Bit Wi# f fSI%:v ^^x -^ '^ ^c ^ "mi ^7^ V*'Si| 'hkiS h m \w : s* ■ Y4 M^' * <-^,-; 'm '^\ m^: Wl m ^? Hr ■>i. ;•*""-?/- 5- n -j -AV K.;-:,-«« :?■■«?■ Æ^ i'pti^: W HB 7^. li*^-- \ ' * CARCINOLOGISKE BIDRAG TIL NORGES FAUNA. AF G. O. SA.RS. I. MONOGEAPHI OVBE DE VED NORGES KYSTER FOREKOMMENDE M Y S I D E R. TRE[»IE HEFTE MED 31 lUTOQRAPHISEE PLANCHER, UNIVERSITETS-PROGRAM FOB FØRSTE HAIVAAR 1680. CHRISTIANIA. TRIKT HOS A. W, BRtJOGER. 18 79. Forord. Materialierne til nærværende Monograpbi have allerede i mange Aar ligget færdige, idet samtlige Arter forlængst af mig ere blevne underkastede en i Detaillerne gaaende Un- dersøgelse, ligesom baade Habitusfigurer og Figurer af de anatomiske Detailler have været udførte af alle. Forskjellige Aarsager, hvoriblandt navnlig Mangelen paa tilstrækkelige Midler til Planchernes Udførelse, have imidlertid hidtil hindret Afhandlingens Publication i sin Helhed. Ved Bistand af det Kgl. Norske Videnskabers Selskab i Trondhjem har jeg rigtignok faaet udgivet en Del af samme, fordelt paa 2 Hefter med ialt 8 lithographerede Plancher in 4to. Denne Del udgjør dog kun et forholdsvis lidet Afsnit af min Afhandling, der omfatter omtrent et dobbelt saa stort Antal Arter. Ved den af mig i de senere Aar anvendte autographiske Methode, der vistnok vil blive af uberegnelig Nytte for fremtidige naturvidenskabelige Arbeider, har jeg nu seet mig istaud til at overvinde en af de væsent- ligste Hindringer, der tidligere har stillet sig i Veien for en mere udførlig Publication af de mange og forskjelligartede zoologiske Undersøgelser, jeg i en lang Række af Aar har havt Anledning til at anstille ved vore Kyster. Jeg udfører nu selv mine Plancher, hvor- ved en enorm Besparelse baade i Tid og Penge vindes. Det har derved blevet mig muligt ved Understøttelse fra Universitetets Side at faa min Monographi endelig helt afsluttet og illustreret med de tilstrækkelige Afbildninger, uden at jeg heri har behovet at foretage nogen væsentlig Reduction. De her leverede Plancher, hvis Numerering slutter sig til de tidligere publicerede til denne Monographi hørende, ere væsentlig udførte ved Hjælp af Pen og Tusch, dog saaledes, at der ved Habitusfigurerne tillige er anvendt Kridt. for at give dem den fornødne Rundning ogBlødhed. Til Grund for disse sidste ligge i de allerfleste Tilfælde colorerede Tegninger, udførte efter levende Exemplarer og senere omhyggeligt corrigerede efter Spiritusspecimina. Alle Afbildninger ere udførte medTilhjælp af Camera lucida og deres Correcthed derved garanteret. Forfatteren. Fortegnelse over de hidtil ved Norges Kyster observerede M y s i d e r, med Henvisninger til Beskrivelserne og Afbildninger i dette Værk. Genera et species. i Hefte Pg- Tabulæ. Gen. I. Ertjlhrops, G. 0. Sårs . . . . I 11 1. Erythrops Goésii, G. 0. Sårs .... » 24 I. 2. „ serrata, G. 0. Sårs .... n 27 II, fig. 1-12. 3. „ microphthalma, G. 0. Sårs » 30 „ fig. 13-19. 4. „ pygmæa, G. 0. Sårs .... » 33 „ fig. 20—28. 5. y, abyssorura, G. 0. Sårs . Gen. 11. Parerythrops, G. 0. Sårs 36 40 V, fig. 1-12. 6. Parerythrops obesa, G. 0. Sårs . . , JT 41 III. 7. ,, abyssicola, G. 0. Sårs . III 95 XXXVIII. 8. „ robusta, Smith Gen. 111. Pseudomma, G. 0. Sårs 11 I 98 48 XXXIX. 9. Pseudomma roseuin, G. 0. Sårs JJ 54 IV. 10. „ affine, G. 0. Sårs « 57 v, fig. 13-22. 11. „ truncatum, Smith Gen. IV. Åmblyops, G. 0. Sårs III II 102 3 XL. 12. Amblyops abbreviata, G. 0. Sårs . Gen. V. Mysidopsis, G. 0. Sårs J) 5 12 VI. 13. Mysidopsis didelphys, Norman » 20 VII. 14. „ gibbosa, G. 0. Sårs .... n 23 VIII, fig. 1—13. 15. „ angusta, G. 0. Sårs .... Gen. VI. Mysideis, G. 0. Sårs. III 27 1 ,1 fig. 14-24. 16. Mysideis insignis, G. 0. Sårs ;> 2 IX— X. 17. „ grandis, GOés « 106 XLI— XLII. Genera et species. Hefte Pg- Tabiilæ. Gen. VII. Boreomysis, G. 0. Sårs 18. Boreomysis arctica, Krøyer . 19. „ tridens, G. 0. Sårs . 20. „ megalops, G. 0. Sårs Gen. VIII. Siriella, Dana 21. Siriella norvegica, G. 0. Sårs. . Gen. IX. Leplomysis, G. 0. Sårs 22. Leptomysis gracilis, G. 0. Sårs 23. „ lingvura, G. 0. Sårs . Gen. X. Hemimysis, G. 0. 24. Hemimysis abyssicola, G. 0. Sårs Gen. XI. Mysis, Latreille 25. Mysis flexuosa, Muller .... 26. „ neglecta, G. 0. Sårs . 27. „ inermis, Rathke 28. „ spiritus, Norman . 29. „ ornata, G. 0. Sårs 30. „ Lamornæ, Couch . 31. ,, oculata, Fabr. . 32. n relicta, Loven . 33. „ mixta, Lilljeborg . 34. „ vulgaris, Thompson . Gen. Xn. Mysidella, G. 0. Sårs 85. Mysidella typica, G. 0. Sårs 36. „ typhlops, G. 0. Sårs III 10 XI— XIII. 16 XIV. 18 XV— XVI. 22 24 XVII— XVIII. 29 31 XIX— XX. 35 XXI. 38 39 XXII— XXIII. 43 45 XXIV— XXV. 51 XXVI. 54 xxvn. 58 xxvni. 62 XXIX. 65 XXX. 69 XXXI. 73 XXXII. 76 xxxin. 80 XXXIV. 84 86 XXXV— XXXVI 91 XXXVII. .•^ Gen. VI. Mysideis, g. o. sars. iseo. Charact. gener. Corpus forma et habitu eldem generis Mysidopsis non dissimile. Scutuni dorsale breve cephalothoraceni imperfecte obtegens, antice medio ro- tundato-productum. Oculi niagni, pyriformes, leviter complanati, pedunculis brevibus. Antennarura superiorum pedunculus sat robustus, articulo basali ceteris junctis breviore, in mare lobo magno et hirsuto ad apicem inferne instructus; inferiorum sqvama lanceolata, undiqve setis marginata. Mandibulæ niagnæ, extremitate incisiva securiformi, processu molari bene di- stincto, paipo valde hirsuto, articulo ultimo brevi. Maxillæ Imi paris ramis valde incurvatis, interiore cordato setis pluribus obsito; iJdi paris intus 2 solummodo lobis incisivis instructæ, margine interno pectine magno se- toso ornatæ. Maxillipedes et Imi et 2di paris robustissimi, articulis ex parte complanatis, ultimo lato, fere palæformi et fortiter spinifero, spina mediana majore, ungviformi. Pedes sat magni, niaxillipedibus 2di paris multo longiores, articulo 3tio et 4to elongatis et complanatis setisqve numerosis marginis interioris ornatis, tarso 3-articulato, fasciculato-setoso, ungve terminali paruni conspicuo. Laminæ incubatoriæ feminæ 6, anteriores bene evolutæ. Appendices genitales maris breves, extus setiferæ. Pleopoda feminæ ut vulgo rudimentaria, structura fere ut in genere Mysidopsi, maris omina bene evoluta, natatoria, biramea, ramo interno in Inio pari brevissimo, uni- articulato, apice obtuse rotundato, non exserto, externo penultimi paris valde elongato, parte ultima setis destituta aculeo singulo terminali margine altero dense ciliato instructo. Dilatatio externa ad basin rami interni laminam subovatam ad apicem et marginem ex- teriorum setis auditoriis longis ornatam formans. Telson bene evolutuin, elongato-triangulare, apice breviter fisso setisqve 2 elonga- tis ornato, uiarginibus lateralibus et apice loborum terminaliuin fortiter aculeatis. Uropoda structura solita, organo acustico ad basin laminæ interioris bene evo- luto, otolitho magno et incrustato. Nærværende Slægt er grundet paa den af mig i 1864 kortelig beskrevne My sis insignis, som jeg dengang kun kjendte i et enkelt fuldvoxent Hun-Individ. Efter senere at have gjenfundet denne Form i flere Exeraplarer, saavel Hanner som Hunner, kom jeg dog snart til Erkjendelsen af, at den ikke var nogen ægte Mysis, men maatte, i Lighed med flere andre af mig opdagede Mysider, opfattes som Typen for en egen Slægt, for hvilken jeg 5 Aar senere foreslog Benævnelsen Mysideis. Blandt de øvrige Myside- slægter synes den efter den ydre Habitus nærmest at slutte sig til Sl. Mysidopsis '), fra hvilken den dog bestemt skiller sig ved en væsentlig forskjellig Bygning af saavel Kindbakkerne som det 2det Par Kjæver. Slægten indeholder for Tiden kun en eneste Art, og de i generisk Henseende udmærkende Characterer ville derfor nærmere blive om- handlede ved dennes Beskrivelse. 13. ITtysicIeis insignis, G. 0. Sårs. (Tab. IX & X.). ■ Mysis insignis, G. 0 Sårs, Zoologisk Reise i 1803, pg. 21. Mysideis insignis, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 28. Charact. spee. : Corporis forma sat robusta, cephalothorace leviter dilatato, corpore postico illo nonnihil angustiore. Scutuin dorsale breve, segmenta 3 postica eephalothoracis supine nuda relinqvens, angulis iufero-lateralibus rotundato-productis, lamina frontali inter oculos leviter exerta et anguste rotundata. Oculi permagni et lati, approximati, breviter pyriformes, latiores qvam longiores, pedunculis brevissimis, pigmento maximam oculi partem occupante intus profunde emarginato. Antennarum superiorum pedunculus tertiam circiter eephalothoracis longitudinis- partem æqvans, articulo ultimo sat magno et basali vix breviore. ') Se 2det Hefte af denne Monographi. Antennanim inferiorum sqvama perlunciilo superiorum vix duplo longior, lanceolata, Sies fere longior qvam latior, apice obtuse conico, setis marginalibus numerosis ornata. Pedes longitudinem scuti dorsalis circiter æqvantes, articulo 3tio et 4to longitudine subæqvalibus, tarso articulo antecedente paulo breviore. Telson qvartam corporis postici longitidinis partem vix superans, elongato-triangu- lare, sensim attenuatum, apice incisura parva inermi, setis vero 2 longis et plumosis ornata fisso, lobis terminalibus truncatis spinis 3 elongatis armatis, marginibus lateralibus iu tota longitudine æqvaliter aciileatis, aculeis utrinqve 22—24. Uropoda elongata, lamina interna telsone nonnihil longiore, lanceolata, ad basin leviter modo diktata, serie obliqva aculeorum 5 pone organum acusticuni arinata, externa illa fere tertia parte longiore, sublineari, apice truncato. Corpus totum pigmento læte rubro et aurantiaco ornatum, marsupio feminæ utrin- qve intense coccineo colorato, oculis obscure fuscatis. Longit feminæ adultæ: 25mm. ; niaris paulo minor. Beskrivelse af Huiiueu. Længden af de største Exemplarer er, regnet fra Spidsen af de nedre Antenners Blad til Enden af de ydre Halevedhæng, 25""ii., og den hører saaledes til vore anseligste Mysider. Farven er paa friskt indfangede Exemplarer særdeles brillant. Det halvgjennem- sigtige Legeme er nemlig overalt prydet med et vakkert morgenrødt, tildels i purpurrødt overgaaende Pigment, der ikke viser den hos de egentlige Mysider sædvanlige dendritiske Forgrening, men er afsat i talrige smaa Punkter eller Pletter, der delvis oidne sig i paa forskjellig Vis slyngede Baand. Paa Bagkropssegmenterne danne disse Pigraentpletter mere sammenhængende og temmelig brede Tværbaand ved Enden af hvert Segment. De nedre Antenners Blad og Halevedhængene ere tint punkterede med purpurrødt, Fodderne og Munddelene mere ensformigt røde. Fortil skinner Tyggemaven igjennem Rygskjoldet med en smuk carminrød Farve. Hunnens Brystpose endelig er til hver bide i den båge- ste Del prydet med en intensiv skarlagenrød Skygning. Øinenes Pigment er mørkt, men falder noget i det brunlige. Kropsformen er (se Tab. IX, Fig. 1 og 2) temmelig kraftig, og den ligner i denne Henseende mestArterne af Slægten Mysidopsis. Forkroppen er fortil betydelig bre- dere end Bagkroppen, hvilken sidste Del kun afsmalnes ganske svagt bagtil og har sidste Segment forholdsvis kort, paa langt nær ikke opnaaende de 2 foregaaendes Længde. Rygskjoldet er forholdsvis lidet udviklet og dækker kun ufuldstændigt Forkrop- pen, saa at dennes 3 sidste Segmenter oventil blive ganske ubedækkede. Dets nedre for- reste Hjørner danner til hver Side en temmelig stor, stumpt tilrundetLap, der delvis dæk- ker de nedre Antenners Grunddel (se Fig. 2). Oventil i Midten gaar Rygskjoldet ud i en 1* smalt tilrimdet Pandeplade, der skydev frem mellera Øinene, hvis Insertionspunkter den dækker. Cervicalfuren er tydeligt markeret og temmelig dyb. Oventil er Rygskjoldet ganske jevnt hvælvet, med den øvre Contour temmelig lige og horizontal. Man bemærker her bag Cervicalfuren det sædvanlige bagtil tungeformigt udløbende Felt, der betegner det Parti, hvor Rygskoldet danner den umiddelbare Begrændsning af Kropscaviteten. Øinene ere overordentlig store, men rage desuagtet, da de staa tæt sammen, ikke særdeles meget ud over Rygskjoldets Sider. De ere af en meget bred pæredannet Form, betydeligt bredere end lange, men noget fladtrykte. Den pigmenterede og facette- rede Del indtager den overveiende største Part af Øiet og viser indad en dyb Udrandning. Selve Øiestilken er derimod ganske kort og indad konisk tilløbende. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er af temmelig kraftig Bygning, omtrent V3 saa langt som Forkroppen og bestaar som sædvanlig af 3 Led. Iste Led er oventil noget indhulet, og dets ydre tilskjærpede Kant har ved Basis den sædvanlige Gruppe af Høre- børster og løber i Enden ud i en kort, med nogle lange divergerende Fjærbørster besat Fortsats. 2det Led er neppe halvt saa stort og viser oventil en liden Knude, hvortil er frestet en lang Torn og nogle korte Fjærbørster. Sidste Led er af betydelig Størrelse og neppe kortere end Basalleddet, jevnt tykt og ved Enden forsynet med den sædvanlige lille skjælformige Plade mellem Svøbernes Insertion. Til det indre Hjørne og langs ad den indre Rand er fæstet flere stærke Fjærbørster. Svøberne ere stærkt forlængede, men, da de altid paa de indfangede Exemplarer ere mere eller mindre ufuldstændige, kan ikke de- res Længde nøiagtigt angives. Langs Basis af den ydre og længere Svøbe ere de sædvan- lige Lugtetraade fæstede i en regelmæssig Rad. De nedre Antenners Grunddel (se Fig. 5) er af sædvanlig Form og bestaar af 3, paa sin nedre Side tydeligt begrændsede korte Segmenter, hvoraf det sidste paa den ydre Side løber ud i en temmelig stærk tornformig Fortsats. Det bladdannede Ved- hæng er ikke fuldt dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, lancetformigt, næsten 5 Gange længere end bredt og ender i en stumpt tilrundet Spids, der ved en tydelig, noget skraatgaaende Sutur er sondret fra det øvrige Blad. Langs saavel den ydre som den indre Rand samt Spidsen ere til særegne Afsatser fæstede talrige stærke Fjærbørster, hvoraf som sædvanligt de i den indre Kant ere de længste. Svøben er særdeles lang, vistnok af hele Legemets Længde ; men den er paa ingen af mine E.xemplarer fuldstændig. Dens Skaft er omtrent af samme Længde som de øvre Antenners Skaft, men meget smalere og bestaar som sædvanligt af 3 Led, hvoraf det 2det er længst. Saavel dette som sidste Led er ved Enden forsynet med en hel Del knippevis ordnede Fjærbørster. Overlæben (Fig. 6, L.) er som hos de fleste Mysider temmelig voluminøs og af hjelmdannet Form eller fortil gaaende ud i en stump konisk Fortsats. Underlæben (ibid. 1 og Fig. 7) er meget mindre og bestaar af 2 ved Basis sam- menhængende ovale, i den indre Kant tæt cilierede Lapper. Kindbakkerne (Fig. 6) ere kraftigt ud vikle de og af den typiske Bygning. Deres indre Ende (Fig. 9) er øxeformigt udvidet og tilskjærpet, visende et forreste grovt tandet Parti og et bågeste med en fin Brolægning af rue Knuder besat, noget fremspringende Parti (den saakaldte Tyggeknude). Mellem begge findes en svag Udrandning, og i Bunden af denne er fæstet et ikke meget betydeligt Antal af bøiede Torner, hvis Udseende, lige- som Tandbevæbningen paa det forreste Parti, forøvrigt er noget forskjellig paa høiere og venstre Kindbakke. Palpen (ibid. p. og Fig. 8) er noget længere end selve Kindbakken. Af dens 3 Led er det Iste som sædvanligt særdeles lidet og smalt. Derimod er 2detLed meget stort, pladeformigt, med den indre Kant paa Midten stærkt udbuet og ligesom den ydre tæt besat med cilierede Børster, der tildels staa i flere Rader. Sidste Led er neppe halvt saa stort, af oval Form og har foruden de sædvanlige kamformigt ordnede Torner ved Enden, 3 Længderader af stærke Fjærbørster. Iste Par Kjæver (Fig. 10) ere temmelig sraaa og udmærkede derved, at begge Grene ere overmaade stærkt indbøiede, dannende en næsten ret Vinkel med Grunddelen. Den ydre Gren afsmalnes jevnt mod Enden, der er tvært afkuttet og bevæbnet med en hel Del temmelig lange Torner. Den indre Gren danner en tynd, næsten hjertedannet Plade, der i Spidsen er forsynet med 3 cilierede Torner og i hver Kaut med en Del kortere Børster. Langs den ydre Side af Grunddelen bemærkes en fremstaaende, cilieret Kant, der forestiller den rudimentære Vifte. 2det Par Kjæver (Fig. 11) ere som sædvanlig pladedannede og vise den Eien- dommelighed, at her kun findes 2 Tyggelapper (lobi incisivi), medens disses Tal normalt er 3. Bag disse Lapper viser Grunddeleus indre Kant den sædvanlige tætte Besætning af tynde og bøiede, kamformigt ordnede Børster. Viften er ikke meget udviklet og danner en membranøs, triangulær Plade, der bærer ialt circa 20 fint cilierede Børster. Imellem Viften og Tyggelapperne fortsætter Kjæven sig som sædvanligt i en 2-leddet Endedel. Dennes sidste Led er af en noget uregelmæssig oval Form og langs sin ydre Kant forsynet med en regelmæssig Rad af fortilrettede Fjærbørster. Iste Par Kjævefødder (Tab. X, Fig. 1) ere af en særdeles kraftig og under- sætsig Bygning. De beståa af G tydelige Led, hvoraf dog det 2det er saa kort, at det let undgaar Opmærksomheden. Basalleddet er meget bredt, transverselt og danner ikke nogen bemærkelig laminær Udvidning indad. 3die og 4de Led ere indbyrdes omtrent af samme Størrelse, noget pladedannede, eller indad forsynede med en tilskjærpet Kant, hvortil der ligesom paa de 2 foregaaende Led er fæstet en tæt Rad af Fjærbørster. 5te Led, der med foregaaende danner en stærk knæformig Bøining, er omtrent af dettes Længde, stærkt indknebet ved Basis ,og udvidet i Enden, der er tvært afskaaret. Det er i begge Kanter besat med en Del tynde, i forskjellige Retninger bøiede Børster. Sidste Led endelig, der er ubevægeligt forbundet med Ste, er ganske kort, men meget bredt, næsten spadefor- migt og foruden med en hel Del tynde Børster forsynet langs Kanterne med circa 12 stærke Torner, der alle ere cilierede med Undtagelse af den betydelig stærkere midterste Torn, der forestiller Endekloen. Svømmegreuen er adskilligt længere end selve Kjævefoden. Dens Grunddel gaar paa den ydre Side ud i et skarpt Hjørne. Endedelen er sammensat af 11 Led. Viften, der som sædvanligt er fæstet tæt bag Svømmegrenen til den ydre Ende af Basalleddet, er noget kortere end dette og af lancetdannet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig 2) ere ligeledes af en usædvanlig robust Bygning og noget, skjøndt ikke betydeligt længere eud Iste Par. Basalleddet er forholdsvis bety- delig mindre og gaar indad ud i en kort tungeformig, tret børstebesat Fortsats, 2det Led €r ogsaa her meget kort og i Enden skjævt afskaaret. Derimod er 3die Led temme- lig stort og meget bredt, pladedannet, med den indre Rand udbuet og forsynet med talrige lange og stærke Fjærborster. 4de Led er adskilligt længere end 3die, men neppe mere end halvt saa bredt og i den indre Kant forsynet med nogle faa korte Børster. 5te Led er omtrent af samme Længde, stærkt indknebet ved Basis og i begge Kanter, men navnlig den ydre, tæt børstebesat. Sidste Led har en lignende bred, spadedannet Form som paa Iste Par Kja^vefodder og ogsaa en lignende Bevæbning m.ed Torner, der dog her ere talrigere. Ogsaa her udmærker den mediane Torn sig fra de øvrige ved sin betyde- ligere Størrelse og ved Mangel af Ciliering. Svømmegrenen er fuldkommen af samme Udseende som paa Iste Par Kjævefødder. Fødderne (Fig. 3) ere alle af ens Udseende, temmelig kraftigt hyggede og bety- delig længere end sidste Par Kjævefødder eller omtrent af Rygskjoldets Længde. Af deres Led er 3die og 4de mest udviklede, noget sammentrykte og indbyrdes omtrent af ens Længde. Begge ere i den indre Kant forsynede med talrige tynde Børster, der paa 4de Led ere ordnede knippevis. Endedelen eller Tarsen er noget kortere end det foregaaende Led og bestaar selv foruden Endekloen af 3 Led, hvoraf det Iste er større end de 2 øvrige tilsammen, de ere alle forsynede med tætte Knipper af fine Børster. Endekloen (se Fig. 4) er liden og tynd samt næsten ganske skjult mellem de fra sidste Led udgaaende Bør- ster. Den bestaar som sædvanligt af 2 Afsnit, en tykkere Basaldel, der egentlig forestiller Fodens sidste Led, og en tynd tornformig Endedel. Svømmegrenen, der i alt forholder sig ganske som paa Kjævefødderne, rækker fortilstrakt omtrent til Enden af Fodens 4de Led. Brystposen eller Kla^kkehulen dannes paa hver Side af 3 tydelige Plader (Fig. .5), der udgaa fra Basis af de 3 bågeste Fodpar. De forreste Plader ere vistnok betydelig mindre end de øvrige, men dog tydeligt udviklede og som hine forsynede med de sæd- vanlige tynde Randbørster. Bagkroppens Buglemmer (Fig. 6 — 7) ere af det for Mysidehunnerne sædvanlige rudimentære Udseende. De ere forholdsvis korte og brede samt foruden den sædvanlige Længderad af Fjærbørster forsynede i begge Kanter med et usædvanlig stort Antal af de eiendommelige saakaldte Hørebørster. Sidste Par (Fig. 7) er omtrent dobdelt saa langt som Iste Par (Fig. 6). Det midterste Halevedliæng (Fig. 8) er forholdsvis teoimelig kort, nemlig kim ligt y^ af Bagkroppens Længde og kun lidet længere end sidste Segment. Af Form er det aflangt triangulært, bredest ved Basis og successivt afsmalnende mod Enden. Side- kanterne ere i sin hele Længde bevæbnede med temmelig ensformigt udviklede Torner, 23—24 paa hver Side, hvoraf de yderste ere noget længere end de øvrige. Enden af Vedhænget viser i Midten et ganske kort vinkelformigt Indsnit, der er begrændset affuld- kommen glatte Rande, medens der fra Bunden af samme rage frem 2 lange, tæt cilierede Børster. De ved Indsnittet dannede terminale Lapper af Vedhænget ere i Enden tvært afkuttede og bære hver 3 Torner, hvoraf de 2 yderste ere temmelig lange, medens den inderste er ganske kort. De yd re Halevedhæng (Fig. 9) ere af den sædvanlige Bygning med temmelig smale Endeplader. Den indre Plade er adskilligt længere end det midterste Halevedhæng, lancetformig og ved Basis forsynet med det sædvanlige Høreapparat. Otolithen er tem- melig stor og af den normale haarde, glasagtige Beskaffenhed. Tæt bag Hørecaviteten sees paa den nedre Side nærmere den indre Kaut en skråa Rad af 5 tæt sammentrængte Torner. Den ydre Plade er mere end '/s længere end den indre, næsten overalt af ens Brede og langs begge Kanter samt den tvært afkuttede Spids tæt børstebesat. Hanueii (Tab. IX, Fig. 3) er ialmindelighed noget mindre end Hunnen og let kjendelig fra denne ved de stærkt udviklede Bagkropslemmer. De øvre Antenners Skaft (Tab. X, Fig. 10) er endnu noget plumpere bygget end hos Hunnen og ved Enden nedentil forsynet med det sædvanlige tæt haarede Appendix. Dette er temmelig stort, omtrent af Skaftets halve Længde og af konisk Form. Naar de talrige børsteformige Filaraenter, som kostforraigt udstraale til alle Kanter fra dette Ap- pendix, bortfjernes (Fig. 11), viser det sig, at de alle udspringe fra et smalt, 3 Gange zigzagformig bugtet Baand langs den nedre Side. De nedre Antenners, Munddelenes og Føddernes Bygning stemme i alt væsentligt fuldkommen overens med samme hos Hunnen. Dog ere Svømmegrenene, som sædvanlig hos Hannerne, noget stærkere udviklede, med Grunddelen bredere og stærkere muskuløs. De ved Basis af sidste Fodpar udgaaende Kjønsvedhæng (Fig. 12) ere forholds- vis korte og tykke samt langs den forreste Side forsynede med en tæt Rad af Fjærbørster. Spidsen er utydelig tvelappet og forsynet med en Del tynde ucilierede Børster, hvoraf de til den forreste Lob fæstede ere længst og stærkt krummede. Bagkroppens Buglemmer ere alle udviklede til kraftige Svømmeredskaber som hos de høiere Decapoda macrura. De beståa (se Fig. 13—15) af en bred, 4kantet, noget pladedannet og med stærke Muskler fyldt Basaldel, til hvis Ende ere fæstede 2 leddede, med lange cilierede Børster besatte Grene, hvoraf den indre ved Basis udsender en tynd, «val, skraat udadrettet Plade, der ved Euden og i den forreste Kant er forsynet med en hel Del fint cilierede Hørebørster (se Fig. 16). Paa iste Par (Fig. 13) er som sædvanlig den indre Gren (Fig. 13 a) ganske rudimentær og uleddet, med Enden simpelt tilrundet og kun yderst ubetydeligt uddraget. Dens ydre pladedannede Udvidning er ogsaa forholdsvis mindre end paa de øvrige Par. 4de Par (Fig. 15) udmærker sig fra de øvrige derved, at den ydre Gren er stærkt forlænget, med de 3 ydre Led uden Fjærbørster. Fra Spidsen af sidste Led udgaar en enkelt stærk Torn (Fig. 15 a), der i den ene Kant er tæt haaret. Sidste Par er noget mindre end de nærmest foregaaende og skiller sig fra disse derved, at den indre Gren tæt bag den basale Plade har i den ydre Kant en kort konisk Fortsats, hvortil er fæstet en enkelt cilieret Børste (se Fig. 16). I Halevedhængenes Bygning er ingensomhelst Forskjel at bemærke fra samme hos Hunnen. Nærværende smukke Mysideform blev af mig forst funden i Christianiafj orden ved Drøbak paa 120 F. D. i et enkelt Exemplar. Senere har jeg gjenfundet den paa mange, andre Localiteter ved vor Vestkyst og nordlig indtil Hasvig i Vestfinmarken. Derimod er den hidtil ikke observeret udenfor Norge. I sin Levevis er den en udpræget Dybvandsforni, der neppe træffes før i en Dybde af 100 F. I størst Antal har jeg tåget den i Søtræernes eller Dybsøcorallernes Region paa 150-300 F. D. Gen. VII. Boreomysis, g. o. Sars. i869. Charact. gener. Corporis forma minus robusta, cephalothorace latiore. Scutum dorsale cephalothoracem plus minusve complete obtegens, antice sæpius productura. Oe ul i longe sejuncti pyriformes, pedunculis brevibus inserti. Antennarum superiorum pedunculus sat magnus, articulo Imo majore et ut 2do supine producto et setifero, lobo terminali maris brevissimo, flagello exteriore ad basin dilatationem filamentis olfactoriis numerosis obsitam præbente; inferiorum sqvama subli- nearis, ad apicera truncata, margine e.xterna nuda in dentera excurrente, interna et apice setiferis. Maudibulæ magnæ, extremitate iucisiva securiformi, processu molari conspicuo, palpi articulo ultimo augusto. Maxillæ structura solita. Maxillipedes Irai paris haud magni, articulo basali intus in laininatn niagnam setiferam excurrente. ultimo conico, ungve terminali distincto; 2di paris validissimi illis multo longioribus, articulo 3tio et 4to elongatis, ultimo compresso et valde hirsuto. Pedes tenues, maxillipedibus 2di paris vix longiores, dense setosi, tarso ex arti- culis 3 vel 2 composito, ungve terminali bene conspicuo. Marsupiura feminæ laminis 14 bene evolutis de basibus pedum omnium et max- illipedum 2di paris prodeuntibus formatum. Appendices genitales maris breves et crassæ. Pleopoda feminæ angusta, apice tenuiter exserto, maris omnia bene evoluta, na- tatoria, biramea, ramis valde elongatis, interno Inii paris tamen ut vulgo brevi, uniarticu- lato, apice plus minusve exserto, externo 3tii paris ad apicem spinis nudis pro setis nata- toriis ornato, lamina basali rami interioris in Imo pari brevi, in ceteris obtuse conico, setis auditoriis ab apice remotis. Tels on elongatum, apice fisso, marginibus fissuræ valde aculeatis, aculeis mar- ginum lateralium numerosis, inæqvalibus, ad basin telsonis non extensis. Uropoda magna, lamina interna lanceolata otolitho rudimentari non incrustato instructa, externa illa multo niajore, parte basali plus minusve distincte sejuncta et raar- ginem exteriorem nudum ad apicem aculeis 2 armatum præbente. Typen for denne Slægt er den af Krøyer efter et enkelt Hun-Exemplar fra Grøn- land beskrevne Mys is are ti ca, som senere af mig blev gjenfunden ved vore Kyster i begge Kjøn. Ved den nøiere Undersøgelse, jeg herved har kunnet anstille af denne Form, har det med fuld Evidens kunnet godtgjøres, hvad ogsaa Krøyer allerede formodede, at den ikke er nogen virkelig Mysis, men maa generisk skilles fra de øvrige bekjendte Mysi- der. I 1869 foreslog jeg for Slægten Benævnelsen Boreomysis, og gjorde ved samme Leilighed opmærksom paa de vigtigste destinctive Characterer. Da jeg imidlertid dengang endnu ikke havde fundet ægbærende Hunner, var en særdeles vigtig Character her forbi- gaaet. Denne Character, som jeg først senere blev opmærksom paa'), refererer sig til Brystposens Dannelse hos Hunnen. Medens hos alle øvrige bekjendte Mysider denne alene er indskrænket til den hageste Del af Forkroppen og idethoieste kun er sammensat af 3 Par Plader, indtager den her ligesom hos Lophogaster hele den nedre Side af For- kroppen bag de egentlige Munddele og dannes af ikke mindre end 14 vel udviklede Plader, der udgaa fra Basis af samtlige Fødder og fra sidste Par Kjævefødder. Alene denne ene ') Undersøgelser oTer Hardangerfjordens Fauna, pg. 21. 10 Character vilde gjøre det iiodvendigt at skille denne Form generiskt fra de øvrige Mysider. Men hertil kommer endnu en Del andre vigtige Characterer, hvoraf især maa fremhæves Bagkropslemmernes Bygning hos Hannen samt den rudimentære Beskafienhed af den i Basis af den indre Haleplade indsluttede Otolith. Fornden den typiske Form har jeg endnu ved vore Kyster fundet 2 andre Arter, som nedenfor nærmere skulle omtales. Slægten tæller altsaa for Tiden 3 distincte Arter. Alle disse ere, ialfald hos os, udprægede Dyb- vandsformer. 14. Boreomy^iis arctica, Kroyer. (Tab. XI -XIII). Ml/sis arctica, Kroyer, Naturhistorisk Tidsskrift, 3die Række, Bd. 1, pg. 34, Tab. 1, tig. 5. Boreomysis arctica, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 26. Chai'.ict. spee: Corporis forma subgracilis, cephalothoraee leviter dilatato, corpore postico illo nonnihil angustiore. Scutum dorsale magnum, totum fere cephalothoracem obtegens, antice medio sat productum et in processum acuminatum, rostriformem, leviter supra vergentem excurrens, angulis infero-lateralibus exsertis et acurainatis. Oculi parvi fere semiglobosi, pcdunculis perangustis inserti, pigmento fulvescente. Antennarum superiorura pedunculus validus, tertiam cephalothoracis longitudinis partem superans, articulo basali ceteris 2 junctis longitudine æqvali, 2do brevi, forma sin- guhiri, fere patelliformi, supine valde elevato; dilatatio basalis fiagelli exterioris bene de- finita, laminari. Antennarum inferiorum sqvama magna, duplam fere pedunculi superiorum longitu- dinem asseqvens, 5ies longior qvam latior, apiceni versus leviter attenuata, margine externo recto læviqve dente brevi terminato, inferno in parte postica paulo arcuato, apice anguste truncato; pedunculus fiagelli dimidiam sqvamæ longitudinem æqvans, articulo 2do majore. Palpus mandibularis bene evolutus, articulo 2do laminari margine altero dense se- tifero, ultimo elongato et angusto illo parum breviore. Maxillæ. 2di paris magnæ, articulo terminali insolito modo incurvato, fere rhom- boideo, setis longis et recurvatis marginis exterioris ornato. Maxillipedes 2di paris validissimi iisdem Imi paris duplo longiores, articulo ultimo brevissimo, ovato-triangulari. 11 Pedes tenuissimi, articulo 4to majore, tarso illo longitudiue subæqvali, distincte 3-articulato. Telson tertiam circiter corpoiis postici longitudinis partem æqvans, segmeuto ul- timo distincte longius, apicem versus sat attenuatum, incisura postica 5tam telsonis longi- tudinis partem occupante, lobis terminalibus angustis et vix divergentibus adqve apicem obtusum aculeis 4 arraatis. Uropoda angusta, lamiua iuterna telsonis longitudinem æqvaute, intus sub setis marginalibus aculeis 3 intervallo longiore sejunctis armata, otolitho minimo et rudimen- tari, externa illa ota circiter parte longiore sublineari, divisione basali minus distincte sejuncta. Corpus totura pellucidissimum fere absqve pigmento. Longit feminæ adultæ: SSmm. ; maris: 27mm. Beskrivelse af Huunen. Den fuldt udviklede, ægbærende Hun opnaar en Længde af 2bmm. og hører altsaa til de største af vore Mysider. Hele Legemet er gjennemsigtigt og af hvidagtig Farve, uden tydeligt udviklet Pigmentering. Flere af de indre Organer skinne derfor tydeligt igjennem de tynde Inte- gumenter, og navnlig er den i den forreste Del af Forkroppen liggende Tyggemave samt det bagre Parti af Tarmen iøinefaldende. Legemets Form er (se Tab. XI, Fig. 1 og 2) temmelig slank, med Forkroppen adskilligt bredere end Bagkroppen. Denne sidste afsmalnes kun ganske sagte bagtil, og af dens Segmenter er det sidste stærkt forlænget og af de 2 foregaaendes Længde. Rygskjoldet er meget stort, saa at det næsten fuldstændigt dækker hele For- kroppen, kun ladende en ubetydelig Del af sidste Segment fri oventil. Cervicalfuren er skarpt og tydeligt markeret og beliggende ved Enden af den forreste Trediedel. Fertil er Rygskjoldet stærkt udbuet og gaar i Midten ud i et skarpt, vostrumlignende Fremspring, der er rettet skraat i Veiret, og ovenfra seet rækker til foran Midten af de øvre Anten- ners Basalled. De nedre forreste Hjørner ere uddragne til triangulært tilspidsede fortil- rettede Flige, der delvis dække de nedre Antenners Grunddel til Siderne (se Fig. 2). Øinene ere meget sniaa, men saa vidt adskilte, at de desuagtet rage adskilligt ud over Rygskjoldets Sidekanter. Den egentlige Øieglob er næ^sten halvkugleforraig, eller rettere skaalformig, med den indad vendte Flade noget concaveret, og Øiestilken usædvan- lig smal og noget vreden, hvorved øinene faa en eiendommelig, næsten paddehatlignede Form. Øiepigmentet er af en lys gulrød, hos levende Exemplarer briliaut guldglindsende Farve. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4 og 5) er af kraftig Bygning og omtrent Vj saa lang som Forkroppen. Iste Led er omtrent af samme Længde som de 2 øvrige til- 13 sammen og viser ved Enden af den ydre Kant det sædvanlige borstebesatte Fremspring. I sin forreste Del er det desuden oventil forsynet med en vinkelformigt bøiet Kant, hvor- til er fæstet nogle simple Børster, hvoraf de 2 bågeste ere længst og opadkrummede. 2det Led er ganske kort og af en meget eiendommelig, næsten skivedannet Form, samt meget skarpt afsnøret fra Iste Led. Oventil er det hævet i en konisk, noget fortilbøiet Fortsats, hvorpaa er fæstet en Del cilierede Børster. Sidste Led er af næsten 4-kantet Form, med Brede og Længde omtrent ens, og bærer langs sin indre Kant og ved det indre Hjørne nogle cilierede Børster. Svøberne ere stærkt udviklede; men, da de altid paa de indfangede Exemplarer ere incomplette, er det vanskelig at angive med Bestemthed deres Længde. Den ydre Svøbe har ved Basis en skarpt begrændset lamellær Udvidning, hvortil er fæstet en tæt Rad af lange, bøiede Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (se Fig. 6) er af betydelig Størrelse, næsten dob- belt saa langt som de øvre Antenners Skalt, men af en meget smal, næsten lineær Form. Dets største Brede, der kun lidet overstiger '/s afLængden, falder i den bagreDel, hvor- fra det ganske sagte afsmalnes mod Spidsen, der er tvært afskaaret. Den ydre Rand er fuldkoramen lige og glat samt ender med en ganske kort tornformig Fortsats. Den indre Raud er i den bågeste Del svagt buet, men derpaa temmelig lige. Langs denne og Spid- sen er fæstet en Rad af talrige Fjærbørster, hvoraf de fra Spidsen udgaaende ere forholds- vis korte. Svøben er stærkt udviklet og rimeligvis i complet Tilstand af hele Legemets Længde. Dens Skaft er omtrent halvt saa langt som Bladet, og af dets 3 Led er det 2det længst. Over- og Underlæbe (Fig. 7 a, b) ere af fuldkommen normalt Udseende. Kindbakkerne (Fig. 8) ere kraftigt udviklede og ligeledes af sædvanlig Bygning. Tyggefladerne (Fig. fl) vise saavel det forreste tandede Parti som Molarfortsatsen vel ud- viklede. Mellem begge findes paa venstre Kindbakke 6 grove, stærkt bøiede og i den ene Kant cilierede Torner. Hertil modsvarer paa høire Kindbakke en tynd tilskjærpet Plade, der i Kanten er delt i talrige kamformigt ordnede Tænder. Palpen er vel udviklet og betydelig længere end selve Kindbakken. Dens 2det Led er som sædvanligt pladeformigt udvidet og langs den ydre Kant tæt børstebesat. Sidste Led er ualmindelig stærkt for- længet og smalt samt langs den ene Kant, næsten i hele dens Længde bevæbnet med kamformigt ordnede Torner. Ved Basis bærer det i hver Kant nogle længere cilierede Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 10) ere fuldkommen normalt hyggede, og langs Ydersiden af Grunddelen forsynede med en tydelig cilieret Kant (rudimentær Vifte). 2det Par Kjæver (Fig. 11) vise derimod et noget afvigende Udseende. De ere temmelig store, med usædvanlig stærkt udviklet Grunddel, hvis indre Kant bærer et gan- ske overordentlig stort Antal af fine, bøiede Børster, over hvilke igjen ere fæstede med regelmæssige Mellemrum nogle tynde Torner. Tyggelapperne ere alle 3 vel udviklede og 13 af sædvanligt Udseende. Viften er af elliptisk Form og forsynet med et stort Antal af Fjærbørster. Endedelens sidste Led er meget bredt, næsten af rhombisk Form og stærkt indad bøiet. Det bærer langs sin ydre Rand en tæt Rad af Fjærbørster, der vise det eiendommelige, at de ikke som sædvanligt ere fortilrettede, men stærkt bagudkrummede. Iste Par Kjævefødder (Tab. XII, Fig. l)ereaf middelmaadig Størrelse og over- alt tæt børstebesatte. Basalleddet gaar indad ud i en temmelig stor tungeformig Lap, der laugs Kanterne er forsynet med stærke, i flere Rader ordnede Fjærbørster. 2det Led er, omend kort, dog meget tydeligt udviklet og indad noget udvidet; 3die Led kun lidet større; 4de Led temmelig stort, længere end de 2 foregaaende tilsammen, eller omtrent af de 2 yderste LedsLængde; 5te Led indknebet ved Basis og stærkt udvidet mod Enden. Sidste Led endelig (Fig. 1 a) er af konisk Form og ved Spidsen forsynet med en vel ud- præget Klo; langs Kanterne bærer det, foruden en hel Del simple Børster, en enkelt Rad af tynde cilierede Torner. Svømmegrenen er stærkt udviklet og betydelig længere end selve Kjævefoden. Dens Grjmddel er af oval Form og danner udåd et skarpt Hjørne; Endedelen er sammensat af 19 Led. Viften er af smalt lancetdannet Form og adskilligt længere end Kjævefodens Grundled. 2det Par Kj ævefødder (Fig. 2) ere særdeles kraftigt udviklede og mere end dob- belt saa lange som Iste Par. Af Leddene er det 4de størst og noget bøiet. 5te Led er ligeledes stærkt forlænget og ikke meget kortere end 4de. Derimod er sidste Led (Fig. 2 a) forholdsvis meget lidet, stærkt sammentrykt, oval trekantet og saa tæt børstebesat, at dets Form vanskeligt erkjendes. Ved Compression bemærkes mellem de til alle Kanter divergerende tynde Børster langs Randene af Leddet en enkelt Rad af grovere, ganske korte og cilierede Torner, hvoraf den terminale er kraftigst udviklet. Svømmegrenen for- holder sig ganske som paa foregaaende Par, alene med den Forskjel, at Endedelen har 2 Led flere. Fødderne (Fig. 3) ere neppe længere end sidste Par Kjævefødder og af en langt spinklere Bygning samt, navnlig i den indre Kant, tæt besatte med temmelig lange og tynde Børster. Paa Iste Par (Fig. 3) udgaa desuden fra Enden af 4de Led udåd nogle usæd- vanlig stærkt udviklede og tæt cilierede Børster. Forøvrigt ere alle Fodpar af fuldkom- raen ens Udseende. Af Leddene er det 4de længst, betydelig længere end det foregaa- ende. Tarsen, der er noget længere end 4de Led, er særdeles tynd og bestaar af 3 tyde- lige Led, hvoraf det Iste omtrent er saa langt som de 2 øvrige tilsammen og i sin indre Kant forsynet med 5 tætte Børsteknipper. Endekloen (Fig. 4) er meget tydeligt udviklet og som sædvanlig 2-Ieddet. Svømmegrenen stemmer i alt overens med samme paa sidste Par Kjævefødder. Brystposen eller Marsupium (se Tab. XI, Fig. 2) viser, som allerede ovenfor bemærket det fra alle øvrige Mysider meget afvigende Forhold, at den ikke er indskræn- ket til det bagre Parti af Forkroppen, men indtager hele dennes Ventralside lige fra Mund- 14 regionen af. Den sammensættes (se Tab. XII, Fig. 5) af ikke mindre end 7 Par vel ud- viklede lancetdanuede Plader, der udspringe fra Basis af samtlige Fødder samt sidste Par Kjævefødder. Alle Plader ere langs Kanterne, navnlig den bagre, besatte med lange og tyude, kort cilierede Børster (se ogsaa Fig. 2 og 3). Bagkroppens Buglemmer (Fig. G^-l) ere usædvanlig smale, med den basale Ud- vidning kun svagt fremtrædende og Enden tyudt uddragen. Sidste Par (Fig. 7) er som sædvanlig det længste og mere end dobbelt saa langt som Iste Par (Fig. G). Det midterste Halevedhæng (Fig. 8) er stærkt udviklet, omtrent i Længde ligt V3 'if Bagkroppen og betydelig længere end dennes sidste Segment. Det er af en temmelig smal Form, bredest ved Basis og successivt afsmalnende mod Enden, der neppe er halvt saa bred som Basis. Sidekanterne ere i sin forreste Trediedel ganske glatte, men derpaa tæt besatte med noget ulige udviklede Smaatorner, hvoraf man tæller paa hver Side over 40. Spidsen af Vedhænget har i Midten et temmelig dybt og bredt Ind- snit, der iudtager noget mere end Vs ^^ Vedhængets Længde^ De noget Sformigt bøiede Kanter af Indsnittet ere (se Fig. 9) bevæbnede med en tæt Piad af stærke kamformigt ord- nede Tænder. Endelapperne ere paa Griind af Indsnittets Brede ganske smale, næsteu lige bagudrettede og paa den stumpt tilrundede Ende bevæbnede med 4 Torner, hvoraf den næstyderste er den længste. De ydre Halevedhæng (Fig. 10) ere af temmelig spinkel Form og næsten af Bagkroppens halve Længde. Den indre Plade er smalt lancetformig og omtrent af det midterste Halevedhængs Længde. Ved Basis viser den det sædvanlige Høreapparat. Men Otolithen (Fig. 11) er meget liden og ikke som sædvanlig incrusteret, men af en meget blød og forgjængelig Beskaffenhed, hvorfor den ogsaa ved Anvendelse at Kalilud hurtigt ganske og aldeles opløses. Den er dog forsynet med det sædvanlige Nerveapparat, hvis Traade danne en tæt Krands omkring Otolithens halve Omkreds. Under Randbørsterne i den indre Kant findes 2 ved et længere Mellemrum skilte tynde Torner. Den ydre Plade er omtrent V5 længere end den indre, af næsteu lineær Form, eller kun ganske svagt af- smalnende mod Enden, der er tvært afkuttet. I den ydre Kant ftndes ved Enden af den Iste Trediedel en skarpt markeret Afsats, hvortil er fæstet 2 Torner. Foran denne Afsats er Randen ganske glat, uden de sædvanlige Randbørster. Hos enkelte Individer sees en utydelig Tværsutur at strække sig paaskraat over Pladen fra denne Afsats, hvorved er an- tydet en lignende Segmentering som hos Slægten Siriella og hos de høiere Decapoder. Den fuldt udviklede flan (Tab. XIII, Fig. 1) er noget større end Hunnen, nem- lig indtil 27mm. lang, og synes noget slankere, idet Bagkroppen i Overensstemmelse med de mægtigt udviklede Buglemmer er noget større. De øvre Antenners Skaft (Fig. 2 og 3) er forholdsvip endnu noget robustere end hos Hunnen samt ved Enden nedenunder forsynet med den sædvanlige haarede Lap, 15 (ler dog her er usædvanlig kort og afstumpet i Spidsen. De talrige, kostformigt diverge- rende Børster ere fæstede til et temmelig bredt dobbelt Baand langs ad Lappens Underside. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 5) ere korte og tykke, tydeligt tvelappede i Spidsen og her forsynede med nogle korte Fjærbørster. Bagkroppens Buglemmer ere alle udviklede til særdeles kraftige Svømraered- skaber, med usædvanlig stærkt forlængede og i talrige Led delte Grene. Paa Iste Par (Fig. (5) er som sædvanlig den indre Gren uleddet, men mindre rudimentær end hos de øvrige Mysider, idet den næsten opnaar den ydre Grens halve Længde. Ved Basis har den (se Fig. 7) den sædvanlige ydre pladedannede Udvidning, der er ganske kort og i Spidsen tvært afskaaret. Den bagenfor liggende Del af Grenen er smalt uddragen, næsten overalt af ens Brede og ender med en stumpt tilrundet Spids. I sin indre Kant har den 9, med regelmæssige Mellemrum ordnede tynde Torner, der strække sig omtrent til Midten af Grenens Længde. Langs den nedre Flade tindes en Rad af 12 stærke Fjærbørster, og fra den basale Udvidning strækker sig tværs over Grenen en Pi,ad af korte Hørebørster. Paa de øvrige Par (Fig. 8) er den indre Gren vel udviklet, skjøndt noget kortere end den ydre. Den basale Udvidning har her (se Fig. 10) Formen af en skraat bagud- rettet smalt elliptisk eller næsten konisk tilløbende Plade, der i Midten af den ydre Kant har den sædvanlige Gruppe af lange Hørebørster, 3die Par (Fig. 9) skiller sig fra de øvrige derved, at den ydre Gren er usædvanlig stærkt forlænget, bestaaende af ikke mindre end 20 Led, samt derved at dens 5 ydre Led ere forsynede med korte Torner istedetfor de sædvanlige Svømmebørster. Derimod er 4de Par, der ialmindelighed hos Mysidehannerne er det mest omformede, af fuldkommen nor- mal Bygning. Denne eiendommelige Mysideform er, som allerede ovenfor bemærket, først beskre- vet af Krøyer efter et enkelt Exemplar, en Hun, nedsendt fra Grønland. I Aaret 1868 gjenfandt jeg den i Christianiafjorden i begge Kjøn, men her kun yderst sparsomt. Senere har jeg derimod tåget den ikke saa ganske sjelden i Hardangerfjorden saavel i den ydre som indre Del; endelig har jeg et enkelt ganske ungt Individ fra Lofoten. Den er ved vore Kyster en udpræget Dybvandsform, som jeg aldrig har truffet før i en Dybde af 200 Favne; hvorimod den i Hardangerfjorden gaar ned lige til 400 Favne. 1& 15. Boreomysis tridens, G. 0. Sårs. (Tab. XIV). Boreomysis tridens, G. 0. Sårs, Nye Dybvandscrustaceer fra Lofoten; Chr. Vid. Selsk. For- handl, f. 1869, pg. 153. Charact. spee: (Femina). Antecedenti valde affinis, sed corporis forma paulo robustiore. Scutum dorsale magnum, antice sat productum inqve processus 3 acuminatos subæ- qvales excurrens, angulis infero-lateralibus acute exsertis. Oculi qvam in B. arctica majores, breviter pyriformes, pigmento obscuro. Antennarum superiorum pedunculus fere exacte ut in B. arctica ; inferiorura sqvama minus angusta, 4ies circiter longior qvam latior, margine interno postice sat arcuato, dente anguli exterioris apicis fortiore. Fartes masticationis et pedes structura ab iisdem in B. arctica parura discrepantes. Telson tertiam corporis postici longitudinis partem æqvans, apicem versus parum niodo attenuatum, incisura postica et armatura ut in B. arctica. Uropoda minus angusta, lamina externa sutura distincta obliqve transversa in seg- menta 2 divisa, aculeis laminæ internæ magis approximatis. Corpus imprimis posticum pigmento difiuso læte rubro ornatum. Longit. feminæ adultæ: 27n"n. Beskrivelse af Huuneu. I fuklt udviklet Tilstand naar Hunnen den anseelige Længde af 27mm. Legemet er halvt gjennemsigtigt, men altid prydet med et tydeligt udviklet, smukt minierødt Pigment, der navnlig paa Bagkroppen er meget iøinefaldende og tilta- ger i Intensitet bagtil. I den forreste Del af Forkroppen skinner den usædvanlig store Tyggemave igjennem med en dyb purpurrød Farve, og den gjennem Bagkroppen sig stræk- kende Tarm viser en lignende Pigmentering. Munddelene og tildels ogsaa Fødderne ere ligeledes smukt rødfarvede. Kropsformen er (se Tab. XIV, Fig. 1) noget kraftigere og mere undersætsig end hos foregaaende Art, men forøvrigt meget nær overensstemmende. Rygskjoldet viser en lignende Form og Udstrækning, men skiller sig mærkeligt derved, at Pandedelen gaar ud i 3 tilspidsede Fortsatser (se Fig. 2), hvoraf den midterste (det egentlige Rostrum) neppe er større end de laterale og ikke mærkbart opadrettet. Øinene ere forholdsvis større end hos B. arctica og mere regelraæssigt pærefor- mige, med Stilkene jevnt afsmalnende indad. Pigmentet er ogsaa af mørkere Farve og viser hos levende Individer et særdeles brillant guldglindsende Skjær. 17 I Kroppens forskjellige Vedhæng findes deu største Overensstemmelse med samme hos foregaaende Art, saa at alene mindre væsentlige Differentser lade sig finde frem. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3 og 4) viser deu samme eiendommelige Form af 2detLed og skiller sig alene ved en forholdsvis noget kortere og mere undersætsigForm. De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er forholdsvis noget bredere, neppe mere end 4 Gange saa langt som bredt, med den indre Rand bagtil stærkere udbuet og den tandformige Fortsats ved Spidsens ydre Hjørne noget større. Munddelene og Fødderne (Fig. 6) ere saa nær overensstemmende med samme hos B. arctica, at neppe nogen bemærkelig Forskjel kan paapeges. Det midterste Halevedhæng (Fig. 7) er mindre stærkt afsmalnende mod Enden, med Basis kun lidet bredere end Apex. Det bagre Indsnit er af fiildkommen samme Beskafienhed som hos foregaaende Art, men indtager her næsten V4 af Vedhæn- gets Længde. De ydre Halevedhæng (Fig. 9) ere forholdsvis kraftigere hyggede med bredere Endeplader. Paa den indre Plade findes som hos foregaaende Art ved Basis nedenunder Kandbørsterne i den indre Kant 2 Torner, men disse staa her tættere sammen. Otolithen er fuldkommen af samme Beskaffenhed som hos B. arctica. Den ydre Plade er kjendeligt bredere end hos hin Art, og fra den ydre, med 2 Torner bevæbnede Afsats strækker sig her en meget distinct Sutur paaskraat overPladen, delende denne i 2 tydelige Segmenter. Skjøndt, som man vil have seet, overordentlig nærstaaende i saagodtsom alle ana- tomiske Detailler, er denne nye Art dog i enhver Alder let kjendelig fra foregaaende ved Paudepladens characteristiske Bevæbning, Øinenes Form og Størrelse, den noget kraftigere Kropsform og det tydeligt udviklede Pigment. Det eneste Sted, hvor jeg har truffet nærværende smukke Myside, er i Vestfjorden, hvor den lever paa de største her forekommende Dybder fra 300—400 Favne. Ved Fiske- været Skraaven, hvor jeg første Gang fandt den, erholdt jeg kun yngre Individer. Senere optog jeg i et enkelt Skrabekast ved Risvær, længere Øst, og paa et Dyb af nær 400 F. Uere fuldvoxne, ægbærende Exemplarer, og nylig, under sidste Nordhavs-Expedition fandt vi den igjen paa en anden Lokalitet, udenfor Tranø. Iblandt de indsamlede Exemplarer var kun et Par Stykker Hanner, og disse endnu ikke fuldt udviklede, hvorfor jeg heller ikke kan angive, hvorvidt der i Bagkropslemmernes Bygning skulde være nogen specifisk Forskjel fra samme hos foregaaende Art. 18 16. Boreomysis ineg'alops, G. 0. Sårs. (Tab. XV— XVI). Boreomysis megalops, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Hardangerfjordens Fauna, pg. 21. Charact. spee: Corporis forma gracilis, cephalothorace leviter modo dilatato, corpore postico te- nuissimo illo multo augustiore. Scutum dorsale qvam in speciebus ceteris minus, postice profundius emarginatum, antice parum productum, lamina frontali obtusa vix prominente, angulis iufero-lateralibus haud exsertis, dente vero minuto armatis. Oculi portentosæ magnitudinis scutum utrinqve longe superantes, fere globosi, pe- dunculis ad basin tenuissimis, pigmento niagno, læte fulvo. Antennarum siiperiorum pedunculus sat angustus, articulo Imo ceteris 2 junctls longiore, 2do supine parum modo producto, dilatatione basali flagelli exterioris haud bene definita. Antennarum inferiorum sqvama parva et angusta, pedunculo superiorum parum longior, Bies fere longior qvam latior, ad apicem obliqve truncata, angulo exteriore magis prominente et in spinam sat validam excurrente; flagellum tenuissimum, pedunculo brevi, ne dimidiam qvidem sqvamæ longitudinem asseqvente, articulo 2do majore ad apicem supine processum obtusum bisetosum formante. Palpus mamlibularis perangustus, articulo 2do plane non dilatato et fere nudo. Maxillæ 2di paris articulo terminali ovato, parum incurvato, setis modo 4 marginis exterioris ornato. Maxillipedes 2di paris qvam in speciebus ceteris angustiores, articulo ultimo majore et ad apicem valde hirsuto. Pedes tenuissimi, tarso articulo antecedente breviore et ex articulis modo 2 composito. Appendices genitales maris ovatæ, apice simplice, non setifero. rieopoda maris bene evoluta, ramo inferno Imi paris brevi, ad apicem conico- exserto. externo et 2di et 3tii paris producto, articulis ultimis setis non ciliatis ex parte spinæformibus instructis. Telson tertiam corporis postici longitudinis partera rainime asseqvens, valde angu- stum, incisura postica mediocri, marginibus dense aculeatis, lobis terminalibus leviter diver- gentibus, acuminatis, aculeo apicali unico sat longo armatis. Uropoda gracilia, lamina interna telsone paulo longiore, aculeo unico marginis inte- rioris sub setis marginalibus prope basin sito arraata, otolitho sat magno, sed ut in ceteris 19 speciebus non "incrustato, lamina externa valde angusta, parte basali leviter definita adqve apicera extus aculeis 2 arniata. Corpus pellucidissimuin fere absqve pigraento. Longit. feminæ adultæ: ITmm. Beskrivelse at" Hnuuen. Den fuldvoxne Hun's Længde overskrider ikke 17mm, og den er saaledes bety- delig mindre end de 2 øvrige Arter. Hele Legemet er hos det levende Dyr klart og gjenuemsigtigt, næsten uden al Pigmen tering. Deriraod vise Øinene en pragtfuld gulrød Farve. K rops f or men er (se Tab. XV, Fig. 1 og 2) i Modsætning til de to øvrige Arter særdeles smal og spæd, og navnlig er Bagkroppen udmærket ved en ganske usædvanlig Spinkelhed. Medens Forkroppen, ovenfra seet (Fig. 1), er overalt af nogenlunde ens Brede, afsmalnes Bagkroppens successivt bagtil, saa at den ved Enden neppe er mere end halvt saa bred som ved Basis. Dens sidste Segment er stærkt forlænget og omtrent af samme Længde som de 2 foregaaende tilsammen. Rygskjoldet dækker vistnok ogsaa her Størsteparten af Forkroppen men det er dog adskilligt mindre udviklet end hos de 2 foregaaende Arter. Det er saaledes bagtil stærkere udrandet, ladende hele sidste Forkropssegment ubedækket oventil, og dets forreste Del er langtfra saa stærkt fremspringende, idet den meget korte og stumptvinklede Pan- deplade lader Øienstilkenes Insertion fuldkommen ubedækket. De nedre forreste Hjørner ere ligeledes kun yderst svagt udtrukne, skjondt de ogsaa her ende med et spidst Fremspring. Øinene ere ganske enormt udviklede og rage til hver Side langt ud over Ryg- skjoldets Sider. De ere næsten af kugledannet Form og ved særdeles tynde, horizontalt udåd løbende Stilke fæstede nær Midtliuien. Størsteparten af den egentlige Øieglob ind- tages af den pigmenterede og facetterede Del, der, som allerede ovenfor bemærket, viser en livlig gulrød Farve. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4 og .5) er af temmelig spinkel Form og omtrent Vs saa langt som Rygskjoldet. Iste Led er længere end de 2 øvrige tilsammen og viser oventil ved Enden en lignende vinkelformigt bøiet Kant som hos de øvrige Arter. 2det Led er mindre skarpt afsat fra foregaaende end dette er Tilfældet lios disse og oventil ogsaa mindre stærkt hævet. Sidste Led er tydeligt udvidet mod Enden, eller næsten kølleformigt og bærer ved det indre Hjørne og langs den indre Kant en Del Fjærbørster. Svøberne ere særdeles tynde og paa de indfangede Exemplarer sædvanlig mere eller mindre ufuldstændige. Langs Basis af den ydre Svøbe er fæstet en regelmæssig Rad af lange og bøiede Lugtetraade, og Svøben er her noget tykkere, uden at imidlertid en saadan skarpt begrændset pladeformig Udvidning som hos de 2 øvrige Arter lader sig paavise. 20 De nedre Antenners Blad (Fig. 6) er meget lidet og kun ubetydelig længere end de ovre Antenners Skaft. Det er af en særdeles smal, lineær Form, næsten 6 Gange saa langt som bredt og noget udadbøiet, med Spidsen skraat afskaaret i Retningen udenfra indad. Den ydre Kant er som hos de øvrige Arter ganske glat og løber i Enden ud i en temmelig lang tornformig Fortsats. Langs den indre Kant og Spidsen ere fæstede til sær- skilte Afsatser .30 — 40 Fjærbørster, hvoraf de 7 udgaa fra Spidsen. Svøbeus Skaft er ganske kort, neppe halvt saa langt som Bladet og viser en meget eiendommelig, ligesom vreden Form, idet 2det Led oventil gaar nd i en afrundet med et Par stærke Børster besat Lap, der næsten tager sig ud som et selvstændigt Led (se ogsaa Fig. 7). Munddelene stemme vistnok i Hovedsagen overens med samme hos de 2 fore- gaaende Arter, men vise dog enkelte distincte Afvigelser. Kindbakkernes Palpe (Fig 8) er saaledes af en usædvanlig spinkel Form, og dens 2det Led er ikke som sædvanlig pladeformigt udvidet, men meget smalt, næsten overalt af ens Brede og kun yderst sparsomt børstebesat. Det er næsten dobbelt saa langt som sidste Led, der viser den for Slægten characteristiske Form og Bevæbning. Iste Par Kjæver (Fig. 9) vise intet særligt udmærkende i sin Bygning. Derimod ere 2det Par Kjæver (Fig. 10) temmelig forskjellige fra samme hos de 2 foregaaende Arter og mere overensstemmende med den for Mysiderne sædvanlige Form. Endeleddet er saaledes forholdsvis mindre, af oval Form, kun svagt indbøiet, og i den ydre Kant kun forsynet med 4 Børster, der dog ogsaa her vise den for Slægten eiendom- melige Bøining bagud. Viften har langt færre Børster end hos de 2 foregaaende Arter, og heller ikke Grunddelens Børstebesætning er saa rigelig. Iste Par Kjævefødder stemme i alt væsentligt overens med samme hos de 2 foregaaende Arter. •2 det Par Kjævefødder (Tab. XVI, Fig. 1) vise ogsaa en lignende Bygning, men ere forholdsvis smækrere, med sidste Led betydelig stærkere forlænget, næsten af lancet- dannet Form og ved Enden særdeles tæt børstebesat. Svømmegrenen har saavel her som paa Fødderne langt færre Led i Endedelen end dette er Tilfældet med de 2 foregaaende Arter, nemlig kun 12 — 13. Fødderne (P'ig. 2) ere særdeles tynde og svagt hyggede samt ligesom hos de øvrige Arter temmelig rigeligt børstebesatte. De skille sig derved, at Tarsen er forholdsvis kortere, paa langt nær ikke af foregaaende Leds Længde, samt derved, at den kun er sammensat af 2 Led. Endekloen forholder sig fuldkommen som hos de øvrige Arter. Det samme er ogsaa Tilfældet med Brys tp os en, som ogsaa her dannes af 7 Par vel udviklede, lancetformige Plader. Det midterste Halevedhæng (Fig. 3) er meget smalt og neppe længere end sidste Segment. Det afsmalnes noget mod Enden, og Sidekanterne vise ogsaa her talrige uligestore Torner, der dog ikke strække sig til den basale Del, hvis Kanter som hos de øvrige 21 Arter ere fuldkommen glatte. Det bagre Indsnit (se Fig. 4) indtager omtrent '/« af Ved- hængets Længde, og de det begrændsende, noget convexe Kanter ere tæt besatte med ensformigt udviklede Tænder. Endeloberne ere tilspidsede og noget divergerende, samt bære hver en enkelt, temmelig lang terminal Torn. De ydre Halevedhæng (Fig. 5) ere af meget smækker Bygning. Den indre Plade er noget længere end det midterste Halevedhæng og af den sædvanlige lancetdannede Form. Høreapparatet ved Basis er noget stærkere udviklet end hos de 2 foregaaende Arter og Otolithen betydelig større, men af den samme bløde og let forgjængelige Be- skaffenhed som hos disse. Tæt bag Hørecaviteten er under Randbørsterne i den indre Kant fæstet en enkelt Torn. Den ydre Plade er særdeles smal og omtrent Vs længere end den indre. Ligesom hos de øvrige Arter er dens basale Del ved en utydelig Tvær- sutur sondret fra den øvrige Del og i den ydre Kant begrændset ved en stærk Afsats, hvortil er fæstet 2 Torner. Foran disse er den ydre Kant af Pladen ganske glat. Haunen (Tab. XV, Fig. 3) er omtrent af samme Størrelse som Hunnen og let kjendelig fra denne ved sine stærkt udviklede Bagkropslemmer. De øvre Antenners Skaft (Tab. XVI, Fig. 6) har sidste Led stærkere opsvul- met end hos Hunnen og ved Enden nedenunder forsynet med den sædvanlige haarede Lap, der i Form og Beskaffenhed stemmer nær overens med samme hos Hannen af B. arctica. Fødd erne (Fig. 7) have Svømmegrenen stærkere udviklet og næsten af hele Fodens Længde, med betydelig bredere Basaldel end hos Hunnen. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 8) ere simpelt ovale eller elliptiske uden al Børstebevæbning. I Bagkropslemmer nes Bygning fiudes følgende Afvigelser fra samme hos B. arctica. Paa Iste Par (Fig. 9) er den indre Gren betydelig mindre og af en forskjellig Form. Dens basale Udvidning er nemlig (se Fig. 9 a) noget stærkere fremtrædende, medens den ydre Del er langt kortere og koniskt tilløbende. I den indre Kant har denne Gren 2 tem- melig lange og stærke Torner, og langs ad den nedre Side den sædvanlige Rad af Fjærbørster. Saavel 2det som 3die Par (Fig. 10 og 11) har den ydre Gren stærkt forlænget og bestaaende af 15 Led, hvoraf de 5 yderste ere forsynede med ganske korte, ucilierede Børster, der paa 3die Par (se Fig. Ila) antage Formen af Torner. Den basale Udvidning paa den indre Gren (se Fig. 13) viser en lignenne Form som hos Hannen af B. arctica. Nærværende ved sin usædvanlig spæde Kropsform og colossalt udviklede Øine let kjendelige Art adskiller sig, som man vil have seet, i flere Henseender ikke saa ganske ubetydeligt fra de 2 foregaaende. Da den imidlertid i andre væsentlige Punkter stemmer overens med disse, har jeg ikke for Tiden fundet tilstrækkelig Opfordring til at skille den generiskt fra samme. 22 Jeg traf den første Gang i den ydre Del af Hardangerfjorden, ved Mosterhavn paa 80—100 F. D., men kun i et enkelt fuldvoxent Hun-Individ. Senere har jeg gjennemfun- det den i talrige Exemplarer, saavel Hanner som Hunner paa et nordligere Punkt ved vor Vestkyst, nemlig i Bredsuudsdybet S for Aalesund paa 200 F. D. Endelig har jeg et Par Exemplarer fra Hasvig i Vestlinmarken, tagne omtrent paa samme Dyb. Det fremgaar heraf, at den ligesom de 2 øvrige Arter af Slægten er en udpræget Dybvaudsform. Gen. VIII Siriella, Dana 1802. Cynthia, Thompson, non Sav. (mas). Charact. geuer. n' Forma gracilis et elegans, cephalothorace angusto, corpore postico elongato. Scutura dorsale parvum cephalothoracem imperfecte obtegens, antice medio plus minusve productuni, angulis infero-lateralibus obtusis. Antennarum superiorum pedunculus elongatus et angustus, articulo basali raajore, lobo hirsuto maris angusto de facie inferiore articuli ultimi prodeunte; inferiorum sqvama brevis margine externo nudo in dentem excurrente. ■-Labrum antice in spinam elongatam productuni. Mandibulæ bene evolutæ, extremitate incisiva leviter dilatata, antice fortiter dentata, pos^ice laminari, processu molari subobsoleto; palpus elongatus, articulo ultimo angusto. Maxillæ Imi paris structura solita; 2di paris parvæ. parte basali brevi intus sparse piloso, lobis incisivis solummodo 2, articulo terminali elongato, non incurvato. Maxillipedes Imi paris pediformes, articulo basali brevi intus haud producto, ultimo conico ungve distincto terminali armato; 2di paris illis paulo majores, articulo ultimo elliptico et valde hirsuto, ungve terminali incouspicuo. Pedes robusti maxillipedibus multo majores, tarso rigido, biarticulato, articulo ultimo majore et ad apicem fasciculo denso setarum instructo, ungve terminali forti et curvato, ramo natatorio valido, parte basali sat dilatata. Marsupium feminæ laminis 6 de basibus pedum parium 3 posteriorum prodeun- tibus formatum. -23 Appendices genitales maris parvæ et angustæ ad apicem longe setiferæ. Pleopoda feminæ parvæ, dilatatione externa incouspicua; inaris omnia bene evoluta, natatoria, biramea, rarao interno ad basin extus appendice plerumqve bifida et, Imo et ultimo pari exceptis, spiraliter involuta ornato. Tel sou plus miuusve elongatum et angustum, apice sæpius integro, marginibus lateralibus inæqvaliter aculeatis. Uropoda structura a ceteris Mysidis sat discrepante, lamina interna anguste lan- ceolata intus sub setis marginalibus aculeata, apparatu acustico bene evoluto, externa illa multe latiore extus fortiter aculeata, parte ultima sutura distincta a cetera lamina definita. Den første Zoolog, som har observeret en herhen hørende Forni er V. Thompson, som i sit Arbeide, Zoological Researcher I, omtaler og afbilder en fuldt udviklet Han. Paa Grund af de eiendommelige spiraldreiede Vedhæng til Bagkropslemmerne, som afham ansaaes for Gjeller, opstillede Thompson for denne Mysideform en ny Siægt under Benæv- nelsen Cynthia. I 1852 beskrev Dana i sit store Reiseværk 3 Arter af en af ham op- stillet ny Mysideslægt, Siriella, der slutter sig nær til Sl. Mysis, fra hvilken den hoved- sageligt kun skilte sig ved Føddernes Bygning. Claus har Fortjenesten af først at have paavist'), at Daua's og Thompson's Slægter falde sammen, den første repræsenterende Hunnerne, den sidste Hannerne af en og samme Slægtstype, for hvilken det af Dana fore- slaaede Navn maa bibeholdes, da Thorapsons Benævnelse, Cynthia, allerede var anvendt af Savigny for en Ascidieform. Fra de øvrige Mysider skiller nærværende Slægt sig,, foruden ved Føddernes Bygning og Beskafienheden af Bagkropslemmerne hos Hannen, ved Kindbakkernes Bevæb- ning samt Bygningen af 2detPar Kjæver og Halevedhængene, hvilke sidste navnlig udmærke sig ved den ydre Plades Form og Bevæbning. Slægten synes i sin Udbredning hovedsagelig at være sydlig og indeholder alle- rede ikke saa ganske faa Arter fra forskjellige Havstrøg. Den først opdagede Art, S. Thompsoni, med hvilken Krøyers Cynthia inermis synes at være identisk, er fra det aabne Atlanterhav. Det samme er Tilfældet med den af Claus beskrevne Art, S. Edwardsii. Dana's 3 Arter vare alle fra det stille Ocean. Videre er anført 1 Art, S. jålt en sis fra det sorte Hav, og frådet røde Hav desforuden 2 nye Arter. 