflade i Rø- rene til deres Kant, der er i Niveau med Engens Overflade, er foretaget hver Uge siden Midten af August 1909 til Udgangen af Oktober 1911. Nivellement af Rørenes Kant er aarlig udført. Resultatet af Maalingen i 1909 — altsaa inden Reguleringen fandt Sted — var det for Omraadet meget ejendommelige, som aarlig skal have gentaget sig, at Vandspejlet i Engen fra Midten af August steg meget stærkt og pludselig og i September stod højere end i Oktober; August-Nedbøren, maalt ved Viborg, var 79 mm (Normalen er 80). Dette Forhold er tidligere berørt (Mentz, 1910, S. 4) og skyldes vistnok den Omstændighed, at i Eftersommeren har Vandplantevæksten i selve Aaen, i dens Tilløb og i Grofter udviklet sig med saa overordentlig stor Frodighed, at Vandets Af- ledning dermed er i høj Grad vanskeliggjort. Særlig Helodea cana- densis spiller i denne Henseende en vigtig Rolle; den danner Hovedmassen af „Groden“ i de mere stillestaaende Vande i Nørre Aa Dalen, opfylder Grøfter og Vige og tildels Søerne. Selv om stærke Stigninger af Vandspejlet vel kunde indtræffe i Vinterens Løb, har Vandstanden derimod i denne Aarstid været mindre ugun- stig i Nørre Aa Dalen end paa andre Lokaliteter. At Vandet i September 1909 stod højest indenfor den egentlige Dyndeng (fra Aaens Kant ca. 300’ indefter), der da laa i Kote 3,28—Kote 3,39, er rime- ligt; det gik her indtil 15 cm over Engens Overflade. Men ogsaa paa de yderste Partier af Tørveengen (indenfor de Strækninger, der ovenfor er betegnede med f—h, og som laa i Kote 3,39—3,71), har Vandet staaet op til Engens Overflade eller endog derover; og selv i den indenfor liggende Tørveeng (i Kote 3,71—Kote 4,73) har det bevæget sig meget nær ved Overfladen. I de første Dage af April 1910 blev Reguleringen af Nørre Aaen foretaget udfor Viskum Eng. Indenfor Dyndengen faldt fra 9. Maj Vandstanden, der indtil da havde befunden sig ganske faa 1) Udforligere Beretning vil senere blive offentliggjort. — 278 — cm under Overfladen, meget stærkt, og Vandet stod i Slutningen af Juni 60—70 cm under Overfladen. Fra da af steg Vandspejlet atter ; og med den stærke August-Nedbør af 133 mm indtraf en Høststig- ning, der dog trods den meget rigeligere Nedbør ikke naaede op imod Stigningen i 1909, idet Vandet 5. September, da det stod højest, var 15 cm (i en Afstand fra Aaens Kant af 110') — 8 cm (i en Afstand af 310’) under Engens Overflade. Dette Forhold betin- gedes naturligvis af, at Reguleringen paa dette Tidspunkt var del- vis gennemført. Vandet faldt fra nævnte Dato til Slutningen af Oktober, da det stod ca. 30 cm under Overfladen. — Indenfor Tørveengen var Vandets Bevægelse tilsvarende; Vandspejlet sæn- kedes stærkt fra 9. Maj, indtil hvilket Tidspunkt det havde staaet ikke 10 cm under Mosens Overflade (undtagen i Afstandene 910' og 1010' fra Aaens Kant, hvor det stod henholdsvis 24 og 17 cm under Overfladen). I Slutningen af Juni laa Vandspejlet i en Dybde af 60—75 cm; fra da af steg det indtil 5. September, da det var 5—25 cm under Overfladen. Det sænkedes atter henimod Slut- ningen af Oktober til Dybden 21—45 cm. I Efteraaret 1911 var Reguleringen fuldt gennemført. Dels som Følge heraf, dels som Følge af den paa Nedbør fattige Som- mer kunde man vente, at Engene maatte være forholdsvis tørre. Indenfor Dyndengen faldt fra 22. Maj Vandstanden fra 16—25 cm under Overfladen til 21. August, da Vandet stod i en Dybde af 80—100 cm (dybest nærmest Aaen). August-Nedbøren var kun 40,7 mm; største Nedbør *’/s med 144 mm. Fra dette Tidspunkt steg Vandspejlet indtil 25. September til 58-—65 cm og faldt atter jævnt mod Slutningen af Oktober; September-Nedbøren var kun 23,9 mm. — Indenfor Tørveengen faldt fra 22. Maj Vandstanden fra 14—38 cm under Mosens Overflade til 21. August, da Vandet stod i en Dybde af 77—86 cm. Vandspejlet steg derefter indtil 25. Sep- tember til 38—65 cm og faldt jævnt mod Slutningen af Oktober. Den gennemgribende Forandring i Vegetationen, som Star- mosen undergaar ved den i Nørre Aa Dalen gængse Tilførsel af Kunstgødning, er tidligere kort beskrevet (Mentz, 1910, S. 17—18). Med de der i Egnen givne Mængder af Gødning, som gærne er en Blanding af Kali- og Fosforsyregødning (l. c., S. 47), har man kunnet opnaa en meget væsentlig Forøgelse af den naturlige Af- grøde. Der sker hermed en Forskydning i Forholdet mellem Ca- rices og Graminéer; medens de første er absolut dominerende paa den ugødede Mose, bliver de sidste efterhaanden ganske overvejende, — 279 — naar der gennem en Aarrække anvendes forbedrede Ernærings- forhold. Efter talrige Optegnelser fra kunstgødede Mosearealer i Nørre Aa Daien kan det med Bestemthed udtales, at Graminéerne Aira caespitosa, Holcus lanatus, Poa pratensis, Festuca rubra og tildels Anthoxanthum odoratum bliver de fremherskende; en mindre Rolle spiller derimod Poa trivialis, Briza media, Festuca ovina, Ca- rex panicea, C. Goodenough, andre Carices og Luzula multiflora. De i Mosen oprindelig forekommende Urter beholder vel del- vis deres Plads eller fortrænges noget ved den rigere Græsvækst ; dog synes Ranunculus acer at profitere af Kunstggdningen, idet den paa kunstggdede Arealer forekommer i øjensynlig langt større Antal end paa Naboarealer, der ikke var kunstgødede eller kun mangelfuldt behandlede i denne Retning. Af andre urteagtige Elementer i den gødede Eng er iagttaget: Rumea acetosa, Ranunculus repens, Caltha, Cardamine pratensis, Stellaria palustris, Cerastium caespitosum, Coro- naria, Viola palustris, Comarum, Potentilla erecta, Trifolium pratense, T. repens, som begge i ret ringe Grad synes at høste Gavn af de forbedrede Ernaringsvilkaar, Lotus uliginosus, Menyanthes, Alec- torolophus minor, ofte i stor Mængde, Plantago lanceolata, Galium harcynicum, Taraxacum intermedium og Cirsium palustre. Hvad alt tidligere er fremhævet (Mentz, 1910, S. 18), fortjener dog at gentages: det er ganske særlig Aira caespitosa, som udnyt- ter den rigelige Nering; den vokser allerede hurtig kraftig til, bre- der sig mere og mere og giver snart „Engen“ et ligesaa monotont Præg som tidligere Carex Goodenoughw eller navnlig C. panicea gav den. Engen ændrer Tone; den antager det for Aira caespi- tosa ejendommelige mørkegrønne Farvesker, saaledes at Forskellen mellem Naboenge, hvoraf den ene er kunstgødet, den anden ikke (eller slet gødet) bliver ganske overordentlig slaaende. Ligesom Carex-Arterne bliver ogsaa Mosserne (Hylocomium squarrosum, Cli- macium, Acrocladium cuspidatum) meget mindre fremtrædende ved Anvendelse af Kunstggdning. Paa forholdsvis højere Niveau og tørrere Bund forekommer paa enkelte Punkter i Nørre Aa Dalen Nardus-Mose. Som et Eksempel skal nævnes et særlig smukt nær Vejrum Bro, Nord for Aaen og Vest for Viborg—Randers søndre Amtsvej. Arealet ligger kun henved 0,5 m over Engens Niveau nærmest Aaen. Tørven er ca. 2,5 m mægtig. Der findes et Par mindre Tørvegrave, som i Forening med nogen Udgrøftning har udtørret Arealet til en vis Grad, men Hovedparten er iøvrig urørt. Nardus stricta er domi- — 280 — nerende. Forresten forekommer: Aira flexuosa, Poa pratensis, Agrostis canina, Holcus lanatus, Anthoxanthum odoratum, Festuca ovina, men disse Graminéer er af ganske underordnet Betydning i Forhold til Nardus; desuden ses Carex panicea og enkelte Erio- phorum vaginatum, Viola palustris, Lotus uliginosus, enkeltvis, og Potentilla erecta, den sidste talrig. Af Vedplanter findes spredt Juniperus communis, foreløbig meget lav, Salix repens, Calluna, Empetrum og Genista anglica. De paa Arealet forekommende Mosser, der dog ikke spiller nogen fremtrædende Rolle, er især Gymnocybe palustris, Polytrichum strictum og Sphagnum cymbifolium. — Fra dette og 4 andre tilsvarende Arealer udtoges Prøver til kemisk Analyse; denne, der udførtes paa en Gennemsnitsprove, gav det i Tabel 2, Nr. 2 (S. 322) anførte Resultat. Som Eksempel paa en Græsmose af en anden Type maa næv- nes det Parti af Aira flexuosa-Mose, som tidligere er omtalt (Mentz, 1910, S. 25). Dette højst ejendommelige Areal ligger ca. 500m Øst for Ø og er næppe en 1 ha stort; til alle Sider er det omgivet af Græsmose af mere almindelig Art, i hvilken Azra cae- spitosa dog (formodentlig ved Hjælp af Kunstgødning) spiller en anselig Rolle. I det nævnte Parti, der ligger 0,8—1,5 m over Engen langs Aaens Kant og 0,5—1,1 m over Aira caespitosa-Mosen, og hvor Torvens Megtighed er ca. 1,5 m, er Azra caespitosa derimod ganske forsvunden og afløst af Aira flexuosa. Skellet mellem de to Græsmose-Associationer er skarpt og iøjnefaldende. Azra flexuosa og Molinia coerulea er de mest fremtrædende Gresser; dertil kom- mer Poa pratensis, Anthoxanthum odoratum, Agrostis alba, Festuca ovina og Luzula multiflora. Eriophorum vaginatum har alt ind- funden sig, men er endnu ret faatallig og forekommer kun i smaa, spredte Tuer. Ellers findes der ingen Cyperacéer. Rumex ace- tosa, Comarum, Potentilla erecta og Galium saxatile er de eneste Urter. Af Mosser forekommer Hylocomium squarrosum, H. proliferum, H. parietinum og Dicranum scoparium. Ejendommelig er den be- tydelige Mængde Cladonia rangiferina; ogsaa Feltigera canina er tilstede. Jordbundens Beskaffenhed paa Greesmoser i Nørre Aa Dalen er oplyst gennem Tabel 2, Nr. 3 og 4, hvortil henvises. — Rosenfeld Enge. Mellem de tidligere (S. 218) omtalte Cladium-Sumpe findes paa et lidt hgjere Niveau (Forskellen andra- ger dog kun ca. 10cm) Molinia-Mose, hvori Molinia coerulea er ganske dominerende; desuden forekommer: Sieglingia, Aira cae- — 281 — spitosa, begge ret talrige, Festuca rubra, Agrostis alba, Briza og spredt Arundo phragmites i en Dværgform; Carex panicea kan være ret talrig, og af andre Carices ses Carex Goodenoughii og C. Oederi. Urterne er i Individantal ikke meget talrige; der forekommer Viola palustris, Linum catharticum, Potentilla erecta, Lythrum salicaria (et forkroblet Eksemplar), Hydrocotyle og Leontodon auctumnalis. Mosser er ganske uden Betydning. Mosen benyttes til Slet. Af Jordbunden findes en Analyse (Nr. 5) i Tabel 2 (S. 322). — Skals Aa Dalen (S. 251). Inden Reguleringen af Skals Aaens Løb henlaa Hovedmassen af de meget udstrakte Torveenge uden Kul- tur eller rettere i en Slags Halvkultur; dette var saaledes Tilfældet i 1901—02, da jeg havde Lejlighed til at studere disse Enges Vege- tation gennem hele den lange Aadal. I Tilslutning til den fore- løbige Meddelelse, der tidligere er givet (Mentz, 1902), anføres her en Karakteristik af Vegetationen paa Hovedparten af Engarealet, Greesmosen, der uden al Tvivl dengang kunde karakteriseres som Carex panicea-Mose, selv om den hist og her ved en og anden Plantes Optræden kunde antage et noget ændret Fysiognomi!). Den ugødede og til Slæt anvendte Carex panicea-Mose kende- tegnes i første Række at Carex panicea, som giver Engene et til de forskellige Aarstider noget varierende Præg. Endnu langt hen i Maj Maaned er den bleggraa Farvetone, de fjorgamle, visne Blade meddeler Engen, den herskende. Alligevel er Engen nu ved at vaagne af sin Dvale; ti ser man nærmere efter, øjnes nede i Græs- dækkets Bund de nye Bladrosetter, der dog foreløbig er uden Be- tydning for Engens Fysiognomi. Afvekslingen i de overvejende graalige Toner fremkaldes kun af de i Foraaret friske, isolerede Partier af Mosser (Acrocladium, Hylocomium). Anderledes i Høj- sommeren! Da dækkes Engen næsten ganske af de for Carex panicea ejendommelige, graablaa eller undertiden blaagrønne Bladrosetter; og de visne Blade er helt trængt til Side. Denne Karakter bevarer Engen til langt ind i Efteraaret; først med Frostens Komme lider Bladene saa stærkt, at de affarves og dør. Om den sene Udvik- ling af Plantevæksten i „Wiesenmoor“ har allerede Kerner (1863, 1) I den af Jac. Hartz (1904) givne Ekskursionsberetning er der intet Hensyn taget til den ellers meget tydelig fremtrædende Forskel mellem Formationer af Enge, hvilket gør det lidt vanskeligt at udnytte det i Beretningen nedlagte Materiale. Fuldstændig uforstaaelig virker følgende Passus (S. XL): ,,Den nærmest Aaen liggende Del af Dalen var de fleste Steder en frodig Eng, men nærmere mod Bakkerne henlaa endnu en Del uopdyrket”. — 989 — S. 65) talt; han siger, at endnu i Midten af Maj befinder den sig i sit vinterlige brungrønne; først henimod Slutningen af Juni ud- folder Engen sig i en Fylde af ,Binsen, Simsen, Riedgråsern, Woll- gråsern, Steudeln, Schwertlilien, Gentianen und noch unzåhlicher anderer Pflanzen*.... Foruden Carex panicea forekommer i Skals Aa Dalens Græs- moser adskillige andre Carices. Saaledes først og fremmest Carex Goodenoughii, der kan være ret talrig, ©. flava, C. flava x Horn- schuchiana (C. fulva), som paa et enkelt Parti viste sig næsten ligesaa talrig som C. panicea, C. pulicaris, der hist og her kan træffes i Mængde, C. glauca, som sikkert er uden større Betydning for Engens Fysiognomi, C. Oederi, om hvilken lignende gælder, C. diandra, C. panniculata, C. caespitosa og C. rostrata, hvilken sidste aldrig i Carex panicea-Mosen optræder i større Bestande, men kun enkeltvis eller paa Pletter med lidt mere sumpet Bund end vanligt. Til de her nævnte Carices slutter sig andre Cyperacéer. Erio- phorum polystachyum findes hist og her, undertiden i større Mængde, men er dog uden videre Betydning for Mosens Fysiognomi. Æ. alpinum har jeg fundet paa en enkelt Plads, nær Fousingø, i Mængde. Scirpus multicaulis er set ligeledes kun et enkelt Sted, Nord for Rødsø, hvor den i Forening med Triglochin maritima og T'. palu- stris voksede paa nøgen Tørvejord, der vistnok var fremkommet ved Oversvømmelse paa ellers sluttet Carex panicea-Mose. Større Betydning, men dog kun enkelte Steder, havde, i alt Fald paa det nævnte Tidspunkt, Schoenus ferrugineus; jeg har set den optræde i større Partier paa Enge ner Fousingø og udfor Bjerregrav samt ved Tjele Aa; indenfor disse Partier voksede den i stor Mængde, Tue ved Tue; den faar, ligesom Scirpus caespitosus, i Efteraaret en ejendommelig rødgul Tone, som gør den kendelig endog paa lang Afstand. Det kunde se ud, som om denne Plante, ligesom Schoe- nus nigricans i Henh. t. en Udtalelse af Kerner (1863, S. 65), kun i ringe Grad tillader akcessoriske Bestanddele, saaledes de i Tørve- engen almindelig optrædende Urter, at vokse indenfor det af den engang erobrede Terræn. I lignende Retning udtaler STEBLER og SCHRÖTER sig (1892, S. 175) om S. ferrugineus. Det er dog saa langt fra Tilfældet, at Cyperacéerne er ene- raadende, at ogsaa Graminéer spiller en anselig Rolle for Græs- dækkets Sammensætning paa Skals Aa Dalens Tørveenge. De vig- tigste er utvivlsomt Briza media, som ofte forekommer i Mængde — 283 — og i Forsommeren har en ejendommelig blaagrøn Tone, Sieglingia decumbens, ofte talrig"), Molinia coerulea, meget almindelig og af fremragende Betydning, Agrostis canina, enkelte Steder talrig, A, alba, A. vulgaris, kun paa de tørreste Lokaliteter, Anthoxan- thum odoratum, vistnok altid tilstede, Azra caespitosa, der spiller en forholdsvis underordnet Rolle i den egentlige Carex panicea-Mose, Festuca rubra, F. ovina, paa forholdsvis tør Bund, Holcus lanatus, fornemmelig hvor Kreaturerne har gødet, undertiden kun der, Poa pratensis, Calamagrostis lanceolata, sparsomt, og Nardus stricta, der sædvanligvis findes i større Mængde mod den indre Grænse af Carex panicea-Mosen. Af andre græsagtige Planter bør nævnes Juncus lamprocarpus, J. effusus og J. squarrosus, der i Almindelighed alle er uden syn- derlig Betydning, medens Luzula multiflora ofte optræder i Mængde; enkelte Steder er L. campestris set i større Antal. Equisetum fluviatile kan findes i Græsmosen, men kun paa mere sumpet Bund, lavere Partier. Ogsaa E. palustre træffes hist og her. Antallet af de i Carex panicea-Mosen optrædende Urter er stort, men det er oftest saaledes, at kun enkelte eller faa af dem har nogen større Indflydelse paa Engens Fysiognomi. De i Skals Aa Dalen trufne Arter er følgende. Paa lidt lavere Bund dan- ner Triglochin palustris mindre, tæt sluttede og mørkt grønne Pletter; ellers er den spredt ind i Engen. Endnu mere spredt findes Triglochin maritima (fra Skals Aas Udløb til Engene udfor Rødsø, maaske ogsaa østligere). Rumex acetosa optræder i Carex panicea- Mosen meget langtfra i samme store Mængde som i Dyndengen. Anemone nemorosa forekommer som Kratrelikt. Ranunculus flammula ses i Almindelighed kun, hvor Engen er optraadt af Kreaturerne. Ranunculus acer er meget almindelig. Caltha mangler oftest i Carex panicea-Mosen; hvor den findes, er den som Regel yderst smaabladet. Endvidere: Cerastium caespitosum, undertiden i Mængde, Coronaria flos cuculi, Sagina procumbens, S. nodosa, Stellaria crassifolia, en- kelte Steder langs Grøfter, Cardamine pratensis, Viola palustris, meget almindelig, Argentina anserina, paa optraadt Bund, Coma- rum palustre, stedse kun smaabladet, Potentilla erecta, almindelig | Geum rivale, Filipendula ulmaria, begge hyppige, Parnassia palu- 7) R. Torr (1899, S. 11) siger, at denne Art ikke synes at forekomme paa Moser i Sverige, ej heller i Tyskland, hvilket dog næppe stemmer med Virkeligheden. 980 stris, yderst almindelig, Epilobium palustre, Trifolium pratense, ikke sjælden, men især hvor Kreaturer har gødet, Trifolium repens, ret hyppig i Bunden af Græsdækket, men uden Fylde, Vicia cracca, hist og her i Mængde, Lathyrus pratensis, derimod ikke almindelig, Lotus uliginosus, Hydrocotyle vulgaris, svag og smaabladet, Gentiana pneumonanthe, Brunella vulgaris, Menta aquatica, smaabladet, Lyco- pus europaeus, ikke hyppig, Alectorolophus minor, i sin Optreeden ligesaa lunefuld her som i Dyndengen, Pedicularis palustris, Euphra- sia sp., Galium uliginosum, G. palustre, G. harcynicum, paa tørre Va- rianter, Pinguicula vulgaris, Succisa praemorsa, undertiden i stor Mengde, men dette helst paa mere tor Bund, Cirsium palustre, ofte talrig, og Leontodon auctumnalis. Vedplanter spiller i den egentlige Carex panicea-Mose en ret underordnet Rolle. Kun Salix repens danner en Undtagelse her- fra; den er overalt meget almindelig og kan endog paa visse Enge vere ganske karakteriserende. Dette beror paa, at den aldeles ikke lader sig udrydde ved det aarlige Høslæt. Den holder sig selvfølgelig meget lav og stærkt krybende, og dens i overvejende Grad graalige Tone falder ganske godt 1 Traad med det Farve- skær, som Carex panicea-Mosen i Forvejen har. Meget spredt kan folgende andre Vedplanter forekomme: Salix hastata, Calluna, Em- petrum og Oxycoccus palustris; særlig den sidste holder sig til Punkter i Engen, hvor Mosserne danner lidt større, sammenhæn- gende Puder; her vil den hurtig indfinde sig. Fra Skals Aa Dalens Carex panicea-Moser har jeg gjort føl- gende Iagttagelser m. H.t. Mossernes Optræden. Hylocomium squar- rosum forekommer ofte i stor Mængde og er i det hele den for Carex panicea-Mosen mest karakteristiske Art; den kan undertiden være tilstede i saa stor en Mængde, at den bliver ganske domi- nerende. Af andre Hylocomium-Arter findes H. triquetrum og H. proliferum. Climacium dendroides er hyppig og vokser hist og her i store, flade og meget iøjnefaldende Puder. Almindelige er end- videre Gymnocybe palustris, Dicranum Bonjeani, D. scoparium var. paludosa, der danner store Tuer, og paa lavere Partier: Hypnum intermedium, H. giganteum, H. scorpioides og Acrocladium cuspida- tum. Sjældnere forekommer Polytrichum commune og P. strictum. Jo daarligere Engene slaas eller afgræsses, des mere Magt faar gærne Mosserne — saaledes siges der i Almindelighed; og det er sikkert rigtigt. Med en rigere Mosvækst følger gærne Peltigera canina var. membranacea. — 285 — Ogsaa fra Skals Aa Dalen har jeg indhentet Vidnesbyrd om den Virkning, Anvendelsen af Kunstgødning fremkalder paa Engenes Vegetation. Der er ingen Tvivl om, at den kunstgødede Eng om Foraaret „vaagner“ forholdsvis tidligere end den ikke gødede. Det ses let ved en Sammenligning t. Eks. i Slutningen af April. Ti medens den ugødede Eng endnu har det bleggraa Fysiognomi, der ikke oplives af de i Engene senere fremtrædende Urter — kun Rosetterne af Cirsium palustre er overalt iøjnefaldende — er Tuerne af Aira caespitosa ved at grønnes paa den kunstgødede Eng; og disse grønne „Hoveder“, der rager 10—20 cm op over Mosens øvrige Niveau, er yderst karakteristiske, medens Azra paa den ugødede Eng, hvor den ikke har opnaaet samme Kraft og paa langt nær er saa talrig, vel er i Færd med at skyde, men fører en meget mere skjult Tilværelse. Igvrig er Ændringen af Plantevæksten ved Anvendelse af Kunst- gødning ganske tilsvarende den, der ovenfor er meddelt fra Nørre Aa Dalen. Paa enkelte gødede Enge forekommer Trifolium repens i Mængde i Græsdækkets Bund. Ogsaa synes Leontodon auctum- nalis og Rumex acetosa at høste Gavn af Gødningen. Paa andre Arealer i Skals Aa Dalen, særlig saadanne, der ligger forholdsvis fjærnt fra Aaløbet, eller hvis Overflade ved Tørvegrav- ning er udtørret mere end den urørte Carex panicea-Moses, bliver Molinia coerulea den dominerende Art, der til alle Aarstider giver Engen dens Præg. Ogsaa Molinia gaar sent ud af Vinterhvilen; først i Maj bryder de friske Blade frem af det blege Dække af fjorgamle Blade. I Sommerens Løb skifter Engen Farvetone alt efter Molinia's Udvikling; i Høsten antager den et ejendommeligt rød- brunt Skær, som allerede paa Frastand gør en Molinia-Mose let kendelig. Adskillige Steder i Skals Aa Dalen fandt jeg smukt udviklet Molinia-Mose, hvori forøvrig Carex panicea, C. fulva, Briza og Nardus var talrige, medens der af andre Glumiflorer forekom: Sieglingia, Agrostis canina, Aira caespitosa, Festuca ovina, F', rubra, Holcus lanatus, Poa pratensis, Anthoxanthum, Carex Goodenoughii, ©. pulicaris, C. flava, Schoenus ferrugineus, Ériophorum polystachyum, Luzula multiflora, Juncus lamprocarpus. Endvidere er noteret om- trent de samme Folgeplanter som i Carex panicea-Mosen: Æqui- setum fluviatile, dog sjælden, E. palustre, Triglochin palustris , Linum catharticum, Viola palustris, Comarum palustre, Potentilla erecta, Filipendula ulmaria, Geum rivale, Parnassia, Epilobium pa- lustre, Angelica silvestris, Lythrum salicaria, Hydrocotyle, Menyan- — 286 — thes, undertiden talrig, men meget smaabladet, Gentiana pneumo- nanthe, Menta aquatica, smaabladet, Lycopus, Brunella vulgaris, Pinguicula, Succisa praemorsa, Centaurea scabiosa, Cirsium palustre, Achillea ptarmica og Hieracium pilosella. Af Vedplanter var Salix repens rigelig paa saadanne Arealer, som benyttes til Slæt: des- uden hist og her Erica, Calluna og Myrica, hvilken sidste er i den Grad tilpasset til forskellige Fugtighedsforhold, at den baade vokser paa Molinia-Mosens Overflade og i Tørvegrave sammen med Cla- dium mariscus og Arundo. I meget tæt Græsvækst er Mosserne tilbagetreengte; men i et aabent Græsdække ses Hylocomium squar- rosum, H. proliferum, Hypnum intermedium, H. stellatum, Acrocla- dium cuspidatum, Dicranum scoparium, Gymnocybe palustris og Sphagnum cymbifolium. Hvor et Areal af Carex panicea-Mose eller Molinia-Mose be- nyttes alene til Torvesker, vil de gerne smaa Partier af Mosen, som endnu ikke er opgravede og heller ikke benyttes som Torre- plads, i Tidens Løb blive erobrede af Vedplanter; den af Carex panicea, C. Goodenough, Molinia, Briza, Nardus o. a. Glumiflorer bestaaende Græsvegetation vil, efterhaanden vige for en af Salix repens, 5. cinerea, S. aurita, S. pentandra, Vaccinium uliginosum, Calluna, Myrica og Betula pubescens sammensat kratagtig Vegeta- tion. I Skals Aa Dalen fandtes i alt Fald for nogle Aar siden ikke saa faa Lokaliteter, hvor dette var Tilfældet. I Skals Aa Dalen, som ogsaa i Nørre Aa Dalen, Simested Aa Dalen o. a. Aadale i Jylland, har det lenge veret Brug Aar efter Aar at benytte de samme Arealer af Mose alene til Greesning for Kreaturer og Heste. Denne lidet økonomiske Benyttelse finder vel endnu stadig Sted, men jeg skulde dog tro, at i alt Fald 1 Skals Aa Dalen er den nu overalt veget for en mere rationel Anvendelse. Overfladen af disse permanente Gresgange faar i Tidens Løb et yderst karakteristisk Udseende, idet der forekommer et meget stort Antal tæt staaende og mere eller mindre høje Tuer eller „Knolde“ — ,Knoldkær“ er en ikke ualmindelig Benævnelse for saa- danne Arealer. Ved den Aar efter Aar fortsatte Færdsel af Kreaturerne trædes en Del af Plantedækket og den bløde Mosejord stærkere og stærkere ned mellem de tuedannende Glumiflorer, der viser den største Modstandskraft. De med de fasteste Tuer udrustede og derfor mest modstandsdygtige Arter er uden Tvivl Molinia coerulea og Aira caespitosa, som jo begge er særdeles hyppige; men ogsaa Jun- cus conglomeratus, J. effusus, Nardus stricta, Carex panniculata og maa- — 287 — ske Festuca ovina har nogen Betydning i samme Henseende. I visse Tilfælde danner vel hele smaa Samlinger af Engplanter med fastere byggede Jordskud Udgangspunktet for Tuedannelsen. I Skals Aa Dalen var det ofte muligt at følge Udviklingen af Knoldkærene næsten fra deres første Opstaaen til deres mest karakteristiske Skikkelse, hvor Tuerne i Højde maalte indtil 0,5 m, regnet fra den nedtraadte Jord mellem dem, og hvor disse Tuer stod saa tæt, at det for Mennesker bliver yderst besværligt at befærde saadanne Arealer. Det er en Selvfølge, at der paa Grund af det forskellige Niveau maa være nogen Forskel i Vegetationen paa den nedtraadte Flade mellem Tuerne og paa Tuerne selv. Ofte er Jordbunden mellem Tuerne saa optraadt af Dyrene, at Vegetationen overhovedet er meget sparsom, men andre Steder, hvor Forholdene har veret gunstige derfor, er der dog dannet et nogenlunde sluttet Græsdække, bestaaende af Carex panicea, C. Goodenoughii, C. flava x Hornschuchiana, C. glauca, C. Oederi, Agrostis canina, A. vulgaris, A. alba, Briza, Sieglingia, Anthoxanthum, Festuca rubra, Poa pratensis var. humilis og Holcus lanatus. Enkelte Steder er truffet Cladium mariscus, paa sommertor Bund, og Scirpus multi- caulis; Juncus lamprocarpus og Luzula multiflora er begge hyppige. Iovrig er fra Bunden af Skals Aa Dalens Knoldker bogført: Tri- glochin-Arterne, Rumex acetosa, Sagina nodosa, Cerastium caespito- sum, Coronaria flos cucult, Ranunculus flammula, R. acer, Viola palustris, Cardamine pratensis, Parnassia, Geum rivale, Comarum, Lotus uliginosus, Trifolium repens, Epilobium palustre, Hippuris vulgaris, terrestrisk Form, Hydrocotyle vulgaris, Angelica silvestris, Myosotis palustris, Menyanthes, Menta aquatica, Veronica beccabunga, Cirsium palustre og C. lanceolatum. De sædvanlige Mosser forekommer, men uden at danne noget sammenhængende Deekke. Paa greeskleedt Bund fremkommer der ej sjælden en ret rig Vegetation af Psalli- ota campestris, men, saa vidt jeg har set, kun paa Græsgange, hvor Heste har græsset gennem flere Somre. Tuerne selv overvokses med Alderen dels af nogle af de samme Arter, som findes mellem Tuerne, dels af andre, saasom: Festuca ovina, Potentilla erecta, Brunella, Filipendula ulmaria, Hieracium auricula, Tussilago farfara, Gentiana pneumonanthe, Euphrasia sp., Plantago lanceolata, P. media, P. maritima, Succisa praemorsa o. fl. a. Undertiden finder man ejendommelige Sammensætninger, t. Eks. hvor Lycopus europaeus og Equisetum palustre næsten ene danner Knoldenes Vegetation. Til Tuerne er visse Mosser særlig knyttede, — 288 — saasom Stereodon cupressiformis, Leucobryum glaucum, Polytrichum strictum, P. commune, Hylocomium-Arterne, Sphagnum cymbifolium, Astrophyllum hornum og Fissidens adianthoides, hvilken sidste dog navnlig findes paa Overgang mellem Tue og Flade. N paa Tuerne er endvidere Cladonia rangiferina. Paa Tuerne fæster sig Vedplanter i stor Mængde, først de smaa Arter: Salix repens, Vaccinium uliginosum, Calluna, Erica, Em- petrum og Myrica, senere de større, saasom Salix pentandra, S. aurita, S. cinerea, Betula pubescens og Juniperus. Ofte er Myrica i ganske særlig Grad fremtrædende, og den giver da saa- danne Arealer deres Karakter; med nogen Grund vil man kunne benevne dem Myrica-Mose. Ner Skov er Juniperus som Regel talrig; jo nærmere Skoven, des hyppigere. Meget gamle Græsgange gaar efterhaanden helt over i Krat. Jordbundens Beskaffenhed paa Græsmoser i Skals Aa Dalen fremgaar af Analyse Nr. 6 i Tabel 2 (S. 322). Her er ligeledes anført en Analyse (Nr. 7) fra en permanent Græsgang. — Vi vender os i det følgende til en anden Egn af Jylland, det i Vendsyssel beliggende meget store Engdrag langs Gjer Aa, der har sit Udspring Nordøst for Hammer Bakker og gennemstrømmer Lavlandet mellem V. Hassing Bakkeø i Syd og Jyske Aas eller Allerup Bakker i Nord (se nærmere A. Jessen, 1905). Gjer Aa Enge hører til de største sammenhængende Arealer af Græsmose i Danmark; det naar i Nord op til Hjallerup og fortsættes i Syd af Rosmos Kær, som strækker sig helt ned til Staa Holdeplads; i Vest og Øst begrænses det i det væsentlige af henholdsvis Aal- borg—Sæby Amtsvej og Aalborg—Seeby Jærnbane. Nærmest Aaen findes Dyndenge, som dog her i Omraadet spiller ringe Rolle. En Gennemsnitsanalyse af 5 Prøver, tagne paa Enge ca. 15 m fra Aaens Kant (mellem Myren og Bredeng, Syd for Aaen), findes anført i Tabel 1, Nr. 11 (S. 269); Askeindholdet er ca. 37 °/o af Tørstoffet. De paagældende Arealer er Graminé-Dynd- enge, hvor Aira caespitosa, Poa pratensis, Holcus lanatus og An- thoxanthum odoratum i Forening med Carex Goodenoughii og Acro- cladium cuspidatum danner Hovedvegetationen, medens en hel Del andre Græsser og de sædvanlige Urter er indblandede i Græs- dækket. Saadanne Dyndenge gaar i kort Afstand fra Aaen over 1 Tørveenge. Dyndlag har hverken synderlig Udbredelse eller Mægtighed under 'Tørven i det store Engdrag. Som oftest hviler Tørven — 289 — næsten direkte paa Sand, det vil altsaa sige, at Tørvedannelsen hurtig er kommen i Gang paa det tilforn oversvømmede Terræn. A. Jessen meddeler om Tørven (1905, S. 166): ,Dens Mægtighed er meget varierende, ofte danner den kun et 14/2 m. tykt Dække over det underliggende Strandsand eller marine Ler, andre Steder er Torvelaget 2—3 m. tykt. Mod Nordvest op imod Hjallerup veksler Torvedybden ganske overordentligt; Bunden, der bestaar af senglacialt Strandsand, er meget uregelmæssig, og talrige Sand- banker rage op, udækkede eller kun dækkede af et ganske tyndt Tørve- lag, medens Tørvedybden i kort Afstand derfra kan være henved 3 m.“ Dette kan jeg ganske bekræfte ved de af mig i 1904 fore- tagne Undersøgelser, kun med den Tilføjelse, at der i Virkeligheden findes endnu mange flere Sandbanker, ogsaa i den Rs Del af Omraadet, end angivet paa Kortbladet. I den østlige Del af Gjer Aa Engene er Tørvelagets Mægtighed gennemgaaende ringest. Her findes paa mange Punkter, hvor Tørvedybden kun er ca. 0,5 m, endnu paa Roden staaende, store Stubbe af Quercus sp. Dette viser, at Skoven, der er vandret ud over de store Ker- og Mosestrækninger, er forsvunden derfra i forholdsvis sen Tid. Noget nærmere kan vel ikke oplyses her- om; at de her omtalte Stubbe dog ikke er Efterladenskaber af Træer i en større sammenhængende Skov, men snarere hidrører fra spredte Grupper af Træer eller smaa Lunde, synes at fremgaa af nogle faa Oplysninger, der stammer fra Dronninglund Hovedgaards Arkiv, og i Følge hvilke der omkring Midten af det 18. Aarh. avle- des anselige Mængder Hø påa de til Gaarden hørende Enge (ca. 1000 Læs aarlig, i vaade Aar 1200 å 1400 Læs). Det kan tilføjes, at Engene efter Slæt benyttedes til Græsning, undtagen i vaade Aar, da Kreaturerne holdtes borte af Frygt for, at Engene skulde blive optraadte. I en Kontrakt af 19. Jan. 1754 angaaende For- pagtningen af Dronninglund Gaard overdrages Græsningsretten i Engene til Forpagteren efter Høets Bjærgning, ,hvorhos dog obser- veres, at hvor Engene ere bløde og moragtige, holder Forpagteren Tilsyn, at Kvæget ej samme optræder og bedærver.“ !) Paa enkelte Sandbanker er naturlig Skov endnu bevaret; men paa de fleste er den ganske forsvunden; mange af dem bærer Navne med Endelsen —holt, saaledes Gritrholt, Høgholt, Ørnholt, Lang- 1) Meddelt mig af Husmand, fhv. Skovfoged paa Dronninglund L. Tu. Foermann, der paa Grund af sin levende Interesse for Egnens Historie en Tid lang havde Adgang til Godsets Arkiv. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 19 — 290 — holt, Egholt, @ksenholt o. s. v. Den lille Skov paa Sandbanken Ørnholt, som sikkert er naturlig, bestaar nu af lavstammet og stærkt grenet Fagus silvatica og Quercus pedunculata; enkelte Stød af. Fagus maaler i Diameter 1m. Desuden forekommer Sorbus aucu- parva, Populus tremula og ud mod Engen Alnus glutinosa. Der er ingen Underskov, da Kreaturer frit kan feerdes indenfor Lundens Grænser. At hele Engdraget tilforn har været meget rigere paa Smaa- skove, væsentlig knyttede til Sandbankerne, tor betragtes som sikkert ; men disse er vel for en Del, og endda paa et tidligt Tidspunkt, ryddede bort af Hensyn til Græsarealets Forøgelse. Ved Udskift- ning og Udgrøftning er Engene efterhaanden overgaaede i deres nuværende Tilstand. Fra Slutningen af forrige Aarhundrede er nogle af de bedst afvandede Enge komne under Plov, medens An- vendelse af Kunstgødning paa et langt større Antal Enge har frem- kaldt en ikke uvæsentlig Ændring af Vegetationen"). Ikke des mindre findes der endnu adskillige Engstykker, som aabenbart har bevaret nogenlunde den samme Tilstand i en meget lang Aarrække. Et Par Eksempler paa Carex panicea-Mose anføres her. Ca. 2300 m Nordøst for Hovedgaarden Langholt ligger, Nord for Gjer Aa (G. M., I 28), et Engskifte, som tilhører Dronninglund Gods, men er saa langt fjærnet fra Gaarden og dens øvrige Eng- areal, at det ofte ikke er slaaet; det har af samme Grund aldrig faaet Kunstgødning. Tørvens Mægtighed er ca. 1m; Undergrunden lidt lerblandet Sand. Den nordlige Ende af Stykket benyttes til Tørveskær. Da jeg September 1904 saa Stykket, var det uslaaet. Ovret havde paa Grund af Udtørring mange Steder slaaet Revner. Carex panicea var da ganske dominerende. Iovrig fandtes Carex glauca, pletvis, Briza media, Sieglingia, Festuca ovina, Nardus, Molinia, ret rigelig, Agrostis canina, A. vulgaris, Anthoxanthum odoratum, Aira caespitosa, enkeltvis, Holcus lanatus, ligeledes, Poa pratensis, i meget ringe Mængde, og Luzula multiflora. Salix repens var tilstede i meget rigeligt Antal og sammen med Carex panicea karakteriserende. Indblandede i Græsdækket, men uden nogen enkelt Arts Fremhersken, forekom: Ranunculus acer, Geum rivale, Potentilla erectu, Succisa praemorsa, Cirsium palustre, Leontodon auctumnalis og Hieracium auricula. Mosserne var kun faa og uden 1) Det fortjener at bemærkes, at baade Brınck-SeipeLin (1828, 3. 56) og C. CHRISTENSEN (1832, S. 67) anfører, at Gødning af Enge er ukendt inden- … for de af dem landgkonomisk beskrevne Amter. — 291 — synderlig Betydning (Hylocomium squarrosum, Polytrichum commune). Cladonia rangiferina fandtes, om end ej i større Mængde. Fra dette Areal og 4 beslægtede foreligger en Analyse af Jordbunden, der'er anført 1 Tabel 2, Nr. 8 (S. 322). Et andet Eksempel paa samme Art Mose kan anføres fra et Areal, der ligger godt 600 m i Sydvest for Gritrholt (G. M., H 28). Det er ligesom det foregaaende Stykke overordentlig jævn, til Slæt anvendt Mose; Tørvens Megtighed er noget over 1 m. Kunstggd- ning er sikkert aldrig givet. Carex panicea er dominerende, men Nardus stricta næsten ligesaa fremtrædende. Desuden findes spredt: Anthoxanthum, Molinia, Aira caespitosa og Festuca rubra. De vigtigste Urter er Rumex acetosa, Potentilla erecta, Succisa prae- morsa og Cirsium palustre, men ingen af disse er tilstede i synder- lig stort Antal. Salix repens er hyppig; desuden Calluna og Erica i ringe Mængde. Af Mosser findes især. Hylocomium squarrosum; der- til Acrocladium cuspidatum i ringe Mængde. Cladonia mangler her. En Analyse af Jordbunden fra dette og 4 tilsvarende Arealer findes anført Tabel 2, Nr. 9, Som ovenfor nævnt er adskillige af Engene i Gjer Aa Om- raadet forbedrede ved Kunstgødning, hvoraf gives fra 300—400 kg (Kali- og Fosforsyregødning) pr. ha. Vegetationen paa vel afvandet og gødet Græsmose hestaar af Aira caespitosa, Festuca rubra og Holcus lanatus, alle 3 fremherskende, men serlig den forste, Agrostis alba, Poa pratensis og Anthoxanthum odoratum, alle 3 spredte, Nardus, meget spredt, Carex Goodenoughü og C. panicea, begge meget stærkt tilbagetreengte. Det samme geelder Mosserne (Hylocomium squarro- sum og Climacium). Urterne er: Rumex acetosa, Cerastium caes- pitosum, Ranunculus acer, Cardamine pratensis, Comarum, Tri- folium repens, kun i ret ringe Meengde, og Plantago lanceolata. Salix repens er ikke bemærket paa disse Arealer; den forsvinder gerne i kunstggdet Græsmose, formodentlig fordi dens Grene tvinges saa stærkt til Vejrs, at den lider ganske anderledes ved Høslætten end paa de ugødede Arealer, hvor den bedre kan undgaa Le og Ma- skine, fordi den dér holder sig overordentlig lav og krybende. — En Analyse af Jordbunden i et Hold kunstgødede Enge, hvor Tørve- jorden har en Mægtighed af 0,6—1,5 m, ses i Tabel 2, Nr. 10. Undergrunden er Sand. Større Dele af Gjer Aa Mosedraget benyttes nu til Frem- stilling af Brændtørv. Det synes ikke tidligere at have været Tilfældet i nogen videre Udstrækning; saa sent som 1884, da 195 — 292 — Generalstabens Opmaaling foretoges, har Engenes Benyttelse i denne Retning, efter Markering af Tørveskær at regne, i alt Fald Nord for Aaen været lidet betydelig"). En Undtagelse herfra danner dog et ca. 20 ha stort Areal, der ligger umiddelbart Vest for Nymark Huse (G. M., H 28) og hører til Try By. Nu er dette Areal, der gaar under Navn af „Try Mose‘, for Størstedelen afgravet, medens der i 1884 kun paa Halvdelen deraf fandtes spredte Grave. Op- gravningen har været saa godt som planles. Den tilbageblevne Del af den oprindelige Græsmose — Generalstabens Signatur 1 1884 er Eng — har i 1904 nærmest Karakter af Lyngmose eller er i alt Fald paa Overgang dertil. Caliuna er fremherskende; des- uden forekommer Erica, Vaccinium uliginosum, V. vitis idaea, Myrica, Salix repens. Mellem disse Vedplanter findes spredt: Carex panicea, C. Goodenoughiü, Nardus, Molinia, Sieglingia, Poa pratensis, Aira flexuosa og Agrostis vulgaris; endvidere Galium uliginosum, Potentilia erecta, Succisa praemorsa, Hylocomium parie- tinum, Dicranum scoparium og Polytrichum commune. Paa den blot- tede, løse og torre Tørvejord vokser Airopsis praecox og Rumex acetosella, to Arter, der sædvanligvis ikke indfinder sig paa Græs- mose under Opgravning. — Da en Undersggelse af Jordbunden her kunde have Interesse til Sammenligning med den omgivende Grees- moses Jordbund, udtoges 3 Prøver, hvoraf en Gennemsnitsanalyse er anført i Tabel 2, Nr. 11 (S. 322). Torven, hvis Megtighed var noget over 1 m, indeholdt en Del Rester af Betula. Man vil ved en Sammen- ligning med Analyse Nr. 10 især legge Mærke til den relativt ringe Askemeengde og til det betydelig mindre Indhold af Kalk, der dog er stigende med Dybden. | Et stort Parti af Gjer Aa Enge Syd for Aaen kaldes „Tue- ker“ (G.M., H 28); det er for Størstedelen Græsmose, men derfra fragaar dog en større Sandbanke i Nordvest og et Øst derfor lig- gende, ca. 4 ha stort Parti, der indgaar i det til Rottrupgaard hgrende Areal af Engene. Paa G.M. er dette Parti, som vi her vil kalde Rottrup Mose, markeret som Mose; en større Torvegrav er ind- 1) Overhovedet har Torveengenes Beholdninger af Brændsel maaske slet ikke været almenkendt gennem de første Aartier af forrige Aarh. Saaledes skriver C. CHRISTENSEN (1832, S. 125): ,Siden man blev opmærksom paa, hvilket ikke gaar mange Aar tilbage, at Engene og Kjærene flere Steder indeholde Tørvejord, og ligesom Udtørringer blev almindeligere, er den Slags Brændsel rigeligere for Haanden“. I Overensstemmelse hermed angiver Brıxck- SEIDELIN (1828, S. 271), at Dronninglund Herred „har ikke Overflod af Torv“. — 293 — lagt. Allerede set i nogen Afstand er Rottrup Mose iøjnefaldende forskellig fra Omgivelserne, idet dens Overflade er hævet op over alle Naboengenes. Nu er ganske vist det meste af denne Tørve- banke opgravet; af de tilbagestaaende Dele af Mosen kan det dog sluttes, at Tørvens Mægtighed inden Afgravningen var ca. 1,50 m paa Arealets Midte; herfra aftager den til alle Sider, og i en Af- stand fra Midtpunktet af ca. 800m er Torvedybden sunket ned til 0,3—0,7 m. Den ikke opgravede Del af Mosen benyttes kun til Afgræsning. Vegetationen var (efter Optegnelser fra 1907) meget aparte i Sam- menligning med den omgivende Græsmoses. Eriophorum vagina- tum forekommer i stor Mængde og er nærmest fremherskende; Tuerne staar nær hverandre"), men mellem dem findes dog Azra flexuosa i rigelig Mængde. Endvidere: Molinia, Carex Goodenoughi og Agrostis vulgaris. Hvor Jorden paa Grund af Kreaturernes Færdsel er optraadt og nøgen, forekommer Rumex acetosella. Sphag- num mangler fuldstændig; heller ikke i Tørven findes Spor deraf. Eriophorum-Tuerne selv bærer en begyndende Vegetation af Cal- luna, Cladonia rangiferina og C. coccifera. Analysen af de fra Rottrup Mose tagne 5 Jordprøver findes i Tabel 2, Nr. 12 (S. 322). Det fremgaar heraf, at Indholdet af Aske er mindre end i Græsmosen, og at ligeledes Indholdet af Kalk er be- tydelig ringere, men dog stigende i Dybden; den samme Stigning gør sig gældende for Kvælstoffets Vedkommende. Rottrup Mose er saaledes en Form af Overgangsmose, der synes mig at være af ret megen Interesse. Fra Gjer Aa Engdraget kan meddeles nogle Iagttagelser over Genvæksten i Tørvegrave. I den Strækning, der forbinder Rosmos Kær med de Syd for Gjer Aa liggende Enge, fandtes 1884 slet ingen Tørvegrave. Siden den Tid har Mosen været Genstand for intensiv Tørvegravning. Ca. 800 m Sydøst for Gl. Striben (G. M., 128) ligger saaledes et ca. 10 ha stort Engstykke, hvoraf næsten Halvdelen i 1907 var afgravet til 1m Dybde; Tørvedybden er igvrig adskillig større. Paa det i 1907 afgravede Parti finder der naturligvis ingen Genvækst Sted i Løbet af det samme Aar, naar undtages, at der paa den afrømmede Moseoverflade (Ovret), der er for løs til at give gode Brændtørv, og som derfor kastes 1) Det ovenfor anførte Navn Tueker, som i Følge G. M. gælder en meget større Strækning end Rottrup Mose, stammer sandsynligvis fra dette ejen- dommelige Parti. — 294 — ned paa Bunden af den iøvrig vanddækkede Grav, forekommer Kimplanter af Cineraria palustris. — Indenfor det i 1906 afgravede Terræn voksede der i 1907 en overordentlig stor Mængde Bidens tripartitus, mellem hvilke flød en rigelig Mængde Lemna minor; desuden fandtes enkelte Cineraria palustris, Epilobium palustre og en begyndende Vegetation af Carex rostrata; spredte Aira caespi- tosa stammer formodentlig fra den afrømmede Jords gamle Græs- dække. — Paa det i 1905 afgravede Parti var Carex rostrata gan- ske dominerende. Bidens fandtes kun i et meget ringe Antal Individer. Og fra nu af foregaar Genvæksten aabenbart rask. Hoved- massen af det nærmest før 1905 afgravede Parti var i 1907 groet sammen til fast Eng, der for Tiden benyttes til Slæt. Vegetationen er her følgende. Carex rostrata er Karakterplanten, men desuden forekommer i Mængde Carex Goodenoughü, Eriophorum polysta- chyum og Agrostis alba. Catabrosa aquatica findes, om end kun i ringe Mængde. Lidet talrige er Azra caespitosa og Festuca rubra. lovrig spredt: Juncus effusus, Alisma plantago aquatica, Bidens tripartitus, Stellaria palustris, Sagina nodosa, Comarum og Epi- lobium palustre. Mosserne er faatallige; der ses kun Marchantia polymorpha og Astrophyllum cuspidatum var. elatum. Umiddelbart Sydvest for det ovennævnte Areal findes en anden Grav, hvor Vegetationen er mere fremskreden. Stykket var i 1884 urørt. Den regenererede Mose ligger ca. 0,4 m under den urørte Overflade og er næsten overalt fast. Her danner Carex Goodenoughir og C. panicea i Forening Hovedvegetationen, medens C. rostrata kun findes i enkelte spredte Bestande. Iovrig af Glumiflorer: Fe- stuca rubra, Atra caespitosa, Holcus lanatus, Briza, Sieglingia, Molinia, Anthoxanthum, Juncus lamprocarpus og Luzula multi- flora. Af Urter: Caltha palustris, Ranunculus acer, Cerastium caespitosum, Coronaria flos cuculi, Cardamine pratensis, Linum catharticum, Viola palustris, Potentilla erecta, Geum rivale, Fili- pendula ulmaria, Comarum, smaabladet, Parnassia palustris, Tri- folium pratense, T. repens, Hydrocotyle vulgaris, Menyanthes, smaa- bladet, Brunella vulgaris, Euphrasia sp., Alectorolophus minor, Pedicularis silvatica, Succisa praemorsa og Cirsium palustre. Hyloco- mium squarrosum og Acrocladium cuspidatum danner et temmelig sparsomt Mosdække mellem de øvrige Planter. Af Vedplanter ses Salix repens og 8S. hastata. Endnu et Eksempel kan nævnes. Ca. 300m Syd for Gl. Stri- ben findes paa Kortet fra 1884 markeret Torvegrave, som dog — 295 — siden Generalstabens Opmaaling er stærkt udvidede. I de yngste af de regenererede Bevoksninger bestaar Vegetationen, der er ret ensartet, af ganske overvejende Mængder af Equisetum fluviatile og Agrostis alba. Rigelig er Menyanthes og meget rigelig Acrocladium cuspidatum tilstede. Igvrig: Carex Goodenoughti, Juncus lampro- carpus og Ranunculus lingua i enkelte smaa Bestande. — I de ældre Bevoksninger forekommer Kquisetum og Menyanthes i meget mindre Mængde end i de yngre, medens Carer Goodenoughii er fremherskende. Igvrig forekommer Holcus lanatus, rigelig, Aira caespitosa, Poa pratensis, Agrostis vulgaris, Juncus conglomeratus og Luzula multiflora. Af Urter er bogført: Triglochin palustris, Rumex acetosa, Ranunculus acer, Coronaria, Hypericum acutum, Filipendula ulmaria, Argentina anserina, Potentilla erecta, Parnas- sia, Lotus uliginosus, Vicia cracca, Alectorolophus minor, Brunella vulgaris, Lycopus europaeus, Plantago lanceolata, Succisa praemorsa, Achillea ptarmica, Leontodon auctumnalis og Cirstum palustre. Sa- liz repens, S. cinerea og S. pentandra forekommer som spredte Smaabuske. Mange andre Eksempler paa Tilvæksten i Tørvegrave siden Midten af 80’erne i forrige Aarh. kunde anfores fra det her om- handlede Omraade. For en stor Del gamle Graves Vedkommende gælder det, at de nu er genvoksede i „Eng“, som slaas eller endog afgræsses. Engen repræsenterer forskellige Stadier af Cyperacé- eller Graminé-Mose; her forekommer, som alt nævnt, ogsaa Carex rostrata-Mose og Agrostis alba-Mose, Associationer, dannede veesent- lig af de iøvrig Dyndengen fornemmelig tilhørende Arter. I andre Grave kan findes et udpræget Juncetum, dannet navnlig af Juncus conglomeratus og J. effusus, der begge maa finde en god Spirings- bund paa den med Ovre delvis opfyldte Grav (,ny Jord‘). Særlig fremtrædende bliver disse Juncus-Arter naturligvis, naar den gen- dannede Moseoverflade benyttes til Græsning mere end til Slet. — Et andet betydeligt Omraade af Græsmose i Vendsyssel findes i Engene om Store Vildmose. St. Vildmose, til hvilken vi senere vender tilbage, er som bekendt beliggende paa det vidtstrakte Sletteland, der naar tværs over Vendsyssel fra Limfjorden (udfor Gjøl og Øland) til Jammerbugten, og som i Øst begrænses af det højere liggende Land, regnet omtrent fra Brønderslev til Hammer Bakker. I dette Sletteland findes 2 større Aaløb, Ry Aa og Lind- holm Aa, der begge munder ud i Limfjorden. Den første løber Nord og Vest for St. Vildmose, den anden Øst for samme, og de — 296 — naar paa enkelte Punkter ret nær ind mod St. Vildmose. Det er Aaerne, der betinger Tilstedeværelsen af de store Engdrag, som særlig i Nordøst grænser op til Vildmosen. Men disse Engdrag er af ret forskellig Beskaffenhed. | Engarealet Nordøst for Vildmosen kan deles i de Nord for Ry Aa liggende Vester Brønderslev Enge, der i det vesent- lige er Kær, Øster Brønderslev Enge, der ligesom andre Enge paa begge Sider af Ry Aa for Størstedelen er Græsmose, Rebsenge, Stenis Enge og Barbarask Enge, alle Syd for Ry Aa og i Hovedsagen Græsmose, om end gennemgaaende med ringe, sjælden 1m overstigende Tørvedybde. Syd for Barbarask og Øst for Vildmosen strækker sig helt ned til S. Elkær et meget anseligt Mosedrag, der for Størstedelen er opdyrket (til den i dette liggende Enklave af Lyngmose vender vi senere tilbage). Derimod er Engene langs Lindholm Aa ikke Mose, men Kær. Syd og Vest for Vildmosen findes enten ingen eller kun temme- lig smaa, i umiddelbar Forbindelse med Mosen staaende Engstræk- ninger, idet Engene langs Ry Aa, som forøvrig ikke er Tørveenge, er skilt derfra ved lidt højere Land. Kun Nordvest for Vildmosen, mellem Mosegaard og Tagmark, findes et Areal af Græsmose, der gaar jævnt over i den egentlige Vildmose. Det flade Land umiddelbart Nord for Vildmosen er store, i Hovedsagen opdyrkede Kærstrækninger; kun lidt deraf, væsentlig Brokær Enge, er Mose. Efter denne Orientering i Engarealerne om St. Vildmose skal vi betragte enkelte typiske Partier indenfor de som Græsmose be- tegnede Arealer. Jævnfør Kortet Fig. 15. De under Stamhuset Birkelse hørende Rebsenge (G.M., K 30) er kun forholdsvis svagt afvandet Græsmose af meget vid Udstrækning. Tørven er i Overfladen indtil en Dybde af 0,5—0,6 m stærkt for- muldet; lidt dybere, t. Eks. i Dybden 0,7 m, træffer man en mindre stærkt formuldet og mindre ren Tørv, der skyldes de forberedende Vegetationer og er stærkt iblandet Arundo-Rester; den gaar i en Dybde af f. Eks. 0,8m over i et tyndt og graat Dyndlag; som oftest hviler dette Lag paa Sand, paa andre Punkter dog paa lerblandet Sand eller sjældnere paa blaaligt Ler. Hyppig er den hele Tørve- masse ikke mere end ca. 0,5 m mægtig. Den til Høslæt anvendte Carex-panicea-Mose er næsten overalt fremherskende i Rebsenge. Men ejendommeligt er, at Ca- — 297 — rex rostrata, Eriophorum polystachyum, Agrostis alba, Calamagro- stis lanceolata, Caltha og Ranunculus flammula er rigeligere ind- blandede end sædvanlig i Carex panicea-Mosen; og dette skyldes ganske utvivlsomt de slette Afvandingsforhold, som i alt Fald i 1904 var raadende. Iovrig forekommer Anthoxanthum odoratum, der optreeder i stort Antal og her er den hyppigste Graminé, Azra caespitosa, Agrostis canina, Festuca rubra, F. ovina, paa tørrere Partier, Poa pratensis, Holcus lanatus, som alle er mere eller min- dre talrige, Rumex acetosa, Cerastium caespitosum, Ranunculus acer, R. repens, Comarum, Filipendula ulmaria, Myosotis caespitosa, o. enk. a. Der er overalt megen Salix repens tilstede. Et andet for Rebsenge karakteristisk Træk er den rigelige Mængde af Mosser: Acrocladium cuspidatum paa fugtigere Partier, Hylocomium squarro- sum paa tørrere; endvidere Gymnocybe palustris og var. laxum, Dicranum scoparium og pletvis hist og her Sphagnum cymbifolium. Om Torvens Sammensætning giver Analyserne i Tabel 2, Nr. 13 og 14 Oplysning; dog er Analyse Nr. 13 afvigende (se herom 3923,°0. fle.) Barbarask Enge (G. M., K 29) er meget stærkt udskiftede og alle afvandede til Lindholm Aa. En Del af disse Enge, hvis Torvedybde sjælden naar over 1 m, er plojede. Nogle af de til Tylstrup By hørende Arealer er undersøgte af mig i 1904 og senere. Paa Grund af den stærkere Udgrøftning gør Barbarask Enge et mere „sundt“ Indtryk end Rebsenge. De er oprindelig alle Carex pa- nicea-Mose, men kun forholdsvis faa Arealer er helt uberørte af Kultur. Hvor Kunstgødning er givet, er Azra caespitosa 0. a. Gra- mineer langt overvejende Cyperacéerne. Af Mosser er Hylocomium squarrosum og Polytrichum strictum hyppige. Feltigera canina forekommer hist og her. Salix repens er gærne talrig. Slige gødede Tørveenge kan vere ret rige paa Urter; saaledes er Rumex acetosa ofte talrig, Ranunculus-Arter ligeledes; endvidere Geum rivale, Filipen- dula ulmaria, der kan danne øformede Partier, Argentina, Coma- rum, smaabladet, Galium harcynicum, Leontodon auctumnalis o. fl. a. Yderst ejendommelig paa adskillige af disse Enge (og andre Enge i Omegnen af St. Vildmose) er Forekomsten af Cochlearia officina- lis, som jeg aldrig har set optræde i andre Moser i Danmark end netop her. Særlig iøjnefaldende er den naturligvis i Blomstrings- tiden; i Slutningen af Maj 1904 var den saavel paa Enge i Barba- rask som paa den imellem Kornumgaard og Enggaard liggende Mose (G. M., K 30) saa talrig, at den farvede store Partier af Mo- — 298 — sens Overflade ganske hvide. Meget frodig staar Cochlearia offici- nalis paa Groftekanter, hvor der ved Oprensning er kastet ny Jord op; ligeledes langs Kanterne af gamle Tørvegrave, hvor Afvandin- gen gør sig stærkest gældende. Ogsaa fandt jeg den i stor Mængde paa en kunstgødet Tørvejordsbanke (gammel Vældmose) en Del sydligere, mellem Abigaelsminde og Sdr. Elkær (G. M., K 29). Der er Sandsynlighed for, at Cochlearia officinalis er en Relikt fra den efter Litorina-Sænkningen følgende Periode, om hvilken der paa Lavlandet omkring St. Vildmose endnu findes saa mange Min- delser; de er tidligere jævnlig omtalte (se saaledes A. Jessen, 1899, S. 301 o. flg.). Om den pletvis resterende Marskvegetation er ogsaa givet en lille Meddelelse (Mentz, 1894), som efter mine senere Iagttagelser kunde suppleres med yderligere Oplysninger. Relikter af Marskeng findes saaledes i Hjermeslevgaard Enge, i en Eng Syd for Gl. Hammelmose, i Brokær Enge og i Engene 1200— 1500 m Sydvest for Stavad. Paa sidst nævnte Lokalitet forekommer paa Grænsen af Mose og Dyndeng større og mindre Partier med Sali- cornia, Juncus Gerardi, Arundo phragmites f. repens, Glyceria maritima, Lepigonum salinum, Glaux maritima, Aster Tripolium, Triglochin maritima, Plantago maritima og Cochlearia officinalis. Nu og da ses i den tilgrænsende Mose nogle 20—40 m? store Pletter, hvor Tgrvejorden er fuldstændig blottet for Vegetation. — At de nævnte Planter danner smaa overlevende Bestande fra tidligere Tiders Marskeng, kan vel ikke bevises; men der er dog mindst lige saa stor Sandsynlighed for, at de er Relikter, som for at de skulde være indvandrede ,i Spring“ (E. Warmine. 1904, S. 90). Ogsaa fra Barbarask Enge foreligger en De! Analyser af Tørve- jorden; de frembyder dog ikke større Interesse, idet de i Hoved- sagen stemmer med dem fra Rebsenge. Fra Broker eller Manne Enge (G. M., L 30) har jeg gjort nogle Optegnelser, der er af Interesse, fordi man kun sjælden fin- der en saa homogen Sammensætning af Carex panicea-Mose. Carex panicea var (73/6, 1904) fuldkommen dominerende; kun hist og her saas Carex disticha, Eriophorum polystachyum og Aira caespitosa. Engen var desuden yderst fattig paa Urter; meget spredt optraadte Cardamine pratensis, Triglochin palustris, Ranun- culus flammula, Caltha, Comarum, begge kun enkeltvis, og Galium palustre. Salix repens forekom jævnlig indblandet i Græsdækket, hvori der derimod ej fandtes meget Mos. Det ovenfor nævnte Areal af Tørveenge Nordvest for St. Vild- — 299 — mose, mellem Mosegaard og Tagmark (G. M., L 30 og M 30), gaar dels jævnt over i Vildmosen, dels ligesaa jævnt over 1 de langs Ry Aa liggende Dyndenge, der udmærker sig ved en frodig Graminé-Vegeta- tion; Mosegrænsen er her meget vanskelig at træffe ganske nøje. Den nordligste Spids af Arealet naar nær hen til de ovenfor omtalte Relikter af Marskeng. Umiddelbart Vest for Vejen Alstrup Aa Bro—Rendbeek Bro og i en Afstand af 600—900 m fra Ry Aa var Engens Vegetation indenfor den af Danmarks geologiske Undersøgelse og mig antagne Grænse i 1906 følgende, idet det maa bemærkes, at Kunstgødning aldrig har været anvendt. Arealet ligger lidt ovenfor 10' Kurven. Tørvedybden er ca. 0,5 m (over Sandunderlag). Azra caespitosa, Festuca rubra, Holcus lanatus, Poa pratensis, Molinia, Nardus, Carex panicea, C. Goodenoughii, C. disticha og Eriophorum poly- stachyum danner Græsdækket. Det er i Hovedsagen Azra caespi- osa og Carex panicea, der her, som saa mange andre Steder, kem- per om Herredømmet; snart har den ene Magten forud for den anden, snart er det omvendt; Graminéerne er dog her gennem- gaaende de fremherskende. Iovrig forekommer: ÆRumex acetosa, Polygonum amphibium, f. terrestre, der hist og her er talrig, Ranun- culus acer, Caltha, Cochlearia officinalis, Geum rivale, Lathyrus pratensis, Succisa praemorsa, Cirsium palustre, Salix repens og Hylocomium squarrosum; ingen af de to sidst nævnte Planter spil- ler dog nogen større Rolle. — Jordbunden indeholder her 32,87 °/o Aske i Torstoffet; og Indholdet af Kalk, beregnet som CaCO,, er 5,52 fo, Arealet 300—600 m Øst for nævnte Vej er udpræget Carex panicea-Mose med en Tørvedybde af ligeledes ca. 0,5 m. Foruden af Carex panicea bestaar Vegetationen af Carex Goodenoughii, Aira caespitosa, Molinia, Nardus, Briza, Festuca ovina, Potentilla erecta, Comarum palustre, Gentiana pneumonanthe, Galium uligi- nosum, Succisa praemorsa, Leontodon auctumnalis og Taraxacum intermedium. Salix repens er her talrig og, sammen med Carex panicea, karaktergivende. — Jordbunden indeholder 31,97 °/o Aske af Torstoffet; Indholdet af Kalk, beregnet som GaCO,, er 2,09 °/o. Vi betragter dernæst Forholdene paa Arealet 300—600m Øst for den i det foregaaende omtalte Carex panicea-Mose og ca. 600 m Vest for Grænsen af St. Vildmose; det ligger nogenlunde i Flugt med 15' Kurven. Tørvedybden er 0,3—0,7 m; Undergrunden er Sand. Carex panicea er her knapt saa dominerende som paa fore- gaaende Sted, men snart denne, snart Molinia, snart Nardus og — 300 — snart Azra flexuosa er de mest fremtrædende Arter. Forøvrig fore- kommer: Carex Goodenoughii, Eriophorum vaginatum, spredt og svag, Aira caespitosa, næsten kun enkeltvis, Festuca rubra, F. ovina og Anthoxanthum odoratum. Urternes Antal er ligesaa begrænset som paa det foregaaende Areal; der er bogført: Rumex acetosa, Viola palustris, Potentilla erecta og Galium saxatile. Hylocomium squarrosum, H. parietinum og Gymnocybe palustris er alle talrige. Foruden Salix repens findes af Vedplanter en begyndende Invasion af Calluna, Vaccinium uliginosum og Betula pubescens. Cladonia rangiferina ses jævnlig paa Græsdækket og Mosserne. — Jordbun- den indeholder her 24,55 °/o Aske af Torstoffet ; Indholdet af Kalk, be- regnet som CaCO,, er 1,45 lo. Kveelstofindholdet er i det væsent- lige det samme indenfor dette og de to foregaaende Arealer. — Om Forholdene indenfor Grænsen af St. Vildmose se nedenfor under Omtalen af denne Mose. — Nord for Lundergaard Mose, der senere hen vil blive nærmere omtalt, findes to Arealer, der begge kan henføres til Græsmose, men indbyrdes er vidt forskellige baade hvad Vegetationens og Jordbun- dens Beskaffenhed angaar. Det ene af disse, Helledsø Enge (G.M., N 29), er den nu tørlagte Bund af Helledsø; denne var utvivlsomt den sidste Rest af det Vandbassin, der har betinget Fremkomsten af det af Kolmose, Lundergaard Mose og Hunetorp Mose bestaa- ende, meget anselige Kompleks. Søens Tillanding er aabenbart sket fra Vest (og Sydvest) mod Øst. Den endelige Udtørring — formodentlig har Helledsø i Tidens Løb været Genstand for flere Ud- tapningsforsøg — fandt Sted i 1875; den var da omtrent tørlagt, men ikke „sammengroet“. I 1884, da Generalstabens Opmaaling fandt Sted, angives Søen som Eng. August 1905 undersøgte jeg Arealet nedenfor 20' Kurven. Endnu findes paa dette Tidspunkt større og mindre Partier af Arundo, der benyttes til Rørskær, men skønt Vandstanden indenfor disse Bevoksninger er høj, er de dog overalt passable. Langt den største Del af Engene er i det væsentlige nu jævn, men ret blodbundet Carex panicea-Mose, der benyttes til Slæt. Foruden den vistnok overalt dominerende Carex panicea findes i Mængde dels Eriophorum polystachyum, nemlig paa de fug- tigere Partier, dels Molinia paa lidt tørrere Bund. Iovrig forekommer Carex Goodenoughir, Calamagrostis lanceolata, Poa pratensis, Agrostis alba, især paa fugtigere Partier, Holcus lanatus, Festuca rubra og Nar- dus, hist og her paa mere torre Steder. Equisetum fluviatile er endnu ret hyppig. En usædvanlig stor Mængde Urter findes ind- — 301 — blandede i det af Glumiflorer dog væsentlig sammensatte Plante- dække; de hyppigste er nedenfor fremhævede: Triglochin palustris, T. maritima, Orchis incarnatus, Rumex acetosa, Polygonum am- phibium f. terreste, Caltha, Ranunculus flammula, R. repens, Linum catharticum, Viola palustris, Comarum, Argentina, talrig, Potentilla erecta, Parnassia, talrig, Peucedanum palustre, Hydrocotyle, Meny- anthes, Gentiana campestris, G. pneumonanthe, Lycopus europaeus, Pedicularis palustris, Alectorolophus minor, Galium palustre, Succisa praemorsa, Leontodon auctumnalis, gerne talrig, og Cirsium palustre. Næsten overalt findes en meget rigelig Mængde Acrocladium cuspi- datum; Salix repens er talrig; iøvrig forekommer af Vedplanter: S. hastata, S. pentandra og hist og her Erica og Calluna. — Dyb- den af den tørveagtige Bund er kun 0,3—0,7m, ringest i Øst; Analysen af 5 Prøver fra de øverste 30 cm er anført i Tabel 2, Nr. 15 (S. 323). Det vil heraf ses, at Askeindholdet er en Del større end normalt for Græsmose. Det andet Areal er den Nord for Helledsø og påa begge Sider af Skellet mellem Hune og Jetsmark Sogne beliggende Hunetorp Mose (G. M., N 29), som mod Vest gaar jævnt over i Lundergaard Mose. Øst for nævnte Sogneskel ligger Mosens Overflade, der er fast og jævn, mere end 1 m over Overfladen af Helledsø Enge; Tørvemassens Mægtighed er 1—2 m. Efter Iagttagelser i August 1905 er Vegetationen først og fremmest dannet af Molinia, men dernæst tillige af Aira flexuosa, undertiden i Mængde, endvidere Azra caespi- tosa, Festuca rubra, Agrostis vulgaris, Sieglingia, Poa pratensis og Holcus lanatus. I Molinia-Mosen findes enkelte Tuer af Eriopho- rum vaginatum. lovrig: Rumex acetosella, Potentilla erecta og Leon- todon auctumnalis, i det hele kun meget faa Urter. Af Vedplanter ses spredt Calluna, Erica og Myrica. Mosser er nu uden Betyd- ning. Af Torven, der i Dybden 0—0,05 m er iblandet Rester af Sphag- num, findes en Analyse i Tabel 2, Nr. 16, hvoraf fremgaar, at Mosen er meget mere kalkfattig end de ovenfor omtalte Græsmoser, der afviger fra den sædvanlige Type. Sandsynligvis har Mosen her tidligere været ret vidt paa Veje til at overgaa i Højmose, siden Sphagnum har indfundet sig; men ved den intensive Opgravning af Torven, som Mosen ret lenge har været udsat for, har Benyt- telsen af Mosens Overflade som Torreplads i Forening med den sterkere Udtorring foranlediget Fremkomsten af den ngjsomme Graminé-Vegetation, der ovenfor er skildret. Denne Molinia—Aira- flexuosa-Mose minder stærkt om en aabenbart ganske parallel Dan- — 302 — nelse i Dommermosen i Jonstrup Vang, beskreven af C. RaunkL&R (1909, S. 85) og af ham benævnt Molinia—Aira flexuosa-Facies. — Endelig anføres Forholdene fra nogle andre spredt om i Jyl- land liggende Arealer. | Ved Tren Aa (Vest-Himmerland) er, umiddelbart Syd for Bol- trup Gaard (G. M. Q 23), undersøgt en Carex panicea-Mose med en Torvedybde af ca. 3,5 m og ganske utvivlsomt upaavirket af Kunstgedning. Arealet ligger 60—70 m Syd for Aaen. Juni 1910 var Vegetationen følgende. Carex panicea er ganske dominerende, Festuca ovina meget talrig. Iovrig Carex stellulata, C. Goode- noughü, C. pulicaris, C. flava, Briza media, ret talrig, Festuca rubra Holcus lanatus, Nardus, Anthoxanthum og Aira caespitosa, kun enkeltvis. Luzula multiflora er ret talrig. Engen har det sædvan- lige karakteristiske, graablaa Skær, der skyldes Carex panicea, men denne Tone brydes i Øjeblikket noget af de gule og violette Blom- ster af henholdsvis Banunculus acer og Cirsium palustre, der begge er talrige. Iovrig findes af Urter: Orchis latifolius, Rumex acetosa, Co- ronaria, Cerastium caespitosum, Linum catharticum, Potentilla erecta, Comarum, Trifolium pratense, enkeltvis, Menyanthes, Pinguicula vulgaris, Pedicularis silvatica, Alectorolophus minor, Succisa prae- morsa, Crepis paludosa, enkeltvis, Hieracium auricula. Engens Mosser er: Hylocomium squarrosum, H. proliferum, begge talrige, Gymnocybe palustris og pletvis Sphagna. Paa de af disse Mosser dannede Puder findes Oxycoccus palustris. løvrig forekommer af Vedplanter overalt Salix repens og meget spredt Calluna og Erica. Velling Marsk, mellem Velling og Haldby (G. M., Æ 12), er Lavmose, som tidligere har været udsat for Overskylninger af Ring- købing Fjords Vand. Derfor er store Partier af „Marsken“ over- lejret af et tyndt Lag Saltvandsklæg, hvilket Forhold fremkalder en højst ejendommelig Blanding af Marsk- og Moseplanter. Den indre Del, der her omtales, bærer dog intet tydeligt Klægjordslag, men det forholdsvis høje Askeindhold i de øverste 30 cm (ca. 28 9/0) skyldes dog sikkert Fjordvandets Indtrængen; i Dybden 30—60 cm er Askeindholdet derimod kun 9,5°%/o (se iøvrig Tabel 2, Nr. 17). Jagttagelserne over Vegetationen er gjort 28. Maj 1903; Vandet stod da kun 10—20 em under Engens Overflade. Typisk Carex panicea-Mose, hist og her paa lidt højere Niveau dog gaaende over i Nardus-Mose. Fremherskende er foruden Carex panicea ogsaa C. Oederi og C. pulicaris; Eriophorum polystachyum forekommer enkeltvis eller meget spredt. Graminéer er mindre fremtrædende, — 303 — men Nardus, Aira caespitosa, Festuca ovina og Briza forekommer. Luzula multiflora er her hyppig. De i Glumiflordekket ofte ret sparsomt indblandede Urter er: Triglochin palustris, Ranunculus acer, Thalictrum flavum, Cardamine pratensis, Polygala vulgare, Comarum, Potentilia erecta, Trifolium pratense, T. repens, Hydro- cotyle, Pinguicula, Pedicularis silvatica, Galium palustre, Succisa praemorsa og Cirsium palustre. Ejendommelig er her Forekomsten af Thalictrum flavum, der ofte findesiret stor Mængde. Salix repens er meget talrig. Hist og her forekommer Erica. Hvor Nardus tager Overhaand, dannes en ny Association: Nardus-Mose med omtrent de samme Arter som ovenfor nævnt; dertil Carex verna. Partier af meget udpræget Molinia-Mose kan sesi Resen Ker (G. M., Y 19) paa længst afgravet Bund, 0,5—1 m under den op- rindelige Overflade; Torvens Megtighed er her 2—3 m. August 1910 var Arealet uslaaet. Molinia coerulea er ganske fremherskende; dens i Øjeblikket lystbrune, næsten kanelfarvede og sammenknebne Toppe giver disse Partier deres Karakter. I Forhold til den er baade Carex panicea og Nardus faatallige eller temmelig faatallige. lovrig findes spredt eller enkeltvis: Agrostis vulgaris, Aira caespi- tosa og Sieglingia. I det hele forekommer forholdsvis faa Urter baade hvad Arter og Individer angaar; kun Succisa praemorsa og Angelica silvestris bryder ved deres temmelig rigelige Mængde i nogen Grad det ensformige Græstæppe. Desuden ses: Rumex ace- tosa, Cerastium caespitosum, Linum catharticum, Potentilla erecta, Filipendula ulmaria, Lythrum salicaria, Gentiana pneumonanthe, Plantago lanceolata og Cirsium palustre. Mosser mangler. Den ret talrige Salix repens er delvis skjult i Græsdækket. Sluttelig anfores et Par Eksempler paa, hvorledes Vegetationen arter sig paa gamle kultiverede (plajede) Mosearealer, hvis Kultur- tilstand ikke er holdt vedlige. I Vildsted Søs Opland, umiddelbart Syd for Hedegaard, fandtes i 1881 et stort Parti af Mosen opdyr- ket; det er angivet som saadant paa G. M., Q 25. I 1909 var Hovedparten af dette Parti opgravet i Torv; paa Resten var Kul- turen ikke eller kun 1 ringe Grad opretholdt, og Vegetationen var her gaaet tilbage til en nogenlunde ,naturlig* Tilstand. Plante- dækket er en Blanding af Glumiflorer, især Graminéer, og talrige Stauder, hvoraf de store, da de fandtes i rigelig Mængde, i høj Grad bidrager til at give Arealet et ejendommeligt Præg. Glumi- florerne er: Festuca rubra og Anthoxanthum, begge meget talrige, Poa pratensis, talrig, Phleum pratense, temmelig talrig, og den af 304 — de isaaede Kulturgræsser, der har holdt sig bedst, Poa palustris, faatallig, maaske ogsaa saaet, Aira caespitosa, Molinia, Briza og Holcus lanatus, alle meget faatallige; endvidere Luzula multiflora, Carex panicea og C. disticha. Urterne er: Rumex acetosa, Cerastium caespitosum, Ranunculus acer, Geum rivale, Potentilla erecta, Fili- pendula ulmaria, talrig, Argentina anserina, Parnassia palustris, Trifolium pratense, T. repens; Vicia cracca, Lythrum salicaria, Angelica silvestris, ret talrig, Hydrocotyle, Menta aquatica, Linaria vulgaris, Plantago lanceolata, talrig, Succisa praemorsa, Leontodon auctumnalis, talrig, Cirsium palustre, talrig, Achillea millefolium, A. ptarmica og Chrysanthemum leucanthemum. I denne urterige Mose, hvor der forekommer flere Arter, som kun kan være komne med Kulturen, er det især Cirsium palustre og Filipendula ulmaria, der er de mest dominerende. Salix cinerea har ind- fundet sig. = Paa et andet Parti af den i Forfald værende Kultur er Arundo phragmites talrig, her 0,7 m høj, men ofte lavere, og smalbladet, Anthox- anthum odoratum, meget talrig, Molinia, temmelig faatallig, og Phleum pratense, kun yderst faatallig; iovrig: Holcus lanatus, Carex panicea, C. Goodenoughii, Equisetum fluviatile, Rumex acetosa og omtrent de samme Urter som ovenfor; dog kan tilføjes: Linum catharticum, Lysimachia thyrsiflora, Euphrasia stricta, Alectorolophus minor, Campanula rotundifolia. Ejendommeligt er, at Argentina anserina er meget talrig, og at Cirsium palustre her helt mangler, hvilket vistnok nærmest er en Tilfældighed. Arealet synes i det hele lidt lavere liggende end det foregaaende. Salix repens er indvandret eller har maaske holdt sig siden Kulturens Anlæg. Den floristiske Sammensætning af Græsmosen eller Tørveengen fremgaar vel af de valgte Paradigmer, men endnu bedre af den nedenfor givne Sammenstilling. som ej alene er ba- seret paa Enkeltskildringerne, men paa talrige Optegnelser fra andre Lokaliteter af tørveholdige Enge (de vigtigste Arter er frem- hævede). Først nævnes de urteagtige Fanerogamer (og de Par Karkryp- togamer, som nærmest kan sluttes dertil): Arter, der enten giver Formationen dens Karakter af Eng — og i denne Henseende er Glumiflorerne, ligesom for Dyndengens Vedkommende, de fysiogno- misk mest fremragende — eller som i det mindste ikke bryder dette Karakterpræg paa synderlig kendelig Vis. — 305 — Poa trivialis Luzula campestris — pratensis — multiflora Aira caespitosa Juncus conglomeratus — flexuosa — effusus — praecox — lamprocarpus Agrostis alba —- squarrosus — Canina Equisetum fluviatile — vulgaris — palustre Festuca ovina Triglochin maritima — pratensis — palustris — rubra Majanthemum bifolium Orchis latifolius Rumex acetosa Anthoxanthum odoratum — acetosella Briza media Polygonum amphibium f. terrestre Molinia coerulea Cerastium caespitosum Holcus lanatus Calamagrostis lanceolata Nar dus stricta Sieglingia decumbens Cynosurus cristatus Avena elatior Arundo phragmites Care X caespitosa canescens diandra disticha flava flava >< Hornschuchiana glauca Goodenoushii Oederi panicea panniculata pulicaris rostrata stellulata verna Eriophorum alpinum — polystachyum — vaginatum Schoenus ferrugineus ‘Scirpus multicaulis — pauciflorus Botanisk Tidsskrift. 31. Bind Stellaria palustris Goronarıa flos cuculi Sagina nodosa — procumbens Caltha palustris Trollius europaeus Ranunculus acer — flammula — repens Anemone nemorosa Thalictrum flavum Cardamine pratensis Cochlearia officinalis Linum catharticum Polygala vulgare Viola palustris Hypericum acutum Filipendula ulmaria Geum rivale Comarum palustre Argentina anserina Potentilla erecta Lotus uliginosus Trifolium minus pratense — repens — 306 — Vicia cracca Lathyrus paluster — pratensis Parnassia palustris Saxifraga granulata Epilobium palustre Lythrum salicaria Angelica silvestris Hydrocotyle vulgaris Peucedanum palustre Lysimachia nummularia Myosotis caespitosa Alectorolophus major — minor Pedicularis palustris — silvatica Euphrasia stricta Veronica chamaedrys Pinguicula vulgaris Menta aquatica Lycopus europaeus Brunella vulgaris Ajuga reptans Plantago lanceolata — maritima — media Menyanthes trifoliata Gentiana baltica — campestris — pneumonanthe Galium harcynicum — palustre — uliginosum Campanula rotundifolia Valeriana dioeca Succisa praemorsa Cirsium heterophyllum — lanceolatum — oleraceum — palustre Centaurea scabiosa Tussilago farfara Achillea millefolium — ptarmica Bellis perennis Arnica montana Hieracium auricula — pilosella Crepis paludosa Taraxacum intermedium Leontodon auctumnalis Utvivlsomt vilde denne Liste kunne være noget forøget, om de i det foregaaende benyttede Eksempler ikke havde været saa en- sidig jyske, og endda forholdsvis mest knyttede til Midt- og Nord- Jylland. Skønt det kan være betænkeligt nok at benytte Opgivelser i Floraer og Ekskursionsberetninger, fordi de altfor ofte mangler visse Oplysninger m. H. t. Lokalitetens Beskaffenhed, kan dog anføres en supplerende Liste, hentet fra de nævnte Kilder, over Arter, hvis Optræden i Græsmose jeg ikke selv har haft Lejlighed til at følge. Schoenus nigricans Enkelte Carex-Arter — Orchis-Arter Epipactis palustris Listera ovata Polygonum viviparum Stellaria uliginosa Alchimilla alpestris Viola uliginosa Selinum carvifolium — 307 — Scutellaria galericulata Enkelte Euphrasia-Arter’) Crepis praemorsa. Primula farinosa Polemonium coeruleum Stachys palustris Mellem Karplanterne findes en Del Mosser, som dog i den egentlige Tørveeng sjældnere spiller nogen dominerende Rolle, men enten forekommer jævnt indblandede og derfor er mindre iøjne- faldende, eller paa mere let synlig Vis i Form af Pletter og Puder. Disse Mosser er følgende. Acrocladium cuspidatum Astrophyllum hornum Bryum ventricosum Cephalozia bicuspidata Climacium dendroides Ctenidium molluscum Dicranum Bonjeani — scoparium = — var. paludosa Fissidens adianthoides Hypnum giganteum — intermedium — purum — rutabulum —- scorpioides — stellatum — stramineum Leucobryum glaucum Marchantia polymorpha Polytrichum commune Gymnocybe palustris gracile = — var. laxum — strictum Hylocomium parietinum Sphagnum contortum — proliferum — cymbifolium — squarrosum — squarrosum — triquetrum — subnitens Hypnum cordifolium Stereodon cupressiformis — elodes — ericetorum For Genvæksten i Torvegravene har flere af de ovenfor nævnte Mosser stor Betydning. Dette gælder saaledes Acrocladiwm cuspt- datum, Bryum ventricosum, Gymnocybe palustris, Polytrichum com- mune, Hypnum cordifolium, H. giganteum, H. elodes, H. scorpioides, Marchantia og Sphagnum contortum. Sidst nævnte Art har jeg fundet ej alene paa Carex panicea-Mose (dog nærmest ung perma- nent Gresgang) i Skals Aa Dalen, men tillige i Torvegrave, hvor den sammen med Bryum ventricosum og Acrocladium spiller en væsentlig Rolle ved Genveeksten i de næsten færdig tilgroede Grave. Cephalozia bicuspidata holder sig gerne sammen med Astrophyl- lum hornum (Knoldkær). 1) M. Lorenzen (1905) nævner saaledes Euphrasia suecica paa tor ,Moseeng* i i Midt-Jylland og Axe, Lange (1907) Euphrasia curta fra en Mose mellem Ganlgse og Krogenlund, hvis Flora opregnes. 20* — 308 — Endnu ringere Betydning end Mosserne i den urørte Tørveeng har Likenerne. Kun Cladonia rangiferina, C. rangiformis og Pelti- gera canina med Varieteten membranacea har jeg fundet, og disse Arter forekommer alene paa tørrere Former af Carex panicea- Mose, i Molinia-Mose og andre lignende Typer af Græsmose (Græs- gange). Derimod mangler Likener i de fugtigere Torveenge saa vel som i Dyndengen. O. Garrøe (1908, S. 316) anfører fra ,Kær- moser* ogsaa Cladonia rangiformis. Han fremheever, at de forste Likener indfinder sig sammen med Calluna, ,dannende en sluttet Kreds om Lyngtuernes skraanende, men torre Sider“. Ogsaa efter min Erfaring er dette Tilfældet, dog ingenlunde altid; man kan meget vel finde en rigelig Indblanding af Cladonia rangiferina uden samtidig Optreeden af Calluna. De i Gr&smosen optrædende Vedplanter, som dog i Alminde- lighed ikke forrykker det fysiognomiske Præg, fordi de kun fore- kommer som Smaabuske, er folgende: Juniperus cornmunis Myrica gale Salix aurita Empetrum nigrum -— cinerea Genista anglica — hastata Calluna vulgaris — pentandra Erica Tetralix — repens Oxycoccus palustris Alnus glutinosa Vaccinium uliginosum Betula pubescens Ved Gennemgang af de her meddelte Lister, der omfatter Torveengens Flora, vil man for det første finde Artsantallet stort; maaske kan ingen anden Formation i Danmark opvise noget til- svarende, selv om hver enkelt Lokalitet naturligvis ikke ejer det samlede Antal Arter. C. Raunkiær fremhæver med Rette Artsrig- dommen (og tillige Artstætheden) i de af ham undersøgte Skov- enge (1909, S. 102). Man vil dernæst finde, at maaske næppe en eneste Art kan siges at være hunden til Tørveengen i den Forstand, at den ej forekommer i andre Formationer, særlig i de nærmest beslægtede Samfund, til den ene Side Dyndengen, til den anden Vældmosen og de næringsrige Kær”). Ja, selv fra Formationer, der (undertiden 1) Allerede SENDTNER undrede sig over, hvor faa egentlige „Wiesenmoor- pflanzen“ der gives. H. Paur (1910, S. 138) finder det med Rette naturligt nok; han siger: ,,Es liegt in der Natur des Wiesenmoores, dass ihm eigent- — 309 — kun tilsyneladende) er mindre nær forbundne med Græsmosen, indfinder der sig adskillige Arter. Eksempler er: Majanthemum bifolium, Ajuga reptans, Centaurea scabiosa og Cirsium heterophyl- lum, som er Indvandrere fra Tørveengen nær liggende beskygget Bund; Cochlearia officinalis og Triglochin maritima, der kommer fra Strandengen (muligvis paa visse Lokaliteter Relikter); Avra prae- cox, Rumex acetosella, Saxifraga granulata, Campanula rotundi- folia, Plantago-Arter o. fl. a., som vel i Almindelighed maa an- tages at indvandre fra den høje Jord omkring Mosen; Ériophorum vaginatum, der stammer fra Hojmosen, o.s.v. Ingen af alle disse Arter kan altsaa i nogen Grad siges at være karakteristiske for Torve- engen, og om enkelte af dem gælder det, at de tværtimod er mere ejen- dommelige for andre Samfund. For saa vidt er Torveengens Flora ret blandet, og dette forvolder den Vanskelighed, at det alene ved Hjælp af Floraen er umuligt at træffe en Begrænsning af Formati- onen overfor de den nærmest beslægtede. Alligevel er det Plante- selskab, der i Almindelighed danner Vegetationen paa vore Tørve- enge, nogenlunde konstant og dertil ret ejendommeligt, hvilket de ovenfor givne Eksempler forhaabentlig har oplyst tilstrækkelig. Og det er at vente, at dette Forhold oftere er berørt i tidligere frem- komne Skildringer af tilsvarende Arealers Vegetation; vi vender os derfor et Øjeblik til Litteraturen herover. Det er ovenfor (S. 263 og 273) blevet sagt, at der ikke forhen er blevet skarpt skelnet mellem, hvad her er kaldt ,Dyndeng‘ og „Lorveeng“ og de dem tilhørende Facies (og Associationer), idet disse som oftest alle er regnede med til et feelles Begreb, i dansk Sprogbrug: Keermosen eller Lavmosen. Det kan derfor vere lidt vanskeligt at jævnføre andres Fremstillinger med den her givne; et Forsøg i denne Retning skal dog gøres. Mest indeholder den tyske Litteratur fra desidste Aartier, dog næppe noget af Betydning, førend C. A. Weser (1892) gav sin allerede tidligere nævnte Skildring af Græslandet i Vest-Holsten etc. Af Weser’s „Subformationer* hører væsentlig de to, Carex panicea-Subformationen og Molinia-Subformationen, til Torveengen, skønt Jordbundsforholdene desværre ikke altid omtales. Dog det lich fast gar keine Pflanze eigenttimlich ist, da die Lebensbedingungen dieselben wie auf versumpftem Mineralboden sind“. Og som Resume af Studiet over Floraen i Vorarlbergs Moser udtaler H. ScHreiser (1910, S. 56), at der gives ingen Planter, som udelukkende vokser paa Mose, og at man i det højeste kan tale om „moseelskende Planter“. —- 310 — Billede, WEBER (S. 191) giver af Carex panicea-Mosen ved det nedre Løb af Haaler Au, svarer nøjagtig til, hvad vi i Danmark saa overordentlig hyppig finder i vore tørveholdige Aadale, at det bør anføres her; jeg har intet Sted i Litteraturen fundet nogen bedre — Parallel. Han skriver: ,Carex panicea und Carex vulgaris sind die herrschenden Pflanzen, so dass bald die eine, bald die andere das Ubergewicht hat, meist aber C. panicea. Ihnen schliesst sich eine Reihe anderer Seggen von ähnlichem, niederen Wuchse an. Das einformige Graugrün der Vegetation wird kaum belebt durch die Blüten von Ranunculus flammula, vereinzelter Coronaria Floscuculi und durch Trupps von Thalictrum flavum, zu denen an etwas nås- seren Stellen noch Eriophorum polystachyum, sehr spärlich Pedi- cularis palustris und etwas zahlreicher Menyanthes trifoliata, Coma- rum palustre, Potentilla anserina, Hydrocotile vulgaris nebst Mentha aquatica kommen. Zerstreut erscheinen Juncus filiformis und J. lam- procarpus. Dieses Bild gewahrt die Region im Anfang Juni. Gegen Ende dieses oder zu Anfang des folgenden Monats erscheint alsdann Agrostis alba in grosser Menge und mit ihr blühende Trupps von Ly- thrum Salicaria und Ulmaria pentapetala“. Bredden af Carex panicea- Subformationen er 100—200 m; den forløber i en vis Afstand fra og parallelt med Floden og forekommer ogsaa ved Flodens gvre Lob. Den oversvømmes regelmæssig, om end kort Tid, om Vinteren. I Juli Maa- ned ligger Vandspejlet 0,15—0,3 m under Engens Overflade. WEBER tilføjer en Liste over Floraen, som svarer til den, der her er med- delt fra Carex panicea-Mosen. — Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at Weser’s Carex panicea-Subformation omfatter mere end, hvad her er kaldt Carex panicea-Mose (eller Carex panicea-Association), at den bør deles i to (se nedenfor), og at dens yderste Facies (Agro- stis alba-F. m. fl.) snarest tilhører Dyndengen, idet WEBER intet Mellemled mellem Carex panicea-Subformationen og Carex gracilis- Subformationen opstiller. Ogsaa Weger’s Skildring af Molinia-Subformationen (S. 193) korresponderer meget godt med danske Forhold; Jeevnfgrelsen er saa meget des lettere, som Jordbundsforholdene her er givne, idet Weser’s Molinia-Subformation, hvis Flora ligeledes er angivet, synes væsentlig bunden til Torvejord. Kort efter Weser’s Arbejde kom STEBLER og SCHROTER's be- kendte Forsøg paa en Oversigt over Schweiz’ Engtyper (1892). De to Forff. opfatter ,Eng* noget mere rummelig end tidligere Forff. (SENDTNER, KERNER, DRUDE o. a.), men indrømmer selv Vanskelig- — 311 — heden ved at definere dette plantegeografiske Begreb. De benytter Lorenz’ Terminus „Iypus“ (= Weser’s Subformation og KERNER's og Hurr’s Formation) til Underafdeling, og hver Type benævnes efter den herskende Art. Der gøres iøvrig opmærksom paa det forskellige Præg, en Eng Vegetationstiden igennem kan have, idet snart en, snart en anden af de herskende Arter præger Engens Fysiognomi og giver dens „Aspekt“. STEBLER og SCHRÔTER regner dog sædvanligvis med første Slæts herskende Art"). Blandt de af de to Forff. benævnte Enge ,Magerrasen‘, d.v.s. Enge, der er upaavirkede af Gødning, og de derunder hørende »Bestånde der feuchten und nassen Bodens* omtaler de en Typus (XVII): „Die Besenriedwiese“, som her er af særlig Interesse. Denne af Molinia dannede Type er overordentlig udbredt paa Moser og udgør maaske Hovedmassen af de for Schweiz’ Land- økonomi saa vigtige „Streuewiesen“; dens Vegetation synes i det store og hele at være lig vor Molinia-Moses. Der opstilles forskel- lige underordnede „Bi-Typer“, saaledes en „Hirsenseggen-Bestand‘“, hvis Hovedkomponent er Carex panicea, og som næsten ganske svarer til vor Carex panicea-Mose. Ligesaa tvungent det er at med- regne denne Bestand til Molinietet, ligesaa urimeligt synes det at være at henføre flere af de andre nævnte Bi-Typer (dannede af Carex Goodenoughii, Schoenus ferrugineus, Scirpus caespitosus, Agrostis canina, Festuca rubra og Aira caespitosa) til samme Kategori; men det maa vel kunne forklares gennem den store Betydning, disse „Be- senriedwiesen* har i Schweiz ved deres Udbredelse og deres Brug. Et noget ændret Indtryk faar man dog gennem F. G. STEBLER’S senere udgivne Arbejde (1897), der specielt behandler de forskel- lige Former af Streuewiesen. Hvor han omtaler Spørgsmaalet om Mosedannelsen (S. 13), skelner han allerede skarpere mellem den af Carex panicea dannede Eng (med Acrocladium cuspidatum) og den Engform, som paa højere og tørrere Bund fremkommer der- ved, at Molinia fortrænger Carex-Arterne. Endnu tydeligere træ- der den efter min Mening vigtige Distinktion frem gennem hans Inddeling af den lange Række Typer eller Bestande, der henføres til 5 Kategorier. Blandt disse interesserer her særlig: ,Die Ried- wiesen“. Hertil hører bl. a. følgende Typer (hvortil ogsaa benyttes den af Lorenz foreslaaede Benævnelse med Endelsen -etum), alle væsentlig knyttede til Tørvebund: 1) ,Die Gemeinseggenwiese 1) Om STEBLER og Scuréter’s Metode for Undersøgelsen (tildels i Tilslutning til H. Lecog) og om deres Inddeling af Schweiz’ Engtyper, se 1. c. (1899). — 312 — (Goodenovietum)“, der kræver større Fugtighed end de følgende Typer. 9) „Die Hirsenseggenwiese (Panicetum)*; en af de mest udbredte Typer; STEBLER anfører forskellige Eksempler derpaa, deriblandt et, hvor Carex panicea udgør 76,75 °/o af Bestanden; han anfører en hel Del ,Begleitpflanzen“, der i Hovedsagen ganske svarer til dem, vi finder i danske Carex panicea-Moser. 3) ,Der Kopfbinsenbestand (Schoenetum)“, dannet af Schoenus ferrugineus, som er meget udbredt 1 Schweiz; den udgør, i Henhold til visse Eksempler, 72,73 og 77,10 °/o af Bestanden. 4) „Die Besenriedwiese (Molinietum)*. 5) „Die Drei- zahnwiese (Danthonietum)". 6) „Die Rothschwingelwiese (Rubretum)“. 7) „Die Borstgraswiese (Nardetum)“ og desuden endnu andre. Andre schweiziske Forff. bekræfter Indtrykket af den store Udbredelse af Molinieta, saaledes Max Düsszrı (1903), der benytter det Stebler’ske Inddelingsgrundlag, samt J. Früh og C. SCHRÖTER (1904), der dog kun ofrer lidt paa Omtalen af „Flachmoorbestände“, men væsentlig nøjes med at henvise til de ovenfor kort berørte Arbejder af SCHRÖTER og STEBLER. Molinia kalder ScHRÔTER et af de vigtigste Enggræsser i Schweiz; tillige udtaler han sin For- undring over, at dette Græs baade er i Stand til at vokse paa næringsrig og næringsfattig Bund, paa fugtig og paa tør Jord, og han stiller det Spørgsmaal, om der maaske skulde eksistere fysio- logiske Søsterracer af denne Art. Bestandene, dannede af de smaa Carices (Carex panicea, C. Davalliana, C. flava m. fl.), betegner han med Fællesnavnet „Parvocaricetum“ (i Modseetning til „Magno- caricetum*, se S; 228). De samme Betegnelser benytter H. Paur (1910, S. 142). „For- mation des Parvocaricetums* kalder han den efter „Formation des Magnocaricetums“ følgende Bestand; den fremgaar, siger han, af Maenocaricetet, „wenn die Zufuhr mineralischer Stoffe im Moore geringer wird“. Han giver forskellige Eksempler paa denne For- mation, hvor Arter af Carex, men dog især Carex panicen, er Ledeplanter; han finder Partier, der i den Grad er indtagne af Carex panicea, at man kan kalde dem ,Panicetum* som Subfor- mation; den er det sidste Stadie af Parvocaricetet. De anførte Eksempler adskiller sig kun lidt fra de her givne. Videre har Pau. en „Subformation des Schoenetums“, dannet af Schoenus ferru- gineus som Ledeplante; hvorfor denne skal opfattes som mere underordnet end den derpaa følgende „Formation des Molinietums“, er ikke klart. Molinietet, der er den mest udprægede Form af „Flachmoor“, skildres ligeledes gennem en Række Eksempler; store Arealer af de bayerske Moser indtages af Molinia, men aldrig i — 313 — absolut ren Bestand; blandt de hyppigste akcessoriske Plantearter nævnes Primula farinosa, som i Schweiz, i Henhold til STEBLER, baade forekommer i Panicetum, Schoenetum og Molinietum, ofte i Mængde. En kort Række Subformationer anføres, deriblandt en „Subf. des Nardetums“, der angives at forekomme paa tørrere Lo- kaliteter. Heller ikke synes det mig rigtigt at underordne Narde- tet under Molinietet. I svensk og finsk Litteratur gives ingen samlet Fremstilling af Tørveengens Vegetationsforhold, men der findes en Del spredte Be- mærkninger derom i de Forff.s Skrifter, som er nævnte i den ovenfor meddelte historiske Oversigt. Saaledes hos Hurt (1885), ligesom E. Hennına (1889 og 1895) giver ikke faa Oplysninger om forskellige Former af „Kärr“ og t. Eks. Molinia’s Optræden paa Mose; den trives, siger han, paa Steder, som en Del af Aaret er oversvømmede (1889, S. 17). Hos Ros. Tour finder man en Mængde smaa Iagttagelser, saa- ledes over „Gräsmyr“, dannet af Molinia (1896, S. 140), over de af Scirpus caespitosus og Eriophorum alpinum ofte erobrede Starmoser (1898, S. 15), over „örtrika starrmyrar“ (Cariceta herbida), der karakteriseres af deres Rigdom paa Urter, og blandt hvilke Torr nævner Eksempler paa Carex panicea-Moser med talrige Urter (1898, S. 17; ligeledes 1899 S. 10) 0. s. fr. Her kan desuden henvises til M. Vauz (1911). Ogsaa i den hjemlige Litteratur er Torveengenes Vegetation, som tidligere nævnt, kun sparsomt behandlet; et Par smukke Eks- empler paa „Skovenge* er givne af C. Raunkiær (1909, S. 99); den ene er en Cyperacé-Eng, den anden en Gramine-Eng. Om Til- blivelsen af disse Enge mener Raunkiær ej at kunne udtale noget sikkert; de er dog vel snarest ryddet Elleskovbund og ikke ,fremgaaede direkte af Mosmosen, som ved Udgrøftning, Haslet, o. s. v., efterhaan- den er bleven omdannet til den nuværende Eng;*... .(S. 100). — ; De indenfor Tørveengen optrædende Facies, dannede af de vigtigste Komponenter, er talrige, men træder knapt saa markeret frem som indenfor Dyndengen; sædvanligvis lader de sig let under- ordne under de mere omfattende Associationer, som nedenfor skal nævnes, og som i Almindelighed karakteriseres af en eller anden fremtrædende Glumiflor. 1. Den Association, der staar Dyndengen nærmest og ganske jævnt gaar over deri, er Garex Goodenoughii-Mosen, der altsaa er nær beslægtet med den tidligere omtalte Carex Goode- noughii-Eng, den mindst Fugtighed krævende af Dyndengens Asso- ciationer. (Carex Goodenoughii-Mosen er, som alt Navnet angiver, — 314 — karakteriseret af en ganske dominerende Forekomst af Carex Goode- noughii, som ofte optræder i overordentlig ensartede Bestande, uden synderlig Indblanding af Urter. Brockmann-JEeRoscH (1907, S. 349) anfører om.,Typus der Carex Goodenoughii“, at denne Form for »Sumpfe der subalpinen und alpinen Zone“ har en ensformet og fattig Flora; ofte findes kun Carex Goodenoughii selv over store Strækninger; Bunden er mere eller mindre torveholdig. Carex Goodenoughii er tillige mærkelig lidet fruktificerende, hvilket STEBLER allerede har gjort opmærksom paa fra Schweiz; han siger (1897, S. 44), at der i Forhold til golde Skud kun dannes meget faa fertile (1:94). Et typisk Eksempel er anført ovenfor under Omtalen af Brokholm Enge (S. 242). Andre, ikke her beskrevne Eksempler har jeg truffet i Skals Aa Dalen. Iovrig er denne Type af Græsmose ikke meget udbredt, idet Carex Goodenoughii som Association-dannende Plante væsentlig træffes indenfor Dyndengen. 2. Den i Danmark over langt de største Arealer raadende og hyppigst forekommende af alle Tørveengens forholdsvis naturlige Associationer er uden Tvivl Carex panicea-Mosen, der svarer til C. WEBER's „Subformation der Carex panicea“ (se ovenfor). Den følger umiddelbart efter Carex Goodenoughii-Engen eller -Mosen, da Carex panicea kræver mindre Grad af Fugtighed end Carex Goodenoughü, og er nærmere skildret gennem en Række Eksempler ovenfor, særlig udførlig fra Skals Aa Dalen. Af disse Eksempler fremgaar det, at Carex panicea er den toneangivende Art, i Forhold til hvilken de øvrige Carex-Arter o. a. Gyperaceer sæd- vanligvis er mindre fremtrædende. I den typiske Carex panicea- Mose er ogsaa Graminéer af mindre Betydning. Og i Forhold til Glumiflorerne er de øvrige Urter som oftest af ringere fysiognomisk Virkning; dog er Carex panicea-Mosen den af Græsmosens Associ- ationer, som kan vere mest urterig. Arter som Cerastium caespi- tosum, Stellaria palustris, Cardamine pratensis, Ranunculus acer, Linum catharticum, Geum rivale, Potentilla erecta, Viola palustris, Parnassia palustris, Plantago lanceolata, Alectorolophus minor, Succisa praemorsa, Cirsium palustre, Taraxacum intermedium o. fl. a. optræder ofte i Mængde, og herved fremkommer Paralleler til, hvad Tour kalder ,Cariceta herbida“. 3 og 4. I sjældnere Tilfælde vil dog, tilsyneladende uden paaviselig Grund, men maaske snarest rent tilfældig, enkelte Cyperacéer eller Graminéer faa Forspringet for Carex panicea, og der fremkommer da ændrede Former af Associationer, af hvilke bør nævnes i det — 315 — mindste 2, den ret sjældne Schoenus ferrugineus-Mose!) og den noget mere almindelige Briza-Mose; den første af disse synes meget urtefattig, den sidste derimod rigere paa de i Carex pani- cea-Mosen sædvanlig forekommende Urter. Maaske ogsaa Erio- phorum alpinum kan danne en særlig Association eller Facies. Jeg har kun ét Sted, i Skals Aa Dalen, fundet den i større Mængde. H. Mortensen (1890, S. 129) meddeler følgende. I Munkeskoven ved Giesegaard ,findes en stor Mose.... Sit Hovedpreg faar den af en stor Mængde Carex-Arter, af hvilke dog de fleste høre til de almindeligere ; dernæst saaes større Partier hvidfarvede af Eriophorum alpinum af Græsarter var Enodium coeruleum tilstede i Mængde;“ S. 131 siger Mortensen: „I en af Skovene var en Mose, der havde megen Lighed med den før omtalte i Munkeskov, og hvor ligesom hist Carex-Arter, Agrostis canina, Enodium coeruleum og Eriophorum alpinum var meget fremtrædende". 5. Tilforsel af vigtige Plantenæringsstoffer (Kunstgodning) frem- kalder en af Graminéer i ganske overvejende Grad sammensat Asso- ciation, som, da Azra caespitosa spiller Hovedrollen, bedst kan benæv- nes Aira caespitosa-Mose. Der er ovenfor fra flere forskellige Omraader givet en Fremstilling af Karakteren af denne paa kun- stig Vis fremkaldte Form af Græsmose, som i de sidste Aartier er blevet overordentlig almindelig i Danmark og uden al Tvivl er ved at fortreenge Carex panicea-Mosen, naar bortses fra Arealer, hvor en mere rationel Kultur er gennemført”). Karakteristisk for den vel godede Aira caespitosa-Mose er den forholdsvis ringe Mængde Urter. 1) K. Jonansson (1893) omtaler fra Martebo Myr paa Gotland ,,ett växtsamhälle, som man kunde kalla Schoenus-Molinia-formationen“, i hvilken Schoenus ferrugineus og Molinia optræder ,,ymniga“; af Urter findes bl. a. Primula farinosa. ?) Allerede STEBLER og SCHRÖTER (1892) omtaler Ggdningens Virkning t. Eks. paa Molinia-Eng, og STEBLER (1897), som jo (se ovenfor) beskriver forskel- lige Paniceta, meddeler, at disse ved Afvanding og intensiv Gødning for- vandles til Graminé-Mose (,.Fromentalwiese“); men medens i Danmark disse Foranstaltninger fremmer en rig Udbredelse af Aira caespitosa, Festuca rubra, Poa pratensis o.a. Graminéer paa Bekostning af Carex panicea, er det, i Folge STEBLER, Avena elatior, der danner Grundlaget for Sammensæt- ningen af den økonomisk verdifuldere Engtype. Dog maa i denne Sam- menhæng Opmærksomheden ogsaa henledes paa det Eksempel, M. Düccezr (1903, S. 163) giver paa Virkningen af Gødning paa en tør Lavmose; medens paa den ugødede Eng Ulimacium, Gymnocybe palustris, Hylocomium. squar- rosum og Polytrichum gracile er de dominerende, er Poa pratensis den gødede Engs Hovedart. Be 6. Molinia coerulea, der som nævnt forekommer almindelig i Carex panicea-Mosen, fortrænger ofte Carex panicea o.a. Carices. Antagelig skyldes det den Omstændighed, at denne Plante synes at være mindre fordringsfuld i Retning af Ernæring og tillige kræ- ver mindre Grad af Fugtighed. Disse Forhold fremkalder da Dan- nelsen af den meget almindelige og karakteristiske Association: Molinia-Mosen, som ovenfor er skildret gennem nogle Eksempler, og som nogenlunde svarer til C. WEBER's ,Subformation der Moli- nia coerulea“. Muligvis spiller dog ogsaa kulturelle Indgreb en Rolle for Fremkomsten af denne Association. Der kan saaledes næppe være nogen Tvivl om, at Molinia vil sejre i Kampen med Carex panicea, naar det Engstykke, hvor begge Planter er rigelig repræsenterede, bliver unddraget Høslæt; ti medens dette i ringe Grad eller slet ikke hindrer Carex panicea i dens Vegeteren, vil det sikkert hæmme Molinia, hvis tueformede Vækst kun daarlig | forliges med et aarlig gennemført Slæt. Undlades dette, vil den derimod let faa Forspring for Carex panicea, hvilket ofte ses, f. Eks. paa de til Tørveskær udlagte Engarealer. Det synes ogsaa, som om Tidspunktet for Slætten spiller en Rolle i saa Henseende; Molinia svækkes ved tidlig Slæt. STEBLER og ScHRÖTER (1892, S. 172) siger, at blot ved Gødning og to Gange aarlig gentagen Afmejen kan Molinia fordrives. Senere nævner de, at ved sen Høst (Oktober) begunstiges den. i samme Retning udtaler DüsseLı sig (1903, S. 184): „Wird das Molinietum zu früh (als Pferde- futter) geschitten, so geht die Quantität der Ernte rasch zurück, der Bestand wird kurzrasig und lückig, und es siedelt sich oft Danthonia decumbens an. Auch Moose können den Ertrag der Besenriedwiese bedeutend herabsetzen, namentlich vermag dies Aulacomnium palustre, daneben auch Hypnum Lindbergii und Acro- cladium cuspidatum“. Molinia-Mosen er eller kan være meget homogen; der findes da kun forholdsvis faa Urter indenfor dens Omraade. Den er ogsaa i andre Retninger en ejendommelig Association). 1) Meget interessante Oplysninger har P. VAGELER (1907) givet om Jordluften i denne og andre Moseformer. Det har vist sig, at i Molinietet er Mæng- den af Luften i Jorden særlig rigelig, og at der i Overfladen produceres en forholdsvis meget stor Mengde Kulsyre (i Gennemsnit af 4 Analyser 2,68 lo, svarende til et Minimumsindhold af 16,68 0/0 Ilt). Det høje Luft- indhold og den derigennem fremkaldte Udluftning af Jorden fremmer Om- sætningen af organiske Stoffer. Dette Forhold bringer VAGELER til at udtale (S. 42): „Vielmehr ist wohl Molinia nicht als ,,Torfmehrer‘, sondern als — 317 — 7. Et følgende Trin i Udviklingen af Torveengens Associationer, der aabenbart især betinges af større Tørhed i Jordbunden, er Nardus-Mosen!). Den indtager som Regel Pladsen ovenfor Molinia-Mosen, ofte i Form af et temmelig smalt Bælte, grænsende umiddelbart op til ,den høje Jord*. Her er Nardus stricta meget hyppig og i sjælden Grad dominerende. Urtevegetationen er inden- for dens Omraade ikke rig. Som karakteristisk Bestanddel maa nævnes Arnica montana, som jeg i Mose kun har fundet indenfor denne Association; STEBLER og SCHRÖTER (1888) og H. Paur (1910) har allerede gjort opmærksom paa, at Arnica særlig optræder akcesso- risk i Nardus-Mosen?). Endvidere kan nævnes: Potentilla erecta, Galium harcynicum, Succisa praemorsa, Gentiana pneumonanthe. 8. Som et utvivlsomt Tegn paa, at Molinia-Mosen efterhaanden kan overgaa i en Tilstand af ringere Ernæringsevne, optræder Azra flexuosa, undertiden i stor Mængde, og der forekommer da en højst aparte af denne Plante i mere eller mindre høj Grad præget Asso- ciation: Aira flexuosa-Mosen. Eksempler er anførte ovenfor; det er tillige der omtalt, hvorledes Aira flexuosa-Mosen direkte kan gaa over i den oligotrafente Eriophorum vaginatum-Mose. Den videre Udvikling vender vi senere tilbage til. 9. De permanente Græsgange, som tidligere er skildrede, særlig fra Skals Aa Dalen (se S. 286), er i Hovedsagen karakteriserede af en Glumiflor-Vegetation. I enkelte Tilfælde kan dog Myrica gale faa saa stor Magt indenfor disse Arealer, at den fysiognomisk kommer til at præge dem; saadanne Græsgange kan derfor beteg- „Lorfzehrer‘ auszusprechen“. Og endvidere: ,Molinia coerulea, die normal auf völlig entwickelten Parvocariceten in Bayern auftrit, baut bis zu einem gewissen Grade das durch ihre Vor- gänger gebildete Niederungsmoor durch Begunstigung der Zersetzung und geringe Stoffproduktion, die der Zersetzung nicht die Wage halten kann, ab“ Ved stærk Udvaskning af Jord- overfladen i Molinia-Mose forarmes Jordbunden; og Forholdene er beredte til Optræden af Sphagna. Molinia betegnes ad biokemisk Vej som en Over- gangsmoseplante, hvilket den forlængst er kaldt af Botanikerne. — Efter min Mening karakteriserer Molinia dog langtfra altid Overgangsformer af Moser. 1) STEBLER og SCHRÔTER (1888) siger om Nardus stricta, at paa Mosebund „sucht er ausschliesslich die austrocknende Oberfläche weit über das Wasser hinausgewachsenen Torfes auf“. Men samtidig fremhæver Forff., at dens Tilstedeværelse er et sikkert Tegn paa en mager Bund (S. 149). ?) Axez LANGE (1906, S. LXXXIV) nævner den fra „Flaaddet“, en lille Mose paa Langeland, hvor ogsaa Nardus forekommer. — 318 — nes som Myrica-Græsmose. Ved lidet intensiv Benyttelse af Græsgangen eller ved Græsningens totale Ophør gaar Vegetationens Udvikling i Retning af Krat eller Skov. Benyttes de Betegnelser, som C. A. WeBerR (1907) med Hen- blik paa Ernæringskravet har foreslaaet for Mose-Plantesamfundene (se ovenfor, S. 199), kan af de her nævnte Associationer Carex Goodenoughii-Mosen, Carex panicea-Mosen, Aira caespitosa-Mosen og visse Former af Molinia-Mosen betegnes som eutrafente eller egentlige Græsmoser, medens andre Former af Molinia- Mosen, Nardus-Mosen og Aira flexuosa-Mosen er mesotrafente, d.v.s. er hvad man jevnlig ser kaldt Overgangsmoser. Selv- følgelig er Grænsen ikke skarp, men den maa antages at ligge ved Molinia-Mosen; i Overensstemmelse hermed maa som sagt nogle Former af Molinia-Mosen, f. Eks. en Carex panicea—Molinia-Mose, karakteriseres som eutrafente, medens andre Former, saaledes en Aira flexuosa—Molinia-Mose, maa siges at være mesotrafente. Livsvarigheden af Torveengens Karplanter. Her gælder det samme, som allerede nævnt under Omtalen af Dyndengen (S. 266): Flertallet af Arterne er urteagtige og fler- aarige. Blandt de af mig i den egentlige Tørveeng fundne Karplanter, i alt 150 Arter, er 135 urteagtige (se Listen S. 505-306). Fojes hertil de paa S. 306—307 opførte Arter, der alle er urteagtige, kan der dog vistnok regnes med, at der i Tørveengen forekommer ca. 150 urteagtige Planter. Af Listens 135 Arter er kun 8 Therofyter, blandt hvilke den i Torveengen overordentlig hyppige Linum catharticum, Trifolium minus, der er af meget ringe Betydning, de ofte hyppige Alectoro- lophus major og A. minor, Euphrasia stricta og Gentiana baltica er sommerannuelle, medens Azra praecox, der er uden Betydning, og Myosotis caespitosa, der ikke er synderlig hyppig, er vinterannuelle (sidst nævnte angives dog ogsaa at kunne vere sommerannuel). Følgende 6 Arter er toaarige: Cochlearia officinalis, som kun lokalt og under serlige Omsteendigheder har videre Udbredelse, Pedicularis palustris, P. silvatica (angives ogsaa at kunne veere fler- aarig), Gentiana campestris, Cirsium lanceolatum og C. palustre, der er en i Græsmosen meget hyppig Art, medens de øvrige to- aarige er mindre betydende. Resten af de urteagtige Arter er fleraarige. Det er dem, der iia — 319 — har en ganske afgørende Betydning for Torveengens floristiske Sammensætning og Fysiognomi. Indskrænker man sig til de i Listen S. 305—306 opregnede 135 Arter, er Tallet paa Stauder 121. Dette Tal kan dog forhøjes noget ved Tilføjelse af de i Listen S. 306—307 anførte Arter, der næsten alle er fleraarige, saaledes at Antallet af Stauder i Virkeligheden kan sættes til 130—140. Skudbygning. Nogle (17) af Tørveengens Stauder har Van- drerhizomer, er Rhizom-Geofyter. Dette gælder saaledes Carex panicea, der er af saa overordentlig stor Betydning for Tørveengen, C. glauca, C. Goodenough o. a. Carices, Poa pratensis og enkelte Urter af mindre Vigtighed. 21 andre Arter, der vel i Henhold til C. Raunkızr’s System er Hemikryptofyter, har dog ligeledes Vandringsevne, om end i mindre Grad, ved underjordiske eller overjordiske Udlobere. Nogen skarp Grænse mellem Rhizom-Geofyter og de med underjordiske Udlobere forsynede Hemikryptofyter gives ikke. Underjordiske Udlobere har bl. a. følgende Arter: Festuca rubra, tildels Agrostis canina, Calamagrostis lanceolata, Carex puli- carts, Lotus uliginosus, Vicia cracca, Lathyrus pratensis, L. palu- ster, Epilobium palustre, Lycopus europaeus, Valeriana dioeca, Achillea millefolium og A. ptarmica; Menta aquatica har vistnok baade under- og overjordiske Udlebere. Overjordiske Udlobere har Agrostis alba, tildels A. canina, Ranunculus repens, Argentina anserina, Trifolium repens, Ajuga reptans, Hieracium pilosella og H. auricula. Orchis latifolius er Rodknold-Geofyt, Rumex acetosella Rod- Geofyt eller hvad Warmine (1884) har kaldt ,Rodvandrer*. Ingen af disse Arter spiller dog nogen større Rolle i Twrveengen; navn- lig gælder dette Rumex acetosella, som kun under særlige Omstæn- digheder indfinder sig. (Eksempler ovenfor). Uden vegetativ Vandringsevne eller med yderst begrænset Evne til ad denne Vej at sprede sig er de tuedannende Arter (Hemi- kryptofyter uden Udløbere). De danner Hovedmassen af Stauderne; deres Tal er 75. Dertil hører de for visse Facies af Tørveengen saa vigtige Arter som Azra caespitosa, A. flexuosa, Briza, Molinia, Nardus og Schoenus ferrugineus; endvidere de i Torveengen hyp- pige Anthoxanthum odoratum, Sieglingia, Luzula multiflora, Rumex acetosa, Coronaria, Cardamine pratensis, Ranunculus acer, Viola palustris, Filipendula ulmaria, Geum rivale, Potentilla erecta, Par- nassia, Brunella vulgaris, Plantago lanceolata, Galium palustre, — 320 — G. uliginosum, Succisa praemorsa, Leontodon auctumnalis, Tarax- acum intermedium 0. a. Alt i alt danner Hemikryptofyter altsaa den rent overvejende Mengde (21 + 75 — 96) af Torveengens Urter, en Slutning, som C. Raunkiær først har gjort m. H.t. de af ham undersøgte ,Skov- enge“, hvis ,Formationsspektrer“ viser, at Hemikryptofyter udgør henholdsvis 89 og 91 °%/o (1909, S. 104). Regner man med de af mig fundne Stauder, ialt 121, udgør Hemikryptofyterne ca. 80 lo; men i Virkeligheden vil de dog nok vise sig at veere noget flere. Til Hemikryptofyterne slutter sig nærmest de Arter, der kan kaldes urteagtige Chaméefyter; de er 6: Cerastium caespitosum, Sagina procumbens, Comarum palustre, Lysimachia nummularia, Veronica chamaedrys og Galium harcynicum. Alle disse er mere eller mindre skikkede til Vandring ad vegetativ Vej. Vedplanternes Andel i Torveengens Vegetation er jo som Regel kun af meget underordnet Betydning. Kun af og til faar Dværg- buskene (de forveddede Chamæfyter) noget større Indpas i Plante- dækkets Sammensætning, uden at dette Forhold alligevel forrykker Fysiognomiet af Græsmose; ved en fyldigere Optræden, af t. Eks. Calluna, ændrer Mosen dog naturligvis sin Karakter. Og paa samme Maade fremkommer der en ganske anden Planteformation fra det Øjeblik af, at større Buske og Træer bliver hyppige. Den Mosedannelse, der er indledet af Dyndengens inderste Facies, fortsættes gennem Fremkomsten af Tørveengen eller Græs- mosen. Hertil bidrager i høj Grad den store Tæthed af Tørve- engens Plantedække, idet dette.opnaar en mindst ligesaa stor Tæthed som Dyndengens. Der er i Overfladen dannet en tæt, for- holdsvis fast og overmaade sej Skjold af Rhizomer og et meget stort Antal Rødder (se ogsaa Lorenz, S. 282 0. flg.) Som det frem- gaar af de ovenfor anførte Bemærkninger om Skudbygningen hos Tørveengens Karplanter, befinder Flertallet af Rhizomerne sig meget overlig, og selv de underjordiske Skud af Rhizom-Geofyterne og af de Hemikryptofyter, der er forsynede med underjordiske Udløbere, holder sig efter mine Iagttagelser meget nær op mod Engens Over- flade, hvilket i høj Grad betinger Dannelsen af en yderst kompakt Skjold. Denne Skjold lukker Luften ude fra de nedenfor værende Lag og bidrager overmaade stærkt til at hindre eller formindske Omsætnin- sen af det døde Plantestof; og dermed er sikkert en af Hovedbetingel- gerne for Torvedannelsen jo opfyldt. Iøvrig skal hele det omfattende — 321 — Spørgsmaal om Fortørvningen og de Forhold, der fremkalder den, ikke berøres nærmere her. | Den Række af Analyser, der er anført i Tabel 2, og til hvil- ken der forgvrig allerede under den specielle Beskrivelse er henvist, giver en Forestilling om Jordbundens Beskaffenhed i Græs- mosen. I de allerfleste Tilfælde er det en udpræget Torvejord, for- mentlig baade svarende til, hvad H. v. Post (1862) kaldte „Kärr- torf“ (S. 30), og til, hvad han kaldte „Kärrängsmylla“ (S.54). Han siger: „De flesta kärr, som aftappas och beväxas med starrgräs, bilda i första stadium endast torf (kärrtorf), men sedan vattnet än mera afrunnit bildar sig denna art mylla“. Paa tilstrækkelig af- vandet Græsmose omdannes Jordbundens Overflade i større eller mindre Dybde til Tørvemuld (Weper’s ,Moder“ ; se S. 179), idet den bliver i forskellig Grad løs og smuldrende. Paa mange Loka- liteter har jeg i en Dybde af ca. 15 cm bemærket et meget tyde- ligt Grænselag, hvor Jordbunden er særlig løs, medens Massen derunder er meget mere sammenhængende. Men netop til denne Dybde naar Flertallet af Rødderne af Carex panicea-Mosens Plante- arter. Ovenfor er det bergrt, hvorledes Molinia i den udprægede Molinia-Mose virker som ,Torvefortærer“. Som rimeligt er, viser Vandindholdet sig at være størst i den større Dybde (30—60 cm), endog omkring ca. 10 %/0 større; kun Analyse Nr. 14 er i denne Henseende, som ogsaa i andre Retnin- ger, noget afvigende. Eksempler paa kemiske Analyser af Jordbunden fra typisk Græsmose giver Nr. 1, 2, 3, 4, 6, 8, 9, 10 og 13. Tørstof-Vægten er ikke meget forskellig; den varierer i Dybden 0—30 cm fra 13,2 kg (Nr. 13) til 17,3 kg (Nr. 8); i Dybden 30—60 cm fra 10,5 kg (Nr. 13) til 13,8 kg (Nr. 10). Den er altsaa gennem- gaaende lidt mindre i den større Dybde, hvilket formentlig skyldes den stærkere Sammenpresning i Overfladen, der hidrører fra Enge- nes Brug. Som Følge heraf vil Indholdet af de forskellige Plante- næringsstoffer jo vise sig at være højere i Overfladen end i den større Dybde af Tørven, naar den beregnes i kg pr. m” Jord. Mængden af organisk Stof er overalt indenfor disse Engarealer stort, og Askeindholdet følgelig forholdsvis ringe; det varierer i Dybden 0—30 cm fra 17 %/o (Nr. 1) til ca. 10 °/o (Nr. 9) af Tør- stoffet; i Dybden 30—60 cm fra ca. 18 lo (Nr. 10) til 7,32 9/0 (Nr. 4). Det kan bemærkes, at i Almindelighed er Askeindholdet ringere i den større Dybde end i Overfladen; naar Analyse Nr. 10 paa Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 21 | — 322 — Tabel 2. Jordbunds-Analyser fra Torveenge. = °/o beregnet i Torstoffet Kg pr. m? Jord Sh) (ee — s OO} a} & Opleselig i © — E88 S| 95% Saltsyre |= = = |zclssls-4| 8 se Marles er lle ig Lokalitet ee ee ea a, = SEVEN is .— 3 mo, | 5 2) 05 2 = nt | O IE ln 2 = n > el Sl og] S|) … [ess RS ENTER = ar = IS EPS SS) 83 2] # sale |e] € = 2 SSE ece| | je eae le ei a 81 BAT A Si > | 4 © er = = 1. Lovns Enge .. || 0—30/84,2 |15,86/83,0 | 5,4 | 0,21 | 0,073 | — |11,20/2,52] = 8,56 | 0,333) 0,1158) 3,993 9. Nardus-Mose il 0—30185,5 |14,9 |85,5 | 2,6 | — | — | — | 9,5 [2,33] — 13,874] — | — 13,472 Nørre Aa Dalen |30—60188,3 |11,93/88,95| 3,3 6,2 |2,52) — |3,937| — | — |3,006 3. Gennemsnit af ae O—30)|84,15/15,72/85,19| 3,64; — | — | — | 7,65 [2,88] — || 5,76 | — 4,56 10 Analyser fra |30 60188,03|12,07/88,61| 4,08| — | — | — | 4,08 [2,87] — |487| — | — |347 Nørre Aa Dalen 4, Gresmose i 0—30!84,82/14,88/89,45| 3,50 |0,195| 0,0490/ — | 6,12 |2,62| = |5,196| 0,289 0,073 | 3,774 Nørre Aa Dalen |30—60 88,92 10,86/92,68 2,55 |0,160| 0,0380| — | 3,20 |2,39| = ||2,794) 0,176| 0,042 | 2,600 5, Molinia-Mose | 0. 30/77,03/24.38 79,5 | 9,28 0,28 | 0,084 | 1,16 | 9,7 |3,32| - 122,6 | 0,682) 0,205 |8,09 ved Rosenfeld 6. G ap = A ER 0—30!82,5 |15,8 85,8 | 6,00 |0,18 | 0,028 | 2,437| 5,55 |3,1 | — || 9,47] O,28! 0,044 | 4,90 Se Dale 30—60)86,4 112,6 186,3 | 6,47 |0,13 QE 2,289) 4,8 2,74] — || 7,87| 0,15] 0,028 | 3,70 7. Kreaturgang i|| O—30/77 119,1 |79,32| 6,40 |0,23 | 0,029 | 4,181 9,84 13,11) — |12,22| 0,44 0,055 | 5,94 Skals Aa Dalen |30—60184 113,3 [85,18] 6,11 | 0,11 | 0,009 | 4,081) 4,51 13,06 Se 8,13 | 0,15] 0,012 |4,07 8. Gjer Aa Enge! O—30/77 17,3 88,10) 4,7 | — | — |3,80 | 3,80 (2,61) +- 18,13] — | — |4,52 30—60/85 |12,3 191,82] 39 | — | — | 1,92| 2,36 /1,97/ + 1480] — | — [2,42 9. Ar 0—30181,5 |14,4 [90,211 4,2 | — | — {3,18 | 2,40 3,59) = |6,05| — | — [5,17 30—60186 [12,9 |90,31) 5,2 | — | — |2,87 | 1,62 2,76) = |6,71 | — | — 13,56 10. = 0—30177,5 117,1 185,54| 4,9 | — | — |5,20 | 4,36 13,38) + |8,38| — | — |5.78 30—60184 113,8 182,32] 5,5 | — | — |3,94 | 8,24 |2,87| + 17,59] — | — |3,96 11. = 0—30172,5 116,5 192,51] 2,2 | — | — | 1,28 | 4,06 |2,55| Spor 3,63] — | — (421 30—60183 114,2 94,86 3,1 | — | — |1,76 | 0,28 12,55) + 14,40] — | — |3;62 12. = 0—30/83 113,8 (94,94 1,18 | — | — | — | 2,58 2,49 + |1,56) — | — |3,44 30—60188,5 110,8 94,881 Lai | — | — | — | 1,68 2,82) + 11,52] — | — [3,05 — 323 — Tabel 2 (fortsat). oo = °s beregnet i Torstoffet Kg pr. m° Jord SM = s jeden & Oploselig i SÅ | dr ES Si = 25 lo Saltsyre |G = 3 Halls Sel |x 2 18/88/25! & SEE ERIE se = Lokalitet a oe es| rl) ee — URSS & lee | 8 | a |g > Fe Seo | 25 lagen leis KS ESS 5 ISEelms es AB S | S ISS SSR | | S Ne & S sn jae] 6B 2 on a > o Må Fu = ag à FS (ds S a) on = un > ba ze) ms SH Du ERE Tr = SAR eee 8 |S 4 |E = = = > | 13. Engene om 0—30186,5 113,2 [89,621 3,37 | — | — | — 110,38,3,42) + 14,45) — | — | 4,51 St. Vildmose. . |30—60189,2 110,5 192,07 4,46; — | — | — | 7,393,29| + 14,681 — | — | 3,45 0—30 "83,4 |14,8 |89,86) 3,96 | — | — | — 110,148,40) + | 5,86; — | — | 5,03 er 30—60!83 167 54,44 228] — | — | — 4556/17 + (3,1) — | — 13,14 15. Helledsø Enge | 0—30179,5 118,6 |65,58| 3,20) — | — | — 127,681,69) + | 5,95) — | — |3,14 0—30'71 117,1 191,32 0411| — | — | — | 6,70/1,73} + | 0,70! — | — | 2,96 Km ep lose 30—601181,7 |12,5 |92,30/ 0,0| — | — | — | 5,66/1,99) + |1,13| — | — | 2,49 | O—30//78,9 120,1 |72,0 | 1,90} — | — | — 128,0 12,261 + | 3,82| — | — | 4,54 17. Velling Marsk . 39 609/897 |10,1 1905| 2360| — | — | — | 945217] + 268, — | — [2 dette Punkt er afvigende, skyldes det den Omstændighed, at Pro- verne er tagne indenfor forholdsvis grund Mose; de nederste Prøver ligger Undergrunden nær (se S. 291). Indholdet af Kalk (Ca CO,) varierer i Dybden 0—30 cm fra 2,6 °/o (Nr. 2) til 6 °lo (Nr. 6) af Tørstoffet; i Dybden 30—60 cm fra 2,55 °/o (Nr. 4) til 6,47 °/o (Nr. 6). Kalkindholdet er altsaa forholdsvis rige- ligt. Det synes, som om Jordbunden i Skals Aa Dalens Torveenge er mere kalkrig end f. Eks. i Nørre Aa Dalens tilsvarende Enge. Indholdet af Fosforsyre (P, O,) er ej stort, hvilket fremgaar af de relativt faa Tilfælde, hvor der er undersøgt derfor; det maa dog bemærkes, at Analyserne fra Skals Aa Dalen i denne Hen- seende viste stor Overensstemmelse. Endnu ubetydeligere er Indholdet af Kali (K, O) — i alt Fald efter de faa i Tabellen anførte Analyser at dømme; der er dog Grund til at tro, at disse Opgivelser nogenlunde rammer Normen. Det kan i alt Fald næppe være rigtigt, naar det af E. Warning (1909, S. 197) udtales, at Vandet, der kommer fra Lavmoser er rigt påa Kali, saafremt der da ved Lavmoser forstaas Tørveenge. Heller 21+ — 324 — ikke E. Ramann’s Analyser (1895—96) berettiger til at mene, at Vandet i Lavmoser i Almindelighed skulde være rigt paa Kali. M. H. t. de for Planterne vigtige Fosforsyre- og Kaliforbin- delser staar Tørveengene uden al Tvivl tilbage for Dyndengene. Og det er sandsynligt, at allerede denne Forskel er af nogen Be- tydning for Sammensætningen af saavel den naturlige Vegetation som af den kunstige, der ønskes fremkaldt ved Kulturen. Kvælstofindholdet veksler i Dybden 0—30 cm fra 2,33 °/o (Nr. 2) til 3,59 "fo (Nr. 8) af Tørstoffet; i Dybden 30—60 cm fra 1,97 °/o (Nr. 7) til 3.49 Vo (Nr. 12). Følgende Analyser kræver en særlig Kommentar. Nr. 5, der stammer fra Molinia-Mose ved Rosenfeld (S. 280), udmærker sig ved et større Indhold af Kalk, Fosforsyre og Kali end nogen af de andre Jorder, der er opførte i Tabellen; ogsaa Kvælstofindholdet er forholdsvis stort. Naboarealer med Tørvedynd har vist sig som endnu rigere Jorder. Samtlige Arealer er aabenbart dannede i en Vig fra Agnø Fjord (S. 218); der gives Paralleler andetsteds fra, som kunde tyde paa, at denne Forbindelse har fremkaldt en påa vigtigere Plantenæringsstoffer særlig rig Jordbundsdannelse. Nr. 7, der tjener som Eksempel paa en Analyse fra perma- nente Græsgange paa Tørveeng, afviger, ligesom Analyser fra andre Græsgange i samme Omraade, derved, at Tørstof-Vægten i Over- fladen er større end paa de typiske Tørveenge, hvilket formentlig beror paa, at Jorden er stærkt sammentraadt ved den stadige Færdsel af Kreaturer; derved kommer Indholdet af Ca CO, for- holdsvis højt op. Analyse Nr. 11, der stammer fra et Tørveskær, er allerede ovenfor kommenteret (S. 292). Det samme gælder Analyse Nr. 12, der hidrører fra en baade m. H. t. Vegetation og Jordbund meget udpræget Overgangsdannelse; Analysen er af megen Værdi for Forstaaelsen af den jævne Forbindelse mellem den aske- og kalk- rigere Form af Tørveeng til den paa Aske og Kalk fattigere Form. Det procentiske Indhold af Kvælstof er væsentlig ens med Tørve- engens. Analyse Nr. 14, der hvad Jordbundens Overflade angaar har givet væsentlig samme Resultat som Analyse Nr. 13, er afvigende for den større Dybdes Vedkommende; det store Askeindhold be- tinger, at der ikke længere er Tale om egentlig Tørv, men Massen maa nærmest betegnes som Tørvedynd. Analyse Nr. 15, der stammer fra Helledsø Enge, er ingenlunde — 325 — nogen typisk Græsmoseanalyse, idet Askeindholdet er ca. 35 ‘y af Tørstoffet; men den slutter sig dog nærmest dertil. Gennem denne Analyse er der knyttet Forbindelse med de Analyser fra Tørvedyndsarealer, som er anført i Tabel 1. Analyse Nr. 16 giver Oplysning om en Form af Overgangsmose, som alt tidligere (S. 301) er kommenteret. Ogsaa Analyse Nr. 17 med dens forholdsvis høje Tal for Tørstof-Vægt og Askeindhold er før omtalt. Af overordentlig stor Betydning for Forstaaelsen af Tørve- engens Vegetation er, som nu og da nævnt, Beskaffenheden af de menneskelige Indgreb; de skal derfor i det følgende betragtes lidt nærmere. Allerede i den historiske Oversigt er det omtalt, hvorledes C. Raunkiær (1889) tillagde Kulturindgreb, Afvanding og Høbjærg- ning, en meget væsentlig Indflydelse paa Engenes hele Tilstand. Det samme Spørgsmaal behandledes kort efter afC. A. WEBER (1892) og Ernst H. L. Krause (1893). Den første skelner mellem ,pri- mære“ eller virkelig oprindelige Formationer og ,sekundære“ For- mationer, „deren Elementarbestandteile sich ausschliesslich nur unter solchen Bedingungen zusammenfinden, welche durch die Kultur geschaffen sind, Formationen, die sich also in demselben Vegetationsgebiete mutmasslich nicht vorfanden, bevor es von der Kultur berührt wurde“ (S. 212). Begge er dog naturlige For- mationer, mener WEBER. Ved ,naturligt Græsland“ forstaar han et saadant, „dessen Pflanzendecke unter den gegebenen Kulturverhältnissen stabil geworden ist, gleichgiltig, ob es ursprünglich angesät oder durch natürliche Besamung entstan- den ist" (S. 181). Denne Betragtning, som synes mig at være yderst liberal m. H. t. Forstaaelsen af en ,naturlig“ Formation, og som heller ikke ganske falder sammen med andres Opfattelse (se saaledes M. Vant, 1910), udvikles nu nærmere under Henblik paa de af WEBER opstillede Subformationer, der er omtalte i det fore- gaaende; Carex gracilis- og Carex panicea-Subformationen opfattes som primære, medens de øvrige synes at maatte betegnes som sekundære. Ernst H. L. Krause’s Betragtninger, der delvis støtter sig til C. RAUNKIÆR's, munder ud i den Slutning, at, naar ,Salzwiesen“ holdes udenfor, er de øvrige Enge ved Menneskets Indgriben op- staaede af Sumpe og Skove (S. 390). Følgelig er ,die Wiesen des — 326 — norddeutschen Tieflandes keine natürliche Vegetationsformation“ (S. 395); de er et Kulturprodukt (S. 399) og maa betragtes som en ,Halvkulturformation“. Denne Opfattelse kan man efter mit Skon umulig komme uden- om. Og den gelder uden al Tvivi den rent overvejende Mengde af Ferskvandsenge, ogsaa i Danmark. Hvad der nedenfor siges om Kulturens Indflydelse paa Torveengen angaar i ligesaa høj Grad de forud for den gaaende Former af Dyndenge; for begge Forma- tioners Vedkommende omtales Sagen derfor mest hensigtsmeessig paa ét Sted. Afvandingen. Saaledes som vore Ferskvands-Dyndenge og Torveenge i Øjeblikket henligger, er de mere eller mindre stærkt „naturlig* afvandede ved Regulering og Uddybning af de større Vandløb, ved Udgroftning eller ved Landkanaler (undertiden sker Afvandingen som bekendt kunstig, d. v.s. ved maskinel Kraft). Denne Saenkning af Vandspejlet i Engene, som er begyndt med den først foretagne Udgroftning — antagelig har Udskiftningen i sidste Halvdel af det 18. Aarh. fremkaldt en stærkere gennemført Udgroftning — maa utvivlsomt i Tidens Løb have haft en veesent- lig Indflydelse paa Engenes Beskaffenhed, som det i Enkelthederne er vanskeligt at efterspore. Gennem den ovenfor (S. 277) givne Meddelelse om Vandstandsforholdene paa Viskum Eng for og efter Nørre Aaens Regulering er det paavist, hvorledes denne griber stærkt ændrende ind i Tilstanden, saaledes at Vandspejlet, der til- forn stod hgjest i Dyndengen, nu synes at ville stille sig omtrent i Niveau med Vandspejlet i Torveengen. Desværre er de foretagne Observationer endnu ufuldstændige, ligesom man ganske mangler Oplysninger andre Steder fra. Alt i alt tør det dog siges, at Afvanding har udvidet Tørveengenes Areal paa Bekost- ning af Dyndengenes, idet den ringere Grad af Oversvom- melse og det friere Afløb fra Engene har skabt passende Betingel- ser for Fremkomsten af den egentlige Tørveformation med dens karakteristiske Plantevækst. Indenfor begge Formationer har en Afvanding selvsagt frem- kaldt Fremhersken af de Facies, der kræver en mindre Grad af Fugtighed. Saaledes har Aira caespitosa-Engen ved en Vandstands- sænkning sikkert bredt sig stærkt paa Bekostning af fugtigere For- mer af Dyndeng. Og paa samme Maade har t. Eks. Molinia-Mosen under lignende Ændring af Vandstandsforholdene kunnet trænge Carex panicea-Mosen noget til Side. — 327 — Endelig kan det antages, at Afvanding har bidraget til at for- mindske eller maaske ophæve den sure Reaktion af Jordbunden. En nærmere Paavisning heraf vilde være af Interesse, men mangler desværre endnu. At Konsistensen ændres gennem Afvanding, er ovenfor nævnt. Høbjærgningens Indflydelse har været og er sikkert af ganske overordentlig fremragende Betydning for Tilstanden paa Dynd- og Tørveengene. Ved Høslætten paavirkes Vegetationen i følgende Retninger. 1) Større Buskvækster og Træer udelukkes, medens de urte- agtige Planters Fremhersken sikres, hvilket fremgaar af den oven- for anførte Oversigt over Tørveengens floristiske Sammensætning. Det er af forskellige Forfattere (WEBER, Krause, BIRGER, MENTZ o.a.) ofte nok nævnt, at hvis Engene ej aarlig blev slaaede, vilde de hurtig ændre deres Karakter og forvandles til Krat og Skov. 2) Stauder vil, især med tidlig Slæt, begunstiges paa Bekostning af 1- og 2-aarige Arter. 3) Som SELIM BirGer (1904, S. 46) har gjort opmærksom paa, forøger Høslætten Græssernes Rigdom paa Arter og Individer; men naar Engene overlades til sig selv, vil Urterne, ogsaa de fleraarige, blive mere og mere talrige. BIRGER finder Aarsagen hertil deri, at Urterne da faar bedre Lejlighed til Frøformering; han har utvivlsomt Ret i denne Betragtning ligesom deri, at Høspredning og Høvending er særdeles vigtige Faktorer for Engplanternes Frøspredning. Der er ovenfor (S. 303) anført et Eksempel paa, hvorledes Urterne, særlig de store, Cirsium pa- lustre og Filipendula ulmaria, paa en gammel og forsømt Kultur er tagne til i Antal; andre lignende Tilfælde er ikke sjældne at møde paa smaa Arealer; netop Filipendula ulmaria kan ret hyp- pig ses at blive ganske dominerende, hvor Slætten lades ude. 4) Vegetationen af de forholdsvis langsomt voksende Mosser for- styrres i kendelig Grad ej alene ved Mejningen, men ogsaa ved Sammenrivning af Afgrøden; dette gælder ganske særlig Tørve- engen, hvor Mosvegetationen jo overhovedet betyder mere end i Dyndengen. Paa den anden Side kan Rivningen maaske nok i nogen Grad bidrage til Spredningen af Mosserne, der især eller udelukkende formerer sig ad vegetativ Vej. For visse Arters Ved- kommende fremkalder ogsaa Mejningen en forøget vegetativ For- mering; saaledes ses det, at der paa de tætte Puder af Dicranum scoparium nedenfor de afhuggede Steder dannes talrige nye Skud. Afgræsningens Betydning for Engenes Vegetations- og Jord- — 328 — bundsforhold er ovenfor belyst gennem nogle Eksempler; særlig er Opmærksomheden henledet påa det besynderlige Udseende, som mange gamle permanente Græsgange i Tidens Løb har faaet. Om saadanne Mose-Greesgange skriver allerede Hornscuucu (1837, S. 756) 7 han har paa Moser langs Peene fundet Arealer, hvor der ved Krea- turernes Nedtræden dannes kolossale ,Muldvarpehgje“ paa 2—4 Fod i Diameter. Disse Tuer, der kaldes „Bülken“, er dannede af ,Riedgraser* og Aira caespitosa; paa hver Tue findes en Busk. — De af C. Tarnuzzer (1897) gjorte Iagttagelser over , Vegetations- hügeln“ i Alperne er mig ubekendte. Derimod kan det anføres, at BROCKMANN-JEROSCH (1907, S. 350) fra de samme Bjærge beretter om, hvorledes Carex Goodenoughii-Sumpe forstyrres ved Græsning. Ved Kreaturernes Træden dannes „Treienhügeln‘, hvorpaa vokser Carex curvula, Nardus og Agrostis rupestris; de viger dog snart for Vaccinium-Arter og Juniperus-Krat. Endelig indfinder sig Naale- træer, og der dannes Skov. Afgræsningen har ofte en anden ejendommelig, om end vel ikke meget betydende Virkning derigennem, at Kreaturer og Heste napper Stykker af de tuedannende Græsser løse og kaster dem bort uden at æde dem. Hos STEBLER og SCHRÖTER findes Iagttagelser i denne Retning; de siger om Nardus, at Kvæget vel æder den om Foraaret; senere, naar den bliver for strid, rives Stykker af den blot løs, forsmaas og ses da i stor Mængde spredte paa Alpegræs- gangen; det samme gælder Aira caespitosa. For begge de nævnte Arters Vedkommende kan denne lIagttagelse meget almindelig be- kræftes fra danske Enge; især hen paa Eftersommeren og i Efter- aaret kan løsrevne Skuddele af disse Planter i meget stort Antal findes spredte over Engen efter først under Afgræsningen at være revne løs. Birger fremhæver (1904, S. 47), at de ved Frø formerede Planter ogsaa paa Græsningsarealer kommer til at spille en under- ordnet Rolle; og han har vist Ret. Kun bør det bemærkes, at Therofyter nok kan faa Lejlighed til at brede sig paa de Steder af Græsgangene, ved Led og Vandingssteder, hvor Jorden bliver særlig stærkt optraadt; herfra er eksempelvis noteret Myosurus minimus, Poa annua og Alopecurus geniculatus. Naturligvis kan endnu andre Vegetationsforandringer skyldes Afgræsningens Indflydelse, saaledes Indvandring af visse Svampe- arter. Derimod er det vel tvivlsomt, om Forekomsten af Polytri- chum-Tuer skyldes Afgræsningen, saaledes som SERNANDER angiver — 329 — (1910, S. 61); han skriver: ,Cariceta hade Carex panicea som ton- gifvande. Genom betningen hade har inkommit Polytrichum- tufvor“. De er vel blot ved Græsningen blevet nok saa fremtrædende. De ved Menneskets Indgriben forbedrede Ernæringsfor- hold har en afgørende Betydning for en Ændring i den vel af- vandede Tørveengs Vegetation. Ganske særlig giver de sig, som alt tidligere omtalt, et overordentlig tydeligt Udslag ved den For- vandling, som Carex panicea-Mosen gennemgaar under Anvendelse af Fosforsyre- og Kaligødning; med en rigelig og aarlig gentagen Forsyning af disse Gødninger ændres Cyperacé-Mosen til Graminé- Mose, særlig til Aira caespitosa-Mose, hvilken Association faar en slaaende Lighed med den højt liggende Aira caespitosa - Eng"). Dette Forhold synes mig iøvrig at tjene til Støtte for den Opfat- telse, at det er de fra Naturens Side af noget rigere Ernæringsfor- hold, der indenfor Dyndengen fremkalder den i økonomisk Hen- seende værdifuldere Graminé-Vegetation, som er repræsenteret af Aira caespitosa-Engen. Bevanding af torveholdige Enge blev i stor Stil gennemført i Løbet af forrige Aarhundrede. I de senere Tider er denne Form for Forbedring af Torveengens Vegetation næppe mere i saa høj Kurs som tilforn, idet Bevanding og en samtidig ordentlig gennem- fort Afvanding, der jo, saaledes som stærkt hævdet af P. FEILBERG (1891, S. 249), bor gaa i Haand i Haand, maatte medføre forskel- lige praktiske Vanskeligheder, som ikke har veret helt lette at be- herske paa den torveholdige Bund. Ikke des mindre har Bevan- dingen paa Punkter, hvor den har været intensiv, fremkaldt en forøget Afgrøde (en rigelig Mængde Glyceria aquatica, Poa trivialis, Holcus lanatus m. fl.); med en mindre godt eller slet gennemført Bevanding har Resultatet kun været magert. Det kan anføres, at Nardus stricta, hvilket ogsaa er bemærket af STEBLER og SCHROTER (1888, S. 150), forsvinder ved Bevanding; Virkningen af Vandet er aabenbart nogenlunde parallel med den, som Befugtningen udøver paa Nardus-klædte Sandenge. 1) De af C. H. Osrenrezp (1902, S. 96) omtalte Græsenge i Dobberne i Rends- borg Hede er muligvis fremkomne ,,ved Kunst (Dr&ning?)“. Ikke usand- synligt er det, at de 4 Karakterplanter: Holcus lanatus, Anthoxanthum, Briza og Aira caespitosa har opnaaet deres Betydning netop gennem An- vendelse af Kunstggdning. — At disse Græsenge skulde vere opstaaede af Hede, synes lidet rimeligt; findes Hedeplanter indblandede, tyder dette sna- rest paa en Udvikling i modsat Retning. — 330 — Ogsaa Bevanding kan modvirke Surheden i Jorden. Saaledes siger P. FEILBERG (1891, S. 262): ,Stærk Vanding kan lige saa vel som forøget Luftcirkulation faa Bugt med Surheden‘... Hvor Van- ding af Torveenge er mangelfuldt gennemført, er det dog tvivlsomt, om dette bliver Tilfældet; snarere kan det endog tænkes, at Sur- heden forøges. ; Endelig har Tørveskæring selvsagt fremkaldt ofte meget indgribende Forandringer i Tørveengenes Tilstand; hvor store disse har været, beror naturligvis paa det afgravede Areals Størrelse, paa Afgravningens Dybde, paa Behandlingen af det afrømmede Parti, derunder Grundvandspejlets Regulering o.s.v. Ovenfor (S. 293) er anført nogle Eksempler paa, hvorledes Mosen trods en ret dyb Af- gravning alligevel forholdsvis hurtig kan regenereres gennem Frem- komsten af Facies, der kræver stor Fugtighed. Disse Eksempler kunde være forøgede med andre andetsteds fra, som dog ikke vilde give stort andet Resultat’). Ogsaa paa den tilbage blivende, den ikke opskaarne Græs- moses Karakter viser Tørveskæringen sin Indflydelse, idet den jo stedse fremkalder en vis Udtørring af Overfladen, hvorved Vegeta- tionen kan ændres til Fordel for de en større Tørhed taalende Associationer. Ændringer kan ligeledes indtræffe paa Partier af Mosen, der benyttes som Tørreplads for Tørven, og paa saadanne mellem Tørvegravene liggende Arealer, der ikke længere benyttes til Slæt, men ej heller som Tørreplads (se ovenfor S. 286); den Færdsel, Tørvetilvirkningen medfører, vil altid have en vis Indfly- delse paa Sammensætningen af Plantedækket. 1) Spørgsmaalet om Regenerationen i Tørvegrave har alt fra gammel Tid af beskæftiget forskellige Iagttagere; et Eksempel, skildret af Crome, er nævnt S.184—185. Et andet fra en senere Tid kan i denne Sammenhæng anføres. PALLIARDI (1839, S. 18) omtaler en Regeneration» der muligvis kan henføres til Lavmose. I 2. Aar efter Tørveskæringen ser man i Gravens brune Vand et Overtræk af Konferver. I 3. Aar en ,,fuldkomnere Vegetation” af Lemna. I 4, og 5. Aar finder man ,,Binsen, Wollgras und Riedgräser“ .... Efter 10—12 Aars Forløb ses Overfladen ,,des gewesenen Torfstiches mit Erica vulgaris, Vaccinium oxycoccus, uliginosum, Salix repens und Pinus obliqua bewachsen. Nach 30—40 Jahren hat sich der Torf, wenn kein Vieh auf ihm geweidet und das Wasser nicht abgeleitet worden ist, wieder erzeugt, und man stickt gegenwärtig schon wieder an Orten, wo man bereits einen Torfstich denkt. Dass der Torf wächst, unterliegt keinen Zweifel, und diess zwar, meiner Ansicht nach, auf doppelte Weise: erstens durch das An- schwellen des noch in der Tiefe liegenden, früher zusammengepressten, noch mächtigen Torflagers, und zweitens an der Oberfläche durch Ablagerung vegetabilischer Stoffe“. Denne Betragtning er sikkert rigtig. — 331 — Det vil af de ovenfor anførte Bemærkninger fremgaa, at Dynd- engen saavel som Tørveengen gennem den flersidige Benyttelse, for hvilke de er udsatte, med Rette kan betegnes som Halvkultur- formationer; de er i Hovedsagen sekundære Plantesamfund, som imidlertid meget snart, om de overlades til sig selv, vil kunne faa primær Karakter. 