i = 
the sea © 
# 
i 
A 
u 
£ 5 
i - 
i & FS 
4 
1 
DE 
gl 0 
« 
2 D 
' 
« 


Be É A oa 
gl: 
JOURNAL DE BOTANIQUE 


PUBLIÉ PAR LA SOCIÉTÉ BOTANIQUE DE COPENHAGUE. MEN 
… TOME 19. 


nv 


_ BOTANISK TIDSSKRIFT | 


DEN BOTANISKE FORENING I KJØBENHAVN. 


REDIGERET AF 


L. KOLDERUP ROSENVINGE. 


BIND 19. 


MED 17 TAVLER OG 85 TEXTFIGURER. 


KJØBENHAVN. 
H. HAGERUPS BOGHANDEL. 


BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI (F. DREYER). 


1894—95. 


Om Cyperaceernes Kim. 
Foreløbig Meddelelse 


af 
A. Didrichsen. 


Ved at undersøge Kimen hos nogle Slægter af Cyperaceer 
er jeg bleven opmærksom paa nogle Forhold, som hidtil dels 
have været ufuldstændigt oplyste og dels urigtigt beskrevne 
ji Literaturen. 

Man finder blandt Cyperaceernes Kim flere forskjellige 
Typer, af hvilke den, der træffes hos Slægten Carex, er 
karakteriseret ved en vel udviklet Kimrod, medens Kimknoppen 
er lille og gjemt i en Hule; hos nogle Scirpus-Arter er For- 
holdet derimod det, åt Roden er ubetydelig, men Kimknoppen 
stor og ragende langt frem ved den nedre Ende af Kimen. 
Ved Undersøgelse af Kimens Bygning hos nogle andre Slægter 
og af tidlige Spiringsstadier vil det vise sig, at disse Yder- 
typer ikke ere saa grundforskjellige, som det kunde se ud 
til, men åt der er tydelige Overgange imellem dem. 

Hos Carex-Arterne (Fig. 1) synes Bygningen af Kimen 
i det væsentlige at være den samme hele Slægten igjennem: 
den er kegleformet, Kimroden indtager hele dens Spids, 
medens åen lille Plumula, der indeholder 2 Bladanlæg, ligger 
hen mod Kimens ene Side i en Hule, til hvilken en ganske 
smal Længdespalte fører ind. 


Botarisk Tidsskrift. 19. Bind. i 1 


9 


Allerede hos Carex kan man ofte iagttage, at Roden er 
trukken lidt til Siden og Plumula samtidig nedad; dette synes 
at være konstant hos Eriophorum alpinum L. Hos andre 
Eriophorum-Arter er dette Forhold gjennemført (Fig. 2 A), 
idet Spalten, der er betydelig større end hos Carex, og 
gjennem hvilken det første Løvblad sædvanlig stikker frem, 
ligger nederst, medens Roden er rykket helt op paa Siden af 
den rundagtige Kim; den er saa ubetydelig, at den næppe 
rager frem fra Kimens Overflade. Spiringen begynder, som 


Fig. 1. Carex Grayi Å. B. 
Carey. Kim. 7 Radi- 
cula, ce Rodhetten, Pico bo r tu Le 
AN Lula. ig. if Eriophon ine ans PE 
F1 forste Lovblad, A. Kim. B. Et tidligt Spiringsstadium ; 
Fe andet Lovblad. a og a1 Skedebladets Ryg- og Bugside. 75:1. 
79:1. 


hos alle Cyperaceer!), med en halsformig Strækning af Scu- 
tellum, der tillige tilspidser sig indad mod Frohviden, medens 
dets yderste Lag antyder Dannelsen af et Sugeepithel, ved 
at dets Celler hvaelve sig lidt papilagtig frem; samtidig skydes 
Kimens øvrige Dele ud af Frugtens Skal. Spaltens Rande 
voxe nu ud, baade her (Fig. 2 B) og hos Carex”), til et, Kim- 
bladet tilhgrende Skedeblad, der i Begyndelsen voxer langt 


1) Sml.Klebs: Beiträge zur Morphologie und Biologie der Keimung. Unter- 
suchungen aus dem botanischen Institut zu Tübingen. I. 1885 pag.572. 
2) Sml. Mirbel i Ann. du Mus. XVI. 1810. pag. 438; Planche I. 


3 


raskere end Lovhladanlæggene; dets Rygside, der kan kjendes 
paa dens storre Tykkelse og den deri anlagte Prokambial- 
streng, vender altid bort fra Roden. 

Hos Cyperus decompositus F. Muell. (Fig. 3) har Kimen en 
mere langstrakt, næsten cylindrisk Form; dens nedre Del 
danner en Skede omkring Kimknoppen. Ved Spiringen for- 
længes denne Skede til et Skedeblad, hvis Spalte slutter meget 
tæt sammen lige til første Løvblads Gjennembrud. 

Af Scirpus-Slægten hører S. Caricis Retz. til den første 
Type: dens Kim er ikke til at skjelne fra Carex-Arternes; men 


Fig. 3. Cyperus Å. B. 
decompositus. 


Fig. 4. Scirpus lacuster. 
A. Kim. 75:1. B. Et tidligt Spiringsstadium. 
a Skedeblad, a1 Skeden = Skedebladets Bugside. 
Svagere Forstorrelse. 


Kim. s Suspen- 
Bote 10 rl. 


hos flere Arter har Kimen en meget ejendommelig Bygning. 
Hos S. lacuster L. (Fig. 4 A) udgaar fra det brede Scutellum 
3 Forlængelser nedefler; den længste af disse (4) er hidtil 
bleven anset for Roden'); den er imidlertid et Blad, der, 
naar Kimen klares tilstreekkelig (med varm Kali og Glycerin), 


1) Richard i Ann. du Mus. XVII. 1811 pag. 229. 
Klebs: Beiträge etc. 
Wilezeck: Beiträge zur Kenntniss des Baues der Frucht und des 
Samens der Cyperaceen. Botanisches Centralblatt. Band LI. 1899. 
pag. 228. 
1* 


4. 


viser sig forbundet med den korteste Flig paa modsat Side 
(a1), der danner dets Skede. Det hele Organ svarer fuld- 
steendig til det, der delvis findes hos Cyperus (Fig. 3 a, a1), 
og det, der hos Carex og Eriophorum udvikles ved Spiringen 
(Fig.2B «,a1). Den midterste Forlængelse dannes af første 
Lovblad (Fi), der rager frit frem, inderst er andet Lovblad 
anlagt (F2). Roden ligger højt oppe paa Kimens Side over 
Skeden; den danner kun en lille Vorte, men kan kjendes 
paa de radierende Cellereekker og den i Reglen betydelige 
Suspensorrest. Wilczeck har vel været opmeerksom paa dette 
Rodanleg, men omtaler det som en Birod, der bryder frem 
paa dette ejendommelige Sted. Det bedste Bevis for den 
her givne Tydning af Kimens Dele er et tidligt Spirings- 
stadium som Fig. 4B, der i det hele viser samme Forhold, 
som kjendes fra de ovrige Slegter. Den lange, frie Flig (a), 
Skedebladets Pladedel, forlænger sig ved Spiringen og bliver 
grøn, saa at man paa den kan kjende selv større Kimplanter 
af denne Type. — Lignende Forhold som hos S. lacuster 
træffes hos 'S. Tabernaemontani Gmel. og S. maritimus L., 
hos hvilke dog Skedebladets Bugdel hveelver sig ud over Spidsen 
af forste Lovblad, medens tillige hos forstnævnte Pladedelen 
hyppig ikke er udviklet; fremdeles f. Ex. hos 5. pauciflorus 
Lightf. samt hos Æleocharis-Arter. | 

Som man vil se, bero de væsentligste Forskjelligheder 
mellem de omtalte Typer af Cyperaceekim saa at sige kun 
paa den forskjellige Grad i Udvikling, hvortil Kimene ere 
naaede inden Hviletilstanden. 


Kjøbenhavn, den 27de Marts 1893. 


Sur l'embryon des Cypéracées, 


Par 


À. Didrichsen. 


(Résumé de l’article précédent.) 


En examinant l'embryon et la germination de quelques 
genres de Cypéracées j'ai trouvé que les types très différents 
qu'on observe dans les genres divers sont reliés par des 
transitions bien nettes. 

Chez les espèces de Carex (Fig. 1) l'embryon est générale- 
ment conique; le sommet du cône est formé par la radicule, 
tandis que la plumule est très petite et située sur le côté de 
l'embryon dans une cavité qui s’ouvre par une fente étroite. 
Quelquefois pourtant la radicule est poussée un peu du côté 
et la plumule vers le bas. Chez les Eriophorum (Fig. 2 À) 
cela se trouve plus prononcé: la radicule très petite est 
située sur le côté de l'embryon arrondi, tandis que la plumule 
est tournée vers le bas et la première feuille s’avance par 
une fente large. Pendant la germination (Fig. 2B) les bords 
de la fente, chez les Hriophorum et les Carex, s’allonge dans 
une gaîne appartenant au cotyledon. Chez les Cyperus (Fig. 3) 
toute la moitié inférieure de l'embryon cylindrique est formée 
par une telle gaine qui, pendant la germination, s’allonge 
sans changer de forme. Dans le genre Scirpus le S. Caricis 
montre le même type que les Carex. Chez le S. lacuster 
(Fig. 4 A) au contraire, l’organisation ‘de l’embryon rappelle 
certains stades de germination dans les Carex et Eriophorum; 
autour de la plumule se trouve une grande feuille engainante, 
dont la face dorsale porte un long limbe (a), qui a été inter- 
prété a tort comme la radicule (par Richard, M. Klebs et 


récemment par M. Wilezeck). En réalité la radieule (se 
presente comme une petite proéminence située sur le côté de 
l'embryon au-dessus de la gaîne. Un stade jeune de germina- 
tion, comme la fig. 4 B, prouve le mieux la justesse de cette 
interpretation de l'embryon. Chez les autres espèces de 
Scirpus et d’Eleocharis que j'ai examinées, j'ai trouvé a peu 
près la même organisation de l'embryon. 


Studier over Slægten Batrachium. 


Af 
O. Gelert. 


Ligesom andre formrige Slægter er ogsaa Slægten Batra- 
chium bleven opløst i en Mængde Arter. Da jeg begyndte 
at undersøge denne Slægt, ventede jeg derfor at lære at 
kjende og adskille mange, maaske endog nogle nye Arter, 
men efterhaanden som jeg blev nøjere bekjendt med den, 
fandt jeg, at Artsantallet for Skandinaviens Vedkommende 
maa reduceres til 5. Undersøgelser over Batrachium holo- 
leucon (Lloyd), der angives saavel fra Danmark som fra 
Sverrig, førte mig noget udenfor Skandinaviens Flora; det 
viste sig nemlig, at denne Plante ikke er funden i Skandi- 
navien, men jeg har desuagtet ikke villet undlade at med- 
tage denne Plantes Formkreds i nærværende lille Arbejde. 
Jeg har havt Lejlighed til at benytte Batrachium-Slægten i 
Hr. Prof. J. Langes Herbarium og i Botanisk Museums Her- 
barier samt nogle Arter fra Botanisk Museum i Lund. Efter- 
følgende Literatur har jeg benyttet: 


L. == Linné: Species plantarum 1753. 

Lam. = Lamarck: Flore francoise 1778. 

Web. = Weber: Primitiæ Floræ Holsaticæ 1780. 

‘Vill. = Villars: Histoire des plantes de Dauphiné I. 1786 
(Ranunculus trichophyllus Chaix). 

Schrank = Schrank: Baiersche Flora 1789. 

Sibth. = Sibthorp: Flora Oxoniensis 1794. 


g 


D. C. Icon. = Decandolle: Icones plantarum Galliæ rariorum 
1808. 

D. C. Regn. — Decandolle: Regni vegetabilis systema naturale 
1818. 

Nolte = Nolte: Novitiæ Floræ Holsaticæ 1826. 

Spenner = Spenner: Flora Friburgensis 1829. 

Tausch = Tausch i Flora 17, 1834 (Ranunculus paucistamineus). 

Lest. = Læstadius ı Nova acta regiæ societatis scient. Up- 


saliensis 1839. 

Koch i Sturms Flora = Koch Beskrivelser og Afbildninger af 
Batrachier i Sturm: Deutschlands Flora, Hefte 67 (1835). 
og Hefte 82 (1840). 


Koch Syn. ed. 2 = Koch: Synopsis Flore Germanice et Helve- 
tice. Ed. 2. 1843. 

Hansens Herb. — Hansen: Herbarium der schleswig-holstein- 
lauenburgische Flor. (Batrachium-Arterne). 

Fr. Herb. norm. == Fries: Herbarium normale (Batrachium-Arterne). 

FI. D. = Flora Danica (Batrachium-Arterne). 

Coss. & Germ. == Cosson & Germain: Atlas de la flore des en- 
virons de Paris. 1845. 

Fr. i Bot. Not. = Fries i Botaniska notiser 1845 (B. confer- 
voides). | 


Wallr. = Wallroth i Linnæa 1840 (Ranunculus triphyllus). 

Fr. Novit. = E. Fries: Novitiarum floræ Sueciæ mantissa tertia 1842. 

Godr. == Godron i Grenier & Godron: Flore de France 
1848. 

Beurl. = Beurling: Svenska arterna af växtslägtet Ranunculus L. 
sect. Batrachium D.C. jemte deras vigtigsta synonymi. Bota- 
taniska notiser 1852. | 

Rossm. Beitr. = Rossmann: Beiträge zur Kenntniss der Wasser- 
hahnenfüsse 1854. 

Dmt. = Dumortier: Monographie du genre Batrachium. Sær- 
tryk af Bulletin de la Société royale de botanique de Belgique 
1863. 

Marss = Marsson: Flora von Neuvorpommern etc. 1869. 

Hiern = Hiern: On the forms and distribution over the world 
of the Batrachium section of Ranunculus. Journal of botany . 
1871. 

Tullb. = Tullberg: Ofversigt af de skandinaviska arterna af 
slägtet Ranunculus L., gruppen Batrachium D.C.  Botaniska 
notiser 1873. 


ie > 
Lge. & Mort. — Lange og Mortensen: Oversigt over de i Aarene 
1872—78 i Danmark fundne sjældne eller for den danske 
Flora nye Arter. Botanisk Tidsskrift, Bd. 10, 1878. 
Hn. = Hartman: Handbok i Skandinaviens Flora, 11te Udgave, 


1819. 

Freyn II = Freyn: Zur Kenntniss einiger Arten der Gattung 
Ranunculus IL Beilage zum Botanischen Centralblatt 1881, 
Nr. 26. 

Freyn i Kern. Fl. = Freyn i Kerner Flora exsicc. Austro-Hunga- 


rica Nr. 95 & 96. 

Freyn i W.& L. == Freyn Slægten Ranunculus i Willkomm & 
Lange: Prodromus Flore Hispaniæ. 

Bab. = Babington: Manual of botany ed. 8, 1881. 

Gronl. = Grønlund: Islands Flora 1881. 

Lee. & K.R. = Lange: Grønlands Flora 1880 og Tillæg 1887. 
Kolderup Rosenvinge: Andet Tilleg 1892. Meddelelser 
om Grønland. Ill. 

Lge. 4: — Lange: Haandbog i den danske Flora, 4de Udgave, 
1886 —88. 

Kr. = Krause: Slægten Batrachium i Prahl: Kritische Flora der 
Provinz Schleswig-Holstein etc. 1889—90. 

Garcke = Garcke: Flora von Deutschland, 16de Udg., 1890. 


Linné adskilte 2 Arter: Ranunculus hederaceus og R. 
aquatilis, den sidste dog delt i 4 Varieteter a, 2, 7 Og 6. 
Lamarck forøgede Artsantallet til 3, idet han af Linnés 
R. aquatilis udskilte & som. egen Art: R. fluitans. Weber 
forøgede Artsantallet til 4, idet han af Linnés À. aquatilis 
yderligere udskilte « som egen Art: BR. heterophyllus, medens 
han til Lamarcks R. fluitans gav Navnet R. fluviatilis. Af 
Webers À. aquatilis, der altsaa kun bestod af Linnés R. aqua- 
tis 2 og 7, udskilte Sibthorp 7 under Navn af R. circin- 
natus, og dermed vare alle 4 Former af Linnés À. aquatilis 
blevne til Arter. Schrank tilføjede atter 1 Art, idet han 
delte Webers R. heterophyllus i 2 Arter, R. peltatus og R. 
diversifolius, og tydelig angav Forskjellen paa Svømmebladene, 
idet han beskrev À. peltatus med ,lappige“, BR. diversifolius 


Dr 


med „handförmig zertheilte* Blade. Under Navn af 2. peu- 
cedanifolius betegnede han Lamarcks À. fluitans og til hans 
R. divaricatus svarede Rk. aquatilis 8 L. Decandolle ind- 
forte 1 ny Art, R.tripartitus i 2 Former: a, micranthus og 
2, obtusiflorus, men sammenfattede igjen de andre Batrachier 
med baade svømmende og findelte Blade under R. aquatilis L., 
og Batrachierne med lutter findelte Blade under À. pantothrix 
Brot. Spenner forenede AR. hederaceus med de øvrige 
Batrachier til 1 Art, À. hydrocharis. Godron opførte i Flore 
de France 10 Arter, Dumortier forøgede Artsantallet til 
24, hvoraf 21 europæiske, medens Hiern fulgte Spenners 
Exempel og forenede alle Batrachierne til 1 Art, R. hydro- 
charis Spenner, men omtalte 35 ‚principal forms‘, hvoraf 29 
europæiske. Marsson omtalte i sin Flora von Neuvorpom- 
mern 4 Arter nemlig À. aquatalis L. med Varieteterne à, 
natans og ß, terrestris; R. paucistamimeus Tausch med Varie- 
teterne a, Petiveri (Koch), 2, fluitans Godr., 7, Drouetii 
(Schultz) og 0, terrestris; R. divaricatus (= BR. circinnatus 
Sibth.) og À. Baudotii Godr. med Variationerne «a, natans 
Marss. og 2, Godroni Marss., 7, marinus Fr. og 0, terrestris 
Godr. J en Anmærkning anførtes herunder À. fluitans, som 
.formodedes at forekomme i Gebetet. Tullberg samlede Skan- 
dinaviens Batrachier i 4 Arter, R. hederaceus L., R. lejospermus 
Wallr., med Underarterne &.*hololeucus Lloyd, À. * marinus 
Fr. og R.*confusus Godr., À. aquatilis L. med Underarterne 
R. *heterophyllus Fr. og &.* paucistamineus Tausch, samt BR. 
circinnatus Sibth. 

Resultatet af mine Undersøgelser er, som ovenfor nævnt, 
for Skandinaviens Vedkommende 5 Arter nemlig 1) Batra- 
chium hederaceum (L.); 2) B.fluitans (Lam.), indbefattende 
som mest udviklet Form med begge Bladformer: B. Baudotii 
(Godr.), dernæst B. marinum Fr., som jeg opfatter som B. 
Baudotii uden Svommeblade, endvidere B. confusum (Godr.) 
og B. Petiveri a, minor (Koch), som jeg betragter som smaa 
Former af B. Baudotü, samt B.salsuginosum Dmt., som jeg 


betragter som en lille Form af B. marinum, og endelig 
B. fluviatilis (Web.), den oprindelige B. fluitans (Lam.), som 
jeg betragter som en meget langstrakt Varietet, der i Reglen 
mangler Svommeblade; 3) B. paucistamineum (Tausch), ind- 
befattende B. diversifolium (Schrank) som mest udviklet Form 
med begge Bladformer, dernæst B. divaricatum (Schrank), 
som den hos os hyppigste Varietet, der mangler Svémmeblade, 
endvidere B. Drouetii (Schultz) som en langstrakt Form uden 
Svømmeblade og endelig D. confervoides Fr. som en meget 
fin og spinkel Varietet; 4) B. peltatum (Schrank), der er den 
Art, der i Haandbogerne i Reglen kaldes B. heterophyllum 
eller B. aquatile, og som er den hyppigste og mest forander- 
lige Art, der næsten altid forekommer med begge Bladformer ; 
5) B. circinnatum Sibth. 

Mit System slutter sig nær til Marssons; væsentlig kun 
derved, at jeg forener B.fluitans (v. fluviatilis) med PB. Bau- 
dotii afviger mit. Ogsaa Tullbergs System er ikke meget 
forskjelligt fra mit, thi Tullbergs R. lejospermus svarer til 
min B.flwitans, idet Tullbergs R. hololeucus er en lille Form 
af B. Baudotii, og til Tullbergs 2 Underarter af À. aquatilis: 
R.” heterophyllus og R.*paucistamineus svare omtrent mine 
2 Arter B. peltatum og B. paucistamineum; Forskjellen er 
kun den, at jeg fører À. triphyllus Wallr. til den sidste, Tull- 
berg til den forste. 


Decandolle indforte i Regni vegetabilis syst. 1818 
Navnet Batrachium som Gruppebetegnelse indenfor Slegten 
Ranunculus, S.F. Gray ophojede i „A natural arrangement 
of British plants 1821“ Navnet til Slægtsnavn. 

Batrachierne ere fleraarige, urteagtige Vandplanter. BD. 
hederaceum (L.) og B. circinnatum (Sibth.) danne Slægtens 
Yderpunkter, idet den forste har lutter flade, paa Overfladen 
af Vandet svommende Blade, den anden lutter haarfint fli- 
gede, i Vandet nedsænkede Blade. DB. tripartitum (D. C.), 
B. fluitans (Lam.), B. paucistamineum (Tausch) og B. peltatum 


12 
(Schrank) have baade svømmende og findelte Blade. B. he- 
deraceum voxer paa Dynd eller lavt Vand, de øvrige Arter 
forekomme paa dybere Vand, de danne tætte Tuer, idet de 
fra den krybende, stærkt forgrenede Stængel om Foraaret 
opsende Skud mod Vandets Overflade; forneden ere. disse 
Skud i Reglen stærkt grenede, foroven hyppigt ugrenede. 

Til Adskillelse af Grupper indenfor denne Slægt benyttes 
ofte Stænglens Form — trind eller butkantet —; efter 
mine Erfaringer er imidlertid Forskjellen saare ringe, om den 
overhovedet findes. 

Bladene staa afvexlende påa Stænglen, de under Vandet 
værende Blade ere først gjentagne Gange tredelte (den mid- 
terste Flig er i Reglen den svageste) derefter nogle Gange 
tvedelte. Hos B. circinnatum tredeler ofte kun den midterste, 
svageste Flig sig, medens de to kraftigere sidestillede kun 
tvedele sig; Bladene ere desuden færre Gange delte og Fligene 
kortere end hos de andre Arter og alle Fligene fladt udbredte 
i eet Plan, medens Fligene hos de øvrige Arter ere udspær- 
rede i alle Retninger. Ere Fligene korte, ere de stive, ere 
de lange, falde Fligene mere eller mindre penselformet sam- 
men, naar de tages op af Vandet; dette Forhold er meget 
variabelt hos dem alle, kan endog være forskjelligt påa 
samme Skud, og kan derfor ikke benyttes som Artskjende- 
mærke. Naar Stænglerne henimod Slutningen af Maj have 
naaet Vandets Overflade, begynde Planterne at blomstre og 
(undtagen B. circinnatum) at danne svømmende Blade. Over- 
gangsformer mellem findelte og svømmende Blade forekomme 
hyppigt hos B. fluitans og B. paucistamineum og have Former 
som afbildede paa Fig.9 og 12. Overgangsformer af dette 
Udseende ere sjældnere hos B. peltatum, hyppigere synes hos 
denne at forekomme svømmende Blade, hvis Flige i Spidsen 
ere blevne haarfine (Fig. 5). De findelte Blade ere i Reglen 
stilkløse, sjeldnere kortstilkede; baade stilkløse og kortstilkede 
Blade kunne imidlertid forekomme paa samme Skud. De 
svømmende Blade ere langstilkede, paa Oversiden glatte, paa 


Undersiden mere eller mindre haarede og med utydeligt 
Aarenet. Kun JB. hederacewm har ganske glatte Blade og 
tydeligt Aarenet; fra Bladenes Grund udgaa her nemlig 
tre kraftige Nerver, hvoraf den midterste lober lige ud i 
Fortsættelsen at Bladstilken, medens de to andre danne 
næsten rette Vinkler med den midterste, og disse udsende 
atter hver en Sidenerve nedad. Alle disse fem Nerver lobe 
lige ud til Bladranden, som der har en svag Indbgjning, der- 
næst udgaar der fra disse Hovednerver fire Sidenerver 
henimod Bladets Indskjæringer, men for de have naaet 
disse, tvedele de sig og Grenene boje hver til sin Side og 


ur 
I Fe 


Fig. 2-5. Batrachium peltatum (Schrank). 


Fig.1. Batrachium 
hederaceum (L.) 


forene sig med Hovednerverne i disses Udløb i Bladranden, 
saaledes at der dannes en fortløbende Randnerve (se Fig. 1). 
Hos de øvrige Arter er Nervenettet utydeligere og Hoved- 
"nerverne ikke tydeligt udløbende lige til Bladranden, der 
heller ikke er indbugtet paa disse Steder. Der udgaar nok 
tydelige Sidenerver mod Indskjæringerne, men her opløse 
de sig uden at danne nogen tydelig Randnerve. Bladpladens 
Form har en ikke ringe Betydning til Erkjendelse af Arterne; 
saaledes har B. peltatum lappede Blade med omvendt ægformet 
Midtflig (se Fig.2—5), medens B. fluitans og B. paucistamineum 
(se Fig. 6—9 og 10—12) have haanddelte Blade med kile- 
formet Midtflig. Bladfoden danner hos de fleste Arter en 


10 11 


Fig. 10—12. Batrachium paucistamineum (Tausch). 


hindeagtig og haaret Skede; B. hederaceum og B.tripartitum 
have derimod næsten frie hindeagtige Axelblade. 
Blomsterstilkene staa modsat Bladene, hvilket kommer 
af, at Hovedskuddet skydes ud til Siden og ender med en 
Blomst, medens den øverste Axelknop fortsætter Steenglens 
Væxt, bærer eet Blad, bøjes ud til Siden og ender med en 
Blomst, medens Bladets Axelknop atter fortsætter Stænglens 
Væxt og saa fremdeles, saaledes at man fra det Øjeblik 
Planten begynder at blomstre faar en Kjæde af Skud, der 
hvert ender med en Blomst, og disse blive saaledes kun til- 
syneladende sidestillede. Mod denne Forklaring har Ross- 
mann anført, at der om end sjeldent forekommer Sidegrene 
fra saadanne Bladhjørner, der staa lige overfor Blomster, og 
at man saaledes maa antage, at der har været to Knopper 
i samme Bladhjørne, men dette Tilfælde kjendes jo fra andre 
Planter. Godron anfører (iflg. Rossmann), at B. hederaceum 


15 

undertiden forekommer med modsatte Blade og en Blomster- 
stilk i det ene Bladhjorne og slutter deraf, at Blomsten har 
været sidestillet. Jeg har ogsaa fundet B. hederaceum og des- 
uden B. peltatum med undtagelsesvis et Par modsatte Blade; 
disse havde imidlertid i hvert Bladhjørne en Gren af samme 
Tykkelse som Moderaxen og imellem dem fandtes en Blomst, 
hvoraf tydelig fremgaar, at Blomsten har været endestillet. 
Paa de af Godron iagttagne Planter kan det antages, at kun 
den ene Axelknop har været udviklet, saaledes at Blomsten 
tilsyneladende er kommen til at staa i det ene Bladhjørne. 
Blomsterstilkene ere hos B. paueistamineum paataldende 
kortere end hos de nærmest beslægtede B. peltatum og B. 
fluitans. 

Kjendetegn hentede fra Frugtbundens Form og Be- 
haaring har jeg ikke kunnet tillegge nogen Vaerdi, da jeg 
. hos samme Art har truffet disse Forhold meget variable og 
rimeligvis afhængige af Frugtknudernes større eller mindre 
Udviklingsgrad. 

Kronbladene ere hos alle Arterne hvide med gule 
Negle, jeg er endogsaa (efter tørrede Exemplarer) tilbøjelig 
til at tro, at B.tripartitum 2, obtusiflorum (= B. hololeucon) 
har gule Negle, om de end ere forholdsvis mindre hos denne 
Plante end hos de andre. Kronbladene ere paa den ind- 
vendige Side forneden forsynede med en nøgen Honning- 
grube. Bb. fluitans og B. peltatum have i Reglen bredt om- 
vendt ægformede Kronblade, der berøre eller dække hver- 
andre med Randene. B.paucistamineum har smalt omvendt 
ægformede Kronblade, der ikke berøre hverandre, dog er 
dette Forhold noget variabelt. Kronbladenes Antal er 5, af 
og til forekomme dog Planter, der have noget fyldte Blomster. 

Støvdragernes Antal er af ikke ringe Betydning ved 
Artsadskillelsen, men der kan naturligvis ikke tillægges det 
nogen absolut afgjørende Vægt, Landformer have saaledes 
altid faa Støvdragere. Som almindelig Regel kan siges, at 
B. hederaceum har henimod 10, B. paucistamineum sjælden 


de 


over 15 og B. peltatum over 20 Støvdragere. De rage i 
Reglen ikke op over Frugtknuderne hos B. fluitans; hos 
B. peltatum og B. paucistamineum kunne de vel forekomme 
korte, men i Reglen rage de hos disse Planter op over 
Frugtknuderne. 

Frugtknuderne ere hos B. peltatum og B. paucistami- 
neum i Reglen haarede, men kunne ogsaa forekomme glatte, 
hos B. fluitans og B. circinnatum ere de i Reglen glatte, men 
de kunne ogsaa forekomme haarede, hos B. hederaceum og 
B.tripartitum ere de kun fundne glatte. 


18 19 20 21 


Fig. 13. Batrachium hederaceum (L.). Fig. 14—15. B. tripartitum (D.C.) 

a og ff. Fig. 16. B. peltatum (Schrank). Fig.17. B. paucistamineum 

(Tausch). Fig.18. B. circinnatum (Sibth.). Fig. 19—91. B. fluitans (Lam.). 
Ian. 


Hos alle Arterne ere Frugterne rynkede paatveers, 
hos B. hederaceum, B. tripartitum og B. fluitans findes en 
tydelig Kjøl paa Rygsiden. Efter Afblomstringen bøje Blomster- 
stilkene sig ned under Vandet, hvor Frugterne modnes. 

Arrets Forhold afgiver et vigtigt Kjendetegn; vore to 
almindeligste Arter B. peltatum og B. paucistamineum have 
kolleformede eller cylindriske, budte Ar med lange Arpapiller 
(Fig. 16 & 17), hos B. fluitans og B. circinnatum ere Papillerne 


17 

korte og vorteformede (Fig. 18 & 19), hos B. hederaceum ere 
'Arrene korte og med faa og korte Papiller (Fig. 13). B. tri- 
partitum har lange, tilspidsede, tilbagebajede Ar med temmelig 
korte Papiller (Fig. 14 & 15). Rimeligvis staar dette Forhold 
i Forbindelse med Bestgvningen; thi medens B. peltatum og 
DB. paucistamineum sætte god Frugt, selv om de blomstre 
— under Vand, forekommer B. fluitans gold eller med kun faa 
Frugter paa Steder, hvor den voxer i stærkt rindende Vand 
og Blomsterne stadigt eller jævnlig overskylles af Vandet. 
Paa et saadant Exemplar (Hansens Herb. 1130) har jeg imid- 
lertid fundet, at Arrene og Arpapillerne efter Kronbladenes 
Affalden have forlænget sig stærkt, dog uden at nogen Be- 
frugtning var indtruffet (Fig. 20 & 21). 

BP. hederaceum varierer meget lidt, kun er Planten større 
og kraftigere og med mindre stærkt indskaarne Blade, naar 
den voxer i rigeligt Vand; voxer den paa tørrere Grund, 
bliver den mindre og med dybere indskaarne Blade. B. cir- 
cinnatum varierer ogsaa i meget ringe Grad, kun i stærkt 
rindende eller dybt Vand blive Stænglernes Ledstykker noget 
mere langstrakte. De andre Arter ere mere variable og føl- 
somme overfor ydre Paavirkning. Former, der voxe i stille- 
staaende Vand faa brede, skjoldformede, svømmende Blade, 
og de findelte Blades Flige blive korte og stive; Former, der 
voxe i rindende Vand, faa tykke, stærkt luftfyldte og lang- 
strakte Stængelstykker, de findelte Blades Flige blive længere 
og tyndere og falde mere eller mindre penselformet sammen, 
naar de tages op af Vandet. De svømmende Blade mangle 
under saadanne Forhold oftest ganske hos B.fluitans, hyp- 
pigt hos B. paucistamineum, sjældent hos B. peltatum, dog 
forekomme DB. fluitans og B. paucistamineum ogsaa uden 
Svømmeblade i stillestaaende Vand. I det Hele taget kan 
man ikke udelukkende tillegge Batrachiernes Foranderlighed 
" ydre Forholds Indvirkning og ikke alle Arterne ere lige stærkt 
paavirkelige af disse, mest paavirkelig er sikkert B. peltatum. 
B. fluitans og paucistamineum. forekomme sikkert i flere 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 9 


18 


Varieteter, hvis Form ikke i forste Linie skyldes ydre For- 
hold, men derimod selve Planten iboende Ejendommelig- 
heder, men disse Varieteter forbindes indbyrdes af Former, 
som væsentlig skyldes ydre Forholds Indvirkning. 

B. peltatum begynder at blomstre i Midten af Maj og 
begynder da omtrent samtidig at danne svommende Blade. 
Synker senere Vandstanden saaledes, at de blomstrende 
Grene rage op over Vandet, ophører Dannelsen af svømmende 
Blade og der dannes atter findelte Blade, men disse faa tykke 
og stive Bladflige og nærme sig derved Landformerne. "Disse 
ere i alle Dele mindre, med korte, ofte oprette Stængel- 
stykker, der udelukkende bære findelte Blade, med korte og 
stive Flige og smaa Blomster med faa Stovdragere; Frugter 
bære de dog i rigelig Mængde. Stiger derimod Vandet pludse- 
ligt, søge Planterne hurtigst muligt igjen at naa Overfladen, 
hvorfor Stængelstykker, Blad- og Blomsterstilke paa de yngre 
Dele af Planterne forlænge sig stærkt, og saadanne mærkelige 
Former, som den i Fl. D. 2909 afbildede, kunne fremkomme. 
Blomstringen afsluttes i Begyndelsen af Juli, og de blomstrende 
Skud dø bort; de senere dannede Skud naa ikke op til 
Vandets Overflade og bære kun findelte Blade, men ikke 
Blomster. Paa lignende Maade forholde B. paucistamineum 
og B. fluitans sig, men Blomstringen udstrækkes dog hos 
den sidste en Maanedstid til; deres Efteraarsskud komme 
- ofte til Blomstring, men bære ikke svømmende Blade. 

Alle Batrachierne variere betydeligt i Størrelse, og af 
alle Arterne findes særlig smaa Former, saaledes af B. flui- 
tans: f. minor og f. salsuginosa; af B.peltatum: f. tenella; af 
B. paucistamineum: Varieteterne 7, Drouetn og 0, eradicatum ; 
af B. tripartitum antager jeg, at den oprindelige B. tripar- 
titum (a, micranthum) rettere maa betragtes som en lille og 
smaablomstret Form af 2, obtusiflorum (= B. hololeucon 
Lloyd). 

Kimplanter har jeg iagttaget i September Maaned i en 
lille So paa Amager, hvor B. fluitans a, Baudotii og B. pau- 


a. HERE 


cistamineum a, diversifolium havde blomstret i stor Mængde. 
Kimroden var meget lille og fra Overgangsstedet mellem den 
og Kimstænglen udgik flere kraftigere Birgdder. De to Kim- 
blade vare aflangt lancetformede og trenervede. Medens 
” Kimstænglen var indtil 1,5 Ctm. lang, vare de derefter føl- 
gende Stængelstykker meget korte; det første Blad efter 
Kimbladene var trefliget med linie-lancetformede Flige, det 


Fig. 23. Batrachium 


m; 9 2 i lui ? 
Fig.22. Batrachium fluitans (Lam.): hederaceum (L.). 


derefter folgende havde Sidefligene i Spidsen tolappede, der- 
efter tiltoge Fligene i Antal og Længde samtidig med, at de 
aftog i Tykkelse; det sjette Blad var allerede mange Gange 
fliget med haarfine Flige. Fra Kimbladenes Grund udgik et 
Knippe kraftige Birodder (Fig. 22). Kimplanter af B. hedera- 
ceum har jeg set i Begyndelsen af Maj Maaned, de forste 
Blade efter Kimbladene havde samme Form som hos den 
udvoxne Plante (Fig. 23). 


Nogle 


til Bestemmelse af de skandinaviske Batrachiumarter og deres vigtigste 
Former. 


| Axelbladene næsten frie, kun svommende Blade 

B. hederaceum (L.) 
| Axelbladene tilvoxne til Bladstilken . > az 2 
5 f Baade svømmende og findelte Blade......... 3 
7s Kun findelte Blade, NOR a eae ins eae 5 


Svammebladene dybt trefligede med kileformede Af- 

à) snit 
Svommebladene lappede . . . .. B. peltatum (Schrank) 
Blomsterstilkene længere end Bladene, Stovdragerne 
talrige, i Reglen kortere end Frugtsamlingen, Ar- 
papillerne korte B. fluitans(Lam.) a, Baudotii(Godr.) 


4. à Blomsterstilkene kortere end Bladene, Stovdragerne om- 
trent 15, længere end Frugtsamlingen, Arpapillerne 
lange B. paucistamineum (Tausch) a, diversifolium 

(Schrank) 

_ f Bladenes Flige udbredte i eet Plan B. circinnatum (Sibth.) 

Bladenes Flige udspærrede i alle Retninger .... . 6 


| 
Blomsterstilkene korte, Blomsterne smaa, Stovdragerne 
| onen 1a. 0 ee AD oe ee 7 
IE ar lange, Blomsterne store, Stovdragerne 
over 30. u. 2... num. ee a 
Stængelstykkerne langstrakte, Bladenes Flige lange og 
la penselformet sammenfaldende . B. paucistamimeum 
2 (Tausch) 7, Drouetii (Schultz) 
Steengelstykkerne og Bladfligene ikke langstrakte . . 8 
Planten kraftig, i Reglen brun B. paucistamineum (T ausch) | 
| 8, divaricatum (Schrank) 
i lanten lille og fin, grøn . B. paucistamineum (Tausch) 
0, eradicatum (Leest.) 


21 


Stovdragerne længere end Frugtsamlingen, Frugterne 
å muen Kal Arpapillerne langer. 2 VE 10 
Stovdragerne kortere end Frugtsamlingen, Frugterne 


med tydelig Kjel, Arpapillerne korte. . . . .. 11 
(Schrank) f. pseudofluitans (Hiern) 

Stængelstykker og Bladflige ikke langstrakte B. peltatum 
(Schrank) f. submersa (Bab.) 

Stængelstykker og Bladflige langstrakte . . B. fluitans 
(Lam.) 2, fluviatilis (Web) 

Stængelstykker og Bladflige ikke langstrakte B. fluitans 


10 


| Stængelstykker og Bladflige langstrakte . . BD. peltatum 
11 | 


(Lam.) f. marina (Fr.). 


Batrachium (D.C.) S.F. Gray. 


(Ranuneulus hydrocharis Spenner). 


B. hederaceum (L.) (1757). Lge.4 p.586. Fl. D. 321. 

Alle Bladene svømmende, glatte, 5-lappede, med hele, i 
Spidsen svagt udrandede Lapper og et tydeligt Aarenet (Fig. 1), 
ofte med en sort Plet paa Midten; naar Planten flyder paa 
Vand, ere Bladenes Indskjæringer svagere; kryber den paa 
Dynd, blive Bladene mindre og med dybere Indskjæringer. 
Axelbladene hindeagtige, brede, næsten frie, glatte. Blomster- 
stilkene temmelig korte, sjældnere længere end Bladstilkene, 
Blomsterne smaa, Kronbladene af Bægrets Længde, hvide 
med gule Negle, Støvdragerne 5—10, Arrene korte med faa 
vorteformede Papiller (Fig. 13), Frugterne glatte, rynkede, og 
med en tydelig Kjøl paa Rygsiden, Frugtbunden glat. | 


Geogr. Udbr.: Norge: Trondhjem. Sverrig: Skaane, Hal- 
land, Bohuslän, Gotland (iflg. Hn.). Danmark: Fyn et Par Steder, 
paa Halvøen og i Holsten hyppigst mod Vest sjældnere mod Øst 
(iflg. Lge. 4 og Kr.). De frisiske Øer, Nordvesttyskland 
indtil Rostock, Elsas Lothringen, Bayern (iflg. Garcke), Hol- 
land, Belgien, Frankrig, England, Spanien, Portugal, 
Rusland, Transsilvanien (iflg. Hiern). 


KS) 
XS) 


B. tripartitum (D.C.) (Icon. 1808); Regn. p. 234 (1818). 
Svommebladene dybt 3-delte med 2-lappede Sideafsnit; Af- 
snittene 1 Spidsen rundtakkede (Fig. 24 & 25), paa Undersiden 
svagt haarede, Bladene under Vand haar- 


fint fligede, Axelbladene hindeagtige, 
ah næsten frie, haarede. Kronbladene 
[ u smalle, 3—5-nervede, ikke bergrende 


hverandre, Stovdragerne 5—15, Arrene 


Fig. 24—25 lange, tynde, tilbagebojede, tilspidsede, 


Batrachium tripartitum 


(D.C) ß og a. med korte Papiller (Fig. 14 & 15), Frug- 
: terne glatte, rynkede, med en tydelig 
Kjel paa Rygsiden, Frugtbunden haaret. 


a, micranthum D.C. Regn. (1818). R. tripartitus D. C. Icon. 
p. 15. t. 49.; Koch r Sturms Fl. Heft 67; Hiern. p. 10. 

Blomsterne meget smaa, Kronbladene næppe større end Beger- 
bladene. 


A, obtusiflorum D. CG. Regn. (1818). R. ololeucos Lloyd (1844); 
Hiern p. 10; R. Petiveri Goss. & Germ. Fig. 7 & 8. 

Planten kraftigere end a, Blomsterne. middelstore, Kronbladene 
4—5 Gange længere end Bægerbladene, 5-nervede, smalt omvendt 
ægformede. 

Geogr. Udbr.: a: Frankrig, Portugal, Spanien (iflg. Hiern); 
B: Holsten: Neumünster (Dr. CG. M. Poulsen, Exemplar findes i 
. Botanisk Haves Herb.) ikke gjenfunden i de sidste 40 Aar (iflg. Kr.). 
Nordvesttyskland og Rhinprovinsen (iflg. Kr.). Holland, 
Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal (iflg. Hiern). 

Anm. Jeg kan ikke se anden Forskjel paa a og 2 end 
Starrelse-Forholdene, og disse nærme sig endda meget til hinanden, 
ifolge de Exemplarer, jeg har havt Lejlighed til at se; rimeligvis 
ber 2 opfattes som Hovedform, den har ogsaa den største Ud- 
bredelse. Arten har en vestlig Voxekreds og er ikke funden i 
Skandinavien. Da den er funden i Holsten, var det dog vel tænke- 
ligt, at den kunde findes i Halvøens Hedemoser, særlig mod Syd 
og Vest. Hvad der tidligere har været kaldt B. hololeucon (Lloyd) 
fra Skandinavien, hører ikke til denne Art. Exemplaret fra Chri- 
stiansø (Didrichsen) er en lille Form af B. peltatum med glatte 
Frugter , Exemplaret fra Saltholm (Hoffmeyer) er en lille Form af 
B. fluitans a, Baudotii, og det samme er Tilfældet med de af 
Tullberg fra Danmark (Saltbek Vig i Nordvestsjælland samlet af 
Ernstsen) og Sverrig (Skaner) som B. hololeucon bestemte Exemplarer. 


23 


" B. fluitans (Lam.) (1778) udvidet; R. lejospermus Tullb. 

p.67; R. Baudotii Marss. p.13; B. marinum Fr. Novit. 

Svommebladene dybt, næsten til Grunden 3-delte med 
kileformede Afsnit, Sideafsnittene 2-fligede, Afsnittene i Spid- 
sen rundtakkede (Fig. 6—9), ofte med brune Tegninger 
paa Oversiden, paa Undersiden glatte eller svagt haarede. 
Overgangsformer .til findelte Blade meget hyppige, de have 
kortere eller længere stilkede Afsnit med smallere Flige. 
Axelbladene hindeagtige, tilvoxne til Bladstilken, glatte eller 
svagt haarede. Blomsterstilkene længere end Bladene og 
rage højt op over Vandet, Kronbladene omvendt ægformede, 
Støvdragerne talrige (over 15), hyppigst. kortere end Frugt- 
samlingen og vandret udstaaende, Arrene butte, i Reglen 
med vorteformede Papiller (Fig. 19). Frugterne glatte eller 
svagt haarede, rynkede, med en tydelig Kjøl langs Ryggen, 
Blomsterbunden varierer glat og haaret. 

a, Baudotii (Godr.) (1839). R. *marinus Tullb. p. 67; 
R. marinus Beurl.; R. * confusus Tullb. p. 68 tildels. ; 

Kraftige Planter med begge Bladformer, de findelte 
Blade med korte Flige. Voxer i dybere Kanaler og Vand- 
huller i Nærheden af Havet. 

f. marina (Fr.). B.marinum Fr. Novit., Lge. 4 p. 591 til- 
dels; B. Petiveri a, grandiflorum Lge. 4 p. 588. 

Som «, Baudotii, men mangler Svømmeblade. Fore- 
kommer paa lignende Steder som «. 

f. minor (Koch). R. Petiveri Koch i Sturms Fl. Heft 82; 
R. Petiveri 4, minor Koch. Syn. ed. 2 p. 13; R. confusus Godr. ; 
R. *confusus Tullb. p. 68 tildels; R. *hololeucus Tuilb. p. 67; _ 
R. tripartitus Nolte p. 282, Hansens Herb. 1274; R. Kochii 
Beurl. ; 
En lille lav Form med begge Bladformer. Den fore- 
kommer paa lavt Vand, f. Ex. mddæmmede Årealer, eller 
oversvømmede Steder i Nærheden af Havet. 

f. salsuginosa (Dmt.) Monogr. p. 14 er f. minor uden svøm- 
mende Blade. 


924 


P, fluviatilis (Web.) (1780). R. aquatilis 6, L.; R. flui- 
tans Lam.; R. fluviatilis Beurl.; B. marinum Fr. tildels, Lge. 4 
p- 991 tildels; R.* marinus f. peucedanoides Tullb. p. 67; R. 
fluitans 2, maximus Hiern p. 18; R. Lamarckii Wirtg.; B. 
marinum Fl. D. 2776; R. fluviatilis Hansens Herb. 1130. 


Kraftige Planter med meget lange Stængelstykker og 
Bladafsnit, i Reglen uden Sv@mmeblade. Voxer i stærkt 
rindende eller dybt, baade fersk og brakt Vand. 


f. minor (Hiern). R. fluitans « minor Hiern p. 18; R. Bachii 
Wirte. Hele Planten mindre, Blomsterne smaa. 

Geogr. Udbr.: a forekommer i Nærheden af Havet langs 
Østersøens og Vesterhavets Kyster, desuden i England, Frank- 
rig, Spanien og Portugal (iflg. Hiern). {Æ forekommer 1 
Fjordene langs Kysterne, i større Aaer og i Floder og angives af 
Hiern foruden fra de samme Lande som «a fra Italien, Schweiz, 
Bayern, Bohmen, Ungarn, Transsilvanien og Serbien. 

Anmerkning. Den forste Art, der blev udskilt af Linnés 
_ R. aquatilis var R. fluitans Lam. Af Weber fik den senere 
Navnet À. fluviatilis; dens ejendommelige Habitus, begrundet 
paa de langstrakte Stængler og de meget lange, parallele 
Bladflige, var Aarsag dertil. Den beskrives i Reglen med 
glat Frugtbund, og skjønt Godron o.fl. have paavist, at den 
ogsaa forekommer med haaret Frugtbund, har dog Ingen før 
forenet den med B. marinum, endskjønt denne meget ofte 
har samme Habitus som R. fluitans og ogsaa blev funden i 
fersk Vand baade i Sverrig og Danmark. Tullberg an- 
fører, at der i Danmark forekommer en Form af &. marinus, 
… som kun adskiller sig fra B.fluitans ved haaret Frugtbund, 
og som han derfor kalder À. marinus v. peucedanoides. Mars- 
son, Babington, Lange og Krause angive ogsaa alle 
den glatte Frugtbund, hvorved den skal adskille sig fra de 
andre Arter (undtagen B. hederaceum, der altid har giat 
Frugtbund). De øvrige Kjendetegn, der angives, f. Ex. halv- 
fyldte Blomster, stilkede Blade, glatte Frugter og Bladskeder 
ere, som jeg ovenfor har anført, aldeles ubrugelige som Arts- 


25 


"mærker. Da B. marinum blev funden med Svommeblade, 
blev den derimod hurtig forenet med B. Baudotii. Smaa 
Former af B. Baudotii have foraarsaget megen Konfusion ; 
dels ere de blevne forvexlede med B. tripartitum (af Nolte) 
og B.hololeucon (af Tullberg), dels forenede med Former af 
B. paucistamineum (af Koch under Navn af R. Petiveri), dels 
opstillede som egen Art under Navn af — À. confusus Godr. 
Denne Art adskilles ifølge Beskrivelserne væsentlig fra B. 
Baudotii ved Støvdragere, der ere længere end Frugtsam- 
lingen; bortset fra, at Stovdragerne kunne være lange hos 
alle Formerne af B.fluitans (i udvidet Forstand), maa det 
bemærkes, at Støvdragerne, idet Blomsten springer ud, i 
Reglen ere længere end Frugtsamlingen, men sprede sig 
vandret ud, saaledes at de ikke rage op over denne. Det 
varer imidlertid ikke længe, før Frugtsamlingen voxer og 
bliver højere end Støvdragernes Længde, og det kommer 
altsaa meget an paa, paa hvilket Stadium man iagttager 
Blomsterne, og om man lægger Vægten paa Støvdragernes 
Længde eller derpaa, om de rage op over Frugtsamlingen. 
Endelig er at bemærke, at smaa Former af B. paucistamineum 
og B. peltatum ere blevne forenede med B. fluitans. 

Som Artsnavn har jeg valgt ,fluitans*, da dette er det 
ældste Navn, der er tildelt en Form af denne Art, nemlig 
den langstrakte Form uden Svømmeblade; som Varietets- 
navn for denne har jeg valgt ,fluviatilis” for at undgaa at 
have samme Navn som Arts- og Varietetsnavn. DB. fluitans 
(Lam.) er altsaa her opfattet i udvidet Forstand og indbefatter 
som typisk Form B. Baudotii (Godr.), der har begge Blad- 
former og væsentlig forekommer i brakt Vand eller i selve 
Havet, hvor dette er lidet saltholdigt, hvilket jo er Tilfældet 
i Østersøen, og B. fluviatilis, som jeg betragter som en unor- 
mal Form af B. fluitans (udvidet), særlig fordi den ikke kan 
sætte Frugt under Vand. Tilbage staar at give en rimelig 
Forklaring paa, hvorledes denne Plante fra sit rette Element, 
det saltholdige Vand ved Kysterne er bleven ført op i 


26 


Flodernes ferske Vand, hvor den vegetativt befinder. sig. ud- 
mærket vel. Jeg skal i denne Sammenhæng henvise til Koch 
i Sturms Flora Hefte 67, hvor han fortæller, at han to Aar 
itræk forgjæves søgte at indsamle Frugten af B.fluitans v. 
fluviatilis 1 Floden Rednitz, hvorfor han medtog nogle blom- 
strende Exemplarer, som han nedlagde i en Kasse, som havde 
rigeligt Tillob af Brondvand. Her fik han dog heller ingen 
Frugter, men han iagttog med Forbauselse, at den efter 
nogen Tids Forløb havde faaet nogle Svommeblade. Hiern 
beretter, at Koch af Frugten af B. fluitans v. fluviatilis (det 
maa altsaa engang være lykkedes ham at faa Frugter) har 
faaet frembragt en Form, der nærmede sig B. Baudotii. 

Til B. fluitans hører sandsynligvis ogsaa B. carinatum 
Schur, der er uddelt i Kerners Flora exsiccata Austro-Hun- 
garica af Freyn; som vigtigste Skjelnemerke mellem denne 
og B. Baudotii angiver Freyn, at den har cylindriske Ar- 
papiller, medens B. Baudotii har vorteformede. Exemplaret 
ser habituelt ud som. B. fluitans v. fluviatilis, og om Planten 
angives, at den voxer i stærkt rindende Vand, samt at den 
ikke sætter Frugt, naar den blomstrer under Vand; muligt 
kunde det derfor være, at de af Freyn undersggte Planter 
have havt unormalt forlængede Arpapiller ligesom det oven- 
for omtalte Exemplar i Hansens Herbarium. 


B. paucistamineum (Tausch) (1814) udvidet. R. pauci- 
stamineus Marss. p. 11. 


Svommebladene dybt, næsten til Grunden tredelte med 
kileformede Afsnit, Sideafsnittene tofligede, Fligene i Spidsen 
rundtakkede (Fig. 10—12), paa Undersiden haarede. Over- 
gangsformer til findelte Blade hyppige, ligesom hos fore- 
gaaende Art ofte med stilkede og smallere Afsnit (Fig. 12). 
Axelbladene hindeagtige, haarede, tilvoxne til Bladstilken. 
Blomsterstilkene kortere end de svømmende Blades Stilke. 
Blomsterne middelstore, Kronbladene omvendt ægformede, 
ikke berørende hverandre, Støvdragerne ca. 15, længere end 


27 


Frugtsamlingen, Arrene korte og butte og med cylindriske Pa- 
piller (Fig. 17). Frugterne oftest haarede, rynkede og uden Kjel. 
a, diversifolium (Schrank). R. diversifolius Schrank p. 103 
(1789); R. triphyllus Wallr.; R. aquatilis ö, tripartitus Koch 
i Sturms Fl. Heft 67; R. Petiveri a, major Koch Syn. ed. 2 
p. 13; R.Friesü Beurl.; R. tripartitus Fl.D. 1993; R. pauci- 
stamineus a, Petiveri Marss. p. 11; R. *heterophyllus a, tri- 
phyllus Tullb. p. 68: R. * paucistamineus «a, floribundus Tullb. 
p. 69; B. Langei F. Schultz iflge Lge. & Mort. p. 244; R. Peti- 
veri 2, minor Lge. 4 p.588; B. heterophyllum 7, schizilobum 
Lge. 4 p.588, Kr. p. 3; B. floribundum Hn. p. 167; B. hirsu- 
tissimum Kr. p.4; B. confusum Fr. Herb. norm. XV, 28. 

Svommeblade tilstede, talrige, oftest i Omkreds kreds- 
runde, de nedre, findelte Blade ofte stilkede, de øvre stilk- 
løse, mere eller mindre penselformet sammenfaldende, naar 
de tages op af Vandet Hele Planten grøn. 

Grovere Former have større Blade med buttere Lapper 
(Fig. 10): f. obtusiloba Wallr.; sentblomstrende Former mangle 
ofte Svømmeblade: f. serotina. 

Hyppig baade i fersk og brakt Vand. 

2, divaricatum (Schrank). R. divaricatus (Schrank) p. 103 
(1789); Foeniculum aquaticum Tabernæmontanus p. 187; R. 
aquatilis @ L.; R. trichophyllus Chaix i Vill. p. 335 (1786) 
(uden Beskrivelse); R. aquatilis v. capillacea Hansens Herb. 
253; R. paucistamineus Beurl.; R. *paucistamineus 2, tricho- 
phyllus Tullb. p. 70; B.trichophyllum Lge. 4 p.589, Fl. D. 
2357. | 

Svammebladene mangle i Reglen, de findelte Blade have 
korte, til alle Sider stivt udstaaende Flige og falde ikke 
sammen, naar de tages op af Vandet, Blomsterne mindre 
end hos «a. Hele Planten oftest brun. 

Forekommer undertiden med Svømmeblade af Form 
som hos a, men ofte med spidsere takkede Flige (f. ano- 
mala Godr.). 

Almindelig i stillestaaende, lavt Vand. 


28 


7, Drouetii (F. Schultz). R. Drouetii F. Schultz hos Godr. 
(1848); R. paucistamineus 7, Drouetii Marss. p. 12; R. * pau- 
cistamineus 7, flaccidus Tullb. p. 70; B. trichophyllum v. rivu- 
lare Lge. & Mort. p. 243. 

Stænglen spinkel, langstrakt. Bladene alle findelte, stil- 
kede, med langstrakte Flige og penselformet sammenfaldende, 
naar de tages op af Vandet, Blomsterstilkene meget korte, 
Blomsterne smaa. Planten gran. Forekommer undtagelsesvis 
med svømmende Blade. 

I stærkt rindende Vand, sjælden. 


0, eradicatum (Læst.). R. aquatilis v. eradicata Læst. 1839; 
B. confervoides Fr. i Bot. Not. 1845; Fl.D. 2773; RB. * pauei- 
stamineus 9, confervoides Tullb. p. 70; R. paucistamineus 
v. borealis Beurl. p. 156. 

Stænglen traadfin, Bladene findelte, stilkede; Blomsterne 
meget smaa. 


Geogr. Udbr.: a & Ø ere udentvivl almindelige i hele Europa, 
7 er funden i Norge (Hiern), Sverrig: Landskrona (Tullb.), Dan- 
mark: Søndermarken v. Kbhavn (V. Reinhardt, Expl. i Bot. Mus.), 
Kilden i Gravled Dalen v. Buderupholm (Lge. i Lge. & Mort.), mellem 
Flaskekroen og Vallensbæk !, Amager ved Taarnby!, Bæk nedenfor 
Kjøge Aas, Form med Svømmeblade! Island (Gr.), Grønland 
(Vahl, Expl. i Lge. Herb.), Tyskland, England, Frankrig, 
Østrig, Italien, Tyrkiet (Hiern). 0 synes fortrinsvis at fore- 
komme i de nordligste Egne af Europa: det nordlige Sverrig, 
Norge (Tullb.), Finland, Island (Hiern), Grønland (Lge. & 
K.R.). Varieteterne 7 og d gaa imidlertid jævnt over i hinanden 
og det kunde mulig være rettere at betragte 0, eradicatum som 
en lille Form af 7, Drouetii. 


Anmerkning. Det ældste Navn, der antages at være 
tildelt en Form af denne Art, er R. trichophyllus Ghaix; da 
det imidlertid er givet uden nogen Beskrivelse eller Afbild- 
ning, bor det forkastes. Schrank beskrev de to alminde- 
ligste Former af denne Art som selvstændige Arter; de to 
af ham givne Navne AR. diversifolius og R. divaricatus kunne 
derfor passende benyttes som Varietetsnavne for disse. Det 


29 


derefter i Alder falgende Navn er À. paucistamineus Tausch. 
Det er givet til en Form uden Svommeblade, men er iøvrigt 
ganske betegnende ogsaa for de andre Former af Arten; 
jeg har derfor fulgt Marsson og Tullberg i at optage det 
som Navn for hele Arten. Navnet R.divaricatus har været 
henfort til BD. circinnatum og som ældre af Mange været 
foretrukket fremfor dette; Freyn (II p.17) har imidlertid 
bevist ved Henvisning til den af Schrank citerede Afbildning 
hos Tabernæmontanus, at R. divaricatus ikke kan være den 
af Sibthorp under Navn af À. circinnatus beskrevne Plante, 
men maa høre til D. paucistamineum. Jeg har efterset den 
citerede Afbildning og maa bekr&fte, at den tydelig frem- 
stiller den hyppigste Form af B. paucistamineum uden Svomme- 
blade. AR. triphyllus Wallr. beskrives med glatte Frugter, 
men er iøvrigt ikke forskjellig fra B. paucistamineum a, di- 
versifolium. Wallroth anfører tre Varieteter af den: a, ob- 
tusiloba, 2, acutiloba og 7, schiziloba, som adskille sig fra 
hverandre ved Bladfligenes Form. Kraftige, storbladede 
Former svare nærmest til den første, Former med talrige 
Overgangsblade til den sidste. B. salsuginosum Fl. D. 2909 
er en unormal Form af B. paucistamineum, fremkommen ved 
pludselig Stigning af Vandet. 


B. peltatum (Schrank). R. peltatus Schrank p. 103 (1789); 
R. aquatilis a L. (tildels); R. heterophyllus Web. (1780) til- 
dels; R. aquatilis a, 2, 7 Koch i Sturms Fl. Heft 67; R. pel- 
tatus Beurl.; R. aquatilis Fl. D. 2416, Marss. p. 10; R. aqua- 
tilis v. heterophyllus Hansens Herb. 252; B. heterophyllum 
Lge. 4 p. 587 (tildels); B. peltatum Lge.4 p.585; B. floribun- 
dum Lge. 4 p. 587. 


Svommebladene paa Undersiden haarede, nyreformede, 
3-lappede med 2-lappede Sidelapper, Indskjæringerne naa i 
Reglen kun til Bladpladens Midte, Lapperne afrundede, ikke 
kileformede, i Spidsen rundtakkede (Fig. 2—5). Axelbladene 
hindeagtige, haarede, tilvoxne til Bladstilken. De findelte 


30 


Blade ere i stillestaaende Vand oftest siddende og stive, i 
strømmende Vand mere eller mindre stilkede og med slap- 
pere Flige, saaledes at de falde penselformet sammen, naar 
de tages op af Vandet. Blomsterstilkene længere end Blad- 
stilkene. Kronbladene brede, rundagtige, berørende eller 
dækkende hverandre med Randene. Stovdragerne talrige, 
20 eller derover, længere end Frugtsamlingen. Arrene korte 
og budte, med cylindriske Papiller (Fig. 16). Frugterne oftest 
haarede, rynkede, uden tydelig Kjøl. 

En meget variabel Plante. Forma floribunda (Bab.) er en 
kraftig Form med kredsrunde Blade (Fig. 2), f. quinqueloba 
(Koch i Sturms Fl. Hefte 67) har Svømmeblade, hvis Lapper ere 
hele, f. truncata (Koch ibid.) har paa tværs ovale Blade (Fig. 4), 
f. submersa Bab. er en Form uden Svømmeblade, men for- 
øvrigt som Hovedformen, f. tenella er en lille Form, næppe 
halvt saa stor som Hovedformen, f. penicillata (Dmt.) har 
tyk opblæst Stængel og langstrakte, sammenfaldende Blad- 
flige, f. crassicaulis Fr. (Lge. 4) som f. penicillata men. med 
glatte Frugter, f. pseudofluitans (Hiern) som f. penicillata, men 
uden Svommeblade. 

Almindelig fortrinsvis 1 fersk Vand, de tre sidste Former 
høre hjemme i stærkt strømmende Vand. 

I Sverrig findes en mærkelig Form, som af Fries er ud- 
givet i Herb. norm. XII. 48 under Navn af B. peltatum Fr.; 
dens findelte Blade ere langstilkede, men de yderste Blad- 
flige ere meget korte og fine, saa at Bladet faar et meget ejen- 
dommeligt Udseende. Desuden angives der fra Sverrig (og 
fra Spanien og Bøhmen) en Form, der udelukkende har 
svømmende Blade: v. isophylla Fr. (R. intermedius Knaf iflg. 
Freyn), hvoraf jeg ikke har set Exemplarer. 

Geogr. Udbr.: Almindelig i hele Europa. | 

Anmeerkning. RB. peltatus Schrank er det ældste og 
sikreste Navn for denne Art. R.aquatilis L. indbefatter hele 
Slægten med Undtagelse af B. hederaceum. KR. heterophyllus 
Web. indbefatter alle Arterne med begge Bladformer. 


B. circinnatum Sibth. (1794), Tullb. p.71, Lge. 4 p. 590, 
Hansen Herb. 884, Fl. D. 2236; R. aquatilis >, L; R. divari- 
catus Koch Syn. ed. 2 p. 13, Koch i Sturms Fl. Hefte 67, 

Marss. p. 12. 
Bladene alle findelte, siddende, kredsrunde, med i eet 
Plan udspærrede Flige, Axelbladene danne en Skede. Blom- 
sterne langstilkede, Kronbladene bredt omvendt ægformede, 
bergrende hverandre med Randene, Stovdragerne talrige, læn- 
gere end Frugtsamlingen, Arrene korte og kglleformede med 
vorteformede Papiller (Fig. 18). Frugterne glatte eller haarede. 

Forekommer temmelig almindelig baade i stillestaaende 
og i strømmende Vand. 


Geogr. Udbr.: Uden Tvivl. udbredt over hele Europa. 


Anmærkning: Angaaende À. divaricatus se under B. 
paucistamineum 1 Anmeerkningen. 


Medens B. fluitans, B. paucistamineum, B. peltatum og 
B. circinnatum synes at vere temmelig ensartet udbredte 
over hele Europa, have B. hederaceum og B. tripartitum en 
afgjort vestlig Udbredelse. I disse vestlige Egne af Europa, 
hvor B. hederaceum har sit egentlige Hjem, findes nogle Arter, 
der forbinde denne med B. tripartitum, B. paucistamineum 
og B. peltatum, nemlig B. intermedium auctt. angl., B. cenosus 
Guss. og B. Lenormandii Schultz; de have ligesom B. hederaceum 
lutter svømmende Blade, og Arrene ere korte og med faa 
Papiller, Formen af Svommebladene nærmer sig derimod stærkt 
den hos de andre Arter. Da jeg kun har havt Lejlighed til at 
se nogle torrede Exemplarer af disse Arter, kan jeg ikke neer- 
mere omtale dem her, dog var det jo muligt, at de kunde 
findes her i Landet, og jeg maa seerlig gjore opmeerksom paa, 
at saadanne Arter mulig skjule sig under B. peltatum f. isophylla 
Fr., der omtales i Haandbogerne, men hvoraf jeg hverken i 
Naturen eller 1 Herbarierne har fundet noget Exemplar. 


32 


Études sur le genre Batrachium, 


Par 
0. Gelert. 


(Résumé.) 


Les recherches communiquées dans l'article précédent 
ont amené le résultat, que dans les pays scandinaves il se 
trouve les 5 espèces suivantes de Batrachium: 


Batrachium hederaceum (L.) 
— fluitans (Lam.) 
— paucistamineum (Tausch) 
= peltatum (Schrank) 
— circinnatum (Sibth.). 


Dans la limitation des espèces je me range surtout à 
M. Marsson (Flora von Neuvorpommern) et à M. Tull- 
berg (dans Botaniska notiser 1873). 


B. hederaceum (L.). Cette espèce se trouve surtout dans 
les contrées occidentales de l'Europe, en Norvège à Trond- 
hjem, en Suède dans les provinces de Halland, Bohuslän 
et Gotland, en Danemark dans quelques endroits de Pile 
de Fyen et en Jutland, où il est plus fréquent dans la partie 
occidentale que dans la partie orientale. 


B. fluitans (Lam.). Sous cette espèce je réunis les 
Ranunculus Baudotii Godr., R.confusus Godr., Batrachium 
marinum Fr. et R. fluitans Lam. La première espèce qui 
fut séparée du À. aquatilis L. était le R. fluitans Lam., 
auquel Weber donna plus tard le nom de R. fluviatilis. On 
lui attribue généralement dans les descriptions un réceptacle 
nu, et quoique Godron et d’autres auteurs ont démontré 


33 

qu'il peut se présenter aussi avec réceptacle poilu, personne 
ne l’a autrefois réuni avec le B. marinum Fr. M. Tullberg 
indique qu'il se trouve en Danemark une forme de B. mari- 
num qui se distingue du À. fluitans seulement par le récep- 
tacle poilu, et il l'appelle &. marinus v. peucedanoides. MM. 
Marsson, Babington, Lange et Krause indiquent aussi 
le réceptacle nu, par lequel il doit se distinguer des autres 
espèces. Au contraire, quand le DB. marinum fut trouvé avec 
des feuilles nageantes, il fut bientôt identifié avec le À. Bau- 
dotii. De petites formes du À. Baudotii ont causé beaucoup 
de confusion; elles ont été confondues en partie avec le R. tri- 
partitus (par Nolte) et le À. ololeucos Lloyd (par M. Tullberg), 
elles ont été réunies en partie avec des formes du B. paucista- 
mineum (Tausch) (par Koch sous le nom de À. Petiveri), 
en partie décrites comme une espèce particulière sous le nom 
de À. confusus Goar. qui, d’après les descriptions, se distingue 
du B. Baudotii principalement par les étamines, qui doivent 
être plus longues que le gynécée. Sans compter que les 
étamines peuvent être longues chez toutes les formes de B. 
fluitans (Lam.), nous ferons observer que les étamines, au 
moment de l'épanouissement de la fleur, sont généralement 
plus longues que le gynécée, mais comme elles sont hori- 
zontales, elles ne s’avancent pas sur le gynécée. Au bout 
de quelque temps cependant, le gynécée s’accroît et devient 
plus long que les étamines. Comme nom spécifique j'ai 
choisi fluitans, qui est le nom le plus ancien attribué à une 
forme de cette espèce, savoir à la forme prolongée sans 
feuilles nageantes. (Comme nom de variété pour celle-ci 
j'ai choisi le nom second par ancienneté: fluviatilis. Je re- 
garde le BP. Baudotii comme type de l'espèce. Le B. fluitans 
a Baudotii se trouve assez fréquemment au voisinage de la 
mer le long des côtes de la Baltique et de la mer du Nord. 
La var. fluviatile se trouve dans les fjords et dans les rivières 
plus grandes. 


B. paucistamineum (Tausch). Le nom le plus ancien 
qui semble être attribué à une forme de cette espèce est 
celui de À. trichophyllus Chaix. Comme il n’est accompagné 
cependant ni de description ni de figure, il ne peut être 
adopté. Schrank décrivit plus tard les deux formes les plus 
communes de cette espèce comme espèces particulières. Les 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 3 


34 

deux noms donnés par lui, diversifolius et divaricatus s’adap- 
tent donc le mieux comme noms de variété. Le nom sui- 
vant par ancienneté est celui de À. paucistamineus Tausch, 
qui a été donné à une forme sans feuilles nageantes, mais 
qui est d’ailleurs assez désignatif pour toute l'espèce; j'ai 
donc suivi MM. Marsson et Tullberg en l’adoptant. Le 
nom de À. divaricatus a été appliqué au B. circinnatum, et 
comme plus ancien préféré à ce dernier; je me range pour- 
tant à l'opinion émise par M. Freyn (Zur Kenntniss ein. 
Art. d. Gatt. Ranune. IN). Le R.triphylius Wallroth a, selon 
les descriptions des fruits nus; il ne diffère du reste pas du 
B. paucistamineum a diversifolium. Le B. paucistamineum 
est commun dans tous les pays scandinaves; dans les con- 
trées les plus boréales pourtant, on ne trouve que les variétés 
Drouetii et eradicata. 


B. peltatum (Schrank). Æ. peltatus est le nom le plus 
ancien et le plus sûre pour cette espèce. Le À. aquatilis L. 
embrasse le genre entier à l'exception du B. hederaceum. 
Le R. heterophyllus comprend toutes les espèces à feuilles 
nageantes et submergées. Cette espèce est commune et se 
présente sous beaucoup de formes dont aucune pourtant ne 
paraît mériter le rang de variété. Elle ne s’avance pas aussi 
loin vers le nord que l’espece precedente. 


B. circinnatum (Sibth.). .Assez commune; elle ne se 
trouve pas non plus sous des latitudes aussi hautes que le 
B. paucistamineum (Tausch). 


B. tripartitum D.C. La recherche du R. hololeucon, qui 
a été indiqué pour les flores de la Suède et du Danemark, 
m'a montré, que cette plante n’a pas été trouvée dans les 
pays scandinaves. Les plantes de la Suède qui ont été 
appelées B. hololeucon sont de petites formes du B. fluitans 
a Baudotii, et les plantes de Danemark qui ont été men- 
tionnées sous ce nom sont de petites formes du B. peltatum 
et du B. fluitans a Baudotü. J'ai en l’occasion de voir une 
grande quantité d'échantillons du BD. tripartitum D.C. et du 
B. hololeucon (Lloyd), mais il m’a été impossible de trouver 
d’autres différences que celles des dimensions, et ces carac- 
tères même présentent des transitions bien nettes. Je pro- 
pose donc de les réunir comme autrefois sous le nom de 
B. tripartitum et avec les noms de variété micranthum et 


39 


obtusiflorum, comme De Candolle les a décrits dans Regni 
vegetab. syst. 1818. Probablement la var. obtusiflorum doit 
être regardée comme le type de l’espèce; elle a aussi la 
distribution géographique la plus grande. Le B. tripartitum 
D.C. croît dans l'Europe occidentale. 2, obtusiflorum a été 
trouvé en Holstein près de Neumünster; il serait donc pos- 
sible qu’on le trouvât dans les marais du Jutland occidental. 

Le R. Lenormandii Schultz, le R. intermedius auct. angl. 
et le À. cenosus Guss. qui se rattachent surtout au Batra- 
chium hederaceum et le relient à d’autres espèces, n’ont pas 
été trouvés dans les pays scandinaves. 


36 


Mykologiske Meddelelser (m). 


Spredte lagttagelser fra 1892. 
(Meddelte i Modet d. 6te Maj 1893.) 


Af 
E. Rostrup. 


dy Ustitaginaceae. Til den Liste over Danmarks 
Brandsvampe, som jeg meddelte i 1890 (Bot. Forenings Fest- 
skrift 5. 117 o. flg.), kan foruden de i Bot. Tidskr. 18. Bd. 
5. 66 anførte Arter endvidere føjes folgende i 1892 gjorte 
Fund, nemlig: 1) Ustilago Panict (P.), der opfraadıe 
Mængde i en Hirseager ved Lyngby (K. Hansen), 2) Entorrhiza 
Cypericola (Magn.) Weber, som af Assistent F. K. Ravn 
fandtes 1 Mengde i Lyngby Mose paa Carex limosa, hvis 
finere Rodtreevler bere de af Svampen frembragte pære- 
formede hvide Knolde af 3—4 mm. Leengde; den vides hidtil 
kun at vere funden paa Cyperus flavescens i Tyskland. Den 
paa den nævnte Carex fundne Form afviger dog, hvad 
Sporernes Størrelse og Bygning angaar, lidt fra den Beskri- 
velse, Magnus har givet, saa at den muligvis er en egen Art, 
hvad umiddelbar Sammenligning eller Dyrkningsfors¢g maa 
afgjøre. Sporerne hos dei Lyngby Mose samlede Exemplarer 
ere lidt større end hos den paa Cyperus fundne, nemlig 20—25 u 
lange og 12—15y tykke; endvidere ere de glatte og Væggen 
synes sammensat af fire Lag, som afvexlende ere farvelgse 
og blegbrune; de ere fyldte med et grynet Indhold, der dog 
ogsaa ses paa den af Magnus (Ber. d. deutsch. bot. Gesell- 
schaft Bd. VI, S. 102) givne Figur. 


2. Peridermium Pini. Den af Willdenow (1788) 
forst beskrevne paa Fyrrebark optrædende Lycoperdon Pini 
blev senere af Persoon henfort til Aecidium, af Link til en 
Underslægt Peridermium, hvilket Navn af E. Fries optoges 
som Slægtsnavn; baade af denne og efterfølgende Mykologer 
anvendtes i lang Tid Navnet Peridermium Pini tor de baade 
paa Bark og Naale af forskjellige Arter af Slægten Pinus 
optrædende Æcidier. I nyere Tid er det imidlertid ikke 
alene paavist, at Peridermium Pini ikke er en selvstændig 
Svamp, da den kun er et Led af værtskiftende Rustsvampe, 
men tillige, at den er i høj Grad kollektiv, idet Navnet dækker 
over en hel Række Æcidieformer, hvis tilsvarende Basidie- 
frugter optræde paa forskjellige Værtplanter. Som bekjendt 
paaviste Wolf (1874) ved Udsædsforsøg, at Peridermium Pini 
var Skaalrustgenerationen af Coleosporium Senecionis (Pers.) 
Fr., og det blev da uden. videre antaget, at alt, hvad man 
hidtil havde henfort til Peridermium Pini, forholdt sig paa 
samme Maade. Det har imidlertid viist sig, at de paa Bark 
og paa Naale optrædende Æcidier ere forskjellige baade i 
Bygning og i Generationsskifte. I 1886 paaviste Cornu, at 
en paa Barken af Pinus silvestris optrædende Peridermium 
er en Skaalrustform af Cronartium asclepiadeum (Willd.) Fr. ; 
i 1888 godtgjorte Klebahn, at den paa saa fordærvelig Maade 
hos os optrædende Peridermium paa Pinus Strobus er et 
Led af Cronartium Ribicola Dietr.; en tredje ogsaa her i 
Landet, og særlig hyppig paa den skandinaviske Halvø, paa 
Stamme og Grene af Pinus silvestris forekommende Peri- 
dermium er endnu ukjendt i sin videre Udvikling. Indtil 
ganske nylig har man troet, at de paa Fyrrenaale optrædende 
Peridermiumformer hørte til en og samme Art, nemlig til 
Coleosporium Senecionis; nogle i det sidste Par Aar af 
Klebahn og mig anstillede Forsøg og Iagttagelser have dog 
ført til det Resultat, at ogsaa de bladboende Former af 
Peridermium Pini henhore til forskjellige Basidiefrugter, 
nemlig til flere Arter af Slægten Coleosporium. Ved en Del 


88 
baade af Plowright, Klebahn og mig med Sporer af blad- 
boende Peridermium Pint anstillede Udseedsforsog paa Senecio 
viste det sig, at Skaalrustsporer tagne fra een Lokalitet sloge 
godt an og hurtig frembragte Coleosporium-Stadiet, medens 
Infektionen ikke vilde lykkes, naar Sporerne vare samlede 
paa et andet Sted. Disse Forsøg: maatte lede paa den 
Tanke, at der var forskjellige, om end hinanden meget 
lignende Arter af Peridermium paa Fyrrenaale. Jeg havde 
ofte bemærket, at Huphrasia, som optraadte i Fyrreskove, 
var særdeles rigelig bedækket med Coleosporiwm, saa at man 
næppe kunde finde en Plante eller selv et Blad, som var fri 
for Rust. I Slutningen af Maj 1892 bemærkede jeg endvidere 
paa den botanisk berømte Brede Bakke, at en Gruppe unge 
Skovfyr i paafaldende Grad havde neesten alle Naale besatte 
med Blererust, og da jeg i August s. A. atter besøgte Stedet 
vare alle Exemplarer af de rundt om Fyrrerne voxende 
Melampyrum nemorosum aldeles røde paa Bladenes Under- 
side af Coleosporium Euphrasiae (Schum.) Winter, hvilket 
bestyrkede min Formodning om, at de to Rustsvampe stode 
i genetisk Forhold til hinanden. I det nylig udkomne Zeitschr. 
f. Pflanzenkrankheiten II. Bd. V. Hft. S.265 o. flg. bekræftes 
dette Forhold af Klebahn, som i 1892 ved omhyggelige 
Udsædsforsøg har paavist, at en af de paa Skovfyrrens Naale 
optrædende Peridermier fremkalder Coleosporium paa Rhi- 
nanthus major og Melampyrum pratense, hvorimod Udsæden 
af samme Sporer paa Senecio silvaticus og S. vulgaris gav 
negativt Resultat. Denne Skaalrustform, som saaledes maa 
antages at staa i Forbindelse med Coleosporium Euphrasiae 
(Schum.), har Klebahn kaldt Peridermium Stahlü. — End- 
videre har Klebahn ved Forsøg i 1892 paavist, at en Peri- 
dermium paa Naale af Skovfyr fremkaldte Coleosporium paa 
Tussilago Farfara, saa at denne Skaalrustform, som Klebahn 
kalder Peridermium Plowrigthii, maa antages at staa i 
genetisk Forhold til Coleosporium Tussilaginis (Pers.) Lév. — 
I Slutningen af Maj 1889 bemærkede jeg et stærkt Angreb 


39 
af Blærerust paa Naalene af 3—Aaarige Pinus mantana og 
P. silvestris i en Planteskole ved Arressdal; Bedet strakte sig 
i øst-vestlig Retning, saaledes at Bjærgfyrrerne fandtes i den 
vestlige, Skovfyr i den østlige Ende. Bjærgfyrplanterne vare 
i den vestre Ende af Bedet i den Grad angrebne af en 
iøvrigt usædvanlig lille Form af Blærerust, at der ikke var et 
Blad at finde, uden at det var besat med Rækker heraf; jo 
længere man kom bort fra denne Rand, des mere aftog 
Angrebet, og påa Skovfyrplanterne fandtes Rusten kun paa 
Toppene, der rågede højere til Vejrs end Bjærgfyrrerne. Ved 
den Ende af Bedet, hvor det stærkeste Rustangreb viste sig, 
fandtes en Gruppe af Campanula rapunculoides, hvis Blade 
vare helt brandgule af Coleosporium, og det laa nær at 
antage, at Blærerusten påa Fyrrenaalene hidrørte fra de i 
det foregaaende Aar paa Gampanula-Bladene optraadte 
Rusthobe. I Følge denne og nogle flere lignende Iagttagelser, 
som jeg har gjort, maa jeg anse det for i høj Grad sand- 
synligt, at ogsaa Coleosporium Campanulae (Pers.) Lév. staar 
i genetisk Forbindelse med en Peridermium paa Fyrrenaale. 
— Det laa jo nær at antage, at alle disse formentlige Arter 
af Goleosporium paa Senecio, Rhinanthaceer, Tussilago og 
Campanula, maaske ogsaa paa Sonchus m.fl., horte til en 
og samme Art, da man i Virkeligheden ikke har kunnet 
paavise bestemte morfologiske Forskjelligheder hverken hos 
deres Uredosporer eller deres Basidiefrugter (Teleutosporer), 
men kun opstillet disse Arter paa Grund af, at de optraadte 
hos saa forskjellige Værtplanter, hvad der ikke plejer at 
være Tilfældet med saa udpræget parasitiske Svampe som 
Uredinaceae. Men imod en såadan Antagelse strider dels 
den Omstændighed, at Æcidiesporer tagne af samme Fyrre- 
naal ikke ville spire og fremkalde Coleosporium-Formen paa 
mere end een af de nævnte Grupper af Værtplanter, og for 
det andet, at Uredosporer, tagne af den ene af disse Vært- 
planter, i Folge de hidtil af mig anstillede Forsøg ikke ville 
fremkalde Uredo paa de andre. Ligesom de morfologiske 


40 


Forskjelligheder mellem de formentlige Arter af Coleosporium 
ere højst ubetydelige og vage, saaledes er dette ogsaa Tilfældet 
med de tilsvarende Skaalrust- eller Peridermium-Former. 
Man har saaledes her en Række biologiske Arter, der 
ikke kunne adskilles skarpt ved morfologiske Karakterer, 
men som kun udmærke sig ved, at den ene Arts Æcidier 
alene kunne udvikle sig videre paa Senecio, den anden paa 
Rhinanthaceer, den tredje paa Tussilago, den fjerde paa 
Campanula. — De Beneevnelser, man har tillagt Skaalrust- 
formerne, have jo ikke den sædvanlige systematiske Værdi, 
da det hos de veertskiftende Arter er Navnet for Basidie- 
frugten man har vedtaget at lade veere det gjældende, uden 
Hensyn til, om Æcidieformen var beskrevet og navngivet 
tidligere. Det er imidlertid 1 mange T ilfælde ret bekvemt at 
have en særlig Betegnelse for disse Skaalrustformer; af de 
syv saadanne, der tidligere bleve sammenfattede under 
Peridermium Pini, vil i Følge Klebahns Forslag dette Navn 
passende kunde anvendes for den barkbeboende Form paa 
Pinus silvestris, hvis Basidieform endnu ikke kjendes; thi det 
oprindelige Willdenowske Navn Lycoperdon Pini grunder sig 
netop paa Exemplarer, der fandtes paa Grene af Pinus 
silvestris i Omegnen af Berlin, hvor Vincetoxicum ikke findes. 
Tre af disse Æcidier har jeg i Vidensk. Medd. fra den naturh. 
Forening for Aaret 1889 (S. 250) givet Navnene Peridermium 
Wolff, P. Cornw og P. Klebahni efter de Mænd, der have 
godtgjort Forbindelsen med Basidiefrugterne, medens Klebahn, 
‚som ovenfor omtalt, har benævnt to andre af disse Æcidier 
P. Stahlii og P. Plowrightii.  Fuckel adskilte i sin Tid 
(Symbolae mycol. 1869) den paa Naalene optrædende Form 
af Blærerust fra den paa Barken forekommende under Navn 
af Peridermium oblongisporium ; dette Navn kunde da passende 
anvendes paa den Skaalrustform, der staar i genetisk Forhold 
til Coleosporium Campanulae. Hvorledes Kundskaben om 
disse veertskiftende Rustsvampe for Tiden stiller sig, vil dä 
sees af folgende Oversigt: 


+41 


Peridermium Cornui Rostr. et 


ae Gronartium asclepiadeum 
| (Willd.) Fr. 
Beklebahni Rostr.:...2.1..:. Cronartium Ribicola Dietr. 
Da ( Willd.) Kleb.::.....: ? 
Revo Rosiri „za ee Coleosporium Senecionis 
(Pers): Br. 
P.Stahliü Kleb......,.... Col. Euphrasiae (Schum.) Wint: 
Pablowrehti Kleb... ... . - Col. Tussilaginis (Pers.) Lev. 
P. oblongisporium Fuckel . . . Col. Campanulae (Pers.) Lev. 


Da der endvidere, baade hos os og i Nabolande, findes 
Arter af Coleosporium paa Pulsatilla, Sonchus og Ligularia, 
samt en Art Cronartium paa Pæonia (de to sidste i Haver), 
er der en Del Sandsynlighed for, at ogsaa disse høre med 
til Rækken af de Basidieformer, der have deres Æcidier paa 
Naaletræer. Da de to paa Fyrrebark optrædende Peridermier, 
hvis hele Udvikling er kjendt, høre til Arter af Cronartium, 
er der Grund til at antage, at ogsaa den tredje barkbeboende 
Form, Peridermium Pini Kleb., horer til en Cronartium, og 
man ledes derved til at formode, at den staar i Forbindelse 
med Cron. flaccidum paa Pæonia; men alle de Forsøg, som 
baade Klebahn og jeg har anstillet for at faa dette Sporgs- 
maal opklaret, have hidtil givet et negativt Resultat. 

3. Uromyces Betae (Pers.) Kühn. Denne overalt i 
Europa paa allehaande dyrkede Former af Beta vulgaris saa 
hyppig optrædende og skadelige Rust snylter ogsaa paa Beta 
maritima. Exemplarer af denne Plante, som vare udviklede 
af Frø samlet paa en Havstok paa Samsø i 1891 og udsaaet 
i en Forsggsmark ved Lyngby (K. Hansen), viste sig i Maj 
1892 angrebne af denne Svamps Æcidier og Uredo. Det er 
altsaa ikke nødvendigt at antage, at denne Rustsvamp er 
indvandret eller indført med Roekulturen, skjønt dette vel 
nok er det sandsynligste. 

4. Tomentella atramentaria nov.sp. I April 1892 
fandt jeg i Aasevang, paa Skrænter mod Furesø, paa den 


42 


blotte Jord et tyndt, i fugtig Tilstand blæksort Overtræk af 
et Par Tommers Diameter; i tor Tilstand blev det merkt 
olivenbrunt. Ved mikroskopisk Undersøgelse viste det sig 
at bestaa af isolerede, men dog teet stillede, brune, grenede 
og leddede Hyfer af 5—7 » Tykkelse, forsynede med tydelige 
Öskenceller. Mellem disse Hyfer fandtes talrige løsrevne, 
brune Sporer, af tykt ellipsoidisk Form, 9—11} lange og 
8—9 u tykke, forsynede paa hele Overfladen med forholdsvis 
store Pigge; kun nogle faa bemærkedes i fastsiddende Tilstand 
paa Hyferne. Svampen hørte 
aabenbart til den af Corda 
opstillede Slegt Zygodesmus, 
som sædvanlig henregnes til 
Gruppen  Dematieae under 
Hyphomycetes, hvilket endnu 
‘ er Tilfældet i Saccardo’s Sylloge 
fungorum IV (1886), hvor der 
er beskrevet 27 Arter af denne 
Slægt. Adskillige af disse Arter 
ere dog i nyeste Tid med Rette 


| henforte til Hymenomycetes og 
Fig. 1. Tomentella atramentaria wunder Slægten Tomentella. Her- 
EPs til hgrer den omhandlede Art 

a Hyfer i 500 G. Forst. 2 , 

b og c Sporer i 100 G. Forst. sikkert ogsaa; den passer ikke 

ganske til nogen af de hidtil 

rigtignok meget ufuldstændig beskrevne Arter af Zygodesmus 

og heller ikke. til nogen kjendt Tomentella; jeg maa derfor 
antage den for at være en ny Art. 

o. Melanogaster tuberiformis Cda. Et Exemplar 
af denne til Hymenogastraceae hørende Svamp modtog jeg 
af Overlæge CG. Gad, som fandt det i Jorden under Egetræer 
ved Petersdal ved Viborg. Svampen var uregelmæssig knold- 
formet, 3 Centimeter lang og 2 Centimeter tyk, Overfladen 
foldet-rynket, matbrun ; Sporerne omvendt ægformet—aflange, 
med kort. vedhængende Stilk, 10—i2y lange og 5—6 u tykke, 


næsten uigjennemskinnelige, mørkt rødbrune. Der er nu 
kjendt 14 saakaldte underjordiske Svampe i Danmark, nemlig 
5 Hymenogastraceae og 9 Tuberaceae. 

6. Roesleria hypogæa Thum. et Pass. Denne Svamp, 
som man ogsaa kan kalde underjordisk, optræder hyppig i 
de vindyrkende Lande paa Rødder af Vinstokken, og paa 
samme Plante er den ogsaa funden ved Kjøbenhavn (se 
Medd. fra den bot. Forening I. S. 104). Jeg har nylig faaet 
meddelt Exemplarer af denne Svamp af Assistent F.K. Ravn, 
som fandt den paa Rødder af et Kirsebærtræ i Aalborg, 
samt af Cand. C. Raunkiær, som fandt den paa Rødder af 
et Ælmetræ i Ordrup. Da man længe ikke kunde finde 
Sporesække hos Roesleria, blev den anset for at være en 
Hyphomycet og henført til Stilbeae; den har imidlertid tynde 
Sporesække, som ere indsnørede mellem de i Række liggende 
Sporer, og derfor mindre let bemærkelige. Den hører 
utvivlsomt til Discomycetes, men dens Plads indenfor disse 
er man ikke enig om. Den stemmer i flere Henseender med 
Helvellaceae, særlig med Mitrula og Vibrissea, til hvilken 
Slæet Richard henførte den, medens Fresenius beskrev den 
under Navn af Heydenia alpina. Weinmann kalder den 
Pilacre subterranea, men med denne til Basidiomycetes hørende 
- Slægt har den kun habituel Lighed. I adskillige Henseender 
slutter den sig til Calicieae, og den er i nyeste Tid af Saccardo 
henført til disse og stillet nærmest Coniocybe. Den af Persoon 
under Navn af Calicium pallidum beskrevne Liken, der 
senere af Fries kaldtes Coniocybe pallida, og som voxer paa 
Stammer og Grene af ældre Træer — ogsaa funden hos os 
påa knudrede Askegrene ved Sorø — antages nu af flere 
Forfattere (Saccardo, Laurent m. fl.) åt være identisk med 
den underjordiske Roesleria hypogæa. Forholdet maa da 
opfattes saaledes, at naar den voxer i Jorden, paa Rødder, 
hvor der ikke findes grønne Alger at associere sig med, 
optræder den som en saprofytisk Svamp, naar den voxer 
påa Stammer og ‚Grene i Luften optræder den som Liken, 


44 


med et om end svagt udviklet Thallus med Gonidier. Hvis 
denne Opfattelse er rigtig, at de ovenomtalte paa Rodder og 
paa Grene optrædende Svampe ere identiske, vil dens rette 
Navn være Coniocybe pallida (Pers.); thi derved bortfalder 
tillige den eneste Forskjel Saccardo angiver at der findes 
mellem hans Slægter Roesleria og Coniocybe, nemlig at den 
første mangler, men den sidste har et gonidieholdigt Thallus. 


Den underjordiske Forms pathologiske Betydning er endnu 


usikker; der er i de senere Aar opstaaet en rig Literatur 
angaaende dens Forhold til en ødelæggende Sygdom „Pourridie“ 
hos Vinstokken; det er dog sandsynligst, at denne Sygdom 
skyldes andre Aarsager, nemlig dels Rhizomorfer, dels Bak- 
terier. | Ä 

7. Onygena ungulina nov.sp. For at undersøge 
de paa Hornsubstans voxende Svampe anbragte jeg en halv 
Snes Hestehove i det fri paa en i dette Qjemed særlig ind- 
hegnet Plet i Landbohgjskolens Have. De bleve i temmelig 
frisk Tilstand anbragte her ved Sommertid, og samme Efter- 
aar bedækkedes den nedad vendte Side, som snart var den 
hvælvede, snart den hule Side af Hovene, med et Lag af 
forskjellige Svampe, især Hyphomyceter, der dannede hvide, 
citrongule og teglstensrøde Pletter og Skorper. Af bekjendte 
Svampe fandtes Oospora equina (Desm.) Sace., som tidligere 
er kjendt fra Frankrig ligeledes paa Hestehove, endvidere 
Aspergillus candidus Lk. og Trichothecium roseum (Pers.) Lk., 
to overalt forekommende Raaddsvampe. Af andre Hypho- 
.myceter, som vanskelig lode sig henføre til nogen af de hidtil 
beskrevne Arter, optraadte især i Mængde en Art Sporotrichum, 
dels hvid dels citrongul, med kugleformede Sporer af 4—5 u 
Diameter og uregelmæssigt grenede Hyfer, en Art Chromo- 
sporium af teglstensrød Farve, med kugleformede 5—6 u 
tykke Sporer, og en Stilbum, som var hvid, af et Par Mm.s 
Højde, med kugleformede, 5—6 4 tykke Sporer. Onygena 
equina Pers., som allerede Schumacher fandt paa Sjælland, 
og af hvilken jeg har faaet Exemplarer fra Kalundborg, har 


aes 


245 


idetmindste hidtil ikke viist sig paa de omtalte Hove. Der- 
imod optraadte paa en af Hovene i Mængde en anden Art 
af samme Slægt, som hidtil synes at være ukjendt og som 
. jeg har benævnt O. ungulina. Frugtlegemerne ere siddende, 
tildels sammenhobede, 2—4 mm. i Diameter, fladt ellip- 
soidiske eller uregelmæssigt hvælvede, dog med større Bredde 
end Højde, af hvidgraa Farve. De udgaa fra et hvidt Filtlag, 
bestaaende af løst sammenvævede, farveløse, leddede og 
grenede Hyfer af 25—5y Tykkelse; Peridiet er sammensat 


Fig.2. Onygena ungulina n. sp. 
a To Sporesække, 800 G. forst. 
b To Sporer, 1000 G. forst. 
c Brudstykke af Myceliet, 1000 G. forst. 


af lignende Hyfer. Indholdet er hos de ganske unge Frugt- 
legemer hvidt, senere bliver det brunrødt eller rustrødt og 
bestaar af faa, grenede, farveløse Hyfer og talrige Spore- 
sække ; disse ere kugleformede eller tykt ægformede, varierende 
fra 14 til 20 u. Sporerne ere temmelig uregelmæssige, sædvanlig 
rundagtig-polyedriske, ofte lidt længere i een Retning, med 
en tyk Ydervæg, som udvendig er kantet, medens dens 
indvendige Begrænsning er jævn og kugleformet; de ere 
blegbrune, med et stort, iøjnefaldende Saftrum i Midten, 


46, 


8—104 tykke. Af de hidtil beskrevne tre Arter af denne 
Slægt med siddende Frugtlegemer staar den nærmest den 
påa Vædderhorn voxende O. caprina Fuckel, fra hvilken den 


blandt andet afviger ved at have meget større Sporer. Den 


af Schumacher påa raadne Hestehove fundne Lycoperdon 


ungulinum (Schum., Enumeratio pag. 192) bliver af nyere _ 


Forfattere henført til en Myxomycet: Enteridium olivaceum 
(Ehrenb.), der ellers voxer paa raaddent Ved; det er dog 
muligt, at Schumacher har havt den ovenfor beskrevne 
Onygena for Øje, i hvilket Tilfælde den skulde benævnes 
O. ungulina (Schum.) Rostr. | | 

8. Cordyceps ophioglossoides (Ehrh.) Lk. An 
gaaende denne ret notable, sjælden forekommende Svamp 
findes i vor Literatur ingen bestemt Angivelse om dens 
Forekomst i Danmark. Rigtignok har Hornemann optaget 
den i Oek. Plantelære II. S. 855 med Tilføjelse ,i Skove“, 
men uden Kilde eller nærmere Angivelse af Findested, saa 
at man er uvis om, i hvilket af de mange Lande mellem 
Upernivik, Nordkap og Lauenborg, som regnedes til den 
danske Floras Omraade, at Svampen var funden. Jeg har 1 
de senere Aar modtaget Exemplarer af denne Svamp fra tre 


forskjellige Steder i Sjælland, nemlig fra Slagelse Skov (Lærer 


Sev. Petersen), Hornbæk Plantage (Docent S. Rützou) og 
Jægersborg Dyrehave (Cand. mag. Jon. Lange). Som bekjendt 
snylter den paa Elaphomyces; 1 intet af de nævnte Tilfælde 
er der imidlertid gravet saa dybt, at Værtsvampen er fulgt 
med. Rimeligvis er den omhandlede Cordyceps hyppigere 
forekommende end sædvanlig antaget, men den forvexles let, 
ved en flygtig Betragtning, med en Geoglossum. Jeg hen- 
leder Opmærksomheden paa denne Svamp, da det kunde 
være af Interesse at faa Exemplarer af den i Forbindelse 
med Hjortetroflen, eventuelt med Mykorrhizer. 

9. Titæa maxilliformis n. sp. Paa Stængler af 
Trifolium pratense, som vare angrebne af Sklerotier tilhgrende 
Typhula Trifolii og samlede paa en Mark ved Nakskov, 


7 


fandtes en Del brune, aflange, 2—3 mm. lange, lidt hvælvede 
Pletter. Paa disse optraadte nogle smaa blege Skiver, 
bestaaende af talrige ensdannede, meget ejendommeligt 
"byggede, farvelose Konidier, som bestode af en 4—-5 leddet, 
18—20 u lang og 2—3 u tyk Hovedstamme, fra hvis nederste 
eller næstnederste Rum udgik til den ene Side et sylformet 
tilspidset, enrummet S-formig krummet Vedhæng af 20—24 u 
Længde, til den modsatte Side en valseformet, opad rettet 
Gren af 8—10 u Længde, uden eller med en enkelt Tvær- 
væg; fra denne Gren udgik atter et Vedhæng, ganske lig det 
ovennævnte, men kortere. Disse Konidier ligne i Form 


LA 


Fig. 3. Titea maxilliformis n. sp. 
Tre Konidier i 1500 Ganges Forst. 


nærmest dem som ere beskrevne hos Slægten Titæa. Af 
denne af Saccardo opstillede ejendommelige Slægt er der 
hidtil kun kjendt en eneste Art, som er funden i Italien; 
men fra denne afviger den ovenfor beskrevne i flere væsent- 
lige Henseender. Hos Titæa maxilliformis minde Konidierne 
ved deres Vedhæng om Kjæber og Kjæbefødder hos adskillige 
Leddyr, hvorfor jeg har givet den det anførte Artsnavn. 
Slægten Titæa er af Saccardo henført til Mucedineae under 
Hyphomycetes; forsaavidt den beskrevne nye Art hører til 
Titæa, maa Slægten dog snarere henføres til Tubercularieåe 
under Sektionen Staurosporae. 


48 


Contributions mycologiques (IV) 
pour l’année 1899. 
(Communiquées en avril 1893.) 


Par 
E. Rostrup. 


(Résumé de l’article précédent). 


Ustilago Paniei (P.) fut trouve en abondance sur le 
Panicum miliaceum a Lyngby pres de Copenhague. 


Entorrhiza Cypericola (Magn.) de Toni, qu’on ne con- 
naissait jusqu'ici que, parasitant dans le Cyperus flavescens 
en Allemagne, se trouve frequemment dans les racines de 
Carex limosa dans le marais de Lyngby près de Copenhague. 


Peridermium Pini (Willd.) Lk. Ce nom s'est montré de 
renfermer plusieurs especes. D’apres les recherches des der- 
nieres annees il y a trois especes au moins, autrefois desig- 
nées avec ce nom, qui habitent les ramaux et le tronc, et 
trois qui habitent les feuilles des pins. On a prouve que le 
P. Klebahni Rostr. qui croît sur les troncs de Pinus Strobus 
est la forme æcidiale du Cronartium Ribicola Dietr.; une 
des formes qui se développent sur le tronc du Pinus silve- 
stris (Per. Cornui) est la forme æcidiale du Cronartium 
asclepiadeum (Willd.) Fr., tandis qu'on n'a pas encore réussi 
de poursuivre le développement ultérieur d’une autre forme 
æcidiale, très répandue dans les pays scandinaves, qui attaque 
aussi le tronc du Pinus silvestris, et auquel on pourrait, en 
suivant M. Klebahn, réserver le nom de Peridermium Pini 
(Willd.), attendu que c'était probablement lui que Willdenow 
avait en vue en établant son Lycoperdon Pini. Depuis long- 
temps Wolff a démontré qu'une des formes de Peridermium 
se développant sur les feuilles du pin appartient à la série de 


49 


développement du Coleosporium Señecionis (P.) Fr:; cepen- 
dant, d’après les recherches des dernières années de M. Kle- 
bahn et de moi, il est hors de doute qu'il existe plusieurs 
espèces de Peridermium, entre-elles très ressemblantes, sur 
les feuilles des pins. Des expériences de MM. Plowright, 
Klebahn et de moi ont montré que, tandis que les spores 
des Peridermium se développant sur les feuilles, semées sur 
le Senecio, produisaient toujours le Coleosporium, si elles 
avaient été récoltées dans une certaine localité, les infections 
manquaient toujours, si les spores avaient été récoltées dans 
une certaine autre localité, et il faut alors conclure, qu’il 
_y a plusieurs espèces différentes de Peridermium sur les 
feuilles avec d’autres hôtes pour la phase de. Coleosporium. 
J'avais plusieurs fois remarqué la fréquence frappante de 
Peridermium sur les feuilles de Pinus silvestris au voisinage 
desquels se trouvaient des Euphrasia gracilis et Melampyrum 
nemorosum, abondamment envahis par le Coleosporium 
Euphrasiae (Schum.), et en 1892 M. Klebahn constata par 
des expériences soigneuses de semence sur le Melampyrum 
pratense et le Rhinanthus qu'il existe vraiment une telle re- 
lation génétique entre le Coleosporium mentionné et une 
forme æcidiale que M. Klebahn appelle Per. Stahln. M. Kle- 
bahn a aussi démontré une relation semblable entre le 
Coleosporium Tussilaginis (Pers.) et une troisième forme æci- 
diale croissant sur les feuilles de pin à laquelle il a donné 
le nom de Per. Plowrightii; et je l’ai rendu au plus haut 
‘degré vraisemblable que le Coleosporium Campanulae (P.) 
(Lév.) soit en relation génétique avec une quatrième petite 
forme æcidiale attaquant les feuilles du Pinus silvestris et du 
P.montana, et à laquelle je propose d'appliquer le nom de 
P. oblongisporium, avec lequel Fuckel désignait d’abord tous 
les Peridermium se développant sur les feuilles. Il me paraît 
être utile d’avoir des noms particuliers pour les formes æci- 
diales des Uredinees hétéroïques, bien que ces noms n'aient 
pas la valeur ordinaire de noms spécifiques. — Comme les 
urédospores, les teleutospores et les écidioles n’offrent que 
des différences morphologiques très insignifiantes chez ces 
espèces de Coleosporium, elles doivent être considérées plu- 
tôt comme une série d’espèces biologiques se distinguant 
notamment par un changement d'håte différent. | 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 4 


50 


Tomentella atramentaria n. sp. (Fig. 1). J’ai trouvé 
cette nouvelle espece sur la terre nue d’une falaise au bord 
du lac Furesø en Seeland, où elle formait de grandes taches 
en état humide noires comme encre, en état sec brunes d’olive. 
Elles étaient composées de hyphes lâchement entrelacées, 
brunes, rameuses, articulées, 5—7 de diamètre, pourvues 
de ,boucles“ (,Schnallen“, ,Oesen“). Les spores sont large- 
ment ellipsoides, 9—11 de long sur 8—9 4, pourvues sur 
toute la surface d’épines relativement grandes. Elle se rap- 
proche beaucoup de certaines espèces de Zygodesmus Cda, 
mais ces espèces appartiennent probablement plutôt au genre 
Tomentella. 


Melanogaster tuberiformis Cda, qui n’etait pas autrefois 
trouvé en Danemark, fut récolté a Viborg sous des chênes. 
Un échantillon mesurait 3 ctm. de long sur 2 ctm. de large. 


Roesleria pallida (Pers.) Sacc. Sous le nom de Roesleria 
hypogaea Thuemen et Passerini décrivaient un champignon 
qui se trouvait fréquemment sur les racines de la vigne. Ce 
même champignon a été trouvé en Danemark, non seulement 
sur la vigne, mais aussi sur les racines des cerisiers et ormes. 
Plusieurs auteurs l’ont regardé comme un Hyphomycète et 
Pont rangé parmi les Stilbeae, mais il est un Ascomycète 
indubitable qui, sous plusieurs rapports, se rattache aux Hel- 
vellacées, tandis que, par d’autres caractères essentiels, il 
concorde avec les Caliciées. M. Saccardo le place près du 
Coniocybe, et il l'appelle Roesleria pallida (Pers.) en le re- 
gardant comme identique au Calicium pallidum Pers. qui 
croît sur de vieux troncs d'arbres. S'il en est ainsi, ce qui 
me paraît bien probable, nous avons alors le cas remar- 
quable que ce champignon, quand il croît sur des racines 
au-dessous de la surface de la terre, où il ne peut pas s’as- 
socier avec des Algues vertes, il vit comme saprophyte, 
tandis que, quand il croît sur des troncs d’arbres, il se pré- 
sente comme Lichen avec un thalle à gonidies, quoique fai- 
blement développé. En admettant cela et en considérant 
qu'il n’y a guère de raison de faire distinction entre les 
genres Roesleria et Coniocybe, le nom correct pour le cham- 
pignon qui est appelé généralement Roesleria hypogaea sera 
Coniocybe pallida (Pers.). | 


51 

Onygena ungulina. Sur des sabots de cheval j'ai trouvé 
un Onygena qui est différent des autres espèces de ce genre 
jusqu'ici décrites. Il diffère beaucoup de VO. equina et se 
rapproche surtout de VO. caprina Fuckel, duquel il s’écarte 
pourtant entre autres choses par ses spores beaucoup plus 
grandes. Les appareils sporiferes sont sessiles, 2—4 mm. de 
large, faiblement voûtés, gris-blancs, partant d’une couche 
feutrée blanche, à la maturité brun-rouges à l’intérieur et 
contenant de nombreux asques presque globuleux, mesurant 
14—20 de diamètre. Les spores sont irrégulières, ordinaire- 
ment arrondi-polyédriques, 8—10 de diamètre, à membrane 
épaisse et avec une grande vacuole centrale. Le Lycoperdon 
ungulinum, trouvé par Schumacher sur des sabots de cheval 
pourris, a été regardé par des auteurs récents comme iden- 
tique à un Myxomycète, Enteridium olivaceum (Ehrenb.), qui 
croît sur du bois pourri. D’après la description de Schumacher 
pourtant, il est vraisemblable que c’est l’'Onygena mentionné 
_ qu'il a eu en vue, et dans ce cas son nom serait Onygena 
ungulina (Schum.). 