4 Arter er af mig ^) beskrevne fra Middelhavet, hvoraf dog maaske den som S. Claus ii opførte Form tør være identisk med S. jaltensis, Czernikowsky. Foruden den her nedenfor opførte norske Art, kommer endnu hertil en ved de britiske Øer observeret Myside, der aabenbart ogsaa hører herhen, nemlig Mysis Griffitsiæ, Bell, med hvilken jeg anser Gosse's Mysis pro ducta for ') Uebcr die Gattung Cynthia ala Geachlechtsform Tom Mj-sideengattung Siriella. Zeitschrift fur wissensch. Zool. XVIII. ') Middelhavets Mysider. 24 identisk. Den synes at komme meget nær, ora ikke at være identisk med S. arm a ta Edw. (se mit ovenciterede Arbeide). Med temmelig Sikkerhed kan saaledes for Tiden henregnes til denne Slægt mindst 10 forskjellige Arter. Da Arterne ere hinanden særdeles lige, til- trænges for en præcis Adskillelse omhyggeligere og nøiagtigere baade Undersøgelser og Afbildninger end de, der af tidligere Autorer sædvanligvis ere leverede. 17. I§iriella norveg^ica^ G. 0. Sårs. (Tab. XVII -XVIII). Siriella norvegica, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 30. Charact. spee: Corporis forma gracilis et elongata, cephalothorace antice corpore postico vix latiore. Scutum dorsale breve segmentum posticum totum et partem dorsalem anteceden- tium 2—3 nuda relinqvens, lamina frontali acute producta ad medium circiter articuli basalis antennarum superiorum porrecta. Oculi mediocres, cylindro-clavati, scutum utrinqve leviter superantes, pigmento nigerrimo intus vix emargiuato. Antennarum superiorum pedunculus tertiam fere cephalothoracis longitudinis partem æqvans, articulo basali ceteris 2 junctis paulo longiore, ultimo in femina leviter applanato; flagellum externum interno pluries longius. Antennarum inferiorum sqvama longitudinem pedunculi superiorum æqvans, rhom- boidea, triplo longior qvam latior, ad apicem obliqvissime truncata, angulo interno longe ante spinam anguli externi exserto, setis marginalibus numerosis (40 — 50). Pedes sat fortes, tarso articulo antecedenti longitudine æqvali. Pleopoda maris appendice branchiali bene evoluta instructa. Telson tertiam corporis postici longitudinis partem superans, anguste lanceolatum, prope basin leviter instrictum, apice integro spinis 2 majoribus et inter easdem lamina minuta tridentata dente mediano longiore ornato, marginibus lateralibus dense aculeatis, aculeis inæqvalibus, 3 — 5 minoribus majoribus interpositis, anterioribus 4 utrinqve subæ- qvalibus et intervallo majore a ceteris disjunctis. Uropoda telsone parum longiore, lamina interna intus sub setis marginalibus in tota longitudine dense aculeata, aculeis inæqvalibus, externa illa plus duplo latiore, aculeis marginis exterioris circiter 18, segmento ultimo lingvæformi tertiam fere laminæ longitudinis partem asseqvente. 25 Corpus totum pellucidissimura et fere absqve pigmento, marsupium tamen feminæ maculis arboresceutibus obscure brunneis ornatum. Longit. feminæ adultæ 19mm. Beskrivelse af Hxiuueu. Den fuldt udviklede, ægbærende Huns Længde er lOmm-, og den bører saaledes til de større Arter af Slægten. Hele Legemet er gjennemsigtigt og næsten vandklart. Kun paa den indre Side af de øvre Antenners Skaft og paa Munddelene sees undertiden nogle faa lidet forgrenede Pigmentpletter. Hunnens Brystpose er dog temmelig rigeligt forsynet med dendritisk for- grenede Pigmentpletter af mørkebrun Farve. Kropsformen er (se Tab. XVH, Fig. 1 og 2) slank og elegant, ikke ulig samme hos de egentlige Mysiser. Forkroppen er ikke mærkeligt opsmulmet, og hele Legemet derfor ovenfra seet (Fig. 1) af smal, lineær Form. Bagkroppen, hvis Brede ved Basis om- trent er lig J'orkroppen i dens forreste Del, afsmalnes successivt bagtil, saa at den ved Enden neppe er mere end halvt saa bred som fortil. Dens sidste Segment er temmelig forlænget, men dog kortere end de 2 foregaaende tilsammen. Rygskjoldet er meget lidet og dækker paa langt nær ikke fuldstændigt For- kroppen, hvis sidste Segment træder helt og holdent frit frem bag samme. Da dets bagre Rand tillige i Midten er stærkt indbugtet, vise sig oventil ogsaa 2—3 andre Segmenter ubedækkede. Fortil gaar Rygskjoldet ud i en horizontal, skarpt tilspidset Pandeplade, der skyder sig frem mellem Øinene og omtrent rækker til Midten af de øvre Antenners Basal- led. Sidehjørnerne ere stumpt tilrundede og kun lidet uddragne. Øinene ere af middelmaadig Størrelse, cylindrisk-kølleformige, noget længere end brede og rage til hver Side noget ud over Rygskjoldet. Den pigmenterede og facetterede Del indtager omtrent den ydre Halvpart og er indad neppe udrandet. Pigmentet er af en dyb sort Farve. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4 og 5) er omtrent Vs saa langt som For- kroppen og af en temmelig smal Form. Basalledet er noget længere end de 2 øvrige Led tilsammen og viser udåd den sædvanlige børstebesatte Fortsats. 2det Led er meget kort og gaar paa den ydre Side ligeledes ud i en konisk Fortsats, der er besat med en Række af korte Børster. Sidste Led er noget længere end bredt og mod Enden stærkt tladtrykt samt langs sin indre Kant forsynet med 3 stærke P'jærbørster; en Gruppe af lignende Børster udgaar ogsaa fra det indre Hjørne. Af Svøberne er den indre forholdsvis kort, neppe mere end dobbelt saa lang som Skaftet. Derimod er den ydre Svøbe stærkt for- længet og ved Basis forsynet med den sædvanlige Række af baandformige Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (Fig. 6) er forholdsvis kort, omtrent af samme Længde som de øvre Antenners Skaft og af rhombisk Form, 3 Gange saa langt som bredt, 4 26 med deu ydre Kant lige og glat samt endende med en tandtormig Fortsats, deu indre svagt buet; Spidsen er særdeles skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd og det indre Hjørne uddraget til en temmelig stor tungeformig Lap, hvis Spids ved en tydelig Tværsutur er adskilt som et terminalt Segment. Langs hele den indre Kant og den skraat afskaarne Ende af Bladet er tæstet en tæt Rad af stærke Fjærbørster, 40 — 50 i Tallet. Svøben er temmelig lang, dog neppe længere end de øvre Antenners ydre Svøbe. Dens Skaft er betydelig kortere end Bladet og af smal cylindrisk Form, med sidste Led ganske kort, neppe mere end V3 saa langt som andet Led. Overlæben (Fig. 7 og 8 a) udmærker sig derved, at den fortil er forsynet med en lang og skarp, noget opadkrummet tornforraig Fortsats. Underlæben (Fig. 8b) viser den sædvanlige Bygning. Kindbakkerne (Fig. 7) have den indre Ende eller Tyggefladen mindre stærkt øxeformigt udvidet end sædvanligt og ogsaa af en temmelig eiendommelig Bygning (se Fig. 9). Det forreste Parti danner paa høire Kindbakke en enkelt, noget boiet og i En- den skraat afskaaret samt her grovt tandet Plade, medens der paa venstre Kindbakke findes 2 hinanden delvis dækkende tandede Plader. Den saakaldte Tyggefortsats (processus mo- laris) er yderst liden og rudimentær og repræsenteres kun af det bagre, svagt fremspringende og med nogle fine Haar besatte Hjørne. Mellem dette Hjørne og det forreste tandede Parti vise Kindbakkerne en tynd tilskjærpet Kant, der ikke som sædvanlig er udrandet, men næsten lige samt bevæbnet med 8 smaa simple Torner. Palpen (Fig. 7 og 10) er vel udviklet, men af temmehg spinkel Form, med 2det Led kun lidet udvidet. Sidste Led viser en lignende smal Form som hos foregaaende Slægt og er i den indre Kant, bag de kamformigt ordnede Torner, forsynet med 7 lange Fjærbørster. Iste Par Kjæver (Fig. 11) have begge Grene stærkt indbøiede. Den indre Gren er temmelig smal, næsten af konisk Form og mangler ganske Børster i den bagre Kant. 2det Par Kjæver (Fig. 12) vise et fra samme hos andre Mysider temmelig af- vigende Udseende. De ere forholdsvis smaa og have kun 2 med stærke Torner bevæbnede Tyggelappe. Den indre Rand af Basaldelen mangler deu sædvanlige tætte og regelmæs- sige Børstebesætning, i hvis Sted der kun findes nogle faa korte og spredte Smaabørster. Viften er af triangulær Form, i Enden smalt uddragen og forsynet med circa 18 Fjærbør- ster. Endedelen er forholdsvis stærkt udviklet og mere end dobbelt saa lang som Basal- delen. Dens sidste Led, der er lige fortilrettet, viser en smal oval eller elliptisk Form og er langs den indre Kant forsynet med en dobbelt Rad af forholdsvis korte Børster. Fra Leddets Ende udgaar circa 7 cilierede Børster og i den ydre Kant findes 3 lignende, men noget længere og tyndere Børster, der ere krummede bagud. Iste Par Kjævefødder (Tab. XVHI Fig. 1) have Basalleddet forholdsvis lidet og ganske manglende nogen indre pladeformig Udvidning, hvorved den hele Kjævefod faar et mere fodformigt Udseende, end dette er Tilfældet hos andre Mysider. De 3 følgende Led 27 ere i den indre Kant forsynede med korte Børster og tiltage successivt i Størrelse. 5te Led er betydelig kortere end 4de og af den sædvanlige kølledannede Form. Sidste Led er koniskt tilløbende og forsynet med en meget distinct Endeklo foruden en Del cilierede Torner og talrige fine Haarbørster. Viften viser den sædvanlige lancetdannede Form og er adskilligt længere end Basalleddet. Svømmegrenen er kraftigt udviklet, længere end selve Kjævefodden, med Basaldelen stærkt pladeformigt udvidet og udåd endende i et skarpt Hjørne. Endedelen er sammensat af 13 Led. 2det Par Kjævefødder (Fig. 2) ere noget, skjøndt ikke betydeligt længere end Iste Par og have 4de og 5te Led som sædvanligt stærkere forlængede ogindbyrdes omtrent ai ens Længde. Sidste Led er af smalt elliptisk Fonn og særdeles tæt børstebesat, uden nogen tydelig Endeklo. Svømmegrenen er stærkere udviklet end paa Iste Par og har flere Led i Endedelen. Fødderne (Fig. 3) vise et meget characteristisk Udseende, der minder adskilligt om samme hos de høiere Decapoder. De ere forholdsvis kraftigt hyggede; men aftage noget i Størrelse bagtil, saa at sidste Par er betydelig baade kortere og tvndere end Iste Par. Forøvrigt er deres Bygning fuldkommen ens. Af Leddene er det 4de længst, næsten dobbelt saa langt som 3die og noget afsmalnende mod Enden. Langs den indre og tildels ogsaa ydre Kant ere begge disse Led besatte med korte Børster. Tarsen er omtrent af 4de Leds Længde og hestaar kun af 2 med hinanden fast og som det synes ubevægeligt foi-- bundne Led, hvoraf det sidste er længst og ved Spidsen forsynet med et tæt Knippe af fine Børster, der ere 2-leddede og i den ydre Halvpart fint cilierede. Endekloen er (se Fig. 4) usædvanlig kraftigt udviklet, knivformigt tilskjærpet og i Spidsen krummet. Den viser som sædvanligt et særegent basalt Afsnit, der ved en meget skjæv Sutur forbinder sig med den egentlige Klo. Svømmegrenen er særdeles kraftig og af samme Bygning som paa Kjævefødderne. Brystposen, der ofte (se Tab. XVH, Fig. 1 og 2) danner et særdeles stærkt, næsten kugleformigt Fremspring under den bagre Del af Forkroppen er sammensat af 3 Par vel udviklede Plader (se Tab. XVHI, Fig. 5), der hurtigt tiltage i Størrelse bagtil. Bagkropslemmerne (Fig. 6 og 7) ere meget smaa og have den ydre Udvid- ning næsten umærkelig. De tiltage noget, skjøndt ikke betydeligt i Størrelse bagtil og ere forholdsvis kun sparsomt børstebesatte. Det midterste Halevedhæng (Fig. 8) er stærkt forlænget, betydelig længere end sidste Segment, og mere end V3 saa langt som Bagkroppen. Det er af en meget smal lancetdannet Form, oventil svagt concaveret, og viser nærmere Basis en tydelig Ind- knibning, hvorfra det successivt afsmalnes mod den stumpt koniske Spids. Denne er be- væbnet med 2 stærke Torner, mellem hvilke findes en liden tynd, i 3 uligelange Tænder udgaaende samt med 2 korte Børster forsynet Plade (se Fig. 9 og 10). Sidekanterne af Vedhænget ere bevæbnede med et stort Antal af uligestore Torner, der ere grupperede 28 saaledes, at der mellem 2 større alticl findes 3 — 5 mindre. Den basale Del af Vedhænget har derimod paa hver Side 4 ensformigt udviklede Torner, og disse ere ved et længere Mellemrum skilte fra de øvrige. De ydre Halevedhæng (Fig. 11) ere kun lidet længere end det midterste og saavel i Form som Bevæbning temmelig ulige samme hos andre Mysider. Den indre Plade er lidt kortere end det midterste Halevedhæng og særdeles smal, dog ved Basis noget opsvulmet for Høreapparatet, der viser den sædvanlige Bygning og er forsynet med en vel udviklet, skjøndt ikke meget stor, glasagtig Otolith. Langs hele den indre Kant er denne Plade under Randbørsterne bevæbnet med en tæt Rad af uligestore Torner, hvoraf den yderste og læugste udgaar nøiagtig fra Pladens Spids. Den ydre Plade er noget længere og mere end dobbelt saa bred som den indre og viser en meget tydeligt udpræget Seg- mentering, idet den ydre Trediedel ved en vel markeret noget skjævt gaaende Tværsutur er skilt fra den øvrige Del. Dette ydre Parti er tungeformigt og rundt om ligesom hele den indre Rand af Pladen besat med lange Fjærbørster. Derimod er den ydre Kant af Pladens basale Afsnit bevæbnet med circa 18 stærke, bagtil i Længde tiltagende Torner. Hvor disse høre op, findes i den ydre Kant en stærk Afsats, der her afmarkerer Grændsen mellem det basale og terminale Afsnit. Hauuen (Tab. XVH, Fig. 3) er noget slankere bygget end Hunnen og klar som Vand, uden Spor af nogen Pigmentering paa Legemet. De øvre Antenners Skaft (Tab. XVHI, Fig. 12) er kraftigere bygget end hos Himnen og forsynet med den sædvanlige haarede Lap, der dog viser adskilligt eiendom- meligt. Den indtager saaledes her næsten hele Undersiden af sidste Led og rager derfor kun lidet ud over dettes Ende. Fremdeles er den (se Fig. 13) meget smal, stærkt sam- mentrykt fra Siderne og har langs Undersiden kun 2 smale parallele Længdebaand til Be- fæstelse for de borsteformige Vedhæng. Svømmegrenene paa Kjævefødderne og de egentlige Fødder ere forholdsvis endnu kraftigere udviklede end hos Hunnen, med særdeles brede og stærkt muskuløse Basalafsnit. Sidste Fodpar (Fig. 14) er betydelig mindre og spinklere end de øvrige og har Tarsen stærkere forlænget. De ydre Kjønsvedhæng (ibid. og Fig. 15) ere forholdsvis smaa, smalt cylin- driske og noget fortilkrummede samt ved Enden forsynet med 4 stærke fortilrettede Fjær- børster foruden nogle faa hoiede Torner. Bagkropslemmerne ere alle omformede til kraftige, tvegrenede Svømmered- skaber, der ere i høl Grad udmærkede ved den eiendommelige Udvikling og den indre Grens basale Udvidning. Denne hos andre Mysider simpelt pladeformige Udvidning har nemlig her antaget en Form og Structur, der giver den en stor Overensstemmelse med en 29 Gjelle, og den er ogsaa af tidligere Forskere bleven tydet som saadan, uden at dog dens morphologiske Eqvivalent hos andre Mysider er bleven erkjendt. Mest compliceret er denne Udvidning paa de 3 midterste Par (se Fig. 17 og 17 a), hvor den danner et i 2 pølsedannede og spiralformigt sammenrullede Lappe udgaaende og ved en smal Hals til Basis af den indre Gren fæstet Appendix. Paa sidste Par (Fig. 18 og 18 a) er dette Ap- pendix ligeledes tvedelt, men Endelapperne ere her lige, ikke spiralformigt sammenrullede. Paa Iste Par (Fig. IG og 16 a) indtages den indre Grens Plads af et lignende tvedelt Appendix, paa hvilket dog her. den indre lige og i den ene Kant med 3 Børster besatte Lap maa ansees som Grenens egentlige Stamme. Ved Basis af den ydre Lap saavel her som paa de øvrige Par findes den for den basale Udvidning hos andre Mysider characte- ristiske Gruppe af divergerende Hørebørster tæt sammentrængte. Den ydre Gren er paa alle Par af fuldkommen ens Bygning og omtrent af samme Længde som den indre. Af de tidligere beskrevne Arter kommer den her omhandlede nærmest den mid- delhavske Form, S. crassipes G. 0. Sårs, med hvilken den stemmer overens i Formen af de nedre Antenners Blad og det midterste Halevedhæng. Den skiller sig dog kjendeligt ved betydeligere Størrelse, mindre kraftigt hyggede Fødder samt bredere ydre Haleplade. Jeg fandt denne elegante Myside første Gang Sommeren 1868 ved Bollærene i den ydre Del af Christianiafjorden, men dengang kun i et enkelt Exemplar, en fuldvoxen æg- bærende Hun. Senere har jeg imidlertid gjenfundet den ikke saa ganske sjeldent ved vor sydlige og vestlige Kyst og nordlig til Stadt. Den er ikke nogen egentlig Dybvandsform, men synes helst at forekomme paa forholdsvis grundt Vand mellem Alger. Hannerne streife vidt om og ere idethele mere pelagiske i sin Levevis end Huunerne. Begge ud- mærke sig ved sine særdeles hurtige og kraftfulde Bevægelser. Ved en energisk Krum- ning afBagkroppen kan de endog gjøre høie Sprang over Våndet, og det er ofte af denne Grund forbunden med adskillig Vanskelighed at observere denne Form i levende Tilstand under Mikroskopet. Gen. IX. LeptOmysiS, G. O. Sars, 1869. Charact. gener. Forma gracilis et elegans eidem Mysidis non dissimilis. Scutum dorsale breve cephalothoracem imperfecte obtegens antice medio acute productum. 30 Antennarum sup eriorum perl unculus phis mimisve elongatus, articulo 2do supine producto et setifero, lobo hirsuto maris structura solita: inferiorum sqvama angusta, lan- ceolata, distinctissime biarticulata. imdiqve setifera. Partes masticationis structura solita. Pedes angusti et debiles intus longe setiferi, tarso Sarticulato, ungve terminali tenuissimo fere setiformi. Marsupium feniinæ laminis 6 distinctis formatum. Appendices genitales maris breves et crassæ.apice setis curvatis ornato. Pleopoda feminæ parva et angusta, maris vero omnia bene evoluta, biramea, natatoria, ramo interne Imi paris brevissimo uniarticulato, apice obtuso, dilatatione basali in omnibus paribus simplice, angusta, apice setifero, ramo exteruo penultimi paris elongato, articulis 3 ultimis setis destitutis sed spinis 3 validis armatis. Tel son plus miuusve lingvæforme, apice integro, aculeis niarginalibus numerosis apicem versus inæqvalibus. Uro poda angusta. lamina interna intus sub setis marginalibus fortiter aculeata, basi sat tumefacta, otolitho magno; externa illa multo longiore, sublineari, undiqve setifera. Typen for denne Slægt er den af mig i 1864 beskrevne Mysis gracilis, som dengang kun forelaa i et enkelt Huu-Individ. Efter senere at have fundet fuldt udviklede Hanner, kora jeg dog snart paa det Rene med, at denne Form nødvendigvis maatte skilles generiskt fra Slægten Mysis. Ved Fundet af en meget næstaaende Art, M, lingvura, bestyrkedes jeg end mere i min Antagelse, at der her forelaa en ny Slægtstype afMysider, og i 1869 foreslog jeg for samme Benævnelsen Leptomysis. Siden den Tid ere endnu 3 nye Arter komne til fra Middelhavet, saa at Slægten for Tiden tæller ikke mindre end 5 forskjellige Arter. I sin ydre Habitus ligne Hunnerne af denne Slægt særdeles meget Hunnerne af Slægten Mysis. Dog kjendes de strax fra disse ved den eiendommelige smale Form. af de nedre Antenners Blad, paa hvilket den ydre Del er skarpt afgrændset som et særskilt Endesegment. Hannerne skille sig meget væsentligt fra Hannerne af Sl. Mysis ved Byg- ningen af Bagkropsleraraerne, der ligesom hos de i det foregaaende omtalte Mysider samt- lige ere omdannede til tvegrenede Svømmeredskaber. Slægten indeholder 2 nordiske Arter, som i det følgende nærmere skulle blive beskrevne. 31 18. Y^cpfoitiysis graeiliiii, G. 0. Sårs. (Tab. XIX- XX). Mysis gracilis, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 23. Mysidopsis hispida, Norman, Last Report on ciredgiug among the Shetland isles: Report of the British Association for the Advancement of Science for 1868, pg. 267. Leptomysis gmcilis, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 29. Charact. spee: Corporis forma gracillima et angusta, cephalothorace autice corpore postico vix ]atiore. Integumenta ubiqve sqvamulis minutis subimbricatis hispida. Scutum dorsale breve segmentumposticum totum et partem dorsalem 3— 3 aliorum nuda relinqvens, antice medio in laminam frontalem sat magnam triangularem apice acute exserto ad finem fere articuli basalis antennarum superiorum producto excurrens, angulis infero-lateralibus distinctis, parum vero exsertis. Oculi magni, longitudinem fere pedunculi antennarum superiorum asseqveutes, scutum utrinqve longe superantes, pyriforraes, pigmento nigro intus leviter emarginato. Antennarum superiorum pedunculus sat elongatus.et angustus, articulo basali ceteris 2 junctis longitudine circiter æqvali, 2do supine sat producto et serie transversa setarum ornato, ultimo cylindrico, duplo circiter longiore qvam latiore. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum fere duplo longior, valde angusta, segmento terminal! fere tertiam sqvamæ longitudinis partem occupante lineari setisqve 10 obsito; pedunculus flagelli sqvama tertia parte brevior. Pedes tenuissimi scuto breviores, tarso articulo antecedenti longitudine æqvali. Telson segmento ultimo longius, anguste lingvæforme, basin propius instrictum, parte ultima sensim attenuata, apice obtuse conico aculeis 4, intermediis 2 brevioribus, armato, aculeis lateralibus namerosis (utrinqve 40—50) apicem versus valde inæqvalibus. Uropoda perangusta, lamiua interna telsone parum longiore, basi sat tumefacta, otolitho magno, margine inferno toto sub setis raarginalibus aculeato, aculeis inæqvalibus, lamina externa interna tertia parte longiore, tenuissima, lineari, apice truncato. Corpus pellucidissiraum maculis solummodo singulis minutis luteo-rufescentibus in facie ventrali segmentorum corporis postici ornatum. Longitudo feminæ adultæ Hmm. Beskrivelse af Hunueu. Den fuldt udviklede Hun's Længde overstiger ikke ]4min. Hele Legemet er i høi Grad gjennemsigtigt og næsten vandklart med kun yderst 32 sparsomt Kropspigmeut. Dette, der viser en gul i rødligt overgaaende Farve, er hoved- sageligt afsat paa Bagkroppen, hvor der paa hvert Segments Bugflade bemærkes en liden Plet. Ved Enden af sidste Segment udbreder denne Plet sig opad Siderne og fortsætter sig som et diffust rødgult Pigment over det midterste Halevedhæng og delvis ogsaa nedover de ydre Halevehæng. Paa Siderne af Brystposen findes sædvauligvis nogle mere eller mindre dentritisk forgrenede Pigmentpletter af rødlig Farve. Integumenterne vise ved nøiere Betragtning overalt en eiendommelig ru Overflade, idet der fra dem hæve sig talrige smaa rhombiske Skjæl, der seede i Profil tåge sig ud som Sraaapigge (se Tab. XIX, Fig. 6). Denne eiendommelige Structur er ikke blot tydelig paa selve Kroppen, men ogsaa paa de fleste af dennes forskjellige Vedbæng. Kropsformen er (se Tab. XIX, Fig. 1 og 2) særdeles slank og spæd, ovenfra seet (Fig. 1) næsten lineær, medForkroppen neppe bredere end Bagkroppen. Denne sidste afsmalnes kun ganske svagt bagtil og har sidste Segment som sædvanlig længst, skjøndt ikke meget længere end det foregaaende. Kygskjoldet er forholdsvis meget lidet og dækker paa langt nær ikke hele For- kroppen, hvis sidste Segment i sin hele Omkreds træder frit frem bag samme. Da den bagre Rand af Rygskjoldet er temmelig dybt udrandet, bliver den dorsale Del ogsaa af de 2 — 3 foregaaende Segmenter ubedækket. Fortil gaar Rygskjoldet ud i en triangulær med en skarp Spids endende Pandeplade, der rækker næsten til Enden af de øvre Antenners Basalled. Til hver Side er denne Pandeplade begrændset af et kort Indsnit (se Fig. 4 og 5). De nedre forreste Hjørner danne en tydelig, skjøndt ikke meget stærkt fremspringende Vinkel. Øinene ere af betydelig Størrelse og rage til hver Side langt ud over Rygskjol- dets Sidekanter. De ere af pæredannet Form og skilte i Midten ved et temmelig langt Mellemrum. Den facetterede Del indtager mere end Halvparten af Øiet og har et dybt sort Pigment. De ovre Antenners Skaft (Fig. 7 og 8) er forholdsvis spinkelt bygget. Iste Led er omtrent saa langt som de 2 øvrige tilsammen og har ved Enden i den ydre Kant den sædvanlige børstebesatte Fortsats. 2det Led er ganske kort, men stærkt fortykket, gaaende oventil ud i en konisk Fortsats, hvortil er fæstet en skråa Tværrække af 7—10 lange bøiede Børster. Sidste Led er noget nær af cylindrisk Form, uden at være mærk- bart udvidet mod Enden. AfSvøberne er den yderste som sædvanlig længst og ved Basis forsynet med de sædvanlige Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (Fig. 9) udmærker sig ved sin særdeles smale, lan- cetdannede Form og dets skarpt udprægede Segmentering. Det er næsten dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, bredest ved Basis og successivt afsmalnende mod Enden samt i begge Kanter og ved Spidsen forsynet med stærke til særegne Afsatser fæstede Fjærbørster, hvoraf de i den indre Kant som sædvanlig ere længst. Den ydre 33 Del af Bladet er ved et skarpt markeret Led skilt fra den bagenfor liggende Del, hvorved Bladet viser sig tydeligt 2-leddet. Dette Endesegraent der uæsten indtager '/j af Bladets Længde, er særdeles smalt og ialmindeliglied noget indadbøiet samt forsynet med ialt 10 Randbørster, hvoraf 3 udgaa fra den indre Kant, 4 fra den ydre Kant og 3 fra Spidsen. Svøbens Skaft er temmelig kort, neppe mere end V3 saa langt som Bladet. Svøben selv er omtrent af Legemets halve Længde. Munddelene vise idethele den typiske Bygning. Overlæben (Fig. 10 og 11) er hjelmformig og gaar fortil ud i en stump Fortsats. Underlæben (Fig. 12) har Endekloberne uregelmæssigt afrundede og i den indre Kant fint cilierede. Kindbakkerne (Fig. 13) ere af middelmaadig Størrelse og have den indre Ende (Fig. 15) som sædvanlig øxeformigt udvidet med tydeligt udviklet Tyggeknude. Bevæbnin- gen forøvrigt er meget lig samme hos Sl. Mysis. Paa venstre Kindbakke findes fortil 2 tildels hinanden dækkende grovt tandede Grene; paa høire Kindbakke er den bågeste af disse Grene meget liden og har Udseendet af en tornformig, lige indadrettet Fortsats. Iraellem det forreste tandede Parti og Tyggeknuden findes paa venstre Kindbakke 3 grovt cilierede og stærkt krummede Torner, hvortil paa høire Kindbakke svarer en tilskjærpet i 6 kamformigt ordnede Tænder udgaaende Plade. Palpen er temmelig stor, betydelig længere end selve Kindbakken. Af dens 3 Led er det 2det længst og især i den indre Kant tæt børstebesat. Sidste Led er neppe halvt saa stort og viser den sædvanlige Form og Bevæbning. Iste Par Kjæver (Tab. XX, Fig. 1) vise intet udmærkende i sit Udseende. 2det Par Kjæver (Fig. 2) ere ligeledes normalt hyggede med 3 vel udviklede Tyggefortsatser og bag disse en bred Børstebræm. Endeleddet er forholdsvis lidet, af elliptisk Form og langs sin ydre Kant forsynet med 6 cilierede Børster. Viften er trian- gulær og bærer ialt 18 Fjærbørster. Iste Par Kjævefødder (Fig. 3) ere forholdsvis smaa og svage. Basalleddet har indad en tydelig udviklet Tyggefortsats. Derimod ere de 2 følgende Led neppe udvidede indad. Sidste Led er ganske kort, i Enden stumpt afrundet og forsynet med nogle cilie- rede Torner foruden en hel Del fine Børster. Svømmegrenen er af sædvanligt Udseende og har Svøben sammensat af 8 Led. Viften er forholdsvis liden, oval-lancetformig og nær Basis forsynet med en enkelt lang Børste. 2det Par Kjævefødder (Fig. 4) ere kun lidet længere end Iste Par og have som sædvanligt 4de og 5te Led stærkere forlængede. Sidste Led er af oval Form og be- væbnet med en hel Del temmelig lange og bøiede cilierede Torner. Svømmegrenen har et Led flere end paa Iste Par. Fødderne (Fig. 5) ere forholdsvis smaa og spinkle, kortere end Rygskjoldet og alle af ens Bygning. 4de Led er noget længere end 3die og ligesom dette i den indre 34 Kaut forsynet med lange Børsteknipper. Tarsen er omtrent af 4de Leds Længde og saramensat af 3 Led, hvoraf det Iste er af samme Længde som de 2 følgende tilsammen. Endekloen (se Fig. 6) er særdeles tynd, næsten børsteforraig. Svømmegrenen forholder sig ganske som paa 2det Par. Brystposen er som hos de i det foregaaende omtalte Mysider saramensat af 6 tydeligt udviklede Plader (se Fig. 7). Bagkropslemmerne (Fig. 8-9) ere af den sædvanlige rudimentære Beskaffen- hed og meget smale med forholdsvis faa Randbørster. Den ydre pladedannede Fortsats er vel markeret og forsynet med de sædvanlige divergerende Hørebørster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 10) er nogetlængere end sidste Bagkrops- segment og af en meget smal tungedanuet Form. Noget bag Basis indknibes det temmelig stærkt, men beholder derfra sin Brede nogenlunde uforandret indtil den bagre Trediedel, der hurtigt afsmalnes og ender med en koniskt-tilrundet Spids. Sidekanterne ere i sin hele Længde tæt tornbesatte. I den bagre Trediedel ere Tornerne (se Fig. 11) af ulige Størrelse, idet med temmelig regelmæssige Mellemrum 5— G paa hver Side udmærke sig ved større Længde. Fra Spidseu udgaa 4 Torner, hvoraf de yderste ere størst; dog gaa Sidekanternes Torner saa umærkeligt over i Spidsens, at egentlig ingen bestemt udpræget Grændse kan fastsættes. De ydre Halevedhæng (Fig. 12) ere usædvanhg spinkelt hyggede. Den indre Plade, der er ubetydeligt længere end det midterste Halevedhæng, er af den sædvanlige lancetdaunede Form. Ved Basis viser den en stærk oval Opsvulmniug for Høreapparatet, der er vel udviklet med stor og fuldstændig incrusteret Otolith. Langs hele den indre Kant af denne Plade findes under Randbørsterne en tæt Rad af ulige lange Torner; den yderste af disse er størst og udgaar fra selve Spidsen. Den ydre Plade er mere end '/s saa lang som den indre, noget udåd boiet og særdeles smal, samt rundt om besat med lauge Fjærbørster. Hauueu (Tab. XIX, Fig. 3) stemmer i Størrelse, Kropsform og Farve nær overens med Hunnen, men er let kjendelig fra denne ved de secundære sexuelle Characterer, der fremtræde under en lignende Form som hos de i det foregaaende omtalte Mysider. De øvre Antenners Skaft (Tab. XX, Fig. 13) er kraftigere bygget end hos Hunnen, og navnlig er sidste Led kjendeligt større og tykkere. Det haarede Vedhæng (Fig. 14) er kortere end Skaftets sidste Led, men temmelig tykt og paa sin nedre Side forsynet med et 2 Gauge zigzagformig bøiet Baand, hvortil de lange til alle Kanter diver- gerende børsteformige Vedhæng ere fæstede. De ydre Kjonsvedhæng (Fig. 15 a) ere forholdsvis smaa, medSpidsen utydeligt tvelappet og forsynet med 6 bøiede Børster. Bagkropslemmerne (Fig. lG-19) ere alle udviklede til tvegrenede Svømraered- 35 skaber ligesom hos de i det foregaaende omtalte Mysider. Den indre Gren paa Iste Par (Fig. 16 og 16 a) er som sædvanlig rudimentær, enleddet, med Enden konisk-tilrundet og neppe længere end den ydre Grens Iste Led. Den ydre pladedannede Fortsats er saavel paa dette som de øvrige Par simpel, ganske smal og paa Enden forsynet med 6 Hørebør- ster. Næstsidste Par (Fig. 18) udmærker sig fra de øvrige derved, at den ydre Gren er stærkere forlænget og mod Enden istedetfor de sædvanlige Svømniebørster forsynet med 3 grovt cilierede Torner, hvoraf den ene udgaar fra selve Spidsen, de 2 øvrige fra den ydre Kant af de 2 foregaaende Led (se Fig. 18 a). Den forreste af disse Torner er længst og viser i sin ydre Halvpart en tæt Segmentering. Sidste Par (Fig 19) skiller sig kun fra 2det og 3die derved, at der lige bag den indre Grens basale Udvidning tindes en kort konisk med en enkelt Børste endende Fortsats (se Fig. 19 a). Nærværende vakre, fint byggede Myside blev forst fundet af mig 1863 i det indre af Christianiafjorden, men kun i et enkelt Exemplar, en fuldvoxen ægbærende Hun. Senere traf jeg den igjen paa en anden Lokalitet i Fjorden, nemlig ved Holmestrand, og her i flere Exemplarer, saavel Hanner som Hunner. Den forekommer fremdeles ved vor Vestkyst, hvor jeg har tåget den i betydelig Antal i Nærheden af Stavanger, ligeledes af og til i Hardangerfjorden ved Mosterhavn. Nordligere er den derimod ikke forekommet mig. Den lever ialmindelighed paa et Dyb af fra 10 — 30 Favne og synes at foretrække blød Lerbund. Den af Norman som Mysidopsis hispida fra Shetlandsøerne opførte Form er utvivlsomt identisk med den her omhandlede Art. 19. Ijeptoiiiysis ling-viira, G. 0. Sårs. (Tab. XXI). Mysis lingvura, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1865 foretagen zoologisk Reise, pg.21. Charact. spee: Corporis forma qvam in L. gracili magis abbreviata. Scutum dorsale antice medio leviter productum, lamina frontali brevi, triangulari, ultra medium articuli basalis antennarum superiorum vix extensa. Integumenta lævia, sqvamulis nuUis ornata. Oculi sat magni et crassi, pyriformes, haud longe sejuncti. Antennarum superiorum pedunculus oculis longitudine æqvalis, articulo basali ceteris 2 junctis longiore, 2do supine setis modo 2 longioribus ornato, ultimo subclavato. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum plus duplo longior, anguste 5* 36 lanceolata, biarticulata, articulo terminali 4tam chxiter sqvamæ longitudinem occupante setisqve 11 instructo. Pedes structura fere ut iu specie antecedente, sed paulo minus graciles. Telson segmento ultimo vix longius, distincte lingvæforme, juxta basin subito sat instrictum, parte ultima vix attenuata, apice late et æqvaliter rodimdato, aculeis margina- libus numerosis ad apicem inæqvalibus, 6 eorum ceteris multo longioribus. Uropodorum lamina interna breviter lanceolata, telsone parum longior, ad basin valde tumefacta, margine interno sub setis marginalibus dense et æqvaliter aculeato, acu- leis anterioribus arcte appressis, lamina externa interna tertia fere parte longior, valde angusta, apice obliqve truncato. Corpus pigmento luteo diffuso ornatum, segmento ultimo ad finem macula majore dendritica per telson extensa instructo. Longit. feminæ adultæ 14"™. Beskrivelse af Huuiieu. Længden er omtrent som hos foregaaende Art, nemlig 14n"n. Legemet er mindre gjennemsigtigt og delvis prydet med et gulagtigt, diffust Pig- ment, som især paa sidste Segment og det midterste Halevedhæng er meget tydeligt. Desuden findes ved Enden af hvert Bagkropssegment paa Bugfladen en morkere dendritisk Pigmentplet. Paa sidste Segment udsender denne Pigmentplet stærke Forgreninger opad, der fortsætte sig ud over det midterste Halevedhæng. Brystposen er ligeledes temmelig rigeligt forsynet med Pigmentforgreninger af mørk brunlig Farve. Kropsformen er (se Tab. XXI, Fig. 1 og 2) forholdsvis betydelig kortere og mere undersætsig end hos foregaaende Art, og Forkroppen er kjendeligt bredere end Bag- kroppen, der successivt afsmalnes mod Enden. Piygskjoldet er som hos foregaaende Art meget kort, saa at en stor Del af For- kroppen bliver ubedækket. Fortil i Midten gaar det ud i en triangulær Pandeplade (se Fig. 3), der dog er betydelig kortere end hos foregaaende Art, idet den neppe rækker til Midten af de øvre Antenners Basselled. Heller ikke er den ved nogen laterale Indsnit begrænd- set fra det øvrige Rygskjold. Integumenterne ere fuldkommen glatte, uden at vise Spor til den eiendom- melig skjællede Structur, der udmærker foregaaende Art. Øinene ere temmelig store og tykke, af den sædvanlige pæredannede Form, men, da de ere fæstede temmelig nær sammen, rage de langtfra saa langt ud over Siderne af Rygskjoldet som hos foregaaende Art. Pigmentet er af mørkebrun Farve. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4 og 5) er omtrent Vs saa langt som For- kroppen og skiller sig fra samme hos L. gracilis derved, at 2det Led mangler oventil den skråa Tværrad af Børster, samt at sidste Led er forholdsvis kortere og tykkere. 37 De nedre Antenners Blad (Fig. 6) er mere end dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft og viser en lignende smal lancetdannet Form som hos foregaaende Art. Ogsaa hos den her omhandlede Art er Bladet ved en stærkt markeret Tværsutur delt i 2 Segmenter. Endesegmentet er dog her forholdsvis kortere, neppe indtagende '/^ af Bladets Længde og heller ikke saa smalt; det bærer ialt 11 Randbørster, 4 i hver Kant og 3 i Spidsen. Munddelene stemme fuldkommen overens med samme hos foregaaende Art. Dog er 2det Par Kjævefødder (Fig. 8) af forholdsvis noget mere undersætsig Form. Fød de me (Fig. 9) ere ligeledes noget mindre spæde end hos L. gracilis, men vise forøvrigt en meget lignende Bygning. Det midterste Halevedhæng (Fig. 10) er af et meget characteristisk Ud- seende. Det er neppe længere end sidste Segment, lige bag Basis stærkt indknebet, meii derpaa af temmelig ens Brede lige til Spidsen, som er bredt og jevnt afrundet. Det faar herved en udpræget tungedannet Form, og Artsbenævnelsen refererer sig ogsaa til denne Character. Sidekanterne ere tæt besatte med Torner, der i den forreste Del ere af ens Størrelse og temmelig korte. Mod Enden blive de derimod lidt efter lidt større og tillige meget ulige, idet enkelte med bestemte Mellemrum udmærke sig ved betydelig Længde. Navnlig ere 6 af de fra den afrundede Ende (se Fig. 11) udgaaende Torner af betydelig Størrelse ; imellem dem staa 2—3 neppe halvt saa store Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 12) ere af en lignende Bygning som hos foregaa- ende Art, men forholdsvis mindre slanke. Den indre Plade, der kun er ubetydelig længere end det midterste Halevedhæng, har Basis usædvanlig stærkt opsvulmet med stor og ty- delig Otolith. Langs den indre Kant findes en regelraæssig Rad af Torner, der lidt efter lidt tiltage i Størrelse mod Enden. Ved Basis staa de saa tæt, at de tilsammen danne ligesom en sammenhængeude Bræm. Den ydre Plade er mere end '/s saa lang som den indre, meget smal og i Spidsen skraat afskaaret. Nærværende Art er let kjendelig fra L. gracilis ved sin mere undersætsige Krops- form, den korte Pandeplade, de tættere sammen staaende Øine og navnlig ved det mid- terste Halevedhængs eiendommelige Form og Bevæbning. Langt større Lighed vise den med den af mig fra Middelhavet beskrevne Art, L. sardica, som dog bestemt skiller sig ved betydelig kortere Antenneblad. Jeg fandt den her omhandlede Art første Gang i 1865 ved Farsund paa 10—12 F. Sandbund, men kun i et enkelt Exemplar. Senere har jeg trufifet den igjen paa et Par Lokaliteter ved vor Vestkyst, nemlig Moldøen og Aalesund, paa begge Steder kun i meget faa Exemplarer, samtlige Hunner. - 38 Gen. X. Hemimysis, g. o. sars, iseg. Charact. gener.: Corp or is forma subgracilis, cephalothorace latiore, corpore postico angusto, depresso. Scutiim dorsale magnum cephalotlioracem fere complete obtegens antice medio parum modo productum. Oculi bene evoluti pigmento fulvo insignes. An tenn ar um superiorum peduuculus structura solita, in mare lobo magno et hirsuto instructus; inferiorum sqvama lanceolata, spina nulla marginis exterioris. Partes masticationis fere ut in Myside; palpus tamen raandibularis leviter discrepans, articulo 2do valde dilatato, laminari, dense setifero, ultimo angusto. Pedes sat magni et dense setosi, articulo 3tio plus minusve dilatato et compla- nato, tarso raultiarticulato, flexibili, ungve terminali teuui, setiformi. Marsupium feminæ laminis 4 magnis et rudimento 2 aliarum formatuni. Appendices genitales maris mediocres, structura solita. Pleopoda feminæ ut vulgo rudimentaria, subsimilia, maris vero inter se sat discrepantia; paria ejusdem 2 anteriora simplicia ut in femiua, 3tium par imperfecte nata- toriura, 4tum parlongissimum, styliforme, retro vergens, ultimum par natatorium, birameum, longe setiferum. Tels on angustuni, apice fisso. Uropoda laminis inæqvalibus, undiqve setiferis, interna ad basin organo acustico bene evoluto instructa. Nærværende Slægt er af alle de i det foregaaende omhandlede den, der i de ana- tomiske Detailler kommer nærmest den typiske Slægt, Mys is, fra hvem den dog skiller sig ved enkelte ikke uvæsentlige Chracterer, der synes at gjøre dens Bibeholdelse nød- vendig. Af disse Characterer kan fremhæves den langt stærkere Udvikling af Rygskjoldet, Bagkroppens eiendommelige spinkle og nedtrykte Form, endelig Bygningen af Hannens sidste Par Bagkropslemmer, der ere udviklede til virkelige, tvegrenede Svømmeapparater, medens dette Par hos alle virkelige Mysishanner er enkelt og af et lignende rudimentært Udseende som hos. Hunnen. Slægten indeholder for Tiden kun en enkelt Art, som i det følgende nærmere skal beskrives. 39 20. Heinimysis abyssicola, G. 0. Sårs. (Tab. XXII-XXIII). Hcmimysis abyssicola, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christiaiiiafj ordens Dybvands- fauna, pg. 32. Cliaract. spee: Scutum dorsale sat magnum partem modo parvam segmenti ultimi ceplialothoracis supine iiudam relinqvens, antice medio obtuse angulatum, lamina frontal! nulla distincta, angulis infero-lateralibus rotundatis. Oculi haud magni, fere globosi, scutum ad latera parum modo superautes, pigmento fulvo in speciminibus viventibus splendide aurescente insignes. Antennarura superiorum pedunculus tertiam cephalothoracis longitudinis partem vix æqvans, articulo basali ceteris 2 junctis breviore, ultimo ad augulum interiorem setis longis plumosis ornato, appendice liirsuta maris dimidio pedunculo longiore. Antennarum inferiorum sqvama parva, pedunculo superiorum parum longior, breviter lanceolata, vix qvater longior ac latior, parte basali marginis exterioris excepta undiqve setifera; pedunculus flagelli sqvama parum modo brevior. Pedes corpus anticum longitudine fere æqvantes, articulo 3tio majore in paribus saltem anterioribus sat dilatato et complanato, tarso articulo antecedente nonnihil longiore, attenuato, ex articulis 4—5 composito. Pleopoda penultimi paris in mare ad apicem fere uropodorum porrecta, rarao in- terno brevissimo, biarticulato, setifero, externo styliformi, nudo, 5-articulato, flagellis 2 inæqvalibus, altero biarticulato, terminato ; rami ultimi paris sæbæqvales, C-articulati. Telson segmento ultimo longitudine circiter æqvale, sat angustum, apicem versus sensim attenuatum, incisura postica qvartam fere telsonis longitudinis partem occupante dentibus regularibus marginata, lobis terminalibus angustis, acuminatis, aculeo singulo ter- minali sat magno armatis, aculeis lateralibus utrinqve circiter 20, minutis, æqvalil)us, non ad basin extensis. Uropoda gracilia, laraina interna telsone nonnihil longiore, anguste lanceolata, basi sat tumefacta, margine interno sub setis marginalibus aculeis 6 intervallis longioribus se- junctis armato, lamina externa interna 5ta circiter parte longiore, sublineari, apice rotun- dato-truncato. Corpus pellucidum, pigmento tamen læte rubro, maculas minutas arborescentes irregulariter dispositas formante ornatum, partibus masticationis et pedibus splendide pur- pureo tinctis. Longit. feminæ adultæ 14n>m. 40 Beskrivelse af Hnnuen. Længden af de største Individer overstiger neppe 14mm- Legemet er i liøi Grad gjennemsigtigt, saa at flere af de indre Organer med stor Tydelighed skinne igjennem de tynde Integuraenter. Disse ere hist og her prydede med smaa, uregelmæssigt fordelte Pigraentstjerner af en vakker rosenrød Farve. Paa Bagkrop- pen sees flere saadanne saavel langs ad Ryggen som Siderne. Hele Mundregionen med sine forskjellige Vedhæng er af en dyb purpurrød Farve, og paa Fødderne sees afvexlende purpurrøde og gulagtige Tværbaand. I den forreste Del afForkroppen skinner den store, kugleformige Tyggemave med stor Tydelighed igjennem og viser en lignende intensiv pur- purrød Farve som Munddelene. Kro ps form en er (se Tab. XXII, Fig. 1 og 2) temmelig slank, ikke ulig samme hos Arterne af den egentlige Slægt Mysis. Dog skiller den sig strax ved Bagkroppens langt svagere Bygning og eiendommelige, stærkt nedtrykte Form. Af dens Segmenter er det sidste længst, lige saa langt som de 2 foregaaende tilsammen. Forkroppen, der er kjendeligt bredere end Bagkroppen, viser ovenfra seet (Fig. 1) overalt omtrent ens Brede. Rygskjoldet er temmelig stort og dækker næsten fuldstændigt Forkroppen, kun ladende en ubetydelig Del af sidste Segment oventil frit. Cervicalfuren er særdeles tydelig og dyb, beliggende ved Enden af den forreste Fjerdedel af Eygskjoldets Længde. Fortil danner Rygskjoldet i Midten kun et ganske kort, stumpt Fremspring, uden at nogen tydelig Pandeplade kan adskilles. De nedre forreste Hjørner ere heller ikke uddragne men sim- pelt afrundede. Øinene ere forholdsvis smaa, næsten af kugledannet Form og rage kun ubety- deligt ud over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del indtager Størsteparten af Øiet og viser et smukt gulrødt Pigment. Hos levende Exemplarer have Øinene i Lighed med flere andre Dybvandsformer et særdeles brillant guldglindsende Skjær. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er af middelmaadig Størrelse, ikke fuldt Vs saa langt som Forkroppen. Iste Led er noget kortere end de 2 øvrige tilsammen og udåd forsynet med den sædvanlige børstebesatte Fortsats. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og ved det indre Hjørne nedentil forsynet med 8 divergerende Fjærbørster. 2 andre noget kortere ere fæstede til den indre Kant af dette Led. Af Svøberne er den ydre mere end dobbelt saa langsom den indre og ved Basis, hvor den sædvanlige Rad af Lugtetraade er fæstet, temmelig tyk. De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er forholdsvis lidet, kun ubetydeligt længere end de øvre Antenners Skaft. Det er af kort lancetdannet Form, ikke fuldt 4 Gange saa langt som bredt, med den ydre Kant mod Midten noget udbuet og i den bagre Trediedel ganske glat. Forøvrigt er Kanterne af Bladet rundt om besat med lange Fjærbørster. Den yderste Spids af Bladet er ved en vel markeret Tværsutur skilt fra den øvrige Del som 41 et selvstændigt Endeled. Svøben er særdeles lang, næsten af hele Legemets Læiigde. Dens Skaft er kun lidet kortere end Bladet og af simpel cylindrisk Form, med 2det Led længst. Over- og Underlæbe (se Fig. G) ere af sædvanligt Udseende. Kindb akk erne (Fig. 6) ere kraftigt udviklede og have den indre Ende (Fig. 7) omtrent af samme Bygning som hos Slægten Mysis. Palpen (Fig. 6 og 8) er meget stor og har 2det Led ganske usædvanlig stærkt pladeformigt udvidet samt rundt ora tæt bør- stebesat. Sidste Led er neppe mere end halvt saa langt og af en temmelig smal Form samt, foruden de kaniformigt ordnede Torner ved Enden, forsynet med 3 Rader af tynde Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 9) vise intet udmærkende i sin Bygning. 2 det Par Kjæver (Fig. 10) have ligeledes alle Dele normalt udviklede. Viften er forholdsvis meget stor, af elliptisk Form, samt forsynet med et stort Antal af korte Fjærbørster. Endeleddet er af oval Form og langs den ydre Kant bevæbnet med circa 12 cilierede Torner foruden en hel Del fine Haarbørster. Iste Par Kjævefødder (Tab. XXIII, Fig. 1) ere forholdsvis smaa. Iste Led har indad en temmelig stor, lamellær, med stærke Børster besat Udvidning. Derimod ere de øvrige Led simple og i den indre Kant som sædvanligt børstebesatte. Næstsidste Led er neppe længere end det foregaaende, og sidste Led er meget kort og afstumpet samt forsynet med en Rad af cilierede Torner foruden en hel Del fine Børster. Svømmegrenen er betydelig længere end selve Kjævefoden og har Endedelen sammeiisat af 8 Led. Vif- ten er forholdsvis stærkt udviklet og af bred lancetdannet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 2) ere noget stærkere forlængede end Iste Par og have 3die Led temmelig bredt og sammentrykt. 4de og 5te Led ere betydelig sma- lere og indbyrdes omtrent af ens Længde. Sidste Led er af oval Form og langs Kanterne bevæbnet med lange bøiede Torner. Fødderne (Fig. 3) ere betydelig større end 2det Par Kjævefødder og næsten af Forkroppens Længde. De ere tæt børstebesatte og udmærke sig ved Sdie Leds eiendom- melige sammentrykte og pladedannede Form, der dog paa sidste Par (Fig. 4) er mindre fremtrædende. 4de Led er betydelig kortere end 3die og i den indre Kant forsynet med lange Børsteknipper. Tarsen er temmelig stærkt forlænget, næsten af Sdie Leds Længde, tydeligt afsmalnende mod Enden og meget bøielig. Den sammensættes paa de 5 forreste Par af 4, paa bågeste Par af 5 Led, der alle bære lange Børsteknipper. Endekloen er tynd og børsteformig. • Brystposen. der ofte er særdeles stor og fremspringende (se Tab. XXII, Fig. 2) er ligesom hos Slægten Mysis sammensat af 4 store bøiede Plader (se Tab. XXIII, Fig. 5). Dog bemærkes ved Basis af 4de Fodpar et ubetydeligt Rudiment af nok et Par Plader (ibid. c), der dog her ere saa smaa. at de ikke kunne siges at deltage i Brvstposens Dannelse. 6 42 Bagkropslemmerne (Fig. 6 og 7) ere meget smaa og smale, med den basale Udvidning kun lidet fremtrædende. Dog adskiller Iste Par (Fig. G) sig i denne Henseende noget fra de øvrige Par. Det midterste Halevedhæng (Fig. 9 og 10), hvis Længde omtrent er lig sidste Segments, er af en temmelig smal Form, bredest ved Basis og jevnt afsmalnende mod Enden, der ved et dybt, næsten '/^ af.Vedhængets Længde indtagende Indsnit er delt i 2 tilspidsede Lappe, hvoraf enhver ender med en temmelig lang, lige bagud rettet Torn. Indsnittets Kanter ere bevæbnede med ensformigt udviklede og kamformigt ordnede Tæn- der. Langs Sidekanterne af Vedhænget findes paa hver Side omtrent 20 meget smaa Tor- ner, der imidlertid ikke strække sig til den basale Del, hvis Kanter ere ganske glatte. De ydre Halevedhæng (Fig. 8) ere af spinkel Bygning. Den indre Plade, der er adskilligt længere end det midterste Halevedhæng, er af smal lancetdannet Form og viser ved Basis den sædvanlige Opsvulmning for Høreapparatet; dette er udviklet paa nor- mal Vis og har Otolithen af middelmaadig Størrelse og glasagtig Consistens. Langs den indre Kant af denne Plade findes under Randbørsterne 6, ved længere Mellemrum skilte Torner, hvoraf den bågeste har sin Plads ved Begyndelsen af den bagre Trediedel af Pla- dens Længde. Den ydre Plade er omtrent V5 længere end den indre, af lineær Form, med afkuttet Spids, og rundt om besat med stærke Fjærbørster. Hannen (Tab. XXH, Fig. 3) er omtrent af Hunnens Størrelse og let kjendelig fra samme ved den eiendommelige Udvikling af Bagkropslemmerne. De øvre Antenners Skaft (Tab. XXHL Fig. 11) er betydelig kraftigere bygget end hos Hunnen og ved Enden forsynet med det sædvanlig haarede Vedhæng, der næsten er af hele Skaftets Længde og nedenunder (se Fig. 12) forsynet med et dobbelt zigzag- formigt bøiet Baand til Befæstelse for de talrige til alle Kanter divergerende Haarbørster. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 13 a) ere af kort cylindrisk Form, noget S-for- migt bøiede og ved Enden forsynede med en Del krummede Børster. Af Bagkropslemmerne ere de 2 forreste Par (se Tab. XXH, Fig. 3) fuldkom- men af samme rumentære Bygning som hos Hunnen, hvorimod de 3 hageste Par ere eien- dommeligt og indbyrdes meget ulige udviklede. 3die Par Baghropslemnier (Fig. 14) beståa hver af en bred, med spredte Muskel- bundter fyldt og noget pladedannet Basaldel, til hvis Ende 2 ulige store og ulige formede Grene ere fæstede. Den inderste af disse stemmer i sin Bygning temmelig nær overens med det tilsvarende Par Lemmer hos Hunnen, dog med den Forskjel, at den ydre Del er afsat som et særskilt Endeled. Den ydre Gren (Fig. 15) er ganske rudimentær, kun dan- nende en ubetydelig med 2 simple Børster besat Knude, der dog er tydeligt begrændset fra Basaldelen. 4de Far BagJcropslemmer (Fig. 16) ere udviklede paa den for Slægten Mysis cha- 43 racteristiske Maade, dannende lange, lige bagud rettede styletformige Apparater, der næ- sten række til Enden af de ydre Halevedhæng. Ved nøiere Undersøgelse kan man paa dem ligesom paa foregaaende Par adskille en tykkere, muskuløs, her af 2 tydelige Segmen- ter bestaaende Basaldel og 2 ulige udviklede Grene. Den indre Gren (Fig. 17) er meget liden og tynd, bestaaende af 2 Segmenter, hvoraf det forreste er pladeformigt udvidet og i den ydre Kant forsynet med 5 Hørebørster, medens det bågeste er smalt elliptisk og forsynet med en regelmæssig Rad af stærke Fjærbørster, hvoraf den terminale er længst. Den ydre Gren er enormt udviklet, af smal cylindrisk Form og delt i 5 tydelige Led, hvoraf Iste, 3die og 4de ere længst. Sidste Led er ganske kort og bærer ved den tvært afskaarne Ende 2 bagudrettede Svøber, hvoraf den ydre er længst og mod Enden i den ene Kant fint tandet samt delt i talrige korte Segmenter (se Fig. 18). Den indre Svøbe er 2-leddet med det basale Led, der egenthg er at betragte som Grenens sidste Led, kor- test, Eudeleddet smalt, tornformigt. ute Far Baglcropslcmmer (Fig. 19) endelig ere omformede til vel udviklede, tve- grenede Svømmeapparater af en lignende Bygning som hos Hannerne af de i det foregaa- ende omtalte Mysider. Begge Grene ere omtrent af ens Længde, 6-leddede og forsynede med stærke, cilierede Svømmebørster. Den indre Gren danner ved Basis en tydelig, om- end mindre stærkt fremtrædende pladeformig Udvidning, hvortil ere fæstede 6 Hørebørster. Nærværende smukke Myside blev først af mig opdaget ved Lofoten paa det bety- delige Dyb af 250 Favne. Senere traf jeg den igjen paa en vidt adskilt Lokalitet, nemlig i Christianiafjorden, hvor den ikke synes at være saa ganske sjelden paa de største Dyb i Fjorden, fra 150—200 Favne. Endelig har jeg tåget den i store Mængder i Hardanger- fjorden, hvor den væsentlig holder til i Dybsøcorallernes Region. Enkeltvis har jeg ogsaa truftet den paa flere andre Punkter ved vor Vestkyst (Florø, Moldø), overalt kun paa store Dyb. I sine Bevægelser synes den ikke at være synderlig livlig, og dens svagt ud- viklede Bagkrop synes heller ikke at kunne' tillade den at gjøre de energiske og hurtige Sprang i Våndet, som man kan observere ved de fleste øvrige Mysider. Gen. XI. MysiS, Latreille. Charact. geuer.: Corp 0 ris forma vulgo gracilis, cephalothorace corpore postico parum latiore, Scutum dorsale haud magnum, cephalothoracem imperfecte obtegens, antice medio plus minusve productum. 6* 44 Oculi bene evoliiti, pigmento obscuro. Antennarum siiperiorum pedunculus plus minusve claviformis, articulo basali niajore, ultimo brevi ad angulum interiorem longe setifero, lobo hirsuto maris bene evo- luto; inferiorum sqvama forma et magnitudine diversa in diversis speciebus. Labrum et labium structura solita. Maudibulæ bene evolutæ, extremitate incisiva securiformi, armatura solita; palpo niagno, articulo 2do dilatato, ultimo brevi. Maxillæ Imi paris structura solita; 2di paris sat magnæ, parte basali lato intus lobis 3 incisivis et pectine magno setoso ornata, articulo terminali plus minusve dilatato spinis plerumqve rigidis marginato. Maxillipedes Imi paris raediocres, articulo basali intus lamina magna setosa ornato, seqventibus 2 intus plus minusve dilatatis, ultimo brevi et obtuso spinis ciliatis marginato; 2di paris illis parum modo longiores, articulo ultimo elliptico spinis longis uniseriatis ornato. Pedes haud elongati, setosi, tarso multiarticulato, flexibili, ungve terminali parum conspicuo. Marsupium feminæ ex 2 modo paribus laminarum compositum. Appendices genitales maris breves, apice sparse setifero. Pleopoda feminæ structura solita; Imum, 2dum et ultimum par in mare fere ut in femina; 3tium par sæpius imperfecte natatorium; 4tum par elongatum, styliforme, retro vergens. Tel son bene evolutum, spinosum, apice integro vel fisso. Uropoda structura solita, lamina interna lanceolata organo acustico bene evoluto instructa, externa sublineari, undiqve setifera. I den Begrændsning, hvori nærværende Slægt her tåges, er den væsentlig charac- teriseret ved Bagkropslemraernes eiendommelige Qdvikling hos Hannen, ligesora den ogsaa i mere eller mindre Grad skiller sig fra de i det foregaaende omtalte Mysider ved Mund- delenes og Føddernes Bygning samt ved Brystposeus Sammensætning. Slægten synes at /ære repræsenteret i de fleste Have; dog er tidligere en Del Former regnet herhen, som senere have vist sig at tilhøre særegne Slægter. For Tiden kjendes ikke mindre end 19 forskjellige Arter, som med Sikkerhed kunne henregnes til denne Slægt. Af disse høre de 10 til Norges Fauna. 6 Arter forekomme i Middelhavet; 3 Arter ved Nordamerikas Østkyst; og 1 Art ved Grønland og Spitsbergen. Desuden er 1 Art kjendt fra de større Indsøer i Nordeuropa og Nordamerika. Arterne gruppere sig naturligt til Underafdelinger, der maaske kunne betragtes som Underslægter. Efter Bygningen af det midterste Hale- vedhæng og de nedre Antenners Blad kunne de sammenstilles paa følgende Maade: 45 Synopsis specierura generis Mysidis hucusqve cognitamm. sublinearis. extus nuda, dente margi- nis exterio- vis armata, rhomboidea. Telsou apice Ifisso. Sqama I antenn, infe- riorum undiqve setifera, dente mar- ginis exterioris nulla. I integro. Sqvama antenn, inferiorum undiqve setifera. Mysis flexuosa, Miill. „ neglecta, G. 0. Sårs. „ inermis, Rathke. „ spiritus, Norman. „ ornata, G. 0. Sårs. „ Helleri, G. 0. Sårs. „ assimilis, Gr. 0. Sårs. „ arenosa, G. 0. Sårs. „ ferruginea, v. Bened. „ Lamornæ, Couch. „ bahircnsis, G. 0. Sårs. „ oculata, Fabr. „ relicta, Loven. „ raixta, Lilljeb. „ stenolepis, Smith. „ vulgaris, Thomps. „ americana, Smith. „ truncata, Heller. „ longicornis, Edw. 21. JTIysis flexuosa, (Miiller). (Tab. XXIV— XXV). . Cancer flexuosus, Miiller, Zool. Dan. t. 66, fig. 1—9. Cancer astacus multipes, Montagu, Lin. Transact. IX, pg. 86, tab. 3. fig. 86. 3Iysis spinulosa, Leacb, Lin. Transact. XI, pg. 350. Mysis Chamæleon, Thompson, Zool. Researches pg. 28. tab. 2, fig. 1 — 10. Mysis ChamæleoH, Bell, British stalkeyed Crustacea, pg. 336. Mysis flexuosa, Krøyer, Nat. Tidsskr. 3die Række I, pg. 2. Gaimard Voyage en Scandi- navie, Crust. tab. IX, fig. 1 — 3. Mysis Chamælco, van Beneden, Recherches sur la faune littorale de Belgique. Crustacés, pg. 14, tab. II -V. 46 Cliaract. spee: Forma gracilis, sublinearis, cephalothorace angusto, corpore postico sat robusto posteriora versus sensim atteuuato. Scutum dorsale parvum, segmentum posticum totiira cephalothoracis et partem dorsalem 2 aliorum nuda relinqvens, antice medio leviter productum, laminam frontalem distinctam sat latam ad medium circiter articuli basalis antenn, superiorum extensam for- mans, angulis infero-lateralil)us acutis sed haud multum exsertis. Oculi cylindro-clavati, sat angusti, duplo fere longiores qvam latiores, utrinqve scutum longe superantes, pigmento partem modo minorem oculi occupante. Antennarum superiorum pedunculus qvartam circiter cephalothoracis longitudinis partem æqvans, articulo basali ceteris 2 junctis distincte longiore. Antennarum inferiorum sqvama valde elongata, duplam pedunculi superiorum lon- gitudinem excedens, anguste linearis, plus Sies longior qvam latior, apicem versus leviter attenuata, margine externo nudo aculeo minuto terminato, apice paulum obliqve truncato et ut margine toto interiore setifero; pedunculus flagelli brevis ne tertiam qvidem sqvamæ longitudinis partem asseqvens. Maxillarum 2di paris articulus terminalis haud magnus, ovatus, margine externo setis tenuibus et spinis modo 4 — G apici approximatis instructo. Maxillipedum Imi paris articulus 2dus et 3tius intus parum dilatati. Pedes mediocres, tarso articulo antecedente longiore 6-articulato, in ultimo pari tamen 5-articulato, ungve terminali distincto, sed haud forti. Pleopoda penultimi paris in mare ad extremitatem telsonis circiter porrecta, ramo externo flagello singulo biarticulato, dimidiam rami longitudinem non asseqvente terminato. Telson sat magnum, elongato-qvadrangulare, apicem versus sensim attenuatum, aculeis marginalibus minutis, æqvalibus, (utrinqve circiter 24), apice breviter fisso, fissura vix sextam telsonis longitudinis partem occupante, lobis terminalibus obtusis intus dense aculeatis extus nudis, aculeo singulo minuto ad angulum exteriorem armatis. Uropoda haud elongata, laraina interna telsone breviore intus sub setis margina- libus aculeis 10 — 12 armata, otolitho magno, externa illa qvarta circiter parte longiore, sat lata, apicem versus leviter attenuata. Corpus colore pallide flavescente maculis singulis arborescentibus sat regulariter dispositis ornatum. Longit. feminæ adultæ 26mm, maris palulo minor. Beskrivelse af Hunnen. Længden af de største Individer gaar op til 26nini, og den hører saaledes til de større Arter af Slægten. Legemet er sædvanlig temmelig gjennemsigtigt, af bleg gulagtig Farve, men altid 47 prydet med et vist Antal regelmæssigt ordnede Pigmentstjerner. Eftersom disses For- greninger ere mere ere mindre udviklede, antager Legemet en mørkere eller lysere Far- vetone. Mest iøinefaldeude ere disse Pigmentstj arner paa Bagkroppen. Her findes paa hvert Segments Rygside nøiagtig i Midtliuien en meget distinkt Pigmentplet med en mørk Kjerne, hvorfra forskjelligt farvede Udløbere straale ud til alle Sider. Langs Bugsiden tindes et mere jevnt fordelt mørkt Pigment, hvorfra mere eller mindre stærke Forgrenin- ger strække sig opad Siderne. Paa Forkroppen bemærkes ogsaa en Del forgrenede Pig- mentpletter, der dog ere mindre skarpt udprægede. Ogsaa forskjellige af Legemets Ved- hæng ere paa en lignende Maade udstyrede. Saaledes sees constant paa de øvre An- tenners Skaft en mere eller mindre stærkt forgrenet Pigmentplet, hvis Kjærne er belig- gende paa den nedre Side af 2det Led og hvorfra Udløbere udstraale saavel bagtil som fertil, selv langt ind i den indre Svøbe. Paa de nedre Antenners Blad findes ialminde- lighed nærmere den indre Kant en Række af Pigmeutsjerner, og paa Hale viften sees lig- nende Pigmentpletter, der paa det midterste Halevedhæng ere ordnede parvis. Brystposen viser endelig til hver Side et større Antal, tildels sanimenløbendePigmentstjerner, der ordne sig i to Partier. Kropsformen er (se Tab. XXIV, Fig. 1 og 2) særdeles slank, ovenfra seet (Fig. 1) næsten lineær, med Forkrojipen særdeles smal og fortil neppe engang saa bred som Bagkroppen. Denne sidste er af meget kraftig Bygning, cylindrisk og jevnt afsmalnende bagtil, med sidste Segment kun lidet længere end de øvrige. Rygskjoldet er forholdsvis meget lidet og lader hele sidste Forkropssegment samt det dorsale Parti af 2 foregaaende Segmenter ubedækket. Fortil danner det i Midten en tydelig og temmelig bred Pandeplade, der dækker Øinenes Insertion og med den stumpe Spids rækker omtrent til Midten af de øvre Antenners Basalled. De nedre forreste Side- hjørner er ikke meget uddragne, men vise et tydeligt spidsvinklet Fremspring. Øinene ere temmelig smale, idet de omtrent ere dobbelt saa lange som brede, og af næsten cylindrisk Form eller kun ubetydeligt udvidede mod Enden. De rage til hver Side langt ud over Rygskjoldets Sider og bæres ialmindelighed retvinklede til Krops- axen. Den facetterede Del indtager kun det yderste Parti af Øiet og viser et dybt sort, i gronligt skiftende Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er noget længere end Øinene eller omtrent V4 saa langt som Forkroppen og af smal køUedannet Form. Iste Led er adskilligt læn- gere end de 2 øvrige tilsammen, med den ydre børstebesatte Fortsats kun lidet frem- springende. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og langs den indre Kant forsynet med 4 stærke Fjærbørster. Fra det indre Hjørne udgaa desuden 10—12 lange diverge- rende, ligeledes tæt cilierede Børster. Af Svøberne er den indre næsten 3 Gange saa lang som Skaftet og den ydre endnu adskilligt længere. Langs den basale Del af denne sidste Svøbe findes den sædvanlige Rad af baandformige Lugtetraade. 