iiE^^^-- DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF NATURHISTORISK FORENING A. C. JENSEN-HAARUP TÆGER MED 171 AFBILDNINGER G. E. C. GADS FORLAG - KØBENHAVN 1912 'k' KOBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI Tæger (Hemiptera Heteroptera). Insekter med ufuldstændig Forvandling, stik- kende og sugende Munddele og — i fuldt ud- viklet Tilstand — med 2 Par (undertiden reduce- rede) Vinger, af hvilke det forreste Par, Dækvin- gerne eller Halvdækvingerne, sædvanlig er af en anden Beskaffenhed og altid har en anden Ribbe- forgrening end det bageste Par, Flyvevingerne. Vingerne under Hvilen fladtliggende og ikke tag- stillede (som hos Cikaderne); hos Rygsvømmerne og enkelte andre Tæger er Vingerne dog meget hvælvet-skraatstillede fra Rygsømmen af. Legemet er skarpt sondret i Hoved, Bryst- stykke og Bagkrop. Det bevægelige Hoved (Fig. 1 H) er veludviklet og tydelig adskilt fra Brystet; det er forsynet med to sidestillede, sammensatte Øjne (Fig. 1 0) og bagtil, paa Issen, med to eller tre, undertiden forenede, usammensatte Øjne eller Biøjne (Punkt- øjne) (Fig. 1 o), der dog mangler hos Vandtægerne og flere Familier af Landtægerne. De sammen- satte Øjne er i Almindelighed ikke ret store, men A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 1 40557 ofte temmelig fremstaaende ; de bestaar af en stor Mængde Smaaøjne eller Øjefacetter; Facetteringen er meget fin og kan som Regel ikke erkendes uden ved Mikroskopets Hjælp. Øjnenes Overflade er glat og ubehaaret. Paa Hovedets Overside skelner man mellem Issen (vertex), der strækker sig fra en tænkt Linie fra Øje til Øje og til Forranden af Forbryst- stykkets Rygside og sædvanlig bærer Biøjnene, og Panden (frons), der naar fra Issen og ned mod Munden; Grænsepartiet eller rettere det smalle Parti mellem Øjnene, hvor Grænsen mellem Isse og Pande tænkes beliggende, benævnes af mange Forfattere som Cranium. Hos nogle Tæger er Issen valseformet forlænget bagtil; denne For- længelse faar da Navn af Hals (collum). Issen benævnes ofte Baghovedet og Panden Forhovedet. Hos næsten alle Landtæger findes langs Midten af Forhovedet indkilet det saakaldte Pandekile- stykke (tylus) (Fig. 1 k); paa hver Side af Pande- kilestykket ligger et Par Sidelapper, der ved en, ofte utydelig. Linie er delt i en øvre (Fig. 1 si) og en nedre Sidelap. Under hvert Par Sidelapper ligger et Kindstykke. Partiet paa Underhovedet bag Mundaabningen kaldes Struben. Sidestillede paa Hovedet og indleddede foran Øjnene findes Følehornene eller Antennerne (Fig. 1 A), der hos Vandtægerne er meget korte og ofte skjulte under Hovedet. De er stedse faaleddede; Leddenes Antal er sædvanlig 4 eller 5 (undertiden kan dog smaa Mellemled forekomme). Enkelte af Leddene, undertiden alle, kan være meget for- længede, og der er desuden en betydelig Variation med Hensyn til de enkelte Leds Bygning og Form, men paa Grund af det ringe Antal Led antager Følehornene hos Tægerne som Helhed ikke saa mange forskellige Former som f. Eks. hos Billerne, og der kan bl. a. aldrig blive Tale om savtakkede, kamdannede eller perlesnorformede Følehorn, lige Fig. 1. Palomena prasina L. H Hoved. 0 sammensat Øje. o Biøje (Punktøje, Ocel), k Pandekilestykke. si venstre øvre Sidelap. A Følehorn (Antenne). P Forryggen (prothorax). Se Scutellum (Rygskjoldet), vf Vingefals. Ab Bagkroppens Rygside (Dorsum). C Connexivum. / Laar (femur). ti Skin- neben (tibia). ta (mta, taz, ta^) Tarserne, Foden (tarsus). mta Fodrod (metatarsus). ta^ Kloled. Vi Halvdækvinge (hemie- lytron). Co Dækstykket (corium). Cl Slutstykket (clavus). M Membran. Mc Membrancellen. Ku Flyvevinger (alæ). fil og fl2 Foldelinier. #1-3 Foldefelter. saa lidt som Lameller nogensinde forekommer. Hos mange Tæger har Følehornenes Led ens Tykkelse, hos andre bliver enkelte Led, som berne, som har f. Eks. det yderste, fortykkede ; hos atter andre er de yderste Led haarfine, o. s. fr. Munden er nedadvendt og anbragt paa For- enden af Hovedet eller dog ikke rykket længere tilbage end til Midten af Underhovedet. Mund- delene er omdannede til en Snabel (Fig. 3 Sn), der bruges som Stikke- og Sugeapparat. Den egentlige Sugesnabel dannes af Kæ- faaet Form af to sammenlig- gende, børsteformede „Skin- ner" eller „Klinger", paa hvis Inderside der findes to Render (Fig. 2m). Ved Sammenlægnin- gen og Sammenfalsningen af de to børsteformede Klinger frem- kommer 2 Rør, af hvilke det øverste og videste, det egent- lige Sugerør (Fig. 2 sk), fører de opsugede Safter og Vædsker ind i Munden, medens det nederste og trangeste Rør, Spytkanalen (Fig. 2 5), bagtil staar i Forbindelse med Spytkirtlernes Udførsels- gang og fører Spytsekretet ned i Føden. Fra en særlig Kirtel, der er kraftigst udviklet hos Rov- tægerne, ledes et giftigt Sekret ned i Stiksaaret. Udenom de saaledes omdannede Kæber findes de ligeledes omformede dolk- eller syllignende (eller børsteagtige) Kindbakker (Fig. 2 /c), der dan- ner det egentlige Stikapparat. Baade Suge- og Stikapparatet kan skydes frem og trækkes tilbage. Den 3 — 4 leddede Snabelskede (Fig. 2 u) frem- Fig.2. Skematisk Tvær- snit af en Tægesnabel. (Efter Boas), m Kæbe. u Underkæbe, k Kind- bakke, s Spytkanal, su Sugerør. kommer ved en Sammenføjning og Omdannelse af Underlæben med sine rudimentære eller ind- byrdes sammenvoksede Palper. Oventil omslutter Skeden ikke helt Suge- og Stikbørsterne, men danner en Rende eller Spalte, hvori de ligger; denne Spalte dækkes ved Grunden af Overlæben, der sædvanlig er trekantet, men ofte meget lille og utydelig. Fortsættelsen af den aabne Spalte erkendes som Regel paa de lukkede Skedeled i Form af en mere eller mindre tydelig Sammen- voksningssøm. Paa Spidsen af yderste Skedeled findes Aabningen for Stik- og Sugebørsterne. Brystet (thorax) bestaar af 3 Ringe, af hvilke den forreste. Forbryststykket (prothorax) gennem Brystaabningens Bindehud er bevægelig mod de to følgende indbyrdes fast forbundne Brystringe, Mellembryststykket (mesothorax) og Bagbryststyk- ket (metathorax). Hvert Bryststykke bærer et Par Ben, de to bageste desuden hvert sit Vingepar. Forbryststykkets Overside benævnes Forryggen (prothorax eller pronotum) (Fig. 1 P) og Undersiden Prosternum (Fig. 3 pst), der bagtil ofte er forlænget; hos nogle Tæger bemærkes desuden et saakaldt Forskulderblad. Paa hver Side af Prosternum findes Forbenenes Hofteskaale (Fig. 3 hs^). Mellembryststykkets Overside benævnes Ryg- skjoldet (Dorsulum og Scutellum) (Fig. 1 Se), der til- sammen danner Mellemryggen; Dorsulum er skjult under Forbryststykket, medens Scutellum rager frem som et ofte trekantet Stykke, der hos nogle Tæger opnaaer en saa kolossal Størrelse, at det 6 omtrent dækker hele Bagkroppen; selv i sin nor- male Udvikling er Rygskjoldet betydelig større end f. Eks. hos Billerne ; dog er det lille eller endog skjult hos mange Vandtæger. Hos nogle Tæger er Rygskjoldets Sider forsynede med en Fals (Fig. 1 vf), der bestaar af en eller to Lister, og hvori Forvingerne (Dækvinger- ne) under Hvilen faar Fæste. Paa de bageste Hjørner af Dorsulum, tæt ved Rygskjoldets Rod, er Forvingerne fæstede. Mellembryststykkets Un- derside kaldes Mesoster- num (Fig. 3msi); ved dets Bagrand findes Mellem- benenes Hofteskaale (Fig. 3/152). Hos en Del Vandtæger og nogle Landtæger er Mesoster- num iøvrigt delt i flere Stykker; det større mid- terste Stykke benævnes da Mellembrystbenet, medens Sidestykkerne, som oventil er sammen- voksede med Dorsulum, Fig. 3. Pentatoma rufipes L. (Underside). H Hoved. Sn Sna- bel. 0 sammensat Øje. hsx hsz hs^ Hofteskaale. ;jst Prosternum. mst Mesosternum. mtst Meta- sternum. Vsi—Vsv Bugringe, Bugen (venter). C Connexivum. st AandehuUer (stigmata), co Hofte (coxa). / Laar (femur). tr Laarvedhæng (trochanter). kn Knæ. M Membran. Ai Antenne- led. An Gat (anus). kaldes Scapulæ. Bagbryststykkets Overside benævnes Bagryggen (Metanotum) og dækkes af Vingerne og tildels af Rygskjoldet, der er forbundet med Bagryggens Midte. I Bagryggens Baghjørner er Flyvevingerne (Hudvingerne) tilfæstede. Undersiden af Bagbryst- stykket kaldes Metasternum (Fig. 3 mtst), der enten bestaar af ét Stykke eller kan være sammensat af flere, nemlig af et Midtstykke, Bagbrystbenet, og to Sidestykker; hos en enkelt Slægt af Vandtæger findes desuden paa hver Side bagtil et Bagside- stykke. Paa Metasternum findes Bagbenenes Hofte- skaale (Fig. 3 /is 3). Bagkroppen (abdomen), der er tæt forbunden med Bagbryststykket, dannes af 6—8 Ringe, som passer ind i hinanden. Oversiden benævnes Bag- kropsryggen (Fig. 1 Ab) eller Dorsum og Under- siden Bugen (venter) (Fig. 3 Vsi — Vsy); undertiden forefindes Bugens og Bagkropsryggens Halvringe ikke i samme Antal. Bagkropsringene kaldes og- saa Segmenter; den inderste Ring er første Seg- ment, den næste andet o. s. fr. Hyppigst er Bag- kroppens Sider omgivet af en mere eller mindre skarp Rand, der er delt i Stykker svarende til Bagkropsringene; denne Bagkropsrand benævnes Connexivum (Fig. 1 og 3 C); hos nogle Tæger er de bageste Led af Connexivum udskaarne paa forskellig Maade. Sidste Rygskinne ender sæd- vanlig i Pygidiet (pygidium). Sidste Bugskinne er meget forskellig bygget hos de forskellige Tæge- afdelinger, hyppig bagtil rundagtig udskaaret af Hensyn til Genitalpladerne og til Kønsorganerne, der udmunder her, samt til de ofte parrede Grifler (styli) hos Hannen; Griflerne er uleddede og be- vægelige. Hos enkelte Vandtæger af begge Køn 8 findes paa Bagkropsspidsen desuden to lange, haarformede Forlængelser, der benyttes i Aande- drættets Tjeneste. Aandehullerne (stigmata) (Fig. 3 st) findes sæd- vanlig paa Siderne af Bugringene og paa Metaster- nums Sider; undertiden har baade Prosternum og Mesosternum ogsaa Aandehuller. Benene (pedes) (Fig. 1 Bi, Bu, Bm) er i høj Grad forskelligt byggede hos Tægerne; ikke sjæl- den er Bagbenene omdannede til Svømmeben; ofte danner Forbenene et Griberedskab og kaldes da Fangben. Hos flere Afdelinger af Tæger er Benene omdannede til Graveben eller Springben; undertiden er de indrettede til Gang paa Vand- overfladen. Hyppigst er Benene dog almindelige Gangben. De er meget ofte udstyrede med Bør- ster, Torne, Tænder, Udvidelser etc. I Hovedsagen er Bygningen af Benene følgende : I Hofteskaalen er Hoften (Fig. 3 co), der sædvanlig er kort, indleddet ; tilleddet til Hoften (coxa) følger Laaret (femur) (Fig. 1,3/), der undertiden er meget fortykket, men dog hyppigst stærkt forlænget; det er altid inderst ved Hoften sammenvokset med Laarvedhænget (trochanter) (Fig. S tf); efter Laaret følger Skinnebenet (tibia) (Fig. 1 ti), som i Almindelighed er langt og slankt og svagere bygget end Laaret; den meget bevægelige Forbindelse mellem Laar og Skinneben kaldes Knæ (Fig. 3 /en). Paa Skinnebenets Spids er Tarsen eller Foden (tarsus) (Fig. 1 td) tilleddet; den bestaar af 2 eller 3 Led, Tarseled; undertiden benævnes inderste 9 Led paa Bagbenene Fodroden (metatarsus) (Fig. 1 mta); det yderste Led, som kaldes Kloleddet (Fig. 1 ta^\ bærer de bevægelige Klør (unguicula), der kan være enkelte, dobbelte, spaltede (under- tiden er selve Kloleddet spaltet), tandede osv.; mellem Kløerne findes hos adskillige Tæger Hæfte- børster, og ved Grunden af Kløerne nu og da forskelligt formede Vedhæng. De to Par Vinger er meget uensartede hos Tægerne. De bestaar af Halvdækvingerne (Dæk- vingerne, Over- eller Forvingerne) og Flyvevingerne (Hudvingerne, Under- eller Bagvingerne). Begge Vingepar er under Hvilen fladt udbredte. Halvdækvingerne (Hemielytra) (Fig. 1 Fj), der hver for sig benævnes Halvvingedækker, bestaar hos de allerfleste Tæger af to Dele, der er vidt forskellige i Konsistens, nemlig et som Regel større forreste Stykke, der er læderagtigt, og et skarpt afgrændset hud- eller hindeagtigt bage- ste Afsnit. Den læderagtige Del er i Alminde- lighed delt ved en Søm i to uligestore Stykker, nemlig et yderste, større Stykke, som kaldes Dæk- stykket (Corium) (Fig. 1 Co\ og et indre, mindre og smalt Stykke, Slutstykket (Clavus) (Fig. 1 Cl); den bageste, hindeagtige Del af Halvvingedækkerne benævnes Membran (Fig. 1,3M); de to Halvvinge- dækkers Membran krydses i Regelen under Hvilen saaledes, at den ene Membran dækker den anden. Hos mange Tæger findes der mellem Dækstykket og Membranen et trekantet Areal, der benævnes Triangelstykket (Cuneus); hos andre, navnlig Vand- 10 tæger, findes i Siden af Dækstykket indføjet et Bistykke (Embolium). Membranen er sjælden ribbeløs; i Regelen er den gennemtrukken af flere eller færre, enkelte eller grenede eller endog netagtig forbundne Ribber, der udgaar fra Grunden; undertiden dannes der af Ribberne en halvrund Celle, Membrancellen (Fig. 1 Mc), ved Grunden af Membranen. Af de forskellige Benævnelser vedrørende Halv- dækvingerne bør endnu fremhæves Membransøm- men (sutura membranæ). Forbindelsen mellem Membran og Dækstykke, samt Slutsømmen (sutura clavi), Sammenvoksningslinien mellem Dækstykke og Slutstykke. Fra denne almindelige Bygning af Halvdæk- vingerne er der imidlertid adskillige Afvigelser, saaledes f. Eks. hos Vandløberne (Gerris, Hydro- metra etc), men særlig hos Masketægerne (Tingi- diderne), hos hvilke sidste Halvdækvingerne er mere eller mindre glasagtig gennemsigtige og net- maskede og iøvrigt forsynede med 2 — 3 Ribber, der forbindes saaledes, at der dannes et eller flere langagtige Felter. Flyvevingerne (alæ) (Fig. 1 Vu) er altid hudede eller hindeagtige og har 2 radiære Foldelinier eller Foldelæg (Fig. ifl^ og ^3)5 ^^^ skelner mellem Vingernes Forrand, Spids og den mere eller mindre trebugtede Bagrand. Foldelinierne af- grænser Foldefelterne. Ved Forranden af første Foldefelt (Fig. 1 ff^) ligger Hovedribben (costa primaria); derpaa følger Biribben eller Under- ribben (costa subtensa), som gennem Inderribben (costa connectens) forbindes med Hovedribben, hvorved der dannes en langagtig Celle; i denne Celle findes ofte enten paa Underribben eller paa Inderribben en kort, tilbageløbende Ribbe, Celle- hakken (hamus); fra Enden af Cellen udgaar øverst Enderibben (costa apicalis), der ikke sjælden er gaffeldelt, og underst den udløbende Ribbe (costa decurrens), som yderst ude hyppig bærer en kort, tilbageløbende Ribbe, Modhagen (glochis). Paa Vingernes andet (midterste) Foldefelt (Fig. Ij^'g) findes 1 å 2 Linieribber (costæ lineatæ) og paa tredje Foldefelt (Fig. 1 jf^) med Omlægsfeltet findes Straaleribberne (costæ radiantes). Tægernes Larver ligner saa temmelig i Ud- seende og Levevis de voksne; dog mangler de Vingerne, der efterhaanden udvikles under Nymfe- stadiet, under hvilket Dyrenes Lighed med de fuldtudviklede Insekter forhøjes. Udviklingen fra Æg til fuldt færdigt Insekt (imago) foregaar gennem mindst 3 Stadier eller Hudskifter; de to første Stadier kaldes tilsammen for Larvestadiet og sidste Stadium for Nymfestadiet; Larverne i anden Periode har undertiden utydelige Antydninger til Vinger. Mange Tæger, særlig blandt Lygæiderne, overvintrer som voksne, medens andre, saaledes navnlig adskillige Blomstertæger (Capsiderne) først træffes fuldt udviklede hen paa Sommeren. De fleste Vandtæger overvintrer i Vandet; mange Vandløbere (Gerris, Hydrometra) søger Vinterskjul paa Land. Den nylig her i Landet opdagede Aphelocheirus Montandoni Horv. træffes i alle Stadier hele Aaret rundt (Arten er ikke hidtil funden vinget); da den lever paa 12 Bunden af dybt, rindende Vand, er den uafhængig af Aars- tiderne. Enkelte Tæger som den over hele Jorden berygtede Sengetæge, „Væggedyret" (Cimex lectularius L.) savner helt Vinger; andre har uudviklede Vinger; hos nogle er saaledes Halvdækvingerne stærkt afkortede og mangler Membran; i saadanne Tilfælde mangler tillige Flyve- vingerne. Adskillige Tæger, navnlig blandt Vandtægerne (f. Eks. Rygsvømmerne) og Rovtægerne (Reduviiderne), kan bi- bringe smertelige Stik med Snabelen. En stor Del af Landtægerne er forsynede med Stink- kirtler, hvis ildelugtende Sekret udgydes gennem et Par Aabninger, der sædvanlig ligger paa hver Side af Mellem- hofterne. De har i dette Sekret et udmærket Forsvars- middel mod deres Fjender, i alt Fald dem iblandt de højere Dyr. Sekretet har — som enhver, der har været saa uheldig at smage paa et Bær, hvorpaa en Tæge har udgydt noget Sekret, let vil forstaa — en saa afskyelig, gennemtrængende Lugt og Smag, at den Fugl eller Insekt- æder, der engang har snappet en saadan Tæge, sikkert vil vogte sig for at gentage Forsøget. Landtægerne træffes hovedsagelig paa Jorden og paa lav Plantevækst, under Bark osv.. Vandtægerne som Regel kun i Ferskvand (Arter af Slægten Corixa dog ikke sjæl- den i Brakvand); Vandløberne opholder sig mest paa Overfladen af stillestaaende eller svagt rindende Vand, medens Springtægerne ^Saldiderne) maa søges paa de fugtige Bredder ved Vand, ganske særlig paa Saltbund eller ved Havstrande. (En mærkelig eksotisk Slægt, Ha- lobates, træffes ude paa det aabne Hav saavel som ved Kysterne.) Tægernes Systematik frembyder ret store Vanskelig- heder; men for vor Faunas Vedkommende er Bestemmel- serne temmelig lette at udføre, navnlig fordi vi i alt kun har at regne med noget over 350 Arter. De deles naturligt i to Grupper, nemlig Vandtæger 13 (Hydrocorisæ) og Landtæger (Geocorisæ). Vand- tægerne omfatter Familierne Corixidæ, Notonectidæ, Nepidæ og Naucoridæ, medens vore Landtæger maa deles i et langt større Antal Familier, nemlig Gerrididæ (som mange Forfattere adskiller i Limnobatidæ, Ve- liidæ og Hydrobat idæ), Hebridæ, Tingididæ, Ara- didæ, Cimisidæ (Acanthiidæ), Reduviidæ, Na- bidæ,Ceratocombidæ,Saldidæ,Capsidæ,Antho- coridæ,Microphysidæ, Pyrrhocoridæ, Berytidæ, Lygæidæ, Coreidæ og Pentatomidæ (der af flere deles i Pentatomidæ, Cydnidæ og Scutelleridæ). Af de nævnte Familier betragtes undertiden Nabidæ og Pyrrhocoridæ kun som Underfamilier af henholdsvis Reduviidæ og Lygæidæ. Af praktiske Hensyn vil denne Rækkefølge dog ikke helt blive opretholdt i det efterfølgende, men derimod den, der angives i Oversigtstabellen over Familierne. Ordenen Hemiptera taget i videste Forstand om- fatter foruden Hemiptera Heteroptera: Tæger og Hemiptera Homoptera: Cikader, Bladhoppere (Psyllidæ), Bladlus (Aphidæ), Skjoldlus (Coccidæ) og enkelte andre, ogsaa stærkt af vigende Parasiter som Lusene. Nedenstaaende Oversigt over Ordenens Inddeling omfatter Hemiptera i videste Forstand. I den foregaaende Indledning er der kun taget Hensyn til Hemiptera Heteroptera. Oversigt over Ordenens Inddeling. Snabelen leddet. Det fuldt udviklede Dyr oftest med Vinger 2. Snabelen uleddet. Vinger mangler. Lever snyl- tende hos Mennesker og Pattedyr. III. Parasitici (Lus). 14 2. Snabelen udgaaende fra den bageste Del af Hovedets Underside (hos nogle stærkt afvi- gende Former mangler den). Forhofterne be- rører Hovedet. Øverste (første) Vingepar over- alt af samme Tykkelse og sædvanlig tagstillet og stærkt skraanende ned mod Kroppens Sider II. Hemiptera Homoptera (Cikader; Bladhoppere, Bladlus, Skjold- lus etc). Snabelen udgaaende fra (eller nær ved) Hovedets Forende. Forhofterne berører ikke Hovedet. Øverste (første) Vingepar fortykket og læder- agtigt ved Roden, tyndere og hudagtigt mod Spidsen, hvor Vingerne under Hvilen krydser hinanden. Vingerne under Hvilen sædvanlig fladtliggende I. Hemiptera Heteroptera (Tæger). I. Hemiptera Heteroptera (Tæger). Insekter med ufuldstændig Forvandling, stik- kende og sugende Munddele, der danner en „Sna- bel". Dækvinger og Flyvevinger af forskellig Byg- ning og sjælden tagstillede. Dækvingerne fortil horn- eller læderagtige, bagtil hindeagtige (membranøse). Oversigt over Grupperne. A. Følehornene korte, helt eller næsten helt skjulte i en Fordybning (tæt ved Øjnene) under Ho- vedet. Biøjne mangler. Bagbenene oftest Svømmeben. Lever i Vand.. Gruppe I. Vand tæger (Hydrocorisæ). B. Følehornene lange, ikke skjulte. Biøjne oftest tilstede. Bagbenene aldrig Svømmeben. Lever paa Land (eller paa Vand) Gruppe II. Laridtæger (Geocorisæ). Gruppe I. Vandtæger (Hydrocorisæ). Oversigt over Familierne, 1. Bagfødderne uden Klør*) 2. Bagfødderne med Klør 3. 2. Forfødderne udfladede til et enkelt kniv-, sabel- eller muslingskalformet Led, der mangler Klør**) og er forsynet med en lang Haar- frynse langs Kanten. Hovedets skarpe og tynde Bagkant rager hætteformet ind over Forbryststykkets Ryg. Snabelen skjult under et Munddække 1. Fam. Corixidæ (Bugsvømmere). *) Ved at undersøge tørrede Eksemplarer bør man vogte sig for at anse mulig sammenlagte Svømmehaar for Klør. **) Hos Slægten Cymatia dog med en knivforraet udfladet enkelt Klo hos cf. 16 Forfødderne smalle, af almindelig leddet Form og med 2 Klør. Hovedet indpasset i Forbryst- stykket. Snabelen fri 2. Fam. Notonectidæ (Rygsvømmere). 3. Bagkropsspidsen ender i to lange, traadlignende Organer, der tilsammenlagte danner et Luft- tilførselsrør. Benene med kun 1 Fodled 3. Fam. Nepidæ / • (Vand skorp ioner). Bagkropsspidsen uden saadanne Organer. Mel- lem- og Bagbenene med 2 Fodled; Forbenene med 2 eller ingen Fodled.... 4. Fam. Naucoridæ (Vandrøvere). 1. Fam. Corixidæ (Bugsvømmere). Corixiderne er letkendelige blandt Vandtægerne. Det mest ejendommelige hos dem er de meget korte Forben og Forføddernes kloløse Led (pala), der er sabel-, kniv-, ske- eller muslingskalformet og kamformet haarbræmmet langs Kanten; hos Hannen er dette Led ofte anderledes formet end Hunnens temmelig ensdannede pala og sædvanlig meget karakteristisk. Forbenene bruges til at fast- holde Byttet med, men benyttes ogsaa under Svømningen; deres Laar og Skinneben er særdeles korte. De lange og tynde Mellemben, der kun har ét Fodled, anvendes, naar Dyret hæfter sig fast til Planter o. 1. i Vandet; deres Klør er over- ordentlig lange og fine. Bagbenene er kraftige, lange Svømmeben, hvis to Fodled er fladtrykte, tilsammen sabelformede og forsynede med en Bræmme af lange Svømmehaar. Snabelen er 3- leddet, indesluttet af det sammenvoksede Mund- dække. Øjnene store. Kroppen forlænget, mere 17 eller mindre parallelsidet; Oversiden, fra Side til Side, svagt hvælvet. Kønsdimorfisme (d.v.s., at de 2 Køn afviger fra hinanden i forskelHge Bygningsforhold) er almindelig. Foruden den forskellige Form af pala hos de to Køn kan anføres, at Panden hos de fleste Arter er hvælvet hos Hunnen, men mere eller mindre grubeformet indtrykket, eller dog flad, hos Hannen, samt at Bugskinnerne hos Hannen er for- skellig og uregelmæssig bugtede og ser ud som vanskabte, medens de hos Hunnen er lige og parallele (sidste Led dog undtaget). Desuden er sidste synlige Bugsegment hos Hannen i Spidsen dybt indskaaret og derved delt i 2 Flige, der veksler i Form hos de forskellige Arter. Oversigt over Slægterne. 1. Scutellum tydelig, kort. Følehorn 3-leddede . . . 1. Micronécta. Scutellum ikke synlig eller i det højeste punkt- formet. Følehornene 4-leddede 2. 2. Hovedet meget stort, betydelig bredere end For- bryststykket. Panden stærkt bueformet frem- staaende. Forbryststykkets Rygside (Prono- tum) uden Tværstriber. Pala hos Hannen meget lang, sabelformet 2. Cymåtia. Hovedet ubetydelig bredere end Forbryststykket. Panden svagt bueformet fremstaaende. For- bryststykkets Rygside med lyse og mørke Tværlinier. Halvdækvinger med talrige Tvær- striber og hieroglyfiske Tegn. Pala hos Han- nen kort knivformet 3. Corixa. 1. Micronécta Kirkaldy. (Sigåra Leach). Meget lille (2—3 mm), elliptisk, temmelig flad. Hoved set ovenfra halvmaaneformet; dets Bagrand i Midten kantet-ophøjet. Pronotum (Forryggen) meget kort, tværsover smalt lancetformet, fortil i Midten tuberkelformet ophøjet og svagt vinkel- formet fremstaaende. Scutellum tydelig, trekantet. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 2 18 Venstremembranen tydelig afsat, Høj- remembranen læderagtig, jævnt over- gaaende i Corium. Pala muslingskal- formet, hos Hannen afgrænset fra Skinnebenet, hos Hunnen fast sam- menvokset med dette. Mellembenets Fig.4. Micronecta eneste Fodled betydelig længere end minutissima L. det noget tykkere Skinneben ; deres Klør lige, omtrent halvt saa lange som Fodleddet. Disse ganske smaa Vandinsekter træfPes ofte i uhyre Antal mellem Smaastenene ved Vandkanten i Søer og jævntrindende Aaer og Floder. Larverne fremkommer sent paa Sommeren og overvintrer. De bliver fuldt ud- viklede Insekter henimod Midsommertid næste Aar. 1. M. minutissima Linn. (Fig. 4). Bleggul eller graalighvid, oftest med mørke Skygger paa Oversiden. Lysest er altid Hovedet, Forryggens Bagrand, Rodhalvdelen af Clavus og Benene. Hovedet (set ovenfra) omtrent saa langt som Forryggen i Midtlinien. Forryggen mindst 3 Gange saa bred som lang. Hannens Forskinneben buede ved Roden og udvidede mod Spidsen, Hunnens derimod rette og ikke fortykkede mod Spidsen. L. 2 mm. Ret sjælden; hyppigst ved Bredden af sjællandske Søer og i stort Antal, hvor den forekommer. [I Tyskland og England forekommer M. meridionå- lis Costa (M. Scholtzi Fieb.), der muligvis ogsaa kunde findes hos os. Den vil bl. a. let kunne skilles fra M. mi- nutissima ved at være noget større (3 mm), men navnlig ved, at Hovedet er betydelig længere end Forryggen i Midtlinien]. 2. Cymåtia Flor. Denne Slægt slutter sig nær til den følgende, baade hvad Bygning og Levevis angaar, og adskiller sig fra denne væsentligst ved de i Slægtsoversigten 19 anførte Karakterer. Arterne mangler oftest de skarpt begrænsede, karakteristiske mørke og lyse Tværlinier, som i saa rigeligt Maal findes paa Corixa-Arternes Overside. Panden hos begge Køn fladtrykt. Pala hos Hannen med en ejendommelig, flad, lang Klo. Hos Larverne er Skinnebenet og Tarsen paa Forbenene sammenvoksede til ét Stykke. Oversigt over Arterne. Forbryststykket knap halvt saa langt som Ho- vedet. Kroppens Længde ca. 3^/2 mm 1. coleoptråta. Forbryststykket omtrent saa langt som Hovedet. Kroppens Længde ca. 5^/2 mm 2. B6nsd[orffi. 1. C. coleoptråta Fabr. (Fig. 5). Forryggen mest [af samme Farve som Hovedet. Halvdækvinger lysere eller mørkere brunlige. Corium med to mørkere, utydelig be- Fig. 5. Cymatia coleoptråta Fabr. d Fig. 6. Cymatia Bonsdorffi Sahlb. (S grænsede Længdestriber. Membran [utydelig afgrænset, smal. L. 3 — 4 mm. Ikke almindelig; den forekommer særlig i Skovdamme. 2* 20 2. C. Bonsdorffi Sahlb. (Fig. 6). Meget større end foregaaende. Forryggen sædvanlig mørkere end Hovedet. Halvdækvinger mørkebrune, med mere eller mindre tyde- lige og talrige lyse Tværstriber og hieroglyfiske Smaa- pletter. Membran tydelig afgrænset fra Corium, bredere. L. 5—6 mm. Ikke hyppig, men findes dog i de fleste af Landets Egne; den synes at forekomme talrigst i Horsens- og Silkeborgegnen. 3. Corixa Geoffr. De talrige herhenhørende Arter har en vis Lighed med Rygsvømmerne, som de iøvrigt er meget forskellige fra. Meget karakteristisk er Oversidens talrige, afvekslende lyse og mørke, fine Tværstriber, der ofte flyder sammen til Marmore- ring. Stærkt forlængede Insekter med næsten parallelsidet Krop. Hoved hætteformet, set forfra trekantet ; Panden hos Hannen indtrykket eller dog flad, hos Hunnen hvælvet. Følehornenes 2 første Led korte og tykke, 3. Led tykt kølleformet og saa langt som de to første Led tilsammen, 4. Led tilspidset. Forryggen bagtil i Midten but trekantet udvidet. Membran kun lidet tyndere end og ikke meget forskellig fra Corium, der mod Ydersiden er skarpt af- grænset fra et smalt, blegt Sidefelt (area margi- nalis). Forfodsleddet (pala) muslingskal- eller kort krumknivformet, sædvanlig forskelligt hos Han og Hun af samme Art. Mellemben slanke, deres Klør overordentlig lange og fine. Bagben lange og kraftige Svømmeben. 21 Det er livlige og hurtige Insekter. I Vandet ser de ved en vis Belysning ud, som var de overtrukne med Sølv; dette hidrører fra, at der over det meste af Kroppen er bredt et tyndt Luftlag, der holdes fast ved deres særdeles fine, tilliggende Behaaring. Dette Luftlag hentes dog sædvanlig ikke direkte fra Luften, men fornyes og renses stadig ved Tilførsel af de fine Luft- partikler, som findes overalt i Vandet ude i det frie. Co- rixa'erne kan derfor i næsten ubegrænset Tid opholde sig nede i Vandet, men nu og da kommer de dog op til Vand- overfladen for at tage Luft, særlig naar der rodes omkring i Vandet, hvor de opholder sig, idet Mudder og Vand- strømme da river en Del af deres Luftbeholdning bort. Naar de vil hvile, hager de sig ved Hjælp af For- og Mellembenene til Plantedele o. lign. tæt ved Bunden og strækker derpaa Bagbenene vidt ud til Siderne; men Bag- benene faar dog ikke Lov til at hvile ret lang Tid ad Gangen; med korte Mellemrum maa Dyrene nemlig fore- tage Svømmebevægelser med dem for ved den derved frembragte Strømning i Vandet at skaffe frisk Tilgang af Luftpartikler til Luftkappen om Kroppen. Saa snart Co- rixa'en giver Slip paa sit Hold nede ved Bunden, vil den, hvis den ikke svømmer, hurtig blive ført op til Vand- overfladen, idet Luftkappen hæver den op. Undertiden ser man Corixa'er flyde paa Vandoverfladen; de kan flyve bort direkte fra Vandet. Flyvningen foregaar mest om Aftenen og Natten i den varmere Tid af Aaret. Arterne træffes overalt i stillestaaende eller svagt rindende Vand, under- tiden endogsaa i Brakvand eller meget urent Ferskvand; selv i Vandpytter, som kun holder sig et Par Dage efter et Regnskyl, kan de findes. De forekommer som fuldt udviklede Insekter hele Aaret igennem, talrigst sent paa Sommeren; de udviklede Dyr overvintrer. Føden bestaar af mindre Vandinsekter, Larver (f. Eks. af Myg) og andre Smaadyr. Æggene aflægges bl. a. paa Vandplanter. Larverne er blege og tydeligere behaarede end Imagines; hos de større 22 Larver findes Antydninger til Halvdækvinger, der som smaa smalle Lapper ligger ind mod Siderne af Bagbrystet. Fortarsen hos Larverne er, i Modsætning til Larverne af Slægten Cymatia, tydelig afsat fra Skinnebenet. Bug- leddene er ens (regelret udviklede) hos begge Køn i Larvestadiet. Oversigt over Arterne. 1. Forryggen med talrige (mindst 16) meget smalle og uregelmæssig sammenløbende blege Tvær- linier (14 — 16 mm lange) 2. Forryggen med færre (ikke over 13) blege Tvær- striber (højst 9—10 mm lange) 3. 2. Mellemskinnebenet paa Indersiden tæt ved Ro- den med en tand- eller vinkelformet Udvi- delse 2. d é n t i p e s. Mellemskinnebenet uden saadan Udvidelse 1. Geoffroyi. 3. Forryggen foruden de sædvanlige Tværlinier med en bleg Længdeplet i Midten 3. Héllensi. Forryggen uden lys Længdestribe i Midten .... 4. 4. l.Bagfodsled (Metatarsus) skarpt begrænset sort mod Spidsen (ses let mod Lyset) 5. 1. Bagfodsled blegt overalt*) 6. 5. Den sorte Plet paa Spidsen af 1. Bagfodsled om- trent kvadratisk 4. p r æ u s t a. Den sorte Plet paa Spidsen af 1. Bagfodsled nærmest trekantet, udfyldende inderste Hjørne af Enden af Leddet og overløbende paa inder- ste Rodhjørne af det følgende Led.. 5. concinna. 6. Forryggen langs hele Midten med en svagt op- højet Køl 6. variegåta. Forryggen i det højeste med en kort Midtkøl fortil 7. 7. Corium ikke eller kun meget utydelig rastre- ret**) og derfor temmelig glinsende 8. Corium (samt Forryg og Clavus) mere eller mindre rastreret, mat, sjældnere noget glin- sende 9. *) Man bør ikke lade sig vildlede af, at den tiltrvkte Svømmebræmme hos tørrede Eksemplarer giver en Del af Fodleddet en mørkere Farve paa langs. *) Kastrering kaldes en fin, ligesom naaleridset Skulptur, bestaaende af meget tætstillede og tildels sammenløbende Ridser, hvis Anordning kan sammenlignes med de Riller, som fremkommer, naar f. Eks. løst Sand behandles med en Haverive. Rastreringen hos Corixa'erne kan kun erkendes ved Hjælp af en meget skarp Loupe. 23 8. Forryggens sorte Linier smalle, meget smallere end de mellemliggende lyse Linier 7.hieroglyph i ca. Forryggens sorte Linier ikke særlig smalle, nær- mest saa brede som de lyse Linier.. 8. lugubris. 9. Middelstore (7—8 mm lange) 10. Mindre (5—6 mm lange) 14. 10. Clavus og Corium kraftig rastrerede, matte ... 11. Clavus og navnlig Corium finere rastrerede, mere blanke 12. 11. Forryggen med 6 blege Linier 9. L i n n é i. — med 7 — 8 blege Linier... 10. Sahlbérgi. 12. — med 6 — 7 mørke Linier 11. striåta. — med 8—9 mørke Linier 13. 13. Forryggens Baghjørner spidsvinklede.. 12. Fa 11 én i i. — Baghjørner retvinklede. . . 13. distincta. 14. Mellemskinnebenet ubetydelig længere end Fo- den; denne omtrent af samme Længde som Kløerne 14. m o^ s t a. Mellemskinnebenet betydelig længere end Fo- den; denne en Del kortere end Kløerne .... 15. 15. Forryggen med 5— 6 lyse Tværlinier . 15. fossårum. — med 7—9 lyse Tværlinier 16. 16. De mørke Tværlinier paa Corium grupperer sig ikke til mørke Længdebaand 16. Fabricii. De mørke Tværlinier paa Corium danner mørke Længdebaand*) 17. 17. To Længdebaand mod Coriumspidsen, dannede af sammenflydende mørke Tværlinier 17. limitåta. Tre Længdebaand mod Coriumspidsen 18. semistriåta. 1. C. Geoffroyi Leach. (Fig. 7a). Oversiden glin- sende. Hoved bleggult. Forryggens talrige lyse og mørke Tværstriber uregelmæssig sammenløbende. Clavus, Corium og Membran fint lyst og mørkt marmoreret, uden Tvær- linier. Undersiden graaliggul. Mellembenenes Skinneben uden tandagtig Udvidelse paa Indersiden ved Roden; Mellembenenes Laar hos Hannen uden Tand paa Under- siden ved Spidsen. L. 15 — 16 mm. Temmelig almindelig over hele Landet. 2. C. déntipes Thoms, (hircipes Schiødte) (Fig. 7). Skuffende lig foregaaende Art, men let at adskille ved, at *) Se ogsaa Varieteten nigrolineata under Artsbeskrivelsen af Co ri xa Fabricii. 24 Fig. 7. Corixa dentipes Thoms. b Roden af Mellemskinnebenet. a Samme hos Corixa Geoffroyi Leach. dens Mellemskinneben har en tand- eller vinkelformet Udvidelse paa Indersiden lige ved Roden (Fig. 7 b). Mellemlaaret hos Hannen tandagtig udvidet paa Under- siden tæt ved Spidsen. L. 15 — 16 mm. Ret almindelig. [Foruden disse to store Corixa-Arter har vi sikkert her i Landet endnu en tredie, som hører til samme Arts- gruppe, nemlig Corixa af- finis Leach (salina Thoms.), der er funden ikke alene i Sønderjylland, men ogsaa i Skaane. Den er noget min- dre (13 — 14 mm lang); For- ryggen har kun 12— 14 Tvær- striber, hvoraf de forreste er hele, de bageste sammenløbende; Baghjørnerne er skarpe og spidsvinklede (hos de ovenfor beskrevne Arter stumpe, men retvinklede); ved Roden af Corium og Clavus danner den lyse og den mørke Tegning tydelige, men uregel- mæssige Bølgelinier. Mellembenenes Klør længere end Fodleddet. Hos Hannen er Panden dybt længdeindtrykket og Mellembenene uden Tænder,] 3. C. Héllensi Sahlb. Afvigende fra vore øvrige Arter ved foruden de lyse Tværstriber at have en lys Længde- plet paa Midten af Forryggen, hvilket gør den letkendelig. Forryg og Halvdækvinger rastrerede, temmelig blegtfarvede; Forryggen med kun 4 — 5 lyse Tværstriber og Halvdæk- vingerne tildels blegrandede. Vor mindste Art, kun 4 — 5 mm lang. Yderst sjælden; funden omkring København. 4. C. præusta Fieb. (Fig. 8). Let kendelig ved den kvadratiske, sorte Plet, som findes paa Enden af Bag- benenes inderste Fodled. Forryggen med 8 — 9 lyse Tvær- striber, der undertiden er noget sammenløbende. For- skinnebenet hos Hannen mere eller mindre mørktfarvet; 25 Hun. b Skinneben og Pala hos Hannen, sete fra Ydersiden. Hannens Pala fortil ud mod Spidsen stærkt afrundet-udvi- det. L. 7—8 mm. Meget almindelig over hele Landet. 5. C. concinna Fieb. Lig- ner meget foregaaende Art og har som denne en sort Plet paa Spidsen af Bagbenenes in- derste Fodled, men Pletten er nærmest trekantet af Form og begrænset til inderste Hjørne af Fodledsenden. Forryggen S^L^V^cS"'!!!^??/?"®!^*!^^!^. med ca. 8 temmelig regelmæs- sige, lyse Tværstriber. Han- _ nens Pala betydelig mere forlænget og Ydersiden^ud mod Spidsen ikke nær saa afrundet. L. 7 mm.'l Ligeledes almindelig. 6. C. variegåta Wallengr. Kendelig ved at Forryggen i omtrent hele dens Længde har en tydelig, men dog ikke meget fremtrædende, ophøjet Midtkøl. Forryggen med 8 — 9 lyse Tværstriber. Halvdækvingerne mest med meget sammentrængte og ofte gaffeldelte og bølgede, blege Tvær- linier. L. ca. 8 mm. Yderst sjælden; Dyrehaven. [I Tyskland og Sverig findes endnu et Par Arter med tydelig Køl langs Størstedelen af Forryggens Midte. De er begge nærmest Bjergdyr, men der er dog en Mulighed for, at de ogsaa kan findes hos os. Den ene er C. cari- nåta Sahlb. (cognåta Fieb.): Panden ikkehaaret; Forryggen med 11 — 13 lyse, temmelig uregelmæssige Tværlinier; Mellemskinnebenet en Del længere end Foden; Pala hos Hannen lang, knivbladformet; L. ca. 9 mm. Den anden Art er C. cåvifrons Thoms.: Panden haaret; Forryggen med 8 — 9 blege Tværlinier; Mellemskinnebenet ikke læn- gere end Foden; Panden og Øjnene fremstaaende; Pala hos Hannen kortere. L. 9 — 10 mm. Denne Art findes bl. a. i Skaane.] 7. C. hieroglyphica Duf. Forryggen tydelig rastre- ret, med 7 — 9 meget fine, sorte Tværstriber, der er be- 26 tydelig smallere end de lyse. Halvdækvingernes blege Farve den overvejende; Clavusroden blegt lysfarvet. Co- rium ikke rastreret. Panden hos Hunnen finhaaret, hos Hannen dybt, opefter stærkt afrundet-indtrykket, set oven- fra noget afrundet-fremstaaende. Hannens Pala forlænget, bredest ved Roden (Fig. 9 h). L. 5—6 mm. Hyppig overalt. 8. C. lugtibris Fieb. Omtrent som foregaaende Art, men Forryggen utydelig rastreret; dens 7 — 8 mørke Tvær- striber næsten saa brede som de lyse og Halvdækvingernes mørke Farve den overvejende, Clavus dog bleg ved Roden. Panden ikke haaret hos Hunnen, hos Hannen noget ind- trykket (Indtrykket over Midten med en tværgaaende Fold), set ovenfra ikke fremstaaende. Hannens Pala næsten halvmaaneformet, bredest lidt nedenfor Midten (Fig. 9^). L. ca. 6 mm. Ret hyppig; træffes ogsaa i Brakvand. 9. C. Linn é i Fieb. Denne og den næstfølgende Art er let kendelige ved, at Corium (ligesom Clavus) er stærkt rastreret, og derved mat tæt til Spidsen, og ved, at de fleste af Halvdækvingernes smalle lyse Tværlinier er temmelig regelmæssige og meget lidt afbrudte. Forryggen kort, med kun 5—6 meget regelmæssige lyse Tværlinier. Coriumspidsen ligesom det øvrige af Corium med sorte Tværstriber. Hannens Pala bredest mod den afstudsede Spids (Fig. 9 /). L. 7—8 mm. Meget almindelig. 10. C. Sahlbérgi Fieb. Meget lig foregaaende, men sædvanlig lidt større. Forryggen tydelig længere, med ca. -8 lyse Tværlinier. Coriumspidsen bleggul, uden sorte Tværstriber. Hannens Pala omtrent som hos foregaaende Art, men mindre afstudset paa Spidsen (Fig. 97). L. 8 — 9 mm. Ligesaa almindelig. 11. C. striåta Linn. (Fig. 9a). Meget iøjnefaldende ved at de lysegule Tværlinier ved Roden af Clavus er stærkt udvidede indadtil. Forryggen med 6 — 7 mørke Tværstriber, der omtrent er af samme Bredde som de 27 mellemliggende lyse Striber. Forryggens Bag- hjørner afrundede. Corium fint rastreret og derfor noget blank; dens lyse Tværstriber stærkt gennembrudte og hieroglyfiske. Bag- skinnebenenes Yderkant med en Række fine og meget korte, sorte Torne. Hannens Pala pig. 9 a. Cla- omtrent som hos C. lugubris. L. 7 — 8 mm. vusafCorixa Hyppig. striata L. 12. C. Fallen i i Fieb. (Fig. 9 b c). Forryggen med 8 — 9 sorte Tværstriber. Forryggens Baghjørner skarpe, spidsvinklede. Bagbenenes Yderkant ufarvet. Hannens Pala næsten trekantet eller vinkelformet udvidet ved Roden. L. 7—8 mm. Almindelig. 13. C. distin eta Fieb. (Fig.Qtfe). Meget lig foregaaende Art. Forryggen lidt længere, med bredere mørke Tvær- linier; dens Baghjørner retvinklede og paa selve Spidsen noget afrundede. Bagskinnebenene med en Række fine, korte, mørke Torne langs Yderkanten. Hannens Pala med afrundet Yderkant, ikke udvidet ved Roden, men bredest før Midten. L. 8 mm. Almindelig. 14. C. moesta Fieb. Let kendelig blandt vore smaa Arter ved det meget korte Forbryststykke og det store, fortil stærkt afrundede Hoved. Mellemskinnebenet er ube- tydelig længere end Fodleddet, der er af samme Længde som Kløerne. Forryggen med 6 blege Tværlinier. Halv- dækvingerne brunlige; deres lyse Tværstriber og hierogly- fiske Smaapletter ikke altid tydelige. Ved Clavusroden er de lyse Tværstriber udvidede indadtil. Hannens Pala bredest nær den afstudsede Spids (Fig. 9/). L. 5— 5'/2 mm. En noget sjælden Art, der kun er funden faa Steder i Landet (f. Eks. Nykøbing S., Jægersborg, Langaa). Dens lyse Tegning er ofte meget udvisket og utydelig. 15. C. fos sårum Leach. Større og med klarere Teg- ning end C. moesta, som den bl. a. let adskilles fra ved Mellembenenes Bygning: Skinnebenet betydelig længere 28 end Fodleddet og dette tydelig kortere end Kløerne. Fra de efterfølgende Arter afviger den ved kun at have 6 klare, lyse Tværlinier paa Forryggen. Hannens Pala temmelig forlænget, omtrent som hos C. distinc- ta. L. 6—6^/2 mm. Temmelig hyp- pig- 16. C. Fabri- cii Fieb. (nigroli- neåta Fieb.). En i Henseende til O- versidens Tegning ret varierende Art; den lyseste Form er Varieteten nigroli- neata, der tidligere har været betrag- tet som egen Art. Forryggen temme- lig kort, fortil i Midten med en ret tydelig, kort Køl; Baghjørnerne helt afrundede; 8 blege Tværlinier. Cori- um kun tydelig rastreret ved Ro- den; den mørke Tegning sjælden sammenløbende til 2 — 3 Længde- linier. Forskinne- benene forholdsvis længere end hos beslægtede Arter. Pala hos Hannen temmelig buet-udvidet, bredt knivblad- formet. L. 5 — 6 mm. Temmelig almindelig. Pig. 9 b-l. b Forryggen af Corixa Fallenii, d af C. distincta. c, e-l Forskinneben og Pala hos d af forskellige Corixa-Arter : c C. Fallenii, e C. distincta, / C. moesta, g C.lugubris, h C. hieroglyphica, i C. Lin- nei, j C. Sahlbergi, k C. limitata, I C. se- mistriata. 29 17. C. limitåta Fieb. Oversiden bleg, med skarp, mørk Tegning. Forryggen med 7 blege Tværlinier. Corium mod Spidsen med 2 mørke Længdestriber, saa at der af- grænses 3 lysere Striber. Clavus (som hos den følgende Art) med hele, lyse Tværlinier næsten til Spidsen. Mellem- benenes Klør meget lange, næsten længere end Skinne- benet. Pala hos Hannen kort, bredt knivbladform et; Forskinnebenets Spids stærkt opsvulmet (Fig. 9k). L. 6 mm. Hyppig. 18. C. semistriåta Fieb. Mørkere end foregaaende og Kroppen bredere. Forryggen med 7 blege Tværlinier. Corium mod Spidsen med 3 sorte Længdestriber, saa at der afgrænses 4 lysere Striber. Membranens Yderside ved Roden med en temmelig bred, sort Rand. Mellem- benene som hos C. limitåta. Pala hos Hannen kort, skævt halvcirkelformet; Skinnebenets Spids stærkt opsvulmet (Fig. 9 0- L. 5^/2—6 mm. Hyppig. 2. Fam. Notonectidæ (Rygsvømmere). Trods en vis Lighed med Corixiderne er Ryg- svømmerne dog i flere Retninger meget forskellige fra disse. Forbenene normalt udviklede, med 2- (sjælden 3-)leddet Forfod, hvis yderste Led bærer Klør. Mellembenene kraftige, deres Klør ikke særlig lange. Bagbenene kraftige, mest med svømmehaars- bræmmede Skinneben og Tarser omtrent som hos Corixiderne. Snabelen 3 — 4-leddet, ikke indesluttet. Øjnene hyppigst af betydelig Størrelse. Scutellum stor. Kroppens Overside stærkt baadformet hvæl- vet, Undersiden mere eller mindre flad; i For- bindelse hermed staar Dyrenes ejendommelige 30 Vane at svømme paa Ryggen. Kønsdimorfisme ubetydelig. Oversigt over Slægterne. Større Former. Kroppen forlænget. Bagbenenes Skinneben og Fod med Svømmehaarsbræm- mer. Bugen kølet, forsynet med længdestillede Haarfrynser 1. Notonécta. Ganske lille Form. Kroppen kort. Bagbenene uden Svømmehaarsbræmmer. Bugen uden Haarfrynser 2. Pléa. 1. Notonécta Linn. Kroppens Overside er udpræget omvendt-baad- formet, og saaledes stærkt hvælvet fra Side til Side, medens Hvælvingen i Midtlinien er forholds- vis ubetydelig. Øjnene store. Snabelen 4-leddet. Foden 2-leddet. Halvdækvingerne pergamentagtige, med krydset, delvis skarpt tagstillet Membran, som bagtil har et spidsvinklet Indsnit i Midten. Bugen med en tæt og langt frynsebehaaret Midt- køl og med en langhaaret Frynse paa hver Side- rand; paa hver Side, mellem Midtkøl og Siderand, findes en dyb Længderende. Rygsvømmerne bevæger sig med kraftige Svømmetag i Vandet, men ses ofte flydende i Overfladen med Ryggen nedad, Bagkropsspidsen lidt over Vandet og med Bag- benene ud til Siden og fremefter. I denne Stilling optager de Luft, der ved Neddykningen fastholdes under Bugen og Vingerne ved Hjælp af Frynsehaarene, der ligger hen over og dækker Længdefurerne, hvori Aanderørenes Mun- ding ligger. Naar Rygsvømmerne er nede i Vandet, ser Bugen derfor sølvglinsende ud. De kan ikke som Corix- iderne opholde sig i ubegrænset Tid nede i Vandet, da de kun i meget ringe Grad er i Stand til at optage Vandets fine Luftpartikler. 31 Rygsvømmerne ernærer sig af Vandinsekter og andre smaa Vanddyr, ligesom de er bekendte for at skade Fiske- yngelen; lejlighedsvis angriber de endog Dyr af deres egen Art. Med deres kraftige Snabel kan de bibringe meget smertefulde Stik, naar man griber uforsigtig paa dem. De er dygtige Flyvere og kan tage til Flugten di- rekte fra Vandet; man ser dem derfor nu og da flyde paa Vandet, med Ryggen opad, rede til Flugt. De ovale, bleggule Æg aflægges om Foraaret mest paa Vandplanter og klæbes klumpvis sammen. Larverne skifter Hud flere Gange og skal som næsten fuldt udvik- lede overvintre, nedgravede i Dyndet. Oversigt over Arterne. Scutellum sort 1 . g 1 a u c a. Scutellum lergul 2. 1 u t e a. 1. N. glauca Linn. (Fig. 10). Scutellum sort. Hyp- pigst er Forryggen og Halvdækvingerne i større eller mindre Udstrækning sorte. De to Membranlapper af nogenlunde ens Størrelse. L. 14 — 17 mm. En i Henseende til Farven meget foranderlig Art, der fore- kommer i alle Verdensdele, maa- ske med Undtagelse af Austra- lien. Den er almindelig udbredt i Danmark i stillestaaende Fersk- vand, men træff'es undertiden ogsaa i Brakvand. Den typiske Form (glauca Linn.) har helt eller næsten helt lyse Halvdæk- vinger; hos Varieteten margi- nåta Miill. er Halvdækvingerne helt mørke med Undtagelse af en lys Stribe langs Clavus og paa Rodhalvdelen af Corium; af andre Farvevarieteter maa nævnes marmorea Fabr., der har sort- og bleggult marmorerede Halvdækvinger. 2. N. lutea Miill. Scutellum lys ligesom hele Over- siden (sjælden findes nogle mørke Pletter langs Sømmen Fig. 10. Notonecta glauca Linn. 32 af Clavus). Ydre Membranlap kun omtrent halvt saa stor som indre. L. 14 — 17 mm. Sammenlignet med foregaaende Art er N. lutea noget mere hvælvet samt har kortere Scutellum og betydelig længere Spore paa Mellemskinnebenene. løvrigt anses den nu i Almindelighed kun for at være en blegfarvet Form af N. glauca. Temmelig sjælden. 2. Pléa Leach. Karakteristisk ved den korte, noget sammen- trykte, overordentlig højt hvælvede og bagtil stejlt affaldende Krop og ved de hornagtige Halvdæk- vinger. Bugen uden Længdekøl, kun noget hvælvet. Benene temmelig ensdannede, Bagbenene uden Svømmehaar. Snabel 3-leddet. Fødder 3-leddede. 1. Plea minutis- simaFabr.(Fig.ll). Hvid- lig gul; paa langs af An- sigt og Pande en brun Stribe; paa Scutellum og Halvdækvinger nu og da nogen udvisket Pletteg- ning. Hele Oversiden kraftig punkteret. L. 2 — 2^/2 mm. Fig. 11. a Plea minutissima Fabr. Ret sjælden; bl. a. b Dyret set fra Siden og c set bagfra, omkring København og i Maribo Sø. Den holder særlig til i Søer og Damme med rigelig Vækst af Lemna (Andemad), Callitriche og Zannichellia. 40 3. Fam. Nepidæ (Vandskorpioner eller Skorpiontæger). Forfodsleddet fingeragtig kloformet, uden Klør, Mellem- og Bagfodsleddet med 2 lange Klør. Mem- branribberne netformet forgrenede. Bugen langs 33 Midten køl- eller tagformet ophøjet. Øjnene frem- staaende. Forryggen fortil indbugtet. I Modsætning til de to foregaaende og den efterfølgende Familie omfatter Vandskorpionernes Familie kun meget træge, tilsyneladende lidet intelligente Vandinsekter. De to herhenhørende indenlandske Slægter stemmer overens i, at Forbenene er Fangben, at Foden kun dannes af ét Led og i, at Bagkroppen ender i to børstelignende, halvrørfor- mede Organer, der sammenlagte og sammenfalsede danner et Lufttilførselsrør, som stikkes op af Vandet, naar Dyret vil optage Luft; men Kropformen og hele Udseendet er i saa høj Grad forskellige, at man her med en vis Ret vil kunne tale om Vandenes „vandrende Blade" og „van- drende Pinde". Oversigt over Slægterne. Krop oval, fladtrykt. Forbryststykket meget bredere end langt 1. Népa. Krop linieformet forlænget, næsten trind. For- bryststykket meget længere end bredt. . 2. Rånatra. 1. Népa Linn. (Vandskorpion eller Skorpiontæge). Krop bred og flad. Forryggen trapezformet, fortil dybt indbuet. Scutellum ligesidet-trekantet. Clavus mod Ydersiden med en ophøjet Længde- ribbe. Forben meget kraftige Fangben, hvis Skinne- ben kan lægges ind i en dyb Fure langs Forsiden af det tykke Laar, medens Fodleddet optages i en Fure i Laarringen (trochanter). Bagben mindre kraftige, mere indrettede til Bevægelse paa Bunden end til Svømning. 1. N. cinérea Linn. (Fig. 12). Lysere eller mørkere brun eller graa, dynd- eller jordfarvet. Forryggen ujævn, dens Bagrand vidt og svagt indbuet. Halvdækvingerne med afrundede Sider, bredest bag Midten, matte. Membran A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 3 34 kraftig netribbet. Størstedelen af Bagkroppens Rygside mønjerød. Aanderøret kortere end Bagkrop- pen. L.(udenAanderør)18 — 22mm. Findes overalt her i Landet paa Dynd i Vandløb og stillestaa- ende Vande, særlig med Lerbund. Dens Farve stemmer overens Bun- dens. Den kravler sædvanlig langs Bunden mellem Planter og Plante- rester ved Bredderne, kryber ogsaa undertiden ovenfor Vandet, men svømmer langsomt og ubehjælp- somt. Den er meget rovbegærlig og kamplysten. Flyver om Nat- ten. Æggene, hvis skævt afskaarne ene Ende er traadformet 7-delt, aflægges om Foraaret paa Vand- planter; de bleggule, brede Larver har kun et kort Aanderør. Pig. 12. Nepa cinerea Linn. 2. Rdnatra Fabr. Krop meget langstrakt og smal, cylindrisk. Øjnene kugleformet fremstaaende. Forbryststykket meget længere end bredt, smallest over Midten, bredest bagtil. Forryggens Bagrand i Midten (for- an Scutellum) dybt indskaaret. Scutellum næsten rudeformet, bagtil meget spids. Benene meget lange og smalle; Forbenene omdannede til Fang- ben eller Gribeben, Laaret paa yderste Halvdel med en Torn, Skinnebenet krummet; Mellem- og Bagben ensdannede, meget slanke Gangben. Aande- røret omtrent saa langt som Bagkroppen. 1. R. line år i s Linn. (Fig. 13). Smudsig brunligguL Bagkropsryggen orangerødlig. Siderne gulagtige. Forbene- nes Hofter mere end halvt saa lange som Laarene; deres Skinneben ikke halvt saa lange som Laaret; den uleddede 35 Forfod uden Klør. Mellem- og Bagbenenes Fødder meget tynde, forsynede med temmelig lange Klør. Halvdæk- vinger noget kortere end Bagkroppen. L. (uden Aanderør) 30—35 mm. Meget sjælden; enkelte Steder paa Sjælland, ved Randers osv. Æggene fæstes ved to haarformede Forlængel- ser til Vandplanter. Larverne skifter Hud mindst 3 Gange. Ved et Hud- skifte sent paa Sommeren viser Aande- røret sig; først senere kommer der Antydninger til Vinger. Dette ejendommelige, noget træge Dyr opholder sig paa Dynd i og ved stillestaaende Vand med Plantevækst, paa Bunden af meget vaade Grøfter og lignende Steder. Det har sikkert tidligere været hyppigere her i Landet end nu, da sumpede Lokaliteter mere og mere afvandes og kommer under Kultur. 4. Fam. Naucoridæ (Vandrøvere). Kroppen bredt oval, fladtrykt. Forben enten svagere Rovben eller kraftige tanglignende Fangben ; Mellem- og Bagben Svømmeben. hørende indenlandske Slægter er iøvrigt i flere Retninger saa forskellige, at de ofte betragtes som tilhørende to særskilte Familier (Naucoridæ og Aphelocheiridæ). Meget rovbegærlige og bevæge- lige Insekter. Oversigt over Slægterne. Forbenenes Laar meget tykke og brede, deres Skinneben krogformet buede, uden Fodled. Halvdækvinger med pergamentagtig, uribbet Membran 1. Naucoris. 3* Fig. 13. Ranatra linearis Linn. De to herhen- 36 Forbenene af almindelig Bygning (Laaret dog noget fortykket), med 2-leddet Fod. Halvdæk- vinger rudimentære, yderst sjælden udviklede 2. Aphelochelrus. 