2. Paludella-Mosen (eller Vældmosen). I jyske Erosionsdale træffer man meget ofte og hyppigst ved Bakkernes Fod eller undertiden højere oppe paa Skraaningerne Partier, hvor Vældvand træder frem, uden at Vandets Bevægelse er en saadan, at man kan tale om en egentlig Kildedannelse. Ti medens Kilden vel kan betegnes som det mere eller mindre hastig rindende og stærkt samlede Afløb for Vandet fra et vandførende - Jordlag, siver Vældvandet derimod langsomt ud fra de Jordlag, hvorfra det stammer, og er gærne fordelt over en større Stræk- ning’). Og medens Kildevandet rask føres bort i Form af et Bæk- løb, der yderligere fremkalder Erosioner i Dalens Bund, betinger det fremsivende Vand ingen Erosioner, men tværtimod Dannelsen af nye Jordlag, af en Formation, der mest passende kan kaldes Veldmosen?). Selvfølgelig findes der ingen skarp Grænse mel- lem ,Kilde* og ,Trykvand“ og de af dem fremkaldte Virkninger. Det er dog ingenlunde altid Tilfældet, at Vældvandets (saa lidt som Kildernes) Fremtræden alene er knyttet til Dalstrøgenes Bakke- fod. Undertiden kommer det frem paa et eller andet Punkt af Dalens Bund, hvor vandstandsende Lag maa forefindes, og hvor der da kan dannes Vældmose. I første Fald, hvor Vældmosen er opstaaet paa Bakkernes Skraaninger eller ved deres Fod, vil den have Karakter af en 1) Vældvand kaldes vist nok saa almindelig „Trykvand“. I tysk Litteratur finder man det betegnende Udtryk ,,Schweisswasser“, der vel nærmest sva- rer til Trykvand. Ikke faa danske Stednavne angiver tydelig nok Forekomsten af Væld, saaledes Væld Huse, Nord for Egtved, Vælds By og Vælds Møllebæk, et Tilløb til Nørre Aa, o. a. Da Væld paa Jysk ikke udtales som „Vald“, men snarest som „Hvil“, er der Mulighed for, at Vældsteder har givet An- ledning til Dannelsen af ogsaa andre Stednavne (saaledes maaske Hvilsager, Hvilested o. a.). ?) Udtrykket ,,Vældmose” er mig bekendt ikke brugt i dansk Litteratur, inden jeg i Botanisk Forening 1904 omtalte denne Dannelse under et Foredrag om Bredsgaard Sø. Ee BEDE stærkt skraanende og svagt hvælvet Flade, der gaar jævnt over i den nedenfor liggende Tørveeng (eller Sandeng). Veeldmoser af denne Art svarer til, hvad i tysk Litteratur kaldes „Hangemoore“ eller ,Gehängemoore“ (se saaledes H. H. von Wicaporrr og P. Rance, 1906). | I det andet Tilfælde er Vældmosens Overflade udpræget kup- pelformet hævet til Vejrs gennem Veeldvandets nedenfra kommende Tryk. Det er denne Form for Vældmoser, som i tysk Litteratur benævnes ,Quellmoore“. De to foran nævnte tyske Geologer gør med Rette opmærksom paa, at Forskellen mellem de to Former for Vældmose kun er en morfologisk. M. H. t. Vegetationen kan det i alt Fald udtales, at der ingen Forskelligheder gør sig gældende. Vældmosen er, i alt Fald i dens nogenlunde oprindelige Skik- kelse, vandfyidt lige til Overfladen. Med god Grund kan man an- vende det samme Udtryk, som man ser brugt om den ikke ud- grøftede Sphagnum-Mose, at den er som en vanddrukken Svamp; og denne Tilstand bevares hele Aaret rundt. Overskuddet af Vand dels fordamper, dels løber bort i diminutive Strømme. Vandet er koldt, selv påa en meget varm Sommerdag næsten isnende koldt. Mosens Overflade er paa Grund af den store Vandrigdom over- ordentlig blød og gyngende (Sr. St. BricHer bruger i ,Rgverstuen“ Udtrykket ,Vældgunger“), en Hængesæk af en anden, men meget mindre farlig Art end de tidligere omtalte Gunger langs Aa- og Søbredder. I vore Dage finder man kun sjælden ganske urørte Vældmoser. Tværtimod er de som oftest stærkere udgrøftede end andre Moser, dels ved en Landgrøft, dels ved Grøfter vinkelret derpaa. Mange Steder nytter denne Udgrøftning alligevel ikke stort, hvilket natur- ligvis er til Held for den oprindelige Vegetations Bevarelse. Vældmosen er i sin naturlige Tilstand en udpræget Mosmose med en ejendommelig Flora af saavel Mosser som Karplanter. Da Paludella squarrosa hører til de for Vældmosen allermest karakteri- stiske Arter, kan den bedst betegnes som Paludella-Mose. Dens Sammenhæng skal i det følgende beskrives noget nærmere gennem en Del Eksempler, hentede fra forskellige Steder i vort Land, dog kun fra jyske Lokaliteter. Paludella-Mose ved Bredsgaard Sø. De tidligere (S. 238) omtalte Carex rostrata-Enge gaar ret pludselig over i andre „Enge“, der er meget stærkt paavirkede af det fra Bakkerne omkring Søen — 333 — kommende Vældvand. Det mest øjnefaldende Træk ved Vegetati- onen er den særdeles rigelige Optræden af forskellige Mosarter; navnlig Forekomsten af Paludella squarrosa i meget stor Mængde kendetegner ,Engen“ som Paludella-Mose. Foruden den findes i rigeligt Antal: Philonotis fontana, Hypnum trichoides, H. inter- medium, Gymnocybe palustris, Climacium dendroides og Acrocla- dium cuspidatum; derimod mangler den i Carex rostrata-Engen levende Astrophyllum cuspidatum var. elatum eller er kun i ringe Antal at finde. Det bløde, svære Mostæppe dannes desuden partivis af visse Sphagnum-Arter: S. teres, S. Warnstorfü, S. recurvum, subsp. amblyphyllum, og S. subsecundum. Den første af disse Arter danner i Forening med Paludella Hovedmassen af Mosdeekket; den efterfølger Paludella, sætter sig fast paa de af denne dannede svære Bevoksninger, breder sig ud over dem og fortrænger dem. Derved bliver de Partier af Mosen, hvor Sphagna er mere dominerende end Paludella, kendelig lidt højere i Niveau end den rene Paludella-Mose. Igvrig maa det bernærkes, at der ikke findes nogen regelmæssig, bælteformet Fordeling af disse Mosser, saaledes at et ydre Paludella-Bælte afløses af et indenfor voksende Sphagnum-Bælte. Mosarternes Fordeling er tværtimod ret uregelmæssig, om end det maa siges, at Sphagnum teres 0. a. Sphagna er nok saa hyppige paa den indre Halvdel af Vældmosen som paa den ydre, hvor Paludella til Gengæld er mere dominerende. Mosen er selv om Sommeren ganske vanddrukken; ved Fodens Tryk ned i det bløde Mosdække træder Vandet øje- blikkelig frem i rigelig Mængde. Naar Mosen alligevel gør Indtryk af at være fastere og af at bære bedre oppe end Carex rostrata- Engen, maa det utvivlsomt skyldes den Omstændighed, at de forud- gaaende Generationer af Mosser har dannet et forholdsvis kompakt Jordlag, der er rigere paa organisk Materiale end Jordhunden i Carex rostrata-Engen (om Sammensætningen af Jordbunden i Væld- mosen se nedenfor). I dette Mosdække vokser et ret stort Antal Karplanter, først og fremmest Carex-Arter. Men medens Carex rostrata spiller saa stor en Rolle for Dyndengenes Fremkomst og deres Konstitution, optræder den her i forholdsvis ringe Mængde og gør Indtryk af at befinde sig under mindre gunstige Forhold; den blomstrer ikke i nogen videre Grad, og ogsaa i vegetativ Henseende er den kendelig reduceret. Carex panniculata forekommer kun pletvis i større Mængde; den bidrager her, som i Carex rostrata-Engen, til Frem- — 334 — komsten af smaa, faste Holme. Følgende Carex-Arter, som ikke er trufne i Carex rostrata-Engen, trives derimod i Mosen: Carex diandra, C. limosa, C. dioeca, C. Goodenoughii, C. canescens og C. echinata; den sidste holder sig vistnok mest til de lidt tørrere Holme. Disse Carex-Arter, i Forening med Eriophorum polysta- chyum, Luzula multiflora og en spredt Forekomst af Gramineer: Agrostis alba, A. canina og Poa pratensis, danner den vesentligste Del af Glumiflor-Vegetationen, men formaar dog ikke at give en blot tilnærmelsesvis saa god Høafgrøde som Dyndengens. De i Paludella-Mosen optrædende Urter er for en Del de samme som i Engen: Rumex acetosa, Coronaria, Caltha, Comarum, Menyanthes og Pedicularis silvatica, men desuden træffer man her en Del andre Arter, der ikke vokser i Carex rostrata-Engen, saa- ledes: Orchis latifolius, Viola palustris, Drosera rotundifolia, D. longifolia (begge paa Sphagna), Saxifraga hirculus, Parnassia palu- stris, Geum rivale, Trifolium repens, Lotus uliginosus, Euphrasia brevipila, Alectorolophus minor, Crepis paludosa og Aspidium thelypteris. Paa enkelte Punkter af Mosen er Niveauet som sagt lidt højere; der er ved Væksten af Sphagna, Carer panniculata 0. a. Planter fremkommet smaa, gærne kredsrunde Holme, hvis Vegeta- tion foruden af nogle af de ovenfor nævnte Planter bestaar af saa- danne, som ynder en noget mindre Grad af Fugtighed og tillige forliges med mindre gode Ernæringsforhold end dem, der raader udenfor Holmene. Blandt disse kan nævnes: Sphagnum cymbifo- lium, Polytrichum commune, Dicranum scoparium, Hypnum squar- rosum, Hylocomium proliferum og Astrophyllum hornum; tillige vokser Gymnocybe palustris her rigeligere end udenfor Holmene. Endvidere: Juncus conglomeratus, Anthoxanthum odoratum, Holcus lanatus, Aira flexuosa, Briza media og Agrostis vulgaris. Af Urter: Majanthemum bifolium, Cerastium caespitosum, Potentilla erecta, "ilipendula ulmaria, Trifolium pratense, Angelica silvestris, Hiera- cium auricula og Cirsium palustre. Endelig forekommer nogle faa Dvergbuske: Calluna, Empetrum, Vaccinium myrtillus, Salix repens og Juniperus. Der er altsaa indenfor Holmenes Fiora Elementer, som kan tyde paa, at Holmene tidligere har været bevoksede med Smaakrat. Vældmosen strækker sig omtrent helt ind til Foden af Bak- kerne. I sydlig Retning, ned mod Dalens Ende, bliver Jordsmonnet snart saa fast, at det kan benyttes til Torvesker. Arealet er Græs- — 335 — mose. Paa et enkelt Punkt findes dog en kuppelformet ‘hvælvet Vældmose (ses ikke paa Fig. 1); ved Torvegravning og den dermed følgende Afvanding er den oprindelige Vegetation imidlertid ganske forstyrret. Beskaffenheden af Jordbunden i Vældmosen fremgaar af de Analyser, der er anførte i Tabel 3, Nr. 1 (Prøverne 1, 3 og 5) og Nr. 2 (Prøverne 7,9 og 11; Udtagningsstederne for Prøverne er mær- kede paa Kortet, Fig. 1). Man vil (S. 363) finde, at Indholdet af orga- nisk Stof er meget større end i Dyndengen — Arealet kan med Rette betegnes som Mose. Tørstof-Vægten er mindre. Kalkindholdet er, navnlig indenfor den Strækning, hvorfra Analyse Nr. 1 stammer, forholdsvis stort; denne Strækning er den mest udprægede Palu- della-Mose af de to her undersøgte Arealer, og den, hvor ogsaa de ovenfor nævnte Sphagna har deres største Udbredelse. Indholdet af Fosforsyre og Kali er ikke stort, men af Kali dog ikke lidt større end i almindelig Græsmose. Paa Kortet Fig. 1 vil man finde, at de to nordligste Grøfter gaar ret højt op i Bakkerne, hvilket skyldes den Omstændighed, at der her paa Bakkernes nederste Skraaning er dannet Vældmose med Tørv af ca. 1 m Mægtighed, en typisk „Haengmose“, hvis Vand man har søgt bortledet ad de vinkelret gaaende Grøfter. Der vokser paa Bakkernes Skraaning en Række Alnus glutinosa, som næppe er plantede, men formentlig Rester af Krat. Omkring og nedenfor disse Alnus breder Vældmosens Mosdekke sig, dannet af Philonotis fontana, Hypnum trichoides, H. intermedium, Acrocladium cuspida- tum og Fissidens adianthoides. Glumiflorerne er: Carex panniculata, C. Goodenoughii, C. pulicaris, C. echinata, C. panicea, Eriophorum polystachyum, Holcus lanatus, Anthoxanthum, Briza, Cynosurus cristatus og Luzula multiflora. Tovrig findes: Rumex acetosa, Coro- naria flos cuculi, Cerastium caespitosum, Caltha, Ranunculus flam- mula, Cardamine pratensis, Linum catharticum, Hypericum acutum, Comarum, Filipendula ulmaria, Lotus uliginosus, Trifolium pratense, Epilobium palustre, Myosotis palustris, Menyanthes, Pedicularis sil- vatica, Euphrasia brevipila, Alectorolophus minor, Brunella vulgaris, Plantago lanceolata, Crepis paludosa, Cirsium palustre, Aspidium thelypteris og enkelte Steder Eguisetum palustre i rigelig Mængde. Hvor denne Vegetation opad Bakkens Skraaning standser, afløses den af en nærmest hedeagtig Vegetation med Calluna, Sarothamnus etc. Rigdommen paa Væld omkring Bredsgaard Sø giver sig ogsaa paa andre Maader til Kende. Saaledes maa de „Valdbloder“, der — 336 — endnu hist og her findes i Paludella-Mosen, og i hvis aabne Vand der foreløbig raader en Rørsumpvegetation, utvivlsomt være dan- nede og opretholdte af Væld; udenom Rørsumpens Planter vokser Carex rostrata gærne i en regelmæssig Krans. Endelig kan det nævnes, at i det temmelig lave Bakkedrag umiddelbart Nordøst for Søen (ses ikke paa Fig.) findes en fladt skaalformet Forsænkning, hvor Vældvand risler frem, dog uden at der her aflejres Tørv; Bakkeskraaningens Grus og Smaasten er kun dækkede af et tyndt humøst Lag. Mærkelig er Forekomsten af den store smukke Bryum Schleicheri, jeg i Oktober 1903 fandt i rigelig Mængde; den synes ej at forekomme paa andre af de Søen omgivende Bakker.!) — Vældmose langs Landkanten af Lovns Enge (seS. 246). Særlig langs Nordkanten findes en stærkt udgroftet Paludella- Mose med Philonotis fontana, Thyidium Blandowii, Hypnum tri- choides og Gymnocybe palustris. Af Fanerogamer mærkes især Lotus uliginosus, Saxifraga hirculus, Euphrasia stricta og Salix hastata. Den egentlige Vældmose strækker sig kun ca. 60 m ud- efter, hvor den afløses af Dyndeng. Visse af Paludella-Mosens Urter, saasom Lotus og Saxifraga hirculus, vandrer herud. Ogsaa paa andre Punkter af Torveengenes Omraade ses Elementer af Veeldmosevegetation. — Vældmoser i Nørre Aa Dalen er tidligere omtalte (Mentz, 1910, S. 20 o. flg.). De befinder sig paa de fleste Punkter af Dalen 2 å 3 m over Engene langs Aaen; enkelte Steder endog derover (1. c., Profilerne Fig. 6 og 7). Deres Vegetation er den for Palu- della-Mosen karakteristiske. Foruden de tidligere fundne Mosser, som er opregnede (Il. c., S. 21), har jeg siden paa enkelte Lokali- teter fundet Thyidium Blandowii og Sphagnum Warnstorfii, der utvivlsomt begge kun findes indenfor Vældmosearealer. Fig. 9 giver en god Forestilling om de for Vældmoser ejen- dommelige Overfladeforhold (Fig. er laant fra Skriftet om Nørre Aa Dalens Moser og Enge). Vejlebæk er et Tilløb til Nørre Aa (se Menrz, 1910, Oversigtskortet). Paa et Punkt i Vejlebæk Dalen Syd for Hammershøj har — som tidligere meddelt (I. c., S. 24) — »Vældvandet ved den dertil knyttede Plantevækst fremkaldt Dan- 1) Bryum Schleicheri, som hidtil ikke var funden i Danmark, lever i Norge og England og Syd paa først i de mellemtyske Bjærge. Arten er subarktisk og som saadan allerede tidligere betegnet af Cur. Jensen, der (hos E. War- MING, 1904, S. 83) har angivet alle de i Danmark levende arktiske Mosser. — 337 — nelsen af en stor Kuppel, hvor Tørvemassen naar den anselige Dybde af 4 m, medens den saavel Øst som Vest derfor er omtrent dobbelt saa ringe. Ved talrige og uregelmæssig forløbende Grøfter er Mosen her såa stærkt udgrøftet, at selve Kuppelen nu er tør- lagt og græsklædt, Jordbunden fast og Tørven meget mørk. Men i alle Tørvegrave i dette gamle Vældmoseareal (Gravene er ude- 100 50 0 1 à 3 4 DOG 7 800 Meter Fig. 9. Veldmose-Parti Syd for Hammershøj. Hojdekoterne er anførte i m. De tre understregede Tal er Torvedybder paa de paagældende Punkter. De vigtigste Veje og Grofter er angivne. ladte paa Kortskitsen) forekommer den ejendommelige Vældmose- vegetation stadig i rig Udvikling". Beskaffenheden af Jordbunden i Vældmoser i Nørre Aa Dalen fremgaar af Tabel 3, Analyse Nr. 3 (S. 363), der er et Gennemsnit af 4 Analyser. Det vil ses, at Kalkindholdet, i alt Fald i Over- fladen, gennemgaaende er stort. — Vældmoser i Skals Aa Dalen. I en foreløbig Meddelelse om Skals Aa Dalens Humusarealer (1902, S. LIX) er Vældmosen Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 22 — 338 — kaldt ,Carex panniculata-Mose“, og dens vigtigste Karaktertræk er der fremhævede, bl. a. den rigelige Forekomst af Paludella squarrosa. Nogle Iagttagelser fra enkelte Lokaliteter anføres nedenfor. „Enge“ paa begge Sider af Vejen Læsten—Fousingø (G. M. L 18) er nok Vældmose, men dog ikke med stærkt hvælvet Over- flade (Iagttagelser Juli 1901). Carex panniculata er dominerende; forøvrig: C. Goodenoughii, rigelig, C. flava, hist og her, C. pani- cea, kun i ringe Mængde, C. pulicaris, hist og her i Mængde, C. echinata, i ringe Antal, ©. limosa, et enkelt Parti, og Eriophorum polystachyum. Af Graminéer ses hist og her Molinia, Sieglingia, Briza, høj og kraftig, Anthoxanthum og Holcus lanatus; men disse Graminéer spiller ingen stgrre Rolle for Vegetationens Sammenset- ning; ligesaa lidt Juncus lamprocarpus og Luzula multiflora. En stor Mengde Urter forekommer mellem Glumiflorerne og paa det af Mosser dannede Bunddække: Kpipactis palustris, Listera ovata, Orchis maculatus, Coronaria, Cerastium caespitosum, Sagina nodosa, Caltha, Ranunculus acer, Viola palustris, Drosera rotundifolia (paa Sphagna), Comarum, Geum rivale, Filipendula ulmaria, Potentilla erecta, Parnassia, Saxifraga hirculus, meget talrig, Lotus uliginosus, dels i store isolerede Vegetationer, dels jævnt indblandet mellem de øvrige Planter, Trifolium repens, i store Partier, T. pratense, enkelte og svage Individer, Lathyrus paluster, Vicia cracca, enkelte Steder iikke ringe Mængde, Angelica silvestris, Myosotis palustris, Menyanthes, i stor Mængde i Bunden, Pinguicula, Pedicularis silvatica, Euphrasia sp., Galium uliginosum, Cirsium palustre og Hieracium auricula. Mos- serne er: Puludella squarrosa, Philonotis fontana, Hypnum trichoi- des, H. intermedium, H. stellatum, Acrocladium cuspidatum, Diera- num Bonjeant og Marchantia polymorpha. Dertil i Mængde Sphag- num teres, der danner Grundlaget for Fremkomsten af Sphagnum acutifolium, S. cymbifolium og en meget stor Mengde Gymnocybe palustris; paa de af Sphagna dannede Tuer findes ogsaa Hyloco- mium proliferum. Vedplanterne er: Salix cinerea, S. hastata, S. repens, Betula pubescens, alle i den mossede Bund, medens Cal- luna, Oxycoccus og Empetrum væsentlig holder sig til de højere liggende Sphagnum-Tuer. I Fig. 10 er gengivet en noget skematiseret Profil af Skals Aa Dalen paa et Punkt nedenfor Bigum Skov (G. M., N 20). Fra Kote 17,32 (i Fod) til Kote 13,42 strækker sig et udpræget Parti af Veeld- mose med følgende Vegetation. Paa den stærkt skraanende Flade, hvor Fugtigheden er størst, er Paludella squarrosa og Sphagnum — 339 — teres i omtrent lige høj Grad fremherskende; hertil kommer Hyp- num trichoides og Acrocladium. Paa de lidt tørrere Partier er Gymnocybe palustris og Hylocomium squarrosum meget talrige. I Mosdækket findes Carex panniculata, C. rostrata, Comarum, Poten- tilla erecta, Saxifraga hirculus, Lotus uliginosus, Lathyrus palu- ster, Hydrocotyle, Angelica silvestris, Menyanthes, Euphrasia sp., Cirsium palustre, Hieracium auricula, Oxycoccus og Betula pubescens. Nedenfor 13’ Kurven afløses Vældmosen af Carex panicea-Mose, som paa Engkrogen gaar over 1 Dyndeng med en væsentlig af Carex Goodenoughi, Aira caespitosa og Leontodon auctumnalis dannet Vegetation. Fra et, særlig inde under Land, overordentlig mosrigt Væld- mose-Parti Nord for Aaen mellem S. Onsild og Trinderup er noteret følgende Mos-Arter: Sphagnum teres, Hypnum trichoides, Acrocla- dium, Climacium; desuden paa lidt højere Partier Gymnocybe palustris, Dicranum Bonjeani, Hylocomium proliferum og H. squarrosum. Glumiflorerne er Carex panniculata, C. Goodenoughii, C. panicea, Calamagrostis lanceolata, meget spredt, Driza, Anthoxanthum, Sieglingia, Holcus lanatus og Juncus lamprocarpus. Parnassia fore- kommer her i Mengde. Lotus uliginosus er rigelig, Trifolium repens hist og her rigelig. Iovrig ses Saxifraga hirculus, Euphrasia sp., Salix hastata og S. repens, særlig paa de tørrere Steder. — I det tidligere (S. 288) omtalte store Mosedrag langs Gjer Aa forekommer trods den Omstændighed, at Moserne næsten slet ikke er begrænsede af højt liggende Bakker, dog ogsaa Partier af Veeld- mose. Saaledes ca. 700 m Øst for Høgholt (G. M., H 28); et Brudstykke af Maalebordsbladet er gengivet i Fig. 11. Den af 30! Kurven i Sydøst dannede Bugt omslutter en Vældmose med en Torvedybde af over 2m, medens Arealet Syd for denne Bugt er Carex panicea-Mose med en Torvedybde af 1,2 m, stigende op mod Veldmosen til 1,6 m. Det meste af denne Torvejordsbanke, der paa Afstand set let vil kunne forveksles med de talrige Sandban- ker i Gjer Aa Engene, var (August 1904) fast Græsgang, medens den i Følge Generalstabens Kortsignatur i 1884 var ,Sump“; den vokser altsaa ikke mere, efter at Arealet er blevet stærkt udgroftet. Undergrunden paa de nærmest om den liggende Tgrveenge er Ler og lerblandet Sand. Meget iøjnefaldende er her de høje og faste Tuer af Carex panniculata; de har ganske Paddehatteform, idet ,Stokken* dannes af de overordentlig stærkt sammenfiltrede Rødder, medens „Hatten“ 99% ! 412,12" +122 Tu A TA oo) aL à UT Ih In TT A NATALIE — 340 — —— Sor 3721 3 9 72 5 ES Mostorv Langéemaatestoh._ Sand ae Be SIS LÉ ER RES ER Vegetation 30° 0 30 60 9 /20 150 Fig. 10. Tverprofil fra Skals Aa Dalen ved Bigum Skov. Profilen er lagt gennem en Engkrog. Omtrent midt i Dyndaflejringen ses det nu lukkede gamle Løb, der formodentlig i Tidens Lob stadig er blevet forskudt imod Nord (til Højre). Syd for det gamle Lob, ved Engkrogens Basis, er det nye Løb gravet. Koterne er anførte i Fod. — 341 — er de til alle Sider udstaaende, meget tætte Skud. Denne Form er især fremkommen derved, at Kreaturerne har traadt Tørven mellem Tuerne stærkt sammen, saaledes at den nu er ganske fast. Iøvrig er Arealet græsklædt, og Græsdækket dannes især af Azra caespitosa, Poa pratensis, Festuca rubra, Holcus lanatus, Agrostis vulgaris og, øverst paa Banken, Nardus stricta. Ny Tuedannelse foregaar ved Hjælp af Azra. Paa denne udtørrede Veeldmose- 2 4 6 8 1000 Al. al 2 3 4 5 600M. Tallene paa Kortet angiver Højden over Havet i Fod. Fig. 11. Parti af Vældmose i Gjer Aa Dalen. De tilstedeværende Tørvegrave er udeladte. Jvfr. iøvrig Teksten. overflade finder man følgende Urter: Rumex acetosa, Urtica dioeca, dominerende i enkelte, større Bevoksninger, Sagina nodosa, Ranun- culus acer, Geum rivale, især paa Carex-Tuerne, Potentilla erecta, Comarum, Parnassia, Epilobium palustre, Plantago lanceolata, Suc- cisa praemorsa og Leontodon auctumnalis. Af Vedplanter fore- kommer kun Salix repens og S. aurita. Paa den nordlige Skraaning af Banken fandtes i 1904 to Torve- grave, en ældre og en yngre. I den ældre var Mosser ganske fremherskende: Hypnum trichoides, Gymnocybe palustris (med tal- rige Yngleknopper), Polytrichum commune, Sphagnum teres, Acro- — 342 — cladium cuspidatum og Paludella squarrosa. Af Glumiflorer fandtes iser Carex rostrata, og langs Kanten af Graven, paa Overgangen til den faste Mose, var Carex panniculata indvandret. Urterne var: Rumex acetosa, Sagina nodosa, Ranunculus lingua, Caltha, Parnassia, Saxifraga hirculus, Epilobium palustre, Euphrasia sp., Menyanthes, Galium palustre, Succisa praemorsa og Cirsium palustre. I den yngre Grav voksede omtrent de samme Mosser; des- uden Astrophyllum cuspidatum var. elatum og Bryum ventricosum. Der fandtes en rigelig Mængde Carex rostrata; det syntes, som om Graven endnu var for fugtig for en videre Udbredelse af Carex panniculata. I en Grav paa et Nabostykke, hvor Genvæksten for en meget væsentlig Del skete ved Hjælp af Carex rostrata, led- sagedes denne paa yngre Bund af Glyceria fluitans, paa ældre af Carex panniculata. I begge de her omtalte Grave var den genvoksende Veldmoses Overflade meget tydelig hvælvet. I Tabel 3, Nr. 4 (S. 363) er anført en Analyse af Jordbunden paa et Åreal indenfor samme Kortblad, nærmere Gjer Aa, hvor den stærkt rødlig farvede Jord bar tilstrækkelig tydeligt Vidnesbyrd om et stort Indhold af Jærntveilte, medens der tilsyneladende ej fandtes Vivianit ; det rigelige Indhold af Fosforsyre kunde ellers tyde paa, at Vivianit forekommer. Den oprindelige Vegetation var ødelagt ved Pløjning. — Ogsaa i Engene omkring St. Vildmose (S. 295) findes hist og her Tørvejordsbanker, der skyldes Trykvand; de er ingen- lunde altid udprægede Vældmosedannelser, men i alt Fald paa Overgangen dertil. Et Par Eksempler kan nævnes. Paa Møllehave-Engen Sydøst for Hjermeslevgaard (G. M., K 30) ligger en omfattende Banke. Hovedarealet af Møllehave-Engen er gan- ske vist Aira caespitosa—Carex panicea-Kær med ca. 20 cm Mor over Sand. Vegetationen i Keeret er den sædvanlige; foruden Carex panicea og Aira caespitosa findes Festuca rubra, Anthoxanthum, Caltha, Cardamine pratensis 0. s. v. Paa de fugtigere Partier er Acrocladium og Climacium begge hyppige, medens Hylocomium squarrosum paa de torrere Steder er dominerende; Mosserne er overhovedet meget fremtrædende. | Gennem Engen løber, væsentlig i Nord—Syd, en lille Bæk. Saavel Øst som Vest for denne findes Banker; den østlige er an- tydet paa G. M. (desværre uden Kotetal). Disse Banker indeholder Tørvejord i en Dybde af 0,6 til 1m, og er m. H. t. Vegetationen noget forskellige fra de omgivende Kær. — 343 — Vegetationen paa den østlige Banke, der er nogle faa ha stor, er følgende. Hovedplanterne er: Azra caespitosa, Festuca rubra, Poa pratensis og Carex Goodenoughtt, medens Carex panicea er mindre fremtrædende; der findes desuden Carea caespitosa og C. panniculata. Iovrig: Anthoxanthum odoratum, Luzula multiflora, Juncus conglomeratus, Rumex acetosa, Ranunculus acer, Caltha, Geum rivale og Comarum. Ejendommeligt er, at Juncus conglome- ratus, der optræder i skarpt afgrænsede Bevoksninger, findes i saa stor Mængde indenfor Bankernes Omraade, medens de i Keret udenom kun forekommer yderst spredt. Er dette en Tilfældighed, eller skyldes det den Omstændighed, at denne Plante meget ofte foretrækker Voksepladser med koldt, fremsivende Vand? Sandsyn- ligheden er for den sidste Mulighed. Hele den store Banke har et friskere grønt Udseende end Kæret, hvilket beror paa Graminéer- nes Fremhersken. Mosser, især Hylocomium squarrosum og Clima- cium, men ogsaa Acrocladium cuspidatum, findes i stor Mengde; derimod mangler de karakteristiske Vældmosser. Vegetationen paa den vestlige, mindre Banke ligner i det væsentlige den gstliges. Utvivlsomt er begge Banker Former af Vældmose, opstaaede paa Grundlag af de i Omraadet saa alminde- lige, lokale Aflejringer af marint Ler (jvfr. A. Jessen, 1899, S. 296). Carex panniculata er her den bedste Indikator for Mosens Ka- rakter. En nu udgrøftet og kunstgødet Tørvejordshanke mellem Gam- mel Vraa og Sønder Elkjær (G.M., K 29) er utvivlsomt ogsaa frem- kommen ved Virkninger af Trykvand; Undergrunden er Ler, Vest for Banken derimod Sand. I 1904 var Arealet dog nærmest Græs- mose med Azra caespitosa, Festuca rubra, Holcus lanatus, Anthox- anthum, Rumex acetosa, Cochlearia officinalis, i Mængde, Argentina anserina etc. — Fra det stærkt kuperede Terræn mellem Frederikshavn og Sæby (G. M., F 32), hvor Vældmoser er meget hyppige, skal Op- tegnelsen fra en enkelt Lokalitet anføres. Ved Selbæk mellem Hestvang og Overgaard findes en Paludella-Mose med en rig Mosvegetation, ej alene af Paludella squarrosa, men tillige af Philo- notis caespitosa, P. fontana, Acrocladium, Gymnocybe palustris og Bryum ventricosum. Særlig paafaldende er her en lavstraaet Form af Arundo phragmites, 50—60 cm høj og med meget lange, overjor- diske Udlebere. lovrig: Carex rostrata, Equisetum fluviatile, Ru- mex acetosa, Ranunculus acer, Geum rivale, Lathyrus pratensis, — 344 — Cirsium palustre, Tussilago farfarus og Crepis paludosa. Omkring et Vældhul vokser Glyceria fluitans i ren Bestand. — Ved Lilleaa mellem Hinnerup og Mundelstrup (G. M., J 15) findes i en Afstand af ca. 100 m fra Aaen nogle overordentlig mos- rige „Enge“, stærkt paavirkede af Trykvand. Det er Paludella- Mose, hvori Paludella selv ikke er synderlig rigelig tilstede, men hvor andre Vældmosser har Overtaget; saaledes findes Hypnum trichoides i stor Mængde, Thyidium Blandowii, ogsaa talrig, og Philonotis fontana, mindre rigelig; desuden Gymnocybe palustris og Climacium dendroides, begge rigelig. Carex rostrata er tilstede i større Antal end Carex panniculata; Briza media forekommer spredt; ogsaa her findes en lav Form af Arundo, der hist og her er talrig. lovrig: Geum rivale, Comarum, Parnassia, Lotus uligi- nosus, Angelica silvestris, Menyanthes, Alectorolophus minor, Pedi- cularis sp., Succisa praemorsa, Cirsium oleraceum og C. palustre. Af Vedplanter ses Salix repens, S. hastata og enkelte Alnus glutinosa. — Et Veeldmoseparti ved Tren Aa ner Hvamstrup Gaard (G. M., Q 25) er stærkt gennemgroftet, og en mindre Del deraf er afgravet. De højeste, nu tørre og tidligere dyrkede Torvebanker bærer en overvejende af Glumiflorer dannet Vegetation: Briza og Avena pratensis er fremherskende, Molinia talrig ; iovrig Festuca ovina og Dac- tylis glomerata. Af Urter forekommer Trollius europaeus, Ranun- culus acer, Anemone nemorosa, Geum rivale, Angelica silvestris, Succisa praemorsa, Scorzonera humilis etc. Paa de fugtigste Partier af Veeldmosen ses de for denne karakteristiske Arter: Salix hastata, Carex panniculata, Lotus uliginosus og Crepis paludosa. Carex caespitosa er her nærmest knyttet til de fugtigere Dele af Mosen. Enkelte Individer af Triglochin maritima forekommer. — Sigker i Hammerum Herred (G. M., U 14) er tildels stærkt. paavirket af Veldvand'). Dette fremgaar allerede af de ejendommelige 1) Navnet ,Sigkær" hentyder aabenbart hertil. Jonas. STEENSTRUP (1908, S. 102) anfører om „Sig“, at det er „et lavtliggende, vaadt Jordstykke, et Sted, hvor der i fugtigt Vejr staar Vand — Sig, Landsby ved Varde, Siggaarde og Drægsig ved Silkeborg". Jeg er ikke sikker paa, at det i Vest-Jylland alminde- lige Udtryk „Sig“ netop er knyttet til Lokaliteter, hvor Vandet træder frem, særlig i fugtigt Vejr; snarere refererer ,Sig" efter de Steder at regne, hvor jeg har kunnet undersøge Forholdet mellem Navn og Stedets Beskaffenhed, sig netop til Tilstedeværelsen af Trykvand. Som yderligere Eksempler paa Stednavne, hvori Sig- indgaar, kan anføres: Sigbro, Sigmose (G. M., V 19), — 345 — Overfladeforhold ; saaledes har 125' Kurven nogle faa hundrede Alen Nordvest for Grænsen mellem Tjørring og Sinding Sogne et aparte Forløb; paa det her beliggende, kuppelformede Parti er Tørvedyb- den 1 m eller derover, medens den baade Øst og Vest derfor er ringere og ikke naar 1m. Ved Udgrøftning er den oprindelige Vældmose-Vegetation (efter Iagttagelse Maj 1905) stærkt forstyrret, idet Overfladen er forholdsvis tør, men iøvrig meget lidt paavirket af Kultur. Særlig ejendommelig for den tørre Vældmose-Overflade er en overordentlig rig Vegetation af Hylocomium squarrosum, i mindre Mængde af ikke særlig kraftig Gymnocybe palustris og Di- cranum Bonjeani; paa det af disse Arter dannede Mosdække har Peltigera canina og Cladonia rangiferina indfundet sig i rigelig Mængde. Derimod er Glumiflorvegetationen — af de sædvanlige Græsmose-Arter — meget sparsom. Af Urter forekommer kun Crepis paludosa, men i stor Mengde. I Torvegravenes Bund er der fremkommet en overordentlig rig Vegetation af Mosser, dog kun af forholdsvis faa Arter, nemlig Fhilonotis fontana, Hypnum stramineum og Gymnocybe palustris, alle særdeles kraftig udviklede. At Mosejorden er rig paa Jærnforbindelser (Okker) og der- under Vivianit, fortjener at tilføjes; dette gælder ej alene Tørve- banken, men ogsaa andre Arealer af Sigkær; ved Pløjningen viser Overfladen sig i mindre Pletter eller endog over større Stræknin- ger ganske rødgul eller rødbrun, en Farvetone, der allerede paa Afstand er meget iøjnefaldende. En Analyse af Jordbunden i Sig- kær (se Tabel 3, Nr. 5) viser i Overensstemmelse hermed det ejen- dommelige Forhold, at Askemængden i Overfladen er meget stor, rig paa Jærnforbindelser. Se S. 363. — En Optegnelse fra et andet Omraade i Hammerum Herred bør her anføres. Langs Kirkeaa (senere Rind Aa) findes Syd for Amtrup Gaarde (G. M., U 13) flere Vældmose-Banker, der er uden Forbindelse med det indenfor liggende højere Land, og som allerede sete paa Frastand adskiller sig betydelig fra den omgivende Carex panicea—Nardus-Mose. Ti medens denne kendetegnes af en lys, graagrøn Tone, er Bankernes Farveskær endnu lysere og meget mere blaaligt, hvilket hidrører fra en meget rig Forekomst af Carex rostrata. Ejendommeligt er det at se denne Art vokse paa et Sig (U 13), Sig (X 8), Sigbek, Sighus (X 13), Sighgje (X 16), Sig (Y 14, tal ved Pølbæk), Sig og Sighus (Z 14). Sivebæk (U 14) er vel nær beslægtet med Sigbek. — 346 — Niveau, der ligger oven over Carex panicea—Nardus-Mosens, men saa længe Bankerne ikke udgrøftes, vil den utvivlsomt der bevare sin Eksistens paa Grundlag af det stadig fremsivende Vældvand; den optræder dog i forholdsvis svag Udvikling og kun rent vege- tativt. Bankernes Mosvegetation er meget rig; den bestaar af Sphagnum teres, Philonotis fontana, Bryum ventricosum, Astrophyl- lum cuspidatum var. elatum, Gymnocybe palustris og Dicranum scoparium (paa de højeste Steder). Foruden Carex rostrata findes af Glumiflorer især Carex panicea og Anthoxanthum, af Urter Caltha, Coronaria, Cardamine pratensis, Comarum, Lotus uligi- nosus, i Mængde, Trifolium repens, Valeriana dioeca og Crepis pa- ludosa. Paa Grund af det større Vandindhold indenfor Bankernes Omraade forekommer Cardamine pratensis her i rigelig Mængde, medens den kun optræder sparsomt eller helt mangler i den omgivende Torveeng. Af Vedplanter ses paa Bankerne Oxycoccus palustris, Salix repens og paa et enkelt, tørrere Sted wokser en Del Genista anglica. — Hemmet Kær i Nørre Horne Herred, ikke langt Øst for Ring- købing Fjord (G.M.,Z 9), udmærker sig ved, at en Del deraf er overordentlig udpræget Vældmose, en Paludella-Mose med en meget rig Vegetation af Mosser; foruden Paludella squarrosa i stor Mængde forekommer, Sphagnum teres og Hypnum trichoides, ligeledes meget talrige; iøvrig Hypnum intermedium, H. stellatum, H. scorpioides, Climacium, Bryum ventricosum og Gymnocybe palu- stris. Paa Mosdækket Peltigera canina. Blandt Karplanterne er Carex panniculata dominerende; meget rigelig findes Saaifraga hirculus, Parnassia og Lotus uliginosus. Igvrig: Carex panicea, C. Oederi, C. Goodenoughii, Anthoxanthum, Holcus lanatus, Juncus lamprocarpus, Luzula multiflora, Equisetum fluviatile, Triglochin palu- stris, Sagina procumbens, Ranunculus acer, Trifolium repens, T. pratense, Euphrasia sp., Alectorolophus major, Pedicularis silvatica, Menyanthes, Oxycoccus og Salix repens. — Jordbundens Beskaffen- hed fremgaar af Tabel 3, Nr. 6 (S. 363). — Paa et lille Vældmoseareal ved Polbek (G.M., Y 14) er Over- fladen i udpræget Grad kuplet og overordentlig stærkt mosklaedt ; særlig Sphagna er her meget fremtrædende, nemlig Sphagnum teres, S. recurvum subsp. amblyphyllum, S. Warnstorfii og S. papillosum; desuden: Hypnum trichoides, Fissidens adianthoides, i Mengde, Gymnocybe palustris, Hylocomium proliferum, Polytrichum commune — 347 — og Dicranum scoparium. Af Vedplanter ses Calluna, Oxycoccus, Empetrum og Genista anglica. — Veldmose ved Irup Hovedgaard, Vest for Aflgbet fra Molledammen (G. M., X 24). Paa de mellem Bakkerne i Vest og Aflobet skraanende Moseflader er Torvedybden større end 1 m. Mærkeligt er, at Arundo phragmites indenfor et Omraade af ca. 1ha er ganske fremherskende; i Begyndelsen af Juni var Straaene, der slaas, 60—70 cm høje. Bunden mellem Rgrene er fast, langt fastere end sædvanlig i Vældmose, hvilket formodentlig skyldes den Omstæn- dighed, at Rodstokkene fuldstændig gennemvæver det humøse Jords- mon. Mellem Rørene danner følgende Mosser et tæt Dække uden dog at opnaa samme Fylde som i egentlig Veeldmose: Astrophyl- lum cuspidatum var. elatum, i store Bevoksninger, Hypnum trichoi- des, H. vernicosum, Bryum ventricosum og Philonotis fontana. Spredt mellem Rørene findes endvidere Carex rostrata og følgende andre Karplanter: Equisetum palustre, Caltha, Cardamine pratensis, Geum rivale, Angelica silvestris, Menyanthes, Menta aquatica, Cirsium palustre og Crepis paludosa. Den floristiske Sammensetning af Paludella-Mosen frem- gaar af de nedenfor anførte Lister. Mosfloraen bestaar af følgende Arter (de vigtigste fremhævede). Acrocladium cuspidatum Hypnum scorpioides Anisothecium squarrosum — stellatum Astrophyllum cuspidatum var. elatum — stramineum — punctatum | — trichoides Bryum ventricosum — vernicosum Climacium dendroides Dicranum Bonjeani — scoparium Fissidens adianthoides Gymnocybe palustris Hylocomium proliferum — squarrosum — triquetrum Hypnum filicinum — intermedium — _ rivulare — - rutabulum Marchantia polymorpha Paludella squarrosa Pellia Neesiana Philonotis caespitosa — calcarea — fontana Polytrichum commune — strictum Sphagnum acutifolium — apiculatum — cymbifolium — papillosum — 348 — Sphagnum recurvum subsp. ambly- Sphagnum teres phyllum — Warnstorfii — rubellum Thyidium Blandowii — subsecundum I Tørvegrave i ældre Vældmose spiller disse Mosser en over- ordentlig stor Rolle, særlig naturligvis de mest hygrofile Arter. Det kan ofte iagttages, hvorledes Climacium dendroides og især Hylocomium squarrosum først rigtig kommer frem, naar Philonotis og Acrocladium har naaet op i saa stor Højde, at denne passer for de Krav, de to først nævnte Arter stiller til en relativt tør Bund. — Ogsaa de sjældne Meesea-Arter hører vist Paludella- Mosen til; jeg har dog endnu ikke fundet dem der. Likener har, ligesom i Tørveengen, kun ringe Betydning. De forekommer ikke i Paludella-Mosens vaade Mosdække, men kun paa saadant Terræn, som er hævet saa højt til Vejrs, at Karak- teren af egentlig Vældmose er ved at tabe sig; ovenpaa de mere xerofile Mosser ses da Cladonia rangiferina og Peltigera canina var. membranacea. I Veldmosen — saavel i den egentlige Paludella-Mose som paa tørrere Former af Vældmose — har jeg fundet følgende urte- agtige Karplanter (de vigtigste, de for Paludella-Mosen mest karak- teristiske, er fremhævede). Glyceria aquatica Avena pratensis Arundo phragmites Catabrosa aquatica — fluitans Poa pratensis — trivialis Carex caespitosa Aira caespitosa — canescens Agrostis alba — diandra — canina — dioeca _ — vulgaris — flava Festuca rubra — Goodenoughii Holcus lanatus — limosa Calamagrostis lanceolata — Oederi Anthoxanthum odoratum — panicea Briza media — panniculata Molinia coerulea — paradoxa Nardus stricta — pulicaris Sieglingia decumbens — rostrata Cynosurus cristatus — stellulata — 349 — Eriophorum polystachyum Luzula multiflora Juncus conglomeratus — lamprocarpus — obtusiflorus Aspidium thelypteris Equisetum fluviatile — palustre Triglochin palustris Orchis latifolius — maculatus Listera ovata Epipactis palustris Urtica dioeca Rumex acetosa Cerastium caespitosum Coronaria flos cuculi Sagina nodosa — procumbens Cardamine pratensis Cochlearia officinalis Ranunculus acer — flammula — lingua Caltha palustris Trollius europaeus Anemone nemorosa Linum catharticum Viola palustris Drosera longifolia — rotundifolia Hypericum acutum Filipendula ulmaria Geum rivale Comarum palustre Argentina anserina Potentilla erecta Lotus uliginosus Trifolium pratense — repens Vicia cracca Lathyrus paluster — … pratensis Parnassia palustris Saxifraga hirculus Epilobium palustre Berula angustifolia Angelica silvestris Hydrocotyle vulgaris Anthriscus silvestris Pirola rotundifolia Myosotis palustris Alectorolophus major — minor Pedicularis palustris — silvatica Euphrasia brevipila == curta — stricta Pinguicula vulgaris Plantago lanceolata Menyanthes trifoliata Gentiana baltica Galium palustre — uliginosum Valeriana dioeca Succisa praemorsa Cirsium oleraceum — palustre Tussilago farfarus Hieracium auricula Grepis paludosa Scorzonera humilis I Paludella-Mosen møder man omtrent de samme Vedplanter som paa Torveengen, men de fleste forekommer først, naar Over- _ fladen er hævet saa højt til Vejrs, at der er dannet Holme med den for dem karakteristiske Vegetation af Mosser (Gymnocybe, Poly- trichum commune 0. 5. v.). Vedplanterne er følgende. — 300 — Juniperus communis Empetrum nigrum Salix aurita Genista anglica — hastata Calluna vulgaris — repens Erica Tetralix Alnus glutinosa Oxycoccus palustris Betula pubescens Ved en Jævnførelse med Græsmosens Flora vil det af de her meddelte Lister over Vældmosens floristiske Sammensætning frem- gaa, at ogsaa her er Artsantallet stort. Det langt overvejende Antal Arter er vel fælles for begge Formationer, men visse Arter er dog meget ejendommelige for Paludella-Mosen og forekommer i Almindelighed slet ikke i Græsmosen. Og medens, som ovenfor sagt, næppe en eneste Art er bunden til Torveengen, saaledes at den ej forekommer i andre Formationer, kan der snarere indenfor Paludella-Mosen udpeges enkelte Arter, som maaske kan siges at være absolut bundne dertil. I alt Fald er det Planteselskab, som danner Kærnen i den nogenlunde oprindelige Paludella-Moses Vege- tation, saa karakteristisk, at en Begrænsning af Formationen efter min Erfaring fremtræder med større Klarhed end for Tørve- engens Vedkommende. Et lignende Indtryk giver en Sammenlig- ning med saadanne Udtalelser i Litteraturen, som kan antages at gælde for Vegetationen indenfor Vældmosen. I danske botaniske Skrifter finder man en Del spredte floristi- ske Optegnelser, der utvivlsomt angaar Vældmose. Nogle citeres nedenfor. Hvad P. Niersen (1872, S. 233) kalder „Fugtige Moser“ svarer formentlig til Paludella-Mose; han skriver: ,I de fugtige moser, hvor mange af de før nævnte arter naturligvis også ere almindelige, danne mosser, græsarter, men især arter af Carex, den overvejende del af plantedækket, her træffer man desuden af og til Saxifraga Hirculus og Drosera longifolia“. Iovrig beskriver han ikke nærmere denne Form af Mose. Cur. Jensen (1902, S. LI) anfører fra Holmelod-Mosen Arter, der kunde tyde paa, at i alt Fald visse Partier af Mosen er Væld- mose, saaledes Hypnum trichoides, Philonotis fontana og Sphagnum Warnstorfit. Jac. Hartz (1904, S. XL) giver en Skildring af Bakkevegetati- onen paa et Punkt ved Tjele Langsø, hvor der utvivlsomt findes Vældmose. Harrz skriver: „De fleste Steder gaar Bakkerne lige ud til Søen, men paa nogle Steder findes meget fugtige Skraanin- — 351 — ger med en Bundvegetation af Mosser, særlig Philonotis og Equise- tum palustre; de vigtigste Blomsterplanter her var Aracium, Briza, Carex Goodenovü, C. panicea, C. teretiuscula, Cardamine pra- tensis, Caltha, Comarum, Epilobium palustre, E. parviflorum, Hol- cus lanatus, Juncus lamprocarpus, Lotus uliginosus, Lychnis Flos cucult, Menyanthes, Mentha aquatica, Myosotis palustris, Pedicu- laris palustris, Scirpus compressus, Sagina nodosa, Veronica Becca- bunga og Euphrasia brevipila“. En Bemærkning af C. H. Ostenrennd (1905, S. 381) bør anføres; under Omtalen af Græsmoserne (Cyperacé-Associationen) siger han: „En af de mest karakteristiske Planter for sumpede Partier og ud- bredt i hele Omraadet, især hvor der er Væld i Bunden, er Jun- cus obtusiflorus (Juncus-obtusiflorus-Facies)*. Ganske den samme Erfaring har jeg gjort i Nørre Aa Dalen og andre Steder. . — Til OstenreLv’s Iagttagelser fra Veeldsteders Vegetation paa Fær- øerne vender vi senere tilbage. I en Beskrivelse af Plantevæksten paa Borris Hede inddeler O. GaLige og C. Jensen (1906, S. 260) ,Hedemoserne“ efter deres Udviklingsmaade i 3 Grupper, hvoraf den ene er: ,Moser dannede 1 Ker paa skraanende Bund“. Som et Eksempel herpaa maa for- mentlig folgende Skildrjng vere at betragte: ,Hedemose kan ogsaa udvikle sig paa svagt skraanende Terrain, dersom dette overrisles eller er vaadt hele Aaret igennem. Paa saadanne Steder er det 1 Regelen ikke Sphagnum cuspidatum eller S. subsecundum, men Astrophylla (A. cuspidatum var. elatum, A. cinclidioides), Ambly- stegier (Amblystegium fluitans, A. Kneiffii 0. a), Acrocladium cuspi- datum, Philonotis fontana, Polytrichum commune, Sphagnum teres, som 1 Forbindelse med Cyperacéer danner det forste Torvelag, paa hvilket saa de egentlige Moseplanter indfinder sig“. Det fremgaar ikke af Skildringen, hvorfor de opregnede Arter ikke kan betragtes som „egentlige Moseplanter“, men derimod er der næppe nogen Tvivl om, at den nævnte Form af „Hedemose“ (til denne uheldige Terminus vender vi senere tilbage) er opstaaet paa Grundlag af Trykvand, Ogsaa i anden nordisk Litteratur finder man spredte Bemerk- ninger om Mose, der aabenbart har Karakter af Vældmose. Beskri- velser af saadanne Lokaliteter møder man hos E. Hennine (1889, S. 27), hvorefter Hquisetum palustre særlig synes at forekomme paa Vældsteder. Han nævner som andre Medlemmer af en saadan Equi- — 352 — setum-Bestand: Carex Goodenoughü, Epilobium palustre, Polygonum viviparum, Caltha, Tussilago, Pedicularis palustris, Aira caespitosa, Festuca rubra og Parnassia. Bunddeekket bestaar af Astrophyl- lum punctatum, Hypnum intermedium og H. sarmentosum, mod Kanterne af Paludella, Hypnum trichoides og Philonotis fontana. S. 28 siger HENNING: „Saväl hår som vid Sörsjö utmärkte Equise- tum-bestandet tydligen den vag, der vatten under vissa tider pa året rinner fram“ .... Ogsaa fra Jemtland beskriver Henning (1895, S. 64 0. flg.) under Skildringen af ,kalldragens vegetation‘ for- skellige Lokaliteter med Plantearter, der utvivlsomt er karakteristiske for Formationer paa Vældbund. Et af disse Eksempier er en Lo- kalitet i Vester-Ede (S. 68), hvor Equisetum palustre er domine- rende. Desuden findes rigelig: Geum rivale, Carex panicea, Epi- lobium origanifolium; Philonotis fontana er den mest fremtrædende i Bundlaget. I nogen Afstand fra Kilden er derimod Paludella squarrosa dominerende; „anmärkningsvärda örter var her: Saus- surea, Epilobium palustre og Folygonum viviparum“. Petasites frigida, der nævnes fra en anden Lokalitet, hører maaske ogsaa herhen. Hos R. Tor findes ligeledes spredte Bemærkninger af Inter- esse i denne Sammenhæng. Han omtaler saaledes (1894, S. 144) en tidligere Kilde, der nu er tilgroet, især med Mosser (Hypnum trichoides, Paludella, Gymnocybe palustris og Hylocomium proli- ferum), og har en udpræget kullet Form, lignende de bekendte norrlandske „hängmyrar“. Et andet Sted (1896, S. 135) siger Torr: »Ett tecken på stor bottenkyla år forekomsten af myrbrackan (Saxifraga Hirculus)*. Haratp Linppere (1899, S. 115—116) beskriver en kilderig Del af Isosuo-Mosen, hvor Mosdeekket især bestaar af Sphagna, nemlig Sphagnum Warnstorfü, S. teres, S. recurvum og S. fimbriatum. Talrig er endvidere Paludella squarrosa; temmelig talrige: Gymno- cybe palustris, Hypnum trichoides og H. stramineum. Af Carices er Carex limosa her den hyppigste; iøvrig forekommer C. diandra og C. rostrata. Som særlig karakteristisk Urt maa fremhæves Saxifraga hirculus, der er ret hyppig. A. K. Casanper (1903) nævner jævnlig forskellige Lokaliteter, der sikkert bør opfattes som Veeldmose, og som vistnok i nogen Grad komplicerer den af ham fremsatte Betragtning over Udvik- lingen indenfor de nordfinske Moser. Under Omtalen af Mose II anføres, at den for Størstedelen er Resultatet af en regressiv Ud- — 353 — vikling. Der forekommer næsten overalt større og mindre Rimpi's (= Cyperacé-Mose), ofte adskilte ved kun smalle Pounu’s (= Lyng- mose). De første skal ved regressiv Udvikling være opstaaede af de sidste, der ofte ligger 1m over Overfladen af Rimpi's. At dette er Tilfældet, siges at fremgaa bl. a. af den Omstændighed, at Rim- pi's Mosdække ganske kan mangle eller bestaar af Amblystegier. Kun paa ét Sted (Nr. 11) — og det har i denne Sammenhæng særlig Interesse — findes en uafbrudt, frisk Mosmaatte, en lille Hypnum trichoides-Mose med Paludella, Gymnocybe, Molinia, Scir- pus caespitosus, Carex dioeca, C. chordorrhiza, C. diandra, C. irri- gua, Tofieldia borealis, Saxifraga hirculus, Caltha o. fl. a. Ogsaa under Beskrivelsen af de to andre Paradigmer omtaler CAJANDER Partier med en Vegetation af Mosser og Karplanter, der tyder paa, at de er Vældmoser; han betragter dem som „progressive“ Stadier, men nævner intet om, hvorvidt de muligvis er paavirkede af Tryk- vand. — I sin Oversigt over „Torfmarkernas vaxttopografi* (1910) opstiller CAJANDER, i Overensstemmelse med den af I, P. NorrLın forlengst givne Inddeling, 4 Hovedgrupper af Moser: ,gungflyen, flackmossarna, myrarna och kärren“. Den første af disse, Gung- flyen, maa vel nærmest svare til, hvad her er kaldt Veeldmose. Mos- vegetationen bestaar især af Hypnum-Arter (deriblandt Hypnum trichoides), Paludella squarrosa, Thyidium Blandowii m. fl. Ogsaa Sphagna forekommer, om end „mycket tunnsädda“, t. Eks. Sphag- num subsecundum, S. teres m. fl. En Del Risvækster og Urter, deriblandt Orkidéer og Sazifraga hirculus, nævnes tillige. Typiske Former af Gungflyen forekommer kun i kalkrige Lokaliteter og er derfor sjældne i Finland. Vender vi os til den mellemeuropeiske Litteratur, finder vi ogsaa her adskillige spredte Bemærkninger om Vældmoser. Alle- rede Hornscaucx (1837, S. 757) har været opmærksom paa den aparte Vegetation af Juncus obtusiflorus, Euphrasia, Saxifraga hirculus, Sphagnum etc., der findes i en Mose „bei der Walkmühle“, og som aabenbart angiver Tilstedeværelsen af Vældmose. — O. SENDT- NER (1854, S. 663) siger om ,Sickermoore“ eller ,Quellmoore‘ , hvis Forekomst skyldes uigennemtrængelige Lag i Jorden, at de snart er Højmoser, snart Engmoser, alt efter den kemiske Sammensætning af Vandet, men Vældmoser med Karakter af Engmose er dog langt de hyppigste. Hvad SENDTNER anfører om deres Vegetation, er kun yderst lidt og uden megen Interesse for en Jævnførelse med danske Forhold. Botanisk Tidsskrift. 31. Bd. 23 — 354 — PokornY (1858, S. 434) meddeler om Vegetationen i en i en Højde af 4000' liggende Mose i Steiermark følgende: ,eine echte Hochmoorvegetation mit einzelnen alpinen Anklången. Auch hier zeigen sich einzelne Verschiedenheiten in der Flora nach den Lo- calitäten. Bei dem vor mehreren Jahren versuchsweise eröffneten Torfstich sieht das Moor eine Wiese gleich. Sehr wenige Sphagnen, dagegen Paludella squarrosa, Hypnum nitens, Cinclidium stygium, Bartramia fontana, Aulacomnium palustre; vorherrschend Scirpus caespitosus (bl.) und Eriophorum alpinum (fr.)“ etc., en ret blandet, absolut ikke ægte Hojmosevegetation, men aabenbart stærkt paa- virket af Væld, hvilket dog ikke nævnes af Poxorny. Samme siger (nederst S. 434): ,Ueberraschend ist der Reichthum an Æquisetum palustre (fr.) und limosum an einzelnen quelligen Orten, welche mit der Sumpfform von Marchantia polymorpha, mit Moosen und einer subalpinen üppigen Phanerogamenflora bedeckt sind“. Under Omtalen af ,Nebentypus 2“, dannet af Carex Goode- noughii, tilføjer STEBLER og SCHRÖTER (1892, S. 174): „Bei grösserem Wasserreichtum, an Quellen und kleinen Wasserläufen, treten in solchen Beständen des Gebirgs die mächtigen Horste der Rispen- segge (Carex panniculata) dominierend auf“. E. Ramann (1895 —96) anfører (S. 153), at i Omegnen af Ebers- walde er Sphagnum teres den paa aabne Enge først optrædende Art. Af hans Vandanalyser fra Arealet om Plager See (S. 157) er Nr. 3 efter de angivne Karakterplanter at dømme fra Veeldmose. C. WARNSTORF (1897, S. 143) giver en interessant Beskrivelse af Mosen omkring Miedzno-Sgen ved Osche, der synes omgivet af Tørveaflejringer; den nordlige Søbugt er forvandlet til „Grün- landsmoor“, ,in welchem unter den fiir diese Moore charakteristi- schen Laubmoosen Hypnum vernicosum, H. cuspidatum, H. adun- cum, Paludella squarrosa, Bryum pseudotriquetrum, Mnium affine, Aulacomnium palustre, Camptothecium nitens u.s. w. stellenweise sich schon zahlreich Sphagnum teres, Sph. Warnstorf und Sph. cymbifolium eingefunden haben und die Ueberführung des Grün- landsmoores in ein Hochmoor vorbereiten.“ Af Fanerogamer næv- ner WarnstorF: Pedicularis palustris, Orchis latifolius, O. incar- natus, Epipactis palustris. Hvad han her betragter som en ,For- beredelse“ af en Hojmosevegetation, bør betragtes som en særskilt Formation, der fremkommer under visse givne Vilkaar. Hos Frün og Schröter (S. 270—271) findes en Opgørelse af Udbredelsen af ,Quellmoore“ (i ikke skarp Modsætning til ,Grund- — 399 — wassermoore“) i Schweiz; ,Gehängmoore“ er meget ofte genetisk direkte ,Quellmoore*. Herunder meddeles ogsaa lidt om deres Vegetation; dog er kun karakteristiske Karplanter, saasom Arundo phragmites og Juncus obtusiflorus, nævnte. Følgende Ytring kan anføres: „In Kalkböden sind Gehängmoore ausgezeichnet durch Equisetum Telmateja (s. oben Irschel). Ausserordentlich wirksam innerhalb der vergletscherten Gebiete sind die sehr zahlreichen, schwarzgrünen, oft mit Primula farinosa und Orchis latifolia ge- schmückten Halden als fast reine Bestände von Juncus obtusiflorus Ehrh.* Heller ikke paa andre Punkter, hvor disse Dannelser be- røres, er Vegetationen nærmere omtalt af de to Forff. Von Wicaporrr og Range (1906) behandler Vældmosen væsent- lig fra et geologisk Synspunkt; det er i denne Henseende den for- ste og mere indgaaende Beskrivelse, der findes af denne Formation, illustreret af en Række Profiler. Hvad man her (S. 103) finder om Veeldmosernes Vegetation og Fysiognomi, er følgende: „Bota- nisch bieten die Quellmoore mancherlei Interessantes. Saxifraga Hirculus findet sich in diesem Gebiete vorwiegend auf ihnen, ebenso bevorzugt Cirsium rivulare derartige Standorte. Dichter Rasen üppiggedeihender, hochwüchsiger Carices bedeckt die rundlichen Kuppen, dazwischen gedeihen verschiedene Laub- und Lebermoose, besonders üppige Rasen bildet bisweilen Marchantia polymorpha. Es ist ein sehr hygrophiler Pflanzenverein, der diese Plätze bevor- zugt. Baumwuchs ist auf Quellmooren jetzt nur selten zu beob- achten. Die oben erwähnten Holzreste von Erle, Haselnüssen und Eicheln, die, tief im Quellmoor wurzelnd sich bis heute darin erhal- ten haben, deuten darauf hin, dass auch Baumwuchs dem Quell- moor nicht fremd ist. Die Ausdehnung dieser Gebilde ist zu gering um ihnen eigentümliche Pflanzentypen zu erzeugen — biologisch be- steht auszerordentliche Ähnlichkeit mit vielen nassen, sumpfigen Wiesen derselben Gegend —, aber die gesamte Vegetation mit ihrem den ganzen Sommer hindurch frischen Grün verleiht ihnen im Zusammenhang mit der topographischen Erscheinung ein eigen- artiges reizvolles Aussehen.“ C. A. Weser (1907, S. 28) omtaler Veeldmosens Vegetation med folgende Linjer: „Da, wo das Niedermoor seinen Ursprung gleichmässig fliessenden Quellen verdankt, hat es sich um diese oft in Gestalt kleiner Hügel aufgehäuft, an deren Zusammensetzung zuweilen Kalktuff oder Limonit hervorragend ist. Solche aufwärts gewölbten Niedermoorbildungen, die man als Quellmoore bezeichnet, . 23* — 356 — sind in der norddeutschen Endmorånenlandschaft keine seltene Erscheinung. Bestände hochwüchsiger Seggen, namentlich aus Carex panniculata und C. pseudocyperus, ferner solche aus Phalaris arundinacea, Calla palustris, Menyanthes trifoliata u.a. m. sind es, deren Reste sich häufig an dem Aufbau dieser Niedermoorhiigel beteiligen“. I en Fodnote tilføjes, at WEBER paa en ved Banebyg- ning forstyrret Veeldmose fandt Trollius europaeus i Mængde. Endelig maa det nævnes, at H. Pauz (1910) under Omtalen af „Übergangs- oder Zwischenmoore“ henfører et Par Eksempler paa, hvad her er kaldt Vældmose. En Formation af denne Art er aabenbart den Lokalitet i Schwarzmoos ved Parkstein, hvor Mosvegetationen hestaar af Sphagnum teres, S. subnitens, S. subse- cundum, S. contortum, S. cymbifolium, S. recurvum, Paludella squarrosa, Philonotis caespitosa, Hypnum vernicosum, H. stellatum, Climacium dendroides, Aulacomnium palustre og Bryum ventricosum. Adskillige Carices findes, saaledes Carex diandra, C. panicea, C. lasiocarpa, C. limosa, C. rostrata og C. stricta. lovrig en stor Mengde Urter, de fleste fra almindelig Torveeng; som særlig karak- teristiske Vældmoseplanter kun Hquisetum palustre og Crepis palu- dosa. — Betegnelsen „Vaeldmose“ udsiger jo intet som helst om den dertil knyttede Vegetation, men angiver alene Maaden, hvorpaa Mosen er opstaaet, nemlig paa Grundlag af Veld. Skal denne Moseformation derimod kort karakteriseres gennem en Benævnelse i Tilslutning til de for Veldmosen mest ejendommelige Plantearter, finder jeg intet bedre Udtryk end Paludella-Mose, der er dan- net i Analogi med Benævnelsen Sphagnum-Mose. Ti som alt oven- for (S. 332) fremhævet, er Vældmosen en Form af ,Mosmose“, idet Mosser, i alt Fald saa lenge Mosen endnu har bevaret sin oprinde- Skikkelse, er de dominerende Plantearter. Men blandt disse er Paludella spuarrosa sikkert en af de for Vaeldmosen aller mest karak- teristiske Elementer. Det maa dog bemærkes, at selv om Paludella squarrosa er hyppig i Vældmoserne, er den dog ingenlunde altid tilstede; men Mosens Karakter angives da af de øvrige Mosarter, der er Paludella’s Ledsagere, iseer Philonotis fontana og Hypnum trichoides, der, ligesom Paludella selv, kan danne mere eller min- dre udprægede Facies, indbyrdes vekslende med hverandre, men oftest forenede til Associationer af forskellig Art. De vigtigste er følgende. 1. Den mest karakteristiske er Paludella-Associationen eller Den — 357 — egentlige Paludella-Mose. Her danner Paludella squar- rosa overordentlig tætte Mosmaatter, tit yderst homogene, men ogsaa ofte indblandede andre af de ovenfor nævnte Mosarter. Disse bløde, vanddrukne Mostæpper er ved deres ejendommelige, lyst grønne Farvetone af fremragende fysiognomisk Betydning. Mærkeligt er det, at Paludella næsten aldrig fruktificerer, men kun formerer sig ad vegetativ Vej, et Forhold, der forøvrig er fælles for de fleste Vældmose-Mosser !). I Forhold til Mosserne er Karplanterne i Paludella-Associationen kun lidt fremtrædende. Spredt forekommer kraftige Tuer af Carex panniculata eller tynde og svage Skud af Carex rostrata o. a. Ca- rices med Vandrerhizomer. De meget karakteristiske Vældmose- Urter Saxifraga hirculus og Lotus uliginosus mangler sjælden; lige- saa lidt Menyanthes, Parnassia, Coronaria flos cuculi o.fl. a. af de i Listen opførte Arter. Den eneste Vedplante er Salix hastata. 2 og 3. Hvor Paludella selv mangler eller er sparsom, kan Philo- notis fontana eller Hypnum trichoides ved deres rige Forekomst danne Associationer, henholdsvis Philonotis fontana-Mose ‚og Hyp- num trichoides-Mose, hvori forekommer de samme Arter af Mosser og Karplanter, som i den egentlige Paludella-Mose. Der er næppe nogen Tvivl om, at Philonotis-Mosen er meget nær beslægtet med den af GC. H. Ostenretp (1906, S. 69) benævnte og omtalte Philonotis-Association, der forekommer ,ved Kildevæld og langs de nedrislende Vandløb" paa Færøerne, og som forøvrig synes ,vidt udbredt i nordiske Bjærglande". Baade fra Island og Grønland er den Art Formationer, tildels under Navn af ,Moskær“, beskrevne af forskellige Forfattere. Betingelserne for Fremkomsten af en Philonotis-Association er dog ingenlunde knyttede alene til Bjærg- lande og det høje Nord; vi møder den ogsaa i Lavlandet og under sydligere Breddegrader, saaledes i Danmark, men blot hvor koldt og friskt Vand rinder frem. ÖsTENFELD fremhæver desuden, at Van- det sandsynligvis er rigt paa Luft (Ilt og Kulsyre)”). For Forstaael- sen af Vældstedernes Vegetation bør Hovedvægten dog vistnok lægges paa Vandets lave Temperatur, hvilket OsTENFELD ogsaa synes 1) Leop. Loeske (1900) har givet spredte, men interessante Meddelelser om Tilpasningsfenomener hos „Sumpfmoosen*, som han kalder Paludella, Philonotis, Hypnum trichoides, Thyidium Blandowii o. sv. 2) PoroniÉ (se Von WICHDORFF og RANGE, 1906, S. 106) har derimod udtalt, „dass Quellmoore vielleicht vorwiegend an sauerstoffarmen Quellen ent- stehen möchten‘. — 358 — at gøre; han siger: ,den lave Temperatur .... hæmmer Faneroga- mernes Optræden eller rettere gør Antallet af dem, der kan trives, yderlig ringe“, og heri har han utvivlsomt i høj Grad Ret. 4. Indenfor de i det foregaaende nævnte Associationer indfinder Sphagnum teres sig meget hyppig i stor Mængde; den kan med Tiden fortrænge Paludella, Philonotis 0. s. v. og danne en særegen Association: Sphagnum teres-Mosen. Til Sphagnum teres slutter sig nærmest Sphagnum Warnstorfii og S. subsecundum, men i det af disse eller af den første Art alene dannede Sphagnum-Dække op- træder snart Sphagnum recurvum. Derefter følger Sphagnum acuti- folium, S. rubellum, S. cymbifolium og S. papillosum og maaske endnu andre Arter af samme Slægt, alle udpræget pude- eller tue- dannende Arter, der forholdsvis hurtig kan blive dominerende; i saa Fald er Mosen inde i det egentlige Sphagnum-Mose-Stadie, der senere skal omtales. — Sphagnum teres er den hyppigste og mest udprægede Vældmose-Sphagnum. Allerede herved er det tydeligt, at den i væsentlig Grad maa adskille sig fra de fleste andre Sphagna, som i Følge en gammel og ofte gentagen Doktrin er kalkfjendtlige, og som heller ikke forekommer sammen med Palu- della-Mosens Mosser, idet disse uden Tvivl kræver saa rigelig en Tilgang af Kalk og andre Alkalier, at den maa virke dræbende paa Flertallet af Sphagna med Undtagelse af netop Sphagnum teres o. enk. a. Arter. Mine Iagttagelser over Forekomsten af Sphagnum teres 1 Veeldmose stemmer godt overens med de Resultater, hvortil H. Pauz (1906, 1908) er naaet ved de allerede tidligere nævnte, vigtige Studier over Sphagnum-Arternes Biologi, specielt deres For- hold til Kalkoplesninger!). Det er ikke Stedet her at komme ind paa hele dette interessante Spørgsmaal; blot skal det fremhæves, at PauL regner Sphagnum teres med til de forholdsvis faa „Flach- moorsphagna“, der kun er lidet følsomme overfor Vandets Kalk- indhold”). Det samme gælder S. subsecundum, S. contortum og maaske enkelte andre, i alt Fald den i Arundineta og Magnocariceta forekommende, men ogsaa i Danmark yderst sjældne S. platyphyl- lum. Efter Forekomsten af S. Warnstorfii indenfor danske og 1) PauL's Afhandlinger synes for lidet kendte; de er saaledes ikke opførte hos E. Warmine (1909), hvor Sphagna endnu gaar for alle under ét at være kalkskyende. É ?) E. Ramann (1893, S. 246) siger, at efter hans Iagttagelse „in der Mark“ er det altid Sphagnum teres, der optræder først paa Lavmose, og han anfører her SırEnsky som Støtte for Rigtigheden af lagttagelsen (se SırEnsky, S. 23). — 359 — fremmede Lokaliteter at regne maa ogsaa denne Art utvivlsomt tilhøre den Gruppe af Sphagna, der økologisk set er karakteriserede som ikke-kalkfjendtlige; C. WarnstorF (1902—03) siger om den, at den gærne optræder i Selskab med Sphagnum teres og som oftest undgaar Hojmoser!). — Naar Sphagnum teres blandt de op- regnede ikke-kalkfjendtlige Sphagna kan siges at være særlig karak- teristisk for Vældmosen, beror det maaske paa, at denne Art har - en nordisk Udbredelse, bedst trives i et køligt Milieu. 5. Foruden de i det foregaaende nævnte Mosser kan ogsaa for- skellige Karplanter danne Associationer med et ejendommeligt fysiognomisk Præg. Saaledes finder man undertiden Vældmoser, hvor Equisetum palustre optræder i saa stort Antal, at den maa siges af være dominerende; hidtil har jeg dog kun fundet smaa Arealer af denne Equisetum palustre-Mose. 6. Hyppig er derimod den yderst ejendommelige Carex pan- niculata-Mose, der aabenbart opstaar paa den af en eller anden Grund mindre vanddrukne Paludella-Moses Overflade. Carex pan- niculata forekommer vel, som alt nævnt, spredt i Paludella-Mosen, men med dennes Overgang til et torrere Stadie bliver den ikke alene meget talrigere, men dens Tuer tillige kraftigere; den erobrer da ofte ganske Overfladen og giver Mosen dens Præg. Ved Tuernes Tæthed og Fasthed bidrager de i høj Grad til at gore Overfladen, mindre blød og fremme andre Glumiflorers og Urters Optræden. 7. Hvor Carex rostrata faar saa stor Udbredelse i Mosdaekket, at den dominerer, hvilket dog synes at vere sjældnere, frem- kommer en Association, der kan benævnes Carex rostrata- Mose. Overhovedet er denne Carex-Art aabenbart i Veldmose noget udenfor dens egentlige Vokseplads; ti dens vegetative Udvik- ling er ikke synderlig kraftig, og den blomstrer kun lidt. Men ogsaa denne Art baner dog Vej for andre Karplanter, først og fremmest Glumiflorer. 1) I denne Sammenhæng kan anføres en Passusien af F. Kørrin Ravn (1904) affattet Ekskursionsberetning (S. III): „Vi undersøgte her en Del Vandhul- ler, Tørvegrave og Smaamoser, hvor vi bl. a. fandt Sparganium minimum, Juncus obtusiflorus, Pedicularis silvatica, Heleosciadium inundatum, Aneura sinuata (Dicks.) Limpr. f. submersa (determ. C. Jensen) m. fl.; flere af Vand- hullerne var fyldte med prægtige Bevoksninger af Nymphea alba, og i mange saas en Del Characeer; Frk. Seidelin samlede her Chara hispida, -Ch. fragilis, Nitella opaca og gjorde den lagttagelse, at disse kalkyndende Planter mærkelig nok voksede frodigt Side om Side med de kalkskyende Sphagnum-Arter.“ Desværre oplyses det ikke, hvilke disse Arter er. — 360 — 8. Arundo phragmites, der ikke er sjælden i Vældmoser, har enkelte Steder vist sig saa fremtrædende, at den danner en sær- skilt og meget iøjnefaldende Association, Arundo-Mosen (se ovenfor S. 347, Veeldmose ved Irup Hovedgaard). 9. Endelig kan hist og her Juncus obtusiflorus danne en alert karakteristisk Association: Juncus obtusiflorus-Mose. Jævnfør hermed den ovenfor (S. 351) anførte Udtalelse af C. H. Ostenrenn! Det smukkeste Eksempel herpaa har jeg fundet paa en Vældmose mellem Loldrup Sø og den udtørrede Redding Sø ner Viborg; her var Juncus obtusiflorus saa godt som eneherskende Glumiflor!). Sjeldnere faar de paa Veeldmosens Overflade optrædende Urter og Vedplanter saa megen Magt, at de giver den dens fysiognomiske Præg, danner særlige Facies eller Associationer. Mest virksomme i denne Henseende er ubetinget de for Vældmosens Vegetation over- ordentlig karakteristiske Saxifraga hirculus, Lotus uliginosus, Crepis paludosa og Salix hastata. Nogle Bemærkninger om disse Arters Optræden kan anføres i denne Sammenhæng. Sazxifraga hirculus er som bekendt en nordisk-alpin Art, der i Nord-Europa siges at have to skarpt adskilte Udbredelsesomraader; medens den til Nord-Skandinavien, Finland og det nordøstlige Tyskland er indvandret Øst fra, er den muligvis kommen til Dan- mark og Syd-Sverige fra Alpernes nordlige Skraaninger (HEINTZE, 1909, S. 198). Hvordan det nu end forholder sig hermed, synes den i Danmark bedst og saa at sige alene bevaret paa Paludella- Mosens kølige Overflade. Jeg har fundet den paa Vældmose over- alt i Jylland; den er t. Eks. baade i Nørre Aa Dalen og Skals Aa Dalen almindelig, frodig blomstrende og frøsættende. Som egentlig Relikt kan denne Art næppe vere at betragte (jvfr. E. Warning, 1904, >. 79). Lotus uliginosus og Crepis paludosa er knapt nok i samme Grad bundne til Veldmose; de forekommer, især Lotus, hyppig udenfor denne Formation, men opnaar ganske vist paa faa Steder saa rig en Udvikling som i Paludella-Mosen, hvor hver enkelt af disse Arter kan danne let igjnefaldende Facies. Ogsaa Salix hastata er en nordisk-alpin Art, der i Danmark 1) K. Jomansson (1897) omtaler blandt ,Kalkkärren“s Vækster denne Art; han siger, den tilhgrer det vestlige Europa; han har aldrig, selv efter varme Somre, fundet den med moden Frugt, og han opfatter den som en Relikt fra en varmere og fugtigere Periode, der har hersket i en Del af Litorina- Tiden. — 361 — med Forkærlighed holder sig til Vældmoserne, selv om det vel ikke tør paastaas, at den ikke forekommer udenfor disse. E. WARMING (1904, S. 81) angiver, at den især er funden Nord for Limfjorden — jeg har dog truffet den almindelig i Vældmoser i hele Midt- Jylland (sydligst i Horsens-Egnen) — og støtter herpaa sin Anta- gelse af ,ny Indvandring fra Nord og med Vind". Mod denne Op- fattelse strider maaske det ejendommelige Forhold, at Salix hastata i Danmark synes mærkelig utilbøjelig til at blomstre. Snarere kunde et og andet tyde paa, at den er en virkelig Relikt, som i Vældmosen finder et naturligt Tilflugtssted. Ogsaa andre vistnok særlig nordiske Arter forekommer i Væld- moserne, saaledes Carex limosa og Pirola rotundifolia. Ved en fuldstændig Drænering, af i alt Fald visse Vældmoser, mister Mosserne deres Herredgmme, og Glumiflorer faar omsider Overhaand; der fremkommer da Associationer, der ligner Gr&s- mosens, og som derfor ikke skal nærmere omtales her; i det fore- gaaende er nævnt enkelte Eksempler paa Mose, der oprindelig var Vældmose, men nu nærmest er Græsmose. De fra Carex panicea- Mosen kendte Urter er for en Del indvandrede; desuden synes Urtica dioeca og Anthriscus silvestris flere Steder at have fundet en gunstig Vokseplads paa udtørret Vældmose. At saadan græs- klædt Mose oprindelig er Vældmose, erkendes dog altid let ved dens højtliggende Niveau, dens kuppelformet hvælvede Overflade og tillige derved, at den oprindelige Vældmosevegetation paany frem- kommer i Tørvegravene, hvor Genvæksten foregaar med forholdsvis stor Hastighed (Menrz, 1910, S. 22). Næsten alle Paludella-Mosens Associationer maa antagelig be- tegnes som eutrafente; kun Sphagnum teres-Mosen er nærmest en mesotrafent Association, der efterhaanden overgaar i den oligotrafente Sphagnum-Mose. Livsvarighed og Skudbygning. Af de i Vældmosen fundne og ovenfor opregnede Karplanter, ialt 118 Arter, er 107 urteagtige (se Listen S. 348). Blandt disse findes kun 7 Thero- fyter, der tildels er fælles for Paludella-Mosen og de forskellige Former af Græsmose; det samme gælder m. H. t. 4 toaarige Arter, Resten af de 107 Arter, ialt 96, er Stauder. Og disse har altsaa i Vældmosen ganske samme dominerende Betydning som i Tørve- engen. Af Vældmosens Stauder har 16 Arter Vandrerhizomer (er — 362 — Rhizom-Geofyter). Dette gælder for Arundo, Carex diandra, C. dioeca, C. limosa, C. rostrata, Juncus obtusiflorus, Equisetum palustre o. a.; mellem disse findes saaledes Arter, der indenfor Vældmosen danner mere eller mindre fremtrædende Facies. De to nævnte Orchis-Arter er Rodknold-Geofyter og altsaa uden den Vandrings- evne, som derimod findes hos en Del af Hemikryptofyterne (ialt 20). De fleste af disse har underjordiske Udløbere, eksempelvis den for Vældmosen vigtige Lotus uliginosus, Urtica dioeca o. a., medens Tallet af Arter med overjordiske Vandringsskud er noget mindre. De tue- og rosetdannende Hemikryptofyter er i Vældmosen til- stede i et Antal af 55; deriblandt findes saa vigtige Arter som Carex panniculata, Sazifraga hirculus og Crepis paludosa. Overhovedet har Hemikryptofyterne Overveegten; deres samlede Tal er her 75, og ligesom for Torveengens Vedkommende kan de formodentlig siges at udgøre mindst 80°/o af samtlige forekommende Stauder. Af urteagtige Chameefyter findes 3; kun Comarum palustre spiller nogen Rolle i Paludella-Mosen. At Mosedannnelsen i Vældmosen i ganske anden Grad end i Græsmosen betinges af en rig Vegetation af Mosser, fremgaar allerede af den ovenfor givne Fremstilling. Det bør dog fremhæves, at det i første Række er Paludella, Philonotis-Arter og Hypna, der er de vigtigste Tørvedannere, og at de i denne Henseende er meget virksomme, fordi de udmærker sig ved en overordentlig tæt Vækst. Først i anden Række er Fanerogamerne tørvedannende i Væld- mosen, men deres Betydning i denne Retning forøges naturligvis med Mosens Drænering. Om Jordbundens Beskaffenhed i Vældmosen foreligger kun faa Undersøgelser. Von WicHDoRFF og RANGE anstiller nogle generelle Betragtninger, som dog kun hviler paa to Analyser af Vældmosejord. Glødningstabet er her henholdsvis 33,73 og 34,83 fo; en Jordbund med saa ringe et Indhold af organisk Stof kan næppe med Rette siges at være Tørv. Af Ca CO, forekommer henholdsvis 39,88 og 49,85 lo. Der findes en ringe Mængde Fosforsyre (ikke nærmere angivet); af Kvælstof kun ca. 1 °/o. I Tabel 3 er opført nogle Analyser fra danske Veeldmosearealer ; det er desværre saa lille et Materiale, at der ikke kan drages videre almindelige Slutninger paa Grundlag deraf. Analyserne Nr. 1 og 2 stammer fra de ovenfor beskrevne Arealer ved Bredsgaard Sø og er der kort kommenterede. — 363 — Tabel 3. Jordhunds-Analyser fra Vældmoser. ‘a 9 °lo beregnet 1 Tørstoffet Kg pr. m? Jord = SHE 5 TD > D Må ET j ' v | 38 Be S — Opløselig 2 © a: = —— LT ne 1 25 lo Saltsyre S & | & : yo hes |= eet mure ren © Ma TE = Lokalitet A a ze ae m 2 Få a 2 3 = 3 7 12 (Sels a) 2 = [se 8 eS] Li SA ED + of ae 2= © oe = oy, = = 2 oo = © 12 a SØ Sy] FEN GER We tet ES | neil! es BO n | m > = salsr|ea22| 8 SSSR) El gz ae a D |f eli e| ue] 3 go | Na lero ne = Sn R G = = 3 En = = = BIS >) oO: (Sy a) ee eee 1. Bredsgaard Sø | O0—380/ 87,5 | 9,8 || 76,78) 6,77 | 0,25 | 0,11| 1,13 114,96] 2,39) — 6,63)0,25|0,11/2,34 D: — 0—30 || 87,5 10,6 | 73,46) 4,61 | 0,26 | 0,16] 3,99 17,521 2,49) — 4.,89,0,28 0,17|2,64 3. G itaf à durer fq, | 0—80 8058 [19,29] 85,40) 5,27 | — | —| — | Zul) — 1101 —| — 61 None RaDalen |30—60 | 849 [15,88 85,08) 8,2] — | —| — | 6,911 2,78) — | 5,78) — | — 14, = we. 0-30 20,31! — "49,07 226 | 118 | Or — | — |oel + | —|—|—|— alen ER 0-30\79 120,7 | 65,71| 2,20) — | —| — | 7,48! 2,08 Se 4,55| — | — 14,30 NEN 30-6084 15,6 | 81,06 2,00] — | —| — | 34/257) + | 345] — | — |4,00 6 Hemmet Ker | 0730) 785 28,6 155,14 425) — | — Ban) 8,82 1,0 ni 10,03! — | — |3,61 . Hemmet Kar 30—60 | 76,5 27,3 | 46,34 4,60 | — | — |37,84/11,22 1,13 | Meget | 12,56; — 3,08 Efter Indholdet af organisk Stof at regne kan de Arealer, hvor- fra Analyserne Nr. 4 og 6 og tildels Nr. 5 stammer, strængt taget slet ikke betegnes som Moser. Det betydelige Askeindhold hidrører i alle Tilfælde fra en meget rigelig Forekomst af Jærnforbindelser (Jærntveilte), der giver Jorden dens karakteristiske okkerfarvede Præg. Partier af denne Beskaffenhed forekommer hyppig rent lokalt i større og mindre Mosestrækninger; dette var eksempelvis Tilfældet paa det Punkt af Gjer Aa Dalens Enge, hvorfra Jordprøven til Analyse Nr. 4 toges. Det maa være Moser med saa stort Indhold af Jærnforbindelser, Portoniz, vistnok først, har kaldt „Eisenmoore“ (1906, S. 52). At disse Forbindelser stammer fra Vældvand, synes godtgjort gennem I. M. van Bemmeten’s Undersøgelser (1899, S. 339). Naar Askeindholdet ofte er stort i Vældmoser, behøver det ingenlunde altid at hidrøre fra rigelige Mængder af Jærnforbindelser, men kan ogsaa bero paa, at der med Veldvandet føres Ler- og Sandpartikler ud i eller op i Mosens øvre Lag. — 364 — Kalkindholdet er, efter de her foreliggende Analyser at dømme, ikke ringe, men maa dog antages at kunne være en Del større i Vældmoser. Naar Von WIcHDoRFF og RANGE synes at ville opstille et ringe Fosforsyreindhold som noget generelt, er dette næppe rigtigt. Vivianit findes utvivlsomt netop ofte i Vældmoser (jvfr. van BEMME- LEN); saaledes forekommer dette Mineral i Mængde i Sigkær, hvor- fra Analyse Nr. 5 stammer, og det baade paa Steder, hvor Mosen havde Karakter af udpræget Vældmose, og hvor dette ikke var Til- fældet. Skønt der tilsyneladende ej fandtes Vivianit i Jorden, hvis Analyse er angivet i Nr. 4, er der dog her et forholdsvis stort og værdifuldt Indhold af Fosforsyre. Indholdet af Kvælstof svarer vist nærmest til det, der alminde- ligvis findes i Græsmoser. Om Kulturens Indgreb i Vældmosernes Tilstand er kun lidt at meddele. Ved deres overordentlig store Vandrigdom har disse Moser forvoldt store Vanskeligheder m. H. t. deres Udnyttelse, og da det meget ofte er forholdsvis smaa Arealer, hvorom det drejer sig, har man i mange Tilfælde ladet dem ligge nogenlunde urørte. Man har vel bjærget den forholdsvis tarvelige Afgrøde, Vældmoserne har budt, men en rationel Forbedring ved Kunst- gødning har naturligvis været uigennemførlig, saa længe Mosen har været ganske vanddrukken. Afvanding, der har været forsøgt, men ofte uden Held, har dog i en Del Tilfælde ført til en meget væ- sentlig Ændring af Vegetationen, saaledes som ovenfor omtalt. 3. Krat- og Skovmosen. Som forhen nævnt (S. 327) vil Græsrnosen, saafremt den over- lades til en ålene af Naturen selv bestemt Udvikling, hurtig og fuldstændig ændre den Karakter af „Eng“, som er erhvervet gennem en mere eller mindre indgribende Kultur. Busk- og Trævækst vil blive den herskende, og der fremkommer Mose-Plantesamfund, som alt efter de Dimensioner, Vedplanterne antager, bedst kan betegnes som Kratmose eller Skovmose. Samme Skæbne kan Væld- mosen i alt Fald delvis undergaa. Det er forholdsvis faa og smaa Arealer, som i Nutiden er ‘Krat- og Skovmose, idet langt de fleste oprindelig træbevoksede Moser i Tidens Løb er blevet ryddede af økonomiske Hensyn. Hist og her finder man dog Rester af de tidligere sikkert vidtstrakte meses ee Krat- og Skovmoser, ligesom man nu og da støder paa saadanne Krat og Skove, som paa Grund af en Ændring i Mosens Brug er voksede frem i en senere Tid. Nogle Eksempler paa begge Dele vil i det følgende blive nævnte i Henhold til egne, desværre ikke meget talrige Iagttagelser og den foreliggende Litteratur. Bredsgaard Søs Enge. Syd for Søen finder man et Par Smaakrat (se Signaturen paa Kortet, Fig. 1), som trods Høslæt og Afgræsning paa de omgivende Enge har faaet Lov at blive staa- ende; deres Liv er dog sikkert stærkt truet. Endog i den korte Tid 1903—1911 er deres Tilstand blevet væsentlig forringet. Disse Krat staar paa Paludella-Mose og er utvivlsomt oprindelige. Vege- tationen er ens for dem begge. Salix cinerea og S. aurita danner Hovedbestanden; den første var i 1904 kun 2—3 m høj. Dernæst findes nogle faa Betula pubescens, 3—4 m høje; endvidere Fran- gula alnus og Viburnum opulus. Alle Buske og Træer er ret stærkt lavklædte. I Bunden mellem dem spiller Sphagnum teres en ret betydelig Rolle. Aspidium thelypteris er hyppig. Urtevegetationen er paa Grund af Krattenes store Aabenhed omtrent den samme indenfor som udenfor Krattenes Omraade; et Par Tilføjelser til, hvad tidligere er nævnt under Omtalen af Paludella—Sphagnum- Mosen, bør dog gøres. I smaa Vældbløder findes Cladium maris- cus sammen med Typha latifolia og Sparganium ramosum. Urtica dioeca har indfundet sig i Krattet; endvidere enkelte Parola rotun- difolia. Lotus uliginosus er overalt i Krattets Bund meget rigelig tilstede. Paa Overfladen af 50—60 cm høje Tuer af Carex panni- culata har Festuca rubra faaet Fodfæste. Triglochin maritima forekom i et ringe Antal Individer nær Krattene. — I Skals Aa Dalen fandtes i 1902 paa enkelte Punkter Krat, der af en eller anden Grund er bevarede eller paany voksede frem. Saaledes umiddelbart Nord for Rødsø; Krattet er markeret paa G. M., O 19. Betula pubescens og Alnus glutinosa danner Hoved- massen af Bestanden; iøvrig forekommer Salix pentandra, S. cinerea, Frangula alnus, Juniperus communis og Myrica. Astrophyllum hornum findes i stor Mængde ved Elletræernes Fod. Af Bund- vegetationen anføres især Agrostis alba og Hydrocotyle vulgaris, begge talrige. Et andet Krat laa i 1902 ca. 1000 m Øst for Vejen Skals— Viborg, Nord for Gaarden Havris, men Syd for Aaen; det er ikke markeret paa G. M., P 19 (maalt 1878—79), hvilket vel nærmest — 366 — maa betyde, al Krattet er vokset frem siden nævnte Tidspunkt, altsaa er et ,regenereret Krat. Det bestaar baade af Betula pubescens og B. verrucosa; de højeste Smaatræer maalte kun ca. 3m. Endvidere af Frangula alnus, Salix cinerea og S. pentandra. Af lave Buske ses Myrica, Calluna, i ringe Mængde, Salix hastata, S. repens og Oxycoccus. Indenfor det ca. 1 Td. Ld. store Krat raader dels Carex panicea-Mose, dels Carex panniculata-Mose. Tuerne af Carex panniculata naar en Højde af ca. 40 cm; ogsaa Molinia’s Tuer er naturligvis størst inde mellem Træer og Buske. Her træffes Aspidium thelypteris, Polygonatum verticillatum og Angelica silvestris, alle i Mængde. lovrig ses i Kratbunden den sædvanlige til de to Moseformationer knyttede Urtevegetation: Rumex acetosa, Cerastium caespitosum, Coronaria, Ranunculus acer, Cardamine pratensis, Viola palustris, Lotus uliginosus, Alectorolo- phus minor, Valeriana excelsa, Cirsium palustre o.s.v. Ogsaa Glumiflorerne er de sædvanlige; af Mosser ses Hylocomium squar- rosum, HH. proliferum og Gymnocybe palustris. Jac. Hartz (1904, S. XX XIX) skildrer et Krat i Skals Aa Dalen nær Aaens Kilder; det er vist omtrent det samme, som jeg har beskrevet andetsteds (1902), og som her bergres ved en senere Lejlighed. — I Nørre Aa Dalen findes ligeledes endnu enkelte Krat, men Matrikulskortene og G. M. viser, at Krat og Smaaskove tidligere har været mere almindelige end nu. Paa den anden Side kan der dog paavises Krat, som tilforn var i alt Fald mindre omfattende; saaledes findes nu et tæt og anseligt Krat paa nogle til Viborg By (tidligere Asmild Kloster) hørende Arealer, som før var Eng med Tørveskær, og i alt Fald i 1878 i Henhold til G. M.s Signatur kun bar en meget spredt Bevoksning af Vedplanter. Paa enkelte Punk- ter er Krat bevarede i en bestemt Hensigt, nemlig som Skygge og Læ for de paa de tilstødende Enge græssende Kreaturer (MeEnTz, 1910, S. 20 og Fig. 4). Træerne i Krattene er: Alnus glutinosa, Betula pubescens, B. verrucosa, Populus tremula og Sorbus aucupa- ria. I Asmild Krattet findes enkelte Individer af Picea excelsa, Fagus silvatica og Quercus pedunculata, aabenbart indvandrede fra den tæt ved liggende Rindsholm Skov. Af Buske forekommer Juni- perus communis, Salix aurita, Myrica, Frangula alnus og Lonicera periclymenum. Hovedtræarten er Betula pubescens, som betinger en ret stor Ensformighed; den største Højde, Birkene naar, til Eks. i Asmild Krattet, er 7—8m; mellem Birkene er Myrica ofte meget — 367 — fremtrædende og meterhøj, men hvor Birkene staar meget tæt, er Bundvegetationen ikke rig, og Bunden ses dækket af Birkens af- faldne Lov. Bundvegetationen i Krattene bestaar forøvrig af Azra caespitosa, Agrostis canına, Carex Goodenoughii, C. panicea, C. ro- strata o. a. Carices. Af Urter er iagttaget: Viola palustris, Coma- rum, Rubus idaeus, Peucedanum palustre, Angelica silvestris, Meny- anthes, Scutellaria galericulata og Majanthemum bifolium. Mosser findes kun paa Tuer og gamle Stød: Hylocomium proliferum, H. parietinum, Dicranum scoparium, Astrophyllum hornum, Gymnocybe palustris og Sphagnum cymbifolium. — Langs Randen af Bakkegerne i Vendsyssel treeffer man endnu smaa Skovmoser, som tildels har bevaret et ret oprindeligt Prag. En af disse er Gravensker (G. M., H 28 og I 28) i Kanten af Gjer Aa Engdraget. Den nordligste Del af Skoven staar paa Mose- bund, hvis Torvedybde er mindst 1 m. Hovedtræarten er her Alnus glutinosa, hvis ,Stettergdder* træder noget stærkere frem, eftersom Bunden er sammentrampet ved Kreaturernes Færdsel. lovrig: Betula pubescens, Populus tremula, Sorbus aucuparia, Salix aurita og Frangula alnus. Bundvegetationen er folgende: Æqui- setum silvaticum, Aspidium dilatatum, Polygonatum anceps, P. verti- cillatum, Melandryum rubrum, Ranunculus flammula, Cardamine pratensis, Geum urbanum, Peucedanum palustre, Angelica, Hottonia, Scutellaria galericulata og Gnaphalium uliginosum. — En Del af samme Skovstrækning staar paa Kærbund. Foruden nogle af de ovenfor nævnte Træarter træffes her nogle faa Pirus malus, Crataegus oxyacantha, enkelte Quercus pedunculata, Viburnum opulus og Rosa glauca. I en Skovmose ved Foden af Hammer Bakker ca. 300 m Øst for Agdrup (G. M., J 28), hvor Torvedybden paa sine Steder er over I m, danner (i Henhold til Undersøgelse 1907) ligeledes Alnus glutinosa Hovedbestanden. Igvrig findes Sorbus aucuparia og Frax- inus excelsior, hvilken sidste for godt 50 Aar siden er indplantet i Skoven. Crataegus oxyacantha beskytter den unge selvsaaede Op- vækst af Fraxinus overfor Kreaturernes Bid paa samme Maade som Ilex aquifolium andetsteds, f. Eks. i Hals Nørreskov, gør det. Under- skoven bestaar forøvrig af Corylus avellana og Frangula alnus. Lo- nicera periclymenum er almindelig. Græsdækket i Skovens Bund er væsentlig sammensat af Aira caespitosa; Ejeren rydder saa meget af Skoven, at der kan blive god Græsning. Syd for Attrup (G. M., J 28), ligeledes ved Foden af Hammer — 368 — Bakker, ligger en dyh Mose, bevokset med A/nus glutinosa og høje Sorbus aucuparia i meget rigelig Mængde. Fraxinus excelsior er ogsaa her indplantet, men findes nu kun enkeltvis. Enkelte Ribes 4oo 5 O 400 200 300 400 500 Mer. Fig. 12. Fæstimose ved Ry Nørreskov. Højdetallene er i Fod. Jvfr. Teksten. rubrum fandtes forvildede. I Bunden af Skoven ses Rubus idaeus i Mængde, Aspidium dilatatum og Oxalis acetosella, ligeledes begge i stor Mængde; endvidere Majanthemum, Paris quadrifolius, Urtica dioeca, Geum urbanum og Aira caespitosa, der betinger en kun meget sparsom Greesvegetation. — — 369 — " Mellem Ringholm Hoved og Ry Nørreskov (G. M., M 13) fin- des et Mosedrag, kaldet Fæstimose, hvoraf Størsteparten er gen- givet paa Kortet Fig. 12. Kommer man dertil fra Ringholm Hoved, møder man straks Syd derfor en interessant og tillige sjælden smuk Vekslen af forskellige Veekstformationer: først Engen, om- givet og afbrudt af Krat- og Skovpartier og efterhaanden gaaende over i lyngklædt Mose, og dernæst som Baggrund skovklædte Høj- der, der er det nederste Fald af Himmelbjærgknuden. I Fæsti- mose er Tørvedybden stor, paa visse Punkter endog over 4m. Den ved Foden af Ry Nørreskov liggende Del af Mosen var indtil for ganske kort Tid siden helt og holdent Calluna—Eriophorum vagi- natum—Sphagnum-Mose med meget spredte Betula verrucosa, 4—5m højest; nu er Størstedelen deraf underkastet rationel Kultur (paa Kortet uden Signatur). Foruden Calluna forekommer Erica og Empetrum, men begge i ringe Mængde; nærmest Skoven (omkring Kortets Punkt I) er Vaccinium vitis idaea og V. Myrtillus van- drede ud paa Mosen, væsentlig dog holdende sig til Tuerne af Erio- phorum. Oxycoccus mangler naturligvis heller ikke. Sphagnum- Væksten er nu fattig og bestaar væsentlig kun af Sphagnum me- dium og S. rubellum. Derimod er Cladonia rangiferina meget fremtrædende. Hist og her ses Leucobryum glaucum. Medens Overfladen af Calluna—Eriophorum-Mosen ligger 70—71' o. H., er Terrænet udenfor den omtrent i Nordvest—Sydgst gaa- ende Grøft ca. 1' lavere. Vi træffer her (omkring Punkt II) dels udpræget Myrica—Molinia-Mose med spredte Eriophorum vagina- tum, medens Calluna endnu er faatallig eller ret faatallig, dels Kratmose; aabne og meget stærkt tuede Partier, hvor den faste Del af Molinia’s Tuer er ca. 50 cm høje, veksler med tætte Kratholme. Krattet, der antagelig i det højeste maaler 8m, bestaar af. Betula pubescens, B. verrucosa, Populus tremula, Sorbus aucuparia, Salix cinerea, S. aurita, Frangula alnus, Juniperus communis, enkelte Pinus silvestris og Lonicera periclymenum. Nærd at bemærke er det Forhold, at Alnus mangler eller kun forekommer i spredte Individer nærmest Rosvig, hvor ogsaa enkelte Fagus har indfundet sig. I Krattets Kant findes hist og her store Bevoksninger af Poly- trichum commune, hvorimellem Sphagnum recurvum subsp. angusti- folium og Hylocomium parietinum. Nærmere Ringholm Hoved, om Kortets Punkt III, findes en isoleret Skovbevoksning, der paa alle Sider er omgivet af kultiveret Græsmose, ligesom Skoven selv staar paa ret dyb Mose. Vandet Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 7 24 rr fy stod 23/9 1911 i den dyrkede Moses talrige Grøfter 30—35 cm under Overfladen. Denne Skovmose gør Indtryk af at være ret oprinde- lig; der ses kun faa gamle Stød; alt faar vistnok Lov at gro omtrent som det vil, og det er vanskeligt nok at trænge gennem den lille Skovs tætte Vildnis. Hovedtræerne er Betula pubescens og B. verrucosa; men desuden forekommer Alnus glutinosa og Fagus silvatica i ikke ringe Antal; alle Fagus er unge, vist selv- saaede. Dernæst spredte og anselige Individer af baade Quercus pedunculata og Q. sessiliflora, de mest remarkable Træer i Skoven; de største Ege er dog toptørre. Endvidere Populus tremula og Sorbus aucuparia. Underskoven bestaar af Frangula alnus, der er meget talrig, Salix aurita, Juniperus communis og et enkelt Individ af Ilex aquifolium, der er af en smuk og slank Form og rigelig frugtbærende. Lonicera periclymenum er hyppig. Myrica findes ej "inde i Skoven, dertil er den næsten overalt for tæt og lukket, men den danner en smukt regelmæssig Krans udenom Skovens Fod. I Skovbunden ses paa smaa aabne Partier Calluna, i ringe Mængde, Vaccinium vitis idaea og V. myrtillus. Forøvrig er Bunden ikke tuet, men jævn. Eriophorum vaginatum mangler her ganske, men Molinia er talrig; af andre Glumiflorer forekommer Aira caespi- tosa, Holcus lanatus og Carex sp. Bundvegetationen bestaar des- uden af Pteridium aquilinum, Aspidium thelypteris, Oxalis acetosella, Potentilla erecta, Hydrocotyle og Cirsium palustre. Mosser er kun meget sparsomt optrædende; paa Stammerne af Alnus findes en Del Astrophyllum hornum. Indenfor det her beskrevne Omraade gør der sig en yderst slaaende Forskel gældende mellem 1) den højere liggende Calluna— Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Moses Vegetation af spredte Betula, 2) den lidt lavere liggende Betula-Kratmose med kun faa yderlig staaende Individer af Alnus og 3) den endnu lavere liggende Betula-Skovmose med talrige Alnus, med Quercus, Fagus og i det hele en rigere og bedre udviklet Træbestand end paa noget af de foregaaende Punkter. — Simmelkær Krat. Endnu i 1863 siges de vidtstrakte Enge langs Simmelkær Bæk ca. 17 km Nord for Herning (G.M., U 16) at have været bevoksede med Holme og spredte Buske af Birk. Som sidste Rest af Fortidens Birkeskove staar nu i Tiden kun et enkelt Krat tilbage, i Omfang ca. 2 ha; dets Bevarelse skyldes vel den Omstændighed, at Krattet er Statsejendom, idet det hører ind under Feldborg Skovdistrikt; dog hørte det i en lang Aarrække til Tje- — 371 — nestejorden og benyttedes formodentlig mest til Græsning!). Jord- bunden er en noget dyndblandet Tørv af 60—80 cm Mægtighed ; mest tørveagtig er Jordbunden langs Krattets nordlige Side (Krattet er af Form langstrakt omtr. i Retning af Vest— Øst). Det domi- nerende Træ er Betula pubescens. Fra Krattets Midte, hvor Træ- erne er højest, henved 8 in, aftager de i Højde i vestlig Retning; længst mod Vest er Birkene nærmest Purrer. En Del af de store Birke er flerstammede; de er alle mere eller mindre overvoksede af Lav, især Parmelia physodes. Af Alnus glutinosa fandtes (Sep- tember 1910) kun 2 Individer, halvt udgaaede. Underskoven be- staar af en meget rigelig Mængde Frangula alnus, Salix aurita og S. cinerea. Sorbus aucuparia voksede paa nævnte Tidspunkt kun som ganske unge Individer i Krattets Bund; muligvis er de fremkomne, siden Græsningen hørte op. I Krattets vestlige Side findes en Del Myrica. — Bundvegetationen bestaar af Aira caespi- tosa, Calamagrostis lanceolata, begge i Mængde, Agrostis alba, A. canina, Molinia, særlig langs den nordlige Side og her dominerende, Holcus lanatus, Arundo phragmites, i svage Individer, Festuca rubra, Juncus effusus, Aspidium dilatatum, Coronaria, Peucedanum palustre, Lysimachia vulgaris, Valeriana excelsa og Cirsium palu- stre. I Forhold til Glumiflorerne er Urterne foreløbig tilstede i langt storre Antal. Mosser er uden Betydning. — Endnu findes i Jylland meget anselige Strækninger af Skov- kær, saaledes i det lave Land Nord for Mariager Fjord, ligesom Hals Skovene, Melholt Skovene o. a. Skovstrækninger Nord for Limfjorden (Ove Paursen, 1900, S. XXV) nærmest kan regnes her- hen. Disse Skovkær ligger egentlig udenfor Omtale paa dette Sted. Kun skal som et enkelt godt Eksempel nævnes Raakenbol Skov ved Hevringholm (G. M., F 19); det vil derigennem antydes, at Vegetationen i Skovmosen og Skovkæret er i det væsentlige fælles. Jordbunden er i Raakenbgl Skov en ca. 23 cm mægtig Morbund. Det meste af Skoven er ganske vist ryddet; tilbage er et Parti nærmest Vejen Bollegaard—Hevringholm, der gør et ret uberørt Indtryk; Stød mangler. Hovedbestanden dannes af Alnus gluti- nosa; meget rigelig er dog ogsaa Betula pubescens, der ofte er mangestammet eller kortstammet; endvidere er Sorbus aucuparia, 1) Siden 1907 er Krattet ad administrativ Vej blevet fredet, hvilket er saa meget des heldigere, som man her vil have god Lejlighed til at følge den videre Udvikling (se S. 28 og Fig. 9 hos A. Menrz, Naturfredning, Koben- havn, 1909). 24% — 372 — der ligesom A/nus har Støtterødder, ret almindelig. Frangula alnus er hyppig. Ved Foden af El og Birk findes enkeltvis Sambucus nigra. Iøvrig Lonicera periclymenum. I Skovbunden er Urtica dioeca ganske dominerende; den er forholdsvis lang- og smal- bladet. Forekomsten af Humulus lupulus synes at være meget karakteristisk; næsten paa hvert Træ slynger den sig; selv Urtica bruges til Stotte.!) Isvrig forekommer Polygonatum verticillatum, Paris quadrifolius, Iris pseudacorus, hist og her, Melandryum rubrum, Oxalis acetosella, i stor Mængde under Urtica, Impatiens noli tan- gere, ofte hyppig, Geum urbanum, Peucedanum palustre og Anthris- cus silvestris. Græsvæksten er i Forhold til den store Mængde Urter kun ringe; den bestaar især af Aira caespitosa, Calamagrostis lan- ceolata og Festuca gigantea. — Om Vegetationen indenfor danske Skovmoser foreligger i Litte- raturen forskellige Oplysninger. Saaledes siges Høstemark Skov, " umiddelbart Nord for Lille Vildmose, at staa paa Tørvejord (O. G. PETERSEN, 1896, S. 177). ,Birk, El og Eg samt temmelig tarve- lige Bøge" er de væsentligste Bestanddele af Skoven. Dens ,Bund- vegetation bestaar af Anthoxanthum odoratum, Aira flexuosa, A. cespitosa, Agrostis alba, Milium effusum, Molinia coerulea, Poten- tilla Tormentilla, Erica, Rhamnus Frangula, Llex, Stellaria glauca, Lysimachia vulgaris, Iris, Juncus effusus, Lythrum, Rubus idœus, Ranunculus Flammula, Vaccinium Myrtillus, V. uliginosum, Trien- talis europea, Corylus Avellana, Sorbus Aucuparia, Salix cinerea samt paa store Strækninger en usædvanlig frodig og exklusiv Vege- tation af Pteris aquilina. En flere Tønder Land stor, ren Birke- bevoxning bestod udelukkende af B. odorata med Græsbund, Me- lampyrum pratense, Trientalis, Majanthemum, Lastrea filix mas, Cornus suecica, Luzula, Vaccinium Myrtillus samt Underskov af spredte, lave Juniperus, Ribes nigrum og krybende Îlex.“ Skoven gaar udefter Mosen over i Birkekrat, der grænser nærmest op til „Kaernevegetationen“ i Lille Vildmose. Det er vel noget tvivlsomt, om den Skildring, som C. H. OstEn- FELD (1902) har givet af Ellekrat i Omegnen af Frederikshavn, hid- rører fra Mosearealer eller ej; men det maa dog anføres, at disse 1) H. Poroxté (1906 a) har givet en Skildring af et Par Moseskove, hvor han nævner, at Humulus er en for „Erlen-Brücher“ saa ejendommelig Plante, at disse Skove ofte betegnes ,Hopfen-Brücher“. Overhovedet viser de af Potonié anførte Eksempler megen Overensstemmelse med tilsvarende For- mationer i Danmark. — 373 — Krats Vegetation i overordentlig meget ligner den, der her er an- givet fra jyske Krat og Skove paa Mose. Fra Læsø afbilder Ostex- FELD (S. 91) et Ellekrat med frodig Staudevegetation. C. Jensen (1902 a, S. IX) giver følgende Beskrivelse af et Krat i Hvalsø-Egnen paa Sjælland. „I Storskoven besøgtes ogsaa en lille Ellemose, som om Foraaret staar under Vand, men paa denne Tid var tilgængelig. Den er omgiven af Bøgeskov og meget skyggefuld paa Grund af tætstaaende Ellebuske eller Træer paa deres høje Rod- tuer. Mellem Tuerne fandtes Glyceria fluitans i Mængde .... Paa Tuerne voksede høje Lastræa spinulosa .... Jorden paa Tuerne og til Dels Rødder og raadne Stød af El var nogle Steder over- trukken af de to sjeldne Mosser: Geocalyx graveolens (Schrad.) og Plagiothecium latebricola (Wils.), forma propagulifera. Denne Lo- kalitet er det eneste hidtil kendte Findested i Danmark for den først- nævnte, den anden findes i lignende Moser flere Steder i Skoven. Af andre Mosser fandtes her Lepidozia reptans (L.), Astrophyllum hornum (L.), Amblystegium Juratzkanum Schimp. og Plagiothecium silvaticum". K. Wunstept (1905) har særlig haft Opmærksomheden henvendt paa Bundvegetationen i Ellesumpe i Valboskoven (i Syd-Sjælland). En god Forestilling om nordsjællandske Ellemosers Vege- tation faar man gennem den hos C. Raunkiær (1909, S. 92) givne Fremstilling; det er dog ogsaa her den stauderige Bundflora, som særlig har været Genstand for Undersøgelse. Iovrig siges Elleskoven at have afløst Mosmosen og staa paa dennes mere eller mindre omdannede Bund, hvilket synes tvivlsomt, saafremt Skoven virke- lig er oprindelig. — I Henhold til egne, desværre noget faatallige Undersøgelser af Krat- og Skovmose kan den floristiske Sammensætning af denne Formation siges at være følgende. I første Række maa Vedplanterne nævnes (de vigtigste fremhævede). Juniperus communis Populus tremula Pinus silvestris Alnus glutinosa Picea excelsa Betula pubescens Salix aurita — verrucosa — cinerea Corylus avellana — hastata Quercus pedunculata — pentandra — sessiliflora — repens Fagus silvatica — 374 — Myrica gale Oxycoccus palustris lex aquifolium Vaccinium myrtillus Frangula alnus — uliginosum Ribes rubrum — vitis idaea Sorbus aucuparia Solanum dulcamara Crataegus oxyacantha Lonicera periclymenum Calluna vulgaris Viburnum opulus Bundfloraen af Karkryptogamer og Fanerogamer har paa de af mig undersøgte Lokaliteter været følgende. Ganske utvivlsomt vil den her givne Liste dog ved Undersøgelse af andre Krat- og Skovmoser kunne forøges i høj Grad. I saa Henseende skal navn- lig henvises til de af C. Raunkiær meddelte Lister (1909). Poa pratensis Aira caespitosa Agrostis alba — canina — vulgaris Festuca rubra Holcus lanatus Calamagrostis lanceolata Anthoxanthum odoratum Molinia coerulea Arundo phragmites Carex canescens — Goodenoughii — panicea — panniculata — rostrata Juncus effusus Equisetum silvaticum Pteridium aquilinum Aspidium dilatatum — thelypteris Osmunda regalis Majanthemum bifolium Paris quadrifolius Polygonatum officinale verticillatum Urtica dioeca Rumex acetosa Melandryum rubrum Ranunculus acer — flammula Anemone nemorosa Cardamine pratensis Viola palustris Oxalis acetosella Geranium Robertianum Filipendula ulmaria Geum rivale — urbanum Comarum palustre Potentilla erecta Rubus idaeus Lotus uliginosus Angelica silvestris Hydrocotyle vulgaris Peucedanum palustre Pirola rotundifolia Lysimachia vulgaris Hottonia palustris Alectorolophus minor Scutellaria galericulata Menyanthes trifoliata Valeriana excelsa Cirsium palustre Gnaphalium uliginosum. — 375 —. Mosfloraen har paa de besøgte Lokaliteter ikke været rig; jeg kan kun anføre følgende Arter, men navnlig Elleskoven rummer sikkert adskillig flere"). Astrophyllum hornum Polytrichum commune Dicranum scoparium Plagiothecium silvaticum Gymnocybe palustris Sphagnum cymbifolium Hylocomium parietinum — recurvum subsp. — proliferum angustifolium — squarrosum == teres Likener forekommer kun epifytisk og synes overhovedet ikke talrige (om de paa Alnus glutinosa og Betula optrædende Arter se O. GALLØE, 1908, S. 345 o. flg.) Med Rette fremhæver GALLØE, at Bundfloraen i Ellebevoksninger er likenfri. Skov- og Kratmosen er vel karakteriseret gennem den herskende Vegetation af mere eller mindre tet staaende Træer og større Bu- ske. Men selvfolgelig gives der alle mulige Overgange fra Skoven eller Krattet til Torveengen med spredt staaende Træer og lave Buske. Vore Skov- og Kratmoser svarer til, hvad Tyskerne kalder „Brücher“. Men det anvendte Udtryk korresponderer ikke med, hvad man, i Henhold til den Sterxstrup’ske Betydning af Ordet, tidligere har forstaaet og maaske endnu forstaar ved „Skovmose*, en Mose nemlig, hvis Tørv indeholder et stort Antal Rester af Træer og Buske. J. J. Steenstrup (1841, S. 53 o. flg.) skelnede, som tidligere anført, mellem ,Kærmoser“ (,Kærenge“), ,Lyngmoser“ og ,Skovmoser“; de to første Termini refererer sig til den Mosens Overflade dækkende Vegetation, medens den sidste betegner en Egenskab ved Torvemassens Sammensætning, og altsaa er et rent torvegeologisk Begreb. Men da nu baade Kermoser og Lyngmoser 1 alt Fald i visse Dybder kan indeholde Torv med et rigt Indhold af Trerester, er der næppe nogen Grund til at opretholde den gamle Terminus ,Skovmose“ i den Steenstrup’ske Betydning. Der- imod kan „Skovmose“ efter min Mening, men i Modsætning til den af Wize. GRAF zu Leiningen (1907, S. 21) udtalte Opfattelse, meget vel anvendes som Udtryk for de skovklædte Moser, ganske som 1) Der kan her henvises til Leop. Lorske’s udførlige Omtale af Mosvegetationen i „Erlenbrücher“ og ,Erlenmoore“ (1900, S. 109) og til H. Paut’s Studier over Elleskoven paa den sydlige Del af Chimseemosen (1906 a). — 376 — „Lyngmose“ eller „Porsmose“ er vel betegnende Udtryk for Moser, bevoksede med en dominerende Vegetation af henholdsvis Calluna og Myrica. Det kan ogsaa anføres, at Torr (1899 og 1903) taler om „Skogskärr“ og „Skogsmossar“, SCHREIBER om „Erlenried“ (1908 a) og ,Waldmoore* (1909). Det er Ellen og Birken, der er Hovedtr&erne paa de af mig undersøgte Skov- og Kratmoser. Men det bør straks fremhæves, at Forekomsten af den ene eller den anden Træart vistnok i det væsentlige er betinget af Jordbundens Beskaffenhed. Paa enhver Græsmose (Carex panicea-Mose eller Molinia-Mose) med større Tørvedybde, d.v.s. en saa stor Dybde, at Undergrundens Beskaf- fenhed er uden Indflydelse paa Træarternes Trivsel, vil sikkert Betula-Arterne, og da ganske særlig Betula pubescens, være de do- minerende Arter"). Paa den mere næringsrige Bund vil det derimod være Alnus glutinosa, der har Herredømmet. Dette vil saaledes være Tilfældet, hvor Mosen modtager stadig Tilførsel af Nærings- stoffer, saasom paa Bakkeskraaninger — derfor følger Ellen oftest Vældmoserne (se ogsaa WıLH. GRAF zu LEININGEN, 1907, S. 20) — eller hvor Mosens Tørvedybde er saa ringe, at en næringsrig Under- grund faar afgørende Indflydelse paa Skovbestandens Beskaffenhed ?). Ogsaa Dyndengens Jordbund vil sikkert i Almindelighed be- tinge Fremkomsten af Elleskov. Om man derfor tænker sig, at Dynd- og Tørveenge i en af de store Aadale i Jylland overlodes til sig selv, vilde der efter al Sandsynlighed nærmest Aaløbet frem- komme et mere eller mindre bredt Bælte af Elleskov, og indenfor dette et meget bredere Bælte af Birkeskov, adskilt fra Elleskoven af en Blandingszone. Foruden selve Næringsindholdet af Vegeta- tionsvandet har rimeligvis ogsaa dets øvrige Egenskaber, t. Eks. dets Iltindhold, stor Betydning, som vel vanskelig lader sig udson- dre fra andre Faktorers. Jo mere bevæget Vandet er, des bedre er Veekstbetingelserne for Ellen; jo mere stagnerende, des mindre 1) Mine Erfaringer m. H. t. de to Betula-Arters Optræden i Skov- og Kratmoser stemmer godt med de af Jon. Hexrms (1897) fremsatte Anskuelser angaa- ende deres Fordeling i Forhold til Jordbunden: Betula pubescens er ej alene hyppigere paa Tørvebund end B. verrucosa, men naar der en langt bedre Udvikling, medens den sidst nævnte Årt overgaar B. pubescens paa en mager og tør Bund. Dog fremhæver Hetms med god Grund, at begge Arter befinder sig bedst ,paa en velmuldet, lerblandet Sandjord" (S. 223). 2) Naar WirH. GRAF zu LEININGEN (1907, S. 19) udtaler, at ikke saa meget Dybden af Mosejorden som dennes Bonitet maa anses for afgøreride for den normale Skovs Trivsel, kan dette kun gælde Moser med saa stor Dybde, at Undergrunden sædvanligvis ikke naas af Trærødderne. — 377 — godt formaar Ellen at hævde sig, medens Betula pubescens til Gen- gæld, men formodentlig kun til en vis Grad, taaler det stagnerende Vand, naar blot Næringsindholdet ej er for ringe). Under alle Omstændigheder danner Betula pubescens og Alnus glutinosa to Associationer: Betula-Mosen og Alnus-Mosen, der er forskellige ej alene gennem Hovedtræarternes ejendomme- lige Fysiognomi, men tillige i høj Grad ved den indenfor deres Omraade herskende Bundflora (se nedenfor). Af de øvrige Træarter er Sorbus aucuparia meget hyppig, men forekommer som oftest kun i spredte Individer. Lignende gælder Populus tremula, der dog synes at være mindre almindelig end Sorbus. De øvrige Træer har endnu mindre Betydning og naar sjælden nogen synderlig god Ud- vikling paa Mosebund; de enkelte, aabenbart selvsaaede Individer af Pinus silvestris og Picea excelsa, jeg har truffet paa Moser, der ikke er behandlede med Skovbrug for Øje, har alle i mere eller mindre høj Grad baaret Præg af en tarvelig Vækst. Jo mere aaben Træbestanden er, des mere Plads bliver der naturligvis for Underskov af de i Listen nævnte Buske. Men Under- skoven dannes især af de store Salix-Arter og af Frangula alnus. Disse Buske danner forøvrig paa mange Steder større og mindre Krat, der er meget enstonige, og hvori Salix pentandra spiller Hoved- rollen; i denne ,Underskov uden Hojskov“ kan naturligvis ogsaa andre Vedplanter findes indblandede: Betula pubescens, Solanum dulcamara, Salix hastata, indtil 1 m høj, Myrica, ligeledes, o. s. v. Tidligere er nævnt, at sidst nævnte Art kan være fysiognomisk prægende (Myrica-Græsmose). Dværgbuskene (Chamæfyterne) har indenfor Krattet og Skoven sædvanligvis kun ringe Betydning. Men ligesom man kan finde Krat, der alene bestaar af Underskovens Nanofanerofyter, saaledes kan man ogsaa træffe Græsmoser, der direkte gaar over i en Chamæ- fytformation; der er ovenfor (S. 275) nævnt et Eksempel paa en Molinia-Moses Overgang i en Calluna-Mose. Saadanne Moser, der i Øjeblikket er erobrede af Dværgbuske, maa dog sikkert betragtes som rent foreløbige Stadier, der, saa snart de beskyttes for Kreatur- færdsel, vil gaa over i Krat eller Skov. 1) I Folge Torr (1899, S. 17) er Birken fremherskende i ,Lôfskogskärren* indenfor Vestmanlands Len; Arten nævnes dog ikke. Disse Løvskove synes iøvrig meget lig de danske; Ledum forekommer foruden en hel Del fælles Arter. — H. Pau (1910, S. 154) siger under Omtalen af „Moorwaldbestände* og ,Formation des Birkenmoores", at Betula pubescens i Bayern er vig- tigst som Mosetræ, langt vigtigere end B. verrucosa. — 378 — Bundfloraens Udvikling afhænger dels af Associationens Art, dels af Træbestandens større eller mindre Tæthed. I Betula-Mosen vil der som oftest vere Plads for en nogenlunde rig Glumiflor- Vegetation (af de i Listen opførte og endnu andre Arter, t. Eks. de skovyndende Carices), medens andre Stauder er mindre hyp- pige. Omvendt kan disse blive meget mere fremtrædende i en Alnus-Mose, hvor Græsdækket til Gengæld kun er sparsomt. Disse Forhold beror paa, at Betwla-Arterne som bekendt er udprægede Lys- træer, medens Alnus glutinosa sikkert gennemlader en meget min- dre Lysmængde end Birken!). Maaske spiller dog ogsaa andre Forhold en Rolle, saaledes Benyttelsen. Alt efter den dominerende Planteart kan der da fremkomme forskellige Facies, indenfor Alnus- Mosen, dannede f. Eks. af Urtica dioeca, Oxalis acetosella, Geum urbanum, Rubus idaeus eller Angelica silvestris. Indenfor Betula- Mosen er Graminé-Facies som nævnt nok saa fremherskende, idet Azra caespitosa, Calamagrostis lanceolata eller andre er de førende Arter. Livsvarighed. Medens Vedplanter er de for Formationen afgørende Plantearter, forholder Bundfloraen sig paa følgende Maade. Af de i Listen (S. 374) opførte urteagtige Planter findes kun 3 Therofyter (Geranium Robertianum, Alectorolophus minor og Gnapha- lium uliginosum) og 1 toaarig Art (Cirsium palustre); ingen af disse spiller nogen Rolle for Bundens Vegetation. Paa Grundlag af Undersøgelser af nordsjællandske Ellemosers Vegetation drager C. Raunkiær (1909, S. 95) den Slutning, at ,Ellemosens Bundflora er sammensat væsentlig af Hemikryptofyter og Geofyter“; men især, tilføjes der, er Hemikryptofyt-Procenten høj, hvor Anemone nemo- rosa ikke vokser. Denne Art har jeg hverken truffet hyppig eller i stor Mængde; af andre Rhizom-Geofyter (ialt 13) har især Con- vallariaceer og Carices samt Bregner været fremtrædende. Resten og Hovedmassen af Stauderne (37 Arter) er Hemikryptofyter, hvoraf nogle (7) er forsynede med Udløbere, saaledes som den undertiden ganske dominerende Urtica dioeca (Urtica dioeca-Facies). Selv om mine Iagttagelser fra Skovmoser er mangelfulde, stemmer Resulta- tet af dem dog med Raunkiær's: Hemikryptofyterne er dominerende. Om Jordbundsforholdene har jeg desværre paa Grund af Mangel paa Analyser intet at meddele. WırH. GRAF zu LEININGEN (1907, S. 138) slutter for nogle bayerske Mosers Vedkommende: 1) Jvfr. Car. VaurEeLL, De danske Skove, Kjøbenhavn, 1863, S. 88. — 379 — »Jedenfalls zeigen die Zahlen [af nogle Analyseresultater], wenn auch nicht immer sehr deutlich, dass der Boden des Moor- waldes dem Boden des Hochmoores uberlegen an Nåhr- stoff ist; insbesondere die hohen Werte fir Kalk, welche sich in der Regel ergeben, weisen darauf hin, dass er sich um flach- moorartige Båden handelt, wo Wald auftritt. So beståtigen also auch die Analysen diese Tatsache*. Og Guzzy (1909) udtaler, at Skovmoserne hører til Overgangsmoser (mellem Lav- og Højmoser). For danske Skov- og Kratmosers Vedkommende gælder det uden Tvivl, at de m. H. t. Jordbundens Beskaffenhed staar Græs- mosen og Vældmosen meget nærmere end Sphagnum-Mosen. Skovmoser er jo, ligesom andre Moser, udsatte for Kultur- indgreb af forskellig Art. En Afvanding kan, udført indenfor visse Grænser, i Almindelighed næppe siges at virke hæmmende paa Træbestandens Udvikling. Tværtimod er meget højt og stille- staaende Vand snarest skadeligt for Skovmosens Bevarelse, idet man vil finde, at Træerne paa Lokaliteter med saadant ,skadeligt Vand” sygner hen; som Tegn derpaa maa en meget rigelig Forekomst af epifytiske Likener utvivlsomt opfattes. Forholdet gælder i særlig Grad Alnus-Mosen. Om Afvandingens Indflydelse paa Skovmoser har jeg desværre kun faa Iagttagelser, der ikke tillader mig at med- dele noget alment. H. Pauz (1910, S. 151) siger, at Ellen i Bayern bliver stedse sjældnere i større Bestande paa Mose. Tidligere maa det have været anderledes; men Klimaet er nu næppe saa gunstigt for dens Trivsel. Der tilføjes, at maaske kan ogsaa Mennesket ved Afvanding, Mejen o. s. v. være Skyld deri. Naar Ellemosens Bund tørrer ud, vandrer Granen ind. Heller ikke om Betydningen af al anden forstlig Drift, der selvfølgelig i høj Grad vil kunne ændre den naturlige Karakter af Skove og Krat paa Mosebund, kan der her meddeles noget. Det er paa Forhaand givet, at Afgresning vil udelukke saa godt som al Selvforyngelse af Skoven; kun paa Punkter, hvor tor- nede Planter beskytter Opvæksten, kan den finde Sted. At Bund- vegetationen gennem Afgreesning mere end hidtil kan udvikle sig i Retning af „Eng“, f. Eks. indenfor Betula-Mosen, er ligeledes rimeligt. — 380 — 2°. Oligotrafente Samfund. 4. Sphagnum-Mosen (Hejmosen). Den egentlige Sphagnum-Mose er ligesom Paludella-Mosen, men i Modsætning til Græsmosen, en udpræget Form af „Mosmose“. I sin Oprindelse er den derimod uaf hængig af Tilstedeværelsen af Væld- vand og karakteriseres af en Række andre Arter af Slægten Sphag- num end de faa, der optræder i Paludella-Mosen. Ejendommeligt for Sphagnum-Mosen er endvidere, at den er torvebunden, d.v.s. at den, selv en udpræget Torvedannelse, som Regel opstaar ovenpaa ældre Torveaflejringer, hvad enten disse nu tilhører Græsmose eller Veldmose. Dermed følger, at Mosens Niveau ligger over Overfladen af de med den i umiddel- bar Forbindelse værende Græsmoser eller Vældmoser. At i alt Fald større Sphagnum-Mosers Overflade er hvælvet og højest omtrent paa Midten (deraf som bekendt Betegnelsen Højmose), er yderligere et Kendemærke, der adskiller den fra Græsmosen, men ikke fra Vældmosen. Overfladens Hvælving staar i nøjeste Forbindelse med Sphagnum-Arternes Vækst og Mosens Alder og skyldes ikke nedenfra virkende Tryk. Endelig karakteriseres Sphagnum-Mosen ved dens overordent- lig store Indhold af Vand, hvilket væsentlig skyldes Sphagnum- Arternes fremragende Evne til direkte at opsuge og at fastholde det atmosfæriske Vand. Det levende Sphagnum-Deekke virker som Vandopsamler og vedligeholder derved ogsaa hele Tørvemassens Forsyning med Vand. Om end Sphagna i Almindelighed er det vigtigste Element i Sphagnum-Mosens levende Plantedække, gives der dog Former af Sphagnum-Moser, hvor Sphagnum-Arternes Vækst enten endnu er svag, fordi den er i sin første Udvikling, eller stærkt reduceret; dog er disse Former uden mindste Tvivl nærmest beslægtede med den egentlige Sphagnum-Mose, hvilket nærmere vil fremgaa af den Række Eksempler fra danske Lokaliteter, som, tildels i Tilslutning til tidligere omtalte, anføres i det følgende. De benyttede Para- digmer kan suppleres med forskellige i Litteraturen foreliggende Skildringer. Lille Økssø i Rold Skov (G. M., K 23) er paa alle Sider omgivet af Lyngmose, og denne atter af Skov. Den ca. 16 ha — 381 — store Mose er en Erica—Eriophorum vaginatum—Sphag- num-Mose, paa hvis Overflade det levende Sphagnum-Dække paa Grund af stærk Afvanding nu er i høj Grad tilbagetrængt. I 1880 (Generalstabens Maaling) og en Del Aar derefter skete Af- vandingen af Arealet dels ved en enkelt i Syd fra Søen udgaaende Grøft, dels ved en om hele Mosen løbende Landgrøft. Først senere (vist omkring Aarhundredskiftet) blev der ved Statsskovvæsenets Foranstaltning gravet en Del fra Søen til Mosens Udkanter radiært gaaende, dybe Grøfter, som fuldførte Ødelæggelsen af den baade i naturhistorisk og æstetisk Henseende meget interessante Plet uden at give nævneværdig økonomisk Vinding. I 1909 kunde man kon- statere en stærk Sammensynkning af Mosens Overflade ned mod Søen og ud mod Grøfterne. Tørvemassen er mere end 2 m mægtig. De kraftige Tuer påa Lyngmosen er alle dannede af Eriophorum vaginatum; men Tuerne er nu overgroede af Dvaergbuske: Erica, Calluna, Empetrum og Andromeda; derimod har jeg (ved 3 Besøg med Aars Mellemrum) aldrig fundet Myrica. De to første er langt de vigtigste, vistnok omtrent lige talrige. Afvandingen har haft en meget kendelig Indflydelse paa Calluna’s Vækst; ti indtil en Af- stand af ca. 3 m fra Grøfternes Rand er Calluna meget kraftigere end paa Størstedelen af Partiet mellem Grøfterne, hvor Erica og Cladonia rangiferina i nok saa høj Grad præger Mosens Overflade. Fra den omgivende Skov har følgende Vedplanter indfundet sig. Langs Grøfterne ses enkelte Individer af Vaccinium myrtillus (med kraftig Pælerod, men endnu uden Udløbere). Nær Søens sydlige Kant findes en større Picea excelsa, og især langs Grøfterne saar Pinus montana sig selv. Denne Invasion af Bjærgfyr og Blaabær var i 1896, da jeg første Gang saa Mosen, ikke foregaaet; men med Afvandingens Gennemførelse vil Fyr og Gran og Blaaber vel i Tidens Løb vinde større Udbredelse. Som sagt er Mosens Hojnelse gennem Sphagnum-Veeksten nu standset. Kun paa Tuerne finder man Sphagnum acutifolium. løvrig Dicranum Bergeri hist og her, foruden de sædvanlig forekommende xerofytiske Mosser !). Selve Lille @kss@ var i 1880 næppe 0,5 ha stor, og da jeg i 1896 saa den, syntes den endnu mindre end angivet paa G. M., ligesom ogsaa Formen af Søen vistnok var noget ændret i Aarenes 1) Vegetationen paa Mosen om Lille Økssø svarer vist i det væsentlig til den i Uglemosen i samme Skovkompleks raadende Vegetation, der er skildret af ADOLF STEEN (1891). — 382 — Løb. Søen er uden Tilløb og havde heller intet Afløb, før den ovenfor nævnte Grøft i Syd blev gravet. — Langs næsten hele Søens Kyst fandtes i 1896 og 1901 et forholdsvis smalt Tilvækst- bælte, men formodentlig paa Grund af Søens ringe Størrelse og dens for Vindens Virkninger ret dækkede Beliggenhed viste der sig ingen synderlig Forskel m. H. t. Tilgroningens Styrke paa de for- skellige Punkter af Bæltet. Dette kunde inddeles i følgende Zoner. 1) Yderst voksede Sphagnum cuspidatum sammen med Alger, Hypnum fluitans og en Vandform af Cephalozia media. Denne Zone var kun meget smal, 30—50 cm, og gik snart over i 2), hvor Sphagnum cuspidatum dannede Bundvegetationen, medens Carex limosa voksede derpaa i en meget kraftig og tet Ring. Ganske enkelte Molinia og Scheuchzeria palustris. 3) Herefter fulgte en Zone, lidt højere og lidt mindre fugtig, med Agrostis canina i tet Be- stand, enkelte smaa Tuer af Eriophorum vaginatum og Carex canescens. À) Den inderste Zone dannedes af Sphagnum apicula- tum, S. medium og S. rubellum; i Sphagnum-Dækket fandtes til- lige Jungermannia. anomala og Cephalozia media. Den yderste Del af denne Zone var karakteriseret af Carex limosa og Scheuch- zeria palustris, den inderste af Rhynchospora alba og Carex ro- strata, i ringe Mengde. For hele Zonen noteredes Eriophorum vaginatum, Oxycoccus, Andromeda og Drosera rotundifolia. Næsten umiddelbart indenfor dette Tilveekstbelte begyndte ogsaa i 1896 den lyngklædte Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose. Uden Tvivl er denne skarpe Grænse dog kunstig, fremkaldt ved en ret pludselig Vandstandssænkning, der formodentlig betingedes ved Gravningen af Afvandingsgrøften i Syd. Man maatte vente at have fundet en endnu kraftigere Zone, især bestaaende af Erio- phorum vaginatum, end den nu raadende. I 1909 var der sket den Ændring af Tilvækstbæltet, at der udenfor den smalle Sphagnum cuspidatum-Facies var fremkommet en ligeledes smal Bræmme af Carex rostrata, og at Agrostis canina-Zonen nærmest var forsvunden. Paa de højeste Partier af den inderste Sphagnum-Zone (ovenfor 4) var fremkommet Gymno- cybe palustris, der ej tidligere var set. Endog her havde et enkelt Individ af Pinus montana slaaet an!). 1) I denne Sammenhæng kan erindres om en af S. PETERSEN (1872, S. 247) given Beskrivelse af den nær Faaborg liggende Sortesø med dens Om- givelser. Den lille Sø er ,omgiven af en Bræmme af Hængedynd, over- klædt med Sphagnum‘; denne Bræmme er atter omgivet af en „Lyngrevle‘“. — 383 — Ca. 2 km Nordøst for Lille Økssø ligger den noget større Mossø. Den er paa alle Sider, undtagen langs den nordøstlige Kyst, omgivet af Lyngmose, der, saa snart Terrænet hæver sig, gaar over i aaben Mark (Vest og Nord) eller i Skov (Øst og Syd). Ogsaa her er i sin Tid foretaget en Sænkning af Vandspejlet i Søen, hvorved de nærmest denne liggende Dele af Mosen er sunkne stærkt sammen. Søen er uden Tilløb; Afløbet er i Sydøst. Siden Gene- ralstabens Maaling 1879—1880 er der i 1896 i den vestlige Side af Søen fremkommet et Tilvækstbælte, der er ca. 50 m bredt. Grund- laget for dette Bælte er (i Henhold til Undersøgelser 1896 og 1901) Sphagnum recurvum, der yderst er begrænset af et smalt Bælte med Hypnum fluitans; men det deles ved Fanerogamernes Optræ- den i følgende Underbelter. 1) En Carex rostrata-Zone, hvor der foruden Carex rostrata findes Carex canescens, enkeltvis, Erio- phorum polystachyum, Comarum, temmelig rigelig, Hydrocotyle, i Mængde, Feucedanum palustre og Lysimachia vulgaris. 2) En Eriophorum vaginatum-Zone, der ligger saa højt. at Sphag- num recurvum let kan komme til at lide af Mangel paa Fugtighed. Her desuden Hypnum stramineum, Molinia og Atra flexuosa, der indfinder sig paa Tuerne af Eriophorum vaginatum. Indenfor Sphagnum-Beeltet følger en Zone, hvor Molinia er do- minerende, og hvor Juncus conglomeratus forekommer i rigeligt Antal, medens Mosdekket væsentlig bestaar Polytrichum commune. Og denne Molinia-Zone gaar derefter over i Calluna—Sphag- I Hængedyndet findes Rhynchospora alba, Scheuchzeria palustris og Ma- laxis paludosa. ,,Paa Nordbredden, hvor Bakken træder tet ned til Søen, er Hangedyndsbremmen meget smal, og de nævnte Planter forsvinde der- for, men erstattes af den jydske Empetrum nigrum, Lastrea dilatata til- ligemed en Calamagrostis-Art, der vistnok er en Form af ©. lanceolata. Paa den sydlige Bred fortsættes Hængedyndet i en lille Engstrekning; her vokser Empetrum temmelig almindelig. Paa den sydlige Bred voxe nogle faa Exemplarer af Scheuchzeria, .... Denne Vegetation svarer formentlig ret nøje til den her skildrede fra Lille Økssø; paa begge Lokaliteter opstaar Sphagnum-Mosen direkte i det antagelig meget næringsfattige Vand. Samme Sø er Genstand for Omtale i en af A. Epm. ANDERSEN afgiven Ekskursions- beretning (1909, S. 186); han meddeler en Fortegnelse over Sphagnum- Beltets Flora, men hverken Scheuchzeria eller Malaxis nævnes; derimod: Drosera rotundifolia, Oxycoccus, Molinia, Eriophorum polystachyum, Po- tentilla erecta, Aspidium thelypteris, A. cristata, Comarum, Peucedanum palustre, Galium uliginosum, Carex panicea, C. stellulata, C. rostrata, C. glauca, C. canescens, Viola palustris, Juncus conglomeratus, J. effusus, Rhynchospora alba, Cicuta, Osmunda og Empetrum. Næppe alle de her nævnte Planter vokser vel i det egentlige Sphagnum-Beelte. — 384 — num-Mosen, der brændte i Maj 1895. Aaret efter saas bl. a. Vaccinium vitis idaea og Chamaepericlymenum suecicum i Mængde; den første gør sig, ligesom i Heden, særlig gældende efter Brande. Langs den nordøstlige Kyst findes en meget smal Opgrøde, der dog ikke gaar ind under „Mose“: yderst en Scirpus palustris- Zone med Littorella, i meget tet Bestand, Lobelia Dortmanna og Hypnum fiuitans; den gaar jævnt over i en Carex rostrata-Zone med Juncus supinus, Carex lasiocarpa, Agrostis canina, Sphagnum recurvum og S. cymbifolium. Indenfor findes en meget blandet Vegetation, der ikke skal nærmere beskrives. — Den af Skov paa alle Sider omsluttede Pot Sø, tæt ved Silke- borg "(G. M., O 14), er tidligere omtalt af Baacge og Kørrin Ravn (1896, S. 306), der henregner den til Søer med en fra de øvrige Silkeborg-Sger noget afvigende Vegetation. Deres Oplysninger kan suppleres med folgende (efter Optegnelser 1911). I Vest og Nord er den omgivet af Lyngmose med over 1 m Torv. Naturligt Til- lob mangler; dog tilføres gennem en Groft i Nordøst Vand af frem- med Beskaffenhed. Afløb sker ligeledes gennem en Grøft (fra Søens sydøstlige Hjørne). Lyngmosen er stærkt udgrøftet, delvis beplantet. Medens der i 1874—76 (G. M.) ikke syntes at finde nogen Tilvækst Sted langs Søens Bredder, er der aabenbart siden den Tid og ved Vandstands- forholdenes Regulering sket en ret intensiv Tilgroning. Der er fremkommet et paa visse Sider bredt Bælte, hvor Sphagnum recur- vum subsp. amblyphyllum er fremherskende; herigennem er Søens Omraade blevet stærkt indskrænket. Dog er den nordlige Kyst delvis begrænset af en stejl Tørvebrink (saaledes som BAAGØE og Kørrin Ravn ogsaa har bemærket det), delvis i meget ringe Til- groning. Den største Tilvækst finder nu Sted fra Vest mod Øst, ligesom det gamle, meget større Søbassin i sin Tid er tilgroet i samme Retning. I Sphagnum-Bæltet findes Typha latifolia, spredt, men talrigst i de ydre Dele og her i ret homogene Bevoksninger (udenfor Bæl- tet ses Grupper af Typha angustifolia). Endvidere: Carex rostrata, Eriophorum vaginatum, i den indre Del af Beeltet, Agrostis canina, Juncus effusus, enkeltvis, Equisetum fluviatile, Calla palustris, svag, og smaabladet, kun i Typha-Zonen kraftig, Rumex hydrolapathum, Comarum, Peucedanum palustre, Menyanthes og muligvis endnu flere Urter. Meget spredt, men talrigst nær Skovgrænsen, fore- kommer følgende Vedplanter: Erica, Oxycoccus, Salix aurita, Be- — 385 — tula, smaa og lavklædte Individer omtrent helt ud til Typha-Zonen, samt enkelte Pinus silvestris. — Langs den vestlige Side gaar Sphagnum-Bæltet paa visse Steder over i et af Polytrichum com- mune dannet Bælte med Æriophorum vaginatum, Picea excelsa, Myrica og Molinia. Ved Øst- og Sydsiden af Søen er Forholdene noget anderledes. Vel danner Sphagnum ogsaa her Bundvegetationen, men Gennem- strømningen af fremmed Vand har fremkaldt en noget kraftigere, dog kun smal Rør- sump (af Typha, Arundo, Lysimachia thyrsiflora, Calla o.enk.a.). Langs Løbet findes Alnus glutinosa, der ellers ikke forekommeri Sphagnum- Beeltet. — Som tidligere omtalt (Mentz, 1910, S. 24) findes der i Norre Aa Dalen hist og her Partier i mere eller mindre fremskreden Over- gang fra Græsmose til Sphag- 100 D 0 1 2 3 4 500Meter num-Mose. Ovenfor (S. 280) Fig. 13. Parti af Mosen nær Løvskal. er det allerførste Stadie i lg 38 i Højdekoterne er angivne i m. denne Udvikling — i Form af Aira flexuosa-Mose — kort beskrevet. To andre Stadier, der nærmest maa henregnes til Sphagnum-Mose, bør anføres her. Nord for Løvskal (G. M., M 18) findes en Engkrog, hvor Over- fladen let skønnes at være hvælvet, og hvor Vegetationen er vidt forskellig fra de nærmest omliggende Græsmosers. Overfladen fal- der fra Kote 3,69 til alle Sider (se Fig. 12; paa Grund åf Nivelle- mentets Ufuldstændighed fremgaar det stærkest hvælvede Partis Form og Retning dog ikke helt rigtig af Kortet; det strækker sig nær- mest i Retningen fra Kote 3,69 til Kote 3,36). Dette hvælvede Parti, der omfatter Hovedarealet af det paagældende Engstykke, er Eriophorum vaginatum-Mose, hvor der, foruden Eriophorum vaginatum, forekommer Aira flexuosa i stort Antal. lovrig: Carex Goodenough, talrig, Molinia, Poa pratensis, Luzula multiflora, talrig, Potentilla erecta, Hydrocotyle o. enk. a. Urter. Mosvegetationen mellem Eriophorum-Tuerne bestaar af Sphagnum cymbifolium, 8. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 25 — 386 — acutifolium, S. fimbriatum, S. apiculatum, Hylocomium squarrosum, H. proliferum, H. parietinum og Dicranum scoparium. Paa Tu- erne vokser Calluna, Erica, Empetrum, Vaccinium vitis idaea, Oxy- coccus og betula verrucosa. — En Analyse af Jordbunden, fore- ——— SS —— 100 50 0 1 2 3 4 5 6 7 800Meter Fig. 14. Partiaf Mosen mellem Tindbek og Skjern. Jvfr. Teksten S. 387. Højdekoterne er i m. Af de angivne Krat findes nu kun Spor tilbage. tagen paa Grundlag af 3 Prøver i to Dybder indenfor Omraadet, findes i Tabel 4, Nr. 1. Paa den store Engkrog mellem Tindbæk og Skjern Nord for Aaen (G. M., M 18) findes et Højmoseareal i endnu mere frem- BST res skreden Udvikling. Terrænets Overflade falder her fra Kote 3,22 saavel udad mod Aaen som indefter (se Fig. 14), og er i overordent- lig høj Grad tuet; formodentlig har Kreaturernes Nedtræden bidra- get stærkt til at gøre Tuerne, der er dannede af Eriophorum vagi- natum, større. Aira flexuosa, Molinia, Carex Goodenoughii og C. panicea danner et dog ikke sammenhængende Græsdække mellem Tuerne; af Urter bemærkes kun Galzum harcynicum. Paa Tuerne vokser Aspidium thelypteris, Erica, Calluna og Empetrum; især den sidste er meget stærkt fremtrædende; dens mørkegrønne Tone giver hele Arealet et ejendommeligt fløjlsagtigt Skær. Talrige Individer af Juniperus communis findes spredte, og enkelte Pinus silvestris og Picea excelsa har saaet sig selv paa den forholdsvis tørre Bund, hvor Mosser nu ingen synderlig Rolle spiller, — Jordbunden er i Overfladen en lys og uformuldet Sphagnum-Tørv; Analyse deraf (Gennemsnit af 3 Prøver) findes i Tabel 4, Nr. 2. Om de to i det foregaaende beskrevne Arealer gælder det, at de danner isolerede Banker med større Tørvedybde end paa de nær- mest omgivende Græsmoser. Muligvis under nogen Paavirkning af Trykvand er de i Tidens Løb blevet saa højtliggende, at de er berøvede de bedre Ernæringsvilkaar, som Græsmoserne udenom har kunnet drage Fordel af; derved er en Vegetation af mere nøjsomme Plantearter blevet den dominerende og har fremkaldt Dannelsen af helt nye Formationer. — Paa Vandskellet mellem et af Nørre Aaens Tilløb, Vejlebæk, og Skals Aa (G. M., L 18) møder man en udpræget Galluna— Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose i den ca. 38 ha store Fousingø Højmose. En rig Sphagnum-Vækst danner Grund- laget; det er dog væsentlig tue- og pudedannende Arter: Sphag- num papillosum, S. rubellum og S. medium. løvrig S. tenellum og langs Kanten af de i Mosen i sin Tid gravede, talrige, men smaa og delvis tilgroede Tørvegrave S. apiculatum; Genveeksten i Gra- vene skyldes S. cuspidatum, som næsten kun forekommer der, og paa hvis Overflade Rhynchospora alba, Eriophorum polystachyum og Drosera rotundifolia har indfundet sig. Mosens stærkt tuede Overflade betinges dog ej alene af Sphagna, men i endnu langt højere Grad af Eriophorum vaginatum. Jac. Hartz (1904, 5. XXXIX), der kort berører Mosens Vegetation, nævner ikke denne Art, men Scirpus caespitosus, som jeg ikke har bemeerket. Paa Tuerne er Calluna især talrig; desuden Erica og Empetrum, medens Andromeda og Myrica forekommer baade paa Tuerne og udenfor deres Omraade. 95* — 388 — Til de lyngklædte Tuer er Hylocomium parietinum og Stereodon ericetorum knyttede; her er ogsaa Gymnocybe palustris talrig, og Cladonia rangiferina, der overalt i Mosen er meget hyppig, naar der sin kraftigste Udvikling. Mod Mosens Udkanter udmærker baade Calluna og Myrica sig ved en langt mere frodig Veekst end inde paa Mosen. Tillige bliver Myrica efterhaanden mere domi- nerende, og den danner paa mange Steder langs Randen et over 10m bredt og ret homogent Bælte, hvori dens Højde er ca. 80 cm. I dette Bælte, der udadtil danner Lyngmosens Afslutning, vandrer Betula pubescens ind; ogsaa her finder man hyppig Tørvegrave, hvori Genvæksten nu i det væsentlige bestaar af Molinia, Agrostis canina og Carex hirta. Myrica-Bæltet gaar jævnt over i en Rand- zone af Betula-Mose, hvor baade Betula pubescens og B. verru- cosa danner Hovedvegetationen, og hvor endvidere findes: Sorbus aucuparia, Populus tremula, Salix cinerea, S. aurita, Frangula alnus og Juniperus communis. — Den lavt liggende Del af Vendsyssel, der overhovedet er rigt paa store Mosearealer i forskellige Udviklingsfaser — nogle er nævnt i det foregaaende — ejer som bekendt ogsaa meget anselige Stræk- ninger af Sphagnum-Mose: Store Vildmose, Hals Mose, Hov Mose, Ulsted Mose, Lundergaard Mose, Kolmose, de store Moser ved Foden af ,Grenen* og endnu andre. Nogle af disse omtales nedenfor. Store Vildmose er, som tidligere sagt (S. 295), for en meget stor Del begrænset af vidtstrakte Engdrag af forskellig Beskaffen- hed. Naturligvis findes ingen skarp Grænse mellem Græsmose og den egentlige Vildmose, men efter den foreløbig udførte Afstikning af Grænsen at regne kan det siges, at den egentlige Vildmose, d. v.s. den mere eller mindre lyngklædte Sphagnum-Mose omfatter 6243 ha (eller lidt over 11,300 Td. L.), altsaa meget nær den Stør- relse, som angives af BRINCK-SEIDELIN (1828, S. 58), nemlig 12 å 13,000 Tdr. Ld., og af E. Dateas (1880, S. 211); sidstnævnte siger, at ,den egentlige Hede-Mose neppe udgjør mere end ca. 12,000 Tdr. Land, hvoraf 8460 Tdr. L. høre under Stamhuset Birkelse, medens Resten ejes af Beboerne i Bjergsted, Norhalne og Tylstrup". Fra et Par højt liggende Punkter i Mosens umiddelbare Nær- hed — Birsted Kirkebakke og Sandalsbjærg — modtages det stær- keste Indtryk af den imponerende Flade, hvis Grænser man ikke øjner, og hvis overordentlig monotone Ensformighed fremkalder en skarp og meget ejendommelig Modsætning til det omgivende Land af Eng og Ager. Har man først passeret det paa alle Sider af — 389 — Mosen eksisterende Bælte af mere eller mindre afgravet Terræn, hehøver man ikke at trænge saa overmaade langt ind i Mosen for at finde den ganske uantastet af Kulturindgreb, et Forhold, der jo betinges af Mosens meget anselige Omfang. Stenis Enge BNO — =f a 3 à Seandelsbyerg Ar = Eu — oo, Horbaraskı Softegaand — 7 7 Dbedre Solaselune t 7 | — — — — i — — — -Srødenæ > SS Aes ET ratebakhke / ‘ ‘40 Ho: Såirsked Db. Soldne. NWVGaaleskok. tooo 500 © A 2 3 4 à 6 T % g 10000 al» Fig. 15. Store Vildmose og dens Omgivelser. Højdetallene er i Meter. E. DarGas (1880) har paa Grundlag af et af Stamhuset Bir- kelse i 1876 foranstaltet Undersøgelsesarbejde givet en fortræffelig Oversigt over Store Vildmose og dens Omgivelser; den er ikke nævnt hos A. Jessen (1899), som' dog vistnok har haft det samme — 390 — Materiale til Grundlag for sin Fremstilling. Af det Darcas' Af- handling ledsagende Kort (Fig. 2) fremgaar det, at Mosens højeste Punkt ligger omtrent i Mosens Længde-Midtlinje, men dog nær-. mere Mosens sydlige Rand end den nordlige; her er Højden o. H. ca. 10m, og herfra falder Mosens Overflade til alle Sider (se Fig. 15). M. H. t. Torvemassens Mægtighed, Undergrundens Beskaffen- hed") og øvrige geologiske Forhold henvises til DaLcas og A. JESSEN; den første vender atter tilbage til en Omtale af Mosens Forhold (1883, S. 156) uden dog at have noget væsentlig nyt at meddele. Som fremhævet af A. Jessen (S. 321) har St. Vildmose ,hver- ken noget egentligt Tilløb eller Afløb; Overskuddet af Vand søger ud til de to Aaer Ryaa.... og Lindholm Aa,“.... Vegetationen iden egentlige Vildmose har jeg paa mange Punkter undersøgt ved at vandre langt ind over de endnu uberørte Partier; noget afvigende Indtryk modtager man ikke paa en Vandring f.Eks. tværs over Mosen. Den store Kærne er en Eriophorum vagina- tum—Sphagnum-Mose, hvis Tuer ganske vist overalt er isprængte Calluna og Erica. Først mod Udkanterne, hvor baade den natur- lige og den ved Kulturindgreb fremkaldte Afvanding gør sig stær- kest gældende, faar Dværgbuskene mere Magt; Mosen bliver da Calluna—Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose eller nærmer sig stærkt til næsten ren Galluna—Sphagnum-Mose. Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mosen fremkalder straks et yderst monotont Indtryk. Dens Overflade er dog ingenlunde jævn; ti større plane Partier, der er bevoksede med et ret homogent Sphagnum-Dække, veksler med højere liggende Partier, dannede dels af tue- og pudedannende Sphagna, dels af Tuerne af Erio- phorum vaginatum og Scirpus caespitosus. Der kan altsaa skelnes mellem Sphagnum-Flader og de af Sphagnum eller af de nævnte Cyperacéer dannede Forhøjninger. Sphagnum-Fladerne er især sammensatte af den udpræ- get hygrofile Sphagnum cuspidatum, men tillige af den mindre Fugtighed krævende Sphagnum apiculatum. Nærmest Fladernes Kanter vokser hyppig Sphagnum tenellum, og ude paa Fladerne, helst paa lidt højere Niveau, har jeg truffet smaa isolerede Bestande af Sphagnum compactum, men jeg tror ikke, denne Art betyder noget for Fladernes Konstitution. Af Halvmosser forekommer 1) BRINCK-SEIDELIN (1828, S. 59) meddeler forskelligt om Store Vildmose, hvil- ket dog er uden synderlig Interesse; her fortjener at anføres: ,Vistnok har Vildmosen været Havbund". — 391 — Cephalozia catenulata, Jungermannia inflata, Kantia trichomanis, Lepidozia setacea og Odontoschisma Sphagni. Paa Flader, der synes lidt tørrere end Rhynchospora—Sphagnum-Flader, har jeg fundet Hypnum fluitans var. falcatum. Det er sjældent, at Sphagnum-Fladerne er fuldkomment ,rene“. Ofte ses Fanerogamer at have faaet Fodfæste i det blade Dakke; som de almindeligste har jeg fundet Eriophorum polystachyum, Rhynchospora alba og Drosera rotundifolia; mindre hyppige er: Rhynchospora fusca, Carex rostrata, C. limosa, C. Goodenoughi, Agrostis canina, Drosera intermedia og D. longifolia. Lange og kraftige Skud af Eriophorum polystachyum stikker op gennem Mos- set, deri de dybere Lag er gennemsat af samme Plantes Udlgbere; den bidrager vel en Del til at fæstne Jordbunden paa Fladerne, men dens underjordiske Skuddele formaar naturligvis ikke at bere et Menneskes Vægt; ti ved at træde paa en selv tet bevokset Flade synker man ned i den blade Masse. Hist og her vandrer Eriopho- rum vaginatum eller Scirpus caespitosus ind paa Sphagnum-Fladerne; efterhaanden kan den ene eller den anden af disse Arter eller begge i Forening erobre Pladsen, og deres Tuer bliver da „land- faste” med den omgivende Vegetations. Forhøjningerne, der hæver sig mere eller mindre højt over Sphagnum-Fladerne, er som nævnt et Aggregat af Sphagnum-Puder, Cyperacé-Tuer og den dertil knyttede Vegetation. Sphagnum-Puderne bestaar af Sphagnum medium, S. rubellum, der begge er overordent- lig almindelige og gerne folges ad, S. acutifolium, S. cymbifolium og S. centrale (kun funden en Gang). Dertil slutter sig den yderst almindelige Gymnocybe palustris, Polytrichum commune, P. stric- tum, Leucobryum glaucum, Dicranum Bergert og D. scoparium; af pleurokarpe Mosser synes Hylocomium parietinum og Stereodon ericetorum begge hyppige. Yderligere har jeg en enkelt Gang fun- det Sphagnum fimbriatum dels under Salix aurita, dels udenfor Buskenes Omraade; om den spiller nogen Rolle som Pudedanner, kan jeg dog ikke sige; den er tidligere af C. Jensen funden i den nordlige Del af Store Vildmose. Af Halvmosser er sammen med Dicranum Bergeri truffet Mylia anomala. Medens de blode Sphagnum-Puder let giver efter, danner Cy- peracé-Tuerne Forhgjningernes faste Punkter. Langt den vigtigste Art er Eriophorum vaginatum. Dette kan være vanskeligt nok at bedømme f. Eks. i Højsommeren; men ved Foraarstid, naar Erio- phorum vaginatum præsenterer sin hvide Fnug, er det let at skønne, — 392 — at den er Scirpus caespitosus langt overlegen i Antal; jeg har endda passeret store Strækninger af Mosen, f. Eks. fra Manne Overdrev til Luneborg, hvor Scirpus slet ikke blev iagttaget. Alt efter som de overordentlig faste Tuer af de to Cyperacéer vokser til, efterlader de en kompakt Masse af kun delvis forraadnede Rødder og Rhizomdele. De afgiver den vigtigste Boplads for de Dveergbuske, som efterhaanden indfinder sig paa de yngre Stadier i Forhøjningernes Udvikling. Vel ser man Kimplanter af baade Erica og Calluna paa Sphagnum-Fladerne, men de maa, i alt Fald for Calluna's Vedkommende, hurtig gaa til Grunde; ti jeg har i Vildmosen kun sjælden fundet større Eksemplarer af disse to Plan- ter paa Fladerne. Derimod vokser de som sagt paa Cyperacé- Tuernes Overflade. Skæres en saadan lyngbevokset Tue igennem paa langs, finder man den yderst bestaaende af en tørrere Skjold, dannet af dels friske, dels døde Dele; mellem disse er en større eller mindre Mængde Stammer og Grene af Calluna, Erica m. fl. indfiltrede. Indenfor den nævnte Skjold finder man Tuens over- ordentlig seje Kærne, der alene bestaar af de meget lidt omsatte Rhizomdele og Rødder, og i denne Kærne, der er mere eller min- dre vanddrukken, fordi den let suger Vandet til sig og fastholder det med megen Energi, udbreder Lyngplanternes Rødder sig. Jo højere Tuen er, des tørrere er den nær Toppen. Forøvrig naar baade Calluna og Erica en kummerlig Udvikling i Sammenligning med den, der kendetegner Individerne f. Eks. paa afvandet Mose; helt eller halvt udgaaede Grene er hyppige; de friske Grene er forholdsvis blad- og blomsterfattige. . Dog hidrager Ericacéernes Affaldsmasser ogsaa noget til Tuernes Vækst. Foruden de to nævnte Ericacéer forekommer indenfor Forhøj- ningerne Andromeda og Oxycoccus, som med deres Udløbere van- drer ud over Sphagnum-Fladerne; heller ikke Andromeda naar den frodige Udvikling, som den andetsteds, paa mere tør og mere ud- luftet Bund, kan undergaa. Endvidere Empetrum, især paa de tørrere Tuer, men ikke synderlig hyppig. Endnu sjældnere langt inde i Mosen er Vaccinium uliginosum. Og Myrica gale har i St. Vildmose kun en meget begrænset Udbredelse. Enkelte Grupper af Narthecium ossifragum, der er knyttet til Forhøjningerne, har jeg truffet nær Lunerne udfor Toftegaard; det er den eneste af mig iagttagne Forekomst i St. Vildmose. Ejen- dommeligt nok synes den ligesaa sparsom i Lille Vildmose (se O. G. PETERSEN, 1896, S. 166). we I Paa de tørreste Partier af Tuerne indfinder Cladonia rångife- rina sig i Mængde; hyppig er ogsaa Cladonia coccifera og C. fur- cata; mindre almindelig C. uncialis, der holder sig til et noget fug- tigere Substrat. En enkelt Gang er truffet Cladonia verticillata (paa Overfladen af en udgaaet Tue af Scirpus caespitosus). Afvigelser fra den normale Eriophorum vaginatum—Sphagnum- Mose frembyder de bekendte Smaasøer: ,Gaaselunerne* i del nordøstlige Hjørne af Mosen og de langstrakte Luner nærmest den vestlige Side, omtrent ret udfor Toftegaard. Fra den vistnok største af disse Smaasøer, Øvre Gaaselune, meddeles følgende lagt- tagelser. Den østlige Kyst bestaar af en skarp 'Tørvebrink, hvor Tørvemassen stadig ved Vandets Bevægelse borteroderes. Langs den vestlige Kyst foregaar der derimod en ganske rig Tilveekst. Vegetationen falder udefra indefter i følgende Zoner (kun de mest karakteristiske Arter nævnes). 1) Yderst et Bælte af Nuphar luteum med Typha latifolia. Det afløses af 2) en Menyanthes-Bevoksning, hvori spredt Polygonum amphibium. Indenfor denne følger 3) et af Lysimachia thyrsiflora og Carex rostrata dannet Bælte med en meget rig Bundvegetation af Sphagnum cuspidatum. 4) Carex rostrata bliver langt den mest fremtrædende, men Juncus conglomeratus er indblandet. 5) Et af Juncus conglomeratus væsentlig dannet Bælte. 6) En kraftig Vegetation af Eriophorum vaginatum, der hurtig gaar over i den egentlige Eriophorum vaginatum—Sphag- num-Mose. De to sidste Zoner, de eneste, der var let tilgængelige, var naturligvis ikke „rene“; men Arealet var ved Besigtigelsen dels slaaet, dels afgræsset; derfor kan Vegetationen kun gives saa sum- marisk, som sket er. — Det siges af stedkendte Folk, at Lunen langsomt flytter sig mod Øst, hvilket utvivlsomt ogsaa er rigtigt. Det samme er Tilfældet med de smaa Søbækkener, der findes ved visse af de paa Borris Hede af GALLoE og C. Jensen (1906) beskrevne Moser. Lunerne udfor Toftegaard er langstrakte i Nord til Syd og ganske smalle; de er omgivne af lodrette Brinker og synes uden anden Tilvækst end den, der besørges af Sphagnum cuspidatum; de med Æmpetrum, Calluna o. s. v. beklædte Tuer naar helt ud til det mørke Vand. A. Jessen (1899, S. 325) mener ikke, at Lunerne i St. Vild- mose er Rester af tidligere eksisterende, større Søer, ,men vist- nok kun Pletter, der holdes fri for Tørvedannelse og Tørvedynd ved stærke Kildevæld i Bunden”. I sidst nævnte Retning giver — 394 — Vegetationen dog ingen som helst Antydning; findes Kildevæld, er de i alt Fald snarest meget langsomt virkende. Der synes forøvrig næppe at være nogen Grund til ikke at antage, at Lunerne er Rester af et i Fortiden eksisterende Vandbassin, der ved Mose- dannelsen deltes i talrige mindre, men de kan ogsaa tænkes op- staaede paa anden Vis’). Ikke sjælden finder man tilgroede Luner. Nordøst for Øvre Gaaselune findes saaledes en med Carex Goodenoughiü, Calama- grostis lanceolata, Eriophorum vaginatum, Viola palustris, Hydro- cotyle vulgaris m. fl. bevokset og vistnok forlængst tilgroet Lune; 2 store, kraftige Buske af Salix aurita kendetegner godt Stedet. — Et andet lille ,Kær“ fra et meget sydligere Punkt er tilgroet med Carex rostrata, langs Kanterne med Carex Goodenoughii, C. pani- cea og Calamagrostis lanceolata; forøvrig findes Juncus conglome- ratus og Menyanthes i Mængde; af den gamle Vandvegetation er Nuphar luteum endnu tilbage. Sphagnum cuspidatum findes over- alt i Bunden. — Et tredje ,Kær“ fra omtrent samme Omraade og ca. 125 m i Omkreds, var hgjst paafaldende netop derved, at 1) Da der, saa vidt jeg ved, indenfor danske Sphagnum-Moser kun gives ringe Lejlighed til at studere Lunernes Forhold, skal jeg ikke indlade mig nær- mere paa nogen almindelig Omtale af dem ud over, hvad ovenfor er med- delt om Lunerne i St. Vildmose, men henvise til de Oplysninger om Høj- mosesger, som findes hos GrisepacH (1845), A. Poxorny (1858 c), KLINGE (1891), Srrensxy (1891), Aug. Nizsson (1899), Har. LINDBERG (1899), C. A. WEBER (1902), FriH og ScHRÔTER (1904), L. v. Post og R. SERNANDER (1910) og endnu andre. Udforligst har C. A. Weger behandlet Sporgsmaalet om Opstaaen af „Hoch- moorteiche“ (1902, S. 71). Han benægter vel ikke, at de i visse Tilfælde kan vere Rester af et forud for Mosens Dannelse tilstedeværende Ssbækken ; han finder det mindre sandsynligt, at de opretholdes af Kilder, da Vandet i dem er saa neringsfattigt, men han betragter dem i de fleste Tilfeelde som opstaaede ved, hvad Aus. Nırsson vilde kalde en regressiv Udvikling; denne sidste Forf. mener saaledes, at den midt paa Komossen liggende ll km lange ,,Bjornsjo er dannet sekundært gennem Erosion. I denne Sammenhæng giver Wxger, uafhængig af Nırsson’s Opfattelse, en Frem- stilling af den sukcessive Nedbrydning, der kan foranledige Dannelsen af stedse storre Vandsamlinger. ,,Die Teiche sind nach alledem ebenso, wie die Bulte scheinen, Symptome der beständigen Veränderung, die die Ober- fläche des Hochmoores unter dem wechselnden Einflusse erfährt, den die Witterung längerer Zeiträume auf die Vegetation und den Boden ausübt. Solange die natürliche Vegetation vorhanden ist, gleicht das Hochmoor gewissermassen einem langsam pulsierenden und auf die äusseren Ein- flüsse in eigentümlicher Weise reagierenden Organismus. Erst wenn sie vernichtet ist, tritt Stillstand und dauernder Verfall ein“ (S. 77--78). — 395 — tykke Rhizomer af Nuphar i stor Mængde og krydsende hinanden fandtes umiddelbart under det af Sphagnum cuspidatum dannede Tæppe; fra Rodstokkene udgik de yderst kortstilkede Blade og Blomster. De to nævnte Planter var her saa godt som eneraadende. — At de tilgroede Luner efterhaanden vil gaa over i almindelig Sphag- num-Mose, er der næppe nogen Tvivl om. Paa mange Punkter, men, såa vidt jeg hidtil har set, altid forholdsvis nær Mosens Kanter, hvilket ogsaa A. Jessen (1899, S. 399) angiver, finder man — i Stedet for de ovenfor beskrevne, med levende Sphagna bevoksede Flader og afvekslende dermed — Partier, der i Størrelse kan variere fra nogle faa til adskillige m?, og som er overordentlig iøjnefaldende ved deres mørkebrune eller næsten sorte Farve og derved, at saa godt som alt Planteliv synes ganske udslukt. J. J. S. STEENSTRUP (1841, 5.85) har set disse ,større og mindre Strækninger, som ere paa Overfladen sorte og dyndede (men ikke tørvede) paa Grund af det hensmuldrende Sphagnum- mos;*.... Om Sommeren ligger disse ,døde Pletter” tørre, og i varme Perioder slaar Jordsmonnet dybe Revner paa kryds og tværs. Om Vinteren staar de under Vand; Grene af Calluna og Erica, der fra Forhøjningerne har lagt sig ud over Kanterne af de døde Pletter, ses dræbte af Vintervandet. Pletterne bestaar især af dræbt Sphagnum, der gaar jævnt over i de langs Kanterne nu levende Sphagna. Ved mikroskopisk Undersøgelse af den døde Masse, der ikke er Dynd, men meget vel kan betegnes som Tørv, finder man en meget stor Mængde Blade og Skud af Sphagnum cuspida- tum, hvilket støtter Formodningen om, at de døde Pletter ganske svarer til Sphagnum-Fladerne; man træffer de jævneste Overgange mellem de levende Sphagnum-Flader og de døde. Aarsagen til, at Sphagnum cuspidatum her er gaaet til Grunde, er efter al Sand- synlighed den overordentlig stærke Vekslen af Vandspejlet Aaret igennem paa Punkter af Mosens Overflade, hvor Afvandingen er kraftigst; her udsættes Sphagnum-Fladerne let for at ligge tørre en Del af Sommeren, hvorved den for Tørke yderst følsomme Sphag- num cuspidatum dør. I Overensstemmelse hermed er de døde Pletter ogsaa hyppigst i en vis Afstand fra Mosens Kant, men bliver mindre hyppige eller forsvinder helt længere ind mod Mosens Cen- trum. Det er ikke usædvanligt at støde paa Flader, hvor Sphag- num-Dækket er dødt paa Grund af Tørke og Mossets manglende Evne til at drage Vandet til sig nedenfra opefter; det visner og trækker sig sammen til en Hinde, der let skaller af fra Underlaget. — 396 — Selv om Vandet nu en meget stor Del af Vinteren atter kommer til at staa i Niveau med Fladerne eller endog op derover, bliver der vanskelig Tid for Regeneration af Sphagnum cuspidatum. Over- hovedet er der jo kun faa Planter, der taaler en saa voldsom Veksel i Fugtighedsforholdene!), og derfor vedbliver mange af de døde Pletter ofte i lange Tider at være blottede for Vegetation, medens andre dog under visse Forhold regenereres ved Nyvækst — bortset fra den Vegetation af Alger, der trives i Vandet, og som om Sommeren tørrer ind til en yderst karakteristisk, flerfarvet Hinde eller Skorpe. Der indfinder sig Halvmosser, vistnok især Jun- germannia inflata, o.a. Mosser, som slaar sig ned paa nøgen Tørve- jord og taaler rigelig Vinterfugtighed; især er smaa Vegetationer af Dicranella cerviculata almindelige, men ogsaa Pohlia nutans træffes hyppig. Vistnok kan de døde Pletter: atter blive levende ved Hjælp af Sphagnum cuspidatum. Af Fanerogamer ses nogle af de samme Arter, som vokser paa Sphagnum-Fladerne, især Rhynchospora alba, Eriophorum polystachyum og Drosera?). De Dele af St. Vildmose, der ligger Udkanterne nærmest, ad- skiller sig ikke uvæsentlig fra den indre Kaerne af Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose. Det er aldeles tydeligt, at Eriopho- rum- og Scirpus-Tuernes Størrelse tiltager fra de indre Dele mod de ydre. Sphagnum-Fladerne bliver mindre, og de pudedannende Sphagna mere dominerende. Calluna og tildels Erica bliver tal- rige og naar en kraftigere Udvikling, dog fremdeles knyttede til Cyperacé-Tuerne. Spredte Individer af Betula pubescens, Populus tremula, Salix aurita, S. repens og Myrica ses nok saa talrig; undertiden slutter de sig sammen til Smaakrat. I disse har jeg paa Toppen af Tuerne fundet Trientalis europaea i Mængde, Po- tentilia erecta, Epilobium palustre og Chamaepericlymenum sueci- cum. Og i stort Antal forekommer nu Rubus chamaemorus, som 1) Analogier haves fra lavt liggende Flader i Hedens Indsande, der om Vin- teren staar under Vand, medens Sandet Sommeren igennem ligger fuld- kommen tørt; ogsaa her betinger Forholdene en næsten total Mangel paa. Vegetation. Lignende treffes ogsaa i Klitterrænet. Fremstillingen af den Udviklingsfølge i tre Stadier, som J. J. S. STEENSTRUP (1841, S. 86) har fundet i Store Vildmose med de døde Pletter som Ud- gangspunkt, er saa uklar, at det ikke er mærkeligt, naar O. G. PETERSEN (1896, S. 182) ikke har kunnet faa Øje paa noget tilsvarende i Lille Vild- mose, medens han dog har fundet, at der der gør sig „en vis Gradation“ gæl- dende m. H. t. Fugtighedsforholdenes Indflydelse paa Plantedækkets Be- skaffenhed. 19 — — 397 —- vistnok ikke, i alt Fald kun sjælden, optræder inde i Mosens Kærne- vegetation, og som næsten udelukkende holder sig til Cyperacé- Tuerne, hvilke den gennemborer med sine Udløbere. Allerede J. J. S. Sreenstrup (1841, S. 89) siger: ,Paa Randen af saadanne Tuer [d. v. s. større Tuer, der i Lille Vildmose er optraadte ved Kreaturernes Færdsel], saavel i denne som i den store Vildmose har Multebærbusken (Rubus Chameemorus) sit eneste Stade; idet- mindste forekom der mig udenfor disse hverken hlomstrende eller frugtbærende Exemplarer. Uden Tuerne vilde altsaa denne Plante have en ganske anden Fordeling.” O. G. Petersen (1896, S. 167) har dog iagttaget, at Rubus chamaemorus i Lille Vildmose forekom- mer ligesaa vel ,i Toppen af Eriophorum-Tuerne som i Lavnin- gerne mellem disse.” Naar som nævnt Tuernes Størrelse er tiltagende mod Mosens Udkanter, beror det paa, at de er mere modstandsdygtige overfor den stærkere Afvanding af Mosen end den mellem Tuerne værende Sphagnum-Masse, der synker stærkest sammen. Endelig kommer et nyt Moment til: Afgræsningen. Kreaturerne vandrer fra de om- givende, til Græsningsarealer benyttede Enge ind over Mosen og tramper den bløde Masse mellem Tuerne såa stærkt sammen, at disse derved yderligere ,vokser* i Højde. Dette har aabenbart fundet Sted siden længst forsvunden Tid. Saaledes siger J. J. S. STEEN- sTRUP (1841, S. 85): „Moselandingen er af Kreaturerne optraadt i en Mængde større og mindre Tuer, og dette Tuebælte er des bre- dere, jo nærmere det ligger de større, paa Engstreekningerne om- kring Vildmosen liggende Herregaarde*. Paa disse høje Tuer kan Calluna paa Grænsen af den egentlige Mose og det nærmest Land værende Bælte af Tørvegrave, der bidrager overordentlig meget til Afdræningen, være kraftig og rigt blomstrende. Saa nær Mosens Grænse er de døde Pletter ogsaa forsvundne; ved Afvanding efterlades en los Tørvemuld, hvor Aira praecox træffes i meget kraftig udviklede Individer, og hvori baade Erica og Calluna gærne vil spire; de naar her en sund Udvikling. Forholdene indenfor det St. Vildmose omgivende Bælte med Tørveskær skal ikke omtales nærmere her. Kun bemærkes det i Forbigaaende, at man ved Tørvegravning i det mindste udfor Ø. Hoven (Sydvestsiden af Mosen) finder større Partier med anselige og paa Roden tæt staaende Træstubbe, vistnok et Vidnesbyrd om, at der her i sin Tid er sket en Forsumpning af Skov fra den dengang noget mindre omfangsrige Mose. — 398 — Jordbunden i St. Vildmose er indenfor den egentlige Sphag- num-Mose i anselig Dybde Sphagnum-Tørv; en Del Analyser i Hedeselskabets Arkiv svarer m. H. t. den procentiske Sammen- sætning ganske til andre Analyser fra danske Sphagnum-Moser. Medens det paa store Strækninger er let at finde Grænsen for den egentlige Sphagnum-Mose, kan det paa andre Punkter være vanskeligt nok. Et Par Eksempler herpaa skal nævnes. I Nord- vest er Skellet forholdsvis skarpt. Som tidligere nævnt (S. 299—300) begrænses Vildmosen her af Græsmosearealer, med hvis Omtale vi standsede ca..600m Vest for Grænsen. Saaledes som Vegetationen her arter sig, vedbliver den at være omtrent helt hen til den egentlige Sphagnum-Moses Grænse. Vi er indenfor denne straks ude paa temmelig udpræget Calluna—Eriophorum vagina- tum—Sphagnum-Mose. Jordbunden indeholder i Dybden 0—30 cm 6,44 °/o Aske af Tørstoffet; Indholdet af Kalk, beregnet som CaCO,, er i samme Dybde 0,84 °/o. Kvælstofindholdet er 1,60 °/o af Tør- stoffet. I Dybden 30—60 cm er Indholdet af Aske, Kalk og Kvæl- stof dog henholdsvis 7,90, 1,60 og 1,90 °/o. I endnu større Dybde vil man sikkert yderligere nærme sig til den for Græsmosen karak- teristiske Jordbund. I Nordøst synes Grænsen meget mere udflydende. Mellem de ovenfor (S. 296) omtalte Rebsenge, Stenisenge og den egentlige Vild- mose ligger et stort Parti gamle Græsgange, der vel er en Over- gangsformation, stærkt paavirket af Benyttelsen, men dog i deres oprindelige Natur nærmest beslægtede med Græsmosen. Særdeles karakteristisk for disse i mangfoldige Aar til løs Drift anvendte Kreaturgange og meget iøjnefaldende, endog paa lang Afstand, er den overordentlig store Mængde Tuer af Juncus conglomeratus. Udefra set synes denne at være fuldkomment eneraadende, og man forstaar ikke straks, at denne uendelige Flade kan give Næring for de store Flokke af omdrivende Kreaturer. Men gaar man ind over Grees- gangen, erfarer man, at vel staar Juncus-Tuerne ret tæt, men der er dog mellem dem smaa Flader, som væsentlig er greeskleedte, og som er Grundlaget for disse Arealers Benyttelse. Gramineer er over- vejende: Poa pratensis, Agrostis canina, Holcus lanatus, Aira caespitosa, Alopecurus geniculatus, Calamagrostis lanceolata og, paa de fugtigste Partier, Glyceria fluitans. Af Cyperacéer er Carex panicea den hyppigste; men desuden forekommer Carex Goode- noughii og C. canescens. Ogsaa Luzula multiflora maa nævnes. Af Urter paa disse smaa grønne Flader bør først og fremmest. — 399 — nævnes en overmaade tæt Vegetation af Trifolium repens, der her er ganske smaabladet. Dernæst forekommer: Cerastium caes- pitosum, Ranunculus acer, R. flammula, Cardamine pratensis, Viola palustris, Comarum, Potentilla erecta, Galium palustre og Equise- tum fluviatile. Af Vedplanter ses mellem Tuerne kun Salix repens. Det eneste Mos af Betydning er Hylocomium squarrosum. ‘Til Tuerne slutter sig nærmest Calluna, Myrica og Salix aurita; endvidere Rumex acetosella, Polytrichum strictum og Ceratodon purpureus. — Torvemassen, der er ca. Im mægtig, er i Overfladen overordentlig fast sammentrampet. Ved den kemiske Analyse har Jordbunden vist sig meget nær beslægtet med Græsmosens Bund. Først i den vest- ligste Del af disse Græsgange, hvor Eriophorum vaginatum indblan- des, begynder Jordbunden at miste noget af dette Prag. I Tilslutning til, hvad ovenfor er meddelt om Vegetationen i St. Vildmose, kan anføres, at O. G. Petersen (1896), der har givet en grundig, topografisk-botanisk Beskrivelse af Vegetationen i og om Lille Vildmose, men som ogsaa ved en Vandring med Tag- mark som Udgangspunkt har forsøgt at danne sig en Forestilling om St. Vildmose, resumerer sine Indtryk i folgende (S. 181): ,1) at Mosen i sin Almindelighed var langt lettere at passere end Lille Vildmose; hvilket saa vidt jeg erindrer bl. a. hang sammen med den Omstændighed, at Tuedannelsen ikke var saa udpræget, 2) at de døde sorte Pletter vare talrigere og af større Udstrækning end i Lille Vildmose, 3) at man mgdte de samme Plantearter, men at Lyngdannelsen ikke var saa fremskreden*. Det synes herefter, som om Afvandingen er nok saa stærkt gennemført i Lille Vild- mose, som i St. Vildmose. Optegnelser fra et enkelt Besøg 1 L. Vildmose (1900) siger mig intet herom, men bekræfter forovrig, hvad O. G. Pr- TERSEN har meddelt om Keernevegetationen, bl. a. det Forhold, at Eriophorum vaginatum er talrigere end Scirpus caespitosus. Der er endvidere Partier, hvor Hmpetrum synes at være ligesaa talrig som Erica; disse Partier har formodentlig i ret lange Tider været skaanede for Ildsvaade. Foruden enkelte af de i St. Vildmose og andre Sphag- num-Moser af mig fundne Halvmosser nævner O. G. Petersen (S. 178) et Par Arter, saaledes Jungermannia incisa og Lophocolea bidentata. — Tæt Øst for Lindholm Aa strækker sig en lang Tunge af Mose- dannelser helt ned til Sdr. Elkær; Hovedparten heraf er Græs- mose, en Del til Gl. Vraa hørende Arealer har været kultiverede, men kom senere i Forfald. Paa visse Punkter har Trykvand hæ- vet Overfladen saa stærkt til Vejrs, at i alt Fald Tilløb til Vældmose — 400 — derved er fremkommet; et enkelt Eksempel er nævnt ovenfor (S. 343). En aabenbart endnu stærkere Hævning af Mosens Over- flade har fremkaldt Dannelsen af en indenfor denne Mosetunge ganske isoleret Lyngmose, der ligger ca. 1400 m Vest for Gl. Vraa (se Kortet Fig. 15) og er nævnt af A. Jessen (1899, S. 325); den er i Omfang ca. 35 ha og besynderlig nok noget bebygget paa det 1—1,5 m mægtige Torvelag. Overfladen, der fra Mosens Midte falder til alle Sider, er stærkt tuet. Tuerne dannes af Hrio- phorum vaginatum, og paa deres Overflade vokser i frodig Ud- vikling Calluna, Empetrum, Vaccinium uliginosum, Rubus chamae- morus og Aspidium thelypteris. Nu findes ingen Sphagnum-Vege- tation af Betydning. At Sphagnum-Torven her er ganske over- fladisk, fremgaar af det i Tabel 4, Analyse Nr. 4 anforte Resultat af en Undersggelse af Jordbunden i en Dybde 0—30 og 30—60 cm. Indholdet af CaCO, og Kveelstof er stærkt stigende med Dybden, hvori Rester af Birk og El forekommer. — I Lavlandet Vest for Store Vildmose ligger Lundergaard Mose og Kolmose (G. M., N 29), som tilsammen omfatter et 855 ha stort Areal af nu mere eller mindre Calluna-kledt Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose. Kun de tidligere (S. 300) om- talte Helledso Enge, Resterne af det Vandbassin, hvori Moserne engang er dannede, er forskellige fra den øvrige Del af det store Mose- kompleks. De to Moser, der kun er adskilte ved en i Nordest— Sydvest gaaende Vej, er i det væsentlige ganske ens m.H.t. deres recente Vegetation og utvivlsomt ogsaa hvad deres Dannelseshisto- rie angaar; de behandles derfor under ét. Torvemassens Mestig- hed er anselig, saaledes langs Skellet mellem Hune og Jetsmark Sogne 4m. Langs med den nævnte Vej er den i det højeste 9,5 m, men omtrent midt i Kolmose 3,5 m. Overfladen falder fra Midtpunktet 1 de to Moser ud til alle Sider. I ingen af Mo- serne, der ved Torvetilvirkning og Kultur er forholdsvis meget stærkere angrebne end St. Vildmose, hvilket dog især gælder Lundergaard Mose, er Sphagnum-Fladerne af nogen større Ud- strækning; de største er kun faa m?. De er som sædvanlig dan- nede af Sphagnum cuspidatum, nærmere Forhgjningerne af 5. api- culatum og S. subnitens, som dog ogsaa er funden i Tuer. Sphag- num-Puder, opbyggede af Sphagnum cymbifolium, S. rubellum og S. medium, ses almindelig, og antager undertiden meget anselige Dimensioner; lavere Puder dannes af Sphagnum molle, funden i hegge Moser. Sammen med Sphagna er truffet følgende Halv- — 401 — mosser: Cephalozia catenulata, C. connivens, Lepidozia setacea, Mylia anomala og Odontoschisma Sphagni. Og paa Puderne fore- kommer som sædvanlig Gymnocybe palustris, Polytrichum commune, Stereodon ericetorum og Hylocomium parietinum. Af Likener Cla- donia rangiferina, 5—8 cm høj, C. uncialis, mindre almindelig, og C. pyxidata. Omtrent de samme Cyperacéer som i St. Vildmose ses her. _ Af de tuedannende er Eriophorum vaginatum den mest fremtræ- dende, men ogsaa Scirpus caespitosus er hyppig. Eriophorum poly- stachyum og Rhynchospora alba er som sædvanlig begge knyttede til Sphagnum-Fladerne; derimod er Khynchospora fusca ikke fun- den. For Lundergaard Moses Vedkommende er Cyperacéerne stærkt fremtrædende indenfor den større, nordvestlige Del af Mosen, me- dens Calluna præger den mindre, sydøstlige Del. Allerede paa Af- stand, saaledes fra Margretheshøj (ca. 300 m Vest for Udholm), hvor- fra man har et ypperligt Overblik over Lundergaard Mose, faar man Indtrykket af, at den nordvestlige Del er en næsten ren Erio- phorum vaginatum—Sphagnum-Mose, den sydøstlige en Calluna— Sphagnum-Mose. Dette Forhold skyldes uden al Tvivl den Om- stændighed, at Lundergaard Mose er stærkest angreben af Udnyt- telsen i Sydøst, Nord for den omtalte Vej. — Indenfor Kolmose er Cyperacéerne mest raadende paa Midten, Calluna dominerende langs Kanterne. Dette gør sig bl. a. gældende derved, at Eriopho- rum polystachyum er kendelig stærkest fremtrædende paa den indre, fugtigere Del; lignende er Tilfældet med Bhynchospora alba, der i Mængde optræder paa de døde Pletters Algeskorper, og som under- tiden helt erobrer deres Omraade; den formerer sig her livlig ad vege- tativ Vej (denne Aflæggerdannelse er iagttaget allerede af Lorenz; se 1858, S. 290). Calluna's Andel i de to Mosers Vegetation er ovenfor antydet. Den er ganske utvivlsomt den mest fremtrædende Vedplante, i Sammenligning med hvilken Erica er meget mindre udbredt. Kon- kurrerende er snarere Myrica, som i Lundergaard Mose kan være næsten lige saa talrig som Calluna. I den større Del af Kolmose optræder Myrica partivis, men er dog hyppig, i den sydvestlige Del jævnt indblandet. Andre Vedplanter er ikke særlig talrige; Oxycoccus er hyppigst; endvidere Andromeda, Empetrum, Salix repens og Betula pubescens. Urter bringer kun ringe Afveksling ind i det yderst enstonige Plantedække. Mest Betydning i saa Henseende har Narthecium Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 26 — 402 — ossifragum, men den er kun set i Lundergaard Mose og alene i den sydvestlige Del deraf, især udfor den Tunge af Klithgje, hvor- til Skellet mellem Hune og Jetsmark Sogne gaar ind. Her er Narthecium paa sine Steder meget fremtrædende. Juni 1905 var et stort Parti af Mosen ,brændt“. I August samme Aar var Nar- thecium, ligesom Eriophorum-Arterne, i livlig Genvækst over en større Strækning. Maaske er det ingen Tilfældighed, at Narthecium findes i den vestlige Del af Mosekomplekset, ligesom den kun op- træder i den vestlige Side af St. Vildmose. Drosera longifolia og D. rotundifolia ses hegge paa Sphagnum-Fladerne. I ringe Meengde forekommer Rubus chamaemorus i Lundergaard Mose, men ej i Kolmose. Jordbunden i Lundergaard Mose er i en Dybde af over 1m mere eller mindre stærkt formuldet Sphagnum-Torv; men i Dybden ca. 1,3 m bliver Torven meget stærkere formuldet og iblandet talrige Rester af Betula m. m.; jeg kan ikke bekræfte A. Jessen's Udtalelse om, „at større Stammer og Stubbe er sjældne” (1899, S. 326). — Fra den østlige Kant af Kolmose skal kun anføres det ejendomme- lige Forhold, at der findes ca. 1 m Torv, i Overfladen udpræget Sphagnum-Tørv, over et henved 30 cm mægtigt Sandlag, som atter hviler paa Skrivekridt. I Folge A. Jessen (1899, S. 15) strækker Kridtet sig som en jævn Flade ind under Lundergaard Mose, og Tørven skal paa adskillige Punkter hvile direkte derpaa. Nogle Analyser af Overfladetørven i Lundergaard Mose er anført i Tabel 4, Nr. 5—8 (S. 434). De er alle afvigende fra den sædvanlige Type, for saa vidt som Indholdet af den i 25 %o HCl opløselige Aske i det mindste i Overfladen er ualmindelig stort. Særlig gæl- der dette Analyserne Nr. 5, 6 og 7, der alle er udførte paa Prøver, tagne i den vestlige Del af Mosen. Nr. 5, med et Askeindhold af af 29,72 og 15,86 °/o, stammer fra Prøver i en Linje, der ligger ca. 200—400 m fra Mosens Vestgrænse; Nr. 6, med et Askeindhold af 17,24 og 13,46 °/o, stammer fra Prøver, tagne ca. 500—900 m fra Vestgrænsen, o. s. v. Uden Tvivl er det de med Vinden Vest fra førte Sandpartikler, som giver den forholdsvis betydelige, men fra Vest mod Øst aftagende Askemængde. — Analyser fra Kolmose viser en tilsvarende Abnormitet. — I det østvendsysselske Lavland, tæt Nord for Limfjorden, ligger Hals Mose (G.M., G 27), en 330 ha stor Lyngmose, der overalt hviler paa alluvialt Strandsand (A. Jessen, 1905, S. 166). Tørvens Mægtighed er størst i den nordlige Halvdel, lidt over 2 m, mindst — 403 i den sydlige, ca. 1,5 m; heraf er 1—0,8 m Sphagnum-Tørv. Over- fladen falder fra Midten til alle Sider. Langs Kanterne, især mod Syd, har Mosen længe været anvendt til Tørveskæring; selv langt ind træffer man talrige, men smaa Grave; fuldstændig urørt, som angivet af A. Jessen (S. 167), er Mosen altsaa ingenlunde. Udnyt- telsen har endda været saa indgribende, at Mosen maa betegnes Calluna—Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose. Og- saa O. G. Petersen (1896, S. 183) har fundet Hals Mose mere tor end Lille Vildmose. Sphagnum-Vegetationen er en Del tilbagetreengt; man finder kun smaa og forholdsvis faa Sphagnum-Flader, men flere Puder, saa vidt jeg har set, af den sædvanlige Sammensætning. Sphag- num rubellum er meget udbredt; i dens Tuer fandt jeg, foruden Gymnocybe palustris, Stereodon ericetorum og Hylocomium parieti- num, smukt udviklede Individer af Dieranum majus og Jungerman- nia Kunzeana. Som sædvanlig er Cladonia rangiferina hyppig paa Tuerne. Døde Sphagnum-Flader angives af A. Jessen (S. 166); jeg har dog ikke bemærket saadanne. I Torvegravene er Sphag- num cuspidatum i livlig Vækst; kun her, ej paa Sphagnum-Flader, har jeg truffet Rhynchospora alba. Paa, afbrændt Overflade er set Tuer af Leucobryum glaucum. Endnu maa af Mosser nævnes Hypnum pseudofluitans, der danner store sammenhængende og lyst fløjlsgrønne Overtræk paa de udtørrede Grofters Sider (sydlige Del). Eriophorum vaginatum synes eneraadende; Scirpus caespitosus har jeg ikke bemærket. I Nordvest er Tuerne, vistnok paa Grund af Kreaturfærdsel, størst. Af Interesse er at bemærke, at Molinia findes inde i Mosen, men naturligvis kun i yderst begrænset An- tal; derimod bliver den i Udkanterne talrigere, særlig imod Øst, hvor Hals Mose gaar over i Carex panicea-Mose (Dankær). Calluna er overalt talrig; i Mosens Yderkanter og langs Grøf- ter bliver den kraftig og høj, 0,8—1 m. O. Pautsen (1900, S. XX VID) siger: , Vegetationen var meget ensformet, bestod næsten udeluk- kende af Lyng, og Terrænet var meget tuet og besværligt at gaa i", Erica er mindre talrig end Calluna; Myrica hist og her talrig. lovrig: Oxycoccus, Andromeda, Vaccinium uliginosum, almindelig paa forholdsvis tort Terræn, og V. vitis idaea, især paa gamle Tørvebænke og paa Eriophorum-Tuer, t. Eks. mod Nordvest. I Mosens Yderkanter, særlig mod Syd og Vest, er Betula pubescens i smaa Individer meget hyppig; den vandrer udad paa den efter- haanden afgravede og afvandede Mose. Langs Grøfter kan træffes 26" — 404 — Smaakrat af Betula, Salix cinerea, S. aurita og Frangula alnus. Blandt de af O. Paursen (l. c.) fra Krattene opregnede Planter er Arctostaphylos uva ursi dog sikkert ikke funden paa Mosebund. Af Urter forekommer i Hals Mose Drosera rotundifolia og Rubus chamaemorus; den sidste er ofte talrig, saavel mod Vest som mod Øst, og som sædvanlig knyttet til Eriophorum-Tuerne. I Tabel 4, Nr. 9 og 10, findes Analyser fra Hals Mose; de svarer sikkert til Normen for Sphagnum-Mose. Nr. 11 er en Ana- lyse fra 1 m Dybde; Kalk- og Kvælstofindholdet viser sig her større end nærmere Overfladen. — Den tæt Nord for Hals Mose liggende Ulsted Mose, der egentlig er en Samling store Dobber, ligner hvad Vegetationen og Jordbunden angaar meget Hals Mose. Ogsaa her forekommer Ru- bus chamaemorus. Narthecium ossifragum har jeg ikke fundet i nogen af de to her nævnte Moser, men kort Vest derfor, nemlig i en meget smal Lyngmosestrimmel ved Rimmerhuse, tæt Nord for Akkjer Bro; den forekom der paa afskrællet Torvebund sammen med Lycopodium inundatum; den samme Konstellation har jeg under lige Forhold set i Dobber ikke langt fra Sæby. — En Analyse af Jordbunden i Ulsted Mose ses i Tabel 4, Nr. 12. — Ved Hov Mose (G. M., G 27) forstaas her de to lyngklædte Dobber umiddelbart Syd for Vejen Ulsted—Hov og Nord for Kol- ker. Dette sidste er en kalkrig Græsmose, der gennemstrømmes af Kolker Beek, og som Nord efter gaar ganske jævnt over i Hov Mose, for hvilken Bækken danner den vestlige Grænse. Hov Mose er altsaa vokset saa stærkt til Vejrs, at den i vistnok rum Tid gan- ske har været unddraget Bækløbets Indflydelse. Torvens Mægtig- hed er indtil 1,5 m, større end i Kolkær. Mosen er gennemsat af Tørvegrave i rigelig Mængde, hvilket naturligvis har bidraget stærkt til Overfladens Udtørring. Sphagnum-Arternes Vækst, der næppe nogensinde har været synderlig udviklet, er dermed standset; kun i Gravene finder man den sædvanlige Vegetation af Sphagnum cuspidatum med Eriophorum polystachyum og Ehynchospora alba. Nu kan Arealet bedst betegnes som Calluna—Molinia-Mose, idet baade Molinia og Calluna er meget stærkt fremtrædende. Dog er ogsaa Eriophorum vaginatum talrig; den danner, sammen med Sphagnum, en væsentlig Del af Torvesubstansen i de øverste 50 cm; efterhaanden er Overfladens Udtorring dog blevet saa stærk, at Betingelserne for dens fortsatte Fremhersken dermed er forrin- gede. Ogsaa Aira flexuosa forekommer; den er dog særlig talrig — 405 — tilstede paa Arealer, der er anvendt som Torreplads for Tørv, og hvor Jordsmonnet har udpræget Karakter af Torvemuld. Medens der ikke findes andre Glumiflorer end de allerede nævnte, i alt Fald ingen af Betydning, er Dveergbuske stærkt frem- trædende, især knyttede til de gamle 'Tuer af Eriophorum og Moli- nia. Foruden Calluna forekommer Vaccinium uliginosum, V. vitis idaea, V. myrtillus (altid paa Tuer), Oxycoccus palustris, Erica, Myrica og Empetrum (ligeledes altid paa Tuer). Salix aurita har indfundet sig, og efterhaanden synes Betula pubescens atter at blive talrig, saaledes som den aabenbart tidligere har været det; i ca. 0,5 m Dybde ses nemlig et meget tydeligt Lag af Birketørv. Paa Tuerne findes endvidere Rubus chamaemorus, og Chamaepericly- menum er hyppig. Endelig Cladonia rangiferina. — Analyse Nr. 13 (Tabel 4) giver Oplysning om Jordbundens kemiske Beskaffenhed. Man vil heraf se, at Kalk- og Kvælstofindholdet er stigende med Dybden; det vilde ved Undersøgelse af dybere Lag sikkert vise sig, at det yderligere og stærkt stiger med Dybden. — Knud Mose, umiddelbart Syd for Herning, udfylder en smal Bugt af Brande—Paarup-Fladen og begrænses i Vest af Skovbjærg Bakkeø (se min Beskrivelse hos TH. CLaunr Westu, 1905, S. 7—12 med Kortet Fig. 1). Den egentlige Sphagnum-Mose, som nedenfor Holtebjærg gaar jævnt over i de langs Hammerum Aa liggende Græsmoser, er ca. 380 ha stor. Den har intet Tilløb; Afløbet sker mod Øst. Tværs over den i Øst—Vest noget langstrakte Mose blev Amtsvejen Vejle—Herning 1863 anlagt. Den Vest for Vejen liggende Del af Mosen bærer det mest udtalte Præg af Sphagnum- Mose; Overfladen er her højest og falder omtrent fra Midten dels i østlig Retning, dels ud mod Mosens Kanter i Vest. Torvemas- sens Mægtighed er i Almindelighed anselig. Vest for Amtsvejen har jeg maalt 4 m, noget Øst for samme endog 4,7 m. Foruden Vej- anlæget er der i Tidens Løb foretaget adskillige Indgreb i Form af Udgrøftninger, Tørveskær, især langs alle Mosens Kanter, Kultive- ringer, Beplantning o. s. v.; mest ændret i saa Henseende er Par- tiet Øst for Amtsvejen. Og adskillige Gange er større eller mindre Partier af Mosen undergaaet Ildsvaade. Alle disse Indgreb har selvfølgelig haft stor Indflydelse paa Mosens nuværende Tilstand; trods alt har den dog endnu paa større Partier bevaret meget af sin oprindelige Karakter. Knud Mose er en Erica—Scirpus caespitosus—Sphag- num-Mose. Sphagnum-Fladerne er dog kun smaa, stedse sam- — 406 — mensatte af Sphagnum cuspidatum paa de fugtigste Partier; sam- men med den forekommer Sphagnum tenellum, der dog er mindre hyppig og en Smule mindre hygrofil, og S. recurvum. Døde Plet- ter forekommer særlig nærved stærkt afvandede Partier, saaledes umiddelbart Vest for Amtsvejen; de skyldes, ligesom i Store Vild- mose, den stærke Veksel i Fugtighed. Ovenfor Sphagnum-Fladerne følger de pudedannende Sphagnum-Arter: S. papillosum, S. medium og S. rubellum, der gerne danner Toppen af Puderne og, stærkt udsat for Lyset, ofte har prægtige, røde Farvetoner. I og paa Pu- derne findes Cephalozia catenulata, Odontoschisma Sphagni, Gymno- cybe palustris, Stereodon cupressiformis, S. ericetorum, Hypnum parietinum og Polytrichum commune. Har forst Ericacéerne faaet Overhaand, er Stereodon-Arterne meget fremtrædende, fortrængende Sphagna, der stedse findes i en død Masse under det af Stereodon dannede Deekke. Paa Sphagnum-Fladerne, baade levende og døde, vokser som sædvanlig Eriophorum polystachyum, Rhynchospora alba, Drosera rotundifolia og D. intermedia. Paa de døde Pletter kan der, naar disse ligger tørre, indfinde sig en stor Mængde Kimplanter, især af Erica og Myrica; men i alt Fald de første gaar vist næsten altid til Grunde. Scirpus caespitosus er i Knud Mose afgjort talrigere end Erio- phorum vaginatum, som dog ogsaa er tilstede i rigelig Mængde. Den samme lagttagelse har O. G. Petersen (1896, S. 183), som ogsaa har besøgt Mosen, gjort; han siger, at Eriophorum her er mindre fremtrædende. Scirpus-Tuerne er størst paa Grænsen af Sphag- num-Fladerne; de danner det væsentligste Grundlag for den efter- følgende Vegetation af Dvaergbuske; saa snart disse faar Magt, af- tager Tuerne i Størrelse. Af Glumiflorer træffes i den urørte Mose kun Molinia, men blot i enkelte og yderst spredte Tuer. Erica tetralix er i den uafdrænede Del af Mosen absolut hyppigere end Calluna og meget stærkt fremtrædende. Kun paa de mere udtørrede Partier, ligesom paa de højeste Tuer, har Calluna Overmagten; her staar den tæt og næsten ens høj, og Bunden er ret jævn; paa de samme Steder er Sphagnum-Væksten ubetydelig, og det maa antages, at Brande har foraarsaget en endnu større Ensformighed end den oprindelige. Meget karakteristisk for Mosen er den rigelige Indblanding af Myrica. O. G. PETERSEN (S. 183) bemærker, at Myrica er spredt over det hele, hvorved Knud Mose afviger fra Lille Vildmose. Myrica naar sin kraftigste Udvikling — 407 — indenfor Forhøjningerne paa Mosens Overflade, men vandrer ud paa de levende Sphagnum-Flader, hvor den da staar jævnsides med Rhynchospora alba. Kontrasten mellem de Myrica-klædte, grønne Flader og de mellemliggende, højere og mørke Calluna- Øer er meget paafaldende. Ligeledes er Myrica nok saa kraftig langs Grøfter og Grave og langs de primitive Stier og Veje, der findes i Mosen. Af andre Vedplanter findes hist og her i Mængde Oxycoccus, Empetrum, der ligesom Calluna bliver bedst udviklet paa de højeste Dele af Tuerne, og Andromeda, ligeledes mest paa tørrere Partier af Mosen. Endelig ses Salix repens, der dog er faatallig, og yderst spredte, diminutive Individer af Betula pubescens. Paa visse Strøg af Mosen, som maa antages at have været forholdsvis lidet angrebne af Brande, har Cladonia rangiferina en betydelig Udbredelse; den forekommer i sædvanligvis homogene og kraftige, ca. 10 cm høje Vegetationer Side om Side med pudedan- nende Sphagna, som den paa tørre Partier efterhaanden kan for- trænge, ligesom den fra de tørrere Toppe af Forhøjningerne kan vokse nedover og udover disse Sphagna. Derimod gaar Cladonia, saa vidt jeg har set, kun til Fladernes højeste Vintervandstand, altsaa ikke udover dem, ligesom den heller ikke forekommer paa de døde Pletter. Hvor Cladonia har megen Magt, synes baade Erica og Calluna stærkt hæmmede i Individernes hele Udvikling, ganske som man finder det paa udprægede Cladonia-Heder. Af andre Likener forekommer i Knud Mose Cladonia uncialis, C. coccifera, C. Floer- keana, C. pyxidata og Lecidea uliginosa. — Som et Eksempel paa et Areal af Sphagnum-Mose, hvis Vege- tation er regenereret efter Brand, kan følgende anføres. Vejen Mose (G.M., S 4) var i 1896 ret stærkt udgroftet og delvis kulti- veret og opskaaret, altsaa i det hele kraftig paavirket af menneske- lige Indgreb. Sphagnum-Veeksten var paa dette Tidspunkt næppe paa noget Punkt af den raa Mose synderlig livlig; Calluna havde derfor næsten overalt, særlig paa den sydlige Del, megen Magt. I Slutningen af Maj brændte et større Areal af den Calluna-klædte Mose. Heraf udvalgte jeg et bestemt Parti, hvor jeg samme Aar og de følgende 5 Aar gjorde Optegnelser m. H. t. Vegetationens Genvækst. I Slutningen af Juli 1896 var Jorden aldeles sortebrun. Calluna var svedet bort; kun de sorte og forkullede Grene var tilbage. Det samme gjaldt de øvrige Dværgbuske: Erica, Andromeda, Salix repens og Myrica. Men alle disse Buske var dog nu begyndt at — 408 — danne friske Skud fra Grunden af de afsvedne Stammer eller fra underjordiske Skuddele. Nærmest Mosens sydlige Grænse havde Glumiflorer aabenbart ikke spillet nogen større Rolle inden Branden; ti der saas kun faa Spor af Regeneration af disse Planter. Deri- mod var længere ude Eriophorum vaginatum talrig. Den brændte Overflade var meget stærkt ,knoldet* af denne Plantes 20—30 cm høje Tuer, der var ligesaa stærkt afsvedne som Jorden imellem dem, og hvorfra de nøgne Grene af Calluna stak ud. Nu. begyndte Tuerne atter at danne nye Skud; det samme var paa enkelte Steder Tilfældet med Hriophorum polystachyum, og de friske Skud var tilstrækkelig talrige til at give den ellers sorte Flade et dog temmelig svagt grønligt Skær. Ogsaa Molinia fandtes hist og her i Genveekst. lovrig saas pletvis Kimplanter af Rumex acetosella i stor Mængde samt enkelte Individer af Spergula arvensis. Ellers fandtes ingen Karplanter. Af Mosser saas kun meget spredte og stærkt: beskadigede Tuer af Leucobryum glaucum. Al Sphagnum var dræbt. I 1897 besøgte jeg Mosen to Gange, dels i Begyndelsen af Juni, dels to Maaneder senere. Ved mit første Besøg saas det, hvorledes Mosens meget mørke Grundfarve blandedes dels med grønne Toner, dels og især med det hvide Skær, som de overordentlig talrige Fnughoveder af Eriophorum vaginatum gav; de blomstrende Skud af denne Plante var kun ca. 15cm lange. Nu havde ogsaa Mosser begyndt at indfinde sig: Ceratodon purpureus og Polytrichum pili- ferum. Hvor Mosen ikke var i stærkere Grad beskadiget, hvilket fremgik deraf, at Buskenes Skelet var forholdsvis vel bevaret, fandtes større Mængder af Kimplanter af Calluna, og en stærkere Genvækst fra de brændte Grene var kendelig; her saas ogsaa Azra flecuosa. — I Begyndelsen af August s. A. var Antallet af Kim- planter af Calluna tiltaget, saavel paa Fladerne mellem Eriophorum- Tuerne som paa disse selv; desuden saas Kimplanter af Erica, men ingen af Empetrum. I Forening med denne Yngel dannede Ceratodon, Polytrichum piliferum og P.juniperinum et nogenlunde tæt Dække over Jordbunden mellem Tuerne. Vegetative Skud af Eriophorum polystachyum og enkelte Steder af Rhynchospora alba saas. Hist og her fandtes Rumex acetosella og Agrostis vulgaris. Iovrig bemeerkedes* paa den brændte Overflade Carex pilulifera, Holcus lanatus, Weingärtneria canescens, Poa annua, Aira praecox, Lolium remotum, Luzula multiflora, Chamaenerium angustifolium, særlig langs Grofter og Tørvegrave og derfra vandrende ind over — 409 — Mosen, Veronica serpyllifolia, Jasione montana, Hieracium pilosella, Senecio silvatica, Hypochaeris radicata, Filago minima og Leontodon auctumnalis; disse Kompositeer forekom særlig i Nærheden af Torve- grave og Grofter. I Begyndelsen af August 1898 dannede Calluna et jævnt, nogen- lunde sluttet Dække over Jorden; kun hist og her fandtes større og mindre, nøgne Pletter. Enkelte af de ganske unge, de mest kraftige Calluna-Planter blomstrede. Det kunde da med Bestemthed afgøres, at Regenerationen af Calluna her fandt Sted i ganske over- vejende Grad ved Frøudsæd, formodentlig fra ubrændte, Calluna- klædte Dele af Mosen, medens Genvæksten fra de afsvedne Grene kun var ringe. Det samme gjaldt Erica, der dog var tilstede i langt mindre Antal end Calluna. Derimod regenereres Andromeda fra underjordiske Skud, gemte i de seje Eriophorum-Tuer. Der saas ingen Oxycoccus, ej heller nogen Sphagnum. Fra Grunden af de brændte Leucobryum-Tuer fandt der en Nydannelse af Skud Sted. Ubestemmelige Likener begyndte hist og her at sætte sig fast. Hovedvegetationen af Mosser bestod stadig af Ceratodon purpureus ; dertil kom nu Pohlia nutans. Genvæksten fra Eriophorum-Tuerne var ret elendig. I Midten af August 1899 var Calluna i rask Fremvækst. Mængden af Ceratodon o.a. Mosser var samtidig aftagende. Det saas nu, at Scirpus caespitosus, som ikke tidligere var bemærket, var begyndt at skyde. Paa de mørke og ret vegetationsblottede, men med Algeskorper overgroede Pletter fandtes Rhynchospora alba fortrinsvis. Myrica var aabenbart kun af ringe Betydning. I Midten af Juli 1900 var næsten alle mørke Pletter forsvundne, og Calluna var ved at lukke Fladen; den dannede en lav, 10—12 cm høj Bevoksning, i hvis Bund de gamle, brændte, men nu afblegede Kviste saas. Kun enkelte Individer af Calluna var ca. 20 cm høje. Af lig- nende Højde var de meget spredte, blomstrende Individer af Erica. Empetrum manglede fremdeles. Ogsaa de gamle Cyperacé-Tuer ragede op over Lyngdækket; det syntes næsten, som om Flertallet af Tuerne efterhaanden var døde; de var mere eller mindre tæt beklædte med unge Planter af Calluna og Erica. Sammesteds fandtes Cladonia pityrea og C. gracilis i Toppen. I Midten af August 1901 var Lyngdækket fuldstændig sluttet; Calluna var gennemgaaende mindst 15 cm høj, kun smaat blomstrende. Erica var fremdeles langt i Mindretal. Hist og her saas Andromeda. Stadig ny Fremvækst af Calluna ved Kimplanter. — 410 — Mængden af Mosser yderligere aftagende. Ingen Sphagna, ingen Likener var at se. — Vender vi os dernæst til Litteraturen, maa først omtales, at F. BorgEsen og C. Jensen (1904) fra et Punkt paa Sønder Omme- Fladen meddeler en Del Optegnelser angaaende „Hedemose-Samfund“, hvis Flora i det væsentlige er i Overensstemmelse med den fra ovenfor beskrevne Lokaliteter. Det kan bemærkes, at det tidligere oftere anvendte Udtryk „Hedemose“ synes at være for intetsigende, og den af Forff. givne Definition („Hedemose er en fælles Betegnelse for enhver Mose paa Heden") gør i alt Fald ikke Begrebet mere klart. O. GALLOE og C. Jensen (1906) har fra samme Flade beskrevet nogle Mosearealers Vegetation (indenfor Borris Hede) og forklaret disse „Hedemosesamfunds“ Oprindelse af 1) Kær uden Afløb, 2) paa forsumpet Hede og 3) af Kær paa skraanende Bund. De under sidst nævnte Forhold dannede Samfund er dog næppe egentlig Sphagnum- Mose, men snarere en mager Form af Paludella-Mose (se ovenfor S. 351). Som Minimumsgrænse for „Mose“ er angivet 15 cm (Arealer med saa ringe Tørvedybde foretrækker jeg at kalde ,Kær“), men der beskrives iøvrig ogsaa Arealer med større Tørvedybde. Vege- tationen er her den for Sphagnum-Moser sædvanlige. Kun bør det bemærkes, at der er fundet en Del Mosser, som jeg ikke har truffet andetsteds i danske Moser. Saaledes Grimmia hypnoides, som er saa karakteristisk for visse Hedekær (se Mentz, 1902 a), Dicranum spurium og D. undulatum, der ellers gerne holder sig til Hedebund, og Stereodon imponens. Endvidere Samlag paa lodrette Tørvebrinker af Cephalozia leucantha og Kantia submersa, to Arter, som kun er fundne paa Borris Hede. Sphagnum subsecundum er ligesom S.cuspidatum virksom ved Tilgroningen af Søbækkener; det samme gælder paa visse Steder Juncus supinus. Fra Aadum-Varde-Bakkeø skildrer C. Raunkiær (1909, S. 112 o. flg.) nogle Moser, hvis Fysiognomi alene synes bestemt af Fane- rogamer, især Nanofanerofyter (Myrica) og Chamæfyter (Erica, Calluna) samt Hemikryptofyter (Eriophorum vaginatum og Scirpus caespitosus). Om disse Moser oprindelig er Sphagnum-Mose eller Molinia-Mose, der direkte gaar over i Nanofanerofyt- eller Chamæfyt- Formationer, fremgaar ikke klart, men de er vel neermest det sidste, maaske dog begge Dele. — Under Afsnittet Mosmoser har samme Forfatter (ibid., S. 77 o. flg.) fra nordsjællandske Lokaliteter gennem sin Undersøgelsesmetode fikseret forskellige Facies af Sphag- num-Mose fra mere fugtig til mindre fugtig Bund. De herved — 411 — vundne Resultater synes at falde i Traad med den Opfattelse, det ad anden Vej kan lykkes at tilvejebringe. Fra Nord-Sjælland maa endvidere nævnes det af E. Rostrup (1906) givne, meget grundige floristiske Katalog over Vegetationen i og om Gammelmose i Vangede, en Mose, som Cur. VAUPELL allerede tidligere (1844 og 1861) havde undersøgt og beskrevet. Hovedparten heraf er Sphagnum-Mose. I Rosrrup’s Afhandling findes bl. a. en For- tegnelse over Svampefloraen i Mosen, den eneste i dansk Litteratur. Endelig kan anføres, at Martin VAHL (1911) ved Behandlingen af biologiske Typers Optræden indenfor skandinaviske Planteforma- tioner ogsaa har omtalt nogle smaalandske Sphagnum-Mosers Vege- tation. Sphagnum-Mosens Flora anskueliggøres bedst gennem Sammenstilling af de i de ovenfor anførte Eksempler gjorte Fund, der er supplerede med talrige spredte Iagttagelser fra andre Lokali- teter. Da Mosser spiller en overordentlig afgørende Rolle for Sphag- num-Mosens Sammensætning, anføres de først (de vigtigste Arter er fremhævede). Campylopus flexuosus Sphagnum compactum Dicranella cerviculata — cuspidatum Dicranum Bergeri — cymbifolium — majus — fimbriatum — scoparium — fuscum Gymnocybe palustris — medium Hylocomium parietinum — molle — proliferum — papillosum — squarrosum — recurvum Hypnum fluitans = Russowi _ — var. falcatum — rubellum — pseudofluitans — subnitens — stramineum — tenellum Leucobryum glaucum Stereodon cupressiformis Pohlia nutans — ericetorum Polytrichum commune Cephalozia catenulata — gracile — connivens — juniperinum — media — strictum Jungermannia anomala Sphagnum acutifolium — inflata — apiculatum — Kunzeana — centrale == ventricosa Be) A Kantia trichomanis Odontoschisma Sphagni Lepidozia setacea Pellia Neesiana Martinellia irrigua Riccardia latifrons Mylia anomala — pinguis. Odontoschisma denudatum J Listen er alle i Sphagnum-Mosen almindelig forekommende Sphagna opførte; desuden enkelte, som vistnok endnu maa betragtes som mindre hyppige eller sjældne, saaledes Sphagnum centrale, S. molle og S. Russowiü. I min Liste mangler derimod andre, i Danmark som sjældne opgivne Sphagna, der kan antages at fore- komme i Sphagnum-Moser, saaledes Sphagnum imbricatum, S. obtu- sum og S. riparium. Ogsaa Fortegnelsen over Halvmosserne har vel sine Mangler; men jeg tror dog, den omfatter den rent overvejende Mengde af de i danske Sphagnum-Moser forekommende og forgvrig, fysiogno- misk set, lidet betydende Arter af denne Plantegruppe. Den kan suppleres med de ovenfor (S. 399 og S. 410) neevnte Arter. Blandt de øvrige Mosser er der kun faa af Betydning, saa- ledes Gymnocybe palustris og Stereodon ericetorum. Polytrichum- Arterne har i den egentlige Sphagnum-Mose kun sparsom Udbre- delse; dette gælder ikke mindst P. juniperinum, der i sin Tid (se saaledes hos E. Ramann, 1893, S. 368) gjaldt for at vere karakte- ristisk for Højmose. Mosser, der forekommer særlig paa brændt Mose og i Sphagnum-Mosen kun fører en midlertidig Tilværelse, er udeladte i Listen. | Det siger sig selv, at adskillige af de nævnte Mosser har en overordentlig stor Betydning for Genveeksten i Tørvegrave indenfor Sphagnum-Mosen; især gælder dette visse hygrofile Sphagna, Hyp- num fluitans, Gymnocybe palustris, Polytrichum commune, Halv- mosser m. fl. Af Likener har jeg fundet folgende Arter. Cetraria juniperina Gladonia rangiferina Cladonia coccifera — uncialis — furcata — verticillata — — subsp. squamosa Lecidea uliginosa — gracilis var. macrophylla Parmelia physodes — pityrea Sphyridium byssoides. — pyxidata — 413 — Likenvegetationen er i Sphagnum-Mosen, saaledes som frem- hævet af O. GarLøe (1908), der meddeler en i Hovedsagen til min svarende Liste, fattigere paa Arter end i den tørre Calluna-Hede ; den store Fugtighed bevirker, at Mosen er likenfri, ,indtil det Stadium, da Bunden er bleven saa tør, at Calluna kan indfinde sig", siger GALLØE (S. 317), og jeg kan ganske bekræfte denne Ud- talelse. Det maa dog bemærkes, at Cladonia rangiferina, ogsaa uden videre Indflydelse af menneskelige Indgreb, kan være af en meget betydelig fysiognomisk Virkning (se nedenfor). Paa Sphagnum-Mosens Overflade forekommer følgende urte- agtige Karplanter. Agrostis canina Poa pratensis Aira flexuosa — praecox Calamagrostis lanceolata Molinia coerulea Carex canescens — Goodenoughii — hirta — lasiocarpa — limosa — panicea — rostrata Eriophorum polystachyum — vaginatum Rhynchospora alba _ fusca Scirpus caespitosus Juncus conglomeratus — effusus — squarrosus — supinus Luzula multiflora Aspidium cristatum = thelypteris Osmunda regalis Equisetum fluviatile Lycopodium inundatum Scheuchzeria palustris Calla palustris Narthecium ossifragum Malaxis paludosa Rumex acetosella Drosera intermedia — longifolia — rotundifolia Comarum palustre Potentilla erecta Rubus chamaemorus Epilobium palustre Chamaenerium angustifolium Hydrocotyle vulgaris Peucedanum palustre Chamaepericlymenum suecicum Trientalis europaea Pinguicula vulgaris Gentiana pneumonanthe Menyanthes trifoliata Galium harcynicum Det er blandt disse Plantearter kun ganske enkelte, som har større Betydning for den egentlige Sphagnum-Moses Konstitution og Fysiognomi; de fleste er tilfældige og mere sjældne Indvandrere — 414 — paa Mosen, eller de hører til de Sphagnum-Mosen forberedende Stadier, derunder regnet Genvæksten i Tørvegravene (eksempelvis Equisetum fluviatile, Calla, Carex hirta, C. lasiocarpa, Comarum, Menyanthes o. fl. a.). Endelig er nogle først fremkomne som en Folge af menneskelige Indgreb (Aira praecox, Rumex acetosella, Chamaenerium). Muligvis bør Listen suppleres med enkelte andre Arter, saaledes Carex chordorrhiza og Eriophorum gracile. Følgende Vedplanter forekommer i Sphagnum-Mosen. Blandt disse har særlig Ericacéerne væsentlig Betydning for Mosens Fysiog- nomi; det er delvis de samme Arter, der spiller en afgørende Rolle for Sammensætningen af Hedens Plantesamfund; kun er Arctosta- phylus uva ursi aldrig af mig funden i Sphagnum-Mose, og den forekommer der sikkert heller ikke. Juniperus communis Picea excelsa Pinus montana Myrica gale Empetrum nigrum Galluna vulgaris — silvestris Erica tetralix Salix aurita Oxycoccus palustris — cinerea Vaccinium myrtillus — repens — uliginosum Populus tremula — vitis idaea Betula pubescens Andromeda polifolia — verrucosa De ovenfor anførte Lister viser, at Karplantefloraen indenfor Sphagnum-Mosen', særlig i Sammenligning med Floraen indenfor Græsmosen, kun er fattig, medens Mosfloraen derimod rummer et anseligt Antal Arter. Det vil dernæst ses, at Floraen omfatter yderst faa Arter, som ikke er fundne eller kan findes indenfor de nærmest beslægtede Formationer, saaledes paa den ene Side de mesotrafente Former af Græsmose og paa den anden Side de til lav og fugtig Hede knyttede Associationer. Men det Planteselskab, som danner Kær- nen i Sphagnum-Mosens Vegetation, er dog saa ejendommeligt og saa eksklusivt, at det afgjort fastslaar Formationens Begræns- ning overfor andre Formationer. Det er et let kendeligt Samfund, som vanskelig forveksles med andre, og som i alle Dele af Verden, hvor Sphagnum-Moser overhovedet findes, har noget nær samme Fysiognomi. Det er endvidere et iøjnefaldende Samfund, der ofte — 415 — har vundet lagttageres særlige Interesse; derfor de talrige Skildrin- ger af Sphagnum-Moser. Det vil her være umuligt udover, hvad der er sagt i den historiske Oversigt, at betragte alle disse litterære Frembringelser under ét. De efter mit Skøn vigtigste Udtalelser vil blive benyttede ved den nedenfor anførte Karakteristik af Sphagnum-Mosen. Som allerede ovenfor (S. 411) angivet er det visse Sphagna, der danner Grundlaget for det som „Sphagnum-Mose“ betegnede Mose- Plantesamfund. Denne Benævnelse er vistnok først benyttet af E. WarminG (1895), senere af andre, saaledes af P. GRAEBNER (1901 og 1904), som omtaler adskillige Paradigmer paa denne Art Mose- formation; han bruger dog tillige Udtrykket ,Moos- oder Heide- moor“.!) Jeg kan ikke se rettere end, åt ,Sphagnum-Mose“ er den mest træffende Betegnelse, idet alle, der har skildret Sphagnum- Moser, er enige om Sphagnum-Arternes aldeles dominerende Be- tydning for Formationens Konstitution og Økologi. Saaledes siger Früh og ScHRÖTER træffende (1904, S. 71): „Die Entstehung, der Aufbau und die gesamte Oekonomie des Hochmoors wird bedingt durch die Torfmoose. Ein Hochmoor ist ein grandioser Sphag- numrasen mit seinen Bewohnern. Die gesamte Pflanzenwelt der Erde bietet kaum ein anderes so schlagendes Beispiel von der Bedingtheit ausgedehnter Vegetationsdecken durch eine einzige Pflanzengruppe.“ ?) Skønt Sphagnum-Mosen, som det fremgaar af de anførte Eks- empler og den floristiske Opgørelse, er et tilsyneladende yderst ensformigt Samfund, kan der dog indenfor danske Sphagnum- Moser sondres mellem Associationer og Facies af karakteristisk Beskaffenhed. 1) Naar GRAEBNER (S. 180) kasserer Udtrykket „Hochmoor“, fordi dette bærer Skylden for de ulykkelige Misforstaaelser, som ved Benyttelsen deraf er begaaede selv „von den namhaftesten Pflanzengeographen“, er det vist i vore Dage temmelig unødigt; tilmed er ,Hgjmose“ en endnu, naturligvis paa rigtig Maade, nemlig som geomorfologisk Betegnelse, meget vel bruge- lig Terminus. ?) De af Fria og ScHRÔTER i Schweiz samlede Sphagna findes opregnede S. 77. Se ogsaa M. Dicceri (1903, S. 193). . Hos C. WARNSTORF (1897) og LEoP. LoeskEe (1900, S. 138) finder man Sammenstillinger af tyske Sphagnum- Mosers Sphagnum-Flora. Se endvidere C. Warnstorr (1902 - 03). For Bayern se Paur (1905, 1908 og 1910). Om de i svenske og finske Moser nu optrædende Sphagnum-Arter henvises navnlig til Tour’s og H. LinpBere’s i Litteraturlisten opførte Skrifter. — 416 — 1. Den egentlige Sphagnum-Mose (= GRISEBACH's „For- mation der Sumpfmoose“), hvis Sammensætning i ganske over- vejende Grad bestaar alene af Sphagna, kan deles i tre Facies, der er afhængige af den større eller mindre Vandmængde indenfor Mosens Omraade. Allerede LesQuereux havde et godt Blik for de forskellige Sphagnum-Arters ulige Krav til Fugtighed (1844, S. 216); se endvidere FRÜH og ScHRÖTER (1904, S. 77). Ganske vist har de jo en forbavsende Evne til Variation, men i Hovedsagen er det vist berettiget at gøre følgende Betragtning. a) Mest fugtighedskrævende er en Sphagnum cuspidatum- Facies, hvori dog foruden Sphagnum cuspidatum ogsaa andre hygrofile Sphagna forekommer, saasom Sphagnum apiculatum, S. recurvum og S. tenellum. Yderligere findes visse Alger, Halv- mosser og Hypnum fluitans, men forholdsvis faa Individer af Fane- rogamer, saasom Carex limosa, C. rostrata, Eriophorum-Arter, Rhyn- chospora alba, R. fusca og Scheuchzeria palustris. Sphagnum cuspidatum-Facies forekommer langs Bredderne af Søer med meget næringsfattigt Vand. Endvidere danner en saadan Facies Størsteparten af Sphagnum-Fladerne indenfor den in- takte Sphagnum-Moses Kærnevegetation. Disse Flader, der i tysk Litteratur kaldes ,Schlenken“ (se CG. A. Weger, 1900, S. 12) og som, i Følge Forslag af R. Torr, i svensk Litteratur benævnes „Höljor“ (se L. von Post og R. SERNANDER, 1910), ligger om Som- meren nogenlunde tørre, men er om Vinteren sikkert alle under Vand. En altfor stærk Veksel i Fugtighedsforholdene Aaret igennem kan, som ovenfor (S. 395) meddelt, medføre Sphagnum cuspidatum's Død. Derved fremkommer da de døde, sorte Pletter, der oftest er dækkede af en tynd Hinde af Alger. Løftes denne til Side, vil man erfare, at Bunden derunder er fugtig paa Trods af, at Pletterne i Sommervarmen ofte slaar dybe Revner. Men den tilstedeværende Fugtighed kan dog ikke udnyttes af Sphagnum cuspidatum, idet denne Art hører til de forholdsvis svagt vandsugende Sphagna, medens de submerse Former af den som bekendt helt har mistet Vandsugningsevnen (se OLTMANNS, 1887, S. 28; FRÜH og SCHRÖTER, 1904, S. 73). Allerede GrisepacH (1845, S. 65) taler om det sorte „Slam“ mellem Forhøjningerne („Bulten“) i Bourtanger Moor; nogle Steder, siger GRISEBACH, er Slammet blottet og tørrer da i Højsommeren ind til en fast Skorpe; men sædvanligvis er det bevokset med Cyperacéer. Derefter fortsætter GrisrpacH (S. 66): „Auch ruhen — 417 — die Eriken selbst auf einem ganz åhnlichen organischen Schlamm- boden, aber von den Wurzelstöcken, die aus cylindrischen Holzfåden gewirkt sind, wird er weit fester gebunden und zusammengehalten, als von den zarten und vergänglichen Cyperaceenfasern* (S. 66). Dette er dog, som vi nedenfor skal se, ikke rigtigt. P. GRAEBNER nævner langt senere (1901, S. 181) den mellem enkelt staaende Øer og Forhøjninger liggende ,schlammige schwarze Moormasse, die wohl deswegen, weil sie sich bei schwankendem Wasserstande oder bei windigem Wetter in Bewegung befindet, nicht bewächst.“ Hos C. A. WEBER har jeg intet fundet om de døde Pletter, med mindre de er identiske med de Embryoner af ,Hochmoorteiche“, som han omtaler (1902, S. 77), og som skal være hyppige i nordvest- tyske Mosmoser; han gør samtidig her og tidligere (S. 28) opmærksom paa, hvor generende Algerne optræder overfor Sphagnum-Arternes Vækst, især derved, at de i tørre Tider danner en tæt, BESKED agtig Hud af grønlig eller smudsigviolet Farve. Fra finske Moser har H. LinnberG omtalt- de døde Flader, idet han indenfor Vasa Len har bemeerket ,bruna, dyiga ytor af dåd Sphagnum.“ Ved mikroskopisk Undersøgelse af Prøver herfra ,visade det sig, att det Sphagnum-tacke, som af stagnerande vatten blifvit dödat, bestått af Sph. Dusenü og Sph. papillosum“ (1905, S. 305). Her synes Pletterne altsaa at være af en anden Oprindelse. LINDBERG har gjort den lagttagelse, at den Sphagnum-Art, som indfinder sig paa de døde Sphagnum-Flader, er Sphagnum compactum, hvilket svarer til, hvad jeg har set i Store Vildmose. Ligeledes, at større og mindre Flader dækkes af Jungermannia inflata; af saadanne Flader har jeg fundet nogle i smuk Udvikling, f. Eks. i Fuglsø Mose (Djursland). Andetsteds dannedes ,den bruna, plana Sphagnum- mattan till hufvudsaklig del af Sph. apiculatum“ (S. 306). Endelig omtaler og afbilder L. von Post og R. SERNANDER (1910) de døde Pletter eller ,Hôüljor“ med nøgen ,Dy* fra Torve- moser i Närke som et Stadium af den regressive Udvikling, hvori Mosernes Overflade befinder sig.!) Det er muligt, at disse Forfattere har Ret i deres Betragtninger. Indtil videre kan jeg dog ikke, paa Grundlag af danske Sphagnum-Mosers Forhold, se rettere end, at de døde Pletter er et Fænomen, der særlig er knyttet til Partier af Sphagnum-Mosen, som er udsatte for en vis Grad af periodisk 1) M. H. t. den af SERNANDER givne Fremstilling af de forskellige Maader, hvorpaa ,Håljor" kan opstaa, henvises til 1. c., S. 26. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind.. 27 — 418 — Udtørring, og som derfor særlig findes i en vis Afstand fra Mosens Udkanter. Et Par Bemærkninger om enkelte af de indenfor den her omhandlede Sphagnum cuspidatum-Facies forekommende Karplanter hør anføres. At regne efter den meget sparsomme Udbredelse, som Scheuch- zeria palustris nu har i Danmark, tilhører denne Plante Sphagnum- Mosen. Det samme fremgaar for Schweiz’s Vedkommende af de fyldige Betragtninger, som FriH og ScHRÖTER anstiller m. H. t. dens Udbredelse (1904, S. 92 o. flg.). H. Pauz (1910) henregner derimod denne og andre Arter med en lignende Vokseplads til ,Ubergangs- oder Zwischenmoore“; han opstiller en ,Subformation des Scheuch- zerietums“ (se nedenfor). … Med noget større Ret kan man maaske betragte Carex limosa som Repræsentant for Overgangsformer mellem Hovedtyperne af Mose. Som nævnt forekommer den, om end sjælden, i Paludella- Mose. Jeg har endvidere fundet den i gamle, nu tilgroede Bækløb, f. Eks. nær Fousingø, og i et ellers udpræget Lavmose-Terræn ved Boling Bæk i Lem Kær (G. M., Z 12); paa sidst nævnte Lokalitet forekommer den, forøvrig sammen med Andromeda polifolia, i det af andre Carices og af Graminéer dannede Græsdække langs med og i en Vandrende. Ikke langt fra samme Sted, ved Volsig (G. M., Æ 13), har jeg set den i ældre Tørvegrave paa et vistnok noget veldmoseagtigt Terreen danne Bevoksninger af en ejendommelig mørkebrun eller rødbrun Tone. Endelig hører den med til ,Op- grøden" i de med Sphagnum cuspidatum o. a. Sphagna opfyldte Tørvegrave i vore Sphagnum-Moser. Fra Udlandet foreligger for- skellige Udtalelser om dens Optræden. Saaledes beskriver R. Torr (1898, S. 17) en urterig Starmose, hvor Carex limosa er „ymnig“. Her forekommer foruden andre Carices tillige Scirpus caespitosus, ligeledes „ymnig“. Medens FriH og ScHRÔTER (1904, S. 88) mener, at Carex limosa i overvejende Grad tilhører Højmosen, idet den ogsaa forekommer indenfor Lavmose og Overgangsformer, udtrykker H. Pauz (1910, S. 161) sin Opfattelse af denne Arts Udbredelse ret bestemt i folgende Passus: ,Carewr limosa ist überhaupt für Schlamm- stellen charakteristisch, man findet diese Art bisweilen als deren alleinige Vegetation, z. B. .... Sie führt demnach ihren Namen ganz mit Recht. Wie Scheuchzeria und Rhynchospora alba harrt sie auch bis zur Einwanderung der Torfmoose aus und kann zwischen Sphagnum cuspidatum im Hochmoor reichlich vorkommen, — 419 — wie wir spåter sehen werden. Sie ist also eine echte Ubergangs- moorpflanze.“ Pauz henregner den til den under „Formation des Rhynchosporetums* figurerende ,Subformation des Hypnetums“, hvortil menes at høre en Del Hypna f. Eks. Hypnum scorpioides, der dog efter danske Forhold at regne aldeles ikke kan betragtes som noget typisk Mellemled. b) Paa lidt højere Niveau opstaar en Sphagnum recurvum- Facies, hvori Sphagnum recurvum (med dens Underarter S. ambly- phyllum og S. angustifolium) danner Hovedvegetationen, medens der igvrig forekommer S. cuspidatum, S. apiculatum, S. tenellum og maaske endnu andre Sphagna, Hypnum stramineum, H. fluitans og Halvmosser. Denne Facies ses at danne et Tilvekstbeelte langs Bredderne af Søer med næringsfattigt Vand. Fanerogamer er da tilstede i større eller mindre Antal, saaledes Hquisetum fluviatile, Agrostis canina, Carex rostrata, C. canescens, Juncus effusus, Calla palustris, Comarum, Peucedanum palustre, Hydrocotyle, Menyanthes o. fl. a. " Ogsaa kan Flader i den færdig dannede og urørte Sphagnum- Mose bestaa af en Sphagnum recurvum-Facies; og formodentlig kan disse Flader ved altfor stærkt vekslende Vandstandsforhold overgaa i ,dgde Pletter". Til Fladerne er knyttede de samme Fanerogamer som til den foregaaende Facies. c) Den tredje, mindst Fugtighed krævende Facies kan efter den vistnok hyppigste Art benævnes Sphagnum medium-Facies. Foruden Sphagnum medium forekommer Sphagnum rubellum, S. acutifolium, S. fuscum, S. cymbifolium, S. fimbriatum og endnu flere Arter, der alle udmærker sig ved, at de ved deres Vækst hæver sig op over de to foregaaende Facies og danner Puder eller Tuer af større eller mindre Højde. Det samme gælder vistnok Sphagnum centrale; i mindre Grad S. papillosum, der synes mig at være den af de pudedannende Arter, der mest nærmer sig til Fladerne. I disse af Sphagnum-Arter opbyggede Puder indfinder sig Dicranum-Arter, Polytrichum-Arter, Leucobryum glaucum, Hylo- comium parietinum og fremfor alle Gymnocybe palustris. Og af Fanerogamer forekommer Eriophorum vaginatum og Scirpus caespi- tosus, begge, som af Weser (1902) fremhævet, med stærkt forlængede underjordiske Akser, Drosera-Arter, Ericacéer, i kummerlig Udvikling, Empetrum, Myrica o. enk. a. | Sphagnum medium-Facies træffes paa Punkter, hvor Sphagnum- Mosen opstaar langs Bredderne af en Sø med næringsfattigt Vand, 21° — 420 — idet den der danner det inderste Bælte af den egentlige Sphagnum- Mose. Dernæst finder man den paa den færdig dannede Sphagnum- Moses Overflade, dels som rene eller næsten rene, isolerede Mospuder, dels sluttende sig som en Rand udenom Forhgjningerne. Det er disse Mospuder, der af L. Loeske (1900) kaldes ,Kuppen‘ og af C. A. WEBER (1902, S. 22) benævnes ,Moosbulte*. Sidst nævnte Forf. fremhæver, at alle „Heidesträucher“ i dem træder stærkt tilbage i Forhold til Sphagna og bliver lave og svage. ,Man erkennt, dass sie einen harten Kampf mit den Moosen führen müssen, und häufig ragen nur noch ihre Spitzen aus dem Mooshügel hervor“ (S. 21). Paa lignende Vis fandt man i alt Fald for en Del Aar tilbage Calluna, Empetrum og Oxycoccus voksende i Lyngby Mose (Nord-Sjælland) paa et nogenlunde jævnt eller bølget Sphagnum- Tæppe, hvor Eriophorum-Tuerne haade i Antal og Størrelse var lidet fremtrædende; ved at grave Sphagnum-Tuerne igennem kunde man følge de tre nævnte Vedplanters lodret eller skraat gaaende Gren- systemer. Medens GC. A. Weser (1902, S. 29) hævder, at Mospuderne gennem deres Opvækst er knyttede til Sphagnum-Mosens Vedplanter („Die Moosbulte sind immer an Heidepflanzen, hauptsächlich an Calluna vulgaris durch Emporklimmen der Moose entstanden“), har FRÜH og SCHRÖTER paavist rene Mospuder (i en Jura-Mose, se 1904, S. 78, Fig. 21). Jeg har paa mange forskellige Lokaliteter fundet meget store og rene Tuer af Sphagnum medium, S. rubellum og S. cymbifolium. Paa den anden Side er Fanerogamer, og der- imellem ogsaa Dvaergbuske, indblandede i Tuerne, men jeg har ikke Indtrykket af, at disse sidste er nødvendige for Tuernes Kon- stitution. Derimod kan jeg give WEBER Ret i, at ,Heidereste“ er forsvindende i Forhold til Resterne af Sphagnum. Og for saa vidt er GRISEBACH’S Paastand om, at Forhojningerne paa Hojmosernes Overflade i overvejende Grad bestaar af „Heideresten“, hvilken Paastand Weper (S. 29) modsiger, urigtig. Overhovedet under- vurderede GRISEBACH sikkert Sphagnum-Arternes Betydning for Ems- mosernes Opbygning; han bebrejder endog andre (f. Eks. FINDORFF), at de opfatter Højmoserne som dannede væsentlig af Sphagna. Det kan her anføres, at allerede VauPezz (1857, S. 399) møder, GRISEBACH’s Udtalelse om, at Torven i Emsmoserne i Hovedsagen er „Heidetorf“, dannet af Calluna og Erica, med folgende Ind- vending: ,Men det kommer vist nok alene deraf, at denne Plante — 421 — er træagtig, hvorfor dens Dele lettere kunne modstaae Opløsnin- gen end Tørvemosset.” M. H. t. Flertallet af de for den egentlige Sphagnum-Moses Konstitution saa overordentlig betydningsfulde Sphagna har det i Følge tidligere Iagttagelser, men især i Henhold til de af H. Paur (1906 og 1908) anstillede Undersøgelser vist sig, ,dass es keine Kalkfeindlichkeit der Sphagna im eigentlichen Sinne gibt, sondern eine Empfindlichkeit gegen alkalische Substanzen, durch welche die den Torfmoosen eigene Såure gebunden wird, die im Lebensprocess einiger Formen eine wichtige Rolle spielt,“!).... Af de som „Hochmoor*-Sphagna betegnede Arter er Sphagnum rubellum den mest følsomme overfor en selv svag Opløsning af CaCO,; derefter følger S. medium, S. papillosum, S. molluscum, S. fuscum, S. cuspi- datum og S. acutifolium. Ejendommeligt er, at denne sidste Art forholder sig forskellig, eftersom den vokser i Højmose eller Skov; vænnet til den sidst nævnte Vokseplads modstaar den bedre Kalk- opløsningens Indflydelse, medens de fra Højmose stammende Forsøgs- planter reagerer meget stærkere overfor den samme Faktor. H. Paur karakteriserer derefter S. acutifolium baade som Højmose-Sphagnum og som „Moorwald“-Sphagnum. Til „Moorwald“-Sphagna henregner han endvidere Sphagnum cymbifolium, S. Girgensohnii og S. recur- vum. Denne sidste Art er dog i Følge Iagttagelser fra danske Moser slet ikke i særlig Grad bunden til Skove paa Mose, men er, som ovenfor omtalt, ogsaa udenfor Skove et vigtigt Led po PARRE Mosernes Udvikling. 2 og 3. Naar Sphagnum-Flader eller døde Pletter helt over- vokses af Eriophorum polystachyum eller Rhynchospora alba, frem- kommer der, som Regel smaa, Associationer, der kan benævnes Eriophorum polystachyum—Sphagnum-Mose og Rhyn- chospora alba—Sphagnum-Mose. I den regelmæssige Cirkula- tion, man andetsteds har ment at kunne paavise indenfor Sphagnum- Mosen, repræsenterer de to Associationer, hvad Aus. Nitsson (1899) har kaldt sekundære Cyperacé-Moser, opstaaede ved en progressiv Udvikling. Indenfor den først nævnte af disse Associationer vokser Erio- phorum polystachyum ofte ganske eneraadende; men forøvrig kan 1) Den biologiske Betydning af Syrerne i Sphagnum-Arterne skal ikke nærmere omtales her; om Emnet henvises til Paur's Afhandling (1908, S. 95). ae ogsaa andre Cyperacéer med Vandrerhizomer findes, saaledes Carex limosa, C. lasiocarpa, C. hirta, C. rostrata og paa lidt højere Bund C. Goodenoughii; de har alle let ved med deres underjordiske Skud at gennemvokse den bløde Bund. Meget ejendommeligt er, at Eriophorum polystachyum baade forekommer i den næringsfattige Sphagnum-Mose, paa Dyndenge, i Græsmosen og i Vældmosen, og den naar ingenlunde den ringeste Udvikling indenfor Sphagnum- Mosen. Eriophorum polystachyum maa altsaa betragtes som fælles for alle de her nævnte Formationer; aabenbart stiller den beskedne Krav til Jordbundens Neeringsindhold, og det kunde endda se ud, som om den hæmmes i sin Udvikling af en mere næringsrig Bund. Indenfor Rhynchospora alba-Associationen er Rynchospora alba tit 1 tilsvarende Grad mærkelig eneraadende. Men i Mods#ætning til Eriophorum polystachyum holder den sig vistnok altid til den næringsfattige Bund. Den er jo kendt fra Hedekærene og fra fug- tige Lavninger i Klitterrenet, men jeg har aldrig truffet den paa Græsmose, ej heller i Vældmose, endsige indenfor Dyndengen. Efter danske Forhold at regne kan man næppe betragte Rhyncho- spora alba som stærkt vaklende i sin Optræden, som hørende til en Overgangsformation. Saaledes karakteriseres den derimod af H. Pauz (1910, S. 159), der, som allerede nævnt ovenfor, under ,Ubergangs- oder Zwischenmoore“ opstiller en „Formation des Rhynchosporetums“. 4 og 5. Saa snart de tuedannende Cyperacéer, hyppigst Erio- phorum vaginatum, men tillige Scirpus caespitosus optræder i større Mængde, faar de let en afgørende Indflydelse paa Sphagnum- Mosens Konstitution, ligesom deres kraftige og iøjnefaldende Tuer jo i høj Grad præger Mosens Fysiognomi. Der fremkommer da en Association, som i de fleste Tilfælde vil kunne betegnes som Erio- phorum vaginatum—Sphagnum-Mose, sjældnere som Scir- pus caespitosus—Sphagnum-Mose (i Forening med foregaa- ende Associationer — GRIsEBAcH’s „Formation der Cyperaceen“). For at disse Associationer skal være fuldt udviklede, kræves, at Tuerne staar nogenlunde tæt, at de ikke er skilte fra hverandre ved større, mellemliggende Sphagnum-Flader. | Rene Associationer af denne Art, d. v. s. saadanne uden Ind- blanding af Vedplanter, forekommer i det inderste Bælte af Sphag- num-Mose langs Bredderne af Søer med næringsfattigt Vand; men Bredden af dette Bælte er vist sjælden synderlig stor. Endvidere kan de i den færdig dannede Sphagnum-Mose findes paa Grænsen — 423 — af Sphagnum-Flade og de af Vedplanter beklædte Forhøjninger, for hvilke de jo danner det væsentligste Grundlag. Foruden de to Hovedkomponenter findes en Del af de indenfor de foregaaende Associationer optrædende Arter. Eriophorum vaginatum maa nærmest betragtes som en i ud- præget Grad til Sphagnum-Mosen hørende Plante, i alt Fald som Repræsentant for den næringsfattige Tørvebunds Vegetation. Vi har ganske vist ovenfor set den optræde paa Græsmose, men kun paa saadan Bund, som er forholdsvis højt hævet op over Dyndeng og egentlig Græsmose. Ogsaa R. Torr (1898, S. 15) beretter om, hvorledes den ikke sjælden vandrer ud paa Starmose. I Dalarne synes det ganske vist ikke ofte at ske; dog var det i større Skala Tilfældet paa Vimyren i Malung, hvor den sammen med Scirpus caespitosus „— hvars ställföreträdare det någon gång kan vara, ehuru förhällandet merendels år omvåndt — med blott ett ytterst glest och tunt, knappast nämnvärdt, bortdöende hvitmosstacke sa- som mellanlank invandrade bland starren*. For saa vidt kunde Eriophorum vaginatum med næsten lige saa megen Ret som Rhyn- chospora alba henregnes til Overgangsmoseplanterne, hvilket H. Paur dog ikke gor. I Schweiz optræder den udelukkende paa Højmose (FRÜH og SCHRÖTER, 1904, S. 88) og i Selskab med Scirpus caespi- tosus. STEBLER Og ScHROTER (1892, S. 183) udtaler, at den sidst nævnte Art foretrækker -de fugtigere Lokaliteter, Eriophorum vagi- natum de tørrere. Dette synes slet ikke at være Tilfældet i Dan- mark, hvor Scirpus caespitosus udenfor Sphagnum-Mosen, nemlig paa fugtig Hede, har en vid Udbredelse, medens jeg ikke erindrer at have set Hriophorum vaginatum paa egentlig Hede. *) Scirpus caespitosus synes, som alt sagt, at være mindre betyd- ningsfuld for danske Sphagnum-Moser end Eriophorum vaginatum, om end den som Regel findes Side om Side med denne og under- tiden vikarierer for den. Jeg har kun et enkelt Sted (i Norre Aa Dalen nær Rindsholm) fundet den paa Græsmose, hvis Hovedvege- tation iøvrig dannedes af Molinia. Fra andre Lande foreligger adskillige Udtalelser om, at den indgaar i Overgangsformationer. 1) Jvfr. følgende Udtalelser af W. F. Ganone (1897, S. 136) om Scirpus caespi- tosus og Eriophorum vaginatum: ,The two most characteristic and abun- dant Phanerogams of the high part of the bog, and so abundant as to make parts of it appear from a distance like a sparse meadow“ ....,They are about equally abundant; the former, perhaps, more frequent on the hummocks [= Forhojninger], latter in hollows [= Flader].“ — 494 — Allerede Henning (1889, S. 13 o. flg.) beskriver fra Jemtland for- skellige Lokaliteter, hvor Scirpus caespitosus ofte optræder sammen med Molinia. Og Tour beretter paa flere Steder (t. Eks. 1896, S. 136) om dens Indvandring paa Starmose, Han udtaler senere (1898, 5. 12), at den Plads, som Scirpus caespitosus (og Eriopho- rum alpinum) indtager i de tørvedannende Plantesamfunds Udvik- lingshistorie, er endnu ikke helt afgjort. Begge de nysnævnte Arter danner i Norrland en særlig Type af Mose, den saakaldte ,Snip- myr“, der vist i de nordligste Egne af Sverige er langt mere ud- bredt end sydligere paa (R. Torr, 1901). Aus. Nızsson (1899, S. 195) omtaler Scirpus caespitosus-Mosen som en sekundær Type i Lighed med de af Carex limosa og Rhynchospora alba bevoksede og ved progressiv Udvikling fremkomne ,sekundære Starmoser*. Og fra Torne Lappmarks Birkeregion beskriver N. Syrvenx (1904, S. 18 o. flg.) Scirpus caespitosus-Kær som de hyppigste af alle „Starrkärr“ og indtagende store, sammenhængende Arealer; desuden Blandings- formationer af Scirpus caespitosus og Calamagrostis neglecta m. m. Overhovedet synes Scirpus caespitosus i Sverige, særlig mod Nord, at spille en betydelig Rolle paa ,græsklædt“ Mose, der dog vist adskiller sig fra anden Græsmose, bl. a. ved et ringe Indhold af Kalk. — Gaar vi til Schweiz, hører vi derfra (FRÜH og SCHRÖTER, 1904, S. 90), at Scirpus caespitosus „namentlich die subalpinen und alpinen Flachmoore oft in ausschliesslicher Alleinherrschaft besiedelt‘, men desuden, at den spiller en ligesaa stor Rolle paa Højmose. Endvidere udtaler de to Forff.: ,Im Flachmoor des Mittellandes fehlt es oder ist nur als Glacialrelict sparlich vorhanden (Roben- hausen). Seine mächtigen Horste bilden Hügel wie Hriophorum und bedecken in den jurassischen Hochmooren ausgedehnte Strecken.“ Og E. Riper (1911, S. 184) udtaler, at „Trichophoretum caespitosi“ danner den betydeligste ,Flachmoorassociation“ i Berninapasset. — H. Paur betragter i Bayern Scirpus caespitosus som en ægte Repræsentant for Overgangsmoser. Under Omtalen af disse op- stiller han en Trichophoretum-Formation, der deles i a) en Under- formation, dannet af Trichophorum alpinum, og b) en Underforma- tion, dannet af 7. caespitosum. Han giver (1910, S. 158) en Række. Eksempler paa, hvor Scirpus caespitosus optræder i Forening med Carices, Graminéer, Græsmose-Urter, Sphagna, Gymnocybe palustris o. a. Mosser. I Danmark optræder Scirpus caespitosus, foruden paa fugtig Hede, næsten alene i Sphagnum-Moserne, men der er god Grund ra til at have Opmærksomheden henvendt paa dens Optræden i større Mængde. Ovenfor er Knud Mose nævnt som et Eksempel paa en Scirpus caespitosus—Sphagnum-Mose. En ligesaa udpræget Mose af samme Art finder vi i Graamose ved Skovbjærg nær Clasons- borg (paa Sønder Omme Fladen); en Analyse af Jordbunden derfra er anført i Tabel 4, Nr. 18 (S. 435). I begge disse Moser er Myrica talrig, hvilket næppe er nogen Tilfældighed. Det kunde tyde paa, at disse Moser maaske staar Græsmose-Typerne en ganske vist ubetydelig Grad mindre fjærnt, end Eriophorum vaginatum—Sphag- num-Mosen gør det. 6. Paa Cyperacé-Tuernes Overflade fremkommer nu i Tidens Løb Erica, Calluna og andre Ericacéer, Empetrum, Myrica og endnu andre Vedplanter, og eftersom disse faar en mere og mere afgørende Betydning, føres vi over 1 den Række Associationer, som karakteriseres af disse Planter, og som efter den herskende Arts Navn kan kaldes Erica—Eriophorum vaginatum—-Sphag- num-Mose, Galluna--Eriophorum vaginatum—Sphag- num-Mose, Erica—Scirpus caespitosus—Sphagnum-Mose o.s.v. Det er især disse Associationer, der danner de ejendomme- lige, gformede Forhgjninger i den færdig dannede Sphagnum- Mose; de svarer til, hvad GrisepacH kaldte ,Bulten“, en Benæv- nelse, der senere er bibeholdt og benyttet af andre, saaledes C. A. WEBER (1900, 1902), der nærmere betegner dem som ,Heidebulte“ (1902, S. 22). M. H. t. Oprindelsen af disse Dannelser er de to nævnte tyske Forskere ikke i Overensstemmelse. Ti medens GRISEBACH 1 Følge Undersøgelser i Emsmoserne mente, at Erica og Calluna, akcessorisk Empetrum, Myrica o. fl. a., dannede Forhojningernes væ- sentligste Bestanddele, kommer WEBER paa Grundlag af Under- sogelser saavel fra nordvesttyske Moser som fra Augstumal-Mosen i Ost-Preussen (Memel-Deltaet) til den Opfattelse, at ,Heidebulte“ har samme Oprindelse som ,Moosbulte*. S. 30 (1902) siger han: „Die jetzigen Moosbulte sind demnach auf allen Mooren jüngeren Alters, die Heidbulte aber stellen eine ältere Generation von Moos- bulten dar“. P. GRAEBNER (1901, S. 181) er af den Mening, at „die Bulten* er opstaaede af Eriophorum vaginatum; han omtaler dog ogsaa, at Forhojningerne kan være dannede af Sphagna om- kring Hedebuske. I danske Sphagnum-Moser har jeg for adskillige Aar tilbage og ganske uafhængig af andres Opfattelse kunnet konstatere, at Hoved- mængden af Forhøjningerne er opbyggede af Eriophorum vagina- — 496 — tum- eller Scirpus caespitosus-Associationer, der i Tidens Løb, er er mere eller mindre stærkt overgroede af Dværghuske. Det er ganske utvivlsomt, at disse holder sig netop til Cyperacé-Tuerne. Hvor megen Magt de faar, beror paa forskellige Omstændigheder. Jo højere Forhøjningerne ligger i Forhold til Sphagnum-Fladerne, des bedre vil Dværgbuskene paa deres Overflade udvikle sig, og des mere betyder de for Mosens Fysiognomi, medens samtidig Tuerne, idet de overvokses, kan gaa mere eller mindre fuldstændig til Grunde. At denne Udvikling er særlig fremtrædende i Nærheden af Moser- nes Udkanter, hvor Afvandingen er stærkest, er jo naturligt nok. Naar Cyperacé-Tuerne er gaaede til Grunde, og Dværgbuskene blevet dominerende, ændrer Mosen Karakter; den bliver, hvad Sven- skerne, t. Eks. Andersson og Hesserman (1907,S.69), kalder „Rismosse“ (= SERNANDER'S „Reismoor“, 1892, S. 26). Som oftest er 1 Danmark Calluna den førende, og det af denne prægede Samfund kan da bedst betegnes som Calluna—Sphagnum-Mose (,Lyngmose“). Medens Empetrum aabenbart foretrækker ret stærkt afvandet Mose, kræver Erica Arealer af endnu meget fugtig Mose. Lignende gælder Myrica, der dog formaar at trives under ret vidt forskellige Kaar, og som ingenlunde regelmæssig forekommer i vore Sphag- num-Moser. Af de øvrige Dværgbuske er Oxycoccus den hyppigste, men den gør sig som oftest ikke synderlig stærkt gældende. Hver- ken Andromeda eller Vaccinium-Arterne spiller nogen større Rolle; undertiden dog maaske Vaccinium uliginosum. Salix repens fore- kommer kun yderst sparsomt. Paa Forhøjningerne indfinder sig en Del andre Planter. For det første de samme Mosser som paa de ovenfor omtalte Mospuder (se S. 419). Dernæst ogsaa nogle Fanerogamer og Karkryptogamer, saaledes Narthecium, Juncus squarrosus, Rubus chamaemorus, Cha- maepericlymenum suecicum, Galium harcynicum, Aspidium cristatum, A, thelypteris o. enk. a. Men det er kun sjældent, at disse Planter er af større Betydning for Mosens Fysiognomi‘). Ogsaa forskellige Likener indfinder sig paa de forholdsvis torre Forhgjninger; Düccert siger, at der paa den nordvestlige Side af Forhgjningerne ofte forekommer smukke Sphagnum-Tuer, medens større Vegetationer af Cladonia rangiferina især findes paa den 1) Torr (1902, S. 111) har fundet, at Narthecium undertiden kan forekomme i anselig Mængde og danne en næsten ren Torv, hvoraf han meddeler en Analyse. — 427 — sydvestlige Side. Sidst nævnte Arts Optræden kræver særlig Op- mærksomhed. 7. Undertiden bliver Cladonia rangiferina saa talrig, at den er fysiognomisk toneangivende; den derved fremkomne Association maa kaldes Cladonia—Eriophorum vaginatum—Sphagnum- Mose, eller Gladonia—Scirpus caespitosus—Sphagnum- Mose, eftersom Eriophorum vaginatum eller Scirpus caespitosus danner det aldrig manglende Grundlag for Mosetypens Fremkomst, medens Ericacéer 0. a. Dværgbuske i Forhold til Cladonia rangi- ferina er lidet fremtrædende. Som af mig andetsteds fremhævet (1900, S. 4), naar denne Lavart tit en overmaade kraftig Udvikling netop i Sphagnum-Mosen, ligesom der ogsaa gør sig væsentlige Ligheder gældende mellem Cladonia- og Sphagnum-Arterne m. H. t. Voksemaade og Levevis. Eksempler paa kraftig Vækst er nævnt ovenfor. C. A. WEBER (1909, S. 21) angiver endog at have fundet Individer, der er 15—25 cm høje. Ogsaa i andre Landes Sphagnum-Moser spiller Cladonia ran- giferina o. a. Likener ofte en anselig Rolle. Saaledes omtaler R. Torr (1894, S. 143), at Vegetationens Hovedelement paa den Sydvest for Strengseredssjön (Elfsborg Len) beliggende, ret store Højmose ,utgåres af lafvar såsom Cladonia alpestris och rhangi- ferina, Cetraria aculeata, Icmadophila æruginosa m. fl., alla syn- nerligt yppigt utvecklade*. Han omtaler endvidere ,Lafmyren“ fra Westerbotten Len (1896, S. 145) og i Norrland (1901, S. 151), ligesom han blandt andre Likener nævner Cetraria glauca som Epifyt paa Sphagna, undertiden i Mængde (1902, S. 107); samme- steds udtaler han, at Cladonia rangiferina i Västergötland og Sma- land ikke sjælden ,bildar mossvegetation a ytor af en hektars stor- lek och mera“. Fra andet Hold nævner han endvidere Cetraria nivalis (1903 a, S. 323). Are. Nizsson (1899, S. 123) fremhæver en Form af Sphagnum-Mosen: ,Cladina-Mosen“, der fremkommer ved, at Cladonia rangiferina o. a. Arter, C. gracilis og C. degenerans, udbreder sig paa Bekostning af Sphagna. Ogsaa E. Ramann (1895— 1896, S. 141) siger, at han i Sverige (Herjedalen og Jemtland) har set Liken-Moser. I Schweiz er, i Folge Dieceri (1903), Cladonia rangiferina hyppig i alle tørrere Hajmoseformationer; han har paa Forhgjningerne desuden enkelte Steder fundet Cetraria islandica, som jeg herhjemme ikke har set i Sphagnum-Mose. Hidtil har jeg kun i ringe Grad haft Lejlighed til at følge den regressive Udvikling, som foregaar i vore uberørte Sphagnum-Moser, — 428 — men, i Overensstemmelse med SERNANDER's Fremstilling af Sagen (1910), synes den særlig at tage Cladonia-Associationen som Ud- gangspunkt. Som tidligere omtalt foregaar der indenfor Sphagnum- Mosens Forhøjninger en sukcessiv Nedbrydning, hvorved der op- staar Fordybninger; heri samler sig efterhaanden Vand, og der begynder en Regeneration (SERNANDER's Udtryk) af Sphagneta o.s. v. Forholdet forklarer den fra Højmosernes Profiler vel kendte Veksel af lyse, uformuldede eller svagt formuldede, linseformede Partier med mørke Striber af meget stærkere formuldet Tørv. At den destruerede Cladonia-Mose paa et givet Tidspunkt bliver en „dad Plet”, er rimeligt nok, men forøvrig anser jeg de døde Pletters Fremkomst for i Almindelighed at være betinget af andre Forhold (se ovenfor). — I Danmark træffes paa den urørte Sphagnum-Moses Bund ingen Skovsamfund. Isolerede Buske eller Krat af Salix aurita, S. cine- rea, Populus tremula og Betula-Arterne forekommer vel hist og her, maaske oprindelig knyttede til Luner, der har lukket sig; men disse Krat naar kun yderst beskedne Dimensioner. Paa tørrere Former af Sphagnum-Mose kan der dog finde en Indvandring Sted af Juni- perus communis — W. GRAF zu LEInINGEN (1906, S. 262) siger, at denne uden Tvivl i Almindelighed foretrækker tørrere Mose — Picea excelsa, Pinus silvestris og P. montana. Den sidst nævnte Art, der jo saa sent er indført i vort Land, at den endnu ikke har faaet Tid til ret at vinde Indpas paa vore Sphagnum-Mosers Overflade, spiller derimod i andre Lande en betydelig Rolle inden- for denne Formation og optræder i flere Former; se herom H. GHRIST (1879), P. E. Mürzer (1886—1887), G. Rirrer von Beck (1888), C. A. WEBER (1902), H. ScHREIBER (1907), ScHirrner (1908) o. fl. W. GRAF zu LEININGEN siger forøvrig træffende (1906, S. 264): „Die Natur zeigt selbst, dass das Hochmoor kein Boden fur Wald ist, denn nur die Bergkiefer kann sich dort behaupten und auch diese nimmt erst gegen die Ränder hin an Grösse und Menge zu“. Denne Udtalelse gælder dog kun den urørte Mose; ti naar en stærk Afvanding har fundet Sted, ændres Forholdene sikkert til Fordel for en Indvandring af større Vedplanter. — Medens samtlige ovenfor omtalte Associationer paa Sphagnum- Mose er oligotrafente, findes der i Omkredsen af enhver Sphag- num-Mose mere eller mindre brede Randbælter af Mose-Plante- samfund, som vel i de fleste Tilfælde kan betegnes som mesotrafente. Det er forholdsvis sjældent, at man omkring danske Sphagnum- OO Moser finder Randbelter, der er urørte af Kulturen og derfor be- finder sig i nogenlunde oprindelig Tilstand. Tørveskær ændrer den radikalt, Høslæt i mindre Grad; ti hvor denne finder Sted, ligger Randbæltet hen som „Eng“; et ovenfor (S. 299 —300) anført Eksempel hentet fra Kanten af St. Vildmose, belyser tildels Randbeeltets Ka- rakter. Mest oprindelig er Vegetationen sikkert, hvor den, lidet paavirket af menneskelige Indgreb, udvikler sig til Krat eller lav Skov, saaledes som omkring Fousingø Højmose (S. 388). Langs Udkanten af Lille Vildmose finder man lignende Krat; se O. G. PE- TERSEN (1896, S. 164 og 174). Randzonens Vegetation er i frem- med Litteratur omtalt af mange, saaledes af Az. Nırsson (1899), meget udførligt af C. A. Weser (1902), endvidere af L. v. Post og R. SERNANDER (1910) o. a. Forff. Livsvarighed og Skudbygning. Blandt de i Sphagnum- Mosen optrædende urteagtige Karplanter, der er opførte i Listen S. 413, findes kun en hapaksantisk Art, Azra praecox, som dog aldeles ingen Rolle spiller for den urørte Sphagnum-Mose, men først kommer frem, naar Jordoverfladen bliver tilstrækkelig udtørret og løs, saaledes paa den opkørte Jord ved Tørvegrave, paa tørre Tørvebrinker o.s.fr. Man kan altsaa sige, at den egentlige Sphagnum- Mose ingen hverken en- eller toaarige Arter rummer. Af Stauderne kan 12 Arter henregnes til Rhizom-Geofyter; der- iblandt er samtlige Carices med Undtagelse af Carex canescens, men disse Planter har jo overhovedet kun ringe Betydning for Sphagnum- Mosens Fysiognomi. Noget større Rolle spiller Æriophorum poly- stachyum. — Den paa udtørret og især paa brændt Mose optrædende Rumex acetosella er Rod-Geofyt. 32 Arter er Hemikryptofyter. Heraf har 11 Vandringsevne, men ingen af dem har større Betydning for Mosens Konstitution, selv om visse af dem er karakteristiske Bestanddele, saaledes Scheuch- zeria palustris, Narthecium ossifragum og Rubus chamaemorus. De ganske faa Hemikryptofyter, der er af Betydning, er tuedannende, saaledes Kriophorum vaginatum, Scirpus caespitosus og Rhynchospora alba. Drosera-Arterne kan med Rette betegnes som Rosetplanter (C. RAUNKIÆR, 1907, S. 65), og det samme gælder Malaxis paludosa, Pinguicula vulgaris, Gentiana pneumonanthe o. enk. a. 3 urteagtige Chameefyter forekommer under forskellige Forud- sætninger i Sphagnum-Mosen, saaledes Lycopodium inundatum, Comarum palustre og Galium harcynicum. — 430 — De i Listen S. 414 optørte Vedplanters Betydning er ovenfor omtalt. I Almindelighed vil Mosedannelsen indenfor Sphagnum- Moserne være i første Række bestemt af de dominerende Sphagna; og det er dem, der i overvejende Grad betinger de for Jordbunden ejendommelige fysiske og kemiske Egenskaber. Forst i anden Række kommer den øvrige Plantevækst, navnlig tuedannende Cyperacéer og Dvargbuske. I Sammenligning med Græsmosens Bund, der i Overfladen er gennemvævet af Karplanternes Rhizomer og Rødder og derfor til en vis Grad fast, er Sphagnum-Mosens Jordbund, hvor Karplanter spiller en langt mindre Rolle, løs; denne Løshed skyldes netop Fremhersken af Sphagna, som vel vokser tæt, men hvis vel be- kendte Bygning og Voksemaade ikke des mindre betinger en over- ordentlig Porøsitet af den Jordmasse, de ved deres Død efterlader (,Hundekød"). Kun tuedannende Cyperacéer giver Anledning til Dannelsen af meget seje og faste Partier i Mosen, og jo talrigere disse Arter er, des fastere vil Jordbunden naturligvis ogsaa vise sig at være. En rigelig Indblanding af Dværgbuske (især Calluna, Erica og Myrica) giver baade en fastere Konsistens og en stær- kere Formuldingsgrad af Tørven, Egenskaber, der uden Tvivl er af ikke ringe Betydning for dens Anvendelighed i Kulturøjemed!). Sammenligner man dernæst Sphagnum-Mosens Jordbund med Vældmosens, er der vel Lighedspunkter, for saa vidt som begge Formationer er ,Mosmose“; størst bliver Ligheden selvfølgelig i det Øjeblik, da Sphagna i Vældmosen bliver de sejrende. Men den egentlige Paludella-Mose frembyder dog den væsentlige Forskel fra Sphagnum-Mosen, at Paludella- og Philonotis-Arterne ved deres Organisation og Voksemaade fremkalder Dannelsen af en Tørve- masse af meget fastere Konsistens end den, der opstaar i Sphag- num-Mosen. Udover disse Bemærkninger skal Spørgsmaalet om Tørvedan- nelsen i Sphagnum-Mosen ikke nærmere berøres her. Derimod vil det være nødvendigt kort at betragte Fugtighedsforholdene i Sphagnum-Mosens Jordbund samt de for denne karak- teristiske kemiske Egenskaber. 1) ZAILER og Wırk (1907, S. 62) betragter den af et indenfor en Højmose fore- kommende Vaccinieto—Callunetum dannede „Heidetorf“ ikke som Tørv, men som en ,Rohhumusbildung*. Nærmere Begrundelse savnes dog. Som bekendt afhænger Fugtighedsforholdene i Sphagnum-Mo- sen i "overvejende Grad af Forekomsten af Sphagna, der med megen Energi opsuger Nedbørens Vand, men vistnok ikke eller kunı ringe Grad forsynes med kapillært nedenfra opstigende Vand. Jeg ser ikke rettere end, at det er Dau’s Fortjeneste først at have er- kendt og omtalt dette Forhold; saaledes siger han (1823, S. 105): »Diese schon reife Torfmasse sowohl, als besonders das obere lockre Pflanzengewebe halten vermåge der Adhåsionskraft ihrer porösen Masse vom Himmel herabfallende Regen- und Schneewasser fest, welches ihnen zur alleinigen Nahrung dient; —“ (Fremhævelserne er Dav’s). Jvfr. ogsaa Udtalelser ibid., S. 39. Medens LEesquerEux (1844) loyalt erkender, at Dau først har vist, at Hojmoser er opstaaet „über der Wasserfläche seines Grundes“ (1823, S. 118), synes han ikke at have faaet fat paa Dav’s ligesaa vigtige Forstaaelse af, at Hojmosen ernæres af Nedbgrens Vand, som den optager og fastholder ad kapilleer Vej. Denne Ka- pilleervirkning har Lesquereux imidlertid selv stærkt fremhævet og henført til Sphagnum-Arternes mærkelige Organisation, skønt han vel nok, som nævnt af F. Otrmanns (1887, S. 89), endnu manglede dybere Indsigt i Sphagnum-Arternes Anatomi og ikke syntes at have kendt Huco v. Mout’s Arbejde om de porøse Celler hos Sphag- num (1838). Først langt senere har andre Forskere beskæftiget sig i Enkeltheder med Spørgsmaalet om Sphagnum-Arternes Op- sugningsevne og Vejene, ad hvilke de optager deres Vandforraad, men en Omtale af hele denne Sag vil her føre for vidt; jeg maa derfor nøjes med at henvise til den paagældende Litteratur, til Skrifter af Orrmanns (1887), Torr (1890), GC. A. WEBER (1900, S. 10), Dücéezr (1903, S. 194), H. Pauz (1908) o. fl. Under alle Omstændigheder er der sikkert nu Enighed om, at Sphagnum-Mosernes Plantevækst væsentligst lever af direkte til- fort atmosfærisk Vand, og at denne Moseformation følgelig i sin Forekomst er knyttet til Landomraader med et fugtigt Klima, saa- ledes som TRANSEAU (1903) viser det for Nordamerikas Vedkom- mende (se ogsaa W. F. Ganone, 1897). Om den Højde, hvortil Hgjmoserne vokser op, udtaler WEBER (1902, S. 140), at den „ganz allgemein“ er „eine Funktion des Klimas“, og i lignende Retning ytrer Win. GRAF zu LEININGEN sig om Hgjmoser overhovedet (1907, 5.11). Den urgrte Sphagnum-Mose er vandfyldt saa at sige til Overfladen. Selv om Sommeren er den trods længere — 432 — Tids Tørke fugtig tæt under Plantedækket; og i regnfattige Peri- oder danner, saaledes som fremhævet af W. Grar zu LEININGEN (1906, S. 241), det øverste, udtørrede Mosdække et luftrigt Lag, der beskytter de nedenfor værende Tørvelag mod intensiv For- dampning. I Vinterens Løb, særlig ved Tøbrudstider, er Vandmæng- den naturligvis størst. Om Store Vildmose hedder det saaledes jævnlig, at den under Tobruddet „er forvandlet til en Se“. Lig- nende meddeler WEBER (1902, S. 39) fra de nordvesttyske Moser, og han sætter dette i Forbindelse med, at disse Moser har en rin- gere Gennemtrængelighed for Vand end de litauiske Moser, idet Jordbunden i de første ved en længere Indflydelse af Afvanding er bleven tættere. Under alle Omstændigheder frembyder Sphagnum- Mosernes Jordbund en mere eller mindre ringe Gennemtrængelig- hed for Vand, der er saa meget des mindre, jo løsere Overfladen er i sin Bygning. Vandmængden vil vist som Regel være størst paa Midten af Mosen, hvor Sphagnum-Væksten foregaar mest uforstyrret. Ti skønt det er overordentlig karakteristisk, at Vandindholdet i Sphag- num-Mosen ej alene er meget stort, men tillige stagnerende, idet Bevægelsen i Vandet er yderst svag, saa foregaar der dog af flere Grunde nærmest Mosens Udkanter et saa stærkt Afløb af Vand, at dette muligvis betinger en Forskel i Vandindholdet paa de indre og ydre Dele. En af Aarsagerne til Vandets Afløb fra Mosens Overflade er utvivlsomt, at denne i alt Fald for større Mosers Vedkommende er hvælvet. Allerede De Luc (1779, S. 166) omtaler dette Forhold og tilføjer: ,C’est que dans ce milieu, la tourbe restant plus humide que vers les bords, s’y accroit plus rapidement“. Dav (1823, S. 109), der ogsaa saa, at Væksten paa Midten af Højmosen var stærkere end langs dens Udkanter, satte dette i Forbindelse med Undergrundens Beskaffenhed, men henførte dog ogsaa Forholdet til andre Aar- sager (saaledes Kulturindgreb). Nogenlunde i samme Retning op- fattede SPRENGEL (1827) Spørgsmaalet: Hvælvingen skyldes den centrifugale Vækst. Det samme gælder senere Forff., som LESQUEREUX og SENDTNER, medens GRISEBACH (1845, S. 57 o. flg.) kommer til det Resultat, at det er Afløbet fra Mosens ydre Dele, der betinger den hvælvede Overflade, og Lorenz (1858, S. 299 o. flg.) mener, at den skyldes den Omstændighed, at den over Mosen liggende Luft, der er fugtigere end de tørrere Omgivelsers Luft, fortættes mindre stærkt, saaledes at. Sphagnum-Væksten ved den ringere Fordamp- — 433 — ning bliver stærkere paa Midten; for smaa Mosers Vedkommende forklarer Lorenz dog Sagen alene ved den centrifugale Vækst. Utvivl- somt er denne ogsaa det afgørende Moment, saaledes at Mosen som Regel er højest der, hvor den er ældst. Dette er vistnok ogsaa nu for Tiden den gængse Opfattelse (se Sirensxy, 1891, S. 22; C. A. WEBER, 1902, S. 132 o. flg.; M. Düccezr, 1903; FRÜH og SCHRÖTER, 1904), selv om ArB. Nırsson (1899, S. 130) ganske vist mener, at den af ham paaviste Cirkulation i Udviklingen af Sphagnum-Mosens Vegetation bærer Skylden. Det bør dog nævnes, at Aarsagen til Hvælvingen, i alt Fald fra først af, er en anden for de Sphagnum- Mosers Vedkommende, som er fremkomne over Vældmose; her skyldes den naturligvis Trykvand. Jordbundens kemiske Sammensætning belyses i visse Retninger af de i Tabel 4 anførte Analyser. Som de mest typiske kan nævnes Nr. 3, 9, 10, 12, 14, 15, 16 og 17. De følgende Bemærkninger angaar da disse. Vandindholdet er gennemgaaende lidt større i Dybden 30—60 cm end nærmere Mosens Overflade, men Forskellen er dog en Del mindre iøjnefaldende end i Græsmosen. Tørstof-Vægten varierer i Dybden 0—30 cm fra 10,7 kg (Nr. 15) til 12,9 kg (Nr. 10); i Dybden 30—60 cm fra 6,6 kg (Nr. 15) til 12,1 kg (Nr. 10). Den er gennemgaaende mindre end i Græsmosen og lidt mindre i Dybden 30—60 cm end i Overfladen. Mængden af organisk Stof viser sig som bekendt i Sphagnum- Mosen at være betydelig større end i Græsmosen, og Askeindholdet er altsaa kun ringe; det varierer i Dybden 0—30 cm fra 3,9 lo (Nr. 3) til 5,8 °/o (Nr. 10) af Tørstoffet; i Dybden 30—60 cm fra 1,58 °/o (Nr. 17) til 3,38 °/o (Nr. 10), er saaledes lidt ringere end i Overfladen. Indholdet af Kalk (CaCO,) varierer i Dybden 0—30 cm fra 0,25 °/o (Nr. 10) til 0,48 °/o (Nr. 3) af Tørstoffet; i Dybden 30— 60 cm fra 0 %o (Nr. 15) til 0,5 °/o (Nr. 3). Kalkindholdet er alt- saa meget ringe, og det har endda i enkelte Tilfælde ikke kunnet lade sig paavise. Om Indholdet af Fosforsyre (P,O,) og Kali (K,O) giver kun Nr. 3 Oplysninger; det er her endnu ringere end i Græsmosen. I Al- mindelighed maa det sikkert anses for ganske unyttigt at lede efter disse Forbindelser i Sphagnum-Moser. Kvælstofindholdet veksler i Dybden 0—30 cm fra 1,19 °/o (Nr. 3) til 1,56 °/o (Nr. 15) af Tørstoffet; i Dybden 30—60 cm fra 0,74 °/o Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 98 N 1d JOSE peıg 23245 IySTuBsIon 91puUYy ey 91ÄSIOJSOJ yey ınspny wos Joudoloq ‘HP rer. INSMA et J0o4SI@AY 6 YeJJAS0.LIO 7 SOPULA sıÄsypeg 9,65 I BST] -asøjdon ‘19]J048 "3.10 arksyeg fo GZ I Sstjaso[do M9 KS) 260 | 9228 VT pg se)) 05°96 87 GG PIG 01/96 68926 676 136 826 (JOJS YSUeS1O SI[JUISBA) {eSSULUPYI") ee ee alba ee ae, a pate amer 102 ee ste cote else oO Get Sg a piof eu "ad SY Jojjo]sJØøT, I Jougoloq 9], 19JJ01S10 [ Je 15@A (N c00T P9A SULIIO]) U9S[SPU9SPU] P9A PUBA Po SY I plop gW OT, I um 1 9PŒAG I Y958IpN] 1 ee ET Melee a bE re eh TE eta Tete > me) 9SON Pleesiepuny ‘ec BRIA ‘19 P9A 9SOWISUÂT ‘YF asowføH ØøSuisnogq ‘eg VY OLION I 9SOM-wnyeurseaA wnioydorig "[ YOJITE 4 O'T ‘lasopW-wunuseyds ei] 19SÂ[euy-spunqpaof ‘+ IOQUL — 435 — 6600 T0 G9'T 720 IST 60'T 90°7 CT 860 ee] ÆT SET 0177 ge] 92T 077 68°] LYT 6°] 62° ve’ 20°T CAT L400) 800 &T'TG 2796 90°96 sr’g6 8716 9r°CG 0916 2606 7916 84/46 0916 20°G6 82'C6 69°96 0346 72°86 28°C 48°96 8268 4698 artoo PRE RR A 81æ[4A0%S POA 9SOUIPEI) ‘QT aula When enema Comet ayer else ee Ne es ‘CT TT eee ER asoW pnuy “FI ee ae ee re ee sy eder SON AOF ‘EI RARE SRE Vene re gis a II PR. ads ann Re > OI RNA MANS Et Va Er Er PT Som SICH ‘6 £ th | À Tabel 4. Jordbunds-Analyser fra Sphagnum-Moser. a Re a Er mr an Fun MR SS = 5 ‘Ju beregnet i Torstoffet Kg pr. m® Jord = = 7 s. |o3) 3 5 = = = Es |e") © Oploselig ae = 3 28/25/23) 125% Saltsyre |. | 2 a £ Ej S a = Sor UNE = Lokalitet A | SE] FEE SEN SB ll Gl 5 = |S? loz] Pe! ss 2 as NS ER a = | 2 = eu %8).2 2) EM) 2 MARNE SIG ry % Jot BRS ESBEN 5 | BS all: =| = bp zZ = P| sa) 5 G Ss SA | 8 | n = © =] a ae | 8 83 /43/ € > 5e là HØ Sale 5 [SS ON DE J ot ee A IE = Baise] Ita] =] | 3 |e fe | | oe | | & io | ä Sl je | T | 1 1. Eriophorum vaginatum-Mose i Nørre Aa! 0—80) 85,5 | 13,771 92,3 | 1,9 | — — — | 45 |23,02| — 2,685 | — | 2,781 Dalen......... 30-60 90,2 | 901954 |23 | — | — | — | 0,9 12,53] — || 2,251] — | — | 2,479 | FA —: 2 |13,81949 105 | — | — | — _ gat | — | — 7 2. Hojmoseareal sammesteds ..... ...... SEG ler NE | 2a Es | | AS | 30—60 | 90,3 | 9,121 97,39 | 0,5 | - > 0,8 |0,774| — | 0,730 | — | 0,678 | | | | | 0-30 22 | 96 4 2 | 1,428 9| = | Os oll tye 3 Manier) Wrkuer... || 0—30| 83 | 12,2 196,10 0,18 |0,08| 0,012 | 1,428 | 1,90) 1,19) — 0,59 | 0,10 Uist} 1,1: 30—60 |) 87,75| 7,6 | 97,54 | 0,50 | 0,05 | 0,010 | 0,790 | 1,111 1,16) — | 0,38 |0,04| 0,008 | 0,88 | | | — 3 5 —| — | — s| = — | N 4. Lyngmose ved Gl. Vraa 2) 167 532) N CARRE 28: u 30—60 || 73,5 | 20,5 196,50 | 1,7 | — | — — | 0,55/2,29| — | 3,68 | — — | 4,69 || || | | | | | | ai 2: = røgen = 112 58) = ey 5. Lundergaard Mose ................... OEY (EE LS oes) NØ Su 9 Sar 30—60 | 91,5 | 8,6 || 84,14 | 0,52 | — _ — 14,00 |4,02| = || 0,71 | — — | 0,87 6 0—30|| 89 | 10,7 |) 82,76 | 0,57) — — — |15,22/1,22| — Oer | — — | Lat > =>, „ac 80—60| 92 | 7,7 ||BG,o1] 0,07] — | — | — | 14,82] 4,00) = jo“ | — | —- | Over en dl lsc en dl ze . % | o—30) 88 |11,1 |86,90| 09! — | — | — |11,2811,28| + || 0,54 | — | - 1,37 30—601 91 | 8,6 188,92 10 | — | — | — | Yello) + |o - 0,92 8. Le 0—30| 84 | 13,5 |89,7s|0,33| — — 8,56 | 1,34] + || 0,45 - 1,81 130—60| 90,7 | 8,6 || 96,34 | 0,19 = — | 2,00! 1,29 | 0,42 1,11 | | ON Hals Mose | 0—30 || 82,7 |12,5 95,82 | 0,41 | 2,8 |1,82| — || 0,51 1,61 | 30-60 | 87 2 — | — | — | Os her) + | 0,46 1,85 ; | | 10. x | 0—30| 85,2 = | 2,54/1,39| - | 1,79 30—60| 87,5 =| — 114] 1,40) + 1,69 | 11. = 100 | 88,2 —| — | — | Qoe}4,76} + | — 1,92 12, Ulsted Mose . 0—30 || 86,7 | 10,9 | 95,02 | 0,28 3,80] 1,38} — | 0,31 1,45 30—60| 87 | 11,0 |97,60 | 0,35 | — = - 1,14) 1,10) — | 0,39 1,21 13, Hov Mose... 0-30 | 80,5 | 15,1 | 94,78 | 0,49 | — | 3,40/1,33| — 0,74 = —— 4/2/05 30—60 | 87,5 | 11,5 197,54 0,00) — | — — | 056) 146) + 1,04 | — — 33 LeeaKmnd Mosc hee: 0—30 || 87,5 | 11,8 |95,57| 0,35| — | — (= 1,6511,32| = || O,s9 | — | — | 156 30—60| 93 | 6,4 |97,60| 0,40] — | — — | O66|0,o8| = À O6 | — | — | 06 15. en 0—30 || 88,5 | 10,7 |95,46 | 0,55 | — | — — | 0,95) 1,56} Spor | 0,37 1,67 30—60 | 93 6,6 || 97,48 | 0 — — — | 32/1,6| = |0 - 0,70 16, = eT idiots os bio 100 |89 | 10,3 |9818|0,85| — - — | 0,04) 1,00) — || 0,56 = | — | 1,12 tS 1 a 17 u MAR CR 0—30| 86 | 12,3 | 96,06 | 0,28 | — — | = | 266/151] = //Ojs4 | | — | disc "an ea aes 30—60 | 90,7 | 8,5 |98,42 | 0,18] — | — — | 0,0510,74! = || O15 | — 0,63 18. Graamose ved Skovbjerg ............. 0—30 | 65,5 | 20,s | 91,12 | 0,51 |0,08| 0,047 | — — |1,65| — 1,05 | 0,17 | 0,095 | 3,10 | | = ira T al TS fas — 436 — (Nr. 17) til 1,67 °/o (Nr. 9). Det er følgelig ikke saa lidt mindre end i Græsmosen. Nogle af de i Tabel 4 anførte Analyser er tidligere kommen- terede. Som en Overgangsmose, der dog staar nærmest Sphagnum- Mosen, maa den Eriophorum vaginatum-Mose betegnes, hvorfra Analyse Nr. 1 stammer; ogsaa i kemisk Henseende er den et Mellemled. I denne Sammenhæng maa Opmærksomheden end- videre henledes paa Analyserne Nr. 12 og 16 i Tabel 2, der i samme eller endnu højere Grad viser sig at være Overgangs- dannelser. Analyse Nr. 2 er meget nær ved at være typisk; dog er Kalk- indholdet i Dybden 30—60 cm maaske en Kende større end sædvanlig. Analyse Nr. 4 viser den tidligere omtalte med Dybden stærke Stigning af Kalkindholdet, hvilket Forhold er et godt Vidnesbyrd om, at denne Sphagnum-Mose er en relativt meget ung Dannelse, endnu langt yngre end Nabomosen i Vest, St. Vildmose. Analyserne Nr. 5—8 er tidligere (S. 402) kommenterede, og af det for en Sphagnum-Mose mærkværdig høje Askeindhold er der givet en sandsynlig Forklaring. Igvrig stemmer disse Analyser i Hovedsagen godt overens med de ovenfor som typiske betegnede Analyser. Analyse Nr. 11 angiver, at vi for Hals Moses Vedkommende i en Dybde af ca. 1 m stærkt nærmer os Grundlaget for Dannelsen af Mosen. Analyse Nr. 13 staar sikkert ogsaa Normen meget nær; men Stigningen i Kalk- og Kvælstofindholdet viser, som tidligere berørt (S. 405), at Mosen i dens nuværende Skikkelse er en meget ung Dannelse. Endelig kan Analyse Nr. 18 tjene som Supplement til de fore- gaaende. Den stammer fra en Scirpus caespitosus--Sphagnum-Mose og indeholder paa det nærmeste de for Sphagnum-Moser normale Mængder af Planteneeringsstoffer. Alt i alt bekræfter de her anførte Analyser den tidligere og fra forskellige Sider paapegede Kendsgerning, at det Neeringsindhold, hvoraf Sphagnum-Mosens Vegetation er henvist til at leve, er meget ringere end de øvrige Moseformationers; navnlig er det berettiget at fremhæve, at Jordbunden i Sphagnum-Mosen differerer ved sit ringe Indhold af Kalk. De udefra, især med Vinden, til- forte Næringsstoffer, hvortil GrisepacH (1845, S. 78) hentyder, og som ogsaa nævnes af f. Eks. W. Grar zu Lemineen (1907, S. 18), — 437 — har næppe nogen synderlig Betydning for en Optræden af mere for- dringsfulde Plantearter end Sphagnum-Mosens sædvanlige. Det bør dog tilføjes, at de kemiske Forhold alene næppe giver en tilstrække- lig fyldestgørende Forklaring af Beskaffenheden af Mosens Vegetation, et Spørgsmaal, hvortil vi senere vender tilbage. Kulturindgreb er, ganske som for andre Moseformationers Vedkommende, af overordentlig stor Betydning for Sphagnum-Mosens hele Tilstand og for den videre Udvikling af Mosens Vegetation. Særlig indgribende Virkning har Afvandingen, ved Kanalise- ring, ved Grøftegravning eller blot gennem Tørveskær. Indflydelsen deraf er, som flere Steder ovenfor antydet, i korte Træk den, at de hygrofile Mosser, specielt Sphagna, fortrænges eller helt dør, medens Dværgbuskene, og da navnlig Calluna, faar et stedse større Herre- dømme. Dette er tidligere ofte erkendt, saaledes af C. A. WEBER (1894a). Han fører endda Tanken videre, idet han kort omtaler, at Calluna efterhaanden vil vige for en indvandrende Skov. Skønt jeg kun i meget ringe Grad har set Lejlighed til at følge Udviklingen indenfor en ved Kulturindgreb stærkt udtørret, men iøvrig til sig selv overladt Sphagnum-Mose, er der dog næppe Tvivl om, at den endelige Vegetationsformation, den, der vil blive den raadende, er Skov eller i det mindste Krat, et Samfund, bestaaende af de mindst fordringsfulde Treeplanter, væsentlig Betula, Salix-Arter, Populus tre- mula, Frangula alnus, Sorbus aucuparia, Pinus montana, P. silve- stris, Juniperus o. enk. a. Ogsaa GRAEBNER (1901, 1904) omtaler de menneskelige Indgrebs Indflydelse paa Sphagnum-Mosens Tilstand, idet han (S. 100) be- retter om ,die Entstehung der Heide aus einem Heidemoor“. Men han tilføjer, at denne Udvikling dog ikke altid skyldes Kulturindgreb og angiver to Aarsager til, at den Forvandlingen betingende Ud- tørring finder Sted, Aarsager, som dog næppe har nogen synderlig almen Betydning. For Sphagnum-Mosernes Vedkommende spiller Afgresning i vore Dage naturligvis kun en mindre Rolle, Høslæt formodentlig slet ingen"). I Mosernes Udkanter, hvor Graminéer og Cyperacéer 1) At det ikke altid har været saaledes, fremgaar af, hvad BriNCK-SEIDELIN (1828, S. 59) beretter under Omtalen af St. Vildmose: ,Den deri voxende Græsart er meget lang og af den Beskaffenhed, at den, endog midt om Vinteren afskaaren, er tjenlig Foder for Kreaturerne, hvilket kom vel til- pas i den fodertrange Vinter 182£, da flere tusinde Læs bjergedes og hjem- førtes midt i Vinterens Haardhed." — 438 — giver et beskedent Grundlag for Udnyttelsen, er Paavirkningen dog mange Steder overordentlig tydelig, især derigennem, at Jordbunden nedtrampes mellem de faste Gyperacé-Tuer, saaledes at disse træder endnu stærkere frem, end det i Forvejen var Tilfældet ; naar undtages, at Sphagnum-Mosens ,Græsgange“ kun giver en meget mager Grees- ning, svarer de ellers til dem, der fremkommer paa Græsmoser, og som gennem en lang Aarrække har været anvendte til Græsning (se ovenfor S. 327). Ved Benyttelsen af Sphagnum-Moser til Græs- ning faar andre Plantearter end Mosens oprindelige Lejlighed til at indvandre; allerede LESQUEREUX (S. 236) omtaler den Indflydelse, som „Kultur“ og Afgræsning har paa Jura-Moserne ved Indvandring af en ny Plantevækst, bl. a. nøjsomme Glumiflorer og Rumex ace- tosella, „qui est extrêmement abondante sur la tourbe cultivée“ ... Ganske det samme kan man finde indenfor danske Moser. Medens en Afbrænding af det levende Plantedække kun yderst sjælden spiller nogen Rolle for de øvrige i det foregaaende omtalte Moseformationer, har Brande saa meget des større Betydning for vore Sphagnum-Moser; sikkert ikke en eneste Mose af denne Art har været forskaanet derfor, og der gaar næppe et Aar, uden at vore mest omfangsrige Højmoser, Vildmoserne, for større Partiers Ved- kommende hærges af Ildsvaade. I Almindelighed bestaar ,Branden“ gærne i en Afsvidning af Overfladevegetationen. Hvor indgribende Betydning den faar for Vegetationen, beror paa flere forskellige For- hold, men især paa Arealets større eller mindre Grad af Afvanding og dermed Vegetationens Karakter. I Følge en Undersøgelse af Hs. Jensen (1899) naar Temperaturen ved Afsvidning af Hede ikke en- gang 70°C. Den virker altsaa ikke ødelæggende paa Hedeplanter- nes underjordiske Dele, og endnu mindre gælder dette naturligvis for Sphagnum-Mosens Vegetation. Det er dog klart, at Brande faar den største Indflydelse paa saadanne Partier af Sphagnum-Mosen, som mest nærmer sig til Calluna-Mose; men saa snart Ilden naar ud til de Dele af Mosen, hvor Calluna og andre Dvergbuske kun spiller en ringe Rolle, faar den ogsaa mindre Næring og kan vel ikke i Længden bevares; saaledes f. Eks. i St. Vildmose. Der er ovenfor (S. 407) anført et enkelt Eksempel paa den. Regeneration, som finder Sted efter Brand paa Højmose. Denne desværre altfor isolerede, men dog gennem flere Aar fortsatte Iagt- tagelse har jeg kunnet supplere med Iagttagelser fra andre Lokali- teter, især fra Vildmoserne og Knud Mose ved Herning; de stem- mer meget vel overens med hinanden. — 439 — Paa de fugtigere Dele af en Sphagnum-Mose vil som oftest Eriophorum vaginatum allerede i første Aar efter Branden forholds- vis hurtig komme til Kræfter og være den første, der giver Arealet dets Karakter. Det samme gælder Eriophorum polystachyum; hvor denne er tilstede i stort Antal, faar Mosen et mørkere grønt Skær, medens den, hvor Eriophorum vaginatum er i Overtal, bliver mere lyst grønt farvet. Det synes, som om Scirpus caespitosus ved Af- svidning lider forholdsvis stærkere end Eriophorum vaginatum og vanskeligere regenereres. Paa de tørrere Dele af Sphagnum-Mosen vil Calluna og Erica og andre Dværgbuske, men især den første hurtig sørge for Gen- væksten. Denne sker gærne i overvejende Grad ved Hjælp af nye Planter, men iøvrig er Dannelsen af Adventivskud ogsaa hyppig. De med underjordiske Udløbere forsynede Dværgbuske, Andromeda, Vaccinium uliginosum, V. vitis idaea og Myrica, regenereres dog især ved en ny og ofte livlig Fremvækst af Udløbere. Empetrum nigrum er overfor Brande mindre gunstig stillet end de andre her nævnte Buske, idet den ikke har underjordiske Foryngelsesskud, samtidig med at dens Frøformering og Frøspredning er mindre aktiv end hos Calluna og Erica; jeg mindes aldrig at have fundet Kim- planter af Empetrum paa brændt Mose, selv hvor det vrimlede med Kimplanter af Calluna og Erica. Det tør derfor sluttes, at en Sphag- num-Mose, hvor Empetrum paa Forhøjningerne findes i større Antal, maa i alt Fald i længere Tid have undgaaet Brand. Den i gammel Tid ofte anvendte ,Brandkultur“, hvorved man efter Afsvidning og primitiv Bearbejdning af Jordbunden høstede en i mange Tilfælde sparsom Afgrøde af Boghvede, Spergel, Rug m. m., greb naturligvis endnu stærkere ind i Mosens Liv. GRISE- BACH (1845, S. 68) fortæller fra Emsmoserne, at Strækninger, der engang har været dyrkede ved Brandkultur, og som falder tilbage i „naturlig“ Tilstand, mere ligner Hede end den oprindelige Mose; Calluna og Erica staar tættere; Cyperacéerne træder tilbage; iøvrig findes de samme Arter som paa den oprindelige Mose, men GRISE- BACH nævner desuden nogle Indvandrere. Ogsaa Vaurer. (1857) omtaler Brandkulturen. Han siger (S. 385): ,Den Jord, der har været hærget af Brandkulturen, har ikke Kraft til at dække sig; den sorte Tørv er saa godt som nøgen, hist og her hæve sig Græs- straa af almindelig Hvene (Agrostis vulgaris) og nogle enkelte Mos- planter. Af Blomster er der kun faa...., men disse staae altfor spredte til, at de formaae at mildne det hæslige og uhyggelige — 440 — Udseende, som den øde, sorte Tørv frembyder". Hvad VAupELL her har set, er aabenbart, hvad man herhjemme kalder „dodbraendt* Mose, og som af og til, om end sjælden, træffes endnu den Dag i Dag; det er Steder, hvor der er drevet en altfor ofte gentagen Brandkultur, og hvor Jordbunden har faaet en saadan fysisk og kemisk Beskaffenhed, at den meget vanskelig modtager en ny Plante- vækst; dog har visse Mosser, som Ceratodon purpureus, men især Polytrichum juniperinum ofte en ganske anselig Udbredelse. Tørvegravning. Som allerede sagt, virker denne inden- for Sphagnum-Mosen i samme Retning som Udgrøftning, nemlig drænende, og denne Virkning er naturligvis saa meget des føleligere, jo talrigere og større Gravene er. Hygrofile Arter maa paa den tilbage blivende Del af Mosen vige for en Plantevækst, der taaler større Tørhed. Desuden indvandrer visse Planter, som altid vil komme med den Færdsel, Tørvetilvirkningen medfører. Regenerationen af Plantevæksten paa de afgravede Partier er en Sag, der, som tidligere nævnt, ofte har interesseret, og hvorom der i Tidens Løb er bragt en Del Meddelelser. Fra Højmose refererer allerede DE Luc (1779, S. 180) de af Finporrr gjorte lagt- tagelser over den sukcessive Fremkomst af Alger, Mosser, Fanero- gamer etc.; han slutter sin lange Udvikling med: ,tellement qu’en 30 ans, le creux se trouve comblé d'une éponge ferme, dont la surface solide nourrit la bruyére et tous les autres arbrisseaux qui croissent sur la Moor intacte“. Hornscaucx (1837, S. 741) beskri- ver Udviklingen af Vegetationen i Grave, en Udvikling. der for en væsentlig Del sker ved Sphagnum-Arters Hjælp. Ogsaa GRISEBACH (1845) omtaler Genvæksten, og han siger, at, naar den ny Vege- tation i Tørvegravene er naaet i Niveau med den urørte Mose- overflade, breder Lyngplanterne sig derover, ,und alles Verlorene scheint reproducirt zu sein, gleichsam als wåre eine Wunde im organischen Körper des Moors vernarbt*. Denne træffende Sam- menligning holder GriseBacH dog ikke synderlig fast, ti han kalder den stedfundne „Vernarbung“ for kun tilsyneladende, idet den ny- dannede Tørv ingen Lighed har med den oprindelige, hvilket er i Overensstemmelse med hans tidligere omtalte Opfattelse af Tørvens Genese i Emsmoserne. Bortset fra, at den nydannede Tørv i Alder adskiller sig fra Mosens langt tidligere dannede Tørv, er der dog næppe større Forskel tilstede. En ganske tilsvarende, tilsyneladende og foreløbig Modsætning mellem gammel, mere eller mindre ,mo- den“ Tørv og ny Tørv finder man ofte i danske Sphagnum-Moser, — 441 — Saaledes ses smukke Profiler i den tæt ved Ølstykke Station lig- gende Mose, kaldet ,Lyngen*, som nu er dels sekundær Molinia- Mose, dels Calluna-Mose, dels Betula-Mose. Paa adskillige Steder har der for lang Tid siden, men dog snarest saa sent som i Løbet af forrige Aarhundrede, været gravet 70—80 cm dybe, skaalformede Grave; dybere har man antagelig ikke kunnet komme for Vand. I Profilerne finder man disse Skaale udfyldte med Sphagnum-Tørv, der er langt svagere formuldet og af Farve derfor meget lysere end den ældre Sphagnum-Tørv. Efter Afvanding af Mosen er saavel den ny som den gamle Sphagnum-Tørv nu dækket af en 20—30 cm mægtig Molinia-Tørv. Flere andre Forff. giver Meddelelser om Genvæksten i Sphag- num-Mosens Tørvegrave; der-kan saaledes henvises til Sirensky (1891, S. 29), G. A. WEBER (1902, S. 160), der beskriver Regenerationen i Randbæltet om Augstumal-Mosen, og som der finder en Blanding af Højmoseplanter med saadanne, der er indvandrede fra Højmosens Omgivelser, til FRÜH og ScHROTER (1904, S. 106), som giver for- skellige Lokalitetsoptegnelser, 0. a. Selv har jeg desveerre for faa Iagttagelser om Genvæksten i Sphagnum-Mosens Tørvegrave, til at jeg kan sige noget alment derom; Sagen er igvrig ingenlunde uden Interesse for Forstaaelsen af Mosernes Vegetationsforhold i deres Helhed. — 442 — III. Sammenfattende Bemærkninger. 1 De for Tiden herskende Hovedtyper af danske Mose-Plante- samfund, hvis Egenskaber er omhandlede i det foregaaende Afsnit, er Græsmose (Lavmose), Paludella-Mose (Vældmose), Krat- og Skovmose og Sphagnum-Mose (Højmose). De er alle Ferskbundsformationer!), hvis Jordbund er Torv af mindst 30 cm Megtighed og med et i Almin- delighed meget rigeligt Vandindhold. Naar de for Mose-Plantesamfundene her valgte Benævnelser, hvoraf Størstedelen dog tidligere er anvendte og har faaet en vis, berettiget Hævd, alle er dannede ved Sammensætning med Ordet „Mose“, skønt dette Begreb i Indledningen er fikseret som rent stratigrafisk, kan denne Betragtningsmaade maaske synes at være noget ulogisk, og muligvis vil andre, i fytogeografisk Henseende mere tilfredsstillende Betegnelser være at finde. Men de her be- nyttede Navne, hvori „Mose“ indgaar i overført Betydning — og dette gælder ej alene Hovedtyperne (Formationerne, Samfundene), men ogsaa Associationerne — foretrækkes, for det første fordi det er af største Vigtighed at finde Benævnelser, som baade giver et saa kort og prægnant Udtryk som muligt for Formationens fysiog- nomiske Karakter, og som tillige rummer en bestemt Angivelse af dens geologiske Grundlag, og dernæst fordi disse Benævnelser dog i det mindste i nogen Grad er egnede til at imødekomme det prak- tiske Livs berettigede Fordring om klare og saa vidt muligt udtøm- mende Betegnelser. Inden vi gaar over til gennem korte Definitioner at fremhæve de ovenfor nævnte Formationers Karakter, bør det anføres, at der 1) Dette Udtryk er tidligere benyttet af C. Raunkiær (1909, S. 49). — 443 — her skelnes mellem primære og sekundære Mose-Plantesamfund, som dog begge til en vis Grad er ,naturlige*. De primære er uden eller saa godt som uden Paavirkning af menneskelige Indgreb. De sekundære er Halvkulturformationer, i væsentlig Grad paa- virkede af Kultur, men deres Vegetationsdække er dog i Hoved- sagen et oprindeligt. Først naar det mere oprindelige Plantedække tilintetgøres (ved Pløjning), og et nyt, et kunstigt skaffes til Veje (ved Besaaning), er Mose-Plantesamfundet helt blevet en Kultur- formation, som dog her ligger udenfor Betragtningen. a) Græsmosen er et sekundært, væsentlig af lave Glu- "miflorer og andre urteagtige Karplanter (især Hemikryp- tofyter), men i meget mindre Grad af Mosser sammensat Plantesamfund. Vandspejlet i Græsmosen staar i direkte For- bindelse med Vandspejlet i den udenfor liggende Eng, men Græs- mosens plane eller svagt skraanende Overflade oversvømmes som Regel ikke, og i saa Fald kun for kortere Tid, af Vandet fra det med Mosen genetisk forbundne Aaløb eller Søbækken; Sommer- vandstanden er en Del lavere end Vintervandstanden. Jordbunden er rig paa Kalk- og Kvælstofforbindelser og reagerer ingenlunde altid surt"). b) Paludella-Mosen er et sekundært, væsentlig af Mosser (derunder kalktaalende Sphagna), men i meget mindre Grad af Karplanter sammensat Plantesamfund. Dens Overflade, der er stærkt skraanende eller kuppelformet hvæl- vet, paavirkes især af Vældvand, som betinger, at Mosen Aaret igennem er ganske vandfyldt. Jordbunden er rig paa Kalk- og Kvælstofforbindelser, undertiden tillige paa Jærnforbindelser ?). c) Krat- og Skovmosen er et primært, væsentlig af højere Vedplanter (Nanofanerofyter og Fanerofyter), men i mindre Grad af urteagtige Karplanterog af Mosser sam- 1) Skønt mit Materiale til Oplysning herom endnu kun er mangelfuldt, er det dog øjensynligt, at Græsmosens Bund ikke altid, i alt Fald ikke i Over- fladen, reagerer surt. Stærkere Udtalelser herom findes i den af TANSLEY (1911) udgivne ,Types of British Vegetation" (se ovenfor S. 207). Udtryk- ket ,Oksylofyter* synes derfor ikke altid at være fuldt ud rammende. . ?) Kfr. hermed den af L. v. Post (1909, S. 698) givne Skildring af Lerbäck- Mosen, hvor der i alle Dele af Mosen findes rigelige Mængder af Jærnokker og dybere nede Kalkdynd. Von Post sammenligner den med ,Hangmoore" (,Backmyrar"), der dog siges som Regel at være af betydelig ringere Dimen- sioner end Lerbåck-Mosen; denne maa betragtes som ,eine ausgedehnte, nunmehr ganz zugewachsene Quelle“. — 444 — mensat og præget Plantesamfund. M. H. t. Vandstands- og Jordbundsforhold forholder den sig nærmest som de to fore- gaaende Formationer. d) Sphagnum-Mosen er et primært, væsentlig af Mos- ser, især kalkskyende Sphagna, men som Regel i mindre Grad af Karplanter sammensat Plantesamfund. Mosen er, i det mindste om Vinteren, vandfyldt til den mere eller min- dre hvælvede Overflade, men Vandindholdet stammer alene og direkte fra Nedbørens Vand, som opsuges og fastholdes af den herskende Sphagnum-Vegetation. Overfladens Hvælving skyldes i Almindelighed den centrifugale Vækst af Mosen, i sjældnere Til- fælde Trykvand. Jordbunden er mindre rig paa Kvælstofforbindel- ser end de to foregaaende Formationer og yderlig fattig paa Kalk- forbindelser. Den reagerer vistnok altid i udpræget Grad surt. — Mellem de her nævnte Hovedtyper gives adskillige Mellemled, som af nogle jævnlig sammenfattes under det meget elastiske og vage Begreb „Overgangsmoser“, hvilken Kategori da opstilles side- ordnet med de under a) og d) ovenfor anførte Formationer. 2 Udviklingen af de nævnte Hovedtyper, der til en vis Grad allerede fremgaar af den ovenfor givne Fremstilling, er i korte Trek folgende. a) Gresmosen udvikler sig paa Grundlag af de umiddelbart forudgaaende Formationer: Rorsumpen og Dyndengen. Rorsumpen er et primært, væsentlig af høje Glumi- florer o. a. urteagtige Karplanter sammensat Plante- samfund paa grundt Vand med mere eller mindre dyn- det Bund. Rorsumpen fremstaar især paa vinddækkede Partier af vore Søer. Ved den gradvis tiltagende Højnelse af Bunden og Indvandring af Engplanter overgaar den efterhaanden i Dyndeng. Dyndengen er et dels primært, dels sekundært, af middelhøje Glumiflorer og andre urteagtigeKarplanter (især Hemikryptofyter), men i mindre Grad af Mosser sammensat Plantesamfund. Jordbunden er Dynd eller Tørvedynd, og Engen oversvømmes i det mindste om Vinteren. Jo mindre omfattende Oversvømmelserne bliver, des mere ændres Vegetationen i Retning af den for Græsmosen karakteristiske, og des mere nærmer Jordbunden sig til at blive Tørv. Græsmosens Tørv hviler derfor som Regel paa et mere eller — 445 — mindre svært Lag af Dynd, den forudgaaende Dyndengs Jordbund, men Dyndlagene tiltager i Mægtighed, jo mere man nærmer sig det Vandareal (Sø eller Aaløb), med hvilket Mosen er i genetisk For- bindelse (se Fig. 10). Først under Menneskets Indflydelse faar Græsmosen det for den nu ejendommelige Præg. Ophæves menneskelige Indgreb, over- gaar Græsmosen i Krat- eller Skovmose. Den er altsaa ingen Slut- ningsformation; yderligere kan den, under visse givne Forudsæt- ninger, udvikle sig direkte til Sphagnum-Mose. b) Paludella-Mosens Udvikling er sideordnet med Græs- mosens. Den opstaar alene paa Grundlag af Vældvand og uden forud- gaaende Dannelse af Rørsump og Dyndeng; Vældmosens Tørv hviler derfor ikke paa Dynd. Udelukkes Kulturindgreb, vil Palu- della-Mosen vistnok altid overgaa i Alnus-Mose, men lige saa lidt som Greesmosen er Paludella-Mosen noget endeligt Resultat af Ud- viklingen; den vil med Tiden forvandles til Sphagnum-Mose. c) Krat- og Skovmosen opstaar af Græsmose og Paludella- Mose, saafremt menneskelige Indgrebs Indflydelse paa disse Forma- tioner udelukkes eller ophæves. Men ved Forsumpning (maaske tillige ved menneskelige Indgreb) vil disse Skove sikkert efterhaan- den destrueres, og Skovmosen vil blive til Sphagnum-Mose. En Form af den træbevoksede Mose vil uden Tvivi kunne fremkomme paa den tilstrækkelig afvandede Sphagnum-Mose (se nedenfor). d) Sphagnum-Mosen opstaar ved Forsumpning af Skovmose eller direkte påa Græsmose, efter at denne i sin Udvikling er overgaaet i de ovenfor skildrede, forberedende Stadier. Endvidere af Væld- mose, nåar denne naar op i en vis Højde. Og endelig direkte eller næsten direkte i eller paa næringsfattigt Substrat (langs Bred- derne af Søer og paa Hedesand!). I uberørt Tilstand er dette Samfund Slutningsfasen i den hele Udvikling af Mose-Plantesamfund. hvilket er erkendt allerede af 1) Der kan her henvises til P. GRAEBNER's Fremstilling (1909, S. 92—96), men iovrig maa Opmærksomheden ogsaa henledes paa, at F. Erpmann (1907, S. 69) har fundet, at en næringsfattig Undergrund ikke altid er Forudsæt- ning for Dannelsen af Højmose. ,Ich bin in der Lage .... Hochmoorbildung, ohne vorgångige Wiesenmoorbildung, direkt auf mineralstoffreichem, nur an Kalk armem Flottlehmboden nachzuweisen. Es gentigt durchaus, dass der Boden stark verschlossen und ein äusserer Zufluss von nährstoffreichem Wasser ausgeschlossen ist.” — 446 — Lorenz (1858), af Frün (1883), af Torr (1896) o. m. a. Men efter kraftige, menneskelige Indgreb overgaar Sphagnum-Mosen i Calluna- Mose og formentlig derefter i Krat- og Skovmose. 