AX 


Exkursionen til Fane og Blaavand 
i Juli 1898. 
Af 


Eug. Warming. 


I Juli a. A. ledede jeg med Cand. Raunkiærs ud- 
mærkede Assistance en botanisk Exkursion til Fang og Blaa- 
vand, om hvilken jeg har troet, at en kort Beretning kunde 
have nogen Interesse. Tyve naturhistoriske og geografiske © 
Studerende vare Deltagere, og Opgaven var, dels at gjøre 
Bekjendtskab med Vestjyllands mange interessante, i andre 
Dele af Landet sjældne Arter, dels og især at lære den vest- 
jydske Natur at kjende, studere de forskjellige Exempler paa 
Vegetationens Udvikling og de forskjellige Formationers ind- 
byrdes Kampe og Fordeling i Terrænet efter Jordbundsfor- 
holdene, navnlig Jordbundens Vandrigdom; vi skulde paa en 
Maade have en levende Illustration til Raunkiærs Afhand- 
ling: ,Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation“ 1). 


Fanø. 


Den 14de Juli. Den første Exkursion gjaldt de Dele 
af Fanø, der ligge omkring den sydøst for Nordby værende 
store Bugt. Vi fik her Lejlighed til at lære Grundtrækkene 


1) I „Festskrift i Anledning af Borchs Kollegiums 200-Aars Jubilæum", 
Kjøbenhavn 1889. 


33 


af Marskdannelsen at kjende, nemlig følgende Trin i 
Landdannelsen og folgende Væxtsamfund"). 

iste Bælte. Havgræs-Formationen. Denne er her 
repræsenteret af Zostera marina f. angustifolia. Den aller- 
største Del af den nævnte Bugt lægges tør ved Ebben; kun 
en ikke videre bred Rende gaar langs Fanøs Nordøstende 
ned til lidt forbi Nordby og tjener som Indsejling til og som 
Havn for denne By. Under Ebben ser man da fra Nordby 
en vidtstrakt, grønlig Flade, der dog overalt blinker i Sol- 
lyset af det meget Vand, som holdes tilbage paa dens Over-. 
flade i alle smaa Lavninger, tiltrods for at den, efter hvad 
der angaves, ligger omtrent 4 Fod over laveste Vand. Der 
skal nemlig være omtr. 5 Fod Forskjel paa højeste og laveste 
Vandstand, men der staar ved højeste Flod kun 1 Fod Vand 
paa de omtalte, i Ebben blottede „Vader“. 

Det grønne Skjær fremkaldes af den nævnte Zostera, 
hvis Bladbredde tydelig varierer efter Vandstandens Dybde; 
i en Groft, der for Fiskefangstens Skyld et Sted var gravet 
gjennem Vaden, havde den tydeligt meget bredere Blade end 
alle de påa Grøftens Kant og ellers paa selve Vadens Flade 
voxende Exemplarer, og tillige var den her i Blomst, medens 
de sidstnævnte, der under Ebben maa ligge udstrakte paa 
den vandrige Bund, vare golde. Kanten af Vaden er ud for 
Nordby ret sandet og fast, men længere ude er Fladen saa 
blød, at man for hvert Skridt synker foddybt ned i den af 
organiske Dele sortfarvede Slik, — et sort Mudder vil man 
næsten kalde det; hvor Zostera’en voxer meget tæt, kunne 
dens sammenvævede Rhizomer yde Foden en noget fastere 
Bund at træde paa, men i Regelen kun for en kort Stund, 
næppe løfter man den ene Fod for at gjøre et Skridt fremad, 
før den anden synker gjennem denne bløde Bund. 

Den morfologiske Bygning af Zostera har jeg omtalt |. c.; 


1) Flere Enkeltheder om Marskdannelsen og om dens enkelte Arter 
vil man finde i min Afhandling i ,Videnskabelige Meddelelser fra 
Naturhistorisk Forening", 1890. 


94 


jeg fik her Lejlighed til paany at konstatere Urigtigheden af 
Englers Angivelser; her er ingen Lavbladskud, men et vand- 
ret krybende, rodslaaende, med Lovblade besat Skud, der 
langsomt dger bort bagtil og som tilsidst ender i en op- 
stigende Skudkjæde med Blomsterstande af den bekjendte, 
mærkelige Bygning. 

Foruden Zostera findes her kun faa andre Planter, mest 
lose, opskyllede Masser saasom Enteromorpha (clathrata? og 
plumosa Ktz.), Cladophora, Rhizoclonium Kochianum Ktz. og 
. riparium (Roth) var. samt mange Diatomeer; paa Bunden saas 
hist og her blaaliggrgnne Pletter med en centrifugal Udvikling 
som i en skorpeformet Lichenthallus; de vare hovedsagelig 
dannede af Microcoleus chthonoplastes (Hofm. Bang) Thur., 
Lyngbya confervoides Ag., Anabena og Merismopedium'). 

Zostera-Beltet er Landdannelsens iste Trin; mellem 
Beendeltangens Blade er der i Flodtiden forholdsvis Ro, her 
bundfældes den af Havet medførte, meget fine Slik, og saa- 
ledes hæver Havbunden sig efterhaanden højere og højere, 
og der er næppe Tvivl om, at disse Vader med Tiden blive 
til frugtbare Marskenge. 

I Bugtens inderste Krog støder Zosterabæltet umiddel- 
bart op til og gaar pletvis lige over i det følgende Bælte: 

2. Salicornia- eller Kveller-Bæltet. Dette var her ikke 
synderlig bredt, vel en 30—70 M., og Bunden var Slik- 
bund som Zosteras, men højere liggende og fastere, dog ikke 
højere end, at den i Flodtiden staar helt under Vand. 
Salicornia herbacea er den eneste her voxende Blomster- 
plante, og den kan i Flodtiden være fuldstændig forsvunden 
under Vandfladen. Tætliggende Grofter ere for Landvin- 
dingens Skyld forte ud lodret paa Kysten; Salicornia voxede 
baade i Grofterne og paa Ryggene mellem dem, men der 
var en tydelig Forskjel mellem Individerne, idet de i Lav- 
ningerne, altsaa paa de vandrigere Steder, voxende vare 


1) Alle Alger ere bestemte af Dr. L. Kolderup Rosenvinge. 


99 


højere, mere grenede og friskere grønne, hvorimod de paa 
_ Højderne voxende vare lavere, mindre forgrenede og tillige 
meget mere rødbrune, navnlig paa de nederste Stængelled 
— formodentlig en Virkning af den periodisk indtrædende 
større Tørhed og Solvarme. Meningen med Grøfterne er at 
faa Slikken til at bundfælde sig mellem Salicornia'erne; er 
Grøften fyldt op, kaster man Slikken op paa de mellem- 
liggende Rygge, og i de nye Grøfter vil en ny Salicornia- 
Vegetation samle ny Slik. 

Paa Slikbunden i Salicornia-Bæltet fandtes de samme 
blaagrønne, mere eller mindre kredsrunde Pletter af Ana- 
bena torulosa (Garm.) Lagerh., Microcoleus chthonoplastes, 
Lyngbya confervoides, Merismopedier m.m. At disse Alger 
spille en ikke uvigtig Rolle ved Landvindingen og Fæstningen 
af Slikken har allerede Hofman Bang oplyst for over 70 
Aar siden !). 

Kvellerbæltets Inderrand er Grænsen for det normale 
Hojvande. Her paa Bredden voxede en Del Vaucheria’er, 
tildels besatte med Cocconeis scutellum, Rhizoclonium, Meris- 
mopedier 0.a., og her fandtes store Flader med ,Meteor- 
papir" 9: papirstynde Hinder fremkomne ved sammenfiltrede 
og sammensunkne Algemasser (især Cladophora, Anabæna 
torulosa og andre). 

3. Glyceria-Bæltet (Andel- eller Annelgræssets Bælte). 
Medens Bælte 1 og 2 i Løbet af hvert Døgn to Gange 
sættes under Vand, er Landet allerede hævet saa højt 
i det 3die Bælte, at det normalt kun oversvømmes ved 
Springfloder; men en betydelig Fugtighed er alligevel endnu 
tilstede. Paa sine Steder var dette Bælte kun faa Metre 
bredt, paa andre 50 M. og meget mere. I Bæltets yderste 


1) Se Niels Hofman Bangs ,Bemærkninger om Vegetationen paa det 
Inddæmmede ved Hofmansgave, i Aaret 1823" (Ørsted, Hornemann 
og Reinhardts Tidsskr. f. Naturvidenskaberne, III, 1824), og „Om 
Confervernes Nytte i Naturens Husholdning" (D. Vidensk. Selsk. 
Skr. II). 


Rand og langs flere af de Grofter eller de Prieler, som ere 
skaarne ud i det, fandtes Karakterplanten, Glyceria maritima, 
elegantest udviklet i isolerede Tuer; medens korte, til dels 
blomstrende Skud med opad rettede Blade stritte til alle 
Sider i den lave Tues Midte, er der i Periferien Plads for 
Udloberne til frit at brede sig hen over den temmelig nøgne 
Lerbund og naa 50—60—70 Ctm.s Længde, saa at en enkelt 
Tue kunde opvise et Tværmaal af omtrent 2 M. I den 
sammenhængende og tættere Bevoxning vare Tuerne derimod 
tæt sammentrængte, og Udloberne derfor korte; i de ældre, 
højere liggende Glyceria-Enge smæltede de alle sammen. 
Disse Annelgræs-Enge have et tæt, lavt Græsdække med et 
ejendommeligt, blaalig-grønt Skjær, og ere meget yndede af 
Kvæget. 

Indstrøede i dem fandtes folgende: Statice scanica, plet- 
vis i mange Tuer, der syntes at tyde paa et underjordisk 
indbyrdes Sammenhæng (Rodskud?); den er den eneste 
bredbladede og nogenlunde frisk grønne Plante i Vegetationen ; 
dens Blade ere opad rettede og sædvanlig lidt sammenfoldede. 
Enkelte Pletter vare meget stærkt angrebne af Uromyces 
Limonii‘). Triglochin maritimum i høje, kraftige Tuer. 
Spergularia marina; Suæda maritima; Aster Tripolium; 
Plantago maritima; Glaux maritima. 

Paa sine Steder fandtes talrige Exemplarer af Salicornia 
herbacea, der dog holdt sig lave og ugrenede, trykkede af 
Græsvæxten. Hvor en Priele havde dannet sig eller en nøgen 
Plet paa en eller anden Maade var fremkommen, hævede 
den sig strax højere. Paa saadanne nøgne Pletter kunde 
man finde Salicornia og Suæda voxende Side om Side saa- 
vel i oprette og opretgrenede Exemplarer, som i Ex- 
emplarer, hvis Hovedaxer og Sideaxer (ogsaa Skuddene fra 
Kimbladaxlerne) strax lægge sig vandret ned, for først 
henimod Spidsen at bøje sig bueformet opad. Grunden til 


1) Snyltesvampene ere bestemte af E. Rostrup. 


97 


denne Forskjellighed er ukjendt. Suædas blaagronne Blade 
ere altid mere eller mindre opadrettede. 

Tueformede Forhgjninger i disse Annelgræs-Marker, fra 
forst af maaske grundlagte af Myrer, bare en noget forskjel- 
lig Vegetation (Bælte 4 og 5), medens omvendt Grofter og 
Vandhuller fremviste Kveller-Vegetationen. 

Ade Bælte kunde benævnes Harril-Bæltet eller Gerardi- 
Formationen efter Juncus Gerardi, der her spiller en væsent- 
lig Rolle. Efterhaanden som Landet hæver sig til et lidt 
højere Niveau og bliver lidt tørrere, fortrænges Annelgræsset 
af denne Vegetation. Den er en tæt og lav, græslignende "” 
Vegetation med smalle, stive, opadrettede Blade og Stængler, 
og den er friskere grøn end Annelgræssets. Indblandede i 
den fandtes f. Ex. Glaux. skjønt ikke meget talrigt, Plantago 
maritima og andre Arter fra forrige Bælte, men af nye var 
der navnlig Armeria vulgaris, Festuca rubra (glat Form), 
Odontites rubra f. litoralis Rehb. (pletvis i største Mængde) o.a. 
. Der var Steder, hvor Festuca’ens spredtstaaende Stængler, 
med de blegbrune, noget ensidigt krummede Stande viftende 
i Vinden eller Armerias blegrøde Hoveder paa de stive 
Skafte eller begge samtidig fandtes i omtrent samme Antal 
som Juncus Gerardi, og blev Terrænet endnu højere, gik 
disse to af med Sejren, Harrilgræsset forsvandt og 

5te Bælte, Engelskgræsbæltet (Armeria-Bæltet) traadte 
i Stedet. Det vil vistnok være heldigere at benævne dette 
Bælte efter Armeria maritima end efter Festuca'en, fordi 
denne findes paa saa mange andre Lokaliteter, medens 
Årmeria'en mere exklusivt hører hjemme i dette Bælte. 

Denne Vegetation er tør og mager, aabenbart allerede 
en væsentlig Xerofyt-Formation; dens størrre Højde er kun 
20—30 Ctm. (Festucas Blomsterstande), og dens Hovedmasse 
naaer kun 6—8—10 Ctm.s Højde, men ikke desto mindre 
slaaes den til Hø, og Høsletten var tildels endnu i. Gang. 

At Jordbunden ogsaa i dette Bælte virkelig er gammel 
hævet Slikbund, dannet som Zostera-Vaderne ved Bund- 


98 


fældning af fine, organiske Dele og fint Sand, saas med 
storste Tydelighed overalt, hvor en Groft var gravet eller en 
Priele havde dannet sig: en sorteblaa eller blaasort Lerbund, 
som i tørt Vejr dannede store Revner (med endog 3—4 Ctm.s 
Bredde) var her blottet; overalt hvor man skjærer en lille 
Prøve ud af Bunden, faar man en sammenhængende Ler- 
klump, hvis Sider lade sig glatte med en Kniv, saa de danne 
glinsende Flader. En meget stor Strækning om denne Bugt 
ved Nordby er saaledes i Tidens Løb indvunden fra Havet, 
og mere vil sikkert følge efter. 

Alle de sidste tre Bælters Planter ere smal- eller 
smaabladede og for eri stor Del tillige rosetbladede. Kun 
Statice og tildels Aster Tripolium ere noget mere bredbladede. 
I det yderste Bælte ere Arterne halofile og mere eller mindre 
kjødfulde, i de midterste to, hvis Jord i Tidernes Løb maa 
være udvasket af Regnen og dertil en Del højere, derimod at 
kalde hovedsagelig xerofile, men dog er Jorden tæt dækket. 

Artemisia maritima spillede en egen Rolle; hvorsomhelsf 
f. Ex. en Grøft var opkastet, kunde man næsten være aldeles 
sikker paa at se dens graahvide Masser voxende i den op- 
kastede, løsere og tørrere Jord, dannende en lang Stribe 
langs med Grøften; altid fandtes den påa et saadant højere 
og tørrere Niveau og undertiden (formedelst sin Rodskud- 
dannelse; se min anførte Afhandling) i saadanne tætte Mæng- 
der over store Pletter, at den udbredte en kjendelig Aroma. 

Ved enkelte ind i Landet gaaende dybe Grøfter eller 
Vandhuller fandtes i ringe Udstrækning, men i kraftigt ud- 
viklede og rene Bestande: Scirpus Tabernæmontan, der ud 
mod Randen fik indblandet Juncus Gerardi, Heleocharis 
palustris, Agrostis alba, Aster Tripolium, Triglochin mariti- 
mum — alle højere end paa de andre Lokaliteter. Ogsaa 
Scirpus maritimus spillede her en Rolle og naaede en Højde 
af 1 Meter. 

Henimod Bugtens Ostgrænse bliver Bunden mere sandet, 
Marskdannelsen hører op, og længst mod Øst begrænses 


an 


Bugten af ret „levende“, hvide Klitter, der kun give Plads 
til en lille Forstrand. For vi kom saa langt, vendte vi os 
imidlertid ind i Landet, og gik syd paa. Vegetationen bliver 
her snart meget xerofil og gaar over i en regulær Lynghede, 
der dog er meget bølget og ujevn, fordi den voxer paa gammel 
Flyvesandsbund, gamle lave Klitter, og hist og her afbrydes 
af flade Lavninger, der i vaade Tider ere vanddækkede, 
og af hvilke nogle forte Vand selv i denne tørre Sommer. 
At Vegetationen inde i Landet, mod Syd og Vest bliver 
xerofil, skyldes her især gammel Sandflugt. At der paa sine 
Steder ligger Marskbund dybere nede under Sandet, synes 
sikkert efter et Par Gravninger, der gjordes; men jeg maa 
lade uafgjort, over hvor store Strækninger. Overfladen er 
nu Sand, og Vegetationen bliver strax en helt anden end ved 
Stranden, knap nogen anden Art end Festuca rubra og 
Armeria folger med herop; det er nu de sedvanlige Sand- 
planter og med dem navnlig Lyngen (Calluna), der 
komme til at spille Hovedrollen. I et saadant, væsentlig af 
Flyvesand dannet Terræn faa Niveauforskjellighederne ikke 
den Betydning som paa det lavere Land ved Stranden; Af- 
standen fra Grundvandet er undertiden saa stor, ikke blot 
paa Toppen af Sandhojene, men ogsaa i Lavningerne mellem 
dem, at dets Indflydelse paa Vegetationen bliver aldeles ingen. 

Ikke desto mindre var her mange Lavninger, der gave 
de eleganteste Exempler paa Jordfugtighedens Betyd- 
ning, og paa, hvor fint følende Planterne ere for 
den, saa at selv meget smaa Niveau- og Fugtig- 
hedsforskjelligheder vare tilstrækkelige til at 
fremkalde Vegetationsforskjelligheder. Vi havde 
flere Steder Lejlighed til at iagttage den af Raunkiær L c. 
omtalte Bæltedannelse. Omkring de iaar dog for en meget 
stor Del udtørrede Smaasøer og Vandhuller fandtes følgende 
Bælter — om end ikke alle samlede paa hver enkelt Lokalitet —, 
idet jeg, som ved Strandformationerne, begynder med de 
vandrigeste. 


460 


l. Hvor der staar Vand, findes sædvanlige Vandplanter 
med Flydeblade, f. Ex. Polygonum amphibium og ‘Pota- - 
mogeton (Potamogeton natans og polygonifolius), Myrio- 
phyllum alterniflorum, og ligeledes Bevoxninger af Phrag- 
mites communis. Denne Vegetation kan kaldes: Potamo- 
geton-Formationen. 

2. I Ring udenom denne følger Lobelia-Baltet. Sædvanlig 
fandtes den paa tørlagt eller næsten tørlagt Bund, der 
var Sand, farvet sortagtig paa Overfladen af organiske 
Dele, Alger m. m. Foruden: ved Lobelia Dortmanna, 
hvis Blomsterstande med de blaaligthvide Kroner i meget 
spredt Bevoxning stod og svajede i Vinden, er dette Bælte 
karakteriseret ved den i Bladform med Lobelien meget 
overensstemmende Littorella lacustris, der hist og her 
stod i uendelige Masser, dannende næsten rene Bestande 
og blomstrende, samt Heleocharis palustris og Alisma 
ranunculoides (blomstrende). Et Exemplar af Heleocharis 
havde et Rhizom paa 51/2 M.s Længde, næsten lige som 
en Snor. Ogsaa Helosciadium inundatum fandtes. 

3. Det næste, lidt højere Niveau kan betegnes Hydrocotyle- 
Bæltet; her fandtes desuden Ranunculus Flammula, 
Potentilla anserina, Peplis Portula (paa enkelte flade 
Lavninger i saa store Mængder, at Bunden blev farvet 
rødbrun), Juncus capitatus, J. bufonius (undertiden i 
Exemplarer paa 2 Ctm.s Hojde og dog blomstrende), 
m.fl. I andre Egne af Landet vil man finde Carex 
acuta m.fl. paa samme Niveau. Paa en afgravet Torve- 
bund havde der dannet sig en Vegetation, der syntes at 
modsvare dette Niveau; her var en tæt Bestand af 
Carex Oederi, Ranunculus Flammula, Littorella, Poten- 
tilla anserina, Drosere, Radiola millegrana m. fl. 

4. Et lidt højere Niveau synes at betegnes af Aira uli- 
ginosa med sine stive, borstelignende Blade, i Selskab 
med Agrostis canina (der har lignende Blade og ligeledes 
lang Stak) og Carex vulgaris. Paa sine Steder dannede 


61 


disse tre næsten Enge, i hvilke Drosera (rotundifolia og 
intermedia), Carex Oederi o. a. vare iblandede. 

5. Næst dette Bælte fulgte en gulgrøn Ring, der ofte, som 
de andre Bælter, var oplest i Pletter af storre eller 
mindre Udstrækning, af Rhynchospora fusea med Ind- 
blanding af Droseræ, Eriophorum angustifolium, sterile 
Klokkelyng (Erica Tetralix) og Salix repens. 

I Niveau med dette og folgende Bælte fandtes Jorden ~ 
undertiden dækket af rodbrune eller sortgronne, tynde Skor- 
per, der hidrørte fra sterile Zygnema'er og Phycochromaceæ. 

6. Erica-Bæltet er det næste højere Niveau (da Myrica- 
bæltet, der andensteds kommer før dette, her synes at 
mangle). Med Erica Tetralix, der stod i den prægtigste 
Blomstring, fulgte Juncus squarrosus, Lycopodium inun- 
datum, Narthecium ossifragum, Drosera-Arterne, og lige- 
ledes synes Nardus stricta at trives fortrinligt paa dette 
Niveau. 

Paa Hedestrækningerne, hvor Lavningerne ikke laa 
dybt nok til, at Søer og de ovennævnte fem første For- 
mationer kunde udvikle sig, vare de dog i Regelen 
fyldte med Ericeta, medens alle højere Steder, alle 
gamle, lavere eller højere. Klitter vare dækkede af: 

7. Calluna vulgaris uden Spor til Erica, men ledsaget 
af de fleste af den tørre, brune Lynghedes sædvanlige 
Arter af Blomsterplanter, Laver og Mosser, dog savnedes 
her f. Ex. Melbærris (Arctostaphylus Uva ursi). Nardus 
stricta kan ogsaa findes her, men paa den egentlige, 
tørre, høje Hede trives den dog ikke, og naar man 
træffer Bevoxninger, hvor dens stive, borsteformede 
Blade stritte til alle Sider, er Erica’en sikkert ikke langt 
borte, og Bunden er lidt lavere og fugtigere end i den 
egentlige Calluna-Hede. 

Paa Tilbagevejen til Nordby samledes i Vejgrofterne f. Ex. 

Möntia rivularis, Stellaria uliginosa, Batrachium hederaceum, 

Lotus uliginosus f. vestita Lge., 0. a. 


62 


Den 2den Exkursion gik til Fangs Nordende. Det meste 
Land er dæmpet Klitbund, ,graa Klitter“ uden Spor af land- 
skabelig Skjonhed, men den nordligste og nordvestlige Ende 
er en meget stor Flade med forskjellig Natur i Vest og Øst. 

Den dæmpede („graa“) Klit (se Billedet S. 63). 
Bunden er ret tæt dækket, men det hvide eller af Mulddele 
graafarvede Sand sees dog de fleste Steder mellem Planterne. 
Vegetationen er den for saadanne Pletter almindelige (se 
Raunkiær |. c.), kun een ellers ret sjælden Plante er her 
almindelig: Silene Otites, der ogsaa fandtes hyppigt besat 
med Ustilago major Schröt. Forøvrigt er Vegetationen en 
Blanding af fortrykkede, golde Hjælmebuske (Psamma arenaria), 
Sandskjæg (Weingärtneria canescens), efter hvilken den kan 
benævnes : Sandskjægformationen (se Warming , Botaniske 
Exkursioner“. 2. Videnskab. Meddel. fra Naturhist. Foren. 1891 
p. 178), Agrostis vulgaris, Sieglingia decumbens, Hypochæris 
radicata, Hieracium umbellatum, Thymus Serpyllum, Antho- 
xanthum odoratum, Leontodon autumnalis, Luzula campestris, 
Rumex Acetosella, Jasione montana, Sedum acre, Galium verum, 
lidt Carex arenaria, Bromus mollis, Scleranthus perennis, 
Viola tricolor (oftest i den bekjendte Klitform med blege 
underjordiske Skud og aabenbart fleraarig), Trifolium ar- 
vense, Armeria vulgaris, Lotus corniculatus og andre paa 
magre Sandjorder voxende Blomsterplanter, og Mellem- 
rummene mellem dem kunne være helt udfyldte af granbrune 
Hypna, Dicranum. scoparium, Polytrichum juniperinum, og 
Rensdyrlav, hvilke Planter pletvis kunne danne næsten rene 
Bestande af nogle Fods Tværmaal. 

I de yderste Klitter, hvis Bund var løsere, og hvor der 
var mere ubundet Sand, fandtes Lathyrus maritimus i talrige 
Exemplarer, besat med en Snylter (Septoria fulvescens Sacc.). 

Disse triste graa Klithøje tjene ikke til andet end til 
Græsning for Faar. Mellem Klitterne findes Lavninger af 
forskjellig Art og meget forskjellig Størrelse, fra ganske smaa 
kjedelformede Fordybninger til ret store Klitsletter og Klit- — 


63 


QUE Je [pa 951 


piou 


€ 


” 


TO} 


eels" 


pour qeyspue'y 


65 


dale; idetmindste de nærmest Nordby liggende ere, selv om 
de kun ere et ringe Antal Kvadratalen store, opdyrkede; 
Bunden er mere eller mindre humusblandet Klitsand. Længere 
mod Nordvest benyttes Lavningerne mest til Græsning og have 
et lavt, men tæt Plantedække. I de laveste og fugtigste 
Lavninger er Vegetationen Cyperacé-Eng (Carex vulgaris, 
panicea 0. a.) med et tæt Mostæppe (især af Hypna) i Bunden, 
isprængt med Potentilla Tormentilla, Pyrola minor, Brunella, 
Agrostis vulgaris, Sreglingia decumbens, Salix repens, Trifolium 
repens, Anthoxanthum, Lotus corniculatus o. fl. a.; hvor 
Bunden er hgjere og mere tor, er snart Salix repens med 
Nardus og Anthoxanthum dominerende, snart lav Lyng 
(Calluna) med mange isprængte Urter. Paa fugtigt Sand i 
disse Lavninger fandtes en lav, tæt Mosvæxt af bl. a. 
Cephalozia bicuspidata (L.) Dum., Pellia Neesiana, Funaria 
obtusa m.fl., ogsaa en for Danmark ny Mosslegt: Archidium 
alternifolium (Dicks.) Schimper !). 

Længst mod Vest og Nordvest, umiddelbart indenfor 
Havklitten, udvide Klitsletterne sig til forholdsvis ret frodige 
Enge; saaledes strækker sig fra Grønningen i Nord ned mellem 
Havklitten i Vest og Landklitten i Øst et i Begyndelsen bredt 
Engdrag, som længere mod Syd, ned mod Badestedet, bliver 
smallere og smallere; det er væsentlig Cyperacé-Eng navnlig 
dannet af Carex vulgaris, panicea og enkelte andre Halv- 
græsser, dog blandet med en Del Græsser, f. Ex. Holcus 
lanatus, Anthoxanthum odoratum, Agrostis vulgaris og A. alba, 
hvilken sidste flere Steder er ganske dominerende; af andre 
Planter i denne Eng fandtes især Trifolium repens og pratense, 
Salix repens, Brunella vulgaris, Leontodon autumnalıs, 
Hieracium Auricula, Lotus corniculatus og uliginosus, Par- 
nassia, Erythraea littoralis, Pinguicula, Potentilla Tormentilla, 


Comarum, Pedicularis silvatica, Galium palustre, Myosotis 


1) Alle Mosserne ere godhedsfuldt bestemte af Apotheker Chr.Jensen 
i Hvalsø. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 3) 


66 
caespitosa, Viola palustris 0. a. Gaar man fra denne Eng 
op paa Klitten mod Vest, kommer forst, ved Klitternes Fod, 
et Bælte, hvori Agrostis vulgaris er i høj Grad fremkerskende, 
derpaa kommer Thymus Serpyllum og endelig øverst oppe 
Galium verum og silvestre med Festuca rubra og Hjelme!). 

Nordvestenden af Fanø er en enorm indtil 1600 M. 
(2500 Al.) bred Sandflade (regnet fra den yderste Spids ind til 
Klitfoden), paa Kortet kaldet ,Søren Jessens Sande“; den 
er dannet af Sand næsten uden Skaller og lign. Det angives, 
atLandet voxer her, hvilket aabenbart er ganske rigtigt. Et 
Sted, kun nogle hundrede Alen fra Klitterne fandtes Grund- 
vand i 35 Cm. Dybde, og i Ya M. Dybde laa et Skallag 
- saaledes som det, der findes paa Nordendens ,Skjelbanke", 
i Havets Niveau eller lidt derover. Sandet var lagdelt, og 
" visse Lag, højt oppe, vare tildels meget sorte, om af organiske 
Dele maa jeg lade uafgjort. 

Af Vegetation fandtes her tilsyneladende intet; dog 
bemærkedes tilfældigt i det i det Følgende omtalte Salicornia- 
Bælte, at ved at skrabe det allerøverste, maaske 1—2 Mm. 
tykke, Sandlag af kom et blaaliggrønt Lag tilsyne, der 
indeholdt følgende Phycochromaceer: Oscillatoria brevis Kütz. 
var. Neapolitana (Kutz.), Oscillatoria nigroviridis Thwaites (?), 
Spirulina subsalsa Ørst. Paa en anden Plet toges grønlige 
Masser dannede af Lyngbya confervoides Ag., Microcoleus 
chthonoplastes samt Diatomeer, men, saavidt erindres, vare 
Forholdene her forskjellige fra Sandfladens. Hvor vidt dette 
„gronne Sand“ strækker sig, blev ikke undersøgt, men 
efter Raunkiærs senere Undersøgelser findes det ikke udenfor 
Salicornia-Bæltet. Som senere skal omtales, fandtes det ogsaa 
ved Langlaade Rende, desuden har jeg seet det ved Hornbæk 
Plantage, paa Strandbredden indenfor det Bælte af Rulle- 
stene, med indsprængte Halofyter, som her er yderst, og 


1) Det sidste Afsnit fra „Disse triste graa Klithoje*, S. 62 nederst, er 
forfattet af Raunkiær. 


67 
Stud. mag. F.K. Ravn har fundet det ved Lønstrup og Blokhus; 
runeligvis er det udbredt ved alle vore Sandkyster. 

Nær Klitfoden havde vi Lejlighed til at iagttage, hvorledes 
Plantevæxten erobrer sig storre Omraader; her fandtes en 
Udviklingsgang, der frembød visse interessante Ligheder med 
den i Marsken iagttagne. 

iste Bælte er Salicornias Den voxede her paa rent, 
men fugtigt Flyvesand, meget spredt, endnu mere spredt 
end paa mit Billede fra Mang (l.c.), og Exemplarerne vare 
klitdannende i det Smaa, idet de delvis ved Foden vare 
omgivne af Sand, der var ophobet paa Vindsiden. 

det Bælte er Annelgræssets, Glyceria maritima (med 
lidt Salicornia), ganske som i Marsken, og denne Art giver 
ligeledes, men i hojere Grad end Salicornia, Anledning til 
svag Klitdannelse, idet Sand samles mellem dens strittende 
Blade; men den er ikke Situationen voxen; dens Skud ere 
jo af Naturen alle overjordiske Lovskud, og det er dem 
imod at blive begravede i Sand; de kæmpe da for at komme 
op igjen, og de nederste Dele af dens Udlobere vare derfor 
ofte gullige og etiolerede. Mere end !/s—1/2 M. Højde naaede 
næppe nogen af Annelgræs dannet Klit. 

I den inderste Del af Glyceria-Bæltet optræder Glaux 
maritima, der i dette lose Materiale dannede de eleganteste 
Udlobere paa indtil over Ys M. Længde, som man kan se. 
Ogsaa den opførte sig paa en afvigende Maade; Enderne af 
Udlaberne voxede ofte ud af Sandet og bleve da til Lovskud, 
men nogle Steder dannede de mærkværdige Lokker, idet de 
af Grunde, som vi ikke kunde opdage, efter at have hævet 
sig 1 en stejl Bue mange Centimetre op over Bunden, borede 
sig ned i denne paa ny, kun faa Centimetre fra Udgangs- 
stedet. 

Jo længere man gaar ind mod Land, desto bredere 
blive Tuerne af disse Planter, desto mere lobe de sammen 
og 1 hverandre, og desto tættere er Vegetationen. Andre Planter 
komme ogsaa til; af disse maa særlig nævnes Agrostis alba, 


DE 


som indenfor Glyceria-Glaux-Bæltet danner en ret tæt Bevox- 
ning, mere eller mindre blandet med Potentilla auserina, 
Plantago maritima, Triglochin maritimum, Aster, Sueda 
maritima, Cakile (med smal- og bredbladede Varieteter), og 
den meget sjeldne Atriplex farinosa. Tilsidst er Sandfladen 
hævet op til en uregelmæssigt og lavt tuet Sandmark med en 
jeevn, men tynd og aaben Vegetation. Mellem de tilkommende 
Arter ber særlig Agrostis alba nævnes. Dens Voxemaade 
er ganske som Annelgræssets, idet den fra den midterste, 
opretgrenede Del danner lange (endog indtil 70 Cm. lange) 
overjordiske Udlobere, som liggende lost, men dog rodslaaende 
ovenpaa Sandet brede sig til alle Sider; heller ikke denne 
Art er serlig vel skikket til Kampen med Flyvesandet, men 
dog bedre end Annelgræsset. 

Vi have altsaa her væsentlig de to samme Bælter, 
som i Marsken, men med den store Forskjel, at Bunden 
her er et næringsfattigt Flyvesand, meget forskjelligt fra 
Marskens fede, humusrige Slik. Dette tyder paa, at den 
salte Jordbunds Fugtighed spiller en større Rolle end 
Jordens kemiske Art. Ved Skraanbjerg, ved @stenden af 
Nordbybugten, har jeg seet Juncus Gerardi optræde domi- 
nerende paa rene Sanddannelser med Indblanding af Glaux, 
Festuca rubra, Agrostis vulgaris, Triglochin o.a., altsaa lige- 
ledes paa en fra den sædvanlige helt forskjellig Bund, men 
dens Hojde over Havet var aabenbart omtrent den samme 
som ellers. 

Det 3die Bælte var Klitfoden, hvor den egentlige 
højere Klitdannelse begyndte. I Regelen er det Agropyrum 
junceum, der gjør Begyndelsen (se Billedet S. 69); dens Voxe- 
maade har jeg skildret og afbildet tidligere'). Sammen med 
den følger Halianthus peploides, der danner udstrakte, frisk 
grønne Bevoxninger. Ligeledes dannede Lotus corniculatus 


1) Om Klitdannelsen se min Afhandling i Naturh. Forenings , Viden- 
skabelige Meddelelser" 1891. 


69 


"DIADUIAD VWUDST 919 Us}}[y eed 151949 So o1føy [I] 911015 9p 
pAaey pour pn poy 


‘wnoounl wnshdoubp 919 U9YPIM 1 A9JueId oase oq 


71 


tætte, næsten rene Bestande, hvis gule Farve traadte stærkt 
frem. Til de nævnte slutte sig snart andre: Festuca rubra 
og Sonchus arvensis, der trives fortrinligt i Klitter, og hvis 
Rosetter pletvis stode meget talrige, hidrgrende fra Rodskud. 
Agropyrum junceum formaar dog ikke at danne Klitter, der 
ere mere end c. 1 M. høje, eller maaske ogsaa: den faar ikke 
Lov dertil, for en Stærkere kommer og fortrænger den: 
Psamma arenaria (se Billedet S. 69). 

Ade Bælte er Hjælmens. Den høje Klit begynder nu 
at danne sig. Med Hjælmen følger den langt sparsommere 
Elymus arenarius, Eryngium maritimum, Anthyllis vulneraria 
(i en Sandform med meget lange — indtil 4/2 M. lange — 
nedliggende Skud), Carex arenaria, Lathyrus maritimus, og 
andre; den Udviklingsgang til „graa Klit”, det sidste Bælte, 
som jeg har omtalt l.c. og ogsaa ovenfor, tager derpaa sin 
Begyndelse. Paa mange Steder ser man smaa brunsorte 
Moshoveder af nogle faa Millimetres Længde stikke op af 
det hvide Sand, — det er en af de sandbindende Planter, 
men næppe nogen uvæsentlig: Polytrichum juniperinum. 

Fortsætter man imidlertid med Vandringen fra „Seren 
Jessens Sande“ over Fladen lige mod Øst, mod ,Grøn- 
ningen”, kommer man ganske jævnt over i en helt anden 
Natur, en vidtstrakt grøn Mark, der kunde betegnes som 
Festuca-rubra-Mark og nærmest modsvarer Bælte 4 og 5, 
som omtaltes under Marskdannelsen. Bunden her var først af 
samme Art som paa den store Sandflade, og den har sikkert 
engang ganske lignet denne; men lidt efter lidt har Sandet 
dækket sig med Planter, først rimeligvis med Kveller- og Annel- 
bælterne, og derpaa ere paa den tørrere og højere Sandflade 
omtrent de samme Planter fremkomne, som i Marskens to 
nævnte Bælter. Over store Strækninger var Marken en jævn 
Blanding af Festuca rubra og Juncus Gerardi, der slaaes til 
Hø. Paa sine Steder var Armeria i saadan Mængde, at 
man kunde tale om en Armeria-Formation. Af Mos var 
der intet, hertil var der rimeligvis for meget Salt i Jorden. 


72 


Af andre Planter, der optraadte her, noteredes: Trifolium 
fragiferum og repens, Odontites rubra, Leontodon autumnalis, 
Armeria vulgaris, Lotus corniculatus, Erythræa littoralis, 
Radiola millegrana, Sieglingia decumbens, Prunella vulgaris, 
Carex pulicaris, Viera cracca, Potentilla Tormentilla. 

Vandhuller, gravede for Kvæget, havde Vandspejlet i 
1—11/; M. Dybde. Det øverste Lag af Jorden havde paa 
sine Steder allerede nogen moragtig Karakter. 

Ganske vandret var Fladen selvfølgelig ikke; Lavningerne 
viste strax Grundvandets Betydning: de vare friskere grønne, 
bevoxede rigelig med Hvidkløver m. fl. andre Planter, der ikke 
fandtes paa det højere Niveau. 

Endnu længere mod Øst begyndte den egentlige ae 
ning", hvor alle Nordbys Køer græssede i Fællig under Til- 
syn af Vogtere. Bundens forandrede Karakter aabenbarede 
sig snart ved de uregelmæssigt bugtede, vandfyldte Render 
(,Prieler“), som strakte sig gjennem den, og som snart ere 
saa smalle, at man let hopper over dem, snart vide sig ud 
og blive maaske 3 —4 M. brede; Tilstedeværelsen af disse 
Prieler viser, at det er Marskbund, og deres Sider og Bund- 
flader viste os det sejge blaasorte Marskler. Det er tydeligt 
nok, at Fang er voxet og fremdeles voxer mod Nord uden- 
for Klitterne paa to forskjellige Maader: i Vest ved Opskyl- 
ning af Sand fra Havet, i Øst og i Le af denne Sandflade 
ved Marskdannelse; langs „Gronningens“ Ostrand er der og- 
saa den Dag idag en ligesaa typisk Marskdannelse i Gang 
som ved Nordby Bugt og længere nede paa Østkysten paa 
Steder, hvortil vi ikke naaede. 

Grønningens Vegetation er noget forskjellig efter 
Højden over Grundvandet, skjønt Niveauforskjellighederne ere 
yderst ubetydelige. En Del hører til Harrilformationen med 
Indblanding af Glaux, Triglochin maritimum, Carex distans, 
Leontodon autumnalis, Trifolium repens og fragiferum, Salix 
repens, Cirsium arvense, Ononis campestris i høje, tætte Tuer; 
en Del har betydelig Indblanding af Armeria og Festuca rubra; 


73 

der er ogsaa Strækninger, som ligne Engfladerne mellem 
Klitterne, og paa hvilke Salix repens og Carex vulgaris spille 
en Rolle, sikkert de ældre Strækninger, der ere mest ud- 
vaskede og saltfrie. De tørre og høje Flader vare ofte gul- 
oraa af Anthoxanthum og gik over i en grøn frisk Sylteng- 
flade, saasnart Overfladen sænkede sig en lille Smule. I 
Harril-Marken fandtes ikke faa Tuer, der formodentlig skyldes 
Myrer; strax udmærkes dette hgjere Niveau ved en anden 
Vegetation, sædvanlig karakteriseret ved de gulgraa Stande 
af Anthoxanthum, der aldeles kunde mangle paa Fladen 
udenom. Paa saadanne Tuer kunde man ogsaa se Calluna 
med Genista anglica, Holcus, Nardus, Luzula campestris og 
multiflora, Viola canina, Peltigera canina, Sagina procum- 
bens, Potentilla Tormentilla o.a. slaa sig ned, og Begyndelsen 
gjøres til en lille Calluna-Hede. I nogle enkelte Tuer voxede 
Epipactis palustris. | 

Sædvanlig Sandstrand uden Sandflugt og uden 
stærkere Bolgeslag findes paa Kysten nord for Nordby. Her 
voxer ikke blot Psamma og Elymus, men ogsaa f. Ex. Agro- 
pyrum repens dels i en bredbladet, dels i en smalbladet 
hlaagron Form, Atriplex littoralis og hastata, Sonchus arvensis, 
Linaria vulgaris, Cirsium arvense (alle tre med Rodskud), 
Halianthus, Potentilla anserina, Artemisia campestris, og paa 
lidt fastere Bund Ruderalplanter f. Ex. Lepidium campestre. 

En Fortegnelse over Fangs Flora kan ventes fra 
Gand. Raunkiærs Haand. 


Skallingen. 


Lordag Morgen, den 15de Juli c. Kl.5, satte vi i to store 
Fiskerfartojer over til Skallingen, paa hvis Sydende vi 
landede Kl. 8. En Vogn mødte her fra Blaavand Kro og 
afhentede vor Bagage, og efter et længere Ophold paa Syd- 
enden, hvor bl. a. et Maaltid indtoges, vandrede vi de henved 
3 Mil, der er op til Blaavand Kro. Vi vilde have sejlet 
højere op paa Ostsiden af Skallingen, og landet ud for 


Langlig, men her, hvor for et Par Menneskealdre siden store 
Skibe kunde sejle, er der nu saa tilsandet, at vi snart lob 
paa Grund og maatte lande paa ny. Ved Ebbe skal man 
nu kunne gaa fra Langlig over til Ho. Skallingens Sydende 
har været besøgt af Botanisk Forening (1885), men der synes 
ikke at være blevet fundet noget mærkværdigt. Nu fandtes 
dog Atriplex farinosa. 1 øvrigt havde vi Lejlighed til følgende 
Iagttagelser. 

Den sydlige Halvdel af Skallingen er en Blanding af lave 
Klitter og magre Sandmarker, som strække sig tværs over 
Landet i Retningen omtr. V.—@., og med hvilke vexle store 
Lavninger, med en efter Omstændighederne noget forskjellig, 
mere eller mindre frodig Vegetation. Om Vinteren ere disse 
Lavninger ofte overskyllede af Havet og Færdsel fra Nord til 
Syd umulig. | 

Klitten (se S. 75) frembød intet Usædvanligt i H.t. Vegetation 
eller Arter. Pletvis meget almindelige vare f. Ex. Silene Otites 
og Lathyrus maritimus. Agropyrum junceum og Agrostis alba 
dannede hist og her rene Bevoxninger, næsten Tæpper : paa 
Agropyrumklitterne voxede Sonchus arvensis og Cakile. Paa 
Sydendens Sandmarker og Klitter fandtes endvidere: Sper- 
gularia marina, Glaux, Halianthus peploides (selv langt fra 
Havet), Anthyllis vulneraria, Armeria vulgaris, Jasione mon- 
tana, Erigeron acre, Galium verum, Sedum acre, Hypochæris 
radicata, Sueda maritima, Erodium cicutarium, Cirsium ar- 
vense, Atriplex hastata og A. littoralis, Cerastium vulgatum, 
Dianthus deltoides, Agropyrum acutum, Glyceria maritima, 
Statice scanica, Eryngium maritimum, Scleranthus perennis, 
Sagina nodosa, Odontites, Trifolium arvense, Artemisia mari- 
tima, Aster Tripolium, Festuca rubra, Plantago maritima, 
Pl. Coronopus, Erythrea pulchella og littoralis, Scleranthus 
perennis, Lotus corniculatus, Cakile maritima i bredbladet og 
smalbladet Varietet, Potentilla anserina, Vicia Cracca, Salsola 
Kali, Carex arenaria, Triglochin maritimum, foruden naturligvis 


e 


7 


snuhiy 30 vw 


SS 


UDST Po Aao4yıpyArH 


PCA 
he 


Donna ant der 


BEN 


Elymus og Psamma, der her voxede til en Hojde og Mæzg- 
tighed, som sjældent ses"). 

Fladerne mellem Klitterne vare for en Del Grusflader 
med Stene af 1—4 Ctm.s Tværmaal, med utallige Skaller af 
Havdyr; det er aabenbart Flader, som Havet ofte skyller 
hen over, og hvis Sand er fløjet bort. De vare oftest blottede 
for Vegetation, kun en lille Kimplante eller Tue f. Ex. af Agro- 
pyrum junceum havde hist og her faaet Lov til at friste 
Livet, indtil et folgende Hgjvande eller Stormflod skyller den 
bort. Disse Kimplanter havde dog nogle Steder faaet Lov til at 
udvikle sig og havde dannet rene Bevoxninger, med enkelte 
Salicornia og Suæda ud mod Kanterne. Andre Steder var 
det Agrostis alba, der var eneraadende, blot blandet med 
enkelte Lotus corniculatus og Vicia Cracca. Begge disse 
Bevoxninger vare hævede som Puder op over de nggne 
Strækninger; det er Planterne, der have holdt Sandet fast. 

Andre Flader vare bedre beskyttede, og Vegetationen 
havde kunnet udvikle sig her. Her var atter rig Lejlighed til 
at se Niveauets Betydning. De højere Dele over Fladerne vare 
oftest graa Klitter; Fladerne mellem dem f. Ex. Harril- 
Enge med mange Odontites rubra, enkelte Aster Tripolium 
og Triglochin maritimum o. a., men midt paa en saadan 
Flade kunde der da findes smaa knoldformede Forhgjninger 
med Agrostis alba og mellem den f. Ex. talrige Erythree. 
Andre Flader vare Carex vulgaris-Enge dannede af denne 
Art med C. distans, C. flacca, Agrostis alba og vulgaris, Epi- 
pactis palustris, Trifolium pratense, Parnassia, Salix repens, 
Rhinanthus major og minor i utallige Masser, Euphrasia 
officinalis f. minor, Erythræa littoralis ligeledes i store Mæng- 
der, med indblandet Æ. pulchella, Juncus atricapillus, J. bu- 
fonius, J. capitatus, Linum catharticum, Scirpus Caricis og 
rufus, Heleocharis palustris, Phragmites. 


1) Saaledes vare 230 Ax af Elymus gjennemsnitlig 27,8 Ctm. lange, 
medens Axets Længde, maalt paa 655 Exemplarer fra forskjellige 
andre Lokaliteter i Danmark, var 20,9 Ctm. (Raunkiær). 


Rue 


Men steg man fra en saadan Flade op paa de omgivende 
lidt hojere Stader, traf man forst en Ring af Empetrum, 
for man kom op paa selve Klitten. Empetrum var over- 
hovedet meget almindelig, den forekom i udstrakte Bestande, 
hvor de lange Grene lige som Udløbere laa ud til alle Sider 
over Sandet, blandede med Salix repens, Lotus corniculatus 
o.a. Derimod fandtes hverken Calluna eller Erica, 
hverken i den sydlige Del eller længere nord paa, hvor der 
var mange dæmpede Klitter og udmærkede Lokaliteter for 
ialtfald Calluna. Maaske have de ikke kunnet flyve over 
de vidtstrakte Sandørkener i Skallingens nordlige Del, medens 
Vejen derimod var let for Empetrum, hvis Frugter fortæres 
af Fugle, og hvis Frø blandede i disses rødfarvede Exkre- 
menter, fandtes mangfoldige Steder"). 

Galler fandtes paa Hieracium umbellatum, dannede af 
Aulax Hieracii, og paa Juncus atricapillus dannede af 
Livia Juncorum. | 

Hvidblomstrede Varieteter fandtes af Lathyrus 
maritimus, Cakile maritima og andre Steder (paa Fanø eller 
Blaavand) af Erica Tetralix, Calluna vulgaris, Gentiana 
Pneumonanthe. 

Stykker af Bambus og Kokosneddernes Trævle- 
belægning vare ikke sjældne, uden at vi just deraf droge 
den Slutning, at Golfstrømmen havde ført denne „Drift“ 
herhen fra Vest-Indien. | 

Omtrent midt paa Skallingens Vestside ligge mægtige 
Partier af hvide, sønderrevne Klitter, ,Svenskeknoldene“ og 
„Hojknoldene“ (Fig. 4, indtil 49° Højde), ved hvis Nordende 
vi Kl.1 toge et Hvil og forfriskedes med Øl og Mælk fra et 
der anbragt Depot (Fig.5). Her i Nærheden ere Ruiner af 
nogle gamle Fiskerhytter ifærd med at komme frem paa 
Klitternes Vestside; de ere for længe siden blevne begravede 


1) Om Transport af Empetrum og Calluna se min Afhandling „Om 
Grønlands Vegetation" (Meddelelser om Grønland, XI). 


79 


AN NA VAN AAA NL ANN \\\ 
AN AN à Mi N NAVN AN A \ \\ \ \ 
\\ A] \\\ VA 
Å \ 
N \\\: \ 
\\ \\ 


A 


\ 


\ 
\ \ | \ 
A \ 


À 


AN 


N Q 
ÅR 
AA 


\ 

VAD 
\ \ \ \\ \ 

IHN \\ 
KE \ SU 
See 


Wr | \ 
Nr, Atal \\ 
SEUL \ 
tm WA 


Sandflade i Skallingens nordlige Del, set fra 
sydlige Rand. (Efter Fotografi.) 


80 


af Flyvesandet, og Klitten er nu vandret hen over dem, om 
paa deres Østside. 

Er man passeret forbi Højknoldene, ligger en umaadelig 
Sandflade for Øjet (Fig. 5), en veritabel Sandørken, fuldstændig 
blottet for Planter, hver Vinter af Stormfloder overskyllet af 
Havet; bag den ser man langt borte i Nord det højere og 
beboede Land i en blaalig Dis. Luften stod dirrende og — 
sittrende over Ørkenen, og langt borte i Nørd saa vi med 
største Tydelighed en Indsøs blaanende Vande, der vakte 
vor levende Interesse, — et ægte Fata morgana, der blev 
til Intet, da vi kom nærmere. Til de optiske Fænomener, 
der forbavsede os her og paa Fanø, hører ogsaa, at Gjen- 
stande, f. Ex. en Person, synes at være fjernede i saa 
enorme Afstande, medens det af den Tid, som brugtes 
til at naa dem, klart fremgik, at de vare meget nærmere. 
Denne storartede Sandflade vil maaske om nogle Aartier 
være forsvunden; man siges at have isinde at danne en 
naturlig smal Klit ned langs dens Vestside, idet man planter 
Ris som Sandfangere, og naar Klitten først er dannet, vil 
Efteraars- og Vinterfloderne ikke kunne gjøre den Skade, 
som de nu gjøre; Agrostis alba vil da uhindret kunne fort- 
sætte og fuldende sin langsomme Erobring af Landet, som 
den nu forgjæves prøver paa, idet den baner Vejen for andre 
Planter; man kan haabe at faa Engstrækninger frem lig dem, 
der findes dels længere syd paa, i Lavningerne mellem Klit- 
rækkerne, dels længere nord paa, opad Blaavand, indenfor 
en lille lav og smal, vist tildels kunstig dannet Klitrække. 

I Øst voxer Skallingen som anført stadig; Havet mellem 
det og Langlig fyldes mere og mere op med Sand, og hvor 
der nu paa Kortet mellem Skallingen og Ho findes anlagt 
en Kanal med Navnet „Havnegroft“, var i Mands Minde et 
Sejlløb, hvor tomastede Skibe gik ind. Men paa den anden 
Side skjærer Havet andensteds bort og det af den gode 
Jord, nemlig ved Ho Bugts Vestside. 


31 


" Omtrent Kl. 4 naaede vi Blaavand Kro, og bleve ind- 
kvarterede dels der, dels i omliggende Gaarde. 


Blaavand og Karls Mærsk Hede. 


Den 16de vandrede vi fra Blaavand Kro gjennem Klitterne 
og langs Stranden nord paa indtil Langslaade Rende, og 
herfra lige i Øst over den 3/4 Mil brede Karls Mærsk Hede 
til Bordrup Plantage. 

Klitterne bragte os her ikke megen ny Belæring. Dog 
var den blaagrønne Koeleria glauca til Stede i Mængde og 
afgav et fortrinligt Exempel paa et xerofilt, med smalle 
Blade og tørre, blivende Bladskeder (tunicæ) udstyret Græs. 
I Klitterne voxer paa sine Steder Rosa pimpinellifolia og 
. megen Gyvel (Sarothamnus scoparius), men da den sidste er 
indplantet, er det nu ikke at vide med Sikkerhed, om den 
ikke har været oprindelig vild her. Et Fænomen, som ikke 
er sjældent i Klitter, bemærkedes her, nemlig Dannelsen af 
smaa kegleformede Sandhøje eller Kager paa indtil nogle 
Centimetres Højde og Tværmaal derved, at Likener, vistnok 
ofte Cladoniæ (C. pyxidata o.a.), Sphyridium byssoides 0. a., 
med deres Rhiziner gjennemvæve og fæstne Sandet, saa at 
det bliver staaende med de nævnte Former, medens det til- 
stødende Sand blæser bort. 

Forstranden er en fast Flade paa omtr. 200 Al. Bredde 
med mange Brudstykker af Skaller og med Drift af forskjellig 
Art, dog slét ingen Alger. Langslaade Rende er et lille 
Vandløb, som kommer ud fra Klitterne, inde mellem hvilke 
det kun paa en kort Strækning er sammenhængende; snart 
opløses det i en Række smaa, bugtede Render eller Huller, 
idet Sandflugt pletvis har udfyldt den, og tvunget Vandet 
til et underjordisk Løb, og tilsidst er den kun. en vandløs, 
bugtet Grøft. Ved Udløbet iagttages det samme Fænomen 
som paa Nordvestenden af Fanø: grønt Sand, naar det 
allerøverste Sandlag skrabedes tilside; Farven skyldtes her 
Nodularia spumigena (med Sporer), Anabæna variabilis Kütz., 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 6 


82 


og sterile Vaucheriae. Ved Udlobet i Havet fandtes en Del 
Hasselngdder spirende i Strandsandet, stammende fra 
et strandet Skib (se Raunkiærs Beretning om botan. For- 
enings Exkursion S. XV i ,Meddelelserne“). 

I Langslaade Rende samledes Catabrosa aquatica, og i 
de nævnte Vandhuller voxede Hippuris og Myriophyllum 
alternifolium. | 

Mellem Klitterne er der større og mindre Flader, hvor 
paa enkelte Steder Salix repens danner Hovedmassen af 
Plantevæxt, naturligvis med mange andre Planter indblandede, 
bl. a. Fossombronia Dumortieri (H. C.) Lindb. (med Frugt); 
men desværre fandt vi ikke den Vegetation af Pyrola rotun- 
difolia, som er kjendt herfra, saa lidt som den sjældne 
Juncus pygmeus, der er fundet netop her. 

Niveauforholdenes Betydning fik vi imidlertid atter 
mange Exempler paa. Forst mellem Blaavand og Klitterne, hvor 
der findes forskjellige Smaasger og Lavninger. Vegetationen i 
Lavningerne var her den samme som paa Karls Mærsk Hede 
(se det folgende). Ved en af Soerne var Forholdet folgende: 

l. I selve Vandet fandtes paa dybere Steder Potamogeton- 
Formationen med Polygonum amphibium; ogsaa Heleo- 
charis palustris gik langt ud, og Phragmites var i Mængde 
ved Bredden. 

2. I Ring herom paa lavt Vand Littorella lacustris med 
lange, tykke, glatte Blade (paa tor Bund paa Fanø vare 
Bladene korte, tynde, svagt haarede af korte udstaaende 
Haar efter F. K. Ravn), Alisma ranunculoides, Meny- 
anthes og Glyceria fluitans. 

3. I Ring uden om disse paa den ikke vanddækkede, men 
dog fugtige Bund: Hydrocotyle-Bæltet med store Mængder 
af Heleocharis palustris og Ranunculus Flammula. 

4. Myrica-Bæltet, som vi ikke tidligere havde truffet, var 

her tilstede. 
d. Uden om dette HArica-Beltet, og endelig fulgte 
6. Calluna-Bæltet eller den torre Hede. 


SE 


Dernæst gav Karls Mærsk Hede Anledning til de samme 
Studier. Denne er (hvad Navnet vist ogsaa skal udtrykke) 
en lav og fugtig Hede, man kunde nærmest betegne den 
som Erica-Myrica-Hede, en Blanding af den nu i fuld 
Blomst staaende Erica Tetralix med Myrica Gale og Cal- 
luna vulgaris, men fordelte saaledes, at den sidste altid ind- 
tager det højere Terræn, navnlig de ved Sandflugt dannede 
lave Højder og Tuer, sluttende til sig Empetrum, Genista 
anglica, Cladonia rangiferina og andre Repræsentanter for 
den tørre Hede, medens de andre holde sig til Lavningerne 
i Selskab med navnlig følgende: Rhynchospora alba og fusca, 
Eriophorum angustifolium, Carex panicea, C. vulgaris, C. 
Oederi; Scirpus cæspitosus ; Heleocharis multicaulis; Agrostis 
canina; Aira uliginosa; Enodium coeruleum; Narthecium i 
fuld Blomst; Gentiana Pneumonanthe (sparsom); Comarum 
” palustre; Menyanthes; Pinguicula; Drosera intermedia og 
rotundifolia; Pedicularis silvatica; Lycopodium inundatum ; 
Juncus atricapillus o.a. Meget almindelig var en udmærket 
smuk Varietet af Melampyrum pratense, f. purpurea Hartm., 
med Kronerne tegnede paa Siderne med Purpurpletter og 
Striber, og hvis Hojblade vare mere fligede end ellers. Ogsaa 
Vaccinium uliginosum var hist og her almindelig og stod nu 
med Frugt. Sphagna fyldte ud i de laveste Steder, der- 
iblandt Sph. molle. 

Disse Planter karakterisere tilstrækkeligt denne Hedes 
hele Karakter. Fordelingen af dem efter de smaa Niveau- 
og Fugtighedsforskjelligheder var oftest ikke tydelig, de vare 
mere eller mindre sammenblandede, men enkelte Steder fik 
vi dog tydelig Bæltedannelse at se, f. Ex. med Carex vulgaris- 
Enge i Midten og Erica-Myrica-Hede om dem; eller de fug- 
tigste Pletter vare fyldte med Heleocharis og en blod, tæt 
Vegetation af Amblystegium giganteum (Schimp.) De Not., og 
A. Sendineri (Sch., Sanio), eller der var endog smaa Søer 
med nu tørlagt Bund. 


I Hedens gstlige Del er der flere saadanne, der ere saa 
6* 


54. 


overordentlig lavvandede, at Lobelia-Formationen kunde voxe 
over hele Bunden. De vare alle omtrent fuldstændig ud- 
tørrede, og Sobunden var nu bedækket med et brunligt-sort 
eller paa fugtigere Steder mere gronligt, papirstyndt Lag af 
indtgrrede Alger (sterile Zygnema’er dannede Hovedmassen, 
desuden Hapalosiphon pumilus (Kütz.) Kirchn., sterile Oedo- 
gonia, to Arter sterile Mougeotiæ, Stigonema ocellatum, Gym- 
nozyga m.m.). Paa den længst torlagte Bund var dette Lag 
revnet i tallose Stykker, paa den yngre var det endnu sam- 
menheengende. Paa hele denne tgrlagte Bund stod der tal- 
lose Exemplarer af Lobelia Dortmanna i oftest temmelig 
spredt Bevoxning. Langs Bredden, men dog paa tidligere 
vanddækket Bund stod en ikke mindre talrig Bevoxning af 
Littorella blomstrende, og hertil sluttede sig Heleocharis palu- 
stris, der baade fandtes i Sgernes dybeste Del og nær Bred- 
den, og som tegnede sit Rhizoms Lob i rette Linier paa den 
eleganteste Maade ; den er ikke bundet til en saa bestemt Dybde, 
som andre Arter. I Beelte uden om Littorella-Vegetationen 
kunde man saa se Myrica-Beeltet, derefter Rhynchospora fusca’s 
Bælte, Eriophorum, Carices o. fl., altsaa en Rækkefølge, der 
omtrent er identisk med den tidligere paa Fang iagttagne. 

En Sg viste folgende Forhold: om den tarlagte Lobelia- 
Bund fulgte et Bælte af Enodium coeruleum med Carex 
Oederi og Juncus supinus. 

Paa Calluna fandtes et enkelt Sted Cuscuta Epithymunm. 


Bordrup Plantage. 


Paa et gammelt Indlands-Klitterræn Øst for Karls Mærsk 
Hede paabegyndtes Plantning 1851 nær Bordrup. Plantagen 
havde sine Proveaar indtil 1862, fra hvilken Tid den under 
Kammerherre Thygesens Ledning gik fremad med kraftige 
Skridt, og er nu 872 Tdr. Land stor"). 


!) Nermere om dens Historie findes i Overklitfoged Bangs Afhand- 
ling i Tidsskrift for Skovbrug, Bd. 12. 


35 


Efter at have indtaget et Maaltid i Bordrup Kro gjen- 
nemvandrede vi under Hr. Bangs egen, kyndige Vejledning 
Plantagen fra Nord til Syd, gaaende fra de ældste til stadig 
yngre Dele af den, indtil vi længst i Syd endte med de nylig 
til Kultur indtagne Klitter, der endnu kun vare kunstigt af- 
rundede Højder, dækkede med et tæt, men løst Lag.af af- 
hugget Lyng, der gav dem et eget rødbrunt Udseende, og 
mellem hvilke de smaa, kun 3 Aar gamle Bjærgfyr vare ud- 
plantede. | 

Erfaringen har lært, at Bjergfyr og Hvid-Gran ere 
de eneste Skovtræer, som det kan lønne sig at plante, og i 
de senere Aar holder man sig kun til disse to. 

Disse gamle Klitters Bund synes endnu ikke at have 
forandret deres oprindelige Vegetation betydeligt selv i Plan- 
tagens ældste Dele, ialtfald efter den flygtige Betragtning 
vor Vandring gav Lejlighed til. Det var de samme Arter, 
som voxe paa de almindelige graa Klitter, der bemærkedes 
her, men højere, vel som Følge af Træernes Skygge, vel 
ogsaa frodigere som Følge af den Læ, disse gav, og den større 
Fugtighed, der maa fastholdes under dem. En Art havde 
vi ikke set tidligere paa Exkursionen, Trientalis europea, 
men maaske er den gammel paa Stedet, ikke nylig ind- 
vandret, eftersom den jo kan findes i mange Heder. Mest 
paafaldende vare de store og bløde Mostuer, der pletvis 
fandtes og dannedes af Hylocomium parietinum (L.), H. 
proliferum (L.), begge med Frugt, Hypnum purum L., Di- 
cranum scoparium (L.) Hedw., Stereodon cupressiformis (L.) 
Brid. var. ericetorum, m. fl. Om der skulde findes nogen 
Mosart, der ikke oprindelig voxede her, kan et saa flygtigt 
Besøg ikke afgjøre. I et Vandhul fandtes i Mængde, dan- 
nende tætte Masser, Asmblystegium exannulatum (Br. eur.) 
De Not. — Pletvis fandtes ogsaa Cladonia rangiferina i 
tættere, fyldigere, frodigere Masser end før var seet; aaben- 
bart en Følge af større Fugtighed og Læ. — 

Om Aftenen kørte vi til Varde. Næste Dag, den 17de, 


86 


skulde efter Planen have været anvendt til at gjøre Bekjendt- 
skab med: vestjydsk høj Lynghede, vestjydske Egeskove og 
Egepurrer, samt vestjydske Enge og Aaløb; men det øs- 
regnede i den Grad fra Morgenstunden af hele Dagen igjen- 
nem, at Touren maatte opgives, og Deltagerne droge i Dagens 
Løb eller næste Dag hver til sit. 

Denne Beretning er gjennemset og forsynet med Til- 
føjelser af Cand. Raunkiær samt Studiosi magist. F. K. 
Ravn og Ostenfeld Hansen. 


Botamisk Have, August 1893. 


87 


Nogle i den bornholmske Juraformation 
forekommende Planteforsteninger 
ved 
C. T. Bartholin. 
(Tavle 1—6}).) 


IL. 


Cycadeaceae. 
Podozamites lanceolatus Lindl. var. minor Heer. 


Af denne variable Art findes paa Bornholm hyppigst 
P. lanceolatus minor; dog maa'det bemærkes, at Bestemmelsen 
ikke er ganske sikker, da Smaabladene kun ere fundne i 
Brudstykker, aldrig siddende paa Rachis og deres nederste 
Del ikke kjendes, skjønt de ere ret hyppige i den gule Ler 
ved Bagaa. Ogsaa ved Onsbæk ved Teglværkerne syd for 
Rønne findes lignende Blade sammen med Baiera pulchella, 
men disse nærme sig i Størrelse stærkt til P. lanceolatus 
intermedius Heer, dog have de ikke saa talrige Ribber som 
denne. Smaabladets øverste Ende, som ikke sjeldent er bevaret, 
er kort tilspidset og dets Sider parallele. Ribbernes Antal er 
omtrent 12. Smaabladets Bredde er omtrent 5 Mm. Et 
enkelt Stykke af et Smaablad har, skjønt ufuldstændigt, en 


1) Ved Henvisningerne til Tavlerne i Texten betegne de arabiske Tal 
Tavlernes Numre i Tidsskriftet, Romertallene de samme Tavlers 
Numre i Særtrykkene. 


38 


Længde af 60 Mm. og nærmer sig derfor til Varieteten lan- 
ceolatus genuinus Heer, men har dog færre Ribber end denne. 

T. 1 (IX). Fig. 1. P. lanceolatus minor fra den gule 
Ler ved Bagaa. Fig. 2, fra Ler ved Onsbæk syd for Rønne. 


Podozamites lanceolatus var. latifolius Heer. 


I en Sandsten (Jernsten) ved Onsbæk syd for Ronne 
findes nogle paa Grund af Stenens Beskaffenhed meget 
daarligt bevarede Stykker af Smaablade, som jeg med megen 
Tvivl henfører til P. lanceolatus var. latifolius. Ribberne, som 
ere meget utydelige og synes at være tilstede omtrent i et 
Antal af 20, ere tilsyneladende fjernede noget mere fra hver- 
andre end sædvanligt hos denne Form, ligesom ogsaa Smaa- 
bladet forneden gaar temmelig brat over i en Stilk, der er 
længere end den plejer at være hos P.lanceol. var. latıf. 

T. 1 (IX). Fig.3. P.lanceolatus var. latifolius i Sandsten 
fra Onsbeek syd for Rønne. 

Podozamites lanceolatus Lindl. findes i Udlandet i de 
rhätiske Lag i Sverige, Franken o.s. v. samt i den mellemste 
Ooolithformation i Sibirien. 


Podozamites ensiformis Heer. 

Et eneste Smaablad kjendes fra den hvide (ildfaste) Ler 
ved Bagaa. Det er afrundet ved Grunden og ender foroven 
i en langstrakt smal Spids; Bredden er 4 Mm., Laengden 
3 Ctm.; saavidt det kan ses, er der 10—12 Ribber. Smaa- 
bladet stemmer godt overens med det mindste af de i Heers 
Jura Fl. Ostsibiriens T.4 Fig. 8 afbildede Smaablade. 

T. 1 (IX). Fig.4. Enkelt Smaablad af P. ensiformis Heer. 

_ P.ensiformis er tidligere fundet i den mellemste Ooolith- 
formation i Sibirien og beskrevet af Heer. 


Nilssonia polymorpha Schenk. 


I den hvide (ildfaste) Ler ved Bagaa forekommer, men 
som det synes meget sjeldent, Bladstykker af en Mssonia, 


89 


som i det væsentlige stemmer overens med Nathorsts Var. 2 
af N. polymorpha, idet de ere helrandede, ganske uden Ind- 
skæringer, men undertiden svagt bølgede i Randen. Blad- 
pladens to Halvdele sidde paa Oversiden af Rachis, som 
derfor her skjules af dem paa en meget smal Kant nær, 
medens den paa Undersiden viser sig at være ret kraftig. 
Der synes ikke at være ophøjede Lister imellem Ribberne, 
saa at der i saa Henseende er nogen Lighed med Heers 
N. orientalis, med hvilken der ogsaa er den Overensstemmelse, 
at Ribberne sidde temmelig tæt. Muligvis kan den born- 
holmske Nilssonia staa den af Nathorst omtalte Nilssonia 
tenwinervis") (Nilssonia teniopterides Nath.?)) nær. Om de 
af mig T. IX (V) Fig. 7%) som T'æniopteris tenuinervis al- 
bildede Bladstykker høre henhen, lader sig vanskelig afgjøre. 

T.1 (IX). Fig. 5—6. Overside af Blade. Fig. 7. Underside. 


Nilssonia polymorpha Schenk. var. brevis (Brongt.). 


I Forchhammers Afhandling om de bornholmske Kul- 
formationer omtales og afbildes Nilssonia brevis Brongt. som 
funden paa Bornholm, og Exemplarer fra Hör i Skaane (hvor 
N. brevis tidligere var funden), som jeg har haft Lejlighed 
til at see, synes at bekræfte dette. Bladene ere finnede med 
aflangt lancetformede, jævnt tilspidsede Smaablade, som ere 
afrundede i Spidsen og undertiden lidt sammenvoxede ved 
Grunden. De hos Slægten Nilssonia ofte forekommende 
runde Ophgjninger findes ogsaa hos denne Form (T. 1 
(IX). Fig. 8—9, forst. 92—5,). Ligesom den nys beskrevne 
hører den ogsaa til de paa Bornholm sjeldnere forekommende, 
og de Forchhammerske Exemplarer ere endnu de bedste 
som findes; derfor ere de her afbildede paany efter de 
originale Haandstykker. N. brevis betragtes nu af de fleste 
Forfattere som en Varietet af N. polymorpha. 


1) Berått. t. Kgl. Vetensk.-Acad. om en resa t. England. Stockh. 1880. 
2) Heer: Nachtr. z. Jura-Flora Sibiriens. St. Petersb. 1880. 
3) Botan. Tidsskrift 18. Bd. 


a 


T.1 (IX). Fig.S. N.polymorpha var. brevis, Aftryk af 
Undersiden. Fig. 9. 3 Smaablade med runde Ophgjninger 
imellem Ribberne. Fig. 9°". Parti af Bladet forstørret. 

N. brevis kjendes fra Sandstenen ved Hör i Skaane og 
er paa Bornholm funden i Nebbesandstenen. N. polymorpha 
horer hjemme i den rhätiske Form. i Skaane og Franken. 


Nilssonia acuminata Goepp.? 


Foruden N. brevis beskriver og afbilder Forchhammer 
l.c. endnu en Art af samme Slægt, som ogsaa er funden 
paany; han henfører den til Nilssonia elongata, hv ortil den 
som ogsaa Schenk bemærker, ikke kan høre. N. elongata 
har nemlig Smaabladene sammenvoxede til over Midten. 
medens den foreliggende Plante vistnok har haft fuldstændig 
frie Smaablade, som synes at have været affaldende, da man 
altid finder dem isolerede. Af Omrids ere de linieformede, 
noget udvidede ved Grunden (T. 1 (IX) Fig. 10) og jævnt til- 
spidsede foroven (Fig. 12). Laengden er betydelig, hos nogle 
Exemplarer 7 Ctm., hvortil svarer en Bredde af henved 
11/4 Ctm. De fine og talrige Ribbers Forløb kan paa Grund 
af Stenartens mindre gode Beskaffenhed ikke iagttages med 
Sikkerhed, saa at det ikke er umuligt, at denne Plante ved 
senere Fund af fuldstændigere Blade vil vise sig at være en 
Pterophyllum. Den af Nathorst i Floran v. Biuf T. 13 Fig. 10 
—11 afbildede Pterophyllum simplex minder noget om den, 
medens dog ogsaa den sammesteds T. 20 afbildede Nilssonia 
synes at have nogen Lighed dermed; dog maa det bemeerkes, 
at den bornholmske Forms Smaablade aldrig med Sikkerhed 
ere sete siddende paa Rachis. 

N. acuminata kjendes fra de rhätiske Lag i Franken og 
er paa Bornholm funden i Nebbesandstenen. 

T. 1 (IX). Fig. 10. Smaabladets Grund. Fig. 10° et Stykke 
deraf forstørret. Fig. 11. Stykker af 3 Smaablade maaskee 
hgrende til samme Blad. Fig. 12. Spidsen af et Smaa- 
blad. 


91 


Nilssonia (Pterozamites) Münsteri Schimp. 


Overensstemmelsen mellem den foreliggende Plante og 
Slægten Nilssonia er saa stor, at den, som ogsaa baade 
Schimper og Nathorst have udtalt, vistnok .bør regnes til 
denne Slægt. Bladene ere uligefinnede.  Smaabladene, der, 
som hos Nilssoniaarterne i Almindelighed, ere anbragte tæt 
ved hverandre oppe paa Oversiden af Rachis, ere afvexlende 
og udgaa fra Rachis under næsten rette Vinkler; de have 
Randene tæt ved hinanden eller ere kun adskilte ved smalle 
Mellemrum; af Form ere de aflang-lancetformede eller linie- 
formede med skævt afrundet Spids, undertiden ere de svagt 
seglformet krummede; henimod Bladets Ender aftage de 
betydeligt i Længde. Enkelte Smaablade have ligesom hos 
Slægten Anomozamites en betydelig større Bredde end de 
andre, (T. 2 (X) Fig. 1), hvilket Forhold ogsaa kan ses af 
Schenks Figurer 2—3 Taf. 39 (Foss. Fl. d. Grenzsch. d. Keupers 
u. Lias). Ribbernes Forløb er som hos Slægten Nélssonia i 
Almindelighed, idet de ere paralleltløbende, fine og ganske 
lidt nedsænkede i Furer i Bladets Overflade, som dog ellers 
er glat. Smaabladene synes at have været affaldende; de 
findes nemlig hyppigst enkeltvis, sjeldnere flere sammen paa 
Rachis. Paa enkelte Smaablade har jeg set runde Ophøjninger 
af et lignende Udseende som de, der forekomme hos andre 
Nilssoniaarter og fordelte paa lignende Maade. 

N. Münsteri er i Udlandet fundet i den rhätiske Formation 
i Bayern; paa Bornholm træffes den, men temmelig sjeldent, 
i den hvide (ildfaste) Ler ved Bagaa. 

Le MER) Fig. 13 og T.2 (X), Fig. 1. Aftryk af samme 
Blads Over- og Underside. T.2 (X). Fig. 2. Overside af et 
Blad med usædvanlig lange Smaablade. 


Pterophyllum (Ctenophyllum) Braunianum Goepp. 
Paa Grund af den temmelig grovkornede Beskaffenhed 
af den Sandsten, hvori de faa af denne Plante fundne Exem- 
plarer ere opbevarede, ere disse ikke meget tydelige, men 


92 


kunne dog med temmelig Sikkerhed bestemmes, da Ribberne 
paa enkelte Steder kunne iagttages. Smaabladene sidde 
med hele deres noget udvidede Grund paa Rachis, tilsyne- 
ladende paa Siden af denne; de ere noget nedløbende paa 
den mod Bladgrunden vendte Side. Af Omrids ere de linie- 
formede og tilspidsede med afrundet Spids og undertiden 
noget seglkrummede. En ikke omtalt Ejendommelighed, som 
efter Schenks Afbildninger ogsaa findes hos Exemplarerne 
fra Franken (Foss. Fl. d. Grenzs. d. Keupers u. Lias Frankens 
Taf. 38, Fig. 2) er, at større (bredere) og mindre (smallere) 
Smaablade findes regelløst blandede imellem hverandre, 
hvorved Bladets Omrids bliver noget bugtet. Dette Forhold 
gjør Henførelsen til Slægten Pterophyllum noget tvivlsom. 
Smaabladenes Ribber, 6—7 i Tallet, ere parallele i den 
største Del af deres Løb, men lidt over Grunden af Smaa- — 
bladet bøje de Ribber, som ere nærmest ved Randen, sig 
ind imod Midten paa Grund af Smaabladets strax overfor 
Basis aftagende Bredde; ude i Smaabladets Spids konvergere 
de lidt. j 

Pt. Braunianum er tidligere funden i den rhåtiske For- 
mation i Bayern og Schlesien. Paa Bornholm er den funden, 
men sparsomt, i en Sandstensgang ved Onsbæk syd for Rønne. 

T.2(X). Fig. 3. Stykke af et Blad, hvis ene Side mangler. 
Fig. 4. To enkelte Smaablade som ere noget større end 
sædvanligt. 


Otozamites latior Sap. 


Fra Arten Ofozamites brevifolius karakteriseret ved de 
finnede, foroven og forneden noget tilspidsede Blade med 
mere eller mindre tæt siddende, mere eller mindre tilspidsede, 
lige eller noget krummede Smaablade, udskiller Saporta en 
Form med temmelig store, brede Blade og langstrakte, spidse 
Smaablade. En saadan Form er ogsaa funden paa Born- 
holm men kun i eet Exemplar. Da dette imidlertid kun 
repræsenterer Midten af Bladet og det altsaa ikke kan sees, 


93 


om de øverste og nederste Smaablade ere afstumpede, ligesaa 
lidt som Smaabladenes Længde kan iagttages, da intet af 
dem er ganske fuldstændigt, kan det ikke med Sikkerhed 
siges, om Bladet bør henføres til O. latior eller til O. brevi- 
folius; det første synes dog efter Bladets Habitus at have 
stor Sandsynlighed for sig. 

O.latior findes saavel i Frankrig som i Bayern i den 
rhåtiske Zone, men er dog maaske ogsaa truffen i den nedre 
Oolith. Det bornholmske Exemplar er taget i en hvid Ler 
ved Hasle Kulværk. 

T.3 (XD. Fig. 1. Midtparti af et Blad af O. latior. 


Otozamites brevifolius Fr. Br.? 


Det T.2 (X) Fig.5 afbildede isolerede Smaablad synes 
at stemme overens med O. brevifolius, saaledes som Saporta 
begrændser denne Art, idet det er forholdsvis kort, bredt 
forneden og lidt tilspidset foroven. 

Otozamites brevifolius tilhører den rhätiske Zone og er 
paa Bornholm funden i den hvide (ildfaste) Ler ved Bagaa. 


Otozamites obtusus Lindl. & Hutt. 


Schimper beholder i sin Traite de pal. veget. denne Art, 
medens Schenk og Saporta henføre den i Lindl. & Hutt. Foss. 
fl. of Great. Brit. IT pl. 128 afbildede Otopteris obtusa til 
Otozamites brevifolius (Otopteris Bucklandi). Dette kan, som 
Schimper bemærker, kun være berettiget med Hensyn til 
den i Fig. 2 afbildede Form, medens det i Fig. 1 afbildede 
Blad synes at afvige alt for meget i Henseende til Smaa- 
bladenes Omrids fra O. brevifolius. Dette er i endnu højere 
Grad Tilfældet med de paa Bornholm fundne Exemplarer, 
som tildels have Smaabladene endnu bredere og mere af- 
rundede i Spidsen (T. 2 (X) Fig. 6—6°) end den engelske 
Forms, hvilket dog maaske kun antyder en Aldersforskjel. 
Andre Exemplarer have dog Smaabladene mindre tæt siddende, 
mere langstrakte og mindre afrundede i Spidsen (T.3 (XD) 


Fig. 2—9%2), De bornholmske Exemplarer af O. obtusus synes 
i det hele at staa paa Overgangen imellem Saportas 1. Gruppe 
(O. brevifolius) og Gruppen O. Beanii Sap. — Rhombozamites 
Schimp. 

O. obtusus er i Udlandet fundet i Liasformationen i Eng- 
land; paa Bornholm træffes den i den gule Ler ved Bagaa. 

T.2 (X). Fig. 6. Blad med korte, brede, i Spidsen af- 
rundede Smaablade. Fig. 62. Et Smaablad forstørret. T.3 
(XI). Fig. 2. Blad med mere langstrakte, lidt tilspidsede 
Smaablade. Fig. 2. Smaablad forstørret. 


Otozamites pterophylloides Brongt. 


Fra det mineralogiske Museum i Lund har jeg ved 
Prof. Lundgrens Velvillie faaet tillaans et af ham paa Born- 
holm fundet Stykke hvidt Ler, som indeholder en Otozamites 
med retvinklet udstaaende, langstrakte, linieformede, i Spidsen 
afrundede, ved Grunden utydeligt grede Smaablade, som 
synes at have været affaldende (T. 2 (X) Fig. 7). Dette 
Blad stemmer altsaa, saavidt det kan sees, med O. ptero- 
phylloides i de vigtigste Karakterer. Rachis er dog ikke synlig 
lige saa lidt som Smaabladenes Spids, naar det nederste und- 
tages, som er næsten fuldstændigt og har en Længde af 3 Ctm. 

O. pterophylloides hører hjemme i den nedre Ooolith- 
formation i Frankrig. Det bornholmske Exemplar er vistnok 
taget ved Bagaa i den hvide (ildfaste) Ler. 


Otozamites Reglei (Brongt.) Saporta. 


Ogsaa de fine, smaabladede Arter af Slegten Ofozamites 
findes repræsenterede paa Bornholm, men synes at være 
sjeldne. Kun to til denne Gruppe hørende Blade ere fundne 
og det er med nogen Tvivl, at jeg har henfort dem til 
O. Reglei (Brongt.) Sap. (T. 2 (X) Fig. 8—92). De have 
begge noget mindre og spædere Smaablade end de af Saporta 
afbildede Exemplarer (Pl. jurassiques Tome II. Pl. 109), og 
Ribberne ere talrigefe og finere, men da Smaabladenes Form | 


95 


er den samme — ogsaa Saportas Fig. 7 har finere og tættere 
Ribber end de øvrige paa samme Pl. — anser jeg det for 
rigtigst at henføre den bornholmske Form til O. Reglei; dog 
maa det bemærkes, at det andet Bladstykke (Fig. 9) har 
noget smallere, mere tilspidsede Smaablade end sædvanligt 
hos denne Art. 

O. Regler kjendes fra den nedre Oolithformation i Frankrig. 
De bornholmske Exemplarer ere tagne i den gule Ler ved 
Bagaa. . 
T.2 (X). Fig. 8—92 Sammen med Fig. 9% sees et Blad 
af O. obtusus (9P). 


Otozamites pusillus m. 


Et eneste Blad af en overordentlig spæd Form, der ved 
første Øjekast kunde antages for en lille Zamitesform f. Ex. 
Z. pumilio, er fundet i den hvide (ildfaste) Ler ved Bagaa. 
Ved nøjere Undersøgelse viser det sig dog at have Smaa- 
bladene mindre fremadrettede — de staa næsten lodret paa 
Rachis -— og mindre tilspidsede end hos denne, ligesom de 
ogsaa ere svagt ørede ved Grunden og have den for O. Reglei- 
Gruppen ejendommelige, mindre tæt stillede straaleformede 
Ribbeforgrening. Bladet er fundet i den hvide (ildfaste) Ler 
ved Bagaa. 

T.3 (XI). Fig.3. Den nederste Del af et Blad af O. pu- 
sillus. Fig.3. De tre nederste Smaablade forstørrede for at 
vise Smaabladenes Form og Ribbeforgrening. 


Coniferae. 
Baiera paucipartita Nath. 

To i Spidsen klovede Bladhalvdele rimeligvis af samme 
Blad ere fundne sammen med en langstrakt Bladstilk utvivl- 
somt af samme Art. Ribberne ere omtrent 9 i hver Blad- 
hælvtes bredere Del. Efter Bladstilkens Længde at dømme 
maa de foreliggende Bladdele henregnes til Hovedformen a 
af B. paucipartita Nath., som har hjemme i de rhåtiske Lag 


96 


ved Biuf i Skaane. Nogen Lighed er der dog ogsaa med 
B. longifolia Heer fra den nedre Oolithformation i Sibirien. 
Paa Bornholm findes PB. paucipartita i den graa, bladede 
Ler fra det gamle Hasle Kulværk, men meget sjeldent; for- 
uden de afbildede Stykker kjendes kun nogle Smaastumper, 
som ikke lade sig bestemme med Sikkerhed. 

T.3 (XD. Fig. 4. Den øverste Ende af to Bladhalvdele 
af B. paucipartita Nath. Fig. 4b. En Bladstilk af samme. 


Baiera pulchella Heer. 


Langt hyppigere end Bb. paucipartita træffes de store 
Blade af 5. pulchella, som ere let kjendelige, naar de ere 
fuldstændige, ved de 2 i Spidsen ganske udelte, afrundede 
Bladflige, der kunne have en Bredde af næsten 2 Ctm., 
medens Længden ofte overgaar 10 Ctm. Ribberne, som ikke 
ere tydelige, synes at være tilstede i et Antal af omtrent 16. 
B. pulchella findes dels som utydelige Aftryk i Sandsten ved 
Rønne Teglværk, og dels med selve Bladsubstantsen tildels 
bevaret som en tynd forkullet eller brunlig Hinde (Overhud) 
i Lerlag ved Rønne Teglværk og ved Teglværkerne syd for 
Rønne (Onsbæk). ge 

I Udlandet er denne Art fundet i den brune Jura (nedre 
Oolithformation) paa Andø ved Norge og i Sibirien. 

T. 3 (XI). Fig.5. Et Blad, som kun mangler noget af 
Stilken, og Stykker af nogle andre Blade. 


Ginkgo digitata Brongt. (var. integriuscula Heer). 

Et enkelt Ginkgoblad fra den gule Ler ved Bagaa har 
den øverste Rand halvkredsformet, brat afskaaret, med flere 
ikke dybe Indsnit. De korte Flige ere ikke afrundede. Blad- 
pladen indsnevres lidt forneden og gaar jevnt over i Blad- 
stilken, saa at Bladet bliver kileformet forneden. Ribberne © 
ere utydelige, men Bladets Form stemmer ganske med Heers 
Fig. 7—9 T.X. i Beitr. zur foss. Flora Spitzbergens. Schenk 
(Handb. d. Palåont. P. 264) forener Heers G. integriuscula 


97 


med Ginkgo digitata og Saporta (Paléont. Française T. IN) 
antyder Muligheden af, at baade @. integriuscula og @. Huttoni 
bør betragtes som Varieteter af G. digitata; og da nu des- 
uden Nathorst ved Scarborough har fundet Overgangsformer 
mellem @. digitata og @. integriuscula, maa den sidste altsaa 
betragtes som Varietet af @. digitata, medens @. Huttoni vel 
endnu bor betragtes som selvstændig Art. 

G. digitata var. integriuscula er tidligere funden i den 
nedre Oolithformation paa Spitsbergen og i England. 

T.4 (KID, Fig. 7. Blad af @. digitata var. integriuscula 
fra den gule Ler ved Bagaa. 


Ginkgo Hutton ideer. 


De T.4 (XI), Fig. 2—3 afbildede Blade afvige ikke lidet 
fra det ovenfor beskrevne, som det vil sees ved Sammen- 
ligning med Fig. 1. Bladpladen er her langt bredere, Over- 
gangen til Bladstilken brattere, Indskjæringerne meget dybere 
og Fligene tydeligt afrundede. De nævnte Blade bør derfor 
vistnok henføres til G. Huttoni. 
| Denne Art kjendes fra den nedre Oolithformation i Eng- 
land, Sibirien og Spitsbergen. Paa Bornholm træffes den, 
men ikke hyppigt i den gule Ler ved Bagaa. 

T.4 (Xu), Fig.2. Et Blad af G. Huttoni og den nederste 
Del af et andet. Fig.3. To Bladhælvter, rimeligvis af samme 
Blad, det ene liggende ovenpaa det andet. Fig. 32 det øverste 
forstørret for at vise Ribbernes Forgrening. 


Czekanowskia rigida Heer. 


Et gaffeldelt Blad, lidt over 1 Mm. bredt, findes sammen 
med flere udelte Blade af samme Bredde paa et Stykke af 
den graa Ler ved Hasle Kulværk. Lanes Midten have de 
en tydelig Fure. Ribber kunne ikke iagttages og Bestem- 
melsen er derfor ikke ganske sikker. 


= 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 


98 


C. rigida kjendes fra den rhätiske Zone i Skaane, fra 
den nedre Oolithformation i England, Sibirien og China. 

T.4 (VID, Fig. 4. Gaffeldelt Blad af Czekanowskia rigida 
Heer. 


Carpolithes nebbensis m. 


I Sandstenen ved Nebbe Odde, tæt nord for Ronne, 
findes meget hyppigt (sjeldent i den gule Ler ved Bagaa) et 
ovalt, i begge Ender svagt tilspidset eller afrundet Frø, der 
er utydeligt stribet paalangs og omgivet af en Kant, som 
giver det Lighed med Carpolithes cinctus Nath. (fra Höga- 
nås), der af Schenk (Handb. d. Palåont.) henføres til Slægten 
Baiera. Der er ogsaa i Nebbesandstenen fundet nogle 
utydelige Bladstykker som muligvis kunne være af en Baiera, 
skjønt de ere for smaa og for daarligt bevarede til at kunne 
bestemmes; men jeg skal minde om, at PB. pulchella findes 
hyppigt i Nærheden i Sandsten og Ler ved Rønne Teglværk 
og ved Onsbæk kort syd for Rønne. 

Et andet. noget "lignende. Frø (T.3 (XI), Fig. 7), som 
dog er mere rundt, glat og svagt tilspidset i den ene Ende 
og kun har en lidt udviklet Kant, findes ikke sjeldent i den 
gule Ler ved Bagaa. 

T.3 (XD, Fig.6- C. nebbensis, lidt tispidset ema: 
Ender. | | 


Carpolithes nummularius m. 


Endnu skal her blot nævnes de ejendommelige Frø, som 
findes i Mængde i et Kullag tæt syd for Bagaa. De ere 
hyppigst næsten kredsrunde, flade, med et Indtryk paa 
Midten og have en noget tykkere Rand; deres Tilhæftnings- 
punkt kan ofte tydeligt sees. Undertiden, men sjeldnere, 
have de en mere aflang, mod den ene Ende lidt tilspidset 
Form. Paa Bornholm gaa de under Navn af „Skillinger“ og 
herefter har det omtalte Kullag faaet Navn af ,Skillings- 
randen”; T.3 (XI), Fig. 8 —9,. 


Taxites longifolius Nath. 


I den sortegraa skifrede Ler ved Hasle Kulværk findes 
ret jævnligt nogle langstrakte smalle linieformede, jævnt til- 
spidsede Blade med tydelig Midtribbe (T. 4 (XID), Fig. 5). 
De længste, dog ikke fuldstændige Exemplarer, ere omtrent 
8 Ctm. lange, medens Bredden er 4—5 Mm. Disse Blade, 
der ere af en læderagtig Beskaffenhed og have fine Længde- 
striber, træffes altid enkeltvis, dog ofte flere tæt ved hver- 
andre; de have derfor vistnok. været affaldende. Nogen 
Lighed have de med Cycadites Römeri (Schenk Fl. d. nord- 
westdeutsch. Waldform Taf. 32, Fig. 1), men stemme dog 
mest overens med T'axites longifolius Nath., som ogsaa af 
Nathorst er funden paa Bornholm. 

Taxites longifolius er tidligere fundet i den rhätiske 
Zone i Skaane ved Pälsjö, Höganäs og Helsingborg. Paa 
Bornholm træffes den i den graa skifrede Ler fra Hasle Kul- 
værk og en sjelden Gang i den hvide og den gule Ler ved 
Bagaa. 

T.4 (XID, Fig. 5. Næsten fuldstændigt Blad af T° longi- 
folius. Fig. 6. Flere Blade som ligge tæt sammen. 


Stachyotaxis septentrionalis (G. À. Agardh) Nath.? 


To sammenhængende Kviste i mindre godt bevaret Til- 
sund ere afbildede T..5 (XI), Fig. 1. .Paa den tilhgjre 
sees forneden korte, tæt tiltrykte, spiralstillede Blade og 
højere oppe uden nogen synderlig Overgang toradede, ud- 
staaende, lidt fremadrettede Blade, som maaske ere lidt 
bredere og mere afrundede i Spidsen end sædvanligt hos 
S. septentrionalis; dette i Forening med Exemplarets mindre 
gode Tilstand gjør Bestemmelsen. usikker. 

S. septentrionalis findes i den rhåtiske Formation i Skaane 
ved Höganäs og Biuf. Det afbildede Exemplar er fra et 
Sandstenslag ved Onsbæk syd for Rønne, hvor der kun 
findes yderst sparsomme Rester af denne Plante. 

7% 


100 


Pagiophyllum peregrinum (Lindl. & Hutt.) Schimp. 
Sammen med Baiera paucipartita og Taxites longifolius 
findes i den graaskifrede Ler ved det gamle Hasle Kulværk 
temmelig hyppigt Bladene af P. peregrinum. De ere mere 
eller mindre tet siddende, taglagte, snart næsten ægformede 
(T.5 (XU), Fig. 2) snart lidt seglformet krummede med en 
kortere eller længere Spids (T.5 (XIII), Fig. 3) og have under- 
tiden en fremstaaende Liste paa den opadvendte Side. Saavel 
i Form som i Beskaffenhed stemme de nøje overens med 
Exemplarer af P. peregrinum fra England, som jeg har havt 
Lejlighed til at undersøge. Ved en stærk Forstorrelse vise 
enkelte Blade utydelige Længdestriber, der maaske ligesom 
hos det af Saporta PL jurass. Pl. 176, Fig. 12 afbildede Blad 
antyde Tilstedeværelsen af rækkestillede Spalteaabninger. 
P. peregrinum kjendes iøvrigt fra Liasformationen i Eng- 
land og fra Lias og den rhatiske Formation i Frankrig. 
Nær beslægtede med Pagiophyllum peregrinum ere vist- 
nok de folgende to Planteformer, som kun kjendes 1 eet 
Exemplar hver: 


Pagiophyllum falcatum m. 


har temmelig tæt siddende, kloformet krummede, svagt 
kjelede Blade, der ere bredere forneden og foroven ende i 
en temmelig lang, lige eller lidt bugtet Spids. Forgreningen 
synes at være rigelis med korte afvexlende Blade. 

P. falcatum er fundet i den hvide (ildfaste) Ler ved 
Bagaa i et Exemplar, som er afbildet lidt forstørret, T. 5 
(XII), Fig. 4 ligesom Fig. 5. 


Pagiophyllum triangulare m., 


som har korte, tæt siddende, trekantede, kort og brat til- 
spidsede Blade. 


De to folgende Naaletræer høre til de hyppigste Former 
i Bornholms fossile Flora og dog gjør den Maade, hvorpaa 


de ere indlejrede i Leret, de faa Koglers daarlige Tilstand, 
Bladenes store Variabilitet og Vanskeligheden ved at for- 
skaffe sig storre Partier af Grene, naar man ikke har en 
kyndig Samler paa Stedet, det vanskeligt at henføre dem til 
deres rette Plads i Systemet. Jeg har, da de forekomme 
mig at staa Araucariagruppen nærmest blandt andet paa 
Grund af Bladenes Variabilitet, idet dog Koglerne i Bygning 
ere temmelig afvigende fra selve Slægten Araucaria foreløbigt 
henført dem til Slægten Pagiophyllum, hvis Kogler ere lidet 
eller slet ikke kjendte; i Henseende til de kortere Blade er 
der desuden ikke ringe Lighed med P. Kurriz. 


Pagiophyllum Steenstrupi m. 


har dels kortere, svagt krummede, spiralstillede, fremadrettede 
Blade, dels, og det ofte paa samme Gren, ovale eller meget 
svagt tilspidsede Blade, der staa omtrent retvinklet ud til 
Siderne og vise Tilnærmelse til toradet Stilling. Begge Blad- 
former ere noget nedlobende. Den Kogle (T.5 (XII), Fig. 8), 
som jeg med nogen Tvivl henfører til denne Art, har lang- 
strakt ovale tæt siddende Skjæl af en Form, som minder 
om de storre, udstaaende vegetative Blade; desværre er der 
kun tilhgjre et Par af Skjællene, der give nogen Forestilling 
om disses Form, medens de andre ere mere eller mindre 
hensmuldrede. Ved Siden af en Gren af denne Form findes 
et valseformet Legeme med tætte, taglagte, rhombiske Skjeel, 
som jeg antager for en dermed sammenhørende Hanblomst. 
Det vil sees, at den i ikke ringe Grad minder om Han- 
blomsten hos Slægten Araucaria, fra hvilken den ikke afviger 
meget i Størrelse, medens den omtalte Kogle er mindre end 
de fleste Araucariakogler. Der synes at være en gradvis 
Overgang imellem de vegetative Blade og Kogleskjællene, 
saa vidt man kan skjønne af den daarligt bevarede Kogle, 
et Forhold, der sees noget tydeligere hos den følgende Arts 
Kogle. Maaske burde der her opstilles en ny Slægt, hvilket 
Fund af bedre bevarede Kogler muligen vil berettige til. 


_ 102 


Endnu skal bemærkes, at der maaske er Lighed mellem de 


to foreliggende Naaletræers Kogler og de dog noget mindre 
Kogler hos Slægten Ælatides, hvis Blade ogsaa kunne minde 
lidt om de mindre fremadrettede krummede Blade hos disse 
Former !). 

P. Steenstrupi findes i den hvide (ildfaste) Ler ved Bagaa. 

T. 5 (XIII), Fig. 6. Gren med ovale udstaaende Blade. 
Fig.7, en lignende Gren ledsaget af en Hanblomst. Fig. 8. 
Kogle af P. Steenstrupi? T.6 (XIV), Fig.1. Gren, der for- 
neden har korte, noget tiltrykte og foroven længere, ovale, 
udstaaende Blade. Fig. 2. Et større Grenstykke med mod- 
satte Grene?). 


Pagiophyllum Johnstrupi m. 


afviger fra den foregaaende Art, som den igvrigt synes at 
være nær beslægtet med, ved, at de længere, retvinklet ud- 
staaende Blade her ere noget smallere og tydeligt tilspidsede; 
undertiden kunne de have en betydelig Længde og de Grene, 
der have saadanne meget langstrakte Blade foroven og kortere 
seglformet krummede Blade forneden, vise da en betydelig 
Lighed i Habitus med Voltzia heterophylla Brong., fra hvis 
Kogler P. Johnstrups dog ere meget forskjellige. For- 
øvrigt kunne P. Steenstrupi og P. Johnstrupi let forvexles, 
naar Bladene ere saaledes indlejrede i Leret, at de ikke sees 
fra Fladen, men kun paa Kant. (T.6 (XIV), Fig.3 og til- 
dels Fig. 5). Kogleskjællene synes, saa vidt det kan sees, lige- 
som de vegetative Blade, at være noget mere tilspidsede end 
den foregaaende Arts. (T.6 (XIV), Fig. 6). Om den i Fig. 7 
afbildede mindre Kogle hører herhen er tvivlsomt. Den 
T.6 (XIV), Fig.5 afbildede Hanblomst synes, saa vidt det 
kan sees, da den er meget ung og lidet udviklet, at have en lig- 
nende Bygning, som den foregaaende Arts. (T. 5 (XIII), Fig. 7). 


1) Ogsaa Pagiophyllum heterophyllum Feistm. stemmer i nogle Hen- 
seender overens med dem. 
*) Figuren er for Bladenes Vedkommende ikke heldig. 


P. Johnstrupi er funden i den hvide Ler ved Bagaa, 
sjeldnere i den gule Ler, og træffes maaske: ogsaa, men i 
daarligt bevaret Tilstand, 1 Nebbesandstenen. 

T.6 (XIV), Fig.3. Gren med dels kortere dels lengere, 
lidt seglformet krummede Blade, der ses paa Kant. Fig. 4. 
Gren med længere Blade, der ses paa Fladen. Fig.5. Gren, 
af hvis Blade nogle ses paa. Kant og nogle paa Fladen. Ved 
Siden af denne ligger en ung Hanblomst. Fig. 6. Kogle, 
som ses i Længdesnit og er ledsaget af nogle vegetative 
Blade. Fig.7. Ung Kogle af P. Johnstrupi? 


Afsluttende almindelige Bemærkninger. 


Tilstedeværelsen af Planteforsteninger i den bornholmske 
Kulformation omtales forste Gang af C. Pingel i en Afhand- 
ling om Jernsandet og det gronne Sand paa Bornholm i 
Tidskr. f. Naturvidensk. 4. Bd. 1826. Pag. 274, hvor der siges, 
at der findes Bregneblade, greesagtige Blade og Blade af 
dikotyledone Planter. Saavel i sin ,Prodrome d’une histoire 
des végét. foss.“ som i sin „Hist. d. végét. foss.“ omtaler 
À. Brongniart som fundne paa Bornholm: Pecopteris Pingelii 
(Murrayana), P. nebbensis, P.tenuis og Phlebopteris Schouwit, 
og han betragter de Lag, hvori disse Planter ere opbevarede, 
som hørende til Oolithformationen. Foruden disse fire Former 
nævner G. Forchhammer i sin Afhandling: „Om de born- 
holmske Kulformationer* (Videnskabernes Selskabs Skrifter 
1836) endvidere som bornholmske Jurafossilier: Fucoides 
Targionii, Nilssonia brevis, N. elongata og N. tenuifolia, samt 
en Kogle og nogle Fro af Cycadeer. Fucoides Targionii 
er ikke senere gjenfunden, og hverken Forchhammers Afbild- 
ning eller de meget medtagne Originalexemplarer tillade 
nogen Bestemmelse. Da nu Havplanter ellers ikke forekomme 
i den bornholmske Kulformations Lag, maa £. Targionii 
vistnok antages at have været mindre tydelige Stumper af 
Podozamites- eller Baierablade. Af Brongniarts og Forch- 


hammers ovrige 7 Planteforsteninger ere de 6 gjenfundne. 
Pecopteris tenuis bor vistnok for Bornholms Vedkommende 
forenes med Pecopteris (5: Asplenium) nebbensis, da det af 
Brongniart afbildede Exemplar fra Bornholm (Hist. d. végét. 
foss. Pl. 110. Fig. 3) hverken i Henseende til Ribbeforgrening 
eller Smaabladenes Form synes at afvige synderligt fra denne, 
medens derimod det i Fig. 4 1. c. afbildede Exemplar fra 
Whitby i Yorkshire vistnok, som Schimper (Pal. végét. I. 
P. 564) har gjort for P. tenuis i det Hele, bør henføres til 
Pec. (9: Aspl.) whitbiensis. Nilssonia brevis er i det fore- 
gaaende beskrevet som en Varietet af N. polymorpha. Forch- 
hammers Nilssonia elongata er foreløbig henfort til N. acu- 
minata, men er maaske en Pterophyllum, og Nilssonia 
tenuifolia er sandsynligvis identisk med Pterophyllum Brauni- 
anum GOpp., som er fundet ved Onsbæk men ikke gjenfundet 
ved Nebbe. I Ofvers. af Kongl. Vet.-Akademiens Förhandlingar 
1880 har A.G. Nathorst beskrevet og bestemt en af Forch- 
hammer i Sandstenen ved Nebbe funden Planteforstening 
som en Blomsterstand af en Williamssonia under Navn af 
W. Forchhammeri Nath., og i Overs. over d. Kgl. Danske 
Vidensk. Selskabs Forh. 1889 har samme Forf. beskrevet en 
ny Art af Slegten Dictyozamites fra et mig ikke bekjendt 
Lerlag ved Bagaa under Navn af D. Johnstrupi Nath. I 
Forbindelse med de af mig beskrevne 46 Arter bliver Antallet 
af de fra den bornholmske Jura nu kjendte Arter, altsaa 48, 
nemlig: | 


10. 


11. 


Equisetaceæ. 
Equisetum  Miinsteri 
Sternb. 


Rhizocarpeæ. 
Sagenopteris Phillipsu 
Brongt. 
Sagenopteris Nathorsti 
n. Sp. 


Filices. 
Dicksonia Pingelii n.sp. 


Cycadopteris Brauniana 
Zigno. 


Asplenium Rösserti 
(Presl) Saporta. 


Asplenium nebbense 
Brongt. 
Asplenium  lobifolium 


(Phill.) Schimp. 


Gutbiera 
Presl. 


angustiloba 


Laccopteriselegans Pres. 


Laccopteris n. sp. 


Teniopteris (Maratti- 
opsis) Münsteri Göpp. 


ıJernst.v.Nebbe 


Bornholmsk 
Findested. 


Udenlandsk Findested. 


Liasformation. 


Oolithformation 
eller yngre Form. 


Ler v.Onsbæk 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 


lidf. Ler ved | 
Bagaa 


Gul Lerjernst. | 
ved Bagaa 


Mak Ler ved | 


Bagaa 


Jernst. v.Nebbe 
Gul Lerjernst. 
ved Bagaa 


Ildf. Ler ved 
ved Bagaa 
Sandst. ved 
Nebbe 
Ildf. Ler*ved 
Bagaa | 


Jernsten ved 
Nebbe 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Nebbe? 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Ildf. Ler ved 
Bagaa | 
Jernsten ved 


Onsbeek ? 


Franken 
(rhät. Form.) 


Helsingborg, 
Skaane, Fran- 
ken, Frankrig 


| (rhåt. Form.) 


Palsiü, Biuf, 
Höganäs, Hel- 


| singb., Skaane 
| (rhät. Form) | 


Franken, 
Palsjö, Skaane 
(rhät. Form.) 
Biuf, Skaane? 
Franken 
(hät. Form) 


Franken, 
Ungarn 
(rhät. Form.) 


Scarborough, 
England 
(nedre Oolith) 


Nærst. Form 
D. gracilis 
Ajakit, Sıbirien 
(nedre Oolith) 


Frankrig, Ita- 
lien, Würtem- 
| berg, Schweiz 
(mell. & n. Ool.) 


Scarborough ? 
England 
(Lindl. & Hutt. 
II. 134, n. Ool.) 


Gristhorpe, 
England 
(nedre Oolith) 


13. 


16. 


18. 


19. 


20: 


Teniopteris (Oleandri- 


dium) tenwinervis 
Brauns? 
Microdictyon  Wood- 


wardianum Sap.? 


Phlebopteris 
Schenk. 


affinis 


Dictyophyllum Nilssoni 
Schenk? 


Thaumatopteris gracilis 
(Schenk) Schimp. 


Hausmannia Forchham- 
meri n. sp. 


Anthrophyopsis Nilssoni 
Nath. 


Cycadeæ. 
Podozamites lanceolatus 
v. minor Heer. 


Podozamites lanceolatus 
v. latifolius Heer. 


Podozamites ensiformis 
Heer. 

Nilssonia polymorpha 
Schenk. 


N 


106 | 


Bornholmsk 
Findested. 


Udenlandsk Findested. 


Liasformation, 


Graa Ler ved 
Hasle Kulv. 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 


Jernsten ved 
Nebbe 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Gul Lerjernst. ? 