1. Naucoris Fabr. Hoved stort og bredt, indsænket i Forbryst- stykket. Følehornene skjulte under Hovedet. Snabelen kort og stærk, lodret stillet. Forben særdeles kraftige Gribe- eller Fangben, meget forskellige fra mellemste og bageste Benpar, som begge har 2-leddede Fødder (inderste Fodled ved Roden med et kort, i Skinnebensspidsen indsænket Støtteled); baade Mellem- og Bagbenenes Skinne- ben tornbesatte og forsynede med Svømmehaar; navnlig Bagskinnebenene er kraftige Svømmered- skaber. Bugens Siderande haarfrynsede , af al- mindelig Form. 1. N. cimicoides Linn. (Fig. 14). Hoved og Forryg glinsende, hos det levende Dyr grønliggule, med brune Smaapunkter, der særlig paa hver Side af Midtlinien samler sig til en Længdeplet eller Stribe. Halvdæk- vinger graabrune, med grønligt An- strøg, mere matte, meget tæt og fint punkterede. Venstre- og Højremem- bran noget uensartet udviklede. Bug- leddenes Baghjørner sorte, endende i en fin, spids Tand. Scutellum sort, mere eller mindre lysrandet. Forlaar næsten pæredannede. L. 13—15 mm. Ikke sjælden i Søer, Damme og svagt rindende Vandløb, dog ret lokal Pig. 14. Naucoris cimi- i Jylland. Det er et kraftigt og godt coides Linn. svømmende Rovinsekt, der paa sine 37 Steder har vist sig at anrette Skade paa den spæde Fiske- yngel. Den kan ligesom Rygsvømmerne tilføje smertelige Stik. Æggene aflægges om Foraaret paa Vandplanter og klæbes sammen til Klumper. Efter Larvernes tredie Hud- skifte kommer Vingerne frem. 2. Åphelocheirus Westw. Hoved lille, meget dybt indsænket i Forbryst- stykket. Følehornene temmelig lange, ragende et godt Stykke udenfor Hovedet (4. Led smalt til- spidset, omtrent saa langt som 2. og 3. Led til- sammen). Snabelen lang, lagt ind mod Brystet. Forlaaret udvidet mod Roden; forreste Benpar iøvrigt ikke særlig udviklet fremfor Mellem- og Bagbenene; Foden 2-leddet paa alle Ben. Mellem- og Bagbenene ikke særlig kraftige Svømmeben. Bugens Siderande uden Haarfrynser; de enkelte Leds Baghjørner tandformet bagudrettede (de for- reste Leds dog i mindre Grad). Slægtens Arter er dimorfe, d. v. s. de optræder i vingede og kortvingede Former, af hvilke den vingede Form er meget sjælden. Den kortvingede Form kan betragtes som kønsmodne Dyr, hvis Udvikling iøvrigt er standset paa sidste Larvetrin (eller det saakaldte Nymfe- stadium). L A. Montandoni Horv. (Fig. 15). Oversiden sort. Forbryststykkets og Bagkroppens yderste Siderande sæd- vanlig bleggule. Hoved, Snabel, Følehorn og Ben bleg- gule; Hovedet dog ofte mere eller mindre brunligt. Krop- pens Underside lysere eller mørkere begfarvet. Forryggen meget kort, langt bredere bagtil end fortil. Forranden fortil i Midten meget dybt, halvcirkelformet indbuet. Bagranden næsten lige, Siderandene noget afrundede. Halvdækvinger 38 sædvanlig kun tilstede i Form af udrandede Lapper. L. 10—12 mm. Meget sjælden; hidtil kun fundet i Gudenaa og et enkelt af dens Tilløb i Nærheden af Randers. Den fandtes første Gang i 1907 af Hj. Ussing i Randers ved Skrabning paa dybt Vand i Aaen; den forekommer her, hvor Grunden bestaar af Grus, Smaasten og subfossile Musling- skaller, med iblandet Blaaler; paa denne Bund, der er fri for al Ve- getation, og som danner Aaens egentlige Strømleje, opholder Tæ- gen sig sammen med Unio, Ano- donta, Neritina fluviatilis osv., hvoraf den formentlig i alt Fald delvis ernærer sig. Paa en saa- dan Lokalitet er de ydre Livs- vilkaar praktisk talt ens hele Aaret rundt, hvorfor der ikke for denne Arts Vedkommende kan blive Tale om hverken én, to eller flere Ge- nerationer om Aaret; den træffes til enhver Tid i alle Udviklings- stadier, fra de spædeste Larver til kønsmodne Dyr. Æggene som hos Naucoris uden traadformede For- længelser. Baade yngre Larver Pig. 15. Aphelocheirus og kønsmodne Dyr kravler livlig Montandoni Horv. omkring paa Gruset og mellem a Han fra Oversiden. Smaastehene; de svømmer kun b Hunnens Bagkropsspids daarlig. De yngre Larver er helt set fra Oversiden. bleggule og mangler de i oven- staaende Slægtsbeskrivelse om- talte tandformede Forlængelser af Bagkropsleddenes Bag- hjørner. Hidtil kendes intet fuldtudviklet (vinget) Eksem- plar af denne interessante Vandtæge her fra Landet. [A. æstivålis Fabr. forekommer sikkert ogsaa her i Landet; den er funden i Brakvand i Nærheden af Kiel. Kroppens lyse Farve er meget mere udbredt (men mere lergul) end hos A. Montandoni; Oversiden er betydelig mere hvælvet, og Kroppens Omrids er bredt ovalt, medens Kroppen hos A. Montandoni er kendelig smallere fortil end bagtil.] 39 Gruppe II. Landtæger (Geocorisæ). Oversigt over Familierne. 1. Halvdækvingerne, forsaavidt de er fuldt udvik- lede, dannede af ét Stykke (d. v. s. ikke ad- skilte i Corium, Clavus og Membran), med gennemløbende og kun lidet forgrenede Læng- deribber. Kroppen med en meget kort vand- skydende fløjls- eller filtagtig Behaaring. Fær- des paa Vandoverflader. De kønsmodne Dyr forekommer ofte baade i en vinget og en uvin- get Form 1. Fam. Gerrididæ (Vand løbere). Halvdækvingerne sædvanlig sammensatte af Co- rium, Clavus og Membran, med forskelligartet Ribbedannelse. Kroppen i Almindelighed uden vandskydende Fløjlsbehaaring. Færdes kun undtagelsesvis paa Vand. Kønsmodne Dyr i Regelen vingede 2. 2. Følehorn 5-leddede 3. Følehorn 4-leddede 6. 3. Halvdækvingerne for Størstedelen hindeagtige (membranøse), kun Corium læderagtig. Lever paa Vandplanter 2. Fam. Hebridæ. Halvdækvingerne for Størstedelen læderagtige, kun Membranen hindeagtig. Udprægede Land- dyr (B r e d t æ g e r) 4. 4. Scutellum flad, bagtil afsmalnet, sjældnere bredt tilspidset 5. Scutellum meget stærkt hvælvet, næsten dæk- kende hele Bagkroppen .. 3. Fam. Scutelleridæ. 5. Skinneben uden (eller med meget svage) Torn- rækker 5. Fam. Pentatom idæ (Stinktæger, egentlige Bredtæger). Skinneben med kraftige, rækkestillede Torne. . . 4. Fam, Cydnidæ (Torn ben). 6. Halvdækvinger med et netmasket Ribbesystem. Ingen tydelig Grænse mellem Corium og Mem- bran. 3. Følehornsled meget længere end de tre andre tilsammen 10. Fam. Tingididæ. Halvdækvinger ikke netmaskede. Membran sæd- vanlig tydelig afsat fra Corium (undertiden savnes begge Vingepar hos det kønsmodne Insekt). 3. Følehornsled sjælden længere end de øvrige Led tilsammen 7. 7. Halvdækvinger bestaaende af Corium, Clavus og Membran (eller helt manglende) (Fig. 15 a. I) 9. 40 Halvdækvinger bestaaende af Corium, Clavus, Cuneus og Membran (Fig. 15 a. II) 19. Fam. Capsid; (Blomstertæger). Halvdækvinger bestaaende af Corium, Clavus, Embolium, Cuneus og Membran (Fig. 15 a. III) 8. Fig. 15 a. Skematisk Tegning (I, II og III) af forskellige Former af Halvdækvinger. Cl Clavus, Co Corium, M Membran, Cu Cuneus (II og III), Eb Embolium (III). 8. Snabelen 3-leddet 18. Fam. Antihocoridæ. Snabelen 4-leddet 17. Fam. Microphysidæ. 9. Alle Benpars Fødder 3-leddede ^10. Forfødderne kun med 2 Led (meget flade, under Bark levende Tæger) 11. Fam. Arad'idæ (B a'r k t æ g er). 10. Snabelen 4-leddet 11. Snabelen 3-leddet 15. 11. Følehorn traadformet fine mod Spidsen. For- benene Fangben 1 3. F a m. N a b i d æ. Følehorn mere eller mindre fortykkede mod Spidsen. Forbenene som Regel ikke Fangben 12. 12. Biøjne mangler 8. Fam. Pyrrhocoridæ.*) Biøjne tilstede 13. 13. Kroppen liniedannet. Ben lange og overordentlig tynde, næsten haarfine 9. Fam. Berytidæ. Kroppen ikke linieformet. Ben kraftige, af al- mindelig Bygning 14. 14. Membran med kun 4 — 5 simple Ribber udgaa- ende fra Membranens Rod (undertiden forenes dog de to inderste til en Celle nær ved Mem- branens Rod) 7. Fam. Lygæidæ. Membran med mange, sædvanlig stærkt gaffel- delte Ribber, der udgaar fra en Tværribbe ved Membranens Rod 6. F a m. C o r e i d æ. *) Repræsentanter for denne Familie vides endnu ikke med Sikkerhed at være fundne her i Landet. 41 15. Membran ikke bestemt afgrænset fra Corium, ofte utydelig. Halvdækvingernes Ribber for- bundne til store Celler eller Masker. Følehorn piskeformede, langhaarede 16. Fam. Ceratocombidæ. Membran tydelig og med selvstændigt Ribbe- forløb 16. Vinger fuldstændig manglende. Kroppen bred og flad, næsten papirstynd. Biøjne mangler.. 15. Fam. Cimicidæ (Acanthidæ) (Sengetæger). 16. Snabel lang, naaende mindst til Forhofterne. Føle- horn sædvanlig noget tykkere mod Spidsen. Kroppen temmelig flad og bred. (Smaa, sprin- gende Tæger, der opholder sig i Nærheden af Vand) 14. Fam. Saldidæ (Springtæger). Snabel kort og kraftig. Følehorn traadformede mod Spidsen. Kroppen forlænget, ikke flad. (I Almindelighed større Tæger, der,aldrig træffes paa fugtig Bund) 12. Fam. Reduviidæ (Rovtæger). 1. Fam. Gerridfdæ (Hydrometridæ) (Vandløbere eller Damtæger). Vandløberne er let kendelige fra andre Tæger; alene deres Færden paa Vandoverflader gør, at de fleste Mennesker kender dem af Udseende (blandt Børn gaar de ofte under Navn af Skøjteløbere). Kroppen er i Almindelighed linieformet eller i alt Fald meget langstrakt og beklædt med et vandskydende, fint Filtlag af fløjlsbrunlig eller sølvglinsende Farve. Forryggen bagtil med en af- rundet Fortsættelse, Processus, der indtager Scu- tellums Plads. Mellem- og Bagbenene mest lange og tynde, undertiden haarfine, indrettede til Be- vægelse paa Overfladen af Vand; Forbenene hos de egentlige Vandløbere kortere og bruges til at 42 fastholde Byttet med, uden dog at være egentlige Fangben. Hunnen er i Regelen større end Hannen, som meget ofte i lang Tid sidder paa Ryggen af Hunnen, uden at derfor nogen Parring finder Sted. Arterne træffes overalt paa Damme, Søer, Bække og Aaer, men i Almindelighed kun ved plantebevoksede Bredder; de staar oprejste paa Vandet, idet kun Fødderne, der under Vægten af Kroppen foraarsager et Nedtryk af Overfladehinden, berører dette. Kroppen berører kun Vandet, naar Dyret er udmattet. Bevægelsen, der udføres ved Hjælp af Mellem- og Bag- benene, sker i Form af Smaahop eller ved Skridtroning henad Vandoverfladen; ved sidstnævnte Bevægelsesmaade løftes Benene ikke fra Vandet; en tredie Bevægelses- maade bestaar i, at Dyrene lader sig drive af Vind og Strøm. Byttet bestaar af mindre og svagere Insekter, som kommer nær til Vandløberne, der uden egentlig at jage tager Byttet enten ved Smaahop eller ved at løbe lige paa det; mens Byttet udsuges, holdes det fast med Forbenene. Som Regel overvintrer Vandløberne paa Land og søger straks om Foraaret tilbage til Vandet; at de i visse Til- fælde skal kunne opholde sig paa Bunden af Vandet om Vinteren, saaledes som flere ældre Forfattere har paa- staaet, bestrides nu af de fleste Forskere. I Vandet be- væger Vandløberne sig kun med megen Vanskelighed, idet deres Ben aldeles ikke er indrettede til Svømning. Paa Landjorden udfører de kraftigere og længere Hop end paa Vandet. De er ikke meget sky og opholder sig gerne sammen paa Vandet i større eller mindre Flokke. Æggene fasthæftes til Vandplanter. Larverne er korte, mest gul- og sorttegnede; deres Fødder er tykkere end hos de fuldt udviklede Insekter. Oversigt over Slægterne. 1. Hoved meget langt og smalt, flere Gange læn- gere end bredt, fortil noget udvidet. Øjnene rykkede langt frem foran Forbryststykkets Forrand 1. Hydrométra. 43 Hoved kort. Øjnene stillede nær Forbryststyk- kets Forrand 2. 2. Snabel 4-leddet. Sædvanlig store, meget lang- strakte Insekter 2. Gérris. Snabel 3-leddet. Mindre eller meget smaa Dyr af bredere Kropbygning 3. 3. Alle Fødder tilsyneladende 2-leddede. Meget smaa Dyr 4. Microvélia. I det mindste Mellem- og Bagfødderne tydelig 3-leddede, inderste Led dog meget kort. Mid- delstore Dyr 3. Vélia. 1. Hydrométra Latr. (Limnobåtes Burm.) Den smalt liniedannede Krop og navnlig det stærkt forlængede Hoved kendetegner denne Slægt fremfor de andre Slægter indenfor Familien. Snabel 3-leddet. Laar, Skinneben og Fødder ensartet traadfint tynde paa alle Benpar. Fødderne 3-led- dede (første Led meget kort). Følehorn traadfine, 4-leddede, Rodleddet noget kraftigere. Forbryst- stykket stærkt forlænget. Slægtens Arter er dimorfe, idet de forekommer i en vinget og en uvinget Form, der i flere Retninger er noget forskellige; den sidstnævnte er — saaledes som det ofte er Tilfældet blandt Tæger og Cikader — hyppigst i de koldere Egne; hos de vingede Former er Brystet som Regel kraftigere udviklet. Findes paa rolige Vandover- flader, paa dyndede Bredder og paa Vandplanter. Der foreligger ikke sikre Oplysninger om, hvoraf de lever, ligesom hele deres Livsforhold er utilstrækkelig kendt. L H. stagnorum Linn. (Fig. 16). Sort eller brunlig sort, mat; oftest er Hovedet bag Øjnene, Forryggen bagtil og Connexivum noget lysere; hos den vingede Form er Følehorn og Snabel tildels ogsaa lysere farvede; Laarene og Skinnebenenes Rodhalvdel ofte gulagtige. Halvdæk- vinger mørkebrune, med blege Længdepletter mellem de 44 Fig. 16. a Hydrometra stagnorum Linn. b Om- rids af Hovedet. mørke Længderibber. L. 9 — 12 mm. Ikke sjælden ved roligt Vand eller dyndede og planterige Bred- der, ogsaa ved Vandløb. Den vingede Form er sjælden hos os. Er ikke meget livlig. Træffes undertiden, navnlig om Efteraaret, temmelig langt fjernet fra Vand. 2. Gérris Fabr. (Egentlige Vandløbere). (Hydrométra Fabr.) Denne Slægts Arter opnaar gennemgaaende en betydelig Størrelse. Kroppen temmelig linieformet. Over- siden flad, med rendet-udhulet Bagkrop, Under- siden halvcylindrisk hvælvet. Snabel kort og kraftig, kun naaende lige forbi Forhofterne. Føle- hornenes inderste Led oftest meget længere end noget af de øvrige Led. Forbenene noget kraf- tigere byggede og meget kortere end Mellem- og Bagbenene. Mellemfoden meget længere end Bagfoden; Fødder 2-leddede, de fine Klør er indleddede lidt foran Kloleddets Spids. Mel- lemhofter langt fjernede fra Forhofter og bredt adskilte. Arterne er dimorfe, idet de jævnlig forekommer baade i en vinget og i en uvinget Form; enkelte forekommer kun i den uvingede Form ; hos andre gives der ogsaa en Mellemform med mere eller mindre stærkt forkortede Halvdækvinger. Ydre Kønsforskel sædvanlig udtrykt paa 6. Bugskinne og Genitalpladerne. Udsuger andre Insekter. Larverne ret afvigende fra de fuldt udviklede Dyr særlig med Hensyn til Udviklingen af Brystringene. 45 Oversigt over Arterne. 1. Sjette Bagkropsled paa hver Side uddraget i en lang, sylspids Torn. Følehornene halvt eller næsten halvt saa lange som Kroppen 2. Sjette Bagkropsled paa hver Side kun endende i en mere eller mindre skarp Tand. Føle- hornenes Længde omtrent en Trediedel af Kroppens Længde 3. 2. Forryggen i større eller mindre Udstrækning brungul. Følehorn mindst halvt saa lange som Kroppen. Første Følehornsled kortere end andet og tredie Led tilsammen 1. rufoscutellåtus. Forryggen helt sort, ofte dog med Undtagelse af en gul Streg fortil i dens Midtlinie. Føle- horn ikke halvt saa lange som Kroppen. Før- ste Følehornsled længere end andet og tredie Led tilsammen 2. n å j a s (åpterus). 3. Forryggen i større eller mindre Udstrækning brungul 3. thoråcicus. Forryggen helt sort 4. 4. Bagskinneben og Bagfod tilsammen af Længde med Laaret. Bagfodens første Led mindst dobbelt saa langt som andet. Dyrets Længde 9 — 12 mm 4. g i b b i f e r. Bagskinneben og Bagfod tilsammen kortere end Laaret. Bagfodens første Led knap dobbelt saa langt som andet. Mindre, 7 — 9 mm lange Dyr 5. 5. Bagskinneben og Bagfod tilsammen meget (om- trent ^/s) kortere end Laaret 7. argentåtus. Bagskinneben og Bagfod tilsammen ikke meget kortere end Laaret 6. 6. Forlaar overvejende sorte eller dog mørke. 6. Bugskinne hos Hannen med to stumpe, noget fremadrettede, temmelig fremstaaende Knuder. Første Genitalplade (Kønssegment) hos Hun- nen udhulet paa tværs ved Roden 6. odontogåster. Forlaar overvejende gule. 6. Bugskinne hos Hannen uden Knuder. Første Genitalplade (Kønssegment) hos Hunnen uden Tværudhuling ved Roden 5. 1 a c u s t ri s. 1. G. rufoscutellåtus Latr. (Fig. 17). Størstedelen af Forryggen med Fortsættelse brunlig gul. Følehorn og Ben overvejende smudsiggule. Følehornene meget slanke; 1. Led længst, ^h længere end 2. Led, 3. Led kortest, 2. og 4. Led af samme Længde. Mellembenenes inderste Fodled 46 4—5 Gange saa langt som 2. Led. Bagbenenes inderste Fodled mindst 2 Gange saa langt som 2. Led. Som Regel vinget; Halvdækvinger mørkt brunlige. 6. Bug- skinnes Bagrand meget stærkere indbuet hos Hannen end hos Hunnen. L. 15 — 16 mm. En let kendelig, stor Art (vor næststørste), som er udbredt over hele Landet, men sjælden Fig. 17. Sjette Bug- skinne og Genitalpla- der hos Hannen af Gerris rufo- scutellatus Latr. træffes flokkevis. 2. G. naj as De Geer (åpterus Schum.) (Fig. 18). Vor største og kraftigste Art. Over- siden, Følehorn og Ben sorte. Følehorn slanke, 1. Led meget langt, længere end 2. og 3. Led tilsammen; 3. Led ubetydelig kortere end 2. Led ; 2. og 4. Led af samme Længde. Bag- fodens Længde knapt ^U af Skinnebenets. Mel- lembenets inderste Fodled omtrent 3 Gange saa langt som 2. Led. Bagbenenes inderste Fodled knapt Vh Gang saa langt som 2. Led. 6. Bugskinne hos begge Køn omtrent som hos foregaaende Art. L. d 13—14 mm, 9 16-^17 mm. En meget kraftig byg- get Art, der hos os i Reglen forekommer uvinget (un- dertiden med afkortede Vinger). Den er noget stedegen og holder sig mest til Skovegne, men træffes her ofte i store Flokke. Hos befrugtede Hunner svulmer Bagkrop- pen mere eller mindre op, saaledes at den hudede Forbindelse mellem Ryg- og Bugskinner paa hver Side spændes ud som en tyk, lys Længdevold. Han og Hun mere forskellige i Bygning end hos de øv- rige Arter; fraset at Han- nen er en Del mindre end Hunnen er dens Bagkrop be- tydelig mindre, smallere og mere ligesidet end Hunnens; Fig. 18. Gerris najas De Geer. a 6. Bugskinne og Genitalplader hos Hunnen, b Samme hos Hannen. ^ 47 desuden er dens Forben, navnlig Laaret, ret paafaldende kortere og kraftigere end Hunnens, ligesom ogsaa For- skinnebenene er forholdsvis kortere og noget indadbuede. [I vore Nabolande forekommer G. pal u dum Fabr., der sikkert ogsaa maa kunne findes her i Landet. Den ligner meget G. najas, men er lidt mindre; Bagfodens Længde er omtrent ^/s af Skinnebenets, og dens inderste Led 2 Gange saa langt som 2. Led. Oftest vinget.] 3. G. thoråcicus Schum. (Fig. 19). I Udseende tem- melig lig G. rufoscutellatus, men mindre og tættere bygget og i flere Retninger afvigende fra denne. Forryggen i større eller mindre Udstrækning brunlig gul, Halvdæk- vinger lysere eller mørkere sodbrune. Føle- horn og Ben overvejende smudsiggule. Føle- horn korte og kraftige; inderste Led længst, men ikke saa langt som 2. og 3. Led tilsammen ; ^ 3. Led næsten saa langt som 2. Led; 4. Led pjg jg^ en Del længere end 2. Led og tydelig kor- Sjette Bug- tere end 1. Led. Mellembenenes inderste ^^^""^ ^S (jenitalpla- Fodled mindst dobbelt saa langt som 2. Led. ^^^ hos Bagbenenes inderste Fodled omtrent Vh Gang Hannen af saa langt som 2. Led. 6. Bugskinnes Bagrand G^'rip tho- o o racicus hos Hannen dybt indskaaret, hos Hunnen Schum. svagt indbuet. L. 10 — 12 mm. Denne Art, der mest optræder vinget, er udbredt over hele Landet, men er ikke særlig talrig. 4. G. gibbifer Schum. (Fig. 20a). En mellemstor, helt mørk Art, der over Mellemhofterne er forholdsvis bredere end de øvrige indenlandske Arter. Følehorn og Ben lysere eller mørkere begsorte. Følehornene og de enkelte Leds indbyrdes jStørrelse som hos foregaaende Art, men Forholdet mellem Mellem- og Bagbenenes Fodled anderledes. Mellembenenes inderste Fodled omtrent 3 Gange saa langt som 2. Led; Bagbenenes inderste Fodled 2 Gange saa langt som 2. Led; Bagbenenes Skinneben og Fod tilsammen af Længde med Laaret. 6. Bugskinne om- trent som hos G. thoråcicus. L. 9—12 mm. Optræder oftest vinget; en sparsomt forekommende Art, der navnlig er fundet i Silkeborg- og Randersegnen. 48 Fig. 20. a Gerris gibbifer Schum., Han. b Sjette Bugskinne og Genital- plader hos Hannen af Gerris lacu- stris Linn. 5. G.lacustrisLinn. (Fig. 20 b). Hører sam- men med de to følgende til vore mindste Arter. Ligner meget foregaaende Art, men er en Del min- dre. Følehorn af samme Bygning. Forryggen bag- til med en skarp Midtkøl. Forlaar overvejende gule. Mellem- og Bagben om- trent som hos G. gibbifer, men Bagfod og Bag- skinneben lidt kortere end Laaret, og Mellem- benenes inderste Fodled 3^2 Gang saa langt som 2. Led. 6. Bugskinnes Bagrand hos Hannen dybt indskaaret og i selve Midten yderligere med et lille rundt Indsnit, hos Hunnen svagere indbuet. Hunnens første Genitalsegment med en svag Køl langs Midten, paa hver Side af denne noget indtrykket. L. 8—9 mm. En almindelig og flokkevis optræ- dende Art, der baade forekommer i en vinget og uvinget Form ; desuden træffes en Form med forkortede Vinger; den vingede Form er den hyppigste hos os. 6. G. odontogåster Zett. (Fig.21). Let kendelig ved, at Hannens 6. Bug- skinne er udstyret med 2 fremstaaende og noget fremadrettede Knuder og ved, at Hunnens første Genitalsegment ved Roden er udhulet paa tværs. løvrigt meget lig G.lacustris; Forlaarene mørke og kun gule ved Roden. L.7^/2— 8^/2 mm. Er ikke meget almindelig; den er ^ Fig. 38. Perubalus ver- nalis Wolff. Forneden Hannens Genital- plade. 1. P. vernålis Wolff. (Fig. 38). Oversiden rødliggraa, meget tæt sort- punkteret. Forryggens smalt liste- formede Siderande gulagtige. Scutel- lums Spids gulrødlig. Connexivum gul- og sortplettet. Følehornenes 3 inderste Led gulrødlige, de 2 yderste Led mørke eller sorte, med lys Rod og ofte ogsaa lys Spids. Ben gul- rødlige, fint sortprikkede. Hannens Genitalplades Bagrand tandet -ind- bugtet. Hidtil ret sjælden: Lolland, Juel- linge, Silkeborg- og Randersegnen. Vil formentlig vise sig at være mere udbredt. Findes sent paa Sommeren paa forskellige Planter, mest Græs, særlig paa tørre Skrænter i Skove. 6. Paloména Muls. & Rey. (Cimex Linn., Fieb.) Staar nær ved foregaaende Slægt, med hvilken den stemmer overens i de fleste Henseender. Pandekilestykket ikke saa dybt indesluttet af Ho- vedets Sidestykker, idet det er forlænget afsmalnet fortil og naar endog ofte helt frem til Spidsen af disse (varierer noget hos én og samme Art). For- ryggens Siderande, i alt Fald fortil, ikke listeformet afsatte og næppe indbuede. 3. Følehornsled mindst saa langt som 2. Led. løvrigt let kendelig ved Oversidens græsgrønne Farve. Hannens Genital- plades Bagrand stærkt indbuet. 1. P. pråsina Linn., Fall. (Fig. 39). Oversiden blaalig- eller gulliggrønlig, undertiden brunrødlig (Varieteten sub- rubéscens Gorsk.), fint og temmelig tæt sortpunkteret 75 Fig. 39. Palomena pra- sina Linn. Forneden Hannens Genitalplade. Forbryststykkets Siderande fortil lige eller meget svagt indbuede, utydelig kornede henimod Forhjørnerne; selve Siderandene gullige eller rødlige. Bugen grønliggul, mere eller min- dre rødlig. Følehorn grønliggule, de to yderste Led i større eller mindre Udstrækning rødligbrune. Ben grønliggule, ikke sortprik- kede, hos den nævnte Varietet med rødligt Anstrøg. Connexivum stærkt sortpunkteret. L. 12 — 15mm. Almindelig særlig i Skove og Haver, hvor den træffes paa mange forskellige Planter, men særlig paa Blomster af Skærmplanter. Va- rieteten med rødbrun Overside er sjælden og findes mest i magre Egne. Er fuldtudviklet ved Mid- sommertid. Palomena viridis- sima Pod. (prasina Fieb.), der af mange opretholdes som særlig Art, bør kun betragtes som en Afændring, idet den kun vanskelig lader sig skille fra Hovedarten ved usikre Kendetegn. 7. Dolgcoris Muls. & Rey. Let kendelig ved de hvidlig ringede Følehorn og ved Forryggens og Hovedets oprette Behaaring. Inderste (og korteste) Følehornsled naar ikke frem til Hovedets Spids; 3. Led kun lidet længere end 1. Led og meget kortere end 2., 4. eller 5. Led, som indbyrdes omtrent er lige lange. Pandekile- stykket fortil noget smallere, men ikke indesluttet af Hovedets Sidestykker. Ben sortprikkede. Mem- bran med 6 delvis gaffelgrenede Ribber. 1. D. baccårum Linn. (Fig. 40). Oversidens Grund- farve rødligbrun med forskellige, blegere eller graalige Partier. Scutellums Spids hvidlig. Oversiden temmelig 76 tæt, men ujævnt sortpunkteret. Forbryststykkets liste- formede Siderande fortil hvidliggule. Connexivum med hvidliggule og sorte Pletter. Inderste Følehornsled hvid- ligt, de øvrige Led med hvid- lig Rod, mest ogsaa med hvidlig Spids. Ben graa- liggule, sortprikkede; Fød- der sorte, 1. og 2. Led med hvidlig Rod eller 2. Led helt hvidligt. L. 10—12 mm. En af vore alleralmin- deligste Tæger, som træffes overalt og paa de forskel- ligste Planter. Er allerede fremme i Maj Maaned. 8. Carpocoris Kolen. (Mormidea Am. & Serv.) Meget lig foregaaende Slægt, men let at ad- Fig. 40. Dolycoris baccarum Linn. skille fra denne ved Man- gel af Behaaring paa Oversiden og ved, at de yderste Følehornsled er helt sorte. 1. C. purpuripénnis De Geer (nigricornis Fabr.) (Fig. 41). En meget varie- rende Art. Oversiden fra graagulagtig grønlig til helt rødlig, oftest noget plettet. Følehornene sorte, inderste Led dog gulrødligt og 2. og 3. Led undertiden brunlig- røde. Skulderhjørnerne tem- melig fremstaaende. L. 12— 14 mm. Fig. 41. Carpocoris purpuripén- nis De Geer. 77 Sjælden, men funden adskillige Steder paa de østlige Øer (Bornholm iberegnet). 9. Chlorochroa Stål. (Pentatoma Oliv.) Pandekilestykket kun svagt tilspidset fortil, ikke indesluttet af Hovedets tilspidsede Sidestykker. Inderste Følehornsled kort, ikke halvt saa langt som 2. Led og ikke naaende Hovedets Forrand. 2. Led betydelig længere end 3. Led og lidt læn- gere end 4. Led; 5. Led omtrent saa langt som 2. Led. Scutellums Spids bredt afrundet, elfen- benshvid; Oversiden fint og tæt punkteret, græs- grøn (hos de danske Arter er Forbryststykkets og Bagkroppens Siderande samt Coriums Siderande mod Roden hvidliggule). Membran med 7 Ribber. Randen af Connexivum lige synlig udenfor Halv- dækvingerne. Oversigt over Arterne. Oversiden brunpunkteret 1. pinicola. Oversidens Punkter af samme Farve som Grund- farven 2. juni perina. 1. Chl. pinicola Muls. & Rey. Ligner meget den efterfølgende Art, men adskilles foruden ved den brune Punktering ved, at kun inderste Følehornsled og Roden af 2. Led er grønlige, og ved, at Fødderne er brunlige, medens Resten af Benene er mørkebrunlige. Hannens Genitalplade med en Tværliste under den listeformet op- højede og indbuede Bagrandsmidte. L. 12 — 13 mm. Funden under Tang paa Falsters Østkyst. 2. Chl. juni perina Linn. (juniperi Fieb.) (Fig. 42). Oversiden grøn, tæt punkteret; Fødder helt eller delvis grønlige, ofte brunlige mod Spidsen. Følehornenes 1. og 2. Led og Rodhalvdelen af 3. Led grønlige; 4. og 5. Led 78 Fig. 42. Chiorochroa juni perina Linn. brunlige, med grønlig Rod. Con- nexivum gul. Hannens Genital- plade i Midten af Bagranden ophøj et-randet, indbuet og tæt ovenfor (foran) med et grubeagtigt Indtryk. Snabelen noget kortere end hos den foregaaende Art. L. 11—12 mm. Hist og her, navnlig i Jylland og paa Sjælland; den tages hyp- pigst paa Ene (Juniperus) og er fuldt udviklet i Juni Maaned. 10. Pentatoma Lam. (Tropicoris Hahn). Afviger stærkt fra de fore- gaaende Slægter ved de tand- formet fremstaaende Skulderhjørner og Forbryst- stykkets S-formet buede, fortil kornet-tandede Side- rande. Pandekilestykket for- til stærkt tilspidset og inde- sluttet af Hovedets Side- stykker. Hovedet temmelig forlænget. Forryggens For- hjørner spidst tandformet fremdragne. Scutellum bag- til smalt og noget indbuet tilspidset. Følehornene lan- ge; 1 . og 2. Led korte, 3. Led længst; 4. og 5. Led lige lange, hvert for sig lidt kor- tere end 3. Led. 1. P. rufipes Linn. (Fig. 43). Oversiden mørk, bronce- agtig glinsende, grovt sortpunk- ^^^^Ox Fig. 43. Pentatoma rufipes Linn. Forneden Hannens Genitalplade. 79 teret. Benene og Scutellums Spids røde eller rødlig- gule. Forbryststykkets Siderande fortil] smalt rødliggule. Skulderhjørnerne metalsorte. Connexivum, der rager uden- for Halvdækvingerne, rødliggult og metalsort plettet. Føle- hornene rødliggule mod Roden, brunlige mod Spidsen, undertiden overvejende mørkbrunlige. Scutellums Rod tværrynket. Hannens Genitalplades Bagrand stærkt ind- buet. L. 13—15 mm. Almindelig navnlig paa Birk[]og El; fuldt udviklet£ved Midsommertid. 11. Eurydéma Lap. (Stråchia Hahn). Karakteristisk ved Oversidens livlige Farve og iøjnefaldende Plettegning. Forbryststykkets Skul- derhjørner meget lidt fremstaaende ; Forryggen sæd- vanlig med et i Midten afbrudt Tværindtryk. 2. Følehornsled længere end 3.; dette noget længere end 1. Led; 4. Led saa langt som 2. Led og oftest en Ubetydelighed kortere end 5. Led (hos enkelte Arter er dog 5. Led lidt kortere end 4.). Over- sidens lyse Tegning fra hvid til blodrød; den mørke Tegning sort eller grønlig staalblaa. Findes oftest paa korsblomstrede eller skærmblom- strede Planter, mest selskabelig samlede og ofte i uhyre Antal; de kan derved anrette Skade i forskellige Plante- kulturer. De træffes fuldtudviklede fra Begyndelsen af Maj til hen i Oktober; muligvis overvintrer enkelte Eks- plarer som fuldt udviklede. Oversigt over Arterne. 1. Oversidens mørke Farve sort, den lyse Farve blodrød (sjældnere gulagtig) 2. Oversidens mørke Farve staalblaa eller grønlig blaa, den lyse Farve fra hvidlig til rødlig . . . 1. oleråceum. 80 2. Coriums Yderside rød, uden sort Randplet i Midten; foran Coriumspidsen en sort Plet... 2. festivum. Coriums Yderside rød, med en sort Randplet i Midten; ingen sort Plet foran Coriumspidsen 3. ornåtum. 1. E. oleråceum Linn. Forryggens Siderande og et bagtil bredere Længdebaand langs dens Midte (undertiden alle Randene), ligeledes Hovedets og Coriums Siderande, en Plet paa Corium udfor Scutellums lyse Spids samt Skinnebenenes Midte hvidliggul eller blodrød. Oversidens mørke Farve staalblaa, grønlig eller metallisk brunlig. L. 5 — 7 mm. Almindelig overalt, særlig paa korsblomstrede Planter; ligesom alle Arter indenfor denne Slægt meget ubestandig baade med Hensyn til Farvenuancer og Farvetegningernes Form og Størrelse. 2. E. festivum Linn. (Fig. 44). Forryg, Scutellum og Halvdækvinger (Membran ikke medregnet) blodrøde, med følgende sorte Tegning : paa Forryggen 6, undertiden sammenvoksede. Pletter i 2 Tvær- rækker (2 i forreste og 4, deraf de midterste de største, i bageste); en stor, trekantet Plet, sædvanlig med afrundede Sider og begrænset af rødt lige til Roden, paa Scutellums Rod og en lille, halvrund Plet paa hver Side foran dens Spids; paa Corium og Clavus en stor, fælles Længdeplet, hvis Yderside i Midten er spidst trekantet indskaaret af rødt; desuden en større eller min- dre Plet foran Coriumspidsen. Ben oftest helt sorte. L. 5 — 8 mm. Ikke sjælden; findes mest paa Skærmplanter. 3. E. ornåtum Linn. Meget lig foregaaende, men større. I Farvetegningen afviger den særlig ved, at Co- riums Yderside har en sort Randplet i Midten, ved, at Fig. 44. Eurydema festi- vum Linn.' 81 Scutellums store, sorte Plet ikke er begrænset af rødt helt til Roden samt ved, at de smaa sorte Pletter foran Scutellums Spids er firkantede. Forryggens sorte Side- pletter næsten altid forbundne. Den lyse Tegning under- tiden orangegul. Tegningen iøvrigt meget ubestandig. L. 9—10 mm. Yderst sjælden; Bomholm; maa særlig søges paa Naaletræplanter. 12. Rhacogndthus Fieb. Pandekilen fra svagt tilspidset fortil til næsten helt indesluttet af Hovedets Sidestykker, i det hele meget varierende af Form. Forbryststykkets Sider temmelig indbuede, fortil fint, uregelmæssig tan- dede; Forhjørnerne fint tandformet fremdragne; Skulderhjørner spidsvinklede, noget udstaaende. Scutellums Sider temmelig indbuede; Spidshalv- delen næsten ligebred, selve Spidsen bredt af- rundet. Inderste Følehornsled kort og ikke naaende Hovedets Spids; 2. Led dobbelt saa langt; 3. Led ubetydelig kortere end 2. Led; 4. Led lidt længere end 2. Led; 5. Led tydelig længere end 4. Led. Forskinnebenet kantet-udvidet paa Spidsen. Con- nexivum rager langt udenfor Halvdækvingerne. Membran med 7 delvis gaffeldelte Ribber. 1. Rh. punctåtus Linn. (Fig. 45). Oversiden stærkt punkteret, grønlig eller kobberagtig metalsort, med uregel- mæssig omstrøede hvidlige Smaapletter, der ofte paa For- ryggen og Scutellum forener sig til en mere eller mindre tydelig, uregelmæssig Midtlinie. Connexivum stærkt frem- ragende, hvidgulplettet. Ben sorte. Skinnebenene over Midten hvidliggule. Følehorn sorte. Bugen metallisk sort, fint gulspraglet. L. 8—9 mm. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 6 82 Fig. 45. Rhacognathus punctatus Linn. Temmelig sjælden, men funden i de fleste Provinser, ogsaa paa den jyske Vestkyst, hvor den er taget under opskyllet Tang. Den synes særlig at holde sig til Asp og Birk. 13. Jdlla Hahn. Følehornenes inderste Led meget kort; 2. Led godt 3 Gange saa langt; 3. Led om- trent 2/3 af 2. Led; 4. Led noget længere end 3. Led; 5. Led nærmest saa langt som 4. Led. Følehornene i det hele meget slanke og tynde. Forbryststykkets Forrand dybt indbuet, Forhjørnerne ret skarpe; Skulderhjørner kun svagt udstaaende, afrundede. L J. dumosa Linn. (Fig. 46). Oversiden graagullig eller rødlig, uregelmæssig sortpunkteret. Hovedet, For- ryggen fortil og ud mod Siderne samt Scutellums Rod sorte, ofte med Bronceglans. Pan- dekilestykket, en mere eller min- dre fuldstændig, midtstillet Læng- destribe paa Forryggen og Scu- tellum. Forbryststykkets tykt listeformede Siderande og en Plet paa hver Side af Scutellums Rod rødlige eller gullighvide. Føle- horn sorte, 3. Led ofte gulligt eller rødligt ved Roden. Ben metal- sorte, Skinnebenenes Midte rød- lig eller hvidliggul. L. 11 — 13 mm. Meget sjælden; Jægersborg Dyrehave, Tidsvilde, Bornholm. Fig. 46. Jalla dumosa Linn. 83 14. Zicrona Am. & Serv. Følehornenes inderste Led kort og naar ikke Hovedets Forrand; 2. Led noget længere, 3. Led ubetydelig kortere end 4. Led, men en Del kortere end 2. Led; 5. Led omtrent af Længde med 2. Led. Forbryststykkets Forhjørner spidse, dets Siderande næsten rette indtil de afrundede Skulderhjørner. Forryggen med et Tværindtryk over Midten. 1. Z. coerulea Linn. (Pig. 47). Klart glinsende staal- blaa, ofte med rødligviolet Skær. Oversiden ujævnt punk- teret: Forryggen med ret kraf- tige, men mindre tæt stillede Punkter; Scutellum tildels tvær- rynket; Corium meget fint og sparsomt punkteret mod Spid- sen, grovere punkteret mod Roden. Connexivum rager no- get udenfor Halvdækvingerne. L. 6—7 mm. Temmelig sjælden, men ta- get paa El rundt om, særlig paa Sjælland, Lolland-Falster samt i Silkeborg- og Aarhusegnen. Fig. 47. Zicrona coerulea Linn. 15. Acanthosoma Curt. Følehornenes inderste Led rager langt udenfor Hovedets Forrand; 3. Led kortest, de øvrige Led omtrent af ens Længde. Pandekilestykket bredest mod Spidsen og ikke indesluttet af Hovedets Side- stykker; det rager sædvanlig lidt længere frem end disse og er paa Oversiden ud mod Spidsen for- synet med en Længdegrube. Kroppen stor, meget forlænget. Forbryststykkets Sider temmelig ind- 84 buede og dets Skulderhjørner udstaaende. Scu- tellum næppe halvt saa lang som Bagkroppen. Membran med 7 — 8 Ribber. 1. A. hæmorhoi dale Linn. (Fig. 48). Lysgrønlig, sted- vis rødlig, overalt med kraftige, sorte Punkter, der er meget spredte, men kraftigst paa Forryggens Skive og paa Scutellum. Dele af Hovedets Overside og 2 Tværpletter foran paa Forryggen glatte; det yderste af Skulderhjørnerne brunsort eller sort. Følehorn sædvanlig sorte; 1. Led grønlig- gul paa Indersiden; undertiden de to inderste Led mere eller mindre lyse. Ben rødlig- eller grønliggule. Connexivum ikke sortplettet. L. 13 — 16 mm. Temmelig sjælden, men dog funden over hele Landet paa forskellige Træer og urteagtige Planter (ikke sjælden i Silkeborg- egnen). Er først udviklet langt hen paa Sommeren. 16. Elasmostéthus Fieb., Stål. Fig. 48. Acanthosoma hæ- morhoidale Linn. a Bug- spids hos Hannen, b hos Hunnen. Ligner meget foregaaende Slægt, men Kroppen betyde- lig mindre, Øjnene mere frem- staaende, Forbryststykkets Sider ikke indbuede, Skulderhjørnerne mindre ud- staaende og 1. Følehornsled ikke saa forlænget. Pandekilestykket stærkt udvidet fortil og ragende forbi Hovedets Sidestykker. Hoved meget svagt punkteret. Connexivum uden sorte Pletter. Mem- bran med 7 Ribber. 85 1. E. interstinctus Linn. (dentåtus De Geer) (Fig. 49). Oversiden temmelig spredt og ikke særlig kraftig sortpunkteret, gulgrønlig; Halvdækvinger langs Scutellum og Membranrod rødlige; Scutel- lums Rod ligeledes rødlig (ofte ogsaa Forryggens Rod). Under- sidens Punkter farveløse. Føle- horn grønliggule, de yderste Led mere eller mindre brunlige. L. 10—12 mm. Udbredt over hele Landet og ikke sjælden; hyppigst paa Birk, men iøvrigt paa mange forskel- lige Planter, ogsaa Naaletræer. Er fuldt udviklet allerede i første Halvdel af Maj. 17. Elasmucha Stål. (Clinocoris Hahn). I de fleste Henseender overensstemmende med fore- Fig- 49. Eiasmostethus in- terstinctus Linn. a Bug- gaaende blægt, men bl. a. let spids (med Genitalplader) kendelig fra denne ved, at hos Hannen, fc hos Hunnen. Connexivum er sortplettet og rager længere uden- for Halvdækvingerne. Oversiden grovere sort- punkteret. Følehornene kortere; 3. Led lidt kor- tere end 2. Led og næsten saa langt som 4. Led. Forbryststykkets Underside sortpunkteret. For- ryggens Baghjørner noget forlænget-udvidede, saa at de naar bagved Scutellums Rodhjørner. Mem- bran med kun 5 Ribber. Oversigt over Arterne. Bugen med spredte sorte Punkter. Forbryst- stykkets Forhjørner med en lille spids, udad- rettet Tand 1 . p i c i c o 1 o r. 86 Bugen ikke sortpunkteret. Forbryststykkets For- hjørner uden tydelig, udadrettet Tand. . 2. grisens. 1. E. picicolor Westw. (Fieberi Jak.) (Fig. 50). Over- siden meget kraftig sortpunkteret, fra graaliggrøn (Hannen) til rødliggul (Hunnen), noget plet- tet. Bugen med spredte sorte Punkter. Forbryststykkets For- hjørner skarpt sylformet ud- staaende. Forryggen kraftig punk- teret helt ud til Siderandene; de yderste Punkter danner en lidt uregelmæssig Række langs med Randene. Skulderhjørner sæd- vanlig med en mørk Plet. Føle- hornene overvejende sorte hos Hannen, hos Hunnen sædvanlig overvejende lyse. L. 8—9 mm. Kun funden i Jylland; navn- lig talrig paa Birk og andre Træer i Silkeborgskovene, men iøvrigt i adskillige andre jyske Skove. Findes fuldt udviklet sidst i Maj. 2. E. griseus Linn. Ligner i Størrelse og Udseende omtrent foregaaende, men er sædvanlig mere rødliggul. Oversiden mindre kraftig punkteret. Bugen ikke sort- punkteret. Forbryststykkets Forhjørner ikke eller kun uty- delig udstaaende. Forryggen meget spredt punkteret ud mod Siderandene, hvor de yderste og mindre Punkter ikke danner nogen tydelig Række. Skulderhjørner ikke sorte. Hos Hunnenfer sædvanlig kun yderste Følehornsled helt eller delvis mørkfarvet, hos Hannen er derimod oftest flere af de yderste Led delvis mørktfarvede. L. 7—9 mm. Udbredt overalt i Landet; særlig paa Birk. Fuldt- udviklet i første Halvdel af Maj Maaned. Fig. 50. Elasmucha pici- color Westw. 18. Cyphostéthus Fieb. I Udseende meget lig de foregaaende Slægter, men afvigende ved Oversidens aldeles overvejende 87 ufarvede Punktering og ved Følehornenes Bygning; inderste Led naar ikke forbi Hovedets Forrand; 2. og 4. Led af ens Længde; 3. Led ubetydelig kortere; 5. Led betydelig kortere end 4. Led. Pande- kilestykket udvidet fortil og naar noget forbi Hovedets Sidestykker. Forbryststykkets Skulderhjørner me- get lidt udstaaende. Con- nexivum rager ikke udenfor Halvdækvingerne. Membran med 5 — 6 Ribber, noget brun- plettet. 1. C. tristriåtus Fabr. (11- turåtus Panz.) (Fig. 51). Over- siden mest noget plettet grøn- liggul, grøn og rødlig. Clavus og inderste Halvdel af Corium rosen- eller blodrødlig; Forryggens Ran- de fra Skulderhjørne til Baghjørne sædvanlig af samme Farve; den grønne Farve er mest udpræget paa Forryggens bageste Halvdel og paa Coriums yderste Halvdel. Scutellums Rod og nogle Smaa- partier af Corium sædvanlig med nogle fine sorte Punkter. Føle- horn og Ben blegt grønlig- eller rødliggule; de 2 yderste Føle- hornsled mere eller mindre brunlige. L. 9 — 11 mm. Ikke almindelig; er særlig funden paa Sjælland og i Jylland (talrig i Silkeborgskovene); træffes mest paa Ene (Juniperus), allerede i første Halvdel af Maj. Fig. 51. Cyphostethus tri- striåtus Fabr. Bugspids med Genitalplader: a hos Hunnen, b hos Hannen. 19. Picromérus Am. & Serv. Meget ejendommelig ved de sylspidse, ligeud til Siderne staaende Skulderhjørner. Pandekile- 88 stykket ikke indesluttet fortil og saa langt som Hovedets Sidestykker. Forlaar paa Undersiden ud mod Spidsen med en fin, spids Tand; en lignende Tand paa Indersiden af Forskinnebenet noget ovenfor Spidsen. Bugen stærkt hvælvet. Connexivum rager udenfor Halvdækvingerne. Membran med 7 delvis gaffelgrenede Ribber. 1. P. bl dens Linn. (Pig. 52). Oversiden graaligbrun, tæt sortpunkteret, Forryggen og Scutellums Rod med nogle hvidlige Smaapletter. Pølehorn og Ben rødlige; de to yderste Pølehornsled og Laarene ofte lysere eller mørkere brunlige. L. 11—14 mm. Almindelig over hele Landet, navnlig i Skovegne; er fuldt- udviklet hen paa Sommeren. Fig. 52. Picromerus bidens Linn. 20. Troilus Stål. (Podisus Muls. & Rey; Åsopus Pieb.) Pandekilestykket ikke indesluttet af Hovedets Side- stykker, men noget kortere end disse. Krop temmelig flad. Inderste Pølehornsled overordentlig kort; 2. Led meget forlænget, om- trent dobbelt saa langt som 3. Led; 4. og 5. Led af ens Længde, hvert for sig lidt kortere end 2. Led. Forbryststykkets Skulderhjørner stumpe, men temmelig udstaaende; dets ofte uregelmæssig ind- buede Siderande fremefter kornede eller endog grovt tandede. Inderste Bugskinne fortil i Midten 89 med en fremadrettet Tand eller Torn. Connexivum rager ud fra Halvdækvingerne. Membran med ca. 8 Ribber. 1. T. lu ri dus Fabr. (Fig. 53). Oversiden graalig, tæt sortpunkteret. Hovedets og Forryggens Sider, men navnlig Skulderhjørnerne, metalsorte. Granuleringen paa Forryggens Sider bleggul. Følehornene sorte. Rodleddet oftest delvis lysere og yderste Trediedel af 4. Led rød- liggul. Ben snavsetgule, stærkt sortprikkede. Bugen med sorte Smaapletter. Connexivum sort- og gulplettet. L. 11—13 mm. Ret almindelig overalt i Skov- egne; fuldtudviklet ved Midsom- mer. 21. Pinthæus Stål. (Platynopus Fieb.) Forbryststykkets Skulder- Pig. 53. hjørner ikke langt og spidst udtrukne. Pandekilestykket fortil afsmalnet, lidt kortere end Hovedets Sidestykker. Forskinne- benenes Inderside mod Spidsen buet-udvidet. Mem- bran med 10 Ribber. 1. P. sanguinipes Fabr. Følehorn sorte; inderste Led og Rodhalvdelen af 5. Led rødliggule. Ben over- vejende rødliggule, med mørkprikkede Laar. Oversidens Grundfarve brunliggul; det gulrandede Hoved, Forryggen fortil og Skulderhjørnerne mørke, metallisk grønlige. Ho- ved, Forryg og Scutellum grovtpunkterede ; Halvdækvinger fintpunkterede. Connexivum sortblaalig med gule Pletter. L. 11 — 13 mm. Yderst sjælden; Nykøbing F. Troilus luridus Linn. 90 6. Fam. Coreidæ. Flere af de herhen hørende Tæger har en vis ydre Lighed med Pentatomiderne, medens andre minder om Lygæiderne (den følgende Familie); fra førstnævnte adskilles Coreiderne dog let ved kun at have 4 Følehornsled og fra de sidstnævnte ved, at Membranen er forsynet med en Mængde, som oftest tætstillede, stærkt og gentagen gaffeldelte Ribber, der sædvanlig udgaar fra en Tværribbe ved Membranens Rod. Coriumribben forgrenes tæt ved Membranroden saaledes, at der dannes to Masker. Følehornenes yderste Led hyppigst tyk- kere end 2. og 3. Led. Krop, Følehorn og Ben ikke sjælden forsynede med Haar, Børster, Torne, Tænder eller Knuder. Baglaar ofte kraftigst og fortykkede mod Spidsen. Kropform fra liniedannet til oval. Ogsaa denne Families Medlemmer afsondrer et Sekret, der dog stinker langt mindre end Pentatomidernes. Hos Slægten Therapha udbreder Sekretet endog en ejendomme- lig aromatisk, nærmest timianagtig Duft. Coreiderne lever af Plantenæring; enkelte suger Saft af Frugter, men ingen af dem gør nævneværdig Skade. I flere Tilfælde over- vintrer de fuldtudviklede Dyr. Oversigt over Slægterne. 1. Krop linieformet, 6—7 Gange længere end bred 9. Chorosoma. Krop oval eller forlænget, højst 4 Gange læn- gere end bred 2. 2. Yderste Følehornsled forlænget, krummet, meget længere end 3. Led. Baglaar med 4 større, spidse Torne paa Undersiden 5. A ly dus. Yderste Følehornsled af normal Længde, lige, sjælden længere, ofte kortere end 3. Led. Baglaar uden eller kun med en enkelt iøjne- faldende Torn 3. 91 3. 3. Følehornsled 3—4 Gange saa langt som 2. Led. 4. 2. og 3. Følehornsled ikke meget forskellige i Længde 5. 4. Forbryststykkets Siderande uregelmæssig tan- dede, stærkt indbuede i Midten. 3. Følehorns- led betydelig mere end dobbelt saa langt som yderste Led 2. Pseudophloeus. Forbryststykkets Sider helrandede, svagt ind- buede i Midten. 3. Følehornsled knap dobbelt saa langt som yderste Led 3. Bathysolen. 5. Hovedet mellem Følehornene (ved disses Rod) med 2 fortil sammenløbende smaa, spidse Torne. Større Former (normalt 12—13 mm). 1. Syromåstes. Hovedet uden saadanne Torne. Mindre Former (6—10 mm) 6. 6. Følehornene tykke. Forbryststykkets Sider med blege, kamstillede Tænder 4. Coreus. Følehornene slanke. Forbryststykkets Sider ikke tandede 7. 7. Forkroppens Overside oftest langhaaret 8. Forkroppen utydelig haaret 8. Myrmus. 8. Blodrød, med skarpt begrænset sort Tegning. Membran med ca. 20 Ribber 6. Thérapha. Okkergul eller rustbrunlig; den mørke Tegning ubestemt og udflydende. Membran med ca. 10 Ribber 7. Corizus. 1. Syromåstes Latr. Inderste Følehornsled prismatisk-trekantet, noget krummet, bredest mod Roden, fint og tæt grynet; 2. og 3. Led stavformede; yderste Led let ten- dannet. Følehornene indleddede paa Hovedets Forrand. Hovedet lille. Forryggen fortil stejlt nedfaldende, bagtil overordentlig stærkt udvidet; Forranden kun ubetydelig bredere end Hovedet. Af Udseende meget lig en stor Bredtæge. 1. S. marginåtus Linn. (Fig. 54). Graalig eller rust- brunlig, meget fint og tæt sortprikket. Connexivum stærkt afrundet-udvidet og rager langt udenfor Halvdækvingerne, noget mørkplettet. Inderste Følehornsled graaligt eller 92 rustfarvet; 2. og 3. Led rødliggule; yderste Led sort. Benene af Krop- pens Farve; Laarene tæt, Skinne- benene mindre tæt (undertiden sortringet-) mørkprikkede. Laa- renes Underside med flere tyde- lige, vidtadskilte Smaatænder. L. 12 — 13 mm. (Dværgeksemplarer paa 10—11 mm forekommer under- tiden). Hyppig; holder sig særlig til Rumex-Arter og beslægtede Plan- ter f. Eks. Rhabarber; dog ogsaa paa Rubus, ligesom den heller ikke er ukendt som „Frugtsuger". Den overvintrer i Mos og under nedfaldet Løv. Parrer sig om ^ Foraaret. Æggene er temmelig Pig. 54. Syromastes mar- store og rundagtige. ginatus Linn. a Hove- [Verlusia quadråta Fabr. dets Spids, b Bagkrops- (rhombea Linn.) kunde muligvis spidsen hos cf, c do. hos findes her i Landet. Den kendes 9, begge sete fra Under- let paa sin blege Farve, mindre siden. Størrelse (ca. 8 mm), men særlig paa, at Connexivum staar stærkt vinkelformet ud fra Halvdækvingerne, hvorved Bagkrop- pen bliver rudedannet af Form]. ^^57^ 2. Pseudophloeus Burm. Oval. Hoved stærkt kantet. Forbryststykket meget udvidet bagtil og med uregelmæssig tandede, stærkt indbuede Sider. Kroppens Overside med fremstaaende Ribber og navnlig fortil kornet-gry- net. Connexivum afrundet-udvidet og rager langt udenfor Halvdækvingerne. Inderste Følehornsled kort og tykt, tykkere og lidt længere end yderste Led; 2. Led tyndt, men kort; 3. Led meget for- længet, stavformet. Følehorn og Ben fint grynede. 93 1. P. Fallénii Schill. (Fig. 55 a). Graalig bleg; For- ryggen dog for Størstedelen mørk eller sort. Følehorn graalig blege, men yderste Led sort eller mørk-brunligt; 3. Led næsten 4 Gange saa langt som 2. Led. Scutellum langs Midten med en op- højet Køl, Spidsen knopformet frem- staaende, sort. Forryggen med to, bagtil stærkt divergerende Længde- volde, hvis Ryg er udstyret med smaa, perleagtige, mælkehvide Tu- berkler. Connexivum noget mørk- plettet. Membranribberne med spredte sorte Punkter. L. 6 — 7 mm. Ikke almindelig, men kendt fra de fleste Egne af Landet; særlig i sidste Halvdel af Sommeren paa tørre, solvarme Bakker og Skov- skrænter med Genista- og Filago- Vegetation. Fig. 55. a Pseudophloeus Fallénii Schill. h Om- rids af Forbrvststykket Som foregaaende Slægt, men "Vo.r^'r^^f p^.l^" langt svagere kornet-grynet. In- derste Følehornsled mere forlænget og slankt; 3. Led højst 3 Gange saa langt som 2. Led ; yderste Led stærkt tenformet og mindst saa tykt som inderste Led. Forbryststykkets Siderande skarpe, noget ophøjede, svagt indbuede, utandede. 1. B. nu bilus Fall. {Fig. 55 &, c). Graalig brun, lysere eller mørkere. Yderste Følehornsled sort, med lysere Spids. Forryggen fortil i Midten med en Længdefordyb- ning, der ikke begrænses af fremtrædende Sidevolde. Scutellum mod Spidsen med en tydelig Længdekøl. Halv- dækvingerne med kraftig ophøjede Ribber. L. ca. 6 mm. 3. Bathysolen Fieb. 94 Sjælden og enkeltvis; navnlig fra Sjælland, Sydfyn og Falster; under forskellige Planter paa tørre Steder; ogsaa under nedfaldne Hasselblade. 4. Coreus Fabr. Noget forlænget. Følehornene tykke; Leddene af omtrent ens Længde ; yderste Led sort. De blege Kamtænder paa Forbryststykkets Siderande hver med en kortere eller længere Børste. Forryggens Bagrand med to Torne; uden for disse og helt hen til de spidst tandformet uddragne Skulder- hjørner med flere mindre Tænder. Corium med ophøjede Ribber. Forkroppens Overside ujævn af Punkter, Korn og Knuder. Baglaarenes Under- side mod Spidsen med færre eller flere sylspid- sede Torne. De fuldt udviklede Dyr overvintrer. Oversigt over Arterne. Følehorn og Forkroppens Overside med temme- lig lange udstaaende eller oprette Børstehaar. Kamtænderne paa Forbryststykkets Sider lang- børstede 1. denticulåtus. Følehorn og Forkroppens Overside særdeles korthaarede. Forbryststykkets Kamtænder kortbørstede 2. scabricornis. 1. C. denticulåtus Scop. (Fig. 56) (hirticornis Fabr.). Brunlig- eller rødliggraa. Forbryststykkets Siderande lige, med meget smal mælkehvid Rand; de hvidlige Kamtæn- der lange; hver Tand paa Spidsen med en Børste af om- trent samme Længde som Tanden (Fig. 56 c). Den bagud- rettede Tand paa Skulderspidsen ikke længere end Kam- tænderne. Scutellums Sider med nogle faa, skraat bagud- rettede, hvidlige Børster. Rodhalvdelen af Coriums Yder- 95 side med tætstillede, korte, opad- rettede, hvidlige Kamtænder. Bag- laar paa Undersiden mod Spidsen med to lange og flere korte Torne. L. 9 mm. Særdeles sjælden; 1 Stk. fra Jylland uden Lokalitet (højst sand- synlig fra Esbjergegnen); Fane- fjord paa Møen. 2. C. scabricornis Panz. (Fig. 56 a, b) (pilicornis Flor). Me- get lig foregaaende. Graalig. For- bryststykket ikke saa stærkt ud- videt bagtil, dets Siderande svagt indbuede; Kamtænderne kortere og mere uregelmæssige, deres Børstehaar meget kortere end Tænderne; den lige udadrettede Tand paa Skulderspidsen længere end Kamtænderne. Rodhalvdelen af Coriums Yderside uden Kam- tænder. Baglaar paa Undersiden mod Spidsen med ca. 3 tætstillede Torne af forskellig Længde. L. 8 mm. Yderst sjælden; Serup Skov ved Silkeborg. Fig. 56. Coreus denticu- latus Scop. Forneden a Sidetænderne paa For- bryststykket, b Baglaar af C. scabricornis Panz., c Sidetænderne paa For- bryststykket af C. denti- culatus Panz. 5. Alydus Fabr. Meget forlænget, indtil 4 Gange saa lang som bred, fint haaret. Connexivum opadrettet og staar ikke stærkt ud fra Halvdækvingerne. Følehorn og Ben lange og slanke. Yderste Følehornsled længst. Øjne stærkt udstaaende. Forryggens Skulderhjør- ner stumpe. Bugen meget hvælvet. Membran med stærkt og tæt forgrenede Ribber. 96 1. A. calcaråtus Ljnn. (Fig. 57). Sort; Oversiden og særlig Halvdækvingerne dog oftest brunlige eller graalige. 1., 2. og 3. Følehornsled, Skinne- benene og det inderste Fodled rødliggule, alle mørkspidsede. Yderste Spids af Scutellum hvidlig. Connexivum med gul- agtige Pletter. L. 10—12 mm. Hist og her paa tørre Lyng- bakker med Gyvel (Sarotham- nus), Visse (Genista) og Krage- klo (Ononis). Først fuldt ud- viklet langt hen paa Sommeren. 6. Thérapha Am. & Serv. Langagtig. Blodrød med Fig. 57. Aiydus calcaråtus skarp sort Tegning. Øjne ^^""' stærkt udstaaende. Føle- horn slanke. Membran mørkt røgfarvet, ugennemsigtig. Baglaar uden Torne paa Undersiden. Af Udseende skuffende lig en Ly- gæus, men let at adskille fra denne ved de talrige Membranribber. 1. Th. hyoscyami Linn. (Fig. 58). Hovedets Sider og Bagrand, Forryg- gens Forrand og en oftest nyreformet Plet paa hver Side ved Roden, Scu- tellums Rod, Størstedelen af Clavus, en stor Plet tværs over Corium og to smaa (ofte sammenflydende) Pletter ind mod Clavus samt Følehorn og Ben sorte (Laarenes Underside dog med en hvidlig Streg). Bugen med 3 pjg gg xheraphj Rækker sorte Smaapletter. L. 8— 10 mm. hyoscyami Linn. 97 Noget lokal, men dog ikke sjælden. Træffes ved Mid- sommertid i Skove og Haver paa vidt forskellige Planter. 7. Corizus Fall. Som foregaaende Slægt, men Farven brunlig eller rødliggul, med udviskede mørkere Skygger, uden bestemt Tegning. Membran med langt færre Ribber og glasagtig klar, saa at de gule og sorte Pletter paa Bagkroppens Overside skinner igennem. Bagkroppens midterste Rygled mere eller mindre sammenvoksede. Arterne er ikke lette at adskille, da de ligner hver- andre meget og desuden er meget foranderlige. Træffes hyppigst i Egne med rigelig Vækst af lave Planter. Oversigt over Arterne. 1. Baglaar i Midten tydelig fortykkede .... 2. Baglaar normalt udviklede 3. 2. Behaaringen kort. Scutellums Spids ikke hvidlig 1. crassicornis. Behaaringen lang. Scutellums Spids skarpt afsat hvidlig 2. subrufus. 3. Connexivum sortplettet. Coriums Rodhalvdel glasagtig. Spidshalvdelen hornagtig, rødlig eller brunlig. 3. maculåtus. Connexivum ensfarvet lys, højst med Antydning af mørke Pletter. Corium glasagtig gennem- sigtig helt til Spidsen 4. 4. Hovedets Underside i Midten med en lille sort Plet 4. parumpunctåtus. Hovedets Underside ensfarvet lys 5. ru fus. 1. C. crassicornis Linn. Farven foranderlig, oftest graaligbrun eller rødlig. Bagkropsryggen sort, med en A-formet lys Plet paa 3. og 4. Led og en lys Længdelinie paa hver Side mod Spidsen (den gule Tegning dog ofte opløst i mindre Pletter). Connexivum sortplettet. Rod- halvdelen af Corium gennemsigtig. Inderste, temmelig korte og tykke Følehornsled med 1—2 sorte Streger. Ben A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 7 98 oftest tæt sortprikkede; Laar ofte helt mørke af sammen- flydende Prikker. Bagbrystets pladeformede Forlængelse ikke indskaaren i Bagranden som hos de efterfølgende Arter. L. 7—9 mm. Ret sjælden; hyppigst funden paa Øerne. Er fremme det meste af Sommeren og træffes bedst paa Græs og andre lave Planter i Lunde og Udkanter af Skove. 