3. Aarsagerne til Forskellighederne i de nævnte For- mationers Konstitution og Udvikling maa især søges i den Indflydelse, som de edafiske Faktorer udøver. Det er i første Række Jordbundens Næringsindhold, der bestemmer Udviklingen af de forskellige Formationer — lige fra Rørsumpen med dens rige Stofproduktion til Sphagnum-Mosen, hvor Stofproduktionen trods et stort Vandindhold ytrer sig under langt mere beskedne Former. Dyndengen, den nærmeste Forløber for Dannelsen af Græs- mosens eutrafente Associationer, ejer en forholdsvis næringsrig Jord- bund (se Analyserne Tabel 1, S. 269); denne betinger formentlig de anselige, aarlige Afgrøder af en Plantevækst, der ganske vist for en stor Del er bunden til en høj Grundvandstand, men hvis Vand væsentlig er af tellurisk Beskaffenhed. Af en foreløbig og orien- terende Undersøgelse kan det i denne Sammenhæng anføres, at en Analyse af Vand fra en Dyndeng ved Viskum (se ovenfor S. 250, b)) har givet til Resultat, at der pr. | findes 197,3 mg Kalk, beregnet som CaCO,, 1,2 mg Fosforsyre (P,O,) og 16,5 mg Kali (K,O). Græsmosens Tilstand opretholdes sandsynligvis paa Grundlag af Vand, der bestaar af en Blanding af atmosfærisk Vand med det telluriske Vand, der dels ude fra Dyndengen, dels inde fra Land siver ind i Græsmosens Jordbund. De i Tabel 2 (S. 322) anførte Jordbundsanalyser fra de her omhandlede Moseformationer har givet et Indblik i Forstaaelsen heraf; det er tidligere fremhævet, at Indholdet af Kalk vistnok er af afgørende Betydning. Tillige bør meddeles en enkelt Analyse af Vandet fra Græsmose, nemlig fra et Areal udfor Viskum (se S. 276, i)). Af Kalk, beregnet som CaCO., findes pr. 1 169,5 mg, af Fosforsyre (P,O,) 0,77 mg og af Kali (K,0) 5,2 mg. Udviklingen af Sphagnum-Mose, hvis Jordbund derimod er yderlig blottet for Plantenæringsstoffer, og som er henvist til alene at leve af det atmosfæriske Vand, fremmes, naar dette faar mere og mere Magt. Medens de i Tabel 4 (S. 434) angivne Analyser fra Sphagnum-Moser oplyser om den kemiske Sammensætning af Jord- — 447 — bunden, kan her desuden anføres en Analyse af Vand fra Knud Mose ved Herning (S. 405); det indeholder pr. 1 kun 3,6 mg Kalk, beregnet som CaCO,; i Sammenligning med Kalkmængden i Græs- mosens Vand er denne Mængde jo overordentlig ringe. Af Fosfor- syre (P,O;) fandtes i samme Prøve 1,14 mg pr. 1, og af Kali (K,O) 4,0 mg. De ovenfor beskrevne Overgangsformationer er ligeledes op- lysende. Jeg behøver i saa Henseende kun at referere til, hvad der er sagt under Omtalen af følgende: Aira flexuosa-Mose i Nørre Aa Dalen (S.280); Eriophorum vaginatum-Mose sammesteds (S. 385); Empetrum—Eriophorum vaginatum—Sphagnum-Mose sammesteds (S. 387); Calluna-Græsmose (Try Mose) i Gjer Aa Enge (S. 292); Eriophorum vaginatum-Mose (Rottrup Mose) sammesteds (S. 292— 293 og S. 324); Torveenge Nordvest for Store Vildmose (S. 299— 300); sekundær Molinia-Mose (Hunetorp Mose) Nord for Lunder- gaard Mose (S. 301). Disse Eksempler viser alle — i Forbindelse med Analyserne fra de rent overfladiske Sphagnum-Moser, som lige- ledes er omtalte ovenfor — den m. H. t. Plantevækst og Jordbund jævne Overgang mellem de to Hovedtyper af Mose-Plantesamfund, Græsmosen og Sphagnum-Mosen. De er dernæst alle indbyrdes ret forskellige Associationer. Deraf følger, at det vil være ganske umuligt paa fyldestgørende Maade at karakterisere en Hovedtype af. Mose-Plantesamfund, sideordnet med de her opstillede og be- nævnt ,Overgangs-Mose-Plantesamfund* eller lignende; alle Over- gangsformer er derfor her henførte til de Formationer, hvor de nær- mest hører hjemme. At Sphagnum-Mosen kan opstaa direkte eller indirekte ved Menneskets Hjælp, er ganske tydeligt; ti jo stærkere Afvanding et Græsmoseareal bliver Genstand for, des mere overlades dets videre Udvikling til det atmosfæriske Vands Indflydelse, idet Græsmosens Bund, ligesom al anden Tørvebund, maa forudsættes at være i Be- siddelse af en kun ringe Gennemtrængelighed for Vand. Faar Græs- mosen Lov til at ligge urørt, vil den med Tiden og med Krat- eller Skovmose som Mellemled overgaa i Sphagnum-Mose. Ogsaa paa anden Vis, nemlig gennem Skovbrande, synes denne Ændring at blive foranlediget eller i alt Fald fremskyndet ved Menneskets Indgriben; E. Haczunn (1908, 1909 a) har vist dette for svenske Mosers Vedkommende, idet han hyppig finder Trækulaflejringer i de Stublag, der danner Grænsen mellem et træbevokset Mose-Plante- samfund og den efterfølgende Sphagnum-Mose; han opstiller endda — 448 — som almen Regel (1908, S. 303), ,att hvitmoss-tufdunstorf eller ren tufdunstorf [=Eriophorum vaginatum-Torv] år kolförande“. Paludella-Mosen bevares gennem det større Indhold af Plantenæringsstoffer, specielt Kalk, som Jordbunden indeholder; der henvises her til de i Tabel 3 (S. 363) anførte Analyser. Tillige meddeles en Analyse af Vældvand fra en Paludella—Sphagnum teres- Mose ved Flansbæk i Nørre Aa Dalen; den indeholder 111,9 mg Kalk, beregnet som GaCO,, pr. 1. Af Fosforsyre (P,O,) findes kun 0,96 mg pr. I, og af Kali (K,0) 1,8 mg. Den samme jævne Overgang, som findes mellem Græsmose og Sphagnum-Mose, raader mellem Paludella-Mose paa den ene Side og Sphagnum-Mose paa den anden. I det Øjeblik, da den første er vokset saa højt op, at den i Hovedsagen underkastes det atmos- færiske Vands Indflydelse, vil den sidst nævnte Formation ogsaa i dette Tilfælde slutte Udviklingen. Som alt sagt skyldes Krat- og Skovmosens Udvikling en Udelukkelse af menneskelige Indgreb fra Græsmose og Paludella- Mose, hvis Jordbund er rig nok til at kunne ernære et Skovsam- fund. Men ved Forsumpning o. a. Aarsager, bl. a. de ovenfor berørte menneskelige Indgreb, vil Skovmosen efterhaanden overgaa i Sphag- num-Mose, hvis Natur er en saadan, at den ej betinger Eksistensen af et virkeligt Skovsamfund. Det er dernæst det større eller mindre Vandindhold, som er afgørende for Udviklingen af og Tilstanden indenfor de for- skellige Formationer. | Ikke alene indenfor Dyndengen er Associationernes Fremkomst, som tidligere sagt, betinget af det storre eller mindre Indhold af Vand, af Vandstandens Højde Aaret igennem, men det samme gør sig jo gældende indenfor de egentlige Mose-Plantesamfund. Det er dog ingenlunde i Øjeblikket muligt med Bestemthed i alle en- kelte Tilfælde at afgøre, om det er Forekomsten af de vigtigste Plantenæringstoffer eller simpelt hen Fugtighedsforholdene i Jord- bunden, der er af størst Betydning; vistnok griber ogsaa andre Faktorer ind i Sammenhængen. Saaledes bør det i al Almindelighed fremhæves, at Bevægelsen af Jordvandet har en stor Indflydelse paa disse Plantesamfunds Konstitution, et Forhold, der af andre er draget frem i Forgrunden, og som lejlighedsvis er bergrt i det foregaaende. Bortset fra den indirekte Betydning, som Vandets stærkere Bevægelse har ved Til- — 449 — førsel af Næringsstoffer, er det utvivlsomt, at den paa flere Maader betinger ejendommelige Tilstande i Jordbunden m. H. t. Jordluftens Beskaffenhed, Temperaturforholdene o. s. v. Og paa den anden Side har Mangel paa Bevægelse eller en i høj Grad ringe Bevægelse i Vandet, m. a. O. Vandets Stillestaaen, jo meget karakteristiske Virk- ninger. Desværre ved vi endnu for lidt herom, men det fortjener i denne Sammenhæng at fremhæves, at for Slutningsresultatet af den hele Udvikling, nemlig Sphagnum-Mosen, har ikke alene det meget beskedne Indhold af Næringsstoffer, men ogsaa det meget store Indhold af Vand og den ringe Bevægelse deraf afgørende Betydning. Naar Naturen indenfor Sphagnum-Mosen i dens ube- rørte Tilstand ikke tillader Fremkomsten af Skovbevoksning, skyldes det aabenbart en Samvirken af uheldige edafiske Faktorer, paa hvilket Forhold F. Erpmann allerede har gjort opmærksom"). Først naar Mosen afvandes, og naar Jordbunden derigennem sætter sig, ændres de fysiske og tildels ogsaa de kemiske Forhold paa en saadan Maade, at Skoven kan indvandre og blive den sejrende og vel endelige Planteformation. 1) Erpmann (1907, S. 72) siger: „Erst bei den ärmsten Moorböden dürfte hin und wieder die Grenze erreicht werden, wo der Wald das zu seiner Er- nährung erforderliche Quantum Mineralstoffe im Boden nicht mehr vor- findet. In der Regel werden aber selbst in solchen extremen Fällen die ungünstigen Feuchtigkeitsverhältnisse das an erster Stelle entscheidende Moment bilden“. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind. 29 — 450 — Litteraturfortegnelse. De med * mrk. Skrifter har jeg ikke kunnet skaffe til Veje, (Forkortelser: B. T., Botanisk Tidsskrift, udg. af Dansk Botanisk Forening. H. T., Hedeselskabets Tidsskrift. S. M. T., Svenska Mosskulturföreningens Tidskrift). Abildgaard, S., 1762: Afhandling om Tgrv, om Torv-Mosernes egentlige Væ- sen og Natur, etc. Danmarks og Norges oeconomiske Magazin. Vol. VI. S. 297. Ahlfvengren, Fr. E., 1904: Die Vegetationsverhältnisse der westpreussischen Moore östlich der Weichsel. Schriften der naturforsch. Gesellsch. in Dan- SENSE Bd XI. Andersen, A. Edm., 1909: Ekskursionen til Faaborgegnen og Als 17.—19. Juli 1908.: B. T. Bd. 29. Andersson, G., og Henrik Hesselman, 1907: Vegetation och flora i Hamra kronopark. Skogsvardsfüreningens tidskrift. Ascherson, P., og P. Graebner, 1898—99: Flora des Nordostdeutschen Flach- landes (ausser Ostpreussen). Berlin. Baagge, J. og F. Kolpin Ravn, 1896: Exkursionen til jydske Søer og Vandløb i Sommeren 1895. B. T. Bd. 20. Baumann, A., 1894—98: Die Moore und die Moorkultur in Bayern. Forstl.- naturwissensch. Zeitschrift. Bd. II, V, VI og VIL. Beck, G. Ritter von Managetta, 1888: Zur Kenntnis der Torf bewohnen- den Föhren. Annalen der k.- k. naturhist. Hofmuseums. Bd. III. Bemmelen, J. M. van, 1899: Ueber das Vorkommen, die Zusammensetzung und die Bildung von Eisenanhäufungen in und unter Mooren. Zeitschr. für anorganische Chemie. Bd. XXII. Benze, Erich, 1911: Entstehung, Aufbau und Eigenarten der Moore, sowie ihre Bedeutung für die Kultur, unter besonderer Berücksichtigung der nordwestdeutschen Moorgebiete. Diss. (Erlangen). Borna-Leipzig. Bersch, W., 1907: Die Moore Österreichs. Eine botanisch-chemische Studie. Zeitschrift für Moorkultur und Torfverwertung. Jahrg. V. — — 1909: Handbuch der Moorkultur. Wien. — — 1912: Handbuch der Moorkultur. 2. Auflage. Wien. Bersch, W., og V. Zailer, 1902: Das Hochmoor Saumoos bei St. Michael im Lungau (Salzburg). Zeitschr. für das landwirtschaftliche Versuchswesen in Österreich. — 451 — Birger, Selim, 1904: Vegetationen och floran i Pajala socken med Muonio Kapellag i arktiska Norrbotten. Arkiv får botanik. Blicher, St. St., 1839: Viborg Amt. Kjøbenhavn. Bommersheim, P. 1909: Untersuchungen tiber Sumphgewåchse. Beih. zur Botan. Centralblatt. Bd. XXIV. 2. Abt. Borgmann, A., 1890: De Hoogvenen van Nederland. Diss. Winsum. * Brand, F., 1896: Ueber die Vegetationsverhåltnisse des Wiirmsees und seine Grundalgen. Botan. Centralblatt. Bd. LXV. Brinck-Seidelin, L. C., 1828: Hjørring Amt. Kjøbenhavn. Brockmann-Jerosch, H., 1907: Die Pflanzengesellschaften der Schweizer- alpen. I. Die Flora des Puschlav (Bezirk Bernina, Kanton Graubtinden) und ihre Pflanzengesellschaften. Leipzig. Børgesen, F. og G. Jensen, 1904: Utoft Hedeplantage. En floristisk Under- søgelse af et Stykke Hede i Vestjylland. B. T. Bd. 26. Gajander, A. K., 1903: Ein Beitrag zur Entwickelungsgeschichte der nordfinni- schen Moore. Fennia. XX. — — 1905: Beiträge zur Kenntniss der Entwickelung der europäischen Moore. Ibid. XXII. — — 1910: Torfmarkernas växttopografi. Atlas öfver Finland 1910. — Kortbladet N:o 15. Torfmarker. I. Carlson, G. W. F., 1902: Om vegetationen i några smäländska sjöar. Bihang till K. Sv. Vetensk.-Akad. Handl. Bd. 28. Afd. HL N:o 5. Christ, H., 1879: Das Pflanzenleben der Schweiz. Basel. Christensen, C., 1832: Aalborg Amt. Kjøbenhavn. Coquidé, E., 1910: Sur les divers types de végétation dans les sols tour- beux du Nord de la France. Revue génerale de Botanique. Tome XXII. Coulter, Samuel Monds, 1904: An ecological comparison of some typical swamp areas. Missouri Botan. Garden. Fifteenth ann. rep. Cowles, H. C., 1901: Physiographic ecology of Chicago and vicinity. Botan. Gazette. Bd. XXXI. Crome, G., 1810: Ueber den Torf und die Gewächse, denen er seine Ent- stehung verdankt. Hermbstädts Archiv der Agriculturchemie. Bd. 4. Dalgas, E., 1876: Hede-Moser og Kjærjorde. Kjøbenhavn. — — 1880: Den store Vildmose. H. T. — — 1883-85: Fortids- og Fremtidsskovene i Jyllands Hedeegne. H. T, Dau, J. H. C., 1823: Neues Handbuch über den Torf, dessen Natur, Entste- hung und Wiedererzeugung etc. Leipzig. — — 1829: Bericht über die Torfmoore Seelands nach einer im Herbste 1828 deshalb unternommenen Reise. Kopenhagen und Leipzig. Drude, Oscar, 1896: Deutschlands Pflanzengeographie. I. Stuttgart. Düggeli, Max, 1903: Pflanzengeographische und wirtschaftliche Monographie des Sihltales bei Einsiedeln. Vierteljahrschrift der nat. Gesellsch. in Zürich. Jahrg. 48. Eiselen, J. C., 1802: Handbuch oder ausführliche theoretisch-praktische An- leitung zur nåheren Kenntniss des Torfwesens etc. Bd. 1. Berlin. Erdmann, F., 1907: Die nordwestdeutsche Heide in forstlicher Beziehung. Berlin. Feilberg, P., 1891: Om Enge og vedvarende Græsmarker. Tidsskrift for Landgkonomi. 5. R. Bd. X. Fischer-Benzon, R. v., 1891: Die Moore der Provinz Schleswig-Holstein. 298 — 452 — Abhandl. aus dem Gebiete der Naturwissenschaften, herausgeg. vom Natur- wissenschaft. Verein in Hamburg. XI. Fleischer, M., 1903: Die Bodenkunde auf chemisch-physikalischer Grundlage. Vogler’s Grundlehren der Kulturtechnik. 3. Aufl. Berlin. Forchhammer, J. G., 1865: Om Marsk, Dynd og Torv. Tidsskrift for Land- oekonomie. 3. R. Bd. XIII. Optrykt i Almeenfattelige Afhandlinger og Foredrag ved F. Johnstrup. Kjøbenhavn. 1869. Frith, J. J., 1883: Ueber Torf und Dopplerit. Eine mineroginetische Studie.... Zurich. — — 1891: Der gegenwärtige Standpunkt der Torfforschung. Bull. der schweizer. botan. Gesellsch. Basel. Früh, J. J., og C. Schröter, 1904: Die Moore der Schweiz mit Berücksich- tigung der gesamten Moorfrage. Bern. Gadd, P. A., 1776: Om ursprunget, beskaffenheten och nyttan af Karr, Massar och Morasser i Sverige. Kgl. Sv. Vetensk. Akad. Handl. Gallge, O., 1908: Danske Likeners Okologie. B. T. Bd. 28. Gallge, O., og G. Jensen, 1906: Plantevæksten paa Borris Hede. B.T. Bd. 27. Ganong, W. F., 1897: Upon raised peat-bogs in the province of New Bruns- wick. Proceed. & Transact. of the Royal Soc. of Canada. Sec. ser. Vol. 3. Sect. IV. Ottawa. Graebner, P., 1898: Bildung natürlicher Vegetationsformationen im norddeut- schen Flachlande. Arch. der Brandenburgia. Bd. IV. * — — 1901: Die Heide Norddeutschlands und die sich anschliessenden Formationen in biologischer Betrachtung. Leipzig. — — 1904: Handbuch der Heidekultur. Unter Mitwirkung von O. v. Bent- heim. Leipzig. — — 1909: Heide und Moor. Naturwissensch. Wegweiser. Serie A. Bd. 9. Stuttgart. — — 1910: Die natürliche Veränderung von Vegetationsformationen und ihre geologischen Reste. Zeitschr. der Deutschen Geolog. Gesellsch. Abhandl. Bd. 62. II. Gram, H., 1893: Vands Afledning og Afbenyttelse i Henhold til Loven af 23. Maj 1880. Kjøbenhavn. Grisebach, A., 1845: Ueber die Bildung des Torfes in den Emsmooren aus deren unverånderter Pflanzendecke. Gesammelte Abhandlungen. Leipzig 1880. — — 1872: Die Vegetation der Erde. Leipzig. Guldberg, Jens A., 1762: Om Tørve-Moser. Danmarks og Norges oecono- miske Magazin. Vol. VI. Gully, E., 1909: Ueber die Beziehungen zwischen Vegetation, chemischer Zusammensetzung und Düngerbedürfnis der Moore. Mitt. der Kgl. Bayer. Moorkulturanstalt. Heft 3. Gundlach, Gustav, 1892: Uber die Beschaffenheit des Kendlmiihlfilzes, ein Beitrag zur Kenntnis der Moore Oberbayerns. Journal fiir Landwirtschaft. Bd. 40. Haglund, Emil, 1907: Om Hornborgasjön och omgifvande torfmarker. S. M. T. — — 1908: Om våra högmossars bildningssält. Geolog. Fören. Förhandl. Bd. 30. — — 1908 a: Redogürelse för torfjordsundersökningar inom Jämtland sommaren 1907. S. M. T. Haglund, Emil, 1909: Exempel på hastig tillväxt af torf. S. M. T. — — 1909 a: Om vårahågmossars bildningssätt. II. Geolog. Fören. För- handl. Bd. 31. — — 1910: Redogörelse för torfjordsundersåkningar inom Vårmlands län sommaren 1909. S. M. T. — — 1911: Uber die botanisch-torfgeologischen Untersuchungen des Schwedischen Moorkulturvereins. Verhandl. der II. internat. Agrogeologen- konferenz, Stockholm 1910. Harshberger, John W, 1909: Bogs, their nature and origin. Plant world. Vol. 12, Hartz, Jacob, 1904: Ekskursionen til Randersegnen den 22.--24, Juli 1904. Be T. Bd. 26. Hartz, N., 1906: Lidt om Moser og Torv. Mosebladet. Aarg. 1. Heintze, Aug., 1909: Om Ranunculus lapponicus och andra granens följväxter i Skandinavien. Botan. Notiser. Helms, Joh., 1897: Birken paa Tisvilde—Frederiksverk Distrikt. Tidsskr. for Skovvæsen. Bd. 9. Henning, Ernst, 1889: Agronomiskt vaxtfysiognomiska studier i Jemtland. Sveriges geologiska undersökning. Afhandl. och uppsatser. Ser. C. N:o 102. — — 1895: Studier öfver vegetationsförhällandena i Jämtland ur forstlig, agronomisk og geologisk synspunkt. Ibid. Ser. C. N:o 145. Hjelt, Hjalmar, og R. Hult, 1885: Vegetationen och floran i en del af Kemi Lappmark och Norra Osterbotten. Meddel. af Societas pro Fauna et Flora fennica. 12. Holstein, F. H., 1859: Plan og Princip for en Udtorring af den store Vild- mose, etc. Frederikshavn. Hornschuch, 1837: Ueber die Eigenthiimlichkeiten der Flora der Torfmoore in der Umgegend von Greifswald. Flora. Hult, R., 1881: Försök till analytisk behandling af växtformationerna. Meddel. af Societas pro Fauna et Flora fennica. 8. — — 1885: Blekinges vegetation. Ett bidrag till växtformationernas ut- vecklingshistoria. Ibid. 12. Jensen, Chr., 1890: De danske Sphagnum-Arter. Festskrift, udgivet af Den botaniske Forening i Kjøbenhavn. — — 1897: Beretning om en Rejse til Færøerne i 1896. B.T. Bd. 21. — — 1902: Bryologisk Tillæg til.... Beretning om Ekskursionen den 6. Oktober 1901 [til Sorø og Bromme Plantage]. B.T. Bd. 24. — — 1902 a: Ekskursionen til Hvalsø-Egnen den 12. Oktober 1902. B.T. Bd. 23. — — se Børgesen, Galløe. Jensen, Hj., 1899: Om den ved Hedebrande fremkaldte Varme i Jorden. H. T. Jentzsch, A., 1878: Ueber die Moore der Provinz Preussen, ihre Ausdehnung, Beschaffenheit und Verwendungsfähigkeit zu technischen und Culturzwecken. Schriften der phys.-ökon. Gesellschaft zu Königsberg. Jahrg 29.. Jessen, A., 1899: Beskrivelse til Geologisk Kort over Danmark. Kortbladene Skagen, Hirshals, Frederikshavn, Hjorring og Lokken. Danmarks geologiske Undersøgelse. 1. Række. Nr. 3. — — 1905: Beskriv. til etc. Kortbladene Aalborg og Nibe (nordlige Del). Ibid. Nr. 10. Johansson, K., 1895: Om vegetationen a Martebo myr på Gotland. S. M. T. — 454 — Johansson, K., 1897: Hufvuddragen af Gotlands växttopografi och växtgeografi grundade pa en kritisk behandling af dess kärlväxtflora. Kgl. Sv. Vetensk.- Akad. Handl. Bd. N:o 1. Kearney, Thomas H., 1901: Report on a botanical survey af the Dismal swamp region. Contributions from the U. S. Nat. Herb. Vol. V, Nr. 6. Kellgren, A. G., 1891: Sumpmarkerna och ångarne i norra Dalarne. Brud- stykke af ,Agronomiskt-botaniska studier i norra Dalarne sommaren 18907. St MT, Kerner, A., 1858: Ueber die Zsombek-Moore Ungarns. Verhandl. der k.- k. zool.-botan. Gesellsch. in Wien. Bd. VII. — — 1863: Das Pflanzenleben der Donauländer. Innsbruck. Kihlman, A. O., 1890: Pflanzenbiologische Studien aus Russisch Lappland. Acta soc. pro Fauna et Flora fennica. Bd. VI. Nr. 3. Klinge, Johs., 1890: Über den Einfluss der mittleren Windrichtung auf das Verwachsen der Gewässer. Botan. Jahrb., herausgeg. von A. Engler. Bd. XI. — — 1891: Ueber Moorausbrüche. Ibid. Bd. XIV. - Kolderup Rosenvinge,L.. 1902: Ekskursionen til Pr&sto-Egnen den 28.—29. Juni 1902. B. T. Bd. 25. Krause, Ernst H. L., 1893: Beitrag zur Geschichte der Wiesenflora in Nord- deutschland. Botan. Jahrb., herausgeg. von A. Engler. Bd. XV. Lampadius, W. A. 1839: Ueber den Schwarztorf und dessen chemische Eigenschaften, nebst Dr. Palliardi: Nachrichten über das Vorkommen dieses Torfes im Egerlande. Erdmann-Marchand, Journal für prakt. Chemie. Bd47. Lange, Axel, 1906: Forsommerekskursionen til Nord-Langeland den 16.—17. (og 18.) Juni 1906. B. T. Bd. 27. — — 1907: Ekskursionen til Bastrup So—Ganlose Eged—Bure Sp—Slags- lunde Skov d. 6. Oktober 1907. B.T. Bd. 28. Lange, Jak. E., 1906: Iagttagelser fra Hatsvampefloraens Omraade. B.T. Bd. 27. Lantzius-Beninga, S., 1849: Beiträge zur Kenntniss der Flora Ostfries- land’s. Göttingen. | Larsen, Jørgen, 1909: Artiklen ,Dyndareal* i „Landbrugets Ordbog", redi geret af Th. Madsen-Mygdal. København. Leiningen, Wilh. Graf zu, 1906: Beschreibung von Mooren in der Um gegend von Schongau. Naturw. Zeitschr. für Land- und Forstwirtschaft. — — 1907: Die Waldvegetation präalpiner bayerischer Moore, insbesondere der südlichen Chiemseemoore. Ibid. Lesquereux, Léo, 1844: Quelques recherches sur les marais tourbeux en général. Neuchatel. (Tysk Oversættelse med Anmærkninger ved Sprengel og Lasius, Berlin, 1847 +). Lewis, Francis J., 1904: Geographical distribution of vegetation of the basins of the Rivers Eden, Tees, Wear and Tyne. The geograph. journal. Vol. XXIII. | — — 1905—07: Plant remains in the Scottish peat mosses. Pts. I—III. The Scottish Southern uplands. Trans. Roy. Soc. Edinburgh. Vol. XLI, XLV og XLVI. — — 1906: The history of the Scottish peat mosses and their relation to the glacial period. Scott. geogr. Mag. Vol. XXII. Lindberg, Harald, 1899: Botanisk undersökning af isosuo-mosse 1 Sakkola socken. Finska Mosskulturföreningens Arsbok 1898. Helsingfors. — 455 — Lindberg, Harald, 1901; Panelia mossens uppkomst och byggnad. Ibid. 1901. — — 1905: Botanisk undersåkning af torfmarker inom Lappo och Ilmola socknar. Ibid. 1904, — — 1908: Om torfmarkernas uppkomst och botaniska byggnad. Ibid. 1908. — — 1911: Redogörelse för Finska Mosskulturföreningens torfmarkunder- sökningar. II. Lojo hårad. Ibid. 1910. Livingston, Burton, 1905: Physiological properties of bog water. Botan. Gazette. Vol. XXXIX. Loeske, Leopold, 1900: Die Moosvereine im Gebiete der Flora von Berlin. Verhandl. des Botan. Vereins der Prov. Brandenburg. Bd. XLII. Jahrg. 1900. Lorenz, J. R., 1858: Allgemeine Resultate aus der pflanzengeographischen und genetischen Untersuchung der Moore im präalpinen Hügellande Salz- burg’s. Flora. Neue Reihe Jahrg. XVI. — — 1858 a: Entstehungsgeschichte einiger Hochmoore in Oberösterreich, Tirol, Lungau und Obersteiermark. Verhandl. der k.- k. zool.-botan. Ge- sellsch. in Wien. Bd. VII. — — 1858 b: Schizzen einiger Moore aus dem Salzburger Alpen. Ibid. Lorenzen, M., 1905: Smaating om danske Planter. B. T. Bd. 26. Luc, J. A. de, 1779: Lettres physiques et morales sur l’histoire de la terre et de l’homme. Vol. V. La Haye. Lyngbye, H. CG, 1827: Om Torvens Reproduktion. Hald’s Beskrivelse af Randers Amt, S. 172—175. MacMillan, Conway, 1896: On the formation of circular muskeag in Ta- marack swamps. Torrey Bull. Vol. XXIII. — — 1897: Observations on the distribution of plants along shore at Lake of the Woods. Minnesota Botan. Studies. No. L. Magnin, A. 1893: Recherches sur la végétation des lacs du Jura. Revue gen. de botanique. Tome V. Malm, E. A., 1904: Om benämningar för olika slag af torfmarker. Finska Mosskulturföreningens Ärsbok 1903. Männel, 1896: Die Moore des Erzgebirges und ihre forstwirthschaftliche und nationalökonomische Bedeutung mit besonderer Berücksichtigung des säch- sischen Anteils. Forstl.-naturwissensch. Zeitschrift. Bd. V. Martins, Ch., 1871: Observations sur l'origine glaciaire des tourbieres du Jura Neuchatelois. Bull. de la Soc. botanique de France. Tome XVIII. Marum, van, 1804: Eine Beobachtung über das Entstehen des holländischen Torfes. Hermbstädts Archiv der Agriculturchemie. 1. H. 2. Mentz, A., 1894: Levninger af en Lerstrandsvegetation, fundne i Nærheden af den store Vildmose. B. T. Bd. 18. — — 1900: Studier over Likenvegetationen paa Heder og beslægtede Plantesamfund i Jylland. B. T. Bd. 93. — — 1902: Skals-Aa-Dalens Humusarealer og deres Vegetation. B.T. Bd. 24. — — 1902 a: Træk af Mosvegetationen paa jydske Heder. B. T. Bd. 24. — — 1903: Engene ved Skals Aas Udløb. B. T. Bd. 25. — — 1904: Den grundlæggende Undersøgelse af Danmarks udyrkede Moser. Tidsskrift for Landbr. Planteavl. — — 1910: Afsnittene I og IT i: Beskrivelse af Nørre Aa Dalens Moser og Enge, udg. af Det danske Hedeselskab. Viborg. Miall, L. GC, 1898: A Yorkshire Moor. Roy. Inst. Gt. Brit. * Mortensen, H. 1872: Nordostsjællands Flora. B. T. IL Række. Bd. 1. — 456 — Mortensen H., 1890: Exkursion til Giesegaard og Svenstrup d. 22.—93. Juni 1889. Medd. fra Den botaniske Forening i Kjøbenhavn. Bd. 2, Nr. 7 og 8. Moss, C. E., 1904: Peat moors of the Pennines; their age, origin and utiliza- tion. The Geographical Journal. Vol. XXIII. Miiller, K., 1909: Die Okologie der Schwarzwaldhochmoore. Mitt. des Badi- schen Landesverein für Naturkunde. Nr. 240—241. Müller, P. E., 1886—87: Om Bjergfyrren (Pinus montana, Mill). Et Forsøg i anvendt Plantegeografi. Tidsskr. for Skovbrug. Bd. VIII, IX og XI. Neuweiler, E. 1901: Beiträge zur Kenntnis schweizerischer Torfmoore. Vierteljahrschrift der nat. Gesellsch. in Zürich. Jahrg. 46. Nielsen, P., 1866: ,Flommen‘ ved Sorø. B. T. Bd. 1. — — 1872: Beretning om en botanisk undersggelses-rejse i egnen mellem Viborg og Skive i august 1870. B. T. II. Række. Bd. 1. Nilsson, Alb., 1897: Om Norrbottens myrar och fårsumpade skogar. Tidskr. for skogshushållning. — — 1899: Nagra drag ur de svenska växtsamhällenas utvecklingshistoria. Botan. Notiser. — — 1902: Svenska växtsamhällen. Tidskr. får skogshushällning. — — 1903: Zur Ernährungsökonomie der Pflanzen. Förhandl. vid Nord. naturforskare- och läkaremötet i Helsingfors den 7. till 12. Juli 1902. Hel- singfors. Nilsson, N. Herman, 1898: Einiges über die Biologie der schwedischen Sumpfpflanzen. Botan. Centralbl. Bd. LXXVI, No. 1. Norrlin, J. P., 1871: Bidrag till sydöstra Tavastlands flora. Notiser ur sållsk. pro fauna et flora Fennica. Ny serie. 8. — — 1871: Om Onega-Karelens vegetation och Finlands jåmte Skandina- viens naturhistoriska gräns i öster. (Flora Kareliae onegensis I). Ibid. 10. Oehlmann, Victor, 1898: Vegetative Fortpflanzung der Sphagnaceen nebst ihrem Verhalten gegen Kalk. Diss. Braunschweig. Olbers, E. W., og GC. J. Lindeberg, 1864: Om Bohusläns torfmossar. Göte- borgs och Bohus Lins Kungl. Hushällningssällskaps handlingar får ar 1864. Optrykt iS. M. T. 1888. Oltmanns, Friedrich, 1887: Ueber die Wasserbewegung in der Moorpflanze und ihrem Einfluss auf die Wasservertheilung im Boden. Beitr. zur Biologie der Pflanzen, herausgeg. von Dr. Ferd. Cohn. Bd. IV. Olufsen, C., 1811: Danmarks Brændselvæsen, physikalskt, cameralistiskt og oeconomiskt betragtet. Kiobenhavn. Ostenfeld, C. H., 1902: Træk af Vegetationen i Omegnen af Frederikshavn. B. >12 Ba. 25; — — 1905: Om Vegetationen i og ved Gudenaaen nær Randers. B. T. Bd. 26. — — 1906: Plantevæxten paa Færøerne med serlig Hensyntagen til Blom- sterplanterne. København og Kristiania. | — — 1908: The land-vegetation of the Faröes with special reference to the higher plants. Botany of the Færûes, Part III. Palliardi, se Lampadius, W. A. Paul, H., 1905: Uber die gegenwärtigen Stand der Torfmoorforschung in Ober- bayern. Ber. der Bayer. botan. Gesellsch. Bd. X. — — 1905 a: Botanische Untersuchung einzelner Moore. Bericht über die Arbeiten der Kgl. Bayer. Moorkulturanstalt im Jahre 1904, München. * — 457 — Paul, H., 1906: Zur Kalkfeindlichkeitsfrage der Torfmoose. Ber. der Deut- schen Botan. Gesellsch. — — 1906a: Die Schwarzerlenbestände des südlichen Chiemseemoores. Naturw. Zeitschr. ftir Land- und Forstwirtschaft. — — 1907: Was sind Zwischenmoore? Österreichische Moorzeitschrift. — — 1908: Die Kalkfeindlichkeit der Sphagna und ihre Ursache, nebst einem Anhang über die Aufnahmefähigkeit der Torfmoose für Wasser. Mitt. der Kgl. Bayer. Moorkulturanstalt. Heft 2. — — 1910: Ergebnisse der pflanzengeographischen Durchforschung von Bayern. Die Moorpflanzen Bayerns. Ber. der Bayer. botan. Gesellsch. Bd. XII. Paulsen, Ove, 1900: Ekskursionen til det sydøstlige Vendsyssel den 26.—28. Juli 1900. B.T. Bd. 23. Petersen, O. G., 1896: Lille Vildmose og dens Vegetation. B. T. Bd. 20. Petersen, S., 1872: Sortesgen og dens Omgivelser, i Joh. Lange, Oversigt over de i Aarene 1869—71 i Danmark fundne sjeldne eller for den danske Flora nye Arter. B. T. II. Række, Bd. 1. Pethybridge, George H., og Robert Lloyd Praeger, 1905: The vege- tation of the district lying south of Dublin. Proceedings of the royal irish academy. Vol. XXV, Section B, No. 6. Pokorny, A., 1858: Nachricht tiber die Moosbrunner Torfmoore nachst Wien. Verhandl. der k.- k. zool.- botan. Gesellsch. in Wien. Bd. VIII. — — 1858 a: Nachrichten über das Torfmoor am Nassköhr bei Neuberg in Steiermark. Ibid. — — 1858 b: Ueber die Vegetation der Moore in Allgemeinen. Ibid. — — 1858 c: Nachrichten über den Laibacher Morast und seine Vegeta- tions-Verhältnisse. Ibid. — — 1858 d: 1. Bericht der Commission zur Erforschung der Torfmoore Oesterreichs. Ibid. — — 1858 e: 2. Bericht etc. Ibid. — — 1858 f: 3. Bericht etc. Ibid. — — 1859: 4. Bericht etc. Ibid. Bd. IX. — — 1861: Untersuchungen über die Torfmoore Ungarns. Sitzungsber. der mat.- naturwissensch. Cl. der Kaiserl. Akad. d. Wissensch. Bd. XLII. 1. Wien. Post, H. v., 1862: Studier öfver nutidens koprogena jordbildningar, Gyttja, Dy, Torf och Mylla. Kgl. Svenska Vetensk.-Akad. Handl. Bd. IV, N:o 1. Post, Lennart, von, 1909: Stratigraphische Studien über einige Torfmoore in Narke. Geol. Fören. Förhandl. Bd. 31. Post, L. v. og Rutger Sernander, 1910: Pflanzen-physiognomische Studien auf Torfmooren in Nårke. Geologkongressens Excursion A,. Stockholm. Potonié, H., 1906: Klassification und Terminologie der rezenten brennbaren Biolithe und ihrer Lagerstätten. Abhandl. der kgl. preuss. geolog. Landes- anstalt und Bergakademie. Neue Folge, Heft 49. — — 1906 a: Die Fichte als Moorbaum und über unsere Moore. Natur- wissenschaftl. Wochenschrift. Neue Folge. V. — — 1908: Die rezenten Kaustobiolithe und ihre Lagerstätten. Bd. 1: Die Sapropelite. Eine Erläuterung zu der von den Deutschen geolog. Lan- desanstalten angewendeten Terminologie und Klassification. Zweite, sehr stark erweiterte Auflage. Abhandl. der kgl. preuss. geolog. Landesanstalt und Bergakademie. Neue Folge, Heft. 55. Potonié, H., 1909: Die Bildung der Moore. Zeitschr. der Gesellsch. fir Erdkunde zu Berlin. Ramann, E., 1888: Moor und Torf, ihre Entstehung und Kultur. Zeitschr. für Forst- und Jagdwesen. — — 1893: Forstliche Bodenkunde und Standortslehre. Berlin. — — 1895—96: Organogene Ablagerungen der Jetzzeit. Neues Jahrbuch für Mineralogie etc. Beil. — Bd. X. — — 1905: Bodenkunde. 2. Auflage. Berlin. — — 1906: Vorschläge für Einteilung und Benennung der Humusstoffe. Zeitschr. für Forst- und Jagdwesen. — — 1907: Zwischenmoore und die Einteilung der Moorformationen. Österr. Moorzeitschrift. — — 1910: Einteilung und Bau der Moore. Zeitschr. der Deutschen Geolog. Gesellsch. Abhandl. Bd. 62. I. i — — 1910a: Beziehungen zwischen Klima und dem Aufbau der Moore. Ibid. — — 1911: Bodenkunde. 3. Auflage. Berlin. Rankin, W. M., 1910: The peat moors of Lonsdale. — An introduction. The Naturalist. (Kun kendt gennem Ref. i Botan. Centralbl., 1911, Nr. 4). Raunkiær, C., 1889: Vesterhavets Ost- og Sydkysts Vegetation. Festskrift i Anledn. af Borchs Collegiums 200 Aars Fest. — — 1906: Dansk Ekskursionsflora. 2. Udg. København og Kristiania. — — 1907: Planterigets Livsformer og deres Betydning for Geografien. Kjobenhavn og Kristiania. — — 1909: Formationsundersggelse og Formationsstatistik. B.T. Bd. 30. Ravn, F. Kölpin, 1904: Ekskursionen til Egnen om Kalø Vig den 28.—29. Juni 1903. B. T. Bd: 26: Reissek, S., 1859: Vegetations-Geschichte des Rohres an der Donau in Oester- reich und Ungarn. Verhandl. der k.- k. zool.-botan. Gesellsch. in Wien. Bd. IX. Rostrup, E., 1879: En sydfynsk Aa. En naturhistorisk Skildring. Skaarup Seminariums Aarsberetning. — — 1904: Vejledning i den danske Flora. 2. Del. Blomsterlgse Planter. Med Bidrag af Chr. Jensen, L. Kolderup Rosenvinge og Sev. Peter- sen. København. — — 1906: Gammelmose, Beskrivelse af en Staten tilhørende Torvemose i Vangede. B. T. Bd. 27. Ruprecht, F., 1864: Ein Beitrag zur Frage tiber die Zeitdauer, welche fir Sumpf- und Torfbildung notwendig ist. Bull. de l’acad. des sc. de St. Petersbourg. Tome VII. Rübel, E., 1911: Pflanzengeographische Monographie des Berninagebietes. Botan. Jahrb., herausgegeb. von A. Engler. Bd. XLVII. Rørdam, K., 1909: Geologi og Jordbundslere. 2. Del. København. Samuelsson, G., 1910: Scottish peat mosses. A contribution to the know- ledge of the late-quarternary vegetation and climate of North Western Europe. Bull. of the Geological Instit. of the University of Upsala. Vol. X. Schiffner, V., 1908: Oekologische Studien über die sogenannten „Knieholz- wiesen“ des Isergebirges. Wiesner-Festschrift. Wien. — 459 — Schimper, A. F. W., 1898: Pflanzen-Geographie auf physiologischer Grund- lage. Jena. Schlenker, Georg, 1908: Das Schwenninger Zwischenmoor und zwei Schwarz- wald-Hochmoore in Bezug auf ihre Entstehung, Pflanzen- und Tierwelt. Mitt. der Geolog. Abt. Kgl. Würtemb. Stats Landesanst.. No. 5. Stuttgart. Schrank, Franz von Paula, 1795: Naturhistorische und ökonomische Briefe uber das Donaumoor. Mannheim. Schreiber, Hans, 1897: Förderung der Moorkultur und Torfverwertung in Norddeutschland mit Hinweisen auf Oesterreich. Staab. — — 1907: Leitpflanzen der Moore Österreichs. I. Hochmoore. Öster- reichische Moorzeitschrift. — — 1908: Schilf, Schilfried, Schilftorf. Ibid. -— — 1908 a: Erle, Erlenried, Erlentorf. Ibid. — — 1908 b: Seggen, Seggenried, Seggentorf. Ibid. — — 1908 ce: Pflanzen der Flachmoorsümpfe und ihre Torf. — — 1908 d: Allgemeines über die Flachmoore und Flachmoortorfe Oester- reichs. Ibid. — — 1908 e: Einteilung der Rieder und von Riedtorf. Ibid. — + — 1909: Bäume der Waldmoore und ihr Torf. Ibid. — — 1909 a: Allgemeines über Waldmoore und Brücher. Ibid. — — 1909 b: Hauptstreupflanze: Blaugras, Molinia coerulea Moench. Ibid. — — 1909 c: Allgemeines über Grasmoore. Ibid. — — 1910: Einteilung der Moore nach der Bildungsstätte. Ibid. — — 1910 a: Die Moore Vorarlbergs und des Fürstentums Lichtenstein in naturwissenschaftlicher und technischer Beziehung. Staab. Sendtner, Otto, 1854: Die Vegetationsverhältnisse Stidbayerns. Senft, F., 1862: Die Humus-. Marsch-, Torf- und Limonitbildungen etc. Leipzig. Sernander, Rutger, 1892: Die Einwanderung der Fichte in Skandinavien. Botan. Jahrb., herausg. von A. Engler. Bd. XV. — — 1894: Studier öfver den gotländska vegetationens utvecklings historia. Akadem. afhandling. Upsala. — — 1909: De scanodaniska torfmossarnas stratigrafi. Geol. Fören. För- handl. Bd. 31. — — 1910: Sjön Hedervikens vegetation och utvecklingshistoria. Svensk bot. Tidskrift. Bd. 4. — — se L. v. Post. Sitensky, Fr., 1891: Ueber die Torfmoore Bühmens in naturwissenschaftlicher und nationalökonomischer Beziehung mit Berücksichtigung der Moore der Nachbarländer. Archiv der naturw. Landesdurchforschung von Böhmen. Prag. Smith, R., 1900: Botanical survey of Scotland. I—IL Scott. Geogr. Mag. Vol. XVI. | Smith, William G., 1904—05: Botanical survey of Scotland. III—IV. Scott. Geogr. Mag. Vol. XX—XXI. Smith, William G., CG. E. Moss og W.M. Rankin, 1903: Geographical distribution of vegetation in Yorkshire. I—II. Geograph. Journal. Sprengel, 1827: Uber den Ackerbau und die Viehzucht auf den Hochmooren Hannovers. Möglinsche Annalen der Landwirtschaft. Bd. XIX. Stebler, F. G., 1897: Beiträge zur Kenntnis der Matten und Weiden der Schweiz. XI. Die Streuewiesen der Schweiz. Landw. Jahrb. der Schweiz. Bd. 11. — 460 — Stebler, F. G, og G. Schråter, 1888: Beitråge zur Kenntnis der Matten und Weiden der Schweiz. VII. Das Borstgras (Nardus stricta L.), ein schlimmer Feind unserer Alpwirtschaft. Landw. Jahrb. der Schweiz. Bd 2. — — 1892: Beiträge etc. X. Versuch einer Übersicht über die Wiesen- typen der Schweiz. Ibid. Bd. 6. Steen, Adolf, 1891: Uglemosen i Rold Skov. Naturen og Mennesket. Bd. 6. Steenstrup, Joh. Japetus Sm., 1841: Geognostisk-geologisk Undersøgelse af Skovmoserne Vidnesdam- og Lillemose i det nordlige Sjelland, ledsaget af sammenlignende Bemerkninger, hentede fra Danmarks Skov-, Kjer- og Lyngmoser ialmindelighed. Kjøbenhavn. Steenstrup, Johannes, 1908: De danske Stednavne. Folkelæsning, Nr. 280. København. Tansley, A. G., 1911: Types of British Vegetation by members of the central committee for the survey and study of British vegetation. Cambridge. Tarnuzzer, Chr., 1897: Uber die Entstehung von Vegetationshiigeln und anderen Oberflächenbildungen in den Alpen. Ber. der naturf. Gesellsch. Graubiindens. Bd. XL.” Thomsen, Kr., 1903: Beskrivelse og forelobigt Projekt til en Vandstandsregu- lering i Skalsaadalen. H. T. — — 1907: Aarhus Aa. HT. Timm, R. Unsere Torfmoore und ihre Moose. 2. Ber. des Hamburgischen Lehrer-Vereins fiir Naturkunde. Tolf, Rob., 1889: Om bildningssättet af mossarne i Ingatorpstrakten. S. M. T. — — 1890: Om hvitmossarnas byggnad. S. M. T. — — 1891: Praktiskt-botaniska undersökningar pa svenska mossar. S. M. T. — — 1891a: Berättelse öfver resor i Gestrikland sommaren 1891. 8. M. T. — — 1894: Redogörelse för torfmossundersökningar sommaren 1893. S. M. T. — — 1895: Berättelse öfver undersökningar i Norrland sommaren 1894. SEMEL: — — 1896: Ofversigt af myrarnes allmänna beskaffenhet inom Wester- bottens lan. 5S. M. T. — — 1896a: Torfbildning. S. M. T. Katalog till Sv. Mosskultur-Fören.s utställning Malmø 1896. — — 1897: Berättelse öfver torfmossundersékningar i Hårjedalen sommaren 1896. S. M. T. — — 1897a: De svenska torfmossarnes flora och geologi. S. M. T. — — 1898: Torfmossundersökningar i Dalarne sommaren 1897. S. M. T. — — 1899: Redogörelse öfver undersökningar i Vestmanlands län, sommaren 1898. S. M. T. — — 1900: Torfmossundersökningar inom Upland. S. M. T. — 1901: Norrlands torfmossar. S. M. T. — — 1902: Torfmossundersökningar i Halland. 8. M. T. — 1903: Fårslag till en systematisk indelning af vara torfbildningar. SM — — 1903a: Nagra egendomliga torfbildare. S. M. T. — — 1903b: Hafva de svenska torfmossarne uppkommit genom igenvaxende af sjöar eller genom direkt försumpning af mark? S. M. T. Transeau, E.N., 1903: On the geographical distribution and ecological rela- tions of the bog plant societies of Northern North America. Botan. Gazette Vol. XXXVI. — 461 — Transeau, E. N., 1905—06: The bogs and bog flora of the Huron River Valley. Ibid. Vol. XL og XLI. Vageler, P., 1905: Untersuchungen über den Kaligehalt de Moorbodens. Bericht über die Arbeiten der Kgl. Bayer. Moorkulturanstalt im Jahre 1904. München. * — — 1907: Über Bodentemperaturen im Hochmoor und über die Bodenluft in verschiedenen Moorformen. Mitt. der Kgl. bayer. Moorkulturanstalt. 1. Vahl, M., 1909: se E. Warming. — — 1910: Artiklen ,Plantesamfund" i ,Salmonsens store illustr. Konver- sationsleksikon for Norden". Supplement. — — 1911: Les types biologiques dans quelques formations végétales de la Scandinavie. Overs. ov. Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs For- handlinger. No. 5. Vater, 1906: Vorschlag für die einheitliche Bezeichnung der Hauptgruppen der Bildungen aus Humus und verwandten Stoffgemischen. Tharander forstl. Jahrb. Bd. 56. Vaupell, Chr., 1851: De nordsjællandske Skovmoser. Kjøbenhavn. — — 1857: Emsmoserne. Tidsskrift for popul. Fremstill. af Naturvidenska- berne. Bd. 4. — — 1862: Om Gammelmosens Tilstand 1844 og 1861. Tidsskrift for Land- økonomi. 3. R. Bd. X. Virchow, Karl, 1880: Das Kehdinger Moor und seine landwirtschaftliche Meliorirung durch Marschboden. Diss. Berlin. Vollmann, F., 1905: Zwei Hochmoore der Salzburger Alpen. Mitt. der Bayer. Botan. Gesellsch. Bd. I. Warming, Eug., 1895: Plantesamfund. Grundtræk af den økologiske Plante- geografi. Kjøbenhavn. — — 1897: Botaniske Exkursioner. 3. Skarridsø. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. i Kbhvn. — — 1902: Lehrbuch der ökologischen Pflanzengeographie. Bearbeitet von P. Graebner. Berlin. — — 1904: Den danske Planteverdens Historie efter Istiden. Et kortfattet Overblik. Kjobenhavn. — — 1909: Oecology of plants, an introduction to the study of plant-com- munities. Assisted by Martin Vahl. Prepared for publication in english by Percy Groom and Isaac Bayley Bjalfour. Oxford. Warnstorf, C., 1897: Die Moor-Vegetation der Tucheler Heide, mit besondere Berticksichtigung der Moore. Schriften der naturforsch. Gesellsch. in Danzig. Neue Folge. Bd. IX. H. 2. — — 1902—03: Leber- und Torfmoose. Kryptogamenflora der Mark Bran- denburg und angrenzender Gebiete, herausgegeb. von dem Botanischen Verein der Provinz Brandenburg. Bd. I. Leipzig. Weber, C. A., 1892: Ueber die Zusammensetzung des natürlichen Graslandes in Westholstein, Dithmarschen und Eiderstedt. Schr. des naturwiss. Vereins für Schleswig-Holstein. Bd. IX. — — 1894: Über die Vegetation des Moores von Augstumal bei Heydekrug. Mitteil. des Vereins zur Förderung der Moorkultur im Deutschen Reiche. Jahrg. 12. Nr. 10. — — 189 a: Über Veränderungen in der Vegetation der Hochmoore unter — 462 — dem Einflusse der Kultur mit Beziehung auf praktische Fragen. Ibid. Nr. 17. Weber, C. A., 1897: Über die Vegetation zweier Moore bei Sassenberg in Westfalen. Ein Beitrag zur Kenntnis der Moore Nordwestdeutschlands. Abh. des Naturw. Ver. zu Bremen. Bd. XIV. — — 1900: Ueber die Moore mit besonderer Berücksichtigung der zwischen Unterweser und Unterelbe liegenden. Jahres-Bericht der Männer vom Morgenstern, Heimatbund an Elb- und Wesermündung. H.3. — — 1902: Über die Vegetation und Entstehung des Hochmoors von Aug- stumal im Memeldelta mit vergleichenden Ausblicken auf andere Hochmoore der Erde. Berlin. — — 1903: Über Torf, Humus und Moor. Versuch einer Begriffsbestim- mung mit Rücksicht auf die Kartierung und die Statistik der Moore. Abh. des Naturw. Ver. zu Bremen. Bd. XVII. — — 1904: Aufbau, Entstehung und Pflanzendecke der Moore. Die Dar- stellungen der Moor-Versuchs-Station auf der Ausstellung ... in Berlin ... 1904. . Mitteil. des Vereins zur Förderung der Moorkultur im Deutschen Reiche. Jahrg. XXI. — — 1907: Aufbau und Vegetation der Moore Norddeutschlands. Botan. Jahrb., herausgeg. von A. Engler. Bd. XL, Beiblatt 90. — — 1907 a: Die grundlegenden Begriffe der Moorkunde. Zeitschr. für Moorkultur und Torfverwertung. Jahrg. V. — — 1908: Die wichtigsten Humus- und Torfarten und ihre Beteilung an dem Aufbau norddeutscher Moore. Festschrift zur Feier des 25-jährigen Bestehens des Vereins zur Förder. d. Moorkultur im Deutschen Reiche. Berlin. — — 1909: Das Moor. Sonder-Abdruck aus den Hannoverschen Geschichts- blättern. — — 1910: Was lehrt der Aufbau der Moore Norddeutschlands über den Wechsel des Klimas in postglazialer Zeit? Zeitschr. der Deutschen Geol. Gesellsch. Abhandl. Bd. 62. II. Weld, Lewis H., 1904: Botanical survey of the Huron river valley. II. A peat bog and morainal lake. Botan. Gazette. Vol. XXXVII. Wesenberg-Lund, C., 1901: Studier over Søkalk, Bonnemalm og Søgytje i danske Indsger. Medd. fra Dansk geologisk Forening. Nr. 7. __ 1905—06: Naturforholdene i skotske og danske Søer. Geogr. Tidsskr. — 1911: Om nogle ejendommelige Temperaturforhold i de baltiske Sgers Littoralregion og deres Betydning. Biologiske Arbejder, tilegnede Eug. War- ming. København. Westh, Th. Claudi, 1905: 12 Aars Højmosekultur. H. T. Wichdorff, H. H. von, og Paul Range, 1906: Uber Quellmoore in Masuren (Ostpreussen). Jahrb. der kgl. preuss. geolog. Landesanstalt und Bergakademie für 1906. XXVIL Wiegmann, A. F.. 1837: Ueber die Entstehung, Bildung und das Wesen des Torfes. Braunschweig. Wiinstedt, K., 1905: Ekskursionen til Bogø og Knudshoved den 23.—24. Juni 1905.2 Bo Bd: 27: Yapp, R. H., 1908: Sketches of vegetation at home and abroad. No. IV. Wicken Fen. New Phytologist. Vol. VII. No. 283. — 463 — Yapp, R. H., 1909: On stratification in the vegetation of a marsh and its rela- tions to evaporation and temperature. Annals of Botany. Vol. XXIII. Zailer, Victor, og Leop. Wilk, 1907: Uber den Einfluss der Pflanzenkon- stituenten auf die physikalischen und chemischen Eigenschaften des Torfes. Zeitschr. für Moorkultur und Torfverwertung. Jahrg. V. Zetterstedt, J. E., 1866: Om Vegetationen i de högländeste trakterna af Småland. Kgl. Sv. Vetensk.-Akad. Handl. Bd.6. N:0 2. INDHOLDSFORTEGNELSE Side Indledning: Begrehet ,Mose* 5... 24e MER 177 I. Historisk Oversigt over Kendskabet til Mosernes Vegetationsforhold... 182 II. Danske Mosers nulevende Plantesamfund .........._..n. 2.072 210 A. Forberedende Plantesamfund.....-................ EEE 210 1. Rorsumpen 3 TD TEE. sa FLS RE RTE 210 Rørsumpe ved Bredderne af Sper ........ 21 Rersumpe ved Bredderne af Aaer.......... ee 223 9. Dyndengen.... „m. ee ee ee ENRERREE 237 B. Egentlige Mose-Plantesamfund : 2. RS 95 es 273 1°. Eutrafente og mesotrafente Samfund..................… 273 1. Torveengen, Græsmosen (eller Lavmosen) ........... 273 2. Paludella-Mosen (eller Vældmosen) ................. 331 3.. Krat- og Skovmosen ES Eee er 364 9°... Oligotrafente Samfund 2. oe eee 380 4, Sphagnum-Mosen-(Hojmosen)... ..x........ 2 380 III. "Sammenfattende Bemærkainger. ...........2.......00 ne 442 Litteraturfortegnelse . 2. ac. gad. cides wees a 450 Register over de udførligere omtalte Planter. (* betegner, at vedkommende Plante er afbildet.) Side Adonis auctumnalis L.......... 155 Arabis arenosa (L.) Scop........ 154 Blastophysa rhizopus Rke....... 151” Bryopsis plumosa (Huds.) J. Ag.. 147 Caulerpa fastigiata Mont. ....... 127% — Vickersii Børgs. n.sp....... 129* Ceramium Areschougii Kylin 100*, 108 —atlanticum H.E.Petersenn.sp. 112* — Boergesenii H. E. Petersen RD: I RA er 108% — circinnatum Ag. ........... 117 — diaphanum (auct.)Harv. et Ag. 98* — frutieulosum Kütz. ......... 101* — rubrum (Huds.) Ag......... 113” — septentrionale H. E. Petersen Vhs SIO, EEE 110* — strictum Grev.............. 98* — tenuissimum (Lyngb.) Ag.... 97 Cirsium anartiolepis Petrak n.sp. 65 — costaricense (Polak.) Petrak. 58 — jorullense (H. B. K.) Spreng. ssp. eujorullense Petrak .... 59 — — ssp. lanosum Petrak..... 60 — horridulum Michx. ssp. Chris- marii (Klatt) Petrak ........ 58 — lappoides (Less.) Schz. Bip. . 60 — Liebmannii Schz. Bip....... 62 — limophilum Petrak n.sp. hybr. > (C.lappoides>< mexicanum) 61 — occidentale Jeps. ssp. acrole- PlssBeirak. un as. 66 Side Cirsium orizabense Schz. Bip.... 63 — subcoriaceum (Less.) Schz. DI ee ee 65 — Wheeleri Petrak........... 67 Enteromorpha chaetomorphoides TSS i Te re 149* Halimeda discoidea Decsne v. pla- tyloba Børgs. n. var. ....... 134% — gracilis v. opuntioides (Bargs.) TVS tat Gama te een oe ae ae 144* — inerassata (Ell. et Sol.) Lamx. 136* — tridens (Ell. et Sol.) Lamx... 138* — Tuna (Ell. et Sol.) Lamx.... 134 Hedera Helix 1................. 158 Helodea canadensis (L.) Michx... 154 Koeleria glauca var. intermedia (Ahle were er 156 — gracilis Pers. .............. 155 — pyramidata var. danica..... 156 Pediastrum Boryanum (Turp.)... 174* duppe Meyer 173* — simplex Mex, "#1 172* Picea excelsa.................… 121ff Pulsatilla vernalis (L.) Mill...... 154 Scenedesmus acuminatus (Lagh.) 171* == deulus?Meyr ees en 10 — denticulatus Lagh.......... 171 — OQpoliensis Richt. .......... 170 — quadricauda (Turp.)........ 169 Valeriana,rımosa man. dsl cake 155* Vaucheria dichotoma (L.) Ag.... 148 Rettelse. Pag. 169, Lin. 9 og 15 fra oven: lime giving substances, læs: collagen. Botanisk Tidsskrift. 31. Bind 30 BOTANISK TIDSSKRIFT UDGIVET AF DANSK BOTANISK FORENING BIND 32 MED ET KORT OG 109 TEXTBILLEDER KØBENHAVN H. HAGERUP’S BOGHANDEL BIANCO LUNO S BOGTRYKKERI 1912—1916 1. Hefte, S. 1—284 og et Kort, udkom i Juni 1912. 2. — §. 285—332, udkom i December 1915. 3. — §. 333-370, udkom i April 1916. Redaktion: L. KoLpERuP RosENvINGE og C. H. OSTENFELD. INDHOLDSOVERSIGT Ove Paulsen: Træk af Vegetationen i Transkaspiens Lavland. Hertil PING ES) terra erage Ge Ee in à à do oR dine an ee was F. Børgesen: Some Chlorophyceæ from the Danish West Indies. II.?) M. Vahl: The Vegetation of the Notg .....:......................... L. A. Hauch: Om Proveniensens Indflydelse paa Sommerskud hos Eg DE TR LS fee RER BEER Johs. Schmidt: Flora of Koh Chang. Contributions to the knowledge of the vegetation in the Gulf of Siam. Part X Con) Arranged by Carl Christensen. (With contributions by Carl Christensen, C. B. Clarke, W. G. Craib, E. Gilg, C. H. Ostenfeld, F. Pax, L. Radlkofer, R. Schlechter, Johs. romano O Warburg), = nn. en Secu Side 275 285 1) Kortet, Textbillederne og Satsen, med Undtagelse af de 3 første Ark, er bekostede af For- fatteren. *) Textbillederne er bekostede af Forfatteren ved en Understøttelse fra Carlsbergfondet, 3) Trykningen af denne Afhandling er bekostet af Carlsbergfondet. ri (5% Træk af Vegetationen i Transkaspiens Lavland. Af Ove Paulsen. Hertil et Kort. Indledning. Wen anden danske Pamirekspedition, som startedes og le- dedes af daværende Premierlgjtnant, nu Professor O. Olufsen, for- lod København i Marts 1898, tog efter et nødvendigt Ophold i St. Petersborg med Jærnbane ned gennem Rusland, med Dampskib over det kaspiske Hav og betraadte den 23. April første Gang asiatisk Jord i Krasnowodsk. Et Par Maaneder tilbragte Ekspeditionen i Transkaspiens Lavland, besggende Tshardshui, Buchara, Samarkand, Tashkent, Kokand Andidshan og Osh og transporteret næsten udelukkende pr. Jærn- bane. Midt iJuni forlod vi Osh og gik til Pamir, hvorfra vi vendte _ tilbage i April 1899. Foraaret og Sommeren 1899 tilbragte vi i Ferghana og Transkaspiens Lavland, den lengste Tid i Buchara og Chiwa. Til Chiwa rejste vi i en Baad fra Tshardshui nedad Amu Daria, og dette var for Botanikeren en af de interessanteste Dele af Rejsen, idet der var god Lejlighed til at studere Flodbreddernes Ørkener og Galleriskovene. Chiwarejsen varede fra midt i Juni til Slutningen af August, vi var da igen i Tshardshui, hvor jeg havde det Held at gore Bekendtskab med Hr. V. Patezxis, Inspektør over Plantningerne langs dens transkaspiske Bane, hvilke han med største Venlighed foreviste mig. Fra Tshardshui tog vi tilbage mod Vest til det kaspiske Hav. I September til Oktober var vi i Persien, hvorfra Ekspeditionen gennem Rusland tog tilbage til København, hvor den indtraf i No- vember 1899. Af det botaniske Udbytte af denne Rejse er den systematiske Del bleven offentliggjort efterhaanden som de enkelte Familier er blevne feerdige fra Bearbejdernes Haand. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 1 AND Disse Publikationer findes paa følgende Steder: I Videnskabe- lige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kbhvn. 1901 Caryophyllaceae, Ranunculaceae, i samme Tidsskrift for 1903 Cru- ciferae, Umbelliferae, Valerianaceae, Compositae, Gramineae, Pota- mogetonaceae, Chenopodiaceae; i Botanisk Tidsskrift 26. Bd. Pterido- phyta, Gnetaceae, Cupressaceae, Lemnaceae,Typhaceae, J uncaginaceae, Alismaceae, Liliaceae, Convallariaceae, Amaryllidaceae, Iridaceae, Juncaceae, Orchidaceae, Salicaceae, Cupuliferae, Urticaceae, Can- nabaceae, Polygonaceae; i Botanisk Tidsskrift 27. Bd. Amaranta- ceae, Phytolaccaceae, Berberidaceae, Ceratophyllaceae, Papavera- ceae, Fumariaceae, Resedaceae, Violaceae, Frankeniaceae, Tama- ricaceae, Euphorbiaceae, Oxalidaceae, Linaceae, Geraniaceae, Balsaminaceae, Malvaceae, Rutaceae, Zygophyllaceae, Polygalaceae, Ampelidaceae, Rhamnaceae, Thymelaeaceae, Elaeagnaceae, Cras- sulaceae, Saxifragaceae, Ribesiaceae, Hamamelidaceae, Rosaceae, Lythraceae, Oenotheraceae, Haloragidaceae, Myrtaceae, Loranthaceae, Primulaceae, Plumbaginaceae, Convolvulaceae, Solanaceae, Planta- ginaceae, Bignoniaceae, Apocynaceae, Asclepiadaceae, Rubiaceae, Caprifoliaceae, Dipsacaceae, Scrophulariaceae, Selaginaceae, Gentia- naceae, Borraginaceae; i Botanisk Tidsskrift 28. Bd.: Fungi, Cype- raceae, Labiatae; i Bulletin de l’Herbier Boissier VI: Papilionaceae; i Botanisk Tidsskrift 29. Bd.: Additions and Corrections. Af den biologiske Bearbejdelse af Rejsens botaniske Udbytte er nærværende Afhandling den første Del, behandlende Vegeta- tionsforholdene i Lavlandet. Da Ekspeditionen rejste meget om fra Sted til Sted, har der ikke været megen Lejlighed til indgaaende Orkenstudier paa en- — kelte Steder, men Materialet til nærværende Afhandling stammer fra en Mængde forskellige Lokaliteter, hvoraf de fleste kun blev undersøgte i kort Tid. Det bliver derfor kun Træk af Vegetatio- nen, der meddeles i det følgende, en extensiv Undersøgelse. Man maa haabe, at saadanne intensive Undersøgelser som dem, der stammer fra Ørkenlaboratoriet i Tuczon (Arizona) eller som Fır- tines Undersøgelser i Sahara, ogsaa vil blive foretagne i den trans- kaspiske Ørken. Dens Natur er saa ejendommelig, at den vel. kunde fortjene det. SE © A Forste Afsnit. Transkaspien og dets Naturforhold. Kapitel 1. Undersøgelsesomraadets Beliggenhed og Omgrænsning. Det store Lavland, der som en sydlig Fortsættelse af den vest- sibiriske Slette strækker sig fra det kaspiske Hav til Egnene om Balchash-Søen, hvis Sydgrænse er de nordpersiske Bjærge, Thian- shan og Ala-tau, og som i Nordvest gennem ,den uralske Folke- port* staar i aaben Forbindelse med Sydrusland, hører kun i . uegentlig Forstand til Kontinentets afløbsløse Landomraader. „To- stromlandet“, som gennemstrømmes af de to mægtige Floder Amu og Syr, begge faldende ud i Aralsøen, regnes af RICHTHOFEN som hørende til de periferiske Omraader, altsaa Omraader, hvis Vande gennem Floder føres til Havet eller til Rester deraf, som nu er Søer. RuicuTHorens Centralasien derimod omfatter de virkelig af- løbsløse Lande i Asiens indre. Her er Vinden det vigtigste geolo- giske Agens, og alle Produkter af den kemiske eller mekaniske Nedbrydning bliver i Landet, de flyttes blot fra det ene Sted til det andet, og idet de aflejres i Jordbundens Fordybninger give de Landet et ensformigt Udseende. Medens Bevægelsen, som Ricut- HOFEN siger, i Centralasien er midtpunktsøgende, er den i de peri- feriske Omraader midtpunktflyende, — her er det Vandet, der spiller den største Rolle, idet det stadig gennem Floderne fører Ned- brydningsprodukterne bort. Imod RicutHoren gør med Hensyn til Turkestan!) Musxkerow gældende, at dette meget ligner det egentlige Centralasien. Det har intet Afløb til Havet, og de æoliske Aflejringer spiller den største Rolle. Floderne er i Lavlandet uden Tilløb og kan derfor kun have en begrænset udvaskende Virkning. Endvidere er det geologiske Slægtskab meget stort: Aflejringer fra Kridt- og Tertiær- liden gaar næsten uden Afbrydelse fra Hanhai over i Turkestan, ikke blot gennem Dsungariets Slugt, men ogsaa sydligere. Hanhai og Turkestan har været dækkede af det samme tertiære Hav. Musakerow forkaster derfor — foreløbig i hvert Fald — Begrebet Centralasien og betegner som Inderasien eller Midtasien de Lande, der er uden Afløb til det aabne Hav, og heri indbefattes altsaa ogsaa Turkestan (l. c. p. 11). 1) Mushketow forkaster Begrebet Øst-Turkestan, da det hører til det centrale. (Eee ch pats). 1* MSV ae Turkestan eller det turkestanske Bassin, af Romanowskı kaidet det turanske Lavland, omskrives saaledes af Musaketow: Det strækker sig fra Mugodshar Bjærgene og Usturt i Vest til Tsungei Alatau, Thianshan og Pamir i Øst, fra Kopetdara og Chorassan- Bjærgene i Syd, til Tarbagatai og Tjingistau i Nordøst, og til Vand- skellet mod de Floder, der løbe til Irtish, i Nord. (Se Kortet bag i Afhandlingen). Det deles ved Bjærgkæden Karatau i to Dele: det nordøstlige Balchash-Bassin, som i dette Arbejde (undtagen med Hensyn til Planternes Udbredelse) lades ude af Betragtning, og Aral-Bassinet eller det egentlige turanske Bassin. Det er dette sidste, nærværende Arbejde behandler, men dog ikke i dets fulde Udstrækning. Dets Grænser til alle Sider frem- gaar af det ovenfor meddelte. Men jeg onsker af Hensyn til den botaniske Bearbejdelse at trække dets nordlige Grænse lidt snæv- rere, nemlig ved ca. 46° N.Br. Denne Linie gaar igennem den nordlige Del af Aralsøen og afskærer saaledes hele Kirgisersteppens Omraade. Den nordlige Del af dette er klædt af Stipa-Steppe, som jeg helst vil udelukke, da jeg ikke har set den, og den ikke findes længere sydpaa. Den sydlige Del er Ørken (i denne Af- handlings Forstand, se Kapitel 5), hvis Nordgrænse ifølge TANFILJEW (1903, S. 386, 388) gaar fra Sydenden af Mugodshar-Bjærgene op til Byen Uralsk, og som forøvrigt mere eller mindre forandret („Kalmyksteppen“) strækker sig imod Vest til Foden af Jergeni- Bjærgene"). Men denne nordlige Ørken maa dog være langt, mindre varm eller mindre tør (eller begge Dele) end Ørkenerne syd for Aralsøen. Det kan man slutte af, at der forekommer Planter som f. Eks. Hippophaé rhamnoides, Salix repens, Koeleria glauca, Elymus arenarius, Populus tremula, Amygdalus nana, Rhamnus cathartica og flere andre (se SawirsH p. 224 ff.). som her er i Nærheden af deres Sydgrænse paa Sletten, men hvoraf forøvrigt flere, f. Eks. Hippophaé og Amygdalus, igen findes i Bjær- gene syd for Lavlandet. Smgln. Borszczow nedenfor (S. 24, 25, 1) Jergenibjærgene danner ifølge Bexérorr (1886) og ParscHosk1J (1892) Grænse imellem europæisk og asiasisk Vegetation, den første er den for største Delen opdyrkede sydrussiske Steppe, og den anden er Ørken, ,aralokaspisk Steppe“, som ParscHnoskıs kalder den. Og ifølge Rapper (1899) er Jergeni Grænse mellem bedre Humusjord (4—7 pCt.) imod Vest og humusfattige Jorder (under 2 pCt.) imod Øst. Og endelig falder efter WoEIKoFF (Hann III p. 194) Jergenibjærgene sammen med en Del af Østgrænsen for Sydrus- lands regelmæssige Sommerregn. Her har vi aabenbart Grunden til de to andre nævnte Forhold. j EN Punkt 1, 3). — Plantelisten som meddeles i Kap. 12 vilde give et mindre rent Billede af Orkennaturen, hvis saadanne Planter toges med, og det er Grunden til, at jeg har udskudt Kirgiser- steppen. Desuden har jeg ikke set den. Hvilket Navn skal nu det Omraade bære, hvis Grænser er givne ovenfor, og hvis Plantevækst skal beskæftige os i det føl- gende? i Som ,Turkestan* betegnes i Almindelighed Landene fra det kaspiske Hav til langt ind i Kina, og selv om man med MusHKeTow begrænser det til at omfatte Lavlandet Vest og Nord for Bjærgene, bliver det altfor stort, idet Balchash-Bassinet og Kirgisersteppen kommer med ind deri. Det samme gælder Navnet Turan, som dækker Musakerows Turkestan. Navnet „Aralbassinet* er nær- mere ved at passe paa vort Omraade, men det omfatter ogsaa Kirgisersteppen. Jeg vil da vælge at benytte Navnet det transkas- piske Lavland eller kort og godt Transkaspien. Denne Betegnelse dækker næppe noget geografisk Begreb, men har været benyttet til at betegne en administrativ Enhed i det russiske Styre, Gu- vernementet Transkaspien, som mod Øst grænsede til Vasalstaten Buchara og altsaa gik til Amu Daria omtrent. I det jeg kalder mit Omraade Transkaspien, skønt det imod Øst strækker sig til Kara Tau, ønsker jeg at pointere, at jeg ikke benytter denne Betegnelse som et geografisk Begreb, men som Navn for et af mig selv omgrænset Landomraade, som ligger hin- sides det kaspiske Hav. Kapitel 2. Hovedtræk af Transkaspiens Geologi. Turkestans Lavland og Centralasien skal i Kridt- og Tertiær- tiden have været dækkede af Hav, og selv paa Bjærgene i 11000 Fods Højde har man fundet tertiære Aflejringer (MusHKETow). Dette Hav har forladt Hanhai før Turkestans Lavland, og af dette har de østlige Dele først været tørlagte. — I Miocentiden forbandt det brakke sarmatiske Indhav Aralsøen, det kaspiske Hav og Sortehavet (KARPINSKI), og sandsynligvis samtidig med den store skandinaviske Istid og næret af Isens Smæltevand fyldte et Hav (det aralokapiske Bassin) de Bækkener, hvori nu det kaspiske Hav og Aralsøen ligger, forbindende dem ved en smal Arm (KARPINSKI, SJØGREN). ON Paie Næsten hele det turkestanske Lavland (95 pCt., efter Musuke- row) er da bedækket med Aflejringer fra Kridt- og Tertiærtiden. Op igennem disse rager Wer af ældre Bjærgarter, f. Eks. Tamdi- Tau, Bukan-Tau, Sultan Uis Dagh, enlige Bjærgknuder, som be- staar af forskellige Skifere og krystallinske Bjærgarter, hvilke som Følge af Vandets længere Virkning er mere forandrede og ned- brudte end Thianshans Bjærgarter. Aflejringerne fra Kridt- og Tertiærtiden har stor Tykkelse, i Ferghana f. Eks. 5000 Fod. De bestaar af forskelligt farvede Lag af Mergel, Kalksten, Jernsandsten, Gips, Ler o. a. De er ikke ens overalt, men forandres efter Bjærges Nærhed eller Fjærnhed: ved Bjærgenes Fod findes Kystaflejringer, som Kalksten, Muslingebanker, Konglomerater, Ler med Gips og Stensalt, medens der ude paa det flade Land findes Sand- og Leraflejringer, afsatte paa dybere Vand (Romanowski, MUSHKETOW). De tertiære Aflejringer gaar dog sjældent i Dagen, idet de n&- sten overalt er dækkede af nyere Dannelser, der for en Del er op- staaede af dem. Af disse er de vigtigste: Flyvesandet, de aralo- kaspiske Aflejringer og Less. Flyvesandsgrkenen dækker ifølge Ropsewitcu ca. 88 pCt. af Lavlandet. Sandet er af forskellig Oprindelse. I den nordlige Del stammer det fra gamle aralske Kystklitter og er hvidt eller graat. Da dette Sand har sin Oprindelse fra det gamle aralokaspiske Bassin, har det omtrent samme Udbredelse som de nedenfor nævnte aralokaspiske Aflejringer. De heraf dannede Klitter be- nævnes af MusHxetow „Dyner“. I den øvrige Del af Flyvesandsomraadet er Klitterne („Bar- chaner“) ægte Fastlandsdannelser, der kun skylder Vinden deres Fremkomst. Vinden tager alt, hvad den kan faa fat paa, alt hvad den atmosfæriske Nedbrydning giver den. Saaledes bidrager baade de aralske Klitter, de aralokaspiske Aflejringer og de ældre Bjærg- arter til Dannelsen af ,Barchanerne“. Billeder af Deflationens Virkning kan findes hos Bere. — Barchanerne har en snavset gul Farve, og de har Form af en Halvmaane, i Regelen ganske regel- meessig. Den konvekse Side vender imod Vinden, Hældnings- vinkelen er her 6—16°, medens den paa Læsiden er 30—38° (Musaketow). Kammen er en skarp og regelmæssig Linje, der fra det højeste Punkt bøjer nedad og bort fra Vinden. Hvorledes Halvmaaneformen fremkommer, er skildret af WALTHER (p. 122) og SoLGer (p. 148). I Modsætning til Vesteuropas Strandklitter A EN skylder Barchanerne ikke deres Fremkomst til, at Sandet i Begyn- delsen har fundet Le bagved en Forhindring, men de danner sig i den Form, der gør mindst Modstand imod Vinden, og de er saa- ledes at betragte som kæmpemæssige Bølgelinier i Sandet. Gode Billeder af Bachaner findes hos Bessey. Angaaende øvrige Former af Sand-Landskaber henvises til Kapitlet om Sandørkenens Formation. De aralokaspiske Dannelser, som stammer fra det post- pliocene aralokaspiske Bassin, bestaar af sandede Lerarter, afsatte paa Bunden af dette. Havets Størrelse var adskilligt større end de to nuværende Indsger, idet f. Eks. dets østlige Del har strakt sig ned paa begge Sider af de isolerede Bjærge Bukan Tau og Sultan Uis Dagh, som altsaa har ligget paa en Halvø i Havet. Ved Havets Udtørring efterlodes mange mindre Søer. Løss er som bekendt en sandet kalkholdig Lerart, der er gen- nemsat af utallige og uregelmæssige Gange, som ofte indeholder Plante- rødder. „Ein Leichenfeld von unzählbaren Generationen von Grasern*, siger RicHTHOFEN om Loss (I s. 71). Loss antages al- mindeligt at vere en æolisk Dannelse, hidrgrende fra Stovflugt, idet det fineste Materiale, der fores af Vinden — hvis det ikke fores helt bort — for eller senere maa ende enten i Vand eller i en bevokset „Steppe“, thi fra alle andre Steder vil Vinden fore det bort igen. (RicarHoren I p. 98). I det første Tilfælde vil Materi- alet deltage i Dannelsen af lagdelte Sobundsdannelser, i det sidste vil det danne Land-Lgss, som ikke er lagdelt. Less kan i Turkestan naa stor Megtighed, ifølge Roma- NowsKI indtil 1500 Fod. Det findes især i de sydøstlige, sydlige og østlige Dele af Omraadet, men forekommer ogsaa pletvis paa andre Steder (MusukETow). Som alle afløbsløse Egne er det transkaspiske Lavland rigt paa Salte: da Forvitringsprodukterne ikke kan føres ud af Landet, maa de blive i det. De fleste russiske Forfattere, jeg har læst, mener at Saltene stammer fra det gamle Hav, ved hvis Fordamp- ning de skulde vere ladte tilbage. Men med Anıkın antager jeg, at Saltenes Tilstedeværelse tillige — eller hovedsagelig — skyldes den stadig fortsatte Forvitring. Chlorsure og svovlsure Salte spiller den største Rolle, baade i Jordskorpen og i Saltsøerne. Disse to Slags Salte er ofte adskilte, saa at man finder Søer med hovedsagelig opløst NaCl og andre Sige hovedsagelig med Blandinger af Na, SO, og MgSO,. De sidste kaldes Bittersoer. Anıkın forklarer Forskellen derved, at Vinden sorterer det ved Fordampning udkrystalliserede Materiale. Kogsaltet udkrystalliserer nemlig først og som en fast Masse, Sulfaterne se- nere, ovenpaa dette og som løse pulveragtige Masser, der let kan blæse bort. ScHMIDT meddeler i et Tillæg til Mmpenporrr’s Afhandling om Ferghana en stor Mængde Saltanalyser, hvoraf nogle meddeles her: 1. Kara-Tjubé, Saltørken. Krystalmel med Glaubersalt, Gibs, Bit- tersalt og Ler. | I Vand opløselige Salte: 74,2045 pCt. Heraf Na, SO, 62,4234 pCt. CaSO, 85121 — MgSO, 3,1500. — 410, 6,5851 — 2. Mojan. Saltudblomstring paa Kalk. I Vand opløselige Salte: 21,661 pCt. Heraf: NaCl 9,742 pCt. Na, SO, 11,287 —- Ca SO, 6,977 — CaCO, 47,447 — 3. Kokan. Jany Kurgan. Salt paa torre Plantestængler. I Vand opløselige Salte: 49,9787 pCt. Heraf: Na, SO, 44,8090 pCt. Ca SO, 3,2232 — MgSO, 1,2510 — CaCO, 47170 — Na Cl 0,2891 — 4. Margilan. Alty Aryk. Snevid Saltorken. I Vand opløselige Salte: 26,6792 pCt. Heraf Na, SO MO AT pt. CaSO, 10,1121 — MgSO, 6,8053 — Ca Co, 5,9624. — Na Cl 0,1236 — Rappe (1899 p. 22) giver en Saltanalyse fra en ,Ssor“, Salt- plet i Ørkenen: Suh Ar Na, SO, 85,50 pCt. NaCl 8 — MgSO, 3,50 — CaSO, 0,68 — Endelig meddeles nogle Analyser af Saltprover samlede af mig selv, foretagne af Hr. cand. mag. Wønik: ie ho Salt paa Jorden i Örken ved Buchara. Et graahvidt amorft klumpet stovende Pulver, som bestaar af: Na, SO, med Ca SO,, ca. 6 p(t. og NaCl, Spor. Nupret fast saltholdig Jordskorpe sammesteds. De i Vand op- loselige Salte er følgende: 0a50,,. ca, 89 pCt. Na, SO,, ca. 94 — MgSO,, ca. 44,7 — Na Cl, car21,0 Rent hvidt Salt omkring Søen Jugur Kul, Chiwa. 15. Juli 1899. Bestaar af: Na Cl med MgSO,, ca. 3,7 pCt. og MgCil,, ca 14 — Sammesteds. Salt omkring og opad Foden af Salicornier. Be- staar af: MgSO,, ca. 21,50 pCt. Na CI, ca. 76,9 — Na, SO,, ea. 16 — Salt fra et udtørret Vandhul ved Chodsheli, Chiwa. 26. Juli 1899. En Saltkage dannet af 6 over hinanden liggende Lag af farvelose Krystaller, svarende omtrent til Mineralet Astrakanit. Be- staar af: Na Cl, ca. 0,50 pCt. Mg SO,, ca. 36,7 — Na, SO,, ca. 41,5 — . Vand, ca. 31,3: — (+ Karbonat af Mg eller Na) AMG) aes Som man kan se, er Gips, Glaubersalt, Svovlsur Magnesia, Kulsur Kalk og Kogsalt de almindeligst forekommende Salte. Om deres Forekomstmaade henvises til det følgende, navnlig til Kapitlet om Saltørkenerne. Kapitel 3. Oversigt over Transkaspiens Klima. Klimaet er kontinentalt, Vinteren er kold og Sommeren meget varm. Kasalinsk har en lAarsamplitude paa næsten 90° (+ 48° Sommermaximum, —- 40° Vinterminimum) (ScHwarz p.576). Ned- børen er ringe. Vinteren er ikke ret lang, den medfører oftest Frost, ikke lang- varig, men stærk. Tashkent havde i 1886 89 Frostdage, Petro Alexandrowsk 127 (Schwarz p. 561). Den koldeste Maaned er Januar; som absolut Minimum for 10 Aar anfører Ficker — 289,4 og + 28°,1 for henholdsvis Petro Alexandrowsk og Tashkent. Men Temperaturen kan ogsaa komme op til + 20° i Januar. — Sne er ikke sjælden, men den bliver ikke lenge liggende. Foraaret kommer hurtigt, det begynder i Slutningen af Fe- bruar, og det er forholdsvis varmt, April er varmere end Oktober. Allerede i Maj er Gennemsnitstemperaturen over 20°. Juli er den varmeste Maaned, absolut Maximum for 10 Aar ifølge Ficker 43 °,4 og 4291 for Petro Alexandrowsk og Tashkent. I Merw har man aflæst 44°,4 og i Namangan (Ferghana) endog 47°,6 (MusHKeTow). Men Luften er klar og den natlige Udstraaling stærk, og derfor svinger Temperaturen stærkt, hvorom.de i Tabel 1 angivne Maxima og Minima kan give et Begreb. Ogsaa den daglige Temperatur- svingning er meget stor. Da de russiske meteorologiske Stationer ingen Maximumstemperaturer angiver, men kun Temperaturerne Kl. 1 Em., kan der ingen nøjagtige Tal gives herfor. I Tashkent varierede i Aarene 1900—1902 Differensen mellem Minima og Kl. 1-Temperaturer fra 11,4—20,0, men Maximum falder senere paa Dagen end Kl. 1. Rappe (1899) angiver fra Sandgrken en Temperatursvingning paa 36° i et Dogn, Capus (S. 20) paa indtil 40°, og OBRUTSHEW (citeret af Rappr) giver folgende Temperaturer fra Marts Maaned i Sandgrkenen: Kl. 6Fm.: 3°, Kl. 9 Fm.: 20°, Kl 3 Em 288 Ogsaa folgende Temperaturer kan anføres (Rapp 1899 p. 151), aflæste ved Tachta ved Murghab-floden, nær den afghanske Nord- grænse, 23. Juni: na Kl. 6 Fm. i Skygge 259,5, i Solskin 34° C. rag Hi I ne An Anne Bi OSSE sn ee pla, Es SCHWARZ (p. 559) angiver Maaneds- og Aarsamplituder for en Række Stationer. Skymængden er størst om Vinteren (December—Januar) og mindst om Sommeren (August). Buchara har 180 klare Dage om Aaret. Petro Alexandrowsk f. Eks. har i Juni 17, i Juli 22, 1 Au- gust 25, i September 23, i Oktober 18 klare Dage (i Gennemsnit efter Ficker p. 554) og de øvrige Steder viser omtrent samme Tal. Overtrukken Himmel er sjælden om Sommeren. Petro Alexan- drowsk har f. Eks. i de fem Maaneder Juni— Oktober gennemsnitlig kun ca. 4, Tashkent ca. 8 Dage med overtrukken Himmel. Meget ofte er det vindstille. Efter Kersnowsku (p. 108) har jeg udregnet, at i Petro Alexandrowsk 27 pCt. af samtlige Aarets Observationer (som foregaar 3 Gange dagligt) viste Vindstille. For Sommermaanederne var det 29 pCt. — De fremherskende Vinde kommer fra N og NØ, de udgør 37 pCt. for hele Aaret og 41 pCt. for Sommermaanederne. Mindre hyppigt blæser der Vinde fra © og NV, og Vinde fra S, SØ og SV udgør for Petro Alexandrowsk tilsammen kun 5 pCt. i Sommermaanederne. De fremherskende N- og N@-Vinde er tillige de stærkeste — dog naar ogsaa de kun sjældent en stor Styrke — og bestandigste, de blæser især i For- aar og Sommer, og med dem følger klart Vejr, skyfri Himmel og tor Luft. De er selv torre, og da de kommer fra koldere til var- mere Egne, giver de ingen Nedbgr men foraarsager Fordampning (MusHKETOW). Nedbøren er ringe. I Modsætning til Sydrusland, som har Sommerregn, falder Nedbgrsmaximum her om Vinteren eller For- aaret (Hann III p. 192). Vintersneen maa spille en stor Rolle for Vegetationen, og endnu i April kan Regn mange Steder ikke kaldes sjelden. Juli og August er overordentlig torre, i Merv har det i fire Aar slet ikke regnet i disse Maaneder. Naar større Regn- mængder falder, er det som faa stærke Regnskyl, ikke vedvarende Regn. Regndagenes Antal er derfor ringe, hvad der spiller en stor Rolle for Planterne, thi det giver ekstreme Forhold. Den relative Fugtighed angives af Ficxer i Aarsmiddel for samtlige Stationer til 61 pCt. I Tabel 1 findes Gennemsnitstal for hver Maaned paa 3 Dagstider. Men det maa erindres, at disse Tal eg DE stammer fra en Oase, hvor Metningsgraden maa være større end ude i @rkenen. OLursen angiver (1901 p. 12—13) fra forskellige Steder (Merv, Buchara, Kona Urgents) relative Fugtigheder paa 3—19 pCt. Det er naturligt, at Fordampningen under den Varme og den Tørke, der hersker i Transkaspien om Sommeren, maa være meget stærk. Ifølge Semenow (p. 128) overgaar Fordampningen Ned- slaget i Tashkent og Samarkand 3 Gange, i Ferghana 7 Gange, i Nukus 27 Gange og i Petro Alexandrowsk 270 Gange. Nukus og Petro Alexandrowsk ligger Syd for Aralsgen ikke langt fra hinanden, hvoraf det ses, at man her har at ggre med lokale Virkninger. Tallene i Tabel 2 belyser Fordampningens Størrelse og dens Forhold til Nedbøren. Over den daglige Fordampning pr. Maaned findes bl. a. en Tabel hos Musakerow p. 508, efter STELLING, og en anden hos ScHwarz p. 572. En Følge af, at Fordampningen er meget større end Nedslaget, er at Landet udtørres mere og mere. Scawarz (p. 578 ff.) efter- viser, at baade Syr Daria, Aralsøen og andre Søer aftager stadig. Aralsøen skulde efter nogle Beregninger synke 7m, efter andre 4.2m i et Aarhundrede, og Schwarz mener, at Turkestan er uhjælpelig viet til Undergang paa Grund af Vandmangel. Buchara gaar allerede med Kæmpeskridt sin Ruin imøde, fordi Samarkand, som ligger højere oppe ved Serafshan-floden, bruger dens Vand. Borszczow mener ogsaa, at Transkaspiens Udtørring skrider fremad, medens Barr er kommen til det Resultat, at der nu er en Ligevægtstilstand. For Aralsøens Vedkommende paaviser endelig Bere (1908 p. 374 p. p.), at Vandstanden er skiftende, og at den for Tiden er stigende efter et Minimum i 1880. Bemerkninger til Tabel 1. Denne Tabel giver meteorologi- ske Data fra tre Stationer: Tashkent (forholdsvis kold og fugtig), Petro Alexandrowsk, som ligger nær Chiwa syd for Aralsøen (mere tør og koldere om Vinteren men varmere om Sommeren) og Askhabad nord for de persiske Randbjerge (meget varm og tør). Disse Sta- tioners Temperatur og Nedbør er tillige afsatte som Kurver paa den af Raunkiær benyttede Maade (Fig. 1). Tabellen er udarbejdet efter Aargangene 1897— 1906 af Annales de l’Observatoire physique central de St. Pétersbourg og hoved- sagelig af den Afdeling deraf, der hedder Résumés mensuels et annuels. Observationerne er foregaaede hver Dag Kl. 7 Fm., 1 Em. og 9 Em. De angivne Maksimums-Gennemsnit er Middeltal ere POF ee af de højeste Kl. 1 aflæste Temperaturer og derfor altfor lave. Minimums-Gennemsnittene er derimod Middeltal af virkelige Mi- nima; de angives ikke for Petro Alexandrowsk. Tallene stemmer i det hele godt overens med de af Ficker for et andet Tiaar angivne. April M. I. J A. S 410 N D. J E Marts 30 = =: all LLL RER | TI | ee | | 2 Le dB | ulve 7 sal mr |. + 1 | 20 kl = 7 BØRM Es 15 =) = a a CR a Fa så): == I jo} | HER ARE ER 10 FI fe il i = | alee leek Ak | II is 511 \ a IN IL | 44 II ip \ = Bi N — = HT mr ie LEI = An mel ER +: | | Ø FH 4 / ’ I EX . Pat = ler A ‘i LI ZI m TT | à] I III +5 Fig 1. Hydrotermfigurer for tre Punkter af Transkaspien, nemlig: I Tashkent, II Askhabad, III Petro Alexandrowsk. De optrukne Linier er Temperatur- kurver, de punkterede Nedborskurver. Tallene til venstre betyder Celsiusgrader for de første, Centimeter Nedbør for de sidste. (Konstrueret efter den af Raun- KIÆR (1905, 1907) angivne Metode). En Parenthes omkring et Tal betyder, at dette ikke er Mid- deltal af 10 Aars Observationer, men kun af 7—9 Aars, fordi der har været Huller i Observationsrækkerne. Nes Tabel 1. 1897—1906. Tashkent Askhabad Petro Alexandrovsk 41°90’ Nr. Br. 69°18’ Ø. L. 37°57’ N. Br. 58°93’ Ø. L. 41°98’ N. Br. 478m o.H. 226m o. H. 61905'Ø.L. 85 m o.H. on lue 2s |SaledlReativls ls |. |S ale alle ee 6 ME | SEE Fugtig-l=°, Se) se 528820 43/8 4] 8 2 geic8)=2\3 89 ela gale fee] =e just see ERE sElss| ag 2 es) os 25-4 Siss Au Se ee a2 less -leleeio2| BEE Esel ee WF le Bike Fo le like PS6) Jan... . |-+-2,3) 12,3 4-20,5| 57,4110,5 |82/62/84)-+-0,2| 15,7 | —15,0 | 25,0) 9,1||+-5,5| 6,7 \(13,0)| (3,3) Febr. . | 1,6/15,8 --13,7| 28,3) 7,8 8058182" 4,5/19,5 (— 8,2) 23,3] 7,6 \/-+-1,1/13,5 | (5,2)| (2,4) Marts . | 6,8) 22,0 + 8,7) 51,8/11,8 (78/55/77) 8,9) 26,5 | — 4,4) 40,0/10,1|| 4,6) 22,8 \(21,7)| (4,0) April. . || 13,5 28,9 | 0,8} 49,2} 9,3 17114672] 16,3 33,1 2,9| 28,0; 6,2 || 13,9) 30,7 | 14,1 | (3,2) Maj... | 20,6/34,5 6,4! 28,2! 6,5 [65141167 23,4) 38,3 | (10,5) 32,1) 7,4 || 22,5136,4 | (8,5) (1,7) Juni .. | 25,4/37,4 9,8! 16,3) 4,0 60135158] 28,0/40,6| (14,1)! 11,1) 2,6| 27,0139,6 | 5,9! (2,0) Juli... | 27,2)38,4| 12,1) 8,3! 1,7 159133153] 29,741,7| (16,8) 4,7) 1,5) 28,740,3| 0,8 | (0,4) Aug... || 25,2/37,1 9,8! 0,5] 0,4 1611331551 28,0/40,4| (14,4) 1,3) 0,7] 26,4/39,5| 0,71} (0,3) Septbr. | 19,3/34,5) 4,7) 3,8) 1,1 6736/64] 22,3|37,7 7,2} 1,5) 1,0! 20,0/36,0 | 0,9 | (0,4) Oktbr. . || 12,6) 29,7 + 2,3) 31,5) 5,2 76142173" 15,6 32,9 0,8 | 12,0} 3,6| 12,0 28,0| 4,0} (1,6) Novbr..|| 7,2) 23,3 |+- 5,6| 48,7| 8,6 81/57/82] 8,9/26,9 (— 3,0) 25,6) 8,3} 4,0/20,0 |(12,3)) (8,4) Decbr.. | 3,2/17,5 | 9,8] 44,7) 10,9 82164183] 4,6) 20,8 (— 7,4)! 23,6} 9,7 |+-0,4/12,1 [(14,2)| (3,0) Aar... || 15,1 38,8 |--21,0/368,7| 77,8 (7247171) 15,8] 42,4 |(—17,1)|227,9| 67,8 || 12,7|41,1 (91,5) (26,3) Tabel 2. Størrelsen af Fordampning og Nedbør for St. Petersborg og to Stationer i Transkaspien. Efter Britzxe Tabel 8. | 'E 2 Er 21212) E 12 2/8] 8 ERIE Es | 4) + >: eae \> |= a | Se St. Petersborg (Gennemsnit af 20 Aars lagttagelser). Fordampning, mm. || 4| 5| 10 | 24.| 44 | 63 | 63 | 46 | 31 | 18 | 8 | 4| 320 Nedbør, mm...... 22 | 22| 23 | 23 | 42 | 47 | 66 | 66 | 50 | 43 | 36 | 31) 470 Tashkent (Gennemsnit af 14 Aars Tagttagetser). Fordampning, mm. |29|39| 87 | 97 | 146| 198 | 215 | 201 | 139 | 88 | 57 |43 | 1339 Nedbør, mm...... 41 40|6|55 | 17| 4 2; 4/21 | 22156) 328 Sultan Bend, SØ for Merw. (Gennemsnit af 2 Aars Iagttagelser). Fordampning, mm. | 35 | 52 | 104 | 194 | 302 | 459 | 526 | 466 | 296 | 157 | 109 | 64 | 2764 Nedbør, mm...... 36/28) 22) 191.211. O}} .ONoeO) ZInur9 7 RB os. a en Indenfor et saa stort Omraade som Transkaspiens er der na- turligvis meteorologiske Forskelligheder. Angaaende disse kan hen- vises til det store Atlas climatologique, hvor de findes kortlagte. Af Forskelligheder skal her blot fremhæves, at Nedbøren er mindst i Egnen syd for Aralsgen og stiger derfra til alle Sider. Jeg gaar ikke nøjere ind paa dette, fordi jeg ikke kender Vegetationsfor- holdene tilstreekkeligt til at kunne finde de klimatiske Forskellig- heder udtrykte i dem. Transkaspiens Lysklima er karakteriseret ved det store Antal skylose Dage. Wiesner nævner (efter Hann), at i Kirgisersteppen er der 170 skylose Dage om Aaret. Planternes Lov er her apho- tometrisk, d. v. s. har ingen bestemt Stillingsforhold til Lyset, eller det er kun i laveste Grad photometrisk, har en bestemt Lysstilling (Wiesner S. 62). Dette er i Hovedtreekkene rigtigt, men der fore- kommer dog Planter, som stiller deres Blade efter Lyset, f. Eks. Glycyrrhiza, Smirnowia. Andet Afsnit. Vegetationen i Transkaspiens Lavland. Kapitel 4. Tidligere Litteratur. Den botaniske Litteratur om Transkaspiens Lavland er alle- rede stor; siden russiske Naturforskere i forrige Aarhundredes første Halvdel begyndte at berejse det indtil da — i hvert Fald i naturhistorisk Hensende — ukendte Land, er der bleven publiceret en Mængde Afhandlinger. Særlig efter at de vidtstrakte Lande var blevne okkuperede af Rusland, er de blevne flittigt berejste af Naturvidenskabsmænd; men de Afhandlinger, der var Rejsernes Resultater, findes spredte i forskellige, mest russiske Tidsskrifter og er ofte vanskelige at faa fat i. Og særlig i de sidste Aartier, hvor det i Rusland er bleven en national Sag at skrive paa russisk, har en Vesteuropæer stor Vanskelighed ved at finde sig til Rette i den russiske Litteratur. Det, der er skrevet om det transkaspiske Lavlands botaniske Forhold, er — saa vidt det har været muligt at overse det — hovedsagelig Systematik, Plantelister og Beskrivelser af nye Arter. Der foreligger et stort systematisk Materiale, som først i de sidste Aar, navnlig ved FeprscHexko’s Arbejder, er ved at blive samlet til overskuelige Flora'er. Af Vegetationsbeskrivelser, 2 ee for ikke at tale om økologisk Bearbejdelse af Stoffet, foreligger der meget lidt. Hvad der har været mig tilgængeligt, er nævnt i det følgende, hvor de for de fleste utilgængelige russiske Forfattere refereres omstændeligere end de, der har skrevet paa vesteuropæiske Sprog. Basıner’s naturvidenskabelige Rejse gennem Kirgisersteppen til Chiwa. Beretningen er fra 1848. Rejsen gik fra Orenburg til Chiwa, og i dens Beskrivelse gives mange Plantelister, kortfattede Vegetationsbeskrivelser og andre botaniske Bemærkninger. Største- delen af det berejste Omraade hører ikke til de Lande, der om- handles her. Basiner beskriver ,Steppen“ mellem Orenburg og Usturt med dens tre Regioner: Græsregion, Overgangsregion og Chenopodiacé-Region, hvoraf den første er den nordligste, den sidste den sydligste. Chenopodiacé-Regionen er aabenbart meget i Slægt med de senere omtalte Ørkener sydpaa. Ofte er Jorden plantetom, nogle Steder beklædes den dog af ikke faa Planter, men disse danner „keine heitere Hülle, sondern höchstens ein dunkles Trauergewandt“. De almindeligste Planter er: Salsola brachiata, clavifolia, crassa, Kali, Anabasis aphylla, Brachylepis salsa og Arte- misier (Artemisia fragrans). Chenopodiacéernes Mængde tager til imod Syd. Mange Eksemplarer af en Art findes ofte i Mængde sammen. Plateau'et Usturt, der ligger mellem Aralsøen og det kaspiske Hav, deles af Basiner i fire Vegetations-Regioner: Ler-Region, Sand- Region, Mergel-Region og Salt-Region. Den første omfatter største Delen af Plateau'et, er tør og bar med spredt Plantevækst. Om Foraaret blomstrer mange enaarige Planter, især Cruciferer, og Løg- planter (Allium og Tulipa), om Efteraaret finder man næsten kun spredte (fleraarige) Chenopodiaceer: Saxaul, Anabasis aphylla, Sal- sola glauca, arbuscula, crassa, rigida, Brachylepis salsa og Polygona- ceen Atraphaxis spinosa. Sandregionen bestaar af spredte Sandhgje (Klitter). Vegeta- tionen er rigere end paa Ler; thi Sandet holder bedre paa Fugtig- heden. Den almindeligste Plante er Pterococcus aphyllus (= Calli- gonum Pallasii), dernæst Tamarix gallica, og af enaarige findes især: Salsola Kali, Horaninowia ulicina, Corispermum laxiflorum og Asperula Danilewskiana. Mergelregionens Bund er lgsere end Ler, men fastere end Sand. Den forekommer især i Klofter mellem Klippemasser og lignende Steder paa Hgjslettens østlige Skraaning, Vegetationen er forholds- Re es vis rig, Basımer giver en lang Liste over Planter, som findes om Efteraaret. Den indeholder foruden en Del enaarige Planter (Cru- ciferer) mange fleraarige, baade Stauder, Halvbuske og Buske, saa- som: Peganum Harmala, Astragalusarter, A/hagi Camelorum, Tamarix, Artemisier, Chenopodiaceer, Atraphazis. Saltregionens Vegetation findes fortrinsvis ved Aralsgens Kyst, baade paa Mergel og Flyvesand. De vigtigste Planter er: Frankenia intermedia, Zygophyllum Fabago, Lycium ruthenicum, Saussurea crassi- folia, Salsola ericoides, Schoberia (= Suæda) microphylla, Halocne- mum strobilaceum, Halostachys caspia, Atriplex laciniatus, og paa Sandbund: Clematis orientalis, Mulgedium tataricum, Cynanchum acutum, Phelipaea salsa. Basıner beskriver desuden Krat ved Flodbredder med deres Tamarisker, Pile og Popler, og en Saxaulskov, som man var tre Timer om at komme igennem. Tr&ernes Højde var 15’—20' og Stammernes Gennemsnit 8” eller mere. Aarringene er meget smalle, der kunde tælles 200—260. Veddet er skort, hvorfor Forsynet ikke har givet dette Tree Blade; thi havde det Blade, vilde selv et svagt Vindstød kunne knække Stammen. Den næste Rejsebeskrivelse fra Transkaspiens Lavland er , ALEXANDER LEHMANNS Reise nach Buchara und Samarkand‘. LeH- MANN ledsagede i 1841—1842 en russisk Sendelse til Emiren af Buchara som Naturforsker, men han døde kort efter Hjemkomsten til Rusland. Hans meget store indsamlede Plantemateriale blev bearbejdet systematisk af AL. Bunez, og denne Bearbejdelse er endnu et Hovedverk. Hans Notitser fra Rejsen udgaves i 1852, bearbejdede af G. v. HELMERSEN. Man finder heri spredte Bemeerk- ninger om Landskabets Udseende og smaa Plante-Lister fra de enkelte Steder; men man føler, at Stoffet ikke er bearbejdet af den der kender Landet ved Selvsyn, — der mangler den fælles Betragt- ning af alle Enkeltheder, som skal give Oversigt og gøre Afhand- lingen til et Hele. Det næste Værk, der møder os, er Borszczow’s store russiske Afhandling: ,Bidrag til de aralokaspiske Landes Plantegeografi“ (1861)*). Borszczow giver først en kort topografisk-geologisk Over- sigt over Egnen. Den egentlige plantegeografiske Del af Afhand- lingen indledes bl. a. med følgende Bemærkninger: 1) I sin Afhandling: Ueber die Natur des Aralo-Caspischen Flachlandes (1860) "giver Borszczow en orografisk-geologisk Beskrivelse af Omraadet. Botanisk Tidsskrift. 32, Bind. | 2 Ss oa ie »De aralokaspiske Landes Flora er delvis kun Steppernes Flora; for en stor Del er det en @rkenflora, karakteriseret ved fremherskende busk- og halvbuskagtige Planter under hvilke Urter vokser, eller endogsaa ved den nesten udelukkende Forekomst af de forste. Dette er det forste fysiognomiske Karaktertreek ved den Egn, der beskeeftiger os. Det andet Karaktertræk er Plantedeekkets almindelige Fattig- dom. Vegetationen udvikler sig med den storste Vanskelighed og — undskyld Udtrykket — ligesom modvilligt paa en Jord- bund, som indeholder Overflod af Salte, som bestandig brændes af Solens ubarmhjærtige Straaler og kun sjældent forfriskes af en svag Regn. Den fremkommer ikke som tætte Bevoksninger, men i Oaser, hvorimellem der ligger store Strækninger ganske bar Jord. Selv i den nordvestlige Del, der har gunstigere Be- liggenhed og Klima, og hvor Floraen har en mere steppeagtig Karakter, vilde man forgæves søge den yppige Udvikling af urte- agtige Planteformer, som er et Karaktertræk for det sydlige Rus- lands og det sydlige Sibiriens Stepper. Man finder den ikke. Det umiddelbare Naboskab med uhyre glødende Ørkener, der indtager næsten >/4 af hele Omraadet, og Nedslagets Utilstrække- lighed (!) har selv her en altfor følelig Indflydelse paa Klimaet, og desuden fremhyder selve Jordbunden altfor faa af de Betingel- ser, der er nødvendige for en yppig Vegetation. Urtesteppen, Nomadens og hans utallige Kvægs eneste Tilflugt, er her ikke andet end en tør Stipa-Steppe, hvis Vegetation næsten intet Steds danner et tæt Tæppe, og som kun i Floddalene (og det langtfra overalt) har en noget rigere Udvikling. Baade her og i hele Aralokaspien er det nogle faa, særlig karakteristiske Former, der fremhersker; de gentages i det evinde- lige og giver derved hele Egnen et dødbringende ensformigt Ud- seende. Andre Arter er kun underordnede under disse. Hvor Jordbundens Karakter forandres, skifter disse fremherskende Arter undertiden meget hurtigt og giver Plads for andre, som nu for- bliver overvejende indtil Jordbunden igen forandres. Denne Ens- formighed og Gentagelsen af bestemte Arter over vide Strak- ninger er den tredje Ejendommelighed ved de aralokaspiske Landes Vegetation. Uden Tvivl er den en direkte Folge af Klimaets Ensformighed, som atter er mest afhængig af Overfladens ubetydelige vertikale Relief. En fjerde Ejendommelighed ved Floraen er det merkelige N pe Udseende, som mange Planteformer har"). Saa snart man er kommen over Ural, mærker man, at man nu er i et andet Vegetationsomraade, hvis Planter meget skarpt adskiller sig fra dem, der lever under den samme Bredde, men i Egne med anden geografisk Beliggenhed, andet Relief og anden Jordbund. Ja, Floraen paa Urals højre Bred, mellem Uralsk og Orsk, er i mange Ting forskellige fra Floraen paa den venstre Bred. Paa højre Bred findes f. Eks. hyppigt Arabis pendula, Adenophora liliifolia, Tilia parvifolia, Prunus Chamaecerasus, nogle Verbascum-Arter, Urtica dioica og U. urens, Senecio vulgaris 0. m. a., men de for- svinder fuldsteendigt paa den venstre Flodbred og viser sig derefter ikke mere”). Endnu skarpere Udtryk faar Floraens Originalitet i Landets Hjærte, Syd for 49? N. Br. Saadanne Planteformer som Saxaul (Haloxylon Ammodendron) Kara-Djusgjon (Calligonum- Arter), de mærkværdige Popler Populus diversifolia og P. prui- nosa, Kujan-Sujok (Ammodendron Sieversii, A. Karelini), Arter af Chenopodiaceae, Papilionaceae, Cruciferae 0.5.V., 0.8. v., har i meerkeligt Udseeede og Bygning ikke deres Lige og kunde kun udvikle sig under særlige Klima- og Jordbundsforhold. Særlig Jordbunden har i de aralokaspiske Lande en saa mægtig Ind- flydelse paa Vegetationen, at dennes Fysiognomi ved en For- andring af Jordbunden — alt andet lige — ofte forandrer sig aldeles, og det uden jævn Overgang, næsten pludseligt. Denne Forandring ses særlig tydeligt i Flyvesands-Ørkenerne, hvor Hulhederne mellem Klitterne for en stor Del optages af Salt- sumpe eller af en leret løs Bund, som er gennemtrukket af Salte. Medens Vegetationen paa Sandklitterne er forskelligartet og i 1) Den overordentlige Fattigdom paa Kryptogamer er ogsaa et Karaktertræk. (B.’s Anmærkning.) ?) Dette udfører Borszczow nøjere andetsteds (Ueber die Natur d. Aralo-Casp. Flachlandes, p. 272, Anm.): Naar man kommer til Steppen, forsvinder Træ- vegetationen, Popler, Elm, Lind, Birk, Pil, Prunus Chamaecerasus og P. Padus; i Stedet for de i Ural almindelige Salix fragilis og S. viminalis kommer 8S. pallida og S. Wilhelmsiana og „sogar die, im Ganzen, dem Grassteppen-Gebiete angehörigen Sträucher: Caragana frutescens, Spiraea crenata u. hypericifolia und Amygdalus nana kommen südlich von Ural nur gruppenweise und selten vor". Stipa pennata erstattes af S. capillata og S. Lessingiana. En Mengde Planter forsvinder helt (Delphinium, Arabis, Trifolium, Fragaria, Scabiosa, Senecio, Urtica, Poa, Aira o. s. v.). Ural er som en Demarkationslinje mellem Gres- og Skovregion paa den ene Side og den ,ægte Steppe* paa den anden Side. Jordbundens og Plantevækstens Forandring Syd for Tshagan og Steppe- bjærgene blev iøvrigt allerede paavist af Pazzas (1776, S. 310). I* IE højeste Grad karakteristisk, forsvinder dens Arter pludseligt ved Hulhedens Rand. Af den tidligere Mangfoldighed er der ikke Spor tilbage, og hele Floraen i saadanne Fordybninger indskrænker sig ofte til at bestaa of to—tre Chenopodiacé-Arter, saasom Brachy- lepis salsa, Anabasis aphylla, Planter, som er ensformigt udbredte over hele Omraadet. Det er fortrinsvis denne Forandring i Jordbundens Tilstand, der betinger Forskellen i Vegetationens almindelige Fysiognomi, og som ligeledes adskiller bestemte Planteformer, der kan iagt- tages over betydelige Strækninger, og som udgør karakteristiske Ejendommeligheder for de Omraader eller Smaafloraer, hvori de aralokaspiske Landes Flora kan deles. Af disse Omraader er der fem: 1) Stipa-Steppens Omraade. 2) Lergrkenernes Omraade. 3) Saltorkenernes Omraade. 4) Flyvesandets Omraade. 5) Serafshan-Flodens Omraade.” Nedenfor gives et kort Referat af Borszczows Beskrivelse af disse Omraader. 1) Stipa-Steppens Omraade er den nordligste, dens Syd- grænse er ved Mugodshar-Bjærgene og Floderne Tshit-Irgis og Turgai, imod NØ gaar den jævnt over i Greessletterne i den sydlige Del af det Tobolske Guvernement. Stipa-Steppen hgrer altsaa ikke til det 1 dette Arbejde behandlede Omraade. Steppens Overflade er næsten altid svagt bølget. Egentlige Skove findes ikke, hist og her smaa Lunde, mest af Popler og Pile. Den fremherskende Plante er Stipa capillata og dernæst Festuca ovina, men desuden anføres en Mængde Arter: Amygdalus nana, Spiraea-Arter, Ulmus campestris, Caragana frutescens, Popler, Pile, Betula og Alnus, Ranunculaceer, Dianthus og Silene, Eryngium, Trinia, Composi- téer som Cirsium acaule, Jurinea, Saussurea, Echinops, desuden Tulipa, Iris, Allium, Carex. Træer og Buske udgør ca. 10 pCt.. af det hele Antal Arter, (551), to- og fleraarige Planter forholder sig til enaarige som 1:0,31. Borszczow opgør ved hvert Omraade en Statistik, der for en Reekke af Familier viser, hvor stor en Procentdel af disse Fami- liers Repræsentanter i hele det undersøgte Land der findes i MON vedkommende Omraade. Hans Tal kan nu, efter mange Aars Forskning i disse Lande, langtfra være rigtige, men da de dog , frembyder en Del Interesse, angives Tallene for nogle udvalgte Familier. I Stipa-Steppens Omraade fandtes: 57 pCt. af Ranunculaceerne i hele Omraadet. 47 - - Crucifererne — — 41,8 - - Papilionaceerne — — 50,5 - - Compositeerne — — 28,7 - - Salsolaceerne = — 74 - - Cyperaceerne — — 58,9 - - Gramineerne — = Stipa-Steppen har en temmelig ensformig Karakter, den ligner i mange Ting de vestlige tilgrænsende Guvernementers Stepper’ Den er langtfra altid en frugtbar Græssteppe, oftere tør, leret og fattig, og jo længere man kommer mod Syd, desto oftere træffer man store, bare Lerpletter. Indenfor Stipa-Steppen adskiller Bors- - zczow tre Floraer; Græssteppens, Stensteppens (Mugodshar og dens Skraaninger) og Ler-Sten-Steppens. Den sidste indbefatter, navnlig i den sydlige Del, mange Arter, der er ejendommelige for Ler- og Saltørkenerne. 2. Lerørkenernes Omraade er efter Borszczow udbredt imellem det kaspiske Hav og Aralsøen (Usturt) samt nord og øst for Aralsøen. Overfladen er en bølget Slette, i Almindelighed højere liggende end den Bund, hvorpaa Saltørkenerne og Flyve- sandet findes. Jordbunden bestaar af rent, tæt Ler og leret eller sandet, mere eller mindre løs Mergel. Næsten overalt er Jorden gennemtrukken af Salte, og Saltsumpe findes ikke sjældent. Den Lighed med Sydruslands Stepper, som man kan finde i Stipa- Steppen, er her forsvundet. Vegetationens Karaktertræk er: faa men overordentlig ejendommelige Planteformer og en frygtelig Ens- formethed. — Af Planterne (329 Arter) i denne Formation er 10,63 pct. Buske. Fleraarige og toaarige forholder sig til enaarige som 10:7: Af Borszczow’s Statistik gengives Tallene for de samme Fa- milier som ovenfor nævnt. I Lergrkenernes Omraade fandtes: 29,6 pCt. af Ranunculaceerne i hele Omraadet. 40,9 - - Crucifererne = — 17,09 - - Papilionaceerne — — ones 23 pCt. af Compositeerne i hele Omraadet. 49 - - Salsolaceerne aes ee 26 - - Cyperaceerne — — 93 - - Gramineerne Ea == De fremherskende Arter er Artemisia fragrans og A. mono- gyna: uoverskuelige Strækninger kan være bedækkede kun af disse to Arter, som giver Landskabet et overmaade trist Udseende. Deres hyppige Ledsagere er Salsola crassa, S. lanata, Brachylepis (Anabasis) salsa og Anabasis tatarica, undertiden ses ogsaa Saxaul (Haloxylon Ammodendron), samt Ferula persica, Rheum caspium og Calligonum Calliphysa. ,Disses (de tre sidstes) Forekomst er 1 den Grad fast sam- menknyttet med Ejendommelighederne i dette Omraades Jord- bund, at man fra blot enkelte Eksemplarer af disse Planter med stor Sikkerhed kan bestemme den Stedfloras Karakter og Fysi- ognomi, hvorfra de er tagne.” De nævnte Planter er saa godt som de eneste, der kan findes 1 Lergrkenerne efter den anden Halvdel af April, hvor Solen for Alvor begynder at faa Magt. Om Foraaret er Floraen rigere, da blomstrer Arter af Alyssum, Megacarpaea, Tauscheria, Euclidium, Matthiola, Chorispora, Echinospermum, Onosma, Phelipaea, Allium (A. caspium), Tulipa patens, Rhinopetalum Karelini, — disse Planter danner ,@rkenfloraens Foraars-Zir“, som desværre altfor hurtigt for- svinder. — I dybe Slugter ved Kanten af Usturt kan man finde frodigere Vegetation af baade Roser, Spiraea og Hlaeagnus. 3. Saltorkenernes Omraade indtager især store Stræk- ninger ved Nordøstenden af det kaspiske Hav, men mindre Stræk- ninger findes indsprængt i de andre Omraader. Overfladen er en fuldkommen plan Slette, overstrøet med utallige Saltsøer og hist og her med Sandhøje. Jordbunden er tæt Ler, ofte haardt som Sten, eller løs Mergel med Indblanding af Kridt og til betydelig Dybde gennemtrukket af Havsalte. Vegetationen er overordentlig fattig og ensformig. Af 170 Arter, der er ejendommelige for Saltørkenerne, er 63 Chenopo- diaceer, 17 pCt. er Træer eller Buske (et meget stort Tal), og fleraarige og toaarige Planter forholder sig til enaarige som 1: 1,3. = Uagtet Ensformigheden er Floraens Fysiognomi overordentlig ejendommeligt, og de evigt grønnende Saltsumpe gør langtfra saa trøstesløst et Indtryk som Lerørkenerne. „Her (9: i Saltørknerne) Lion ER stræber Vegetationen ligesom at bøde paa Ensformigheden ved Formernes Ejendommelighed, ved sin bestandige Friskhed og ved sine ualmindelige Farvespil. Uhyre, i Foraaret lysegrønne Salt- sumpe bliver, naar den stikkende Varme kommer, efterhaanden gullige og tilsidst lysegule, og med de første Efteraarsdage gaar Farven over til rosa, blodrød og violet. Paa den samme Tid viser de nye Grenes unge grønne sig, og disse fire Farver har- monerer vidunderlig godt med hinanden. Det er vanskeligt at gøre sig nogen Forestilling om et saadant Billedes Virkning, især ved Solens Opgang eller Nedgang, man maa se det for at for- staa al dets Skønhed”. I Saltørkenerne fandtes: 7,68 pCt. af Ranunculaceerne i hele Omraadet 10,84 - - Crucifererne — — 7,68 - - Papilionaceerne — — 3,4 - - Compositeerne — — 58,3 - - Salsolaceerne — — 3,7 - - Cyperaceerne — — 16 - - Gramineerne — — Man ser, at Salsolaceerne her breder sig paa de andre Fa- milers Bekostning. Som de almindeligste af dem nævner Borszczow: Ceratocarpus arenarius, Kalidium foliatum, K. arabicum, Halocnemum strobi- laceum, Salicornia herbacea, Schoberia (Suaeda) baccifera, S. salsa, Salsola clavifolia, Ofaiston monandrum, Halimocnemis villosa, H. sclerosperma, H. glauca, Halogeton glomeratus, Anabasis aphylla, A. brachiata, Brachylepis (Anabasis) salsa, Halostachys caspia. Vigtig er endnu Zygophyllum Eichwaldü. 4. Flyvesandets Omraade er især udbredt sydøst og gst for Aralsøen. Vegetationen er yppigere end i de andre Om- raader og tillige interessantere og rigere paa sjældne og marke- lige Planteformer. Om Foraaret er det ganske som en Have. Klitterne er oversaaede med Buske af Calligonum, Halimodendron, Saxaul, Tamarix, Salsola o. s. v., — nogle af disse forekommer ogsaa i de andre Formationer, men er bedst udviklede i denne, og dette Omraade kan med Rette kaldes Örkenfloraens Skov-Om- raade *). 1) Denne Bemærkning er med Rette bleven modsagt af Korsuinsky og af TANFILJEW. a Af 501 Arter af Fanerogamer, ejendommelige for Sandfloraen, er 16,16 pCt. Træer og Buske. Fleraarige og toaarige Planter for- holder sig til enaarige som 1:0,75. 235 Arter hører udelukkende til i Klitterne. I Sandfloraen findes: 96,9 pCt. af Ranunculaceerne i hele Omraadet. 54,21 - - Crucifererne — — 63 - - Papilionaceerne — — 65 - - Compositeerne — = 61 - - Salsolaceerne — == 10 -: - Cyperaceerne — — 98 - - Gramineerne = — Foruden Cruciferer og Papilionaceer er ogsaa Borragineer og Polygonaceer talrige. Crucifererne alene udgør over 1/10 af hele Artsantallet. Borszczow nævner af Cruciferer: Dontostemon (flere Arter) Streptoloma, Spirorhynchus, Pachypterygium, Cithareloma, Lachnoloma, Chartoloma, Octoceras, af Papilionaceer: Ammoden- dron, Halimodendron, Ammothamnus, Eremosparton, Alhagi, Astra- galus. Af andre Familiers Repræsentanter kan fremhæves: Helio- tropium, Echinospermum, Calligonum (17 Arter), forskellige Umbelli- ferer (Dorema, Ferula o. a.), — Artemisia, Echinops, Cousinia, Microlonchus, Scorzonera, Streptorhamphus og flere, som ikke behøver : at gengives her. Salsolaceerne er næsten de samme Arter som i Saltgrkenerne, men yppigere udviklede; nævneværdige er Alexandra Lehmanni, Caroxylon (Salsola) hispidulum, ©. subaphyllum, Eurotia Eversmanniana. Der er endel Repræsentanter for mindre Familier: Zygophyllaceer, Rutaceer, Tamaricaceer, Gnetaceer (Ephedra), og af Monocotyledoner nævnes Biarum, Tulipa, Merendera, Gagea, Heleocharis. 4, Serafshanflodens Omraade findes i Bjærgegnene ved den nævnte Flods øvre Lob og interesserer os derfor ikke her. Efter den her refererede indledende Beskrivelse behandler Bors- zczow Planterne familievis med Hensyn til Slægters og Arters Ud- bredelse. Denne Behandling indtager den største Del af hans Ar- bejde, den ender med følgende almindelige Slutninger: 3 ,1 For største Delen af de mere almindelige midtrussiske Planter, hvis Udbredelse vest for det kaspiske Hav gaar til Transkaukasien, er den sydlige Udbredelsesgreense gst for det kaspiske Hav i Aralokaspien Breddecirklen 51/27 n. B. 2. Hvis disse Former er udbredte længere mod Øst, i Si- og) RS birien, saa gaar Greensen for deres uafbrudte Forekomst udenom Aralokaspien og ligger stadig nord for den nevnte Parallel. 3. De fleste rene Steppeplanter, der træffes i det sydlige Rusland og imod Vest er udbredte fra det kaspiske Hav til Kaukasus’ Fod, naar i Aralokaspien deres Sydgrænse ved 49° Br. og deres Ostgrænse ved Mugodshar-Keedens Meridian (77° ie Ferro.); de gaar altsaa ikke udover den Del af Stipa-Omraadet, som vi har kaldt Græssteppen. Hvis disse Planter udbreder sig længere mod Øst, saa bevæger Grænsen for deres uafbrudte Fore- komst sig gærne mod Nord ved Mudgodsharbjærgenes Vestskraa- ning, og fra disses Nordende (50'/2° n. Br.) tager den østlig Ret- ning, idet den gaar udenom det Bassin, hvori det mellemste og nedre Løb af Floderne Irgis, Ulkojak og Turgai ligger. Som iso- lerede Forposter kan de naturligvis ogsaa træffes syd for denne Bredde, men ikke sydligere end 49° Br. 4. Sydligere Planteformer, som er ejendommelige for baade Persien og Aralokaspien, er i Nutiden ikke udbredte i vor Flora nordligere end 47? Br. 5. Mere østlige Former, der træffes i det altaiske Sibirien og Dsungariet, gaar imod Vest sjælden over 78° L. 6. For en stor Del sydøstlige Former er Syr-Daria's nedre Løb (45°—46° Br.) Nordgrænse og Aralsøens Østbreds Meridian (79° L) Vestgrænse. 7. Som Udbredelsescentrum for træagtige Former af Salso- laceernes, Polygonaceernes (Calligoneae) og Papilionaceernes Fa- milier maa Egnene gst for Aralsgens anses. 8. De aralokaspiske Landes Flora, saaledes som vi kender den i Nutiden, er af relativ ny Herkomst, og de fleste af dens Planteformer har sandsynligvis udbredt sig i denne Del af Asien i en meget sen Tid (antagelig fra Øst og Syd, i ringere Grad og derfor ikke saa dybt ind fra Vest og Nord). Denne Flora er Samlepunkt for Former, der forekommer i Sydruslands Stepper, det altaiske Sibirien og Persien. Som dens oprindelige Planteformer kan man aabenbart kun betragte: Salsolaceae, de træagtige Polygonaceae, Nitrariaceae, Zygophyllaceae og nogle Arter af Tamaricaceae, Papilionaceae og Cruciferae. 9. Naar man betænker, hvorledes Udtgrringen af Indvande og Flodsystemer skrider frem!), medens Klimaets Tørhed tager til, 1) Ifølge Baer (1855) er Indtorringen afsluttet og en Ligevegtstilstand for- længst indtraadt. Smlgn. Scawarz og Bere, overfor S. 12. Pr pes kan man næsten med Sikkerhed sige, at vestlige og nordlige Former snart fuldstændig vil ophøre at udbrede sig i de aralo- kaspiske Lande, og Former, der allerede findes, vil begynde at uddø. Paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at sydlige og sydøstlige Orkenformer som Følge af disse Forhold bestandig vil udvide deres Omraade imod Nord og Vest. Saxaul, Elaeagnus hortensis og nogle andre bevæger sig i Nutiden fremad imod Nord, medens Arter som Populus nigra og P. alba forsvinder fra sydligere Bredder, hvor de forekom, og dette viser, at denne Periode allerede nærmer sig.“ Borszezow’s Afhandling ender med en kort Omtale af Krypto- gamerne, som i det hele kun spiller en ringe Rolle. Parmelia esculenta forekommer sporadisk i Ørkenerne, hvor man ogsaa kan finde enkelte Lycoperdaceer. Borszczow's Arbejde er, trods sin Ælde, bleven saa udførligt refereret, fordi det i det hele giver et udmærket Billede af de aralokaspiske Lande. Særlig bliver Floraens Forhold til de om- givende Landes Flora godt belyst, — det er ogsaa for at faa dette frem, at jeg har medtaget Stipa-Steppen, et Omraade som ellers ligger udenfor denne Afhandlings Plan. Saavidt jeg ved, er Bors- zczow’s Arbejde det eneste, der behandler Aralokaspiens Flora fra det nævnte Synspunkt, men som ovenfor sagt: paa Grund af den russiske Litteraturs vanskelige Tilgængelighed kan jeg ikke indestaa derfor. Det neste mig bekendte Arbejde, der har Interesse i denne Sammenhæng er: A. A. ANronow: Om det transkaspiske Omraades!) Planteformationer, 1892. Antonow opholdt sig fra 18. April til 27. Juni 1889 i de paa- gældende Egne og har derfor, som han selv bemærker, hverken set det tidligste Foraarsflor eller det sene Flor af fleraarige Cheno- podiaceer. Antonow har seks Formationer: 1. Ler- (eller Loss-) Orkenernes (Sletternes) Flora. 2. Flodbreddernes Kratflora. 3. Loss-Steppe. 1) Her er „Omraade* sat som Oversættelse for ,oblast“, ligesom hos Bors- zczow, skønt det hos den sidste svarer til Anronow’s „Formation“. Anronow bruger selv Ordet ,Formation“. — 4. Sandørken. 5. Forbjærg- eller Stensteppe. 6. Bjærg- eller Klippeflora. 1. Lerørkenernes Formation er den fremherskende og mest udbredte blandt dem alle. Jordbunden er en plan Flåde, dannet af Løss, som i raa Tilstand er blød og fedtet, i tør Tilstand haard som Sten. Ved stærk Tørke revner den i 4—5-kantede Polygoner, og Overfladen skaller af. Denne Jordbund er Undergrund ogsaa for de andre Formationer. Floraen er fattig og ensformig, det er Salsolaceernes Rige. Saxaul (Haloxylon Ammodendron) er den vigtigste af disse, den er her en lav forvreden Busk, ikke højere end en Arshin (ca. 0,7 m), desuden nævnes Salsola, Suaeda og Halimocnemis. Planterne staar langt fra hinanden. — Hvor Fugtighedsforholdene er bedre, nær Vandhuller eller Saltsteder eller ved Klitter, hvis Sand holder paa Jordens Fugtighed, der udvikles flere og kraftigere Planter. De nævnte Saltsteder („Takyr“ og ,Ssor“) opfattes som en Underformation, men man faar egentlig ikke at vide, hvori For- skellen bestaar. 2. Flodbreddernes Krat. Paa de smalle Striber langs Floderne, som stadig holdes vaade, vokser Tamarix, Popler (Populus euphratica, pruinosa), Pile, Lycium turcomanicum og Phragmites o.a., ofte led- sagede af Slyngplanterne Cynanchum acutum og Apocynum sibiricum (= A. venetum). De danner ligesom et levende, tet og ofte uigen- nemtreengeligt Gærde langs Flodens Bred, — en yppig Vegetation; Poplerne kan naa en Højde af 5 Sashen (ca. 10!/2m) med et Stammetværsnit af/4/2 Arshin (ca. 0,35 m). Poplerne vokser ofte — ledsagede af Rør — ude paa lave Øer, der er skjulte under Hgj- vande. — Allerede i nogle Favnes Afstand fra Floden bliver Tama- riskerne mindre, og her begynder de at blandes med Salsolaceer, der nyder godt af Fugtigheden, og endnu to—tre Verst (omtrent å 1 km) ude i Ørkenen kan man se forkrøblede Tamarisker. I Flodbreddernes Vegetation findes ingen Urteflora, hvorved den adskiller sig fra Flodskovene i Rusland, hvor ogsaa Populus nigra træder i Stedet for P. euphratica. Forøvrigt mener ANronow, at man ikke bør anvende Udtrykket Skov om denne Formation; thi den forekommer kun som en Stribe langs Floderne og har saa at sige kun een Dimension. Denne Bemærkning synes mig ikke rigtig, thi den omhandlede Vegetation kan paa sine Steder faa en betydelig = Oona Bredde, f. Eks. i en forladt Flodseng, hvor Fugtighedsforholdene er gode. | Ved stærke Flodbgjninger eller hvor en Flod har forandret sit Leje, dannes der ofte „Starizi“, nu aflukkede Vandbassiner, hvor der vokser Buske og Siv, og ved hvis stillestaaende Vand der og- saa findes „andre urteagtige Former“. I Forbindelse hermed nævnes runde, ofte store ,Sump-Sger“, dannede ude paa Sletterne af For- aarets Smeeltevand. Omkring dem vokser Salsolaceer, men Fore- komsten af Rør og Tamarix gør det rimeligt at henføre dem til Flodbreddernes Krat. — De er ofte vidtstrakte og huser Vildsvin og mange Fugle, i Reglen bor der ingen Mennesker ved dem, AnToNow kalder dem „biologiske Oaser“. 3. Loss-Steppens Formation findes paa den samme Jord- bund som de andre, men har rigeligere Fugtighed, den forekommer især ved Foden af Bjærge. Den er rig paa Arter som paa Individer. Den ligner ganske de sydrussiske Stepper, ikke i systematisk Sam- mensætning, men i det hele Billede. (Dog nævner AnTonow senere, at der dannes intet Vegetationstæppe, og det er netop en vigtig For- skel mellem denne og den russiske Steppe). Ligesom Caragana og Prunus i Sydrusland vokser ved Vandløb, saaledes her Tamarix, og i begge Lande hæver høje fleraarige Urter sig op over den lave brogede Vegetation; af saadanne nævnes for Asien Eremurus, Eremostachys, Astragalus, Cousinia, Centaurea og Skærmplanter. 4. Sandørkenen, som indtager omtrent Halvdelen af hele Transkaspien, er den ‘nyeste geologiske Dannelse. Dens Flora er meget righoldig, og i den bedste Tid, April og Maj, er der saa frodigt som i en Have. Planterne er dels Buske, dels en- og fler- aarige Urter, Buskene er de mest karaktergivende. Denne rige og vidt udbredte „Flora eller Formation“ er den bedst afgrænsede, dens Planter er afhængige af Sandet og vandrer ikke ud paa andre Jordarter. Løssørkenernes og Flodkrattenes Planter kan blande sig med hinanden eller gaa ud paa Sandet, men Sandplanter findes aldrig paa Løssbund. Saxaul vokser saaledes baade paa Løss og Sand, ja trives langt bedre paa det sidste, især paa ,Ssor“ med Sand over, men Buske som Calligonum eller Ammodendron søger man forgæves paa Lersletten. Som de mest typiske Sand-Buske nævner Antonow: Calligonum, Ephedra, Ammodendron, Eremosparton, Salsola Arbuscula, Astra- galus dendroides, Haloxylon Ammodendron. De nævnte Buske 901 naar en Højde af 1'/2—3 Arshin (ca. 1—2,10m), sjælden og kun under særligt gunstige Forhold 2 Sashén (ca. 4,2 m). De har korte, krumme, lavt og stærkt grendannende Stammer. Bladene er ind- skrænkede til Minimum. Rodsystemet er i hvert Fald hos flere af dem stærkt udviklet: hos Saxaul og Calligonum kan man se Rod- grene løbe i Overfladen mellem Klitterne og give Fødsel til nye Individer. De kan blive 5—7 Sashén (ca. 10,5—14,7 m) lange. Disse Buske spiller en vigtig Rolle som Sanddæmpere. Vigtigere end dem er dog Aristida pungens (0,7—1m høj), der gerne vokser paa selve Klittoppene, og Carex physodes, der vokser paa mere rolige Steder, f. Eks. mellem Klitterne, og der væver Sandet sammen med sin Rodfilt. Disse to er Sandørkenens „Erobrer og Regent“. Af Repræsentanter for det øvrige Urteflor nævnes: Delphinium camptocarpum, Hypecoum pendulum, Roemeria refracta, Malcolmia africana, Sptrorhynchus sabulosus, Astragalus sp., Erodium oxyr- rhynchum, Alhagi camelorum, Senecio coronopifolius, sjældnere er Dorema Ammoniacum, Sphaerophysa sp., Rheum sp. 5. Forbjergs- eller Stensteppen findes ved Foden af Bjerge, mellem disse og Losssteppen. Bunden er haardt Konglo- merat. Det er en Artemisia-Steppe, A. nutans er Hovedplanten. Til den slutter sig Stipa orientalis, Papaver pavoninum, Cruciferer, Caryophyllaceer, Astragalus, Umbelliferer, (Zosimia, Ferula), Gom- positeer (Centaurea ovina, pulchella, Balsamita, solstitialis, Cousinia turcomanica, dichotoma, lyrata, Achillea santolina), Labiater, Liliaceer, Gresser 0. fl. Ved Vandløb ses Ulmus nuda og sjælden Busken Zygophyllum eurypterum. 6. Bjærgfloraen hører ikke til i denne Undersøgelse. | Vi kommer derpaa til S. KorsHinskys Arbejde: Skizzer af Turke- stans Vegetation (1896). Det forste Afsnit heraf handler om Trans- kaspien. Som Sandorkenens ,Normaltype“, der er den mest udbredte og bestandige, betragter Korsunsky ,flade eller svagt bakkede Sand- egne" af løst, men ubevægeligt Sand og bedækkede af en ganske vist fattig, men dog forholdsvis rig og temmelig afvekslende Vegeta- tion. Dennes mest karakteristiske Træk er, at den bestaar for- trinsvis af træagtige Arter: Haloxylon Ammodendron, Salsola Arbus- cula, Calligonum, Ephedra, Ammodendron Karelini, Eremosparton, Astragalus Ammodendron o. fl. Om Foraaret kommer hertil mange Urter, de fleste enligt voksende, saa at de ikke danner noget 100 ie: Dække. Nogle faa, som Carex physodes og Capsella elliptica, kan dog forekomme saa rigt og tet, at de danner Gronsveer eller noget, der ligner det. Om Efteraaret er Urterne forsvundne, og man finder nu fleraarige Salsola-Arter, Smaabuske bedækkede med smukke, brogede Frugter. Sandegnene er ikke saa øde, som man kunde tro, siger Kor- SHINSKY, og der er egentlig ingen Grund til at kalde dem Orkener. I hvert Fald om Foraaret er Jorden i faa Centimeters Dybde vand- holdig: ,Jeg tror, at Vegetationens skarpt udtalte xerofile Karakter ikke afhænger saa meget af Jordbundens Torhed, men snarere af Luftens Tgrhed og i Særdeleshed af den stærke Opvarmning af de nedre Luftlag, af Solstraalernes umiddelbare Virkning og af disses Tilbagekastelse fra den nøgne, gulgraa, stærkt ophedede Sandbund“. Den nævnte Vegetation af træagtige Planter anser Korsninsxy ikke blot som særlig karakteristisk for Sandgrkenen, men han mener ogsaa, at det er dens oprindelige Vegetation, som i sin Tid har bedeekket hele Sand-Omraadet. Thi Sandets Overgang til bevægelig Tilstand afhænger, mener han, hovedsagelig eller maaske udelukkende af Menneskets Virksomhed. Saa snart man fjerner sig fra Veje og beboede Steder, finder man jævnere Sandoverflader, bedækkede med de nævnte Træer og Buske. Det er især Nomaderne, der af- stedkommer disses Udryddelse, idet de hugger dem til Brændsel og deres Kvæg opæder og optramper Vegetationen. Som det nu er, finder man fuldstændig livløse Egne, hvor de høje halvmaaneformede Klitter („Barchaner“) er plantetomme. Overgangen hertil er det Stadium, hvor alle eller de fleste Urter mangler, medens Træerne og Buskene ses som enkelte Eksemplarer, og Aristida pennata og A. pungens endnu holder Stand. Selv i den plantetomme Ørken finder man dog nogen Vegeta- tion der, hvor Vand i Smæltevandslavninger eller Floddale har hid- ført finere Jordpartikler, som holder sammen paa Sandet. Her vokser foruden mange egentlige Sandplanter mange mere fordrings- fulde Urter, f. Eks. Ceratocephalus falcatus, Euclidium syriacum, Umbelliferer, Koelpinia linearis 0. m. a.; KorsHInskY giver Pag. 7 en lang Liste over dem. | Det næste Skridt paa denne Vej er ,Takyr“, flade Lavninger, som efter Regn er vanddækkede. Vandet fordamper hurtigt og efterlader en klæbrig Jordbund, der ved Udtørring bliver meget haard og slaar Revner, — ofte udkrystalliseres ogsaa Salte. „Takyr“ er næsten altid plantetomme. ONE Ved Foden af Kopet-Dagh ligger en smal, dyrket Landstrimmel, som mod Nord grænser til Örkenen. Den vandes af Stramme, der kommer ned fra Bjærgene, men de er ikke mange og ikke vand- rige, saa der findes store udyrkede Partier mellem Markerne. Paa disse udyrkede Partier blandes @rkenplanter med ukrudtagtige Vækster og Former, der stammer fra de nære Bjærge. Af de første kan nævnes Alhagi Camelorum, Salsolaceae, Zygophyllum, Peganum Harmala, af Bjærgplanter Leontice leontopodium, Glaucium luteum, Carex stenophylia, medens de Planter, der ynder dyrket Lands Neerhed, især bestaa af Cruciferer og Papaveraceer (hoemeria); desuden ses tit Hordeum murinum, Spinacia tetrandra, Arnebia cornuta o. fl. Fra den sydgstlige Del af Transkaspien, Egnene ved Afghani- stans Grænse, beskriver Korsuinsky Vegetationen ved Foden af Paropamisus-Keeden. Her findes en bglgeformet Egn (,Badchis“) med sandet, dog sjældent los Overflade. De lavere og mere fladt skraanende Dele af „Badchis“ bærer en Vegetation, som KorsHINsKy kalder ,Sandsteppe“. Den bestaar ,udelukkende af urteagtige Planter eller smaa Halvbuske, som, alt efter Lokalitetens Relief eller Jord- bundens større eller mindre Torhed, er fordelte mere spredt eller mere tæt, men som altid staar som enkelte Individer og ikke danner Gronsver*. Billedet minder om Sortjord-Stepperne i Sydrusland. Ligesom Stipa pennata der, er her Stipa barbata Karakterplante. Til denne slutter sig flere Arter af Convolvulus, Onobrychis, Ranun- culaceer, Acanthophyllum, Aegilops og flere, i den sydligste Del ogsaa Dorema og Ferula. De højere liggende Dele af „Badchis“ bærer en anden Vegetation, delvis karakteriseret af andre Planter, bl. a. Amygdalus horrida og Pistacia vera. Denne Vegetation kan ikke regnes som tilhørende Lavlandet og skal derfor ikke omtales nærmere. Korsuinsky beskriver ogsaa kort Flodterrasser med deres Phrag- mites-Bevoksninger og Poppeltræer (især P. euphratica); han skildrer den kunstige Vanding, det dyrkede Land og de Planter, som kul- tiveres der. Vil vil oftere vende tilbage til hans interessante Arbejde. I Rappes Afhandling: „Transkaspien und Nord-Chorassan“ (1899) findes ogsaa mange værdifulde Angivelser om Vegetationen. Han beskriver de vegationslgse, hovformede ,Barchaner“, som faar Landskabet til at ligne et stivnet Hav i Storm, og de mere runde Sandhoje (,Htigelsand“), som er at ligne ved død Sø med Denning, og som er bevoksede med Halimodendron, Ammodendron, ge ME Saxaul og Tamarisker, medens Lavninger imellem dem kan findes dækkede af Capsella elliptica. ,Sandsteppen* er som et næsten roligt Hav og beerer et rigt Foraarsflor af Capsella elliptica, Rheum caspicum, Calligonum, Atraphaxis, Lycium, Zygophyllum, Nitraria, Poa bulbosa, Bromus tectorum, Avena sterilis, Hordeum murinum, Stipa barbata. — RappE beskriver ogsaa Sandvoldene i de nord- vestlige Dele af Omraadet; ‘her, i Dalene og paa Voldsiderne, naar Saxaul sin kraftigste Udvikling, medens Ammodendron Sieversii foretrækker Bakkekammenes løse Bund. De bladløse Ørkenbuske findes næsten kun, hvor Sandet er i Bevægelse, — paa gamle faste Sandbjærge ses f. Eks. Prosopis Stephaniana, Heliotropium dasycarpum, Delphinium camptocarpum, Artemisier og Cousinier. — Kun Planter med Knolde eller med dybtgaaende Rødder holder sig længe grønne, andre brændes tid- lig bort. Efter Rappes Mening er den relativt rigt bevoksede ,Sandsteppe“ det sidste Stadium: det bevægelig Sand vil, overladt til sig selv, efterhaanden blive bevokset, og derefter vil Terrænet langsomt ud- jævnes. Rundt om i Rappes lange Rejsebeskrivelse findes mange Med- delelser om Plantevæksten. Flere af dem vil blive nævnte i det følgende. Afhandlingen refereres ikke her ret udførligt, fordi den er saa let tilgængelig. M. P. DE Semenov giver (1900) i sin Beskrivelse af det asiatiske Rusland ogsaa den turkestanske Vegetations vigtigste Karaktertræk. Han beskriver Sandørkenernes Træbevoksning, Haloxylon, Salsola, Calligonum, 0.s.V., („des arbres sans ombre, sans fraicheur et sans vie“) og deres Betydning for Sandets Dæmpelse, han omtaler Ler- grkenernes Vegetation af Artemisier, Salsolaceer, Zygophyllum og store Umbelliferer og deres hurtigt svindende Foraarsflor, og „Salt- steppen“s med Aarstiderne farveskiftende Chenopodiacé-Vegetation, og han nævner Flodbreddernes tætte Krat af Popler og Rør. Han giver ogsaa en Meenede geologiske, meteorologiske og andre Oplys- ninger. Til hans Inddeling af Sandgrkenerne vil vi senere vende tilbage. I den Petersborgske Forstjournal (1901) har W. Pazezxn skrevet en Afhandling, som hedder ,Sanddæmpning ved den midtasiatiske Jærnbane.“ Næsten den samme Artikel er fremkommet i „Russisk Skovbrugstidende* 1908 Nr. 31 og 32. Forfatteren har selv i mange Aar ledet Arbejdet med at sikre den transkaspiske Bane- linje mod Sandflugt. I 1899 viste han mig med den største Elsk- værdighed om i en Del af Distriktet. Afhandlingen begynder med en Karakteristik af de forskellige Landskabs- og Klitformer, deres Farlighed og de forskellige Maader, hvorpaa de kan overfyge Banelegemet. Det vigtigste Middel til at dæmpe Sandflugten er Plantevæksten, selv om der stedvis ogsaa anvendes kunstige Midler, som Græs- tørv og Siv. Beplantningens Bredde langs Banelinjen er oprindelig ca. 425 (—530)m. Senere breder den sig af sig selv og har paa sine Steder naaet 2—3 Kilometer. Naturforholdene i Sandørkenen, siger han, er overordentlige. Det regner ikke fra Maj til November, og Nedbøren i Vinter og Foraar er ubetydelig. Bittersalt Grundvand, flyvende Sand og den glødende Sommervarme er andre Forhindringer for en frodig Ve- getation. Derfor maa man til Kamp imod Sandet vælge stedlige Planter, som har tilpasset sig til Forholdene og har tilstrækkelige Kampmidler. Der gøres dog ogsaa Forsøg med fremmede Planter. De vigtigste Arter, der anvendes til Plantning er: Saxaul (Haloxylon Ammodendron), Salsola Arbuscula, Ammodendron Conollyi, Ere- mosparton aphyllum, Salsola subaphylla, Smirnowia turkestana, Astragalus paucijugus og A. Ammodendron, Aristida pennata, Carex physodes samt forskellige Arter af Calligonum. Deres Egen- skaber beskrives kort. Dette vil vi dog ikke referere her, da vi senere kommer tilbage dertil. For at faa Planter til Udprikling har man indrettet Plante- skoler. Da @rkenplanterne ofte har meget lange Rødder, som vilde beskadiges ved Planternes Udflytning, har man anlagt Plante- skolen ved Farab paa et Sted, hvor Grundvandet ikke ligger dybt (ca. 1 m, og i Sommertiden, naar Amu Daria har høj Vandstand, ca. 0,7m). Og det har vist sig, at Rødderne gennemgaaende ikke er bleven længere end 0,7m (1 Arshin). Inden Saaningen, som paa Grund af Nedslags- og Varmeforhold helst skal foregaa om Efteraaret, lægges „Froene“ 10—15 Dage i fugtigt Sand, og Jorden løsnes indtil en Dybde af ca. 30 cm. Hvis Calligonum skal saas om Foraaret, maa Frugterne overvintres i fugtigt Sand, og Bedene maa dækkes med Halm, da Kimplanterne lider ved Senfrost. — Efter Saaningen bestaar hele Plejen i, at der luges i Bedene, og fremkomne Saltskorper knuses, eller der strges rent Sand paa, for at saadanne ikke skal fremkomme. Der vandes ikke eller kun under abnormt tørre Forhold, da Vanding gerne gør Skade. Der Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 3 BESS > MENE tyndes ud blandt Kimplanterne. Disse har om Efteraaret (altsaa naar de er 1 Aar gamle) en Højde af 0,35—1,4m ('/2—2 Arshin) (Forfatteren nævner ikke, hvilke Arter). Den store Forskel mellem Kimplanterne kommer efter Parezkus Mening af Jordens større eller mindre Indhold af Saltopløsninger, hvilke hæmmer Væksten. Endvidere afhænger Udviklingen af den Dybde, hvortil Jorden er løs; naar denne Dybde er stor, kan Planterne blive over 2 m høje, — og af Afstanden mellem Kimplanterne, idet stor Afstand giver store Planter. Udprikling foregaar om Efteraaret — undtagen for Saxauls Ved- . kommende, da den er meget følsom for Frost, — og i Januar—Marts plantes ud i Terrænet. Der plantes i Rækker, som er vinkelrette paa den herskende Vindretning, og det er af den største Vigtighed at vælge de rette Arter til de forskellige Steder. Saaledes er f. Eks. lave Steder med Grundvand i en Dybde af 1—1,5m gunstige for Tamarisker, og hvor der er leret Undergrund trives Salsola arbus- cula godt. En kalkleret Undergrund tiltaler særlig Saxaul, og påa det rene bevægelige Sand kan man med Fordel plante Ammoden- dron og Aristida og (delvis) Calligonum. Hvorvidt Plantningen lykkes, afhænger bl. a. stærkt af den Mængde Nedbør, der er faldet i Vinterens Løb. I det første Aar tilses Planterne, bedækkes igen, hvis Sandet er fløjet fra dem og faar ovenpaa Sanddækket en Tilgift af Ler. Gennemgaaende lykkes omtrent Halvdelen af Planterne, men der efterplantes naturligvis. For Træernes og Buskenes Selvsaaning er det af den største Betydning, at der vokser mange urteagtige Planter i Sandet, og hvis der ingen er eller kun faa, saar man derfor straks i Begyndelsen en Mængde Frø af Aristida pennata og Alhagi Camelorum. De urteagtige Planter fastholder Træernes Frugter og beskytter Kim- planterne under Opvæksten. | Der er her kun refereret den Del af Pauzzkıss Arbejder, som vedrører Plantevæksten. G. J. Tanrizsew har i den anden russiske Udgave af WARMINGS „Plantesamfund“ (oversat af GENKEL, St. Petersburg 1903) givet en Oversigt over Ruslands Vegetation. Det Kapitel, der omhandler Örkener, refereres her: Ørken og Steppe er nær beslægtede, begge er de i Nutiden skovlgse, begge udvaskes de ikke af rin- dende Vand, og Jordbunden er hos begge rig paa opløste Salte, især Karbonater, men ogsaa Sulfater og Chlorider. Men i Steppen er kulsur Kalk overvejende, og de let opløse- BR DEERE: lige Salte naar ikke den Koncentration som i Ørkenerne. Derfor er Steppevegetationen rigere og danner et mere eller mindre tæt Tæppe Aaret igennem, og Plantedele giver ved deres Forraadnelse de øvre Jordlag en mørk Farve (f. Eks. Tjernosem). Ørkenerne mangler enten ganske Vegetationstæppe, eller et saadant ses kun i det tidlige Foraar; i Sommer og Høst er Jorden bar eller meget spredt bevokset af træagtige eller vinterdøde Stængler. Der findes intet Grønsvær og intet mørktfarvet Jordlag, men mange opløste Salte, der ofte udkrystalliserer paa Overfladen. En Mellemting mellem Steppe og Ørken er Løss-Ørken, som ved Mangel paa mørktfarvet Jordlag og bestandigt Plantetæppe og ved Løssens betydelige Saltholdighed nærmer sig til Ørkenen, men som ved sin tætte Foraarsvegetation ligner Steppen, hvis Løss ogsaa er identisk med dens. TANFILJEW beskriver kort de forskellige Dele af det russiske Ørkenomraade, der som en næsten uafbrudt Ring omgiver det kaspiske Hav. | 1. Kalmyksteppen mellem Manitsh, Volga og Jergeni-Bjærgene. Her er fremherskende leret Bund, spredt bevokset med Artemisier, Achillea, Alyssum minimum, Lepidium perfoliatum, Triticum, Poa bulbosa, Ceratocarpus, Astragalus, Alhagi, Zygophyllum, Anabasis o. fl. I Sandegne træffer man bl. a. Elymus sabulosus, Calama- grostis Epigejos, Euphorbia Gerardiana, Agriophyllum og Calligonum Pallasii, i Saltsumpe Tamarix og Salsolaceer. 2. Kirgisersteppen (indre Horde) mellem Volga og Ural. Bunden er saltholdigt Ler med Flyvesand hist og her. De nordlige Dele er de yppigste, her findes Lavninger med Tjernosem og ægte Steppeplanter, og her ses f. Eks. Stipa capillata og Lessingiana, Koeleria cristata, Silene viscosa og Otites, Phlomis tuberosa og pungens o. fl., medens den sædvanlige Chenopodiacé-Vegetation kan findes tet ved paa den salte Lerbund. Leengere imod Syd bliver Vegetationen fattigere, og i Sand-Egnene afløses Pulsatilla, Tribulus, Cytisus biflorus, As- tragalus, Amygdalus nana, Thymus odoratissimus o. fl. af Elymus sabulosus, Stipa, Poa bulbosa, Carex stenophylla og physodes. En Del af disse sidste findes dog ogsaa i de nordligere Sandegne, men som det synes mindre fremtrædende. I Leregnene optræder her især Artemisia-Arter. Lave Gipshoje bærer en ejendommelig Ve- getation (Matthiola tatarica, Eremostachys tuberosa, Fritillaria gib- bosa 0. a.). 3. Øst for Ural-Floden drager Tanrinsew en omtrentlig Nord- 3* 90 grænse for Ørkenen fra Uralsk gennem Ulu Uil, Mugodshar- Bjærgenes Sydende, Byen Irgis til Ulutau-Bjærgenes sydlige Ud- løbere. Nord for denne Grænse ligger Stipa-Steppen (som paa TANFILJEVWS plantegeografiske Kort over det russiske Rige ogsaa regnes med til Ørkenerne). Syd for Stipa-Stepperne følger en salt Lerørken, der indtager Halvøen Mangyshlak, Usturt-Plateauet og Strækningen mellem Syr Daria's nedre Løb, Tshu-floden, Balehash- Søens Nordbred og det øvre Irtish. Om Stipa-Steppen og Lerørkenerne henvises til Referatet a Borszczow’s Afhandling, som ogsaa TANFILJEW følger. 4, Sandgrkenerne i Transkaspien. De beskrives efter Borsz- czow og KORSHINSKY. I Tanrimmews Afhandling: „Die südrussischen Steppen“ (1906) findes ogsaa Forskellen mellem Ørken og Steppe pointeret. Af en russisk Afhandling af A. RonsewircH: ,Trævegetationen i Transkaspien" (1896), har kun et Referat været mig tilgængeligt (hos Lrpsxy i Arbejder fra den botaniske Have 1 Tiflis, 1902). Af Transkaspiens ca. 500 Arter hører omtrent Halvdelen hjemme i Ørkenerne, af disse er 17 °/o Træer, 57 °/o fleraarige. Ørkenvæksternes Ejendommeligheder er: Stærkt udviklet Rodsy- stem, Sklerenkym i Stænglerne, Sandcylindre som Futteraler om Rodgrenene og svagt udviklede Blade. De vigtigste Sandplanter er: Haloxylon Ammodendron, Tamarix gallica(?), Alhagi camelorum, Aeluropus repens, Salsola subaphylla, Populus diversifolia (euphra- tica), Ephedra, Eremosparton aphyllum, Aristida pungens var. pen- nata, Ammodendron Karelini, Calligonum, Salsola arbuscula. Hermed er Listen sluttet over de mig bekendte Afhandlinger om det transkaspiske Lavlands Vegetationsforhold. Hvis ikke alt er kommen med, haaber jeg, at intet vigtigere er udeladt. Plante- geografiernes Skildringer har jeg ikke medtaget, da de ngdven- digvis maa vere byggede over de her refererede originale Ar- bejder. Forskellige Smaanotitser er ogsaa udeladte. Kapitel 5. Formationsinddeling. Det var en dejlig Solskinsdag, da Ekspeditionen i April 1898 saa Asiens brune Bjærge hæve sig over Kaspihavets Flade. Bjær- gene ved Krasnowodsk paa Østkysten af det kaspiske Hav er ikke smukke, — lave og runde og tgrre er de, ligesom udpinte af det BR ae stærke Sollys. Der var intet grønt at se nogetsteds. Hvilken Glæde det var at komme i Land og gøre de første Iagttagelser over Asiens Natur! Der var dog Planter paa Bjærgene, selv om de stod spredt: Gagea, Tetradiclis og Arnebia og mange flere, men disse tre var straks Repræsentanter for vigtige Orken-Livsformer: Geofyt, Halofyt og Annuel Foraarsplante. Mere var der knap Tid at se: nu gik Toget gstpaa, og for lange Tider tog vi Afsked med det aabne Hav. Vi kommer igennem og over brunede stenede Bakker og Flader med spredte blaagraa eller grønne Plantetuer, fodhgje Umbelliferer og lave bladløse Buske. Saa gaar Solen ned. Den neste Morgen ser vi det skønneste Syn, nogen har set: Jorden er klædt i Blomster, det lyser rødt af Valmuer og Tulipaner, og grønt Gres og Iris og en Mængde andre Blomster er blandede imellem. Der er mange Fugle i Luften, og imellem Turkoman- nernes kuppelformede Kibitker færdes græssende Kameler. Mod Nord er Udsigten fri, men mod Syd spærres den af Kopet Dagh’s, de persiske Randbjerges, lave, skifrede Højder. Denne Skønhed varede hele Dagen. Næste Dag er alt for- andret, nu farer Toget gennem Sandgrkenen. Det er et forfærde- ligt Ode. Et stivnet Hav i Storm, som Rapper siger: uhyre Ocean- bølger uden Bevægelse, kun Skummet paa Toppene lever, det er Sandet, der fyger som en Røg derfra. Alt er graabrunt Sand, saa langt man kan se. Ikke en Plante, — jo der kommer dog en, et Græs paa en Klittop, dets stride Blade pisker i Vinden. Saa bliver der flere. Og nu ser vi med Forundring Ristræerne. De staar i det løse Sand, som fyger om dem. Deres slanke bladløse Grene pisker i Vinden. Der er forskellige Slags, men de har det tilfælles, at de ligner Riskoste eller snarere smaa afløvede Birke, og de er, eller ser ud til at være bladløse. Saa passerer Toget Amu Daria; dens brune Vand, som kommer oppe fra Pamir, strømmer under os, medens vi langsomt kører over den 3 km lange Bro. Ved Flodbredden vokser Popler og mægtige Græstuer (Erianthus). Øst for Amu Daria passerer vi igen Flyvesandsørkener, og saa kommer vi til Bucharas store Oase. Solen skinner over grønne Marker og høje Popler og brune Lerhuse. Her er vort første Maal. I disse Dage har vi gennemrejst og faaet et foreløbigt Kend- skab til tre af Transkaspiens Vegetationsformationer, nemlig Ler- ørken, Sandørken og Flodbreddernes Krat. Den første har vi set i dens frodige Foraars-Aspekt, som hovedsagelig karakteriseres af kortlevende Annuelle, den anden, som vi saa i dens værste Form, er ejendommelig ved de overordentlig strænge. Kaar, som kun faa, særligt udrustede Planter er i Stand til at leve under, og den tredje endelig er en „Galleriskov“, slavisk bunden til Flodens Kant. I det følgende vil vi betragte disse og et Par andre Forma- tioner nøjere, men det vil være rigtigt først at give en Oversigt over tidligere opstillede, transkaspiske Planteformationer og at forsøge en Begrundelse af Valget af de Navne, som vil blive anvendte i det følgende. GRISEBACH nævner for det ,kaspiske Depressionsomraade“, — som han regner fra Skovens Sydgrænse i det europæiske Rusland til Kaukasus og de persiske Randbjerge — tre Formationer, nem- lig Græssteppe, Sandsteppe og Saltsteppe (I p. 455). Den første af disse har Humusbund, det er den sydrussiske Steppe, som ikke vedkommer os her. Under Saltsteppe opfører han en Række andre „Formationer“ (p. 461), som han dog ikke adskiller skarpt. Følgende tre kan fremhæves: 1) Tor Lersteppe med enkelte Saxaul, enaarige Chenopodiaceer eller Artemisia fragrans eller Anabasis aphylla, 2) Mere fugtig Steppe med selskabelige Salsolacé-Buske og Tamarisker, 3) Saltsumpe. Borszczow har opstillet 3 ,Omraader“, (se S. 20 f.), nemlig Saltorken, Lergrken og Flyvesandsgrken, foruden to, som ligger udenfor vort Omraade. Og Antonow endelig har foruden ,Bjærg- flora" fem Formationer, nemlig Løss-Ørken, Løss-Steppe, For- bjærgs- eller Stensteppe, Sandørken og Flodbredders Krat. Af de nævnte Forfattere bruger Borszczow som allerede nævnt ikke Ordet Formation, og Antonow, som bruger det, definerer. det som en „naturlig Plantegruppe“. GrisEeBAcHs Formationsbegreb er velkendt (1838): En Gruppe Planter, som har en afsluttet fysiog- nomisk Karakter og karakteriseres af en enkelt selskabelig Art eller af flere Arter, som omend forskelligt organiserede har en fælles Ejendommelighed. Selv om der er Uoverensstemmelse mellem de nævnte For- fatteres Opfattelse af Formationen og den, der vil blive gjort geeldende i det folgende, er det i dette Tilfeelde af forholdsvis ringe Betydning. Thi i Transkaspien er Naturforholdene saa ensformige og Grænserne imellem i hvert Fald de vigtigste Formationer — dem, vor første Jærnbanerejse viste os — saa tydelige, at der ingen stor Sandsyn- lighed er for Misforstaaelser. | De i det følgende beskrevne Formationer vil være betragtede som Samfund af Planter, tilhørende visse Livsformer — i samme Formation altid de samme, — som er betingede af og tilpassede til fælles Kaar. Det er den samme Opfattelse som Warmine har (1909 p. 40). Prineipielt bør Livsformerne sættes foran Kaarene, som WARMING, men ikke FLAHAULT og SCHROTER (p. 271), har gjort, fordi det ikke er Kaarene, men Planternes Reaktioner overfor dem, der fortrinsvis skal undersøges. Men af praktiske Hensyn benyttes i det følgende Jordbundsforholdene som Hovedinddelings- grund. Aarsagen til, at jeg har gjort dette, er maaske nærmest, at mit Kendskab til Plantevæksten ikke er tilstrækkeligt udtømmende. De transkaspiske Formationer eller ,Omraader“, som de for- skellige Forfattere har nævnt eller beskrevet, findes sammenstillede i efterfølgende Tabel, i hvilken jeg har forsøgt at gøre Rede for deres indbyrdes Forhold. I Kolonnen længst til højre staar de Formationer, som jeg finder det rigtigt at adskille. Borszczow GRISEBACH (Omraader*) ANTONOW PAULSEN Saltorken \ Sen Saltsteppe Løssørken \ Lerorken Lergrken \ Lassteppe J Forbjergs- eller Stensteppe Stengrken Sandsteppe Flyvesandsorken Sandorken Sandorken Flodbreddernes Krat Flodbreddernes Krat Det vil forstaas, at Saltorken hos Borszczow og PAULSEN be- tragtes som en Del af Anronows Løssørken, medens en anden Del deraf tillige med Lossteppe henføres til Lergrken. Saltorken er derfor ikke det samme hos Borszczow og PAULSEN. Efter min Mening kan altsaa Vegetationen i Transkaspiens Lavland indordnes i følgende naturlige Formationer: Saltgrken, delvis svarende til Antonows Lossgrken. . Lergrken, svarende til Anronows Lassteppe og delvis hans Løssørken. 3. Stenørken. Hertil hører ikke blot Ørkener med stenet Bund, men ogsaa de smaa spredte Bjærgknuder, der findes hist og her. 4, Sandørken. 