48 De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er af anselig Længde, over dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft, og af en meget smal lineær Form, idet Breden kun er lig omtrent Vs ^f Længden. Det afsmalnes ganske svagt mod Enden, som (se Fig. 6) er noget skraat afskaaret i Retningen iudenfra udåd, dog saaledes, at det indre Hjørne ikke over- rager den ved det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne sidste er temmelig liden, lige fortil- rettet og tydeligt aisat fra Bladet. Den ydre Kant er fuldkommen glat og lige, og heller ikke den indre Kant viser nogen bemærkelig Krumning uden ved Basis. Langs hele den indre Kant ere til særegne Afsatser fæstede omkring 50 forholdsvis korte Fjærbørster og fra den skraat afskaarne Ende udgaa 7 lignende, men endnu kortere Børster. Saaledes som Tilfældet er hos de fleste Mysider, er det indre Hjørne ved eu tydelig Tværsutur adskilt som et særegent Endeled. Svoben er noget længere end de øvre Antenners ydre Svøbe eller omtrent af Legemets halve Længde. Dens Skaft er ganske kort, neppe mere end Vi saa langt som Bladet og af simpel cylindrisk Form med de 2 yderste Led omtrent af ens Længde. Overlæben (se Fig. 7) er af den sædvanlige lijelmdannedeForm og fortil stumpt tilløbende. Underlæben (Fig. 10) har Sidelapperne af oval Form og langs den indre Kant fint haarede. Kindbakkerne (Fig. 7) ere vel udviklede og af den sædvanlige Form. Den tydeligt øxeformige indre Ende (se Fig. 8) har fortil 2 tildels hinanden dækkende, tandede Grene, hvoraf den bågeste paa høire Kindbakke har Formen af en tynd, tornformig, i Kanterne fint saugtakket Fortsats. Tyggeknuden er paa begge Kindbakker tydeligt udviklet. Imellem denne og det forreste tandede Parti findes paa venstre Kindbakke 3 grove bøiede Torner, hvortil svarer paa høire Kindbakke en tynd, i fire spidse Tænder udgaaede Plade. Palpen (Fig. 7 og 9) er adskilligt længere end selve Kindbakken og har 2det Led tem- melig stærkt pladeformigt udvidet og langs Kanterne tæt børstebesat. Sidste Led er for- holdsvis kort, neppe halvt saa langt som 2det, og af oval Form samt, foruden de sædvan- lige kamformigt ordnede Torner ved Spidsen, forsynet langs sin ydre Kant med 8 stærke fortilkrummede Børster. Iste Par Kjfever (Fig. 11) vise den sædvanlige Bygning. Den indre Gren er hjerteformig og har foruden de 3 stærke fra Spidsen udgaaende Torner i begge Kanter nogle betydelig kortere Fjærbørster. 2det Par Kjæver (Fig. 12) have Basaldelen temmelig bred og indad forsynet med 3 tydelige Tyggelapper og bag disse med en tæt Besætning af lange bøiede Børster. Viften er af elliptisk Form, fortil noget uddragen, og forsynet med talrige Fjærbørster. Endeleddet er forholdsvis lidet, af oval Form, og i den ydre Kant kun forsynet med nogle faa (5—6) nærmere Spidsen fæstede Torner, forresten med sædvanlige Børster. Iste Par Kjævefodder (Tab. XXV, Fig. 1) have Basalleddet omtrent saa langt 49 som alle de øvrige Led tilsammen og indad forsynet med en temmelig stor pladeformig, med stærke Børster besat Fortsats. De 2 følgende Led ere derimod kun lidet udvidede indad. Sidste Led (se Fig. 2) er ganske kort, sammentrykt og i Enden stumpt tilrundet samt langs Kanterne forsynet med en enkelt Rad af cilierede Torner, foruden en hel Del tynde Børster. Svømmegrenen har Basaldelen temmelig smal og udåd gaaende ud i et skarpt Hjørne; dens Endedel er sammensat af 12 Led. Viften er temmelig stor og afden sædvanlige lancetdannede Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 3) ere noget, skjøndt ikke meget større end Iste Par og have Basalleddet kortere, medens 4de og Ste Led ere forholdsvis mere forlængede. Sidste Led (Fig. 4) er af oval eller elliptisk Form og langs Kanterne forsynet med en regelmæssig Rad af temmelig lange eiendommelige Torner (Fig. 5), der paa Midten ere i begge Kanter grovt tandede, medens den ydre Del danner en bøielig fint cilieret Ende- snært. Svømmegrenen er adskilligt større end paa Iste Par og har 1 Led flere. Fødderne (Fig. 6) ere noget kortere end Rygskjoldet og alle af temmelig ens Udseende og Størrelse. 3die og 4de Led ere indbyrdes omtrent af ens Længde og i den indre Kant tæt børstebesatte. Tarsen er adskilligt længere end 4de Led, meget bøielig og sammensat paa de 5 forreste Par af 6, paa sidste Par (sml. Fig. 15) af 5 med tætte Børsteknipper forsynede Led. Endekloen (Fig. 7) er tydeligt udviklet, skjøndt ikke meget kraftig. Svømmegrenen er noget kortere end selve Foden og har Endedelen sammen- sat af 14 Led. Brystposen sammensættes kun af 2 Par store bøiede Plader (se Fig. 8), der udgaa fra Basis af de 2 sidste Fodpar. Af noget 3die Par er her derimod ikke det mindste Rudiment at se. Bagkr op slemmer ne (Fig. 9—10) ere af den sædvanlige rudimentære Beskaf- fenhed og tiltage noget, skjøndt ikke betydeligt, i Længde bagtil. Den basale Udvidning er meget lidet fremtrædende, neppe mærkelig, skjøndt dens Plads kan bestemmes ved de fra den ydre Kant udgaaende 4 stærke Hørebørster. Langs ad den nedre Flade flndespaa dem alle en Rad af temmelig lange og stærke Fjærbørster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 11) er temmelig stort, betydelig længere end sidste Segment, og af aflang firkantet Form, med den største Brede, der er noget mindre end den halve Længde ved Basis, hvorfra det successivt afsmalnes mod Enden. Denne viser i Midten (se Fig. 12) et ganske kort, neppe Ve ^f Vedhængets Længde ind- tagende vinkelformigt Indsnit, hvis Kanter er tæt besatte med fine kamformigt ordnede Torner. De ved Indsnittet fremkomne Endelober ere i Enden tilrundede og have ved det ydre Hjørne en meget liden bagudrettet Torn, hvorimod deres ydre Kant forøvrigt er ganske glat. Sidekanterne af Vedhænget ere paa hver Side bevæbnede med circa 24 forholdsvis smaa og ligeligt udviklede Torner, hvoraf den bågeste omtrent staar i Linie med Ind- snittets Bund. 7 50 De ydre Halevedhæng (Fig. 13) ere forholdsvis korte, neppe mere end V3 saa lange som Bagkroppen. Den indre Plade er noget kortere end det midterste Halevedhæng og af lancetdannet Form, med Basis noget opsvulmet for Høreapparatet, der viser en tem- melig stor glasagtig Otolith. Langs den indre Kant af denne Plade findes under Rand- børsterne 11 Torner, hvoraf den bågeste er fæstet i betydelig Afstand fra Spidsen. Den ydre Plade er omtrent V4 længere end den indre og noget bredere end denne, men af- smalnes successivt mod Spidsen, der er skraat afskaaret. Pladen er som sædvanlig rundt om børstebesat. Hannen (Tab. XXIV, Fig. 3) er sædvanligvis noget mindre end Hunnen og let kjendelig fra denne ved Bagkropslemmernes eiendommelige Udvikling. De øvre Antenners Skaft er noget kraftigere bygget og ved Enden forsynet med det sædvanlige haarede Appendix. Dette er mere end halvt saa langt som Skaftet og af en meget smal, noget sammentrykt Form (se Tab. XXV, B'ig. 14). Langs dets nedre Flade lindes et tyndt 2 Gange zigzagformigt bølet Baand, hvorfra de forholdsvis korte, men tætte Haarbørster udgaa. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 15 a) ere af kort cylindrisk Form og vise i Enden en noget fremspringende halvcirkelformig Lap, der er besat med nogle simple bagud krum- mede Børster. Af Bagkropsleramerne vise de 2 forreste og det sidste Par fuldkommen samme rudimentære Bygning som hos Hunnen. Derimod ere Sdie og éde Par eiendommeligt omformede. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 16) beståa af en temmelig tyk og muskuløs Basaldel, hvortil er fæstet 2 uligestore og ulige udviklede uleddede Grene. Den indre af disse viser omtrent samme Udseende som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er omtrent halvt saa lang, simpel konisk og mod Enden i den ydre Kant forsynet med 3 simple Torner. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 17) ere udviklede paa den for denne Slægt characteristiske Maade til lange bagudrettede styletforraige Apparater, og række omtrent til Spidsen af det midterste Halevedhæng. De beståa af en muskuløs, af 2 tydelige Seg- menter bestaaende Basaldel, til hvis Ende er fæstet 2 meget ulige udviklede Grene. Den indre Gren (Fig. 18) er meget liden og bestaar af 2 Led, hvoraf det første er ganske kort og danner udåd en pladeformig med 5 divergerende Hørebørster besat Udvidning. Sidste Led er 3 Gange saa langt, ganske smalt og i Enden koniskt tilløbende samt langs ad den nedre Flade forsynet med en Kad af Fjærbørster. Den ydre Gren er smalt cylin- drisk, uden Børster og delt i 5 tydelige Led, hvoraf Iste og 3die ere længst, medens 2det og 5te ere ganske korte. Dette sidste Led gaar paa den ydre Side ud i en tilspidset Fortsats og bærer ved Siden af denne en kort simpel Torn. Fra Enden af dette Led 51 udgaar en enkelt 2 leddet Svøbe, der er noget kortere end selve Grenens Stamme. Dens sidste Led, der omtrent er halvt saa langt som det første, viser (se Fig. 19) paa Midten en hel Del sraaa Torner, der ere ordnede i en skrueformigt eller spiralt omkring Leddet gaaende Eække; selve Spidsen er uøgen og ender med en knapformig Udvidning (se Fig. 20). Nærværende Art, der let kjendes ved sine lange og smale, lineær Antenneblade, er allerede beskrevet ogafbildet at 0. Fr. Muller i hans bekj endte Værk, Zoologia Danica. Den er senere af forskjellige Zoologer gjenfundet og mere eller mindre udførligt bleven beskrevet, tildels under andre Benævnelser. Foruden ved Norge kjendes den fra Danmark, Bohuslan, Østersøen lige op til den botniske Bugt, Belglen og de bri- tiske Øer. Hos os har jeg observeret den meget almindelig i Christianiafjorden, ligesom ogsaa paa flere Punkter af vor Syd- og Vestkyst. Derimod har jeg ikke truffet den hver- ken ved Lofoten eller Finmarkens Kyst, hvorfor den idethele maa betragtes som en mere sydlig Form. Den er i sin Levevis en udpræget littoral Art og alene at træffe nær Stranden, især paa ganske grandt Vand, hvor Bunden er bevoxet med Græs og Tang. I sine Bevæ- gelser er den ialmindelighed ikke synderlig livlig; men dens kraftigt udviklede og musku- løse Bagkrop sætter den dog istand til at foretage meget raske og energiske Sprang i Våndet, naar den forfølges af sine Fiender. 22 Mysis neg-lecta, G. 0. Sårs. (Tab. XXVI). Mijsis neglecta, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Christianiafjordens Dybvandsfauna, pg. 37. Charact. spee: Antecedenti valde affinis sed statura minore et corporis forma minus gracili. Scutum dorsale fere ut in M. flexuosa, lamina frontalis tamen paulo brevior, non ad medium articuli basalis antennarum superiorum porrecta. Oculi forma et magnitudine ab iisdem speciei antecedentis parum discrepantes. Antennarum superiorum pedunculus paulo magis robustus, articulo basali ceteris 2 junctis vix longiore. Antennarum inferiorum sqvama duplam pedunculi superiorum longitudinem minime asseqvens, forma sublineari. Sies circiter longior qvam latior, apice sat obliqve truncato, angulo externo spina sat valida obliqve extus vergente armato, interno ante spinam por- 53 recto, margine externo nudo, interno et apice setiferis; pedunculus flagelli tertiam sqvamæ longitudinis partem vix superans. Pedes posteriora versus longitudine sat decrescentes, tarso articiilo antecedente parum longiore in paribus anterioribus 5-articulato, in ultimo pari 4-articulato. Pleopoda penultimi paris in mare ultra apicem telsonis porrecta, structura simili ac in M. flexuosa sed flagello terroinali multo longiore, longitudinem ranii superante. Telson elongatum, apicem versus sat attenuatum, incisura postica otam fere telsonis longitudinis partem occupante antice valde angusta, lobis terminalibus obtusis aculeo mi- nuto ad angulum exteriorem armatis, lateribus telsonis utrinqve aculeis circiter 20, ultimo ab apice remoto, munitis. Uropoda structura simili ac in M. flexuosa, sed paulo magis elongata et otolitho multo minore prædita. Corpus totum sæpius pigmento olivaceo vel fusco-roseo arborescente dense ornatum, setis sqvamarum antennalium et uropodorum læte rubris vel violaceis. Longit. feminæ adultæ vix 20n"n superans. Beskrivelse af Huuneu. Længden af de største Individer overskrider neppe 20™™. og den er saaledes ad- skilligt mindre end foregaaende Art. Legemet er sædvanligvis overalt saa tæt prydet med mangfoldigt delte Pigment- forgreninger, at det antager en intensiv gulbrun eller rødbrun Farve. Paa Bagkrop- pen ville de i Midten af hvert Segment beliggende Pigmentstjerner kunne erkjendes; men da deres Forgreninger paa mangfoldig Vis forbinde sig og blande sig med de fra Bugsiden kommende, 3r det ofte alene de mørke Kjerner, som forraade deres Nærværelse. Tydeli- gere ere de paa Autennebladene og Haleviften tilstedeværende Pigmentstjerner, der idet- hele vise en lignende Anordning som hos foregaaende Art. De fra disse Vedhæng udgaa- gaaende Fjærbørster ere ialmindelighed af en vakker rød eller violet Farve. Kropsformen er (se Tab. XXVI, Fig. 1) forholdsvis adskilligt kortere og mere undersætsig end hos foregaaende Art, og nærværende Form kjendes allerede herved let fra samme. Rygskjoldet forholder sig visnok idethele som hos M. flexuosa. Dog erPandepla- den noget mindre fremspringende og rækker neppe til Midten af de øvre Antenners Ba- salled. Under den sees en tydelig tornforraig Fremstaaende ligesom hos følgende Art. Øinene ere af en meget lignende Form og Størrelse som hos foregaaende Art. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er af noget kraftigere Bygning, og Iste Led er her neppe længere end de 2 øvrige tilsammen. Sidste Led er forholdsvis større og mindre stærkt udvidet i Enden. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) opnaar neppe de øvre Antenners Skafts 53 dobbelte Længde og er altsaa betydelig kortere end hos foregaaende Art. Ligeiedes er det forholdsvis bredere, idet den største Brede er lig V5 af Længden. Af Form er det lineært, dog noget bredere ved Basis og ganske lidt afsmalnende mod Enden, der (se Fig. 5) er temmelig skraat afskaaret, saa at det indre Hjørne rager tydeligt frem foran Spidsen af den ved det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne sidste er som hos foregaaende Art ty- deligt afsat fra Bladet, temmelig stærk og skjævt udadrettet. Den ydre Kant af Bladet er glat og temmelig lige, skjønt ikke saa fuldkommen som hos foregaaende Art. Fra den indre Kant udgaar omtrent 40 stærke Fjærbørster og fra den skraat afskaarne Ende 8 lignende. Svøbens Skaft er betydelig kortere end de øvre Antenners Skaft og overskrider neppe V3 af Bladets Længde. Munddelene stemme i alt væsentligt fuldkommen overens med samme hos fore- gaaende Art. Fødderne (Fig. 6) vise ogsaa en meget lignende Bygning, men have Tarsen for- holdsvis betydelig kortere, og kun sammensat af 5 Led forudeu Kloleddet. Sidste Fod- par (sml. Fig. 10) er betydelig kortere end de forreste og har Tarsen kun 4-leddet. Svøra- megrenen har ligeiedes færre Led i Endedelen end hos foregaaende Art. Det midterste Halevedhæng (Fig. 7) er af en meget lignende Form og Be- væbning som hos M. flexuosa, men skiller sig strax ved Beskaffenheden af det bagre Ind- snit. Dette er forholdskis dybere, idet det næsten indtager V5 af Vedhængets Længde, og er i sin forreste Del særdeles smalt, næsten spaltforraigt. Tallet af Sidetorner er altid mindre end hos foregaaende Art, nemlig kun omtrent 30 paa hver Side. De ydre Halevedhæng (Fig. 8) ere forholdsvis smalere og mere langstrakte, og Otolithen er kjendeligt mindre. Hannen (Fig. 2) ligner meget Hannen af foregaaende Art, men skiller sig, foruden red de ovenfor for Hunnen anførte Mærker, ogsaa noget i de secundære sexuelle Characterer. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede haarede Appendix (Fig. 9) er saale- des forholdsvis kortere, neppe mere end halvt saa langt som Skaftet. De ydreKjønsvedhæng (Fig. 10) ere derimod større og tykkere, næsten af sidste Fodpars halve Længde. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 11) have den ydre Gren simpelt konisk og kun forsynet med en enkelt terminal Børste. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 12) række adskilligt udenfor Spidsen af det midterste Halevedhæng. I sin Bygning ere de meget nøie overensstemmende med samme hos foregaaende Art, men skille sig strax ved den meget betydeligere Længde af den ydre Grens Endesvøbe. Nærværende Art, der vistnok tidligere har været sammenblandet med foregaaende, 54 kjendes let fra denne ved sin ringere Størrelse, mere undersætsige Kropsform, rigelige Pigmentering, samt ved de kortere og bredere Antenneblade. Den blev først af mig observeret ved Christiania, hvor den ikke er ualmindelig sammen med M. inermis. Senere har jeg truffet den paa flere andre Steder ved vor Syd- og Vestkyst lige til Lofoten, dels i Selskab med hin Art, dels med M. iiexuosus. Den er ligeledes af Dr. Meinert opført fra de danske Kyster. 23. ITIysis inermis. Rathke. (Tab. XXVU). Mijsis inermis, H. Rathke, Beytriige ziir Fauna Norvegens, pg. 20. Mysis inermis, Lilljeborg, Øfversigt af Vet. Akad. Handl. 1852, pg. 3. 3Iysis eornuta, Krøyer, Nat. Tidsskr. 3die Række I, pg. 26, tab. 1, fig. 3 a— g. Mysis truHcatida, G. 0. Sårs, Beretning om en i Sommeren 1863 foretagen zoologisk Reise, pg. 16 (monstrositas). Mysis inermis, Norman, Last Report on dredging among the Shetland isles. Report of the British Association for the Advancement of Science 1868, pg. 266. Charact. spee: Corporis forma sat abbreviata, cephalothorace antice corpore postico vix angustiore, segmento ultimo sat elongato. Scutum dorsale breve, segmentum cephalothoracis posticum et partem dorsalem antecedentis nuda relinqvens, antice medio perparum productum, margine frontali æqvaliter arcuato, spina frontali inter oculos libere porrecta. Oculi sat magni et crassi, cylindro-clavati, utrinqve scutum longe superantes, pig- mento dimidiam circiter oculi partem occupante. Antennarum superiorura pedunculus sat fortis, tertiam circiter cephalothoracis longi- tudiuis partem asseqvens, articulo Imo ceteris 2 junctis longitudiue æqvali; flagellum externum interno plus duplo longius. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum tertia modo parte longior, forma oblongo-lineari, ubiqve fere latitudine eadem, qvater circiter longior qvam latior, apice sat obliqve truncato, angulo externo spina sat vadida armato, interno longe ante eandem producto, margine externo omnino recto læviqve, interno et apice longe setiferis; pedunculus flagelli sqvama dimidia parte brevior. Pedes sat validi, tarso articulo antecedenti longitudine æqvali, 4-articulato, ungve terminali bene conspicuo. 55 Pleopoda penultimi paris in mare ultra apicein telsonis poirecta, ramo externo flagello singulo biarticulato sat elongato instructo. Telson tertiam corporis postici longitudinis partem æqvans, elongato-qvadrangulare, apicein versus sensim paulo attenuatum, postice medio profunde incisum, incisura tertiam fere telsonis longitudinis partem occupante antice valde angusta, fere rimæformi, lobis terminalibus obtusis aculeo anguli exterioris brevi armatis, spinis marginalibus utrinqve circiter 16, ultimo ab apice sat remoto. Uropoda angusta, lamina interna teisene paulo breviore otolitho sat rnagno præ- dita, intus sub setis marginalibus aculeis 6 armata, externa illa plus 4ta parte longiore, sublineari. Corpus nunc pellucidum maculis arborescentibus singulis regulariter dispositis ornatum, nunc totum dense fulvo vel brunneo pigmentatum. Longit. feminæ adultæ ISn"". niaris paulo minor. Beskrivelse af Huunen. Længden er sædvanlig omkring ISmm, og den er saaledes betydelig mindre end de 2 i det foregaaende omtalte Arter. Farven er meget variabel. Snart er nemlig Legemet ganske gjennemsigtigt og næsten vandklart, snart er det saa tæt pigmenteret, at det bliver ganske ugjennemsigtigt og af en mere eller mindre intensiv gul eller rødbrun Farve. Dette kommer af den mere eller mindre stærke Forgrening af Pigmentpletterne, hvis Kjerner man vil finde have en meget regelmæssig Anordning. Som sædvanlig ere de tydeligst udprægede paa Bagkroppen, hvor der paa hvert Segment sees i Midtlinien en dorsal og en ventral Pigmentplet, hvorfra svagere eller stærkere Forgreninger udgaa. Paa de øvre Antenners Skaft findes en meget distinkt Pigmentplet, der har den samme Beliggenhed som hos de 2 foregaaende Arter. En anden sees paa de nedre Antenners Blad nærmere dettes Ende. Paa det midterste Halevedhæng findes i den forreste Del 2 jevnsides stillede Pigmentstjerner og paa enhver af de 2 Sideplader en lignende. Disse Pigmentpletter danne tilsammen over Haleviften en enkelt noget buet Rad. Kropsf ormen er (se Tab. XXVII, Fig. 1) betydelig kortere og mere undersætsig end hos de 2 i det foregaaende omtalte Arter, og Forkroppen er i sin forreste Del neppe smalere end Bagkroppen. Denne afsmalnes kun ganske svagt bagtil og har sidste Seg- ment af temmelig betydelig Længde. Rygskjoldet er meget kort og dækkersom hos de foregaaende Arter kun ufuld- stændigt Forkroppen. Fortil i Midten er det kun ganske svagt udbuet, uden nogen tyde- hgt markeret Pandeplade, hvorfor den temmelig stærke fra Panden mellem Øiueues Inser- tion udgaaende tornformige Fortsats træder tydeligt frem. De nedre forreste Hjørner ere som hos de 2 foregaaende Arter tydeligt vinkelformigt fremspringende. 56 Øinene ere temmelig store og tykke, men kun lidet udvidede mod Enden, derfor af næsten cylindrisk Form. Da de ere skilte i Midten ved et temmelig betydeligt Mel- lemrum, rage de til hver Side langt ud over Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager omtrent Halvparten af Øiet og viser et mørkt i det grønlige faldende Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er forholdsvis kraftigt udviklet, omtrent V3 saa langt som Forkroppen og har Iste Led af samme Længde som de 2 øvrige tilsammen. Sidste Led er noget udvidet mod Enden og har i den indre Kant 2 samt ved det indre Hjørne 8 Fjærbørster. Den indre Svøbe er omtrent dobbelt saa lang som Skaftet, den ydre dobbelt saa lang som den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er kun V3 længere end de øvre Antenners Skaft, altsaa betydelig kortere end hos de 2 i det foregaaende omtalte Arter. Det er af aflang lineær Form, næsten overalt af ens Brede og neppe mere end 4 Gange saa langt som bredt. Enden er meget skjævt afskaaret i Retningen indenfra udåd, saa at det indre Hjørne rager langt frem foran den til det ydre Hjørne fæstede Torn. Denne er som hos de 2 foregaaende Arter tydeligt afsat fra Bladet og noget udadrettet. Den ydre Kant af Bladet er glat og fuldkommen lige, den indre ganske svagt buet. Langs denne sidste og den skraat afskaarne Ende er til særegne Afsatser fæstet 30—40 lange og stærke Fjærbørster. Svøben er noget længere end de øvre Antenners ydre Svøbe; dens Skaft er omtrent halvt saa langt som Bladet og af cylindrisk Form, med de 2 sidste Led omtrent af ens Længde. I Munddelenes Bygning er der ingen væsentlig Forskjel fra samme hos de 2 foregaaende Arter at notere. Fødderne (Fig. 5) ere af temmelig kraftig Bygning og have Tarsen omtrent af det foregaaende Leds Længde samt kun sammensat af 4 Led, hvoraf det Iste er længst. Endekloen er tydeligt udviklet, skjønt ikke meget kraftig. Svømmegrenen er af sædvan- ligt Udseende og har 10 Led i Endedelen. Det midterste Halevedhæng (Fig. G) er af betydelig Størrelse, idet dets Længde er omtrent lig V3 af Bagkroppen. Det er af den sædvanlige aflangt firkantede Form, bredest ved Basis og jevnt afsmalnende mod Enden. Denne har i Midten et dybt, næsten Vs af Vedhængets Længde indtagende Indsnit, der i sin forreste Del er særdeles smalt, næsten spaltformigt, med Kanterne fint tandede. De ved Indsnittet fremkomne Endelober ere noget skjævt afrundede i Spidsen og bære ved det ydre Hjørne en kort bagudrettet Torn. Langs Vedhængets Sider findes paa hver Side omtrent 16 lignende Smaatorner, hvoraf den bågeste er fæstet i nogen Afstand fra Spidsen. De ydre Halevedhæng (Fig. 7) ere af temmelig spinkel Form. Den indre Plade er noget kortere end det midterste Halevedhæng og af den sædvanlige lancetdannede Form. Høreapparatet ved Basis er vel udviklet og har en temmelig stor glasagtig Otolith. Langs den forreste Del af den indre Rand findes under Randbørsterne 6 Torner, hvoraf den 57 bågeste er fæstet i nogen Afstarui fra de øvrige, omtrent ved Midten af Pladens Længde. Den ydre Plade er omtrent V4 længere end den indre og af smal lineær Form. Hauueu (Fig. 3) er sædvanligvis noget mindre end Hunnen og viser de sædvanlige sexuelle Eiendommeligheder. Den haarede Lap paa de øvre Antenners Skaft (Fig. 8) er temmelig stor, mere end halvt saa lang som Skaftet og viser i den ene Kant en tydeligt markeret Afsats. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 9) ere af det sædvanlige Udseende, temmelig tykke, og forsynede ved Enden med en tynd, halvmaaneformig Kant, der er tint cilieret. 3die Par Bagkropslemmer (Fig. 10) have den ydre Gren bestaaende af 2, som oftest under en Vinkel med hinanden forbundne Segmenter uden al Børste- eller Tornbevæbning. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 11) række udover Spidsen af det midterste Halevedhæng og stemme i sin Bygning meget nær overens med samme hos de 2 fore- gaaende Arter. Den ydre Grens sidste Led er her dog ikke tydeligt afsat fra den enkle, meget stærkt udviklede Endesvøbe, og den ved Basis af denne fæstede Torn eller Børste er betydelig længere end hos hine Arter. Jeg maa anse det for givet, at den her omhandlede Art er identisk med den af Rathke under ovenstaaende Navn omtalte Form. Beskrivelsen passer idethele fuldkommen paa nærværende Art, og, naar det heder, at de nedre Antenners Blad ikke er fuldt 3 Gange saa langt som bredt, saa kommer dette aabenbart deraf, at Rathke ikke har iso- leret samme, men blot betragtet det saaledes som det viser sig, naar Dyret sees ovenfra, i hvilket Tilfælde (sml. Fig. 1) en god Del af Bladet er skjult af Øinene. At Krøyers M. co muta er den samme Art, er ligeledes afgjort. Hvad Krøyer har kunnet ment ved sin M. inermis, er ikke godt at sige. Dr. Meinert er imidlertid . tilbøielig til at antage, at Krøyer her har havt for sig den selvsamme Art. Ligeledes maa den af mig som M. truncatula opførte Art udgaa, da det Exemplar, hvorpaa Arten er grundet, aabenbart kun har været et monstrøst udviklet Individ af M. inermis. Nærværende Art, der let kjendes ved sin forholdsvis korte og undersætsige Kropsform, den frit fremragende Frontaltorn samt ved Formen af de nedre Antenners Blad og af det mid- terste Halevddhængs Indsnit, synes at være den ved vore Kyster almindeligst forekommende Mysisart. Jeg har truffet den i større eller mindre Mængde saagodtsom paa alle de af mig her nøiereundersøgte Lokaliteter, ligefra Christianiafjorden til Vadsø, paa hvilket sidste Sted den enduu er særdeles hyppig. Udenfor Norge er den kjendt fra Danmark og Sveriges Kyster lige op til den botniske Bugt, samt fra de britiske Øer. Krøyer anfører endelig (1. c), at han har fundet et enkelt Exemplar af denne Art mellem Mysis oculata, nedsendte fra Spitsbergen. Den forekommer ialmindelighed ganske nær Stranden paa 2—20 Favnes Dyb, især hvor Bunden er stenet og bevoxet med Alger. 8 58 24. ]fly<$i Led foruden Endekloen. Denne er tydelig, skjøndt svagt udviklet. Svømmegrenen er meget kraftig, med Basaldelen pladeformigt udvidet og Endedelen sammensat af 9 Led. Sidste Fodpar (Fig. 10) skiller sig kjendeligt fra de øvrige Par. Det er forholdsvis kraftigere bygget og har 3die og 4de Led betydelig tykkere samt forsynede med meget kraftige Muskelbundter. Til den indre Kant af 4de Led er fæstet :} stærke fortilrettede Torner, hvoraf de 2 udgaa fra Enden, den .Sdie fra en stærkt Afsats fra Midten. Tarsen er forholdsvis længere end paa de øvrige Par og bestaar af ikke mindre end S Led foruden Kloleddet. Det midterste Halevedhæng (Fig. 11) er temmelig stort, betydelig længere end sidste Segment, og af afiang triangulær Form, med den største Brede, der er noget mindre end den halve Længde, ved Basis. Enden er smalt uddragen og hel, ikke indskaaret, samt tvært afkuttet. Sidekanterne ere paa hver Side forsynede med circa 22 smaa, ensformigt udviklede Torner, hvoraf de hageste ere ved større Mellemrum fjernede fra hinanden end de øvrige. Fra selve den afkuttede Spids (se Fig. 12) udgaa 4 bagud- rettede Torner, hvoraf de 2 yderste ere temmelig lange, medens de 2 mellemste neppe ere halvt saa store. De ydre Hale ved hæ.ng (Fig. 13) have de 2 Endeplader af meget ulige Længde. Den indre Plade er neppe saa lang som det midterste Halevedhæng og af kort lancet- dannet l<'orm, med Basis temmelig stærkt opsvulmet og indesluttende en stor og tydelig glasagtig Otolith. Tæt bag Høreapparatet tindes nærmere den indre Kant paa Undersiden •en kort, men tydeligt fremspringende Crista (Fig. 14), hvortil er fæstet en Rad af talrige^ regelmæssigt kamformigt ordnede Torner. Den ydre Plade er mere end V3 længere end den indre og af meget smal lineær Form. Hauneu (Fig. 2) er i Regelen noget mindre end Hunnen og meget lig denne, skjøndt kjendelig ved de sædvanlige sexuelle Characterer. De øvre Antenners Skaft (Fig. 15) er kraftigere bygget end hos Hunnen og ved Enden forsynet med den sædvanlige haarede Lap, der er mere end halvt saa lang som Skaftet og af sædvanligt Udseende. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 16) ere korte og tykke samt forsynede langs den ydre Side med en Rad af 9 Fjærbørster. Enden er tydeligt tvelappet, med den for- reste Lap forsynet med talrige krummede Børster. Sdie Par Bagkrop slemmer (Fig. 17) ere ganske simple og skille sig i ingen Henseende fra samme hos Hunnen. 4de Par Bagkropslemmer (Fig. 18) ere derimod som hos de øvrige Mysiser udviklede til styletformige, bagudrettede Apparater. Deres Bygning er imidlertid her tem- melig afvigende fra samme hos de i det foregaaende omtalte Arter og deres Længde hel- ler ikke betydelig, idet de kun lidet overrage sidste Segment. Basaldelen er særdeles ir'= 84 kort og utydeligt begrændset fra den indre Gren, der er enkelt, pladeformig og omtrent af samme Udseende som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er derimod stærkt forlænget og overordentlig tynd, cylindrisk samt noget bugtet. Den bestaar kun af 2 Led, hvoraf det lst''e er længst, omtrent 3 Gange saa langt som det sidste, samt ved Enden i den ydre Kant forsynet med en kort Torn. Sidste Led bærer paa sin Spids 2 betydelig længere, i den ene Kant tint tandede Torner eller Svøber af ens Længde. Nærværende fra de i det foregaaende omtalte let kjendelige Art bører til en sær- egen Underafdeling af Slægten Mysis, der væsentlig er characteriseret derved, at det mid- terste Halevedliæng er enkelt, ikke kløftet i Enden, samt ogsaa udmærket ved flere andre Eiendommeligheder. Den er den eneste Art af denne Gruppe, som forekommer hos os; men i andre Have findes flere nærstaaende Former, saaledes i JMiddelhavet 2 Arter, M. longicornis Edw. og M. truncata Heller, ved Nordamerikas Østkyst 1 Art, M. americana Smith. Denne sidste ligner særdeles meget vor Art, men er dog, som af Smith paavist og som jeg selv ved egne Undersøgelser har kunnet overbevise mig om, sikkert arts- forskjellig. Den her omhandlede Art blev først opdaget af V. Thompson ved Kysten af Irland. Senere er den gjenfunden paa flere andre Punkter ved de britiske Øer, fremdeles ved Bel- glens Kyst (v. Beneden), ved Danmark (Kroyer) og i østersøen lige op til den botniske Bugt (Goes). Hos os har jeg truftet den i betydeligt Antal i et Brakvand nær Christiania, fremdeles ved Vallo og Tønsberg samt ved Trondhjem. Derimod findes den ikke i vor arktiske Region, og Angivelserne om dens Forekomst ved Finmarken grunde sig aaben- bart paa en ^lisforstaaelse eller Forvexling med andre Arter. I sin Levevis er den en udpræget littoral Form, som alene er at træffe nær Stran- den og paa ganske grundt Vand. Især synes den at ynde saadanne Steder, hvor Søvandet er mindre salt eller brakt. Gen. XII. Mysidella, g. o. sars, is7l Charact, geuer. Corporis forma brevis et obesa. Sc uturn dorsale plus minusve evolutura, supine sat arcuatum, angulis infero- lateralibus rotundato-exsertis. 