2. C. subrufus Gmel. (capitåtus Fabr.). (Fig. 59). Lysere eller mørkere rødlig, ofte med udbredte mørke Skygger. Bagkropsryggen med en fælles, oval, gulagtig Plet paa 3. og 4. Led; 5. Led ved Forranden med to smaa Pletter af samme Farve, og 6. Led gulagtigt, med et sort Baand langs Midten. Connexivum kraftig sortplettet (de lyse Pletter sædvanlig mindre end de sorte). Scutellum med hvidlig, tydelig tvedelt Spids; Siderne tydelig indbuede foran Spidsen. Co- riums Rodhalvdel glasagtig, Spids- halvdelen hornagtig, ugennemsigtig^ rødlig. Laar og Skinneben sortspæt- tede eller marmorerede af sammen- flydende mørke Smaaprikker, der paa Skinnebenene sædvanlig danner 4—5 mere eller mindre iøjnefaldende Ringe. L. 7—8 mm. Ikke almindelig; hele Sommeren igennem paa lignende Steder som foregaaende. 3. C. maculåtus Fieb. Lysere eller mørkere rødligbrun. Forkroppen dybt sortpunkteret (hos de øvrige Arter er Punkterne sæd- vanlig ufarvede). Corium hornagtig og ugennemsigtig næsten helt til Roden. Connexivum mindre kraftig sort- plettet. Bagkropsryggen gulagtig, med mørke Pletter ved Siderne og en mørk Længdeplet paa Midten af yderste Led. Ved Udkanten af Hofterne en lille sort Plet. Fig. 59. Corizus sub- rufus Gmel. Forne- den Bagkropsryggen af C. rufus Schill. 99 temmelig langt tilspidset. L. 7—8 mm. Ikke hyppig. Ret ubestandig i Farve. 4. C. parumpunctåtus Schill. (praténsis Fall.). Okker- eller orangefarvet, ofte med grønligt Skær. Corium overalt glasklar og gennemsigtig. Hovedets og Brystets Underside i Midten med en sort Plet. Hovedets Overside med 1—2 mørke Smaapletter ved hvert Øje. Connexivum sjælden med Antydning til mørke Pletter. Bagkroppens Overside med en fælles, lys, oval Plet paa 3. og 4. Led, og to smaa, lyse Pletter ved Forranden af 5. Led; 6. Led lyst, med et mørkt Længdebaand i Midten og mod hver Side med en mørk, bagtil tilspidset Plet. L. 7 — 8 mm. Hyppig; træffes hele Sommeren. 5. C. ru fus Schill. (Pig. 59). Meget lig foregaaende og maaske ikke artsforskellig fra den. Adskiller sig væsen- ligst ved, at Hovedets og Brystets Underside mangler mørk Plet. Connexivum altid ensfarvet lys. L. 7—8 mm. Samhien med foregaaende. 8. M^yrmus Hahn. Krop næsten linieformet hos Hannen, bredere hos Hunnen. Følehornenes inderste Led temmelig kort og rager med kun omtrent en Trediedel uden- for Hovedets Spids; yderste Led kun lidt kortere end 3. Led. Ben ikke særlig lange, tæt beklædte med korte, børsteagtige Torne. Inderste Fodled omtrent saa langt som de to følgende Led tid- sammen. 1. M. miriformis Fall. (Fig. 60). Grønliggraa, sted- vis med rødligt Skær; Forbryststykkets og Halvdækvin- gernes Sider blegere; Følehorn, Ben og Halvdækvingernes inderste Ribber sædvanlig tildels rødlige; Farven iøvrigt ret ubestandig. Forryggen kraftig punkteret, med en fin 100 Fig. 60. Myrmus miriformis Fall. Længdekøl i Midten. Halvdækvinger med Membran naar meget sjælden til Bagkropspidsen og er ofte svagt udvik- lede eller endog rudimentære. Membran glasklar og har kun i helt udviklet Til- stand fuldt Ribbesystem. L. 7—9 mm. Hyppig paa tørre Græsmarker og aabne, græsrige Steder i Skove; Mid- sommer. 9. Chorosoma Curt. Krop liniedannet. Følehornenes inderste Led langt og rager med næsten hele sin Længde udenfor Hovedets Spids; yderste Led be- tydelig kortere end 3. Led. Ben lange og slanke, omtrent nøgne; inderste Fodled meget længere end de to følgende Led tilsammen. 1. Ch. Schillingi Schum. (Fig. 61). Ensfarvet grønligbleg; Bagkroppens Over- side (og ogsaa Undersiden) dog ofte paa hver Side med en mørk Stribe, undertiden helt mørk. Corium og Membran glas- klare. Skinnebenenes Inderside mod Spid- sen med korte Børster; Bagskinnebenets Inderside mod Spidsen mørk. Forryggen punkteret, med en fin Længdekøl i Mid- ten. Halvdækvinger meget forkortede og kun 2/3 af Bagkroppens Længde, ofte langt kortere og mere eller mindre rudimentære. L. 12—15 mm. Hyppig paa Græs i Klitegne; ogsaa inde i Landet (f. Eks. Silkeborgegnen); Midsommer. Fig. 61. Choro- [Foruden de foran beskrevne Coreider soma Schillingi maa der her i Landet kunne findes enkelte Schum. 101 andre Arter, navnlig saadanne som forekommer i alle de os omgivende Lande, bl. a. Spathocera Dalmånni Schill., der nærmest kan sammenlignes med Pseudophloeus Fallenii eller Bathysolen nubilus. Den er chokoladebrun; Hovedet rækkevis tornet; Forkroppen jævnt afsmalnet fortil; Forryggen forlænget, dens Sider fortil blege; Scu- tellum med en Længdekøl i Midten, paa hver Side af denne en fløjlsagtig Plet; 2. Følehornsled omtrent halvt saa langt som 3. Led; Baglaar uden Torne. L. 6—7 mm]. 7. Fam. Lygæidæ. Biøjne tilstede. Snabel 4-leddet. Følehorn 4- leddede; yderste Led i Almindelighed ikke paafal- dende tykkere end de 2 foregaaende Led. Halv- dækvingerne bestaar af Corium, Clavus og Mem- bran (med 4 — 5 Ribber), sjælden rudimentære. Forben ikke indrettede som Fangben, men Forlaar sædvanlig kraftig udviklede og ofte forsynede med Torne eller Tænder; Baglaar uden saadan Bevæb- ning og sjælden kraftigere end Forlaarene, ofte langt svagere. Farven oftest sort og chokoladebrun eller gulagtig bleg, sjælden delvis blodrød. De mange herhenhørende, mest mindre eller endog gan- ske smaa Insekter ernærer sig oftest af Plantesafter; de fuldt- udviklede Dyr overvintrer som Regel, saa at de kan træf- fes tidlig om Foraaret paa tørre, solbeskinnede Steder. Mange af dem er udprægede Sandmarks- og Hededyr. Enkelte Arter optræder baade i kortvingede og langvin- gede Former. Oversigt over Slægterne. 1. Øjnene aflange, nyreformede og rager ud over Forryggens Forhjørner. Hovedet tværs over Øjnene bredere end Forbryststykket 6. G e 6c o ri s. Øjnene runde, halvkugleformede og rager ikke ud over Forryggens Forhjørner. Hovedet oftest betydelig smallere end Forbryststykket 2. 2. Krop bred, overordentlig flad, næsten papirs- tynd 29. Gastrodes. Krop ikke paafaldende flad og tynd 3. 102 3. Bagbenenes inderste Fodled tydelig kortere end de to følgende Led tilsammen 4. Bagbenenes inderste Fodled mindst saa langt, oftest meget længere end de to følgende Led tilsammen 7. 4. Forbryststykkets Sider skarpe, knivbladagtig ud- fladede. Følehorn paafaldende korte. 7. Chilåcis. Forbryststykkets Sider ikke tyndt udfladede ... 5. 5. Forryggens Bagrand indbuet 5. Ischnodémus. Forryggens Bagrand ikke indbuet 6. 6. Scutellum lille, kortere end Clavussømmen. For- bryststykket mindst saa langt som bredt 3. Cymus. Scutellum stor, længere end Clavussømmen. Forbryststykket bredere end langt 4. Ischnorhynchus. 7. Membranribberne udgaar fra en Tværribbe, der sædvanlig danner 2 — 3 Masker (Celler) ved Roden 8. Heterogåster. Membranribberne udgaar sædvanlig direkte fra Roden, eller de to inderste Ribber danner en Celle ved Roden 8. 8. Forryggen fortil tværsover med en smal og skarpt nedtrykket, ligesom indridset, bugtet Fure. Membran ved Roden med en Celle mellem de to inderste Ribber 9. Forryggen fortil tværsover uden bugtet, ned- trykket Furelinie*). Membran med 4 — 5 sæd- vanlig frie Ribber 10. 9. Farven blodrød og sort. Oversiden ikke punk- teret. Større Tæger 1. Lygæus. Farven brunliggulagtig eller hvidliggraa. Over- siden punkteret. Smaa Tæger 2. Nysius. 10. Forryggens Forrand liste- eller kraveformet op- højet 11. Forryggens Forrand ikke kraveformet ophøjet. . 12. 11. 2. Følehornsled mindst dobbelt saa langt som 1. (inderste) Led 9. Ligyrocoris. 2. Følehornsled ikke dobbelt saa langt som 1. Led 10. Paméra. 12. Forbryststykkets Sider i hele deres Længde eller dog delvis mere eller mindre skarpt knivagtig udfladede 13. Forbryststykkets Sider ikke udfladede, i det højeste smalt, skarpt randede 19. 13. Følehorn med stive Børster; Forryggens Side- rande mørkprikkede 25. G o n i a n 6 1 u s. ") Furelinien maa ikke forveksles med et Tværnedtryk uden skarpe Grænser; et saadant Tværnedtryk forekommer ofte. 103 Disse to Karakterer ikke begge tilstede 14. 14. Forryggens listeformede, oftest blege Siderande paa Midten uden tydelig Udvidelse af den lyse Farve indadtil. Øjnene berører Forryggens Forhjørner 15. Forryggens blege Siderande paa Midten udvidet blegtfarvede indadtil. Øjnene berører som oftest ikke Forryggens Forhjørner 17. 15. Forryggens Siderande gulagtige og punkterede helt til Randene. Forryg med oprette Haar . 22. Sphragisticus. Forryggens Siderande ikke punkterede, eller fint punkterede og mørke. Forryg nøgen 16. 16. 2. og 3. Følehornsled med adskillige lange Haar 21. Trapezonotus. 2. og 3. Følehornsled nøgne eller kun med .gan- ske enkelte Haar ved Spidsen 23. A p h a n u s. 17. Forlaar med 3—4 Smaatorne. Øjnene berører Forbryststykkets Forhjørner 24. Beo sus. Forlaar sædvanlig med én stærk Torn og med mindre Torne eller Tænder mellem denne og Knæet. Øjnene berører ikke Forbryststykkets Forhjørner 18. 18. 1. Følehornsled rager med omtrent Halvdelen udenfor Hovedets Spids... 27. Scolopostéthus. 1. Følehornsled rager med langt mere end Halv- delen udenfor Hovedets Spids.. 26. Eremocoris. 19. Forlaar ikke eller utydelig tandede 20. Forlaar med Torne eller Tænder (undertiden dog kun med en enkelt, svag Tand) 25. 20. Krop nøgen 21. Krop haaret 22. 21. Hoved og forreste Del af Forryggen matsort . . 14. Ischnocoris. Hoved og i det mindste forreste Del af For- ryggen glinsende sort 13. Macro déma. 22. Behaaring lang (i alt Fald paa Hoved og For- ryg) 23. Behaaring kort 24. 23. Hoved og Forryg tydelig punkterede, delvis matte. Behaaring mørk 15. Pi o nos om u s. Hoved og Forryg (fortil) upunkterede, glinsende. Behaaring hvidlig eller gulagtig. 17. Lasiosomus. 24. Glinsende. Inderste Følehornsled rager knap udenfor Hovedets Spids. Forryggen ikke stærkt udvidet bagtil 18. A c 6 m p u s. Oftest mat. Inderste Følehornsled rager be- tydelig ud over Hovedets Spids. Forryggen meget udvidet bagtil 19. Stygnocoris. 104 25. Krop meget forlænget, smal 12. Pterotmétus. Krop temmelig bred 26. 26. Forlaar med en enkelt Torn. Krop mindst 2 mm lang 28. D ry mus. Forlaar med flere Tænder (sjælden entandede; i saa Tilfælde er Kroppen ikke 2 mm lang). . . 27. 27. Forlaar med en stærk Torn og desuden med mange tætstillede Smaatorne 11. Rhyparochromus. Forlaar med enkelte veladskilte, næsten ligestore, men undertiden noget utydelige Torne 28. 28. Hoved dybt indsænket i Forryggens Indbuening fortil. Oversiden glinsende 16. Plinthisus. Hoved ikke indsænket i Forryggen. Oversiden uden Glans 20. Peritréchus. 1. Lygceus Fabr. Langstrakt. Følehornenes inderste Led rager med henimod Halvdelen udenfor Hovedets Spids; 2. Led det længste; 3. Led betydelig kortere end 2. Led; yderste Led længere end 3., men tydelig kortere end 2. Led. Laar uden Tænder eller Torne, alle af omtrent ens Tyk- kelse. Kroppen blodrød og sort. Følehorn, Snabel og Ben sorte. 1. L. equéstris Linn. (Fig. 62). Hovedet ind mod Øjnene, Forryggens Forrand og Bagrand, Scutellum, yder- ste Trediedel af Clavus samt et uregel- mæssigt Tværbaand paa Corium sorte (Pletten paa Forryggens Forrand bag- til 2-lappet). Membran sortagtig, med en snehvid, rund Plet i Midten samt 1—2 mindre Pletter ved Roden og sædvanlig ogsaa Yderranden hvidlige. Fig 62 Lyeæus ^® midterste Bugskinner hver med 4 equéstris Linn. sorte Pletter. L. 11 — 12 mm. 105 En let kendelig og iøjnefaldende Art, der mest træffes i Klippeegne, hvor den ynder at sole sig paa Sten og Klippevægge; dens Yndlingsplante er Vincetoxicum (Svale- rod). Hos os er den kun fundet paa Bornholm (dog ogsaa angivet fra Vejleegnen, men denne Angivelse beror for- mentlig paa en Forveksling med den lignende farvede Therapha hyoscyami). 2. Nysius Dall. Ligner Lygæus i Bygning, men Kroppen meget lille og Grundfarven graalighvid eller brunliggul. Oversiden kraftig punkteret. Coriums Bagrand indbuet ved Inderhjørnet. Hoved over Øjnene næsten af samme Bredde som Forbryststykket bagtil. Laar svagt fortykkede, mere eller mindre rækkevis sortprikkede. Arterne opholder sig paa tørre, sandede Marker. Oversigt over Arterne. 1. Halvdækvingerne over Midten med tydelig ud- videt-afrundede Sider. Forryggen langs Midten uden tydelig bleg Køl (eller kun med Antyd- ning til en saadan ved Forrand og Bagrand). I ca. 4 mm 1. thymi. Halvdækvinger med rette eller næsten rette Sider. Forryg fra Forrand til Bagrand i Mid- ten med en svag, men tydelig, bleg Længde- køl, der paa hver Side begrænses af en mørk Skygge eller Stribe. L. 5—6 mm 2. 2. Oversiden nøgen. Membran glasklar og naar ud over Bagkropspidsen 2. lineåtus. Oversiden med korte, graalige Haar. Membran noget mørkplettet og naar knap Bagkropspidsen 3. punctipénnis. 1. N. thymi Wolff. (Fig. 63). Graahvidlig; Scutellum oftest sort; Forryggen fortil og Hovedet ind mod Øjnene mere eller mindre sorttegnede. Halvdækvingernes Ribber sædvanlig med brunlige Smaapletter; mellem Corium og Membran to, undertiden sammenflydende, brunsorte, lang- 106 Fig. 63. Nysius thymi WolfP. agtige Sømpletter. Forbryststykket noget ubestandigt i Form, bredere end langt, men aldrig dobbelt saa bredt som langt. Membranen naar ud over Bagkropspidsen. L. ca. 4 mm. Paa tørre Marker; særlig hyppig i jyske Hede- og Sandegne; Mid- sommer. [N. ericæ Schill. er ikke — som det har været anført — den samme som N. thymi, men derimod en sydlig Art, der adskilles fra N. thymi bl. a. ved at have Forbryst- stykket omtrent saa langt som bredt]. 2. N. lineåtus Costa (helvéti- cus H. Sch.; obsolétus Fieb.). Brun- liggul; en Streg ind mod hvert Øje, Forryggen bagtil og Scutellums Rod i Midten mørkere af sorte Punkter. Ceriums Yderribbe bagtil samt Sømmen mellem Corium og Membran og særlig Coriumspidsen sortbrunlige. For- bryststykket meget bredere end langt. Halvdækvingernes Siderande saa godt som rette. Membranen naar ud over Bagkropspidsen. L. 5—6 mm. I Antal i Tidsvilde Hegn; formentlig mere udbredt. 3. N. punctipénnis H. Sch. Af Farve omtrent som foregaaende, maaske noget lysere. Hoved bagtil med to større, firkantede, mørke Pletter. Forryg mørk fortil (over de indtrykkede Furelinier), dens Midtkøl paa hver Side med mørk Begrænsning; Scutellum brunligsort, med hvid- lig Endekøl og en hvidlig Plet paa hver Side ved Roden. Corium tildels med mørke Smaaskygger og Corio-Mem- bransømmen to Gange udvidet sortbrunlig. Forbryststykket omtrent saa langt som bredt. Halvdækvingernes Side- rande aldeles rette. Membranen naar ikke forbi Bagkrop- spidsen. L. 5 — 6 mm. Yderst sjælden; der foreligger kun 1 Stk. fra Ods- Denne Art er temmelig forlænget og herred fra 1870. 107 afsmalnet bagtil og afviger iøvrigt fra de andre Arter ved Oversidens korte, men fra Siden set, tydelige Behaaring. [I Tyskland og Sverig forekommer N. jacobææ Schill., som muligvis ogsaa kunde findes hos os. Den er 6 — 7 mm lang, har helt sorte Følehorn (de ovenfor be- skrevne Arter har altid delvis lyse Følehorn), og Halvdæk- vingerne er stærkt mørkplettede eller mørkstribede (Arten er iøvrigt næsten altid kortvinget). Paa Jordbærplanter]. 3. Cymus Hahn. Inderste Følehornsled naar ikke forbi Hovedets Spids. Øjnene berører Forbryststykkets Forrand. Forbryststykket omtrent saa langt som bredt, for- til sædvanlig med en Længdekøl i Midten. Corium og Clavus stærkt punkterede. Grundfarven brun- liggul. Smaa, stærkt forlængede Tæger, der særlig forekom- mer paa Star (Carex) og forskellige Græsser, men iøvrigt træffes paa mange andre Planter. Overvintrer ofte i Mos og er derfor fremme tidlig paa Foraaret. Oversigt over Arterne. Scutellum med gennemgaaende, hvidlig, glat Længdekøl i Midten. 2. og 3. Følehornsled omtrent af samme Længde 1. glandicolor. Scutellum uden saadan Længdekøl (i det højeste med Antydning dertil ved Roden). 2. Føle- hornsled tydelig kortere end 3. Led 2. claviculus. 1. C. glandicolor Hahn. (Fig. 64). Grønlig eller brunlig bleggul. Oversiden kraftig punkteret. Forryggen fra Forrand til Midte med en glat, hvidlig Længdekøl. Scutellum i hele sin Længde med en lignende, men endnu mere fremtrædende og noget bredere Køl. Følehorn og Ben blege, men yderste, slankt tenformede Følehornsled mørkt med Undtagelse af den inderste, smalle Trediedel. L. 4 — 41/2 mm. Ikke sjælden. 108 2. C. claviculus Fall. Ligner meget foregaaende, men er betydelig mindre (3 — 31/2 mm). Forryggens Længdekøl er kun antydet ved Forranden og Scutellum uden tydelig Køl, men noget ophøjet i Midten. Følehornenes yderste Led langt kortere, tenformet og helt mørkt. Noget mindre almindelig end foregaa- ende. 4. Ischnorh^nchus Fieb. Inderste Følehornsled rager kun Pig. 64. Cymus ^^^^ f^em foran Hovedets Spids. For- giandicoior bryststykket bredere end langt, bagtil Hahn. mindst dobbelt saa bredt som fortil og med udbuet Runding. Hoved, Forryg og Scutellum kraftig punk- terede. Halvdækvinger meget fint og utydelig punkterede, meget bre- dere og længere end Bagkroppen. 4. og 5. Bugled delte i Midten af 6. Led, der naar helt frem til 3. Led. 1. Lresédæ Panz. (didymus Zett.). (Fig. 65). Hyppigst rosenrødlig; Corium og Clavus ofte mere eller mindre gen- nemsigtige og farveløse; Membran glas- klar. Følehorn delvis sorte (sædvanlig 1. og 4. Led). Forryggen tæt bag For- randen med et smalt, mørkt, undertiden noget utydeligt Tværbaand. Scutellums Rod oftest sort. Halvdækvinger med mørke Smaapletter som vist paa Fig. Fig. 65. Ischnorhyn- 1 j c -j T j ch"s resedæ Panz. Fødderne mørke mod Spidsen. Inder- Forneden Bugled- ste Følehornsled kortest, 3. Led noget dene. 109 længere, men kortere end 2. og 4. Led, der indbyrdes er af samme Længde. L. 5 mm. Ikke talrig; overvintrer; træffes særlig paa Birk, men ogsaa paa mange andre Planter (Navnet resédæ er ikke heldig valgt, da Arten kun rent tilfældig findes paa Reseda). 5. Ischnodémus Fieb. Meget forlænget, næsten liniedannet. Følehor- nenes inderste Led meget kort; 2. og 3. Led kendelig fortykkede mod Spidsen; yderste Led tendannet; 2. Led betydelig længere end 3. Led. Baade en langvinget og en kortvinget Form. Holder sig til forskellige Græsser, særlig Klitgræsser, men træffes ogsaa paa Sumpgræsser (Glyceria, Phrag- mites etc). Larven er funden i sammenrullede Græsblade. 1. L sabuléti Fall. (Fig. 66). Oversiden uden Glans. Hoved, Forryg, Scutellum og Bagkrop sorte eller sortbrune, men Bagkroppens yderste Side- rande og Forryggens Bagrand skarpt begrænset gulligblege (den lyse Bagrand paa Forryg- gen bredest mod Siderne). Halvdækvinger graalighvide, med bredt mørkfarvede Ribber. Membran graaligbleg, med smalt mørkfarvede Ribber og en større eller mindre mørk Skygge over Midten. Følehorn pjg qq ischnodémus sabu- sorte ; 3. og 4. Led ofte gullige leti Fall. a Langvinget Form. ved Roden. Ben rødliggule; Laarene, særlig de forreste, oftest sorte eller brunlige i Midten eller mod Roden. L. 5- Hos den kortvingede Form rækker de næsten ensfar- vet blege Halvdækvinger kun over omtrent en Trediedel af Bagkroppen; Membran mangler eller er meget rudimentær. b Omrids af Forbryststykke og Bagkrop af den kortvin- gede Form. 6 mm. 110 Mange Steder talrig, men ret lokal; særlig ved Roden af Klitgræsser nær Kysten. 6. Geocoris Fall. (Ophthålmicus Schill.). Øjne store, nyreformede, stærkt udtrukne bag- til, saa at de lægger sig hen om Forryggens Forhjør- ner. Krop temmelig hvælvet, langagtig, glat, tildels grovt punkteret. Grundfarven sort. Tegning hvidlig. En ejendommelig Slægt, hvis Arter dels minder om visse Biller, dels (paa Grund af det brede Hoved) om Tægeslægten Salda. Opholder sig i tørre, sandede Egne med Lyng, Timian og Ene. Oversigt over Arterne. Halvdækvinger helt sorte eller brunlige. Forryg med en smal, hvidlig Længdelinie i Midten 2. at er. Halvdækvinger sorte, med hvidlige Rande. For- ryg uden hvidlig Længdelinie, men med hvid- lige Rande (særlig Forrand og Bagrand) 1. grylloides. 1. G. grylloides Linn. (Fig.67a). Oversiden ujævnt punkteret, stærkt glinsende. Forbryststykket mindst dobbelt saa bredt som langt. Scu- tellum længere end Forryggen, dens yderste Spids hvidlig. Clavus mang- ler. Membran mangler eller er meget rudimentær. Ben gule, Laar ofte delvis mørke. Følehorn mørke mod Roden. (Forryggens hvidlige Bag- rand og Siderande undertiden stærkt tilbagetrængte af den mørke Grund- farve). L. 31/2—41/2 mm. Ikke almindelig, men ofte i Antal, i Klitegne og paa sandet Jord, (er f. Eks. talrig i Silkeborgegnen). ^^ 2. G. återFabr. (Fig.67fc). Over- Pig. 67. a Geocoris ... , ,„ grylloides Linn. fc For- siden ujævnt punkteret (Forryggen ryg af G. ater Fabr. grovt, Corium fint og tildels utyde- 111 ligt), stærkt glinsende. Forbryststykket ikke dobbelt saa bredt som langt. Scutellum ikke længere end Forryggen. Clavus sammenvokset med Corium (en Punktrække an- tyder den manglende Søm). Membran hyppigere fuldt ud- viklet. Følehorn og Ben omtrent som hos forrige Art, Laarene dog i større Udstrækning mørke. L. 3 — S^/a mm. (Let kendelig paa den smalle, hvidlige Midtlinie paa For- ryggen; er iøvrigt helt sort eller, sjældnere, brunlig). Paa lignende Steder som foregaaende og ofte i Antal. 7. Childcis Fieb. Hoved temmelig lille. Følehorn meget korte; inderste Led kort, 2. Led længst, meget længere end 3. Led, der kun er lidt kortere end det ten- dannede yderste Led. Forbryststykkets Siderande smalt udfladet-skarpe. Grundfarve bleg; Punk- tering og Tegning sort eller brunlig. Udbreder en paafaldende, gennemtrængende Tægelugt, hvilket er ret ualmindeligt blandt Lygæiderne. 1. Ch. typhæ Perris. (Fig. 68). Langagtig. Bleggul, glinsende. Hoved med brunligmørk Linietegning. For- ryg ujævnt, spredt, mørkpunkteret. Scutellum i Midten nedtrykt sortpunk- teret, Siderandene noget hævede, hvidlige, glatte og danner en V-formet Figur, hvis Vinkelspids dog er sort- punkteret. Clavus punkteret-stribet. Corium uregelmæssig sortpunkteret (Hovedribben hvidlig, glat), oftest mør- kest ved Indervinklen. Membran glas- agtig, hvidlig. Ben bleggule. Følehorn mørkere mod Spidsen. L. 4—4^2 mm. Yderst sjælden (ogsaa udenfor Danmark) ; under Rør og Siv ved Frede- riksdal Aa i Nordsjælland. Fig. 68. Chilacis ty- phæ Perris. 112 8. Heterogdster Schill. (Phygådicus Fieb.). Forlænget. Hoved bredt, med stærkt udstaa- ende Øjne. Følehornenes inderste Led kortest, 2. og 4. Led af omtrent ens Længde, 3. Led noget kortere. Forbryststykkets Sider indbuede i Midten, smalt skarptrandede ; Bagranden stærkt indbuet. Scutellum forlænget-tilspidset. Clavus samt Cori- ums Inderside rækkepunkterede. Forlaar tandede. Særlig paa Læbeblomster og enkelte Kurvblomster, men ogsaa paa andre Planter; Mid- og Eftersommer. 1. H. urticæ Fabr. (Fig. 69). Overside sort og graalig bleggul, kraftig punkteret. Hoved med en lille bleg Plet i Nakken. Forryg- gens yderste, skarpe Siderande, ofte en Del af Forranden samt Midten bagtil i større Udstrækning bleggule. Scutellums yderste Spids lys. Coriums bageste Halvdel stærkt sortplettet. Membran lys, overfor Coriumspidsen med to mørke Smaapletter og ofte desuden med enkelte mørke Skygger. Con- nexivum sort, med skarpt afsatte gulagtige Pletter. Laar sorte, med gul Spids, Skinneben ved Rod og Spids samt over Midten sortringede. 1. og 3. Fodled med mørk Spids. Følehorn brunlige; inderste Led (med Undtagelse af Spid- sen) og 2. Leds Spids mørkere. Forryggen nedtrykt tværs over Midten og Scutellum med en Nedtrykning i Midten, begge med ganske enkelte lyse, oprette Haar. L. 6— 7V2 mm. Temmelig sjælden, men udbredt; navnlig i Lunde og Haver med læbeblomstrede Planter. Fig. 69. Heterogaster urticæ Fabr. 113 9. Ligyrocoris Stål. Hoved fortil forlænget tilspidset. Forbryst- stykket stærkt indsnøret og nedtrykt lidt bagved Midten, fortil stærkt afsmalnet. Inderste Føle- hornsled rager kun lidt frem foran Hovedets Spids og er knap halvt saa langt som 2. Led; 2. og 3. Led omtrent af ens Længde. Forlaar meget tyk- kere end Mellem- og Baglaar, paa Undersiden med 2 noget større og flere mindre Torne; Forfodens in- derste Led næsten dobbelt saa langt og Bagfodens inderste Led næsten 3 Gange saa langt som de to følgende Led tilsammen. 1. L. silvéstris Linn. (Fig. 70). Forryggen foran Indsnøringen helt sort, bag denne sort eller med 4 brun- lige Striber. Halvdækvinger sæd- vanlig kortere end Bagkroppen, brunlige, med mørkere Punktræk- ker og Pletter; Membran røgfar- vet, med lysere Ribber, en større hvidlig Plet ved Spidsen og en mindre Plet yderst ved Roden. Forskinneben rette. Følehorn og Ben for Størstedelen rødliggule. L. 5—6^/2 mm. Temmelig sjælden; oftest i Klitegne (f. Eks. hyppig ved Ska- gen), men ogsaa paa fugtig og frugtbar Jord. Overvintrer. 10. Paméra Say. Som foregaaende Slægt, men inderste Følehornsled mere end halvt saa langt som 2. Led og rager betydelig ud over Hovedets Spids ; 2. Led tydelig længere end 3. Led. Bagfodens inder- A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 8 Fig. 70. Ligyrocoris sil- véstris Linn. 114 ste Led ikke meget længere end de to følgende Led tilsammen. Hoved glinsende; Forryg mat. Laar med en mørk, ubestemt begrænset Ring hen- imod Spidsen. Oversigt over Arterne. Forryg sort eller rødlig, uden skarp bleggul Teg- ning; dens Indsnøring ligger lidt bagved Mid- ten. Forskinneben noget krumriiede ... 2. lurida. Forryg sort, bagtil med bleggul Tegning; dens Indsnøring nøjagtig i Midten. Forskinneben rette 1. fracticollis. 1. P. fracticollis Schill. (Fig. 71 a). Forryg meget stærkt afsmalnet fortil, med forreste Halvdel mindre stærkt hvælvet; bageste Halvdel med skarpt begrænsede, bleggule Siderande og paa hver Side langs Midten med en mere ubestemt begrænset lys Stribe. Hals- kraven lys. Scutellum sort, med 2 rødlige Smaapletter ved Midten og med bleg yderste Spids. Halvdæk- vinger brunlig bleggule, mørkpunk- terede. Corium bagtil mørkplettet; Membran sodbrun, med hvidlige Rib- ber, en større hvidlig Plet ved Roden og en mindre ved Spidsen. Inderste Følehornsled lidt mere end halvt saa langt som 2. Led. Bagfodens inder- ste Led omtrent P/2 Gang saa langt som de to følgende Led tilsammen. L. 5—6 mm. Ikke sjælden paa fugtig Bund, særlig paa Halvgræsser og forskellige Vandplanter; overvintrer i Mos eller under visne Plantedele. Fig. 7 1 . a Pamera frac- ticollis Schill. b For- ryg og højre Forben af P. lurida Hahn. 2. P. lurida Hahn. (Fig. 71 fc). Oversiden med fine Haar. Forryg mindre stærkt afsmalnet fortil, med forreste Halvdel stærkt pudeformet opsvulmet. Scutellum helt sort. Halvdæk- 115 vinger noget mere brunlige og med mere udviskede Pletter end hos foregaaende Art. Følehorn noget kortere; inder- ste Led betydelig mere end halvt saa langt som 2. Led. Bagfodens inderste Led kun lidet længere end de to føl- gende Led tilsammen. L. 5 mm. Som foregaaende og paa lignende Steder. 11. Rhyparochromus Curt. (Megalonotus Fieb.). Følehornenes yderste Led saa langt som eller længere end 2. Led; inderste Led rager kun lidt frem foran Hovedets Spids. Forbryststykkets Sider oftest ikke stærkt indsnørede; Forryggens Tvær- nedtryk ligger et godt Stykke bag Midten. Scu- tellum oftest med en Midtkøl mod Spidsen. Mem- bran ikke sjælden rudimentær. Forlaar meget for- tykkede; Undersiden med adskillige Smaatænder og en enkelt kraftig, noget krummet Torn nær Spidsen. Forskinneben krummede; Bagfodens in- derste Led betydelig længere end de to følgende Led tilsammen. Øjnene berører Forbryststykket. Dels paa tør Sand- og Hedejord, dels i Skove eller ved Strande. Træffes ofte overvintrende i Mos og Rens- dyrlav eller under visne Plantedele. Oversigt over Arterne. 1. Overside, eller dog Hoved og Forryg, stærkt glinsende 2. Overside mat eller kun med svag Glans 3. 2. Halvdækvinger nøgne, bleggule, men Corium med et bredt, sort, skraatstillet Tværbaand mod Spidsen. Membran fuldtudviklet. 1. prætextåtus. Halvdækvinger beklædte med fine, gulagtige Haar, mørke, noget lysere mod Roden. Membran næsten altid stærkt afkortet eller helt rudi- mentær 2. antennåtus. 3. Helt sort eller mørkbrunlig 3. d i 1 a t å t u s. Halvdækvinger, Følehorn og Ben delvis gul- agtige 4. chirågra. 8* 116 1. Rh. prætextåtus H. Sch. (maculipénnis Curt.). (Fig. 72 a). Overside stærkt glinsende, nøgen, ujævnt punk- teret, sort; kun Clavus, Rodhalvdelen af Corium og den inderste Del (un- dertiden ogsaa Spidsen) af Mem- branen straagule. Ben bleggule, men Forlaar med Und- tagelse af Spidsen sorte. Følehorn begsorte eller mørkbrunlige; Spidsen af inder- ste Led og yderste Halvdel af 2. Led bleggule. L. 4^/2 — 5^k mm. Sjælden; ved sandede Havstran- de og Søbredder; Bornholm (Rønne), Møen, Fyn (Faaborg, Langesø), Jylland (Silkeborg). 2. Rh. antennåtus Schill. Krop og Følehorn haa- rede. Overside sort, punkteret, men Forryggens Midte næsten glat, og Halvdækvinger gulbrunlige mod Roden. Ben bleggule. Følehorn gulagtige, men inderste Led ved Roden mørkere, og 3. og 4. noget fortykkede Led sort- agtige. Forbryststykket stærkt indknebet foran Roden. L. 4^/2—5 mm. Sjælden; Skove i Nordsjælland; Langesø paa Fyn. Overvintrer i Mos og under vissent Løv og andet Plante- affald. 3. Rh. dilatåtus H. Sch. Kraftig bygget og temme- lig bred; Forryggen bagtil bredere end hos de øvrige Arter. Helt sort; Halvdækvinger, en Plet ved Membranroden samt Fødderne dog oftest rødligbrune. Meget ujævnt punkteret: Forryggens Midte og Coriums bageste Halvdel finest. Forryggens Rod og Scutellums Spids grovest punk- Pig. 72. a Rhyparochromus prætextåtus H. Sch. b Rh. chiragra Fabr. 117 terede. Oversiden, særlig Halvdækvinger, med meget fin og kort, nedliggende lys Behaaring. L. 5—6 mm. Meget sjælden; kun fundet paa Lyngbakker ved Tebbe- strup i Randersegnen og Svejbæk ved Silkeborg. 4. Rh. chirågra Fabr. (Fig. 72 b). Oversiden, særlig Forkroppen, haaret, ujævnt punkteret omtrent som hos foregaaende Art. Hoved, Forryg og Scutellum sorte (For- ryg dog undertiden med rødlig Rod). Halvdækvinger brun- liggule eller brunlige, mere eller mindre mørkplettede paa Spidshalvdelen. Membran hvidlig ved Roden. Følehorn sorte, temmelig langhaarede; 2. Led dog gulagtigt, med mørk Spids. Ben rødliggule; Laar i større eller mindre Udstrækning samt Skinnebenenes Spids sorte eller mørkt brunlige. L. 4—6 mm. Meget ubestandig i Størrelse og Farve. Ganske smaa Ekspl. med helt gule Skinneben og 2. og 3. Følehornsled (med Undtagelse af deres Spids) gule er Varieteten sabuli- cola Thoms.; Ekspl. med helt sorte Følehorn og overvej- ende mørke Skinneben er Var. nigricornis Dgl. Ret almindelig paa tør Bund, særlig i Sand- og Hedeegne. 12. Pterotmétus Am. & Serv. Krop næsten linieformet. Forbryststykket læn- gere end bredt, meget lidt udvidet bagtil, dets Sider næsten parallele og omtrent umærkelig ind- knebne bag Midten. Forlaar stærkt fortykkede, med én eller to meget svage eller endog utydelige Tænder. Skinnebenenes Underside med Børster. Følehorn temmelig lange; inderste Led naar lige forbi Hove- dets Spids og er knap halvt saa langt som 2. Led. 2., 3. og 4. Led af svagt aftagende Længde. Mem- bran oftest ufuldstændig eller næsten helt mang- lende. 1. Pt. staphylinoides Burm. (Fig. 73a). Krop sort, temmelig glinsende (Scutellum mat), mindre kraftig punk- teret. Halvdækvinger nøddebrune. Siderandene mørkere 118 mod Spidsen. Hos Ekspl. med fuldtudviklet Membran er denne mørk, med en stor hvidlig Plet ved Roden indadtil ; Fig. 73. a Pterotmetus staphylinoTdes Burm. b Macrodema micropterum Curt., Bryst og Bagkrop af langvinget Form. c Samme, kortvinget Form. fra denne Plet gaar en bleg Stribe langs Roden til Yder- siden. L. 5—6 mm. Meget sjælden; Tidsvilde, Gelskov, Ørholm Fælled. 13. Macrodema Fieb. (Hypnophilus Dgl. & Se). Næsten linieformet; meget lig foregaaende Slægt, men Forbryststykket bredere end langt, og yderste Følehornsled mindst saa langt som 2. Led. For- ryggen bag Midten med et svagt Nedtryk; dens Bagrand stærkt indbuet. Membran næsten altid meget afkortet. Yderste Bagkropsled kort, afrun- det afstudset. 119 Paa Sandmarker og Lyngheder; overvintrer. Løber hurtig og ligner (ligesom foregaaende og efterfølgende Slægts Arter) visse smaa Rovbiller, særlig paa Grund af den smalle Krop og de brunlige, oftest membranløse Halv- dækvinger. 1. M. micropterum Curt. (Fig. 73 fc, c). Sort, glin- sende; Forryggens Bagrand i Midten samt Halvdækvin- gerne nøddebrune. Følehorn og Ben sorte, sjælden delvis brunlige; Hofterne gulagtige. Hos den fuldtvingede Form er Halvdækvingerne mørkere mod Spidsen og Membra- nen hvidlig, med en stor, uregelmæssig mørk Plet i Mid- ten. L. 3—4 mm. Almindelig paa jyske Heder; iøvrigt ikke sjælden, men mest enkeltvis; undertiden hos Myrer. Ekspl. med fuldt- udviklet Membran og bagtil bredere Forbryststykke er som Regel Hunner; Hannen er næsten altid kortvinget. 14. Ischnocoris Fieb. Meget lille, næsten linieformet og meget lig de to foregaaende Slægter; men Forbryststykket meget bredere end langt, og dets Bagrand ikke tyde- lig indbuet. Yderste Bagkropsled trekantet, med afrundet Spids. Membran oftest stærkt afkortet. Øjne forholdsvis store. 1. I. hemipterus Schill. (Fig. 74). Sort, temmelig mat; Forryggen bagtil, Scutellumspids og Halvdækvingerne graalig bleggule. Ben bleggule, Laar med mørk Ring mod Spidsen, Forlaar dog næsten helt sorte. Følehorn sorte, men yderste Halvdel af 1. og 2. Led eller hele 2. Led (9) gulagtige. Hos Ekspl. med fuldt udviklet Membran er denne overvejende mørk, eller lys og med mørke Ribber og mørk Spids. L. 2'/2 mm. Enkeltvis og ikke almindelig; fuldt- Pig. 74. Ischnocoris vingede Ekspl. er sjældne. hemipterus Schill. 120 15. Pionosomus Fieb. Langstrakt-oval. Forkrop børstehaaret. Forlaar ikke stærkt udvidede. Inderste Følehornsled naar ikke forbi Hovedets Spids. Hoved, Forryg og Scutel- lum meget fint punkterede, sorte, tildels med svagt Metalskær. Forbryststykkets Sider umærkelig ind- knebne bag Midten; dets Bagrand indbuet. Halv- dækvinger og Membran stærkt plettede. Membran med kun 4 svage Ribber. 1. P. vårius Wolff. (Fig. 75). Oversiden med Und- tagelse af Forryggens Skive uden Glans. Hoved og For- ryg sorte; den sidste med to gulagtige Pletter ved Roden. Scutellum sort, bagtil fløjlssort. Halvdækvinger brun- liggule, mørkpunkterede, med to tvær- stillede sorte Pletter ud mod Siderne (den ene Plet ved Spidsen, den anden omtrent i Midten). Membran mørk, med en hvidlig Plet ved Roden og en lignende paa hver Side ved Corium- spidsen. Følehorn sorte; 2. Led og ofte ogsaa 3. Led helt eller delvis rød- liggule. Laar sorte. Skinneben rødlig- gule. L. 2^/2—3 mm. Fig. 75. Pionosomus Ikke sjælden paa sandet Jord og i varius Wolff. Hedeegne; overvintrer. 16. Plinthisus Fieb. Forlænget, nøgen eller meget fint haaret. Øjne smaa, lidet udstaaende. Hoved dybt indsænket i det fortil stærkt indbuede Forbryststykke, hvis Bagrand næsten er lige. Forryg fortil meget fint eller helt utydelig punkteret. Corium-Clavus- 121 sømmen noget utydelig. Corium spredt punkteret, uden tydelige Ribber. Forlaar meget stærkt for- tykkede, med enkelte Torne; Forskinneben mere eller mindre krummede, noget udvidede mod Spidsen. Træffes i tørre, sandede Egne og overvintrer. Hos os findes meget sjælden Ekspl. med fuldt udviklet Membran; i sydligere Lande er saadanne Ekspl. almindelige. Oversigt over Arterne. Forbryststykket længere end bredt, fortil lidt bredere end bagtil 1. brevipénn i|S. Forbryststykket bredere end langt, fortil ikke bredere end bagtil 2. p u s 1 1 1 u s. 1. PI. brevipénnis Latr. (Fig. 76 a). Begsort eller kastaniebrunlig, stærkt glinsende. Følehorn og Ben beg- rødlige. Forryggen kun bagtil tydelig punkteret, iøvrigt som blankpoleret. For- skinneben stærkt krummede og paa Under- siden med en tydelig Udvidelse ovenfor Roden. Forlaar meget stærkt fortykkede. L. 2^2—3 mm. Meget sjælden; kun funden i Nord- sjælland og ved Rø paa Bornholm. 2. PI. pus il lus Scholz. (Fig. 76 fc). Omtrent som forrige, men sædvanlig noget lysere af Farve og ikke saa glinsende samt betydelig mindre (P/2 — 2 mm); af- viger desuden ved, at Forryggen er tyde- lig, men meget fint punkteret fortil og ved, at Forlaarene er mindre stærkt for- tykkede og Forskinnebenene meget mindre krummede og uden tydelig Fortykkelse paa Undersiden ovenfor Roden. p|g^ jq ^ Plinthi- Sjælden; Nordsjælland, Falster, Born- sus brevipénnis holm, Randers- og Silkeborgegnen; vil Latr. fc Forryg og formentlig vise sig at være mere udbredt, højre Forben af men paa Grund af sin Lidenhed overses PI. pusillus Scholz. den let. 122 17. Lasiosomus Fieb. Langagtig; spredt hvidlig langhaaret (Følehorn og Ben finthaarede), noget silkeglinsende. Forbryst- stykkets Forrand noget indbuet, ophøjet randet, Siderne utydelig indbuede og Bagranden lige eller svagt udbuet. Clavus med 3 Punktrækker, og Corium langs Sømmen med 2 Punktrækker. For- laar kun svagt fortykkede, uden Torne eller Tæn- der. De kugleformede Øjne rager over Forryggens Forhjørner. De to inderste af de 4 Membranribber løber sammen bagtil. 1. L. enérvis H. Sch. Klart brunliggul, med nogen Glans. Hoved, Forryg fortil og Scutellum begbrunlige; Hovedets Spids, Forryggens Forrand, dens Baghjørner samt en større (undertiden delt) Plet i Midten ved Roden lysere. Corium rødliggul, med lysere, glatte Partier mel- lem Ribberne, med en Punktstribe mod Siderne og spredte Punkter nær Spidsen. Membran bleg, gennemsigtig. Ben og de tre inderste Følehornsled gulagtige. Forkroppens Behaaring opret. Halvdækvingernes mere eller mindre nedliggende. L. 4 mm. Yderst sjælden; Sorø. 18. Åcompus Fieb. Omtrent som foregaaende Slægt, men nøgen og glinsende. Hovedet over Øjnene bredere end For- bryststykket fortil og næsten saa bredt som dette bagtil. Forbryststykkets Forrand lige. Forlaar svagt eller utydelig tandede. Clavus med 3 Punkt- rækker. Membran ofte rudimentær. 1. A. rufipes Wolff. (Fig. 77). Sort. Halvdækvinger kraftig punkteret-stribede, blegt brunliggule, med en sort Plet paa Coriums Inderside og iøvrigt brunligmørke mod Spidsen. Membran lys, med enkelte mørke Skyggepletter. 123 Følehorn og Ben rødliggule; yderste Følehornsled sædvanlig sort (inderste Led ofte delvis mørk brunligt) og Forlaar eller alle Laarene mørke mod Roden. L. 31/2—41/2 mm. Ret foranderlig i Størrelse og Farve. Almindelig paa frodige Enge, særlig i eller nær Skove. Overvintrer. 19. Stygnocoris Dgl. & Se. Meget nær beslægtet med Acom- pus, men let kendelig ved den fine og oftest meget tætte, korte, lyse Behaaring samt ved, at Forbryst- pig. 77. Acompus stykket bagtil er betydelig bredere ''"^P^^ ^«^^- end Hovedet over Øjnene. De fleste Arter ud- mærker sig desuden ved deres fine og meget tætte Punktering, der næsten helt berøver Oversiden Glans. Membran ofte uudviklet. Som foregaaende oftest paa fugtig Bund. Størrelse og Farve ret ubestandige. Oversigt over Arterne. 1. Oversiden mat 2. Oversiden temmelig glinsende 3. 2. Forryggen helt sort. Membran mangler næsten altid 1. rusticus. Forryggen bagtil gulagtig eller rødligbrun. Mem- bran næsten altid fuldt udviklet.. 2. fuliginosus. 3. 4. Følehornsled ubetydelig længere end 3. Led. 3. pedéstris. 4. Følehornsled betydelig længere end 3. Led . . 4. pygmæus. 1. S t. rusticus Fall. (Fig. 78). Tæt og temmelig fint punkteret. Følehorn og Ben rødliggule; inderste og yder- ste Følehornsled samt Laarene hyppigst begrødlige eller endog begsorte. Halvdækvinger begsorte eller mørkt 124 rødligbrune, noget lysere mod Siderne. Membran mørk, med bredt hvidlige Rib- ber, men meget sjælden udviklet. Bag- krop hos Hunnen stærkt, hos Hannen mindre stærkt udvidet bag Midten. L. 3^/2—4 mm. Meget almindelig, særlig i Skove; ofte blandt nedfaldet Løv. 2. St. fuliginosus Fourcr. (arenå- rius Hahn). Som forrige, men betydelig mindre (3 mm), endnu mere mat og finere punkteret. Følehorn og Ben un- dertiden næsten helt begsorte. Forryg- gen bagtil, Scutellums Spids og en lille kort Stribe ved Midten af Corium-Cla- vussømmen oftest lystfarvede. Halvdæk- vinger fra begsorte til brunliggule, med mere eller mindre tydelige mørke Plet- ter mod Spidsen. Membran fuldstændig, mørk, med blege Ribber. Bagkrop min- dre udvidet bagtil. Almindelig; i Modsætning til fore- gaaende ogsaa ofte paa tør Sandbund og paa Heder. 3. St. pedéstris Fall. (sabulosus Schill.). (Fig. 78). Grovere punkteret, mere langhaaret. Hunnen med bagtil udvidede Halvdækvinger. Sort eller begsort; Forryggen bagtil dog næsten altid rødliggul eller begbrunlig, og Scu- tellumspidsen ofte af samme Farve. Halvdækvinger lysere eller mørkere brunliggule, noget skyggeplettede bagtil, med kraftige Punktstriber. Følehorn og Ben klart rødlig- gule; yderste (undertiden ogsaa inderste) Følehornsled mørkt. Membran røgbrunlig, med blegere Pletter navnlig ved Roden. L. 2^/2—3 mm. Temmelig almindelig; oftest paa fugtig Bund. 4. St. pygmæus Sahlb. Ganske som foregaaende. Fig. 78. Stygnocoris rusticus Fall. For- neden Forryg og Bagkrop af St. pe- déstris Fall. Q. 125 men mindre (2—2^/2 mm) og let kendelig ved, at yderste Følehornsled er adskilligt længere end 3. Led. Yderst sjælden; Bornholm. 20. Peritréchus Fieb. Overside oftest helt uden Glans. Halvdækvin- ger blegbrunlige, med mørke Pletter og Prikker. Forryg fortil sort, bagtil gulagtig med mørke Prikker. Forbryststykkets Sider med smal, skarp Rand. Inderste Følehornsled naar lidt forbi Hove- dets Spids. Scutellum forlænget-tilspidset. Forlaar tandede, noget fortykkede. Overvintrer og træffes derfor tidlig om Foraaret; sær- lig i Sand- og Hedeegne. Oversigt over Arterne. 1. Laar rødliggule, med mørk Spids (hos Hunnen er Forlaarene helt mørke) i. angusticollis. Alle Laar sorte, men med gulagtig Spids 2. 2. Roden eller Rodhalvdelen af 2. Følehornsled klart gulagtig 2. sy Ivéstris. Følehorn helt sorte 3. 3. Forbryststykket ikke nær saa langt som bredt bagtil, fortil omtrent saa bredt som Hovedet over Øjnene 3. n u b i 1 u s. Forbryststykket omtrent saa langt som bredt bagtil, fortil smallere end Hovedet over Øj- nene 4. geniculåtus. 1. P. angusticollis Sahlb. Følehorn kraftige, sorte. For- og Mellemskinneben lyse, med mørk Rod; Bagskinne- ben mørke, med lys Spids; 2. og 3. Fodled mørke. Scu- tellums Spids lys, med mørke Prikker. Membran sod- farvet, med hvidlige Ribber og en hvidlig Plet mellem 2. og 3. Ribbe ved Roden. L. ca. 5 mm. Ved Rør og Siv i Skovmoser; kun funden i Antal i Nordsjælland. 2. P. sylvéstris Fabr. (Sahlbérgi Fall. ; luniger Schill.). (Fig. 79 a). Ben sorte, men Forskinneben gule, med mørk 126 Spids. Scutellums yderste Spids lys. Halv- dækvinger mørkplettede (som vist paa Fig.). Membran sodfarvet eller sort, med en hvidlig Plet ved Spidsen og en lignende ved Roden (ved Coriums Inderhjørne) samt en mindre Plet ved Coriumspidsen; desuden er Ribberne tildels smalt hvid- lige. L. 4^/2 — 5 mm. Meget almindelig overalt paa Bakker, i Heder og Klitter. Let kendelig paa 2. Følehornsleds Farve. 3. P. nubilus Fall. Forbryststykket temmelig bredt. Skinneben og Fødder helt eller delvis gulagtige (hos Hannen er sædvanlig alle Skinnebenene overvej- ende gule, medens Mellem- og Bagskinne- ben hos Hunnen er brunlige, med lysere ^lhZ\ylve^Tis' SP^^^)- Scutellum mod Spidsen paa hver Fabr. b Omrids af Side med en lys Stribe eller med V-eller Hoved og For- hjærteformet, lys Spids. Membran røg- bryststykke af P. ^ ^^^^ pjgj ^g^ Spidsen, men med geniculatus Hahn. ' ^ ' en lys Plet ved Roden ved indre Corium- hjørne; bag denne Plet 1—2 mørke Smaapletter; Ribber lyse. Halvdækvinger mindre skarpt mørkplettede. L. 5— 5^/2 mm. Mindre almindelig; sammen med foregaaende. 4. P. geniculatus Hahn. (Fig. 79 i?). Hoved tydelig punkteret. Følehorn temmelig kraftige. Øjne stærkt ud- staaende. Forbryststykket smalt. Forskinneben gule, Mellemskinneben gule, men med sort Rod, og Bagskinne- ben mest helt mørke. Scutellum oftest med V-formet lys Spids. Halvdækvinger udvisket-mørkplettede. Membran røgfarvet, med lysere Ribber og utydelig lysere Plet ved Roden ved indre Coriumhjørne. L. ca. 5 mm. Sjælden. Sjælland, Fyn, Bornholm. 127 21. Trapezonotus Fieb. Oversiden nøgen, mat, sort og graaliggul, med mørke Prikker. Forryg bagtil lys, sortprikket (Forranden i Midten oftest smalt gulfarvet), meget bredere end lang. Siderne skarpt listeformet ran- dede og For- og Bagranden noget indbuede. In- derste Følehornsled naar ikke forbi Hovedets Spids. Skinneben mere eller mindre tornede; Forskinne- ben svagere eller stærkere krummede, særlig hos Hannen. Følehorn og Ben ofte noget forskelligt farvede hos Han og Hun. Udprægede Sandjords- og Hededyr, der overvintrer og derfor allerede træffes i det tidligste Foraar. Oversigt over Arterne. 1. Membran rudimentær 3. anorus. Membran fuldt udviklet 2. 2. Scutellum sort, uden lyse Pletter. Inderste Følehornsled hos Hannen rødliggult 1. arenårius. Scutellum sort, med en lille, lys Stribe paa hver Side henimod Spidsen. 3. Følehornsled hos Hannen rødligt i Midten 2. distinguéndus. 1. Tr. arenårius L. (agréstis Fall.). (Pig. 80a). Mel- lem- og Bagskinneben børstehaaret-tornede, overvejende mørke. Forbryststykkets listeformede Siderande klart bleggule i hele deres Længde. Corium med en mørk Plet ved Inderhjørnet. Membran sod- eller røgfarvet, med delvis hvidlige Ribber, undertiden rudimentær. L. 3'l2— 4^2 mm. Hannen: Følehornenes inderste Led og Forben klart rødliggule. Hunnen: Følehorn helt sorte. Forlaar sorte, med rødliggul Spids, Forskinneben rødlig- gule, med sort Spids. Almindelig overalt paa tør og sandet Jord, særlig i Hedeegne. 2. Tr. distinguéndus Flor. Skinneben nøgne eller kun med enkelte, svagt fremtrædende Børstehaar; alle 128 Fig. 80. a Trapezonotus arenarius Linn. b Sphragisticus nebulosus Fall. Skinneben rødliggule, med mere eller min- dre mørk Spids; Fød- der ligeledes lyse, med yderste Led sort- spidset. Forbryststyk- kets meget smalle, listeformede Rande fortil utydelig lystfar- vede. Scutellum for- uden de to smaa Side- striber bag Midten med bleg yderste Spids. Corium uregel- mæssig mørkplettet, med sort Spids. Mem- bran ujævnt røgfarvet, med hvidlig Rodplet (ved Roden med enkelte sorte Smaapletter) og afbrudt hvidlig farvede Ribber. Følehornenes 3. Led (undertiden ogsaa 2.), særlig hos Hannen, rødliggult i Midten. L. 4—5 mm. Ret sjælden; paa sandet Jord; Bornholm, Tidsvilde, Nordvestsjælland, Horsensegnen. Er formentlig mere ud- bredt, navnlig i Jylland. 3. Tr. anorus Flor. Forbryststykket mere forlænget og mindre udvidet bagtil end hos de to andre Arter; de smalt listeformede Siderande i hele deres Længde gulag- tige. Følehorn og Ben helt sorte, og alle Skinneben kraf- tig børstehaarede. Forlaar ret stærkt fortykkede, utandede; Forskinneben omtrent rette. Yderste Følehornsled ikke, som hos de foregaaende Arter, tykkere end 3. Led. Mem- bran rudimentær. løvrigt nærmest overensstemmende med Tr. arenarius. L. 5 mm. Meget sjælden. Klitterne ved Hornbæk. 22. Sphragisticus Stål. Næsten i alle Henseender overensstemmende med foregaaende Slægt, men dog let at adskille 129 ved Forryggens oprette, spredte Behaaring. For- skinneben rette. 1. Sphr. nebulosus Fall. (Fig. 80 &). Følehorn sæd- vanlig sorte, men 2. Led ofte og 3. ikke sjælden gulagtige. Laar sorte. Skinneben bleggule, med mørk Rod og Spids; Bagskinnebenenes Rodhalvdel, eller endog hele Skinne- benet, mørkt. Forryggen bagtil gulagtig, med mørke Prik- ker og Pletter; de smalle, skarpt afsatte Siderande med en- kelte mørke Porepunkter, der hvert bærer et opret Haar. Scutellum paa hver Side mod Spidsen med en gulagtig Stribe. Halvdækvingernes mørke typiske Tegning som vist paa Fig. Membran spredt mørk- og lysplettet, med smalt hvidligfarvede Ribber; mest konstant er en mindre hvidlig Plet lige under Coriumspidsen. L. 4^/2— 5'/2 mm. Mindre almindelig; hyppigst i sandede Bakke- og Hedeegne i Jylland. 23. Aphanus Lap. (Rhyparochromus Fieb.). Farve som hos de nærmest foregaaende Slæg- ter, men Kroppen mere langstrakt og større. Føle- horn temmelig slanke, og deres inderste Led naar forbi Hovedets Spids. Bagbenenes inderste Fod- led omtrent dobbelt saa langt som de to følgende Led tilsammen; Mellembenenes inderste Fodled længere, eller endog betydelig længere, end de to følgende Led tilsammen (Mellemskinnebenenes in- derste Fodled hos de tre foregaaende Slægter aldrig længere, ofte kortere, end de to følgende Led tilsammen). Forlaar med en kraftig Torn paa Undersiden. Mellem- og Bagskinneben stærkt tornede. Sandmarks- og Hededyr, der ofte overvintrer som voksne. A. c. Jensen-Haarup : Tæger. 9 130 Oversigt over Arterne. 1. Forryg fortil med bredt lysfarvede Siderande. . . 4. lynceus. Forryg fortil med yderst smalt lysfarvede eller helt sorte Siderande 2. 2. Ben overvejende sorte (kun Knæ og en Del af Forskinnebenene gule) 3. Ben for en stor Del gule 3. alboacuminåtus. 3. Den mørke Membran med fin, hvidlig Rand. Ben helt sorte. Yderste, smalle Coriumrand sort 2. phoeniceus. Den mørke Membran med en lille, hvidlig Plet ved Coriumspidsen. Forskinnebenenes Rod- halvdel gulagtig. Yderste Coriumrand ikke sort 1. pini. 1. Aph. pi ni Linn. (Fig. 81 a). Overside sort og brunliggul, tildels med okkerfarvede eller endog rosen- rødlige Skygger. Forryg bag- til lys, med mørke Prikker og Pletter, dens Siderande smalt gule helt til Forhjør- nerne. Yderste Scutellum- spids ofte lys eller med V- formet Tegning. Clavus ind mod Scutellum med en sort Stribe. Halvdækvinger med en skarpt begrænset sort, uregelmæssig Plet ved indre Coriumhjørne; bag denne Plet en lille hvidlig Trekant. Membran mod Spidsen mel- lem Ribberne sort eller røg- farvet, ofte med lysere Plet- ter og en lille hvidlig Plet under Coriumspidsen. Føle- horn og Ben sorte, men Knæ og Rodhalvdelen af Forskinne- benene gule. L. 7 — 8 mm. Ret almindelig, navnlig i jyske Hedeegne, men oftest enkeltvis. Undertiden træffes Ékspl. med glinsende Over- side. Fig. 81. a Aphanus pini Linn. b Forryg og Bagkrop af Aph. lyn- ceus Fabr. 131 2. Aph. phoeniceus Rossi. Skuffende lig foregaa- ende, men Forryggens smalt lyse Siderande forsvinder helt fortil; Coriums yderste listeformede Siderande er mørke, og Membranen har en smal hvidlig Rand. Over- sidens lyse Farve er mere klar end hos Aph. pini. L. 7—8 mm. Særdeles sjælden; Klitter ved Skagen og Grenaa. 3. Aph. alboacuminåtus Goeze (pedéstris H. Sch.). Temmelig smal, lille. Ben overvejende gule; Laar og Skinneben, særlig Forlaar, mørkere mod Spidsen; Baglaar med en lille Tand paa Undersiden nær Spidsen. Følehorn sorte. Spidsen af inderste Led og det meste af 2. Led gul- agtige. Forryggens sorte Parti bagtil konveks afrundet, dens Randlinie fortil sort. Clavus med en hvidlig Stribe. Corium rødligbrun, ved Midten med en lys Stribe og med hvidlig Siderand fortil; Spidsen ligeledes lys; den sæd- vanlige mørke Plet er rykket ud fra Inderhjørnet og mere eller mindre udvisket. Membran med en større hvidlig Plet ved Spidsen og en mindre Plet ved Coriumspidsen, ofte rudimentær. L. 5 — 6 mm. Sjælden; flere Steder i Nordsjælland i Naaletræplant- ninger. 4. Aph. lynceus Fabr. (Fig. 81 b). Temmelig bred. Let kendelig ved Forryggens bredt gule Siderande. Scu- tellum paa hver Side mod Spidsen med en gul Stribe. Corium ved Inderhjørnet med en sort Plet og bag denne en hvidlig Trekant omtrent som hos Aph. pini. Følehorn og Ben sorte; Knæ og Forskinneben, med Undtagelse af Spidsen, gulagtige. Membran røgbrun eller sodfarvet, med enkelte svage, hvidlige Smaapletter. L. 7 — 8 mm. Temmelig almindelig overalt paa tør Bund, men sær- lig paa Sand- og Hedejord med Naaletræplantninger. 24. Bedsus Am. & Serv. (Xanthochilus Stål). Staar foregaaende Slægt meget nær og adskilles fra den kun ved de i Slægtsoversigten nævnte Karakterer. 9* 132 l.B.quadråtusFabr.(Fig.82). Forryggen med temmelig brede, lyse Siderande og gulagtig, mørk- prikket Rod; Scutellum sort. Halv- dækvinger brunliggule, mørkprik- kede og med en langagtig, mørk Plet ved Coriums Inderhjørne. Membran bleg, med en mørk Plet i Midten. Følehorn mere eller mindre brunliggule, sjælden helt mørke. Laar sorte, med lys Spids ; Mellem- og Bagskinneben oftest mørke, men gulagtige henimod Spidsen. L. 5^k — 6^/2 mm. Meget sjælden; Flyvesands- bakkerne langs Falsters Østkyst. Pig. 82. Beosus quadratus Fabr. 25. Gonianotas Fieb. Ejendommelig ved Følehornenes korte, halvt oprette, ensidig stillede Børstehaar og ved For- bryststykkets og Halvdækvingernes stærkt udfla- dede, mørkt smaaplettede Side- rande. Oversiden fint og temmelig tæt punkteret. 1. G. marginepunctåtus Wolff. (Fig. 83). Graalighvid eller brunlig; inderste og yderste Følehornsled samt Laarenes Rod og Membranen ved Grun- den oftest noget mørkere. Forbryst- stykkets Forrand og Bagrand svagt ind- buede, dets Siderande rette. L. 4^/2 — 5 mm. Paa Sandmarker og i Klitter; temme- lig sjælden paa Øerne (Bornholm, Ny- købing S., Faaborg), hyppigere i Jylland, navnlig i Randers- og Silkeborgegnen samt i Klitegne (Raabjerg). Fig. 83. Goniano- tus marginepunc- tåtus Wolff. 133 26. Eremocoris Fieb. Forlænget. Hoved temmelig langt tilspidset. Forlaar meget stærkt fortykkede, med én kraftig og flere mindre Tænder; Forskinneben oftest stærkt krummede. Membran udviklet, sodfarvet, inderst og yderst ved Roden med hvidlig eller gulagtig Plet. Inderste Følehornsled forlænget og rager med langt mere end Halvdelen udenfor Hovedets Spids. Bagfodens inderste Led meget længere end de to følgende Led tilsammen. Foretrækker tørre Skovegne. Oversigt over Arterne. Forryggen, navnlig fortil, og Benene med temme- lig lange Haar. Overside mørk, uden klar lys Tegning 2. plebej'us. Forryg og Ben nøgne. Overside mørk, med klar, lys Tegning 1. erråticus. 