5. Flodbreddernes Krat. NE — Ase De anførte Navne giver i sig selv en foreløbig Karakteristik af Formationerne, saa at en saadan udelades her. Af de Faktorer, der betinger Formationerne, er Vandmeengden den vigtigste. Flodbreddernes Krat og Saltorkenen har den fugtigste Bund, Lergrkenen den tørreste eller i hvert Fald den fysiologisk tørreste. Men Jordbundens fysiske Beskaffenhed spiller ogsaa en overordentlig stor Rolle, snavnlig med Hensyn til Forskellen mellem Sand og Ler. Forresten er Planternes Livskaar i de forskellige Formationer meget utilstrækkeligt oplyste. | Til -de nævnte naturlige Formationer slutter sig endnu det dyrkede Land, Kulturformationen, som i dette Arbejde lades ude af Betragtning. Det udgør kun 2 pCt. af det samlede Areal (SCHWARZ p. 576). Hvad de valgte Navne paa Formationerne angaar, har jeg ganske undgaaet at benytte Ordet Steppe. Med ScHIMPER, Krassnow 1899) og TanrıLsew (1903, 1905) foretrækker jeg kun at benævne Græssteppe som Steppe (se ovenfor pag. 34). Her er kulsur Kalk det overvejende Salt, Vegetationen er nogenlunde sluttet Aaret igennem og har dannet et øvre mørkt Jordlag. @rkenen er der- imod en aaben Formation paa Bund, som ikke er omdannet syn- derlig af Plantevæksten, og som er rig paa Sulfater og Chlorider. Som en yderligere Forskel mellem Stepperne i Syd-Rusland og de transkaspiske Ørkener kan fremhæves deres Plantevækst. Uden nøjere Indgaaen paa Steppernes Vegetation kan f. Eks. hen- vises til GRUNERS Steppe-Skildring (p. 106 ff.), ifølge hvilken der om Sommeren og Efteraaret fremkommer en Mængde ikke eller kun svagt xerofilt byggede Planter (Melilotus, Marrubium, Teu- crium, Chenopodium o. fl... I Transkaspien har Sommer- og Ef- teraarsvegetationen et helt andet Præg, som det vil fremgaa af de følgende Kapitler. Dette er ogsaa fremhævet af Krassnow (1899), idet han siger, at Ørkenens Planter har en særlig Organisation, som gør dem det muligt at taale den frygtelige Tørke (Han tager ingen Forbehold, hvad der dog kunde være Grund til overfor de efemere Planter). Stepper derimod er beklædte med en til Tørke ikke tilpasset Græs- vegetation, som derfor brænder bort. Som en yderligere Forskel mellem Ørken og Steppe fremhæver Krassnow, at den første uden Irrigation ikke kan frembringe Korn, hvad Steppen kan. Begge er de skovløse. Af Betydning synes det desuden at være, at Stepperne (Græs- ee stepperne) er treelose, medens Örkenvegetationen i betydelig Grad er karakteriseret ved Træer og Buske. Dette gjorde allerede GRISE- BACH (1872, I p. 400 ff.) opmærksom paa. Hans Standpunkt var det, at Ørken ikke er noget videnskabeligt Begreb, men „ubeboelige Steder”, og som ovenfor nævnt (p. 38) betegner han alle For- mationer som „Steppe“, og efter hans Mening har de forskellige Former af Steppe ikke deres Grund i klimatiske Forhold, men i Jordbunden. Naar der er Ler nær ved Overfladen, synker Ned- børens Vand ikke saa dybt, og da kan Græsser og Stauder leve, og vi finder en Græssteppe. Men hvor Sand, Stene eller Klipper suger Vandet dybt ned, faar vi Ørken, som er rigere paa Ved- planter end Græs-Steppen, fordi deres Rødder trænger dybere ned. I Ørkenen bestaar Overfladen af gennemtrængelige Jordlag. Bortset fra, at Ørkenen sikkert er betinget af Klimaet og ikke af Jordbunden, og fra, at dens Overflade mange Steder bestaar af uigennemtrængeligt Ler, er Ræsonnementet vistnok rigtigt. Kos- TYTSCHEFF, ISMAILSKY og KRASSNOW peger hver for sig paa det samme Forhold i de russiske Stepper, at Mangel paa Trævækst (bl. a.) kommer af, at Jordens Overflade ikke tillader Vandet at trænge ned i Dybet. For Transkaspiens Vedkommende har Romanowski (S. 56) meddelt, at der i Gruslag under Loss kan findes Vand, som breder sig vidt om under Jorden. Det kan vere Regn eller Sne, opsuget gennem Sand"), eller det kan stamme fra Floder, som taber sig i dette. ,Folgelig kan Turans Sandstepper ikke ube- tinget betegnes som vandfattige.“ Her har vi da sandsynligvis Grunden -— eller en af Grun- dene — til, at Orkenen har Træer, men Steppen ingen. Og baade Forekomst eller Mangel af Treer og Vandets Forhold til Jorden synes mig saa vigtige Ting, at de sammen med de klimatiske For- hold og Jordbundsforholdene er egnede til at danne Skælnemærker mellem Steppe og Ørken. Jeg betragter da Steppe-(Græssteppe-) Formationen som en nogenlunde sluttet Planteformation paa humusrig Bund uden mange Sulfater og Chlorider, med forholdsvis fugtig Overgrund, og bestaaende af Stauder og enaarige Planter, medens Treer og Buske mangler. Orkenen derimod har en humusfri eller meget humusfattig 1) I denne Sammenhæng kan henvises til, at Sydruslands Stepper har deres Nedbor-Maximum om Sommeren, hvorfor Vandet hurtigere vil fordampe end i Transkaspien, hvor Maximum ligger i Vinteren—Foraaret. OP: RN Eee Bund, som indeholder mange Sulfater og Chlorider. Undergrunden er (altid?) vandrigere end Overgrunden. Formationerne er meget aabne, og de indeholder ofte Træer og Buske. Dette Forsøg paa at definere Begreberne Steppe og Ørken kan naturligvis ikke give nogen skarp Adskillelse imellem disse, saa meget mindre som det hovedsagelig kun er baseret paa Studier af Sydrusland og Transkaspien. Men Adskillelsen mellem Steppe (Greessteppe) paa den ene Side og Ørken paa den anden Side syntes lettere at gennemføre end den, der gøres gældende hos de fleste Forfattere, (f. Eks. Warmina og VAHL); thi der skælnes i den plantegeografiske Litteratur mellem saa mange forskellige Slags Steppe- (Engsteppe, Gr&ssteppe, Wermuthsteppe, Saltsteppe, Sand- steppe, Busksteppe, ja selv f. Eks. greesfattig Tornbuskesteppe, Træsteppe, Steppeskov o. s. v. (ENGLER 1910)), — at det bliver van- skeligt at se, hvad de har tilfælles andet end, at de alle er mere eller mindre xerofile Formationer. Det, som SCHIMPER, Krassnow og TANFILJEW har kaldet Steppe, er ikke nogen sterkt udpreget xerofil Formation. Sandsteppen („die Sandpuszte“, Apamovic p. 320, WoEnIe) som hører hertil, er noget andet end de fra Transkaspien beskrevne „Sandstepper“. Disse er Wrkener. Stepper findes efter den her givne Definition overhovedet ikke i Transkaspien. Kapitel 6. Salterkenernes Formation. Hertil regnes Lokaliteter, hvor Planterne vokser i saa stærkt saltholdig Bund, at Saltet krystalliserer frem som et Lag, der dækker Jorden. Betingelsen for, at dette kan ske er 1) Tilstede- værelse af opløste Salte, 2) Mulighed for Opløsningen for at komme til Overfladen. For at dette sidste skal kunne ske, maa det un- derjordiske Vandspejl ikke være for dybt nede. Vi finder derfor gærne Saltørkener i Lavninger. Ved den bestandige Fordampning fra Overfladen udkrystailiserer Saltene, og ny Opløsning diffunderer stadig op fra neden. Hvor Jorbunden er Løss, foregaar denne Diffusion opad meget let paa Grund af den kapillære Struktur. „Ssor“ er de indfødtes Betegnelse for vaade, saltklædte Flader. De findes ofte imellem Klitter og skal i Regelen være oversvøm- mede i Vinter og Foraar. En saadan ,Ssor“ frembyder ikke noget tiltalende Syn (Fig. 2). Jorden er flad og hvid som Sne; i det Ly ie ens stærke Sollys skærer det i Øjnene. Andet ser man tit ikke, man kan gaa Hundreder af Skridt uden at finde en Plante. Nogle Steder knaser Saltet under Fødderne, andre Steder er Jorden blød at træde paa, under Saltene er den fugtig eller vaad. Ofte glider man i det fede, gronligbrune Ler. Paa et saadant Sted har jeg fundet Vandspejlet knap 1m under Overfladen. I smaa Lavninger er Jorden brun, her er saa vaadt, at Sal- tene holdes opløste. Ogsaa paa smaa Forhøjninger kan Jorden være brun, kun overtrukket af en tynd, nupret, haard Skorpe. Fig. 2. ,Ssor" (Saltørken) ner Buchara. Jorden er hvid af Salt og bevokset med spredte Aeluropus littoralis og Halostachys caspica (Buskene). Maj. Hen paa Sommeren kan Saltene nogle Steder blive tørre og stø- vende. Saltene er fortrinsvis Sulfater, især af Natrium og Magnium, dog findes ogsaa Gips og Kogsalt!). Gipskrystaller kan undertiden findes i Jorden. Vegetationen er yderst sparsom. Med lange Mellemrum vokser smaa lave Buske af Halostachys caspica, en bladløs Dværgbusk med Assimilationsskud som hos Salicornia. Et lignende Udseende har Halocnemum strobilaceum, en lille 1) Se ovenfor S. 9. Be Busk, ejendommelig ved sine kugleformede Kortskud. Ogsaa Lycium ruthenicum er en Busk; den bærer kødfulde cylindriske Blade, og ligesom de to andre bliver den her paa den vaade Salt- bund knap fodhøj, men kan under gunstige Omstændigheder blive mange Gange saa stor. (Se f. Eks. Kapitlet om Flodbreddernes Krat). Der er dernæst en Del enaarige Arter, som er karakteristiske for Saltørkenen, eller som i hvert Fald kan findes der. Af disse er de vigtigste: Salicornia herbacea, Halopeplis pygmaea, den sidste har overordentlig sukkulente, omfattende, næsten kuglerunde Blade, — Suæda setigera, arcuata, corniculata og andre Suæda-Arter, Bienertia cycloptera, Halogeton glomeratus, Statice leptostachya og spicata, Arter af Salsola (S. crassa, obtusifolia o. a.) og Halimo- cnemis, hvilke dog hellere findes paa noget mere tor Bund. Det samme gælder Frankenia pulverulenta og den nedliggende Halv- busk Frankenia hirsuta ligesom Anabasis-Arterne, som er dels Stauder, dels Halvbuske, alle med bladløse Assimilationsskud. Stauder er ogsaa Statice otolepis, med brede rosetstillede Blade, og Aeluropus littoralis, et nedliggende blaagraat Grees. Efter min Erfaring er Aeluropus, Halostachys, Halocnemum og Salicornia de Arter, der træffes hyppigst paa „Ssor“. En en- kelt Gang (ved Chodsheli i Juli) har jeg fundet Phragmites communis paa en saadan Lokalitet. Jorden var fugtig og brun i faa Centi- meters Dybde, men paa Overfladen tør, hvid og stovende af Salt. Phragmites-Planterne var smaa, de havde overjordiske Udlobere ligesom naar Arten vokser paa vaadt Sand i Nordeuropa, men Udlgherne var højst 30 cm lange. Halvmeterhgje Tamarix-Buske voksede spredt sammen med Phragmites. De nævnte Arter er alle Halofyter. De fleste er Chenopodi- aceer og hører til den sukkulente, bladløse eller bladbærende Type, kun Aeluropus, Statice, Phragmites og de saltudskillende Frankenier og Tamarisker hører ikke dertil. Angaaende deres indre Bygning henvises iøvrigt til Kapitel 13. De fleste Arter er enaarige, og de er alle Sommerplanter, — af efemere Foraarsplanter er der ingen. Muligvis er dog de en- aarige Statice-Arter (S. leptostachya og spicata) ikke ret længe le- vende, men herfor har jeg ingen Erfaring. Om den naturlige Udvikling af ,Ssor* kan jeg kun give an Oplysning, at jegen enkelt Gang har fundet, at Planterne dannede smaa Klitter. Sandet var fra den nærliggende Sandørken foget si he henover Saltfladen og havde fundet Le bag Salicorniaplanter. Hvis saadant paafoget Sand faar Lov at ligge lenge nok, maa det blive gennemtrængt af den nedenfra kommende Fugtighed, og Saltskorpen maa legge sig op over det. Paa den Maade vil Bunden hæves lidt. At denne Proces ikke kan spille nogen stor Rolle maa dog fremgaa deraf, at jeg altid har fundet Ler under Saltskorpen. Nøjere Undersøgelser vil maaske kunne paavise Sand. At Saltørkenens Ufrugtbarhed kun skyldes Mangel paa fersk Vand, saa jeg et slaaende Bevis paa i Nærheden af Buchara. Her havde man Maj 1898 i en snehvid Saltørken gravet to parallelle Grøfter og af Fyldet opkastet en Vold imellem dem. Volden og Grøfterne afgrænsede et firkantet Jordstykke. Den indre Grøft stod ved en lang lige Grøft i Forbindelse med nogle dyrkede Marker i Nærheden. Det Stykke, der laa indenfor Volden og Grøfterne, var fuldstændig grønt at se til, Aeluropus littoralis havde bredt sig stærkt og næsten dannet et Vegetationstæppe, som havde kvalt næsten alle de andre Halofyter, — der fandtes kun ganske enkelte Halostachys. Udenfor den ydre Grøft var Jorden hvid af Salt og bevokset med spredte Halostachys caspica og Aeluropus (Fig. 3). Bønderne fortalte, at det indgrøftede Stykke iaar var udlagt til Mark, at det kun een Gang havde været oversvømmet (gennem den lange lige Grøft), og at det til Efteraaret skulde besaas med Hvede. Mippenporrr siger dog, (l. c. pag. 123), at Saltjord skal udvaskes to Vintre, før det er tjenligt som Agerjord. Batpak eller Batkak maa ifølge CHorosakiN (cit. af MusHkETOW p. 655) være noget meget lignende som Ssor. Det er sumpede Lavninger med opblomstrede Salte; de findes ofte eller altid ved Saltsøer og kan være delvis vanddækkede selv. Det maa vere saadanne Egne, Borszczow har beskrevet som „Saltorken“, og som han priser for deres Farvepragt. Ogsaa ANToxows ,Sumpsger“ maa høre herhen. Ä | Efter det anførte er Batpak mere sumpet end Ssor. Jeg har kun i Nærheden af Chiwa set Saltsumpe, der kan henføres til denne Kategori. Her ligger smaa lavvandede, stinkende Saltsger, omgivet af en snehvid Saltslette, der er flad eller svagt bølgeformet. Selve Saltsletten er som Ssor ovenfor er beskrevet, — store Stræk- ninger er planteløse, — men i de fleste Lavninger staar friske grønne Grupper af Salicornier eller Halimocnemis. Nogle Lavninger har været vandfyldte, men er helt udtørrede es a ee aes og indeholder nu kun tykke Skorper af Natrium- og Magniumsulfat eller Kogsalt (se ovenfor pag. 9). Ved Smaasgernes Bredder do- minerer Salicornia herbacea baade i og ovenfor Vandet. De fleste Eksemplarer paa Land var røde, de fleste i Vandet var grønne. Om Foden af.hver Plante (ogsaa de døde) fandtes en kornet Salt- ophobning, som gik et Par cm opad Stængelen; den maa være dannet, da Vandet stod højere end nu, (Analyse Nr. 4 pag 9). — Følgende andre Plantearter fandtes ved Søbredden: Aeluropus lit- Fig. 3. Til venstre Saltørken med spredt Halostachys caspica. Jorden til højre for Volden er een Gang overrislet med Vand og er tæt bevokset med Aeluropus littoralis. Nær Buchara. Maj. toralis, lave og visne Phragmites (det var midt i Juli Maaned), Scirpus affinis og ude i Vandet Buppia maritima. Noget borte fra Bredderne blandede paa enkelte Steder lave Tamariskebuske, Al- hagi camelorum og Halimocnemis villosa sig med Salicornierne. : Af disse faa Iagttagelser fremgaar det dog, at Vegetationen i Hovedsagen er som den paa ,Ssor“, og at Forskellen mellem denne og „Batpak“ derfor næppe har nogen økologisk eller plante- geografisk Betydning, i hvert Fald naar man ser bort fra Sgernes Vandplanter. » Takyr" er Betegnelsen for flade Lavninger, ofte af stor Ud- strækning (flere Kilometer), og som i tør Tilstand har en haard, — — 47 —. leret og svagt saltholdig Overflade. De findes ofte i Lavninger imellem Klitter. Om Foraaret staar de under Vand. Fra dette bundfældes fine, medbragte eller tilblæste, Partikler, som saaledes efterhaanden danner lagdelt Søløss, hvorved Vandet forhindres fra at synke i Jorden. Naar „Takyr“ er tørre, er Bunden haard som et Logulv, og Overfladen slaar Revner og skaller af som Skorper. Disse Flader er i Regelen fuldstændig vegetationsløse, ifølge Rappr fordi de tørrer sent ud, paa en Tid, hvor ingen Frø kan spire paa Grund af Solens Brand. Jeg har aldrig set Planter paa „Takyr“, men RADDE nævner, at der kan findes smaa Sandhøje, som om For- aaret rager op over Vandet, og hvorpaa enkelte Chenopodiaceer har vundet Fodfæste. Langs Randen — altsaa hvor Vandet først forsvinder — skal der ogsaa kunne findes en fattig , Wermuthflora‘, altsaa Artemisier, og ogsaa det stivbladede Gres Crypsis acu- leata skal kunne vokse her. De sidste Arter viser, at ,Takyr“ og- saa staar Lerørkenen nær. Af det om Saltørkenerne meddelte kan vi uddrage følgende Karakteristik af Formationen: En- eller fleraarige Halofyter, hvoraf nogle enkelte er Dværgbuske, ingen eller meget faa Buske (T'ama- riz) og slet ingen Træer, vokser overordentlig spredt paa en meget saltholdig Jordbund. Der er intet Foraarsflor, men alle Planterne vegeterer Sommeren igennem eller i alt Fald langt ind i denne Dette sidste betragter jeg som Hovedadskillelsesmærke overfor Ler- ørkenen. Formationen svarer hverken til GriseBac’s Saltsteppe eller Borszczow's Saltørken, som begge delvis dækker Lerørken. Det ses f. Eks. ogsaa deraf, at begge Forfattere nævner Træer og Buske som Bestanddele af Vegetationen. Kapitel 7. Lerørkenernes Formation. Som Lerørken betegnes Strækninger, hvis Bund er Ler og ikke indeholder saa mange Salte, at de i væsentlig Grad kommer frem paa Jordoverfladen. Begrebet falder delvis sammen med ,Lerør- kenernes Omraade” hos Borszczow, men en Del af hans Saltorken hører ogsaa hertil. Af Anronows Formationer hører ,Lossteppen“ hertil, og ligesaa ,Lergrkenen* med Fradrag af Saltstederne, som her regnes til den foregaaende Formation. Lerørkener er efter alt at dømme meget udbredte i Transkaspiens Lavland (smlg. Borszczow, ovenfor p. 21 og Anronow, p. 27), og ifølge RıcHTHoren er de ,Centralasiens egentlige normale Steppe‘. Lerorkenernes Bund adskiller sig fra Saltorkenernes ved deres større Torhed. Naar disse to Formationer findes ved Siden af hin- anden, indtager Saltorkenen altid de dybeste Partier. Det salte Grundvand kan ikke diffundere op til Lergrkenens Overflade, derfor udskilles der ingen eller kun lidt Salt der. Man maa erindre, at Grundvand i Ørkenen næsten altid er salt, Ferskvand findes kun som underjordisk rindende Vand, der har udvasket Saltet af de vandforende Lag (BAER 1856 p. 47). Det Ler, der danner Ørkenens Overflade, er i de sydlige Egne gerne Loss. Rent tæt Ler (aralokaspiske Dannelser?) skal ogsaa forekomme i Lergrkenen (Borszczow, se S. 21) men saadant har jeg ikke set. Loss er fintsandet, det kan indeholde ligesaa meget Sand som Ler (endog mere), og det er ofte ogsaa glimmerholdigt (OBRUTSHEW, cit. af Rappe 1899 p. 19). Det er endvidere ulagdelt, kalkrigt, meget porøst og ganske stenfrit. For Plantevækst er Loss en meget frugtbar Jord, naar der er Vand tilstede. Under den findes, gerne i 20—30 Fods Dybde, Sandlag, som afveksler med tynde sipsforende Lerlag. Paa Grund af sin porøse Struktur opsuger Loss let Vand, men da det i selve Jordoverfladen gærne er solidt, er det her kun i ringe Grad vandsugende. Folgen heraf er, at Nedbgrens Vand let løber af, eller det bliver staaende og fordamper. Hertil kommer, at da Loss har en stor Vandkapacitet, (59,9 pCt. af Tørvægt, CLE- MENTS), holder de øvre Lag fast paa det opsugede Vand, som saaledes ikke kommer ned i Dybet og derfor er udsat for snart at fordampe igen"). Ifølge Wysorzxr (cit. af Ramann p. 402) findes der under det ,levende“ Lag, som indeholder Nedbørens Vand, et ,dgdt* Lag med uforandret Vandindhold, under dette kommer det grund- vandholdige Lag og derpaa Grundvandet (hvis der er noget). Løss er derfor ikke gunstigt for Trævækst, fordi det modvirker, at Vandet kommer dybt ned, hvor Trærødderne kan finde det (smlg. ovenfor S. 41). | Det er ogsaa af Betydning, at Loss som en temmelig finkornet Jordart holder fast paa Vandet saaledes, at Plantergdderne kun kan optage en forholdsvis ringe Procentdel deraf. Det er den 7) KostytscHEFF p. 113, Ismaizsky p. 24, Ramann 1905 p. 415. ARE eae for Planterne tilgængelige Procentdel, som CLements kalder Chresard, i Modsætning til Echard, den Del, som tilbageholdes af Jordbunden, og som Rødderne ikke kan optage, selv om Planten visner. Ifølge CLLMENTS (S. 31) kan Loss optage 59,3 pCt. Vand (af sin Tørvægt), og af disse er 49,2 pCt. Chresard, 10,1 pCt. Echard. For Ler angiver CLEMENTs 9,3 pCt. Echard, Sacus giver 8 pCt. (Vorlesungen 2. Aufl. p. 239). Sand kan optage langt mindre Vand, men til Gengæld er næsten alt Vandet tilgængeligt for Plan- terne: Echard er meget lille. (Smlg. E. Gain 1895). Løssens Kapillaritet er betydelig. Hvor der findes Grundvand, vil det derfor kunne løfte det højere op end Sand, selv om Be- vægelsen vil være langsommere. Dette vil paa den ene Side kunne bringe dybere liggende Vand indenfor kortere Rødders Række- vidde, men paa den anden Side befordre Fordampningen af Grund- vandet i Løss i Forhold til det i Sand. Fra Overfladen af Løss vil der — fordi det er glat og fin- kornet — ogsaa fordampe mere Vand end fra en Sandoverflade. (Ramann p. 262). Hertil bidrager ogsaa stærkt, at Løssen har en mørk Farve og derfor ophedes stærkt af Solen. Mippenporrr med- deler følgende Jordoverfladetemperaturer paa en solklar Dag i Maj: paa Løss 62°, paa en hvid Saltskorpe 45°. Saltskorpens lavere Temperatur skyldes baade Fordampning og Tilbagestraaling. Som man ser, er Løss under tørre Forhold ligesaa ugunstig for Plantevækst, som den er gunstig, naar der er Vand nok til- stede. Som vi har set (p. 13), falder Nedbørsmaximum for de Egne, vi behandler, i Vinter eller Foraar, medens Sommeren er såa godt som regnløs, men meget varm. De Lergrken-Planter, der 1 ve- geterende Tilstand overlever Sommeren, kan ikke have nok i den ringe Del af Foraarets ikke store Regnmængde, som bliver i Ler- jorden. Disse Planter, Sommerplanterne, maa derfor dække deres Vandbehov fra det salte Grundvand. I Overensstemmelse hermed er de i de egentlige tørre Lerørkener, hvor ikke Bjærges Nærhed gør Forholdene særlig gunstige, næsten alle Halofyter. Især er der mange Chenopodiaceer imellem dem, baade en- og fler- aarige. Disse Planter dør eller gaar i Hvile først om Efteraaret. SCHIMPER kalder saadanne Planter for ,Grundvandsplanter“. En anden Gruppe af Planter dækker deres Vandbehov fra Vinterens og Foraarets Nedbør, det Smeltevand og Regnvand, som er opmagasineret i de øvre Jordlag. Naar den tørre varme Tid Botanisk Tidsskrift. 32, Bind. 4 IE EN kommer (i Maj—Juni), fordamper det meste tilgængelige Vand (Chre- sard) fra disse Jordlag, som derved bliver meget tørre. Hertil kommer, at det Vand, som bliver tilbage, inddampes til alt større Saltkoncentration (BERNATSKY S. 209), og endelig er de Planter, der lever af Vandet i de øvre Jordlag — Foraarsplanterne — ikke eller kun i ringe Grad xerofilt byggede, saa at den stigende Varme snart faar dem til at visne. Men inden dette sker, er de færdige med deres Udvikling og har kastet deres Frø. De fleste af Foraars- planterne er enaarige eller efemere, som VoLKENs kalder dem, men der er iblandt dem ogsaa nogle Løgplanter og andre Stauder, især påa de mere gunstige Lokaliteter. Disse Stauder gaar altsaa i Hvile, naar Sommeren kommer, og kun om Foraaret assimilerer og blomstrer de. Denne Forskel mellem en Foraarsvegetation og en Sommer- vegetation har længe været kendt for mange Ørkener og Stepper. (Iøvrigt findes den, om end maaske mindre udpræget, i hele det varmt tempererede Vinterregnsomraade). Allerede GriseBacH (1872 I p. 449) nævner Artemisia som en af de faa ,Stauder“, der over- lever Sommeren vegeterende, og han nævner ogsaa, at de fleste enaarige Planter dør hurtigt i Foraarets Løb, medens dog nogle annuelle Chenopodiaceer overlever Sommeren og blomstrer i Høst. Disse besejres først af Frosten. — For den sydrussiske Steppe er Foraarsfloraen bl. a. skildret af Gruner og af TAanFILJEw, for Ægyp- ten af Voixens, og for Ørkenomraadet i det vestlige Nordamerika bl. a. af Mc. Doucaz og af THornper. Her er der endogsaa to Maxima af efemere Planter, svarende til Vinterens og Sommerens to Regntider. Den transkaspiske Lergrken vil vi begynde med at beskrive i Foraars-Aspekt, og bagefter vil det blive forsøgt at udkaste et Bil- lede af det triste Sommer- og Hgst-Aspekt. Iøvrigt er det ikke blot Lergrkenerne men ogsaa visse Former af Sandgrkenen, der har disse to Aspekter; ogsaa her findes der nogle Steder en hurtigt henvisnende Foraarsvegetation. Herom henvises til Kapitel 9. Lerorkenens Foraarsflor udvikles rigest og smukkest ved Foden af Bjærgene, f. Eks. Kopet Dagh, det vestlige Thian-Shan. Paa saa- danne Steder er Vandmængden større end ude paa Sletten, og dette betinger allerede en rigere Vegetation af Foraarsplanter. Hertil kommer, at der ved Bjærgenes Fod ofte findes dyrket Land, og Ukrudtsplanter herfra og Vækster fra de nærliggende Bjærg- ii MER skraaninger blander sig med Ørkenens Planter (KorsHinsky, se ovenfor S. 31). Saadanne rigt bevoksede Ørkener kalder Tan- FILJEW Løss-Ørken Steppe (Betegnelsen er vanskelig at oversætte fra russisk!). I det følgende vil de blive betegnede som Halv- ørkener. | Det e1 en slig Egn, som ovenfor (S. 37) blev hastigt skitseret. Om Foraaret ligner den unægtelig ikke en Ørken; — naar man ser ud over dette Blomsterhav, faar man et overvældende Indtryk af Rigdom, Kraft og Frodighed. Ved nøjere Undersøgelse kommer man dog paa Spor efter Ørkennaturen. Planterne danner intet tæt Tæppe over Jorden, eller hvor de gør det, er det kun pletvis, og pletvis er Jorden ogsaa helt nøgen, især hvor Salte er krystalliseret op og ved et let og tyndt, støvet Overtræk farver Jorden graalig. Dernæst finder man imellem alle de saftige blomstrende Planter her en graa Artemisia, der en næsten bladløs, lav Chenopodiacé-Busk ; de er endnu langt tilbage i deres Udvikling, og man forstaar, at de venter paa en anden Tid. — Og enkelte Steder ligger der smaa Flyvesandsstrækninger, om- givne til alle Sider af den blomsterbestrøede Flade, de er nøgne eller bevoksede med spredte, stride Græstotter eller lave, graa Buske. I det følgende gives en Fortegnelse over Plantearter, som blomstrer i Foraaret i Halvørkenen, tillige med en kort Oversigt over de Træk, de har fælles. En Hovedbestanddel af Vegetationen danner Græsserne, og af disse er Poa bulbosa uden Sammenligning den vigtigste; den og (den mere betydningsløse) Hordeum secalinum er de eneste fler- aarige Greesser. Poa bulbosa's Stængler er som bekendt løgformet opsvulmet ved Grunden, og de overlevende Knopper er her godt beskyttede baade imod Tørke og imod Kulde. Jeg har altid fundet Toppen vivipar. Andre Gresser, der spiller en Rolle er: Apera interrupta, Trisetum Gaudinianum, Festuca.ciliata, Nardurus tenu- ifolius, Koeleria phleoides, Triticum Aegilops og orientale, Agro- pyrum squarrosum, Schismus minutus, Bromus tectorum, oxyodon og Danthoniae, Hordeum crinitum og secalinum, Boissiera bro- moides. Alle disse Gresser er enaarige, temmelig lavvoksne, knap fodhgje, og har flade Blade. | Blandt de ,blomstrende“ Urter findes en Mængde enaarige. Valmuerne falder først i Øjnene: Roemeria rhoeadiflora, Papaver arenarium og pavoninum. Der er dernæst en Mængde Cruciferer: 4* No DRE Malcolmia africana og Bungei, Alyssum marginatum og linifolium, Sisymbrium-arter, Goldbachia laevigata, Leptaleum filifolium, Cryp- tospora falcata, Euclidium syriacum, Chorispora tenella, — Bora- gineer: Anchusa hispida, Arnebia linearifolia, Asperugo procum- dens, Lappula-arter, Heliotropium europaeum, Onosma hispidum, Nonnea picta, — Umbelliferer: Aphanopleura capillifolia, Carum confusum og turkestanicum, Caucalis leptophylla, — Labiater: Hy- pogomphia turkestana, Lallemantia Royleana,: Ziziphora tenuior. Fig. 4. Halvorken ved Chawast N@ for Samarkand. I Forgrunden halvvisne Bladrosetter af Ferula Asa foetida. Artemisia sp. danner iøvrigt Hovedmengden, desuden findes Poa bulbosa, Haplophyllum lasianthum, Carum turkestanicum, Eremostachys labiosa. Maj. Følgende er Eksempler af forskellige Familier paa hyppigt iagttagne enaarige Planter: Spinacia tetrandra, Koelpinia linearis, Mairi- caria lamellata, Ceratocephalus faicatus, Hypecoum pendulum og trilobum, Trigonella monantha og longiflora, Euphorbia’ pygmaea, Galium tricorne, Delphinium rugulosum og persicum, Nigella inte- grifolia, Astragalus filicaulis og campylotrichus, Plantago lach- nantha, Tribulus terrestris. Hist og her findes pletvis den stivhaarede Chenopodiacé Ha- locharis hispida, eller Bussia sedoides, og ofte ved Saltpletter vokser den meget lille, sukkulente Tetradiclis tenella. a Fig. 5. Forskellige efemere Planter fra Lerorken: a, Goldbachia laevigata. b, Lallemantia Royleana. c, Matricaria lamellata. d, Koepinia linearis. e, Cau- calis leptophylla. f, Ceratocephalus orthoceras. g, Malcolmia Bungei. h, Hype- coum pendulum. i, Acanthopleura capillifolia. j, Lappula spinocarpos. Blandt Stauder, som blomstrer om Foraaret, kan maerkes en smuk rød Tulipa sp. den blaablomstrede Ixslirion Pallasii, Al- lium Tschulpias, tataricum og flere Arter, Gagea reticulata, Knold- geofyterne Geranium tuberosum og Leontice incerta, endvidere Iris Fig. 6. Efemere og fleraarige Foraarsplanter fra Lerørken: a, Delphinium persicum, b, Valerianella turkestanica. c, Spinacia tetrandra 9. d, Gentiana Olivieri. e, Andrachne telephioides. f, Plantago lachnantha. g, Geranium tuberosum. caucasia, falcifolia 0.1. — Eremostachys labiosa (Fig. 7), en fodhøj Labiat med smukt, acanthuslignende Lev og store lyse Blomster, er nogle Steder saa almindelig, at den grønne Gresflade er helt lys- plettet deraf. Den har Rodknolde og er en Jordskorpeplante, ligesom Ferula Asa foetida. Ogsaa denne dominerer over store Stræk- Fig. 7. Eremostachys labiosa. Maj. ninger, nogle Steder ved sine store hvidgule Skermkomplekser, der er hævede en Meter eller mere over Jorden, andre Steder kun ved Rosetter af store, snitdelte Blade, som allerede i Slutningen af Maj bliver gule. Planten har Rodknolde og et tykt Rhizom. Rheum tataricum ses nogle Steder at brede sine megtige, me- terbrede, bulede Blade ud over Jorden. Jeg har ikke set den Bun: blomstre, men at dømme efter et Billede, offentliggjort af TANFILIEW (1903 p. 390) er Bloinsterstanden stærkt grenet og temmelig lav. Bladene er allerede midt ı Maj godt paa Vej til at blive gule. Andre Jordskorpeplanter, som findes i Halvorkenen om For- aaret er: Astragalus Alopecias med kraftige nedliggende Skud, som bærer mangefinnede sglvhvide Blade og tætte gule Blomsterho- veder, A. sogdianus, macronyx, hvis gule Blomster sidder paa korte Stilke ved Grunden af de lange Blade, A. mucidus, flexus, orbiculatus, Petunnikowi o. fl. Arter, Solenanthus petiolaris, Gentiana Olivieri. nogle Scorzonera-Arter med Rodknolde, Taraxacum sp. Dianthus crinitus og angulatus, Ranunculus Sewerzowi, oxyspermus og flere Arter, Haplophyllum lasianthum, Lepidium Draba, Andrachne tele- phioides, Onosma hispidum, Achillea micrantha, Cachrys didyma Carex stenophylla var. desertorum, Arter af Carum, Peucedanum, Tragopogon o. fl. Hist og her ses de ranke blaa Blomsterstande af den snyltende Orobanche amoena. Alle de nu nævnte Planter hører altsaa til Foraarsplanterne. Der er baade enaarige og fleraarige, om end de første er i Overtal. De fleraarige er enten Logplanter, Knoldgeofyter eller Jordskorpe- planter; Rhizomgeofyter synes — med Undtagelse af Carex steno- phylla, der oftest er en Sandplante — ikke at findes, og den stive Lerjord vilde ogsaa kun passe dem daarligt. Alle disse Foraarsplanter har, med Undtagelse af Ferula Asa foetida, en Højde af ganske faa til omtrent 30cm, og det er gen- nemgaaende bløde, bøjelige og oprette Urter uden udpræget xe- rofil Bygning (Se Fig. 5, 6, 7). Det er desuden et hyppigt Træk, at Bladene eller Bladafsnittene er smalle, linjeformede eller under- tiden traadformede’ (Leptaleum, Euphorbia pygmaea, Valerianella, Koelpinia, Caucalis, Aphanopleura, Carum confusum, Peucedanum o. fl.), og dertil i Regelen haarede. Astragalus-Arterne har mange- finnede Blade, A. mucidus har saaledes ca. 20 Par Smaablade, A. macronyx ca. 30. Planter med bredere, ovale eller ægdannede Blade er færre, f. Eks. Euclidium syriacum, Malcolmia africana, Goldbachia lae- vigata. Bladpladerne er hos de fleste dun- eller borstehaarede, hos. Alyssum marginatum og flere Cruciferer findes Stjernehaar. Tornede er Cousinia og Galium tricorne. Helt eller næsten glatte Planter findes der ogsaa en Del af, f. Eks. Koelpinia, Trigonella, Vale- rianella, Aphanopleura, Peucedanum, Goldbachia, Spinacia, Hype- coum. AE ae Oprette og korte Stængler er som sagt det almindelige. At der dog findes endel Planter med nedliggende Stængler (f. Eks. Arnebia decumbens, Trigonella, Galium, Leptaleum filifolium, An- drachne telephioides) er i Overensstemmelse med, at Vegetationen ikke er tet: imellem Planterne er der baade Plads og Lys for nedliggende Stængler. Disse slaar vistnok aldrig Rod; der findes ingen overjordiske Udløbere, saa lidt som underjordiske. Der findes nogle faa Rosetplanter, saavel imellem de enaarige som mellem de perenne. Enaarige Rosetplanter er f. Eks. Hype- coum, Plantago lachnantha, Ceratocephalus, fleraarige er: Taraxa- cum, Gentiana Olivieri. Men der er flere Halvrosetplanter (Raun- KIÆR 1905 p. 390), d. v. s. Planter, hvis fleste og kraftigste Blade staar ved Grunden af Stængelen: Ranunculus oxyspermus og Sewer- zowi, Eremostachys, Astragalus macronyx og sogdianum, Cachrys didyma,. hvortil kan føjes endel efemere: Malcolmia Bunge: og africanum, Sisymbrium pumilum, Goldbachia laevigata. Ogsaa Tilstedeværelsen af Roset- og Halvrosetplanter stemmer overens med, at Plantedækket ikke er tæt, thi en tæt Vegetation vil begunstige Planter med langleddede Skud og højtsiddende Blade. Hvad det florale angaar, synes smaa Blomster at vere hyp- pigere end store og hvide og gule at vere hyppigere end blaa og røde, selv om de røde Arter, især Valmuerne og Tulipanerne, ved deres massevise Optreeden ofte dominerer. For at give et Begreb om Forskellighederne i Halvorkenens Foraarsvegetation meddeler jeg nedenfor et Par Eksempler, Plante- lister optagne paa bestemte Steder. 1. Ved Bami vest tor Askhabad. 24. April. Poa bulbosa, Roemeria rhoeadiflora og en red Tulipa sp. dominerer. Desuden fandtes her: Asperugo procumbens, Huclidium syriacum, Malcolmia africana, Myosotis sp. Hypecoum trilobum, Spinacia tetrandra, Ixilirion tataricum, Iris caucasica, Lepidium Draba og perfoliatum, Trigonella monantha, Sisymbrium Sophia og pannonicum, Koelpinia linearis, Matricaria lamellata, Papaver arenarium, Anagallis sp. og enkelte graa Artemisier. Ved et Hus var der Pilebuske med Rakler, uden Blade. 2. Nord for Dshisak, ved Foden af Vest-Thianshan. 7. Maj. Poa bulbosa og en graa, stærkt duftende Artemisia udgør nogle Steder hele Vegetationen. perte 3. Andre Steder (ved Balan Hur) var den langt rigere, her vokser foruden Poa, Valmuer og Tulipaner: Ixilirion Pallasii, Carex stenophylla, Malcolmia Bungei, Cryptospora falcata, Euphorbia pyg- maea, Leptaleum filifolium, Astragalus sogdianus, macronyx, mucidus, Solenanthus petiolaris, Gentiana Olivieri, Eremostachys labiosa, Ranunculus Sewerzowi. I den egentlige Lergrken, der er tørrere end Halvorkenen, har jeg ikke haft Lejlighed til at se Foraarsvegetationen. At der dog ogsaa her forekommer efemere Arter, kan vides fra Basıner, Bors- zczow (se ovenfor S. 22) og Rappe. Efter sidstnævnte Forfatter (1899, p. 95) gengives folgende Beskrivelse af en Egn nær det kas- piske Havs Østkyst, besøgt den 28. April: „Ist diese Sandzone passiert, so kommt man, direkt nach N. wendend, auf festerem Lehm, zum Teil mit Salzgrtinden und in die elendeste Salsola- und Artemisien-Steppe, oder besser gesagt: Wüste“. Og senere følger: „Die arme Flora bietet immer dasselbe, im Ganzen kann man hier kaum 15 Arten finden. Gagea reticulata steht in Samen,’ Hordeum murinum, Boissiera bromoides, dieselbe Kamille, dieselbe Allium wie bei Tschikisljar, Ceratocephalus falcatus, Geranium oxyrhynchum, Plantago arenaria W. K. und die gelbbraune langbehaarte Kochia scoparia im Jugendzustande, sowie der schöne Astragalus macrotropis wurden hier gesammelt. Alles das miserabel, nur ein Paar Zoll hoch, eine Statice, die jetzt schon blüht, Salsolen und Artemisien nur strichweise häufig. Man vergesse nicht dass diese Zeit für die hiesige Flora die Glanzperiode ist, Ende Mai ist alles mit Ausnahme von Salsola und Artemisien todt. Es giebt zwar an einigen wenigen Stellen Vertiefungen grösseren Umfangs, die infolge geringer Feuchtigkeit etwas besser bewachsen sind, aber nirgens sieht man den Ver- such einen schwächlichen Rasen zu bilden, es fehlen sogar die Sand-Carices. In solchen Vertiefungen konnten Lepidium Draba und hier und da als Seltenheit Lep. perfoliatum existieren.“ Sammenholder man dette med de fra Basıner og Borszczow stammende Angivelser, vil man se, at Forskellen mellem Halvorkenen og den egentlige Lergrken er en Forskel i Torhedsgrad og med. Hensyn til Foraarsvegetationen i dennes Kvantitet. Efemere Arter og Foraarsstauder forekommer begge Steder. Da Sommer- og Efteraarsvegetationen i de to Orkenformer er overensstemmende, er der ingen Grund til, som Antonow har gjort, at skelne mellem ,Ler-Orken* og „Loss-Steppe“. HE NERE Allerede omkring Midten af Maj begynder Halvørkenen at blive gullig, ja mange Foraarsplanter har allerede kastet deres Frø i April. Henimod Slutningen af Maj er saa godt som alle ikke xero- filt byggede Planter visne eller stærkt i Færd dermed, og Sommer- planterne bliver iøjnefaldende paa Foraarsplanternes Bekostning. Billedet (Fig. 4) viser de krøllede visne gule Bladrosetter af Ferula Asa foetida og mange graa Artemisia-Buske, som endnu ikke er i Blomst. Jordoverfladen vår paa dette Sted revnet af Tørke, men i 7cm Dybde var Løssen endnu mørk af Fugtighed. Det synes altsaa snarere at være Luftens end Jordens Tørhed, der gør Ende paa Foraarsvegetationen. Noget ind i Juni er det, der er tilbage af Foraarsplanterne, saa tørt, at det brister og falder sammen ved Berøring. Det er derfor snart borte, og da er Halvørkenen en Helørken og er ganske lig den egentlige Lerørken. I det følgende behandles derfor de to Ørkenformer sammen under det sidstnævnte Navn. Jordfladen er nogle Steder fuldstændig nøgen, men det al- mindelige er, at den er plettet af spredt voksende Sommerplanter. Af disse finder man gærne paa hver Lokalitet kun en enkelt eller nogle ganske faa Arter, som saa skifter fra Sted til Sted. Stort er Antallet af Sommerarter ikke, og vi vil hurtigt kunne faa et Over- blik over dem. Sommervegetationen udgøres ofte alene af Artemisia, BORSZCZOW angiver Arterne A. fragans og monogyna, medens Eksemplarer, jeg har bragt hjem, er blevne bestemte som A. herba alba. I alle Tilfælde er det Arter, som staar A. maritima nær: sølvhvide Halv- buske, stærkt grenede forneden og duftende. En saadan Bevoks- ning (en „Wermuthsteppe“) ses paa Billedet Fig. 4, og den kan være ensformet over vide Strækninger. Andre Steder er Salsola rigida Hovedarten. Den er en Mellem- ting mellem en Busk og en Halvbusk, halvmeterhgj, af et tort og pindet Udseende, i Reglen med mange døde Grene. Den bærer stive cylindriske Blade. ‘Til ganske samme Type hører Haloxylon Ammodendron, Salsola Arbuscula (Fig. 12 og 38), subaphylla og verrucosa, naar disse Arter vokser i Lergrken, medens de i Sand- ørken har et heit andet Udseende. Lave Buske af bladløse Ephedra alata, Calligonum-Arter og af den sukkulente, saltudskillende Reau- muria oxiana er af en lignende Type. Smirnowia turkestana og for- skellige Astragalus-Arter (A. Ammodendron, paucijugus, unifoliatus) er indtil meterhgje Buske med oppustede Belge og svagt udviklet ei) oe Bladhang. Smirnowia har enkelte smaa kredsrunde Blade, og Astragalus-Arterne har smaa og hurtigt affaldende Smaablade og persisterende Bladrhachis. Paa Steder, hvor Grundvandet ikke er for langt borte (f. Eks. i Nærheden af Oaser eller Floder), kan man især finde følgende Buske: Frisk grønne eller graalige Tamarisker, den smalbladede men forholdsvis rigt belovede Nitraria Schoberi, Halimodendron argenteum, en s@lvbladet og tornet [Leguminos-Busk med store, oppustede Belge, Halostachys caspica og Halocnemum strobilaceum, begge Buske med Salicornia-Skud, samt (ogsaa paa meget torre Steder?) Prosopis Stephanianum, en lav, mimoseagtig Busk med finnede Blade. Lycium ruthenicum, den bredbladede Capparis spinosa og den tornede Rosacé Hulthemia berberifolia (om disse to ved jeg ikke med Sikkerhed, at de vegeterer om Sommeren), endvidere Frankenia hirsuta, Heliotropium dasycarpum, Statice suffruticosa, Alhagi Camelorum, alle betragtede som Halvbuske, findes ogsaa nærmest paa de mere gunstige Lokaliteter ligesom Stauderne Peganum Harmala, Zygophyllum Eichwaldii, Pluchea caspica, Inula caspica, Dodartia orientalis (bladlos) og Cressa cre- tica, en tet belovet Convolvulacé med graa, saltudskillende Blade. Til den tørre Lergrkens Sommerplanter hører endnu Chame- fyterne!) Anabasis aphylla og salsa, Arthrophytum subulifolium, Nanophytum erinaceum og Noaea spinosissima, alle bladløse eller tornbladede, lave Halvbuske, endvidere Anabasis eriopoda, en bladlas Hemikryptofyt!), og endelig en Række enaarige Planter. Til disse hører Frankenia pulverulenta, Crozophora gracilis, en lav Euphorbiace med flade, stærkt haarede Blade, Carduus te- nuiflorus, den duftende Lachnophyllum gossypinum, en Composite, som er Halvrosetplante og endnu maaske nogle faa Arter, som ikke er Chenopodiaceer. Til den nævnte Familie hører langt den største Del af de enaarige Sommerplanter. De er næsten alle suk- kulente. Blandt dem kan adskilles forskellige Typer. Den første er Tornbladsukkulenternes Type, hvis Repræsentanter (Salsola Kali, sogdiana (Fig.76), aperta, Androssowii) har tornspidse Blade med Vandvæv i Midten. Den anden er de tornlose Bladsukku- lenters Type (Salsola crassa, lanata, Arter af Halanthium, Hali- mocnemis macranthera, pilosa (Fig. 77) og villosa, Piptoptera turkestana, Sueda o. fl.). Disse Planter har sukkulente, cylindriske, tornlgse, 1) Se Kapitel 12. BEES ge ofte haarede Blade, som vedbliver at være det vigtigste Assimila- tionsorgan. Den tredje Type vil jeg kalde Højbladsukkulen- terne. De er karakteriserede ved et tydeligt Vand-Deplacement (BURGERSTEIN, MESCHAYEFF), d. v. s. derved at Planterne selv for- tærer nogle Organer for at holde andre oppe, og i dette Tilfælde er det de egentlige Løvblade, som tømmes for Vand og visner, medens Planterne koncentrerer deres Kraft paa Blomsterstanden. I denne sidder hver Blomst indesluttet i sine tre skeformede Høj- blade: Støttebladet og de to Forblade. Disse tre er meget sukku- lente, de er paa deres Ydersider forsynede med Grønvæv, og det er dem (og i ringere Grad Stænglerne) der vikarierer for Løvbla- dene som Assimilationsorganer. Desuden maa de virke beskyt- tende for Blomsterne, som sidder fast indeklemte imellem dem (se Fig. 8). Til Højbladsukkulenterne hører Salsola incanescens, spissa og sclerantha, Halimocnemis Karelini. Disse Arter viser det nævnte Forhold saa tydeligt, at det hos dem næppe er muligt hen’ paa Sommeren at finde et eneste Lov- blad. Hele Planten er besat med smaa kugleformede Legemer (Blomsterne med deres Højblade), hvad der giver den et ganske ejendommeligt Udseende (Fig. 8). Kødfulde Højblade omkring Blom- sten er iøvrigt ogsaa hos de andre Typer en meget udbredt Karak- ter, men naar Løvbladene er tilstede, faar Planten et andet Udseende. I Tilslutning til Højbladsukkulenterne kan nævnes Cerato- carpus arenarius, mange Steder hyppig i Lerørkenen. Dens flade, tornede, ikke kødfulde Blade mister i Sommerens Løb alt Blad- kødet og reduceres til Torne, og Assimilationsarbejdet overtages af de to sammenvoksede, ligeledes tornede Forblade. Hele Planten danner en tornet Kugle paa indtil ca. 30 cm Diameter og af graa Farve (se Fig. 66). Til Sommerplanterne maa endelig regnes en rød Lichen, Le- cidea decipiens, som nogle Steder vokser almindeligt paa Løssens Overflade. Med Hensyn til Sommerfanerogamernes Bygning henvises til Kap. 13, hvor de forskellige Typer af Ørkenplanter vil findes be- skrevne. Her skal blot fremhæves deres vigtigste Træk. De Arter, der vokser paa de gunstigste Lokaliteter, hvor Grundvandet ikke er for langt nede, er for største Delen dem, der har det forholdsvis rigeste Løvværk: Tamarix, Halimodendron, Prosopis, Peganum, Zygophyllum, Pluchea, Inula, Alhagi har alle tydelige, grønne en GO ee = ke BEE M Pat : PR en eenaarig Hgjhladsukkulent. Juni. spissa, Fig. 8. Salsola Noget rigt Lovveerk » har dog ingen af dem, og hos ingen af dem dækker dette Steen- Blade, som undtagen hos Tamarix er flade. Hos Alhagi bliver kun de ældste Blade staaende, saa at Skuddene opadtil viser sig som bladlgse, tornede Grene. gelen. Den tørre Ørkens Planter er dels Sukkulenter, Højbladsuk- kulenter eller Bladsukkulenter, til hvilke sidste ogsaa hører Salsola Arbuscula, subaphylla rigida og verrucosa, Reaumuria, dels blad- lose Stængelsukkulenter, som Haloxylon, Anabasis og Calligonum, og dels løvfældende Buske, som Astragalus-Arterne, hvor andre Or- ganer overtager Assimilationsarbejdet, dels endelig Planter med haar- klædte smalle Bladflige (Artemisia). Alle Arterne fra den tørre Lergrken har et stærkt xerofilt Præg, mange dertil et halofilt (cy- lindriske Assimilationsorganer med Vandveev i Midten), men iøvrigt kan det i et Tilfælde som det foreliggende vere vanskeligt — eller maaske er det umuligt — at skelne mellem det xerofile og det specielt halofile. Thi hvilke Bygningsforhold der skyldes Tgrheden og hvilke Grundvandets Saltholdighed, kan kun bestemmes afgg- rende ved Forsøg. Lerørkenens sædvanlige Udseende om Sommeren er dette: en flad eller svagt bølget Jordoverflade, brun og tør, hist og her med lette Saltopblomstringer, nøgen eller klædt med spredte xerofile Planter, som er Urter eller Smaabuske, sjælden over en halv Meter høje. Særlig almindelige turde følgende vere: Saxaul, Salsola ri- gida, Artemisia, Halostachys og Halimodendron. — I Lavninger findes der Saltørkener, som er hvide af Salt og bærer deres egen Vegetation, som er i nær Slægt med Lerørkenernes. Lerørkenens Livsformer er disse: om Foraaret Mesofyter, efemere Planter og Stauder med kortlevende overjordiske Skud, og om Sommeren (skønt naturligvis ogsaa fremme om Foraaret) Xe- rofyter, som dels er Smaabuske og Halvbuske, dels Stauder og længe levende Enaarige. Som ovenfor fremhævet ligger Forskellen mellem Lerørken og Saltørken navnlig i, at denne sidste mangler Foraarsaspektet. Kapitel 8. Stenerkenernes Formation. Antonow har (se ovenfor S. 29) opstillet en Formation, som han kalder ,Forbjærgs- eller Stensteppe“, og som skal vere karakteri- seret af en særlig Flora. Om denne Formation, som efter den her benyttede Nomenklatur ikke kan kaldes Steppe, men maa hedde Ørken, med Hensyn til Livsformerne — der for os er de afgo- rende — er forskellig fra Lergrkenen, kan jeg ikke afgore med Sikkerhed, fordi jeg har set saa lidt af Stengrkenen. Men det maa være rigtigst at holde adskilt, hvad man ikke med Sikkerhed kan forene, og derfor betragtes Stengrkenerne her som en særlig Formation. LL CAES Stengrkenernes Bund er enten Klippe eller Grus med Stene eller Konglomerat. Det Konglomeratlag. som AnTonow nævner, er sandsynligvis det sædvanlige tertiære Konglomerat, hvis Stene er kittede sammen af en Løss-lignende Lerart. Saadanne Konglome- rater er meget almindelige i Turkestan (WALTHER), baade ved Bjærgenes Fod og højt oppe i Bjærgdalene. For saa vidt som Bindemidlet er Løss, gælder om Jordbunden her, hvad der ovenfor blev anført om Løss (S. 48). Dog gør Tilstedeværelsen af mange Sten Jordbunden endnu mindre gunstig for Plantevækst, idet Stenene forsinker Vandoptagelsen, nedsætter Kapillariteten og fremmer Varmeledningen i Jorden. Derimod virker de gunstigt ved at nedsætte Fordampningen fra Overfladen (RAMANN). Med Hensyn til Vegetationen vil jeg indskrænke mig til at be- skrive de vigtigste Lokaliteter, jeg har set (alle om Sommeren und- tagen een). | Ved Foden af Sultan Uis Dagh, en enlig Bjergknude i Nærheden af Chiva (se Kortet), har jeg set en Ørken oversaaet med lose Skifer- stumper og hist og her afbrudt af faststaaende Klippe. Ørkenen her maa omtrent svare til det, som Vorkens kalder ,Kieselwüste“, WALTER og MIDDENDORFF „Kieswüste“. Ligesom i Ægypten var Ør- kenen her for største Delen plantetom. Kun i Lavninger og hvor Stenmængden syntes at være ringere, fandtes forskellige lave Halv- buske og Dværgbuske: Salsola rigida, Artemisia herba alba, Cap- paris spinosa, Atraphaxis compacta og Haloxylon Ammodendron, den sidste som lave Buske paa omtrent '/2m Højde. Mindre fremtre- dende var: Stellera Lessertii, Convolvulus fruticosus, og Halimo- cnemis macranthera og Anabasis eriopoda, to udtalte Halofyter, den første enaarig, den anden Staude (Jordskorpeplante). Mippen- DORFF har i Ferghana fundet omtrent een Plante pr. Kvadratfod (1. c. p. 21). af Stengrken. Bjærget selv, Sultan Uis Dagh (Sultan Baba-ne Dagh-e) bestod af grønlig Lerglimmerskifer i næsten lodrette Lag, ofte gennem- trukket med Kvarts. Overfladen var mange Steder dækket af For- vitringsprodukter, fint gult Ler og Skiferstumper med blank sorte- brun Forvitringsoverflade. Alt var meget tørt, men der var flere tomme Bæklejer, som dog ikke var rigere bevoksede end det øv- rige. Der fandtes følgende Planter, meget spredt: Atraphaxis com- pacta, Salsola Arbuscula, Salsola rigida, Capparis spinosa, Arte- misia sp. alle Dveerg- eller Halvbuske, samt to visne enaarige FR Planter, en Composite og Lepidium persicum (?), og endelig smaa under 1m høje Træer af Saxaul. Ved Kis-Kala, et Bjærg med en Borgruin, sydligere paa Amu Darias hojre Bred, har jeg set en Örken med Bund af meget stenet Grus og Sand. For denne Bund var Reaumuria fruticosa karakteristisk, en lav Busk med tætstillede, meget smaa Blade, som er bedækkede med Saltkrystaller. Paa smaa opføgne Klitter voksede endel flere Arter, men disse kom kun enkeltvis ud paa den stenede Bund (se nedenfor Kapitel 11). Paa Stene fandtes følgende Lichener: Sarcogyne perileuca, Placodium Paulsenii, Aca- rospora interrupta. Ikke langt herfra, ved Dana Sher Kala, var der en stenet Grusslette med yderst spredte Smaabuske af Salsola rigida, bag hvilke smaa Sandhgje havde samlet sig. Der var kun denne ene Planteart. Ved Ak-Jar (ogsaa ved Amu Daria) var Jorden en bølget Slette af Loss med Lerskiferstumper og faststaaende Knolde af den samme Bjærgart. Spredte Planter med omtrent 3 Skridts ind- byrdes Afstand: Salsola rigida og Arbuscula, Reaumuria oxiana, Saxaul, sjældent Lycium ruthenicum, alle Smaabuske under en halv Meter høje. Af Urter fandtes Salsola carinata, Suaeda sp. og Lepidium obtusum. Lavninger med stiv, revnet Lerbund var plante- tomme eller bar enkelte Halofyter (Halocnemum, Halimocnemis). Ved Pitnjak: en Grusslette med Peganum Harmala, Convol- vulus eremophilus og Anabasis salsa, yderst spredte. Ved Kisel-Yi, ligesom foregaaende syd for Chiwa: Haarde Ler- bakker med mange hvide Sten, næsten ganske nøgne. Kun i Lav- ningerne var der spredte Planter: Halimocnemis macranthera, (en- aarig Sommerplante med tykke Blade) Salsola rigida, smaa Saxaul- Buske, Artemisia, Alhagi Camelorum. Kun den sidste gik enkelte Steder et Stykke opad Bakkesiden. I Nærheden af Andidshan (Ferghana) overlejrede et omtrent fodtykt Lag af meget stenet Loss Stenlag og Gruslag. Her voksede (27. Maj) højst meterhgje Tamarisker, Alhagi Camelorum, Crambe orientalis(?), den tornede og sglvhaarede Halvbusk Convolvulus fruticosus, Echinops sp., Astragalus sp. og flere; denne Lokalitet saa jeg kun meget flygtigt. Jeg har vel set andre Lokaliteter, hvor Jordbunden var fast- staaende Klippe eller Sten, men den var da overlejret af Sand, delvis fygende, og da det paa disse Steder syntes mig, at det ner- Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 6) Se mest var Sandet, der prægede Vegetationen, tager jeg dem ikke med i denne Sammenhæng. Af de faa ovenfor meddelte Iagttagelser synes det at fremgaa, at Stenørkenernes Vegetation er karakteriseret. navnlig af xerofile Smaabuske og Halvbuske. Om der er Foraarsplanter, ved jeg ikke. Følgende Plantearter har jeg kun fundet i Stenørken: Convol- vulus fruticosus, Stellera Lessertii, Reaumuria fruticosa og Atra- phaxis compacta, alle Dværgbuske eller Halvbuske med smaa og flade Blade. Følgende andre syntes at vere almindelige i Sten- ørken, selv om de ogsaa findes i andre Formationer: Reawmuria oxiana, Salsola rigida, (en af de hyppigst fundne), Arthrophytum subulifolium, Artemisia sp. Convolvulus eremophilus, Capparis spinosa. Kapitel 9. Sanderkenernes Formation. Denne Formations Bund er Sand, i hvert Fald paa Overfladen. Sandet er af forskellig Oprindelse og Alder, hvorom der har veret Tale i Kapitel 21), men disse Forskelligheder synes ikke at spille nogen større Rolle for Vegetationen (Korsuinsxy p. 8). Mere In- teresse for en Botaniker har de forskellige Maader, Sandet optreeder paa. Dette er skildret af Musuxetow, Rapper og Semenow. Følgende Oversigt over de forskellige Sand-Landskaber er baseret paa disse Forskeres Undersggelser. 1. Barchaner, halvmaaneformede, smudsiggule eller lysebrune Klitter af Fastlandssand. Musakerow angiver, at de plejer at være 30—40 Fod, men kan blive indtil 100 Fod høje (40m, SEMENOW), men jeg har næppe set nogen, som var over 10m høj, og RADDE angiver 30—35 Fod som Maksimum. Kornstgrrelsen er kun ringe, Rappe (1899 S. 16) angiver den gennemsnitlige Kornstorrelse for Barchan-Sand og Sandsteppe-Sand fra Amu Daria og Kara Kum til 0,2—0,3 mm, ja MusHxetow har ved Dshideli fundet Barchan- sand, hvis Kornstgrrelse ikke oversteg 0,1 mm. Sandet bestaar overalt, ikke blot i Barchanerne, af Kvarts. Lidt Glimmer findes deri, desuden vekslende Mængder af Ler (indtil 30—40 © pCt., paa Barchaner i torre Floddale), og endelig ofte Jern, smaa Meengder af Gibs, Kalkspat o. m. (RappE 1899 p. 16). Barchanernes Form er skildret ovenfor (S. 6). Ranpe sam- menligner et Barchan-Landskab med et stivnet Hav i Storm, hvad 1) Se iøvrigt Romanowski P. 52. ON ER der kan være træffende, naar man bortser fra, at Bølgerne ikke er regelmæssigt halvmaaneformede. Staar man paa en Top og ser helst imod Nord, saa at man har Barchanernes konkave Sider vendt imod sig, bliver man overvældet af dette imponerende Øde. Indtil langt ude i det fjærne ligger Bølge bag Bølge, Kam bag Kam. Uden Orden ligger Barchanerne, ofte støder flere op til hinanden og smelter sammen med Siderne, saa at de skarpe Kamlinjer bugter sig op og ned, ud og ind. Selv en sagte Blæst faar det fine Sand til at fyge fra alle Kammene, og den brunlige Sand- røg fra de nøgne Klittoppe forøger det uhyggelige ved det øde Landskab. Da de fremherskende Vinde er nordlige og nordøstlige, van- drer Sandet imod Syd og Vest og gaar over Amu Daria. Herom vil der blive Tale i Kapitel 11. 2. Bakkeorken, Bakkesand (,Hügelsand“ hos Ranpe, „desert de sable mamelonnée“ hos Semenow), runde Bakker, ganske smaa eller større, indtil ca. 10m høje, med kedelformede Indsænkninger imellem og uden Vind- og L&side. Det er dæmpede Klitter; Vege- tationen er forholdsvis rig. 3. Sandslette (,Sandsteppe“, ,steppes sablonneuses‘), flade eller noget bølgede Flader af ubeveegeligt Sand. 4. Keedesand (,Ketten-, Reihen-, Wall-, oder Streifensand“ hos RADDE, „deserts de sable en sillons“ hos Semenow). Parallelle Sand- høje, dannede af Nutidens eller Fortidens graa eller hvide Sand. Imellem Rækkerne ligger 150—700 Fod brede Dale, hvis Bund er bart Ler (Takyr). Dalene tværdeles af lavere Klitter, som gaar paa tværs af Hovedklitternes Retning. Kædesand findes især i den nordvestlige Del af Lavlandet. Det er forholdsvis rigt bevokset med risformede Ørkenbuske, Carex physodes o. fl., og Sandflugten spiller ikke nogen veesentlig Rolle. 5. Recente Klitter af bevægeligt, graaligt eller hvidt Havsand. De findes især ved Kysten af det kaspiske Hav og ligger gærne i Rækker, som har Vindens Retning. Kædesand og recente Klitter, som begge er dannede af hvidt eller graat Havsand, har jeg ikke set, hvorfor de lades ude af Be- tragtning, og den følgende Skildring vil kun behandle de forskellige Former af Fastlandssand. Vi vil begynde med at betragte Sand som Jordbund for Planter i Sammenligning med Ler. Sand er i tørre Lande i visse Henseender gunstigere for Plante- BE eg vækst end Ler"). Det opsuger Vandet hurtigt, saa at dette ikke faar Tid til at fordampe. Fra en ru og grovkornet Sandoverflade fordamper ogsaa mindre Vand end fra en glat og finkornet Ler- overflade. Og paa Grund af Sandets ringe Vandkapacitet ledes Vandet til større Dybder, hvorfra det, da Sand kun i ringe Grad virker kapillært, ikke kan løftes op til Jordens Overflade. Vandets Fordampnings-Overflade kommer paa denne Maade til at ligge nede i Jorden, hvor den er beskyttet af de overliggende tørre Jord- lag (smlg. Livineston 1906). Dybt Sand er en Bund, der passer for Planter med meget lange Rødder. De risformede Træer og Buske hører fortrinsvis til her. Skønt Sand kan optage langt mindre Vand end Ler kan (14,3 pCt. af Tørvægt, Loss 59,3 pCt., efter CLEMENTS, p. 34), er det op- tagne Vand næsten altsammen tilgængeligt for Planterne: „Echard“ er kun 0,3 pCt., ,Chresard* 14 pCt. (smlg. ovenfor S. 49). Tallene er naturligvis noget forskellige efter Sandets Egenskaber, navnlig Kornstørrelse (Livineston 1905), men Undersøgelser over disse For- hold vides ikke at være foretagne i Transkaspien. En særlig Betydning faar Sand, hvor det overlejrer Løss. Ned- børen vil her fra Sandet ledes ned i de øvre Løsslag, hvorfra det ikke kan fordampe, fordi Sandet beskytter det, men hvor det, hvis Sandlaget ikke er for tykt, er tilgængeligt for Planterødder. De naturlige Forhold er her særlig gunstige, og det er ogsaa paa Sand, som overlejrer Løss, at man finder den frodigste Ørkenvegetation om Sommeren (Se Kapitel 11). Disse Forhold efterlignes med Held af Menneskene: i de tørre Egne af Nordamerika har man indført »dry farming”, hvilket bestaar i, at man sørger for ved særlige Red- skaber altid at holde Undergrunden fast, at den kan løfte Vand op, medens Overgrunden holdes løs, at den kan beskytte Under- grunden og selv miste det mindst mulige Vand ved Fordampning (se MATENAERS). Skønt Sand lettere udvaskes end Ler, er dog Jordvandet i Sandgrkenen næsten altid salt, og Gibskrystaller findes ofte i Mængde i en Dybde af !/2—1 Meter (Parzzkıs p. 36). Sandplanterne er ogsaa for manges Vedkommende halofytisk byggede. Hvor der intet Vand er, er Ørkensandet en overordentlig varm Bund, saa meget mere som det ikke er hvidt men brunt. Ekspe- ditionen har paa en Sommerdag maalt 53° C. tæt under Sandets 1) Firrine (S. 251) finder ogsaa, at Saharas Sandplanter har et lavere osmo- tisk Tryk end Stenørkenens Planter, selv naar det er de samme Arter. a ABO ee Overflade, men endnu højere Temperaturer vil sikkert kunne findes. Navnlig i en Henseende er Sand ugunstigere for Plantevækst end Ler, deri nemlig, at Sandet er hevægeligt. Planterne faar snart deres Rødder blottede, og snart bliver Lysskudene overføgne, og begge Dele kan føre til Døden. Dertil kommer, at de fygende Sandskorn kan slaa Saar i unge eller ubeskyttede Plantedele og paa denne Maade gøre Skade. Angaaende disse Forhold kan hen- vises til Litteraturen om europæiske Klitter. Se f. Eks. WarminG 1909. I den følgende Beskrivelse af Sandørkenens Vegetation omtales først den mest bevægelige Ørken og sidst den mest dæmpede. Ør- kenen vil blive beskrevet i dens Sommer-Aspekt, og Foraarsaspektet, som meget minder om Lerørkenens, vil blive behandlet tilsidst. I den mest levende Ørken er der Strækninger, hvor Botani- keren intet finder at fæste sit Øje ved. Høje og Dale af Sand, ikke engang Stene, kun Sand. Det sorteres af Vinden: det grovere og mørkere dækker Barchanernes svagt skraanende Stødside og Vind- bølgernes Kamme, det finere og lysere findes paa Klitternes stejlere Læside og i Vindbølgernes Dale. Denne Forskel i Mørkhed for- højer Bundens Relief. Plantevækstens første Pioner er ,Selin“, Aristida pennata Trin."), den som Antonow med Rette kalder Sandgrkenens Erobrer. Aristida pennata er en Sandbekemper af forste Rang. Dens Vækst er hurtig, den danner mange Rødder, mange Blade, mange Grene, og dens indre Bygning gør den overordentlig modstands- dygtig baade imod Tørhed og imod Sandflugt. Den vil findes om- talt i Kapitel 13; her meddeles nogle Træk af dens Biologi. Efter Spiringen danner den forneden en Mængde Lavblade, gennem hvis Grund Trævlerødder bryder frem. Efter Lavbladene følger Løvblade paa korte Stængelstykker, saa at Skederne danner en ,Tunica" (Hacker), den ene Skede ligger ovenpaa den anden, og de er kun frie påa et kort Stykke yderst, saa at de udspærrede 1) Denne Plante benævnes snart A. pungens Desf., snart A. pungens var. pennata, snart A. pennata, og snart betragtes den som to Arter, A. pun- gens og A. pennata. Den staar i hvert Fald Saharaformen A. pungens meget ner, adskilles fra den hovedsagelig ved sin slankere Vekst og ved længere Topgrene. Jeg synes ikke der er Grund til at benævne Eksem- plarer med kortere Topgrene som A. pungens. De transkaspiske Eksem- plarer hører sikkert alle til samme Art. Bladplader kommer til at staa tæt over hinanden. I Lavbladhjørnerne op- staar hurtigt Sideskud, som ligeledes vokser frem, dækkede af deres ,Tu- nica*. Skuddene paa den unge Plante staar saaledes i et Knippe, det ældste i Midten (Fig. 9), og naar Knipperne bliver gamle, bliver de til stride bladrige Tuer paa en æ… halv Meter i Diameter - eller mere. Naar Planten overfyges og vokser op med længere Internodier, dannes der stadig nye Sideskud, og disse bærer Rødder paa deres Grund, saa at Planten er fæstet i Sandet til tæt under Overfladen. Sideskud- dene fortsætter Væksten og Kampen med Sandet, efter. at Hovedskuddene eller Skuddene har blom- stret. Vandrette Udlg- bere dannes, saavidt jeg PR een faa cn tre 7 x RS ren dr Fig. 9. To unge Planter af Aristida pennata. I Planten tilvenstre har der endnu kun dannet sig eet Skud, Hovedskuddet, som ved Grunden er omgivet af Bladskeder. I Planten til højre er der dannet fire Sideskud, og alle fem Skud staar samlede som en Vifte. Juni. OR EC pone de — Zs 4, 4 4 cA % à À 4 7 N } % 4 Re SGD SELDE ip 4 a / i LE ii x # I 3 Ma Oyo ter ph \ Fig. 10. Ammodendron Conollyi. Til venstre blomstrende Gren (April), til højre frugtberende Gren (Juni). Døde Blomsterstandsakser afslutter Skudge- nerationerne. har set, ikke. Ifølge Pauezkıs danner Aristida to Slags Rødder, dels lange vandrette Forankringsrgdder, dels kortere lodrette Er- næringsrgdder. Rødderne er beskyttede af en Sandstrampe, et Fig. 11. Calligonum Caput Medusae. Frugtberende Gren, som har tabt en Del af Frugterne. Slutningen af Maj. Futteral, hvori de ældre Roddele ligger løst. Bladene er sammen- rullelige ligesom Psamma's Blade og bærer Spalteaabninger og Grøn- væv paa den beskyttede Overside. ye Fig. 12. Salsola Arbuscula var. longifolia (Sandorkenformen). Del af et Aars- skud med blomstrende Grene. September. I den levende Sandgrken er det Aristida pennata, der be- tinger, at der kan fremkomme anden Planteveekst. Ikke blot fordi den dæmper Sandet, men ogsaa og i højere Grad fordi dens tætte MENS ae Tuer er de eneste eller de vigtigste Holdepunkter for Frø af andre Planter. Parezku har gjort opmærksom paa, og jeg selv har for- øvrigt mange Gange set, af de risformede Buskes Frugter finder Hvile i Aristida-Tuerne. Her holdes de fast mellem Blade og Skud, og ofte flyver der ogsaa Sand over dem. Da de alle er let rullende Legetøj for Vinden, vilde de uden dette vanskeligt kunne faa Ro til at spire i den levende Ørken. Paa de mere dæmpede Steder er det jo ikke saaledes, der er joi Regelen Plante- vækst nok til, at Frugterne kan faa Hold. De risformede Buske, som er de Planter, der indfinder sig først i Sandørkenen efter Aristida — muligvis bortset fra enkelte enaarige — hører til en højst ejendommelig Plantetype. I Sand- ørkenen er den mest haardføre Sand-Akacien (Ammodendron Conollyi — (Fig. 10) og Karelini). Man kan se den som slanke Træer eller lave Buske, der staar med Hundrede af Meters Mellemrum. Graa er dens Farve, de smaa og smalle Blade er tæt silkehaarede, og Lyset falder igennem Trækronerne, saa de giver ingen Skygge. I Dalene imellem Barchanerne kan den være et Træ med Stamme og ele- gant hængende Grene, men man kan ogsaa se levende Toppe stikke op af Sandet, naar Barchanen har begravet Træet. Sand-Aka- ciens Styrke er dens Højde, dens lange Rødder (19m, PALEZKIS) og dens smaa .Blade. Kan den nogenlunde klare sig, saa at den kan faa Lejlighed til at sætte Frø — de smørgule, enfrøede Vingefrugter er modne i Maj — og disse faa Lejlighed til at spire, da bliver Vegetationen — om man kan bruge dette Ord — efterhaanden noget tættere, og andre Arter indfinder sig, først og fremmest de andre Ris-Buske: Calligonum (Fig. 11), Salsola Arbuscula og subaphylla, Eremosparton, Saxaul, undertiden Ephedra alata. En saadan risbevokset Ørken frembyder et overordentlig ejendommeligt Syn. Som en almindelig Beskrivelse deraf gengives følgende Linier af KorsHinsku (1. c. p. 4): »Det er Buske eller smaa Træer paa 1 til 4—5 Arshins Højde (0,7—2,8—3,5 m)!), meget ejendommelige baade ved deres ydre Udseende og ved deres Vækstmaade. Deres Stammer er for største Delen lave, krumme og ofte af meget uregelmæssig Form paa Grund af dybe og lange Furer. Grenene er mest hvide eller graalige, Bladene smalle og graagrønne; hyppigere er der slet ingen Blade, og de erstattes af de unge Grene, som 1) Denne Beskrivelse behandler en Vegetation paa mere rolig Bund, hvor Træerne og Buskene er lavere. OR Fig. 13. Salsola subaphylla. Del af et Aarsskud med Grene. Frugterne er ved at modnes. September. indeholder Klorofyl. De fleste af disse træagtige Planter vokser meget langsomt og har et overordentlig haardt men skørt Ved, hvorved særlig Saxaul udmærker sig. Disse Smaatræer staar meget langt fra hinanden og giver ikke den mindste Skygge, saa Be pe Fig. 14. Haloxylon Ammodendron. Frugtberende Gren og blomstrende Gren. November og April. (Afghanistan). at Jorden under dem er nesten lige saa tor og ufrugtbar, ne- sten ligesaa gennembreendt af Solens Straaler, som om de slet ikke havde været der. Disse Bevoksninger kan man ikke sam- menligne med Skove eller Buskveekst i de tempererede Egne, og ERE SET a epee i det hele taget er intet af de i Litteraturen og Videnskaben be- nyttede Udtryk anvendeligt paa dem. De danner en særlig Ve- getationstype, saa selvstændig og ejendommelig, at jeg ikke tror, den nogensinde kan udviskes af Erindringen hos nogen, som blot een Gang i sit Liv har haft Lejlighed til at se den.‘ Der er kun to af de risformede Træer og Buske, som har et frodigt grønt Udseende. Det er Salsola Arbuscula og S. subaphylla (Fig. 12 og 13), navnlig den første. Denne er i Kapitel 6 gentagne Gange nævnt som en hyppig Beboer af tørre Lerørkener, hvor den optræder som en omtrent halvmeterhøj, tør, stiv og pindet-stikkende Busk med korte, haarde Skud og stive, trinde Blade. Men naar den vokser i Flyvesandsørkenen, kan den blive et lille Træ paa over 4m Højde og med lange bøjelige Skud og Blade. (Smlg. Fig. 12 og Fig. 38). Bladhanget er (efter Omstændighederne) rigt: det er et grønt Træ, man ser, og det giver Skygge og er ikke gennem- sigtigt. Planten er meget haardfør, den kan taale at dækkes af Sand, hvad der kun fremskynder den i Forvejen hurtige Vækst, og der dannes (efter Parezkıs) Rødder fra den overføgne Del af Stammen. Den nævnte Forfatter har maalt Rødder paa 15m Længde; mange af dem stryger vandret. Om der dannes Rodskud fra dem, ved jeg ikke. Jeg har set et Træ, som Sandet var blæst bort under, og som var væltet nedad en Klitskraaning og havde faaet en Del af Grenene begravet. Planten var dog fuldstændig frisk, hang fast ved Rødderne og havde dannet nye Rødder fra de begravede Grene. Salsola subaphylla ligner den noget, men har et grovere og mindre tæt Løv og bliver hverken saa stor eller saa gammel. Den trives bedst paa noget saltholdige Steder. De blomstrer begge rigt i Eftersommeren, og i September bærer de store Klaser og Klumper af frugtbærende, bredvingede Blomsterdækker. Disse to Arter, men især den første, spiller en stor Rolle for den kunstige Sanddæmpning ved Jærnbanelinien. Calligonum (Fig. 11, 27, 28) og Eremosparton aphyllum (Fig. 23, 24) er begge bladløse, d. v. s. Bladene er reducerede til ganske smaa Skæl, og de bliver begge Buske eller smaa Træer paa indtil ca. 4m Højde. De har lange Rødder (Parezku har maalt Rødder paa 4,25 m hos et een-aarigt Individ af Calligonum Caput Medusae), som hos dem begge kan danne Rodskud. De er begge Sandplanter — Calligonum dog ikke udelukkende — é lay et og meget haardfore imod Overfygning. Af Calligonum er der mange Arter (se Listen i Kapitel 12), den ovenfor nævnte er den vigtigste. Blomstringen falder i Maj—Juni, og allerede i Juni ser man de mærkelige kuglerunde, rødlige Frugter sidde henad de slanke Grene. Frugterne er skruesnoede Nødder med flere Rækker af lange, gentagent gaffelgrenede Børster, som staar ud til alle Sider og ved Modenhed bliver stive. Frugten selv kommer saa- ledes til at sidde som en Kærne midt i et kuglerundt gennemsig- tigt Fletværk, hvis Diameter er 2—3 cm. Disse Frugter er overor- dentlig let bevægelige og ruller afsted for det mindste Vindpust. Eremosparton's Frugt er en enfrøet, uldhaaret, centimeterlang Bælg. De røde Blomster er fremme i Maj—Juni og danner smaa Klaser, men kun de tidlige Blomster naar at sætte Frugt, de se- nere brændes bort af Varmen. Saxaul eller Sasak (Haloxylon Ammodendron) (Fig. 14) trives kun vel, hvor Sandet har et Underlag af Ler eller Kalk. Under gunstige Forhold kan den blive et Træ paa 7m Højde. Ofte er den dog en mangestammet Busk. Væksten er langsom, saa Arten er ikke videre modstandsdygtig imod Overfygning, og desuden skades de unge, bløde, bladløse Skud af Sandkornene, som slaar Saar i dem"). Disse risformede Træer og Buske, hvis ydre og indre Bygning øvrigt behandles nærmere i Kapitel 13, har følgende fælles Træk. Det er smaa Træer eller Buske, sjældnere bliver Sand-Akacien og Saxaul til større Træer (8m), og den sidste kun under gunstige Forhold og påa Ler-Undergrund. Bladene er hos dem alle meget reducerede. Ammodendron har flade Blade, men de er smaa og stærkt silkehaarede. Salsola-Arterne har cylindriske Chenopodiacé- Blade med centralt Vandvæv, og hos Calligonum, Eremosparton og Haloxylon er Bladene reducerede til smaa Skæl, og Assimilationen besørges alene af Stængelen. Aarsskuddene er meget hyppigt aa undertiden flere Gange. De vegetative Grene er ligesom de florale enaarige og kan derfor biologisk betragtes som Blade, der falder af ved Vegetati- onstidens Ophør. 1) Saxaul skal danne udstrakte Bevoksninger (,Skove“) gst for Aralsøen (Wladimirskaja). Træerne her skal kunne blive 16—18 Fod høje og have en tyk Pelerod. Saxaul findes her ofte sammen med Siv og skal staa 1 et vist Forhold til Syr Darias Oversvommelsesomraade. „Overalt begynder Saxaulskovene som lavt Tornkrat, hvortil da Tamarisker slutter sig, derpaa buskformede og endelig træformede Saxaul.“ (Mippenporrr S. 308 f.). SE "Fg LE Baade perennerende og enaarige Grene er ofte knippestillede, da der Aar efter Aar fremkommer Grene paa de samme Punkter. De yngste Grenender er ofte hængende og vajer for Vinden (Am- modendron, Haloxylon, Salsola Arbuscula). Lange Rødder har de alle. Frugterne er hos dem alle een- eller faafrøede og saaledes indrettede, at de har let ved at flyve eller rulle for Vinden, hvorfor man ser dem føget sammen, hvor der er Læ. Til de ovenfor nævnte Buske og Træer i Sandørkenen kan føjes følgende, der ligesom Saxaul snarest er Lerbundsplanter, og som i hvert Fald ikke trives paa rent, dybt Sand: Smirnowia turke- stana, Astragalus Ammodendron, paucijugus, unifoliatus, Ephedra alata samt Tamarisker, og rimeligvis endnu flere. De risformede Træer og Buske (og Aristida) er dog sjældent de eneste levende Planter i Sandørkenen. Thi imellem Klitterne, hvor der er nogenlunde Læ, er Bunden mange Steder saa rolig, at haardføre urteagtige Planter kan gro der. Der er her ikke Tale om saadanne Steder, hvor der er Lerbund imellem Klitterne, — saadanne hører til Lerorkenernes Formation, — men om Sandbund, som er nogenlunde i Le og derfor i Ro. Her vokser. endel Plantearter, enaarige og fleraarige Urter, som har et mere xerofilt og mindre halofilt Præg end Lerplanterne. De vokser spredt og de fgrer mange Steder en haard Kamp for Livet, naar Sandet bleeser fra dem eller begraver dem. En af de hyppigste er Heliotro- pium Radula, som ligesom den ogsaa forekommende À. sogdia- num har et tyndt vandret Rhizom. Dette kan naa en betydelig Længde (2.5m og mere), og det ligger tat under Sandoverfladen og udsender en Mængde Lysskud, der i Regelen ses som haarede Bladrosetter, stillede paa Række ligesom Carex arenaria’s Rosetter hos os. Undertiden finder man ogsaa langleddede Skud med Blom- sterstand. Rhizomerne kan findes blottede, jeg har saaledes set et paa 132 cm Længde blottet, kun fæstet i den ene Ende og endnu levende. Naar Planten. overfyges, dannes der et nyt Lysskud fra et af de øvre Bladhjørner, det ender med Roset paa Sandover- fladen. Men Skuddet er ikke meget modstandsdygtigt imod Over- fygning, jeg har fundet saadanne Eksemplarer atter overføgne og døde. De lange Rhizomer kan betragtes som et Forsvarsmiddel hos Planten: idet den spreder sine Lysskud vidt om, er der Sand- synlighed for, at nogle af dem ikke bliver ødelagte af Sandflugten. Ba Bladenes Haar spiller rimeligvis en Rolle som Værge imod Sand- kornenes Slag. Der lever desuden i Sandorkenen endel Planter af Salsola Ka- li’s Type, altsaa tornede haarde Planter med indskrænket Assimila- tionsvæv. Der er baade enaarige og fleraarige imellem dem, flest af de første. Nedenfor nævnes dem, jeg har iagttaget. Horaninowia ulicina (Fig. 70) er enaarig. Fra Hovedet af den lange, forvedede Rod, som gaar lige nedad, udgaar et Antal 20—30 cm lange Stængler, som ligger paa Jordens Overflade. Bladene er mod- satte, naaleformede og stikkende og bærer i deres Hjørner Kort- skud eller Langskud. Naar det er Kortskud, viser de sig — som paa Billedet — som Tornknipper, og naar det er Langskud, er det disse, der bærer Tornknipperne. Naar denne Plante bliver over- føget, vokser Kortskuddene ud og bliver Langskud, som stræber efter Lyset, og ogsaa Hovedskuddene kan ses at forandre deres Vækstretning, idet de vokser skraat opad, indtil de naar Sandover- fladen igen. Paa gunstigere Steder har Arten længere Blade og er mere opret (var. longifolia). Blade og unge Stængler er beklædte med stive, klæbrige Haar, hvori ofte Sandkorn hænger fast; disse maa kunne værne imod Sandflugtens mekaniske Virkning. Agriophyllum minus (Fig. 72) er ogsaa en enaarig Plante. Store Eksemplarer bliver meget grenede. Bladene er græsagtige, flade, tørre, mangenervede, stjærnehaarede, tornspidse, alle støttende Kortskud, der viser sig som Tornknipper, eller Langskud, som da bærer Torn- skuddene. Bladene, navnlig de nedre, dør tidlig bort, medens Aksel- skuddene holder sig friske (Vand-Deplacement). Nær beslægtet med foregaaende er Agriophyllum latifolium (Fig. 74). Den vigtigste Forskel er, at denne har brede, omvendt-ægdannede til næsten kredsrunde Blade, som er langstilkede, og hvis Hovednerve ender med en Torn. De øvre Blade viser alle Overgange til det smalle græsagtige Blad som hos foregaaende Art. Alle Blade støt- ter længe levende Tornknipper ganske som dennes. Salsola Kali hører ogsaa til her samt nogle med den beslæg- tede Arter, navnlig S. sogdiana (Fig. 76) og aperta samt Cornulaca Korschinskyi (Fig. 68) og Arthrophytum subulifolium, alle tornbladede, stive og grenede Planter, de første enaarige, den sidste en Halv- busk. Acanthophyllum elatius, en Halvbusk med nedliggende Grene og stive tornede Blade, slutter sig hertil. Ceratocarpus arenarius, som ofte er en Lerplante, kan ogsaa findes her; den er overordent- eas IBEN lig stærkt grenet og tornet og bliver gærne kugleformet. Bladkødet visner bort, men Midtribben bliver staaende som en lang spids, Torn. En lignende Kugleform faar Convolvulus erinaceus, en Halv- busk, som påa sine Steder træffes i Mængde i Sandørkenen. Om Foraaret har den forneden rigtige, om end smalle Løvblade, senere finder man kun Skæl, og hele Assimilationsarbejdet overtages af Grenene. Aarskuddene er stærkt grenede og knæbøjede ved Nodi, og deres Grene er vandret udstaaende. Grenene af sidste (1—2—3) Orden er Torne, som bærer enlige Blomster. Planten danner en bladløs Tornkugle paa intil 40 cm Højde, den har meget lange Rødder; jeg har set meterlange Stykker blottede, liggende ovenpaa Sandet, kun fastholdte i den ene Ende og skydende friske Skud. Overfyges Planten, vokser de øverste Grene op igennem Sandet. Convolvulus eremophilus har en lignende Bygning, men er sva- gere grenet og svagere tornet. Til en anden Type hører Euphorbia cheirolepis, en enaarig Plante med smaa, frisk grønne og blanke, spatelformede og torn- takkede Blade. Grøn er ligeledes den kraftige, bredbladede og stærkt tornede Cousinia annua, iøjnefaldende ved sin blanke, sne- hvide Stængel. Denne har jeg fundet i en dyb Klitdal i en næsten ganske vegetationsløs, levende Sandørken. Der var kun nogle en- kelte Eksemplarer, og kun i denne ene Dal. Dette er et Eksem- pel paa, hvor spredt Arternes Forekomst er: man skal have set en Mængde Lokaliteter, for man kender Ørkenens Flora tilbunds. Paa enhver Lokalitet finder man kun nogle faa Arter, saavel af Træer eller Buske som af Urter. Herpaa gives Eksempler i Ka- pitel 11. Af det foregaaende vil man forstaa, at den levende Sandørkens Flora er overordentlig fattig. Ser man ud over Ørkenen fra Top- pen af en Barchan, fæstes Opmærksomheden ved de spredte stride Tuer af Aristida og de fjærntstaaende risformede Smaatræer eller Buske, navnlig af Ammodendron og Calligonum, som er de hyppigste og modstandsdygtigste. Først ved nøjere Undersøgelse finder man de urteagtige Planter, som gemmer sig i Dalene. Disse Planter, som er nævnte ovenfor, er kun i ringe Grad modstandsdygtige mod Overfygning, og ofte kvæles de af Sandet. Men de er modstands- dygtige mod Tørken, Heden og imod Sandflugtens mekaniske Slid. Det sidste er maaske navnlig Aarsagen til, at den mere dæmpede Sandørkens Planter kun sjældent ses i den rigtige levende Ørken. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 6 EN Fra den levende Sandgrken, hvor Barchanerne hersker, føres vi over til den mere dæmpede Sandorken, til Bakkeorkenen, som omtaltes ovenfor S. 67, og som Rappe sammenligner med en død Sø med Denning, og som han betragter som en Overgangsform mellem Barchanerne og den sletteformede Ørken. Sandbakkerne er runde og i Almindelighed temmelig lave, RADDE angiver fra faa Fod til 4—5 Favne, altsaa højst c. 10 m., hvad der dog er en betydelig Højde. Hvor Bakkerne ligger tæt sammen, bliver Dalene imellem dem kedelformede. Mindre, halvinaaneformede Barchaner kan op- staa, og Sandflugten er altsaa ikke overalt fuldstændig dæmpet. At den paa sine Steder i hvert Fald maa være meget svag, viser RADDES Fund af en Lichen paa Bakketoppe: Urceolaria indurata Wain., en tynd, sort og hvid Skorpe over Sandoverfladen. Vegetationen bestaar dels af de samme Arter som paa Bar- chanerne — dog udviklede paa en anden Maade, idet Træer og Buske er svagere, Urter kraftigere udviklede fend der — og dels af andre, mere fordringsfulde Arter, hvorimellem der findes Halo- fyter, som vokser i Dalene. Jeg betragter Bakkeørkenens Vegetation som !en Underformation af Sandørkenens Formation. Vegetationen er rige end paa Barchanerne. De risformede Ør- kenplanter staar tættere end der, men de er mindre og har gennem- gaaende Busk- og ikke Træform. En gennemsnitlig Højde af 2 m og en Afstand mellem Buskene af ca. 7—20 m har jeg fundet i en saadan Bakkeorken. Spiringsbetingelserne er bedre, deraf den større Tæthed, men Sandflugtens Vekst-fremmende onu mangler, deraf den mindre Størrelse. Sand-Acacien (Ammodendron) er her sjældnere, mest ses Sal- sola Arbuscula og Calligonum-Arter (som uden Frugter er van- skelige at bestemme). Saxaul, Eremosparton, Smirnowia, Astraga- lus-Buskene, Nitraria Schoberi, undertiden dannende smaa Klitter, Lycium sp., Reaumuria oxiana, begge halofile Buske, som iøvrigt nærmest 'hører hjemme paa Ler, men som ogsaa findes i Sand- ørkenens lavere Partier, og Tamarix forekommer ogsaa. Tamaris- ker vokser .nogle Steder paa ejendommelige Høje af lagdelt Sand. Lagdelingen fremkommer ved, at Tamariskerne hvert Aar afkaster en Mængde smaa Skud og Blomsterstandsakser, som næste Sommer overlejres af paafløjet Sand, hvorefter der igen kommer et Gren- lag. Lagene er gerne afbrudte hele Vejen rundt, saa at Bakken har mere eller mindre lodrette Sider. De smaa Bakker er gærne LEO VE SER kredsrunde, de større aflange og stillede i den herskende Vinds Retning. Deres Højde er 2—4 m, Buskene kan være fra en halv til omtremt 2 m høje, de har ofte gamle og tykke Rødder, hvad man faar at se, naar Vinden har blæst Bakken op. Det sker ogsaa, at Vinden begraver en saadan Bakke under fint løst Sand. Disse Tamariskebakker er vistnok Rester af gammel sam- menhængende Sandhund, som nu er blæst bort, medens Tamaris- kernes Rødder og Skud har holdt Sandet fast i det gamle Niveau. Mc. Doucar (1908 pl. 2) afbilder en Sandhøj, dannet paa samme Maade af en Rhus-Art. Af Urter kan man i Bakkeørkenen finde alle de fra den levende Ørken nævnte, som her frister bedre Kaar, da de er mindre ud- satte for Overfygning og !Affygning. Andre Urter, som lever i Bakkeørkenen, nævnes nedenfor. Den vigtigste af dem er Carex physodes, som, skønt Foraarsplante, dog spiller en betydelig Rolle ogsaa om Sommeren. Den er en Jordskorpeplante, som har sym- podiale vandrette Rodstokke, som sammen med de grenede Rød- der danner et Fletværk i Jordskorpen (Fig. 15). Væksten er tæt, ved Foraarstid kan Carex physodes pletvis danne Grønsvær. I Juni allerede er Bladene visne; de oversomrende Knopper sidder skjulte i en Tunica af døde Bladskeder. Planten spiller en stor Rolle som Sandbinder, men den kan ikke tage Kampen op med en livlig Sandflugt. Den og Aristida pennata kan ikke trives sammen, fordi den sidste kun er frodig, hvor Sandet er levende, den første kun, hvor det er dæmpet. Alhagi Camelorum er i den dæmpede Ørken mange Steder meget almindelig. Den breder sig ad vegetativ Vej, ved Lysskud fra lange vandrette Rødder. Den overjordiske Del er enaarig, tor- net og ofte kugleformet, svagt forsynet med Blade. Den er meget haardfør: naar den overfyges, dannes der nye Lysskud fra Blad- hjørnerne i det gamle Skud, — og blæser Sandet fra den, dannes nye Lysskud fra de underjordiske Dele. Alhagi kan optræde som Klitplante selv under tilsyneladende meget ugunstige Forhold, men den synes dog at være afhængig af, at Grundvandet ikke er for dybt nede. I Oasernes Nærhed afskæres den ligesom mange andre Planter til Brændsel. Andre Planter i Bakkeørkenen er: Tournefortia sibirica, af Habitus omtrent som en Lithospermum, temmelig stærkt haaret, med hvide Blomster og lette Frugter, som Vinden fejer sammen paa Steder, hvor der er Læ, Convolvulus divaricatus, uldhaaret og 6* Fig. 15. Carex physodes. April. (Nat. Størr.). a med smaa hjærteformede Blade, Pluchea caspica og Jurinea der- derioides, tyndt bebladede Knopurter, Goebelia pachycarpa, en Pa- pilionacé med finnede og haarede Blade, Haplophyllum obtusifolium, en frisk grøn, glat, stinkende Halvbusk, halvbuskagtige Artemisia og endelig Peganum Harmala, en Zygophyllacé med tyk Pælerod og nedliggende Grene. De nu nævnte Arter er vel alle xerofilt byggede, men har dog et noget mesofilt Prag, da de alle er for- holdsvis rigt bebladede. Følgende Arter, som forekommer paa lavt Sand, synes tydeligt halofilt byggede: Cressa cretica, en Geofyt som udskiller Salt paa sine Blade, Zygophyllum-Arter med tykke Blade, Tetradiclis tenella, Halimocnemis-Arter, Halanthium gamocarpum og Lipski, Salsola crassa, spissa, sclerantha, Halostachys caspica og Euphorbia Turczanınowi, den sidste med glat og tæt Lov. De fleste af disse er enaarige (sommerannuelle), Cressa, Zygophyllum og Halostachys er fleraarige. De er alle undtagen Cressa Sukku- lenter, Stængel-, Blad- eller Hojbladsukkulenter. Det er delvis de samme Arter, som vi lærte at kende i Lerorkenen, og de hører alle til de samme Typer, som vi saa der. Bakkegrkenens lave, salte Partier er saaledes, hvad Plantevækst angaar, meget ner beslægtet med Lerørkenen, ja kan vel næppe skelnes fra den uden netop ved Jordbunden. I Tilslutning til det foregaaende meddeles her en Beskrivelse af Rapper (1. c. p. 154) fra Sandegne nær ved den afghanske Grænse (8. Juli): »Diese alten festen Sandberge ernåhren keine Strauchart welche auf dem jungeren zumteil noch wogenden Sande die ersten Bedingungen zum Haften desselben darbieten. Nur wo entblösster, beweglicher Sand lagert, finde ich wenige, schwäch- liche Exemplare von Calligonum polygonoides Pall.!). Auf der ganzen Strecke sahen wir meistens eine Unterlage von jetzt vollständig vergilbter Poa bulbosa, welche die Pferde dennoch gerne fressen. Alhagi Camelorum, typisch und in einer nieder- liegenden Varietät in graugrünen Kolorit wechselt mit Peganum Harmala ab. Beide bevorzugen den mehr lockeren Sandboden, auf dem alten festen werden sie schwächer und seltener, diesen liebt Prosopis Stephaniana, weite Strecken sind von ihm be- standen, dazwischen etwas Heliotropium dasycarpum und über- all gelbes Delphinium camptocarpum, welches von der Sonne 1) C. Pallasıa lHér: O. EP. i egern zur Blütezeit getrocknet wurde, so dass die Blumen beim Anrühren alle abbrachen und keine Samen gebildet wurden. Andere Gebiete sind mit einer lebhaft gelbgrünen, ausdaurn- den Artemisia (Art. campestris L.?) bestanden. Rasch durch- laufendes Feuer, welches die spärlichen Poa-Grasflächen ver- nichtete, beschädigte diesen Wermut mehr, als die sengenden Sonnenstrahlen, er treibt nun oben, wo das Feuer ihn ver- schonte. Eine hohe Composite (Cousinia Raddeana C. Wnk.) ist schon ganz abgetrocknet, sie wählt die Gehänge zum Stand- orte, der Wind verwehte weithin die abgebrochenen untenher weisfilzigen Blätter und Blütenstengel. In Löchern und Wind- stillen bilden diese sammt Alhagi grosse Haufen von totem Bu- rian. Das duftende, wollig bedeckte Lachnophyllum gossypinum Bg. blüht noch nicht, erreichte bis 1 Fuss Höhe und brach aus dem abgesengten Boden überall aufs neue hervor. Eine hohe Malva (Alcea sulphurea Bois.) besteht in gedrängter Anordnung die Östliche gekehrten Gehänge des Kuschk-Ufers, sie könnte prachtvolle Malwengarten bilden, wenn nicht auch an ihr die Sonnenstrahlen ihre vernichtende Macht geübt hätten, Blumen und Knospen sind vertrocknet. Als sechster Florentypus ist noch die stinkende Psoralea drupacea Bg. zu erwähnen, welche namentlich in den Thalmündungen ausschliesslich bedeutende Strecken besteht.“ I botanisk Henseende nær beslægtet med Bakkegrkenen er den sletteformede Ørken, den som Rapper og Semenow kalder Sandsteppe, og som den førstnævnte Forfatter sammenligner med „et næsten roligt Hav‘. Landskabets Form er givet i Navnet: flade eller svagt bølgende Sandstrækninger. De afbrydes stedvis af nøgne „Takyr“-Lavninger eller af Flyvesand. Vegetationen beherskes undertiden ligesom i Bakke-Ørkenen af de risformede Buske, og af de samme Arter som der, men her bliver de endnu lavere, meterhøje eller derunder. Andre Steder mangler de, eller der ses kun enkelte Buske af Salsola subaphylla, og Vegetationen bestaar da hovedsagelig eller udelukkende af urteagtige Planter, blandede med enkelte Dværgbuske saasom Prosophis Stephaniana . og Lycium turcomanicum. Af Urterne hører de fleste til Foraars- aspektet, som omtales nedenfor. Sommervegetationen har i Hoved- sagen samme Karakter som i Bakkeørkenen, dog har jeg uden at have kendt ret mange Lokaliteter af denne Art det Indtryk, at de enaarige Chenopodiaceer, navnlig de sukkulente, her spiller en al Qi mindre Rolle, og det er jo ogsaa naturligt, da lave og dermed salte Steder maa vere faa i et Terræn, hvis Niveau er nogenlunde jeevnt. Den ringe Rolle, som enaarige sukkulente Sommer-Chenopo- diacéer synes at spille i den sletteformede Sandorken, viser os en Forskel mellem denne og Lerorkenen. Med Hensyn til Livsformer ligner disse to igvrigt hinanden, de har begge lave Buske, Stauder og efemere og andre Foraarsplanter. Fig. 16. En sandet og udyrket Strekning kaldet „Reksär“, ner Buchara. Alhagi Camelorum, Zygophyllum Hichwaldu, Peganum Harmala, Goebelia alopecu- roides, færre Suaeda pterantha, Salsola sclerantha, Atriplex dimorphostegium, Ceratocarpus arenarius. Maj. De almindeligste Planter paa den sletteformede Sandorken er Alhagi Camelorum, Goebelia alopecuroides, Zygophyllum Hichwaldiu og Peganum Harmala. Fig. 16 viser en Vegetation, hvoraf disse fire Arter danner Hovedmassen, især Goebelia med sine mangefin- nede hvidhaarede Blade. Andre Sommerplanter er Kochia prostrata og stellaris, Bassia sedifolia, Heliotropium Radula, Elymus sabulosus, Sueda dendroi- des, Salsola sclerantha og andre Salsola-Arter, Ceratocarpus arena- rius, Cressa cretica, Haplophyllum sp., Artemisia, fleraarige Astraga- lus, Convolvulus-Arterne, som neevntes ovenfor. Om Carex physo- des gælder, hvad der blev sagt om den under Bakkegrkenen, at Be den, skønt Foraarsplante, dog spiller en Rolle om Sommeren der- ved, at dens Rhizomer og Rodder holder fast paa Sandet. Paa Fig. 16 ses, at Slettegrkenens Vegetation kan være for- holdsvis tet. Andre Steder kan Planterne dog staa langt mere spredt, ja Sletten kan se nøgen ud, saa man maa søge efter Plan- ter. Kun om Foraaret er der altid en rigere Vegetation. Arterne er for en stor Del de samme som i de andre Former af Sandørken (Underformationer), og Livsformerne er det ogsaa: foruden Smaabuske har vi af Urter: tornede Arter (Alhagi, nogle Salsola-Arter, Ceratocarpus), haarede Arter (Goebelia, Kochia, Bas- sia, Heliotropium, Salsola selerantha, Artemisia, Convolvulus), men de sukkulente Arter træder som sagt tilbage (Suda, Salsola). De fleste Arter er Stauder eller Halvbuske, til de sidste hører Kochia prostrata, Sueda dendroides (?), Artemisia og nogle Convolvulus- Arter. Enaarige Sommerplanter er Kochia stellaris, Bassia, Salsola- Arter, Ceratocarpus. Overser vi Livsformernes, og da navnlig de annuelle Sommer- planters Fordeling paa de tre Underformationer af Sandgrkenen, finder vi de enaarige udggrende den største Andel af Planterne i den levende Ørken og den mindste i Slettegrkenen. Af de oven- for for hver Underformation angivne urteagtige Plantearter er i den levende Sandgrken 62 pCt., i Bakkegrkenen 44 pCt. og i Slettegrke- nen 25 pCt. enaarige. Vel kan man ikke legge videre Vægt paa disse Tal, fordi de anførte Plantelister sikkert er ganske ufuldstæn- dige, men de har en vis Værdi, fordi de viser i samme Retning som den umiddelbare lagttagelse. Denne har navnlig lært mig, at i den levende Ørken er de urteagtige Planter — hvis der over- hovedet er nogle — fortrinsvis Enaarige, medens disse paa det mere dæmpede Sand træder mere tilbage for Stauder og Halv- buske. Dette er jo naturligt nok, thi Stauder kan, hvis de ikke som Aristida har en overordentlig Modstandsevne mod Sandflugt, være sikre paa for eller senere at blive kvalte af en fremskridende Barchan, — og de færreste, om nogen, naar at sætte Frø allerede forste Aar, — medens de enaarige Planter paa Grund af deres kor- tere Levetid vil have større Sandsynlighed for at kunne leve, til Frøene er modne. Med Hensyn til Forskellen mellem Bakke- og Sletteørken i Antal af Enaarige, synes det at være de enaarige halofile Cheno- podiaceer, der fremkalder denne, da disse som ovenfor sagt lever Re Bea i Bakkeorkenens Seenkninger, men synes at spille en ringere Rolle i Slettegrkenen. Endelig maa der gøres opmærksom paa Ørkentræerne (de ris- formede Træer og Buske), hvilke, som flere Gange fremhævet i det foregaaende, spiller den største Rolle og naar den rigeste Udvik- ling i den levende Ørken, medens de bliver ringere, hvor Sandet er dæmpet. Sandflugten synes at være en Betingelse for kraftig Vækst for dem som for Aristida pennata. Sammenligner man i Tanken de tre Sandgrkens-Underformationer, som nu er blevne omtalte, saa ser man, at de har mange felles Treek, baade i floristisk og biologisk Henseende, men at Forskellig- hederne imellem dem dog heller ikke er ringe. Det vigtigste feelles Træk, som forbinder dem, og som gør, at de her betragtes som Underformationer og ikke som Formationer, er Orkentreeernes Fore- komst i dem alle, om end i noget forandret Skikkelse, samt ogsaa at Bunden er Sand, kun i Lavningerne indeholdende mange Salte, saa at egentlige Halofyter spiller en forholdsvis ringe Rolle und- tagen netop paa disse Steder. Og endelig staar de forskellige Former af Sandorken aabenbart i historisk Forbindelse med hinanden, saaledes altsaa, at den ene maa være opstaaet af den anden. Hvilken Vej er Udviklingen gaaet? Det er tidligere antydet, at Ranpe (1899 5.16 ff.), følgende OBRUTSCHEW, betragter Sletteorkenen, „den bevoksede Sandsteppe“ som det sidste Stadium af alle Sandets Metamorfoser, idet Sand- højene, efterhaanden som de vokser til, ved Vandets, Vindens og gravende Gnaveres Virksomhed, udjævnes. KorsHinsky ser ander- ledes paa Sagen. Ifølge hans Mening (1896 p. 6, 8) er Sand-@r- kenens ,Normaltype“” Slettegrkenen, ,jævne eller svagt bakkede Sandstrækninger“, bevoksede med Haloxylon, Salsola Arbuscula, Calligonum, Ephedra, Ammodendron og Eremosparton og om For- aaret med en Del urteagtige Foraarsplanter — hvorom mere neden- for, — og denne Ørkentræ-Vegetation betragter KorsHinsky ikke blot som den mest karakteristiske, men ogsaa som den oprindelige Type. Tidligere, mener han, har en saadan Vegetation bedækket hele Sandomraadet, og det er kun Mennesket, som ødelægger den, og hvis Odelæggelser vi kan takke for Fremkomsten af den nøgne og levende Sandorken. ,Saasnart vi fjærner os fra Vej og Bolig og kommer til mere øde Steder, finder vi altid, at Sandoverfladen bliver jævnere og tættere bevokset med tre- eller buskagtig Vege- tation. Denne Bevoksning af Træer gor Sandet ubevægeligt, ikke SEO derved at den holder fast paa Jordbunden med Rodderne, men derved at den ved sin Masse svækker Vindens Kraft og værner Jordbunden imod dens Angreb. Under dens Beskyttelse udvikler der sig ogsaa en rigeligere urteagtig Vegetation.” Selv om Korsuinsxy har Ret i, at Mennesket ved at fælde Træ til Brændsel og ved at holde omstrejfende Kvæghjorder mange Steder har blottet det allerede dæmpede Sand og saaledes været Skyld i, at Ørken fremkom, — saa er det dog sandsynligt, at Slette- ørkenen og Bakkeørkenen er opstaaede af den levende Ørken. Thi hvorfra skulde ellers den bakkede eller bølgede Sandørken stamme? Med OBruTscHEwW og Rapper finder jeg det naturligst at antage, at Udviklingen er gaaet fra Barchaner til Bakkeørken og herfra til Sletteørken. Det er ikke altid som KorsHinskyY siger, at man langt fra Menneskeboliger finder dæmpet Ørken, jeg har paa saadanne Steder fundet vild og næsten vegetationsløs Sandørken. I denne Sammenhæng kan der ogsaa gøres opmærksom paa Taklamakan-Ørkenen, hvor S. Henin rejste dagevis igennem fuld- stændig vegetationsløs Ørken, langt borte fra menneskelige Boliger. Kan vi saaledes fastslaa, at Sandørkenens Udvikling efter al Sandsynlighed har været: Barchaner, Bakkeørken, Sletteørken, at den altsaa har gaaet fra den mest levende Tilstand til den mest dæmpede, — saa har vi hermed tillige Vegetationens Udviklings- gang. Denne er udtrykt i den Orden, hvori de forskellige Sand- ørkenvegetationer er beskrevne i det foregaaende, og den kan kortelig sammenfattes saaledes: 1. Aristida pennata. 2. Ammodendron, Calligonum og andre Ørkentræer. Enkelte Urter, mest enaarige. 3. Ørkentræer, mindre, men voksende tættere. Flere Urter, blandt hvilke Stauder er mere fremtrædende. Enaarige Halofyter i Dalene. (Bakke-Ørken). . 4. Smaa Ørkentræer (eller ingen). Ingen eller faa Halofyter. (Slette-Orken). Paa denne Udviklingsgang kunde man anvende Moss’ Formati- onsbegreb. Hvad den nævnte Forfatter (1907 p. 12) kalder en Formation er: „Ihe series of plant associations which begins its history as an open or unstable association, passes through intermediate asso- ciations, and eventually becomes a closed or stable association.“ at OM eee Selvom Sandsletteørkenen ikke er sluttet, er den dog uden Tvivl i sig selv bestandig, en Slutnings-Underformation, og Moss' Formationsbegreb synes da at kunne anvendes paa Sandørkenen som et Hele. Jeg benytter Moss’ Formationsbegreb, anvendt paa denne Maade, som et Middel til at tydeliggøre Sandørkenens En- hed og til at anskueliggøre dens Metamorfose. Sandgrkenen har altsaa, skønt opstaaet paa en anden Maade, en lignende Udvikling som Nordeuropas Klit-Omraader. Sandørkenens Foraarsaspekt kender jeg næsten ikke af Selv- syn, og jeg holder mig derfor i det følgende hovedsagelig til Plante- lister og Beskrivelser, som er laante fra KorsHinskY og RaDDE (1899). Foraarsplanterne findes især voksende i den dæmpede Sandørken, men ogsaa i mere levende Ørken kan de findes, især i Lavninger, hvor Fugtigheden er større, og hvor Sandets Lerindhold er større og Overfladen derfor fastere. Hvor Frøene føres hen, maa de spire, naar Foraarstiden kommer, og selv paa løst Sand og under ugunstige Forhold kan det ske, at efemere Planter naar at modne deres Frø, — deres hurtige Udvikling er her deres Hjælp, ja deres eneste Redning. Paa dæmpet Sand kan Foraarsvegetationen være forholdsvis rig, og dog danner den intet Steds noget Tæppe over Jorden. De eneste Arter, der pletvis danner en Slags Grønsvær, er Carex physodes og Capsella procumbens. Om den første af disse har der gentagne Gange været Tale i det foregaaende (Se $. 83): den spiller en stor Rolle ved at fastholde Sandet. Den blomstrer i Marts allerede og bærer Frugt i April; Frugthylsteret er stort og oppustet, saa at det let rulles afsted af Vinden. — Capsella pro- cumbens er en lille spinkel enaarig Plante, som meget hurtigt forsvinder. Iøvrigt kan Foraarsaspektets Planter i Sandørkenen ligesom i Lerørkenen henføres til Grupperne: Efemere, Hemikryptofyter og Geofyter. Til de efemere, som danner den talrigste Gruppe, hører følgende Arter: Triticum squarrosum og desertorum, Dan- thonia Forskalei, Schismus calycinus, Bromus tectorum, Boissiera bromoides, Avena sterilis, Hordeum murinum, Papaver pavoninun, Hypecoum parviflorum, Capsella procumbens, Isatis minima og emarginata, Tetracme quadricornis og recurvata, Lachnoloma Leh- manni, Malcolmia circinnata, grandiflora og Bungei, Streptoloma desertorum, Euclidium syriacum, Octoceras Lehmannianum, Gold- bachia laevigata, Chamaesphacos ilicifolium, Lallemantia Royleana, Fig. 17. Enaarige Foraarsplanter fra Sandørken: a, Lachnoloma Lehmanni. b, Tetracme recurvata. c, Fumaria Vaillantii. d, Streptoloma desertorum. e, Senecio subdentatus. f, Boissiera bromoides. Anchusa hispida, Nonnea picta, Echinospermum semiglabrum, Plan- tago lachnantha, Statice spicata, Valerianella Dufresnia, V. Szovit- siana, Crucianella filifolia, Erodium bryoniaefolium, E. oxyrrhyn- chum, Astragalus arpilobus, Ceratocephalus falcatus, Delphinium Ne persicum, D. camptocarpum, Matricaria lamellata, Scorzonera glabra, S. hemilasia, Senecio subdentatus, Koelpinia linearis, Lactuca undu- lata, Heteroderis pusilla, Heteracia Szovitsit, Cousinia alata, tenella og minuta, Dipterocoma pusilla, Centaurea moschata, pulchella og phyllocephala, Silene nana, Psammogeton setifolium, Eremodaucus Lehmanni, Aphanopleura capillifolia, Diarthron vesiculosum, Atri- plex dimorphostegium. Mange Arter i denne Liste genfindes i Listen over Lergrkenens efemere Planter. Og ogsaa de, som jeg ikke har iagttaget i Ler- ørkenen, er af den samme Type: lave, mesofilt eller i svag Grad xerofilt byggede Planter, bløde, d. v. s. uden stærk Udvikling af Skeletvæv, og næsten alle med smalle Blade eller Bladflige, som ofte er mere eller mindre haarede. Enkelte har glatte Blade (Se- necio, Diarthron). 'Torne findes hos Cousinia alata og minuta, Centaurea phyllocephala. Centaurea moschata og enkelte andre har temmelig brede Blade. Heteroderis pusilla, Hypecoum og nogle Cruciferer har Roset. En Sammenligning mellem Fig. 17 og Fig. 5 og 6 vil vise, at Sandgrkenens Efemere er af samme Type som Lersrkenens. Vender vi os til de fleraarige Sommerplanter, finder vi ogsaa her dels de samme Arter, dels Arter af en lignende Type som i Lergrkenen. Poa bulbosa var der den vigtigste Art. Ogsaa i Sand- ørkenen findes den nogle Steder i Mængde, paa rolig Bund, men Carex physodes (og C. stenophylla) afløser den som Hovedart. Med deres vandrette Rhizomer er disse Arter vel egnede til at vokse i en rolig Sandbund. Andre Jordskorpeplanter i Sandørkenens Foraarsaspekt er den føromtalte Rheum tataricum (se S. 56), Eremostachys-arter, Scor- zonera pusilla, Astragalus ammotrophus, turbinatus, chiwensis, or- biculatus. Astragalus-Arterne har mangefinnede Blade ligesom i Lerorkenen, Smaabladene er haarede og ovale eller ægdannede. Endelig er der en Reekke Geofyter, som angives for Sandgr- kenen om Foraaret: Tulipa biflora og Androssowiti, Allium cas- picum og sabulosum, Rhinopetalum Karelini (alle Liliaceer), Ara- ceen Eminium Ledebouri, Iris falcifolia, Linaria odora samt Snylterne Phelipaea flava og trivalvis, af hvilke den forste kan have en næsten meterhøj Blomsterstand!). Ved Sammenligning mellem de nævnte Planter vil man se, 1) Afbildet af O. FenorscHenko i Bull. Jard. Bot. de St. Pétersbourg VI 1906. om at ogsaa Sandorkenens Foraarsstauder er byggede efter den samme Type som Lergrkenens. Det er muligt, at nøjere Undersøgelser vil vise, at i hvert Fald alle de efemere Arter er fælles for dem begge. Kapitel 10. Flodbreddernes Krat. Flodbreddernes Krat kender jeg af Selvsyn kun fra den nedre Del af Amu Darias Lob, men saadanne findes ogsaa f. Eks. langs Floderne Tedshen og Murghab (Antonow, KorsHINsky). Mit Kendskab til Krattene ved Amu Daria stammer fra en Baadrejse, som Ekspeditionen gjorde fra Tshardshui til Chiwa og Kunja Urgentsh, en Rejse som er beskrevet af O. OLursen i Geo- grafisk Tidsskrift Bd. 15. Skønt Amu Daria fra Kelif til Aralsøen, en Strekning paa ca. 1000 km, er uden et eneste Tilløb, er den dog i sit nedre Lob en mægtig Flod. Hvor den er bred, — 3km eller mere — glider dens brune Vand roligt afsted, dannende Banker, som Baaden uaf- ladelig strander paa, eller flyttende dem bort igen. Men hvor den har maattet bane sig Vand igennem fastere Bjærgarter, f. Eks. Kalkklipper, hvoraf der findes nogle ved dens nedre Løb, der bliver den smallere, faar større Fart og danner ingen Banker. Fra Floden ser man Ørkenlandet paa begge Sider. Selv om det kun er de færreste Steder, at Ørkenen gaar helt ud til Flod- bredden, er det dog den, der giver Landskabet Karakter, — bag den grønne Bræmme langs Bredden ligger brune Sandmiler, nøgne Skrænter af Løss, Kalksten eller Sandsten eller lave, tørre, trappe- formede Bjærge, som paa den flade Top ofte bærer gamle Borg- ruiner. Hvor Flodsengen er meget bredere end Floden, kan man nyde det ejendommelige Syn af grønne Oaser paa Baggrund af den brune Ørken. Saaledes ligger Oasen Eldjik som en grøn Plet med friske Marker, lyse slanke Popler og mørke kuplede Ulmus campes- tris, omgivet af nøgent Sand. Andre Steder er det Krat, under- tiden af betydelig Bredde, som klæder Flodsengen fra Bredden til Ørkenen; her staar Kirgisernes kuppelformede Telte, og deres Kvæg driver om. Paa ødere Steder kan man overraske vilde Fasaner, eller man kan finde Jorden oprodet af Vildsvin. Kongetigeren skal undertiden være Gæst her. Paa Flodens Østside gaar Ørkensandet nogle Steder helt ud til Vandet, og Bredden er da dannet af en høj Glideskraaning, HEY he Læsiden af en fremadskridende Barchan. (Smlgn. ovenfor S. 67). I saadanne Tilfeelde er der naturligvis ingen Vegetation ved Flod- bredden. Andre Steder, f. Eks. hvor Floden har gnavet sig ind under en Brink og derpaa trukket sig lidt tilbage, ses en smal grøn Stribe, dannet i Hovedsagen af Tamarisker, Phragmites og maaske Erian- thus Ravennae eller Glycyrrhiza glabra. Paa fast fugtig Jord kan man ogsaa finde: Equisetum ramosissimum, Polygonum Bellardi, Mulgedium tataricum, Plantago major, Aeluropus littoralis, Juncus compressus, Scirpus hamulosus, — alle smaa, urteagtige, mesofile eller noget hydrofile Arter. De først nævnte Planter kommer igen næsten overalt. Tama- risker danner mange Steder Bevoksninger alene. Saaledes kan de beklæde flade Lerstrækninger, som er forladte af Floden, med et ensformigt Dekke af smaa Planter af omtrent 0,5—0,7m Højde. Disse ensformige Bevoksninger er delvis et Kunstprodukt, idet de hvert tredje—fjerde Aar høstes, skæres af saa langt nede som mu- ligt og føres bort som Brændsel. I de egentlige Krat bliver Tamariskerne indtil ca. 3m høje. Der er to Arter (eller flere? Lirwinow har beskrevet en Mængde Arter i de senere Aar), nemlig den let kendelige Tamarix hispida med sit noget blaagrønne Lev og en anden, glat Art, P. laxa. P. elongata træffes ogsaa. Erianthus Ravennae er et mægtigt Tuegræs, hvis graa haarede Toppe hæves 4—5m over Jorden, og hvis lange, smalle Blade bøjes udad til alle Sider. Ogsaa den kan danne rene eller næsten rene Bevoksninger (Fig. 18), gennemsigtige Skove af høje Græsstraa, forneden tæt af Tuerne med deres lange Blade. I Bunden vokser Glycyrrhiza glabra, Aeluropus littoralis eller (ifølge Lirvinow) Or- chideen Limodorum turkestanicum. Indspreengt i Erianthus-Bevoks- ninger kan af høje Planter findes: Phragmites, Elæagnus-Buske, Calamagrostis pseudophragmites, Tamarix hispida. Oftest er Eri- anthus dog blandet med andre Planter, og Tuerne staa enlige eller i Grupper imellem disse. Ogsaa Glycyrrhiza glabra kan hist og her danne rene eller næsten rene Bevoksninger. Stænglerne kan blive melerhgje, (indtil 1,5 m), de staar tæt, baarne af underjordiske vandrette Udløbere, ofte sidder ogsaa flere sammen paa en ,radix multiceps*. Arten har finnede Blade, som om Natten indtager Søvnstilling, idet alle Smaa- bladene bøjes lodret nedad, saa at de rører hinanden med Undersiderne. wed en Til Tamarix, Erianthus og Glycyrrhiza slutter sig følgende Arter, der ligesom dem vokser paa fugtig, men ikke vaad og mudder- agtig Bund: Saccharum spontaneum, meget iøjnefaldende ved sin blanke snehvide Top, som naar ca. 2m over Jorden, Halimoden- dron argenteum, en tornet Leguminosbusk, som sjældent bliver over 2 (—2,5)m høj, Alhagi Camelorum, Lycium turcomanicum, Buske indtil 2m Højde, Halostachys caspica, en Gæst fra Örkenen, som ved Flodbredderne naar en overordentlig Frodighed; den kan, Fig. 18. Bevoksning af Erianthus Ravennae i Amu Darias Floddal ved Chasar- asp. I Forgrunden Krat af Lycium og Tamarisker. August. voksende inde i Tamarix-Buske, blive 3m høj, — endvidere Equi- setum ramosissimum, Zygophyllum Eichwaldü, og flere tilfældige Geester f. Eks. Launaea nudicaulis, Mulgedium tataricum, Plantago major. Phragmites, som egentlig hører til paa vaadere Steder, kan ogsaa findes her, ligesom Calamagrostis pseudophragmites, et me- terhgjt Græs med tynde underjordiske Udlobere, samt Typha Lax- mannt. De nu nevnte Planter danner lave Krat, saaledes som frem- stillet paa Fig. 19. De har et eget krøllet eller kruset Udseende, fordi Buskene mangler synlige Blade, — alt er Stængler, der løber i alle Retninger og danner et Virvar; og hvor som paa Billedet Be og Lycium og Alhagi er fremtrædende, er Krattet næsten uigennem- trængeligt paa Grund af Torne. — I det urolige Billede er de spredte Erianthus-Tuer, med deres ensrettede Blomsterskafter og lange Blade behagelige Holdepunkter for Øjet. Andre Steder træder de tornede Arter tilbage, og Tamarisker, Glycyrrhiza og Græsarterne udgør Vegetationen. Hertil kommer endnu nogle Steder Ælæagnus hortensis var. continentalis samt Pile- og Poppelbuske (Salix angustifolia var. carmanica, S. Wil- helmsiana, Populus pruinosa, P. euphratica). Fig. 19. ,Shar Togai*, Krat ved Amu Darias venstre Bred. I Baggrunden Tamarix og en Tue af Erianthus Ravennae, i Forgrunden Alhagı Camelorum, Lycium ruthenicum, Halostachys caspica. Disse, navnlig Poplerne, naar gærne deres fulde Udvikling paa noget højere Terræn. Populus pruinosa er den, jeg oftest har set, men P. euphratica er ogsaa udbredt, navnlig har jeg set den i det chiwensiske Land. Begge findes de dels som Buske og dels som Træer, der kan blive 6—8 m høje. Og begge er de mærkelige ved deres overordentlig variable Bladform, som hosstaaende Billede (Fig. 20) viser. De smalle Blade findes mest paa Buske, som kan være helt smalbladede, eller de bærer kun i Toppen mellembrede Blade. Større Træer, som blomstrer eller har blomstret, bærer i Almindelighed brede Blade. Alle Blade stilles ved Stilkens Drejning lodret og er af en lys, graalig Farve. Botanisk Tidsskrift. 32, Bind. 7 De dQ ak Poppelarterne kan som ovenfor nævnt forekomme som Buske i Selskab med Tamarisker, Halimodendron, Erianthus og andre, blandet mellem disse og overgaaende dem i Højde. Men paa ‘poynasydna snyndoq ‘q ‘nsoumad snindog ‘V :Je opejq ‘06 ‘SM “YUASSPLL stue Jog 401) (på ‘98 højere Bund, hvor Jordoverfladen om Sommeren er fuldstændig tor, selv om den vistnok til Tider oversvømmes af Floden, men hvor det fra Floden stammende Vand er tilgeengeligt i ringe Dybde, bliver de ofte store Træer og kan dels findes spredte i Krattet, dels danne Skove. Antonow beskriver (Il. ec. p. 188), hvorledes Poplerne (P. euphratica) om Foraaret, naar Floderne er rigest paa Vand, staar med Foden dækket deraf, og han siger, at kun ved Midsommertid er Jorden omkring dem blottet. Da jeg kun har set Flodbreddernes Krat i Maanederne Juni— August, ved jeg af Selvsyn kun, at Pop- lerne påa denne Tid staar paa tørt Land. Paa den Strækning, jeg har undersøgt, indtog som sagt de større Træer et højere Ni- veau end de lave Krat. Poplerne kan naa en Højde af indtil ca. 10m. De Bevoks- Fig. 21. Skov (,Togai“) ved Kavaklé ved Amu Darias venstre Bred. Populus pruinosa. Ved Personens venstre Haand: Hlaeagnus hortensis var. continentalis. I Forgrunden Hrianthus Ravennae. Slntningen af Juni. ninger, de danner, maa karakteriseres som Skove, og ANTONOW’s Indvending herimod, nemlig at de kun danner en smal Strimmel og ,saa at sige kun har en Dimension“, gelder ikke, bl. a. fordi de mange Steder har en betydelig Bredde, navnlig hvor Flodens Lob krummer sig, saa at Flodsengen er meget bredere end Floden. Fra Tshardshui til Chiwa er det Populus pruinosa, der danner Skovene, (Fig. 21), og foruden den findes der endnu kun eet Tre, nemlig Elaeagnus hortensis var. continentalis Serw. Denne bliver knap saa stor som Poplen, og foruden Træerne ses der mange buskagtige Eksemplarer. Dens Lov er endnu hvidere end Poplens, saa denne Skov ligner ikke de nordiske lysegrønne Skove. 7% — 100 — Poppelskoven kan være ganske tæt, men er dog kun besvær- lig at komme igennem, hvor Undervegetationen er stærk, og dette er kun Tilfældet, hvor der er lyst imellem Træerne. Undervege- tationens fornemste Arter er: den tornede Busk Halimodendron argenteum, Erianthus Ravennae og Tamarix, -— Arter som, navn- lig Tamarix, ikke kan vokse i tet Skygge, — samt Glycyrrhiza glabra, Aeluropus littoralis og Alhagi Camelorum. Disse sidste kan leve i Skyggen, men det er paafaldende, at de her staar meget mindre tet end ude i Lyset. Som Skovbundsplanter er de saa spredte, at man kan gaa imellem dem uden at træde i dem, me- dens de i Lyset plejer at danne et tet Tæppe. — Aabne Pletter i Skoven, som giver Plads for Halimodendron og Erianthus, synes i mange Tilfælde at være frembragte af Menneskehaand. Der fældes Træer til Bygning og Brændsel. I Populus pruinosa-Skoven findes følgende Lianer: Cynanchum acutum, Asparagus verticillatus, Clematis orientalis (f. oblonga). De kan gaa højt op i Træerne, men er her dog hverken saa hyp- pige eller saa yppige, at de kan siges at give Skoven noget Prag. Dette kan man derimod paa mange Steder sige om Cuscuta Leh- manniana, som kan optræde med saadan Kraft, at den dræber store Grene, ja hele Træer. Langs Flodbredderne i Chiwa-Landet er det nogle Steder Po- pulus euphratica, som danner Skove. Den har de samme graa Blade som P. pruinosa, men deres Form er endnu mere variabel (se overfor Fig. 20), idet Bladene paa Buske er linjeformede, paa Træer lige saa brede som de brede Blade hos P. pruinosa. P. euphratica naar omtrent samme Højde som P. pruinosa. Maaske er det et Tilfælde, men hvor jeg har fundet den som Hovedform i Krattene, synes den at vere mindre hgjstammet, mere buskagtig og at have mindre Tilbgjelighed til sluttet Vækst end P. pruinosa. Hermed heenger det sammen, at P. euphratica-Krattene er mindre skovagtige og i højere Grad har Karakter netop af Krat. Disse Krat kan være meget tætte, Tornene af Halimodendron argenteum gør dem paa sine Steder næsten uigennemtreengelige. Foruden nævnte Art findes Buske af Tamarix og Salix angustifolia samt smalbladede Populus euphratica, og Mængder af Glycyrrhiza glabra skjuler Jorden. Den mest iøjnefaldende Plante næst Poplerne er Apocynum venetum. Den bliver 2—3 m høj og har tynde Stængler; den vokser som Halvlian, støttende sig til Buskene ved Hjælp af sine udspærrede Grene. Disse vokser vandret ud og tynges ved — 101 — deres egen Vægt bueformet nedad, i deres Spidser bærer de Stande af smukke røde Blomster'). Naar Apocynum venetum vokser paa flad Jord, ligger Grenene henad Jorden. Ogsaa Clematis orientalis og Cuscuta Lehmanniana har jeg noteret som hyppige 1 Krat som det ovenfor beskrevne. De ovenfor beskrevne Krat maa betragtes som ægte ,Galleri- Krat", en edafisk Formation, hvis Forskel fra de omgivende For- mationer alene betinges af Flodens Nærværelse. Thi for det første findes Krattene kun langs med Floden, og for det andet kan man se, at de i større Afstand fra Floden bliver tyndere og lavere. Saaledes f. Eks. ved Kogertlé ved højre Bred af Amu Daria. Her var Flodsengen meget bredere end Floden. Det flade, til Tider sikkert oversvømmede Land var bevokset med tætte frodige Poppelskove, isprængte med Phragmiteta og aabne Pladser med Erianthus og Tamarisker. Efterhaanden som man kommer længere bort fra Floden, bliver Skoven tyndere og Poplerne ikke saa høje og kraftige. Der ses flere og flere aabne Pletter mellem Tre- grupperne, de bærer kun spredte Eksemplarer af Glycyrrhiza glabra, Halimodendron argenteum, Zygophyllum Eichwaldi, Tamarix eller smaa Poppelbuske. Tamariskerne bliver hyppigere, og de indtager i næsten ublandet Bestand det yderste Stykke, nærmest Ørkenens brune nøgne Bakker. Nedenfor (Kap. 11) vil der blive givet Eks- empler paa, at Tamariskerne ogsaa kan gaa ind i Ørkenen, hvor de ved deres meget lange Rødder stadig har Adgang til Vandet i Dybet. Et andet Eksempel meddeles her, fra Ak-jar, ved venstre Flod- bred. Krattet har her en Bredde af ca. 70m. Nærmest Floden er det dannet af Erianthus Ravennae, blandet med Halimodendron argenteum. Denne sidste gaar længere ind end Hrianthus, og i den indre Del af dens Bælte er den blandet med Tamaria laxa, som mangler i Krattets ydre Del (nærmest Floden), men danner hele den indre Halvdel deraf, voksende som spredte, omtrent 2m høje Buske og iblandet med Alhagi Camelorum. Foruden Tamarix gaar ogsaa Alhagi ud i Ørkenen, men for dennes Vedkommende kan man næsten lige saa godt sige, at den fra Ørkenen gaar ned i Krattene, thi selv om den næppe findes i de mest ufrugtbare Ørkener, maa den dog betegnes som en egent- lig Ørkenplante. Det samme gælder Halostachys caspica, der som 1) Taverne af Apocynum venetum benyttes af de indfødte til Tovværk og gaar under Navnet ,Rød Hamp" (Kisil Kandir). — 102 — nævnt S. 96, kan faa en meget kraftig Udvikling i Krattene, men som iøvrigt navnlig er almindelig i Saltørkenen, — og Zygophyllum Eichwaldii, Lycium turcomanicum og Halimodendron argenteum er lejlighedsvis Ørkenplanter, bundne til Lerjord, men de synes mig at høre til de mere fordringsfulde og at høre hjemme paa gunstigere Steder, saaledes bl. a. i Flodbreddernes Krat. De i snævrere Forstand til Flodbredderne bundne Planter er: Erianthus, Saccharum, Calamagrostis, Poplerne, Pilene og Elae- agnus, foruden Sumpplanterne. Enkelte af disse kan dog lej- lighedsvis fjerne sig fra Flodbredderne, saaledes har jeg set svage Phragmites med korte overjordiske Udløbere samt Calamagrostis pseudophragmites paa en svagt saltholdig Slette ved Chodsheli, — og en Ørkenforekomst af Populus pruinosa beskrives i Kap. 11. Til Slut gengives her i Oversættelse Anronows Beskrivelse af Krattenes Overgang til Ørkenen (l. c. p. 189): Disse Krat bliver hurtigt lavere og fattigere for hvert Skridt bort fra Floden og ud paa Lossletten; allerede nogle faa Sashén +) fra Floden viser Chenopodiacé-Buskene sig, forholdsvis kraftigt udviklede paa Grund af Vandets Nærhed, og kun Tamarix, tæt omrammende Flodbreddens Krat, gaar længere bort fra Floden, langt ud i Ørkenen som lave Buske, fattige paa Grønt; som en- kelte Buske kan den endnu findes 2—3 Verst!) fra Flodbredden, men hvilken Forskel er der ikke mellem disse de yderste, fattige og lave Buske (ikke højere end 2 Arshin)!) og Flodbreddernes kraftige Smaatræer paa 2—3 Sashen!)! Forekomsten af denne Busk ude i Løssørkenen (eller Sletten) er et Tegn paa, at der sand- synligvis er en Flod i Nærheden, — saa konstante er denne Arts Udbredelsesforhold.” I Forbindelse med Flodbreddernes Krat bør der siges nogle Ord om Vand- og Sumpplantevegetationen langs Amu Daria. Udenfor Krattene, i Vandet eller paa den meget vaade, mud- rede Bund tæt ved dette, finder man tætte Bevoksninger af indtil 3m høje Phragmites, Phragmiteta eller af Typha, Typheta af føl- gende Arter: T. angustifolia, T. Laxmanni, T. stenophylla, — de to sidste er smaa og smalbladede Former. 7. Laxmanni synes at være den almindeligst forekommende af de tre, — som nævnt ovenfor kan den ogsaa gaa et Stykke op paa det om Sommeren tørre Land og blande sig med Krattets Planter, men overfor disse 1) 1 Sashén (Favn) = ca. 2,13 m — 3 Arshin. 1 Verst— ca. 1067 m = 500 Sashén. — 103 — er den altid underordnet. Calamagrostis pseudophragmites, som ogsaa er en vaad Bunds Plante med vandrette underjordiske Ud- løbere, foretrækker noget tørrere Bund end Typha, og naar den forekommer sammen med denne, er den underordnet, ligesom den i Krattet oftest er underordnet overfor Krattets Planter. Calama- grostis kan dog danne rene Bevoksninger paa oversvømmet Jord. Voksende i Vandingskanaler og Vandingsgrøfter har jeg set føl- gende: Scirpus Tabernaemontant og S. maritimus, Zanichellia pe- dicellata, Potamogeton perfoliatus var. Miilleri. Et enkelt Sted — ved Giaur Kalå — har jeg set en gammel Flodarm (,Stariza*, se S. 28), som var bleven til en Sø, og i denne voksede følgende Planter: Phragmites communis, Polygonum amphi- bium, Potamogeton perfoliatus og lucens. Flere Optegnelser har jeg ikke om Vand- og Sumpplantevege- _ tationen i Amu Daria; men til Supplering af det foregaaende med- deles følgende Liste over Planter, som jeg har set i det turke- stanske Herbarium i den kejserlige botaniske Have i St. Peters- borg, og som ifølge Etiketterne alle er tagne i Amu Daria ved Chiwa: Najas major Roth, N. minor All., Ruppia maritima L., Zani- chellia pedicellata Fr., Butomus umbellatus L., Vallisneria spiralis L., Salvinia natans Hoffm. Følgende Plantearter, samlede af mig i forskellige chiwensiske Smaasger, kan maaske ogsaa vere af Interesse i denne Sammen- heeng. I Saltsoer, hvor Salicornia ikke blot besatte Bredden men gik ud i Vandet: Visne Phragmites, Scirpus affinis, Ruppia maritima (smlg. ovenfor Pag. 46). I ferske eller svagt salte Sger er Phragmites ofte dominerende; Bevoksningerne er her meget tætte og kraftige, og de enkelte Rør kan blive mere end 4m høje. I andre Smaasger hersker Typha angustifolia og T. latifolia, isprængt med Scirpus littoralis eller Calamagrostis pseudophrag- mites, og i saadanne Søer er af nedsænkede Planter fundne: Pota- mogeton crispus og fluitans, Myriophyllum, Ceratophyllum demersum samt Polygonum amphibium med Flydeblade. — 104 — Kapitel 11. Vegetationsbeskrivelser fra udvalgte Lokaliteter. I den foregaaende Beskrivelse af de forskellige Ørkenformati- oner er disse adskilte fortrinsvis ved den Jordbund, hvori Planterne vokser, men det er tillige bleven forsøgt at karakterisere dem ved deres Livsformer. I det store og hele'synes det at være saaledes, at anden Jordbund giver andre Livsformer. Vi kan saaledes hen- vise til Sandørkenens Ristræer og tørre eller tornede Urter, til Ler- ørkenens Dværgbuske og Halofyter og til Gallerikrattenes løvrige Træer og Lianer. Men Formationerne gaar over i hinanden, og der er Arter, som er fælles for flere Formationer. En Skildring af Formationerne enkeltvis, saaledes som den er givet i det foregaaende, kan derfor kun give et skematisk Billede af Vegetationen. Og derfor medde- les i det følgende, som et Forsøg paa at levendegøre Vegetationen for Læserens Fantasi, en Række Skildringer af bestemte Steder i Transkaspiens Ørken. 1. Sandørken ved Tasha-Kirr ved højre Bred af Amu Daria. 29 Juni 1899: Sandørkenen gaar paa dette Sted lige ud til Floden med en høj Glideskraaning, og at den sandsynligvis har gjort det længe, kan man se lidt længere imod Nord, hvor der findes en 8—10 m høj Klint af Sandsten. Denne har hvide Lag af meget sandholdige Konglomerater (Stene indtil Bønnestørrelse). Mærkelige Erosions- former er fremkomne: lave Søjler og Piller af Sandsten, bærende store Klumper paa Toppen, formodentlig mere modstandsdygtige Partier, som har beskyttet de underliggende. Den brune Ørken indenfor er meget ujævn, Klit ligger bag Klit, med halvmaaneformede Aabninger, som vender imod SØ. Klit- terne nærmest Dalen bærer Tamarisker, endog paa Toppen, og Buskene er her henved 2 m høje. Naar Floden har gnavet af Glideskraaningens Fod, saa Sandet er faldet ned, ser man Tama- riskernes Stammer og lange Rødder hænge paa Skraaningen. I den indre Ørken mangler Tamariskernes friske grønne Farve, der saas dog mange døde gamle Stamme- og Grenstykker, som vistnok var af Tamarix. Her er den sørgelige nøgne Ørken, dan- net af mægtige, halvmaaneformede Klitter. De større Planter staar med Hundreder af Meters Mellemrum. Aristida pennata er den — 105 — almindeligste. Her saa jeg ingen paa de mest udsatte Steder, Klit- toppene. Calligonum og Ammodendron derimod trodser de mest ugunstige Forhold og trives vel derved. Calligonum-Buskene var selv paa Klittoppene ca. 2 m høje, ja der saas ogsaa et lille Træ med Stamme. Af og til findes en Busk af Smirnowia turkestana, den har nu tabt sine store blæreformede Frugter, som findes hæn- gende fast 1 Grestotterne. I Lavninger, hvor Jorden er mere gruset, flad og uden løst Sand, vokser ikke faa Horaninowia ulicina, en enaarig Salturt med naaleformede Blade, og Heliotropium (Radula ?), samt enkelte Cousinia annua. Dennes bleggule Blomster stikker ud af Kur- vene, som ikke aabner sig, men holdes tæt sammensnørede, som om det gjaldt at beskytte Frugtknuderne. Denne Ørkenlokalitet har dyb Sandbund, og Planterne er tørre Sandplanter. Der er ingen Halofyter, hverken enaarige eller fler- aarige. Saxaul mangler ogsaa. 2. Sandørken udenfor Byen Petro-Alexandrowsk (Chiwa). 1. Juli 1899. Et Klitterren, hvor Alhagi Camelorum er fremherskende, svagt blandet med Halimocnemis — baade paa Lavninger og Klitter — og Aristida pennata, kun paa Klitter. Interessant er det her, at Al- hagi-bevoksningen pludselig hører op, uden nogen synlig Grund, — udenfor er Klitterne nøgne, men iøvrigt ganske som de Alhagi-be- voksede. Der er næppe anden Grund, end at Alhagi paa sin under- jordiske Vandring — ved vandrette Rødder — endnu ikke var kommen længere. De nøgne Klitter har enkelte Aristida pennata og Calligonum, samt i Lavninger Agriophyllum latifolium og minus, Halocnemum strobilaceum og Heliotropium sp. Vegetationen bestaar saaledes hovedsagelig af Sandplanter, men der findes ogsaa enkelte sukkulente Halofyter (Halocnemum, Hali- mocnemis). 3. Sandgrken syd for Byen Chiwa. 11. Juli 1899. Her er det særlig paafaldende, at Vinden sorterer Sandet, fordi det grovere Sand er mørkere af Farve end det finere. Det gro- vere ligger paa Vindbolgernes Kamme og paa Klitternes Stødside i Mengde, medens det fine findes imellem Vindbglgerne og hoved- sagelig udgør den skridende Masse paa Klitternes Læside, ligesom Smaaklitter opkastede i Le af Planter eller andet bestaar af det fine Sand og derved faar en lysere Farve end Jorden rundt omkring. Af det fine Sand er over 99 pCt. af en Kornstgrrelse mindre end — 106 — 0,5 mm, og heraf er en Del mindre end 0,25 mm. Af det grove Sand er Hovedmassen af Kornene mellem 1 og 0,3 mm i Diameter. De store Klitter er her meget lange, men forholdsvis lave (c. 2 til 3 m) og smalle, halvmaanedannede. Deres Retning er omtrent NNØ-SSV, og de vender Læsiderne mod ØSØ, og de maa følgelig være dannet af en Vind fra VNV. Bunden imellem Klitterne er ogsaa Sand, der ses ikke Ler. Paa Klitterne selv findes i Regelen ingen Vegetation. Aristida pennata er vel almindelig, men den vokser ikke eller sjældent paa de mest levende kammede Klitter. Alhagi Camelorum ynder endnu roligere Steder, ligesom de andre urteagtige Planter, og heller ikke de risformede Buske ses hyppigt paa det levende Sand. Af disse findes følgende Arter: Eremosparton aphyllum, Ammodendron sp., Smirnowia turkestana, — lave, indtil omtrent meterhøje Buske. Ammodendron er her stærkt tornet (A. Siewersii?). Buskene er meget brede, nogle af dem henimod 1 m i Diameter. En havde faaet Treeform derved, at en tidligere Overfygning havde dreebt de nedre Grene paa Stammen. Den almindeligste Plante i Ørkenen er her Convolvulus erina- ceus (se ovenfor pag. 81). Den har netop nu mange smaa, svagt blegrøde Blomster. Den vokser jævnt overalt undtagen i de dybe- ste Dale og paa Klitternes Toppe. Den danner som ovenfor nævnt en bladløs, tornet Kugle. Dens Rødder er hvide og meget lange. Der ses mange Eksemplarer, omkring hvilke Sandet er blæst bort, de staar da som smaa Træer, hvis Stammer er de øvre Rodstykker. Blæser der endnu mere Sand bort, falder den henad Jorden. Saa- ledes kan man finde mere end meterlange Rødder liggende oven- paa Sandoverfladen, kun fæstede ved den ene Ende og endnu bæ- rende smaa grønne Skud. Ogsaa af Alhagi ses udgravede lodrette Stængler, døde i Spid- sen og med nye Lysskud fra de nedre, tidligere begravede Dele, — samt overføgne Eksemplarer, som har dannet nye Lysskud fra øvre Bladhjørner. Heliotropium Radula (?) er ogsaa almindelig. Dens Vokse- maade er tidligere omtalt. (Se Fig. 22, 63). Der er Rhizomer baade med Kortskud og med Langskud, og det synes at de dybere lig- gende Rhizomer er mere tilbøjelige til at danne blomstrende Lang- skud, medens de, der ligger nær Sandets Overflade (varmere og tørrere) mest danner Kortskud. Flere helt blottede Rhizomer ses, endnu bærende friske Lysskud, endda baade Kortskud og Langskud. — 107 — Og hosstaaende Figur (Fig.22) viser et begravet Langskud som fra et af de øverste Bladhjørner har dannet et nyt Lysskud, som danner Roset påa Jordoverfladen. Horaninowia ulicina og Agrio- phyllum minus, torre enaarige Plan- ter med tornspidse Blade, er ogsaa almindelige. De har begge tidligere været omtalte. Hertil kommer endnu de enaarige Crozophora gra- cilis og Euphorbia cheirolepis, den ene uldhaaret, den anden med blanke Blade. Disse Planter danner her en usædvanlig rig @Mrkenvegetation, den gennemsnitlige Afstand mellem Planterne er omtrent 1 m. I fugtige Lavninger er Vege- tationen endnu teettere, her findes Lycium ruthenicum, Halostachys caspica, Peganum Harmala, Plu- chea caspica, Alhagi og navnlig Aeluropus repens. Denne Lokalitet staar paa Over- gangen imellem den levende Ørken og Bakkeørken. Sukkulente Halo- fyter findes kun i Lavningerne. Ogsaa her er Bunden Sand. Paa det højere Sand vokser kun tørre Planter. 4, Sandorken nord for Mailé Togai, ved Amu Darias højre Bred. 22. Juni 1899. Bunden, dannet af Sand, er temmelig jævn, med lave Klitter. Aristida pennata er sparsom og ikke frodig. Carex physodes der- Fig. 22. Et begravet Skud af Helio- tropium (Radula?), som udsender et Reparationsskud. A: den gamle, B: den nye Sandoverflade. imod findes ret rigeligt, og desuden Heliotropium sp. (Radula eller sogdianum), Agriophyllum latifolium og døde Cistanche-Stængler. — 108 — Ris-Buskene staar forholdsvis tæt, men er lave: Haloxylon, Ammon- dendron, Salsola Arbuscula, Calligonum Caput Medusae er meter- høje Buske, Ammodendron smaa eenstammede Træer paa 1—92 m Højde. Her fangede jeg et mørkplettet Firben, Scaptira grammica, samt en lang tynd grønliggraa Slange, som kunde løbe med stor Fart, og som krøb op i Buskene og gemte sig imellem deres Grene. Dette er en Bakke-Ørken. Tidligere paa Aaret har der rime- ligvis været endel Foraarsplanter, men de er nu forsvundne. 5. Ved Jærnbanestationen Chodsha Dawlet mellem Buchara og Tshardshui. 10. Juni 1899. Oasen holder op noget Øst for Chodsha Dawlet, men endnu langt ude i Ørkenen ser man vel bevarede Husruiner, som ikke gør Indtryk af at være ret gamle. Landet her har før været dyr- ket, men er bleven forladt paa Grund af Vandmangel, — uvist om det er, fordi Serafshan-floden nu fører mindre Vand end før, eller fordi der nu tages mere Vand end før af dens øvre Løb. Bunden her ved Chodsha Dawlet er løst, fint Sand, som fyger svagt. Jorden er flad, nogle Steder ses Knolde eller Flader af Løss, den oprindelige Jordbund, undertiden med smaa hvide Pletter af pulverformet Salt. Andre Steder ses smaa, knap meterhøje Klitter. Nær Jærnbanelinjen staar en Lund af sikkert plantede Saxaul, Ha- loxylon Ammodendron. Den er her en Busk paa godt 3m Højde, med flere Stammer, de ydre visende skraat udad. Omkring Foden af hver Busk er en lille Bakke af svagt sammenhængende Sand, den skyldes delvis den Læ, som Planten giver, dels maaske ogsaa Mus, hvis Huller ikke søges forgæves i ret mange af de smaa Bak- ker. — Den indbyrdes Afstand mellem Saxaulbuskene er c. 3 —5 m. Buskene vil ikke rigtig trives paa de nøgne Lerflader, dér er baade færre af dem, og de der er, er halvt udgaaede. Lycium ruthenicum derimod er hjemme her, Buske af denne Art bliver over 1m høje. De ser endnu tristere ud end Saxaulbuskene, tørre og graa, pindede. Smirnowia turkestana ses enkelte Steder som lave Buske sammen med den tykbladede Jordskorpeplante Zygophyllum Eichwaldii. Andre Steder finder jeg Salsola inermis, en graa Urt, S. Kali og endnu en graa enaarig Chenopodiacé med kødfulde haarede Blade (Halimocnemis sp. ?). Desuden enkelte grønne Alhagi Camelorum. Saa er der ikke flere. Og der er langt imellem Plan- terne. Gaar man imod Nord, kommer man snart ud af Saxaul-Lun- — 109 —. den. Her vokser i Sandet flere Alhagi og desuden Aristida pen- nata, hist og her Peganum Harmala. Flere er der ikke, Halimo- cnemis (?) og Salsola inermis er helt forsvundne. Her ser man de morsomme Ørkenfirben. Paa dette Sted saa jeg tre Arter. Den lille Phrynocephalus interscapularis er brun som Sandet; — naar den hviler, ruller den sin Hale opad som en Ur- fjer, og Halens Underside, som da ses, er sort- og hvidstribet. Saa man faar let Øje paa Dyret. Men vil man forfølge det, piler det afsted, standser pludselig, roder sig ned i Sandet og ligger som død. Den er næsten umulig at fange. Der er ogsaa en større Art (Phrynoce- phalus auritus) og en tredje, som jeg ikke kunde fange, lidt større end P. interscapularis og langhalet, den klatrer gærne op i Alhagi- Buskene. Der er mange Fluer, Græshopper saa jeg ogsaa. Turtel- duer og Mandelkrager og Spurve i Ruinerne. De ovenfor nævnte Planter forsvinder snart, naar man bliver ved med at gaa imod Nord, og saa ender man i de nøgne Klitter. De er ikke ret høje her, ca. 3 m, af Halvmaaneform med Aabnin- gen vendt omtrent imod SW. Imellem er der Løssjord. Alt er nøgent, ikke en Plante paa store Stykker. Nogle Steder ses dog de stride Totter af Aristida pennata. Det er dødsstille, og det ryger ganske svagt af Sand fra Klitkammene. Herude lever ingen Firben. Vender man om og gaar over Jaernbanelinjen og imod Syd, kommer man ligesom før først igennem mere bevokset (beplantet) Terræn og derpaa ud i det nøgne, løse Sand, som ude i Horison- ten danner vældige brune Miler. Klitterne i det bevoksede Bælte er ogsaa mange Steder aldeles plantetomme, men der er Partier, hvor Aristida pennata vokser meget frodigt, dannende Buske, ca. 1,5 m høje og mere end 0,5 m i Diameter. Enkelte Buske af Smirnowia og Saxaul ses ogsaa. Her er en Del Lavninger, hvis Bund er Sand; de er ret rigeligt bevoksede: Blomstrende Alhagi Camelorum, en storbladet Form af Aeluropus repens, meterhoje Pluchea caspica, smaa Phragmites, og navnlig Tamarix-Buske vok- ser her. De sidste er 2m høje eller mere. En Klit paa omtrent samme Højde er ved at begrave nogle af dem, Buskene standser Sandets Fremgang, og hvor der er en Aabning imellem dem, skyder Klitten frem i en Bue i omtrent sydvestlig Retning. 6. Ørken syd for Byen Kunja Urgentsh (Chiwa) og syd for en mod vest løbende Gren af Amu Daria. 4. Aug. 1899. Langs Floden ligger som et grønt Bælte et kuperet Sandterræn, — 110 — tæt bevokset med Tamariskebuske. Disse danner her flere af de oven- for (pag. 82) beskrevne Tamariz-Klitter, som er faste og lagdelte, men Buskene vokser ogsaa i Mængde paa det løse, bevægelige Sand. Blandet imellem Tamariskerne er Alhagi Camelorum i Tusindvis, ofte gaaende op til Klittoppene, Pluchea caspica og Lycium ruthe- nicum paa lavere Steder samt Phragmites communis Dette grønne Bælte er skarpt afgrænset fra @rkenen indenfor. Denne er en ng- gen Slette, hvis Bund er Loss; den er fast og flad og jævn og be- grænses langt borte af en Oases grønne Træer og Marker. Enkelte Steder er dog Bunden reven op, — ved Vinderosion? — og her viser Løssen den bekendte Ejendommelighed, at den danner lod- rette Skrænter. De største er et Par Meter høje. I Vest ligger nogle store og næsten nøgne Sandklitter, som ved deres Form viser, at nordøstlige Vinde er fremherskende, — og hist og her ses paa Løsssletten mindre Klitter, i hvis Nærhed Ler- bunden kan være bedækket med et jævnt Sandlag. Paa de store Klitter vokser isolerede Tuer af Aristida pennata. I en sandet Dal mellem to Klitter ses allerede paa Afstand friske grønne Pletter, det er Grupper af store kraftige Alhagi. Den øst- ligste Klits Glideskraaning har begyndt at hælde sine Sandmasser over dem, nogle stikker kun de yderste Skudspidser op af Sandet, deres Dage er talte. Paa den anden Side Klitten lider Alhagı den modsatte Skæbne: Sandet blæser bort under den, og store friske Lysskud-Buske er væltede, de ses liggende paa Sandet, forankrede ved meterlange Stængelstykker. Disse har tidligere — da de var i Jorden — været lodrette. Man kan se, at de er nylig udgravede, og de har heller ikke endnu dannet nye Lysskud fra deres nedre Dele. Endnu en Planteart ses i de store Klitter: nogle mandshøje Buske af Populus euphratica. Det er en Gæst fra Floddalen. Der ses kun en lille Gruppe et enkelt Sted i Læ af en af de største Klitter. De dybeste Dale imellem Klitterne gaar ned til den nøgne Løss- bund. Den er her fuldstændig nøgen. Har der tidligere været nogen Vegetation, er den bleven kvalt af Sandet, som er gaaet over den. Set fra Klittoppene er Lersletten ikke grøn, men tæt plettet. Flodens Nærhed gør, at den er usædvanlig.rigeligt bevokset. Der findes følgende Planter: lave Buske af Salsola subaphylla og S. Arbuscula, desuden Alhagi og de tre enaarige Arter Ceratocarpus — 111 — arenarius (tornet), Halanthium Lipski og Salsola sogdiana (Blad- sukkulenter). De Steder, hvor der er Sand, er tydeligt rigere bevoksede end de rene Lerpartier. Den første Grund hertil er, at hvor der er rigelig Vegetation, holdes det Sand fast, som fyger hen over Slet- ten. Saaledes findes smaa Høje af sammenfoget Sand under Sal- solabuskene hist og her, og Sandet betinger igen Tilstedeværelsen af f. Eks. Heliotropium. Den anden og sikkert vigtigere Grund er den, at Sandbunden giver gunstigere Betingelser for Planteveeksten end Lerbunden. Der er nogle Arter, som kun findes paa Sandbunden. Af disse er den vigtigste Tamarix, som vokser baade paa faste, lagdelte Klitter og paa lost Sand. Dette har paa saadanne Klitter Tilbojelighed til at danne Skorpe paa Overfladen. Endvidere Calligonum sp. (ikke hyppig) og Heliotropium Radula. Nogle af Lossslettens Arter er hyppigere og kraftigere paa Sand- bund end paa Ler. Hos Alhagi viste det sig især ved, at dens Buske paa L@ssbunden mest var enlige, medens de paa Sandbund stod mange sammen. Dette kommer uden Tvivl af, at de lange vandrette Rødder, som danner Lysskuddene, har let ved at komme frem gennem Sand, men vanskeligt gennem Ler. Og Salsola Ar- buscula blev kraftigere og fik mindre stive Grene og Blade, naar den voksede paa Klitterne. 