85 Oe ul i nunc bene evoliiti, nuiic rudiinentaves. Antenn ariim superiorum pedunculus brevis, lobo hirsuto in mare mininio, tuber- culiformi; inferiorum sqvama parva, obtuse lanceolata, undiqve setifera. Partes masticationis structura ab iisdem in ceteris Mysidis sat discrepantes. Labrum forma singulari, antice obtusum, postice in laminam tenuem retro ver- geuteni medio profunde incisani vel in lobos duos inæqvales tissa m productum. Labium lobos sat magnos et membranaceos forma irregulari præbens. Mandibulæ magnæ, extremitate incisiva maxime dilatata et complanata, aciem integram ne rudimentum qvidem minimum dentium vel aculeorum præbentem formante, palpo brevi et angusto 3-articulato. Maxillæ Imi paris fortissimæ, rarais valde intlexis, externo magno et compresso, subspathulato, acie obliqve truncato aculeis numerosis curvatis, ungviforniibus armato, interno minimo tuberculiformi, setis validis ornato; 2di paris parvæ et debiles, intus lobis 3 incisivis fortiter aculeatis, extus flabello angusto instructæ, trunco mediano brevi, biar- ticulato, articulo ultimo parum dilatato, intus setifero, extus nudo. Maxillipedes Imi paris validæ, articulo basali intus nulla lamina incisiva in- structo, 2do brevissimo, 3tio sat tumefacto, penultimo dilatato setis nudo sed extus ad apicem fortiter aculeatum, ultimo minimo et angusto aculeo longo apicali armato; 2di paris illis multo debiliores, pediformes, articulo antepenultimo sat clongato, ultimo mutico setis longis apicalibus ornato. Pedes parvi et debiles, sparse setosi, tarso pauciarticulato, ungve terminali parum conspicuo. Marsupium feminæ utrinqve ex 3 laminis compositura, pari anteriore tamen minimo et rudimentari. Appendices genitales maris forma insolita, valde elongatæ, antice porrectæ, setis nudæ. Pleopoda in feraina et mare similia, omnia rudimentaria, laminas simplices seti- feras fonnantia. Tel son breve, in parte postica utrinqve subtiliter aculeatum, apice breviter fisso. Uropoda haud elongata, laminis parum inæqvalibus, undiqve setiferis, interna ad basin organo acustico bene evoluto instructa. Som af ovenstaaende Diagnose vil sees, afviger nærværende Slægt i sine anato- miske Cliaracterer særdeles meget fra alle øvrige bekjendte Mysider. Jeg har derfor ogsaa troet at burde opføre den sidst som den mest anomale Repræsentant af Familien. Af de tidligere bekjendte Mysideslægter synes den at vise mest Lighed med Slægten Heter o- mysis Smith, som er identisk med Sl. Chiromysis mihi'). Med denne Slægt stemmer ') Middelhavets Myaider. 86 den overens derved, at Hannerne have Bagkropslemmerne af samme rudimentære Bygning som hos Hannerne, fremdeles ved Formen af de nedre Antenners Blad og tildels ogsaa af Halevedhængene. Hos denne sidste Slægt ere imidlertid Munddelene fnldkommen nor- malt byggdde, og af Fødderne alene Iste Par eiendorameligt udviklet, medens hos den her omhandlede Slægt alle disse Dele ere høist eiendorameligt hyggede. Slægten indeholder for Tiden 2 distincte Arter, som begge forekomme ved vore Kyster og i det følgende nærmere skulle omtales. 21. ITIysidella typica, G. O. Sårs. (Tab. XXXV— XXXVI). Mysiddla tt/pica, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Hardangerfjordens Fauna. pg. 23. Charact. spee: Forma sat abbreviata, corpore autico dilatato, subgibbo, postico illo nuilto angu- stiore, cylindrico, leviter attenuato, segmento ultimo brevi. Scutum dorsale breve, margine postico profunde emarginato, segmenta 2 posteriora cephalothoracis ex parte nuda relinqvens, antice medio leviter productum, margine frontali distincte angulato. Oculi bene evoluti sed haud magni, breviter pyriformes, intervallo sat longo sejuncti, pigmento læte fulvo. Antennarum superiorum pedunculus vix qvartam cephalothoracis longitudinis par- tem asseqvens, articulo basali brevi, fere æqve lato ac longo, ultimo parum dilatato: fla- gella sat inæqvalia, inferno qvani externo multo breviore et angustiore. Antennarum inferiorum sqvania pedunculo superiorum vix tertia parte longior, breviter lanceolata, triplo longior qvam latior, margine externo subrecto, inferno sat arcuato, apice obtuse acuminato, setis marginalibus sat elongatis; pedunculus flagelli eidem supe- riorum longitudine æqvalis, sat robustus, cyliudricus, articulis nitimis 2 subæqvalibus. ^laxillipedum Inii paris articulus penultimus antecedente major, aculeis 3 arraatus, Habellum subsecuriforme. Pedes Imi paris maxillipedibus 2di paris vix majores, articulo 4to longiore, tarso illo breviore, biarticulato, ungve terminali tenuissimo, setiformi; 2di' — 5ti paris illis longi- tudine æqvales, articulo 3iio longiore, tarso 3-articulato ; ultimi paris ceteris multo longi- ores, valde angusti, tarso elongato, 3-articulato. 87 Appendices genitales maiis valde angustæ, cylindricæ, apice dilatato et indistincte trilobato. Telson vix qvartam corporis postici longitudinis partem asseqvens, lingvæforme, duplo circiter longius qvam latius, apicem versus sensim attenuatum, marginibus latera- libus ia parte dimidia anteriore nudis, deiu dense aculeatis, aculeis utrinqve circiter 18 postice seusim longioribus, apice medio breviter inciso, incisura angusta, marginibus rectis utrinqve dentibus 4 minutis armatis, lobis terminalibus obtusis. Uropoda tertiam corporis postici longitudinis partem æqvantia, lamina interna telsone paulo lougiore intus in tota longitudine aculeata, basi sat tumefacta, otolitbo me- diocri, externa illa vix Svo parte longiore, sublineari, apice subtruncato. Corpus pellucidura pigmento sparso rubro hie et illic ornatum. Longit. feminæ adultæ vix 8mm- superans. Beskrivelse af Huiiueu. Længden af fuldvoxne, ægbærende Exemplarer synes neppe at overskride 8mm. Legemet er temmelig gjeunemsigtigt og kun hist og her forsynet med et smukt rødligt Pigment, der er afsat af iine Smaaapuukter uden tydelige Forgreninger og uden nogen bestemt Orden. Den store kugleformige Tyggemave skinner fortil tydeligt igjennem de tynde Integumenter med en lignende intensiv rød Farve. Kropsformen er (se Tab. XXXV, Fig. 1 og 2) kort og undersætsig og ligner noget samme hos visse Arter af Slægten Mysidopsis. Forkroppen er temmelig opsvulmet og oventil hvælvet, med Mundregionen stærkt fremspringende, Bagkroppen betydelig sma- lere og noget aftagende i Brede bagtil, med sidste Segment ganske kort, neppe længere end de ovrige. Eygskjoldet er forholdsvis kort og har denbagre Rand dybt iudbugtet i Midten saa at de 3 bågeste Forkropssegmenter blive oventil ganske ubedækkede. Cervicalfuren er meget tydeligt markeret og temmelig dyb. Fortil i Midten gaar Rygskjoldet ud i et ganske kort, vinkelformigt Fremspring, der skyder frem mellem Øinene. De nedre forreste Hjorner ere udtrukne til en smalt tilrundet tungeformig Lap, der delvis dækker de nedre Antenners Basis til Siderne. Øinene ere normalt udviklede, skjøndt temmelig smaa og af pæredannet Form, med Længden noget større end Breden. Da de imidlertid ere adskilte i Midten ved et temmelig betydeligt Mellemrum, rage de dog adskilligt ud over Siderne af Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager mere end Halvparten af Øiet og viser et smukt rødgult Pigment. De ovre Antenners Skaft (Fig. 4) er forholdsvis lidet, neppe opnaaende '/< af Forkroppens Længde. Basalleddet er meget kort, neppe længere end sidste Led og om- trent ligesaa bredt som langt; den ydre Kant bærer de sædvanlige Hørebørster ved Basis 88 Og gaar fortil ud i en temmelig stærkt fremspringende børstebesat Fortsats. 2det Led er meget skraat afskaaret i Enden og bærer i den indre Kant 2 Børster, livoraf den ene er fint cilieret. Sidste Led er af qvadratisk Form og bærer ved det indre Hjørne 4 korte Fjærbørster. Svøberne ere meget ulige. Den indre er neppe mere end dobbelt saa lang som Skaftet og særdeles tynd; den ydre er betydelig længere og ogsaa tykkere samt langs Basis forsynet med de sædvanlige baandformige Lugtetraade. De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er meget lidet, neppe '/j længere end de øvre Antenners Skaft, og af en kort lancetdannet Form, med den største Brede omtrent lig Vs af Længen. Dets ydre Kant er næsten lige, den indre derimod temmelig stærkt buet og Enden stumpt tilspidset samt forsynet med en tydeligt markeret Tværsutur. Bla- det er rundt om forsynet med stærke Fjærbørster, hvoraf som sædvanlig de fra den indre Kant og Spidsen udgaaende ere længst. Svøben er omtrent af Legemets halve Længde; dens Skaft omtrent af samme Længde som de ovre Antenners Skaft, temmelig robust, cylindriskt, med de 2 ydre Led af ens Længde. Munddelene ere meget eiendommelige og afvigende i sin Bygning fra samme hos andre Mysider. Overlæben (Fig. 6 og 7) er fortil stumpt tilrundet, men gaar bagtil ud i en ved et dybt vinkelformigt Indsnit i 2 uligestore Lapper delt tynd Plade, som rager ud over Kindbakkernes indre Ender (se Tab. XXXVI, Fig. 1). Underlæ, ben har Sidelapperne (Fig. 8) særdeles tynde og menabranøse samt af en uregelniæssig kantet Form, uden Spor af Børster eller Cilier. Kindb akkerne (Fig. 9) ere af betydelig Størrelse og have den indre Ende sær- deles stærkt udvidet og pladeformigt tilskjærpet, med Tyggeranden paa begge Kindbakker (se Fig. 10) ganske simpel og glat, uden det mindste Spor af hverken Tænder eller Bør- ster. Det bagre noget udtrukne Hjørne svarer til Tyggeknuden hos andre Mysider, men viser intet særegent i sin Structur. Palpen (se Fig. 9) er forholdsvis liden, betydelig kortere end selve Kindbakken og bestaar af 3 Led, hvoraf det 2det er længst og ved Enden i den indre Kant forsynet med nogle faa ucilierede Børster (udeladte i Figuren). Sidste Led er neppe halvt saa langt og af oval Form, med Spidsen noget uddragen og indbøiet; det er i den indre Kant forsynet med en Del Torner og simple Børster, men forøvrigt nøgent. Iste Par Ivjæver (Fig. 11) ere af en særdeles kraftig Bygning. Grunddelen er tyk og muskuløs samt langs sin nedre Side forsynet med en noget fremspringende bugtet Kant. Den ydre Gren er stærkt indbøiet, idet den omtrent danner en ret Vinkel med Grunddelen, og betydelig større end den indre. Af Form er den næsten spadedannet, eller stærkt sanimentrykt fra Siderne og noget udvidet mod Enden, der er meget skraat af- skaaret og langs den tilskjærpede Rand bevæbnet med en Rad af circa 16 udenfra indad i Længde aftagende krumme eller kloformige Torner. Den indre Gren, der er noget mere 89 skraat fortihettet, er meget liJen, næsteu knudeformig og bærer paa deu afstumpede Spids 3 stærke Fjærbørster samt i den indre Kant en betydelig mindre do. Fra Enden af Grunddelen udgaar endnu ved det ydre Hjørne en kort, hjertedannet membranøs, med en enkelt kort Børste forsynet Lap, der forestiller den rudimentære Vifte. 2det Par Kjæver (Fig. 12) ere forholdsvis smaa og svage og noget pladedan- nede. Grunddelen bestaar af 2 tydelige Segmenter, livoraf det Iste er ganske simpelt og indvendig forsynet med flere hinanden krydsende Muskelbundter. Fra det sidste Segment udgaar indad 3, med stærke tornformige Børster besatte Tyggelapper, alle omtrent af ens Form og Størrelse, udåd en meget smal, næsten seglformig, med 10 stærke Fjærborster forsynet Vifte og fra Midten fortil en 2-leddet noget iudadkrummet Stamme. Denne sidste er forholdsvis meget liden og smal, med sidste Led af aflang oval Form samt ved Enden og den indre Kant besat med en Del lange Børster. Iste Par Kjævefødder (Tab. XXXVI, Fig. 2) ere af særdes kraftig Bygning og ligeledes meget afvigende fra samme hos andre Mysider. Basalleddet er ikke meget stort, men stærkt krummet og i den indre Kant forsynet med 2 uligelange Børster; deri- mod er der intet Spor af nogen Tyggefortsats. 2det Led er meget kort noget udvidet indad og her forsynet med 4 stærke Børster. 3die Led er stærkt opsvulmet, af oval Form og viser langs sin indre Kant en regelraæssigRad af Børster. 4de Led er betydelig sma- lere og ogsaa noget kortere samt forsynet i den indre Kant nærmere Basis med 2 meget lange, lige indad rettede Børster. Ste Led er igjen adskilligt større end 4de og noget udvidet samt sammentrykt fra Siderne, med den indre Kant lige, den ydre stærkt buefor- migt bølet. Det viser intet Spor af Børster, men har ved Enden i den ydre Kant 3 stærke fortilrettede Torner. Sidste Led endelig er særdeles lidet og smalt, koniskt tilløbende og alene forsynet med en enkelt lang sylformig Endetorn. Svommegrenen er forholdsvis liden, betydelig kortere end selve Kjævefoden, med Basaldeleu af uregelmæssig oval Form og Endedelen sammensat af 7 Led. Den membranøs e Vifte er vel udviklet og af noget uregel- mæssig, næsten øxedannet Form. 2det Par Kjævefødder (Fig. 3) ere omtrent af samme Længde som Iste Par, men langt spinklere og fodformige. Basalleddet har langs sin indre udbuede Rand flere stærke Fjærbørster. 2det og 3die Led ere forholdsvis korte; derimod er 4de Led stærkt forlænget og ganske nøgent. .'jte Led er adskilligt kortere og i den ydre Kant forsynet med 4, i den indre Kant ved Enden med 1 Børste. Sidste Led er neppe halvt saa langt, ganske smalt og afstumpet i Enden; det bærer 6, i den ene Kant fint tandede Børster, hvoraf 2 af de fra Spidsen udgaaende udmærke sig ved betydelig Længde. Svommegrenen er noget større end paa Iste Par og har 1 Led flere. Fødderne ere forholdsvis smaa og spinkle samt meget sparsomt børstebesatte. De ere indbyrdes noget forskjellige i sin Bygning. Iste Fodpar (Fig. 4) ligner adskilligt i Udseende 2det Par Kjævefodder og er 90 ogsaa omtrent af samme Størrelse. Det er ligesom disse sammensat af 6 Led, hvoraf ogsaa her det 4de er læugst. Den følgende Del af Foden, der repræsenterer Tarsen, er adskilligt kortere og bestaar kun af 2 Led, hvoraf det Iste er størst og forsynet langs den indre Kant med 5 stærke fint tandede Børster. Sidste Led er neppe halvt saa langt og bærer 3 lignende Børster samt en tynd børsteformig, af 2 tydelige Segmenter bestaa- ende Endeklo. Svømmegrenen er fuldkommen af samme Udseende som paa 2det Par Kjævefødder. 2det Fodpar (Fig. 5) er omtrent af samme Størrelse som Iste Par, men tem- melig uligt bygget. 4de Led er her forholdsvis kort og noget opsvulmet paa Midten, eller næsten tenformigt, og ialmindelighed forbundet med det foregaaende Led under en større eller mindre Vinkel. 3die Led er derimod stærkt forlænget og smalt. Tarsen er omtrent af 4de Leds Længde og sammensat af 3 omtrent lige store Led, hvoraf de 2 første hvert bærer i Enden af den indre Kant 2 stærke divergerende Børster. Sidste Led har 3 saa- danne og en meget lideu og rudimentær Endeklo (se Fig. 6). Af fuldkommen samme Udseende ere ogsaa de 3 følgende Fodpar. Sidste Fodpar (Fig. 7) skiller sig derimod ved sin meget betydelige Længde. Tarsen er her noget længere end 4de Led og særdeles smal, 3-leddet, med Iste Led længere end de 2 øvrige tilsamraen og ligesom det følgende kun forsynet med et Par meget korte Smaabørster. Endekloen forholder sig som paa de 4 foregaaende Par. Svøm- megrenen er neppe mere end halvt saa lang som selve Foden og har Endedelen kun be- staaende af 7 Led. Brys tp os en er sammensat af 3 Par Plader (se Fig. 8), hvoraf dog det forreste Par (Fig. 9) er særdeles lidet, skjøndt tydeligt udviklet og langs sin ene Kant forsynet med lange og tynde Børster. Bagkropslemmerne (Fig. 10—11) ere af den sædvanlige rudimentære Beskaf- fenhed, kun dannende simple børstebesatte Smaaplader. Iste Par (Fig. 10) skiller sig fra de øvrige (Fig. 11) ved bredere og kortere Form samt færre Børster. Det midterste Halevedhæng (Fig. 12) er forholdsvis lidet, neppe opnaaende Vj af Bagkroppens Længde. Af Form er det tungedannet, omtrent dobbelt saa langt som bredt, og ganske svagt afsmalnende mod Enden. Denne er stumpt tilruudet, men viser i Midten et meget lidet og smalt vinkelformigt Indsnit (se Fig. 13), hvis Kanter ere ganske lige og til hver Side forsynede med 4 Smaatoruer. Sidekanterne af Vedhænget ere i den forreste Halvpart nøgne, men derpaa forsynede til hver Side med en tæt Rad af circa 18, bagtil noget i Længde tiltagende Torner, hvoraf de 3 bågeste ere fæstede til Enden af de korte afstumpede Endelober. De ydre Halevedhæng (Fig. 14) ere omtrent lig '/j af Bagkroppens Længde, altsaa temmelig korte. Den indre Plade er noget længere end det midterste Haleved- hæng og af den sædvanlige lancetdannede Form, med Basis temmelig stærkt opsvulmet 91 og forsynet med en tydelig lulviklet glasagtig Otolith af raiddelmaadig Størrelse. Langs hele den indre Rand af denne Plade staar under Børsterne en tæt Rad af circa 30 Torner. Den ydre Plade er kun ubetydelig længere end den indre, af lineær Form og rundtom børstebesat. Hauuen (Tab. XXXV, Fig.' 3) er omtrent af samme Størrelse som Hunnen og meget lig denne. De øvre Antenners Skaft (Tab. XXXVI, Fig. 15) er forholdsvis noget kraftigere bygget end hos Hunnen og forsynet med det sædvanlige haarede Appendix. Dette er imidlertid her saa særdeles kort, at det neppe rækker frem foran Skaftets forreste Rand, og har mere Udseendet af en stump Knude, der dog let falder i Øinene ved de talrige lange, i alle Retninger divergerende Haarbørster, hvormed det er besat. Disse Haarbør- ster tåge sit Udspring fra et dobbelt, uregelmæssigt slynget Baand, der hos levende Exem- plarer viser en eiendommelig guldglindsende Farve. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 16a) ere særdeles smale og rettede lige fortil, saa at de mere eller mindre fuldstændig skjules mellem Føddernes Basalafsnit. Enden er noget udvidet og viser 3 utydelige børsteløse Lapper, mellem hvilke Aabningen for Vas deterens er beliggende. Bagkropslemmerne ere alle fuldkommen af samme rudimentære Beskaffenhed som hos Hunnen. Denne lille eiendommelige Myside blev først opdaget af mig i Hardangerfjorden ved Mosterhavn og Utne, men kun i meget faa Exemplsrer. Senere har jeg gjenfundet den paa et Par andre Lokaliteter ved vor Vestkyst, Bukken og Aalesund. Udenfor Norge er den hidtil ikke iagttaget. I sin Levevis er den en udpræget Dybvandsform, der neppe gaar høiere op end til 80 Favne, hvorimod den gaar ned lige til et Dyb af 200 Favne. 32. JTIyi^idella typhlopis, G. 0. Sårs. (Tab. XXXVH). Mysidella typhlops, G. 0. Sårs, Undersøgelser over Hardangerfjordens Fauna, pg. 25. Charact. spee: Forma qvam in antecedente adhuc magis abbreviata, corpore antico sat dilatato, postico illo raulto angustiore, sublineari. 12* 92 Scutum dorsale magnum, totum cephalothoracem obtegens ad latera etiam superans, margine postico parum emaiginato, frontali medio distincte angulato. Oculi rudimentares, medio dilatati, vel subfusiformes, apice in processum acumi- natum excurrente, neqve pigmento neqve lentibiis crystallinis vel corneis instructi. Antennarum superiorum pedunculus fere tertiam ceplmlotboracis longitudinis par- teni asseqvens, articiilo basali sat dilatato, sed 2 ceteris junctis breviore. Antennarum iuferiorum sqvama brevissima, pedunculo superiorum perparum modo longior, breviter lanceolata, triplo longior qvam latior, marginibus undiqve setiferis, interno sat arcuato; peduuculus flagelli sqvama longior, articulo ultimo antecedente breviore. Partes masticationis structura iisdem M. typicæ sat similes. ]\Iaxillipedum Imi paris articulus penultimus antecedente vix major ^culeis 4 mar- ginis exterioris arraatus, tiabellum lanceolatum. Pedes structura simili ac iu M. typica, sed paulo robustiores, ungve terminali in Inio pari sat forti. Appeudices genitales maris portentosæ magnitudinis, longitudinem totius cephalo- thoracis æqvantes, cylindro-conicæ, apice simplice integro. Telson breve segmento ultimo parum longius, oblongo-subtriangulare, apicem versus sat attenuatura, marginibus laleralibus in parte diraidia anteriore nudis, dein utrinqve aculeis circiter 12 armatis, apice subtruncato medio leviter emarginato vel obsolete fisso et utrinqve aculeis 2 fortibus longitudine inæqvali arraato. Uropoda brevia, laminis fere æqvalibus, interna telsone paulo longiore intus dense aculeato, otolitho minimo. Corpus pellucidum globulis vero numerosis rainutis oleaceis regulariter dispositis impletum. Longit. feminæ adultæ vix s™»" superans. Beskrivelse af Huuueu. Længden af den fuldvo.xne ægbærende Hun er knapt mere end 5mm, og den er saaledes den mindste af alle Mysider og idethele af alle bekjeudte Podoplithalmier. Legemet er gjennemsigtigt uden noget tydeligt udviklet Pigment. Derimod findes i det indre en Mængde smaa gulrode Oljeblærer, der ere temmelig regelmæssigt fordelte og selv strække sig ind i forskjellige af Kropsvedhængene. Dyret faar herved et meget eiendommeligt ligesom embryonalt Udseende. Kropsf ormen er (se Tab. XXXVII, Fig. 1) .særdeles kort og undersætsig, og det i endnu langt hoiere Grad end hos foregaaende Art. Forkroppen er stærkt opblæst og i sin forreste Del næsten dobbelt saa bred som Bagkroppen. Denne er forholdsvis smal og omtrent af ens Brede overalt, med sidste Segment kun lidet længere end de øvrige. Rygskjoldet er forholdsvis meget stort, saa at det ikke blot fuldstændig dækker 93 Forkroppen, men ogsaa til hver Side rager lidt lul over Bagkroppen (sml. Fig. 2). Dets bagre Rand er kun meget svagt indbugtet og den forreste Rand danner i Midten et kort vinkelformigt Fremspring omtrent som hos foregaaende Art. De nedre forreste Hjørner ere temmelig stærkt uddragne og tilrundede, hvilket har tilfølge, at de nedre Kanter af Rygskjoldet blive dybt indbugtede paa Midten, Cervicalfuren er meget tydelig og belig- gende længere bagtil end sædvanligt. Øinene (Fig. 3) ere ganske rudimentære, idet de mangle ethvert Spor af Pigment eller Synselementer. De ere skraat fortil rettede og af næsten teudannet Form, idet de paa Midten ere noget opsvulmede, medens Enden er udtrukket til en tilspidset Fortsats. I deres Indre sees Synsnerven, der forholder sig omtrent som hos andre Mysider, idet den i Midten af Øiet danner en stærk Udvidning (Ganglion). Yderst i Øiet eller umid- delbart indenfor den tilspidsede Fortsats har jeg bemærket en liden kugleformig Blære, der dog er altfor svagt contureret til at kunne gjælde som noget virkeligt Synselement. De øvre Antenners Skaft (Fig. 4) er forholdsvis noget større end hos foregaa- ende Art og har Basalleddet bredere. Dets Bygning forøvrigt er den samme og ligeledes Svøbernes indbyrdes Forhold. De nedre Antenners Blad (Fig. 5) er ligeledes af et meget lignende Udseende som hos foregaaende Art. Det er imidlertid forholdsvis enduu mindre end hos denne og kun ganske ubetydeligt længere end de øvre Antenners Skaft. Svøbens Skaft er derimod større og kraftigere, adskilligt længere end Bladet og har sidste Led kortere end det foiTgaaende. Munddelene stemme idethele meget nær overens med samme hos foregaaende Art og vise alene i Detaillerne nogle mindre væsentlige Forskjelligheder. Overlæben (Fig. 6) har Endepladen noget smalere og dens 2 Lapper er her enduu mere ulige end hos foregaaende Art. Kindb akkerne (Fig. 7) ere forholdsvis noget større og have Tyggeranden næsten fuldkommen lige. Palpen forholder sig i det nærmeste som hos foregaaende Art. Iste Par Kjæver (Fig. 8) have den ydre Gren noget kortere og mindre stærkt indbøiet samt kun bevæbnet med 10 Torner. 2det Par Kjæver (Fig. 9) have bag Tyggeloberne 3 cilierede Børster, og Ende- leddet er forholdsvis eudnu mindre end hos M. typica. Iste Par Kjævefødder (Fig. 10) vise noget mere udprægede Forskjelligheder. Basalleddet er saaledes af en noget afvigende Form og paa Midten næsten vinkelformigt bøiet. 3die Led er forholdsvis større. Derimod er 5te Led her neppe større end det foregaaende samt forsynet ved Enden i den ydre Kant med 4 Torner. Svømmegrenen har 8 Led i Endedelen. Viften er forholdsvis mindre end hos M. typica og af simpel lancetdannet Form. 94 3det Par Kj æ vefødder vise ingen bemærkelig Forskjel fra samme hos foregaa- ende Art. Heller ikke Fødd erne (Fig. 11—12) ere meget forskjellige. De synes imidlertid noget kraftigere byggede, og Iste Par (Fig. 11) har en meget tydeligt udviklet og temmelig stærk Endeklo. Det midterste Halevedhæug (Fig. 13) er forholdsvis kortere end hos fore- gaaende Art og af aflang triangulær Form, med den største Brede, der er adskilligt større end den halve Længde, ved Basis og derfra hurtigt afsmalnende mod Enden. Denne sidste er (se Fig. 14) afstumpet, men viser i Midten en svag Udraudning eller rudimentært Ind- snit, hvis Kanter have paa hver Side en enkelt kort Tand. Til den tvert afskaarne Ende af enhver af de korte Endelapper er fæstet 2 bagudrettede Torner, hvoraf den yderste er temmelig stærk, omtrent dobbelt saa stor som den inderste. Sidekanterne afVedhænget ere som hos foregaaende Art i den forreste Halvpart nøgne, i den bågeste derimod be- væbnede paa hver Side med circa 12 smaa, eiisformigt udviklede Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 15) ere meget korte og have begge Plader omtrent af ens Længde. Den indre er som hos foregaaende Art forsynet langs den indre Kant under Randbørsterne med en regelraæssig Rad af tynde Torner. Basis er temmelig op- svulniet og viser indad en knudeformig Udstaaenhed. Otolithen er særdeles liden, men af den sædvanlige glasagtige Consistens. Hanueu (Fig. 2) er omtrent af samme Størrelse som Hunnen og let kjendelig fra denne ved de enormt udviklede ydre Kjonsvedhæng. Det til de ovre Antenners Skaft fæstede Appendix (se Fig. 16) er af samme rudimentære Beskaffenhed som hos foregaaende Art og har kun Formen af en stump, lidet fremragende Kuude, der imidlertid er forsynet med særdeles lange og tætte til alle Kanter divergerende Haarbørster. De ydre Kjonsvedhæng (Fig. 17) ere ganske overordentlig udviklede og selv af hele Forkroppens Længde, samt skraat fortilrettede. Af Form ere de cylindrisk-koni- ske eller noget afsmalnende mod Enden, der er simpel uden tydelige Lapper eller Børster. I det indre af disse Vedhæng sees en hel Del af de samme smaa rødgule Oljeblærer, der fylde det øvrige Legeme. Langs Midten gaar det smale Vas deferens, der er omgivet af en eiendommelig, ved regelmæssige Indsnoringer ligesom segmenteret Skede. I Bagkropslemmern es Bygning er der ligesaalidt som hos foregaaende Art nogen Forskjel at se mellem Hau og Hun. Saa ulig end denne mærkværdige pygniæiske Myside ved første Øiekast synes at være den foregaaende Form, tilhører den dog aabenbart samme Slægtstype, da de ana- tomiske Characterer, som man vil have seet, i alt væsentligt stemme fuldkommen overens hos begge. 95 Den blev først opdaget af mig i et enkelt mandligt Exemplar ved Utne i den indre Del af Hardangerfjorden. Senere har jeg truffet deu igjen paa en anden Lokalitet ved vor Vestkyst, Florø. Paa begge Steder forekom den paa meget betydeligt Dyb, nemlig omkring 200 Favne. Supplement. 33. Parerythrops aby««sicola, G. 0. Sårs. (Tab. XXXVIII). Parerythrops ahjssicola, G. 0. Sårs, Prodromus descriptionis Crustaceorum etc. Archiv f. Mathem. og Naturvidenskab, Bd. I, pg. 343. Charact. spee: Forma et habitu P. obesæ valde affinis. Scutum dorsale sat magnum et arcuatum, postice parum emarginatum, antice medio leviter productum, angulum distinctura inter oculos prominentem formans. Oculi qvam in P. obesa multo minores, breviter pyriformes, pigmento fulvo in speciminibus viventibus splendide aurescente. Antennarum superiorum pedunculus sat fortis, articulo ultimo ceteris 2 junctis paulo breviore, appendice hirsuta maris permagna et crassa. Antennarum inferiorum sqvama brevissima, peduuculo superiorum perparum lon- gior, rhomboidea, vix triplo longior qvam latior, spina marginis exterioris tertia parte lon- gitudinis ab apice remota; pedunculus flagelli robustissimus eodem superiorum paulo brevior. Partes masticationis fere exacte ut in P. obesa. Pedes paulo graciliores, tarso in Imo pari articulo antecedente paulo, in ceteris multo longiore, 3-articulato, articulo Imo ceteris junctis breviore; ultimum par ceteris multo minus et angustius. Pleopoda marrs Imi paris simplicia rudimentaria, cetera bene evoluta, natatoria, biramea, ramis ambobus 6-articulatis. Telson segmento ultimo parum longius, subtriangulare, latitudine maxima ad basin sita dimidia longitudiue majore, apice anguste exserto et truncato spinis 4 valde inæqva- libus et setis 2 intermediis instructo, marginibus lateralibus nudis, subconcavis. 96 Uropoda parum elongata, lamiua interna telsone sexta modo parte longiore iiitus in parte antica aculeata, aculels minimis, basi sat tumefacta, otolitlio vero parvo, lamina externa interna qvarta circiter parte longiore, sublineari. Corpus pigmento læte rubro plus minusve variegatum. Longit. feminæ adultæ 12™™- maris paulo major. Beskrivelse af Hiiuueu. Længden af de største Exemplarer er, regnet fra Spidsen af Antennebladene til Enden af de ydre Halevedhæng, omtrent ISmm, og den er saaledes noget mindre end den typiske Art, P. obesa'), der efter dette Maal naar en Længde af 14mm. Legemet er hos levende Exemplarer temmelig gjennemsigtigt og af hvidagtig Farve, men altid mere eller mindre prydet med et smukt lyserødt Pigment, der er afsat som Smaapunkter og uregelmæssige Skygninger, navnlig langs Bagkroppens Ventralside. I den forreste Del af Kroppen skinner den usædvanlige store, kugleformige Tyggemave igjeunem de tynde Integumenter men en dyb purpurrød Farve. Kropsformen er (se Tab. XXXVIII, Fig. 1) særdeles kort og undersætsig, om- trent som hos P. obesa. Forkroppen er som hos denne stærkt opblæst og oventil hvælvet samt meget skarpt afsat fra den spinkle Bagkrop. Denne er fortil neppe mere end halvt saa bred som Forkroppen, cylindrisk og kun yderst lidet afsmalnende bagtil. Sidste Segment er kun lidet længere end de øvrige. Øinene ere meget smaa, af kort pæredannet Foim og langtfra saa stærkt udvidede mod Enden som hos P. obesa. De ere i Midten skilte ved et meget betydeligt Mellem- rum og rage derfor, trods deres ringe Størrelse, noget ud over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del indtager noget mere end Halvparten af Øiet og viser et smukt gulrødt Pigment, der hos levende Exemplarer har et særdeles brillant guldglindsende Skjær. D'e øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er af den for Slægten eiendommelige korte og robuste Form og opnaar neppe Vs af Forkroppens Længde. Basalleddet er ganske kort og har den ydre børstebesatte Fortsats stump og kun lidet fremragende. 