1. E. erråticus Fabr.(Fig. 84). Overside fint punkteret, kun For- ryg bagtil og Clavus og Scutellum grovere, spredt punkterede. Føle- horn mørke, oftest noget lysere ved Roden. Ben rødliggule, sæd- vanlig med mørkere Forlaar. For- ryg bagtil rødligbrun, oftest med 4 sorte Længdepletter; den bleggule Farve paa Sideranden lidt bag Mid- ten næsten vinkelformet udvidet indadtil. Scutellum sort. Halv- dækvinger bleggule mod Roden, mod Spidsen rødligbrune eller sod- farvede og her oftest med sorte Længdepletter. Membran sodfar- vet eller næsten sort, med en gul- agtig, oftest vinkelformet Plet ved Pig. 84. Eremocoris errå- ticus Fabr. 134 Roden (ved indre Coriumhjørne) og med en afrundet, hvidlig Plet under Coriumspidsen; Ribber delvis lyse. L. 6—7 mm. Ikke almindelig; paa sandet Skovbund, særlig med Ene Guniperus); flere Steder i Nordsjælland (navnlig Tids- vilde og Rudehegn), Bornholm, Rye- og Silkeborgegnen, Allerup Bakker i Vendsyssel osv. 2. E. plebejus Fall. Omtrent som foregaaende, men let kendelig ved Behaaringen, der særlig er tæt og iøjne- faldende fortil paa Forryggen, samt ved dens mørke Farve, som kun erstattes af kastaniebrunt paa Halvdækvingerne, navnlig ved Roden og mod Siderne. Forryg bagtil kun uklart brunligrød, og Ben overvejende mørke. L. 6—7 mm. Hist og her sammen med foregaaende, men særlig i Jylland mindre hyppig. 27. Scolopostéthus Fieb. I de fleste Henseender overensstemmende med foregaaende Slægt, men altid let at adskille derfra ved det langt kortere inderste Følehornsled, der kun med sin yderste Halvdel rager udenfor Hove- dets Spids. Desuden betydelig mindre, og Mem- branen ofte rudimentær. Hos c^ er 3. og 4. Føle- hornsled oftest adskilligt tykkere end hos ^. Slægtens Arter er meget vanskelige at adskille, da de er meget foranderlige baade i Form og Farve. Oversigt over Arterne. 1. Følehorn ensfarvet gule, slanke 1. pi c tus. Følehorn delvis eller næsten helt sorte 2. 2. Overside og særlig Halvdækvinger finhaarede . 5. pi 16 sus. Overside nøgen 3. 3. Forskinneben temmelig stærkt krummede, sær- lig hos Hannen 2. af f fnis. Forskinneben omtrent rette eller (hos Hannen) svagt krummede 4. 4. Forbryststykket svagt eller ikke udvidet bagtil, dets Sider næsten parallele. Membran sjæl- den udviklet 4. Thomson i. 135 Forbryststykket meget bredere bagtil. Membran næsten altid udviklet 3. decoråtus. 1. Se. pictus Schill. (podågricus Fall.). I Form og Farve meget lig en ganske lille Eremocoris erraticus, men Følehorn og Ben helt gule (hos Varieteten antennålis Horv. dog med de to yderste Følehornsled mørkere). Yder- ste Spids af Scutellum lys. Følehorn lidt længere end den halve Krop. Membran sædvanlig fuldstændig, hvidlig, med brunlige Ribber. L. 4^2 mm. Ikke sjælden; paa fugtig, sandet Bund, under Løv og i Mos; ofte paa Nælder. 2. Se. af fin is Schill. Som fore- gaaende, men kun 1. og 2. Følehorns- led gule, 2. Led dog ofte med mørk Spids; 3. og 4. Led brunlige eller sorte. Laarene ofte med brunlig Ring foran Spidsen. Membran rudimentær eller fuldtudviklet; hos den langvin- gede Form er Forbryststykket mere udvidet bagtil end hos den kortvin- gede. L. 3^/2—4 mm. Sammen med foregaaende, men mindre almindelig. 3. Se. decoråtus Hahn. (Fig. 85 a). Mørkere. Følehorn helt sorte; kun inderste Leds Spids og selve Roden af 2. Led gulagtige. Forlaar næsten helt sorte og Mellem- og Baglaar med bredere sort Ring foran Spidsen; Skinneben ofte delvis mørke. Halvdækvinger med de sædvanlige Smaapletter over Midten, og bagtil bredt sorte eller sodbrune. Forbryst- stykket noget bredere bagtil. Mem- bran næsten altid udviklet, lys, med mørkere Ribber og ofte tillige med mørke Skygger. L. 3'/2 mm. Fig. 85. a Scoloposte- thus decoråtus Hahn. b Omrids af Forbryst- stykke af Scoloposte- ihus Thomsoni Reut. 136 Sjælden paa Øerne (Bornholm); mindre sjælden i Silkeborgegnen; formentlig mere udbredt i Jylland. 4. Se. Thomsoni Reut. (adjunctus Horv., delvis). (Fig. 85 b). Nærbeslægtet med Se. affinis, men Roden af inderste og Spidsen af 2. Følehornsled sædvanlig mørke. Forbryststyk- ket ikke eller kun meget lidt udvidet bagtil. Halvdækvinger mindre skarpt sorttegnede. Forlaar overvejende sorte, og Mellem- og Baglaar ofte med en brunlig Ring mod Spid- sen. Membran næsten altid rudimentær. L. 3^/2 mm. Hist og her over hele Landet. 5. Se. pilosus Reut. Ligeledes beslægtet med Se. affinis. Følehorn og Ben overvejende gule; 2. Følehorns- leds Spids og Forlaarenes Midte mørke. Overside fint haaret. Membran oftest afkortet, men selv i fuldt udviklet Tilstand naar den ikke Bagkropspidsen. L. 3^/2—4 mm. Yderst sjælden; Bøllemosen. [Muligvis kan hos os endnu findes Se. (Notochilus) contråctus H. Sch., der ved første Øjekast vil kunne skelnes fra de øvrige Arter ved, at Forryggen med Und- tagelse af Siderandlinierne er helt sort]. 28. Drymus Fieb. Overside sort eller mørk kastaniebrunlig, oftest uden tydelig Glans, ret grovt punkteret. Inderste Følehornsled rager med omtrent Halvdelen uden- for Hovedets Spids. Forryg med temmelig kraftigt Tværnedtryk lidt bag Midten, undertiden ogsaa med Længdenedtryk i Midtlinien. Bagkrop mere eller mindre udvidet bagtil. Forskinneben hos Hannen stærkere eller svagere krummet-udvidede mod Spidsen. Membran undertiden afkortet. Arterne holder sig til fugtige Steder, navnlig i Mos og under vissent Løv i Skove, tildels paa lignende Lokalite- ter som visse Løbebiller (Trechus, Acupalpus og Stenolo- phus). 137 Oversigt over Arterne. Forbryststykkets Sider fortil stærkt rundede og lidt bag Midten temmelig stærkt indbuede. For- ryg bagtil rødlig brun. Krop stærkt udvidet bagtil 1. brunneus. Forbryststykkets Sider fortil langt svagere run- dede og næsten umærkelig indbuede bag Mid- ten. Forryg helt sort. Krop ikke nævnevær- dig udvidet bagtil 2. sylvåticus. 1. Dr. brunneus Sahlb. (Fig. 86 9). Hoved, Forryg fortil samt Scutellum begsort. Halvdækvinger i Midten oftest med en utydelig be- grænset, hvidlig Plet og iøv- rigt ligesom Forryggen bag- til rødlig- eller chokolade- brune, grovere punkterede; inderste Coriumribbe sort- agtig mod Spidsen. Føle- horn og Ben begbrunlige. Skinneben og Fødder samt Spidsen af yderste Føle- hornsled gulagtige. Han- nens Forskinneben kun svagt krummet-udvidede mod Spidsen. Membran sod- Fig. 86. Drymus brunneus Sahlb. 9 og Dr. sylvåticus Fabr. c?. eller røgfarvet, med utydelig lysere Ribber. L. 3^/2—4^/2 mm. Ikke meget almindelig. 2. Dr. sylvåticus Fabr. (Fig. Secf). Krop næsten lige- bred, og Oversiden finere punkteret. Følehorn, Ben, Ho- ved, hele Forryggen samt Scutellum sorte eller mørkt beg- farvede, kun Fødderne og tildels Skinnebenenes Spids ly- sere. Halvdækvinger brunlige, med mørkere Skygger; Membran sodfarvet. Hannens Forskinneben stærkt krum- met-udvidede ved selve Spidsen. L. 4—4^/2 mm. Ikke sjælden. 138 29. Gastrodes Westw. (Homalodéma Fieb.). Let kendelig ved den brede, flade og tynde, for- til stærkt afsmalnede Krop. Forbryststykket meget stærkt udvidet bagtil. Forlaar særlig hos Hannen meget stærkt fortykkede, med en kraftig Torn foran Spidsen og iøvrigt fintandede paa Undersiden. Forryggen bagtil og Benene gule (Forlaar dog ofte mørke mod Spidsen). Opholder sig særHg under Bark paa Naaletræer, navn- lig Rødgran og kan om Vinteren bl. a. træffes i stort An- tal i nedfaldne Grankogler. Oversigt over Arterne. Inderste Følehornsled naar langt forbi Hovedets Spids. Forryggens Side- rande ikke lyse fortil 1. ferrugineus. Inderste Følehornsled naar kun ganske ubetydelig forbi Hovedets Spids. For- ryggens Siderande lyse helt til For- hjørnerne 2. ab i e ti s. 1. G. ferrugineus Linn. (Fig. 87a). Stærkt udvidet over Halvdækvingernes Midte. Halvdækvingerne nøddebrunlige. Følehorn rødlige, oftest mørkere mod Rod og Spids. Ben rødliggule, ikke sjælden med mørkere Forlaar; Forskinne- ben stærkt krummede ved selve Roden. L. 6—7^/2 mm. Ret almindelig i Naaletræskove. Fig. 87. a Gastro- 2. G. abieti s Linn. (Fig.87 ft). Me- des ferrugineus get lig foregaaende, men noget smallere, Linn. b Forkrop af og Halvdækvingerne blegere farvede, G. abietis Linn. ^^^ ^^^ ^^ mørkere Skygge bagtil paa Corium-Clavussømmen. Forryggen fortil mindre tydelig punkteret og derfor mere blank. Forskinneben mindre 139 krummede ved selve Roden. Følehorn ofte temmelig mørke. L. 6—7 mm. Ligeledes temmelig almindelig. 8. Fam. Pyrrhocoridæ. [Denne Familie stemmer i de allerfleste Henseender overens med Lygæiderne, hvortil den regnes af mange For- fattere, men adskiller sig bestemt derfra ved at mangle Biøjne. Farve sædvanlig sort og blodrød. Hidtil er ingen Repræsentanter for Familien fundet her i Landet, men det kunde ventes, at Pyrrhocoris åpterus Linn., der er fundet langt nordpaa i Tyskland, ogsaa kunde træffes hos os. Den ligner meget en Lygæus ved sin Størrelse (ca. 9 mm) og skarlagenrøde Farve. Hovedet, Forryggens Midte, Scutellum, Clavus, en lille langagtig Plet ved Roden af Corium og en større rundagtig Plet i Midten samt Følehorn og Ben sorte. Bagkrop sort, Connexivum rød. Oftest med afkortet Membran]. 9. Fam. Berytidæ. Let kendelig paa den vissent straafarvede, linie- dannede Krop og de næsten haarfine, sædvanlig meget lange Ben og Følehorn. Laarene og Føle- hornenes inderste Led kølleformet fortykkede mod Spidsen; yderste Følehornsled forholdsvis kort og tykt. Forryggen i alt Fald bagtil med 3 mere eller mindre ophøjet-fremtrædende Køle eller Rib- ber, den ene i Midten og de to ved Siderne. Scu- tellum temmelig lille og i Forhold til den stærkt forlængede Bagkrop meget kort. Fødder 3-leddede. Snabel 4-leddet. Membran ofte afkortet. Disse ejendommelige, fint byggede, blege og over- ordentlig smalle Tæger er temmelig træge og — naar de forholder sig stille — næsten ikke til at opdage paa Grund af deres Farvelighed med visne Plantedele; de erstatter hos os Tropernes „vandrende Pinde" i meget formindsket 140 Maalestok. Naar de bevæger sig paa Jorden, er Krop- pen paa Grund af de lange Ben oftest hævet op fra Grun- den; staar de stille, ser man dem ofte (f. Eks. Neides) vippe op og ned med Kroppen paa en ejendommelig Maade, idet Benene tjener som en fjedrende, elastisk Underbygning. De er udelukkende Plantesugere, opholder sig paa tørre, navnlig sandede Lokaliteter og i Hedeegne og træffes ogsaa mellem visne Plantedele af Græs, Lyng osv. særlig paa solbeskinnede Skrænter, hvor de fleste af dem kan findes i det allertidligste Foraar. Oversigt over Slægterne. 1. Hovedet fortil, mellem Følehornene, forlænget i en smal, tornformet Spids 2. Hoved ikke tornformet forlænget fortil 3. 2. 2. Følehornsled længere end det fortykkede yder- derste Led. Følehorn omtrent saa lange som Kroppen L N e i d e s. 2. Følehornsled kortere end det fortykkede yder- ste Led. Følehorn meget kortere end Kroppen 2. Berytus. 3. Yderste, fortykkede Følehornsled omtrent saa langt som 2. Led. Scutellums Spids knopfor- met ophøjet 3. Metatropis. Yderste, fortykkede Følehornsled meget kortere end 2. Led. Scutellum i Midten med en slank, bagudkrummet Torn 4. Metacånthus. 1. Neides Latr. Overordentlig langstrakt, med stærkt forlængede og meget fine Følehorn og Ben. Halvdækvingernes Ribber ophøjede og tætliggende, næsten parallele. Øjnene paa Grund af det bagud stærkt forlængede Hoved (næsten som hos Hydrometra) langt fjer- nede fra Forbryststykkets Forrand. Forbryststyk- ket mere end dobbelt saa langt som bredt. Scu- tellum meget lille, bagtil sylspidset-forlænget. Føle- hornenes yderste Led tenformet, sort, med stilk- formet Rod. Bugen med lys, smal Midtlinie. Mem- bran nu og da afkortet. 14] Oversigt over Arterne. Forryg bagtil noget hvælvet; dens Siderande fjer- ner sig mod Roden noget fra hinanden, saa Forryggen er tydelig bredere ved Roden end lidt foran Midten 1. tipulårius. Forryggen smallere, ikke hvælvet bagtil; dens Siderande fra foran Midten omtrent paral- lele, saa Forryggen ikke er bredere ved Roden end lidt foran Midten 2. parallélus. 1. N. tipulårius Linn. (Fig. 88 a, fc). Særdeles for- længet og tyndbenet. Corium med sorte Smaapletter langs Kanten af Membranen. Yderste Føle- hornsled, Fødderne samt Spidsen af Skinnebenene sorte. L. 10— 12 mm. I sandede og tørre Egne, navnlig paa Sydskrænter. Almindelig over- alt, særlig dog i Jylland. 2. N. parallélus Fieb. (Fig.88 Cy d). Ganske som foregaaende, men lidt mindre (10 mm) og Oversiden noget grovere punkteret. Forøvrigt sikrest adskilt ved de i Artsoversig- ten nævnte Karakterer. Sjælden, men dog udbredt i Jyl- land og navnlig fundet i Randers- og Silkeborgegnen. 2. Ber^tus Fieb. Som foregaaende Slægt, men Følehorn og Ben kraftigere og ^Xf-LZ'!'TZ: langt kortere, og Kroppen knap bryststykke af samme, ,. . p .PI . r% T- 1 set fra Siden, c For- saa Imieformet-forlænget. 2. Føle- bryststykke set fra Si- hornsled overordentlig kort, kor- den, d set fra oven af o , , , rx , N. parallélus Fieb. tere end den fortykkede Del paa Spidsen af inderste Led. Scutellum med en Midtkøl. 142 Oversigt over Arterne. 1. Membran saa bred som Halvdækvinger over Midten, med bredt afrundet Spids. 4. montivågus. Membran smallere eller meget smallere end Halvdækvinger over Midten, bagtil forlænget tilspidset 2. 2. Inderste Følehornsleds og Laarenes fortykkede Spids sædvanlig kun lidt mørkere end den øvrige Del. Følehorn og Ben meget slanke. Forlaarene (lagt fremefter) naar lidt forbi Ho- vedets Spids 1. clåvipes. Inderste Følehornsleds og Laarenes fortykkede Spids sort eller sortbrun. Følehorn og Ben kortere. Forlaarene naar ikke forbi Hovedets Spids 3. 3. Membran meget smal, langt smallere end Halv- dækvingerne over Midten. Hovedets Spids (mellem Følehornene) slank. Laar tynde. 2. mi nor. Membran bredere og ikke paafaldende smallere end Halvdækvingerne over Midten. Hovedet kort tilspidset. Laar kraftigere 3. cråssipes. 1. B. clåvipes Fabr. (Fig. 89 d). Meget slank, helt bleg, kun yderste Følehornsled sort. Hoved langt tilspid- set mellem Følehornene. Forryg bagtil noget hvælvet. Corium kraftig punkteret mellem Ribberne. Vor største Art. L. 7—8 mm. Sjælden; hidtil kun fundet i Antal i Roden Skov sam- men med andre Arter. Er sikkert mere udbredt. 2. B. minor H. Sch. (Fig. 89 a, e). Mere robust, men meget mindre. Forryggen ikke hvælvet bagtil. Halvdæk- vinger noget rundet-udvidede over Midten; Corium meget fint punkteret mellem Ribberne. Membran overordentlig smal, ofte med brunlige Smaapletter. Spidsen af 3. Føle- hornsled sort. Undertiden er Laarenes fortykkede Spids kun svagt mørkere. L. 5—6 mm. Ret almindelig paa sandet Jord. 3. B. cråssipes H. Sch. (Fig. 89/). Temmelig kort. Ben og Følehorn, men navnlig Laarene, forholdsvis kraftigere og kortere end hos de øvrige Arter. 2. og 3. Følehornsleds 143 yderste Spids sort. Inderste Følehorns- leds og Laarenes kraftig fortykkede Spids oftest skarpt afgrænset sort. Mem- bran noget brunplettet. Vor mindste Art. L. 4—5 mm. Enkeltvis og ikke almindelig. 4. B. montivågus Fieb. (Fig. 89 &, c). Meget karakteristisk ved den brede, bredt afrundede og mod Spidsen stærkt brunplettede Membran, hvis to inderste Ribber forgrener sig mod Ro- den (hos de øvrige Arter er Membran- ribberne ugrenede). Hoved langt til- spidset mellem Følehornene. Forryg- gen bagtil noget hævet, dens Midtkøl naar ikke tilbage til selve Bagranden. Ben temmelig slanke. L. 5—6 mm. Sjælden; hidtil kun i Antal fra Tids- Pig. 89. a Berytus mi- nor H. Sch. e Forryg af samme, set fra Si- vilde 1 Nordsjælland, Tebbestrup ved den. & Membran af B. Randers og Haarup vest for Horsens, montivågus Fieb. c Dog sikkert mere udbredt, navnlig i Forryg af samme, set Jy*^^"'*- fra Siden, d Forryg af [Det er sandsynligt, at der findes B. clavipes Fabr., set endnu flere Arter her i Landet. Føl- fra Siden. / Forho- gende Arter bør eftersøges: vedet af B. crassipes H. Sch. 1. Følehorn, særlig inderste Led, haarede. Krop- pens Længde 10—12 mm... B. hirticornis Brul. Følehorn nøgne. Kroppen langt mindre (4— 6 mm) 2. 2. Laar gradvis fortykkede næsten fra Roden af. Forryggens Midtkøl forsvinder før Bagranden. L. 5—6 mm B. Signoréti Fieb. Laar med tydelig afsat fortykket Spids. Forryg- gens Midtkøl naar til selve Bagranden. L. 4^2—5 mm B. geniculåtus Fieb. De to sidstnævnte Arter er beslægtede med B. monti- vågus og har som denne Forgrening af inderste Membran- ribber]. 144 3. Metatropis Fieb. Inderste Følehornsled stærkt forlænget, noget tykkere mod Spidsen. 2. Led forlænget. Forryg skarpt kølet, bagtil hvælvet-ophøjet. Membran med 5 Ribber, der tildels er gaffelgrenede ved Roden. Foretrækker græsbevoksede Steder i og ved Skove og Lunde i mere frugtbare Egne. 1. M. ruféscens H.Sch. (Fig.90). Rødlig eller brun- lig. Følehorn og Ben meget lange og fine, blege og næsten gennemsigtige, uregel- mæssig brunprikkede; Følehornenes yderste Led, en Ring mod Spid- sen af inderste Led samt Laarene mod Spidsen brunlige. L. 9 — 10 mm. Ikke sjælden i de sydligere Egne af Lan- det. 4. MetacdnthusCostsi, Paafaldende ved den slanke , bagud- rettede Torn paa Scutellum og det ejendommelig byg- { Fig, 90. Metatropis ruféscens H. Sch gede Forbryststykke, hvis Forryg bagtil er over- ordentlig stærkt hvælvet og skarpt kølet (Midt- kølen langt den kraftigste). Følehorn og Ben yderst fine og slanke, sortringede eller sortprik- kede; yderste Følehornsled sort; inderste Led meget forlænget. 2. Led forlænget. Halvdækvin- gernes Ribber ikke meget fremtrædende. 145 Ligner meget smaa Culex- (Mygge-) Arter og findes ofte paa Græs. 1. M. é legans Curt. (Fig. 91). Bleg. Hoved, Forryg fortil (med Undtagelse af den smalle blege Forrand) og dens 3 Køle bagtil blanksorte. Følehornene omtrent saa lange som Kroppen. Hoved stærkt hvælvet mellem Øjnene. Corium bleg, næsten gennemsigtig ; Membran glasklar, meget længere end Bagkroppen. L. 3^2—4 mm. Meget sjælden; Frederiksdal, Tidsvilde, Ørholm Fælled, Ran- dersegnen. 10. Fam. Tingididæ (Masketæger). Fig. 91. a Metacanthus Ganske smaa Tæger med elegansCurt b Forkrops- ryggen fra Siden. ejendommelig Ribbedannelse, der oftest gaar over til at blive et tæt Net- eller Maskesystem, som bliver særlig tydelig udviklet paa Forbryststykkets og Halvdækvingernes Side- rande i de Tilfælde, hvor disse er bladagtig fladt udbredte. Hovedet ikke sjælden med torn- eller syldannede Forlængelser. Biøjne sjælden tilstede. De to inderste Følehornsled korte, 3. Led oftest meget forlænget, stav- eller knippelformet, næsten altid længere end de 3 øvrige (1., 2. og 4.) Led tilsammen. Forryggen fortil i Midten i mange Tilfælde blæreformet opsvulmet. Forfødder 2-led- dede. Bygningsforhold indenfor Slægterne og end- A. c. Jensen-Haarup: Tæger. 10 146 og Arterne af samme Slægt iøvrigt ofte under- kastede betydelige Ændringer. Masketægerne ernærer sig af Plantesafter, og de for- skellige Arter holder sig ofte til ganske bestemte Planter, som de, naar de optræder i meget stort Tal, kan skade i Væksten. Mange overvintrer og træffes da gerne sammen med Lygæider og Berytider i Lyng- og Sandegne. Æggene fæstes til Plantedele og dækkes jævnligt af et brunligt Stof, saa de i Udseende kommer til at minde om visse mindre Svampeformer. Oversigt over Slægterne. 1. Forryggen ikke forlænget bagtil (med næsten lige eller svagt rundet Bagrand), saa Scutellums noget ophøjede Spids bliver synlig. Clavus veludviklet. Membran ved Roden fint chagri- neret, med 4 temmelig tværstillede Ribber. Corium med 3 mere eller mindre fremtræ- dende Længderibber (Underfam. Piesminæ) 1. Piésma. Forryggen spidst eller afrundet trekantet for- længet bagtil (d. v. s. med Processus), saa Scutellum skjules; Clavus utydelig. Coriums Midtfelt mangler Længderibben i Midten. Mem- bran finere eller grovere netmasket ligesom Corium (Underfam. T i n g i d i n æ) 2. 2. Corium uden tydelig begrænset Midtfelt. For- ryggen fortil i Midten aldrig blæreformet op- svulmet, dens Sider uden skarp Rand. 2. Serénthia. Corium med et af 2 Længderibber tydelig be- grænset Midtfelt. Forryggen fortil i Midten mere eller mindre kølform et, ofte blæreformet opsvulmet, dens Sider skarprandede eller blad- formet udfladede *) 3. 3. Halvdækvingernes Længderibber næsten paral- leltløbende, svagt buede 3. Campylosteira. Halvdækvingernes Længderibber ikke parallelt- løbende 4. 4. Halvvingedækkerne langs Midten meget højt og skarpt kølede, blæreformet oppustede. For- ryggen langs Midten, særlig fortil, med en lignende blæreagtig Køl 6. Derephysia. Halvvingedækkerne aldrig saaledes oppustede, men Forryggen fortil i Midten ofte med en blæreagtig Svulst 5. *) Undertiden er Siderne tilsyneladende butte, idet de tyndt udfladede, netmaskede Rande er lagte ind over Forryggen. 147 5. Coriums Midtfelt næsten vinkelformet udvidet ind mod Spidsen af Processus (Forryggens Forlængelse bagtil) 7. Monånthia. Coriums Midtfelt indadtil jævnt og svagt afrun- det (hos uudviklede Ekspl. endog omtrent lige) 6. 6. Følehorn slanke, nøgne; yderste Led tykkest . . 4. Acalypta. Følehorn kraftige, ru og stærkt børstehaarede; yderste Led ikke tykkere end foregaaende Led 5. Dictyonota. 1. Piésma Lep. & Serv. (Zosménus Lap.). Forbryststykket trapezformet, med noget ud- fladede Siderande, der ofte er indbuede ved Mid- ten. Forryggen med 2 — 3 parallele Længdekøle, som forsvinder lidt bag Midten; noget bagved Forryggens Forrand findes et Tværnedtryk, som dog afbrydes af Længdekølene. Oversidens Net- maskning reduceret til en fin Chagrinering, der løber ind over Membranens læderagtige Rod; Membranens Spids hindeagtig. Paa sandede Marker, særlig paa Chenopodium og Atri- plex (Melde). Ekspl. med afkortet Membran ikke sjældne. Oversigt over Arterne. 1. Forryggen fortil med 3 Længdekøle. Den syn- lige Scutellumspids som Regel bleg 2. Forryggen fortil med kun 2 Længdekøle. Scu- tellum helt sort 3. 2. Forryggens Siderande i Midten indbuede 2. variåbilis. Forryggens Siderande ikke indbuede.. 1. quadråta. 3. Forryggen afsmalnet fortil, noget forlænget .... 3. capitåta. Forryggen ikke afsmalnet fortil, kortere. 4. maculåta. 1. P. quadråta Fieb. (Fig. 92). Lys grønlig-graalig eller hvidlig-brun, fra ensfarvet til stærkt smaaplettet og med skarptegnede, langagtige, sorte Smaapletter paa Halv- 10* 148 Fig. 92. Piesma quadrata Fieb. (mørkplettet Va- rietet). Sider. dækvingernes og endog Forryggens Side- rande. Hoved helt, eller i det mindste overvejende, lystfarvet; dets Sidestykker bøjer sig helt om Pandekilestykket, og deres sammenstødende Spidser er skraat opadrettede. Forryggens Forhjørner ud- fladede og afrundede, dens Sider i Midten omtrent rette, og dens 3 Længdekøle naar til L. 3— 3^ lidt bag Midten. Ikke sjælden. Den ensfarvede Form, Varieteten di 1 at at a Jak., er oftest kort- vinget. 2. P. variåbilis Fieb. Afviger fra foregaaende ved at være mindre og ved, at Forryggens Længdekøle er kortere, men dog særlig ved Forbryststykkets indbuede Oversiden oftest mørkt smaaplettet og Hovedet Ikke sjælden. Den er ikke saa' kræsen i Valget af Næringsplanter som de øvrige Arter. 3. P. capitåta Wolff'. Forryggens afrundede For- hjørner stærkt nedbøjede; yderste Siderande iøvrigt noget indbuede og fortil med nogle mindre Masker. Hovedets Sidestykker korte og lige (og ikke sammenløbende fortil), men dog opadrettede. Oversiden i Almindelighed mørk- plettet eller temmelig mørk (saaledes Hovedet), men For- ryggens Forrand bredt hvidlig, og Coriumroden oftest lige- ledes lys. L. ca. 2^2 mm. Almindelig i magre Egne. Oftest fuldtvinget; Eksempla- rer med afkortet Membran er Varieteten Stéphensi Fieb. 4. P. maculåta Lap. Beslægtet med foregaaende, men afviger fra denne ved sit kortere Forbryststykke, hvis Sider er stærkere indbuede, hvorved den udfladede Rand bliver meget smal bagtil mod Skuldrene, og ved, at Hove- dets Sidestykker er bøjede og mere eller mindre sammen- løbende fortil. Halvdækvingerne med 3—4 mørkere, sæd- vanlig baanddannende Pletter. Coriums Ribber temmelig fremtrædende. L. ca. 2^/2 mm. 149 Ikke meget almindelig. Den kortvingede Form er be- skrevet under Navn af P. an ti c a Steph. og den fuldtvin- gede under Navn af P. Laportei Fieb. 2. Serénthia Spin. (Agråmma Westw.). Temmelig langstrakt. Oversiden fint og nær- mest chagrinagtig netmasket. Laar ret kraftige og ofte noget fortykkede mod Spidsen. Coriums Fel- ter daarlig afgrænsede, idet Ribberne er meget lidt fremtrædende eller utydelige. Forbryststyk- kets Sider butte, aldrig skarprandede ; Forryggen med svag eller utydelig Midtkøl. Bagfodens in- derste Led meget kort. Som foregaaende Slægt meget afvigende fra de øvrige Masketæger. En i Syden temmelig rigt repræsenteret Slægt, der særlig foretrækker Siv (Juncus) og Halvgræsser. I Dan- mark hidtil kun én Art. 1. S. læta Fall. (Fig. 93). Hoved, Følehorn og For- ryg (med Undtagelse af Forranden) oftest helt sorte, under- tiden delvis lyse; Processus og Halv- dækvinger hvidliggule. Ben rødliggule eller med tildels mørke Laar. Halvdæk- vinger med utydelig Ribbe mellem Midt- og Sidefelt og med afrundet Spids. For- ryggens Midtkøl utydelig. 3. Følehorns- led smallere mod Spidsen. L. ca. 2 mm. Hist og her, oftest paa Halvgræsser i Skovegne; ikke sjælden kortvinget. [Følgende Arter kan muligvis findes hos os: S. ruficornis Germ.: Som S. læta, men Følehornene helt rødliggule; 3. Følehornsled tykkere mod Spidsen. Forbryststykkets Sider omtrent rette. Halvvingedækkernes Spids afrundet. L. 2 — 2^/2 mm. S. tropidoptera Flor: Følehorn rødliggule. Forbryststykkets Fig. 93. Serénthia Sider indbuede foran Midten. Halv- læta Fall. 150 vingedækker med skarpt ophøjet Ribbe mellem Midt- og Sidefelt; det sidste temmelig bredt og med større Masker end i Midtfeltet. Forryggen navnlig bagtil med tydelig Midtkøl. L. 2^/2 mm]. 3. Campylosteira Fieb. Oversiden rustfarvet. Forryggen fortil i Midten uden blæreformet Opsvulmning; dens gennemlø- bende Midtkøl ret kraftig og bred, dens Sidekøle smallere, lavere og afkortede fortil. Halvdækvin- gerne temmelig stormaskede. løvrigt ejendomme- lig ved Halvdækvingernes Ribber, der i omtrent samme Afstand fra hinanden og svagt bueformet løber tæt til Spidsen. 1. C. vérna Fall. (Pig. 94). Rustbrunlig. Forryggens noget udvidede Siderande fortil med to, bagtil med en Række af mindre tydelige, uregelmæssige Masker; dens Forrand indbuet. Halvdæk- vinger med store Masker og med en meget skarp og fremtrædende Rygribbe; Rand- feltet dog meget smalt og derfor med smaa Masker. Halvdækvingerne er oftest afkor- tede, saa Bagkropspidsen ikke dækkes. L. P/2— 2 mm. Temmelig almindelig over hele Landet. Den overvintrer og findes navnlig om For- Fig. 94. Cam- aaret ikke sjælden under Sten paa græs- pylosteira ver- rige Marker. na Fall. [C. s i n u å t a Fieb. forekommer forment- lig ogsaa i Danmark. Den afviger særlig fra C. verna ved, at Forryggens Forrand ikke er nævne- værdig indbuet, og ved, at Forbryststykkets Forhjørner er meget mere udvidede og fremtrædende. Forryggens Side- køle mindre parallele. Som Regel kortvinget]. 4. Åcalypta Westw. (Orthosteira Fieb.; Monånthia Lep. & Serv.). Ikke ulig foregaaende Slægt, men Forbryst- stykkets og Halvdækvingernes Siderande betydelig 151 mere udfladede og med tydeligere og større, 1 — 3-rækkede Masker. Halvdækvingernes Ribber bag- til sammenløbende og danner oftest et bredt Midt- felt. Forryggen fortil i Midten temmelig opsvulmet; den skarpkølede Opsvulmning er tilspidset fortil, saa Forryggens Forrand bliver mere eller mindre indbuet til hver Side. Hovedets Overside bagtil i Regelen med to halvoprette Smaatorne. 3. Føle- hornsled meget slankt; yderste Led tykkere, sort. De fleste Arter ernærer sig af Thymus (Timian), men findes ofte blandt Mos o. lign. Optræder meget ofte kort- vingede. Oversigt over Arterne*). 1. Forryggen med kun 1 Køl (Midtkølen) 2. Forryggen med 3 Køle (Midtkøl og Sidekøle) . . 3. 2. Halvvingedækkernes Sømfelt foran Midten med kun 1 Række Masker musci Schrnk. Halvvingedækkernes Sømfelt foran Midten med 2 Rækker Masker brunnea Germ. 3. 3. Følehornsled opsvulmet ved Roden 4. 3. Følehornsled ikke opsvulmet ved Roden... 5. 4. Halvdækvingernes Midtfelt udhulet, smalt. 2. grå ci li s. Halvdækvingernes Midtfelt plant, bredt . 1. p arv u la. 5. Forryggens udfladede Siderande med 2 (under- tiden delvis 3) Rækker Masker; dens Forhjør- ner afrundede, ikke fremstaaende 6. Forryggens udfladede Siderande med 3 (under- tiden tildels 4) Rækker Masker; dens Forhjør- ner vinkelformet fremstaaende 7. 6. Følehorn hos begge Køn helt sorte. Halvvinge- dækkernes Midtfelt med 3 (d) eller 4 (9) Ma- skerækker margi nåta Wolff. Følehorn sorte {(S), eller 3. Led overvejende rød- liggult (9). Halvvingedækkernes Midtfelt med 4—5 Maskerækker n i g r i n a Fall. 7. Forryggens 2 Sidekøle fortil konvergerende. Over- siden bleg 3. c a r i n å t a. Forryggens 2 Sidekøle parallele. Oversiden helt eller delvis mørk platychila Fieb. *) I denne Oversigt er medtaget ikke alene de faa Arter (de nummere- rede), der hidtil kendes her fra Landet, men ogsaa en Del Arter, af hvilke vi i alt Fald kan vente at finde nogle hos os. De Arter, der endnu ikke er fundne i Danmark, er i Oversigtstabellen forsynede med Autornavn. 152 1. A. pårvula ^Fall. (Fig. 95). Graalig mørk; Hoved sort; yderste Følehornsled og Laarene (med Undtagelse af deres Spids) ligeledes mørke. Halvvinge- dækkernes Midtfelt meget bredt og fladt og naar ikke nær deres Spids. Forryg- gens Opsvulmning fortil i Midten bred og meget fremstaaende. L. P/4 mm. Paa Thymus serpyllum (Vild Timi- an); ret hyppig, særlig i Jylland. Under- tiden under Smaasten. 2. A. gråcilis Fieb. Som foregaa- ende, men Halvvingedækkernes Midtfelt langt smallere, næsten rendeformet ud- pig. 95. Acalypta hulet og fortsat tæt til deres Spids, parvula Fall. Forryggens Opsvulmning fortil i Midten meget slankere og mindre fremragende. L. P/4— 2 mm. Sammen med foregaaende, men maaske knap saa al- mindelig, i alt Fald i Jylland; foruden paa Thymus kan den træffes f. Eks. paa Plantago (Vejbred). 3. A. carinåta Panz. (cervina Germ.). Let kendelig ved sin blege Overside. Forbryststykkets Sider betydelig udfladede og fortil, ved de stærkt vinkelformet-fremstaa- ende Forhjørner, med ca. 3 Maskerækker. Halvdækvin- gernes Sider fortil ligeledes temmelig bredt udfladede og med 3 Maskerækker, over Midten smalt udfladede og med kun 1 Række, mod Spidsen derimod atter noget bredere og med 2 Maskerækker. Vor største Art. L. 2^/2 — 3 mm. En ret udbredt Art, for hvilken dog ingen bestemt Næringsplante kan opgives; særlig paa Eng- og Skovbund. 5. Dictyonota Curt. Afviger fra vore øvrige Masketæger ganske særlig ved de ret tykke Følehorn, der sædvanlig er kor- nede og stærkt børstehaarede, hvilket navnlig bliver paafaldende for 3. Følehornsleds Vedkommende. Forryggens Sider oftest stærkt gennemsigtig-udfla- 153 dede og ligesom Halvdækvingernes tydelig udfla- dede Siderande stormaskede. Hovedets Siderande (mellem Følehornsrod og Øje) med en fremadret- tet Torn (en lignende, eller to tætstillede Torne paa Issen). Forryg fortil i Midten kraftig masket, blæreformet-hævet. Halvvingedækkernes Midtfelt temmelig dybt rendeformet-udhulet. Paa forskellige Planter, bl. a. Thymus, Mentha og Ar- temisia (Bynke), særlig paa let og sandet Jord. Oversigt over Arterne. Følehorn tiltrykt-kortbørstede. Forryggens For- hjørner svagt udvidede, med 2 — 3 Rækker Masker. Tornen bag Følehornsroden kort. . . 2. strichnocera. Følehorn udstaaende langbørstede. Forryggens Forhjørner stærkt udfladede, med 3—4 Ræk- ker Masker. Tornen bag Følehornsroden lang og sylspids 1. tricornis. 1. D. tricornis Schrnk. (crassicornis Fall.). (Fig. 96). Bred. Oversiden graalig; Hoved og Forryg (mellem de lyse Længdekøle) mørke eller sorte. Ho- ved med to fremadrettede, tætstillede Tor- ne fra Issen og med en Torn paa hver Side ved Roden af Følehornene. For- ryggens fremstaaende Forhjørner næsten vinkelformede, men med afrundet yder- ste Spids, dens 3 Køle hver med en Række Masker (ses let fra Siden). Halv- dækvingernes Sider med 2 Rækker Ma- sker, over Midten dog ofte kun med 1 Række. L. 2^2— 3^/2 mm. I tørre Egne; ikke meget almindelig, men udbredt og paa de under Slægtsbe- skrivelsen anførte Planter. Fig. 96. Dictyo nota tricornis > Schrnk. 2. D. strichnocera Fieb. Smallere end foregaaende og Forryggens Forhjørner kun lidt fremstaaende, ligesom 154 Halvvingedækkernes Midtfelt er meget kortere. Følehorn slankere og med tiltrykte Børstehaar. Forryggens Side- køle lavere end hos D. tricornis og med mindre Masker. L. 3— 3'/2 mm. Meget sjælden; paa Gyvel; funden i Antal ved Ry. Formentlig mere udbredt i Jylland. [Muligvis findes ogsaa D. fuliginosa Costa her i Landet. Den er større (4'/2— 5 mm) og har langt tyndere, rødliggule Følehorn (yderste Led dog sort). Forryggens og Halvdækvingernes Sider stærkt udfladede og storma- skede; Forryggens Forhjørner vinkelformet fremstaaende, men med afrundet yderste Spids]. 6. Derephysia Spin. For den indenlandske Arts Vedkommende me- get paafaldende og let kendelig ved de særdeles stærkt udvidede, hindeagtige, gennemsigtige og stormaskede Siderande paa Forbryststykket og Halvdækvingerne, paa den faamaskede, bobleagtige Opsvulmning af Forryggen fortil i Midten og navn- lig paa den skarpt tagformet-ophøjede og oppustede Køl langs Midten af hvert Halvvingedække. For- ryggen iøvrigt S-kølet; Kølene høje, knivtynde, skarpe og faamaskede. Paa forskellige Planter i tørre Egne. 1. D. foliåcea Fall. (Fig. 97). Gul- agtig; Forryg bag Opsvulmningen mørk. Forryggens og Halvdækvingernes udfla- dede Siderande i Almindelighed med 2 Rækker Masker. Haivdækvingerne over- alt stormaskede. Følehorn (med Und- tagelse af yderste Led) og Ben rødlig- gule. L. 3—3^2 mm. ^'^oiiacer'Fall^''^ ^^^^ almindelig og enkeltvis; paa Marker og aabne Skovsletter. Træff^es paa Artemisia, Statice, Chrysanthemum og Thymus. 155 7. Mondnthia Lep. & Serv. (Tingis Fabr. (delvis)). En Gruppe af Masketæger, der er lettest kende- lige ved Halvvingedækkernes brede Midtfelt, som er mere eller mindre vinkelformet udvidet indadtil mod Spidsen af Processus. løvrigt deles disse Masketæger af nogle Forfattere i flere Slægter, da Arterne paa adskillige Punkter afviger betydelig fra hverandre. (I nedenstaaende Oversigt op- attes de forskellige Artsgrupper som Underslægter). Arterne holder sig til vidt forskellige Planter, som Kurv- blomstrede, Rubladede, Rakleblomstrede, Hvidtjørn osv. Oversigt over Arterne. 1. Forbryststykkets Sider udfladede, sædvanlig med tydelige Masker (Underslægt Phyllonto- cheTla Fieb.). . 2. Forbryststykkets Sider tilsyneladende butte, idet de tyndt udfladede Siderande er bøjede ind- over og oftest tiltrykte Forryggen 3. 2. Forbryststykkets og Halvdækvingernes Sider stærkt udfladede og forsynede med Randhaar 1. ciliåta. Forbryststykkets og Halvdækvingernes Sider ikke stærkt udfladede, uden Randhaar 2. cårdui. 3. Forryggen med 3 fuldstændige Længdekøle, der naar tæt til Forranden (Underslægt Physato- c h e i 1 a Fieb.) 4. Forryggen kun med fuldstændig Midtkøl; Side- kølene kun tydelige bagtil (Underslægt Mo- na n t h i a Lep.) 5. 4. Halvdækvingernes udfladede Sider kun med én Maskerække (ved Roden dog ofte to). 4. dumetorum. Halvdækvingernes udfladede Sider med tre Ma- skerækker (ved Roden ofte fire) 3. quadrimaculåta. 5. Forryggen overvejende hvidlig-graalig . . . 6. humuli. Forryggen mørk eller sort 5. é c h i i. 1. M. ciliåta Fieb. (reticulåta H. Sch.). (Fig. 98 a). Bred. Graalig; hist og her med mindre, mørkere Skygger. 156 Maskerne temmelig store. Forbryststykkets betydelig ud- fladede Sider meget stærkt rundede, med 3 — 4 Maskeræk- ker. Halvdækvingernes Sider ligeledes stærkt udfladede, med ca. 3 Maskerækker. Coriums Midtfelts Masker noget mindre. Følehorn og Ben haarede. L. 4 mm. Meget sjælden; kun funden paa gamle Risgærder hist og her paa Loll.-Falster. Dens Næringsplante er iøvrigt Ajuga (Læbeløs). 2. M. cårdui Linn. (Fig. 98 b). Smallere. Graalig; oftest stærkt mørkplettet, navnlig paa Forbryststykkets og CL h Fig. 98. a Monanthia ciliata Fieb. b M. cardui Linn. c M. humuli Fabr. Halvdækvingernes Sider, der er langt mindre udfladede end hos foregaaende Art, men dog har ca. 3 Maskerækker. Maskerne overalt meget mindre end hos M. ciliata. For- bryststykkets Sider fortil omtrent lige, men stærkt kon- vergerende, bagtil meget rundede. Følehorn og Ben utyde- lig haarede. Laar og inderste Følehornsled ofte sorte. Ret foranderlig. Overalt temmelig almindelig paa for- skellige Tidsler. 3. M. quadrimaculåta Wolff'. (Fig. 99). Temmelig forlænget. Rødligbrun. Halvdækvinger med noget run- dede Sider, med en hvidlig Plet paa hver Side ved Roden og med en lignende Plet paa hver Side mod Spid- 157 Fig. 99. Monanthia quadrimaculata Wolff. Ho- sen; deres udfladede Sider fortil sæd- vanlig med 3, i Midten (paa det brun- lige Parti, hvor Maskerne er ganske smaa) med 4 og bagtil med 2 Maske- rækker. Følehorn (yderste Led und- taget) og Ben rødlige. L. 4 mm. Sjælden; bl. a. Nordsjælland, Lol- land, Ry-, Silkeborg- og Randersegnen paa vidt forskellige Træer som Birk og Skovabild; som dens egentlige Nærings- plante angives Rødel (Alnus glutinosa). 4. M. dumetorum H. Sch. Lig- ner meget foregaaende, men er en Del mindre (3 mm) og har svagere rundede Sider. Adskilles lettest ved Halvdæk- vingernes betydelig mindre udfladede Sider, der fortil kun har 2 og bagtil 1 Maskerække, ved sædvanlig rødligt. Temmelig sjælden og stedegen ; paa Hvidtjørn, Hæg og Prunus-Arterne. 5. M. échii Wolff' (Wolffi Fieb.). Graaliggul, med mørke Pletter og Skygger. Forbryststykkets overbøjede og tiltrykte Siderande smalle, med Inderranden noget indbuet. Forryggens Sidekøle parallele, fortil stærkt afkortede og naar ikke de ombøjede Siderande. Baade Følehornenes yderste Led og deres Rodled samt Laarene mørke. L.3^/2 mm. Ikke sjælden; dens typiske Næringsplante er Slange- hoved (Echium vulgare), men den træffes ogsaa paa andre rubladede Planter som Anchusa, Pulmonaria, Symphytum og Cynoglossum. 6. M. hum u li Fabr. (Fig. 98 c). Graaliggul, med mørke Skygger; temmelig bred over Midten; Forbryst- stykkets overbøjede Siderande brede; Inderranden kun svagt indbuet, parallel med Yderranden. Forryggens Side- køle fortil konvergerende og naar de ombøjede Siderande lidt foran deres Midte. Halvdækvingernes udfladede Side- randes Masker meget uensartede i Form og Størrelse. Følehorn (med Undtagelse af yderste Led) og Ben helt bleggule. L. 3—3^/2 mm. 158 Ikke sjælden; paa rubladede Planter (ikke som Navnet kunde lade formode paa Humle) og særlig paa Myosotis palustris (Eng-Forglemmigej). [Af denne Slægt forekommer formodentlig endnu flere Arter hos os, saaledes muligvis de to følgende: M. lupuli H. Sch.; adskilles bl. a. fra M. echii ved de brede over- liggende Siderande paa Forryggen og fra M. humuli ved at have Laarene og 1. og 2. Følehornsled sorte; paa For- glemmigej. M. (Catoplåtus) Fabricii Stål har kraftige Følehorn; Forbryststykkets Siderande er smalle og oprette eller utydelig overbøjede; Halvdækvingernes Siderande brede, med 3 Maskerækker. L. 4 mm. Næringsplante Chrysanthemum leucanthemum (Hvid Okseøje). Endelig har vi rimeligvis Repræsentanter for enkelte andre Slægter, saaledes Stephanitis (Tingis) Obérti Kol., der bl. a. let vil kunne kendes paa en X-formet, mørk Fællesplet paa Halvdækvingerne (en nordisk, ca. 4 mm. lang Art, der lever paa Vaccinium-Arterne), samt Galeå- tus spinifrons Fall., som er glasklar og uplettet, har Hovedets Torne temmelig forlængede og er ejendommelig ved, at Forbryststykkets Sider kun har én Række af 5 større Masker; den minder om Derephysia foliacea ved, at Forryggens Sidekøle er høje og Halvdækvingerne (naar de er fuldtudviklede) tildels blæreformet hævede; 2^/2— 3^/2 mm; særlig paa Artemisia (Bynke)]. 11. Fam. Aradidæ (Barktæger). Krop bred og meget flad. Hoved fortil ud- trukket i en Spids; mellem Følehornsrod og Øje sædvanlig en fremadrettet Torn. Følehorn korte og tykke, med 3. Led af normal Længde. Øjne smaa, halvkugleformet fremstaaende; Biøjne mang- ler. Snabelen kan lægges ind i en Rende langs Underhovedet og en Del af Brystet. Membran veladskilt fra Corium og med 3 — 4, delvis forgre- nede eller forbundne Ribber eller helt uden Rib- ber. Forfødder 2-leddede; Mellem- og Bagfødder 3-leddede; Ben iøvrigt ensdannede, med paafal- dende korte Fødder. Farven oftest en noget ube- stemt Sammensætning af rødligbrunt, blegt og sort. 159 I Almindelighed under løs Bark, mellem Splinter eller i Træsvampe. Oversigt over Slægterne. Membran med Ribber. Scutellum trekantet til- spidset. Forbryststykkets Sider, navnlig bag- til, stærkt afrundet-udvidede 1. Arådus. Membran uden Ribber. Scutellum halvcirkel- formet afrundet. Forbryststykkets Sider mere eller mindre indbuede over Midten.. 2. Aneurus. 1. Arådus Fabr. Forryggens Bagrand mere eller mindre stærkt indbuet, dens Skive med 4 Længdekøle. Scutel- lum bagtil oftest tydelig forlænget-tilspidset. Corio- Membransømmen vinkelbrudt, ophøjet. Yderste Følehornsled ikke længere, oftest kortere end 3. Led. Mellem Følehornsrod og Øje en fremstaa- ende Torn. Hannen mindre end Hunnen. Oversigt over Arterne. 1. Følehorn korte og tykke; 2. Led meget kortere end 3. og 4. Led tilsammen. Mindre Arter (5—6 mm) 2. Følehorn temmelig slanke; 2. Led næsten saa langt som eller endog længere end 3. og 4. Led tilsammen. Større Arter (7 — 10 mm) ... 3. 2. Forryggens 4 Længdekøle skarpt ophøjede. Føle- hornenes Længde større end Hovedets Læng- de. 2. Følehornsled tyndere mod Roden .... 1. depréssus. Forryggens 4 Længdekøle lave og utydelige. Følehornene ikke længere end Hovedet. 2. Følehornsled af samme Tykkelse ved Rod og Spids 6. cinnamomeus. 3. Følehorn ensfarvet sorte eller brunrødlige. 2. Led temmelig kraftigt, paa det nærmeste af ens Tykkelse ved Rod og Spids 4. Følehorn oftest delvis hvidlige. 2. Led noget tyndere ved Roden og slankere 5. 4. Krop ensfarvet mørkbrunlig, kun Halvdækvin- gerne noget lysere ved Roden. 2. Følehorns- led omtrent saa langt som 3. og 4. Led til- sammen. L. 7—8 mm 3. c o r t i c å 1 i s. 160 Kroppen lysbrunlig, med mørke Skygger og Plet- ter. 2. Følehornsled lidt kortere end 3. og 4. Led tilsammen, L. 9—10 mm 2. di 1 at at u s. 5. L. ca. 10 mm. 2. Følehornsled længere end 3. og 4. Led tilsammen 5. bétulæ. L. ca. 8 mm. 2. Følehornsled omtrent saa langt som 3. og 4. Led tilsammen 4. vårius. 1. A. depréssus Fabr. (Fig. 100 a). Overside rust- rødlig, mørkbrunt og hvidlig plettet. Forbryststykkets ud- fladede Sider fortil hvidlige. Halvdækvingernes mod Skuld- rene stærkt og tyndt udfladede Sider ligeledes hvidlige. Pig. 100. a Aradus depréssus Fabr. b A. dilatatus Duf. c A. cinnamomeus Panz. Forryggens 4 Køle og Scutellums Sidekøle stærkt og skarpt, men ujævnt ophøjede. Membran med en stor mørk Plet mod Spidsen. Connexivum rustrødlig. 2. Følehorns- led temmelig stærkt afsmalnet mod Roden. L. 5—6 mm. Vor almindeligste Art; over hele Landet, under Bark og i Træsvampe. 2. A. dilatatus Duf. (Fig. 100 b). Overside rust- brunlig, mere eller mindre mørkskygget. Forbryststykkets udfladede Sider over Midten næsten vinkelformet udvi- dede, skraat opadrettede, fortil med uregelmæssige Tæn- der. Bagkroppens Sider meget stærkt udfladede. Forryg- gens og Scutellums Køle stærkt ophøjede og vortede; For- ryggens Bagrand meget stærkt indbuet. Følehorn ensfarvet 161 rustrødlige; Ben mere urent rustfarvede; Skinneben ly- sere mod Rod og Spids. L. 8—10 mm. Ikke almindelig; hyppigst i de øst- og midtjyske Skove; ogsaa i Sydsjælland og paa Møen; særlig under Bøge- og Birkebark. 3. A. corticålis Linn. Let kendelig ved sin temme- lig ensartet mørke, men ikke helt sorte Farve og ved sin korte og brede Scutellum. Følehorn næsten sorte; 3. Led dog oftest med bleg Spids. Forryggen temmelig flad; dens Længdekøle (saavel som Scutellums Lister) ikke stærkt ophøjede; de to midterste tætstillede; Siderandene kun meget svagt opadrettede; Bagranden stærkt indbuet i Mid- ten; Halvdækvingernes Sider kun svagt udvidede ved Roden. L. 7—8 mm. Ret sjælden; hyppigst paa Sjælland og Lolland-Falster. I Træsvampe og under Bark baade paa Løv- og Naaletræer. 4. A. vårius Fabr. Overside brunlig, hvidliggul plet- tet. 2. Følehornsleds Spids og yderste Trediedel af 3. Led hvidliggule. Forryggen med en dyb Tværfure over Mid- ten; dens udfladede, noget opadrettede Sider hvidliggule, fortil med nogle uregelmæssige Tænder. Halvdækvinger- nes udfladede Siderande blege mod Roden og utandede. Membran lys. Scutellum i Midten med en Længdevold. (Følehorn slankere end hos de foregaaende Arter, men 3. Led forholdsvis kortere, hvilket ogsaa gælder følgende Art). L. 8 mm. Yderst sjælden; Sorø, Lerchenborg Dyrehave. 5. A. bétulæ Linn. Som foregaaende, men en Del større (ca. 10 mm) og Forbryststykkets Sider fortil stær- kere tandede (med 5—6 Tænder). 2. Følehornsled og Be- nene tildels med spredte, hvidlige, spidse Smaaknuder. Følehorn ensfarvet rødligbrune eller med Spidsen af 3. Led hvidlig og yderste Led mørke. Den udvidede Corium- rand kornet-tandet. Corium bagtil samt Clavus sorte, med lyse Ribber. I Jylland, særlig i de høje Skovegne mellem Vejle og Randers; oftest under Bøge- og Birkebark. A. c. Jensen-Haarup: Tæger. Il 162 6. A. cinnamomeus Panz. (Fig. 100 c). En afvi- gende Art, der særlig er karakteristisk ved Forryggens utydelige Længdekøle, dens svagt indbuede Bagrand og ved de meget korte Følehorn. Oversiden temmelig ens- farvet rustbrunlig. Forbryststykket meget kort, dets stærkt rundede Sider uden tydelige Tænder. Halvdækvingernes Ribber svagt ophøjede. Ofte kortvinget. L. ca. 5 mm. Meget sjælden; hidtil kun i Nordsjælland (Tidsvilde, Gelskov, Holte). [Formodentlig forekommer ogsaa A. betulinus Fall. her i Landet: Sortagtig som A. corticalis, men Forryggen bagtil mod hvert Skulderhjørne, Scutellumspidsen, Skinne- benenes Spids og en Plet ved Laarenes Spids hvidlige. Scutellum langt smallere end hos A. corticalis. L. 7—8 mm]. 2. Aneurus Curt. Krop overordentlig flad og næsten papirstynd. Forryggen uden Længdekøle; dens Bagrand om- trent lige eller dog kun meget svagt indbuet. Halv- dækvinger hindeagtige, uden synlig Grænse mel- lem Membran og Corium og kun læderagtige tæt ved Roden. Yderste Følehornsled meget længere end 3. Led og næsten saa langt som 2. og 3. Led tilsammen. Mellem Føle- hornsrod og Øje en vinkelformet, mindre fremstaaende Tand. Som foregaaende Slægt under udgaaet Bark. 1. A. lévis Fabr. (Fig. 101). Lysere eller mørkere rødligbrun. Membran meget stor og meget fint netagtig rynket, dens Sider og Spids overalt næsten ligebredt indrammede af Bagkroppens flade Rande. Forbryststykkets Sider svagt indbuede, og Forryggen med et Tværnedtryk lidt foran Midten. L.4 — 5 mm. Sjælden; navnlig paa Loll.-Falster, i Sydfyn og paa Langeland. Fig. 101. Aneu- rus lævis Fabr 163 12. Fam. Reduviidæ (Rovtæger). Afviger fra de foregaaende Tægefamilier bl. a. ved de piskeformede, traaddannede eller endog haarfine Følehorn, hvis 2 yderste Led i alle Til- fælde er lange og tynde. Øjnene altid fjernede et godt Stykke fra Forbryststykkets Forrand, og Ho- vedet sædvanlig halsformet indsnøret eller afsmal- net bagtil. Snabelen kort og kraftig, 3-leddet. Membran oftest med meget faa Ribber, der i Al- mindelighed danner to langagtige Celler ved Ro- den, af hvilke den ene sender én enkelt Ribbe ned efter Membranspidsen. Ben lange og temme- lig kraftige, undtagelsesvis overordentlig lange og haarfine. Rovtægerne er kun faatallig repræsenterede hos os, men er talrigere i sydligere Lande; som Regel ernærer de sig af andre Insekter, som de udsuger, men flere Ar- ter angriber højerestaaende Dyr, og enkelte bliver end- ogsaa besværlige for Mennesket. De større og kraftigere Arter kan, naar man tager paa dem, bibringe smærtelige Stik. Den ene af vore Arter lever i Huse. Oversigt over Slægterne. 1. Ben (og Følehorn) lange, haarfine 1. Ploiåria. Ben slanke, men kraftige 2. 2. Hoved fortil meget stærkt forlænget. Følehorn indleddede et godt Stykke foran Øjnene 2. Pygolåmpis. Hoved som Regel mindre stærkt forlænget fortil. Følehorn indleddede paa en stilkagtig For- længelse, der udspringer tæt foran Øjnene og ofte gør Indtryk af at være et Ekstraled 3. 3. Følehorn mod Spidsen haarfine. Øjne grovt facetterede 3. R e d u v i u s. Følehorn slanke og tynde, men ikke haarfine mod Spidsen. Øjne overordentlig fint facetterede . 4. 4. Ben og Connexivum tildels blodrødlige, iøvrigt med sort eller mørk Tegning 4. Harpåctor. Ben og Connexivum tildels graaliggule, iøvrigt møricfarvede 5. C 6 r a n u s. 11* 164 1. Ploidria Scop. (Ploiariodes Buch. Wh.). Paafaldende blandt Rovtægerne ved de haarfine Følehorn og Ben (Forben dog lidt kraftigere og med lange Hofter) og ved den spinkle, slanke Krop, som giver et myggelignende Udseende og iøvrigt minder om visse Berytider. Egentlig er det kun det bag Øjnene afrundet-forlængede og halsfor- met indsnørede Hoved, som viser Rovtægetypen. Membran meget stor (paa Bekostning af Corium), graaplettet. Opholder sig paa skyggefulde Steder, paa Træstammer, Buske, i Gartnerier og undertiden paa fugtige Husvægge; de er langsomme og vaklende i deres Bevægelser, under hvilke de ogsaa støtter sig til Følehornene, men de flyver godt. Efterstræber Bladlus og andre smaa og bløde Insekter. Oversigt over Arterne. Connexivum helt hvidlig. Større (6— 7 mm) 1. vagabunda. Connexivum brunligmørk, men med en hvidlig Plet ved Ro- den af hvert Led. Mindre (4— 5 mm) 2. culiciformis. 1. PI. vagabunda Linn. (Fig. 102). Bleg. Følehorn og Ben meget fint haarede, mørkt mangeringede. Halv- dækvinger og Membran noget utyde- ^j lig-afbleget graaplettede; Membranen netmasket af hvidlige Linier. Forbryst- stykket betydelig længere end bredt. Scutellum med en fin, bagudrettet Torn. L. 6—7 mm. Ret udbredt. 2. PI. culiciformis De G. (er- råtica Fall.). Som foregaaende, men meget mindre (4— 5 mm) og af mørkere Farve eller kraftigere mørkplettet. / / / Fig. 102. Ploiaria va- gabunda Linn. 165 særlig paa Halvdækvingerne fortil og Membranen bagtil. Følehorn lidt kortere, helt nøgne. Ikke sjælden. 2. Pygoldmpis Germ. Krop temmelig tæt beklædt med korte, tillig- gende Haar. Det stærkt forlængede Hoved næsten saa langt som Forbryststykket. Snabelen meget kort og kraftig. Inderste Følehornsled temmelig tykt, næsten tendannet; de øvrige Led meget tyn- dere. Forbryststykket noget forlænget, kantet-ud- videt over Skuldrene; Forranden vinkelformet ind- skaaretj Bagranden foran Scutellum svagt indbuet; Ryggen langs Midten furet. Paa tørre, solrige, græsbevoksede Steder. 1. P. bidentåta Goeze (bifurcåta Gmel.). (Fig. 103). Forlænget. Mørkbrunlig; Bugen rød- liggul, med 2 Rækker mørke Pletter; Connexivum blegplettet. Ben temme- lig blege, tildels (navnlig For- og Mel- lemskinneben) brunringede. Membran blegplettet, Pletterne tildels i Rækker. Halvdækvinger kortere end Bagkrop. Skinneben haarede. L. 13 — 15 mm. En sjælden Art, der navnlig er fundet paa Sandjord paa Sjælland (Tis Sø, Grib Skov, Nymølle, Nykøbing S.). 3. Reduvius Fabr. Forlænget, finthaaret. Føle- horn piskeformede; inderste Led slankt og kun lidet tykkere end de følgende. Forbryststykket lang- ^ / / s Pjg^ JQ3 pygoiampis agtig trapezformet, temmelig skarpt bidentåta Goeze. 166 indsnøret lidt foran Midten, meget udvidet over Skuldrene og med stumpe eller butte Sider. Scu- tellum langt tilspidset, Y-formet kølet. Biøjne temmelig tætstillede. Øjne grovt facetterede og rykkede noget ind over Hovedet. Forekommer meget sjælden i det frie, men opholder sig i gamle Huse og gør her Jagt paa Sengetæger, Fluer og andre Insekter. 1. R. personåtus Linn. (Fig. 104). Matsort eller brunlig, Skinnebenenes Rod bleggul. Følehorn og Fødder overvejende brunlige. Corio- Membransømmen oftest med en bleg, smal Linie. Forryg med en dyb Længdefure i Midten. Følehorn og Ben temmelig tæt og langt fin- haarede. L. 15 — 18 mm. Findes overalt i Europa og tildels i Afrika, Asien og Nordamerika. Hos os fore- kommer den i de fleste Køb- stæder i Udhuse, paa Lofter i gamle Bygninger, ja selv i beboede Værelser, men ses sjælden, da den kun er paa Færde om Natten. Flyver godt. Larverne er altid saa indhyllede i Støvpartikler o. lign., der klæber til Krop- pen, at de oftest ligner be- vægelige Støvklumper, saa at det er umuligt at erkende deres virkelige Form. Undertiden forgriber Tægen sig paa sovende Mennesker, og dens Stik bringer smærtefuld Opsvulmning af vedkommende Legemsdel. (De ameri- kanske Arter af en nærstaaende Slægt, Conorrhinus, er frygtede Blodsugere). Fig. 104. Omrids af Reduvius personåtus Linn. 4. Harpåctor Lap. Øjne fuldstændig sidestillede og Biøjnene langt fjernede fra hinanden. Tværs over Hovedet, ved 167 Øjnenes Bagrand en meget dyb Fure; bag Furen er Hovedet stærkt pukkelagtig ophøjet, med run- dede Sider. Forbryststykkets Sider bagtil skarpt udfladet randede. Inderste Følehornsled meget slankt og forlænget, kun lidet tykkere end de føl- gende Led. Fuldtvinget; Membranen rager ud over Bagkropspidsen. 1. H. annulåtus Linn. (Pig. 105). Meget let kende- lig ved Benenes og Connexivums delvis blodrødlige Farve. Skinnebe/i helt rødlige med Und- tagelse af Rod og Spids; For- og Baglaar afvekslende sort- og rødringede, Mellemlaar ofte omtrent helt sorte. Følehorn sorte. Mellem Biøjnene en gan- ske lille rødlig Plet. Oversiden iøvrigt sort, temmelig glinsende. Hele Tægen lyshaaret, kraftigst og længst paa Forbryststykket fortil og Hovedet bagtil. L. 13— 14 mm. Meget sjælden; kun funden i Silkeborg- og Randersegnen (Lindum Skov, Himmelbjerg, Salten, Silkeborg), hyppigst ned- banket fra Birk, blandt hvis In- sekter den formentlig med For- kærlighed søger sit Bytte. Fig. 105. Harpactor annu- låtus Linn. 5. Coranus Curt. Afviger fra foregaaende Slægt ved langt sva- gere Tværindtryk paa Baghovedet ved Øjnenes Bagrand, ved langt svagere Hvælving af Hovedet bag Tværindtrykket og endelig ved, at det stærkt afsmalnede Baghoved har omtrent rette Sider. 168 Desuden har Forbryststykkets Sider bagtil stumpe, ikke egent- lig udfladede Rande. Følehor- nenes inderste Led mindre forlænget. Næsten altid kort- vinget. I Sand- og Hedeegne. 1. C.subåpterus De G. (Pig. 106). Sort, kun lidet glinsende; Forryggen bagtil og en meget smal Midtlinie paa Baghovedet brunlig- gule; temmelig tæt graalig haaret; Hoved og Forbryststykke med længere, udstaaende Haar. Føle- horn, navnlig inderste Led, brun- lige, og Benene uklart graaliggul- og mørkringede. Connexivum lys- og mørkplettet, ofte bøjet lodret op eller endog ind over Bagkrop- pen, saa Dyret faar en afvigende smal Form. L. 9— 11 mm. Udbredt; særlig paa lyng- og græsbevoksede Bakker. Yderst sjælden fuldtvinget. Fig. 106. Coranus suba- pterus De G.; kortvinget Form. 13. Fam. Nabidæ. Minder en Del om Rovtægerne, men afviger i flere Retninger. Hoved kun svagt halsformet ind- snøret bagtil. Snabel 4-leddet. Følehorn indled- dede et godt Stykke foran Øjnene. Biøjne temme- lig tætstillede. Scutellum lille, ligesidet trekantet. Membran mod Spidsen mangeribbet (ved Forgre- ning af de 4 — 5 Hovedribber). Hos os kun én Slægt. 1. Ndbis Latr. Krop i Regelen ret smal, undertiden næsten linieformet, særlig hos Hannen. Hoved foran Øj- nene langt uddraget. Følehorn piskeformede, me- get slanke, ofte næsten haarfine. Forben mere eller mindre udprægede Fangben; Forlaar de korteste og tykkeste, tenformede; Baglaar de længste og tyn- deste og oftest af ens Tykkelse fra Rod og til Spids; Forskinneben paa Indersiden med 2 Ræk- ker overordentlig korte, fine og tætstillede Torne. Ydre Kønsforskel særlig udtrykt paa Bagkropsled- dene mod Spidsen. Arterne er hyppig kortvingede, med rudimentær Mem- bran. Opholder sig særlig paa græsrige Steder baade i og udenfor Skove ; mange foretrækker tørre, sandede og lyng- bevoksede Steder. De efterstræber mindre og svage In- sekter. Oversigt over Arterne. 1. Temmelig mørkfarvede eller mørkspraglede og brede Arter. Connexivum sort, med gule Pletter. Ben mørkringede eller delvis sort- farvede 2. Blege, oftest smalle Arter (Bagkropsryg dog nu og da mørk). Connexivum helt lys. Ben lyse, i det højeste fint mørkt smaaprikkede. (Bag- laar langt slankere end hos foregaaende Af- deling, overalt af ens Tykkelse) 4. 2. Alle Laar mørkringede. Forbryststykkets Sider navnlig fortil oftest sorte 3. Mellemlaar mørkringede. Forlaar sorte paa Yder- siden, blege paa Indersiden. Baglaar sorte paa yderste Halvdel. Forryggen med 3 sorte Længdelinier 1. boops. 3. 6. Bagkropsled bagtil svagt indbuet, dets Bag- hjørner (Connexivumhjørnet) vinkelformet skarpe. Inderste Følehornsled kort, dets Læng- de en Del mindre end Hovedets Længde 2. lativéntri s. 6. Bagkropsled bagtil dybt indbuet, dets Bag- hjørner afrundede. Inderste Følehornsled næ- sten saa langt som hele Hovedet 3. åpterus. 170 4. Forbryststykket mindre stærkt udvidet bagtil, over Skuldrene omtrent dobbelt saa bredt som fortil og ikke saa bredt som langt 5. Forbryststykket stærkt og pludselig udvidet bag- til, over Skuldrene betydelig mere end dobbelt saa bredt som fortil og mindst saa bredt som langt 7. f é r u s. 5. Halvdækvinger næsten altid stærkt forkortede . 6. Halvdækvinger næsten altid fuldt udviklede og naar tæt til Bagkropspidsen eller helt ud over denne 8. 6. Meget langstrakt, liniedannet. Hoved 4—5 Gange længere end bredt 6. lineåtus. Oftest temmelig bred, sjælden meget smal. Hoved aldrig saa forlænget 7. 7. Bagkropsryg (med Undtagelse af en Midtlinie og Connexivum) mørk. Følehorn en Del kortere end Kroppen 4. flavomarginåtus. Bagkropsryg helt bleg eller kun med 3 brunlige Længdestriber. Følehorn omtrent saa lange som Kroppen 5. limbåtus. 8. Ben, ligesom den største Del af Kroppen, rød- lige 9. ericetorum. Ben bleg- eller hvidliggule 9. 9. Bagkropsryg brunlig eller endnu lysere. Halv- dækvinger klart hvidliggule 8. ru go sus. Bagkropsryg mørk eller helt sort. Halvdækvin- ger urent graaliggule 10. brévis. 1. N. boops Schiødte. (Fig. 101 b). Forholdsvis kort og tætbygget, smudsig brunliggul, med 3 mørke, tildels mindre skarpt begrænsede Længdestriber (hvoraf den ene i Midtlinien) paa Forryg og Halvdækvinger; Midtliniestri- ben fortsættes over Scutellum. Forlaarenes Yderside (eller Overside) og Baglaarenes yderste Halvdel sorte. Øjnene store og rækker et godt Stykke ind over Issen. Forbryst- stykket bagtil lidt mere end dobbelt saa bredt som fortil, med jævn Udvidelse mod Roden. Halvdækvinger afkor- tede og næsten altid uden tydelig Membran. Sjælden fuldtvinget. L. 6—7 mm. En karakteristisk Art, som oprindelig er beskrevet fra Danmark (Nordsjælland, Amager) af Schiødte; den fore- kommer imidlertid ogsaa i vore Nabolande. Maa betragtes som et udpræget Stranddyr. 171 [N. major Costa er nærbeslægtet med N. boops; den har samme karakteristiske sorte Farvetegning paa For- og Baglaar, men mindre Øjne og er næsten altid fuldtvinget, ligesom dens Connexivum er ensfarvet gul, naar undtages, at bageste Connexivumled bagtil er mørkt. Da denne Art findes baade i England og Tyskland, forekommer den maaske ogsaa i de sydligere Egne af Landet]. 2. N. lat;ivéntris Boh. (Fig. 107 a). Som N. boops temmelig kort og bred, kortvinget, med sort- og gulplettet Connexivum og forholdsvis kort in- derste Følehorns- led, men Forryggen uden mørk Midt- linie, fortil derimod med sorte Sider, og Halvdækvinger- ne svagt brunmar- morerede, uden mørke Længdestri- ber; alle Laar og tildels Skinnebene- ne mørkringede. løvrigt nærmest chokoladebrunlig, næsten altid med mørk Bagkrop. Fig. 107. a Nabis lativentris Boh. 9- N. boops Schiødte. De afkortede Halvdæk- 1—Tk mm. Temmelig sjælden; navnlig paa Sjælland, Møen og Loll.-Falster. Dens Larve, særlig i det yngre Stadium, er temmelig myrelignende og har af Schiødte været henført til den nærstaaende Slægt Metastemma. 3. N. åpterus Fabr. (brevipénnis Hahn). Ligner fore- gaaende, men har lange Følehorn og korte Halvdækvinger, der højst dækker Halvdelen af Bagkroppen. Hovedet og Forryggen fortil mørke. Connexivum er som hos N. lati- ventris langt mere udvidet hos 9 end hos d". L. ca. 8 mm. Sjælden; paa gamle Risgærder paa Loll.-Falst.; desuden i Sydsjælland og Sydfyn. 172 4. N, flavomarginåtus Scholz. Connexivum og Ben ensfarvet bleggule; Laar fint mørkprikkede. Hoved, For- ryg og Scutellum med sort Midtlinie, Forryggen desuden fortil ved hver Side med en sort Længdestribe. Den mørke Bagkrop langs Midten lysere tvestribet. De blege Halv- dækvinger næsten altid afkortede og dækker sædvanlig omtrent Halvdelen af Bagkroppen. Inderste Følehornsled langt og slankt. L. 8—9 mm. Ikke sjælden; ofte paa Græs og lave Planter. 5. N. limbåtus Dahlb. Slank. Bleggul. Forryg og Scutellum oftest med brunlig eller mørk Midtlinie; Forryg desuden med forvirrede, brunlige, hieroglyfiske Smaategn; Bagkropsryg hyppig med 3 mørke Længdestriber. Con- nexivum ensfarvet bleggul og navnlig hos Q temmelig bredt udfladet. Halvdækvinger meget stærkt afkortede og dækker sædvanlig kun ^/4 eller ^/s af Bagkroppen. Inder- ste Følehornsled langt og slankt. Laar som hos foregaa- ende og de efterfølgende Arter fint mørkprikkede. L. 8— 9 mm. Temmelig almindelig; som foregaaende. 6. N. lineåtus Dahlb. (hariolus Schiødte, Powéri Saund.). Meget forlænget; bleg, med mørk Tegning om- trent som hos foregaaende, men med meget stærkere forlænget Hoved og Forbryststykke. De afkortede Halv- dækvinger en Del længere og mere tvært afskaarne bag- til. (Yderst sjælden fuldtvinget). Connexivum mindre stærkt og hos 9 og c? omtrent ens udfladet. L. 9— 10 mm. Yderst sjælden; Lolland. 7. N. férus Linn. (Fig. 108 a). Afbleget hvidlig straa- gul. Hoved og Forryg delvis med sort Midtlinie (Forryg- gens Midtlinie bagtil meget smal). Forbryststykke * stærkt afsmalnet fortil og stærkt udvidet bagtil. Scutellum, med Undtagelse af Rodhjørnerne, sort. Altid fuldtvinget. Mem- branens noget mørkere Ribber stærkt og tæt forgrenede. L. 7—8 mm. Almindelig overalt paa tørre og høje Lokaliteter med Græs og andre lave Planter, som kun giver liden Skygge. 173 8. N. rugosus Linn. (dorsålis Duf.). (Fig. 108 b). Overordentlig lig foregaaende, men meget let at ad- skille fra denne ved, at Forbryst- stykket er langt mindre udvidet bag- til; desuden er Membranen sjælden fuldt udviklet og dens Ribber derfor faa og enkelte; endelig har Dyrets blege Farve ofte stedvis et rosenrød- ligt Skær. L. 6—7 mm. Meget sjælden; funden i Klitterne ved Skagen. 9. N. ericetorum Scholz (vå- gans Fabr.). Ligner saavel foregaa- ende som efterfølgende Art, men af- viger fra begge ved kortere inderste Følehornsled, ved mørkere brunlig- rødlig Farve og navnlig ved de rød- lige Ben. Membran sjælden fuldt ud- viklet og med faa og sædvanlig kun lidet forgrenede Ribber. L.S^/o— 6mm. Almindelig i Sand- og Hedeegne. 10. N. brévis Scholz. Omtrent som N. rugosus, men mere udvidet over Bagkropsmidten, særlig hos 9, og der- for mindre slank. Farven mørkere og Bagkropsryggen oftest omtrent sort eller dog meget mørk. Membranen sædvanlig noget afkortet; selv i Tilfælde af fuldtudviklet Membran er Ribberne faa og kun lidet forgrenede. L. 6^/2 —TI2 mm. Udbredt som foregaaende. Fig. 108. a Nabls fe- rus Linn. b Forbryst- stykke af N. rugosus Linn. 14. Fam. Saldidæ (Springtæger, Strandtæger). Snabelen naar til Mellemhofterne eller endnu længere tilbage; inderste Led meget kort; 2. Led fortykket ved Roden. Kroppen temmelig lille, 174 flad og af Omrids oval eller ægformet. Øjne stærkt hvælvet-udstaaende; Biøjne tætstillede eller endog sammenstødende. Forryggen indbuet langs Scutellums Rod. Bagbenene Springben. 2. Følehorns- led det længste; 3. og 4. Led ofte tykkere og mere eller mindre tenformede. Forryggen med kraftig Tværvalk. Af denne ejendommelige Familie, der hos os kun om- fatter én Slægt, hvis Karakterer falder sammen med Fa- miliens, har vi adskillige Arter, og enkelte andre kan vi vente at finde. De opholder sig omtrent alle ved Havky- ster, ved Sø- og Aabredder eller paa fugtig, helst salthol- dig, Mudderbund og har derfor i flere Landes Sprog faaet Navnet „Strandtæger". I varmt Vejr er de meget livlige og tager til Flugten, saa snart de forstyrres, men paa Sandspringernes Vis flyver de kun et kort Stykke ad Gan- gen, ofte ud paa Vandoverfladen, hvor de bevæger sig med nogenlunde Lethed, eller ind mellem Opskyl og lig- nende paa Bredden for at skjule sig; enkelte formaar at bore sig ned i Sand- og Mudderbund og tilbringe en Tid saaledes nedgravede. 1. Sdlda Fabr. Membran 4-ribbet. Slægtskaraktererne iøvrigt overensstemmende med Familiekaraktererne. Oversigt over Arterne. 1. Biøjnene sammenstødende 2. Biøjnene tætstillede, men dog veladskilte 4. 2. 2. Følehornsled bleggult (med Undtagelse af selve Roden); Følehorn korte og kraftige.... 12. Cocksi. 2. Følehornsled sort. Følehorn slanke 3. 3. Oversiden med sorte Haar. Coriums lyse Yder- side uden mørke Pletter bagtil... 11. elegåntula. Oversiden nøgen. Coriums gulagtige Yderside sortplettet 10. cincta. 4. Forryggens Sider blege 5. Forryggens Sider ikke blege 6. 5. Større (4^/2—6 mm), med tæt Behaaring .. 1. pilosa. Mindre (3— 4 mm), uden tæt Behaaring. 9. laterålis. .75 6. Krop ca. 6 mm lang 7. Krop meget mindre 8. 7. Overside tilliggende gyldenhaaret, tildels gul- plettet, navnlig paa Membranen 2. littorålis. Overside nøgen, helt sort 3. morio. 8. Forryg og Scutellum sorthaarede 7. pilosélla. Forryg og Scutellum ikke sorthaarede 9. 9. Forryggens Sider omtrent rette 10. Forryggens Sider noget rundede. Coriums Yder- rand delvis bleg 11. 10. Coriums Yderrand kun med bleg Tegning lige foran Spidsen 4. orth ochila. Coriums Yderrand med bleg Tegning, deriblandt en fremtrædende C-formet Plet paa Midten.. 6. C-ålbum. 11. Halvdækvingernes Tegning ikke skarpt begræn- set, og den lyse Farve tager ofte næsten Over- haand 8. pållipes. Halvdækvingernes Tegning som oftest skarpt be- grænset, og den mørke Farve helt overvejende. 5. saltatoria. 1. S. pilosa Fall. En af vore største Arter. Temme- lig tæt beklædt med oprette sorte Haar. Forbryststykkets Sider rette, bredt blegfarvede. Halvdækvingerne meget foranderlige i Farve, fra næsten helt mørke (særlig hos d) til omtrent helt bleggule. Følehorn og Ben blege; 3. og 4. Følehornsled brunlige og Laar noget mørkplettede. Skinnebenenes yderste Spids og Fødderne brunlige. L. 4^/2—6 mm. Almindelig paa Saltbund (Havstrande) i mange Varieteter. 2. S. littorålis Linn. (Fig. 109). Vor største Art (L. ca. 6 mm). Sort, tiltrykt gyldenhaaret, uden oprette Haar. Forbryststykkets Siderande svagt rundede, uden lys Tegning. Forryggen bag Midten med et Tværnedtryk. Halvdækvingernes Sider stærkt udfladet-opbøjede, deres Skive nu og da med enkelte blege Smaapletter. Membran bleggul mellem de bredt mørke Ribber. Følehorn og Ben omtrent som hos foregaaende Art; Forlaar oftest mørke underneden. Almindelig overalt, men særlig dog ved tangbræmmede Havstrande. 176 Fig. 109. Salda litto- ralis Linn. 3. S. morio Saund.(oculåtaMull.). Paa det nærmeste af samme Størrelse og Form som den foregaaende, men afviger bl. a. ved at være skinnende ensfarvet sort (ogsaa Membranen) og ved at være ganske nøgen, uden til- liggende gul Behaaring. Følehorn og Ben gennemgaaende mørkere; Laa- rene saaledes overvejende sorte og Forskinnebenene mod Spidsen i tem- melig stor Udstrækning mørke. Meget sjælden; Esbjergegnen. 4. S. orthochila Fieb. Ejendom- melig ved de usædvanlig stærkt ud- staaende Øjne, Forbryststykkets fuld- stændig rette Siderande og ved Co- riums talrige smaa, rundagtige, lyse Pletter samt ved en større lys Plet foran Coriumspidsen. Clavus med en bleg Plet foran Spidsen. Membran lys, men mørk ved Roden og med en sort Plet under Coriumspidsen samt med mørke Ribber. Ben overvejende lyse. Følehorn sorte; inderste Led dog gulagtigt. L. 4—4^/2 mm. En sjælden Art, der hidtil kun er fundet ved Havet ved Skagen og Frederikshavn. 5. S. saltatoria Linn. Særdeles foranderlig. Mere eller mindre tilliggende gyldenhaaret. Forbryststykkets Sider noget rundede. Halvdækvinger med adskillige, tem- melig skarpt begrænsede blege Pletter, der ikke har Ten- dens til at forene sig; Siderandene med enkelte smalle, blege Pletter. Følehorn mørke, 1. og 2. Led oftest tildels lyse. Ben snavsetgule; Skinneben sædvanlig med mørk Rod og Spids. L. 3 — 4^2 mm. Overordentlig almindelig baade ved Fersk- og Saltvand og forekommer endog paa tør Bund langt fra Vand. 6. S. C -album Fieb. (Fig. 110). Ligner en Del fore- gaaende, men er kortere og mere regelmæssig bred-oval. Hoved og Forryg med tydeligt Metalskær. I øvrigt let kendelig ved Forbryststykkets omtrent rette Sider, ved 177 10. Salda C-al- bum Fieb. den store C-formede, lyse Plet paa Coriums Yderside lidt foran Midten og ved, at forreste og mellemste Skinne- ben foruden den mørke Rod og Spids har en sort Ring over Midten. De to inderste Følehornsled lyse. L. 3^/2 — 4 mm. Hidtil kun funden ved Lille Aa ved Randers, men er sandsynligvis mere udbredt. 7. S. pilosélla Thoms. Let at adskille fra nærstaaende Arter ved Hovedets, Forryggens og Scutellums halvoprette, mørke Haar. Forbryst- stykket med næsten rette Sider. Halv- dækvinger kort sorthaarede og des- uden (ligesom Forkroppen) tilliggende gyldenhaarede. Clavus sort, med bleg Spids; Corium bleg, med mørk Rod og enkelte mørke Smaapletter mod Siderne. Membran bleg, med mørke Ribber og mørk Plet mellem Ribberne. Laar med mørk Længdetegning, og Skinneben med mørk Rod. Følehorn mørke, men inderste Led og Spidsen af 2. Led blege. L. ca. 4 mm. Sjælden; funden paa Strandbredden ved Horsens og København. 8. S. pal li pe s Fabr. Meget lig S. saltatoria og noget vanskelig at adskille fra denne. Lettest kendes den paa, at Halvdækvingernes blege Pletter er mere ubestemt be- grænsede og har Tilbøjelighed til at flyde sammen, saa den mørke Farve, undtagen mod Roden, ofte bliver tem- melig tilbagetrængt. løvrigt ligesaa foranderlig som S. saltatoria. L. 3—4^/2 mm. Sammen med den nævnte Art og ligesaa almindelig. 9. S. lateral i s Fall. Meget korthaaret, punkteret og noget glinsende. Forryggen med blege Sider, og Scutellum- spidsen undertiden ligeledes bleg. Halvdækvinger ofte uden Membran, overordentlig foranderlige i Farve og For- A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 12 178 delingen af lyst og mørkt. Følehorn lyse, men mørkere mod Spidsen. L. 3 — 4^/2 mm. Meget almindelig, særlig ved Havstrande. 10. S. c in eta H. Sch. (Fig. 111 c). Som de to føl- gende Arter meget elegant i Form og Farvetegning. For- uden de gulagtige Pletter en snehvid Plet i Midten ved Corio-Membransømmen. Oversiden uden oprette Haar. Følehorn sorte, kun Spidsen af inderste Led bleg; 2., 3. og 4. Led slanke. Halvdækvinger ægformede, med min- dre stærkt rundede Sider, der er smalt og tildels mørkt afbrudt blegfarvede. L.ca.3^/2mm. Nogenlunde almindelig; of- test ved Ferskvand. 11. S.elegåntulaFall. (Fig. 111 b). Oversiden med temme- lig lange, oprette, sorte Haar. Følehorn sorte; Spidsen af in- derste Led og ofte Midten af yderste Led gulagtige; 2., 3. og 4. Led ret slanke, men dog tyk- kere end hos foregaaende. Halv- dækvinger kort ægdannede, med stærkt rundede og uafbrudt bleg- farvede Sider og som hos de beslægtede Arter med snehvid Plet mod Spidsen indenfor de gulagtige Siderande. L. ca. 3 mm. Ikke sjælden; baade ved Ferskvand og Brakvand. 12. S. Cocksi Curt. (gemi- nåta Fieb.). (Fig. 111 a). Over- sideopret sorthaaret. Farve, Form og Udseende omtrent som hos C foregaaende Art, men meget ka- Fig. 111. a Salda Cocksi rakteristisk ved de kraftige Føle- Curt. b Følehorn af S. ele- , 1 j ^ 1 a ^ a gantulaFall. c Overside af horn: Inderste Led sort, med S. cincta H. Sch. bleg Spids; 2. Led helt blegt 179 eller kun mørkere ved Roden; 3. og 4. Led sorte, tykke, tendannede. L. 2^/2—3^2 mm. Sjælden; Bøllemosen ved Skodsborg, Højbygaard paa Lolland, Esbjerg. Hvor den forekommer, er den gerne talrig. [Efternævnte to Arter bør først og fremmest eftersøges hos os: S. scotica Curt.: Staar nær ved S. littoralis og S. morio og er omtrent af samme Størrelse, men meget forskellig fra disse Arter ved halvoprette, lange, sorte Haar; desuden er Forbryststykkets Sider næsten rette, og Halvdækvingernes Skive har ofte adskillige gulagtige Plet- ter. S. arenicola Scholz: Ca. 4 mm. Ligner S. salta- toria og nærstaaende Arter, men er dybsort, med hvidlige Pletter, har næsten helt mørke eller sorte Mellem- og Bagskinneben (kun en lille Ring ovenfor Spidsen lys; undertiden er dog ogsaa Roden lysere), og Corium har lidt foran Midten en større, hvidlig Tværplet fra Yderran- den af. Forbryststykkets Sider svagt rundede]. 15. Fam. Cimicidæ (Acanthidæ) (Sengetæger). Biøjne mangler. Krop bred, flad og tynd, uden Vinger eller dog kun med rudimentære Halvdæk- vinger. Snabel kort, men med slanke Led. For- bryststykket næsten nyreformet. Ben slanke. Natlige, lyssky Tæger, der suger Blod af Pattedyr og Fugle. Hos os kun én Slægt: 1. Cimex Linn. (Acånthia Fabr.). Inderste Følehornsled kort og tykt; 2. Led for- længet, mindre tykt; 3. og 4. Led traadfine. For- bryststykkets Forrand overordentlig dybt indbuet, dets Baghjørner mere eller mindre retvinklede. 1. C. lectulårius Linn. (Fig. 112). Rustgullig, tæt punkteret og tæt blegt korthaaret. Forbryststykkets ud- fladede Siderande fortil meget stærkt punkterede. L.5— 6mm. Stedvis over hele Landet, men mest i ældre Huse i Købstæderne. Den er udbredt over næsten den ganske 12* 180 beboede Jord og er en frygtet Plage overalt, navnlig hvor den optræder i Antal. Er fuldstændig lyssky, hvorfor man meget sjæl- den ser den om Dagen. Den løber meget hurtig, og paa Grund af sin tynde, flade Krop kan den skjule sig, selv i de fineste Sprækker i Senge og Møbler af Træ, i Murrevner, under Tapet, i Panel osv.; den er derfor me- get vanskelig at udrydde, hvor den først har faaet Indpas, sær- lig i gamle Huse med rigeligt Træværk. Bringes ikke sjælden fra Lejlighed til Lejlighed ved c- 110 /-• ^^^ i^«*..io^:.,o Flytning af Møbler. I Klæde- Fig.112. Cimexlectulanus J^^^ |^^^^ ^^^ ^^^ ^^^^^ sjælden om Dagen. Dens Stik og Blodsugen er meget irriterende. [Af denne Slægt har vi ganske sikkert et Par Arter mere her i Landet; disse Arter angriber dog ikke Menne- sket. Nedenstaaende Tabel giver en Oversigt over de Arter, som bør eftersøges: 1. Korthaaret (ligesom C. lectularius). Forryggens udfladede Sider stærkt rundede fortil. Ca. 4 mm. I Dueslag C. columbårius Jen. Langhaaret. Forryggens Siderande ikke stærkt udfladet-rundede fortil 2. 2. Silkehaaret. Temmelig langstrakt. 3. Følehorns- led betydelig længere end 4. Led. Ca. 4 mm. Hos Flagermus C. pipistréllijen. Haar kraftigere og ikke silkeagtige. 3. og 4. Følehornsled næsten af ens Længde. Forbryst- stykket mindre udviklet og med smalt ran- dede Sider. Ca. 3^2 mm. I Svalereder C. hirundinis Jen.] 16. Fam. Ceratocombidæ. En ejendommelig lille Familie med Corium gaaende over i Membranen uden tydelig Grænse, eller helt uden Membran. De svage Coriumribber 181 danner enkelte store Celler. Følehorn piskefor- mede, langhaarede; inderste Led meget kort. Hos os kun én Slægt: 1. Ceratocombus Sign. Snabel lang og naar forbi Baghofterne. For- bryststykket med skarpe Siderande, indbuet ved Forhjørnerne og med næsten vinkelformet indbuet Bagrand. Halvdækvinger læderagtige, uden Mem- bran, krydsende hinanden. For- skinneben udvidede mod den skraat afskaarne Spids. Føle- hornenes 2. Led jævnt fortykket mod Spidsen, og 3. Led tydelig tykkest ved Roden; 3. og 4. Led tyndere end 1. og 2. Led. 1. C. coleoptråta Zett. (musco- rum Fall.). (Fig. 113). Brunlig; Føle- horn og Ben blegere. Hoved og Forryg fint langhaarede. Forryggen noget hvælvet, med en grubeagtig ^^8- ^^^' Onirids af T, , ^ . ...j . , ^ Ceratocombus coleop- Fordybnmg paa Midten, bredere bag- ^j.^^^ ^ett. til, med svagt rundede Sider. Halv- dækvinger bredest bag Midten og dækker Bagkroppen. L. ca. 2 mm. Sjælden; under Løv, mellem Mos osv., men ogsaa i Myretuer. 17. Fam. Microphysfdæ. Beslægtet med Anthocoriderne og Capsiderne. Snabelen 4-leddet. Membran med enkelte Ribber, ofte manglende. Fødder 2-leddede; inderste Led meget kort. Han og Hun næsten altid forskellige 182 i Form og Farve. Ganske smaa Tæger (fra 1^/2 — 2 mm lange). Oversigt over Slægterne. 2. Følehornsled betydelig længere end 4. Led . . 1. Microphysa. 2. Følehornsled ikke længere end 4. Led 2. Myrmedobia. 1. Microphysa Westw. Minder i Udseende noget om visse Anthocori- der. Følehorn helt sorte hos J', men delvis lyse hos ?. c^ oftest fuldtvinget, $ mest kun med korte, afstumpede Halvdækvinger. Bagkroppen hos $ næsten rudeformet udvidet. Hos c^ er Forbryst- stykket fortil meget smallere end hos ? og bagtil indbuet, hos ? derimod meget mindre afsmalnet fortil og med svagere indbuet Bagrand. Forryggen bagtil med Tværrynke. Hoved sædvanlig mørkt hos J', rødligt hos ?. Laar mørke. Særlig paa gamle Risgærder. Oversigt over Arterne. d" forholdsvis kraftig. Cuneus mørk. Embolium rødligt. 9 ligeledes temmelig kraftig, mørk; dens afkortede Halvdækvinger dækker mindst Halvdelen af Bagkroppen ... 1. pselaphi formis. d' meget slank. Cuneus rødlig. Embolium mørkt. 9 forlænget, glinsende, klart rødlig, med mørk Bagkrop. Halvdækvinger meget kortere, rudimentære 2. elegåntula. 1. M. pselaphi formis Curt. (pselaphoides Burm.). (Fig. 114 a). Temmelig bred. c?: Hoved og Forryg mørke; Forryg med et Tværnedtryk over Midten og næsten rette Sider. Cuneus blegere ved Roden, rødlig mod Yderran- den. 3. Følehornsled ^h saa langt som 2. Led; 4. Led ube- tydelig længere end 3. Led. 9^ Mørkbrunlig. Kroppen 183 bagtil meget udvidet. Issen rødlig. Forryg med en kraf- tig ophøjet Valk tværs over Midten. Bagkroppen mørkere end Halvdækvin- gerne. L.cfca. 2 mm, Q ca. IM2 mm. Loll.-Falsterog Sydfyn ; paa udgaa- et Bark af forskel- lige Træer; særlig paa Risgærder. 2. M. elegån- tulaBår. (Fig. 114 b). Meget smallere endforegaaende.d*: V , _ Sart og stærkt glin- CL ^ ^ sende. Hoved rød- pjg 114^ ^ Microphysa pseiaphiformis ligt. Forbryststyk- Curt. b M. elegantula Bår. ket rødbrunligt, med noget indbuede Siderande. Halvdækvinger brunlige, noget blegere ved Roden og ovenfor Cuneus. Ben rød- lige. Følehorn brunlige. 9: Klart rødlig, forlænget; den udvidede Bagkrop glinsende mørk. Følehorn mørkere mod Spidsen. L. d ca. 2 mm, $ ca. P/2 mm. Sjælden; Lolland, Langeland. 2. Myrmedobia Bår. Krop mere eller mindre bred, forskellig hos cf og $ (hos J* sart, forlænget). Bagkrop ofte stærkt hvælvet ($), eller Bagskinneben krummede (J*). Forbryststykke ofte med ophøjet Forrand. Oversigt over Arterne. d: Forryggens Sider indbuede, udfladede fortil. 9: Forbryststykkets Sider nedbøjet-udfladede fortil 2. t e n é 1 1 a. (J: Forryggens Sider omtrent rette, ikke udfla- dede fortil. Q: Forbryststykkets Sider ikke udfladede (cf: Følehornenes 2. og 3. Led næ- sten lige lange, y: Halvdækvingerne dækker den temmelig hvælvede Bagkrop). 1. coleoptråta. 184 1. M. coleoptråta Fall. (Fig. 1159). d": Mørkbrunlig; Halvdækvinger lysere, deres Sider og Cuneus næsten sorte. Forryg fortil med dybt nedtrykket Tværfu- re, dens Bagrand dybt indbuet. Coriums Yder- side rundet. 9: Meget hvælvet, brunlig. Forkrop og Ben lysere eller mør- kere rødlige. L. ca. 1 V2 mm (d* lidt længere end 9)- Temmelig sjælden; bl. a. paa Fyn og i Nord- sjælland ; paa fugtig Bund i og udenfor Skove, under Løv og andet Planteaffald; ogsaa hos Myrer. 2. M. t e n é 1 1 a Zett. (Fig. 1 1 5 c?), d" : Ligner foregaaende, men afviger ved Forryggens udvidede og indbuede Side- rande; 3. Følehornsled meget kortere i Forhold til 2. Led. 9: Brunlig; Hoved og Ben rødlige. Halvdækvinger meget stærkt afkortede. Bagkrop bredere og mindre hvælvet end hos foregaaende Art. L. ca. 2 mm (9 ubetydelig kortere). Udbredt, men ikke almindelig; særlig paa fugtige, græsbevoksede Steder. Fig. 115. Myrmedobia coleoptråta Fall. 9 og Krop og Følehorn af Myr- medobia tenella Zett. d- 18. Fam. Anthocoridæ. Ganske smaa og flade, oftest mørk- og hvidlig plettede Tæger, der er beslægtede med følgende Familie (Capsiderne), men næsten altid har Em- bolium. Membran med 1 — 4 svage Ribber, der undertiden udgaar fra en smal Rodcelle. Snabel 3-leddet. Biøjne sædvanlig langt fjernede fra hin- anden. Plantesugere, som mest træffes paa Buskvækster. 185 Oversigt over Slægterne. 1. Forryggen fortil med halsformet Indsnøring . . . 2. Forryggen uden halsformet Indsnøring fortil (men stærkt afsmalnet) 5. 2. Den halsformede Indsnøring meget kort. For- ryggens Sider med ophøjede Rande 5. Tetraphléps. Den halsformede Indsnøring ikke særlig kort. Forryggens Siderande ikke ophøjede 3. 3. Membran med 4 Ribber 6. Acompocoris. Membran med 3 Ribber 4. 4. Snabelen naar forbi Forhofterne. 3. Temnostéthus. Snabelen naar ikke forbi Forhofterne. 4. Anthocoris. 5. Flyvevingerne med Cellehakke (se Side 11). Krop mere eller mindre oval 6. Flyvevingerne uden Cellehakke. Krop næsten liniedannet-forlænget 8. Xylocoris. 6. Forryggen fortil omtrent lige afskaaren 7. Forryggens Forrand (og Bagrand) indbuet 1. Lyctocoris. 7. Forlaar fortykkede 2. Piezostéthus. Forlaar ikke fortykkede 7. Triphléps. 1. Lyctocoris Hahn. Langstrakt, fint korthaaret. Snabel temmelig lang. 1. og 2. Følehornsled kraftige, 2. Led noget fortykket mod Spidsen; 3. og 4. Led haarfine, om- trent af ens Længde. Membran med en Ribbe fra Cellehjørnet. Scutellum stor, med en Grube bag Midten. Forryggen bag Midten noget nedtrykket paa tværs, dens Sider stumpkantede, fortil med et kort Længdenedtryk. Ben ensartet udviklede, med svagt knippeldannede Laar og med noget fortyk- kede Skinneben. 1. L. campéstris Fabr. (Fig. 116a). Bleg- eller rød- ligbrunlig; Rodhalvdelen af Halvdækvingerne blegere eller næsten hvidlig. Membran mælkehvidlig, oftest med en mørk Skygge tværsover mod Spidsen. Halvdækvinger tæt og tydelig punkterede. Følehorn og Ben blege; 2. Føle- 186 hornsled mørkere mod Spidsen. L. ca. 3 mm. Ikke sjælden; ikke alene paa Træstam- mer og Risgærder,men ogsaa i Huse. 2. Piezostéthus Fieb. (Xylocoris Duf.). Omtrent som for- rige Slægt, men let- kendelig ved de for- tykkede Forlaar og ved, at Forryggens Forrand og Bagrand kun er utydelig indbuede eller næsten rette. Ofte kortvinget. Forryggen blank, dens Tværnedtryk svage. Træffes undertiden hos Myrer. Fig. 116. a Lyctocoris campestris Fabr. b Piezostéthus cursitans Fall. Oversigt over Arterne. 1. Halvdækyinger blegt gulhvidlige 3. Halvdækvinger lysbrunlige, med mørkere Cu- neus og Emboliumspids 2. 2. Ca. 2mm. Bagkroppens Sider normalt udvidede 3. cursitans. Ca. 3mm. Bagkroppen bagtil stærkt udvidet og meget bredere end Halvdækvingerne 4. lativéntris. 3. Ca. 2^l2 mm lang. 3. og 4. Følehornsled haar- fine 1. galactinus. Knap Plamm lang (mindste Art). 3. og 4. Føle- hoMisled noget tykkere 2. formicetorum. 1. P. galactinus Fieb. Hoved, Forryg og Scutellum mørkt begfarvede, glinsende. Forryg svagt nedtrykket bagtil. Scutellum dybt nedtrykket mod Spidsen. Halv- dækvinger hvidliggule, men brunlige mod Spidsen, fint punkterede. Membran helt mælkehvidlig. Ben og Føle- horn begbrunlige, men Skinneben lysere. L. 2^/2 — 3 mm. 187 Sjælden; Københavns Omegn (men sikkert meget mere udbredt); paa Gødning og Planteaffald. 2. P. formicetorum Boh. Meget lille (P/4— P/2 mm). Halvdækvinger gulagtig blege, tæt finhaarede, svagt mør- kere mod Spidsen udadtil. Membran klart mælkehvidlig. Følehorn og Ben begbrunlige; Skinneben blegere. Ofte kortvinget. Ikke sjælden; næsten altid hos Myrer, særlig Formica ru fa. 3. P. cursitans Fall. (rufipénnis Duf.). (Fig. 116 b). Ligner P. galactinus, men har meget mørkere Halvdæk- vinger, kortere Forbryststykke og er en Del mindre (L. omtrent 2 mm). Halvdækvinger brunliggule; Clavus mør- kere brunlig; Cuneus og Embolium (særlig mod Spidsen) begsorte. Membran mælkehvid. Følehorn og Ben som hos forrige. Ofte kortvinget. Ikke sjælden; mest under udgaaet Bark. 4. P. lativéntris Sahlb. Oftest kortvinget. Clavus indefter, Cuneus samt Emboliums Spids mørkere. Mem- bran bleg mod Roden. Skinneben og Fødder gulagtige. Bagkroppen bagtil stærkt rundet-udvidet og meget bredere end Halvdækvingerne. L. 3—3^/2 mm. Meget sjælden; kun funden paa Bornholm paa sandet Jord, mellem Lyng og under Sten. 3. Temnostéthus Fieb. I de fleste Henseender meget lig Slægten An- thocoris, men let at adskille ved den lange Snabel. Hoved næsten næb formet forlænget. Forryggens Siderande skarpe. Membran med 3 Ribber med indbyrdes samme Afstand. Følehornenes 3. og 4. Led omtrent saa tykke som de indre Led; 4. Led lidt kortere end 3. Led. 1. T. pus i Hus H. Sch. (Fig. 117). Halvdækvinger mørkebrune, med en hvidlig Plet ved Roden ud mod Siden 188 og en lille rundagtig, hvidlig Plet ved Roden af Cuneus. Membran røgfarvet, en Plet ved Roden og en Tværplet under Cuneusspidsen hvidlige. Følehorn mørke, men Midten af 2. Led lys; Laar ligeledes mørke; Skinneben og Fødder blege. Ofte kortvinget. L. 2—3 mm. Ikke almindelig; navnlig fundet i Nordsjælland og paa Falster paa Træ- stammer. tk:s^mi vi 4. Ånthocoris Fall. Noget langstrakt; Hoved paral- lelsidet-forlænget. 3. og 4. Føle- hornsled ret kraftige, omtrent saa Pig. 117. Temno- tykke som 1. og 2. Led; 4. Led stethus pusillus H. noget tendannet. Forryggens Hals- Sch.; kortvinget Form. ring bred. Forekommer overalt; paa de forskelligste Planter. Oversigt over Arterne. 1. Forryggens Sider ikke randede, men fortil mere eller mindre skarpe. Halsringen punkteret.. 1. nemorålis. Forryggens Sider fortil listeformet randede. Hals- ringen fint tværrynket 2. 2. Coriums Rodhalvdel smudsig hvidlig. Clavus mere brunlig 2. n e m 6 ru m. Coriums Rodhalvdel brunliggul. Clavus mør- kere 3. prat én s i s. 1. A. nemorålis Fall. (austriacus Fabr.). Følehorn korte, sorte; 2. Led temmelig fortykket mod Spidsen og sædvanlig med bleg inderste Halvdel. Farve meget ube- standig; Hoved, Forryg og Scutellum sorte; Halvdækvin- gerne brunliggule mod Roden, sorte mod Spidsen. Mem- bran røgfarvet, lysere ved Roden og med hvidligt Tvær- baand under hver Coriumspids. Ben rødliggule; Laar oftest mere eller mindre mørke mod Spidsen. L. 3—4 mm. Almindelig. 189 2. A. nem 6 rum Linn. (Fig. 118). Følehorn slankere og længere, gulagtige; inderste og yderste Led samt Spid- sen af 2. og 3. Led mørke. Oversi- dens Farve omtrent som hos fore- gaaende, men Coriums Rodhalvdel mere hvidlig; foruden Cuneus er en ubestemt begrænset Plet omtrent udfor Clavusspidsen mørk; Clavus brun- lig, med mørkere Rygsøm. Den hvidlige Tegning paa Membranen mere udstrakt end hos foregaaende. L. 3^/2—4 mm. Meget almindelig. 3. A. praténsis Fabr. Som for- rige, men mere mørkfarvet. Mem- branens yderste Halvdel tværsover mørk. Følehornsleddene kraftigere, ^.^ ^^g Anthocoris sorte; 2. Leds inderste Halvdel rust- nemorum Linn. gullig. Ben okkergule; Laarene, Skinnebenenes Spids og Fødderne brunlige. L. 3^/2— 4 mm. Almindelig. 5. Tetraphléps Fieb. Oval. Membran med 4 Ribber, af hvilke de to inderste ligger nær sammen ved Roden. Yderste Føle- hornsled lidt kortere end 3. Led. Især paa Naaletræer. 1. T. vittåta Fieb. (Fig. 119). Ho- ved, Forryg og Scutellum sorte; Forryg- gen punkteret og tværrynket, men lidt foran Midten med et noget hævet og Fig. 119. Omrids af lidt glattere Parti; dens Bagrand stærkt Tetraphléps vittata indbuet. Halvdækvinger kastaniebrun- lige, punkterede, fint gyldent korthaarede; Clavus lysere indadtil. Membran røgfarvet. Ribberne og en Plet under Cuneus blege. Ben rødligbrune; Laar mør- 190 kere, undtagen Spidsen. Følehorn sorte; 2. og 3. Led sæd- vanlig brunlige i Midten. L. 3—3^/2 mm. Temmelig sjælden; Sjælland, Møen. 6. Acompocoris Reut. Ligner Anthocoris, men har længere Snabel. Membran med 4 Ribber; hos den indenlandske Art er yderste Følehornsled tydelig kortere end 3. Led. Oftest paa Fyr. 1. A. pygmæus Fall. (nemorålis Fabr.; lucorum Fall.). Hoved, Forryg og Scutellum sorte, kort og spredt gylden- haarede. Forryg punkteret og tværrynket, med et noget hævet, glattere Parti fortil. Halvdækvinger blegt brunlig- gule, kort gyldenhaarede. Membran mælkefarvet. Ben blege, Laar mørkere mod Roden. Følehorn blege, men inderste og yderste Led samt Rod og Spids af 2. Led mørke. L. ca. 3 mm. Mindre almindelig. 7. Triphléps Fieb. Ganske smaa, langagtige Tæger. Forryggen fortil med kraftig Tværvalk. Oversiden oftest fint og tæt, kort gyldenhaaret. Følehorn ofte kraftigere hos cT end hos ^. Paa mange forskellige Planter. Oversigt over Arterne. Alle Skinneben blege. Følehorn helt blege, ikke fortykkede hos Hannen 1. minuta. Bagskinneben mere eller mindre begfarvede, hos Hannen ofte sorte. Følehorn ikke helt blege, hos Hannen fortykkede 2. nigra. 1. T. minuta Linn. (Fig. 120). Hoved, Forryg og Scutellum sorte, glinsende; Forryggen over Midten med 191 Fig. 120. Triphleps minuta Linn. et kraftigt Tværnedtryk, bagtil rynket- punkteret. Halvdækvinger bleggule, punkterede og finhaarede, undertiden noget mørkere mod Spidsen. Membran røgfarvet, lysere ved Roden. Følehorn og Ben blege, enkelte Følehornsled og Baglaarene dog nu og da mørkere. L. P/2— 2 mm. Mindre almindelig. 2. T. nigra Wolff. Mindre (L. VU —VI2 mm) og mere parallelsidet end foregaaende, og Halvdækvingerne noget tættere haarede. Halvdækvingerne hos c? mere eller mindre blege mod Roden og mørke mod Spidsen, hos 9 ofte næ- sten helt sorte. Hos d er Følehornene stærkt fortykkede, ofte delvis mørkfarvede. Bageste (og ofte ogsaa mellemste) Benpar helt eller delvis mørke eller endog sorte. Almindelig. 8. Xylocoris Duf. Krop langstrakt, næsten linie- dannet, meget lille, mørk. Ben, navnlig Laarene, temmelig kraftige. Oftest under udgaaet Bark, særlig paa Naaletræer. 1. X. at er Duf. (Fig. 121). Sort, glinsende. Membran røgfarvet, men mere hvidlig ved Roden. Skinneben og Laa- renes Spids blege. Følehorn mørke- Fig. 121. Xylocoris brunlige; inderste Led fortykket, sort; ater Duf. 2. Led, med Undtagelse af Spidsen, ly- sere. L. P/2— 2 mm. Ikke sjælden. 192 19. Fam. Capsidæ (Blomstertæger). Nærbeslægtet med de to foregaaende Familier, men afviger fra disse bl. a. ved, at Halvdækvin- gerne mangler Embolium. Membranen bliver karakteristisk ved, at den ved Ro- den har to (i sjældne Tilfælde kun én) Celler, en større og en mindre, men iøv- rigt fuldstændig mangler Ribber. Biøjne mangler. Afkortede Halvdækvinger (og Fig. 122. Flyvevinger) forekommer ikke sjælden. ^^"j^ j^ f Denne vor største Tægefamilie har i de Membran ^^^^^ ^^^^^ Tilfælde et meget tyndt og blødt Mern- Hudskelet, hvis Farver ofte er meget forander- brancelle'r ^^^^ ^°^ selvsamme Art*); den grønlige Farve hos en ^^ ^^^^ sjælden, men afbleges ofte med Alde- Caoside ^^^ °^ ganske særlig efter Døden; præparerede ^ ' og tørrede Eksemplarer afbleges derfor hurtig (som i næsten alle Tilfælde, hvor der er Tale om „Saft- farver", i Modsætning til Kitinfarven). Kurt faa Arter over- vintrer. De aller fleste træffes først fuldt udviklede hen paa Sommeren. Et stort Antal træffes ganske særlig paa Blomster og faar nogen Betydning som Blomsterbestøvere. I Almindelighed ansees Blomstertægerne for at være Plantesugere, men i den nyere Tid har man hævdet, at i alt Fald en Del af de Arter, som med Forkærlighed søger op paa Blomster, gør dette for at jage visse Smaainsekter, der er hidlokkede af Nektarduften. Da Antallet af Slægter er meget stort, vil det være praktisk at dele dem i Grupper for derved at lette Be- stemmelsen noget. Det maa dog bemærkes, at denne Gruppedeling ikke tør helt opfattes som Udtryk for na- turlige Slægtskabsforhold, der bedre vil fremgaa af Numme- reringen af Slægterne i Oversigtstabellen eller med andre Ord Rækkefølgen af disse i den udførligere Beskrivelse. •) Ved at sammenligne Individerne med Bogens Figurer bør man derfor ogsaa have Opmærksomheden henvendt paa, at Individer af samme Art i mange Tilfælde kan have en Tegning, der paa væsentlige Punk- ter afviger fra den, som er antydet paa Figuren. Som Regel er kun typiske d. v. s. Normal-Former afbildede. 193 Oversigt over Slægtsgrupper og Slægterne. 1. Bagfodens inderste Led 2— 3 Gange længere end 2. Led. (Hoved oftest med en Længdefure) . 1. Gruppe. 10. Bagfodens inderste Led ikke eller kun lidet læn- gere end 2. Led. (Hoved sjælden med Længde- fure eller Længdegrube) 2. 2. Membran med en enkelt, næsten halvcirkel for- met Celle. Bagfodens Kloled noget fortykket eller opsvulmet 2. Gruppe. 15. Membran med 2 Celler (en større og en min- dre). Bagfodens Kloled ikke fortykket 3. 3. Forryggens Forrand næsten altid mere eller min- dre bredt baand-, ring-, kile- eller ophøjet listeformet afsat 4. Forryggens Forrand ikke ring- eller listeformet ophøjet, sædvanlig skarpt udfladet 7. 4. Hoved i Midten med en tydelig Længdefure eller Længdegrube 3. Gruppe. 16. Hoved uden Længdefure 5. 5. Øjnene rykkede fremefter paa Siden af Hovedet og mere eller mindre fjernede fra Forbryst- stykkets Forhjørner 4. Gruppe. 17. Øjnene rykkede bagtil og berører (i naturlig Stilling) Forbryststykkets Forhjørner 6. 6. Nakken hvælvet, uden Tværliste eller skarp Kant*) 5. Gruppe. 21. Nakken med Tværliste, enten en fuldstændig eller en kort, fremstaaende Liste ved hvert Øje 6. Gruppe. 29. 7. Flyvevingernes Celle uden Hakke eller i det højeste med en utydelig Antydning dertil (se Side 11) 8. Flyvevingerne med Cellehakke 9. 8. Hoved bredt, lodret nedbøjet. Krop temmelig kort og tyk. Baglaar tykke 7. Gruppe. 37. Hoved smallere. Krop forlænget og slank. Bag- laar ikke fortykkede 8. Gruppe. 39. 9. Krop mat, sjælden noget glinsende. Forbrystets Forlængelse bag Forhofterne sjælden konveks. 9. Gruppe. 46. Krop glinsende. Forbrystets Forlængelse bag Forhofterne næsten altid konveks. 10. Gruppe. 52. 1. Gruppe. 10. Hoved uden Længdefure. Forbryststykket med Halsring 11. *) Støder i naturlig Stilling sædvanlig til Forryggens Forrand. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 13 194 Hoved med Længdefure. Forbryststykket uden Halsring, dets Forrand fladt udbredt. Hoved fremstrakt, meget smallere end Forbryststyk- ket bagtil 12. 11. Forryggens Bagrand noget rundet; Halsringen smal og skarpt afsat overalt. Inderste Føle- hornsled slankt. Hoved meget smallere end Forbryststykket bagtil 15. S ten 6 tus. Forryggens Bagrand indbuet; Halsringen bre- dere, skarpest afsat mod Siderne. Inderste Følehornsled kort og tykt. Hoved nedbøjet, over de kugleformet udstaaende Øjne bredere end eller hos fuldtvingede Individer næsten saa bredt som Forbryststykket bagtil. 1. Pi th anus. 12. Hovedet lidt længere end bredt over Øjnene . . 13. Hovedet kortere end bredt 14. 13. Forryg og Scutellum tydelig punkterede ... 2. Miris. Forryg og Scutellum utydelig punkterede 3. Megaloceræa. 14. Overside nøgen 4. Teratocoris. Overside haaret. Øjne temmelig stærkt kugle- formet udstaaende 5. Leptotérna. 2. Gruppe. 15. Snabel lang. 3. Følehornsled tydelig længere end 4. Led 6. Monalocoris. Snabel kort. 3. Følehornsled næppe længere end 4. Led 7. Bryocoris. 3. Gruppe. 16. Oftest kortvinget. Følehornsleddene næsten af ens Tykkelse. Hoved med Nakkeliste. Min- dre Form 27. Allodapus. Altid fuldtvinget. Følehorn tynde mod Spidsen. Hoved uden Nakkeliste. Større Form 8. Pantilius. 4. Gruppe. 17. Forryggen grovt og tæt punkteret. 26. Bothynotus. Forryggen fint eller utydelig punkteret 18. 18. Halvdækvinger med snehvide, skarpt begræn- sede Pletter 28. Systellonotus. Halvdækvinger uden snehvide Pletter 19. 19. Forryg uden Halsring 44. Malacocoris. Forryg med bred, baanddannet Halsring 20. 20. Forryg lidt bag Midten med en dyb, indsnørende Tværfure. Bleg, uden grønlig Farve. 34. Dicyphus. Forryg uden Tværfure bag Midten. Mere eller mindre grønlig 33. M a c r 6 1 o p h u s. 195 5. Gruppe. 21. 2. Følehornsled knippelformet fortykket mod Spidsen 22. 2. Følehornsled ikke eller kun svagt fortykket mod Spidsen 23. 22. Krop stærkt forlænget 13. Closterotomus. Krop bred, ægformet-oval 25. Rhopalotomus. 23. Forryggens Halsring meget bredere, end inder- ste Følehornsled er tykt 9. Lopus. Forryggens Halsring paa det nærmeste saa bred som inderste Følehornsled (ofte dog en Del smallere) 24. 24. Forryg og Halvdækvinger grovt og skarpt adskilt punkterede. 2. Følehornsled tydelig fortykket mod Spidsen 24. C å p s u s. Forryg og Halvdækvinger utydelig eller sam- menløbende fint punkterede. 2. Følehornsled fuldstændig stavdannet og lige tykt eller jævnt og svagt tykkere mod Spidsen 25. 25. Ikke over 4 mm lang 35. Campyloneura. Mindst 5 mm. lang 26. 26. Membran (sædvanlig ogsaa hele Oversiden samt Følehorn og Ben) lys- og mørkmarmoreret. Inderste Følehornsled oftest betydelig længere end Hovedet. Baglaar stærkt forlængede .... 10. Phytocoris. Membran ikke marmoreret. Inderste Følehorns- led omtrent af Hovedets Længde. Baglaar mindre stærkt forlængede 27. 27. Bagfodens inderste Led tykkere end 2. Led . . . 14. Pycnoptérna. Bagfodens inderste Led af samme Tykkelse som 2. Led 28. 28. Bagfodens inderste Led lidt kortere end 2. Led. Følehornenes 3. og 4. Led oftest meget tyn- dere end 2. Led 12. Calocoris. Bagfodens inderste Led saa langt som 2. Led. Følehornenes 3. og 4. Led saa tykke som 2. Led 11. Megacoelum. 6. Gruppe. 29. Uden eller med utydelig Halsring. Halvdæk- vinger med snehvide, smalle Tværlinier 29. Pilophorus. Med tydelig og skarp Halsring. Halvdækvinger uden hvide Tværlinier 30. 30. Nakkelisten kun tydelig ind mod Øjnene 31. 13* 196 Nakkelisten fuldstændig, mere eller mindre kraf- tig 32. 31. Bagfodens 3. Led (Kloleddet) ikke længere end 2. Led. Oversiden oftest stærkt sorttegnet . . 23. Li 6 CO ri s. Bagfodens 3. Led længere end 2. Led. Over- siden ikke sorttegnet 16. Dichrooscytus. 32. Cuneus kort trekantet, ikke længere end bred ved Roden, med rundet Yderside 33. Cuneus forlænget trekantet, betydelig længere end bred, med lige eller næsten lige Yderside. 34. 33. 2. Følehornsled jævnt tykkere mod Spidsen, lystfarvet, temmelig kort . . . . 22. Charagochilus. 2. Følehornsled stavdannet forlænget, sort, om- trent af ens Tykkelse i hele sin Længde. . . . 21. Polymérus. 34. Oversiden fint tilliggende gyldenhaaret 20. Poeciloscytus. Oversiden ikke tilliggende gyldenhaaret, men med andenartet Behaaring eller nøgen 35. 35. Hovedet meget bredt over Issen. 19. Camptozygum. Hovedet af normal Bredde 36. 36. Forryggen kraftig tværrynket 18. Plesiocoris. Forryggen ikke stærkt tværrynket, men ofte kraftig punkteret 17. Lygus. 7. Gruppe. 37. Øjne stærkt kugleformet udstaaende. Følehorn stærkt haarede; 2. Led tykkere mod Spidsen 30. Orthocéphalus. Øjne meget mindre udstaaende. Følehorn nøgne eller meget finhaarede; 2. Led ikke tydelig fortykket mod Spidsen 38. 38. Følehorn saa lange som Kroppen. Baglaar stærkt fortykkede. Membran mangler oftest. Jordloppelignende Tæger 32. Hålticus. Følehorn meget kortere end Kroppen. Baglaar kun lidet fortykkede. Membran tilstede. Ikke jordloppelignende 31. Strongylocoris. 8. Gruppe. 39. Forryggen lidt foran Midten med et stærkt, indsnø- rende Tværnedtryk, der er dybest mod Sider- ne. Krop stærkt forlænget, næsten liniedannet. 40. Forryggen uden eller kun med svagt og ikke indsnørende Tværnedtryk lidt foran Midten. Krop mindre forlænget, undertiden temmelig kort 42. 197 40. Baghofter adskilte. Forbryststykket stærkt hals- formet indsnøret fortil, med vinkelformet ind- buede Sider 36. Cyllocoris. Baghofter berører hinanden. Forbryststykket langt mindre indsnævret fortil, med svagt ind- buede Sider 41. 41. Inderste Følehornsled forlænget, saa langt som Forryggen; 2. Led stavdannet, hos begge Køn overalt af samme Tykkelse. Øjnene berører Forryggens Forhjørner 37. Ætorhinus. Inderste Følehornsled ikke forlænget, langt kor- tere end Forryggen; 2. Led hos Hannen noget tykkere mod Spidsen, hos Hunnen næsten knippelformet fortykket. Øjnene berører ikke Forryggens Forhjørner 38. Globiceps. 42. 2. Følehornsled overordentlig fladtrykt-udvidet; inderste Led tykt. (Overside glinsende) 42. Heterotoma. 2. Følehornsled fra tyndt stavdannet til tykt knippelformet, trindt; inderste Led aldrig paa- faldende fortykket. (Overside mat eller glin- sende) 43. 43. Oversiden bleg, grønlig eller gulagtig, sjælden med mørkere Strøg. 2. Følehornsled tyndt stavdannet, overalt af ens Tykkelse, sjælden svagt tykkere mod Spidsen....... 41. Orthotylus. Oversiden helt eller delvis sortfarvet. 2. Føle- hornsled oftest tykkere mod Spidsen, under- tiden knippelformet 44. 44. Inderste Følehornsled saa langt som Hovedet. Overside dels sort, dels lysfarvet. 40. Cyrtorrhinus. Inderste Følehornsled kortere end Hovedet. Over- side helt sort eller dog mørkbrunlig 45. 45. Overside glinsende. Ben klart gule. 39. Mecomma. Overside mat. Ben sorte eller i det højeste delvis rødlige 43. Heterocordylus. 9. Gruppe. 46. Øjne smaa og lidet udstaaende. Hoved lige fremstrakt. Forbryststykkets Siderande fortil skarpe 50. Am bly ty lus. Øjne større, oftest stærkt kugleformet udstaa- ende. Hoved mere eller mindre nedbøjet. Forryggens Siderande i Almindeligded stumpe. 47. 47. Hoved over de stærkt kugleformet udstaaende Øjne næsten saa bredt som Forryggen bagtil. Forryggens Siderande indbuede. 46. Conostéthus. Hoved over Øjnene langt smallere end Forryg- gen bagtil 48. 198 48. Klør yderst korte, stærkt seglformet krummede 51. Macrotylus. Klør temmelig lange, næsten lige eller kun noget krummede mod Spidsen 49. 49. Oversiden ensartet blaagrønlig. Klør krum- mede fra Midten og udefter.... 47. Placochilus. Oversiden anderledes farvet. Klør næsten lige. 50. 50. Hoved og Forryg med skarp sort eller mørk Tegning 48. H o p 1 o m å c h u s. Hoved og Forryg ensfarvet lyse eller kun med udviskede, mørke Skygger 51. 51. Krop næsten liniedannet-forlænget. Snabelen naar kun forbi Mellemhofterne. Forryggens Sider svagt indbuede. Bagskinneben svagt tornede 45. Oncotylus. Krop mere oval. Snabelen naar forbi Baghof- terne. Forryggens Sider ikke indbuede. Bag- skinneben kraftig tornede.... 49. Megalocoleus. 10. Gruppe. 52. 2. Følehornsled kortere eller dog ikke længere end 3. Led. Snabelen naar kun lige forbi Forhofterne. Forryggens Bagrand næsten vin- kelformet indskaaret bagtil i Midten. (Hos Hannen er 2. Følehornsled hakkeformet udvi- det ved Spidsen, og For- og Bagskinneben krummede) 52. H a r p 6 c e r a. 2. Følehornsled længere end 3. Led. Snabelen meget længere. Forryggens Bagrand jævnt indbuet eller næsten lige. (Følehorn og Ben ikke paafaldende forskellige hos Han og Hun). 53. 53. 2. Følehornsled tendannet fortykket 56. Atractotomus. 2. Følehornsled sædvanlig tyndt stavdannet og overalt af ens Tykkelse, sjælden en Del tyk- kere mod Spidsen 54. 54. Ben blege, ikke sortprikkede 55. Skinneben sortprikkede eller Laarene næsten helt mørke; sjælden med helt blege Ben og kun en mørkere Prik eller Plet ved Laarets Spids 56. 55. 2. Følehornsled delvis sortfarvet, ikke 3 Gange saa langt som inderste Led. d* stærkt for- længet, fuldtvinget. 9 kortere, kortvinget og jordloppelignende 53. Byrsoptera. 2. Følehornsled helt blegt, mindst 3 Gange saa langt som inderste Led. Begge Køn stærkt forlængede, fuldtvingede 54. Phylus. 56. Hoved bredt. 2. Følehornsled kortere end Ho- vedet er bredt over Øjnene... 59. Chlamydåtus. 199 Hoved smallere. 2. Følehornsled længere end Hovedet er bredt over Øjnene 57. 57. Skinnebenenes Torne udgaar næsten alle fra sorte Prikker. Følehorn ens hos Han og Hun (Farven dog undertiden noget forskellig). Ho- ved ikke forlænget. 58. Skinneben ikke sortprikkede, men oftest mørke mod Spidsen. 2. Følehornsled traaddannet tyndt og blegt hos Hunnen, kraftig stavdan- net og sort hos Hannen. Hoved noget for- længet 57. Criocoris. 58. Øjnene (under god Forstørrelse) som granule- rede af de temmelig udstaaende Facetter. Skinnebenenes Knæregion næsten altid bleg. 55. Psållus. Øjnenes Facetter mere eller mindre afglattede. Skinneben næsten altid mørke ved Knæet... 59. 59. Hoved bredere. Klør korte, stærkt krummede. Bagfodens 2. og 3. Led ligelange . . 60. Neocoris. Hoved smallere. Klør temmelig lange og sva- gere krummede. Bagfodens 2. og 3. Led knap lige lange 58. Plagi ognåthus. 1. Pithanus Fieb. Krop nøgen, utydelig punkteret, stærkt forlæn- get, næsten liniedannet. Hoved lodret nedbøjet, set fra Siden næsten kuglerundt. Inderste Føle- hornsled kort og tykt; de øvrige Led tynde, traad- formede; 2. Led 4 Gange saa langt som inderste Led. Ben temmelig kraftige, ens udviklede. Særlig paa Græsser. Fuldtvingede Individer sjældne. 1. P. Maerkeli H.Sch. (Fig. 123a, fe). Sort. Yderste Halvdel af Følehornenes inderste Led, Halvdækvingerne mod Siderne og Connexivum hvidliggule; ved hvert Øje oftest en smal, lys, noget skraatstillet Tværstribe. Ben rødlige. Hos fuldtvingede Ekspl. tager den hvidlige Farve paa Halvdækvingerne hyppig Overhaand, og Forbryststyk- ket er meget mere udvidet bagtil. L. 4^2—5^/2 mm. Almindelig overalt paa Enge; næsten altid kortvinget. 200 Fig. 123. a Kortvinget Pi- thanus Maerkeli H. Sch. b Omrids af Kroppen af et langvinget Ekspl. 2. Miris Fabr. Krop stærkt forlænget, næsten liniedannet. Inder- ste Følehornsled tykt, lidt krummet og tæt korthaaret ; 2. Led længst, meget smal- lere end inderste Led, men dog noget tykkere end 3. og 4. Led. Bagfodens inderste Led omtrent dob- belt saa langt som 2. Led. Farve meget ubestandig, fra bleggul og rødligbrun til græsgrøn hos samme Art. Ofte overvintrende; særlig paa tørre Græsmarker. 2. 3. Oversigt over Arterne. 1. Baglaar paa Undersiden mod Spidsen med en mindre og en større, noget krummet, spids Torn 1. calcaråtus. Baglaar uden Torne 2. Baglaar pludselig smallere lidt foran Spidsen. 2, Følehornsled tydelig længere end 3. og 4, Led tilsammen 2. virens. Baglaar ikke pludselig tilspidsede. 2. Følehorns- led ikke længere end 3. og 4. Led tilsammen 3. Inderste Følehornsled længere end Forbryst- stykkets Forrand. Baglaar over Midten dob- belt saa tykke som ved Spidsen ... 3. lævigåtus. Inderste Følehornsled ikke længere end For- bryststykkets Forrand. Baglaar over Midten kun lidet tykkere end ved Spidsen .. 4. holsåtus. 1. M. calcaråtus Fall. (Fig. 124). Let kendelig ved Baglaarenes 2 Torne. 2. Følehornsled ubetydelig længere end 3. og 4. Led tilsammen; inderste Led kun lidet tyk- kere end Forlaarene. L. 7—8 mm. Almindelig. 201 2. M. virens Linn. Inder- ste Følehornsled tæt behaaret, kort og temmelig kraftigt, tydelig tykkere end Forlaarene; 2. Led temmelig kraftigt, svagt tykkere mod Roden. L. 8 — 9 mm. Ikke sjælden. 3. M. lævigåtus Linn. In- derste Følehornsled temmelig langt og slankt, længere end Hovedet; 2. Led (i alt Fald hos Hunnen) tydelig tykkere'mod Ro- den og omtrent saa langt som 3. og 4. Led tilsammen. Bagskinne- ben som hos foregaaendeArt noget krummede nedenfor Roden. For- bryststykket længere end bredt. ^^8- ^^4. Mms calcaratus L. TkS'l-2 mm. . Almindelig. 4. M. holsåtus Fabr. Inderste Følehornsled temme- lig kort og tykt, omtrent saa langt som Hovedet, yderst korthaaret (hos de øvrige Arter temmelig langhaaret); 2. Led ikke tykkere mod Roden og noget kortere end 3. og 4. Led tilsammen. Forbryststykket ikke længere end bredt. Bagskinneben lige. L. 7—8 mm. Temmelig almindelig. 3. Megaloceræa Fieb. Omtrent som foregaaende Slægt, men let at ad- skille ved, at Oversiden ikke er kendelig punkteret og ved, at Forryggen fortil har tydelige og delvis ret skarpt begrænsede, lave Tværbuler (Halsbuler), der oftest er adskilte i Midten af en lav og noget utydelig Længdekøl, som gaar fra Forryggens For- rand til dens Bagrand. 202 Oversigt over Arterne.^ Inderste Følehornsled længere end Forbryststyk- kets Forrand (Hunnen) eller endog meget læn- gere (Hannen). Baglaar meget lange (Not o- stira Fieb.) 1. erråtica. Inderste Følehornsled omtrent saa langt som Forbryststykkets Forrrand. Baglaar ikke sær- lig lange (Trigonotylus Fieb.) 2. Følehorn rødlige, nøgne. Bagfodens inderste Led saa langt som de to følgende Led til- sammen 2. ruficornis. Følehorn bleggrønlige, finhaarede. Bagfodens inderste Led kortere end de to følgende Led tilsammen 3. psammæcolor. 1. M. erråtica Linn. (Fig. 125). Oversiden hyppig, særlig hos d", med udbredt sort Længdetegning (fra smalle Længdelinier paa Hoved og For- ryg til næsten helt sort Overside; ofte er ogsaa Følehornene delvis mørke). Sædvanlig er 9 noget ly- sere og mangler undertiden fuld- stændig den mørke Tegning. For- bryststykket mindst saa langt som bredt. De stærkt forlængede Bag- laar sædvanlig af ens Tykkelse fra Rod til Spids. Bagskinneben indvendig længere og tættere be- haarede end udvendig. Hos d" er inderste Følehornsled meget stær- kere forlænget end hos 9- L. Vk — 8^/2 mm. Af denne Art er der beskrevet en Høst- eller Efteraarsform („Sæsondimorfisme"), der, i alt Fald hvad Hunnen angaar, i meget afviger fra den ty- piske Form (Foraars form en?) og helt gør Indtryk af at være en egen Art (M. ochracea var.?). I Virkeligheden er denne Form højst sandsynlig en hidtil ubeskreven Art. Forfatteren af denne Bog har en Række af 99 af denne Form, men det har ikke været muligt at finde en tilsva- rende Han. De foreliggende Ekspl. af Hunnen er ganske overensstemmende i følgende Forhold: Følehorn og Ben Fig. 125. Megaloceræa er- råtica Linn. Han. 203 (særlig inderste Følehornsled, Baglaar og Bagskinneben) betydelig kortere og tykkere; Følehornenes to inderste Led noget rødlige. Kroppens Overside gulhvidlig, med mere eller mindre udbredt rødligt Skær, ofte helt rødlig, saaledes at kun Forbryststykkets Siderande og noget op- højede Midtlinie samt Halvdækvingernes Ribber er hvid- lige; naar undtages Hovedets Midtfure bagtil og under- tiden Ydersiden af inderste Følehornsled mod Roden, mangler den mørke eller sorte Farve fuldstændig. Ben ofte med rødligt Skær. Ikke sjælden i Randers- og Silke- borgegnen. (I øvrigt funden baade i Mellemeuropa, Skandi- navien og Finland; sandsynligvis drejer det sig om en Art indenfor Underslægten Trigonotylus). 2. M. ruficornis Fourcr. Bleggrønlig. Let kendelig paa de rødlige Følehorn, der med Undtagelse af inderste Led er helt nøgne. Temmelig smal. Følehornenes 2. Led kortere end 3. og 4. Led tilsammen. Forbryststykket lidt bredere end langt. Mellemben temmelig svage. Bagskinne- ben svagt haarede, og Behaaringen ikke stærkere paa Indersiden end Ydersiden. Vor mindste Art. L. ca. 5mm. Ikke sjælden; baade paa Græsser og Træer. 3. M. psammæcolor Reut. Som foregaaende, men større (L. 6^/2—7^/2 mm) og bredere og Følehornene, som hele Kroppen, blegt grønliggule (undertiden dog svagt rødlige mod Spidsen); Baglaar i Modsætning til foregaa- ende Art svagt eller slet ikke afsmalnede mod Spidsen; Bagskinneben tydeligst haarede paa Ydersiden; desuden er Følehornene tydelig haarede, inderste Led mindre for- længet og 2. Led omtrent saa langt som de to yderste Led tilsammen. Hidtil ret sjælden; paa Klitgræsser; Fanø, Bornholm, Tidsvilde. [En fjerde Art, M. recticornis Fourcr. (lineåris Fiissl.), kan muligvis findes hos os, da den i Tyskland er truffen saa langt nordpaa som ved Rostock. Den er navnlig let kendelig ved, at Følehornene er en Del længere end Kroppen, ved, at inderste Led er længere end Forryggen og ved, at Hovedet er meget længere end bredt. løvrigt er den den smallest liniedannede blandt Miriderne. Farven sædvanlig bleggulgrønlig. L. 7 — 10 mm]. 204 ^ 4. Teratocoris Fieb. En ejendommelig Slægt, hvis Arter, naar de forekommer i kortvingede, myrelignende Former, kun kan erkendes som hørende til de Miris-agtige Tæger ved en kort Længdefure foran en noget svag Tværfure mellem Øjnene samt ved det lange inderste Led paa Bagfoden. Øjnene støder ikke tæt til Forbryststykkets Forhjørner. Inderste Føle- hornsled stærkt forlænget, noget tyndere mod Spidsen. Forryggen noget grubeagtig nedtrykket paa hver Side lidt bag Midten. Membran ofte stærkt afkortet. Paa græsrige Steder og særlig paa Halvgræsser. Oversigt over Arterne. Følehornenes 3. Led omtrent halvt saa langt som 2. Led. Forbryststykkets Sider paa det nær- meste rette 1. Saundersi. Følehornenes 3. Led omtrent *h saa langt som 2. Led. Forbryststykkets Sider tydelig indbuede bag Midten 2. antennåtus. 1. T. Saundersi Dougl. & Se. (Fig. 126). Grønlig eller grønliggul; Hoved og Forryg med en sort eller brunlig Midtstreg, der hos c? oftest ogsaa fortsættes langs Scutellum; Forryg- gen desuden med en lille sort Streg ved Forhjør- nerne. Øjne ikke særlig store , og Panderegionen imellem dem temmelig bred og med svagt Tvær- Teratocoris Saundersi nedtryk. Følehornenes in- Dgl. & Se. derste Led tydelig haaret. Fig. 126. 205 Forryggens Tværnedtryk lidt bag Midten temmelig svagt. Cuneus hos den langvingede Form tydelig afgrænset fra Corium. d" og 9 omtrent af ens Længde (5^/2—6 mm). Særdeles sjælden; de faa Eksemplarer, der foreligger her fra Landet, menes at være tagne i Horsensegnen. 2. T. antennåtus Boh. Grundfarven omtrent som hos foregaaende Art, men varieret med rødlig og brunlig til sort Tegning: Hoved sort, med en bleg Plet ved Øj- nene; Scutellum sort og Forryggen sort paa langs og paa tværs, ofte i saa stor Udstrækning at kun Baghjørnerne er blege; Halvdækvinger langs Sømmen (særlig Clavus og Corium bagtil) mere eller mindre mørke, iøvrigt med nogen rødlig Længdetegning. Øjne store og temmelig stærkt hvælvede og udstaaende; Panderegionen miellem dem temmelig smal og med dybt Tværnedtryk. Følehorn nøgne. Forryggens Tværnedtryk bag Midten dybt og skarpt. Ingen tydelig Grænse mellem Cuneus og Corium. d" meget mindre end 9- L. d ca. 4 mm; 9 6—7 mm. (Ovenstaaende Beskrivelse gælder den typiske Form. Arten er meget ubestandig i Form, Farve og Størrelse, saa meget mere som Kønsdimorfismen er stor; ofte er saa- ledes den mørke Tegning meget indskrænket. Schiødtes T. notåtus hører til denne Art som Varietet). Ikke sjælden. [Under Miriderne hører en Slægt, Acétropis Fieb., der kan kendetegnes ved, at den har et temmelig dybt Tværnedtryk bagved Øjnene (Hovedets Længdefure mang- ler), hvorved den noget ligner Slægten Teratocoris. For- bryststykket er bredere end langt, har noget afbøjede, skarpt og bredt udfladede Siderande, fremtrukne Forhjør- ner og spidse, noget opadrettede Baghjørner. Halvdæk- vinger med kraftige, ophøjede Ribber og oftest ufuldstæn- dig udviklet Cuneus og Membran. Fødder lange; Bagfo- dens inderste og yderste Led næsten lige lange, medens 2. Led er kort. — Af denne Slægt kan vi med Sikkerhed vente at finde mindst én Art hos os; mulig har vi to Ar- ter, der kan adskilles saaledes: Forryggen med skarp, ophøjet Midtkøl fra For- rand til Bagrand. Utydelig haaret. cf og 9 forskellige, særlig i Farve. L. 6 — 7 mm. (Fun- den ved Rostock) A. carinåta H. Sch. 206 Forryggen kun fortil med tydelig Midtkøl. Spredt og opret mørkhaaret. (^ og 9 mindre forskel- lige. L. 5—6 mm. (Funden ved Husum) .... A. Gimmerthåli Flor.] 5. Leptotéma Fieb. Afviger fra de foregaaende Slægter ved de stærkt kugleformet udstaaende Øjne samt ved Oversidens oprette og temmelig tætte Behaaring. Hoved, For- ryg og Scutellum som Regel stærkt sortplettede. Halvdækvinger overvejende rødligbrune, men Teg- ning og Farve i Almindelighed meget ubestandige. Forekommer paa lignende Lokaliteter som de foregaa- ende Slægter. Oversigt over Arterne. Overside, Følehorn og Ben temmelig langhaa- rede. Følehorn lange 1. dolobråta. Overside, Følehorn og Ben korthaarede. Føle- horn kortere 2. ferrugåta. 1. L. dolobråta Linn. (Fig. 127). Hoved, Forryg og Scutellum sorte; en større Plet ved hvert Øje, to Smaa- pletter i Nakken og én fortil paa Hovedet, Forryggens Sider og en uregelmæssig Midtstribe samt Scutellum i Midten, navn- lig bagtil, gulagtige. De rust- farvede Halvdækvinger med temmelig brede, gule Siderande. 2. Følehornsled meget langt, ikke tykkere mod Roden. 9 ofte kortvinget, blegere og bre- dere end d. L. 8 — 9 mm. Almindelig. 2. L. ferrugåta Fall. Som foregaaende, men noget smal- lere og med mere udviskede Farver. Inderste Følehorns- led hos 9 tykkere end hos d"; 2. Led hos 9 ligeledes for- Fig. 127. Leptoterna brata Linn. dolo- 207 tykket, men noget afsmalnet mod Spidsen. Hovedet paa hver Side med en gul Streg. Forryg bagtil ofte helt gul- agtig. Halvdækvinger med smalt gulrandede Sider. 9 of- test kortvinget. L. 8—9 mm. Almindelig. 6. Monalocoris Dahlb. Oval. Hoved kortere end bredt, bagtil med ophøjet Kant (Nakkeliste). Følehornenes inderste Led omtrent af samme Længde som Hovedet; 2. Led henimod 3 Gange saa langt, tykkest mod Spidsen; 3. Led meget kortere end 2. Led. Paa Bregner. 1. M. fil i cis Linn. (Fig. 128 a). Begbrunlig, glinsende, fint gulagtig haaret. Hoved, Skuldre og Forryggens For- rand samt Coriums Yderside og Rod okkergule. Føle- horn og Ben gul- agtige, men Spid- sen af 2. Følehorns- led og hele 3. og 4. Led samt Spid- sen af Fødderne og ofte ogsaa af Skinnebenene mørke. Forryggen temmelig grovt / cu ^ * I punkteret. L. 2— pig. 128. a Monalocoris filicis Linn. b 2^/2 mm. Bryocoris pteridis Fall. Ikke sjælden; særlig paa Pteris (Ørnebregne), men ogsaa paa Lastræa og Polypodium. 7. Bryocoris Fall. Som foregaaende Slægt, men Kroppen mere forlænget og Hovedet med kraftig Nakkeliste. Føle- 208 hornene længere og tyndere og inderste Led be- tydelig længere end Hovedet. Ligeledes paa Bregner, særlig Ørnebregne. 1. Br. ptéridis Fall. (Fig. \28 b). Fint haaret; sjæl- den fuldtvinget. Den vingede, Anthocoris-lignende Form har Hovedet, Forryggen, Scutellum og Clavus mørkfarvede, Corium bleg, med svagt mørkere Baand foran Cuneus og noget lysplettet Membran. Den kortvingede Form er bleg, men har oftest mørkt Hoved og fortil mørk Forryg. løv- rigt omtrent som Monalocoris filicis. L. 2^2— 3 mm. Ikke sjælden. 8. Paniilius Curt. Temmelig stor og kraftig bygget. Krop forlæn- get, næsten parallelsidet. Hoved med en Længde- fure som hos Miriderne. Følehorn ret kraftige og lange; 2. Led meget længere end 3. og 4. Led til- sammen; 4. Led tyndere end 3. Led. Forryggen med baand- formet (d. v. s. flad) Halsring. Ben forholdsvis korte; Bag- fodens inderste Led ikke læn- gere end 2. Led. Særlig paa Hassel og El, men iqvrigt paa mange andre Buske og Træer. 1. P. tunicåtus Fabr. (Fig. 129). Grønlig, med rødlige eller rødligbrune Strøg, oftest mørk- prikket. Forbryststykket med skarpe Siderande. Følehorn og Ben blege, delvis rødlige; Føle- hornsleddene oftest med mørk eller endog helt sort Spids. L. 8— lOJmm. Ikke almindelig og i det hele ret stedegen. Fig. 129. Pantilius tuni catus Fabr. 209 9. Lopus Hahn. Krop langstrakt. Hoved kort. Øjne meget stærkt udstaaende. Forbryststykket bagtil knap dobbelt saa bredt som fortil, dets Sider fortil ret skarpt randede. 2. Følehornsled svagt tykkere mod Spidsen. Oversiden med temmelig skarp sort og gulrødlig Tegning. 1. L. gothicus Linn. (Pig. 130). Oversiden opret haa- ret, sort, med følgende orangegule eller rødlige Tegning: en Plet ved hvert Øje, Porryggens Sider (navnlig fortil), Scutellum- spidsen eller næsten hele Scutel- lum, Halvdækvingernes Sider (ble- gere) samt Cuneus (rødlig). Pøle- horn og Ben sorte, Skinneben dog ofte brunlige. En Varietet (super- c i 1 i 6 s u s Linn.) er, med Undtagelse af den forreste Del af Halvdæk- vingernes Sider helt sort. L. 6— 7 mm. Almindelig paa tørre Marker og Skovsletter. Den er overor- dentlig ubestandig med Hensyn til Fordelingen af den lyse og den Pig. 130. Lopus gothicus mørke Farve. Linn. 10. Phytocoris Fall. Ligner en Del de to følgende Slægter, men Kroppen er slankere, Snabelen meget lang og naar helt forbi Baghofterne. Følehorn meget slanke og tynde; inderste Led sjælden kortere end Forryg- gen, børstehaaret. Baglaar særlig lange og temme- lig kraftige. Membran (saavelsom hele Oversiden A. c. Jensen-Haarup : Tæger. 14 210 og Laarene) mere eller mindre marmoreret. Ikke sjælden kortvinget. Meget foranderlige Tæger. Paa Buske og Træer og ofte paa Grenene og Stam- merne, med hvis Farve deres egen falder godt sammen, navnlig hvor der er Lavarter tilstede. De angives at gøre Jagt paa Bladlus og Smaalarver. De er overordentlig bløde og skøre, og ved Indsamlingen og Præpareringen brydes Ben og Følehorn meget let af dem. Oversigt over Arterne*). 1. Kun Forskinneben med 3 mørke Ringe; Mel- lemskinneben uden tydelige, mørke Ringe og Bagskinneben kun bredt mørke ved Roden . . 2. Alle Skinneben mørkringede 3. 2. Inderste Følehornsled tyndt og slankt, tyndest over Midten, temmelig langbørstet 4. ulm i. Inderste Følehornsled tykkere, tykkest i Nær- heden af Midten, noget krummet, temmelig kortbørstet 5. våripes. 3. Inderste Følehornsled med 3 sorte Streger paa langs, meget langt og slankt (saa langt som Forryggen og det halve Hoved tilsammen)... 3. populi. Inderste Følehornsled mørkprikket eller mørk- marmoreret, sjælden helt sort paa Undersiden, mindre stærkt forlænget 4. 4. Oversidens Grundfarve grønlighvid. Forryggens Sider sorte, oftest under skarp Begrænsning indadtil. Halvdækvingerne sædvanlig med skarp, mørk Tegning. Inderste Følehornsled gerne helt mørkt underneden. Baglaar mindre stærkt forlængede 1. til i æ. Oversiden mere rødbrunlig eller graalig og min- dre skarpt mørkplettet. Forryggens Sider ikke skarpt sorttegnede. Inderste Følehornsled ikke helt sort paa Undersiden. Baglaar stærkt for- længede 5. 5. Mellemskinnebenenes mørke Ringe smallere end de lyse Mellemrum (som hos tiliæ) 2. longipénnis» Mellemskinnebenenes mørke Ringe bredere end de mellemliggende lyse Partier 6. *) I denne Oversigt er et Par Arter medtagne (uden Nr.), som sikkert vil kunne findes her i Landet. 211 6. Inderste Følehornsled ikke længere end Forryg- gen; 2. Led stærkt forlænget. Forryggen lidet glinsende. L. 7 mm. Funden i Sønderjylland i Madskov Ph. intricåtus Flor. Inderste Følehornsled længere end Forryggen; 2. Led ikke særlig stærkt forlænget. Forryg- gen glinsende. L. ca. 6 mm. Angivet fra Helsingborgegnen.... Ph. dimidiåtus Kirsch b. 1. Ph. tiliæ Fabr. Temmelig iøjnefaldende ved sin hvidlige Farve og skarpt mørke, mere eller mindre ud- bredte Plettegning; den lyse Farve er ofte temmelig grøn- lig; meget stærkt og tæt sorttegnede Individer danner Varieteten marmoråtus Dougl. & Se. Inderste Føle- hornsled omtrent halvt saa langt som 2. (hvidlig ringede) Led. Skinneben temmelig skarpt lys- og mørkringede. L. 1—Th mm. Udbredt; særlig paa Træstammer. 2. Ph. longipénnis Flor. Ligner meget foregaaende, men er mere langstrakt, har mere graalig mørk Grundfarve og har aldrig skarpt begrænset sort Tegning langs Forryg- gens Sider, derimod ofte langs Bagranden. Mellemskinne- benenes sorte Baand eller Ringe smallere end de mellem- liggende hvidlige Partier. Inderste Følehornsled oftest lysfarvet paa Undersiden. Øjne forholdsvis smaa. L. ca. 7 mm. Sammen med foregaaende; men mindre almindelig. 3. Ph. populi Linn. (Fig. 131). Mere eller mindre stærkt mørkmarmoreret. Inderste Følehornsled meget slankt, uregelmæssig mørkprikket og desuden med 3 mørke Streger paa langs, mere end halvt saa langt som 2. Led; 2. og 3. Led hvidlige ved selve Roden. Skinnebenene oftest skarpt sort- og hvidligringede ; de sorte Ringe mindst saa brede som de blege Partier. Øjne store. Meget foranderlig i Farve og Marmorering. L. ca. 7 mm. Almindelig; særlig paa Træstammer. 4. Ph. ulmi Linn. Rødbrunlig; Marmoreringen ikke fremtrædende. Inderste Følehornsled tyndt og langt, knap tykkere end Forskinnebenene. Øjne kugleformet udstaa- 14* 212 ende. Hoved nedbøjet. Ho- ved, Forryg og Scutellum uden bleg Længdelinie i Midten. Baglaar meget lange, svagere fortykkede indadtil ; Bagskinneben me- get lange. En mere rød- lig, skarpt plettet Form er Varieteten fl oral i s Fabr. L. 6—7 mm. Almindelig overalt, men særlig i Skovegne, hvor der er Eg og Birk. 5. Ph. våripes Boh. Af Farve omtrent som fore- gaaende, men Hoved, For- Fig.131. Phytocoris populi Linn. ^^ ^^ sædvanlig ogsaa Scutellum med en bleg Midtlinie; Forryggen desuden of- test med en bleg Længdelinie mod hver Side. Inderste Følehornsled kortere og tykkere og en Del tykkere end Forskinnebenene. Øjne langt mindre hvælvede og udstaa- staaende. Hoved næsten lige fremstrakt. Baglaar kortere og meget tykkere indadtil, og Bagskinnebenene ikke saa lange som hos foregaaende Art. Som Ph. ulmi ofte kort- vinget. L. 5 — 6 mm. Sjælden; forekommer f. Eks. i Egnen mellem- Silke- borg og Randers. 11. Megacoélum Fieb. Krop forlænget. Oversiden uden filtagtig tillig- gende Behaaring. Følehornenes inderste Led saa langt som Forryggen; 2. Led omtrent 2V2 Gang saa langt som inderste Led. Forryggen ikke dob- belt saa bred bagtil som fortil. Følehornenes 3. og 4. Led saa tykke som 2. Led. løvrigt omtrent som den følgende Slægt. 213 1. M. infusum H. Sch. Nøgen. Orangegullig, med rødlige eller brunlige Pletter. Roden af Clavus med en mørk Længdeplet. Corium med rødlige Rande, bagtil plettet eller mørk. Cuneus oftest rødlig. Hoved og For- ryg ligeledes med rødlige Pletter. L. 7—8 mm. Yderst sjælden; Ulfshale paa Møen (paa Lindeblom- ster). Angives at foretrække Fyr (Pinus-Arterne). 12. Calocoris Fieb. Krop langstrakt, nøgen eller med filt- eller skællignende, let afgnidelig Haarbeklædning, ens hos begge Køn. Følehornenes inderste Led læn- gere end Hovedet og rager langt udenfor Hovedets Spids; 2. Led godt dobbelt saa langt som inderste Led; 3. og 4. Led oftest meget tyndere end 2. Led. Forryggen bagtil mindst dobbelt saa bred som for- til. Membran ikke marmoreret. Paa forskellige Planter; i Skove og paa Marker. Oversigt over Arterne. 1. Cuneusspidsen temmelig skarpt begrænset sort eller mørk 2. Cuneus ensfarvet lys eller dog kun utydelig mørk mod Spidsen 6. 2. Inderste Følehornsled meget slankt, i hele sin Længde af ens Tykkelse, saa langt som Ho- vedet er bredt over Øjnene 3. Inderste Følehornsled kortere og navnlig tyk- kere, noget tendannet, oftest tydelig kortere end Hovedet er bredt over Øjnene 4. 3. Halsringen bredere end 2. Følehornsled. Halv- dækvinger gulagtige, med sorte Pletter. 1. og 2. Følehornsled sorte 5. sexguttåtus. Halsringen lidt smallere end 2. Følehornsled. Halvdækvinger bleggule, smalt brunstribede paa langs. 1. og 2. Følehornsled gule 4. ochromélas. 4. Oversiden med halvopret sort Behaaring, over- vejende grønlig farvet 3. Sch midti. Oversiden uden opret sort Behaaring, ikke grøn- lig farvet 5. 214 5. 3. Følehornsled kun lidet tyndere end 2. Led; 1. og 2. Led sorte. Halsringen meget smallere end 2. Følehornsled. Scutellum altid sort . . . 1. seticornis. 3. Følehornsled meget tyndere end 2. Led; 1. og 2. Led smudsig brunliggule, kun Spidsen af 2. Led mørk. Scutellum ikke sjælden helt eller delvis lys 6. ful vomaculåtus. 6. Oversiden næsten altid med rosenrødlige Plet- ter, iøvrigt grønlig 7. roseomaculåtus. Oversiden grønlig eller grønliggul, højst med graalige eller rødlige Skygger, aldrig skarpt rødlig plettet 7. 7. 3. Følehornsled paa det nærmeste saa tykt som 2. Led. Halsringen smallere end 2. Følehorns- led 2. 1 i n e o 1 å t u s. 3. Følehornsled meget tyndere end 2. Led. Hals- ringen omtrent saa bred som 2. Følehornsled. Overside delvis med halvoprette mørke Haar. 8. 8. Inderste Følehornsled temmelig tykt og kort, kortere end Hovedet er bredt over Øjnene, ikke mørkfarvet ved Roden. Yderste Føle- hornsled kortere end 3. Led. 6—7 mm 8. bipunctåtus. Inderste Følehornsled temmelig langt og slankt, omtrent saa langt som Hovedet er bredt over Øjnene, mørkfarvet ved Roden. Yderste Føle- hornsled ikke kortere end 3. Led. 9—10 mm. 9. alpéstris. 1. C. seticornis Fabr. Hoved og Forryg sorte, glin- sende. Forryggen rynket-punkteret, oftest med smalt gul Bagrand og en kortere eller længere gul Midtlinie. Halv- dækvinger brune eller sorte, hyppigst med blege Sider mod Skuldrene, sjælden næsten helt graaliggule. Cuneus rødlig, med sort Spids. Skinneben temmelig kraftig tor- nede. 1. og 2. Følehornsled sorte, meget sjælden (hos lyse Varieteter) noget lergule. Laar sorte eller mørk- rødlige. L. 7—9 mm. Almindelig overalt. 2. C. lineolåtus Goeze (chenopodii Fall.). Ensfarvet blegt graaliggrønlig. Forryggen undertiden med 2 smaa, runde, sorte Prikker lidt foran Midten; undertiden er Scu- tellum langs Midten, Clavus og Corium paa langs ad Rib- 215 berne og mod Spidsen noget brunlige eller svagt mørkt længdeskyggede. Hoved og Forryg glinsende, temmelig kraftig punkterede. Ben og Følehorn overvejende grønlig- gule, Laar mod Spidsen noget sortprikkede, Skinneben ret kraftig tornede. L. 8—9 mm. Almindelig; særlig paa Melde og beslægtede Planter. Denne og den foregaaende Art betragtes af nogle som Repræsentanter for en særlig Slægt (Adelphocoris Reut.). 3. C. Schmidti Fieb. (bimaculåtus H. Sch.). Blaalig- eller gulgrønlig, med næsten opret mørk Behaaring, mørk- plettet. Hoved med 2 Prikker og en Y-formet Tegning sortagtige; Forryggen med 2, nærmest firkantede. Pletter paa Midten, Skulderhjørnerne og en Stribe paa hver Side ved Roden sorte; Scutellum med mørk Rod og Midtlinie. Følehorn og Ben overvejende lyse; Følehorn lange og slanke; 3. og 4. Led tilsammen længere end 2. Led; 2. Led mod Spidsen og 3. og 4. Led mørke. Laarenes Spids og Skinnebenenes Rod rødlige. L. ca. 7 mm. Yderst sjælden. En sydlig Art, der en enkelt Gang er taget paa Hassel i Boserup Krat. 4. C. ochromé las Gmel. (striatéllus Fabr.). (Fig. 132 a). Bleggul og let kende- lig ved, at Halvdæk- vingernes blege Rib- ber er sømmede af mørkere eller lysere brunlige Linier, saa Halvdækvingerne faar et finstribet Udseende. Forryggen tværs over Midten med 4 (under- tiden 2 og 2 forenede) Fig. 132. a Calocoris ochromelas Gmel. sorte Pletter og et i ^ ^' sexguttatus Fabr. Midten afbrudt sort Tværbaand langs Bagranden. Hoved brunspraglet. Følehorn og Ben overvejende blege; Føle- 216 horn meget slanke og tynde; Laar, særlig de bageste, rød- lig ringede; Skinneben fint tornede. L. 7—8 mm. 5. C. sexguttåtus Fabr. (Fig. 132 &). Ligeledes let- kendelig. Bleggul, iøjnefaldende sortplettet. Hoved sort, med en lys Streg ved hvert Øje. Forryg sort; den tem- melig brede Halsring, tildels Siderandene samt en større Plet i Midten gule. Scutellum kun mørk ved selve Ro- den. Clavus sort, med lys Spids. Corium med en stor mørk Plet bagtil, der ofte flyder sammen med en mørk Plet langs Sideranden. De slanke Følehorn sorte eller dog mørke; Laar overvejende mørke. Ligesom hos fore- gaaende Art er Oversiden næsten nøgen eller dog kun tyndt filtagtig haaret og derfor temmelig glinsende. L. 7—8 mm. Almindelig overalt. 6. C. fulvomaculåtus De G. Lysere eller mørkere brunlig eller næsten sort, temmelig matfarvet og tæt ned- liggende filtagtig lyshaaret. Halvdækvinger ofte lysere mod Siden eller endog som det meste af Hoved og For- ryg helt lysbrunlige; Hoved med en lys Plet ved hvert Øje. Forryg fra helt sort til brunliggul med 2 sorte Plet- ter paa Midten. Scutellum sort, ofte med lys Spids eller endog helt blegfarvet. Cuneus sædvanlig rødliggul, med sort Spids. Følehorn og Ben overvejende urent rødliggule; Baglaar mørk- eller rødligspraglede. L. 6 — 7 mm. Almindelig, særlig i Skove. 7. C. roseomaculåtus De G. Gulgrønlig, med rosenrødlig plettet Overside. Hoved mørkt eller rødligt, med en bleg Stribe ved hvert Øje. Forryg hos d ofte med en brunlig Stribe paa hver Side ved Midten og noget mørkere fortil. Scutellum ofte temmelig stærkt brunlig eller rødlig tegnet. Clavus rødlig, med grønligfarvet Spids. Corium med 2 rødlige, undertiden sammenflydende, lang- agtige Pletter mod Spidsen. Følehorn og Ben mere eller mindre rødlige. L. 7—8 mm. Almindelig overalt. 217 8. C. bipunctåtus Fabr. En gulgrønlig, undertiden lidt rødlig skygget Art, der minder om C. lineolatus og C. alpestris, men er meget mindre end disse. Halsringen saa bred som 2. Følehornsled. Forryggen oftest med 2 smaa, runde, sorte Prikker lidt foran Midten. Følehorn og Ben grønliggule. L. 6 — 7 mm. Almindelig overalt. 9. C. alpestris Mey. Ensartet grønlig eller grønlig- gul, temmelig forlænget. Oversidens halvoprette, ret bløde, mørke Behaaring mest iøjnefaldende ved Forryggens Sider og Halvdækvingernes Sider mod Roden. Halsringen lidt tykkere end 2. Følehornsled. Yderste Følehornsled mindst saa langt som 3. Led. L. 9—10 mm. Denne store, let kendelige Art er hidtil kun fundet i Løjstrup Skov ved Langaa. Den er nærmest et Bjærgdyr. [Uden Tvivl har vi ogsaa C. affinis H. Sch., der er fundet ved Rostock og i Holsten eller Sønderjylland (et enkelt Ekspl.): Ensfarvet grønlig, tilliggende tæt sorthaaret. Inderste Følehornsled ensfarvet lyst, 2. Led mod Spidsen bredt mørkfarvet. Membran mørkbrunlig, med lysere, grønlige Ribber. Bagkropsryggen sortagtig; Connexivum lys. L. 7—8 mm]. 13. Closterotomus Fieb. Som Calocoris, men Hovedet lidt mere forlæn- get. Navnlig dog forskellig fra denne Slægt ved 2. Følehornsled, der er knippelformet fortykket mod Spidsen. Forbryststykket fortil stærkt af- smalnet, bagtil næsten 3 Gange bredere end fortil; Siderne svagt indbuede. 1. Cl. bi cl a vat u s H. Sch. (bifasciåtus Hahn). (Fig. 133 a). Langstrakt, næsten parallelsidet, brunlig sort eller sort, guldgult tilliggende haaret. Forryg fint tværrynket, ofte med gul Bagrand. Scutellum med lys Spids. Corium ved Roden og langs Sideranden samt en Randplet bag Midten blegere eller lyse. Cuneus klart rødliggul, med mørk Rod og Spids. Membran overvejende røgfarvet. Føle- 218 Fig. 133. a Closterotomus biclavatus H. Sch. b Pycnopterna striata Linn. horn og Ben rødlig- gule; inderste Føle- hornsled ofte sort; 2. Leds knippelformede Fortykkelse sort; 3. Leds Spids mørk; Laarene sædvanlig mørkere end Skinne- benene; disses yder- ste Spids mørk. L. ca. 7 mm. Paa Træer og Bu- ske i Skove; hidtil kun fra Silkeborg, Ry ogLaurberg, men sik- kert mere udbredt i Jylland. 14. Pycnopterna Fieb. Staar ligeledes Calocoris meget nær, men Sna- belen er kortere og naar ikke forbi Mellemhofterne. Bagfodens inderste Led tykkere end de følgende. Kroppen meget langstrakt. Halvdækvinger lys- og mørkstribede paa langs. Farve og Tegning meget ubestandige. 1. P. striata Linn. (Fig. 133 b). Hoved og Forryg sorte; Hoved med en lys Plet ved hvert Øje, og Forryg- gen i Midten med en gulagtig Plet, der ofte udvider sig over næsten hele Forryggen. Scutellum gul, ved Roden og langs Midten eller overvejende sortfarvet. Halvdæk- vingerne gulagtige eller orangerødlige, længdestribede af de lyse Ribbers mørke Indfatning. Cuneus helt gul- eller orangefarvet. Membran sodfarvet, med lyse Ribber. Føle- horn sorte; inderste Led oftest rødligt og Roden af 3. Led gulagtigt. Ben rødlige; Fødderne sorte. L. 10 — 11 mm. Hyppig i Skove, særlig paa Eg. 219 15. Stenotus Jak. (Oncognåthus Fieb.). Krop langstrakt, næsten parallelsidet. Øjne store, udstaaende. Forbryststykket mindst dobbelt saa bredt bagtil som fortil, med Halsring. Føle- hornenes inderste Led valseformet, tyndt, af samme Længde som Hovedet; 2. Led 2^/2 Gang saa langt som inderste Led. Ben temmelig kraftige ; Skinne- ben tornede; Bagfodens inderste Led meget læn- gere end 2. Led, men ikke tykkere. Paa græsrige Steder, særlig tørre Enge. 1. St. binotåtus Fabr. (Fig. 134 a). Orange- eller grønliggullig, tilliggende finhaaret. Forryggen sædvanlig med 2 sorte Pletter over Midten; Corium oftest med 1 — 2 mørke Længde- striber og mørk mod Spidsen. Membran røg- farvet, med lysere Rib- ber. Ben gulagtige; Skin- neben mod Spidsen og Fødderne sortagtige. L. 6—7 mm. Hyppig. \Q. Dichrooscytus Yith, ^.^^^^ a Stenotus binotåtus Fabr. Krop langagtig; b Dichrooscytus rufipennis Fall. Oversiden utydelig punkteret. Inderste Følehorns- led knap saa langt som Hovedet og naar kun lige forbi Hovedets Spids; 2. Led tyndt, mindst 3 Gange længere; yderste Led meget kortere end 3. Led. Hovedet kun med tydelig Nakkeliste ved Øjnene, der er stærkt udstaaende. Forbryststykket kort 220 trapezformet, bagtil paa det nærmeste dobbelt saa bredt som fortil. Bagfodens yderste Led mindst lige saa langt som de to foregaaende tilsammen. 1. D. rufipénnis Fall. (Fig. 134 fe). Hoved og For- ryg grønne. Scutellum mere eller mindre orangefarvet lys. Halvdækvinger blod- eller orangerøde, med grønlige Side- rande. Membran røgfarvet, med rødlige Ribber. Under- side, Følehorn og Ben grønliggule, Følehorn dog rødlige mod Spidsen. L. ca. 6 mm. Meget sjælden. Næsgaard paa Falster; Nordsjælland (Gelskovegnen). Holder særlig til paa Fyr. 17. Lygus Hahn. Krop langagtig, oftest grønlig eller rødliggul, sjælden ret stærkt plettet, meget fint haaret; Over- siden, navnlig Forryggen, oftest temmelig kraftig og tæt punkteret. Halvdækvingerne dog mindre kraftig, men til Gengæld tættere punkterede. For- ryggen bagtil mindst dobbelt saa bred som fortil, dens Halsbuler lave og lidet fremtrædende; Hals- ringen oftest lidt smallere end 2. Følehornsled, der er meget slankt stavformet eller svagt fortykket mod Spidsen. Bagfodens yderste Led kortere end de to foregaaende Led tilsammen. Oversigt over Arterne*). 1. 2. Følehornsled hos 9 betydelig kortere, hos d" en Smule kortere end Hovedet er bredt. Ho- vedets Nakkeliste svag i Midten. 1. rubicundus. 2. Følehornsled sædvanlig længere end Hovedet er bredt, sjælden kun af samme Længde. Nakkelisten (med en enkelt Undtagelse) lige kraftig udviklet i hele sin Længde 2. *) De ikke nummererede Arter kan ventes at ville findes her i Lande 221 2. Nakkelisten mangler; i Stedet for findes en lille Tværfure ind mod hvert Øje. Baglaar lange og slanke, uden mørkere Ringe eller Pletter * ud mod Spidsen 10. pabulinus. Nakkelisten tilstede. Baglaar kortere og tykkere, oftest mørkringede eller mørkplettede mod Spidsen 3. 3. Snabelen naar ikke forbi Mellemhofterne. Ho- ved temmelig bredt. Oversiden oftest stærkt sorttegnet. 2. Følehornsled betydelig kortere end Forryggen er bred bagtil, helt eller delvis mørkt 4. Snabelen naar forbi Mellemhofterne eller endog Baghofterne. Hoved mindre bredt. Oversiden sjælden stærkt og skarpt mørktegnet. 2. Føle- hornsled oftest længere og lysfarvet 5. 4. Oversiden teglrød, okkerfarvet eller gulagtig, med sort eller rustbrunlig Tegning. Coriums aller- yderste Siderand sortagtig 2. Kål mi. Oversiden hyppigst mørkgrønlig, med mørk eller begbrunlig Tegning. Coriums yderste Siderand ikke mørk 3. campéstris. 5. Ikke, eller kun delvis, grønlig farvet. I sidste Tilfælde er Forryggen stærkt og kraftig, noget spredt punkteret 6. Grønlig, sjælden med olivenfarvet Tone. For- ryggen fint og tæt punkteret 9. 6. Skinneben i det mindste med en lille brunlig eller mørk stregagtig Plet paa Ydersiden ved Roden. Følehorn halvt saa lange som Krop- pen (regnet fra Hovedspids til Membranspids); 2. Led kortere end Forryggen er bred bagtil. For- ryggen kraftig, spredt punkteret. En højst foranderlig Art 6. praténsis. Skinneben helt blege. Forryggen tæt punkteret. Følehorn oftest mere end halvt saa lange som Kroppen. Oversiden sædvanlig brunlig eller rødlig 7. 7. Skinneben med temmelig lange, mørke Torne. 2. Følehornsled bredt mørkfarvet mod Spid- sen, temmelig kort. Membran mørkspraglet. L. 4—5 mm. Angivet fra Madskov ved Sønder- borg L, atomårius Mey. Skinneben med svage, fine, lysfarvede Torne. 2. Følehornsled langt 8. 8. 3. og 4. Følehornsled delvis mørke; 3. Led be- tydelig kortere end Hovedet er bredt over Øj- nene; 2. Led mørkt mod Spidsen. Snabelen naar til Baghofterne 4. c e r v i n u s. 222 Følehorn lyse; 2. Led sjælden lidt mørkere mod Spidsen; 3. Led mindst saa langt som Hove- det er bredt over Øjnene. Snabelen naar et godt Stykke forbi Baghofterne 5. rubricåtus. 9. 2. Følehornsled ikke længere end Forryggen er bred ved Roden 10. 2. Følehornsled betydelig længere end Forryg- gen er bred ved Roden 12. 10. Skinnebenenes mørke Torne udgaar fra temme- lig store, sorte Prikker. Laar mod Spidsen bredt rødligfarvede. Bleggrønlig, med mere eller mindre mørktegnet Overside. Membran- celler røgfarvede mod Spidsen. L. ca. 5 mm. Angivet fra „Slesvig-Holsten" .. L. limbåt u s Fall. Skinnebenenes Torne udgaar ikke fra mørke Prikker 11. 11. Cuneus med mørkfarvet yderste Spids; Inder- vinklen ved Roden ikke mørk. L. 5 — 6^/2 mm. Funden i Tyskland, Norge og Sverrig L. Spinolæ Mey. Cuneus uden tydelig jmørkfarvet Spids; Inder- vinklen ved Roden derimod oftest mørkfarvet. 7. lucorum. 12. 2. Følehornsled højst lidt mørkere mod Spidsen. Clavus ikke mørkfarvet. Corium kun ved Inderhjørnet af Cuneus med en brunlig, tvær- stillet Plet. Clavus ensartet grønlig 8. contaminåtus. 2. Følehornsled bredt brunligt mod Spidsen. Over- siden mere mørkplettet; Forryggen bagtil og Clavus næsten altid mørke 9. v i r i d i s. 1. L. rubicundus Fall. Aflang. Gul- eller brun- rødlig, undertiden noget mørkplettet, lidet glinsende, kort nedliggende silkehaaret. Følehorn knap halvt saa lange som Kroppen, rustfarvede, mørkere mod Spidsen; inder- ste Led temmelig kort; 2. Led saa langt som de ens lange 3. og 4. Led tilsammen. Forryggen fint og tæt punkteret. Bagkropsryggen sort; Connexivum lys; Bugen mere eller mindre mørkplettet. Membran røgfarvet. Baglaar mørk- ringede mod Spidsen; Skinneben fint blegtornede. L. 5mm. Meget sjælden; Egnen mellem Hobro og Randers. Forekommer fortrinsvis paa Pil. 2. L. Kål mi Linn. (Fig. 135fc). Noget forlænget oval. 223 Fig. 135. a Lygus pratensis Linn. Kaimi Linn. b L. Sort- og lystegnet; Tegningen meget foranderlig, men ofte meget skarp. Finhaaret. Hoved gult, sædvanlig mørk- plettet i Midten. Forryggen i Mid- ten og ofte og- saa en Plet ved hver Side gule, iøvrigtsort. Scu- tellum mere el- ler mindre gul, særlig mod Spidsen og ved Siderne, ikke sjælden næsten helt sort eller helt gulagtig. Clavus mere el- ler mindre sort. Coriums bage- ste Halvdel overvejende og Spidshalvdelen af Cuneus helt sort (hos en lys Varietet er kun Spidsen af Cuneus, en svag Plet paa Corium bagtil og Forryggens Halsbuler mørke). Issen (mellem Øjnene) kun lidet bredere end Øjet. Forryggen ikke kraftigere punkteret end Halvdæk- vingerne. L. ca. 4 mm. Ikke sjælden; oftest paa Skærmplanter. 3. L. campéstris Linn. (pastinåcæ Fall.). Temmelig kort. Overvejende lysere eller mørkere grønlig, oftest med brunlig eller endog begsort Tegning. Issen næsten dobbelt saa bred som Øjet. Følehorn omtrent halvt saa lange som Kroppen; inderste Led noget mørkplettet; yder- ste Led lidt kortere end 3. Led. Forryggen temmelig tæt og kraftig punkteret, kraftigere punkteret end Halvdæk- vingerne. Baglaar sjælden mørkringede mod Spidsen; Skinneben med mørke Torne. Som foregaaende meget foranderlig i Farve og Tegning. L. 3'/2— 4 mm. Meget almindelig overalt, særlig paa Skærmblomster. 224 4. L. cervinus H. Sch. Noget forlænget. Brunlig gul, fint lyshaaret, sort eller brunlig plettet. Forryggen mere rødlig, fint og tæt punkteret. Scutellum mørk, med en Plet paa hver Side ved Roden samt en Midtstreg lyse. Corium foran Membranroden med en mere eller mindre kraftig Tværplet. Cuneusspidsen mørk. Følehorn slanke, paa det nærmeste saa lange som Kroppen; 2. Led omtrent saa langt som Forryggen bred bagtil, længere end 3. og 4. Led tilsammen. Ben slanke; Laar mere eller mindre sorttegnede; Skinneben lystornede. L. ca. 4 mm. Meget sjælden; Lolland. Holder sig særlig til Lind og Hassel, men træffes ogsaa paa Onobrychis o. a. Planter. 5. L. rubricåtus Fall. Temmelig forlænget. Over- siden stærkt rødlig farvet, navnlig Forryggens Rande og Corium mod Spidsen; Cuneusspidsen ligeledes rødlig; Membran noget røgfarvet. Forryggen tæt punkteret. Føle- horn og Ben gulagtige, slanke; Følehorn saa lange som Kroppen; 2. Led særdeles tyndt, mindst saa langt som Forryggen er bred bagtil; Baglaar rødlige mod Spidsen. En af vore mindste Arter. L. 3—4^/2 mm. Temmelig hyppig; særlig paa Rødgran. 6. L. praténsis Linn. (Fig. 135^). Noget langstrakt. Overordentlig foranderlig, navnlig i Størrelse og Farve (L. 4^/2 — 7^/2 mm ; Farve fra snavset grønliggul over rødligbrun til næsten blodrød; den rødlige Farve dog næsten altid overvejende, men noget strøgagtig udbredt). Næsten nøgen eller tydelig nedliggende lyshaaret. Følgende Kendetegn er temmelig konstante: Forryggen noget spredt, grovt punkteret. Halvdækvingerne (navnlig Corium) finere og tættere punkterede. Følehorn godt og vel halvt saa lange som Kroppen; 2. Led kraftigt, jævnt tykkere mod Spidsen, kortere end Forryggen er bred bagtil. Laar mere eller mindre mørkringede mod Spidsen; Skinneben temmelig tykke, sorttornede. Navnlig Bagskinneben paa Ydersiden ved Roden med en lille brunlig mørk Streg. Coriums yderste, smalle Siderand sort. 225 En af vore aller almindeligste Tæger, der forekommer overalt. Adskillige af de utallige Varieteter og Afændrin- ger er af flere Forfattere beskrevne som særskilte Arter (f. E. artemissiæ, gemellåtus, punctåtus, umbellatårum o. fl. a.), men alle mulige Overgange imellem dem forbyder en saadan Adskillelse. 7. L. lucorum Mey. Temmelig kort og hvælvet. Klart og ensfarvet grønlig; Corium dog ofte med en brun- lig Plet ovenfor Membranroden. Membranen med en mørk Plet under Cuneusspidsen og med en større, mørk Plet ved Spidsen af den store Celle og overfor denne en tredie Plet ved Sideranden. Scutellum tværrynket. Halvdæk- vingernes Sider noget rundede. Følehornenes 2. Led saa langt som Forryggen bred bagtil. Baglaar temmelig tykke, kun sjælden mørkringede mod Spidsen; Skinneben fint sorttornede; Bagskinneben noget krummede. L. 5—5^/2 mm. Sjælden ; enkelte Steder paa Fyn og i Jylland, paa Arte- misia; dog ogsaa paa andre Planter, selv paa Træer som El. 8. L. contaminåtus Fall. En større, forlænget, klart grønlig Art, hvis Overside er beklædt med meget fine, blege, nedliggende Haar. Corium ovenfor Membranen med en tværstillet, mørk Plet. Clavus ensfarvet grønlig. Mem- bran med en røgfarvet Plet mod Spidsen af hver Celle og en lignende Plet under Cuneusspidsen. Issen (mellem Øjnene) meget smal; Hannens Øjne meget store. Føle- horn tynde, betydelig mere end halvt saa lange som Krop- pen; inderste Led slankt; 2. Led omtrent saa langt som Forryggen bred bagtil. Baglaar temmelig kraftige og for- tykkede, svagt brunlig ringede mod Spidsen; Skinneben brunlig tornede (Tornene udspringer fra smaa, mørke Prikker); Bagskinneben lidt krummede. Forryggen tem- melig kraftig tværrynket-punkteret. L. 6 — 7 mm. Almindelig over hele Landet; særlig paa El. 9. L. viridis Fall. (commutåtus Fieb.). Omtrent som foregaaende, men mere mørktegnet. Forryggen langt finere tværrynket; dens Halsbuler bagtil i Midten med et TI -for- met Indsnit (medens det tilsvarende Indsnit hos foregaa- ende Art er M- formet). Desuden er Issen bredere og A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 15 226 Hannens Øjne noget mindre. Følehorn noget længere, omtrent saa lange som Kroppen. Forryggens Bagrand temmelig bredt mørk. Clavus, særlig hos Hannen, over- vejende mørk; ogsaa Membranen er mørkere end hos foregaaende. Skinneben med smaa, graaliggule Torne, der delvis udgaar fra smaa, mørke Prikker. L. 6—7 mm. Yderst sjælden og kun fundet ved Maribo. 10. L. pabulinus Linn. Paafaldende indenfor Slæg- ten ved de lange og slanke Baglaar, der ikke er mørkrin- gede mod Spidsen, ved at Hovedets Nakkeliste mangler og endelig ved sin slanke, forlængede Form. Oversiden ensfarvet grønlig, fint bleghaaret, fint og tæt punkteret. Forryggen dog nærmest tværrynket. . Skinnebenene fint gultornede; Bagskinneben lige, meget lange og slanke. Følehorn saa lange som Kroppen; 2. Led meget langt og slankt, længere end Forryggen er bred bagtil. L. 5—6 mm. Almindelig, særlig i Skovegne. Synes at foretrække Nælder. 18. Plesiocoris Fieb. Beslægtet med Lygus, men let kendelig ved, at Forryggen med Undtagelse af de stærkt ophøjede Halsbuler er kraftig tværrynket-punkteret. Inder- ste Følehornsled temmelig kraftigt og langt; 2. Led tyndt stavformet. Lever paa Pil (Salix). 1. PI. rugicollis Fall. (Fig. 136a). Gulgrønlig, fint støvagtig haaret; Forryggen bagtil samt Halvdækvingerne klarere grønne, men de sidste med blegere Siderande. Følehorn mod Spidsen og Fødderne mørke. Scutellum meget finere tværrynket end Forryggen. Membran gennem- sigtig, med grønlige Ribber. L. ca. 6 mm. Temmelig almindelig. 227 19. Camptozygum Reut. (Hadrodéma Fieb.). Ligeledes beslægtet med Lygus, men kortere og mere kraftig bygget og navnlig afvigende ved den langt brede- v / re Isse. Følehor- nene slanke, næ- sten saa lange som Kroppen. 1. C.pinåstri Fall. (Fig. 136 h). Bleg, fint haaret, særlig Forryggen kraftig punkteret. Forryggens Hals- buler fra brunrød- lige til sorte. Mem- bran røgfarvet. Laar mod Spidsen med 2 smalle Baand el- ler nogle faa Pletter rødligbrune. Skinneben ofte med 3 — 4 rødligbrune Ringe eller Pletter. løvrigt meget foranderlig i Farve. L. 3^/2 — 4^/2 mm. Sjælden; paa Fyr. Funden enkelte Steder paa Sjælland og Møen samt i Jylland. Fig. 136. a Plesiocoris rugicollis Fall. b Camptozygum pinastri Fall. 20. Poecilosc^tus Fieb. Ogsaa noget Lygus-lignende, men som Regel med skarp og iøjnefaldende sort og lys Tegning og Oversiden med tæt, tilliggende gylden, skælagtig Behaaring. Inderste Følehornsled ikke tydelig tyk- kere end 2. stavdannede Led, der er næsten umærke- lig eller slet ikke tykkere mod Spidsen og ofte er 15* 228 temmelig forlænget; 3. og 4. omtrent ens lange Led adskilligt tyndere. (Hos enkelte Arter (f. Eks. P. unifasciatus) har J* stærkt forlængede Halvdæk- vinger og slank Bagkrop, medens ? er betydelig kortere og i det hele mere robust). Mest paa tørre Marker og aabne Pladser i Skove. Oversigt over Arterne. 1. Coriums Siderand gul; i hvert Tilfælde kun mørk udfor Tværpletten bagtil 2. Corium med smal sort Siderand.... 3. vulneråtus. 2. Følehorn helt gule 2. brevicornis. Følehorn delvis sorte 1. unifasciatus. 1. P. unifasciatus Fabr. (Fig. 137). Svagt glinsen- de, sort; en Plet ved hvert Øje, Forryggens Bagrand, Scu- tellums Spids og Corium, med Und- tagelse af en meget uregelmæssig, sort Tværplet bag Midten, gule. Cu- neus rødlig, med en sort Plet ud mod Ydersiden; Spidsen og en Bue ved Roden gule. Membran røg- farvet, med blegere Ribber. Føle- horn og Ben gulagtige; 3. og 4. Følehornsled og Spidsen af 2. Led samt Laar og Skinnebenenes yder- ste Spids mørke. Følehorn temme- lig lange. Alle Skinneben kort sort- tornede. Vor største Art; meget foranderlig i Farve. Hannen langt slankere end Hunnen. L. 9 ca. 5 mm; d ca. 7 mm. Meget almindelig, særlig paa Snerre (Galium). 2. P. brevicornis Reut. Ligner foregaaende, men er meget mindre (L. 4—5 mm) og betydelig mere glin- sende. De ensfarvet gule Følehorn kortere og tykkere; navnlig er 2. Led, særlig hos Hannen, temmelig kort. Co- Fig. 137. Poeciloscytus unifasciatus Fabr. 229 riums Siderande kun sorte udfor den sorte Tværplet bag- til. Den sorte Plet paa Cuneus naar helt til Indersiden. Skinnebenenes Torne gule, i det mindste paa For- og Mel- lemben. Kønnene kun lidet forskellige i Form. L. ca. 4 mm. En sydøsteuropæisk Art, der hos os er fundet enkelte Steder i Jylland og ved Tidsvilde, oftest paa Snerre. 3. P. vulneråtus Wolff. Oversidens lyse Farve grønliggul ; den grønliggule Farve tager ofte saaledes Over- haand, at kun en Del af Hovedet, en lille Plet paa hver Bule ved Forryggens Forrand, en Maaneplet ved hvert Skulder- hjørne samt en Stribe langs Clavus og langs Corium bliver mørke eller sorte. Nakkelisten sort. Membran røgfarvet, med lysere Ribber. Følehorn og Ben grønlig- gule; 2. Følehornsled mod Spidsen brunligt og Laarene mod Spidsen med brunlige Rækkepunkter. L. 4^/2— 5^2 mm. Hidtil kun funden ved Skagen, men utvivlsomt mere almindelig hos os, da den forekommer baade i Tyskland og Sverrig (hos os paa Galium, andre Steder paa Achillea (Røllike) o. a. Planter). [Muligvis har vi ogsaa P. cognåtus Fieb., der ligner P. vulneråtus, men dens gule Farve mangler grønlig Tone. Følehornene mørkere rustfarvede, og inderste Led helt eller delvis sort. I Modsætning til P. vulneråtus har den en mørk Plet ved Forryggens Forhjørner. L. 4—5 mm]. 21. Polyméras Hahn. (Systratiotus Dougl. & Se). Paafaldende lig Charagochilus, men mere flad. 2. Følehornsled mindst 3 Gange saa langt som in- derste Led, overalt af samme Tykkelse og næsten saa tykt som inderste Led; 3. og 4. Led meget tyndere. Forryggen helt sort. Cuneus kort, sjæl- den lidt længere end bred. 1. P. nigritus Fall. (Fig. 138 a). Sort, med tiltrykt (let afgnidelig) guldgul Behaaring. Cuneus rødliggul, med utydelig begrænset mørk Plet i Midten af Ydersiden. Membran mørk, med gule Ribber. Følehorn og Ben mørke 230 Fig. 138. a Polymerus nigritus Fall. b Chara- gochilus Gyllenhali Fall. eller sorte; Skinneben med to gulag- tige Ringe: en smallere mod Roden og en bredere fra Midten tilhen- imod Spidsen. L. ca. 4mm. Ikke sjæl- den; særlig paa aabne Ste- der i Skove; navnlig paa Galium, men ogsaa paa Sta- chys (Galte- tand) osv. 22. Charagochilus Fieb. Temmelig højt hvælvet. Oversiden ret kraftig og tæt punkteret, mat, fint tilliggende gylden skæl- haaret. 2. Følehornsled tydelig tykkere mod Spid- sen. Forryggens Bagrand gulagtig. Cuneus kort. Membran skraat nedfaldende. 1. Ch. Gyllenhali Fall. (Fig. 138 b). Kort oval. Sort eller mørkbrunlig. Forryggens Bagrand, Coriums Yderrand og Bagrand samt en kort stregagtig Plet ved Roden og Scutellumspidsen rustgullige, men sædvanlig kun af ringe Udstrækning. Cuneus brunliggul, i Midten og ud mod Siden med en mørk, ubestemt begrænset Plet eller Skygge. Følehorn og Ben blege, mere eller mindre sortplettede. L. 2^/2—3^/2 mm. Almindelig overalt paa tørre Marker og Heder samt paa aabne Skovsletter, mest paa Snerre (Galium). 231 23. Liocoris Fieb. Krop oval, nøgen og glinsende. Øjne udstaa- ende. Inderste Følehornsled af samme Længde som Hovedet; 2. Led jævnt, men svagt fortykket mod Spidsen, mere end dobbelt saa langt som in- derste Led; 3. og 4. Led næsten af ens Længde. 1. L. tripustulåtus Fabr. (Fig. 139 a, fc). Fra næ- sten helt gulagtig til næsten helt sort og i det hele over- ordentlig foranderlig i Farve. Hos lyse Individer er en Plet fortil paa Hovedet, Forryggen bagtil paa hver Side, et Baand bag Midten af Corium, Roden og Spidsen af Cuneus samt Spidsen af 2. Følehornsled sorte. Hos den mørke Varietet er en Plet paa Hovedet, Forryggen i Midten og fortil stærkt udvidet, Scutellum, med Undtagelse af selve Roden, og Cu- neus over Midten klart gule eller rødliggule. Membran lysplettet og Ben mørkplettede. L. 3^2—4 mm. Denne smukke, meget forander- lige Art, af hvilken næppe to ensteg- nede Ekspl. kan findes, er almindelig overalt, særlig paa Nælder og skærm- blomstrede Planter. [Midt imellem Liocoris og Capsus staar Slægten Camptobrochis Fieb., der ganske sikkert vil kunne findes i én å to Arter hos os. Kroppen er kort, nøgen; Forryg og Halvdækvin- ger dybt og kraftig punkterede. Ho- ved kort og temmelig bredt; inderste Følehornsled naar kun lige forbi Ho- vedets Spids. Membranens yderste (store) Celleribbe stærkt bueformet krummet. Følgende Arter bør efter- søges: Fig. 139. a Liocoris tri- Scutellum glat, glinsende. Over- pustulatus Fabr. b En siden gulbrunlig, kun svagt Farvevarietet af samme. 232 mørkere brunlig plettet, spredt punkteret. Bag- laar med en brunlig mørk Ring; Bagskinne- ben (ofte ogsaa de mellemste) med 2 mørke Ringe. L. 3^/2—4 mm. Hyppig omkring Ro- stock C. lutéscens Schill. Scutellum punkteret. Oversiden begbrunlig eller begsort, noget lysplettet, tæt punkteret. Ben mørkringede eller næsten helt mørke. L. 3^/2 — 4 mm. Funden i Skaane. C. punctulåtus Fall.]. 24. Cdpsus Fabr. (Fieb.). Krop ægdannet oval, nøgen. Forryg og Halv- dækvinger stærkt og grovt punkterede eller endog rynkede. Inderste Følehornsled rager betydelig frem foran Hovedets Spids ; 2. Led næsten 3 Gange saa langt som inderste Led, mod Spidsen svagt knippelformet fortykket. Membranens yderste CeHe- ribbe noget bueformet krummet. Oftest paa Træer og Buske i tørre Skovegne. Denne Slægt, der har givet Navn til hele Familien, omfatter efter den nyere Systematik kun forholdsvis faa Arter, idet dens oprindelige Arter i de allerfleste Tilfælde er blevet op- førte under andre Slægtsnavne. Oversigt over Arterne. Cuneus sort ligesom hele Oversiden (dog med Undtagelse af Scutellum, der ofte er rødliggul). Scutellum helt glat 1. scutellåris. Cuneus rødlig, med mørk Spids. Oversiden ofte rødligbrunlig. Scutellum mere eller mindre punkteret 2. seguisinus. 1. C. scutellåris Fabr. (Fig. 140). Oversiden helt sort; Scutellum dog i de fleste Tilfælde klart rødliggul og Hovedet bagtil (Nakken) oftest af samme Farve. Scutel- lum stærkt glinsende, upunkteret. Følehorn sædvanlig sorte; 2. Led slankt og kun svagt tykkere mod Spidsen. Ben sjælden helt rødliggule; Skinneben ofte helt sorte, ikke sjælden kun mørkere mod Spidsen eller med 2 brun- lige Ringe. Fødder hyppigst sorte. L. ca. 6 mm. 233 Meget sjælden; hidtil kun fra Himmelbjerget og Rye (nedbanket fra Birk). I Udlandet er den fundet paa de mest forskelligartede Planter. 2. C. seguisinus Miill. (ruber Linn.; capillåris Fabr.). Sort eller rødlig okkerfarvet, stærkt punkteret, overordentlig foranderlig i Farveteg- ning, men Cuneus, med Undtagelse af Spidsen og inderste Rodhjørne, altid rødlig. Ben oftest rødlige, men selv i Tilfælde, hvor Benene er mørk- farvede, er Laar og Skinneben rød- lige mod Spidsen. Scutellum punk- teret. — Selv hos den mørkeste Va- rietet er Corium oftest rødlig ved p.g j^^ lapsus scu- Roden og Forryggen rødligfarvet langs tellaris Fabr. Randene. — Følehornene oftest del- vis rødlige (3. og 4. Led ved Roden, 2. Led i Midten). — En af denne Arts talrige Farvevarieteter er C. dånicus Fabr. (Sort; Hovedet, Forryggen fortil og mod Siderne, den største Halvdel af Corium, yderste Halvdel af Laa- rene samt Skinnebenene rødlige eller rødliggule). L.7— 8mm. Temmelig sjælden, men funden enkeltvis paa tørre, solaabne Steder i adskillige af vore Skove. Ofte paa Brændenælder. 25. Rhopalotomus Fieb. I Udseende ikke lidet afvigende fra de fore- gaaende Slægter. Krop kort, bred og tyk. Øjne meget stærkt udstaaende. Inderste Følehornsled tykkere mod Spidsen; 2. omtrent dobbelt saa lange Led stærkt knippelformet fortykket mod Spidsen; 3. og 4. Led meget tynde og fine. Ben temmelig kraftige. Forbryststykket bagtil omtrent dobbelt saa bredt som fortil. 234 Paa tørre, sollyse og græsrige Steder, navnlig udenfor Skove. 1. Rh. åter Linn. (Fig. 141). Helt sort (c?) eller sort, med rødliggult Forbryststykke, rødliggule Ben og tildels rødliggule Følehorn (inderste Led og 2. Led delvis) (9); men ogsaa hos Hannen har Hovedet, Følehornene og Benene ofte delvis rødliggul Farve. Forryg kraftig punkteret, bagtil noget tværrynket. Halvdækvinger tæt punk- terede. L. 5 — 6 mm. Almindelig paa tørre Marker og Skovsletter. [Nærmest herunder kommer en ejendommelig Slægt, der paa Grund af Bagfodens inderste Leds Længde vilde høre ind under Oversigtens 1. Slægtsgruppe, nemlig Slægten A 1 1 o e - o 1 6 m u s Fieb., som endnu ikke er fun- den i Danmark, men som temmelig Fig. 141. Omrids af sikkert hører til vor Fauna. Slæg- Rhopalotomus ater tens Karakteristik er kortelig saale- Linn. des: 2. Følehornsled hos 9 let, hos cf stærkt og jævnt fortykket mod Spidsen, betydelig længere end de tyndere 3. og 4. Led tilsammen. Forryggen bagtil kraftig punkteret og omtrent 3 Gange bredere end fortil. Laar forlængede. Bagfodens inderste Led saa langt som 2. og 3. Led tilsammen. Over- siden fint, men temmelig langt lyshaaret, ret kraftig punk- teret. Den eneste Art, A. gothicus Fall., er funden baade i Sverrig og Norge, Mecklenborg og Holsten. Den er rustgullig, delvis (særlig Halvdækvingerne) rødlig plettet. Ben hvidliggule, finthaarede; Laar rødlige mod Spidsen; Skinnebenene dels hvidlige, dels rødlige. Forryggen noget bronceagtig glinsende. L. ca. 6 mm. Særlig paa Naaletræer]. 26. Bothynotus Fieb. Afviger særlig ved, at de stærkt udstaaende Øjne er fjernede et godt Stykke fra Forbryststyk- kets Forhjørner og ved, at Membranen er beklædt med yderst fine, tilliggende Haar (hos ? er Halv- 235 dækvingerne ofte forkortede og uden Membran). Hovedet kort, bag Øjnene halsformet indsnøret. Forryggen stærkt og grovt rynket-punkteret. Over- siden opret haaret. 1. og 2. Følehornsled af ens Tykkelse; 3. og 4. Led meget tyndere. Bagfodens inderste Led en Del længere end 2. Led. S' og ? noget forskellige. 1. B.pilosusBoh. (Pig. 142). Han- nen: Mørkbrunlig, graalig haaret; Halv- dækvinger punkterede, halvgennemsig- tige; Cuneus sortrødlig; Ben blegt rød- liggule. Hunnen: Sædvanlig kortvin- get; det rødlige Hoved oftest med to brunlige Pletter fortil. L. d* 5—6 mm, 9 ca. 4^/-2 mm. Meget sjælden. Bjerringbro i Jyl- land. Ogsaa meget sjælden i vore Fig- 142. Bothyno- Nabolande. tus pilosus Bob. 27. Ållodapus Fieb. (Eroticoris Dougl. & Se). Oversiden med spredte, oprette Haar. Hovedet i Midten med en lille Længdegrube. Øjnene stø- der til Forbryststykkets Forhjørner. Følehornenes 2. Led lidt kortere end 3. og 4. Led tilsammen. Scutellum temmelig lille. Baglaar kun lidet tyk- kere end For- og Mellemlaar. Hælvdækvinger ofte forkortede. (Hos fuldtvingede Individer er Krop- pen mere langstrakt end hos de kortvingede). 1. A. ruféscens Burm. (coryzoides H. Sch.). (Fig. 143). Forlænget, bagtil noget ddvidet, rødligbrun, gulhaa- ret. Corium gennemsigtig hvidlig ved Roden og foran 236 Spidsen, brunlig mørk over Midten ud mod Ydersiden og foran selve Spidsen. Halvdækvingerne mang- ler næsten altid Cuneus og Mem- bran. Hos fuldtvingede Individer er Cuneus brunlig, men med smalt hvidlig Rod, og Membranen er stor, røgfarvet, med en hvidlig Plet un- der Cuneus. Følehorn og Ben rød- lige; Laarene som Regel mørkere mod Spidsen, og inderste Følehorns- leds yderste Halvdel, 2. Led ved Roden og yderste Led ved Spidsen lysere eller hvidlige. L. 3 — 3^/2 mm. Hist og her paa fugtig Bund, Pig. 143. Kortvinget særlig i Skove samt paa Heder med AUodapus rufescens Erica (Klokkelyng). Fuldtvingede Burm. Ekspl. er navnlig fundne paa Øerne. 28. Systellonotus Fieb. Krop smal. Bagkrop næsten stilkformet ind- snævret ved Roden. Øjne store og udstaaende. Følehornenes inderste Led knap af samme Længde som Hovedet; 2. Led næsten saa tykt som inder- ste Led og 3 Gange længere. Halvdækvinger med snehvid Tegning. Karakteristisk tegnede og ejendommelige Tæger, der minder om Myrer og som disse løber rask omkring paa Jorden mellem Græs o. 1.; særlig i Hede- og Sandegne. 1. S. triguttåtus Linn. (Fig. 144a). d" og 9 forskel- lige, cf: Hoved og Forryg mørke; Halvdækvinger choko- ladebrune; en halvmaaneformet Plet i Midten af Clavus, en temmelig bred Tværplet foran Midten af Corium og en lignende Plet ved Spidsen glinsende snehvide og skarpt begrænsede. 9: Meget myrelignende, blegere, med afkor- tede Halvdækvinger, som har et snehvidt Baand over 237 Midten. Følehorn og Ben rødligbru- ne ; 2. Følehornsled blegtved Roden. L. 3^/2 — 4 mm. Sjælden, men funden baade paa Øerne og i Jylland. Den er oftest i Sel- skab med Myrear- arten Lasius niger, saavel i som uden- for Tuerne ; Myrer- ne er ikke fjendt- lige mod den, skønt det er fastslaaet, at 9 udsuger Myre- pupper; c? derimod ernærer sig af Plan- tesafter. Pig. 144. a Systellonotus triguttatus Linn. cJ. b Pilophorus perplexus Dougl. & Se. 29. Pilophorus Hahn. (Camaronotus Fieb.). Krop langstrakt. Corium bagtil noget udvidet og tandformet udstaaende ved Cuneusroden. Øjne temmelig stærkt udstaaende. 2. Følehornsled kraf- tigt, noget krummet, mindst saa tykt som det korte inderste Led. Halvdækvinger karakteristiske ved smalle, snehvide Tværstreger. Minder i Udseende noget om Myrer. I tørre Krat- og Hedeegne; ikke sjælden sammen med Myrer (Formica). Oversigt over Arterne. 1. Halvdækvinger med temmelig lange, spredte, oprette, blege Haar. 3^2 mm 3. confusus. Halvdækvinger uden lange, oprette Haar. Større. 2. 2. Krop temmelig bred og kraftig. Halvdækvinger bag den 2. hvide Tværstreg i hele deres Bredde glinsende mørke. Yderste Følehornsled kun 238 mørkt paa yderste Trediedel. L. ca. 5 mm. Hid- til ikke fundet hos os, men i Tyskland saa langt nord paa som ved Rostock P. cinn amopterus Kirschb. Krop temmelig smal. Halvdækvinger bag 2. hvide Tværlinie kun glinsende udadtil, indad- til uden Glans. Yderste Følehornsled med mere end yderste Halvdel mørk 3. 3. Coriums 2. (bageste) snehvide Tværstreg i di- rekte Forbindelse med Tværstriben ved Spid- sen af Clavus 1. perpléxus. Den hvide Stribe foran Clavusspidsen ligger noget foran 2. Tværstribe paa Corium. 2. clavåtus. 1. P. perpléxus Dougl. & Se. (Fig. 144 fc). Hoved, Forryg og Scutellum sorte, uden tydeligt Metalskær. Halv- dækvinger lyst chokoladebrune, med smalle, snehvide Tvær- striber, af hvilke den forreste kun naar til Clavus; 2. Stribe gaar i lige Linie over Clavus; desuden er 2, noget skraat- stillede Længdelinier paa Scutellum og en lille Plet ved Cu- neus' Inderhjørne ligeledes hvidlige. Bag 2. hvide Tvær- streg er Clavus samt yderste Halvdel af Corium glinsende, medens inderste Halvdel af Corium er uden Glans. For- bryststykket stærkt udvidet bagtil. Følehorn brunliggule; yderste Halvdel af 2. og 3. Led samt de yderste to Tredie- dele af yderste Led mørke; 2. Led krummet, næsten af ens Tykkelse fra Rod til Spids, lidt længere end 3. og 4^ Led tilsammen. Ben brunliggule; Baglaar lidt mørkere mod Spidsen. L. ca. 4^/2 mm. Sjælden; Sjælland; Gudenaaegnen vest for Horsens; oftest paa Eg, men ogsaa andre Træer, selv Naaletræer. Paa Jorden løber den hurtig som en Myre. 2. P. clavåtus Linn. Omtrent som foregaaende, men lidt bredere og Forkroppens Overside med Bronceskær. Afviger fra de andre Arter ved, at den hvide Tværstreg paa Clavus ligger en Del foran (højere end) den tilsva- rende Streg paa Corium og er altsaa uden Forbindelse med den. Halvdækvingerne fint fløjlsagtig lyshaarede, lyst choko- ladebrunlige, bageste Trediedel mørkbrunlig og noget bre- dere. Forryggen svagere udvidet bagtil. 2. Følehornsled tydelig fortykket mod Spidsen, svagere krummet, betydelig 239 længere end 3. og 4. Led tilsammen; yderste Led kun lysfarvet ved selve Roden. L. 4—4^/2 mm. Temmelig udbredt i tørre Egne; særlig paa Pil. 3. P. con fus u s Kirschb. Som foregaaende, men mindre og bagtil bredere udvidet. Forkroppen med metal- lisk Skær; Oversiden med fine, lange, spredte, oprejste, lyse Haar; yderste Følehornsled i Modsætning til hos foregaaende Art længere end 3. Led. Forryggen pludselig udvidet bagtil; Halvdækvingerne mørkbrunlige, deres hvide Tværstriber omtrent som hos P. perplexus, men 2. Stribe lidt mere buet-krummet over Clavus; Skinneben mørkere mod Roden. L. ca. 3'/2 mm. Ikke sjælden i Jylland; foretrækker ogsaa Pil. [Cremnocéphalus albolineåtus Reut. (umbråtilis Fabr.), hvis naturlige Plads er her, er funden baade i Sverrig og Mecklenborg og forekommer muligvis ogsaa hos os (navn- lig paa Bornholm, da den foretrækker Klippe- og Bjerg- egne med Naaletræer). Den afviger særlig fra de foregaa- ende Slægter ved at have Bagfodens inderste Led næsten dobbelt saa langt som 2. Led. Øjnene berører Forbryst- stykkets Forhjørner. Forryggen med fin Halsring og noget indbuede Sider. 2. Følehornsled mod Spidsen knippel- formet fortykket; 3. og 4. Led lige saa tykke som 2. Led ved Roden, tilsammen saa lange som 2. Led. Kroppen mørkfarvet; Halvdækvinger gulagtige, med mørke Streger og Linier; et hvidligt Baand paa Clavus og et snehvidt Baand ved Cuneusroden og Spidsen af Corium]. 30. Orthocéphalus Fieb. (^ langstrakt, fuldtvinget; $ kortere og mangler næsten altid Membran. Overside børstehaaret og tillige mere eller mindre tæt beklædt med nedlig- gende, gulagtige, skællignende Haar. Følehorn børstehaarede. Skinneben tornede. Baglaar tykke og stærkt forlængede, særlig hos Hunnen. 2. Føle- hornsled noget fortykket mod Spidsen. I sandede og tørre Egne, paa Heder, aabne Steder i Skove osv. 240 Oversigt over Arterne. Ben helt sorte 2. mutåbilis. Skinneben rødliggule 1. vittipénnis. 1. O. vittipénnis H. Sch. Sort. Følehorn og Laar ofte delvis brunlige; Skinneben klart rødliggule, med mørk Spids, d" forlænget; Halvdækvinger meget længere end Bagkroppen, mere eller mindre brunlige, men sæd- vanlig mørkere mod Siderne; Membran graaligbrunlig. L. ca. 5 mm. $ kortere; Halvdækvinger helt sorte, næ- sten altid uden Membran og med rundede Sider; Forbryst- stykket mindre udvidet bagtil og her (i Modsætning til d") ikke bredere end Hovedet over de udstaaende Øjne. L. ca. 4 mm. Ikke sjælden. 2. O. mutåbilis Fall. (coriåceus Fabr.). (Fig. 145). Mørkere og kraftigere bygget. Benene helt sorte. Halv- dækvinger tydelig fint, men spredt grynede, c? forlænget; Halvdæk- vinger mørke, men lysere langs Cla- vus-Coriumsømmen; Membran sod- farvet, med enkelte lysere Steder. 9 omtrent som hos foregaaende Art, men let kendelig fra denne ved de sorte Ben. L. 4 — 5^/2 mm (c? og 9). Temmelig almindelig. [Der er nogen Mulighed for, at de følgende 2 Arter, der forekommer i Tyskland, ogsaa kunde findes hos os: O. brévis Panz. (Pånzeri Fieb.). Omtrent som O. mutåbilis og med helt sorte Ben, men Oversiden langt Fig. 145. Omrids af finere og mindre opstaaende haaret. Orthocephalus muiabi- O. saltåtor Hahn. Meget lig O. lis Fall. vittipénnis, men med noget lysere gule Skinneben og altid med helt sorte Følehorn og Laar. Hovedet paa hver Side ved Øj- nene oftest med en rustrødlig Plet (som hos O. mutå- bilis). c? langstrakt-parallelsidet; 9: den membranløse, bagtil hvælvede Coriums Bagrand noget indbuet]. 24] 31. Strongylocoris Blanch. (Stiphrosoma Fieb.). Kort ægformet og tæt bygget. Følehorn temme- lig korte. Hoved nedbøjet, meget bredt mellem Øjnene. Forryg kort og bred. Inderste Følehorns- led kort; 2. Led ca. 3 Gange længere, omtrent saa langt som de næsten ens lange 3. og 4. Led tilsam- men, mod Spidsen noget tykkere. Oversiden tæt og fint punkteret. Paa tørre Marker. Oversigt over Arterne. Oversiden sort. Hoved gulrødligt, l.leucocéphalus. Oversiden helt gulagtig 2. lu ri dus. 1. Str. leucocéphalus Linn. (Fig. 146). Ben gule; Fødder mørke. Følehorn mørke, inderste Led gult. Ho- ved glinsende, ikke punkteret. L. 3— 3^/2 mm. Ikke sjælden. 2. Str. luridus Fall. Helt gul- agtig. Følehorn og Fødder mørkere mod Spidsen. Oversiden tydeligere og tættere korthaaret end hos foregaaende Art. Hoved ikke punkteret. L. 3^/2 — 4 mm. Sjælden; Klitmøller, Rye, Lindum, Faaborg, Langesø (Fyn), Bornholm. 32. Hålticus Hahn. Fig. 146. Strongylo- Som det latinske Slægtsnavn coris leucocéphalus Linn. antyder, er denne Slægts Arter jordloppelignende *). Scutellum forholdsvis lille. Mangler oftest Membran; de membranløse Indi- *) En Slægt af Jordlopperne (Biller) hedder Haltica. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 16 242 vider er stærkt hvælvede og minder ganske særlig om Jordlopper; de fuldtvingede Ekspl. er mere lang- strakte og mindre hvælvede. Følehorn meget lange og slanke; inderste Led kort, 2. Led 4 — 5 Gange længere. Baglaar stærkt fortykkede (hvoraf det fremgaar, at Dyrene kan hoppe). Hoved og For- bryststykke korte. Oversigt over Arterne. Hoved og Forryg gule 1. luteicollis. Hoved og Forryg sorte 2. åpterus. 1. H. luteicollis Panz. Glinsende. Hoved og For- ryg gule, begge oftest mørke bagtil. Halvdækvinger sorte, glatte, meget udvidede bagtil. Følehorn og Ben gule, men Baglaar samt Føddernes Spids sorte. L. ca. 2^/2 mm. Meget sjælden; Bognæs. Hyppigst paa Galium (Snerre). 2. H. åpterus Linn. (Fig. 147). Glinsende, noget kortere, helt sort. De kortere Halvdækvinger tydeligere punkterede. Følehorn og Ben som hos forrige Art, men Bag- laar sorte, med gul Spids, og For- og Mellemlaar sorte ved Roden. L. P/4— 2 mm. Almindelig. [Den eneste Art af denne Slægt, som vi med en vis Sand- synlighed kan vente at finde hos os foruden de to foregaaende, er H. saltåtor Fourcr. (erythro- céphalus H. Sch.), der synes at foretrække Malvaceer (Katost- familien). Hos denne Art er Hovedet i Almindelighed rødligt, med sortfarvet Nakke. løvrigt er Kroppen glinsende sort og fint guldgult haaret. Baglaar, Fig. 147. Halticus åpterus med Undtagelse af Spidsen, mør- Linn. ke. L. 2—2^/2 mm]. 243 33. Macrolophus Fieb. Krop forlænget, lille, sart. Hoved forlænget og fremstrakt. Øjne store. Inderste Følehornsled kort. Forryggen fortil med baandformet Afsnøring, men uden kraftig Tværfure bag Midten, bagtil med noget indbuet Rand. Ben forholdsvis kraftige; Bagben udviklede som Springben. Særlig paa Skov-Galtetand (Stachys silvatica). 1. M. nu bi lus H. Sch. Klart grønlig (efter Døden klart gul), gulhaaret. Inderste Følehornsled, en Stribe fra Øje til Forryg og Føddernes Spids mørke. Membran klar, men med nogle Skyggepletter; Ribberne grønlige (hen- holdsvis gulagtige). 2.-4. Følehornsled og Benene grøn- liggule. L. ca. 4 mm. Meget sjælden; Langesø paa Fyn; Charlottenlund. 34. Dicyphus Fieb. Mere eller mindre langstrakt, sædvanlig helt eller delvis grønlig-gullig farvet. Laar mørkprik- kede. Øjne store og udstaaende og Hovedet bag disse mere eller mindre forlænget. 2. Følehorns- led kun lidet tykkere mod Spidsen. Forryggen med bred, dybt afgrænset Halsring, med dyb og indsnørende Tværlinie over eller lidt bag Midten og oftest med kraftige Halsbuler. Træffes oftest paa læbeblomstrede Planter som Skov- Galtetand, Dueurter (Gederams) og Maskeblomstrede (Kongelys) osv. Oversigt over Arterne. 1. Hoved sort, kun med en gulagtig Plet ved hvert Øje, temmelig kort. Følehorn omtrent halvt saa lange som Kroppen og næsten helt sorte; inderste Led kort. Forryggen bagtil kraftig tværrynket. Laar temmelig storprik- kede 4. glo bul i fer. 16* 244 Hoved blegfarvet, kun med et Par mørke Stre- ger eller nogle Smaapletter, eller helt gulagtigt. Forryggen ikke tværrynket. Laar fint mørk- prikkede 2. 2. Følehorn knap halvt saa lange som Kroppen; inderste Led kort; 2. Led omtrent saa langt som Forryggen, meget kortere end 3. og 4. Led tilsammen; 3. Led næsten saa langt som 2. Led 3. s t å c h y d i s. Følehorn meget længere og slankere; inderste Led langt; 2. Led meget længere end Forryg- gen og omtrent saa langt som 3. og 4. Led til- sammen (3. Led altsaa betydelig kortere end 2. Led) 3. 3. Laarenes Inderside med tætstillede, mørke, stive Børster. Bagskinneben langtornede. . 1. pal li dus. Laarenes Inderside almindelig fint blødhaarede, uden Børster 4. 4. 2. Følehornsled kun mørkt mod Spidsen. Skinne- benenes Rod ikke mørk. Cuneus med røgfar- vet yderste Spids. Følehorn tydelig kortere end Kroppen 2. e p i 1 6 b i i. 2. Følehornsled med mørk Rod og Spids eller helt mørkfarvet. Skinneben noget mørkfarvede ved selve Roden. Cuneusspidsen mørk. Føle- horn omtrent saa lange som Kroppen. L. 5 — 7 mm. Endnu ikke funden i Danmark. Tem- melig foranderlig i Farve D. érrans Wolff. 1. D. pållidus H. Sch. (Fig. 148). Stærkt forlænget, meget bleg, navnlig Undersiden (i levende Live noget grønlig). Hoved i Midten og bag Øjnene og Forryggen omkring Bulerne sædvanlig mørkplettede. Halvdækvinger ofte med en mørk Plet foran Cuneus og med brunlig Cuneusspids. Hoved noget forlænget bag Øjnene. Føle- hornenes inderste Led noget brunligt foran Spidsen; 2. Led svagt brunligt ved selve Spidsen, omtrent saa langt som 3. og 4. Led tilsammen. L. 5—6 mm. Ikke sjælden; baade paa urteagtige og træagtige Plan- ter, oftest dog paa Skov-Galtetand og Gederams (Chamæ- nerium angustifolium). 2. D. epilobii Reut. Næsten ensartet grønliggul. Hoved forlænget bag Øjnene. Følehornenes inderste Led mørkt, men lysere ved Rod og Spids; de øvrige Led om- trent som hos foregaaende Art. L. ca. 5 mm. 245 148. Dicyphus pal- lidus H. Sch. Forekommer ifølge Prof. Reuter i Danmark (Lokalitet ikke angivet). 3. D. ståchydis Reut. Mindre forlænget; Farve foranderlig; Ho- ved mørkplettet og Undersiden til- dels begbrunlig. Hoved ikke meget forlænget bag Øjnene. Følehorn langt kortere end Kroppen; inder- ste Led kort, mørkfarvet, men bleg- gult ved Rod og Spids; 2. Led mørkt mod Rod og Spids. Forryggen temmelig langhaaret, dens Tvær- fure ligger noget bag Midten. Ben temmelig korte og kraftige. Ofte kortvinget. L. 4 — 5 mm. Temmelig sjælden; paa forskel- lige Planter, men navnlig Stachys silvatica. 4. D.globuliferFall. Mindre langstrakt. Let kendelig paa det næsten helt sorte Hoved og Kroppens overvejende mørke Farve, der dog nu og da for en stor Del maa give Plads for lyse Strøg. Forryggen saaledes ofte mørk og kun med Forranden og en Midt- linie blege, men ikke sjælden bliver det meste af Forryg- gen graaliggult. Halvdækvinger meget ubestemte i Farve, fra graaliggule til næsten sorte. Følehorn helt sorte, kun Roden og Spidsen af inderste Led lyse. Laarenes mørke Prikker er større end hos de øvrige Arter, og Skinne- benene er ofte fint mørkprikkede. Hoved kun lidet for- længet bagved Øjnene. Forryggens Halsbuler stærkt ud- viklede. Følehorn og Ben forholdsvis korte. L. ca. 4 mm. Meget sjælden; Langesø paa Fyn; Skovene i Randers- egnen. 35. Campylonéura Fieb. Krop lille, næsten liniedannet. Følehorn meget tynde, traaddannede; inderste Led knap af Hove- dets Længde; 2. Led omtrent 3 Gange saa langt. 246 Forbryststykkets Halsbuler (bag Halsringen) for- enede til en Tværvalk, der løber om Siderandene; bag denne Tværvalk er det forlænget trapezdannede Forbryststykke noget indsnøret. Særlig paa Bøg, Eg og Gedeblad (Lonicera). 1. C. vir gu la H. Sch. (Fig. 149). Hoved mørkbrunligt, lidt lysere bagtil. Forryg hvidlig, fortil mere brunlig. Scu- tellum mere orangefarvet. Halvdækvin- ger næsten gennemsigtige, deres yder- ste Siderande smalt sorte. Cuneus gul, med blodrød Spids. Ben okkergule. Inderste- Følehornsled rødligt; 2. Led brunligt; 3. Led ligeledes, men med bleg Spids; yderste Led blegt, med brunlig Rod og Spids. L. 3^/2 — 4 mm. Sjælden. Enkelte Steder paa Sjæl- land og Loll.-Falster. Fig. 149. Campylo- neura virgula H. Sch. 36. Cyllocoris Hahn. Krop stærkt forlænget, næsten liniedannet, gultegnet. Følehorn slanke; inderste Led saa langt som eller længere end Forbryststyk- kets Forrand; 2., meget slanke Led næsten umær- kelig fortykket mod Spidsen. Øjne stærkt udstaa- ende og naar ikke helt til Forbryststykkets For- hjørner. Forbryststykket meget stærkt afsmalnet fortil og foran Midten stærkt indknebet. Baghof- terne adskilte. I Kratskove, særlig paa Eg. Oversigt over Arterne. Rodhalvdelen af Corium klart gul. Forryg og Scutellum helt sorte 2. flavonotåtus. Rodhalvdelen af Corium ikke klan gul. Forryg og Scutellum bagtil lysfarvede .. 1. histrionicus. 247 1. C. histrionicus Linn. Hoved sort; en lille Plet i Nakken bleggul. Forryg sort; Forranden smalt, Bagran- den bredt gulfarvet (fra den gule Bagrand gaar sædvanlig i Midten en gul kileformet Tegning fremefter og deler undertiden den sorte Tegning i 2 Pletter). Scutellum sort ved Roden, svovl- eller orangegul ved Spidsen. Halvdæk- vinger lysere eller mørkere rødligbrune, ofte noget bleg- farvede paa langs og paa Ydersiden mod Roden. Cuneus lys ved Roden, mørk mod Spidsen. Membran sodbrun, hvidlig ved Cuneusspidsen. Ben rødliggule, de forreste noget lysere. Følehorn sorte; inderste Led gulagtigt. L. 61/2— 7^/2 mm. Almindelig paa Eg. 2. C. flavonotåtus Boh. (Fig. 150). Hoved sort; en Tværlinie i Nakken gul. Forryg, Scutellum og Clavus sorte. Corium sort eller brun bagtil, fortil (omtrent fra Midten af) klart gul. 2. Følehornsled brun- ligt eller sort; de øvrige Led gul- agtige. Ben, Cuneus og Membran omtrent af samme Farve som hos foregaaende Art. L. 6 mm. Sammen med C. histrionicus, men mindre almindelig. 37. Ætorhinus Fieb. (Blepharidopterus Kolen.). Krop liniedannet, sart. For- ryggen lidt foran Midten med en temmelig dyb Tværfure. Inderste Følehornsled saa langt som Forryggen er bred bagtil ; 2. Led meget slankt stavdannet, ikke fortykket mod Spidsen og ube- tydelig tykkere end de følgende Led. Benene, navnlig de bageste, meget slanke. Inderste Føle- Fig. 150. Cyllocoris fla- vonotåtus Boh. 248 hornsled indadtil og Bagskinnebenenes Yderside med lange, fine Børster; Laar med enkelte lig- nende Børster. Særlig paa El og Pil. 1. Æ. angulåtus Fall. (Fig. 151). Grønlig, gulgrønlig eller gulagtig, fint mørkhaaret. Skulderhjørner og Dele af Halvdækvingernes Sider mørkrande- de. Inderste Følehornsled ved Rod og Spids samt 2. Led ved Roden mørkringede. Den store Membrancelle med en lille fin, mørk Streg. Skinne- ben oftest mørke ved Rod og Spids. L. ca. 5 mm. Ikke sjælden. Fig. 151. Ætorhinus angulåtus Fall. 38. Globiceps Latr. I de fleste Henseender som Cyllocoris, men Hoved oftestærkt halsformet afsmalnet bagved Øj- nene og hos (^ kugleformet hvæl- vet fortil. Inderste Følehorns- led kortere end Forbryststykkets Bredde fortil; 2. Led temmelig stærkt fortykket mod Spidsen hos $, hos c? derimod kun svagt fortykket. Forryggen mindre stærkt afsmal- net fortil og mindre stærkt indsnøret over Midten. Halvdækvinger meget ofte uden Membran og (hos $) noget afkortede*). Baghofterne berører hinanden. Oversigt over Arterne. 1. 2. Følehornsled hos 9 fra Midten af pludselig stærkt tenformet fortykket. Øjnene hos 9 ikke •) Hos vore 2 Arter er Hovedet noget forskellig bygget (ikke alene hos de to Køn), og de adskilles egentlig kun sikrest ved Betragtning af disse Forskelligheder. Farveforskellighederne som Kendetegn er her som saa ofte blandt Capsiderne af ringe Betydning. 249 nævneværdigt, hos d" derimod meget stærkt udstaaende fra Hovedfladen af. Halvdækvin- ger hos d" overvejende lysfarvede, hos 9 stærkt afkortede, ligeledes lyse, men med en større mørk Plet lige bag Midten. L. 3—4 mm. Fun- den i vore Nabolande, men endnu ikke hos os GI. dis par Boh. 2. Følehornsled hos 9 jævnt knippelformet for- tykket mod Spidsen. Halvdækvinger oftest overvejende mørkfarvede, hos 9 mere end halvt saa lange som Bagkroppen eller fuldt udvik- lede. L. 4—6 mm 2. 2. Hoved (set fra Siden), navnlig hos 9 stærkt kugleformet hvælvet fra Pande til Nakke, saa- ledes at Hvælvningen rager højt op over øver- ste Øjerand. Corium sort ved Roden. 1. seléctus. Hoved langt mindre hvælvet (ogsaahos9). Hvælv- ningen naar kun lidt op over Øjnenes øverste Rand. Corium ved Roden kun svagt brunlig. 2. flavomaculåtus. 1. GI. seléctus Fieb. (Fig. 152). Hoved, Forryg, Scutellum og den inderste Del af Corium, navnlig mod Spidsen, sorte; Cu- neus bleggul, med mørk Spids. Ben rødliggule. d: Hoved sær- lig fortil stærkt hvælvet, med en bueformet, kilet Nakkerand. y: Hoved stærkt kugleformet hvælvet, uden kilet Nakkerand. Hverken hos d eller 9 naar Øj- nene til Forbryststykkets For- hjørner. L. 5—6 mm. Hist og her paa Øerne; og- saa i Jylland (Bjerringbro). 2. GI. flavomaculåtus Fabr. Omtrent som forrige. Den mørke Tegning paa Halvdæk- vingerne næsten korsformet. fig. i52. Globiceps seléctus d": Issen temmelig flad; Øj- Fieb. Hun. 250 nene støder til Forbryststykkets Forhjørner; Forryg med tydelig Tværfure. 9: Hoved svagt hvælvet; Forryggens Buler fortil stærkt ophøjede. L. 4 — 6 mm. I de sydligere Dele af Landet, oftest i Skovegne. 39. Mecomma Fieb. (Chlamydåtus Curt.). Begge Køn af nogenlunde ens Bygning, men af meget uens Udseende, idet den fuldtvingede ^ er anderledes farvet end den kortvingede ?. Føle- horn omtrent saa lange som Kroppen, fint og tæt haarede; 3. og 4. Led meget tyndere end 1. og 2. Led; hos ^ er 2. Led omtrent af ens Tykkelse ved Rod og Spids, hos ? tydelig fortykket mod Spid- sen. Øjne stærkt kugleformet udstaaende. Hove- det over Øjnene hos $ lidt bredere, hos J* lidt smallere end Forryggen bagtil. Baglaar slanke og næppe fortykkede. Bagskinneben meget lange. Paa fugtige Skovenge. 1. M. åmbu- lansFall. (Fig. 153 9 d"). Sort, noget glinsende; Ben klart gule; Hoved oftest brunligt ind- ved Øjnene. For- ryg kort, hos den fuldtvingede c? stærkere udvidet bagtil end hos den kortvingede Hun. 9 : Sort eller mørkt Fig. 153. Mecomma ambulans. Kort- brunlig; Rodhalv- vinget 9 og langvinget c?- delen af 3. Føle- 251 hornsled hvidlig gul. c?: Følehorn helt sorte; Halvdæk- vingerne, der er meget længere end Bagkroppen, bleggule, med mørkere Clavus og en lille brunlig Plet ved Corium- og ved Cuneusspidsen. L. 2^/2 (9) — 3^/4 mm (fuldtvinget d"). Ret almindelig. 40. Cyrtorrhinus Fieb. I Udseende lig Mecomma, men Hovedet kort og bredt, med noget hvælvet, glat og glinsende Pande. Forbryststykket kort trapez- eller klokke- formet. Øjne store og stærkt udstaaende. Føle- hornenes 2. Led kortere end 3. og 4. Led tilsam- men. Snabel temmelig kort og tyk. Oftest paa Halvgræsser, men ogsaa paa Buske i nord- lige Moseegne. 1. C. cåricis Fall. (Pig. 154). Hoved brunligsort, med en større hvidliggul Plet ved hvert Øje. De slanke Pølehorn, Forryggen og Scu- tellum sorte eller brunlig- sorte. Halvdækvinger blege, ofte grønlige; ofte er Inder- siden af Clavus og Corium, en Længdeplet ved Coriums Inderhjørne, Corium- og Cu- neusspidsen og Membranens Celleribber noget brunlige. Ben hvidliggule. Bugen hos c? mørk, hos Q hvidliggul. L. 2^/2—3 mm. Hidtil kun i Jylland paa Star(Carex) i Moser og Hede- egne; kan ogsaa tages paa El ved Moser og Søer. Pig. 154. Cyrtorrhinus caricis Fall. Han. 41. Orthot^lus Fieb. Krop mere eller mindre langstrakt, ofte næsten parallelsidet, grønlig eller gulagtig. Hoved oftest 252 med Nakkeliste. Følehorn tynde; 3. Led halvt saa langt som 2. Led. Ben temmelig lange; Skinneben som Regel fintornede; Bagben undertiden Springben. Paa urteagtige Planter og ofte paa Blomster. Mange af Arterne er saa nær beslægtede indbyrdes, at de bliver noget vanskelige at adskille. Denne Slægt bør grundig undersøges herhjemme. Det kan med fuld Sikkerhed siges, at vor Fauna omfatter en hel Række Arter, som blot endnu ikke er fundne og dog f. Eks. forekommer paa Als og andre sønderjyske Lokali- teter eller i Holsten. Disse Arter medtages derfor i Over- sigtstabellen. Oversigt over Arterne. 1. Oversiden med fin, tilliggende Haarflom, uden mørke, almindelige Haar. Hoved temmelig lille. 2. Oversiden, i det mindste Halvdækvingerne, mørk- haaret, oftest desuden med fin, tilliggende Haar- flom. Den mørke Behaaring gnides let af. Hoved sædvanlig større og bredere U. 2. Halvdækvinger gennemsigtige og stærkt glin- sende 7. Halvdækvinger hverken gennemsigtige eller stærkt glinsende. Membran mere eller min- dre røgfarvet 3. 3. Halvdækvinger ensfarvet mørkgrønlige 5. Halvdækvinger i det højeste kun delvis grønne, ellers rødligbrune, graalig- eller brunliggule . 4. 4. Oversiden ensfarvet graagul, graabrun eller brunlig gul ; Hovedet undertiden lidt mørkere. Følehorn mørkere brunlige mod Spidsen. L. 4^/2 mm. I vore Nabolande O. fuscéscens Kirschb. Oversiden ikke ensfarvet. Grønligblaalig og gulagtig; Hoved og Scutellum ofte med mørk Plet i Midten; Halvdækvinger grønlig brun- gule, med større eller mindre brunlige Strøg. 1. bilineåtus. 5. Membran med mørkgrønlige Ribber. 2. m arg i nål i s. Membran med gulrødlige eller grønliggule Ribber. 6. 6. L. 5'/2— 6 mm. Inderste Følehornsled sort hos Hannen, derimod kun sjælden mørkfarvet hos Hunnen; 3. og 4. Led mørkbrunlige. Enkelte Steder i Sønderjylland, paa El O. flavinérvis Kirschb. L. 4— 5^2 mm. Følehorn oftest helt sorte hos Hannen, og Hoved og Forryg hos Hannen sæd- 253 vanlig mere eller mindre mørkfarvede. I vore Nabolande O. virens Fall. 7. Hvidlig eller blegt okkergul. 2. Følehornsled meget længere end 3. og 4. Led tilsammen. . 3. ten ellus. Bleggrønlig. Membran glasklar, med grønne Ribber 8. 8. Inderste Følehornsled underneden med en lille sort Streg; 3. og 4. Led tilsammen saa lange som 2. Led 4. nassåtus. Inderste Følehornsled ensfarvet lyst 9. 9. Inderste Følehornsled saa langt som Hovedet; 2. Led med enkelte, længere, udstaaende Haar og mindst saa langt som 3. og 4. Led tilsammen. 5. viridinérvis. Inderste Følehornsled tydelig kortere end Ho- vedet; 2. Led uden lange, udstaaende Haar.. 10. 10. Snabelen naar omtrent til Baghofterne. Han- nens Øjne mellemstore. Hos Hunnen er yderste Følehornsled tydelig længere end in- derste Led. L. 4 — 5 mm. Skaane; Sønder- borg (Als); paa Hassel og Elm. O. pråsinus Fall. Snabelen naar omtrent til Mellemhofterne. Han- nens Øjne meget store og udstaaende og nær- mer sig hinanden oventil. Følehornenes yder- ste Led omtrent saa langt som inderste; 2. Led kortere end 3. og 4. Led tilsammen. Hos Hannen er Følehornene noget fortykkede. L. 4— 5mm. Skaane; paa Pil. O. diåphanus Kirschb. 11. Snabelen naar i det højeste kun til Mellemhof- terne 12. Snabelen naar til Baghofterne 15. 12. Membrancellerne helt eller for Størstedelen grønne. Skinneben med lergule Smaatorne.. 6. flavospårsus. Membrancellerne ikke grønne 13. 13. Krop uden Glans. Isse med tydeligt Længde- indtryk i Midten. Snabel tyk og naar kun lidt forbi Forhofterne. Følehorn lange. Halv- dækvinger grønne; Membran sodfarvet. Ribber graa. Skinneben temmelig langt mørktornede. L. 4—5 mm. Hist og her i Sønderjylland og Holsten O. chloropterus Kirschb. Krop noget glinsende. Snabelen naar til Mel- lemhofterne. Halvdækvinger mindre kraftig grønlige. Membranribber gulrødlige, under- tiden delvis bleggrønlige 14. 14. 3. Følehornsled kun lidet kortere end 2. Led, 254 mere end dobbelt saa langt som 4. Led. Mem- bran lys 7. concolor. 3. Følehornsled meget længere end (næsten dob- belt saa langt som) 2. Led, ikke dobbelt saa langt som 4. Led. L. 4—5 mm. I Sønderjyl- land ved „Nordschleswigsche Weiche", i Nær- heden af Flensborg) O. adenocårpi Perr. 15. Temmelig smal. Cuneus samt Membranribber gule. Baglaar fortykkede. Skinneben med smaa, mørke Torne. Overside gulgrønlig. L. 3 — 3^/2 mm 8. ericetorum. Kort ægformet. Cuneus fra næsten skarlagen- rødlig til ensfarvet grønlig; i Tilfælde af grøn- lig Cuneus er Membranribberne smudsig graa- lige, ellers mere rødlige. Issen med kraftig Nakkeliste. L. 2^/2—3 mm. Angivet fra sles- vigholstensk Vesterhavsstrand. . O. rubidus Fieb. 1. O. bilineåtus Fall. (Fig. 155). Grønlig-blaalig gul. Hoved og Scutellum som oftest langs Midten med brunlig- mørk Plet, og Forryggen fortil samt i mindre Grad mod Siderne mørk. Halvdækvinger grønlig- brunlige eller -gullige; Clavus indadtil og indre Coriumhjørne mørkere; Corium noget lysere ved Roden. Følehorn mørke; 2. Led dog i mere eller mindre Grad blegt. Ben graaliggule. L. ca. 5 mm. Hidtil meget sjælden; Jægers- borg Dyrehave, Bøllemosen. Er sikkert mere udbredt her i Landet. 2. O. marginålis Reut. En stor og langstrakt, forholdsvis kraftig Art. Temmelig langt gul- haaret. Halvdækvingernes Sider næsten frynsehaarede (cilierede). Ensartet grønlig, men ofte, og navnlig efter Døden, afbleget. Membrancellernes Ribber grønlige. Følehorn næsten saa lange som Kroppen, lyse; inderste Led lidt kortere end Hovedet, hos Hannen mørke Fig. 155. Orthotylus bili- neåtus Fall. 255 ved Roden; 2. Led lidt længere end 3. og 4. Led tilsam- men. Halvdækvinger ikke gennemsigtige. L. 6—7 mm. Almindelig overalt, navnlig paa Pil og El, 3. O. ten ellus Fall. (angustus Mey.). Bleggul eller hvidliggul, med gennemsigtige Halvdækvinger. Øjne stærkt udstaaende hos Hannen, Følehorn og Ben blege; 2. Føle- hornsled betydelig længere end 3. og 4. Led tilsammen; 4. Led ikke halvt saa langt som 3. Led. L. ca. 4^h mm. Yderst sjælden; Horsens. Træffes paa forskellige Buske. 4. O. nassåtus Fabr. Ligner en Del O. marginalis, men er mindre (ca. 5 mm) og noget blegere. Halvdæk- vingerne mere glinsende og gennemsigtige. Følehornene en Del kortere end Kroppen; inderste Led meget kortere end Hovedet og paa Undersiden med en mørk Stribe eller stribeagtig Plet. Temmelig sjælden; paa Lind, El, Pil osv. 5. O. viridinérvis Kirschb. Lysgrønlig, spredt be- haaret. Inderste Følehornsled mindst saa langt som Ho- vedet; 2. Led med enkelte lange, udstaaende, lyse Haar, mindst saa langt som de to følgende Led tilsammen. For- laarene som hos O. marginalis med en Række udstaa- ende lyse Haar paa Undersiden. L. 5—6 mm. Meget sjælden; Faaborg; København. Hyppigst paa Elm og Eg, men ogsaa paa Hassel og Pil. 6. O. flavospårsus Sahlb. Grønlig, med isprængte smaa gulagtige Pletter, delvis mørkhaaret og temmelig mat. Membrancellerne og deres Ribber klart grønlige. Skinneben med lyse Smaatorne. Følehorn omtrent saa lange som Kroppen; 2. Led lidt længere end 3. og 4. Led tilsammen og længere end Forryggens Bagrand; 3. Led næsten saa langt som 2. Led og mere end dobbelt saa langt som 4. Led. L. ca. 4 mm. Temmelig almindelig, men næsten udelukkende paa Chenopodium (Gaasefod) og Atriplex (Melde). 7. O. concolor Kirschb. Aflang, grønlig, ikke lys- plettet; Hoved ofte noget brunligt. Membran røgfarvet, 256 med blege, delvis grønne Ribber. Cuneus ofte gulagtig hos Hannen. Følehornene meget kortere end Kroppen, brunlige; 3. Led omtrent saa langt som 2. Led, og 4. Led kun ^/s saa langt som 3. Led. Ligner iøvrigt en Del fore- gaaende Art. L. 3^/2—4^/2 mm. Sjælden; Dronninglund i Vendsyssel, Randersegnen. Oftest paa Gyvel, men lejlighedsvis paa andre Planter, selv Eg. 8. O. ericetorum Fall. (Pig. 156). I mange Retnin- ger ret stærkt afvigende fra de foregaaende Arter. Snabel saaledes meget lang og Baglaar stærkt fortykkede. I levende Live klart gulgrønlig, med Halvdæk- vingernes Sider, særlig ved Ro- den, samt Cuneus blegt gulfar- vede. Membran røgfarvet, med gulagtige Ribber; efter Døden afbleges Oversiden ofte næsten helt. Pølehorn næsten saa lange som Kroppen; 2. Led omtrent saa langt som 3. og 4. Led til- sammen; 3. Led betydelig kor- tere end 2. Led; 4. Led mere end halvt saa langt som 3. Led. L. ca. 3^2 mm. Hyppig i Hedeegne paa Lyng, Erica (Klokkelyng) og Gyvel. [Loxops coccinea Mey., der højst sandsynlig fore- kommer hos os, da den er funden i Madskov ved Sønder- borg, bør have sin systematiske Plads her. Hovedet over de næsten umærkelig udstaaende Øjne knap bredere end Forbryststykket fortil. Pølehorn tynde, med langt stav- dannet 2. Led. Forryggen uden Indsnøringer og Furer og med omtrent rette Siderande. Ben temmelig kraftige. Oversiden okkergul, med symmetrisk beliggende røde Pletter, temmelig langt lyshaaret. Pølehorn og Ben okker- gule; inderste Følehornsled og navnlig Baglaarene mod Spidsen rødfarvede; Skinneben ved Roden temmelig langt lyshaarede og iøvrigt med lergule Torne. L. 4—4^2 mm]. Pig. 156. Orthotylus erice- torum Fall. 257 42. Heterotoma Latr. Meget paafaldende og let kendelig ved det meget brede, fladtrykte, lancetformede 2. Følehornsled, der ligesom det korte, men tykke, inderste Led er tæthaaret; 3. og 4. Led meget fine og tynde. For- ryggen helt jævn, uden Indsnøring og Tværfurer og med næsten rette Sider. Paa vidt forskellige Planter. 1. H. merioptera Scop. (Fig. 157). Lysere eller mørkere broncebrunlig eller omtrent helt sort (med Metal- skær), stærkt glinsende, med fine, nedliggende, hvidlige, og korte, oprette, mørke Haar. Membran mørk, med en hvid- lig Plet paa hver Side under Cuneusspidsen. Følehornenes 1. og 2. Led mørke, 3. og 4. Led fine og tynde, brunlige, med lysere Rod. Ben klart gule eller grønliggule. L. ca. 5 mm. 1 Ekspl. er fundet i det sydvestlige Jylland (formentlig i Esbjergegnen). I Sønderjyl- land og Holsten er Arten ikke saa sjælden og her oftest taget paa Nælder. 43. Heterocordylus Fieb. Sorte, forlængede (^) ^^8- ^^'^' Heterotoma meri- ^ optera Scop. eller mere ovale (?) Tæger, der, særlig hos Hunnen, er beklædte med gulagtige, nedliggende, ofte skælagtige Haar. Øjne stærkt udstaaende, men ikke særlig store. Nakken med Tværliste. 2. Følehornsled sædvanlig stavdannet eller svagt fortykket mod Spidsen hos Hunnen, A. c. Jensen-Haarup : Tæger. 17 258 ofte mere eller mindre stærkt tendannet eller knippelformet fortykket, særlig hos Hannen. Ben temmelig slanke. Baglaar kun lidet fortykkede. Skinnebenenes Yderside ikke eller dog kun utyde- lig og fint tornede. Oftest i magre Egne paa buskagtige Vækster. Oversigt over Arterne. 1. 2. Følehornsled hos begge Køn stærkt knippel- formet fortykket. Forbryststykket med lidt indbuede Sider, næsten saa langt som bredt . 1. tumidicornis. 2. Følehornsled i det højeste knippelformet for- tykket hos det ene Køn. Forbryststykket me- get kortere og med rette Sider, ved Roden omtrent dobbelt saa bredt som langt 2. 2. Skinneben klart rustgullige, kun mørkere ved Rod og Spids 4. ti bi ål i s. Skinneben mørke eller mørkbrunlige 3. 3. 2. Følehornsled kun svagt og jævnt fortykket mod Spidsen (hos begge Køn) 3. leptocérus. 2. Følehornsled temmelig stærkt, men jævnt for- tykket mod Spidsen hos Hannen, hos Hun- nen derimod stærkt knippelformet fortykket, men paa selve Spidsen pludselig afsmalnet . . 2. genistæ. 1. H. tumidicornis H. Sch. (Fig. 158 b, c). Sort, mat, svagt beklædt med tilliggende, skælagtige, lyse Haar. Forryg fint tværridset. Halvdækvinger fint chagrinerede. d* slankere end 9 og med 2. Følehornsled noget slankere knippelformet fortykket; 3. Led i Midten og næsten hele 4. Led gulbrunlige. Laar og Skinneben undertiden delvis brunlige. L. ca. 4^/2 mm. Hist og her, navnlig paa Slaaen og beslægtede Plan- ter; er hyppigst fundet paa Øerne. 2. H. genistæ Scop. (unicolor Hahn). (Fig. 158d, e). Ligner foregaaende, men adskilles let ved det anderledes formede Forbryststykke og ved det hos c? og 9 for- skelligt udviklede 2. Følehornsled. Hunnens Overside temmelig stærkt dækket af skællignende Haar. Forbryst- 259 stykket meget kort, stærkt afsmalnet fortil, hvor det kun er halvt saa bredt som bagtil. Inderste Følehornsled knap saa langt som Forfoden og noget fortykket mod Spidsen hos Hannen. L. 4—5 mm. Sjælden; Skagen, Tebbestrup ved Randers, Bjerringbro, Haarup ved Brædstrup; sikkert meget mere udbredt i Jyl- land. Findes særlig paa sandede Marker med Visse (Ge- nista) og Gyvel, men søger dog adskillige andre Planter. Pig. 158. a Heterocordylus tibialis Hahn. cf. b Om- rids af Krop og Følehorn af H. tumidicornis H. Sch. 9- c Følehorn af H. tumidicornis H. Sch. cf- d Følehorn af H. genistæ Scop. cf. e af samme Arts 9. 3. H. leptocérus Kirschb. Som de foregaaende, men let kendelig paa det hos begge Køn ensartet udviklede, slankt stavdannede 2. Følehornsled, der kun er meget svagt fortykket mod Spidsen og her ikke er tykkere end det temmelig slanke inderste Led, som mindst er saa langt som Forfoden. L. ca. 4^1-2 mm. Temmelig sjælden. Hidtil kun funden i Jylland i Egnene mellem Vejle og Hobro, særlig paa Gyvel. 17* 260 4. H. tibiålis Hahn. (Fig. 158 a). Større. Let at kende paa de klart rødliggule Skinneben, der kun er mør- kere ved Roden og Spidsen. Coriums Rod (under For- ryggens Skulderhjørner) med en lille rustgullig Plet. 2. Følehornsled som hos foregaaende Art slankt stavdannet hos begge Køn. L. 5—5^/2 mm. Enkelte Steder i Jylland sammen med H. leptocerus. 44. Malacocoris Fieb. [Krop liniedannet, meget sart og blød, hvidlig haaret. Forbryststykket trapezformet, bagtil mere end dobbelt saa bredt som fortil, med indbuet Bagrand. Inderste Føle- hornsled med en mørk Stribe; 2. Led mørkt ved Roden og 3 Gange saa langt som inderste Led. Særlig paa Pil, El og Hassel. M. chlorizans Fall. Næsten gennemsigtig grønlig- bleg. Hoved og Forryg sædvanlig uplettede, men Halv- dækvingerne marmorerede af mørkere grønlige Pletter. Membrancellerne i Midten med en grønlig Plet. L. ca. 4 mm. Denne Art er i sin Tid ved en Fejlbestemmelse bleven opført som ikke sjælden forekommende i Danmark. De fejlt bestemte Individer var Orthotylus flavosparsus, og M. chlorizans burde saaledes stryges af vor Fortegnelse, men den medtages alligevel her, da det er i høj Grad sandsynligt, at den virkelig forekommer hos os, idet den findes i Sverrig og angives som ikke sjælden paa Hassel i Sønderjylland og Holsten]. 45. Oncotjlus Fieb. Langstrakt, meget fint haaret, grønlig eller grønliggul. Det ret slanke 2. Følehornsled jævnt og svagt eller knap fortykket mod Spidsen, om- trent af samme Tykkelse som inderste, korte Led. Hoved af vanlig Bredde, med temmelig stærkt ud- staaende Øjne. Ben slanke. Navnlig paa Kurvblomster. Oversigt over Arterne. Graalighvid, grønliggraa eller brunlig, fint hvid- lig korthaaret 1. décolor. Grønliggul, mørkhaaret 2. punctipes. 261 Fig. 159. a Oncotylus decolor Fall. b Conostethus roseus Fall. 1. O. décolor Fall. (Fig. 159 a). c? mere forlænget end 9. Hoved hvidliggult, mod Siderne brunligt. For- ryggen ofte med mør- ke Halsbuler, under- tiden overvejende brunlig. Halvdækvin- ger oftest noget brun- lige, men blege mod Siderne. Cuneus bleg. Membran delvis noget røgfarvet. Ben smud- sig hvidlige. Følehorn mørke mod Spidsen. L. 3 — 4^/2 mm. Almindelig; mest paa fri Mark i tørre Egne og navnlig paa Chrysanthemum. 2. O. punctipes Reut. (tanacéti H. Sch.). Større end foregaaende. Den grønlige Overside tæt mørkt smaabør- stet (Halvdækvingernes Ribber uden saadan Børstebehaa- ring, hvorved de ser lysere ud). Membran noget brunlig skygget. Laar mod Spidsen, navnlig paa Undersiden, mørk prikkede; Skinnebenenes mørke Torne udgaar fra mørke Smaaprikker. Følehorn noget mørkere mod Spidsen. L. ca. 5 mm. Almindelig; særlig paa Regnfang (Tanacetum vulgare). 46. Conostethus Fieb. Krop lille, stærkt langstrakt og næsten parallel- sidet. Hoved over de stærkt kugleformet udstaa- ende Øjne næsten saa bredt som det meget korte Forbryststykke bagtil. Følehorn og Ben af sæd- vanlig Bygning, men Baglaar temmelig lange og tykke. I sandede Egne. 262 1. C. roseus Fall. (aridéllus Flor). (Pig. 159 &). 2. Følehornsled tydelig længere end 3. Led. Forryggen og Scutellum med en hvidlig Midtlinie; Forryggens Sider desuden lysere. Halvdækvinger langs Ryggen rosenrød- lige, mod Siderne blege eller hvidlige. Følehorn og Ben grønlige eller graalig brunlige. løvrigt meget foranderlig i Farve. L. ca. 3^/2 mm. Ikke sjælden paa Sandmarker og i Klitegne, ofte paa Bjergkløver (Trifolium montanum). [C. sal in u s Sahlb., der er et Stranddyr, findes ganske sikkert her i Landet; den forekommer flere Steder i Søn- derjylland paa Plantago maritima, Aster tripolium og andre Saltbundsplanter. Den afviger særlig fra C. roseus ved, at 3. Følehornsled er længere end 2. Led og hos Hunnen let krummet. Af Farve er den grønlig- eller hvidliggraa, men baade Form og Farve er noget forskellige hos c? og 9. Hannens 3. Følehornsled er stærkt krummet og ensi- dig langhaaret. L. 4 — 4V2 mm]. 47. Placochilus Fieb. Krop aflang. Overside kort og temmelig tæt, halvt nedliggende sortbørstet. Følehorn og Ben tæt, fint og kort mørkhaarede; Skinneben des- uden sorttorne- de. Følehorn om- trent som hos Hoplomachus. Paa sandede Mar- ker, navnlig hvor der er Snerre (Ga- lium). 1. Pl.seladoni- cus Fall. (Fig. 160 a). Oversiden blegt Fig. 160. a Placochilus seladonicus Fall. blaagrønlig; Ho- b Megalocoleus pilosus Schrnk. ved, Forryggen for- 263 til og ofte ogsaa Scutellum mere gulagtige. Membran røgfarvet; Celleribber blege. Følehorn smudsig brunlig- gule. Ben grønlig bleggullige; Fødder brunlig mørke. L. 5—6 mm. Ikke sjælden i Sand- og Hedeegne, i Klitter osv. 48. Hoplomdchus Fieb. Krop noget forlænget, men knap parallelsidet. Inderste Følehornsled kort; 2. Led kraftig stavfor- met og temmelig kort; 3. og 4. Led aftagende i Tykkelse, men ikke særlig tynde. Oversiden mat, opret sorthaaret. * Særlig paa Hieracium (Høgeurt). 1. H. Thunbérgi Fall. (Fig. 161). Brunliggul, under- tiden med grønligt Skær; en Midtlinie langs Forryg og Scutellum, Halvdækvingernes Yderside, deres Ribber samt Membranribberne blege. Hoved delvis glinsende, lys- og mørkplettet. Forryggens Halsbuler brun- sorte. Forranden klart gul. Følehorn smudsigfarvede, noget mørkere mod Spidsen. Ben smudsiggule; Laar sort- prikkede mod Spidsen; Skinnebenenes yderste Spids og Fødderne sorte. L. 4—4^/2 mm. Ikke sjælden; paa tørre Bakker baa- de i og udenfor Skove. Fig. 161. Hoploma- chus Thunbérgi Fall. 49. Megalocoleus Reut. (Macrocoleus & Tinicéphalus Fieb.). Krop langstrakt. Hoved mere eller mindre forlænget, noget ned- bøjet og undertiden mørkplettet. Skinneben kraf- tig sorttornede. Oversiden pletvis haaret som hos Macrotylus, hvilken Slægt den iøvrigt meget ligner. 264 Oversigt over Arterne. Ensfarvet orangerødlig eller grønliggul. Over- siden kort, stivt sorthaaret 1 . p i 1 6 s u s. Graagrønlig. Halvdækvinger med et bredt, uregel- mæssigt, mørkt Tværbaand. Oversiden blødt lyshaaret 2. m o 1 1 i c u 1 u s. 1. M. pi 16 sus Schrnk. (tanacéti Fall.). (Fig. 160 b). Oversiden kort mørkhaaret. Membran ofte med svage, mørke Skygger. Følehorn og Ben af samme lyse Farve som Kroppen eller endnu blegere. L. 4—4^/2 mm. Sjælden. Hidtil kun fundet hist og her i Nordsjælland; paa Tanacetum vulgare (Rejnfang). 2. M. molliculus Fall. Lidt større end foregaaende (ca. 5 mm), afvigende ved at 6versidens Behaaring dels er brunlig, dels hvidlig, men særlig ved et mørkt og bredt, uregelmæssigt Tværbaand over Halvdækvingerne. Ben mere grønliggraa og Skinnebenene med finere børstelig- nende Torne; Føddernes Spids som hos foregaaende Art mørk. Ikke sjælden paa tørre Marker paa Tanacetum, Achil- lea og adskillige andre Planter. 50. Åmhlytijlus Fieb. Krop forlænget. Forbryststykkets Sider mere eller mindre skarprandede. Følehorn slanke, og inderste Led temmelig forlænget. Snabel under- tiden meget lang. Øjne smaa; Afstanden mellem dem mere end den dobbelte Øjebredde. Hoved lige fremstrakt. Bagskinneben meget lange. Oversigt over Arterne. Stærkt forlænget. Oversiden hvidlig. Forryggen med 2 mørkere Længdestriber 1. ålbidus. Mindre stærkt forlænget. Oversiden smudsiggul eller lergul, med blegere Længdestrøg. 2. nasutus. 1. A. ålbidus Hahn. (Fig. 162 a). Hvidlig; hvert Halvvingedække med rødligbrunligt Længdestrøg, og For- 265 ryggen ud mod hver Side med en brunlig Længdestribe, der naar helt til Bagranden ved Scutellumhjørnet. Mem- bran svagt plettet. Fø- lehorn noget mørkere mod Spidsen. Ben svagt gullige; Fødder- nes Spids mørk. L. 5—6 mm. Meget sjælden; Faaborg; Tebbestrup ved Randers. 2. A. nasutus Kirschb. Langs Ho- ved, Forryg og Scu- tellum en hvidlig Midt- linie. Halvdækvinger mørke, Siderne (helt over Cuneus) bredt blege ; Clavus lys langs Rygsømmen. Mem- bran mørk, noget plet- tet ; Celleribberne lyse. Følehorn og Ben bleggule. L. ca. 5 mm. Meget sjælden; Langesø paa Fyn; Lolland. 51. Macrot^ltts Fieb. Krop forlænget, lille. Hoved fortil næsten næb- formet forlænget. Forbryststykket stærkt afsmal- net fortil. Følehorn og Ben temmelig slanke. Skinneben fint haarede, men, med Undtagelse af Bagskinnebenene, ikke tornede. Særlig paa Krageklo (Ononis). 1. M. Paykuli Fall. (Fig. 162 &). Grønlig; tæt men ujævnt sort børstehaaret, hvorved Halvdækvingerne faar Udseende af at være svagt mørk- og lysmarmorerede. Membran mørk; Celleribber hvidlige; en lille Plet under Pig. 162. a Amblytylus albidus Hahn. b Macrotylus Paykuli Fall. 266 Cuneus og en lignende mod Membranspidsen ligeledes hvidlige; mellem de to lyse Pletter en firkantet mørk Plet, der omtrent er helt sort ud mod Membranens Yder- side. Følehorn og Ben smudsigblege, tæt finhaarede; Bag- skinneben desuden med enkelte, tornlignende Børstehaar. L. ca. 3 mm. Almindelig. 52. Harpocera Curt. Langstrakt, med temmelig parallelsidet Krop. Forbryststykkets Sider svagt indbuede, Forryggens Bagrand i Midten næsten vinkelformet indskaaret. 2. Følehornsled kortere end 3. Led (særlig hos J*). Ben og navnlig Følehorn hos c? afvigende byggede og for- skellige fra Hunnens. Laar kraftige, næsten af ens Tyk- kelse; Skinneben, særlig de bageste, kraftig tornede. Paa eller i Nærheden af Eg. 1. H. thoråcica Fall. (Fig. 163 a, h). Hoved, Forryg og Scu- tellum sorte, med gul Tegning; Halvdækvinger mørkbrunlige, med lysere Strøg, cf: Hoved, Forryg bagtil og Scutellum bag- til med gul Midtlinie; Følehorn og Ben gullige, Baglaar udadtil og Skinnebenenes yderste Spids mørke; Halvdækvinger haarede; inderste Følehornsled forlænget, omtrent saa langt som 2. Led, der er krummet og paa Under- siden ved Spidsen forsynet med en tandformet, stærk Udvidelse Fig. 163. Harpocera thorå- cica Fall. a Q. b Forkrop (med Følehorn og Forben) af d' 267 (begge Led tykke); 3. Led meget forlænget, krummet; For- og Bagskinneben krummede. 9: Bredere, med mere ud- bredt lys Tegning (Forryggen saaledes ofte med et gul- agtigt Baand tværs over Midten); inderste Følehornsled kort, noget tykkere end og kun halvt saa langt som det slanke, børstebesatte, rette og mod Spidsen noget fortyk- kede 2. Led. Skinneben lige. L. 5 — 6 mm. Ikke sjælden, særlig i Forsommertiden. 53. Byrsoptera Spin. De to Køn forskellige, c? langstrakt, fuldtvin- get, med bagtil stærkt udvidet Forbryststykke. $ jordloppelignende, med hvælvede, membranløse Halvdækvinger og med bagtil svagt udvidet For- bryststykke; Hoved fortil spidst forlænget. Ben hos begge Køn slanke, med kun svagt fortykkede Baglaar. I fugtige Skovegne, paa forskellige Planter. 1. B. ru fifrons Fall. (Fig. 164). Ben klart gule. c? og Q forskellige i Form og Farve, cf^ Mørkbrunlig, glin- sende, gulhaaret; Cuneus gul; inderste Følehornsled blegt, med mørkere Rod ; 2. Led mørkt; 3. og 4. Led lysere, men med brunlig Spids. 9: Hoved rødligt; Halvdækvinger hvælvede og bugede, uden Cuneus og Membran; Følehorn blege, men inderste Led og Spidsen af 2. Led mørke. L. d* ca. 4 mm; 9 2^/2—3 mm. Temmelig almindelig paa solbe- skinnede Enge i og ved Skove. 54. Ph^lus Hahn. Krop stærkt forlænget, næsten parallelsidet, temmelig glinsende. Fig. 164. Byrsoptera rufifrons Fall. 9- 268 Hoved trekantet tilspidset. Følehorn og Ben slanke, blegfarvede. 2. Følehornsled meget forlænget, tyndt stavdannet; Skinnebenenes fine Torne lyse. Halv- dækvinger fint haarede. Hyppigst paa Hassel. Oversigt over Arterne. 1. Hoved sort. Resten af Kroppen bleg eller rød- liggul 1. melanocéphalus. Hoved farvet som den øvrige (hyppigst mørke) Krop 2. 2. Cuneus som hele Tægens Overside sort eller sortbrunlig 2. c 6 r y 1 i. Cuneus rødlig. Oversiden lysere eller mørkere brunlig 3. a v e 1 1 å n æ. 1. Ph. melanocéphalus Linn. Let kendelig paa Far- ven. Halvdækvinger meget lange. Membran temmelig kort, bleg, men med en røgfarvet, bueformet Plet langs Ydersiden fra Cuneusspidsen til henimod Membranspidsen. Følehorn og Ben blege, men Roden af inderste Følehornsled sort. L. 5 — 5^/2 mm. Ikke sjælden paa Træer og Bu- ske, særlig Hassel og Eg. 2. Ph. coryli Linn. (Fig. 165). Med Undtagelse af Følehorn og Ben helt sort eller sortbrunlig; af Form som foregaaende. Inderste Føle- hornsleds Rod mørk. Membranen mørk, med en hvidlig Plet under Cuneus. L. 5 mm. // Almindelig; næsten udelukkende // paa Hassel. 3. Ph. avellånæ Mey. Som foregaaende, men rødligbrun eller Fig. 165. Phylus coryli ^ndnu blegere. Cuneus altid rødlig, Linn. hvad enten Halvdækvingerne er ly- 269 sere eller mørkere. 3. og 4. Følehornsled lidt mere for- længede. L. 5 mm. Almindelig sammen med den foregaaende, hvoraf mange anser den for at være en Varietet. Synes at være talrigst i de sydligere Egne af Landet. 55. Psdllus Fieb. (Apocrémnus Fieb.; delvis). Gennemgaaende smaa, lysfarvede Tæger med mere eller mindre fortykkede Baglaar (Springben). Inderste Følehornsled kort; 2. Led langt, stavdan- net eller svagt fortykket mod Spidsen, ofte af for- skellig Farve hos de to Køn. Skinneben kraftig tor- nede; Tornene ofte udgaaende fra sorte Prikker paa den blege Grundfarve. Halvdækvinger med nedliggende, mere eller mindre skællignende Haar. Paa Buske og Træer, hyppigst i Skove. Er en van- skelig Slægt, hvis Arter i mange Tilfælde ikke er lette at adskille, navnlig fordi man som Artsmærker ofte maa nøjes med Farvebetegnelser, der som bekendt er temmelig upaa- lidelige hos Capsiderne. I Oversigten over Arterne er medtaget nogle enkelte, som mulig forekommer i Dan- mark, men hidtil ikke er paaviste her. Oversigt over Arterne. 1. 1. og 2. Følehornsled helt eller delvis sorte eller mørkbrunlige 2. Følehorn helt bleggule 3. 2. Følehorn helt sorte hos Hannen; hos Hunnen er 2. Led mørkt ved Roden og Spidsen. 1. betuléti. Følehornenes 3. og 4. Led blege eller dog ly- sere hos Hannen; hos Hunnen er 2. Led blegt, men dog mørkt eller sort mod Spidsen. 2. am b i gu u s. 2. Følehornsled (hos begge Køn) ved Roden sort og inderste (1.) Led i de fleste Tilfælde med en mørk Ring om Midten. Forskinneben eller alle Skinneben med mørk Rod 8. vitellinus. 3. Laar sorte eller brunlige, med bleg Spids. Cu- neus overvejende eller dog mod Ydersiden brunlig mørk 3. variåbilis. 270 Laar blege, oftest fint mørkprikkede. Cuneus bleg eller dog kun delvis sart rødligfarvet ... 4. 4. Cuneus helt hvidliggul, sjælden rødlig mod Spidsen 7. roseus. Cuneus helt rødlig eller (i sjældne Tilfælde) rødlig og med Roden eller baade Rod og Spids hvidliggule 5. 5. Oversiden langt og noget plettet hvidlig haaret, fra ensfarvet bleg til rødligplettet (navnlig For- ryggen) eller endog næsten ensartet mørk. Hannens Øjne store, grovt facetterede. 2. Føle- hornsled saa langt som Forryggen er bred bagtil, hos Hannen jævnt fortykket mod Spidsen, hos Hunnen kortere. L. 4— 4^/2 mm. Ps. Scholzi Fieb. Oversiden gulhaaret 6. 6. Oversiden blodrødlig eller dog rødliggul (Hoved, Forryggens Bagrand og Halvdækvingerne dog i Regelen blegere) 7. Oversiden hvidliggul, sjælden med strøgagtig mere rødliggul Tone 8. 7. Mørkere. 2. Følehornsled omtrent saa langt som Forryggen er bred bagtil ; 3. og 4. Led til- sammen næsten saa langt som 2. Led Ps. lépidus Fieb. Lysere. 3. og 4. Følehornsled tilsammen tyde- lig kortere end 2. Led.. Ps. alnicola Dgl. & Se. 8. Baglaar stærkt fortykkede, omtrent 2^/2 Gang længere end tykke (paa det tykkeste Parti), deres Forrand stærkt buet. Krop temmelig bred 6. albicinctus. Baglaar mindre stærkt fortykkede, omtrent 3^/2 Gang længere end tykke 9. 9. Større (3—4 mm). Membran temmelig udbredt lysplettet. Yderste Følehornsled omtrent halvt saa langt som 3. Led 4. vårians. Mindre (ca. 3 mm). Membran omtrent ensfarvet mørk. Yderste Følehornsled ikke halvt saa langt som 3. Led 5. d i m i n u t u s. 1. Ps. betuléti FaH. (Fig. 166). cf og 9 noget for- skellige, særlig i Farve, d: Meget mørk, med gyldne, tilliggende, skælagtige Haar; Roden af Cuneus bredt hvid- liggul. Membran mørk, med en hvidlig Plet under Cuneus- spidsen; Laar mørke, med lys Spids; Skinneben blege, svagt mørkere mod Spidsen, sorttornede (Tornene udgaar fra smaa, sorte Pletter). 9: Rødlig okkerfarvet, med 271 Fig. 166. Psallus betuleti Fall. Hun. mørke Strøg; Hovedet, Forryggen bagtil samt Halsbulerne, en nærmest trekantet Plet paa hvert Halvvingedække og Følehornene (med Undtagelse af Midten af 2. Led) mere eller mindre mørke. L. ca. 5 mm. Hist og her i Jylland og Nordsjælland. Som Regel paa Birk, men nu og da ogsaa paa andre Træer eller paa Buske. 2. Ps.ambiguus Fall. No- get mindre end foregaaende, som den iøvrigt ligner en Del. cf: 3. og 4. Følehornsled blege; Bagskinneben oftestmør- kere og noget kortere. 9: Mørkere af Farve, kortere; 2. Følehornsled blegt, med mørk Spids; 3. og 4. Led blege som hos cf. L. 4—4^2 mm. Ret almindelig overalt; paa Birk, Æbletræer osv. 3. Ps. variåbilis Fall. Meget mindre (3—3^2 mm) og overordentlig ubestandig i Farve (fra stærkt mørkplettet til næsten helt lys). c5': Sort, med gyldne, skællignende Haar, der hos ældre Ekpl. ofte er afgnedne; Cuneus smalt blegfarvet ved Roden. Q: Hoved og Forryg sorte; Halv- dækvinger nærmest okkergule, ofte med rødlige Side- rande og med en større, trekantet, mørk Plet; Cuneus bredt blegfarvet ved Roden. Membran røgfarvet, med en lys Plet under Cuneus. Følehorn blege. Laar sorte, med bleg Spids. Almindelig over hele Landet, hvor der er Eg. 4. P s. vår i an s H. Sch. Sædvanligvis rødlig farvet, men iøvrigt meget foranderlig baade i Farve og Størrelse (L. 3—4 mm), undertiden næsten helt bleggul, ofte brun- lig; Halvdækvingernes Rod ikke sjælden lysere; Cuneus rødlig, med bleg Spids og Rod; Corium ofte ogsaa bleg nær ved Cuneus. Membran røgfarvet, noget blegplettet. Laar mørkplettede mod Spidsen. 272 Ikke almindelig; bl. a. i Horsensegnen og omkring København. Navnlig paa Eg og Bøg. 5. Ps. diminutus Kirschb. Coriums Yderside mod Spidsen hvidlig. Cuneus dels hvidlig, dels orangerødlig (i Midten). Membran ensartet sodfarvet. Laarenes yderste Halvdel temmelig stærkt mørkplettet. Klør korte. L. ca. 3 mm. Hidtil kun funden i Omegnen af København. Paa Eg. 6. Ps. albicinctus Kirschb. Cuneus orangerødlig, delvis smalt hvidlig randet. Hoved og Forryg med nogle mørke Smaapletter. Scutellum med lys Midtlinie. Halv- dækvinger noget rødligplettede. Membran mørk, men Rib- berne og enkelte Pletter lysere. Følehornenes inderste Led med rødliggul Ring. Laarenes Inderside tæt mørk- prikkede. Vor mindste Art. L. ca. 2^/2 mm. Meget sjælden; Københavns Omegn. Paa Eg og Bøg. 7. Ps. roseus Fabr. (ålni Fabr., sanguineus Fabr.). Temmelig kort. Følehorn ret korte. Baglaar blegfarvede. Membran ofte delvis svagt røgfarvet. Meget foranderlig i Farve. Den typiske Form (tildels Varieteten sanguineus Fabr.) har tydelig rosenrødlig Farve (undertiden endog mod Cuneusspidsen), med blegere Pletter paa Hoved og Forryg, og rødlige, mod Spidsen mørkere plettede Laar. Varieteten qu er c ét i Fall. er blegere, men har spredte, rødlige Pletter. Varieteten dilutus Dgl. & Se. er meget bleg og mangler sædvanlig ganske de rødlige Pletter. L. 3 — 3^/2 mm. Almindelig over hele Landet; navnlig paa Pil, Birk, Eg, El, Ahorn og Hassel. Varieteterne forekommer sammen. 8. Ps. vitellinus Scholz. Bedst kendelig ved den delvise mørke Farve paa 1. og 2. Følehornsled samtidig med, at Skinnebenene er mørke ved Roden. Helt lergul, fint lyshaaret; CUneus lidt mørkere gul. Membran røg- farvet, med hvidlig Plet under Cuneusspidsen; derunder igen en brunlig Vinkelplet. L; 3—3^2 mm. Yderst sjælden; Langesø paa Fyn. 273 56. Åtractotomus Fieb. Ligner i mange Henseender Slægten Orthoce- phalus, men Kroppen er ens forlænget hos begge Køn og saa at sige tredobbelt haaret (kort mørk- børstet, lys tilliggende haaret og desuden med smaa, tildels fjeragtig delte, skællignende Haar. Følehorn i det højeste korthaarede eller kortbør- stede. 2. Følehornsled oftest tykt og tendannet hos Hunnen, undertiden ogsaa hos Hannen. Inder- ste Led kort. I Oversigten er medtaget nogle Arter, som der er en vis Mulighed for kan blive fundne her i Landet. Oversigt over Arterne. 1. 3. og 4. Følehornsled blege 2. Følehorn helt sorte eller kun med den yderste Spids bleg. Skinneben blege, men Indersiden med en bred, mørk Streg og Ydersiden med temmelig store, mørke Prikker A. tigripes Muls. & Rey. 2. Hannen 3. Hunnen 6. 3. 2. Følehornsled stærkt tendannet, tæthaaret, ad- skilligt tykkere end inderste, korte Led. Skinne- ben blege, med mørk Spids og ofte brunlig Rod A. m å 1 i M e y. 2. Følehornsled ikke eller kun svagt tendannet. 4. 4. Membranens Celleribber tildels mørke A. pårvulus Reut. Membranens Celleribber helt blege 5. 5. 2. Følehornsled lidt mere end dobbelt saa langt som 3. Led A. oculåtus Kirsch b. 2. Følehornsled betydelig mere end dobbelt saa langt som 3. Led, næsten saa langt som For- ryggen bred bagtil 1. magnicornis. 6. Membranens Celleribber mørke. 2. Følehornsled langt, tyndt ved Roden, iøvrigt temmelig kraf- tig tendannet A. pårvulus Reut. Membranens Celleribber helt eller dog for Stør- stedelen blege. 2. Følehornsled tendannet, men ikke særlig tyndt ved Roden 7. A. C. Jensen-Haarup : Tæger. 18 274 7. 2. Følehornsled meget tykt, kun 3 Gange læn- gere end tykt 2. forti cornis. 2. Følehornsled tyndere, mindst 4 Gange læn- gere end tykt 8. 8. Membranens Celleribber delvis mørke. A. mål i Mey. Membranens Celleribber helt blege 9. 9. 2. Følehornsled næsten dobbelt saa langt som 3. Led A. oculåtus Kirsch b. 2. Følehornsled mere end dobbelt saa langt som 3. Led 1. magnicornis. \. A. magnicornis Fall. (Fig. 167). Brunlig sort eller rødligbrun. Membran røg- eller sodfarvet; Cellerib- berne og enkelte Pletter blege. Laar mørke. Skinneben lyse, med mørk Spids og oftest ogsaa mørke mod Ro- den, eller undertiden mørke helt til Midten. Det korte inderste Følehorns- led og det hos 9 jævnt tendannet-for- tykkede (hos d' betydelig slankere) 2. Led sorte, meget fint og tæt korthaa- rede; 3. og 4. Led meget tynde og blege (særlig 3. Led mod Roden). Over- siden ret tæt gulagtig belagt med skæl- lignende Haar. L. ca. 2^/2 mm. Temmelig udbredt; paa Naaletræer. 2. A. forti cornis Muls. & Rey. Let kendelig ved det robuste 2. Føle- hornsled, der hos Hunnen er usæd- vanlig stærkt tendannet fortykket og knap nok er 3 Gange saa langt som tykt paa det tykkeste Sted. En sjælden, sydlig Art, der er funden i Københavns Omegn (indført?), men næppe hører hjemme her. Fig. 167. Atractoto- mus magnicornis Fall. 9. 57. Criocoris Fieb. Krop lille, langagtig; Hoved noget forlænget, nedbøjet tilspidset. Inderste Følehornsled kort; 2. Led mindst 4 Gange længere, hos Hannen kraftig (d. V. s. temmelig tykt) stavdannet eller valseformet 275 og svagt krummet, hos Hunnen traaddannet tyndt. Forbryststykket med omtrent rette Sider, bagtil mere end dobbelt saa bredt som fortil. Baglaar ret kraftige. 1. Cr. crassicornis Hahn. (Fig. 168). Oversiden og Laarene (med Undtagelse af yderste Spids) brunlig sorte; Coriums ydre Baghjørner og en Tværstreg ved Roden af Cuneus samt Laarenes Spids og Skinnebenene (med Und- tagelse afderes yderste brun- ligmørke Spids) hvidliggule. Membran næsten helt røg- farvet mørk. (S: Lang- strakt, næsten parallelsidet; Følehorn sorte eller sort- brunlige; 2. Led omtrent saa langt som Coriums Yderrand, Rodhalvdelen ofte, ligesom selve Roden af 3. Led noget lysere eller endog brunlig- gul. 9: Mere oval; Føle- horn gulagtige, men mørkere mod Spidsen; inderste Led dog mørkere ved Roden og Spidsen af 3. Led ligeledes mørkere. L. ca. 3^/2 mm. Meget sjælden; Boserup Krat; Faaborg. Oftest paa Snerre (Galium). 58. Plagiogndthus Fieb. Krop langagtig-oval, hos Hannen dog mere slank. Inderste Følehornsled noget fortykket mod Spid- sen, temmelig kort; 2. Led stavdannet, omtrent 3 Gange længere; de følgende Led meget tyndere. 2.-4. Snabelled ens tykke og næsten lige lange. Forryggen svagt hvælvet og fortil næsten uden 18* Fig. 168. Criocoris crassicornis Hahn. d". 276 Indtryk, bagtil mindst dobbelt saa bred som fortil. Laar ret kraftige; Skinneben sorttomede; Tomene næsten altid udgaaende fra sorte Prikker. Farven meget foranderlig. Oversigt over Arterne. 1. Oversidens Behaaring tæt, sølvhvidlig. 1. albipénnis. Oversidens Behaaring mørk 2. 2. 1. og 2. Følehornsled sædvanlig overvejende blege. Oversiden grønlig (efter Døden gulag- tig) 2. chrysånthemi. 1. og 2. Følehornsled helt eller delvis sorte. Over- siden mørk, uden grønlig Farve.. 3. arbustorum. 1. PI. albipénnis Fall. Hannen mere forlænget end Hunnen. Lysere eller mørkere grønlig, tæt sølvhaaret; Forkroppen, Clavusspidsen, Cuneusspidsen og en Plet tæt ved Coriumspidsen ofte mørke. Membran med en lys Plet ved Coriumspidsen. Laar brunlige; Skinneben hvid- lige, kraftig mørktornede. 1. og 2. Følehornsled sorte; Spidsen af 2. Led samt 3. og 4. Led ofte gulagtige. L. 3 — 3^/2 mm. Ikke sjælden, men næsten udelukkende paa Strand- malurt (Artemisia maritima) ved Kysterne. 2. PI. chrysånthemi WolfP. (viridulus Fall). Bleg gulgrønlig; Membran ofte med en brunligmørk Plet neden- for Cuneusspidsen. Laar mørkprikkede og Skinneben sort- tornede. Følehorn blege; inderste Led mørkt ved Roden og med en mørk Ring lidt foran Spidsen; 2. Led ved selve Roden sort. L. 3^/2 — 4 mm. Almindelig overalt i tørre Egne. 3. PI. arbustorum Fabr. (Fig. 169). Sort eller brun- lig, sjældnere graalig; Membran mørk, med en hvidlig Plet under Cuneusspidsen. Ben blege; Laar mørkplettede ; Skinneben kort sorttomede; Tornene udgaaende fra tem- melig store sorte Prikker. Følehornenes 1. og 2. Led samt yderste Led sorte, Resten af Følehornene gulagtig; sjæld- nere er 1. og 2. Led delvis noget lyse. L. 3^/2 — 4 mm. 277 Almindelig, særlig i Skovegne, mest paa Nælder, men ogsaa Spi- ræa m. fl. Planter. 59. Chlamyddtus Curt. (Agalliåstes Fieb.). Gennemgaaende meget smaa Tæger af oval, eller hos Han- nen mere forlænget Kropform. Ofte kortvinget. Inderste Føle- hornsled kort; 2. Led jævnt, men svagt fortykket mod Spid- sen, iøvrigt nærmest stavdan- ^ net; 3. og 4. Led tynde, men Fig. 169. Piagiognathus 4. Led svagt tenformet. Bag- ^•'bustorum Fabr. laar stærkt fortykkede (Bagbenene er Springben). Oversigt over Arterne. 1. Skinneben uden sorte Prikker. Følehorn (navn- lig 1. og 2. Led) sorte 1. såltitans. Skinneben mørkprikkede 2. 2. L. 1 ^/2-2 mm. Ben overvejende bleggule ; Skinnebe- nenes mørke Prikker ikke særlig store. 2. p u 1 i c å r i u s. L. 1 — P/2 mm. Laar, med Undtagelse af selve Spidsen, sorte. Skinnebenenes sorte Prikker store og naar over hele Ydersiden 3. pul lus. 1. Chl. såltitans Fall. Halvdækvinger (ofte afkor- tede) smudsighvidlige eller brunlige, med udflydende mørkt Tværbaand eller mørke Skygger. Nakken lysfarvet. 1. og 2. Følehornsled helt sorte. Laar sædvanlig mørke (Spid- sen undtaget); Skinneben mørktornede, men uden mørke Prikker ved Tornenes Rod, oftest noget mørkere mod Roden. L. ca. 2 mm. Almindelig paa tør Bund, særlig i Hede- og Sandegne. 2. Chl. pulicårius Fall. (Fig. 170a). Halvdækvinger ligesom hele Oversiden sorte eller sortbrunlige. Spidsen af inderste Følehornsled og yderste Halvdel af 2. Led sæd- 278 vanlig bleggullige. Ben lyse, men Laarene mørke indadtil og navnlig de bageste Skinneben kraftig mørktornede og sortplettede ved Tornenes Rod. L. Vh — 2 mm. Sammen med foregaaende, men noget mindre almindelig* 3. C hl. pullus Reut. Ligner foregaaende, men er betydelig mindre, sædvanlig kun godt 1 mm. lang. Be- nene mørkere, idet kun Laarenes Spids er gullig og Fig, 170. a Chlamydatus pulicarius Fall. 9- b Neo- coris Bohemani Fall. Skinnebenenes mørke Prikker breder sig pletagtig ud over hele Ydersiden. Kun funden i Jylland. 60. Neocoris Dgl. & Se. Meget lig de foregaaende Slægter, men (ved god Forstørrelse) let at adskille ved de meget korte og stærkt krummede Klør; Bagfodens Klør dog noget mere forlængede og mindre stærkt krummede; Skinnebenene, særlig de bageste, sort- prikkede som hos de nærstaaende Slægter. Hoved mørkt, med en lys Plet ved hvert Øje. 279 Oversigt over Arterne. Cuneus helt sort. Halvdækvinger helt brunlige. 1. nigritulus. Cuneus mørk mod Spidsen, men bleg mod Ro- den. Halvdækvinger brunligmørke mod Spid- sen, smudsigblege paa Rodhalvdelen (Grænsen mellem lyst og mørkt helt udvisket). 2. Bohemåni. 1. N. nigritulus Zett. Temmelig ensartet mørkbrun- lig eller omtrent sort, men Hovedet ind mod hvert Øje med en bleg Streg og Scutellum undertiden med en gul- agtig Plet ved hver Side; den røgfarvede Membran med en bleg Plet under Cuneusspidsen. Laar mørke, med ly- sere Spids; Skinneben blege, sorttornede og med sorte Prikker, L. 3—3^/2 mm. Hidtil yderst sjælden; funden paa Pil (uden nærmere Lokalitetsangivelse) sammen med den følgende Art. 2. N. Bohemåni Fall. (Pig. 170 fe). Ligner meget fore- gaaende, men er noget større (L. 3^/2—4 mm) og navnlig kendelig ved den udbredte blege Farve paa Rodhalvdelen af Halvdækvingerne og ved, at den iøvrigt noget sodbrune Cuneus er mere eller mindre bredt blegfarvet ved Roden. 1. og 2. Følehornsled mørke; 3. og 4. Led og undertiden Spidsen af 2. Led smudsigblege. Navnlig i Klitter og paa Heder, oftest paa Pil (særlig Salix repens); i det hele ret almindelig i tørre Egne. Rettelser og Tilføjelser. Side 8. Hos mange Tæger, navnlig blandt Lygæiderne, Tingididerne, Aradiderne og Berytiderne, er Aandehullerne helt eller delvis anbragte paa Bagkroppens Rygled. Side 11. Hos Larver og tildels hos Nymfer, særlig in- denfor Pentatomidernes Afdeling, har Følehornene og Be- nene samtidig med, at de er tykkere, ofte et Led (for Be- nenes Vedkommende et Fodled) mindre end hos Imagines (se Fig. 30 b). Side 13. Lin. 22 f. o. „af vigende"; læs „afvigende". Side 21. Nyere Undersøgelser har vist, at Corixa'erne og beslægtede Former i alt Fald delvis ernærer sig af 280 Smaa-Alger, og at Forbenenes ejendommelige Bygning staar i Forbindelse hermed. Side 34. Lin. 8 f. o. Efter „overens" indskydes „med". Side 35. Linie 6—8 f. o. „Æggene fæstes ved to haar- formede Forlængelser til Vandplanter" rettes til „Æggene indfæstes halvt i blødere, flydende Plantedele (f. Eks. af Scirpus lacustris) saaledes, at de to Poltraade (de haar- formede Forlængelser) rager frit frem. Side 37— 38. Hos Hannen afAphelocheirusMon- tandoni er 6. og 7. Bugskinne noget usymmetrisk udvik- lede og tilsyneladende vanskabte paa lignende Maade som hos Hannerne blandt Corixiderne. Artens Biologi er nylig udredet af Hj. Ussing i „Mitteilungen a. d. biologischen Siisswasserlaboratorium Frederiksdal bei Lyngby (Dane- mark). Nr. VIII. (Internat. Revue d. ges. Hydrobiologie u. Hydrographie, B. III. 1910). Side 40. Ved en Fejltegning Fig. 15 a III er Eb (Em- bolium) fremstillet for kort; Eb bør naa helt ned til Cu (Cuneus). Side 46. Til Fig. 18 føjes: c Forben hos Hannen. Side51 f.n. Mesovelia furcata Muls.&Rey (Fig. 171). Efter at Trykningen af Bogen var paabegyndt, fandtes et fuldt- vinget Ekspl. af denne Tæge i nogle Indsamlinger fra Lyngby Sø 30. Juli 1907 (af Esben Pe- tersen). Til den givne Beskri- velse kan føjes: Forbryststyk- kets Skuldre afrundet-udstaa- ende. Ben finhaarede; Mel- lemskinneben paa Indersiden mod Spidsen langhaarede; Bag- skinneben tydelig tornede. Slægten er Type for Fa- milien Mesoveliadæ, der navnlig afviger fra Vandløberne eller Damtægerne ved, at Bag- hofterne er stillede tæt sammen. Side 65. Flere af vore Stink- tæger (Pentatomider), saaledes Fig. 171. Mesovelia furcata £l"i?f_^!'.r.!^/T,f 5"!' J^^^^^^^ Muls. & Rey. Fuldtvinget. Rhacognathus, Jalla og Zicrona, har vist sig at være overvej- ende kødædende, d. v. s. tilbøjelige til at suge dyriske Saf- ter; de udsuger dog kun døde Dyr og holder sig aldeles overvejende til Insekter. løvrigt suger en Mængde ellers plantesugende Tæger lejlighedsvis af alt „spiseligt". Side 74. Under Figuren rettes „Perubalus" til „Peri- balus". 281 Side 74—75. Guerin & Péneau adskiller Palomena prasina og P. viridissima saaledes: 2. og 3. Følehornsled næsten lige lange. Forbryst- stykkets Sider (foran Skulderhjørnerne) svagt indbuede, fint gulagtig randede .... prasina Linn. 2. Følehornsled ^/4 — ^/s længere end 3. Led. For- bryststykkets Sider svagt rundede, ikke gul- agtig randede. Følehorn lidt kraftigere viridissima Pod. Side 102. Lin. 3 f. o. Efter „saa langt" indskydes „som". Side 188 — 189. Anthocoris limbåtus Fieb. er af Oluf Jacobsen fundet i Randers. Denne for Faunaen nye Art adskilles let fra de andre 3 Arter ved, at Forryggen er temmelig bredt gulrandet bagtil. Følehornene er gule, men 2. og 3. Led foroven og yderste Led helt sorte. Halv- dækvinger smudsigblege, med en brunlig, kantet Plet mod Cuneus. Membran glasklar, med en kantet, fortil 2—3 Gange forgrenet Plet mod Spidsen. L. ca. 3 mm. Side 192. Lin. 10 f. o. tilføjes: Hos de Arter, der baade forekommer i fuldtvingede og kortvingede Former, er For- bryststykket bagtil mere udvidet hos de fuldtvingede (af Hensyn til Vingemusklerne) end hos de kortvingede Indi- vider, der ikke kan flyve. Det samme er Tilfældet bl. a. hos Lygæiderne. Eksempler herpaa sees af Fig. 73 og 123. Side 206. Acetropis Gimmerthåli Flor, der med nogenlunde Sikkerhed kunde formodes at høre vor Fauna til, er nu af O. Jacobsen paavist fra Randersegnen. Side 244. Lin. 5 f. o. „knap" rettes til „omtrent". Alle Figurerne (med Undtagelse af Fig. 2) er af For- fatteren tegnede efter Naturen. Efter at en betydelig Del af „Tægerne" var færdigtrykt, har Prof. O. M. Reuter publiceret et helt nyt Tægesy- stem, der sikkert vil vinde Indgang og komme til at danne Grundlaget for den fremtidige systematiske Behandling af Heteroptererne. Da det nye System ikke har kunnet læg- ges til Grund ved Udarbejdelsen af den foreliggende Haandbog, skal der her som Efterskrift meddeles en kort Oversigt over Systemet, navnlig med Henblik paa den danske Fauna. I flere Tilfælde har Reuter helt ændret Familienavnene; saaledes er det hidtil benyttede Navn Capsidæ forandret til Miridæ (efter Slægten Miris); i andre Tilfælde er den latinske Endelse bleven læmpet. Hvor saadanne Ændrin- ger har fundet Sted, eller hvor et helt nyt Navn er be- nyttet, staar det tidligere brugte i Parenthes foran. 282 Oversigt over de hos os forekommende Familier (efter Reuters nye System). 1. Kløerne uden Vedhæng eller Biklør (Pulviller, Arolier). Kun hos Familien Miridæ med Vedhæng, men hos denne Familie er Meso- og Metasternum sammensatte 2. Kløerne altid med Vedhæng. Snabel 4-leddet. Meso- og Metasternum simple 19. 2. Følehorn meget korte. Biøjne mangler (hos vore Familier). Vandinsekter 3. Følehorn lange, altid længere end Hovedet 6. 3. Forhofter indføjede ved Prosternums Forrand. Forbenene Fangben (Rovben). Snabel 3-leddet 4. Forhofter indføjede ved Prosternums Bagrand. Bagbenene Svømmeben. Membranribber mang- ler (Halvdækvinger ofte helt læderagtige, højt hvælvede) 5. 4. Membran netribbet. Snabel med rudimentære Labialpalper. Baghofter rotatoriske (drejelige om deres Længdeakse). Bagbenene Gangben. Bagkropspids med langt Aanderør .. 1.*) Nepidæ. Membran uden Ribber. Snabel uden Antydning af Labialpalper. Baghofter cardinate (ikke drejelige om Længdeaksen, kun bevægelige som om et Hængsel) 2. Naucoridæ. 5. Kroppens Overside hvælvet. Snabel 3- eller 4- leddet 3. Notonectidæ. Kroppens Overside flad. Snabel uleddet eller utydelig 2-leddet 4. C o r i x i d æ. 6. Følehornenes 1. og 2. Led korte, 3. og 4. Led lange, haarede; 3. Led fortykket ved Roden. Hoved fremstrakt (Ceratocombidæ) 10. Dipsocoridæ. 3. Følehornsled ikke fortykket ved Roden; 2. Led oftest længere end 3. Led, sjælden kortere. 7. 7. Meso- og Metasternum sammensatte; sjælden med utydelige Sømme, i hvilket Tilfælde Cly- peus er trekantet (Cimicidæ). Cuneus hos fuldtvingede Ekspl. mere eller mindre tydelig. Baghofter cardinate 8. Meso- og Metasternum simple. Baghofter rota- toriske 12. 8. Clypeus trekantet. Biøjne mangler. Krop altid kortvinget 15. Cimicidæ. Clypeus parallel- eller næsten parallelsidet .... 9. 9. Biøjne mangler hos begge Køn. Fødder 3-led- dede. Snabel 4-leddet 10. *) Numrene angiver Rækkefølgen af Familierne i det nye System. 283 Biøjne tilstede, sjælden manglende hos Q, i hvil- ket Tilfælde Fødderne er 2-leddede 11. 10. Membran med 2 Celler ved Roden, af hvilke den yderste er lille, eller med én enkelt, under- tiden halvoval Celle. Snabelens inderste Led sjælden kortere end Hovedet. (Capsidæ) 11. Miridæ. Membran med én enkelt, næsten firkantet Celle ved Roden. Snabelens inderste Led kort, paa det nærmeste saa tykt som langt. Hoved hori- zontalt, tilspidset, men med afstumpet Spids. (En Del af Anthocoridæ) 12. Termatophylidæ. 11. Fødder 2-leddede. Membran (hos d") med en oval Celle ved Roden og med enkelte frie Ribber. Snabel 4-leddet, sjælden 3-leddet. Q altid kortvinget, med utydelige Biøjne 13. Microphysidæ. Fødder 3-leddede. Membran med 1—4 Længde- ribber, der undertiden er utydelige 14. Anthocoridæ. 12. Kløerne indføjede lidt foran Kloleddets Spids. Baghofter adskilte 13. Kløerne indføjede paa Kloleddets Spids 14. 13. Snabel 4-leddet, inderste Led kort. Bagben langt fjernede fra For- og Mellemben og me- get længere (Slægten Gerris) 6. Gerrididæ. Snabel 3-leddet. Mellemben omtrent i samme Afstand fra For- og Bagben (Slægterne Velia og Microvelia) 14. Veliadæ. 14. Prosternum uden Stribefure 15. Prosternum med Stribefure. Følehorn traad- dannede eller dog tyndere mod Spidsen, knæ- bøjede („brækkede"). Membran med 2—3 store Celler ved Roden 17. Reduviidæ. 15. Biøjne mangler. Snabel 3-leddet 16. Biøjne tilstede, sjælden manglende, i hvilket Tilfælde Snabelen er 4-leddet 17. 16. Fødder 3-leddede. Krop liniedannet. Hoved fremstrakt, udvidet mod Spidsen (Slægten Hydrometra) 8. Hydrometridæ. Fødder 2-leddede. Krop bred og flad. 18. Aradidæ. 17. Snabel 3-leddet 18. Snabel 4-leddet, inderste Led kort. Yderste Følehornsled meget tynde, haar- eller traad- fine. Membran med 2—3 Celler, hvorfra der udstraaler et Antal Længderibber.... 16. Nabidæ. 18. Inderste Følehornsled kortere end 2. Led. Ho- ved nedbøjet. Øjne store, udstaaende (Saldidæ) 5. Acanthiadæ. Inderste Følehornsled længere end 2. Led. Halv- 284 dækvinger hindeagtige, med ophøjede Ribber. Membran uden Ribber. Baghofter tætstillede. (Hos os Mesovelia furcata) 9. Mesoveliadæ. 19. Hoved mere eller mindre skjoldformet eller fladt fremdraget, foran Øjnene med skarpe Sidekanter. I det mindste er Roden af inder- ste Følehornsled ikke synlig fra Oversiden. (Familierne Scutelleridæ, Cydnidæ og Penta- tomidæ) 26. Overfam. Pentatomoideæ. Hoved ikke skjoldformet eller fladt fremdraget, dets Siderande foran Øjnene afrundede eller butkantede. Følehornene i hele deres Længde synlige fra Oversiden 20. 20. Følehorn 4-leddede 21. Følehorn 5-leddede, 2. Led kort. Clavus hinde- agtig, udflydende i den store, ribbeløse Mem- bran. Fødder 2-leddede 24. Hebridæ. 21. Biøjne mangler 22. Biøjne tilstede 23. 22. Halvdækvinger (hos den fuldtvingede Form) sammensat af Clavus, Corium og Membran. Snabel fri. Fødder 3-leddede. 19. Pyrrhocoridæ. Halvdækvinger helt hindeagtige eller membran- øse, overalt tæt netribbede. Hoved med horn- agtige eller ophøjede Fremspring, ogsaa fra Roden af Snabelen. Fødder 2-leddede 23. Tingididæ. 23. Membran med mange, undertiden stærkt sam- menløbende Ribber 25. Coreidæ. Membran med faa, højst 5 Ribber 24. 24. Hoved fortil uden frit fremstaaende, hornagtige Forlængelser. Membran hos fuldtvingede Indi- vider helt hindeagtig. Fødder 3-leddede. . .. 25. Hoved med frit fremstaaende, hornagtige For- længelser. Membran hos fuldtvingede Indi- vider oftest med 4 frie Ribber og læderagtig ved Roden. Fødder 2-leddede (Slægten Piesma) 22. Piesmidæ. 25. Følehorn ikke knæbøjede („brækkede"). Hove- det ikke indknebet foran Biøjnene (Lygæidæ) 20. Myodochidæ. Følehorn knæbøjede, inderste Led langt, fortyk- ket mod Spidsen, yderste Led tendannet. Ho- vedet indsnøret foran Biøjnene. Scutellum lille (Berytidæ) 21. Neididæ. Miridernes (Capsidernes) vanskelige Familie harReu- ter behandlet særlig udførligt og delt den i en Række Under- familier. For vor Faunas Vedkommende gælder følgende: 285 Oversigt over Underfamilier af Miridæ. 1. Kløernes Arolier (Pulviller, Vedhæng) store, frie, mod Roden (mellem Kløerne) tætstillede, mod Spidsen udspærrede og ofte noget udvi- dede 6. M i r i n a. Kløerne med anderledes byggede Arolier eller uden saadanne 2. 2. Membran tydelig haaret. Kløerne uden Arolier. 5. Bothynotina. Membran nøgen 3. 3. Yderste Fodled (Kloleddet) mere eller mindre fortykket mod Spidsen. Skinneben aldrig tor- nede 4. Bryocorina. Yderste Fodled linieformet. Skinneben ofte tor- nede 4. 4. Forbryststykket med Halsring, der hos kortvin- gede 99 undertiden er utydelig i Midten. Aro- lier mangler eller ligger tæt til Kløerne 3. Macrolophina. Forbryststykket uden eller med meget utydelig Halsring, i hvilket sidste Tilfælde Arolierne er fri af Kløerne 5. 5. Arolier frie, smaa og smalle, undertiden mang- lende, i hvilket sidste Tilfælde Flyvevingerne mangler Cellehakke, eller Kroppen er indsnø- ret over Midten, eller 3. og 4. Følehornsled er tykkere end 1. og 2. Led. .. 2. Heterotomina. Arolier sammenvoksede med Kløerne, sjælden frie, i hvilket Tilfælde de dog er tæt tillig- gende Kløerne; undertiden er de udvidede mod Spidsen samtidig med, at Kløerne er meget smaa og seglkrummede; ofte er de smalt bladdannede, sjælden meget korte eller helt manglende, i hvilket Tilfælde Flyvevingerne har Cellehakke 1. Phylina. 1 , Phylina. 3. Fodled liniedannet; inderste Led kort. Forbryststyk- ket uden Halsring. Flyvevingerne næsten altid med tyde- lig Cellehakke (hamus). Inderste Følehornsled oftest kort. Herunder for vor Faunas Vedkommende Divisionen Phylaria, der kendetegnes ved glat eller utydelig punk-' teret Forryg, forholdsvis korte Fødder og randet Xyphus (Prosternums Forlængelse bagtil) og omfatter følgende af vore Slægter: Amblytylus, Apocremnus, Atractotomus, Byrsoptera, Chlamydatus, Conostethus, Criocoris, Harpo- cera, Hoplomachus, Lopus, Macrotylus, Megalocoleus, Phylus, Placochilus, Plagiognathus, Tinicephalus. 286 2. Heterotomina. 3. Fodled liniedannet. Forbryststykket uden Halsring; kun hos Cyllocoris med Antydning dertil mod Siderne. Flyvevingerne sædvanlig med Cellehakke. løvrigt kende- tegnet fra de øvrige Underfamilier ved de frie, smalle, parallele eller mod Spidsen konvergerende Arolier, der kun mangler i meget sjældne Tilfælde og ikke hos nogen dansk Art. Deles i 2 Divisioner: Halticaria og Heterotoma- ria. Halticarierne har robust, kortoval eller ægformet Krop og bred Isse, oftest kraftige Ben med mod Spidsen mere eller mindre fortykkede Baglaar og sædvanlig stærkt tornede Skinneben, medens Heterotomarierne mest har af- lang eller forlænget Krop og oftest smal Isse og svage Ben, hvis Laar sjælden er udvidede mod Spidsen, og hvis Skinneben undertiden er sortprikkede. Til Halticarierne hører: Halticus, Orthocephalus, Stron- gylocoris, og til Heterotomarierne: Blepharidopterus (Æto- rhinus Fieb.), Cyllocoris, Cyrtorrhinus, Globiceps, Hetero- cordylus, Heterotome(a), Malacocoris, Mecomma, Pilo- phorus. 3. Macrolophina. Ben lange og tynde; yderste Fodled liniedannet. Aro- lier meget korte eller manglende. Issen smal. Forbryst- stykket med Halsring. Skinneben fintornede. Denne Underfamilie deles i flere Divisioner, hvoraf de to, Cremnocephalaria og Macrolopharia, findes hos os. Den førstnævnte Division mangler Arolier; kun i enkelte Tilfælde findes Arolier, der er sammenvoksede med Kløerne; i saa Fald er Flyvevingerne forsynede med Cellehakke, der sjælden mangler hos Divisionen, hvor- imod den anden Division har Arolier, selv om de er stærkt afkortede; Flyvevingerne altid uden Cellehakke. Til Cremnocephalarierne hører følgende Slægter: Allo- dapus, Cremnocephalus, Systellonotus, og til Macrolophari- erne: Campyloneura og Macrolophus. 4. Bryocorina, Yderste Fodled fortykket mod Spidsen. Kløerne di- vergerende, oftest stærkt krummede mod Spidsen. Arolier store og ofte brede, sjælden korte, altid udspærrede og tilliggende Kløerne. Skinneben ikke tornede. Flyvevinger uden Cellehakke. Forbrystets Xyphus randet. Membran oftest med kun én Celle. Hos os kun: Bryocoris og Monalocoris. 5. Bothynotina. Membran haaret. Forbryststykket (hos vor Slægt) med Halsring. Flyvevingerne uden Cellehakke. Skinneben 287 haarede eller med Børster. Inderste Fodled længere end 2. Led. Arolier mangler. Meget afvigende. Hos os kun Slægten Bothynotus. 6. Mirina. Yderste Fodled liniedannet. Arolier mod Spidsen ud- staaende fra Kløerne, ved Roden tætliggende til disse. Flyvevingerne oftest med Cellehakke. Membran sædvan- lig med 2 Celler. Denne Underfamilie deles i flere Divisioner, hvoraf kun Miraria og Capsaria forekommer hos os. De ad- skilles saaledes: Forhofter korte. Inderste Fodled langt. For- bryststykket oftest med skarpe Siderande, uden Halsring. Hoved sædvanlig med Længde- fure i Midten. Krop nærmest liniedannet. Miraria. Forhofter længere. Inderste Fodled sjælden ret langt. Forbryststykket næsten altid med Hals- ring (naar saadan mangler, er Bagkroppen ind- knebet eller indsnøret mod Roden), sjælden med skarpe Siderande. Hoved meget sjælden med Længdefure i Midten. Krop mere oval. Capsaria. Under Mirarierne hører af vore Slægter følgende: Ace- tropis, Megaloceræa, Miris, Notostira, Stenodema, Terato- coris, Trigonotylus, og under Capsarierne, der er langt den største Afdeling: Adelphocoris, Alloeotomus, Caloco- ris, Camptobrochis, Camptozygum, Capsus, Charagochilus, Dichrooscytus, Liocoris, Lygus, Megacoelum, Pantilius, Phytocoris, Pithanus, Plesiocoris, Poeciloscytus, Polyme- rus, Pycnopterna, Stenotus. Litteraturfortegnelse. (Særlig over nyere og mere omfattende Litteratur). Ch.J. B. Åmyot et Å. Serville: Histoire naturelle des In- sectes Hémiptéres. 1843. H. C. C. Burmeister: Handbuch der Entomologie. II. Rhynchoten. 1835. J. W. Douglas and J. Scott: The British Hemiptera. Lon- don. 1865. J. C. Fabricius: Systema Rhyngotorum. 1803. C. F. Fallen: Hemiptera Sveciæ. 1828—29. 288 F. X. Fieber: Die europåischen Hemiptera. Wien 1861. G. Flor: Die Rhynchoten Livlands. Dorpat. 1860. E. F. Germar: Beitråge zu einer Monographie der Schild- wanzen. 1839. G. A. W. Herrich-Schdffer : Die Wanzenartigen Insecten. 1839—53. Guérin & Péneau: Faune Entomologique Armoricaine. Hémiptéres. I. Hétéroptéres. Rennes. 1904—05. G. Horvdth: Monographia Lygæidarum Hungariæ. 1875. — Synopsis des Reduviides de Hongrie. 1877. — Les Aradides de la Hongrie. 1886. — Synopsis Tingitidarum regionis palæarcticæ. 1906. Th. Hiieber: System. Verzeichniss der Deutschen Wanzen (Catal. Hemipt. Heteropt.). Berlin 1902. — Synopsis der deutschen Blindwanzen (Capsidæ). 1894 —1910. — Fauna Germanica. Hemiptera Heteroptera. 1891 — 93. G. W. Kirkaldy: Revision of the Notonectidæ. 1897. E. Mulsant et Cl. Rey: Histoire naturelle des Punaises de France 1865—79. Å. Puton: Synopsis des Hémiptéres Hétéroptéres de France. 1878—81. — Catalogue des Hémiptéres de la faune paléarctique. 1899. O. M. Reuter: Hemiptera Gymnocerata Europæ. Helsing- fors. 1878. — Skandinaviens og Finlands Acanthiider, Aradider, Re- duviider, Nabider. 1871—72. — Monographia Anthocoridarum orbis terrestris. 1884. — Tillæg til J. C. Schiødtes „Fortegnelse over de i Dan- mark levende Tæger" (i „Entomologiske Meddelelser"). 1887. — Revisio critica Capsinarum præcipue Scandinaviæ et Fenniæ. 1875. — Neue Beitråge zur Phylogenie und Systematik der Miriden nebst einleitenden Bemerkungen iiber die Phylogenie der Heteropteren-Familien. Helsingfors 1910. J. Sahlberg: Synopsis Amphibicorisarum et Hydrocorisa- rum Fenniæ. 1875. R. F. Sahlberg: Monographia Geocorisarum Fenniæ. 1848. Edw. Saunders: Synopsis of the British Hemiptera Hetero- ptera. London. 1875—76. — The Hemiptera Heteroptera of the British Islands. London. 1892. J. C. Schiødte: Fortegnelse over de i Danmark levende Tæger (i „Naturhistorisk Tidsskrift" 1870, med senere Tillæg). C. Stål: Synopsis Lygæidum et Coreidum Sueciæ. 1862. 289 Forkortede Forfatternavne, Am. & \ Amyot et A. Ser- Kirsehb. C. L. Kirsehbaum. Serv. / ville. Kust. H. C. Klister. Blanch . E. Blanehard. Lam. M. Lambertie. Boh. C. Boheman. Lap. Laporte. Brul. (Brull. J A. Brulé (Brullé). Latr. P. A. Latreille. Lep. & \ Lepeletier et Ser- Buch.- \ Fr. Buchanan- Serv. / ville. White ./ White. Linn. C.Linné(Linnæus). Burm. H.C.C.Burmeister. '"^y- {L^^vt''" *"'''"■ Bar. V. Barensprung. Curt. J. Curtis. Muls. E. Mulsant. Dahlb. A. G. Dahlbom. Muls.&\E. Mulsant et Cl. Rey. / Rey. Dall. W. Dallas. Dalm. Dalman. Miill. O. F. Muller. De G. 1 Ch. De Geer Oliv. E. Olivier. (Deg.)./ (Degeer). Panz. G. W. F. Panzer. Dougl. & Se. ) Perr. E. Perris. 1 J. W. Douglas and Pod. N. Poda. Dgl.& ' J. Seott. Reut. O. M. Reuter. Se. Sahlh ^J- Sahlberg. :>aniD. ^ ^ p Sahlberg. Duf. L. Dufour. Fabr. J. C. Fabrieius. Saund. E. Saunders. Fall. C. F. Fallen. Schum. Schummel. Fieb. F. X. Fieber. Sehrk. F. v. P. Sehrank. Fourer. A. F. de Foureroy. Sehill. P. S. Sehilling. Fiissl. J. C. Fusslin. Seop. J. A. Seopoli. Germ. E. F. Germar. Sign. V. Signoret. Gmel. Gmelin. Thoms. C. G. Thomson. Gorsk. S. B. Gorski. Wallen-\ H. J. D. Wallen- Horv. G. Horvåth. gr. / gren. H. Sch. Jak. / G. A. W. Herrieh- Westw. P. O. Westwood. ( Sehåffer. W. E. Jakovleff. White / ^^' Buehanan- wnite. ^ ^jjjjg Jen. Jenyns. Zett. J. W. Zetterstedt. Kolen. Fr. A. Kolenati. Anm. Navnet Seholz er i forskellige Værker ofte stavet som Seholtz. A. C. Jensen-Haarup: Tæger. 19 290 Navnefortegnelse. (Synonymer er trykte med Cursiv). I. Ordener, Fam Side Acalypta 150 Åcanthia 179 Acanthiadæ . . . 283 Åcanthidæ 179 Acanthosoma . . 83 Acompocoris . . 190 Acompus 122 Acetropis . 205, 281 Adelphocoris . . 215 Adomerus 61 Agalliastes 277 Agramma 1 49 Allodapus 235 Alloeotomus . . . 234 Alydus 95 Amblytylus 264 Aneurus 162 Anthocoridæ 184,283 Anthocoris 188, 281 Aphanus 129 Aphelocheirus37,280 Apocremnus . . . 269 Aradidæ.. 158, 283 Aradus 159 Asopus 88 Atractotomus . . 273 Barktæger 158 Bathysolen 93 Beosus 131 Berytidæ . 139, 284 Berytus 141 Blepharidopterus 247 Blomstertæger . 192 Bothynotina 285, 286 Bothynotus 234 Bredtæger 64 Bryocorina 285, 286 Bryocoris 207 Bugsvømmere . 16 j Byrsoptera .... 267 i ilier, Underfam Side Calocoris 213 Camaronotus . . . 237 Camptobrochis. 231 Camptozygum . 227 Campyloneura . 245 Campylosteira . 150 Capsaria 287 Capsidæ. . 192, 283 Capsus 232 Carpocoris .... 76 Catoplatus 158 Ceratocombidæ 180, 282 Ceratocombus . 181 Charagochilus . 230 Chilacis 111 Chlamydatus . . 277 Chlamydatus . . . 250 Chiorochroa ... 77 Chorosoma. . . . 100 Cimex . 74 Cimex 179 Cimicidæ . 179,282 Clinocoris 85 Closterotomus . 217 Conostethus ... 261 Coranus 167 Coreidæ ... 90, 284 Coreomelas .... 59 Coreus 94 Corimelæna .... 59 Corixa 20 Corixidæ . . 16, 282 Corizus 97 Cremnocephala- ria 286 Cremnocephalus 239 Criocoris 274 Cydnidæ 60 Cyllocoris 246 ilier og Slægter. Side Cymatia 18 Cymus 107 Cyphostethus . . 86 Cyrtorrhinus . . 251 Damtæger 41 Derephysia .... 154 Dichrooscytus . 219 Dictyonota .... 152 Dicyphus 243 Dipsocoridæ . . . 282 Dolycoris 75 Drymus 136 Elasmostethus . 84 Elasmucha .... 85 Eremocorls .... 1 33 Eroticoris 235 Eurydema 79 Eurygaster .... 56 Eusacoris 72 Galeatus 158 Gastrodes 138 Geocoris 110 Geocorisæ .... 39 Gerrididæ. . 41,283 Gerris 44, 283 Globiceps 248 Gnathoconus . . 60 Gonianotus ... 132 Hadrodema 227 Halticaria 286 Halticus 241 Harpactor . . . . 166 Harpocera 266 Hebrus 52 Hebridæ ... 52, 284 Hemiptera Heter- optera 1 I Heterocordylus 257 I Heterogaster ... 112 I Heterotoma . . . 257 291 Side Side Heterotomaria . 286 Metatropis 144 Heterotomina . Micronecta 17 285, 286 Microphysa . . . 182 Homalodema . . . 138 Microphysidæ . Hoplomachus . . 263 181, 283 Hydrocorisæ . . 15 Microvelia . 50 ,283 Hydroessa 50 Miraria 287 Hydrometra . . . . 44 Miridæ 283 Hydrometra 43, 283 Mirina . . . 285, 287 Hydrometridæ . . 41 Miris 200 Hydrometridæ . 283 Monalocoris . . . 207 Hypnophilus . . . 118 Monanthia 150 Ischnocoris. . . . 119 Monanthia .... 155 Ischnodemus . . 109 Mormidea 76 Ischnorhynchus 108 Myodochidæ. . . 284 Jalla 82 Myrmedobia . . . 183 Landtæger . . . . 39 Myrmus 99 Lasiosomus . . . 122 Naucoridæ . 35, 282 Legnotus 61 Naucoris 36 Leptoterna . . . . 206 Nabidæ... 168 283 Ligyrocoris 113 Nabis 169 Limnobates . . . . 43 Neides 140 Liocoris 231 Neididæ 284 Lopus 209 Neocoris 278 Loxops 256 Neottiglossa . . . 69 Lyctocoris 185 Nepa 33 Lygus 220 Nepidæ .... 32 ,282 Lygæidae . 101, 284 Notochilus 135 Lygæus 104 Notonecta 30 Macrocoleus . . . 263 Notonectidæ 29 ,282 Macrodema. . . . 118 Nysius 105 Macrolopharia . 286 Odontoscelis . . 58 Macrolophus . . 243 Oncognathus . . . 219 Macrolophina . Oncotylus 260 285, 286 Ophthalmicus . . 110 Macrotylus . . . . 265 Orthocephalus . 239 Malacocoris . . . 260 Orthosteira .... 150 Masketæger . . . 145 Orthotylus .... 251 Mecomma 250 Palomena . . 74 ,281 Megacoelum . . . 212 Pamera 113 Megaloceræa . . 201 Pantilius 208 Megalocoleus . . 263 Pentatoma 77 Megalonotus . . . 115 Pentatoma . . . 6,78 Mesovelia Pentatomidæ . . 64 51, 280, 284 Pentatomoidea . 284 Mesoveliadæ . . Peribalus 73 280, 284 Peritrechus .... 125 Metacanthus . . . 144 Phimodera 57 Side Phygadicus .... 112 Phylaria 285 Phylina 285 Phyllontocheila 155 Phylus 267 Physatocheila. . 155 Phytocoris 209 Picromerus .... 87 Piesma ... 147, 284 Piesmidæ 284 Piesminæ 146 Piezostethus . . . 186 Pilophorus .... 237 Pinthæus 89 Pionosomus ... 120 Pithanus 199 Placochilus 262 Plagiognathus . 275 Platynopus .... 89 Plaiysolen 69 Plea 32 Plesiocoris 226 Plinthisus 120 Ploiaria 164 Ploiariodes .... 164 Podisus 88 Podops ....... 55 Poeciloscytus . . 227 Polymerus .... 229 Psallus 269 Pseudophloeus. 92 Pterotmetus ... 117 Pycnopterna ... 218 Pygolampis. ... 165 Pyrrhocoridæ . . 139, 284 Pyrrhocoris ... 139 Ranatra 34 Reduviidæ 163,283 Reduvius 165 Rhacognathus . 81 Rhopalotomus . 233 Rhyparochromus 1.15 Rhyparochromus 129 Rovtæger 163 Rygsvømmere . 29 Salda 174 Saldidæ... 173,283 19* 292 Side Side Side Sciocoris 67 Stygnocoris . . . 123 Tritomegas . .. 61 Scolopostethus 134 Syromastes .... 91 Troilus .. 88 Scutelleridæ . . . 54 Systellonotus . . 236 Tropicoris . . .. 78 Sehirus 61 Systratiotus 229 Vandløbere. .. 41 Sengetæger .... 179 Temnostethus . 187 Vandrøvere .. 35 Serenthia 149 Termathophy- Vandskorpioner Sigara 17 lidæ 283 32, 33 Skorpiontæger 32, 33 Teratocoris .... 204 Vandtæger . .. 15 Spathocera .... 101 Tetraphleps . . . 189 Velia 49, 283 Sphragisticus . . 128 Tetyra 56 Veliadæ . . . .. 283 Springtæger . . . 144 Therapha 96 Verlusia . . . .. 92 Stagonomus . . 73 Thyreocoris . . . 59 Xanthochilus .. 131 Stenotus 219 Tingididæ. 145 ,284 Xylocoris . . . .. 186 Stephanitis 158 Tingidinæ 146 Xylocoris . . .. 191 Stinktæger .... 64 Tingis 155 ,158 Zicrona .. 83 Stiphrosoma . . . 241 Tinicephalus . . . 263 Zosmenus . . .. 147 Strachia 79 Tornben 60 Ælia .. 70 Strandtæger . . . 173 Trapezonotus . . 127 Ætorhinus . .. 247 Strongylocoris . 241 Triphleps 190 II. Arter og Variete ter. Side abietis 138 acuminata 70 acuminata 71 adenocarpi 254 adjunctus 136 affinis (Calocoris) 217 affinis (Corixa) 21 affinis (Scolopostethus) . . 135 agrestis 127 albicinctus 272 albidus 264 albipennis 276 alboacuminatus 131 albolineatus 239 albomarginatus 61 alni 272 alnicola 270 alpestris 217 ambiguus 271 ambulans 250 angulatus 248 angustatus 255 angusticollis 125 anorus 128 annulatus 167 antennalis , 135 Side antennatus (Rhyparochro- mus) 116 antennatus (Teratocoris) . 205 antica 149 apterus (Gerris) 46 apterus (Halticus) 242 apterus (Nabis) 171 apterus (Pyrrhocoris) .... 139 arbustorum 276 arenarius (Stygnocoris) ., . 124 arenarius (Trapezonotus). 127 arenicola 179 argentatus 49 aridellus 262 artemissiæ 225 ater (Geocoris) 110 ater (Rhopalotomus) 234 ater (Xylocoris) 191 atomarius 221 austriacus 188 avellanæ 268 baccarum 75 betuleti 270 betulinus 162 betulæ 161 biclavatus 217 293 Side bicolor 63 bidens 88 bidentata 165 bifasciatus 217 bifurcata 165 biguttatus 64 bilineatus 254 bimaculatus 215 binotatus (Eusacoris) .... 73 binotatus (Stenotus) 219 bipunctatus (Calocoris) . . 217 bipunctatus (Eusacoris) . . 73 Bohemani 279 Bonsdorffi 20 boops 170 brevicornis 228 brevipennis (Nabis) 171 brevipennis (Plinthisus). . 121 brevis (Nabis) 173 brevis (Orthocephaius) . . . 240 brunnea (Acalypta) 151 brunneus (Drymus) 137 C-album 176 calcaratus (Alydus) 96 calcaratus (Miris) 200 campestris (Lyctocoris) . . 185 campestris (Lygus) 223 capillaris 233 capitatiis (Corizus) 98 capitata (Piesma) 148 cardui 156 caricis 251 carinata (Acalypta) 152 carinata (Acetropis) 205 carinata (Corixa) 25 cavifrons 25 cervina (Acalypta) 152 cervinus (Lygus) 224 chenopodii 214 chiragra 117 chlorizans 260 chloropterus 253 chrysanthemi 276 ciliata 155 cimicoides 36 cincta 178 cinerea 33 cinnamomeus 162 A. C. Jensen-Haarup: Tægef. Side cinnamopterus 238 clavatus 238 claviculus 108 clavipes 142 coccinea 256 Cocksi 178 coerulea 83 cognata (Corixa) 25 cognatus (Poeciloscytus) . 229 coleoptrata (Ceratocombus) 181 coleoptrata (Cymatia) .... 19 coleoptrata (Myrmedobia) 184 columbarius 180 commutatus 225 concinna 25 confusus 239 contaminatus 225 contractus 136 coriaceus 240 coryli 268 coryzoides 235 crassicornis (Criocoris) . . 275 crassicornis (Corizus) ... 97 crassicornis (Dictyonota) . 153 crassipes 142 corticalis 161 culiciformis 164 currens 50 cursitans (Piezostethus) . . 187 cursitans (Sciocoris) 68 Dalmanni 101 danicus 233 decolor 261 decoratus 135 dentatus 85 denticulatus 94 dentipes 23 depressus 160 diaphanus 253 didymus 108 dilatata (Piesma) 148 dilatatus (Aradus) 160 dilatatus(Rhyparochromus) 116 dimidiatus 211 diminutus 272 dilutus 272 dispar 249 distincta 27 20 294 Side distinguendus 127 dolobrata 206 dorsalis (Nabis) 173 dorsalis (Odontoscelis) . . 59 dumetorum ... 157 dumosa 82 echii 157 elegans 145 elegantula (Microphysa) . . 1S3 elegantula (Salda) 178 enervis 122 epilobii 244 equestris 104 ericetorum (Nabis) 173 ericetorum (Orthotylus) . . 256 ericæ 106 errans 244 erratica (Megaloceræa) . . . 202 erraticus (Eremocoris) ... 133 erythrocephalus 242 Fabricii (Corixa) 28 Fabricii (Monanthia (Cato- platus)) 158 Fallenii (Corixa) 27 Fallenii (Pseudophloeus) . 93 ferrugata 206 ferrugineus 138 ferus 172 festivum 80 Fieberi 86 filicis 207 flavinervis 252 flavomaculatus 249 flavomarginatus 172 flavonotatus 247 flavosparsus 255 floralis 212 foliacea 154 formicetorum 187 forticornis 274 fossarum 27 fracticollis 114 fuliginosa (Dictyonota) ... 154 fuliginosus (Odontoscelis) 58 fuliginosus (Stygnocoris) . 124 fulvomaculatus . 216 furcata 51,280 fuscescens 252 Side galactlnus 186 gemellatus 225 geminata 178 geniculatus (Berytus) .... 143 geniculatus (Peritrechus) . 126 genistæ 258 Geoffroyi 23 gibbifer 47 Gimmerthali ... 206, 281 glandicolor 107 glauca 31 globulifer 245 gothicus (Alloeotomus). . . 234 gothicus (Lopus) 209 gracilis 152 griseus 86 grylloides 110 Gyllenhali 230 hariolus 172 Hellensi 24 helveticus 106 hemipterus 119 hieroglyphica 25 hirticornis (Berytus) 143 hirticornis (Coreus) 94 hirundinis 180 histrionicus 247 holsatus 201 humeralis 57 humuli 157 hyoscyami 96 hæmorhoidale . , 84 inflexa 69 infusum 213 interstinctus 85 intricatus 211 inuncta 55 jacobææ 107 juniperi 77 juniperina 77 Kalmi 222 Klugi 71 lacustris 48 Laportei 149 lateralis 177 lativentris (Nabis) 171 lativentris (Piezostethus) . 187 lectularius 179 295 Side lepidus 270 leptocerus 259 leucocephalus 241 limbatus (Anthocoris) . ... 281 limbatus (Lygus) 222 limbatus (Nabis) 172 limitata 29 linearts (Megaloceræa) . . . 203 linearis (Ranatra) 34 lineatus (Nabis) 172 lineatus (Nysius) 106 lineolatus 214 Linnei 26 littoralis 175 lituratus 87 iongipennis 211 lucorum (Acompocoris) . . . 190 lucorum (Lygus) 225 luctuosus 63 lugubris 26 luniger 125 lupuli 158 iurida (Pamera) 114 luridus (Strongylocoris) . . 241 iuridus (Troilus) 89 lutea 31 luteicollis . 242 lutescens . 232 lynceus 131 læta 149 lævigatus 201 lævis 162 maculata (Piesma) 148 maculatus (Corizus) 98 maculipennis 116 Maerkeli 199 magnicornis 274 major 171 mali 273, 274 marginata (Acalypta) 151 marginata (Notonecta) ... 31 marginatus (Syromastes) . 91 marginalis 254 marginepunctatus 132 marmoratus 211 marmorea 31 maura 56 melanocephalus(Eusacoris) 72 Side melanocephalus (Phylus) . 268 meridionalis 18 merioptera 257 microphthalmus 68 micropterum 119 minor 142 minuta 190 minutissima (Micronecta) . 18 minutissima (Plea) 32 miriformis 99 moesta 27 molliculus 264 Montandoni 37, 280 montivagus 143 morio (Salda) 176 morio (Sehirus) 62 musci 151 muscorum 181 mutabilis 240 najas 46 nassatus 255 nasutus 265 nebulosus 129 nemoralis (Acompocoris), . 190 nemoralis (Anthocoris) .. . 188 nemorum 189 nigra 191 nigricornis (Dolycoris) ... 76 nigricornis (Rhyparochro- mus 117 nigrina 151 nigritulus 279 nigritus 229 nigrocucullata 57 nubilus (Bathysolen) 93 nubilus (Macrolophus) . . . 243 nubilus (Peritrechus) .... 126 obsoletus 106 ochracea 202 ochromelas 215 oculata (Salda) 176 oculatus (Atractotomus)273, 274 odontogaster 48 oleraceum 80 ornatum 80 ortochila 176 pabulinus 226 pallida iÆl'm) 71 296 Side 1 pallidus (Dicyphus) 244 j pallipes 177 i paludum 47 Panzeri 240 parallelus 141 parumpunctatus 99 parvula (Acalypta) 152 parvulus (Atractotomus) . . 273 pastinacæ 223 Paykuli 265 pedestris (Aphanus) 131 pedestris (Stygnocoris) ... 124 perplexus 238 personatus 166 phoeniceus 131 picicolor 86 picipes 61 pictus 135 pilicornis 95 pilosa (Salda) 175 pilosella 177 pilosus (Bothynotus) 235 pilosus (Megalocoleus) . . . 264 pilosus (Scolopostethus). . 136 pinastri 227 pini 130 pinicola 77 pipistrelli 180 platychila 151 plebejus 134 podagricus 135 populi 211 Poweri 1 72 prasina (Palomena) 3, 74, 281 prasina (Palomena) 75 prasinus (Orthotylus) .... 253 pratensis (Anthocoris). ... 189 pratensis (Corizus) 99 pratensis (Lygus) 224 prætextatus 116 præusta 24 psammæcolor 203 pselaphiformis 182 pselaphoides 182 pteridis 208 pulicarius 277 pullus 278 punctatus (Lygus) 225 Side punctatus (Rhacognathus). 81 punctipennis 106 punctipes 261 punctulatus , 232 purpuripennis 76 pusillus (Hebrus) 53 pusillus (Plinthisus) 121 pusillus (Temnostethus) . . 187 pygmæa (Micro velia) .... 51 pygmæus (Acompocoris) . 190 pygmæus (Stygnocoris) . . 124 quadrata (Piesma) 147 quadrata (Verlusia) 92 quadratus (Beosus) 132 quadrimaculata 156 querceti 272 recticornis 203 resedæ 108 reticulata 155 roseomaculatus 216 roseus (Conostethus) .... 262 roseus (Psallus) 272 rostrata 70 ruber 233 rubicundus 222 rubidus 254 rubricatus 224 rufescens (Allodapus) .... 235 rufescens (Metatropis) . ... 144 ruficeps. . 53 ruficornis (Megaloceræa) . 203 ruficornis (Serenthia) .... 149 rufifrons 267 rufipennis (Dichrooscytus) 220 ru^pennis (Piezostethus). . 187 rufipes (Acompus) 122 rufipes (Pentatoma) .... 6, 78 rufoscutellatus 45 rufus 99 rugicollis 226 rugosus 173 rusticus 123 sabuleti 109 sabulicola 117 sabulosus 124 Sahlbergi (Corixa) 26 Sahlbergi (Peritrechus) ... 125 salina (Corixa) 24 297 Side salinus (Conostethus) . . . 262 saltator (Halticus) 242 saltator (Orthocephalus). . 240 saltatoria 176 saltitans 277 sanguineus (Psallusj .... 272 sanguineus (Psallus) 272 sanguinipes 89 Saundersi 204 scabricornis 95 scarabæoides 59 Schillingi 100 Schmidti 215 Scholzi (Psallus) 270 Scholtzi (Micronecta) .... 18 scotica 179 scutellaris 232 seguisinus 233 seladonicus 262 selectus 249 semistriata 29 seticornis 214 sexguttatus 216 Signoreti 143 sil vestris 113 sinuata 150 spinifrons 158 Spinolæ 222 stachydis 245 stagnorum 43 staphylinoides 117 Stephensi 148 striata (Corixa) 26 striata (Pycnopterna) .... 218 striatellus 215 strichnocera 153 subapterus 168 subrubescens 74 subrufus 98 superciliosus 209 sylvaticus 137 syl vestris 125 tanaceti (Megalocoleus). . 264 tanaceti (Oncotylus) 261 tenella (Myrmedobia) . . . . 184 tenellus (Orthotylus) .... 255 terreus 68 Thomsoni 136 Side thoracica (Harpocera). . . . 266 thoracicus (Gerris) 47 Thunbergi 263 thymi 105 tibialis 260 tigripes 273 tiliæ 211 tipularius 141 tricornis 153 triguttatus 236 tripustulatus 231 tristriatus 87 tropidoptera 149 tumidicornis 258 tunicatus 208 typhæ 111 umbellatarum 225 ulmi 211 umbratilis 239 umbrinus 68 unicolor 258 unifasciatus 228 urticæ 112 vagabunda 164 vagans 1 73 variabilis (Piesma) 148 variabilis (Psallus) 271 varians 271 variegata 25 varipes : 212 varius (Aradus) 161 varius (Pionosomus) 120 verna 150 vernalis 74 virens (Miris) 201 virens (Orthotylus) 253 virgula 246 viridinervis 255 viridis 225 viridissima 75, 281 viridulus 276 vitellinus 272 vittata 189 vittipennis 240 vulneratus 229 Wolffi 157 æneus 73 æstivalis 38 Efterskrift. Efter at „Tægerne" i Fjor, 1911, afsluttedes fra Forfatte- rens Side, er det, hovedsagelig ved Direktør Oluf Jacobsens ihærdige Indsamlinger samt ved hans Eftersyn af et Par københavnske Samlinger, blevet fastslaaet, at efternævnte Arter, der i Bogen er „forudsete" som danske, virkelig forekommer her i Landet. Gerris paludum Fabr. (Side 47). Ruderhegn ved Holte. Pyrrhocoris apterus Linn. (S. 139). Findes i Cand. Schlicks og Sløjdlærer C. Larsens Samlinger, for- mentlig fra Kallundborgegnen (1 Ekspl. er etiket- teret 25.7.1905 Høyby?). Stephanitis (Tingis) Oberti Kol. (S. 158). For- tunens Indelukke (Kryger). Calocoris affinis H. Sch. (S. 217). Randers- egnen. Lygus limbatus FalL (S. 222). Funder 1911 og 1912 (henholdsvis Juli og August); Gern, 1912. Camptobrochis punctulatus Fall. (Falleni Hahn) (S. 231—232). 1 Stk., Sandbjerg, Ruderhegn (C. Larsen). Pilophorus cinnamopterus Kirschb. (S. 237-- 238). Funder, paa Bjergfyr, 1911 (Esb. Petersen); talrig 1912. Dicyphus epilobii Reut. (S. 244—245). Ordrup Mose, i Antal (O. Jacobsen). Orthotylus fuscescens Kirschb. (S.252). Ulstrup 1911. Orthotylus diaphanus Kirschb. (S. 253). Nakke ved Nykøbing S., paa Pil, 1911. Orthotylus chloropterus Kirschb. (S. 253). Fun- der 1911 og 1912 i Antal paa Gyvel (Sarothamnus). Malacocoris chlorizans Fall. (S. 260). Ravnholt Hegn, Lillerød (O. Jacobsen) og Dyrehaven (C. Lar- sen); Silkeborg. Conostethus salinus Sahlb. (S. 262). Kallebod- strand (Vesterfælled) 1911. 299 Som ny Art, hvis Forekomst her i Landet Forf. ikke havde tænkt sig, anføres Nåbis longipénnis Costa. Forf. har fundet den paa Fanø, og 1 Stk. (uden Lokalitet) har i længere Tid staaet paa Zool. Museum. Den ligner N. ferus L. (S. 172^173 (Fig. 108 a)), men adskiller sig bl. a. ved kraftigere Bygning og bredere Form, ved langt slan- kere og længere inderste Følehornsled, større og mere kugleformet udstaaende Øjne, men navnlig ved Manglen af den stærke yderste Forgrening af Membranribberne, som er saa fremtrædende hos N. ferus. Megaloceræa erråtica var. ochråcea? (S.202— 203). I et nylig udkommet Arbejde betegner Prof. Reuter denne Form som et mærkeligt Eksempel paa en forholds- vis nylig dannet Art, hos hvilken 9 har Artsmærkerne tydelig udtalte, medens c? ikke er til at adskille fra Stam- formens d- Arten betegnes af Reuter som Notostira (Megaloceræa) tricoståta Costa. Cyrtorrhinus géminus Flor. Denne Tæge, der blev funden ved Silkeborg 9. Aug. 1912 af O. Jacobsen og Forf., er en interessant Forøgelse af Faunaen, da den er en rent nordisk Art. Den adskilles foruden ved sin Li- denhed (2-2*/2 mm.) let fra C. caricis Fall. (S. 251) ved, at inderste Følehornsled, Benene og Halvdækvingerne er ensfarvet bleggule. Hovedet er sort. Forryggen og Scu- tellum sorte eller bleggule, eller begge Dele. Optræder hyppig kortvinget. Den er funden sammen med C. caricis blandt Star (Carex) i en Hængedyndsmose. Ikke mindre interessant er Forekomsten af Cyrtor- rhinus flavéolus Reut. paa samme Sted som foregaa- ende Art (O. Jacobsen, 11. Aug. 1912). Denne højnordiske Art kendetegnes kortelig saaledes: Som C. geminus, men mere robust og Hovedet bleggult ligesom hele Oversiden; kun Øjnene og Clypeus begsorte. Følehorn begsorte; kun inderste Leds Rod og Spids samt Roden af 2. og 3. Led lyse. Den fundne kortvingede Form er 2'/-2 mm. lang. Atractotomus forticornis Muls. & Rey. (S. 274). Prof. Reuter har i Brev meddelt Forf., at A. måli Mey. (S. 273— 274) maa anføres som dansk Art i Stedet for A. forticornis, der hører hjemme i Sydeuropa. Reuter havde i sin Tid fejlbestemt Zool. Museums Ekspl. af A. mali som A. forticornis. A. mali, der nu ogsaa er funden baade i Sverrig og Finland, adskiller sig navnlig fra A. forticor- nis ved længere Følehorn. * Herefter er Tallet paa danske Tægearter ca. 375. 300 Under „Rettelser og Tilføjelser" er der givet et Ud- drag af Prof. Reuters nye Tægesystem. I et nylig ud- kommet Værk af samme Forfatter*) er Systemet fuldstæn- diggjort. Saaledes er Overfamilien Pentatomoideæ (S. 284), hvad vor Fauna angaar, delt i følgende Familier: Pentatomidæ, Thyreocoridæ, Scutelleridæ. Desuden er der foretaget enkelte andre Ændringer. Endelig har Reuter gjort opmærksom paa, at Familien Acanthiadæ (Saldidæ) ved en Fejltagelse under Udarbej- delsen af Tabellen over Familierne er kommen ind under Afdelingen med „rotatoriske Baghofter". Rettelse: Side 267, 8. L. f. n. I Stedet for inderste Led skal staa: inderste Leds Rod. Silkeborg, August 1912. Forf. *) o. M. Reuter: Bemerkungen iiber mein neues Heteropterensvstem. Helsingfors 1912.