7. Ørken ved Kis Kalé ved Amu Darias højre Bred. 23. Juni 1899. Denne Lokalitet er omtalt ovenfor pag. 65. Kis-Kala er en Borgruin — dem er der mange af langs Amu Daria — som ligger paa Toppen af et foroven vandret afskaaret Bjærg. (Bjærgarten, en Slags Kalksten, er desværre ikke bleven bestemt, da den Prove, jeg samlede, er bortkommen). Udenom det faste Bjærg ligger nedstyrtede Masser, Grus og Stene. Jord- bunden i @rkenen er dels Sand, som danner smaa Klitter, dels Grus med grovt Sand og mange Sten. Af disse to Bundarter er Sand det, der berer den rigeste Bevoksning. Her finder man lave Buske af følgende Arter: Haloxylon Ammodendron (tykstammet, 1—2 m høj) Salsola Arbuscula, Calligonum sp., Ephedra alata, Ain- modendron sp. og Reaumuria oxiana (meget spredt), Tamarix his- pida, forkroblede Eksemplarer af Salsola subaphylia. Ude i Neer- heden af Flodbredden, og kun der, ses mange Lycium ruthenicum, som her danner Klitter paa 1—2 m Højde, samt andre Planter, der er bundne til Floden, som Phragmites communis og Erianthus — 112 — Ravennae. Paa det løseste Sand i Ørkenen vokser Aristida pen- nata, men der er kun lidt af den, og det er kun smaa og svage Eksemplarer. Sandflugten er her kun svag, og Bunden er ikke løs nok for den. Alhagi Camelorum derimod findes i Mængde, des- uden visne Phelipaea-Stængler, og endelig samledes følgende Arter: Agriophyllum latifolium, Heliotropium sogdianum, Salsola sogdiana og aperta, — tørre eller tornede Planter, ægte Sandørkenplanter, — endvidere Euphorbia Turczaninowi, Halimocnemis macranthera og villosa, Aeluropus littoralis. Disse sidste er karakteristiske for denne Lokalitet, da de har et halofilt Præg: de tre første er suk- kulente Bladplanter, Halimocnemis-Arterne stærkt graa af Haar, medens Græsset Aeluropus er karakteristisk for Saltørken, som ovenfor (pag. 44) meddelt. Disse Planter angiver, at Bunden er lav, og Grundvandet ikke dybt, og det er i Overensstemmelse med Buskenes ringe Højde og den daarlige Udvikling af Aristida. Fundet af en Allium sp. (med modne Frugter) passer ogsaa dermed. I en Lavning, hvis Bund er haard og knasende af Salt, og hvis Undergrund er fugtig, har vi en Saltorkenflora, bestaaende af Ha- locnemum strobilaceum og Aeluropus littoralis, — her er vi altsaa kommet Grundvandet et Stykke nærmere. Den stenede Bund er goldere end baade Sandet og Saltet, den karakteristiske Plante her er Reaumuria fruticosa, en halvmeterhøj Busk med tykke, stive Grene og tæt klædt af meget smaa, tykke Blade med Saltkorn. Enkelte Tamarix hispida og Salsola Arbus- cula viser sig her som forkrøblede Buske, med store tomme Rum imellem. Paa løse Sten samlede jeg folgende Lichener: Sarco- gyne perileuca Wain., Placodium Paulsenii Wain., Acarospora inter- rupta (Ehbg.). 8. Ørken ved Kara Aigir ved Amu Darias venstre Bred. 26. Juni 1899. Ørkenen, som ligger indenfor Flodbreddens Krat af Tamarisker og Phragmites, ender ud imod dette som en lav rund Bakke. Dens Bund er fast, dannet af en Slags Løss, kun svagt gennemhullet un- der Overfladen. Ørkenen indenfor er bølgeformet; Bunden er sta- dig den samme, men naar man gaar i Retning bort fra Floden, dækkes den mere og mere af Grus eller Sand. Det er værd at mærke, at denne sandfattige Ørken ligger vest for Amu Daria: de fremherskende nordlige og nordøstlige Vinde fører Sandet ud i Flo- den, og denne river det med sig nordpaa. Derfor er den vestlige Bred regelmæssigt sandfattigere end den østlige. Lerbunden bærer — 113 — en spredt Vegetation af lave, buskagtige Planter; Afstanden imel- lem dem er ca. 1—3 m. Salsola rigida er den almindeligste af dem, den er en lille Busk påa ca. 30 cm Højde, tæt haarklædt og af et tørt pindeagtigt Udseende. Bladene er cylindriske med cen- tralt Vandvæv. — Foruden denne ses omtrent fodhøje Buske af Lycium ruthenicum og Calligonum sp. Sandet ses pletvis. Pletterne er ganske lave Klitter, der nær- mest Floden er mindst, længere inde bliver større. Sandlagets Tykkelse naar næppe noget Sted 1m. Paa Sandet, som er rigere bevokset end Leret, er især to Plantearter karakteristiske, Carex physodes (overjordiske Dele visne, men friske Knopper sad dybt nede i tykke Lag af gamle optrævlede Skeder) og Artemisia herba alba (en Form af A. maritima s. lat.), den første slavisk bunden til Sandpletterne, den sidste dog af og til voksende paa det bare Ler. Følgende Arter levede ogsaa fortrinsvis paa Sand: Haloxylon Ammodendron, smaa Buske ca. 0,5—1 m høje, Salsola sogdiana, Halimocnemis villosa, Halanthium gamocarpum, Cousinia dichotoma. Halimocnemis og Halanthium er enaarige, graa Chenopodiaceer (Bladsukkulenter), der aldrig findes paa dybt tort Sand, det er egentlig Lerplanter, og naar de her voksede fortrinsvis paa Sandet, — ligesom de andre nævnte Planter — er det i Overensstemmelse med, at dette var et tyndt Lag, og at det, beskyttende den faste Undergrund mod Udtorring, skabte gunstigere Forhold (se ovenfor pag. 68). Sandets Tilstedeverelse her staar i Forbindelse med Carex physodes. Jeg tror ikke det er muligt, at Stargræsset oprindelig kan have vokset paa Leroverfladen og saaledes været den første Aarsag til, at Sandet blev liggende. Jeg har aldrig set den paa Ler eller hørt nævne, at den vokser der, og det vilde stemme daar- ligt med dens Vækstmaade. Der maa først have været Sand, fast- holdt maaske mellem Lerplanternes Stængler, og paa dette har Carex physodes indfundet sig — dens blæreformede Hylstere er jo let transportable — og dermed er Bestandigheden af Sandlagene temmelig sikret. Mere detaljerede Undersøgelser vilde maaske kunne fastslaa, hvorledes dette hænger sammen, men jeg var kun ganske kort Tid paa denne Lokalitet. 9. Ørken ved Dana Shér Kalå (den vaagne Tigers Borg), ved Amu Darias venstre Bred. 27. Juni 1899. Denne Lokalitet er nævnt ovenfor, pag. 65, den ligger ligesom Kara Aigir (Nr. 8) og den, som følger (Nr. 10) vest for Floden, og derfor er der kun lidet Sand. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 8 — 114 — Ørkenen er en stenet Grusslette (grovt Sand og smaa Sten), med yderst fattig Plantevækst. Den eneste Art er Salsola rigida, spredte Smaabuske, hver med en lille Sandhob ved Foden, — Sandflugt er her dog altsaa, men Sandet bliver ikke liggende. Kun i en lille Dal havde det hobet sig op, og her var Vegetationen rigere. Der fandtes: Salsola Arbuscula, Calligonum sp., Artemisia, Saxaul, Sal- sola sclerantha. 10. Ørken ved og Nord for Ak Jar, ved Amu Darias venstre Bred. 28. Juni 1898. Bølget Slette af Lerskifer og Løss, dækket af et Lag Sand eller Grus. Lerskifer gaar hist og her i Dagen som smaa Knolde. Der er svag Sandflugt, som har dannet smaa Sandhøje omkring Foden af Buskene. Vegetationen er nogle Steder ualmindelig rig, Buskene staar med gennemsnitlig ca. 2m Afstand fra hinanden. De almin- deligste er: Salsola rigida og Arbuscula (Lerformen, blomstrende) Reaumuria oxiana. Den sidste har mørkere, mindre graat Lov end de andre og er derved den mest paafaldende, den havde Frugter og Blomsterknopper, men ingen aabne Blomster (Kl. 2 Em.). Lycium ruthenicum ses sjældent, (over meterhøje Eksemplarer), noget hyp- pigere Saxaul, som her trives daarligt og kun sjældent bliver 0,5 m høj. Af disse sidste er der mange helt eller delvis rødfarvede Eksemplarer. Af urteagtige Planter ses Salsola sclerantha, Lepidium obtusum, andre Steder Halimocnemis villosa og Suæda sp. Den sidste kan, støttende sig til Buske, især af Lycium, blive halvmeter- høj, saaledes optrædende paa en Maade som en Lian. Lavninger i Terrænet er smaa ,Takyr“ (S. 46) med stiv lys Bund, regelmæssigt revnet ved Tørke og ofte vegetationsløse. Nogle Steder voksede dog Halimocnemis villosa i Mængde, — i en Lavning trivedes Halocnemum strobilaceum frodigt, jeg maalte en cirkelrund Tue paa 140 cm i Diameter. En lignende Grusslette ved Pitnjak, ikke langt fra Ak Jar, var meget spredt bevokset af Peganum Harmala, Convolvulus eremo- philus og Anabasis salsa. Her var ingen Risbuske. 11. Et lavt Bjærg Nord for Fæstningen Ustyk (Buchara) paa Amu Darias hgjre Bred. 19. Juni 1899. Bjerget er trappeformet med lave ,Hammere“, c. 1—4m hic det er dannet af en oftest rød, lagdelt Sandsten, ikke fast, med divergerende Lag. Indenfor ses den golde Sandørken. Paa Bjær- get bestaar Jordbunden mest af grovt, stenet Sand, men dette over- fyges af fint Ørkensand, det bevises ogsaa af alle de smaa Klitter, — 115 — som har dannet sig i Læ af Planter og Ujævnheder i Bunden. Vinden, som fører Sandet med, er brændende, som kom den fra et Baal. Luftens Temperatur var 42? C., Sandets i Overfladen 53° C. Af Planter ser man paa Afstand kun de store Totter af Aristida pennata, her yderst spredte, der med c. 2—3 m Mellemrum. Kom- mer man nærmere, findes følgende Planter: Astragalus unifoliatus, en ikke meterhøj Busk med Knipper af krogede Grene og smaa Blade, Reaumuria oxiana, en fodhøj Busk med smalle hvidprikkede Blade (Saltkirtler), den fuldstændig bladløse Ephedra alata, fodhøje Buske, Salsola subaphylla, Buske af lignende Højde, af et over- ordentlig tørt og pindet Udseende, med stive og haarde Blade; Arthrophytum subulifolium er som en Overgangsform mellem Busk og Staude, dens korte grønne Grene er hævede op paa en kort tyk Stamme, ikke 30 cm høj, saa Planterne ligner Miniatur-Træer ; det er som om den for enhver Pris vilde fjærne sine Assimilations- skud fra Jordens Overflade. Disse har modsatte og naaleformede Blade. — Heliotropium sogdianum viser sine haarede Bladrosetter over Sandet, medens dens Rhizomer kryber nede i dette. Af Stau- den Zygophyllum sp. ses enkelte dværgagtige Eksemplarer. Agrio- phyllum latifolium og minus samt Cornulaca Korschinskyi er tid- ligere omtalte, det er torre, tornede, enaarige Chenopodiaceer. Til disse slutter sig Salsola sclerantha, haaret, men tornlgs. Paa denne Lokalitet, hvis Undergrund er Sten, er de fleste Planter torre eller tornede, og der er ingen udtalte Sukkulenter. Reaumuria oxiana synes at være den, der er mest halofilt udstyret. 12. Sandorken ved Ak-Rabat (højre Bred af Amu Daria). 21. Juni 1899. Her er ret jævn, smaastenet Sandbund, uden Sandflugt og uden Salte paa Overfladen. Paa lavere, mod Vinden mere beskyt- tede Steder vokser Alhagi Camelorum og Lycium ruthenicum, paa højere Bund Aristida. En lav Bakke er bevokset med Saxaul, blandet med Calligonum sp., Lycium og Alhagi, næsten som ved Chodsha Dawlet, men her er det en spontan Vegetation. I Oase- dalen stod paa sandet Jord et c. 7m højt Tre af Saxaul, med tyk Stamme. Vegetationen her er sikkert paavirket af Flodens Nærhed, navn- lig Forekomsten af Lycium i Orkenen peger derpaa. Den er meget almindelig i Galleriskoven, og Orkeneksemplarerne stammer uden Tvivl derfra. 13. Sandorken i Nærheden af Nukus (Chiwa). Orkenen ligger S* — 116 — indenfor en smal Bræmme af Krat langs Flodbredden, den slutter udad mod Floden med en Glideskraaning. Nær denne ses i Ørke- nen nogle mørkere farvede Pletter, det er haard faststaaende Klippe, begravet af Sandet og stikkende op af det. Disse Pletter er næ- sten vegetationsløse, der ses kun enkelte Eksemplarer af Salsola sogdiana og Halimocnemis sp. — I det fine, løse, gullige Sand, som kun er svagt fygende, er Vegetationen langt rigere, det er endogsaa ret tæt plettet af Plantetuer. Artemisia maritima (?) er her meget almindelig, og desuden findes følgende: Reaumuria oxiana, smaa Calligonum-Buske, Ammodendron sp., buskformet, skønt indtil 3 m høj, lave Saxaul og Salsola Arbuscula, Heliotropium sogdianum, Haplophyllum obtusifolium, samt faa og svage Tuer af Aristida pennata. Tredie Afsnit. Livsformerne. Kapitel 12. Planteliste og Statistik. I det efterfølgende findes en Liste over det her behandlede Orkenomraades Planter. Bjærgplanter samt Arter, som kun vokser i det dyrkede Land, er ikke medtagne, derimod Vand- og Sump- planter og de Arter, som vokser i Krattene langs Flodbredderne. Denne Liste er at opfatte som et Forsøg. Den er udarbejdet ved Sammenstilling af alle de Kilder, som har været mig tilgængelige. Af disse er de vigtigste: Bunces Reliquiae Lehmannianae, Fru FEDTSCHENKOS og Boris FEDTSCHENKos forskellige Arbejder, Lipskys systematiske Afhandlinger i Acta Horti Petropolitani, Lrrwinows Beskrivelser dels i Schedae til Herbarium florae Rossicae, dels i , Travaux de la Musée de l’Académie“, — samt naturligvis mine egne Indsamlinger. Vanskelighederne ved at sammensætte Listen har navnlig været af to Slags: For det første er Litteraturangivelser om. Voksesteder ikke altid saa nøjagtige, at det kan afgøres, om vedkommende Plante er fundet i det her behandlede Omraade eller maaske norden for den valgte Grænse eller i Bjærgene mod Øst eller Syd — og for det andet er det vanskeligt at trække nogenlunde ensartede Artsgreenser i en Flora, som endnu ikke er tilstrækkelig gennem- — 117 — arbejdet. Jeg har valgt gennemgaaende at gøre Grænserne temmelig vide, og derfor har jeg f. Eks. ikke medtaget flere ,smaa Arter" beskrevne i de senere Aar af WiInkLER, Lirwinow og andre. I Sy- nonymiken ligger ogsaa en Vanskelighed, som jeg dog haaber at have overvundet i de fleste Tilfælde. Jeg er mig bevidst, at Listen, blot som Liste betragtet, har mange Mangler, men jeg haaber dog, at den kan tjene det Formaal, for hvis Skyld den er bleven til, nemlig at give Oplysning om Ør- kenens Livsformer, uden at medføre væsentlige Fejl. Hvad selve Livsformerne angaar, har jeg valgt det af RAUNKIÆR givne System, baade fordi det trods sin Ensidighed berører en af de væsentligste Sider i Planternes Liv, og fordi det er nemmere at benytte end andre Systemer af Livsformer, og endelig fordi der ved Benyttelse af Raunxkiærs System kan fremkomme statistiske Data, som kan sammenlignes med tilsvarende Data for andre Egne. Raunxiærs biologiske Typer (Livsformer) (se Raunkiær 1904, 1905, 1907) er som bekendt betegnede ved den Maade, hvorpaa Arterne overlever den ugunstige Aarstid og navnlig ved den Maade, hvorpaa de overlevende Skudspidser er beskyttede. I Egne, hvor Kaarene altid er gunstige, overvejer Fanerofyterne, hvis over- levende Knopper sidder paa frit i Luften fremragende Grene. Dette er altsaa Buske og Træer. Raunkiær deler dem efter Størrelsen i fire Grupper. Af disse er kun de to laveste repræsenterede i den transkaspiske Ørken, nemlig Mikrofanerofyter (2—8 m) og Nano- fanerofyter (under 2 m), medens Mega- og Mesofanerofyter mangler. Fanerofyter er i Listens 2. Søjle betegnede ved et F. Den næste Gruppe er Ghamæfyterne. Disses overlevende Knopper findes paa Jordfladen eller nærved denne. I det første Tilfælde er det Planter med overjordisk krybende og persisterende Skud, vi har at gøre med, i det andet Tilfælde Pudeplanter eller Halvbuske; de sidste er kendelige ved deres lave Vækst og ved, at Aarsskuddenes ydre Dele dør bort under den ugunstige Tid. Cha- mæfyter er i Listen betegnede ved Ch. Dernæst kommer Hemikryptofyterne, hvis overlevende Knopper sidder i selve Jordskorpen, medens de overlevende Dele ikke er persisterende. De er i Listen betegnede ved H. Kryptofyterne danne den fjerde Gruppe, karakteriseret ved, at de overlevende Knopper findes nede i Jorden eller under Vand. Hertil hører Vand- og Sumpplanter, betegnede ved HH samt Geofyter, betegnede i Listen ved G. — 118 — Therofyterne (den gunstige Aarstids Planter) endelig er de mest beskyttede, idet de overlever den ugunstige Aarstid som Frø; det er altsaa enaarige Planter; de betegnes i Listen ved Th. For hver af Listens Arter har jeg søgt at bestemme, til hvilken af disse Livsformer den hører. Da jeg langtfra kender alle Arterne selv, har det ikke været let, saa meget mere som Beskrivelser og Herbarieeksemplarer i denne Henseende meget ofte ikke er fyl- destgørende. At der ogsaa her maa være begaaet Fejl, er jeg mig bevidst. Mange af dem vil uden Tvivl ophæve hinanden, og ne- denfor vil det blive vist, at det ved Optælling fremkomne Resultat stemmer ret godt med Optællinger fra Egne med lignende Livsvil- kaar, hvad der synes mig at retfærdiggøre Troen paa, at Fejlene i min Liste ikke er større end tilladeligt. Den tredje Søjle i Listen indeholder Tal, som betegner den Maaned, hvori paageldende Art blomstrer: 3 betyder Marts, 4 April, 5 Maj o. s. v. Og i den sidste Sgjle gives Oplysninger om Arternes Udbredelse udenfor den transkaspiske Ørken — hvortil dog her Balkasch- Bassinet (se S.4) er medregnet, medens Ferghana er udelukket —, idet H betyder Højasien, hvormed menes Bjergegnene imod Øst, fra Hindukush og Pamir til Dsungariet og længere imod Øst; R betyder Rusland, indbefattet Kirgisersteppen og Sibirien, og V betyder det vestlige Asien eller Forasien samt Middelhavslandene. E endelig betyder endemisk. De ved nogle Bogstaver Abner Stjerner har folgende Betyd- ning: V* betyder, at Arten er udbredt saa langt imod Syd som til Syrien og Palestina (Post). R* betyder, at Arten er udbredt saa langt imod Nord som til Yekaterinoslaw (Békérorr). H* be- tyder at Arten findes i Pamir (O. FEDTSCHENKO). Arternes Udbredelse omtales iøvrigt i 4. Afsnit. Navn Livs- Blomstrings- Ud- form maaned bredelse Alismaceae. Bulomussumbhelatus D ne 20 ve eee HH 62 HR*V* Amaryllidaceae. Ixilrion (Pallas Wk Mis. 5 see ae eee tn eee G 4—5 HRV Apocynaceae. Apocynumsvenebumeler ze ee H? 7 HRV* Araceae. Eminium Bedebourı Schotter re G 3—4 E — 119 — Nath Livs- _Blomstrings- Ud- form maaned bredelse Asclepiadaceae. A Cynanchum acutum Le... 0... oe ee H 5—6 Jat ee Berberidaceae. Leontice Ewersmanni Bge................... G 3 V — TUCKS ANT EU UE nme 209 nern, G 3—4 H Borraginaceae. Anchusa hispida Forsk. ................¢. Et 5—6 ENS — Malica@ letz. nun. 2... Lu H 5 HR*V® Arnebia decumbens (Vent.) Gürke ........... Th 5 HRV — orientalis (Pall.) Lipsky............. Th 4—5 ve Asperugo procumbens L. .........:......... Th 4—5 BRÈVE Echium italicum L. .:......:,..,....1:.... H}) 9 VE Heliotropium acutiflorum Kar. Kir. .......... Th 7 HV — chorassanicum Bge. ........... G a V — dasycarpum Ldb............... Ch 6—7 HV — Eichwaldi Steud............…. Th 6? HRV — europium Daseins Th 6 R*V* — lasioearpum F.&M. ........... Th 7—8 V - micranthum (Pall.) Bge. ....... Th 6—7 R — Radar Mere G 5—6 H — sogdianum Bge................ G 5 E — transoxanum Bge.............. Ch 6—7 V Lappula barbata (M. B.) Gürke .............. Th 4—5 FR Vt — divaricata (Bge.) Gürke............. H 4 E — echinophora (Pall.) Kze. ............ Th 4 HRV — laevigata (Kar. Kir.) Gürke. ........ Th 4 HR — macrantha (Ldb.) Gurke ............ At 5 HR — polymorpha (Lipsky).............. . Th 4 HV — semiglabra (Ldb.) Gürke............ TU 5 HR — spinocarpos (Forsk.) Asch. .......... Th 4 VE Lindelofia anchusoides (Lindl.) Lehm. ....... H 8 HV Lithospermum tenuiflorum. L................ Th 4—5 VE Myosotis refracta Bois. ....................… Th 4 VIE Nonnea picta M dM... we ses ees eee de os Th 4—5 HRV Onosma setosum Ldb... 0... ....... H D RV nslamimeurn Bdh: 2... 125 10... H 4 R Paracaryum micranthum Bois............. . Th 4 v* Rindera cyclodonta Bge..................... H 4 H — betraspis” (Pall Vie, apace. de: H 4? HR* Rochelia cardiosepala Bge................... H 4 H — Jer car peels: een Th 4 H — måcrocalyx BR eG race on Th 4 V — retort (Pat) Reub, er cn, Th 4 H Solenanthus Kuschakewiczi Lipsky........... H? 4 H — petiolaris WUC 20.09 2. H 5 HV 1) Toaarig. — 120 — Navn Suchtglenia calycina CAMES. Eournetortiassibirical lie) oe es Trichodesma incanum Bee. 0 Capparidaceae. Bappanısıspinosaiı. „0 al. ee ee Gleome-Raddeana Trautve 22.2 re Caryophyllaceae. Acanthophyllum Borsczowii Litw. ........... — elatius Bree PRE — glandulosum Bge. ...... Re — Korolkowi Rgl. & Schm. ..... — paniculatumiRel — pungens (Bge.) Bois ........ — stenostegium Freyn & Sint. .. Arenaria serpyllitoha L’ =... Wa. nn ar Dianthus angulatus Royle............. 22... — CEIDILUS COINS eg er es cee Gypsophila alsinoides Bge................... — elegans: M. B.... 3)... ti — Spathulttolastr ea u — trichotoma> Wen dier Hernraria diandra.Bge. Ame ee Holosteum Jintlorum Steve m. 2.2.2...22.. — umbellatum lb. esse mern: Saponarıa parvula Bee. ua er Silenehnana.Kar.gKırz. ze ep eg = \podoratissima, Been... an... re HOI Sae Wold Schiis 2er Aer ee — ttisuffrulescens MBE 2er en... En —" turkestanica Rgl. & Schm. —.. .:........ Spereularıardiandrat@uss) eee = salına (Kresi „na tea eee Ceratophyllaceae. Ceratophyllum demersum L. ................ Chenopodiaceae. — Agriophyllum arenarium M.B................ — lattolum ENG Mee — Minus Fe CIM AE oer ee BERG — Paletzkianum Litw........ 2. Anabasis aphylla Laer... san een rer — brachiata Beer we yee se — eriopoda (CA MJ) rer oe eee — hispidula Bee sy 2m ee — JaXarticas Bee NAME ei ee — salsa (CAM) er acd Oe SE ORE ee eee 1) Toaarig. Livs- form Th HH Blomstrings- maaned 4 © | QU GND + 0 =] EI LOU Ot OU OC OU OK ST Ud- bredelse V HR*V V HV E HR V* HR*V H*R*V* HRV HRV HRV — 121 — Livs- Blomstrings- Ud- Nat: form maaned bredelse Arthrophytum subulifolium Schrenk.......... Ch 6? H Atriplex dimorphostegium Kar. Kir........... Th 5 HV* el acıniatum. 1. en ne Th 5 HERSYV« — serpyllifolium Bge. ................. Th ? H — turcomanicum F.&M............... Th 5 V — verruciferum M.B. .........…. Che ? HRV Bassia hirsuta (Nolte) Volk. ........ ........ Th or HRV peareryscopliolta (Pall) 2.4.06 ESSENS Th: 5? HRV — latıfolia (Fres.)..............…........…. Th 4-5 V i sedifola (Pall.) . 2c ee ce ee 2%: Th 5 HR*V Bienertia cycloptera Bge. ................... Eh ?—8 V Borszcowia aralo-caspica Bge................ Th 12 E Geratocarpus arenarius L.................... Th 5 HR*V Corispermum hyssopifolium L. .............. Th 6—7 H*RV — laxiflorum Schrenk............. Th 6 HR — Lehmannianum Bge. .......... Th ie E — Meldung Ka er eee Th 6? HR*V — orientale Lam. ................ Th 12 HRV Cornulaca Korschinskyi Litw. ............... Th 9 E Girgensohnia diptera Bge.................... Th 6—7? E — Oppositifiora Pall. ............…. Th 8 HRV Halanthium gamocarpum (Moq.)............. Th 6—8 V — MUSK Pauls DL nn. Th 8 E — Oy nu ABC nennen Th ? he E . Halimocnemis Karelini Mog. ................ Th 7 HR — macranthera Bge., ..........…. Th 6—7 E — pilosa Moq. .................. Th 7 V — llosauKarı Kir 2. Th 6—7 H Haloenarischispida CA. M .:................ Th 6—7? HV Halocnemum strobilaceum (Pall.) M. B........ F 7—8 HRV* Halogeton glomeratus C. A. M................ Th ee H*RV Halopeplis pygmaea (Pall.) Bge. .............. Th 5? HRV Halostachys caspica (Pall.) C.A.M............ F 6—7 HRV Haloxylon Ammodendron (C. A. M.) Bge. ..... F 6 HV Horaninowia juniperina C.A.M.............. Th 7 RV — Uren ES MEE een. Th 7—8 HR Kalldımmacaspicum DL... 2.1.7... Ch? 7—8 HRV — LONALUINAPAlS ee sera Ch ? 12 HR Kirilowia eriantha (Kar. Kir.) Bge. ...:....... Th 5) HV Kochiarprostrata Schrad:%,.."4 12°... Ch 4—8 H”R=V ee stellani MO as a a gure Guo Th 5 H*V Nanephytum erinaceum Pall................. Ch ie HR Neca spinosissimia: bi... TD esse near Ch 7—10 Ve Hemera pilosa Pi MESS er sue Th N HRV* Petrosimonia brachiata (Pall.) Bge........... Th 7? HRV Piptoplera turkestana Bge....…...,....,....... Th 12 E Saone herbäcea Lise. 2.1620) 6 nan eyo se Th 12 HR”V> Salsola Androssowi Litw. ................... Th 9 E — 129 — 3 Livs- Navn Bern Salsolazaperta- Paulsen me er Th =) |) ArbusculadPalli sy) aun. ae F Lola vifoh are alka nee Th —)) colina baller ie tae A Th = Mncrassa MIB) a... Ma Th aie epemmescens. Pal nee F? — N.s hispidula (Bee) Beet. an ce F —Mbrincanescens GAS MIE 3s ae Th ea Kali Lara rn MENER ARE PU Th st lanatauPalleor. Ural tk ae ANR ee Th == larıcına@Palle ARE ae gr F -- obtusifolia (G. A.M.) Litw. ........... Th ktbaulseni its vt eee eee eee ee Th Sd ATIC da Pal es tee a ey eae F = it scleranthar@ A: Mr Ve ieee Th Ha SOPUIAMA, Base ees Be We ee Th Hl SPISS ASM Cece, DR PR Nea ERROR ee Th MAisupaphylarG A Me me ee F it EUCCOMANICATIEIEN een. NS DR Th ZEN VELITUCOSA MED... (ee ate ara ee F Spimacia, telrandfassten. a. in nee Th Ssuaedaraltissimar Pall nc en we re nee Th — ne SAT C ata Bee, nnd ar ee Th =) comiculata(@ AM) Be 20... Th — dendroides (C. A. M.) Mog............ Ch ? — heterophylla (Kar. Kir.) Bge. ......... Th 4 Slinitoha (GA, MI ehe per Th iv Lapsku tw se ee ee Th 51) marıtima#Dumorter wie ee ae TRS Th FE amicrophyliay Pale er F ==), microsperma, Bø es re er KENDER Th — obtusifolia (Bge.) Trautv. ............ Th ae ephysophora: Pall. of na pr m rer F — sr pteranthas(Kar., Kir.) Bzl. 2.2.0020} Th salsa Pal ru ER er Th eee -setigera (MOGs mia a ne Th Colchicaceae. Bulbocodium robustum, Bge. eee ren G — soboliferumt GAS Mare ae G Compositae. Achillea@mieranthaM. Bi ren are H Mn nobilisil nase A ren ee H? = Santolimay Tir ea: be ec cence H Acroptilon Pieris (Pall) (DiGi ei. ee eee G Anthemis altissima li, „2... eck Caen Th Artemisia Absinthium: L. "Mi Zune nee H — Annan. er. PRE ey eae Th Blomstrings- maaned 6 8 2 7 Le 19 Ud- bredelse E HRV HR HR HRV RV V R HR*V* HRV HRV E E HRV* HV V — 123 — Livs- Blomstrings- Ud- Navn form maaned bredelse Arfemisia Cina Berg ...... Un see GER Ch 8? E — eriocarpa, Bee ewan ee ire. Ch? 4 V — herbadiba Asso dan ns Ch 9 Hee -- marıtımar Weavers div)... Ch 9 HER — procera Willd........... SER sae? F? ? HR*V — SCOP AR ANER eta ts ee Th 6? HR*V — serotind Beer nn... se Ch 9 E — songorica Schrenk................. Ch 5? H VS ars coos ee ksh tent H 8 HRV Aster altaicus WW... ... 01h 4 ....,:..... Ch 5 ? H A IDOMMN Le... lun... H 7? HR*V Carduus tenuiflorus Sm.,................... Th ig V Calendula persica C. A. M. ........... ...... Th ? væ Carthamus oxyacantha M.B...........-.-... Th 7 HV Centaurea albispina (Bge)................... Th 5 E ~medepressa M.B, .::/,,...:......... Th 4 N — ME RICA TON Eee AE ue mue H 7 V* — MOS at MEET mins nee Th 5 V — phyllocephala Bois. .............. Th 5 V — pulchella Lab, ..2....1...........: Th 4 HRV Chardinia xeranthemoides Desf.............. Th 4 V* Chrysanthemum achilleifolium (M. B.) Kze ... H? R R Gousinia affinis C.A. M. ....:...:........... H 1") 6 H — AA CAT M M na ss danse Hr) 7 H — US WAINER Hi 0e... Th 6 E — Antonowii Winkl. :.:..:....,...... H? ? E — aralensis' Bee. ea nee Th 5 E — Beckers Brautv. er. 2a ? E — bipinnata Bois...................…. H") 5 V — CHESTS NVI an lovene H!) 5 n — decurrens Rgl. ....................- H? 5 V — dichotoma Bre. 14. 461... Th 7 E — dsssectaaKar Kir. een H!) 1 V — ERIC leah RER NES NE NANG; H? 1, V -- Mierocarpas Bois... U... tee H)Y 5 V — HUM DIS ER oe ee A eue Th D V — MOSE SA Me. ne ng H2)? 4? H — onopordioides Ldb................. H!) ? V — platylepis GRASM Le ne H1) 7 H — puslla Winkler. re Th D E — Kalldeanat Winkl 250 0 ee H? 5 E — HUE OTe VMK ace cg nenne H 5 E — tenella Hie & Meer 0.8 ye se. Th A V — teitlora2 CAMES RS C0. ER) 5 H — xiphlolepist Dose Mr. era H iy V Crupna vulgaris. ass... M. oa eee tl aden Th 5 HRV 1) Toaarig. — 124 — Livs- Say Dipterocoma pusilla Er&M. fy!) nn... Th Echinops Jaxarticus Been. 2007 eases H? Evax hlaginoides#Kar. Kir... 0, ee een Th Garhadiolus Hedypnois F.&M... ............ Th — papposus Bois & Buhse.......... Th Helichrysum: pleatum DC. „u. rer H Heteracia Szovitsn F.&M. 4). 11.40 Th Heteroderis pusilla> Bois): asin decane en Th Inularcaspicar Blum... er. Ah mern H1) — sh divarıcata, Gass. „.... 1" sega, tons RR Th Jurinea adenocarpa Schrenk.‘. ... nun... 0. H? —ı "chaetocarpa (Ldb.) Bois. ........... H — * -derderioides Winkl. ..............…... H ==) * Korolkows Beli: 2 Hr... CPE re Th ke Lehmanni:(Bee.)”. Na em. Th — 16 linearifollas(D-G.) Bong nee en Ch == 4 £bollichi DC. 2s. amt re H Koelpinia linearis Pallet =... rs eee Th Lachnophyllum gossypinum Bge............. Th Bactuca canescens Rel. & Schm. ........ ....... Th ZW IPCTSICA Bois... Aus. H !) UN AUTA AD ER Sa at cet SR ARN ER: Th MaAgoseris ODO vat EB TS re RER Th aunmaea nudicaulis (TES) (Hooke nee. er H Leontodon asperrimum (Willd.) .......... -. H Matricaria; lamellata /boe Senn ee ee Th — lasiocarpa Boise nme. Th Mieropus)erectus'h. sun... a me en Th Mulscedium-tatarienm Der en sate ee G Pluchea,caspica-(Pall,) Hottie aka 2 Re eats Bterotheca aralensis Bee. war... H Khaponlicumsnitidum Risch 2 H? Saussurea salsa (Pall) Spreng. ............…. H Scorzonera-aerolasianBge.: nr une ee Th — ammophilaB res eee ar Th — cenopleura vB see rer, Th — ensifolia MAPS SN ee EL: H — hemilasia "Boe. leere ren eae. Th — intermedia Brett. en. Th = ovata sEraulv." eh ee H? — Pusle all FS RR 5 ey H — Raddeana Wink ER SEE H — strieta, Horn. SAVE ho nee H — tuberosa Ball ee H Senecio, dubius Ab Mr na RSR ee Th = ti subdentatus HEAD SE ren Th 1) Toaarig. Blomstrings- maaned HB 0 0 OÙ «0 N Cl we Qt D © & rv rm OÙ Ot «1 | Ud- bredelse — 125 — Nowa Livs- Blomstrings- Ud- form maaned bredelse Taraxacum glaucanthum DC............... H 5 H Tragopogon brevirostre DC................. FE) 5 H*RV — MAUS Jac. u.a. Hi?) 5 REV Zollikoferia acanthodes Bois................. F ? V Convolvulaceae. Convolvulus Cantabricus L.................. H 4 Vie — divaricatus Rgl. & Schm. ........ Ch 5 E — eremophilus Bois. & Buhse...... Ch 6—7 V — erinaceusBdbe ............2« Ch 6—7 R — fruticosus Pall een. 06 <8. Ch 5 HR — lumeatuss Der a an ew nee H 6 HR*V* — Korolkowi Rgl. & Schm.......... H? 6? E — pilosellifolius Desr.............. H? 6 væ — subhirsutus Rel. & Schm. ....... H? 5 E CITÉS TAC CUS 1... on nen eee me ne G 7? Ne Cuscuta Lehmanniana Bge.................. Parasit. 7—8 E Cruciferae. Alyssum dasycarpum Steph.................. Th 4 HRV — linifolium Steph rer. 2. ees Th 4 HR*V — marginatum Steud. ...............…. Th 4 V — I IDEEN. NV ke ASS SS cn Th 4 HR*V* Brassica Tournefortii Gouan ................ Th ? V2 Camelina microcarpa Andrz................. Th 4 Bnew, Capsella procumbens (L.) Fr................. Th 5 HV Chartoloma platycarpum Bge... ............ Th 4 E Chorispora tenella (Pall.) D.C. .............. Th 3—4 HRV Cithareloma Lehmanni Bge. ................ Th 5—6 E — MORAUDABE ie une a Th 4—5 E Crambe Kotschyana Bois...............l.... Th 5 V Cryptospora faleata. Kar. Kir..:.........1..., Th 4—5 HR Diptychocarpus strictus (Fisch.) Trautv....... Th 5? HRV Euclidium syriacum (L.) R. Br..............- Th 4 HR*V* — tenuissimum (Pall.) Fedtsch....... Th 4 R Goldbachia laevigata (M.B.) D.C. ........... Th 4--5 H*RV Hymenophysa pubescens C. A. M............. H 1? H aus N\emenar Be. ana ee en: Th 4 V — emarginata Kar. Kir, ................. Th 4—5 HR minim BOC. „a... ee een Th 4—5 HRV — turcomanica Korsh.................... Th 5 E Wachnoloma Lehmanni Bge..............-.: Th 5 HRV Mepranim: "Drabå Es toy. as ur nee H 4 HRÆV= = obtusum: BOIS PMR 8:20 ee H? 6 R — repens (Schrenk) Bois. ............ H? 4—5 RV Leptaleum filifolium (W.) D: C.....:......... Th 4 HRV* Malcolmia africana Ry Br... 32... ewe ners oo Th 4 HRV 1) Toaarıg. — 126 — Navn FAG orm Malcolmia brevipes (Kar. Kir.) Bois. ......... Th — BungeisBols.r. Names ee Th — circinnata (Bge,), Boiss ewe ee Th — scorpioides (Bge.),Bois: ur... Th — turkestanicarkitw. Ser Th Matthiola chenopodiifolia F.& M... . ....... Th — stoddarti®Bge: ENORME ARE Th Octoceras Lehmannianum Bge............... Th Pachypterygium lamprocarpum Bge. ......... Th Peltana turkmena: Lipsky Den en 0 Th Sisyanbrium’junceum M. Bar... PAT 2022 Th — pummlumssiepbs 2 ae Th — kuneinatum Wag eee ee Th — SIDA pIs Tru Gr 7 nr. nl Th?) — sumbarense Lipsky ............. Th — toxophyllum (M. B.) C.A.M. ..... Th — Prautyetteri Lipskyf 20... Th Spirorhynchus sabulosus Kar. Kir............ Th Streptoloma desertorum Bge................. Th Syrenia siliculosa (D C.) Andrz............... H?) auscheria: lasiocarpa Eisch.‘.\ .... 20... Th Tetracme quadricornis Bge... .............. Th — recutwata Bee, rien eh Cucurbitaceae. Ecballium Elaterium (L.) Riche so meer H Cyperaceae. Carex, paludosa’ Good. ren HH =e physodes (MAB i ec ee re H = sstenophylia Whos yo es ee H Gyperusfuseus Wy... 2er nee ee eis longus Ener nee er HH — POLUNGUS ES m. „ee SVIE SES HH Heleocharis argyrolepis Kier................. HH — palusinsah.bıe te. ren HH Schoenus*mioricans( |i. 2220.9, RER re HH Scinpus hamulosusssten oe mer HH? = littoralis Schrad? ze erw see HH + MATINS ee) Te MAP eee eee HH — | Tabernaemontan Gm 2 am HH Dipsacaceae. Scabiosa (Olivier GO UL ye ee SEE NERE Th Elaeagnaceae. Elaeagnus. hortensis MB 0: 2.0220 F Equisetaceae Equisetum ramosissimum Desf............... G 1) eller toaarig (H). Blomstrings- maaned see | > ot | Ud- bredelse HRV HRV* med T4 TE HRV HERVE RV* HRV H HR Vi HR*V HRV HR NE HERVE AVE VE H R=V* HN R V REVE RÆV EVE HRY* HRV — 127 — Navn Euphorbiaceae. Andrachne telephioides L................... Crozophora gracilis F.&M................... — metoden neden Euphorbia caesia Kar. Kir................... — cheirolepis FP: & M. .......,... ... — densa Schrenk................... — Gerardiana Jacq.................. — pygmaea F.&M.................. — turcomanica Bois................. — Turczaninowii Kar. Kir. ..:....... — turkestaniea Relic ares cee. ue. Frankeniaceae. Frankenia hirsuta be... eee eee ete es — pulverulenta L. .................. Fumariaceae. Corydalis Schangini (Pall.) Fedtsch. ......... — Sewerzowi Role en re... Eumaria" Vaillantü Lois. .................... Gentianaceae. Erythraea pulchella Fr.....2. ...,:::......:.. Gentiana Olivieri Gris. ......:............... Geraniaceae. Erodium bryoniaefolium Bois................ — COMMUNE ae — Hoefftianum C. A.M................ — oxygen yin eh um MB oe iene es oo Hm >. wo or me OO wor Ud- bredelse H*RV R*V* E V* E — 129 — Livs- Navn form Juncaceae. Juncus acutus L. (var. littoralis Trautv). ..... H TT DUOMIUS TE eee Th — compressus JACQ... 06 is... ee cree ees G RE Gerard OS. M... en G se lampocarpus Ehrh. .................. H Labiatae. Chamaesphacos ilicifolius Schrenk. .......... Th Eremostachys aralensis Bge. ................ H — desertorum Rgl. .............. H? — IMMO A BE Mn te se. H — molucelloides Bge............. H = panıculata Reber nur H? = imansoxana Bee"... H — tuberosa Bge. ................ H = umitlora Besseren ei H? Hypogomphia turkestana Bge................ Th Lagochilus acutilobus Bge. .............::.. H = inebrians Bge. ...............4…… H? Kallemantıa Royleana Bth......).. 2... ....... Th Lycopus europaeus. ly, 2... 26,6822, a6 oe ee et. HH Mentha longifolia Huds. (subsp. Royleana Briq). HH Nepeta micrantha Bge. ...............:..... Tuts Perowskia abrotanoides Kar................. Ch? Phlomis thapsoides Bge..................... H Tapeinanthus persicus Bois. ................ Th Ziziphora tenuior Li... 6. ee. ks eee cs eee ee Th Lemnaceae. Bemna minor db: . cscs. 2... ni. HH SECT IS UNC Ala, nur. HH Lentibulariaceae. Wimieularia vulgaris Le...s. 2.0.56. annen HH Liliaceae Allium Borszcowii (Rgl.) Lipsky........ G — caspicum (Pall.)) M, BB... G — imderiense Fisch..................... G — Lehmannianum Merckl............... G = sabulosum Steve. 2... 0. G — Schuberti Zucc. ganas s heaeee 24 og G ar latarieum Ten ac ds os to aka sees G — Tschulpias (Rgl.) Lipsky. ............ G Asparagus verticillatus L...........,........ G Eremurus anisopterus (Kar. Kir.) Rgl. ...... G — CADUSNARECRNES ER 26084 ores G — inderiense (Stev.) Rgl. ............ G — IGT Collen SR re te Lea 07. G Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. a =) OG OU Ous== M ow Ol > (en) ot ms D 4—6? I & Go & dv Blomstrings- maaned 9 Ud- — bredelse Vie HAVE R*V HR*V* FHEREVE ata ade Se oo — 130 — 3 Livs- Navn rn Eremurus velutinus Bois. & Buhse.......... i G Gagea chlorantha (M.B.) Schult............. G — Eiotardm Schullar 2 Pam vr sess ae G — Mreticulata (Pal) Schult. 2:2. 72.227252 G Rhinopetalum Karelini Fisch. .............…. G — stenantherum Rgl............. G Tulipa Androssowi Litw. ................... G =) Dillora®Ballıa 0 ee 22, eee G = 4k.chrysantha..Boisı ee rom re eee G ath NTIC heile... a os ee eee G =? ‘sogdiana be. As Hi SER ee eee G Lythraceae. Eythrum:. Salicaria lb. ne a ER mern HH Malvaceae. AlceassulphureasBors re te are H MalvarAeeypliarb. a Er Mr Th Najadaceae. Najassmajor»Rothin. ARE te Se HH NOE AN ar ar ARE HH Oenotheraceae. Epllobium hirsutum Las zu es HH Orchidaceae. Limodorum turkestanicum Litw.............. G Orobancheaceae. Gistanche ambioua (Bree . ee 20 (x1) = flava (CA MD). ee one G!) — Salsa” (Gs AM)... #2 San res x 1) = Attavalvıs (Bra ty) PEN ee G!) Orobanche amoena CM nr G1) — eoerulescensustephan m ae ae G1) Papaveraceae. Glaucium elegans Ene Me 2S EEE Th Hypecoum. parviflorum Barb.. nn Th — pendu LC EAN UMR RER Th — teilobum Bra ye ee Th Papaver arenan um Bee er Th Ep avons Cr ae 2 re Th Roemeria orientalis, Bois ti Sa Th — rhoeadiflorat Bois mac Th 1) eller Th. Blomstrings- maaned id oa 2-—3 2—3 2—3 4—5 Ol Ud- bredelse V V* VE R* V* — 131 — ;: “ah ne ie Nam rae ee Dede Papilionaceae. Alhagi Camelorum Fisch. .................. Ch 6--7 HRV* Ammodendron Conollyi Bge................. F 5 E — Eichwaldii Ed... F D E — Karelini F. &M. 2... .. 0.02035 F 5 V Ammodendron Lehmanni Bge............... F D R = Sieversii Fisch............... F D? E Ammothamnus Lehmanni Bge............... F 4 E Astragalus Alopecias Pall. :.:............... H? D HV --- Ammodendrom Bge............... F D R — Ammodytes Pall. ..... ee F 5 HR — ammophilus Kar. Kir............…. Th 4—5 HV — ammotrophus Bge................ H 5) E — Androssowili Litw. ............... H? 5 E — EMV CUS, Bra Me ee Th ? R — arpılobus Kar. Kir... .2...% Th 5 E — bakaliensis Bge. ................. Th 4 V — Barrovianus Alt & Bak. ........... H 5 E — brachylobus Fisch...............…. F 5? HR — brachypus GAM een F 5 E — campylorhynchos F.&M.......... Th 4 HV — campylotrichus Bee. ............. Th 4 H — chaetodon Bgé.................…. H 5 H — CHMWENSIS DE... D... ce essen. H? ? E — commixtus BSC, ................. Th 4 HV* — contortupheatus L............ 2e Ih 5 HRV — corrugatus' Bert... 0... Th 4 V — Dianthus: Bge.................... Ch D E — eremospartoides Rgl.............. ih 5 E = erioceras F&M... nee ee eke H 4—5 R — PADCUS SRE, Pen rue H D H — QCM EM en: Th 4. HV — flex us ISCH. nn ED: H 4—5 HV = grandiflorus Bge................…. H? 4—5 E — SYDEN SIS Del ee Th ” 4 HV* — Bye anus PAIE er... F 5 E — karakugensis Bge................. F 5—6? E — Lehmannianus Bge............... H? 4—5 E — leiophysa Bge.................... H? 5 E — longiflorus PAR H 47 HR — macrocladus Bees). en ren. F 4 E — MaACTONYX DSC). su. a. ll: 4—5 E — mak opus WRC). a nen, H 2 HR* — macrotropis Bge. ................ Ch ? H — MUCIQUS Dres een: H 4—5 H — orbieulatus. db Een, H 5 HV — OXYSIOLLIS! SLOV. de cea Lu Th D EVE — Ballasın ASC. 2. H 4—5 HR — 132 — Livs- Blomstrings- Ud- navn form maaned bredelse Astragalus pauChueus BASIM EN ae ere F 4 H — Petunikomsbutwr ee, H D E — salsugineus*Kar, «Kins. a. ee HR? 4—5 H — scabmnsetustB on er mee H 5 H — Schmalhausenii Bge. ............. Th D E — Schrenkranus ER EN 5: a ur H 4 H — seleroxylon’ Beer nz ES ANER F 4—5 E — sesamoides Bois.................. Th 4 HV — sogdianus: Dee. RL A ST H D H -- sphaerophysa Kar. Kar: 7 H? 5 H — squarrosussbse aa ron F 4 AV — Subbijueus dhs rr Ch? 4—5 H — tetrastichus-Doe. mtr ne H 5 E — [ribulordes Del. za ae Th 5 HV* — tunbinatus Bee. PP ER ee H? 5 V — turcomanicus Bge. .............…. Ch? ? E — Purezaninoywal, Ware kir 2.2.05 H? 5—6 H — ünitoliakus-Boe os ee F —6 E — ustiurtensis Bee thon ET H 5 E — sallosıssımusapgre wem F 5 E — valpınus Wild ass ea H ? R Eremosparten aphyllum F.&M............... F 5—6 H Ewersmannia subspinosa (Fisch.) Fedtsch..... F D HR Clyoyrrhizataspera Ball "Ro nern H 5 RV — elabraube ea ee eee H 5—6 HRV* — üralensis@Risch en 2a. H 6? R Goebelia alopecuroides L.................... H? 6 HRV — pachycarpay Sehr en ke Ch? D—6 HV Halimodendron argenteum (Lam.) D. C. ...... F 4—5 HRV etus tenuifolius ER ED . ara. Pere) al 5) HV* Oxytsopis riparla, We PRES H? 6 E Prosopis Stephaniana Willd ar 2... 222 F se NE Psoralea drupacea Beer, make Re Ch? 070 H Smirnowia-turkestanarBee. un. UP PE F 4 E Sphaerophysa salsula (Pall.) D.C. ........... H 5 HR Trigonella grandiflora Bee ze ner en Th 5 E — IACISA VB ET Wi. eee en Th 4 V — nmonanthan CG ANTON ER Re Th 4—5 VE Plantaginaceae. Plantasoarenania IK ren Th 4 HR*V* — Goronopus ale rer as emer 1h} D? RVe — lachnantha, Bees. Sees re Th 4 E — lagocephala Bee. Peer ame, ch 4—5 E — lanceolata: Li AR Ar ee H 5? HREV* — NAJOr bite. a ee ck ane ES H 5? HR*V* !) eller toaarig (H). le Navn lee orm Plantago: minuta Pall. ......:,...,.,....,.... Th — tenuiflora Kit.....................…. Th Plumbaginaceae. Statice caspica WIlId......:.:.,..,........... H — Gmelini Willd. ...................... H — leptostachya Bois.................... Th — otolepis Schrenk..................... H ewe perfoliata F, & M........…............… H See piCaba Wille. ea eg rue, Th ERE cCuiuticosa LL, Tree ee ee oe ea Ch Polygonaceae. Atraphaxis compacta Ldb, ....:,.....:...... F — SPIN OS TE mer era; F Calligonum acanthopterum Borsz. ........... F — anfractuosum Bge. .............. F — aralense Borsz. ................. F — arborescens Litw................ F — Galliphysa Bge.................. F — Caput Medusae Schrenk.......... F — Colubrinum Borsz..............…. F — densum Borsz................... F — erinaceum Borsz. ............... F _ eriopodum Bge............... RER — lava dum Baer. er F — horridum Borsz. ................ F — leucocladum Schrenk. ........... F — macrocarpum Borsz.............. F — microcarpum Borsz. ............. F — Murex, Boe Cu ee nee en F — Pallasiac LEE RER acdc. eed tase SE ae F — platyacanthum Borsz............. F — ROMA Bora en. ang F Polygonum amphibium L..................- HH — Bella Al ah Th Rheum tataricum L. f. ..................... H Rumex crispus Ir... Based bite Lau, H — Marschallianus Rehb................. Th Potamogetonaceae. Potamogeton crispus L...................... HH — hue ES ier. ne HH — DAS ES ee ee a HH Blomstrings- maaned 4—5 9 co Om ws a JT où où ot à se HS Ud- bredelse HR HR HR HRV* Pee este tee BB HR*V R*rV* HR BV HR H*R*V* BHR RV" 1) Denne Slegt efter Borszczow: Die aralo-kaspischen Calligoneen (Mém. Ac. St. Pb. III 1860). — 134 — Navn Potamogeton pectinatus a2 ae er ee — perfoliatus Al te ER wen we Ruppia maritima le ee PRE Zanichellia pedicellata Wis we 2 een Andro Glaux Primulaceae. SUGE Mana ls he a ces a ee MATHMA MEN ses dso, cee oe ee eee Ranuculaceae. Anemone. billora'D.:G...2 2.2002. ses Ceratocephalus. falcatus (L.) Pers............. — testiculatus (Crz.) Bess. ...... Clematis orientalis Ty. naan ee ee Delphinium camptocarpum F.&M............ — divartca tude eee — leiocarpum “Huth se ee — longipedunculatum Rgl. & Schm... — persicum BOIS yee eo eee — pilosulum (Trautv.) Fedtsch. ..... — mugmlosuns Bois. zer. ae — Zahl Aut Hemer er Dranthis longistiipitata; Wels. en. ern nern Myosurus-minmmus ls sw een Nigella inteerifolia Reh. 2 0 ee. Ranunculus leptorhynchus Ait. & Hemsl. ..... — lineantlobus Beers.) meer en — Meinshauseni Schrenk. .......... — oxyspermus Walld. m rn er. — paucistamineus Tausch. (var. Drouetiin(S cle) meer ne — platyspermus.Kisch.. .......2. 2.2. — scélératus th eme 2. nee = Sewerzowl, Nelo SEE Hulth Rosaceae. emia. berberifoliay Dumiort. MEE Potentilla songoriea Brennen a Supina sb. u ee. Rubiaceae. Asperula Danilewskiana Bas................. Callip eltis Cucul arr stevia ere Crucianella filifolia Rel. & Winkl 22 2 Galium, trieorne With Cr ee Haplo Rutaceae. phyllum lasianthum Beer ee — obtusitoliumEdba 2 Free Livs- form HH HH HH HH Blomstrings- maaned Im Ol Ol Ud- bredelse HERVE HB Vs RV* HRV* HRV V* H*R*V HN V* HR*V H*RV HRV I ED Eg LI Fig. 26. Eremosparton aphyllum. A: Tværsnit af Aarsskud. Sklerenkym er holdt sort, Palissadeveev stribet i een Retning og Sivev i to Retninger. Sam- menfaldne døde Haar bedækker en Del af Overfladen. B: Detail af A. S: Samle- skede, Phl: Phloém. Camb.: Cambium. Vas.: Kar. — CG og D: Haar, D viser tillige en Spalteaabning (St). K: Grænse for det kutikulariserede Lag. A: x 47. B—D: >< 930. — 155 — Fig. 27. Calligonum Pallasia. Aarsskud fra ifjor med Knipper af nye, blomstrende Grene. Maj. paa flere Aar gamle Grene (se Fig. 11 og 27). Naar der er flere, er gærne nogle af dem kraftigere end de andre, og disse bliver Foryngelsesskud, medens de øvrige (Biskud) falder af efter Som- merens Forløb. Ofte bærer de Blomster (Fig. 28). De samme Blad- — 156 — Fig. 28. Calligonum Caput Medusae. Juni. A: Paa den nedre, to Aar gamle Gren staar to Aarsskud fra i Fjor; deres øvre Dele er døde (paa Tegningen stærkt skyggede). Ved Foden af dem staar Knipper af nye Skud, og andre staar paa deres nedre, endnu levende Dele. Skuddene er florale, nu frugtbærende, men de fleste Frugter er faldne af. — B: En Frugt, hvor Børsterne er afskaarne paa den fremadvendte Side. C: En Frugt af Calligonum Pallasia. — 157 — fæster kan flere Aar i Træk producere enaarige Assimilationsgrene, og der fremkommer efterhaanden en lav Pude, hvorfra disse dan- nes. Selv Nodi, der bærer aargamle, atter forgrenede Skud, kan ses at frembringe nye Skud. Calligonum Caput Medusae blomstrer i Juni. Blomsterne er smaa og rødlige. Frugterne (Fig. 11, 28) er meget ejendommelige (se ovenfor S. 78), de er overordentlig let bevægelige for Vinden og findes i Ørkenen sammenblæste paa Steder, hvor der er Læ. Med Hensyn til den anatomiske Bygning henvises til Fig. 29, som viser at der er Sklerenkymstrænge under Epidermis — 14 i Tal —, at derer to Lag Palissader, af hvilke Alm det yderste er meget QU TA løst, endvidere en Sti- x 29: velseskede, og at In- derbarken udgøres af “a Sklerenkymstraenge, D imellem hvilke der lig- ger Vandvæv. Dette er meget garvestof- - holdigt. Imellem og indenfor Karstrængene findes ogsaa Styrke- p ig. 29. Calligonum Caput Medusae. A: Del af Tvær- vævstrænge. Marven snit af en ung Gren. Phl.: Phloém. x 71. B: De- er storcellet, garve- tail af A, Overhud, to Palissadelag, Stivelseskede og ydre Celler af Barkens Vandvæv. >< 250. Le) Sy BCE ne syreholdigt Vandvæv. Spalteaabningerne er nedsænkede. VoLkens, som (S. 142) har be- skrevet Calligonum comosum’s Anatomi, finder under Overhuden et Lag af løst stillede, tyndvæggede Celler, men kun eet Palissadelag. B. Jonsson, som har undersøgt en ubestemt Art fra Turkestan, fin- der derimod en tykvægget Hypoderm, og ogsaa han har kun eet Palissadelag. Til Calligonum Caput Medusae slutter sig de andre i Trans- kaspien voksende Arter af denne Slægt, hvorom henvises til Plante- listen, S. 153. Navnlig Borszczow. har beskrevet mange Arter; om deres systematiske Værdi har jeg ingen Mening. Forskellig- heder findes navnlig i Frugterne, men der er dog ogsaa Forskel- ligheder i Højde og Brugbarhed som Læplanter. Parzzkıs meddeler, at de fleste Arter er tilbøjelige til at tabe Grenene om Sommeren. Dette skyldes Solens Brand. Den viser sig først som rustfarvede — 158 — Pletter, som efterhaanden æder sig igennem Grenene. Calligonwm ertopodum er den Art, der lider mindst herunder, og den er til- lige høj og i flere Maader haardfør, saa den anvendes mere i Læ- plantningerne end de andre Arter. Calligonum arborescens benyt- tes ogsaa paa Grund af sin Størrelse; den skal kunne blive 6m høj. Calligonumplanter opdrættes i Planteskole; eenaarige Eksem- plarer er omtrent meterhøje. Kun som Kimplanter kan de taale . Vand. Fig. 30. Ephedra alata. A: Tværsnit af Bark af en ung Gren. B: Samme af en aargammel Gren. X 230. I vild Tilstand synes Calligonum Caput Medusae og C. Pallasii (= Pterococcus aphyllus) at være de almindeligste. Den sidstnævntes Frugter bærer otte brede Vinger i Stedet for Børsterækkerne. (Fig. 28 C). Alle Arter har de tynde Assimilationsgrene tilfælles. Ephedra alata Dene. (— E strobilacea Bge.). Denne Plante har jeg truffet som en fodhøj Busk i Sand- ørkenen, men den skal kunne blive meget større. Jeg har set et Stammestykke paa 14 cm i Omkreds. Bladene er hindeagtige og sidder tre og tre ved Leddene. Aars- skuddene kan blive lange, de er sidestillede paa forrige Aarsskud — 159 — og sidder enligt eller 2—3 sammen. Nogle Nodi er flere Aar i Trek Udgangssted for nye Grene, som saaledes kommer til at staa i Knipper. Om Skudbygningen ved jeg iøvrigt meget lidt. Den grønne Barks anatomiske Bygning er kort beskrevet af Vorkens (P. 151), og Ross (P. 17) beskriver en ubestemt Ephedra- Art. Fig. 30 viser den assimilerende Bark af en ung og en lidt ældre Gren. Yderveggen er meget tyk og stærkt kutikulariseret. Palis- sadecellerne bliver indefter mere rundagtige og tillige mindre blad- grøntholdige. Saavel under Overhuden som længere inde findes en Mængde Sklerenkymceller, som forløber paa langs i Organet, i den ældre Gren er deres Lumen saa godt som forsvundet. . Ammodendron Conollyi Bge. (Sand-Acacien). Denne Art findes i Sandgrken, helst paa dybt Sand. Den bliver 2--4 (—8) m høj og er en Busk (paa roligere Bund) eller hyppigere et Tre, som er slankt og oftest eenstammet. Den har paa Grund af Bladenes Haarkledning et hvidgraat Udseende, og Kronen er gennemsigtig og giver næsten ingen Skygge. Grenene er hængende i deres ydre Del, lange, tynde og bøjelige, de pisker for Vinden. I Fig. 10 ses to Grene. PAaLetzku har maalt Rødder paa 19 m Længde. — Bladene er spredte, finnede med kun to Smaablade, som er lancet-linjedannede og tet silkehaarede. Rachis kan ende i en centimeterlang spinkel Torn, som Aaret efter ofte endnu forefindes. Akselbladene mangler eller er tilstede som to smaa Torne. Aarsskuddenes ydre Del dør vistnok altid bort inden neste Vegetationsperiode, ogsaa naar den ikke er Blomsterstand, hvad den i Almindelighed er (se Fig. 10). Andet Aars Skud udgaar fra den midterste Del af første Aars Skud. Kraftige Aarsskud kan være forgrenede, men der er intet, der tyder paa, at vi her har Assi- milationsgrene med kun een Sommers Levetid. Planten har jo ogsaa virkelige Blade. Blomsterne er violette og staar i Klase. Kun de nedre Blom- ster i Klasen sætter Frugt; disse er tillige de tidligst udviklede (April), de senere udviklede Blomster brændes bort af Sommervar- men. De frugtbærende Grene paa Fig. 10 viser den tomme Blom- sterstandsakse ovenfor Frugterne, og man ser tillige, hvor faa Frug- ter der er i Sammenligning med Blomster. Frugten er en gul, eenfrøet, uopspringende, vinget „Baelg“, som modnes i Maj. I moden Tilstand er den skruesnoet, hvilket i Forbin- — 160 — delse med dens Lethed bevirker, at Vinden let faar fat i den og driver den afsted. Frøene er meget haarde. Efter Parezxirs Si- gende spirer kun to pCt. af friske Frø, men alle kan bringes til at spire, naar man skærer et Snit i dem. Bladene er isolateralt byggede. Overhuden er tyk og bærer nedsænkede Spalteaabninger paa begge Sider. Dens Beklædning af eensidige Haar vises i Fig, 31. Der er omtrent tre Lag Palissadeceller paa hver Side og saa godt som ingen Svampevæv. Nerverne har Bastbelægninger. Af de andre Ammodendron-Arter staar A. Ka- relini meget nær den her skildrede Art. A. Sie- Fig. 31. Ammo- wersii, som rimeligvis ikke kan skilles fra A. Leh- dendron Conollyi. manni, er stærkere tornet, idet Bladstilk + Ra- jets € ES chistorn er længere, og Akselbladene altid er i —… tilstede som Torne. À. Eichwaldii er en lav tæt- grenet Busk med to Par Smaablade. I biologisk Henseende staar disse Arter hinanden nær. LE ÈS Ammothamnus Lehmanni Bee. som jeg ikke selv har iagttaget paa Voksestedet, men kun kender fra Herbarium og Beskrivelse, er en knap meterhøj Busk. Bladene, som har smaa linjedannede Akselblade, er lange, finnede med 7—13 Par Smaablade. Disse er omvendt ægdannede med kiledan- net Grund, brede, men smaa (mindre end 1 cm lange). De er grønne, men ligesom Aarsskuddet forsynede med stive, tiltrykte Haar. Aarsskuddenes ydre Del dør bort (altid?), og de nye Skud fremkommer øverst paa den overlevende Del. De hvide Blomster staar i Klase, de er fremme i April. Frugten er en lang, skrue- snoet, fløjelshaaret Bælg, som indeholder mange Frø. Bladene er isolateralt byggede, med Spalteaabninger paa begge Sider, 3—4 Lag korte Palissadeceller paa hver Side og næ- sten ingen Svampevæv. Smirnowia turkestana Bge. En Busk, der bliver henimod 1m høj. Den er en ægte Ørken- plante, som træffes mest paa leret Bund. Barken gaar i lange Strimler af ældre Grene, som da bliver gullige. Haarklædning gør alle yngre Partier graa. Bladene er enkelte og næsten kredsrunde — 161 — med en Diameter af højst 1,5 cm; ved Drejning eller Bøjning af Stilkene stiller de sig lodret. Aarsskuddene er grenede, idet der i mange Bladhjørner sidder temmelig korte, bladbærende Grene, som kun lever een Vegetations- periode og altsaa er ægte Assimilationsgrene. Ogsaa selve Aars- skuddets ydre Del er enaarig, undertiden bliver kun et ganske kort Stykke forneden ilive. De nye Aarsskud fremkommer paa den Fig. 32.. Smirnowia turkestana. A: Tværsnit af Blad. N: Nerve. B: Spalte- aabning. CG: Overhud med toarmede Haar. A og B: x 220, C: X 53. overlevende Del udenfor (nedenfor) de døde Assimilationsskud, — deres Knopper kan ligesom hos Eremosparton findes Aaret forud — og flere Aar i Træk kan der fra samme Sted fremkomme nye Skud, som saaledes kommer til at staa i Knippe. Blomsterne staar i faablomstrede Klaser, som er sidestillede paa Aarsskuddene. Frugten er en oppustet, haaret Belg paa 2—3,5 cm Længde, den indeholder ca. 3 Frø, som er haardskallede, flade og nyreformede Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 11 Z Ne N £ rn ee ne 5 sae ii 2 i AY acne Zs ENS N Sane À N RER: oe ORT mn ne! Teena Fig. 33. Et Aarsskud af Astra- — 162 — Bælgen er en udmærket Vindlgber, Frøene plejer at gaa løs og rasle rundt inde i den. Bladbygningen er isolateral (Fig. 32), med Spalteaabninger paa begge Sider, 3—4 Lag Palissadeceller (stivelsefyldte) opad og omtrent det samme Antal nedad. Om- kring Nerverne, som er talrige, er der Ringe af store, klare Celler, imellem dem er der kun smalle Broer af Gronvav. Astragalus unifoliatus Bge. En Busk, der bliver indtil 0,7 m høj. Den er stærkt grenet, og Grenene er ud- spærrede og krumme. Barken paa ældre Grene er nætformet optrævlet. Grønne Dele er tæt graaligt eller hvidligt haarede. Bladene er smaa, i Vegetationstidens Be- gyndelse finnede med fire Smaablade, se- nere trekoblede, eller kun eenbladede. Hen paa Sommeren falder de fleste Smaablade af, og Rachis staar tilbage som en 0,5—2 cm lang Pind, som i Sommerens Løb ogsaa visner. Smaabladene er elliptiske til lan- cetdannede, smaa, i Regelen under 1 cm lange, sjældnere indtil 2. Akselbladene er sammenvoksede, omfattende Grenen. En Del af et ungt Aarsskud er af- bildet i Fig. 33, hvor man ser, at det er gre- net. Undertiden skyder Grenene igen Side- skud. Disse Grene er Assimilationsskud, som ikke persisterer. Paa deres Plads opstaar næste Aar et eller flere nye Skud, saa at vi ogsaa her — endda meget udtalt — finder knippestillede Grene. | De smaa røde Blomster, som viser sig 1 Maj—Juni, sidder i smaa Klaser i Grenspidserne. Frugten er en 6 mm lang Bælg, stærkt haaret af udstaaende hvide galus unifoliatus. Juni. (form.) Haar og indeholdende 1—2 Frø. — 163 — Bladet har en isolateral Bygning. Overhuden er dækket af toarmede Haar paa korte Fodstykker. Spalteaabninger paa hegge Sider, ikke nedsænkede. Der er 2—4 Lag Palissadeceller (stivelse- fyldte) paa hver Side og i Midten 1—3 Lag klare Celler, som om- giver Nerverne. Af disse har de større Sklerenkym påa Leptom- siden. Enkelte-Steder finder man, at der fra denne Bastbelægning udgaar forvedede Bastceller, som, løbende imellem Palissaderne, naar ud til Overhuden (Fig. 34). „Speichertracheiden“ findes i Mængde i Mesofyllet. — Imellem Palissadecellerne ses enkelte klare, kugleformede Legemer, som synes at bestaa af Slim. De unge Grenes grønne Bark har omtrent 4 Lag korte Palissadeceller under en eenlaget, haaret Over- hud. Der er Baststreenge udenfor Karstrængene. Til Astragalus unifoliatus slutter sig en Del an- dre buskformede Astragalus-Arter, nemlig A. Ammo- Fig. 34. lemrum, da Bladstillingen er ?/s. Bar- HEE kens (og Marvens) Bygning er iøvrigt be- Fig. 35. Halimodendron ar- skrevet af B. Jonsson (S 31. ff), som har genteum. Del af Tværsnit af fandet Slimkork og Luftlakuner. Jeg har en aargammel Gren. P: Marv. . x : i V: Ved. Phl: Phloëm c. ikke undersøgt disse Ting. Jönsson kal- Kork. Sklerenkym er holdt der den persisterende Bladrachis for en sort. Den største Sklerenkym- Torngren, bærende parvis stillede Blade streng hører til en Bladrachis- 4, ledsaget af sekundære: Torne lle! Torn, den næststørste til en . É Akselblad-Torn. x %. Virkelige Forhold er det, at Bladene er finnede, med fire kiledannede Smaablade. Rachis bliver staaende som en Torn, der kan blive over 4 cm lang, og som ledsages af de to mindre Akselbladtorne. Smaabladene ér sølvhaarede og bevægelige, idet de ved Bøjning af Stilken kan stille sig lodret. Paa det aargamle Skud (Se Fig. 36) fremkommer i Bladaks- lerne Kortskud, som bærer Blomster, hvilke sidder to sammen paa en spinkel, gaffelgrenet Stilk. De udfoldes i April—Maj; modne Frugter forekommer allerede i Slutningen af Maj. Frugten er en haard, faafrøet, oppustet Belg, 1—2 cm lang og baaret af en kort Gynophor (Fig. 36). Paa Grund af sin Lethed, Haardhed og Rundhed vil den kunne rulle afsted for Vinden uden at blive hurtigt slidt op. Bladenes Anatomi er beskrevet af J. WEeYLAND og B. Jonsson. Jeg har fundet den samme Bygning som de, kun har, jeg ligesom WeEy- LAND ikke set den Hypoderm paa Bladets Underside, som Jonsson == {65 a en aen mn Fig. 36. Gren af Halimodendron argenteum. Det nye Aarsskud ses øverst paa den venstre Gren. Desuden er der blomstrende (nu frugthbærende) Kortskud i alle Bladhjgrner paa Skuddene fra ifjor. Slutningen af Maj. afbilder. — Bladet er isolateralt, har omtrent tre Lag stivelse- fyldte Palissader paa hver Side, et klart Væv af afrundede Celler og stærke Sklerenkymstrænge langs Nerverne. Lidt nedsænkede — 166 — Spalteaabninger paa begge Sider. I Bladet findes (ligesom i Bar- ken) en Mængde garvestofholdige Celler; de ligger næsten kun imellem Palissadecellerne, men har en anden Form. Ewersmannia subspinosa (Fisch.) Fedtsch. En lav Busk, der i hvert Fald kun findes i den nordlige Del af det her behandlede Omraade. Jeg har ikke set den. Grenene har Trævlebark, Bladene er toradede, finnede med 9—11 halv- centimeterlange Smaablade, har smaa hindeagtige Akselblade, og hvert af dem støtter to Torngrene, af hvilke den ene i Regelen er længere end den anden. Blomsterne bæres af den længste Torn- gren, som bliver ca. 3—4 cm lang; de er fremme i Maj. Frugten er en faafrøet, en eller flere Gange S-højet, flad Bælg, som er let flyvende. Prosopis, Stephaniana Spr. En lille stærkt, grenet Busk, indtil omtrent !/2m høj. Den synes at trives bedst paa sandet Ler. Bladene er dobbelt finnede, med ca. 10 Smaablade paa hver Finne, disse er 3—9 mm lange, skæve, haarede og i Sollys opadrettede. Ældre Grene har hvid Bark og er besatte med Barktorne. Aarsskudet er forgrenet. I hvert Bladhjørne staar i samme Aar enten en Blomsterstand eller en Gren eller to Grene eller en Gren og en Blom- sterstand. De længste Aarsskudsgrene er i Begyn- delsen af Juni ca. 15 cm lange, og kun de yderste 2 cm er ikke fuldt forvedede. Grenene bærer mange Blade, som ofte støtter Blomsterstande, men som det synes ikke nye Grene. Aarsskuds- grenene kan ikke kaldes Assimilationsskud, da de er blivende. Prosopis blomstrer i Maj—Juli. Blomsterstan- Fig. 37. Prosopis Stephaniana. dene er lange Klaser, Blomsterne smaa. Frugten Bao! er en kodfuld Belg, 3—4 cm lang. a Bladet er isolateralt bygget (Fig. 37). Den garvestofholdige Overhud har Spalteaabninger paa begge Sider; 6—7 Lag Palissadeceller fylder hele Bladet. Nerverne er belagte med Bast paa begge Sider. „Speichertracheiden“ findes. | — 167 — Zollikoferia acanthodes Bois., skal være en lav tornet Busk med gaffelgrenede, vinkelbojede Grene og med tornformede Kortskud. De ægdannede eller aflange Blade sidder i ringe Antal ved Grenenes Basis, de er tæt hvid- tornede og falder snart af. (Efter oissier fl. Borientalis.) Atraphaxis spinosa L. En højst meterhøj, stærkt grenet Busk. Bladene er kortstil- kede, kredsrundt-ægdannede, ret tykke og indtil ca. 1cm lange. Barken er hvid. Den ydre Del af Aarsskuddene dør bort inden næste Vegetationsperiode og staar tilbage som en ofte tornagtig Pind. Aarsskuddene kan være grenede, undertiden to Gange. Paa Grene af anden Orden staar Blomsterstandene, korte Klaser. Under daarlige Forhold, f. Eks. paa Klippegrund, dannes der ingen Lang- skud, men kun Kortskud (A. compacta). De hvide eller rødlige Blomster er fremme i April—Maj. Frug- ten er en Nød, der sidder i et trevinget Bloster. SalsolarArbusceula Pal En mærkelig og meget variabel Plante. Dens forskellige Ud- seende afbildedes og delvis beskreves allerede 1833 af EıcHWALDT. Paa Lerjord er den en lav, pindet og stiv Busk med korte Skud og haarde, stive Blade. Men hvor den vokser i Flyvesand, kan den blive et lille Træ med lange bøjelige Skud og Blade. Ogsaa i Sandørken varierer den med Hensyn til Bøjelighed og Haardhed, Skuds og Blades Længde og Behaaring. Den har meget lange Rødder, der i Klitdalene ses liggende blottede, fra Klit til Klit, og de er saaledes, i hvert Fald delvis, vandrette. Vi vil først betragte den i dens bedst udviklede Form (var. angustifolia PFzl.) (Fig. 12). Den bliver et Træ paa 3—5m Højde, med et Løvværk, der er grønt og tæt som hos ingen anden Ør- kenplante i disse Egne, og med en smuk, lys Stamme. Saaledes finder vi den i det levende Sand, og her er det ogsaa, at vi finder Eksemplarer med fascierede Grene, et Forhold, der som bekendt ofte ledsager Frodighed. Salsola Arbuscula er en af de vigtigste Plantearter, der an- vendes til Læplantning langs de transkaspiske Baner. Af smaa Stammestykker, der stikkes i Sandet, spirer 100 pCt., men Som- merfuglelarver ødelægger en Mængde. I Løbet af to Aar naar Planterne en Højde af ca. 3m. — 168 — Angaaende Plantens Haardførhed imod Overfygning smile. overfor S. 77. Hos kraftige Sandørken-Planter er Bladene 7 cm lange eller noget længere. De er trinde, næsten traadformede, hængende. Aarsskuddene kan blive 4/2m lange, de er altid forgrenede, ofte endda to Gange. Barken er i Begyndelsen grøn, men bliver hur- tigt hvid og blank. Aarsskuddets ydre Del dør ofte bort inden næste Vegetations- periode. De nye Aarsskud sidder tæt indenfor den døde Del, idet den nederste Del af det gamle Aarsskud er grenløs. Henimod Spidsen er Aarsskuddet gærne blomsterbærende; der sidder en Blomst i hvert Bladhjørne, og opadtil aftager Interno- diernes Længde. Hos mindre frodige Planter er det heroppe, at Grenene dannes, de staar i Bladhjørnerne under de lavest siddende Blomster. De er temmelig kortleddede, bærer Blomster i alle Blad- aksler og dør bort efter Frugternes Modning. De er altsaa en- aarige Assimilations- og Blomsterskud. I andre Tilfælde, hos kraf- tigere Planter, er Aarsskudsgrenene lange, straktleddede og zigzag- bøjede, og der er flere af dem, idet de opstaar i alle eller de fleste Bladaksler paa Aarsskuddet (Fig. 12). Hos de kraftigste Eksem- plarer forveder Aarsskudsgrenene, de er næppe længere Assimila- tionsskud, men Foryngelsesskud. De kan bære Blomster i alle Bladaksler eller kuni de øvre, og som Regel bærer de blomstrende Grene imod Spidsen. Disse Aarsskudsgrene af anden Orden er ganske som de hos svagere Eksemplarer beskrevne Grene af første Orden: blomster- bærende, kortleddede og snart bortdøende. De Aarsskudsgrene, der er blomsterbærende i hele deres Længde — som de paa Fig. 12 afbildede — lever efter alt at dømme i Regelen kun een Vegetationsperiode; man finder dem ofte døde, med Mærker efter Frugter, og de er altsaa Assimilations- og Blomsterskud, men de forneden bladbærende Aarsskudsgrene bliver saa kraftige og tykke, at deres nedre Del sikkert overvintrer. Gren- spidserne derimod, som er bløde og i Vækst endnu i September Maaned, vil sikkert dø bort ligesom Hovedskuddenes Spidser. Den lille Form af Salsola Arbuscula, som fortrinsvis findes paa Lerjord, er en Dvergbusk paa 30—50 cm. Højde. En Gren af den er afbildet i Fig. 38. Bladene er 1(—2) cm lange, tykke og oprette, frisk grønne og ofte fint børstehaarede (Smlg. overfor S. 59,77). Aarsskudene er oprette, stive, 3—7 cm lange, og de bærer. — 169 — Fig. 38. Salsola Arbuscula. Lergrkenformen. Juni. (Knækkene paa de to øvre Grene er unaturlige). ofte Blomster i de øvre Bladhjørner. Den ydre, blomsterbærende Del af Aarsskuddet synes i Regelen at dø bort, skønt den forveder og bliver siddende som en tør, næsten stikkende Pind. De nye Aarsskud fremkommer forneden paa det gamle, og idet ogsaa de forveder og dør bort i Spidsen, fremkommer et System af korte, — 170 — stive Grene, som stikker ud til alle Sider. Nye Skud kan ogsaa fremkomme paa flere Aar gamle Grene. Blomsterne hos Salsola Arbuscula er uanselige Chenopodiacé- Blomster. De aahner sig i Tiden (Juni—)August—September. Blomsten er omsluttet af tre Blade: fortil det løvbladformede Støtte- blad, hvis Basis er skeformet, og til Siderne to brede og tykke, grønne Forblade, som snart er skælformede og snart har en kort Plade. Blosterbladene er tykvæggede paa begge Sider, de slutter sig baade før og efter Anthesen taglagt sammen som en Pyramide, dannende et lukket Rum, hvori Støv- og Frugtbladene sidder inde- lukkede. Saaledes er disse sent udfeldede Blomster beskyttede. Fig. 39. Salsola Arbuscula. A: Tværsnit af Blad. N: Nerve. Sklerenkym er holdt sort. B: Et Haar. C: Fladesnit af Blad. Under Overhudscellerne ses Druselagets spredte Celler, en af dem med en Druse. A: X 47, B og C: X 202. Frugten (en Ngd) bliver siddende inde i Blosteret, hvis fem Blade hvert danner en bred vandret Vinge. Frugten er først moden i Oktober. Da den er let og forsynet med Vinger, vil den have let ved at flyve afsted for Vinden. Bladene er centrisk byggede, af den ofte beskrevne Type med et Palissadelag og en Stivelseskede, til hvilken Nerverne slutter sig, forløbende skraat gennem det centrale Vandvæv. (Se VoLKENs S. 138 ff.). Der er Sklerenkym omkring Nerven (Fig. 39): Imellem Overhuden og Palissadecellerne ligger et Lag af ganske tyndvæggede Celler, som staar .fjeernt fra hinanden (Fig. 39 A, C.). Nogle af dem indeholder Krystaldruser. Ogsaa dette er omtalt og afbildet af Vorkens (tab. XIL3). Dette ,Druselag“ ser ikke ud til at here til Epidermis, men det kan dog jævnfgres med det tilsva- — 171 — rende hos Haloxylon (Warmime 1897 P. 218), hvor det slutter sig til Overhuden, og det kan vel derfor begge Steder betegnes som Hypoderm. Mellem dets Geller maa der være Luft. Hos var. longifolia er Bladene fuldkomment cylindriske, hos den lave Form er de ofte lidt konkave eller flade paa den ene Side. Salsola subaphylla C.A.M. En Busk eller et lille Træ paa indtil ca. 2m Højde. Den har endel Lighed med foregaaende, men den bliver ikke saa høj, dens Løv er mindre tæt, og den fruktificerer tidligere. Dens Levetid er efter PAaLEzkus Sigende højst fire Aar, derfor anvendes den ikke ved Læplantningerne. Den er fortrinsvis en Sandplante, og den naar sin bedste Udvikling, hvor Sandet er i Flugt. Paa Ler- eller Stenbund kan man finde den som en Smaabusk paa omkring 30 cm Højde. Bladene (Fig. 13) er tykke, trinde eller halvtrinde, indtil godt 2 cm lange. Aarsskudene er forgrenede, undertiden 2 Gange, De ydre Dele af Aarsskud og Grene ses i Juli Maaned besatte med Blom- ster (Fig. 13), der støttes af skeelformede Dækblade; frugtbæ- rende Grene kan være helt skjulte under Frugternes mange brede Vinger. Efter Vegetationstidens Ophør dør i Regelen Aarsskuddenes Spidser og alle Grenene, og de nye Aarsskud fremkommer yderst paa den levende Del af de gamle, udenfor de gamle Aarsskuds- grene, hvor deres Knopper kan paavises Aaret for. Blomster og Frugter er 1 Hovedsagen som hos foregaaende. Bladets Anatomi er ogsaa som hos Salsola Arbuscula, kun mangler Druselaget under Overhuden. Salsola hispidula Bee., som jeg ikke har set, slutter sig ifølge Beskrivelser nær til S. sub- aphylla. Salsola rigida Pall. En lav Busk, ca. 30—50 cm høj, næsten en Halvbusk. Den er en af Lergrkenens Karakterplanter (S. 59). Bladene er cylindriske, og selv om de nedre Blade er forsvundne i Juli Maaned, er der dog hele Sommeren igennem Lovblade tilstede. Hele Planten er haaret og graa. Be Pe ENE Dee à ta i % Dr Fa 2, F > & i ion Fi 4 i i fs 3 2 ia Fy Ri 4 Vu. i 3 À i 2 8 a F; i& af 2 5 } 1 4 3 5 oa # ag # à = z a f É BE x a 4 € À tn 2 ; gh fü # SR Fig. 40. Salsola rigida. Nye, grenede og ;blomstrende Aarsskud sidder paa Grunddelene af de gamle, hvis dode Spidser ses. Juni. Aarsskuddene, som kan blive indtil ca. 30 cm lange, bærer i deres ydre Del Blomster i alle Bladhjgrner og er her i Regelen forgrenede, idet de bærer faa, bueformet opstigende Grene (Fig. 40). I de nedre Bladhjørner ses desuden ofte vegetative Kortskud, — 173 — som næste Aar rimeligvis vokser ud til Foryngelsesskud. — Aars- skuddets ydre Del med de blomstrende Grene dør bort inden næste Vegetationsperiode. Blomsterne, som er skjulte mellem tre Højblade, aabnes i Juni—Juli, og Frugterne — sædvanlige Salsola-Frugter — modnes om Efteraaret. , Bladets Anatomi er af den sædvanlige Type: Centralt Vand- væv, Palissadeceller med Stivelseskede, hvortil Nerver gaar ud fra Midtnerven, — Hypoderm (,Druselag“) af spredte tyndvæggede Celler. Salsola laricina Pall, som jeg ikke har set levende, ligner med Hensyn til Forgrening foregaaende Art. Salsola verrucosa M. B. En omtrent meterhøj Busk, som mest findes i Lerørken. De cylindriske Blade falder snart af, og om Sommeren er Plantens væsentligste Assimilationsapparat Blomster- nes Støtte- og Forblade, der som kød- fulde, skeformede Skæl tre og tre omslutter Blomsterne. Planten er altsaa, hvad der overfor S. 61 blev kaldet en Højbladsuk- kulent. Smaa kugleformede Kortskud med 3—5 Blade ses undertiden i Stedet for Blomst. Aarsskuddene er grenede, undertiden 2 Gange. Grenene, især de af 2. Orden (eller selv 3. Orden) bærer Blomster, der sidder saa tæt, at de skjules af dem. Aarsskud- Fig. 41. Salsola verrucosa. denes Spidser og alle Grenene dør bort in- Kr wes one | af et Hojblad. X 202. den n&ste Vegetationsperiode. Salsola verrucosa blomstrer om Sommeren. Frugten er den sædvanlige Salsola-Frugt. Lovbladenes Anatomi har jeg ikke kunnet undersøge. Høj- bladene har Grønvæv paa Yder- (Under) Siden, det er af den sædvanlige Type (Fig. 41). Paa Inder- (Over) Siden grænser Vand- vævet op til en tynd Overhud. Haloxylon Ammodendron (C. A. M.) Bge. (Saxaul). En Busk eller et Træ, som trives bedst paa Sand med et Un- derlag af Ler eller Kalk. Den kan blive meget gammel (se f. Eks. — 174 — B. Jönsson S. 8) og ogsaa opnaa betydelige Dimensioner, men store Eksemplarer er sjældne, da de hugges af Nomaderne til Brændsel (Smlg. overfor S. 78, 108). Selv har jeg set et tykstammet Træ, hvis Højde jeg anslog til 7m. ArrcHison nævner et 14 Fod højt Træ, hvis Stamme var 12 Fod i Omkreds. Det er bekendt, at Veddet er haardt og tungt, og at gamle Starnmer er dybt og uregelmæssigt furede. Rødderne er lange, PALEZzZKI angiver ca. 10/2 m og mere, og Jönsson meddeler, at Saxaul har baade dybt- gaaende lodrette og lange vandrette Rødder. Paa Grund af sin langsomme Vækst benyttes Saxaul ikke meget i Læplantningerne. Bladene er indskrænkede til smaa Skæl, der sidder to modsat og indbyrdes forbundne. De unge Grene er lange, tynde og hæn- gende (Se f. Eks. Bessey Tab. 10). Aarsskuddet er grønt, dets Bark indeholder Plantens eneste Assimilationsvæv. De fleste Skud sidder samlede henimod Spidsen af forrige Aarsskud, hvis ydre Del ogsaa hos denne Plante ofte dør bort. Undertiden ses to jævnaldrende Skud i samme Blad- aksel, det ene udenfor det andet, i Regelen er det ydre det sva- geste; de synes aldrig at persistere begge to. Aarsskuddene er grenede, idet de bærer blomstrende Kortskud (Se Fig. 14). Blomsterne er uanselige. De aabnes i Maj Maaned. Blom- sten er beskyttet af Bladskeden, hvori den sidder, og af to For- blade. Blosteret er derimod lille inden Anthesen, senere vokser det ud. — Frugten, en lille Nød, som er lest omsluttet af det bredvingede Blomsterdække, er moden i Oktober. Haloxylon’s Anatomi er skildret af GERNET, GHEORGHIEFF, WAR- MING og B. Jonsson. Assimilationsskuddets Bygning har jeg fundet ganske som det er beskrevet og afbildet af Warmine (1897 S. 217); det hører til den sædvanlige centriske Type. Hudveevet er trelaget. Ogsaa i den sekundære Bark skal der være Assimilationsvev (B. Jonsson S. 7). Med Hensyn til den af sidstnævnte Forfatter paa- viste Slimkork i Barken henvises til hans Afhandling. Halostachys caspica (Pall.) C. A. M. En Busk, der hører hjemme i Ler- og Saltgrken, og som under særlig gunstige Omstændigheder kan blive 2m høj, men 1 Örkenen i Regelen ikke naar større Højde end !/a m. — Skuddet er af Salicornia-Typen, med reducerede, skælformede, modsatte — 175 — Blade. Grenene staar ogsaa regelmæssigt modsat (decussat eller brachiat). Aarsskuddet ender med en stor topformet Blomsterstand, som i delvis død Tilstand endnu er tilstede næste Aar. Aarsskuddet bærer under Blomsterstanden mange Grene, hvoraf nogle er Assi- milationsskud og falder af inden næste Vegetationsperiode, medens andre er blivende Foryngelsesskud. Nye Assimilations-Skud fremkommer baade paa det gamle og det nye Aarsskud, paa I Steder, hvor der tidligere har siddet ve- Ks i | i en (3 at pe | ut ed kl ly getative eller Blomsterstandsgrene, og un- dertiden kommer der to Grene frem fra samme Bladaksel. Blomsterne er smaa, de sidder tre sammen i Akslerne af skjoldformede Høj- blade, og de aabnes i Juli. Frugten er en */4 mm lang Nød, som sidder i det for- størrede Bloster ; den kan findes paa Plan- ten endnu næste Aar. Den grønne assimilerende Bark er beklædt med en eenlaget, stærkt papilløs Fig. 42. Halostachys caspica. Overhud. (Fig. 42). Der er omtrent 5 4: Pel a à : à milerende Gren. N: Nerve. Lag lost stillede Palissadeceller, af hvilke py): Phlosm, V: Kar. Ms: de yderste indeholder flest, de inderste Marvstraaler. — B viser en færrest Gronkorn. Ved de inderste Palis- Nerve, som fra Gentraleylinde- sadeceller findes ingen Stivelseskede, men ””” age a a en Mængde Nerver, som udbreder sig Fe der (Fig. 49, B.), og som fører ind til Centralcylinderen igennem det mellemliggende Vandveev. Veddets Anatomi er beskrevet af GERNET og GHEORGHIEFF. Halocnemum strobilaceum (Pall). M. B. En lav, ofte nedliggende Busk, som vokser paa leret, saltrig Jord. Aarsskuddet har en tyk, vandvæv- og grønvævholdig Bark og er besat med modsatte reducerede Blade, der to og to er skede- formet forbundne. I næsten alle Bladhjørner staar der Aarsskuds- grene, Kortskud, som har Form som kortere eller længere Knopper eller som korte Rakler. En Gren er afbildet af Vorkens i Nat. Pflanzenfamilien III (Chenopodiaceae) fig. 35. I Fig. 43 ses Længde- snit af en Del af et saadant Kortskud. Bladene er, som skildret — 176 — af WarmiInG (1897 P. 206), noget skjoldformede, mest opadtil. Un- dertiden støtter de tre Knopper (B i Fig 43), som vistnok er Blom- sterknopper, da Bladene hos mange Kortskud - alle støtter Blomster om Efteraaret, tre hver. De blomstrende Kortskud dør bort efter Fr Frugtmodningen, og ogsaa Aarsskuddets ydre =, Del dør bort inden næste Vegetationsperiode. ; Udenfor de døde Kortskud dannes næste Aar nye Skud, ofte flere sammen, enten forlæn- gede Aarsskud eller nye Kortskud. Bladets Anatomi er skildret af WARMING Fig. 43. Halocne- (1897 S. 206). Transkaspiske Eksemplarer sva- mum strobilaceum. por til hans Beskrivelse, dog har jeg ingen Sten- Længdesnit gennem ; en Delaf et Kortskud. Celler fundet i Bladets Grund, og det af War- A: Grunddelen af et MING omtalte Lag af korte subepidermale Celler fremad rettet Side- har jeg heller ikke fundet. I Bladet som i de eo RR Sk unge Internodiers Bark (Fig. 44) er der tre fremad eller bagud (fire) Lag smaa Palissader, som indadtil næ- rettet Blad. N: Nerve. sten pludselig gaar over i større, som kun inde- Striberne betegner holder faa Grønkorn. ‘Til disse støder Nerver, en som i stor Mængde grener sig i en vis Zone af =. Barken eller af Mesofyllet, og forst indenfor denne Zone findes helt klart Vandvæv. Dette er delt i to Dele, en ydre med store og en indre med mindre Celler. Overhuden er tyk og papilløs, Spalteaabningerne nedsænkede. % EG = = S Sueda microphylla Pall. Denne Art kender jeg kun af Beskrivelser og Herbariemateriale. Maaske ber den betragtes som Jordfladeplante, da den skal have en nedliggende Stamme. Denne kan blive 4 cm tyk. Grenene er Fig. a, Halocnemum strobilaceum. lange og stærkt udspærrede. Aars- Del af Tversnit af et Internodium. skuddene er forgrenede, baade i En Nerve, kommende fra Centralcylin- Blomsterstanden og i den vegeta- deren (C), grener sig i det indre Gron- væv. I en Del af Grønvævet er Mæng- tive Del, undertiden ie Gange. den af Klorofylkorn angivet. X 71. Bladene er typiske Suæda- Lidt skematiseret. — 177 — Blade, temmelig korte. Planten blomster i Juli, og Frugten er moden i Oktober. Suæda physophora Pall. Denne har jeg ikke set. Den skal være en omtrent meterhøj Busk. Lycium ruthenicum Murr. En 10—ca 60cm høj Busk, tornet og med udspærrede Grene. Den er en Saltplante, som ikke plejer at findes paa Sand. Aarsskuddene kan under særlig gode Omstændigheder blive over 60 cm lange, men i Almindelighed overstiger de ikke 30 cm. De har hvid Bark og er i Almindelighed forgrenede, idet der i Blad- hjørnerne (Bladfoden er tyk og blivende) fremkommer Grentorne. Disse er gærne korte, ca. 1 cm, og bærer ofte kun to Blade, som sidder langt nede, nær Grun- den. Grentornene kan dog ogsaa blive længere og bære flere Bladpar. Blom- sterne sidder påa Grentornene, ved Grun- den af disse, enten i Hjørnerne af de to lavtstaaende Blade, eller næste Aar hører de til de Rosetskud, der frem- kommer i Hjørnerne af disse Blade. Paa lange Grentorne kan Blomster og- saa sidde længere ude. Aarsskuddene ender gærne med Torn. Deres ydre Del synes altid at Fig. 45. Lycium ruthenicum. dø bort Del af Bladtværsnit. x 203, Blomstring om Sommeren. Bladet er isolateralt bygget. Der er Spalteaabninger paa begge Sider; de ligger i Plan, men nogle af dem er lidt ophøjede, og under disse findes et Lag Celler, 2—4 til hver Side, som er runde og uden Bladgrønt. I den øvrige Del af Bladet mangler disse Geller (Fig. 45). Der er desuden 2—3 Lag Palissadeceller, der indadtil gaar jævnt over i et svagt klorofylførende, storcellet Vandvæv. Kun ved Nerverne, som ligger lidt nærmere Oversiden end Undersiden, og som har Baststrænge paa begge Sider, findes der enkelte helt klare Celler. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 12 — 178 — Nitraria Schoberi L. En knap meterhøj Busk, som fortrinsvis vokser i Lerørkenen. Den har hvid Bark og tykke, spatelformede, korthaarede Blade. Disse sidder 2—4 sammen paa en lille Pude; imellem dem findes smaa Skel. Bladene og Skællene omgiver en Knop. Ifølge VELENOWSKY (1907 S. 501) er dette saaledes at forstaa: Nitraria har et (dobbelt) finnet Blad, hvis Stilke er reducerede, saa at Smaabladene kommer til at staa ved Siden af hinanden, og Skællene imellem dem er da dels Akselbladskæl (Stipeller?), dels Rudimenter af Smaablade. Knoppen, som staar imellem disse Smaablade, er da i Virkeligheden Bladets Akselknop. Den kan i samme Aar udvikle Kortskud, som danner flere saadanne Smaa- bladkranse lige over hinanden, saa at vi faar en Bladroset, — den er tyk ved Grundén og har indtil 20 Blade (Smaablade). Foruden disse Aarsskudsgrene kan der findes korte Torngrene. Aarsskuddet selv ender med en grenet Blomsterstand, som naturligvis. dør bort efter Frugtmodningen, eller det ender som Torn. Normale Knopper, som ikke har dannet Roset i det første Aar, synes næste Aar kun at kunne danne enten Rosetter eller vegetative Langskud, medens første Aars Rosetter kan danne baade vegetative og florale Langskud. Planten blomstrer i Maj—Juni. Frugten er et sort Bær, som spises af de Indfødte. Bladets Anatomi er skildret af B. Jonsson, (S. 26, Tab. II), med hvis Iagttagelser mine stemmer. Bladet er isolateralt, har nedsænkede Spalteaabninger paa begge Sider og 2—3 Lag Palis- sadeceller, af hvilke de indre er større og mindre grønne. Imellem Palissaderne findes store slimførende Celler. Ligesom Jonsson har jeg ingen Garvesyre fundet. — Sammenlign ogsaa Vorkens Tab. XI, hvor Nitraria retusa’s Bygning er fremstillet. Jonsson skildrer ogsaa Stammens og Barkens Anatomi; i den sidste findes Slimkork. Reaumuria oxiana (Ldb.) Bois. En omtrent 30cm høj, stærkt grenet Dværgbusk, der fore- trækker fast Bund, Ler og Sten. Stammen er kroget og bøjet. De ugrenede Aarsskud kan blive indtil ca. 15 cm lange, men kun et kortere eller længere Stykke lever endnu i næste Vegetations- periode. Den persisterende Del har brun Bark. Bladene er 2—4 cm lange, lancet-linjedannede. De er graa — 179 af Saltkonkretioner, der sidder som smaa hvide Pletter over Gruber, i hvis Bund de udskillende Kirtler findes: Disse (Fig. 46 B) er i Byg- ning meget lig de Kirtler, som Vorxens (Tab. V) har afbildet for R. hirtella. Som bekendt mente Vorxens, at de udskilte Salte om Natten indsugede Vand fra Atmosfæren (Dug), hvilket kunde op- suges af Kirtlen og saaledes komme Planten tilgode. MarLotH (1887 S. 321) bestrider dette, idet han erklerer det umuligt, at Bladets Kirtler skulde kunne opsuge Vand fra Overfladen uden at faa Sal- tene med. Tvert imod, Saltoplasningen paa Overfladen maatte ml! [> Fig. 46. Reaumuria oxiana. A og B: Dele af Bladtversnit. A visende Skle- renkymceller og B en Saltkirtel. X 202. C: Fladesnit af Palissadevæv, visende Palissadeceller og Sklerenkymceller blandede. suge Vand fra Kirtlen. Det er dette, der efter Fırrınss Mening sker (1 e. S. 267, Anm). Og hvad der er vigtigere, Fırrına er kommet til det Resultat, at Planterne i Örkenen ophober Salt i deres Indre indtil et specifisk forskelligt Maksimum, og at de i denne fysiologisk betingede Begrænsning i Saltophobning har et tilstreekkeligt Middel til at undgaa for hgj Koncentration. Saltet er maaske til Nytte, idet det muligvis er et af Midlerne til at op- naa det høje osmotiske Tryk, som Firtine har paavist hos Ørken- planterne, og som gør det muligt for dem at aftvinge Jorden Vand. Endvidere udskilles der foruden Klornatrium ogsaa kulsur Kalk, ofte i stor Mængde, saa at det er slet ikke sikkert, at særlig Ud- 12* — 180 — skilningen af Klornatrium er af Betydning. Og endelig paaviser Fırrıne, at Dug er overordentlig sjælden i Sahara. Blomsterne er store og endestillede paa Grenene, de kommer frem i Juli. Under Bægeret staar flere Højblade, som ligner et Kurvedække. Frugten er en Kapsel med omtrent en Snes hvid- uldede Frø. Reaumuria oxiana’s Bladanatomi er kort beskrevet af VEsouE. Overhuden er tyk og eenlaget, Spalteaabninger og Saltkirtler er nedsænkede. Bladet er isolateralt, det har omtrent to Lag Pa- lissader og i Midten et Vandvæv. Paa Grænsen mellem Grønvæv og Vandveev eller imellem Palissaderne findes en Mængde Skleren- kymstrenge, som løber paa langs i Bladet, og fra disse udgaar lange, tynde Sklerenkymceller, der som Idioblaster strækker sig ud imellem Palissaderne til Overhuden, som om de vilde støtte denne indvendig fra (Fig. 46 A, C, forøvrigt tidligere afbildet af Vesquz Mab. 8 -Bis.7). Reaumuria fruticosa Bge. Af denne Art har jeg fundet knap meterhøje Buske paa temmelig rolig Sandbund. Den er stærkt grenet, og Grenene er paafaldende tykke, af lys Farve. Aarsskuddene er indtil 5 cm lange; deres Spidser synes altid at dø bort, og de sidder tilbage som tørre Pinde. Paa Aars- skuddet findes Grene af to Slags, dels korte men dog tydeligt straktleddede Grene, dels rosetformede Kortskud. De første kan mangle, men naar de findes, staar de gærne henimod Aarsskuddets Spids. Deres Længde naar sjælden 2 cm, oftest ikke 1 cm. De har Blade ligesom Aarsskuddet. Bladene er smaa, indtil ca. 2 mm lange, men forholdsvis brede og flade og alle besatte med Saltkorn. Den anden Slags Aarsskudsgrene, Rosetterne, findes i alle Blad- hjørner, undtagen undertiden i dem, der bærer straktleddede Grene. De indeholder ca. 12 Blade, korte, tykkere og af længere Varig- hed end Støttebladene. Ogsaa paa gamle Aarsskud dannes der Ro- setskud, og disse eri det hele Plantens vigtigste Assimilationsorganer. Blomsten har jeg ikke set. Bladenes Anatomi ligner den hos R. oxiana og R. hirtella (Vorkens), den omtales af Vesgur, men hans Angivelser passer ikke helt med, hvad jeg har fundet, han finder saaledes ingen mekanisk Væv. — Overhuden er meget tyk, Cellerne er næsten fyldte med Slim fra Yderveggen. Der er nedsænkede Spalteaabninger og — 181 — Saltkirtler, hvilke sidste har samme Bygning som hos foregaaende Art. Der findes to til flere Lag Palissadeceller helt rundt, og Sti- velseskeder omkring Nerverne. Mægtige Sklerenkymstrænge ligger uden nogen bestemt Orden, men mellem Palissadecellerne har jeg ingen Idioblaster fundet. Tamarix. Af denne Slægt findes 15 turkestanske Arter opført. De trives i Almindelighed kun paa Steder, der ikke er for tørre. Ved Flod- bredder finder man dem i massevis, og ANTONOW siger (se overfor S. 102), at Tamarisker i Ørkenen er et Tegn paa, at der er Vand i Nærheden. Naar de findes i Sandørken, hvor de med nogen Haardførhed kan kæmpe med Sandet (smlg. ovenfor S. 109), er der antagelig Vand ikke ret dybt nede. De har lange, lodret og skraat nedadgaaende Rødder. Under gunstige Forhold er de Træer med tæt Løv, under ugunstige smaa Buske. Tamariskernes Blade er som bekendt smaa grønne Skæl. Planten fælder ikke Bladene, men Grenene, hvorpaa Bladene sid- der (og paa blivende Grene naturligvis tilsidst Bladene). De har altsaa Assimilationsskud, der biologisk set spiller Blades Rolle. Bladene er hos mange (maaske alle) Arter beklædte med Saltkon- kretioner. Dette gælder særligt for T. hispida og T. Karelim, hvor de er meget talrige. Med Hensyn til Udviklingen af vegetative og florale Grene kan man dele Tamarix-Arterne i to Grupper. Hos Arterne af den forste Gruppe fremkommer de florale Skud paa forrige Aarsskud, medens dette Aarsskud er rent vegetativt. Hertil hører Tamarix lawa, Meyeri, Androssowi, florida, elongata, polystachya. Fig. 47 viser dette Forhold hos 7. lawa; de vegetative og florale Skud er dog ikke altid adskilte som her, men kan vere blandede. Af de vegetative Skud, der ses foroven i Fig. 47, vil en enkelt eller nogle faa blive Foryngelsesskud, medens Resten er kortlevende As- similationsskud. Alle de vegetative Skud er, som det ses, flere Gange forgrenede. Arterne i denne Gruppe blomstrer tidligt, i Maanederne April og Maj, og ifølge Bunez (1852 S. 8) har de i Regelen firtallige Blomster. Hos Arterne af den anden Gruppe fremkommer Blomsterne yderst paa indeværende Aars Skud, som forneden bærer vegetative Grene. Hertil hører 7. Pallas, hispida, Karelini, arceuthoides, Ewersmannii, karakalensis, Korolkowii, leptostachya og pycnocarpa. — 182 — Fig. 47. Tamarix laxa. Aarsskud fra ifjor, bærende florale (frugtbærende) Skud. forneden, vegetative foroven. Maj. Den i Fig. 48 afbildede Gren af 7. hispida er dette Aars Skud. Alle de nedre Grene af første Orden bærer nederst vegetative Skud, — som er flere Gange forgrenede, — og øverst Blomsterstande, eller deer helt vegetative. De øvre Aarsskudsgrene er rent florale. 183 = ur N ay * å De à %, “ ss AH Hes "34, £ R RR Se GER SEN if st, Ry ER det, AE, x blom- Aarsskud med Grene, som i Toppen er Tamarix hispida. Fig. 48. August. e. strende, forneden vegetativ De hertil hørende Arter har ifølge BunGe (1. c.) mest femtallige Da Blomsterne udvikles yderst paa Aarsskuddet og dets Grene, kan de ikke komme Blomster, og de hlomstrer sent, i Juli—September. for disse Akser har naaet en vis Udvikling. frem Ogsaa hos denne Gruppes Arter falder ikke blot Blomsterak- — 184 — serne, men ogsaa Størstedelen af de vegetative Grene af, og kun en enkelt eller nogle faa bliver Foryngelsesskud. Kortlevende vegetative Grene kan hos alle Arter fremkomme paa gamle Aarsskud, i nu affaldne Blades Aksler. De kan bære Blomsterstande (hos den anden Gruppes Arter). Tamarix-Arterne har smaa, røde eller hvide Blomster, der sidder i Klase. og Frugten er en lille Kapsel, hvis Frø har Fro- uld og derfor er let flyvende. Bladets anatomiske Bygning har jeg undersøgt hos T'. hispida. Alle den eenlagede Overhuds Celler er stærkt papilagtigt frem- hvælvede. Spalteaabninger (paa begge Sider) og Saltkirtler er ned- sænkede. Baade Blad og Assimilationsgren har eet Lag Palissade- celler helt rundt. Bladets Mesofyl bestaar af et temmelig løst Svampe- væv og Nerver med Bastbelægning samt ,Speichertracheïden“. De mere mesofile Fanerofyter (Elaeagnus, Ulmus, Morus, Po- pulus, Salix) har jeg ikke undersøgt nøjere. Jeg har fundet Elaeag- nus hortensis i August Maaned med to Gange grenede Aarsskud, men dette Forhold synes ikke at være det almindelige. Ganske det samme Forhold findes hos Salix angustifolia. Arterne af alle de nævnte Slægter blomstrer om Foraaret. Hos de ovenfor omtalte Fanerofyter kan man finde følgende Ejendommeligheder, som er fælles for dem alle eller nogle af dem. Bladene er stærkt reducerede. Der er en Række Arter, hvor de — som Assimilations-Organer — mangler (Eremosparton, Cal- ligonum, Ephedra, Haloxylon, Halostachys, Halocnemum), medens de hos andre er skælformede, men grønne (Tamarix, Reaumuria fruticosa). Astragalus har Blade, der helt eller delvis kastes af om Sommeren. Om den, ligesom Spartium junceum (ifølge BERGEN) ikke assimilerer, i hvert Fald noget videre, efter at den har kastet Bladene, ved jeg ikke, og det er neppe tilladeligt at slutte fra det ene Tilfælde til det andet. Persisterende, smaa og haarede Blade har Ammodendron, Halimodendron, Smirnowia, medens Prosopis, Atraphazxis, Lycium, Nitraria og Reaumuria oxiana har persi- sterende, smaa og glatte Blade. Endelig har Salsola-Arterne cylin- driske, blivende Blade. | — 185 — Bladene hos Salsola og Assimilationsskuddene hos de bladløse Arter er alle centrisk byggede, de sidste med meget mekanisk Væv i de fleste Tilfælde. Hos de Arter, der har flade Blade, er disse uden Undtagelse isolateralt byggede. Grenene er hos de fleste Sandgrken-Arter slanke, bøjelige og mere eller mindre hængende, hos Lerørkenplanter derimod gen- nemgaaende stive og korte. Aarsskuddene er med ganske enkelte Undtagelser (Halimoden- dron, Reaumuria oxiana) forgrenede. Forgrenede Aarsskud er alt- saa her det normale og ugrenede Undtagelser. Et saadant For- hold er, saavidt mig bekendt, ikke tidligere oplyst for noget Sam- fund af Fanerofyter. Warning (1892 S. 408, 252) og efter ham Marme har paavist et Antal sydamerikanske Arter med forgrenede Aarsskud. Ogsaa Raciborski har afbildet flere saadanne Arter, men har ikke skæn- ket dette Forhold nogen Omtale. Alle disse Arter er mest Skov- planter, men nogle hører . ogsaa hjemme i Savannerne (MALME). MALME mener, at det forgrenede Aarsskud er det oprindelige hos dikotyle Træer, det ugrenede derimod noget sekundært, i Tidens Løb erhvervet. Mere Interesse end Grenetheden hos de bred- bladede sydamerikanske Planter har for os Forholdet hos andre blad- fattige eller bladløse Fanerofyter. Hos f. Eks. Sarothamnus (MENTz S. 191), Spartium junceum, Retama Raetam og Carmichaelia au- stralis finder vi grenede Aarsskud, og man vil sikkert kunne finde endnu flere Eksempler blandt bladfattige Fanerofyter. Dette For- hold kunde nok fortjene en særlig Behandling. I Litteraturen har jeg dog kun kunnet finde spredte Bemærkninger derom. Aarsskudsgrenene er i mange Tilfælde eenaarige Assimilations- skud, vistnok sjældnere er de Berigelsesskud, som deltager i Gren- opbygningen. Mellem disse to kan der næppe drages nogen skarp Grænse. Assimilationsgrene er skildrede hos mange af de omtalte Arter (f. Eks. Eremosparton, Calligonum, Tamarix, Astragalus, Salsola 0. s. v.); de spiller biologisk Blades Rolle. Assimilationsgrene fremkommer hos mange Arter ikke blot paa det sidste Aarsskud, men ogsaa paa ældre Grene. I saa Fald fremkommer de udenfor ældre Grene, og ofte flere sammen. Saaledes fremkommer de ejendommelige Grenknipper, som ogsaa karakteriserer mange af Ørkenens Træer og Buske, og som er blevet beskrevne og afbildede for flere Arter (f. Eks. Eremosparton, — 186 — Calligonum, Smirnowia). Lignende Forhold findes f. Eks. hos Spar- tium, Carmichaelia. En yderligere Ejendommelighed ved Aarsskuddene er, at de i Almindelighed ikke persisterer i hele deres Længde, men at den ydre Del dør bort, formodentlig dræbt af Varmen og Torken i Højsommeren, og næste Aar staar tilbage som en død, ofte torn- agtig Pind. Halimodendron er en af de faa Undtagelser herfra. Blomstringen falder hos de fleste herhenhørende Chenopodia- ceer og Lycium hen paa Sommeren, hos Haloxylon og vistnok alle de øvrige om Foraaret, senest i Juni. Med Undtagelse af Lycium har de sent blomstrende alle smaa og inden Anthesen dækkede Blomster. Blandt de tidligt blomstrende er der navnlig endel Le- guminoser, og baade for disse og de andre synes det at være Re- gelen eller sker i hvert Tilfælde hyppigst, at kun de tidligt frem- komne Blomster naar at sætte Frugt, medens de senere tørrer hen. Frugterne (eller Frøene) er i de allerfleste Tilfælde saaledes beskafne, at de har let ved at rulle afsted for Vinden; de er lette og har Vindfang, og oftest indeholder de kun eet eller faa Frot). Calligonum’s Gitterfrugt (Fig. 28), Smirnowia's og Halimodendron’s store Blærebælg, Salsola’s og Haloxylon's, Ammodendron's og Atra- phaxis’ vingede Frugter, Astragalus’ og Eremosparton's smaa lette Belge og Tamarix’ og Reaumuria’s hviduldede Frø viser de forskel- lige Maader, hvorpaa dette er opnaaet. Blandt dem, der ikke har flyvedygtige Frø, kan nævnes Nitraria (Bær) og Halostachys og Halimocnemis, som har smaa Nødder. B. CHAMÆFYTER. Disse hører, som omtalt i Kapitel 12 (S. 148), alle til det xero- fytiske Aspekt, er Sommerplanter, og en stor Del af dem er sent blomstrende. Capparis spinosa L. Ein nedliggende Halvbusk, som findes paa Lerbund og især paa Stenbund. Grenene er lange og bærer brede, store, frisk- grønne Blade, ved hvis Grund der staar to tornformede Aksel- blade. Ifølge Vorkens (S. 97) skal Bladene i Løbet af Sommeren faa et Voksovertræk, saa at de mister den friskgrønne Farve. No- get saadant har jeg ikke set, men jeg tør dog ikke benægte, at ') Smig. E. Gain 1894: Fugtig Jord giver mange men smaa Frø, tør Jord faa men store. — 187 — det ogsaa finder Sted i Transkaspien, da jeg kun har set meget lidt af Capparis spinosa om Sommeren. Aarsskuddene forgrener sig. Kun deres nedre Del er persisterende, den er forvedet og bliver efterhaanden tyk. De prægtige, store, hvide Blomster staar enkeltvis i Bladhjørnerne; Blomstringen begynder i Maj og varer til ind i Juli, maaske længere. Frugten er et tykt Bær. Bladets Anatomi er afbildet af Vorkens Tab. IX Fig. 1—2, og transkaspiske Eksemplarer har samme Bygning. Dog har nogle Overhudsceller fortykket Indervæg (Slim?), og jeg har ikke set Palissader ordne sig kransformet om de store og tykvæggede Tracheider (,Speichertracheïden“). Bladet er isolateralt, Mesofyllet bestaar næsten kun af Palissadeceller. Spalteaabningerne er svagt nedsænkede. Hulthemia (Rosa) berberifolia Dum. Ogsaa denne Art er en Lerbundsplante med nedliggende Skud og brede Blade. Disse er takkede, haarede, elliptiske til spatel- formede, ca. 1 cm. lange eller lidt længere, og de sidder tæt, idet Internodierne er kortere end Bladene, som ogsaa undertiden sidder i Rosetter paa Kortskud. Paa Stængelen sidder mange stærke og krumme, hvide Barktorne foruden nogle, som er tynde og syl- formede. Jeg har kun set Planten i Maj, paa hvilken Tid den har store, smukke, gule Blomster. Aarsskuddenes ydre Del kan i hvert Fald dø bort; om de gør det altid, ved jeg ikke. Til anatomisk Studium har jeg intet Materiale haft. Haplophyllum obtusifolium Ldb. Denne er en ægte Halvbusk, som især findes paa rolig Sand- bund. Den er stærkt grenet, men efter BunGe (Rel. Lehm. S. 62) skal der ogsaa findes svagt grenede Former. De fra de persiste- rende Dele fremkommende Aarsskud kan vere grenede, men synes oftest ikke at være det. De er talrige, spinkle og hærer smalle, lancetdannede Blade, 1—2 cm lange, som er friskgrønne og inde- holder mange lysigene Oliebeholdere, De gule Blomster er fremme i Juli—August. Frugten er faa- rummet med faa,Frø i hvert Rum. Bladet er isolateralt bygget. Overhuden er eenlaget med tyk Ydervæg og lidt nedsænkede Spalteaabninger. Der er omtrent tre Lag Palissadeceller paa hver Side og i Midten en smal Zone af af- rundede Celler. I denne Zone findes mange Tracheider (,Spei- — 188 — chertracheïden“) samt Nerverne, som paa begge Sider har Belæg- ninger af temmelig tyndvægget, uforvedet Bast. Der er mange store, lysigene Oliebeholdere, hvis Diameter er over det halve af Bladets Tykkelse. Den grønne Bark har en tolaget, tykvægget Overhud, under hvilken der findes 3—4 Lag korte Palissadeceller, som indadtil støder op til et Lag tyndvæggede, tangentialt strakte Celler, hvilket Lag kan betragtes som en Samleskede. I Inderbarken findes mange Baststreenge. Stellera Lessertii (Wickstr.) C. A. M. En Halvbusk, 20—50 cm. høj, og forekommende i Lerorken. Den er meget grenet, og mange døde Grene findes; ja hele Gren- systemer er døde bort, og korte tørre Pinde stritter ud i alle Retninger. Nye Grene dannes ikke blot fra Grene af sidste Skudgene- ration, men ogsaa fra gamle Grene. — Aarsskuddene bærer i samme Aar Grene, ofte 2—3 ; disse er ugrenede og straktleddede, og de en- der alle — hvis de lever saa længe — med Blom- sterstand. Denne er et kort simpelt Aks. De smaa gule Blomster kommer frem i Juli. Frugten er en ca. 4 mm. lang, pæredannet Nød, som omgives af Blomster- dækkets nedre, stærkt uld- Fig. 49. Stellera Lessertü. A: Bladtvær- haarede Del. SM BE Hasen 22038 Bladet er haaret, smalt og lille, omtrent elliptisk-lancetdannet og skraat eller lodret opad- rettet. Dets Bygning er isolateral (Fig. 49). Overhuden er tyk, og de fleste af dens Celler paa begge Sider har tyk forslimet Indervæg, hvilket paa Tværsnit giver et karakteristisk Billede, idet man ser to lyse Striber mellem Grønvævet og Overhudens Celle- rum. Disse er fyldte med Garvesyre, og Indholdet er derfor mørkt. _— 189 — Der er Spalteaabninger paa begge Sider. Der findes 2—3 Lag Pa- lissadeceller paa hver Side, og i Midten er der imellem Nerverne, som optager den meste Plads, 2—3 Lag runde, svagere klorofyl- holdige Celler, samt mange ,Speichertracheïden“ (mørke paa Fig. 49). I en ung Stængel findes en tyk men slimfri eenlaget Over- hud, hvis Spalteaabninger ikke er nedsænkede, og derunder 3 Lag runde Grgnceller, af hvilke de ydre er svagt palissadeformede. Derunder kommer omtrent to Lag runde eller tangentialt strakte, svagt bladgrontholdige Celler. Inderbarken bestaar af store Skle- renkymgrupper, adskilte af smalle Broer af klare Celler. -- Barken er paa de yngste Grene grøn, men naar Overhuden fyldes med Garvestof, faar Grenen en mørkebrun Overflade, som tilsidst spræn- ges af Korklag. Alhagi Gamelorum Fisch. En af de almindeligste Planter i Transkaspien. Den ser ud som en lav Busk med grgnne Grene. De overjordiske Dele er dog ikke persisterende, og i Almindelighed opfører Alhagi sig vistnok som en Rod-Geofyt. Men da man undertiden kan finde korte Stammer — sandsynligvis oprindelig Rodstokke — fra hvilken der 10—30cm over Jorden udgaar nye Skud, og da Bestemmelsen til Raunxiærs biologiske Typer skal ske efter de mindst beskyttede Knoppers Plads, forer jeg Arten op imellem Chamefyterne. Alhagi’s Lysskud er grønt og tornet. Ofte antager det nogen- lunde Kugleformen, idet de tetstillede og udspærrede Grene staar ligeligt ud til alle Sider. — Bladene er smaa, højst et Par Centimeter lange, aflangt-ægdannede eller spatelformede, og for en stor Del falder de af i Lobet af Forsommeren. Dette gælder især de se- nere udviklede Blade, medens de ældre, nedre Blade i hvert Fald delvis bliver længe siddende. Dette kommer formodentlig af, at den stigende Hede og Tørke hen paa Sommeren ikke tillader nye Blade at udvikle sig fuldt. I alle Bladaksler undtagen de aller øverste staar Torngrene. Disse er grønne, indtil ca. 4 cm lange, ender med en gul Spids og bærer ingen Blade, og kun de øvre af dem bærer Blomster. De staar ikke midt i Bladakslerne, men skævt henimod Bladets kato- diske Side (Bladene staar i 7/5 Skrue). I mange af Hovedskuddets Bladaksler staar der ved Siden af Tornen og paa den anodiske Side et Langskud, hvis Blade ogsaa støtter Torne, undtagen som- metider de øvre, men sjældnere tillige Langskud. ir Alhagi har vandrette Rødder, som med Mellemrum udsender opadgaaende Lysskud. Disse dør bort om Vinteren, normalt ind- til Jordoverfladen, og nye Skud fremkommer næste Aar fra den øvre Del al den underjordiske perennerende Rodstok. Disse saa- vel som gamle Rødder (?) kan blive meget tykke; jeg har set nogle paa 41/2 cm i Diameter. ii Fig. 50. Alhagı Camelorum. A: Tværsnit af Blad. B: Del af Tværsnit af et Tornskuds Yderbark. C: Del af Tværsnit af et ungt Skud. D: Tværsnit af et Sandskud (Reparationsskud); a: Marv, b: Ved, c: Inderbark, d: Yderbark (Kork). E: den yderste Del af Yderbarken i D.— D: svag Forstorrelse, de øvrige: X 203. Garvestofholdige Celler er skraverede paa tværs. | Af det ovenstaaende vil forstaas, at A/hagi optræder selskabe- ligt, og at den i sine underjordiske Dele har Ressourcer, som gør den det muligt at optage Kampen med meget ugunstige Forhold. Den har oftere været omtalt i det foregaaende (se f. Eks. S. 105, 110). Naar den overfyges af Sand, danner den fra en Bladaksel et — 191 — Skud, der, omhyllet af en tyk Korkklædning (se nedenfor), gaar -opad gennem Sandet indtil Overfladen (Smlg. Fig. 22, hvor noget lignende er afbildet for Heliotropium). Af Alhagi har jeg fundet Eksemplarer, hvor dette var sket to Gange: det første Reparations- skud var atter bleven begravet og havde dannet et nyt. — Paa den anden Side kan Rodstokke eller Rødder, som blottes ved at Sandet blæser fra dem, danne nye Lysskud. Alhagi’s røde Blomster sidder spredt, 2—7 sammen paa de øvre Torne; de begynder at udfolde sig i Juni. Frugten er en leddelt krum Bælg (ingen Ledbælg) med 5—8 Led og lige saa mange Frø; den er meget let. Alhagi’s Anatomi er studeret bl. af B. Jonsson, som har givet en Række noget skematiske Figurer. Bladets Bygning er hos mine transkaspiske Eksemplarer som skildret af ham (Fig. 45). Den garvesyreholdige Hypoderm paa Undersiden, tegnet i Fig. 50, A, kan dog mangle. Naar den er tilstede, ses den paa Fladesnit at danne et Netværk under Epi- dermis. Spalteaabningerne er svagt nedsænkede, Overhuden er een- laget, og der er 4—5 Lag korte Palissadeceller paa hver Side. Grenene er, da de fleste Blade falder tidligt af, vel udstyrede med Assimilationsvæv, hvorom Fig. 50, B og C, kan give Oplys- ning. De har tolaget Overhud (af det indre Lags Celler er mange garvesyreholdige) og Palissader omtrent som Bladets, bedst udvik- lede som det synes i Torngrene (Fig. 50, B). Indenfor Grønvævet ligger et Væv af parenkymatisk formede Geller, som indeholder mange store garvesyreholdige Geller. Sivæ- vet har i ældre Grene Sklerenkymstrænge paa Ydersiden. Marven er storcellet ; mange af dens Celler indeholder Garvestof. Dettes Tilstede- værelse er i Fig, 50 betegnet ved Skravering. Sammenlign iøvrigt SCHUBE, B. Jonsson og VoLkEns, hvilken sidste paa Tab. 3 (Fig. 10) har af bildet et Tværsnit af et Internodium af Alhagi manniferum. Et Reparationsskud, der fra en overføget Alhagi-Busk var vok- set op igennem Sandet, havde paa sin underjordiske, lavbladbesatte Del en gullig Overflade og var tyk og svampet at føle påa. Et Snit igennem den viste, at den var klædt i et mægtigt Korklag (Fig. 50, D, E), dannet af et Fellogen i Barken og dobbelt saa mægtigt som Marv, Ved og Inderbark tilsammen. Alle Cellerne, hvis Vægge var forkorkede, var yderst tyndvæggede og lette at sønderrive, og alle var tomme og døde. Indenfor et saadant luft- fyldt Hylster maa det opvoksende Skud være godt beskyttet. = MOD > Heliotropium dasycarpum Ldb. En Halvbusk, som findes i Lergrken. Den har 1—2 cm lange Blade, som er stivhaarede og staar meget spredt, saa at hele Plan- ten er gennemsigtig. Den blomstrer i Juni og Juli, og kun de nedre Blomster i Svikkelen synes en at bringe Frugt. Delfrug- 1 aa ” N terne er langhaarede og x PAL ye haardskallede. NAS Ca \ h ER VS, Wr a Bladet er næsten iso- a | lateralt bygget. Epidermis Ne / s/f er eenlaget, har Spalteaab- SZ Ic Ki27 A ninger, som ikke er ned- sænkede, paa begge Sider, samt er, ligeledes paa begge Sider, beklædt med Haar, hvoraf de fleste er bøjede til Siden, medens nogle er korte og næsten kuppel- formede. Cuticula fortsæt- ter sig ud over dem alle som et vortet Overtræk. Haarene staar påa store tyndvæggede Overhudscel- ler, som indeholder lagdelte Cystolither, de saakaldte Haarcystolither (se SOLERE- Fig. 51. Frankenia hirsuta. A: Omrids af DER 1899, S. 632, Fig. 127); Bladtveersnit med Angivelse af Overhud, de her omtalte Haar stem- Palissadeceller og Haar. B: Del af Blad- ‘mer overens med Fig. B). ee = an kr. G: Kir- Bladets Overside har eet Lag lange Palissadeceller, Under- siden to Lag kortere. I Midten findes, grupperede omkring Ner- verne, nogle klare eller svagt bladgrontholdige, isodiametriske eller lidt langagtige Celler. Frankenia hirsuta L. (= F. hispida D.C) Denne findes paa forholdsvis fugtige Lokaliteter, i Regelen paa Saltbund. Den har nedliggende, forvedede Grene. Bladene er ca. ‘lz cm lange, tilbagerullede, spredt haarede og bærer Saltkorn — 193 — paa begge Sider. De smaa, røde Blomster kan findes aabne endnu i Juli. Bladets Bygning er dorsiventral (Fig. 51); dog findes der baade Spalteaabninger og saltudskillende Kirtler paa begge Sider, men de børsteformede Haar mangler paa Oversiden. Der er lange, oftest tværdelte Palissadeceller paa Oversiden, korte paa Undersiden, og et løst Svampevæv med Druser i Midten. I det hele er Luft- rummene i Bladets Indre betydelige. Sklerenkym mangler. Convolvulus eremophilus Bois. & Buhse. En Halvbusk, som findes voksende paa Ler eller roligt Sand. Aarsskuddene, som udgaar fra de perennerende Grene, er indtil tre Gange forgrenede. Grenene af 3. Orden og de øvre af 2. Or- den synes altid at vere korte (indtil c. 4 cm) og har sjælden mere end 2—3 Internodier. Det ser ud, som om Væksten blev afbrudt ved, at Endeknoppen tgrrer hen. Disse smaa Grene berer hver een eller to Blomster. De nedre Blade er lancet-linjedannede, indtil omtrent 3 cm lange, de øvre er smaa Skel, og Planten er saaledes praktisk talt bladlgs. Alle grønne Dele er beklædte med skævt toarmede Haar, af samme Form som dem hos C. erinaceus (se nedenfor Fig. 53). De hvide Blomster aabnes i Juni. Kapslen indeholder to store, langhaarede og haardskallede Frø. Bladets Anatomi har jeg ikke kunnet undersgge. Den primeere Bark ligner den hos de folgende Arter. Der er en eenlaget, garve- syreholdig Overhud, hvis Spalteaabninger ikke er nedsænkede, tre Lag Palissadeceller, som indadtil stotter sig til eet eller faa Lag af næsten klorofyllgse, tangentialt strakte Celler, imellem hvilke der udfor Siveevsgrupperne findes enkelte Bastceller. Convolvulus divaricatus Rgl. & Schm. En Halvbusk, som vokser paa roligt Sand. De 30—40 cm lange Aarsskud er bugtede, hviduldede og to—tre Gange grenede. Bladene er smaa, omtrent !/2—1!/2 cm lange, siddende med bredt hjærte- formet Basis. De enlige hvide Blomster er fremme i Maj. Bladets Bygning er isolateral. Der er omtrent fem Lag Palis- sadeceller, af hvilke de midterste er mindst. Overhuden er een- laget, indeholder Garvesyre og er paa begge Sider besat med lange Haar, som er udstaaende. De er toarmede, men den ene Arm er Botanisk Tidsskrift. 32, Bind. 13 — 194 — Fig. 52. Convolvulus erinaceus. Tilvenstre en endnu bladbærende Plante. (Juni). Tilhøjre et Eksemplar, som har kastet Bladene. (Juli). reduceret. Ved Nerverne findes Sekretceller (Mælkesaftgange). De unge Grenes grønne Bark er bygget som hos foregaaende, kun er Haarklædningen udstaaende og langt tættere. Convolvulus erinaceus Ldb. En Halvbusk med meget lange Rødder, hjemmehørende for- trinsvis paa nogenlunde rolig Sandbund, indtil ca. 40 cm høj, men ifølge Arrcxison indtil 1m (2—3 feet.) Aarsskuddene er stive, — 195 — stærkt grenede, knæbøjede ved Leddene, og Grenene er udspær- rede eller tilbagebøjede. Fig. 52 viser, at Planten i Foraar og For- sommer udvikler Blade, som er linje-lancetformede, 2—3 cm lange og hvidhaarede, men at Bladene hen paa Sommeren falder af, saa at Grenene bliver de eneste Assimilationsorganer. Større Eksem- plarer viser sig paa denne Aarstid som bladløse, kugleformede og tornede Buske. Tornene dannes af Aarsskudsgrenene af 2.—3. Orden og de øverste af 1. Orden, hvilke i Regelen kun faar dannet Fig. 53. Convolvulus erinaceus. A: Tværsnit af den grønne Bark og en Del af Veddet; to Kar er tegnede. c: Cambium, |: Sekretcelle. — B: Spalteaabning. C: Epidermis med Haar, set ovenfra. D: Samme af Convolvulus fruticosus. Alle: X 203. eet Stængelled og Begyndelsen til et andet, hvorefter Væksten standser og Grenen bliver staaende som Torn, afsluttet af et dødt, vissent Parti. De hvide Blomster sidder enligt paa disse smaa Grene; de er fremme i Juni og Juli; Arrcuison siger, at de er aabne ved Solopgang, men jeg har fundet dem aabne midt paa Dagen i brændende Solskin. Kapselen indeholder ofte (altid?) kun eet Frø, som er kort uldhaaret og haardskallet. Bladets Anatomi har jeg ikke undersøgt. Grenenes primære | 155 — 196 — Bark er som hos de to forannævnte Convolvulus-Arter, som det vil fremgaa af Fig. 53. I Inderbarken findes — ligesom hos disse — Sekretceller (Fig. 53, A, 1.), som paa Langdesnit viser sig at staa i lange Rækker, der ligner Tondestabler. (Smlgn. HALLıEr) Lignende findes i Marven, hvor der ogsaa er Sivæv (en Familie- karakter). Convolvulus fruticosus Pall. Vokser paa leret eller stenet Grund. En Halvbusk med stive, tornede Grene. Aarsskuddene, der udgaar fra den lave, knudrede, perennerende Del, grener sig indtil tre Gange. Grenene, navnlig de af 2: Orden, er udspærrede eller til- bagebojede, Grenene af 3. Orden er ligesom de øvre Grene af 2. Or- den Torne, af hvilke de nedre er blomsterbærende. Disse bærer hver kun een, endestillet Blomst, hvis to smaa løvbladagtige Forblade hver støtter en Grentorn, som plejer al vere bladlgs. Naar Blomsten og de to Blade er faldne af, staar en gaffelformet Torn tilbage. (Fig. 54, B, G). De øvre Torne er ugrenede. Bladene er smaa og lancetdannede; de nedre, som er de største, er ind- til ca. 21/2 cm. lange; opadtil bliver de baade kortere og smallere. Hen paa Sommeren, i Juli Maaned, staar de alle lodret nedadbgjede og noget rendeformet sammenrullede. (Fig. 54). Fig. 54. Convolvulus frutcoisus. Planten blomstrer i Maj; Kro- ee = en Se nerne er forholdvis store, ar a ent og beklædte med Uldhaar. Saavel unge Grene som Blade er hvide, beklædte med toarmede Convolvulace-Haar, hvis Arme er meget ulige lange (Fig. 53, D). Den laengste vender imod Organets Spids. Bladet har en isolateral Bygning. Epidermis’ Ydervæg er me- get tyk, lige saa tyk som Cellerummet, hvori der er Garvesyre. — 197 — Spalteaabningerne er nedsænkede. Der er to—tre Lag Palissade- celler påa hver Side og ved Nerverne svære Baststrænge. De unge Grenes Yderbark er bygget som et halvt Blad. Acanthophyllum elatius Bge. En Sten- og Lerbundsplante Fra en treagtig Grunddel ud- gaar en Mængde lige, ugrenede, omtrent halvmeterlange Grene med hvid Bark og modsatte, stive, stikkende Blade. Disse Grene dør inden næste Vegetationsperiode bort næsten til Grunden. I Bladakslerne bærer de smaa Bladrosetter og i Spidsen en kvastformet Blomsterstand. Midt i Bladet findes en mægtig Sklerenkym- stræng, mange Gange tyk- kere end Midtnerven, som ligger langs dens Over- side. Til Siden findes et Par mindre Nerver, del- vis ledsagede af smaa Sklerenkymstrænge paa Leptomsiden. Fra Midt- strængen straaler Palis- sadeceller ud til alle Sider. Epidermis har meget tykke Ydervægge. Spalteaabningerne er ikke nedsænkede. Luft- Fig. 55. Acanthophyllum elatius. A: Bladtvær- rummene i Bladets In- Smit. Sklerenkym er holdt sort. N: Nerver. B: Detail fra Undersiden af A. A: X 77, BX 203. dre er betydelige (Fig. 55, B). Acanthophyllum pungens ligner meget den ovenfor beskrevne Art. De øvrige Arter har jeg ikke set. Noéa spinosissima L. En Haivbusk, der fortrinsvis findes paa Stenbund (i Bjærge). Den er meget grenet og danner en tæt tornet, kugleformet Busk, — 198 — Fig. 56. Anabasis salsa. Slutningen af Juni. hvis Grene dør bort næsten til Grunden og sidder paa en nedre, forvedet, længe levende Del. Bladene er lange, trekantede og torn- spidse; de støtter alle Tornskud, som bliver 3—6 cm lange og ofte igen bærer sidestillede Tornskud. — 199 — Blomstring i Oktober; Blomsterne er tæt omgivne af Højblade. Frugten er en Nød, omgivet af et vinget Bloster. Nanophytum erinaceum Pall. Denne Art kender jeg kun af Herbarieeksemplarer. Den nær- mer sig til at være en Pudeplante, idet Skuddene har korte Inter- nodier og mange smaa knudeformede Sideskud med Blade i Ro- setter. Bladene staar tæt samlede og er æg-lancetdannede med en lille Tornspids. Anabasis salsa (C. A. M.) (Brachylepis). Denne findes voksende paa leret eller stenet og saltholdig Bund. Fig. 56 viser, hvorledes den ser ud. Den er en Halvbusk-Chame- fyt, hvis svagt grenede Aarsskud dør bort til tet over Jordfladen. De er rigt forsynede med Blom- ster, som sidder i Hjgrnerne af Bladene, smaa modsatte Skel. Blomsterne udfoldes i Juli— August. Frugten er noget kødfuld; den er omgivet af det uvingede Bloster. Den assimilerende Stengel er bygget efter den sædvanlige cen- triske Chenopodiacé-Type. Hud- vævet bestaar af tre Lag; det inderste Lag er et tyndvægget »Druselag*. Spalteaabningerne er lidt nedsænkede. En Ring af Palis- Fig. 57. Arthrophytum subulifolium. : ae ee A: Bladtversnit. Ne: Nerve, Skl: sader med Stivelseskede, og inden- Serena (coun wae wendy oer for denne et Vandvæv med store Stivelseskede, Pal: Palissadeceller, Dr: Druser og med Nerver. _ Druselag, Ep: Epidermis. — B: Del af Tversnit af en ung Gren, visende Overhud og Hypoderm med Druser, : Palissadeceller og Stivelseskede. Denne er en Saltplante lige- A: X 47, B: X 203. som den foregaaende, som den med Hensyn til Skudbygning slutter sig til. Hvad Frugten angaar er A. aphylla en ægte Anabasis, idet Blosterets Blade er bredvingede og Frugten tør. Anabasis aphylla L. — 200 — Arthrophytum subulifolium Schrenk. En paa fast Bund voksende Halvbusk, der ikke synes at blive mere end 30cm høj. Undertiden er den maaske en Hemikryptofyt, men i sin mindst beskyttede Form er den en Chamæfyt, som har en lav, tyk, perennerende overjordisk Grunddel, der bærer temme- lig korte, gronne Grene. Disse berer modsatte, sylformede Blade, hvis Aksler er uldhaarede, og hvis nedre Dele overvintrer. Jeg har ikke set Planten i Blomst. Frugten skal vere noget kødet og uvinget. Bladets og Steengelens Bygning er, hvad Assimilationsveev, Hud- væv og Vandvæv angaar, ens, hørende til den centriske Type (Fig. 57). En tyndvægget Druse-Hypoderm findes. Hos de ovenfor beskrevne Chameefyter kan man finde følgende fælles Træk: De er Halvbuske, hvis nedre, forvedede og ofte tykke Del er fleraarig, og af hvis Aarsskud største Delen — den øvre — dør bort inden næste Vegetationsperiode. Kun Nanophytum er eller nærmer sig til at være en Pudeplante. Med Undtagelse af Capparis har de alle smaa Blade; af Che- nopodiaceerne er nogle praktisk set bladløse. Hos nogle Arter ka- stes alle eller nogle af Bladene i Sommerens Løb, og Stænglerne vikarierer som Assimilationsorganer (Alhagi, Convolvulus). Bladenes Bygning er, undtagen hos Frankenia, isolateral. Mange Arters Blade er haarklædte, nogle har Tracheider, andre Vandvæv. Aarsskuddene er næsten altid forgrenede, hvad der hos Halv- buske er Regelen (Warmine 1892). De fleste Chamæfyter er, som det allerede tidligere er nævnt, sent blomstrende. Med Hensyn til Frugtens Beskaffenhed finder jeg ingen særlig ejendommelige fælles Træk. C. HEMIKRYPTOFYTER. Disse er som meddelt i Kapitel 12 (S. 144) for den største Del Foraarsplanter, hvis overjordiske Dele er døde i den var- meste Sommertid. Saavidt jeg kender, gælder dette f. Eks. alle Fig. 58. Anabasis eriopoda. August. Umbelliferer, som hører til denne Type; og ogsaa de allerfleste Astragalus- og Cousinia-Arter — for at nævne nogle af de større Slægter — er borte om Sommeren. Af Sommerplanter, som er Hemikryptofyter, er de vigtigste nogle Halofyter, som omtales nedenfor. — 202 — Anabasis eriopoda (C.A.M.) Denne er almindelig i meget tørre Ler- og Stengrkener. Det er en Plante af et meget ejendommeligt Udseende, hvad der vil fremgaa af Figurerne 58 og 59. Aarsskuddene kommer frem af en hvid Uldpude, som findes i Jordskorpen; de er 30cm eller mere lange. Bladene er reducerede til smaa modsatte Sk&l, som paa ældre Grene afsluttes af.temmelig lange, spinkle Torne, og i hvis Aksler der findes mange hvide Uldhaar. Af Aarsskuddenes Bladaksler er de nedre gren- løse, men de øvre alle grenbærende. Kraftige Grene danner nye Grene, saa at der opadtil dannes et Virvar af Grene (Fig. 58). Alle overjordiske Skud er eenaarige. De nederste to Blade paa Skuddet sidder nede i Puden, hvorfra alle Skuddene kommer; de er meget korte, men bærer lange Torne påa Spidsen (Fig. 59), og deres Bladaksler er meget uldrige. Uldpuden maa være dannet af Ulden fra de suc- cessive Skuds nedre Bladaksler, og jeg antager, at Fig. 59. Anabasis Skuddene opstaar i disse samme Bladaksler. Dette eriopoda. Del af har jeg dog ikke kunnet eftervise. en Tue. August. De smaa, uanselige Blomster springer ud i SED PTE: Juli Maaned, og Frugterne, som er kødede og ikke dækkede af Blosteret, modnes i September— Oktober. Med Hensyn til Skuddenes Anatomi kan henvises til Fig. 60. Huden er meget svær, trelaget, og indenfor den findes et tyndvæg- get ,Druselag*, som dog mange Steder er afbrudt. Iøvrigt findes det sædvanlige Lag Palissader, en Stivelseskede og Vandvæv. Zygophyllum. Arterne af denne Slegt er i hvert Fald delvis Sommerplanter. Som Eksempel kan nævnes Z. Eichwaldii C. A.M. Den har lange, gaffelgrenede Skud, tyndt besatte med Blade. Disse er langstilkede, tokoblede, med smalle, flade Smaablade. De ældre Blade er døde og affaldne, naar Spidsen af Stængelen endnu vokser (Vand-Deplace- ment, smign. ovenfor S. 61). Planten blomstrer om Foraaret (ogsaa om Sommeren?), men kan endnu findes med levende Skud hen paa Sommeren. Bladet er isolateralt og bestaar, i Modsætning til de af War- — 203 — MING 1897 (S.41) og Vorkens (S. 113) skildrede Arter, af Palissade- celler helt igennem. Disse ‘bliver større og klarere indadtil, men de indeholder alle Grønkorn, og noget Vandvæv findes altsaa ikke. Epidermis er eenlaget og som det synes slimholdig, Spalteaabnin- . gerne er lidt nedsænkede. I en ung Stængel er Marven Vandvæv. I den primære Bark ligger der Baststrænge med regelmæssige Mellemrum. Udenfor disse ligger den grønne Yderbark, hvis Celler er svagt palissadeformede. Fig. 60. Anabasis eriopoda. A: Del af Stængeltværsnit; Phl: Phloém, indenfor hvilket der ligger Ved med Kar. — B: Detail af A. C: Hudvæv med Spalte- aabning. A: X 47, B og C: X 203. Zygophyllum Fabago og miniatum har begge brede Blade og kortere Grene end Z. Eichwaldii. Peganum Harmala’s Blade er gentagent gaffelgrenede med linjedannede Afsnit. Grenene ligger ligesom hos Zygophyllum- Arterne henad Jorden. Den blomstrer om Foraaret, og Skuddene visner hen paa Sommeren. Smlgn. VoLkens S. 114. Statice otolepis Schrenk. Denne Art har store og brede, grundstillede Blade, som er dorsiventrale, med to Lag Palissader paa Oversiden, Svampevæv — 204 — og Spalteaabninger kun påa Undersiden. Disse Blade visner bort hen paa Sommeren. Imidlertid har Plantén blomstret i Maj—Juni, og den rigt forgrenede Blomsterstands Grene er grønne og persisterende, og disse er ligesom hos S. cordifolia (Ross S. 20) Sommerens Assi- milationsapparater. Deres Bygning ses af Fig 61. Der er marv- stillede, kollaterale Karbundter (smlgn. SoLEREDER 1899 S. 564). Veddet danner en fast Ring af Libriform. Barken bestaar af Grøn- væv, hvilket illustreres af Figurerne B og C. Gites eo Sie > on Fig. 61. Statice otolepis. A: Tværsnit af Blomsterstandsakse. Veddet er tegnet sort, i de hvide Huller findes Karstreenge, og saadanne findes ogsaa indenfor. B og C: Detailler af A, B visende Kirtel og Spalteaabning. A: X 47, B og C: x 203. Af Sommer-Hemikryptofyter findes der nogle, som vokser paa gunstigere Lokaliteter, i Lavninger, nær Floder og lignende Steder, og som kun i ringe Grad er xerofytisk byggede. De har tydelige, som Regel ikke ret store Blade, oftest haarede. Til disse Planter, af hvilke jeg ikke har undersøgt nogen nøjere, hører f. Eks. føl- gende Arter: Convolvulus pilosellifolius og subhirsutus, Inula caspica, Jurinea derderioides, J. Pollichii, Cousinia triflora, platylepis og dissecta (tornede), Centaurea iberica, Echium italicum, Lindelofia anchusoides, Aster Tripolium. — 205 — D. GEOFYTER. Af disse, som for en stor Del er Logplanter (Smign. Kap. 12, S. 147), har jeg kun undersggt Planter af de tre vigtige Slegter Dodartia, Heliotropium og Aristida. Dodartia orientalis L. Denne er en Rod-Geofyt, som vokser paa ret gunstige Loka- liteter, paa Lerbund. Dens bladløse, grenede Skud bærer i Maj— Juni violette Blomster. Grenene, hvis indre Bygning er fremstillet i Fig. 62, har en tyk Overhud og derunder en Hypoderm, i hvilken nogle Celler bliver til Bastceller, medens andre forbliver tynde og tilsidst falder bort, efterladende tomme Rum imellem Baststrængene. Der er 4—5 Lag Pa- lissadeceller, hvoraf de inderste græn- ser op til en Samleskede af store, tykvæggede, forvedede, stærkt po- rede Celler. Indenfor disse findes Karstrænge, hvis Sivæv er dækket af smaa Baststrænge, og imellem Kar- strængene smaacellet Væv. Marven er et storcellet Vandvæv. ath Naty A ral} al NN NN... 1 Wn S N NS Ke Ss SON N ave ÆREN e, = STH ER Heliotropium sogdianum Bge. Denne Art, som har vaeret flere Gange omtalt i de foregaaende Ka- pitler (se f. Eks. S. 107), danner lange, vandrette, underjordiske Ud- Fig. 62. Dodartia orientalis. A: Del løbere, som, ofte med lange Mellem- Se rum, udsender Lysskud. Fig. 63 viser Detail af A. A: X 47, B: X 203. en Udløber, som er tæt besat med Skud. Ved Grunden af disse dannes ofte Rødder. Lysskuddene er ofte rosetdannede. Et ældre Lysskud har hvid, blank Bark og er paa de ydre Dele besat med lange, stive, udstaaende Haar. Ogsaa de ægdannede eller ægdannet-elliptiske Blade er stivhaarede. Bla- denes Længde er 1—1,5 (—2) cm; deres Ribber er meget stærkt frem- trædende paa Undersiden. Fordybningerne imellem dem ses paa Oversiden som konvekse Flader, saa at Bladet faar et bulet Ud- — 206 — seende. Oversiden har forholdsvis faa, men tykke og stive Haar; de er hvide og staar hver paa en hvid, cirkelrund Fod. Af saa- danne Haar findes der en stor Mængde paa Undersiden. De hvide Blomster er fremme i Maj. Heliotropium Radula synes, saavidt de ofte golde Lysskud har kunnet bestemmes, at have samme Vækstmaade, Bladform og Behaaring som H. sogdianum. Haarene staar dog noget tættere. Bladet hos H. sogdianum er isolateralt. Overhuden er een- laget, har mange Haar (med Haarcystolither, smlg. H. dasycarpum S. 192), og svagt nedsænkede Spalteaabninger paa begge Sider. Der er omtrent to Lag korte, stivelsefyldte Palissadeceller paa hver Side. Nerverne er omgivne af klare Celler. u: | Fig. 63. Heliotropium (Radula?) Del af et vandret Rhizom med Lysskud. (Form.). a SS Aristida pennata Trin. Dette sanddæmpende Græs er omtalt ovenfor S. 69f. Plantens tætte, buskformede Vækst og dens Evne til at danne Sideskud, som gør Tuerne tætiere og ved Overfygning grundlægger nye, gor den til ,Sandgrkenens Erobrer“ (Antronow) og til den aller værdi- fuldeste Art ved Læplantningerne. Rødderne er, som nævnt og afbildet tidligere (Fig. 9), om- givneaf en Sandstrgmpe. Inde i denne ligger Roden lest, „wie das Bein in der Hose oder, besser und ästhetischer ausgedrückt, wie eine Phryganeenlarve in dem selbst gebauten Gehäuse“ (Vozxens S. 26). VOLKENS har paavist, at denne Sandstrampe dannes af Rodhaarene, som kitter Sandkornene sammen, og han mener, at dens Betydning er at beskytte Rodderne mod Fordampning. Heri bestyrkes han derved, at de med Sandstrgmpe forsynede Græsarter mangler Kork eller et dertil svarende Beskyttelsesmiddel. — 207 — Jeg har fundet, at Roden, der stikker løst i Sandstrømpen, er uden Bark. Den er omgiven af en flerlaget, tykvægget Pericycle af prosenkymatiske, stærkt porede, stivelseholdige Celler, og uden- for denne af den tyndvæggede Endodermis, som paa sin Yderside bærer Laser af Barken. Strømpen selv er dannet af Rodhaar, som, skønt døde for- længst, holder Sandkornene sammen. Rodhaarene sidder paa Epi- dermis, som endnu er hel og udklæder Sandrøret paa den indven- dige Side. Strømpens indvendige Tykkelse er altsaa Rodens oprin- delige Tykkelse, og ved den primære Barks Forsvinden er Roden bleven saa tynd, at den kommer til at ligge løst i Røret. Straaet er solidt, og Karstrængene lig- ger spredt i et noget tykcellet Væv; hver af dem har 3—4 Kar og C en Sigruppe og er paa begge Sider ledsaget af Styrkestrænge. Bladets Anatomi er behandlet af Duvar Jouve (Tab. 17. Fig. 7) og TscuircH (Tab. 6 Fig. 3) for den meget Fig. 64. Aristida pennata. A: Del af Bladtvær- nærstaaende og maa- snit, lidt skematisk. Sklerenkym er holdt sort, Grøn- ske identiske Aristida YÆY stribet. B: Detail af A. N: Nerver. CG: Under- A N sidens Overhud med Haar. (A: X 53, B og pungens, og de trans- C: X 203). kaspiske Eksemplarer, jeg har undersggt, stemmer i Hovedtrækkene overens med det af disse Forskere fundne, dog synes mig Gronvævets ene Cellelag at være tydeligere palissadeformet og hele Bladet at have større Luft- rum indvendig end paa de citerede Figurer. I Fig. 64 er der givet et Par Figurer af Bladets Bygning. Bladet er sammenrulleligt til Inder- (Over-) Siden, her har det lange Haar og i Overhuden a rr fo ES À as Er — 208 — Heengselceller. Som alle Panicéer har Planten Stivelseskede om- kring Nerverne; den er ved nogle Nerver aaben ved Sivævsiden, ved andre paa begge Sider, og den er omgiven af et Palissade- lag. Undersiden er paa mine Eksemplarer ogsaa furet, om end svagt, og i Furerne udfor Luftrummene mellem „Prismernes“ Grøn- væv findes Spalteaabninger, som er lidt nedsænkede, medens Over- huden iøvrigt bærer korte, spidse Haar, (Fig. 64, B, C). E. THEROFYTER. I det foregaaende er det gentagne Gange bleven omtalt, at nogle af Therofyterne er efemere Foraarsplanter, medens andre — og færre — er Sommerplanter, der overlever den tørre og varme Sommer. I det følgende vil der blive meddelt en Del Iagttagelser over nogle af de til den sidstnævnte Gruppe hørende Arter. De efemere kunde ogsaa fortjene en indgaaende Behandling; deres for- skellige Grad af xerofil Bygning efter Jordbund og Udviklingstid var f. Eks. vel værd at undersøge. Det foreliggende Materiale har dog ikke tilladt en saadan Undersøgelse, navnlig ikke i anatomisk Henseende. Men det synes mig ogsaa, at Sommerplanterne er in- teressantere, og under Rejsen henvendte jeg især min Opmærk- somhed paa dem og samlede Materiale af dem. Cousinia. Til denne Slægt hører mange transkaspiske Arter, af hvilke de fleste er perennerende. Alle er de ret bredbladede, tornede, og det er ogsaa hyppigt, at de er spindelvævshaarede. Af eenaarige Arter har jeg undersøgt C. annua og C. dichotoma. Den første at disse fandt jeg blomstrende iSandgrken midt i den varmeste Som- mertid. Den var henimod 4/2 m høj, havde brede, tornede Blade, i hvis Aksler der stod tætte, rige Blomsterstande. Planten er glat, Stængelen snehvid og blank. Bladet er noget dorsiventralt, har to Lag Palissadeceller paa Oversiden og et paa Undersiden og et temmelig løst Svampevæv. Nerverne har Baststrænge; de store af dem springer listeformet frem paa Undersiden. De ligger flere sammen, adskilte eller for- bundne ved et klart Vandvæv, som udadtil gaar over i kollenky- matisk Væv. Overhuden er temmelig tyndvægget og bærer Spalteaabninger paa begge Sider. Stængelen er uden Gronvæv; den har en tyk Epidermis og — 209 — derunder et mægtigt og tykvægget Kollenkym (Fig. 65), som gaar helt rundt. Cousinia dichotoma er en mindre Plante, som endmu kan fin- des blomstrende i Begyndelsen af Juli, men som paa denne Tid er ved at visne. De brede, tornede Blade bevarer endnu, takket vere Styrke- _ væv, deres Form og Retning. De er lige- eo siventrale “OPCS DOS som hos foregaaende noget dorsiventrale g = og har Spalteaabninger paa begge Sider. , Qe © a ES) Frankenia pulverulenta L. > wer En spinkel Plante med nedliggende Grene. Den findes ligesom F. hirsuta (se S. 192) mest paa noget fugtig Jordbund. _ Fig: 65. Cousinia annua. Bladene er smaa og flade og bærer Salt- ee eae lenkym. (X 203). krystaller paa begge Sider; Kirtlerne, som findes afbildede hos SOLEREDER (S. 121), findes altsaa ogsaa paa begge Sider, og det samme er Tilfældet med Spalteaabningerne (modsat VoLkens Angivelse |. c.S. 109). Lange Haar findes derimod kun paa Undersiden. Bladet er iøvrigt dorsiventralt med to Lag Palissadeceller paa Oversiden og et temmelig løst Svampevæv. Crozophora gracilis F.&M. En urteagtig Plante med udspærrede Grene og langstilkede, æg- hjærtedannede Blade, som paa begge Sider er beklædte med tyk Filt af Stjernehaar. Planten findes paa Steder, hvor der ikke er for lidt Fugtighed i Jorden, og den blomstrer endnu i Juli Maaned. Bladet er dorsiventralt, har eet Lag lange Palissadeceller paa Over- siden og eet Lag korte paa Undersiden, ingen Vandvæv. Der er en Del Druser. Overhuden er eenlaget og har Spalteaabninger paa begge Sider. Euphorbia Turczaninowii Kar. Kir. (E. carnosa Pauls.) En indtil ca. 10cm høj, tætløvet, grøn og glat Plante, der ligesom de foregaaende bebor gunstigere Lokaliteter, og som næppe blomstrer ind i Juli Maaned, selv om den nok kan findes med Frugter paa denne Aarstid. De siddende, brede Blade er skraat opadrettede og har en isolateral Bygning. Der er en tynd Overhud med Spalteaabninger paa begge Sider. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 14 2 Euphorbia cheirolepis F.