Udf. Ler ved 
Bagaa 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 


Gul Lerjernst. 
ved Bagaa 


Jernsten ved 
Onsbæk 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Graa Ler ved 
Hasle Kulv.? 


Biuf, Skaane, 
Franken 
(rhåt. Form.) 


. © s'en re, ele 


Franken 
(n. Lias & 
rhät. Form.) 
Hör, Pälsjö, 
Skaane, Tysk- 
land, Schweiz, 
Frankrig 
(rhät. Form.) 
Franken 
(rhät. Form.) 


elf sehe, esters 


Höganäs, Biuf, 
Skaane 
(rhät Form.) 


Helsingborg, 


Pälsjö, Hör, | 


Höganäs, 
Skaane 
(rhät. Form.) 


Biuf, Palsjü, 
Hör, Helsingb., 
Skaane, 
Franken 
(rhät.-Form.) 


Oolithformation 


eller yngre Form. 


Aveyron, 
Frankrig 
(øvre Oolith) 
Gristhorpe, 
England 
(nedre Oolith) 


Nærst. Arter 
at SH 


nordvesttyske . 


Wealdform 


Sibirien og 
Amurlandet 
(nedre Oolith) 


Sibirien 
(nedre Oolith) 
Sibirien 
(nedre Oolith) 


24. 


28. 


29. 


30. 


31. 


32. 


33. 


34. 


39. 


Nilssonia polymorpha 
var. brevis Brongt. 


Nilssonia Münsteri 


Schimp. 


Pterophyllum Brauni- 
anum Goepp. 


Otozamites latior Sap. 


Otozamites brevifolius 
F. Br.? 
Otozamites obtusus 


Lindl. & Hutt. 


Otozanutes pterophy!- 
loides Brongt. 


Otozamites RegleiBrongt. 


Sap. 


Otozamites pusillus n. sp. 


Dictyozanutes — John- 


strupt Nath. 


Coniferæ. 
Baiera  paucipartita 


Nath. 


Baiera pulchella Heer. 


Ildf. Ler ved 


Bornholmsk 


Findested. | 


Udenlandsk Findested. 


Oolithformation 


7 a +] 
Liasformation. eller yngre Form. 


| 
Jernsten ved 
Nebbe 


Idf. Ler ved 
Bagaa 


Jernsten ved 
Onsbek 


Hvid Ler ved 
Hasle 


Bagaa 


Gul Lerjernst. 
ved Bagaa 


Ildf. Ler ved | 
Bagaa? | 
Gul Lerjernst. | 
ved Bagaa 
Ildf. Ler ved | 
Bagaa 


Graa Ler ved | 


Bagaa 


| 
Graa Ler ved | 
Hasle 


Hvid Ler og | 
Jernsten ved 

Ronne Teglv. 
Hvid Ler ved 
Onsbek Teglv. | 


(rhat. Form ) 


| (rhät. Form.) 


| (hät. Form.), 


| (rhät. Form.) 


Hör, Skaane, 
Halberstadt, 
Tyskland 
(rhåt. Form.) 


Franken 


Franken, 
Schlesien 


Franken, 
Frankrig 
(rhåt. Form.) 


Franken 
Ungarn 
(n. Lias) 


Axminster, 
England 
(n. Lias) 


| Frankrig 
(miell. &n. Ool.) 
Frankrig 
| (nedre Oolith) 


Nærst. Art 
B. longifolia 
Heer. Sibirien 
(nedre Oolith) 


Biuf, Skaane | 


FM eae EN A Sibirien og 
Amurlandet 


(nedre Oolith) 


__108 


36. 


ws 
& 


40. 


41. 


Ginkgo digitata Brongt. 
var. integriuscula Hr. 


Ginkgo Huttoni Heer. 


Czekanowskia rigida Hr. 


Carpolithes  nebbensis 
n. sp. 

Carpolithes nummula- | 
rius n. sp. 


Taxiteslongifolius Nath. 


Stachyotaxis septentri- 
onalis C. A. Agardh? 


Pagiophyllum  peregri- 
num (L. & H.) Schimp. 


Pagiophyllum falcatum 
n. sp. 

Pagiophyllum triangu- 
lare n. sp. 


Pagiophyllum  Steen- 
strupi n. sp. 
Pagiophyllum John- 
strupi n. Sp. 
Balanophoree. 
Williamssonia  Forch- 


hammeri Nath. 


Udenlandsk Findested. 


Bornholmsk 
Findested. =. Å Oolithformation 
iasformation. eller yngre Form. 
Gul Lerjernst. 34 See Spitsbergen, 
ved Bagaa Scarborough, 
England 
(nedre Oolith) 
Gul’berjernst nn ances Scarborough, 
ved Bagaa England, 
Spitsbergen, 
Sibirien 
| (nedre Oolith) 
Graa Ler ved; Biuf, Stab- England, 
Hasle barp, Skaane |Sjbirien, China 
(rhåt. Form.) | (nedre Oolith) 
Jernsten ved | Nærst. Form 
Nebbe | C.cinctus Nath. 
Hôüganas, 
Skaane 
(rhät. Form.) 
Kullaget 
„Skillings- 


rand" v. Bagaa 
Graa Ler ved 
Hasle Kulv. 


Jernsten ved 
Onsbek 


Graa Ler ved 
Hasle Kulv. 


Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 
Ildf. Ler ved 
Bagaa 


Jernsten ved 
Nebbe 


Pälsjö, Höga- 
näs, Helsing- 
borg, Skaane 
(rhät. Form.) 


Höganäs, 
_Biuf, Skaane 
(xhät. Form.) 

‚England, 
Frankrig (n.L. 
&rhät Form.) 


109 


Af disse Planteformer vise altsaa omtrent 25 sig at hore 
til den rhätiske Zone eller dog til Liasformationens nedre 
Afdeling, medens omtrent 15 ere kjendte fra Oolithformationens 
nedre Afdeling og 1, Hausmannia Forchhammeri, har sine 
nærmeste Slegtninge i Wealdformationen. Oolithplanterne 
findes, naar Baiera pulchella undtages, saa at sige udeluk- 
kende i den hvide ildfaste Ler og den gule Lerjeinsten ved Bagaa. 
I den graa Ler ved Hasle Kulværk findes et Par Arter, som 
synes at optræde baade i Lias- og Oolithformationen. Ingen 
af Oolithplanterne findes i Jernstenslagene!), og disse Lag, 
der hgre hjemme i Ronnepartiet, maa derfor vistnok betragtes 
som de eldste af de planteforende Lag paa Bornholm. 
Ronnepartiets graalige eller hvidlige Lerlag, hvis Lejrings- 
forhold overfor Jernstenslagene jeg ikke kjender?), ere snart 
blottede for Planterester, snart indeholde de en ikke ringe 
Mængde Individer, medens der hersker en paafaldende Fattig- 
dom paa Arter. Omvendt er Forholdet med de to plante- 
forende Lag ved Bagaa, hvor der findes en ret betydelig 
Mængde af Arter, som, naar de to sidste Naaletræer und- 
tages, kun ere fundne i et lille Antal af Individer. Da jeg 
i 1876 og 1879 besagte den da endnu existerende store Ler- 
grav umiddelbart syd for Bagaaens Munding, kunde jeg ikke 
studere Lagfolgen der, men den opgaves mig at være folgende: 
„Under de tre ud imod Søen liggende Kullag (Knobbe- 
rænderne), findes saavel paa den søndre som paa den nordre 
Side af Aaen tre planteførende Lag lejrede umiddelbart 
ovenpaa hverandre: øverst gul Lerjernsten, som dels danner 
et sammenhængende Lag, dels findes som store paa Over- 
fladen rødlige Nyrer eller Klumper i det nedenunderliggende 
Lag af hvidlig ildfast Ler, under hvilket atter træffes et Lag 
af mørkegraa, bladet Ler?). Det sidstnævnte Lag har jeg 


1) Baiera pulchella dog maaske undtagen. 
?) Sandsynligvis ere de lejrede ovenpaa disse. 
3) Muligvis det Lag, hvori Dictyozamites Johnstrupi Nath. findes. 


110 


ikke havt Adgang til at undersøge ved mine Besøg ved 
Bagaa. Maaske er dette Lag det samme, som jeg i det fore- 
gaaende flere Gange har nævnt som den graa Ler fra Hasle 
Kulværk; dette Lag har jeg dog ikke set paa dets Plads i 
Lagfølgen; jeg kjender det kun fra en lille opkastet Dynge. 
Da jeg atter besøgte Bagaapartiet i 1892 viste en god Profil 
i den store Lergrav nord for Aaen, som nu benyttes, den 
Lagfølge, som hosstaaende Skizze viser: Øverst under Over- 
fladens Sand et Lag hvidlig ildfast Ler lejret ovenpaa et 
Kullag og under dette et Lag gul Lerjernsten. Alle tre Lag 


Profil fra Bagaa. 
a Sand, b hvid ildfast Ler, c Kul, d gul Lerjernsten. 


helde imod Sydvest. Begge de planteforende Lag (hvid ‘ild- 
fast Ler og gul Lerjernsten) maa, om de end kun have faa 
Arter tilfælleds, betragtes som aflejrede med kort Mellem- 
rum, da de begge indeholde en Blanding af Lias- og Oolith- 
forsteninger. Om Lejringsforholdene mellem de planteforende 
Lag i den bornholmske Jura og de Lag, der indeholde de 
af B. Lundgren") og J. C. Moberg”) beskrevne Dyreforsteninger, 
ser jeg mig ikke istand til at oplyse noget. De ikke faa 
oolithiske Planteforsteninger, som paa den vigtigste Lokalitet 


1) Bidr. t. känned. om Juraform. p. Bornh., Lund 1879. 
2) Om Lias 1 sydöstra Skäne, Stockh. 1888. 


(Bagaapartiet) findes indblandede imellem de noget talrigere 
rhätiske, synes at vise, at de planteforende Lag i den born- 
holmske Jura, som udelukkende indeholde Landplanter, repræ- 
sentere et længere Tidsrum (rhätiske Zone — mellemste Oolith) 
end de Havdyr indeholdende Lag, som efter de to nysnævnte 
Forfatteres Undersøgelser væsentligst høre til nedre Del af den 
mellemste Lias, idet de dog ogsaa indeholde en Del Dyre- 
former fra den nedre Lias. 


Bet 


Quelques plantes jurassiques de l’île de Bornholm, 


Par 


C.-T. Bartholin. 


(Résumé du mémoire précédent.) 


L'existence de plantes fossiles dans les couches juras- 
siques de Bornholm est mentionnée pour la première fois 
par C. Pingel en 18261). Plus tard Brongniart?) et Forch- 
hammer”) en ont décrit sept espèces provenant de la même 
île dont les six ont été retrouvées. Plus-récemmentvare 
Nathorst a décrit deux nouvelles espèces de Bornholm: 
Williamssonia Forchhammeri Nath.*) et Dictyozamites John- 
strupi Nath.5). Dans le mémoire précédent 46 espèces sont 
décrites, dont la plupart a été recueillie par l’auteur même 
pendant plusieurs séjours passagers dans Vile. Environ 25 
de ces plantes appartiennent à la zone rhétique et il faut en 
placer environ 15 dans l'étage .inférieur de la formation 
oolithique, tandis que les animaux fossiles des couches juras- 
siques de Bornholm appartiennent à l'étage inférieur du lias 
moyen et un petit nombre au lias inférieur). Ainsi la flore 
jurassique de Bornholm s’est étendue, à ce qu’il paraît, sur 


1) Tidsskrift for Naturvidenskab, 4. Bd. Copenhague 1896. 

?) Prodrome d'une hist. d. végét. foss. — Hist. d. végét. foss. 

3) Videnskabernes Selskabs Skrifter. Copenhague 1836. 

4) Ofversigt af Vetenskaps Akademiens Förhandlingar. Stockholm 1880. 

5) Oversigt over det Kongel. Danske Videnskabernes Selskabs For- 
handlinger. Copenhague 1889. 

6) B. Lundgren: Bidrag til kännedomen om Juraform. pa Bornholm. 
Lund 1879. — J.C. Moberg: Om Lias i sydöstra Skåne. Stock- 
holm 1888. 


113 

un espace de temps plus grand que la faune jurassique 
trouvée dans cette île. Les débris de plantes se trouvent 
en le plus grand nombre dans les couches d’argile incombu- 
stible et d’argile ferrugineuse qui accompagnent les couches 
de charbon aux environs de Bagaa et de Hasle; ils sont 
moins nombreux et moins bien conservés dans les couches 
de grès ferrugineux (Jernsten) et d’agile des environs de 
Rønne. Les espèces connues jusqu'ici sont les suivantes. 


Equisetaceæ. 


Eguisetum Münsteri Sternb. (Argile et grès, Onsbeek). 


Rhizocarpeæ. 


Sagenopteris Phillipsii Brongt. (Argile, Bagaa). 

Sagenopteris Nathorsti m. Les feuilles incisées, les 
nervures plus rares mais plus nettes que d'ordinaire chez 
la tribu de Sagenopteris. (Argile, Bagaa). 


Filices. 

Dicksonia Pingelii (Brongt.) m. Les feuilles sont bi- 
penniséquées, les folioles stériles ovales ou linéairi-lancéolées, 
avec des incisures au bord ou entières, les folioles fertiles 
plus étroites et plus allongées avec les sores placés sur les 
dents. (Argile ferrugineuse, Bagaa). 

Cycadopteris Brauniana Zigno. (Lomatopteris jurensis 
Schimper ex parte.) (Argile, Bagaa). 

Asplenium (Cladophlebis) KRôüsserti (Presl) Saporta. 
(Argile ferrugineuse, Bagaa). 

Asplenium (Cladophlebis) nebbense (Phill.) Schimp. (Argile, 
Bagaa). 

Gutbiera angustiloba Presl. (Gres, Nebbe). 

Laccopteris elegans Presl. (Argile, Bagaa). 

Laccopteris? n. sp. Les folioles sont plus grandes que 
celles de l’espece précédente. La nervure médiane est 
robuste; les nervures latérales se divisent aussitôt en deux 
branches, dont l’une se dirige en sens perpendiculaire au 
bord tandis que l’autre qui porte les sores est dirigée vers 
l'extrémité de la foliole. La nervation a de la ressemblance 
avec celle du Microdictyon mais, à ce qu’il paraît, les branches 
extremes des nervures latérales ne s’anastomosent pas. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 8 


114 


Teniopteris (Marattiopsis) Münsteri Güpp. (Grès ferru- 
gineux, Onsbæk. — Argile, Bagaa). 

Teniopteris (Oleandridium) tenuinervis Brauns? (Argile, — 
Bagaa). 

Microdictyon Woodwardianum Sap.?? (Argile, Bagaa). 

Phlebopteris affinis Schenk (Grès ferrugineux, Nebbe). 

Dictyophyllum Nilssoni Schenk? (Argile, Bagaa). 

Thaumatopteris gracilis (Schenk) Schimp.? (Argile, 


Bagaa). 
Clathropteris platyphylla Brongt. (Argile ferrugineuse, 
Bagaa. — Grès ferrugineux, Nebbe, Onsbeek). 


Hausmannia Forchhammeri wm. Les feuilles sont petiolées, 
tantôt étroites rubanées tantôt larges, orbiculaires ou reniformes 
avec des dents arrondies. Il y a plusieurs nervures primaires 
bifurquées; les nervures latérales sortent sous angle droit en 
formant des réticules quadrangulaires le long des nervures 
primaires. Dans ces réticules-ci se trouvent d’autres réticules 
plus fins dans lesquels sont placés les sores au nombre de 
quatre dans chacun d'eux et épars sur toute la face infé- 
rieure de la feuille. (Argile, Bagaa). 

Anthrophyopsis Nilssont Nath. (Argile, Bagaa). 


Cycadeæ. 


Podozamites lanceolatus var. minor Heer. (Argile ferru- 
gineuse, Bagaa. — Argile, Onsbæk). 

Podozamites lanceolatus var. latifolius Heer. (Grès ferru- 
gineux, Onsbæk). 

Podozamites ensiformis Heer. (Argile, Bagaa). 

Nilssonia polymorpha Schenk (Argile, Bagaa). 

Nilssonia polymorpha var. brevis Brongt. (Grès ferru- 
gineux, Nebbe). 

Nilssonia acuminata Goepp.? (Grès ferrugineux, Nebbe). 

Nilssonia Münsteri Schimp. (Argile, Bagaa). 

Pterophyllum Braunianum Goepp. (Grès ferrugineux, 
Onsbeek). 

Otozamites latior Sap. (Argile, Hasle). 

Otozamites brevifolius F. Br.? (Argile, Bagaa). 

Otozamites obtusus Lindl. & Hutt. Les folioles sont plus 
larges et ont VPextrémité plus arrondie que celles de l’espece 
précédente. (Argile ferrugineuse, Bagaa). 


NS 


Otozamites pusillus m. Le folioles très petites qui sortent 
sous angle droit sont pointues et faiblement auriculées. Les 
nervures sont peu nombreuses et rayonnantes. (Argile, Bagaa). 


Conifers. 


Baiera paucipartita Nath. (Argile, Hasle). 

Baiera pulchella Heer. (Argile, Rønne, Onsbeek). 

Ginkgo digitata Brongt. (var. integriuscula Heer). (Argile 
ferrugineuse, Bagaa). 

Ginkgo Huttoni Heer. (Argile ferrugineuse, Bagaa). 

Czekanowskia rigida Heer. (Argile, Hasle). 

Carpolithes nebbensis m. Ovalaire, faiblement pointu 
vers les deux extremités, indistinctement strié en longueur, 
entouré d’un rebord. (Grès ferrugineux, Nebbe). 

Carpolithes nummularius m.  Comprimé, orbiculaire, 
rarement oblong et pointu, avec une impression sur le 
milieu des deux faces, entouré d’un rebord renflé. (La couche 
de charbon nommée ,Skillingsrand“, Bagaa). 

Taxites longifolius Nath. (Argile, Hasle). 

Stachyotaxis septentrionalis (CG. A. Agardh) Nath.? (Grès 
ferrugineux, Onsbak). 

Pagiophyllum peregrinum Heer. (Argile, Hasle). 

Pagiophyllum falcatum m. Les folioles très courbees, 
faiblement carénées, larges à la base, longuement pointues 
au bout; les branches nombreuses, courtes, alternantes. 
(Argile, Bagaa). 

Pagiophyllum? triangulare m. Les folioles très courtes, 
serrées, triangulaires, subitement pointues. (Argile, Bagaa). 

Pagiophyllum Steenstrupi m. Les folioles tantôt courtes, 
spiralées, dressées en avant, tantôt plus longues ovales ou 
très faiblement pointues, rectangulairement étalées à peu 
près distiques; les branches souvent opposées; les écailles 
du strobile prolongées, ovales; les chatons masculins cylin- 
driques avec des écailles imbriquées rhomboidales. (Argile, 
Bagaa). 

Pagiophyllum Johnstrupi m. Les folioles courtes, repliées _ 
en faux ou plus longues, étalées, distinctement pointues; les 
écailles du strobile pointues; les chatons masculins cylindriques. 


Q* 


eS 


Om Rapskager og Forureningen af disse. 
Meddelelse fra Prof. V. Steins Laboratorium 


ved 


Bille Gram, 


cand. pharm. 
(Hertil Tavle 7—14 med photographiske Ætsninger.) 


Naar der i det Efterfolgende skal gives en Fremstilling 
af Undersøgelsen af Rapskager, saaledes som den foretages 
her paa Laboratoriet, da vil det til Vejledning for den 
techniske Mikroskopiker være nødvendigt i Korthed at berøre 
andre Forhold end Rapskagernes Sammensætning, Forhold,. 
der vedrøre Formen for Undersøgelsen, Handelen med Raps- 
kager o. |. 

Den Fremgang, som den techniske Mikroskopi har havt 
i de senere Aar, skyldes sikkert for en veesentlig Del Er- 
kjendelsen af, at den chemiske Analyse ikke afgiver nogen 
fyldestgjorende Betryggelse, saalænge det ikke samtidigt be- 
kreeftes, at det forelagte Stof virkelig er det, som det udgives 
for at vere. Men om man end kan gaa ud fra, at denne 
Erkjendelse er bleven almindelig, saa byde Forholdene det 
dog mangfoldige Steder, at de mikroskopiske Undersøgelser 
lægges i Hænderne, paa Chemikere, og det vil vistnok er- 
kjendes som berettiget, at Et og Andet her er fremsat med 
dette Forhold for Øje. 


10 

De til Fremstillingen af Rapskager anvendte Fro hidrore 
fra Brassica Napus og Br. Rapa. Det er vel muligt at af- 
gjøre, om en Kage er slaaet af det ene eller det andet af 
disse Frø, saalænge det anvendte Materiale er ublandet, men 
overfor Blandinger af Raps og Rybs bliver en saadan Ad- 
skillelse vanskelig, og i Praxis gjores der da ejheller Forskjel 
mellem de to Slags Kager, der i Almindelighed betegnes som 
Rapskager. 

Det vil være bekjendt, at Rapskager here til de Foder- 
stoffer, der hyppigst ere udsatte for Forurensning; denne 
kan dog vere af dobbelt Natur: uforsætlig, hidrorende fra 
tilfældig Forekomst af Ukrudtsfrg, der ikke have kunnet fra- 
skilles ved Rensningen, eller forsætlig, hidrgrende fra Ind- 
blanding af fremmede Frø. De tilfældigt forekommende 
Ukrudtsfrø kunne stamme fra forskjellige Plantefamilier ; som 
nogle af de hyppigst forekommende kunne nævnes: Polygona- 
ceae, Chenopodiaceae, Gramineae, Caryophyllaceae (Spergula, 
Scleranthus), Rubiaceae (Galium) og — hyppigst — Crucifér- 
frø som Sinapis arvensis, Camelina sativa, Thlaspi arvense o. a. 

Blandt de forsætlig indblandede Fre vil man vel kunne 
finde andre Plantefamilier, som de nysnævnte, repreesenterede, 
men Valget gaar dog ud paa at tilvejebringe et oliegivende 
Materiale og hertil kommer yderligere, at den chemiske 
Analyse ikke forraader en Indblanding af denne Art. Analysen 
viser Indholdsstoffer i det Forhold, som Forbrugerne ere 
vante til at se; kun i det Tilfælde at de indblandede Frø 
udvikle Sennepsolie 1 rigelig Mængde, vil man til en vis Grad 
kunne formode Tilsetning af fremmede Gruciferfro; men 
ogsaa dette Forhold kan omgaas, som det senere skal vises. 

Naar Rapskager saa hyppigt findes blandede med frem- 
mede Fro, skyldes dette Misforholdet mellem Forbrug og 
Produktion, det Første er stigende, det Sidste for Europas 
Vedkommende aftagende. Indforelsen af Mineralolierne som 
Smoremiddel har sin væsentlige Del i dette Forhold. Det 
er som Folge heraf, at Kager, der helt eller delvis ere slaaede 


108 


af fremmede Cruciférfro, faktisk have kunnet vinde Indgang. 
Som Forholdet har været i de senere Aar, kan man for de 
urene Rapskager opstille tre Grupper: 


I) Kager, deri; storre veller mimare Grad ere slaaede af 
indiske Frø. 

2) Kager, der ere slaaede af sydøsteuropæiske Frø. 

3) Kager, hvor Indblandingen er mere forskjelligartet, dels 
Cruciférfrg (mellem- eller sydeuropæiske), dels Frø af 
anden Oprindelse. 


Under Betegnelsen „indisk Raps“ udføres fra Ostindien 
over England store Mængder Cruciférfrs; medens en ringe 
Del af disse er Rybs, hidrøre dog Størstedelen fra andre 
Korsblomstrede. Den af disse Frø fremstillede Pressekage 
angives oprindelig for en stor Del at være solgt som Gjodnings- 
stof, men den stigende Eftersporgsel bragte ogsaa disse Kager 
paa Markedet. Det var i Slutningen af Halvfjerdserne, at 
Opmærksomheden først henledtes paa denne Slags Kager, 
oftest paa Grund af den rigelige Udvikling af Sennepsolie. 
Her paa Laboratoriet. iagttoges en stærk Stigning i det fal- 
budte Antal. Gjennem Forbindelse i England tlvejebragtes 
Frø, hvormed Laboratoriets daværende Mikroskopiker, 
Museumsinspektør H. Kiærskou, foretog Dyrkningsforsøg. De 
modtagne Frøprøver vare betegnede som: Ferozepore, Guzerat, 
Soumeanee, gul blandet Calcutta og brun Calcutta. Raps. 
Dyrkningsforsøgene ") gave som Resultat, at Frøene hidrørte 
fra Brassica dichotoma, Br. glauca og Br. ramosa. Foruden 
disse forekomme: Br.juncea, Erysimum og Eruca; senere 
fandtes et Frø, der ved Dyrkning bestemtes som Sinapis dissecta. 

Om Kagerne af anden Gruppe gjælder det som for fore- 
gaaende, at de komme i Handelen under forskjellige Beteg- 
nelser: Assow, Donau,. Odessa, Ravison og Sortehavs Raps. 
De fremmede Frø, der hyppigst danne Hovedbestanddelen, 


1) H. Kiærskou, Om Froskallens Bygning hos nogle „indiske Raps*- 
Sorter. Botanisk Tidsskrift, Kbhvn. Bd. 14, Pag. 249. 


119 


ere Sinapis arvensis med større eller mindre Mængder Ery- 
simum, Br. dichotoma, Br.juncea, Eruca o.a. Af Ukrudts- 
frø henhørende til andre Plantefamilier forekom tidligere, 
foruden de ovenfor nævnte, Plantago; det synes dog, at en 
Rensning for disse Frø nu foretages. 
Under Gruppe 3 kan henføres en Del Kager, der som 
Indblanding indeholde Frø af Korsblomstrede som Camelina 
sativa, Sinapis arvensis og Eruca; endvidere de Kager, der 
af og til forekomme med Indblanding af Hampefrø eller 
Bomuldsfrø, og endelig kommer herunder de saakaldte 
„Bauernkuchen‘ ; disse Kager, der undertiden komme paa 
Markedet, ere at betragte som et Husflidsprodukt, løst pres- 
sede og af kuriøs Sammensætning. Som Exempel kan nævnes, 
at af en hertil ankommen Ladning udsøgtes fem forskjelligt 
udseende Prøver, hvis Sammensætning var følgende: à 
1) overvejende Cruciférfro: Sinapis arvensis, Erysimum og 
Camelina; endvidere Polygonaceer, Gramineer og Plan- 
tago. 

2) Camelina, Sinapis arvensis. 

3) Gul Lupin og lidt Hvede. 

4) Sinapis alba, Sinapis dissecta, Sinapis arvensis og lidt 
Hørfrø. | 
5) overvejende Cruciféerfro: Sinapis arvensis, Erysimum 

samt Polygonaceer og Gramineer. 


Den Maade, hvorpaa Rapskager undersøges her paa 
Laboratoriet, er følgende: Det iagttages makroskopisk, om 
Stykkerne ere ensartede eller ikke. … Vejledende i saa Hen- 
seende ere de ydre Forhold som Farve, Form, Mærke efter 
Presningen o.l.; det er efter disse ofte muligt at slutte sig 
til Produktionsstedet. Forsaavidt Prøven bestaar af uens- 
artede Stykker, undersøges hvert for sig, det efterses, om 
Kagerne ved overfladisk Skimmeldannelse vise sig at have 
været daarligt opbevarede. Af hvert Stykke tages en lille 
Prøve, og disse hensættes samlede i et Glas med Vand; 


120 


4 


efter Udblodning blandes ved Omroring, hvorefter der af- 
hældes saameget, at man bekvemt kan arbejde med den 
tilbageblivende Rest. Ved Slemning skilles Kimdelene fra 
Skallerne; det er en Erfaring, at rene Kager hurtigt lade sig 
renslemme, medens man ved urene Kager maa gjentage Slem- 
ningen et større Antal Gange. Det maa nøje paasees, at der 
ikke ved Slemningen sammen med Kimen fraskilles lyse 
Froskaldele; lettest vilde dette kunne ske med Skaldelene af 
saadanne Fre, hvis Overhudsceller danne Slim, idet Afsæt- 
ningen da foregaar langsommere. 

En Del af de renslemmede Skaldele bringes over paa 
en Tallerken og anvendes til Undersøgelsen, dels med Loupen, 
dels med Mikroskopet. I mange Tilfælde vil man allerede 
ved Eftersynet med Loupen kunne skjønne, ikke alene om 
Kagen kan antages at være ren, men ogsaa af hvilken Art 
den eventuelle Indblanding er. Let iøjnefaldende Kjendetegn 
ere Frøskallens Farve, Beskaffenheden af Overhudscellerne, 
om udbolnende eller ikke, samt hvorvidt Frøskallen er glat 
eller netribbet. De Skaldele, der ikke antages at hidrøre 
fra Raps (Rybs), udpilles og bestemmes mikroskopisk ; har 
man påa denne Maade dannet sig et Begreb om Kagens 
Sammensætning, bringes en Del Skaller, tagne i Flæng med 
Pincetten, over paa Objektglasset og gjennemsgges. Wed 
urene Kager, hvor Opgaven tillige maa gaa ud paa at op- 
give den omtrentlige Mængde af fremmede Frø, vil man 
være nødt til at gjennemsgge et større Antal Skaldele end i 
de Tilfælde, hvor rene Kager foreligge. Undersøgelsen med 
Loupen bør ikke forsømmes; Bedømmelsen, særlig af de 
Kager, der indeholde mindre Mængder fremmede Frø, ned til 
dem, der kunne antages at indeholde disse som tilfældig 
Forurening, bliver mere sikker, og det maa erindres, at 
Analysen hyppigt danner Basis for Omsætning af betydelige 
Handelsværdier. 

De fraslemmede Kimdele opsamles i et Glas, efter Af- 
sætning frahældes Vandet, og Kimdelene undersøges mikro- 


121 


skopisk. Lugten kan være tydelig skarp, i saa Tilfælde vil 
man altid finde Tilstedeværelse af fremmede (oftest indiske) 
Frø. Mangel paa Sennepslugt er omvendt ikke Tegn paa 
rene Kager; thi dels udvikle flere Frø af Korsblomstrede 
ikke, eller dog kun i ringe Grad, Sennepsolie, og dels fore- 
kommer der Kager, som vise sig fri for Sennep, uagtet 
Undersøgelsen har vist Tilstedeværelse af Frø, om hvilke det 
vides, at de udvikle rigelig Sennepsolie. Dette er et For- 
hold, som Laboratoriet i tidligere Aar af og til har iagttaget. 
I indeværende Foderstofsaison, der følger efter en Sommer, 
hvor en almindelig udbredt Misvæxt af Rapsen har fundet 
Sted, er Antallet af disse Kager steget meget betydeligt; det 
skal strax omtales, hvad der kan betinge dette Forhold. I 
hvilken Grad en „Rapskage“, der helt eller delvist er slaaet 
af fremmede Frø, tåber i Anvendelighed og dermed i Handels- 
værdi, kan der ikke gives nogen Regel for, om end Spørgs- 
maalet hyppigt stilles. Erfaringsmeessigt er Forbruget af 
saadanne Kager ikke ringe. Et og Andet bør dog her be- 
mærkes. Det maa da først og fremmest gjøres gjældende, 
at en Kage, der sælges som Rapskage og af Forbrugeren 
betales som saadan, skal vere slaaet af Raps (Rybs) og ikke 
i større eller mindre Grad indeholde fremmede Frø, der 
gaa 1 Handelen til billigere Pris). Der haves dernæst her- 
hjemme Erfaring for, at Kager, slaaede af indiske Frø, have 
været opfodrede med det Resultat, at Kvæget blev sygt, og 
at Sygdommen (Betændelse af Slimhinderne) i adskillige Til- 
fælde forløb dødeligt; de paagjældende Kager indeholdt bl. a. 
Br.juncea. I andre Tilfælde vides det, at visse Frø give 
Mælken Løgsmag (Camelina, Thlaspi), medens andre Fejl i 
Mejeriprodukterne, som tidligere Dages Opfattelse tillagde de 
anvendte Foderstoffer, nu erkjendes at skyldes Bakterievirk- 
somhed. Endelig kan det ogsaa antages, at Kvægets Æde- 


1) Ifolge Priskouranter tilbydes der nu Rapskager til Priser, der af- 
hænge af den procentlige Indblanding af ,indisk Raps". 


12 


LS 


lyst paavirkes af Kagens Sammensætning saavel som af. 
deres Opbevaringstilstand; det er et velkjendt Forhold, at 
Gronfodring med hvid Sennep skjærper Ædelysten. Paa den 
anden Side er det ikke bekjendt, at de gode Resultater, 
Landmandens Erfaring tillægger Rapskager, kunne overføres 
paa Kager af andre Cruciférfrø. 

En af de væsentligste Anker mod Kager af „indisk Raps“ 
er Udviklingen af Sennepsolie, og naar der, som det nu har 
vist sig, pludselig kan bringes Kager i Handelen, der som 
Regel ikke udvikle Sennepsolie, uagtet den mikroskopiske 
Undersøgelse viser, at de ere slaaede af Frø, der normalt 
udvikle denne i rigelig Mængde, da maa dette Forhold stærkt 
opfordre til at søge Aarsagen hertil oplyst. Paa Forhaand 
synes det ikke udelukket, at en kunstig Behandling af Frøene 
kunde have fundet Sted. Forinden der gaaes over til en 
Beskrivelse af Forsøg, jeg i denne Anledning har foretaget, 
skal det omtales, hvad vi vide om de Indholdsstoffer, der 
betinge den skarpe Lugt og Smag. Det er længst bekjendt, 
at Frøene af Korsblomstrede indeholde Glycosider, af hvilke 
vi kjende to: det myronsure Kali (Sinigrin) og Sinalbinet; at 
disse Glycosider spaltes ved Indvirkning af et Ferment: 
Myrosinet, og at Spaltningsprodukterne for det myronsure 
Kali ere ætherisk Sennepsolie (Rhodanallyl), surt svovlsurt 
Kali og Sukker; for Sinalbinet: Sinalbinsennepsolie, surt 
svovlsurt Sinapin og Sukker; det er dog at dømme efter 
Spaltningsprodukterne sandsynligt, at Glycosider af anden + 
Sammensætning end de kjendte to forekomme. Angaaende 
den Tilstandsform saavel som Stedet hvor Myrosinet findes 
i Planten, vidstes Intet, førend L. Guignard publicerede en 
fortræffelig Undersøgelse herover"). Det fremgaar af denne, 
at Myrosinet findes i Celler, der i Form og Størrelse kunne 
afvige noget fra det omgivende Væv, idet de ere lidt. bredere 


1) L. Guignard: Sur la localisation des principes actifs des Crucifères. 
Journal de Botanique (Morot) 1890. Pag. 385, 412, 435. 


og noget længere, undertiden krummede. Afvigelserne ere i 
Reglen: stgrre i de vegetative Dele af Planten, mindre 1 
"Frøene. Medens Myrosinet i de vegetative Dele forekommer 
opløst i Cellesaften, danner det i Frøene (med det ringere 
Vandindhold) Korn, der i Form og Størrelse nærme sig 
Aleuronkornene, hvormed de omgivende Celler ere fyldte. 
Af Reaktioner anfører Guignard: Saltsyre + Orcinopløsning 
(faa Draaber af en vandig Opløsning, 1 + 10) farver violet, 
Millons Reagens farver med en kraftig rød Tone, Jod farver 
guldgult. Paavisningen sker simplest ved Millons Reagens. 
Snit af Kimen udvadskes med Æther (Chloroform) og bringes 
derefter over paa et Objektglas med en Draabe af Reagenset; 
opvarmer man forsigtigt til henimod Kogning, indtræder 
Reaktionen strax. Ved Eftersynet vil man da blandt de 
med Aleuronkorn fyldte og svagt rødgult farvede Celler finde 
nogle, der vise en dyb, rød Farve, disse ere Myrosincellerne. 
Deres Plads i Frøet er forskjellig, udelukkende omkring Kar- 
strængene eller spredte i Kimblade og Kimrod svarende til 
de Steder, hvor man senere i de vegetative Dele vil finde 
dem; foruden Myrosinkorn føre Cellerne Gelleslim og Kjerne, 
derimod ikke Aleuronkorn. Snit, der ligge i Olie, vise, at 
Myrosinkornene afvige fra Aleuronkornene ved at være ganske 
klare, ved stærkere Lysbrydning og ved ikke at føre Globoider. 
Aleuronkornene vise en svag, gullig Farve. 

Ved -længere Tids Opvarmning til høj Temperatur øde- 
lægges Myrosinets Evne til at spalte Glycosidet. Spatzier 
angiver"), at der hertil udkræves en Opvarmning af de fint 
pulveriserede Fro til 110° i 10 Timer. Jeg har gjentaget 
dette Forsøg og dertil anvendt sort Sennep (Handelsvaren) 
og Pressekage af sort Sennep (fabrikmeessigt fremstillet). 
Disse Prover valgtes, dels fordi Ferment og Glycosid her ere 
tilstede i rigelig Maengde, dels for at erfare, om Udpresningen 


1) Spatzier, Ueber das Auftreten und die physiologische Bedeutung des 
Myrosin in der Pflanze. Pringsheims Jahrb. f. wissenschaftliche 
Botanik. Bd.95, 1893. 


ni. 


af den fede Olie bevirkede nogen væsentlig Forandring i H.t. 
Følsomhed overfor Varmen. Ingen af Prøverne mistede 
Evnen til at udvikle Sennepsolie ved 10 Timers Opvarmning, 
uagtet der efter foreløbige Forsøg anvendtes en lidt højere 
Temperatur, 112°, og mærkeligt nok krævede Pressekagen 
længere Tids Opvarmning end Handelsvaren. Tiden var for 
Sennep 12 å 14 Timer og et Par Timer længere for Presse- 
kagen. Det kan dog antages, at forskjellige Prøver ikke ville 
forholde sig ganske ens i denne Henseende, men det er tillige 
muligt, at Uoverensstemmelsen mellem Spatziers og mine 
Forsøg hidrører fra en forskjellig Observationsmaade. Det 
er sandsynligt, at lagtiagelsestiden har været for kort; jeg 
støtter dette paa den lagttagelse; at den sorte Sennep efter 
at have været opvarmet ca. 10 Timer til 112° kunde henstaa 
i Vandbad ved ca. 50° og en Dag igjennem vise sig fuld- 
kommen lugtløs, først næste Dag fremkom stærk Lugt; ved 
længere Tids Opvarmning kan Tiden for Sennepsoliens Frem- 
komst yderligere forhales til flere Døgn; det er en Selvfølge, 
at man i saadanne Tilfælde, ej heller ved Udeblivelsen af 
brændende Smag, kan slutte, at Myrosinet er gjort uvirksomt. 
Naar man, efter at Myrosinet er gjort fuldkomment uvirk- 
somt, sætter hvid Sennep (a: Myrosin) til Prøven, frem- 
kommer hurtigt stærk Lugt; det myronsure Kali er altsaa 
ikke ødelagt, dette sker dog ved lang Tids Opvarmning. 
Ihvorvel Methoden viser Muligheden af at kunne for- 
hindre Udvikling af Sennepsolie fra Frø, der normalt have 
Betingelserne herfor, er den dog paa Grund af sin Kostbarhed- 
og Upaalidelighed praktisk uanvendelig. Da det ikke kunde 
betragtes som udelukket, at de nu i Handelen gaaende 
indiske Kager vare fremstillede af Frø, der havde undergaaet 
en Behandling sigtende til at berøve dem Evnen til at ud- 
vikle Sennepsolie, maatte det forsøges, om en praktisk 
anvendelig Methode kunde eftervises. Nu er det en Erfaring, 
at fugtig Varme virker mere energisk end tør, og paa dette 
Forhold beror den efterstaaende Methode, der tillader at 


195 


berøve Sennepsfrg Evnen til at udvikle den flygtige Ole 
uden nævneværdig Bekostning og i Lobet af kort Tid; det 
er end ikke nødvendigt at pulverisere Frøene. Fremgangs- 
maaden er den, at Frøene udsættes for strømmende Vand- 
dampe!); efter 15 à 20 Minuters Forløb udvikle de absolut 
ikke Sennepsolie, selv om Prøven henstaar nok saa længe i 
Vandbad; tilsættes hvid Sennep, fremkommer derimod hurtigt 
stærk Lugt. Methoden tillader saaledes dels at berøve Frøene 
af Korsblomstrede Evnen til at udvikle Sennepsolie, dels at 
fremstille et Stof, der i rigelig Mængde indeholder myronsurt 
Kali, og som er anvendeligt som Reagens paa myrosinholdige 
Plantedele ?). | 

Efter ad denne Omvej at have tilvejebragt myronsurt 
Kali kunde Undersøgelsen af en Række hele indiske Frø, 
der vare forskaffede fra London og Hamborg, paabegyndes. 
Nogle af Prøverne bære samme Mærke, men da de hidrøre 
fra forskjellige Firmaer, ere de alle medtagne. Stamplanterne 
ere efter den mikroskopiske Undersøgelse de af Kiærskou 
bestemte, dog fandtes mellem et Par af Prøverne et Frø, 
som det vil være nødvendigt at dyrke. 

Hosstaaende Tabel giver Oplysning om Prøvernes Be- 
tegnelse saavel som om Resultatet af Undersøgelsen; der 
anvendtes 5 Gram Stof. Det vil af Tabellen sees, at naar 
Frøene ikke udvikle Sennepsolie, skyldes dette Manglen af 
myronsurt Kali; de kunne altsaa ikke have været under- 
kastede en Behandling som den ovennævnte eller dertil 
svarende. Det kunde da formodes, at Frøene ved Lagring 
havde mistet Evnen til at udvikle Sennepsolie, og for at 
eftervise dette optoges i Forsogsrækken nogle ældre indiske 


1) Der anvendtes et almindeligt Damp-Sterilisations-Apparat. 

*) At det kan have Betydning uafhængigt at kunne fremstille myron- 
surt Kali til saadant Brug, har jeg under Arbejdet faaet Erfaring 
for. Fra en af de bedst bekjendte, kemiske Fabriker modtoges et 
smukt udseende Præparat, der dog viste sig uanvendeligt, idet det 
ikke udviklede Sennepsolie. En anden Fabrik, der havde Saltet i 
sin Prisliste, sendte det ikke. 


Tavikling ur) Vdviklinglaf Rs if 
as vi mi Sennepsolie ay ee ie 
Provens Betegnelse. at re | efter Tilsætning SA i: au 
a = af Myrosin K Bea 
ilsætninge. (hvid Sennep). ali (dampe 
sort Sennep). 
Brown Ferozepore (Kurd- 
schee). London .... 0 0 — 
Brown Calcutta. London 0 meget svag Lugt, + 
der hurtig tabte 
sig uden at 
komme frem 
paany. 
do. do... Hamborg 0 0 an 
Brown Cawnpore. London 0 = 
do. do. do. ; 0 "Ufa 
do. do. Hamborg 0 RE 
""Kutnee. "bondon.. ....- . | 0 0 dE 
Yellow Cawnpore. Lond. | 0 ar 
do. do. Hamb. | 0 0 ate 
Yellow Guzerat. Hamborg | 0 0 0 
Yellow Calcutta. London 0 0 HE 
Red Delhi. London... 0 0 HF 


Ferozepore og gul Cal- 
cutta. Laboratoriets gl. 
UVES Peet A NAS See 0 meget svag Lugt, + 

der hurtig tabte 
sig uden at 
komme frem 


paany. 
Brent unik FEE SÆR — ikke forøget. forøget, 
stærk Lugt. 
GOA doll fs ret \: 0 0 = 
dodo aM Dres | 0 0 + 


Froprover, hidrorende dels fra Kiærskous Undersøgelser, dels 
fra Dyrkningsforsog, jeg har foretaget i anden Anledning og 
endelig tre Prøver sort Sennep, af hvilke den ene havde 


henligget ca. 15 Aar paa Laboratoriet, medens de to ere mig 
overladte fra Botanisk Have, hvor de have været dyrkede i 
1844 og 1834! Disse Prøver vise et med Alderen faldende 
Indhold af myronsurt Kali, den 15 Aar gamle Preve ud- 
vikler kjendelig svagere Lugt end frisk Sennep, og de to 
meget gamle Prøver udvikle først paa anden og tredie 
Dag en svag Lugt. Disse Forhold bekræfte Antagelsen af, 
at de nu i Handelen gaaende Kager af indisk Oprindelse 
hidrøre fra lagrede Frø, der paa Grund af Misvæxten i 
Europa ere fremkomne i usædvanlig stor Mængde. I Til- 
slutning hertil maatte det ventes, at Froenes Spireevne var 
bevaret. Forsog, der foretoges med 1) de fra London og 
Hamborg modtagne Prøver, 2) Frø fra Kiærskous Under- 
sogelser og 3) Frø fra mine Dyrkningsforsog, viste, at Spire- 
evnen var normalt bevaret hos Froene 1 og 3, medens de, 
der stamme fra Kiærskous Undersøgelse, kun i mindre Grad 
havde bevaret Spireevnen (af 100 Frø spirede højst 8). Om 
disse maa det bemærkes, at det ikke kan oplyses, hvorvidt 
det er Originalpraver fra London, eller Frø høstede fra disse. 

Det var endelig mit Ønske at søge oplyst, om det my- 
ronsure Kalı kan antages spaltet ved Lagringen; dette maatte 
ventes at vise sig ved Differensbestemmelser af Sukker 1 de 
friske og gamle Frø; her mødtes imidlertid en Vanskelighed, 
der ikke lod sig omgaa. Ved foreløbig, mikrochemisk Under- 
søgelse fandtes det, at saavel de gamle som friske Frø gave 
en meget tydelig Sukkerreaktion, udbredt over hele Kimen; 
Raps (Rybs) forholdt sig paa samme Maade. Da det er 
bekjendt, at flere Stoffer foruden Sukkerarterne give Reduk- 
tion af Fehlings Vædske, forsøgtes det at isolere muligt til- 
stedeværende Sukker, for hermed at anstille andre Prøver. 
Pulveriserede Frø extraheredes med Æther, derefter behand- 
ledes gjentagne Gange med middelstærk Vinaand, de samlede, 
frafiltrede Udtrek inddampedes paa Vandbad og opløstes 
derpaa i Vand. Med saadanne Oplesninger er foretaget Polari- 
sation, Gjæringsforssg og Reduktionsforsag overfor Fehlings 


128 


Vædske. Til Gjæringen anvendtes den vandige Opløsning 
direkte, ved de andre Forsøg behandledes Opløsningen først 
med hasisk eddikesurt Blyilte og derpaa med kursurt Natron. 
Resultaterne vare, at ved Gjæringen udvikledes en saa rige- 
lig Kulsyremængde, at alt Kviksølvet uddreves af Rørene 
(tilsattes Kalihydrat, opsugedes Vædsken), den klarede Op- 
løsning polariserer tilhøjre; kogt med Fehlings Vædske redu- 
cerer Opløsningen ikke direkte, men koges den forinden med 
fortyndet Saltsyre, fremkommer Reduktion. Det fremgaar 
heraf, at de undersøgte Prøver (Raps, Rybs, sort Sennep) 
indeholde et Kulhydrat, der i sine Reaktioner forholder sig 
som Rørsukker. Ved gjentagne Forsøg med Prøver af for- 
skjellig Oprindelse fandtes Sukkermængden at være noget 
varierende. Sporgsmaalet om Glycosidets Forhold overfor 
Lagring vil da eventuelt kunne ventes besvaret gjennem 
Differensbestemmelser af Sennepsolien i friske og gamle Frø 
af samme Kultur. | 

Forbrugerne sætte særlig Pris paa, at Rapskager udvise 
en gronlig Farve, saaledes som det navnlig er Tilfældet med 
Kager af fransk Oprindelse. Kager af indiske Frø have hidtil 
udvist en brunlig Farve, men i den sidste Tid fremstille 
Fabrikanterne ogsaa disse med den samme grønne Farve 
som ægte Rapskager. Det forsøgtes at paavise, om dette 
skyldtes en Tilsætning af Farvestof, uden at det dog lykkedes 
at isolere noget saadant. Senere er jeg bleven opmærksom 
paa, at i Königs „Die Untersuchung landwirtschaftlich und 
gewerblich wichtiger Stoffe“ er angivet, at dette Forhold 
efter Crispo beror paa en Tilsætning af Kalk. Det vandige 
Udtræk af disse Kager reagerer svagt alkalisk, medens Raps- 
kager normalt reagere surt. Naar der til de i Vand op- 
slemmede, farvede Kager sættes organiske Syrer (f. Ex. Oxal- 
syre) eller Mineralsyrer, affarves de øjeblikkeligt. Dette i 
Forbindelse med det negative Udfald af Forsøget paa at paa- 
vise Tilsætning af Farvestof taler for Rigtigheden af den 
fremsatte Angivelse. 


129 


Muligheden for at kunne skjelne mellem Froene af de 
Korsblomstrede, saaledes som de forekomme i Rapskager, 
beror udelukkende paa de Forskjelligheder, der findes i Fro- 
skallens Bygning. Hvad Kimen angaar, da er man paa 
Grund af den findelte Tilstand, hvori den forefindes, henvist 
til at konstatere, at den hidrører fra Korsblomstrede. 

Man vil som Regel finde Froskallen bygget af folgende 
sex) (Lag: } 


1) Overhudsceller. 
2) Barkceller. 

3) Palissadeceller. 

4) Farveceller. 

5) Proteinceller. 

6) Indre Parenchym. 


Af disse sex Lag er det de fire første, der tjene os ved 
Bestemmelsen, medens de to sidste gjennemgaaende ere af 
en saa ensartet Form, at de ikke byde yderligere Holde- 
punkter. Udviklingen af de fire Lag er varieret paa saa 
mangfoldig Maade, at de Tilfælde, hvor Bestemmelsen 
vanskeliggjøres, ere faa. 

Guignard har fulgt Frøskallens Udviklingshistorie hos et 
større Antal Familier, blandt disse ogsaa de Korsblomstrede!). 
Han finder, at ydre Æghinde danner de tre første Lag. 
Overhuds- og Palissadeceller ere altsaa dannede af Æghindens 
ydre og indre Overhud. Indre Æghinde danner snart 
sammenfaldende Celler. G. siger ikke, at de danne Farve- 
cellerne; da Farvestoffet først findes her paa et sent Tids- 
punkt, efter at Palissadecellerne ere farvede, er det muligt, 
at G. ikke har fulgt Udviklingen til det fuldt modne Frø. 
Forholdet er dog let at iagttage, naar man sammenligner 
Snit af modne og umodne Frø, hvor Cellelagene endnu ikke 


1) L. Guignard, Recherches sur le développement de la graine. Journal 
de Botanique. 1893. Pag. 2. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 9 


130 


ere sammenfaldne. Det vises derefter, at Proteinceller !) og 
indre Parenchym er Rest af Frohviden. G. fremhæver meget 
bestemt, at Proteinlaget findes i hele Froets Omkreds. „Elle 
(’assise protéique) persiste constamment dans la graine sur 
toute sa périphérie.“ Dette er dog ikke rigtigt. Af Samsøe 
Lund og H. Kiærskou?) er det paavist, at der omkring Navle 
og Ægmund finder flere Afvigelser Sted fra den øvrige Fro- 
skalbygning. Palissade- og Proteinlaget findes afbrudt under 
Navlen, medens Bark og Farvelag saavel som indre Parenchym 
er betydeligt forgget. Under Ægmunden findes ikke eet, men 
flere Lag Proteinceller. De samme Forfattere beskrive ogsaa 
de tynde Hinder, der som Fortsættelse af indre Parenchym 
findes mellem Kimbladene og Kimroden (Haberlandts ,Hilum“). 
Disse Hinder ere altsaa den stærkt sammenfaldne Rest af 
Frohvide. I Fig. 16 d sees een, der har omsluttet Kimroden 
og fortsat sig op mellem det ene Kimblads Halvdele. Under 
Br. campestris er givet Tegning af et umodent Frø, hvor 
tillige en Del af Frohviden er medtaget. 


Forinden der gaaes over til en Beskrivelse af de enkelte 
Frø, skal det omtales, hvilke Forskjelligheder der forekomme 
1 Udviklingen af de enkelte Lag. 

Overhudscellerne vise sig i Tværsnit kvadratiske 
eller tangentialt strakte, sete ovenfra ere de fem- til otte- 
kantede. Ydervæggen, der har Cuticula, kan være for- 
tykket saavel som Sidevæggene, de sidste ere ofte porede. 
Ved Adgang af Vand danne Overhudscellerne ofte Slim. 
Den Opfattelse har almindelig været gjort gjældende, at 
Slimen skyldtes den gelatinerende Væg, der ved at optage 
Vand bolnede ud og fyldte Cellerummet. I mange Tilfælde 


1) Betegnelsen Proteinceller er foreslaaet af Guignard, den er bedre 
end Gluten- og Plasmaceller. 

2) S. Lund og H. Kiærskou, Morfologisk-Anatomisk Beskrivelse af 
Br. oleracea, Br. campestris og Br. Napus. Botanisk Tidsskrift. Bd. 15, 
Pag. 75. Kbhvn. 1886. 


131 
ville Snit af det modne Fro vise dette paa en saa skuffende 
Maade, at det er forklarligt, at den nævnte Opfattelse har 
været fremsat. D’Arbaumont har fulgt Udviklingen af Over- 
hudscellerne hos et stort Antal Arter af de Korsblomstrede!). 
Han paaviser, at Slimen dannes af Celleindholdet, aldrig af 
Væggene; efter den Maade, hvorpaa Slimen forholder sig 
ved Adgang af Vand, opstiller han fire Grupper: 


1) Fuldstændig Diffusion af Indholdet. 

2) Diffusion af de laterale Lag, idet en axil Sgjle bliver 
tilbage. 

3) Simpel Udbolning af Lagene. 

4) Udtræden af Slimen som et formet Legeme gjennem 
den ved Trykket sprængte Væg. 


Inddelingen er i Hovedtrækkene rigtig. D’Arbaumont 
gjør dog selv opmærksom paa, at i Snit af Frø, der have 
simpel Udbolning (Gruppe 3), kan det hænde, at enkelte 
Overhudsceller ere trufne af Kniven, Slimen vil i saa Tilfælde 
træde ud. Det er indlysende, at Frø, der have været under- 
kastede en Presning til Udvinding af Olien, have været end 
mere udsatte for mechanisk Beskadigelse. Grænsen mellem 
Gruppe 2 og 4 er ej heller saa skarp som angivet; Camelina 
har saaledes Diffusion af de laterale Lag, medens den axile 
Søjle bryder frem som en Slimstræng, der ved Foden om- 
gives af en Skede. 

Barkcellerne. I Form lignende Overhudscellerne af- 
vige de ved Tilstedeværelsen af Cellemellemgange; ikke sjeldent 
findes collenchymatisk Fortykkelse, porede Vægge ere ret 
hyppige. Der kan her være Anledning til at gjøre opmærksom 
paa den Tilbøjelighed, der almindelig findes til med et be- 
stemt Tal at opgive Antallet af Barkens Cellelag. Guignard 
angiver saaledes, at Barbarea vulgaris mangler Barkceller; 


1) D’Arbaumont, Nouvelles observations sur les cellules à mucilage des 
Crucifères. Annales des Sciences Naturelles. Septième serie. Bota- 
nique. tome 11. Pag. 125. 1890. 


9* 


132 


Forholdet er dog, at disse kunne mangle eller være tilstede — 
i et enkelt eller sjeldent i to Lag. Samsøe Lund og H. Kiær- 
skou angive, at Br. oleracea har et Lag, Br. Napus og Br. Rapa 
to Lag; her passer det næsten altid. Raphanus raphanistrum 
viser Variation fra 2—4, Sinapis alba fra 1—3, Sinapis 
dissecta fra 2—3 Lag, alt i samme Snit og uden Forbindelse 
med de ved Ægmund og Navle forekommende Afvigelser. 
Med Henblik paa Barkcellernes Oprindelse synes dette For- 
hold ej heller paafaldende. Barkcellerne ere vejledende ved 
efter Udblødning at forblive sammenfaldne eller ved at bløde 
ud til den oprindelige Form. 

Palissadecellerne. Den typiske Form er den radialt 
strakte, stærkt fortykkede og forvedede Celle; sete ovenfra 
ere de 4—7- (hyppigst 5—6-) kantede og visende dobbelt 
Kontur paa Grund af de skraat afskaarne Sidevægge. Hyppigt 
ere Sidevæggene ufortykkede i den øverste Del; er dette kun 
Tilfældet i ringe Højde, kan Forholdet let undslippe Opmærk- 
somheden. Ved forsigtig Udblødning med fortyndet kogende 
Kalilud vil man hyppigst faa Snit, der vise det, eller man 
kan iagttage det ved at se Frøskallen ovenfra; afsøges 
Randene, vil man finde Steder, hvor de øvre Lag ligge ud 
over Palissadecellernes nedre Del, ved laveste Indstilling sees 
da et fintmasket Net, der er den ufortykkede, øvre Del af 
Palissadecellerne (Fig. 11,a til venstre). I andre Tilfælde vise 
Palissadecellerne sig lave og brede, dog med stærkt fortykkede 
Vægge: Camelina, Capsella o.a.; eller Fortykkelsen er begrænset 
til Inderveeggen og den nederste Del af Sidevæggene: Erysimum, 
Sisymbrium officinale. Videst gaar Reduktionen hos Bunias 
og Neslia; hos den sidste ere Sidevæggene neppe at iagttage; 
det er dog ingen Regel, at de Nodfrugtede have svagt ud- 
viklede Palissadeceller, som det efter de nævnte Exempler 
kunde synes. Raphanus Rhaphanistrum (saavel som Æha- 
phanus sativus) har vel udviklede Palissadeceller, medens 
Crambe har Palissadeceller med ret høje, men ufortykkede 
Sidevagge. 


Brassica Napus. Farven mork-rodbrun. Froskallen glat. 

Fig. 1, ce. Tværsnitt Overhuds- og Barkcellerne ere 
stærkt sammenfaldne og liege baandformet hen over de 
omtrent lige høje Palissadeceller. 

Fig. 1, a og b. Frøskal set ovenfra, den viser ingen eller 
uvæsentlig Netribbethed, a er ved Kimmunden, hvor Palissade- 
cellerne ere bredere med regelmæssigere Form og Ordning; 
et Forhold, der er gjennemgaaende indenfor Familien. 

Fig. 1, d. Snit af Frøskal af et umodent Frø. Overhud 
og Barkceller ere endnu fyldte med Stivelse; Palissadecellerne 
ere ufarvede, Tykkelsevæxten er endnu ikke afsluttet; efter 
disse følger et Parenchym, der senere danner Farvecellerne 
(se iøvrigt: Br. campestris). 

Brassica Rapa. Farven rødbrun, noget lysere end Rapsens. 
Frøskallen tydelig netribbet. 

Fig. 2, a. Tværsnit af Frøskallen. Overhuds- og Bark- 
celler ligge som hos Rapsen sammenfaldne hen over Palissade- 
cellerne, der her ere af ulige Højde. Forskjellen er dog ikke 
ret stor og Netribbetheden, som Følge heraf, ikke meget stærk. 

Fig.2, b. Frøskal set ovenfra. Palissadecellerne mden- 
for Maskenettet ere gjennemgaaende af større Diameter end 
Nettets højere, men snevre Palissadeceller. 

Fig. 2, c. Tværsnit af Kimroden. 

Fig.2, d. Tværsnit af Kimblad med Karstrænge; i nogle 
af Cellerne ere Aleuronkornene gjengivne, kjendelige ved at 
føre Globoider; desuden ses tre Myrosinceller. Antallet af 
disse er hos Rybsen langt mindre end hos Sinapis alba, 
Sinapis arvensis, Melanosinapis nigra o.a. Myrosincellerne 
findes saavel i Kimbladenes Over- som Underside, dog ikke 
blandt Overhudscellerne. 

Brassica campestris. Farven mork-rodbrun. Froskallen 
stærkt netribbet. 

Fig. 3, b. Tveersnit af Froskal. Overhud og Barkceller 
ligge som hos de foregaaende sammenfaldne over de meget 
ulige høje Palissadeceller. 


Fig. 3, a. Froskal set ovenfra. Maskenettet er her langt 
stærkere fremtrædende end hos Rybsen. 

Fig.3, c. Tværsnit af et umodent Frø tåget paa det 
Tidspunkt, da Palissadecellerne begynde at farves. Efter 
Overhuden følge Barkceller i to Lag og Palissadecellerne 
svarende til ydre Æghinde; derefter fire Lag Farveceller 
svarende til indre Æghinde og efter disse Frøhviden, hvis 
yderste Lag(p) danner Proteincellerne, medens indre Parenchym 
er dannet af de følgende (her 5) Lag. Af Frøhviden bliver 
desuden tilbage efter den fulde Udvikling de ovenfor omtalte 
Hinder, der omslutte Kimroden og adskille Kimbladene. Alle 
Lagene føre Stivelse, de indre, store Frøhvideceller vise sig 
dog nylig tømte, derefter svinder Stivelsen først i Farvecellerne. 
Ogsaa Kimen er endnu paa denne Tid stivelseførende. Da 
Stivelsen forefindes i saa stor Mængde, at den besveerliggjor 
lagttagelsen, er den bortskaffet ved Maltning. Snittene bringes 
sammen med et Maltudtræk i et lille Reagensglas, der hen- 
sættes i Vandbad ved ca. 40°, derefter udvaskes med Kalilud 
(1 pro mille) og destilleret Vand. Man undgaar påa denne 
Maade bedst Beskadigelse af Vævene. : | 


Brassica dichotoma. Farven rødbrun, undertiden graa- 
dugget. Froskallen glat eller svagt netribbet. 

Miet Aa. Froskal set ovenfra. Overhudscellerne danne 
et stormasket Net over Palissadecellerne. Slimen viser sig 
concentrisk stribet. m | 

Fig. 4, b.._ Tvarsnit af Froskallen. Overhudscellerne bolne 
ud med Vand, den dannede Slim er lagdelt. 

Frøet hører til ,indisk Raps“, dog forekommer det 
ogsaa, om end langt fra i saa stor Mængde, blandt ,Sorte- 
havs-Raps“. 


Brassica glauca (var. sem. luteis). Farven gulhvid. Fro- 
skallen glat. 

Fig. 5, a. Froskal set ovenfra, den er ganske glat. 

Fig. 5, b. Tværsnit af Froskallen. Overhud og Palissade- 


135 


celler ligge sammenfaldne over de ufarvede og lige høje 
Palissadeceller. Farvecellerne ere tomme. 

Fig. 5, c. Proteinceller i to Lag. 

Den brunfrgede Varietet, der altid i mindre Mængde led- 
sager den gulfroede, afviger alene ved Indholdet af lyst rod- 
brunt Farvestof. 

Blandt „indisk Raps“. 

Brassica juncea (var sem. fuscis). Farven rødbrun. Fro- 
skallen netribbet. 
| Fig.6,b. Tveersnit af Froskallen. Overhudscellerne udbol- 
nende med lagdelt Slim. Palissadecellerne af meget ulige Hojde. 

Fig. 6, a. Froskal set ovenfra. Maskenettet er stærkere 
fremtrædende, end det kan forekomme hos Br. dichotoma. 

Den gulfrgede Varietet afviger ved Manglen af Farve- 
stof. Efter det ringe Materiale, jeg har havt heraf, synes det 
tilige, at Varieteten er mindre stærkt netribbet, ligesom 
Overhudscellerne ikke bolne fuldt saa stærkt ud ved Adgang 
af Vand. 

Blandt ,indisk Raps“ og „Sortehavs-Raps“. 

Brassica ramosa. Farven lysere eller mørkere rødbrun. 
Frøskallen stærkt netribbet. 

Fig.7, b. Tværsnit af Frøskallen. Overhud og Bark- 
_ celler sammenfaldne over de meget ulige høje Palissadeceller. 

Fig. 7, a. Froskal set ovenfra. Maskenettet er stærkt 
fremtrædende. 

Blandt ,indisk Raps“. 

Froet afviger fra Dr. campestris ved betydeligt lavere og 
hyppigt tillige snevrere Palissadeceller. Indenfor Maskenettet 
vise Palissadecellerne sig endvidere paa Grund af den ringere 
Højde lysere end hos Br. campestiis.  Dernæst forekommer 
. Br. ramosa altid ledsaget af andre indiske Frø: Br. dichotoma 
og Br. glauca. 

Barbarea vulgaris. Farven brungraa. Froskallen glat. 

Fig. 8, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne have 
en lagdelt Slim, der ikke fylder Cellen. Slimens Plads er 


136 


altid op mod Ydervæggen, hvorfra den klokkeformet trænger 
ned ad Sideveeggene; disse ere ikke sjeldent fortykkede. 
Barkceller mangle, eller de findes i et enkelt, sjeldent i to 
Lag, de ere hyppigt fortykkede og brunligt farvede. Palissade- 
cellerne ere brede med afrundede, ikke glat afskaarne Side- 
vægge. 

Fig. 8, a. Froskal set ovenfra (Overhudscellerne ere 
fjernede). Palissadecellerne indeholde hver en Enkeltkrystal, 
sjeldnere en Krystalgruppe af oxalsur Kalk; et Forhold som 
gjenfindes hos andre Arter (B.præcox, B.bracteosa), men 
som jeg ikke har iagttaget hos andre Korsblomstrede. 

Camelina sativa. Farven gulrod. Froskallen glat. 

Fig.9, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne ud- 
bolnende med en axil Slimsgjle, der bryder frem gjennem 
Ydervaggen; ved sin Grund er den omgiven af en Skede. 
Palissadecellerne ere lave og brede med foroven afrundede 
Sidevægge. | 

 Fie.9, a. Froskal set ovenfra. Ved højere eller lavere 
Indstilling sees alle Lagene tydeligt paa Grund af den lyse 
og tynde Frøskal. | 

Forekommer jævnligt, baade som tilfældig Forurening og 
som forsætlig Indblanding; i de sidste Aar dog mindre 
hyppigt end tidligere. Kager, der indeholde Dodder i nogen- 
lunde rigelig Mængde, have en udpræget Løgsmag. 

Capsella bursa pastoris. Farven rødgul. Frøskallen glat. 

Fig. 10, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne 
udbolnende med Efterladelse af en axil, blivende Sgjle; paa 
Yderveeggen sees som oftest en lille Tap, sprængt fra Sgjlen. 

Fig. 10, a. Froskallen set ovenfra. Da Slimen ikke er 
udtrædende, sees Lagene endnu tydeligere end hos fore- — 
gaaende. 

Eruca sativa. Farven overvejende gul, dog forekomme 
Frøene hyppigt med en mørkere rodgul Farve eller med ud- 
bredte, gronlighrune Pletter. Froskallen glat. 

Fig. 11, b. Tveersnit af Frøskallen. Overhudscellerne 


137 


udbolnende med lagdelt Slim og axil Sgjle. Palissadecellernes 
Sideveegge ere ufortykkede i den øvre Del. Farvecellerne 
tomme eller hyppigt med Farvestof af mørkere Tone end 
Palissadecellerne. 

Fig. 11,a. Froskal set ovenfra. Overhudscellernes dobbelte 
Kontur fremkommer derved, at Ydervæggen er fortykket i 
Randen. 

Forekommer saavel blandt Frø af indisk som sydeuro- 
pæisk Oprindelse. 

Erysimum orientale. Farven mat brun.  Frøskallen 
næsten glat. 

Fig. 12, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne 
udbolnende med udtrædende Slim, Sidevæggene ere fortykkede 
og forsynede med hgje Porer. Palissadecellernes Sidevægge 
ere fortykkede i den nederste Del, sjeldent et Stykke op ad 
Sidevæggene, som angivet til venstre i Figuren. 

Fig. 12, a. Froskallen set ovenfra. Den rigelige Slim- 
dannelse gjør Billedet utydeligt. 

Forekommer saavel blandt Frø af indisk som sydeuro- 
pæisk Oprindelse. 

Lepidium campestre. Farven brunrød. Froskallen glat. 

Fig. 13. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne ud- 
bolnende med en axil Søjle, der i Form er ret forskjellig ; 
af og til sees i Søjlen ikke omdannet Stivelse. Palissade- 
cellerne ere ualmindelig høje, under disse sees et Lag store, 
tomme Farveceller. 

Melanosinapis nigra. Farven rødbrun. Froskallen net- 
ribbet. 

Fig. 14, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne 
ere lave og udbolnende med lagdelt Slim. uden axil Søjle. 
Sidevæggene ere ganske svagt porede, hvilket dog først sees, 
efter at Slimen er fjernet. Barkceller i et enkelt Lag om- 
givne af de højeste Palissadecellers ufortykkede Del af Side- 
. væggene. 

Fig. 14, a. Froskal set ovenfra. 


138 


I Handelsvaren vil man hyppigst finde et større eller 
mindre Antal Frø af graahvid Farve. Undersgger man dette 
Forhold, vil det vise sig beroende paa, at Cellelagene uden- 
for Palissadecellerne ere beskadigede og luftfyldte"). 

Raphanus raphanistrum. Farven rodgul. Froskallen glat. 

Fig. 15, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudsceller og 
Barkceller udblode, om end noget vanskeligt. Palissadecellerne 
ere ulige høje. 

Fig. 15, c. Tværsnit af Frøskallen af et umodent Frø. 

Fig. 15, a. Froskal set ovenfra. 

Ihvorvel Frøet findes omsluttet af det uopspringende, 
nødagtige Frøgjemme, er det hyppigt i mindre Mængde paa- 
vist i Kager af europæisk Oprindelse; det er tillige skjønnet, 
at disse Kager hidrøre fra en bestemt Oliemølle. 

Sinapis alba. Farven gulhvid. Frøskallen glat. 

Fig. 16, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne 
ere udbolnende med lagdelt Slim og axil Sgjle. Yderveeggen 
noget fortykket i Randen, Sidevæggene porede. Barkcellerne, 
der let bløde ud til den oprindelige Form, vise collenchyma- 
tisk Fortykkelse og porede Vægge; Antallet af Lag er fra 
1—3, hyppigst 2. Palissadecellerne ere ufarvede og af 
omtrent lige Højde, Sidevæggenes øvre Del er ufortykket; 
her saavel som hos Sinapis dissecta trænger den ufortykkede 
Del af Palissadecellerne op mellem det nederste Lag Bark- 
celler, men langt fra saa regelmæssigt som hos Melanosinapis, 
hvor hvert Snit viser dette. 

Fig. 16, a. Froskal set ovenfra. 

Fig. 16, c. Tværsnit af Froskallen af et umodent Fre. 

Fig. 16, d. Tværsnit, visende den Frohviderest, der har 
omsluttet Kimroden og adskilt det ene Kimblads Halvdele. 

Sinapis arvensis. Farven fra mat-rodbrun til sortbrun. 
Froskallen glat. | 


1) Figuren i Moellers „Lehrbuch der Pharmacognosie“, Wien 1889, 
viser ikke Barkcellerne omgivne af Palissadecellernes ovre Del, den 
er tillige ungjagtig ved at vise Overhudsceller, der ere dobbelt saa 
høje som brede, saavel som ved Slim med axil Sgjle. 


139 


Fig. 17, b. Tværsnit af Fruskallen. Overhudscellerne 
udbolnende med karakteristisk formet, ikke udtrædende 
Slim. Palissadecellerne ere temmelig høje, men snevre, i 
Reglen af en lysere gullig Farve end Indholdet i Farve- 
cellerne. / 

Fig. 17, a. Froskal set ovenfra. Overhudscellernes Yder- 
væg er noget fortykket i Randen; Slimen viser en axil Sgjle. 

Froet forekommer meget hyppigt i Kager af den for- 
skjelligste Oprindelse; det er let kjendeligt dels ved sin ejen- 
dommeligt formede Slim, der bedst iagttages i Randene, hvor 
Overhudscellerne ligge ud over Palissadecellerne, dels ved 
disses ejendommelige Farve!). 

Sinapis dissecta. Farven mat rødbrun. Frøskallen svagt 
netribbet. 

Fig. 18, b. Tværsnit af Frøskallen. Overhudscellerne 
udbolnende med lagdelt Slim og axil Sojle; Yderveeggen for- 
tykket i Randen, Sidevæggene svagt porede. Barkcellerne, 
der hyppigst findes i to Lag, ere collenchymatisk fortykkede 
og have porede Vægge. Palissadecellernes Sidevægge ere 
ufortykkede i den øvre Del, ulige høje og med samme mat 
rodbrune Farve som Farvecellernes Indhold. 

Fig. 18, a. Froskal set ovenfra. 

Froet viser i Bygning stor Lighed med Froet af Sinapis 
alba, fra hvilket det afviger væsentligst ved Indholdet af 
Farvestof og ved mere ulige høje Palissadeceller. Glycosidet 
er som hos Sinapis alba: Sinalbin. 

Forekommer saavel blandt indiske som sydeuropæiske 
Frø, dog ikke hyppigt. 

Sisymbrium officinale. Farven rødgul. Frøskallen glat. 


1) Moeller: ,Lehrbuch der Pharmacognosie" Pag.193—94, angiver, at 
Melanosinapis nigra lettere kunde forfalskes med dette fremfor 
med andre brunfarvede Frø af Korsblomstrede, som Br. oleracea, 
Br.napus, Br.rapa o.a., „der ikke udvikle Sennepsolie", hvilket 
angives at være Tilfældet med Sinapis arvensis, især det ikke modne 
Frø. Forholdet er dog det, at Rybs (Br. rapa) udvikler Senneps- 
olie i mindre Mængde, medens Sinapis arvensis slet ikke udvikler 
Sennepsolie, derimod smager Frøet skarpt (det indeholder Sinalbin). 


Fig. 19, b. Tværsnit af Froskallen. Overhudscellerne 
udbolnende med lagdelt Slim og axil Sgjle. Palissadecellerne 
ere kun fortykkede i den nederste Del. 

Fig. 19, a. Froskal set ovenfra. 

Sisymbrium Sophia. Farven gul. Froskallen glat. 

Fig. 20. Froskal set ovenfra. 

Froskallens Bygning er meget lig den hos Capsella bursa 
pastoris; Palissadecellerne ere dog gjennemgaaende snev- 
rere her. | : 

Thlaspi arvense. Farven mørk rødbrun. Froskallen 
med efter Længden lobende Ribber. 

Fig. 21, a. Tværsnit af Froskallen. Overhud og Bark- 
celler sammenfaldne over de stærkt fortykkede og meget 
ulige hoje Palissadeceller. Farveceller i flere Lag, af disse 
ere de øvre som oftest stærkt sammenfaldne, og de ganske 
ufarvede Vægge vise, at disse ikke have indesluttet Farve- 
stof, medens det inderste Lag af store Celler vel oftest er 
tomt, men dog viser mørkt farvede Vægge. 

Fig. 21, b. Tværsnit af Frøskallen af et umodent Frø. 

Fig. 21, c. Froet, svagt forstørret. 7 

Forekommer meget hyppigt som tilfældig Forurening. 


Blandt de under Gruppe III henførte Kager er der, som 
det ovenfor omtaltes, ikke sjeldent paavist Indblanding af 
Hampe-,Fro* og Bomuldsfro. For Hampens Vedkommende 
finder Tilsætningen Sted i Form af den hele, malede Nød- 
frugt. Forsaavidt Indblandingen har været nogenlunde rigelig, 
vil det af Kagen udtrukne Fedt vise sig grøntfarvet. 

Tilsætningen af Bomuldsfrø har i alle de iagttagne 
Tilfælde fundet Sted i Form af Frøskallen alene; denne 
fremkommer i stor Mængde som Affald ved Tilvirkningen af 
de delvist afskallede Bomuldsfrøkager. Brugt med Maade 
maa den brunfarvede Bomuldsfrøskal ogsaa siges at være et 
velvalgt Forfalskningsstof og da især, naar den — hvad der 
øjensynligt ogsaa tilstræbes — bringes i en passende Finheds- 


141 


grad. Blandt de fraslemmede Skaldele røber Bomuldsiro- 
skallen sig under Loupen ved sin fastere Konsistens; den 
lader sig ikke som Cruciférfroskallen bøje med Pincetten. 
Tilstedeværende Kimdele kjendes iøvrigt let fra Kimen af 
Korsblomstrede ved den udpræget grønne Farve saavel som 
‘ved de brune Harpixrum. 

Fig. 22, b. Tværsnit af Bomuldsfroskallen. Inden- 
for Haarene findes Farveceller (og i dette Lag Karstrænge), 
mellem disse og Palissadecellerne et „Naeringslag“, hyppigst 
bestaaende af to Cellelag. Indenfor Palissadecellerne findes 
endnu et Farvelag. Det benyttede Præparat er kogt med 
fort. Kalilud, hvorved Farvestoffet fjernes, og det ellers stærkt 
sammenfaldne indre Farvelag udblodes. 

Fig. 22, c og d. Palissadeceller frigjorte ved Kogning 
med den Schultzeske Macerationsvædske, c sete ovenfra. 

Fig. 92, a. Froskallens øverste Del (Grundhaarene) sete 
ovenfra; to Bomuldshaar ere tegnede, desuden sees Pladsen 
for to ikke gjengivne Haar. 


Cannabis sativa. 
Fig. 23, a. Palissadeceller sete ovenfra. 
Fig. 23, b. En enkelt Palissadecelle set fra Siden. 


Spergula sativa. 

Fig. 24, b. Tværsnit af Froskallen. 

Fig.24, a. Froskallen set ovenfra. Det beskyttende Lag 
bestaar af Celler, der stjerneformet kile sig ind mellem hver- 
andre. Formen er almindelig indenfor Nellikefamilien og 
vel kjendt fra Agrostemma Githago. Begge Fig. ere tegnede 
efter Præparater, hvor det uigjennemsigtige Farvestof er 
fjernet ved kortvarig Behandling med den Schultzeske Macera- 
tionsvædske. 

Fig. 24, c. Tværsnit af Froskallen ved Vingen, med 
Trichomer. 

Fig. 24, d. Trichom. 


_ 14 


De her beskrevne Cruciférfra ere med Undtagelse af 
Sisymbrium-Arterne alle paaviste i Rapskager, der have været 
indsendte til Undersøgelse her paa Laboratoriet. Lepidium 
campestre og Barbarea vulgaris ere kun enkelte Gange paa- 
viste. De Ukrudtsfrø, der iøvrigt forekomme, ere væsenligst 
saadanne, der ikke kunne antages at frembyde Vanskelighed 
ved Bestemmelsen. Frøene og Frugterne af Plantago, Poly- 
gonaceer og Chenopodiaceer findes saa godt som altid i hel 
Tilstand. Plantago er let kjendelig paa Grund af sin Haard- 
hed, Chenopodiaceerne som smaa glatte og haarde Frugter, 
medens Polygonaceernes Nød enten forefindes i hel Tilstand 
— de tokantede — eller knust, men fremvisende de hele 
Flader — de trekantede. 

Det omtaltes tidligere, at Rapskager fremfor alle andre 
Pressekager ere Gjenstand for Indblanding af fremmede Frø, 
og at disse Frø klogelig vælges fortrinsvis blandt andre Arter af 
Korsblomstrede. En vis Bevægelighed indenfor det anvendte 
Indblandings-Materiale maa man dog være forberedt paa; et 
og andet Frø udgaar for kortere eller længere Tid og.nye 
fremkomme. 

Det her meddelte omfatter, med Undtagelse af to Arter 
af Korsblomstrede, Alt, hvad der gjennem en længere Aar- 
række er iagttaget her paa Laboratoriet. Af de manglende 
to Arter er den ene sandsynligvis tilstede i en Frøprøve, der 
iaar vil blive dyrket, medens det hidtil ikke er lykkedes at til- 
vejebringe Materiale til Bestemmelse af det andet Fro. At 
de Frø, som anvendes til Indblanding i Rapskager, dog ikke 
altid skyldes Korsblomstrede er allerede viist ved de under 
Gruppe III anførte Exempler, hvor Indblanding af Hampefrø 
og Bomuldsfrøskal var paavist, og hertil kan sluttelig føjes 
en Iagttagelse fra den allernyeste Tid, idet en til Undersøgelse 
indsendt Prøve Rapskage viste sig blandet med Sesamfrø. 


Til Tavlerne 7—14. 
Forstorrelsen er 785/,; herfra ere undtagne Fig. 21 c, der er svagt 
forstørret og Fig. 16 d og 24c, hvor Forstørrelsen er 47/1. 


143 


Om Flydeevnen hos Freene af vore Vand- 
og Sumpplanter. 


Af 


F. Koipin Ravn. 


lacttagelserne over den Betydning, som de 3 Faktorer, 
Dyr, Vind og Vand, have for Planternes Frospredning, kunne . 
sammenstilles 1 2 Grupper; den ene Gruppe lagttagelser gaar 
ud paa en Paavisning af, at en saadan Vandring virkelig 
finder Sted og besorges af det paagjældende Spredningsagens, 
den anden, at Froene!) ere i Besiddelse af Egenskaber, der 
betinge denne Vandringsmaade. 

Hvad nu specielt Vandets Betydning angaar, da har 
Sagen fundet en nogenlunde alsidig Behandling for de tro- 
piske Strandplanters Vedkommende, dels ved Studier over 
det Materiale („Drift“), der føres afsted af Havstrømningerne 
og skylles op paa Kysterne, de Arter, der forekomme deri, 
og de Bygningsforhold, der betinge Flydeevnen, dels ved en 
Betragtning af Arternes Udbredningsforhold; disse Under- 
søgelser skrive sig især fra det sidste Decennium og skyldes 
Hemsley, Guppy, Schimper o. a. 

At Vandet ogsaa hos os virker i Frospredningens Tjeneste, 
er noget, som man lenge har betragtet som en given Sag. 
Der foreligger imidlertid kun een Undersøgelse over ,Driften“ 


1) Her og i de almindelige Oversigter tages Ordet „Fro“ i dets popu- 
lære Betydning; saaledes kaldes Frugt + Avner af Gresser for , Fro‘. 
Paa lignende Maade „Froskal*. 


144 


paa vore ferske Vande; denne Undersøgelse skyldes Guppy 
(11). 

Hvad den anden Side af Sagen angaar, Flydeevnen og 
dens Aarsager, da findes der i Litteraturen en Maengde 
spredte Angivelser, som flere Gange ere blevne samlede (af 
FildebraAd, Schenok, Kerner), 

Denne lille Afhandling skulde nu supplere disse sidste 
Undersogelser, idet det dog for Oversigtens Skyld vil være 
nodvendigt at medtage, hvad der tidligere er fremkommet. 
Jeg har indsamlet og undersøgt Frøene af en Del af vore 
Vand- og Sumpplanter, samt overhovedet Planter, der voxe 
i Vandets umiddelbare Nærhed med en Forekomst, der kan 
tyde paa, at Vandet spiller en Rolle ved Frospredningen ; 
det er-en Selvfglge, at jeg ikke har kunnet faa alle Arter 
med, og især gjælder dette om Saltvandsplanterne, som 
Zostera, Ruppia oO. a. 

Jeg skylder d’Hrr. cand. mag. Raunkier og stud. mag. 
Ostenfeld-Hansen Tak, fordi de have overladt mig Frø 
af forskjellige Arter, som jeg ikke selv havde faaet samlet. 


Afhandlingen vil naturlig falde i to Afsnit, et forste om 
Flydeevnens Varighed, et andet om dens Aarsager, indehol- 
dende en Betragtning af de Forhold, hvori Froenes Bygning 
staar til deres Flydeevne. 


I. Om Flydeevnens Varighed. 


For at danne mig en Forestilling om Flydeevnens Varig- 
hed anstillede jeg det simple Forsøg, at Frøene af de Arter, 
der skulde undersgges, anbragtes i Glas med Vand; Glassene 
rystedes jævnligt og stærkt, for at Forholdene 1 Naturen, 
hvor Frgene jo aldrig komme til at flyde paa aldeles stille 
Vand, saa vidt muligt kunde efterlignes. Forsoget anstilledes 
i Oktober, November og December Maaneder, altsaa de 


145 


samme, hvori Transporten virkelig finder Sted. En Del Glas 
hensattes i fri Luft, medens Resten anbragtes ved almindelig 
Stuetemperatur; ved Betragtning af Arter, der vare repræ- 
senterede begge Steder, viste det sig, at den lavere Tempe- 
ratur i det Frie forlængede Flydetiden ret betydeligt. 

Ved at kombinere Resultaterne af disse Forsøg med 
Udbyttet af en Indsamling af „Drift“materiale fra Lyngby 
Sø og Mose, foretagen i Begyndelsen af Maj, samt Benyttelse 
af de i Literaturen foreliggende Angivelser'), har jeg kunnet 
opstille nedenstaaende Oversigt, idet jeg dog maa bemærke, 
at der ingen skarp Adskillelse findes imellem de enkelte 
Grupper; det vil i mange Tilfælde bero paa et Skjøn, hvilken 
Gruppe man skal henføre en Art til. 


A. Flydeevne 0. 


Alisma natans?). 
Hydrocharis morsus ranae. (Guppy). 
Potamogeton densus. (G.). 

TE obtusifolius. (G.). 
Juncus bufonius. (Andresen). 

—  lampocarpus. (A). 
scirpus lacuster. (G.). 

—  ‘Tabernaemontani. 
Heleocharis palustris. (G.). 
Typha-Arterne. 

Ceratophyllum. (G.). 

Elatine Hydropiper. 

Callitriche autumnalis. 

Nasturtium officinale. 

Veronica Anagallis. // 12 7 
(2 


L & Us 


7) Gitaterne ere betegnede ved 2 Tal, hvoraf det første henviser 
til Literaturlisten, det andet er Sidetallet. 
?) Navnene ere overalt efter Raunkiærs Exkursionsflora. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 10 


146 


B. Flydeevne kortvarig”) 
(højst 8—10 Dage; de fleste Frø gaa til Bunds efter 2—3 Dages Forløb). 

Alisma Plantago?). (Rostrup)#). 
Potamogeton perfoliatus. (G.). 
Eriophorum vaginatum. 

— latifolium. 

— alpinum. 
Carex paniculata. (Wilezek). 

—  paradoxa. (W.). 

Leersia oryzoides. 
Glyceria aquatica. 
Betula sp. (G.). 
Polygonum amphibium CIR 
Ranunculus reptans. 
Batrachium aquatile. (?, G.). 
Nymphaea alba. (G.). 
Nuphar luteum. (G.). 
Oenanthe aquatica. 
Myosotis- palustris. 
_ Limnanthemum nymphæoides. (Frugt). 
Cineraria palustris. 
Cirsium ‘palustre. 2 4 


C. Flydeevne langvarig. 


Sagittaria sagittæfolia. (G., Hildebrand). 
Scheuchzeria palustris. 
Potamogeton natans. (G., Schenck, Kirchner). 


1) Angivelserne hos de fleste Autorer (undt. Guppy) gaa kun ud paa, 
at Froene kunne flyde, ikke hvor længe de kunne det. 

2) Guppy angiver (11,336), at denne Art findes i „Driften“ hele 
Vinteren igjennem; mine gjentagne Forsøg have givet det Resultat, 
at den bør anbringes i denne Gruppe. 

3) Rostrup: Vejledning i den danske Flora. 6. Udg. 1882. S.399). 

*) Dammer angiver (8,276), at dens Frugter kunne svømme i Ugevis, 
hvilket ikke stemmer med Guppys udtrykkelige Bemærkning om 
dens Ikke-Forekomst i „Driften“. Se endvidere nedenfor S. 153. 


147 


Scirpus maritimus. (G., Andresen). 
— rufus. (Raunkiær). 
Cladium Mariscus. 
Carex rostrata. (G.). 
—  Pseudocyperus. (G.). 
Sparganium ramosum. (G., Rostrup). 
— minimum. 
_Lemna-Arter. (G.). 
Iris Pseudacorus. (Kirchner). 
Orchis incarnatus. 
Alnus glutinosa. (G.). 
Rumex Hydrolapathum. (G.). 
Caltha palustris. 
Batrachium sceleratum. (@.). 
Drosera rotundifolia. (Andresen). 
Spiræa Ulmaria. (Focke). 
Potentilla palustris. 
Sium angustifolium. 
— latifolium. 
Cicuta virosa. 
Angelica silvestris. (G.). 
Peucedanum palustre. 
Lysimachia thyrsiflora. 
Pedicularis palustris. 
Scutellaria galericulata. (G.). 
Lycopus europæus. (G.). 
Mentha aquatica. (G.). 
Galium palustre. (G.). 
Menyanthes trifoliata. (Andresen). 
Bidens tripartitus. (G.). 


Til denne Oversigt kan knyttes folgende Bemærkninger : 
Gruppe A. Lejlighedsvis kan Vandet dog transportere 


Frø, tilhørende denne Gruppe. Saaledes kunne Frugterne af 


Seirpus-Arterne paa Grund af, at de vedvarende Bloster- 
10” 


148 


børster ere forsynede med talrige Smaatôrne, hæftes sammen 
til Klumper, der indeslutte saa megen Luft, at de blive 
lettere end Vand. I endnu hgjere Gard er dette Tilfældet 
med Typha-Arterne; her er det Froulden, der bevirker 
Sammenfiltringen; disse hvide, lette Masser kunne holde sig 
flydende i adskillige Dage. | 

Selv om Vandet ikke kan transportere Frøene, vil det 
kunne gjøre det med løsrevne vegetative Skud o.l. Saa- : 
ledes Yngleknopperne af Hydrocharis, løsrevne Skuddele af 
Ceratophyllum- og Potamogeton-Arter, der ere i Stand til at 
frembringe nye Planter (Guppy). 

Spredningen af disse Arter maa imidlertid først og frem- 
mest ske ved Dyrenes Hjælp. Naar Frøene ere faldne af og 
gaaede til Bunds, ville de let kunne blive transporterede i 
de Mudderklumper, der klæbe sig til Vandfuglenes Fødder 
(Darwin); man har ogsaa fundet flere af de ovennævnte 
Arter i saadanne indtørrede Mudderklumper (se Kerner 18, 
803). Ogsaa ved at fortære Frøene kunne Fuglene træde i 
Spredningens Tjeneste; Guppy har fundet spiredygtige 
Frugter af Scirpus lacuster (og andre Cyperaceer) i For- 
dojelseskanalen af Vildænder. Frøene kunne endvidere hænge 
fast ved Fuglenes Fjer; saaledes Scirpus, Heleocharis 0. a., 
. hvis Blosterbørster ere forsynede med smaa Modhager (Huth, 
Raunkiær), eller Hydrocharis, hvis Frø ere indhyllede i 
en stor Slimmasse (Guppy). 

Vinden kan ogsaa optræde som Spredningsagens (Typha). 


Gruppe B. Vandet faar her kun Betydning, naar det 
gjælder Spredning indenfor et begrænset Omraade; paa 
den Maade vedligeholde og udbrede disse Arter sig paa de 
Steder, hvor de engang have slaaet sig ned efter at være 
blevne transporterede derhen ad anden Vej. Frøene ere 
sjældne eller mangle i „Driften“ og Guppy gjør ogsaa om 
herhenhørende Arter lignende Bemærkninger som de oven- 
for anførte. Han har f. Ex. iagttaget, at Frøene af Nymphæa 


149 


og Nuphar fortæres af Fugle, der let ledes hen til dem paa 
Grund af den lyse Farve, som Frøene og deres luftfyldte 
Omgivelser have; det er imidlertid ved Fodringsforsøg af 
Caspary!) viist, at Ænder aldeles fordøjede disse Frø, 
hvilket er rimeligt nok, da deres tynde Skal ikke synes at 
kunne gjøre den Modstand som f. Ex. Stenen hos Potamogeton 
eller Frugtskallen hos Seirpus lacuster; snarere gaar det som 
af Noll antaget (cit. hos Ludwig 23,115), at adskillige Frø, 
medens Maaltidet staar paa, blive (hængende ved Næb og 
Fjer, hvilket let vil kunne ske, da de ere omgivne af Slim. 
Frugterne af Leersia ere omgivne af de blivende Avner, der 
ere forsynede med Krogbørster, som bevirke, at de let hænge 
fast (Huth). | 

Vindspredere ere Eriophorum-Arterne, Cineraria og 
Cirsium. 


Gruppe C. Arterne af denne Gruppe ville kunne fore- 
tage de største Vandringer ved Vandets Hjælp, især naar de, 
som af Guppy paaviist for adskillige Arters Vedkommende, 
ingen Skade lide af at svømme paa salt Vand, og naar de 
ellers kunne holde sig flydende lenge nok. De ere nemlig 
ikke alle lige gode Flydere; Alnus-Frugter flyde 14 Dage til 
| Maaned, Sagittaria, Batrachium sceleratum, Orchis, Scir- 
pus maritimus og rufus, Potamogeton natans 1—1'/2 Maaned; 
Folgen heraf bliver, at nogle Arters Fro ikke findes i „Drif- 
ten“ om Foraaret, skønt de ere hyppige nok om Efteraaret, 
f. Ex. Potamogeton og Sagittaria (Guppy). De fleste andre 
holde sig meget lenge svammende, og man kan da ogsaa 
finde dem i „Driften“ til langt ud paa Foraaret. Nogle 
holde sig flydende, endnu medens de spire, saaledes Cicuta, 
Scheuchzeria, Calla, Carex (ikke alle), Menyanthes, Rumex, 
Pedicularis, Potentilla; andre gaa til Bunds umiddelbart for 
Spiringen, som Sparganium, Peucedanum, Iris 0. a. 


*) Schr. d. phys.-ökon. Gesellsch. z. Königsberg 1870. Sitzb. p. 9. 


150 


 Dyrene spille en stor Rolle ved disse Arters Spredning 
og især ved Transporten til Steder, der ikke staa i aaben 
Vandforbindelse med Vandløb o. 1. (f. Ex. Mergelgrave, hvor 
der, snart efter at de ere gravede, indfinder sig en Del Vand- 
planter). Fasthæftningsorganer findes hos Bidens (Fnugstraa- 
lerne) og Carex (Spidsen af Utriculus, se Raunkiær). 
Frøene af Calla ere indhyllede i en meget klæbrig Slim- 
masse, som bevirker, at de hænge fast ved Alt, der kommer 
i Berøring med dem. Potamogeton natans’s Frugter have 
en meget iøjnefaldende lys brunrød Farve, saa at de blive 
meget tydelige, naar de drive paa Vandet i store Mængder, 
hvad der ofte er Tilfældet; Frugtkjodet er stivelsefyldt, 
hvilket maaske er Grunden til, at Fugle æde Frugterne. For- 
øvrigt have de allerfleste Arter af denne Gruppe en tyk Frø- 
skal, saa at Frøene efter al Sandsynlighed ikke ville lide 
Skade ved at passere et Dyrs Tarmkanal. 
Vindspredere ere Drosera, Orchis, Sagittaria, Rumex, 
Angelica, Peucedanum (de fire sidste ikke særlig udprægede). 


II. Om Flydeevnens Aarsager. 


A. Fre uden Flydeevne. 


For Sammenlignings Skyld turde det veere det hensigts- 
meessigste at give en kort Oversigt over Bygningen af de 
Fro, der strax gaa til Bunds, skont dette ikke direkte kan 
siges at vedkomme det Emne, der behandles i dette Afsnit. 

Hos de fleste af de undersggte Arter er Froskallen tynd 
og omslutter nøje det Indre; enkelte Arter (f Ex. Scirpus 
lacuster og Potamogeton densus) have en tyk Skal, men den - 
er i saa Fald haard og fast og har paa Snitfladen en mørk 
Farve. : 

Skallens Veegtfylde er større end Vandets, og dens Byg- 
ning stemmer ogsaa- hermed. Luftforende Væv af den ene 
eller anden Art findes ikke, de optrædende Væv falde ind 


eat 


under Kategorierne Saft- eller Styrkeveev (efter den af Raun- 
kiær foreslaaede Terminologi). Skallens Funktion er i Hoved- 
sagen mekanisk. | 

De herhen hørende Arter kunne samles i 2 Grupper, 
eftersom der i Frøskallen optræder Saftvæv eller ej. 


1. Alisma natans-Typen. 


Alisma natans (se Fig. 1). Frogjemmet er tyndt og 
skgrt, paa Overfladen forsynet med svagt fremspringende, 
paa langs forlobende Ribber. Tværsnit viser yderst en tynd- 
vegget Epidermis; 
derpaa folge nogle 
Lag Parenkym- 
celler, der ligesom 
Epidermis inde- 
holde Vand og 


Rester af Proto- Fig. 1. Alisma natans. 


plasma osv.; Væg- Tværsnit af Frogjemmet. (Seiberts Mikroskop 
| Obj. V, Ok.0). y. Ep. og 1. Ep. henholdsvis 
ydre og indre Epidermis. 


gene bestaa af 
Cellulose, det inder- 
ste Cellelag har dog lidt forvedede Vægge med skruefor- 
mede Fortykkelser. Mellem Cellerne findes ret store Inter- 
cellularrum, fyldte med Vand. Svarende til Ribberne findes 
i Parenkymet Knipper af forvedede Bastceller. Indadtil 
afsluttes Frogjemmet af en ,indre Epidermis‘ med for- 
vedede Vægge, der ere stærkest fortykkede paa Yder- og 
Sidevæggene. 


Callitriche autumnalis (efter Hegelmaier 13,47; Tavle 
II, fig. 17). Under den tyndvæggede Epidermis findes der i 
Frogjemmet et flerlaget Saftvæv (eller maaske snarere Gron- 
væv), hvis inderste Cellelag er forsynet med ejendommelige 
Fortykningslister. Under det 2 Lag Bastceller, hvis Længde- 
axer ere stillede winkelret paa hinanden. 


155 


2. Scirpus lacuster-Typen. 

‚Scirpus lacuster (efter Wilczek 34, 263). 

Heleocharis palustris. 

Frogjemmet er særdeles haardt og tykt. Yderst findes 
en lav, tyndvægget Epidermis; derefter følge flere Lag meget 
tykvæggede, forvedede Prosenkymceller, der nærme sig 
noget til de langstrakte Stencellers Form. Inderst en indre 
Epidermis, dannet af 1—2 Lag Prosenkymceller, hvis Længde- 
retning er vinkelret paa de foregaaendes!). (Typen er repræ- 
senteret i Fig. 10B af Scirpus compressus). 

Nasturtium officinale. Froskallen er tynd og paa Over- 
fladen forsynet med nætformet forbundne, fremspringende 
Lister, der efter Marloth (24, 234) skulle svare til Epidermis- 
cellernes Sidevægge (?). Resten af Skallen dannes af flere 
Lag stærkt sammenpressede Celler, hvis Struktur det ikke 
var muligt at udrede. 

Veronica Anagallis. Frøskallen forholder sig rimeligvis 
som hos de andre Veronica-Arter, hvor den efter Chatin 
(6, 32ff.) bestaar af et enkelt, tykvægget Cellelag. 


B. Frø med Flydeevne. 


De gode og slette Flydere behandles her under eet, da 
det har viist sig, at der ikke er nogen væsentlig Forskjel i 
Bygningen af deres Frø. 

Efter Hildebrand kan man inddele de herhen hørende 
Arter i to Grupper, eftersom Flydeevnen kun skyldes Frøenes 
glatte, glinsende Overflade, eller den Omstændighed, at 
Frøene ere luftholdige. ” 


1. Frø med glat Epidermis. 


Paa Grund af Frøenes glinsende Overflade befugtes de 
meget vanskeligt, naar de falde i Vandet; naar de tillige ere 
temmelig smaa og lette, vil Overfladespændingen være til- 


1) Omtalt af Kraus (21,104). 


oe 
straekkelig til at holde dem flydende. Bolgesang og anden 
Bevægelse i Vandet vil imidlertid snart (efter højst et Par 
| Dages Forløb) bevirke, at Frøene ikke længer „sky Vandet“; 
de gaa da til Bunds, eftersom deres Veegtfylde er større end 
1. Til denne Gruppe kan der altsaa kun høre slette Flydere. 

Froskallen bestaar kun af mekanisk virkende Celler 
(sml. ovenfor Scirpus lacuster og de efterfølgende Arter). 

Til denne Gruppe maa regnes: 

Myosotis palustris. Delfrugterne ere glinsende, sorte. 
Frugtskallen bestaar væsentlig kun af Epidermis, der er sær- 
deles tykvægget, med mørkebrune, stærkt porøse Vægge og 
smaa Lumina. 

Ranunculus reptans. Yderst en sammenfalden Epidermis 
og under den Prosenkymceller, der i Form og Arrangement 
minde om dem hos Scirpus lacuster. (Stemmer med andre 
Ranunculus-Arter, som de ere beskrevne hos Adlerz). | 

‚Cirsium palustre. I Hovedsagen som foregaaende. Yderst 
findes der flere Lag Parenkymceller. | 

Polygonum amphibium, efter Dammer (8,276). Jeg har 
aldrig fundet modne Frugter af denne Plante, trods gjentagne 
Eftersogninger. 

Hildebrand anfører som Exempler paa denne Slags 
Tilpasning til Vandspredning Sagittaria og Limnanthemum, 
som efter min Opfattelse bør anbringes andet Steds i Over- 
sigten, hvorfor de forbigaas her. 


2. Frøene luftholdige. 


Flydeevnen skyldes Frøenes ringe Vægtfylde; selv om 
de befugtes strax, gaa de ikke til Bunds. Denne ringe Vægt- 
fylde betinges af et større eller mindre Luftindhold i Frø- 
skallen. 

Undersøgelsen af Frøskallens Bygning har viist, at den 
i Hovedtrækkene svarer til den, som Schimper beskriver 
for de tropiske Driftfrøs Vedkommende (30, 163ff.). Den af 
Schimper anvendte Inddeling følges ogsaa her. Flydeevnen 


154 


skyldes: 1) en Udvikling af selve Froskallens Veev, saaledes, 
at de blive luftforende, og at derés Fjærnelse bevirker, at 
Frøene gaa til Bunds („Flydevav“, Schimper) ; eller 2) Dan- 
nelsen af større Luftrum mellem „Froets* forskjellige Dele, : 
hvis Bygning i saa Fald ikke behøver at frembyde noget 
ejendommeligt. Tages endvidere Hensyn til ,Flydevævets“ 
Beskaffenhed, kan man danne 3 Hovedgrupper; idet Frøene 
ere forsynede med: | 
a) ,Flydevæv“ bestaaende af kuftinende Geller (,Luft- 
væv“ efter Raunkiær). 
b) „Flydevev“ med luftforende Intercellularer, uden 
luftforende Celler. F 
c) storre Luftrum. 


a) Frø med Luftvæv. 


Froskallens Indhold af Luft giver sig allerede til Kjende 
for det blotte Øje, idet det luftforende Væv paa Snitfladen 
viser sig lyst eller helt hvidt, medens de andre Væv ere mer 
eller mindre mørke. 

I alle undersøgte Tilfælde fandtes ingen større Luftrum 
i Frøet, saa at Flydeevnen udelukkende skyldes Forekomsten 
af Luftvæv. | 

Dette Luftvev bestaar af parenkymatiske Geller med 
smaa eller manglende Intercellularer. Veeggene ere tynde 
eller kun svagt fortykkede, oftest porøse. Cellerne ere døde 
og Indholdet er Luft, der overmaade vanskelig uddrives ; 
selv temmelig tynde Snit maa undertiden ligge adskillige 
Timer i Alkohol for at blive helt luftfrie. Vaevets Bygning 
svarer saaledes fuldstændig til Schimpers Beskrivelse 
(30, 169) !). 

Naar Froene ere gaaede til Bunds, vil man finde alle 


1 Allerede hos Thuret (Archives des sciences de la bibliothèque 
universelle de Genève 1873, S.81) vil man finde et Par Driftfro 
omtalte; de repræsentere Schimpers to første Typer. Kerner (18,785) 
antyder den omtalte Byening hos Alisma, Butomus, Sagittaria, 
Sparganium ,etc.“. 


155 


eller i hvert Fald de fleste Celler fyldte med Vand. Flyde- 
evnens ofte lange Varighed maa altsaa skyldes Tilstede- 
værelsen af Stoffer. i Cellevæggen, der hindre Vandets. Ind- 
trængen, og det ligger da nærmest at tænke paa Kork- 
stoffet, der jo, som bekjendt, kun meget vanskeligt gjen- 
| nemirænges af Vand. | 
I den Anledning har jeg provet de fleste undersogte 
Arter med folgende Reagenser: Klorzinkjod, Floroglucin- 
Saltsyre, konc. Svovisyre, konc. Kromsyre, Behandling med 
Schultzes Macerationsmiddel og derefter med Kali eller med 
Kali alene (Væggenes stærke brungule Farve lagde i mange 
Tilfælde Hindringer i Vejen for Udførelsen af den. sidste 
Prøve). Resultatet af Prøverne ere sammenstillet 1 om- 
staaende Tabel. Alle Korkstoffets Reaktioner (gul Farve 
med Klorzinkjod, ingen Farve med Floroglucm-HC/, Uop- 
løselighed 11.507" og H,CrO,, gul Farve med Kalirea- 
genserne) viste sig kun hos Cladium, Sparganium, Scirpus 
rufus, Lysimachia thyrsiflora. Feelleds for alle Arter (kun 
en enkelt Undtagelse) var kun det, at Cellevæggene vare 
uopløselige eller tungt opløselige i Svovlsyre, der farvede 
dem noget brunlige, og at de gav gul Reaktion med Klor- 
zinkjod. Forvedede Membraner (rod Farve med Floroglucin), 
der efter Schimper skulde være Aarsag i Flydeevnen, 
fandtes ikke hos flere Arter, hvoraf nogle vare gode Flydere. 
Heller ikke Sammenligningen af Arter, hvoraf den ene har 
en langvarig, den anden en kortvarig Flydeevne, gav noget 
Fingerpeg, Oenanthe og Scheuchzeria viste nøjagtig de samme 
Reaktioner. | 
Resultatet af den mikrokemiske Undersggelse er saa- 
ledes kun negativt; denne Side af Sagen kan kun afgjgres 
ved mere omfattende Undersogelser, end jeg har haft Lejlig- 
hed til at foretage. 
Foruden Luftvæv findes der i mange Tilfælde Styrke- 
væv i Froskallen. Dets Forekomst, Bygning osv. er meget 


156 


Oversigt over Celleveggenes Reaktioner. 


Alisma Plantago 


Sagittaria sagittæfolia . . 
Scheuchzeria palustris. . | 


Seirpus us: MINI ass 
Scirpus maritimus . . . 
Cladium Mariscus 
Carex paradoxa à: = 
Sparganium minimum. . 
Sparganium ramosum. . 
Calla palustris 


Alnus glutinosa 


“kei elite! ee 


Rumex Hydrolapathum . 


Batrachium sceleratum . | 
Potentilla palustris... . | 


Oenanthe aquatica. . .. 
Cicuta virosa 


Sium angustifolium 


Peucedanum palustris. . | 


Angelica silvestris . . 


Lysimachia thyrsiflora. . | 


Mentha aquatica . . . .:. 


Scutellaria galericulata . 


Pedicularis palustris . . 


Menyanthes trifoliata . . | 


Bidens tripartitus 


| 
More velo! 


> = 
§ E : 35 S 
d D & = = 
=) Er N = 
> > 
gul |svag rod |tungt opl.| opl. 
gul 0 uopl. opl. 
gul | svag red tungt opl.| opl. 
gul | 0 uopl. uopl. 
à blaasort 0 opl. 

© gul Qi "Lx Mop uopl. 
gul 0 | opl. uopl. 
gul Öl; uopl. _uopl. 
gul : 0 uopl. |delv.opl. 
gul | red uopl. :| delv. opl. 
gul | 0 uopl. opl. 
eul | 0 uopl. |delv.opl. 
gul rød uopl. |delv. opl. 
gul |svag rød! uopl. uopl. 
gul rød delv. opl. opl. 
gul | svag rod| uopl. opl. 
gul |svag rod| uopl. opl. 
gul 0 uopl. uopl. 
gul |svag rod| uopl | opl. 
gul rød uopl. opl. 
gul 0 uopl. uopl. 
gul 0 uopl. | lidt opl. 
gul 0 uopl. uopl. 
gul 0 delv.opl.| opl. 
gul rod delv.opl.| uopl. 
gul 0 uopl. opl. 


Reaktion med Schultze 
+- Kali eller Kali alene. 


157 | 


forskjellig og kan benyttes til Opstilling af forskjellige Typer, 


som det er sket i nedenstaaende Oversigt : 


a. Skallen bestaar næsten udelukkende af Luftveev. 
1. Luftvæv med Intercellularer. Menyanthes-Typen. 


9. Luftvæv uden Intercellularer. 


Sium angustifolium-Typen. 


B. Baade Luftvev og Styrkeveev. 


1. Luftvev og Styrkeveev i samme Del af ,Froet“. 


a. Styrkevævet dannet af Prosenkymceller. 


* Styrkevævet danner et sammenhængende Lag. 


ad. 


Luftveev kun dannet af Epidermis. 


Scirpus maritimus-Typen. 


BB. Luftvev ogsaa dannet af subepidermale 


Lag. Alisma Plantago-Typen. 


** Styrkeveevet danner isolerede Strænge. 


Peucedanum-Typen. 


6. Styrkeveevet dannet af Stenceller. 


Gladium-Typen. 


2. Luftveev og Styrkevæv hvert i sin Del af „Fraet“: 


Bs 


Potentilla palustris-Typen. 


Menyanthes-Typen. 


Menyanthes trifoliata (Fig. 2). Fraskallen er glinsende, 


i Begyndelsen gul, senere brun (naar den har ligget i Vand); 


den er tyk og tem- 
melig haard; yderst 
findes en steerkt ud- 
viklet Epidermis 
med høje, smalle 
Celler, der ere luft- 
fyldte og forsynede 
med tykke porøse 
Vægge. Resten af 
Frøskallen bestaar 
af det forholdsvis 
tykvæggede Luft- 


Fig.2. Menyanthes trifoliata. 

A. Tværsnit af Froskallen (Obj. 00, Ok. 0). 
Yderst sees Epidermis; alt det skraverede er 
her (som i alle folgende Figurer) Luftvæv. 
B. Parti af Froskallen, stærkere forst. (Obj. V, 
væv, med porøse Ok. 0); viser Luftvævets og Epidermis’s Bygning. 


198 


Celleveegge og tydelige Intercellularer. Froets Bygning er 
beskrevet hos Marloth (24,247), der imidlertid mener, at 
Frohvide og Kim ikke udfylde Skallen helt, hvorved der frem- 
kommer et stort luftfyldt Rum; dette kan man finde, men 
kun paa tørre Frø. Alle de Frs, der have svømmet paa 
Vandet i nogen Tid, mangle aldeles det omtalte Luftrum ; 
den Luftmængde, der indesluttes i den tykke Skal, er jo 
heller ikke saa ganske ringe, saa at den er tilstrækkelig til 
at holde de temmelig store Frø oven Vande. 

Scheuchzeria palustris (Fig. 3). Forholder sig omtrent 
som foregaaende. Epidermiscellerne ere her prosenkymatiske 
med lille Lumen og tykke, tydelig lagdelte Vægge. | 

Calla palustris (Fig.4; omtalt hos Marloth 24, 244). 
Froskallen bestaar af afrundede, lost forbundne Celler, hvis 


Fig. 3. Scheuchzeria palustris. Fig. 4 Calla palustris. 
Tversnit af Froskallen; viser Epi- A. Tværsnit; B. tangentialt 
dermis og det yderste af Luftvævet Længdesnit af Froskallen 

(Obj. V, Ok. 0). (Obj. 00, Ok.0). R = Rafe 


Raf.c. = Rafideceller. 


Vægge ikke ere porgse. Udenfor dette Luftveev findes en 
tyndveegget, i Reglen sammenfalden Epidermis. Umiddelbart 
under Overhuden findes der store Celler, der indeholde 
Rafider, dannede af oxalsur Kalk; et tangentialt Snit viser, 
at de ere ordnede i Længderækker og ere ret talrige; for- 
uden Rafiderne indeholde de Luft og bidrage derved deres 
til at gjøre Froskallen lettere; at opfatte dem som en særlig 
„Schwimmvorrichtung“, som Marloth gjør, forekommer mig 


urimeligt; den Luftmængde, de indeholde, er for Intet at 
regne mod den, der findes i Luftvævet. 

Lemna-Arterne slutte sig, saavidt man kan skjønne efter 
Hegelmaiers Beskrivelse (14, ı7£.), til disse Former. Fro- 
skallen er dannet af et ret tykt, lost Luftvæv med forkorkede 
Cellevægge. 


9. Sium angustifolium-Typen. 


Sium angustifolium (Fig.5). Delfrugternes Skal er tyk 
og næsten af samme Tykkelse overalt, undtagen paa den 
Side, hvor de to 
Delfrugter støde op 
til hinanden. Yderst 
findes nogle Lag 
sammenfaldne Pa- 
renkymceller, der 
ere fyldte med 
Rester . af Proto- 


plasma, Klorofy] 


Fig.5. Sum angustifolium. i 
osv. Derefter folger 4. Tværsnit af Frøgjemmet (Obj. 00, Ok. II); 
Luftvævet, der dan- Par. = sammenfaldet Parenkym, O = Olie- 
kanaler. B. Tværsnit af Luftvævet (Obj. V, 
Ok.0); det nederste Parti vender indad. 


ner en sammen- 
hængende Ring hele 
Skallen rundt; det bestaar af Parenkymceller med ikke sær- 
lig tykke Vægge og uden Intercellularer; i den indre Del af 
Luftvævet ere Cellerne kubiske og ordnede i radiale Rækker. 
Indenfor Luftvævet findes en sammenhængende Ring af 
Oliekanaler og indenfor dem igjen 2(3?) Lag sammenfaldne 
Celler. 

Scutellaria galericulata. Frogjemmet er dannet af Luft- 
væv, der i sin Bygning stemmer med det hos foregaaende. 

Cicuta virosa (afbildet hos Berg Tab.42, fig. 100; hos 
Harz 12, 1044 fig. 103). Luftvævet er ordnet i 5 Partier (se 
Fig. 6), adskilte ved Bælter af sammenfaldet Paremkym, i 
hvis Midte Oliekanalerne (hvoraf der kun er 6) ligge. Luft- 


vævets Geller omtrent som 
hos Sium angustifolium, 
dog ere de ikke ordnede i 
radiale Rækker og Væggene 
: ere undertiden bølgede. 
Pedicularis palustris 
(efter Grønlund 10, 281). 
Froskallen bestaar for den 


overvejende Del af Luftveey, 
Fig.6. Cicuta virosa. 

Tværsnit af Frogjemmet. (Obj.00, Ok. I). 

O = Oliekanal; Ast. = Levninger af med stærkt porgse Vægge. 


Karstreng; Par. = sammenfaldet Yderst findes en lav Epider- 
Parenkym. 


hvis Geller ere poiyedriske, 


| mis med ejendommeligt for- 
tykkede Sidevægge; indadtil afsluttes Skallen af flere Lag 


sammenpressede Celler (ogsaa omtalt af Bachmann 3, 165). 


Nærmest til denne Type slutter sig: 

Lysimachia thyrsiflora (Fig. 7). Af 
Froskallens Væv er Epidermis det abso- 
lut dominerende. Den er bygget af høje 
luftfyldte Geller med svagt fortykkede 
Vægge; ved svagere Forstørrelse synes 
det, at disse ere fint og tæt punkterede, 
ved stærkere Forstørrelse opløses denne 


Fig. 7. Lysimachia _ 
thyrsiflora. Tegning i en meget fin nætformet Skulp- 


Tværsnit af Froskallen tur med meget uregelmæssigt formede, 
(Obj. 00, Ok. IT). en Worten Fieideaiue 
Ep. = Epidermis. Pugtede Fortykningslinier. adesni 

viser, at Sidevæggene ere stærkt bug- 
tede, hvilket tjener til at forøge Overhudens Fasthed. Under 

Epidermis sees flere Lag stærkt sammenpressede Celler; 1. 

det yderste af dem findes talrige (rhomboëdriske ?) Krystaller. 

Hos denne Art fungerer Epidermis baade som Luft- 
og som Styrkevæv; og da der ingen Intercellularer findes, 
bor den vel bedst sættes paa denne Plads. 


16n 


3. Seirpus maritimus-Typen. 

Scirpus maritimus (Fig.8). Epidermis er ogsaa her 
særdeles stærkt udviklet; Cellerne ere luftfyldte, forsynede 
med tykke Yder- og tynde 
Sidevægge, der bestaa af m m 
Cellulose (blaasorte med Klor- 
zinkjod, opløselige i Svovlsyre), 
yderst sees en tydelig Kuti- 
kula. Skrælles Epidermis af, 


gaar Frugten til Bunds. Resten 


af Frugtskallen dannes af Fig.8. Scirpus maritimus. 


Gh Å i À Tværsnit af Frogjemmet 
Styrkevæv, hvis Bygning er (Obj. IIL, Ok. I). 


y. Ep. = ydre 
som hos de andre omtalte Epidermis; B. = Bastcellelaget; 
1. Ep. = indre Epidermis. 


Scirpus-Arter. 


4. Alisma Plantago-Typen. 


Alisma Plantago (Fig.9. — Marloth 24, 236). Lulft- 
vævet danner en Ring, der folger Randen af den sammen- 
trykte Frugt; paa Siderne 
findes næsten kun meka- 
nisk virkende Celler. Paa 
den modne Frugt er Epi- 
dermis helt destrueret, man 
seer kun Levninger af Side- 
væggene og Rester af Pro- 


toplasma o.l. Luftveevet 


er dannet af tyndvæggede Fig.9. Alisma Plantago. 
A. Tværsnit af Frøgjemmet (Obj. 00, 


i Ok.D); L. Luflvæv, St. Styrkevæv 
lige Intercellularer. Styrke- (her som overalt senere punkteret). 


vævet bestaar af flere Lag B. Partiet til højre for Indskæringen 


Be. lebende Bast foroven i A, stærkere forstorret 
5 ae ee (Obj. III, Ok. I); yderst sees Resterne 


celler. af Epidermis. 


Parenkymceller med tyde- 


Scirpus rufus (Fig. 10 A). Under Frogjemmets ydre 
Epidermis (hvis Vægge bestaa af Cellulose) findes et Luftveev, 
dannet af flere Lag Celler, der slutte tæt op til hverandre; 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 11 


À. 


Fig. 10 A. Scirpus rufus. ape 
— B. Scirpus compressus. Planters forskjellige Voxesteder ; 


Tversnit af Frogjemmet om Scirpus rufus skriver Raun- 


(Obj. V, Ok.0). y. Hp. og 1. Ep. 
henholdsvis ydre og indre 


162 


det gaar efterhaanden over i et 
Styrkevæv af den tidligere om- 
talte Bygning. 


afbildet et Tværsnit af Frogjem- 
met af den meget nærstaaende 
Scirpus compressus (Fig. 10 B), 
hvis Frugter ere tungere end 
Vand; man vil se, at det kun 
er Luftvævet, der mangler, ellers 
er Strukturen den samme hos 
begge. Dette Forhold kan vel 
sættes 1 Forbindelse med disse 


kier (28, XXII): ,Frugterne 


Epidermis. L. Luftvev, vare imidlertid lettere end Vand, 


B. Bastcellelag. 


og da denne Art voxer paa 


Strandenge, der ikke sjældent oversvammes, kunne Frugterne 


saaledes let blive spredte ved Vandets Hjælp“; saadanne 


Oversvømmelser vil Scirpus compressus sikkert aldrig blive 


udsat for. 


Alnus glutinosa (Fig. 11). Frugten er sammentrykt, med 


2 korte, tykke 


Fig. 11. Alnus 
glutinosa. 


Tversnit af Fro- 


gjemmet. Par. 
' = Parenkymveev 
(se Texten). 


, Vinger“, der ere dannede af Luftvæv uden 


Intercellularer; skæres disse Vinger af, gaar 
Frugten til Bunds. Udadtil begrænses Frug- 


ten af 2—3 Lag sammenfaldne Parenkym- 


celler, der ere rige paa Garvesyre. Styrke- 
vævet, der paa Siderne af Frugten støder 
umiddelbart op til det sidst nævnte Væv, 
dannes af 3—4 Lag Bastceller; indenfor det 
et storcellet Parenkym, der ikke synes at 
være luftholdigt. AUS 
Batrachium sceleratum (Fig. 12. — Mar- 
loth 24,245; Adlerz 1, 29ff.). Frugten er 


Til Sammenligning har jeg 


noget sammentrykket; Luft- 
vævet er kun udviklet langs 
Randen, som et lyst Bælte, 
der omslutter Frugten. Det 
bestaar af  Parenkymceller 


med fortykkede, porøse Vægge, 
uden Intercellularer.  Styrke- Fig. 12. Batrachium sceleratum. 
vævet er dannet af Prosen- A. Tværsnit af Frøgjemmet 

(Obj. 00, Ok.II); B. Parti af samme 
stærkere forstørret (Obj.V, Ok.0); 
nede som hos Seirpus, kun yderst sees Resterne af Epider- 


med den Forskjel, at Cellerne mis; der findes paa dette Sted 
kun 2 Lag Bastceller. 


kymceller (stærkt porøse) ord- 


i indre Epidermis strække sig 
i Frugtens Længderetning. Ydre Epidermis er mere eller 
mindre destrueret. 

Luftvævets Betydning som Flydeapparat fremhæves ud- 
merke af Adlerz (L c. S. 29). 

Oenanthe aquatica (Berg Tab.43, fig. 108; Marloth 
94, 230 (233)). Som hos Cicuta er Luftvævet samlet i 5 Partier, 
adskilte ved sammenfaldet Parenkym 
(se Fig. 13); under Luftvævet, men 
udenfor Oliekanalerne findes et særlig 
udviklet Styrkevæv, der dog ikke kan 
følges hele Skallen rundt, idet det 
mangler påa Frugtens flåde Side. 
Luftvævet er bygget som hos Meny- 


anthes eller Scheuchzeria ; Styrkevævet 

Fig. 13. Oenanthe 
aquatica. 

Bidens tripartitus (Marloth 24,  Tværsnit af en Delfrugts 

Skal (Obj. 00, Ok, I). 


dannes af Bastceller. 


238). Yderst i Frogjemmet sees en 
meget lav Epidermis (?), under den et sammenhængende Luft- 
væv 1 hele Frugtens Omkreds; det bestaar af c.3 Lag noget 
radialt strakte Parenkymceller med fint porede Vægge og 
uden Intercellularer. Under dette Væv en Ring af Bastceller. 
Inderst fandtes nogle Lag af sammenfaldne Celler, der dels 
‚harte til Frogjemmet, dels til Froskallen. 
mm 


164 


‚Sagittaria sagittefolia (Fig. 14). Denne Art maa vel 
nærmest henregnes til denne Type, da der inderst i Fro- 
gjemmet findes prosenkymatiske Celler, der, uden at være 
særlig tykvæggede, dog nærmest maa siges at have en 
mekanisk Funktion. | an 

Frugten er sammentrykt, med 2 store Vinger og et for- 
holdsvis lille Rum, hvori Froet ligger. 

Bygningen af den ikke helt modne Frugt er folgende 
(se Fig.): Yderst, langs 
hele Overfladen, findes en 
storcellet Epidermis med 
tynde, af Cellulose bestaa- 
ende Vægge; Ydervæggen 
er forsynet med en tyde- 
lig Kutikula. Derefter 
følger i Vingerne et paren- 
kymatisk, luftførende Væv 
med tynde, noget porøse 
Vægge, uden eller med fåa 
Intercellularer. Omkring 
Hulheden i Midten sees 
Fig. 14. Sagittaria sagittæfolia en sluttet Ring af prosen- 


| (umoden Frugt). _ kymatiske Celler med 
A. Tværsnit af Frogjemmet. O. Olie- 


kanaler (Obj. 00, Ok.0). B. Tværsnit noget tykkere Vægge; paa 
af Frogjemmets Sidevæg med Oliekanal. Frugtens Sider , ud for 
C. Tværsnit af det midterste Parti af . 11, 
en af , Vingerne“. (Bog C Obj. V, Ok.0). Frøet, støde de on 
bart op til Epidermis. 


Paa dette Sted findes der (omtalt hos Klinge 20, 398) paa 
hver Side 2—3 paa langs forlobende Oliekanaler, der inde- 


holde et stærkt lysbrydende olieagtigt Stof, der er opløseligt 
i kold Alkohol, tungt opløseligt i Terpentinolie, farves stærkt 
rødt med Alkannatinktur og brunlig-sort med Osmiumsyre. 
At disse Kanaler aabne sig udad. til, som af Klinge paa- 
staaet, har jeg ikke seet, men Frugtens Overflade er i hvert 
Fald fedtagtig-glindsende, hvilket rimeligvis skyldes det samme _ 


169 


Stof, som findes i Oliekanalerne. Som en Folge deraf kan 
Frugten ikke befugtes af Vand (Hildebrand, Klinge). 

Undersoger man en fuldmoden Frugt, vil man finde, at 
Epidermis overalt er destrueret (sml. Alisma Plantago); Over- 
_ fladen af Frugten er ikke længere glindsende, men mat og 
befugtes af Vandet. Ellers er Forholdet som for; man kan 
endnu finde lidt Olie i Kanalerne. 

Efter Hildebrands og Klinges lagttagelser kunne 
Frugterne holde sig svømmende i nogen Tid, og jeg har og- 
saa bemærket det samme; de fleste gaa til Bunds efter 2—3 
Ugers Forløb, men en Del kunne dog svømme mindst 3 
Maaneder. Hildebrand (og med ham Andre, som Klinge) 
antager nu, at Flydeevnen udelukkende skyldes den fedtede 
Overflade (15,23); saasnart Vandet befugter Frugterne, skulle de 
gaa de til Bunds. Dette stemmer ikke med mine Iagttagelser ; 
hvad for det første de ikke helt modne Frugter angaar, da 
kan man ved at lade dem ligge nogle Minutter i stærk Alko- 
hol fjærne Olien fra deres Overflade; de vil saa ikke længere 
»Sky Vandet”, men alligevel svømme de lige saa godt som 
for. De helt modne Frugter befugtes derimod let, naar man 
blot ryster Glasset, hvori de findes; selv efter meget stærk 
og langvarig Rystning gaa de ikke til Bunds. 

Aarsagen til Flydeevnen er Frugtens ringe Vægt- 
"fylde, der dels, og især, skyldes den Luft, der findes i 
Vingernes Parenkym!) (og for Resten ogsaa i Prosenkymet), 
dels den Luft, der findes imellem Frøskallen og Frøgjemmet. 
En Undersøgelse af Frugter, der ere gaaede til Bunds, vil 
vise, at de fleste af Frugtens Celler ikke indeholde Luft, 
men Vand. 


9. Peucedanum-Typen. 


Herhen høre nogle Skjærmplanter, hvis Delfrugter 
ere forsynede med Ribber, der støttes af Knipper af Bast- 


1) Antydet hos Kerner 18, 785. 


166 


celler; Luftvævet, der ellers udfylder Ribberne, bestaar af. 
lost forbundne Parenkymeeller, hvis tynde Vægge ofte ere 
forsynede med en elegant nætformet Skulptur. 

Peucedanum palustre (Fig.15). Luftvævet er ikke afbrudt 
af Parenkym, som hos tidligere omtalte Arter; paa hver Side 
af Frugten er der smalle luftfyldte Lakuner under Luftvævet. 

Angelica silvestris (Harz 12, 1048; fig. 107) forholder sig 
omtrent paa samme Maade. | 


Fig. 15. Peucedanum palustre. Fig. 16. Sium latifolium. 
Tversnit af Frogjemmet. Tværsnit af Frogjemmet. 
(Obj. 00, Ok. I). (Obj. 00, OK. I). 
Sium latifolium (Fig. 16. — Berg 4; tab. 42, fig. 105). 


Frugterne mangle de lange Vinger, Ribberne ere af nogen- 
lunde ens Størrelse. 4 Grupper af Luftvæv, adskilte ved 
Parenkym, idet de 2, der vende hen mod den anden Del- 


frugt, ere smeltede sammen !). 


1) I hver Fure har jeg kun seet 1 Oliekanal, medens der efter Afbild- 
"ninger og Beskrivelser skulde vere 2—3. 

Værd at bemærke er Forskjellen i Frugtens Bygning hos de 2 
Sium-Arter, en Forskjel, der har medført en Adskillelse i 2 Slægter, 
hvoraf den ene, Sium, repræsenteres af S.latifolium, den anden, 
Berula, af S. angustifolium [Koch, Synopsis 287—88]. 


167 


6. Cladium-Typen. 


Frugterne af de herhen horende Arter kunne nærmest be- 
tegnes som Stenfrugter med lost, tort ,Kjod* ; i den beskri- 
vende Botanik vil man finde dem betegnede som „drupae“ o. I. 

Cladium Mariscus (Fig. 17). Frugten er forsynet med 
en glat og glinsende Overflade, der vanskelig befugtes. Over- 
huden bestaar af tyk- | 
væggede Celler med 
brune Vægge og Ind- 
hold; deres Opgave er 
nærmest mekanisk, at 
beskytte Luftvævet mod 
Tryk. Luftvævets Celler 
ere afrundede, tyndvæg- 


Fig. 17. Cladium Mariscus. 

| A. Tværsnit af Frugtvæggen (Obj. 00, 
gede, med talrige Inter- Ok.0). B. Parti af samme (Obj. V, 
cellularer, saa at Vævet  Ok.0), visende ydre Epidermis og noget 
bliver meget lost at skære ar LUNA 
i. Mellem Stenen og de inderste Celler findes undertiden et 
snævert Luftrum, idet Cellerne have revet sig løs. Stenen 
er meget haard og bestaar af typiske, isodiametriske Sten- 
celler med lille Rum og talrige, forgrenede Porekanaler. 
Fjærnes Luftvævet, gaar 
Stenen medFrgettilbunds. 

Sparganium minimum. 
Som foregaaende, kun 
er Epidermis tyndvægget 
og under den findes der 


2—3 Lag tyndvæggede, 
sammenfaldne Paren- 


Fig. 18. Sparganium ramosum. 
kymceller (Rester af As- 4. Længdesnit af Frugtvæggen, svagt 
BENS EN forst.; B, Parti af Tværsnit, (Obj. V, 
similationsvævet; Rester  Ok.0), visende det ydre Bastcellelag og 
z ; Luftvævet (Porerne ere ordnede i Felter, 
en Klorotyl’o. 1. dé svare til de Steder, hvor Cellerne 


findes ofte i Cellerne). berøre hinanden). 


Sparganium ramosum (Fig. 18 — Marloth, 24, 235; 
Kerner, 18,785). Som foregaaende. Epidermis og de umid- 


168 


bart: derpaa folgende Lag ere prosenkymatiske (Bastceller) ; 
Luftvævet er altsaa stærkt beskyttet udefter, hvilket maaske 
staar i Forbindelse med Frugtens Størrelse; det er den storste 
i „Driften“ hos os. 

Til disse Arter slutter sig nærmest: | 

Mentha aquatica (Fig. 19). Delfrugternes Skal bestaar 
yderst af et Par Lag sammenfaldne Celler. Derpaa folger 
2 Lag luftforende, tyndveegget Paren- 
kym, med smaa Intercellularer; saa 
kommer 1 Lag smaa, farvestofholdige 
Celler, og endelig 1 Lag Stenceller 
(tykke Vægge, lille Rum, grenede 
Porekanaler). 


Fig. 19. Mentha aquatica. : Rh. 
Tværsnit af Frogjemmet. 7. Potentilla palustris-Typen. 


(Obj. V, Ok. I). Be 
P. = sammenfaldne Potentilla palustris (Fig. 20). 


Parenkymeeller; ZL. = Frugtskallen er beskrevet af Alida 
Luftvev; F. = Farvestof O]bers (26,103); dens Funktion er 
førende Celler; St. = : ; 

Stencellelag. væsentlig mekanisk. Den bestaar 
yderst af Overhud og 2 Lag Paren- 
kymeeller, der alle ere tynd- 
veeggede og i Reglen helt 
faldne sammen.  Derpaa 
folge nogle Lag Bastceller 
og en indre Epidermis, 
ordnede som hos Scirpus- 
Arterne. Froskallen er 
forholdsvis tyk, hvilket ellers — 

Fig. 20. Potentilla palustris. ‘kk ve yore 
A. Tyersnit af Frogjemme(F. G.) te Pier ie = 


+ Froskal (F. S) (Obj. E, Ok. 0). det hos Frugter med eet 
B. Tværsnit af Froskal (Obj. V, Ok. 0). 


Frø, men det hænger vel 
sammen med Froskallens Funktion (sml. Lemna -Arterne). 
Den bestaar nemlig udelukkende af Luftvev, og er derved 
Aarsag i Frugternes Flydeevne. Cellerne have tynde, fint 
porede (ikke antydet i Tegningen) Vægge og ere (undtagen 
det inderste Lag) strakte i radial Retning; ingen Intercellularer. 


169 


Carex paradoxa, paniculata, tereti- — 
uscula (efter Wilczek 34, 135ff.). Utriculus 
er, sammenlignet med den hos andre 
_ Carices, meget tyk og omslutter Frugten 
tæt, saa at der ikke bliver noget større 
Luftrum tilbage. Den nedre og mellemste 
Del af Utrieulus er dannet af Luftvæv 
(Fig. 21). Styrkevævet findes 1 Frogjemmet, 
hvis Væg er bygget som hos andre Cype- 
raceer. Den isolerede Frugt er tungere end 


5 Fig. 21. Carex 
Vand. | paradoxa. 
= Rumex Hydrolapathum (Fig. 22). Frug-  Længdesnit at 
: j . Frugt + Utriculus 
ten er som bekjendt, omgivet af det bli- (Obj. 00, Ok. 0). 
vende Bloster, hvis 3 indre Blade ere sær- 
lig store og forsynede hver med en 
stor „Bruskvorte“. Disse „Brusk- 
vorter” tjene, som det er omtalt 
hos Dammer (8, 275), som Flyde- 
organer; fjærnes de, gaa Frugt 
med Blosterblade til Bunds. De 
bestaa af et løst, luftførende Paren- | 
| IHR 
kym, der minder om det hos Cla- (44 240 
dium. Styrkeveevet findes i Frugt- 


LA 


So 


Bane 


skallen, der er tynd, haard og 
elinsende. 


Fig. 22. Rumex Hydrola- 
8. Til denne store Afdeling pathum. 
A. Tværsnit af Blosterblad 
Caltha palustris (Fig. 23). Frøene un ee 
ere brune, med en glinsende Over- forstorret Tværsnit af Brusk- 
vorten (Obj. V, Ok. 0), visende 
Epidermis og Luftvævet. 


slutter sig som en særegen Type: 


flade; ved den ene Ende og langs 
den ene Side ere de lysere, under- 
tiden næsten helt hvide. Et Længdesnit viser, at det lyse 
Parti udgjores af et særligt, paa Snittet hvidt, Væv, der ved 


et mgrkfarvet Cellelag 
er adskilt fra det egent- 
lige Frø; Betragtning af 
Kimens Orientering i 
Frøet lærer, at det om- 
talte Væv er en Op- 
svulmning af Chalaza- 


regionen, og at dets 
Fig. 23. Caltha palustris. ‘ Fortsættelse langs 

de made af Prost: KT Kim Frécis Side ‚er Rafe 

snit af Chalaza (Obj. V, Ok.0), visende Dette Parti af Froet 
Epidermis og det destruerede Parenkym. fungerer nu som Flyde- 
apparat; allerede dets lyse Farve tyder paa, at det er luft- 
førende. Dette bekræftes ved Forsøg; medens alle ubeska- 
digede Frø holde sig svømmende trods stærk Rystning, vil 
alle de, der ere berøvede det lyse Parti, gaa til Bunds. 
Flydeorganets Bygning er følgende: Yderst findes en med 
Garvesyre stærkt imprægneret Overhud med tykke Vægge; 
‘dens Funktion er mekanisk, den beskytter Flydeapparatet 
mod at falde sammen. Det Indre er opfyldt af mere eller 
mindre sammenhængende Rester af Cellevægge (bestaaende 
af Cellulose), der danne et løst Nætværk, og bevirke, at det 
Hele bliver som et eneste, luftfyldt Rum. 


b) Frø med luftfyldte Intercellularer. 


Potamogeton natans (Schenck 29,132). Smaafrugterne 
ere Stenfrugter, hvis Frugtkjod er bygget af Parenkymceller 
med tynde Vægge, der ere ret resistente mod Svovlsyre og 
Kromsyre. Indholdet er Protoplasmarester og talrige Stivelse- 
korn. Mellem Cellerne er der store Lakuner, saa at Vævet 
faar samme Udseende, som f. Ex. Barkvævet hos Vand- og 
Sumpplanterne. Den Luft, der findes i disse Lakuner, gjør 
Frugten lettere end Vand; Stenen alene (med Frget) er 
tungere end Vand. Naar Lakunerne efter nogen Tids For- 


m 


lob ere blevne fyldte med Vand, gaar Frugten til Bunds. 
Stenen er dannet af normale, forvedede Stenceller. 

Batrachium marinum , heterophyllum , trichophyllum. 
„Det temligen starkt klorofylförande parenkymet ... företer 
större eller mindre luftrum, som antagligen underlätta fruk- 
ternes kringförande och spridande medelst vattnets tillhjelp*“ 
(Adlerz 1, 29). 


c) Fre med storre Luftrum mellem dets forskjellige Dele. 


Disse Luftrum kunne opstaa paa forskjellig Maade, 
hvilket nedenstaaende Oversigt vil vise. 


1) Luftrum mellem Froets ,Kjærne“ og Skal. 
Uris, Orchis, Drosera). 
2) mellem Frø og Frokappe. 
(Nymphæa). 
3) mellem Frø og Frugtvæsg. 
(Spiræa, Limnanthemum og Nuphar). 
4) mellem Frugten og Dele, der ikke tilhøre Blomsten. 
(Carex, Gramineer). 


Iris Pseudacorus. Froene ere meget store og forholds- 
vis tyndskallede. Den haarde Kjærne, der er tungere end 
Vand, ligger ganske lost i Skallen, hvorved hele Froet bliver 
saa let, at det kan svømme. Froskallens Bygning er nær- 
mest som hos Menyanthes-Typen (beskrevet af Brandza 
(0, 24). Epidermis er tyndveegget, med Cellulosevægge, og 
indeholder rigelig Garvesyre; Luftvævscellerne ere tyndvæg- 
nede eukelte af dem ere særlig store og fungere efter 
Brandza som Garvesyrebeholdere. Flydeevnen skyldes 
altsaa til Dels ogsaa Froskallens Luftindhold. 

Orchis incarnatus o. a. Orkideer (Hildebrand 15, 52; 
Marloth 24,232). Froskallen, der kun er dannet af 1 Lag 
langstrakte, forkorkede og forvedede Celler, omslutter Kimen 
meget lost, hvorved der dannes et stort luftfyldt Rum. 
Froet bliver derved meget let, hvad der især har Betydning 


172 


for Vindspredningen, men ogsaa bevirker en ret langvarig 
Flydeevne. | 

Drosera rotundifolia (Marloth 94,232; Hildebrand 
le... 62... Afb. hos Lange Sa Tab HEE Hovedsagen som 
| foregaaende. 

Nymphea alba. Frospredningen ved "Vandets Hjælp 
foregaar efter Tittmann (31,21), Hildebrand (15,23 og 
75 ff.) o.a. paa folgende Maade. Frugten trækkes ved Mod- 
ningen ned i Vandet, sprænges paa den af Jonsson (17, 55 ff.) 
angivne Maade; Frøene løsrives og stige op til Overfladen, 


hvor de drive om i nogen Tid. De enkelte Frø ere tungere — 


end Vand, men deres Vægtfylde formindskes derved, at de 
ere indesluttede i en luftfyldt Sæk, hvad der allerede er 
angivet af Tittmann, der rigtig forstaar Betydningen af 
dette Forhold. Denne Sæk er efter Mirbel (25, tab. 6, fig.15 
og 16) og Planchon (27,292) at opfatte som en Frokappe 
(Arillus), der udvikles fra Funiculus og lægger sig løst hen 
over Frget!); den er. dannet af 1 Lag langstrakte, slim- 
fyldte Parenkymeeller. Froskallen er tynd og bestaar efter 
Godfrin (9,64) af tykvæggede, mekanisk virkende Celler. 

Efter kort Tids Forløb ødelægges Arillus og Frøet gaar 
til Bunds. 

Spiraea Ulmaria (Fig. 24). Smaafrugterne ere bælg- 
kapsellignende, men springe ikke op (Vaucher 35, II, 263) 


Egenskaber have fort til Opstillelsen 

af en egen Slægt Ulmaria, der i 

saa Fald stilles i Naerheden af 

Potentilla (saaledes hos Focke i 
ude Di at. Pflanzen- 

Fig. 24 Spiraea Ulmaria. ete & Prantl 

Frugt, svagt forstorret; den familien III, 3). Smaafrugterne 

punkterede Linie angiver 

Froets Plads; tegnet efter løsnes helt fra Moderplanten og 


en Frugt, der havde ligget ; { m : 
D MP Vand. kunne flyde i længere Tid (Focke); 


1) Se ogsaa Dahmen (7, 463). 


og indeholde kun eet Frø; disse. 


} 
4 ni 
+ af li, + u 


173 


dette skyldes den Omstændighed, at Froet kun udfylder den 
nedre Ende af Frugten (se Fig.); derved opstaar der et stort, 
tomt Rum, der er Aarsag i Frugtens Flydeevne; thi saavel 
Froet, som Frogjemmet er tungere end Vand. Frugtvæggens 
Bygning er behandlet af Alida Olbers (26, 98) og forholder 
sig som beskrevet ved Potentilla palustris. 

Limnanthemum nympheoides (Fig. 25). Frugterne modnes 
under eller paa Vandfladen; naar de ere helt udviklede, 
raadner Frugtstilken, og den modne Frugt kan da frit drive 
om paa Vandet, idet der i dens Indre findes betydelige Luft- 
meengder; for det forste er den tykke, saftige Frugtveeg for- 
synet med talrige Intercellularer og dernæst udfylde Froene 
ikke neer hele det Indre af Frugten. | 

Som af Vaucher (53, III, 403) og 
Schenck (29, 134) bemærket, springer 
Frugten ikke op, som Kapselfrugter jo 
ellers pleje; Frøene frigjgres derimod 
ved, at Væggen efterhaanden raadner 
op; Vandet trænger ind gjennem den 
derved fremkomme Aabning, og Frøene 
falde til Bunds. Paa den anførte Maade 
kan Planten spredes over et større, om 
end begrænset Omraade. 

De flade Frø kunne, naar de tages 
ud af Frugten og kastes paa Vand, 


holde sig svømmende nogen Tid, idet 
Overfladen er meget glat og vanskelig fig Di UD od. 
befugtes (Hildebrand 15,28). Det nymphæoides. 


er dog vist især den Krans af Borster, 4; Tværsnit af Froskal 

(Obj. 00, Ok.0); PB. = 
der findes langs Froets Rand, som  Parenkymvæv: Kst. = 
hindrer Frget i at synke, idet den Karstreng. B. Spidsen 
af Randhaar (Obj. V, 
Ok. 0); C. Længdesnit 
Vandet, bliver saa meget desto storre; af Randhaarets Veg 


klipper man Borsterne af, gaar Froet (Obi. m ee udtr. 
UDUS). 


Overflade hvormed det hviler paa 


ti Bunds, naar man blot blæser hen 


17 


over Vandfladen; i modsat Fald udkræves en stærk Ryst- 
. ning for at opnaa det samme. 

Frøskallen er næsten udelukkende dannet af Epidermis; 
under den findes der kun lidt løst Parenkymvæv. Cellerne 
i Overhuden ere forsynede med tykke, porøse Vægge; Side- 
væggene ere bugtede, hvorved der opnaas større Fasthed. 
Cellerne paa Siderne af Frøet ere lave og brede, medens de 
for Enderne ere højere og smalle; her forlænges nogle af 
dem til de omtalte stive Randhaar, hvis Vægge ere fortyk- 
kede og porøse. Mod Spidsen (ikke i hele deres Længde, 
som Hildebrand afbilder l.c. S. 86, medens han i Texten 
har den rigtige Opfattelse) ere de forsynede med fremsprin- 
gende Vorter, der ere dannede ved en Udbugtning af Celle- 
væggen. Den herved fremkomne Ruhed bevirker, at Frøene 
let hænge fast ved, hvad de komme i Berøring med; Spred- 
ning ved Dyrenes Hjælp muliggjøres herved (Hildebrand, 
Huth). Borsterne kunne maaske ogsaa tjene til Frøenes 
Forankring. | : 

Nuphar luteum er maaske bedst paa sin Plads her. 
Dens Frospredning er beskrevet af Trecul (52, 331) og senere, 
mere udforligt af Hildebrand (15,23 og 76), og foregaar 
saaledes: Frugten, der modnes paa Vandets Overflade, løsner 
sig fra Stilken, og dens yderste Lag kastes af som Klapper, 
der rulle sig sammen fra neden opefter (om disse Forhold 
se Jönsson 17, 49 ff.). Derved frigjøres det Indre, der saa 
deler sig i halvmaaneformede Stykker, hvert svarende til eet 
Rum i Frugtknuden, idet Skillevæggene mellem Rummene 
spaltes i 2 Lameller, paa samme Maade, som naar man 
deler en Appelsin i Stykker af lignende Form. Disse Stykker 
af Frugten indeholde Frøene og desuden en slimet Masse, 
hvori der findes en Mængde Luftblerer, der bevirke at 
Frugtstykkerne blive lettere end Vand, og fremkalde deres 
hvide Farve. Efter kort Tids Forløb gaar Væggen, der holder 
sammen paa Indholdet, til Grunde, og Frøene synke da efter- 
haanden til Bunds. De ere tungere end Vand, da Frøskallen, 


ai 175 


skjont den bestaar af Luftvev (Marloth 24, 243), dog er alt 
for tynd i Forhold til den store og tunge Kjærne. 


Carex rostrata, Pseudocyperus 0. a. 
(Kerner 18,785), Raunkiær (28, XXII f.), 
Wilczek (34,232). Frugten, der er tun- 
gere end Vand, omsluttes (i Modseetning til 
de tidligere omtalte Arter) ganske lost af 
Frugthylstret (se Fig. 26), der er forholds- 
vis tyndt; det hindres i at falde sammen 

ved stærke Baststreenge; forøvrigt bestaar 
det af sammenfaldet Parenkym samt en 
stærkt fortykket ydre (hos C. Pseudocyperus 
tillige indre) Epidermis. 

Leersia oryzoides (Harz 12, 1280). 

Glyceria aquatica. 

Frugten, der er tungere end Vand, 
udfylder ikke helt det Rum, der dannes 
imellem Avnerne; derved holdes den fly- 
dende kort Tid, idet Vandet snart trænger 
ind. Dette Forhold, at Frugten uden Av- 
ner er tungere end Vand, men med Avner 
lettere, er omtalt af Andresen for nogle 
andre Græsarters Vedkommende. 


Fig. 26. Carex 
Pseudocyperus. 
Længdesnit af 
Frugt + Utriculus. 
(Obj. 00, Ok. 0). 


Til Slutning maa jeg udtale min Tak til Professor War- 


ming, fordi han ved at stille mig en Opgave til sine Semi- 


narovelser har ført mig ind paa denne Undersøgelse og 
under Arbejdets Udførelse paa mange Maader har hjulpet 


og vejledet mig. 


NO 


OT 


18. 
19. 


176 


Fortegnelse over den benyttede Litteratur. 


Adlerz: Bidrag till fruktvåggens anatomi hos Ranunculaceæ. 
1884. | 

Andresen: Om Klitformationen. Kjebenhavn 1861. 
Bachmann: Entwickelungsgeschichte und Bau der Samen- - 
schalen der Scrophularineen. — Nova Acta Ac. Leop.-Carol. 
XLII, Nr: 1. Halle 1881. 

Berg: Anatomischer Atlas zur pharmazeutischen Waaren- 
kunde. Berlm 1865. 

Brandza: Développement des téguments de la graine. — 
Revue générale de botanique II, 1891, S. 1 ff. 

Chatin: Études sur le développement de l’ovule et de la 
graine dans les Scrofularinées, les Solanacées, les Borraginées 
et les Labiées. — Ann. des sciences nat. V, 19 (1874) S. 5 ff. 
Dahmen: Anatomisch-physiologische Untersuchungen über 
den Funiculus der Samen. — Pringsheiims Jahrbücher 23. Bd. 
(1891 — 92); S. 441. 

Dammer: Polygonaceen-Studien I. Verbreitungsausrüstungen 
der Polyg. — Englers Jahrbücher 15. Bd. S. 260 ff. 
Godfrin: Étude histologique sur les téguments séminaux 
des Angiospermes. Nancy 1880. | ci 
Grønlund: Forskjellen mellem Frøenes ydre Udseende hos 
Pedicularis silvatica og P. palustris, betragtet i Forhold til 
deres Udviklingshistorie. — Bot. Tidsskrift. IV (1871) S. 272. 
Guppy: The River Thames as an Agent in Plant Dispersal. 
— Journal of the Linnean Society XXIX (1892—93), S. 333 ff. 
Harz: Landwirtschaftliche Samenkunde. Il. 1885. 
Hegelmaier: Monographie der Gattung Callitriche. Stutt- 
gart 1864. 

Hegelmaier: Die Lemnaceen. Leipzig 1868. 
Hildebrand: Die Verbreitungsmittel der Pflanzen. Leipzig 
1873. | | 

Huth: Die Klettpflanzen. — Bibliotheca botanica. Heft 9. 
1887. 

Jönsson: lagkttagelser öfver fruktens sätt at öppna sig hos 
Nuphar luteum og Nymphæa alba. — Botaniska Notiser 1889. 
S. 49 ff. 

Kerner: Pflanzenleben. ‘IL 1891. 

Kirchner: Flora von Stuttgart. Stuttgart. 1888. 


20. 
21. 
22. 
23. 
24. 
25. 
26. 


28. 


29. 


Klinge: Sagittaria sagittæfolia. — Sitzber. der Naturf.- 
Gesellsch. zu Dorpat. V (1881). S.379 ff. 
Kraus: Ueber den Bau trockner Pericarpien. — Du 


Jahrbücher V (1866 — GN). 8.80. 

Lange: Bemærkninger om frsenes form og skulptur hos 
beslægtede arter 1 forskellige slægter. —. Botanisk Tidsskrift 
MN (1871).. S230. 

Ludwig: Zur Biologie der phanerogamischen Süsswasser- 
flora. — I Zacharias: Tier- und Pflanzenwelt des Süss- 
wassers. I, S. 67 ff. 


Marloth: Über mechanische Schutzmittel der Samen gegen | 


schädliche Einflüsse von aussen. — Englers Jahrbücher IV 
(1883). S. 295 ff. 
Mirbel: Nouvelles recherches sur la structure de l’ovule 


végétal. — Mém. de l’acad. d. sciences. t. IX. 1899. 
Alida Olbers: Om fruktväggens anatomiska byggnad hos 
Rosaceerna. — Ofversigt af kel. Vetensk.- Akademiens För- 


handl. 1884. S. 97 ff. 


. Planchon: Développement et caractères des vrais et des 


faux arilles. — Ann. des sciences nat. Ill, 3 (1845). S. 275 ff. 
Raunkiær: Bestovningen og Frugtspredningen hos de danske 
Cyperaceer. Meddelelser fra bot. Forening. April 1893. 
S. XII (i bot. Tidsskr. XVIID. 

Schenck: Die Biologie der Wassergewächse. Bonn 1886. 
Særtr. af Verh. des naturh. Vereins der preussischen Rhein- 
lande etc. 42. Jahrg. 1885, S. 219. 

Schimper: Die indo-malayische Strandflora. Jena 1891. 
Tittmann: Die Keimung der Pflanzen. Dresden 1821. 
Trecul: Recherches sur la structure et le developpement 
du Nuphar lutea. — Ann. des sciences nat. II, 4 (1845). 
3.286 ff. 

Vaucher: Histoire physiologique des plantes d'Europe. 1841. 
Wilezek: Beiträge zur Kenntniss des Baues der Frucht und 
des Samens der Cyperaceen. — Bot. Centralblatt 1892. II. 
Så LOVE. 


Kjøbenhavn, den 19de Januar 1894. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 12 


178 


Sur la faculté de flotter chez les graines de nos plantes 
aquatiques et marécageuses, 


Par 
F. Kelpin Ravn. 


(Résumé du mémoire précédent.) 


I. La durée de la faculté de flotter. 


Le groupement suivant des espèces est fondé: 1° sur 
les résultats des expériences que j'ai faites en plaçant les 
graines dans des verres remplis d’eau qui ont été souvent 
secoués afin d’imiter les conditions naturelles; 2° sur les 
indications des auteurs !). 


A. Pas de faculté de flotter. 


Alisma natans, Hydrocharis morsus ranae (Guppy), Pota- 
mogeton densus et obtusifolius (G.), Juncus bufonius et lam- 
pocarpus (Andresen, 2), Scirpus lacuster (G.) et Tabernae- 
montani, Heleocharis palustris (G.), les Typha, Ceratophyllum 
(G.), Elatine Hydropiper, Callitriche autumnalis, Nasturtium 
officmale, Veronica Anagallis. 


B. Faculté de flotter de courte durée 
(tout au plus 8 à 10 jours; la plupart des graines s’enfoncent au bout 
de 2à3 jours). 
Alisma Plantago?) (Rostrup), Potamogeton perfoliatus 
(G.), Eriophorum vaginatum, latifolium et alpinum, Carex 


1) Quand les citations sont marquées de deux nombres le premier 
indique la place du mémoire dans la liste de litterature, le dernier 
la page. 

?) Mes expériences ont toujours donné un résultat différant de celui 
qui résulte des indications de M. Guppy (11, 136). 


1 


paniculata et paradoxa (Wilczek), Leersia oryzoides, Glyceria 
aquatica, Betula sp. (G.), Polygonum amphibium (?) '), Ranun- 
culus reptans, Batrachium aquatile (?, G.), Nymphæa alba 
(G.), Nuphar luteum (G.), Oenanthe aquatica, Myosotis palu- 
stris, Limnanthemum nymphæoides (le Au) Cineraria palu- 
stris, Cirsium palüstre. 


C. Faculte de flotter de longue duree. 


Sagittaria sagitteefolia (G., Hildebrand), Scheuchzeria palu- 
stris, Potamogeton natans (G., Schenck, Kirchner), Scirpus 
maritimus, (G., Andresen), Sc. rufus (Raunkiser), Cladium Ma- 
riscus, Carex rostrata et Pseudocyperus (G.), Sparganium 
ramosum (G., Rostrup) et minimum, Lemna (G.), Iris Pseud- 
acorus (Kirchner), Orchis incarnatus, Alnus glutinosa (G.), 
Rumex Hydrolapathum (G.), Caltha palustris, Batrachium 
sceleratum (G.), Drosera rotundifolia (Andresen), Spiræa 
Ulmaria (Focke), Potentilla palustris, Sium angustifolium et 
latifolium, Cicuta virosa, Angelica silvestris (G.), Peucedanum 
palustre, Lysimachia thyrsiflora, Pedicularis palustris, Scutel- 
laria galericulata (G.), Lycopus europæus (G.), Mentha aqua- 
tica (G.), Galium palustre (G.), Menyanthes trifoliata (Andre- 
sen), Bidens tripartitus (G.). 


Remarques: 


Groupe A: Par occasion l’eau peut transporter les 
graines ; des fruits de Typha p. ex. sont accumulés en grandes 
masses pouvant flotter pendant quelque temps. Des bour- 
geons végétatifs sont en quelques cas transportés par l’eau 
(v.Guppy). La plus grande rôle dans la dissémination est 
jouée par les animaux (v. Darwin, Kerner, Guppy, Huth). 

Groupe B: La dissemination par l’eau est seulement 
locale, aux endroits où les graines ont été importées par 
d’autres agences. Sur l'importance des oiseaux voyez Guppy, 
Ludwig, Huth. 

Groupe C: Les espèces de cette groupe peuvent entre- 
prendre des migrations très longues surtout quand elles, 
comme l’a démontré M. Guppy pour plusieurs espèces, ne 


1) L’indication de M. Dammer que les fruits de cette espèce peuvent 
flotter pendant des semaines, ne concorde pas aux remarques de 
M. Guppy sur sa non-apparition dans le ,drift“. 


12* 


180 


périssent pas en flottant sur l’eau de mer. La durée de la 
faculté de flotter n’est pas la même pour toutes; les fruits 
de l’Alnus flottent pendant Ys à 1 mois, les Sagittaria, 
Batrachium, Orchis, Scirpus, Potamogeton natans pendant 
1 à 1/2 mois; par conséquent, les graines de quelques 
espèces ne se trouvent pas dans le ,drift* pendant le prin- 
temps, quoique elles y sont très fréquentes pendant l’automne 
(v.Guppy). La plupart des autres espèces flottent pendant 
plusieurs mois, et on peut les trouver dans le „drift“ jusqu’au 
mois de mai. Quelques-unes germent en flottant (Cicuta, 
Scheuchzeria, Calla, Menyanthes, Rumex, Pedicularis, Poten- 
tilla, Carex (pas toutes)); d’autres s’enfoncent immédiatement 
avant la germination (Sparganium, Peucedanum, Iris ete.). 
La dissémination par les animaux est aussi d'assez 
grande importance dans cette groupe; chez plusieurs espèces 
le tegument (ou le- péricarpe) a une telle épaisseur qu'il 
pourra résister à l'influence nuisible du suc gastrique ete. 
des animaux qui dévorent des graines. Les graines de 
Calla adhèrent probablement au plumage des oiseaux au 
moyen du mucilage qui les entoure, 3 


II. Les causes de la faculté de flotter. 


A. Les graines non flottantes. 


La pesanteur specifique du tegument et de la graine 
est plus grande que 1. On ne trouve pas des espaces aéri- 
feres plus grandes ou des cellules aeriferes. La fonction du 
tegument est mécanique. Il est composé de tissu mécanique 
et en quelques cas encore de tissu à contenu aqueux. 


1. Type d’Alisma natans. (Le tégument avec tissu 
à contenu aqueux). 

Alisma natans (Fig. 1). Le péricarpe est composé: 
1° de cellules à parois minces, remplis d’eau et de restes du 
protoplasme (épiderme extérieur et parenchyme sous-jacent), 
9° de faisceaux fibreux, 3° d’un épiderme intérieur à parois 
épaisses, lignifiées. 

Callitriche autumnalis (d'après Hegelmaier). 


2. Type de Scirpus lacuster.. (Pas dense 
contenu aqueux). 


181 


Scirpus lacuster, Heleocharis palustris (d'après Wilczek 
et Kraus). 

Nasturtium officinale. Le tégument est composé seule- 
ment de cellules comprimées, à parois peu épaisses (v. Mar- 
loth). 

Veronica Anagallis (v. Chatin). 


B. Les graines flottantes. 


A 


ie Geavenume nt ltrs e: 


La pesanteur spécifique des graines est plus grande que 
1. La faculté de flotter est due a la circonstance que la 
surface des graines n’est humectée que difficilement; le 
mouvement de l’eau fait que les graines s’enfoncent apres 
peu de temps. — Dans le tégument on ne trouve que des 
cellules mécaniques. 

Myosotis palustris. Le péricarpe est formé presque 
seulement par l’épiderme, à membranes très épaisses, pour- 
vues de nombreux canalicules. 

Ranunculus reptans.  Épiderme extérieur à demi dé- 
composé. Le reste du péricarpe est formé de cellules de 
prosenchyme à parois épaisses, poreuses. 

Cirsium palustre. Comme le précédent. A l’exterieur 
pourtant quelques couches de cellules de parenchyme. 

Polygonum amphibium (v. Dammer). 


9, Les graines aérifères. 


La pesanteur spécifique est toujours inférieure à 1. 
L’anatomie est, aux traits principaux, en harmonie avec 
celle des graines tropicales examinées par M. Schimper (30, 
366 ff.). On peut comme M. Schimper distinguer trois groupes: 


a) Le tégument pourvu de cellules aérifères. 


Dans les graines on ne trouve jamais des espaces aéri- 
feres plus grandes (p. ex. entre l’amande et le test). Ce 
n’est que le contenu d’air des cellules du tegument qui pro- 
duit la faculté de flotter. 

Le tissu aérifère est composé de cellules de parenchyme, 
dont les membranes sont minces ou faiblement épaissies, le 
plus souvent munies de pores; les espaces intercellulaires 
sont petites ou nulles; les cellules sont mortes, aériféres; 


182 6 

Pair n’est expulsé que très difficilement à laide de l’alcool. 
L’imperméabilité des membranes doit être attribuée à leur 
composition chimique; les réactions avec le chloro-jodure de 
zinc, la phloroglucine, l’acide sulphurique, l'acide chromique, 
le réactif de Schultze et la potasse seule, ne donnent pas 
des resultats précis; il paraît pourtant que la faculté de 
flotter (l’impermeabilite) n’est pas due, d'une manière géné- 
rale pour toutes les espèces, ni à la subérine ni à la lignine 
(comp. Schimper p. 169). 

Chez beaucoup d'espèces on trouve encore un tissu 
mécanique. 


Aperçu des types différents: 
a. Le tégument est composé entièrement de tissu aérifère. 
1. Tissu aérifère avec espaces intercellulaires. 


Type de Menyanthes. | 


9. Pas d’espaces intercellulaires. 
Type de Sium angustifolium. 
B. À la fois un tissu aérifère et un tissu mécanique. 
1. Les tissus, mécanique et aérifère dans la même partie 
de la graine. 
a. Le tissu mécanique ey de cellules fibreuses. 
* Le tissu mécanique forme une couche continue. 
aa. Le tissu aérifère n’est formé que par 
l’epiderme. 
Type de Scirpus maritimus. 
BB. Le tissu aérifère composé encore de cel- 
lules subépidermales. 
Type d’Alisma Plantago. 
** Le tissu mécanique forme de faisceaux isolés. 
Type de Peucedanum 
b. Le tissu mecanique forme de cellules pierreuses 
(parenchymateuses). Type de Gladium. 
9. Le tissu aérifere el le tissu mécanique chacun dans 
sa partie de la ,graine“. 
Type de Potentilla palustris. 


1. Type de Menyanthes. 


Menyanthes trifoliata (Fig. 2). D’apres M. Marloth il 
y aurait une lacune aérifère entre le test et ’amande; cela 
n’a pas été confirmé par mes recherches. 


Scheuchzeria palustris (Fig. 3). 

Calla palustris (Fig. 4). Les cellules sont arrondies, peu 
cohérentes; leurs membranes sans pores. Sous l’épiderme 
collabee on trouve des cellules très grandes contenant des 
raphides d’oxalate de chaux et de lair; leur importance 
pour la faculté de flotter est petite en comparaison avec 
celle des autres cellules aérifères (comp. Marloth). 

Lemna (d'après Hegelmaier). 


2 Type de Sium angustifolium. 


Sium angustifolium (Fig.5). Le tissu aérifère est très 
épais; en dedans de lui se trouve une couche continue de 
canaux sécréteurs. 

Scutellaria galericulata. Tout le pericarpe est formé de 
cellules aérifères de la même forme que chez l’espèce précé- 
dente. 

Cicuta virosa (Fig. 6). Les cellules du tissu aérifère 
comme chez le Sium angustifolium. 

Pedicularis palustris (v. Grønlund). 

Ici on peut mentionner le Lysimachia thyrsiflora (Fig. 7). 
Le tegument est composé: 1° de l’épiderme dont les cellules 
sont très grandes, aérifères, à membranes épaissies, irrégulière- 
ment sculpturées; 2° de quelques assises de cellules, à parois 
minces, dont les extérieures renferment des cristaux, com- 
primées en une couche presque homogène. 


on lype de Scirpus marıtimus, 


Scirpus maritimus (Fig. 8). Les membranes de l’épiderme 
extérieur du péricarpe sont cellulosiques; si on écarte l’épi- 
derme, le fruit s'enfonce dans l’eau. 


4. Type d’Alisma Plantago. 


Alisma Plantago (Fig. 9). L’épiderme se détruit en 
partie. 

Scirpus rufus (Fig. 10 A). L’espece très prochaine, le 
Scirpus compressus, manque le tissu aérifère; d’ailleurs la 
structure est, la même (v. Fig. 10 B), ce qui est d’accord 
avec les localités des deux espèces; par suite de son appa- 
rition aux prés salés, le Scirpus rufus est souvent exposé à 


ie 


des inondations qui peuvent dissémer les fruits (d’aprés M. 
Raunkier); le Scirpus compressus n’est pas exposé a de 
telles inondations. | 

Alnus glutinosa (Fig. 11). Le tissu aérifère se trouve 
dans les ailes courtes du fruit comprimé. 

Batrachium sceleratum (Fig. 12; v. Adlerz et Marloth). 

Oenanthe aquatica (Fig. 13). Le tissu aérifère a le même 
aspect que chez les Menyanthes et Scheuchzeria. 

Bidens tripartitus. Le tissu aérifère forme une couche 
continue à la périphérie du fruit. 

Sagittaria sagittæfolia (Fig. 14). Les ailes sont formés 
de cellules aérifères et d’une épiderme à grandes cellules, 
qui se détruit bientôt. La partie centrale est composée de 
cellules de prosenchyme. Des deux côtés du fruit on trouve 
quelques canaux sécréteurs (v. Klinge). A l’état non par- 
faitement mur le fruit est humecté très difficilement; d’après 
M. Hildebrand cela serait la cause de la faculté de flotter; 
mais le traitement par l'alcool qui dissout l'huile à la sur- 
face du fruit, a pour effet que les fruits s’humectent et pour- 
tant ils flottent. Les fruits mûrs sont immédiatement humec- 
tés. La faculté de flotter doit être attribuée à la petite 
pesanteur spécifique du fruit causée par les cellules aérifères 
du péricarpe. | 


5. Type de Peucedganunr 


Peucedanum palustre (Fig. 15), Angelica silvestris, Sium 
latifolium (Fig. 16). 

Les cellules aérifères ont des parois, souvent munies 
d’une sculpture réticulée très élégante. 


6. Type de Cladium. 


Cladium Mariscus (Fig. 17), Sparganium ramosum (Fig. 
18) et minimum. | 

Les fruits sont des drupes, a la chair sèche, composée 
de cellules aérifères à parois minces; les espaces intercellu- 
laires sont assez grandes. Les cellules du noyau sont pier- 
reuses, à structure normale. L’enlèvement de la chair a 
pour suite que le noyau (avec la graine) s'enfonce. 

A ces espèces s’attache le Mentha aquatica (Fig. 19). 


7. Type de Potentilla palustris. 


Potentilla palustris (Fig. 20). L'appareil mécanique se 
trouve dans le péricarpe (v. Mlle Olbers). Le tégument est 
assez épais (contrairement à l'ordinaire chez les graines des 
akènes) et aérifère. | 

Circe poradoza (Nie. 21 v. Wilezek). Il y a du tissu 
mécanique dans le péricarpe, du tissu aérifère dans Putricule. 

Rumex Hydrolapathum (Fig. 22). Il y a du tissu méca- 
nique dans le péricarpe; du tissu aérifère se trouve dans 
les tubercules sur les sépales persistantes; si on découpe 
ceux-ci, le fruit s'enfonce (v. Dammer). 

8. Un type spécial est formé du: 

Caltha palustris (Fig. 23). Le chalaza renflé et le raphé 
sont aérifères, remplis de restes des membranes cellulosiques. 
L’ecartement de ces parties de la graines cause que le reste 
s'enfonce. 


b) Le tégument pourvu d'espaces intercellulaires aériféres, mais ne 
contient pas de cellules aérifères. 


Potamogeton natans (v. Schenck). 
Batrachium marinum etc. (d’apres Adlerz). 


c) Les graines pourvues d’espaces aérifères plus grandes. 


Type 1. L’espace entre l’amande et le test. 

Iris Pseudacorus. L’amande est plus lourd que l’eau; 
le tégument est mince, formé de cellules aérifères (v. Brandza). 

Orchis incarnatus (v. Hildebrand). 

Drosera rotundifolia (v. Marloth et autres). 

Type 2. L'espace aérifère entre la graine et l’arille. 

Nymphea alba (v. Tittmann, Hildebrand, Jonsson, Guppy, 
Mirbel, Godfrin). 

Type 3. L'espace aérifère, entre la graine (ou les 
graines) et le péricarpe. 

Spiraea Ulmaria (Fig.24). Le fruit ne s'ouvre jamais; 
il ne contient qu’une graine, placée dans la partie inferieure; 
la graine aussi bien que le péricarpe isolé s’enfonce dans 
l’eau (v. Vaucher, Focke). 

Limnanthemum nympheoides (Fig. 25). Les fruits indé- 
hiscents se détachent par la putréfaction du pédicelle; ils 
flottent pendant quelque temps. Ensuite le péricarpe charnu 


186 

se détruit et les graines dégagées s’enfoncent, étant plus 
lourdes que l’eau. Elles peuvent flotter, quand on les de- 
tache du fruit et les jette sur l’eau; les poils longs, qui gros- 
sissent leur surface sans presque augmenter leur poids, en 
sont la cause; si l’on écarte ces poils les graines s’enfoncent 
dans l’eau à la moindre secousse tandis que les graines 
intactes ne s’enfoncent que par une secousse très forte (v. 
Vaucher, Hildebrand). 

Nuphar luteum (v. Trecul, Hildebrand, Jonsson, Marloth). 

Type 4 L’espace aérifére entre le fruit et les brac- 
tées (l’utricule chez les Carex). 

Carex rostrata, Pseudocyperus (Fig. 26) (v. Kerner, Raun- 
kiær, Wilczek). 

Leersia oryzoides, Glyceria aquatica. Le fruit est plus 
lourd que l’eau. (Le même a été observé par Andresen 
chez quelques autres -Graminées). 


Explication des figures. 


(Microscope Seibert. — Les tissus ponctués sont mécaniques, les tissus 
hachés aérifères). 


Fig 1. Alisma natans. Coupe transversale du péricarpe (Obj. V, 
Oc.0). y. Hp.; i. Ep. = épiderme extérieure et intérieure. 

Fig.2. Menyanthes trifoliata. A. Coupe transversale du tegument 
(Obj. 00, Oc. 0), montrant l’&piderme et le tissu aérifère. B. Partie de 
la même coupe (Obj. V, Oc. 0), avec Pépiderme. 

Fig. 3. Scheuchzeria palustris. Coupe transversale du tégument, 
montrant Pépiderme et une partie du tissu aérifère (Obj. V, Oc. 0). 

Fig. 4. Calla palustris. A. Coupe transversale du tegument; B. 
Coupe tangentielle (Obj. 00, Oc.0). R — le Raphe; Raf.c. = cellules 
avec raphides. 

Fig.5. Sium angustifolium. A. Coupe transversale du péricarpe 
(Obj. 00, Oc. ID); Par. = parenchyme collabee, O == canaux secreteurs. 
B. Partie du tissu aérifère (Obj. V, Oc. 0). 

Fig.6. Cicuta virosa. Coupe transversale du pericarpe (Ob. 00, 
Oc. I). O et Par. comme ci-dessus; st. = les restes des faisceaux 
libéro-ligneux. 

Fig. 7. Lysimachia thyrsiflora. Coupe transversale du tégument. 
(Obj. 00, Oc. IT). Hp. = épiderme. 

Fig.8. Scirpus maritimus. Coupe transversale du péricarpe (Obj. 
Ill, Oc. I). y. Ep. et i. Ep. = épiderme extérieure et intérieure; B. = 
couche fibreuse. 


ei: 


Fig.9. Alisma Plantago. Coupe transversale du péricarpe. A. (Obj. 
00, Oc. I), B. (Obj. II, Oc. 1). L. = tissu aérifère, St. = lissu méca- 
nique (ici fibreux). 

Fig. 10 A. Scirpus rufus. 

B. Scirpus compressus. 

Coupe transversale du péricarpe (Obj. V, Oc.0). Les abréviations comme 
ci-dessus (fig. 8 et 9). 

Fig.11. Alnus glutinosa. Coupe transversale du péricarpe. Par. = 
Parenchyme non aérifère. 


Fig. 12. Batrachium sceleratum. Coupes transversale du péricarpe. 
A. (Obj. 00, Oc. Il); B. (Obj. V, Oc.0), on voit l’epiderme intérieure, les 
cellules aériféres et une cellule fibreuse du tissu mécanique. 


Fig. 13. Oenanthe aquatica. Coupe transversale du péricarpe (Obj. 
00, Oc. 1). Comparez les autres Ombellifères. 


Fig. 14. Sagittaria sagittæfolia. A. Coupe transversale du péri- 
carpe (Obj. 00, Oc.0); O.= canaux sécréteurs. B. Coupe transversale 
d'un canal sécréteur et ses environs (Obj.V, Oc.0). C. Coupe transv. 
du tissu aérifère et l’epiderme extérieure (Obj. V, Oc. 0). 

Fig. 15. Peucedanum palustre. (Obj. 00, Oc.I). Coupe transversale 
du péricarpe. 

Fig. 16. Sium latifolium. Comme le précédent. 


Fig. 17. Cladium Mariscus. A. Coupe transversale du pericarpe 
(Obj. 00, Oc.0). B. La même (Obj. V, Oc.0), montrant l’epiderme ex- 
térieure et une partie du tissu aérifére. 


Fig. 18. Sparganium ramosum. A. Coupe longitudinale du péri- 
carpe. B. Coupe transversale du péricarpe (Obj. V, Oc. 0), montrant 
une couche fibreuse, formé par l’epiderme extérieure et l’hypoderme, 
et quelques cellules aérifères (les pores sont groupés en correspondance 
aux endroits où se touchent les cellules). 


Fig.19. Mentha aquatica. Coupe transversale du péricarpe (Obj. 
V, Oc. 1). P. = Parenchyme collabée; L. = tissu aérifère; F. = Cel- 
lules contenant des substances colorantes; St. = Couche de cellules 
pierreuses. 


Fig. 20. Potentilla palustris. A. Coupe transversale du péricarpe 
(F. G.) et du tégument (F. S.) (Obj. II, Oc.0). B. Coupe transversale 
du tegument (Obj. V, Oc. 0). 

Fig. 21. Carex paradoxa. Coupe longitudinale du fruit et de 
l’utriculus (Obj. 00, Oc. 0). 

Fig. 22. Rumex Hydrolapathum. A. Coupe transversale d'un 
sepale, avec le tubercule (Obj.00, Oc.0); B. Coupe transversale du tu- 
bercule (Obj. V, Oc. 0), montrant l’epiderme et les cellules aériféres. 


Fig. 23. Caltha palustris. A. Coupe longitudinale de la graine; 
K. = l'embryon; R. = raphé; Ch. = chalaze. B. Coupe transversale 
du chalaze (Obj. V, Oc.0); on voit l’épiderme, et les restes des mem- 
branes. 


. Fig. 24 Spiraea Ulmaria. Fruit, faiblement grossi; la ligne ponc- 
tuée démontre la place de la graine. | 


Fig.25. Limnanthemum nympheoides (comp. la figure de Hilde- 
brand). A. Coupe transversale du tégument (Obj. 00, Oc.0); Kst. = 
fibre libéro-ligneux, P. = Parenchyme. B. L’extremite d’un poil margi- 
nal (Obj.V, Oc.0). C. Coupe long. de la membrane du poil (Obj. VI, 
Oc. 0; tube extr.). 

Fig. 26. Carex Pseudocyperus. Coupe longitudinale du fruit avec 
lutricule. 


189 


Om Tornene hos Aura crepitans. 


Af 


A. Didrichsen. 


Brandt de mange tornformede Dannelser, der efter- 
haanden ere blevne udførlig beskrevne, findes mærkelig nok 
ikke de Torne, der i betydeligt Antal bedække Stamme og 
Grene af den tropiske Euphorbiacé Hura crepitans, og det 


skjønt de allerede i det Ydre have et højst ejendommeligt 


Udseende. Disse 
Dannelsers Udvik- 
ling og anatomiske 
Bygning har jeg 
nylig, med Hr. Prof. 
Warmings Vejled- 
ning, undersøgt, paa 
det af Professoren 
fra Venezuela hjem- 
bragte Materiale. 
De sidde spredt 
uden nogen Orden 


Fig.1. Stykke af Bark med 2 Torne. 
oth 


saavel paa Aarsskuddene, hvor nye komme frem mellem de 
allerede dannede, som paa de ældre, korkdækkede Grene og 
paa Stammen, hvor de kunne naa en Længde af 2—3 Ctm. 
og en Tykkelse ved Grunden af over 1 Ctm. Fig. 1 viser 
deres Udseende; de ere kegleformede, spidse, glatte og af 


130 


brunsort Farve; mest paafaldende ved dem er den Krave 
med tilbagebojede Rande, som helt omgiver dem ved Grunden, 
. og den betydelige Forhgjning over Grenens Overflade, hvor- 
paa det Hele staar. — Som den omtalte mærkelige Krave 
allerede synes at tyde paa, forholder det sig virkelig: Tornen 
kommer frem ved at gjennembryde de ydre Cellelag, den er 
altsaa en endogen Dannelse. | 

Paa de yngre, lyse Grene af Tr&et sees sædvanlig 2 
Slags mørkere Pletter, der ligne hinanden ikke saa lidt; den 
ene Slags er Lenticellerne, der anlægges og udvikle sig paa 
ganske normal Maade, som det fremgaar af Fig. 2, den anden 


Fig. 2. A. Ungt Stadium af Lenticeldannelsen. B. Udviklet Lenticel. 
200 : 1. 


er de unge Stadier af Tornene. For Beskrivelsen af disses 
ejendommelige Udviklingshistorie bor kortelig omtales den 
anatomiske Bygning af Barken paa en saadan Gren. Den 
bestaar af talrige Cellelag, af hvilke den yderste Halvdel 
danner en sammenhængende Kollenkymring, der kun er af- 
brudt paa enkelte Steder, hvor man udvendig bemærker en 
lys Længdestribe. I mange Barkceller findes Krystaller, dels 
Enkeltkrystaller, dels Druser. Spredt i Kollenkymet og i de 
indenfor det folgende Lag af Barkceller ligge hist og her 
Stenceller og Grupper af saadanne samt talrige store, tyk- 
væggede Mælkergr, i hvis lysbrydende Indhold man bemærker 
de for Euphorbiaceerne karakteristiske, laarbensformede 


191 


Stivelsekorn. 


Indadtil afsluttes Barken af 1---2 Lag Sejbast- 


celler, hgrende til Pericyklen. 


De forste Spor til Torndannelsen, som det er muligt at 


opdage, vise sig som en Destruktion af enkelte Kollenkym- 


celler, hvis Vægge 


ee) 
Sr 


SKEDE 
(_ KIDS. 


CF LD: 


DES 
SS 
N © 
De = 
— oD 
(ab) 
ee 
o 
So 
> © 
esc 
Sees 
ae 


gulbrun; | 


smudsig 


ål: 4 
4 Rt ah ype xe 
Y mo LP RE (if 
UN 


samtidig med disse 


be- 


gynde de omgivende 


Omdannelser 


Kollenkymeeller at 


' 

- i 
t 

1 

‘ 

+ 

Le] 


dele sig; særlig de, 
der ligge i samme 


sig 


dele 


Dybde, 


ligge koncen- 


der 


i 


Bie Ge ea 


Ih 


SH 


easly A 
SOO FIA 
Dr tø rd Wo 


réal) 
W md 
@ =) ‘Tam \ i 
rg os 


J } el 
Le 


= ii etes À A 
ne ss 


AQ 


st. Stenceller, m. Meelkeror, 


305 


B. Længdesnit. 
b. Bastceller. 


| A. Tværsnit. 


ME 


192 


trisk i Forhold til det destruerede Parti, medens mange af 
dem selv blive omdannede paa samme Maade, ligesom ogsaa 
baade Stenceller og Mælkerør inddrages deri (Fig. 3). Destruk- 
tionen, ledsaget af Gelledelinger, strækker sig nu videre, indad 
mod Pericyklen og udad lige til Epidermis, hvor den hele 
Dannelse dog er betydelig smallere end dybere inde, hvor- 
efter Gjennembruddet skeer. Et Stadium, der ligger meget 
kort efter dette, sees paa Tværsnit i Fig.4; det fremgaar 


=. 
Ay KDE 
SR 


7 ara tes 6 
Sn Os 


tie ae 
NSS 


Fig. 4 200:1. 
Kollenkymet er i denne og folgende Figurer betegnet 
ved skraa Skravering. 


heraf, at de oprindelig spredte Celledelinger have haft Dan- 
nelsen af et skarpt udpræget, konkavt Delingsvæv til Folge. 
Dette skyder ved sin stærke Væxt de destruerede Partier, 
deriblandt ogsaa meget af det først dannede Delingsveev, … 
længere og længere ud; Epidermiscellerne og de ydre Bark- 

celler rives fra hverandre af de frembrydende Masser. Mil 
sidst afkastes aabenbart disse, og Delingsvævet danner de 
langstrakte, tykvæggede Celler, hvoraf Tornens Spids kommer 
. til at bestaa. Aldeles passivt gaar Frembruddet for de ydre 


193 


Lags Vedkommende ikke for sig: i de nærmest tilstødende 
Dele af dem finder der nemlig en betydelig Væxt og talrige 
Celledelinger Sted; samtidig med, at disse ydre Dele nu af 
den frembrydende Torn bøjes ud efter (Fig. 5 4), opstaar 
der endogsaa lange Cellerækker i dem (Fig.5 B), og det er 
disse, der danne baade den Krave, der omgiver Tornen for 


CAE 
É if ie 


\ 
hee 


| Ku, i A: sa Ae 


CAE a 7. 
| i 


Fig. 5. Oversigtsbillede af en ung Torn. x. Indergrænsen for Kollen- 
kymet, b. Bastcellelaget. Ca.50:1. BogC. Partier af samme. 305: 1. 


neden og den Forhgjning, hvorpaa den kommer til at staa. 
Selve Tornens Væxt udgaar fra det omtalte Delingsvæv, der 
imidlertid efterhaanden bliver langt mindre udpræget, end 
det oprindelig var, men kan kjendes paa de mange Celler 
med tynde Vægge og tydelige Kjærner (Fig. 5 C); de Celler, 
der dannes ud fra det, strække sig hurtig i Længden og 
dele sig endnu flere Gange paa tværs, inden de gaa over i 
Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 13 


194 


deres endelige Tilstand, i hvilken de faa gule, tykke Vægge 


med talrige Porer og vise Reaktionerne for Ved. 


Paa denne Maade fortsættes Tornens Udvikling, men 


Forvedningen indtræder senere mere langsomt, hvorfor den 


uforvedede Del kommer til at skyde sig op i Tornen som 


en Kegle; naar en større Torn da skæres igjennem paa langs, 


seer man som en tydelig Bue Grænsen mellem den uforvedede 
(hvide) og den forvedede (gule) Del. Det bør bemærkes, at der 


ikke paa noget Stadium findes nogen Antydning af Karstræng. 


Fig. 6. Korkdannelse. 


Tværsnit af Grenen. 
900 : 1. 


Korken er ikke helt uden Virk- 
somhed ved Tornens Dannelse. Ved 
den almindelige Korkdannelse paa 
Grenene opstaar Fellogenet 1 den 
midterste Del af Kollenkymet og 
danner Celler paa normal Maade, som 
Fig. 6 viser. Tidligere end Grenens 
Korkdännelse begynder, danner der 
sig paa de unge Tornes kraveformede 
nedre Del en tynd Kork, der vel dels 
tjener som en kraftigere Beskyttelse 
for de voxende Dele og dels til at 
isolere de ved Tornens Frembrud 
sonderrevne Partier. Naar nu senere 
Grenen dækkes med Kork, slutter 
denne sig vel til den tidligere dannede 
Kork paa Kraven, men dens Delings- 
væv fortsætter sig tillige ind under 
Grunden af Tornen (først ganske plant, 
senere noget konvext), hvor det kommer 
til at støtte sig til en anseelig Fello- 
derm, bestaaende af Stenceller (Fig. 7). 
— Denne Korkdannelse gjennem Tor- 
nens Basis synes at kunne give Anled- 


ning til dens Afstødning; af de i Spiritus opbevarede større 
Torne vare de fleste nemlig løsrevne efter den af Korklaget 


195 


dannede Flade, og da en lille Torn, der abnormt havde 
afsluttet sin Vext og var forvedet helt igjennem, med Lethed 
losnede sig fra Barken, viste det sig, at den lave Kegle, der 
blev staaende tilbage, havde Stencellelaget liggende paa sin 
Overflade, medens den afstødte Top tog noget af Grenens 
Kork med sig. 

Langs den uforvedede Kjærne i de store, næsten udvoxne 
Torne sees i Reglen, efterat den er isoleret ved Korkens 
Væxtlag, et nyt Delingsvæv, der følgelig kommer til at ligge 
skraat i Forhold til Tornens Længdeaxe; men paa hvilken 
Maade det opstaar, og hvilken 
Opgave det har, er ikke godt at 
sige, det synes kun at naa til at 
danne nogle faa flade Celler, for 
det stanses i sin Væxt, ved at 
ogsaa hele den indre Kjærne for- 
veder. Dette Delingsvæv sees 
paa Længdesnit af Tornen i Fig. 8. 

Et vigtigt Spørgsmaal staar 
endnu tilbage, nemlig hvad der 
giver Anledning til den pludselige 
Destruktion i Vævet, der ind- 


leder Torndannelsen. At det 


Fig. 8. - 305: 1. 


muligvis kunde være en Paavirk- 
ning ude fra, kunde paa Forhaand ‘anses for sandsynligt. 
Flere Snit af de aller første Stadier vise nu en ret tydelig 
Kanal, der fører ind ude fra imellem 2 Overhudsceller og 
fortsætter sig i Kollenkymet; Røret er enten lige eller lidt 
krummet, saaledes som det er antydet paa Fig. 3, eller det 
deler sig i et Par Grene. Det minder i sit Udseende meget 
om de af Büsgen (Der Honigtau, Tab. I—II) afbildede Stik- 
kanaler, frembragte af Bladlus, og de hurtig optrædende 
. Celledelinger have aabenbart til Formaal at isolere et an- 
erebet, sygeligt Parti. Der kan. næppe være nogen Tvivl 
om, at det er et eller andet Insekt, der normalt ved sit 
13 


196 


Stik giver den forste Impuls til alle de Omdannelser, der 
endelig medføre Dannelsen af den store Udvæxt. Noget 
yderligere er det vel for Tiden umuligt at oplyse herom; kun 
skal tilfojes, at der paa flere af de i Botanisk Haves Veext- 
huse v&rende unge Exemplarer af Hura crepitans findes 
enkelte smaa Torne, paa de eldre dog kun nogle ganske 
ubetydelige med helt afsluttet Væxt; men at de 1 det hele 
taget findes, gjør jo dette Forhold temmelig gaadefuldt. 

Til Slutning skal kun berøres den morfologiske Værdi 
af det beskrevne Organ. Selv om det er et Dyr, der giver 
den oprindelige Anledning til dets Dannelse, er det vel næppe — 
berettiget derfor at henføre det til Galledannelserne; der kan 
ikke paavises noget, der vedblivende stimulerer Tornen til 
Væxt, og hele det oprindelig destruerede Parti forsvinder jo 
helt paa et meget tidligt Stadium. Tornene tør saaledes 
maaske nok betragtes som noget Planten tilhørende, og som 
saadant kunne de kun faa deres Plads blandt Emergenserne; 
men at de morfologisk ere meget væsentlig forskjellige fra 
alle.andre bekjendte Planteorganer, fremgaar af deres hele 
Bygning og Udvikling. Ejendommelig er jo særlig den 
Omstændighed, at de ere endogene; dette er ikke kjendt 
med Sikkerhed for nogen Trichomdannelses Vedkommende. 
Et af de faa Tilfælde, hvor der er en Antydning deraf, og 
hvor der kunde være Tvivl, er det, som Haustorierne hos 
Cuscuta og Cassytha frembyde; disses Emergensnatur maa 
vel nu betragtes som fastslaaet ved alle nyere Undersøgelser"); 
her finder ganske vist en Gjennembrydning af ydre Lag Sted, | 
men paa et forholdsvis sent Stadium, og Haustoriet anlægges 
rent exogent, som det er paavist af V.A.Po’ulsen!). Det 


1) Sml. Koch: Untersuchungen über die Entwicklung der Cuscuteen. 
Hansteins botanische Abhandlungen. II. 
V.A.Poulsen: Om Cassytha og dens Haustorium. Vidensk. Medd. 
fra den naturh. Foren. i Kbhn. 1877—78, pag. 154. 
Hackenberg: Eine assimilierende Schmarotzerpflanze. Verhandl. 
des naturh. Vereins der preuss. Rheinl. 5. Folge, 6. Jahrgang. 1889. 


197 


eneste Exempel paa endogene Dannelser, der hverken kunne 
henregnes til Rod-, Stængel- eller Bladdannelser, er vel de 
af Reinke?) beskrevne Stammekirtler hos Gunnera, hvilke 
Reinke rigtignok erklærer for ,thallomatiske“ Organer og 
paa Grund af deres Anatomi og Udviklingshistorie ikke vil 
betragte som Trichomer. — Om Torne og lignende Dannelser 
exklerer der jo en meget righoldig Literatur, særlig i 
Delbroucks?) store Afhandling er en Mængde saadanne 
beskrevné, baade af Trichomernes, Phyllomernes og Kaulo- 
mernes Klasse, og talrige Exempler kjendes paa Torn-Redder; 
selv Lenticeller#) antage hos enkelte Planter lignende Former. 
Med mange andre have Tornene hos Hura crepitans det til- 
fælles, at et Korklag strækker sig ind gjennem deres Basis; 
en hel Liste over saadanne findes i Barbers’) Afhandling 
om Udvæxterne paa Stammen af Zanthoxylon; hos denne 
Plante gaar Korkdannelsen saa vidt, at hele den: egentlige 
Torn afkastes, og den bekjendte kegleformede Udvæxt bestaar 
helt igjennem af Kork. 


Kjobenhavn, Maj 1894. 


1) Untersuchungen über die Morphologie der Vegetationsorgane von 
Gunnera. Morphologische Abhandlungen, pag. 91. | 

2) Die Pflanzenstacheln. Hansteins botanische Abhandlungen. I. 

3) efter Treub hos Vitis pubiflora var. papillosa og Tinospora crispa: 
- Ann. du jardin bot. de Buitenzorg. III. 1883; pag. 181, Tab. XXVIL 

*) On the nature and development of the corky excrescences on stems 
of Zanthoxylon. Annals of Botany. VI. 1892; pag. 155. 


Sur les épines de l’Hura crepitans. 


Par 


À. Didrichsen. 


(Résumé de l’article précédent.) 


L'Euphorbiacée tropicale, l’Hura crepitans, porte sur ses 
troncs et ses rameaux, on le sait, de nombreuses épines 
coniques, lisses, brun-rouges; elles atteignent une longueur 
de 2 à 3 ctm. et une épaisseur à la base de plus de 1 ctm. 
Le plus remarquable est le collet aux bords recourbés qui 
les entoure à la base, et l'élévation considérable qui les 
supporte (fig. 1). 

Les jeunes phases des épines se montrent sur les jeunes 
tiges comme des points d’une couleur plus foncée; elles 
ressemblent aux lenticelles (fig. 2), notamment aux stades 
jeunes de celles-ci. La moitié extérieure de l'écorce d'un 
tel jeune rameau est formée par une couche continue de 
collenchyme dans laquelle se trouvent des scléréides et de 
nombreux tubes laiteux. La première trace de la formation 
d'une épine est ce que quelques cellules collenchymateuses 
se trouvent teintes en jaune terne. La cause de cette trans- 
formation évidemment maladive se voyait dans quelques 
sections bien réuissies qui montraient un canal trés mince, 
droit ou un peu courbé, s’étendant de la surface a travers 
toute l’écorce (fig. 3). Certainement ce canal a été produit 
par quelque insecte; il ressemble exactement aux canaux de 
piqûre de pucerons figures par M. Büsgen (Der Honigtau 
tab. I—II). Pendant que la destruction mentionnée s'étend 
dans l’écorce, des cloisons concentriques forment autour de 
la partie détruite une couche génératrice qui l’isole complète- 


199 

‘ment. Par la croissance rapide de cette couche la partie 
détruite est poussée en dehors, elle rompt l’epiderme et les 
couches extérieures de l’écorce' (fig. 4), et finit évidemment 
par être déchargée. Cependant, la couche génératrice continue 
de se cloisonner en engendrant en dehors de longues cellules 
dont les cloisons s’épaississent et se lignifient peu à peu. 
Ces cellules constituent la pointe de lépine jeune. Dans les 
couches de cellules les plus prochaines à lendroit de la 
rupture il se fait, avant la rupture déjà, de nombreuses 
cloisonnements (fig. 5 B) qui continuent et forment peu à peu 
le collet enveloppant la base de l’épine et l’elevation qui la 
soutient. Cependant l’assise génératrice de l’épine perd de 
netteté (fig. 5 C), et en même temps la lignification s’avance 
plus lentement vers le centre de l’épine où paraît alors un 
cône non lignifié. Le long de ce cône il se trouve ordinaire- 
ment, dans les grandes épines plus âgées, une nouvelle assise 
génératrice qui ne parvient cependant à former que quelques 
peu de cellules plattes (fig. 8) avant d’être arrêtée dans sa. 
croissance par la lignification qui finit par s’étendre à tout 
Pintérieur de l’épine. 

La formation de liege commence déjà sur la partie 
inférieure à forme de collet des jeunes épines avant que le 
ramule ne soit encore couvert de liège; le phellogène de ce 
liege général (fig. 6) s’etend plus tard à travers la base des 
épines, où il est plan ou un peu convexe et où il forme vers 
l'intérieur un phelloderme de quelques couches de sclereides 
(fig. 7). D’après les matériaux conservés en alcool les épines 
à croissance achevée se détachent le plus facilement de 
manière qu'un cône bas reste ayant l’assise des scléréides 
dans sa surface. 

La construction et le développement des épines décrites 
les rendent essentiellement différentes à toutes les autres 
formations pareilles. Quand même ce soit un animal qui 
donne le sujet originel à leur naissance on n’a guère lieu de 
les compter aux formations de galle; il ne se laisse rien 
indiquer qui stimule continuellement l’épine à croissance, et 
toute la partie originellement détruite disparaît complètement 
de très bonne heure. Si d’autre part on regarde les épines 
comme appartenant à la plante, il faut les compter aux 
émergences; mais dans cette catégorie d'organes leur position 
est tout isolée parce qu’elles sont endogènes. Les seuls 


200 


organes connus qu'on puisse regarder peut-être comme des 
trichomes endogènes ce sont les glandes de la tige du Gunnera 
décrites par M. Reinke. — Le fait qu'une assise de liège 
s'étend à travers la base des épines de l’Aura crepitans n’est 
pas spécial pour ces épines, elles l’ont en commun avec 
beaucoup d’autres citées par M. Barber dans le mémoire 
sur les excroissances des troncs de Zanthoxylon où. cette for- 
mation de liège est particulièrement prononcée. 


Mykologiske Meddelelser (v). 
Spredte Iagttagelser fra 1893. 
(Meddelte i Modet d. 14de April 1894.) 

Af 
E. Rostrup. 


id Sorosphaera Veronicae Schroeter. I Cohns 
Beiträge z. Biologie d. Pflanzen I, pag. 383 (1877) beskrev 
Jul. Schroeter en i Stængler og Bladstilke af Veronica hederi- 
folia og V. triphylla levende, meget ejendommelig Svamp, 
som han foreløbig henforte til Ustilaginaceae og benævnte 
Tubureinia Veronicae. Den blev senere af G. Winter (Die 
Pilze Deutschlands, I, p. 103, 1884) henfort til Slægten Soro- 
sporium. Endelig har Schroeter (Die Pilze Schlesiens I, 
p. 135, 1889) henfort den tik Phytomyxini under Myxomycetes, 
og opstillet den som Type for en ny Slægt, som han kalder 
Sorosphaera. Den 17de Maj 1893 fandt jeg i en fugtig Lav- 
ning i Ermelund et ganske ungt Exemplar af Veronica 
hederifolia, der endnu kun havde nogle faa Stængelblade, 
som var angrebet af en Svamp, der aabenbart var identisk 
med den ovennævnte Schroeterske Art, om den end i enkelte 
Henseender, saaledes hvad Størrelsen af Sporerne angaar, 
afveg lidt fra Beskrivelsen hos Schroeter, der iøvrigt kan 
suppleres med nogle Enkeltheder. Der fandtes i den hypo- 
kotyle Stængel et Par opsvulmede Partier, som for blotte 
Øje viste sig sortebrune i det Indre; det øverste af disse 
Partier fortsatte sig dels op i den korte Stængel, dels ud i 


202 


Bladstilkene, baade af Kimblade og Stængelblade, og for- 
aarsagede Krumninger af Stængelen. Den brunsorte Masse, 
som opfyldte Stænglens Indre, bestod af et Mylr af klare 
brungule Sporeballer , som i Regelen vare ngjagtig kugle- 
runde, 20-30 y, hyppigst 22—25 » tykke, i enkelte Tilfælde 
monstrøse, lidt aflange, 424 1., 26 ut. Disse Sporeballer, 
af hvilke der fandtes flere indeni samme stærkt udvidede 
Parenkymcelle og som hver især var omgiven af en tynd. 
klar Hinde, havde en ejendommelig Bygning, nemlig som 
Hulkugler, der bestode af et Lag af 40 til 50 ægformet- 
pyramidale Enkeltsporer, som vendte 
den bredere, afrundede Ende udad, saa 
at hele Overfladen af Sporeballen blev 
" vortet, medens den smallere Ende ikke 
naaede helt til Midten, men efterlod et 
Hulrum af 6—8 x i Diameter. De 
enkelte Sporer vare 7—8 1, 5-6u1t., 
med en fortykket Væg udadtil og med 


en klar kugleformet Kjærne. Jeg fåndt 
jævnlig et farveløst, leddet og grenet 


Fig.1. Sorosphaera 
Veronicae Schroet. Mycelium mellem Sporeballerne, uden 
1. En Sporeballe, 
600 Gange forst. 

2., 10 Sporen, 
1000 Gange forst. nævner ogsaa, at han har bemærket et 
3. En Hyfe. 


bestemt at kunne paavise Forbindelse 
mellem disse og Hyferne; Schroeter 


saadant Mycelium, men antager, at det 
tilhører andre re Svampe. Dette anser jeg dog for lidet 
rimeligt; jeg finder, at der er god Grund til at antage, at 
disse Hyfer hgre til Svampen, der i saa Fald ikke kan hgre 
til Myxomycetes. Jeg finder heller ikke, at Sporeballerne 
frembyde noget særligt Slægtskab med de Sporehobe, der 
findes, hos andre Phytomyxiner, specielt Plasmodiophora, 
med hvilken Schroeter sammenligner den omhandlede Svamp. 
Jeg er derfor mest tilbøjelig til at henføre Slægten Soro- 
sphaera til Ustilagmaceae, som Schroeter oprindelig gjorde; 
men derimod bør den sikkert opretholdes som en egen Slægt, 


203 


forskjellig baade fra Tuburcinia og Sorosporium. En endelig 
Afsjorelse af dens Plads i Systemet kan dog ikke finde Sted 
for Sporernes Spiring er iagttaget, hvad der endnu ikke er 
lykkedes mig. 

9. Plasmodiophora Brassicae Wor. Angaaende 
denne Svamps tiltagende Udbredelse i Haver paa Hvidkaal, 
Rosenkaal, Blomkaal, i Marken paa Turnips og Rutabaga 
_ og dens Vedligeholdelse her ved at overføres paa Sinapis 
arvensis, har jeg andensteds givet udforlige Meddelelser. Jeg 
skal her kun anfgre, at jeg i Sommeren 1893 fra en Have 
i Vendsyssel, hvor Kaalen var stærkt angrebet af denne 
Kaalbroksvamp, modtog Exemplarer af Radiser, Raphanus 
sativus, der havde misdannede, Kkglleformede Rødder, hid- 
rørende fra denne Svamps Angreb, hvilket jeg vil notere, 
da jeg ikke i Literaturen har fundet denne Plante nævnt 
blandt dem, der blive angrebne af Plasmodiophora. 

3. Entomophthora Aphidis Hoffm. Da jeg i Marts 
forrige Aar i Naturhistorisk Forening gav en Meddelelse om 
de i Danmark kjendte Entomophthoraceae (Vid. Medd. fra 
d. naturh. Foren. i Kbhvn. for Aaret 1893, S. 85) kjendte jeg 
endnu ikke den nævnte Art som dansk. I August 1893 
modtog jeg fra Odense en Del syge Agurkplanter, som vare 
angrebne af Aphider, og disse vare atter for største Delen 
dræbte af den nævnte Svamp, der helt bedækkede Blad- 
lusene med sine blegbrune Puder. 

4. Ustilaginaceae. Til min tidligere givne Liste over 
Danmarks Brandsvampe og deres Værtplanter kan nu føjes: 
 Ustilago Rabenhorstiana Kühn, som allerede i 1886 blev 
fundet af Højskoleforstander J. Jeppesen paa Marker ved 
Vordingborg, i større Mængde snyltende paa Digitaria glabra, 
men af hvilken jeg først nu har modtaget Exemplarer; den 
er hidtil kun kjendt fra nogle faa Steder i Mellem-Europa. — 
Ustilago violacea (Pers.) fandtes i stor Mængde paa Dianthus 
superbus i Ulfshale Skov paa Møen. — Ustilago Tragopogonis 
(Pers.) paa Tragopogon porrifolius ved Kjøbenhavn. — 


204 


Urocystis Anemones (Pers.) optræder i Mængde i Haver ved 
Kjøbenhavn paa Bladene af den rodblomstrede, fyldte Hepatica. 
— Protomyces macrosporus Unger fandtes i overordentlig 
Mængde paa Sium angustifolium i Vejledalen, baade paa 
Stængel og Blade, især Bladstilke. | 

5. Uredinaceae. I sidste Sommer (1893) optraadte 
Rustsvampe gjennemgaaende mærkværdig sparsomt i Sammen- 
ligning med hvad de pleje. Dette Forhold maa væsentlig 
tilskrives den langvarige Torke i hele Forsommeren, navnlig 
den regnigse April, der hindrede Spiringen af de overvintrede 
Basidiefrugter og af Basidiesporerne, og derved ogsaa Frem- 
komsten af Skaalrustformen.  Æcidier vare overordentlig 
sparsomt optrædende, og af ellers meget almindelige Arter 
var det vanskeligt at opdrive enkelte Exemplarer. Berberissens 
Skaalrust var næsten ikke til at finde paa Steder, hvor den 
under sædvanlige Forhold træffes hyppig, og derfor blev 
Korn og Græs de fleste Steder næsten ganske befriet for 
Puccinia graminis. Ogsaa den lige saa hyppige Puccinia 
Rubigo, som man ellers plejer at træffe i saa rigelig Mængde 
paa enhver Korn- og Græsmark, var det i mange Egne 
vanskeligt at finde. I Vejle-Egnen, hvor jeg i Juli Maaned 
længe søgte den forgjæves, fandt jeg endelig enkelte Exem- 
plarer paa nogle op af Vandet ragende Blade af Catabrosa 
aquatica, paa hvilken Græsart det ikke er mig bekjendt, at 
denne Rust for er bemærket. Saadanne Rustsvampe, hvis 
Mycelium overvintrer i Rodstokken og derfra breder sig ud i 
de unge Skud, dannede dog en let forstaaelig Undtagelse fra 
Regelen, idet Luftfugtigheden ikke havde nogen Indflydelse 
påa deres Udvikling; saaledes optraadte Puccinia fusca Relh., 
P. suaveolens (Pers.) og P. Tragopogonis (Pers.) som sæd- 
vanlist; den sidstnævnte fandt jeg optrædende med sine 
Æcidier i stor Mængde i en perennerende Græsmark ved 
Kjøbenhavn, ikke alene paa Stængler og Blade, men ogsaa 
paa Kurvdække, Kronblade og Frugtknuder, og Blomsterne 
bleve herved metamorfoserede paa den Maade, at alle Kronerne 


_ 205 


bleve rørformede. — Af andre Iagttagelser vedkommende 
Uredinaceer skal bemærkes folgende: Aecidium elatinum : 
A. et S., der som bekjendt fremkalder store ,Hexekoste“ 
paa Ædelgran og som tidligere for Danmarks Vedkommende 
kun var kjendt fra Almindingen paa Bornholm, fandtes sidste 
Sommer i Marienborg Skov paa Møen, påa en omtrent 20- 
aarig Ædelgran. — I min ,Fungi Groenlandiae“ (1888) om- 
tales, at Melampsora Epilobii (Chaillet) i 1883 fandtes paa 
nogle fra Grønland indførte Exemplarer af Chamænerium 
latifolium i Landbohøjskolens Have ved Kjøbenhavn, men at 
den ikke viste sig der i de følgende Aar; i 1893 indfandt 
den sig igjen, saa at alle Exemplarer i August Maaned vare 
bedækkede med de gule Uredohobe; derimod viste den sig 
ikke paa de tætved voxende Chamænerium angustifolium 
"eller Arter af Epilobium, paa hvilke Svampen ellers er hyppig 
i Danmark. Der er jo saaledes nogen Grund til at formode, 
at den paa Cham. latif. optrædende Rust er en egen Art; 
den er iøvrigt ikke kjendt andensteds fra,. end ikke funden 
i Grønland, hvorfra dog Værtplanten er indført. — En Del 
_ Grene af forskjellige Arter Ribes bleve anbragte i Cylinder- 
glas med Vand i Bunden, og Bladene bleve den 9de Maj 
besaaede med Æcidiesporer af Peridermium Klebahni, tagne 
af Weymouthsfyrre-Stammer; den 23de Maj var der udviklet 
- talrige Uredohobe, tilhørende Cronartium fibicola Dietr. paa 
Bladene af Ribes gracile, Rk. muitiflorum og BR. divaricatum, 
hvilke tre Arter altsaa høre med til den Række af Veert- 
planter, der huse den nævnte Svamp. 

6. Exobasidium Rhododendri Cramer. Denne i 
Alperne paa forskjellige Arter Rhododendron optrædende 
Parasit, der frembringer store, halvkugleformede eller næsten 
kugleformede Galler paa Bladene, fandtes i Sommer paa 
Blade af Bhododendron hirsutum i Landbohøjskolens Have, 
paa et Exemplar der havde voxet her i det fri i mange Aar. 
Dette kunde tyde paa en Smitte fra den almindelige paa 
Vaccinium optrædende Art og tale imod hins Artsberettigelse. 


206 


7. Hysterangium clathroides Vitt. I „Mykologiske 
Meddelelser* (Bot. Tidsskr. Bd. 18, S. 73) omtaltes Fundet af 
et enkelt Exemplar af den nævnte Svamp ved Frederiksdal. 


I sidste Sommer fandtes paa Botanisk Forenings Exkursion, 


i Nærheden af Taleren paa Moens Klint, omtrent 30 Exem- 
plarer af en underjordisk Svamp af en Arts til over en 
Hasselngds Størrelse, de største Exemplarer over 2 Centimeter 
i størst Udstrækning. De tilhørte utvivlsomt Slægten Hyste- 
rangium og de svarede i det hele godt til Beskrivelsen af 
den nævnte Art; kun vare Sporerne betydeligt, næsten 
dobbelt saa store som normalt, idet de vare 20—26 y 1. og 
6—7 u t., medens Størrelsen ellers angives 12—14  L og 
4—6,5 4 t. 

8. Taphrina Githaginis Rostr. Da denne Svamp 
tidligere kun er fundet eet Sted her'i Landet og ingensteds 
i Udlandet, fortjener det at noteres, at den i Sommer fandtes 
paa den bot. Forenings Exkursion paa Møen, i en Rugmark 


ved Hunesggaard. De angrebne Exemplarer af Agrostemma — 


Githago vare lavstammede og ejendommeligt krusede 1 alle 
Bladdele, selv i Kronbladene. | 

9. Myxotrichum. brunneum n. sp. I Juni f A. 
modtog jeg af Lektor, Dr. Boas nogle Kulturer af Isaria densa 
Giard (— Botrytis tenella Sacc.) paa Oldenborrelarver, som 


vare inficerede med Svampen. Dels paa denne Isaria, dels : 


herfra bredende sig over den fugtige Jord, fandtes. talrige, 
tæt samlede eller spredte brune Kugler af 0,5 Mm. Tykkelse. 
Overfladen af disse Kugler bestod af et løst Maskevæv af 
brune, anastomoserende, rue, med Tværvægge forsynede 
Hyfer af 3,54 Tykkelse, med dobbelt kontureret Væg. Hele 
Rummet indenfor dette Næt bestod af en tæt Masse af 


kugleformede, gjennemsigtige, 3—4 „u tykke Sporer, med bleg 


gulbrun Væg, liggende saa kompakt at de ganske opfyldte 
Rummet. Sporesække kunde jeg ikke bestemt paavise; de 


maa ialtfald være meget tidlig forgængelige. Vel fandtes — 


Sporerne ofte liggende otte i en Klump, hvilket kunde antyde, 


Fig. 2. Myxotrichum brunneum n. sp. 
1. En Hob Frugtlegemer i nat. Storr. 2. Et Frugtlegeme, 20 Gange 
forst. 3. Sporer, 1000 Gange forst. 4. Et Brudstykke af Peridiet, 
1000 Gange forst. 


at de hørte til Indholdet af en Ascus, men dette er dog 
usikkert. Svampen stemmer i hele sin Bygning godt med 
Gymnoasceae og særlig med Slægten Myxotrichum Kze. for- 
saavidt denne overhovedet bar adskilles fra Gymnoascus, 
saaledes som Schroeter har gjort i „Die Pilze Schlesiens“. 
Saccardo (Sylloge fung. IV) opforer Myxotrichum under Hypho- 
mycetes; men hos flere af de herunder opforte Arter er der 
oftere iagttaget en meget fin Hinde, der omgiver Hobe af 
Sporer; sandsynligvis er det meget forgængelige Sporesække, 
som ere bemærkede, og de fleste af de hos Saccardo og 
andre Forfattere til Myxotrichum henforte Arter ville sikkert 
vise sig at høre til Gymnoasceae. | 


10. Onygena corvina A. et S. fandtes i September 
Maaned paa Kragefjer under Naaletræer i Boserup Skov. 
Denne Svamp er tidligere funden et Par Steder hos os; men 
jeg omtaler den her fordi der, dels paa de samme. dels paa 
andre Kragefjer sammesteds, fandtes en hvid Hyphomycet, 
der bedækkede større Dele af Fjerribben, og som jeg antager 
at være en til Onygena hørende Knopcelleform; den bestaar 


208 


af fine grenede Frugthyfer, som i Spidsen af hver Gren bære 
en valseformet Konidie. | A 

11. Microglossum arenarium Rostr. Denne af 
mig i „Mykologiske Meddelelser" (Bot. Tidsskr. Bd. 18, S. 76) 
beskrevne Svamp fra Vendsyssel fandtes ifjor under lignende 
Forhold i den sandige Havstok ved Hornbæk ligeledes i 
rigelig Mængde. Da den saaledes ikke synes at være sjælden, 
er den rimeligvis tidligere forvexlet med en af de habituelt 
lignende Geoglossum-Arter, fra hvilke den dog skarpt ad- 
skilles ved sine enrummede, farveløse Sporer. 

12. Cordyceps ophioglossoides (Ehrh.) Lk. Jeg 
meddelte ifjor (Myk. Medd. IV), at denne Svamp i de senere 
Aar var funden flere Steder i Sjælland, men endnu den 
Gang ikke taget i Forbindelse med sin Værtplante, Elapho- 
myces. Paa en Exkursion, sammen med flere andre Botanikere, 
i Hornbæk Plantage i Oktober Maaned 1893 fandtes den i 
rigelig Mængde i en omtrent 20aarig Rødgranplantage paa 
aabne Smaapletter, og ved at grave tilstrækkelig dybt fandtes 
den stedse at have sit Udspring fra Hlaphomyces granulatus. 
Der fandtes ofte flere, indtil 6 Frugtlegemer af Cordyceps 
paa samme Elaphomyces, og undertiden havde den 2—3 
sammenvoxede Stokke, der dog ogsaa kunne betragtes som 
een grenet Stok. Ligeledes bemærkedes det citrongule 
Mycelium af Elaphomyces, som udbredte sig over de finere 
Rodgrene af Rødgranen, som havde den sædvanlige Mykor- 
rhiza-Form. Elaphomyces granulatus er ellers hyppigst knyttet 
til Fyrreskov, men kan iøvrigt ogsaa træffes udenfor Naale- 
skove. Botanisk Forening fik saaledes i sidste December 
Maaned tilsendt en Del, tildels usædvanlig store Exemplarer 
af E. granulatus fra Lærer Overgaard, Gjettrup ved Vester- 
vig, samlede paa Heden mellem Rødder af Salix repens. 

13. Diaporthe Juncaginearum n.sp. Paa levende 
Exemplarer af begge vore Triglochin-Arter optræder som 
bekjendt meget almindelig, baade paa Stængler og Blade, 
en Pyknideform, der er beskrevet under Navn af Asteroma 


209 


Juncaginearum Rbh. og som frembringer store begsorte Pletter 
paa de nævnte Plantedele. Dens ascusbarende Form har 
hidtil ikke været bekjendt, og den synes ialtfald ikke at 
optrede parasitisk paa de levende Planter, sammen med 
Pykniderne. I Slutningen af sidste August Maaned fandt 
jeg ved Bredden af Hjortesgen i Hvalsø Skove en Mængde 
visne Exemplarer af Triglochin palustre, der viste sig at 
have været. angrebne af den nævnte Asteroma, men som 
nu, tilsyneladende paa samme Stroma, baade paa Stængler 
og Frugter husede en Ascomycet, der med sine Perithecier 
hævede sig halvvejs op af det sortebrune Stroma, som prik- 
formede Vorter; efter sin Bygning maatte den tilhøre Slægten 
Diaporthe, specielt Underslægten Euporthe.  Sporesækkene 
kølleformede, 48 4.1., 154 t.; Sporerne klart gule, torummede, 
sædvanlig med fire Draaber, 20—22, |., 7—8y t. Den paa 
Arter rige Slægt Diaporthe har ellers farveløse Sporer, men 
ligesom der indenfor de nærmest staaende Slægter Venturia 
og Melanconis baade findes Arter med farveløse og med gul- 
agtige Sporer, saaledes er der heller ikke Anledning til at 
udsondre den heskrevne Art fra Slægten Diaporthe fordi den 
har farvede Sporer. Jeg har benævnt denne hidtil ubeskrevne 
Ascomycet Diaporthe Juncaginearum; hvis det skulde bekræfte 
sig, at den virkelig er en videre Udvikling af Asteroma 
Juncaginearum vil det, efter de sædvanlige Regler for Nomen- 
klaturen, kun have den Ændring til Følge, at den maa kaldes 
Diaporthe Juncaginearum (Rbh.) Rostr. 

14 Micropera Abietis n. sp. I Grevinge Skov i 
Odsherred traf jeg i Oktober Maaned en Gruppe paa en 
halv Snes gamle Ædelgraner, som vare udgaaede, uden at 
det var muligt at finde anden Aarsag hertil, end den Hejre- 
koloni som havde fæstet Bo i Toppen af Træerne. Paa 
samtlige døde Stammer var Barken, fra Grunden af og højt 
tilvejrs, tæt besat med Pyknider, hørende til Slægten Micropera, 
der af Saccardo (Syll. fung. II) henføres til Sphæroideae, 
men som snarere bør indordnes under Excipulaceae. Den 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind 14 


910 


foreliggende nye Art har jeg kaldt Micropera Abietis : Peri- 


thecia hysteriformia, fusca, dense gregaria; sporae fusoideae, 
semicirculari-arcuatae, pluriguttulatae, continuae vel rarissime 
1-septatae, 30—40 u 1, 4—5 4 cr., hyalinae. | 
15. Tbptsthyktani Periclymeni (Desm.) Saat 
Denne Svamp saa jeg i Juni Maaned i Mængde paa levende, 
grønne Blade af Lonicera Xylosteum paa Moens Klint, hvilket 
jeg anforer for at konstatere, at denne Pyknideform er en 
ægte Parasit. De kolleformede, stærkt krummede Sporer 
vare noget større end angivet hos Saccardo, nemlig 25—40 4 1. 
9—10 u t. Sporernes Form og Størrelse stemmer bedre 
overens med den nordamerikanske Marsonia Lonicerae Harkn., 


men de mangle den Skillevæg, som hos Marsonia findes tæt 


ved Basis. | ; 

16. Pestalozzia de Notaris. Denne Slægt udmærker 
sig især ved sine ejendommelige Vedhæng til sine flerrummede 
Sporer. Den hgrer til Melanconieae, der danne en Bro 
mellem de egentlige, lukkede Pyknideformer, Sphæropsideae, 
og de fritstillede Konidieformer, Hyphomycetes, idet Sporerne 
udvikles paa et pudeformet Leje, som i Begyndelsen er 


dækket af Værtplantens Overhud. Det viser sig, at flere og 


flere Arter af Slægten Pestalozzia, der tidligere ansaas for 
Saprofyter, ere ægte Parasiter; dette synes ialtfald at være 
Tilfældet med alle de her i Landet kjendte Arter. Den hos 
os hyppigst forekommende Art er vistnok Pestalozzia funerea 
Desm.; den angives selv i de nyeste mykologiske Værker 
som en paa døde Blade og Grene optrædende Svamp, og 
. 1 plantepathologiske Skrifter nævnes den ikke. Efter min 
Erfaring optræder den som en ret skadelig Parasit paa mange 


Cupressineer, hvis af Svampen angrebne Blade og Grene blive 
affarvede, gule, brune, eller tilsidst næsten sorte. Jeg har 


ikke alene bemærket den hos vor hjemmehgrende Ene, men 
den optræder meget hyppig i vore Parkanlæg og Haver paa 
herhenhgrende Prydtræer: Chamæcyparis squarrosa og Law- 
soniana, Thuja occidentalis og plicata, Biota orientalis, 


Fe: 
ER TN DE ae eae 


JA 


Cryptomeria japonica, Juniperus squamata. — Den af Tubeuf 
som Parasit paa Graner beskrevne Pestalozzia Hartigii har 
jeg hos os fundet optrædende i Planteskoler som meget 
" ødelæggende for 1—3-aarige Bogetræer (se Tidsskr. f. Skov- 
brug XII, 228) — Pestalozzia Guepini Desm. angriber” 
— Bladene af Camellia japonica (se Gartner-Tidende for 1892, 
8.66). — Pestalozzia compta Sacc. har jeg fundet snyltende 
paa Blade af Rosa -centifolia, paa: hvilke den fremkalder 
affarvede Pletter. — Jeg har endvidere fundet nogle nye 
Arter, som ogsaa optræde parasitisk. Jeg bemærkede i sidste 
" Sommer baade ved Silkeborg og Lyngby talrige Blade af 
 Uhmus montana med runde, affarvede Pletter, der viste sig 
. paa begge Bladflader; de skyldtes en Pestalozzia, hvis Habitus, 
Forekomst og Sporebygning godtgjore dens Artsberettigelse. 
Jeg har kaldt den Pestalozzia Maculicola n. sp.: Maculae 
orbiculares, diam. 3—4 mm., albidae, amphigenae, lineo fusco 
cinctae; acervuli minutissimi, nigri; conidia oblongo-fusoidea, 
4-locular., loculis 2 interioribus fuseis., longit. 16—20 y, 
crassit. 6—7 y, vertice ciliis tribus ornata. — Endvidere fandt 
jeg 1 Viemose ved Petersværft paa friskgronne Hasselblades 
Overside talrige uregelmæssige brune Pletter, paa hvilke der 
fandtes en Del flade sorte Puder, der viste sig at tilhøre en 
Pestalozzia af Gruppen Monochaetia Sacc., men i sin Bygning 

og Optræden saa forskjellig fra de hidtil beskrevne Arter, at 
jeg har maattet opstille den som ny og benævnt den Pesta- 
lozzia Coryli n.sp.: Maculae epiphyllae, irregular., brunneae, 
numerosae; acervuli atri, plani; conidia fusoidea, 4-septata, 
loculis 3 interioribus fuscis, 23—95 1, 6—7 4 cr., rostello 
apicali curvato, 11—13,1.; in foliis Coryli Avellana. — Til 
_ Gruppen Monochaetia hører ogsaa en paa Naalene af Juniperus 
communis ved Hofmansgave funden Art, som er meget for- 
skjellig fra P. funerea, der ellers optræder paa samme Veert- 
plante; jeg har benævnt den Pestalozzia Juniperi n. sp.: 
Acervuli epiphylli, gregarii, atri; conidia fusoidea, 6-locular., 

14* 


212 


> 


loculis omnibus fuscis, long. 21—22 y, crassit. 7—8 y, mene 
rostello obliquo, basi longe stipellato. 

17. Marsonia Fisch. Denne ligeledes til Melanconieae 
hørende Slægt indbefatter ogsaa ægte parasitiske Svampe, 
skjønt de i Regelen kun angives at optræde paa visne eller 
henvisnende Blade. M. Potentillae (Desm.) Fisch., der op- 


træder temmelig almindelig paa Oversiden af levende Blade 


af forskjellige Arter af Potentilla, fandt jeg i Mængde paa 
Horsnæs ved Silkeborg paa Comarum palustre; den har ikke 
før været angivet paa denne Værtplante, hvis nære Slægt- 
skab med Potentilla, til hvilken den jo ogsaa nu ofte hen- 
føres, derved bekræftes. Den anses af Nogle for at være en 
Konidieform af Coleroa Potentillae. — Andre danske Arter 
af Marsonia ere: M. Delastrei (de Lacr.) Sacc. paa Blade 
af Agrostemma Githago (Kjøbenhavn og Rørvig) og Melandrium 
vespertinum (Vejstrup i Fyn). M. Populi (Lib.) Sacc. paa 
Oversiden af levende Blade af Populus alba (Eskildstrup paa 
Sjælland). M.truncatula Sacc. paa levende Blade af Acer 
campestre (Sexhøj i Jylland), Acer saccharinum (Langkilde- 
gaard i Fyn), Acer monspessulanum (Broholm i Fyn) og 
Acer Negundo (Hofmansgave i Fyn). — I 1825 beskrev Link. 
(Gymnomycetes pag. 96) en paa større Umbellifer-Stængler i 
Schlesien funden Svamp under Navn af Cryptosporium 
aurantiacum; den blev af Saccardo (Syll. fung. III, 717) med 
nogen Tvivl henført til Gloeosporium, men forsynet med den 
gamle ufuldstændige Beskrivelse; den synes overhovedet ikke 
at være iagttaget siden Links Tid. Jeg har i flere Aar iagt- 
taget en Svamp paa Stængler af Laserpitium latifolium 1 
Landbohøjskolens Have, som jeg antager at være den Linkske 
Art, da den ganske svarer til den givne Habitus-Beskrivelse. 
Konidierne, som hidtil ikke have været beskrevne, vare klare, 
aflange, lidt krummede, torummede, med ulige store Rum; 
den bør altsaa henføres til Slægten Marsonia og kaldes 
M. aurantiaca (Link) Rostr. | 


213 


18. Graphiothecium pusillum (Fuckel) Sacc., som 
horer til Stilbeae, angives alene som voxende paa Stellaria 
media; den fandtes i overordentlig Mængde paa levende 
Blade af Malachium aquaticum mange Steder i Omegnen af 

Vejle. 

19.. Isaria fuciformis Berk. Under dette Navn 
"beskrev Berkeley i 1873 en ligeledes til Stilbeae hørende 
Svamp, som fandtes paa Korn i Australien. Den bestaar af 
et omtrent 1 Centimeter langt traadformet, med tenformede, 
spidse Grene forsynet Stroma, der bærer de meget smaa 
kugleformede Konidier. Den blev senere funden i England, 
optrædende som skadelig paa Græsarter paa sandede Steder, 
især paa Festuca ovina. Worthington Smith, som giver 
Figurer af den i Diseases of field and garden crops“ p.56—58, 
meddeler, at Svampens Farve kan variere fra bleg- til blod- 
rød, og at den i sidste Tilfælde er meget iøjnefaldende. At 
den, som Smith mener, skulde være indvandret fra Australien 
til England er meget lidet sandsynligt; han har næppe nogen 
anden Grund til denne Antagelse, end at den tilfældigvis 
først bemærkedes i Australien og nogle Aar senere i det 
" sydlige England; men Svampen er ialtfald i sin sædvanlige 
blege Form højst uanselig og let at overse. I sidste Sommer 
fandtes den samme Svamp af cand. mag. O. Rostrup paa 
"Ax af Elymus arenarius ved Sæby i Vendsyssel. Svampen 
har saaledes sandsynligvis en stor Udbredelse og kan for- 
modentlig optræde paa mange forskjellige Græsarter. 

20. Dothidella Laminariae n. sp. Efter Tryk- 
ningen af mit i „Meddelelser om Grønland II“ i 1891 publi- 
cerede Arbejde ,Tillæg til Grønlands Svampe“, modtog jeg 
nogle af stud. mag. N. Hartz paa Vestkysten af Gronland i 
1890 samlede Laminaria-Stængler, som vare angrebne af en 
_ukjendt Ascomycet. Da Svampe paa Havalger kun sjældent 
forekomme, fortjener denne nye Art at publiceres: Dothidella 
Laminariae: Stroma effusum, tenerrimum , atrum; loculi 
‘ copiosi, globosi, immersi, diametro 120—140 u; ostiola. sub 


Fig: 3. Dothidella Laminariae n. sp. 
1. Et Sporehus, 100 Gange forst. 2. En Sporesæk 500 Gange forst. 
3. En Spore, 1000 Gange forst. 


lente conspicua; asci cylindrico-fusoidei, longit. 65—70 y, 
crassit. 12—14 y; sporae distichae, ellipsoideo-fusiformes, 
longit. 20—21 4, crassit. 7—8y, medio 1-septatae, non con- 
strictae, hyalinae, granulosae. In stipitibus Laminariae 
longicruri, Patoot, Vajgattet Groenlandiae. 


215 


Contributions mycologiques (V) 
pour l’année 1893. 
(Communiquées en avril 1894.) 


Par 
E. Rostrup. 


(Résumé de l’article précédent.) 


Sorosphaera Veronicae Schroet. Aux environs de.Copen- 
hague jai trouvé, dans la tige du Veronica hederifolia, ce 
champignon peu connu, rapporté par M. Schroeter aux 
Myxomycètes. Je trouvai comme ce savant, entre les amas 
de spores, des hyphes qui appartiennent probablement a ce 
champignon même, et je préfère donc de le ranger parmi les 
Ustilaginacées. Comme il ne peut être rapporté à aucun 
_ des genres de cette famille jusqu'ici décrits, il lui faut garder 
son nom en changeant seulement de place dans le système 
(Fig. 1 p. 202). : 


Entomophthora Aphidis Hoffm. Cette espèce peut être 
ajoutée à la liste que j'ai donnée des espèces d’Entomoph- 
thoracées trouvées en Danemark (Vidensk. Meddel. fra den 
naturhist. Foren. i Kjøbenhavn for 1893). 


Ustilago Rabenhorstiana Kühn. Cette espèce fut trouvée 
dans le Digitaria glabra pres de Vordingborg en Selande, et 
elle doit donc être ajoutée à la liste des Ustilaginaeées de 
Danemark que j'ai publiée dans le Botan. Forenings Fest- 
skrift 1890. | 


Cronartium Ribicola Dietr. Des rameaux de diverses 
espèces de Ribes furent placés dans des verres fermés, et 
les feuilles furent infectées, le 9 mai, par des spores de 
Peridermium Klebahni provenant de troncs de Pinus Strobus. 
Le 23 mai on voyait des bourrelets d’uredo bien développés 


216 
appartenant au Cronartium Ribicola, dans les feuilles des 
Ribes gracile, multiflorum et divaricatum. 


Exobasidium Rhododendri Cramer. Ce champignon parais- 
sait dans les feuilles de Rhododendron hirsutum, dans un 
vieil échantillon qui se trouvait depuis beaucoup d'années 
dans un jardin de Copenhague. Il est donc probable que ce 
parasite n’a pas été introduit avec la plante nourricière, et 
on a lieu de croire qu'il a été produit par infection de 
l’Exobasidium commun des Vaccinium, et qu'il appartient 
à la même espèce qui celui-ci. | 3 

Taphrina Githaginis Rostr. Cette espèce qui jusqu'ici 
n'avait été trouvée que dans un seul endroit en Sélande fut 
trouvée aussi dans l’île de Møen. Les echantillons d’Agro- 
stemma Githago attaqués par le champignon avaient toutes 
les feuilles, même les pétales, singulièrement crépues. 


Myxotrichum brunneum n. sp. Cette nouvelle espèce 
formait de nombreux globules bruns, serrés, épais de 0,5 mm., 
sur des cultures de l’Isaria densa Giard. La surface de ces 
globules est constituée par un réseau lâche de hyphes brunes, 
anastomosantes, rugueuses, cloisonnées, épaisses de 3,5 y. 
Tout l’intérieur est rempli de spores globuleuses d’un brun 
pâle, 3 à 44 de diamètre. Des asques ne se laissaient pas 
nettement distinguer, mais les spores se trouvaient générale- 
ment réunies en groupes de 8, ce qui porte à croire qu’elles 
proviennent d’asques. Je n’hésite pas à ranger ce champignon 
parmi les Gymnoasceae, et, en tant qu’on fera distinction 
entre le Myxotrichum et le Gymnoascus, de la rapporter au 
genre Myxotrichum (Fig. 2 p. 207). 


Diaporthe Juncaginearum n.sp. Dans des échantillons 
morts de Triglochin palustre qui, à l’état vivant, avaient été 
envahis par l’Asteroma Juncaginearum Rbh., je trouvai, dans 
l'automne, en apparence produits par le même stroma, un 
Ascomycète qui, selon sa structure, doit étre rapporté au 
genre Diaporthe, sous-genre Euporthe. Les périthèces for- 
maient de petites verrues voutées et contenaient des asques 
claviformes mesurant 48 sur 154. Les spores sont claires, 
jaunes et bicellulaires, elles contiennent ordinairement  Æ 
gouttes, et mesurent 20 à 22 de long sur 7 à 8 y de large. 


Micropera Abietis n.sp. Dans une forêt en Sélande se 
trouvait un touffe d’une dizaine de vieux sapins (Abies 


217 


pectinata) qui étaient morts et dont l'écorce était couverte 
de pycnides appartenant au genre Micropera, qui paraît 
devoir être rangé parmi les Excipulaceae. On trouvera la 
"diagnose de cette nouvelle espèce page 210. 


Pestalozzia de Not. Toutes les espèces de ce genre 
trouvées en Danemark paraissent être de vrais parasites, 
comme le P. funerea Desm. dans plusieurs Cupressacées, le 
P. Hartigii Tubeuf dans des hêtres âgés d'un à trois ans, le 
 P. Guepini Desm. dans le Camellia, le P. compta dans le 
Rosa centifolia, et enfin les trois nouvelles espèces: P. Macu- 
licola dans des feuilles d’Ulmus montana, P. Coryli dans les 
feuilles de Corylus Avellana et le P. Juniperi dans le Juniperus 
communis. Les diagnoses latines de ces trois espèces se 
trouvent page 211. 


Marsonia Fisch. Ce genre embrasse aussi des espèces 
vraiment parasites, comme le M. Potentillae (Desm.) Fisch., 
fréquent dans les feuilles de plusieurs espèces de Potentilla 
et du Comarum palustre, le M. Delastrei (de Lacr.) Sacc. 
dans l’Agrostemma et le Melandrium, le M. Populi (Lib.) 
Sacc. dans le Populus alba, et le M. truncatula dans plusieurs 
espèces d’Acer. En 1825 Link décrivit (Gymnomycetes p. 96). 
sous le nom de Cryptosporium aurantiacum un champignon 
trouvé dans des tiges d’Ombelliferes en Silésie. M. Saccardo 
(Syll. fung. III. p.717) l'a rapporté avec quelque doute au 
genre Gloeosporium en reproduisant la vieille description 
incomplète comme il paraît n'avoir pas été trouvé depuis 
l'époque de Link. Pendant plusieurs années j'ai observé un 
champignon, dans les tiges de Laserpitium latifolium, qui 
correspond complètement à la description du port du cham- 
pignon donnée par Link; ses conidies étaient ovales, courbees, 
bicellulaires, à cellules inögales; il doit donc être rapporté 
au genre Marsonia et son nom sera: M. aurantiaca (Link) 
Rostr. Ås 

Graphiotheeium pusillum (Fuck.) Sacc. A ce qu'on 
connait, cette espece a été observée jusqu'ici seulement dans 
le Stellaria media; l’année dernière elle fut trouvée en 
abondance dans les feuilles vivantes du Malachium aquaticum 
aux environs de Vejle. 


Isaria fuciformis Berk. Cette espèce fut décrite en 1873 
comme attaquant les céréales en Australie; plus tard elle 


218 


fut trouvée en Angleterre dans le Festuca ovina et d’autres 
Graminées. M. Worthington Smith présume qu’elle a été 
introduite de l'Australie, une supposition qu’on n’a pas lieu 
d'accepter. L’été passé je la trouvai dans PElymus en Vend- 
syssel (Jutlande); elle est probablement très répandue, mais 
échappe facilement à l'observation. 


Dothidella Laminariae n.sp. Sur la côte occidentale de 
Groenland M. N. Hartz récolta en 1890 quelques Laminaires, 
dont les stipes étaient attaqués d'un Ascomycète nouveau 
qui est remarquable parce que l’occurrence de champignons 
dans des Algues marines est très rare. Sa diagnose, accom- 
pagnée de figures, se trouve page 213. 


219 


. Bidrag til Kundskaben om arktiske 
Planters Bladbygning. | 
Af 


F. Borgesen. 


(Hertil Tavle 15—17.) 


Angaaende de alpine Blades Anatomi foreligger der alt 
flere Arbejder, dels af Leist!), der mente at kunne sammen- 
ligne Alpeplanternes Blade med Lavlandets Skyggeblade, dels 
af Bonnier”) og Wagner”), som derimod fremhæve det alpine 
Voxesteds udviklende Indflydelse paa Palissadeveevet. 

Med Hensyn til de arktiske Blades Anatomi har der hidtil 
kun foreligget mere spredte Iagttagelser, og det er paa denne 
Mangel de her givne Meddelelser skulde forsgge at raade Bod. 

Det til disse Undersøgelser benyttede Materiale tilhører 
Universitetets botaniske Museum og blev mig velvilligst 


1) ,Ueber den Einfluss des alpinen Standortes auf die Ausbildung der 
Laubblätter* (i Mittheilungen der Naturforschenden Gesellschaft von 
Bern. 1889). | 

?) I flere mindre Afhandlinger: ,Etude expérimentale sur l'influence 
du climat alpin sur la végétation et les fonctions des plantes“ (Bull. 
de la société bot. de France 1888): ,Cultures expérimentales dans 
les hautes altitudes* og „Influence des hautes altitudes sur les 
fonctions des végétaux“ (i Compt. rend. de l’Acad. des scinces 1890). 

3) „Zur Kenntniss des Blattbaues der Alpenpflanzen und dessen 
biologischer Bedeutung (Sitzungsberichte der kaiserl. Akad. der 

" Wissensch. in Wien. Mathem.-naturw. Cl.; Bind’ CI, Afdel. 1. 1892). 


290 


ovérladt af Hr. Professor Warming, som ogsaa i sin Tid hen- 
ledte min Opmærksomhed paa denne interessante Opgave. | 

Disse arktiske Samlinger ere meget betydelige, hjembragte 
af mange forskjellige, særlig grønlandske Expeditioner, saa- 
ledes at jeg har været i Stand til at undersgge og sammen- 


ligne et ofte stort Antal Exemplarer af samme Art fra meget — 


forskjellige Lokaliteter; desværre var Materialet i det Hele 
ikke samlet med saadanne Undersøgelser for Øje, idet der 
f. Ex. kun sjældent var angivet, om Planten voxede i Sol 
eller Skygge, fugtigt eller tørt, eller om den voxede umiddel- 


bart ved Havet eller tilfjælds, Forhold, der jo som bekjendt 


have ikke ringe Indflydelse paa Bladenes anatomiske Bygning. 
Imidlertid har det store Antal undersøgte Exemplarer for en 
Del kunnet bøde herpaa; at der dog i den Retning ikke er 
faa Mangler, er jeg mig fuldt bevidst. 

I Lighed med Wagner agter jeg ce at give detaillerede 
Beskrivelser af de enkelte Arter; kun i de forskjellige Grupper 
' omtales de mere extreme Forhold, ellers henvises til Skemaerne. 


Overhuden. 


I en for nylig publiceret lille Afhandling (Comptes 


rendues, 1894, t. CXVIII, pag. 1427) fremhæver Bonnier, at 
Huden gjennemgaaende er tynd hos de arktiske Planter og 
bliver desto tyndere, jo nordligere en Plante af samme Art 
voxer. Denne i Almindelighed ringe Udvikling af’ Epidermis 


har ogsaa ved mine Undersggelser vist sig at veere et 


karakteristisk Trak i de arktiske Planters Bladbygning, idet 


Overhuden hos det største Antal af de undersøgte Arter var 
re 


tynd eller kun svagere fortykket. 

Undtagelser herfra dannede for det første de vinter- 
grønne, træagtige Arter, der i Almindelighed havde en tyk 
Overhud; saaledes fandtes en fortykket Epidermis hos alle 


de herhenhgrende Arter af Gruppen Bicornes f. Ex. Loiseleuria | 


procumbens (se Warming, Om Gronlands Vegetation pag. 111 


aot 


fig. 6), Andromeda polifolia, Cassiope tetragona og hypnoides, 
Arctostaphylos Uva Ursi, Vaccinium-Arterne og Diupensia 
lapponica; hos denne sidste var Overhuden navnlig meget 
stærkt fortykket; den havde et tykt Kutikularlag, der endog 
ved Spalteaabningerne , om end tyndt, fortsattes ind paa 
Aandehulens Vægge; under Kutikulaen fulgte et mægtigt 
Celluloselag og Cellernes Lumen var ringe. 

En paafaldende mægtig Udvikling havde Overhuden 
endvidere hos Saxifraga oppositifolia (se Fig. 1 og 2); Yder- 
veggen var her ofte tydelig lagdelt (f. Ex. paa Exemplarer 
fra Mödruvellir paa Island; Fig.2). Mindre fortykket men 
dog endnu anselig var Epidermis’ Yderveg hos Saxifraga 
tricuspidata (se Fig. 5 og 6), endnu ‘svagere fortykket hos 
S. Aizoon, Stellaria longipes, Viscaria alpina (se Fig. 13), 
Silene acaulis (se Fig. 14), nogle Draba-Arter, Stellaria 
humifusa og enkelte andre. Hos den sidste var det navnlig 
Undersidens Overhud, der var fortykket, og særlig paa 
Exemplarer fra Kola-Halvoen var dette tydeligt, ligesom — 
Undersidens Overhudsceller her vare udmeerkede ved langs 
Midten af Overfladen at veere forsynede med fremspringende 
. listeformede Fortykkelser (se Fig. 17); paa Exemplarer fra 
andre Lokaliteter (f. Ex. Kaafjord, Egedesminde o. s. v.) fandtes 
"disse ikke. 

Hos de løvfældende, træagtige Planter f. Ex. Arcto- 
staphylos alpina, Salix herbacea og Betula nana var Over- 
huden, som man kunde vente, tynd, og dette var i det Hele 
taget Tilfældet med alle de øvrige undersøgte Arter, selv om 
der naturligvis kunde: være mindre Variationer tilstede (se 
Skema S. 23435). 

Denne ringe Udvikling af Overhuden stemmer særdeles 
godt overens med Wagners Angivelse af Forholdet hos de 
alpine Planter, hos hvilke Overhuden ligeledes i Almindelighed 
ikke udmærker sig ved nogen nævneværdig Fortykkelse, naar 
man da ser bort fra de vintergrønne Buskvæxter. Bonnier 
fremhæver (1. c.), at han ved Sammenligning er kommen til 


RS 
ID 


det Resultat, at Overhuden hos arktiske og alpine Exem- 


plarer af samme pc er dues hos de arktiske og bliver 


bestemt Fe ‘tor ine ‘ikke € angive ; wel: forekom rer 
f. Ex. hos Saxifraga oppositifolia mig noget tyndere hos 
Exemplarer fra Upernivik end hos saadanne fra Island, men 


hos andre Arter f. Ex. Viscaria alpina fandt jeg modstridende — 


Forhold ; rimeligvis spille lokale Omstændigheder, f. Ex. om 
Planten har voxet nær Havet eller længere ind i Landet, 
her en ikke ringe Rolle. 


Hvad Overhudscellernes Størrelse og an angaar, lader . 


der sig ikke opstille nogen bestemt Regel; de vare snart 
større, snart mindre, snart mangekantede, snårt forsynede 
med bølgeformede Vægge (se Oversigten S. 234—35). De Arter, 
der havde fortykket Overhud, havde i Almindelighed mange- 
kantede Celler, hos dem med tynd Overhud fandtes oftest 
bølgede Vægge. Dette sidste var derfor det hyppigste og 
dette stemmer ogsaa overens med Forholdet hos Alpeplanterne 
(se Wagner |. c. pag. 29). | 

Oftest vare Undersidens Celler stærkest bølgede „og tillige 
de største; men der fandtes dog ogsaa Exempler paa, at 
Oversidens Celler vare fuldt saa stærkt bølgede og under- 
tiden, om end kun lidt, større, f. Ex. hos Stellaria humifusa 
(se Fig. 20.08 21). | 

Den hyppige Forekomst af bølgede Overhudsceller vil 
fremgaa af den S. 234—35 meddelte Oversigt ; forøvrigt henvises 


ogsaa til Th. Holms talrige Figurer i „Novaia Zemlias Vege- 


tation“ og’ til de her medfølgende Figurer. 

Voxovertræk findes hos enkelte; saaledes i Form af 
langagtige Korn hos Saxifraga Aizoon. I „Gronlands Vege- 
tation“ omtaler Warming Voxdannelser hos Rhodiola, Chame- 
nerium latifolium og andre. | 

Hos det storste Antal af de her undersøgte Arter var 
Overhuden glat, uden Haardannelser. Hvad disses Optræden 
hos Gruppen Bicornes angaar, skal jeg her blot henvise til 


293 


Warmings Kapitel: „Hedeplanternes Tilpasning til Torke* 1 
„Gronlands Vegetation“ pag. 105, hvor disse ere udforligt 
omtalte og afbildede, ligesom Haarene hos Empetrum, Salix 
glauca, o. a. omtales der'). En kraftig Haardannelse, be- 
staaende af stjerneformede, tiltrykte Haar, fandtes hos 
Vesicaria arctica og dannede ligesom hos Rhododendron 
lapponicum et tæt Dække paa begge Bladets Sider. 


_ Forgrenede Haar fandtes endvidere hos Arabis alpina, 
Draba Wahlenbergü, Dr. hirta, Dr. alpina, Dr. aurea og 
andre. Papaver radicatum?) havde lange, tætstillede, fler- 
cellede, ugrenede Haar. Hos en Del af de undersøgte 
Saxifraga-Arter fandtes spredtstillede Kirtelhaar, saaledes 
f. Ex. hos S. nivalis (Holm |. c. tab. X, fig. 9), 5. cernua (Holm 
her tab. X, fig. 1), S. stellaris, S.rivularis og S. cespitosa. 

Pedicularis flammea har paa Bladets Underside korte, 
temmelig teetstillede, tykke Kirtelhaar; lignende Kirtelhaar 
omtaler og afbilder Holm hos P. sudetica (1. c. tab. VII, fig. 3). 
Spredte 2-cellede Kirtelhaar fandtes hos Primula stricta (se 
Fig. 37) og Pr. egaliksensis. 

Endelig skal jeg endnu omtale Forslimning af Overhuds- 
cellernes Inderveegge, som findes hos Loiseleuria procumbens 
og Empetrum nigrum og allerede er omtalt og afbildet af 
Warming |.c. pag. 107 og 111; Wagner har ].c. pag. 29 om- 
talt dette Forhold for de alpine Exemplarer af de samme 
rer. | 

I Korthed kan det foregaaende sammenstilles saaledes: 


1. Overhuden er hos det storste Antal af de undersggte 
Arter tynd; Undtagelser herfra danne Hedeplanterne og 
enkelte andre ofte paa udsatte, Steder voxende Arter med 
vintergrønne Blade (Fjeldmarksplanter). 


1) Man se ogsaa min lille Meddelelse: ,Nogle Ericiné-Haars Udviklings- 
historie" i Bot. Tidsskrift 17. Bind, 4. Hefte 1890. 

?) Cfr. Sv. Murbeck: Neue oder wenig bekannte Hybriden (Acta Horti 
Bergiani. Bind 2, Nr.5, pag. 7). 


2. Haardannelser o. l. optræde, naar undtages en Del 


Hedeplanter og Fjeldsmarksplanter, gjennemgaaende sjældent 


og ere hos de fleste Arter, hvor de findes, saa spredtstillede, 
at de næppe kunne antages at virke nedsættende paa 
Transpirationen i nogen væsentlig Grad. 


Spalteaabningerne og Gjennemluftningssystemet. 


For Alpeplanternes Vedkommende har Wagner gjort 
opmærksom paa Spalteaabningernes fremtrædende. Overvægt 
i Antal paa Oversiden af Bladet hos en stor Del Arter. Et 
lignende Forhold har vist sig at findes hos de arktiske Planter. 

Jeg skal nu her strax i Lighed med Wagner opstille et 
Skema over de af mig undersøgte Arter, hvoraf det Anførte 
tydelig vil fremgaa. | 

Naar man betragter dette (S. 225), vil man se, at i den 
første Rubrik: Spalteaabninger kun paa Bladets Underside, 
er det paa et Par Undtagelser nær kun Lyngplanter, der 
opføres. Disse ere som bekjendt xerofilt byggede, mange 
have endog (se Warmings Figurer 1. c. pag. 107 og videre) 
deres Spalteaabninger indesluttede i Huler og adskille sig i 
det Hele i Bladets anatomiske Bygning saa meget fra de 
øvrige arktiske Planter, at de maa siges at indtage en Sær- 
stilling. En Undtagelse fra de andre Lyngplanter gjøres dog 
af Cassiope hypnoides, der har Spalteaabninger ligelig fordelte 
paa begge Bladets Sider; men denne lille Plante hører ogsåa 
" snarere til Fjældmarkens eller Urtemarkens Flora, og fore- 
kommer 1 hvert Tilfælde kun paa fugtige Steder, ogsaa naar 
den findes i Lyngheden. Naar man altsaa ser bort fra de 


øvrige Lyngplanter, vil man tydelig af Tabellen se, at Planter — 
ey 
med Spalteaabninger i størst Mængde _paa Bladets Overside ” 


ere i udpræget Majoritet. 

“Hos en Del af de undersøgte Arter har j jeg, for nøjagtigere 
at bestemme Fordelingen af Spalteaabningerne, talt disses 
Antal paa Over- og Undersiden af Bladet paa et Areal af 


Fordelingen af Spalteaabningerne. 


Kun paa Undersiden. 


I storst Mængde paa Undersiden. 


Empetrum nigrum. 
Diapensia lapponica. 
Arctostaphylos Uva Ursi. 
Phyllodoce cærulea. 
Arctostaphylos alpina. 
Loiseleuria procumbens. 
Cassiope tetragona. 
Andromeda polifolia. 
Vaceinium uliginosum. 
Oxycoccus palustris. 
Thalictrum alpinum. 
Pedicularis flammea. 


Efter Holm: 
Pedicularis sudetica. 


Dryas octopetala. | 


Salix reticulata. 


Melandrium triflorum. 
Stellaria. borealis. 
Papaver radicatum. 
Arabis alpina. 
Ranunculus nivalis. 

— affinis * Wilanderi. 
Pleurogyne rotata. 


Efter Holm: 
Valeriana capitata. 
Eritrichium villosum. 
Oxyria digyna. 


I lige Mængde paa begge Sider. 


I storst Mængde paa Oversiden. 


Saxifraga nivalis. 
— hieracifolia. 
Alsine biflora. 
—  groenlandica. 
Cassiope hypnoides. | 


Gentiana nivalis. | 


Primula egaliksensis. 


Ranunculus pygmæus. | 


Campanula uniflora. 
Melandrium apetalum. 
— affinis. 
Halianthus peploides. 
Draba crassifolia. 
Ranunculus glacialis. 


Efter Holm: 


Artemisia borealis 1). 
Androsace chamejasme. 
Phaca frigida. 
Pachypleurum alpinum. 
Braya alpina. 

Arenaria ciliata. 


Salix polaris. 


Saxifraga oppositifolia. 

— aizoides. 

— tricuspidata. 

— flagellaris. 

— rivularis. 

— cernua. 

— cæspitosa. 

— Aizoon. 

— stellaris. 
Silene acaulis. 
Cerastium trigynum. 
Viscaria alpina. 
Stellaria longipes. 

— humifusa. 
Draba corymbosa. 

— alpina. 

— hirta. 

—  Wahlenbergil. 

— nivalis. 
Arabis humifusa. 
Cardamine bellidifolia. 
Primula stricta. 
Salix herbacea. 
Sagina cæspitosa. 
Alsine verna f. hirta. 
Cerastium trigynum. 


1) Muligvis skulde flere af de her nevnte Arter snarere stilles 1 den 
sidste Rubrik, da Holms Angivelser vistnok bero paa et Skjon, og 


ikke paa ngjagtige Tælninger. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 


15 


en vis bestemt Storrelse. 


De fundne Tal har jeg meddelt i 


følgende Skema, hvor Tallene i Almindelighed ere Middeltal 


af flere Optællinger. 


Spalteaabningernes Antal paa en vis Fladeenhed. 


Saxifraga flagellaris 
_ cernua 
— Mads er) 
= oppositifolia ..... 
— HINVUIATISS 2 ane | 
— Ze es RO 
— ARGO OD AASE FS PE | 
— wieuspidata 1. "0.668 
— meracıtollan 0. 2. | 
— etellarız Aw na: 
Siieme acamlis a... et 
Cerastium: trigynum «...... 
Viscaria alpina (Holstensborg) 
(Julianehaab) 
Melandrium apetalum...... 
Alsine groenlandica 
Stellaria borealis......... 
es doneipest. una nn, 
— humifusa (Egedesminde) 
(Kaafjord) . . . 
Savina -caspilosas: i). SR 
Alsine vernast. hirta 30. 
Halianthus peploides (Kola) . . 
Papaver radicatum........ 
Gentiana nivalis rene ane 
Pleurogyne rotata 
Draba corymbosa 


and 8 N ria OR oe 


BM SE OR 


a ee On eh este 


= alpine. ur ee Ne 
mia Me Me LA. ARE FEUER 
Arabie alpine we. 
NS Et „al À Le Merk 


Cardamine bellidifolia. . . . . . 
Ranunculus nivalis 


Bladets Bladets Underside. 
Overside. 
Nær Blad- 1 Midten. 
randen. 
14 MEN 0 
10 > 
17 | 20 
3 | 5—90 0 
9 9 
18 13 0 
8 29 
12 8 2 
7 10 
16 | BD (store Partier uden Sp.) 
38 | 12 0 
30 | 12 
40 | IDE 
60 | 62 
95 | 24 
47 | 47 0 
4 | 9 
12 | 5 
12 | 5 
18 L (st. Partier ud. Sp.) 
33 33 0 
32 7 0 
8 10 
7 10 
9 9 
0 | Bl 
38 | 26 
32 17 
40 31 
93 37 
90 39 
48 3% 
4. 11 


_ 227 


Som man vil se af Skemaet, var der hos flere en ikke 
ringe Forskjel paa Antallet af Stomata paa Over- og Under- 
siden, og dog burde maaske Tallene paa Undersiden for ikke 
faa Arters Vedkommende egentlig nedsættes betydelig af den 
Grund, at der hos disse Arter langs Midten af Bladets Under- 
side fandtes et ofte meget bredt Bælte, der manglede Spalte- 
aabninger. Dette var f. Ex. Tilfældet hos: Saxifraga flagellaris, 
S. oppositifolia, S. aizoides, S. cespitosa og andre Saxifraga- 
Arter, Silene acaulis, Alsine groenlandica, Stellaria longipes 
og humifusa, Alsine verna. 

Hvad Spalteaabningernes Beliggenhed angaar, var denne 
en saadan, der tydede paa en livlig Forbindelse med den 
ydre Luft. De laa nemlig hos Hovedmassen af Arter i 
Niveau med Overhuden, „ja, hyppie. ragede de er endog lidt frem 
over Epidermis (se "Oversigten S. 234—35). Nedsænkede 
Spalteaabninger fandtes kun hos Papaver radicatum (se 
Fig. 39) og Aretostaphylos Uva Ursi. Hos Lynghedens 
Planter vare de, enten ved kun at findes i Hulerne, hvor 
saadanne fandtes, f. Ex. hos Eimpetrum nigrum, Ledum palustre, 
Cassiope tetragona, Phyllodoce cerulea o. a., eller ved at 
overdækkes af Haar, f. Ex. hos Rhododendron lapponicum, 
beskyttede mod for stærk Fordampning. 

Denne Spalteaabningernes frie Beliggenhed stenuner 
sanske overens med Forholdet hos de alpine Planter, idet 
Wagner hos de af ham undersøgte Arter kun fandt ned- 
sænkede Spalteaabninger hos Papaver pyrenaicum og tildels 
hos Anthyllis vulneraria. 

Hvad dernæst Gjennemluftningssystemet angaar, har det 
vist sig, at de arktiske Planters Blade ere særdeles lakungst 
byggede, og der viser sig ogsaa heri en ikke ringe Lighed med | 
Alpeplanternes, der efter Wagner |. c. pag. 25 gjennemgaaende 
have en los Struktur, om end en Del fastere end Tilfeeldet 
er hos de arktiske Arter. Og det er ikke blot Svampveevet, 
der har saa store Cellemellemrum (se Figurerne); men ogsaa 
Palissadevævets Celler ere hyppig meget løst forbundne, 


ET To 


19° 


228 


med store Luftrum mellem Cellerne; dette kan rimeligvis, 
hvad Wagner ogsaa med Rette gjør opmærksom paa, sættes 
i Forbindelse med Spalteaabningernes talrige Forekomst påa 
Bladets Overside. 

For at give en Forestilling om den løse Beskaffenhed 
af Mesofyllet kan her dels henvises til mine Figurer, blandt 
andre til Fig. 15 og 34, hvor Palissaderne ere tegnede under 
Overhudscellerne, dels til Holms Figurer (l. c.). Hos et 
større Antal Arter saas endvidere ofte i Svampvævet vel store, 
flade, spalteformede Lakuner (se Fig. 3, 5 og 16); de fandtes 
i Almindelighed paa den underste Side af Bladet og saaledes, 
at der først indenfor Overhuden fulgte et enkelt Lag Svamp- 
parenkymceller, hvorefter Lakunen fulgte; de tilstødende 
Celler havde afrundede Vægge mod denne. Dette iagttoges 
f. Ex. hos Saxifraga flagellaris, S. cæspitosa, S. oppositifolia, 
S.aizoides, Thalictrum alpinum, Diapensia lapponica, Draba 
crassifolia, Dr. hirta, Dr. alpina, Arabis alpina og andre. 

En fastere Bygning af Bladet saas dog hos flere; saaledes 
hos de fleste Lyngplanter og hos :Thalictrum aipinum, hos 
hvilken Palissadevævet navnlig var dannet af tætsluttende 
Celler; men disse Planter mangle ogsaa Spalteaabninger paa 
Oversiden. 


I Korthed kan det foregaaende sammenstilles saaledes: 


1. Den langt overvejende Mængde af de af mig under- 
søgte arktiske Planter besidde Spalteaabninger paa begge 
Bladets Sider, ja disse ere endog ofte talrigst paa Oversiden. 


2. Spalteaabningernes Beliggenhed tyde paa et udviklet 
Luftskifte. 


3. Mesofyllet er meget lakungst bygget. 


Assimilationsvævet. 


Bonnier har for kort Tid siden (1. c.) fremhævet Palissade- 
cellernes ringere Udvikling hos Planter fra Spitsbergen end 


299 


hos de samme Arter fra store Hojder i Alperne; en saadan 
ringe Udvikling af Palissaderne har jeg ogsaa fundet som et 
karakteristiskt Træk for de arktiske Planter. I Almindelighed 
kan fremhæves hele Mesofyllets lose Beskaffenhed, de faa 
Lag af Palissadeceller og endelig disses Form, der oftest var 
kort og tyk, nærmest tondeformet. Som Regel var Bladet 
dorsiventralt (se Oversigten S. 234—35), om det end ofte var 
mindre stærkt udpræget, idet der undertiden og navnlig i 
Blade fra nordlige Lokaliteter ingen Palissader var udviklet; 
Mesofyllet bestod da gjennem hele sin Tykkelse af rund- 
agtige, højst paa Oversiden lidt længere, løst forbundne 
Geller; dette iagttoges f. Ex. hos Silene acaulis fra Upernivik 
(se Fig. 12), Primula stricta fra Alten Fjord (se Fig. 37), 
— Alsine verna, f. hirta (se Fig. 36), Arenaria ciliata (se Holm 
l. c. tab. XU, fig. 2), Eritrichium villosum (se Holm I. ce. tab. VII, 
fig. 10), Gentiana nivalis (cir. Wagner |. c. pag. 17 om 
G. bavarica), Pleurogyne rotata og andre. Dette Forhold 
staar i udpræget Modsætning til, hvad der findes hos Alpe- 
planterne. Ifølge Wagner, |. c. pag. 7 og videre, fandtes hyppig 
Isolateralitet hos disse; men dette fremkom derved, at der 
paa Bladets Underside optraadte Palissadeceller, og at Svamp- 
vævet indskrænkedes til Bladets Midte, eller manglede fuld- 
steendig!). Her hos de arktiske Planter var Forholdet lige 
det modsatte: Palissadernes Antal paa Oversiden indskræn- 
kedes mere og mere, saaledes at Mesofyllet til Slutning kun 
bestod af et ensartet, af rundagtige, løst forbundne Celler 
dannet Væv. Hos et Par arktiske Planter har jeg dog fundet 
isolaterale Blade, der havde Palissader helt rundt, om end 
med nogen Variation. Saaledes havde A/sine groenlandica 
fra Ilua (59° 55‘) (Fig. 41), og Jamesons Land udpræget isola- 
terale Blade med Palissader helt rundt: derimod viste Exem- 
plarer fra Sukkertoppen, Dronning Louises Ø (Fig. 52) og 


1) De to eneste Arter, Wagner fandt, som manglede Palissader, vare 
Gentiana bavarica og Primula farinosa. 


Umanak ved Östenden af Tavdlorutit (61°) (Fig. 42) sig dorsi- 
ventralt byggede ved paa Bladets Underside at besidde et 
Svampvæv, dannet af lost forbundne, rundagtige eller svagt 
forgrenede Celler. Alsine biflora var fra de forskjellige 
Lokaliteter (Isortok, Godhavn, Umanak, Knudsho) temmelig 
ensartet bygget med 3—4 Lag Palissader paa Oversiden, 
1—2 Lag paa Undersiden. 

Som alt fremhævet var Palissadernes Form i Alminde- 
lighed kort og tyk, Cellerne vare meget løst forbundne og 
indeholdt kun forholdsvis faa Klorofylkorn, altsaa meget 
afvigende fra typisk Palissadevæv, hvorfor det i Grunden 
ofte bliver et Spørgsmaal, om Vævet fortjener dette Navn. 
Dets Mægtighed varierede en Del ikke blot hos de forskjellige 
Arter, men ogsaa hos samme Art fra forskjellige Voxesteder. 
En Del Arter, særlig Exemplarer fra nordlige Lokaliteter, havde 
kun et Lag Palissader. Saaledes havde Stellaria borealis 
fra Søndre Isortok (65? 20' n. B.) (Fig. 30) 1 Lag Palissader, 
derimod fra Skaadasvaras Fod 2 Lag. Alsine verna f. hirta 
fra Godhavn havde kun I Lag løst forbundne Palissader 
(Fig. 36), derimod 2 Lag paa Lyngmarksfjeld (1000‘) ved 
Godhavn (se forøvrigt Skemaet). Efter Holm havde paa 
Novaia Zemlia Valeriana capitata, Phaca frigida og Saxifraga 
cernua kun 1 Lag. 2—3 Lag Palissader fandtes dog hos de 
fleste undersøgte Arter; men trods dette var Palissade-Laget 
i Almindelighed ikke videre mægtigt og gik i den Grad jævnt 
over i Svampvævet, at det ofte var vanskeligt, for ikke at 
sige umuligt at afgjøre, hvad man skulde regne til det ene 
og hvad til det andet. 

Hedeplanterne havde oftest ca. 3 Lag Palissadeceller, 
Arctostaphylos Uva Ursi dog ca.4; Cellerne vare her lang- 
strakte tætsluttende og betydelig mørkere af Farve. Disse 
Planter adskille sig saaledes betydelig fra de øvrige Planter. 

De Exemplarer af Dovre-Planter, som jeg har undersøgt, 
frembød i Almindelighed et ret kraftigt udviklet Palissadeveev, 
ligesom ogsaa Mesofyllet i det Hele oftest havde en noget 


231 


fastere Struktur end Exemplarer af de samme Arter fra 
arktiske Lokaliteter. 

Som alt kort berort, fandtes der hos flere Arter en 
- tydelig Forskjel i Mesofyllets Bygning, eftersom Planten havde 
voxet paa en nordligere eller sydligere Lokalitet. For nærmere 
at belyse dette skal jeg for nogle faa Arter fremføre nogle 
Exempler. 

Silene acaulis er en i det Hele meget foranderlig Plante- 
art; Blade fra Thronfjeld ved lille Elvedal i Norge samlede 
paa solaabne Steder i en Højde af 4000! vare typisk dorsi- 
ventrale, havde 2—3 Lag ret lange Palissadeceller og der- 
under et af rundagtige eller svagt forgrenede Celler dannet 
Svampvæv. Paa Exemplarer fra Fløjfjeld i Finmarken var 
Bladet tyndere og bredere og Palissaderne kortere (cfr. Fig. 13). 
Blade fra Ameralik i Vestgrønland (64° 3° n.B.) havde ca. 3 
Lag Palissader; men disse vare korte og gik jævnt over i 
Svampvævets rundagtige Celler. Paa et Exemplar fra den 
nordligste Del af Uperniviks Distrikt (ca. 74° n. B.) var 
Bladet nærmest isolateralt (se Fig. 12); paa Oversiden af 
Bladet var det øverste Lag Celler under Overhuden kun 
ganske svagt ovale og iøvrigt var Mesofyllet dannet af rund- 
agtige, løst forbundne Celler. Bonnier omtaler |. c. en lignende 
Bygning hos Exemplarer fra Spitsbergen og fremhæver Alpe- 
exemplarernes stærkt afvigende Bygning, idet disse havde 
kraftigt udviklede Palissader. 

Ranunculus nivalis fra Knudshø (Dovre) havde 2 Lag 
temmelig tætsluttende Palissader og Svampvævet bestaaende 
af rundagtige Celler. Ved Kaafjord (Norge, 70° n. B.) var 
Bladet betydelig løsere bygget, havde 2 Lag Palissader og et 
Svampvæv, der var sammensat af forgrenede Celler og 
betydeligt lakunøst. Paa Exemplarer fra Novaia Zemlia var. 
Bladet i høj Grad løst bygget, og det ikke blot Svampvævet, 
men ogsaa Palissadevævet, hvis Celler ofte havde større 
eller mindre Udbugtninger paa Siderne (se Fig. 48; se ogsaa 
Holm |. c. pag. 54; tab. XI, fig. 6). 


239 


Stellaria borealis. I Blade fra Nugarsuk, Søndre Isortok 
(65° 20‘ n.B.) fandtes kun 1 Lag Palissadeceller, der vare 
tykke, tragtformede og lakungst forbundne (Fig. 30); Blade 
fra Skaadavaras Fod havde derimod 2 Lag Palissader, 
hvoraf det gverste Lag var dannet af lange, tynde Celler, 
det underste lig det fra Nugarsuk. 

Lathyrus maritimus. Blade fra Nunatsuk (Østgrønland, 
60° 4: n. B.) havde 1 Lag Palissader, Blade fra Danmark 
2—5 Lag. | 

Hos disse faa Exempler ses det tydelig, at Palissade- 
lagets Meegtighed aftager og Mesofyllet bliver løsere, jo længere 
man gaar mod Nord, ja hos Silene acaulis fra den nordligste 
Lokalitet bestod Mesofyllet udelukkende af rundagtige Geller. 
En saadan Aftagen af Palissadeveevets Meegtighed iagttoges 
som alt nævnt mer eller mindre tydeligt hos det storste Antal 
af de undersøgte Arter, alt eftersom Individerne stammede 
fra mere nordlige Breddegrader. 

Enkelte Undtagelser herfra, hvor Exemplarer fra en 
nordlig Lokalitet vare fuldt saa fast byggede og havde kraf- 
tigere Palissader end hos Planter fra sydligere Voxesteder, 
fandtes dog ogsaa. Saaledes havde Viscaria alpina fra 
Sukkertoppen (65° 25‘ n. B.) et temmelig tyndt Blad, dannet _ 
paa Oversiden af meget korte Palissader, der jævnt gik over 
i Svampveevet (se Fig. 44); ved Holstensborg (66° 56‘ n. B.) 
var Bladet betydelig tykkere med lengere, mere typiske 
Palissader (se Fig. 43). Stellaria humifusa fra Kola og 
Egedesminde havde et Blad (se Fig. 16 og 18), der næsten 
gjennem hele sin Tykkelse bestod af langagtige, tondeformede 
Geller og kun paa Undersiden af Bladet havde 1 Lag dannet 
af runde Celler. Blade fra Kaafjord havde derimod ca. 3 Lag 
Palissader, og det øvrige af Mesofyllet bestod af runde 
Geller. Selv paa samme Lokalitet kan der være stor Varia- 
tion; Stellaria longipes f. Ex. (Fig. 26 og 27) havde ved 
Holstensborg hos et Exemplar Blade med 1 Lag Palissader, 
hos et andet med 2. Dette viser, hvor varsom man bør 


være med at trække for skarpe Grænser, navnlig naar Mate- 
rialet, som Tilfældet er her, ikke er samlet med saadanne 
Undersøgelser for Øje. Sol, Skygge og Fugtighedsforhold 
"spille her en stor Rolle, ligesom ogsaa en nordlig Lokalitet 
meget godt kan have et langt varmere og mildere Klima end 
en betydelig sydligere. 

Svampvævets Celler vare snart stærkt forgrenede, snart 
rundagtige; men i begge Tilfælde var Vævet i Almindelighed 
meget løst bygget. Forgrenede Svampvævceller fandtes i Reglen 
hos de dorsiventrale Blade, rundagtige hos dem, der nærmede 
sig til Isolateralitet. Med Hensyn hertil og i det Hele med 
Hensyn til Mesofyllets Bygning hos de her undersøgte Arter 
henvises til den medfølgende Oversigt S. 234. 

Hovedtrækkene i Bygningen af de arktiske Blades Mesofyl 
ere altsaa følgende: 

E Palissadevævet er | Almindelighed kun svagt udviklet, 


RD rat RE 


dets Gellers_ Form er kort og tyk, ; “og “det gaar “oftest jævnt 
over i Svampvævets | dal 

2. Palissadevævets Meegtighed bliver mindre mod Nord; 
ja hos nogle Arter fra hojnordiske Lokaliteter bliver “Mesofyllet 


udelukkende dannet af ensartede, afrundede Celler. 


Det mekaniske Væv 


er gjennemgaaende kun svagt udviklet. Hos en Del af de 
treeagtige Arter fandtes der i Almindelighed mere eller mindre 
kraftige Belægninger ved Karstrængene; derimod manglede 
saadanne for det meste hos de urteagtige. For nærmere 
Detail henvises til omstaaende Oversigt. 


Nogle almindelige Bemærkninger. 


Wagner fremhæver (l. c. pag. 31) som Resultat af sine 
Undersøgelser folgende: 1) at de alpine Planters Bladbygning 
tyde paa en kraftig Assimilationsvirksomhed og 2) at en 


ma eu 


Saxifraga oppositifolia . . 


nivalis 
aizoides 
tricuspidata 
flagellaris. . 


Mate! ze; 
| 


rivularis 


cernua 


cæspitosa 


Aizoon 


hieracifolia. . 
stellaris . . 


Silene acaulis . . 


Cerastium trigynum 
Viscaria alpina 


CRU LORS I NO || 


Melandrium triflorum . . | 

— apetalum . | 
Alsine biflora . . . 
sroenlandica 


Sete ati 


verna f. hirta 


Stellaria borealis 


longipes ....:..| 


UES AAA eo 


Sagina Cæspitosa . . . . : | 


Empetrum nigrum .. . 


Diapensia lapponica .. . | 
Arctostaphylos Uva Ursi | 
Phyllodoce cærulea | 


Andromeda polifolia . . . | 


Dorsiventralitet. | 
Be Isolateralitet 
3 S r ) 
Palissader.|  Svampvæv med | Svampvæv med runde ne 
| stjerneformede Celler. | eller polygonale Celler. ' 
——— ER | = Fe nn 
are Fre 5 ve EGE ae A FE CSR 
0—2à3 | faa forgrenede, | mest runde Geller 1.3 SEERNE : å 
| 
| £ 
2—3 | lan le i i HAE à 
2—3 | svagt forgrenede, mestrundagtigeG |... ...... i 
MN | Å 
9—3 | . ja , . … + + 
| 
utydeliet be ene aah ee ja (meget løst) Bie ious 
5 svagt stjernef., |mestrunde C. (lost) . . . . . - . . . . | 
- __9 | | 
2 oO | 4 ” ” ” 0 CRE om Poet. SU AL 5 | 
9 ! 
2—5 ; 9, ” ” ” Bees M ttn Sits eo 
: ©) 
UD ” bal ” , ” Dh a era re ea SENE 
2—3 Ja AU D en: ; 
I SOE ja Me Ai. 
|varierende, snart stjernef., | snart runde Celler (ofte næsten isolat. 
| 
1—2 Ans BR | ja BES (ALES tae va 
2—4 | snart stjernef. | snartrundeCeller : - . .... 
2—3 NEE TEN JO... is Al ee 
9—3 ja ei lei . we Te ee Nee Let ae 
vanerende:.. 2,1 hoor ne snart dorsiventral, | snart isolateral 
| | | 
i eerie a in 5 
1—2 | svagtforgrenede, | eller runde (eller =" 
1—2 | ja USERS re i i : 
1—2 | svagtforgrenede. | eller runde Geller| : : : - ... AR 
| 
SEND, SÆL | Mesofyllet ofte dannet af ensartiede ovale C. gjen- 
nem hele Bladet 
RNA | svagt forgrenede, |eller rundagtige G.| : : : - . . - . - - 
2—3 ja ARD Ë ; QC ae 
| 
A el) ja ee eke ee ee HERRER 
| 
4—5 | | ja. REE RER SANSER 
eae AU | EN po glo! DR Le [HER ae i 
3 ja |... OC 


anatomiske Forhold. 


Haardannelser. | Hudens Tykkelse. Hudcellernes Spalteaabningerne Mekanisk Veev. 
Form. i Niveau eller ej 
glat særdeles tyk, mangekantede i Niveau intet af Betydning. 
lagdelt 
sparsom tynd bolgede svagt fremragende intet. 
glat noget fortykket i i Niveau É: 
a | tyk mangekantede 4 5 
spredteKirtelhaar svagt fortykket bolgede svagt fremragende 
É tynd 5 i. 4 
glat noget fortykket | polygonale eller | g \ 
| svagt bølgede | 
e tynd bolgede | : 
spredte Kirtelhaar Å N i Niveau intet. 
| robuste Haar fortykket mangekantede | | noget. 
"langs Bladranden | | 
glat tynd hugtede svagt fremragende intet. 
2 noget fortykket | i Niveau svagt. 
" flercellede Haar À J KNN ] 
” ns: tynd | ki ‘ intet. 
glat svagt fortykket a noget. 
ø | tynd a ; 
spredte Kirtelhaar, noget fortykket 'svagt fremragende 
| glat tynd | : | ‘ i 
Å noget fortykket 5 2 
| = a = i | i Niveau 
bores Kirie tyk 1 Hulen tynd |. . . .. . .... | noget fremragende intet. 


og Uldhaar 

| glat 

glatpaa Oversiden, 

Kirtel- og Børste- 
haar i Gruben 


De grønlandske 
Exempl. haarede 
paa Undersiden 


stærkt fortykket 


tyk 
tyk,iGruben tynd 


tyk 


svagt bølgede | 


afrundet-mangek. 


bølgede 


svagt bølgede | 


i Niveau 
indsænkede 


noget frem- 
springende 


Sejbast ved Kar- 
strænge. 


ag 


LES 


Saxifraga oppositifolia . . 


nivalis 
aizoides 


tricuspidata 


rivularis 
WN à DONNE 
cæspitosa 

Aizoon 


— hieracifolia. . . . - 


SANS 555654 


| Palissader. 


flagellaris. . - . -- 


Silene acaulis . . . . . . | 


Cerastium trigynum . .. 


Viscaria alpina 


Melandrium triflorum . . | 


apetalum 


Alsine biflora 


groenlandi 


verna f.hirta . .. 
Stellavia borealis . . . . . 


longipes 


humifusa 


Sagina cæspitosa 


Empetrum nigrum... .! 


Diapensia lapponica . . . 
Arctostaphylos Uva Ursi 
Phyllodoce cærulea 


Andromeda polifolia . . . 


Lag af 


| 0-243 


2—3 
2—3 
9—3 
utydeligt 
9—3 
9—3 
I—3 
9—3 
I—3 
varierende | 

1—2 
2—4 

5 


1—2 

1—2 

1—2 
93 | 

4—5 
4—5 | 
ud as | 
3 | 


Svampyev med 


Dorsiventralitet. 


= 


| Svampyæy med runde | 


stjerneformede Celler. | eller polygonale Celler. | 


faa forgrenede, 


ja 


svagt forgrenede, 


svagt stjernef., 


Ja 
ja 


snart stjernef., 


snart stjernef., 


svagt forgrenede, 


Ja 


svagtforgrenede. | eller runde Celler | 
| | 5 
Mesofyllet ofte dannet af ensart/ede ovale (. gjen- 


svagtforgrenede, 


j 
mest runde Geller | 


[mest rundagtige C. | 


a ja 


ja (meget lost) | 


Imest runde C. (lost)| 
| | 


= = © 


| snart runde Celler 


Ja 


| snart runde Celler 


| eller runde Geller 


‚nem hele Bladet 


Isolateralitet. 


| snart isolateral 


ellerrundagtige@.|......---- | 


| Kirtel- og Borste- 
| haar i Gruben 
| De gronlandske 


| påa Undersiden 


|Exempl. haarede | 


tyk 


svagt bolgede 


springende 


[| | | . 
| | MN: : 
+ | Haardannelser. Hudens Tykkelse. | eee poe tenubomnpelug Mekanisk Væv. 
ra | orm. |i Niveau eller ej | 
| 
> u Te leer = = 7 FAT TE, [a = = | > — 
glat serdeles tyk, | mangekantede | i Niveau | intetafBetydning. 
| lagdelt | 
| sparsom | tynd bolgede 'svagt fremragende! intet. 
glat noget fortykket | = i Niveau > 
| 3 tyk | mangekantede | Es : 
‚spredte Kirtelhaar svagt fortykket holgede Isvagt fremragende a 
| = = | tynd à | x 
| - 
: 5 a | 5 5 | 
glat | noget fortykket | polygonale eller | Pi Fr 
| | | svagt bølgede | 
a tynd bolgede a 
| spredte Kirtelhaar | à | > i Niveau | intet. 
| robuste Haar fortykket | mangekantede noget. 
+ langs Bladranden | | $ 
glat tynd | bugtede svagt fremragende! intet. 
e noget fortykket er i Niveau | svagt. 
flercellede Haar |, å | 5 a | 
| | ‘a 
å a tynd 2 i | intet. 
glat svagt fortykket | ; 5 | noget. 
| 5 tynd | a 7 > 
spredte Kirtelhaar' noget fortykket | u svagt fremragende| A 
glat tynd | = i 5 
a noget fortykket A a å 
| | 
= a : 5 | i Niveau 
{ Hulen Kirtel- DS ONE Agel) 5 a oc oe oe Inoget fremragende intet. 
og Uldhaar | d 
glat | stærkt fortykket | svagt bolgede i Niveau > 
> tyk afrundet-mangek.!  indswenkede = 
'glatpaa Oversiden,| tyk, i Gruben tynd bolgede | noget frem- 2 


Sejbast ved Kar- 
strænge. 


Ledum palustre 


Arctostaphylos alpina . . 
Loiseleuria procumbens . 


Cassiope tetragona.. . 


hypnoides 
Vaccinium uliginosum . . 
Oxycoccos palustris 


Papaver radicatum... . 


Gentiana nivalis 
Pleurogyne rotata 


Draba corymbosa 


crassifolia 


Ba. Le 
hirta 
Wahlenbergii . .. 


aurea 


Con wart eee t teat TEE Jame, am TRES 7 


Arabis alpina . . 


humifusa 


Here de Lette 


Cardamine bellidifolia . . 


Vesicaria arctica 


Ranunculus nivalis... . 


pygmeus 


— lapponicus 
affinis * Wilanderi 


Thalictrum alpinum . . . 
Primula stricta 


— egaliksensis 
Campanula uniflora ... 
Salix herbacea . . . . 


Erigeron uniflorus .... 


Oversigt over Bladenes 


Dorsiventralitet. 
Lag af 
Palissader. Svampvev med Svampvæv med runde 
y stjerneformede Celler. | eller polygonale Celler. 
be ant ja ire ; 5 
Does de Deer At Be aoe ate ja 
I—3 ja oo. err 
2 ja A ORE 
| 
2 (sv. udpr.) ja 
| 
| 1—2 ja” © 0 Say hae ee 
2—3 svagt forgrenede! » : - . .- . . 
x 9 ja Tee TRES 
LU NE NEA Mesofyllet temmelig  ensartet, 
eee © | aA 
DS à ja 
BENE IE I NEA | ja DER 
Ite gaa Jævnt 
Se NT ena hie gn ena ja Ä 
i over i 
| Di PURES Ne AS ee ja à 
| j Palissade- 
DEE IN ete ere one Ja 
{ vævet 
I re ara Ja 
2—3 svagt forgrenede | "FEBER 
DØRE re Hit ja 
3—4 ja. |. Die 
| 
1—2 ja FH. 
| 
152 Ja a d 
| 1—92 ja (TA DEE i 
I—3 svagt grenede ell. | polygonale Celler 
| 93 ja Le ere ENS Er 
1 ja... Sr 
svagt ja Es. NR 
1—2 Ploy foot lc So can sega ee 
3 ja “oa 
2 svagt forgrenede RU 


Isolateralitet. 


CRD OP NAN LOUE Lie M |e! sm, 2,007 Bam 


wide ST war | lente" TRES 


soie, el, ua, up (hal) Tai rates es 


ale Forhold. 


Haardannelser. 


Borste-, Kirtel- og 
Uldhaar i Gruben 


glat 


Borstehaar 1 
Gruben 


| 


Overs. Kirtelhaar, 
i Hulen Borste- | 
og Kirtelhaar | 


spredte Haar | 
faa paa Overside | 
glat 


flercellede Uld- | 
haar 


glat 
” 
grenede Haar 
faa uforgr. Haar 


"glat 


” 


tætstillede 
Stjernehaar 


glat 


” 


enkelte Haar paa 
Bladrandene 


glat 


spredte Kirtelhaarı 


” bil 


glat 


” 


Uldhaar 


| spredte 


Vici Se 


Spalteaabningerne 
i Niveau eller ej. 


Mekanisk Væv. 


Hudens Tykkelse. Hudcellernes 
Form. 
tyk mangekantede 
tynd svagt bolgede 
ei sale 


stærk fortykket 


fortykket 
svagt fortykket 
ret tyk | 
tynd 


noget fortykket 
svagt 


” 


| 


noget fortykket | 


tynd 


noget fortykket 
tynd 


” 


svagt fortykket 


eee ts st er ay biel, st ve 


svagt bølgede 


” 


mangekantede 


” 


bolgede 


kantet bølgede 
rundkantede 


bugtede 


rr rs ie fe ote oe oo 


mangek., bolgede | 


bolgede 

bolgede 
mangekantede 

bølgede 


| 
| 
| 


| 
| 


svagt fremspr. 


ı Niveau 


svagt fremragende 


ef, le: relier le cote nr, 


svagt fremragende 
i Niveau 
% 


nedsænkede 


ı Niveau 


” 


” 


rage svagt frem 


i Niveau 
n 
rage svagt frem 
i Niveau 
5 


” 


Sejbast ved Kar- 
streng. 


intet. 


” 


Sejbast ved Karstr. 


” ” 


intet. 


y 


noget Sejbast. 


” ” 
intet. 
” 
svagt. 
noget. 


intet. 


m 


LED 
id 


= 


236 


Oversigt over Bladenes 


Dorsiventralitet. 


Svampyey med 
stjerneformede Celler. 


Svampyæv med runde 
eller polygonale Celler. 


Isolateralitet, 


anatomiske Forhold. 


237 


Haardannelser. 


Hudens Tykkelse. 


ESS 
6 | 


Hudcellernes 
Form. 


|Spalteaabningerne 


ae Mekanisk Væv. 
|i Niveau eller ej. pa 


Lag af 
Palissader. 
Ledum palustre. . - . - - Re à 
| 
i | 9 
Arctostaphylos alpina . - | 2 
g BE, Sots 
Loiseleuria procumbens . IE 3 
|| 
RE 
Cassiope tetragona - . - - 9-3 | 


— hypnoides . .... | 
Vaccinium uliginosum . . | 
Oxycoceos palustris . . . 


Papaver radicatum . . . . | 
| 


Gentiana nivalis 
Pleurogyne rotata . . .. 
Draba corymbosa 
crassifolia 
len) eee od || 
Kl 5 9.5 ae 
Wahlenbergii . . . 
aurea 


Arabis alpina 


humifusa 


Cardamine bellidifolia . . || 
Vesicaria aretica 


Ranunculus nivalis. . . . 


pygmeus...... | 


lapponicus 
affinis *Wilanderi 


Thalictrum alpinum . . . 
Primula stricta 


— egaliksensis .... 
Campanula uniflora .. . | 
Ay Il 
Salix herbacea ...... i 


Erigeron uniflorus 


2 (sv. udpr.)) 


1—2 


svagt forgrenede 


ja 


Mesofyllet tem melig 


svagt grenede ell. | 


ja 
ja 


svagt forgrenede | : - - - 


ensartet, 


ja 


x over i 
à Palissade- 
ja 
É: vævet 
ja 

ja 


gaa jævnt | 


| Borste-, Kirtel- og! 
| Uldhaar i Gruben | 


glat 


Borstehaar i 
| Gruben 
Overs. Kirtelhaar, | 
i Hulen Borste- 


| | og Kirtelhaar 


spredte Haär | 

| faa paa Overside | 
| glat 

| flercellede Uld- | 

haar | 

glat | 


D 
grenede Haar 


| | faa uforgr. Haar 


| n 
| 7 


glat 


A | 


tætstillede 
Stjernehaar 


glat 


> 


lenkelte Haar paa 
| Bladrandene 


| glat | 

| 'spredte Kir telhaar! 
| 

n | 


> 
| glat | 
| 
| 


Spredte Uidhaar | | 


m 


tyk 


tynd 
tyk 


stærk fortykket 


fortykket 


svagt fortykket | 


ret tyk 
tynd 


noget fortykket 
svagt = 


svagt 


tynd 


noget fortykket 
tynd 


n 


svagt fortykket 


| 
| 


| noget fortykket | 


| mangek., bølgede 


mangekantede | svagt fremspr. | Sejbast ved Kar- 
| | stræng. 
i Niveau 


svagt bølgede intet. 


svagt fremragende 


svagt bølgede 'svagt fremragende|Sejbast ved Karstr. 


n a i Niveau | 


| n 7 
mangekantede É Ea ws 
bolgede nedsænkede intel. 
| 
a i Niveau | = 
> n | > 
| 
ñ 5 ar 
kantet bølgede = | 2 
rundkantede 2 | 2 
bugtede & | ; 
A eg seen AA: à a | “ 
| 
bolgede | à | > 
rn n | rn 
n | n | > 
= | rage svagt frem | noget Sejbast. 


i Niveau 


bolgede 5 | intet. 
et oy beats | rage svagt frem a 

bolgede | i Niveau svagt. 
mangekantede | a noget. 

bolgede | = intet. 


nævneværdig Beskyttelse mod Transpiration i Almindelighed 
ikke er tilstede. Hvad det første Punkt angaar, er jo 
Palissadevævet langt svagere udviklet hos de arktiske Planter, 
men ved Bladets gjennemgaaende løse Bygning og derved 
Cellernes kraftigere Forbindelse med Luften maa en livlig 
Kulsyreassimilation dog antages at kunne foregaa, selv om 
den maa staa tilbage for Alpeplanternes!). I det sidste 
Forhold stemme de arktiske Planter fuldt overens med de 
alpine. | 

Det kan maaske se mærkeligt ud, at hgjarktiske Planter, 
som dog flere Maaneder i Træk uafbrudt hele Dognet 
igjennem kunne nyde Gavn af Dagslyset, ikke ogsaa have et 
kraftigt udviklet Palissadevæv; dog tror jeg, at dette ved 
nærmere Betragtning er ganske forstaaeligt. For det første 
maa det erindres, at de arktiske Planter, ved at voxe nær 
Havets Niveau, modtage et betydeligt svagere Lys end de 
alpine Planter, som, ved at have hjemme 1 betydelige Højder, 
paa Grund af Luftens Tyndhed leve under langt intensivere 
Lysforhold; dernæst hæver Solen sig ikke meget højt over 
Horizonten og dens Straaler falde derfor temmelig skraat, 
og endelig maa det skyldes den hyppige Taage og graa Luft, 
. som ofte i lange Tider selv ved Sommertid kan herske i de 
arktiske Egne, og dette Forhold fremhæver ogsaa Bonnier 
l.c. som et Hovedmoment til Palissadernes ringere Udvikling. 
I denne Sammenhæng vil jeg ogsaa henvise til. Kjellmans 
Udtalelser i „Ur polarväxternas liff, pag. 468: „Den tata 
dimman svepar oftast berg och dal i sitt kalla dok, solen 
döljes af moln“ og „de vackra, solljusa, varma, lugna dagarna 
äro fa“?). Men netop derfor ere de arktiske Planter i lige 


1) De arktiske Planter have ogsaa, naar de voxe i Lavland eller i 
hvert Tilfælde kun i de mindre Højder, den Fordel fremfor Alpe- 
planterne, at Kulsyremængden ikke er formindsket, saaledes som 
Tilfældet er i de store Højder (se Wagner I. c. p. 44). 

?) Dog maa det erindres, at dette egentlig kun gjælder Kystklimaet; 
naar man kommer længere ind i Landet, f. Ex. i Fjordene i Grøn- 


saa hoj, for ikke at sige i langt hojere Grad end de alpine, 
tvungne til efter yderste Evne at benytte den korte Tid, 
hvor der er Lys og Varme tilstede i tilstrækkelig Mængde til, 
at Assimilationen kan finde Sted. Herved tror jeg, at den lose 
Beskaffenhed af Mesofyllet i høj Grad har Betydning, ligesom 
ogsaa Spalteaabningernes Fordeling paa begge Bladets Sider 
bevirker, at Cellerne i endnu højere Grad komme i mere 
umiddelbar Forbindelse med den ydre Luft. Spalteaabnin- 
gernes Beliggenhed i Niveau med Overhuden og den sæd- 
vanlig tynde Epidermis tyde ogsaa paa en livlig Transpira- 
tion +). 

Naar man ser bort fra Hedeplanterne og de fleste 
Fjeldmarksplanter, der beklæde de mere tørre og varme 
Lokaliteter og jo netop ogsaa ere xerofilt byggede, ville de 
arktiske Planter i Sommertiden neppe vere udsatte for 
nogen Fare for for stærk Fordampning, saaledes at Vand- 
tabet ikke let vil kunne erstattes. Dertil er Luften i Alminde- 
lighed for rig paa Vanddamp ligesom Jorden oftest er fugtig, 
hvad enten dette skyldes de hyppige Regnskyl eller Vand 
fra neerliggende smeltende Sne; ogsaa have mange arktiske 
Planter dybtgaaende Rødder, der, selv om den øverste Jord- 
skorpe lejlighedsvis udtorres, dog altid i de dybere Lag ville 
kunne finde den fornødne Fugtighed. Helt anderledes stiller 
Forholdet sig om Vinteren, idet den tørre Frostvind hurtig 
vilde berøve de stedsegrønne Planter det nødvendige Vand, 
hvis de ikke paa forskjellig Maade vare beskyttede mod 
Udtørring. Den vigtigste Beskytter er Sneen og det navnlig 
for alle de urteagtige Planter, som have overvintrende Rosetter, 


land, bliver Klimaet langt tørrere og Taagen sjældnere. Den over- 
vejende Del af det af mig undersøgte Materiale maa antages at 
have voxet nær Havet. 

Vor Draba verna, som jo spirer om Efteraaret og dør allerede tidlig 
om Foraaret og som saaledes i mange Henseender lever under de 
samme Forhold som de arktiske Planter, viser sig ogsaa i Bladets 
Bygning (løst Mesofyl, talrige Spalteaabninger paa Oversiden 0.5. v.) 
at stemme overens med disse. 


- 
— 


eee 


og hvis Blade have mere eller mindre tynd Overhud; disse 
have vel egentlig næppe noget andet Beskyttelsesmiddel. 
Andre have tyk Overhud og det viser sig da ogsaa at veere 
de Arter, der netop seerlig ere udsatte for Barfrost. Frem- 
hæves kan saaledes f. Ex. Saxifraga oppositifolia; dens 
almindelige Voxested er Revner paa lodrette Klipper, nedad 
hvilke dens Ranker hænge, og disse ville jo meget vanskeligt 
kunne dækkes af Sne. Særdeles tyk Overhud fandtes end- 
videre hos flere træagtige Planter med overvintrende Blade 
f. Ex. Diapensia lapponica, Loiseleuria procumbens o.a., men 
at dømme efter de Lokaliteter, hvor jeg har set dem voxe i 
Norge, maa det ogsaa antages, at de hyppig maa staa sne- 
bare om Vinteren!). Dog ville vist netop de samme Lokali- 
teter om Sommeren blive forholdsvis varme og tørre, saaledes 
at det er Transpirationsfaren baade Sommer og Vinter, der 
her virke sammen. Som Beskytter mod Kulden kan fortykket 
Overhud næppe tænkes at yde nogen Gavn; Modstandsevne 
mod høje Kuldegrader maa ligge i indre Forhold. 

Da nu Lynghedens og de fleste af Fjeldmarkens Planter 
ere xerofilt byggede, vil Hovedmassen af Vegetationen altsaa 
ogsaa, i hvert Fald i Grønland, hvor disse to Regioner ere 
de langt overvejende i Udstrækning, i det Hele og Store faa 
en xerofil Karakter. I Dalene derimod, paa mere fugtige 
Skraaninger mod Syd og i det Hele taget paa de mere be- 
skyttede Steder, hvor Luftfugtigheden er større, vil Urte- 
markens og Pilekrattenes Planter trives. Disse Planter vise 
sig ogsaa, efter deres Bladbygning at dømme, nærmest at 
være afpassede efter et mere fugtigt Klima og da det største 
Antal i hvert Tilfælde af de af mig undersøgte Arter optræde. 
her, ville altsaa ogsaa en betydelig Mængde af de arktiske Arter, 
være byggede i Overensstemmelse med et forholdsvis fugtigt 


1) Cand. N. Hartz har ogsaa meddelt mig, at f. Ex. Diapensia lapponica 
hyppig var snebar om Vinteren i Grønland. 


en 


Klima; herpaa tyder Overhudens oftest ringe Udvikling, Spalte- 
aabningernes frie Beliggenhed, Mesofyllets lose Beskaffenhed 
o.s.v. Man maa ogsaa erindre, at selv om det arktiske 
Klima i Almindelighed fremhæves som tort (se Warming L c. 
pag. 22—23), hvilket jo altsaa i hvert Tilfælde præger Storste- 
delen af Grønlands Vegetation'), saa har dog Sommeren, 
som vil have den største Indflydelse paa Vegetationen, 
1 alt Fald i det nordlige Grønland den største Regn- 
mængde”), og dette vil paa de mere beskyttede Steder be- 
virke, at Klimaet bliver fugtigere... Hvad Luftfugtigheden 
angaar, vil man af den vedføjede Tabel, som meteorologisk 
Institut velvilligst har meddelt mig, se, at der ingen nævne- 
værdig Forskjel er mellem en sydligere og en nordligere 
Lokalitet. 


Oversigt over Luftens Fugtighedsgrad ved 
Maj Juni Juli August Septbr. Oktbr. 
| (5 Aar) (11 Aar) (8 Aar) (10 Aar) (11 Aar) (9 Aar) 
Upernivik (72°47:n.B.) 85 83 80. 83 - 82 86 
Godthaab (64911'n.B.) 82 80 82 89 S4 82 


Det maa dog erindres, at disse 2 Lokaliteter ligge ved 
Havet; efter de faa Optegnelser at dømme, som findes fra 
Jakobshavn, bliver der allerede en Del tørere. 

Som en vigtig Faktor maa sikkert endvidere den lave 
Temperatur opfattes, idet Transpirationen ved den i væsentlig 
Grad maa nedsættes, ligesom Jordens Udtørring herved maa 
hæmmes betydeligt; herved forklares maaske ogsaa, at mange 
Planter, der i de arktiske Egne voxe paa tørre Steder, hos 
os findes i Moser. Enhver, der giver sig af med Dyrkning 
af arktiske Planter, vil vide, at det i den hede Sommertid 
er nødvendigt stadig at holde dem fugtige. 


1) Se ogsaa Kihlman: Pflanzenbiologische Studien aus Rus. Lappland, 
pag. 104 og 105. 
?) Cfr. Kihlman ].c. pag. 42 og 43. 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 16 


242 


Sammenfattes i Korthed de vundne Resultater, ville 
disse omtrent være folgende: | 

1. Hovedmængden af de undersøgte arktiske Planter 
staa, hvad Palissadernes Udvikling angaar, og vel altsaa 
ogsaa i Assimilationsdygtighed, tilbage for de alpine, men 
stemme overens med dem i Mesofyllets oftest løse Bygning, 
Spalteaabningernes hyppige og ofte talrige Forekomst paa 
Bladets Overside og ved disses frie Beliggenhed. 

2. "Grunden til, at Palissadecellerne ere mindre ud- 
viklede i de arktiske Egne, er rimeligvis at søge i den hyppige 
Taage og graa Luft, som i hvert Tilfælde findes ved Kysterne, 
og i Solens ringe Højde over Horizonten. 

3. Hovedmængden af de arktiske Plantearter vise ingen 
særlige Tilpasninger mod Transpirationsfare: Overhuden er 
gjennemgaaende tynd, Spalteaabningerne ligge i dennes Niveau 
eller rage ofte lidt frem, Mesofyllet er meget løst bygget, 
Haardannelser mangle eller ere i Almindelighed kun svagt 
udviklede o.s.v. Undtagelser danne Hedeplanterne og de 
fleste Fjeldmarksplanter. 2 

4. Grunden til, at de arktiske Planter i Almindelighed 
ikke ere udsatte for Transpirationsfare, er en oftest ret 
betydelig Luft- og Jordfugtighed og i Vinterperioden et 
gjennemgaaende tykt Snedække. 

5. Det mekaniske Væv er kun udviklet hos faa Arter. 

6. Planter fra Dovre indtage med Hensyn til Palissade- 
vævets Udvikling en Mellemstilling mellem de alpine og 
de arktiske Væxter. 


Til Professor Warming, som stadig under Arbejdet 
har været mig behjælpelig paa forskjellig Maade, bringer jeg 
herved min bedste Tak. Ligeledes staar jeg i Taknemme- 
lighedsgjæld til Dr. Rosenvinge og Cand N. Hartz for 
værdifulde Oplysninger. 


243 


Efter at dette Arbejde var indleveret til Botanisk Tids- 
skrifts Redaktion, udkom i Revue générale de Botanique 
1894, Nr. 72, G. Bonniers i Comptes rendues 1894 pag. 1427 
foreløbig anmeldte Arbejde. Uden nærmere at komme ind 
paa dette her, skal jeg, som alt ovenfor bemærket, meddele, 
at Bonniers Resultater i alt Væsentligt stemme overens med 
mine, idet det dog maa antages, at alle de af ham under- 
søgte Planter ere samlede nær Havet”). 


1) En sammentrængt Gjengivelse af ovenstaaende Afhandling vil findes 
i „Journal de Botanique“, udgivet af Morot, 9. Bd. Paris 1895. . 


16” 


Emil Pete 


En Nekrolog 
ved 
Eug. Warming”). 


Etatsraad Petit var af fransk Herkomst, som ogsaa 
Navnet antyder. Hans Bedstefader hed Mathee Petit og var 
fodt i Lyon; han var Mekaniker og giftede sig med Marie 
Agathe Baumeyer, Datter af en Fabrikant i Freiburg i 
Breisgau. Med hende drog han til Hamborg, hvor Sønnen. 
Charles Matthæus Phillip, Emil Petits Fader, blev født 
iste Januar 1776. Samme Aar flyttede Familien til Lübeck. 
Denne Søn kom ind i Handelsvæsenet og kom senere til at 
foretage mange Forretningsrejser i de nordiske Lande og i 
England; han giftede sig i Aaret 1806 med Sophie Charlotte 
Fiedler (f. 23de Juni 1788), der var af en velhavende Kjøb- 
mandsfamilie, som dog ved Statsbankerotten mistede den 
største Del af sin Formue. Han fik derefter en Ansættelse 
i en Brandassurance i Kjøbenhavn, men hans Helbred var 
svagt, han led af Tungsind og døde allerede d. 27de November 
1823, efterladende sig en 35-aarig Enke med 6 Børn, 3 Sønner 
og 3 Døttre i en Alder af fra 2—16 Aar. Hun henlevede 
alle sine Dage i sin Ejendom paa Nørregade 25 (nu Nr. 5), 


1) En væsentlig Hjælp til denne Nekrolog har jeg haft i skriftlige 
Optegnelser, som Etatsraad Petit havde efterladt sig, og som hans 
Enke velvilligst har suppleret og overladt til min Benyttelse. 


> 245 


„den forgyldte Nøgle”, indtil hun roligt sov hen, d. 10de April 
1881, 93 Aar gammel. 

Den næstyngste af Bornene var Nicolai Emil Charles 
Petit, der fødtes Søndagen d. 2den Februar 1817 i Fædrene- 
gaarden paa Nørregade. Efter at have gaaet nogle Aar i 
Petri tyske Skole kom han, 12 Aar gammel, i Borgerdyd- 
skolen, der da styredes af den bekjendte Skolemand Rektor 
Nielsen. I 1834 blev han herfra Student med bedste Karakter 


sammen med flere andre dygtige unge Mennesker, hvis Navne 
senere ere blevne bekjendte, saasom Paulli, Hannover, Schwarz- 
kopf, Silfverberg, J. Paulsen, Adler, Bech, Glud og Flere. 

) I 1835 tog han 2den Examen med Haud illaud. (paa 
Grund af en daarlig Karakter i Mathematik, medens han i næsten 
alle andre Fag fik Laud præcet.), og han besluttede nu af 
Kjærlighed til Naturvidenskaben at studere Medicin. Sine 
Sommerferier havde han i Reglen tilbragt i Taarbæk, hvor 


246 


Familien laa paa Landet, og som den Gang endnu kun 2—3 
Familier søgte ud til; her er vist allerede Spiren til hans 
senere Kjærlighed til Botaniken bleven lagt. Salomon Drejer, 
der allerede da var Docent, knyttede ham til sig, og de 
botaniserede ofte sammen. Den fortrinlige Prosektor, den 
senere bekjendte anatomiske Professor Ibsen, der viste stor 
Interesse for ham, blev hans Manudukter. Petit benyttede 
sammen med „unge“ Vahl (Jens V., se Botan. Tidsskr. 
12. Bd., S. 182), der dog var en Snes Aar ældre end han, den 
Undervisning i botanisk Plantetegning, som siden 1812 er 
givet for det Bülowske Legat, og hvor Bayer var Tegnelserer!). 
Fra den Tid stamme de to Bind i Fol. af kolorerede Svampe- 
afbildninger, „Fungi Selandiæ secundum naturam depicti®, 
som ved hans Dod skænkedes til Botanisk Have. 

Mange aandelige Interesser og Samlivet med en Kreds 
af friske, flinke og sædelige Jævnaldrende fyldte Studenter- 
aarene, men det medicinske Studium blev dog drevet med 


saa stor Iver, at han (og Lehmann) var den første af Kamme- | 


raterne, der fik sin medicinsk-kirurgiske Examen (1840, med 
Laudabilis; 162°/s Points). 

Den 5te April 1840 stiftede Petit, Joh. Lange, V. Strom, 
A. S. Ørsted, J. Paulsen og Flere en naturhistorisk Forening, 
der foreløbig var navnløs, men 1844 antog Navnet „det 
naturhistoriske Selskab* (se Langes „Erindringer fra Den 
botaniske Forenings Historie“ i Botan. Forenings Festskrift, 
1890). Dette var ikke den nuværende „naturhistoriske For- 
ening", der allerede stiftedes 1833 af Schouw og Eschricht 
(se „Festskrift i Anledning af Den Naturhistoriske Forenings 
Bestaaen fra 1833—1883.* Kjøbenhavn 1890), men For- 
løberen for den nuværende „botaniske Forening", som ogsaa 


1) Se nermere Bülowske Legats Gavebrev i „Samling af Legalbestem- 
melser“ S. 303. Ogsaa jeg har tegnet hos Bayer omtrent 1860-61. 
Han var knyttet til Flora danica fra Begyndelsen af Aarhundredet 
(han angav at have tegnet for M. Vahl, der dode 1804) og til 1871 
og var vist en 90 Aar gl, da han døde. I hans sidste Aar maatte 
Chr. Thornam vikariere for ham. 


247 


ved Hojtideligholdelsen af sin 50-Aars Jubilæum i 1890 viste, 
"at den regner sin Oprindelse fra denne Dag (nærmere hos 
Lange anf. Sted). 

— Allerede d. 21de Aug. 1839 havde Petit faaet den bota- 
niske Plads paa Borks Kollegium (efter Kamphøvener), og 
her boede han til Juni 1842. I disse Aar optoges han ogsaa 
som Medlem af det latinske Disputereselskab Lyceum, hvor 
han traf sammen med Hall, Krieger, Kayser, Gram, Boesen, 
Worsaae, Klein o.Fl. Det holdt tilsidst sine Møder i hans 
Hjem i Nybrogade, men døde hen ved Krigens Udbrud. 

1841 fik Petit Tjeneste som Underkirurg i Søværnet og 

midlertidig Bolig paa Sø-Etatens Hospital, og udnævntes 
senere (i .Septbr.) til Kompagnikirurg i Kongens Livkorps, 
men strax derefter til konstitueret Bataillonskirurg. 1842 
overflyttedes han til 10de Bataillon. Han blev tillige i dette 
Aar udseet til at deltage i en projekteret Jordomsejling under 
Kapt. Krenchel, men denne gik overstyr. Derimod deltog 
han i Naturforskermødet i Kristiania, hvorfra han med Prof. 
Schimper foretog en Rejse til Dovre. I disse Aar ernærede 
han sig forøvrigt dels som Manuduktør i Botanik (han var 
meget søgt især af Forststuderende) og som Lærer i ,Efter- 
slægten" og ,Dettreskolen*. Han blev tillige (i 1842 og 1843) 
paa Rentekammerets Foranstaltning ansat til at holde Fore- 
læsninger for de Forststuderende og have Tilsyn med Forst- 
. haven i Charlottenlund. I 1843 forlovede han sig med 
Elisabeth Cameron Macgregor (f. i Bremen d. 22de Decbr. 
1824, Datter af engelsk Generalkonsul Francis Macgregor). 

I Aaret 1844 blev han ansat som Lærer i Naturhistorie 
ved Metropolitanskolen, ved hvilken han forblev, indtil Krigens 
Udbrud 1848 gav Anledning til saa mange Forandringer. 
Han deltog s. A. i det 2det Skandinaviske Naturforskermøde 
(Stockholm). Forøvrigt vedblev han sin Tjeneste som Læge 
i Hæren. og forflyttedes til Fodgarden. 

1845 holdt han:Bryllup (8de Juli). Han havde om For- 

aaret gjennem Schouw faaet Tilbud om at tage med som 


Naturforsker og Overlæge paa Korvetten Galatheas Jordom- 
sejling, men afslog dette — „et vigtigt Vendepunkt, sikkert 
til Held og Lykke for mig" skriver han i sine efterladte 
Optegnelser. | 

I de folgende to Aar (1846—48) var han fremdeles 
steerkt sysselsat som Lærer og med litterære Sysler; saaledes 
udgav han 1845 en ,Lærebog i Botanik for Skoler“, der er 
en i hele sin Plan og Udførelse fortræffelig lille Bog, af hvilken 
2det Oplag udkom 1855, og som Forfatteren af denne 
Nekrolog i sin Barndom havde stor Glæde af; ligeledes 
udkom hans naturhistoriske Tabeller 184546, og han 
stiftede med Lægen Aug. Thornam „Tidsskrift for populær 
Naturvidenskab", der strax bragte fortræffelige Rejse-Skild- 
ringer og Afhandlinger af Liebmann, Ørsted, Prosch, Holten, 
Schytte, Forchhammer foruden Udgiverne, men standsede 
påa Grund af Krigens Udbrud, efter at der kun var ud- 
kommet 3 Hefter; det kan betegnes som en Forløber for 
det faa Aar senere af Lütken, Fogh og Vaupell stiftede 
, Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben“. 
Desuden syslede han med en Disputats, der dog blev henlagt, 
og holdt efter Opfordring flere populære Forelæsninger i den 
naturhistoriske Forening og i Industriforeningen. Petit var 
en fortrinlig Foredragsholder, og det lige til sin høje Alder- 
dom; hans Tale havde ofte et vist poetisk Sving, Ordene 
faldt let for ham, og et livligt Minespil vidnede cm den . 
ungdommelige Aand, der boede i ham. 

Som alle andre aandelig bevægede unge Mennesker blev 
han naturligvis stærkt grebet af Martsbegivenhederne og af 
det derpaa følgende slesvig-holstenske Oprør i 1848. Han 
deltog som Læge i flere af Kampene og blev konstitueret 
Overlæge ved 12te Bataillon, senere ved iste Bataillon 
danske Frivillige, ved Hestgarden og Husarerne. 1849—50 
var han Overlæge ved 3die Reserve-Jægerkorps, og deltog 
bl. a. i Slaget ved Isted. Under et langt Kantonnement paa 
Als lagde han Begyndelsen til den i 1880 publicerede Als- 


Flora. Senere bliver han forlagt til Frederiksstad og Tønder, 
besøger den første store Udstilling i London, men bosætter sig 
endelig 1852 i Fredensborg som praktiserende Læge, efter at 
have taget Afsked fra Hæren. Hermed begynder der et nyt 
Afsnit af hans Liv. | 

I de paafolgende tyve Aar (1852-—1875) blev Botaniken lagt 
paa Hylden; han var nu i dette Tidsrum den praktiserende 
Læge, der var meget afholdt og havde Søgning fra en vid 
Omkreds. Han kom af og til paa Slottet til Frederik d. 7des 
og til Kristian d. 9des Hoffer, fik forskjellige Tillidshverv i 
Egnen, blev Jærnbanelæge 1864—73, og udnævntes til Justits- 
raad 1866. I 1873 opgav han sin Praxis af Helbredshensyn, 
og samtidig udnævntes han til Ridder af Danebrog. 

Han træder nu ind i det tredie og sidste Afsnit af sit 
Liv, som man kan betegne som hans Rejseliv, i hvilket han. 
af Helbredshensyn og livligt interesseret som han var for 
Botaniken og for Naturen gjorde talrige Rejser i Europa. 
Allerede i 1870 gjorde han en Tur. til Schweiz, 1871 til 
sachsisk Schweiz og Harzen, og i 1873, da han havde solgt 
sin Ejendom i Fredensborg, rejste han, altid ledsaget af sin 
Hustru, til Tirol, Schweiz og Italien. Vinteren tilbragte de i 
Rom. I April 1874 begav de sig Nord paa, og rejste lang- 
somt hjemad til Skovshoved, hvor hans Moder laa paa 
Landet. Allerede faa Maaneder senere (Januar 1875) er han 
atter paa Rejser, og besøger mange Steder i Frankrig, Italien, 
Østerrig og Sydtyskland. 1 1876 tilbragtes Vinteren hos 
Familen i Lubeck. I. 1877 er han igjen paa Rejser, navnlig 
i Tyskland, og efter at være kommen hjem, bosatte han sig 
paa Harsdorfsvej, hvor han kjøbte Jord og byggede den 
Villa paa Hjørnet af Amalievej, som han beboede fra 1878 

til sm Død. Haven i denne sin Ejendom forskjønnede han 
— efterhaanden med en Række af sjældne, smukke og interes- 
sante Planter, og det var altid en Fornøjelse at se, hvor 
overordentligt smukt alt var og hvor pynteligt vedligeholdt ; 
hans Stenhøje indeholdt mange Minder for ham om hans 


250 


Vandringer i Alperne og andre Egne. Men han horte ikke 
til de Planteelskere, der hensynsløst opgrave og bortføre de 
sjeldne og smukke Planter uden at bryde sig om, hvor vidt 
der bliver noget til Rest eller ikke; han har tvertimod i en 
Afhandling om Dyrkning af Alpeplanter udtalt sig paa det 
skarpeste mod den hensynsløse og letsindige Udryddelse som 
finder Sted af f. Ex. Schweiz’s smukkeste Alpeplanter. 

En Mand med Petits rastløse Aand kunde ikke længe 
holde sig uvirksom; han var ogsaa som skabt til de Tillids- 
hverv, som der er saa mange af for flittige Folk, der ikke 
hæmmes af Embedsgjerning eller af Kampen for Tilværelsen 
under en eller anden af dens mange Former. I 1879 blev 
han Sekretær i det kgl. Danske Haveselskab (indtil ind i 1890), 
i 1881 Sekretær og -fra 1883 Næstformand i den botaniske 
Forening; 1882 blev han kaldet til Medlem af Idiotanstaltens 
Bestyrelse, hvori han forblev til 1890; i 1885 beskikkede 
Kultusministeriet ham til Tilsynsmand ved Vilvorde; i 1888 
var han Medlem af Haveudvalget ved den store nordiske 
Udstilling, ved hvilken han udfoldede stor Virksomhed især 
som Medlem af det egentlige Forretningsudvalg (30te Maj 
udnævntes han til Etatsraad), og s. A. kaldedes han til 
Medlem af den af Ministeriet nedsatte Kommission angaaende 
Døvstumme og Aandssvage. 

Men hans livlige Aand og store Interesse for fremmede 
Egne, hans aldrig svækkede Kjærlighed til Naturen, især til 
Planteverdenen, hvortil saa ogsaa kom Helbredshensyn, drev — 
ham uafbrudt paa Rejser. Foruden en botanisk Rejse til 
Als (1879), der supplerede hans Optegnelser fra Kantonne- 
mentslivet i Krigen 1848—50 og gav Materiale. til en Skild- 
ring af Floraen, til Rügen (1880 og 1882), til Møen (1882), 
til Bornholm (1881), til Fyen (1886), er der følgende længere 
Rejser, paa hvilke han ledsagedes af sin Hustru: 1883 til 
Italien (hvor han kom i Livsfare ved et Dampskibs Brand), 
Korsika og Schweiz; 1885 til Tarvis og Isonzo-Dalen; 1887 
til Sydtirol og Schweiz; 1889 til Korsika for Sommerfloraens 


951 


Skyld, men en akut Mavekatarrh tvang ham til at forlade denne 
Ø for at søge Hjælp i Nizza, hvorfra han efter Lægens Raad 
begav sig til Montreux; et Fald her, hvorved han forslog sig 
slemt i Hovedet, forværrede hans Tilstand. Sommeren til- 
bragte han lidende hjemme i sin Villa, men om Efteraaret 
drager han atter til Montreux, hvor han tilbragte Vinteren 
for at komme til Kræfter. Herfra var det, at han i April 
skrev følgende Brev til mig: 

‘ „Montreux d. dte April 1890. 

Kjære Hr. Professor! 

Tor jeg anmode Dem om paa mine Vegne ved 
Festen d. 12te, efter at Lange, som jeg antager, har 
besvaret Skaalen for Stifterne, at udbede Dem Ordet 
for at oplæse indlagte Skrivelse. Jeg ønsker, at den 
ikke aabnes før i samme Øjeblik, som Ordet i 
den Anledning er Dem givet. Jeg antager, at Indholdet 
ogsaa specielt vil være Dem behageligt. 

Som Echo fra Alpernes nu saa rigt smykkede Høj- 
dale") skal mit „Leve“ for Foreningen og alle Naturens 
intimere Venner, Festen forsamler, lyde for dem, som 
have Æren derfor. Gid Festen foruden at være et 
Hvilepunkt med en smuk Udsigt over den tilbagelagte 
Vej tillige maa styrke til modig Fremskriden til større 
Højder med videre og friere Blik.” 


Den indlagte Skrivelse, der selvfølgelig aabnedes og op- 
læstes paa det bestemte Tidspunkt, lød saaledes: 

»Da jeg desværre er forhindret i mundtligt at takke 
for: den udbragte Skaal, vil jeg i al Fald vise min Tak- 
nemmelighed i Gjerning. Herved skjænker jeg til den 
botaniske Rejsefond en russisk af Staten garanteret 
4 °/o Jernbane (Kiew-Charkow) Obligation lydende paa 
2500 Reichsm. Den aarlige Rente (c.90 Kr.) forbeholder 


Li] 


1) Petit havde til Festen sendt en Mængde Alpeplanter hjem, der vare 
lagte som Bouketter ved Kouverterne. 


jeg mig dog for min Livstid. Jeg udsætter mig ved 
dette Forbehold for, at det før istemte Vivat forvandles 


til et „Pereat snarest muligt!“ — det skulde da være, 
at mine 73 Aar gik i Forbøn for mig. i 
E. Petit, 


Viceformand i den botaniske Forenings Bestyrelse." 


I Sommeren 1890 kom han hjem igjen og tilbragte nu 
Resten af Aaret i Ro paa Harsdorfsvej, til Dels ret lidende 
af sm Mavekatarrh, men da han var kommen lidt til Kræfter, 
gjorde han i 1891 ledsaget af en Neveu en lille Rejse til 
Egnene om det nordlige Adriaterhav, besøgte atter Tarvis 
og Sydtyskland. Han var da meget svækket, men Aandens 
Kraft overvandt Legemets Svaghed, og formaaede han ikke 
ved egne Kræfter at bestige Bjærgene for at se den Natur, 
som altid drog ham saa uimodstaaeligt til sig, saa naaede 
han det dog ved sin Neveus Hjælp. f 

Denne Rejse blev. hans sidste. ‘Resten af hans Liv er 
en trist og tildels smertefuld Sygdomstid, der afsluttedes ved 
Doden d. 7de November 1893. | 

Hans Ægteskab var barnløst. 


Paa sine mange Rejser var han uafbrudt virksom som 
Botaniker; at vandre om i den frie Natur, nyde.den friske 
Luft i Bjærgene, samle af Højalpernes Plantevæxt var ham 
den største Kilde til Glæde. Trods sin høje Alder vedblev 
han, saalænge til Sygdommen brød hans Kraft, med sine 
ofte ret anstrængende botaniske Exkursioner, og hans Her- 
barier vidne om hans Flid; fra Korsika, f. Ex., hjembragte 
han i 1883 et Herbarium paa ikke mindre end 4000 Exem- 
plarer af Blomsterplanter. Naar han i Mellemtiden mellem 
Rejserne var her i. Kjøbenhavn, var Arbejdet i hans Have 
og Bestemmelsen af de gjorte Indsamlinger hans kjæreste 
Syssel. ; 
Ifolee hans testamentariske Bestemmelse gik alle hans 


Herbarier over dels til Botanisk Have, dels til Rejsefonden. 
Paa en lille Seddel havde han nedskrevet folgende Bestem- 
melser: Den korsikanske, den nordafrikanske, den schweiziske 
og den @sterrigske Samling skænkedes til Botanisk Museum, 
der med Glæde modtog dem (hvis det ikke vilde haft dem, 
skulde de to første være overgaaede til det. naturhistoriske 
Museum i Lübeck, der tidligere havde modtaget Bidrag fra 
ham, og de to sidste til botanisk Forening). Middelhavs- 
Herbariet og hele Hovedherbariet overdroges til botanisk 
Forening eller til Rejsefonden („hvilket mest vilde svare til 
mit Ønske”). Ligeledes skænkede han botanisk Have de 
Veerker af sit Bibliothek, som det maatte onske, hvilket var 
ikke saa faa. 


Rejsefonden kan allerede nu begynde sin Virksomhed ; 
dette skyldes Petits smukke Gave. Gid de unge Botanikere, 
som i Fremtiden komme til at nyde Gavn af dens Hjælp 
paa botaniske Vandringer i og udenfor Danmark, maatte 
skænke den Mand en taknemlig Tanke, hvis Onske det var 
at gjøre Andre delagtige i de samme rene og opløftende 
Nydelser, som fyldte hans eget Liv med Glæde. 


954 
E. Petits botaniske Publikationer. 


1841—42. Samling af Danmarks officinelle Planter. Iste—löde 
Hefte (ufuldendt). Fol. 

1843. Om Svampene (Dansk Folkekalender). 

1844. Om Vaaren (Foredrag i naturhistor. Forening 1844; Schouws 
„Dansk Ugeskrift*, V.) | 

— Det sydvestlige Sjællands Vegetation (Krøyers naturhistoriske 
Tidsskrift, 2. R., I. 1844—45). 

1845. Lærebog i Botanik for Skoler (2det Oplag 1855). 

1845—46. Naturhistoriske Tabeller til Brug ved Undervisning. 1—3. 

1847. Foraarskalender (Forhandl. ved det Ste skandinaviske Natur- 

_ forskermøde i Kjøbenhavn, S. 495). 

1848—49. Med A. Thornam Stifter og Udgiver. af Tidsskrift for 
populær Naturvidenskab (ogsaa under Titel af: Populære 
Naturskildringer, udg. af E. Petit og A. Thornam. Heri: Om 
Planteæggets første Dannelse, p. 51—67; Om Kochenille- 
Arterne, p. 174—188). | 

1880. Floristisk Beskrivelse af Als (Botan. Tidsskr. Bd. 12). 

1881. Planternes Frysning (Ugeskr. f. Landmænd. 1881. ID. 

1882. Om Møens Flora (Botan. Tidsskr. Bd. 13). 

— Beretning om Botan. Forenings Exkursioner til Rügen og Møen 
(Meddel. fra Bot. Foren. Nr. 2). 

1884.  Plantefysiognomiske Studier fra Korsika (Nationaltidende 
16de og 23de Septbr.). 

— En Exkursion til den korsikanske By-Bonifacio (Dagbl. Nr. 118). 

1885. Additamenta catalogi plantarum vascul. indig. Corsicarum 
edit. Mr. de Marsilly (Botan. Tidsskr. Bd. 14). 

— De plantegeografiske Forhold paa Korsika (Meddelelser fra 
Botan. Forening, Nr. 7, S. 156). 

1886. Dyrkning af Alpeplanter (Gartnertidende Nr. 11). 

1888. En plantegeografisk Skildring af Bjærget Monte Generoso 
(Meddelelser fra botanisk Forening, Bd. 2, p. 71). 

1889. Fyldigere Gjengivelse af Skizzen af Monte Generoso (Gartner- 
tidende 30te Januar). 

— Sur une nouvelle espèce de Bryonia (Botan. Tidsskr. Bd. 17, 
S. 249, med Tavle). 

1892. Tillæg til en floristisk Beskrivelse af Als (Botan. Tidsskr. 
Bd. 18). 


Udvalg 


af de i Universitetets botaniske og andre Haver 
iagttagne nye Arter’) 


ved 
Joh. Lange. 


NV. 


Iris (Pogoniris) propendens Lge n. sp., elata, (21/2 
—3' alt.), caulibus gracilibus, flaccidis, prostratis, teretius- 
culis; foliis ensiformibus, 1—11/4” latis, caulinis (3—4) lati- 
oribus; caule supra medium pluries diviso, ramis 1—2-floris, 
spathis a basi ad apicem albo-scariosis; floribus pendulis, 
ovario sessili, brevi (tubo perigoniali vix aequilongo) subeylin- 


6 24 


drico-ovali, tubo perigoniali 5—6” longo, superne parum 
dilatato, perigon. exter. late obovato, pulchre coeruleo, in 
unguem latum album violaceo-striatum et basi intense, dein 
pallide luteo-barbatum sensim transiente; perig. inter. 
latissimo, pallide coeruleo, in unguem striatum abrupte con- 
tracto; antheris albis, filamento suo parum brevioribus; 
stigmatibus pallide coeruleis, perigonii phyllis subduplo 
brevioribus, infra cristam breviter bifidis. Flores sub anthesi 
sæpius clausi. , 

In horto botanico prima vice floruit 22 Junio 1883, e 
seminibus ab horto Panormitano sub nomine J. Hookeri 
acceptis educata. 


1) Fortsættelse af tidligere Afhandlinger (I—IV). Se Bot. Tidsskr. 5., 
8., 10. og 43) Bd. 


256 


Denne mærkelige Plante, som (efter Bakers Inddeling) 
henhgrer til I. florentina-Gruppen af Pogoniris, afviger fra 
alle mig bekjendte Arter af denne Gruppe især ved de tynde, 
nedliggende Stængler og nikkende Blomster, hvilke under 
Blomstringen ofte ere lukkede. Navnet Iris Hookeri findes 
hverken hos Baker eller i Klatts Monografi af Iris; kun 
som „nomen hortulanorum“ har jeg fundet det tillagt en 
Iris beslægtet med I. lutescens, og har derfor ikke haft Anled- 
ning til at anvende det paa denne Art. 


Ptarmica (mongolica var.?) discoidea Lge mscr. 
erecta, elata (c. 2—4’ alt.), foliosa, caule striato-sulcato, 
glabriusculo v. leviter puberulo; foliis utrinque viridibus, 
supra punctato-scabriusculis, subtus ad nervum puberulis, 
linearibus, acuminatis, argute pectinato-serratis, serraturis 
margine superiore scabro-serrulatis; corymbo denso, com- 
posito, polycephalo, pedunculis calathio parum longioribus, 
hirsutis, calathii ovali-cylindrici phyllis obtusis, nervo valido 
viridi percursis, fusco-marginatis, lanatis; anthoelinii 
paleis linearibus, uninerviis, apice bidentatis; floribus 
disci c. 30, tubulosis, fl. radiantibus 0; achæniis obovatis, 
truncatis v. retusis, late albo-marginatis, pappo destitutis. 
Odor fortis, feré Chrysanthemi Parthenii. | 

Culta in horto meo, ubi primo floruit Aug. 1893, edu- 
cata e seminibus sub nomine Achilleæ ptarmicoidis ab horto 
Parisiensi acceptis. Sed vera Ptarmica, neque Achilleæ s. s. 
species est. 


Den nærstaaende Art Pt. biserrata (M. Bieb.) afviger fra 
den her beskrevne ved en mere enkelt Blomsterstand, klokke- 
formet Kurv, 8—9 Straaleblomster, Blomsterlejets Avner ül- 
spidsede, i Spidsen savtakkede. Endnu nærmere er Pt. mon- 
golica (Fisch.) DC., af hvilken den her beskrevne maaske 
kun er en straalelos Variete. Fischers Art afviger dog 
ved mere haarede (de yngre uldhaarede) Blade, en zegfor- 
met Kurv med Straalekroner halvt saa store som hos P. vul- 


257 


garis Blackw. (DC). I vor botaniske Have har den hidtil 
været dyrket under Navn af Achillea Gerberi M. Bieb., men 
denne er en aldeles forskjellig Plante, i DC. Prod. henfort 
til Achillea, ikke til Péarmica. 


Halesia tetraptera L. a, glabrescens Lge (H. te- 
traptera Koehne Dendr. p. 486). a 


Fig. 1. Halesia tetraptera a, glabrescens. 


Rami juniores parce et leviter puberuli; folia elliptica, 
sensim acuminata (fig. 1a), patula, serrulata (fig. 15), supra 
glabriuscula, subtus parce puberula denique glabrata; calyx 
pilosus, obsolete 4-lobus; corolla alba, glabra, feré ad 
basin quadrifida (fig. 1c); staminibus 12—14 glabris v. 
 breviter pilosis (fig. 1d, e); fructus anguste quadrialatus, 
stylo Ys fructus longitudine coronatus (fig. TA: 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 17 


085 


#, mollis Lge (A. tetraptera Guimpel & Hayne Abbild. 
fremd. Holzgew. tab. 35) differt a forma a foliis breviter et 


subito acuminatis (fig. 2a), magis adpresse serratis (ig. 2b), — 


subtus semper dense et molliter cano-villosis; corolla 


majore, ad medium usque quadrifida (fig.2¢) stamini- 
bus 8—12 longe pilosis (fig. 2d, e), fructu majore magisque 
late alato (fig. 2f), stylo !/6 fructus longitudine coronato. 


Fig.2a—g. Halesia tetraptera 2, mollis. 
f'. H. stenocarpa. 
In arboreto horti silvatico-botanici ad Charlottenlund 
pr. Hauniam per multos annos utraque forma colitur. 


I ,Fortegnelse over Træerne i Charlottenlunds Forst- 
have“ o.s.v. har jeg henfort Formen « med Tvivl til A: 
parviflora Michx., men denne Art, som hverken findes be- 


259 


skreven hos Dippel eller hos Koehne (anf. St) og af 
hvilken jeg hverken har set Original-Exemplar eller Afbild- 
ning, afviger (ifolge Beskrivelsen) fra Formen a ved mere 
haarede Blade og fra begge Former (a og 2) ved Bæger 
med ægformede, spidse Lapper, en mindre Krone og tovinget 
Frust. Min Formodning støttede sig paa Exemplarer i 
Landbohojskolens Herbarium fra Londons hortic. society under 
Navn af A. parviflora, men disse høre øjensynligt til X. 
tetraptera a, hvilket bekræftes af en Anm. 1 C. Kochs 
Dendrologie II, p. 200, at der paa den Tid i England dyrkedes 
"en smalvinget Form af H. tetraptera under Navn af À. parvi- 
flora. 

Ved at sammenligne Beskrivelserne af 77. tetraptera i 
Litteraturen hos Forff. fra Linné indtil Dippel kan det Sporgs- 
maal, hvilken af disse to Former der svarer til den typiske 
À. tetraptera, vanskeligt afgjores, idet de Kjendetegn, hvor- 
paa der i disses Beskrivelse er lagt størst Vægt (f. Ex. Bladenes 
Rand og Beklædning, Bredden af Frugtens Vinger) i Regelen 
ikke særlig nævnes i Beskrivelserne. Dog synes Koehnes 
H.tetraptera nærmest at svare til Formen a, hvorimod Af- 
bildningen i Guimp. & Haynes fremd. Holzgew. heldigt gjen- 
giver Formen 2. Da navnlig de nordamerikanske floristiske 
Værker kun nævne een 4-vinget Art, ligger den Formodning 
nær, at de her angivne ret betydelige Uligheder i forskjellig 
Retning ikke existere i vild Tilstand, men ere fremkomne 
efterhaanden ved Dyrkning. Jeg har derfor ikke fulgt min 
tidligere Tilbøjelighed til at opstille 2 Arter, men henstiller 
til nøjere Undersøgelse, om de angivne Kjendetegn ere kon- 
stante eller ikke. 

H. stenocarpa C. Koch, Dendr. II, p.200), der kun er 
kjendt fra et Exemplar i den botaniske Have i Berlin, hvor- 
efter Kochs Beskrivelse er affattet, stemmer i de fleste 
_ Karakterer overens med 2, mollis, men kjendes efter Koch 
let påa den lange og smalle Frugt, hvilket en mig af Prof. 
Koehne velvillig meddelt Tegning (Fig. 2 /’) bekræfter. 


17* 


260 


Verbascum thapsiformi < virgatum ! bienne, ela- 
tum (4—9 alt.), caule inferne tereli, superne marginibus 
foliorum decurrentibus leviter angulato; foliis obscure viridi- 
bus, rugosis, sessilibus, patulis, cordato-semiamplectantibus, 
acuminatis, grosse serratis, utrinque parce pilosis; inflo- 
rescentia (in speciminibus majoribus) paniculato-ramosa, 
ramis stricte erectis, longe racemosis; bracteis ovatis, longe 
acuminatis, flore brevioribus, pedicellis longe pilosis, 
calyce subbrevioribus, adpressis; calycis laciniis subæqui- 
longis, lanceolatis, acuminatis, ciliatis; corolla magna, sul- 
furea, lacmiis 2 superioribus minoribus, infima impari majore; 
staminibus inæquilongis, 3 majorum filamentis violaceo- 
lanatis, antheris oblique decurrentibus, 2 breviorum filamentis 
inferne violaceo-, superne albo-lanatis, antheris reniformibus; 
stylo exserto, stigmate clavato terminato, germine ovali, 
semper sterili. 

In horto meo inter parentes sponte enatum, Aug.-— Oct. 
florens 1889, et iterum 3 specimina 1892. 


Alle de iagttagne Exemplarer vare fuldstændig golde; 
dels paa Grund heraf, dels fordi de to formodede Forældre 
findes i Mængde nær Voxestedet, er jeg ikke i Tviyl om, at. 
denne smukke Plante er af hybrid Oprindelse, og at Kryds- 
ningen navnlig har fundet Sted mellem de to Arter, hvis 
Sammensætning danner Navnet. Hvilken af disse der har 
leveret Pollen tar jeg ikke udtale nogen Formodning om, og 
jeg har derfor ordnet Navnene alfabetisk. I Fockes Værk. 
„die Bastarde u. Mischlinge“ neevnes den ikke, og jeg har 
heller ikke andetsteds fundet den omtalt. 


Hibiscus (Paritium) tricuspis (Banks) Cav. 2, laté- 
folius Lege. 


Differt a descriptione et figura Gavanillesii!) nec non a 


1) Dissert. de Monadelph. III, p. 152, tab. 55, 2. 


261 


speciminibus formæ typicæ in herbario horti bot. Haun.’) 
foliis late ovatis, lobo medio ovato, acuminato, serrato, 
lobis lateralibus parum brevioribus, acuminatis (neque obtu- 
sis); floribus subsolitariis (nec racemosis), petalis mino- 
ribus. 

In horto botanico Hauniensi floruit Sept.—Oct. 1893. 


Havens Exemplar, som har henstaaet ubestemt siden 
1847 (Froet samlet af afdode Prof. Didrichsen paa Galathea- 
Expeditionen ved Borabora paa Tahiti 1846) er af ret an- 
selig Højde med paa Underfladen hvidgraa, ophojet-nervede 
Blade og smukke, store Blomster med gule, ved Grunden 
mork-rodbrune Kronblade. Med Undtagelse af de i Be- 
skrivelsen angivne Karakterer stemmer den ret vel overens 
med H. tricuspis, der er den eneste Art af Gruppen Paritium, 
der angives fra de australiske Øer (Banks, Bentham?) og 
Drake de Castillo), hvorfor jeg foretrækker at henfore 
- den som en Varietet til den tidligere bekjendte Art fremfor — 
at opstille en ny Art paa Grundlag af Kjendetegn, der turde 
være Variation underkastede”). 


Cratægus Dippeliana Lge mscr., C.Celsiana (Bosc. ?) 
Dippel Laubh. III, p. 452, fig. 220! (non Spach Suit. a Buff. 
175.03, nec Koehne Dendr. p: 239). 


Arbor humilis ramis patulis, rigidis, cinereis, junioribus 
dense villosis, spinis paucis, brevibus (1— 11/2 cm.) vel 0; 
foliorum lamina in petiolum brevem, villosum, superne 
alatum decurrente, rhomboideo-elliptica, basi integerrima, dense 
serrata et a medio inde breviter acute pinnatiloba, lobis 
utrinque 3 - 4, serratis, supra leviter, subtus dense pubescenti- 
bus, ad basin bifidis, segmento majore semilunato, remote 


1) ec India orientali (d. Voigt). 

*) Flora australiensis. 

2) Flore de la Polynésie francaise pag. 14. 

+) Fig. hos Cavan. I. c. har tandet-savtakkede Lapper, hos Exempl. i 
Havens Herb. ere disse Lapper helrandede. 


262 


serrato; corymbo pauci- et densifloro, pedicellis brevi- 
bus, lanatis, bracteis linearibus, fimbriatis; sepalis a basi 
ovata longe acuminato-lanceolatis, fimbriato-serratis, in fructu — 
reflexis; staminibus c.20; stylis 5, fructu magno, sub- 
globoso, flavo, leviter rubro-tincto, carne molli, farinoso, 
lutescenti-albo, 4—5-pyreno, pyrenis 9mm. longis, 7 mm. 
latis, dorso angustissime costato v. obsolete sulcato, ventre 
acute carinato lateribus planis, stylo terminali. 

Patria ignota. Specimen unicum, quod examinavi, in 
statu flori- et fructifero in horto bot. univ. haun. colitur, 
sed specimina ex hujus seminibus enata, nondum florigera, 
quoad folia omnino similia sunt. | 

Jeg har benævnt denne meget ejendommelige, men i 
Henseende til Oprindelsen tvivlsomme Art efter Professor 
L. Dippel, dels til Erindring om hans Fortjenester af den 
-dendrologiske Literatur, dels fordi han, saa vidt mig bekjendt, 
er den eneste, der har leveret en Afbildning, der ligesom den 
vedføjede Beskrivelse, tydeligt svarer til vor Plante. Dette 
er derimod ikke Tilfældet med den af Spach (anf. St.) under 
Navn af C. Celsiana Bosc beskrevne Plante med helrandede 
Bægerblade og rød Frugt med 2—3 Stene. Lige saa lidt 
kan Koehnes C. Celsiana høre herhid, idet denne beskrives 
med Bladstilk halvt saa lang som den bredt ægformede, 
kun påa Underfladens Nerver langhaarede Bladplade; Halv- 
skjerm med 15—20 spredte Blomster, 2 (1—3) Grifler og en 
rød, 1/2 Gang saa lang som tyk Frugt. CG. Kochs „Mespi- 
lus Celsiana“ (Dendr. I, p. 167) er alt for utydeligt beskreven 
for at kunne tjene til nogensomhelst Oplysning: Bladene ere 
beskrevne som hos vor Art, men naar Frugten beskrives som 
rød og den ikke desto mindre antages for en Bastard af 
C. nigra og melanocarpa, der begge have sorte Frugter, 
synes Forf. ikke at have haft nogen klar Forestilling om en 
Plante, hvoraf han ogsaa kun har set tørrede Exemplarer. 

Det er ikke usandsynligt, at Dippel har Ret i at antage 
den for en Bastard, dog næppe, som han formoder, af 


a 


C. sangvinea og C.pentagyna (melanocarpa). De Arter, som 
dens Udseende og Karakterer nærmest lede Tanken hen paa, 
ere C. punctata var. aurea og C. tanacetifolia, der begge have 
store, gule Frugter, hvorimod C. sangvinea har smaa rode, 
C. melanocarpa endnu mindre, sortviolette Frugter"). 


Crategus hiemalis Lege var. erythrocarpa Lege. 
Fructu coccineo, non pruinoso, 3—5-pyreno, lateribus py- 
reni ventralibus leviter sulcatis, ceterum cum forma primaria 
conveniens. 

In horto botanico hauniensi educata e seminibus C. hie- 
malis Lee. (Bot. Tidsskr. XIII, p. 20, tab. 2). 


Dippels Formodning (Laubholzk. Ill, p. 448) at C. hie- 
malis skulde være en Hybrid af ©. Crus galli og C. pentagyna, 
hvilken Formodning Koehne (Dendrologie p. 234) har givet 
en bestemtere Form ved at benævne den C. Crus gallı 
x pentagyna, kan jeg ikke tiltreede. Bladformen og den sil- 
dige Blomstringstid minder vel noget om C. Crus galli, men 
fra denne er den tilstreekkelig forskjellig ved Frugtens Form, 
Farve og de konstante 5 Grifler og Stene. Endnu mere 
afviger den dog fra den anden formodede Faktor i Kombina- 
tionen, C. pentagyna, hvis nemlig Dippel og Koehne have Ret 
i at denne er den samme som C. melanocarpa M. Bieberstein, 
hvilket forøvrigt forekommer mig tvivlsomt. Thi medens 
C. hiemalis har pæreformede, sortbrune, tilsidst duggede 
Frugter med konstant 5 Grifler og Stene, næsten hele, al- 
deles glatte og glinsende Blade, og tilhører den nordameri- 
kanske Typus (Crus galli, prunifolia, Douglasii o. fl.), er 
C. melanocarpa derimod en af de mest udprægede Former af 
den europæisk-sibiriske Typus (C. monogyna, laciniata, nigra, 
ambigua), som med sine dybtdelte, haarede Blade, smaa 
sortviolette, dunhaarede Frugter med 4 (sjeldent 3 eller 5) 


1) Prof. Koehne, til hvem jeg har sendt Exemplarer af vor Plante, 
har ogsaa erklæret sig enig i den af mig formodede Kombination. 


264 


Grifler og Stene er himmelvidt forskjellig fra ©. hiemalis. 
Denne har overhovedet ikke Præg af en hybrid Form, og 
dens eminent spiredygtige Frø have frembragt Planter aldeles 
svarende til Moderplanten, med Undtagelse (for den her be- 
skrevne Varietet) af Frugtens Farve. Dersom man af en slig 
Farvevariation, der ikke er sjelden indenfor en og samme 
Arts Grænser, ogsaa i Cratægus-Slægten, vilde søge et 
Bevis for dens Nedstamning fra de to nævnte Arter, maatte 
Frugten have vist Tilbagegang til en af disse, men dette er 
langtfra Tilfældet; Frugten hos min var. erythrocarpa har 
størst Lighed med Frugten af C. pyrifolia : og hvis der har 
fundet en Krydsning Sted, ledes Tanken snarest hen paa 
©. Crus galli (eller Fontanesiana) og pyrifolia. Foreløbig 
turde det dog vere rettest, indtil positive Krydsningsforsog 
have været anstillede, at beholde Navnet hiemalis. 


Cratægus intricata Lge mscr., C. pruinosa Lge For- 
tegnelse p.78 (non Mespilus pruinosa Wendl.). 


Fruticosa, ramis erecto-patulis ramulisque crebris, 
brevibus, flexuosis et intricatis, spinis longiusculis (2%/— 
3 cm.), sæpe deflexis; foliis longe petiolatis petiolo glandu- 
loso, junioribus subtus puberulis, dein glabris, late triangulo- 
ovatis, basi serrulatis, ab infra medium grosse serrato- 
dentatis v. acute 3—5-lobis; stipulis semisagittatis, profunde 
incisis; corymbo paucifloro, pedicellis brevibus; sepalis 
a basi ovata lineari-lanceolatis, crebre et argute glanduloso- 
serratis v. ciliatis, post anthesin patulis, bracteis lanceolato- 
linearibus glanduloso-fimbriatis; staminibus 10, stylis 
3—4, fructu mediocri, ovali-subgloboso, fusco-rubro, opaco, 
calyce patulo v. reflexo coronato, carne solido, virescenti- 
albido, 3—4-pyreno, pyrenis 8 mm. longis, 6 mm. latis, 
dorso costatis, ventre carinatis, lateribus planis. 

America borealis. Specimina in horto bot. univ. haun. 
accepta ex horto Hæsede sub nomine C. coronate.  Floret 
Junio, fructus ab ult. Sept. ad medium Octobri maturescunt. 


Fe 


Beskrivelsen hos Dippel (Laubh. IU, p.435) af C. coc- 
cinea var. oligandra (C. oligandra Torr. & Gr.) kunde muligen 
faa Anvendelse paa denne Art, men denne har kun 5 (ikke 
10) Stovdragere, og de Karakterer, der ere mest betegnende 
for C. intricata, den lave Væxt, de talrige og sammenslyngede 
Grene, de talrige Kirteltakker paa Bladstilke, Dækblade og 
Bægerblade, ere ikke nævnte, og dette Navn tor derfor ikke 
anvendes. I Regels „Revisio specierum gen. Cratægi“ p. 20 
er under det urigtige Navn C. glandulosa Moench givet en 
Beskrivelse, der passer ret vel paa vor Art, men her har 
en Blanding af flere Arter fundet Sted (C. macracantha, 
flabellata, rotundifolia, coccinea var.) og Regels C. glandulosa 
er aldeles forskjellig fra ©. glandulosa (Moench) Michx. Navnet 
C. coronata findes hverken hos Dippe eller Koehne og er 
formodenlig et Havenavn, hvis Plads er usikker. 


Jeg benytter Lejligheden til at tilfoje nogle Bemærkninger 
om enkelte af de i tidligere Artikler omhandlede Arter, for- 
anlediget navnlig af den Omtale, disse have fundet i de 
nyere dendrologiske Værker, som har opfordret til: fortsat 
lagttagelse. | Wu 


|. Philadelphus acuminatus Lge (Bot. Tidsskr. 
X, pag. 131, tab.2) er af Dippel (Laubh. III, p.337) hen- 
fort som Varietet til Ph. coronarius (var. Satsumi (Paxt.) 
Dipp.). Jeg er overbevist om, at enhver, der sammenligner 
levende Exemplarer af disse Planter, vil være enig i at er- 
kjende de af mig (anf. St.) fremhævede Kjendetegn og de 2 
Arters forskjellige Habitus, deres forskjellige Blomstringstid osv. 
for tilstrækkelige til at retfserdiggjore Adskillelsen fra Ph. coro- 
narius. Koehne (Dendrol. p. 180) forte den som Synonym 
til Ph. Satsumi Sieb. (ikke Paxton), idet han nemlig skjel- 
nede mellem Ph. Satsumi Paxt. som identisk med Ph. laxus 
fra N. Amerika, og Siebolds Art af samme Navn fra Japan. 
Den sidst nævnte er mig ubekjendt, men Prof. Koehne har 


266 


nu senest (i Brev) meddelt mig, at han har overbevist sig 
om dens Ret til at adskilles som Art fra Ph. Satsumi Sieb. 
Hvor denne ejendommelige Art har sin Hjemstavn, er jeg 
fremdeles ikke i Stand til at oplyse. 


2. Acer neglectum Lge (Bot. Tidsskr. XII, p. 30) 
antages af Koehne (anf. St. p.382) at være opstaaet ved 
Krydsning mellem A. campestre og Lobelii, og betegnes som 
„A. campestre x Lobelü“. Uden at ville benægte Muligheden 
af en slig Oprindelse kan jeg dog ikke undlade at udtale det 
Ønske, at slige Dobbeltnavne ikke sættes istedetfor ældre 
Navne, med mindre bestemte Forsøg have leveret Bevis for, 
at vedkommende Plante er fremkommet ved en Krydsning 
netop af de to Arter, der nævnes som Forældre. Men 
hverken ved dette eller mange andre Exempler, Koehnes 
Dendrologie leverer paa formodede Hybrider med Dobbelt- 
navne forbundne med x, omtales der, at Forsøg liege til 
Grund for denne Formodning. Hvor dette ikke er Tilfældet, 
og Navnet altsaa skyldes en Konjektur, kan denne lige saa 
vel være urigtig som rigtig, og i saa Fald er Videnskaben 
bedre tjent med et tidligere Navn, der intet udsiger om 
Hybriditetsforholdet, indtil Sikkerhed om dette er tilstede. 

I sit monografiske Arbejde over Acer (1886) har Pax 
benævnt denne Art „A. Zoeschense“, fordi den er bleven ham 
bekjendt igjennem Planteskolen i Züschen, hvorimod Dippel 
(anf. St. II, p. 452) har optaget den under det ældre Navn 
A. neglectum (1382) med den Motivering, at À. neglectum 
Hoffmannsegg, efter alt hvad der foreligger, er en ikke senere 
iagttaget Haveform, og at Artsnavnet neglectum altsaa maa 
være til fri Raadighed. Det maa forøvrigt beklages, at Dippel 
til Belysning af denne Art har indskrænket sig til at afbilde 
et Blad (som endda ikke svarer til. Bladformen af den her 
dyrkede Plante) og ikke tillige har fremstillet den karakteri- 
stiske Frugt, hvorfor jeg her har vedføjet en Tegning af et 
frugtbærende Exemplar. 


267 


Acer neglectum Lge. 


268 


3. Spiræa brumalis Lge (Bot. Tidsskr. XII, p. 28), 
som jeg (nærmest paa Grund af den sildige Blomstringstid) 
formodede at være en Hybrid af Sp. expansa og Sp. alba, 
er efter dens hele Udseende at domme snarere fremkommen 
ved en Krydsning mellem Sp. expansa og Sp. vaccinifolia. 
Den er i sin Tid modtagen under Navn af Sp. vacciniifolia 
argentea, og har i Virkeligheden stor Lighed med Himalaya- 
Exemplarer af Spiræa vaccinifolia, uden dog at kunne iden- 
tificeres med denne; med Sp. expansa har den navnlig den 
kraftigere Veext og rige, sammensatte Blomsterstand tilfælles. 
. Da der dog intet sikkert vides herom, bør det givne Navn 
indtil videre fastholdes, saa meget mere som Koehne opstiller 
en helt forskjellig Formodning om dens Oprindelse, nemlig 
en Krydsning mellem Sp. bella og latifolia, hvilken Kombina- 
tion jeg dog anseer for højst usandsynlig, idet Ligheden 
mellem. disse to. Arter og min Plante er saare fjern og de 
desuden begge høre til de tidlig blomstrende Spiræa-Arter. 


969 


En ejendommelig Misdannelse. 
Ved 


Joh. Lange. 


Linaria vulgaris monstr. anectaria (Gmelin), 
racemo densifloro, floribus omnibus regularibus, corolla cy- 
. lindrica, ecalcarata, limbo 5-lobo, lobis erectis, obtusis. 
Reliqua ut in L. vulgari typica. 
| In aggere circa arcem Kronborg invenit stud. med. Lind- 
hard 24. Ausg. 1892. 


Denne ejendommelige Pelorieform er allerede for over 
100 Aar siden funden og senere beskreven og afbildet af 
C. C. Gmelin, som i Fl. Bad. vol. II, p. 694, tab. 6 (1806) om- 
taler den paa folgende Maade: 

„Antirrhinum Linaria e (Peloria) anectaria Gmel., flori- 
bus regularibus, 5-fidis v. 4-fidis, 5-andris v. 4-andris, necta- 
tariis corniculatis plane nullis. 

Rulcherrime et rarissime inter Carlsruhe et Gottsau, am 
alten Holzmagazin ad fossam aquaticam, ubi primo legi 
1791” 

Efter denne første Iagttagelse af Gmelin foreligger der 
næppe nogen sikker Meddelelse om, at denne Form er funden. 
Masters (Veget. teratology) citerer Gmelins Artikel, men 
melder intet om senere Iagttagelser af den sporeløse Torske- 
mund. Ratzeburg (Observationes ad Peloriarum indolem 
definiendam, 1825) har blandt en Mængde iagttagne, beskrevne 


a. 


0 


Explicatio figurarum. 


Racemus florens m. n. 

Flos cum bractea. 

corolla longitud. secta (2 longa, 3 brevia stamina). 
Stamen, 

pars inferior tubi corollini c. 5 stamin. brevibus. 
Calyx cum gynoeceo. 


271 


og afbildede Pelorier af L. vulgaris ikke særlig udpeget denne 
Form, og i de mig bekjendte floristiske Værker har jeg ikke 
set den omtalt. Da nu Gmelins citerede Værk vistnok kun 
er tilstede paa de storre Bibliotheker, har jeg troet det hen- 
sigtsmæssigt at levere en Afbildning af Planten for at denne, 
som ifølge Ovenstaaende maa antages at være meget sjelden, 
kan læres at kjende og eftersøges her i Landet. 

En Peloriedannelse af en enkelt Blomst, især Ende- 
_ blomsten i en Blomsterstand, er ikke saa sjelden hos Linarra 
vulgaris og andre Scrophulariaceæ, mindre hyppig hos Labiatæ. 
Hvad der særlig udmærker denne Form, er den fuldstændig 
ensartede og regelmæssige Bygning af alle Blomsterne i den 
langstrakte og tætblomstrede Blomsterstand. Kronens Form 
har ikke den fjerneste Lighed med en Linaria, men derimod 
med visse Solanaceæ (Cestrum, Habrothamnus). Blandt de 
talrige Pelorie-Former hører den til den Gruppe, som Masters 
(anf. St.) benævner ,regelmæssige Pelorier“, nemlig 
saadanne, hvor de uregelmæssige Dele af en typisk zygo- 
morf Blomst ved en Stilstand i Udviklingen ere hæmmede, 
i Modsætning til de ,uregelmæssige Pelorier“, nemlig 
hvor en Overproduktion af de uregelmæssige Dele har fundet 
Sted, hvilket ogsaa, men paa modsat Maade, kan frembringe 
en aktinomorf Blomst (f. Ex. i den bekjendte femsporede 
Peloria i Linnés Amoen. acad.). 


Efter at ovenstaaende var indsendt til Optagelse i ,Bot. 
Tidsskrift" er jeg ved Tidsskriftets Redaktør bleven gjort 
opmærksom paa, at Stud. med. Otto V.C.E. Petersen paa 
Kronborgs Udenværker, altsaa sandsynligvis paa den samme 
Plante som har frembragt Pelorien i 1899, i 1894 har gjen- 
fundet den samme Monstrositet, dog med den Forskjel, at 
der i Blomsterstanden, der for største Delen indeholder 
Blomster af samme Bygning som de ovenfor beskrevne, er 
indblandet Blomster med mere eller mindre uregelmæssig 
Krone (tildels maskerede), men uden Spore. Det Gmelinske 


279 


KS 


Navn for Monstrositeten passer dog fremdeles, men for- 
øvrigt synes dette sidste Fund at betegne en til den typiske 
maskeblomstrede Form tilbagevendende Tendens, og muligvis 
vil den kronborgske Plante med Tiden forvandles til en 
ganske almindelig Linaria vulgaris. | 

Da det kan have nogen Interesse at forfolge denne 
Plantes fremtidige Skjæbne, maa det anbefales dem, der 
maatte opsøge den paa Voxestedet og indsamle Exemplarer, 
at skaane Planten saa meget som muligt og navnlig ikke 
oprykke den med Rod. 


INS) 
| 
os 


_ Optegnelser fra Vaar- og Vinterexkur- 
| sioner i Ost-Island 
af 
Helgi Jonsson. 


Da jeg d. 17de Maj 1893 ankom til Seidisfjord, var det 
vegetative Liv allerede begyndt at vaagne af den lange 
Vintersovn. 

Engstrækninger og „Tün“ vare helt grønne, men Blom- 
ster saas der ikke noget af paa disse Lokaliteter; de mest 
grønne Strækninger laa nærmest Fjorden, medens den grønne 
Farve aftog, eftersom man nærmede sig Fjeldene. Derfor 
blev jeg ikke lidt forbauset, da jeg paa Rejsen over Seidis- 
fjardarheidi (1992 f.) saa Grusflader, der stod som Øer op 
af det vældige Snehav og vare de eneste snefrie Pletter jeg 
saa, helt farvede af blomstrende Saxifraga oppositifolia. Paa 
Fjeldene hvilede endnu store Snemasser, der strakte sig ned 
efter Lierne i forskelligt formede Partier, idet de opfyldte 
alle Lavninger. 

Den første Plante jeg noterede med Blomst (1893) var 
Saxifraga oppositifolia (paa Seidisfjardarheidi 19de Maj), men 
i Bygden maatte den have blomstret meget tidligere, da jeg 
d. 20de Maj i Vallanes fandt den med begyndende Frugt- 
dannelse. Derefter kom (i Vallanes) efterhaanden flere Arter 
i Blomst, ofte kom 1, 2 eller 3 Arter til paa en Dag og 
undertiden 4; men ofte gik der 1, 2 eller 3 Dage, uden at 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind. 18 


274 


jeg kunde se nogen ny udsprungen Art. For at give en 
Oversigt over Blomstringstiderne, hidsættes folgende Tabel: 


Ny udsprungne Arter noterede i: 


1893. 1894. 
Aptılı eek, rn eee me 4 
Mala. Dom 14 94 
Jun. RENE CEA 49 60 
brain. sehe 6 4. 
August. 7.7.2.0 8: 0 1 


(At ingen Plante er noteret i April 1895, er af den Grund, 
at jeg da var i Kjøbenhavn). Forøvrigt henvises til den 
efterfølgende Tabel S. 292). 


I disse 2 Aar begyndte Blomstringen for ?/s af de no- 
terede Arter i Juni og for !/4 i Maj og kun faa Arter have 
blomstret for første Gang i de andre Maaneder. Jeg mener, 
at det er det almindelige, at Hovedmængden af de islandske 
Arter blomstrer for første Gang i Maj og Juni, men natur- 
ligvis danne Isaarene en Undtagelse herfra. Overhovedet er 
Blomstringstiden afhængig af Vejrliget. Naar der om Vin- 
teren indtræder langvarigt Tøvejr, saa hændes det ikke saa 
sjælden, at Jorden begynder at grønnes, og jeg har hørt 
Folk fortælle, at de have set blomstende Ranunculus acer i 
langvarigt Vintertøvejr (Februar—Marts); selv har jeg ikke 
set det. Derimod saa jeg i Foraaret 1894 en Ranunculus 
acer udsprungen d. 19de April, et eneste Individ; det andet 
saa jeg først d. 18de Maj, og derpaa fulgte Artens alminde- 
lige Blomstring, derfor regner jeg denne Arts Blomstrings 
Begyndelse til d. 18de Maj. Hvorledes Blomstringen er af- 
hængig af Vejrliget i Vaartiden,. har jeg set mange Exempler 
paa. I de varmere Dage kom der flere Blomster tilsyne, i 
de koldere derimod enten faa, 1 eller ingen. Som Exempel 
vil jeg anføre: at d. 30te og 31te Maj var der forholdsvis 
varmt Vejr; Kl. 2 viste Thermometret respektive 20? C. og 
19° G. Dagens Middelvarme var begge Dage 16° C. og 


275 


Solen skinnede klart (Vallanes). I disse to Dage kom der 
umaadelig mange Blomster frem, rigtignok ikke mange Arter, 
men der aabnedes næsten simultant Blomster paa en hel 
Mængde Individer af Ranunculus acer, Cerastium alpinum, 
Anthoxanthum odoratum, Luzula og Silene acaulis. 

Arternes almindelige Blomstringstid kommer til at om- 
fatte den sidste Halvdel af Maj Maaned, Juni og Juli, men 
ubetinget maa Juni og Juli anføres som de blomsterrigeste 
Maaneder. Mine Optegnelser angaaende hver Arts alminde- 
lige Blomstringstid omfatte kun faa Arter, men folgende vil 
jeg anføre: 

‘I den sidste Halvdel af Maj var Arctostaphylus uva ursi 
og Betula nana i Blomst overalt. 

"I den sidste Halvdel af April og i Begyndelsen af Maj 
var Saxifraga oppositifolia almindelig i Blomst. 

Fra Midten af Maj var Draba verna almindelig i Blomst, 
men dens Blomsterrigdom aftog henimod Slutningen af Maa- 
neden og i Begyndelsen af Juni; men eftersom Dr. verna’s 
Blomsterrigdom aftog, tiltog den hos Draba incana. 

I den sidste. Halvdel af Maj og i Begyndelsen af Juni 
var Caltha palustris almindelig i Blomst. 

. Fra Midten til Slutningen af Juni stod Tunenes Ranunkel- 
og Taraxacum-Flora paa sit Højeste; Taraxacum florerer 
lidt senere end Ranunculus, men danner alligevel hurtigere 
Frugt. 

Fra Midten til Slutningen af August var Calluna vul- 
garis almindelig i Blomst. 


Allerede i Begyndelsen af September Maaned begyndte 
Vegetationens Karakter at forandres og henimod Midten 
af Maaneden havde Vegetationen et tydeligt Efteraarspræg, 
der traadte stærkest frem paa de sumpede Engstrækninger, 
hvor man istedet for Sommerens grønne Farve saa den 
blege, brunlige Farvetone, der vidner om den indtrædende 
Hvileperiode. De tørre, med Gramineer bevoxede Steder 

18* 


ee: 


holdt sig grønne og begravedes med deres grønne Farve af 
Sneen. Henimod Slutningen af September var Løvet visnet 
i Birkeskovene, og det skal bemærkes, at Skoven (Eyjolfs- 
stadaskögur) visnede overalt i en eneste Kuldenat, men i 
Forvejen var den dog begyndt at visne pletvis. 


Sommeren (1893) maa betegnes som tør og meget regn- 
fattig, i det Mindste regnede det kun enkelte Gange i Val- 
lanes, derimod regnede det rigeligt i Fjordene. Om Som- 
meren kues Vegetationen i Fljotsdalshjerad ofte af Tørke, 
og Solen brænder de højere liggende Steder i Tunene o. fl. St. 
Fjordene have mere Regn og Vegetationen er frodigere her. 

Vejret og Temperaturen er overhovedet meget ustadigt. 
Baade Sommer og Vinter havde man vexlende Kulde- og 
Varmeperioder af meget forskjellig Varighed; men om Som- 
meren ere Kuldeperioderne rigtignok mindre fremtrædende 
end om Vinteren. I Tidsrummet fra d. 21de Maj til d. 
10de August maalte jeg ved Vallanes Temperaturen daglıg 
3 Gange om Dagen, og efter mine Maalinger havde 


Maj (de 10 sidste Dage) . + 9,46°C. Middelvarme (om Dagen) 
Maria fee +10, bt ei — — 
ul a ee | 19,73 — — 
August (de 10 første Dage) + 12,62" : — — 


I dette Tidsrum frøs det 2 Gange; d. 28de Maj viste 
Thermometret om Morgenen — 2,5? C. og Dagens Middel- 
varme var + 2? C.; Natten mellem d. 2den og 3die Juni 
frøs det ogsaa + 2,5? C. Den 23de og 24de Juni faldt der 
Sne paa Fjeldene og Lierne blev hvide i deres øvre Del. "Den 
højeste Varme jeg maalte, var 20° C.; den indtraf flere Gange 
i Juni, Juli og August. is 

I Slutningen af September fik vi Snevejr med mild Frost, 
men den Sne tøede igjen i første Halvdel af Oktober Maaned, 
og det vedblev med vexlende Sne- og Tøvejr i Resten af 
Oktober Maaned. I Begyndelsen af November begyndte Vin- 


277 


teren for Alvor; Kjærene, Bækkene og Floderne frøs, og der . 
lagdes et tyndt Snedække over Jorden, medens dog alle 
højere Partier vare snebare; Tuernes øverste Del ragede en 
lang Tid op af Sneen, men efterhaanden blev. Snedækket 
tykkere og tykkere, og de lavere Højder begravedes fuld- 
stændigt, de allerhøjeste Partier derimod ragede hele Tiden 
op af Sneen og fejedes af den kolde Blæst. Saaledes ved- 
blev det indtil d. 24de December 1893, da der pludseligt ind- 
traadte Tøvejr. Floderne brød deres Islænker og Vandet 
rasede over Lavlandet. Sneen smeltede efterhaanden bort 
og Jorden blev ganske snefri i Lavlandet. Dette Tøvejr 
varede indtil d. 20de Januar 1894, da der indtraadte en 
Vejrforandring; vi fik Snestorme, og Jorden blev bedækket 
med et tykt Snelag undtagen de højeste Partier, der fejede 
af Blæsten ragede nøgne op af Snehavet. Kulden var ikke 
stor; to Dage havde vi rigtignok + 211/4° C.; nogle Gange 
— 191/5° C., ellers varierede Kulden fra — 21/2" C. til — 71/29 C. 

Den 16de Februar indtraadte igjen pludseligt Tøveir. 
Grimså strømmede over hele Vallanesset, og dette forandredes 
pludseligt fra et Snehav til et Vandhav. Dette Tøvejr varede 
kun faa Dage, og der indtraadte igjen Snestorme. Kulden 
var sædvanlig — 24e° C. til + 644° C.; enkelte Gange 
— 15° C. 

Jorden var helt skjult af Sneen, og der saas kun enkelte 
nøgne Klipper ragende op af Snehavet. Saaledes vedblev det: 
indtil Midten af Marts Maaned, da Solen var kommen såa 
højt paa Himlen, at den kunde faa lidt Magt over Sneen, 
som trodsede dens varme Straaler med stor Haardnakkethed 
indtil d. 20de Marts, da der indtraadte mildt Tøvejr, og 
Sneen smeltede bort hurtigere end Nogen kunde ane; snart 
saa man de højeste Partier af Landet stige op af Sne- 
havet. Varmen i denne Tøvejrsperiode var vexlende: I Be- 
eyndelsen + 3/49 C. til + 6/42 C. om Dagen. Fra 28de 
Marts til 17de April var Varmen om - Dagen 4 Fs? C. til 
+ 191/,° C.; om Natten — 11/4° C. til + 27/22 C.; fra 17de April 


278 


til 2den Maj frøs det ikke om Naftert 08 Day Manet 
varierede fra + 111/4° C. til + 15° C. À: 

Den 3die Maj indtraadte en kraftig Nordgstblest, der 
varede til d. 12te Maj; Sneen hvidfarvede Jorden flere Gange, 
men tøede snart igjen: Dagens Varme varierede fra + 11/4 C. 
til + 21/2? C.; om Natten frøs det (+ 3° C. til + 3129 0). 
Den højeste Varme om Dagen var + 31/2? C. D. 13de Maj 
indtraadte en stabil Varmeperiode, og dermed var Sommeren 
begyndt. 

Vinteren maa i det hele taget betegnes som mild: først 
vexlende korte Kulde- og Varmeperioder fra Slutningen af 
September til Begyndelsen af November; Kuldeperiode fra 
Begyndelsen af November til 24de December; Varmeperiode 
fra 24de December til d. 20de Januar, den længste og var- 
meste i Vinterens Løb; en Kuldeperiode fra 20de Januar til 
Midten af Marts Maaned; en Varmeperiode fra Midten af 
Marts til 2den Maj; Kuldeperiode fra 2den Maj til 12te Maj, 
da Sommeren begyndte for Alvor. 


Væxtlivets Begyndelse 1894. 


Det første Tegn paa Væxtlivets Begyndelse var Saaifraga 
oppositifolias smukke Blomster, som jeg saa helt udfoldede 
d. 6te April. 

Den 8de April saa jeg paa Hallormsstadur Archangelica 
officinalis med nyudfoldede Blade og Rumex domesticus med 
unge Blade, alle rødfarvede. 

Den 10de April i Vallanes. Rumex Acetosa med unge 
rødfarvede Blade. Silene acaulis-Tuerne have nu faaet grøn 
Farve, medens de før vare brunlige med smaa grønne Øjne. 
Gramineerne ere begyndte at voxe paa alle Steder, hvor 
der er Læ. | 

Den 16de April (Vallanes). Det stillestaaende Vand i 
Kanalerne og Pytterne er allerede blevet uklart formedelst 
Jernbakteriernes tiltagende Virksomhed; ogsaa Diatomeer ere 


"1 synlig Tiltagen. 


279 


Den 20de April (Ormarstadir). I et „Di“ ikke ringe 
Algevegetation bestaaende af Vaucheria, Ulothrix og blaa- 
grønne Alger. | . 

Den 22de April (Vallanes). Nu er der begyndt at komme 
Væxt for Alvor. Tunet grønnes hver Dag. Ranunkel- og 
Caltha-Bladene ere begyndte at voxe. Jeg lagde Mærke til, 
at medens Bladstilken endnu var bleghvid, var den lille 
Bladplade friskgron (hos Ranunculus acer). Rodfarvning er 
meget almindelig i disse Dage hos de voxende Planter, saa- 
ledes ere i Begyndelsen Gramineerne, hvor Gødningen har 
ligget i Vinterens Løb, hvide naar de blottes, men rødfarves 
strax, efter at Gødningen er fjærnet. Stængelspidsen af Hip- 
puris vulgaris fandtes med rødfarvede Blade under Vandet; 
Vandets Højde over Stængelspidsen var 3 Tommer. I den 
store Kanal var der nogen Algevegetation tilstede, men paa 
tre fjærntliggende Steder, paa det ene Sted bestaaende af 
blaa-grønne Alger, paa de to andre af. Ulothrix. 

Den 23de April (Vallanes). Knopperne paa Betula nana 
have begyndt at aabne sig. 

Den 27de April (Vallanes). - Løvbladknopper paa Salix 
lanata ere begyndte at aabnes baade paa blomstrende og 
ikke-blomstrende Individer. 

Den 29de April (Vallanes). Betula nana overalt med 
Hanrakler. Betula odorata med aabnede Lovbladknopper. 
Algevegetationen er kommen tilsyne i de Kilder og Vand- 
huller, der findes paa mod Syd vendende Steder. Blade af 
Taraxacum og Sedum acre vare rodfarvede. 

Den 12te Maj (Vallanes). Fra d. 2den Maj har der her- 
sket en kold Nordost-Blæst. Det begyndende Veextliv har 
ikke kunnet udholde den tærende, kolde Blest. Tunet er 
blevet ligesaa graat, som det var, da Sneen tgede. Hvor 
der har været Le, have Planterne overhovedet holdt sig 
godt; alligevel vare Blade af Taraxacum officinale i Le vis- 
nede i Spidsen. Blade af Ranunculus acer, Caltha palustris 
og Viola tricolor have holdt sig godt i Le, men ikke paa 


280 


aabne Steder; det samme er at sige om Graminé- og Carex- 
Arter. I disse kolde Dage voxede alle Vandplanter fro- 
digt, og det samme var Tilfældet med Carex-Arterne paa 
vanddækkede Myrstrækninger (Vandlaget har beskyttet mod 
den tærende Blast). I disse Dage har Draba verna staaet 
sig meget tappert baade paa aabne Steder og i Læ; den 
har netop i disse kolde Dage blomstret overalt. Men alligevel 
var der en Forskjel mellem Læplanter og dem, der voxede 
paa aabne Steder. Paa aabne Steder var den overhovedet 
mindre og svagere, Rosetbladene vare helt rodfarvede (mest 
de øverste) og Stængelen var ogsaa rødfarvet. Paa Læsiden 
er det kun af og til, at man træffer Rosetbladene  rød- 
farvede, men Stængelen er her rødfarvet som påa de aabne 
Steder. 
Den 14de Maj (Vallanes) saa jeg for første Gang Blade 

af Polygonum viviparum og Pinguicula vulgaris. 

— Den 15de Maj (Vallanes) Salix lanata med helt udfol- 
dede Blade paa enkelte Individer. 

Den 17de Maj undersøgte jeg den store Kanal paa Val- 
lanes (cfr. pag. 290). Af hgjere Planter forefandtes: Hip- 
puris vulgaris, ragende med sine Stengelspidser op over 
- Vandfladen, Callitriche og Batrachium i ringe Mængde. Alge- 
vegetationen var tiltaget i stor Maalestok. Jernbakterierne 
havde dannet de store alt opfyldende, rustfarvede Taage- 
masser (cfr. pag. 290), der paa nogle Steder udfylder hele 
Kanalen, men andre Steder lader sig nøje med at omsvobe 
alle under Vandfladen voxende Plantedele i store rustfarvede 
Hylstre. Gronalger i rigelig Mængde. 


Den 20de Maj. Betula nana og odorata med helt d= 


foldede Blade. 


Naar man om Sommeren rejser tilfjelds, saa har man 
altid for. sig Veextlivets Begyndelse et eller andet Steds, hvor. 
Snesmeltningen gaar for sig hele Sommeren over og hvor 
der næsten hver Dag blottes nye Planter for at begynde 


281 


deres kortvarige Sommerliv. Til Fjelds blomstre Planterne 
overhovedet senere end i Bygden. Som Exempel vil jeg tage 
Saxifraga oppositifolia, som i Bygden blomstrede d. 6te April; 
efter Midten af Maj Maaned saas neppe et eneste blomstrende 
Individ i Bygden, men sent i Juli Maaned fandt jeg den med 
nylig udsprungne Blomster i Fjeldene. Sammesteds saa jeg 
flere Steder Højder, der vare helt omgivne af Snemasser. 
Her saa jeg Vegetationen paa forskjellige Udviklingsstadier, 
øverst paa Højden fandtes blomstrende Individer og nogle 
afblomstrede; der nedenfor Planter med ikke udfoldede Blom- 
ster o.s.v. Eftersom jeg gik ned ad Højden, saa jeg Vege- 
tationen paa et yngre Stadium, og nederst ved Sneranden 
hvide 2—3 Tommer høje Skud, der rødfarvedes saasnart de 
vare blevne helt blottede; jeg antager, at disse Skud ere 
begyndte at voxe, inden Sneen helt har forladt dem, ellers 
kunde de ikke være saå lange, da de blottedes. Naar det 
smeltende Snelag er blevet tyndt, er det i Regelen meget 
porøst, og Varme maa kunne træde igjennem det!); derfor 
anser jeg det ikke for uforklarligt, at Skuddene begynde at 
voxe under det tynde smeltende Snelag, paa samme Maade 
som de Skud, der paa Tunene ere dækkede af Gødningen, 
havde begyndt at voxe inden de blottedes. 


Efter min Erfaring er det en Regel, at Vandplanter og 
de, der voxe paa fugtig Grund, begynde deres Væxt senere 
end de, dér voxe paa tørre Steder, og dette kommer af, at 
Vandet er for koldt, medens den raske Vaarsmeltning gaar 
for sig. For Myrenes Vedkommende har det ogsaa Betyd- 
ning i denne Henseende, i det mindste i Begyndelsen, at 
Jordbunden er frossen, og at den Is, der findes under Gron- 
sværet, tøer overmaade langsomt. I milde Somre er Jorden 
isfri i Juni Måaned, i andre Aar ikke førend i Juli— August. 


1) Se Kihlman: Pflanzenbiologische Studien aus Russisch Lappland, 
Helsingfors 1890, pag. 48 og flg. 


282 


Den islandske Vegetations farligste Fjende er den kolde 
udtærende Vinter- og Vaarblæst. Vinterkulden i og for sig 
er ikke saa farlig, hvis Blæsten ikke altid var dens Ledsager. 
Vaarblæsten maa betegnes som meget mere farlig end Vinter- 
blæsten, fordi Jorden om Vinteren for det meste er dækket 
af Is eller Sne; alle Lavninger ere fulde af Sne, Lavlandet 
er ogsaa som oftest snedækket. Kun de hgjeste Partier 
(holt, melar) ere som oftest snefrie, da de idelig fejes af 
Vinden, og disse Steder have derfor ogsaa en forkuet Vege- 
tation, sammensat af spredt voxende Planter (Fjeldmark). 

Vintersneen er en slet Varmeleder; den nyfaldne Sne er 
los og meget luftblandet, ved Blæstens Indvirkning bliver det 
overste Snelag tæt og fast (men ikke porgst som Firnsneen). 
Naar der indtræder Tovejr, forandres Sneen som oftest til 
Firnsne, bliver pores og som Folge deraf en bedre Varme- 
leder. Ovenpaa Firnsneen falder saa igjen ny Sne, og saa- 
ledes kan det vexle flere Gange indtil Vaaren kommer, og 
hele Sneen forandres til Firnsne. Over Myrstrækninger ligger 
der ofte Is, og ofte ses den øverste Del af Straaene rage op 
over Isfladen. Det forekommer ofte om Vinteren, at Jorden 
bliver helt snefri, og hvis der da indtræder en kold Blæst 
uden Snefald, klager Bonden gjærne over, at Græsset taber 
sin Kraft og bliver en ringere Føde for hans Faar og Heste. 

Den Rolle, som Snedækket spiller, er den, at Sneen, om 
det saa er ny Sne eller Firnsne, beskytter Vegetationen mod 
Vinterblæsten. Hvor man om Vinteren har et varigt Sne- 
dække, har man om Sommeren den frodigste Vegetation, 
men naturligvis paa Steder, hvor Snedækket smelter hurtigt. 
Disse Steder ere som oftest i Læ, og det er naturligvis ogsaa 
af Betydning at de ere i Læ, efter at Snedækket er smeltet 
bort. Men Vaarblæsten er den farligste Fjende, Vegeta- 
tionen har at kæmpe imod. Den indfinder sig til Stadighed 
hvert Foraar enten tidligt eller sent, mere eller mindre kold, 
og den er farligst, naar den indtræder i Væxtlivets første 
Dage, da Planterne nylig ere blottede og de unge, spæde 


283 


Skud endnu ikke ere kraftige nok til at modstaa Blæstens 
tærende Virkninger. Det er dette Forhold, som saa ofte for- 
-aarsager en sparsom Græsvæxt i Island. 


Vinterexkursioner. 


I Maanederne December, Januar og Marts foretog jeg 
flere Gange Exkursioner i Vallanes. Paa mine Vandringer 
fandt jeg folgende Planter med levende og grønne over- 
jordiske Skud. 

1. Saxifraga oppositifolia (31te Dechr.). 

Baade. de lange oprette Skud, samt de horizontale Skud 
med strakte Internodier, og de i Tueform tæt sammentrængte 
Skud, havde i alle Tilfælde i Spidsen grønne, levende Blade, 
som sædvanligvis slutte tæt sammen og beskytte Knoppen, 
der, som bekendt, ingen Knopskæl har (Fig. 1). I de større 


Fig. 1. Saæifraga oppositifolia (#4/12 1893). 
Et nedliggende Skud med to oprette Blomsterskud med opsprungne 
Kapsler fra forrige Aar og flere opstigende Skud med gronne levende 
Blade i Spidsen, indenfor hvilke den fuldt dannede Blomst ligger 
godt beskyttet. 


a 


Knopper fandt jeg altid fuldtdannedé Blomster, helt skjulte 
" af de omsluttende Blade. Kronblade og Støvdragere vare 
allerede farvede og Blomsten havde ikke andet tilbage end 
at udfolde sine Blade ved Vaarsolens første Smil. 

Paa de horizontale Skud ere Bladene mere langstrakte 
og Skuddet er overhovedet svagere; de forekomme især hos 
Individer, der voxe i Sprækker i Klipperne, hvor Skuddene 
ikke have andet Valg end at strække sig over den flade, 
undertiden fugtige Sten. De lange oprette Skud forekomme 
især hos de Planter, der voxe i større Revner og Kløfter og 
mindre Fordybninger. Her ere Bladene ogsaa sædvanlig 
større. De tueformede Skud ere de almindeligste og findes 
overhovedet paa aabne Steder. Bladene have en tyk Overhud 
og indeholde overalt Garvestof, men i størst Mængde i Over- 
huden. 

Den 26de Marts havde den samme Udseende i alle 
Henseender; paa de Planter, der voxede i Læ, hvor de i 
lang Tid havde været skjulte af Snedekket,. vare de yngste 


Blade rodfarvede. (Cfr. forøvrigt: E. Warming: Biologiske — | 


Optegnelser om grønlandske Planter, 2. Bot. Tidsskr. 16de 
Bind, pag. 29. Kjobenh. 1886.) 


2. Saxifraga decipiens 
(31te Decbr.). 


Havde grønne, levende Bladrosetter 
(Fig. 2). Blomster fuldt anlagte, Æggenes 


Integumenter vare endnu ikke dannede. 
ver Bladene indeholdt Stivelse, og Garvestof 

Saxifraga decipiens, i i 

med grønne, levende, fandtes overalt i Bladet, men i størst : 


meget tætbladede Blad- 4, u: IR Ph 
rotter: de tere Mængde -@Overhudent og Karstræng- 


Blade slutte tæt sam- skeden. 
men og beskytte den 
anlagte Blomst. 


3. Saxifraga hypnoides (31te Decbr.) 
havde grønne, levende Blade, der indeholdt Stivelse og viste 
svag Antydning til Garvestof overalt. 


| 285 


4, Silene acaulis (3die Januar). 


Tuerne ere overalt: brunfarvede, idet de visnede Blade 
give Tuen dens Præg. I Skudspidsen findes en tragtformet 
Fordybning, der dannes af de øverste, visnede, opstaaende 
Blade. I Bunden af denne Fordybning, hvor de visnede 
Blade sluttede. næsten tæt sammen, saas et meget lille grønt 
Punkt, den levende Knop, der saaledes ligger vel beskyttet til 
alle Sider af de visnede Blade. 
Undertiden ere de grønne Blade 
dog noget længere og rage da, 
mere eller mindre højt op over 
Fordybningens Bund (Fig. 3). 
De Knopper, der indeholdt 


Blomster, . vare i Regelen lidt — 
større. Blomsten var fuldt- Fig. 3. Silene acaulis, 
en lille Del af en Tue (31/12 1893). 


Skuddene slutte meget tæt sammen. 
at Æggene ikke vare anlagte. Nogle Steder ses de grønne Blade 


Knoppen beskyttes hverken af omgivne af de visnede. De grønne 
| punktformede Øjne ses ikke. 


dannet, med Undtagelse af, 


Knopskeel eller Haardannelser. 
De levende Blade indeholdt Stivelse, men ikke Garvestof. 
Den 31te December, 23de Marts og 3die April var den 

i alle Henseender uforandret. Blomsterne vare ikke mere 

udviklede d. 3die April end i Januar. 


9. Cerastium alpinum (2den Januar). 


De overvintrende Skud ere to Slags: de længere for- 
neden med forholdsvis lange Internodier og visnede Blade 
og i Spidsen en levende Knop omgiven af tæt sammenslut- 
tende visnede Blade; paa de kortere Skud er Stænglen fra 
nederst til øverst helt besat med tæt stillede Blade og har i 
Spidsen den levende Knop. Foroven beskyttes Knoppen af 
en Haardusk, da to modsatte Blades Haarbælter slutte tæt 
sammen. Indenfor den yderste Haardusk findes. saa en anden, 
dannet af de næstældste: Blades Haarbælter, og saaledes 
bliver det ved, indtil man kommer til de alleryngste Blade. 


__286 


Knoppens Spids er altsaa dannet af mange Haarduske med 
mellemliggende Luftrum; ogsaa maa der findes Luft ind- 
blandet mellem selve Haarene. Knoppens øverste Del er 
saaledes godt udrustet til at udholde den kolde Blæst. Til 
Siderne beskyttes den af de tæt stillede, visnede Blade (Fig. 4). 


Fig. 4. Cerastium alpinum (5/1 1894). 


Inderst i disse Knopper fandt jeg Blomster, der vare fuldt 
anlagte, men Frugtbladene vare meget smaa og Æggene ikke 
dannede. De levende Blade indeholdt Stivelse, men intet 


Garvestof. Paa de unge Blade findes et hvidt Haarbælte, — 


dannet af lange og tætte Uldhaar, der fra Bladspidsen strækker 
sig til lidt ned ad Bladpladens Overside (c. !/4— 1/3 af Blad- 
pladens Længde); ved Bladranden strækker det sig længere 
ned. Paa Bladets nedre Del findes de lange Uldhaar kun i 
Bladranden. Den 26de Marts havde den samme Udseende. 


6. Cerastium vulgatum. 


Af denne Plante saa jeg levende Blade baade paa Tunet 
og andre Steder. 


7. Cardamine pratensis (10de Januar). 


| Havde levende Blade overalt; hvor den voxede blandt 
Mosser, vare Bladene næsten helt nedsænkede, kun med den 


287 


øverste Spids ragende op over Mosserne. Smaahladene vare 
indrullede; de indeholdt ikke Garvestof. Den 26de Marts af 
samme Udseende. | 


8. Draba verna (2den Januar) 


"havde friskgronne Bladrosetter. 


9. Draba incana (16de Januar) 


havde grønne, levende Bladrosetter med alle 
Bladene bgjede ind mod Centrum. Saaledes 
fandt jeg den mange Steder, ogsaa i selve 
Husvæggene (i meget smaa Fordybninger), 
hvor den ellers ingen Beskyttelse havde. Blom- AG 
ster fuldtdannede, men Æggene saas ikke. Dee 
Bladet indeholdt Stivelse, men ikke Garve- „ (2/4 1894). 
n Bladroset, 
stof. Den havde samme Udseende d. 26de visende hvor- 
ledes alle Bla- 


Marts. | dene bgje sig ind 
mod Centrum. 


10. Arabis petræa (13de Januar) 


havde friskgronne Bladrosetter i Sandet langs Lagarfljot, hvor 
den ikke syntes at have nogen Beskyttelse; ialtfald var Landet 
næsten snefrit den største Del af Vinteren. Blomster vare 
fuldt dannede og Æggene vare anlagte som smaa fremtræ- 
dende Valke. 

Bladet indeholdt Stivelse, men ikke Garvestof. 


11. Dryas octopetala (16de Januar). 


Skudspidsen var grøn og levende og de nærmeste Blade 
(brunfarvede) vare ogsaa levende og lidt tilbagerullede, mest 
de yngste, mindre de ældre; der nedenfor kom sorte Blade, 
som vare døde (Fig.6). Anlagte Blomster fandt jeg ikke, 
men jeg fandt en fuldtdannet Blomst, der ikke havde andet 
tilbage end at udfolde sig, helt visnet. Maaske har den ikke 
kunnet udholde Vinterkulden. De levende Blade indeholdt 
"Stivelse og en ringe Mængde Garvestof, især i de ydre 


288 


Palissadelag. Palissadecellernes Indhold havde trukket sig 
tilbage til, Gellens nedre Del. Knoppen beskyttes af Axel- 
bladene, der slutte tæt om den. 


Fig. 6. Dryas octopetala (15/1 1894). 

a. en Skudspids visende, hvorledes Tilbagerulningen tiltager 
mod Spidsen. | 

b. Et Blad med den sædvanlige Form, ikke tilbagerullet, 
set fra neden. 

c. Et tilbagerullet Blad set fra neden. 


12. Alchemilla alpina (26de Marts) 


var med grønne, levende Skud; de gamle Blade vare ikke 
faldne af, men stode over de unge Skudspidser som et 
Regntag. Skudspidsen beskyttes af Bladskeden. Naar man 
tager det yderste Blad bort, ser man en lille Bladplade, hvis 
Skede omslutter de yngre Dele af Knoppen, og saaledes 
bliver det ved, indtil man kommer til de yngste Bladanlæg. 
Blomster fandt jeg ikke anlagte. Bladene indeholde Garve- 
stof overalt. | ; 


13. Arctostaphylus uva ursi (16de Januar) 


havde alle Blade grønne og fuldt dannede Blomster. Bla- 
dene ere læderagtige med meget tyk Kutikula og indeholde 
Garvestof i ringe Mængde overalt. | 


14. Salix lanata (13de Januar) 


havde allerede dannet Blomsterknopper i Slutningen af Au- 
gust Maaned; den staar hele Vinteren over bladlos med sine 
vegetative og Blomsterknopper. I Barken Garvestof. 


289 


15. Betula nana (16de Januar) 


havde baade vegetative og Blomsterknopper med fuldt dan- 
nede Blomster (4 Blomst). Garvestof i Bark, Marv og Marv- 
straaler. 


16. Batrachium paucistamineum v. eradicatum 
(10de Januar) 


fandt jeg paa temmelig dybt Vand med stilkede Blomster- 
knopper, der indeholdt fuldt dannede Blomster. Stovdra- 
serne vare store og Pollenkornene vare adskilte. Planten 
var meget skør, hvad den ikke er om Sommeren. Om Som- 
meren saa jeg den aldrig blomstrende paa dette Sted og 
overhovedet har jeg ikke set den blomstrende i saa dybt 
Vand. Det kunde maaske være, at den i dybt Vand har 
kleistogame Blomster. Indeholdt ikke Garvestof. _ 


17. Callitriche hamulata (10de Januar) 


var levende og grøn overalt, med tæt Bladdusk i Spidsen; 
havde ikke anlagte Blomster. Garvestof fandtes ikke. Den 
forekom i Fællesskab med Batrachium og Fontinalis anti- 
pyretica (ogsaa levende). 


18. Tofieldia borealis (26de Marts). — 
Alle Steder med gronne Blade. Bladspidsen viste svag 
_ Garvestofreaktion. 
19. Thymus Serpyllum (26de Marts) 


var rodfarvet paa aabne Steder, men friskgrgn i Klofter og 
Lavninger. 


Desuden saa jeg levende Blade af folgende Planter: 
Alchemilla vulgaris og Galium silvestre , begge i Lavninger; 
Sedum villosum og enkelte Steder Koenigia islandica; Ceras- 
tium arcticum, Arenaria ciliata, Sagina nodosa, Empetrum 
nigrum og et enkelt Sted Rumex Acetosa; desuden Gramineæ 

Botanisk Tidsskrift. 19. Bind, 7 19 


eo: | na 


og Carex-Arter; naar man tager de gamle visnede Blade til 
Side paa Graminee- og Carex-Arter, ser man der indenfor de 
yngste Blade fra Efteraaret levende. De visnede Blade spille 
her uden. Tvivl en beskyttende Rolle. 

Neesten paa hver eneste Gaard traf jeg Hormidium parie- 
tinum dannende et 2—4mm. tykt sammenhængende Lag paa 
Husveeggens nedre Del og den nedenfor liggende Grund (hvis 
denne er blottet for Græsvæxt). Hovedmængden af Laget 
dannedes af den bladede Prasiola-lignende Form, medens 
den traadede fandtes indblandet i ringe Mengde. Hele Vin- 
teren over holdt Hormidium sig grøn og levende paa en 
Væg, der ikke var i Le, og aldrig var dækket af Sneen. 


Vandvegetationen (10de; Januar). 


En stor Kanal løber en lang Strækning gjennem Val- 
lanes og munder ud i Lagarfljöt; den er et gammelt Flod- 
leje med en meget sagte Strom. Her er om Sommeren en 
frodig Algevegetation og de taagelignende, rustfarvede, ved 
Jernbakteriernes Virksomhed frembragte Jernmasser udfylde 
alt mellem begge Bredder, Bund og Vandfladen. Desuden 
findes en rigelig Vegetation af Equisetum limosum og Hippuris. 
Men nu saas kun en Hippuris hist og her; Jernskyen var 
forsvunden, men enkelte Steder saa jeg rustfarvede Pletter 
paa Bunden. Af Grgnalger fandt jeg kun Spirogyra levende 
paa et enkelt Sted. Men Callitriche hamulata og Batrachiwm 
paucistamineum voxede i stor Mængde. Langs Bredderne 
var der en uhyre Mengde Isstykker, smaa og store, der paa 
den nedadvendende Side vare tet dækkede af Hippuris og 
Equisetum limosum, der endnu var levende. Da Isen lagde 
sig over Vandfladen, have Hippuris og Equisetum staaet op 
over denne, og den overste Del af Planterne er saaledes 
bleven indesluttet i Isen; da Vandet saa senere har løftet 
Isen op, ere Planterne blevne rykkede op fra det lose Dynd, 
og saaledes er den frodige Sommervegetation bleven ødelagt. 


291 


Kanalen havde været tilfrossen fra Begyndelsen af November 
til d. 28de December. 

Som det ses af det foregaaende, have flere Planter alle- 
rede inden Vinterens Komme dannet Blomster, som leve 
Vinteren over og udfolde sig næste Vaar, men det er især 
de tidligst blomstrende Arter. Det er indlysende, hvilken 
Betydning dette Forhold har for den Vegetation, der kun har 
en kort Sommer for sig. Jo før Arten blomstrer om For- 
aaret, desto mere Udsigt har den til at danne moden Frugt 
i den kortvårige Sommertid. Det skal ogsaa bemærkes, at 
efter at Artens almindelige Blomstringstid for længe siden er 
forbi, og efter at den almindeligt har dannet moden Frugt, 
træffes det, at man finder nyudsprungen Blomst; saaledes vil 
jeg nævne, at jeg d. 2den Oktober fandt Cerastium alpinum 
med nyaabnet Blomst. Påa Tunene blomstrer ogsaa Ranun- 
culus acer, efterat Høhøsten er forbi (d.v.s. Høhøsten paa 
Tunene), i den første Halvdel af August Maaned. 


Professor Warming omtaler i sit 
udmærkede Skrift ,Om Skudbygning, 
Overvintring og Foryngelse“ (Natur- 
historisk Forenings Festskrift 1883) 
pag. 101, at han ofte har truffet paa 


den Ejendommelighed ved de over- 
vintrende Blade, at Undersidens Epi- meg is Silene Fr. 

i værsnit gjennem Knop- 
dermis og det hypodermale Cellelag pen. I hvert Blad ses 3 
havde løsnet sig fra Svampvævet. Karstrænge. Bladene inde- 
holde smukke Krystaldru- 


i ser af oxalsur Kalk, k. De 
truffet paa hos følgende Planter: Si- ses paa det nederste Blad 


lene acaulis (Fig. 7), Arabis petrea, til højre. / Spalten. 
Dryas octopetala, Draba incana og Saxifraga oppositifolia. 
Snart findes Spalten kun i Bladets Midtparti, snart strækker 
den sig fra den ene Bladrand til den anden, eller den strækker 
sig fra Bladranden et kortere eller længere Stykke henimod 

19° 


Denne Ejendommelighed har jeg ogsaa 


292 


Bladets Midte, hvor der findes et helt Stykke mellem de to 
Spalter (se Figuren), som saa senere gjennembrydes. Spalt- 
ningen optræder baade hos de yngre og ældre levende Blade 
og ofte er det ene Blad spaltet, medens det modsatte ikke 
er spaltet. Maaske er denne Spaltning fremkommet ved 
Frostens Indvirkning, mén af hvilken Aarsag den end er 
fremkommet, maa det være heldigt for Planten at have et 
luftfyldt Rum paa Bladets udad vendende Side, som et Værn 
mod Blæsten. 

Undersøgelserne over Blomsternes Udvikling, Stivelse- og 
Garvestofindhold etc. ere udførte paa botanisk Laboratorium 
under Professor Warmings Vejledning; desuden har jeg 
baade af ham og Dr. Rosenvinge modtaget Oplysninger, 
for hvilke jeg herved bringer min bedste Tak. 


Den første Blomstrings- og Frugtsætningstid. 
Optegnelser fra Somrene 1893 og 1894. 


1893. 1894. 
[Ao Er Lane Blom- Frugtsæt- Blom- Frugtsæt- 
stringstid. | ningstid. || stringstid. | ningstid. 
1. Achillea Millefolium. . . . | 17de Juni... . .. Ilte Juni 
2; YMralczspilesa chi ..... 14de Juni ...... Ste Juni 
3. Alchemilla alpina . . . .. Aden Jui ae 2 3die Juni 
4, Alchemilla vulgaris . Ade Juni. iste Juni 
2. Alopecurus senieulatus. .. let ala oe ee er. Ste Juni 
6. Anthoxanthum odoratum |1ste Juni. . . . .. 10de Juni 
7 Avraibiswalprma.\ 32 fo ws 98de Juni}. :... .| 13de Juni 
8. Arabis petræa ....... 92de Maj | 2den Juli | 21de Maj | 14de Juli 
YAuArenafiatenata “AIG. oP. SÅ 12te Juli | 6te Juni | 20de Juli 
10. Arctostaphylus uva ursi . |25de Juni... . .. 29de April 
11. Armeria maritima..... ‘Ade. Jun of tiny chats 25de Maj 
12. Bartsia alpina ....... Wate Juni... „00. 11te Juni 
13. Batrachium paucistamin. . | 26de Juni 
14, 1Beknla Manag! LH... ne sat ee 29de April 
— AA ØD nue aaa ile ne rt ES ee 4de Juni 
(oy Beinla wdorata |... . le. mn CE ua 14de Maj 
— SEH LSS RUE PONS ESE TREE 6te Juni 
16.4 Calana wulearis. 6e fe He Reels Sde Aug. | 
17. , Catha/paluetris 2.0.7 20de Maj | 3die Juli | 16de Maj | Ste Juli 


Plantens Navn. 


1893. 


1894. 


. Carex vulgaris 
. Cassiope hypnoides . . 

. Cerastium alpinum . 

. Cerastium arcticum . . 

. Cerastium vulgatum. . 

. Cochlearia officinalis . . 
. Comarum palustre 


. Draba verna 
. Dryas octopetala...... 
. Equisetum arvense (frugt- 


Campanula rotundifolia. . 
Capsella Bursa Pastoris . 
Cardamine pratensis 


Draba incana 
Draba hirta 


Weite, se © fe oe 
Oe W Pr HC ‘ee > + = + 


bare Blade) 


. Erysimum hieracifolium . 
. Festuca ovina 
. Galium boreale 


EC Ve, ua) ere 
+ © @ 


ei, ei) ele) a) 


Galium silvestre 


37. Gentiana campestris 
38 
JO. 


Gentiana nivalis 
Gentiana tenella 


Bew Ke) ah TER 


. Geranium silvaticum . 
. Geum rivale 
49. 
SHEET TET Spo ji... . - - 
. Juncus balticus 

. Kobresia scirpina 
. Koenigia islandica 
. Loiseleuria procumbens . 
. Luzula multiflora 
. Matricaria inodora 
0. Menyanthes trifoliata . . 
. Oxyria digyna 
2. Papaver radicatum . 

. Parnassia palustris ... 


Bi 6) ln) c'e) Fe. eo 


Habenaria albida 


ON IC 
ee Melis. rei) J¢, 
. + + + + 


ol ee. 6 


CC 


BEF Veins), jo +: © 


Pinguicula vulgaris . . . 


. Plantago maritima 

+ Pleurogyne rotata..... 
. Polygonum aviculare . . 

. Polygonum viviparum . . 
pt OLemiilia; maculata). 2... 


Blom- Frugtsæt- || Blom- Frugtsæt- 
Stringstid. | ningstid. | stringstid. | ningstid. 
dde Jai... . . .. 17de Juni 
MAUR EN 19de Juni | 3die Juni, 1ste Juli 
30te Maj |... 26de Maj | 
Oder Maj}. . -- sr 16de Maj 
Bde Mal. ae 9de Juni | 15de Juli 
28de Maj | 12te Juli | 21de Maj  25de Juli 
ER ME 12te Juli |21de Maj 29de Juli . 
6te Juni | 11te Juli | iste Juni | iste Juli 
A ig To Me ER RT Ilte Juni | 
Denain 2, 22; 6te Juli | 
20de Maj | 30te Juni | 14de Maj | iste Juni 
a rane MEE ‘15de Maj | 
20de Maj |19de Juni | 12te Maj | 1ste Juni 
Aden Juni - : + - -= Ade Juni | 27de Juni 

er |16de Maj | 
RL GEN S08 ET. 12te Juni 
Ode Juni. „u. Sde Juni 
26de Juni 

| 2den Juni|- - - +... 6te Juni 
12te Juli |. - - - - - 19de Juli | 

FOND) der Jane TEDE Y5de Juni 
16deiduni---- - - 19de Juni 
ASdekiim ERE 10de Juni 

|28de Juni}. . .... 12te Juni 
Ideiduni- - - ser 10de Juni 

nigdeklint- re | Lite Juni 

side Jn. se ei 10de Juni 
AN Ay tab cle geal ie ek ie 6te Juni 
oder set 17de Juni 
ER RTS LE eal OO à L 93de Maj 
iste Juni | 12te Juli 
19derJumi, as" eee 30te Juni 
Ode.Jufr|. 6% = Ilte Juni 
fap sgl ne LIÉE eae RE 9de Juni 
OT ge Ph HT RU 17de Juni) 
ade Jann 2 220 dite Juni | 
Yde Juni | 12te Juli | Ste Juni | 15de Juli 
ode Jam sc. 2 ite Juni 
SE Ja a oe 25de Juli 
14de James eut 20de Juni 
telnet 9de Juni 
iste Juni... 30te Maj 


294 


1893. 1894. 
Plantens Navn. 
Blom- Frugtsæt- Blom- Frustsæt- 
stringstid. | ningstid. | stringstid. | ningstid. 

60. "Banuneulus'aeer.... >. 26de Maj | 11te Juli | 18de Maj 
Gir"Famundilustelaetalls 22847 nen. 17de Juni 
62. Ranunculus hyperboreus. | 7de Juni |. . .... 24de Juni 
63. Ranunculus repens . . . . ||26de Juni... . .. 30te Juni 
GÆR Bhinanthusominor ~~). + 1IL 2202. Ilte Juli |21de Juni 
69.8 Ritodiola rosea WU. WEL II DRE CE RARE 9de Juni 
GG Pubusisaxalile GA. MER de 10de Juni 
67..:Rumex Acetosa 117.111. Pade Maj ...... 26de Maj 
68. Rumex domesticus . . de Juni ere 25de Juni 
69. Sagina nodosa... à + . 6te Juni 
FOuNSalx herbaecea : Wis FIG ABM ah ern: 20de Maj | 15de Juli 
HS ol eat" lan CE 8de April 
72. Saxifraga’ decipiens : . . : | 6te Juni |...... 15de Maj 
To. 'Saxttraga birculus + +... We ua, | Tr ur 23de Juni 
fia Saxıfraca hypnoides ui. "Sl. 2 wnt.) ae eee ee 17de Juni 
(os oasdivage mivalisı = 2» 6 sills. es 22.0 ERBEN 19te Juni 
76. Saxifraga oppositifolia . . |19de Maj | 6te Juni |6te April | 25de Juni 
Ti. Sedumlacrenm#. 2.2 SAN BRO ee iste Juli 
78. Sedum villosum ...... Diide UN +. 1îte Juni 
198 Sibbaldia procumbens’. ts mal er nern i2te Juni 
80. Silene acaulis ....... 91de Maj | 12te Juli|21de Maj | 16de Juli 
81. Sılene:imaritima ../. „u < sten. RCE lite Juni 
Sa Sorbus aucuparia Sr. 29delJuli | sa 26de Juni 
83. Stellaria media. . . . . .. Ode Fund + 12. MMS iste Juni 
84. Taraxacum officinale . 3die Juni | 3die Juli | 26de Maj | 17de Juni 
85. Thalictrum alpinum.. . . |24de Maj |. . . . .. 92de Maj 
86. Thymus Serpyllum . . . . | 20de Juni). . . . . 12te Juni 
87. Tofieldia borealis ..... Jde uni. 0. Gte Juni 
SS. Trientalisteurdpea: : 2. m ullen Jen ee ee 15de Juni 
89. Trifolium repens . . . .. 3dieJuli |...... 21de Juni 
90: "Vaccinium Mwyrthillus:… . sanser 122 EN EN 10de Juni 
91... Vaccinium uleinosumads ir Aal du. ae Yde Juni 
99. .Veronicalalpina,. + < 2.272 ANR ANNE EEE SRE 10de Juni 
93. Veronica saxatilis . . : . . téde Jüni|: : + 5700 12te Juni 
94. Veronica scutellata . . . . |27de Juni 
95. Viola emia! 4) st à ex 17de Juni. . ~~ 39 Ilte Juni 
96.) Viola |palustrist <<... + IM GOCE) 18 an ee 28de Maj 
STE Wiola tricolores EE. 853. 29de Maj) : - . alt 19de Maj 
98. Viscaralalpma...-.-.» 6teJuni |. - .. #11 10de Juni 


N ogle ny-indslæbte ) Planter. 
Af 


C. Ostenfeld Hansen. 


Ved at botanisere ret hyppig paa Affaldspladser og lig- 

nende Steder (de i det botaniske Sprog saakaldte Ruderat- 
pladser), hovedsagelig omkring Kjøbenhavn, har jeg i de 
sidste Aar fundet en Del indslæbte Planter, der ikke ere op- 
tagne i de danske Floraer. Da de ofte kræve en ret om- 
fangsrig Litteratur til deres Bestemmelse — de kunne jo 
komme fra højst forskjellige Egne — og ikke alle have mange 
Floraer til deres Raadighed, vil jeg i det følgende give en 
kort Beskrivelse af de Arter, jeg hidtil har fundet, samt af 
en Del, der ere fundne af Andre. Hvis nogle af dem i Frem- 
tiden blive Borgere i vor Flora, kan det jo have sin Interesse 
at vide, hvornaar de ere slæbte ind. 
_ De fleste Arter høre hjemme i Mellem-Europa, hvad der 
er meget. naturligt; dels have de paa Grund af de livlige 
" Handelsforbindelser lettest ved at blive slæbte ind, dels kunne 
de ret godt taale vort Klima og faa Tid til at sætte modent 
Frø. De énkelte Arter, der i de sidste Aar have udbredt sig 
stærkt (f. Ex. Lepidium perfoliatum), ere næsten alle mellem- 
europæiske. 

Nogle faa Stykker ere komne fra sydligere Dele af Eu- 
ropa, endog fra Sortehavslandene; men ingen af disse er 


1) ,mdslebt* for at tilkjendegive, at Planterne ere komne uden 
Menneskenes Vilje og Vidende. 


296 


funden i mere end enkelte Exemplarer, og de ere forsvundne 
Aaret efter. 

Foruden disse europæiske Arter har jeg ogsaa i 1894 
paa Amager paa Klovermarksvejens Ruderatplads (den saa- 
kaldte „Klovermark“) fundet en Del nordamerikanske. At 
der netop i disse Aar er slæbt en Del Amerikanske Arter 
ind, tænker jeg man kan takke Chikago-Udstillingen for. 
Emballagen fra de hjemkomne Sager kan jo sagtens have 
indeholdt en Mængde Hø, hvori der har været modne Frø, 
som med Dagrenovationen ere førte ud paa Amager. Kun 
en enkelt af disse (Panicum capillare) optraadte i større 
Mængde, og den syntes i Efteraaret at have modne Frugter, 
saa den vil nok til næste Aar vise sig igjen. 

De efterfølgende Beskrivelser indeholde kun de for Arts- 
adskillelsen nødvendige Kjendetegn, naar den danske Flora 
allerede i Forvejen huser Arter af samme Slægt; i de enkelte 
Tilfælde, hvor Slægten er ny for vor Flora, er en kort Slægts- 
beskrivelse taget med. | 


1. Bromus squarrosus L. Nedre Bladskeder haa- 
rede; Toppen hængende med ru Topgrene. Axet 8—20- 
blomstret, grønt; Dækbladene glatte; Siderandene danne 
ovenfor Midten en stump Vinkel. Stakken ved Modenheden 
drejet og stumpvinklet udstaaende. 0,20—0,50™. ©. Sydlige 
ME.') Nykjobing Falster (1891) og Randers (1892), et Par 
Exemplarer. 


2. Panicum capillare L. Bladskeder og -plader 
haarede, af lange, udstaaende Haar. Topgrenene tynde, ved 
Frugtmodningen aabent udstaaende, meget tairige og rigt for- 
erenede. Axet enblomstret, uden Rudiment af en ufuld- 
stændig Blomst. 0,20—0,70™. ©. NAm. I Mængde. paa 
„Klovermarken“ paa Amager i 1894. 


1) ME = Mellem-Europa; SE = Syd-Europa; NAm — Nord-Amerika 


297 


3. Setaria Italica P. Beauv. Ligner meget kraftige 
Former af 8. viridis (L.) P. Beauv. og er maaske kun en 
Varietet af denne. Dusken er dobbelt sammensat, tyk, ofte 
lappet og tilsidst hængende. 0,30—1,00™ ©. ME. Fundet 
flere Steder omkring Kjøbenhavn i de sidste Aar; desuden 
ved Aalborg 1894 (S. Uhrenholt).!). 


4. Atriplex laciniata L. Stænglen opret eller op- 
stigende; Bladene rudedannet-ægdannede, fligede. Hanblom- 
ster foroven, Hunblomster forneden i mellembrudte Ax uden 
Blade. Forbladene ved Frugtmodningen delvis bruskede, paa 
Ryggen vortede. Hele Planten beklædt med hvidgraa Skæl 
(,melet*). 0,15 —0,40m. ©. SE. Et enkelt Individ. paa 
Amager 1894 (Sundbyvester). 


5. Kochia scoparia (L.) Schrad. En opret, meget 
grenet og ofte mangestænglet .Plante. Stængler og Grene 
ere blege. Bladene linie-lancetdannede, tynde, glatte paa 
Fladerne, i Randen haarede. Blomsterne oftest 2 sammen ; 
Bægerbladene paa Rygsiden forsynede med en paa tværs 
udstaaende, aflang Vinge. 0,30—0,65™. ©. Vestlige SE. Paa 
„Klovermarken“ 1892, 1894 og Aalborg 1894. 


6. Amarantus paniculatus L. Kraftig, høj Plante 
med smaa, morkrode Blomster samlede i axlignende Duske, 
en stor, lang Endedusk og korte Sideduske, der ikke nær 
naa til Endeduskens Spids. Bladene langstilkede, rudedannet- 
æedannede, helrandede med rodfarvet Rand. 0,15—1,00™. ©. 
De varmere Dele af Amerika. Dyrkes undertiden i Haver. 
Enkelt Individ paa „Klovermarken“ 1894. 


7. Lepidium virginicum L. Meget nærstaaende 
ved L. ruderale L. Skjælnes fra denne ved sine veludvik- 


!) De Aalborgske Planter samt et Par andre har Hr. Lektor, Dr. E. 
Rostrup velvilligt overladt mig til Gjennemsyn. 


298 


lede, hvide Kronblade og fuldstændig kredsrunde (ikke ovale, 
som hos L. ruderale) Skulper, der i Spidsen have en tydelig 
Rand. 0,15—0,30m. ©. NAm. Enkeltvis paa Amager i 1894. 


8. L. perfoliatum L. De nedre Stængelblade og 
Grundbladene fjersnitdelte med liniedannede, fligede Afsnit ; 
de øvre Stængelblade helrandede, hjertedannet - omfattende. 
Kronbladene smaa, bleggule. Skulpen flad, i Omkreds kreds- 
rund eller oval, næsten uvinget. Hele Planten glat. 0,10—0;30r, 
©. ME. I de sidste Aar meget udbredt paa Amagers Ruderat- 
pladser, i 1890 enkeltvis i Randers; desuden fundet ved Aal- 
borg 1894 (S. Uhrenholt), Odense 1893 (Th. Schiøtz) og Fre- 
deriksværk 1894 (W. Christensen). 


9. Erysimum repandum L. Bladene ru af Stjærne- 
haar, lancetdannede, tilspidsede, bugtet-tandede eller de øvre 
helrandede. Kronen gul. Blomsterstilken kortere end Bægeret. 
Skulpen vandret udstaaende, but-firkantet, omtrent af Tyk- 
kelse med den ligeledes vandret udspærrede Stilk. 0,15—0,40™. 
Q. ME. Almindelig sammen med foregaaende paa Amager 
i de sidste Aar; desuden har jeg i 1890 fundet et enkelt. 
Exemplar ved Randers. Ogsaa fundet ved Kalkbrænderi- 
havnen, Kjøbenhavn 1893 (M. Lorenzen) og Aalborg 1894 
(S. Uhrenholt). 


10. E. orientale (L.) R. Br. (Conringia orientalis (L.) 
Andrz.). Bladene — i alt Fald de midterste — hjærtedannet- 
omfattende, helrandede, butte, glatte, blaaduggede. Kronen 
hvid eller hvidgul. Skulpen opret eller opret-udstaaende. 
0,15-—0,40m, ©. ME. Spredt, men ret udbredt paa Amager 
1894. 


11. Brassica adpressa (Mönch) Boiss. (Sinapis in- 
cana L., Erucastrum incanum Koch, Hirschfeldia adpressa 
Mönch). De nedre Blade lyredannede, de øvre linie-lancet- 


299 


dannede. Skulpen tiltrykt; Skulpestilken kort, valseformet, 
ved Grunden af Skulpen lidt indsngret. Kronen gul. Hele 
Planten graalig ru af Stjærnehaar. Staar nær ved Brassica 
nigra (L.). 0,30—0,60m, ©. Sydlige ME. og SE. Fundet paa. 
Kræmmermarken ved Odense 1890 (J. C. Poulsen, i Følge 
Seminarielærer H. Mortensens Meddelelse) og mellem Hest- 
tangs Mølle og Bastrup paa Sjælland 1894 (H. Mortensen). 


12. Chorispora tenella (KR. Br.) Pall. Nærbeslægtet 
med Raphanus. Skulpen leddet med langt Næb; Kimbladene 


i Froet flade (Modsætning til Raphanus-Slægten). Grund- 


bladene fjersnitdelte, Stængelbladene bredt lancetdannede, 
fjærnt tandede. Hele Planten svagt haaret af spredte Kirtel- 
haar og Stjærnehaar. Kronbladene violette. Skulpen opret- 
udstaaende; den fertile Del lidt længere end Næbet; Stilken 
af Længde med 2 Led i Skulpen. 0,10—0,25m, ©. Sorte- 
havslandene. Nogle faa Exemplarer paa „Klovermarken“ 1894. 


13. Rapistrum perenne All. Cruciferæ. Ledskulpe 
bestaaende af et nedre, goldt og et øvre, frugtbart Led. 
Stængel og Blade stivhaarede; Bladene — i alt Fald de 
nedre — fjersnitdelte. Kronen gul. Skulpens øvre Led 
næsten kugleformet, med kort, tyk, kegleformet, blivende 
Griffel, det nedre længere og smallere. 0,30—1,00%. ©. ME. 
Et Par Exemplarer ved ,Faste Batteri" paa Amager 1894, 


14. R. rugosum All. Skjælnes fra foregaaende ved, 
at den blivende Griffel er af Længde med de øvre Led, og 
at den er traadtynd. De nedre Grundblade helrandede eller 
tandede, Stængelbladene bugtet tandede. Ellers som fore- 
gaaende. 0,30—0,60m. ©. ME. Jagtvejen ved. Kjøbenhavn 
(H. Mortensen). 


15. Poterium muricatum Spach. Denne Art, der 
sikkert i en Del Aar har voxet her i Landet, har hidtil været 


300 


sammenblandet med P. dietyocarpum Spach. Begge disse 
Arter og en Del andre ere udskilte af den Linnæiske Art 
P. Sanguisorba (Spach i Annales des sciences naturelles, 
1846). Det eneste Skjælnemærke, der findes mellem disse 
Arter, er Frugtens Form og Udseende. Den er hos P. dic- 
tyocarpum firkantet med svagt vingede Kanter, Fladerne 
mellem Kanterne ere ophøjet nætaarede. Hos P. muricatum 
ere Vingerne bredere og i Reglen svagt rundtakkede i Randen; 
Fladerne ere grubet-rynkede, næsten piggede; desuden er 
hele Frugten oftest større og lysere brun. Om det efter 
Forskjellighederne i denne ene Henseende er berettiget at - 
kalde dem Arter, eller om man skulde nøjes med at give 
dem Rang af Varieteter, skal jeg lade usagt. Jeg har ved 
Dyrkning i et Par Aar fundet dem konstante og uden Mellem- 
former; men for at afgjøre, om,der findes saadanne, maa 
der rigere Materiale til, end jeg foreløbig har haft. 

P. muricatum forekommer her i Landet stedse indslæbt 
"med Lucerne og Esparsette fra Frankrig, og ofte er ogsaa 
P. dietyocarpum indslæbt sammen med dem. Jeg samlede 
saaledes begge Arter i Randers paa Hadsundbanens Bane- 
skraaninger i 1888, og dér findes de endnu. Ved Graaryg 
paa Møen findes de ogsaa begge i stor Mængde (samlet 
1891). Endelig har jeg seet P. muricatum alene paa Vigelsø 
i Odense Fjord (først fundet af stud. med. Otto Møller), hvor 
der nogle Aar i Forvejen havde været Lucernemark, og 
hvor Lucernen og Esparsette ogsaa stod i stor Mængde. 

Af dette fremgaar, at P. muricatum stedse er indslæbt, 
og at P. dictyocarpum ogsaa forekommer indslæbt. Paa Samsø 
har Prof. J. Lassen saaledes fundet den sidste paa dyrket 
Mark, ligeledes sammen med Esparsette, og disse Exemplarer 


nærme sig en Del til P. muricatum. De fleste Steder voxer 


den dog paa upløjet, sandet og kalkholdig Jord, saa dér maa 
den være indenlandsk. Jeg har samlet den ved Havedal 
ved Skørping, og ved Bøtø paa Falster, samt set Exemplarer 
fra Dybdal ved Aalborg (stud. mag. F. K. Ravn), Rørvig 


301 


(Dr. E. Rostrup; se ,Meddelelser fra d. bot. For. i Kbh. i 
April 93“) og Læsaaen ved Rønne (cand. mag. Hj. Jensen). 
De have alle været lidt mindre og spædere, samt af en noget 
anden Habitus end den P. dietyocarpum, som er indsleebt, 
og som jeg selv har dyrket; men Grunden dertil er vel, at 
Jordbunden er meget federe i de sidste Tilfælde. — Fra de 
gvrige danske Voxesteder har jeg desværre ikke set Exem- 
plarer, men det vilde være interessant, om man kunde faa 
ogsaa de tiloversblevne Steder undersøgte i denne Henseende. 


16. Melilotus coeruleus Desv. Stænglen opret, 
_ Axelbladene ægdannede; Blomsterne i en hovedformet, kort 
Klase. Kronen blaa; Vingerne længere end Kjølen, kortere 
end Fanen. Den korte Bælg løbende ud i et Næb, kun op- 
springende i Bugsømmen. 0,40—0,60m, ©. Sydlige ME. 
Enkeltvis i de sidste Aar paa Amager. 


17. Medicago hispida Gårtn. Stænglen nedliggende. 
_Smaabladene ægdannede; Axelbladene indskaarne. Kronen 
gul; Bælgen sort, mat, snoet et Par Omdrejninger med korte 
og lykke Vindinger; Overfladen af den tornet og med stærkt 
ophøjet Aarenæt; Frøene adskilte ved Skillerum. 0,15—1,00™. 
©. Sydlige ME. Et enkelt, stort Exemplar paa „Klover- 
marken“ 1892, senere forsvunden. 


18. Lathyrus sativus L. Stænglen vinget. Smaa- 
bladene 1-parrede, lancet- eller linie-lancetdannede, meget 
spidse. Blomsterne enkeltvis, blaarøde (eller hvide) og store. 
Bælgen 4-frøet, fladt sammentrykt og nætaaret; dens øvre 
Rand 2-vinget. 0,25—0,50m, ©. SE. Et enkelt Exemplar 
paa en Ruderatplads ved den gamle Jærnbanevold (Kjøben- 
havn, J. Lassen). 


19. Lythrum hyssopifolium L. Opret. Bladene 
linie-lancetdannede, helrandede; .Blomsterne smaa, enkeltvis 


302 


i Bladhjgrnerne; Kronen violetrad, 2—6 Stovdragere; udenfor 
Bægret 2 smaa Forblade. 0,10 —0,30™. ©. ME. Et Exem- 
plar paa „Klovermarken“ 1894 (H.G. Simmons). 


20. Amsinckia intermedia Fisch. & Meyer. Borra- 
ginaceae. Nærbeslægtet med Lithospermum. Opret; Bladene 
siddende, smalt lancetdannede; Kronen orangegul, af Længde - 
med eller lidt længere end Bægrets liniedannede Flige. Hele 
Planten haaret af udstaaende, stive, hvide eller gullige Haar, 
hvoraf de, der sidde paa Bladpladerne, have en bred, hvid 
Basis, dannet af mange smaa Celler. Nodderne haarde, 
rynkede, skiddentbrune, ikke halvt saa lange som Bæger- 
fligene. 0,20—0,50%. ©. Vestlige NAm. Et enligt Exemplar 
ved Sundbyvester-paa Amager 1894. 


Anm. Denne Art er vanskelig at skille fra A. lycopsoides 
Lehm., der er indslebt i Nederlandene (Nederlandsch kruidkundig 
Archief. 2. Ser. VI. 3. 1894). Den har en lysere gul Krone, en 
ved Grunden bladet Svikkel, bredere lancetdannede Blade og etats 
der ere halvt saa lange som Begerfligene. 


21. Solanum rostratum Dunal. Se ,Blad for 
pharm. Medhjælperfor., 1. Nov. 1893“ og Bot. Tidsskr. 19. Bd. 
H. 1, samt „Naturen og Mennesket”, Jan.—Febr.95. Jeg vil 
tilføje, at den er forsvundet fra det angivne Findested (Sund- 
byvester 1893); men at jeg fandt et enkelt Exemplar paa 
„Klovermarken“ 1894. 


29, Plantago arenaria W.K. Nærbeslægtet med — 
P. Psyllium L. (Slægtsafdeling Psyllium Tournef.). Den har 
strakte Stængelled og grenet Siængel. Bladene liniedannede, 
modsatte, helrandede. Hele Planten haaret. Axet kort, 
næsten kugleformet, mangeblomstret; Højbladene i den øvre 
Del af Axet ægdannede, butte. Begrets Flige ueens, de 2 
mediane spateldannede, butte; de 2 sidestillede lancetdannede, 
spidse. 0,10—0,30m, ©. ME. Enkeltvis paa Amager 1 de 


__ 303 


sidste Aar, desuden et Exemplar i Randers 1890, samt funden 
i Aalborg 1894 (S. Uhrenholt). 


93. Asperula glauca Bess. Krybende Rodstok, 
hvorfra de overjordiske oprette Skud udgaa; 6 eller flere, 
linie-lancetdannede Blade i Krans; Bladranden tilbagerullet. 
Blomsterstanden aabent og rigt forgrenet: Kronen hvid, Kron- 
roret kortere end Fligene; Frugten glat. 0,30—0,60™. %. 
Sydlige ME. Fundet ved Brattingsborg paa Samsø, hvor 
den har holdt sig i flere Aar og bredt sig op ad en tilgræn- 
sende Lyngbakke (Prof. J. Lassen). 


94. Cnicus Benedictus L.. Composite; Tidsel- 
Gruppen. Bladene bugtet-tandede, braadspidsede. Hele Planten 
haaret. De ydre Svobblade brede, dækkende over de indre 
og Kurven, ende i en udelt, lang, gul Torn; de indre spindel- 
vævshaarede, ende i en fjerdelt Torn; Kronerne gule. 0,15 
—0,30™. ©. SE og Orienten. Farveplante. Et enkelt Exem- 
plar ved Nykjebing F. 1891. 


' 95. Artemisia annua L. Hele Planten glat, opret 
og meget grenet. Bladene i Omkreds ægdannede, 2—3 Gange 
fjersnitdelte; Afsnittene indskaarne. Kurvene nikkende, næsten 
runde, lidt fladtrykte; Svøbbladene aflange, butte med gnavet 
Rand. 0,30—1,00™. ©. Østlige SE. Fundet ved Vording- 
borg 1889 og Ruds Vedby 1890 (J. Lassen), samt ved Hel- 
singør 1894 (H. Mortensen). 


26. Coreopsis tinctoria Nutt. Nærbeslægtet med 
Bidens. Opret, grenet; Bladene flersnitdelte med 1—2 Par 
linie-lancetdannede, helrandede Afsnit. De 8 Randblomsters 
Kroner gule, tungedannede, indskaarne; Skiveblomsternes 
mørkt purpurfarvede. Frugten flad, aflang (deraf det ameri- 
kanske Navn: Tickseed — Lusefrø). 0,20—0,70™. ©. NAm. 
(Texas). Denne og andre amerikanske Arter af samme Slægt 


£ 


dyrkes undertiden som Prydplanter. Et enkelt Exemplar paa 
„Klovermarken“ 1894. df 


27. Achillea nobilis L. Ligner meget Achillea 
Millefolium L.; Bladene dobbelt fjersnitdelte, Afsnittene 
tandede til snitdelte; Hovedforskjellen er, at Midtribben er 
vinget og tandet fra Midten til Spidsen, medens A. Millefolium 
har helrandet Midtribbe. Planten uldhaaret, undertiden næsten 
glat. 0,15—0,30m. %. ME. Enkeltvis paa Amager 1894 og 
i Randers 1890. 


28. Iva xanthiifolia Nutt. Beslægtet med Am- 
brosia og Xanthium. Den har baade Hun- og Hanblomster 
i samme Kurv. 5 Hunblomster i Randen, med en lille 
rorformet eller uden Krone. Hanblomsterne med 5-delt 
Krone. 5 butte Svobblade. Skalfrugten omvendt-ægformet 
eller linseformet, uden Fnok. Blomsterstanden er en stor, 
rig Top, sammensat af Kurve i kortstilkede Klaser, der kun 
forneden ere forsynede med Stotteblade. Hele Planten haaret, 
opret. De nedre og midterste Blade modsatte, de øvre spredte. 
De ere langstilkede, omvendt-ægdannede eller rudedannede, 
langt tilspidsede, i Randen dobbet savtakkede. 0,40— 1,00. 
©. NAm. Et enkelt Exemplar paa ,Klovermarken‘ 1894 
(A. Edm. Andersen). 


99. Endnu har jeg paa Amager 1894 fundet en fore- 
lobig ubestemt Crucifér, vistnok en Brassica. 


Kjøbenhavn, 1/3 95. 


Meddelelser 


fra 


den botaniske Forening 


1 Kjøbenhavn. 


Generalforsamlinger i 1893, 


Ordinær Generalforsamling d.31te Januar 1893. . 


(Tilstede vare: Balslev, Becker, Boysen. Børgesen, Claudi Hansen, 
Dalskov, Didrichsen, Gelert, Grønlund, K. Hansen, Helweg, Hempel, 
C. P. Jacobsen, E. Jacobsen, Hj. Jensen, J. L. Jensen, Johannsen, Kiærskou, 
Kløcker, Krarup, Kruuse, A. Lange, Joh. Lange, Jon. Lange, Jørg. Larsen, 
Jul. Lassen, M. M. Lund, A. Madsen, Mentz, H. J. Møller, Muller, Ostenfeld 
Hansen, O.G. Petersen, V.A. Poulsen, Prytz, Raunkiær, F.K. Ravn, 
J. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, ©. Rostrup, Rützou, Sarauw, Schou, 
Thaysen, Warming.) 

Til Dirigent valgtes Prof. Dr. Jul. Lassen. 

1. Formanden, Prof. Lange, aflagde Beretning om Foreningens 
Virksomhed i 1892. Der var udgivet 2 Hefter af Tidsskriftet. Der var 
holdt 10 Møder, paa hvilke var holdt 15 Foredrag. Følgende Exkursioner 
vare afholdte: 1) til Skjelskør-Egnen d. 19.—20. Juni (17 Deltagere), 
2) til Grenaa-Egnen d. 2.—3. Aug. (Katholm, Glatved, Rugaard) (5 Del- 
tagere), 3) en mykologisk Exkursion til Skovene ved Lillerød (30 Del- 
tagere, hvoriblandt 3 Gjæster). I Plantebytningen, som omfattede 20247 
Exemplarer, havde 53 Medlemmer deltaget. Foreningen var traadt i 
Skriftvexel med følgende 3 Tidsskrifter: La Nuova Notarisia, Padova; 
Bulletin de Vherbier Boissier, Chambésy; Hooker, Icones plantarum, 
London. 

Foreningen havde 319 Medlemmer (7 Æresmedlemmer, 256 ordi- 
nære (124 indenbys, 132 udenbys) og 56 korresponderende). 20 Med- 
lemmer, hvoraf 2 korresponderende, vare optagne, 9 vare udmeldte 
og 3 vare døde (Baron v. Thümen, Cand. pharm, Frisch i Maribo og 
Lektor Grönvall i Malmø). 

9. Museumsinspektor Kiærskou forelagde under Kassererens 
Fraværelse det reviderede Regnskab for 1892 og Budget for 1893, hvilke 
besge godkjendtes. 

3. Folgende Exkursioner vedtoges: a) Foraarsexkursion til Moen, 
b) Sommerexkursion til Egnen mellem Lemvig og Ringkjøbing. 

4. a) Prof. Warming gav Beretning om det botaniske Rejsefond, 
som nu havde naaet en Størrelse af 2769 Kr. 28 Øre, og som saaledes 
forhaabentlig til næste Aar vilde naa 3000 Kr., hvilket var Minimums- 
grænsen for dets Benyttelse. 

b) Dr. L. Kolderup Rosenvinge knyttede nogle Bemærkninger 
til den til Medlemmerne udsendte Opfordring til at yde Bidrag til ,den 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind (Meddelelser). 1 


Il 


botaniske Forenings Reservefond“, som agtes oprettet ved frivillige 
Bidrag (se nedenfor S. XX). 

5. Første Behandling af det af Bestyrelsen forelagte Forslag til 
nye Love. 

Forslagets Paragrafer vedtoges dels uforandrede, dels med Ændringer 
og Tilføjelser efter kortere Diskussioner. Kun $ 11 foranledigede en 
længere Forhandling. Til denne Paragraf var der af Udgiverne af 
„Botaniske Litteraturblade* stillet et Ændringsforslag, som gik ud paa, 
at Litteraturbladene for Fremtiden skulde udgives af Botanisk Forening. 
Forslaget mødte Tilslutning fra alle Sider, og Diskussionen, i hvilken 
Prof. Lange, Prof. Warming, Lektor Rostrup, Lektor Johannsen, Lektor 
O. G. Petersen, Dr. Rosenvinge og Doc. Rützou deltoge, drejede sig væsent- 
lig om de nærmere Bestemmelser for Litteraturbladenes Redaktion og 
Udgivelse, hvilke overlodes til Bestyrelsens Afgjørelse. 

6. Valg til Bestyrelsen. Efter Tour fratraadte Næstformanden, 
Lektor E. Rostrup samt Docent Rützou, hvilken sidste ikke ønskede 
Gjenvalg, og Gartner Friedrichsen. Desuden fratraadte efter eget Ønske 
Formanden, Prof. Joh. Lange og Museumsinspektør Kiærskou. Efter at 
Prof. Lange havde takket Foreningen for de 27 Aar, i hvilke han havde 
været Formand, skredes til Valg, ved hvilke Lektor Rostrup valgtes til 
Foreningens Formand, Prof. Warming til Næstformand, Gartner Frie- 
drichsen, Dr. V. A. Poulsen og Cand. mag. CG. Raunkiær til Medlemmer af 
Bestyrelsen. Denne bestaar saaledes for 1893 af: Lektor E. Rostrup, 
Formand; Prof, E. Warming, Næstformand; Gartner Th. Friedrich- 
sen, Kasserer; Dr. L. Kolderup Rosenvinge, Redaktør; Dr. V. A. 
Poulsen, Sekretær; Cand. mag. C. Raunkiær, Arkivar. Til Revisorer 
gjenvalgtes Professor C. Grønlund og Etatsraad Piper. 


Extraordinær Generalforsamling d. 25de Februar 1893. 


(Tilstede vare: Boysen, Børgesen, Claudi Hansen, Dalskov, Didrich- 
sen, Th. Friedrichsen, Frk. Hallas, N. Hartz, Helweg, Hj.Jensen, Johannsen, 
Krarup, Kruuse, Å. Lange, Joh. Lange, Jon. Lange, Lassen, A. Madsen, 
H. Mortensen, Frk. Moller, O. G. Petersen, V. A. Poulsen, Prytz, Raunkiær, 
F.K. Ravn, J. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, O. Rostrup, Sarauw, Vogel- 
Jørgensen, Warming.) 

Til Dirigent valgtes Prof., Dr. Jul. Lassen. 

1. Paa Forslag af Bestyrelsen valgtes den afgaaede Formand, 
Prof. Joh. Lange enstemmigt til Æresmedlem af Foreningen. 

9. Anden og sidste Behandling af Forslaget til nye Love. Efterat 
en Del Ændringsforslag vare blevne diskuterede og delvis vedtagne, 
vedtoges det samlede Lovforslag. 


Foreningsmeder i 1893, 


Mødet d. lite Februar 1893. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Boysen, Boggild, Didrichsen, B. Gram, 
Frk. Hallas, Frk. Hannemann, N. Hartz, Hempel, Kiærskou, Krarup, Jon. 
Lange, A.Madsen, Mentz, Frk. Møller, Ostenfeld-Hansen, V. A. Poulsen, 
Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, Sarauw, Schou, 
Fru Staulund, Warming. Fra Naturhist. Forening 1.) 


Professor BE. Warming talte om Familien Vellosiaceae. Særlig 
omtaltes Rødderne, deres Forløb i Bladskederne udenfor Stammen, 
deres Bygning og Funktion, samt Bladenes Bygning. I den paafølgende 
Diskussion deltoge Dr. V. A. Poulsen og Stud. mag. A. Mentz. Fore- 
dragets Indhold findes trykt i Oversigt over d.k.d. Vidensk. Selsk. Forh. 
for 1893 (Note sur la biologie et l’anatomie de la feuille des Vellosiacées). 


Mødet d. 25de Februar 1893. 


(Tilstede vare desamme Medlemmer som ved Generalforsamlingen.) 

1. Redaktør L. Helweg holdt Foredrag om nogle fysiologiske 
Lighedspunkter hos Kulturplanter og Husdyr. 

Taleren mindede først om Arternes forskjellige Bøjelighedsevne 
under Kultur. Medens Græsarterne saaledes ere forholdsvis lidet for- 
anderlige, ere Markrodfrugterne som Runkelroer, Rutabaga, Turnips og 
Gulerødder i Besiddelse af en ganske ualmindelig Variationsevne. Blandt 
Husdyrene finder man ligeledes en betydelig Forskjel i Variationsevne. 

At en Planteart har en høj Variationsevne, er en for Praxis be- 
tydningsfuld Faktor, i det der derved aabner sig Udsigt til yderligere 
Forædling. For Markrodfrugterne, som alene finde Anvendelse til 
Fodring, maa det blive Forædlingens Formaal at forøge deres Evne til 
at producere Foderstoffer. Denne Evne er betinget af — paa den ene 
Side Plantens kvantitative Ydeevne, og paa den anden Side dens kvali- 
tative Ydeevne. — De sidste Aars Landbrugsforsøg have givet et lille 
Bidrag til Belysning af den Harmoni, der er til Stede mellem de i Dyre- 
riget og Planteriget gjældende Naturlove i Henseende til den kvantitative 
og kvalitative Ydeevne, og dette havde derfor Krav paa Opmærksomhed. 
Til nærmere Belysning heraf anstillede Taleren en Sammenligning mellem 
Rodfrugter og Malkekvæg. 

Den kvantitative Ydeevne kan være større eller mindre. Tab. I 
viser Resultatet af Dyrkningsforsøg med 2 Stammer hørende til samme 
Runkelroevarietet; Væxtbetingelserne have overalt været de samme, men 
paa Grund af den i Barresstammen 1 nedlagte større kvantitative Yde- 
evne end i Barresstammen 2, giver førstnævnte et langt større Centner- 
udbytte end sidstnævnte. Det samme gjælder Malkekvæg; Ko Nr.1 og 
2 (jvnf. Tab. II) have faaet ganske samme Foder, men Nr. 1. giver 
omtrent dobbelt saa mange Pd. Mælk paa Grund af dens langt større 
kvantitative Ydeevne. Det ses altsaa, at der saavel hos Planter som 
Dyr kan være betydelig Forskjel paa den kvantitative Ydeevne, og naar 
Næringstilførslen er ens, giver den størst Masseudbytte, der har størst 
kvantitativ Ydeevne. 

1% 


Den kvantitative Ydeevne. 


Tabel I. 
Udbyttet Torstofindhold 
Hvor Forsøget pr. Td. Land i 1 Centner Roer 
er i Centner. 1:Pd 
anstillet. 
Barres 1. Barres 2. Barres 1. Barres 2. 
1 2 3 4 
AUS ER. à 729 583 13,15 | 13,52 
Iynabya 2... 572 463 13,44 14,09 
Varde ner 410 339 13,21 13,78 
Tabel IT. 
Udbyttet 
af Mælk 
Denruens i et Aar i Pd. 
Navn. Bar” E 
Ko Nr. 1 Ko Nr. 2 
(Nr. 53). (Nr. 47). 
1 2 
Næsgaard Li 6040 : 3077 


Ejendommeligt for den kvantitative Ydeevne er endvidere, at jo 
sterkere den er, desto mere stimuleres den ved en rigelig Næringstil- 
førsel. For Roerne fremgaar dette af Tab.I; ved Varde, hvor Jorden 
var ringe, er Merudbyttet efter Barres 1, sammenlignet med Barres 2 
kun 70 Centner, ved Aarhus, hvor Jorden var særdeles god, er Merud- 
byttet derimod c. 140 Centner. Hos Malkekvæg existerer et lignende 
Forhold; holdes en Ko med stor og en Ko med lille kvantitativ Ydeevne 
paa svag Fodring, giver den første et noget større Mælkeudbytte, men 
sættes de paa stærk Fodring, giver den første ikke alene ligesaa meget, 
som da der blev fodret svagt, men den giver et betydeligt Extratilskud 
af Mælk, i det dennes større kvantitative Ydeevne bevirker, at den 
ganske anderledes kan udnytte det rigeligere Foder end Koen med ringe 
kvantitativ Ydeevne. 

Hvad dernæst den kvalitative Ydeevne angaar, da synes der ogsaa 
her at være Overensstemmelse mellem de for Roer og Malkekvæg 
gjældende Regler. Hos Runkelroer giver den kvalitative Ydeevne sig 
Udslag i Opsamling af Tørstof i Roen, hos Malkekveg i Aflejring af 
Fedtstoffer i Mælken. Den i Roerne nedlagte Evne til at opsamle Tør- 
stof i sig kan være til Stede i meget forskjellig Grad. I Tab. IM er 
anført Analyseresultaterne af tre Runkelroevarieteter, og som det af 
Middeltallet fremgaar, har der i 100 Pd. Roer af Barres været c. 13 Pd. 
Tørstof, af Elvetham c. 14 Pd., og af Foder. Sukkerroer c. 18 Pd.; med 


V 


Den kvalitative Ydeevne. 


Tabel III. 
Hvor Forsgget pCt. Torstof i Roen. 
er eier rar 
anstillet. Barres. Elvetham. Pr AS 
Å 1 2 3 
ENT SNS 13,15 14,15 17,78 
Lyneby .... 13,02 13,99 18,08 
NET TION 12,94 13,64 17,85 
Middeltal 13,04 13,93 17,90 
Tabel IV. 
Holdenes | pCt. Fedt i a EN 
Mærke. Mælken. i 10 Dage. 

1 2 3 x 
ae 3,31 219 il o & 
K.+R 3,32 244 I ae 
ARE 3,22 917 a 
ee 3,22 934 Be 


andre Ord, Foder Sukkerroen har en saameget storre kvalitativ Ydeevne, 
at den opsamler omtrent en Trediedel mere af Næringsstof i sig end 
Barres. Ganske det samme kjendes fra Malkekveget. Jerseyracen ud- 
mærker sig saaledes ved en særlig fedtrig Mælk, indtil 6—7 pCt. Kerry- 
racen ved en fedtmager Mælk, kun 2—3 pCt. Fedtstof i Mælken. 

Ser man nu paa den kvalitative Ydeevnes Forhold til en mere eller 
mindre rigelig Næringstilforsel, da fremgaar det for Roernes Vedkom- 
mende af Tallene i Tab. III, at Jordens Bonitet, som har været ikke 
lidt forskjellig paa de tre Forsogsmarker, ikke har haft nogen synderlig 
Indflydelse paa Roernes torstofsamlende Evne. Det procentiske Torstof- 
indhold i Stammen synes kun lidt at paavirkes af, om Jorden er mer eller 
mindre rig paa Næringsstoffer. De af Landhohgjskolens Forsggslabora- 
torium anstillede Fodringsforsag, have viist noget lignende, nemlig at 
Foderets Sammensætning mærkværdig nok er uden kjendelig Indvirkning 
paa Fedtmængden i Mælken 9: den kvalitative Ydeevne. Hold K + R 
1 Tabel IV har faaet samme Foder som K, men desforuden et betydeligt 
Tilskud af Roer. Disse indeholde omtrent 85—90 pCt. Vand, og det 
laa derfor nær at vente, at en saa rigelig Indblanding af Vand i Foderet 
maatte gjøre Mælken tyndere. Som Tallene i Rubr. 2 vise. er dette 
ingenlunde Tilfældet; Maelkens Fedtindhold er ens for K og K + R. 


VI 


I Fodringsforsaget fra 1891 og 92 Tab. IV er Hold A fodret med meget 
Korn og lidt Oliekager, Hold C med lidt Korn og mange Oliekager; man 
skulde antage, at det langt fedtstofrigere Foder som Hold C har faaet, 
maatte give en Mælk særlig rig paa Fedtstoffer, men Svaret paa det 
gjennem Forsøget stillede Spørgsmaal er, at Hold A har haft ligesaa 
mangé pCt. Fedtstof i Mælken som Hold C. | 

Den kvantitative og kvalitative Ydeevne have altsaa det tilfælles, 
saavel hos Planten som hos Dyret, at de kunne være til’Stede i Indi- 
videt, ‘Stammen eller Varieteten i større eller mindre Grad, men medens 
den kvantitative Ydeevne giver sig et saa meget desto stærkere Udslag, 
jo rigeligere Næringstilførselen er, synes som oftest den kvalitative Yde- 
evne kun forholdsvis lidt at paavirkes af, om Næringstilførselen er mer 
eller mindre rigelig. 

Taleren berørte sluttelig, at medens der baade hos Roer og Malke- 
kvæg var bestemte ydre Kjendetegn, som kunde være vejledende ved 
Udvalget af de Individer, der havde den største kvantitative Ydeevne, 
var det samme ikke Tilfældet med den kvalitative Ydeevne, denne kunde 
man kun komme til Kundskab om ved en nærmere Undersøgelse i hvert 
givet Tilfælde. En høj kvantitativ og kvalitativ Ydeevne lader sig ned- - 
arve, og Forøgelse af Produktionsevnen kan derfor iværksættes ved at 
udvælge Individer til Avl, der særlig udmærke sig ved denne Egenskab. 
Skjønt der ogsaa i Avlsprincipperne var mange Lighedspunkter mellem 
Planter og Dyr, som fortjente Opmærksomhed, mente Taleren at maatte 
forbigaa dette ved denne Lejlighed paa Grund af den fremskredne Tid. 

Lektor W. Johannsen gjorde opmærksom paa, at naar Forskjel- 
lighederne mellem de enkelte Varieteter traadte stærkest frem ved den 
rigeligste Næringstilførsel, da gjaldt det i Almindelighed ogsaa, naar 
Livsbetingelserne i det Hele vare gunstigst. Endvidere mindede han 
om, at den kvalitative Ydeevne hos Byg var i høj Grad afhængig af 
ydre Forhold, og sluttelig udtalte han sin Tilslutning i Anledning af 
den: af Tal. fremhævede Analogi mellem Dyre- og Planteriget. 

: 2, Prof. Warming meddelte, at der vilde udkomme et større plante- 
geografisk Værk: Die Vegetation der Erde, udgivet af Drude og Engler, 
med Bistand af flere Medarbejdere, hvoriblandt ogsaa Taleren. 


Mødet d. 25de Marts 1893. 


(Tilstede vare: Becker, Boysen, Bøggild, Børgesen, Didrichsen, 
Feddersen, Th. Friedrichsen, Frk. Hallas, C. Hansen, Frk. Heiberg, Hj. Jensen, 
Kiærskou, Kruuse, Joh. Lange, A. Lange, H. Mortensen, Frk. Møller, O. G. 
Petersen, V.A. Poulsen, Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, Rosenvinge, 
E. Rostrup, Sarauw, Warming.) ; 

Havebrugskandidat Andr. Madsen talte om Planteafbildninger 
i ældre, botaniske Værker. 

Af:den græsk-romerske Oltids illustrerede Lægebøger findes ingen 
bevaret ;: vi have kun Kjendskab til dem gjennem faa Noter hos Plinius. 

Det ældste bevarede botaniske Billedværk er en illumineret Kodex 
af Dioscorides. Det er et Arbejde af det 6te Aarhundredes bysantiske 
Skole og indeholder talrige Miniaturer af Planter. Findes i det kejserlige 
Hofbibliothek i Wien. 


VII 


Forst ved Tra&snittets Opfindelse kunde der uddannes en mere 
naturalistisk Illustrationskunst. Allerede de ældste Træsnit have Plante- 
figurer, senere udkom store Billedværker; men lige til Reformations- 
tiden vare Billederne raat og stilistisk tegnede og daarligt skaarne. Men 
i det 16de Aarhundredes første Halvdel blev Træsnittet i Tyskland den 
egentlig nationale Kunst og udvikledes teknisk og kunstnerisk til en 
Hojde, som ikke senere er bleven overgaaet. 

Naturvidenskaberne droge da naturligen ogsaa Nytte heraf, og en 
Række Mænd — de første alle Sydtyskere — udgave botaniske Værker, 
hvis Text helt eller tildels stode paa den klassiske Grund, men som 
ved deres Illustrationer hævdede sig en høj Rang, om end mere kunstne- 
risk end videnskabelig. | 

Den første af disse „Botanikens Fædre" var Brunfels, som 1530 
udgav „Herbarum vive eicones* i Strassburg; den udkom i flere Udgaver 
og efterfulgtes 1542 af Leonhard Fuchs's store Pragtværk ,de historia 
stirpium“, der udkom i endnu flere Oplag. 1546 kom H. Bock med sin 
illustrerede ,Kräutterbuch“, hvis Illustrationer ere af ringere Værd og 
tildels laante fra Fuchs, men hvis livfulde, populære Tilsnit baade i 
Text og Billeder forskaffede den en Popularitet, der langt overgik For- 
gængernes. 

Konrad Gesners mere videnskabelige Tegninger, der bl. a. 
skænkede de sexuelle Forhold et omend begrænset Raaderum, blev for 
den overvejende Del først udgivne 200 Aar efter Gesners Død. 

Efterhaanden som de botaniske Værker voxede i Antal og viden- 
skabelig Textbehandling, bleve Illustrationerne mere raat og ukunstnerisk 
udførte; Træsnittet blev her som overalt trængt til Side af Kobberstikket. 

Vore Bibliotheker maa siges at være vel forsynede med Udgaver 
af disse ,Patres*, baade illuminerede og uilluminerede (saakaldte raa) 
Exemplarer findes af alle Reformationens Botanikere. Disse have en 
Tidlang været lidet paaagtede, men synes nu, navnlig i Tyskland, at 
være Gjenstand for en ikke ringe Interesse. Derfor er der mulig An- 
ledning til at henlede Opmærksomheden paa vort Lands Rigdom paa 
disse Værker, der lige saa meget høre hjemme paa et kunsthistorisk 
som paa et botanisk Bibliothek. 


Mødet d.låde April 1893. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Balslev, Becker, Bøggild, Didrichsen, 
Th. Friedrichsen, Frk. Hallas, Frk. Hannemann, Hempel, Hartz, Hj. Jensen, 
Kiærskou, Jon. Lange, A. Madsen, H. Mortensen, Frk. Møller, Ostenfeld- 
Hansen, O.G. Petersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, 
Rosenvinge, E. Rostrup, O. Rostrup, Sarauw, Warming.) 

Prof. E. Warming holdt Foredrag om et nyt Kvarter i bota- 
nisk Have. 

Det var Talerens Hensigt at oprette et nyt Kvarter i botanisk 
Have, i hvilket Planterne skulde grupperes ikke efter deres systematiske 
Slegtskab, men efter biologiske, morfologiske o. a. Ejendommeligheder. 
Det skulde saaledes indeholde Grupper med ,sovende Planter", slyn- 
gende, klattrende, torndannende, insektfangende Planter, Halofyter, 
xerofile Planter, Bastarder (med Stamplanterne), Giftplanter, Textil- 


VII 

planter, Udvalg af Haveplanter o.s.v. Taleren fremhævede et saadant 
Kvarters pædagogiske Betydning og udtalte som sin Mening, at denne 
vilde blive større end ved de i Udlandet i nyeste Tid forsøgte plante- 
geografiske Kvarterer. Samtidig med Indrettelsen af det nye Kvarter 
vilde det nuværende medicinske eller Studie-Kvarter blive noget ind- 
skrænket. 

I den paafølgende Diskussion deltoge Lektor O. G. Petersen, 
Dr. V. A. Poulsen, Cand. mag. Hj. Jensen, Gartner Friedrichsen, 
Lektor E. Rostrup. 


Mødet d.6te Maj 1893. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Balslev, Boysen, Didrichsen, Fed- 
dersen, Frk. Hallas, N. Hartz, Hempel, Kiærskou, Kruuse, A. Lange, M. 
M. Lund, Frk. Møller, Muller, Opperman, Ostenfeld-Hansen, V. A. Poulsen, 
Prytz, Raunkiær, F. K. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, O. Rostrup, Sarauw, 
Warming.) 

Lektor E. Rostrup foredrog nogle mykologiske Meddelelser, 
hvilke ere trykte i Tidsskriftet Bd. 19 S. 36. 

Dr. L. Kolderup Rosenvinge gav en Meddelelse om Zostera og 
Sandormen. Ved Fænø i Lillebælt havde Taleren bemærket, at 
der bestod et lignende Forhold mellem disse to Organismer som efter 
Kammerherre P. E. Müllers Undersøgelser imellem visse Skovplanter 
og Regnormene (Meddel. fra d. bot. Foren. Bd. 2 S. 293), idet Sandormene 
stadig dyngede Sand oven over Bændeltangens Rhizomer, saa at de 
ældre Dele af disse kom til at ligge dybt i Sandet, medens de yngste 
Dele befandt sig i Sandets Overflade. Da Forholdet mellem Zostera- 
Rhizomernes Væxt og Sandormenes Virksomhed ikke altid er det samme, 
komme Rhizomerne ikke til at danne en jævnt skraat opstigende Linie, 
men en Del af Aarsskuddet er stejlt opstigende, medens den øvrige Del 
er omtrent vandret. Særlig fremtrædende er det omtalte Forhold paa 
beskyttede Steder med lavt Vand, hvor man ogsaa kan se Fucus-Planter 
o.a. blive delvis begravede ved Sandormenes Virksomhed. Hvorvidt 
denne Nedgravning af Zostera-Rhizomerne var almindeligt forekommende, 
kunde Taleren ikke sige; dog maatte man antage, at den fandt Sted 
overalt, hvor Sandormene fandtes i Selskab med Bændeltangen. 

Samme foreviste derefter en Mængde Herbarieexemplarer af nogle 
Slægter af Havalger (Delesseria, Porphyra, Fucus, Monostroma) for at 
demonstrere den hos dem forekommende Variationsevne. Ved Be- 
arbejdelsen af de grønlandske Havalger havde Taleren, støttet paa et 
rigt Materiale, set sig nødt til at sammendrage flere tidligere som Arter 
opstillede Former af de nævnte Slægter under samme Årt. 

Sluttelig forelagdes en ny Slægt, Omphalophyllum af Brunalgernes 
Klasse. Den var nærmest beslægtet med Punetaria men med Hensyn 
til Udvikling analog med Slægten Monostroma indenfor Grønalgernes 
Klasse. Taleren havde fundet denne Alge i Grønland. 


Modet d. 29de Oktober 1893. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Becker, Boysen, Borgesen, Claudi 
Hansen, Didrichsen, Gelert, Hartz, Hempel, Hj. Jensen, Kiærskou, Kløcker, 


A. Lange, Joh. Lange, Jon. Lange, A. Madsen, Mentz, Ostenfeld-Hansen, 
M. Pedersen, A. Piper, Porst, V. A. Poulsen, Raunkiær, F. K. Ravn, Rosen- 
vinge, E. Rostrup, O. Rostrup, Sarauw.) 


Professor Joh. Lange gav forskjellige mindre Meddelelser. 

1) fremvistes et 51/4 Alen højt Exemplar af en formentlig ny 
Bastard: Verbascum thapsiforme X virgatum. Den var fremkommen 
to Gange og var begge Gange gold. | 

2) fremvistes en sporelos Pelorie af Linaria vulgaris, nemlig 
den af Gmelin allerede i 1791 kjendte, i Flora Badensis 1806 omtalte 
Linaria vulgaris anectaria. Den var fundet af Stud. med. Lindhardt 
paa Kronborgs Volde. 

3) Bemærkninger om Crataegus monogyna og oxyacantha. Taleren 
ansaa disse for vel adskilte Arter, bl. a. paa Grund af Forskjel i Bladenes 
Nervation. Antallet af Sten i Frugten afgav derimod et mindre godt 
Artsmerke. De ældste Crataegus-individer her i Landet have viist sig 
at høre til ©. monogyna; i Almindelighed er denne dog kun dyrket. 
Vild i Skovene findes derimod C. oxyacantha. Det vilde vere interessant 
at erfare Noget om Forekomsten af Crataegus i Torvemoserne. 

4) forelagdes en Malvacé, som var bleven taget i 1846 paa Galathea- 
Expeditionen af F. Didrichsen paa Tahiti og siden 1847 dyrket i Bota- 
nisk Have. Den viste sig at vere Hibiscus (Paritium) tricuspis Cav. 

Efter Foredraget fremsatte Stud. mag. N. Hartz og Forstkandidat 
Sarauw nogle Bemærkninger om Forekomst af Crataegus i de svenske 
Moser. . 

Derefter afholdtes Auktion over en storre Samling torrede Planter 
og Bøger, som vare skjænkede af forskjellige Medlemmer for at sælges 
til Fordel for Botanisk Forenings Reservefond. 


Modet d. 25de November 1893. 


(Tilstede vare: Boysen, Didrichsen, Feddersen, Th. Friedrichsen, 
Gelert, B. Gram, Frk. Hallas, Frk. Hannemann, J. Hartz, N. Hartz, Hempel, 
Jansen, Hj. Jensen, Johannsen, Ipsen, Krarup, A. Lange, Joh. Lange, Jon. 
Lange, A. Madsen, Ostenfeld-Hansen, M. Pedersen, O.G. Petersen, Porst, 
V. A. Poulsen, Raunkiær, F.K. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, Sarauw, 
Fru Staulund, Warming. Endvidere som Gjest Docent Barthold Han- 
steen fra Norge og 3 af Naturhistorisk Forenings Medlemmer.) 

Forstkandidat G. Sarauw holdt et Foredrag om Land- og S@- 
Vegetationen i Jurabjergene (Savoyen), idet han refererede to 
herom handlende Arbejder af Magnin og Briquet. 

I den paafolgende Diskussion, der drejede sig om Vegetationen i 
de danske Søer, deltog Prof. Warming, Lektor Rostrup, Fiskerikon- 
sulent Feddersen, Prof. Joh. Lange og Cand. mag. Raunkiær. 


Modet d.16de December 1893. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Boggild, Dalskov, Didrichsen, Th. 
Friedrichsen, Gelert, B.Gram, Frk. Hallas. Frk. Hannemann, J. Hartz, 
_N. Hartz, Hj. Jensen, Johannsen, Kiærskou, A. Lange, Jon. Lange, A. Madsen, 
Mentz, Frk. Moller, Ostenfeld-Hansen, M. Pedersen. O.G. Petersen, Porst, 
V. A. Poulsen, Prytz, Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, 
O. Rostrup, Sarauw, M.Svendsen, Warming. Af Naturhist. Forening 1.) 


X 


Professor E. Warming og Cand. mag. ©. Raunkiær indledede en Diskus- 
sion om danske botaniske Termini. 

Prof. Warming foreslog en Række danske Betegnelser for forskjel- 
lige anatomiske Begreber, særlig vedrgrende Ledningsstrængene (Kar- 
strængene) og det mekaniske Væv. For dette sidste foreslog Taleren 
Navnet ,Skeletvæv“. ,Blodbast* foresloges i Overensstemmelse med 
Dr. O. G. Petersens Scitaminé-Afhandling ændret til ,Sidel*, ,Veddel* til 
»Kardel*, ,Annexcelle“ til ,Folgecelle‘, og i Stedet for „Tracheide* 
foreslog Taleren at anvende det af Johannsen benyttede Ord „Vandror- 
celle". „Vedcelle* burde ogsaa ændres, men det var vanskeligt at finde 
et passende Ord derfor. 

Taleren hævdede dernæst, at man burde bruge Ordet ,Nerve“ i 
Stedet for ,Ribbe* i Bladene. Ved en Mængde Citater fra ældre dansk 
Litteratur paaviste Taleren, at det først var ved Aaret 1860, at Ordet 
„Ribbe* var begyndt at blive anvendt, nemlig først af Vaupell. Det 
var senere bleven henyttet af flere Forfattere, medens andre havde holdt 
paa det ældre Navn. I den udenlandske Litteratur benyttedes næsten 
altid Betegnelsen ,Nerve" (eller for de svagere N. tillige ,Aarer“). 
Taleren ansaa det for rigtigst at fastholde Ordet ,Nerve", medens 
»Ribbe* bør reserveres de fremspringende Nerver eller Stængelkanter 
o.lign. Nerver træde ikke altid synligt frem, de svare nøje til Kar- 
strængene; dette gjøre Ribberne derimod ikke altid, da de ofte ere 
dannede af ganske andre Væv, f. Ex. Kollenchym. 

Cand. mag, Raunkiær fremhævede først det Ønskelige i at have 
korte danske Udtryk for hyppigt forekommende Begreber, hvad han for 
sit Vedkommende ikke ønskede diskuteret. I Stedet for »mekanisk 
Væv“ foreslog Taleren ,Styrkevæv“; i Overensstemmelse dermed kunde 
man da bruge Betegnelserne ,trækstærk, trykstærk og bøjningsstærk" 
(Tyskernes „zug-, druck- og biegungsfest*). Endvidere foresloges 


Gronvev i Stedet for Klorofylvæv, 


Groncelle = klorofylforende Celle, 

Gronkorn — Klorofylkorn, 

Saftvæv — klorofylløst, saftigt Væv, 

Luftvæv — Væv, bestaaende af luftførende Celler, 
Stjernevæv == Stjerneparenkym, 

Hades — Overhud. 


Dr. O.G. Petersen foreslog at erstatte , Vedceller“ med „Vedtaver“. 
„Vandrorceller“ fandt Taleren mindre heldigt, da det for meget pegede 
hen paa en Funktion. „Luftvev“ kunde muligvis komme i Kollision 
med „Aörenchym“. Det var ønskeligt at faa et godt Ord for ,Parenchym*. 

Dr. V.A. Poulsen fandt i det Hele de af Cand. Raunkiær fore- 
slaaede Ord heldige; kun var han ikke tilfreds med Erstatningen af 
„Overhud® med ,Hud“, da Ordet „Hud“ ellers betegnede et noget videre 
Begreb end „Epidermis“. 

Cand. Raunkiær fastholdt Betegnelsen „Hud“. ,Karstræng“ burde 
man beholde i den hidtidige Betydning og ikke med dette Ord blot 
betegne det, vi nu kalde Veddelen. 


XI 


Lektor W. Johannsen forsvarede , Vandrorceller“. da der i denne 
Betegnelse ikke laa Noget om nogen vand-,ledende* Funktion. Han 
ønskede Ordet „Stottevev* (tidligere en Gang foreslaaet af Raunkiær) 
bibeholdt for „mekanisk* Væv. I Stedet for „Gronkorn“, som han ikke 
"fandt heldigt, foreslog han ,Gronlegemer“. Han mente ogsaa, at ,Over- 
hud" maatte bibeholdes. 

Inspektør Kiærskou sluttede sig angaaende det sidste Punkt til 
Poulsen og Johannsen. Hvorfor kunde man ikke sige , Vedprosenchym“ ? 

Lektor E. Rostrup foretrak de mere internationale Udtryk, ialtfald 
i videnskabelige Skrifter. Ankerne imod Ordet „Ribbe* kunde Taleren 
ikke gaa ind paa. 

Prof. Warming holdt paa Ordet ,Gronkorn‘, bl. a. af den Grund, 
at man da parallelt dermed kunde sige ,Hvidkorn" om Leukoplaster. 
»Ribbe" (costa) havde fra ældre Tid en bestemt morfologisk Betydning 
som noget fremspringende til Forskjel fra ,Nerver*. 

Lektor Johannsen havde fundet, at ,Prosenchym" var et svært 
Ord at lære for hans Elever. Han holdt paa „Nerve“ for „Ribbe“, og 
bemærkede, at „Gronkorn“ var et Landmands-Udtryk af en ganske 
anden Betydning. 

Dr. O. G. Petersen hævdede atter sine Betænkeligheder ved 
, Vandrorcellerne“, idet han bl. a. henviste til Naaletræerne, hvor Trachei- 
derne ogsaa have mekanisk Funktion. 

Cand. Raunkiær forsvarede atter Betegnelsen ,Hud" og udtalte. 
at han agtede at benytte de foreslaaede (eller andre) danske Udtryk 
ogsaa i videnskabelige Skrifter. 

Dr. O. G. Petersen var enig med Lektor Rostrup i Hensigts- 
mæssigheden af de internationale Termini. 

Forstkandidat G. Sarauw mente, at ,Sivæv" og „Karvev“ vare 
bedre end ,Sidel* og ,Kardel*. „Vandrorceller* fandt han mindre godt, 
medens han foretrak ,Styrkevev“ for ,Støttevæv". ,Saftvæv“ fandt 
han uheldigt, thi med Ordet „Saft* havde man betegnet meget forskjel- 
lige Ting. 


Exkursioner i 1893, 


Exkursionen til Moens Klint d. 24de—26de Juni 1893. 


(Deltagerne vare: Børgesen, F. E. Holm, A. Lange, Mørch, Raunkiær, 
Kolderup Rosenvinge, E. Rostrup.) 


For at forhindre Massebortforelse af sjeldne Planter fra Moens Klint- 
skove, er al Opgravning og Bortforelse af saadanne for nogle Aar siden 
bleven forbudt; Skovenes Ejere, Kammerherre Scavenius til Klintholm 
og Baron Rosenkrantz til Liselund, havde imidlertid med største Imgde- 
kommenhed givet Exkursionens Medlemmer frie Hænder. Hen paa 
Eftermiddagen d. 24de Juni ankom Deltagerne tilvogns fra Stege til 


XII 


Hunesggaard, som 1 Forvejen var valgt som Udgangspunkt for Exkur- 
sionerne; allerede samme Eftermiddag giordes en lille Udflugt over 
Bakkerne langs Skovranden til Klinten omkring ,Taleren‘; tilbage 
gjennem Skoven, over Aborrebjerget, til Hunesggaard. — Den 25de Juni 
anvendtes til en Exkursion gjennem Skoven mod Syd til Sommerspiret, 
Maglevandsfaldet, osv.; herfra hen paa Eftermiddagen tilbage langs 
- Klinten. Næste Formiddag, d.26de Juni, Udflugt til Skoven og Klinten 
ved Liselund, hvorpaa Exkursionen sluttedes. 

Da Moens Klint i Forvejen er ret godt undersggt i botanisk Hen: 
seende, var denne Exkursion ikke saa meget iværksat for direkte at 
berige Videnskaben som for at give Medlemmerne Lejlighed til at gjøre 
sig bekjendt med Klintens ejendommelige og rige Vegetation, iser af 
kalkyndende Planter, navnlig Orchideerne. Paa Grund af Forsommerens 
vedholdende Torke saa man imidlertid ikke meget til den Planterigdom, 
som ellers udmerker Klintens Skove og Bakkeskraaninger; dog samledes 
14 Arter af de her tidligere iagttagne Orchideer, af hvilke de, der voxe 
paa solaabne Bakker, kun fandtes i faa og temmelig forkroblede Exem- 
plarer; kun de Arter, der voxe paa de mest skyggefulde Steder i Skoven, 
syntes ikke at have lidt af Torken, f. Ex. Neottia nidus avis, hvoraf 
der toges et Exemplar med 67 Blomster i Blomsterstanden. I rigelig 
Mengde fandtes smukke fascierede Exemplarer af Primula variabilis 
(Primula officinalis < acaulis). Af Scrophularia nodosa blev der fundet 
et serdeles kraftigt Exemplar med kransstillede Blade; de nederste Blade 
vare modsatte; de folgende, med Tallene 1—6 betegnede gverste Blad- 
par eller Bladkredse forholdt sig derimod paa folgende Maade: 1) 2 
modsatte Blade, det ene delt i to fra Spidsen til Midten, det andet kun 
ganske lidt indskaaret i Spidsen; 2) 3 Blade, de to tæt sammen, mod- 
satte det 3die; 3,4,5,6) 5 Blade i Kreds, dog ikke ganske stillede i 
samme Højde; de 5 til samme Kreds hørende Blade sad 2 og 3 nærmere 
sammen og saaledes, at ovenfor de 3 Blade i den ene Kreds sad 2 i 
den efterfølgende, o.s.v.; alle Blade støttede Knopper, som i de øvre 
Blades Hjorner voxede ud til Blomsterstande. — En stor, gul Plet paa 
en Eng mellem Stege og.Klinten viste sig at hidrøre fra en tet Bevox- 
ning af Thalictrum flavum. Paa flere Steder i Klovermarkerne iagttoges 
Silene dichotoma, baade Individer med tvekjonnede Blomster og Individer 
med smaakronede Hunblomster. — Af Kryptogamer saaes i denne tørre 
Tid naturligvis ikke mange; dog fandtes i Skoven ner „Taleren“, imellem 
Cephalanthera onan fees en for Danmark ny underjordisk Svamp, 
nemlig Hysterangium clathroides Vitt., i c. 30 Exemplarer. 

Endvidere fandtes af sjældnere Svampe: Taphrina Githaginis Rostr. 
ved Hunesggaard, Leptothyrium Periclymeni (Desm.) paa grønne Blade 
af Lonicera Xylosteum i Mengde, Caeoma Ribesu. Lk. paa Blade af 
Ribes alpinum. — Paa en Skovslette ved Aborrebjerget fandtes Blomster- 
standen af talrige Exemplarer af Lithospermum officinale misdannede 
af en Galmyg, Cecidomyia Lithospermi Lev., og Lonicera Xylostewm 
havde paa de unge Grene Galler af en Sommerfugl, Alucita duo- 
decadactyla Hüb., og Bladene vare stærkt krusede i Randen af Phytoptus 


Xylostei Can. CG. Raunkiær 


Exkursion til Egnen Syd for Nissum Fjord d.17de—20de Juli 1893. 


(Deltagerne vare: Balslev, Ostenfeld-Hansen, F.E. Holm, J. Jeppe- 
sen (Staby), Krarup, Mathiassen, M. Pedersen, Raunkiær, F. K. Ravn, 
J.P. Ravn.) 

Omtrent ved 12-Tiden d.18de Juli ankom de fleste af Deltagerne 
til Ulfborg Station, hvor de modtoges af Højskoleforstander Jeppesen 
(Staby), der velvilligst havde paataget sig åt ordne det fornødne med 
Hensyn til Indkvartering, Befordring o.s.v., og som med sit grundige 
Kjendskab til Egnen og dens Flora havde lagt den under hele Exkur- 
sionen fulgte Plan. Da flere af Deltagerne kom langvejs fra, nogle 
havde endog rejst hele den foregaaende Nat, og derfor i høj Grad 
trængte til en Forfriskning, besluttede man at spise til Middag, før man 
begyndte paa Exkursionerne; det blev derfor langt hen paa Eftermid- 
dagen, før vi kom ud paa den første Tur, som gik mod Øst til Ulfborg 
Hede og Ulfborg Plantage. Denne Egn er i flere Henseender meget 
interessant selv for den, som i Forvejen er vel bevandret i Jyllands 
Hedeegne. Jordbunden i den ca. 11/2 Mil brede Hede mellem Ulfborg 
og Raasted i Nord og Thorsted i Syd, bestaar for største Delen af Flyve- 
sand, der paa sine Steder danner lige saa vilde og sønderrevne Klit- 
partier som i Klitterne langs Vesterhavet. Hist og her findes vidtstrakte 
aabne Sande, og Grussletter, hvor Bunden dannes af et Lag af ganske 
smaa Sten, idet Sandet er ført bort af Vinden. Ved et øst-vestliggaaende 
Dalstrøg, hvori Reikjær Bæk (senere Madum Aa) flyder, og hvor der 
ligger nogle Huse og Gaarde, deles Heden i to Dele: Kronheden mod 
Syd og Ulfborg Hede mod Nord. Vi befinde os her paa Grænsen mellem 
Skovbjerg Bakkeø og de vest for denne liggende Flader, hvorfra rime- 
ligvis det meste af Sandet er kommet; at dette er sket i en geologisk 
set forholdsvis sen Tid kan ses deraf, at store Tørvmoser ere dækkede 
af Sandet; paa flere Steder fjernes nu Sandlaget, og Tørven, som har 
været udsat for et meget stærkt Tryk, graves op og afgiver et udmærket 
Brændselsmateriale. Paa nogle Steder havde man fjernet Sandlaget for 
at trænge ned til Glacialformationens for Hedeegnene saa særdeles 
vigtige Mergellag; i de derved fremkomne Mergelgrave havde vi god 
Lejlighed til at se, hvor hurtigt selv saadanne i en gold og øde Egn 
isoleret liggende Vandhuller forsynes med en Vegetation af Vand- og 
Sumpplanter, hvis Frø vistnok for en stor Del ere hidførte af Vand- 
fugle, selv om maaske ogsaa Menneskene ufrivilligt kunne have ført en 
Del med. Her noteredes saaledes Potamogeton perfoliatus, P.grami- 
neus, Batrachium, Myriophyllum, Ranunculus Flammula, Juncus- og 
Scirpus-Arter o. fl. a. 

Paa et Sted, hvor en Vej var skaaret ind gjennem en gammel 
Klitbakke, saa man flere rent hvide Sandlag adskilte ved sorte Lag af 
stærkt muldblandet Sand, Resterne af forskjellige Tiders Plantedække, 
hvilket vidner om flere Sandflugtstider. Vegetationen i de aabne Klitter 
er her langt fattigere end i Klitterne langs Vesterhavet; interessant er 
Forekomsten af Koeleria glauca paa Ulfborg Hedes Klitter; ogsaa i 
Klitterne paa Kronheden har jeg, under et tidligere Besog der, set den 
i Mængde. Agrostis canina, som ellers voxer paa temmelig fugtige 


AM 


Lokaliteter, er her almindelig i de torre sandede Klitter, hvor den, 
dækket af Flyvesand, udvikler lange underjordiske Skud, hvorved den 
arbejder sig op gjennem Sandet og undgaar at blive levende begravet. 
For storste Delen ere Klitterne bevoxede, og da forst og fremmest med 
Lyng, Empetrum og Laver; paa lavere Steder kommer Klokkelyng, 
Salix repens, Vaccinium uliginosum, forskjellige Mosser o.m.a. Af 
sjeldnere men dog her tidligere af Hr. Jeppesen iagttagne Planter fandtes 
Pulsatilla vernalis (forlængst afblomstret), Botrychium Lunaria og 
Lycopodium complanatum; imellem Lyng i Plantagen: Pyrola minor, 
Ajuga pyramidalis, og ved et Dige i Nærheden af Plantagen: Blechnum 
Spicant. 

Efter en kort Hvil i den smukke Plantage vandrede vi videre 
mod sydøst for at naa hen til og undersøge Sjel Sø, som ligger i Dal- 
sænkningen mellem Ulfborg Hede og Kronheden; Søen var imidlertid, 
idetmindste paa den Side, hvorfra vi kom, utilgængelig paa Grund af 
sumpede Eng- og Mosedrag. Engstriben, som ledsager Reikjær Bæk, er, 
som de fleste af Vestjyllands Enge af lignende Oprindelse, slet Cyperacé- 
Eng, adskilt fra Heden ved et bredere eller smallere Bælte med en ren 
Mosevegetation; foruden de i Vestjylland almindelige Moseplanter f. Ex. 
Pors, der paa saadanne Steder spiller en meget stor Rolle, Narthecium, 
Carex vülgaris, C. panicea, C. echinata, Scirpus pauciflorus, Erica, 
Drosera rotundifolia, D. intermedia, Agrostis canina, Rhynchospora 
alba o.s.v. fandtes her af sjeldnere Planter især: Selaginella spinosa, 
Carex filiformis, C.limosa, Rhynchospora fusca, Malaxis paludosa og 
Drosera longifolia. Imidlertid var Solen ved at gaa ned, hvorfor vi 
maatte vende om, og det blev sent paa Aftenen, før vi atter naaede 
tilbage til Ulfborg Hotel, der denne som følgende Dage dannede Ud- 
gangspunktet for Exkursionerne. 

Næste Morgen, d.19de Juli, gik Turen tilvogns til Klitterne ved 
S. Nissum; paa den første Del af Turen, nemlig gjennem Staby Sogn, 
havde vi Lejlighed til at glæde os over, hvor mærkværdigt godt Sæden 
her trods den tørre Sommer havde holdt sig, noget som jeg forresten 
baade før og senere ogsaa havde Lejlighed til at se paa andre Punkter 
paa Vestkysten. Ved Herregaarden Pallesbjerg førte Vejen ud over de 
højere liggende af Engene syd for Nissum Fjord; store Strækninger dan- 
nedes af ren Aira caespitosa-Eng; paa lavere liggende Steder var Agro- 
stis alba næsten eneherskende; atter andre Steder - dannede Juncus 
Gerardi Hovedmassen af Plantevæxten. Paa den anden Side af Engene 
gjordes et kort Ophold ved Fjand Mose; i Tgrvgrave voxede her blandt 
andre Utricularia vulgaris, Myriophyllum alterniflorum og M. verti- 
cillatum, Alisma ranunculoides og en smaablomstret Form af A. Plan- 
tago, endvidere Hottonia palustris, som ikke er almindelig i Vestjyl- 
land. Videre gik Touren til S. Nissum, hvor vi spiste Frokost; derpaa 
sendtes Vognene mod Syd til Morten Stages Gaard i Husby Klit, hvortil 
det var Hensigten at vandre i Løbet af Dagen, dels langs Havet, dels 
gjennem Klitterne. Vegetationen i Nissum-Husby Klitter er ganske vist 
væsentlig den samme som Vegetationen i Klitterne mellem Nymindegab 
og Blaavand ud for Aadum-Varde Bakker; men den første er dog sikkert 


XV 


betydelig fattigere end den sidste, hvilket vistnok hidrører derfra, at 
Klitterne mellem Nymindegab og Blaavand idetmindste tildels grænse 
op til eller endog ere lejrede paa Bakkegen med dens rigere Vegetation, 
medens Klitterænet ved Nissum-Husby ved ,Flader“ er adskilt fra Skov- 
bjerg Bakkeø. Paa de indre Klilter bestod Vegetationen væsentlig af 
Hjelme, Agrostis vulgaris, Weingårtneria canescens, Galium verum, 
Thymus Serpyllum, paa de ældste Klitter navnlig tillige af Oladonia; i 
Havklitten især: Hjelme, Festuca rubra var. arenaria, Hippophaë rham- 
noides, Thymus og Galium verum. Klitdalenes og Klitsletternes Vege- 
tation, hvis Sammensætning ganske afhænger af Fugtighedsforholdene, 
bestod navnlig af Salix repens, Empetrum, Erica, Vaccinium uligino- 
sum, Calluna, Genista anglica, Juncus balticus, Agrostis canina, Aira 
uliginosa, Sieglingia decumbens, Rhynchospora fusca, Pinguicula vul- 
garis, Littorella uniflora, Lycopodium inundatum, Hydrocotyle vulgare, 
paa et enkelt Sted endvidere: Pyrola minor, Peplis Portula og Vero- 
nica scutellata; i Dalene og Sletterne nermest Havet saa godt som kun 
Salix repens, Empetrum og Erica. Paa et enkelt Sted, i en nu ud- 
tørret Klitso, havde vi Lejlighed til at iagttage den ved Jordbundens 
forskjellige Fugtighedsgrad foraarsagede karakteristiske Beltedannelse: 
i Midten en ren Littorella-Bevoxning, derpaa Aira uliginosa (med Hy- 
drocotyle og Littorella), som atter var omgivet af et gulgront Belte af 
Rhynchospora fusca. Paa Stranden ud for Nissum findes store Smaa- 
stensrevler, af hvilké den inderste gaar omtrent til Havklittens Fod; 
Strandfloraen var her, som man kunde vente, meget fattig, men derfor 
ikke mindre interessant; her voxede saaledes Atriplex farinosa og 
Cerastium tetrandrum; desuden fandtes her paa Stranden en stor 
Mængde Kimplanter af Hassel; paa Prof. Warmings Exkursion med 
naturhistorisk Studerende til Fanø og Blaavand havde jeg nogle Dage 
i Forvejen set lignende Kimplanter under samme Forhold, nemlig paa 
Stranden ved Langslaade Rende, nord for Blaavand; vi fik nu her en 
Forklaring paa Fænomenet, idet Højskoleforstander Jeppesen fortalte, at 
der her paa Husby Strand 1891 strandede et Skib, som blandt andre 
Ting ogsaa var ladet med Nødder; det var højst sandsynligt nogle af 
disse Nødder, som vi nu her fandt spirende, og som af Strømmen 
ogsaa var blevne førte ned til Blaavand. (Da jeg nogle Dage efter fær- 
dedes paa Stranden ved Nymindegab, fandt jeg ogsaa der spirende 
Hasselnødder). En anden Kimplante, som en af Deltagerne (Balslev) 
fandt, voldte i Begyndelsen nogen Betænkning; den havde to tykke 
Kimblade med. begyndende Udløbere fra Kimbladsaxlerne; efterat vi paa 
en sandsynlig Formodning havde knækket det ene Kimblads Stilk og 
‘ set Mælkesaften vælde ud af Saaret var der ingen Tvivl om, at vi her 
havde en Kimplante af Convolvulus Soldanella, som ikke før var fundet 
her i Landet; det er forstaaeligt, at efter denne Opdagelse steg Stem- 
ningen stærkt. Dette kunde forresten ogsaa gjøres nødigt, thi under 
hele den sidste Halvdel af Touren regnede det uafbrudt, saa at det var 
i en temmelig forkommen Tilstand, at vi naaede ned til Morten Stages 
Gaard, hvor Vognene ventede os. Efter her at have nydt en Forfrisk- 
ning og set Redningsstationen og Redningshaaden, kjørte vi henad 


za. 


Aften i osende Regnvejr til Staby Højskole, hvis Forstander, Hr. Jeppe- 
sen, havde indbudt Exkursionens øvrige Deltagere til Middag. Da vi 
endelig kom til Staby, vare vi alle mere eller mindre gjennemblodte; 
dette glemtes imidlertid snart under det behagelige Ophold, som vor 
gjæstfri Vært og hans Hustru havde beredt os; det var derfor ikke i 
nogen trykket Stemning, at vi om Aftenen fandt hjem over Markerne 
til Ulfborg Hotel. 

Den 20de om Formiddagen blev nogle af Deltagerne tilbage i 
Hotellet til Tørring medens de øvrige foretog en lille Udflugt til Heden 
og et Par smaa Moser syd for Ulfborg, men der fandtes ikke her noget 
interessant i botanisk Henseende; dog saa vi en af de af Flyvesand 
dækkede Tørvmoser, hvoraf man var i Færd med at grave Tørven op. 
Paa Tilbagevejen besøgte vi en Pottemager og saa Krukker og Fade i 
faa Øjeblikke skabes af en Lerklump; til Slut forsøgte nogle af Del- 
tagerne sig ogsaa i Pottemageriets smukke Kunst — men med mindre 
Held. Ved 12-Tiden forlod vi Ulfborg og tog med Toget til Vemb 
Station, hvorfra vi strax begav os til den interessante gamle Herregaard 
Nørre Vosborg, hvis smukke Have blandt mange andre er et Vidnesbyrd 
om, at selv Løvskove godt kunne trives i Vestjylland. Derefter besøgtes 
et Teglværks Lergrav tæt ved Storaaen, øst for Skjerumbro, hvor Brun- 
kulsleret gik lige til Jordens Overflade. Herfra tilbage til Vemb Station, 


hvorpaa Exkursionen sl des. . 
PE sluttede C. Raunkiær. 


Exkursion til Lyngby, Brede, Ravneholm, Gelskov d. 24de Septbr. 1893. 


(Deltagerne vare: Edm. Andersen, Balslev, Bøggild, Didrichsen, 
H. F. Feilberg, Jansen, Chr. Jensen, A. Lange, A. Madsen, Mundt, Osten- 
feld-Hansen, Sev. Petersen, V. A. Poulsen, Porst, Raunkiær, F. K. Ravn, 
E. Rostrup, O. Rostrup, Sarauw, Svendsen, Warming, Wiinstedt, samt 
Medlem af Naturhist. Forening Weis.) 


Det var væsentlig Mosser og Svampe der søgtes og samledes. Af 
sjældnere Mosser bemærkedes følgende (bestemte af Chr. Jensen): Pellia 
Neesiana, Blasia pusilla, Lophocolea cuspidata, Pogonatum urnigerum, 
Pohlia annotina og proligera, Ditrichum homomallum, Hypnum curtum, 
Plagiothecium silesiacum, alle i Gelskov, den sidste ogsaa ved Sorgen- 
fri; endvidere Pohlia cruda c.fr. og Catharinea angustata paa Brede 
Bakker. Svampe fandtes i rigelig Mængde og der indsamledes et betyde- 
ligt Materiale, iser af Hymenomycetes, hvilket i de folgende Dage blev 
udstillet i Botanisk Laboratorium for de Studerende. Særlig interessant 
var Fundet af Nyctalis lycopodioides (Bull.) Schroet. paa Lameller af 
en Russula i Sorgenfri Park. Af andre sjældnere eller dog mindre 
almindelige Agaricaceer (som for største Delen bestemtes af Sev. Peter- 
sen) fandtes: Tricholoma vaccinum, Clitocybe ditopa, Omphalea fibula, 
Entoloma nidorosum, Leptonia chalybea, Stropharia albocyanea, Psi- 
locybe Foensecu, Limacium olivaceo-album, Lactarius turpis, Russula 
Queletii, lepida, citrina, Cortinarius bivelus, rapaceus, fulgens, Lentinus 
cochleatus, Marasmius candidus, calopus, graminum. Endvidere for- 
tjene at nævnes: Boletus spadiceus var. hieroglyphicus, en Monstrositet 
af Boletus edulis, bestaaende af to fuldstendig sammenvoxede Hatte, 


XVII 


men adskilte Stokke, Polyporus frondosus, Clavaria pistillaris, formosa, 
Helvella crispa, Gloeosporium Tremulae, Hpicoccum purpurascens paa 
Lycopodium clavatum i Gelskov, Dactylium tenellum paa Grannaale 
sammesteds. Særlig interessant var ogsaa en maaske ny Art Cyphella, 
som fandtes i Mængde, sammen med Cyathus Olla, paa raadnende 
Kartoffelstengler paa Brede Mark; den staar nærmest C. capula eller 
C. lacera, men udmærker sig især ved sin ejendommelige lyseblaa eller 


blegt blaagraa Farve. E. Rostrup 


Mindre Meddelelser, 


Trifolium spadiceum L. funden i Danmark. 


Ved en Vej, der fra Ruds Vedby gaar mod Syd, ligger, for man 
kommer forbi Buskysminde, mod Øst en for største Delen opskaaren 
Torvemose. I den sydøstlige, endnu uopskaarne Del af Mosen fandt 
jeg i de forste Dage af Juli 1892 Trifolium spadiceum L. (Kastanie- 
brun Klover), hvis Tilstedeværelse her i Landet er forudseet af Joh. 
Lange (Hdbg. 4de Udg. S. 827). Planten fandtes i stor Mængde. To 
 Pletter paa c. 10 Alens Længde og 5 Alens Bredde i nogen Afstand fra 
hinanden vare ganske dækkede af Planten; mellem og udenom disse 
Pletter forekom den spredt. Paa de fugtigere Steder voxede næsten 
udelukkende en bred Form med kun eet Blomsterhoved. 


Jul. Lassen. 


Til Professor Lassens ovenstaaende Meddelelse føjes her en kort 
Beskrivelse af Arten. Den staar nærmest T. agrarium L., fra hvilken 
den adskiller sig ved følgende Karakterer: Bladene ere mere langstilkede, 
Smaabladene omvendt ægformede—aflange, Axelbladene kortere end Blad- 
stilken, i Spidsen sædvanlig langhaarede. Blomsterhovederne mere lang- 
stilkede, ægformede—elliptiske, 1—2 paa hvert Langskud. Bægerrøret og 
de to øvre Tænder meget korte, glatte, de tre nedre Tænder mindst 
dobbelt saa lange som Røret, stærkt og langt haarede. Kronbladene 
først gule, senere kastaniebrune, Fanen hvælvet, riflet paalangs. Bælgen 
med kort Griffel, enfrøet. 

Arten forekommer i Mellem-Sverrig, Finland, Mellemeuropa o. s. v. 
og er bl. a. fundet i Holsten. 


Solanum rostratum Dunal som Ukrudtsplante i Danmark. 


Cand. pharm. O. Gelert har i „Blad for Pharmaceutisk Medhjælper- 
Jorening" 1. Nov. 1893 meddelt, at denne paa Nord- Amerikas Prærier 
hjemmehørende Plante, som er Kolorado -Billens egentlige Værtplante, 
er bleven fundet i Danmark. I de sidste tre Aar har den viist sig paa 
flere Steder i Tyskland og forrige Aar blev den fundet paa Amager af 
Stud. mag. Ostenfeld-Hansen. Da den er bleven et besværligt Ukrudt i 


Botanisk Tidsskrift (Meddelelser). 2 


XVII 


de ostlige nordamerikanske Fristater, er der Udsigt tll, at den ogsaa vil 
brede sig i Europa. Planten har fjersnitdelte Blade og store, gule, lidt 
uregelmæssige Blomster; Stængel, Bladstilke, Bladenes Nerver og især 
Bægeret ere besatte med lange, gule, naaleformede Torne, og da Bægeret 
er blivende og omgiver Frugten, faar denne nogen Lighed med Kurven 
hos en Burre. 


Bestovningens Indvirkning paa Afkommet. I Tilslutning til det 
Referat af Giltays Undersøgelse herover, der er refereret i „Bot. Littera- 
turbl.“ Nr. 7, fortjener folgende lagttagelse af Gartner Friedrichsen i 
Universitetets botaniske Have at anføres. Paa et og samme Individ af 
Ceratozamia brevifrons er forrige Aar (1893) foretaget en Bestovning af 
tre Hunblomster med Støv af a) C. robusta >< brevifrons, fra Maj 1881, 
b) C. brevifrons, fra Marts 1893, og c) samme fra Marts 1893. Der er 
en tydelig Forskjel mellem Frøene, som resulterede af Bestovning a, 
sammenlignet med dem af b og c; disse ere ens aflang-ægformede, om- 
trent 21/.—3 Ctm. lange og 12—13 Mm. tykke: hine ere meget kortere 
og rundagtige, omtrent 2 Ctm. lange og 15—18 Mm. tykke. 


Videnskabelige Expeditioner til Grønland. 


I 1892—93 har en af „Gesellschaft für Erdkunde* i Berlin udsendt 
Expedition under Ledelse af Dr. E. von Drygalski opholdt sig i Nord- 
Grønland, især ved Karajaks Isbræ for at foretage Undersøgelser over 
Indlandsisen. En af Expeditionens Deltagere, Dr. E. Vanhôffen har 
dog ogsaa benyttet Lejligheden til at foretage botaniske Indsamlinger 
og har i „Verhandl. d. Gesellsch. für Erdkunde zu Berlin 1893" meddelt 
sine lagttagelser over Vegetationens Udvikling om Foraaret i Nord- 
Grønland. Efter Expeditionens Tilbagekomst til Kjøbenhavn i Efter- 
aaret 1893 samledes dens Deltagere efter Indbydelse til en selskabelig 
Sammenkomst med en Kreds af Deltagere i de tidligere danske Expedi- 
tioner, ved hvilken Lejlighed Geolog K. J. V.Steenstrup ønskede Expedi- 
tionen til Lykke med de vundne Resultater. 

I Sommeren 1893 har en Expedition under Ledelse af Lieutenant: 
V. Garde foretaget Opmaaling af Kysten vest for Julianehaab. Botaniske 
Undersggelser foretoges ikke, men det fortjener dog at nævnes, at Lieut. 
Garde paa en Isvandring traf en 100° høj Nunatak, som fandtes fuld- 
stændig blottet for Vegetation. Det maa dog bemeerkes, at Nunatakken 
besggtes i Juni Maaned, og at den var meget stejl og for en stor Del 
dækket af Sne. 

I Sommeren 1894 ville Opmaalingerne blive fortsatte syd for Juliane- 
haab af en Expedition under Ledelse af Lieutenant, Greve C. Moltke. 
Botaniske Indsamlinger ville blive foretagne af Cand. polyt. Jessen, der 
forgvrigt deltager i Expeditionen som Geolog. 


Botaniske Undersogelser paa Island. 


Realskolelerer S. Stefansson har i Efteraaret tilsendt Botanisk 
Museum i Kjøbenhavn en Samling Planter fra en Rejse, han med Under- 


XIX 


stottelse af Carlsbergfondet i Sommeren 1893 har foretaget i det nord- 
vestlige Island. Undersøgelserne agtes fortsatte i andre Dele af Landet 
i Sommeren 1894 og 1895. 7 

Fra GOst-Island har Stud. mag. H. Jonsson sendt en større Plante- 
samling ligeledes til Botanisk Museum. 

Endelig har Museet modtaget en mindre Samling Havalger, samlede 
ved Island af Stud. mag. Lundbeck, som har foretaget Undersøgelser 
der vedrgrende Fiskeriet. 


Botanisk Kongres i Montpellier. Det franske botaniske Selskab 
holdt en ,Extraordiner Samling" i Montpellier f. A. i Dagene 20.—27. 
Maj inkl. Hver Dag foretoges Exkursioner, hveranden en kortere i 
Byens nermeste Omegn, hveranden en lengere, der tog sin Begyndelse 
KI. 4 eller 5 om Morgenen og varede til sen Aften. Store Omnibusser 
mødte udenfor et bestemt Hotel og medtog de talrige Botanikere. 
Maalet var 1) at gjore sig bekjendt med den klassiske Flora om Mont- 
pellier, vandre i Fodsporene af Daléchamp, Bauhin, Lobel, Magnol, A. 
P. de Candolle o. A., 2) se lererige Exempler paa ,Arternes Fordeling efter 
Jordbundens Natur og Højden over Havet". I Selskabets Bulletin vil 
der blive givet en Oversigt over de særdeles interessante og lærerige 
Exkursioner, i hvilke foruden andre Fremmede to Nordboer toge Del, 
Prof. Warming og Dr. A.N.Lundström. Den førstnævnte valgtes til 
Vicepræsident og fungerede som Præsident ved et af Moderne. 


Botanisk Have. Den sydlige Trediedel af det ,medicinske Kvar- 
ter“ er bleven rømmet og Planterne flyttede andetsteds hen. I inde- 
værende Aar vil dette Kvarter blive omlagt og Arternes Antal noget 
indskrenket. I det rommede Parti samt i de nærliggende Plæner er 
Indretningen af det biologiske Kvarter (se Side VII) bleven paabegyndt. 

Fra Baron Ferd. von Mueller i Melbourne har Haven modtaget 
som Gave et stort Exemplar af Todea barbara Moore, en til Osmunda- 
ceerne horende Bregne med tyk overjordisk Stamme. Trods den lange 
Rejse befandt Planten sig vel ved Ankomsten hertil og har siden ud- 
viklet sig smukt. 


Etatsraad Petit har ved sin Dod skænket sine korsikanske, nord- 
afrikanske, schweiziske og osterrigske Herbarier til Botanisk Museum. 
Sit Middelhavs-Herbarium og Hovedherbariet samt Mossamlingen har 
han derimod tetamenteret til Botanisk Forening i Kjobenhavn, idet han 
har overladt det til Bestyrelsen at gjore disse Sager i Penge paa den 
hensigtsmæssigste Maade og at afgjore, om det indkomne Beløb skal af- 
gives til Rejsefonden, „hvilket mest vilde svare til mit Ønske", eller til- 
falde Foreningens Kasse. I Henhold hertil har Bestyrelsen overgivet 
Samlingerne til Rejsefonden. 


Den botaniske Rejsefond er i Aaret 1893 naaet til en Kapital af 
omtrent 5200 Kr. og kan saaledes begynde at virke. Denne betydelige 
Forøgelse af Kapitalen skyldes især den Sum, som Etatsraad Petit i 


XX 


Anledning af Botanisk Forenings Jubilæum testamenterede til Rejse- 
fonden, og som nu ved Testators Dad er tilfaldet denne. | 


Den botaniske Forenings Reservefond. 

Nedenstaaende Opfordring udsendtes i Januar 1893 til alle inden- 
landske Medlemmer. 

„Den botaniske Forening i Kjøbenhavn kan se base paa en i flere 
Retninger betydningsfuld Virksomhed. Ved Exkursionerne, Plantebyt- 
ningen, Foredragene og Tidsskriftet har den udentvivl i høj Grad bidraget 
til at nære Interessen for og udbrede Kjendskaben til Botaniken her til 
Lands, og det stadig stigende Medlemstal er et Vidnesbyrd om, at For- 
eningen ikke har virket forgjeves. Ogsaa Forholdet til Udlandet er 
efterhaanden bleven stærkt udviklet, idet et betydeligt Antal Udlændinge 
ere indtraadte som Medlemmer af Foreningen, og idet Foreningens 
Tidsskrift dels ved Bytte, dels ved Salg sendes ud til stadig flere Steder 
i Udlandet. 

Foreningens Virksomhed har imidlertid ofte været ane à af 
økonomiske Vanskeligheder, som ifølge Sagens Natur først og fremmest 
have maattet gaa ud over Tidsskriftet, saa at det ofte kun har kunnet 
udkomme med lange Mellemrum, medens Lovene foreskrive, at der saa- 
vidt muligt skal udgives et Bind hvert Aar, et Maal som aldrig endnu 
har været naaet. 

I Erkjendelse af, at Foreningens Virksomhed i høj Grad vil fremmes 
ved Besiddelse af en Kapital, ere vi Undertegnede efter Samraad med 
Foreningens Bestyrelse traadte sammen for at lægge Grunden til et saa- 
dant Fond — Den botaniske Forenings Reservefond — og opfordre herved 
Alle, som interessere sig for Foreningens Virksomhed, til at tegne sig 
for Bidrag, enten aarligt eller een Gang for alle. Som Bidrag modtages 
ogsaa gjerne Bøger, Plantesamlinger etc., der fale: solgte ved Foreningens 
aarlige Auktioner. 

Fondet vil blive bestyret af en Komité, bestaaende af 5 Medlemmer, 
indtil det har naaet en Stgrrelse af 3000 Kr.; det vil da blive overgivet 
til Botanisk Forenings Bestyrelse paa den Betingelse, at mindst Haly- 
delen af de aarlige Renter skulle legges til Kapitalen, indtil denne har 
naaet en Storrelse af 10,000 Kr., hvorefter alle Renterne kunne benyttes 
til Foreningens Tarv, medens Kapitalen ikke maa formindskes. 

To af nærværende Komités Medlemmer ere valgte af Botanisk 
Forenings Bestyrelse. Dersom nogen af disse fratræder, vælger Botanisk 
Forenings Bestyrelse en Stedfortræder. Fratræder nogen af de andre 
Medlemmer, velger Komiteen selv en Stedfortræder. 

" Bidrag saavel som Anmeldelse af Bidrag bedes sendte til med- 
undertegnede Kasserer. 


Kjøbenhavn, i Januar 1893. 
Aug. Mentz. O.G. Petersen. 
L. Kolderup Rosenvinge. E. Rostrup. Eug. Warming." 


Kasserer. Adr.: Botanisk Museum. 


Ved Udgangen af 1893 havde Fondet naaet en Størrelse af 128Kr.04Ø. 


XXI 


Den Schibbyeske Præmie. Dr. W. Schibbye udsatte i 1892 gjen- 
nem Bestyrelsen for den naturhistoriske Forening en Præmie paa 500 Kr. 
for et zoologisk Arbejde. I 1893 udsattes en lignende Præmie for et i 
de tre sidste Aar publiceret botanisk Arbejde. Præmien tilkjendtes 
Lektor, Dr. O. G. Petersen for hans Arbejde over Scitamineernes 
Anatomi. 


Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Prisopgaver for 1894. 


For det Thottske Legat (Pris: 600 Kr.). Da Müntz har paavist, at 
Stivelsen i den umodne Rug er erstattet med Lævulin, og det i det 
Hele maa anses for sandsynligt, at der i de stivelseholdige Frugter op- 
trede helt forskjellige Kulhydrater i de forskjellige Udviklingsstadier, 
udsætter Selskabet en Sum af 600 Kr. for 


en af Præparater ledsaget Undersøgelse, der omfatter vore fire 


Hoved-Kornsorter, og hvori der gjøres Rede for Arten og — saa- 
vidt muligt — for Mængdeforholdet af de vigtigste deri paa for- 


skjellige Modenhedstrin forekommende Kulhydrater. 


For det Classenske Legat (Pris: indtil 600 Kr.). I Udlandet har i de 
senere Aar Mosearealernes Benyttelse til Kultur og Tilvirkning af Strøelse 
taget betydeligt Opsving, og Interessen for at følge med paa dette Om- 
raade har da ogsaa paa forskjellig Maade givet sig tilkjende herhjemme. 

_ Navnlig i Jylland henligger i unyttet Tilstand betydelige Mosearealer, 
hvis rentable Benyttelse i ovennævnte Retninger, efter alt hvad der 
foreligger, maa anses for mulig, hvis blot Mosernes Kvalitet egner sig 
derfor, og det vil derfor være af Betydning at faa denne omhyggelig 
undersøgt. 

For Kulturen ere forskjellige fysiske og kemiske Forhold ved Mose- 
jorden af Vigtighed; men flere herhen hørende Undersøgelser tage lang 
Tid og ere temmelig kostbare. Det vil derfor være af praktisk Betyd- 
ning, om man ved en botanisk Forundersøgelse kunde skaffe sig en 
nogenlunde paalidelig Antydning i nævnte Retninger. For Tilvirkning 
af Tørvestrøelse spiller navnlig Evnen til at opsuge Fugtighed en stor 
Rolle; men denne Evne er meget forskjellig efter Arten af Plantelev- 
ninger i Mosen og er særlig knyttet til Sphagnum-Arterne. 

For at skaffe Materiale til Grundlag for videre Bearbejdelse stilles 
følgende Opgave: 

Hvilke Plantearter have leveret de væsentligste Bidrag til Dannel- . 
sen af vore større Mosearealer, saavel de lyngklædte (Hedemoser) 
som de græsklædte (Engmoser), og ved hvilke omtrentlige Volumen- 
eller Vægtforhold ere de mest fremtrædende Plantelevninger repræ- 
senterede i de forskjellige Dybder, særlig i de øvre Lag. 

Der indrømmes en Frist indtil 31te Oktober 1896. 


Besvarelserne indsendes for den første Opgaves Vedkommende 
inden Udgangen af Oktober Maaned 1895, for den anden senest 
d. 31te Oktober 1896 til Selskabets Sekretær, Professor, 
Dr. H. 6. Zeuthen. 


Al 


Universitetets Guldmedaille er bleven tilkjendt Stud. mag. A. Mentz 
for hans Besvarelse af den i 1891 udsatte Prisopgave om Lyngvegeta- 
tionen i Danmark (se Meddelelser fra d. bot. Foren. Bd.2 p. 246). — 


Exkursioner i 1894. 


1. Foraarsexkursion til Egnen om Jyderup. 

2. Sommerexkursion til Middelfart-Egnen og Skovene Syd for 
Kolding. 

3. Efteraarsexkursion. 


Dansk botanisk Litteratur i Udlandet. 


Professor Warmings Haandbog i den systematiske Botanik, som 
i 1890 fremkom i tysk Oversættelse, er i 1893 udkommet paa Russisk, 
oversat af S.Rostowzew og M.Golenkin og med en Fortale af Prof. 
Timirjazew. Den vil i en nær Fremtid udkomme i engelsk Over- 
sættelse ved M. CG. Potter og vil ogsaa blive oversat paa fransk af A. 
J. Jaczewski. 


Personalia. 


I Anledning af, at Prof. Joh. Lange var traadt tilbage fra Stil- 
lingen som Foreningens Formand, hvilken han havde beklædt i 27 Aar, 
samledes en større Kreds af Foreningens Medlemmer med ham til en 
selskabelig Sammenkomst d. 22de April 1893. 


Gartner Th. Friedrichsen fejrede d. 11te Novbr. 1893 sit 95 Aars 
Jubileum som Gartner ved Botanisk Have. I Dagens Anledning sam- 
ledes en Kreds af Botanikere og Gartnere, som have staaet Haven nær, 
med ham til en festlig Sammenkomst. 


Professor J. G. Agardh i Lund, Foreningens mangeaarige Æres- 
medlem, fyldte d. 8de Decbr. 1893 80 Aar. I Dagens Anledning. til- 
stillede Botanisk Forenings Bestyrelse ham paa Foreningens Vegne en 
kalligrafisk Adresse, som overraktes ham af Dr. L. Kolderup Rosenvinge. 
Den alderstegne, men endnu kraftige og virksomme Botaniker modtog 
desuden fra andre Sider talrige Lykønskninger, saaledes en Adresse fra 
Kolleger i Ind- og Udland. 


Dr. phil. L. Kolderup Rosenvinge er bleven ansat som Assistent | 
ved den planteanatomiske Undervisning, Cand.mag. F. Børgesen som 
- Assistent ved Studiesamlingen. 


Den 7de Novbr. 1893 døde Foreningens tidligere Næstformand, 
Etatsraad E. Petit. En Biografi af ham vil senere blive meddelt. 


XXII 


Joseph Bohm. 


Den bekjendte gsterrigske Botaniker Professor Böhm døde den 
9den Decbr. 1893. Naar jeg føler særligt Kald til, for det danske bota- 
niske Publikum, at fremhæve Böhms Betydning, da sker det ikke alene, 
fordi hans Forskninger væsentlig ligge indenfor Fysiologiens Omraade, 
men oesaa fordi jeg under et Ophold i Wien for en Del Aar siden fik 
nærmere Bekjendtskab til denne ligesaa elskværdige som originale Per- 
sonlighed, hvis Virksomhed kun altfor ofte er bleven undervurderet. 

Böhm blev født 1831 1 Gross-Gerungs i Nedre-Östrig og stammer 
fra en gammel Bondeæt. I sin Studietid maatte han slaa sig igjennem 
med meget smaa Midler. Forst studerede han Medicin, og gjennem- 
forte Studiet, saa at han 1858 blev Dr.med. Samtidig syslede han 
ivrigt med Naturhistorie, særlig Botanik; i 1857 tog han den filosofiske 
Doktorgrad ved en Afhandling om Bladgrgnt. Han var en Tid Assistent 
hos Unger, hvem han nærede stor Hojagtelse for, og fra hvem han 
modtog mange Impulser. Böhms videnskabelige Udvikling foregik paa 
en Tid, hvor Plantefysiologien var begyndt at tage Opsving, og faldt 
det end ikke i hans Lod at faa en saa stor Betydning og Indflydelse 
som den jævnaldrende beromte Sachs, saa stod han dog i Genialitet 
og i dybere Forstaaelse af Plantelivet sandelig ikke tilbage for denne 
sin bittre Modstander. Den mere beskedne og ret bundne Stilling, som 
Böhm i mange Aar -— 1858-74 — maatte nøjes med, nemlig som Lærer 
ved Handelsademiet i Wien, har selvfølgelig ogsaa hæmmet ham meget. 
i sin bekjendte Afhandling om Belysningsgassens Indflydelse paa Plan- 
terne, klager han ligefrem over Overbebyrdelse med Undervisning. At 
han i 1869 var bleven extraordinær Professor ved Universitetet, betød 
ikke stort mere end en Titel. Endelig i 1874 blev Böhm Professor i 
Botanik ved Skovbrugs-Højskolen i Mariabrunn, der senere blev flyttet 
til Wien og sloges sammen med den nye ,Hochschule fir Bodenkultur". 
Her virkede han til sin Død som en overordentlig afholdt Lærer. Hans 
Foredrag var i høj Grad livligt, rigt paa Indfald og ofte ogsaa paa 
meget drastiske, men træffende Udtryk. Man huskede godt, hvad han 
havde doceret. I 1878 blev han, som Anerkjendelse, tillige udnævnt til 
(personlig) ordentlig Professor ved Universitetet, i hvilken Egenskab han 
afholdt yderst lærerige og fornøjelige Demonstrationstimer. 

Böhms vigtigste Arbejder handle om Saftstigningen i Træerne, 
om Stivelsedannelsens Forhold til Assimilationsprocesserne og om 
Aandedrættet, samt om forskjellige Giftes og andre Stoffers Indfly- 
delse paa Planterne m.m. Hans Kritik af Sachs’ besynderlige „Imbi- 
bitions-Theori* (at den gjennemgaaende Vandbevægelse skal ske inde i 
de forvedede Cellevægge) og hans senere Paavisning af Urigtigheden 
i Sachs’ Udgangspunkt, at Karrene om Sommeren ikke indeholde Vand, 
bragte ham snart i Strid med Sachs, hvis Force paa dette, som paa 
visse andre Omraader mere bestod i en ypperlig, vindende Fremstillings- 
kunst end i virkelig dybtgaaende Indsigt. At Böhm havde Ret i sin 


XXIV 


Kritik, erkjendes nu af alle uhildede; men for den Sachs’ske Skole, 
»Würzburgerskolen“, hvis Anskuelser vare de herskende, stod Böhm 
som en arg Kjætter. Dog maa det fremhæves, at Båhms positive An- 
givelser om Saftstigningens Aarsager i deres daværende Form ej heller 
kunde antages. Den Dag i Dag er dette Problem uløst; Böhms uaf- 
ladelig fortsatte Arbejde paa Sagen har givet mange vigtige Oplysninger, 
hvis Rækkevidde man dog endnu ikke kan bedømme. — End mere 
maatte Forholdet til Würzburgerskolen blive spændt, da Böhm paa- 
viste, at Stivelse kan dannes i grønne Blade ganske uden Kulsyre-Assi- 
milation; ogsaa her stødte han sammen med Sachs, hvis uklare Lære 
om Stivelse som Produkt af Kulsyre-Assimilationen her blev rokket. 
Først i 1883 slog Bühms Opfattelse sejrrigt igjennem, da han — og 
. senere andre — paaviste, at Blade, lagte paa Sukkervand, danne Stivelse 
af optaget Sukker; og derved blev Vejen aabnet til et friere Syn paa 
Stofomdannelserne i Planten såa vel som til en rigtigere Vurdering af 
organiske Næringsstoffers Betydning ogsaa for grønne Planter. Böhms 
betydeligste Arbejder ere dog vistnok hans Undersøgelser over Aande- 
drættet i dets Afhængighed af forskjellige ydre og indre Forhold. En 
fysiologisk Perle er saaledes hans Arbejde i Botan. Zeitung 1887. Pir- 
ringsfremtoningers Betydning ogsaa ved Stofskiftet kommer her til sin 
Ret. Hele denne Sag kommer jeg ved en anden Lejlighed tilbage til, 
her skal kun siges, at Böhms Arbejder om Aandedrættet indeholde 
Momenter af vidtrækkende Betydning. Desværre ere de nu afbrudte, 
midt i deres rigeste Grøde; hvorvidt efterladte Papirer blive offentlig- 
gjorte, vides endnu ikke. 

Naar Böhm langtfra altid har faaet den Anerkjendelse, han for- 
tjener, saa laa det ikke alene i hans Kollision med Sachs’ tone- 
angivende Meninger, men unægtelig ogsaa deri, at han ikke holdt af at 
give udførlige Fremstillinger af en Sag. Han nøjedes med i faa Sæt- 
ninger at præcisere sine Forsøgs almindelige Resultater og sine Op- 
fattelser, og gjorde tilmed ofte dette paa en ejendommelig springende 
Maade. Han var større Experimentator end Stilist. Hans dybe, sand- 
hedssøgende, videnskabelige Trang blev tilfredsstillet ved, at han selv 
fik sin Indsigt udvidet; Skriveriet var ham imod, sagde han. I sine 
Foredrag eller i Samtale gav han sig mere hen; med Varme, ja med 
ilter Lidenskab forfægtede han her sine Opfattelser og lod hele sin 
Tankegang træde klart frem; og jeg kan ikke nægte, at netop min kort- 
varige men intensive Omgang med denne rigt begavede, originale og 
for sin Forskning glødende begejstrede Mand har bidraget til at aabne 
mit Blik for hans Værd. 


W. Johannsen. 


XXV 


Dansk botanisk Litteratur i 1892, 


Sammenstillet af A. Mentz. 


A. Danske Tidsskrifter, Beretninger o. lign. 


Archiv for Pharmaci og technisk Ghemi, redigeret af S.M. Trier. 
Bd. 46. — Heri som Referater: Om Maté S. 20. — Om Bors Tilstede- 
værelse i Planterne S. 57. — Anthemis Pyrethrum S.267. — Om 
vellugtende Træsorter S. 409. 

Botaniske Litteraturblade, udgivne af en Kreds af Botanikere, 
redigeret af W. Johannsen og C. Raunkiær. Nr. 1—3. 

B.T.= Botanisk Tidsskrift, udgivet af den botaniske Forening i 
Kjøbenhavn, redigeret af Hj. Kiærskou. Bd. 18. Hefte 1 og 2. (Se: 
Bay, Bartholin, Deichmann Branth, Didrichsen, CU. Jensen, Joh. Lange 
Mentz, Petit, Poulsen, Rosenvinge, Rostrup og Vald. Schmidt.) 

D. V.S.S.= Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. 
6. Række. Naturvidensk.-mathemat. Afd. Bd.6. (Se: Warming.) 
6.T.= Gartner-Tidende, Organ for alm. dansk Gartner - Forening, 
redig. af L. Helweg. Sde Aargang. (Se: Becker, Friedrichsen, Hel- 

weg, Jak. E. Lange, E. Rostrup.) 

M. 0. = Meddelelser fra Carlsberg-Laboratoriet, udgivne af 
Laboratoriets Bestyrelse. Bd. 3. H.2. (Se: Just Holm, E.C. Hansen.) 

M. G = Meddelelser om Grønland, udgivne af Commissionen for 
Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland. 
H. 3, Forts. III. (Se: Deichmann Branth, Rosenvinge, E. Rostrup.) 

Naturf. Forhand). — Forhandlingerne ved deskandinaviske Natur- 
forskeres 14de Møde i Kjøbenhavn den 4.—9. Juli 1892. (Se: 
G. Andersson, Deichmann Branth, J. Eriksson, Grönvall, E.C. Hansen, 
Jonsson, Alb. Nilsson, Johan-Olsen, E. Rostrup, G. Sarauw.) 

N.M.= Naturen og Mennesket, redig. af S. Mørk-Hansen. Bd.7 og 
8. (Se: Schigttz-Christensen, E. Rostrup, F. Schrøder, Warming.) 
Om Landbrugets Kulturplanter og dertil hørende Frøavl, udg. af 
Foreningen til Kulturplanternes Forbedring. Nr.9. Beretning om 
Virksomheden i Aarene 1890—91 ved E. Rostrup. (Heri Aarsberet- 

ninger fra „Dansk Frokontrol“ ved O. Rostrup.) 

T.L.= Tidsskrift for Landøkonomi, redig. af J. la Cour. 5 Række. 
Bd. 11. (Se: Rostrup.) 

T.S.= Tidsskrift for Skovvæsen, Organg for Dansk Skovforening, 
udg. af C. V. Prytz og A. Oppermann. (Se: Ch. Lütken, F. Obelitz.) 

U.L.= Ugeskrift for Landmænd, redig. af Erh. Frederiksen og H. 
Hertel. Række 7. Bd.5 0g 6 (I og Il). (Se: P. Nielsen, E. Rostrup.) 

Y.M. = Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske 
Foreningi Kjøbenhavn for Aaret 1892 (Femte Aartis 4de Aarg.), 
udg. af Selskabets Bestyrelse, 1893 (Særtryk kom 1892). (Se: Grøn- 
lund, E. Østrup.) 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind (Meddelelser). 3 


ARM 


B. Danske Forfatteres Arbejder. 
l. Original-Arbejder, udgivne i Danmark. 


Bartholin, G.T.: Nogle i den bornholmske Juraformation forekom- 
mende Planteforsteninger. B.T. 181. S.12—98. Tav. V—XI. 
Bay, J.C.: Tillæg til „Den botaniske Litteratur fra de ældste Tider til 

1880, sammensatte af E. Warming". B.T. 182. 8. 95—103. 
Becker, G.: Efteraarsblomstrende Crocus. G.T. S.131. 
Branth, J.S. Deichmann: Om Udviklingen hos de i Vand voxende 

Verrucarier. Naturf. Forhandl. S. 466. 

— : Om Udvikling og Afændring hos Verrucaria hydrela Ach. B.T. 

182. S. 104— 107. 

— : Tillæg til Grønlands Lichenflora. Med Register. M.G. S. 751—762. 
Bredsted, H. C.: Haandbog i dansk Pomologi. Bd. 2. Hefte 8-11. 

Æbler. Talrige Figurer. 

Christensen, Schigttz: Brodgjæring. N.M. Bd.8. S.136—143. 
Didrichsen, F.: Afbildninger til Oplysning af Græskimens Morphologi. 

Udg. efter Forf.s Dod af den botan. Forening i Kjøbenhavn. B. T. 

181. S.1-5. Tav.I—-IV. 

Friedrichsen, Th.: Saxifraga Burseniana L. G.T. 8.73. Fig. 
Gelert, O.: Folkenavne paa Lægemidler. Blad for pharmaceutisk 

Medhjælperforening. Aarg.2. S. 238. 

Grønlund, Chr.: En ny Torula-Art og to nye Saccharomyces - Arter. 

V.M. S.1—13. 3 Eig. 

— : Om Egetreernes Galler. Tillæg til: Om Planternes Galler. Ved 

Udvalget for Folkeoplysn.s Fremme. Sertr. Nr. 156. 18.8. 12- Fig. 
Hansen, Em. Chr.: Undersogelser fra Gjerindustriens Praxis (Bidrag 

til Mikroorganismernes Livshistorie). M. CG. S. 149— 255. Fransk 

Resume. V. Om den gjæringstekniske Analyse af Luftens og Vandets 

Mikroorganismer. — VI. Nye Undersøgelser over Sygdomme i OI, 

fremkaldte af Alkoholgjærsvampe. — VII Om den nuværende Ud- 
bredelse af mit Gjærrendyrkningssystem. 
— : Om Variation og Tilpasningsevne hos Saccharomyceterne. Naturf. 

Forhandl. S. 456. 
Hartz, N.E.K.: Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon 

for Norden“. 
Helweg, L.: Humulus japonicus variegatus. G.T. S.189. Fig. 
Holm, Just Ghr.: Biologiske og gjæringstekniske Analyser af Vand til 

Bryggeribrug. M.C. S.122—148. Fransk Resume. 

Jensen, Chr.: Exkursion til Skjoldnæsholm-Egnen. B.T. 182 8.1. 

Johannsen, W.: Lærebog i Plantefysiologi med Henblik paa Plante- 
dyrkningen. Kjobenh. (P.G. Philipsen). 360 S., 87 Afbildn. 

— … : Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon f. Norden‘. 

Lange, Joh.: Bidrag til de i Danmark dyrkede Frilandstræers Natur- 

historie, IL. B.T. 182. S. 84—94. 

Lütken, Gh.: Weymouthsfyrren i Tisvilde Hegn. T.S. Bb, S. 1-66. 
Mentz, A.: Levninger af en Lerstrandsvegetation, fundne i Nærheden 

af den store Vildmose. B.T. 182. S.79—83. 

— : Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon f. Norden‘. 


= 


XX VII 


Nielsen, P.: Om Hundegres. U.L. I. S.112. 

Obelitz, F.: Bidrag til Belysning af Sporgsmaalet om, hvor hurtigt 
Bogemor kan opstaa. T.S. A, S. 109—111. 

Petit, E.: Supplement til „en floristisk Beskrivelse af Als“. B.T. 181. 
S. 6—11. 

Poulsen, V.A.: Større Lærebog i Planterigets Naturhistorie. Kbhvn. 
(Pio). 190 S. 197 Fig. 

— : Grundtræk af Planteleren. ‘Til Brug ved den første Undervisning 
i Botanik. Kbhvn. (Salmonsen). 91 S. 43 Fig. 

— . : Lille Plantelære. Fjerde Udg. (Salmonsen). 

— : Artikler i ,Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon f. Norden". 

Pore, CM: do. do. 

Raunkier, C.: do. do. 

Rosenvinge, L. Kolderup: Om nogle Væxtforhold hos Slægterne 
Cladophora og Chaetomorpha. B.T. 181. S. 29—58. 53 Textfig. 
Fransk Résumé. 

— : Andet Tillæg til Grønlands Fanerogamer og Karsporeplanter. M.G. 
Ill. S. 645—749. 

— : Holbækfjordens Plantevækst. I: C.G.Joh. Petersen: Beretning til 
Indenrigsministeriet fra den danske biolog. Station I. 1890—(91). 
Særtr. af Fiskeriberetn. 1890—91. Kbhvn. 1892. 

Rostrup, E.: Tillæg til „Gronlands Svampe (1888)*. M.G. S.593—643. 

— : Oversigt over de i 1891 indlobne Forespgrgsler ang. Sygdomme 
hos Kulturplanter (Nr. 8). T. L. S.326—337. (Særtryk med eget 
Titelblad). 

— : Hvad kan der fra Lovgivningens Side udrettes mod Plantesyg- 
domme? T.L. S. 469—475 (Særtryk med eget Titelblad). 

— : Rugens Stængelbrand. Med en koloreret Tavle. U. L. II. S. 15. 

— : Brand i Hvede, Byg og Havre. Med en koloreret Tavle. U.L. 
S. 45—46. 

no Ole mavrevipper. U.L. I. S.90—91. 

— : Mykologiske Meddelelser. Spredte Iagttagelser fra Aarene 1889— 
1891. B. T. 18. S. 65—78. 

— : Exkursion til Sorø og Omegn. B.T. 18. S. II. 

— : Exkursion til Frederiksdal. B.T. 18. S. VI. 

— : Plantesygdomme i Haverne i 1890 og 1891. G. T. S. 49—52, 57 
—60, 65-67. (Sertr.m. eget Titelblad og Paginering. .10 8.) 

— : Plantesygdomme. G.T. S. 101, 112, 132. 

— : Misdannelser hos Planterne. N. M. Bd. 7. S. 290—301, Bd. 8. 
S. 73—88, S. 176—193. 

— : Snyltesvampenes Forhold til indbyrdes nerstaaende Værtplanter. 
Naturf. Forhandl. S. 457. 

Rützou, S.: Artikler i „Illustreret Konversationsleksikon“ (Hagerup). 

Salomonsen, C.J.: Louis Pasteur. Hospitalstidende. (Særtryk 18 8.) 

Sarauw, G.F.L.: Vore Skovtræers Mykorrhizer. Naturf. Forhandl. 
S. 458— 460. | 

. Schmidt, Vald.: Excursion i det nordl. Vendsyssel. B.T. 182. S. II. 

Schrøder, F.: Kaurigum og Gumgraverne. N.M. Bd.8. S.194—205. 


Di 


_ XXVIII 


Warming, E.: Lagoa Santa. Et Bidrag til den biologiske Plante- 
geografi.. Med en Fortegnelse over Lagoa Santas Hvirveldyr. D. V. 
S.S. 300 S. 43 Textfigurer og 1 Tavle. Fransk Resume. 

— : Linnaea borealis. N.M. Bd.8. S.318—394. 

— : Om Plantevæxten i det tropiske Amerika. Naturf. Forhandl. S. 87. 
(Særtryk 24 S.) 2 

— : Beretning om den botaniske Haves Virksomhed i 1891. (Særtryk 
af Universitetets Aarbog for 1890—91. 10 S.) 


2. Original-Arbejder og Oversettelser, udgivne i Udlandet. 


Eggers, H. Baron: Die Bahama Inseln. Globus LXIL 8S. 209—214. 

— : Die Manglares in Ecuador. Bot. Centralblatt. Nr. 41. 4S. 

Hansen, E.C.: Neue Untersuchungen über den Einfluss, welchen eine 
Behandlung mit Weinsäure auf die Brauereihefe austibt. Zeitschrift 
für das ges. Brauwesen, Jahrg. XV. S. 2. 

— : Kritische Untersuchungen über einige von Ludwig und Brefeld 
beschriebene Oidium- und Hefenformen. Bot. Zeitung. Nr. 19. 

— : Untersuchungen aus der Praxis der Gährungsindustrie. Heft 2. 
Miinchen u. Leipzig. 

Hartz, N.E.K.: Die dänische Expedition nach Ostgrönland 1891— 92. 
Petermanns Mitteilungen. Heft 11. 5 Sp. Med et Kort. 

Jørgensen, Alf.: Die Mikroorganismen der Gährungsindustrie. 3. Aus- 
gabe. Berlin 1892. 

Rostrup, E.: Peronospora Cytisi n.sp. ‘Zeitschrift für Pflanzenkrank- 
heiten. Bd.Il. S.1—9. 


3. Exsikkater. 


Gelert, O.: Bidrag til „Association rubologique* 1891. Lille 1892. 
— : Bidrag til C. Baenitz: Herbarium europaeum. Regiomontani 1892. 


4. Biografier. 
Grønlund, C., 
Gunnerus, J. E., | 
Gunnerus, N.D., af E. Rostrup (Dansk biogr. Lexikon VI). 
Hammer, Christoffer, | 
Hansen, Em. Chr., 


5. Diskussioner. 


Om en felles Nomenklatur i systematisk Botanik for Skandinavien, 
indledet af Joh. Lange. Naturf. Forhandl. S.240—255. 


6. Anmeldelser og Referater ved Danske. 


I Botaniske Litteraturblade have folg. Forf. anmeldt fremmed og dansk 
Litteratur: Deichmann Branth, Hj. Jensen, W. Johann- 
sen, A. Klocker, A. Mentz, O.G. Petersen, V.A.Poulsen, 
C. Raunkiær, L. Kolderup Rosenvinge, E. Rostrup og E. 
Warming. 


XXIX 


I Botanisk Tidsskrift (Meddelelser) have følg. Forf. anmeldt: Joh. Lange, 
V.A.Pöulsen og S.Rützou. 

I Botan. Centralblatt har G.F.L. Sarauw og Just Chr. Holm refereret 
danske Arbejder. 

I Just’s Botan. Jahresbericht for 1889 — 90 har O. G. Petersen ref. 
danske Arbejder. | 

Johannsen, W.: Lærebog i Plantefysiologi. Anmeldt af K. Hansen i 
Landmandsblade 1892, S.311, af Jak. E. Lange i G.T. S.70 og af 
Eskostrup 1 U.L. LS. 119. i 

Lange, Jak. E.: Plantelære. Anmeldt af G. Becker i G.T. S.80. 


C. Udenlandske Forfatteres Arbejder, udgivne i Danmark. 


Andersson, Gunn: Studier öfver den skandinaviska florans invandrings- 
historia. Naturf. Forhandl. S. 471. 

Eriksson, Jak.: Bidrag till det odlade hvetets systematik. Naturf. 
Horhandl. S.461. ,. 

Grönvall, N. L.: Om en förmodad hybrid inom slägtet Orthotricum. 

Naturf. Forhandl. S. 469. 

Jönsson, B.: Om silpor-aflagringar i trakésystemet hos Leguminoserna. 

Naturf. Forhandl. S. 462. 

Nilsson, Alb.: Nägra anatom. egendomligheter hos släktet Xyris. 

Naturf. Forhandl. S. 467. 

Olsen, O. Johan-: Bakterioide Soppe. Naturf. Forhandl. S. 461. 


Tillæg til „Dansk botanisk Litteratur i 1889. 
(Meddelelser fra Bot. Foren. Bd.2, Nr. 7 og 8.) 
Cleve, P. T.: Pelagiske Diatomeer från Kattegat. Det videnskabelige 


Udbytte af Kanonbaaden „Hauch“s Togter i Aarene 1883—86 ved 
C. G. Joh. Petersen. II. Kjøbenhavn 1889. S.53—56. 6 Fig. 


Dansk botanisk Litteratur i 1893. 


Sammenstillet af A. Mentz. 


A. Danske Tidsskrifter, Beretninger o. lign. 


Archiv for Pharmaci og technisk Chemi, redigeret af S.M. Trier. 
Bd.47. — Heri som Referater: En ny Metode til Bestemmelse af 
de organiske Substansers Kvælstofgehalt (Okada), S. 16; Organiske 
Syrer i Saften af Roerne, S. 48; Gjæringens Indflydelse paa Tobak, 
S 77; Vinens Indflydelse paa Udviklingen af Typhus- og Cholera- 
baciller, S. 83; Chinesisk Ingefær af Alpinia galanga, S. 89; Curacao- 
Aloë, S.92; Japankampfer, S.93; Lysets Indflydelse paa Baciller, 
S. 129; Om et Par Arter Kopal, S.138; Tannindannelse i Plante- 


XXX 


dele, S. 153; Borsyre i Humle, S. 154: Den »theriske Olies Plads i 
Blomsterne, S. 203; Om Sæbeplanter, S. 249; Nyttige Arter af My- 
ristica, S. 309; Kolangdder, S. 348. 

Botaniske Litteraturblade, udg. af den botaniske Forening i 
Kjøbenhavn. Redig. af W. Johannsen og C. Raunkiær. Nr. 4—7. 

B. T. = Botanisk Tidsskrift, udg. af den botaniske Forening i 
Kjøbenhavn. Redig. af Hj. Kiærskou. Bd. 18. Hefte 3 og 4. (Se: 
Gelert, Jak. E. Lange, Joh. Lange, Petersen, Poulsen, Raunkiær, Ro- 
strup og Sarauw.) 

D. V.S.S. — Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 
Række 6. Naturvidensk.-mathemat. Afd. Bd. 7. (Se: Petersen) 
GT. — Gartner-Tidende, Organ for alm. dansk Gartner-Forening, 
redig. af L. Helweg. Aarg.9. (Se: Helweg, Rasmussen, Rostrup og 

Ulriksen.) 

N. M. == Naturen og Mennesket, redig. af S. Mork-Hansen Bd.9 og 
10. (Se: Jørgensen, Møbius, Warming og Zahrtmann.) Heri desuden: 
Blomster og Sommerfugle 9, S. 123—126; Mikroorganismer i insekt- 
ædende Planters Fordøjelsesvædsker 9, S. 126—128; Landets gamle 
Skovvæxt af J. Gr.-P. 10. S. 288; Kavtshuk og Guttaperka 10, S. 383. 

Om Landbrugets Kulturplanter og dertil hørende Frøavl, udg. af 
Foreningen til Kulturplanternes Forbedring. Nr. 10. Beretning om 
Virksomheden i 1892 ved E. Rostrup. (Heri: Aarsberetninger fra 
„Dansk Frokontrol* ved O. Rostrup.) 

D. V.S. 0. = Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes 
Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbejder i Aaret 
1893. (Se: Joh. Lange og Warming.) | 

T. L.— Tidsskrift for Landokonomi, redig. af J. la Cour. Række 5. 
Bd. 12. (Se: Rostrup.) | 

T.S.= Tidsskrift for Skovvæsen, Organ for Dansk Skovforening, 
udg. af C.V.Prytz. Bd.5. (Se: Helms, Johannsen, Meldahl, Rostrup.) 

U. L. = Ugeskrift for Landmænd, redig. af Erh. Frederiksen og H. 
Hertel. Række 7. Bd. 7 og 8. (I og II). (Se: Johannsen.) 

V.M.= Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske 
Forening i Kjøbenhavn for Aaret 1893 (Femte Aartis dte Aarg.), 
udg. af Selskabets Bestyrelse 1894. (Særtryk udkom 1893). (Se: 
Bureau, Gürke, Poulsen, Schumann, Warming og Wille.) 


B. Danske Forfatteres Arbejder. 
1. Original-Arbejder, udgivne i Danmark. 


Bredsted, H. C.: Haandbog i dansk Pomologi. Bd. 2: Æbler. Hefte 
12—13. (Slutn.) og Bd.3: Stenfrugter. Hefte 1. Odense. (Hempel- 
ske Forlag.) 

Eberlin, P.: Antikritiske Bemærkninger om den gronlandske Fanero- 
gamvegetations Historie. Geografisk Tidsskrift. Bd. 12. Hefte I— II. 
S.25—32. 

Gelert, O.: Om Carex flava L. og C. Oederi Ehrh. B.T. S. 271-272. 

— : En ny Ukrudtsplante fra Amerika. Blad for pharmaceutisk Med- 
hjælperforening. Aarg. 4 S.10. 


XXXI 


Grønlund, C.: Mindre kjendte Nytteplanter fra de varme Jordbelter. 
Ved Udvalget for Folkeoplysningens Fremme. Særtryk Nr. 166. 725, 
med 30 Fig. 

— : Om Blomsterhestovning. Andet gjennemsete Oplag. Ved Udv. 
for Folkeoplysningens Fremme. Særtryk Nr. 111. 42 S. med 28 Fig. 

— : Om Øl, dets Tilvirkning og Næringsværdi. Konservativ akademisk 
Forenings Smaaskrifter. Nr.2. 23 8. 

Hartz, N.E. K.: Artikler i ,Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon 
for Norden". 

Helms, Joh.: Naaletræer og Snyltesvampe. T.S., Række A. S.46—51. 

Helweg, L.: Acer nikoënse og carpinifolium. G.T. S.181. 9 Fig. 

Johannsen, W.: Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon 
for Norden‘. 

— : I hvilken Modenhedstilstnnd bør Fodermarken høstes? U.L. S. 295. 

Jørgensen, Alfr.: Louis Pasteur. N.M. Bd.2. S.340—362. 

Kiærskou, Hj.: Enumeratio Myrtacearum Brasiliensium. (Particula 
XXXIX symbolarum ad floram Brasiliae centralis cognoscendam 
edidit Eug. Warming). Cum tabulis XXIV. 200 pag. Hauniae. 
(Apud Jul. Gjellerup.) 

Kløcker, A.: En Berigtigelse i Anledning af Dr. med. Carl Jul. Salo- 
monsens Artikel: „Louis Pasteur“. Hospitalstidende. 

Lange, Jak. E.: Excursionen til Grenaa-Egnen d. 2.—3. Aug. 1892. 
B.T. S. XXX. 

Lange, Joh.: Tillæg til ,Bidrag til de i Danmark dyrkede Frilands- 
træers Naturhistorie". B.T, S. 273. 

— : Nye Bidrag til Spaniens Flora (Diagnoses plantarum peninsulae 
Ibericae novarum III). D.V.S.O. S.191—204. 2 Tavler. 

Meldahl, C. V.: Nogle Undersøgelser af dansk og fremmed Naaletræs 
Styrke. T.S. Række B. S.1—73. 1 Tavle og 6 Fig. i Texten. 

Mentz,.A.: Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon for 


Norden". 
Neumann, G.V.: Lidt om Bakterier. Nordstjernen. Aarg. 1892—93 
og 1893—94. 


Petersen, O. G.: Bidrag til Scitamineernes Anatomi. Avec résumé 
en francais. D.V.S.S. S.337--418. 42 Figurgrupper i Texten. 

— Lidt om Agave Antillarum Desc. B.T. S.266—270. Med en delvis 
koloreret Tavle. 

— : Bemærkninger om den monokotyledone Stængels Tykkelsesvæxt 
og anatomiske Regioner. Avec résumé en francais. B.T. $.112— 
(oo 12 Fie. ı Texten. 

— : Scitamineae nonnullae novae vel minus cognitae. B.T. S. 262— 
265. 4 Tavler, delvis kolorerede. 

Poulsen, V.A:: Naturhistoriens Stilling i den lærde Skole. 30 8. 
København. (Salmonsen). 

— : Xyridaeeae i E. Warming: Symbolae ad floram etc. Part. XL. 
MAO 118 120.: 

— : Bemærkninger om Tonina flwviatilis Aubl. B.T. S. 279—292. 
Med 1 Tavle. | 


XXXII 


Poulsen, A. V.: Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon 
for Norden‘. | 

Prytz, G.V.: Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon 
for Norden“. 

Rasmussen, P. V.: Knoldbegoniens Historie. G.T: S.66, 77, 82 og 98. 

Raunkiær, C.: Et Par Snylte-Svampe. B.T. S. 108— 111. 

— : En ny Form af Tagrør: Phragmites communis Trin f. coarctata. 
B.T. S.274—978. 

— : Vegetationsorganernes Morfologi og Biologi hos de danske Cype- 
raceer. B.T. 3. XIX— XXI 

— : Bestovningen og Frugtspredningen hos de danske Üyperaceer. 
B.T. S.XXII—XXIIT. 

— : Artikler i „Salmonsens st. illustr. Konversationsleksikon for Norden". 

Rosenvinge, L. Kolderup: Grønlands Havalger. Særtryk af „Med- 
delelser om Grønland" III. S.765—981. Med 2 Tavler, 57 Figurer 
og Figurgrupper. 

Rostrup, E.: Sygdomme hos Landbrugsplanter, foraarsagede af Snylte- 
svampe. 170 Sider. 37 Afbildn. (Schubothe.) 

— : Angreb af Snyltesvampe paa Skovtræer i Aarene 1891 og 1892. 
T.S. Række B. _S. 97—117. 

— : De i Danmark paa Leddyr optrædende Snyltesvampe. V.M. 8.78 
--95. Med 1 Figurgruppe. 

— : Oversigt over de i 1892 hos Markens Avlsplanter optraadte Syg- 
domme. T.L. S.625—644. Særtryk med egen Titel og Paginering. 

— : Floristisk Skildring af Rorvig-Egnen. B.T. S. XXIV—XXVI. 

— : Excursion til Skjelskor-Egnen. B.T. S.XXXV. 

— : Excursion til Lillergd-Egnen. B.T. S.XXXVI. 

— : Beretning til Finansministeriet om en til Odsherred Skovdistrikt 
i Oktober 1893 foret. Rejse. (Trykt som Manuskript.) 

— : Plantesygdomme. G.T. S.79, 112, 124, 180, 189—191. 

Riitzon, S.M.: Artikler i „Ilustreret Konversationsleksikon* (Hagerup). 

Sarauw, G.F.L.: Rodsymbiose og Mykorrhizer, særlig hos Skovtræerne. 
B.T. S. 127—259. Med 2 Tavler. 

— : Vild Ris. Jagttidende Nr.8. 8. 120—122. 

— _: Ret og vrang paa Blade og Grene. T.S. Række B, S. 177—196. 

— : Dansk botanisk Literatur i 1891. B.T. S. XXIX— XXX. 

Warming, E.: Note sur la biologie et l’anatomie de la feuille des 
Vellosiacées. D.V.S.O. S.57—99. 15 Fig. og Figurgrupper i Texten. 

— : Moderne botaniske Undersøgelser. V. Planterne og Myrerne. N.M., 
Bd. 10. S.29-46. 3 Fig. og Figurgrupper. 

— : Beretning om den botaniske Haves Virksomhed i 1892. (Særtryk 
af Universitetets Aarbog f. 1891—92. 8 S.) 

— : Symbolae ad floram Brasiliae centralis cognoscendam. Particula 
XXXIX (se Kiærskou). — Part. XL (ultima). V.M. 8. 96—124. 
(Se: Bureau, Gürke, Poulsen, Schumann og Wille.) 

Zahrtmann, M.K.: Sandflugtsskoven ved Rønne. N.M., Bd.9. S. 237 
— 254. 


ie ee DS 


XXXII 


2. Original-Arbejder og Oversettelser, udgivne i Udlandet. 


Eggers, H. Baron: In der Heimath des Cacao. Naturwissensch. 
Wochenschrift. VIII, Nr. 6. 

— : Die Insel Tobago. Deutsche Geograph. Blätter. XVI. 1. 

— : Marantaceae nonnullae Ecuadorienses. Cum 2 tab. Botanische 
Centralbl. Nr. 10. 

— Los Recursos agricolas del Ecuador. Diario de Avisos, Febrero. 
Quayquil. 

— : Observaciones sobre el cultivo del café. Caracas 1893. 

Hansen, Em. Chr.: Ueber die neuen Versuche das Genus Saccharo- 
myces zu streichen. Centralblatt f. Bakteriologie u. Parasitenkunde. 
Bd. XIII. "Ss. 16—19. 

— : Botanische Untersuchungen über Essigsäurebakterien. Ber. der 
deutschen botan. Gesellschaft. 

Holm, Just Chr.: Einige Bemerkungen anlässlich der Mittheilung 
P. Lindner’s über das Wachsthum der Hefen auf festen Nährboden. 
Zeitschr. für das gesammte Brauwesen. Nr. 45. 

— :Se A. Jorgensen. 

Jensen, Chr.; List of Mosses from the Environs of Skagen in Jutland 
(Denmark). Revue bryologique Nr.4. Supplement. Ibid. Nr. 6. 
Jorgensen, Alfr.: Micro-organisms and fermentations. New edition. 
Translated by A. K. Miller and E. A. Leunholm and revised by the 

author. London. 

— : On the application of Hansen's system in breweries with top- 
fermentation. Written for the internat. brewers congress in Chicago 
1893. Publ. in Proceedings of the internat. brewers congr. New York. 

— et Holm: Le procédé de M. Effront pour la purification et la con- 
densation de la levüre a l’aide de l’acide fluorhydrique et des fluo- 
rures. Moniteur scientif. du Dr. Quesneville. 4¢ ser. T. VIL Paris. 

Pedersen, M.: Aberglaube und Botanik in Dänemark. Deutsche bot. 
Monatsschrift. Nr. 4 u.5. S. 75, 

Poulsen, V.A.: Cynocrambaceae (Thelygonaceae). Engler u. Prantl. 
Die naturl. Pfanzenfam. Teil III. Abteil. fa. S.121—124 Mit 7 
Einzelbildern in 1 Fig. 

Warming, Eug.: Sistematika rastenii, perewod s 380 datskago isdanija 
S. Rostowzeva i M. Golenkina s predisloviem professora K. A. Timiria- 
sewa. Moskwa 1895. (Russisk. — Planternes Systematik. Over- 
sættelse af 3die danske Udgave af S. Rostowzew og M. Golenkin 
med et Forord af Professor K. A. Timiriasew.) 


3. Exsikkater, 
Gelert, O.: Bidrag til „Association rubologique“ 1892. Lille 1893. 


. Biografier, 
Heiberg, P.A.C. 

Holm, Theod. 

Holm, Jørg. Tyge 
Holmskiold, Joh. Theod. 


ved E. Warming Bricka: 
ir Biografisk Lexikon. 
ved E. Rostrup Bd. VII. 


mo = — Rp 


XXXIV 


5. Diskussioner 0. lign. 


Om Undervisningen i Planteanatomi i Skolerne. Se ,Politiken“ : 28/,, 


8/9, 11/9, ke los 26/9: 


6. Anmeldelser og Referater ved Danske. 


I Botaniske Litteraturblade have Følgende anmeldt: C. Jensen, Hj. 
Jensen, W.Johannsen, E.C. Hansen, Hartz, Mentz, O.G. 
Petersen, V. A..Poulsen, C. V. Prytz,,Raunkiær, Rosen- 
vinge, E. Rostrup og E. Warming. 

"I Botan. Centralbl. har E.C. Hansen, A. Kløcker og Sarauw refereret 
danske Arbejder. 

I Centralbl. f. Bakteriologie u. Parasitenkunde have E. C. Hansen, 
J.C. Holm og A.Klocker refereret danske Arbejder. 

I Just’s „Botan. Jahresbericht* for 1890—91 har O. G. Petersen refe- 
reret danske Arbejder. 

Rostrup, E.: Sygdomme hos Landbrugsplanter, foraarsagede af Snylte- 
svampe, anm. af W. Johannsen. U.L. S. 592, 

Sarauw, G.F.L.: Rodsymbiose og Mykorrhizer, anm. af W. Johannsen. 
T.S. Række A. S. 130-134. 


C. Udenlandske Forfatteres Arbejder, udgivne i Danmark. 
Bureau, Ed.: Bignoniaceae al A fs. 96-117. 
Schumann, C. et Gürke, M.: Malvaceae | Part XL We \s. 120-123. 
Ulriksen, F.: Polygonum baldschuanicum Regelium. G.T. 8.73. 
Wille, N.: Lecythidaceae i E. Warming: Symbolae etc. Part. XL. V.M. 

S. 193 — 194. 


D. Oversættelser efter Fremmede. 


Møbius, M.:. Følgerne af en bestandig kjonslos Formering hos Blomster- 
planter. N.M. Bd.9. S.81-—101. 


Forslag til Regler for den botaniske systematiske 
Nomenklatur. 


Det Forslag til en ensartet botanisk Nomenklatur, som oprindelig 
blev udarbejdet af et af den botaniske Forening nedsat Udvalg (se 
Meddelelser fra d. bot. Forening. II. S. 225 og 231), blev derefter fore- 
lagt og diskuteret paa Naturforskermødet i Kjøbenhavn i Juli 1892. 
Særtryk af Referatet af Diskussionen (Forhandl. v. d. skand. Naturf. 
14de Møde. 1892. S. 240—955) sendtes i Februar 1893 til de hotaniske 
Foreninger i de skandinaviske Lande til fortsat Drøftelse. Inden {ste 
September s. À. indkom til Foreningen i Kjøbenhavn Betænkninger fra 


XXXV 


Christiania, Helsingfors, Lund, Stockholm og Upsala. Forhandlingerne i 
de 4 sidstnævnte Byer ere blevne trykte i Botaniske Notiser 1893, S. 77, 
151, 159 og 1894, S. 21 samt 1 Botan. Centralblatt 1893. IV. S. 386 og 
388 samt 1894. III. p. 165). | 

Efter Modtagelsen af de nævnte Betænkninger har man optaget 
Sagen til fornyet Diskussion i det af Botanisk Forening nedsatte Udvalg, 
hvorefter dette har vedtaget folgende Affattelse, som anbefales de 4 
Landes Botanikere til Vedtagelse, indtil en forventet international bota- 
nisk Kongres maatte fastslaa almindelige Vedtægter. 


Sole 
Familiers Navne bør endes paa -aceae. Herfra kunne undtages 
Familienavnene: Compositae, Cruciferae, Labiatae, Umbelliferae, Cupu- 
liferae (som Modsætning til Corylaceae), Gramineae og Palmae. 


§ 9; 

- Underarters og Varieteters Navne rette sig i Kjon efter Slægtsnavnet, 
hvadenten de betegnes ved * og græske Bogstaver eller ved ,subsp.* 
og var.“. 

S 3. 


Henfores en Art eller en lavere systematisk Enhed til en anden 
Slægt eller til en lavere eller højere systematisk Rang, saa anføres den 
første Navngivers Navn i Parenthes og derefter, udenfor Parenthesen, 
Navnet paa den første Forfatter, som har offentliggjort den paagjældende 
Navnekombination i den Betydning og i det Omfang, som ansees for at 
være de rette. Det i Parenthes anførte Navn bør aldrig udelades, saa- 
fremt Auktorbetegnelse overhovedet finder Sted. 


S 4. 

Den almindelige Vedtægt, at Slægtsnavne af græsk Oprindelse faa 
latiniseret Endelse (f. Ex. Epilobium, Heracleum, Lotus, Oxycoccus) bør 
søges gjennemført saaledes, at de græske Endelser os og ov forandres 
til us og um. 

Undtagelser gjøre græske Ord med Endelsen wv (f. Ex. Tragopogon, 
Epipogon, Potamogeton o: fl.), nomina propria (f. Ex. Endymion) og 
enkelte andre Ord paa on, som altid og af Alle have været bogstaverede 
ens (Leontodon, Galeobdolon, Onopordon, Aizoon o.s. v.). 

Anm. I tvivlsomme Tilfælde bør fllologiske og ikke Prioritets-Hensyn 
være de afgjørende (sml. de Berlinske Botanikeres Thesis III Anm.). 


$ 5. 
Om denne Paragraf har der ikke kunnet opnaas Enighed. Den 
oprindelige Affattelse var: . 

Træers og Buskes Navne med maskuline Endelser (f. Ex. 
Euonymus, Rhamnus) efterfølges altid af feminine Navne. 

Indeholder en Slægt baade træagtige og urteagtige Arter, 
retter deres Kjon sig efter, hvad der er bestemt af Slægtsnavnets 
Autor (Rubus er f.Ex. hos Linne mask., Cornus fem.). 


XXXVI 


Urteagtige Planters Kjøn retter sig efter Slægtsnavnet (f. Ex. 
Lotus, Melilotus, Nardus, Myosurus, Scorpiorus, Orchis, Stachys, 
Bidens ere alle maskuline). 

Neutra Slægtsnavne efterfølges, hvad enten de ere træagtige 
eller urteagtige, af Artsnavne med Neutrum-Endelse, forsaavidt 
disse ere Adjektiver (f. Ex. Acer, Ligustrum, Polygala, Lycogala, 
Phyteuma). 


I Upsala har man foreslaaet følgende Affattelse: 


Prof. 


Artnamn råtta sig, då de åro adjective, till könet efter slägt- 
namnet. 

Slågtnamn, som finnas hos de gamla latinska och grekiska 
forfattarne, behålla det kön, som de der ega; har samma slågt- 
namn olika kön i latinet och grekiskan, eger det latinska företräde. 

Är slägtnamn under senare ärhundradena bildadt genom 
sammansättning af tva eller flera ord, rätter det sig med hensyn 
till kön efter det sista af de sammansättande orden. Är sädant 
slägtnamn ej bildadt genom sammansättning, bestammas genus af 
slutandelsen. 

I de fall, då könet ej kan härigenom med säkerhet bestämmas 
(t. Ex. Ribes, Negundo o.s. v.), ar förste namngifvarens uppfatt- 
ning afgörande. 

Lange foreslaar folgende Affattelse: 

Arternes Navne rette sig, for saa vidt de ere adjektive, efter 
Slægtsnavnets Kjon. Træers og Buskes Navne med masculin En- 
delse ere efter gammel Vedtægt feminine, dog undtages herfra 
nogle sammensatte Slægtnavne (Sarothamnus, Philadelphus, Gym- 
nocladus, Calycanthus), som i Kjon rette sig efter det sidste Ord 
i Sammensætningen. 

Slægtsnavne, som i Latin og Græsk have forskjelligt Kjon, 
rette sig, hvis de have latinsk Oprindelse, efter Kjgnnet i Latin, 
de af græsk Oprindelse efter deres Kjøn i det græske Sprog (f. Ex. 
Stachys i Græsk masc.). 

Slægtsnavne, der have aldeles samme Oprindelse, bør have 
samme Kjøn (f. Ex. Lotus og Melilotus, Myosurus og Scorpiurus, 
Ægilops og Echinops). 

Slægter, som indeholde baade urte- og træagtige Arter, rette 
sig i Kjøn efter det almindeligt Vedtagne (f. Ex. Rubus hos Linné 
masc., Cornus fem.). Det samme gjælder om Slægtsnavne, hvis 
Kjøn er usikkert (Ribes, Negundo neutr.). 

Anm. Om tvivlsomme Tilfælde se foreg. $ Anm. 


S 6. | 
Substantiviske Artsnavne og adjektiviske, som afledes af Personers 


Navne, skrives med stort Begyndelsesbogstav, alle andre Artsnavne skrives 


med lille Begyndelsesbogstav. 


S 7 
Su. 
Bevislige eller utvivlsomme Bastarder betegnes ved Forældrenes 


Navne, forbundne ved et X og anførte i alfabetisk Orden. 


XXXVIL 


Er en Plantes hybride Natur ikke godtgjort eller overvejende sand- 
synlig, betegnes den med almindeligt Slægts- og Artsnavn, men en For- 
modning om Hybriditet kan betegnes ved at anbringe et >< (?) foran 
Navnet. 

§ 8. 


Om denne Paragraf opnaaedes ikke Enighed. Et Flertal stemte 
for den oprindelige Affattelse, som var folgende: 

Kan en Art ikke erkjendes ved den i Literaturen foreliggende 
Beskrivelse eller Afbildning, kan vedkommende Forfatters Prioritet 
ikke hevdes ved en senere Undersggelse af Original-Exemplaret. 

I Upsala har man foreslaaet folgende Affattelse: 

Ett äldre växtnamn maste föredrages ett yngre, savida pa 
nagot sätt, hvilket som helst (och alltsa afven genom original- 
exemplar), kan styrkas, hvad med det äldre namnet varit afsedt. 

Cand. Raunkier har foreslaaet folgende Affattelse: 

Kan en Art ikke erkjendes ved de offentliggjorte Hjzlpemidler, 
saa kan vedkommende Forfatters Prioritet hævdes ved en senere 
Undersøgelse af Originalexemplarer, hvis disse ikke vise Kjende- 
tegn, der stride mod Beskrivelsen. 

Originalexemplarer ere kun saadanne Specimina, 1) ved hvilke 
Forf. enten udtrykkelig har nevnt eller for hvilke det med en til 
Vished grænsende Sandsynlighed kan godtgjores, at han efter dem 
har udfort Beskrivelserne, eller 2) for hvis rigtige Bestemmelse 
Forf. med et „teste“, determ.* ell. lign. bevidst har paataget sig det 
fulde Ansvar. 

Viser det sig ved nøjere Undersøgelse, at en tidligere op- 
stillet Art omfatter flere (gode) Arter, da bor det gamle Navn 
bibeholdes for den, som Originalexemplaret ell. Originalexemplarerne, 
hvis de ere ens, udvise; hgre Originalexemplarerne til to eller flere 
af Arterne, bliver det Forfatterens Sag at bestemme, hvilken af 
disse der skal beholde det oprindelige Navn. 


§ 9. 

Forefindes i Herbarier upublicerede Navne paa nye Arter, Varieteter 
0.s.v., er man ikke forpligtet til at optage disse. Skeer dette, citeres 
den, som har beskrevet Planten, som Navnets Auktor. 

Det samme gjælder saadanne Plantenavne, som med Tillegsordet 
»hort.* (= hortulanorum) findes optagne i Havekataloger eller lignende 
Publikationer, med ingen, ufuldstændig eller uvidenskabelig Beskrivelse. 


Mindre Meddelelser, 


I Fjor i den tørre Sommer, dannede der sig naturlig paa Frugt- 
træerne en stor Mængde Blomsterknopper, hvilket meget vanskeliggjorde 
Okulationen i Juli og August, idet selv de kraftigste Knopper paa Aars- 
skuddene viste sig at vere Blomsterknopper. 


XXXVIII 


Da nu de unge Okulanter begyndte at skyde i Foraaret, blomstrede 
disse strax. Hos Æbler og Pærer gave de dog foruden Blomsten et 
Skud, saaledes at de unge Okulanter staa med Pærer lige nede ved For- 
ædlingstedet foruden det unge Skud. 

Med Kirsebærtræerne forholdt det sig anderledes, de gave alle 
Blomster, men ville slet ikke give Blad-Skud, saaledes at de alle maa 
okuleres om i Aar. ; 

Et Rodskud af Ostheimer Weichsel fra i Fjor paa 4“ blomstrede 
ogsaa 1 Foraaret; det staar i Frugt og har tillige givet gode Skud. — 


Juni 1894. Stephan Nyeland. 


I Fjor ved denne Tid blev jeg en Dag kaldt over paa Bernstorf 
Slot, hvor hs. kgl. Højhed Prins Valdemar viste mig nogle mærkelige 
Rodskud paa Hestekastanietræer, som hds. Majestæt Dronningen med 
sin sædvanlige Interesse for Planter havde opdaget. 

Under de gamle Kastanietræer, der ere plantede, da Bernstorf Slot 
blev opført, viste der sig flere Rodskud paa ca.1 Fods Højde; disse 
Skud vare ugrenede og hare i Toppen en Blomsterstand af usædvanlig 
Størrelse; ingen af -Blomsterstandene vare under 1 Fods Højde. Hds. 
Majestæt var i Tvivl, om det var selvsaaede Frøplanter eller Rodskud, 
men det viste sig ved Undersøgelse at være det sidste. Det er jo ikke 
usædvanligt, naar Hestekastanier staa ved Vand, at de skyde Rodskud 
henimod dette, men jeg har aldrig set disse blomstre, før de naa en 
temmelig høj Alder. Rodskuddene paa Bernstorf vare i 2det Aar og 
stode fuldstændig i Skygge. ; 


Juni 1894, Stephan Nyeland. 


Personalia. 
Foreningens Æresmedlem, Oberstlieutenant E. Dalgas afgik ved 
Døden i Aarhus d. 16de April 1894. 
Foreningens Formand Lektor E. Rostrup er bleven udnævnt til 


Æresdoctor (Dr. phil.) ved Kjøbenhavns Universitet i Anledning af 
d. kgl. Hh. Kronprinsens og Kronprinsessens Sølvbryllup. 


Ordinær Generalforsamling d. ddie Febr. 1894, 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, Bartholin, Boysen, Bruun, Børgesen, 
C. Christensen, Claudi-Hansen, Didrichsen, Th. Friedrichsen, Gelert, J. 
Hartz, N. Hartz, Jansen, Hj. Jensen, Johannsen, Jon. Lange, Jørg. Larsen, 
A. Madsen, Mentz, H. Mortensen, Ostenfeld-Hansen, M. Pedersen, V. A. 
Poulsen, Prytz, Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, 
O. Rostrup, Sarauw, Warming; ialt 32 Medlemmer. Endvidere var som 
Gjæst tilstede Dr. Elfstrand fra. Upsala. | 


Til Dirigent valgtes Professor C. V. Prytz. 
1) Formanden, Lektor Rostrup, aflagde Beretning om Foreningens 
Virksomhed i 1893. Af Tidsskriftet var udkommet 18de Binds Hefte 


So | 
PP PP ET PRE DORTE VER 


XXXIX 


3—4. — Der var holdt 8 Foreningsmoder med 12 Foredrag. — Der var 
afholdt 3 Exkursioner, nemlig 1) til Møen d. 24de—26de Juni (7 Del- 
tagere), 2) til Egnen syd for Nissum Fjord d. 17de—20de Juli (10 Delt.) 
og 3) til Brede-Gjelskov d. 29de Sept. (23 Delt.). — I Plantebytningen, 
som omfattede 17433 Numre, deltoge 51 Medlemmer. — Foreningen stod 
i Skriftvexel med 57 Institutioner, Selskaber og Tidsskrifter; af disse 
vare 6 tilkomne i 1893: Tidsskrift for Skovvæsen, Annals of Scottish 
nat. history, Le monde des plantes, udg. af Leveille, Erythea (Cali- 
fornia), Zo& (California), Botanisch Jaarboek udg. af Dodonæa i Gent. 
Endvidere sendes Tidsskriftet som Gave til Pharmaceutisk Læreanstalt. 
— Foreningen havde ved Aarets Udgang 303 Medlemmer (7 Æresmedl., 
241 ordinære (117 indenbys, 124 udenbys) og 55 korresponderende). I 
Aarets Løb vare 4 Medlemmer døde, nemlig Etatsraad Petit, Apotheker 
Stisgaard, Konservator Nyman i Stockholm og Stud. Wallengren i Sverrig. 

2) Kassereren, Gartner Friedrichsen, fremlagde det reviderede 
Regnskab for 1893 og Budget for 1894, hvilke begge godkjendtes. 

3) Følgende Exkursioner vedtoges efter Bestyrelsens Forslag: 
1) Juni-Exkursion til Jyderup-Egnen, (Eskebjerg Lyng, Ruds Vedby), 
2) Sommer-Exkursion til Middelfart-Kolding-Egnen. 

4) Valg til Bestyrelsen. Som Formand gjenvalgtes Lektor E. Ro- 
strup. Som Medlemmer af Bestyrelsen gjenvalgtes Dr. V. A. Poulsen og 
Dr. L. Kolderup Rosenvinge. Bestyrelsen bestaar saaledes for 1894 af: 
Lektor E. Rostrup, Formand; Prof. E. Warming, Næstformand; Gart- 
ner Th. Friedrichsen, Kasserer; Dr. L. Kolderup Rosenvinge, 
Redaktør; Dr. V. A. Poulsen, Sekretær; Cand. mag. C. Raunkiær, 
Arkivar. 

5) Til Revisorer gjenvalgtes Professor C. Grønlund og Etatsraad 
Piper. 

6) Fra Forstkandidat G. Sarauw var der indkommet to Fore- 
spørgsler angaaende ,Botaniske Litteraturblade“, dels om Redaktionens 
Ansvarlighed, dels om deres Karakter af refererende Organ. Paa Be- 
styrelsens Vegne besvarede Formanden det første Punkt derhen, at 
Redaktionen bar Ansvaret overfor Bestyrelsen og ikke direkte overfor 
Generalforsamlingen. Hvad det andet Punkt angik, mente Bestyrelsen 
at dette Orgen fremdeles ligesom oprindelig (se Bot. Littbl. Nr. 1. S. 1) 
skulde være ikke blot i strengeste Forstand refererende, men ogsaa 
recenserende, idet hensynsfuld Kritik ikke skulde være udelukket. — 
Forespørgeren udviklede under Henvisning til adskillige Ordbøger For- 
skjellen mellem Begreberne ,refererende" og ,recenserende“, og spurgte 
dernæst om, hvad Bogstaverne under visse Artikler i Litteraturbladene 
betød, og hvorfor man ikke skrev Navnene helt ud. — Næstformanden 
svarede, at disse Bogstavgaader vare let gjennemskuelige (Littbladenes 
oprindelige Udgivere), og Forespørgeren vidste sikkert god Besked. Blev 
nogen af de paagjældende Anmeldere kaldt frem, vilde han ganske 
sikkert melde sig. 

7) Prof. Warming fremlagde den botaniske Rejsefonds Regnskab. 
Kapitalen var nu allerede ved de ordinære Indtægter naaet op over 
3000 Kr., og Fonden kunde saaledes nu begynde sin Virksomhed. Des- 


XL 


uden havde Fonden ved Etatsraad Petits Dod faaet fuld Raadighed over 
de af denne ved Foreningens Jubilæum skænkede 2500 Reichsmark; og 
endelig havde den efter Etatsraad Petit modtaget som Gave forskjellige 
Herbarier og et Herbarieskab, til at sælge til Fordel for Rejsefonden. — 
Om Anvendelsen af de alt til Raadighed værende Renter, var der endnu 
ikke taget Bestemmelse. 

8) Dr. Kolderup Rosenvinge fremlagde Regnskab for For- 
eningens Reservefond. Fonden havde i Aarets Lob modtaget dels 


Pengebidrag, dels Bidrag i Form af Herbarier og Bøger, hvilke solgtes . 


ved en Auktion i Foreningen. Ved Aarets Udgang ejede Fonden 128 Kr. 
4 Øre. Taleren opfordrede til fremdeles at yde Bidrag. 


Foreningsmøder i 1894, 


Mødet d. 20de Januar 1894. 


Tilstede: Edm. Andersen, Bovsen, Didrichsen, Friedrichsen, Gelert, 
B. Gram, Frk. Hallas, Frk. Hannemann, Hartz, Hj. Jensen, W. Johannsen, 
Kolderup Rosenvinge, A.Lange, Jonath.Lange, Madsen, Ostenfeld Hansen, 
Paludan, Porst, V. A. Poulsen, Raunkiær, F.K. Ravn, J. Ravn, E. Rostrup, 
Sarauw, Warming. 

1) Cand. mag. €. Raunkiær talte om Blomsterstanden hos Elyna 
og knyttede hertil nogle Bemærkninger angaaende Cyperaceernes Syste- 
matik. Baade paa Spiritusmateriale og Herharieexemplarer af Elyna 
Bellardi (All.) havde Taleren fundet, at der paa den Støttebladet mod- 
satte Side af Hanblomsten fandtes en kegleformet, gold Axespids og at 
Elyna's Hanblomst var sidestillet lige saa vel som Hunblomsten: 
Blomsterstanden var derfor axformet, hvad allerede Eichler havde an- 
taget, og ikke kvastformet, som senere Pax og flere med ham havde 
ment. Paa Grund af dette Forhold maatte i Pax’s Cyperacé-System 
Elyna og de øvrige til Gruppen Cariceae henhørende Slægter henføres 
til Underfamilien Scirpoideae og ikke til Caricoideae, hvilket sidste 
Navn Taleren foreslog at forandre til Rhynchosporideae, da den hidtil 
navngivende Gruppe nu maatte fjernes. i 

2) Cand. pharm. Bille Gram talte om Forskjellen mellem Brassica 
juncea og B. lanceolata. Froskallens Bygning synes at vise, at disse to 
ere vel adskilte Arter (se iøvrigt S. 116). 


3) Cand. mag., Assistent Hj. Jensen demonstrerede nogle Potteplanter, 
med hvilke han havde anstillet Forsog med kunstig Godning. 
Anledningen var en meget vidt dreven Reklame for et af Prof. Wagner 
komponeret Ggdningsstof, som forhandles her i Byen hos Blomster- 
handlerne. 

Det viste sig, at Virkningen var meget forskjellig ved forskjellige 
Anvendelsesmaader : 

D) Skadelig Virkning havde Godningen haft paa Cobea scandens, 
naar denne dyrkedes i stærkt sandhlandet Jord og der tilsattes rigelig 


XLI 


Gødning. (Der forevistes Fotografier af en Forsogsrekke og Forsogs- 
planter, af hvilke den stærkt godede i hele Sommerens Lob kun havde 
naaet en Højde af c.!/m, medens 2 Kontrolplanter slyngede sig langt 
hen under Loftet). 

IH) Ingen Virkning havde Godningen haft paa en Forsogsr&ekke 
med Tobaksplanter, som vare dyrkede i store Urtepotter (Diam. 18 ctm.) 
med god Havejord. Heller ikke meget stærk Godskning (indtil 30 gr. 
fra 8/; til 8/6) havde haft nogen Virkning, hverken gavnlig eller skadelig. 
Om det skyldtes Gødningen, at de ugødede havde viist mindre Mod- 
standskraft i Bladene overfor stærk Tobaksrog end de gødede, kunde 
.Foredragsholderen ikke udtale sig om. (Fotografier forevistes). 

III) Gavnlig Virkning havde Gødningen haft paa en Del forskjel- 
lige Planter fra Drivhusene, som dels vare i for smaa Potter, dels vare 
svagelige Exemplarer og dels stode i daarlig Jord. Af Forsøgsplanterne, 
som forevistes, var der ved Forsøgets Begyndelse taget Fotografier, som 
cirkulerede. Forsøgene vare anstillede med Cycas circinalis, Caryota 
sobolifera, Phoenix Jubæ, Musa sp, Citrus decumana, Cordia coccinea, 
Cæsalpinia echinata, Datura suaveolens, Gossypium herbaceum, Canna 
edulis, Panicum sulcatum. Atropa Belladonna, Amicia Zygomeris, 
Chrysanthemun sp, Fuchsia serratifolia, F. semperflorens. 

Godningens Indflydelse viste sig forst og fremmest ved en meget 
stærkere Væxt. Som Exempel kan anføres Cesalpinia echinata, af 
hvilken der var benyttet 3 Exemplarer, hvis Højde for Godningen var 
henholdsvis 26, 27 og 33 ctm.; det mindste Exemplar blev godet med 
ialt 4 gr. Gødning (fra ?°/,—?®/s), og Planternes Højde var da senere 
henholdsvis 44, 32 og 36 ctm. Dernæst havde de godede Planter gen- 
nemgaaende et kraftigere Udseende, mørkere grøn Farve og større 
Blade. Hos nogle Arter (f. Ex. Datura og Amicia) havde de gødede 
Exemplarer vist særlig stærk Tilbøjelighed til at danne Sideskud. 

Den Moral, man altsaa maaske kunde uddrage af disse Forsøg, er, 
at det er forstandigt at anvende Gødningen til Urtepotter, som have 
for lidt eller for daarlig Jord, hvilket f. Ex. gjælder de fleste Urtepotter 
i private Huse, medens Handelsgartnerne, som i en Fart skulle drive 
deres Planter frem og derfor giver dem rigelig og god Jord, næppe have 
Brug derfor. 

I den paafølgende Diskussion deltoge Lektor Johannsen, Slots- 
gartner Paludan og Cand. Sarauw. 


Mødet d. 24de Februar 1894. 


(Tilstede vare: Edv. Andersen, Becker, Børgesen, G. Christensen, 
Didrichsen, Th. Friedrichsen, Gelert, Frk. Hallas, J. Hartz, N. Hartz, 
Hj. Jensen, Johannsen, Kolderup Rosenvinge, Krarup, A. Lange, Jonath. 
Lange, Madsen. Mentz, Frk. Møller, Ostenfeld Hansen, Paludan, O. G. 
Petersen, V. A. Poulsen, Prytz, Raunkiær, F. K. Ravn, E. Rostrup, Sa- 
rauw, Warming.) 

Professor E. Warming indledede en Diskussion om hotaniske 
Termini (Fortsættelse; se Mødet d. 16. Dec. 1893; Side IX). a) ,Fing- 
ret* eller ,koblet“? — Af disse to Udtryk, som allerede fandtes 
som Synonymer hos Drejer, burde det ene forkastes, og det maatte da 


Botanisk Tidsskrift. 19. Bind (Meddelelser). 4 


XLII 


blive ,koblet", som overalt burde erstattes af ,fingret". Man kunde 
ogsaa skjelne mellem ,3-fingret“ og ,3-finnet“. (Det sidste, naar Ende- 
smaabladet ved en længere Stilk var fjernet fra Sidesmaabladene). 

Lektor Rostrup, Dr. Poulsen og Lektor Johannsen sluttede 
sig til Taleren. 

Cand. mag. Raunkiær syntes egentlig bedre om ,koblett, men 
vilde gjerne folge Flertallets Mening. ,3-finnet“ kaldtes nu „finnet- 
koblet"; ,finnet-fingret" vilde lyde mindre godt. 

Professor Prytz ansaa „fingret“ for det korrekteste, da det var 
Udtryk for en delt Enhed, medens „koblet“ bedst passede paa en Sam- 
ling ens Enheder. | 


b) „Stengelled* og ,Bladfæste“. — Indlederen bemærkede, 
at man for Begreberne „internodium“ og ,nodus* havde anvendt for- 
skjellige Betegnelser: 


Zwischenknotenstück og Knoten 


Mittelstück og Stammknoten 
Stengelglied 

Ledstykke | og Knude (Petit) 
Ledstykke | og Knæ (Drejer) 
Stængelstykke (Gronlund) 
Stængelled og Bladfæste (Warming) 


De to sidste Udtryk vilde Taleren fremdeles hævde, bl. a. fordi 
man deraf kunde aflede de korte Ord ;,straktleddet“ og ,kortleddet“. 
„Kn&“ burde reserveres for det ved et Bladfæste bgjede Stængelparti. 


Lektor Johannsen henledede Opmærksomheden paa, at man i 
Fysiologien brugte „Led“ i en anden Betydning (for Mimosens bevæge- 
lige „Gelenk*). Kunde man ikke for ,Fæste“ sige ,Stol“ i Analogi til 
»Ægstol" ? 

Prof. Warming vilde hos Mimosens o. a. lignende Blade tale om 
.Puden“. 

Cand. Raunkiær ansaa ikke „Bladstol“ for en Forbedring; der- 
imod var ,Bladfæste" et godt Ord, kun var det noget dobbelttydigt. 
Dels kunde det tages for Bladets Insertionsflade, altsaa svarende til 
Bladarret, og det vilde Taleren, dels kunde det anvendes for hele Inser- 
tionsregionen, altsaa lig Nodus, for hvilken Taleren helst vilde bruge ~ 
Betegnelsen „Led“. ,Stængelled" fandt Taleren ikke heldigt. Der var 
indvendt mod ,Stængelstykke“, at det var for ubestemt, men dette Ud- 
tryk lod sig jo definere. 

Lektor Johannsen fandt ikke, at ,Pude“ var noget godt Ord for 
Bladleddene. ; | 

Prof. Warming forsvarede de af ham foreslaaede Udtryk. 

Dr. Poulsen fandt, at Striden var vanskelig at afgjore; baade 
„Staengelstykke“ og „Led“ vare dobbelttydige, men for begge lod Be- 
tydningen sig jo med Lethed fastslaa ved Definition. 

Cand. Raunkiær hævdede sine Betegnelser. Man havde oftere 
Brug for at skjelne mellem ,Bladfæstet" (= Bladarret) og „Leddet“ 
(= nodus). . 


XLIII 


Undergartner Becker foreslog for Nodus ,,Bladsæde". 
Lektor Rostrup holdt paa ,Stængelled". 


c) ,Hindbær“ eller ,Himbær"? — Prof. Warming udtalte, at 
»Hindbær" (af Hind = Hjortens Hun) var den hos danske Forfattere 
hyppigste Form og sprogligt den rigtigste, hvorimod ,Himbær“ var en 
forvansket, tysk Form. 


d) ,Ahorn*. — Prof. Warming hævdede, at dette Navn var 
tysk. Dets fremmede Oprindelse kunde allerede sees deraf, at alle op- 
rindelige, ægte danske Trænavne vare Enstavelses-Ord, f. Ex. Løn, El, 
Birk, Bøg, Fyr, Lind, Elm, Ask, Røn, Hyld, Tax. I større Lærebøger 
kunde man endnu bruge Formen „Ahorn“ ved Siden af de andre Be- 
tegnelser for disse Træer, men i Skolebøger burde den stryges. De tre 
danske Arter burde betegnes saaledes: Lon = Acer platanoides; Ar = 
A. Pseudoplatanus; Naur = A. campestre. Løn burde tillige anvendes 
som Slegtnavn = Acer. _ : 

Forstkandidat Sarauw var ganske vist enig med Prof. Warming 
i, at ,Ahorn“ var et Laaneord fra Tysk, men det var dog saa gammelt 
i vort Sprog, at det kunde ansees for at have faaet Borgerret. Ordene 
„Er“ og ,Naur“ ere vel danske i deres Form, men de selvsamme Ord 
i andre Former (Ahr og Ur) findes i mange tyske Dialekter. Alle For- 
merne tydede hen paa en felleds nordisk-germansk Urform, hvoraf de 
ere differente Udviklinger. ,Lon“, som i det oldnordiske Sprog hed 
,lynnr*, kunde konstateres at vere brugt oprindelig om Acer plata- 
noides. „Ahorn“ var iøvrigt det samme Ord som Acer med Overgangs- 
formen ,aher“, idet h var Lydovergang fra c (udtalt som k eller ch). 
I Henhold til det Anforte hævdede Taleren, at „Ahorn“ ikke burde 
stryges af Sproget;. det burde anvendes som Slægtsnavn, og de tre Arter 
benævnes som af Prof. Warming foreslaaet. ,Ær* var kommet af 
,aher“, altsaa ogsaa lig „acer“. 

Gartner Friedrichsen anførte, at i Angeln sagde man ikke 
„Ahorn“, men ,Lonne“. 

Cand. Sarauw tilfojede, at det franske ,érable“ var lig „acer 
arbor“, altsaa lig , Æretræ“. 

Prof. Warming takkede Cand. Sarauw for de interessante Op- 
lysninger, og haabede, at de snart maatte foreligge trykte. 


Mødet d. dite Marts 1894. 


(Tilstede: Edm. Andersen, Becker. Borgesen, Dalskov, Didrichsen, 
Gelert, Grønlund, Frk. Hallas, J. Hartz, N. Hartz, Hj. Jensen, A. Lange, 
Kiærskou, Kolderup Rosenvinge, Madsen, Mentz, Frk. Moller, Ostenfeld 
Hansen, M. Pedersen, O. G. Petersen, V. A. Poulsen, Raunkier, F. K. 
Ravn, J. Ravn, E. Rostrup, O. Rostrup, Warming). 


Dr. L. Kolderup Rosenvinge talte om 1) Vinterstudier over 
Havalger. 

Efter at have omtalt Kjellmans bekjendte Iagttagelser over Alge- 
vegetationens Udvikling i Vinternatten ved Spitsbergens Kyster, frem- 
hævedes Nodvendigheden af ogsaa her hjemme at studere Havalgerne 
om Vinteren. Man kunde ingenlunde slutte, at Arterne forholdt sig 

| É Ar 


XLIV 


paa samme Maade her som andetsteds. Det viste sig f. Ex. ved Chorda 
tomentosa, som ved vore Kyster forsvandt omtrent i Slutningen af Juni, 
medens den ved Grønlands Kyster var fundet steril i Juni og Juli og 
forst i August med Sporangier. Paa lignende Maade forholdt det sig 
med Monostroma Grevillei. Mange af vore almindelige Arter have et 
højst forskjelligt Udseende til forskjellige Aarstider, saaledes Rhodomela 
subfusca, som om Foraaret bærer et rigt forgrenet System af Skud med 
Fruktifikationsorganer, som snart fuldstendig afkastes. Delesseria san- 


guinea bærer om Vinteren Fruktifikationsorganer paa særlige smaa : 


Skud, medens de vegetative, bladlignende Skud naa deres fulde Udvik- 
ling midt om Sommeren og om Vinteren for Storstedelen gaa tilgrunde. 
Nögle tilsyneladende enaarige Arter overvintre i Virkeligheden ved 
Hjælp af deres Basalpartier. 

Hos Desmarestia aculeata begynder den vegetative Udvikling i 
Slutningen af Vinteren, idet Planten skyder nye med brune, assimile- 
rende Haar besatte Skud. Haarene afkastes i Begyndelsen af Som- 
meren. Hos denne Alge vare Sværmesporer hidtil ikke kjendte, medens 
de vare iagttagne hos to andre Arter af samme Slægt. Det lykkedes 
imidlertid Taleren i Februar 1894 at iagttage dens Sværmesporer paa 
frisk Materiale sendt fra Lillebelt af en af de ved Biologisk Station an- 
satte Folk. De dannedes i et Antal af ce. 16 i periferiske, enrummede 
Sporangier, som havde samme Form som de periferiske vegetative 
Celler. De traadte samlede ud, dannende en rund Klump, men ad- 
skiltes snart, idet det omhyllende Lag opløstes. De frigjorte Zoosporer 
bevæge sig hurtigt, ofte hoppende; de ere langstrakte, 6—7 y lange, 
næsten tenformede, men dog med afrundet Bagende. Den forreste Ende 
er farveløs, den bageste indeholder en brun pladeformet Kromatofor ; 
ved dens Rand findes paa Siden af Sværmesporen et: brunt fremsprin- 
gende Pigmentkorn. Dræbes Zoosporerne med Jod, seer man, at de, 
som det var at vente, ere udstyrede med to Cilier, et langt fremad- 
rettet og et kort bagudrettet. BR 

Samme meddelte derefter 2) at han havde fundet den af ham be- 
skrevne, ved Gronland fundne Alge, Omphalophyllum ulvaceum siddende 
paa Ptilota pectinata fra New Foundland, sendt fra Pariser-Museet. 


Professor Warming indledede en Diskussion om nogle botaniske 
Termini (Fortsættelse; se Mode d. 24. Febr. 1894). 
Euphorbias Frugt, som af Drejer kaldtes Springfrugt, af Lange 


og Andre Spaltefrugt, burde betegnes som en Kapsel med skilleveg- 


delende Opspringning. Paa samme Maade burde Frugten hos Geranium 
benævnes, medens den hos Erodium og Pelargonium maatte siges at 
være en Spaltefrugt, da der vel ved Spaltningen dannedes et Hul paa 
hver Delfrugt, men Froet ikke kom ud, da Hullet var for lille. | 

Endelig bemærkede Taleren, at Ledfrugter og Spaltefrugter burde 
holdes ude fra hinanden. 

I Diskussionen deltoge Dr. Poulsen, Dr. O. G Petersen, In- 
spektor Kiærskou, Cand. mag. Raunkiær og Cand. mag. Hj. Jensen. 
Cand. Raunkiær hævdede navnlig stærkt, at Frugten hos Ærodium 
og Pelargonium var en Kapsel, da den faktisk aabnede sig, og da 


XL 


 Froskallen havde samme Bygning som i andre Kapselfrugter. Cand. 
Jensen hævdede, at Inddelingen af Frugtformerne burde ske efter 
morfologiske og ikke efter biologiske Mærker. 


Mødet d. l4de April 1894. 


(Tilstede: Edm. Andersen, Boysen, Bøggild, Børgesen, C. Christen- 
sen, Didrichsen, B. Gram, Frk: Hallas, Frk. Hannemann, Herring, Hi. 
Jensen, Kiærskou, Jon. Lange, Madsen, Mentz, Ostenfeld Hansen, M. 
Pedersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, Rosenvinge, E. Rostrup, Rützou, 
Sarauw, Warming.) 

Havebrugskand. A. Madsen fremkom med 1) Supplerende Be- 
mærkninger om Hindbær. 

Ikke alene i det danske Sprog er Hindbær den oprindelige Form, 
dette er ligeledes Tilfældet paa tysk, og Meningen af Hindbær er overalt 
den samme, den Frugt Hinderne ynde; det senere Himhær er enten op- 
staaet ved en simpel Forvrængning af Stammeordet eller en Abbrevia- 
tion af det gammeltyske Himmel- (eller Himel) bær. Hindbær fore- 
kommer ogsaa som Hundbær, der græciseret i cynosbatus, spiller en 
Rolle i Middelalderens medico-botaniske Værker. 

Gav derefter 2) Meddelelse om Tydningen af Plantenavnet 
Moly, 2Ø4v. 

Denne Plante findes omtalt i Odysseens 10. Sang, og overrækkes 
Odysseus af Hermes som Tryllemiddel mod Kirke. Dens Blomst er 
hvid, Roden sort, og den er vanskelig at SAG op af Jorden for døde- 
lige Mennesker. 

De græsk-romerske Botanikere beskjæftigede sig alle med Moly; 
Theofrast og Dioskorides skildre den som en Løgvæxt, Plinius dels 
som en Allium, dels som en Mandragora, Galenos som Peganum Har- 
mala L. t 

I den nyere Tid antage de tyske ,patres“ den snart for en Col- 
chicum, snart en Inula, senere en Allium, Helleborus niger, og Nym- 
phaea alba, den sidste med den Begrundelse, at Vandplanter ere de 
sværeste af alle at rykke op. 

Efterhaanden blev Navnet Moly et Slægtnavn, der samlede en 
Mængde Allium, Ornithogalum , og andre nærstaaende Arter under sig. 

Linne opstillede en Allium Moly, men kun for at bevare dette 
klassiske Navn; paa en Tydning af den oprindelige, homeriske Moly er 
ikke tænkt, thi Allium Moly L. har gule Biomster. 

Kurt Sprengel antager, at Homers Moly er identisk med Allium 
nigrum L. Hoefer har i ,Historie de la Botanique, 1872" erklæret sig 
for Arum Dracunculus L. med Henvisning til, at denne Plantes slange- 
spættede Stængel maatte sætte den i Forbindelse med Hermes, Molys 
Opdager, hvis Heroldstav var omvunden med Slanger. 

Men Hermesstaven Kerykeion var ikke slangeomslynget i den old- 
greske Periode, og der træffes hos de antike Forfattere ikke noget 
Spor til, at Arum Dracunculus L. skulde være Homers Moly. 

Andre have hævdet, at Moly er et rent Fantasiprodukt. 

Schübeler har i ,Viridarium norvegicum“ bestemt den som en 
Alrunerod, Mandragora, dog uden at begrunde dette. 


XLVI 


Efter Talerens Mening var Moly en ubestemmelig Allium Art, men 
forresten er det rimeligt at lade det vere et aabent Sporgsmaal, og ved 
Omtalen af denne magiske Plante ikke tage bestemt Parti, men ind- 
skreenke sig til at referere de Tydningsvarianter, der til Dato ere frem- 
komne i saa rig Mangfoldighed. . 

Prof. Warming indledede den fortsatte Diskussion om botaniske 
Termini. 

1) „Mellemstok“ og ,Rodstok". Disse Udtryk vare ikke syno- 
nyme hos Drejer; Mellemstok var det mest omfattende, det svarede 
til, hvad vi nu betegne med de heldigere Udtryk „Jordstengel“ eller 
»Jordskud", og burde derfor ikke beholdes. 

I Diskussionen herom deltoge Inspektør Kiærskou, Docent 
Rützou og Åssistent Sarauw, hvilken sidste gjorde opmærksom paa 
Franks nye Betegnelse „Katablast“ (paa Dansk ,Lavskud"), som dog ikke 
vandt Bifald hos Indlederen. 

2) ,Læbeceller". Dette Ord, som vistnok var dannet af Vaupell, 
burde bibeholdes; Ligheden med „Mund“ var alt givet i ,stoma*. Der 
var ingen Grund til at erstatte det med det vist fra Tysk oversatte Ord 
»Lukkecelle". . 

Dr, Kolderup Rosenvinge, som ganske sluttede sig til Taleren, 
gjorde opmærksom paa, at Ordet ,Lukkecelle" var dannet af Prof. R. 
Pedersen. 

3) ,Svampetvæv“, anvendt første Gang af Sarauw i en Afha dling 

»Ret og Vrang paa Blade og Grene", var et uheldigt og endog sproglig 
ukorrekt Udtryk, som ikke burde indføres. 

Hertil sluttede sig Lektor E. Rostrup og Assistent Sarauw selv. 

4) ,Kurvdække" kunde ganske afskaffes og erstattes af ,¢vob*. 

Hertil sluttede sig Cand. Raunkiær og Inspektør Kiers kon 

5) ,Hoved* som Navn paa en Blomsterstand burde afskaffes, da 
det var overflødigt. 

Inspektør Kiærskou ønskede at beholde denne Betegnelse, me- 
dens Cand. Raunkiær sluttede sig til Taleren, idet han dog ønskede 
at beholde Ordet ,hovedformet*. | 


Mødet d. 28de April 1894. 


(Tilstede: Edm. Andersen, Boysen, Børgesen, C. Christensen, Did- 
richsen, Gelert, B. Gram, Frk. Hallas, N. Hartz, Hj. Jensen, Kiærskou, 
Mentz, Ostenfeld Hansen, M. Pedersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, F. K. 
Ravn, Rosenvinge, E. Rostrup, Rützou, Sarauw, Warming.) 

Professor Warming fremsatte en Bemærkning om den økologiske 
Plantegeografi. 

Denne nye Betegnelse vilde Taleren anvende for det, som hidtil 
(af nogle Faa, deriblandt Taleren selv) var bleven kaldt den biologiske 
Plantegeografi. Den beskjæftigede sig, i Modsætning til den floristiske 
Plantegeografi, med Vegetationsformerne og med Planternes Samfunds- 
forhold. Efter de økologiske Forhold opstillede Taleren følgende Hoved- 
grupper: 1) Hydrofyt-, 2) Xerofyt-, 3) Halofyt- og 4) Mesofyt-Samfund, 
idet han under den sidste Kategori sammenfattede. de Samfund, som 
ikke kunde henføres til nogen af de andre Grupper. 


XLVII 


I den paafolgende Diskussion deltoge stud. mag. N. Hartz, Dr. 
V. A. Poulsen og Cand. mag. Hj. Jensen. Den sidste mente, at 
den „okologiske Plantegeografi* egentlig ikke var Geografi, men at man 
kunde nøjes med Betegnelsen Økologi, hvad Prof. Warming dog ikke 
kunde indromme. 

Derefter indledede Prof. Warming den fortsatte Diskussion om 
botaniske Termini. 

1) ,Falsk Frugt". Dette Udtryk burde, hvis det overhovedet 
skulde bibeholdes, indskrænkes til kun at gælde saadanne Frugter, der 
ved Dele, der ikke høre til den egentlige (over- eller undersædige) 
Frugt, paa en væsentlig Maade have faaet Frøspredningens Karakter 
forandret, medens den undersædige Frugt ikke burde betegnes som en 
falsk Frugt. 

Dr. V. A. Poulsen vilde ogsaa kalde den undersædige Frugt falsk. 
Inspektør Kiærskou talte om Pomacéfrugterne, som han ansaa for 
Flerfoldsfrugter fremgaaede af omkringsædige Blomster, hvilket mødte 
Modsigelse fra flere Sider. Dr. Kolderup Rosenvinge og Docent 
Rützou sluttede sig til Indlederen, ligeledes Cand. Raunkiær, som 
dog slet ikke vilde anvende Betegnelsen „falsk Frugt", da han fandt 
den overflødig. 

2) Om Udtryk endende paa -formet og -dannet. Taleren min- 
dede om, at Drejer anvendte de sidste for flade Legemer, de første for 
tykke Legemer. Man syntes i Nutiden at have glemt denne Adskillelse, 
som Tal. foreslog at gjenoptage. 

Cand. mag. Raunkiær fandt ikke denne Adskillelse nødvendig; 
men hvis Adskillelsen endelig skulde bibeholdes, vilde han snarere 
foretrække at anvende disse Betegnelser i den omvendte Betydning. 


Mødet d. 18de Maj 1894. 


(Tilstede vare: Børgesen, C. Christensen, Didrichsen, B. Gram, Frk. 
Hallas, J. Hartz, N. Hartz, Kolderup Rosenvinge, Madsen, Mentz, Osten- 
feld Hansen, M. Pedersen, O. G. Petersen, V. A. Poulsen, Raunkiær, F.K. 
Ravn, E. Rostrup, Rudmose, O. Trier, Warming.) 

Dr. V. A. Poulsen indledede en Diskussion om nogle anatomiske 
Termini. 

a) ,Bark* og ,sekunder Bark‘. Sidstnævnte Udtryk var for- 
mentlig meget uheldigt og burde ikke anvendes. 

b) Marvstraale*. Dette burde kun anvendes om de primære 
Parenkymstraaler, medens de sekundære kun burde kaldes „Parenkym- 
straaler*. 

Under Diskussionen, i hvilken Dr. O. G. Petersen, Prof. War- 
ming, Cand. N. Hartz og Dr. Kolderup Rosenvinge deltoge, 
gjordes gjældende, at ,Marvstraaler“ meget vel kunde anvendes ogsaa 
for de sekundære Parenkymstraaler, skjønt de ikke naaede ind til 
Marven, ligesom ogsaa Betegnelsen ,sekunder Bark“ toges i Forsvar. 

Lektor E. Rostrup foredrog derefter nogle Mykologiske Medde- 
lelser, som findes trykte i dette Bind S. 201—218. 


Cand. N. Hartz fremviste en androgyn Kogle af Rødgran (Picea 
excelsa). 


XLVIIT 


Modet d. 10de November 1894. 


(Tilstede vare: M. Pedersen, Grubb, Lind, O. Paulsen, Edm. An- 
dersen, Didrichsen, Claudi sae! Frk. Møller, Feddersen, O. Rostrup, 
E. Rostrup, Jansen, A. Lange, F.K. Ravn, Boysen, N. Hartz, Ipsen, Joh. 
Lange, Leth, Hj. Jensen, B. Gram, Børgesen, Prytz, Friedrichsen, War- 
ming, Rosenvinge, Sarauw.) 

Lektor E. Rostrup talte om Vegetationen ved Klitmøller i 
Thy”). 

Taleren skildrede Floraen og Vegetationen i Omegnen. af Klit- 
møller indenfor 1/2 Mils Afstand, hvilket Omraade han havde undersøgt 
i den forløbne Sommer. 

Floraen her er fattig; paa udyrket Jord fandtes 290 Arter af 
Blomsterplanter og 8 Karkryptogamer, medens 59 Arter alene forekom 
paa dyrket Jord. Tilsammen 349 Blomsterplanter. 

Til Sammenligning anførtes, at Skaarup Sogn paa Fyen, som om- 
trent har samme Størrelse, har 692 Arter, og at Stensgaard paa Lol- 
land, som kun er 200 Tdr. Land stor, har 494 Arter af Fanerogamer. 
Af Interesse er det ogsaa at betragte Forholdet mellem Mono- og Se 
tyledonerne paa disse Steder: 


Monokot.  Dikotyl, 


Stensgaard 1 i 3,5 

Skaarup 1 : 3,2 

Fænø 1 sitre 3 

) : f udyrk. Jord 1: 1,8 
Klitmøller \ i det Hele 1 : 9,» 


Jo ufrugtbarere en Egn er, des storre bliver Antallet af Monoko- 
tyledoner. 

Skjont Kysten er 1 Mil lang, findes dog kun meget lidt Strand- 
vegetation, da Landet ender i bratte Skrænter med en flere hundrede 
Fod bred Forstrand, som paa Grund af Havets jævnlige Stigninger, iser 
om Vinteren, er ganske blottet for Vegetation. Længst ud, kun be- 
grænset af en lav Grusklit, gaar Stenhammaria maritima, lidt længere 
oppe træffes enkelte Cakile og Halianthus, i større Antal Lathyrus 
maritimus og Eryngium maritimum, men Strandfloraen er fattig saavel 
paa Arter som paa Individer. Saaledes mangle Chenopodiaceerne næsten 
ganske. Skov mangler fuldstændig indenfor Omraadet, og dermed en 
Mængde Skovplanter. Mod Syd findes ganske vist en Plantage, men 
den er ganske ung, og Vegetationens Karakter er endnu ikke forandret. 

Taleren skildrede dernæst Plantevæxten paa Klitterne. Vegetatio- 
nen paa selve Klitbakkerne udgjøres af omtrent 50 Arter, af hvilke 
Psamma arenaria var den aldeles overvejende; hist og her lave Krat 
af Rosa pimpinellifolia, Hippophaé og Salix repens. I Lavningerne 
mellem Klitterne fandtes flere Steder en Bastard: Sagina procumbens X 
subulata mellem Stamplanterne. Af Juncus-Slægten, som var særlig 
fremtrædende (12 Arter), omtaltes Juncus inundatus Drej (J. balticus >< 


*) Foredraget er in extenso afgivet som Manuskript til Bot. Haves 
Bibliothek. 


ss de + 


XLIX 


filiformis) og Juncus squarrosus, som dannede store Tæpper 1 Meter i 
Diameter og bestaaende af et enkelt Individ. Juncus pygmeus og J. 
capitatus saas mange Steder. Pinguicula fandtes ofte med 2 Sporer. 
Af Linaria vulgaris fandtes Peloria-Former baade med 5 Sporer og 
uden Spore. 

Af Vandplanter fandtes bl. a. items men ikke blomstrende; 
paa samme Maade forholdt sig Phragmites. 

Kun 12 af de paa det undersøgte Omraade forekommende Arter 
findes ikke paa Sjælland (Selaginella spinosa, Juncus balticus, atrica- 
pillus, pygmeus, Aira uliginosa, Narthecium ossifragum, Sagina subu- 
lata, Batrachium hederaceum, Polygala depressum, Genista tinctoria, 
anglica, Stenhammaria maritima). 

Taleren omtalte derefter de mest fremtrædende Mosser og Lichener 
og bemærkede sluttelig, at Klinte optraadte i Mængde i Vaarsæd (Havre) 
som enaarig Plante, i smaa Individer. 

Prof. Warming mindede om, at der ved Lagoa Santa i Brasilien 
paa 3 ©) Mil var fundet henved 3000 Arter, og 

Cand. N. Hartz anførte, at der paa Danmarks Ø i Østgrønland 
var fundet ce. 100 Arter paa 1 DMil. | 


Modet d. Sde December 1894. 


(Tilstede vare: Edm. Andersen, G. Becker, Borgesen, Didrichsen, 
Friedrichsen, Grubb, N. Hartz, Johannsen, Kiærskou, Kolderup Rosen- 
vinge, Kruuse, Lind, H. Mortensen, Hj. Moller, O. Moller, Ostenfeld Hansen, 
M. Pedersen, Raunkier, F. K. Ravn, E. Rostrup, O. Rostrup, Simmons, 
Trier, Warming — samt som Gest Cand. Wolff fra Lund.) 


Lektor, Dr. E. Rostrup talte om Vertskifte udenfor Rust- 
svampene, idet han gav en Fremstilling af Nawaschins og Woronins 
nyligt publicerede Opdagelse af, at Sclerotinia Ledi, der udvikler sig i 
Frugtknuden af Ledum palustre, ogsaa optræder i en Konidieform paa 
Vaccinium uliginosum. (Se Botan. Litteraturblade Nr. 12, 1895.) 


Exkursioner i 1894, 


Exkursion til Jyderup-Egnen den 23de og 24de Juni 1894. 


(Deltagerne vare: Boysen, Buntzen, Ernstsen, Gelert, J. Hartz, N. 
Hartz, Hempel, F. E. Holm, A. V. Holm, Jul. Lassen, Leth, Stamhusbes. 
Moller, Ostenfeld Hansen, M. Pedersen, Porst, O. Paulsen, Kolderup Rosen- 
vinge, Thaysen, Warming. — Boysen, Ernstsen, Leth, Moller og Warming 
deltoge kun i den forste Dags, Lassen kun i den anden Dags Exkursion. ) 


Ankomne til Jyderup Station Kl. 10:/2 steg man efter et kort Ophold 
tilvogns og kjorte mod Nord til Haunsa Mølle, der ligger ved Stranden. 
Herfra havde man en smuk Udsigt til Vejrhøj, Sejro og den ligeoverfor 
liggende Nexelo, som ved sine kratbevoxede Skrænter indhod til et Be- 
sog, men den laa udenfor Programmet og man fulgte derfor Strand- 


L 


engen mod Vest. Vegetationen bestod væsentligst af Glyceria mari- 
tima, Triodia decumbens, Heleocharis uniglumis, Scirpus Carieis, ru- 
fus og pauciflorus, Carex distans, Oederi og hirta (de to sidste i knap 
tommehgje Exemplarer), Juncus compressus, Armeria vulgaris, Sagina 
stricta, Taraxacum erythrospermum og Potentilla anserina, den sidste 
i usedvanlig smaa Exemplarer. Ved et Gjerde voxede Althea offici- 
nalis, der dog endnu ikke var i Blomt. I en Bek fandtes Zamni- 
chellia marina, Alisma ranunculoides, Callitriche polymorpha og Ba- 
trachium flwitans og Baudotii. Folgende Bækken ind i Landet naaede 
man Rejsens Maal, Eskebjerg Lyng, som bestaar af Bakker, der paa de 
sydlige Skraaninger bere Krat, bestaaende. af spredte Grupper af Cra- 
tegus, Prunus spinosa, Rosa canina og dumetorum; paa Toppen af 
Bakkerne aftage Buskene i Storrelse og bestaa vesentlig af Juniperus, 
Lyngen er tættere og Nardus stricta og Juncus squarrosus fremher- 
skende; her fandtes ogsaa Astragalus danicus. Mod Nord skraane Bak- 
kerne jevnt af mod den sandede Strandbred. I og ved de talrige Smaa- 
soer mellem Bakkerne fandtes Samolus Valerandi, Herminium Monor- 
chis og talrige Former af de almindelige Batrachium-Arter. I fugtige 
Pletter i Lyngen i Tuer af Sphagnum, Aulacomnium palustre og Po- 
lytrichum voxede Carex pulicaris, dioica, stellulata, Erica Tetralix og 
Myosotis palustris v. strigulosus; nærmere Stranden blev Jordbunden 
mere og mere los og sandet og Vegetationen sparsommere, vesentlig 
bestaaende af Corynephorus canescens, Phleum ‘arenarium, Scleranthus 
annuus og perennis, Jasione montana, Campanula rotundifolia (faa- og 
temmelig storblomtret) og Thalictrum mimis. Yderst paa en Halvø, 
„Stold* hæver Terrænet sig atter med talrige Juniperus-Buske paa 
Sydsiden. Desværre var Tiden temmelig knapt tilmaalt, allerede Kl. 4 
maatte man stige tilvogns for at de Deltagere, der kun kunde være 
med den første Dag, kunde naa Toget. Efter Middagen i Jyderup spad- 
serede man langs Skarridssø, hvis Bredder kranses af Scirpus lacustris, 
Phragmites communis og Carex riparia, nogle Deltagere foretog en 
Rotur i Søen, men kunde kun konstatere Tilstedeværelsen af de alminde- 
lige Potamogeton-Arter P. perfoliatus og crispus samt Nymphæa alba 
og Nuphar lutum. En Skoveng ved Nordsiden af Søen viste sig at 
indeholde Pyrola rotundifolia, Orchis incarnatus, baade rød- og hvid- 
blomstret, samt Carex dioica, pulicaris, stellulata og flava. Da Mørket 
begyndte at falde paa, tændtes St. Hansblus paa Bakkerne overalt, 
hvorhen man saa, hvorfor Deltagerne ikke forsømte at foretage en 
Spadseretour omkring Byen, inden de gik til Ro. 

Den næste Morgen Kl. 8 besteges atter Vognene, Turens Maal var 
Ruds Vedby, hvor den ny Borger i den danske Flora, Trifolium spadi- 
ceum, skulde tages i Øjesyn. Gjennem det smukke, bakkede og skov- 
rige Landskab Syd for Jyderup naaede man Bro Mølle ved Halleby Aa, 
hvor der gjordes et kortvarigt Holdt for at bese en ualmindelig stor 
Tax; ikke blot ved sin Størrelse var denne Tax imponerende, men og- 
saa ved sin regelmæssige Stamme og Krone. I Skoven ved Bro 
Mølle bemærkedes Melampyrum nemorosum med Varieteten decolorans 
og som Ukrudt i en Mark Neslia paniculata. Undervejs fra Bro Mølle 
til Ruds Vedby havde man en prægtig Udsigt over den store Aamose. 


LI 


Ved Ruds Vedby ventede Professor Lassen, der forte Deltagerne til den 
lille Mose ved Buskysminde, hvor han for to Aar siden havde fundet 
Trifolium spadiceum; den fandtes igjen i god Behold og i rigelig 
Mængde; i samme Mose iagttoges Scirpus pauciflorus og Potamogeton 
rufescens og heterophyllus. Fra Ruds Vedby kjørte man til Tiis Sø; ved 
Sæby Kirke gjordes Holdt for at se Parietaria erecta, der i stor Mængde 
fandtes ved Kirkemuren; derfra skulde man kjøre til Bæks Kro, men 
da det undervejs blev øsende Regnvejr, besluttedes det med stor Majo- 
ritet at kjøre til Jyderup snarest muligt. Ved Tiissø bemærkedes en 
sandet Strækning, bevoxet med Elymus arenarius, her forekom og- 
saa Thalictrum minus. Ved Strids Mølle ved Halleby Aa voxede Bar- 
barea stricta og Neslia paniculata og i Skoven ved Skarridssø's Syd- 
side Stellaria nemorum. Kl. 91/2 ankom Deltagerne til Hovedstaden. 
O. Gelert. 


Besog paa Vilvorde Havebrugsskole. 


Efter Indbydelse af Direktor Stephan Nyeland aflagde en stor Del 
af Botanisk Forenings Medlemmer d. 26de Mai 1894 et Besog paa Vil- 
vorde Havebrugsskole ved Ordrup, hvor man fik en velkommen Lejlighed 
‘til at se den store og smukke Have med de mange delvis sjeldne og 
alle veldyrkede Arter, samt Væxthusene og Frugtvinkelderne, hvilket 
Alt forevistes af Hr. Nyeland og hans Undergartner, Hr. Cramy. Efter 
at Haven var beseet, samledes den store Skare til et Maaltid i Hr. Nye- 
lands gjæstfrie Hjem. Efter Bordet samledes man tillige med Eleverne, og 
Sang og Tale vexlede, og forst sent endte den vellykkede Udflugt. 


Exkursionen til Omegnen af Middelfart og Kolding 
den 21.—23. Juli 1894. 


Lørdag den 21de samledes Stud. mag. C. Christensen, Gartner Th. 
Friedrichsen, Stud. pharm. A. Holm, Lærer M. Mathiassen og Redaktor 
Mork-Hansen ved Strib for at tage til Cathrinebjerg, i hvis Omegn Ex- 
kursionen den Dag skulde begynde. Forpagter Hostrup-Schultz, der 
havde tilbudt at hente Deltagerne, var mødt med Vogn og indbod os 
til sit Hjem, hvor vi modtoges med udsogt Gjæstfrihed. Om Aftenen 
kjerte han os til Middelfart og deltog begge de folgende Dage i Touren. 
Efter Middag, da Regnen syntes at holde op, begave vi os paa Vandring 
til den i Nærheden værende Skov, hvorfra en meget høj og brat, til- 
dels med Krat bevoxet Skrænt falder ned mod Lille Belt. Forstranden 
overskylles ved Hojvande og er saa godt som uden Vegetation. Regnen, 
der atter begyndte, tog mere og mere til, saa at vi efter et Par Timers 
Vandring maatte vende tilbage til Gaarden, hvor vi hos H.-Schultz til- 
bragte nogle hyggelige Timer, indtil vi om Aftenen kjorte til Middelfart 
i en osende Regn. Denne Dag noteredes Agrimonia odorata, Centau- 
rea phrygia paa Groftevolde tet ved Gaarden; Hedera Helix voxede i 
Mengde paa Gjerderne. Paa aabne Steder i Skoven voxede Hrythrea 
Centaurium, Euphrasia officinalis fandtes i Mengde, Hypericum hirsu- 
tum, Pyrola minor og secunda stode paa en gammel Skovvei, Rhinan- 
thus major dækkede fuldstændig en aaben Plads tet ved Skrenten, 


LIT 


Sonchus paluster (omtrent 3 Alen hoj), Vicia silvatica uden Axelblade 
og med hvide Blomster; under Træerne tildels i dyb Skygge, fandtes 
Epipactis latifolia, Phyteuma spicatum, Stellaria nemorum o. a. Paa 
et Stykke af den lerede Skrænt, hvor der var Kildevæld, voxede Æqui- 
setum Telmateia i stor Mængde og overordentlig frodig. Paa For- 
stranden voxede denne, Psamma arenaria og Phragmites communis 
med flere Alen lange Udløbere. 

Søndag Morgen den 22de mødte paa Berendts Hotel i Middelfart, 
foruden Deltagerne fra den foregaaende Dag, Cand. mag. Balslev. de 
ved det biologiske Kursus studerende, Studd. mag. Edm. Andersen, N. 
Hartz, CG. Ostenfeld Hansen og F. K. Ravn. Paa Feng kom Cand. theol. 
Feilberg til. Efter at vi vare samlede, gik Touren gjennem Teglgaards- 
skoven, hvilken hurtig passeredes, da de ved det biologiske Kursus 
studerende havde afsøgt den, saa at de kunde føre os hen til de 
Planter, der søgtes; der noteredes Brachypodium gracile, Carex stri- 
gosa, Chrysosplenium oppositifolium, Epipactis viridiflora, Hordeum 
silvaticum, Malva Alcea, Ranunculus lanuginosus, Schedonorus Bene- 
keni, Sonchus paluster. 

For at faa mere Tid til Feng og Fonsskov opgaves det paatænkte 


Besøg i Haven ved Hindsgavl, og med Færgen toge vi til Fæng, hvor 


Ophioglossum vulgatum fandtes paa Engene tæt ved Færgegaarden, 
men da Græsset var slaaet, var en Del af dem afhuggede. — Iøvrigt 
bemærkedes Carex distans, Daphne Mezereum, Eqwisetum. Telmateia, 
Ervum tetraspermum, Erythræa littoralis og pulchella, Galium saxa- 
. tile, Genista tinctoria, Lathyrus silvester, Luzula maxima, Odontites 
littoralis, Ornithopus perpusillus, Potentilla procumbens, Rosa rubigi- 
nosa, Samolus Valerandi, Sonchus paluster og Vicia hirsuta. 
Da Klokken var bleven 1, toge vi med Færgen til Fonsskov, hvor 
vi gik over den med meget kort, tæt Græs bevoxede Strandmark og 
langs med Stranden paa Vestsiden. Paa Skrænterne, der ikke ere høje, 
fandtes mellem Krattet Arum maculatum med Frugt og Atropa Bella- 
donna blomstrende og 2 à 3 Fod hei. I et mindre Vandhul tæt ved 
Stranden stod Glyceria fluitans v. triticea og G.-maritima. I det vi 
gik tværs over Odden, afsøgte vi et mindre, meget fugtigt Ellekrat; her 
noteredes Batrachium paucistamineum, Helosciadium inundatum, Ra- 
nunculus lanuginosus, Sonchus paluster og Veronica scutellata; baade 
i Yderkanterne af dette Krat og paa de faa Gjærder, der vare paa 
Markerne, fandtes en Mængde Rubus, hvoraf cæsius og især vestitus 
vare overvejende, medens R. Radula og Wahlberg kun fandtes spar- 
sommere. Langs med Østsiden skraanede Marken jævnt ned til Stran- 
den; her bemærkedes Allvum Scorodoprasum i Mængde og 3 Fod høie, 
Centaurea Jacea og Scabiosa, Conium maculatum, Hypericum hirsutum, 
og montanum, Picris hieracioides og Trifolium arvense; af Crategus 
oyacantha stod her nogle store Exemplarer. — Efter Aftalen kom 
Færgemanden og hentede os, saa at vi naaede Middelfart ved Aftenstid. 


Medens de fleste bleve i Hotellet; for at udhvile sig, toge Candd. Balslev | 


og Feilberg til Feng, hvor de vare saa heldige at fange 2 Rana agilis, 
som de Mandag Morgen ved Afskeden fra de ved det biologiske Kursus 
studerende kunde overrække dem. 


| 
| 
| 
{ 
| 
| 


Ms d'or Che CUS, D De de 


LUI 


Foruden d’Hrr. Andersen, Hartz, Ostenfeld Hansen og Ravn forlod 
ogsaa Mork-Hansen os i Middelfart. 

Mandag Morgen d. 23de seilede vi over til Sténderap og kom i 
Land et Stykke Syd for Skovridergaarden. Da vi for at naa Kolding til 
Iltogets Afgang til Kjøbenhavn maatte tage med Dampskibet, der ved 
Middagstid anlob Loverodde, blev Tiden saa kort, at der ikke kunde 
gaas langt ind i Skoven, hvortil de store og smukke Træer nok kunde 
friste. Foruden Luzula maxima, der fandtes i stor Mengde, optegnedes 
Hypericum pulchrum, Neottia Nidus-avis, Pyrola minor, Ranunculus 
lanuginosus, Schedonorus Benekeni, Stellaria crassifolia. Ilex fandtes 
flere Steder, men kun i smaa henad Jorden liggende Exemplarer. — Kl. 
5 om Aftenen Nag cdes Kolding, hvor vi es og hver drog sin Vei. 

Th. Friedrichsen. 


Exkursion til Egnen 8. f. Kjege d. 7de Okt. 1894. 


(Deltagere: Balslev, Grubb, E. Chr. Hansen. J. Hartz, A. V. Holm, 
Jansen, W. Johannsen, J. E. Lange, Jon. Lange, Leth, Levinsen, J. F. 
Lund, Mundt, Ostenfeld Hansen, O. Paulsen, Sev. Petersen, NAb Poulsen, 
F. K. Ravn, Kolderup Rosenvinge, E. Rostrup, Simmons, Toussieng, 
Wiinstedt.) 


Efter Ankomsten til Kjoge Kl. 11 vandrede vi langs Kysten til 
Billesborg Skov, som blev gjennemkrydset i alle Retninger, hvorefter vi 
gik tilbage til Kjoge, spiste til Middag og tog tilbage til Kjøbenhavn 
samme Aften. Det var saa godt som udelukkende Svampe, vi søgte og 
samlede. PaaStrandmarken bemerkedes Coleosporium Euphrasie(Schum.) 
i saa stor Mengde, at alle Exemplarer af Euphrasia officinalis bleve 
helt rustrøde, især henimod en Gruppe Fyrretræer, i god Overensstem- 
melse med dens formodede Værtskifte. Stænglerne af Conium macula- 
tum vare bedækkede med et sammenhængende brunsort Lag dannet 
af Septoria nebulosa Desm. og Phoma caulographa Dur. I Strand- 
bredden fandtes i Mengde Tetramyxa parasitica Goeb. paa Ruppia 
brachypus. Marehalmen var rigelig bedekket med Rostrupia Elymi 
Lagerh. I Naaleskoven tet ved Kysten fandtes Hydnum cyathiforme 
Schaeff. og H. violascens A. et S.; Geoglossum glabrum P. i Mengde. 
Af de i Billesborg Skov fundne Svampe fortjene folgende at noteres: 
Coleosporium Pulsatillae (Strauss) paa Pulsat. nigricans; Melampsora 
pallida Rostr. paa Skovabild; Tremella undulata Hoffm., Hypochnus 
byssoides (Pers.), som beklædte hele den nedre Del af store Mostuer 
(især Hypnum purum), Strobylomyces, Polyporus sulfureus (Bull.), 
hvoraf der fandtes et Pragtexemplar, med usædvanlig livlig rod Over- 
side, ved Foden af en gammel Eg, P. amorphus Fr. paa Fyrrestod, 
Tympams pinastri Tul. paa Rodgran, Oospora compacta (Ellis) Sacc., 
der paa Bark dannede et hvidt Lag af habituel Lighed med Corticium. 
Blandt de talrige Agaricaceer, som overalt vrimlede i Skovbunden og 
som for storste Delen bleve noterede af Sev. Petersen, mærkes: Ama- 
nita pantherina (DC.), Armillaria cingulata (Fr.), hobevis: mellem Græs 
paa aabne Steder, Tricholoma portentosum Fr., Trich. equestre (L.), de 
to sidste i Mengde paa blod Mosbund i Fyrreskov, Trich. melaleucum 
(Pers.) og var. polioleucum Fr. paa Strandeng; Clitocybe ditopus Fr. 


ui | Re 


dannede store Hexeringe i Fyrreskoven; Flammula Liqwiritiae (Pers.) 
hobevis paa Fyrrestod; Cortinarius decipiens (Pers.), Cort. acutus (Pers.), 
Gomphidius viscidus (L.), Stropharia squamosa (Pers.) med svovlgule 
Lameller, Coprinus Albertinii Karst., Lactarius mitissimus Fr., Russula 
ochroleuca (Pers.), P. eruginea Fr., R. Queletii Fr., Bolbitius titubans 
(Bull). Paa en Lyngmark udenfor Skoven, ved dennes nordlige Grænse, 
fandtes en Mængde Hygrophorer. saasom Hygrophorus pratensis (Pers.), 
H. virgineus (Wulf.), H. conicus (Scop.), H. chlorophanus Fr., H. psitta- 
cinus (Schaeff.). Endvidere fandtes her enkelte smaa Grupper af Mi- 
trula viridis (Pers.) Karst. samt i stor Mængde Clavaria fastigiata (L.). 
E. Rostrup. 


Exkursioner i 1895. 


1. Juni-Exkursion til Hornbæk-Gilleleje. 

2. Sommer-Exkursion til Nordfyen (Hindsholm og Æbelø). 

3. Efteraars-Exkursion. 

Den paatænkte Fællesexkursion af skandinaviske Botanikere er 
opgiven for iaar og udsat til næste Aar. 


Personalia. 


Den 16de Oktober 1894 døde Oberst H. C. L. Jenssen-Tusch, 
79 Aar gammel, bekjendt som Forfatter af ,Plantenavne i forskjellige 
evropæiske Sprog". I. Nordiske Plantenavne, Kbhvn. 1867—70. Han 
efterlod et stort Manuskript over Plantenavne i forskjellige, europæiske 
Sprog, hvilket ifølge testamentarisk Bestemmelse er bleven overgivet til 
det store kongelige Bibliothek. 


Den 29de Oktober 1894 tiltraadte Dr. V. A. Poulsen med Under- 
støttelse af Carlsberg-Fonden en Rejse til Java, hvor Besøget særlig 
gjaldt den store botaniske Have i Buitenzorg; i Slutningen af Marts 
vendte han atter tilbage til Kjøbenhavn. 


Den 3die November 1894 absolverede cand. phil. Aug. Mentz 
Magisterkonferents i Naturhistorie med Botanik som Hovedfag. 


Den 3lte December 1894 afgik Foreningens Æresmedlem, Professor, . 
Dr. F. Johnstrup ved Døden efter længere Tids Sygdom. 


Afdøde Overlæge Gads efterladte Herbarium er af hans Enke 
skænket til Botanisk Forening. 


Dansk botanisk Litteratur i Udlandet. 


Den S. XXII. bebudede engelske Udgave af Prof. Warmings 
Haandbog i den Systematiske Botanik er udkommet under Titlen: 


LV 


A Handbook of Systematic Botany. With a revision of the Fungi by 
Dr. E. Knoblauch, translated and edited by M. C. Potter. With 610 
illustrations. London 189. 


Havebrugskongres. 


Ved den af Almindelig dansk Gartnerforening i Forbindelse med 
den store Havebrugsudstilling i September 1894 foranstaltede Have- 
brugskongres viste den nævnte Forening Botanisk Forening den Op- 
mærksomhed at indbyde dens Medlemmer til at overvære Møderne. 
Ved et af disse holdt Lektor W. Johannsen et Foredrag om Mulig- 
heden af at forkorte Planternes Hvileperioder. (Se Gartnertidende 1894 
pag. 168). 


Videnskabelige Expeditioner. 


Paa Lieutenant Moltkes Opmaalingsexpedition til Sydgrønland i 
Sommeren 1894 foretoges botaniske Indsamlinger af Cand. polyt. A. 
Jessen, der hjembragte en betydelig Samling tørrede Blomsterplanter 
samt et større Antal Glas med Havalger i Spiritus. 

Realskolelærer S. Stefånsson har i 1894 fortsat sine botaniske 
Undersøgelsesrejser paa Island, idet han med Understøttelse af Carls- 
bergfonden rejste fra Mødruvellir tværs igjennem Landet til Sydkysten 
og derfra langs Østkysten tilbage til Ofjord. 

Stud. mag. H. Jonsson har i Sommeren 1884 med Understøttelse 
af Kultusministeriet foretaget botaniske Undersøgelsesrejser paa Øst- 
Island mellem Berufjord, Hjeradsfléi og Fljötsdalshjerad.* 

Paa den danske Dybhavsexpedition til Havene ved Island 
og Grønland ville de botaniske Indsamlinger blive varetagne af Stud. 
mag. C. Ostenfeld Hansen. Expeditionen afgik i Begyndelsen af 
Maj med Krydseren „Ingolf“. 

Den paatænkte botaniske Undersøgelse af Færøerne ved 
Cand. pharm. Gelert, som skulde være afgaaet i Sommeren 1895, er 
paa Grund af Omstændighederne udsat til et følgende Aar, forhaabentlig 
kun 1896. 

Det norske Storthing har bevilget 4000 Kr. til ferskvandsbiologiske 
Undersøgelser. Foreløbig bliver der kun ansat en Zoolog med Løn 
1800 Kr.; ved de algologiske Studier vil Professor Wille assistere. 


Rettelse. 


S. XVII L. 20 f. o. bred læs bleg. 
Sy AAVIL L. 15 f. 0. 53 læs 23. 


LVI 


Register over de udforligere omtalte Planter. 


(Ga betegner, at der til de paagjældende Planter hgrer Afbildninger.) 


Side Side 
Acer neglectum Lge ..... 267* | Baiera paucipartita Nath. . 95* 
Achillea nobilis Ih... << 304 —  pulchella Heer... 96* 
Agcostistalla. rn. ur anon nit sas py 80 | Barbarea vulgaris ..... 135* 
ana, ee XIII | Batrachium (DC) S.F. Gray 
Ara alisinosan 2.1 a be 60 1, 82, ALE SO 
Alchemulla alpina» 57.0. 288 - circinnatum (Sibth.) Tullb. 
Alisma natans..... 151=, 180 al... BAT 
0 Plantason 1, 1615483 - fluitans (Lam.) ......:28, 32° 
Alnus glutinosa. . . .. 162*, 184 | -hederaceum (L.) .... 21, 32% 
Alsinerbiflors se 22. ere 995 ff | - paucistamineum (Tausch) 
mn sseroenlawdiea. re Pr 995 TE + AO RES 
ie MEUM se EI He dose 295 ff* | - — v. eradicatum‘ ..... 284 
Amarantus paniculatus L. . 297 - peltatum (Schrank). . . 29, 34* 
Amsinckia intermedia Fisch. -sceleratüm RL 162, 184* 
Men. ces 302 -tripartitum (DC). ... 22, 34* 
Andromeda polifolia . . ... 221 Beta vulgaris) „nn III 
Androsace chamaejasme .. 225 Rn - v. saccharifera . IV 
Angelica silvestris . . . 166, 184 Betula. nana, see 221, 289 
Arabis alpine sa SEN ROM UE 293 ff* | Bidens tripartitus . . . . 163, 184 
EKLS ea 295 Brassica adpressa (Mnch.) 
= DEUS ze Hase 287 Boiss. were . 298 
Archidium alternifolium - Campéstris un Ze 133* 
(Mick) Schimp: 7... ..,68 - dichotoma er 134* 
Arctostaphylos alpina . . . . 221 ff |..- juneea.. .. zu re 135* 
— Uva Ursi 221 ff, 288 | - Napus ... 2222382 133% 
Arenaria ciliata: 22.0: 235 - Tamosa. «Ve. Sp 135% 
Armeria martine 4.2... 07 - Rapa. . CMS 135* 
Årtemisia annua L. ..... 303 Braya alpma MORE 225 
= barealis ere 295 | Bromus squarrosus L. . . . . 296 — 
= maritima 040058 Calla palustris...... 158, 183* 
Asperula glauca Bess. .... 303 Callitriche autumnalis . 151, 180 
Atriplex farınosa Mbps 3% 74 — hamulalat se 289 


= lacmiala D. vo. 2297 Calluna vulgaris . . . .. 61, 82. 


LVII 


Side Side 
Galtha palustris..... 169, 185* | Cyperus decompositus 
Fimellwa Sativa <b SS 4 136* Ev. Muell. uw aus a 
Campanula uniflora. . . . .. Mac Cyphella (mn: sp: 2) 0000" XVII 
CAS Sativa. 1... . 3. 140* | Czekanowskia rigida Heer 97* 
Capsella bursa pastoris. . . . 136* | Delesseria sanguinea XLIV 
Cardamine bellidifolia . . . . 225 Desmarestia, aculeata XLIV 
=. pralensis. a... 286 |Diapensia lapponica ..... 291 ff 
MERAY oe eee 2* | Diaporthe Jundaginearum 
— paniculata Bas fo. 169 (Rabh.) -Rostr. . .. .. 208; 216 
= paradoxa à. . : : 169, 185* | Dicksonia Pingelii Barthol. 
—  Pseudocyperus. . 175, 186* THIS Dane Let en tes A PE 113 
2 Se OS . es. en 175, 186 Dothidella Laminariæ Rostr. 
—" teretiuscula....... 169 n. sp. 213, 218% 
Carpolithes nebbensis Draba she 2... 1% Vie RER 291 
Bartholin sp... 98, 115% — alpınar Rural 293 ff 
- nummularius Barthol. 98, 115* RATER LM RE ee 993 
Cassiope hypnoides . . . . .. auf, —corymbosa „ann, 225 ff* 
— pemagona .i. LS . 291 —,crassfolas yates u. 235 
Gerastium alpinum ...... 285* = afd ESTER SES RUE 293 ff 
— BWIN... 4. POO | A CATE. a. alas nie 287* 
— uleatum 2.51. . 286 valse: AE 295 
Dnbzomiarbrevifrons ..-. XVIII | — verna ........... 287 
- robusta >< brevifrons . . XVIII | — Wahlenbergii. . . . . .. OFS TE 
Chamaenerium latifolium . . 222 Drosera rotundifolia .:. 179, 185 
Choreatomentosa ...... XLIV | Dryas octopetala . . . 295 ff, 287* 
Chorispora tenella (R. Br.) Elymus) arenarius, 101040 77 
Bee... 299 Empetrum nigrum . . 78, 223 ff 
Ciel VitOsa ©... en: 159, 183* |Entomophthora Aphidis 
Cirsium palustre .... 153, 181 OM esta 203, 215 
Cladium Mariseus . . . . 167, 184* | Entorrhiza Cypericola 
Cnicus Benedictus L. . 303 (Magn.) Web. .... 36, 48 
Commerce 1. . BR. 95 Brica.hetralixt we aie 61, 82 
Convolvulus Soldanella ... XV Erigeron uniflorus ...... 232 
Cordyceps ophioglossoides Eriophorum alpinum L.... 2 
he) Bk......... 46, 208 — augustifolium Roth.... 2* 
Coreopsis tinctoria Nutt. . . 303 Eritrichium villosum . . . .. 295 ff 
DOS vellanx .. : €... 89, XV | Eruca sativa . . . . . . . . .. 136* 
Cratægus Dippeliana Erysimum orientale (L.) Br. 
Mee HG due. | 261 137, 298* 
- hiemalis Lge — repandum L........ 298 
wersithrocarpa : … . . . . 263 Exobasidium Githaginis 
iniricala Lge n. sp. . . .. 264 Cramer, as. 205, 216 
boue te |. : . . IX lGentiansowals 20: 295 
DD. ENGE Ltd CVR REAR SAME IX Ginkgo digitata Brongl. . . . 96” 
Cronartium Ribicola Dietr. Hutton FCCP csp ei 3 Qe 
205, 215 Glyceria aquatica. : . . 175, 185 
ycadeaceær „em... 87 maritima: "ut. 2% 56, 67 
Cyperåceæ aus, 1.04.09, X1 | Gossyprum.. SES Cent 141* 


- LVII 


Side 

Graphiothecium pusillum 
(Fuckel) Sace. 2213; 

Halesia tetraptera L 

a, glabrescens Lge ... 
— /, mollis Lge. 
Hausmannia Forchhammeri 
Barthol.sen na sl RB 
Heleocharis palustris. . 152, 
Hibiscus (Paritium) tricuspis 
CAMES 


217 


257* 
= 258* 
114 
181 


IX 
B. latifolius Lge . . 260 ° 
Hura crepitans 189, 198% 
Hydrocotyle vulgaris. . 60, 82 
Hysterangium clathroides Vitt. 
206, XII 
ALS TS5 


Iris Pseudacorus . . 


- (Pogoniris) propendensLge 255 
Isaria fuciformis Berk.. 213, 217 
Iva xanthiifolia Nutt. . . . . 304 
JUNEUS Gerardi... +. Ne 57 
Kochia scoparia (L.) Schrad. 297 
Koeleria, clauca... treat an XIII 
Laccopteris, n.sp. «N ann. 113 
Bathyeus marıtımus 20% 232 

SRsatıvust Le, OM 
Medum- palustre... 3... Ie 236 
Demnach Moe net, 159, 183 
Lepidiuin campestre . ...°. 137* 

— perfoliatum L. . . 298 

— virginicum L. 297 
Leptothyrium Periclymeni 

(Desm)Sacc.2#L7#010 216 


Limnanthemum nymphæoides 


173, 185* 
Linaria vulgaris À anectaria 
(mel) nie 269, IX 
Littorella lacustris . 4:22. .. 82 
Lobelia Dortmanna ..... 60 
Loiseleuria procumbens . . . 220ff 
Lysimachia thyrsiflora . 160, 183* 
Lythrum hyssopifolium L. . 301 
Marsonia Fisch... 219, 217 
Medicago hispida Gärtn. .. 301 
Melandrium affinis ...... 295 ff 
- apetalum . . . . 2954F* 
— trifloruml ER PDS i 


Melanogaster tuberiformis Uda 42, 50 


| 


| 
| 


| Pachypleurum alpinum . . 


Melanosinapis nigra ..... 
Melilotus coeruleus Desv.. . 
Mentha aquatica . 
Menyanthes trifoliata. . 157, 
Microcoleus chthonoplastes 
(Hofm.: Be.) una 


Microglossum arenarium 


‚Rostr.... 03 2 
Micropera Abietis Rostr. 209, 
‘Moly? 400. SERRA 
Monostroma Grevillei .. . 
Myosotis palustris. . . . 153, 
Myrica . .. 4. is 
 Myxotrichum brunneum 

Rostr. :: (2 ee 206, 
Nasturtium officinale. . 152, 


| Neottia Nidus avis. ..... +s 


Nilssonia acuminata Goepp. 
- (Pterozamites) Münsteri 
Schimp. . ENTER 
- polymorpha Schenk... . 
y. brevis (Brongt.) 


Nuphar luteum...... 174, 
Nyctalis lycopodioides 

Schroet: ...°. 3. Ss 

| Nymphea alba": me 17% 

 Oenanthe aquatica . + 163, 

Omphalophyllum L. K.R. .. 

- ulvaceum LKR 
 Onygena corvina À. &S. 

ungulina m 

| Orétits incarnatus . Rn! 


| | Otozamites brevifolius Fr. Br. 


— latior Sap. 
— obtusus Lindl. & Hutt . 
— pterophyllôides Brongt. 
— pusillusBarthol.n.sp. 93, 
— Reglei (Brongt.) Sap... 


Oxycoccus palustris. . . . . . 


Oxyria digyna, De a 
Pagiophyllum falcatum 


Barthol. n. sp. >. 23 


- JohnstrupiBarthol.n.sp. 106, 
| - peregrinum (Lindl. & Hutt.) 


n. Sp. 


. 168, 


208 
216 
XLV 


. XLIV 


181 
82 


216* . 
188. 
XII 
90* 


ln 

387 

89* 
186 


[74 
185 
184* 
VIII 
XLIV 
. 207 
51* 
185 
93* 
99* 
93* 
94* 
115* 
94* 
995 ff 
925 ff 


. 295 


115% 
115* 


100* 


115 


LA N 


; Side 
Pagiophyllum triangulare 
Barthol. n sp. . . - 100, 115% 
Pånicum capillare Le... .. 296 
Papayer radieatum . ....% 223 ff" 
Pedicularis flammea ..... 223 ff" 
— palustris . . 100, 183 
= sudetica. ni 293 
Peridermium Pini ; 
Wal) ik. 37, 48 
Pestalozzia De Not. .. 210, 217 
Peucedanum palustre . 166, 184* 
AMIE . 2. . . ee 295 
Philadelphus acuminatus Lge 265 
Plantago arenaria W. K. . . 302 
PlasmodiophoraBrassicæ Wor. 203 
Fieumesyne rotata. : 4... 295 ff : 
Podozamites ensiformis Heer 88% 
- lanceolatus Lindl. 
v. latifolius Heer .... 88* 
- - v. minor Heer — 87* 
Polygonum amphibium 153, 181 
POmmMogeron <.. .  . 60, 82 
Ue . 170, 185 
Potentilla palustris . . 168, 185* 
Poterium muricatum Spach . 299 
Primula egaliksensis ..... DL 
— MC), Se Le. 22340" 
— al aDITS ds . . XII 
eit ke ee ee 71 
Ptarmica discoidea Lge n sp. 256 
Pterophyllum(Ctenophyllum) 
Braunianum Goepp. ons 
Ranunculus affinis * Wilan- 
deri . 295 ff 
AS. 0. |... . DD) 
Bemnamiens. à... Lk 236 
AS RL æn MDI 
Nome US  . . . . . . 295 ff 
= DS nl, . al 153, 181 
Raphanus Raphanistrum . . 138* 
Rapistrum perenne All... . 299 
SUEDE All. .....-... 299 
PROD rare... 299 
Rhododendron lapponicum . 293 
FRhodomela subfusca. . . . . XLIV 
Rhyncospora fusea . . . . + . 61 
Roesleria hypogæa Thüm. & 
Ss RES 43 


Side 
Roesleria pallida (Pers.) Sace. 50 
Rumex Hydrolapathum 169, 185* 
Sagenopteris Nathorstii 
Barton. Wk. 113 

Sagina caespitosa.......- 225 ft 
- procumbens >< subulata XLVIII 
Sagittaria sagittefolia . 164, 184* 


Salicornia herbacea . . . 54, 67 
Saliva elu can a. en 293 
herbacea . . . . . LE 
BS jmlanata. ios Sen 1.112288 
SMS DOlATIS à Le MERE 295 
— + ‘weticulatalls entre. 995 ff 
Saxifraga aizoides 22:48) suai: 295 ff 
FE INIZO Os: (ace ea Sebel 291 ff 
—;'éaespitosa ni An 293 ff 
ÆHcernua.: 2... le: 993 ff” 
= \ÿdecipiens: Aude 284* 
“flagellaris 2 nen: 995 ff 
— hieracifolia ........ 995 ff 
— hypnoides...... . . 284 
VAIS) ern u N IEEE O28 tf 
— oppositifolia . . . 221 ff” 283 
= TEVUATIS <3) TER ANR 293 Th 
—awstella nis tu... Kress m. Wim 292 
—-trlouspidata,. . nr OA Leg 
Scheuchzeria palustris . 158, 183% 
Scirpus) Garteistnelz.u 2 a 
— compressus..... 162, 184* 
— lacuster=] 9). 3, 5,.48021993 
= maritimus L. . . 4, 161, 183° 
— pauciflorus Lightf. ... 4 
ES” ARE AU 161, 183* 
— Tabernæmontani Gmel . 4 
Selerotinia. Ledi ..... 1%. GX 
Scrophularia nodosa . . . .. XII 
Scutellaria galericulata . 159, 183 
Setaria Italica P. Beauv. . . 297 
Silene acaulis . 221 ff*, 285, 291 
Sinapis al bagi aes arm 138* 
+ arvensis Nes Sure. 138° 
N dissectag m tae er: 128* 
Sisymbrium officinale . . . . 139% 
— Sophia, AE is Jr. 140* © 
Sperenla salıva a) ar u... 141* 


Sium augustifolium 
159, 166, 183, 184 
Solanum rostratum Dunal 302, XVII 


Sorosphæra Veronicæ Schroet. 
201, 
Sparganium minimum . 167, 


—  ramosissimum 167, 
Spiræa brumalis Lge 

Ulmaria 179, 
Stachyotaxis septentrionalis 

(C. A. Agardh) Nath 

Statice scanica 
Stellaria borealis 
humifusa 


TaphrinaGithaginis Rostr.206, 


Taxites longifolius Nath... . 
Taxus baccata 
Thalictrum alpinum 
Thlaspi arvense 
Thymus Serpyllum 
Titæa maxilliformis Rostr. 
Todea barbara Moore . 

Tofieldia borealis . . u. 


oly, lui Melle eu em seh ten le 


. + 8 @ 


295 ff" 
291 ff 
291 ff* 
216 
995 
L 
295 
140% 
289 
46% 


. XIX 


289 


| 


Side 


Tomentella atramentaria 

Rosie.) 35 See 41, 50% 
Trifolium spadiceum L ... XIII 
Uredinaceæ . « . Sr 204 
Uromyces Bete (Pers.) 

Kühns … Se eae ee 41 
Ustilaginacee.. mer 36, 203 
Ustilago: Panici (P.) . . . 36, 48 

- Rabenhorstiana Kühn 203, 215 
Vaccinium uliginosum . . . . 295ff 
Valeriana capitata ..... , 295 ff 
Vellosiaceæ FT SENER III 
Verbascum thapsiforme X . 

virgatum Se 260, IV* 
Veronica Anagallis . . . 152, 181 
Vesicaria arctica. MUR 293 
Viscaria alpina Ser 291 ff* 
Zostera .: . =...) VIII 

- marina f. augustifolia.. . 53 
Weingærtneria canescens .. 62 


Indholdsfortegnelse. 


(Table des matières.) 


Afhandlinger. 


Side 

A. Didrichsen: Om Cyperaceernes Kim. Foreløbig Meddelelse.... 1. 

— Sur l'embryon des Cypéracées. . . . . . . .. en En u. 

0. Gelert: Studier over Slægten Batrachium............... ip 

es Hludes sur le genre Bafrachium . . . . . . . .. . . . . . . .... 32. 
E. Rostrup: Mykologiske Meddelelser (IV). Spredte lagttagelser fra 

ME M, SHE ES EENER AA es TER 36. 

— Contributions mycologiques (1V), pour l’année 1892 ....... 48. 

Eug. Warming: Exkursionen til Fano og Blaavand . ......... 59, 
C. T. Bartholin: Nogle i den bornholmske Juraformation fore- 

kommende Planteforsteninger (Tavle 1—6)............. 87. 

— Quelques plantes jurassiques de l’île de Bornholm. . . .. EN DO 


Bille Gram: Om Rapskager og Forureningen af disse. (Tavle 7—14) 116. 
F. Kelpin Ravn: Om Flydeevnen hos Froene af vore Vand- og 


SEND DENE GS Wa see ee A ES ØS 143. 
— Sur la faculté de flotter chez les graines de nog plantes aquatiques 
2: I] SUPE CAD uses A SE LE EN NE er: 178. 
A.Didrichsen: Om Tornene hos Hura crepitans............ 189. 
— Sur les épines de !’Hura crepitans. . 5... 47 ee ee ee 198. 
E. Rostrup: Mykologiske Meddelelser (V). Spredte Iagttagelser fra 
Le 20S re EAN er En HR: 201. 
— Contributions mycologiques (V), pour l’année 1893 ....... 215. 
F, Børgesen: Bidrag til Kundskaben om arktiske Planters Blad- 
Dana (TNS 15-11)... Luis. on 219. 
Hug Warming: Emil Petit. En Nekrolog . : . .. . . . . 1... 5.05 244. 
Joh. Lange: Udvalg af de i Universitetets botaniske og andre Haver 
Be sne Abe. en ne ner Le ae OO 
Zar ejendommelig Misdannelse .:...,. 22. .. .... .. 269. 


H. Jonsson: Optegnelser fra Vaar- og Vinterexkursioner i Øst-Island 273. 
C. Ostenfeld Hansen: Nogle ny-indslæbte Planter ...... .... 295. 


Meddelelser fra den botaniske Forening i i Kjøbenhavn. 


- Side 
Generalforsamlinger i 1893 . . .... NG a ERE SSR ARR ‘ays gpa I. 
— 2 189. a ee coe XXXVIII, 
Møder. nid 
Foredrag i 1893. 
L.Helweg: Om nogle fysiologiske Lis hedsp akt hos 
Kulturplanter og Husdyr. . „en 22 Se IM. 
L.Kolderup Rosenvinge: Om Zostera og Sandormen VII. 
Joh. Lange: Mindre Meddelelser (1. Verbascum -thapsi- 
forme X virgatum. 2. En sporelos Pelorie af Linaria 
vulgaris. 3. Om Crataegus monogyna og oxyacantha. 
4. Om en. Malvacé fra Tahiti.) > eee 1 
A. Madsen: Om Planteafbildninger i ældre botaniske 
Verker 24.54 wre oe ee VI 
C. Raunkiær indledede Diskussion om danske botaniske 
Bem (|): DES ad ASSENS a REED NME X 
Eug. Warming: Om Familien Vellosiaceae........ I 
== Om et nyt Kvarter i botanisk Haye ..... 202 VI. 
— indledede Diskussion om danske botaniske Termini . X. 
Foredrag i 1894. 
B. Gram: Forskjellen mellem Brassica juncea og B. 
lanceolata). see tee Poh aa ek A RSR XL. 
Hj. Jensen: Forsøg. med kunstig Gødning anvendt paa 
Potteplan ten). 6s) sr tasten COLE OS OVERROERE PR 
L. Kolderup Rosenvinge: Vinterstudier over Hav- _ 
alger. Sue Ned a ee Er XLIII. 
— Omphalophyllum ulvaceum fra New Foundland . . .. XLIV. 
A. Madsen: Supplerende Bemærkninger om Hindbær. . XLV. 
— Om Tydningen af Plantenavnet Moly .......... XLV. 
_ V. A. Poulsen: Om nogle anatomiske Termini...... XLVI. 
CG. Raunkiær: Blomsterstanden hos Elyna ........ XL. 
E. Rostrup: Om Vegetationen ved Klitmøller i Thy... XLVII 
— Om Veriskifte udenfor Rustsvampene........….. XLIX. 
Eug. Warming indledede Diskussion om botan. Termini XLI. 
XLIV. XLVI. XLVU. 
— Om den økologiske Plantegeografi . ........... XLVI. 
Beretninger om Exkursioner 
i 1893 
Mens Klint 2h ee hangin SØE ke er XI. 
Eenen syd for Nissum Fjord... 12,1. 0. 02 ‚vos XIII. 
yneby—-Gelskow. . ie ah Sie ed ee ER; XVI. 
i 1894 | 
Jyderup: Benen „wuerde ee ee XLIX. 
Vilvorde Havebrugsskole SEERE . „san BE OS : LI. 
Omegnen af Middelfart og: Kolding........-......- LI. 


Eenen ‘syd for Kjøse AAEN SES NENS eee LITE. 


. Dansk botanisk Litteratur i 1892 (A. Mentz) ....... IRB NX VO 
— — — Kal Qi RE RER Te XXIX. 
Forslag til Regler for den botaniske systematiske Nomenklatur XXXIV. 
Josenlk Böhm (WrJohamasen). 0.1... …....... EU. XXI. 
Mindre Meddelelser. 
Bestovningens Indvirkning paa Afkommet .......... XV. 
Blomsterdannelse paa Okulanter (S.Nyeland) ........ XXX VIILL 
Blomstrende Rodskud af Hestekastanie (S. Nyeland) . . .. — 
Boliger FEE BEER Re RE XIX. 
Dansk botanisk Litteratur i Jia EHEN PETE XXII. LIV. 
Wideuskabelice Expeditioner . . 1.44... XVII. LV. 
Re Lu. SEE Bete Min ae ae XIX. LV. 
en à ae out tu! XXIL XXXVIIL LIV. 
Etatsraad Petits efterladte Herharier . . . . . . .. . XIX. 
Ree HE MAR Rræmler ft facet aos ee et wk ea ot XXI XXI. 
Den botamiske: Rejsefond 1... ee ee on XIX. 
Den botaniske Forenings Reservefond.............. XX. 
Solanum rostratum Dun. som Ukrudtsplante 1 Danmark. . X VIT. 


Trifolium spadiceum. funden i Danmark . . ... ... .., XVI. 


À à vil 
À Te F 
ed 2 
1 
5 5 
x 
; y 
1 
4 
x 
4 
. 
i 


2. 
3. 


4. 


Tab. 1 IX), 


Podozamites lanceolatus var. minor Heer. Nogle Bladspidser. 

— Stykker af nogle lidt bredere Blade. 

Podozamites lanceolatus var. latifolius Heer. Et Stykke af et 
Blad med tydelig Stilk. 

Podozamites ensiformis Heer. Et enkelt Blad. 


5—6. Nilssonia polymorpha Schenk. Bladets Overside. 


1. — Bladets Underside. 

8. Nilssonia polymorpha var. brevis Brongt. Aftryk af Bladets 
Underside. | 

DE — Smaablade med runde Ophgjninger mellem Ribberne. 

9a-b. — Forstorrede Dele af Bladstykket i Fig. 9. 

10—10a. Nilssonia acuminata Goepp? Smaabladets Grund. 
10a. Parti af Bladet forstorret. 

11. — Stykker af 3 Smaablade. 

12. — Spidsen af et Smaablad. 

13. 


Nilssonia Münsteri Schimp. Aftryk af Bladets Overside. 


Tab.1. 


Bot.Tidsskrift Bd.19. 


Trykt hos V.Winkel &Magnussen 


C.Cordts lith. 


nee 


ai 


Fig. 


Tab. 2 (X). 


1. Nilssonia Münsteri Schimp. Aftryk af Bladets Underside. Samme 
Blad som Tab. 1 (IX), Fig. 13. 

2. — Aftryk af Oversiden af et Blad, hvis Smaablade ere ternmelig 
-langstrakte. 


3. Pterophyllum Braunianum Goepp. Et Stykke af et Blad med 
ulige store Smaablade. 

4, — 2 enkelte Smaablade af et noget større Blad. 

5. Otozamites brevifolius J. Br.? Et enkelt Smaablad. 

6—6a. Otozamites obtusus Lindl. & Hutt. Stykke af et Blad med 
tet siddende korte Smaablade. Fig.6a. Et Smuaablad 
forstorret. 

7--Ta. Otozamites pterophylloides Brongt. Nogle Smaablade, hvis 
Rachis ikke er synlig. Fig. 7a. Et Smaablad forstørret. 

8. Otozamites Regler (Brongt.) Saporta. Et Stykke af et Blad. 

9a. — Stykke af et Blad med mindre, lidt mere tilspidsede Smaa- 
blade. 

9b. Otozamites obtusus Lindl. & Hutt. 


t. Tidsskrift Bd. 19. 


Tah.2. 


Ga TE BEE ER = 


me 


| 
i 
% 
Å 


ES me 


É 


Fj 


— 


8. 


Tab. 3 XD. 


1. Otozamites latior Saporta. Midtpartiet af et Blad. | 

9—9a. Otozamites obtusus Lindl. & Hutt. Stykke af et Blad med 
langstrakte, svagt tilspidsede Smaablade. Fig. 2a. Et 
Smaablad forstørret. 

3—3a. Otozamites pusillus m. Stykke af et Blad. Fig. 3a. De 
tre nederste Smaablade forstorrede for at vise Form 
og Ribbeforgrening. 

4. Baiera paucipartita Nath. a. Spidsen af to Bladflige. b. Blad- 
stilk. 

5. Baiera pulchella Heer. Et Blad, der kun mangler noget af 
Stilken, og nogle Bladstykker. . 

6. Carpolithes nebbensis m. 

7. Carpolithes sp. 

8—9. Carpolithes nummularius m. Fig.8. Den sædvanlige Form. 
Fig.9. Sjældnere, lidt tilspidset Form. 


nerne, 
F = 


SRE 
Eine 


Peas 


> ee a RR az 
NEE re CN opti 


PTE mr mr e. 


spe 
BREITET 
2 TETE 


SRE 


tee 


ers 


Pl 


i 


G:Cordts lith 


] 


Trykt hos V.Winkel & Magnussen. 


Tab. 4 (XID. 


Fig. 1. Ginkgo digitata Brongt. (var. integriuscula Heer.). Et Stykke 


af et Blad. 
— 2. Ginkgo Huttoni Heer. Et Blad og et Stykke af et andet Blad. 
— 3. — To Bladhelvter, den ene ovenpaa den anden, muligvis af 
samme Blad. 
— 3a. — Den øverste af disse forstørret. 


Czekanowskia rigidia Heer. Et Stykke af et Blad. : 
Taxites longifolius Nath. Et enkelt, temmelig fuldstændigt Blad. 
— Flere tet ved hinanden liggende Blade. 


PO w 


Tab. 4. 


MIRE au 


# 
tes 
en area gu = « z 
SELS 2 y CE? Lx en : SED SR 
~ 4 5 2 nn FL MR em nn sara ee ET 


Br 
iat he 

ae an. 
A TREO oe 


= 
— 
(Zp) 
+ 
> 
== 
=} 
Ne 
(aso) 


| Bot. Tidsskrift Bd.19. 


Fig. 


Lo 


Tab. 5 (XI). 


Stachyotaxis septentrionalis (C. A. Agardh) Nath. En Gren med 
begge Bladformer. 

Pagiophyllum peregrinum Heer. En Gren med tydelig kjolede 
Blade. VER 

— En Gren med lidt seglformet, krummede Blade. 

— Pagiophyllum falcatum m. En Gren med kloformet, krum- 
mede, langt tilspidsede Blade. 

— Pagiophyllum triangulare m. En Gren med korte, tre- 
kantede Blade. | 

— Pagiophyllum Steenstrupi m. En Gren med langstrakte, 
ovale Blade. 

— En lignende Gren ledsaget af en Hanblomst. 

— En Kogle af samme? 


Tab. 6 (XIV). 


Pagiophyllum Steenstrupi m. Gren med korte Blade forneden 
og lange, lodret udstaaende Blade foroven. 
— Gren med flere modsatte Sidegrene. 
Pagiophyllum Johnstrupi m.  Gren med korte Blade forneden 
og længere Blade foroven. 
— Gren med lange, lodret udstaaende Blade. 
— Gren med lange Blade, ledsaget af en ung Hanblomst. 
—7. — Kogler af samme? 


radar oe WES A 


AS ido ince Wie NAY 


ST nern 


En io ERE 


PR 
LE A eat 


RR 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. Tavle 7. 


.B, Gram del. 


1. Brassica Napus. 2. Brassica Rapa. 


a in TL AVES 
toi MSA TIR of 
tie 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. Tavle 8. 


RR 
—— 


y DAN) 
6 DS 6 
} N NY Ø PS An WY 7) 
N WA W) Yj 
j MM AD 4:9 


I 
7 


OM 

LÀ OND 17 i 

i" a HØ 
(WA Ÿ 
41, 


he 


S 


‘ 
is 74 
() /À 
9; 
a 
(A © ; 


D) 7 L 
We > Ps (cD) 
Se © bap SION 
ST & Auf, CO) 
SE 
À ne 


DE 


Toon 
LOU 


== 


Sn a 


Je. 


B.Gram del. 


3. Brassica campestris. 4. Brassica dichotoma. 5. Brassica glauca. 


— Botanisk Tidsskrift 19. Bind. | Tavle 9. 


xe 


SO 


UM 
AS 


x) 


DER 


- =D =) = 
— ~~ D > 

i 7 RU Dr Wy SEG IN 
UT N m HHA VA (A NA WA A MO 

4) Wi Mi h 4 iy 
VMSA DEIN Ae MI MLM 
PES ea LD ULI EE I CCT eC a u 


a | À b. 


"B. Gram del. 


6. Brassica juncea. 7. Brassica ramosa. 8. Barbarea vulgaris. 


AV i 
Fe 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. Tavle 10. 


ws 


a yar Ee 


BER 


eo Sr 


120 


B.Gram del. 


9. Camelina sativa. 10. Capsella bursa pastoris. 11. Eruca sativa. 
12. Erysimum orientale. 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. 


Tavle 11. 


N 
= : 
WISN x \ 
SSSR SSS SS 
S SS 


SS S SS 

ar 
RSS S é 
SS 


II IS 


S 


FA Y 


SSS 


OD) 
TO 


Rings Hf 


Lae 


W 


a 4 F i Ø 
LL baa er} rd eh hasty 


| II Ce. 
B. Gram del. 


13. Lepidium campestre. 14. Melanosinapis nigra. 15. Raphanus raphanistrum. 


ARE 
ade 


Botanisk Tidsskrift 19, Bind. Tavle 12. 


POUSSE 


on 


roses Je 


— 
mm m m 0 SSC = Ss 


res 
RE 
LC 


>> 
<p RES > 
ED, 


Ar 


OOo 
er 


= 
= 
© 
(9) 
® 


21 | Wa. 


B. Gram del. 


16. Sinapis alba. 17. Sinapis arvensis. 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. - Tavle 13. 


B. Gram del. 


18. Sinapis dissecta. 19. Sisymbrium officinale. 20. Sisymbrium Sophia. 
21. Thlaspi arvense. 


Fir 
PA 
» 
å F 
4 
ie 
è 


i 
cs 


+ 


reen 
Re: 
3 


Botanisk Tidsskrift 19. Bind. ; Tavle 14. 


I. 


FT) 
DT 


B. Gram del. 


22. Gossypium. 23. Cannabis sutiva. 24. Spergula sativa. 


Fig. 


© = 


Søg 


D 


Forklaring af Tavle 15. 


Saxifraga oppositifolia.fra Modruvellir. Tværsnit. 

— fra Modruvellir. -Overhuden stærkere forstørret. 

— fra Angmagsalik. Tversnit, visende den spalteformede 

_ Lakune paa Bladets Underside. 

— Spalteaabning. | 

Saxifraga tricuspidata. 

— Spalteaabning. 

— Oversidens Overhud. 

— Undersidens Overhud. 

Saxifraga caespitosa fra Julianehaab. 

— Oversidens Overhud. 

— Undersidens Overhud. 

Silene acaulis fra Upernivik. Tværsnit, visende et gjennem 
hele Bladets Tykkelse omtrent ensartet, lakungst Væv. 

— fra Sukkertoppen. Tværsnit, visende et ret tydeligt Palis- 
sadevæv. . ' 

—  Spalteaabning. 

— fra Åreskutan, visende Overhud og derunder de lakunøse 
Palissadeceller. 

Stellaria humifusa fra Kola. Tværsnit, visende et lakunøst 
af ovale Celler dannet Mesofyl. 

— fra Kola. Undersidens Overhud. Tværsnit. 

— fra Egedesminde. Tværsnit. 

— — Svampparenkym. . 

— = Undersidens Overhud. 

— — Oversidens Overhud. 


# 
Botanisk Tidsskrift 19. Bind. 


LS eee) 
BG EEC] 


F. Børgesen del. 


Forklaring af Tavle 16. 


Melandrium triflorum fra Kangerdluarsuk (67°). Tværsnit. 


— Oversidens Overhud. 

— Undersidens Overhud. 

Melandrium apetalum fra Spetsbergen. Tværsnit. 
Stellaria longipes fra Holstensborg. Tværsnit. 

— fra Holstensborg. Tværsnit med kun | Palissadelag. 
— Oversidens Overhud. 

— Undersidens Overhüd. 
Stellaria borealis fra Nugarsuk i Søndre Isortok. 

— fra Nugarsuk. Oversidens, Overhud. 

— — Undersidens Overhud. 


3. Cerastium trigynum fra Arsuk Storø. Tværsnit. 


— fra Arsuk Storø. Oversidens Overhud med underliggende 
Palissadeceller. 

— fra Arsuk Storø. Undersidens Overhud. 

Alsine verna f. hirta fra Godhavn. Tværsnit. 

Primula strieta fra Alten Fjord. Tværsnit. 

Ranunculus nivalis fra Kaafjord. Svampveev. 

Papaver radicatum fra Kakortok. Spalteaabning. 


ig. 40. 
— 41, 
492. 
43. 
44. 
45. 
46. 
47. 
48. 
49. 
90. 
51. 
52. 


Forklaring af Tavle 17. 


Stellaria humifusa fra Kaafjord. Tværsnit. 
Alsine groenlandica fra Ilua (59° 55‘). Tværsnit. 
— fra Umanak (6194). Tværsnit. 

Viscaria alpina fra Holstensborg. Tværsnit. 

— fra Sukkertoppen. Tværsnit. 

— Oversidens Overhud. 

—- Undersidens Overhud. 

Arabis alpina. Tveersnit. 

Ranunculus nivalis fra Novaja Zemlia. Tværsnit. 
Draba corymbosa. Tvzrsnit. 

—  Oversidens Overhud. 


— Undersidens Overhud. 


Alsine groenlandica fra Dronning Louises ©. Tveersnit. 


A - mc i er $ U £ 
+. a ' 
—… Botanisk Tidsskrift 19. Bind. : ei Tavle 17. 


IH 
3 Wait 


3 9088 01698 7422 


II 


n 
a 
c 
« 
c 
= 
— 
z 
© 
= 
>» 
Fr 
= 
2) 
= 
z 
< 
z 
O 
n 
I 
E 
= 
n