2det Led er i Enden særdeles skraat afskaaaret i Pietningen indenfra udåd og paa den øvre Side forsynet med en liden børstebesat Knude. Sidste Led er meget stort og tykt, men dog noget kortere end de 2 øvrige tilsammen og ved det indre Hjørne forsynet med nogle faa korte Børster. Svøberne ere stærkt forlængede, og den ydre som sædvanlig betydelig baade længere og tykkere end den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er meget lidet, kun ganske ubetydeligt læn- gere end de øvre Antenners Skaft, og af den sædvanlige rhombiske Form, med Breden omtrent lig Vs af Længden. Den ydre Kant er glat og gaar fortil ud i et kort taudfor- '3 Se Iste Hefte, Tab. III. 97 migt Fremspring, der omtrent er beliggende ved Enden af den forreste Trediedel af Bla- dets Længde. Enden er særdeles skraat afskaaret i Retningen indenfra udåd, med det indre Hjørne stærkt fremspringende og forholdsvis bredere end bos P. obesa. Langs den indre Kant og den skraat afskaarne Ende er fæstet en Rad af circa 30 lange Fjærbørster. Svøben er omtrent af Legemets halve Længde; dens Skaft er særdeles plumpt bygget, noget kortere end de øvre Antenners Skaft og har de 2 sidste Led stærkt opsvulmede og forbundne med hinanden ved et meget skjævt Led. Munddelene stemme idethele meget nøie overens med samme bos den typi- ske Art. 2det Par Kjæver (Fig. 5) have Endeleddet af oval eller elliptisk Form og langs sin ydre Rand forsynet med 8 fint cilierede Børster. Viften er forholdsvis liden og af triangulær Form. Fødd erne (Fig. 6 — 8) ere noget spinklere end hos P. obesa, men forøvrigt af en meget lignende Bygning. Tarsen er paa Iste Fodpar (Fig. 6) kun ubetydeligt, paa de følgende (Fig. 7 og 8) meget kjendeligt længere end 4de Led. Den bestaar som hos den typiske Art af 3 Led, hvoraf dog det Iste ber er tydeligt kortere end de 2 øvrige tilsam- men. Endekloen forholder sig omtrent som hos hin Art, ligeledes Svømmegrenen. Sidste Fodpar (Fig. 8) er betydelig mindre end de næstforegaaende og ogsaa af svagere Bygning, med Endekloen meget tynd. I Bagkropslemmernes Bygning er ingen væsentlig Forskjel fra samme hos P. obesa at notere. Det midterste Halevedhæng (Fig. 9) er kun lidet længere end sidste Segment og af triangulær Form, med den største Brede, der er betydelig større end den halve Længde, ved Basis, hvorfra det hurtigt afsmalnes mod Enden. Denne er (se Fig. 10) me- get smalt udtrukket og afstumpet samt bærer 4 ulige lange Torner, hvoraf de inderste næsten ere 3 Gange saa lange som de yderste, samt i Midten 2 tynde Børster. Sidekan- terne af Vedhænget ere noget concaverede og ligesom hos den typiske Art ganske glatte, uden Spor af Torner. De ydre Halevedhæng (Fig. 11) ere forholdsvis kortere end hos P. obesa. Den indre Plade er kun ubetydeligt længere end det midterste Halevedhæng og paa sin nedre Flade, noget indenfor den indre Rand, forsynet med en Rad af særdeles smaa Torner, der dog kun rækker lidet ud over Midten af Pladens Længde. Basis er temmelig stærkt opsvulmet og indeholder en tydelig, skjøndt meget liden glasagtig Otolith. Den ydre Plade er omtrent V4 længere end den indre og af lineær Form. Hannen (Fig. 2) er ialmindelighed noget større end Hunnen og ligner meget Hannen af P. obesa. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede Appendix (Fig. 12) er meget stort og 13 98 tykt, af uregelmæssig konisk Form og paa den nedre Side forsynet med et tiere Gange slynget, hos levende Exemplarer guldglindsende Baand, hvorfra de talrige, i alle Retninger knippevis divergerende Haarbørster tåge sit Udspring. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 13) skille sig neppe i sin Bygning fra samme hos P. obesa. Af Bagkropslemmerne er Iste Par (Fig. 14) ligesom hos den typiske Art af samme rudimentære Beskaffenhed som hos Hunnen. Derimod ere de øvrige Par (Fig. 15) samtlige omformede til kraftige tvegrenede Svømmeredskaber af samme Udseende som hos hin Art. Nærværende Art staar vistnok særdeles nær P. obesa, men synes dog at maatte skilles som et distinct Spedes. Den er let kjendelig ved de meget smaa Øine, hvis Pig- ment viser en lysere Farve end hos P. obesa og hos levende Exemplarer desuden udmær- ker sig ved et særdeles pragtfuldt guldglindsende Skjær, som ganske mangler den anden Art. Forøvrigt viser den, som af ovenstaaende Beskrivelse vil sees, ogsaa en Del andre, vistnok mindre væsentlige, men constante Forskjelligheder i den anatomiske Bygning. Arten blev først fundet af mig ved Lofoten i nogle faa, for det meste ganske unge Exemplarer. Senere har jeg truffet den i temmelig betydeligt Antal paa flere Punkter af vor Kyst, saaledes i Hardangerfjorden, ved Florø og Moldø, endelig ogsaa ved Finmarken, ved Hasvig og i Varangerfjorden ved Bugønæs. Den er en ægte Dybvandsform, og det i endnu høiere Grad end den typiske Art, idet den først synes at optræde paa et Dyb af over 100 Favne. Hyppigst har jeg trufiet den i Dybsøcorallernes eller de store Søtræers Region fra 150 — 200 Favnes Dyb. 34. Parerytlirops robnNta, (Smith). (Tab. XXXIX). Meterythrops robusta, Smith, The stalk-eyed Crustaceans of the Atlantic coast of North America. Trans. Connecticut Akad. Vol. V, pg. 93, tab. XH, fig. 1 & 2. Charact. spee: Forma brevis et robusta, corpore antico valde dilatato, postico angusto, sublineari. Scutum dorsale forma et magnitudine fere ut in speciebus ceteris, margine frontali medio obtuse angulato. 99 Oculi permagni et crassi, apicem versus valde dilatati, fere globosi, scutum utrin- qve longe superantes, pigmento obscuro. Antennarum superiorum pedunculus robustus, articulo ultimo ceteris 2 junctis longitudine subæqvali, appendice hirsuta maris dimidiam circiter pedunculi longitudinem æqvante. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum 4ta circiter parte longior, rhomboidea, plus triplo longior qvam latior, apice obliqvissime truncato, angulo interne longe porrecto, spina anguli exterioris 4ta circiter parte longitudinis ab apice remota pedunculus flagelli eodem superiorum multo brevior et dimidiam circiter sqvamæ longitu- dinem æqvans. Partes masticationis structura fere exacte eadem ac in ceteris speciebus. Pedes sat elongati et dense fasciculato-setosi, tarso articulo antecedente multo longiore, 3-articulato, articulo Imo ceteris junctis vix majore, ramo natatorio forti, parte terminali ex articulis numerosis brevibus composita. Pleopoda maris omnia natatoria, biramea, ramo interno Imi paris brevi, uniarti- culato, apice obtuse conico, in ceteris vero bene evoluto et ut ramo externo ex articulis numerosis brevibus composito. Telson valde elongatum et angustum, tertiam fere corporis postici longitudinis partem asseqvens, elongato-subtriangulare vel lanceolatuni, supra excavatum, latitudine maxima dimidiam longitudinem minime superante, prope basin subito instrictum et sat attenuatum, apice tenuiter exserto et truncato, spinis 4, interioribus paulo majoribus, et setis 2 intermediis ornato, marginibus lateralibus nudis. Uropoda sat elongata, lamina interna telsone paulo longiore, intus sub setis mar- ginalibus aculeis circiter 30 per totam fere longitudinem dispersis armata, basi sat tume- facta, otolitho magno, lamina externa interna fere tertia parte longiore, sublineari. Corpus pigmento læte rubro plus minusve variegatum et maculis 2 sulphureis in superficie dorsali segmenti ultimi cephalothoracis ornatum. Longit. feminæ adultæ 17mni, niaris nonniWl major. Beskrivelse af Hunnen. Længden af den fuldt udviklede ægbærende Hun er omtrent 17mm, og den er altsaa betydelig større end de 2 øvrige Arter af Slægten. Legemet er som hos de øvrige Arter mere eller mindre prydet med et smukt lyserødt Pigment, der i Regelener afsat i Formafsmaa, utydeligt forgrenede og temmelig uregelmæssigt fordelte Pletter. En noget mere regelmæssig Rad af saadanne Pletter findes langs Rygskjoldets bagre Rand. Desuden bemærkes paa Rygsiden af sidste Forkropsseg- ment 2 meget iøinefaldende, jevnsides stillede svovelgule Pigmentansamlinger af oval eller elliptisk Form, hvortil jeg ikke har fundet noget Spor hos de øvrige Arter. 13* 100 Kropsf ormen er (se Tab. XXXIX, Fig. 1) den for Slægten characteristiske korte og undersætsige. Forkroppen er stærkt opsvulmet og ovenfra seet mere end dobbelt saa bred som Bagkroppen. Denne er særdeles spinkel og kun meget svagt afsmalnende bagtil, med sidste Segment noget, skjøndt ikke meget længere end de øvrige. Rygskjoldet er forholdsvis stort, uden dog fuldstændigt at dække P"orkroppen bagtil, og af den sædvanlige Form, med Panderanden tydeligt fremspringende og stump- vinklet. Cervicalfuren er særdeles skarpt raarkeret og bueformigt bøiet, med Convexi- teten bagtil. Øinene ere af meget betydelig Størrelse, selv forholdsvis ikke lidet større end hos P. obesa, stærkt udvidede mod Enden og næsten kugleformige. Da de ere adskilte i Midten ved et temmelig betydeligt Mellemrum, rage de til hver Side langt ud over Rygskjoldets Sider. Den facetterede Del indtager Størsteparten af Øiet og viser et mørkt, noget i det brunlige faldende Pigment. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er særdeles kraftigt bygget og opnaaer ikke fuldt V3 af Forkroppens Længde. Basalleddet er af firkantet Form og omtrent ligesaa bredt som langt, sidste Led omtrent saa stort som de 2 øvrige tilsammen og ved det indre Hjørne forsynet med en Del temmelig lange Børster. Svøberne vare paa de af mig undersøgte Exemplarer mere eller mindre defecte, og deres Længde kan derfor ikke med Nøiatighed angives. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er forholdsvis større end hos de øvrige Arter, omtrent '/, længere end de øvre Antenners Skaft, og af den sædvanlige rhombiske Form, med den største Brede omtrent lig '/4 af Længden. Enden er særdeles skraat af- skaaret, og det indre Hjørne derfor langt fremragende foran den til det ydre fæstede tand- formige Fortsats, der omtrent er beliggende ved Begyndelsen af den sidste Fjerdedel af Bladets Længde. Langs den indre Kant og Spidsen staar en tæt Rad af circa 44 lange Fjærbørster. Svøbens Skaft er betydelig kortere end de øvre Antenners Skaft og omtrent halvt saa langt som selve Bladet samt af den sædvanlige robuste Form. Munddelene stemme saa nøie overens med samme hos de øvrige Arter, at der neppe er nogen bemærkelig Forskjel at udhæve. Fødderne (Fig. 5) ere temmelig forlængede og rigeligere børstebesatte end hos de øvrige Arter, med Tarsen betydelig længere end det foregaaende Led. Af dens 3 Led er det Jste som sædvanlig størst, dog neppe længere end de 2 øvrige tilsammen samt ved en meget skjæv Sutur forbunden med det næste. Endekloen (se Fig. 6) forholder sig omtrent som hos de øvrige Arter. Svømmegrenen er særdeles kraftigt udviklet og har Basaldelen stærkt pladeformigt udvidet og muskuløs og Endedelen sammensat af talrige (14) korte Led. Det midterste Halevedhæng (Fig. 7) er usædvanlig stærkt forlænget og smalt, næsten opuaaende V3 af Bagkroppens Længde og betydelig længere end sidste Segment. 101 Af Form er det aflangt triangulært eller næsten lancetformigt samt oventil stærkt indhu- let, med den største Brede, der neppe er større end den halve Længde, ved Basis. Tæt bag denne indknibes det pludselig stærkt, saa at den ydre Del bliver meget smal, med Siderandene næsten lige og som sædvanligt ubevæbnede. Enden er (se Fig. 8) tvert af- kuttet og som hos de øvrige Arter forsynet med 4 bagudrettede Torner og 2 tynde Bør- ster. Det indbyrdes Forhold raellem Tornerne er imidlertid her et andet, idet de inderste kun ere lid et, neppe mere end Vs længere end de yderste. De ydre Halevedhæng (Fig. 9) ere temmelig stærkt forlængede, forøvrigt af den sædvanlige Bygning. Den indre Plade er kun høist ubetydelig længere end det mid- terste Halevedhæng og har i den indre Kant en Rad af circa 30 temmelig stærke Torner (se Fig. 10), der ved Basis staa særdeles tæt sammen og bagtil næsten strække sig til Spidsen af Pladen. Basis er temmelig opsvulmet og indeslutter en meget stor glasagtig Otolith. Den ydre Plade er næsten Va længere end den indre og af lineær Form, dog noget afsmalnende mod Enden. Hannen (Fig. 2) er betydelig større end Hunnen og let kjendelig fra Hannerne af de øvrige Arter ved Bagkropslemmernes Udvikling. Det til de øvre Antenners Skaft fæstede Appendix (se Fig. 2) er omtrent af Skaf- tets halve Længde og af den for Slægten characteristiske Bygning. De ydre Kjønsvedhæng ere forholdsvis smaa, men forresten normalt hyggede. Bagkropslemmerne ere alle udviklede tiljkraftige, tvegrenede Svømmeredskaber, med særdeles bred og muskuløs Basaldel og mangeleddede Grene. Iste Par Bagkropslemmer (Fig. II), der hos Hannerne af de 2 øvrige Arter ere ganske rudimentære og af samme enkle Bygning som hos Hunnerne, ere her udviklede paa en lignende Maade som de øvrige Par, dog med den Forskjel, at den indre Gren (Fig. 12) som sædvanligt er rudimentær og uleddet. Den er neppe mere end Vs saa lang som den indre Gren og har ved Basis en temmelig stærkt fremspringende, skraat udad- rettet pladeformig Fortsats, hvortil er fæstet 7 Hørebørster. Selve Grenens Stamme er stumpt koniskt tilløbende og forsynet med en Del (12) uregelmæssigt fordelte korte Børster. De øvrige Bagkropslemmer (Fig. 13) ere alle af ens Udseende og have begge Grene af omtrent samme Længde samt delte i talrige med lange cilierede Børster besatte Led. Den indre Gren har ved Basis den sædvanlige pladeformige Fortsats, der omtrent er af samme Udseende som paa Iste Par. Nærværende anselige Art, den største af Slægten, er først beskrevet af Prof. Sidney Smith i New Haven efter en Del mere eller mindre mutilerede Exemplarer optagne ved Hjælp af Bundskraben i St. Lawrence Bay og Massachusetts Bay. Smith har paa Grund 102 af Iste Pai' Bagkropslemmers afvigende Bygning hos Hannen opstillet for den en egen Slægt Meterythrops. Da den imidlertid i alle andre Henseender paa det nøieste slutter sig til de øvrige Arter af Slægten Parerythrops, synes mig ikke denne ene Character tilstrækkelig til at adskille den generiskt fra disse. Arten er let kjendelig foruden ved sin betydelige Størrelse, ved Øinenes mørke, næsten sorte Pigment, det stærkt forlængede midterste Halevedhæng og endelig derved, at hos Hannen samtlige Bagkropslemmer ere udviklede til tregrenede Svømmeredskaber. Allerede for flere Aar siden havde jeg ved Bodø tåget nogle Exemplarer af en Parerythrops, som skilte sig mærkeligt fra den typiske Art ved sit mørke Øiepigment og som jeg derfor foreløbig havde eliqvetteret som en ny Art under Benævnelsen P. mela- nophthalma. Da imidlertid de af mig her indsamlede Exemplarer aabenbart alle endnu vare ganske unge Individer, ansaa jeg det for rigtigt at opsætte med Beskrivelsen af samme indtil jeg havde fundet fuldvoxue Exemplarer. Dette lykkedes mig først i indeværende Aar, da jeg fandt Arten igjen ved Bugønæs i Varangerfj orden og her i fuldvoxne Individet af begge Kjøn. At den her omhandlede Art i Virkeligheden er identisk med den norda- merikanske Art, er ganske sikkert, og man tør heraf ogsaa slutte, at den er en ægte arktisk og cirkumpolar Form. Den er som de øvrige Arter af Slægten i sin Levevis en ægte Dybvandsform. Ved Bodø toges den paa GO— 80 F. D. og ved Bugønæs forekom den ikke saa ganske sjelden lige under den steilt mod Dybet nedskraanende Bakke paa nær 150 F. D. Endelig toges den under vor sidste Expedition i Porsangerfjord paa 130 F. D. samt i et enkelt Exemplar udenfor Sydspidsen af Spitsbergen paa omtrent samme Dyb. 35. Psendomma trnncatnni, Smith. (Tab. XL). Fscudonima truncatum, Smith, the stalk-eyed Crustaceans of the Atlantic coast of North- America. Trans. Connecticut Acad. Vol. V, pg. 99, tab. XII, fig. 3, 4. Charact. spee : Corporis forma et habitu P. roseo valde affine. Scutum dorsale breve et angustum, segmenta 2 posteriora cephalothoracis ex parte nuda relinqvens, margine frontali æqvaliter arcuato, angulis infero-lateralibus obtusis. Lamina ocularis semilunaris, in mare leviter angulata, medio breviter fissa, margine externo brevi spatio subtiliter serrato. 103 Antennarum superiorura pedunculus brevissimus ne qvintam qvidem cephalotho- racis longitudinis partem asseqvens, articulo ultimo ceteris 2 junctis longiore, appendice hirsuta maris magna longitudinem fere pedunculi asseqvente. Antennarum inferiorum sqvama pedunculo superiorum duplo longior, anguste sub- rhomboidea, triplo longior qvam latior, apice obliqve truncato, angulo externo longe pro- ducto, externo dente valido vix tertia parte longitudinis ab apice remoto armato ; pedun- culus flagelli eodem superiorum longior, cylindricus, articulis 2 ultimis subæqvalibus. Partes masticationis ab iisdem in P. roseo vix discrepantes. Pedes etiam structura simillima, tenuissimi, posteriora versus longitudine valde crescentes, ultimo pari corpore antico nonnihil longiore. Appendices genitales et pleopoda maris fere exacte ut in P. roseo. Telson sat breve longitudinem segmenti ultimi minime asseqvens. oblongo-subtri- angulare, postice sensim attenuatum, marginibus lateralibus subrectis et utrinqve aculeis 7 minimis armatis, apice fere ad lineam rectam truncato, præter setas 2 intermedias spinis 4 elongatis subæqvalibus et utrinqve aculeo minimo anguli exterioris instructo. Uropoda structura solita, lamina interna telsone 5ta parte circiter longiore, lance- olata, intus inermi, basi sat tumefacta, otolitho mediocri, lamina externa interna vix tertia parte longiore, oblongo-sublineari, apicem versus leviter attenuata. Corpus pellucidum pigmento pallide rubro hie et illic ornatum. Longit. feminæ adultæ 15n»m, maris paulo major. Beskrivelse af Hunueu. Længden af den fuldvoxoe ægbærende Hun er omtrent 15mm- Legemet er temmelig gjennemsigtigt, af bleg gulagtig Farve og kun meget spar- somt prydet med et lyst rødligt Pigment, der er afsat som temmelig regelmæssigt fordelte Skygninger saavel paa Forkroppen som Bagkroppen. Den store kugleformige Tyggemave skinner fortil igjennem Integumenterne med en brunlig Farve. Kropsformen er (se Tab. XL, Fig. 1) smal og langstrakt og meget lig samme hos den typiske Art, P. roseum'). Forkroppen er kun lidet bredere end Bagkroppen og afsmalnes ikke bemærkeligt fortil. Bagkroppen er smal cylindrisk og har Iste Segment noget bredere end de øvrige og forsynet til hver Side med en fremspringende Kant; sidste Segment er stærkt forlænget, næsten saa langt som de 2 foregaaende tilsammen. Rygskjoldet er forholdsvis kort og lader de 2 sidste Forkropssegmenter delvis ubedækkede. Panderanden er jevnt bueformigt bøiet, og de nedre forreste Hjørner danne en tydelig, skjøndt stump Vinkel. Cervicalfuren er meget skarpt markeret og beliggende omtrent ved Enden af den forreste Trediedel af Rygskjoldets Længde. ') Se Iste Hefte Tab. IV. 104 Øiepladen forholder sig omtrent som hos P. roseum. Den er halvmaaneformig og i Midten forsynet med et kort Indsnit, hvorved en Adskillelse i 2 symetriske Halvpar- ter er antydet. Den ydre Kant er paa et kort Stykke fint saugtakket. Af Pigment eller Synselementer er her ligesaa lidt som hos de 2 øvrige Arter nogetsomhelst Spor at opdage. De øvre Antenners Skaft (Fig. 3) er særdeles kort, neppe opnaaende Vs af Forkroppens Længde. Basalleddet er bredere end langt og har oventil en fremspringende Kant, der ender med et børstebesat Fremspring af samme Udseende som det i den ydre Kant. 2det Led er ligeledes særdeles kort og i den indre Kant forsynet med 2 Fjærbør- ster, hvoraf den ene er meget lang og fortilrettet. Sidste Led er omtrent saa langt som de 2 foregaaende tilsamraen og adskilligt smalere end disse, samt ved det indre Hjørne forsynet med nogle faa tynde Børster. Svøberne vare hos alle mine Exemplarer mere eller mindre defecte, saa at deres Længde ikke noiagtigt kan angives. De nedre Antenners Blad (Fig. 4) er omtrent dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft og af smal rhombisk Form, med Breden omtrent lig Va af Længden. Den ydre Kant er som hos de øvrige Arter glat og løber fortil ud i et temmelig stærkt tandformigt Fremspring. Enden er meget skraat afskaaret i Retningen indenfra udåd, dog ikke i den Grad som hos de 2 øvrige Arter, og det foran den tandformige Fortsats frem- skydende tungeformige Endeparti er derfor heller ikke saa langt som hos disse, idet det her kun indtager noget mere end V* af Bladets Længde. Randbørsternes Antal er noget mindre end hos P. roseum, og langs den skraat afskaarne Enderand tælles kun 9 saadanne (hos P. roseum 15). Svøbens Skaft er noget længere end de øvre Antenners Skaft, cylin- driskt, med de 2 sidste Led omtrent af ens Længde. Det fra Basaldelens Yderside ud- skydende tandformige Fremspring er som hos de øvrige Arter meget stort og viser sig, naar Dyret sees oveefra (Fig. 1) ragende frem til hver Side af Øiepladen. I M nuddelenes Bygning er der neppe nogen bemærkelig Forskjel fra samme hos P. roseum. Fødd erne vare paa alle de af mig erholdte Hunner afbrækkede. Jeg har imid- lertid kunnet undersøge dem hos en fuldvoxeu Han og fundet dem i alt væsentligt overens- stemmende med samme hos P. roseum. Ligesom hos denne Art ere de af meget ulige Længde, idet de hurtigt tiltage i Længde bagtil, saa at sidste Par er mere end V2 Gang til saa langt som Iste Par. Det er herved væsentlig det ydre Parti eller Tarsen, som forholder sig ulig. Paa Iste Par (Fig. 9) er denne kortere end det foregaaende Led, hvor- imod den paa de følgende Par (Fig. 10) bliver lidt efter lidt længere, og paa sidste Par er den (Fig. 11) næsten 3 Gange saa lang som paa Iste Par. Ligesom hos de 2 øvrige Arter bestaar den af 4, ikke meget tydeligt afsatte Led, hvoraf dog det sidste egentlig repræsenterer Endekloen. Paa Iste Par (Fig. 9) er dens Iste Led neppe længere end de øvrige tilsammen, hvorimod det paa sidste Par (Fig. 11) endog er næsten 3 Gange saa langt. Ligeledes er det indbyrdes Længdeforhold af de 2 følgende Led her noget afvi- 105 gende, idet 3die Led er stærkere forlæiiget og omtrent dobbelt saa langt som 2det. Fødderne ere meget sparsomt børstebesatte, men have ved Enden en tæt Dusk af fine Haarbørster, der næsten ganske skjule det lille stumpt koniske Endeled. Bagkropslemmer ne vise ingen bemærkelig Forskjel fra samme bos P. roseum. Det midterste Halevedhæng (se Fig. 5) er derimod temmelig afvigende saa- vel i Form som Bevæbning. Det er forholdsvis kort, idet det ikke engang opnnar sidste Segments Længde. Af Form er det aflangt triangulært, med den største Brede, der om- trent er lig Vs af Længden ved Basis, hvorfra det hurtigt og jevnt afsmalnes bagtig. Si- dekanterne ere næsten fuldkoramen lige og bevæbnede paa hver Side med 7 særdeles smaa og eusformigt udviklede Torner. Enden er tvært afkuttet og, foruden 2 tynde Bør- ster i Midten, forsynet med 4 meget lange bagudrettede Torner samt ved de ydre Hjørner med en lideu Torn af samme Beskaffenhed som de til Sidekanterne fæstede. De ydre Halevedhæng (ibidem) ere af mere sædvanlig Bygning. Den indre Plade er omtrent Vs længere end det midterste Halevedhæng og af den sædvanlige lan- cetdannede Form, med Basis temmelig stærkt opsvulmet og forsynet med en tydelig, skjøndt ikke meget stor Otolith, Pladens indre Kant mangler ethvert Spor af Torner. Den ydre Plade er ikke fuldt V, længere end den indre og af aflang lineær Form samt noget afsmal- nende mod Enden. Saavel disse Plader som det midterste Halevedhæng vise en eiendom- melig ligesom fint skjællet Structur. Hauneu (Fig. 2) er ialmindnlighed noget større end Hunnen og har Bagkroppen forholdsvis kraftigere bygget. Øiepladen (Fig. 6) viser en noget mere kantet Form end hos Hunnen og er ogsaa forholdsvis noget større, men forøvrigt fuldstændig af samme Bygning. De øvre Antenners Skaft (Fig. 7) er betydelig kraftigere og ved Enden for- synet med det sædvanlige børstebesatte Appendix (Fig. 8), der næsten er af Skaftets Længde og af et meget lignende Udseende som hos P. roseum. Svømmegreuene paa Fødderne (se Fig. 9 og 10) ere ligeledes meget krafti- gere, med særdeles bred, pladedannet Basaldel og Endedelen sammensat af 9 Led. De ydre Kjønsvedhæng (Fig. 12) ere af den samme eiendommelige smalt cylindriske Form som hos P. roseum og ligesom hos denne kun forsynede med en enkelt apical Børste. Bagkropslemm erne (Fig. 13—14) skille sig heller ikke i nogeu mærkelig Grad fra samme hos denne Art. Skjøudt særdeles nærstaaende den typiske Form, P. roseum, er denne Art dog let kjendelig fra samme ved det forskjelligt farvede Kropspigment, Antennebladenes Udseende og navnlig ved det midterste Halevedhængs meget afvigende Form og Bevæbning. 14 106 Den er ligesom foregaaende Myside først beskreven af Prof. S. Smith efterExem- plarer fra St. Lawrence Bog. Selv fandt jeg den paa min sidste Finmarksreise i Bugø- fjorden, en Arm af Varangerfjorden paa et Dyb af 150 Favne, Lerbund. Endelig toges 2 Exemplarer af samme Art under vor sidste Nordhavs-Expedition S 0 for Spitsbergens Syd- pynt paa 140 F. D. 36. xTIys^ideis g^raudis, (Goes). (Tab. XLI— XLII). Mysis grandis, Goes, Grustacea decapoda podophthalmia marina Sveciæ, pg. 16. Charact. spee: Forma robusta, corpore antico leviter dilatato, postico sat forti apicem versus sen- sim attenuato, segmento ultimo ceteris paulo lougiore. Scutum dorsale sat magnum, segmenta tamen 2 posteriora cephalothoracis ex parte nuda relinqvens, antice medio leviter productum, lamina frontali distincta anguste rotun- data inter oculos prominente et spinam frontalem minutam obtegente, angulis infero-late- ralibus fere rectangularibus. Oculi magni et crassi, pyriformes, paulo longiores qvam latiores, utrinqve scutum longe superantes, pigmento obscuro partem majorem oculi occupante, intus profunde eraarginato. Antennarum superiorum pedunculus vix tertiam cephalothoracis longitudinis partem asseqvens, subclaviformis, articulo ultimo apicem versus dilatato et basali multo breviore^ tlagella elongata, exteruo interuo plus duplo majore. Antennarum inferiorum sqvama sat magna, duplam pedunculi superiorum longitu- dinem nonnihil superans, lanceolata, fere Gies longior qvam latior, antice sensim attenuata, apice obtuso, margiuibus undiqve setiferis; pedunculus flagelli eodem superiorum brevior et tertiam sqvamæ longitudinis partem circiter æqvans, cylindricus, articulis ultimis 2 subæqvalibus. Fartes masticationis et pedes structura fere exacte eadem ac in M. insigni. Pleopoda feminæ structura solita; maris vero ab iisdem speciei typicæ sat discre- pantia et fere ut in Myside, Imo, 2do et ultimo pari iisdem feminæ simiUbus, 3tio et 4to pari vero birameis, retro vergentibus, ramo externo cylindrico in illo breviore 4-articulato, in hoc valde elongato 5-articulato spinisqve 3 curvatis ad apicem instructo. Telson sat magnum tertiam fere corporis postici longitudinis partem asseqvens. 107 anguste lingvæforme vel lanceolatum, prope basin subito sat instrictum, dein sensim atte- nuatiim, marginibus lateralibus leviter flexuosis et dense aculeatis, aculeis paulo inæqvali- bus, apice integro, anguste truncato, spinis 2 elongatis retro vergentibus et 2 aliis inter- mediis iriulto minoribus armato. Uropoda laminis valde inæqvalibus, interna telsoue nonnihil breviore, lanceolata, margine intevno toto sub setis aculeato, basi leviter tumefacta et otolitho permagno in- structa, lamina externa interna plus tertia parte longiore, oblongo-sublineari, apicem versus sat attenuata. Corpus pellucidum pigmento luteo et fusco hie et illic ornatum. Longit. feminæ adultæ 27inm. Beskrivelse af Himnen. Længden af de største Individer gaar op til 27n"n., og den er saaledes en af vore anseligste Mysider. Legemet er temmelig gjennemsigtigt, men altid mere eller mindre broget af for- skjelligt farvet, i gult, brunt og rødligt overgaaende Pigment, der ikke er afsat i Form af forgrenede Stjerner, men som mere eller mindre tydeligt begrændsede Skygninger, ord- nede paa forskjellig Vis. Brystposen er ialmindelighed mere ensformigt rødbrundt pig- menteret og ogsaa Fødderne ere mere eller mindre intensivt farvede paa lignende Vis. De øvrige Kropsvedhæng ere deriniod mindre rigeligt pigmenterede. Dog strækker sig fra Enden af sidste Segment en temmelig intensiv rødbrun Skygning ud over hele det midter- ste Halevedhæng. Kropsformen er (se Tab. XLI, Fig. 1) som hos den typiske Art, M. insignis ') temmelig kort og undersætsig. Bagkroppen er imidlertid hos nærværende Art af en langt kraftigere Bygning og fortil kun lidet smalere end Forkroppen. Dens sidste Segment er noget, skjøndt ikke meget længere end de øvrige. Rygskj eldet er forholdsvis noget større end hos M. insignis, idet de bagre af- rundede Sidelapper hvælve sig udover Siderne af sidste Forkropssegment (sml. Tab. XLII, Fig. 6). Da imidlertid den bagre Kant i Midten er temmelig dybt udrandet, blive dog de 2 sidste Segmenter oventil delvis ubedækkede. Fortil i Midten danner Rygskjoldet en ty- delig, stumpt tilrundet Pandeplade, der skyder frem mellem Øinene, hvis Insertion den dækker; under den sees en tydelig, skjøndt ikke meget stor Frontaltorn. De nedre for- reste Hjørner ere (sml. Tab. XLII, Fig G) noget udtrukne og danne en næsten ret Vinkel. Øinene ere meget store, omend forholdsvis noget mindre end hos den typiske Art, og af temmelig regelmæssig pæredannet Form, med Længden noget større end Bre- den. Da de ere adskilte i Midten ved et temmelig betydeligt Mellemrum, rage de til hver ' Se Tab. IX. 14* 108 Side langt ud over Rygskjoldet. Den facetterede Del indtager mere end Halvparten af Øiet og viser indad en dyb Udrandning. Pigmentet er ai' en lignende mørk Farve som lios Arterne af Slægten Mysis. De øvre Antenners Skaft (Fig. 2) opnaar neppe Va af Forkroppens Længde og viser en noget køiledannet Form. Basalleddet er adskilligt kortere end de 2 øvrige Led tilsammen og liar den ydre børstebesatte Fortsats temmelig stærkt fremspringende. 2det Led er i Enden skraat afskaaret og paa den øvre Side ligesom hos M. insignis for- synet med en tynd Torn og nogle Børster. Sidste Led er betydelig kortere end Basal- leddet og noget udvidet mod Enden samt i den indre Kant forsynet med 4, ved det indre Hjørne med 9 lange Fjærbørster. Svøberne ere temmelig forlængede og den ydre mere end dobbelt saa lang som den indre. De nedre Antenners Blad (Fig. 3) er af betydelig Størrelse, adskilligt over dobbelt saa langt som de øvre Antenners Skaft og af smal lancetdannet Form, med den største Brede neppe større end Ve af Længden. Det afsmalnes ganske successivt mod Enden, som er stumpt tilrundet og forsynet med en tydelig Tværsutur (se Fig. 4). Langs saavel den ydre som indre Rand og Spidsen strækker sig en uafbrudt Rad af stærke Fjærbørster, hvoraf de i den indre Kant som sædvanlig ere længst. Svøben er omtrent af Legemets halve Længde; dens Skaft er noget kortere end de øvre Antenners Skaft og lig Vj af Bladets Længde, af cylindrisk Form, med de 2 sidste Led indbyrdes af omtrent ens Længde. Munddelene stemme i alt væsentligt meget nær overens med samme hos den typiske Art og vise kun i Detaillerne enkelte Forskjelligheder. Kindbakkernes Palpe (Fig. 5) er stærkt udviklet og særdeles tæt børstebesat, med 2det Led meget stort og noget pladeformigt udvidet. Sidste Led er neppe halvt saa stort, af oval Form og forsynet med 3 Rader af Børster. Iste Par Kjæver (Fig. 6) udmærke sig derved, at den større Gren har en me- get stærkt markeret Afsats eller tilspiilset Fortsats i Midten af den ydre Kant 2det Par Kjæver (Fig. 7) have ligesom hos den typiske Art kun 2 med stærke Torner bevæbnede Tyggelapper. Viften er noget bredere end hos M. insignis. næsten halv- maanedannet, og Endeleddet af elliptisk Form med 10—12 stærke Fjærbørster i den ydre Kant. De 2 Par Kjævefødder (Fig. 8 og 9) vise den for Slægten characteristiske ro- buste Bygning og skille sig kun lidet fra samme hos den typiske Art. Heller ikke Fødde r ne (Tab. XLII, Fig 1 og 2) vise nogen iøinefaldende. For- skjel. De ere som hos den typiske Art særdeles kraftigt hyggede og omtrent af hele For- kroppens Længde. 3die Led er stærkt fortykket og noget sammentrykt fra Siderne, 4de Led noget smalere og paa Iste Par (Fig 1) af samme Længde, paa de øvrige (Fig. 2) noget længere end hint og i den indre Kant forsynet med talrige tætte Børsteknipper. 109 Tarsen er noget kortere end 4de Led og bestaar af 3 Led, hvoraf det Iste er længere end de øvrige tilsammen og ligesom disse især i den indre Kant tæt borstebesat. Ende- kloeu er tydelig, skjøndt meget tynd og skjules for en Del af de fra foregaaende Led ud- gaaende Børster. Svømmegrenen er af et lignende Udseende som hos M. insignis, men har 2 Led færre i Endedelen. Brystposen er som hos den typiske Art sammensat af 3 Par tydeligt udviklede Plader. Det forreste Par (Fig. 2, a) er temmelig stort og af bred lancetdannet Form samt langs Kanterne tæt børstebesat. Bagkropslemmerne vise ingen væsentlig Forskjel fra samme hos M. insignis. Det midterste Halevedhæng (Fig. 3) er af betydelig Størrelse, udskilligt længere end sidste Segment og omtrent lig Vs af Bagkroppens Længde. Det er af en meget smal tungedannet eller næsten lancetdannet Form, med den største Brede, der er beliggende ved Basis, neppe halvt saa stor som Længden. Tæt bag Basis indknibes det pludselig temmelig stærkt og afsmalnes derpaa successivt mod Enden, som er (se Fig. 4 og 12) hel og tvært afkuttet samt bevæbnet med 4bagud rettede Torner, hvoraf deyderste ere mere end 3 Gange saa store som de inderste. Sidekanterne af Vedhænget vise et noget bugtet Forløb og ere i sin hele Længde tæt besatte med fine, tildels noget ulige ud- viklede Torner, hvoraf jeg har talt omkring 50 paa hver Side. De ydre Halevedhæng (Fig. 5) have Endepladerne af meget ulige Længde. Den indre Plade er adskilligt kortere end det midterste flalevedhæng og af den sædvan- lige lancetdannede Form. Basis er noget opsvulmet og indeholder en særdeles stor glas- agtig Otolith. Den indre Kant af Pladen er i sin hele Længde under Randbørsterne for- synet med Torner, der ved Basis staa særdeles tæt og tiltage successivt i Længde bagtil. Den ydre Plade er mere end '/j længere end den indre og af aflang lineær Form, bredest nær Basis og temmelig stærkt afsmaluende mod Enden. Hannen (Fig. 6) kjender jeg kun efter et Par Exemplarer, der skjøndt omtrent af samme Størrelse som den fuldvoxne Hun, dog endnu ikke synes at være fuldt udvik- lede, da det til de øvre Antenner fæstede Appendix endnu ikke viser noget Spor af Bør- ster og de ydre Kjønsvedhæng kun ere af ringe Størrelse. Bagkropslemmerne skille sig meget væsentligt fra samme hos Hannen af den typiske Art, idet de ikke som hos denne ere udviklede til Svømmeapparater, men vise en meget lignende Bygning som hos Hannerne af Slægten Mysis. I Lighed med disse ere nemlig Iste, 2det og sidste Par (Fig. 7, 8, 11) fuldkommen af samme enkle og rudimentære Bygning som hos Hunnen, kun forestillende simple børstebesatte Smaaplader. Derimod ere 3die og 4de Par (Fig. 9 og 10) eiendommeligt udviklede og bagudrettede. Begge disse Par vise en temmelig overensstemmende Bygning, men ere af meget ulige Længde, idet 4de Par omtrent er dobbelt saa langt som 3die Par og rækker bagtil langt udover sidste no , Segment. Paa begge kan adskilles en kort og tyk, i Enden skjævt afskaaret Basaklel, hvortil er fæstet 3 ulige store og ulige formede Grene. Den indre af disse er af fuld- stændig ens Udseende paa begge Par, dannende en spidst tilløbende med Børster besat tynd Plade af en lignende Bygning som de tilsvarende Lemmer hos Hunnen. Den ydre Gren er derimod simpelt cylindrisk og inddelt i tydeligt afsatte Led. Paa 3die Par (Fig. 9) er denne Gren kun omtrent V,^ længere end den indre og sammensat af 4 Led, hvoraf det Iste er størst, det sidste ganske lidet og koniskt tilløbende samt forsynet med 2 korte Torner i Spidsen. Paa 4de Par (Fig. 10) er derimod denne Gren særdeles stærkt for- længet og smal, mere end 4 Gange saa lang som den indre og delt i 5 Segmenter, hvoraf det Iste er næsten dobbelt saa langt som alle de øvrige tilsammen. Fra Enden af Grenen udgaa 3 lauge og noget boiede Torner (Svøber), hvoraf en udgaar fra Spidsen af det sær- deles lille sidste Led, de 2 øvrige fra den ydre Kant af de 2 foregaaende Led. At den her omhandlede Form ikke er nogen virkelig Mysis fremgaar tydeligt nok af Munddelenes og Føddernes Bygning, som derimod paa det noieste stemmer overens med samme hos den ovenfor omtalte Slægt, Mysideis. Trods den afvigende Udvikling af Hannens Bagkropslemmer, maa den derfor ubetinget henføres til den sidstnævnte Slægt og følgelig en Modifikatiou foretages med de ovenfor givne Slægtscharacterer. Foruden ved Bagkropslemmerues afvigende Bygning hos Hannen, kj endes den her omhandlede Art let fra M. insignis ved Bagkroppens betydelig kraftigere Udvikling, Øinenes forskjellige Form, de længere og smalere Anteuneblade samt ved det midterste Haleved- hængs forskjellige Form og Bevæbning. Arten er først opdaget af Loven ved Finmarken og senere af Goés (1. c.) nærmere beskreven som en Art af Slægten Mysis, nærmest ved M. vulgaris. Efter Goes fore- kommer den ogsaa ved Spitsbergen. Selv har jeg kun tåget den paa 2 Punkter, nemlig i Varangerfj orden og ved Hasvig paa Sørøens Vestside. Paa begge Steder forekom den kun ganske enkeltvis. I sin Levevis synes den at være en Dybvandsform, omend ikke saa udpræget som den typiske Art. Alle de af mig tagne Exemplarer ere ophentede ved Hjælp af Bund- skraben fra et Dyb af fra 30 til 100 Favne. Den synes helst at forekomme, hvor Bunden er bjergig og bevo.xet med Alger eller Hydroider og Polyzoer. 111 Tabula distributionis. fflysidæ Norvegiæ. Speoiea : a a Y, ^ % 02 ►3 MlO Sr m «IS 1. Erythrops Gocaii, G. 0. Sara 2. „ aerrata, G. 0. Sara 3. „ microphthalma, G. 0. S; 4. „ pygmæa, G. 0. Sara . 5. „ • abysaorum, G. 0. Sara 6. Parerythropa obeaa, G. 0. Sara . 7. , abyasicola, G. 0. Sara 8. „ robusta, Smith . . 9. Paeudomma roaeura, G. 0. Sara . 10. „ affine, G. 0. Sara . 11. „ truncatum, Smith 12. Amblyops abbreviata, G. 0. Sara 13. Myaidopsia didelphya, Norm. . . 14. „ gibboaa, G. 0. Sara . 15. „ angusta, G. 0. Sara . 16. Myaideis insignia, G. 0. Sara 17. „ grandis, Goea .... 18. Boreomysis, arctica, Krayer . . 19. „ tridens, G. 0. Sara . 20. „ megalops, G. 0. Sara 21. Siriella norvegica, G. 0. Sara . 22. Leptomyaia gracilia, G. 0. Sara . 23. „ lingvura, G. 0. Sara 24. Heraimyaia abyasicola, G. 0. Sara 25. Mysis fiexuoaa, Miiller . . 26. „ neglecta, G. 0. Sara 27. „ inermis, Rathke . 28. „ spiritus, Norman . 29. „ ornata, G. 0. Sara 30. „ Lamornæ, Couch . 31. „ oculata, Fabr. . . 32. „ relicta, Loven . 33. „ mista, Lilljeborg . 34. „ vulgaris, Thomps . 35. Jlysidella typica, G. 0. Sårs 36. „ typhlops, G. 0. Sårs + + + + + ■ + ; + + ' ■ !+ + + + ') + + + + + i + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + 30—100. 30—200. 60-450. 3 — 12. 100—300. 50—250. 100—300. 60 — 150. 100—450. 100-200. 150. 150-300. 30-150. 3—10. 6-10. 100—300. 30—100. 200—400. 300—400. 80—200. 6-20. 10-30. 10 — 20. 150-300. 0-6. 2—10. 2-20. 0-3. 15-50. 6-50. 6-20. 6—200. 20-100. 0-3. 50 — 150. 150- 200. ') In lacu Mjøseu; ceterum in lacubua Sveciæ et Rosaiæ distributa. ^) In lacubua majoribus. A: 112 Som det ved eu simpel Opsummering af ovenstaaende Tabel vil sees, findes af vore 36 Mysider 22 Arter i Christianiafjorden, 15 ved vor Sydkyst, 25 ved vor Vestkyst, 10 i Trondhjemsfjorden, 20 ved Lofoten, 12 ved Vestfinmarken og 9 ved Østfinmarken. Hvad deres Udbredning udenfor Norge angaar, saa forekomme 7 Arter ved Spitsbergen, 2 ved Island, 2 ved Jan Mayen, 3 ved Grønland, 6 ved Amerikas Nordostkyst, 5 Arter i Østersøen, 10 ved Danmarks Kyster, 2 ved Belgien, 9 ved de britiske Øer og 3 i Middel- havet. 1 Art (Mysis relicta) er hos os en udelukkende Ferskvandsform og alene iud- skrænket til vor største Indsø, Mjøsen, men har udenfor Norge en temmelig vid geogra- phisk Udbredning. Følgende Arter ere hidtil ikke observerede udenfor Norge: 1. Erythrops microphthalma. 2. ,, abyssorum. 3. Parerythrops obesa. 4. „ abyssicola. 5. Pseudomma affine. 6. Amblyops abbreviata. 7. Mysideis insignis. 8. Boreomysis tridens. 9- „ megalops. 10. Siriella norvegica. 11. Leptomysis lingvura. 12. Hemimysis abyssicola. 13. Mysidella typica. 14. ,, typhlops. Følgende Arter naa ved vore Kyster ikke Polarcirkelen og niaa følgehg betragtes mere sydlige Former: 1. Erythrops pygmæa. 2. Mysidopsis gibbosa. 3. „ angusta. 4. Siriella norvegica. 5. Leptomysis graciiis. 6. ,, lingvura. 7. Mysis flexuosa. 8. „ spiritus. 9. „ vulgaris. 10. Mysidella typica. 11. „ typhlops. Af disse gaa 4 Arter: Leptomysis graciiis, Mysis flexuosa, M. spiritus og M. vul- 113 garls til de britiske Øer, 2 Arter: M. flexuosa og M. vulgaris til Belglen og 3 Arter: Erythrops pygmæa, Mysidopsis (jihhosa og M. angusta liga til Middelhavet. Følgende Arter ere hidtil hos os ikke fundne søndenfor Polarcirkelen: 1. Parerythrops robusta. 2. Pseudorama truucatum. 3. Mysideis grandis. 4. Mysis oculata. Som utvivlsomt arktiske Arter maa følgende ansees 1. Erythrops Goésii. 2. „ abyssorum. 3. Parerythrops robusta. 4. . „ abyssicola. 5. Pseudomma roseuni. 6. „ truncatum. 7. Mysideis grandis. 8. Boreomysis arctica. 9. Mysis inermis. 10. ,, oculata. 11. „ mixta. Afdissegaa7 Arter: Erythrops Goiisii, Farerythrops robusta, Pseudomma truncatum, Mysideis grandis, Mysis inermis, M. mixta og M. oculata til Spitsbergen, 3 Arter : Boreo- mysis arctica, Mysis oculata og M. mixta til Grønland og 6 Arter: Erythrops Goesii, Farerythrops robusta, Fseudomma roseian, F. truncatum, Mysis oculata og M. mixta til Amerikas Nordostkyst. 15 Explicatio tabularum. mysideis insig'iiis, G. 0. Sårs. Tab. IX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. ,, 2. Eadem a latere dextro exhibita. , 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. ., 4. Pedunculus antenuæ superioris feminæ superne visus, ISies auctus. „ 5. Basis antenuæ inferioris cum sqvaraa inferne visa. „ 6. Regio oralis cum niandibulis; L labrum; I labiura; p palpus mandibularis. „ 7. Labium separatum. ,, 8. Palpus mandibularis a latere exhibitus. „ 9. Extremitates incisivæ mandibularura superne visæ, 34ies auctæ. „ 10. Maxilla Imi paris, 18ies auctæ. „ 11. Maxilla 2di paris. Tab. X. Fig. 1. Maxillipes Imi paris feminæ 18ies auctus. ., 2. Maxillipes 2di paris. „ 3. Pes 3tii paris. ,, 4. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 5. Laminæ incubatoriæ sinistræ a facie interna exliibitæ. „ 6. Pleopodum Imi paris. „ 7. Pleopodum ultimi paris. „ 8. Telson superne visum. „ 9. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 10. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. „ 11. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. „ 12. Appendix genitalis a latere exhibita. „ 13. Pleopodum Imi paris; 13a ramus ejusdem internus fortius auctus. ,, 14. Pleopodum 2di paris. „ 15. Pleopodum 4ti paris: 1.5a spina terminalis rami ejusdem externi, 77ies aucta. „ 16. Basis rami interni pleopodi ultimi paris 34ies aucta. ?'ig- 1. n 3. ?) o. » 4. » 5. )) 6. )» 7. 115 Boreoitiysis arctica, Krøyer. Tab. XI. Femina adulta gravida superne visa, 5ies aucta. Eadem a latere sinistro exhlbita. Pars antica scuti dorsalis superne visa. Pedunculus.antennæ superioris a latere externo exhibitus, ISies auctus. Idem superne visus. Basis autennæ inferioris cum sqvama superne visa. Labrum (a) et labium (b) inferue visa. „ 8. Mandibula cum palpo. „ 9. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ, 43ies auctæ. „ 10. Maxilla Imi paris 24ies aucta. „ 11. Maxilla 2di paris. Tab. XII. Fig. 1. Maxillipes Imi paris feminæ 18ies auctus; la extremitas ejusdem fortius aucta. „ 2. Maxillipes 2di paris cum lamina incubatoria antica; 2a extremitas ejusdem for- tius aucta. „ 3. Pes Imi paris cum lamina incubatoria. „ 4. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ .5. Laminæ incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ. „ 6. Pleopodum Imi paris. ,, 7. Pleopodum ultimi paris. „ 8. Telson superne visum. „ 9. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 10. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 11. Otolithum cum nervo acustico 77ies auctum. Tab. XIII. Fig. 1. Mas adultus a latere sinistro exhibitus, .5ies auctus. „ 2. Pars antica cepbalothoracis cum oculis et antennis superne visa, paulo for- tius aucta. „ 3. Peduuculus autennæ superioris cum appendice terminali pilis denudata a latere externo exhibitus, IBies auctus. „ 4. Extremitas pedunculi inferne visa. „ 5. Appendix genitalis a latere exhibita. 15* 116 Fig. 6. Pleopodum Imi paris. „ 7. Ramus ejusdem interuus fortius auctus. „ 8. Pleopodum 2di paris. „ 9. Pleopodum 3tii paris. „ 10. Basis rami interni ejusdem fortius aucta. Boreoniysis tridens, G. 0. Sårs. Tab. XIV. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. „ 2. Pars antica scuti dorsalis superne visa, fortius aucta. „ 3. Pedunculus antennæ superioris superne visus, Loies auctus. „ 4. Idem a latere interno exhibitus. „ 5. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 6. Pes Stii paris cum lamina incubatoria. „ 7. Telson superne visum. „ 8. Extremitas lobi alterius terminalis ejusdem fortius aucta. „ 9. Uropodum siuistrum, setis omissis, inferne visum. Boreomysis nieg-alops, G. 0. Sårs. Tab. XV. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. „ 2. Eadem a latere dextro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere dextro exhibitus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 5. Idem a latere externo exhibitus. „ 6. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 7. Pedunculus flagelli ejusdem antennæ superne visus. „ 8. Palpus mandibularis 45ies auctus. 117 Fig. 9. Maxilla Irai paris. „ 10. Maxilla 2di paris. Tab. XVI. Maxillipes 2di paris feminæ cum lamina inciibatoria aiitica, 24ies auctus. Pes Imi paiis cum lamina incubatoria. Telson superne visum. Extreraitas ejusdem fortius aucta. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exliibitus. Pes ejusdem 3tii paris. Appendices genitales. Pleopodum Imi paris; 9a ramus ejusdem internus fortius auctus. Pleopodum 2di paris; 10a extremitas rami ejusdem externi fortius ailcta. Pleopodum 3tii paris; Ila extremitas rami ejusdem externi fortius aucta. Pleopodum 4ti paris. Basis rami interni pleopodi ultimi paris fortius aucta. Fig. 1. l) 0 5) 3. M 4. )» 5. » 6. 'J 7. 1» 8. « 9. M 10. » 11. » 12. n 13. liiriella norves^ica^ G. 0. Sårs. Tab. XVII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Gies aucta. „ 2. Eadem a latere dextro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, ISies auctus. „ 5. Idem a latere externo exliibitus. „ 6. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 7. Mandibulæ et labrum in situ inferne visa. „ 8. Labrum et labium a latere sinistro exhibita. „ 9. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ, 45ies auctæ. „ 10. Palpus mandibularis 24ies auctus. „ 11. Maxilla Imi paris. „ 12. Maxilla 2di paris. 118 Tab. XVIII. Fig. 1. Maxillipes Imi paris feminæ 18ies auctus. „ 2. Maxillipes 2di paris. „ 3. Pes Imi paris. „ 4. Extremitas ejusdem cum ungve terminali, 34ies aucta. „ 5. Laminæ iucubatoriæ dextræ a facie interna exhibita, lOies auctæ. „ 6. Pleopodum Imi paris 24ies auctum. „ 7. Pleopodum ultimi ])aris. „ 8. Telsoa superne visum, 18ies auctum. „ 9. Extremitas ejusdem 4.5ies aucta. „ 10. Apex cum spinis terminalibus 112ies auctus. „ 11. Uropodum sinistrum inferue visum, ISies auctum. „ 12. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. „ 13. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. „ 14. Pes ultimi paris cum appendice genitali. „ 15. Appendix genitalis 34ies aucta. „ 16. Pleopodum Imi paris ISies auctum; 16a ramus ejusdem internus (branchia) for- tius auctus. „ 17. Pleopodum 3tii paris: 17a ramus ejusdem internus (branchia) fortius auctus. „ 18. Pleopodum ultimi paris; 18a. ramus ejusdem internus (branchia) fortius auctus. Eieptoitiysis gracilis, G. 0. Sårs. Tab. XIX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa. 9ies auctæ. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 4. Pars antica scuti dorsalis superne visa, 1.5ies aucta. „ 5. Eadem pars a latere sinistro exhibita. „ 6. Particula integumenti 192ies aucta, sculpturam singularem exhibens. „ 7. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 8. Idem a latere externo exhibitus. „ 9. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 10. Labrum inferne visum. ■119 Fig. 11. Idem a latere anteriore exhibituni. „ 12. Labiuni. „ 13. Mandibula cum palpo. „ 14. Palpus mandibularis 34ies auctus. „ 15. Extreniitates incisivæ mandibularuni superne visæ, 56ies auctæ. Tab. XX. Fig. 1. Maxilla Imi paris feminæ .34ies aucta. „ 2. Maxilla Mi paris. „ 3. Maxillipes Imi paris '24ies auctus. „ 4. Maxillipes 2di paris. „ 5. Pes Imi paris. „ 6. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 7. Laminæ incubatoriæ dextræ a facie interna exhibitæ, 15ies auctæ. „ 8. Pleopodum Imi paris 45ies auctum. „ 9. Pleopodum ultimi paris. „ 10. Telson superne visum 24ies auctum. „ 11. . Extremitas ejusdem 45ies aucta. „ 12. Uropodum sinistrum inferne visum. „ 13. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exbibitus. „ 14. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. „ 15. Pes ultimi paris cum appeadice genitali. „ 16. Pleopodum Imi paris; 16a ramus ejusdem internus fortius auctus. „ 17. Pleopodum 2di paris. „ 18. Pleopodum 4ti paris; 18a extremitas rami ejusdem externi fortius aucta. „ 19. Pleopodum ultimi paris; 19a basis rami ejusdem interni fortius aucta. lieptomy^iis lin^vnra, G. 0. Sårs. Tab. XXI. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 8ies aucta. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. „ 3. Pars antica scuti dorsalis superne visa, 15ies aucta. „ 4. Pedunculus antennæ superioris superne visus, 24ies auctus. 120 Fig. 5. Idem a latere externo exhibitus. „ G. Basis aiitennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 7. Extremitas sqvamæ setis deiuulata, 45ies aucta. „ 8. Maxillipes 2di paris 24ies auctus. „ 9. Pes Imi paris. „ 10. Telson superne visum. „ 11. Extremitas ejusdem 45ies aucta. „ 12. Uropodum sinistrum inferne visum. Heininiysis abyssicola, G. 0. Sårs. Tab. XXII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. „ 2. Eadem a latere sinistro exhibita. „ 3. Mas adultus a latere dextro exhibitus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 5. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 6. Regio oralis cum raandibulis, labro et labio in situ exhibita. „ 7. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ, 34ies auctæ. „ 8. Palpus mandibularis. „ 9. Maxilla Imi paris. „ 10. Maxilla 2di paris. Tab. XXIII. Fig. 1. Maxillipes Imi paris feminæ 24ies auctus. „ 2. Maxillipes 2di paris. „ 3. Pes Imi paris. „ 4. Pes ultimi paris. „ 5. Laminæ incubatoriæ dextræ a facie interna exhibitæ, lOies auctæ. „ 6. Pleopodum Imi paris 24ies auctura. „ 7. Pleopodum ultimi paris. „ 8. Uropodum dextrum inferne visum. „ 9. Telson superne visum. „ 10. Extremitas ejusdem 45ies aucta. „ 11. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus, 24ies auctus. 121 Fig. 12. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. „ 13. Pes ultimi paris cum appendice genitali (a). „ 14. Pleopoda 3tii paris. „ 15. Ramus eorum externus fortius auctus. „ 16. Pleopoda 4ti paris. „ 17. Ramus eorum internus fortius auctus. „ IS. Extremitas flagelli terminalis exterui. „ 19. Pleopoda ultimi paris. Fig. 1. » 2. 1) 3. 5) 4. V 5. V 6. V 7. V 8. )J 9. 1? 10. v 11. v 12. Fig. 1. v 2. v 3. « 4. v 5. v 6. v 7. Mysis flexnosa, Muller. Tab. XXIV. Femina adulta gravida superne visa, Cies aucta. Eadem a latere sinistro exhibita. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ inferne visus, 18ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvaniæ setis denudata, 34ies aucta. Mandibulæ et labrum IBies aucta. Extremitates incisivæ mandibularum superne visæ, 45ies auctæ. Palpus mandibularis 24ies auctus. Labium cum parte adjacente integumenti ventralis. Maxilla Imi paris. Maxilla 2di paris. Tab. XXV. Maxillipes Imi paris feminæ ISies auctus. Extremitas ejusdem 45ies aucta. Maxillipes 2di paris. Extremitas ejusdem 45ies aucta. Spina una articuli ultimi fortius aucta. Pes Imi paris. Extremitas ejusdem 45ies aucta. 8. Laminæ incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ, lOies auctæ. 9. Pleopodum Imi paris 24ies auctum. 16 Fig. 10. » 11. 1) 12. » 13. « 14. » 15. » 16. )l 17. !1 18. » 19. W 20. 122 Pleopodum ultimi paris. Telson supeine visum, ISies auctum. Extremitas ejusdem 34ies aucta. Uropoduin dextrum inferne visum. Appendix terminalis pedunculi anteunæ superioris maris pilis denudata, inferne visa. Pes ultimi paris cum appendice genitali (a). Pleopoda Stii paris. Pleopoda 4ti paris. Rannis eorum internus 45ies auctus. Extremitas flagelli terminalis ejusdem paris fortias aucta. Apex ejusdem 192ies auctus. 'ig- 1. ?T 2. « 3. 11 4. 5. IWysis nej^lecta, 0. 0. Sårs. Tab. XXVI. Femina adulta gravida superne visa, 6ies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ inferne visus, 20ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvamæ setis denudata, 45ies aucta. 6. Pes Imi paris. 7. Telson superne visum. 8. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. 9. Appendix terminalis peilunculi antennæ superioris raaris pilis denudata, inferne visa. 10. Pes ultimi paris cum appendice genitali. 11. Pleopodum Stii paris. 12. Pleopodum 4ti paris. ITIysis inermis, Rathke. Tab. XXVII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 7ies aucta. „ 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. 123 Fig. 3. Peflunculiis antennæ superioris feminæ iuferne visus. 28ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama setis denudata, superne visa. „ 5. Pes Imi paris. „ 6. Telson superne visum. „ 7. Uropodum sinistrum, setis oiuissis. inferne visum. „ 8. Appendix pedunculi antennæ superioris maris setis denudata inferne visa, 36ies aucta. „ 9. Appendix genitalis, 28ies aucta. ,, 10. Pleopodum 3tii påvis „ II. Ramus ejusdem externus 86ies auctus. „ 12. Pleopodum 4ti paris. Mysis spiritus, Norman. Tab. XXVIII. Fig. 1. Feraina adulta gravida superne visa, Ties aucta. „ 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 3. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Maxilla 2di paris 4.5ies aucta. „ 6. Maxillipes Imi paris 34ies auctus. „ 7. Pes 2di paris 24ies auctus. „ 8. Extremitas ejusdem fortius aucta. ,, 9. Telson superne visum. „ 10. Extremitas ejusdem 45ies aucta. „ 11. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 12. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. „ 13. Appendix genitalis. ,, 14. Pleopodum 3tii paris. „ 15. Pleopodum 4ti paris. .,, IG. Pleopodum ultimi paris. 16* Fig. 1. V 2. n 3. ij 4. 53 5. ?) 6. » 7. n 8. » 9. « 10. 5) 11. » 12. 51 13. 14. 124 ]?Iysis ornata, G. 0. Sårs. Tab. XXIX. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. Mas adultus a latere dextro exliibitus. Pedunculus antennæ superioi'is feminæ superne visus, 24ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visus. Pes Imi paris. Extremitas ejusdem fortius aucta. Telson superne visum. Extremitas ejusdem 45ies aucta. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. Appendix terminalis pedunculi antennæ superioris maris piiis denudata, inferne visa. Pes ultimi paris cum appendice geuitali. Pleopodum 3tii paris. Pleopodum 4ti paris. Pleopodum ultimi paris. Jflysls Tjamornæ, Couch. Tab. XXX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, Hies aucta. „ 2. Eadeni a latere sinistro e.xbibita. „ 3. Pedunculus antennæ superioris superne visus, 34ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Maxilla 2di paris 45ies aucta. „ 6. Margo externus articuli terminalis ejusdem maxillæ cum spinis lOOies auctus. „ 7. Maxillipes Imi paris 34ies auctus. „ 8. Pes Imi paris. „ 9. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 10. Telson superne visum. „ 11. Extremitas ejusdem 77ies aucta. „ 12. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 13. Pleopodum 4ti paris maris junioris. ^ig- 1. » 2. )T 3. H 4. 5J 5. 6. 125 ]TIysis ocnlata, Fabr. Tab. XXXI. Femiua adulta gravida superne visa, 6ies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus (specimen ad insulam Jan Mayen captum). Pedunculus antennæ superioris feminæ interne visus, 20ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Maxilla 2di paris 28ies aucta. Maxillipes Imi paris 24ies auctus. 7. Pes Imi paris 20ies auctus. 8. Telson superne visum. 9. Uropodum sinistrura, setis omissis, inferne visum. 10. Extremitas telsonis speciminis juvenilis 45ies aucta. 11. Appendix terminalis pedunculi antennæ superioris maris a latere exhibita, IBies aucta. 12. Pleopodum 3tii paris. 13. Pleopodum 4ti paris. 14. Pleopodum ultimi paris. OTysis relicta. Loven. Tab. XXXII. Fig. 1. Femina adulta superne visa, Bies aucta. 0 Mas a latere dextro exhibitus. 3. Pedunculus antennæ superioris feminæ inferne visus, 24ies auctus. 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. 5. Extremitas sqvamæ 45ies aucta. 6. Maxilla 2di paris 34ies aucta. 7. Pes Imi paris 24ies auctus. 8. Telson superne visum. 9. Extremitas ejusdem 45ies aucta. 10. Uropodum dextrum, setis omissis, inferne visum. 11. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo exhibitus. 12. Appendix ejusdem terrninalis inferne visa, 45ies aucta. 13. Pleopodum 3tii paris. 14. Pleopodum 4ti paris. 12f) OTysis mixta, Lilljeborg. Tab. XXXIII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 4V2ies aucta. ,, 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 3. Pedunciilus antenna? superioris feniinæ inferne visus, 18ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Extremitas sqvamæ setis denudata 34ies aucta. „ 6. ]\Iaxilla 2di paris 2Sies aucta. „ 7. Maxillipes Imi paris 24ies auctus. ,, 8. Pes Imi paris ISies auctus. „ 9. Telson superne visum. „ 10. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 11. Appendix terminalis pedimculi antennæ superioris maris a latere exhibita. „ 12. Appendix genitalis. „ 13. Pleopodum 3tii paris. „ 14. Pleopodum 4ti paris. „ 15. Pleopodum ultimi paris. Fig. 1. )) 2. v 3. » 4. » 5. 1) 6. )) 7. 8. Mysis viilg'aris, Thompson. Tab. XXXIV. Femina adulta gravida superne visa, 8ies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunciilus antennæ superioris feniinæ superne visus, 24ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvamæ setis denudata, 45ies aucta. Labrum inferne visum. Maxilla 2di paris. Maxillipes Imi paris 34ies auctus. 9. Pes Imi paris 24ies auctus. 10. Pes ultimi paris. 11. Telson superne visum. 12. Extremitas ejusdem fortius aucta. 127 Fig. 13. Uropodum siiiistrum, setis omissis, inferne visum. ,, 14. Crista pectinata laminæ internæ ejusdeni fortias aucta. „ 15. Pedunculus antennæ superioris maris a latere externo e.xhibitus. ., 16. Appendix ejusdem genitalis. „ 17. Pleopodum 3tii paris. „ 18. Pleopodum 4ti paris. ITIysiflella typica. G. 0. Sårs. Tab. XXXV. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 15ies aucta. „ 2. Eadem a latere siuistro exliibita. „ 3. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 45ies auctus. 5. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ G. Labrum inferne visum. „ 7. Idem a latere dextro exhibitum. „ 8. Lobus alter labii. ,, 9. Mandibula a facie externa exliibita. „ 10. Extremitates incisivæ mandibularum inferne visæ. „ 11. Maxilla Imi paris 77ies aucta. „ 12. Maxilla 2di paris. Tab. XXXVI. Fig. 1. Cephalothorax feminæ, pedibus omissis, inferne visus, antennas et partes masti- cationis in situ exhibens, 34ies auctus. Maxillipes Imi paris 45ies auctus. Maxillipes 2di paris. Pes Imi paris. Pes 2di paris. Extremitas ejusdem fortius aucta, setis 2 apicalibus omissis. Pes ultirai paris. 8. Lamina incubatoriæ sinistræ a facie interna exhibitæ, 24ies aucta. 9. Lamina incubatoria antica 45ies aucta. 128 Fig. 10. Pleopodura Imi paris. „ 11. Pleopodum ultimi paris. „ 12. Telson superne visum. „ 13. Extreinitas ejusdem fortius aucta. „ 14r. Uropodum sinistmm, setis omissis. inferne visum. „ 15. Pedunculus antennæ superioris maris inferne visus. „ 16. Basis pedis ultimi paris cum appendice genitali (a). inysidella (yplilops, G. 0. Sais. Tab. XXXVII. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, ISies aucta. „ 2. Mas adultus a latere dextro exhibitus. „ 3. Oculus sinister superne visus COies auctus. „ 4. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus. „ 5. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 6. Labrum inferne visum. ,, 7. Mandibula a facie externa exhibita. „ 8. Maxilla Imi paris. „ 9. Maxilla 2di paris. „ 10. Maxillipes Imi paris. „ 11. Pes Imi paris. „ 12. Pes 2di paris. „ 13. Telson superne visum. „ 14. Extremitas ejusdem 150ies aucta. „ 15. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 16. Extremitas pedunculi antennæ superioris maris inferne visa. „ 17. Appendix genitalis. ^^ig. , 1. n 2. 57 3. W 4. ?) 5. :) 6. 1) 7. n 8. w 9. :j 10. w 11. v 12. M 13. » 14. 15. 129 Parerytliro|i!ii aby$i!iiicula, G. 0. Sårs. Tab. XXXVIII. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. Maxilla 2di paris 34ies aucta. Pes lm i paris. Pes Sti paris. Pes ultinii paris. Telson superne visum. Extremitas ejusdem fortius aucta. Uropodum sinistrum, setis omissis, interne visum. Appendix terminalis pedunculi antennæ superioris maris pilis denudata inferne visa. Appendix genitalis. Pleopodum Imi paris. Pleopodum 4ti paris. Parerytlirop» robnsfa, (Smith). Tab. XXXIX. Fig. 1. Femina adulta gravida superne visa, 7ies aucta. „ 2. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. „ 3. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies auctus. „ 4. Basis antennæ inferioris cum sqvama superne visa. „ 5. Pes 4ti paris. „ 6. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 7. Telson superne visum. „ 8. Extremitas ejusdem fortius aucta. „ 9. Uropodum sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 10. Pars marginis interioris laminæ internæ ejusdem cum spinis fortius aucta. „ 11. Pleopodum maris Imi paris. „ 12. Eamus ejusdem internus 45ies auctus. „ 13. Pleopodum 2di paris. ■- — 17 Fig. 1. n 2. 53 3. 5? 4. V 5. » 6. T) 7. 1> 8. n 9. 1» 10. 5) 11. » 12. 1) 13. 11 14. 130 Psendomma truncatnin, Smith. Tab. XL. Femina adulta gravida superne visa, Sies aucta. Mas adultus a latere sinistro exhibitus. Pedunculus antennæ superioris feminæ superne visus, 24ies aiictus. Basis autennæ inferioris ciim sqvania superne visa. Extremitas corporis postici cum telsone et uropodo sinistro, setis omissis, superne visa. Lamiua ocularis maris. Pedunculus antennæ superioris a latere externo e.xhibitus. Appendix ejusdem terminalis pilis denudata, inferne visa. Pes Imi paris. Pes 3tii paris. Tarsus pedis ultimi paris. Appendix genitalis. Pleopodum Imi paris. Pleopodum 4ti paris. Mysideis grandis, (Goes). Tab. XLI. Femina adulta gravida superne visa, Gies aucta, Pedunculus antennæ superioris superne visus, ISies auctus. Basis antennæ. inferioris cum sqvama superne visa. Extremitas sqvamæ 24ies aucta. Palpus mandibularis ISies auctus. Maxilla Imi paris 24ies aucta. Maxilla 2di paris. „ 8. Maxillipes Imi paris ISies auctus. „ 9. Maxillipes 2di paris. Tab. XLIL Fig. 1. Pes Irai paris ISies auctus. „ 2. Pes 4ti paris cum lamina incubatoria. Fig. 1. 5) 2. JJ 3. 5) 4. 15 5. 11 6. 1» 7. 131 Fig. 3. Telsou superne visum. ,, 4. Extremitas ejusdem 34ies aucta. „ 5. Uropoduin sinistrum, setis omissis, inferne visum. „ 6. Mas a latere sinistro exhibitus, 6ies auctus. „ 7. Pleopodum Inii paris ejusdem a latere exhibitum ISies auctum. „ 8. Pleopodum 2di paris. „ 9. Pleopodum 3tii paris. „ 10. Pleopodum 4ti paris. ,. 11. Pleopodum ultimi paris. „ 12. Extremitas telsonis 34ies aucta. 17* Tujx:. 6- O Oeers au/a^y. L.FeJu-fUtAJnjC. MZysiiie-is ens _ir.O.Sccr-s. Tz^xr. ffC- ifa^rj itMToofi . j-^knj-f iitA.frz£C. ^oreomyjis^ urcZiC.v». 'f Strcei^cc norve^ica^j /? C>J'a^s. L.Eefirf li6k^ Inst. Ti^xmf. ^■CJa.ya ayciropr^. Z. Ee/irf UCA. /it^st Sircella^ ^(ff^feffcc^a^, (? (P.Jiti^S TZ^XIK. é^ O^ecrj a.icra^j J^eyttaTnysis yraci/ry^ ff O-Jie. 2g^XX. ^•^■tJ^rj »^To&-> Aé./i./o/7iiyJzs ^T^^ceYtS^ Ir-^-S^cr^. T^^XXL. ^■0-%Pa.yj «ae*cJ^^3 Zé t^^c /5> I.FeArPi^AMsér. TZ^^XXIL é^-O.Jix./-^ a^/oc^-i,^. 1 FeÅj-^ Z££h,/ns-t. -Jl/eTnini^sis a-^j/JStco/^ctJ, é^ O Surs . .^'^r:<^ Tlf. XXI/ f. tr-OSctrs icci.l^tf?^. jnLefniV/ijfSts u.iryjr!'co^it^, é-''£^S^^s . ii^.jxcv: ff O Jlrrs -xu To f r-. y^yS/S IfcjCUOSa^, Ailu[/i.3 2Zf.jocy: å^' (^•ij'urj ic*<7ay/~. Jn-yjts *Uij.ua^a^,^uUur-^ Z. /cArf uiA,//i^i:^ 7ZfX}(VI. Z.FeÅrrlzVA../nsi^. ^4.yjitj rtcO^Lcia^, ff

72^, éA..Inst. / W- ., >*a K^' ■m \ 1 7^1- XLI C. $■■ 0- tfars o-utoi. Z .FehrFia/i..//is^. y/lysioua arac-ndts, (ffo&sj. SIDNEY I. SMITH, New Haven, Conn. ^^- x