&M. En opret Plante med temmelig lange Internodier, Sandorken- beboer. Bladene er omtrent centimeterlange, stilkede, omvendt ægdannede, torntakkede, paa Oversiden blanke og spindelvævs- haarede og paa Undersiden næsten uldhaarede. De er dorsiven- Fig. 66. Ceratocarpus arenarius. A: En ung Plante med grønne Blade og med enkelte Frugter i Bladhjørnerne. Maj. (Nat. Størr). B: En ældre Plante i halv Størrelse. C: en Gren af B i dobbelt Størrelse. Bladkødet er borte, og Midtnerverne staar tilbage som Torne. August. trale, dog med Spalteaabninger paa begge Sider. Eet Lag lange Palissadeceller paa Oversiden, et Svampevæv, hvis underste (grønne) Cellelag er lidt palissadeformede, og under dette endnu et palis- sadeformet Cellelag, der er farveløst og maa betegnes som Vandvæv. ze Oh Ceratocarpus arenarius L. Denne meget almindelige Plante findes baade paa Sand- og Lerbund. Fig. 66 kan vise, hvorledes den ser ud. Om Foraaret har den tydelige linje-lancetdannede Blade, som i Hjørnerne bærer enlige Blomster (Fig. 66, A). Den er beklædt med Stjærnehaar. Bladene er isolaterale, har omtrent to Lag Palissadeceller paa hver Side og endel Druser. Hovednerven er beklædt med et mægtigt Sklerenkym, som ofte naar fra Overhud til Overhud. Smaa Nerver er omgivne af klare Samleceller. Overnuden er eenlaget, ikke sær- lig tykveegget, og har Spalteaab- ninger (ikke nedsænkede) paa begge Sider. I August viser Ceratocar- pus sig som en tornet Kugle (Fig. 66, B. C.). Af Bladene er kun Midtnerven tilbage, og selv in | Fig. 67. Ceratocurpus arenarius. om nogle Blade synes at have Tværsnit af en Del af Frugthylsteret deres Plader endnu, viser en ana- (Forbladet). X 203. tomisk Undersøgelse, at alle Cellerne er kollaberede og døde. Alle Bladene er altsaa paa denne Aarstid reducerede til Torne, og Assimilationsvirksomheden er hen- lagt til de to sammenvoksede Forblade, som danner tvetornede Frugthylstere (se Fig. 66 C.). Et Snit af Frugthylsterets Væg viser (Fig. 67), at den indadtil er dannet af to forveddede tykvæggede Lag, af hvilke Nr. 2 ingen Cellerum opviser, og at der udenfor disse Skeletcellelag ligger et Assimilationsparenkym, bestaaende af eet Lag korte Palissadeceller og et—to Lag tverstrakte, løst stil- lede Celler. Alle Cellerne er fulde af Stivelse. Nerverne (N) har Basthelægning paa begge Sider, navnlig de to, der staar ved Hyl- sterets to Smalsider. Gornulaca Korschinskyi Litw. En opret Sandorkenplante, tæt besat med korte, naaleformede Blade (Fig. 68); i alle Bladaksler staar Rosetskud, bærende mange Tornblade; alle Bladaksler, d. v. s. paa de nedre Dele af Bla- dene, sidder en Mængde hvide Uldhaar. De er lidt over 1mm lange, sidder i Knipper og bestaar af een, to eller tre Cellerækker. Tykkelsen aftager opefter (Fig. 69). 14* 68. Cornulaca Korschinskyi. Plante i halv Størrelse. B: En Gren i na- turlig Størrelse. Bladet er bygget efter den sædvanlige centriske Type og ligner det neden- for afbildede Blad af Hora- ninowia ulicina (Fig. 71): eenlaget Epidermis med store Papiller, Druselag, eet Lag Palissader med Stivelse- skede, et lille Vandvæv og en mægtig Sklerenkymbe- lægning påa Nerven. De smaa Blomster aabnes først om Efteraaret. Blosteret bliver sid- dende om Frugten og bæ- rer en 4 mm lang Torn. Horaninowia ulicina F.&M. En Sandgrkenplante med nedliggende Grene og naaleformede Blade. Gre- nene kan blive 20—30 cm lange (se Fig. 70). Imel- lem de modsatte Bladpar er der lange Internodier. I de uldhaarede Aksler af de trinde eller halvtrinde, tornspidse Blade staar Ro- setskud eller kortere eller længere Langskud eller Blomster. Bladene paa Ho- vedgrenen dør temmelig tid- ligt, medens Akselskuddene holder sig grønne. Paa gunstige Lokali- teter bliver Bladene indtil et Par Centimeter lange, og Skuddene er oprette (var. longifolia). 0e Angaaende Bladets og Stængelens Bygning henvises til Fig. 71, som maa kunne gore en Beskrivelse unødvendig. I Stængelen veksler Striber af Gronveev med Striber af Kollenkym (Fig. 71 C). Agriophyllum minus F&M. En stærkt grenet, tornbladet Sandgrkenplante, som kan blive ca. 30 cm høj. Fig. 72 viser et lille Eksemplar. Bladene er flade, stjærnehaarede, haarde, ligeribbede, furede, indtil 3 cm lange, endende med Torn. De nedre er lancetdannede, opefter bliver de smallere. I Bladakslerne | | staar Kortskud, hvis Blade er ganske smalle, \ naaleformede, og ender med enstraagul Torn. | De flade Blade dør bort i Sommerens Løb, | | | medens Kortskuddene holder sig grønne. Bladbygningen er isolateral, hvad der fremgaar af Fig. 73. Bladribberne bestaar af Sklerenkymstrænge. Der er eet—to Lag Palissadeceller paa hver Side og klare Celler \ | \ a) med mange Druser i Midten. Paa Steengelen er der Kollenkymstriber Fig. 69. Cornulaca Kor- mellem grønne Striber. Disse har ca. 2 schinskyi. Dele af Aksel- Lag lave Palissader, der støtter sig til tveer- eC strakte Samleceller. Paa Overgangen mellem Rod og Steengel er Aksen tyk og saftig. Der er her ingen Gronvev, men Kollemkym helt rundt. Agriophyllum latifolium F.&M. Den ligner foregaaende, men de nedre Blade, som efterhaan- den forsvinder, er ægdannet-elliptiske til bredt hjærtedannede og fjernervede (Fig. 74). De er spredt stjærnehaarede og ender med en Braadspids. Højere oppe paa Planten bliver Bladene smallere og Braadspidsen længere, og de øverste Blade og Bladene i Roset- terne er ustilkede og naaledannede som hos foregaaende Art. Bladet er ikke ribbet som hos de foregaaende, men Grønvævet har omtrent samme Bygning. Nerverne har en tyk Bastbelægning, og langs Bladranden løber en Baststræng. Stængelen (Fig. 75) har mægtige Bastribber og er stærkere forsynet med Grønvæv end hos foregaaende Art. Indenfor Palissaderne ligger en Række Samle- celler, som afbrydes af Sivævets Baststrænge. — 214 — Fig. 70. Horaninowia ulicina. Del af en Plante. Juli. Salsola. Til denne Slægt hører en Del Bladsukkulenter, som for en Del er tornede (S. Kali, aperta, sogdiana, Androssowii) medens andre (S. crassa, lanata, clavifolia) er tornløse. Endelig er der nogle Høj- bladsukkulenter (smlg. ovenfor S. 61), nemlig Salsola spissa (Fig. 8), incanescens og sclerantha. — 215 — Jeg har undersøgt S. sogdiana (Fig. 76) og aperta, som begge har tornspidse, halvtrinde Blade, og fundet, at disse har den sæd- vanlige centriske Bygning ligesom S. Kali (se Warmine 1897 S. 216). Højbladene hos S. spissa og sclerantha har samme Bygning. Den sidstnævnte Art er hvidhaaret. Halocharis hispida C.A.M. En Ler- og Saltplante, som er stivhaaret og derved faar en brunlig Farve. Bladene er hel- eller halvtrinde og langhaarede, Fig. 71. Horaninowia ulicina. A: Bladtværsnit. N: Nerve. B: Detail af A: C: Del af Stængeltværsnit. Sklerenkym er holdt sort, Kollenkym prikket, Pa- lissadeveev stribet. (B: X 208, A og C: X 58). navnlig i Spidsen; de staar tæt trængte i Kortskud, som fremkom- mer i Bladakslerne. Disse Kortskud kan staa saa tæt i Grenenderne, at Planten bliver næsten kugleformet med uafbrudt Overflade. Bladets Anatomi er af den sædvanlige centriske Type. Haa- rene er to Slags: færre lange, stive, flercellede og flere korte, stive, eencellede. Under Overhuden findes intet Druselag, men der er mange Druser i Grønvævet og i Vandvævet. — 216 — Halimocnemis. Denne Slægt er kendetegnet ved, at Blosteret ved Frugtmod- ningen ingen Vinger eller andre Udvækster faar, men at dets Blade hærdes og vokser sammen og saaledes danner en beskyttende Skaal, hvori Frugten sidder. Ar- terne er ægte Sommer- planter, der vokser paa Ler- og Saltbund. Fig. 77 viser Habitus af H. pilosa, og til denne slutter sig H. macranthera — og H. villosa. Disse Arter har lange, trekantede og haarede Blade, af hvilke de øvre støtter enligt siddende Blomster. A. villosa og ma- cranthera og efter al Sandsynlighed ogsaa H. pilosa har Blade, som er byggede efter den sæd- vanlige centriske Type. Da Bladet er tykt, er Vandvævet i Midten stort. Der er Bastbelægning paa Midtnerven. Haarene be- staar af en Fodcelle og en lang Traadcelle, Spalte- aabningerne er ikke ned- Fig. 72. Agriophyllum minus. Juni. sænkede. Den samme Bygning har Bladene hos A. Karelini (Fig. 78), som er en Højbladsukkulent. Den er meget korthaaret, og Spalteaabningerne er lidt nedsænkede. Nær til de langbladede Halimocnemis-Arter slutter sig i Ud- seende og indre Bygning Halanthium gamocarpum og sandsynligvis ogsaa Piptoptera turkestana, hvis Anatomi jeg ikke har undersøgt. Suaeda. Af denne Slægt har jeg undersøgt Bladene af en Række Arter. Disse kan med Hensyn til Bladbygning deles i tre Grupper. — 217 — Den første Gruppes Arter har en Bladbygning som den, der er " bekendt hos S. maritima (se f. Eks. WarminG 1897, 5. 207, 1890, S. 221). Under den tyndveeggede Overhud er der altsaa et gront Mesofyl af palissadeformede Celler, som bliver større og mindre bladgrgnthol- dige indadtil; Nerverne ligger i en Bue midt i Bladet. Til denne Gruppe hører foruden den nævnte Art: S. setigera og S. er Olufsenii (fra Pamir), og til SUR disse slutter sig endvidere S. — linifolia, som afviger ved at have flade Blade, med alminde- ligt isolateralt Grønvæv. Den anden Gruppe af Suaeda-Arter har under Over- huden et enkelt Lag Palissade- celler helt rundt og under denne en Stivelseskede (Fig. 79, B). Forsaavidt er disse Blade byggede efter den sædvan- lige centriske Chenopodiace- Type. Men de Nerver, der hos andre Organer af denne Type løber paa skraa ud igennem det centrale Vandvæv og læg- ger sig op til Stivelseskeden, mangler her. Vandveevet maa altsaa veere transporterende, og vi finder ogsaa, at alle dets Geller er i ringe Grad kloro- fylforende. Nerverne ligger ligesom Fig. 73. Agriophyllum minus. A: Blad- hos første Gruppe i en Bue, tværsnit. visende Fordelingen af Skleren- hvis Hulside vender opad (Fig. kym (sort), Palissader (stribet) og Nerver 79, B). Paa Længdesnit ses, (N). -- B: Detail af A. N: Nerver. : Asoo Bee 203) at de forgrener sig netformet i den krumme Flade, hvis Tveersnit er den nævnte Bue, men ikke udenfor. Til denne anden Gruppe hører Arterne: 8S. pterantha, altissima, Lipski, arcuata og dendroides. Den tredje Gruppe bestaar blandt de Arter, jeg har undersggt, alene af S. microsperma. Her er, som det kan ses af Fig. 79, A, Palis- — 218 — saderne og Stivelseskederne rykket indenfor Vandvævet, som er helt klart. Stivelseskeden ligger umiddelbart op til den krumme Flade, hvori Nerverne forløber og forgrener sig. Fig. 74. Agriophyllum latifolium. Juni. Halopeplis pygmaea (Pall.) Bge. En Halofyt, som har omfattende og næsten kuglerunde Blade. Disses Overhud er ikke ret tyk, og Spalteaabningerne er ikke ned- sænkede. Der er omtrent tre Lag temmelig lost staaende Palis- sadeceller, som indadtil støder op til Nerveforgreninger, der staar i Forbindelse med Udløbere fra Hovednerven. Indenfor disse Nerve- forgreninger findes et klart Vandvæv. Bladets Bygning ligner saa- ledes den hos Halostachys caspica (se ovenfor S. 174). | — 219 — En Del af de ovenfor under C, D og E beskrevne Urter er Halofyter, saaledes Halopeplis, Suaeda, Halimocnemis, Salsola, Halocharis, Anabasis, Statice, Zygophyllum. De er med Undtagelse = Ad) nm A 3 ANY CI Qu ©. gi, ni DM DU di D (N HH 1 i Bil m CD. Fig. 75. Agriophyllum latifolium. Del af Stængeltværsnit. Bast er holdt sort, Sivæv krydsstribet. SCRE Fig. 76. Salsola sogdiana i Frugt. Juni. af de to sidste Chenopo- diaceer og har tykke, cen- trisk byggede Assimila- tionsorganer, hvad ogsaa Statice's vikarierende Fig. 77. Halimocnemis pilosa. Juli. Grene har. Til Zygophyl- lum slutter sig Euphorbia Turzaninowii, de er begge tykbladede og isolaterale. Andre Repræ- sentanter for Chenopodiaceae er Torhedsplanter (Cornulaca, Hora- ninowia, Agriophyllum, Ceratocarpus). De er tornede; Assimila- tionsorganerne er tynde og ikke saftige, men hos de to forste findes den samme centriske Bygning, maaske er de noget rigere — 220 — forsynede med Styrkevæv. Hertil slutter sig Dodartia. — Helio- tropium og Cousinia slutter sig snarest til de S. 204 nævnte mere mesofytisk byggede Hemikryptofyter, da de har flade, ikke særlig omdannede Blade. Saadanne Blade er som oftest isolaterale, men dorsiventrale Blade forekommer ogsaa (Fran- kenia, Euphorbia, Crozophora). Frugterne er af forskellige Typer. Iøvrigt er Materialet af urteagtige Planter ikke stort nok til, at man deraf kan danne sig en virkelig Oversigt over Bygningsforholdene. Det foregaaende maa derfor tjene som en Række Eks- empler, der viser forskellige Tilpasningsmaader til Livskaarene i Transkaspien. | Fig. 78. Gren af ee re ; i ee a Forsøger vi til Slut at tage et Overblik relini. Juli. (Nat.St), ever alle de i dette Kapitel beskrevne Planter, idet vi dog beholder Foraarsplanterne in mente, saa vil vi i tre Punkter kunne formulere nogle særlig karakteristiske Ejendommeligheder ved Ørkenplanterne: 1. Vanskeligheden ved at danne længe levende overjordiske Skud. Herved tænkes baade paa det store Antal Foraarsplanter, Fig. 79. Halve Bladtværsnit af: A, Suaeda microsperma. B, Suaeda Lipskii. I B er Nerverne betegnede ved vandret Skravering. 203. hvis Lysskud kun lever en kort Tid, og paa Chameefyterne og Fane- rofyterne, hvor eenaarige Skud er almindelige, og hvor de persi- sterende Skud hos de fleste Arter dog mister deres ydre Del. 9. Bladenes Reduktion. Det er et Forhold, som er velkendt fra @Orkenegne, at Bladene bliver smaa eller falder helt bort. I — 221 — Almindelighed er det Stængelen, der overtager Vikariatet, i nogle Tilfælde, nemlig hvor der dog findes Blade, som medhjælpende Vikariat, i andre, hvor Blade mangler, som stedfortrædende Vika- riat (B. Jonsson 1910). Borrivant har ved Forsøg paavist en Kor- relation mellem Mangel af Blade og Uddannelse af Assimilationsvæv 1 Stængelen. 3. Hyppigheden af centrisk byggede Assimilationsorganer (ikke blot hos Chenopodiaceerne) og af isolaterale Blade. Isolateral Byg- ning synes især afhængig af stærkt Lys (HEINRICHER), og den maa fremme Assimilationsevnen. Ogsaa Assimilationsorganernes xerofile Bygning er et forlængst velkendt Træk hos Ørkenplanter, i Plante- geografier kan man læse derom. Se ogsaa Hemsey 1893, i hvis Fortolkning jeg dog ikke er enig. Fjerde Afsnit. Floraen i Transkaspiens Lavland. Kapitel 14. Floraens Elementer. Da Transkaspien i Begyndelsen af Kvartærtiden dukkede op af Havet, som trak sig tilbage imod Vest og Nord, forandredes sam- tidigt de klimatiske Forhold i de Dele af Vestasien, som Havet havde beskyllet. Før havde der været et for Plantevækst gunstigt, formodentlig ret fugtigt Klima, som havde betinget, at en frodig og ret ensartet Flora havde udviklet sig paa den uhyre Strækning mellem Himalaya og Pyrenæerne. Nu blev Klimaet tørt, da Havet forsvandt. Planterne kom under stærkt ændrede Kaar og maatte derfor ændres; kun i det nordlige Elburs og det vestlige Kaukasus, nær to store Indhave, finder man endnu frodige Skove, der betragtes som de sidste, maaske noget forandrede, Rester af Vestasiens gamle tertiære Vegetation. De øvrige Planter maatte enten dø eller til- passe sig til de nye Kaar. Samtidig stod det af Havet forladte aralokaspiske Lavland aabent for Indvandring fra de tilgrænsende Lande. Resultatet af de stedfundne Forandringer blev en ny Flora, som var xerofil, særlig tilpasset til et Klima med kort Vegetations- tid, men som iøvrigt var — og er — nær beslægtet med Elementer af Middelhavslandenes Flora, med hvilke de jo har fælles Oprin- delse"). 1) EnGLer 1879 S. 57 ff, 184 ff. — 299 — Hvis Udviklingen er gaaet for sig saaledes som det her er skitseret efter ENGLER, er det klart, at Transkaspiens Flora i Hoved- sagen maa vere oprundet af Vestasiens, at Planterne altsaa maa være stegne ned fra de mod Syd eller Øst liggende bjærgrige Egne, smlg. Borsczow ovenfor S. 25. Sydrusland kan ikke komme i Betragning som Udgangspunkt for Arter, der befolkede Transkas- pien, da store Dele af det ved Begyndelsen af Kvartærtiden (S36- GREN, se ogsaa Karpınskı) var dækkede af Vand (det aralokaspiske Hav), og denne ,kaspiske Transgression“ stammede rimeligvis fra Isvand, kommende fra Randen af den store europæiske Nedisning, og Klimaet maa altsaa have været koldt. Om Vest-Sibiriens Klima paa den Tid har jeg ingen Oplysninger, men ogsaa der maa der have været koldt, koldere end nu, saa jeg vil se bort fra Mulig- heden af en Indvandring derfra. Hvis saaledes Transkaspiens Flora stammer fra Arter, som ved Slutningen af Tertiærtiden eller i Begyndelsen af Kvartærtiden er indvandrede fra de omliggende Bjærge, er det naturligt, at der har udviklet sig mange endemiske Arter. Thi baade kosmiske og terrestriske Faktorer er i Lavlandet forskellig fra dem i Højlandet. Og desuden har Transkaspien for mange Planter været et lukket Bækken, mod Syd og Øst næsten overalt afspærret af Bjærge — Balchash-Bassinet regnes i denne Henseende med — mod Vest af det kaspiske Hav og mod Nord af Kulden. En tredie gunstig Betingelse for Opstaaelse af endemiske Arter er Klimaets Tørhed og den dermed følgende meget spredte Bevoks- ning; der er ingen indbyrdes Kamp imellem Planterne, men altid Plads nok, og Planterne har kun Kaarene at kæmpe imod (smlg. EnGLEr 1882 S. 48, 324, VAHL S. 154). Det er endvidere naturligt, at der er et nært floristisk Slægt- skab mellem Transkaspien og de omliggende Bjærgegne. Slægt- skabet maa være størst imod Syd, da Landet imod Øst hæver sig til langt større Højder end imod Syd, hvor Naturforholdene derfor kommer til at ligne Transkaspiens mere. I det følgende vil det blive forsøgt, af de Udbredelsesangivelser, der findes i Plantelisten i Kapitel 12, at drage Slutninger som kunde være af Interesse for disse Spørgsmaal. De 768 transkaspiske Arter, som er opregnede i Plantelisten i Kapitel 12, kan med Hensyn til deres Udbredelse udenfor Trans- kaspien fordeles paa følgende otte Grupper (Smlg. S. 118): 1. Endemiske Arter, 169 eller 22 pCt. oe 2. Arter, udbredte kun imod Syd, (Vestasien), betegnede i Li- sten ved V: 142 eller 18 pCt. 3. Arter, udbredte kun imod Nord (Rusland), betegnede i Li- sten ved R: 29 eller 4 pCt. 4, Arter, udbredte imod Øst (Hojasien), betegnede i Listen ved H: 83 eller 11 pCt. 5. Arter, udbredte imod Nord og Syd, men ikke imod Øst, be- tegnede i Listen ved RV: 56 eller 7 pCt. 6. Arter, udbredte imod Øst og Syd, men ikke imod Nord, betegnede i Listen ved HV: 68 eller 9 pCt. 7. Arter, udbredte imod Øst og Nord, men ikke imod Syd, be- tegnede i Listen ved HR: 52 eller 7 pCt. 8. Arter, udbredte baade imod Øst, Nord og Syd, betegnede i Listen ved HRV: 169 eller 22 pCt. Af disse Artstal kan ved Addition uddrages, at 372 Arter (48 pCt.) er udbredte imod Øst, 306 Arter (40 pCt.) er udbredte imod Nord, 435 Arter (57 pCt.) er udbredte imod Syd, medens 169 Arter (22 pCt.) er endemiske. Disse Tal, som danner Grundlaget for det folgende, maa paa ingen Maade betragtes som mere end nogenlunde rigtige. Selve Transkaspiens Flora er. som allerede før nævnt, utilstrækkeligt udforsket, og det samme er i endnu højere Grad Tilfældet med flere af de omliggende Lande, især Persien og Afghanistan. Dette medfører selvfølgelig Fejl i ovenstaaende Tal. En anden væsentlig Fejlkilde er den, at Arterne opfattes forskelligt af de Forfattere, der har behandlet Landenes Flora, og da der ikke foreligger samlede Floraer over Landene, som man kunde holde sig til, har jeg i mange Tilfælde maattet træffe en Afgørelse efter Skøn. Selvfølgelig tror jeg, at jeg i Regelen har truffet det rette, men der kan dog vanskeligt herske Tvivl om, at kommende Be- arbejdelser af de her omhandlede Landes Floraer vil vise, at mange Arter, som i dette Arbejde er opførte som fælles for flere Om- raader, bør spaltes i flere Arter, endemiske i hvert sit Omraade, eller at Arter, som jeg opfatter som endemiske for Transkaspien, er identiske med andre Arter i andre Lande. Mine ovenfor anførte Tal bør derfor behandles med Forsigtig- hed, og kun i grove Træk, mener jeg, har man Lov at drage Slutninger af dem. Som endemiske Arter er her betragtet ikke blot dem, der kun findes i vort i Kapitel 1 omgrænsende Omraade, men ogsaa — 994 — Arter, som tillige findes i Balchash-Bassinet, hvis Naturforhold saa vidt vides er omtrent identiske med Transkaspiens og uden Over- gang. Derimod er Dsungariet holdt udenfor, og Arter, der ogsaa findes her, regnes til dem med østlig Udbredelse (betegnede H). Dette har jeg ment at maatte gøre, for det første for overho- vedet at faa en Grænse mellem østlige og endemiske Arter, og for det andet fordi Dsungariet, skønt Naturen der meget ligner Balchash- Bassinets, dog gennemgaaende ligger højere og ogsaa ifølge BunGE (1880, Nr. 26) i plantegeografisk Henseende i nogen Grad adskiller sig fra de vestlig liggende Lande. Heller ikke Planter, der findes i de nord for Aralsøen liggende Egne, er regnede som endemiske. Det er ganske vist umuligt at drage nogen naturlig skarp Grænse, som kunde skælne mellem Transkaspien imod Syd og Kirgisersteppen imod Nord, men at den Grænse, jeg har valgt, omtrent ved den 46° nordlige Breddecirkel, ikke kan kaldes meget forkert, er jeg bleven bekræftet i ved Sa- witcHs nylig udkomne Arbejde. Heraf ser man nemlig, at flere Planter, som er almindelige i Mellemeuropa, forekommer i Ørkenen Nord for Aralsøen; se S. 4. Af endemiske Arter er der ifølge den udførte Beregning 169 i det transkaspiske Lavland, eller 22 pCt. af det samlede Artsantal. Hvis Omraadet havde været anderledes begrænset, saa at det havde spændt videre og omfattet f. Eks. hele Vest-Turkestan, ind- befattet Bjærgegnene, er det sandsynligt, at Endemismen vilde have været større, men den havde da ikke kunnet opfattes som et Ud- tryk for eller som sammenhængende med de ensartede Naturfor- hold, som hersker og har hersket i den transkaspiske Lavning. Idet Omraadets Grænser er trukne saa snævert som her er sket, maa vi have en vis Ret til at se en saadan Sammenhæng, idet vi dog maa huske, at Endemismen afhænger ikke blot af Mængden af dannede Arter, men ogsaa af disse Arters Vandrings- og Til- pasningsevne. Endemismen vilde ogsaa have været større, hvis vort Omraadets Nordgrænse havde været lagt længere ud. Hvis Kirgisersteppen og den østlige Del af Ciskaukasien, indtil Jergeni- bjærgene, havde været medregnet; havde f. Eks. endel Chenopodi- aceer, (f. Eks. Nanophytum, Alexandra, Ofaiston) Calligonum- Arter og Ammodendron maattet betragtes som endemiske. Men som ovenfor paapeget er Naturforholdene og Vegetationen ikke saa lidt anderledes i disse nordligere Egne. — 223 — Hvorledes de endemiske Arter fordeler sig påa de forskellige Livsformer, kan ses af følgende Tabel 6: Tabel 6. F | ch | H,| G m Th Endemiske Arter, pCt: .......... 17 67732) 1 tb) 20 34 Transkaspiske Arter, pCt........ 11 7 27 10 | 5 40 De endemiske Arter er, som det ses, fordelte paa Livsfor- merne i omtrent samme Forhold som Ørkenens. Følgende Afvi- gelser kan have nogen Betydning: 1) Der er slet ingen endemiske Vand- og Sumpplanter. 2) De endemiske Arter har forholdsvis flere Fanerofyter og Hemikryptofyter end de samlede Arter. 3) De en- demiske Arter har forholdsvis færre enaarige end de samlede Arter. Den førstnævnte Afvigelse kan ikke forbavse, thi det er be- kendt, at Vand- og Sumpplanter har vid Udbredelse (se f. Eks. Drupe P. 317). Det sidste Punkt, at der er forholdsvis faa endemiske Thero- fyter, kan faa sin Forklaring derved, at Therofyterne for den største Del er Foraarsplanter, og at mange af disse er vidt udbredte, fordi de over store Dele af Vinterregnsomraadet finder nogenlunde de samme Kaar i den korte Vegetationstid. Det er i Overensstem- melse hermed, at mindst 28 pCt. af de endemiske Therofyter er sent blomstrende, svarende til 21 pCt. af hele Floraens Therofyter (smlg. Tabel 4, P. 140). Punkt 2 synes at vise, at Transkaspien har haft Naturforhold, som var gunstige for Udviklingen af Fane- rofyter og Hemikryptofyter. Da Fanerofyterne er en af de mest fremtrædende og som det synes stærkest tilpassede Typer i Ørke- nen, synes dette for deres Vedkommende ikke unaturligt. Hvad Hemikryptofyterne angaar, da er omtrent 30 af 55 endemiske Arter Foraarsplanter, og omtrent 25 Xerofyter (som dog saa godt som alle er afblomstrede inden 1. Juli, smlg. S. 140). Desværre har jeg ikke med tilstrækkelig Sikkerhed kunnet opgøre tilsvarende Tal for hele Floraen. Gaar man ud fra det om de enaarige sagte, kunde man vente, at de xerofytiske Hemikryptofyter var forholds- vis stærkere repræsenterede blandt de endemiske Arter end de meso- fytiske. Men det Spørgsmaal kan jeg ikke afgøre. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 15 — 226 — De 169 endemiske Arter hører til 83 forskellige Slægter. Af disse Slægter er kun 7 endemiske, nemlig følgende: Borzczowia Bunge. (Chenopodiacé). Piptoptera Bunge. ( 5 ). Chartoloma Bunge. (Crucifer). Cithareloma Bunge. ( „ ).. Smirnowia Bunge. (Papilionace). Holopleura Rgl. & Schm. (Umbellifer). Miltianthus Bunge. (Zygophyllace). Disse Slægter er monotvpe undtagen Cithareloma, som har to Arter. Af de to Chenopodiacéer staar Borszczowia nær ved Sueda og Bienertia, medens Piptoptera er beslægtet med Halanthium og andre Anabaseer. De horer altsaa begge til Plantegrupper, som er vidt udbredte i Transkaspien og omliggende Lande. De to Gruciferer er vistnok begge vel begrundede Slægter, men de har dog begge nære Slægtninge: Chartoloma staar nær ved Isatis, Tauscheria og Sameraria, af hvilke Tauscheria hører hjemme i Inder-Asien og de to andre i Vest-Asien og de østlige Middelhavslande. Cithareloma er beslægtet med en Række orien- talske Hesperidé-Slægter, saasom Farsetia, Eremobium (N. Afrika), Malcolmia. Ä Om Smirnowia’s Slægtsret synes der heller ikke at være Tvivl, ja den er vist den af de endemiske Slægter, der staar mest ensomt. Den er i Slægt med Sphaerophysa, som ligeledes er inderasiatisk, og med Colutea, som er udbredt fra Syd-Europa til det vestlige Himalaya. Holopleura er, saavidt jeg ved, utilstrækkelig bekendt, og der er maaske Tvivl om dens Slægtsret. REGEL siger, at den er beslægtet med Carum og Rumia. Og Miltianthus endelig staar Zygophyl- lum nær. Blandt de endemiske Arter er der næppe nogen, der staar isoleret. Hvor som helst man vil gribe ind, vil man kunne paavise beslægtede Arter i de omgivende Lande, og da navnlig imod Syd og Sydvest. Ved mere indgaaende systematiske Studier vil man sikkert kunne opstille en Mængde Par af vikarierende Arter. Jeg har ikke foretaget saadanne Studier, men indskrænket mig til at undersøge Ud- bredelsen af de Slægter, der har endemiske Arter i Transkaspiens Lavland. Følgende Slægter har deres Hovedudbredelse i Middel- havslandene, navnlig i de østlige, samt Forasien, hvorfra nogle af dem gaar helt ind i Centralasien. | — 297 — Heliotropium Pterotheca Allium Lappula Scorzonera Limodorum Rochelia Convolvulus Cistanche Gypsophila Isatis Hypecoum Herniaria Malcolmia Trigonella Saponaria Peltaria Crucianella Silene Sisymbrium Haplophyllum Centaurea Crypsis Scrophularia Echinops Lepturus Tamarix Jurinea Lagochilus Cachrys Rhaponticum Phlomis Ferula Matricaria Tulipa Valerianella Folgende Slægter synes at have deres Hovedudbredelse noget ostligere, i den indre Del af Forasien og i Inderasien: Eminium Salsola Ammothamnus Acanthophyllum Cousinia Oxytropis Agriophyllum Lachnophyllum Calligonum Anabasis Eremostachys Aphanopleura Cornulaca Hypogomphia -Uryptodiscus Girgensohnia Eremurus Hyalolaena Halanthium Rhinopetalum — Psammogeton Halimocnemis | Ammodendron Zygophyllum Følgende Slægter er vidt udbredte, hovedsagelig i varmt tem- pererede Lande (eller tropiske): Cleome Aristida Lactuca Cuscuta Iris Euphorbia Astragalus Tilbage staar endnu nogle store og vidt udbredte Slægter: Artemisia Plantago Ranunculus Elymus Delphinium Carum. Disse Slægter er spredte over saa stort et Omraade, at først et nøjere Studium kan afgøre, hvor de transkaspisk-endemiske Arter af disse Slægter har deres nærmeste Slægtninge. Naar man ser bort fra de sidstnævnte 6 Slægter — som repræ- senteres af 9 endemiske Arter — har alle de øvrige Planteslægter, som indeholder endemiske Arter i Transkaspien, deres Hovedudbre- delse imod Syd, de fleste i Middelhavslandene og Vestasien. Dette er et Tegn paa, at Transkaspiens Flora er nær beslægtet med disse Landes Flora. 15 — 228 — Med Hensyn til, hvilke Familier der rummer endemiske Arter, kan henvises til Floralisten. Flere end enkelte Endemismer findes i følgende Familier. Antal pCt. af endemiske Arter Artsantal Papilionaceae....... 31 (24 Astragalus).......... 36 pCt. Compositae: 277100 98 (9 Cousinia, 8 Scorzonera) 27 , Chenopodiaceae..... 17 (SSalsola) 2. ee IL. Polygonaceae....... 14 (Calligonum) 2... SÅRE Umbelliferae........ 10-00 ANR a a SØ PERS DO se Liliaceae.: sn eds: SE eee UU ee SS | oes 238 Caryophyllaceae..... BET ar, SR wt ee à SVÆRE Erueiferae . Olufsen, O.: Sommeren i Centralasien fra Kaspihavet til Ferghanas Øst- grænse. (Geogr. Tidsskrift 1901--1902). København. Palezkij, V.: Sanddæmpning ved Jærnbanen i Midtasien (Russisk) (Ljesnoi Journal 31). St. Petersburg 1901. Palezkij, V.: Sanddæmpning ved Jærnbanen i Midtasien (Russisk) (Ljeso- promyshlennij vjestnik 10 No. 31). Moskva 1908. . Pallas, P.: Reise durch verschiedene Provinzen des Russischen Reichs. 1—3. Frankfurt u. Leipzig 1776—1778. . Patschoskij, J.: Recherches florographiques et phytogéographiques sur les steppes des Kalmouks. (Russisk) (Sapiski Kiewsk. obs. jestest. 19). Kiew 1892. . Pick, H.: Beiträge zur Kenntniss der assimilirenden Gewebes armlaubi- ger Pflanzen (Diss.). Bonn 1881. . Post: Flora of Syria, Palestine, and Sinai. Beirut 1896. . Raciborski, M.: Ueber die Verzweigung. (Ann. jard. bot. Buitenzorg 17). 1901. . Radde, G.: Trancaspien und Nord-Chorassan. (Peterm. Mitth 27, Ergän- zungsbd.). 1899. . Radde, G.: Grundzüge der Pflanzenverbreitung in den Kaukasusländern. (Engler u. Drude, Die Veget. d. Erde III) Leipzig 1899. . Ramann, E.: Bodenkunde. Berlin 1905. . Raunkiær, C.: Types biologiques pour la géographie botanique. (Bull. Ac. Roy. Sc. Danemark 1905). Copenhague. . Raunkiær, C.: Dansk Exkursionsflora 2. Udg. København og Kristiania 1906. . Raunkiær, C.: Planterigets Livsformer og deres Betydning for Geogra- fien. Kobenhavn og Kristiania 1907. . Raunkiær, C.: Livsformernes Statistik som Grundlag for biologisk Plante- geografi. (Botanisk Tidsskrift 29). Kobenhavn 1908. Oversat i Beih. Bot. Gentralbl. 27. 1910. („Statistik der Lebensformen als Grundlage für die biologische Pflanzengeographie‘). i . Regel: Descriptiones plantarum novarum v. minus cognitarum in reg. turkestan. (Acta horti Petrop. I—VII). St. Petersburg 1873—1880. . Regel: Flora turkestanica I. (A. P. Fedtschenko’s Rejse i Turkestan) (Isvest. Imp. obs. liub. jest. antrop. i ethnogr. 21). Moskva 1876. . Regel: Descriptiones plantarum novarum (A. P. Fedtschenko's Rejse i Turkestan). (Ibid. 34). St. Petersburg 1882. . Regel, et Herder, F. v.: Enumeratio plantarum in reg. cis- et transi- liensibus a Semenovio a. 1857 collect. (Bull. soc. nat. Moscou 1864—1870). . Richthofen, Freiherr v.: China. Berlin 1877—1883. . Rindowsky, Th.: Zur Histologie der Gattung Calligonum L. (Russisk). Kiew 1875. Referat i Just Jahresber. 1875 p. 394. . Rodsewitsch: Skovvegetationen i Transkaspien (Russisk). Referat hos Lipsky 1902. 118. 119. 120. 121. 122. 123. 124. 195. 126. 127. 128. 129. 130. 131. 132. 133. 134, 135. 136. . 137. 138. 139. 140. 141. — 237 — Romanowski, G.: Materialien zur Geologie von Turkestan. I. Geologi- sche und palåontologische Uebersicht des nordwestlichen Thian-Shan und des stidostlichen Theiles der Niederung von Turan. St. Petersburg 1880. Romanowski, G., et Mouchketow, I.: Carte géologique du Turke- stan russe, dressée en 1881. St. Pétersbourg 1886. Ross, H.: Beiträge zur Kenntniss des Assimilationsgewebes und der Korkentwickelung armlaubiger Pflanzen (Diss.). Freiburg 1887. Rykatchew, M.: Annales de Vobservatoire physique central Nicolas, publié par. St. Pétersbourg 1897—1906. Die Sande Kara-Kum in ihren Beziehungen zur centralasiatischen Eisen- bahn. (Peterm. geogr. Mittheil. 1878). Sawitsh, V.M.: I de kaspiske Stepper og Örkener hinsides Ural (Rus- sisk). (Acta horti Petrop. 28). St. Petersburg 1908. Schedae ad herbarium florae Rossicae a Mus. Bot. Ac. Imp. Sc. Petrop. editum I—VI. 1898—1908. Schimper, A. F.W.: Pflanzengeographie auf physiologischer Grundlage. Jena 1898. Schube, P.: Beiträge zur Kenntniss der Anatomie blattarmer Pflanzen (Diss.). Breslau 1885. Schwarz, F. v.: Turkestan, die Wiege indogermanischen Völker. Frei- burg i B. 1900. Semenow, M.P. de: La Russie extra-européenne et polaire. (Commis- sion Imp. de Russie a l’expos. univ. de 1900). Paris 1900. Sjögren, H.: Ueber das diluviale, aralokaspische Meer und die nord- europäische Vereisung. (Jahrb. d. K. K. geol. Reichsanstalt 40). Wien 1891. Solereder, H.: Systematische Anatomie der Dikotyledonen. Stuttgart 1899. Ergänzungsband 1908. Solger, F., Graebner, P., Thienemann, Z., Speiser. P., Schulze, F. W. O.: Dünerbuch. Stuttgart 1910. Spalding, V.M.: Botanical relations of certain desert shrubs I. The creosote bush (Covillea tridentata) in its relation to water supply. (Bot. Gazette 38). 1904. Spalding, V.M.: Distribution and movement of desert plants. (Carne- gie Inst. publ. No. 113). Washington 1909. Stefani, Forsyth Major et Barbey: Samos. Etude géol., paléont. et botanique. Lausanne 1892. Tanfiljew, G. I.: Hovedtrækkene af Ruslands Vegetation (Russisk). I: Warming, Plantesamfund. oversat af A. G. Genkel. St. Petersburg 1905. Tanfiljew, G. L: Die südrussischen Steppen. (Résultats scientif. du con- grès internat. de Bot.). Vienne 1905. Thornber, J. J.: Vegetation groups of the desert laboratory domain. (The Plant world 12). Tuczon 1909. Trautvetter, E. R. a.: Enumeratio plant. songoric. a Schrenk lect. (Bull. soc. nat. Moscou 1860—1867). Tschirch. A.: Beiträge zu der Anatomie und dem Einrollungsmechanis- mus einiger Grasblätter. (Pringsh. Jahrb. 13). 1882. Vahl, M.: Madeiras Vegetation. København og Kristiania 1904. Velenowsky: Vergleichende Morphologie der Pflanzen. 1—2. Prag 1905— 1907. — 238 — . Vesque, J.: Contributions à l’histologie de la feuille des Caryophyllinées. (Ann. sc. nat. Sér. 6, 15). 1883. . Volkens, G.: Die Flora der agyptisch-arabischen Wtiste. Berlin 1887. . Volkens, G.. Chenopodiaceae (Engler u. Prantl, Die nat. Pflanzenfam.). 1892. Walther, J.: Vergleichende Wistenstudien im Transcaspien und Bu- chara. (Verh. d. Ges. f. Erdk. Berlin 35) 1898. Walther, J. Das Gesetz der Wtistenbildung. Berlin 1900. Warming, E.: Botaniske Exkursioner. I. Fra Vesterhavskystens Marsk- egne (Vidensk. Meddel. naturhist. Foren. i København 1890). . Warming, E.: Lagoa Santa. (K. Danske Vid. Selsk. Skr. 6. R., naturvid. og math. Afd., VI 3.) Kjobenhavn 1892. . Warming, E.: Plantesamfund. Kjobenhavn 1895. Warming. E.: Halofytstudier (K. Danske Vid. Selsk. Skr. 6. R., naturvid. og math. Afd. VIII, 4). Kjøbenhavn 1897. | . Warming, E.: Klitterne (Dansk Plantevæxt 2.) København og Kristi- ania 1907 —1909. . Warming, E., assisted by M. Vahl: Oecology of plants, prepared for publ. in english hy Groom and Balfour. Oxford 1909. . Weyland, J.: Beiträge zur anatomischen Charakteristik der Galegeen. (Bull. hb. Bois. I, App. 3). Geneve 1893. . Wiesner: Der Lichtgenuss der Pflanzen. Leipzig 1907. Wild, H.: Die Temperaturverhältnisse des russischen Reiches (Suppl. z. Repert. f. Meteorologie, herausgeg. v. d. Kais. Akad. d. Wiss.). St. Peters- burg. 1881. ;. Wild, H.: Die Regen-Verhältnisse des russischen Reiches (ibid.) St. Peters- burg. 1887. . Willkomm. H.M.: Die Strand- und Steppengebiete der iberischen Halb- insel und deren Vegetation (Diss.). Leipzig 1852. . Willkomm, H. M.: Grundzüge der Pflanzenverbreitung auf der iberischen Halbinsel. (Engler u. Drude, Veget. d. Erde I.) Leipzig 1896. . Woenig: Die Pusztenflora der grossen ungarischen Tiefebene. Leipzig 1839. INDHOLDSFORTEGNELSE Side JT ai GUD GLIDERS Eee a ae i ert snit Transkaspien og (dets Naturforhold......1............ 3 Kapitel 1. Undersøgelsesomraadets Beliggenhed og Omgrensning.... 3 Kapitel 2. Hovedtræk af Transkaspiens Geologi .................... D Kapitel 3. Oversigt over Transkaspiens Klima.............. En yas 10 2. Afsnit. Vegetationen 1 Transkaspiens Lavland..:............ 15 Kapitel 4. Tidligere Litterature Cut. 15 Kapitel 5.… Formationsinddeling u... usus eu..." 36 Kapitel 6. Saltorkenernes Formation.......................,....... 49 Kapitel 7. Lergrkenernes Formation........:.................,.... 47 Kapitel S. Stenarkenernes Formation ..:.....+.................... 63 Kapitel 9. Sandørkenernes Formation... ........................... 66 Bapıtel.10.; »Blodbreddernes Krat EET sea re eee eN: 94 Kapitel 11. Vegetationsbeskrivelser fra udvalgte Lokaliteter .......... 104 eens mel ERE VS TOT MET ME. ss 2.025405 eee tes veuves ee ee DENe 116 Kapitel 12. Plamteliste og Statistik . :.......,...................... 116 Kapitel 13. Beskrivelse af Livsformerne .....u. 2.20.00. een. 150 PML amet ONY te aaa ee een ane nae ne ade 151 Be Charmzetyien 2... Bas. ya Rin Sis se «ab dares NNE aun da bold wade ee 186 GER Fe mikry DLOLY LCL. Be reser. os ease sand buns res 200 DAME Lyt ER SE ehe as ar Sig th aod sage Adie ieee ee re ee a ee 205 Fiber SENE nc tig gence tty wae kent dr tate Uae etn wana aS 208. 4. Afsnit. Floraen i Transkaspiens Lavland........ oe lek ie Reais ee 931 Reipitelul2.. Bloraens Blementer =... 220... ,,.0. 221 2 ry be or VW Em i ' : er oe a i i i | i | ve = ; od à >. i 7 és a i | = J ï i i | i | | 5 N a i : i | i N à à 5 Li" ar ; à EEE | 1% ER ee x i 2 ™ | > | i 7 à a de de en i u à b il à dr ij a N i ; a z af = | , =. = 7 “ve 10) | ‘ar 5 r < i | ‘ mon i : à malt É 5 = = ; ;, 4 \ i | ; > $ ig y 3 : | = j i = | i i | A u | | | 1 i ål 7 % or | i | 41 > SE i : : | = “A a i z. i F4 = € 3 à Hi | vie pe - I i » - | 7 + 5 , ' = 3 R ” os od Fan] Soe i à u | al + i | i . > 7 u | i = i A i E | 1 us = ] 5 i i fe Xe ; FAT | i å Lx ‘ Ei | A + Le » 4 4 i | j ; | ; p 5 $ A fh : Pr 1 ; ~ a i | | I x i j = rh u EH df bi ji à ad U x i i i ' | k = ' % 7 | 4 } . x £ | i | i ' É — Fr É = i ’ { 7 i | i | A 1 L u i ‘ € = X 3 | - vite : | + (i 3 = ER i | | i i i = # ON | 2 i u | > i i | | | = x = A nl | = i ; | | À f er 7 i : + , i | y x \ à 7 5 à oa 4 Le = - | i i * ré à | ; | = 2 : | | 4 £ 7 ‘2 | À i | | ' } i = a 7 | i u ” - N i | i: HE Wi | | i I i i . = | ri så (4 5 Ü | | | i be | tere P “ 7 se i i I . | i i = x i i ; Sy > ee i 5 + role 4 | | | VE i | | D ot À = = À i F | UE “ 1 | ' i | i ; + i | ‘i dl i | | 7 a = . | i i = i > | i i i = ai i i | | | = i 4 | f : (OPA | - 0 > 4 i 5 i ah ; | | 4 i i i 2 i | i i 2 = Bu i A re 1 . = \ & Se. % £ ae 7 , | | | ays : | | LR" < = Ål a a | i É my u N a ~ j | ag , i | - . | - EA à i t + i i à i | P . Pr u i | | i g | ù 5 Sie ‘ > | å | Pen x cf “3 | 7 ii fi | h {2 7 | i FA + i i | ; he 4 En. É LE =, nt =, f ha CS EPerovski => 7 KES RIRE D helt Ko € Sultan vn 0 Aine LS TS = Gr 3 Pitnjak KORTSKITSE ‘ (yA EN skhapad OZ IPS OVER TRANSKASPIEN Cc £ OG OMGIVENDE LANDE » L N )) S RG, MED FN WC 4 = || 7 6[5°L.£-f. Grow. Te pe Kr Some Chlorophyceæ from the Danish West Indies. II. By F. Børgesen. Valonia Ginn. Valonia ventricosa J. Ag. J. Agardh, Till Algernes Systematik. VIII. Siphoneæ. p. 96. This species described from specimens from St. Croix collected by Ørsted was already found there in the beginning of the nine- teenth century by West, who called the plant Ulva vesicaria. Beautiful specimens collected by him are found in Vahl’s Herba- rium in the Botanical Museum, Copenhagen, but so far I know no description of the species from that time was published. In “Hydrophytologia Danica”, Lyngbye p.72 mentions these specimens: “Ad insulas Feerdenses non nisi parvæ evadunt, sed exemplaria vidi in herbario cel. Vahlii, ex insula St. Crucis, allata, que ovum columbinum magnitudine exsuperant”. Lyngbye referred this species to his Gastridium ovale (== Halicystis ovalis Aresch.) and C. Agardh in “Species”, p. 431, also refers the speci- mens from St. Croix mentioned by Lyngbye to Valonia ovalis and as belonging to this species it is also found in later authors until J. Agardh described it as above quoted. The morphological and anatomical organisation of Valonia ventricosa has been described by Murray in ‘Phycological Me- moirs”, p. 50 and shortly by Kuckuck in Bot. Zeitung 1907. As already mentioned by Lyngbye the thallus of Valonia ventricosa can reach a size of a pigeon’s egg, Murray says even that of a hen and some of the specimens I have found myself also came near in size to small hens’ eggs. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 16 — 242 — It is most often egg-shaped or nearly globular, but sometimes also pyriform or more irregular. It is fastened to the substratum by means of numerous small rhizoids growing out at the basal end of the plant (fig. 15) from the small lentiform cells occurring here in great number. The rhizoids are unicellular and end with a small, richly rami- fied, often coral-like disc (fig.1c,d). Both the small lentiform cells and the rhizoids are richly provided with stores of food. Besides the small lentiform cells, whose diameter is about 250 » and which are crowded together at the basal end of the plant, we find in the periphery of these crowds some larger lentiform cells. About these Kuckuck l.c. p.42 writes: “Ausserdem werden freilich nur ganz vereinzelt zwischen den klei- nen auch einige grosse Uhrglas- zellen angelegt, die zu kleinen Tochterblasen auswachsen können. Diese wenig in die Augen fallenden Zweigblasen haben hier die Aufgabe, die Hauptblase auf ihrer Unterlage zu stützen und besser festzulagen”. Also in my specimens I have found some few of these cells grown out to small daugther cells which again Fig. 1. Valonia ventricosa J. Ag. Were provided with a single or a ug, few small lentiform cells with rhi form cells with rhizoids crowded at the Zoids. How far these cells are able aes to the left one and above four lee to grow out to large cells like the smal] lentiform cells and rhizoids. c and d, mother cell I cannot tell; I have yells (0:1), © chromatophores (00:1), not been able to find any fertilized cells and do not know, therefore, how far the mother cells after fertilization die away or not, but most probably this is the case and then the cells in question are perhaps able to grow out to new plants. The wall of the cell is very tough and elastic; its surface is evidently striated. It shows in the living plant a very nice phos- phorescence, often preserved also in the dried specimens. — 243 — In the wall-plasma we find the plate-formed chromatophores; they are irregularly polygonal with more or less elongated corners and forming in this way a net-work (fig.1 e). A rather large pyrenoid is found in each chromatophore, as pointed out both by Murray and Kuckuck. Below the chromatophores we find the numerous, rather regularly distributed nuclei. All the specimens I have collected and examined were in a vegetative state as above mentioned; the fructification most pro- bably takes place at another season than when I have collected in the West Indies (Dec.—April). But among the rhizoids of a few specimens I have found some quite young plants with only one or a few rhizoids (fig. 1 a) and these I think originate from germinated zoospores. In some few specimens I found the cell-contents accumulated in a number of ball-shaped bodies of larger and smaller size, an appearance also common in many related forms. Murray men- tions them also (l.c. p.50—51). He considers them as “the nor- mal reproductive organs of Valonia”. In this I cannot fully agree with him; these bodies being possibly a kind of aplanospores which the plant develops most probably under not quite normal conditions. This species is very common in the seas round the Danish West Indian Islands; it occurs both in more sheltered and also on exposed coasts and in shallow as well as deep water down to a depth of more than 30 meters. It is most often attached to stones and shells etc., but may also be found growing upon other alge. Valonia macrophysa Kutz. Kutzing, Phycologia generalis, p.307, Species Algarum, p. 507, Tabulæ phycol., vol. 6, tab. 87, fig.3. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, p. 97. Kuckuck, Über den Bau und die Fortpflanzung von Halicystis Aresch. und Valonia Ginn. in Bot. Zeit., 1907. The specimens found agree very well with the description and figures of Kuckuck, Le. At the base of the large vegetative cells small lens-shaped cells occur, provided more or less abun- dantly with rhizoids. Also large lens-shaped cells were present in rather great number. | I would not have kept this form separate from the following species, if Kuckuck had not found differences in their zoospores. This I have not been able to substantiate in my material preserved 16* — 244 — in alcohol; judging from this alone I would have been most inclined to consider them as forms or varieties of the same species only. I have found this species growing in rather exposed localities in shallow water and in deep water at a depth of about 30 meters. It is found: St. Groix, at White Bay; St.Jan, off Cruz Bay. Valonia utricularis (Roth) Ag. C. Agardh, Species Algarum, vol. 1, p.431. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, p. 98. P. Kuckuck, Uber den Bau und die Fortpflanzung von Halicystis Aresch. und Valonia Ginn. (Bot. Zeit. 1907). Conferva utricularis Roth, Cat. I, p. 160, tab.1, fig. 1, Cat. IL, p. 187. forma typica Kuck. I. c. forma crustacea Kuck. l. c. The forms I have referred to this species seem to agree very well with those described by Kuckuck, l.c. In the forms which occur on exposed places, the small lens-shaped cells were present in great number. They occurred not only in the basal part of those cells by which the plant is fastened to the substra- tum, but also in other parts of the cells, especially in the furrow where the cells meet each other. Here we often find a dense row of these small cells on both sides of the wall and as these small lenticular cells often bear short rhizoids which attach them- selves to the neighbour cell they con- tribute to the firmness of the cell- Fig. 2. complex, making it more resistant to Valonia utricularis (Roth) Ag. ; forma crustacea Kuck. the beating of the waves. (ets Oa Fig.2 shows a plant of the form I have referred to var. crustacea and fig. 3 a little part of it more magnified. The arrangement of the lens-cells and the manner in which the rhizoids, growing out from the small cells, attach them- selves to the neighbouring cells reminds one in a striking way of Dictyospheria favulosa, a plant I also consider very nearly related to Valonia, as will be mentioned later on. — 245 — In the specimens found in more sheltered places or in deep sea the cells are larger, often cylindric and more loosely connected. They are very like the figures 11 and 12 of Kuckuck. The small lens-cells are here more seldom. As mentioned above, f. crustacea is found in exposed loca- lities growing on rock and coral reefs at Fig. 3. Valonia utricularis (Roth) Ag. about the surface of f. crustacea Kuck. A little part of the plant pictured in fig.2. It shows the ar- the sea where it is rangement of the small lentiform cell along the walls of the constantly at the cells. (70:1). mercy of the waves; in such localities it can be found as rather large crusts covering the rocks. On the other hand, f. typica when erowing in shallow water is found in more sheltered localities or in deep sea down to a depth of about 30 meters or more. The species is common at the shores of the islands. Valonia Ægagropila C. Ag. C. Agardh, Species Algarum, p.429. J. Agardh, Till Algernes Syste- matik, VIII, Siphoneæ, p.99. Kützing, Spec. Algarum, p.507; Tab. Phycol. vol. 6, tab. 87; fig.1. P. Kuckuck, Uber den Bau und die Fortpflanzung von Halicystis Aresch. und Valonia Ginn. (Bot. Zeit. 1907). Valoma utricularis forma ZEgagropila Hauck, Meeresalgen, p. 469. The West Indian plant seems to agree very well with the forms from the Mediterranean as described by Kuckuck. I have only found small lentiform cells and they were very seldom; those I have seen had a short and broad rhizome, very like the clamps described later in Struvea. The West Indian form agrees for the rest very well with the specimens pictured by Kuckuck, l.c., fig. 18. As already pointed out in mentioning Valonia macrophysa, it is only from the observations of Kuckuck that I consider this plant as a special species and not as a form of Valonia utricularis as Hauck has done. This species occurs in shallow water in a locality sheltered by coral reef on the south coast of St. Croix; it was found here abun- dantly lying loose on the sandy bottom between sea-grasses. The — 246 — balls reached here a size up to a small clenched fist. Furthermore, some few clumps were found in deep water, about 40 meters. St. Groix. At the shore of Great Pond on the south coast. St. Thomas. In the sea West of Water Island. Dictyosphæria Dcsne. In a small but very valuable note!) for the understanding of the classification of Dictyospheria Mme Weber van Bosse has pointed out that what has hitherto been referred to D. favulosa comprises 3 species, namely besides D. favulosa the two new spe- cles Dict. intermedia Web. van Bosse and JD. Versluysi Web. van Bosse. According to the description of Mwe Weber van Bosse D. favulosa has always a hollow thallus and lacks the peculiar needles in the interior of the cells, D. Versluysi is distinguished by having these and a massive thallus, and finally D. intermedia is characterized by having a massive thallus in the young stage and no needles. In the introduction Mme Weber furthermore points out that, on account of these facts, the description of D. favulosa by modern authors is wrong and promises in her list of the Siboga alge later to give a description of its development and growth. I regret that I have been in advance of Mme Weber with my examination: in excuse I may urge that I had nearly finished the examination of my material before I became acquainted with Mme Weber’s* note, not expecting to find so very much of interest to me in it, treating as it does of Asiatic alge. It was therefore all the more interesting to find that, as far as can be judged from the short diagnoses given by Mme Weber, I have obtained not only a form answering to D. Versluysi but very seem- ingly also one coming near to D. intermedia. Before entering upon a description of the species found and of the development of the thallus, which I have been able to fol- low in D. favulosa, I must first give an account of the different and contradictory interpretations found in algological literature. 1) Weber van Bosse, A., Note sur le genre Dictyosphaeria Dec. "Nuova Notarisia”, Serie XVI, 1905. — 247 — Harvey in “Nereis”, III, p.50, has given the first more detailed and in several regards good description of our plant. Of his description I may here reprint the following: “Fronds at first globose, like tubers, heaped together, hollow and empty or filled with seawater, attached to the rock and to each other by a few short, rooting processes; at length irregularly torn, and then forming expanded, cartilaginous, or skinlike coarsely reticulated membranes. The membrane is wholly composed of a single layer of large, globose, or by mutual compression hexagonal cells, which closely cohere by their sides, leaving the convex ends of cell free, and these form the surface of the membrane, which when dry resembles a piece of fish skin, or a miniature honey- comb. When the cells have been separated, each is seen to be marked at the line of junction by a double row of circular discs. In full grown cells the primordial utricle is easily separable from the outer cell-wall, and contains a green, granular endochrome; from which, by cell-division, four new cells are formed, and thus the frond extends by repeated quadrisection of its component cells”. This description shows that Harvey refers essentially to D. favulosa but when he has “seen hairlike processes issue from it (the cell-wall) internally” this shows that he has had to do with another species also. J. Agardh in “Till Algernes Systematik”, VIII, p. 113 gives a long discussion of Dictyospheria but he does not carry us much farther than Harvey, as also pointed out by Murray. In 1888 Askenasy in “Forschungsreise S.M.S. «Gazelle»”, IV. Theil, Botanik, p.8 gives a rather detailed description of Dic- tyospheria favulosa. According to Askenasy the plant consists of rather large cells which join each other by plane walls, except at their upper and lower-most part where they leave open a small space, this being in transverse section cuneate and filled with small cells. Askenasy also discusses the cell-division: “Man findet aber auch hier und da solche Zellen von mehr kugliger Gestalt, die bis zu 5 mm Durchmesser besitzen. In diesen letzteren erfolgt die Theilung des Inhaltes und die Ausbildung neuer Zellen, was ich ganz sicher ermitteln konnte, da ich am Rande eines Thallus eine Reihe solcher übermassig grossen Zellen antraf, von denen einige noch ungetheilt, andere bereits getheilt waren (vgl. Taf. II, fig. 2). Bei der Theilung zerfällt die Zellen in zwei bis drei Schich- ten übereinander liegenden Zellen, die genau so gebaut sind wie — 248 — die des erwachsenen Thallus; nur sind sie mit verhåltnissmåssig dunnen Wånden versehen. Auch die Zwischenzellen sind bereits vorhanden, wenigstens die oberste Reihe derselben. Die unteren 2—3 Reihen scheinen etwas später gebildet zu werden. Näheres über den Verlauf der Theilung kann ich nicht angeben, da ich keine Zwischenzustände antraf; immer zeigte sich der ganze Kom- plex von Tochterzellen innerhalb der grossen Zellen als vollständig fertig ausgebildet, woraus zu schliessen ist, das die Theilung des Plasmas und die Ausbildung der Zellwände rasch und in allen Zellen ziemlich gleichzeitig stattfindet. Eine regelmässige Vierthei- lung wie sie bei Harvey a.a.O. abgebildet ist, habe ich nirgends gefunden”. The description of Askenasy is not quite clear. When it is said that “die jüngsten Exemplare endlich sind vollständig geschlossene Säcke” and the needle-formed processes are not men- tioned, this seems to allude to Dict. favulosa but when on the other hand several layers of cells are produced by the cell division this is not in agreement with this species. In 1892 we again find Dictyospheria mentioned, by Murray in “Phycological Memoirs”, part 1, pag. 16. His description of what he calls D. favulosa shows that it in any case comprises one other species also. Without knowing the above-mentioned description of Askenasy, Murray first mentions the young plants and there- upon gives a description of the “mysterious discs. These proved to be tenacula emitted from and attached to the cells, and binding the mass together”, and he compares them with the tenacula found in Struvea, Spongocladia, Microdictyon, Boodlea &c. As to the cell division Murray writes: “With regard to the cell division into four, some of the Ferguson specimens (fig.1c, upper part) show what I take to be an appearance of the kind described by Har- vey and Agardh, but I am not altogether convinced that the explanation of the matter is so simple. On this point I hesitate to put forward an alternative view for the present”. | Murray also gives Schmitz’ interpretation of the develop- ment of the thallus in our plant. I give it here in its whole length: “Die jüngeren Pflanzen von D. favulosa sind massive Zellkörper von unregelmässig kugeliger Gestalt, oberseits mehr oder weniger abgeflacht, unterseits etwas verdickt und mit schmaler Insertions- fläche angewachsen. Diese massiven Zellkörper sind grosszellig; die srossen Zellen aber sind angeordnet in unregelmässige verzweigte ogy — Zellreihen, die von der Insertionsstelle aus aufwarts facherformig auseinander laufen. Der ganze Zellkörper aber stellt ein congenital verwachsenes Verzweigungssystem einer grosszelligen Cladophora (z.B. Cl. prolifera) oder einer kleinzelligen Valonia (z.B. V. Clado- phora Kitz.) dar, ein Verzweigungssystem, dessen Gliederzellen viel- fach secundär querverkettet sind durch ganz kleine Hapter-Zellchen (wie solche ja bei Siphonocladaceen vielfach vorkommen). Nach- trächlich erfolgt dann in dem stärker verbreiterten Pflanzenkörper unterhalb der obersten Zellenlage der Oberseite die Bildung eines mehr oder minder ausgedehnten horizontalen Spalte, wodurch eine Deckschicht von dem Thallus-körper sich abhebt. Dann reisst die abgehobene Deckschicht in der Mitte unregelmässig auf und reisst von hier aus in wechselnder Weise ein, während sie gleichzeitig unter Flächen-Wachstum sich ausdehnt und in verschiedenartigster Weise sich ausbreitet. Eine ‘“Viertheilung” der Zellen erfolgt bei diesem Flächen-Wachstum der aufgerissenen Deckschicht aber nicht. Die Lappen der aufgerissenen Deckschicht können dann in mannig- faltigster Weise weitersprossen, häufig auch proliferirenden Spros- sungen den Ursprung geben. Fortpflanzungsorgane habe ich nicht beobachtet”. Schmitz’ description is scarcely based upon Dic- tyospheria favulosa but rather most probably upon a species with massive thallus which would better suit “ein congenital verwach- senes Verzweigungssystem einer grosszelligen Cladophora oder einer kleinzelligen Valonia’’. Furthermore in the same year we also find Dictyospheria mentioned by Heydrich in “Berichte der deutschen bot. Gesellsch.”, Bd. X, p. 466. His description and figures shows that he has been working with a form with massive thallus, most probably with D. Versluyst. | Oltmanns in “Morphologie und Biologie der Algen”, p. 260 follows the view of Schmitz, referring our genus to the Clado- phoracee. On the other hand, Wille (1897) in Engler and Prantl, ‘“Chlorophyceæ”, refers our plant to the Valoniaceæ and here he has also placed it in the “Nachträge’” 1910, where he gives some few additions to the description of the genus essentially based upon the investigations of Miss Crosby in “Minnesota Bot. Studies”, 3. Series, Part 1, 1903, p.61. Miss Crosby ‘compares the plant body to a primitive, irregular, sessile, branched system, homologous to the elongated branched system of Struvea. Each cell may be considered a sessile detached branch, which coheres — O50. = by haptera, not by incrustation”. The development of the plant is described in this way: “In younger solid plants the cells are of equal size. Soon those in the center enlarge and through the growth of outer cells become torn and disorganized. The hollow thus formed enlarges by the same process. The thallus lacks cohesion, gained by interlacing branches in Struvea, and is bound together by a membrane; this now splits in all directions causing the thallus to rupture”. Miss Crosby gives a detailed description of the needles in the interior of the cells, of the hapters ete. Her description seems essentially to be based upon D. Versluysi but she seems also to have had specimens of D. favulosa. Finally | may yet add that in “Ico- nes of Japanese Algæ”, vol. 1 (1907—9), pl. XL, fig. 13—24, Okamura gives some illustrations of our plant. Judging from his figures it seems to be evident that he has had in hand the true Dict. favulosa. Fig. 4. A young plant of Dictyospheria favulosa (Ag.) Decsne. | Its thallus is hollow and consists of After this survey of the different a single layer of cells. (About 6:1). 6 : E 9 3 a oe ae interpretations in the botanical literature with regard to the development of the thallus of this genus I shall now give a description of what I have found in my material. Dictyospheria favulosa (Ag.) Decsne. J. Decaisne, Classification des Algues, p.32 (Ann. sc. nat., 2. Sér., t. 16, 1842). Harvey, Ner. Bor.-Am., III, p. 50, t. XLIVB ex parte. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, p. 118, ex parte. Valonia favulosa Ag., Species Algarum, 1, p. 432. Of this species I have collected an abundant material and it is especially upon this that I have based my investigation of the genus. As already pointed out by Harvey the young specimens are globose (Fig. 4), later on irregularly torn, forming expanded carti- laginous membranes. In its first beginning the thallus consists of a single cell (fig.5 d); this can have a very variable shape, often very irregular, being sometimes somewhat cylindric, sometimes oviform.’ The basal part — 251 — of the cell has often a longer or shorter root-like prolongation (fig.5c,e), upon the lowermost end and sides of which we find a great number of small unicellular rhizoids which grow out, one from each of the numerous small cells occurring here very similar to those found in Valonia. Also higher up on the cell we often find many of these small cells arranged as a rule in rows (fig.9 d), some of them also more scattered. How far the origin of these Fig. 5. Dictyosphæria favulosa (Ag.) Decsne. a. part of a thallus with cells in division in different stages of development (6:1), 6. transverse section of thallus with cell newly divided (compare text) (20:1), c. d. e. young plants (10:1), f. chromatophores with pyrenoids and nuclei (250: 1). young plants are due to zoospores is difficult to say, most pro- bably they are not; in the abundant material I have collected not a trace of zoospore-formation has been found and this has never been found by other investigators. Much seems to suggest that these young individuals are due to cells loosened from the thallus of other specimens. This seems also to be indicated by the fact, that the cells themselves are often densely covered by Melobesieæ and other epiphytes. Perhaps some of them also can have their origin from aplanospores, about which more later on. | 959 = As mentioned above the young plants are unicellular but a few were found consisting of a few cells (see fig.5e). Most pro- bably the 3 cells in this figure have been torn from an old plant at once. In the upper end of the young plant a cell division now takes place, resulting in a number of cells arranged more or less regu- larly (fig.5c). In this stage of development our plant has some likeness with a small Valonia but when Schmitz also compares it to a Cladophora I may point out, that I have never found any specimen resembling that genus. How the cell division takes place in the quite young plant (see fig. 5 c) I have not succeeded in find- ing out, but I have no hesitation in assuming that it is accomp- lished quite in the same way as I have found it in older specimens. Here the cell division was performed in the following way. In some of the cells we find that the whole cell contents with chromatophores, nuclei etc. have been aggregated into a number. of spherical clumps from three to six or even more, but most com- monly three to four (fig.5a and 6a). At first these spherical bodies fill up far from the whole lumen of the mother cell but after becoming surrounded with a membrane they begin to in- crease (fig. 66), growing closer together and at the same time becoming arranged in the same plane as the other cells in the plant, which as already described by Harvey consists of a single layer of cells only. When the cells are grown quite together (fig. 6 c) filling up the whole lumen of the mother cell they assume its form, growing polygonal, and along their uppermost and lower- most edges appear the small hapters which very regularly and alternately (fig. 6f) fasten the neighbouring cells together. Fig.5 shows a transverse section of a part of a thallus in which the cells have just been divided in this way. We see that the wall of the mother-cell (marked x in the figure) covers over the young cells and, further, we find that at each two—three or four cells the cross walls of the mother cells (marked y in the figure) run in between the daughter cells. On the exposed outer- side or on the upperside of the flat old thallus the wall of the old cells seems soon to be torn off; on the other hand, in thallus still in the form of hollow sacs we often find several layers of old membrane covering the sheltered innerside. This cell-division does not take place simultaneously in all cells of the thallus; we often find, on the contrary, that it is only a group of cells here and there which is divided, sometimes also a single cell only has been divided. Fig.5a shows a part of an old thallus with divided and not divided cells. I have mentioned above that the young unicellular specimens might perhaps have their origin from aplanospores. I think it very 2 Ss 3 A rhs Says 4e SES AN DU d ; Ye: IIL LS Geos sorb 0 ØL SKG vs 20 Ss 3 Sr Fig. 6. Dictyospheria favulosa (Ag.) Decsne. a. b. c. different stages of cell-division, in «a the cell contents have been contracted to balls, in b the young cells fill up nearly the lumen of the mother-cell, in c the young cells are quite dev- eloped, the walls of the mother cells are seen over the young cells (10:1). d. wall of a cell torn loose from the neighbour-cell showing arrangement of hapteræ (25:1). e. small part of d more magnified; in the small cells chromatophores are seen; the oval rings upon them are the bases of the hapteræ, in one place the ends of the hapters broken of from the neighbour-cell are seen (100:1). f. hapters between two cells seen from above showing their alternating arrangement (150 : 1). likely namely, that the above-mentioned balls, formed by the cell division, may occasionally become free and be able to grow. In the quite young small plants the thallus is massive (fig. 5 c) but by cell-division the cell layer in the periphery will grow larger » — 954 — and larger, first making the thallus sack-shaped (fig. 4) and at last it will be torn and disc-shaped. These old disc-shaped specimens can be very large; I have collected specimens with a diameter of about 12 cm. : As to the hapteræ found along the edges of the cells, these all grow out from quite small cells which are very similar to the small lentiform cells found in Valonia'). These small cells are arranged in series (most often 3) along the edges of the large ones (fig.6d) and very regularly, alternately opposite each other in such a way that the haptere growing out from the small cells attach themselves to the wall of the neighbour cell just in the intervals between the small cells on it (fig.6e,f). In this way the large cells are very firmly fixed together. The small cells are, when seen from above, oval oblong sometimes also quite circular. One to two hapteræ grow out from them (fig. d, e). The small cells also occur abundantly upon the sack-like out- growth from cells at the base of the plant (fig. 4, 5c, d,e). Where their walls come near to the substratum the small cells are present in great number and from them rhizoids grow out and attach the plant. Here the arrangement of the small cells is more irregular. With regard to the wall-plasma, we find, as also pointed out by Askenasy and Miss Crosby, the numerous rather large roundish-polygonal chromatophores of the wall plasma becoming connected with thin prolongations forming in this way a more or less open net-work (fig.5f). In the chromatophore one—three large pyrenoids are present. Near to the one side of the chroma- tophores the numerous oblong, rather large nuclei are met with. In the small cells also some few chromatophores with pyre- noids occur (fig.6e), furthermore also a single nucleus or in the larger oblong cells even two. That chromatophores occur in the small cells is also mentioned by Heydrich ].c. p.468. The outer wall shows cross-wise striations. As already mentioned above, I consider Harvey’s description of Dictyospheria favulosa to be in several respects very good, this especially applying to his description of the appearance and habit of the plant. As to the cell division, "the repeated quadrisection 1) It has been of interest to me to see what Heydrich writes about this matter; p. 468 (1 c.) he says: “Jede Fibula bildet an der Stelle, wo sie der Wand der sie erzeugenden Zelle ansitz, eine uhrglasförmige Vertiefung”. — 255 — of its component cells”, I think that Harvey has most probably observed some older stages of divided cells and as often only four cells are the result of the division (cfr. my fig.5 a) he has made it a quadrisection. As to Askenasy's description of the cell division, the cells being divided into two—three layers of cells, this as already men- tioned seems to allude to a species different from Dict. favulosa. And when Askenasy tells us further, that the space over and under the cross wall between the large cells is filled with small cells, this also is not quite correct, this space being filled up with the hapteræ growing out from the small cells. As to Schmitz’ opinion that our plant can be compared with a Cladophora with large cells I may point out, as already mentioned above, that I have never found a trace of such a like- ness; on the other hand, young plants yet massive can be very like a Valonia. Our plant may also be referred to the Valoniacex and not to the Cladophoraceæ, as Oltmanns does on the autho- rity of Schmitz. And when Miss Crosby compares our plant with a Struvea this is quite as misleading as when Schmitz compares it with a Cladophora. I consider Dictyospheria favulosa as very nearly related to Valonia; the form of Valonia utricularis (Roth) Ag. I have figured (fig. 3) shows a striking likeness, also having along the edges of the cells a row of small lentiform cells from which rhizoids grow out and fix themselves to the neighbouring cells. I therefore quite agree with Murray, who considers our plant as “one of the simplest forms of valonioid organism’, when he gives the following descrip- tion of it: “In Dictyospheria favulosa we have simply an aggre- gate of similar cells not forming a definite frond, but cohering in an unbranched mass, this colony of units being held together solely by tenacula”. The remarkable method of cell division, the cell contents being transformed to a number of balls, reminds one very much of the process of cell division in Siphonocladus tropicus as described by me. And the cell division of Struvea as described in this paper is also very similar, and likewise that found in the apex of the stalk of Chameedoris. Upon the whole, this “ball-cell-division”, reminding so very much on the free cell-division, has shown itself characteristic of many Valoniaceæ. — 256 — Dictyosphæria favulosa occurs in shallow water and often on rather exposed coasts, growing on coral reefs where it is con- stantly under the influence of the waves. Here the specimens are not so very large, seldom more than 4—-5 cms in diameter and are most often sack-shaped. But, furthermore, it is found abun- dantly in deep water down to a depth of about 40 meters. Here in the quieter surroundings and in the moderate light it often forms large flat expansions, some of the specimens reaching in diameter 12 cm. It is a very common species at the shores of the Islands. D. van Bosseæ nov. spec. Judging from the rather short diagnosis in Mme Weber van Bosse’s note I had at first referred my form to D. Versluysi, but after having seen an original specimen of this species which Mme Weber has been so very kind as to lend me, I think it is more convenient to consider my plant as a different species even if it shows a great likeness with Mme Weber’s species. Quite in agreement with D. Versluysi our form is characterized by having a Dictyospheria van Bossee massive thallus and by the presence of an a SAGE: Ir the needle-formed processes upon the inner walls of the cells. But my form differs from that from the Malayan Archipelago by its much smaller cells, on an average reaching only about half the size of those in D. Versluysi; and while the needles in Mme Weber’s specimens are about 150 » long those in my form reach only a length of about 704, very seldom up to 1004. Furthermore, the spines had a rather uneven surface in my specimen whereas they were quite even in D. Versluysi. And judging from the specimen I have found of this species the spines seem to be present here in all the cells while in my West Indian form cells often occur where they are quite wanting. When to these characters we add the different geographical distribution, I think it justifiable to consider our plant as a new species, to which I take the liberty of — 957 — proposing the above name in honour of Mme Weber van Bosse’). The cells are about half the size of those in D. favulosa, being on an average about 500 » in diameter, fbut varying, many cells being much smaller, others reaching up to 700—800 „ in diameter. Between the cells rather large intercelluiar openings often oc- cur in which the hapteræ grow rather long. Herewith a short Latin diag- nosis: Frons irregulariter rotun- dato-hemisphærica, solida, nun- quam cava, cellulis processibus acutis in pariete interiori instruc- tis, rotundato-polygonatis, me- diocribus, ca. 500 yw latis. As to its mode of growth the cell division seems to take place in a similar way to that found in D. favulosa. In any case the three small cells found in the larger one in fig. 8 a may be supposed to have a similar origin and also in the small plant (fig.7) we see some- thing very similar, but I have only found very few cells in this stage of development and quite young stages not at all. Besides, I am very much in- clined to think, that the cells are also able to divide in a very similar way to that found in Valonia, as now and then on Fig. 8. Dictyospheria van Bosseæ n. sp. a. part of the thallus seen from above, the cell above has been divided in three cells. b. trans- verse section of a young plant showing the mas- sive thallus. In the interwalls between the cells the hapteræ are seen (10:1). the cell walls of sectioned plants I have found some smaller roun- dish or oval cells, reminding one somewhat of the lens-shaped cells 1) The Ulva cellulosa Mert. msct. named with a? as a synonym to Valonia favulosa by C. Agardh is this species, judging from a specimen found in the Herbarium of the Botanical Museum, Copenhagen. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 17 — 258 — of Valonia. If this is the case, Schmitz’ description of the evo- lution of the thallus can agree better with the real condition in this plant. Whilst, as mentioned above, I have not succeeded in finding any trace of zoospore-formation in D. favulosa, I have been so for- tunate as to find a specimen of D. van Bosse, whose cells without any doubt were about to form zoospores (Fig. 9). Whilst in the normal vegetative cells the chromatophores with pyrenoids and nuclei form a net-work in the wall-plasma, in those in question the cell contents were aggregated into irregularly formed bodies consisting of a larger broad plate with or without Fig. 9. Dictyospheria van Bosseæ n.sp. Cells in zoospore-formation. (ca.20:1). holes in the middle of the cell, from which narrower prolongations ran down along the sides of the cells, giving them a very charac- teristic appearance. And that it really is the formation of the zoospores we have to do with was furthermore made evident by the fact, that in the cell wall of some of the cells 2—4 holes were found, through which the zoospores could escape. The cell contents have a very great likeness to what is found in the above-mentioned species. With regard to the haptere along the edges of the cells I may refer to Miss Grosby’s description and figures with which they show a great likeness, though on the other hand they are not so regularly arranged and also differ some- what in shape from those in D. favulosa. — 259 — This species is found in rather exposed localities in shallow water growing on rocks where it was constantly under the in- fluence of the waves. St. Groix: Cane Bay, Sandy Point. . D. intermedia Weber van Bosse. A. Weber van Bosse, l.c. p. 143. It is very doubtful, if this species really occurs on the shores of the Danish West India Islands. | have only found a single small specimen of the size of a large pea. It was massive but lacked the needle-shaped processes in the interior of the cells. In these characters it was in good agreement with the description of Mme Weber, but, as mentioned above, in D. van Bossee sometimes cells occur without needles and as our plant, apart from the want of these, seems otherwise to be very like it in all regards it is very possible that it is only a needie-less form of the above-men- tioned species. The single specimen found was collected together with some specimens of D. van Bossee in shallow water at Cane Bay, St. Croix: Ernodesmis') nov. gen. Thallus ramosus, stipitatus, stipes rhizoideis ramosis substrato adfixus, claviformis, in parte basali transverse annulatus, apice obtuso, 5—10 ramos claviformes strictos gerens, qui ipsi in apice obtuso leviter incrassato ramulorum claviformium fasciculis in- structi sunt; sic ramificatio pluries regulariter redintegratur. Omnes rami totius plantæ pariete convexo basali ab inferiori cellula discreti unaque cellula formati sunt. Rami præsertim in parte superiori plantæ in zoosporangia poris pluribus aperta trans- ormati. Ernodesmis verticillata (Kütz.) nob. Valonia verticillata Kiitz., Species Algarum, p. 508, Tab. phycol, vol. VI, tab. 88. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, p. 100. P. Kuckuck, Uber den Bau und die Forpflanzung von Halicystis Aresch. und Valonia Ginn. (in Bot. Zeit., 1907). Valonia egagropila 2 elongata C. Ag., Spec. Alg., p. 430. Conferva diaphana West e specim. in Herb. Vahl in Museo Bot. Hauniensi ers Asardh,l.e.). 1) From Zovos = a branch and deouis — a bundle. hs — 260 — On examining my large material of this interesting plant I have arrived at the result that, even if it is in several regards nearly related to Valonia, it nevertheless shows important differ- ences approaching it to several other genera e.g. Apjohnia, Sipho- nocladus etc., for which reason I think it most eut to consider it as tn a new genus. . Before pointing out the ways in which it shows likeness with and differences from the above-mentioned genera, I shall give a description of the plant. As is the case with so many related forms our plant when young consists of a single clavate cell forming the basal stalk of the older plant. This at its base is fixed to the ground by irregularly rami- fied and septated rhizoids (fig. 11a). The wall of the cells in the rhizoids is thick and much starch is found in the cells. Also the wall in the stalk itself, in any case in older plants, is || rather thick in its lower | … part and here some annular corrugations occur, most i strongly developed lower- most (fig. 11 a), leaving only ; ; AR i a small passage. open in the Fig. 10, Ernodesmis verticillata (Kütz.). 5 : Part of a plant. About 4:1. middle of the cell. In its broadly rounded, et even a little swollen, uppermost end the clavate stalk bears a bundle of branches up to a dozen or more (fig. 10). These branches are quite like the mother-cell, clavate, thinnest at their base. Here, in any case when they grow older, we find a single swelling (fig. 116,c). The branches are separated by an often somewhat concave wall from the mother cell. In their upper end these branches again are ramified quite in the same way and this very regular ramification takes place several times, with the result that the plant gets a nice candelabrum-like appearance (fig. 10). — 261 — So far as I have been able to follow the development in my material, the formation of the branches takes place in the following way; first much cell plasma with chromatophores and nuclei accu- mulate at the point where a branch will grow out. The accumu- lation is separated from the mother-cell by a membrane and then begins to grow out like a cupola outgrowth. This becomes more and more prolonged and gradually assumes the shape of the mother-cell. The branches in each bundle are established succes- sively, so that branches in different stages of development are found in the young bundle and even in the older a young branch occurs now and then (compare fig. 10). : Some small, short, thick rhizoid-like organs grew often out from the lower side of the above-mentioned swellings at the base of the branches in the older part of the thal- lus; they grow downwards and when they meet the wall of the cell below they attach themselves very firmly to it and serve to strengthen the plant (fig. 116, 126). These organs remind one very much of the clamps, as Murray and Boodle (in Annals of | CR Fig. 11. Ernodesmis verticillata (Kütz.) Botany, vol. 2, p. 276) call pass of the plant (8:1). b. basal end of a them and which they have branch (12:1). c. do. with a ring of clamps (12:1). 2 d. chromatophores with pyrenoids and nuclei found in Struvea ramosa. (300 : 1). Often only one or two of these clamps are found but sometimes a whole ring of them are devel- oped quite near each other (fig. 11 c). Furthermore, in some specimens but far from common some longer rhizoid-like appendices grow out from the swelling (fig. 12 c, d). These appendices are so far as I have seen not separated by a wall from the mother cell, in contrast to the above-mentioned _ clamps where a wall is present. Kuckuck who has examined a dried specimen collected by the late Mie Vickers at Barbadoes has also found them. He writes l.c. p. 187: “Dagegen zeigten die Sprossenden im unteren Teile des Biischels Gruppen von locker — 262 — stehenden Rhizinen, die aus der oberen stumpfen Kuppe des Sprosses zwischen und neben den Tochtersprossen abzweigen”. I think that these organs may also serve to strengthen the plant, just as these and the clamps can help to attach loose fragments of the plant to the bottom again. The cell-wall in the older part of the thallus is rather thick, thinner in the younger; it is nicely striated in an irregularly un- dulating way. The cell-plasma contains nurnerous plate-shaped small chromatophores of irregular polygonal outline with the corners running out into shorter or longer, thin prolongations connected in a reticular way (fig. 11d). In the middle of the chromatophore a rather large pyrenoid is present. Underneath the chromatophores we find the numerous nuclei in regular arrangement. As in so many related species the contents of the cell are often found contracted to some larger and smaller balls richly filled with chro- matophores and nuclei etc.; : | we find them figured by Küt- | | | zing, “Tab. phycol.”, vol. VI, = tab. 88. How far these balls Fig. 12. Ernodesmis verticillata (Kiitz.). i i 2 a. the upper end of a branch transformed to zoo- becoming free are able to sporangium (25:1). b. a single clamp (20:1). c. the produce new plants I cannot top of a branch with small branches, one of these with a rhizoid-like appendix, in the middle the an- tell, but it is very likely. ae a ee Fructiferous cells oceurred rather often in my collections. The whole cell is transformed into a sporangium (fig. 12a) and the zoospores escape through numerous holes formed in the cell wall in exactly the same way as I have described for Siphonocladus tropicus!). Quite in accordance with this species the holes pro- trude a little and have radiating striations. Also the cell plasma with chromatophores and nuclei is contracted to an irregular net- work or to more irregular clumps, from which the zoospores are 1) Børgesen, F., Contributions à la connaisance du genre Siphonocladus Schmitz. (Oversigt over det kgl. danske Videnskab. Selsk. Forhandl. 1905). — 263 — formed in good accordance with other algæ e.g. Bryopsis, Valonia etc. As to the last mentioned genus Kuckuck in his paper above-quoted has given a detailed description of the formation of the zoospores based upon the study of living material. The plant occurs not only fixed but also loose as Ægagropila- like clumps. These are very often cast ashore. In these loose- lying specimens the basal part as described above is usually lacking, and as most specimens collected are those cast ashore I think the basal part will only seldom be found in the collections. As to the relationship of our plant I would point out that it comes rather near to Valonia, Apjohnia, Siphonocladus ete. Though in several regards very like a Valonia I think that our plant cannot in a natural way be placed in this genus. Thus it differs from it by having a stem-like, annularly constricted, basal part which is fastened to the substratum by means of irreg- ularly ramified and septate rhizoids and by having a single annular constriction at the base of the branches; further by the absence of both the larger and smaller lentiform cells so charac- teristic in Valonia. And to these characters we may add the very regular ramification; to be sure we can find forms of Valonia ægagropila which are very regularly ramified with nearly all the branches growing out from the top of the mother-cell (compare Kuckuck, l.c., p. 176, fig. 20) but some anomalies always occur. Compared with Siphonocladus tropicus, the basal part of both plants seems to be quite alike and these plants are also very simi- lar in several other regards, e.g. the formation of the zoosporan- gium; but in the development of the thallus the difference on the other hand is very great. And Apjohma, which also comes near to our plant, differs in several regards, in the annular constrictions not only of the basal stem but also of the base of the branches and in the very regular ramification, in the upper part of the thallus only producing 3 branches. And these branches have no walls at their base, only the above-mentioned constrictions which in any case in the younger part of the thallus leaves a narrow passage open. This species, which has already been gathered at St. Croix by West who called it Conferva diaphana and of which well-kept specimens are still preserved in Vahl’s Herbarium in the Botanical Museum, Copenhagen, has been described by Kützing upon spec- imens also from this island. It is rather common here, occurring 3 me N Wu Fig. 13. Struvea elegans n. sp. (ea. 3:1). — 264 — both in shallow and deeper water down to a depth of about 5 fathoms. It is found both in more open but especially in sheltered localities in the shallow areas of sea behind the coral reefs. Here it often occurs loose in the form of ægagropila-like clumps. It was found with sporangia in January—March. St. Groix: Off Frederikssted, Lt. Princess, the harbour of Christianssted, Long Reef, Casavagarden. Struvea Sond. S. elegans nov. spec. Struvea, stipite cylmdrico, simplici, in basi transverse annulato, superne levi, flabello ovato-subpyramidali coro- nato; ramis flabelli oppositis distiche, plerumque quater pinnatis, apicibus ramorum plerorumque hapteris brevibus unicellularibus cellulis proximis adfixis, ramificatione in planta juvenili accura- tissima, in adultiori minus regulari; cel- lula basali rachidis cellulis superioribus 3-plo longiori. This very nice plant was found rather abundantly in deep water in the sea around St.Jan. In habit and size il comes near to Str. plumosa but shows differences in several ways, having also some likeness with the following species. The basal part of the plant consists of decumbent creeping filaments attached to the substratum by means of rhizoids. These rhizoids are very irregularly rami- fied, sometimes quite short, sometimes also longer, irregularly septated. They are richly provided with starch. | — 265 — From the creeping filaments grows the erect part of the thal- lus, the stalk crowned with the frond. From its earliest stage of development the stalk consists of a single, nearly cylindric cell. At its base, at least in more mature specimens, we find a few, 6—8 annular corrugations though not very deep (fig. 13). When the stalk has reached nearly the normal height of the plant it divides into a number of cells. The forming of these cells is said by J. Agardh (l.c. p, 108), who founds his description on that of Harvey’), to be due to an apical cell, but this is not right, judging from what I have found in my mate- rial. I have obser- ved the cell division in the frond of a young plant, of which fig.14 c shows the uppermost half- part. We see here that the side bran- ches and the apical cell first grow out to a considerable Fig. 14. Struvea elegans n. sp. length and then the a. b. c. tops of ina stalks shoving development of the frond and cell contents in each + the cell division also, the uppermost branches in this figure and SE the topcell are yet undivided, then branches occur where the cell branch are divided contents are aggregated in clumps and lower down again the cell- simultaneously into division has been completed and in the lowest pair of branches 5 side branches begin to grow out. d. part of older thallus. e. f. a number of smaller hapteræ. g. chromatophores. (a. b. about 3:1, c. 6:1, d. 10:1, parts of nearly the aie eer same size, with exception of the apical cell in each branch, which is longer. Each of these smaller parts becomes surrounded by a membrane. The figure shows that the branches nearest the top are yet undivided. Somewhat lower down, where the division of 1) Compare also Murray and Boodle, |. c.; Oltmanns, Morphologie, p.267; Wille in Engler und Prantl, Natürl. Pflanzenfam., Chlorophyceæ, Nachtr., p. 113. — 266 — the contents has recently begun, we find that the single parts of the contents are separated from each other by a rather large open space, larger perhaps owing to the influence of the alcohol than in the living plant. These parts are surrounded by a mem- brane and then, as we see lower down, where the cell division is in a more advanced stage of development, they grow quite near each other and are no longer separated. The apical cell is also divided later on in this way. When these cell parts or cells, as we may now call them, have reached a certain degree of maturity they all with exception of the top cell begin to grow out in their uppermost end into two opposite branches lying in the same plane as the whole frond (see the lowermost branches in fig. 14c). These new branches again grow out to a certain length and then they divide quite in the same way and so on. In fig. 14a we see the uppermost part of a young stalk in about the same stage of development as the last-mentioned side branches in fig. 14c; and fig. 145 shows a more advanced stage, where the side branches have grown much longer but are yet undivided. In my material I have not succeeded in finding the first beginning of the cell division in the stalk, this at first being a long cylindrical cell with no walls at all, but I have no doubt that this is performed quite in the same way as mentioned above with regard to the side-branches. This method of cell division reminds one very much of that described above in Dictyospheria and of that found in Siphono- cladus tropicus as I have described it l.c. and Dr. Rosenvinge has also directed my attention to that found in the formation of the zoosporangium of Vaucheria (cfr. Götz in “Flora”, vol. 83, 1897, p. 93 and the literature quoted here). The ramification of the branches can take place several times; in an old frond I have found branches of the 4th order. While the branching is very regular in the young specimens, as the figure shows, the ramification in the older, leaves is more anomalous, branches of the highest order being not formed everywhere (fig. 14 d). At the same time as the side branches of first order have begun to divide, the top cells of each branch develop at their apices rhizoid-like organs of attachment which Murray and Boodle have called “tenacula”. These consist of a little cell (fig. 14e) ending in a broader, irregularly lobed disc, by means of which the top cell of each of the inward bent branches fastens itself — 267 — to the cell-wall of the branch nearest above. Most of the apices of the top cells touch the branches above even before the tena- culum has grown out and this need only be quite short, but sometimes it happens that it does not succeed in coming into close connection with another branch and then it can grow rather long like a rhizoid (fig. 14 f). To begin with it is only the top cell of each branch which fixes itself in this way, forming a kind of edge along the side of the frond, but later on in the older frond nearly all the side branches of the second, third and higher order are provided with tenacula at the top and fastened to other branches (fig. 14 d). In this way, in good accordance with what is well-known in other Struvea-species, all the branches, loose at first, form a connected whole. Sometimes, but more seldom, I have found two tenacula growing out from the same top of the cell. In the frond the lowest cell in the midrib is considerably lar- ger (about 3 times) than the other cells in it, as is the case also in Struvea anastomosans. With regard to the cell-wall this is rather thick in the lowest part of the stalk, growing thinner upwards and in the frond. The wall shows longitudinal and transverse striations, as is also men- tioned by Murray and Boodle (l.c. p.271) for Struvea plumosa. As to the wall plasma and its contents this is very like what we find in Valonia. The chromatophores (fig.14 9) are plate-shaped, of irregular polygonal form, often with elongated angles forming in this way a net-work. In each chromatophore a rather large pyre- noid is nearly always present. Behind the chromatophores we find the numerous nuclei rather regularly distributed. The whole plant with stem and frond together reaches a height of about 10cm, the length of the frond may measure up to 4 cm and the breadth 2!/2cm. The stalk is normally unbranched but a single specimen was found having a side-branch also crowned with a frond. This species seems to be nearly related to Struvea anastomo- sans by its large basal cell in the frond and by the mode of rami- fication, but this is much more regularly distichous, the frond has another form, is longer, containing several, more opposite pairs of branches, the top cells in the branches of the first order are longer etc.; furthermore, the stem has a number of annular constrictions at its base, which is not the case in Struvea anastomosans and finally, the size of our plant is much larger. — 268 — Struvea elegans was dredged in deep water only, down to about 40 meters. It occurs at several places in the Sound between St.Thomas and St.Jan, further near Thatch Cay at St. Thomas where it was collected by Dr. Th. Mortensen and off America Hill on the north side of St. Jan. S. anastomosans (Harv.) Piccone. A. Piccone, Alghe in “Crociera del Corsaro alle Isole Madera e Canarie del Capitano Enrico d’Albertis”, p. 20, Genova 18841). Cladophora? anastomo- sans Harv. in Trans. R. I. Acad., vol. 22, p. 565; Phycologia Australica, vol. II, pl. 101. ; Struvea delicatula Kiitz., Tab. Phycol., vol. 16, tab. 2.. Murray and Boodle, A structural and systematic account of the genus Struvea. (Annals of Bot., vol. 11, p. 265). This nice little plant occurs in small, dense tufts in fissures of rocks. The tufted form is due to its mode of growth. From irreg- ularly ramified rhizome-like filaments creeping on the substratum grow the erect stalks which at their summit bear the more or less regular branched fronds. The ends of the branches in this leaf- like part of the thallus fix themselves, as is well known, by means of clamps not only to other filaments in their own leaf but also to other fronds with which they come in contact and in this way the small tufts are formed. Mme Weber van Bosse has described this way of growing in a very detailed manner in “Etudes sur les Algues de l’Archipel Malaisien” (Ann. du Jard. de Buitenzorg, vol. VIII, p. 86—87). | At first the young plant consists of a nearly cylindric cell, tapering somewhat at both ends, the stalk of the full grown plant. Below it is fastened to the substratum by means of irregularly ramified and septate rhizoids in which starch is accumulated (fig. 15d), The stipe has quite even walls and has no annular constriction at its base. It is often ramified (fig. 15 d). When the stalk has reached a certain degree of development the cell contents are” densely accumulated in the top of the cell and then divided into a number of cells (fig. 15a). This divi- sion takes place so far I have been able to see quite in the same manner as in the above-mentioned species. In spite of the fact, that I have had a fairly large material I have nevertheless only found very few cells in the first stages of development, most pro- 1) The variety canariensis of Piccone described here is = Struvea ramosa Dickie, as pointed out by Murray and Boodle. — 269 — bably because the division of the cell contents takes place very quickly. One of the youngest stages I have seen is shown in fig. 15a. We see here that 5 cells are formed, a larger cell below which is always found here at the base of the frond and 4 smaller cells above it. Fig. 156 shows a somewhat more ad- vanced stage of devel- opment, the side- branches of first order here beginning to grow out from the cells in the stalk. This mode of growth is quite in accordance with that in the above-men- tioned species and on the whole the ramifi- cation takes place in the same way as in Struvea elegans, only not quite so regularly. As to the cell contents the plate- shaped irregular poly- gonal chromatophores (fig. 15 f) form a net- work in the wall plas- ma. In each chroma- tophore a large pyre- noid is present and under the chromato- phores the numerous nuclei are arranged rather regularly. In some speci- mens I have found Fig. 15. Struvea anastomosans (Harv.) Piccone. a, and b. tops of young stalks showing development of the frond. c. somewhat more developed frond. qd. plant prepared out from a tuft, with rhizoids and ramified stalk so common in this species; below to the right a young stalk is growing out. e. parts of the frond showing the mode of attachment by means of tenacula. j. chromatophores with pyrenoids. (aben d., about 6:1; ¢€,20-1 5. 7. 350-1): the cell contents in a great number of the cells in the frond con- gregated in larger and smaller balls, some few in each cell, most probably an aplanospore formation. — 270 — This species occurs in shallow water often in rather exposed localities. It is found, St. Thomas: in the Harbour and in the Great Northside Bay on the north side of the island. St. Groix: Christianssteds harbour. Chamædoris Mont. C. Peniculum (Sol.) O. K. Corallina Peniculum Solander in Ellis, The Natural History of many curious and uncommon Zoophytes collected from various parts of the globe, London 1786. p. 127, tab. 7, fig. 5—8, tab. 25, fig. 1. Chamædoris annulata (Lamarck) Mont. Montagne, Troisiéme centurie de plantes cellulaires exotiques nouvelles (Ann. des sc. nat., II. Sér., t. 18, Octo- bre—Nov. 1842. Harvey, Nereis Bor.-Am. part III, p. 42, tab.42B. J. Agardh, Till Algernes Systematik, VIII, Siphonee, p. 113. Nesea annulata Lamouroux, Histoire de Polypiers coralligenes flexibles, Caen 1816, p. 256. Penicillus annulatus Lamarck in Ann. du Museum, t. 20, 1813, p. 299. Scopularia annulata Chauvin, Recherches sur l’organisation, la fructifi- cation et la classification de plusieurs genres d’Algues. Caen 1842 (9. Nov.). As is well known from the description of Harvey (l. c. p. 42) the thallus of this plant, when fully developed, consists of the nearly cylindrical stem with annular constrictions from base to top where it ends in the cup-shaped head, giving the whole plant a mop-like appearance. When living the stem has a more or less striking red-violet colour and is rather phosphorescent, the head is dark-green on the outer side lighter grey-green on the upward turned side. At its base (Fig. 16) the stem is fastened to the substratum by irregularly branched and septate rhizoids which penetrate often rather deeply into the loose limestone, upon which especially I have found the plant growing. In the cells of the rhizoids starch is richly: present. The uppermost rhizoids growing out from the stalk are more rhizome-like, creeping as they do on the surface of the substratum, and from these new stems grow up often in great number. Owing to this mode of growth the plant also grows gre- gariously often in large tufts. How far all the individuals in a tuft have their origin from this mode of propagation I cannot say; many of the plants in a tuft were so’loosely connected and so easily separated that one may doubt their origin in this way, but — 271 — the connection between the single plants can of course early decay. If we consider the fig. 16 we find, that each of the young plants is separated by a cell wall in the rhizome-like filament from the next young plant, each in this way receiving a piece of the rhi- zome from which rhizoids grow out downwards. Most probably the young plants are easily separated at these walls and in this way become separate individuals. The quite young stem has thin walls and no constrictions, but these begin at an early stage to be developed from the base, pro- gressing upwards. When the stem has reached a height of about 4—5 ems it will be quite annularly constricted with exception of the uppermost part. Then the formation of the cup-shaped head will take its beginning (fig. Vi a,b. c,d). First, much of the cell-con- tent accumulates in the top of the cell and the obtuse apex elongates, becoming conical. Then [| the cell contents here i | N) divide simultaneously } h i into two or most often three (fig. 17 a) separate À one "À parts, the largest lowest, __ eer ailest atthe to Fig.16. Base of Chamedoris Peniculum (Sol.) O.K. | D: Young stems growing up from the rhizome-like filament to Each of these parts be- the left. (about 3:1). coming surrounded with a membrane grow again closely together, the plant in this way now consisting of a very large cell in the stem and three (seldom only two) smaller at its top. These cells and the uppermost end of the stem swell somewhat and after reaching a certain thickness a whorl of some small warty outgrowths emerge at their upper- most end (fig. 175). These small warty outgrowths are the begin- ning of the filaments of which the head is composed. In the lowest of these four (seldom three) whorls of filaments we find a number of about 20, in those higher up fewer, from the uppermost small mn —= SS (eee £ — 272 — cell only 3 or 4 filaments growing out. Near their base a wall is formed in the filaments. These filaments grow longer (fig. 17 e) and divide very regularly many times pseudodichotomously having a wall just over each side-branch (fig. 17e). Fig. 177, g show the ramification as it takes place in a young filament. We find that Fig. 17. Chamedoris Peniculum (Sol.) O. K. a. b. c. tops of young plants in different stages of development, in a the cell contents have newly been divided, in b the young cells have swollen, the ring of warty øut- growths showing the first beginning of the filaments in the head, in c the warty out- growths have grown longer. d. shows a longitudinal section through a somewhat older specimen in which the filaments have begun to be divided. e. part of the fila- ments. f. and g. young filaments showing the mode of cell division. h. and 7. rhi- zoid-like hapteræ growing out from the filaments k. chromatophores with pyrenoids and nuclei. (a. b.c. d. e. about 10:1, f. g. h 7. 2531, k. 250:1). also here as in the stem the protoplasm first divides into some smaller parts (fig. 17f) which surround themselves with a mem- brane and grow together again and then a side-branch grows out from the uppermost end of each of the parts in which the filaments have been divided (fig. 17g). The branched filaments are felted SS Ose together and the coherence is moreover increased by means of some small, short, rhizoids growing out here and there from the filaments and attaching themselves very strongly to the neighbouring filaments (fig. 17 h, 2). Harvey gives in several respects a good description of the development of the plant, but he lets firstly one cell be developed at the top of the stem and this divides again successively once or twice. As mentioned above, the head in the well-developed plant is cup-shaped, being somewhat depressed in the middle, but one also finds specimens with nearly ball-shaped heads as also others more irregularly formed. In specimens growing in shallow water the stipe reaches a length of about 4—5 cm and the head a dia- meter of 3 cm, but in those from deep water the stem can even be 15 cm long and the head 10 cm broad. In these specimens the head was flattened and thin, forming a circular expansion, most probably an adaptation to the subdued light. I may also add that old stems, having lost the head, are able to produce a new; I have several times found very old stems with a quite young, not yet annulated apex. As to the cell contents, we find in the wall-plasma the irre- gularly polygonal plate-shaped chromatophores, forming by means of their prolonged corners a rather dense network in the young parts of the thallus (fig. 17%), in the older the chromatophores are of a more elongated form and more openly placed. In the middle of the chromatophore a pyrenoid is present. Below the chromato- — phores the numerous nuclei occur distributed rather regularly. This species has been gathered in shallow water 2—3 feet, and here in a rather exposed locality, and in deep water, down to about 50 meters. It is found: St. Croix, at White Bay on the south side of the island and St. Jan in the sea round this island: off Cruz Bay, Marys Bluff, Ramshead, Annaberg etc. Botanisk Tidsskrift, 32, Bind. 18 = B 2 HTP ge ? ue ES “ I EH Ÿ 7 a 1 ie r = à 4 Fa \ ÿ © i = ” 1 = ie tal å 2 | 3 i x re % LE S S N = 2 if . > i x 2 i i A ’ i z - & i ) 4 y it ye * n > 2" 1 , z Een: 1 > x N =| sd ' i i IN: à EN La 37 1 un nå ; i SØN x j i i, i 2 i | i ” The Vegetation of the Noto. By M. Vahl. A: Notö is a little island in the lake of Torsjö in Smäland (Sweden). As it is of great interest to see the evolution of the vegetation in such a little uninhabited island, where it is developing without interference of man, I have examined the formations of ve- getation after the statistical method, proposed by Prof. Raunkiær!?). As main-divisions of the growth-forms I have adopted those of the system of Raunkiær. As principle of subdivisions I have used the protections of the plants against evaporation, their de- foliation, their faculty to protrude their shoots through the soil. After this last faculty I have divided the plants in the diageie and the epigeic ones. The diageic plants have the faculty to protrude their shoots through the soil. Hereto belong species with faculty of subterraneous migration and besides these all geophytes. The epigeic plants are such, by which no buds can protrude through the soil. This division has proved to correspond better with the difference between the plants of the loose and the hard soil than any other division. For further information on this matter look to my pamphlet: Les types biologiques dans quelques formations vegetales de la Scandinavie?). The Notö has its greatest extension, 51m, from about north to south. The greatest width is 30m. The island is formed by a stone-reef, shaped as a horse-shoe, that turns its open end towards 1) Botanisk Tidsskrift. Bd. 30 1909. *) Bulletin de l'académie royale des sciences et des lettres de Danemark 1911. 184 — 276 — south. The reef is a part of an interlobate moraine, which has its continuation in a little peninsula, which from the southern border of the lake stretches forward towards the island. The water between this peninsula and the island is low. The low area surrounded by the reef has by and by been filed up with peat, and in this manner the island has heen formed. On the bottom of the lake round the island are growing Lobelia Dortmanna and Myriophyllum spicatum. In the low water to the south of the island is found a broad but sparsely sown reed- swamp. Next to the coast Carex rostrata is prevailing. Besides this Naumburgia thyrsiflora, Equisetum limosum, Scirpus lacustris, Phragmites communis, Lobelia Dortmanna and a single sample of Alisma Plantago are found. In a little deeper water the swamp is mostly formed by Phragmites, Scirpus and Eguisetum, which partly grow together, partly form small pure associations. Among the reeds Lobelia and a few samples of Potamogeton natans and Polygonum amphibium are found. Table I. Nanophanerophytes ............. 83 Thalictrum flavu me ieee 40 Almustelutinosar #5 cps ees 27 Lysimachia' vulgaris: a2 022 36 Rhamnus faneula. urn. 16 Rubus. ideus......... wann 11 My nica caleny anser ØRE ER 40 Galium palustre eee 2 Chamæphytes ................... 23 Lycopus europæus ............ 5 ana LHe XU Osa, EME TER 23 Mentha arvensis : MEE 3 Hemieryptophytes.... .......... 163 Viola. palustris. =... See 7 Spicsa ulımarıa a 2 ee 5 | .Geophytes....1:... mn. 2 Eychrumsalicama a se 7 Majanthemum bifolium ........ 2 Peucedanum palustre .......... Bol: Points. Lo 2 Sure 271 Molinia-cærulea u. m van 31 diageic. 2! 3 AS ak eee 152 enostisaalbar een Herrer 5 EPIGEIC. ... 5.4 aa ojo er ee 76 Along the eastern coast of the island the reed-swamp conti- nues but in a narrower belt, as the bottom is declining much steeper to the outward. Next to the coast grows Naumburgia thyrsiflora, farther outwards Equisetum, Phragmites and Heleocharis palustris. On the western coast is found on a single spot a small group of Heleocharis. Except this there is no reed-swamp on the western and northern coast, apparently owing to the prevailing western and north-western winds, which make the lake-bottom less undisturbed during winter and autumn. The reed-swamp has to be characterised as a formation of diageic herbs, defoliating during the winter. According — 277 — to the protection of the plants against evaporation they are likely to be regarded as weekly xeromorphous. The shore is formed on the western, northern and eastern coast of great stones and is here quite destitute of vegetation. Only here and there a single sample of Naumburgia or Lythrum salicaria shoots up between the stones. The stone-reef, which bounds the island, is higher than the interior of the island. Only in the south the bogged interior of the island is gently sloping into the stony bottom of the lake. Just east of this spot the stone-reef is very low and can be set under water at high stand of the water. Here grow some small shrubs of alder and several specimens of Myrica. Among the shrubs grow numerous tall herbs, whose leaves and flowers promine to the same height or higher than the branches of the Myrica. As the herbs are as high as the shrubs, the for- mation cannot be regarded as consisting of more stories. The season, in which the upper layer is of biological importance for the under story is chiefly the summer. ‘Table I shows the num- bers of frequency of the species of this formation. Hereof results that it is to be regarded as a formation of mesomorphous or weakly xeromorphous, diageic herbs, with defolia- tion in winter. The soil is stony with loose mouldish mud be- tween the stones. Along the other coasts the stone-reef wears a row of alder- wood. Only in a small space in north-east the wood fails and is replaced by a narrow row of low shrubs of Rhamnus. In a few spots on the western coast interruptions of the wood are also found, so that the prairie of the interior is directly facing the shore. The wood is formed by a single row of trees. To the shore the branches reach the water. Under the alders Rhamnus frangula grow everywhere, so that the wood has three stories. The shrubs of Rhamnus in connection with the lowest branches of the alders form a dense and shading mass of branches towards the lake. Somewhere on the western coast a few shrubs of Myrica are found outside the alders. On the inside towards the low interior of the island the wood is bordered by a row of low shrubs of Rhamnus, which, where they are most vigorous, are effecting that the nar- row strip of wood gets very shady, so that it locally is very dark in the bottom. On several spots on the eastern coast is found moreover a narrow row of Vaccinium uliginosum between the — 278 — shrubs of Rhamnus and the bogged interior. In the west, where the interior is drier and has the character of prairie, the strip of Vaccinium fails. Here on this side the Rhamnus is more vigorous. Among the alders a few other trees are found in the wood. On the northern point of the island a tall birch stands, the tallest tree of the island. To north-east grow several low birches. Both species of Betula are found. Of Sorbus aucuparia four trees are found, of Sorbus suecica a single one, and moreover several specimens of Betula and Sorbus aucuparia lower than one meter. In the northern part of the island stands a little spruce inside the Rham- nus-belt. A little to the west of this stand three small shrubs of Juniperus. To the north-east is found a little juniper in the deep shade of the wood and a little further down the eastern coast again a little juniper in the wood. The soil is stony, but the stones are mostly covered with peat, somewhere lose and decomposing, elsewhere hard and solid as raw-humus. The wood has everywhere three stories, in which quality it differs from the common deciduous forests in the neigh- bourhood, but as to the under-vegetation it can be divided into the same subformations as the neighbouring forests on similar soils or into forms intermediate between them. In the following pages shall be referred to these subformations named with the same numbers, under which they are designed in the formerly cited pamphlet’). Table II. A B C D Mesophanerophytes .......... 50 58. 50 59 Alnus slutino sanne 42 50 50 50 Betula verrucosa ........…. 8 8 — 9 Mikrophanerophytes ......... 50 66 50 50 Sorbus aucuparias....../... — 14 -- -- Rhamnas iranculay ar 50 50 50 50 Juniperus communis ....... — 2 — — Chamæphytes ............... 90 16 95 50 Vaccinium myrtillus........ — 50 45 — Vaccinium vitis idæa....... — 16 1 — Aira flex us ar er — 50 50 49 50 Hemieryptophytes............ 7 17 76 26 Lysimachia vulgaris........ — — 5 — Rubus: idæus NP wre 2 — 26 19 Molimia cærulea ... 2 02. — 14 41 7 ACROSS alliage zen 5 = ni. ER 1) Bulletin de l’acad. royale des sciences et lettres de Danemark 1911. — 279 — > es) Ae | © Pode nemoralicn ss. ee, — — Besiuca OVilides.). 4. isis 208 — > — =e Potentilla tormentilla....... — = 2 — Rumexoacetosa: nn as. — — 1 = Baner sl yallcar u. — 1 = — Geophytes..2.....2:2........: — — 23. 46 Majanthemum bifolium .... — — 23 46 MOMIE en ea 157 257 294 251 COG net 2 66 100 65 EPIC Olt are, Sette Mer De 55 67 94. 57 Table II shows us four facies of the alder-wood. A is an ex- ample of a stark locality with soil of hard peat. Aira flexuosa is here about the only species to be found. It grows in large mats. A few specimens are flowering. Here is a typical example of subformation IX of deciduous forest (Under-vegetation of xeromorphous, epigeic chame- phytes). On less dark spots, the moss-vegetation is richer, and in the looser raw-humus, built up of the mosses, the Aira-vegetation is mingled with Vaccinia, and a facies results, which is a transi- tion between the subformations IX and VII (Under-vegetation of mesomorphous, diageic chamephytes). The typical subformation VIII is not to be found in this island. By and by the peat is loosened by the roots of Azra and Molinia. It begins to decompose, and then diageic herbs make their entrance. C shows an example of this stage from a more bright locality and for this reason more rich in species. D is from a darker locality, poor in species. The end of the succession will be the subformation IV (Under-vegetation of mesomorphous, diageic herbs) which so often is found in forests on peat-soil, but on the Not& the succession has nowhere gone so far. On extremely dark spots the bottom of the wood is almost quite destitute of plants. The soil is covered with withered foliage. The only plant that seems to be at home here, is Lastrwa dilatata, which grows in vigorous but few individuals. Except this one only a single specimen of Poa nemoralis, Aira fleruosa and cespitosa, Agro- stis alba, Rubus ideus and Lysimachia vulgaris is found here and there. Here reigns the subformation VI (Under-vegetation of few, scattered vascular plants). The south-western corner, where the interior of the island slopes gently to the stony shore of the lake, is the lowest part of — 280 — the island. Here the wood-strip is totally failing. Outside the shore is found the reed-swamp, here formed of Carex rostrata. The shore is formed of small clean-rinsed stones. Only at a little di- stance from the shore the smaller stones and the intervals between the bigger are covered with mud. Between the clean stones of the shore grow a few individuals of Naumburgia and Lythrum. Inside the belt of small stones the vegetation is dense and creates a formation of evergreen, diageic, xeromorphous herbs, a formation, which I have mentioned in the formerly quoted pam- phlet as common in the neighbouring bogs. Table III. Chamephytes................ 21 13 — 121 Vaccinium myrtillus........ — = -- 19 Vaccinium vitis idæa....... — — — 50 Aira llexuosan. ya ur — — — 49 Empetrum nigrum....... = — — 3 Comarum palustre ......... 21 13 == ase Hemieryptophytes. .......... 198 40 92 98 Astostisecanna. 2.2... 50 14 31 35 Pestucaseubra ey pen — = 29 _- Mentha. arvensis . ......4.:5. 48 - - — Galium,palusser 2 2% 29 — = = Viola palustris HE 202 14 2 -- — Naumburgia thyrsiflora..... 6 9 == = Lysimachia vulgaris....... 2 6 — = Orobus tuberosus.......... = — 16 10 Boa nemonaliear er — — — 2 Luzula multitlora > 2 202 — — 1 7 Eriophorum vaginatum..... 1 = — — Leontodon autumnalis ..... 1 — — —- Menyanthes trifoliata....... 33 — — — Peucedanum palustre ...... 5 9 — = Lythrumsalicanar 2.222. 1 — — — Hypericum perforatum ..... — — — 11 Potentilla tormentilla....... 7 — 11 31 Kumex-acetosarun. ie æn — — 3 2 Cirsium palustre ... ....... 1 — — — Pastræadlatata 7m — — 1 — Geophy thes. ETAS er. 169 116 25 5 Garexarostralan ne 50 28 == == 5 @arex pami¢ed ) I, ates 34 Di) =a Carex Goodenoughii........ 50 28 — — Carex teretiuscula ......:.. — 3 — — Juncus filiformis........... 2 50 25 — Eriophorum polystachyum.. 14 5 — = — 281 — Phragmites communis...... 5 — — — Equisetum limosum........ 14 — — — Anemone nemorosa........ = = = 4 OS el ua 388 169 117 224 CURVES cnr Seas a RER 318 147 105 109 OWI ClCH te IS ee 70 22 16 115 Table IITA shows the composition of the vegetation of this lo- cality. The soil is mud, not peat. Mosses are little frequent, only on a few spots, mostly near the somewhat higher terrain more inside, some Hypna and a few Sphagna grow. The spot is moist, yet normally not covered with water. The easy drainage makes the soil less sour here than in the interior of the island. Agrostis canina is here found in the form with nu- merous epigeous runners, while subterranean wandering is insigni- ficant, in wet summers the different species of Carex are luxuriantly flowering, and Agrostis has a modest, vegetative existence. In dry years the Carices do not thrive, while Agrostis dominates and is richly flowering. While A shows the composition of the vegetation of the south- western point, B of Table III gives us a picture of the vege- tation a few meters farther to the east. The southern coast is here protected by the stone-reef, whose vegetation is illustrated in Table I. Though this spot is situated a little higher than the lo- cality A, it is nevertheless moister and especially more sour, owing to the more difficult drainage. The soil is densely covered with mosses, especially Polytricha but also many Sphagna. Juncus filiformis is here the dominating plant. The vegetation has, as far as concerns the vascular plants, the same growth-forms as the former locality, but Juncus filiformis contributes to make the aspect still more xeromorphous, corresponding to the sourer and for this reason physiologically drier soil. Where Agrostis canina is growing in Polytrichum it has subterranean runners. In Sphagnum, the subterranean shoots of Agrostis as a rule soon strive up to the light and do not form runners. In the other parts of the island there is a well marked dif- ference between the western, higher part and the eastern, lower part. In the west the terrain soon rises some few decimeters and become more dry. In the eastern part the terrain is everywhere low and humid, as it only very slowly rises towards the north. — 282 — This low eastern part of the island shall be described at first. As the terrain rises a little above the Juncus-bog, the mosses become extremely luxuriant. Sphagnum totally disappears, but Polytrichum grows superfluously plenteous and forms a wide, un- divided cushion of mosses, which covers the greater part of the east of the island. The stems of Polytrichum have as a rule a length of about 20 cm. The vascular plants are few and grow sparingly. Juncus filiformis is decreasing, while Agrostis canina becomes the most common species, although also this species only grows rather scanty. It is found in the form with subterranean runners. Several runners have until seven etiolated leaves, before they bend up and wear green leaves. This facies is shown in Table IT G. The growth-forms are the same as in the former facies. Among 50 squares two were destitute of vascular plants. In the northeastern corner, where the terrain rises a little, the vegetation of mosses is somewhat weaker. Agrostis canina has here shorter runners, and numerous chamæphytes grow here on the rather dry peat-soil. The spot is however during the whole forenoon shaded by the alder-wood. D of Table III shows this facies: On a little spot heath is formed of Empetrum, Vaccinium vitis idea and Calluna. Regarding the vascular plants the facies of vegetation shown in Table II A—C are formed of the same growth-forms. Never- theless they must be divided into two formations. The first (III A) is a formation of evergreen, diageic herbs. The mosses are scanty. The soil is mud. The second formation (IJ. B and G., IV A) is a Polytrichum-bog, where the vascular plants are more or less sparingly sown. The soil is peat, formed of the mosses. Table IV. A B C D Chamæphytes................ = 10 2 105 Vaccinium Vitis idea ...... — — — 30 Airastlexuosa ar er 25 Callunasyulearısse rer — — — 50 Veronica chameedrys....... — 10 — — Veronica officinalis ........ == — 2 — Hemieryptophytes......... ..134 33 169 238 Asrostis canına) sr er 40 22 4 15 Restica arora ee 42 18 10 39 Poa, pratensis ze eg, — 16 24 = Galinm palustre: sss eer — 2 — — Galium uliginosum......... = 21 — — — 283 — Mota als rs ner — - @robus tuberosus... re o 38 20 35 MITA CEA CC ALT er 8 BKubussideus:........ 0. — — fl 4 'Asrostis AND 2 ese aire ae — 7 6 29 Molinia exzrulea............ — — — 3 Festuca ovina ............. 26 43 50 = Aira caespitosa ............ — 48 5 — Anthoxanthum odoratum... — 3 — — Nardus sta ee — — = > Juncus conglomeratus...... 1 — — — Luzula multiflora .......... 5 — — 7 Hypericum perforatum ..... — 46 — 3 Spirea- ulmama rn — 16 — Campanula rotundifolia..... — 7 13 12 Potentilla tormentilla ...... 14 4 16 26 Rumex acetosa ............ 3 49 14 _ Ranunculus bulbosus....... — 10 — — Cirsium palusire : 2... — 1 — — Hieracium umbellatum ..... — — — 10 Succisa pratensis .......... — — — 3 Solidago virga aurea ....... — — — 2 Geophytes............... .... 20 — — — Juncus flor mis 2... ... 0 20 — — = TAN CREER 154 363 171 343 (lavere banca ea ka ae 105 119 65 134 EMIS CLC nea En ea Se 49 244 106 209 In the western part of the island the terrain rises, as for- merly mentioned, rather steep from the carex-prairie of the south- western point. On the northern border of the prairie the Polytrichum- cushion is for this reason narrow but has the same character as the corresponding vegetation in the eastern part of the island. Table IV A will illustrate this. The terrain is from here steadily rising towards north, and the vegetation gets another character. IV B shows the vegetation on the frontier of this northwestern, higher part of the island and the eastern Polytrichum-bog. This spot has a vegetation rich in species. The tall growth of the plants shows us that suitable moisture is found here. Of mos- ses are only found a few Hypna. The soil is decomposing peat. From the table is seen that the vegetation is a formation of evergreen, epigeic herbs. The mesomorphous elements are somewhat preponderate, and the vegetation approaches to the typical mesomorphous prairie. IV G shows us the vegetation on higher terrain. This vege- — 284 — tation is much more xeromorphous than the declivity. In summer the peat can become very dry, and* the upper layer of the soil can be mouldering. The vegetation is a formation of evergreen, xeromorphous epigeic herbs or xeromorphous pasture. Towards the border of the wood, where shade is reigning du- ring a great part of the day, the vegetation becomes richer. Here grow Succisa pratensis, Hieracium umbellatum, Vicia cracca, Soli- dago virga aurea, Hypericum perforatum and mesomorphous grasses. Moreover are found Calluna and Vaccinia (Table IV D). Of mosses are found several Hypna. In most of the formations of the interior of the island a few nano-phanerophytical individuals of Salix and Betula can be found. Om Proveniensens Indflydelse paa Sommer- skud hos Eg og Beg. Af L. A. Hauch. J eg har for nogle Aar siden i Dansk Botanisk Forening talt om Meldug hos Eg, og derved maatte jeg komme sterkt ind paa at omtale Egens Sommerskud, fordi Melduggens Angreb særlig hjem- soger disse. Siden da er »Egens Meldug« udkommet 1 »Det forst- lige Forsogsvesen i Danmark, IV«. Afhandlingen er udarbejdet af Professor F. Kørrin Ravn og mig, og det har for mig været et meget interessant og lererigt Samarbejde, hvorved netop mange Forhold vedrorende Egens Sommerskud blev oplyst. Og tillige er samme Sted udkommet »Proveniensforsog med Eg, der giver en Beretning om det af mig som Forsogsleder ud- førte Forsøg, der er henlagt til Sorø og som jeg vel har nævnt ved det omtalte tidligere Mode, men hvorved der i det mellem- liggende Tidsrum har kunnet anstilles forskellige nye Iagttagelser særlig vedrørende Egens Sommerskud. Det er noget angaaende disse Forhold, som jeg gerne vilde bringe frem; men saa tillige Sporgsmaalet om, hvorledes det for- holder sig med Bogens Sommerskud, om ogsaa det samme gælder for Beg — hvad jeg mener at kunne paavise for Eg —, at Frøets Proveniens har Indflydelse paa Sommerskuddene. Jeg har haft rig Lejlighed til at studere Sommerskuddenes Udvikling hos Eg og Bog, dels fordi jeg gennem en lang Aar- rekke og til forskellige Aarstider har berejst vort Lands Skov- egne, dels fordi jeg — dog uden egentlig at have lagt an derpaa — er kommen til at arbejde med Eg af forskellig Proveniens. Jeg har haft til Opgave at anlægge større Egekulturer og’ saaledes at skulle anvende mange Agern, men i en længere Periode af mit Liv havde jeg ikke Forstaaelse af, at der ved Anskaffelse af Agern foreligger en dobbelt Opgave: dels at tilvejebringe Agern, som er gode i den Forstand, at de er spiredygtige, dels at de Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 19 — 286 — er gode i en anden Forstand, at deres Proveniens er af en saadan Natur, at de udsaaede Agern ikke blot spirer, men at der dannes en sund og levedygtig Bevoxning paa den givne Lokalitet. Jeg nøjedes med det første, og derfor er der paa Bregentved opstaaet en broget Blanding af Bevoxninger af forskellig Oprindelse, som har givet rig Lejlighed til at anstille lagttagelser over Proveni- ensens Indflydelse. Og de mange yngre og ældre Egebevoxninger saavel hidrørende fra Frø af dansk Oprindelse, som fra Agern af fremmed Proveniens har vakt Interesse hos flere danske Bota- nikere og har fremkaldt Besøg saavel fra deres Side som af ENGLER, Ziirich og CIESLAR, Wien. Et af de mest iøjnefaldende Træk hos Egekulturerne af for- skellig Oprindelse er Variation i Sommerskuddenes Væxt og Byg- ning, Knoppernes Udvikling samt Tidspunktet for Bladenes Af- farvning og Fældning. | Den forskellige mere eller mindre livlige Udvikling af Egens og Bøgens Sommerskud er iøvrigt afhængig af en Række forskellige Forhold; alt hvad der i det hele begunstiger Væxten, fremmer Udviklingen af Sommerskud: beskyttet Beliggenhed, Terrain med passende Fald, Jordbundens gunstige fysiske Tilstand, passende Fugtighedstilstand, af klimatiske Forhold langt og mildt Efter- aar med sent indtrædende Frost. Men ogsaa ved kunstige Midler kan Udviklingen af Sommerskud fremmes, saaledes ved omhygge- lig Jordbundsbehandling, Rensning, Hypning, at man frembringer luftfyldt Jord, og naar jeg for mit Vedkommende er kommet saa stærkt ind paa at studere Sommerskuddenes Udvikling og Bygning, har det vistnok i nogen Maade sin Rod i, at jeg har . gennemført Kulturarbejder med dybt gravede Riller, og efter at disse Riller er tilsaaet eller tilplantet, har de i flere Aar været rensede og hyppede, hvilket, hvor det gjalt Egen, har fremkaldt en overordentlig rig Udvikling af Sommerskud. For Bøgens Vedkommende er paa Bregentved Udviklingen af Sommerskud temmelig svag, medens den paa Langeland er saa overordentlig kraftig. Jeg tillagde tidligere kun Jordbunds- forhold og Klima Andel heri — den kolde, lerede Jordbund med vanskelige Afgravningsforhold paa Bregentved og de mindre gunstige klimatiske Forhold i Modsætning til Langelands ypper- lige Jordbundsforhold, bakkede Terrain, og særlig det milde og lange Efteraar ansaa jeg som de eneste Aarsager —; men jeg er kommet til at se Sagen i et noget andet Lys, og jeg skal nedenfor anføre Iagttagelser, der synes at tyde paa, at mulig ogsaa Frøets Proveniens gør sin Indflydelse gældende; jeg kan 2e Dee vel ikke klarlægge det saa tydeligt som for Eg, men jeg mener dog i det følgende at kunne paavise, at ogsaa hos Bøgen gør den forskellige Proveniens sig gældende overfor Sommerskuddenes Udvikling og Bygning. Men i alle Tilfælde kan jeg fremføre Ting, der synes at godt- gøre, at for Egens Vedkommende har den forskellige Proveniens afgjort en Indflydelse paa Sommerskuddene. Den stærkeste Ud- vikling af Sommerskud foregaar hos Eg i 1 til 10 Aars Alderen, og gennemgaaende mener jeg at kunne sige, at i denne Periode har Ege af dansk Herkomst kortere, mere robuste Sommerskud end Ege af sydlandsk Proveniens, hos hvilke sidste Sommer- skuddene ofte er lange, tynde og spæde med smaa, svage Knopper; tillige træffer man hos danske Ege oftere Individer, som ikke har dannet Sommerskud, end hos Ege af sydlig Proveniens. I det hele er Udviklingen af Sommerskud mindre livlig, og Væxten afsluttes tidligere om Efteraaret; ligeledes foregaar Affarvningen af Løvet tidligere hos danske Ege end hos de af fremmed, syd- ligere Herkomst; men her bestaar — som det senere skal paa- vises — atter Forskel paa Løvets Affarvning hos de sydlandske Ege indbyrdes. Ved Omtalen af Forskel paa Sommerskuddene efter den for- skellige Proveniens kan man ikke undgaa at komme ind paa Melduggens Angreb, fordi Meldug især hjemsøger Sommerskuddene og atter de sydlandske Ege med den voldsomme og sig langt ud paa Eftersommeren udstrækkende Udvikling af Sommerskud stærkere end de danske Ege, saaledes at de første i saare mange Tilfælde om Efteraaret har døde Topskud, medens de danske Ege vel ogsaa har lidt, men ikke i samme Grad. Jeg skal til Belysning af dette Forhold give nogle Uddrag af »Egens Meldug«, hvor der staar nævnt: Her i Landet er det lige saavel som i Udlandet især Sommerskuddene, som hjem- søges af Melduggen, og Aarsagen dertil er den, at disse Skud udvikler sig og er i et for Angrebet yderst modtageligt Stadium paa et Tidspunkt, da der i Luften findes er stort Antal Sporer, udviklede paa Foraarsskuddene, hvor Svampen ikke kan gøre videre Fortræd paa Grund af det Forspring, som Bladene har i deres Udvikling. Men naar Svampen har faaet Fodfæste paa de unge Sommerskud, formeres den med rivende Hastighed og de i Juli og August dannede Blade vil straks blive inficerede, naar de udvikles. Paa denne Tid af Aaret vil intet nyudviklet Blad kunne undgaa Smitten paa Grund af den enorme Masse af spiredygtige 19* — 288 — Sporer, som udvikles paa de angrebne Blade. Det vil heraf for- staas, at der bestaar en meget nøje Sammenhæng mellem Ud- viklingen af Sommerskud og Ondartetheden af Melduggens An- greb: jo livligere Sommerskuddannelsen er, des heftigere bliver Angrebet, medens, hvis Egene er udsat for Næringsmangel eller Udtørring (som f. Ex. paa Sandjord), de af den Grund kan und- lade at danne Sommerskud, og Meldugsangrebet bliver derfor ubetydeligt. Dette ses paa ejendommelig Maade, hvor Kulturen udføres under Overstandere — hvorved man forstaar spredte Træer af den gamle Bevoxning, der skal forynges, som be- vares til Værn for den unge Opvæxt —, idet man finder Pletter omkring Overstanderne, der ikke lider under Svampens Angreb, fordi Planterne ikke har sat Sommerskud, og som derfor bevarer den grønne Farve, medens den øvrige Kultur, hvor Udviklingen af Sommerskud har været livlig, bærer det sædvanlige Mærke af Svampens Angreb: den hvidlige Farve; og man ser da kreds- formede grønne Pletter omkring Overstanderne i det forøvrigt hvide Plantedække. Ä Udsædens Proveniens bliver i Henhold til det ovenfor sagte afgørende for det stærkere eller mindre stærke Angreb af Mel- dug; men hvad der hidtil er fremført, peger ikke paa, at der findes nogen egentlig Forskel i Modtageligheden overfor Meldug, men siger kun, at der bestaar en Forskel i Udviklingstiden for Sommerskuddene, og at denne sekundært, rent passivt, medfører svagere eller stærkere Meldugsmitte. Der er imidlertid andre Erfaringer, som tyder paa, at der hos Eg kan paavises en virkelig Forskel i Modtagelighed for Meldug, som er uafhængig af Sommerskuddannelsen, og som maa antages at skyldes arvelige Anlæg i Lighed med forskellige Hvede- sorters ulige Modtagelighed for Rust. I enhver Egebevoxning, der lider af Meldug, ses enkelte Planter at gaa fri; det kan være saadanne, der ikke har dannet Sommerskud, men desuden findes der Individer i yderst begrænset Antal, som har udviklet normale Sommerskud, men som des- uagtet er fuldstændig fri for Meldug, uafhængigt af ydre Kaar og tiltrods for, at alle deres Naboer er stærkt angrebne. Det er Individer, som ikke er modtagelige for Svampens Angreb. Fig. 4 i »Egens Meldug« viser et Sommerskud af en saadan Eg ved Siden af et af Meldug angrebet Sommerskud. | Et ganske tilsvarende Forhold omtales i Centralblatt für das gesamte Forstwesen 1912, S. 201 af Dr. ZEDERBAUER, »Versuche über individuelle Auslese bei Waldbäumen«, hvor der siges, at Frø — 289 — fra forskellige Modertræer i en Fyrrebevoxning har givet Planter, der stiller sig højst forskelligt overfor Angreb af Lophodermium pinastri, saaledes at Planter efter Frø af nogle af de udvalgte Træer er meget stærkt angrebne af Svampen, andre svagere, og Planterne efter et af de udvalgte Træers Frø er fuldstændig immune overfor Angrebet. | Man mindes herved om folgende Udtalelse af H. NıLsson EHLE: Erfaringen har givet de Mendelske Regler — at Organis- mernes Egenskaber betinges af Enheder, der overføres fra Genera- tion til Generation uden at forandres — storre og storre Almen- gyldighed. De har kunnet konstateres hos den ene Plante- og Dyregruppe efter den anden og vedrerende alle mulige forskellig- artede Egenskaber, som adskiller Individer, Former og Arter, ikke blot saadanne, der vedrerer Farve, men ogsaa saadanne, som angaar Storrelse og fysiologiske Egenskaber som Modstands- kraft mod Sygdomme, Udviklingstid og flere andre Ejendommelig- heder. | Melduggens Angreb viser sig paa den Tid af Aaret, hvor Sommerskuddene staar i deres yppigste Væxt, som et hvidt Overtræk paa Bladene, saaledes at den grønne Farve forsvinder, og den hele Bevoxning faar et hvidligt Udseende. Senere — i Slutningen af August og i September — bliver Bladene brune, krøller sig sammen og falder af. Naar man kommer længere hen paa Efteraaret, det Tidspunkt, hvor de unge Ege, inden man kendte Meldug, havde det aller frodigste Udseende med tykke, kraftige Sommerskud bærende Blade, der udmærkede sig ved Størrelsen og den dybe grønne Farve, seer man nu et Billede af helt anden Art, hvor de lange, tynde, bladløse Sommerskud staar med enkelte krøllede Blade eller hvor de ellers bladløse Skud ender med en lille Roset af visne Blade; selve Skuddene er tynde, Knopperne smaa, Bevoxningen som Helhed giver langt fra Ind- tryk af Sundhed eller Kraft. Fig. 1 og 2 i »Egens Meldug« viser dette. Den Omstændighed, at Egens Meldug af de ovenanførte Grunde — hvor det da ikke gælder de faatallige for Svampens Angreb immune Individer — stærkere paavirker Ege af fremmed Pro- veniens, forøger vel Forskellen paa Sommerskud hos danske Ege og hos Ege af sydligere Herkomst; men ogsaa inden Aar 1907 — da Meldug første Gang optraadte — var denne Forskel iøjne- faldende. Allerede et Parti sydlandske Agern indkøbt i Efter- aaret 1888 gav Planter med de lange, spæde Sommerskud, som — 290 — holdt sig grønne langt ud paa Efteraaret, og Sommerskuddene gik i Planternes første Leveaar ofte tabt. | Advaret ved dette Forhold anvendte jeg i de følgende Aar fortrinsvis danske Agern, men derefter atter — fordi der ikke var Agern hos os — fremmede, men hollandske Agern, og i 1905 indkøbte jeg et Parti Agern, som har givet Planter af højst ejendommelig Na- tur, hvilket jeg i det følgende skal omtale. Disse Saaninger af Agern af for- skellig Afstamning har givet rig Lejlig- hed til at iagttage Proveniensens Ind- flydelse paa Sommerskuddene; jeg gaar Fig. 1. Fotografi af Eg af dansk Herkomst. Fig. 2. Fotografi af Eg af hollandsk Herkomst. over til en nærmere Paavisning af Fænomenet, idet — bestandig hentet fra samme Sted, samme Afdeling — jeg har ladet tage en Række Fotografier, som her findes gengivne i Reproduktion. Fig. 1 og 2 viser saaledes Egeskud taget i en Afdeling i Hasleurne under Bregentved af en Saaning udført i Foraar 1912, hvor der i visse Partier af Arealet anvendtes danske Agern hentede fra Bregentved’ske Bevoxninger, andre Dele er tilsaaet — 291 — med hollandske Agern. Fig. 1 viser en Plante af dansk Herkomst, Fig.2 af hollandsk; man vil finde det udtalte bekræftet: de temmelig robuste Sommerskud med vel udviklede Knopper hos de danske Ege, de lange tynde Sommerskud og spæde Knopper hos de hollandske. Paa lignende Maade ses i Fig. 3 Egeskud fra samme Af- deling i en anden af Bregentveds Skove: Børsted Skov VII. 4; medens vi før saa Forskellen paa Sommerskud hos danske og . hollandske Ege, seer man her, hvorledes igen Sommerskud hos hollandske Ege skiller sig fra Sommerskud hos Eg af langt mere sydlig Proveniens; idet den omhandlede Afdeling er tilkultiveret med Eg af Agern fra 1903 og 1905, hvorved for den ene Halvdels Vedkommende er anvendt hollandske Agern, i den anden Halvdel de tidligere omtalte i 1905 indkøbte Agern af sydlig Oprindelse. Fig. 3a viser de hollandske Ege, hvoraf dog nogle har ret vel udviklede Sommerskud med nogenlunde gode Knopper, medens af Fig. 3b ses den elendige Udvikling af Sommerskuddene hos de sydlige Ege. Denne Afdeling er saa mærkelig, fordi den efter Anlægget frembød et helt andet Billede; den Gang udmærkede de sydlige Ege sig ved overvældende Fylde og Frodighed og overgik i saa Henseende langt de hollandske, men det viste sig det følgende og næstfølgende Efteraar, at Sommerskuddene vedblev at være grønne langt ud paa Efteraaret, ja selv om Vinteren, og efter Melduggens Angreb 1908 og efterfølgende Aar er det Billede, som Fig. 3 tilhøjre fremviser, fremkommet; man ser, hvorledes Plan- ternes Sommerskud er ødelagte og visne. Her ser vi den forenede Virkning af den sydlige Proveniens og Melduggens Angreb, og det er ikke umuligt, at de samme Planter havde faaet et andet Udseende, dersom Meldug ikke havde været. Meget tydelig ser man Proveniensens Indvirkning i det om- talte Forsøgsareal i Sorø, som findes beskrevet i Det forstlige Forsøgsvæsen i Danmark: »Proveniensforsøg med Eg. Der er paa denne Plads anlagt 12 Parceller med Eg fra forskellige Egne af Europa og tilvejebragt særlig gennem Professor Dr. A. CIESLAR, Wien. Medens vi ved at følge den forudgaaende Udvikling kun faar et mere grovt Indtryk af, hvorledes Proveniensen influerer paa Sommerskuddene — idet man for det første kan gøre den Indvending, at det ikke er sikkert, at de Partier af fremmede Agern, som er indkøbte, virkelig stammer fra de opgivne Lande, og dernæst kan indvende, at der i et Land som Holland kan bestaa en ikke ringe Forskel paa Hjemstedets Natur og man — 292 — y RL 2 . \\c L W NR / x Å \ - NÅ \ À \\ ; + | * : AN 1 (i: DE N N VI | N \ | < N if | * | iv] à 4 AN | a É b Fig. 3. Egeskud fra Børsted Skov, a, Eg af hollandsk Herkomst, b, Eg af sydlig Herkomst. (Fra»Proveniensfors. m. Eg«. D. forstl. Forsøgsvæs. IV. 1914). intet kender til Modertræerne —, bliver Besvarelsen af Spørgs- maalet ved det nævnte Forsøg finere udformet, fordi Frøprøverne er taget af ganske bestemte Bevoxninger. Anlægget er paabegyndt 1908 og forsat 1910 og følgende Aar, saaledes at Planterne er i en Alder af 5—6 Aar. Man ser Des? ee ~ x. x & É 6 Fig. 4. Skud af daarige Ege af Frø fra Hald, tagne 24. Febr. 1914. (Fra »Proveniensforsøg med Eg«. D. forstl. Forsøgsvæs. IV. 1914). Fig. 5. Skud af 5aarige Ege af Frø fra Hasleurne, Bregentved. (Fra »Pro- veniensforsøg med Eg. D. forstl. Forsøgsvæs. IV. 1914). — 294 — her det ovenfor sagte gentage sig: de lange, tynde Sommerskud hos Egene af sydlandsk Herkomst, medens de danske Ege ofte kun har Foraarsskud, og naar der er Sommerskud, disse som Regel er tykkere. Egene i de forskellige Parceller viser andre Ejendommelig- heder; saaledes har nogle af Parcellerne tidligere Lovspring end andre; dette gentager sig hvert Aar med de samme Parceller, og Fig. 6. Skud af 5aarige Ege af Frø fra Holland. (Fra »Proveniens- forsøg med Eg«. D. forstl. Forsøgsvæs. IV. 1914). 1 Foraaret 1913, hvor der indtraf Nattefrost i Maj, led de ud- sprungne Ege meget, og Udviklingen blev derved hemmet, saa- ledes at Sommerskuddene i 1913 ikke havde det sædvanlige Ud- seende: lange, lige Skud; men hos mange Planter var der slet ikke dannet Sommerskud, og hvis saadanne havde udviklet sig, var de smaa og svage. En af Parcellerne er tilsaat med Agern tagne af nogle herligt formede Ege paa Bregentved: Boholte; det viser sig underlig nok, — 295 — at de fremkomne Egeplanter ingenlunde synes at skulle slegte de smukke Modertræer paa, de er tvertimod uregelmæssigt og vrangt formede. Jeg tror imidlertid, at her foreligger et Tilfælde, som jeg kender godt — og som allerede er omtalt i Haandbog i Skov- brug—, at Agern, der har holdt sig daarlig under Overvintring, giver slet formede Be- voxninger, vistnok fordi det især er de største Agern, der gaa til Grunde ved slet Opbevaring. I nærværende Tilfælde havde det anvendte Frø lidt saa meget, at det kun indeholdt 24 pCt. spiredyg- tige Kerner. I en anden af Parcellerne er an- vendt Agern fra Hald Egeskov; Plan- terne i denne Parcel bevarer paa ejen- dommelig Vis Lovet om Vinteren"). Fig. 4 viser disse Planter, som ofte ikke danner Sommerskud. Fig. 5, Plan- ter fra Bregentved, Hasleurne, ligeledes stammende fra smukke Modertræer, og de unge Planter er ogsaa smukke — men Frøet var godt, indeholdt 74 pCt. spiredygtige Kerner —, Planterne har livligere Udvikling af Sommerskud end Egene fra Hald, og disse er ofte ret vel udviklede med modne Knopper. Fig. 6 viser Billedet af hollandske Ege; Udviklingen af Sommerskud er stærkere end hos de danske Ege, men Sommerskuddene er tyndere og Knop- perne mindre. De svage Sommerskud ses imidlertid endnu tydeligere i Fig. 7, der viser Billedet af Eg fra Østerrig. Af de her gengivne Billeder vil Forskellen i Sommerskuddenes Bygning være umiskendelig, men Farven kan jo ikke gengives, og i saa Henseeode optræder Ejendommeligheder, som kun ses paa det Tidspunkt, hvor Affarvningen begynder, og det maa da = Fig 7. Fotografi af en Ege- plante af Frø fra Osterrig. 1) Dr. OSTENFELD har gjort opmærksom paa, at selv om det er godtgjort, at de indsamlede Agern er tagne af Ege, der bevislig er Q. pedunculata, kan Krydsbestovning med Q. sessiliflora have fundet Sted, saaledes at de udsaaede Agern ikke kan siges sikkert at vere af Q. pedunculata. ae 9962 ~ som allerede nævnt, fremhæves, at de danske Ege tidligere skifter Farve og fælder Bladene end de sydlandske. Forskellen mellem Affarvningen af Blade hos danske og hol- landske Ege er dog ikke meget stor, men Forskellen paa Affarv- ningen hos de hollandske Ege og de omtalte Ege af sydlig Pro- veniens i Børsted Skov er meget fremtrædende, de sidste kan være dybt mørkegrønne, naar de hollandske er gulbrune. Det giver et skønt Billede at se de to forskelligfarvede Dele af den unge Bevoxning: den dybt mørkegrønne og den gulbrune, som viser sig i Oktober. Gaar vi dernæst over til de udenlandske Ege i Sorø, da viser det sig, at Bladene ingenlunde beholder den grønne Farve ret længe; de staar vel noget længere tilbage med Affarvning om Efteraaret end de danske, men ikke meget. Dette Forhold, der staar i Strid med, hvad der er foregaaet paa Bregentved, hvor de sydlandske Ege netop bevarer den grønne Farve om Efteraaret, har Professor Kølpin Ravn saa smukt for- klaret ved at fremhæve, at de udenlandske Frøprøver, der er benyttet i Sorø, vel er af sydlig Proveniens, men at de tillige er hentede fra Østeuropa — tilvejebragt gennem Cieslar fra Østerrig, Ungarn, Rusland — fra Egne med tidligt Efteraar. Medens jeg for Egens Vedkommende bygger paa et større Materiale, er det for Bøgen mere sparsomt, hvad jeg kan frem- lægge til Støtte for den ovenfor fremsatte Paastand, at Sommer- skuddene ogsaa for denne Træart paa lignende Maade som hos Eg varierer med Proveniensen, fordi jeg her næsten stedse har be- nyttet Frø tra Bregentved. Men jeg har dog nogle enkelte Støtte- punkter. Jeg har saaledes i samme Afdeling i den under Bregentved hørende Nyskov en ung 8—10-aarig Bevoxning, der er sammen- sat af Partier, hvor der er anvendt Planter af forskellig Pro- veniens; en Del af Arealet er tilkultiveret med Bøge fra Bregent- ved, i en anden Del er der derimod anvendt Bøge af Olden fra Langeland, og endelig er en Del af Afdelingen tilplantet med indkøbte Bøge af ukendt, men sydlig Proveniens. Der er en meget tydelig Forskel paa Planterne i de tre Parceller. Fig. 8 viser saaledes de korte, kraftige Bøgeskud hos Bre- gentvedske Bøge; det er ret almindeligt, at der ikke dannes Sommerskud, men naar de findes, er de sædvanlig korte, robuste og tykke; — vel kan det være, at ogsaa her dannes lange Sommer- skud, men det er en Undtagelse. Knopperne er dernæst vel BR VARER udviklede: store og svulmende. Jeg har brugt den Betegnelse, at Bøgen paa Bregentved har krøllet Væxt, og det viser. sig allerede hos den unge Plante, den er bred og krøllet. Fig. 9 viser til Sammenligning en af langelandsk Frø opvoxet Bøgeplante, hvor de lange, tynde Sommerskud og de smaa svage Fig. 8. Fotografi af Bøg opvoxet paa Fig. 9. Fotografi af Bøg opvoxet paa Bregentved af Frø fra Bregentved. Bregentved af Frø fra Langeland. Knopper — i det hele den svage Væxt — er fremtrædende; jeg skal imidlertid senere vise, at opvoxede paa Langeland har Sommer- skud og Knopper en helt anden Karakter. Fig. 10 giver Billedet af en af de indkøbte Bøge af sydlig Proveniens; Væxten, særlig Højdevæxsten har været overordentlig stærk, og de lange, tynde Sommerskud er endnu stærkere ud- viklede end hos de langelandske Bøge. PE, où Disse sidste Planters Oprindelse er — som nævnt — ganske ubestemt; men jeg gaar over til at nævne en Række Forsøg, som Professor A. OPPERMANN anstiller med Bogeformer af forskellig Natur, hvor Frøets Oprindelse er ganske sikker. Her haves bl. a. en Parcel med Bøge fra Sielwald, Zurich, hvor de lange Sommer- à" : sø mitre, eect =] Fig.10. Fotografi af Bog opvoxet paa Fig. 11. Fotografi af Bog opvoxet paa ~ Bregentved, af sydlandsk Proveniens. Langeland af Frø fra Langeland. skud ses, medens nærstaaende Planter fra Bregentved har det sædvanlige Udseende med ingen eller korte og tykke Sommer- skud. | Men jeg vender tilbage til de Langelandske Bøge, idet jeg der kan paavise, hvorledes Sommerskuddene, naar de hentes fra Langeland, har en anden Skikkelse end Fig. 9 udviser; de er kraftige og tykke med svulmende Knopper; dette ses af Fig. 11, — 299 — og — hvad Billederne ikke kan vise — det er ledsaget af, at Affarv- ningen af Bladene foregaar senere end i Bregentvedegnen; endnu ind i November kan de holde sig grønne lang Tid efter at Løvet har 'skiftet Farve paa Bregentved. Det forekommer mig, at den ovenfor givne Fremstilling af Sommerskuddenes Udvikling peger i Retning af at vise, hvorledes den forskellige Proveniens giver sig tilkende, at Racemærket er uforanderligt; Planten vedbliver at ville udvikle sig som Racen, til hvilken den hører; hvis dennes Individer først sent paa Aaret afslutter deres Udvikling, vil Planten det samme, og naar den saa møder vort tidlige og kolde Efteraar, faar vi det Fænomen som Fig. 3 viser hos Eg, og det forekommer mig, at noget af det samme gælder for Bøgens Vedkommende, naar vi ser, at det samme Frø giver Planter med tykke Sommerskud og store svulmende Knop- per (Fig. 11), naar Planten voxer paa Langeland, medens det paa Bregentved giver tynde og spinkle Skud med smaa Knopper (Fig. 9). Vi staar vist her, som før berørt, overfor Virkningen af kli- matiske Forhold. Thi der er en meget betydelig Forskel paa Efteraarets Temperatur for Sydfyen og for Sydøstsjælland i Maa- nederne September, Oktober, November, varmere det første Sted end det sidste. Professor A. OPPERMANN oplyser saaledes, at Middeltemperaturen i Tidsrummet 1874—1905 for Sydfyen i Maa- nederne September, Oktober, November har været 13,1; 8,5; 44° C., medens de samme Tal for Midtsjælland er 12,6; 7,9; 36.0 Det varmere Efteraar paa Sydfyen følges af det omtalte Forhold, at Sommerskuddene hos Planter af samme Oprindelse paa Bregentved bliver tynde og svage, paa Langeland bliver fyldige, rette, med svulmende Knopper. Vi har her det samme for Bøgen som GUNNAR SCHOTTE om- taler, hvor han giver Anvisning ved Indkøb af Fyrrefrø; han fremhæver i Lighed med ENGLER og A. CIESLAR, at det i et barskere (»kargare«) Klima udviklede Frø giver Planter, der er tilpassede for dette Klima og bibeholder deres iboende Egen- skaber ved Forflytning til mildere klimatiske Forhold — de voxer vedblivende omtrent lige saa langsomt som paa Hjemstedet og saaledes betydelig langsommere end Planter af Frø fra den givne Lokalitet. — Paa den anden Side har den i et mildt Klima hjemmehørende Race et iboende Krav paa en lang Vegetations- periode, og Planter af saadant Frø bibeholder dette Krav ogsaa ved Forflyttelser til et barskere Klima. | — 300 — Der er maaske noget, der kunde tale for, at hvis man for Egens Vedkommende paa lignende Vis kunde hente Sommer- skud fra Hjemstedet for Frøet, vilde ogsaa de, som hos Bøg, være anderledes end vi her ser dem, at de tynde, spæde Skud hos de sydlandske Ege ikke er et Racemærke, men at de er Resul- tatet af Proveniensen i Forbindelse med Klimaets Paavirkning. Med den forskellige Udvikling hos Sommerskuddene synes at følge andre varige Egenskaber, saaledes en svagere Sprednings- evne med de lange Sommerskud, en stærkere med de korte krøllede. Vel tør jeg.ikke udtale, at lange, lige Sommerskud hos Eg og Bøg skulde betinge den svagere Spredningsevne og dermed følgende ranke Væxt; men jeg tør sige, at de to Ting følges ad. De lange, smukke Sommerskud paa Langeland ledsages af den herlige Væxt; som findes paa Langeland og Sydfyen, de korte Sommerskud paa Bregentved følger med den ejendommelig krøllede Bregentvedske Bøgeskov. Naar vi paa Bregentved hos Bøg finder de korte Skud med fyldige, tætsiddende Knopper, paa Langeland de lange, lige Sommer- skud med stor Afstand mellem Knopperne, har jeg — som oven- for nævnt — antaget, at det var de ugunstige Forhold det første Sted, de for Bøgens Udvikling saa fortrinlige Forhold paa Lange- land, der giver Forskellen. Men hvorfra hidrører det da, at naar langelandsk Frø saas paa Bregentved, vedbliver det at ville sætte de lange Sommerskud; de bliver ganske vist tynde og svage, men Tilbøjeligheden er dog kendelig. Kunde man ikke tænke sig en anden Forklaring, kunde man ikke tænke sig forskellige Racer — A. OPPERMANN har talt om noget lignende i »Vrange Bøge«, CIESLAR taler om Alpe- og Sudeterlerk (Centralblatt 1914)” —, og at begge Former har søgt at skaffe sig Indpas, men at den krøllede Form bedst har kunnet overvinde de vanskelige Forhold paa Bregen- tved og derfor sejret i Kampen, medens den ranke Bøg, »Kyst- bøgen« kunde den kaldes, har vundet i Kampen under de gunstige Forhold paa Langeland. En ganske tilsvarende Forskel som mellem Bregentveds Bøg og Langelands Bøg finder man hos Eg af dansk og Eg af hol- landsk Afstamning, hos den sidste den ranke Væxt, hos den danske Eg det brede, det krøllede. Jeg tror, at man i nogen Maade kan sige, at Sommerskuddenes Udvikling og Bygning kan vejlede Skovbrugeren, den fortæller 1) De to Forfattere stiller sig iøvrigt forskelligt, idet Oppermann taler om Racer, Cieslar om klimatiske Varieteter. — 301 — noget om, hvor fint et Instrument man spiller paa, hvor forsigtig man skal være. Men de ranke Former kan have noget fristende ved sig, den ranke hollandske Eg kan friste til at give den For- trin for den danske. Jeg tror imidlertid, at man skal vogte sig, jeg tror — i Modsætning til mange Forstmænd —, at man nødig skal indføre det fremmede, helst hente Frøet saa nær som mulig ved Voxestedet; man skal bruge det givne, men gøre det bedste ud deraf, og dette gør man — efter min Opfattelse — dels ved at tage Frø af gode Modertræer, dels ved at anvende tæt Kultur; ved den store Tæthed forbedrer man vel ikke Racen, men man erholder et større Udvalg, hvorved man faar det i sin Magt, at Bevoxningen kan komme til at indeholde flere udmærkede Individer (Plusafvigere). Der er mange, som anser Forandring for at være ensbetydende med Forbedring, men man skuffer sig tiere end man frembringer en Strømkæntring. Jeg for mit Vedkommende mener, at man skal give den danske Eg Fortrin for den fremmede, ja selv for den hollandske — om jeg end indrømmer, at det er muligt, at den hollandske Eg kan give ypperlige Bevoxninger, mener jeg dog, at man er paa den sikre Side ved at vælge Frø af danske Ege — og det ranke Præg kan ogsaa ved omhyggelig Udhugning komme frem i Bevoxninger af dansk Proveniens!). Det samme gælder for Bøg; man skal formentlig give Egnens Frø — men hentet fra de bedste Modertræer — Fortrin for fremmed, man skal anvende Frø, der giver Planter med tykke, svulmende Knopper — kan man tillige som paa Sydfyen opnaa de lange, rette Sommerskud, ja, saa er det jo fortræffeligt, — men hvis de lokale Forhold ikke tillader saadanne at udvikle sig, maa man helst nøjes med den mere robuste Form med de korte Sommerskud. Skovbrugeren skal, efter min Opfattelse, kun efter omhygge- . lig Prøve, langsomt og nglende indlade sig med det ny, det ukendte, thi Risikoen, Faren derved er saa stor, fordi det i Kul- turens første Leveaar kan se lovende ud, om der end til Enden kun opnaas et kummerligt Resultat eller intet Resultat; man maa helst være forberedt paa de vidunderligste Overraskelser — og saafremt man gaar ud fra, at de altid er af glædelig Beskaffen- hed, vil man let finde sig skuffet. !) WAGNER advarer i »Die Grundlagen der räumlichen Ordnung im Walde« imod overhovedet at hente sit Frø andetsteds fra; han tilraader at tage det netop fra det Sted, hvor Foryngelsen skal foregaa. WAGNER om- taler dog ogsaa den Mulighed, at man kan være tvunget til at hente | Frø fra andet Sted, men saa helst fra samme Distrikt eller fra et Sted med ganske de samme Forhold i alle Retninger. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 20 — 302 — Ganske vist kan derimod anføres, at man kan nævne talrige Exempler paa, at Væxter, indførte fra andre Verdensdele eller fra andre Dele af Europa har fundet Fodfæste hos os, men det er vist. oftest etaarige Planter det gælder, Væxter, der vel er afhængige af Sommerhalvaarets, men ikke af Vinterhalvaarets Klima. Overfor Træer kan i Modsætning hertil Efteraarets, Vin- terens og Foraarets Temperatur og Nedbør faa afgørende Ind- virkning. Dette mærkes i mange Tilfælde for vore Naaletræer, der jo altid stammer fra andre Lande end Danmark, oftest Mellemeuropa, og som Regel fra Egne, hvor Modertræets Kaar afviger stærkt fra, hvad der hos os bydes; for vort mest udbredte Naaletræ, Rødgranen, kan det i saa Henseende spores, at vor milde Vinter ofte kan være skæbnesvanger, vi kan saaledes langs vore sydlige Kyster se Rodgran, som i 25-Aarsalderen er ødelagt af Trametes, f. Ex. ved Hindsgavl; i Vestjyllands Kyst- egne møder vi det samme. Og ikke alene de forskellige Aarstiders Klima, men de perio- disk optrædende Forandringer i de klimatiske Forhold kan blive afgørende for Træartens Væxt. A. OPPERMANN har saaledes meddelt, at en Række vaade Aar omkring 1830 har fremkaldt en varig Ødelæggelse af Skovfyrren, og en regnfuld Sommer omkring 1840 bevirkede, at Bøgene i Christianssæde gik ud, medens Egene holdt sig. Der er maaske noget om, at i Danmark møder man særlig Vanskelighed for Trævæxt: man forstaar i vore Nabolande ikke de omfattende Kulturforanstaltninger, som vi ofte maa anvende, fordi man ikke kender til, at Kulturforetagender saa let slaar fejl. Og selv om vi ved omhyggeligt Kulturarbejde formaar at frembringe ung Opvæxt, er det dermed ikke givet, at vi kan - frembringe en levedygtig ældre Bevoxning, hvis vi ikke tager i Agt kun at anvende netop den Træart, der passer til Lokaliteten. Vi er derfor stærkt begrænsede med de Træarter, vi kan vælge, og mange Arter, som udenfor vort Land kan voxe frodigt, fører hos os kun en kummerlig Tilverelse. Et af de mest ud- bredte Træer i Nord- og Mellemeuropa, Skovfyrren, har hos os kun et begrænset Omraade, og Rødgranen er sundest i Egne af Landet med forholdsvis kontinentalt Klima (Buderupholm). Der er anstillet og anstilles stadigt Forsøg med at indføre andre Arter af Naaletræ, der bedre skulde passe til vore Forhold, mange saadanne Forsøg er imidlertid strandede. Men ogsaa, naar vi holder os til vore Løvtræer, er Valget ikke frit; vi har flere Træarter, der viser frodig Væxt i visse — 303 — Dele af vort Land, medens de i andre Egne ikke trives, flere Arter som Ask, Rodel forekommer — i hvert Fald i frodig Væxt — kun indenfor snævre Grænser; Bøgen, der vel er vor Hoved- træart og som i visse Dele af Landet optræder i frodige Bevox- ninger, viser i andre af Landets Egne kun daarlig Væxt, og Træartens Foryngelse er vanskelig, Egen er den Træart, der har det videste Omraade og bedst taaler mange af de Vanskeligheder, som møder hos os. Vejen man har at følge, hvis man under vore Forhold skal have Udsigt til at frembringe sunde, levedygtige Bevoxninger, er ofte trang, og der er mange Vildspor; der er sædvanlig kun saa lidt at vælge imellem; vore Skove er fattige paa Arter, og vi op- naar sjeldent at ophæve dette Forhold ved at indføre nye; hvor der er Tale om Træer, existerer maaske ikke to aldeles ens Loka- liteter i forskellige Verdensdele eller i langt fra hinanden liggende Dele af Europa, og man maa vogte sig for at betragte Skoven som et Arboret, hvori man efter Forgodtbefindende kan indføre andre Arter end dem, der allerede forefindes. Disse Betragtninger er jo egentlig ikke andet end Anvendelse af, hvad W. JOHANNSEN i sine banebrydende Værker har udtalt. Thi idet Individerne ikke selv komponerer deres Kønsceller, — men Kønscellerne dannes uafhængigt af Individet, 1 hvilket de har Sæde —, udslettes jo aldrig Moderbevoxningens Præg, men dette fortsættes uforanderlig uden Hensyn til de ydre Kaar, hvor- under Individerne kommer til at leve. W. JOHANNSEN siger, at med denne Læresætning af GALTON — som GALTON iøvrigt selv senere tog Afstand fra, delvis søgte at bortforklare — gjordes Brud med et Aartusindes Forestillinger. Idet herved dog maa bemærkes, at de Muligheder for Nykombinationer, som Krydsninger kan virkelig- gøre, ikke paa Forhaand kan afvises, forekommer det mig, at netop denne galtonske Lov maa gøre os forsigtige, varsomme overfor det nye, det fremmede, det ukendte; vi kan ikke tilfulde paa Forhaand vide, hvad vi indlader os med; vi kan ved at ind- føre en fremmed Træart aabne Sluserne for Indflydelsen af ukendte Egenskaber, som 1 uforandret Skikkelse har fulgt Træarten Genera- tion gennem Generation — thi Stirpen er den samme —, og som nu maaske under de nye Forhold kan blive Kilden til uanede Farer. Netop dette staar i saa nøje Samklang med, at Træarten ikke kan slaa af paa sine Fordringer; det forklarer, at det er Kampen mellem Træarterne, der bliver det afgørende; alle vore hjemlige Træarter vil søge at finde Plads, men den af dem bliver 20% — 304 — herskende, som er saaledes udrustet, besidder saadanne nedarvede Egenskaber, at den bedst formaar at taale Voxestedets Vanske- ligheder og udnytte dets Fortrin. Og der skal saa lidt til, for at den ene Art vinder frem i Kampen, medens den anden viger. P. E. MÜLLER, der paa mange Steder — saaledes i sine Jord- bundsstudier — fremhæver, at hvad vi ser i Skovnaturen, er kun et givet Moment af en aldrig afsluttet Kamp mellem Arterne, har saa malende fremstillet, hvorledes han paa en af sine Rejser i de mellemeuropæiske Bjergegne fandt en Bjergside bedækket med Bevoxninger af forskellig Art; Bælter af Bøg, Ædelgran, Rødgran, Bjergfyr stødte op til hverandre, og saaledes at nederst fra Dalbunden og et.Stykke op paa Bjergsiden kom et Bøgebælte, derefter fulgte et Bælte af Ædelgran, og dette afløstes atter af et Rødgransbælte; men oven over dette kom — underlig nok — igen et Bælte af Bøg og efter dette Bjergfyr. Grænsen mellem disse forskellige Bælter var ikke en lige Linie, men en Linie med mange Indhak og Bugter, hvilke skyldtes, at naarsomhelst Ter- rainforhold, Jordbund, Fugtighedsforhold begunstigede den ene eller den anden af de givne Træarter, saa trængte den saaledes begunstigede Art ind paa Naboens Bælte, Bøgen paa Ædelgranens, Ædelgranens paa Bøgens. P.E. MüÜLLEr vilde intet høre om, at det ejendommelige Forhold, at der fandtes de to Bøgebælter kunde hidrøre fra, at man havde at gøre med forskellige Racer, men det forekommer dog mig, at en saadan Mulighed ikke er ganske udelukket; det kunde jo tænkes, at Bøgen i det øverste Bælte nær ved Bjergryggen var en robustere Race end Bøgen i Dalen. I den foregaaende Fremstilling har jeg bestræbt mig for at paavise, at Raceforskel hos Eg kan gøre sig gældende paa lig- nende Maade, at der kan bestaa en Forskel mellem Racer af denne Træart, der virker paa lignende Maade som den Forskel, der bestaar mellem forskellige Arter; jeg har søgt at paavise, at de tykke Sommerskud og kraftige Knopper vistnok er et Tegn paa, at Racen hører hjemme under de givne Forhold, medens Racer fra mere begunstigede Voxesteder, naar de henføres til barskere Egne, giver de tynde Sommerskud med smaa svage Knopper. | I Modstrid hermed staar en Udtalelse af NEGER; han omtaler !), at Quercus Cerris i sit Hjem — det sydlige Østerrig — er meget modtagelig for Angreh af Meldug, medens den i Mellemeuropa 1) Tubeuf, Naturwissenschaftliche Zeitschrift fur Forst- und Landin se Be 1915. Der Hichenmehltau, S. 14. EEE — 305 — — ogsaa 1 Belgien og i Ungarn — kun angribes svagt eller er immun, og der føjes da til: »Zum Theil mag dies darin be- grundet sein, dass eine Neigung, Johannistriebe zu bilden, von den klimatischen Verhåltnissen beeinflust wird«. Mine Erfaringer — der ganske vist begrænser sig til Quercus pedunculata — peger i en anden Retning og stemmer ganske med WERNER MAGNUS’ Studier af Ege- og Bøgesommerskuddannelse, der viser, at denne a b Cc Fig. 12. Øverste Ende af Skud af Eg af Frø, a fra Holland, 5 fra Hald og c fra Bregentved. (Fra »Proveniensfors. med Eg«, D. forstl. Forsogsv. IV. 1914). er paa det nøjeste knyttet til Artspreget; jeg mener at have set, at selve Tilbajeligheden til at danne Sommerskud optræder ufor- andret hos sydlandske Ege, naar de forflyttes til andre Bredde- grader; Sommerskuddene dannes, selv om sydlige Ege fores til barskere Egne af Europa, hvor Sommeren og Efteraaret har en anden Karakter end i Planternes Hjem. Var det kun saaledes, at sydlige Planter ved Forflytning til vort Land undlod at danne Sommerskud, vilde Vanskeligheden vere mindre. Forholdet vilde stille sig helt anderledes end her, hvor der netop dannes et — 306 — Mylder af Sommerskud, der ofte lider ved Klimaets Paavirkning, som giver sig til Kende paa den foran omtalte Maade ved Skud- denes og Knoppernes Bygning. Og som det forholder sig med Eg, mener jeg ogsaa, at For- holdet er med Bøg. Ved de i det foregaaende fremstillede Billeder ses nærmest Skuddenes Bygning, men i de hosstaaende Billeder kommer Knoppernes Bygning tydeligere frem, idet de viser Re- produktion af forstørrede Fotografier. I den omstaaende Fig. 12, hvor Knopperne af de paa Fig. 4—6 afbildede Ege fra Sorø er for- Fig. 13. Øverste Ende af Skud afiBøg af forskellig 'Proveniens (se Texten). størrede, ses de spæde Knopper hos den hollandske Eg 1 Modsæt- ning til de kraftige Knopper hos Egene fra Bregentved og lige- ledes hos Egene fra Hald; men for dennes Vedkommende kan det jo drages i Tvivl, hvorvidt det er Quercus pedunculata eller sessiliflora. | Og paa lignende Maade ses Knopperne af Bogene i Fig. 13. Man ser her fra venstre til højre de forstørrede Knopper af Bogen efter langelandske Olden opvoxet paa Langeland, Bogen af langelandsk Olden opvoxet paa Bregentved, endvidere Bøgen af sydlig Proveniens opvoxet paa Bregentved og endelig Bøgen af Bregentveds Olden ligeledes opvoxet paa Bregentved. SR rad an a må de u ig — 307 — Alle disse Planter findes paa samme Plads, har haft samme Kaar, og desuagtet er Forskellen paa Knoppernes Bygning saa fremtrædende; jeg kan ikke ganske fatte, at man her kan lade sig nøje med — som man har gjort — at betragte Fænomenet som et Ernæringsspørgsmaal; det vil sige, det er ganske vist Er- næringen, der giver Forskellen paa de to Planter af langelandsk Frø, men naar Planter af Frø fra Bregentved har tykke robuste Knopper, medens Planterne fra Langeland opvoxet paa Bregent- ved og Planterne af sydlig Proveniens ligeledes opvoxet paa Bregentved har spinkle Skud med svage Knopper, kan dette dog vanskelig forklares som Følge af Ernæringen. Ligesom Skovbrugeren efter min Opfattelse ved Valget af Træart i første Række bør søge en saadan, der giver Sikkerhed for, at der kan fremkomme en sund og levedygtig Bevoxning, saaledes mener jeg ogsaa, at han skal søge saadanne Racer, at der bydes den samme Sikkerhed, og jeg troer, at et vejledende Fingerpeg kan man have ved hos Bøg og Eg at give Agt paa Sommerskuddene: om de er tykke og kraftige med store, svul- mende Knopper eller tynde og spæde med smaa, svage Knopper. Fiora of Koh Chang. Contributions to the knowledge of the vegetation in the Gulf of Siam. By Johs. Schmidt. Part X. (Conclusion.) (Arranged by Carl Christensen) (C. B. Clarke: Ochnaceae. — E. Gilg: Loganiaceae. — F. Pax: Euphorbiaceae. — L. Radlkofer: Sapindaceae. — R. Schlechter: Asclepiadaceae. — C. H. Osten- feld: Various families. — 0. Warburg: Various families. — W. G. Craib: Va- rious families. —- Various families determined by different botanists. — Carl Christensen: Filices. — Additamenta to the earlier parts. — Johs. Schmidt: Concluding remarks. — Index to genera and new species). Having received from the botanists who determined the rest of his Siamese collections, the mere names only of the determined specimens, together with descriptions of the new species, Dr. Jous. Scumipr asked me to arrange this last part of the “Flora of Koh Chang” in order to bring it into accordance with the scheme followed in the earlier parts. I have quoted J. Hooker: Flora of British India throughout, receding from that standard work in nomenclature and delimitation of species only in such cases where the botanist who had determined the species has had a different view. Since the first parts of “Flora of Koh Chang” were issued (1900—4) not a few important contributions to the Siamese flora have been published; a list of these is to be found in Cram: Contributions to the Flora of Siam, Aberdeen University Studies no. 57, 1919, Botanisk Tidsskrift. -32. Bind. 2. Hefte. 20a = 0e which paper is a reprint (with additions) of papers published by the author in Kew Bulletin 1911 pp. 7—60 and 385—474, while the second part, containing the Monocotyledones, is published in Kew Bull. 1919, pp. 397—435. In these papers the majority of the species found by Dr. Scamnr are listed with references to newer works relating to the flora of Siam and Indo-China, and I have, therefore, found it unnecessary to repeat these references, but have confined myself to quote Craib: Contr. Fl. Siam. Carl Christensen. st à RP Le | — 311 — Ochnaceae. Determined by C. B. Clarke, Kew. Ochna Linné. 1. 0. Wallichii Planch. in Hook. Lond. Journ. Bot. V. 650; Bennett in Hook. Fl. Br. Ind. I. 524; Craib, Contr. Fl. Siam 34. Koh Chang, on rocks near the sea (no. 627b); Koh Saket in the littoral zone (no. 335); Koh Chang Noi (no. 698g). Area: Burma and Siam. 2. 0. sp. perhaps 0. parviflora Griff. Notul. IV. 464. Kiong Majum on rocks in the jungle. Gomphia Schreb. 3. 6. angustifolia Vahl, Symb. 11.49; Bennett in Hook. Fl. Br. Ind. I. 525. Klong Majum (no. 600 and 603); Nipple (no. 667 a). Area: South India, Ceylon, Singapore, Philippines. 4. 6. Hookeri Planch. in Hook. Lond. Journ. Bot. VI. 3; Bennett in " Hook. Fl. Br. Ind. I. 525. Klong Son, in the jungle (no. 665); Klong Majum, river-bank (no. 614). Area: Penang, Malacca. 20 af — 312 — Loganiaceae. Determined by E. Gilg — Berlin. Fagraea Thunbg. 1. F. auriculata Jack. Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 83. Rocky shore at the north end of Koh Kong (no. 354). Area: Burma to Singapore, Malaya. 2. F. obovata Wall. Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 83. Klong Majum, on rocks in jungle (no. 607d). Area: India, Malay Peninsula and Archipelago. Strychnos L. 3. 8. Schmidtii Gilg, nov. spec. — Frutex scandens cirrhosus, cirrhis superne valde incrassatis atque involutis, caule ramisque glaberrimis obsolete tetragonis, fuscis. Folia 4—5 mm., longe petiolata, ovata vel ovali-ovata usque ovalia, apice manifeste vel longiuscule-latiuscule acutissime acuminata, basi subrotundata vel rarius latissime subcuneata, subchartacea vel chartacea, glaberrima, utrinque nitidula, laevia, supra nigrescentia, subtus fuscescentia, 5—7 cm. longa, 2,5—3,5 cm. lata, nervis 3 vel si mavis 5, sed jugo infimo fere marginali tenuissimo vix conspicuo, jugo superiore valido, sed costa manifeste tenuiore, a basi abeunte et fere usque ad apicem margini stricte subparallelo, costa nervisque supra parce, subtus alte prominentibus, venis paucis laxissime reticulatis supra inconspicuis, subtus parce prominentibus. Flores parvi in cymas axillares pluries dichotomas multifloras densifloras subcapitatas vel pseudoumbelliformes usque ad 1,5 cm. longas dispositi, pedunculo 6—7 mm. longo, pedicellis fere nullis, bracteis bracteolisque ovatis vel ovato-oblongis, acutis, sessilibus usque ad I mm. longis, glabris vel hine inde parcissime brevissime pilosis; sepalis 5 subliberis ovatis vel late ovatis, c. 1 mm. longis, fere idem latis, apice acutiusculis, margine ciliolatis; corollae c. 3 mm. altae, tubus cylindraceus, c. 2 mm. longus, fere idem crassus, lobis 5 ovatis acutis c. 1 mm. longis, fere idem latis, superne valde incrassatis, basi intus corona pilorum elongata densa ornatis; antherae parvae in parte superiore tubi insertae, sessiles; ovarium globosum, stylo brevi crasse filiformi. Rocks in jungle at Klong Prao (no. 703). Ich kenne keine Art von Strychnos, die mit dieser sehr charakteri- stische Art als verwandt zu bezeichnen wäre. 4. 8. myrioneura Gilg, nov. sp. — Frutex scandens cirrhosus, cirrhis superne valde incrassatis atque involutis, caule ramisque obsolete tetragonis glaberrimis, fusco-flavescentibus. Folia 3—4 mm. longe petiolata, oblonga vel saepius ovato-oblonga vel obovato-oblonga, apice breviter late acumi- nata, apice ipso rotundata, basin versus sensim late vel latissime cuneata vel saepius subrotundata, chartacea vel subcoriacea, glaberrima, utrinque se nitidula, laevia, fuscescentia, 5—8 cm. longa, 3— 4 cm. lata, nervis 3 vel si mavis 5, sed jugo infimo fere marginali tenuissimo, jugo superiore va- lido, sed costa manifeste tenuiore, 2-—3 mm. supra laminae basin abeunte et fere usque ad apicem margini stricte subparallelo (superne margini sen- sim approximato), costa nervisque supra parce, subtus alte prominentibus, venis numerosissimis angustissime reticulatis utrinque subaequaliter alte prominentibus. Flores .... Fructus globosi, 1,6—2,7 cm. diam., nigre- scentes, laeves, pericarpio tenui crustaceo, seminibus paucis (3—4) planis (c. 1 mm. altis), 1,2—1,4 cm. diam., griseis. Lem Dan (no. 411). Diese neue Art ist mit Strychnos laurina Wall. verwandt. — 314 — Euphorbiaceae. Determined by F. Pax, Breslau. Galeria Zoll. & Moritz. 1. 6. affinis (R. Br.) Mig. Fl. Ind. Bat. I. Il. 430; Hook. Fl. Br. Ind. V5379: | Jungle at Klong Son (no. 644). Area: Malacca, Singapore, Siam, Malaya. Chaetocarpus Thwait. 2. €. castanocarpus Thwait.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 460; Craib, Contr. FI. Siam 184. Jungle near Klong Munsé (no. 440) and near Lem Dan (no. 594 and 834). Area: Assam, Burma, Indo-China, Malay Peninsula, Ceylon. Macaranga Thouars. 3. M. denticulata (Bl.) Müll. Arg.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 446; Craib, Contr. Fl. Siam 194. Plains at Lem Dan (no. 493 a). Area: Himalaya, Indo-China, Malaya. 4. M, sp. an M. minutiflora Müll. Arg.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 450? Plains at Lem Dan (no. 473). Area of M. minutiflora: Burma. Cleistanthus Hook. f. D. UC. sp: ? Edge of jungle on river-bank (no. 795). Ré ne. ee ee ee dt nn à Dan rg — 315 — Sapindaceae. Determined by L. Radikofer, Munich. Cardiospermum Linne. 1. €. Halicacabum L. sp. ed. I. 366; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 670; Craib, Contr. Fl. Siam 44. — var. microspermum. Klong Sarlakpet (no. 739 a). Area: Most tropical and subtropical regions. Erioglossum Blume. E. rubiginosum Bl.; Craib, Contr. Fl. Siam 46. E. edule Bl.; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 672. Lem Ngob (no. 6); Koh Chang: Klong Munsé (no. 104), Klong Majum (no. 789). Area: India, Indo-China to N. Australia. Guioa Cav. 3. €. pleuropteris (Bl.) Radlk. Sitzber. math.-phys. Classe Akad. München 1879: 611; Cupania pleuropteris Bl.; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. 1. 677. Rocks on sea-shore (no. 627 c). — forma apiculata (Hiern); Cupania pleuropteris var. 8. apiculata Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 677. Klong Munsé, river-bank (no. 244). Area: Malayan Peninsula, Borneo, Sumatra. Mischocarpus Blume. 4. M. sundaicus Bl. Bijdr. 238; Cupania Lessertiana Camb.; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 678. Klong Prao, river-bank (no. 711). Area: Burma to Malay Archipelago. Litchi Sonn. 5. L. chinensis Sonn. Voy. Ind. II. 255; Nephelium Lit-chi Camb.; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 687. Plains near Lem Dan, cultivated (no. 117). Area: S. China, widely cultivated in India. — 316 — Nephelium Linné. 6. N. hypoleucum Kurz, Journ. As. Soc. Beng. 1871, IL. 50; N. Lon- gana. Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 680. Lem Dan (no. 507). Area: Harpullia Roxb. 7. H. cupanioides Roxb. Hort. Beng. 86; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 692; Craib, Contr. Fl.*Siam 46. Koh Kahdat, in the jungle (no. 571). Area: Indo-China. — 317 — Asclepiadaceae. Determined by R. Schlechter, Berlin. Dischidia R. Br. 1. D. benghalensis Coleb.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 50. Koh Saket, epiphytic in the littoral zone (no. 332). Area: Himalayas southwards to Malacca, Java, Borneo. Finlaysonia Wall. 2. F. obovata Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 7. Klung, in the interior of the mangrove (no. 370). Area: From the Sunderbunds to Malacca. Gymnanthera R. Br. 3. 6 paludosa (Bl.) K. Schum. Engl. u. Prantl, Nat-Pflanzenfam. IV. 2. 213; Dicerolepsis paludosa Bl. Mus. Bot. Lugd. Bat. I. 146. Sea-shore at Klong Son (no. 660). Årea: Java. Toxocarpus Wight et Arn. 4. T. siamensis Schltr. in Fedde: Repert. 3: 307, 1907. Volubilis, alte scandens; ramis flexuosis elongatis, juvenilibus pilis brevibus rubiginosis reversis strigillosis, demum glabratis, teretibus, distanter foliatis; foliis patulis, anguste oblongo-ellipticis acuminatis, subtus reticu- lato-nervosis, textura subcoriaceis, Juvenilibus subtus rubiginoso-puberulis, demum glabratis, superne glabratis, 10—13 cm. longis, medio fere 4—5,5 cm. latis; inflorescentiis extraaxillaribus laxe cymosis, foliis fere aequi- longis, ramulis saepius divaricatis; pedicellis filiformibus 0,5—0,7 cm. lon- gis, tenuiter rubiginoso-strigillosis; calycis segmentis ovatis obtusis, ciliatis, basi tenuiter rubiginoso-strigillosis, 0,2 cm. longis; corolla alte 5-fida 0,5—0,6 cm. longa, lobis tubo duplo longioribus e basi lanceolata lineari- elongatis obtusis, intus fauce puberulis; coronae foliolis carnosulis lance- olatis obtusiusculis, antheris paulo brevioribus: stigmatis capite fusiformi- cylindrico obtuso antheras duplo excedente glabro, corollae tubum haud excedente. Kiong Sarlakpet (no. 725). Infolge ihrer schlanken Infloreszenzen muss diese Art neben 7’. gracilis Dene. von den Philippinen untergebracht werden. Sie ist infolge der klei- neren Blüten und längeren Infloreszenzen unschwer zu erkennen. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 2. Hefte. 21 — 318 — Tylophora R. Br. 5. T. asthmatica (Willd.) Wight et Arn.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 45; Craib, Contr, Fi. Siam 133. Koh Kahdat, littoral zone (no. 570). Area: India, Burma, Malay Archipelago. 6. T. Schmidtii Schltr. in Fedde: Repert. sp. nov. 3: 315, 1907. Gracillima, flexuosa, alte scandens; ramus filiformibus, teretibus gla- bris, laxe foliatis; foliis patentibus patulisve, oblongo-lanceolatis acumi- natis, nervo medio marginibusque tenuissime ciliatis, caeterum glabris, 2—3 cm. longis, medio fere 0,8—1 cm. latis, petiolo semitereti minute puberulo, c. 0,5 cm. longo; cymis gracillimis perlaxis, ramosis, folia multo excedentibus, ramis divaricatis; floribus illis 7. tenuis Bl. fere aequimag- nis, ut videtur violaceis; pedicellis filiformibus, c. 2 cm. longis, glabris; calycis segmentis lanceolatis acutis, 0,1 cm. longis, pilis sparsis ornatis; ” corollae rotatae alte 5-fidae lobis oblongis obtusis, 0,2 cm. longis, medio vix 0,1 cm. latis; coronae foliolis abbreviatis, gynostegio duplo brevioribus, carnosulis, triangulis obtusis; antheris subquadratis, appendice hyalino ro- tundato obtusissimo, in stigmatis caput impresso; polliniis minutissimis oblongis utrinque obtusis, translatoribus brevibus, retinaculo rotundato- oblongo polliniis bene majore; stigmatis capite depresso. Klong Sarlakpet, scandent at river-bank (no. 727). Eine sehr zierliche Art, welche an 7’ylophora tenuis Bl. erinnert. Sie ist gekennzeichnet durch die breiten einander sich fest berührenden, kurzen Coronaschuppen und die im Verhältnis zu den Pollinien auffallend sroszen Klemmkörper. Hoya R. Br. 7. H. parasitica (Roxb.) Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 57; Graib, Contr. Fl. Siam 134. Lem Dan, mangrove, on Bruguiera (no. 138). Area: India, Burma, Malay Peninsula. 8. H. sp. A specimen (no. 168) was collected in the littoral jungle N. of Lem Dan, growing epiphytically on Heptapleurum venulosum (W. et A.) Seem.; another on rocks at Klong Majum (no. 607 b). — 319 — Various families. Determined by C. H. Ostenfeld, Copenhagen. Liliaceae. Peliosanthes Andr. 1. P. violacea Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. VI. 266. On rocks at Klong Majum (no. 607). Area: Eastern Himalaya, Burma. Dracaena L. 2.2 D. Helferiana Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. VI. 330. Lem Dan (no. 202). Area: Burma. Cordyline Commers. 3. €. terminalis Kunth, var. ferrea (L.) Bak.; Hook. Fl. Br.Ind. VI. 331. Lem Dan (no. 317). Area: India to Malacca and eastwards to Polynesia. Gloriosa L. 4. 6. superba L.; Hook. Fl. Br. Ind. VI. 358. Lem Ngob, in the jungle (no. 52). Area: India to Ceylon and Malacca, Indo-China, tropical Africa. Araliaceae. Heptapleurum Gaertn. H. venulosum (W. et A.) Seem.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. II. 729. Jungle in the littoral zone, Lem Dan = 77 and 165), Koh Saket (no. 343), Koh Kahdat (no. 814). Area: Subtropical and tropical Asia to oe Australia. Basellaceae. Basella L. B. alba L.; B. rubra L.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 20. Klong Sarlakpet (no. 739 bis). Area: Tropical Asia and Africa. — 320 — Amarantaceae. Achyranthes L. A. aspera L. | Lem Ngob (no. 39); a weed. Area: Tropics. Piperaceae. Piper L. 1. P. nigrum L.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 90. Cultivated at Lem Dan (no. 216). Area: A native of India, widely cultivated in the tropics. may Ley SOE Without locality (no. 868). Peperomia L. 3. P. pellucida (L.) Kunth. Lem Dan (no. 483). Area: Tropical America and Africa. No doubt introduced in Siam. Casuarinaceae. Casuarina Forst. C. equisetifolia Forst.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 598. Sandy sea-shore at Klong Prao (no. 892) and Koh Kahdat (no. 322). Area: India, Malaya, Australia, Polynesia. N ett in — 321 — Various families. Determined by O. Warburg, Berlin. Capparidaceae. Pedicellaria Schrank. 1. P. (Gynandropsis) pentaphylla (D. C.) Schrank; Gynandropsis pentaphylla D.C. Prodr. I. 238; Hook. Fl. Br. Ind. I. 171; Craib, Contr. Fl. Siam II. Klong Sarlakpet (no. 869). Area: Common in Tropics. Crataeva Linné. 2. C.Roxburghii R. Br.; C. religiosa var. 2. Roxburghii Hook. Fl. Br. inde 172. Jungle near Lem Dan (no. 593). Area: India. Capparis Linné. 3. ©. micracantha D.C.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 179; Craib, Contr. Fl. Siam 12. Koh Saket (no. 339). Area: Burma, Cambodia, Malaya, Philippines. 4. €. sepiaria L.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 177; Craib, Contr. Fl. Siam 12. Koh Lam, sandy sea-shore (no. 871). Area: India, Malaya. Philippines. Aizoaceae. Sesuvium Linne. 1. $. portulacastrum L.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. II. 659. Sandy sea-shore at Klung opposite Koh Chick (no. 380). Area: Tropical and subtropical sea-shores. Mollugo Linné. 2. M. stricta L.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. II. 663. Edge of jungle near Lem Dan (no. 285). Area: Japan, China, India to Malacca, Fiji. — 322 — Portulacaceae. Portulaca L. P. oleracea L.; Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 246; Craib, Contr. Fl. Siam 15. Lem Dan (no. 22 and 817). Area: All warm countries. Malvaceae. Sida Linné. 1. 8. acuta Burm.; Craib, Contr. Fl. Siam 20; S. carpinifolia L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 323. Lem Ngob, edge of jungle (no. 32). Area: S.E. Asia. 2. S. rhombifolia L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. L 393. ' Plains near Lem Dan (no. 203). Area: Tropics of both hemispheres. Abutilon Gaertn. 3. A. indicus Don, Gen. Syst. I. 504; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 326; Craib, Contr. Fl. Siam 21. Plains near Lem Dan (no. 304). Lem Ngob, edge of jungle (no. 49). Area: Tropics. Urena Linné. 4. U. lobata L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 329. Plains near Lem Dan (no. 156). Area: Tropics. Hibiscus Medik. 5. H. surattensis L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 334; Craib, Contr. Fl. Siam 23. Mainland opposite Koh Kong, on sandy soil (no. 358). Area: Tropics of Asia, Australia and Africa. 6. H. rosa sinensis L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 344; Craib, Contr. Fl. Siam 22. Rather commonly cultivated, Lem Dan (no. 310). Area: Tropics, often cultivated. 7. H. tiliaceus L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 343. Lem Dan, at sea-shore (no. 114), “ton baa” of the Siamese. Area: Tropics of both hemispheres. ae Er oe nnd i i Lu Aye ; Abelmoschus Moench. 8. A. moschatus Moench; Wight, Ic. t. 399; Hibiscus Abelmoschus L. ; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 342; Craib, Contr. Fl. Siam 922. Lem Ngob, edge of jungle (no. 31). Area: India, Cultivated in most tropical countries. Thespesia Corr. 9. T. populnea Corr. Ann. Mus. IX. 290; Masters in Hook. FI. Br. Ind. I. 345; Craib, Contr. Fl. Siam 23. Koh Chang, littoral jungle near Lem Dan (no. 181); Koh Kahdat, sandy sea-shore (no. 552 f). Area: Tropical Africa, Asia and Polynesia. Gossypium Linné. 10. 6. barbadense L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 347. Plains near Lem Dan (no. 112). Area: Cultivated in tropics and subtropics. Bombaceae. Ceiba Medic. €. pentandra (L.) Gaertn.; Eriodendron anfractuosum DC.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 350. Lem Dan (no. 113 and 886), generally cultivated, ‘ton noon” of the Siamese. Area: Trop. America, Asia and Africa (?). Sterculiaceae. Helicteres Linne. 1. H. spicata Colebr.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 366. Klong Majum (no. 91). Area: From Sikkim to Penang, Malaya. Pentapetes Linne. 2. P. phoenicea L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 371. In the mangrove near Lem Dan (no. 739b). Area: India. Oxalidaceae. Averrhoa L. A. carambola L.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 439. Plains at Lem Dan (no. 407). Area: India, a garden-plant. Native country unknown. — 324 — Rutaceae. Glycosmis Correa. 1. &. cochinchinensis (Lour.) Pierre, Fl. Indo-Chine I. 653; Craib, Contr. Fl. Siam 32. G. pentaphylla Correa; Hook. Fl. Br. Ind. I. 499. In the jungle, Klong Majum (no. 601), Klong Munsé (no. 468); Koh Kahdat (no. 872). Area: India, Malaya, Australia. 2. 6. sapindoides Lindl.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 501. Klung (mainland opposite Koh Chik) (no. 377); Koh Kahdat, sandy sea-shore (no. 547). Area: Penang, Java. Clausena Burm. 3. €. excavata Burm. Fl. Ind. 87; Hook. Fl. Br. Ind. I. 504; Craib. Contr. Fl. Siam 33. Jungle near Lem Dan (no. 694). Area: From E. Himalaya and Yunnan to Malaya and Philippines. Citrus Linn. 4. 6. medica L.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 514. Lem Dan (no. 508). Area: India. 5. @ hystrix DC. Prodr. I. 539; Hook. Fl. Br. Ind. I. 515. Islet N. of Koh Kahdat (no. 582 à). Area: Khasia Mts. Aegle Correa (det. ©. H. OSTENFELD). Os A marmelos (L.) Correa; Hook. Fl. Br. Ind. I. 516; Craib, Contr. Fl. Siam 33. Without locality. Area: India, Assam, Java. Rhamnaceae. Zizyphus Juss. 1. Z. oenoplia (L.) Mill.; Lawson in Hook. Fl. Br. Ind. I. 634; Craib, Contr. Fl. Siam 40. Lem Ngob, edge of jungle (no. 10); plains at Lem Dan ce 14% Area: Tropical Asia and Australia. An indeterminable species of Zizyphus was growing in the jungle at Lem Dan (no. 533), a very tall tree. Colubrina Rich. 9. €. asiatica (Lam.) Brongn.; Lawson in Hook. Fl. Br. Ind. I. 642; Craib, Contr. Fl. Siam 40. ——~ ee Se u re | Ze KIK nent — 325 — Koh Kahdat in the littoral jungle (no. 805) and on sandy sea-shore (no. 549 and 560 à). Area: Tropical Asia, Australia and Africa. Onagraceae. Jussiaea L. J. suffruticosa L.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. II. 587; Craib, Contr. Fl. Siam 91. Rice-field north of Lem Dan (no. 238). Area: Tropics. Caricaceae. Carica Linn. C. papaya L.; Craib, Contr. Fl. Siam 93. Lem Dan, cultivated (no. 265). Area: Cultivated throughout India. Goodeniaceae. Scaevola L. S. Koenigii Vahl; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. III. 421. Rocky sea-shore at Koh Kong (no. 352); Cape Liant (no. 832). Area: Tropical E. Asia, Australia, Polynesia. Plumbaginaceae. Plumbago L. P. zeylanica L.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. III. 480; Craib, Contr. Fl. Siam 122. Plains at Lem Dan (no. 415). Area: Tropics. Pedaliaceae. Sesamum L. S. indicum DC.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 387; Craib, Contr. Bl Siam. 151. Klong Sarlakpet (no. 734), a weed. Area: Tropics, often cultivated. Flagellariaceae. Flagellaria L. FB. indica L.; Hook. Fl. Br. Ind. VI. 391. Klong Prao, river-bank (no. 713). Area: Tropical Asia and Africa. — 326 — Various families. Determined by W. G. Craib, Kew. Anonaceae. Artabotrys R. Brown. 1. A. Harmandii Finet et Gagnepain, Bull. Soc. France LIII, Mém. IV. 102 (1906), var. folits parum majoribus. Klong Son, in the jungle (no. 638). Area: Cambodia. Polyalthia Blume. 2. P. suberosa (Roxb.) Benth. et Hook. f., Fl. Br. Ind. I. 65. Klung, dry jungle (no. 371). Area: India, Geylon, Burma, Java, 3. P. sp. (vel forsan Disepalium sp.) Klong Majum, tall tree in the jungle (no. 602). Anaxagorea St. Hilaire. 4. A. luzonensis A. Gray, Hook. Fl. Br. Ind. I. 68. Koh Kahdat (no. 552). Area: Ceylon, Andamans, Burma, Malacca, Philippines. Melodorum Dunal. 5. M. latifolium (Bi) Dunal; Hook. Fl. Br. Ind. I. 79. Plains at Lem Dan (no. 218). Area: Malacca, Malaya, Philippines. Sageraea Dalz. 6. 8, elliptica Hook. f. et Th., Fl. Ind. I. 93; Bocagea elliptica Hook. Fl. Br md: 92: Jungle at Lem Dan (no. 459 and 5325). Årea: Burma to Malacca. 7. Uvaria sp. Jungle at Klong Munsé (no. 587). Menispermaceae. Tiliacora Colebr. 1. T. triandra (Roxb.) Diels; Craib, Contr. Fl. Siam 9; Limacia triandra Miers, Hook. Fl. Br. Ind. I. 100. — 327 — Plains near Lem Dan (no. 500); jungle at Klong Munsé (no. 472) ; plains at Klong Son (no. 656a). Area: Indo-China-Malay Peninsula. Cocculus DC. 9. €. sarmentosus Diels in Engl. Pflanzenreich, Menisperm. 233; Craib, Contr. Fl. Siam 10. Sandy sea-shore at Lem Ngob (no. 364) and Koh Kahdat (no. 555). | Area: E. Asia, Mascarene Isl. 3. Tinospora sp.; conf. V. A. Poulsen in Vid. Medd. Naturh. For. 1902, 235 (det. V. A. Poulsen). Lem Dan, liana in the jungle. fT. sp. Koh Kahdat, jungle (no. 564). Violaceae. Alsodeia sp. forsan sp. nov., sed floribus deficientibus. A smaller tree growing at Klong Majum (no. 619 d). Guttiferae. Garcinia Linné. 1. &. Hanburyi Hook. f., Journ. Linn. Soc. XIV. 485. Jungle at Lem Dan (no. 438), "ton rong” of the Siamese. Area: Malaya. 2. G. Loureiri Pierre, Fl. For. Cochinchine t. 66. Jungle at Lem Dan (no. 624). Area: Cochinchina. 3. G. merguensis Wight; Anders. in Hook. Fl. Br. Ind. I. 267; Craib, Contr. Fl. Siam 16. Klong Majum, on rocks at river-bank (no. 613). Area: Burma, Malacca, Cambodia. 4. G. nigro-lineata Planch.; Anders. in Hook. Fl. Br. Ind. I. 263. Jungle at Klong Majum (no. 599) and Klong Son (no. 647 a). Area: Malacca. Calophyllum Linné. 5. €. inophyllum L.; Anders. in Hook. Fl. Br. Ind. I. 273; Craib, Contr. Fl. Siam 16. Koh Kahdat, sandy shore (no. 546). Area: China, India, Indo-China, Malaya. — 328 — 6. €. saigonense Pierre, Fl. For. Cochinchine t. 105. Jungle, alt. 1200 ft. (no. 668). Area: Cochinchina. ONU ES Jungle at Klong Munsé (no. 528) and Klong Majum (no. 603 a). Ternstroemiaceae. Ternstroemia Linné. 1. T. Wallichiana (Griff.); 7. penangiana Choisy; Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 281. Jungle at Lem Dan (no. 523), and at Klong Majum (no. 615). Area: Burma to Malacca, Java. Adinandra Jack. 2. A. integerrima (Wall.) T. Anders. et Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 289° Grab Contr El. Samar Klong Majum, river-bank in jungle (no. 617). Area: Yunnan, Cambodia, Malay Peninsula. Eurya Thunbg. 3. E. japonica Thbg. var. nitida Korth.; Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 1912. Crab Contr. FL Siam 17. Plains at Lem Dan (no. 292); jungle at Klong Majum (no. 601a and 616b), at Klung Munsé (no. 836). Area: India, Indo-China, Malay Archipelago. Schima Reinw. 4. §. Noronhae Reinw. et Bl. Bijdr. 130. Jungle near Klong Munsé (no. 66); Klong Sarlakpet (870). Area: Malaya. Meliaceae. Chisocheton Blume. 1. €. divergens Bl. var. robusta Valeton; Craib, Contr. Fl. Siam 36. Jungle at Lem Dan (no. 478). Area of the species: Java; the variety was introduced to Buitenzorg Gardens from Siam. Aglaia Lour. 2. A. odorata Lour.; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 554; Craib, Contr. Fl. Siam 36. Koh Kahdat, sandy sea-shore (no. 559) and jungle (no. 810). No. 875 from the same island is perhaps the same. Area: China to Malaya, often cultivated. Walsura Roxb. 3. W. robusta Roxb., Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 565; Craib, Contr. Fl. Siam 36. Lem Dan (no. 833). Area: Indo-China. Xylocarpus Koenig (det. Jos. SCHMIDT). 4. X. granatum Koenig; Johs. Schmidt, Bot. Tidsskr. XXVI, 68; Carapa moluccensis Roemer; Hiern in Hook. Fl. Br. Ind. I. 567. Mangrove of Lem Ngob (no. 36). Common in the mangroves. Area: Mangroves of tropical Africa, Asia and Australia. 5. X. obovatus (Bl.) A. Juss. Mém. Mus. Paris XIX. 244; Harms in Engler u. Prantl, Nat. Pflanzenfam. II. 278 f. 157; Johs. Schmidt, Bot. Tidsskr. XXVI, 68. With the mangroves; seems to be less common than the preceding. Area: As the preceding. Olacaceae. Ximenia Linné. 1. X. americana Willd., Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 574. Koh Kahdat, littoral jungle (no. 575). Area: Tropical America, Africa and Asia. Olax Linné. 2. 0. scandens Roxb.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 575; Craib, Contr. Fl. Siam 37. Forma nervis paulo conspicioribus. Koh Saket, littoral zone (no. 342). Area: China, India, Burma, Java. 3. Opilia? sp. Klong Prao, river-bank (no. 711). 4. Gonocaryum sp. Klong Son, river-bank (no. 686). Ampelidaceae (Vitaceae). Cissus Linné. 1. €. discolor Bl. Bijdr. 181; Craib, Contr. Fl. Siam 42; Vitis dis- color Dalz.; Lawson in Hook. Fl. Br. Ind. I. 647. Jungle at Klong Son (no. 647). Area: India, Assam to Malaya. — 330 — Ampelocissus Planchon. 2. Å. arachnoidea (Hassk.) Planchon in DC. Mon. V. 375. Koh Chang Noi, sandy sea-shore (no. 698). Area: Java. 3. A. polythyrsa (Mig.) Gagnep. in Lecomte, Fl. gen. de l’Indo-Chine I. 990? Jungle at Klong Munsé (no. 396). Area: Indo-China, Malay Peninsula, Sumatra, Borneo. Leea Linné. 4. I. sambucina Willd.; Lawson in Hook. Fl. Br. Ind. I. 667. Edge of jungle at Lem Dan (no. 388); river-bank at Klong Son (no. 636). Area: Tropical Asia from China to Australia. 5. Tetrastigma sp. Liana in jungle near Lem Dan (no. 409); Koh Kahdat (no. 579f). Anacardiaceae. Mangifera Linne. 1. M. siamensis, Warbg. mss., sp. nov., M. reba, Pierre facie similis sed foliis acumine graciliore instructis distinguenda. Ramuli primo puberuli, mox glabri, angulati, cortice stramineo vel fusco-stramineo pauci-lenticellato obtecti. Folia lanceolata ad oblonga, apice acute acuminata, basi cuneata, 11—19 cm. longa, 2,9—5,1 cm. lata, co- riacea, glabra, nervis lateralibus utrinque 16—22 supra conspicuis subtus prominentibus, nervulis supra conspicuis subtus uti reticulatione prominulis, ınargine recurva, petiolo ad 2,7 cm. longo suffulta. Paniculae sessiles, ad 14 cm. longae, rhachi ramulisque fuscis parcius puberulis; bracteae 1,5 mm. longae, acutae. Sepala 2 mm. longa, 1,5 mm. lata, dorso parce breviter pubescentia. Petala quinque, oblonga vel oblongo-lanceolata, 2,75 mm. longa, 1,5 mm. lata, jugis tribus basi confluentibus apice haud excurrenti- bus. Stamen solitarium, filamento vix | mm. longo, anthera vix 0,75 mm. longa. Discus conspicuus, 5-lobatus, minute arcteque tnberculatus. Ovarium 0,75 mm. altum, glabrum, stylo 1,5 mm. longo. (Craib descripsit.) Koh Chang, Klung, Sehmidt, 374! Fruits edible; perhaps cultivated. This proposed new species is very close indeed as regards habit to M. reba but unfortunately the writer has found no description of that species. From M. indica, to some of the forms of which it is rather similar, it differs in the solitary u and the entire absence of stami- nodes. Buchanania Roxb. 2. B. florida Schauer, Nova Acta XIX, Suppl. I. 481. Jungle at Lem Dan (no. 526 and 623a). Area: Malaya. Lise Odina Roxb. 3. 0.Wodier Roxb., Hook. Fl. Br. Ind. II. 29; Craib, Contr. Fl. Siam 48. Plains at Lem Dan (no. 297); N. end of Koh Chang on rocks (no. 628). Area: India, Burma, Malaya. Myrtaceae. Melaleuca Linné. 1. M. leucadendron L.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 465. Klong Son, near the sea (no. 658). “ton samit” of the Siamese. Area: Burma-Malay Islands, Australia. Psidium Linné. 2. P. guayava L.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. Il. 468; Craib, Contr. Fl. Siam 84. Lem Dan, cultivated (no. 386 and 623 e). Area: Naturalised throughout India and Indo-China. Eugenia Linné. 3. KE. cymosa Lam.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. I. 482; Craib, Contr. Fl. Siam 84. Jungle at Lem Dan (no. 419); Nipple, alt. 2000 ft. (no. 669). Area: Assam, Burma, Malaya. 4. E. grandis Wight, Ill. II. 17; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 475. Jungle at Klong Munsé (no. 418). Area: From Himalaya to Malaya. 5. E. grata Wight; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 486; Craib, Contr. Fl. Siam 84. Littoral at Lem Dan (no. 263); Klong Sarlakpet, inner edge of man- grove (no. 726e). Area: From Assam (China?) to Malaya. 6. E. javanica Lam.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 474. Klung (no. 378). Area: Malacca, Andaman and Nicobar Islands, Malaya. 7. KE. lineata (Bl.) Duthie in Hook: Fl. Br. Ind. I. 487. Myrtus lineatus Bl. Jungle at Klong Munsé (no. 293 and 591a); Klong Son, river-bank in jungle (no. 822). Area: Malacca, Penang, Malaya. 8. E. oblata Roxb.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. Il. 492; Craib, Contr. Fl. Siam 85. River-bank near Lem Dan (no. 255); plains at Lem Dan (no. 410). Area: Assam to Malay Peninsula. — 332 — 9. E. operculata Roxb.; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 498. Jungle at Klong Munsé, river-bank (no. 588). . Area: S. China, India, Indo-China and Malaya. 10. E. polyantha Wight; Duthie in Hook. Fl. Br. Ind. II. 496. Klong Son, river-bank in jungle (no. 691 e). Area: Burma, Java. 11. EB. siamensis Craib, Kew Bull. 1912: 153, Contr. Fl. Siam 85. Jungle at Klong Munsé (no. 391, 445, 593 c); Klong Majum, near outlet (no. 614). Area: Siam. 12. KE. sp. near E. xanthocarpa Thw. Koh Chang Noi (no. 698 d). Barringtonia Forst. 13. B. serrata Mig. Fl. Ind. Bat. I. 488. Plains at Lem Dan (no. 187). Area: Java. 14. B. sp. conf. B. angusta Kurz. S. W. of Sarlak (no. 726 b). 15. B. Schmidtii, Warbg. mss., ramulis junioribus rhachique spicarum longarum ferrugineo- vel brunneo-ferrugineo-tomentosis distinguenda. Ramuli primo densius ferrugineo- vel brunneo-ferrugineo-tomentelli, mox puberuli, dein omnino glabri. Folia oblanceolata vel obovato-oblan- ceolata, apice acute acuminata, basi in petiolum attenuata, 8—17 cm. longa, 2,8—6 cm. lata, chartacea, glabra, subtus pallidiora, nervis lateralibus utrinque 12—14 supra conspicuis subtus prominentibus, nervulis supra conspicuis subtus prominulis, serrulata, petiolo ad 7 mm. longo suffulta. Spicae ad 42 cm. longae, pedunculo communi vix 2 cm. longo ut rhachi ramulisque juvenilibus tomentoso suffultae; bracteae mox reflexae, circiter 4 mm. longae, dorso ut rhachis tomentosae. Receptaculum 2 mm. altum, apice vix 3 mm. diametro, indumento ut in rhachi tectum. Calycis segmenta 2 mm. longa, 2,75 mm. lata, imbricata, pilis brevibus crassius- culis ciliata, intra glabra. Petala circiter 4 mm. longa et 4,5 mm. lata, ciliolata. Filamenta inferne connata. (Craib descripsit). . Koh Chang, plains at Lem Dan, Schmidt, 186 (Type!), 110; 689 a (specimina sterilia, foliis usque ad 24 cm. longis et 10,3 cm. latis); 29 (verosim. varietas tantum B. Schmidtü, foliis floribusque paulo majoribus). Cordiaceae. Cordia L. €. subeordata Lam.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 140; Craib, Contr, EL Siam 128. | | Sandy sea-shore on Koh Kahdat (no. 543). Area: Tropical Asia, Australia and E. Africa. a ee eo, ee — 333 — Ebenaceae. Maba J. R. et G. Forst. 1. M. buxifolia Pers.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 551; Craib, Contr. Fl. Siam 125. Outlet of Koh Majum (no. 536). Area: S. E. Asia, Australia, Tropical Africa. Diospyros Linné. 2. D. Schmidtii, Craib, sp. n., calyce fructescente parvo quadrato distinguenda. Ramuli primo adpresse ferrugineo-pubescentes, mox glabri, cortice fusco vel brunneo obtecti. Folia lanceolata vel angustius oblonga, apice obtuse acuminata, basi cuneata vel late cuneata, ad 13,5 cm. longa et 4,4 cm. lata, coriacea vel tenuiter coriacea, pagina inferiore pilis brunneis inconspicuis adpressis hic illic sed costa densius instructa, superiore glabra, nervis lateralibus utrinque circiter 10 intra marginem anastomosantibus supra subconspicuis vel fere obscuris subtus plerumque prominulis sed interdum subobscuris, costa supra immersa, petiolo ad 1,3 cm. longo supra canaliculato suffulta. Fl. d: Calyx 3,5 mm. longus, extra parce adpresse ferrugineo-pubescens, lobis deltoideis acutiusculis vix 2 mm. longis. Corolla extra ima basi excepta breviter adpresse ferrugineo-pubescens ; tubus 11 mm. longus; lobi 4, late lanceolati, acuti, 7 mm. longi, 4 mm. lati. Stamina 12, glabra, antheris acuminatis. Fructus 2,3 cm. altus, 2,8 cm. diametro, 8-locularis, calyce plano quadrato 9 mm. lato adpresse ferrugineo- pubescente. Jungle near Lem Dan (no. 522, 3‘; 532a, 9); Klong Majum (no. 874, d'; 607 c, &). 3. D. sp. forsan nova. River-bank in jungle near Lem Dan (no. 592).. Sapotaceae. Sideroxylon L. 1. S. ferrugineum Hook. et Arn.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 537. Jungle at Klong Majum (no. 619 c) and Klong Prao (no. 718); littoral jungle on Koh Kahdat (no. 574); islet off Koh Kahdat (no. 584). Area: Tropical Asia, Seychelles. Gesneraceae. Boea sp. On rocks in the jungle (no. 676); also at Klong Majum. Pandanaceae. Pandanus L. P. similis Craib, Kew Bull. 1912: 417. Very common in the ground in the jungle (no. 287). Area: Siam. Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 3. Hefte. 22 — 334 — Various families. Determined by different botanists. Dilleniaceae. Dillenia Linné (det. O. Warburg). 1. D. aurea Sm. Hook. Fl. Br. Ind. I. 37. Jungle at Lem Dan (no. 417); Klong Son (no. 648) “ton mesån” of the Siamese. Årea: India, Indo-China, Java, Borneo. Tetracera Linné (det. Craib). 2. T. sarmentosa (L.) Willd.; Delima sarmentosa L.; Hook. Fl. Br. Inde loi S.W. of Sarlak (no. 724). Area: Assam to Singapore, Eastern Archipelago (?). Bixaceae. Bixa L. (det. Warburg). 1. B. orellana L.; Hook. Fl. Br. Ind. I. 190; Craib, Contr. Fl. Siam 13. Cultivated at ens Dan (no. 873). Area: Generally cultivated in the tropics. Scolopia Schreber (det. Graib). 2. §. chinensis Clos, Ann. sc. nat. ser. 4. VIII. 249; 8S. crenata part. Hook. Fl. Br. Ind. I. 191. Plains of Lem Dan (no. 488). Årea: China, India. Hypericaceae. Cratoxylon Blume. 1. €. polyanthum Korth.; Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 257; Craib, Contr. Fl. Siam 15. Klong Sarlakpet (no. 735). (det. Warburg). Area: China, Indo-China, Malaya, Philippines. 2. €. formosum Benth. et Hook. f.; Dyer in Hook. Fl. Br. Ind. I. 258. Koh Chang Noi (no. 696). (det. C. B. Clarke). Area: Malacca, Borneo, Philippines. — 335 — Tiliaceae. Grewia Linné (det. S. R. Drummond, Kew). 1. 6 microcos L. Syst. (ed. 12) vol. II. 602 (1767)!; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 392: Craib, Contr. Fl. Siam 28. S.W. of Sarlak (no. 723). Area: China, Indo-China, Malaya. Triumfetta Linné. 2. T. rhomboidea Jacquin; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 395. Plains at Lem Dan (no. 242). (det. C. B. Clarke). Area: China, India, Malaya, Tropical Africa. 3. T. semitriloba L.; Masters in Hook. Fl. Br. Ind. I. 396. Rayong, sandy sea-shore (no. 885). (det. Warburg). Area: Tropics. Simarubaceae. Eurycoma Jack (det. Craib). 1. E. longifolia Jack. Bennett in Hook. Fl. Br. Ind. I. 521; Craib, Contr. Fl. Siam 34. Jungle at Lem Dan (no. 509); N. End, on rocks at the sea (no. 628b). Area: Burma, Malaya, Philippines. Brucea Mill. (det. O. Warburg). 2. B. sumatrana Roxb.; Bennett in Hook. Fl. Br. Ind. I. 521; Craib, Contr. Fl. Siam 34. Plains at Lem Dan (no. 28, 164 and 185). Area: S. China, India, Burma, Malaya. Irvingia Hook.f. (det. Graib). 3. I. Olivieri Pierre, Fl. for. Cochinchine t. 263 B. Jungle at Klong Munsé (no. 614 a and 849). Area: Annam. Hippocrateaceae. Salacia L. 1. 8. prinoides (Willd.) D.C.; Lawson in Hook. Fl. Br. Ind. I. 626; Craib, Contr. Fl. Siam 40. Littoral N. of Lem Dan (no. 174). (det. Th. Loesener). Area: India, Burma, Malaya. BES: sp. (det. Graib). A shrub in the jungle near Lem Dan (no. 144 and 466). 99% — 336 — Connaraceae. Connarus Linné. 1. €. semidecandrus Jack; Hook. Fl. Br. Ind. Il. 52, vel sp. affinis (det. E. Gilg). Edge of jungle at Klong Munsé (no. 487). Area-(C. semidecandrus): Burma, Penang. 2. €. quocensis Pierre, Fl. Cochinch. t. 377 A. Plains at Klong Son (no. 828) (det. Craib). Area: Cochinchina. Rosaceae. Rubus L. (det. R. A. Rolfe, Kew). R. angulosus Focke, Bibl. Bot. LXXII (1909). 90. Plains at Klong Munsé (no. 233 and 450). Area: Malay Peninsula and Islands. Cucurbitaceae. Trichosanthes Linné (det. Craib). 1. T. cucumerina L., Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Il. 609; Craib, Contr. Fl. Siam 93. Jungle at Klong Prao (no. 718 b). Area: India, Malaya, N. Australia. Benincasa Savi (det. Warburg). 2. B. hispida (Thunbg.) Cogn. in D.C. Monogr. Phaner. Ill. 513. B. cerifera Savi, Fl. Br. Ind. II. 616. | Jungle near Lem Dan (no. 436). Area: Tropical Asia and Africa; cultivated. Oleaceae. Jasminum L. 1. J. sambae (L.) Ait.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 591. Mainland opposite Koh Kong; cultivated (no. 330) (det. Warburg). Area: Cultivated in the tropics of both hemispheres. 2. J. syringaefolium Wall.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 595. var. (det. Craib). Lem Ngob (no. 50). Area: Assam, Burma. — 337 — Apocynaceae. Rauwolfia Linné (det. Craib). 1. R. sumatrana Jack; var. vel sp. valde affinis. Koh Kahdat (no. 572 b). Area of R. sumatrana: Sumatra. Cerbera Linné. 2. €. Odollam Gaertn.; Hook. Fl. Br. Ind. III. 638; Craib, Contr. Fl. Siam 130. In the jungies of the littoral zone, Lem Dan (no. 85) and N. end of Koh Chang (no. 629 a) (det. Stapf); on rocks at the sea (no. 353) (det. Graib). Area: S.E. Asia, Australia. Alstonia R. Br. (det. O. Warburg). 3. A. scholaris (L.) R. Br.; Hook. Fl. Br. Ind. III. 642. Plains at Lem Dan (no. 290). Area: Tropical Asia, Australia, Africa. Ervatamia Stapf (det. O. Stapf). 4. RB. graciliflora (Wall.) Stapf; Tabernaemontana graciliflora Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. IH. 647. (Determination doubtful). Jungle at Klong Son (no. 675 b). 5. EB. malaccensis (Hook. f.) Stapf; Tabernaemontana malaccensis. Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 649, vel species affinis. Plains at Klong Prao (no. 717 e); jungle at Klong Munsé (no. 811 a); Koh Kahdat, jungle (no. 579 a). Area: Malacca. Parsonsia R. Br. (det. O. Stapf). 6. P. spiralis Wall.; Hook. Fl. Br. Ind. HI. 650. River-bank at Klong Prao (no. 713). Area: Tropical Asia. Aganosma Don (det. Craib). 7. A. marginata Don; Hook. Fl. Br. Ind. III. 663. Craib, Contr. Fl. Siam 131. forma aff. A. macrocarpae Wall. Cat. Klung (no. 375); Plains at Lem Dan (no. 719b). © Area: S.E. Asia. Strophanthus D.C. (det. O. Stapf). 8. 8. Wallichii D. C.; Hook. Fl. Br. Ind. Ill. 655. Jungle at Klong Son (no. 639). Area: Assam, Burma. — 338 — Solanaceae. Solanum L. (det. U. Dammer). 1. S. torvum Sw.; Clarke in Fl. Br. Ind. IV. 234; Craib, Contr. Fl. Siam 143. Ind. Plains at Lem Dan (no. 111 and 389). Area: Widely spread in tropical and subtropical countries. 2. §. trilobatum L.; Clarke in Fl. Br. Ind. IV. 236, var. tomentosum. Koh Chick, on rocks at sea-shore (no. 268). Area: S. India, Malay Peninsula. Physalis L. (det. O. Warburg). 3. P. minima L.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 238. A weed in banana-plantations near Lem Dan (no. 519). Area: Tropics. Capsicum L. (det. O. Warburg). 4. ©. annuum L. i Outlet of Klong near Lem Dan (no. 274); also cultivated. Area: Tropics. Datura L. (det. O. Warburg). 5. D. alba Nees; D. fastuosa var. alba Clarke in Hook. Fl. Br. IV. 243. Sandy sea-shore at Klong Prao (no. 700). Area: Tropics. Nyctaginiaceae. Pisonia L. 1. P. aculeata L.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 711 (det. Warburg). Koh Kahdat, sandy sea-shore (no. 558 and 804). Area: Tropics. 2. P. excelsa Bl.; Hook. Fl. Br. Ind. IV. 711 (det. Graib). Koh Kahdat (no. 551). Area: Malaya, Andaman Islands. Myristicaceae. Knema Lour. 1. K. conferta (King) Warbg. Nova Acta LXVIII. 578; Craib, Contr. Fl. Siam 176. var. (det. Graib). River-bank at Klong Son (no. 690). Area (K. conferta):: Malaya, Tonkin. É : | i ; | + É 2. K. glauca (Bl.) Warbg. Nova Acta LXVIII. 594 (det. Ostenfeld). Islet near Koh Kahdat (no. 581). Area: Malay Peninsula, Java, Sumatra, Andamans and Nicobars. 3. K. missionis (Wall.) Warbg. Nova Acta LXVIII. 602 (det. Osten- feld). Jungle near Lem Dan (no. 516 and 831); jungle at Klong Sarlakpet (no. 880). Area: Malay Peninsula, Borneo. 4. ? Horsfieldia glabra (Bl.) Warb. Specimen mancum, flores desunt (det. Ostenfeld). Plains near Lem Dan (no. 300). Lauraceae. Cinnamomum L. (det. C. H. Ostenfeld). 1. €. iners Reinw.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 130; Craib, Contr. Fl. Siam 176. Jungle near Lem Dan (no. 489). Area: Burma, Malaya. Hernandia (det. Craib). 2. H. ovigera L. Without locality (no. 882). Area: West-Indies. Cassytha L. (det. O. Warburg). | 3. ©. filiformis L.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 188; Craib, Contr. Fl. Siam 177. Mainland opposite of Koh Chick (no. 378). Area: Tropical Africa, Asia, Australia. Litsea Lam. (det. Craib). 4. L. sp. an L. polyantha? Juss. Fl. Br. Ind. V. 162; Craib, Contr. Fl. Siam 176. Jungle near Lem Dan (no. 518). Area of L. polyantha: N. India, Honkong, Assam, Burma, Malay Peninsula. _ Another(?) species of Litsea was found in Koh Kahdat (no. 579 e); the material is unfortunately insufficient for a sure determination. = BAO 2 Filices. Revised by Carl Christensen — Copenhagen. While preparing Part X of the Flora of Koh Chang I found, on sorting the material, that several of the ferns collected by Dr. Johs. Schmidt, and determined by Dr. H. Christ in 1900 and published in Part III of the Flora (Bot. Tidsskr. 24: 102—113), were apparently incorrectly named. I therefore undertook a thorough revision of the determinations, and the result was somewhat sur- prising. On my informing Dr. Schmidt of this he asked me to prepare a revised list of the ferns of Koh Chang. In the following list, all the ferns collected are enumerated, with the numbers of the speci- mens added (these being unfortunately omitted in the first parts of the Flora of Koh Chang). I have throughout referred to Christ’s list, where informations of localities, area of the species, etc. can be found. I use of course the nomenclature of my Index Filicum; as will be seen, it differs greatly from that followed by Christ 15 years ago. | | 1. Trichomanes sublimbatum K. Müll.; C. Chr. Ind. 650; Microgonium sublimbatum v. d. B. Hym. Jav. 6 t.2; Trichomanes muscoides Christ, Bot. Tidsskr. 24. 104. Klong Son (no. 769). Area: Malaya, Assam. An Asiatic representative of the American T. hymenoides Hedw. (T. muscordes Sv.). DT javanicum Bl.; Christ I. c. 103. Not the true 7. javanicum, but a variety or subspecies closely allied to 7. rhomboideum J. Sm.; Cephalomanes rhomboideum v. d. B. Hym. Jav. 33 t. 24. Klong Munsé (no. 133, 774, 778). 3. T. bipunctatum Poir., C. Chr. Ind. 636; T. filicula Bory, non Christ 1. c. T. pyxidiferum Christ, l. e. (non el A form with narrow, lanceolate fronds; spurious vein rather close to the margin, continuous, rather obscure. Resembles in habit not a little T. humile Forst., but it is evidently a form of the variable T. bipunctatum; very different from T. pyxidiferum L. Klong Sarlakpet, on rocks in the jungle (no. 803). Area: Tropical Africa, Australia, Polynesia and Asia, northwards to Japan and Corea. — 341 — 4. T. bilabiatum Nees et Bl.; C. Chr. Ind. 636. T. Filicula Christ, 1.c. Differs from T. bipunctatum by its short-stalked, broad, deltoid fronds and by the presence of short spurious veins in the cell-tissue within the marginal spurious vein. The form collected is small, with few spurious veins. . Klong Son, epiphytic on trees (no. 768). Area: Malaya, Melanesia. 5. T. siamense Christ, |. c. Klong Munsé (no. 401). Christ incorrectly makes this a subspecies of T. rigidum Sw.; it resembles that species by its tufted fronds, rigid texture and brown colour, but otherwise it is very different, e. g. its rachis being distinctly winged throughout. Christ’s description is somewhat inadequate. The lobes are not finely denticulate, but entire, the sori not free, but fully immersed to the mouth in an anterior tertiary lobe, leaving only a narrow margin of the lobe free as a wing to the sorus. The erect, short, branched rhizome is clothed at the growing apex with numerous dark-brown, cylindrical, articulated hairs. The affinity of this species is probably with 7. hispidulum Mett. from Malacca and Borneo. To this species probably belong some small tufts of a little young fern found in the jungle on rocks near Klong Munsé (sine num.). It was determined by Christ as T. nanum v. d. B., Christ, L c. = T. Kurzii Bedd., C. Chr. Ind. 643, but this, belonging to the subgenus Hemiphlebium, has nothing to do with our plant. Unfortunately, the small plants are all sterile, but in many characters: the tufted fronds, the hairs, the colour and texture, etc., they resemble very much T. siamense, of which I therefore consider them to be young plants. (T. rigidum Sw.; Christ, 1. c. Specimens not found in the collection, the species must be excluded.) 6. Cibotium barometz (L.) J. Sm.; Christ, 1. c. 111, — (no. 619 e). 7. Alsophila glabra (Bl.) Hook.; C. Chr. Ind. 43. Klong Munsé, river bed in the jungle (no. 594 d); a single sterile pinna only collected. Area: Tropical Asia. 8. Alsophila kohchangensis n. sp. A. podophylla Christ, 1. c. 111 (non Hook). A. ex affinitate A. glabrae (Bl.) Hook. vel subspecies hujus speciei caudice epigaeo breve vel subnullo. Stipite atropurpureo nitido, vix 10 cm. longo, 5—7 mm. crasso, superne late canaliculato, ad basin squamis luteo-brunneis parvis lanceolato-acuminatis non dense obtecto, sursum squamis sensim paucioribus et minoribus, anguste linearibus in- structo, pilis destituto, non muricato. Lamina ambitu late lanceolata vel elliptico-lanceolata, e medio utrinque attenuata, in siccitate brunnea (rachi atropurpurea), costis pinnarum supra ferrugineo-crispato-hirtulis exceptis omnino glabra, bipinnatifida vel subbipinnata. Pinnis supremis late adnatis, sursum decurrentibus confluentibusque, subintegris versus apicem abrupte — 342 — et breviter acuminatum serratis, sequentibus (versus basin laminae) sessili- bus, basi truncatis, alternis, oblongis, acuminatis, 6—10 cm. longis, 11/2— 2 cm. latis, lobatis vel ad medium pinnatifidis; lobis 5—6 mm. latis, apice rotundatis, dentatis, dentibus brevibus obtusis circiter 6—8 pro lobo; pinnis medialibus maximis (maxima in specimine 20 cm. longa, medio 10 cm. lata), late lanceolatis, breviter petiolatis, utrinque e medio attenuatis, parte inferiore pinnatis (pinnulis liberis 2—3 jugis), parte mediali ad costam pinnatifidis, versus apicem abrupte attenuatis, lobatis; apice lobato (— tertia parte pinnae) pinnis superioribus lobatis simili; pinnulis liberis infimis 1—2 cm. longis, obtusis, leviter serratis, sequentibus sensim majoribus; — segmentis medialibus maximis, 5 cm. longis, 1,2 cm. latis, basiscopicis saepe quam acroscopicis longioribus, late adnatis vel decurrentibus vel confluentibus, pinnis supremis serratis similibus, marginibus infra subintegris versus apicem abrupte acuminatum serratis; pinnis inferioribus sensim reductis pinnatifidis vel lobatis vel serrulatis, petiolatis (petiolo 3—4 mm. longo), basi cordatis, infimis 2—3 cm. longis, 6—8 cm. distantibus. Venis tertiariis distinctis, in pinnis lobatis indivisis, ca. 5-jugis, ad dentes in- trantibus, basali posteriore saepe e costa pinnae excurrente, anteriore e costula curvatim ad sinum inter lobos excurrente; venis tertiariis in pinnis pinnatifidis furcatis vel bifurcatis, soriferis. Soris parvis, medialibus; recepta- culo globoso, parvo. Klong Munsé, river bed in the jungle (no. 720). It is possible that this fern may be a very small form of A. glabra; the upper part of the leaf resembles very much the outer part of a pinna of that species, still I believe that it is specifically distinct. I am con- vinced that it is not identical with the South Chinese A. podophylla Hook., as Christ suggested. This is said to have black basal scales and a muricate stem. The rows of sori in A. kohchangensis are not shaped like an inverted V as in A. glabra, and its much reduced lower pinnæ and pinnulae are a character not mentioned in the descriptions of A. glabra and A. podophylla to which I have access. .4. dubia Bedd. is an allied species, but according to description and figure rather different. Cyathea Bonii Christ, referred by Christ himself to A. podophylla, is according to the description very near to our species, but Christ describes the pinne: e basi dilatata late lanceolatis. 9. Dryopteris sagenioides (Mett.) O. Ktze.; C. Chr. Ind. 290; Aspi- diwm sagenioides Christ, 1. c. 108, —- (no. 228). 10. D. setigera (Bl.) O. Ktze.; C. Chr. Ind. 292; Aspidium setigerum Christ, 1. ec. 108. (no. 775). This species, common from Japan through tropical Asia and Poly- nesia, has been collected fairly frequently in later years in South Brazil and adjacent countries. Probably it has been introduced there and escaped from gardens. 11. D. latipinna (Hook.) O. Ktze.; €. Chr. Ind. Suppl. 108. — Aspidium pennigerum Christ, 1. c. 109 (non Bl. nec Bedd.). Klong Sarlakpet, — (no. 745 b). — 343 — The form collected is larger than the Chinese type (pinnæ 6 cm. long by 2 cm. broad), but in technical and minute characters not very different. From the following species it differs by its short but broad, little incised pinnæ, the lamina with a long pinnatifid apex, and the very short pubescence of both surfaces. Nephrodium pennigerum Bedd., now called D. indica v. A. v. R., to a variety of which: malayense Bedd. Christ referred our specimens, differs by having 5—8 pairs of anastomos- ing veins. Another specimen collected at Klong Son (no. 771) I provisionally also refer to D. latipinna. It looks very different, in general habit much more like D. parasitica, from which it differs by its less cut pinne; in this character as in others (pubescence and the long pinnatifid apex of the lamina) it agrees with no. 745 b, but its pinnæ are narrower (1 cm. by 6 cm. long), more acuminate, and the under-surface is dotted with large red glands. It is not unlikely an undescribed species. Area: China, Java (?). 12. D. parasitica (L.) O. Ktze.; C. Chr. Ind. 282 ex parte; Aspidium parasiticum Christ, 1. c. 109. (no. 771 bis). The form collected certainly belongs to the collective species D. parasitica. It is a very hairy, didymosorous form that with approximate certainty can be identified with Nephrodium tectum (Wall.) Bedd. Handb. Suppl. 79, although the rhizome is short-creeping. Beddome refers to N. tectum his N. didymosorum Parish, Ferns br. Ind. t. 200 from Burma, which I have shown is apparently exactly the same form as the true D. parasitica from China (Arkiv får Bot. 9 no. 11: 26—28). I am not nearly so convinced that the Koh Chang form, like A. tectum Wall. from Singapore and Perak, is typical D. parasitica. 13. D. extensa (Bl.) O. Ktze.; C. Chr. Ind. 264; Aspidium extensum Christ, 1. c. 109, — (no. 627). 14. D. (Meniscium) triphylla (Sw.) C. Chr. Ind. 298; Menisciwm triphyllum Christ, 1. c. 109, — (no. 650, 777 part.). 15. Aspidium variolosum Wall.; Christ, 1. c. 108,— (no. 626 a, 772). 16. Polybotrya appendiculata (Willd.) J. Sm.; C. Chr. Ind. 503. var. marginata (Bl.). — P. marginata Bl. Fl. Javae t.3.; P. appendi- culata Christ, 1. c. 109 cum var. Helferiana (Ktze.) Christ, 1. c. Differs from the varieties recognized by Beddome by its naked rachis, which (in the sterile leaves) is margined on both sides by a green wing about 1 mm. broad. Some of the sterile leaves have a prolongated, root- ing apex. Area (of variety): Java (Malaya ?). 17. Leptochilus heteroclitus (Pr) C. ‚Chr, Ind. 385: Klong Sarlakpet (no. 777 part; mixed with Dryopteris triphylla). Area: Tropical and subtropical Asia; Melanesia. — 344 — 18. L. scalpturatus (Fée) C. Chr. Ind. 387 (excl. syn. omnibus, Heteronevron scalpturatum Fée exceptum), var. undulatus var. nov. Gymnopteris costata var. undulata Christ, 1. c. 109, — (no. 891). The nomenclature of certain species of Leptochilus § Heteronevron (Fée) is confused. In Ind. Fil. 387 I have identified Acrostichum costatum Wall. Gymnopteris costata Bedd. with Heteronevron scalpturatum Fee, Acrost. 95 t. 56, because Fée himself, although with doubt, referred A. costatum Wall. to his described and well illustrated species. A com- parison of Fée’s illustration (Acrost. t. 56) with specimens of A. costatum Wall. from Assam, leg. G. Mann, shows at once that we have here two widely different forms. The form illustrated by Fee is, according to authentical specimens examined by me, collected near Manila by Gaudichaud ; it is in venation not materially different from Acer. contaminans Wall. = Leptochilus virens G. Chr. Ind. 388, but it has broader and shorter sterile pinnee with red veins, and much broader fertile pinne. Acrost. virens Hook. et Grev. Ic. t. 221 has similar pinne, but the venation is very different, about as in A. costatum Wall.; A. crispatulum Wall., Clarke, Ferns of N. India t. 84 B, D, has often red veins, but its pinnæ are much narrower. I am inclined to believe that the following three species may be maintained. Leptochilus costatus (Wall.) C. Chr. comb. nov.; Acrostichum costatum Wall.; Gymnopteris costata Bedd. etc. (see Ind. Fil. under L. scalpturatus), with var. Meniscium deltigerum Wall. —? Notho- chlaena undulata Wall. North India. L. virens C. Chr. Ind. 388. A. contaminans Wall.; Gym- nopteris contaminans Bedd.; A. crispatulum Clarke, Ferns N. Ind. 580 (an Wall.?; includes both A. contaminans Wall. and A. crispatulum Wall.). South India, Ceylon, Birma. var. erispatula (Wall.) Clarke 1. c.; Bedd. Handb. Suppl. 105. Khasia Hills. The specific name of this species I have not changed, although it is an open question, what A. virens Hook. et Grev. may be; probably it is a form allied to L. costatus. The proper name of the species is perhaps contaminans; still some other forms now referred to the present species have been described and illustrated before contaminans. L. scalpturatus (Fée) C. Chr. Ind. 17, 387 an Heteronevron scalpturatum Fée, Acrost. 95 t. 94. Philippines, Malava, Siam. In all three species a form occurs, which is marked by its fertile pinnæ being sporangiferous along the margins only, leaving a broad disk in the centre of the pinnæ free of sporangia. The first of these forms was named Nothochlaena undulata by Wallich, and came probably from Burma; it is by Beddome referred as a variety to L. costatus; it is, however, possible, that it should rightly be referred to Ly scalpturatus. It was figured by Beddome, F. Br. Ind. t. 115. A similar form of what I name ZL. virens is called var. pseud- undulata Clarke, Ferns N. Ind. 581. The third form is that which Dr. Schmidt has collected in Siam and which beyond doubt is the same species as I here name L. scalpturatus. In all characters, the marginal soriferation excepted, it closely agrees with specimens from Manila, leg. Gaudichaud. 19. Nephrolepis exaltata (L.) Schott, C. Chr. Ind. 454. N. acutifolia Christ, 1. c. 110, — (no. 627 a). Although sterile the specimen may with approximate certainty be referred to N. exaltata; certainly it is not N. acutifolia. Christ has also (1. c. 109) N. exaitata in his list; no specimens so named by him are to be found in the collection. | 20. Humata repens (L. fil.) Diels; C. Chr. Ind. 754; Davallia repens Christ, bie. 111. Klong Majum (no. 102); Nipple (no. 679 a). 21. Davallia denticulata (Burm.) Mett.; C. Chr. Ind. 209; D. elegans Sw.; Christ, I. c. 110, — (no. 766). 22. D. solida (Forst.) Sw.; Christ, 1. c. 110, — (no. 783). 23. Odontosoria chinensis (L.) J. Sm.; C. Chr. Ind. 464; Stenoloma tenuifolia Christ, 1. c. 110, — (no. 649). 24. Tapeinidium pinnatum (Cav.) C. Chr. Ind. 631; Microlepia pinnata Christ, 1. c. 111, — (no. 272, 764, 780). 25. Schizoloma Griffithianum (Hook.) Fee; Lindsaya Griffithiana Hook. sp. 1. 219 t. 68 B. Diplazium Bantamense (sic!) Christ, 1. c., 108, — (no. 782). | Commonly referred to S. ensifolium (Sw.) as a variety; still it seems essentially different from the typical form of that species and may as well as many others be dealt with as a distinct species. ’ Area: Burma. S. ensifolium (Sw.) J. Sm. is in Christ’s list (under Lindsaya, 1. c. 110); no specimens so named are, however, in the collection. 26. 8. heterophyllum (Dry.) J. Sm.; C. Chr. Ind. 618; Lindsaya heterophylla Ab ; Christ, 1. c. 110, 2 ac, 666). 97. adress cultrata Sw.; Christ, 1. c. 110, — (no. 779). 28. L. orbiculata (Lam.) Mett.; Christ, 1. c. 110, — (no. 283). Small but fertile plants, with pinnate leaves not more than 4—5 em. long. — 346 — 29. Diplacium silvaticum (Bory) Sw.; Christ, |. c. 108,— (no. 781). 30. Asplenium Schmidtii n. sp. Aspl. vulcanicum Christ, 1. c. 108 (non Bl.). / Rhizomate? Stipite subquadrangulari, superne tricanaliculato, fusco- stramineo vel viridi-stramineo ad basin nigricante, glabro, versus basin squamis lanceolatis, opaco-brunneis sparse obtecto, 35 cm. longo, 3 mm. crasso. Lamina ambitu ovata vel ovato-oblongo, 50 cm. longa, 25—30 cm. infra medium lata, pinnata cum impari, in siccitate brunneo-viridi, firmo- herbacea vel submembranacea, glaberrima. FPinnis 14-jugis, alternis, 3 cm. distantibus, lineari-oblongis, e medio versus apicem acuminatum serratum sensim attenuatis, marginibus obscure repandulo serrulatis, infe- rioribus petiolulatis (petiolo 2—3 mm. longo), superioribus sessilibus (rachi non alata), basi maequalibus — superiore truncata rachi parallela, inferiore rotundato-truncata vel rotundato-cuneata --,maximis 15cm. longis, 2 cm. latis, terminali conformi sed profundius serrulata. Venis sub angulo 55° excurrenti- bus, 4 mm. distantibus, ad basin furcatis; ramo anteriore semper indiviso, sorifero, posteriore furcato vel bifurcato, omnibus marginem attingentibus. Soris utrinque ad 30, partem tertiam rami anterioris occupantibus, costam plerumque attingentibus. Indusio angusto (vix I mm. lato), integro, pallide brunneo. Koh Chang, jungle near Lem Dan. Johs. Schmidt no. 776. Closely allied to the Malayan A. persicifolium J. Sm., and perhaps not specifically different from that species; it differs by its nearly entire and longer pinne, its short sori and its very regular venation. The lateral veins are nearly always in groups of four: from a very short secondary vein or, more often, from the costa of the pinne itself, spring out two veins, of which the upper is always simple and soriferous, while the lower is forked 2—5 mm. above the costa; the lower fork of these is simple, while the anterior one is forked again once or twice. Christ has referred the specimen to A. vulcanicum Bl., which differs from our new species by its coriaceous texture, pale colour, and equally cuneate base of the pinne. 31. A. pellucidum Lam.; Christ |. c. 108, — (no. 78). 32. A. laserpitiifolium Lam.; Christ, 1. c. 107, — (no. 566). 33. A. Grevillei Wall.; Christ, i. c. 108. Not found in the collection. Probably A. nidus L. 34. Blechnum orientale L.; Christ, |. c. 107, — (no. 65, 480). 35. Brainea insignis (Hook.) J. Sm.; Christ, 1. c. 107, — (no. 6633). 36. Stenochlaena palustris (Burm.) Bedd.; Christ, 1. e. 107, —(no. 162, 718, 773), 37. 8. aculeata (BL) Ktze.; C. Chr. Ind. 624. Lomariopsis sorbifolia Christ, |. c. 107, — (no. 402). SN Although the specimen is sterile it doubtless belongs to this species, that is distinguished by a spiny rhizome and the pinnæ articulated to the rachis. The specimen differs from the typical form by having the pinnæ irregularly toothed. Some authors consider S. aculeata an anormal form of S. sorbifolia sp. coll., others of S. palustris. Area: Tropical Asia. 38. Onychium siliculosum (Desv.) C. Chr. Ind. 469; O. auratum Klf. ; Christ, 1. c. 106 (no. 68). 39. Adiantum flabellulatum L.; C. Chr. Ind. 26; A. Bonii ex parte Christ, 1. c. 106. Nipple, 2000 ft., on rocks in open jungle (no. 678). Area: Tropical Asia and northwards to Japan. 40. Adiantum fragiliforme n. sp. A, Boni ex parte Christ, 1. c. 106 (non Journ. de Bot. 8: 150). Although I have not seen the original A. Boni from Tonkin I am convinced, after a close comparison of the Koh Chang plant with Christ’s original description, that our plant can not be A. Bonii. It belongs to a group of which several species have been described in recent years, but as it differs from all these in some points I propose it as new. Rhizomate breve, erecto, dense radicante. Stipitibus atro-castaneis, nitidis, strictis, ad 10 cm. longis. Lamina ambitu late ovata, 10—13 cm. longa et lata, tripinnata, glaberrima, rigida, infra paulo glaucescente. Pinnis primariis utrinque 3—4, 4—8 cm. distantibus, infimis maximis, longe petiolatis (petiolo 3—4 cm. longo), 6—8 cm. longis. Pinnis secundariis in pinna infima 2-jugis, in pinna sequente unijugis; pinnis superioribus atque terminali simpliciter pinnata. Segmentis breve petiolulatis (petiolo 11/2 mm. longis), ad petiolum distincte articulatis et facile decedentibus, 9—8 mm. longis et latis, basi aequaliter cuneatis vel saepe utrinque rotun- datis, margine exteriore integro vel obsolete dentato indivisis vel plus minusve profunde bi- (raro tri-) lobatis, segmento terminali vix majore. Soris in segmento uno vel binis, rarissime ternis; margine segmenti sorifero paulo emarginato. Indusio atro-brunneo, subquadrangulari vel saepe semicirculari, 1—11/2 mm. lato. ! Koh Chang, Klong Son, 1000 ft., on rocks in the jungle (no. 677). This species seems to differ from all species of Adiantum from tropical Asia by its distinctly articulated segments, which in the dried specimens are very apt to fall off as in the West Indian A. fragile Sw., a species with different sori. In genera] habit, branching and shape of segment our new species is very similar to A. Wattii Bak., which species Beddome (Suppl. 18) has referred to A. capillus veneris as a variety. If he is right in this our species is not A. Wattii. A. Boni is described as having the stipe scarcely glossy, segments not articulated to the petiole, the terminal larger than the lateral ones, sori reniform and 3—5 to a. segment. By these characters and in others A. Bonii is certainly widely different from A. fragiliforme. — 348 — 41. Pteris longifolia L.; Christ, 1. c. 106 (no. 549 e). Hieronymus has recently (Hedwigia 54: 290—294, 1914) separated out from the true P. longifolia L., which is American, the Old Worlds forms of P. longifolia as a distinct species P. vittata L., to which the Koh Chang specimens consequently belong. 42. P. biaurita L. P. quadriaurita var. biaurita Christ et var. Grevilleana Christ, |. ce. 106 (non P. Grevilleana Wall.), — (no. 19 and 254). 43. P. quadriaurita Retz.; Christ, I. c. 106 (excl. var.). Hieronymus has recently (Hedwigia 55: 325—375. 1915) elaborately dealt with the Asiatic forms of the cosmopolitic collective species P. qua- driaurita. He gives very long and detailed descriptions of no fewer than 20 Asiatic species, the majority of them founded on a single or a couple of specimens. I have tried to determine the two forms collected in Koh Chang after the descriptions of Hieronymus. As could be expected, the specimens do not agree in all details with so detailed descriptions, and I cannot, therefore, with certainty determine the two forms. The first of these is possibly P. Blumeana Ag.; Hieron., |. c. 360, with which it agrees in its obtuse, subemarginate segments. It is a form with a whitish band along the midrib of the pinnæ, a peculiarity found in several of the species (no. 785). The second form is probably identical with 44. P. aspericaulis Wall.; Hieron. |. c. 348. P. asperula Christ, l. c- 107 (non J. Sm.), — (no. 632). Known from N. India only. 45. P. tripartia Sw.; Christ, 1. e. 107, — (no. 578). 46. Vittaria elongata Sw.; Christ, 1. c. 104, — (no. 76 and 722). 47. Antrophyum retieulatum (Forst.) Klf. ; Christ, 1. c. 104, — (no. 745). 48. Drymoglossum heterophyllum (L.) C. Chr. Ind. 246; D. pilosel- loides (L.) Pr.; Christ, 1. c. 105, — (no. 128, 179, 416, 660 a). 49. Taenitis blechnoides Sw.; Christ, 1. c. 104, — (no. 400). 50. Polypodium punctatum L.; Christ, 1.'c, 105, — (no. 234, 358, 745c). 51. P. migreseens Bl.; Christ, 1. c. 105, — (no. 765). 52. P. sinuosum Wall; Christ, 1. c. 105, — (no. 97). 53. (yelophorus adnascens (Sw.) Desv.; C. Chr. Ind. 197; Niphobolus - . adnascens Klf.; Christ, 1. c. 105, — (no. 806). 54. €. acrostichoides (Forst.) Pr.; C. Chr. Ind. 197; Niphobolus acrostichoides Rich.; Christ, 1. c. 105, — (no. 476). Bin : 55. Drynaria sparsisora (Desv.) Moore; C. Chr. Ind. 249; D. Linnaei (Bory) Bedd.; Christ, I. c. 106, -— (no. 997, 126). Differs from D. quercifolia mainly by the scales of the rhizome being peltately fixed. 56. Acrostichum aureum L. var. Schmidtii Christ; Chrysodium aureum var. Schmidtü Christ, 1. c. 104, — (no. 718 h). 57. Platycerium coronarium (König) Desv.; C. Chr. Ind. 664; P. biforme Sw.; Schmidt, Bot. Tidsskr. 24: 105. (Specimens not seen.) 58. Ceratopteris thalictroides (L.) Brongn.; Christ, 1. c. 113, — (no. 226). 59. Gleichenia linearis (Burm.) Clarke; Christ, 1. c. 111, — (no. 770). var. subpectinata (Christ); G. subpectinata Christ, |. c. (no. 619 f). Christs new species can hardly be other than a local form of the variable G. linearis. The reduction of the lower segments of the pinne, believed by Christ to be a characteristic feature of G. subpectinata, is not rarely seen in G. linearis and is, moreover, not found in all pinne of the type-specimens. 60. 6. laevigata (Willd.) Hook.; Christ, 1. c. 111, — (no. 770 bis). Area: Malaya. Specifically different from the Mascarene G. flagellaris Spr. 61. Sehizaea digitata (L.) Sw.; Christ, 1. c. 112, — (no. 679). 62. §. dichotoma (L.) Sm.; Christ, 1. c. 112, — (no. 710). 63. Lygodium eireinnatum (Burm.) Sw.; Christ, I. c. 112, — (no. 269). 64. L. scandens (L.) Sw.; L. microphyllum Christ, 1.c. 112,— (no. 153). 65. L. salicifolium Pr.; C. Chr. Ind. 413. L. flecuosum Christ, 1. c. 112 (non Sw.), — (no. 11 [Lem Ngob], 830 [Koh Chang Noi]). Area: India, Malaya. 66. Angiopteris evecta (Forst.) Hoffm. sp. coll.; Christ, 1. c. 119, — (no. 767). The form collected is abundantly different from the true A. evecta from Tahiti. It belongs to the section Pseudangiopteris Pr. to which de Vriese referred about 30 “species”, most of them from India. I have tried to determine the Siamese form after de Vriese’s monograph; it does not agree exactly with any of the forms described by de Vriese, but it comes very near to A. repandula de Vriese, Mon. 30 t. 3,f. 4, t. 4, f. 4, differing from that form by the presence of very short recurrent veinlets and fewer sporangia in the sori. The pinne are remarkably long-stalked (petiole 10 cm. 1. by a blade about 30 cm. 1.); pinnules 5—7 jugate Botanisk Tidsskrift. 32. Bind. 3. Hefte. 93 — 350 —. below the terminal one, 12—15 cm. long by 31/2 cm. broad at the middle, pale yellowish-green beneath, the margins dentate throughout, the abruptly acuminate apex serrulate, unequally cuneate at base, the upper (inner) side nearly parallel to rachis, the lower cuneate; some minute scales on the flattened midrib beneath. Veins simple or more often once or twice furcate; short recurrent veins present. Sori well within the margin with 13—16 sporangia. By its long-stalked pinnæ with few but proportionally. very broad pinne of a yellowish-green colour it seems to deserve a name of its own; I propose to name it A. siamensis n. sp. — 351 — Additamenta. Supplement to some families dealt with im earlier parts of the “Flora of Koh Chang”. Leguminosae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 264—267 (Fl. of Koh Chang, part V). Parkia R. Br. (det. Craib). 4. P. streptocarpa Hance, Journ. of Bot. XIV. 259. Jungle near Lem Dan (no. 470). Area: Siam. Cassia L. 8. €. occidentalis L. (see part V) (det. Graib). Plains at Lem Dan (no. 452). Saraca L. (det. H. Harms). 25. §. minor Mig. Fl. Ind. Bat. I. 84; S. indica part. Baker in Hook. Fl. Br. Ind. II. 271. River-bank at Klong Prao no. 705). Area: Java. Derris Lour. (det. Graib). 26. D. uliginosa (D. C.) Benth.; Fl. Br. Ind. II. 241. Rayong (no. 878). Area: From China through tropical Asia, Australia, Polynesia and East. Africa. Combretaceae, det. C. H. Ostenfeld. Conf. Bot. Tidsskr. 26: 168 (Fl. of Koh Chang, part VII). Terminalia Linné. 7. T. citrina Roxb.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. Il. 446. Klong Son (no. 657). Area: N. India, Assam, Burma, Malacca. Combretum Linné. 8. €. extensum Roxb.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IL 458; Craib, Contr. Fl. Siam 83. Rocks at sea-shore (no. 629). Area: India, Indo-China, Malaya, Philippines. 235 — 399 — Melastomaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 344—345 (Fl. of Koh Chang, part VI). Memecylon L. (det. Craib). 7. M. costatum Mig. Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. II. 558. Jungle at Klong Munsé, river-bank (no. 532). Area: Malacca, Java, Sumatra, Borneo. 8. M. sp. near M. coeruleum Jack; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IL 559. A small tree growing at Klong Majum, alt. ca. 700 ft. (no. 613 a); Koh Saket, inside littoral zone (no. 341). Area of M. coeruleum: Malay Peninsula, Philippines. An indeterminable species of Memecylon was collected at Klong Majum (no. 598). Convolvulaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 26: 170 (Fl. of Koh Chang, part VIII). Erycibe Roxb. E. Schmidtii Graib, sp. n., ramulis lenticellatis, inflorescentia ter- minali brevi racemiformi cognoscenda. Ramuli graciles, cortice primo fuscescente mox brunnescente lenti- cellato obtecti. Folia saepius oblongo-elliptica angusteve elliptica, apice obtuse acuminata, basi cuneata, 6—8,5 cm. longa, 2—3,5 cm. lata, sub- coriacea, pagina utraque glabra, nervis lateralibus utrinque circiter 8 pagina utraque subconspicuis et inferiore vix subprominulis, nervis transversis sparsis sub oculo armato tantum visis, integra, petiolo ad 1,3 cm. longo supra canaliculato puberulo fusco suffulta. Inflorescentia terminalis, racemi- formis, 3 cm. longa, peduncula communi circiter 1 cm. longo simul ac rhachi sparse ferrugineo-puberulo suffulta; pedicelli fusci, 5 mm. longi. Sepala 2,75 mm. longa, ciliolata. Corolla generis, tubo circiter 3 mm. longo, lobis quam tubo saltem duplo longioribus. Fructus haud maturus, ellipsoideus, apiculatus, circiter 10 mm. longus et 7 mm. diametro, ater, glaber. | River-bank at Klong Son, a shrub, perhaps a liana (no. 686 b). Rubiaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 329—341 (Fl. of Koh Chang, part VI). Psychotria sp. verisimiliter ?. angulata Korth.; Hook. Fl. Br. Ind. 72. Jungle at Klong Munsé (no. 394) det. Craib). Area of P. angulata: Burma to Malacca, Java, Borneo. An indeterminable speeimen of Diplospora was collected in the jungle at Klong Munsé (no. 590), and another of Coffea at Koh Kahdat (no. 554), a shrub with white fruits. | — 393 — Gentianaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 263 (Fl. of Koh Chang, part V). Canscora Lam. (det. C. B. Clarke). C. ?diffusa (Vahl) R. Br.; Clarke in Hook. Fl. Br. Ind. IV. 107; Craib, Contr. Fl. Siam 138. On rocks in jungle (no. 284). Area: Tropical Asia, Australia, Africa. Loranthaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 256—257 (Fl. of Koh Chang, part V). 7. Loranthus sp. near L. ampullaceus. Koh Sahket, at the sea (no. 332 a). Urticaceae, det. Craib. (Incl. Moraceae et Ulmaceae.) Conf. Bot. Tidsskr. 24: 352—354 (Fl. of Koh Chang, part VI). 1. Artocarpus lakoocha Roxb.; Hook. Fl. Br. Ind. V. 543. Koh Kahdat (no. 556). Area: From Himalaya through Burma to Malacca. Streblus Loureiro (Moraceae). 2. S. asper Lour.; Fl. Br. Ind. V. 489; Craib, Contr. Fl. Siam 196. Plains at Lem Dan (no. 431). Area: E. Asia. Trema Loureiro (Ulmaceae). 3. T. amboinensis Bl.; Fl. Br. Ind. V. 484; Craib, Contr. Fl. Siam 195. T. velutina Planch. in Ann. sc. nat. ser. 3. X. 327. Near Lem Dan, river-bank (no. 243), dry river-bed (no. 447), plains (no. 301). Area: Sikkim, Assam to Malaya. 4. T. virgata Bl., Mus. Bot. II. 60. 7. timorensis Hook. f., Fl. Br. Ind. V. 483, an Dene. ? Plains N. of Lem Dan (no. 303). Area: China, Indo-China, Malaya. Fagaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 255 (Fl. of Koh Chang, part V). 4. Quercus? Reinwardtii Korth.; Miquel, Fl. Ind. Bat. I, 1, p. 859; Wenzig, Die Eichen Ost- und Stidasiens; Jahrb. Bot. Garten Berlin IV — 354 — 1886, p. 234; Geo King: The Indomalayan Sp. of Quercus and Castanopsis, Ann. roy. bot. Garden Calcutta II. 1889 p. 63, tab. 57 A. The material is not sufficient for a sure identification, ripe fruits being absent. The late Mr. Otto v. Seemen, of Berlin, to whom I had sent the material, remarked that in ©. Reinwardti the young fruits are more narrowed towards the base than in No. 586. Besides, the leaves should be grey beneath, but they are glabrous, brownish and dim. According to Mr. v. Seemen, the young fruits and the leaves of No. 586 show some features calling to mind Q. costata Bl., whose catkins are however much longer than those of No. 586. (O. Paulsen.) A tall tree in the jungle on river-bank (no. 586). Araceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 272—276 (Fl. of Koh Chang, part V). Colocasia L. (det. Craib). 16. €. antiquorum Schott; Hook Fl. Br. Ind. VI. 523. Koh Kahdat in the jungle (no, 808). Area: Cultivated in all hot countries. _ Orchidaceae. Conf. Bot. Tidsskr. 24: 6—13 (Fl. of Koh Chang, part I). Aerides Lour. (det. Graib). 31. A. sp. probably A. falcatum Lindl., Hook. Fl. Br. Ind. VI. 46. Koh Kahdat, epiphytie in the littoral jungle (no. 577). Area of A. falcatum: Burma. Podochilus Bl. 32. P. seiuroides Rchb. f. in Bonplandia V. 41. (det. Warburg). Klong Majum, epiphytic on Boea sp. (no. 823). Area: Java. Adactylus Rolfe. 33. A. nudus (R. Br.) Rolfe, Orch. Rev. IV. 329; Apostasia nuda R. Br.; Hook. Fl. Br. Ind. VI. 175.? (material inadequate). Nipple (no. 881). Area: From Assam to Malacca, Sumatra, Java. Microstylis Nutt. 34. M. congesta Reichb. f., Hook, Fl. Br. Ind. V. 689.? Islet n. of Koh Chang (no. 698 e). Area: Tropical Asia and Australia. — 355 — Concluding remarks. The “Flora of Koh Chang”, publication of which was commenced in the year 1900 (with Part I), is now, with the present issue of Part X, brought to a close. The first eight parts appeared in the course of a few years (1900—1904), after which, however, five years elapsed hefore the issue of Part IX, and a further period of years before the present concluding part was ready for print. This delay, due to circum- stances beyond my control, I very much regret. Of the botanical collections brought home, all, save for a single group, have now been worked up. The exception is that of the perforating algæ, the investigation of which, entrusted to the care of M. Maurice Gomont of Paris, was brought to a standstill upon his decease. The following botanists have taken part in the work of dealing with the collections: O. Beccari, Firenze. O. Nordstedt, Lund. F. Brotherus, Helsingfors. C. H. Ostenfeld, Copenhagen. H. Christ, Bale. Ove Paulsen, Copenhagen. Carl Christensen, Copenhagen. F. Pax, Breslau. + G. B. Clarke, Kew. V. A. Poulsen, Copenhagen. W.G. Craib, Kew. L. Radlkofer, Munich. U. Dammer, Berlin. F. Kölpin Ravn, Copenhagen. A. Engler, Berlin. Th. Reinbold, Itzehoe. +M. Foslie, Trondhjem. + E. Rostrup, Copenhagen. E. Gilg, Berlin. R. Schlechter, Berlin. + M. Gomont, Paris. 7K. Schumann, Berlin. E. Hackel, St. Pölten. O. Stapf, Kew. H. Hallier, Leiden. F. Stephani, Leipzig. H. Harms, Berlin. Edw. A. Wainio, Helsingfors. F. Heim, Paris. O. Warburg, Berlin. F, Kranzlin, Berlin. Eugs Warming, Copenhagen. G. Massee, Kew. G. S. West, Birmingham. Carl Mez, Halle. + W. West, Bradford. E. Ostrup, Copenhagen. — 356 — It is now my pleasant duty to express my hearty thanks to each of the gentlemen above mentioned, for their obliging readiness in undertaking the work, as well as for the care with which they have carried it out. The ten parts of which the "Flora of Koh Chang” consists, includes in all 1513 plants determined as to species, of which 194 were new to science. These species may be systematically divided as follows: Phanerogams 521 of which 57 new; pteridophyta 72, of which 6 new; mosses (Bryales and Hepaticæ) 61, of which 23 new; algæ 669, of which 38 new; lichens 95, of which 39 new, and. fungi 95, of which 31 new. In addition, a number of species are noted under the different genera as not identified with certainty. The material having been distributed among numerous special- ists, the work upon the different sections naturally could not progress at a uniform rate, in consequence of which it was impossible to let the various groups appear in systematic order, and again, I have not always succeeded in placing all the species belonging to one family in the same part of the publication. To the present Part X is therefore appended an index, drawn up by Carl Christensen, M. Sc., which will, it is hoped, in some degree obviate the difficulties thus arising. Especial thanks are due to my friend Dr. C. H. Ostenfeld, Inspector of the University Botanical Museum at Copenhagen, for the valuable assistance which he has afforded me in the placing and treatment of the material. Finally, I beg to thank the Danish Botanical BO. for accord- . ing space to the “Flora of Koh Chang” in their Journal, and also the Carlsberg Fund, who have, besides granting me Anne support towards my stay in Siam 15 years ago, and during the subsequent treatment of the material, also borne the printing expenses. Carlsberg Laboratory, Gopenhagen, December 14, 1915. | Johs. Schmidt. Index to Families, Genera and New Species. (The figures in the first column refer to volume and page of "Botanisk Tidsskrift”; those in the second to the part of the “Flora of Koh Chang” and the page of the separate reprints). . Abelmoschus Abutilon Acanthaceae Acanthophora Acanthus Acetabularia Achnanthes (aq. dulcis) (marin.)... A. oblongella Ost. ... A. rostrata Ost. ..... Achyranthes Acrolejeunea Acrostichum Actinocyclus Actinoptychus Adactylus Adenanthera Adenosma Adenostemma Adhatoda Adiantum A. fragiliforme C. Chr. Adinandra Aegiceras Aegle ee ee ee ee se se oe ee ee one oes ee ee ee ee oe oe ee ee ww ow oo ee ee oe we se eo ee ee we ee ee ee eo ve oe eee eee eo ee ee ee ww wo se ee ee ee oe ee ee ee ww ee oe oe ee wo we ee ee ee ee ee eo ee ee ee ee ew we www Aganosma Agaricinae Ageratum Aglaia Aglaonema A. siamense Engl. ... A. tenuipes Engl..... Agrostophyllum oe ere ee eee we ee oe eee ee ee ee ee vor 0... 32. 323 X. 399 — 322 — 398 24. 3485 VI. 198 — 200; IV.116 — 349| VI 199 — 192) IV. 108 25. 34! VII. 252 26. 130 | VIII. 282 25. 34| VII. 252 32. 320 X. 396 24. 278 V. 176 32. 349 X. 425 26. 118 VIII. 270 32. 354 X. 430 24. 264 V. 162 — 346| VI. 196 — 243 V. 141 — 3b0| VI. 200 — 2106 IP 51 32. 347 X. 423 32. 328 X. 404 26. 169 | VIII. 321 32. 324 X. 400 — 354 — 430 — 337 — 413 24. 361| VI. 211 — 243 V. 141 32. 328 X. 404 24. 275 V. 173 — 9 a) Aizoaceae Alocasia Alpinia A. macroura K. Sch. . A. oxymitra K. Sch. . Alsodeia Alsophila ee ee ee ee ee ee ee © oe we ew we ew ew oe ee ee ee ee ee oe ©) 18) 16 jets, ns ete 6) elve: Le: 6 eee ee © © we we ew 0 0. A.kohchangensis C.Chr. Alstonia oe ee ee Amaryllidaceae .... Ampelidaceae Ampelocissus se Ammania Amomum A. hirticalyx K. Sch.. Amphiprora Amphiroa Amphisolenia Amphora (aq. dulcis)... (marin.) Anacardiaceae...... Anadendron A. angustifolium Engl. Anaxagorea Andropogon Aneura ATION UCHISH ec A.* siamensis ©. Chr. Anisochilüs ».......... Anısoptera ie. A. marginatoides Heim Anoectochilus ee ee oe os ee ee ee oe oe ee ee © wo www see ee ee ee oes eo o> ee eo oe we ee ee ee wa oO 32. 321| xX. 397 DA Dale Vedas =, 968 | ra Viele 39, 327... Xs403 242.11) SUN 56 32.341) Xe? ee ==. 320.) 396 26. 164 | VIII. 316 32, 329) xX. 405 = 330i) 406 24. 342 | VI. 192 OCR TEN 26. 147 | VIII. 299 24. 22| II 22 — 221! IV. 138 25. 34 VII. 252 26. 151 | VIII. 303 32. 380! X. 406 24, 272) V. 170 32. 326| X. 402 24. 96 III. 40 A= eds 2 32. 350! xX. 426 26. 176 VIII. 328 25. 44| VII. 262 DAN 2 el | Anomoeoneis ......... 252 OÙ Anonaceaer UE 32. 326 | Antrophyum seere 24. 104 Aphanochaete ........ — 106 Apocynaceae ....... 32. 338 Anostasiars soe) oo ae 24. 13 Apostasiaceae...... i — INT AICO UE eo — 272 SE M SÅ 32. 354 Arallaceat were — 319 Archaeolithothamnion,. 24. 16 A. Schmiditu Foslie.. — — Archilejeunea ......... 24. 278 VENOUS he nee 26. 169 JST SLC oe RRR NE 29.299 Arpostemma. ......... 24. 330 Arbaboteys.......uen 32. 326 Anthon re ne 29. 139 A.* obscurata Wain. . — 140 A. rhizophorae Wain.. — 141 AÅrthrocormus......... 24. 116 Arthrodesmus......... — 180 A. alatus West...... — — ENO CARD ILSE RER jae ois — 393 AU NT eee 32. 353 AN DO ER spy es eee 24. 100 Asclepiadaceae..... 32. 317 Åsperococcus ......... 24. 194 PAS Din re er — 108 Asplenium............ 24. 107 A. Schmidiw C. Chr. . 32. 346 Aster maker he 24. 361 A. Pandani Rostr. .. — — Asterolampra.......... 25. 5 Asteromphalus........ — 6 AUUISCUSL ES ee lee 26. 120 Averrhoa ne... ae. 32.323 VAC CTIA IS u eee 26. 175 Avsamnvillea........ 08: 24. 190 Bacıllanar. mm 26. 154 Bacillariaceae(Plankt.)25. 2 = (aq. dulcis) . — 28 — (marinae) .. 26. 116 Bacterrastru mee 25. 14 a A RA Er 26. 120 Bambus are tan 24. 101 Bamınstomarı.22..0% 32. 332 B. Schmidtü Warb... — — Basel ce... ane 32, 319 Basellaceae 2.2.8 Batrachospermum ..... Bauhimar.: An... was Benincasa .... a 2 Biddulphra MVP see ee ee ee ee Blepharocysta ........ Bluniea. 1: =. Se F Bolbophyllum "2 B. tridentatum Kızl. . Boletus. wes a eee B. costatus Rostr. . B. lacunosus Rostr... Bombaceae......... Bonnaya "tee Boodlea. 2034 (eee B. siamensis Reinb. . BGrasgus®.\. 3c. cs 08 Borreria.: . 2.2. eee Botryococcus ......... Bottaria is... 6 eee Brachytrichia......... B. maculans Gom.... Brainea.. er. ee Brucea. .. nee Brusmiera „an... 2% Bryacese,... ete Bryum er ee Buella. ok kote B. blastenioides Wain. B. stramineoatra Wain. B. subdives Wain. ... Caesalpına a 2... CajJanus ss eres ER Calanthe ACER Ballicarpa Me Valocerar. Yen Baloglossarz a re Galoneis..... SE SEE Calophyllum.......... Calothrix Calycopteris Calymperes 24 C. acuminatum Broth. — C. brachycaulon Broth. — C. gracilescens Broth. — eee eso ee ee we C.robustiusculumBroth.— 118 C. Schmidtir Broth... — 119 C. subintegrum Broth. — — C. subtenerum Broth. — — Campylodiscus........ 26. 159 Cadavalla ............ 24. 266 aM eis aes ss — 270 Sanmaceae.......... — — Dihscora 2.) 20... 32. 353 Capparidaceae...... al) Mapparts ar... 1 Capsicum / -....:.... 5m 001 DRAM 22.2222... 24. 258 | Cardiospermum ....... 322 315 ES LL. Le... 24. 94 area nen. 32. 325 | OuELCACEAC.......... NE SÅ Damen... eal .... 24. 248 ABV ew as .: 29. 99 Gael Soa. i we .. 24. 265 N .. 32. 351 | CSN 2e... .. — 839 Casbamopsis........... 24. 255 Caemawind 6. .....:.... 32. 320 Casuarinaceae...... — — Catenella. :....:..:... 24. 196. Caudalejeunea ........ Sap ee BET Ce 0: ............ = ll) ae nennen 32. 323 Ceatotheca ........... 24. 101 SAMU 22. — 200 Cerataulina........... 25. 25 | WEG as... ...... 24. 213 | Ceratolejeunea ........ — 278 C.emarginatula Steph. — — Ceratopteris ..\....... — 113 CHER oki he oe 32. 337 USC ee RE 24. 251 Chaetocarpus ......... 32. 314 Chaetoceras .......... 25. 15) == | Ore 26. 120 ©. clavigera Ostf..... 25: 16 C. siamense Ostf..... — 21 Chaniwa....n aus. 24. 199 „210 . 168 LES 120 120 ' | | — 359 — IV. VIII. III. — CHAR vse ct Paden. cee. OMARACE UES ni: — Chasala a sa. eut — Cheirostylise EEE == Chiodectom ........... 29 Chisochetom a wer, 32 Chlorophyceae (aq. d.) 24. — (marinae) — Chrysodium er ee = Cib otium re. 2% — Cinnamomum......... 32 BISSUS a AE ee ets — GUTS a or EN — Elandopuso me. +52. 24. CASA ame. 32. CAR ats. 24, Clavariaceae ....... — Cleistanthus ......... 32. Clerodendron ......... 26. C. hastato-oblongum Cl. — Climacodium ......... 25. Climatosirae a. 26. Climacosphenia ....... — CHNOS VNC tes ar 24. Glor en een — Closterium . — Üoeeonelse ere 26. Cocculus mare ren, 32: COCOS LT ir shai cite 29. Coblachne, Len os 24. Goelastrum ur... .. — COA sah nn: — C. Sehmidtii K. Sch. . VO ie eect end Cola osc... 32. Cololejeunea.......... 24. C. Schmidtw Steph... — C. siamensis Steph... — Colpomenia............ = Colubrna ss ne. 32: Combretaceae ...... 26 a RES 32 Combretum. .......... — Commelinaceae..... 26. Compositae........: 24. Connaraceae ....... 32 (WOUMMATUSH A uae Hee — Gonocephalus.. 2... .. 24. Convolvulaceae ....... 26. — oe — 360 — Coprinusr en. u u 24. 367| .VI 217 Coptosapelta.......... — 331; — 181 Wonallinay ee. — 22 22 Porallimaeeses.e.. — 15; — 15 COTON 0 LE REA EME ee: 32. ddd 02. DE AES Comdiaceae ame Cordyline zur ner — 319! -— 395 Borethrons ae re 25. 6, VII. 224 Coscinodiscus (Plankt.). — 3) — 221 — (aq. dulce.) — 40) — 258 — (marin.).. 26. 117 | VIII. 269 Cosmarium ee 24. 171, AN 287 C. aequatum West... — 174) — 90 C.pseudorthopunctatum Weste er — 173| — 89 C. Schmidt West... — 172} — 88 Cosmos rn ERE — 247 V. 145 Orataeva terns nen 32. 321 X. 397 Oratoxylona. yas — 334 X. 410 Erinnern ate ets 26. 164 | VIII. 316 Crypronemia "tree" 24. 201, IV. 117 Cucurbitaceae...... 32. 336 X. 412 Oimculigio:, is. ay. tei 26. 164 | VIII. 316 Cur cum TER er 24. 268 V. 166 Cyatheaceae.......: — 111; II. 56 Oycadaceaer: 2. 72° 26. 162 | VIII. 314 ÉMCAS RARES — = = Cyclophora cic... ee — 1311| — 283 C. siamensis Öst..... — — | — Gyclophorus: an... 32. 348 X. 424 Cyclotella (aq. dulcis) .. 25. 40! VII. 258 — (marin) "+ 26. 116 | VIII. 268 Cylindrocystis ......:. 24: 162 |. IV. 78 C. subpyramidata West — — — Oymbella. en. 25. :293.,.:V.11.247 Cymhidiume ens. he 24. 10 10 Cynodon nn... ies — 100; III. 44 Oy Menace aver. 1.0: — AO A, 23 ONDE USE AN nee — 82} — 26 Oyp:ipedium. „ee — 2 1.0213 C. Schmidtianum Kral. — — = = Cystoseira Eee AN — 192| IV. 108 Dactyliosolen ........ 25. 7% VIT 0220 Damaenorops. .u...... 29.98 TX. 330 D.Schmidtianus Damm. — — == — Damnacanthus........ 24. 340 | VI. 190 Daturap wart. 32. 338 X. 414 Davalka meet 24.110 12 755 Dematbieae. 226. Dendrobium.......... D.Schmidtianum Krzl. Dentella.... 25. 88 Denticula (aq. dulcis) .. — (marin.)..… Dermatolithon ........ Derris a, ER ee Desmogonium ........ Desmonem ae Dictyonema ..…....:…. Dictyosphaeria........ Dictyosphaerium...... Dictyota 0c. jo: sae ne Didymella.. „an Didymoplexis Ze Dillenia 2. Dimerogramma ....... Dimorphococeus ...... Dinemasporium ....... Dinophysis eee Dioseorea sto: eee Diospyrosan. rare D. Schmidtii Craib. .. Diplazium. Sacre ee Diplopsalis ar see Diplosporan.. 2. sce Dipterocarpaceae .. Dipterocarpus ea D. angustialatus Heim D. parvifolius Heim . D. Schmidtiw Heim . Dischidia Iran. Distichophyllum ...... D. Schmidtii Broth. . Ditylium as ar Dothidella. nn D. Pterolobw Rostr... Dothidiaceae....... Dracaena). 0 ee... Drymoglossum......... Drynarıa LEP cee Dryopteris Dysophylla ee er ey oe se oe ee ee we Ebenaceae Ebermaierå........... E. subcapitata Clarke. Ectocarpus Mleocharis.......:.... Elephantopus Elettariopsis E. Schmidt K. Sch. . Bleusme :......:...... Elytranthe Bla En... ... ÆEnteromorpha ........ Epithemia (aq. dulcis) . (marin.).... eee ee ee ee oe eeecee ee ee Rae. .:.:...... Eranthemum cee eee eee E. Nummularia Kral. E. semiconnata Krzl.. BESTEN seen. Eriocaulaceae Eriveaulon ........... Erioglossum Ervatamia BEEIBeN. ......0..... E. Schmidtw Craib. .. Eryngium Erythrina Euastrum ÆEucampia meena... es. Eulophia Emmakla. ......:.:.:.. Erenstata. Ost. ...... Euphorbiaceae Euphyllodium BRAT ee an Hurycoma ruder Bscipulaceae....... Exuviella CCC] 7 2 © ee wee ee we ee ee ceo ee ee ee ce ee ee 100.6 …… ee ee ee wee oe oe © eo eo ee ee ww ee eee ee we we we we Fagaceae Fagraea AUS... F. albidus Massee .. — 361 — 32. 342 Xe ANS MICU IY na. 242352. VI 202 26. 176 | VIII. 828 | Fimbristylis .......... = Oda. DIE, 29 Finlaysonia........... 32. 317 X. 393 32. 333 XS A0G Rissidens ae we aa, 24. 116 III. 62 24. 348| VI.198| F.papillulosus Broth. — 117 | — 63 F. siamensis Broth. . — — — — — 1%| IV. 1091 Fissidentaceae ..... — 116; — 62 poe oa. 1112281 Rlagellaria.22..2....2.% 32. 325 X. 401 — 243 V. 141] Flagellariaceae..... — — — = — 269; — 167] Flammula............ 24. 365| VI. 215 — — — —]| F. sulphurea Massee . 00 Li 24) Elorideae ct... 5.2: 185. 196 |IV101.112 — 256 Neo SEAT à RENE 25... 39 RVR 25 24. 247 V. 145] F. siamensis Ost. ... — SENSE LV 103) Prustulia 0 — 29) — 247 PHONE 253. Euirena er a... 24. 90| III. 34 26. 154 | VIII. 306 24. 101 , = 111.245 | Gälearia... ..... 0. 32. 314 X. 314 — 408 VT LOO. Garemia, . nen. — 827) — 408 — 3850} — 200] Gardenia............. 24.2333.) VI 183 — 8 HE SEN Garckea. seis: tee — 115| IIL. 61 eee ON eee Geissas pisse SR SER 24. 266 V. 164 nel ON Gelidium #00. — 196| IV. 112 — 244 V. 142] Gentianaceae....... = 260 V. 161 26. 167 | VIII. 319 BEP EN 32. 353 X. 429 Gesneraceae ........ — 3833! — 409 32. 315 NOU Gleichenia. se es oc 24. 111. 6 — 3371| — 413 ER ER RE 32. 349 X. 425 — 352| — 428| G. subpectinata Christ. 24. 111| III. 56 = a ee PO lerchenvaGe der. eee — — — — 24. 248 V. 146 | Gloeocystis@..... ERE: — 185, IV. 101 am 200 = LOT Gloriosa é 2... 2. asus 32. 319 94H ar Oona eV SElhGlyicosmisy... ee: — 324| — 400 25. 23| VII 241 | Glyphodesmis......... 26. 128 | VIII. 280 32. 331) X.407| G. siamensis Öst..... | 24. 10 [EK ON FE SEER Or oe 08. 202: — 163) 9 = ilo 250 oo NIT 254. Gnetum 4 22... | == —, 2 290 Eee 3225 x 88% 32. 314 X. 390} Gomphonema......... 25. 30) VII. 248 26. 126 | VIII. 278| GG. entolejum Öst..... NE ACER 32 020 | X A04 KGonatozygon 2... 242-162 | LAINE NS — | THE Conaulax. 1... == 2140 M 24. 362| VI. 212] Goniodoma........... — 218; — 135 mn lo UN 160 EG onocaryum .. 7 32. 329), “Xe 40h Goodeniaceae....... — 825; — 401 24. 255 VÆRSS HG ossypium .. u... — 3823| — 399 32. 353 DO) Grease 24. 198 væske — 312 — 8881 Gramineae.......... — #95, II) 24. 3867| VI. 217 | Grammatophora ...... 26. 124 VIII. 276 — — ut Graphis ASE SEE 29. 122) 2352 G. consimilis Wain... G. glaucocinerea Wain. G. ochrochella Wain. . G.* persimilis Wain. . 7. pyrrhochella Wain. G. Schmidtiv Wain. .. G. simplex Wain..... G. subtigrina Wain... Gare wide Seo on Prien on ee => … ….… 6 ee se ee Gib tid POP AC as en Gyalecta Gymnanthera......... Gymnöpteris.......... Gyzostomum....... Halimedäa......... 2. Haliseris Haloaule. Moment Halophila H. decipiens Ostf. ... Hantzschia (aq. dulcis) . (marım.).... Hapalosiphon......... Harpullia Tiehehenes®..22 en. Helminthosporium .... H. Ficuum Rostr. ... Hemiaulus (aq. dulcis) . (manne) ie ee Hepaticae Heptapleurum Hennandiax. tls oe Hetaeria oe ee ee ee eee ee eo eo ee we eee es 000% eee ee ee ee ee we Hippocrateaceae .. Hirneola H. brevispatha Engl. . Homoecladia a. Hopea H. avellanea Heim. .. H. Schmidtii Heim .. H. siamensis Heim .. Horsfieldia Hoya se ee ee ee. ce ee ee ee ew ee we we oe u 29 X. 359 — 1355| — 367 — 125); — 357 — 1356| — 368 — 1225| — 356 — 127; — 359 — 131! — 363 32. 335 X. 411 24. 3356| VI. 186 25. 8) 911.226 32. 315 X. 391 — 327) — 403 29, 1181. 1X. 350 32. oli X. 393 24. 109 III. 54 29. 121 IX. 353 24. 190) IV. 106 — 9b) == he — 262 V. 160 — 260! — 158 25. 38| VII. 256 26. 158 | VIII. 310 24. 209| IV. 126 32. 316 X. 392 32. 323 X. 399 24. 3863| VI. 213 25. 26, VII. 244 26. 122 | VIII 274 24. 277 V. 175 32. 319 X. 395 — 339!) — 415 24. 12 Ey Ae 26. 163 VIII. 315 32. 322 X. 398 — 35 — 41 24. 355 | VI. 205 — 274 V. 172 26. 158 | VIII. 310 24. 122 | 211..68 25. 46 VII. 264 32. 339 X.415 — 318 | — 394 Humatar cose oe oe 32 Hyalodiseus’ 2.20.28 25. Soe | 26. Hyalothees 2.02.22 24. Hydnaceae an. 2 —_ Hydnophytum........ — Fly duu no ne == Hydrocharitaceae .. — Hydroclathrus - ....... == Hydrocoleum rte — Hydrocotyle... "02 = Hydrosme‘. 410 SUR = H. longituberosa Engl. — Eyerophila, ee aa ee = Hymenochaete........ == Hymenophyllaceae. — Hymenophytum ...... — Hyophila..... es == Hypericaceae” 7 32. Hypnea... nr ner 24. Hypogstes: 5 rer == H.? Schmidtii Clarke. — Hypolytrum.. a. eee == Hypoxylon seer — Xchnanthus 1570 24. Imperata .... ne — Inelheiata..2,... ne == Ipomoea rer 26 Tr vine Gian eee ee 32 Isachue Rs en 24. I. Schmidt Hack. .. — Ischaemum re" == Isopterygium ......... == ISRAEL 26 IE <0): RAM ARN CIRE API 24. I. dolichophylla K.Sch. — Jasminum ve, 32. Tussiaear. re = Justiela. 2 cee AE 24. Kirchneriella......... 24. ARMENIA ne Re 32. Kyllingia.....22. er: 24. Ba biatae oc nes ser 26. Lagerstroemia ........ 24. Lac rere. ui = Lantand..:. etre 26. Se RS | A D a DU ee hs dé à dr r Laschia L. changensis Rostr. . Lasianthus L. caloneurus K. Sch. - L. oligoneurus K. Sch. L. Schmidtir K. Sch. . Lauderia Lauderiopsis Lauraceae Laurencia HÉCAMACHS, ss... .. .... Lecanora Lecidea L. testaceolweus Wain. L. unicolor Wain. ... Lecidopyrenopsis L. corticola Wain. ... eooeee ee ee ee ee eee eee ee ve ee eee eee ee ee ee ee eee eee ce ee ee ee eee sele oe dm: 00 + ee 0,0-0 + © ee ee oe cee ee ee oe eiceemene vie ‚ee ele 9 0,0 e Lentibulariaceae... ans. nee Pei Ua (ee or Lepraria Leptaspis Leptochilus…........… Leptocylindrus Leptogidium Deptegium ........... Leptolejeunea......... DÉDÉMEUS...L......... Leskeaceae......... Leucobryaceae Leucobryum Beucolema ...-....... L. siamensis Broth... Leucophanes.......:…. Beweallea saks isse Kehenes............ Liemophora Licuala oe’ ee ee Ce ee ee ser «© © © e ee ee oe ecw eevee Limnophila Lindsaya "ee ee we we wo e see eee we ew we ew we se DOS 2... Cid hs Nes — 363 — 24. 361| VI. 211 389i) 5 F189 2340. 2.190 2b. 7| VII. 225 AR 906 32. 339| X.415 24.199) IV. 115 29. 121| IX. 353 108.) 340 lan 7.349 ine) = 300 a ME Te, 32. 330| X. 406 24, 264| V.162 32 351 | x 427 24. 261| V.159 29. 101| IX. 333 24. 364| VI. 214 Ste 29. 151| IX. 383 24. 100| IIL 45 32. 343| X.419 25. 7| VII. 225 29. 115| IX. 347 sole 348 24. 2850| V. 178 Sry Ah ea le en SEN 116) 6 = 200) ye 29. 104) IX. 336 26. 125 | VIII. 277 29. 98| IX. 335 32. 319. X. 390 24. 263) V. 161 3 VT 197 24.110) IIL 55 32. 345| X. 421 DA CN LI 46 32. 315. X. 391 Lithophyllum......... Lithothamnium L. funafutiense Foslie L. siamense Foslie... Disease. SER Loganıaceae........ Lomariopsis Lophatherum... ... 2... Lopholejeunea ........ Loranthaceae....... . or. oe eo. 0.0 0.%. Loranthus ©. slkous).0, 0:1 07 6.16, else oe ec ee + © + 0e se oe eee ee eevee Ereopala.ı. ER oie Lycopodiaceae Lycopodium Lygodium Iynebyar nur. 2.0 MA Da ts Ra Maesa svanen. ene le eee eee … see Manciter ars see. M. siamensis Warb. . ..o 1. 1.00%. .o.r 00. oe Bar ee eo oe ee M. discopus Massee.. Marattiaceae Narıscust sn am. =: Mastigobryum ........ Mastigolejeunea....... Mastogloia-:... ......... M. parvula Öst...... M. quadrinotata Öst.. Melaleuea 2... 2%. Melanconiaceae ... Melastoma =. 15... Melastomaceae ..... .... Meliaceaer.. ner Melobesia oe, ee... eee ee ee we ew we 240 31, TE OF Ze wean 0 79 a KT Sr 19 32. 339; X.415 ala ORR Pas 107 102 52 EP Sie ete 2245 ot VA tr ee Er 32. 353| X. 429 24. 256| V. 154 32. 353| X. 429 AL KOR 102.10 26. 168 | VIII. 320 24. 355, VI. 205 =. ae RR — 112 | — 57 32. 349; X. 495 24. 205 IV. 122 — 342) N. 192 39, 233 7 A00 pit 390 26. 169 VIII, 321 32, 322 . 398 = 330.22 2.406 24,270) V. 168 —— (361) NT CT — 364) — 214 N MT ee ers BR el, 26. 147 | VIII 299 ee = 149 eo 32. 331° X. 407 24. 363, VI. 213 See A 32, 359 X. 428 ea PAU 24 2 Ti. i 32. 326| xX. 402 26. 116 VIII. 268 24. 345 VI. 195 Memecylon Meniscium Menispermaceae.... Merremia Micrasterias Microlepia un. er. Micropeltis Etre M.Schmidtiana Rostr. Microspora Mierosyls ne. Microthelia fay sees enn M. Asiatica Wain. .. Nm os ag ts AA CT EE Mischocarpus Mniaceae Mollueon meer Monochoria Moraceae ... ee ee ee oe ee ee eee eee eececwee ee ee … ee ee wee ee ee oe ee ee ee wee ee ewe NIV COMA een. M. cuspidata Massee . Myristicaceae Myrsinaceae Myrtaceae =... Myxomycetes Myxophyceae ee ee ee see ee ee Nuclear os Navicula (aq. dulcis) .. (miarına)a. eee: . bicontracta Ost. .. . Farcimen Ost. ... . ocellata Ost. ..... . siamensis Ost. ... N. subglabra Ost. ... Neckera®.. Ger. ee N. nigrescens Broth.. Neckeraceae ee ee ee ee oe ce eo ee we ww woe eee ee ee eee eee “ee ee severe Nitzschia (aq. dulcis) .. (marin.)...:. — 364 — 32. 352 X. 428 24. 109! III 54 32.397 NX 403 26. 170 | VIII. 322 24. 160 | IV. 76 94.111! II 56 == 86h Vo 2160... Vaan 32. 354 X. 430 29. 149| IX. 381 24. 264 V. 162 32. 315 X. 391 94-121.) TIT 267 32.321 |) a Kase 24,:962 |. 160 32. 353 X. 429 24. 340 | VI. 190 — 334; — 184 363.0. 52183 32. 338 X 44 26. 169 | VIII. 321 32. 331 X. 407 94. 355| VI 205 2 202 2 149 24. 331| VI. 181 25.27,30|11.245,248 26. 133 | VIII. 285 25. 32! VII. 250 26. 134 | VIII. 286 aa SØN Seay a en er AAA ge 96 24 41211, IV. 067 25. 29 | VII. 247 24. 263 V. 161 32. 316 X. 392 24.109; III 54 32. 345 Xi 24. 264 V. 162 29. 100| IX. 332 24, 105| IM. 50 25.27,38 11.245,256 26. 154 | VIIL 306 Nodularia 225780 Nyctaginiaceae Nymphaea 22750 Nymphaeaceae Ochna … ee ee ee ee ee ee Ochrobryum Ocimum ee ee ee ee oe OOO Cut ONO. nm an). eee 0.0.0. ss 2 8 estere serve er er 0 ee ee ee ee ee Oedogonium. "#7 O. maximum West .. ee ee ewe ee ee ee ec ew ee ee ee Onagraceae Onychium Oocystis: