G.E.C.GADS FORLAG -KØBENHAVN _u ru r=\ 3- o LO X rq 5=5=!? O ~ to o ^SSSSSm o sssss m o s o —^ DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING # C. V. OTTERSTRØM FISK ii. BLØDFINNEFISK MED 150 AFBILDNINGER OG 1 KORT G. E.C.GADS FORLAG — KØBENHAVN 1914 Til Udgivelsen af det foreliggende Arbejde har Cand. Chr. D. Lunn, Forpagter af Østersfiskerierne, ydet Understøttelse. — BIANCO I.UNOS r.O(, 1 RYKKlilU II. Underorden Blødfinnefisk (Malacopterygii) *). Over- og Mellemkæbebenene er ikke sammen- voksede (hos Makrelgedderne er de dog mer eller mindre sammenvoksede). Gællerne er kamformede. Alle Straaler i Ryg- og Gatfinne er bløde og led- dede (hos Langhalerne er der dog Pigstraaler foran i Ryg- og Gatfinne, medens Aalekvabben har Pig- straaler længere tilbage i Rygfinnen, og hos Karpe- slægten er der benhaarde, pigstraalelignende Blød- straaler foran i Ryg- og Gatfinne). For Bugfinnernes Fæste gives ingen fast Regel; Bugfinnerne kan helt mangle. Svømmeblæren kan have Luftgang eller mangle en saadan, og Svømmeblæren kan mangle helt. Blødfinnefiskene har en mere oprindelig Bygning end Pigfinnefiskene. De forekommer baade i fersk og i salt Vand, men i Sammenligning med Pigfinnefiskene har de forholdsvis mange Arter i Ferskvand og i de koldere Have, forholdsvis faa Arter i de varme Have. Til vor Fauna maa regnes femogfirsindstyve Arter, men desuden er syv Arter taget i Farvandenes svenske Del eller kan af andre Grunde ventes at ville forekomme hos os; tillige kendes otte Bastarder. Underordenen deles i to Grupper. *) Underorden Pigfinnefisk (Acanthopterygii), se Del I, Side 43. C. V. Otterstrøm: Fisk II. 1 405o'0 Oversigt over Grupperne. Svømmeblæren har ingen Luftgang. Bugfinnerne er som Regel hals- eller bryststillede (af dan- ske herhen hørende Fisk har kun Hornfisk og Makrelgedde bugstillede Bugfinner), eller de mangler 1. Anacanthini. Svømmeblæren har Luftgang. Bugfinnerne er bugstillede eller mangler 2. Physostomi. I. Blødfinnefisk uden Luftgang (Anacanthini). Svømmeblære er som Regel til Stede; den mangler altid Luftgang. Bugfinner kan mangle; rindes de, er de fæstet under eller foran Bryst- finnerne (bryst- eller halsstillede) eller undertiden længere tilbage (bugstillede). Hertil hører hovedsagelig Saltvandsfisk og deriblandt adskillige af de for Fiskeriet mest betydende. Syv Fami- lier er repræsenterede i vor Fauna. Oversigt over Familierne. 1. Bugfinnerne er bugstillede. De nedre Svælgben er sammensmeltede 7. Makrelgeddefamilien (Scombresocidæ). Bugfinnerne mangler eller er fæstet under eller foran Brystfinnerne. De nedre Svælgben er ikke sammensmeltede 2. 2. Begge Øjne paa samme Side af Hovedet 6. Flynderfamilien (Pleuronectidæ). Et Øje paa hver Side af Hovedet 3. 3. Gællehudene er sammenvoksede med Gælle- broen, og der er stor Afstand mellem de smaa Gællespalter. Halefinnen gaar i eet med Ryg- og Gatfinne 1. Aalekvabbe familien (Zoarcidæ). Gællehudene er ikke sammenvoksede med Gællebroen; de er enten sammenvoksede med hinanden eller adskilte ved et lille Mellemrum 4. 4. Halefinnen gaar i Reglen i eet med Ryg- og Gatfinne (Halespidsen ofte afbrækket) 6. Halefinnen er som Regel tydelig afsat 5 5. Bugfinner mangler. Kæbetænder mangler 3. Tobis familien (Ammody tidæ) Bugfinner til Stede. Kæbetænder findes 2. Torskefamilien (Gadidæ). 6. Bugfinner mangler eller er rudimentære 4. Ophidiidæ. Bugfinnerne er veludviklede 5. Langhalefamilien (Macruridæ). 1. Aalekvabbefamilien (Zoarcidæ). Legemet er langstrakt, kvabbe- eller aaleformet. Gattet ligger et godt Stykke bag Hovedet. Dette er temmelig stort. Skægtraade kan findes paa Under- kæben, men ikke paa Overkæben. Kegleformede Tænder findes paa Mellemkæbeben og Underkæbe og hyppig paa Plovskærben og Ganeben. Over- kæbebenet er tandløst. Gællespalterne er temmelig smaa. Gællehudene er sammenvoksede med Gælle- broen og danner ikke nogen fælles, fri Kant, men er langt adskilte. Fire Par Gæller. Een Rygfinne og een Gatfinne, der begge løber i eet med Halefinnen. Bugfinnerne er meget smaa og fæstede under Hal- sen. Kroppen er nøgen eller dækket af smaa, i Huden skjulte, tynde og glatte Skæl. Sidelinie fin- des og er ofte dobbelt, men hyppig er den utydelig. Bigæller er til Stede. Svømmeblære mangler. Blind- tarme er rudimentære eller mangler. Havfisk fra kolde eller tempererede Have. De hen- føres til to Underfamilier, af hvilke den ene (Zoarcinæ) viser nært Slægtskab med Slimfiskefamilien (Blenniidæ) blandt Pigfinnefiskene. Oversigt over Underfamilierne. Rygfinnen har bagtil en Udskæring, hvor Straa- lerne er korte Pigstraaler 1. Zoarcinæ. Rygfinnens Straaler er alle Blødstraaler, og Fin- nen har ingen Udskæring bagtil... 2. Lycodinæ. 1* 1. Underfamilien Aalekvabber (Zoarcinæ). Den Bræmme, der dannes af de uparrede Fin- ner, har bagtil paa Ryggen en Udskæring, hvor Straalerne er korte Pigstraaler, medens alle de øvrige Finnestraaler er Blødstraaler. Skægtraad mangler. Kun een Slægt hører herhen. 1. Aalekvabbeslægten (Zodrces Cuvier) Legemet er kvabbeformet med middelstort, nedentil fladt Hoved med bred, afrundet Snude og med en fortil trind, bagtil sammentrykt Krop. (--r*--^-'*..* *;,*#**/„ &- 1 ti W; f * % Fig. 1. Aalekvabbe. (Efter Zoologia danica). Læberne er tykke og bevægelige. Plovskærben og Ganeben tandløse. Seks Gællehudstraaler. Tre til fire Bugfinnestraaler. Skæl findes. Blindtarme mangler eller er rudimentære. Foruden nedennævnte Art kendes kun en, der lever ved den nordamerikanske Atlanterhavskyst. 1. Aalekvabbe (Zoårces viviparus Linné). (Enchelyopus viviparus, Blénnius viviparus). Huden er slimet. Kun den forreste Del af Sidelinien er tydelig. Farven er grøngul eller gulbrun paa Ryg og Sider, med mørkebrune, nedadtil oftest kløvede Tværbaand over Rygfinne og Ryg, som staar lige for eller afvekslende med lignende Tværbaaand paa Kropsidernes nedre Del; Undersiden er gullig. Kønstap findes hos begge Køn, men er størst hos Hannen. R 72-80 + 6—10 (Pigstraaler) + 16—21 ; G 80—88; Br 18—19; Bu 3; Ho. Aalekvabben kan blive femogfyrretyve Centimeter lang, men i Reglen bliver den ikke over tredive. Den findes ved Europas Kyster, fra Murmankysten og det hvide Hav til Gibraltar og forekommer helt inde i Østersøens Bund. Hos os er den meget almindelig i alle Fjorde og langs alle Kyster i Bændeltangsomraadet, hvor den lever som Standfisk spredt ved Bunden. Dens Føde bestaar af mindre Dyr som Orme, Snegle og Krebsdyr. Hannerne er mindre talrige end Hunnerne; de er gennemsnitlig mindre, men synes at kunne opnaa samme Størrelse som disse. Efter Parringen, der sker om Sommeren eller først paa Efter- aaret, gaar Hunnen drægtig, indtil den omkring ved Nyt- aarstid føder c. 30— c. 400 Unger. Disse er ved Fødslen 3.5 — 5.7 cm lange og ligner straks de voksne samt er i Stand til at svømme og tage Næring til sig. Efter Maalinger af Aale- kvabber fra Holbæk Fjord (Juli 1890) foregaar Væksten der saaledes: 0-Gr. c. 7—12 cm; I-Gr. c. 15-20 cm; II -Gr. c. 22 — 35 cm. I sit andet Aar er Aalekvabben forplantningsdyg- tig og i sit tredje udvoksen. Aalekvabben foragtedes tidligere af Fiskerne som unyttig og bortkastedes til Trods for, at den i Virkeligheden slet ikke er saa daarlig som Føde- middel; men dens Knogler er grønne, hvilket særlig træ- der frem, naar de koges, og det afskrækker mærkelig nok mange fra at spise Fisken. I de senere Aar eks- porteres der dog en Del Aalekvabber, og en Del af de større finder Anvendelse her hjemme, særlig til Røgning; større Betydning har dog Forbruget til Foder for Dambrugs- ørred, idet Aalekvabben er særlig yndet hertil. Den fan- ges i stor Mængde særlig fra Drivkvaserne, naar de i Som- mertiden slæber med Aaledrivvaad gennem Bændeltangen. Til levende Agn paa Aalekroge anvendes en Mængde smaa Aalekvabber, medens de større skæres i Stykker til Agn paa Aale- og Torskekroge. 2. Underfamilien Aalebrosmer (Lycodinæ). Tænder paa Mellemkæbeben og Underkæbe samt ofte tillige paa Plovskærben og Ganeben. Skæg- traad kan findes paa Underkæben. Alle Finne- straalerne er bløde og leddede. De uparrede Finner 6 gaar uden Afbrydelse over i hinanden; Rygfinnen har intet nedsænket Parti. Bugfinnerne bestaar kun af faa og korte Straaler. Skællene er smaa, runde og sidder ikke taglagt; de kan undertiden helt mangle. Sidelinien løber paa Bugen, paa Siden eller er dobbelt; ofte er den mindre tydelig. Blindtar- mene er rudimentære (to) eller mangler. Aalebrosmerne er Bundfisk, oftest fra betydelige Dybder; det er alle Havfisk, særlig fra de kolde Have saavel paa den nordlige som paa den sydlige Halvkugle. De synes at være meget sejglivede; i hvert Fald kommer de levende op i Fangstredskaberne fra flere Hundrede Meters Dybde. Deres Føde bestaar overvejende af Krebs- dyr, men ogsaa af Blæksprutter, Pighude, Orme og Fisk. Æggene er faatallige (højst godt Tusinde), men store (ind- til syv Millimeter i Tværmaal) og er uden Tvivl altid Bundæg. Ungerne forlader sikkert heller ikke Bunden. Aalebrosmernes Arter er for en Del meget vanskelige at bestemme, men de to, der forekommer hos os, frem- byder dog saa store Forskelligheder, at de regnes til hver sin Slægt. Aalebrosmerne har ingen økonomisk Betydning. Oversigt over Slægterne. Legemet er kvabbeformet; Højden over Gattet gaar c. 7— 121/*.' Gang op i Totallængden. 1. Lycodes. Legemet er aaleformet; Højden over Gattet gaar c. 16 30 Gange op i Totallængden. 2. Lycénchelys. 1. Slægten Lycodes Reinhardt. Legemet er kvabbeformet. Underkæben mang- ler Skægtraade. Højden over Gattet gaar 7 — 12^2 Gang op i Totallængden. Tænder findes paa Mel- lemkæbeben, Plovskærben, Ganeben og Underkæbe. Seks Gællehudstraaler. Skæl kan findes eller mang- ler. Sidelinien løber paa Bugen eller paa Sidens Midte, eller der findes to Sidelinier -- een paa hvert Sted. Kun een Art hos os. 1. Lycodes våhlii Reinhardt. (Lycodes gråcilis Sars). Halen er betydelig længere end Hoved og Krop til- sammen. Højden over Gattet beløber sig almindeligvis til 8— 11 °/u af Totallængden. Krop og Hale saavel som Roden af de uparrede Finner er hos de voksne helt klædt med Skæl. Sidelinien er enkelt og løber paa Bugen. To Blindtarme. De unge Fisk har otte— ti mørke, brede Tvær- baand; disse Baand forsvinder hos de voksne, eller de ud- Fig. 2. Lycodes våhlii. (Efter Ad. S. Jensen). viskes til Pletter eller ringagtige Striber; fortil i Rygfin- nen er der næsten altid en sortebrun Plet, ofte efterfulgt af een eller to mørke Pletter. Kønsforskel viser sig bl. a. i, at Hannens Hoved er længere (19,6— 23,8°/o af Total- længden) end Hunnens (18,8 — 21,4 °/0 af Totallængden), og tillige i, at det er bredere over Kinderne. R 95—117; G 84-98; Br 17-20; Bu 5; H 0. Arten optræder med forskellige Racemærker, saaledes at de hos os levende Individer tilhører Racen gråcilis, der er forholdsvis lille, har forholdsvis faa Hvirvler (98 — 100) og Finnestraaler (R 95-97; G 84— 86; Br 17— 19). Lycodes våhlii kan blive godt fem Decimeter lang, men Racen gråcilis bliver hos os knap to, om den end ved Øst-Finmarken er taget en Del større (268 mm). Arten forekommer ved det sydlige Vest-Grønland, Island og Norge samt i Skagerak og Kattegat; Racen gråcilis lever kun ved Skandinavien. Dybder mellem 65 og 360 Meter er dens Hjem. I Skagerak falder dens Legetid fra Juli til Oktober; her gyder hver Hun kun henimod et halvt Hundrede Æg; disses Tværmaal er c. 4.5 mm. 8 2. Slægten Lycénchelys Gill. Legemet er aaleformet. Højden over Gattet inde- holdes c. 16 — 24 Gange i Totallængden. Ingen Skæg- traade paa Underkæben. Tænder paa Mellemkæbe- ben, Plovskærben, Ganeben og Underkæbe. Seks Gællehudstraaler. Skæl findes. Sidelinien løber paa Bugen eller paa Sidens Midte, eller Sidelinien er dobbelt med en Gren paa hvert af Stederne. Af de syv kendte Arter træffes een hos os. 1. Lycénchelys sårsii Collett. (Lycodes sårsii Collett). Højden over Gattet er hos de voksne sædvanlig 5,2— 5,9 °/o af Totallængden. Sideliniesystemet har syv Gruber Fig. 3. Lycénchelys sårsii. (Efter Collett). i en Række hen under Øjet og syv i en Række paa Un- derkæben. Afstanden fra Snudespidsen til Rygfinnens For- kant er mindst 21 °/o af Totallængden. Krop, Hale og Roden af de uparrede Finner er skælklædt. Sidelinien er enkelt og løber paa Bugen; den er utydelig. Blindtarmene er rudimentære. De unge Fisk er ensartet graabrune paa Ryggen, gulhvide paa Undersiden; større Individer har uregelmæssige brune eller sorte Pletter, og de gamle Fisk har utydelige Skygger paa Siderne, men er ellers ensfarvet gulbrune. Han og Hun er omtrent ens i det ydre. R c. 123; G c. 117; Br 15—16; Bu ?; H 0. Lycénchelys sårsii kendes ikke over godt atten Centi- meter lang. Den forekommer ved det vestlige og sydlige Norge samt i Skagerak paa Dybder mellem halvandet og henimod seks.1 Hundrede Meter. Det synes rimeligt, at den leger om Vinteren. 2. Torskefamilien (Gadidæ). Formen er mere eller mindre langstrakt og bagtil sammentrykt. Mellemkæbeben og Under- kæbeben tandbærende; Overkæbebenet tandløst. Gællespalterne er store, og Gællehudene er i Reg- len ikke sammenvoksede med Gællebroen, men er derimod forenede med hinanden og danner en fælles fri Kant. Een, to eller tre Rygfinner, som indtager næsten hele Ryggens Længde, medens største Delen af Halens Underkant optages af een eller to Gat- finner. Halefinnen er i Reglen adskilt fra de andre uparrede Finner. Bugfinnerne er fæstede længere fremme end Brystfinnerne, paa Struben, og inde- holder oftest flere Straaler; i de Tilfælde, hvor der kun er een Straale, er Rygfinnen altid dobbelt. Alle Finnestraaler er leddede. Kroppen er hyppigst dæk- ket af smaa, glatte Skæl. Bigæller mangler eller er kirtelformede. I Reglen er Svømmeblæren vel- udviklet. Blindtarmene er talrige; en sjælden Gang mangler de dog. Ingen ydre Kønsforskelle, naar undtages, at Hunnerne i Legetiden kan være ud- spilede af Rognen. Hovedsagelig Fisk fra kolde og tempererede Have, men nogle lever i varme Have, og enkelte holder til i fersk eller brak Vand. Flere af Arterne optræder i store Masser og er Genstand for vigtigt Fiskeri. I alt omkring femogtredive Slægter med halvfemsindstyve Arter, hvoraf vi har ni Slægter med nitten eller tyve Arter. Oversigt over Slægterne. 1. Tre Rygfinner og to Gatfinner 2. Een eller to Rygfinner og een Gatfinne 3. 10 2. Ingen dybe Gruber mellem Øjnene 1. Torskeslægten (Gådus). Syv dybe Gruber mellem Øjnene 2. Sølvtorskslægten (Gadiculus). 3. Een Rygfinne.... 9. Brosmeslægten (Brosmius). To Rygfinner 4. 4. Første Rygfinne rudimentær 5. Første Rygfinne veludviklet 6. 5. Baade Snude og Hage bærer Skægtraade , 7. Havkvabbeslægten (Onos). Snuden uden Skægtraade, men Hagen med een. 8. Velsslægten (Råniceps). 6. Bugfinnerne er lange, traadformede, togrenede, med to— tre Straaler 6. Skælbrosmeslægten (Phycis). Bugfinnerne er normalt byggede, med seks— syv Straaler 7. 7. Hagen bærer en Skægtraad 8. Hagen uden Skægtraad. Temmelig store Tænder. 3. Kulmuleslægten (Merlucius). 8. Tænderne er temmelig grove, og en Del af Un- derkæbens og Plovskærbenets er Hugtænder. 4. Langeslægten (Molva). Tænderne er smaa og karteagtige 5. Ferskvandskvabbeslægten (Lota). 1. Torskeslægten (Gådus Artedi). Formen er middellangstrakt, mer eller mindre sammentrykt og bagtil afsmalnende. Munden er middelstor eller stor, væbnet med karteagtige eller næsten i en enkelt Række siddende, spidse Tænder paa Mellemkæbeben, Underkæbe og Plovskærben, medens Overkæbeben og Ganeben er tandløse. Seks — syv Gællehudstraaler. Tre adskilte Rygfinner, to Gatfinner, fri Halefinne og smaa, normalt byggede Bugfinner med fem — syv Straaler. Torskeslægten omfatter en Snes Arter, alle fra den nordlige Halvkugles tempererede og kolde Have. Af disse Arter tilhører ni vor Fauna. 11 Oversigt over Arterne. 1. Underbid 2. Overbid 5. 2. Gattet ligger under første Rygfinne. Overkæbens Tænder er karteagtige eller sidder i utydelige Rækker 3. Gattet ligger længere fremme end første Ryg- finne. Overkæbens Tænder sidder i to regel- mæssige Rækker, af hvilke den yderste har langt de største Tænder 9. Sortmund (G. poutåssou). 3. Sidelinien er næsten lige; hos den voksne Fisk er den hvidlig 6. Sej (G. virens). Sidelinien bøjer stærkt; den er mørk 4. 4. Hagen bærer en lille Skægtraad 8. Spærling (G. esmårkii). Hagen uden Skægtraad. 7. Lubbe (G. pollåchius). 5. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er større end dettes Tværmaal 6. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er ikke større end dettes Tværmaal 8. 6. En stor, sort Plet ved Brystfinnernes Rod 3. Hvilling (G. merl an gu s). Ingen sort Plet ved Brystfinnernes Rod 7. 7. Sidelinien lys. Talrige runde, mørke Pletter paa Ryg og Sider 1. Torsk (G. callårias). Sidelinien mørk. Under første Rygfinne er der en stor, mørk Plet ved Sidelinien 2. Kuller (G. æglefinus). 8. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er lig Øjets Tværmaal. Gattet ligger under første Rygfinnes forreste Del 4. Skægtorsk (G. luscus). Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er mindre end dettes Tværmaal. Gattet ligger under første Rygfinnes bageste Del.. 5. Glyse (G. minutus). 1. Torsk (Gådus callårias Linné). (Gådus morrhua Linné). Underkæben naar ikke saa langt frem som Overkæben* Paa Hagen sidder en anselig Skægtraad. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er hos de yngre noget større og hos de ældre over dobbelt saa stor som Øjets vandrette Tvær- maal. Tænderne er alle smaa. Gattet ligger under Be- gyndelsen af anden Rygfinne. Halefinnen er næsten lige afskaaret. Sidelinien er hvidlig; den bøjer nedad under 12 anden Rygfinne. Bundfarven er hyppigst graa eller graa- brun paa Ryg og Sider, der er bestrøede med smaa, runde, mørke Pletter; Bugsiden er sølvgraa eller midtpaa mere hvid; de store „Havtorsk" er dog lysere, mere graa, me- dens „Rødtorsken" kan være næsten cinnoberrød over hele Kroppen med Undtagelse af den lyse Bug. R, 12—16; R2 16-21; R3 17-20; Gx 17-23; G2 15- 19; Br 16-21; Bu 5-6; Hx + c. 23 -f- x. Torsken kan blive godt halvanden Meter lang og naa en Vægt paa over tyve Kilogram. Saadanne Kæmper hører dog alle Steder til Sjældenhederne, men de kan dog ogsaa træffes hos os: i Vesterhavet tages der jævnlig Torsk paa indtil femten Kilo, sjælden paa over tyve Kilo; ved Fig. 4. Torsk. (Efter Francis Day). Nytaar 1893 toges fra Harboøre endog en Torsk paa 25,5 kg. Selv i Østersøen, hvor Torsken gennemgaaende er mindre, har man taget den paa 114 cm (1896) og 122 cm (1907), den sidste vejende 18,5 kg; i den vestlige Østersø er en 19 kg vægtig Torsk taget i Bugten ved Kiel. Torskens Udbredelsesomraade er stort; det strækker sig fra Novaja - Semlja, Spitsbergen og Grønland langs Europas Kyster mod Syd til den biskayiske Bugt og langs Amerikas Kyst til Kap Hatteras, og tillige omfatter det de nordlige Dele af Stillehavet ned til Oregon og Japan; i Østersøen gaar Torsken næsten til Bunden af den bott- niske og den finske Bugt. Hos os er den almindelig i saa at sige alle vore Farvande, og da den ikke skyr ret brakt Vand, trænger den undertiden endog op i Aamun- dingerne. Alt efter Alder og Aarstid lever den paa Dyb- der fra faa Meter ned til mindst syv Hundrede Meter; som Regel holder den sig nær Bunden, men meget tyder paa, at de ældre Torsk ofte forfølger Sildestimer o. 1. ud i de mellemste Vandlag ude over langt større Dybder. 13 Fødeemnerne bestaar af Fisk og alskens lavere Dyr; Tor- sken er særdeles graadig og tager alt, hvad den ser i Be- vægelse, og som har en passende Størrelse; derfor sluger den ofte Genstande, som tabes fra Skibe, forgriber sig undertiden paa Vandfugle og fanges let paa Pilk; derimod tager den sjælden fastsiddende Dyr som Muslinger o. 1. Legen foregaar, naar Vandet har en vis lav Varmegrad, hvilket i største Delen af vore Farvande vil sige i Aarets første fem Maaneder; men i den østlige Østersø, hvor Legen kun kan foregaa i de dybere, mere saltholdige Vandlag, falder Legetiden i Maj — August, ved Bohuslån skal den ogsaa først begynde i Maj, og i Vesterhavets nordligste Parti paa visse Steder i dybt Vand paa Grænsen mod den norske Rende leger Torsken i Højsommeren. Æggene er pelagiske ligesom Ungerne; disse søger ofte Skjul under Vandmænd eller andre drivende Genstande og føres ofte langt af Strømmen, inden de har naaet den Størrelse paa to til fem Centimeter, ved hvilken de opgiver det pelagiske Liv og søger Bunden. Efter at være gaaet over i Bundstadiet spreder de unge Torsk sig til alle Sider og søger særlig lavere Vand, men gennemgaaende synes de dog ikke at foretage længere Vandringer, hverken i Resten af deres første eller i deres andet Leveaar. Med Udgangen af dette bliver nogle Torsk modne, og de ældre Aargange bliver nu Vandrefisk. Saa meget kan der siges om alle vore Torsk, men de nærmere Enkeltheder i deres Levevis paavirkes særdeles stærkt af de hydrografiske Forhold i det Vand- omraade, hvor de findes. Saaledes bliver Forholdene meget uens i Vesthavet, Kattegat og vore indre Farvande. I Vesterhavet findes de voksne Torsk ret jævnt fordelt udenfor Legetiden, og om de end i Legetiden særlig samler sig om Strækningen Hanstholm— Hirtshals i det nordlige og om Strækningen Terschelling— Borkum i det sydlige Vester- hav, saa kan dog alligevel hele Vesterhavet udenfor 20 Meter Kurven og da særlig Dybderne mellem 40 og 100 Meter betragtes som en stor Legeplads. Føres end Æg og spæde Unger af Sted med Strømmen, vedbliver de dog at være jævnt fordelt, saa at Yngel i Bundstadiet bliver at finde overalt. Indenfor Skagen træffes (med Undtagelse af den østlige Østersø) drivende Torskeæg i Maanederne Januar— Maj (i Januar — Februar dog kun i vore sydligere Farvande). Den pelagiske Yngel træffes i Februar— Juni i de samme Farvande, men føres for en Del af Strømmen efterhaanden langt bort fra Gydepladserne; Yngel i Bund- stadiet er meget talrigere i den vestlige Østersøs Vest- ende og i Lille Bælt end i Øresund og Store Bælt, og der findes ogsaa en Del af den i Kattegat (og i den egentlige Østersø). Disse ejendommelige Fordelingsforhold, der skyl- 14 des Strømmen, og sikkert kan veksle noget fra Aar til Aar, ophæves efterhaanden, idet den opvoksende Yngel fordeler sig til alle Sider. I Løbet af det første Leveaar bliver Yngelen fra ti til tyve Centimeter, men Væksten er ret uregelmæssig efter Opholdsstedet. I det følgende Aar synes Torsken hovedsagelig at blive paa det valgte Op- holdssted, hvorved der fremkommer den tilsyneladende Raceforskel mellem de forskellige Egnes Torskebestand, som har været en af de største Hindringer for den rette Forstaaelse af Torskens Levevis, og som om lidt skal om- tales nærmere. De ældre Torsk gaar for største Delen om Sommeren ud paa dybt Vand, men ved Vintertid sker der atter et Indtræk af Legetorsk. Vor Torskebestand er der- for i Hovedsagen at opfatte som en uselvstændig lille Del af Vesterhavets Torskestamme, og stedlige Racer fin- des saaledes ikke. Som nævnt kan dog Torskene fra et be- stemt Omraade have sit Særpræg; Torskene fra Samsø- havets vestlige Del omkring Endelave er saaledes saa at sige alle befængt med Orm (Ascaris), medens Torsk fra Bælterne næsten er fri; Torsk, der holder til paa Steder, som er bevokset med Rødalger, er selv teglstensrode; men disse Egenskaber er ikke arvede Racemærker, men er Ejendommeligheder, der er erhvervede ved et længere eller kortere Ophold paa samme Sted under Opvæksten, og selv den rødeste Torsk bliver efterhaanden graa, naar den f. Eks. holdes i Ruse paa graalig Tangbund. Dog synes Østersøen at huse en Torskestamme, der i enkelte lidet væ- sentlige Henseender*) adskiller sig fra Vesterhavstorskene; dette lader sig forklare, hvis det passer, at Torsken kan yngle, og Yngelen udvikles i synderligt Tal i Østersøens dybe Partier. Alt eftersom Torskeungen af Strømmen er ført til det ene eller andet Sted, før den søger Bunden, kommer den til at leve de første Aar under bedre eller ringere Forhold, og da den er i Stand til at udnytte en rigelig Tilgang paa Føde, bliver Følgen, at Torskene paa de forskellige Steder vokser meget forskelligt. Naar senere de paa forskellige Steder opvoksede Torsk blandes paa deres Vandringer, bliver det vanskeligt at skelne mellem Aldersklasserne, men for vore Farvande synes følgende Tal at give en passende Forestilling om de almindelige Størrelsesforhold ved Vintertid under Legen: O-Gr. 0 cm; I-Gr. 10-20 cm ; II-Gr. 30-45cm ; III-Gr. 50-80cm ; IV-Gr. over 80 cm. Andre Steder kan Væksten falde anderledes, og det er godtgjort, at Torsken f. Eks. ved Island vokser *) Hos Torsken som hos mange andre Fisk sidder Bugfinnernc for- holdsvis længere fremme hos de ældre end hos de yngre. Men yderligere sidder Bugfinnerne gennemgaaende længere fremme hos en Østersøtorsk end nos en Vesterhavstorsk. 15 meget langsommere end hos os, og at den først bliver moden i en langt højere Alder og ved en Længde af mindst 66 cm, medens der hos os kan træffes Torsk paa under 30 cm, der med Udgangen af deres andet Leveaar bliver modne. I Loven om Saltvandsfiskeri af 1907 er der fastsat et Mindstemaal for Torsken paa 256 mm. Torskens økonomiske Betydning er umaadelig. Henimod 100 Millioner Kroner indvindes aarlig gennem Torske- fiskeri. Særlig bekendte er de norske Torskefiskerier paa Bankerne udfor Søndmøre og Romsdalen, ved Lofoten og ved Murmankysten; det norske Torskefiskeri sysselsætter aarlig 75—100.000 Mennesker, og der fanges c. 50 Millioner Torsk. Endnu større Betydning for Befolkningen har det færingske Torskefiskeri; sikkert mindst 10 °/o af Færøer- nes Befolkning deltager deri. Tilsammen fiskes der i de nordeuropæiske Have aarlig omkring 400 Millioner Kilo- gram Torsk, og da den aarlige Fangst alene paa New- foundlands Bankerne er endnu større end paa de norske Banker, nemlig over 160 Millioner Stykker, kan man regne, at der i det nordlige Atlanterhav rimeligvis fiskes mindst 300 Millioner Stykker Torsk aarlig. Alle de vig- tigste Fiskerier efter Stortorsk (Kabliau) foregaar, medens Torsken er samlet paa Legepladserne. Vort hjemlige Torskefiskeri er ikke saa stærkt bundet hertil, da det for en stor Del gælder de unge, umodne Torsk; men om Som- meren ophører Fiskeriet dog alligevel næsten helt („i Maanederne uden r skal man ikke spise Torsk!"). For Aaret 1911 opgives vor Torskefangst til godt 10 Millioner Kilogram til en Værdi af 1.9 Million Kroner, altsaa til en Gennemsnitspris af 19 Øre pr. Kilo. Torskefiskeriet ind- bragte herefter 12,56 °/o af Aarets Udbytte af Saltvands- fiskeriet. Til Fiskeriet bruges hos os hovedsagelig Kroge („Bakker"), Bundgarn og Ruser, men ogsaa Pilk, Sættegarn og i de senere Aar i stigende Grad Snurrevaad ; i Vesterhavet og Skagerak anvendes Trawl særlig fra engelske og tyske Dam- pere. Størsteparten af de ved de store udenlandske Fiskerier fangede Torsk tilberedes for Eksport til „Klipfisk", idet den flækkes og saltes og derefter vind- eller damptørres; en Del tilvirkes til „Stokfisk", idet den tørres uden Saltning, men denne tarveligere Vare bruges nu mindre; endelig nedsaltes en Del Torsk utørret i Tønder („Laberdan"). Den trawlfangede Torsk slagtes og gaar paa Is til det en- gelske eller tyske Marked. Det danske Marked er vanske- ligere at tilfredsstille og forlanger Fisken „levende", hvor- for f. Eks. København faar de fleste af sine Torsk tilført i Kvaser, Resten uslagtet paa Is. Torsken anvendes hos os særlig kogt, men ogsaa stegt, og store Partier af den grovere Stortorsk bruges til Fars. En ikke ubetydelig 16 Anvendelse gøres der i nogle Lande af Rognen, der bru- ges til Fremstilling af en Slags Kaviar eller til Lokkemad ved Sardinfiskeriet; af Leveren udvindes Tran, og den tørrede Svømmeblære („Sundemave") anvendes til Lim- fabrikation; endelig bruges Affaldet fra Klipfiskeproduk- tionen til Guano. Som nævnt kan man hos os i det højeste skelne mel- lem en Vesterhavs- og en Østersøtorske-Race, hvis For- skelligheder imidlertid er for ringe til at have affødt sær- lige Navne i Fiskersproget. Derimod har dette talrige Navne for Torsk med individuelle Ejendommeligheder og for Torsken i dens forskellige Alderstrin. Saaledes beteg- ner „Græstorsk" den unge eller yngre, brunbrogede Torsk inde fra Bændeltangsomraadet („Græstangen"); „Rødtor- sken" er den Torsk, der ved nogen Tids Ophold paa rød- algebevokset Bund har antaget en rød Farve; „Havtor- sken" er den store Torsk, der fanges i Vesterhavet ude paa Legepladserne. „Torskekonge" er Navnet paa en jævn- lig forekommende Vanskabning (jvf. I, Side 37). 2. Kuller (Gådus æglefinus Linné). Underkæben naar ikke saa langt frem som Overkæben. Paa Hagen sidder en uanselig Skægtraad. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er større end dettes vandrette Tvær- maal. Tænderne er alle smaa. Gattet ligger under Be- gyndelsen af anden Rygfinne. Halefinnens Bagrand er svagt, men tydelig indadbuet. Sidelinien er bøjet en Smule under Slutningen af anden Rygfinne. Den levende Fisk er paa Ryggen graagrøn med violet Skær, paa Siderne sølvgraa med kobberrød Glans, medens dens Bugside er hvid; Sidelinien er mørk eller endog sort, og ved den (sædvanlig lige under den) er der under første Rygfinne en stor, sort Plet. Hos den døde Fisk holder Sideliniens og Plettens sorte Farve sig tydelig, men Ryggen og Siderne mister deres Farveskær. Rx 14-16; R2 20—24; R3 19-23; G, 23—27; G2 20- 25; Br20— 21; Bu 6; Hx + c.25 + x. Kulleren bliver som Regel tredive— halvtredsindstyve Centimeter lang og naar en Vægt paa et Par Kilogram; allerede tre Kilogram vægtige Kuller er sjældne hos os, men andet Steds skal man have taget Kuller paa omkring elleve Kilograms Vægt og halvfemsindstyve Centimeters Længde. 17 Kulleren forekommer fra Island og Spitsbergen, Bjørne- øen og Murmankysten ned til den biskayiske Bugt og ved Atlanterhavets Vestkyst ned til Kap Hatteras. Hos os er den almindelig i Vesterhavet, Skagerak og Kattegat, hvor den særlig holder sig i den østlige, dybere Del og derfra gaar ned i Øresunds nordlige Del; tillige forekommer den i den vestlige Østersø, omend sjælden; men da den ikke taaler Brakvand, er den i det meste af Bælthavet, Øre- sunds sydlige Del og den egentlige Østersø en fremmed Fisk. Kulleren holder sig i Reglen ved Bunden paa den bløde Bunds Omraade, paa Dybder fra fyrretyve til over Hundrede Meter; den er en udpræget Strejffisk, hvis Stimer ofte den ene Dag maa søges helt andre Steder end, hvor de stod den foregaaende, men tillige er den en Nord- fisk, saa at Mængden af Kuller i det sydlige Vesterhav Fig. 5. Kuller. (Efter Francis Day). er langt større Vinter og Foraar end Sommer og Efteraar. Kullerens Føde bestaar i langt højere Grad end Torskens af Bunddyr, men kan alt efter Opholdsstedet overvejende være Muslinger, Orme, Pighude (særlig Slangestjerner) eller Krebsdyr; Smaafisk kan den ogsaa tage, men som Regel spiller det en underordnet Rolle. Legetiden falder i Aarets første Halvdel, særlig fra Midten af Februar til Midten af Marts; legende Fisk findes vist kun i ringe Mængde indenfor Skagen, thi Kulleræg er her kun taget i Læsø Rende og kun i ubetydeligt Antal. Ligeledes fore- gaar der ingen synderlig Leg i det sydlige Vesterhav, hvorimod der paa den store Fiskebanke og i Vesterhavets nordlige Del mellem 58° og 60° over Dybder paa mellem 80 og 130 Meter er udstrakte Legepladser for vore Haves Kuller. Æggene er pelagiske ligesom Ungerne indtil en Størrelse af tre — fire Centimeter. I endnu højere Grad C. V. Otterstrøm: Fisk II. 9 18 end Torskens Unger søger Kullerens Ly under Vandmænd, indtil de opgiver det pelagiske Liv og søger Bunden; maaske genoptages det pelagiske Liv til Tider, thi man kan træffe over ti Centimeter lange Kullerunger, der lever pelagisk. Vesterhavet er det Sted, hvor de største Kullerfiskerier drives; af de i Aaret 1906 i de nordeuropæiske Have fan- gede 245 Millioner Kilogram Kuller stammede de 175 Millioner herfra. Ogsaa det danske Kullerfiskeri foregaar særlig i Vesterhavet (1911: Vesterhavet — c. 1.600.000 kg, Skagerak — c. 21.000 kg, Kattegat — c. 15.000 kg, Bælthavet — 250 kg; samlet Værdi 590.000 Kr., gennemsnitlig 36 Øre pr. Kilo ; 3,9 °/o af det samlede Udbytte af Saltvandsfiskeriet); men Fangsten svinger stærkt fra Aar til Aar (var f. Eks. oppe paa c. 3.300.000 kg i Vesterhavet i 1909). Kulleren fanges dels i Trawl og Vaad, dels paa Bakker. I nordligere Lande tilvirkes der en Del Klipfisk af Kuller, og i Tysk- land og England røges den („smoked haddock"); den hos os fangede tilvirkes for en mindre Del til Fars, medens næsten hele Resten eksporteres; som den høje Gennem- snitspris (23 — 36 Øre) viser, er Kulleren i Udlandet højere værdsat end Torsken; her i Landet er den ikke saa anset. 3. Hvilling (Gådus merlångus Linné). Overbid. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er større end dettes vandrette Tværmaal. Hagen har ingen egent- lig Skægtraad, men et knudeagtigt Rudiment eller en meget lille og tynd Traad. En Del af Tænderne er ret store og hugtandsagtige. Gattet ligger under første Rygfinnes tredje — fjerde Straale. Sidelinien sænker sig svagt under anden Rygfinne og er i øvrigt ret. Farven er noget vekslende, men som Regel er Ryggen graagrøn med Messingglans, der ogsaa viser sig i Striber paa de sølvfarvede Sider, medens Bugen er emaljehvid; Sidelinien er mørkere end Ryggen og hyppig messingskinnende; ved Brystfinnernes Rod er der en tydelig, graasort Plet. Hyppig mangler dog Messingglansen allerede hos den levende Fisk, lige- som altid hos den i længere Tid døde; Brystfinnepletten holder sig hos den døde Fisk. Rt 13—16; R2 18—25; R:5 19—22; G x 30-38; G220- 25; Br 19-21 ; Bu 6; H x + 23-29 + x. 19 Hvillingen bliver hos os i Reglen to — tre Decimeter lang, sjældnere henimod fem. Dens Udbredelsesomraade gaar fra Island og Nordkap til ind i Middelhavet og det sorte Hav; ved Atlanterhavets Vestside træffes den ikke. Hvillingen taaler bedre end Kulleren Brakvand og gaar derfor længere ind i Østersøen end denne, men er dog kun en enkelt Gang truffet saa langt inde som ved Got- land. Hos os er den almindelig i alle Farvande, naar de mest brakke Fjorde undtages, men kommer dog kun Efter- aar og Vinter ind til Bornholm, og i Bælterne er den i Reglen heller ikke hyppig om Sommeren. Den holder sig paa mindre Dybder paa ikke over omkring halvfjerdsinds- tyve Meter; i Almindelighed gaar de ældre paa dybere Vand (den bløde Bunds Omraade), medens de yngre lever Fig. 6. Hvilling. (Efter Francis Day). paa den blandede Bund eller gaar ind i Bændeltangen. Rigtig store Hvillinger forekommer overhovedet sjælden indenfor Skagen. Hvillingen træffes kun i Legetiden i større Stimer; ellers holder den sig mere spredt. I For- hold til sin Størrelse er den en glubsk Rovfisk, der tager en Mængde Smaafisk, men ogsaa Krebsdyr (Rejer), Orme og Bløddyr. Dens Legetid er meget udstrakt — fra sidst i Januar til Juli— August, men det meste af Legen sker i Marts — Maj Maaneder. Om der end Øst og Syd for Dogger- banken i det sydlige Vesterhav er en særlig Legeplads, er Legen dog paa ingen Maade indskrænket til denne, men foregaar overalt i Vesterhavet paa Dybder omkring fyrre- tyve Meter og lidt mere. Indenfor Skagen leger Hvillingen vistnok kun undtagelsesvis. Æggene er pelagiske. Ungerne søger som de andre Torskearters oftest Ly under Vand- mænd, indtil de ved en Længde af omkring fem Centi- meter begynder at søge Bunden; over femten Centimeter lange Hvillinger kan til Tider træffes pelagisk. Paa Grund af den senere Legetid føres Hvillingens Yngel som Regel længere ind i vore Farvande af de indadgaaende Strømme 2* 20 end Torskens, og sidst paa Sommeren er den spredt helt ind i den egentlige Østersø. Allerede om Efteraaret har O-Gr. naaet en Længde af indtil seksten Centimeter. Hvil- lingens økonomiske Betydning er hos os ikke stor paa Grund af Fiskens ringe Størrelse og forholdsvis spredte Fore- komst. Men dens Kød er fortræffeligt, og da den bider livligt paa Krog, er den Genstand for Lystfiskeri fra Havnemoler og lignende Steder; Haandsnørerne agnes gerne med afskallede Blaamuslinger, men Hvillingen bider ogsaa paa anden Agn og gaar hyppig paa Dørg. For andre Landes Trawlfiskeri i Vesterhavet spiller Hvillingen imid- lertid en betydelig Rolle; af de i Aaret 1906 i de nord- europæiske Have fangede 23 Millioner Kilogram Hvilling hidrørte ikke mindre end 19 Millioner fra Vesterhavet. Visse Steder paa Vestkysten bruges Navnet Hvilling til at betegne Kulleren. 4. Skægtorsk (Gådus luscus Linné). Svagt Overbid. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er hos den voksne Fisk omtrent lig Øjets vandrette Tværmaal, hos de unge Fisk lidt mindre. Hagen bærer en veludviklet Skægtraad paa Længde med eller lidt læn- gere end Øjets Tværmaal. En Del af Tænderne er ret store. Gattet ligger under den første Tredjedel af første Rygfinne, og Afstanden fra Snudespidsen til Gattet er om- trent en Tredjedel af Totallængden. Skællene er større end hos de foregaaende Torskearter. Sidelinien danner en svag Bue over Brystfinnerne, bøjer lidt nedad under anden Rygfinne og forløber derefter langs Halens Midte. Farven er oventil rødbrun med gylden Glans, nedentil sølvgraa og paa selve Bugen hvid; Sidelinien er brunlig; ved Brystfinnernes Rod sidder der en stor, sort Plet, og overalt, undtagen paa Bugen, er der talrige sorte Prikker; ofte har Fisken mørke Tværbaand. Rx 12—14; R2 20-28; R^ 15-20; G l 25-35; G2 17— 21 ; Br 17-20; Bu 6; Hx-f 20 22 + x. Skægtorsken bliver kun omkring tre Decimeter lang. Talrigst er den ved de engelske og franske Kanalkyster, men den forekommer fra Island til Spanien og i Middel- havet; fra Atlanterhavets amerikanske Kyster er den ikke 21 kendt. Den holder sig fortrinsvis paa Klippebund, og af de seksten Gange, den med Sikkerhed vides taget i vore Far- vande, drejer det sig i de ti Tilfælde om Fangster ved den klippefulde svenske Kyst. Af disse seksten Individer, fange- des to i Vesterhavet (Agger, 9. Januar 1884; udfor Haurvig Baake, August 1912), to i Ringkjøbing Fjord (August og Oktober 1912), eet i Nissum Bredning (August 1912), syv i Skagerak og fire i Kattegat, alle i Tiden fra Juni til Januar. Skægtorsken tager særlig hvirvelløse Dyr og kun i mindre Udstrækning Smaafisk. Dens Legetid falder i Kanalen sidst paa Vinteren, men skal ved Helgoland ligge i Maa- Fig. 7. Skægtorsk. (Efter Francis Day). nederne Juni— August. Rimeligvis er de pelagiske Æg at træffe i Vesterhavet, men næppe i større Antal, og de er vanskelige at skelne fra f. Eks. Hvillingens Æg. Den er Genstand for Fangst, hvor den er hyppig. 5. G ly se (Gådus mi nu tus O. Fr. Muller). Svagt Overbid. Afstanden fra Snudespidsen til Øjet er mindre end Øjets vandrette Tværmaal. Hagen bærer en kraftig Skægtraad, der dog ikke er saa lang som Øjets Tværmaal. Nogle af Tænderne er en Del større end de øvrige. Gattet ligger under første Rygfinnes Slutning, og Afstanden fra Snudespidsen til Gattet er mere end en Tredjedel af Totallængden. Skællene er ligesom hos den foregaaende Art store i Forhold til de andre Torskearters. Sidelinien buer svagt over Brystfinnerne og bøjer nedad under anden Rygfinne, hvorefter den forløber langs Hale- 22 sidens Midte. Farven er noget vekslende, men hos den levende Fisk i Reglen oventil gulbrun med Kobberglans, nedentil sølvgraa med talrige sorte Prikker; ved Bryst- finnernes Rod findes ingen sort Plet, men ofte foroven Antydning af en mørkebrun Plet; Sidelinien er brunlig. R± 12—15; R2 19-25; R3 17—24; Gx 25-31; G2 17- 24; Br 17—19; Bu 6; H x + 19—24 -f x. Glysen, som tidligere ofte blev anset for samme Art som Skægtorsken, er en af vore mindste Torskearter; den bliver i Reglen kun femten— tyve Centimeter lang, men Glyser paa over femogtyve Centimeters Længde kan undtagelses- vis træffes. Dens Udbredelsesomraade er mindre end #| Fig. 8. Glyse. (Efter Francis Day). Skægtorskens og naar fra omkring Polarkredsen ved den norske Kyst og fra Færøerne ned til det nordlige Frankrig. Glysen holder sig paa Dybder mellem femogtyve og hen- imod halvandet Hundrede Meter ogJfindes hos os vistnok ret almindelig i Vesterhavet, Skagerak og det østlige Kattegat; i Øresund gaar den ned til Lommabugten, hvor der dog næppe fanges mere end nogle faa Stykker aarlig. Af og til er Glysen truffen længere inde i vore Farvande; to Stykker toges i Nekselø Bugten (Efteraar 1901) og tre Stykker i Bugten ved Kiel (15. November 1874). Ved Hallands og Bohusians Kyst skal Glysen træffes Aaret rundt, og ved Ska- gen er mange taget om Sommeren; derimod synes det ude- lukkende at være i Aarets tre sidste Maaneder, at den trænger længere ind i vore Farvande. I øvrigt skal Glysen langtfra være nogen Vandrefisk, men tværtimod være meget stedegen. Dens Føde skal særlig bestaa af Krebs- dyr, men tillige af andre hvirvelløse Dyr og af Smaafisk. Legen foregaar i Maanederne Marts— Juni; Æggene og de spæde Unger er pelagiske. Uden økonomisk Betydning. 23 6. Sej (Gådus virens Linné). (Krøyer: Merlångus carbonårius; Gill: Pollåchius carbonårius). Underbid. Hos unge Fisk findes paa Hagen en rudi- mentær Skægtraad, der helt er forsvundet hos de ældre. Overkæbens Tænder er smaa og karteagtige. Gattet ligger bagtil under første Rygfinne. Halefinnen er temmelig stærkt indskaaret. Sidelinien sænker sig en Smule fra Gælle- spaltens øverste Ende til hen under anden Rygfinne, men er iøvrigt næsten ret. Farven er vekslende og er meget mørkere hos de gamle end hos de unge; i Hovedtrækkene er Ryggen olivengrøn eller sortegraa, Siderne og Bugen sølvgraa eller sølvhvide; Pande, Snude, Læber og Mund- Fig. 9. jSej. (Efter Francis Day). hule ofte sorte; Sidelinien er hvid, hos unge Fisk graalig. Den levende Fisk og særlig de unge har et smukt Metal- skær, der hurtig taber sig efter Døden. Rx 12—15; R2 18—24; R3 19-23; Gt 23—29; G2 18— 23; Br 19—21 ; Bu 6; H x + 23-31 + x. Sejen kan naa en Længde af godt en Meter og en Vægt af over en halv Snes Kilogram. Dens Udbredelses- omraade gaar fra Murmankysten og Island (ved Grønland er den meget sjælden) sydpaa til den biskayiske Bugt og om- fatter tillige en Del af Nordamerikas Østkyst samt maaske Middelhavet. Sejen ynder ikke Brakvand og gaar derfor hos os sjælden ind i Bælthavet eller Sundets sydlige Del, hvorimod den er almindelig i Vesterhavet (særlig dets nordlige Del), i Skagerak og i Kattegats nordlige og øst- lige Del. I Øresunds nordlige Del forekommer Sejen, omend sjælden; i den vestlige Østersø er den yderst sjæl- den og vist kun kendt fra ældre Tid; en enkelt Gang~er 24 den taget saa langt udenfor sit rette Hjem som i Hjarbæk Fjord og Syd for Ourø i Isefjorden (1 Stk. 8 kg, d. 29. April 1890). Det er med Rette sagt, at Sejen saavel i Ydre som i Levevis forener ikke saa lidt af Makrelen med Torsken. De yngre Sej fører et næsten pelagisk Liv i Kysternes Nærhed, medens de ældre trækker ud paa dy- bere Vand; men heller ikke her søger Sejen sin Næring paa Bunden, men lever som de yngre hovedsagelig af Svævets Dyr (Krebsdyr, Pilorme o. 1.); ofte gaar dog ogsaa Storsejen nærmere Land for at forfølge Fiskeyngelen og Sildestimerne, og berømt er det Skuespil, der da udfolder sig, naar Sejstimen har jaget Smaafiskene sammen og trænger Byttet op i Vandskorpen, der syder og bruser under Sejenes livlige Bevægelser og Spring, medens Maageflokke hidlokkes og fra oven deltager i Myrderiet. Legen foregaar i Maanederne Januar— April paa Dybder af mindst halvandet Hundrede Meter; det er følgelig kun Skagerak og Vesterhavets nordlige Del, der hos os kan komme i Betragtning som Legepladser, og sin Hovedlege- plads har Sejen oppe nordenfor Shetlands Øerne. Æggene og den spæde Yngel er pelagiske, men ved tre— fem Cen- timeters Længde søger Yngelen ind mod Kysten. Først som noget ældre breder Sejen sig til det sydlige Vester- hav og til Kattegat, hvor unge Sej f. Eks. kan træffes som Strejffisk inde i Bændeltangsomraadet. Sejen er ikke saa velsmagende som Torsken, men er dog Genstand for betydelige Fiskerier, særlig ved Island og Norge. Den samlede nordeuropæiske Sejfangst beløb sig i 1908 til om- kring 40 Millioner Kilogram. Den tilvirkes mest som Stokfisk. Hos os fanges den nærmest lejlighedsvis. 7. Lubbe (Gådus pollåchius Linné). Stærkt Underbid. Intet Spor af Skægtraad paa Hagen. Overkæbens Tænder er smaa og karteagtige. Gattet ligger under den forreste Del af første Rygfinne. Halefinnens Bagrand er svagt indadbuet. Sidelinien bøjer stærkt nedad under Slutningen af første Rygfinneogunder Mellemrummet mellem denne og anden Rygfinne, hvorpaa den forløber ret til Halefinnen langs Sidens Midte. Farven veksler noget og er mørkest hos de ældre Fisk; Ryggen er oliven- grøn eller sortegraa, Siderne samt Bugen sølvgraa, og mellem Ryggens mørke og Sidens lyse Farve er Grænsen skarp; Pletter og bølgede Striber af Messingglans paa Siderne; Sidelinien er brunlig eller graalig. 25 Rt 11-14; R2 15—21; R8 15-20; Gt24-34; G2 16- 21 ; Br 16-20; Bu 5-6; H x + 25—31 + x. Lubben skal kunne blive henimod tretten Decimeter lang, men hos os bliver den sjælden over seks. Nordpaa kan den forekomme op til Finmarken, og sydpaa gaar den til Portugal og et Stykke ind i Middelhavet; ved Amerika findes den ikke. Hos os er Lubben almindelig i Vesterhavet, Skagerak og det nordlige og det østlige Kattegat og er heller ikke sjælden i det nordlige Øresund. Den skal som voksen holde sig ovenfor 60-Meter Kurven og paa Steder med Klippebund eller i hvert Fald stenet Bund — den er saaledes yderst almindelig ved engelske Klippekyster, men sjælden ved Hollands nærliggende sandede Kyst — og kun forlade disse Steder og i store Stimer nærme sig Kysten for at jage Tobis og Sild i Vand- skorpen paa lignende Maade som Sejen. Disse Strejftog Fig. 10. Lubbe. (Efter Francis Day). kan dog være ret udstrakte, thi Lubben træffes ogsaa i vore andre Farvande til forskellige Aarstider; saaledes forekommer den spredt om Efteraaret i Bælterne og en- kelte Stykker undertiden i den vestlige Østersø, og den 16. Maj 1834 toges endog en Flok paa 6—700 Stykker i Bundgarn ved Fredericia; ved Barseback toges seks unge Lubber (26—30 cm) sidst i Juli 1904. Endnu længere inde er den taget: saaledes d.9. Marts 1831 ved Kiel (to Stkr.) og sandsynligvis ved Esperød nær Kivik paa Skaanes Østkyst (et Stykke, 23 cm) d. 25. September; derimod er den ikke kendt fra Bornholm. Foruden Smaafisk tager Lubben Krebsdyr og Orme. Dens økonomiske Betydning er ikke stor; i Aaret 1908 fangedes der i nordeuropæiske Have i alt kun c. 1.158.000 kg. Den bider ikke villig paa Krog og fanges hovedsagelig i Vaad, hvor Fiskeriet efter den drives (f. Eks. Bohuslån, Kullen). Kødet er tørt og lidet anset. Legen foregaar i Maanederne Februar— Maj og formodentlig paa de nævnte 26 Opholdssteder for de ældre Fisk. Æggene og de spæde Unger er pelagiske; ved to — fire Centimeters Længde sø- ger Yngelen Kysten og har mange Steder et større Ud- bredelsesomraade end de voksne; først senere trækker Lubben sig tilbage fra det lave Vand ind paa det dybere. 8. Spærling (Gådus esmårkii Nilsson). Underbid. Afstanden fra Snudespids til Øje er mindre end Øjets vandrette Tværmaal. Hagen bærer en lille, tynd Skægtraad. Overkæbens Tænder er smaa og karteagtige. Gattet ligger under den bageste Del af første Rygfinne. Halefinnens Bagrand er temmelig stærkt indadbuet. Side- linien danner en svag Bue over Brystfinnen og gaar der- efter under anden Rygfinnes forreste Del jævnt nedefter Fig. 11. Spærling. (Efter F. A. Smitt). for at løbe det sidste Stykke i lige Linie til Halefinnen. Farven er oventil olivenbrun, medens Sider og Bug er sølvhvide; Sidelinien er mørk; foroven ved Brystfinnens Rod er der en sort Plet. Rx 14—16; R2 22—26; R3 22—27; Gx 26-30; G2 24- 30; Br 19; Bu 6; H x + 20-24 + x. Spærlingen bliver omkring tyve, højst fireogtyve Cen- timeter lang. Dens Udbredelsesomraade er forholdsvis lille og omfatter Vesterhavets nordlige Del, Skagerak, Kattegat, Norges Kyst op til Trondhjems Fjorden, Syd- og Vest-Island, Færøerne og de britiske Øers Atlanterhavs- kyst. Indenfor dette Omraade er Spærlingen yderst al- mindelig paa Dybder fra et halvt til et Par Hundrede Meter, hvor der er blød Bund. Ved Norges Kyst synes den at være taget paa langt større Dybde (555 m), og den kan ogsaa f. Eks. i det nordlige Kattegat af og til træffes inde 27 paa den blandede Bunds Omraade. Skønt Spærlingen er saa almindelig, undgik den længe Opmærksomheden, og i vore Farvandes danske Del opdagedes den først i 1897. De voksne Spærlinger holder oftest sammen i Sti- mer, jævnlig sammen med Hvillinger; de er ikke iagttaget længere inde i vore Farvande end ved Trindelen. Legen foregaar hos os i Maanederne Januar—April, og der synes ikke at ske nogen Sammenstimlen om særlige Legepladser, men det aabne Hav foretrækkes vistnok. Æggene er pelagiske. Den pelagiske Yngel er i April Maaned ikke taget længere inde end i Skagerak, men er i Juni funden i Kattegat ved Hesselø og i August endog i Store Bælt. Spærlingens Føde bestaar overvejende af Svævets Krebs- dyr og af Glaskutlinger. Uden synderlig økonomisk Be- tydning. 9. Sortmund (Gådus poutåssou Risso). Underbid. Hagen uden Spor til Skægtraad. Overkæbens Tænder sidder i to Rækker, og de i den yderste Række «?-> Fig. 12. Sortmund. (Efter F. A. Smitt). er ret store, medens de i den inderste Række er meget smaa. Gattet ligger længere fremme end første Rygfinne. Halefinnen er dybt indskaaret. Store Mellemrum mellem Rygfinnerne, af hvilke de to forreste er smaa. Sidelinien løber uden nogen Bugt fortil temmelig nær Rygkanten og parallelt med denne; paa Halestilken gaar den dog langs Sidens Midte. Farven er paa Ryggen blaagraa, paa Siderne sølvgraa og paa Bugen sølvhvid; Sidelinien er graabrun; undertiden er der en utydelig, sort Plet foroven ved Bryst- finnens Rod; Svælget og Gællelaagenes Indside er sorte hos de voksne. 28 Rt 12-13; Ra 11-14; R321^25; Gx 34— 41; G2 23- 27; Br 20—21 ; Bu 6; H x + 24-26 -f x. Sortmunden bliver indtil knap en halv Meter lang. Dens Udbredelsesomraade gaar fra Finmarken og Island i det mindste til Gibraltar og omfatter Middelhavet. Rime- ligvis lever Sortmunden pelagisk i Vandlagene mellem et halvt og et Par Hundrede Meters Dybde i det aabne Ocean, men hvor den kommer i Kystens Nærhed, gaar den ind paa lidt lavere Vand. Hos os er den kun kendt fra Skagerak og fra det allernordligste Kattegat. Dens Føde bestaar af Svævets Krebsdyr og til Tider af Fiskeyngel. Legetiden falder rimeligvis i de første Foraarsmaaneder, og Legen synes udelukkende at foregaa ude i det aabne Ocean. Æggene er ikke kendt, men er uden Tvivl pela- giske; de spæde Unger træffes ude over Dybder paa Tu- sinde Meter og mere. De unge Fisk vedbliver meget længe (femten Centimeter lange og mere) at holde sig i Over- fladens Vandlag. Sortmundens Kød er ret velsmagende, men løst og lidet anset. Fisken har ingen økonomisk Be- tydning hos os, men i Norge er den til Tider Genstand for lidt Fiskeri. 2. Sølvtorskslægten (Gadiculus Guichenot). Formen ligner Torskens. Munden er stor og stærkt opstigende. Fine Fløjeistænder paa Mellem- kæbeben og Underkæbe; Overkæbeben og Gane- ben tandløse; Plovskærben med eller uden Tænder. Syv Gællehudstraaler. Tre adskilte Rygfinner og to Gatfinner. Fri Halefinne. Almindeligt byggede Bug- finner. Brystfinnerne er fæstet lavere end hos Torskeslægten. Sideliniesystemets Forgreninger paa Hovedet er overordentlig stærkt udviklede, saa at der dannes store, aabne Gruber. Store Skæl. Der kendes to Arter, hvoraf den ene (G. argenteus) lever i Middelhavet og i Atlanterhavet fra lidt norden for Ækvator i det mindste til udfor Spanien, medens den an- den Art er nordligere og forekommer hos os. 29 1. Sølvtorsk (G ad fculus thori Johs. Schmidt). (Gadiculus argénteus Guichenot, delvis). Gattet ligger omtrent under Mellemrummet mellem første og anden Rygfinne eller under den førstes bageste Straaler. Skægtraad mangler. Underkæbespidsen har to nedadrettede Torne. Underbid. Afstanden fra Snude- Fig. 13. Sølvtorsk. (Efter Holt & Calderwood). spidsen til Øjet er betydelig kortere end Øjets Tværmaal. Mellemkæben er stærkt fremskydelig. Finnerne er skøre. Halefinnen er svagt indbugtet. Skællene er store og løst- mc rwc siddende. Sidelinien dan- ner en Bue indtil hen under tredje Rygfinne og løber derfra ret; paa Nak- ken har den nogle store, tydelige Porer, og dens Forgreninger paa Hove- det er overordentlig stærkt udviklede og dan- ner for en Del aabne Gruber, af hvilke der er syv store mellem Øjnene Fig. 14. Hoved af Sølvtorsk. (Efter Holt & Calderwood). m. c. — Sideliniesystemets Gruber. og Nakken; nedentil staar disse Gruber indbyrdes i Forbin- delse, og udadtil dækkes de hos de unge Fisk med Hud, medens de er aabne hos de ældre. Hvirvlernes Antal er 41 — 43 (oftest 13 -f 29). Yngelen har kun eet Tværbælte af Pig- 30 mentceller; Ungfiskene er lyst rødgraa uden Sølvglans; de ældre er sølvskinnende paa Gællelaag, Kinder og paa Bugen fortil; Svælgets bageste Del er sortagtig. Rx 9— 11 ; R2 11—14; R3 15-19; Gx 12—18; G2 15—19; Br 18-20; Bu 6; Hx + c.25 + x. *). Sølvtorsken bliver kun omkring femten Centimeter lang og er saaledes vor mindste Torskeart. Den hører hjemme paa Skraaningerne ud mod Atlanterhavsdybet Vest for Irland og Færøerne, i det norske Hav fra Trondhjems Fjorden sydefter, i det nordlige Vesterhav og i Skagerak samt tillige i forskellige af de dybe, vestnorske Fjorde. Endnu vides det ikke sikkert, hvor langt mod Syd i Atlanter- havet denne Art lever, men udfor Spanien er den i hvert Fald allerede erstattet af den nærstaaende, lidt mindre Art Gadiculus argénteus. Denne Art kendetegnes ved sit lavere Hvirveltal (39—41, oftest 13 + 27), og ved at Yngelen har tre Tværbælter af Pigmentceller; vor Sølv- torsk har ikke blot flere (oftest 13 + 29) Hvirvler, men vistnok ogsaa flere Finnestraaler, særlig i tredje Ryg- og anden Gatfinne, men da vor Art først for nylig er udskilt, er dette Forhold endnu ikke helt udredet, hvorfor de oven- for opgivne Finnestraaletal stammer fra begge Arter til- sammen. Sølvtorsken holder sig nær Bunden paa Dybder fra godt Hundrede til omkring Tusinde Meter. Hos os er den kun kendt fra Skagerak, hvor den er taget paa knap halvandet Hundrede og paa to Hundrede Meters Dybde; første Gang, den blev taget her, var i 1897. Rimeligvis er den i Virkeligheden ret almindelig paa disse Dybder, og sandsynligvis yngler den ogsaa i Skagerak. Æggene er pelagiske; Yngelen, der træffes i Maj og Juni Maaneder, ligeledes. Legen finder i Atlanterhavet Sted paa Dybder mellem to Hundrede og Tusinde Meter, i det norske Hav og det nordlige Vesterhav paa Dybder ikke større end fire Hundrede Meter. Sølvtorskens Føde synes fortrinsvis at bestaa af Orme og Smaakrebs. 3. Slægten Merlåcius Rafinesque Schmaltz. Kroppen er langstrakt. Underbid. Hagen uden Skægtraad. De ret store og spidse Tænder i to — tre Rækker paa Kæber og Plovskærben; Ganeben og Overkæbeben tandløse. Syv Gællehudstraaler. *) Gadiculus thori + G. argénteus. Se nærmere nedenfor. 31 To adskilte Rygfinner; den forreste har mere end tre Straaler. Een Gatfinne, der ligesom anden Ryg- finne er mer eller mindre indskaaren bag Midten. Halefinnen er adskilt fra Ryg- og Gatfinner. Bug- finnerne har omkring syv Straaler. Skællene er taglagte og ikke særlig smaa. Slægten hører hjemme i den nordlige og sydlige Halv- kugles tempererede Have. Af dens fire Arter lever een hos os. 1. Kulmulen (Merlucius sm fri dus Rafinesque Schmaltz). (Krøyer: Merluccius vulgåris; F. A. Smitt: Merlucius merluccius). Langstrakt og trind. Anden Rygfinne og Gatfinnen bliver højere bagtil. Bugfinnerne er omtrent af Størrelse som Brystfinnerne. Sidelinien er næsten ret, men skraa- ner dog ubetydelig fortil. Farven er mørkest hos de ældre; Ryggen er sortegraa eller graabrun, Siderne graa og Bugen sølvhvid; Sidelinien er graalig eller graabrun; Mundhulen og Gællehulerne er sorte undtagen hos de meget unge. Rx 9—11; R2 36-40; G 36-40; Br 12—15; Bu 7; H x + 17—20 + x. Kulmulen bliver ofte over en Meter lang; ved Norge er der maalt en paa 135 cm, og Vægten kan naa over femten Kilogram. Dens Udbredelsesomraade gaar fra Island ogTrondhjems Fjorden til Madeira og omfatter Mid- delhavet; ved Amerika findes den ikke. Hos os viser den sig som en typisk Sydfisk, der er langt talrigere i Vester- havet og Skagerak i Aarets sidste Halvdel end i Foraars- halvaaret, og som kun i Efteraarshalvaaret trænger ind i Kattegat og i det nordlige Øresund, men da ogsaa kan forvilde sig langt længere ind (Køge Bugt, August 1887; Bramsnæsvig, c. 1901; Halskov, Juli 1888; Bugten ved Kiel, 27. November 1872 og 31. December 1873; Kolding Aa; Horsens Fjord, Oktober 1884; Skive, September 1869; Sallingsund, November 1882). De voksne Kulmuler holder sig udenfor Legetiden spredt paa omkring eet til 32 et Par Hundrede Meters Dybde, hvor de om Dagen gaar nær Bunden, men om Natten stiger op og stryger om efter Føde. Under Indtrækket om Eftersommeren træffes store Kulmuler ofte inde paa lavere Vand, paa den blandede Bunds Omraade; en Banke i Kattegat, hvor Kulmulerne tidligere samlede sig i store Stimer og var Genstand for Fiskeri, har faaet Navnet Kummelbanken. Dette Indtræk synes at være uden Forbindelse med Gydningen, skønt denne vistnok foregaar i Sommertiden. I Skagerak er der een Gang (September 1905) fundet talrige smaa Unger af Kulmulen, men dennes nærmeste Legepladser synes ellers at være i Atlanterhavet. Æggene er pelagiske lige- som de spæde Unger. De unge Kulmuler lever vistnok paa noget mindre dybt Vand end de voksne (omkring et halvt Hundrede Meter) og foretager vistnok heller ikke ,<....„ w^.x-'- -^" '" f v Fig. 15. Kulmule. (Efter Francis Day). saa udstrakte Vandringer som disse. Kulmulen er en glubsk Rovfisk, der særlig tager Sild og Makrel. For vort Fiskeri har Kulmulen kun ringe Betydning, selvom der tages en Del paa Bakker. Men i Skagerak og i Vester- havet fangedes i 1906 c. 2 Millioner Kilogram Kulmule, medens det samlede Fangstudbytte for samme Aar opgøres for de nordeuropæiske Have til c. 22 Millioner Kilogram, hvoraf næsten 15 Millioner fangedes ved Irland; for Fiske- riet ved Frankrigs, Spaniens og Portugals Kyster har Kul- mulen stor Betydning. Kulmulens Kød er ikke synder- lig godt. Fisken kaldes ikke sjælden Blister. 4. Langeslægten (Molva S. Nilsson). Legemet er meget langstrakt. Hagen bærer en Skægtraad. Tænderne er delvis store paa Under- kæben og Plovskærbenet, medens Mellemkæbe- benenes Tænder er smaa og karteagtige; Gane- benene er tandløse ligesom Overkæbebenene. Syv Gællehudstraaler. To adskilte Rygfinner, der begge 33 er veludviklede. En Gatfinne. Den mer eller mindre afrundede Halefinne er ikke sammenvokset med Ryg- eller Gatfinnen. Seks Bugfinnestraaler. Skæl- lene er meget smaa, men taglagte. Flere Blindtarme. Slægten hører hjemme i den nordlige Halvkugles kolde og tempererede Have. Af dens tre Arter tilhører de to vor Fauna. Oversigt over Arterne. Pandens mindste Bredde mellem Øjnene er i hvert Fald mindst saa stor som Øjets lodrette Tværmaal 1. Lange (M. v ulgåri s). Pandens mindste Bredde mellem Øjnene er meget mindre end Øjets lodrette Tværmaal.. 2. Byrkelange (M. byrkelånge). 1. Lange (Molvavulgåris Fleming). (Krøyer: Lota molva). Legemet er fortil trindt, bagtil sammentrykt. Under- kæben naar i Reglen ikke saa langt frem som Overkæben og særlig ikke som den derudoverragende Snudespids. Skæg- traaden paa Hagen er stor, i det mindste saa lang som Øjets vandrette Tværmaal. Pandens mindste Bredde mellem Øj- nene er hos unge Fisk lig Øjets lodrette Tværmaal, hos ældre lig dets vandrette Tværmaal. Halefinnen er stærkt af- rundet. Farven paa Ryg og Sider er graabrun, medens Bugen er hvid; Sidelinien er lys; de uparrede Finner har et bredt, mørkt Baand, der er kantet med hvidt udadtil, og begge Rygfinnerne og Gatfinnen, eller i hvert Fald første Ryg- finne, har en sort Plet i Bagkanten; Brystfinnernes yderste Del er gullig; de ældre er ofte sortplettede. Rx 13—16; R2 60—70; G 57-66; Br 18—21; Bu 6; H x -f 24—39 + x. Langen kan naa en Længde af mindst sytten Deci- meter og en Vægt af over tredive Kilogram, og som Regel bliver den meterlang. Den træffes fra Murmankysten og Island til den biskayiske Bugt og maaske ved Nordame- rika. Den holder sig som Regel paa Dybder fra halvanden til tre Hundrede Meter og hører derfor hos os kun hjemme CV. Otterstrøm: Fisk II. 3 34 i Skagerak og det nordligste Vesterhav. Fra disse dybere Farvande spreder Langen sig dog til det meste af Vester- havet og ind i det nordlige Kattegat, og den er undertiden taget i det nordlige Øresund, een Gang endog helt nede i Svanemølle Bugten (1875). Af andre Fangster af Lange udenfor dens regelmæssige Opholdssteder kan nævnes en i Nekselø Bugten (21. April 1904; c. 1,5 m, 23 kg), en i Limfjorden (1. Marts 1871) og en anden samme Steds i Livø Bredning (28. Juli 1884); i Bugten ved Kiel er Langen et Par Gange fanget (7. December 1869, 27. Januar 1871). Langen holder sig ved Bunden, men den er dog en god Svømmer, der overvejende lever af større Fisk, sær- lig Torske- og Flynderarter; lejlighedsvis tager Langen dog ogsaa større Krebsdyrarter og Søstjerner. Langen synes til Stadighed at holde sig spredt, og dens Leg, der Fig. 16. Lange. (Efter Francis Day). sker i Maanederne Marts— Juni hos os, synes at foregaa uden nogen Sammenstimlen til særlige Ynglepladser. Æggene er pelagiske; Ungerne holder sig pelagisk, til de har naaet en Længde paa nogle Centimeter, hvorefter de søger Bunden, hvor de synes at foretrække Dybder paa omkring et halvt Hundrede Meter. Langen er Genstand for et betydeligt Fiskeri, særlig i nordligere Egne; i alt fiskedes der i Aaret 1906 i de nordeuropæiske Have om- trent 33 Millioner Kilogram Lange; hos os fiskes der væ- sentlig efter den i Skagerak af svenske Bakkefiskere og fra engelske og tyske Line- og Trawldampere, saa at vort Land ikke har synderlig Indtægt af den. Langens Kød er fortræffeligt, dog ikke straks efter Legetiden; Leveren giver en fin Tran, og Kødet bliver for en Del tilberedt til Klip- fisk og Stokfisk eller saltet. 2. Byrkelange (Molva byrkelånge Walbaum). (Krøyer: Lota abyssorum; F. A. Smitt: Molua dipterygia). Næsten aaleformet. Underkæben rager frem foran Snudespidsen. Skægtraaden naar ikke en Længde som Øjets lodrette Tværmaal. Pandens mindste Bredde mellem 35 Øjnene er langt mindre end Øjets lodrette Tværmaal. Halestilken er lavere end hos Langen. Halefinnen er kun svagt afrundet, undertiden næsten lige afskaaret. Farven er næsten ens brun over det hele, eller Ryggen og det øverste af Siderne er brune med Bronceglans, medens Bugen og det nederste af Siderne er mørkegraa med Bronceglans; Brystfinnernes yderste Del, den bageste Flig af anden Rygfinne og af Gatfinnen samt Halefinnens øverste og nederste Hjørne er sortagtige; alle de uparrede Finner har yderst en hvid Kant. Rx 11-15; R2 74-85; G 70-81; Br 18—22; Bu 5-6; H x + 24—34 + x. Fig. 17. Byrkelange. (Fra Stuxberg). Byrkelangen bliver ikke saa stor som Langen, men skal dog kunne overstige halvanden Meter. Indtil for faa Aar siden kendtes den kun fra den norske Kyst fra Fin- marken og sydefter, fra Skagerak og Kattegat samt fra Færøerne og Island; men nu har det vist sig, at dens Hjem uden Tvivl er Atlanterhavets Dybder paa omkring Tusinde Meter og mere. I vore Farvande er den taget i Skage- raks Dyb (c.560m; c. 13. April 1907) og fem Gange i Katte- gats Renden mellem Trindelen og Vinga (Vaaren 1872,21. Maj 1872, 12. Januar, 1. April og 5. April 1875). Legetiden falder vistnok i Foraarsmaanederne, thi fra Maj til Juni er de spæde Unger (Æggene kendes ikke) almindelige ude over Atlanterhavets Dybder, særlig fra Højden af de bri- tiske Øer op til Island; fra de dybe vestnorske Fjorde kendes Yngelen ogsaa. Ved Norges Kyst har Byrkelangen Betydning for Fiskeriet. Dens Kød er endnu bedre end Langens. 5. Ferskvandskvabbeslægten (Lota Cuvier). Legemet er middellangstrakt. Hagen bærer en Skægtraad. Overkæbeben og Ganeben er tandløse; 36 Mellemkæbeben, Plovskærben og Underkæbe bærer Tænder, der alle er fine og karteagtige. Syv Gælle- hudstraaler. To adskilte Rygfinner, der begge er veludviklede. Een Gatfinne. Den afrundede Hale- finne gaar ikke i eet med Ryg- eller Gatfinne. Seks — otte Bugfinnestraaler. Skællene er meget smaa og ikke taglagte. Store og temmelig talrige Blindtarme. Slægten, der staar Langeslægten nær, omfatter kun een Art. Denne er den eneste Torskefisk fra Ferskvand. 1. Knude (Lota vulgåris Jenyns). (F. A. Smitt: Lotta lota). Mallelignende: Hovedet fladtrykt, Kroppen rund, Halen sammentrykt. Noget Overbid. Hagen med en kraftig Skæg- traad, der er længere end Øjets Tværmaal. Hos de voksne begynder første Rygfinne foran eller ovenover Spidsen af de tilbagelagte Brystfinner. Sidelinien er ufuldstændig, idet den ophører under den sidste Del af a'nden Rygfinne. Farven er en Del forskellig, idet nogle Individer kan være meget mørke over det hele, andre ensfarvet graalige, medens Reglen dog er, at Fisken oventil er marmoreret med sort og gult og har hvidlig Bug; Sidelinien er hvidlig. Rx 9—16; R2 67-85; G 65—78; Br 17—22; Bu 6-8; H x -f 20—39 -f x. Knuden skal kunne blive ni Decimeter lang og naa en Vægt af seksten Kilogram; hos os bliver den i Reglen kun et Par Kilogram, men i Hald Sø dog jævnlig syv— otte. Dens Udbredelsesomraade gaar fra det nordligste Skandi- navien og Rusland til Sydfrankrig og Norditalien og om- fatter tillige Sibirien og Dele af Nordamerika; Knuden forekommer dog ikke i Norge mellem Trondhjems Fjord og Lofoten, paa Island, i Skotland, paa Irland og i Sydrus- land. Hos os kendes den fra de fleste større Aasystemer og Søer i Nørre- og Sønderjylland (dog ikke fra Himmerland og nordenfor Limfjorden), paa Fyn og Sjælland (dog ikke f. Eks. fra Esrom Sø og Arre Sø); derimod kendes den ikke fra Lolland- Falsters og Bornholms ferske Vande. Knuden taaler godt svagt Brakvand; i den indre Østersø forekom- 37 mer den i Skærgaarden fra Kalmar nordefter, men hos os er det kun undtagelsesvis, at den fanges i Havet (Humlebæk, Oktober 1851; Masnedsund, Juni 1890; Rønne Havn, Juli 1835). Trods sit ejendommelige Ydre overses den let i Vande, hvor den ikke tilfældigvis fanges, thi om Dagen holder den sig rolig paa Bunden, oftest gemt mellem Sten paa dybere Vand, og først om Natten gaar den paa Jagt efter sit Bytte, der bestaar af alle Slags Dyr (selv Aadsler), men fortrinsvis af Fisk og deres Rogn. Ikke sjælden gaar Knuden paa Aale- kroge, der jo staar Natten over. I det heLe er Knuden af en dvask Natur; den gaar ikke i Stime, men lurer enlig paa, at Byttet skal nærme sig. Den er meget sejglivet. Hun- nerne bliver vistnok større end Hannerne; de indeholder et meget stort Antal Æg, indtil flere Millioner. Gydningen finder Sted om Vinteren (Januar — Februar), vistnok enten paa een — to Meters Dybde i Søerne paa fast Bund eller Fig. 18. Knude. (Efter Zoologia danica). i de tilførende Vandløb. De smaa Æg er ikke klæbende og er heller ikke sammenholdte af nogen Slimmasse, men minder ved deres store Oliedraabe om pelagisk drivende Æg fra Saltvand; de flyder mer eller mindre højt over Bun- den eller ligger løst ovenpaa denne. Udviklingen skal vare fire — fem Uger ved 4° C. De spæde Ungers Levevis kendes ikke, men Unger paa indtil en halv Snes Centimeter træffes om Sommeren under Sten paa et Par Decimeter Vand eller oppe i Smaabække. I sit første Leveaar bliver den omkring ti Centimeter lang, og i sit andet bliver den maaske allerede forplantningsdygtig. Knuden er hos os Genstand for lidt Fiskeri i Gudenaa-Oplandets forskellige større Søer, men den aarlige Fangst overstiger næppe et Par Hundrede Kilogram. Fangsten foregaar for største Delen fra Isen i Januar og Februar Maaneder, og der an- vendes en Art Pilk. I Sverige anvendes til Fangst af Knude bl. a. Ruser, der hænges med Mundingen nedefter fra en Vaage. Paa Skanderborgegnen kaldes Fisken Knude; andet Steds gaar den under Navnene Tudseaal, Søtorsk, Aalekvabbe og Ferskvandskvabbe. 38 6. Skælbrosmeslægten (Phycis Schneider). Legemet er mere eller mindre langstrakt. Hagen bærer en Skægtraad. Overkæbeben og Ganeben er tandløse; ingen Hugtænder, men smaa karteagtige Tænder paa Mellemkæbeben, Plovskærben og Underkæbe. Syv Gællehudstraaler. To adskilte Rygfinner; begge er veludviklede. Een Gatfinne. Den lige afskaarne eller afrundede Hale- finne hænger ikke sammen med Ryg- eller Gat- finnen. Bugfinnerne er lange og traadformede og langt adskilte; de bestaar af to — tre forenede Straaler, som mod Spidsen er delt i det mindste i to. Ryg- og Gatfinner er omgivne af tyk Hud. Skællene er ret store og taglagte. Blindtarme findes. Til Slægten hører ni Arter fra det nordlige Atlanter- hav og Middelhavet. Een af dem forekommer hos os. 1. Skælbrosme (Phycis blennioides Briinnich). Tredje og fjerde Straale i første Rygfinne er stærkt forlængede. Bugfinnerne er meget lange og rækker forbi Gatfinnens Forkant. Skællene er meget større end hos andre danske Torskefisk; mellem første Rygfinne og Side- linien er der fem — seks Skælrækker. Sidelinien er fuld- stændig. Farven er graa eller graabrun med mørk Punk- tering; nedentil er den noget lysere end oventil; Bugfin- nerne er røde, de øvrige Finner sorte i Kanten; Svælgets bageste Del, Gællehulen og Bughinden er sorte. R, 8-11; R2 54—63; G 51-58; Br 15—19; Bu 3 (til- syneladende 1); Hx+ 15— 19+ x. Skælbrosmen siges at kunne blive omkring elleve Deci- meter lang, men det er i hvert Fald sjælden, at den over- stiger seks Decimeter. Dens Hjem er Middelhavet, hvor te den er almindelig, samt Atlanterhavets nordlige Del paa Europasiden, hvor den er taget ved Kysterne fra Tromsø Stift til Gibraltar, men intet Steds i Mængde. I Kristiania Fjord er den taget adskillige Gange, men nær- mere vore Kyster er den kun kendt fra i alt ni Fangster, hvoraf de seks fra Skagerak (Juni 1851, Vaaren 1874, 3 Stkr. Juni 1888, Februar 1900), to fra Kattegat (en Unge paa 46 mm fra ældre Tid(?) og en voksen fra 14 Meters Dybde SSV. for Skagen, Juni 1888) samt een fra Snekkersten i det nordlige Øresund (9, d. 30. Januar 1902, 12—14 m, Flynder- garn). Om Skælbrosmens Levevis er ikke meget bekendt. Den holder sig i store Stimer paa dybt Vand med blød Bund, og her fanges den i Middelhavet Aaret rundt paa Bakker; udfor Norge faas den ikke sjælden sammen med Torsk og Lange paa Krog paa Dybder ned til et Par Hun- Fig. 19. Skælbrosme. (Efter Francis Day). drede Meter. Den lever vistnok væsenligst af mindre Fisk og Krebsdyr. Legen formodes at falde sidst paa For- aaret eller om Sommeren, men Æggene kendes endnu ikke med Sikkerhed. Med den ovennævnte Undtagelse er der ikke fundet unge Skælbrosmer saa nordligt, og det er der- for rimeligt, at Arten yngler langt sydligere. Skælbrosmens Kød skal være særdeles godt. 7. Havkvabbeslægten (Onos Risso). (Gaidropsårus Rafinesque; Motélla Cuvier). Legemet er mer eller mindre langstrakt. Hagen bærer een og Snuden to til fire Skægtraade. Over- kæbeben og Ganeben er tandløse; Plovskærbenet bærer smaa karteagtige Tænder ligesom Mellem- 40 kæbebenet og Underkæben, men de to sidste Steder er en Del af Tænderne ofte større. Seks — syv Gællehudstraaler. To adskilte Rygfinner; den for- reste sidder i en Fure paa Ryggen og er rudimen- tær, idet kun dens forreste Straale er veludviklet. Een Gatfinne. Halefinnen gaar ikke i eet med Ryg- eller Gatfinne. Fem til otte Bugfinnestraaler. Skæl- lene er smaa. Blindtarme findes. De herhen hørende Arters Æg er pelagiske, og Ungerne udvikler sig først til sølvskinnende, pelagisk levende Smaa- fisk, der længe ansaas for selvstændige Arter (Couchia). Først ved en Længde af tre— fem Centimeter antager Ungen den voksnes Ydre og søger Bunden. Til Slægten hører en halv Snes Arter, af hvilke to— tre tilhører vor Fauna. Oversigt over Arterne. I alt tre Skægtraade 1. Tretraadet Havkvabbe (O. maculåtus). I alt fire Skægtraade 2. Firtraadet Havkvabbe (O. cimbrius). I alt fem Skægtraade 3. Femtraadet Havkvabbe (O. mustéla). [1. Tretraadet Havkvabbe (O nos maculåtus Risso). (Yarrell: Onos vulgåris; Nilsson: Motélla tricirråta; Collett: Gaidropsårus argentéolus). Formen er temmelig langstrakt, fortil trind, bagtil sam- mentrykt med noget fladtrykt Hoved. Halestilkens Højde lige foran Halefinnens Rod er omtrent en Tredjedel eller lidt mindre af Hovedets Længde. Hovedets Længde gaar 41/'*— 5 Gange op i Totallængden. Pandens mindste Bredde mellem Øjnene (Huden over Øjnene ikke med- regnet) er omtrent lig halvandet Øjentværmaal hos de ældre. Hagen bærer een og Snuden to Skægtraade; foruden disse tre veludviklede Skægtraade er der ikke Spor af andre til Stede. Første Rygfinne er ikke saa lang 41 som Underkæben. Sidelinien danner en svag Bue over Brystfinnerne, men sænker sig stærkt under anden Ryg- finnes forreste Del, hvorefter den forløber lige, men bag- til er utydelig eller ophører. Farven er mer eller mindre mørkt graagul med mer eller mindre tydelige sortagtige Pletter. Rx?; Rv 55—64; G 47—54; Br 19—21; Bu 7—8; Hx + c. 23 -f x. Den tretraadede Havkvabbe bliver omkring fem Deci- meter lang. Den er almindelig i Kanalen, og dens Ud- bredelsesomraade naar fra Aalesund til Middelhavet. I vore Farvande er den kun taget ved den svenske Side Fig. 20. Tretraadet Havkvabbe. (Efter F. A. Smitt). nemlig d. 22. November 1886 i Goteborgs Skærgaard; der er Mulighed for, at den ogsaa er fanget engang tidligere udfor Uddevalla. Den holder sig paa tangbevokset Stenbund, de unge dog paa dybere Vand. Føden bestaar af Smaafisk og Krebsdyr. Legetiden er rimeligvis i Sommermaanederne.] 2. Firtraadet Havkvabbe (Onos cimbrius Linné). Legemet er langstrakt og smalt. Snuden er stærkt hvælvet. Fire Skægtraade: een under Hagen, een forholds- vis kort paa Midten af Snudespidsen og to meget lange fra de forreste Næsebors Yderrand. Første Straale i den rudimentære første Rygfinne er meget lang, længere end samme Finnes Rod. Skæl dækker ikke blot Kroppen, men ogsaa hele Hovedet og det meste af Finnerne. Sidelinien er fuldstændig, men yderst paa Halen mindre tydelig. 42 Farven er meget forskellig; i Hovedtrækkene er Ryggen brungraa, Siderne gulgraa og Bugen hvidgraa, Mundhule, Tunge og Gællehuler er blaasorte. Rt 1 +?; R2 45-53; G 39-48; Br 13—17; Bu 5-6; H x + 16—21 + x. Den firtraadede Havkvabbe er oftest under tre, men kan blive mindst fire Decimeter lang. Den forekommer fra Island og Finmarken til det sydlige England og tillige ved Nordamerikas Østkyst. I vore Farvande er den ret almindelig; hyppigst er den paa dybt Vand i Vesterhavet, Skagerak og Kattegat, hvor den synes talrig paa blød Ler- bund paa fra knap et halvt Hundrede til halvtredje Hun- drede Meters Dybde; ligeledes forekommer den regel- mæssig i Sundets og Bælternes dybe Render, og i den Fig. 21. Firtraadet Havkvabbe. (Efter Zoologia danica). vestlige Østersø er den heller ikke sjælden paa Dybder større end tolv Meter; i den egentlige Østersø lever den ogsaa, dog kun paa de store Dybder paa henved Hundrede Meter og mere; et enkelt Stykke er taget helt oppe i den finske Vig. Naar den østlige Østersø undtages, fanges der desuden i vore Farvande ikke saa sjælden firtraadede Hav- kvabberinde paa lavt Vand ikke blot paa den blandede Bunds Omraade, men endog helt inde i Bændeltangens Omraade eller i Fjordene (f. Eks. i Limfjordens Bredninger (ofte), Svendborg Sund, Holbæk Fjord, Præstø Fjord, Syd for Fejø), men man maa antage, at disse Fisk er kommet bort fra deres egentlige Tilholdssted, nemlig den bløde Bunds Omraade. Den firtraadede Havkvabbe holder sig paa Bunden og tager her særlig Krebsdyr. Den leger an- tagelig alle Steder, hvor den forekommer, i hvert Fald ogsaa i den egentlige Østersø; Legen foregaar i Maane- derne Februar -August, særlig i Maj. Unger og Æg af Havkvabber er meget almindelige i alle vore Farvande om Sommeren, men de er ikke bestemte til Art. Uden øko- nomisk Betydning. 43 3. Femtraadet Havkvabbe (O nos mustéla Linné). Formen er temmelig langstrakt og smal og minder om Ferskvandskvabbens; Hovedet er dog mindre bredt og fladtrykt end dennes. Fem Skægtraade: een under Hagen, to forholdsvis korte paa Snudespidsen og to fra de forreste Næsebors Bagrand. Første Straale i den rudimentære for- reste Rygfinne er næppe halvt saa lang som samme Finnes Rod. Skællene dækker ikke blot Kroppen, men ogsaa største Delen af Hovedet og en Del af Finnerne. Sidelinien er uregelmæssig; den strækker sig forfra til hen under anden Rygfinnes forreste Del, hvor den ophører, men Fig. 22. Femtraadet Havkvabbe. (Efter F. A. Smitt). længere nede paa Kropsiden løber en anden Sidelinie, der hverken naar helt frem eller helt til Halefinnen. Farven er noget vekslende, men i Reglen paa Ryggen sortebrun, paa Siderne graabrun og paa Bugen sølvgraa; Mund- og Gællehuler hvide. Ri i R2 45-56; G 40-46; Br 14-17; Bu 6-8; H x + 16—21 + x. Den femtraadede Havkvabbe bliver oftest omkring tyve og overstiger næppe tredive Centimeter. Udbredelsesom- raadet gaar fra Island og Finmarken til Portugal; ved Amerika findes den ikke. Hos os er den vist ikke saa al- mindelig som den foregaaende Art, men kendes dog fra alle vore Farvande undtagen Østersøen; de sydligste om- talte Fangster i vore indre Farvande er: Nord for Svelmø (11. September 1905), Vordingborg Bugt (c. 22. December 1887) og Kalvebod Strand (11. August 1885). De fem- traadede Havkvabber er som ældre træge Bundfisk, der lever spredt som Standfisk i Bændeltangsomraadet og paa Stenbund. Deres Føde er væsentlig Smaafisk og tyndskal- 44 lede Krebsdyr. Legen foregaar i Maanederne Januar- Juni, særlig omkring Maj og synes at finde Sted uden Hensyn til, om Vandet er mer eller mindre brakt. 8. Velsslægten (Rdniceps Cuvier). Undersætsig med bredt, fladtrykt Hoved og bag- til stærkt afsmalnende Krop. En Skægtraad paa Hagen, men ingen paa Snuden. Overkæbeben og Ganeben tandløse; krumme og spidse, karteagtige Tænder paa Mellemkæbebenene og Plovskærbenet og to Rækker lignende Tænder paa Underkæben; særlig blandt Underkæbens Tænder er en Del ret store. Syv Gællehudstraaler. To adskilte Rygfinner; den forreste er meget lille og har kun tre Straaler. Een Gatfinne. Halefinnen gaar ikke i eet med Ryg- eller Gatfinne. Seks Bugfinnestraaler. Blindtarme mangler. Slægten omfatter kun nedenstaaende Art. 1. Sortvels (Råniceps raninus Linné). (Nilsson: Råniceps niger; Krøyer: Råniceps fuscus; Batracocéphalus blennioides Hollberg). En tydelig Sidelinie findes ikke. Farven er helt sort eller brunsort med blaalig Glans, stammende fra det tykke Fig. 23. Sortvels. (Efter Zoologia danica). Slimlag; kun Spidserne af anden Rygfinne, Halefinnen og Gatfinnen samt de frie Ender af første og anden Bugfinne- straale er hvidlige; Mundhulen saa vel som Gællehulerne hvide. 45 Rt 3; R, 61-67; G 55—61 ; Br 21-23; Bu 6; H x + 29-35 + x. Som oftest bliver Sortvelsen kun godt tyve Centimeter, men den kan blive henimod tredive. Dens egentlige Hjem er vore og nærliggende Farvande; dens Udbredelsesom- raade er meget indskrænket og gaar fra Trondhjems Fjorden til Frankrigs Nordkyst. Dog er den slet ikke nogen særlig almindelig Fisk hos os; den lever spredt i Bændeltangs- omraadet og helt inde i Fjordene i alle vore Farvande undtagen den egentlige Østersø. I den vestlige Østersø skal den være sjælden, men paa den anden Side synes den ret hyppig i det til- ^8SWI^ grænsende fynske 0- „. „ hav. Sortvelsen lever Fig 24. Sortvels set fra oven. af alle Slags mindre (Efter Zoologia danica). Dyr, men med Forkær- lighed af Søstjærner og andre Pighude. Den leger fra Midten af Maj til først i September, navnlig dog omkring Juni. Æggene er pelagiske ligesom de spæde Unger og er kun sjælden iagttaget hos os. Allerede fra et Par Centi- meters Længde synes Sortvelsen at leve som Standfisk nær Kysten, men det maa dog nævnes, at den kan træffes paa større Dybder (Bohusian, henimod Hundrede Meter). 9. Brosmeslægten (Brosmius Cuvier). Formen er middellangstrakt. Hagen bærer en Skægtraad. Ganebenene og Overkæbebenene tand- løse; Mellemkæbebenene og Underkæben med karteagtige Tænder; Plovskærbenet med et Par uregelmæssige Tandrækker. Syv Gællehudstraaler. Een Rygfinne og een Gatfinne. Halefinnen er ved Roden forbundet med Ryg- og Gatfinnen. Fem Bugfinnestraaler. Skællene er meget smaa. Blind- tarme findes. Kun nedenstaaende Art hører til Slægten. 46 1. Brosme (Brosmius brosme Ascanius). Svagt Underbid. Øjnene er ovale og temmelig store. Finnernes Hud er tyk. Den fuldstændige Sidelinie danner en Bue. Farven er oventil graabrun, brun eller graagul; Bugen er hvidlig; de yngre har brede, gule Tvær- baand; de uparrede Finner har et sort Baand, der udadtil er kantet med hvidt. R 90-107; G 66—77; Br 22-24; Bu 5; H x + c. 42 -f x. Brosmens Længde er oftest omkring seks Decimeter, men kan overstige een Meter; Vægten kan naa ti, ja endog sytten Kilogram. Brosmens Udbredelsesomraade strækker sig over det nordlige Atlanterhav fra Murmankysten, Is- Fig 25. Brosme. (Efter Zoologia danica). land og Grønland (her yderst sjælden) sydpaa til den nordligere Del af de britiske Øer og til Kap Cod paa Amerikas Østkyst. Brosmen er almindelig i Vesterhavets nordligste Del, men aftager hurtig i Mængde saavel sydefter i Vesterhavet som indefter i Skagerak, hvor den hører til Sjældenhederne saavel i Kristiania Fjord som ved Bohusians Kyst. I Kattegat vides kun een Brosme fanget (mellem Trin- delen og Vinga i den dybe Rende d. 18. November 1873), og fra vore indre Farvande kendes den ikke. Brosmen lever stimevis paa Dybder fra Hundrede ned til over Tusinde Meter, helst hvor der er Klippebund. Den tager her særlig større Krebsdyr fra Bunden (f. Eks. Bogstavhummer), men ogsaa Fisk. Dens Kød er godt, og den er Genstand for et betydeligt Fiskeri udfor Norge, Færøerne og Island, hvor den gerne fanges sammen med Lange og Helleflynder paa Krog. Det samlede nordeuropæiske Brosmefiskeri opgives dog kun til godt 10 Millioner Kilogram i 1908. I Legetiden, der falder i Maanederne April, Maj og Juni, synes Bros- men at stige op i lavere Vand. Dens pelagiske Æg er nærmest os taget i Vesterhavet over den store Fiskebanke, i Skagerak og i det norske Dyb. Unger paa henved fem 47 Centimeters Længde træffes endnu pelagisk, men kun over Dybder paa et Par Tusinde Meter, og paa Bunden her træffes rimeligvis Brosmens yngste Bundstadier. Individer paa tre Decimeters Længde skal være forplantningsdygtige. 3. Tobisfamilien (Ammodytfdæ). Formen er langstrakt, trind eller sammentrykt. Gattet ligger langt tilbage. Hovedet er tilspidset. Stor Mund. Kæberne og Ganebenene er tandløse. Gællespalterne er store, og Gællehudene er ikke sammenvoksede indbyrdes eller med Gællebroen. Fire Par Gæller. Een Rygfinne og een Gatfinne, der begge slutter foran Halefinnen. Bugfinner mangler. Huden er dækket af smaa, glatte Skæl eller er delvis nøgen. Sidelinie findes. Bigællerne er veludviklede. Svømmeblære mangler. Kun een Blindtarm. Tobiserne lever i den nordlige Halvkugles Have og i det indiske Ocean. Der kendes næppe mer end fem Arter, og disse tilhører to Slægter, af hvilke den ene rummer begge vore Arter. 1. Tobisslægten (Ammodytes Artedi). Kroppen er mer eller mindre trind. Under- bid. Overmundens Rand dannes udelukkende af Mellemkæbebenene. Plovskærbenets Forende bærer stundom et Par temmelig store Tænder. Syv eller otte Gællehudstraaler. Kroppen er i Reglen skæl- klædt, og Skællene er ordnede saaledes, at der frem- kommer talrige Striber paa Kropsiderne gaaende paa skraa bagud — nedad. Sidelinien løber nær Ryg- kanten. Langs hver Side af Bugen er der en Hudkøl. To Arter lever hos os. 48 Oversigt over Arterne. Plovskærbenet bærer to store Tænder. Snuden med en sort Plet paa hver Side 1. Tobiskonge (A. lanceolåtus). Plovskærbenet er tandløst. Snuden uden nogen sort Plet paa Siden 2. Sandgrævling (A. låncea). 1. Tobiskonge (Ammodytes lanceolåtus Lesauvage). (Ammodytes tobiånus Cuvier). Kroppen er fortil næsten valseformet. Overkæben er ikke eller kun lidt fremskydelig. Underkæbens Længde er hos ældre Fisk betydelig større end Kroppens største Højde. Plovskærbenets Forende bærer to kraftige, bagudkrummede Fig. 26. Tobiskonge. (Efter Zoologia danica). Tænder. Der er ingen bruskagtig Knude foran Plovskær- benet. Kanten af Ryg- og Gatfinne er ikke bugtet. De til- bagelagte Brystfinner rækker knap hen under Rygfinnens Begyndelse. Kroppen er overalt skælklædt. Ryggen er grønlig, Siderne sølvhvide ligesom Bugen; paa hver Side af Snuden er der en stor, sort Plet; i levende Live er Fisken noget gennemsigtig og har et smukt Farvespil i Regnbuens Farver. Ingen ydre Kønsforskel. R 53—61 ; G 25-33; Br 12-14; Bu 0; H x + 15 + x. Tobiskongen kan blive over tredive Centimeter lang, men hos os bliver den hyppigst ikke over tyve Centi- meter. Dens Udbredelsesomraade naar fra Island og Tromsø til den biskayiske Bugt; rimeligvis er den ikke artsfor- skellig fra en ved Nordamerikas Østkyst levende Tobis; i Østersøen træffes den helt inde ved Bj'ørneborg i den bottniske og ved Cronstadt i Bunden af den finske Bugt. I vore Farvande er den mange Steder meget almindelig, hvor der er Sandbund. I den koldere Tid holder den sig paa dybere Vand og skal da kunne gaa ned til henimod 49 Hundrede Meters Dybde, men om Sommeren søger den lavt Vand og kan da ofte ses stimevis at forfølge Fiske- yngel inde over Sandrevlerne nærmest Land. Dens Føde bestaar af Smaafisk, Krebsdyr og Orme, og den er rov- begærlig og meget hurtig. Selv efterstræbes den af større Rovfisk og er derfor ogsaa søgt som Agnfisk; den fanges til dette Brug i Landdragningsvaad af grovt Lærred. I Sverige anvendes den i øvrigt ogsaa til Menneskeføde. Tobiskongen er i Stand til i Løbet af et Øjeblik at grave sig ned i Sandbunden, hvor den er i Skjul for sine Fjen- der — Marsvinene siges dog at rode Bunden op for at finde Fisken frem — og skjult i Bunden synes den at ligge største Delen af Døgnet. Nogle Steder bruger man at grave den op ved Ebbetid; lægges den da ovenpaa det fugtige Sand, formaar den med Let- hed at bore sig ned igen. Legen falder i Maj— Juli (August), og Æggene fæstes paa Bunden — vistnok lige- Fig. 27. Hoved af Tobiskonge som den følgende Arts fast- med opspærret Mund. klæbede til Sandet paa en (Efter Benecke). Dybde af omkring tyve Me- ter; dog skal enkelte løsrevne Æg kunne træffes i Svævet. Ungerne er vanskelige at skelne fra den følgende Arts, men da denne yngler om Høsten, og dens Æg klækkes enten allerede i Høstmaanederne eller i Løbet af Tiden indtil Marts, maa man antage, at de store Mængder Tobis- yngel, der træffes i Aarets første Maaneder i alle vore Farvande, tilhører Sandgrævlingen; Tobiskongens Unger synes at være langt mindre almindelige, idet der fra Juni Maaned kun træffes faa Tobisunger pelagisk. Navnet Tobiskonge tilkommer egentlig kun de store Tobiser, men da disse alle tilhører denne Art, kan det passende an- vendes som Artsnavn. 2. Sandgrævling (Ammody tes låncea Cuvier). (Ammodytes tobiånus Linné). Kroppen er fortil tydelig højere end tyk. Overkæben kan skydes stærkt frem. Underkæbens Længde er hos de ældre mindre end Kroppens største Højde, hos de yngre lig denne eller endog større. Plovskærbenets Forende er tandløs, men kort foran den sidder en tvedelt, bruskagtig Knude. Randen af Ryg- og Gatfinnen er ikke bugtet. De CV. Otterstrøm: Fisk II. 4 50 tilbagelagte Brystfinner naar mer eller mindre langt hen- under Rygfinnernes Forkant. Kroppen er helt skælklædt. Farven er oventil blaagraa med grønligt Skær, nedentil um^^t^^^ Fig. 28. Sandgrævling. (Efter Zoologia danica). sølvhvid; Snuden har ingen sorte Pletter paa Siderne; den levende Fisk er noget gennemsigtig. Kønstap findes. Ingen ydre Forskel mellem Han og Hun. R 51—64; G 26-33; Br 12—15; Bu 0; H x -f 15 -f x. Sandgrævlingen bliver som Regel kun godt fem- ten Centimeter lang, og de største kendte har været omkring tyve Centimeter. Dens Udbredelsesomraade erstørre end Tobiskongens, idet det gaar fra Grøn- land, Island, Murman- kysten og det hvide Hav til Gibraltarstrædet og ved Nordamerikas Østkyst strækker sig ned til Kap Hatteras; i Østersøen træffes den endnu ved Ålandsøerne og ved Øen Hogland i den finske Bugt. Hos os er den meget almindelig paa lignende Steder som og sammen med Tobiskongen; dog synes der at være forholdsvis flest Tobiskonger f. Eks. i Store Bælt, forholds- vis flest Sandgrævlinger f. Eks. ved Vestkysten. Sandgræv- lingens Levevis stemmer, saa vidt man kender den, over- ens med Tobiskongens, dog falder dens Legetid som under denne Art omtalt om Høsten. Fig. 29. Hoved af Sandgræv- ling med opspærret Mund. (Efter Benecke). 4. Familien Ophidifdæ. Kroppen er mer eller mindre langstrakt. Store Gællespalter. Gællehudene er mer eller mindre forenede indbyrdes, men fri af Gællebroen. De uparrede Finner er i Reglen forenede; der er kun 51 een Ryg- og een Gatfinne, af hvilke den først- nævnte er meget lang. Bugfinnerne kan mangle, eller de er rudimentære og omdannede og sidder fæstet længere fremme end eller under Brystfin- nerne. Kroppen er nøgen eller dækket med glatte Skæl. Ingen eller faa Blindtarme. De herhenhørende Arter er alle Havfisk; de fleste lever paa store Dybder eller fører et ejendommeligt, halvt snyltende Liv hos andre Dyr. Repræsentanter for Slægten findes i næsten alle Have. Omkring tredive Slægter, der samles i fire Underfamilier. Kun een Art hos os. 1. Underfamilien Fierasferini. Kroppen er sammentrykt og meget langstrakt; Halen er særdeles lang og spids. Gattet ligger under eller længere fremme end Brystfinnerne. Fire Par Gæller. Bugfinner mangler. Skæl mangler. Blindtarme mangler eller er rudimentære. Ingen Bigæller. Disse Fisk lever til Tider inden i andre Dyr, særlig Søpølser, Søstjerner, Gopler og Muslinger. Fiskene smutter ud og ind, uden at det foruroliger deres ellers ømfindtlige Værtsdyr. Hovedsagelig findes de i varme og tempererede Have. To Slægter. 1. Slægten Fierdsfer Cuvier. Halen løber ud i en lang og tynd Spids uden eller med en utydelig Halefinne. Øjnene er store eller middelstore. Skægtraade mangler. Overbid. Kartetænder paa Mellemkæbebenene, Underkæben, Plovskærbenet og Ganebenene. Syv Gællehud- straaler. Fuldstændige Brystfinner. Svømmeblære 52 findes. To rudimentære Blindtarme. Kroppen er gennemsigtig. I alt ti Arter fra indisk-australske Have, Afrikas Øst- kyst, Mellemamerika og Europa. De to europæiske Arter er almindelige i Middelhavet, men kun den ene gaar nord- paa til vore Farvande. 1. Fieråsfer dentåtus Cuvier. Gattet ligger under Midten af de tilbagelagte Bryst- finner. Hovedets Længde indeholdes c. 91/;? Gang i Total- længden og Krophøjden omkring tyve Gange i samme. Eet eller to Par Hugtænder fortil i Overkæben og eet Par lignende fortil i Underkæben; de øvrige Tænder er meget smaa og ens. Rygfinnen er næsten, men dog ikke fuldt saa høj som Gatfinnen. Sideliniesystemet er stærkt ud- viklet, særlig paa Hovedet. Krophulen strækker sig et Stykke bagom Gattet. Fisken er næsten vandklar og er uden Pletter. R 144—180; G 165—180; Br 16; Bu 0; H 0. Fieråsfer bliver højst henimod tredive Centimeter lang; det synes, som om den under Udviklingen faar et mindre An- tal Hvirvler og til sidst ligefrem forkortes, selv om den ikke, hvad dog ofte sker, afbrækker Spidsen af sin Hale. Fieråsfer var kendt fra Middelhavet og i nogle faa Eksem- plarer fra Irlands Kyst samt fra to Fund i de nordiske Have, hvor den blev funden drivende i Vandskorpen ved Stavangerfjord (Marts 1881) og taget af en Fisker vestlig for Skagen paa en Dybde mellem to og fire Hundrede Meter (1880; rimeligvis udtaget af en Torsk eller Lange). At Fieråsfer dog ikke er saa helt sjælden paa vore Bredde- grader, fremgik imidlertid, dådens ejendommeligt udseende, pelagiske Larve gentagne Gange fangedes bl. a. i Vester- havet over den store Fiskebanke samt vestlig og nordlig for denne; tillige er Larven taget i Færøkanalen og navn- lig Sydvest for Irland. Fierasfers Levevis er yderst mærk- værdig. I Lighed med sine Slægtninge søger den Skjul i andre Dyr, og i Middelhavet har man fundet den i en Søpølseart (Holothuria tubulosa), der imidlertid ikke fore- kommer hos os, hvorfor man maa formode, at Fieråsfer her holder til i vor største Søpølseart (Stichopus tremula). der er den eneste tilpas store. Man har iagttaget, hvorledes 53 den anden i Middelhavet levende Fierasfer-Art (F. acus) med Halespidsen forrest borer sig ind i Søpølsens Vand- lunge, hvor der kan være flere Fisk samtidig, dog ofte med det Resultat, at Vandlungen sprænges, og Fiskene da holder til i selve Krophulen; som Regel synes Søpølsen ikke at have Meen af sin Gæst, der ikke egentlig snylter paa sin Vært, men kun faar Husly („hospiterer") og maaske tillige tager Smaadyr, som Vandstrømmen fører med sig ind i Vandlungen; dog kan det ske, at Fiskene bliver Fig. 30 Fierasfer dentatus. 188 mm. Skagerak; 1880. Noget beskadiget. (Efter F. A. Smitt). ubehagelige for Søpølsen, der da udstøder sine Indvolde. Muligt er det, at vor Fierasfer som ældre lever mere frit; naar Halespidsen afbrydes, hvad ofte sker, dannes der paa Stumpen en falsk Halefinne (jvf. Langhalerne), der næppe er saa let at føre ind i Søpølserne som den oprindelige, fint tilspidsede Hale. Hovedparten af sin Næ- ring maa Fierasfer sikkert ogsaa søge udenfor sin Vært, og dens stærkt udviklede Sideliniesystem tjener den da til at spore Vandstrømmen fra en Søpølse, som den atter kan krybe ind i. Ogsaa Legen maa vel foregaa i det fri. Æggene hænger rimeligvis*) ved Slim sammen i omtrent otte Cen- timeter lange og fire Centimeter brede Masser, der inde- holder nogle Tusinde Æg og driver pelagisk om, men hurtig opløses. Ungerne lever pelagisk henved et Aar og søger først Bunden og Søpølserne ved en Længde af om- kring ti Centimeter. 5. Langhalefamilien (Macruridæ). Formen er langstrakt, fortil mer eller mindre tyk, bagtil afsmalnende og udløbende i en lang, sammen- trykt og tilspidset Hale. Munden er stærkt fremskyde- *) Saaledes er Forholdet hos den nærstaaende Art, Fierasfer acus. Æggene af Fierasfer dentatus kendes endnu ikke. 54 lig og bærer Tænder paa Mellemkæbebenene og Underkæben, medens Overkæbebenene, Plovskær- benet, Ganebenene ogTungen er tandløse. Gællespal- terne er store. Seks — syv Gællehudstraaler. Gælle- hudene er forenede indbyrdes, men ikke med Gælle- broen. Fire Par Gæller. To Rygfinner, hvoraf den bageste er lang, eller een lang, fortil højere Ryg- finne. Een lang Gatfinne, der løber i eet med Ryg- finnen uden nogen særlig, mellemliggende Halefinne. Veludviklede Bugfinner, der er fæstet under eller længere fremme end Brystfinnerne. Skællene er af vekslende Størrelse, i Reglen meget ru. Sidelinie til Stede. Bigæller mangler. Svømmeblære findes. Talrige Blindtarme. Hovedsagelig Dybhavsfisk med vid Udbredelse. Lang- halearter træffes i alle dybe Have. Mindst fyrretyve Arter kendes, og de henføres til fem Slægter. Til vor Fauna hører to Arter af hver sin Slægt. Oversigt over Slægterne. Middelstore Skæl "1. C o ry phænoides. Smaa Skæl 2. Malacocéphalus. 1. Slægten Coryphænoides Gunnerus. Snuden er kort og afstumpet eller kort tilspid- set og set fra Siden skraat afskaaret og lidt frem- springende over Munden. Hovedet har ingen frem- springende, skarpe Rygge, men stumpe kan findes. Øjenbenenes Kæde er ikke bagtil forbundet med Forgællelaaget, og dettes nederste Baghjørne er af- rundet. Tænderne er fine og spidse; paa Mellem- kæbebenene danner de en smal Karte, hvis yderste Række er højest; paa Underkæben er der fortil 55 nogle uregelmæssige Rækker, bagtil en enkelt Række. Hagen bærer en Skægtraad. Bugfinnerne er fæstede under Brystfinnerne. Skællene er mid- delstore, piggede eller glatte. Af de femten Arter lever een hos os. 1. Skolæsten (Coryphænoi des rupéstris Gunnerus). (Reinhardt: Macrourus stroemii; Nilsson: Lepidoléprus norvégicus; F. A. Smitt: Macrurus rupéstris). Gællehudene indeholder hver seks Straaler. Gattet ligger meget længere fremme end Forkanten af anden Rygfinne, men bag første Rygfinne. Første Rygfinne be- gynder med en rudimentær Straale; den næste Straale er uleddet (altsaa en Pigstraale) og er næsten fra Roden forsynet med opadrettede Torne, der sidder paa Straalens sammentrykte Forside og bliver længst og skarpest mod Straalens Spids. Anden Rygfinnes Straaler er for en Del smaa og næsten fri. Skællenes frie Del er tæt pigget, men ikke kølet. Mellem første Rygfinne og Sidelinien er der seks til ni Rækker Skæl. Foruden Gattet er der ingen bar Plet i Bugens Midtlinie. Sidelinien er fuldstændig. Far- ven er graalig, paa Rygsiden nærmere graabrun; Sidelinien er graahvid ; Skællenes Torne giver Huden en vis Silkeglans; Finnerne er mørke, Mund og Gællehule sorte. Det yderste af Halen er ofte afbrækket, og der kan da dannes en falsk Halefinne fra Ryg- eller Gatfinnen. Ingen ydre Køns- forskel. Rx 10—13; R2 103-190; G 104—193; Br 17—23; Bu 7 —8; H 0. Skolæsten kan blive godt en Meter lang. Dens Ud- bredelsesomraade gaar fra Murmankysten og Farvandet mellem Island og Grønland og fra Davisstrædet mod Syd til Irland og omfatter Atlanterhavet ved Nordamerikas Østkyst. I vore Farvande findes Skolæsten kun i Skagerak, hvor den er taget med Trawl paa Dybder mellem fire og seks Hun- 56 drede Meter. Her ude synes Skolæsten at leve til Stadig- hed, og under Norges Kyst gaar den ofte i hundredevis paa de udlagte Krogliner. Undertiden kommer den ind paa noget lavere Vand, saa at den et Par Gange er gaaet paa Krog paa godt halvanden Hundrede Meters Dybde. Men fra vore Farvande lærte man tidligst Skolæsten at kende gennem de Individer, der fra Tid til anden drev ind paa Kysten, flød omkring i Vandskorpen eller fangedes i Garn paa lavt Vand. Af disse Individer er seks taget ved Skagen, eet ved Løkken og eet ved Maarup Strand samt nogle ved Bohusians Kyst; alle er de taget i Aarets første Halvdel. Skolæstens Føde bestaar af Krebsdyr og navnlig af den store røde Dybhavsreje (Pandalus borealis). Legetiden Fig. 31. Skolæst. Halespidsen er afbrudt. (Fra Stuxberg). synes at falde om Efteraaret og i de første Vintermaaneder. Æggene og Larverne kendes ikke med Sikkerhed. Han- nerne synes at være forholdsvis sjældne. Skolæsten er i hvert Fald hos os uden økonomisk Betydning. 2. Slægten Malacocéphalus Giinther. Formen ligner den foregaaende Slægts, men Halespidsen er yderst fint udtrukket. Snuden er kort og, fra Siden set, skraat afskaaret. Der er ingen fremspringende, skarpe Rygge paa Hovedet. Øjenbenenes Kæde er ikke fæstet til Forgælle- 57 laaget; dette har en meget utydelig Ryg. Tænderne sidder paa Mellemkæbenene i to Rækker, hvoraf den forreste er højest, og i een paa Underkæben, hvor der dog fortil er nogle faa Tænder indenfor Rækken. Hagen bærer en Skægtraad. Gællehudene indeholder hver syv Straaler. Bugfinnerne er fæstede under Brystfinnerne. Skællene er meget smaa og ru af fine Torne. Hertil kun nedenstaaende Art. 1. Smaaskællet Skolæst (Malacocéphalus læ vi s Lowe). (Lowe: Macrourus lævis; F. A. Smitt: Macrurus lævis). Gattet ligger under første Rygfinne. Dennes forreste Straale er rudimentær; den næste (en Pigstraale) er glat Fig. 32. Smaaskællet Skolæst. (Fra Stuxberg). fortil. Anden Rygfinnes Straaler er smaa og frie. Mellem første Rygfinnes Bagkant og Sidelinien er der omkring fjorten til seksten Skælrækker. Sidelinien er fuldstændig, men bagtil utydelig. Lige foran Bugfinnernes Rod er der midt paa Bugen en nøgen, rund Plet. Farven er paa Ryg- siden graabrun, paa Siderne lysere, nærmest sølvgraa; en 58 mørk Plet bag Brystfinnernes Rod, og en sort Plet mellem Bugfinnerne. Ingen ydre Kønsforskel. Rx 11 — 14; R2 c. 200; G c. 200; Br 16—19; Bu 8—9; H 0. Den smaaskællede Skolæst bliver omkring en halv Meter lang. Dens Udbredelsesomraade er stort, idet den kendes fra Skagerak, Sydvest-Irland, Madeira og Atlanter- havet udfor Pernambuco, fra Andamanerne samt rimeligvis ogsaa fra Middelhavet. Dog er der tilsammen kun kendt et Faatal af Individer; af disse stammer de tre fra Skage- rak. Det ene tabtes nær Lysekil i Bohuslån af en Maage, der vel maa have fundet Fisken død (10. November 1852), det andet opkastedes paa Skagens Nordstrand (December 1871), og det tredje fangedes i Snurrevaad paa mindst Hundrede Meters Dybde ved Skagen (Skagens Lynfyr i SSV, c. 8 km af Land, i Begyndelsen af Februar 1907). Den smaaskællede Skolæst er øjensynlig en Dybhavsfisk; ved Pernambuco toges den paa omkring syv Hundrede Meters Dybde. I øvrigt vides intet om dens Levevis. 6. Flynderfamilien (Pleuronectfdæ). Formen er stærkt sammentrykt og høj, og Om- ridset er ovalt eller elliptisk. I Reglen er kun Kroppens ene Side farvet, og denne Side vender opad, medens Fisken ligger med den ufarvede Side mod Bunden. Begge Øjne sidder paa den farvede Side („Øjensiden"), idet det Øje, som egentlig til- hører den ufarvede Side („Blindsiden"), under Ud- viklingen er vandret over paa Øjensiden; samtidig med denne Vandring af Øjet er Hovedskallens forre- ste Del vredet, saa at den er blevet uenssidet. Tæn- derne er forskelligartede. Overkæbebenene er tand- løse. Fire Par Gæller. Seks — otte Gællehudstraaler. Een lang Rygfinne og een lang Gatfinne og som Regel fri Halefinne. Brystfinnerne er fæstet højt oppe; stundom kan de mangle. Bugfinnerne er 59 fæstet under eller længere fremme end Brystfinnerne og indeholder mere end et Par Straaler, dog kan de stundom mangle helt. Bigæller kan være til Stede eller mangle. Skællene er smaa eller mid- delstore, glatte eller ru og sidder paa Kroppen, en større eller mindre Del af Hovedet samt ofte paa de uparrede Finner. Blindsiden er ofte svagere skæl- klædt end Øjensiden. Svømmeblære mangler (med en enkelt Undtagelse). Faa eller ingen Blind- tarme. Bughulen er kort, skønt den strækker sig om bag Gattet; bagtil er den begrænset af en ejendommelig Knogle (Postabdominalbenet), der er en ** , stærkt udviklet Straalebærer, nemlig , Gatfinnens forreste; denne Knogles ^ nederste Ende er ofte spids samt mer eller mindre hudfri og danner da en foran Gatfinnen fremragende Pig (Gat- piggen). TT FiS; 33; F ss ' Hoved af en Flynderarter lever i alle Have, og enkelte Rødtunge, set af dem kan stige op i Ferskvand. Det er forfra. (Efter Bundfisk, der er tilpassede til at hvile paa Zool°gia <*a- ' r r nica). Bunden med højre („højrevendte") eller venstre („venstrevendte") Side opad. Den Side, Flynderen hviler paa, er flad og hvid og har ingen Øjne, medens den opadvendende Side er mere kødfuld, hvælvet og farvet samt bærer begge de meget bevægelige Øjne; hyppig er der tillige Skævheder i Mund og Finner. Undertiden træffer man „Vrangflyndre", som har Øjenside og Blindside mod- sat det for Arten sædvanlige, men i øvrigt er udviklede paa vanlig Vis. Andre jævnlig forekommende Afvigelser har ogsaa særlige Navne; „Dobbeltflyndre" er saadanne, som er mer eller mindre farvede paa begge Sider, medens 60 „Kyklopflyndre" er dem, hvis ene Øje staar mer eller mindre i Rygkanten; „Ringflyndre" kaldes de i visse Dele af Limfjorden og maaske ogsaa andre Steder hyppig forekommende Rødspætter, ^ der har en vistnok af Mus- lingebyssus (af Muslingen Corbula)og Slim dannetRing, gg|g* der gaar gennem Mund og Blindsidens Gællehule og i'ø sluttes paa Hovedets Blind- side. Hannerne bliver ikke saa store som Hunnerne. Hos . ■■■'■■*. r& ,,; mange Flynderarter kan de, * ! skønt egentlige ydre, tydelige ** Kønsforskelle mangler, dog let kendes fra hinanden uden Opskæring, selv om de ikke er saa modne, at Mælk eller *. Jtfjff^^ :■: Æg kan presses ud. Hos <*/ den voksne Hunfisk „stræk- ker Æggestokkene sig nem- lig langt bag om Gattet, ud i Halen i en Bughule-For- længelse paa hver sin Side s I * ,." \ af Straalebærerne; denne Km Forlængelse er ligesom den ^ egentlige Bughule beklædt med en sort Bughinde, dog kun paa Øjensiden. Holdes Fig. 34. Fem Udviklingstrin af en saadan Hunfisk op mod den lille Hvarre (Zeugopterus Lyset, og betragtes den fra norvegicus). 6-12 mm. (Efter C. øjensiden, ses Æggestokke- G. Joh. Petersen). ' *? nes mørke Omrids. Sæd- stokkene fylder langt mindre og rummes i den egentlige Bughule. Paa store Individer, som Lyset ikke kan skinne igennem, kan man let med en Finger føle udenpaa Huden, om Bughulens Bagrand er hel (Hanfisk) eller løber ud i 61 Forlængelser (Hunfisk). Paa den Maade kan f. Eks. Rød- spætte, Skrubbe, Ising og Pighvar oftest bestemmes til Køn, medens det ikke lader sig gøre med Tungearterne og Rødtungen, idet Tarmen hos disse baade hos Han og Hun slaar en Bugt ud i Halen, hvilket gør, at Forholdene ses og føles ens udven- dig fra. Den voksne, skæve Flynder har udviklet sig af en Unge, der ligesom andre Fisk har en samsvarende højre og venstre Side. Denne Unge svøm- mer frit i Vandet paa Højkant som andre Fisk og er ensartet farvet paa de to Sider. Men i Udviklingens Løb foregaar der en Vrid- ning af Hovedet, ved hvilken blandt andet det ene Øje lidt efter lidt drages FiS' 35' ^spætte; Han øverst, Hun liat etter nat arages nederst> j gennemfaldende Lys ses det fra sin oprindelige paa Figurerne punkterede Omraade (Krop- Plads op over Ryg- nule °S Kønsorganer) mørkt, t — Sæd- stokkene, o — Roensækkene. (Efter H. kanten og ned paa N Maier;6Iidt ændret); samme Side som det andet; selve Hovedskallen vrides ogsaa mer eller mindre. Samtidig med at denne Øjenvandring foregaar, opgiver Ungen sit pelagiske Levned og søger Bunden, hvor den lægger sig paa Siden. Medens den opadvendende Side som Regel bliver kraftig farvet, bliver den nedad- vendende, som fra nu af omtrent til Stadighed er und- draget Lyset, hvid. Selv under Svømningen beholder Flyndrene, med faa Undtagelser, den ene Side opad og 62 den anden nedad. Langsommere Svømning foregaar mest ved bølgeformede Bevægelser med Ryg- og Gatfinne; hur- tigere ved Halens Hjælp. Flyndrene lever for en stor Del af Bundens Dyr, men adskillige af dem er i Stand til at gribe svømmende Fisk. Evnen til at antage Farve efter den Bund, paa hvilken de ligger, er stærkt udviklet. Alle Flynderarter har pelagiske Æg. Adskillige Arter opnaar en anselig Størrelse og har godt Kød, hvorfor de, hvor de forekommer i Mængde, er Genstand for betydelige Fiskerier. Forholdsvis størst Betydning har Fiskeri efter Flyndre vel netop i Danmark; i 1911 hidrørte 30°/o af Indtægten af Saltvandsfiskeriet fra Flynderfiskeriet (særlig fra Rødspættefiskeriet). Ikke mindre end omkring fire Hundrede Arter hører til Flyndrenes meget naturligt afgrænsede Familie. De henføres til omkring fyrretyve Slægter, der igen samles i fire Underfamilier, der alle er repræsenterede i vor Fauna. Oversigt over Underfamilierne. 1. Overbid 1. Tunger (Soleina). Underbid 2. 2. Munden er lille og dens to Sider uens. Øjen- sidens Kæbetænder er tydelig mindre og færre end Blindsidens 2. Egentlige Flyndre (Pleuronectina). Munden er ret stor eller stor. Kæbetænderne er omtrent ens udviklet paa Øjen- og paa Blindsiden 3. 3. En Bugfinne paa hver Side af Bugranden. Bug- finnestraalerne sidder tæt sammen ved Roden. 3. Helleflyndre (Hippoglossina). Øjensidens Bugfinne sidder i Bugranden, og Bugfinnestraalerne er som Regel ikke tæt- stillede ved Roden 4. Hvarrer (Bothina). 1. Underfamilien Tunger (Soleina). I Hovedskallens forreste Del er der en kraftig udviklet Brusk (Ethmoidalbrusken), som danner Grundlaget for en mer eller mindre høj, sammen- 63 trykt Forlængelse af Hovedet, der sædvanlig svin- ger sig krogformet nedefter, saa at den naar forom eller endog nedenunder og bagom den snevre og bøjede Mund. Kæberne (i det mindste Overkæbe- benet) er mer eller mindre fuldstændig skjult af Læberne. Kæbetænder er kun udviklet paa Blind- siden. Gataabningen er rykket om paa Blindsiden. Øjnene er smaa eller endog skjulte under Huden. Sidelinien kan være to- eller tredobbelt. Bigæller mangler. Gællegitter mangler, eller der findes nogle faa Knuder. Omkring Halvdelen af Familiens Arter tilhører denne Underfamilie. Tungerne er de mest omdannede fra den almindelige Fiskeform; de mærkeligste af Arterne lever i de varme Have. Kun een Slægt hos os. 1. Tungeslægten (Solea Quensel). Formen er elliptisk. Højre Side er Øjensiden. Snudeforlængelsen er afrundet og rager kun lidt udover Underkæbespidsen. Munden er lille, og den halvmaaneformede Mundspalte ligger noget inde under Hovedet og er vredet noget om efter Blind- siden. Kæberne er mest udviklede paa Blindsiden, og kun her findes smaa, karteagtige Tænder, medens Kæberne paa Øjensiden saavel som Plovskærbenet og Ganebenet er tandløse. Det øvre Øje er ryk- ket længere frem end det nedre. Gællehudene har syv Straaler og er sammenvoksede under Gælle- broen. Rygfinnen begynder foran det øvre Øje. Halefinnen er adskilt fra Ryg- og Gatfinne. Gat- pig mangler. Skællene er smaa og ru og dækker 64 Kroppen og en Del af de uparrede Finner samt Hovedet med Undtagelse af Blindsidens Snudedel. Sidelinien er paa begge Sider enkelt og sædvanlig lige. Blindtarme mangler. Tungerne lever i næsten alle tempererede og tropiske Have. Med faa Undtagelser holder de sig paa lavt Vand, og enkelte Arter kan vandre ind i fersk Vand. Henved fyrre- tyve Arter kendes. To af dem tilhører vor Fauna, og to andre vil mulig kunne træffes hos os. Oversigt over Arterne. 1. Brystfinnerne er begge veludviklede og er læn- gere end Øjets Tværmaal 2. Brystfinnerne er smaa, og Blindsidens er kor- tere end Øjets Tværmaal 3. 2. Blindsidens forreste Næsebor er rørformet og ikke særlig stort. ... 1. Tunge (Solea vulgåris). Blindsidens forreste Næsebor er meget stort og stjerneformet 2. S. 1 å s c a r i s. 3. Seks— syv mørke Tværbaand, der dog kan være afbrudt midt paa og opløst i Pletter. Omtrent halvfemsindstyve Skæl i en Længderække.. . . 3. S. var i e gat a. Ingen Tværbaand, men der er talrige mørke Pletter. Omtrent halvfjerdsindstyve Skæl i en Længderække 4. S. 1 u t e a. 1. Tunge (Solea vulgåris Quensel). (Lonnberg: Solea solea). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) indeholdes omtrent 3—3^3 Gang i Totallængden. Hove- det er temmelig lille og har afrundet Snude. Munden ligger et godt Stykke bag Snudespidsen. Alle Næseborene er smaa og rørformede; Øjensidens sidder nær hinanden, men Blindsidens er vidt adskilte; det forreste af disse er det største og har ingen Papiller omkring Rørets Munding; det bageste sidder langt bagved og noget højere end det forreste. Paa Hovedets Blindside er der talrige bløde 65 Føletraade. Begge Brystfinner er veludviklede. Baade Øjen- og Blindsidens Skæl er ru. Sidelinien er ret. Farven paa Øjensiden er i Reglen mørkebrun, næsten sort, med sort Marmorering, men ikke sjælden er den lysere, gul- brun med mørk Marmorering og rødgule Pletter; Øjen- sidens Brystfinne har altid en stor, sort Plet; Blindsiden er hvid. Krophøjden er forholdsvis større hos Hunnerne end hos Hannerne og de unge; derimod er Brystfin- nerne forholdsvis længst hos Hannerne. R 70—87; G 54-73; Br 7— 9; Bu 4— 6; H 3+ 14 + 3. Tungens sædvanlige Længde er tre — fire Deci- meter, men ved England kan den blive over seks Decimeter lang, og den skal der kunne blive over tre Kilogram vægtig, medens den almindelige Vægt knap er et halvt Kilogram. Dens Udbredelsesomraade gaar mod Nord til Stadt paa Nor- ges Kyst (62° n. Br.) og derfra langs Europas Vest- kyst og Middelhavskyst; ved Amerika findes den ikke. I vore Have er den alminde- lig i Vesterhavet, Skagerak, Kattegat, det nordlige Øre- sund og Samsøhavet, medens den er faatallig i det øvrige Bælthav og i den vestlige Østersø; i den egentlige Østersø vides den ikke taget i nyere Tid, men fra ældre Tid findes der Beretning om, at den er fanget ved Abekås paa Skaanes Sydkyst og mulig ved Bornholm. Tungen findes om Sommeren helt inde ved Kysten paa faa Decimeters Dybde og ud til henved fyrretyve Meters Dybde. Om Vinteren trækker den ud paa dybere Vand vel indtil Hundrede Meters Dybde. Den ynder sandet eller gruset Bund om Sommeren, men lever om Vinteren ude paa den bløde Lerbund; derfor træffes den ikke inde i i Bændeltangen, men derimod ofte — særlig de unge — paa de nøgne Sandrevler langs Kysten. Et udmærket Be- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 5 Fig. 36. Hoved af Tunge, set fra Blindsiden. a — det forreste Næse- bor, b — det bageste Næsebor. (Efter Holt & Byrne). 66 skyttelsesmiddel paa dette udsatte Opholdssted har Tungen i sin Evne til at grave sig ned i Sandet og i sin store Farveskiftningsevne, der gør det muligt for den at antage en Farve, der smelter sammen med Omgivelsernes. Tun- gens Føde bestaar hovedsagelig af Muslinger og Orme, men tillige af smaa Bundkrebsdyr, mindre Pighude og Smaafisk, der lever ved Bunden. Den leger fra midt i April til hen i August, særlig i Maj. En Mærkelighed er det, at Hannerne indeholder meget lidt Mælk; dette vil gøre det vanskeligt at foretage kunstig Befrugtning af Æg- gene i større Stil, hvilket maaske ellers nok var Umagen værd. Legen foregaar særlig paa Dybder mellem femten og femogtyve Meter, men ogsaa længere inde, i hvert Fald paa otte Meter, og længere ude paa indtil fyrretyve, over hvilke Dybder Æggene findes svævende. Ungerne gennemløber deres Forvandling meget hurtig; ved en Fig. 37. Tunge. (Efter Francis Day). Længde af omkring elleve Millimeter søger Tungen alle- rede til Bunds, og naar den er femten Millimeter lang, er Øjenvandringen helt afsluttet. Den første Sommer til- bringer Ungerne med Forkærlighed meget nær Kysten og oppe i Brakvand, f. Eks. udfor Vandløb. Tungen gyder særlig i Vesterhavet, men vistnok ogsaa i Skagerak, Kattegat og Samsøhavet, og Æg af den eller af Glastungen er taget nær Oddesund i Limfjorden og Unger i Livø Bred- ning. Om Leg foregaar længere inde i vore Farvande er uvist, men der er taget en Del Unger af O-Gruppen i den vestlige Østersø, hvor de dog kan være hidført af Strømmen i deres pelagiske Stadium. Tungen kan ikke holdes levende under Sejlads med Kvase, da den „suger sig fast" paa Træværket og kvæles. Midt i forrige Aarhundrede blev den derfor af Fiskerne i Skagensegnen i Reglen foræret 67 til Kvaseskipperne som en Slags Vederlag for Mundgodt under Indladningen, skønt den samtidig var højt vur- deret i København, hvor den betaltes med fire-otte Mark for Parret. Krøyer undredes derover, og Tiden har givet ham Ret. Tungen er nu, da Forsendelsen kan ske hur- tigt, en af vore mest efterstræbte Fisk, hvis Gennemsnits- pris (1911: Kr. 1,49) kun staar tilbage for Laksens og Ør- redens. I øvrigt har Efterstræbelsen vist, at Tungen er adskilligt almindeligere, end man efter de ældre For- tegnelser skulde troet. I 1911 var den danske Tungefangst i Vesterhavet c. 21.000 kg, i Skagerak c. 18.000 kg, i Kattegat c. 76.000 kg, i Øresunds nordlige Del c. 2.000 kg og i Samsøhavet 305 kg; i alt 118.408 kg til en Værdi af 176.293 Kr. = l,ie °/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. I 1912 var Fangsten noget lignende, men Gennemsnits- prisen steg yderligere til Kr. 1,55 pr. Kilogram. Tungen fanges dels i Sættegarn, dels i Snurrevaad, men desuden tages der af Udlændinge i Skagerak og Vesterhavet nær vore Kyster mange Tunger i Trawl. I Fiskeriloven af 1907 er der sat et Mindstemaal for Tungen paa 243 mm. Tungens Kød er fast og hvidt og overordentlig velsmagende; stegt kommer den— i Modsætning til de fleste andre Fisk — bedst til sin Ret. [2. Solealåscaris Risso. Blindsidens forre- ste Næsebor er meget større end det bageste; dets Munding er op- svulmet og besat med straaleformet stillede Folder, udenfor hvilke der er en Kreds af Fryndser. Blindsidens bageste Næsebor sid- der tæt bag det for- reste. Hovedets Blind- side bærer meget fine Føletraade. Rygfinnen begynder nær Snude- spidsen foran Blind- sidens forreste Næse- bor. Begge Bryst- finnerne er velud- viklede. Sidelinien er lige. Farven er of- test brunlig eller grøn- gul med kraftigere el- ler svagere mørkere Fig. 38. Hoved af Solea lascaris, set fra Blindsiden. (Efter Holt & Byrne). 68 Marmorering; Øjensidens Brystfinne har en tydelig, vand- ret, sort Plet, der oftest er indfattet med hvidt; Blindsiden er hvid; de uparrede Finner har Kroppens Farve. R 79—89; G 61—71; Br 8, 9; Bu 5; H 18. Arten er udbredt i Middelhavet og fra Madeira til de britiske Øers Syd- og Vestkyster samt i Kanalen og lidt nordenfor denne. Mulig vil den kunne træffes hos os. Den bliver indtil fire Decimeter lang og holder sig paa lavt Vand. Om Legeforholdene er lidet sikkert kendt.] [3. Solea variegåta Donovan. Blindsidens forreste Næsebor er noget opsvulmet. Øjensidens Brystfinne er saa lang som eller kun lidt længere end Øjets Tværmaal; Blindsidens Brystfinne er meget mindre. Føletraade findes i et Bælte langs Randen af Hovedets Blindside. Rygfinnen begynder over det øvre Øjes Forkant. Farven er i Reglen brunlig, og der er fem — syv mørke Tvær- baand, der dog hos de ældre opløses i Pletter. R63— 77; G 46- 2—3; Bu 5; H 18. 61 ; Br 4—5, Arten bliver indtil halvtredje Decimeter lang. Den er udbredt i Middelhavet og langs Europas Vestkyst op til de britiske Øer, hvor den er almindelig sydpaa, men ogsaa er taget ved Skot- land. Den er ikke taget hos os, men kan mulig ved Lejlighed træffes. Den ynder forholdsvis dybt Vand (omkring Hun- drede Meter og mere). Ved England leger den i April— Maj.] Fig. 39. Hoved af Solea variegata, set fra Blindsiden. Br — Brystfinne. (Efter Holt & Byrne). 4. Glastunge (Solea lutea Bonaparte). Øjensidens forreste Næsebor er rørformet, Blindsidens noget opsvulmet. Føletraadene paa Hovedets Underside sidder ordnet i Grupper med smalle Mellemrum, hvorved der fremkommer et netlignende Mønster. Rygfinnen be- gynder nær Snudespidsen. Brystfinnerne er yderst smaa, 69 Øjensidens knap længere end og Blindsidens kortere end Øjets Tværmaal; den øverste Straale i Øjensidens Bryst- finne er dobbelt saa lang som de andre Straaler. Side- linien er lige. Farven er mer eller mindre gulbrun med ■■< Fig. 40. Glastunge. (Efter Holt & Byrne) mørke Pletter i utydelige Længderækker; Blindsiden er hvid, ofte med en let brunlig Tone; omtrent hver sjette eller syvende Straale i Ryg- og Gatfinnen er helt sort. R 65—77; G 50—63, Br 3, 4—5; Bu 5; H 3+ 12 -f 3. Længden kan stige til godt tolv Centimeter. I Vester- havet og særlig i dets sydlige Del er Glastungen meget almindelig; dens Udbredelsesomraade omfatter i øvrigt de britiske Øers Kyster, og gaar mod Syd til Spanien og Middelhavet, medens det mod Nord kun naar til Christiania Fjord. Foruden i Vesterhavet findes Glas- tungen hos os i hvert Fald i Skagerak og Kattegat, hvor den ingenlunde er sjælden og f. Eks. trænger helt ned i Isefjord; da dens Forekomst i vore Farvande først blev iagttaget i Halv- femserne i forrige Aarhundrede, er der Mulighed for, at Glastungen vil vise sig at have endnu større Udbre- delse. Dens Levevis ligner Tungens. Den er dog Standfisk paa Sandbund paa fem til tyve Meters Dybde, sjæld- nere paa noget dybere Vand; i Mod- sætning til Tungen gaar den ikke Fig. 41. Hoved af Glastunge, set fra Blindsiden. Br-Bryst- finne. (Efter Holt & Byrne). 70 ind i Brakvand ved Flodmundinger. Hunnerne er modne ved syv Centimeters Længde, Hannerne allerede før. Legen finder Sted paa det samme lave Vand som Tun- gens, men dog ogsaa paa noget større Dybder. Allerede naar Ungen har naaet ni— ti Millimeters Længde, søger den Bunden. 2. Flyndernes Underfamilie (Pleuronectina). Øjnene er store eller middelstore. Snuden er ikke forlænget, og Underkæben rager længst frem. Munden er lille og skæv, men ikke synderlig krummet. Kæbetænderne er baade mindre og færre paa Øjensiden end paa Blindsiden. Velud- viklede Bigæller. Gællegitterstavene er smaa eller middelstore. Bugfinnerne sidder paa hver sin Side af Bugkanten; deres Straaler er tætstillede ved Roden. Til denne Underfamilie regnes tre Slægter med om- kring tredive Arter. De lever i den nordlige Halvkugles kolde og tempererede Have, særlig paa mindre Dybder. Herhen hørende Arter kan dog træffes paa over Tusinde Meters Dybde, og andre gaar helt ind til Kysten og endog op i Ferskvand. Til vor Fauna hører kun den følgende Slægt. 1. Flynderslægten (Pleuronéctes Artedi). Højre Side er som Regel Øjensiden. Plov- skærben og Ganeben er tandløse, medens Kæ- berne bærer een eller to Rækker Tænder. Det øvre Øje sidder ikke længere fremme end det nedre. Gællehudene har syv Straaler; de er for- enede under Gællebroen. Rygfinnen begynder ovenover det øvre Øje; den har ligesom Gatfinnen 71 kun eller næsten kun ugrenede Straaler, og begge Finner slutter noget foran Halefinnen. Skællene er smaa, rudimentære eller mangler helt. Af Slægtens nogle og tyve Arter lever fem hos os. Oversigt over Arterne. 1. Foran Gatfinnen er der en kraftig, fremadrettet Benpig, Gatpiggen, der, om den er skjult i Huden, dog let kan føles 2. Gatpig mangler 2. Rødtunge (PI. microcéphalus). 2. Sidelinien er lige eller næsten lige 3. Sidelinien danner en næsten halvkredsformet Bue over Brystfinnerne . 3. Ising (PI. limånda). 3. Forholdsvis langstrakt. Taglagte og forholdsvis store Skæl... 1. Skærising (PI. cynoglossus). Forholdsvis kort. Meget smaa Skæl, der for største Delen sidder spredt 4. 4. Talrige tornede Benknuder, særlig langs Side- linien og langs Roden af Ryg- og Gatfinne . 5. Skrubbe (PI. flésus). Ingen Benknuder langs Sidelinien eller langs Kyg- og Gatfinnen; derimod nogle faa store Benknuder i en Række bag Øjnene 4. Rødspætte (PI. platéssa). 1. Skærising (Pleuronéctes cynoglossus Linné). (Krøyer: Platéssa saxicola; Lonnberg: Glyptocéphalus cynoglossus.) Formen er forholdsvis langstrakt med et Omrids om- trent som Tungens. Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) gaar omkring tre Gange eller mere op i Totallængden. Hovedets Blindside og Øjensidens For- gællelaagsrand er tydelig grubet. Munden er lille. Smaa, tætstillede, mejselformede Tænder paa Kæberne; de er talrigere (over tyve) paa Blindsiden end paa Øjensiden (omkring ti); paa Svælgbenene er Tænderne større og stumpt kegleformede. Halefinnen er mer eller mindre vinkelformet tilspidset, men har afrundede Hjørner. Gat- 72 pig findes. Skællene er forholdsvis store; de er glatte og taglagte. Sidelinien er næsten aldeles lige. Farven er paa Øjensiden graalig rødbrun med olivengrønne Skygger eller noget mørkere, chokoladebrun; som Regel er Spidsen af Øjensidens Brystfinne sort; Blindsiden er hvid med tæt, sort Punktering. R 95-120; G 86—102; Br 10— 12; Bu5-6; H 4 + 14—16 + 4. Skærisingen kan blive fem, ved Amerika endog godt seks Decimeter lang. Dens Udbredelsesomraade gaar fra Murmankysten og Island til den biskayiske Bugt og Kap Cod paa Nordamerikas Østkyst. Hos os findes den i Fig. 42. Skærising. (Efter Francis Day). Vesterhavet, men kun i dets dybere Del, i Skagerak, Kattegat og i ringe Tal i det nordlige Øresund; fra Bælt- havet foreligger ogsaa Beretninger om Fangst af den, og i den vestlige Østersø fanges den af og til (Eckernførde, 24. Maj 1875, Juli 1880). I den egentlige Østersø trænger den imidlertid ikke ind. Skærisingen hører hjemme paa dybt Vand og forekommer kun paa den bløde Bunds Om- raade, hvor den i Skagerak i hvert Fald gaar ned til fire Hundrede Meters Dybde; andet Steds er den taget paa en Dybde af c. 1.370 Meter. Dens Føde bestaar af Bundkrebsdyr, Orme og Pighude. Legetiden er hos os i Maanederne Maj— September, særlig i Juli. Legen finder Sted paa dybt Vand, hos os i hvert Fald næppe indenfor Skagerak. Ungerne søger Bunden, naar de har naaet en Længde af omkring fire Centimeter. Mindre end ti Cen- timeter lange Skærisinger er aldrig fundet indenfor Skagerak. Skærisingens Kød er godt, og den er Gen- 73 stand for et betydeligt Fiskeri i Skagerak, hvor den næst efter Kulleren er den Fisk, der fanges i størst Mængde af de udenlandske Trawldampere; disse kan paa en enkelt Fisketur (otte— ti Dage) tage fra eet til fire Tusinde Kilo- gram Skærisinger her. Det danske Skærisingfiskeri foregaar mest med Snurrevaad; det gav i 1911 i Vester- havet 150 kg*), i Skagerak c. 127.000 kg og i Kattegat c. 11.000 kg; dets samlede Værdi var 58.328 Kr., hvilket svarer til en Gennemsnitspris af 42 Øre pr. Kilogram; af hele Indtægten af Saltvandsfiskeriet ydede Skærisingerne i 1911 0,38 ° /o. For 1912 var de tilsvarende Tal: Vester- havet 0, Skagerak c. 337.000 kg, Kattegat c. 27.000 kg, Samsøhavet 100 kg; i alt 364.254 kg til Værdi 116.688 Kr.; gennemsnitlig 32 Øre pr. Kilogram; Procentværdien 0,70. I 1894 indbragte det danske Skærisingfiskeri kun c. 4.000 Kr. Fremgangen skyldes, at Fiskerne Aar for Aar har udvidet Omraadet for Snurrevaadsfiskeriet ved at fiske paa større Dybde. Der benyttes forholdsvis smaamaskede Vaad paa Grund af Skærisingens smalle Krop. Da Fisken baade som voksen og som ung lever paa dybt Vand, har man ikke, og behøver man næppe heller nogen Fredning af den. Saa at sige al den fangede Skærising udføres. 2. Rødtunge (Pleuronéctes microcéphalus Donovan). (Krøyer: Platéssa microcéphalus; Collett: Cynicoglossus microcéphalus; Lonnberg: Microstomus kitt). Kroppens største Højde (Finnerne ikke medregnet) indeholdes halvtredje til tre Gange i Totallængden. Ho- vedet er lille, og dets Overflade er ikke grubet. Munden er meget lille og har meget tykke Læber (Fig. 33). Tænder mangler i Reglen paa Øjensidens Mellemkæbeben og er kun faa paa dens Underkæbegren; men paa Blindsiden er Tænderne forholdsvis store og tætsiddende og har afskaa- ren Spids, saa at de danner en skærende Æg; Svælg- benenes Tænder er derimod tilspidsede. Gatpig mangler. Skællene er smaa, taglagte og glatte. Sidelinien danner en svag Bugt over Brystfinnerne og er i øvrigt ret. *) Her som mange andre Steder kan der være Anledning til at be- mærke, at Fiskeristatistikken selvfølgelig ikke kan være nøjagtig; særlig vil den næsten altid opgive for lille eller ingen Fangst af de Fiskearter, der det paagældende Sted ikke fanges regelmæssig. 74 Farven er stærkt vekslende; Øjensiden er hyppigst rødlig- graa eller rødligbrun, men graalige eller grønlige Farver kan faa Overhaand; større Partier har ofte en mørkere Farve, og hyppig findes lyse — gule eller hvide — eller sjældnere mørke Pletter; Læberne er kødrøde; Blindsiden rent hvid; Huden er glinsende, ligesom ferniseret. R85-98; G 70— 76; Br8— 11 ; Bu4— 5; H3-J-- 13-15 + 3. Rødtungen er hos os oftest godt to, men kan blive over fire Decimeter lang, og der er ved Island maalt en paa næsten fem Decimeter. Den lever fra Island og det ■m Fig. 43. Rødtunge. (Efter Zoologia danica). hvide Hav langs Europas Kyster ned til den biskayiske Bugt, men ikke ved Amerika. Hos os findes den, hvor Bund- forholdene er egnede for den, i Vesterhavet, Skagerak og Kattegat samt ned i det nordlige Øresund; desuden er den nogle faa Gange taget i den vestlige Østersø (Eckern- førde, 24. Maj 1875). Den holder sig paa Dybder fra tyve til Hundrede Meter, hvor Bunden er stenet eller fast. Dens væsentligste Føde er Muslinger og Snegle samt Bundkrebsdyr og Orme, og den er i Stand til at løsne de meget fastsiddende Albueskæl (Patella) og Skallus (Chiton) fra Underlaget, hvorved den antagelig har Brug for sine tykke Læber som Stødpuder. Gydningen foregaar hos os i Tiden fra April til Begyndelsen af September. Yngelen, der ikke er truffet indenfor Skagen, søger Bunden, naar den har naaet en Længde af omkring tre Centimeter. Rød- 75 tungens Kød er godt, men da Fisken opholder sig paa Bund, der er vanskelig for Garnredskaber, og den kun undtagel- sesvis gaar paa Krog, fanges den ikke i større Mængder. 3. Ising (Pleuronéctes limånda Linné). (Krøyer: Platéssa limånda). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) gaar 22J5— 3 Gange op i Totallængden. Hovedet er ikke grubet. Munden er lille med tynde Læber. Kæbernes Tænder er talrigst i Blindsiden, men baade disse Tænder og Svælg- Sx Y2 Fig. 44. Ising. (Efter Zoologia danica; lidt ændret). benenes sidder fri af hinanden, og de er alle noget til- spidsede. Foran Gatfinnen er der en Gatpig. Skællene er temmelig smaa, men taglagte; de er noget ru. Side- linien danner en kraftig Bue over Brystfinnerne og for- løber derefter ret. Farven er temmelig forskellig, men i Reglen er Øjensiden forholdsvis lys — graabrun, lever- brun eller olivenfarvet — med større mørkere Partier; oftest findes en Del Pletter med bleggul eller rødlig Kerne og sort Rand; undertiden er Pletterne kun sorte, og undertiden mangler de helt; Blindsiden er i Reglen hvid. R65— 80; G50-62; Br9— 12; Bu 5—6; H 3^12—13 + 3. Isingen gaar ogsaa under Navnene Slette og Plæde. Den er oftest under tredive Centimeter, men den er 76 fanget niogtredive Centimeter lang. Dens Udbredelses- omraade naar fra den biskayiske Bugt til Island, Murman- kysten og det hvide Hav. Hos os er den almindelig i alle vore Farvande og gaar i den egentlige Østersø helt ind til Gotland. Om Sommeren træffes den næsten alle Steder i Bændeltangsomraadet og paa den blandede Bund; derimod træffes den ikke inde paa Sandrevlerne eller oppe i Aamundingerne. Det er dog kun en Del Fisk af de ældre Aargange, der gaar ind i Bændeltangen; Resten saavel som I- og O-Gruppen træffes længere ude, fra fem ned til omkring tresindstyve Meters Dybde; de ældste Isinger holder sig i Reglen udenfor 10 Meter Kurven. Dens Føde bestaar af ikke for haardskallede Snegle og Muslinger, Orme og Pighude og lejlighedsvis Smaafisk samt særlig af forskellige Slags Krebsdyr. Legen foregaar hos os fra sidst i Januar til midt i Juli, men trækker dog enkelte Steder ud til September. Hver Hun gyder i een Legetid gennemsnitlig et halvt til et helt Hundrede Tu- sinde Æg; Gydningen af disse Æg strækker sig over et ret langt Tidsrum. Æggene og den pelagiske Yngel er almindelige overalt i vore dybere Farvande (ogsaa i Born- holmsdybet), men naar Ungerne har naaet en Længde af indtil fjorten Millimeter, søger de, endnu før Forvandlingen er afsluttet, Bunden paa mindst tyve Meters Dybde, og er derfor i Modsætning til de følgende Arters Unger ikke lette at iagttage, før i en senere Alder, naar de gaar nær- mere Stranden og tillige lettere fanges i de brugelige Redskaber. Ungerne lever hovedsagelig af smaa Krebs- dyr. De store Isingers Kød er fortrinligt, men det er noget forskelligt efter Fiskens Opholdssted, hvilket vel vil sige efter dens Føde. Isingen er vanskelig at forsende levende og er derfor heller ikke Genstand for noget selv- stændigt Fiskeri, men fanges meget i Snurrevaad sammen med Rødspætter og i Sættegarn, Bundgarn, Drivgarn o. 1. Mange af de fangede Isinger bortkastes, andre sælges med anden Affaldsfisk til Ørredfoder, men en Del gaar dog til Menneskeføde. Paa Grund af den senere Legetid er Isin- gen først paa Vaaren gennemgaaende i bedre Ernærings- stand end Rødspætten. Fiskeristatistikken for Aar 1911 opgiver, at der i Vesterhavet fangedes c. 86.000 kg, i Kattegat c. 48.000 kg, i Bælthavet c. 60.000 kg og i Øster- søens egentlige Del c. 11.000 kg, medens Fangsterne i de øvrige Farvande har været mindre betydende og ikke nævnes ; i alt sættes Indtægten af Isingfiskeriet til 27.136 Kr., hvilket giver 0,i8°/o af det samlede Saltvandsfiskeriudbytte og 13 Øre pr. Kilogram Ising. For 1912 var de tilsvarende Tal: Vesterhavet c. 647.000 kg, Kattegat c. 74.000 kg, Bælt- havet c. 75.000 kg, den egentlige Østersø c. 10.000 kg; i 77 alt 806.023 kg til Værdi 39.597 Kr.; gennemsnitlig 5 Øre pr. Kilogram ; Procentværdien 0,24. Efter Fiskeriloven af 1907 er Isingen ikke fredet, men i forskellige Vedtægter er der indført Fredningstid og Mindstemaal. 4. Rødspætte (Pleuronéctes platéssa Linné). (Krøyer: Platéssa vulgåris). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) gaar 2l\±— 21/* Gang op i Totallængden. Hovedet er ikke gru- bet. Munden er lille med ret tykke Læber. Kæbernes Fig. 45. Rødspætte. (Efter Francis Day). Tænder er talrigst og størst paa Blindsiden; de sidder her tæt sammen og danner en skærende Kant, idet de er afskaarne i Spidsen; nede paa Svælgbenene rindes der- imod flade Knusetænder. En Gatpig findes, men den er ofte skjult i Huden. Skællene er meget smaa og er oftest glatte og ikke taglagte. Der findes ingen tornede Ben- knuder i Huden, men bag Øjnene sidder en Række paa fire— syv (i Reglen fem eller seks) glatte Benknuder i en Række fra en Kam mellem Øjnene hen til Sideliniens Forende. Sidelinien er næsten ret, med en svag Bugt- ning over Brystfinnerne. Øjensidens Farve veksler en 78 Del; oftest er den graabrun med olivengrønt Skær og spredte røde Pletter, som omgives af en mørkere Ring; de røde Pletter kan veksle meget, f. Eks. være rødgule eller rødbrune eller lysere røde med en lys Indfatning; Blind- siden er hvid, ikke sjælden dog med mørke Pletter. R57— 80; G 43— 61 ; Br9— 13; Bu6; H x + 13-16+x. Rødspætten lader sig efter de senere Aars omfattende Undersøgelser underafdele i forskellige Former. Den baltiske Form holder til i Østersøen, Bælthavet og det sydlige Kattegat og kendetegnes ved et forholdsvis lille Antal Hvirvler og Finnestraaler (gennemsnitlig G 50); den opnaar højst en Størrelse af fem Decimeter og bliver tid- lig og i en ringe Størrelse kønsmoden (gennemsnitlig i Samsøhavet 29 cm, i Østersøen 26 cm); den kan igen underinddeles i forskellige Lokalformer. Vesterhavs- formen har i Modsætning hertil flere Hvirvler og Finne- straaler (gennemsnitlig G 54), bliver langt større og opnaar først Kønsmodenhed i en højere Alder og ved en større Længde (i Kattegat gennemsnitlig ved 31—34 cm Længde); man kan atter skelne mellem en nordlig og en sydlig Vesterhavsform, af hvilke den første er udbredt over hele vor Del af Vesterhavet, over Skagerak og det nordlige og mellemste Kattegat. Mellem disse forskellige Former er der ikke noget skarpt Skel, men i Praksis betyder dog Forskellighederne overordentlig meget. De meget store Rødspætter af Vesterhavsracen (paa omkring fem Kilogram og derover), af hvilke der tidligere fangedes en Del hos os, men nu næsten aldrig nogen, kaldes Hanser (Præsteflyndre). I visse Dele af Limfjorden træffes talrige Rødspætter, der har en sluttet Ring, dannet af Byssus af en Muslingeart (Corbula) og af Slim, gennem Munden og ud gennem Blindsidens Gællespalte; disse kaldes Ring- flyndre. I Bæltfarvandet og Østersøen træffes jævnlig Individer, der har taglagte Skæl paa Kroppens Øjenside, og som langs Roden af Ryg- og Gatfinne samt langs Sidelinien har børstekantede Skæl; disse saakaldte Lepser (eller Sletskrubber; formå pseudoflésus) ligner meget forholdsvis glatte Skrubber, og muligvis er Lepsen en Bastard mellem Rødspætte og Skrubbe. Rødspætten naar hos os sjælden en Længde af over seks Decimeter og en Vægt paa over fire— fem Kilogram; i Østersøen naar den næppe fem Decimeter. Ved Skagen er den taget paa 774 mm (5,5 kg), ved Løkken (April 1887) paa 77 cm (6,25 kg), og ved Island er Rødspætter paa over seks Decimeter hyppige, og der er endog taget een paa85cm. Rød- spætten er talrigst i Vesterhavet og de tilgrænsende Have, 79 men dens Udbredelsesomraade er stort og naar mod Syd til Gironde (omfatter mulig tillige Adriaterhavet), medens det mod Nord breder sig til Island og langs Ishavskysten ind i det hvide Hav; yderligere findes Rødspætten i Beringshavet og det ochotske Hav, derimod ikke ved Grønland eller ved Amerikas Østkyst. I Østersøen naar Rødspætten op til Stockholms Skærgaard, og maaske gaar den ind i den finske Bugt, men nordenfor Gotland er den overhovedet sjælden. Hos os er den almindelig overalt i vore mere aabne Farvande, hvor dens forskel- lige Alderstrin kan træffes lige fra Stranden ud til om- kring Hundrede Meters Dybde; inde paa Sandrevlerne er den yngste Aargang almindelig, medens de næste Aar- gange er særlig hyppige i Bændeltangsomraadet og mest, hvor der i dette er bare Sandpletter; det egentlige Til- holdssted for de ældre Rødspætter er den blandede Bunds Omraade, men ikke saa sjælden træffes de ude paa blød Bund. Undertiden kan man træffe Rødspætten indvan- dret i Ferskvand (den nu udtørrede Gaardbo Sø; Laastrup Aa op til Borup). Saa længe Rødspætten kun er nogle faa Centimeter lang, bestaar dens Føde særlig af smaa Orme og Krebs- dyr, men allerede, naar den har naaet en halv Snes Centi- meters Længde, kan den knuse Skallerne af Snegle; efterhaanden kommer dens Føde til at bestaa mere og mere af Muslinger (særlig Arter som Macoma calcarea, Macoma baltica, Mactra subtruncata, Mya truncata, Nucula og Corbula), men Orme spiller vedblivende en Rolle (sær- lig Former som Pectinaria) ; mindre hyppig tager den Krebs- dyr, Pighude (særlig Amphiura filiformis) og Fisk (mest Tobis). Legetiden falder i det nordlige Vesterhav fra Januar til Begyndelsen af Juni, i det sydlige Vesterhav begynder den i November, og i Østersøen strækker den sig fra November til Maj og skal i Bornholmsdybet kunne be- gynde allerede i August; sit Højdepunkt naar Legen de fleste Steder i vore Farvande i Februar— Marts Maaneder. Gydningen foregaar væsentlig paa Dybder mellem 25 og 80 Meter og vistnok fortrinsvis paa Steder med høj Salt- holdighed og c. 6° Varme. Saaledes er der i Skagerak og paa store Strækninger af det nordlige Vesterhav kun faa Rødspætteæg at finde, idet Rødspætterne søger sam- men for at gyde hovedsagelig indenfor fire Omraader i Vesterhavet, nemlig den store Fiskebanke, Egnen mellem Doggerbanken og den engelske Kyst og mellem Dogger- banken og Sønderjylland samt endelig det sydvestlige Hjørne ned mod Kanalen udfor Hollands og Belgiens Kyster; særlig det sidste Sted foregaar Rødspættens Leg 80 i overvældende Udstrækning, og der kan til Tider tages fem— seks Hundrede Æg under hver Kvadratmeter Over- flade. Indenfor Skagen træffes Æggene almindelig i alle vore aabne Farvande, men der kan dog ligeledes paavises Steder, hvor særlig mange Rødspætteæg findes, saaledes den vestlige Østersø og Langelandsbæltet, hvor man endog engang har taget 1.500 Rødspætteæg pr. m2 Over- flade. Rødspætten gyder ogsaa i den egentlige Østersø, saaledes i Bornholmsdybet, hvor Legen kan begynde alle- rede i August og vistnok hovedsagelig foregaar i Novem- ber— Februar. Man regner, at en middelstor Rødspætte i hver Yngletid gyder omtrent et Par Hundrede Tusinde Æg. Af de umaadelige Ægmængder, der saaledes gydes, kommer dog kun en Del til Udvikling. For det første bliver langt fra alle Æggene befrugtede, og for det andet falder en Masse som Bytte for de talrige Dyrearter, der æder Fiskeæg, og endelig gydes rimeligvis talrige under For- hold, hvor Udviklingen ikke lader sig gennemføre (fejl- agtig Saltholdighed, Varmegrad o. a.). Klækningen varer kun ti — tyve Dage. Larverne er gennemgaaende lidet tal- rige i de sydøstlige af vore indre Farvande, men er i øvrigt indenfor Skagen almindelige fortrinsvis i det sal- tere Undervand, særlig i April — Maj. Naar Larvens For- vandling er saa vidt fremskredet, at det venstre Øje har passeret Rygkanten, kan man træffe de første Unger ved Bunden. De søger nu Kysten, hvor de holder sig ude- lukkende til Sandbund paa lavt Vand fra nogle Meters Dybde helt ind til Stranden. Her kan de træffes fra sidst i April Maaned, men i Sommerens Løb trækker de bort fra det helt lave Vand ud paa lidt dybere. Der hengik lang Tid, inden man fandt Yngel i Bundstadiet i den egent- lige Østersø; det viste sig, at den i det mindste i visse Aar rindes paa omkring en Snes Meters Dybde, i hvert Fald mellem Møen og Rygen. Det er kun til de mere aabne Kyster, at Yngelen søger ind; i Farvande som Lim- fjorden og Isefjorden træffes den derfor kun nærmest Mundingerne. Alt efter Opholdsstedet vokser Rødspætten i den føl- gende Tid ret forskelligt. I Østersøen, hvor den kun naar en ringe Størrelse, bliver den aarlige Tilvækst efter faa Aars Forløb ubetydelig, hvorimod Rødspætterne fra Vesterhavet og Skagerak i en længere Aarrække har en betydelig Aarstilvækst; de mellemliggende Farvande frem- byder forskellige Mellemtrin. Hannerne bliver ikke saa store som Hunnerne, og deres Tilvækst tager hurtigere af. Hele Vinteren igennem staar Væksten stille. Man kan derfor let sammenligne Væksthastigheden mellem Rød- spætter fra forskellige Steder, naar Undersøgelsen blot 81 foretages udenfor Vækstperioden. I nedenstaaende Tabel er som Eksempler nævnet Rødspætternes Gennemsnits- størrelser i Centimeter, saaledes som de er fundet ved forskellige Undersøgelser udenfor Væksttiden. Farvand Køn Antal tilbagelagte Vækstperioder 8 9 10 11 12 Horns Rev Vesterhavet / udfor Limfjorden ^ Skagerak Kattegat (nordlige og mellemste).. Limfjorden, Nissum Bredning Limfjorden, Thisted Bredning Vestlige Østersø f (henimod Lille Bælt) | Vestlige Østersø /[ (henimod Gjedser) \\ d + 9 d 9 cS + 9 d + 9 d + Q d + 9 d 9 9 8,4 Gennemsnitlig Længde i Centimeter 13,5 20 25 28,5 14,9 19,8 24,7 28,4 29,- 14,4 21,0 25,i 28,8 28,o 30,2 29,5 35,5 16,7 23,5 28,7 31,3 35,5 13,6 17,4 29.5 21,9 31,7 25,i 33,4 16 19 20,5 21,5 22,5 23,5 24,5 16,5 20,5 24 25,5 27 28 29 30 31 14 17 18 19 20 21 22 14 18 20 21,5 23 24 25 26 27 28 29 Forplantningsdygtighed opnaas tidligere af Hannerne end af Hunnerne og af begge Køn tidligere i Østersøen og Bælthavet end i Kattegat, Skagerak og Vesterhavet. I Store Bælt f. Eks. bliver en Del (11,4 °/o) Hanner modne allerede ved Udgangen af det andet Leveaar, de fleste dog først ved Udgangen af det fjerde og enkelte først i deres femte— syvende Aar; Hunnerne bliver næppe modne før i deres tredje Aar og oftest i det fjerde— sjette, medens enkelte først gyder med*Udgangen af det ottende Aar. I den vestlige Østersø er de fleste Hanner modne allerede i deres andet Aar. Antallet af de Rødspætter, der har naaet, og de, der ikke har naaet at udvikle Rogn eller Mælk, er i den vestlige Østersø jævnbyrdigt ved en Længde af c. 18 cm, men i den egentlige Østersø allerede ved en Længde af c. 14 cm. Disse meget forskelligartede Vækst- og Modningsforhold kræver Hensyntagen i Frednings- bestemmelserne, og gør det ønskeligt at anvende forskelligt Mindstemaal i de forskellige Farvande og forskelligt for Hanner og Hunner. Dette vilde i Virkeligheden næppe være uigennemførligt, da Kønnene let kendes fra hin- anden i de fleste Tilfælde. De voksne Hanners Skæl paa C. V. Otterstrøm: Fisk II. 6 82 Hoved og Krop er ru, men da dette ogsaa gælder gamle Hunner, svigter dette Kendetegn let. Men fra den første Gydning og Livet ud kendes Hunnerne uden Vanskelighed, idet Rognsækkene da altid kan føles og ses (jfr. Side 60 og Fig. 35); derimod er det ikke let at kende en Rød- spættehun, der endnu aldrig har udviklet Rogn, fra Han- nerne; de modne Hanner kendes hurtig paa Mælken, der flyder af dem for et ringe Tryk. Erfaringen viser, at man paa en Fiskeplads ofte fanger hovedsagelig Hanner eller hovedsagelig Hunner; da Hunnerne gennemgaaende er de største og følgelig de mest eftertragtede, bliver Resul- tatet, at Fiskeriet særlig gaar ud over dem. Naar Moden- heden indtræder, ophører den stærke aarlige Tilvækst, og Fiskens Huld bliver nu meget forskelligt efter Aarstiden. En Gennemsnits-Rødspættes Vægt i Gram (g) kan beregnes efter dens Længde i Centimeter(l) efter Formlen: g = l3: 100. Rødspættens Alder lader sig forholdsvis let bestemme ved en Undersøgelse af Hørestenene og Knoglerne (jvf. Del I Side 36 samt Figurerne 16 og 17); i tusindvis af Rødspætter er i de senere Aar blevet aldersbestemt paa disse Maader. Man har derigennem bl. a. kunnet paavise, at de smaat- voksende Østersø-Rødspætter opnaar en høj Alder; den længste af de undersøgte Rødspætter (9, 49 cm, c. 1,5 kg) var saaledes mindst 18 Aar, medens den ældste Han var c. 25 Aar (27 cm), og den ældste Hun var c. 30 Aar (43 cm). Som det gennem Mærkningsforsøg er godtgjort, kan Rød- spætten foretage længere Vandringer, f. Eks. fra Kattegat til Vesterhavet eller omvendt; men det viser sig, at denne omstrejfende Tilbøjelighed særlig findes hos den nordlige Vesterhavsform, hvorimod den baltiske Form kun vandrer lidt; selv om denne i ikke ringe Grad gaar f. Eks. fra den vestlige Østersø til den østlige, vandrer den dog ikke ud i de mere salte Farvande nordefter (nordlige Kattegat, Skagerak). Efter Aarstiderne foregaar der andre, mindre Vandringer, idet der i alle vore Farvande foregaar en Indvandring mod Kysterne i Foraars- og Efteraarstiden og en Udvandring mod dybere Vand i den koldeste og varmeste Tid af Aaret. Rødspættefiskeriet er nu det mest udbyttegivende af vore Fiskerier, men saaledes har det kun været i en kortere Aarrække. Endnu i Tresserne fiskedes Rødspætten næsten udelukkende med Rødspættegarn (Sættegarn), og Fiskeriet var et udpræget Kystfiskeri. Midt i Aarhundredet op- fandt en Sallingfisker Snurrevaaddet, og i Halvfjerdserne kom dette udmærket fiskende Redskab i Brug i Kattegat; da man samtidig begyndte at anvende søgaaende Dæks- baade til Snurrevaadsfiskeri, bredte dette sig ogsaa snart til Vesterhavet. Medens Rødspætter, der fanges i Sætte- 83 garn (Hildingsgarn), ofte er halvt eller helt døde, naar Garnene røgtes, saa er de i Snurrevaad fangede Rødspæt- ter som Regel udmærket levedygtige; i Baadene er ind- rettet en saakaldt Dam, og i denne Vandbeholder kan Rødspætten uden synderligt Tab i Huld og Velsmag hol- des levende Fisketuren ud og kan om nødvendigt senere omlades i Kvaser, der i deres store Damme kan føre en stor Mængde Rødspætter levende f. Eks. fra Frederiks- havn til København. Trawl bruges meget udenfor vort Sø-Territorie. Paa dette er Trawl forbudt og delvis erstattet af det mindre Skovlvaad. I Begyndelsen dreves det danske Rødspættefiskeri udelukkende fra Fiskerihavnene Esbjerg, Frederikshavn, Grenaa og senere Skagen; men det har nu, efter at biologisk Station har paavist de gode Betingelser for Fiskeriet i Bælthavet, bredt sig over dette. Fiskeriet beskæf- tiger en Flaade paa godt to Hundrede Kuttere; hver Kutter er paa c. 15—50 Tons og er forsynet med Motorkraft til Indhivning af de mægtige Snurrevaad samt ofte med Motorjolle til Udsætning af det; tillige drives Snurrevaads- fiskeri fra en Del mindre Motorbaade paa 4—8 Tons. Kun hvor Bunden ikke egner sig for Brugen af Snurre- vaad, har Sættegarnsfiskeriet endnu nogen Betydning. I 1912 var Fangsten af Rødspætter fra Danmark i de for- skellige Farvande følgende: Vesterhavet — c. 9.080.000 kg (1911: c. 5.672.000 kg), Skagerak — c. 1.244.000 kg, Kattegat — c. 2.532.000 kg, det nordlige Øresund — c. 147.000 kg, Bælthavet — c. 3.352.000 kg (1911 : c. 1.777.000 kg), den vest- lige Østersø — c. 142.000 kg, det sydlige Øresund og den egentlige Østersø — c. 28.000 kg, Limfjorden — c. 734.000 kg, Ringkjøbing Fjord*) — c. 52.000 kg (1911: c. 4.000 kg); i alt 17.312.070 kg til en Værdi af 5.020.239 Kr., hvilket er 30,12% af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet (1911: 12.586.571 kg, 4.161.384 Kr., 27,32 °/ o). Gennemsnitsprisen var 29 Øre, men udregnes Gennemsnitsprisen for hvert Farvand for sig, ses tydelig Værdiforskellen mellem de forskellige Rødspætteformer, idet Østersø-Rødspætterne betales med gennemsnitlig 26—27 Øre pr. Kilo, Kattegats- Rødspætterne med 43 Øre og Skageraks-Rødspætterne med 54 Øre pr. Kilo; at Vesterhavs-Rødspætterne kun indbragte 22 Øre pr. Kilo skyldes, at de sjælden faar Lov at over- skride Mindstemaalet ret meget, før de fanges. Fiskeriloven af 1907 sætter et Mindstemaal af 256 mm, dog for Nissum Bredning 229 mm, for Østersøen fra Hyllekrog østefter, for Øresund og til Tider for Esbjerg 209 mm; i forskellige Vedtægter er der truffet Bestemmelse om højere Mindste- *) Før Hvide Sande Kanalens Aabning i Marts 1910 fandtes Rodspætten ikke i selve Fjorden, men kun i Nyminde-Strømmen. 84 maal og om Fredningstid. Den voldsomme Befiskning, Rød- spættebestanden i vore Farvande er Genstand for, har for- længst medført, at de store „Hanser" ikke mere findes ; værre er det, at Rødspættefiskeriet alvorligt trues, ved at Rød- spætterne aftager i Antal og faar for ringe en Gennemsnits- størrelse, før de fiskes. Denne Overfiskning viste sig først i Vesterhavet og var medvirkende Aarsag til Igang- sættelsen af de internationale Havundersøgelser, der er blevet drevet fra Aar 1902. Senere viste Overfiskningen sig i Kattegat, og nu synes den at begynde at gøre sig gældende ogsaa i Bælthavet og den vestlige Østersø. De Fredningsbestemmelser, som ene kan hindre Overfisknin- gen, lader sig kun undtagelsesvis gennemføre simpelthen ved Lovgivning i et enkelt Land; Størstedelen af Rødspætte- fiskeriet foregaar udenfor vort Sø-Territorie, der jo kun er en Bræmme paa tre Sømils Bredde langs Kysterne, og inter- nationale Regler maa derfor vedtages af de interesserede Stater, før Rødspættefiskeriets Fremtid er betrygget. Medens den visse Steder i Udlandet forsøgte Udklækning i Bassiner af Rødspætteæg og senere Udsætning af Yngelen næppe har nogen praktisk Betydning, har Flytningen af unge Rødspætter fra Steder, hvor de findes i Overtal, til Ste- der, hvor den naturlige Indvandring er for lille (saaledes henholdsvis Nissum Bredning og Thisted Bredning; se Ta- bellen Side 81), vist sig at kunne være meget lønnende; der indplantedes saaledes i 1911 i Limfjorden c. 1.820.900 Rød- spætter, hvilket kostede 20.485 Kr.; Rødspættefiskeriet i de Dele af Limfjorden, hvor Indplantningen foretoges, indbragte c. 174.000 Kr., hvoraf c. 114.000 Kr. regnes at skyldes de indplantede Fisk; Indplantningsfiskene tages fra Limfjor- dens Vestende, hvor der er Overflod af smaa Rødspætter. Rødspætten er særdeles velsmagende. De voksne Fisk taber meget i Huld om Vinteren i Legetiden, men ind- vinder det igen i Løbet af Foraaret og Sommeren; bedst er Rødspætterne derfor om Eftersommeren og Efteraaret. En stor Del af Fangsten udføres, men forholdsvis meget kommer dog til Anvendelse her i Landet, hvor den spises kogt eller stegt. Det nordeuropæiske Rødspættefiskeri er for Aaret 1908 opgjort til at have givet c. 75 Millioner Kilo- gram; heraf hidrørte c. 47 Millioner alene fra Vesterhavet. 5. Skrubbe ( Pleuronéctes flésus Linné). (Krøyer: Platéssa flésus). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) gaar omtrent 2^W—2?W Gang op i Totallængden. Hovedet er ikke grubet. Kæbernes Tænder er talrigst paa Blind- 85 siden; de sidder her temmelig tæt sammen' og har but Spids; Tænderne paa Svælgbenene er knudrede Knuse- tænder. Halefinnens Bagrand er noget udadbuet og har spidse Hjørner. Mellem Øjnene og i en Bue hen til Sideliniens Begyndelse løber en skarp, bagtil noget bre- dere Liste, der bærer talrige Smaaknuder, men ingen store, nøgne Knuder. Gatpig findes. Huden, i det mindste langs Roden af Ryg- og Gatfinnen, med spredte, tor- nede Benknuder, der er omdannede Skæl; almindelige Skæl findes ogsaa, men kun enkelte Steder sidder de saa Fig. 46. Skrubbe. (Efter Francis Day). tæt, at de er taglagte. Sidelinien danner en yderst svag Bugt over Brystfinnerne og er i øvrigt ret. Farven veks- ler en Del; Øjensiden er mørk, men kan ,være~graalig, graabrun, graagrøn eller graagul, oftest med større, ud- viskede, mørke Pletter og jævnlig med brune eller gule Pletter, der noget minder om Rødspættens; Blindsiden er hyppigst hvid, men har jævnlig mørke Pletter, særlig langs Sidelinien og bagtil, og det sker, at Halen eller endog næsten hele Blindsiden farves, ligesom det paa den anden Side kan hænde, at begge Sider er hvidfarvede. R 49-65; G 33-46; Br8-ll; Bu 5-6; H 3+12+3. 86 Skrubben bliver i Reglen omkring tre Decimeter lang, sjælden henimod fire og kan mulig naa opimod seks. Hos os bliver den næppe over eet Kilogram vægtig. Dens Udbredelsesomraade gaar fra Murmankysten og det hvide Hav langs hele Europas Kyst til Middelhavet og det sorte Hav og omfatter desuden Dele af Nord-Amerikas Ishavskyst og af det nordlige Stillehav (Kamtschatka, Californien); ved Island, Grønland og Nord-Amerikas Atlanterhavskyst lever Skrubben derimod ikke. I Øster- søen kan den rimeligvis træffes helt ind til det nordligste af den bottniske Bugt, men er dog kun hyppig Syd for Quarken; den lever ogsaa i den finske Bugts vestlige Del. Som det fremgaar heraf, taaler Skrubben Vand af en ringe Saltholdighed, og i Virkeligheden søger den endog tidt ind i Ferskvand, hvor den dog ikke kan yngle. Hos os findes Skrubben overalt i vore Fjorde og i Bændel- tangsomraadet og indenfor dette; paa dybere Vand træffes den kun om Vinteren, og ved aabne, ubeskyttede Kyster er den ikke almindelig. I Østersøen opholder Skrubben sig som mange andre Kystfisk paa dybere Vand, saa at den f. Eks. er meget almindelig i Bornholms Dybet. Talrige Steder er den hos os truffet i Ferskvand, saa at man vel nok kan vente at finde den nær Mundingen i de fleste Vandløb; sjældnere trænger den op i Søer (Nørresø (Lol- land), Tissø, Gaardbo Sø, Flyndersø); det kan hænde, at den gaar længere op ad Aaerne (Karup Aa til Høgild). I Themsen er den taget ovenfor London og i Rhinen i Mosel, ved Trier, ved Mainz og langt oppe i Main. Skrubbens Føde bestaar af forskellige Bunddyr, som Muslinger, Snegle, Orme, Krebsdyr og Slangestjerner og af og til af Smaafisk; Skrubben holder sig ikke i saa høj Grad som Rødspætten med Forkærlighed til Muslinger, og medens denne tilmed som Regel vrager Blaamuslingen (Mytilus edulis), der findes i umaadelige Mængder i vore Farvande og særlig i Østersøen, hvor den mange Steder dækker Bunden med et Lag, saa er Blaamusling en yndet Føde for Skrubber; i Ferskvand tager Skrubben Snegle, Tanglopper, Døgnflue- og Vaarfluelarver, Fiskeyngel o. 1. Skrubbens Ægmængde er stor; en middelstor Skrubbe gyder i hver Legetid mel- lem en halv og en hel Million Æg. Legen foregaar lidt senere end Rødspættens — fra sidst i Januar til sidst i April, nogle Steder dog saa sent som Juli. I Vesterhavet samles Skrubberne paa lignende Maade som Rødspætterne om bestemte Gydepladser; medens der i øvrigt kun er fundet faa Skrubbeæg i Vesterhavet, findes de i Mængder over 20—40 Meters Dybde i det sydlige Vesterhav i et Bælte udfor Sønderjyllands og den tyske Kyst og i endnu større Masser udfor Hollands Kyst; ved Skagen og læn- gere inde i vore Farvande er Skrubbeæg almindelige, 87 baade i Kattegat, Bælterne og i Østersøen; i Bælthavet er Gydningen stærkest i Marts— April. Yngelen lever der- efter (indenfor Skagen: sidst i April — sidst i Juni; sydlige Vesterhav: Marts— Midten af Maj) pelagisk og træffes senere (henholdsvis fra sidst i Maj og fra Begyndelsen af samme Maaned) nær Kysten eller inde i fersk eller næsten fersk Vand, for først herinde at søge Bunden; endnu er Ungen enssidet, men naar den et Par Uger senere har naaet en Længde af omkring een Centimeter, er Øjenvandringen forbi og Skævheden fuldstændig. Lige- som Rødspætten træffes Skrubben altsaa som lille helt inde ved Kysten, men de to Arter holder sig dog oftest hver for sig; dels søger mange af Skrubberne op i langt ferskere Vand, og dels ynder de Sandbund med rigeligere Indblanding af organiske Smaadele eller slikblandet Sand- bund. Skrubben foretager lignende Vandringer som Rød- spætten, men holder sig gennemgaaende til lavere Vand. Den varierer meget; blandt Flynderfiskene er det den, der hyppigst er „vrang" — indtil en Tredjedel af Skrubberne paa en Plads skal kunne have Øjnene paa venstre Side; stærkt ru Skrubber kan træffes ligesom andre, der kun er svagt tornede og kun langs Ryg- og Gatfinnens Rod. Skrubbens Kød er i Legetiden og efter denne daarligt, men efterhaanden som Foderstanden bedres, vinder Kødet i Velsmag; hvor Skrubben har levet paa dyndet Bund, skal Kødet have Smag deraf, hvilket kan afhjælpes ved at opbevare Fisken nogle Dage i friskt Vand ; Ferskvands- skrubber skal have særlig fint Kød, og i Brakvand bliver Skrubben langt bedre end i Saltvand. Skrubben er ikke saa sejglivet som Rødspætten og kan vanskeligere end denne holdes levende i Dam; den staar i ringe Pris og bortkastes ofte af Fiskerne. Imidlertid er dog saavel Fangsten som Prisen stigende; i 1912 fiskedes der hos os følgende Vægtmængder: Vesterhavet — c. 2.000 kg, Skagerak — 0, Kattegat — c. 168.000 kg, Bælthavet — c. 538.000 kg, det nordlige Øresund — c. 470.000 kg, den vestlige Østersø — c. 2.000 kg, det sydlige Øresund — c. 2.500 kg, den egentlige Østersø — c. 11.000 kg, de vestjydske Fjorde — c. 561.000 kg, (Limfjorden — ?); i alt mindst 1.757.446 kg til en Værdi af 275.719 Kr., hvilket er 1,65 °/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet; Gennemsnitsprisen pr. Kilo- gram var 16 Øre. I Fiskeriloven af 1907 er der intet Mindstemaal for Skrubben. I forskellige lokale Vedtægter værnes der om Skrubben ved Mindstemaal og Fredningstid. Nogle Steder f. Eks. Skelskør Nor og Mariager Fjord har man indplantet Skrubber fra andre Steder, hvor de er talrigere, dels store, magre Skrubber, dels Skrubbeyngel; saadanne Indplantninger kan være lønnende, men maa gen- tages, da Skrubberne jo ikke yngler inde i disse Vande. 88 3. Helleflyndernes Underfamilie (Hippoglossina). Snuden er ikke forlænget, og Underkæben naar længst frem. Øjnene er store eller i hvert Fald middelstore. Munden er stor eller middelstor, lidet skæv. Kæbetænderne er omtrent ens udviklet i begge Sider. Veludviklede Bigæller. Gællegitter- stavene er sædvanlig veludviklede. Bugfinnerne sidder paa hver sin Side af Bugkanten; deres Straaler er tætsiddende ved Roden. Underfamilien omfatter de mindst skæve Flynderfisk. Hertil hører henved tredive Arter fra saavel kolde som varme Have; de fordeles paa fem Slægter, af hvilke to har hver een Art i vor Fauna. Oversigt over Slægterne. Sidelinien danner fortil en Bue 1. Helleflynderslægten (Hi ppoglossus). Sidelinien løber næsten ret 2. Haaisingslægten (Hi ppoglossoides). 1. Helleflynderslægten (Hippoglossus Cuvier). Formen er langstrakt oval eller elliptisk og temmelig tyk. Højre Side er Øjensiden. Munden er mer eller mindre stor; dens højre og venstre Side er omtrent ens udviklede. Ganeben og Plov- skærben er tandløse. Mellemkæbeben, Underkæbe og Svælgben med spidse — for de flestes vedkom- mende krumme — Tænder i flere Rækker eller i Karter; de, der sidder forrest i Kæberne, er størst. Rygfinnen begynder ovenover det øvre Øje, som sidder paa eller nær ved Hovedets øvre Kant. Halefinnen er indskaaret i Bagranden. Smaa, 89 glatte Skæl. Sidelinien danner fortil en stærk Bue. Faa Blindtarme. To Arter, hvoraf een hos os. 1. Helleflynder (Hippoglossus vulgåris Fleming). (Krøyer: Hippoglossus maximus, Ldnnberg: Hippoglossus hippoglossus). Det øvre Øje ligger ikke paa, men tæt op mod Ho- vedets Overkant og omtrent lige over det nedre. Syv Fig. 47. Helleflynder. (Efter Zoologia danica). Gællehudstraaler. Rygfinnen begynder ved Forkanten af det øvre Øje. Foran Gatfinnen er der en kort fremad- rettet Benpig. Sidelinien danner en stærk Bue over Brystfinnerne. Farven er paa Øjensiden sort, mørk oliven- grøn eller -brun, paa Blindsiden hvid; de unge Fisk er noget lysere paa Øjensiden og har mørk Marmorering, og hos dem er de uparrede Finner gulrøde i Kanten; det tykke Slimlag giver Fisken et fernisagtigt Skær. R 96— 110; G 71—85; Br 14— 17; Bu 6; Hx + 15 -fx. Helleflynderens Udbredelsesomraade falder omtrent sammen med Torskens og gaar fra Murmankysten, Spits- bergen, Bjørneøen, Island og Grønland mod Syd til den biskayiske Bugt og til Sandy-Hook paa Amerikas Østkyst 90 og omfatter tillige Havet mellem Kamtschatka og Ameri- kas Vestkyst og strækker sig her ned til San Francisco. Hos os er Helleflynderen ret almindelig i Vesterhavet; den træf- fes ogsaa i Skagerak, Kattegat og det nordlige Øresund, ligesom den af og til fanges i Bælterne og undertiden, men meget sjælden, i den vestlige Østersø; den kan og- saa forvilde sig noget bort fra sine egentlige Tilholdsste- der; den tages saaledes undertiden i Isefjord, og i Juni 1904 toges en ung Helleflynder i Kolding Fjord. I Virke- ligheden bestaar hele Bestanden af Helleflynder indenfor Skagen overvejende eller udelukkende af indvandrede Fisk, idet der hvert Aar eller maaske kun i visse Aar trækker et mindre Antal ind fra Skagerak; disse ind- vandrende Fisk er rimeligvis næsten alle smaa. Fra Kattegat strejfer da igen enkelte Helleflyndre længere ind i vore Farvande. Helleflynderen er en letbevægelig Fisk, og som udpræget Nordfisk er den langt talrigere i Vesterhavet og Skagerak i Aarets første Halvdel end i dets sidste. Helleflynderen er den største blandt Flynder- familiens Arter og er Nordens største madnyttige Fisk. Nu er Helleflyndre paa over tyve Kilogram temmelig sjældne i Kattegat og meget sjældne længere inde, men før Snurrevaadsfiskeriets Udvikling fik de Fred til at blive større. Ved Midten af det forrige Aarhundrede toges der fra dansk Side i det sydlige Kattegat Helleflyndre paa indtil 50—75 kg, og det kan i øvrigt endnu ske — omend sjældnere og sjældnere — , at der fanges saa store Helle- flyndre indenfor Skagen (78,5 kg, Kattegat, Juni 1900; 107 kg, Øresund, d. 10. Juni 1885; 31,5 kg, Isefjord, Maj 1882). Hvor den faar Lov til at udvikle sig, bliver den sædvanlig 90—150 cm lang og vejer da c. 17 — c. 25,5 kg, men den bliver ofte langt større; ved Island er den maalt 220 cm lang og 26 cm tyk, ved Lofoten godt 220 cm lang og 172 kg vægtig, skønt den var mager, og i Skage- raks svenske Del er den ligeledes taget 220 cm lang (Karringo, d. 21. Januar 1873; 136 kg, tyk og fed). Endnu betydeligere Størrelse kan den — selv om man ser bort fra ældre Angivelser — opnaa; fra Norge berettes der saaledes om fire i Tiden fra 1884—1899 fangede Helle- flyndre paa 160—240 kg, hvoraf den ene maalte ikke min- dre end 470 cm. Disse store Fisk er alle Hunner, idet Hannerne sjælden bliver over 60 kg vægtige. Helleflyn- derens Yngleforhold er endnu ikke helt udredede; det er saaledes tvivlsomt, om den leger i Vesterhavet og Skage- rak, men sandsynligst er det vel, at den ikke leger saa nær os. Æggene kendes kun fra Fiskenes Rognsække; de er forholdsvis store (3,i— 3,4 mm i Tværsnit) og er utvivlsomt pelagiske. Legen falder ved Norges Kyst i Tiden 91 fra sidst i Februar— Maj ud, særlig i April og først i Maj ; ved Island Juni— August. Ungerne er kun kendt fra Vest for Færøerne, Syd og Vest for Island, hvor de er taget pe- lagisk tildels over store Dybder. De yngste Bundstadier af Helleflynderen kendes ikke, men paa Dybder mellem 60—200 Meter findes smaa Helleflyndre, og længere inde paa 20—60 Meters Dybde træffes de 20—40 cm lange Fisk. De store Helleflyndre træffes maaske hyppigst paa et halvt Hundrede Meters Dybde og noget mindre, men kan snart findes inde paa saa lavt Vand, at man ved Norge har kunnet tage dem med Harpun, snart ude paa flere Hundrede Meters Dybde (ved Island 923 m). Helleflynderens Føde bestaar hovedsagelig af Fisk og større Krebsdyr (Hummer, Krabber o. 1.), i mindre Grad af forskellige andre Bunddyr; den er meget graadig og tager jævnlig fuldvoksne Torsk, Havkatte, Rokker o. 1.; lejlighedsvis forgriber den sig paa Fugle (Alk). Rimeligvis holder den sig langtfra altid ved Bunden. Den bider meget villig paa Krog; ved Norge, Fær- øerne og Island drives der Fiskeri efter den med Haand- line paa Dybder paa indtil nogle Hundrede Meter fra Baade, der ofte er aabne, saa at Indbjærgning af de store Fisk ikke er nogen let Sag; Stillehavskystens Indianere fisker Helleflynder paa Trækroge med Benspids, ja ved Grønland fanger Eskimoerne endog de mægtige Fisk fra Kajak og bugserer dem til Land. I øvrigt fiskes Helle- flynderen mest fra Linedampere og Trawlere, men hvad der fiskes i vore Farvande af danske Fiskere, tages hoved- sagelig lejlighedsvis paa Bakker eller i Snurrevaad, f. Eks. paa Jydske Rev. For 1909 angives der fra dansk Side at være fanget 137 kg Helleflynder i Skagerak og 10.393 kg i Vesterhavet til en samlet Værdi af 9.041 Kr. eller 0,07 °/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. Som Gennem- snitsprisen (85,9 Øre pr. kg) viser, er Helleflynderen en værdifuld Fisk. Om Kødets Velsmag har der været for- skellige Meninger. Efter Legen er maaske særlig de store Fisk magre og tørre i Kødet, men ellers er dette højt anskrevet hos os. Kødet er forholdsvis meget hold- bart, hvorfor Fisken ret godt kan udskæres og sælges efterhaanden i mindre Partier. Helleflynderen spises mest kogt; fra gammel Tid har de tørrede Finner (Rav) og lange, smalle Striber udskaarne af Kroppen efter Længden nær Finnerne (Rækling) været Handelsvare; nu kommer Finnerne, der er meget fede, undertiden røgede i Han- delen hos os. 92 2. Haaisingslægten (Hippoglossoides Gottsche). Formen er den almindelige Flynderform. Højre Side er i Reglen Øjensiden. Munden er stor, og dens højre og venstre Side er omtrent ens udviklede. Plovskærben og Ganeben er tandløse. Mellemkæbe- ben og Underkæbe har sædvanlig en enkelt Række spidse Tænder, og lignende findes paa de nedre Svælgben. Rygfinnen begynder over det øvre Øje, stundom noget foran det. Halefinnen er vel ad- skilt fra Ryg- og Gatfinne, og dens Bagrand er udadbuet. Foran Gatfinnen sidder en Benpig. Øjensidens Skæl er ru. Sidelinien er næsten lige. Af Slægtens fem Arter lever een hos os. 1. Haaising (Hippoglossoides platessoides O. Fabricius). (Krøyer: Platéssa limandofdes; F. A. Smitt: Drepanopsétta platessoides). Øjnene sidder lige langt fremme. Kæbetænderne er eenradede. Otte Gællehudstraaler. Halefinnens Bagrand er vinkelformet udstaaende. Skællene er ret store; paa Øjensiden gaar de ud paa alle Finnestraalerne og fortil ofte, helt eller delvis, ud paa Kæbebenene. Side- linien er lige, kun med en yderst svag Bue over Bryst- finnerne, og løber til Halefinnens yderste Spids. Farven er graabrun eller graarød, hyppig med mørkere Smaa- pletter; Blindsiden er hvid. R 76-101 ; G 60-79; Br 9-13; Bu 6; H x -f 12-14 + x. Arten optræder med en mere nordlig og en noget mere sydlig Form. Den første (formå platessoides) kendetegnes ved, at den største Krophøjde er mere end 35 °/o af Totallængden, og at Brystfinnerne har 12—13 Straaler; den lever ved Amerikas Østkyst og Grønland. Den anden (formå limandofdes) kendetegnes ved, at den største Krophøjde er mindre end 35°/o af Totallæng- 93 den, og ved, at Brystfinnerne har 9— 11 Straaler; den ind- tager vistnok hele Resten af Artens Udbredelsesomraade, og det er altsaa den, der lever hos os. Arten forekommer fra Grønland, Island, Bjørneøen, Spitsbergen, Barentshavet, Murmankysten og det østlige Murmanhav mod Syd til Hollands, Englands og Irlands Kyster og til Kap Cod paa Amerikasiden. Hos os er den almindelig i Vesterhavet, Skagerak, Kattegat og det nord- lige Øresund og ogsaa ret almindelig i det meste af Bælt- havet og i den vestlige Østersø, hvorimod den ikke ken- des fra det sydlige Øresund eller fra den egentlige Østersø. Legetiden falder hos os fra midt i Januar indtil Maj, særlig i Marts— April. Legen foregaar tilsyneladende Fig. 48. Haaising. (Efter Zoologia danica). paa alle de Steder, hvor Haaisingen forekommer, uden Sammenstimlen om særlige Gydepladser, og finder saa- ledes ogsaa Sted i Bælthavet og den vestlige Østersø. De pelagiske Æg er endog en enkelt Gang taget i den egentlige Østersø, men nær ved Gjedser og vist- nok hidført af Strømmen fra den vestlige Østersø. Æggene er mærkelige ved deres i Forhold til Indholdet meget rummelige Skal, hvis Tværmaal i øvrigt er ret vekslende (hos os 1,38—2,64 mm, ved Island indtil 3,2 mm). Æggenes Antal er forholdsvis lille, idet hver Hun antage- lig kun gyder gennemsnitlig c. 50.000 Æg i en Gydeperiode. Yngelen er truffen pelagisk i vore Farvande i April— Juli Maaneder; i den egentlige Østersø er den ikke taget, lige saa lidt som i Limfjorden. Først ved en Længde af om- kring 20 mm begynder Øjenvandringen, men Ungen synes at søge Bunden, før Øjenvandringen er afsluttet. Den træffes da paa dybt Vand, sjælden saa lavt som 20 Me- ter, i Reglen over 40 Meter og er taget paa 113 94 Meters Dybde. De ældre Haaisinger lever paa noget lig- nende Steder, og det bliver den blandede, men særlig den bløde Bunds Omraade, der bliver deres Hjem; i Skagerak er de taget paa omkring 200 Meters Dybde. Kønsmoden- heden indtræder ofte allerede hos Fisk paa omkring tret- ten Centimeters Længde. Der synes at være flere Hun- ner end Hanner, men maaske skyldes det, at Hunnerne lettest fanges; Hannerne bliver nemlig ikke saa store som Hunnerne; de bliver hos os næppe over 25 cm, medens Hunnerne jævnlig bliver over 30, og der kendes en 38 cm lang Hun fra den vestlige Østersø; ved Island bliver Haaisingen indtil 42 cm. Dens Føde bestaar af Slangestjerner, Sømus (Spatanger), Muslinger og Snegle, Orme, Krebsdyr (Eremitkrebs) og Smaafisk (lyse Kutling). Da Haaisingen opnaar saa ringe en Størrelse og er lidet kødfuld, ringeagtes den hos os som Fødeemne, hvorfor den oftest bortkastes, naar den tilfældigvis fanges; men tyske Fiskere tager den f. Eks. i den vestlige Østersø og sælger den som Tunge. 4. Hvarrernes Underfamilie (Rhombina) *). Snuden er ikke forlænget, og Underkæben ra- ger længst frem. Øjnene er middelstore eller store. Munden er stor eller middelstor, næppe nok eller lidet skæv. Kæbetænderne er omtrent ens udviklet i de to Sider. Veludviklede Gælle- gitterstave og Bigæller. Øjensidens Bugfinne er mer eller mindre fuldstændig fæstet i selve Bug- kanten, ofte lige i Fortsættelse af Gatfinnens Retning. Bugfinnestraalerne er mer eller mindre adskilte ved Roden, fæstede til en fremadgaaende Forlængelse af de nedadrettede Bækkenben. Bag Bugfinnerne kan findes to bagudrettede Pigge (Forgatpigge). Indenfor denne Underfamilie træffes de Flynderfisk, hvis Finner er stærkest omdannede, hvorimod deres Mund er forholdsvis lidt skæv. Gattet ligger oftest paa Blind- *) Det er nylig (Kyle, 1913) paavist, at Navnet Rhombus har Forrangen for Bothus. Side 62 Linie 5 forneden bør Bothina derfor rettes til Rhombina. 95 siden ligesom Kønsaabningen, medens Urinpapillen er rykket om paa Øjensiden. Af Underfamiliens halve Snes Slægter er de tre indenlandske. Oversigt over Slægterne. 1. Skillevæggen mellem de to Gællehuler er hel. 2. Skillevæggen mellem Gællehulerne er gennem- brudt af et stort Hul 3. Smaahvarreslægten (Zeugopterus). 2. Temmelig store Skæl. Plovskærbenet tandløst. 1. Tungehvarreslægten (Arnoglossus). Ingen eller meget smaa Skæl. Plovskærbenet tandbærende .. 2. H varreslægten (Rhombus). 1. Tungehvarreslægten (Arnoglossus Bleeker). Venstre Side er Øjensiden. Munden er stor. Plovskærben og Ganeben er tandløse; Mellem- kæbeben og Underkæbe bærer en enkelt Række smaa Tænder. Gællehudene er forenede under Gællebroen og har en fælles, bred, fri Flig; deres Straaleantal er seks. Skillevæggen mellem de to Gællehuler er ikke gennembrudt af noget Hul, men er hel, omend tynd. Rygfinnen begynder no- get foran det øvre Øje. Saavel Ryg- som Gat- finnens Straaler er ugrenede, og ingen af Finnerne er bagtil fæstet paa Blindsiden. Bugfinnerne er skilt fra Gatfinnen. Skællene er temmelig store og falder let af; paa Øjensiden er de ru. En af Slægtens Arter lever hos os. 1. Tungehvarre (Arnoglossus latérna Willoughby). (F. A. Smitt: Platophrys latérna; A. W. Malm: Rhombus soleæformis). Formen minder om Tungens. Kroppens største Højde (Finnerne ikke medregnet) gaar omtrent tre Gange op i 96 Totallængden; Kroppen er meget tynd. Bag Bugfinnerne er der to bagudrettede Pigge (Forgatpigge), hvorimod Gat- pig mangler. Øjensidens Bryst- og Bugfinne er længere end Blindsidens, og Øjensidens Bugfinne har længere Rod og begynder længere fremme end Blindsidens. Der er omtrent femoghalvtredsindstyve Skæl langs Sidelinien. Denne danner en stærk og ujævn Bue over Brystfinnerne og er derefter ret. Farven er paa Øjensiden graa med rødlig Tone, noget mørkere hos de ældre; hyppig er der paa Kroppen og særlig paa Finnerne talrige smaa sortbrune Fig. 49. Tungehvarre. (Efter Zoologia danica). Pletter, og større, mørke Pletter kan findes paa Krop, Snude og venstre Brystfinne; Blindsiden er hvid; hele Fisken er næsten gennemskinnelig. R82-98;G59— 75; BrlO-12,8-10; Bu6; H3 + 11 +3. Under Artsnavnet laterna skjuler sig mulig i Virke- ligheden flere Arter. Foreløbig skelnes mellem 1. var. macrostoma Kyle. Hovedets Længde 21 — 22% af Totallængden. Underkæbens Længde 61— 67 °/o af Hovedets Længde. Mellemkæbebenets Længde 41— 46°/o af Hovedets Længde. Lever i Middelhavet. 2. var. microstoma Kyle. Hovedets Længde 18 — 20°lo af Totallængden. Underkæbens Længde 50— 56 °/ o af Hovedets Længde. Mellemkæbebenets Længde 34— 40°/o 97 af Hovedets Længde. Lever i Middelhavet og langs Eu- ropas Vestkyst. Man kan yderligere skelne mellem for- skellige Former, der synes at opstaa som Følge af en betydelig Tilpasningsevne til Liv under forskellige Vilkaar. Den Form, der lever hos os, er Arnoglossus latérna varietas microstoma, formå communis Kyle. Tungehvarren bliver næppe over sytten Centimeter lang, og oftest er den kun tolv til femten. Den er en sydlig Art; i Middelhavet er den almindelig, og herfra op langs Europas Vestkyst kendes den stedvis indtil Kristiania Fjord; ved England og Irland er den ret almindelig, og det samme gælder en Del af vore Farvande, nemlig Vesterhavet, Skagerak og Kattegat; den er truffet saa langt inde i vore Farvande som i Kerteminde Bugt (1899) og ved Barsebåck (1905). Tungehvarren holder sig til sandet eller leret Bund paa Dybder af ti til Hun- drede Meter (i Middelhavet ned til halvandet Hundrede Meter). Særlig almindelig synes den hos os at være Nord og Øst for Læsø paa den lerblandede Sandbund. Den yngler hos os i Maanederne Juni — August og mest paa Dybder mellem ti og fyretyve Meter. Æggene er de mindste kendte, pelagiske Fiskeæg fra vore Have (kun 0,60—0,76 mm i Tværmaal). Naar højre Øje paa sin Van- dring mod venstre Side naar Rygkanten, er Rygfinnen alle- rede groet saa langt frem, at Øjet kommer til at passere under den; derved bliver der en kort Tid to Aabninger for højre Øje, og Øjet kan i dette Tidsrum efter Behag drejes til at se ud gennem Øjeaabningen paa højre eller paa venstre Kropside; senere gaar Øjet helt over paa venstre Side. Tungehvarren er ret rovbegærlig og tager særlig Smaafisk (Glaskutlinger og lyse Kutlinger), men ogsaa Krebsdyr o. a. Den er for lille til at kunne have Betyd- ning som Fødemiddel. Da den af samme Grund forholds- vis sjælden fanges og endnu sjældnere ilandbringes, va- rede det længe, inden den blev kendt fra vore Farvande. Først i 1886 skete det, men siden har den som sagt vist sig at være almindelig. 2. Hvarreslægten (Rhombus Rondelet). Venstre Side er Øjensiden. Munden er stor eller middelstor, og dens højre og venstre Side er omtrent ens udviklede. Ganebenene og Tungen er tandløse; Mellemkæbebenene og Underkæben C. V. Otterstrøm: Fisk II. 7 98 bærer smaa, karteagtige Tænder, og paa Plovskær- benets Forende findes ligeledes nogle Tænder. Gælle- hudene er lidet eller ikke sammenvoksede under Gællebroen, men den ene dækker hen over den anden. Antallet af Gællehudstraaler er syv. Skillevæggen mellem de to Gællehuler er ikke gennembrudt af noget Hul, men er hel. Rygfinnens Forkant er læn- gere fremme end det øvre Øje. Næsten alle Ryg- og Gatfinnens Straaler er grenede. Disse Finners bageste Del er ikke fæstet paa Blindsiden. Bug- finnerne er ikke sammenvoksede med Gatfinnen ; fortil er de fæstede til en af Gællebueskelettets Knogler (Basibranchiostegale). Gatpig og Forgat- pigge mangler. Skællene er meget smaa og glatte, eller de mangler helt. Til Slægten hører kun tre Arter, hvis Hjem er Euro- pas og Nordamerikas Kyster. Af disse er de to inden- landske. Oversigt over Arterne. Øjensiden bærer talrige, spidse Benknuder.... 1. Pighvar (R. maximus). Øjensiden er glat 2. Slethvar (R. lævis). 1. Pighvar (Rhombus maximus Linné). (Lilljeborg: Bothus maximus). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) gaar ikke to Gange op i Totallængden. Rygfinnens forreste Straaler er udelte eller kun utydelig kløvede. Skæl mangler som oftest, men skal dog kunne findes. Øjen- siden er beklædt med talrige store Benknuder, mellem hvilke Huden er ligesom koparret (skyldes Skælsække uden Skæl); ogsaa Blindsiden kan bære Benknuder, men de er baade færre og mindre. Sidelinien danner næsten en 99 Cirkelbue over Brystfinnerne og er i øvrigt lige; paa Blindsiden er den undertiden uregelmæssig. Farven er noget vekslende paa Øjensiden, men i Reglen graa med olivengrøn Marmorering; Blindsiden er hvid. R57— 72;G42-56;Brll— 12;Bu6;Hl — 2+13—15 4- 2. Pighvarren bliver jævnlig syv og skal kunne blive indtil ni Decimeter lang; dens Vægt gaar op til seks— otte og indtil tolv Kilogram; mulig kan den endda blive ad- skillig tungere, men nogle af de ældre Beretninger maa sik- kert skyldes Forveksling med Helleflynderen. Pighvarrens Fig. 50. Pighvar. (Efter Zoologia danica). Udbredelsesomraade gaar fra Vestfinmarken langs Europas Kysterind i Middelhavet og det sorte Hav; ved amerikansk Kyst findes den ikke. I Østersøen er der stundom taget Pighvar saa langt oppe som ved Quarken i den bottniske Vig. Hos os er den almindelig i de fleste af vore Farvande. Den ynder sandet eller stenet Bund og er maaske nok saa hyppig i Kattegat og den egent- lige Østersø som i de mellemliggende Farvande. Pig- hvarren træffes næppe paa Dybder større end halvfjerd- sindstyve Meter; det er særlig paa den blandede Bunds Omraade, de ældre træffes, medens de yngre Aargange 100 findes paa lavere Vand. Legen foregaar hos os i Maane- derne April— August. Ligesom Skrubben yngler Pighvar- ren saavel i salt som i brakt Vand, og den gyder endnu oppe i den finske Bugt. Efter det pelagiske Liv søger Ungerne ved en Længde af halvtredje Centimeter eller mere til Bunds nær Kysten og kan her træffes fra Juli Maaned paa helt lavt Vand med Sandbund; dog kan den ogsaa vedblive endnu nogen Tid med det pelagiske Liv, saa at fire Centimeter lange Pighvarrer kan træffes svøm- mende i Vandskorpen med Øjensiden opad. Om Efteraaret er Ungerne indtil en halv Snes Centimeter lange og gaar nu ud paa dybere Vand; nogle af dem træffes dog inde paa Kysten næste Foraar (otte— tretten Centimeter lange), men Hovedparten er søgt andet Steds hen. Unge Pighvarrer paa godt en Snes Centimeter er almindelige i vore Fjorde, men som ældre trækker de ud paa den blandede Bunds Omraade. I Østersøen bliver den ikke saa stor som i vore saltere Farvande, hvor den paa Krøyers Tid blev ti— tolv Kilogram vægtig. Pighvarren lever hovedsagelig af mindre Fisk (Tobis, Sild, Flynderfisk o. 1.), men ogsaa af Krebsdyr og andet. Dens Kød er særdeles anset, fast, hvidt og velsmagende; det er bedst fra September til April; Østersøfisken er ikke saa god. Pighvarren spises næsten altid kogt, ikke stegt. I 1912 fangedes der fra dansk Side følgende Vægtmængder: Vesterhavet c. 5.000 kg, Skage- rak c. 6.000 kg, Kattegat c. 42.000 kg, det nordlige Øre- sund c. 350 kg, Bælthavet c. 3.000 kg, den vestlige Østersø?, det sydlige Øresund og den egentlige Østersø c. 9.000 kg, Limfjorden?, Ringkjøbing og Nissum Fjorde c. 3.500 kg; i alt 69.157 kg til en Værdi af 52.113 Kr., hvilket er 0,3i °/0 af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. Gennemsnitsprisen var 75 Øre pr. Kilogram. Størstedelen af Fangsten udføres. I Fiskeriloven af 1907 er fastsat et Mindstemaal for Pig- hvarren paa 328 mm ; paa Bornholm og paa de aabne Kyster fra Køge Sønakke til Hyllekrog paa Lolland er Mindste- maalet dog kun 242 mm. Ved Bornholm kaldes den Botte. 2. Slethvarre (Rhombus læ vi s Rondelet). (Krøyer: Rhombus vulgåris; Lilljeborg: Bothus rhombus). Største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) indehol- des omtrent to Gange i Totallængden. Rygfinnens forre- ste Straaler er stærkt forgrenede og har frie Spidser. Huden er dækket af smaa, glatte Skæl og savner Ben- knuder. Sidelinien danner en meget stærk Bue over Brystfinnerne og er i øvrigt ret; paa Blindsiden er Buen 101 over Brystfinnerne hyppig uregelmæssig. Farven er tem- melig vekslende; hyppigst er Øjensiden graaligbrun eller olivenbrun, marmoreret med brunlige Pletter og sortagtige Punkter. R63— 85; G 50-63; BrlO— 12; Bu 6; Hl +13—15+ 1. Slethvarren bliver kun sjælden over seks Decimeter lang. Hunnen bliver større end Hannen; efter Under- søgelser hos os i 1893 var den største Hun 68 cm, den største Han 60 cm lang. Fra ældre Tid omtales dog c. 78 cm lange Slethvarrer fra danske Farvande, og i Middel- Fig. 51. Slethvarre. (Efter Francis Day). havet skal den kunne blive otte Kilogram vægtig, medens den sjælden naar mere end fire Kilograms Vægt hos os. Slethvarrens Udbredelsesomraade gaar fra Bergensegnen sydpaa langs Europas Kyst og ind i Middelhavet; ved amerikansk Kyst findes den ikke; i Østersøen gaar den kun til Blekings Kyst. Hos os er den almindelig i Vesterhavet, Skagerak og Kattegat, men aftager stærkt i Hyppighed ind gennem Bælterne og ind i Østersøen; dog findes den endnu ved Bornholm. Slethvarren holder sig særlig til den blandede Bunds Omraade paa Steder, hvor der er mer eller mindre sandet; paa større Dybder end et halvt Hundrede Meter træffes den ikke; derimod gaar den undertiden ind paa lavere Vand og kan ogsaa træffes 102 oppe i Flodmundingerne. Legetiden falder lidt før Pig- hvarrens, i Maanederne Marts— August, særlig i Maj— Juli. Ungerne søger Bunden ved en Længde af 12 — 26 mm eller endnu mere, og de træffes saa den første Sommer paa Sandbund inde ved Stranden; i August har de fleste en Længde af omkring fem Centimeter. Næste Foraar træffes i hvert Fald en Del af Ungerne igen nær Kysten, og de er nu c. 8—16 cm lange. Endnu et Aar ældre sy- nes de at maale c. 16—28 cm. Modenheden indtræder ved en Længde af omkring tre Decimeter. Slethvarrens Føde bestaar hovedsagelig af Fisk (saasom Sild og Tobis), men ogsaa af Krebsdyr (Rejer). Dens Kød kommer ikke paa Højde med Pighvarrens, men er dog velsmagende; det er bedst om Vinteren, da den sjældnest fanges, idet den trækker ud paa noget dybere Vand. I 1912 skal der af de danske Fiskere være fanget følgende Mængder: i Vesterhavet c. 11.000 kg, i Skagerak c. 6.000 kg, i Kattegat c. 103.000 kg, i Bælthavet 55 kg, i det nordlige Øresund c. 7.000 kg, i den vestlige Østersø 0, i det sydlige Øresund og den egentlige Østersø 125 kg; i alt fangedes herefter 127.808 kg til en samlet Værdi af 54.172 Kr., hvilket er 0,32 °/0 af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet og svarer til en gennemsnitlig Pris af 42 Øre pr. Kilogram. I Fiskeri- loven af 1907 er fastsat et Mindstemaal for Slethvarren paa 301 mm. Rhombus maximus x lævis (?). Mellemformer mellem Pig- og Slethvarren træffes undertiden. Rimeligvis skyldes de Krydsninger. Der kendes baade mere pighvarreagtige Individer (Rhombus maximus hybridus Smitt) med Rygfinnens forreste Straaler dybt og flere Gange kløvet og med temmelig tæt- siddende, fortykkede, mer eller mindre af Huden dækkede, ovale Knudeskæl med en lav Køl paa den bageste Del og foran denne Køl en Rende — og mere slethvarre- agtige Individer (eller mulig kun eet: Rhombus lævis hybridus Smitt) med endnu mere kløvede Straaler foran i Rygfinnen og med kun lidet fortykkede Skæl, men med lige saa høj en Krop som Pighvarren. Medens de mere pighvarreagtige Mellemformer ikke saa sjælden er taget ved Bohusians Kyst og ogsaa ken- des fra Skagen (2 9, 1887) og fra Anholt, er den mere slethvarreagtige Mellemform kun taget ved svensk Kyst og kun een Gang (Stromstads Fjord 1889). 103 3. Smaahvarreslægten (Zeugoptems Gottsche). Venstre Side er Øjensiden. Munden er af vekslende Størrelse; dens venstre og højre Side er omtrent ens udviklet. Ganeben og Tunge er tand- løse, medens Mellem- og Underkæbe samt hyppig Plovskærbenet bærer smaa, karteagtige Tænder. Gællehudene har syv Straaler og er kun lidet sammenvoksede under Gællebroen; bag Sammen- voksningen dækker den ene hen over den anden. Skillevæggen mellem de to Gællehuler er gennem- brudt af et stort Hul. Rygfinnen begynder foran det øvre Øje, og dens og Gatfinnens Straaler er mer eller mindre grenede, og de bageste af dem er fæstet paa Blindsiden. Bugfinnerne er stundom skilt fra og stundom sammenvokset med Gatfinnen. Skællene kan være temmelig store eller smaa og er i hvert Fald paa Øjensiden ru. Til Slægten hører i alt kun fem Arter, der alle er europæiske. Tre af Arterne kendes fra vore Farvande. De henføres til tre forskellige Underslægter. Oversigt over Underslægterne. 1. Bugfinnerne er skilt fra Gatfinnen 2. Bugfinnerne er forenet med Gatfinnen 3. Zeugopterus. 2. Blindsidens Skæl glatrandede. Plovskærbenets forreste Del tandbærende.. 1. Lepidorhombus. Blindsidens Skæl ru. Plovskærbenets forreste Del uden eller med utydelige Tænder 2. Scophthalmus. 1. Underslægten Lepidorhombus Gunther. Plovskærbenets forreste Ende bærer smaa Tænder. Ryg- °g Gatfinne er kun i mindre Udstrækning fæstet paa Blindsiden. Bugfinnerne er ikke sammenvokset med 104 Gatfinnen. Skællene er forholdsvis temmelig store og er paa Øjensiden fint tandede i Kanten, medens de paa Blindsiden er glatrandede. Gatpig og Forgatpigge mangler. Foruden nedenstaaende Art kendes en fra Atlanter- havet og Middelhavet. 1. Glashvarre (Zeugopterus megåstoma Donovan). (F. A. Smitt: Lepidorhombus whiff; Collet: Lepidorhombus whiff-jagonis; Kyle: Lepidorhombus megåstoma). Munden er stor. Underkæben er over halvt saa lang som Hovedet. Rygfinnen begynder omtrent midt mellem Fig. 52. Glashvarre. (Efter F. A. Smitt). Snudespidsen og det øvre Øje, en Ubetydelighed inde paa Blindsiden; dens forreste Straaler er klappede over paa Blindsiden, medens dens bageste Straaler, der er fæstet lidt inde paa Blindsiden, er rettet lige ud. Gatfinnen en- der ligeledes lidt inde paa Blindsiden og har de bageste Straaler rettet lige ud. Blindsidens Brystfinne er omtrent halvt saa lang som Øjensidens. Skællene er lidt ru paa Øjensiden, glatte paa Blindsiden; de sidder temmelig løst. Sidelinien danner en kraftig og regelmæssig Bue over Brystfinnerne og er derefter ret. Blindtarme findes. Farven paa Øjensiden er gulbrun eller graagul med violet 105 Skær og med nogle udvidskede, mørkere Pletter; Blind- siden er hvid; Fisken er saa gennemsigtig, at Knogler og Indvolde kan ses, naar man holder den op mod Lyset. R 85—96; G 61—75; Br h 9—10, v 11 — 12; Bu 6; H 2+ 13 + 2. Glashvarren bliver indtil omkring seks Decimeter lang. Den forekommer fra Trondhjems Fjord og Islands Syd- og Sydvestkyst, i hvert Fald saa langt mod Syd som ved Frankrigs Kyst, og den findes ogsaa i Middelhavet. Den synes at mangle i de Dele af Vesterhavet, som grænser til vore Kyster, og ind i Skagerak trænger den tilsyneladende sjælden. I alt kendes der kun fire Fangster fra vore Farvande, og heraf var de tre fra Skagerak (Skagen 1 1 — 13 m, 20. April 1868; udfor Højen Fyr c. 56 m, Februar 1910; Hirtshalsrenden, 25. Maj 1899, medens den fjerde Fangst mærkelig nok gjordes helt inde i Øresund, hvor et kun syv Centimeter langt Individ fangedes paa Algebund med Ler- pletter og død Bændeltang (Øst for Taarbæk, 16 m, 1896 eller 1897). Glashvarren lever ellers mest paa Sandbund og paa dybere Vand paa omkring eet til halvandet Hundrede Meters Dybde, og ved Island er den taget paa betydelig større Dybder. Ved Irland leger den i Marts, April og Maj Maaneder. Dens Føde bestaar særlig af Fisk, saasom Smaatorsk, Fløj fisk o. 1. Kødet skal være godt, men holder sig kun kort, og da Glashvarren tillige er tynd, er den intet Steds Genstand for særligt Fiskeri af nogen større Betydning. 2. Underslægten Scophthalmus Rafinesque. Plovskærbenets Forende er tandløst eller bærer smaa, utydelige Tænder. Ryg- og Gatfinne er kun i mindre Ud- strækning fæstet paa Blindsiden. Bugfinnerne er ikke sammenvokset med Gatfinnen. Skællene er paa begge Kropsider børstetandede. Gatpig og Forgatpigge mangler. Hertil to Arter, hvoraf den ene findes hos os. 1. Smaahvarre (Zeugopterus norvégicus Giinther). (Krøyer: Rhombus cårdina (Beskrivelsen, ikke Figuren); F. A. Smitt: Scophthalmus norvégicus). Munden er temmelig lille. Underkæben er ikke halvt saa lang som Hovedet. Rygfinnen begynder omtrent over 106 Forkanten af det øvre Øje, men lidt omme paa Blindsiden; den slutter med en lille Flig, hvis Straaler er fæstet paa Blindsiden, og som er klappet over mod Blindsiden. Gat- finnen ender med en lignende Flig som Rygfinnen. Skællene sidder fast og er ru, særlig paa Øjensiden, men ogsaa noget paa Blindsiden. Sidelinien danner en ikke særlig kraftig Bue over Brystfinnerne og er derefter ret. To Blindtarme findes. Øjensidens Farve er gulbrun med talrige mørkebrune, tværgaaende Pletter, der er Resterne af otte brede Tværbaand; Blindsiden er hvid. ■ *. m Fig. 53. Smaahvarre. (Efter Zoologia danica). R 74—84; G 58-68; Br v 9—10, h 7-8; Bu 6; H 2+ 12-f2 (3+ 10 + 3). Smaahvarren er vor mindste Flynderfisk og bliver sjælden ti og højst godt tolv Centimeter lang. Den er kendt fra Island, Norges Kyst fra Porsanger Fjord sydefter, fra Helgoland og fra de britiske Kyster samt fra Dele af vore Farvande, men det er muligt, at det senere vil vise sig, at den har et noget større Udbredelsesomraade. Før- ste Gang, den iagttoges, var i 1838, da der fangedes fem Individer i Gullmar Fjord; senere er den efterhaanden taget adskillige Gange ved Bohusians Kyst, særlig i Gull- mar Fjord, men ogsaa ved svensk Kattegatskyst (Hal- lands Vadero, Skelderviken og Kullen. Derimod er den kun sjælden taget i Farvandenes danske Del; første Gang var i Sommeren 1866, da der toges en Smaahvarre i det syd- lige Kattegat (Lysegrundens nordlige Vager i NV.t.N, 20 Kvml., 23 m) og lidt senere endnu en ved Hellebæk (19 m). Siden er den taget ved Hesselø (1890), Øst for Læsø (51 107 og 72 m, 3 Stkr. i 1892 og 2 Stkr. 1. Juli 1893), Nord for Nordre Rønner (16. Juli 1897, 34— 38 m), Trindelen i S.t.0^0 (28— 38 m, 2 Stkr., 15. Oktober 1897). En enkelt Gang er den taget længere inde i vore Farvande, nem- lig ved Barsebåck (23 m, 29. Juli 1905). Smaa- hvarren er hidtil taget paa Dybder mellem 10 og 170 m. Dens ringe Størrelse gør, at den slipper gennem de almindeligst brugte Fiskeredskaber, og tillige fiskes der næppe meget paa dens egentlige Tilholdssteder, der rimeligvis er Stenbund. Den lever af Bund- dyr, især Krebsdyr, Orme og Fiskeunger. Ved Helgoland falder dens Legetid fra midt i April til midt i August. Ungerne er afbil- dede i Fig. 34, hvor det blandt andet ses, hvor- ledes Rygfinnen vokser fremad, efter at højre Øje er vandret om paa venstre Side. // Fig. 54. Haarhvarre. 3. Under slægten Zeugopterus Gottsche. Ryg. 0g Gat- Plovskærbenets Forende bærer smaa Tæn- finnens bage- . ste Del samt der, som sidder i en uregelmæssig Bue. Ryg- et stykke af og Gatfinnens bageste Del løber et Stykke Halefinnen, ind paa Blindsiden, og Straalerne er her s?!fra^pfd" klappede om mod denne Side. Bugfinnerne zoologia da- er med Finnehud forenet med Gatfinnen og nica). er indbyrdes forenet med en Hud mellem deres forreste Straaler. Skællene er smaa; Øjensidens er ru, Blindsidens glatrandede. Gatpig og Forgatpigge mangler. Blindtarme mangler. Hertil kun nedenstaaende Art. 1. Haarhvarre (Zeugopterus punctåtus Bloch). (Krøyer: Rhombus hfrtus). Den største Krophøjde (Finnerne ikke medregnet) indeholdes godt to Gange i Totallængden. Mundspalten staar næsten lodret paa Fiskens Længdeakse. Rygfinnen begynder meget langt fremme, straks bag Overkæbebenet. Bugfinnernes Forkant er rykket frem umiddelbart bag Underkæben. Overordentlig stærkt skælklædt; Øjensidens 108 Skæl har talrige, fine, børstelignende, opstaaende Torne. Sidelinien danner en ret stærk Bue over Brystfinnerne og er derefter ret. Farven paa Øjensiden er mørkere eller lysere brun eller graalig med tydelige, store, sorte eller mørkebrune Pletter, af hvilke en bag Sideliniens Bue er særlig iøjnefaldende, og ofte tillige med mindre, røde Pletter; paa Hovedet et sort Tværbaand; Blindsiden er hvid; Øjen- siden har et ejendommeligt laaddent eller haaret Udseende, der skyldes Skællenes Torne. Fig. 55. Haarhvarre. (Efter F. A. Smitt). R 87-101; G 65—89; Br v 11—12, h 10-12; Bu 6; H x-f 12— 14 + x. Haarhvarren bliver lidt større end den foregaaende Art, men kendes dog ikke over 225 mm lang. Hunnerne er de største. Haarhvarren er udbredt fra Norges Kyst i det mindste op til Polarkredsen og ned til den bis- kayiske Bugt. I vore Farvande trænger den længere ind end de to foregaaende Arter; den er taget ved Lønstrup (2 Stkr., Maj 1910), Skagen (December 1897, Februar 1898, Februar 1905), Frederikshavn (1900?), Hov pr. Hals (Sep- tember 1904) og ud for Meilgaard (1887), og ned langs den svenske Skageraks- og Kattegatskyst er den ikke sjælden; i det nordlige Øresund forekommer den ved 109 Kullen, og den er jævnlig taget ved Gilleleje, Horn- bæk, Hellebæk og Snekkersten og kendes tillige fra Rå, Landskrona, Barseback (1905) og Taarbæk (1892); endelig er Haarhvarren taget ved Korsør (28. Decem- ber 1902), ved Mesinge (26. Maj 1906) og ved Midskov i Odense Fjord (April 1887). Den ejendommelige og smukke Fisk hører hjemme paa Stenbund mellem Alger, hvor dens brogede Farver gør den lidet synlig. Dens Føde bestaar af Smaafisk og Krebsdyr. Legen foregaar vistnok i Maanederne April— Juni. Kødet skal være godt, men Fisken er for lille og fanges for sjælden (oftest i Hum- mertejner og i Sættegarn) til at have nogen økonomisk Betydning. 7. Makrelgeddernes Familie (Scombresocidæ). Formen er enssidet og mer eller mindre lang- strakt. Næsehulerne er aabne Gruber. Overkæbe- benene er tandløse. De nedre Svælgben er sam- mensmeltede til een Knogle. Gællehudene er ikke sammenvokset indbyrdes eller med Gællebroen. Sædvanlig er der over ti Gællehudstraaler. Paa hver Side er der fire Gæller, og bag den bageste Gælle er der en Gællespalte. Kun een Rygfinne; bag denne kan der ligesom bag Gatfinnen følge frie Smaafinner; Rygfinnen sidder langt tilbage og helt eller delvis over Gatfinnen. Brystfinnerne sidder højt. Bugfinnerne bestaar af faa Straaler og er fæstet langt tilbage under Bugen. Kroppen er dækket af glatte Skæl; ofte danner Skællene en Køl omkring Sidelinien, der løber langs Siderne af Bugen. Bigællerne er kirtelagtige og skjulte. Svømmeblære er i Reglen til Stede; den mangler Luftgang og er i Reglen stor og stundom kamret. Tarmkanalen er lige og simpel; Maven mangler 110 Blindsæk og er ikke tydelig afsat fra Tarmen. Blindtarme mangler. Arter af denne Familie findes i alle tropiske og tem- pererede Have, og tillige hører nogle Ferskvandsfisk her- hen. Disse sidste føder Unger, medens alle Havets Arter er æglæggende. Alle er de Rovfisk. Familien deles i to Underfamilier, der tilsammen omfatter otte Slægter med godt halvandet Hundrede Arter. De to danske Arter hører begge til Underfamilien Belonina; den anden Underfamilie er Flyvefiskene (Exocoetina), af hvilke ingen er truffet hos os*). 1. Underfamilien Belonina. Mellemkæbebenene mangler helt Læber og er fast forenede indbyrdes og med Overkæbebenene og staar i bred Ledforbindelse med den faste Hovedskal. Underkæben og undertiden Overkæben er næb- eller sværdformet udtrukken. Underfamilien omfatter foruden nogle sydligere tillige to danske Slægter. Oversigt over Slægterne. Ingen Smaafinner bag Ryg- og Gatfinne 1. Hornfiskslægten (Belone). Flere Smaafinner bag Ryg- og Gatfinne 2. Makrelgeddeslægten (Scombrésox). 1. Hornfiskslægten (Belone Cuvier). Formen er smal og langstrakt. Baade Over- og Underkæben er udtrukket til et langt og smalt Næb. Baade Over- og Undernæbet er væbnet med meget smaa Tænder yderst og en Række noget *) En Flyvefisk (Exocoétus exsiliens Bloch) fangedes omkring 1850 i Christiania Fjord. Hos os er undertiden røde Knurhaner (Trigla hiriindo) blevet forvekslet med Flyvefisk. 111 større indenfor. Plovskærbenet kan have eller mangle Tænder. Gællespalterne strækker sig langt frem. Bag Ryg- og Gatfinne er der ingen Smaa- finner. Knoglerne er grønne. Skællene er tynde og glatte. Sidelinien løber i en af Skæl dannet Køl paa hver Side af Bugen. Af Slægtens halvt Hundrede Arter lever een hos os. 1. Hornfisk (Belone åcus Risso). (Krøyer: Belone rostråta; Lonnberg: Ésox bellone; F. A. Smitt: Ramphistoma belone). Meget langstrakt, næsten jævnhøj, og en Smule sam- mentrykt. Undernæbet er længere end Overnæbet. Gælle- Fig. 56. Hornfisk. (Efter Zoologia danica). gitterstavene er børsteformede fortil paa forreste Gælle- bue, i øvrigt vorteformede. Skællene er tynde og falder let af, undtagen paa Ryggen. Sidelinien samt den Køl af ejen- dommelige Skæl, hvori den løber, strækker sig kun til lidt bag Gatfinnen. Farven er midt paa Ryggen blaagrøn, der udenfor grønlig, hvorpaa følger et blaat Baand; Sider og Bug er sølvfarvede. R 17—20; G 18-23; Br 12—13; Bu 6—7; H x + 13-19 + x. Hornfisken bliver i Reglen omkring syv Decimeter lang eller noget mere, men kan naa godt ni Decimeter og en Vægt paa godt et Kilogram. Hornfisken kendes fra Trondhjems Fjord langs Europas Kyst sydefter og ind i Middelhavet og det sorte Hav; af og til træffes den endog helt op ved Finmarken, og muligvis kommer den til Tider til Island; ved Amerika skal den ikke findes; i Østersøen gaar den ind til Gotland og undertiden helt op til Quarken i den bottniske Bugt. Undertiden kan den stige op i Vand- 112 løbene (Rhindeltaet, Høje Aa i Skaane). Hos os er den almindelig, men langt fra i lige høj Grad til alle Aarstider eller paa alle Steder. I April—Maj Maaneder vandrer Hornfisken ind til Kysterne paa de laveste Dele af Bæn- deltangsomraadet — saaledes samles en Masse Hornfisk paa Grundene omkring Læsø — og her leger den i Maj —Juni. Derefter strejfer den som en ægte pelagisk Fisk Sommeren igennem stimevis vidt omkring i alle vore Farvande og Fjorde og naar langt ind i Østersøen. Fig. 57 a—e. Udviklingen af Næbbet hos Horn- fisken. Hos ganske spæde Unger (Fig. a) er Kæberne slet ikke forlæn- gede; under Opvæksten er Under- kæben meget forud for Overkæben (Fig. b, c, d); hos den unge Hornfisk (Fig. e) naar Overkæben omtrent lige saa langt frem som Underkæben. Det i Fig. e afbildede Hoved er formind- sket med J/4, de andre derimod for- størrede mere eller mindre. (Efter Lutken). WæWb Mod Efteraaret — i August— September — trækker Horn- fisken sig tilbage gennem Sund og Bælter fra de indre Farvande og forsvinder om Vinteren; rimeligvis fortsætter den sit pelagiske Levned ude i Atlanterhavet. Hornfiskens Vandringer minder meget om Makrelens; man siger, „at Hornfisken afløser Silden og selv afløses af Makrelen". De store Æg (3—3,5 mm i Tværmaal) er udstyrede med lange Traade paa Skallen, ved hvilke de fasthæftes til Bændeltangens Blade o. 1. Efter omtrent fem Ugers For- løb slipper Ungerne ud; de er tretten Millimeter lange og forholdsvis vidt udviklede, men endnu er der kun paa 113 Underkæben Spor af det senere Næb; i den følgende Tid vokser Undernæbet ud, medens Overkæben foreløbig hol- der sig kort, men senere ogsaa begynder at vokse ud; paa den ni Centimeter lange Unge rager Undernæbet atten Millimeter ud over Overnæbet, men dette vokser nu stærkest og bliver efterhaanden omtrent lige saa langt som Undernæbet. Hornfiskeungerne ansaas længe for at høre til Slægten Hemiråmphus. De er lette at iagttage om Sommeren, da de strejfer om i Overfladen. I Lø- bet af Efteraaret naar Ungen en Længde af omkring to Decimeter eller lidt mere og synes næste Foraar at være omkring tre; rimeligvis er Fisken et Aar senere omkring fem Decimeter lang og er da forplantnings- dygtig (II-Gr.), men endnu ikke udvokset, saa at der vistnok kan skelnes en Gruppe (III-Gr.) af noget større Fisk (omkring syv Decimeter lange), der bestaar af de treaarige og ældre Fisk. Hornfisken er i hvert Fald i den Tid, den ses i vore Farvande, en livlig Overfladefisk, der ofte ses springende højt op af Vandet, baade naar den jager Smaafisk eller selv jages af Thunfisk, og naar den morer sig med at springe over en eller anden i Vandskorpen flydende Genstand. Den er en udmærket Svømmer, men dens Krop er stiv og dens Bevægelser derfor paafaldende kantede. Dens Føde bestaar særlig af mindre Fisk (Sild, Hundestejler o. 1.), men ogsaa af Krebs- dyr (Tanglus), og ikke sjælden er der i dens Mave fundet Insekter, som den maa have fundet drivende i Over- fladen; det sker, at den gennemborer Fisk, der langt overgaar den selv i Størrelse, med sit Overnæb, men det maa sikkert ske tilfældigt, hvorimod det kunde tænkes, men næppe er rimeligt, at den bruger Næbbet til dermed at spidde mindre Fisk, som kan tjene den til Føde. Hornfiskestimerne er under deres Vandringer Genstand for en Del Fiskeri, mest med Bundgarn og særlige Vaad; men der fiskes ogsaa efter dem med Kroge, der ved Flydere holdes nær under Overfladen. For Aaret 1912 opgives Hornfiskefangsten at have været: Vesterhavet 16 Snese, Skagerak 0, Kattegat 42.907 Snese, det nordlige Øresund 4.099 Snese, Bælthavet 72.372 Snese, den vestlige Østersø 223 Snese, det sydlige Øresund og den egentlige Østersø 1.031 Snese, Limfjorden ?, Nissum Fjord 0, Ringkjøbing Fjord 67 Snese; i alt 120.715 Snese til en Værdi af 226.427 Kr., hvilket svarer til en Gennem- snitspris af 1 Kr. 88 Øre pr. Snes og til 1,36 °/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. Hornfiskens Kød er tørt, selv naar den om Høsten er i sin bedste Foderstand og har Krøset fyldt med Fedt; dog er det velsmagende, men uden at Grunden er let at forstaa, afskrækkes mange af Fiskens grønne Ben (Farven skyldes et Indhold af Vivianit), C. V. Otterstrøm: Fisk II. 8 114 saa at de føler Modbydelighed for at spise den. Dette er vel en af Grundene til, at dens Gennemsnitspris er yderst forskellig i de forskellige Lande (for 1908 opgives Gennem- snitsprisen pr. Kilogram saaledes: Sverige 50 Øre, Danmark 25 Øre, Tyskland 18 Øre, Nederlandene 11 Øre). 2. Makrelgeddeslægten (Scombrésox Lacépéde). Formen er sammentrykt og langstrakt, dog ikke saa stærkt som hos den foregaaende Slægt. Baade Over- og Underkæbe er udtrukket til et mer eller mindre langt og smalt Næb, og er begge væbnet med een eller to Rækker meget smaa Tænder i hver Side. Plovskærben og Ganeben er tandløse. Gællegitterstavene er talrige, lange og tynde. Bag Ryg" °S Gatfinne sidder en Række Smaafinner. Glatte, smaa eller middelstore Skæl, der er tynde og let falder af. Sidelinien løber i en af Skæl dannet Køl paa hver Side af Bugen. Svømmeblære findes i Reglen. Knoglerne er ikke grønne. Tre— fem Arter med vidtstrakt Udbredelsesomraade kendes fra tropiske og tempererede Have. Makrelgedderne er endnu mere udpræget pelagiske i deres Levevis end Hornfiskene og søger ikke til Kysterne for at lege. Een af Arterne gæster os jævnlig. 1. Makrelgedde (Scombrésox saurus Walbaum). (Krøyer: Scombrésox cåmperi). Kortere og højere Form end Hornfisken. Undernæbbet er kun en Smule længere end Overnæbbet. Sidelinien og den af ejendommelige Skæl dannede Køl, hvori den løber, ophører udfor Mellemrummet mellem tredie og fjerde Smaafinne. Ryggen er midtpaa blaagrøn, ved Si- derne grønlig; herefter følger et bredt, skinnende, sølv- graat Baand; Sider og Bug er sølvblanke. 115 R 9-12 + V-VI; G 12-14 + VI VII; Br 12—13; Bu 6(— 7?); H x -f 12—18 + x. Makrelgedden bliver højst femogfyrretyve Centimeter lang. Dens Udbredelsesomraade omfatter alle tropiske og tempererede Have paa den nordlige og sydlige Halvkugle; fra Norges Kyst er der kun kendt godt en Snes Stykker, men to Gange er den dog taget helt oppe ved Nordkap; ved Islands Sydkyst forekommer den ligeledes undertiden ; ved England søger umaadelige Stimer ind først paa Sommeren, men forlader atter Kysten inden November Maaneds Udgang. Hos os var indtil 1909 kun Fangsten af tretten Stykker kendt (Øresund c. 1830, c. 1840, 29. Maj 1862; Råå 20. Maj 1862; Store Bælt 22. November 1883; Stromstad 1878, 10. November 1881, 2. November 1884; Agger 2 Stkr. c. 29. Oktober 1886; Nekseløbugten i Begyndelsen . af Juni 1892; Refsnæs 1892; Københavns Fisketorv 4. Maj 1893). Men i 1909 maa der være kommet en betydelig Flok herind, thi da fange- Fig. 58. Makrelgedde. (Efter F. A. Smitt). des i November Maaned syv Stykker ved Humlebæk (d. 18.), to ved Snekkersten (d. 15. og 19.) og et Par Stykker ved Havnsø i Sejrøbugten (c. d. 20.), og Natten til d. 22. November strandede der efter en Storm omkring halvandet Hundrede Stykker ved Havnsø. Af de fjorten Fangster, for hvilke Tiden er kendt, fandt saaledes de tre Sted i Maj og een i Juni, medens een skete i Oktober og ni i November; dette Forhold stemmer med det fra England kendte, og Makrelgedden maa da antages undertiden at søge ind i vore Farvande om Foraaret og først forlade dem igen i November; naar den ikke fanges i den mel- lemliggende Tid, skyldes det sikkert kun, at der ikke fiskes saa meget med egnede Redskaber (Bundgarn) om Sommeren. Makrelgeddens Æg har lignende Traade paa Skallen som Hornfiskens, men alligevel formodes det, at Legen foregaar i det aabne Hav nær Overfladen, og at Æggene er pelagiske; Aarstiden for Legen kendes ikke. Ungerne træffes pelagisk ude i Oceanet. Deres Næb udvikles paa lignende Maade som Hornfiskens, men for- holdsvis sent. Makrelgeddens Føde bestaar hovedsagelig af Svævets Krebsdyr, men ogsaa noget af Smaafisk. I 8* 116 sine livlige Bevægelser minder den om Hornfisken, og den skal kunne fare lange Strækninger hen ad Vandfladen med det meste af Kroppen over Vandet. Den er intet Steds Genstand for Fiskeri af større Betydning. II. Blødfinnefisk med Luftgang (Physostomi). Svømmeblæren har en Luftgang. Bugfinnerne, som oftest er til Stede, sidder fæstet mer eller mindre langt bag Brystfinnerne (er bugstillede). Brystfinnerne er i Reglen lavt fæstede. Forholdsvis talrige Ferskvandsfisk hører til denne Gruppe, der dog ogsaa omfatter saavel Saltvandsfisk som mange Arter, der til Tider opholder sig i Havet, til andre Tider lever i Ferskvand. Flere Arter er Genstand for meget vigtige Fiskerier. Vore hertil hørende Fisk hen- føres til syv Familier. Oversigt over Familierne. 1. Bugfinner mangler. 7. Aalefamilien (Murænidæ) Bugfinner til Stede (hos alle indenlandske Arter). 2. 2. Skægtraade findes. Symplecticum (se I Side 5) mangler 6. Mallefamilien (Siluridæ).*) Skægtraade mangler eller kan findes (smaa). Symplecticum findes 3. 3. Mellem Ryg- og Halefinne sidder en lille Hud- finne („Fedtfinne") 4. Fedtfinne mangler 5. 4. Lyspletter paa Kroppens nedre Halvdel**) 3. S c o p e 1 i d æ. *) Hertil kun to Slægter, der mulig kan træffes hos os : Mallen med een meget kort Rygfinne, meget lang Gatfinne og seks Skægtraade samt Dværg mallen med kort Rygfinne, Fedtfinne, temmelig lang Gatfinne og otte Skægtraade. **) Hos vore Slægter med Undtagelse af den yderst sjældne Paralepis (langsnudede, sølvskinnende Havfisk; sé Figur 85). 117 Lyspletter mangler 2. L akse fam i 1 ien (Salmonfdæ). 5. Tænderne er talrige og til Dels store. Rygfinnen sidder omtrent over Gatfinnen 1. Gedde familien (Esocfdæ). Munden er tandløs eller har kun svage Tænder. Rygfinnen sidder længere fremme end Gat- finnen 6. 6. Munden er tandløs, men ved Indgangen til Spiserøret sidder kraftige Tænder paa de nedre Svælgben. Sidelinie findes i Reglen . 5. Karpefamilien (Cyprinidæ). Munden har fine Tænder. Nedre Svælgben uden kraftige Tænder. Sidelinie mangler 4. Sildefamilien (Clupeidæ). 1. Geddefamilien (Esocidæ). Kroppen er langstrakt, Hovedet stort. Over- randen af den store Mund dannes fortil af de smaa Mellemkæbeben, bagtil af de store Overkæbeben. Mellemkæbeben, Ganeben, Plovskærben, Under- kæbe og Tunge er væbnet med spidse Tænder, af hvilke en Del paa Underkæben, Ganebenene og Plovskærbenet er store. Gællelaagene er fuldstæn- dige, og Symplecticum er til Stede. Talrige Gælle- hudstraaler. Meget vide Gællespalter, som stræk- ker sig langt frem. Intet Gællegitter, men gruppe- vis, skorpeagtig sammenvoksede, spidse Smaatæn- der paa Gællebuerne. Een Rygfinne, der er fæstet langt tilbage, over Gatfinnen. Ingen Fedtfmne. Skællene er smaa eller middelstore. Svømmeblæ- ren er enkelt og staar ikke i Forbindelse med Øret; dens Luftgang munder i Spiserøret. Tarm- kanalen er kort og vid; Maven mangler Udposnin- 118 ger, og der er ingen Blindtarme. Æggestok og Æggeleder er normalt byggede. Ferskvands- og til Dels Brakvandsfisk fra tempererede og kolde Egne paa den nordlige Halvkugle. Glubende Rovfisk. Kun nedenstaaende Slægt. 1. Geddeslægten (Ésox Artedi). Snuden er temmelig lang, bred, fladtrykt og fortil afrundet. Overkæben kan ikke bøjes ope er. Gabet er mægtigt. Bigællerne er dækket af Hud. Bugfinnerne er veludviklede og er fæstet langt tilbage. Til Slægten hører fem- seks Arter, der alle lever i Nordamerika, men hvoraf een tillige lever i den gamle Verden. 1. Gedde (Ésox lucius Linné). Underbid. En Del af Tænderne paa Underkæben, Ganebenene og Plovskærbenet er meget store og dolk- lignende. Øjnene er noget opadvendte; deres vandrette Tværmaal indeholdes hos den voksne Fisk tre— fire Gange i Afstanden fra Øjet til Snudespidsen. Gællehudene er fri forneden og har hver tretten— fjorten Straaler. Ryg- og Gatfinne danner sammen med den dybt indskaarne Halefinne en kraftig Svømmevifte. De middelstore, glatte Skæl er tæt og stejlt stillede i Huden, hvorved denne bliver tyk. Sidelinien er omtrent ret; ikke nær alle Skæl langs Sidelinien er gennemborede, men spredt udenfor selve Side- linien findes der mange Porer; Sideliniesystemets For- greninger paa Hovedet har særdeles tydelige Porer. Far- ven veksler noget, men er i Hovedsagen olivengrøn paa Ryggen, lysere gulgrøn paa Siderne, hvid eller gulhvid paa Bugen; Siderne har smaa, messingskinnende Pletter, ved hvis Ordning der paa Kroppen dannes mørkere Tværbaand og paa Hovedet Længdebaand. Den noget 119 slankere Han har større Finner end Hunnen; Hannens Brystfinner er lige saa lange som Afstanden fra den til- bagelagte Brystfinnespids til Bugfinneroden, medens Hun- nens Brystfinner er betydelig kortere. R 19-23; G 16—21 ; Br 14—16; Bu 10—11 ;Hx+19 + x. Gedden skal kunne blive femten til nitten Decimeter lang og naa en Vægt af seksogtyve Kilogram; saa store Gedder er dog næppe taget hos os, men der fanges dog ikke sjælden meterlange og mellem ti og femten Kilo- gram vægtige Eksemplarer, og i Mossø skal der (c. 1890?) være taget Gedder paa godt tyve Kilogram, Hunnerne bliver langt større end Hannerne. Gedden er en Ferskvandsfisk, hvis Udbredelsesomraade er meget stort; den findes i hele Europa med følgende Undtagelser: Island, Færøerne, Egnene Fig. 59. Gedde; Hun. (Fra Stuxberg). om det hvide Hav og Murmankysten, Norge fra Tromsø til Helgeland, den spanske Halvø, det sydlige Italien, Græ- kenland (?), det sorte og det kaspiske Hav; dernæst lever den i Sibirien og de østlige Forenede Stater saa langt mod Syd som til det nordlige Ohio. Hos os forekommer Ged- den i de fleste Søer, Damme og Moser, hvor ikke for stærkt Islæg om Vinteren umuliggør dens Trivsel; tillige findes den i de større rindende Vande. Gedden hører hjemme i Søernes Bredbælte, men om Vinteren trækker de store ud paa Barbunden; i Vandløbene holder den til i de større Bække og i Aaerne. Men yderligere træffes Gedden i Brakvand og lever saaledes som Havfisk i den indre Østersø helt ned til Bornholm, ligesom den er almindelig i Præstø Fjord, Bøgestrømmen, Storstrømmen, Guldborg- sund, Karrebæksfjord, Nissum Fjord, Ringkøbing Fjord (i hvert Fald før Hvide Sandes Gennemgravning) og i talrige andre lavvandede og beskyttede Fjorde og Vige. Kun i meget faa Søer mangler Gedden helt (Vester Vandet Sø, Krag Sø ved Karup, Dybesø ved Rørvig). 120 Gedden er en udpræget Rovfisk; den tager kun le- vende Bytte, som yngre mest Fiskeunger, Insekter og Krebs- dyr, som voksen væsentlig Fisk (særlig Skaller), men og- saa Frøer, Snoge, Ællinger, Vandrotter o. L, og ikke sjæl- den forgriber den sig paa Dyr, som den ikke kan magte; det skal saaledes være hændet, at en Gedde har slugt Hovedet af en Svane, medens denne afsøgte Bunden, og derved har afstedkommet begges Død. Derimod er det næppe rigtigt, at store Gedder skal kunne angribe svømmende Børn. Bundfisk som Aal og Suder er ikke saa udsat for Gedden som Fisk, der bevæger sig højere i Vandet, thi Geddens Øjne er noget opadvendte. Den lader sig ikke afskrække af Aborrens Pigge, der lægger sig, naar Hovedet sluges forrest; derimod skal den ikke gerne tage Hundestejler. Geddens Graadighed er saa stor, at den anfalder Fisk af sin egen Størrelse; dette umuliggør kunstig Opdræt af Yngelen udover det første Par Maane- der; holdes Yngelen længere indespærret i Damme, trives nogle faa Stykker fortræffelig, medens alle de andre bli- ver ædt. I Udstillingsakvarier med opdrættet Geddeyngel ser man ofte talrige af de omkring 5—7 Centimeter lange Geddeunger staa med Halen af en af deres Kammerater ud af Munden; og man bliver tit Vidne til, hvorledes en af Fiskene pludselig griber en af de andre, der da er dødsens, hvis Røveren kan faa den vendt rigtig, nemlig med Hovedet forrest, hvorved den overfaldne hindres i at bevæge Gællelaagene og snart kvæles; endnu nogle Timer senere rager den slugte Fisks Hale ud, men for- svinder, efterhaanden som den overordentlig livlige For- døjelse skaffer Plads til den. Lykkes det ikke Gedden at faa drejet sit Offer med Hovedet forrest, kan den gaa længe med det i Munden, indtil den til sidst opgiver det og lader Byttet svømme (noget Lystfiskere ogsaa ofte er- farer). Undertiden sker det, at Gedden under de vold- somme Slugebevægelser faar den overfaldne Fisks Hoved ud gennem en af sine Gællespalter, hvor det fastholdes af Tandbevæbningen; dette kan da volde begges Død. Geddens Graadighed gør, at den som Regel kommer til at præge Fiskebestanden i de Vande, hvor Mennesket ikke griberind. End ikke om Vinteren under Isen ophører den at æde, lige saa lidt som i Legetiden, da andre Fisk dog plejer at faste. Saa udpræget en Rovfisk kan selvfølgelig kun under Legen færdes sammen med sine Lige; hele den øvrige Tid holder den sig ensom. Den jager ikke sit Bytte, men staar oftest rolig i Kanten af Grøden kun be- vægende Rygfinnens Bagrand; først naar den ser Byttet, skyder den med stor Hurtighed løs paa det og griber det. Legetiden falder i Marts— April Maaneder, stundom alle- 121 rede i Februar („naar Isen bryder op"). Gedden søger da ind paa lavt Vand med Plantevækst, og fortrinsvis ind paa de paa denne Aarstid ofte oversvømmede Enge. Den kaster ogsaa sin Rogn i Brakvand, men her gaar denne vistnok til Grunde. Først leger de unge, senere de mid- delstore og til sidst de største Gedder. I Reglen ledsages den større Hun af mindst to Hanner, der, naar Legen foregaar, stryger sig op ad dens Kropsider. I denne Tid er den ellers sky Gedde let at komme nær, og da den ofte gaar helt ind, hvor dens Rygfinne rager op over Vandet, er den stærkt udsat for (ulovlige) Forfølgelser med Lyster eller Bøsse. Æggenes Antal er middelstort og opgives for en Gedde paa ti Kilogram til 224.000 Stkr., for en Gedde paa omtrent tre Kilogram til 136.000 Stkr. Rognen er noget klæbende og fæster sig paa Vandplanterne eller Græsset. Æggene er ret smaa, c. 2,5 mm i Tværsnit, saa at der gaar c. 40—45.000 Stkr. paa en Liter. De klækkes hurtig (paa to— tre Uger) i det solvarme Vand, og den spæde Yngel finder inde mellem de forraadnende Plantedele sin første Næring, der ligesom de voksnes kun bestaar af Dyr, som den ser bevæge sig (Dafnier o. 1.). Lidt senere begynder Karpefiskenes Yngletid og skaffer Geddeyngelen et rigt dækket Bord. Geddeungen, der til at begynde med havde en til det lille Æg svarende lille Blommesæk, har hurtig op- brugt denne og har allerede ved omkring femogtyve Milli- meters Længde fuldstændig faaet de voksnes særegne Ud- seende, idet det flade Snudeparti, som den spæde Unge mang- ler, nu er vokset ud. Dens Vækst er, om den tilstrækkelige Næringsmængde forefindes, meget hurtig; inden Aarets Ud- gang skal den som Regel være 15—30 cm lang. Paa Grund af Geddens store økonomiske Betydning for mange Søer og dens Værd som Sportsfisk er dens Æg flere Steder hos os Genstand for kunstig Klækning, og enkelte Steder op- drættes Yngelen yderligere et Par Maaneder, inden den udsættes. Afstrygningen af de modne Fisk foregaar om- trent som med Ørredarterne, idet først Rognen stryges i et Fad, hvor den derefter blandes med Mælken; Befrugt- ningen er forholdsvis let at foretage, vistnok fordi Ged- dens Sædfim beholder deres Befrugtningsdygtighed i læn- gere Tid (adskillige Minutter) efter at være kommet i Vandet. Æggene kan enten spredes straks over Granris, til hvilke de klæber fast, hvorpaa Risene anbringes i gennem- hullede Kasser, der fortøjes flydende paa passende, beskyttede Steder i Søen; eller Æggene kan sættes til Klækning i Kar eller Flasker (Mc Donalds Flasker), hvor de hindres i at klæbe sammen, ved at en Vandstrøm fra Beholderens Bund stadig holder dem i en hvirvlende Bevægelse. Man kunde synes, at Søerne maatte frem- byde bedre naturlige Betingelser for Æggenes Klækning 122 end de her nævnte Methoder, men det maa erindres, at mange Søer har mistet deres bedste Geddelegepladser ved de af Hensyn til Engene foretagne Vandstandsregu- leringer. Den Omstændighed, at Gedden yngler, medens Vandet staar højest over Engene, medfører, at Gedde- yngelen med det synkende Vand let kommer ind i ny- gravede Tørvegrave o. 1., som om Sommeren helt mang- ler Forbindelse med Geddevande. I øvrigt siges Gedde- ungerne at kunne trænge igennem Jorddæmninger, naar disse blot gennemrisles af Vand. Er Gedden i stillestaaende Vande som Regel en skattet Fisk, fordi den omsætter de lidet værdifulde, na- turligt forekommende Karpefisks (særlig Skallearternes) Kød til det bedre betalte Geddekød, saa er den paa den anden Side oftest skadelig i de rindende Vande, idet den her kun daarligt forliges med de langt værdifuldere Lakse- fisk. Helt at udrydde den af et Vand, der ikke kan tørlægges, er imidlertid næsten umuligt. Den er dog langtfra svær at fange. Størsteparten tages i Ruser (mest i det tidlige Foraar, naar Gedderne stryger langs Land) og i Vaad (senere paa Aaret, naar Gedden staar i Grøde- bankerne). Lyster og Bøsse bruges næsten kun af Rov- fiskere, og deres Brug er kun undtagelsesvis lovlig. Ejen- dommelig nok kan der drives et indbringende Krogfiskeri efter Gedder om Vinteren under Isen. Paa andre Aarstider drives Krogfiskeriet mest af Lystfiskere, der enten anvender levende Agn (Fisk, Frøer) eller søger at narre Gedden ved at bevæge en død Fisk, et blankpudset „Blink" el. lign. gen- nem Vandet. Paa stillestaaende Agn, paa Regnorm og lig- nende gaar Gedden yderst sjælden; langt hyppigere sker det, at en Skalle gaar paa Krogen, og at en Gedde da hugger fast, medens Skallen tages ind. At byde Gedden Ørred- fluer vilde lidet nytte; den er for graadig til at bryde sig om andet end en ordentlig Mundfuld. Udenfor Legetiden er Gedden sky, men dog kan man ofte se den staa urørlig i kort Afstand fra Iagttageren, og den ligner da ofte en afbrækket Gren, der stikker ind mellem Grøden. Det kan da lade sig gøre at „snøre" den med en Løkke af Messingtraad, som forfra føres ind over dens Hoved og pludselig trækkes til om dens Krop. Som Eksempel paa, hvad en Sø kan yde af Gedder, kan nævnes, at der i Tissø (1.329 ha), hvis Geddebestand ved- ligeholdes ved Udsætning af kunstig klækket Yngel, i de sidste fem Aar gennemsnitlig er fisket 2.740 kg aarlig. Pri- sen for Gedden kan anslaas til gennemsnitlig 1 Kr. pr. Kilogram, og den aarlige Udførsel (næsten udelukkende til Tyskland) menes at være omtrent 100.000 kg. Gedden taaler ikke at være længe over Vandet, men i Vand lader 123 den sig meget vel opbevare. Geddens Kød er fortræffe- ligt, hvidt og fast og forholdsvis benfrit; bedst er de min- dre Gedder, medens de store er noget grove i Kødet. Hos os spises den næsten altid kogt, men Smaagedder betales højt i Tyskland til Stegegedder, og andet Steds bruges den baade tørret, saltet og røget. I Egne, hvor Gedden tilberedes paa de sidstnævnte Maader, dræbes langtfra altid de Bændelormstinter, der kan findes i dens Kød, ogiherved kan der paaføres Mennesket den ikke ufarlige, 6— 15 m lange „brede Bændelorm" (Bothriocephalus latus), der ogsaa kan leve hos Hund og Kat, og hvis Tinte og- saa findes i andre Ferskvandsfisk; Bændelormen ses nu næsten aldrig hos os. Hvor ikke særlige Forhold gør sig gældende (Fiskeriregulativer), er Gedden i Ferskvand fredet fra d. 15. Marts til d. 15. April og maa ikke fanges under 391 mm lang. 2. Laksefamilien (Salmonidæ). Formen er smækker, tenformet tilspidset. Bug- kanten er ikke skarp. Ingen Skægtraade. Baade Mellem- og Overkæbeben naar ud til Mundranden. Tænder kan mangle eller være til Stede i rigeligt Antal; Overkæbebenet kan bære Tænder. Sym- plecticum (se I Side 5) rindes. Store Gællespalter. Ingen Huller i Gællelaagene. Gællehudene er fri forneden. Gællegitter til Stede. Een Ryg- og een Gatfinne; mellem Ryg- og Halefinnen en Hudfold uden Finnestraaler, „Fedtfinnen". Brystfinnerne sidder lavt, nær Bugkanten, og Bugfinnerne er fæstet langt tilbage. Hovedet er nøgent, medens Kroppen er dækket af i Reglen temmelig smaa, glatte Skæl. Selvlysende Pletter findes ikke. Svømmeblæren er enkelt og staar ved en Luftgang i Forbindelse med Spiserøret; den er uden For- bindelse med Øret. Blindtarme kan mangle, men hyppigst er de talrige. Bigæller til Stede. Ægge- stokkene er massive Organer, fra hvilke Æggene 124 ved Modningen falder frit ud i Bughulen. Rudi- mentære Æggeledere kan findes, men i Reglen føres Æggene direkte fra Bughulen ud gennem en Aabning bag Gattet (porus genitalis). Sædstokkene og deres Udførselsgang forholder sig som hos andre Benfisk. Hyppig ydre Kønsforskelle. Familien rummer adskillige af de i økonomisk og i sportslig Henseende værdifuldeste Fisk. Flere af Arterne har en betydelig Tilpasningsevne, hvilket f. Eks. medfører, at der af en Del findes saavel Standformer som Vandre- former. Saa vidt man kan se, befinder en Del af Slæg- terne sig i en livlig Artsdannelse; der har næppe indenfor nogen anden af Fiskefamilierne været mere afvigende Meninger om Arternes Begrænsning. Nu regnes der med omkring 120 Arter, der henføres til en Snes Slægter. Fem af disse har Arter hos os. Oversigt over Slægterne. 1. Kæbetænderne er veludviklede og sidder fast. . . 2. Kæbetænder mangler helt, eller de er rudimen- tære og løst siddende 4. 2. Rygfinnens Rod er meget kortere end Hovedet. 3. Rygfinnens Roder lige saa lang som eller længere end Hovedet. 3. Stallingslægten (Thymållus). 3. Kroppen er halvt gennemsigtig. Ufuldstændig Sidelinie. Lange og smalle Gællegitterstave. . 2. Smeltslægten (Osmérus). Kroppen er ikke gennemsigtig. Fuldstændig Sidelinie. Temmelig grove Gællegitterstave. . 1. Lakseslægten (Sålmo). 4. Plovskærbenet er tandløst. Syv— ti Gællehud- straaler 5. Heltslægten (C or ego nus). Plovskærbenet bærer Tænder. Seks Gællehud- straaler .... 4. Guldlaksslægten (Argentina). i. Lakseslægten (Sålmo Artedi). Formen er elegant, middellangstrakt og noget sammentrykt. Munden er stor og væbnet med kegleformede, tilspidsede og fastsiddende Tænder paa Mellem- og Overkæbeben, Ganeben, Plovskær- 125 ben og Tunge, medens Vingebenene er tandløse. Ni — tretten Gællehudstraaler. Gællegitterstavene er ret korte og plumpe. Rygfinnen og Gatfinnen er korte; Brystfinnerne er middelstore; Bugfinnerne er fæstet under Rygfinnen. Kroppen er dækket af smaa, glatte Skæl. Fuldstændig Sidelinie. Talrige Blindtarme. Far- ven er i Reglen mer eller mindre plettet, og Ungerne har mørke Tværbaand eller Pletter paa Siderne. Hvad der før blev sagt om Arternes Foranderlighed indenfor Laksefamilien, gælder i høj Grad denne Slægts. Derfor beskrev ældre Systematikere Art paa Art og op- stillede f. Eks. to Slægter (Salmo og Trutta), der væsentlig kun adskiltes ved Plovskærbenets lidt forskellige Tandvæb- ning. Men ved grundig Gennemgang af et meget stort Antal Fisk paavistes Overgange mellem talrige af de opstillede Arter, og det blev saaledes tvivlsomt, om Laksen og Ørreden overhovedet er artsforskellige. At der findes Overgangs- former ogsaa mellem dem, er sikkert, men da Laksen og Ørreden paa den anden Side under normale Forhold synes vel adskilte, er det maaske rimeligt at antage, at Udspalt- ningen i de to Arter er forholdsvis ny, medens den dog maa anses for i det væsentlige at være gennemført. Slæg- ten hører hjemme paa den nordlige Halvkugle, særlig i dens kolde og tempererede Dele, men flere Arter er ind- førte til den sydlige Halvkugle; alle Arterne yngler i Ferskvand, men en stor Del af deres Liv tilbringer de ofte i Havet. Baade Hunnerne og særlig Hannerne anlæg- ger som Regel en Legedragt. Hannerne bliver oftest noget større end Hunnerne. Til vor Fauna hører to oprindelige og to eller tre indførte Arter; de henføres til to Grupper. Oversigt over Grupperne. Skællene er ikke meget smaa. Plovskærbenet har en Længdekøl 1. Gruppen Truttæ. Skællene er meget smaa. Plovskærbenet har ingen Længdekøl 2. Gruppen Salvelini. 126 1. Gruppen Truttæ, S. Nilsson. Plovskærbenet har en Længdekøl og bærer Tænder saavel paa Hoved som paa Stilken, der er lang. Skællene er ikke særlig smaa; lige ovenfor Sidelinien og foran Rygfinnen er der i en Længderække paa en kvart Hoved- længde 9—13 Skæl. Ryggen og Kropsiderne har mer eller mindre tydelige mørke Pletter, der kan findes i meget forskelligt Antal. Indenfor denne Gruppe er Forskellen mellem Ud- seendet i og udenfor Legetiden særlig stor, idet der ikke blot finder Farveforandringer, men hos Hannerne ogsaa betydelige Formændringer Sted. Oversigt over Arterne. i. Langs Midten af Kropsiderne er der et mer eller mindre bredt, skinnende rødt Baand . . . 3. Regnbueørred (S. i ride us). Intet saadant rødt Længdebaand 2. 2. Gællegitterstavene paa første Gællebue er alle stavformede (se Fig. 62) 1. Laks (S. sål ar). De øverste og nederste Gællegitterstave paa første Gællebue er knudeformede (se Fig. 66) 2. Ørred (S. trutta). /;% .4'":"-. 1. Laks(Sålmosålar $# Linné). J*y > > I Udpræget tenformet med lille pi i Hoved og lang, slank og lidet ?t ,\ sammentrykt Halestilk. Over- i kæbebenet naar som Regel ikke bagom den lodrette Linie gennem Øjets Bagrand, men kan dog hos Fisk i Legedragt naa lidt længere tilbage. Plovskærbenet er langt; dets forreste Del er femkantet Fig. 60. Plovskærben af eller ova, og er tandiøs; den Laks (til højre) og af Ørred (til venstre). (Ef- Ian8e> bageste Del har en lav ter Zoologia danica). Længderyg og er tandbærende 9 * 127 hyppigst er der to— tre Tænder i en Tværrække fortil og bag den een — fire Tænder langs Midten (Tænderne falder dog af hos gamle Fisk); udfor de forreste af Tæn- derne er Plovskærbenet svagt indknebet (Fig. 60). Hos de voksne er alle Gællegitterstavene — ogsaa de øverste og nederste — paa første Gællebue stavformede (Fig. 62). Hos unge Laks (før Udvandringen) er Brystfinnerne forholdsvis længere end hos unge Ørreder. Gatfinnen er derimod for- holdsvis lille ogsaa hos ældre Fisk, men i Legetiden vokser den. Halefinnen er som Regel indskaaretog har oftest spidse Hjørner. Skællene er større end hos Ørreden ; i en Række fra Fedtfinnen skraat bagud til Sidelinien (det gennemborede Fig. 61. Laks; blank. (Efter Hein & Winter). Skæltaltmed) er der omkring 1 1 — 15 (hyppigst 12—14) Skæl. Sidelinien er fuldstændig. Farven er gennemgaaende kraf- tigere end Ørredens saavel i som udenfor Legetiden, men er i de forskellige Livsafsnit saa forskelligartet, at den ligesom de til Tider yderst udprægede Kønsforskelligheder bedst omtales i det følgende under Levevisen. R 12—15; F; G 10—14; Br 11 — 16; Bu 8-10; H x -4- 19 -f- x. Som det fremgaar af det foranstaaende sammenlignet med Ørredens Artskendetegn, kender man ikke noget enkelt, ufejlbart Skelnemærke mellem Laks og Ørred. Det skyldes for største Delen den betydelige Forskel, der er paa Laksen, saavel som paa Ørreden, under deres for- skellige Livsafsnit. Men til Trods herfor vil de to Arter som oftest let kunne skelnes paa deres hele Ydre (deres „Habitus"), paa Samvirkningen mellem de mange Smaa- forskelligheder, af hvilke næppe nogen enkelt alene vilde være gyldig som Skelnemærke (Fig.63). Blandt de Karakterer, 128 der særlig bidrager til at give Laks og Ørred det forskel- ligartede Udseende, kan af de foran omtalte fremhæves føl- gende tre, der er ret bekvemme at fæste Øjet ved: 1. Skællenes Antal mellem Fedtfinne og Sidelinie. 2. Gatfinnens Størrelse i Forhold til Halestilkens Længde. 3. Halestilkens Slankhed. Men for den, der ikke ved jævnlig Iagttagelse af de to Arter er bleven fortrolig med deres normale Ydre, vil Gællegitterstavene paa første^ Gællebue i Reglen være det bedste Skelne- mærke for de ældre Fisk, medens Fedt- finnensMangel paa rød Farve kan tjene til Kendetegn paa deunge Laks i Modsætning til de unge Ørreder, hvis Fedtfinne oftest er mer eller mindre rød. Laksen kan blive noget over halvanden Meter lang og naa en Vægt af seksogtre- dive Kilogram; saa- danne Kæmper er dog sjældne, og hos os fan- ges nu næppe Laks paa over 125 cm og en Vægt af 25 Kilogram. Laksens Udbredelsesomraade om- fatter Kysthavene og de dertil løbende Vandløb i det nordlige Atlanterhavs nordlige Del, Davisstrædet og Ishavet, men i disse sidste kun paa saadanne Strækninger, hvor Vandet er forholdsvis varmt; ved Europa findes den fra Petschorafloden (ved den kariske Port), Hvidehavet, Murmankysten, Norge, hele Østersøomraadet og videre sydpaa til den portugisiske Kyst, hvor den er sparsom, samt ved de britiske Øer, Færøerne og Island; desuden gaar den op i enkelte grøn- landske Elve og ved Nordamerikas Østkyst lever den fra den sydligere Del af Labrador ned til Cap Cod. Inden- for dette Omraade lever Laksen saavel i Kysthavene som i de deri mundende Vandløb og til Dels i Søerne; om den ogsaa lever længere til Søs, ude i de mellemliggende Dele af Atlanterhavet, vides endnu ikke. Den er indført til Australien, Tasmanien og Ny-Zeeland. Man kan adskille to Former af Laksen, en Vandreform (formå typica) og en Standform (formå lacustris S. Hardin, formå relicta Malmgren). Standformen lever i nogle større Søer (Venern, Ladoga), fra hvilke den stiger op i Tilløbene for Fig. 62. Første Gælle af en Laks. (Omtegnet efter Zoologia danica). 129 at yngle, men fra hvilke den aldrig kan naa ud til Havet; den naar ikke Vandreformens Størrelse, men kan dog blive godt tolv Kilogram tung, og i forskellige Hense- ender danner den Overgang til Ørreden. Hos os findes kun den vandrende Form. I vore Have fanges den saavel omkring Bornholm som i Skagerak og Kattegat og af og til andet Steds. Derimod er det kun faa af vore Vandløb, der regelmæssig besøges af Laksen. Egentlige Laksevande har vi kun i Jylland, og her er det kun Gudenaaen og de vestjydske Aaer: Storaa, Skjernaa, Varde Aa, Sneum Aa, Kongeaa og Ribe Aa, der frembyder passende Betin- gelser for den. Undtagelsesvis forvilder Laksen sig op i andre Vandløb (Skive-Karup Aa, Kolding Aa). Endelig findes Laksen selvfølgelig i Randers Fjord og de vest- jydske Fjorde, hvor den gaar ind for at søge op i Aaerne. Først i den nyeste Tid begynder der at falde Lys over mange hidtil gaadefulde Sider af Laksens Liv, men endnu er langtfra alt opklaret. Det er dog allerede tidligere godt- gjort, at Laksen ikke yngler i Havet, og at dens Æg kun med Vanskelighed kan befrugtes i Saltvand og ikke kan ud- vikles deri, og det er med Sikkerhed fastslaaet, at Laksen kun yngler oppe i rindende, ferske Vande. Hos os kendes Forholdene bedst fra Gudenaaen; her begynder Legen midt i Oktober eller lidt senere og vedvarer til sidst i December eller hen i Januar; indtræffende streng Frost kan afbryde Legen, særlig paa Legepladserne i Sidestrøm- mene (Tange Aa, Borre Aa), vanskeligere i selve Hovedløbet. Til Legeplads vælger Laksen et Sted med frisk Strøm og fem til ti Decimeters Dybde, hvor Bunden bestaar af Smaasten. Hunlaksen, der som Regel følges af een eller flere Han- ner, opholder sig ofte i længere Tid i Nærheden af Lege- pladsen, førend selve Legen begynder. Til sidst har den fundet et passende Sted, og med Snude og Hale (mest med den sidste) udhuler den en Grube paa indtil et Par Meters Tværmaal og en halv Meters Dybde; de fjernede Smaasten skylles for største Delen af Strømmen ned, saa at de danner en Vold for Enden af Legegruben. Hunnen graver i det væsentlige selv denne Grube og stiller sig nu ved dens forreste Rand; pludselig skyder en Han frem, stryger sig op ad Hunnen og stiller sig ved hendes Hoved; derpaa følger Gydningen. Æg og Mælk drives af Strøm- men ned i Gruben eller standses af Volden; bagefter slaar Hunnen Legevolden ned over Æggene, der saaledes bliver begravede under et Lag Smaasten. Legegrubens Plads er nu atter jævn, men kan en Tid lang kendes paa de blanke, rene Sten, der adskiller sig fra den øvrige Bunds mer eller mindre smuds- eller sanddækkede Sten. I Overensstemmelse med, at Mælken hurtig hvirv- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 9 130 les bort af Strømmen, og at der saaledes kun kan ske Befrugtning i det korte Øjeblik, den er sammen med Rognen, beholder Sædfimene kun deres Befrugtningsdyg- tighed meget kort (ved 4—5° 20—25 Sekunder). At Be- frugtningen ofte delvis mislykkes, er naturligt; jævnlig skal kun 10°/o af Æggene i en Legegrube være befrugtede. Æggene tager som Regel ingen Skade af at blive tumlet om mellem Stenene, naar Gruben lukkes, thi dels er de paa dette Tidspunkt meget modstandsdygtige overfor Tryk, dels er der oftest rigelig Plads imellem Stenene. De Farer, der truer Æggene under deres Udvikling, er nærmest, at, de graves op [af Spidsmus, Stalling eller andre Rognfor- Fig. 63. Havørred, 25,5 cm (øverst), og Laks, 28 cm (nederst). (Efter Knut Dahl). tærere, at de beskadiges under deres ømfindtlige Stadier, ved at andre Fisk benytter samme Sted til Grubegravning, eller at skiftende Vandstand tilsander Stedet, saa at Æg- gene kvæles. Efter et Tidsrum, der alt efter Vandets Varmegrad kan veksle fra c. 70 til c. 200 Dage, klækkes Yngelen da i Februar— Marts Maaned, men bliver endnu et Stykke Tid gemt mellem Stenene. Først naar det meste af den mægtige Blommesæk er opbrugt, arbejder Ungen sig frem til Lyset og begynder nu at tage forskellige Slags Smaadyr. Allerede paa dette Tidspunkt er de smaa Lakse- unger let kendelige fra Ørredunger paa deres store Bryst- finner. Naar Blommesækken helt er svundet, udvikler de sig til livlige og hurtige Smaafisk, der søger klart og 131 friskt strømmende Vand og lever af Insekter, Krebsdyr o. I.; i Juli Maaned kommer der Skæl frem, og den slanke Fisk med de store, oftest blaasorte Brystfinner faar som Re- gel en brunlig eller blaagrøn Rygfarve, medens den paa Si- derne faar en Række blaagraa Pletter („der ligner Mærker ef- ter Fingre besmurt med blaagraa Maling"), mellem hvilke der sidder smaa lakrøde Pletter; Fedtfinnen er derimod ikke rød. Dette Udseende beholder den unge Laks, indtil den har naaet en Størrelse af 13—18 cm (i Norge 9—20 cm), da den efterhaanden bliver sølvblank; dette sker som oftest, naar Fisken er to eller tre Aar (i Norge efter 2—5 Vintres Forløb). Den blanke Lakseunge søger nu til Havs i Maj Maaned eller i Begyndelsen af Juni, og et helt an- det Levesæt begynder nu for den*). Hvor den unge Laks søger hen ude i Havet, er uvist. Hyppigst fanges den i vor Nærhed i det aabne Skagerak i Makreldrivgarn og ved Bornholm paa Laksekroge, men det drejer sig om saa faa Fangster, at man endnu intet kan slutte deraf om Unglaksens Udbredelse i Havet. Den lever i Saltvand, efter de fangede Individer at dømme, hovedsagelig af Fisk (særlig Sild og Tobis) samt af større Krebsdyr fra Svævet, og det synes saaledes rimeligt, at den fører et helt pelagisk Levned. Laksen er nu blevet til Blanklaks. Paa Ryggen og paa Hovedets Overside er den mørkere eller lysere graa- grøn (efter Døden mørkere og mere blaagrøn eller graa- blaa). Nedadtil gaar Farven paa Hovedet over i sølvgraat, paa Kropsiderne i skinnende sølvhvidt. Bugen er hvid. Paa Ryggen og paa Kropsiderne er der sorte, ofte x-for- mede Pletter, der som Regel ikke forekommer nedenfor Sidelinien, undtagen fortil (i Modsætning til Blankørredens, se Sd. 141, sammenlign dog Sd. 135); lignende sorte Plet- ter findes paa Pande, Isse, Nakke og Gællelaag, men paa Over- og Undergællelaag er der som Regel kun to— fire. Fedtfinnen har oftest Ryggens Farve. Under sit Ophold i Saltvand vokser Laksen umaade- ligt. I det store og hele kan der skelnes mellem tre Størrelsesgrupper af Laks, der ikke helt svarer til Aldersgrupper, fordi Yngelen forlader Ferskvandet i for- skellige Aldre, men derimod svarer helt godt til Varig- heden af Laksens Ophold i Havet. Hvorledes Væksten er hos os, er ikke udredet endnu; i Norge synes den at være stærkest nordpaa, svagere ved Landets sydlige Del. Undersøgelser af Laks fra Trøndelagen gav følgende Re- sultat: *) Hannerne bliver ofte kønsmodne, inden de udvandrer, og medens de endnu har Ungdomsdragten. Dette Forhold er ogsaa iagttaget hos os med udsat Lakseyngel (Villestrup Aa, 1908). 9* 132 Mindste Største Gennem- Vægt Vægt snitsvægt Smaalaks (1 Aar i Havet). . l,iokg 3,7 kg 1,95 kg Mellemlaks (2 Aar i Havet) . . 2,70 kg 8,9 kg 4,9i kg Storlaks (3 Aar i Havet) .... 6,40 kg 17,5 kg 10,oo kg Ved Frijsenvold Fiskegaard (Gudenaa) kan der skelnes mellem tre Størrelsesgrupper: Smaalaks paa 50 — 63 cm (1—2 kg), Mellemlaks paa 68—84 cm (3— 5 kg) og Storlaks paa over 84 cm (5 — 12 kg), men undersøgt er det ikke, om disse Grupper ligesom de norske svarer til Varighe- den af Opholdet i Havet. Tværtimod hvad man hidtil har antaget, viser det sig, at Laksen som Regel kun yngler een Gang. Naar den efter sit Ophold i Havet (hvad enten dette har varet eet, to eller tre, undtagelsesvis fire eller fem Aar) vender til- bage til det ferske Vand, er det som oftest for aldrig igen at naa Havet. I de gode Laksevande foregaar der hele Aaret igennem et Optræk fra Havet af Laks, men de opstigende Laks er forskellige i Størrelse og Udseende alt efter Aarstiden. Saaledes kommer i Gudenaaen Stor- laksen op i Maanederne November— Maj og er sølvblank og skinnende som i Havet, medens Mellemlaksen først kommer i Løbet af Juni og Juli Maaneder og til Dels senere og endnu oftest er nogenlunde blank (Juni), men kan være mer eller mindre „farvet"; Smaalaksen endelig kommer noget mere spredt, begynder i Juli, undertiden allerede i Juni, og vedbliver hen paa Efteraaret; i August og September kommer der iøvrigt endnu enkelte store og mellemstore Laks, men alle Laks, der stiger op i disse Maaneder i Gudenaa, er „farvede". De Laks, der har gaaet i Aaen, siden de steg op tidligere paa Aaret eller i November— December forrige Aar, er imidlertid ogsaa blevet „farvede", og sidst paa Aaret huser Aaen saaledes udelukkende en Bestand af farvede Laks, til hvilken der dog allerede fra November begynder at komme ny Opgang af Blanklaks, der først den følgende Sommer bliver far- vede. Alle de farvede Laks leger i Løbet af Oktober- Januar. De første Tegn til Laksens „Farvning" viser sig om Sommeren, før den skal lege, og det, hvad enten Fisken paa dette Tidspunkt befinder sig i salt eller fersk Vand. Under sin kolossalt stærke og hurtige Vækst har Laksen ikke desto mindre oplejret en Mængde Fedt og det ikke blot langs Indvoldene, men ogsaa i Kødet, som netop skylder dette Indhold af rødligt Fedt sin beundrede røde Farve. Under den følgende Tid medgaar imidlertid alt Fedtet dels til Kønsstoffernes Udvikling og dels til den 133 besværlige Vandring op mod Strømmen og det lange Op- hold, inden Legen er forbi; thi i hele den Tid, Laksen er inde i Ferskvand (altsaa indtil mere end et Aar), tager den ikke Næring til sig af nogen Betydning*); dette Fedttab medfører, at Kødet bliver graaligt, men Navnet „Graa- ørred", som den „farvede" Fisk (Laks og Ørred tilsammen, dog vistnok mest Ørreden) ofte fører, skyldes dog næppe Kødet, men snarere Fiskens ydre Farve i Modsætning til den sølvblanke Vinterlaks. Det første Tegn paa Farvnin- gen er, at Huden bliver tyk og uigennemsigtig, hvorved Sølvglansen sløres og til sidst forsvinder. Derefter ud- vikles der en Masse Farveceller i Fiskens Hud; hos Hun- nen er det mest sorte, gule og brune Farver, medens Hannen tillige har rigeligt blaat og rødt. Naar Farvningen er fuldt udviklet (henimod Oktober), ligner Laksene meget lidt deres tidligere Skikkelse, Blanklaksen. Hunnerne er da oftest mørke paa Ryggen, mørkt sølvgraa paa Siderne og paa Bugen sodfarvede med en hvidlig Stribe langs Bugens Midte; paa Hovedet og paa Siderne flere eller færre sorte og røde Pletter eller sorte Pletter med brun eller rød Ring. Hannernes Farve er langt mere forskel- ligartet, saa at næppe to er ens, og derfor vanskelig at beskrive. De skarpeste Farvesammensætninger optræder: Bugen kan være sort og citrongul, og Kropsiderne har ofte kødrøde og staalblaa, baandformede, uregelmæssige Pletter slyngede mellem hinanden. Den kraftige røde Farve har givet Anledning til Navnet „Rødørred". Endnu mærkeligere er dog de Formændringer, Hannens Hoved undergaar samtidig med Farvningen. Paa Underkæbe- spidsen vokser der en Tap i Vejret, som kan naa en Højde af 45 mm ; denne Tap, „Krogen", er bruskagtig, og for at skaffe . .^^ - Plads til den, naar Munden lukkes, viger Mellemkæbe- ^&$f~~~ »* benene fra hinanden, og der 9 - dannes en dyb Grube paa Snu- ^»^v .■ '© dens Underside (se Figur 64 samt Figur 68, der viser Krog og Fordybning hos en "~*^^^ -4^ Ørred). Hos de mindre Han- laks er Krogen forholdsvis ~--— -- svag, hos de store ofte saa Fig. 64. Hoved af en stor stærkt udviklet, at Mun- Hanlaks med Krog. den, trods Gruben, ikke kan 1U naturlig Størrelse, lukkes helt. Hvilken Brug (Efter Zoologia danica). *) I nogle, men ikke i alle Laksevande, bider Laksen dog villig paa Krog. Derfor kan der være et udmærket Fluefiskeri i de norske og islandske Lakseelve, medens f. Eks. Rhinen ikke egner sig herfor. 134 „Kroglaksen" gør af sin Krog, har ikke kunnet oplyses; det har været tænkt, at den benyttedes til at grave Legegrube med eller til at fastholde Hunnen med, men det er Hun- nen, der graver Legegruben, og Hannen fastholder ikke Hunnen; snarere kunde den være en Art ufarlig Kamp- vaaben overfor andre Hanner. Paa sin Vej fra Havet op mod Legepladsen maa Laksen ofte passere vanskelig fremkommelige Strækninger, rent bortset fra de Hindringer, Mennesket lægger den i Vejen for at fange den. Nogle Steder er Strømmen ri- vende, men det klarer den let; andre Steder er der natur- lige Vandfald eller Stemmeværker, og her faar Laksen Brug for sin berømte Evne til at springe. For at Springet skal lykkes, maa Fisken for at kunne tage Tilløb have dybt Vand ved Foden af det nedstyrtende, hvilket der som Regel ogsaa er under naturlige Forhold; den kan da gøre Spring i Luften paa een til halvanden Meters Højde, og naar den derved at komme op i den sammen- hængende Vandmasse, kan den svømme videre i selve det nedstyrtende Vand. Større lodrette Fald kan den selvsagt ikke springe op igennem, men den viser en utrolig Udholdenhed og Styrke i at arbejde sig frem gennem lange Fosser, hvor den da undervejs kan søge Hvil bag en eller anden stor Sten. Hvor Hindringerne er Laksen for vanskelige, særlig hvor Industrien har op- stemmet Vandløbene, benytter den villig de for dette Formaal byggede Fisketrapper, der bestaar i Render, som leder fra Overvandet til Undervandet og er afdelt med Skillevægge, saa at det store Fald fordeles paa mange smaa. Er Laksen naaet over Hindringerne, bliver den hidtil livlige og udholdende Fisk ofte urørligt staaende i et eller andet Skjul. Den søger jo ingen Føde og har al sin op- sparede Kraft behov for at gennemføre Kønsorganernes Udvikling og selve Gydningen. I December Maaned vejer Blanklaksens Æggestokke 0,5 °/o af hele Fiskens Vægt, i den paafølgende November Maaned 20—25 °/o. I Virkeligheden er Fiskene, særlig Hunnerne, naar Le- gen er forbi, afmagrede og afkræftede, saa at talrige falder som et let Bytte for deres Fjender; de tilbage- værende søger enten med det samme eller efter at have ventet Vinteren over at naa ud i Havet. Disse „Nedfalds- laks" ser værst ud lige efter Legen, særlig Hunnerne, hvis hidtil udspilede Bug hænger løst og slapt; har først Bugvæggen trukket sig sammen og Fisken begyndt at faa lidt af sit Sølvskær igen, hjælper det paa Udseendet, medmindre Fisken er blevet angrebet af Vandskimmel- svampe, hvad ofte er Tilfældet; men Fisken er dog stadig kraftesløs. Lykkes det den at komme ud i Havet 135 ;•>>¥ og efter den umaadelige Faste at faa Mad igen, kommer den snart til Kræfter*) og bliver atter sølvblank; et ydre synligt Mærke bevarer den efter sin farvede Dragt, idet den har langt flere sorte Pletter paa Hoved og Forkrop end den Laks, der ikke har gydt, saa at den (Eng- lændernes bull-trout) kan komme til at ligne en stor Havørred. Hvor mange Laks, der hos os slipper levende fra deres første Gydning, vides ikke; i Norge, i England og paa Island er der undersøgt talrige Laks fra Hav og fra Ferskvand (Skælundersøgelse, se nedenfor), og det viste sig, at det kun var mellem 1,9 og 7,9 °/o, der havde ynglet før. Langt Størstepar- ten af de Laks, der søger op for at lege efter eet, to eller tre Aars Ophold i Havet, er altsaa Fisk, der skal gyde for første Gang (baade Hunnerog Han- ner; se dog Fodnoten Sd. 131). Lykkes det imidlertid Nedfalds- fisken at vinde til Havs igen, vil den efter først at have genoprettet Tabet af sin Muskulatur o. s. v. begynde at forberede sig paa en ny Kraft- anstrængelse ved paa- ny at æde sig fed ; dens Vækst bliver imidlertid ikke saa stærk, at den kan naa samme Længde eller Vægt som de af dens jævnaldrende, der endnu aldrig har ynglet. Kommer en Laks anden Gang op for at gyde, gaar den næsten altid til Grunde herefter. Kun een af hvert Tusinde Laks, der er blevet undersøgt, havde gydet to Gange og var kommet over det. Midlet til at følge Laksen saaledes gennem dens Liv, har man fundet i dens Skæl, der ikke blot som tidligere *) Følgende paalidelige Eksempel kan nævnes: En udleget Hun paa 5 kg fangedes d. 31. Marts; den mærkedes og udsattes. Fem Uger og to Dage senere genfangedes den og vejede da 10,6 kg. Fig. 65. Skæl af Laks (84 cm, 6.4 kg; Mandal, 5. Juni 1909). Aarringe og et Gydemærke ses. (Efter Knut Dahl). 136 omtalt (I Side 16) angiver Fiskens Alder, men paa hvilke tillige Tidspunktet for Udvandringen til Havet kan aflæses, idet den umaadelig forøgede Væksthastighed gentager sig i Skællets Aarsbælter, og hvor ligeledes hver Gydning kan aflæses, da Fiskens Afmagring og Opløsning endog angriber Skællene, der faar et tydeligt Gydemærke deraf (Fig. 65). Paa Grund af Laksens store Værdi og de stærke Efterstræbelser, den er Genstand for, naar den søger ind for at gyde, har man mange Steder grebet til at forny Bestanden ved kunstig Befrugtning og Klækning af Æggene. Da de fleste Laks søger op i umoden Tilstand, maa man som oftest (f. Eks. ved Frijsenvold Fiskegaard) indfange dem et Stykke Tid før og holde dem fangne, indtil de er blevet modne. Ved Frijsenvold opbevares de i et gravet og med Gitter afspærret Gudenaaløb, indtil Modenheden nærmer sig; de opfiskes da igen og sorteres efter Køn i Hyttefade, da de ellers vil begynde Legen. Naar tilstrækkelig mange er helt modne, afstryges disse. Dette sker paa den tidligere (I Side 32) omtalte Maade, og efter at Befrugtningen er foretaget, sendes Æggene til en Klækkeanstalt. Fra denne leveres der da om Foraaret spæd Yngel og hen paa Sommeren eller om Efteraaret Sættefisk, der er opdrættet i Damme, og disse Fisk ud- sættes dels i Gudenaaen og dens Tilløb, dels i andre Laksevande. Da imidlertid den gamle Tro, at Laksen søger op i det Vandløb, hvor den er født, næppe har nogen almen Gyldighed, er det et stadigt aabent Spørgs- maal, om Udsætninger af Laks i danske Aaløb kommer os selv tilgode; før eller senere maa Udsætningsforhol- dene sikkert ordnes ved internationale Aftaler. Natur- ligvis har det været forsøgt at opdrætte Laks i Damme med det Formaal at frembringe stor Laks; det mislykkedes fuldstændig, thi Laksen vedbliver at vokse langsomt, naar den holdes indespærret i Ferskvand. Derimod forløber Klækningen af Æggene og Opdræt af Sættefisk sikkert. Æggene er meget store (5—7 mm i Tværmaal; c. 5 — 7.000 pr. Liter); de er meget kraftig rødfarvede. Man regner, at hver Hunfisk indeholder c. 2000 Æg for hvert Kilogram, den vejer. Alle Æggene modnes samtidig og kan afstry- ges paa een Gang, men i Naturen gydes de sikkert i flere Sæt. At Laksen i gamle Dage var almindeligere end nu, synes rimeligt at antage, men kan ikke bevises, da man sjælden har skelnet mellem Laks og Ørred, eller ogsaa har kaldt alle blanke Laks og Ørred tilsammen for „Laks", medens alle farvede Laks og Hav-Ørred gik under Navne som „Graaørred" eller „Laksørred". Men fra de fleste dan- ske Lakse- og Ørredaaer kendes den samme Beretning som 137 fra f. Eks. Rhinen, at Tjenestefolk betingede sig, at de kun vilde have Laks to Gange om Ugen. Man maa imidlertid erindre, at dengang fangedes Fisken kun under sit Optræk i Aaerne, medens Forholdet nu er, at Største- parten fanges, saa snart de kommer ind paa Fjordene eller allerede før, ude i Havet. Hertil er intet at indvende, da Laksen som blank har langt større Værdi end som farvet; kun bliver det saa meget mere nødvendigt at gribe til kunstig Vedligeholdelse af Bestanden. Oppe i Aaerne fanges Laksen dels i faste Fiskeindretninger (Fiskegaarde, Ørredspring, Ørredtene), dels med Ruser, Drivgarn med enkelt Garnvæg eller med dobbelt (Togger), Stikgarn, Vaad o. s. v. Let, men ulovligt, er det at skyde eller stikke Laksen paa Legepladsen, thi under Legen er Fisken ikke sky. Paa Fjordene tages de fleste Laks i Vaad og Drivgarn og, hvor Forholdene egner sig dertil, i Sætte- garn. I Havet drives der hos os kun Laksefiskeri ved Bornholm, hvor der sættes „Lakselænker", hvis Kroge hænger noget under Overfladen; lejlighedsvis fanges der i Skagerak enkelte Laks til fem Kilogram Stykket i Trawl, og rundt om i vore Farvande, hyppigst i Kattegat, tages Laks tilfældigt i Bundgarn, Snurrevaad, Drivgarn o. 1. Fiskeri- statistikkens Adskillelse mellem Laks og Ørred er imid- lertid upaalidelig, idet megen blank Ørred regnes for Laks; følgende for Aaret 1911 opgivne Fangstmængder af Laks er derfor utvivlsomt for høje: Vesterhavet — 1.156 kg, Skagerak — 2.239 kg, Kattegat — 7.774 kg, nordlige Øre- sund — 211 kg, Bælthavet — 5.389 kg, vestlige Østersø — 0, egentlige Østersø — 33.973 kg, Limfjorden — 0, Nissum og Ringkjøbing Fjorde — 4.024 kg; i alt 54.766 kg til en Værdi af 133.661 Kr., hvilket giver en Gennemsnitspris af 2 Kr. 44 Øre pr. Kilogram og svarer til 0,88 °/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. Hvor stor Fangsten er paa Randers Fjord og i de ferske Vande, er ikke sta- tistisk oplyst, men den er skønsmæssig anslaaet til 5.000 kg Blanklaks og et Par Tusinde Kilogram farvet Laks. Blanklaksen er vor dyreste Fisk; naar den ved Vintertid fanges i Aaerne, kan den til Tider endog naa Priser af omkring 6 Kr. pr. kg. Kødet er bekendt for sin Velsmag og Holdbarhed, men dets Fedme gør det tungt fordøjeligt. Laksen anvendes selvfølgelig nu mest i den finere Mad- lavning, hvor den har en meget varieret Anvendelse, men dog mest koges; fra gammel Tid har Laksen dog beholdt sit Ry som Røgefisk, og som saadanne anvendes en stor Del af den bedste Laks. En saa kostbar Fisk er naturligvis udsat for Forfalskninger og Efterligninger; henkogt Laks i Daaser er sikkert ofte i bedste Fald Ør- red, og den indførte, frosne, amerikanske Laks (af andre 138 Arter) naar ikke vor i Godhed. Næst efter Mennesket er Laksens værste Fjende sikkert Sælen; denne følger un- dertiden de opstigende Laks op i Aaerne. For at beskytte Laksen mod altfor hensynsløst Fiskeri, er der truffet talrige Bestemmelser i Fiskerilovgivningen (af 1907); de vigtigste er, at Laksens Mindstemaal er sat til 366 mm, og at farvet Laks (i Ferskvand ogsaa den blanke) er fredet fra 15. November til 1. Februar; at tillige alle Nedfaldslaks under 523 mm er fredede, har sin Grund i den tidligere Forestilling, at disse Laks omtrent alle vilde naa ud i Havet og igen blive værdifulde Blanklaks. For vort vigtigste Laksevand, Gudenaaen og Randers Fjord, gælder endog en særlig Fiskerilov (af 1906), efter hvilken den farvede Laks er fredet i Tiden fra 15. Oktober til 1. Januar baade i Aaen og Fjorden, medens den blanke Laks kun er fredet i Aaen. Lovbestemmelserne lider imidlertid af følelige Mangler og bliver rimeligvis snart ændrede. 2. Ørred (Sålmo trutta Linné). Formen er noget plumpere end Laksens (se Fig. 63 og 67); Hovedet er større, og Halestilken er kortere, højere og mere sammentrykt. Overkæbebenet naar bagom den lodrette Linie gennem Øjets Bagrand. Plovskærbenet er langt; dets forreste Del er trekantet (Fig. 60) og bærer som Regel bagtil tre — fire Tænder i en Tværrække; den lange bageste Del har en Længdekøl og bærer oftest een— seks Tænder; ligesom hos Laksen tabes dog de fleste Tænder med Alderen; Plov- skærbenet er bredest udfor de forreste Tænder og smalner ind bag dem. De øverste og nederste Gællegitterstave paa den første Gællebueersmaa og knudeformede (Fig. 66). Hos unge Ørreder er Brystfinnerne forholdsvis kortere end hos unge Laks. Gatfinnen er derimod forholdsvis stor ogsaa hos ældre Fisk; ligesom hos Laksen vokser den i Lege- tiden. Halefinnen er svagt indskaaret, lige afskaaret eller Fig. 66. Første Gælle af en Ørred. (Omtegnet efter Figur i Zoologia danica). 139 i Legetiden endog udadbuet, og dens Hjørner er som Regel ikke spidse. Skællene er mindre end Laksens, saa at der i en Række skraat bagud fra Fedtfinnens Bagkant til Sidelinien (det gennemborede Skæl talt med) er fra tretten til nitten, sædvanlig fra femten til atten, Skæl. Sidelinien er fuldstændig. Farven er gennemgaaende ikke saa kraftig som Laksens, men er saa afvekslende hos Ørredens forskellige Former og i disses forskellige Livs- afsnit, at den bedst omtales nedenunder sammen med Ørredens Levevis, hvilket ogsaa gælder Kønsforskellig- hederne. Ril — 15;F;G9-14;Brll — 16; Bu7-10; H x 4- 19 + x. Fig. 67. Bækørred. (Efter Hein & Winter). Ørreden er udbredt over hele Europa ned til Pyre- næerne og Norditalien, findes paa Færøerne og Island, men ikke paa Grønland eller i Amerika; den findes heller ikke paa Spitsbergen eller i Sibirien, men i Mellemasien lever den ned til det nordlige Himalaya, ligesom den findes i Kaukasien og i Algier; tillige lever den ved Kysterne fra det russiske Ishav til det vestlige Frankrig; endelig er den i nyere Tid indført til Australien, Tasmanien, Ny Zeeland og til Bjergegne i Indien samt mulig flere Steder. Ørreden optræder ligesom Laksen baade som Vandre- fisk, der gaar fra Havet op i Vandløbene, og som Stand- fisk, der altid lever i Ferskvand. Medens kun Laksens vandrende Form findes hos os, har vi baade Vandreørred („Havørred") og Standørred, og denne sidste endog i to Former, hvoraf den ene („Søørreden") ligesom Standlaksen lever i Søer, hvorfra den trækker op i disses Tilløb, me- dens den anden („Bækørreden") al sin Tid lever i Vand- løbene. Man maa betragte Havørreden som den fuldt udviklede Ørredtype med stærk Vandredrift og Bækørre- den som en hæmmet Form, der ufrivillig har fundet sig 140 til Rette som Standfisk, men derved i mange Henseender kommer til at indtage et mindre udviklet Trin end Havørreden. Allerede Størrelsesforholdene antyder dette, thi medens Havørreden kan blive godt een Meter lang, bliver Bækørreden næppe over en halv Meter, og medens Havørreden jævnlig bliver fire— seks Kilogram og i Gudenaa er taget tolv Kilogram vægtig (andet Steds mulig nogle Kilogram tungere), saa bliver Bækørreden (i hvert Fald hos os) næppe stort over eet Kilogram vægtig. Bedst kendetegnes de forskellige Former ved deres Farve Li- vet igennem. Som unge er de alle farvet paa noget lignende Maade som Laksens Unger med brede Tværbaand ned ad Siderne og med talrige røde Prikker; med Alderen for- svinder Tværbaandene, men de røde Prikker holder sig endnu et Stykke Tid; hos nogle (Hav- og Søørred) for- svinder ogsaa disse, og Fisken bliver foreløbig „blank", for senere i Legetiden at blive „farvet" paa lignende Vis som Laksen ;hos andre (Bækørrederne) bevares Ungdomsdragten med de røde Prikker Livet igennem. Paa Grund af Forskellig- hederne i de tre Formers Levevis skal de delvis beskrives hver for sig. Havørreden (formå trutta) kaldes hyppig Laks- ørred. Den søger tidligst i Juni Maaned (i vandrige Aaer) og mange Steder først fra Oktober eller senere op i Vand- løbene for at yngle. Den er hos os langt almindeligere end Laksen; den kan træffes i alle vore Farvande, og den søger op i de fleste jydske Vandløb, i en Del af de fynske og sjæl- landske og i alle de bornholmske; ofte stiger den op i ret smaa Bække. I Gudenaaen gaar Ørreden op fra Begyn- delsen af Juni til Begyndelsen af November, enkelte un- dertiden først i December; endnu i Februar Maaned er der her fanget Ørred, der var moden, men ikke havde gydt. De store Havørreder søger til Dels samme Lege- pladser som Laksene, og deres Legegruber er ofte et Par Meter i Tværsnit og omtrent en halv Meter dybe; de mindre Havørreder søger lavere Vand og graver mindre Gruber. Legen foregaar paa samme Maade som Laksens og oftest indenfor det samme Tidsrum; dog kan der forekomme gvdefærdige Ørreder endnu i Marts Maaned (Karup Aa, d. 19! og 22. Marts 1879; Odder Aa, sidst i Fe- bruar 1912). Yngelen slipper ud i det tidlige Foraar eller lidt senere; den kan straks kendes fra Lakseyngelen paa de kortere Brystfinner. Naar Havørredungen vokser lidt til, faar den omtrent samme Farvetegning som Lakseungen, men kendes fra denne paa de længere Overkæbeben, som oftest naar hen bag Pupillens Bagrand eller længere, paa de røde Pletters mere uregelmæssige Fordeling, paa at Fedtfinnens Spids oftest er rød, og særlig paa, at Finnerne 141 er mindre; at Brystfinnerne er saa korte, bevirker, at Ørred- ungen paa tørt Land falder om paa Siden, medens Lakse- ungerne med de store Brystfinner straks rejser sig paa Højkant. I Løbet af det første Aar bliver Ørredyngelen c. 5—10 cm og i Løbet af det andet c. 10—20 cm. Hav- ørredungerne bliver i Vandløbene et Tidsrum, der (i Norge) veksler fra tre til fire, sjældnere fra to til seks Aar; hos os er Reglen vistnok, at de bliver der to Aar; derefter vandrer de ved Foraarstid eller i Løbet af Sommeren til Havs; deres Længde er nu fra en halv Snes til godt en Snes Centimeter, og inden Udvandringen har de allerede ofte næsten tabt den brogede Dragt med de røde Prikker og anlagt den „blanke" Dragt. I denne er Havørreden oftest mørkt graabrun, graagrøn eller sortegraa paa Ryggen og skinnende sølvgraa paa Siderne, medens Bugen er hvidlig; paa Hovedet, Ryggen og Siderne har den talrige x-formede, sorte Pletter, som baade fortil og bagtil ogsaa findes nedenfor Sidelinien; særlig hos de yngre Blank- ørreder kan Antallet af sorte Pletter være forholdsvis ringe og Sidernes Sølvglans være saa stærk, at disse Fisk let kan forveksles med Laksen. De kendes da lettest paa før- ste Gællebues Gællegitter (Fig. 66), der som nævnt er ander- ledes end Laksens. I Havet tager Ørredens Vækst Fart, men ikke efter en saa forbavsende Maalestoksom Laksens. Efter norske Under- søgelser skulde en udvandrende 15 cm lang Havørred Aaret efter være c. 30 cm, et Aar senere c. 40 cm og atter et Aar senere c. 50 cm, hvortil skulde svare en Vægt af godt 1U, 1\i og 1 kg; formodentlig er Væksten Fig. 68. stærkere hos os, hvor Havørreden synes at Havørred; trives bedre end i Norge. Ørredens Vandre- den forreste trang er ikke saa stor som Laksens; den Del af Ho- søger kun sjælden langt til Havs, men er vedet af en dog taget henimod et halvt Hundrede Kilo- stor Han i meter fra nærmeste Kyst og er vel gennem Legedragt. Havet kommet til Færøerne og Island. Den (Efter Zoolo- er heller ikke saa ustanselig paa Jagt efter gia danica). Næring som Laksen, men holder sig efter Maaltidet ofte i Ro ved Bunden nær Bredden. Efter norske Iagttagelser (noget tilsvarende er ikke med Sikkerhed kendt hos os) skal hele Havets Ørredbestand om Efteraaret trække ind i Vandløbene, ikke blot de Ørreder, der skal yngle dette Aar, men ogsaa de golde; disse sidste beholder den blanke Dragt*) i Fersk- '") I Odder Aa stiger der i Februar (Marts) Maaned næsten blanke Ørreder op ; de er gydefærdige. 142 vand, medens de, der skal lege, oftest faar en tyk Hud og smudsige, mørke Farver. Fordelingen af Farverne er meget vekslende, men oftest er Ryggen sortagtig faldende i det rødbrune, Siderne skiddent rødbrune med mange mørkt rødbrune Pletter, Bugen skiddent sølvfarvet, blyants- farvet eller sodfarvet, undertiden sorteblaa, gulbrun eller orangefarvet; Fedtfinnen rødbrun, stundom livlig orange- farvet paa den bageste Del; de røde Pletter paa Siderne er oftest rødbrune, men har jævnlig en mørkt purpurrød Kerne omgivet af en kirsebærrød Ring, udenom hvilken der er en bred, hvidgul Ring. Hos Hannen udvikles en stor Underkæbekrog, der passer ind i et Hul paa Snudens Underside (Fig. 68). Af de ved Norge første Gang indvan- drende Ørreder bliver oftest kun nogle Hanner modne, idet Hannerne tidligst bliver modne i deres andet Aar, Hun- nerne i deres tredje. Under Vandringen kan Ørreden ligesom Laksen overskride Forhindringer, der skulde synes uoverstigelige, og den foretager maaske endda nok saa lange Vandringer, idet den paa Grund af sin mindre Stør- relse kan søge længere op mod Kilderne. Gydningen tager ikke saa stærkt paa Ørrederne som paa Laksene, og Gydemærket i Skællene er ikke saa tydeligt. Nedfalds- ørreden søger til Dels ud i Havet allerede om Efteraaret, men mange venter til Foraaret inde i Ferskvand. Rimeligvis gaar Havørreden ofte gold Vinteren over. Det lader til, at Ørreden almindeligvis ikke opnaar nogen høj Alder (c. 8 Aar). Søørreden (formå lacustris) findes hos os i en Del Søer i Gudenaaens Opland (Mossø, Salten Langsø, Silkeborg Søerne, Hald Sø, Rindsholm og Ved Sø og enkelte andre Steder (Flyndersø), der ved Vandmøller o. 1. er bleven aflukkede fra Opgang af Havørred. Sø- ørreden søger fra Søerne op i disses Tilløb for at lege, og i Legetiden faar den en lignende broget Dragt som Havørreden, medens den under Opholdet i Søerne ligner en blank Havørred. De sølvblanke Søørreder, der kan gaa golde Vinteren over, er tidligere blevet anset for en særlig Art (Salmo Schi efferm iilleri Bloch). I forskel- lige af vore større Vandløb (f. Eks. Varde Aa) træffes der vistnok Ørreder, som ikke vandrer ud i Havet, men som udenfor Legetiden holder sig i det nedre Aaløb og her bliver blanke („Aaørred"). Bækørreden (formå fårio) har rimeligvis tidligere været meget almindeligere hos os end nu. Endnu er den mer eller mindre hyppig i de fleste jydske, mindre Vand- løb, selvom der er adskillige, hvor den helt mangler; paa Fyn er den ikke almindelig, og paa Sjælland findes den kun i faa Vandløb (mangler saaledes vistnok i hele Sus- aaens Opland); i de bornholmske Vandløb skal den være 143 almindelig. Den foretrækker livligt rindende, kølige Bække med stenet eller sandet Bund og med overskyg- gende Brinker, Trærødder o. 1.; langsomt flydende Aaløb med dyndet Bund eller regulerede Vandløb skyr den. Dens Udbredelse er ikke saa let at angive, da der nemt sker Forvekslinger mellem Bækørreden og unge Hav- eller Søørreder. De unge Bækørreder paa indtil en halv Snes Centimeters Længde (første Sommer) har ligesom andre Ørredunger mørke Tværpletter paa Siderne, men senere bliver Bækørredens Farve oftest følgende, omend der er store Vekslinger: Ryggen olivenbrun faldende i det sortagtige, Siderne blaalig sølvfarvede, citrongule eller gyldne, Bugen hvid eller gul; Ryg og Sider ovenfor Side- linien med store, runde, sortagtige Pletter; langs Side- linien og nedenfor denne karminrøde Pletter med lys Indfatning; Fedtfinnen lys med mørk Kant, ofte med cinnoberfarvet Spids. Fra unge Hav- eller Søørreder kan Bækørreden ofte kendes paa, at dens røde Pletter har en højere rødlig Tone, medens hines er mere brunrøde, men sikrest falder Adskillelsen i Legetiden, idet Bækørreden kun i ringe Grad ændrer sit Udseende under denne, udover at Hannen faar en mer eller mindre tydelig Under- kæbekrog; rigtignok kan der rimeligvis træffes enkelte Havørredhanner, der bliver modne, inden de har været i Havet, men som Regel vil de ynglende Havørreder være adskilligt større end de ynglende Bækørreder; dog maa det erindres, at ogsaa Bækørreden vistnok kan gaa gold Legetiden over. I mange Bække vokser Bækørreden kun langsomt, og her bliver den ofte legedygtig ved en Længde af omkring en Snes Centimeter. I de første Aar er Bæk- ørredens Vækst vistnok omtrent som Havørredens (om Efteraaret: O-Gr. 5—10 cm, I-Gr. 10—20 cm), men me- dens Havørreden nu som Regel vandrer ud og be- gynder den stærke Vækst, forbliver Bækørreden i Vand- løbene og vokser kun langsomt. Modenheden indtræderi det andet (tf) eller tredje (9) Aar. Efter Legen beholder Bæk- ørreden sin brogede Dragt. Helt uden Vandredrift er Bæk- ørreden ikke, thi i Legetiden søger den op mod Strømmen, til den finder passende lavt Vand til Legepladsen. Alt efter sin Størrelse graver Hunnen her Gruber til Æggene paa indtil en halv Meter i Tværmaal og tre— fire Decimeter dybe. Yngelen kommer for en stor Del til at leve sam- men med Yngel af Laks og af Hav- eller Søørred. Meget tyder egentlig paa, at det ikke er givet, at hele Afkommet af Bækørred ogsaa bliver Bækørred, eller at al Yngel af et Havørredpar altid bliver Havørred. Tværtimod synes Grænserne her at være meget flydende. Havørred og Bækørred krydses med største Lethed, og rent Havørred- 144 afkom kan trives fortræffelig uden nogensinde at komme i Saltvand. Saa særpræget de enkelte Ørredformer end synes i Ydre og Levevis, er der dog ikke blot Overgangs- former mellem dem, men de er selv i Stand til i næste Generation at glide over i en anden Formrække. Paa den anden Side har man blandt Bækørrederne tilsyne- ladende at gøre med en Mængde forskellige Stammer med ulige Egenskaber, f. Eks. med højst ulige Vækst- hastighed; saaledes huser mange Skovbække talrige, men meget smaa Ørreder, men endnu er det utilstrækkelig oplyst, om saadanne Forhold skyldes Overbefolkning i Forhold til Næringsmængden, eller om der virkelig ligger arvelige Ejendommeligheder til Grund, og endelig er det som Regel svært at afgøre, om ikke en Del af Bestanden efterhaanden forsvinder ned ad Strømmen til Steder med rigeligere Næring, hvor da Væksten tager Fart. Ørredens Føde er udelukkende dyrisk. Som ung tager den Smaakrebs (Dafnier o. 1.), Insekter og deres Larver, og disse Næringsmidler forsmaar den heller ikke senere, selv om den da i Hovedsagen foretrækker større Dyr som Snegle, Tanglopper og Smaafisk. Bækørreden maa mange Steder Livet igennem nøjes med Insekter (Vaar- fluelarver, Myggelarver (særlig Simulia), Myg og Fluer o. 1.), hvilket Foder giver den et hvidt Kød og en daarlig Vækst; faar den derimod rigelig Adgang til Tanglopper (Gamma- rus pulex) og Snegle (særlig Limnæa ovata), vokser den godt, og dens Kød farves rødt (rimeligvis af den i Tang- lopperne indeholdte røde Olie). Hyppig tager Ørreden i kortere eller længere Tid udelukkende en bestemt Slags Føde, f. Eks. røde Myrer eller en sort Flueart; hermed hænger det vel sammen, at visse Farver af Kunstflue kan bruges een Dag, men ikke en anden. Fisk tager Bækørreden kun i forholdsvis ringe Udstrækning, men baade Elrits og Hundestejle bliver dog ofte dens Bytte. De større Ørredformer finder i Søerne eller i Ha- vet en rig Bestand af Fisk (Smelt, Skallearter — Smaasild, Tobis, Kutlinger), som de jager om Dagen, medens de om Natten søger ind mod Land; her kan man da finde Ørre- den staaende i Ro under en Tangbusk eller endog hvi- lende paa Bunden. I øvrigt søger Havørreden sin Føde baade i de frie Vandlag og ved Bunden, og næstefter Fisk er Krebsdyr den Føde, der hyppigst findes i dens Mave- indhold; almindeligt er det at finde Insekter o. 1., som Ørreden maa have taget i Vandskorpen. I Vandløbene træffes Ørreden, naar den da ikke er paa Legepladsen, mest i „Hullerne", inde under Brinker, mellem Elierødder, under Grøde, under Broer o. 1.; her staar den det meste af Tiden stille og venter paa, at Føden skal komme dri- 145 vende med Strømmen ned til den. Udenfor Legetiden holder Ørreden sig oftest enlig, men det er kendt nok, at der i samme Hul kan staa flere Ørreder og ofte af meget forskellig Størrelse. Under almindelige Forhold tager Ørreden kun sjælden sine Artsfæller, men de min- dre Ørreder holder sig dog altid tilbage, hvor der er større til Stede; til Tider kan Ørreden lægge stor Graa- dighed for Dagen, og det kan da gaa ud over andre Ør- reder, over Frøer, Rotter o. 1. Forskellen mellem de forskellige Ørredformer viser sig ogsaa i deres Rogn. Havørredrogn maaler oftest fem— seks Millimeter eller lidt mere i Tværmaal, medens Bækørredrogn gerne er lidt mindre. Jo større Hunfisken er, des større synes Æggene som Regel at være. De allermindste legende Bækørreder indeholder kun en Snes Stykker, men de større Ørreder indeholder forholdsvis flere, og for dem regner man Ægmængden til omkring 1600 Stykker for hvert Kilogram, Fisken vejer. Rognens Farve er aldrig saa kraftig rød som Lakserognens, men Ørreder med rødt Kød har dog mer eller mindre rød Rogn, me- dens hvidkødede Ørreders Rogn er ret farveløs. Paa Grund af sin store Værdi som Handels- og Sports- fisk er Ørreden bleven Genstand for megen Interesse. Siden Tyskeren Stefan Ludwig Jacobi omkring Midten af det attende Aarhundrede opfandt den kunstige (vaade) Befrugt- ning, er store Mængder af Rogn afstrøget, befrugtet og klæk- ket. Nu anvendes næsten altid (undtagen i Frostvejr) den „tørre" Befrugtning (se I, Side 32). Medens saa at sige al den klækkede Lakseyngel enten straks eller efter nogen Opdrætning udsættes i frie Vande, gælder dette kun en Brøk- del af Ørredyngelen; Resten opdrættes i Damme, til de har naaet en Størrelse, i hvilken de kan sælges som Spisefisk. Ørreden er med andre Ord blevet et Husdyr, ligesom Karpen allerede i Aarhundreder har været det, og ligesom de to i det følgende omtalte, indførte ameri- kanske Ørredarter (Regnbueørreden og Kildeørreden) er blevet det. Oprindelig udsattes al den klækkede Ørred- yngel i Frivand, og det er først i den sidste Fjerdedel af forrige Aarhundrede, at Ørredopdrættet begyndtes. Hos os oprettedes den første Klækkeanstalt i 1865 i Viborg, og forskellige andre fulgte efter; men først, da Anlægget af de første Ørreddamme (Koldingegnen 1889) havde ind- ledet den Række af Nyanlæg, som var paa sin Højde i Aarene 1903—05, kom der ogsaa Fart i Klækningen. Nu regner man, at der her i Landet er godt 100 Klækkeanstalter for Laksefisk og omkring 300 Ørreddambrug med et samlet Vandareal af over 200 ha og med godt 3.000 Damme. Driftsmaaden paa et fuldstændigt Ørreddambrug er i C. V. Otterstrøm: Fisk II. iq 146 Hovedsagen fælles for de forskellige Ørredarter og er i Korthed almindeligvis følgende. Den tørt afstrøgne og befrugtede Rogn indlægges i Klækkehuset i „Klække- bakker" med Traadvævsbund. Bakkerne staar rækkevis i lange Trærender („Klækkeborde"), der gennemstrømmes af forud filtreret Vand, og det er saaledes indrettet, at Vandet i hver Bakke strømmer op gennem Traadvævs- bunden og omskyller Æggene. I hver Bakke kan ligge tre til seks Tusinde Æg, og i et større Klækkehus kan der paa een Gang rummes een — to Millioner. Æggene efterses daglig, og døde Æg, der er let kendelige, da de bliver uigennemsigtige og hvide, pilles fra med Tang eller Hævert. Efter nogen Tids Forløb bliver Fosterets Øjne tyde- lige, og Æggene kaldes da„Øjenæg"; disse er langt mere modstandsdygtige mod Rystelser o.l. end de yngre Æg og kan saaledes taale dagelange Forsendelser*). Straks efter Klæk- ningen ligger Yngelen paa Siden, men naar en Del af den store Blommesæk er fortæret, rejser Ungen sig paa Højkant; nu eller lidt senere udsættes den fra Klække- huset i Frivand eller i Dam. Ørreddammene skal have køligt Vand og stærk Strøm og er derfor oftest anlagt ved en gammel Vandmølle eller et andet Sted, hvor der er Opstemningsret til et Vandløb. Dammene er hyppigst langstrakt firkantede (f. Eks. 35 m x 7 m) og er lagt pa- rallelt med hinanden; Vandtilførslen sker gennem en „Fødekanal", som er gravet fra Vandløbet ovenfor Stemmeværket, medens Dammene har Afløb enten direkte eller gennem et „Bagløb" til Vandløbet nedenfor Stemmeværket. Paa den Maade bliver der Strøm gennem Dammene. For at hindre Fisken i at undvige fra Dam- mene, er der sat Rist for Indløbsrøret, og Afløbet foregaar gennem en „Munk", der ogsaa er forsynet med Rist. I Munken kan der anbringes Skodder, hvorved Vandet i Dammen opstemmes („Dammen spændes"); fjernes nogle eller alle Skodder af Munken, sænkes Vandstanden, eller Dammen tømmes („tappes") helt, og lukkes der nu af for Indløbsrøret, kan Dammen tørlægges fuldstændig. Ud- fiskningen af en med Fisk besat Dam foregaar ved, at baade Skodder og Rist tages op af Munken, medens der i Bagløbet anbringes en Fangkasse, ud i hvilken Dam- mens Vand løber gennem Munkens Bundrør. Vandet forsvinder gennem Fangkassens Gittersider, og Fiskene optages med Kætser. Den spæde Ørredyngel, som ud- sættes i en saadan Dam om Foraaret, kan den første Tid, hvis Vandet er rigt paa „Naturnæring" (Dafnier o. I.), *) Paa en Liter gaar omtrent b -8.000 Stkr. Havørredrogn eller 7— 10.000 Stkr. Bækørredrogn. Nys afstrøgen Rogn er noget mindre. 147 leve udelukkende heraf, men almindeligvis tager Fodrin- gen meget snart sin Begyndelse. Oftest bruges finthakket Fisk eller skrabet Milt til Foder for Ørredyngelen. I Lø- bet af Sommeren vokser Yngelen til, saa at det i August Maaned kan lade sig gøre at tømme Dammen og sortere Yngelen i to eller tre „Sorteringer" efter Størrelsen. Hver Størrelse skal nemlig helst gaa for sig, for at Foderet kan blive fordelagtigt udnyttet, og for at der ikke skal ske Tab paa Grund af Ørredens „Kannibalisme". I Ok- tober udfiskes og sorteres Yngelen endnu engang. Gen- nemsnitlig regner man, at der af de afstrøgne Æg klækkes mindst 80—90 °/o, og at der af den udsatte spæde Yngel er omkringeen— to Tredjedele tilbage om Efteraaretsom „Sætte- fisk" med en Længde af 7—14 Centimeter. Disse Sættefisk fodres, indtil de to eller tre Somre gamle er blevet „Por- tionsfisk" (c. a/s kg). Foderet bestaar mest af frisk Hav- fisk (Sild, Aalekvabber, Isinger o. s. v.), frossen Sild eller Slagteriaffald (Lunger, Milt); Foderet hakkes (undertiden efter at være kogt) paa en Kødhakkemaskine med Haand-, Vand- eller Motorkraft. Plantekost (Mel o. 1.) kan Ør- rederne (i Modsætning til Karpen) kun fordøje højst ufuldstændig. Den bedste Fodertid er Foraar og Efter- aar; om Sommeren udbryder der let Sygdom blandt Fiskene, hvis de fodres stærkt, og om Vinteren kan der kun fodres lidt, med mindre der arbejdes med for- holdsvis varmt Vældvand. I den gode Fodertid æder Ørrederne daglig 5—6 % af deres egen Vægt. Til at frembringe et Kilogram Ørredkød (af de forskellige Ørred- arterunder eet regnet) opgives det oftest, at dermedgaar6— 8 kg Foder, men Forsøg har vist, at 3,5—4 kg kan være nok. Ørreden trives ikke, hvis Vandet ikke er iltrigt; sørges der paa anden Maade for Iltholdigheden, er Strøm ikke nødvendig for den. Vandet i Ørreddamme bør ikke blive varmere end omkring tyve Grader Celsius paa Sommer- dage, og Fodring bør ophøre, naar Vandet er over c. 17°. Naar Ørreden er blevet Portionsfisk, køres den i Vogne med Vandbeholder og Pumpeindretning til Jernbanestation, hvor Opkøbere afhenter den i Jernbanevogne med Bassiner og Motorpumpe eller Iltforsyner for at køre den levende til det tyske Marked. Derfor frembyder de sydlige Dele af Nørrejylland ogsaa de bedste Betingelser, og her ligger talrige Ørreddambrug. Kun en mindre Del af Ørrederne beholdes paa Dambruget, dels for at tjene til Stamfisk („Moderfisk"), dels for at sælges som stor Fisk paa mindst eet Kilo (oftest død, paa Is). Nogen nøjagtig Statistik over Udførslen af damopdrættet Ørred har vi ikke, men for- modentlig er den aarlige Udførsel nu lidt over eller lidt under 100.000 kg; heraf er rimeligvis omtrent Halvdelen 10* 148 Ørred (Hav- og Bækørred), medens Resten er Kilde- og særlig Regnbueørred. Priserne paa de forskellige Ørred- produkter var i 1912 — 1913 omtrent disse: befrugtet Øjenæg Spæd Sættefisk Portionsfisk*) icoFsft. "»^W «8Fs& prcm prkg Bækørred 1.00 Kr. 2.00 Kr. 5.00 Kr. lØre 2.80 Kr. Havørred 0.70- 2.00 - 5.00- 3/4- Regnbueø. 0.80- 2.00 — 4.50 - 2/3 — 2.30- Kildeørred 1.00- 2.00 - 5.00- 3/4- 2.30- Medens de damopdrættede Fisk kan holdes tilbage, indtil Markedet kræver dem, maa Frivandsørred oftest fremsendes kort efter Fangsten og kan derfor hjembringe yderst forskellige Priser. Farvede Legefisk opnaar gerne omkring 2 Kr. pr. Kilo, medens blank Havørred kan naa meget højere. Den damopdrættede Portionsfisk har for en dansk Gane ikke den Velsmag, som skulde kunne skaffe den et hjemligt Marked til dens nuværende høje Pris; adskilligt bedre er de ældre damopdrættede Fisk, selvom de ikke naar de fritlevende Havørreders Velsmag og da særlig ikke den enestaaende Godhed, som Bækørreden, og mest den rødkødede, kan have. Blankørredens Kød kan være næsten lige saa rødt og fedt som Blanklaksens; mod Legetiden bliver det mer og mer gulligt og til sidst hvid- ligt; det samme gælder Søørreden og mange Bækørreder, medens andre af disse er hvide i Kødet hele Aaret rundt. Ørreden koges oftest, men ikke sjælden steges eller rø- ges den. Med Hensyn til Fredningstid gælder de samme Bestemmelser (Fiskerilovene af 1906 og 1907) som for Lak- sen, hvorimod Mindstemaalet for Havørreden er 366 mm, for Bækørreden 236 mm; Nedfaldsørred paa under 523 mm er fredet. Fangsten af Ørred sker i Ferskvand hoved- sagelig under Efteraarsoptrækket (Ruser, Vippegarn (Kol- ding Aa), Toggergarn, enkeltvægget Drivgarn, Skydegarn, Vaad, Fiskegaarde, Ørredtener, Ørredspring); tidligere blev ogsaa mange taget paa Legepladserne (Lyster, Bøsse) eller nær disse under Brinkerne med Huggekrog, og det var en yndet Fornøjelse at „klø" Ørreder med de bare Hæn- der; nu er Legepladserne i Hovedsagen beskyttede gen- nem Fredningsbestemmelserne. I Fjordene drives der et stærkt Fiskeri efter den optrækkende Ørred, som ofte kan *) Priserne for Portionsfisk er opgivet for Vamdrup; længere fra Grænsen er de lavere. Havørredportionsfisk sælges som Bækørred. 149 have svært nok ved at finde frem mellem de tætstaaende Ruser, som kun lader en snæver (Saltvandsfiskeriloven af 1907, § 13) Rende fri, som fører ind til et Frednings- bælte foran Aamundingen. I Havet fanges ogsaa en Del Ørred, men mest lejlighedsvis under andet Fiskeri; dog foregaar der et ret betydeligt Ørredfiskeri i Limfjorden med Garn og Ruser, i Lillebælt bruges Lyster, og ved Bornholms Kyster tages Ørreden i „Sløjegarn", i hvilke den jages ved Pulsning. Vor Ørredfangst-Statistik er ikke god, da Randers Fjord ikke er medregnet, og da de blanke Ørreder oftest regnes for Laks, men antagelig fiskes der aarlig i Frivand godt et halvt Hundrede Tusinde Kilogram Havørred; Bækørreden fra Frivand spiller ikke nogen Rolle som Handelsvare, men desmere som Sports- fisk, og Lystfiskeriet efter den drives med Medestang (Orm, Dyp, Flue), men hvor meget det indbringer, fore- ligger der intet om. Aarlig udsættes der omkring et Par Millioner Stykker kunstig klækket Ørredyngel i vore Vandløb. Hovedparten er Havørred, en mindre Del Bæk- ørred, og ofte er der ogsaa Regnbueørred og Kildeørred iblandt. Forskellige Steder udsættes halvaars Sættefisk, der har været opdrættet Sommeren over i Damme (af Laks og Ørred tilsammen henimod 100.000 Stkr. aarlig). At vort Ørredfiskeri ved tilstrækkelig Pleje, ved Ind- retning af Ørredtrapper ved Stemmeværkerne, ved Ud- sætning af Yngel o. 1. vil kunne bringes til at yde adskilligt mere, er utvivlsomt; det maa i den Forbin- delse huskes, at den mest økonomiske Drift af et Ørredvand ofte er at udleje det til Lystfiskeri. Mennesket er Ørredens værste Fjende, men i Havet er Sælen slem efter den og i Vandløbene Odderen; de mindre Ørreder tages af Hejrer og Gedder, og Æggene og Yngelen har talrige Fjender (større Ørred, Stalling, Spidsmus o. s. v.). Paa Grund af de talrige Skikkelser, i hvilke Laksen og Ørreden viser sig, og paa Grund af den store Lighed, der kan være mellem de to Arter paa visse Trin af deres Udvikling, er der opstaaet talrige Navne, der betegner let paaviselige Alderstrin o. lign. af den ene Art eller af begge Arter tilsammen. For større Klarheds Skyld skal de almindeligst brugte Navne nedenfor forklares med de i foranstaaende Beskrivelse anvendte Udtryk. „Laks" = blank Laks eller blank Ørred. „Vinterlaks" = opstigende Blanklaks (Stor- laks),der kommerom Vinteren. „Løvspringere" (Guden- aa) = opstigende Laks (Mellemlaks) i Maj— Juni. 150 „Sct.Jacobslaks" (holl.). . = opstigende Laks (Smaalaks), der kommer ved Sct.Jacobsdag. „Nedfaldslaks" \ _ udleret I aks „Slangelaks" (Gudenaa)/ — magei% uaie§et LaKs- „Kroglaks, Hagelaks" . . — Hanlaks med Underkæbekrog. „Rødørred" (Gudenaa).. = Laks(særligHannerne,maaske ogsaa Hunnerne) i kraftig rødfarvet Legedragt. „Laksørred" = farvet Laks eller farvet Hav- ørred uden Adskillelse. „Graalaks" (Krøyer) = Havørred, farvet. „Graaørred" = Farvet Havørred (maaske og- saa farvet Hunlaks). „Blanklax" (Lilljeborg). . = Laks. „Grålax" (Lilljeborg) . . . = Ørred. „Lax" (F. A. Smitt). . . . = Laks og Ørred. „Vener(ns)laks, Karls- stadlaks" = Indsølaks fra Venern; kommer jævnlig i Handlen hos os. „Sjøørret" (norsk) = Havørred. „Mjøsørret" o. a. (norsk) = Søørred. „Stenørred" = lille Bækørred (langsamt vok- sende fra stenede Bække). „Forel" (laant fra Tysk)! = Bækørred eller lille Hav- eller Søørred (rødplettet). „Meerforelle" (tysk) . . . . = Havørred. „Seeforelle" (tysk) = Søørred. „Bachforelle" (tysk) = Bækørred. „Krogørred, Hageørred" = Hanørred med Underkæbe- krog. „Hvidørred" (Krøyer) . . . = Blankørred. „Nedfaldsørred" = mager, udleget Ørred. „Siggen" (Bornholm) . . . = smaa Blankørred. Sin højeste Udvikling opnaar Laksen og Søørreden vistnok i Norge, medens det lader til, at Havørreden bliver størst hos os. Dette synes ogsaa at fremgaa af den nedenstaaende Liste over nogle af de største kendte Laks og Ørred, i hvilken der dog intet Hensyn er taget til forskellige Be- retninger om Fangster af endnu større Laks (paa indtil 46,6 kg; v. Siebold) og Ørred (Søørred fra Tvrifjord paa omkring 29 kg; Collett), som imidler- tid meddeles paa anden Haand og ikke er helt utvivlsomme. Laks. Norge: 1879—1894, 6 Stkr. 30,*— 36 kg; heraf Pasvigelv 1883, 1 Stk. 36 kg. Aarøelv August 1884, 2 Stkr. hver paa 155 cm, 30,.-, og31'kg. Britiske Øer: Tav 1872, 1 Stk. 134 cm, 32,- kg. Island: c. 20 kg.' Danmark: [Bornholm, ilandbragt ved Aarsdale i Maj 1907, 1 Stk. c. 125 cm, c. 25 kg (?)]. [Gudenaa (ifølge Neckelmann 1833) 32 kg (?)]. — d. 31. Aug. 1899, 1 Nedfaldslaks 1 12 cm, c. 10 kg. Ørred. Norge: Havørred : Jølstervand, 1 Stk, September 1897, 7,.i kg. Søørred: Mjøsen, 1 Stk. fanget i Laagen i Juli 1895, 12,2 kg; Tvrifjord 13 kg. Britiske Øer: Tav, d. 28'. Juni 1907, 8,s kg. Island: Havørred' 5— 7,.-, kg; [Søørred, Thingvallasø 10— 13 kg (?)]. Danmark: Gudenaa d. 26. Oktober 1898, 1 Stk., 99 cm, 12 kg. 151 3. Regnbueørred (Sålmo ir i deus Gibbons). Plovskærbenet er langt, og dets Stilk bærer Tænder. Overkæbebenet naar hen under Øjet eller lidt bagom dette. Farven er meget kendetegnende; Ryggen er blaa- graa og oversaaet med talrige mørke, runde Smaapletter, der ogsaa kan gaa ned paa Siderne (her ofte x-formede). Sider og Bug er sølvskinnende, men fra Snude til Hale- finne strækker sig et smallere eller bredere, utydeligt be- grænset lillarødt Baand, der findes selv hos Ungerne, men er særlig kraftigt hos Hannen i Legetiden; Finnerne er ensfarvede (uden hvid Forrand) med mørke Pletter; der er ingen Pletter med røde Kernepunkter spredt over Kroppen; Hannen faar Underkæbekrog i Legetiden. ■ R 14—15; F; G 13—14; Br 15; Bu 10; H x -f- 17—19 + x. Regnbueørreden naar en Længde af mindst 75 cm og en Vægt af 7 Kilogram. Den hører hjemme i de vest- Fig. 69. Regnbueørred. (Efter Hein & Winter). lige Forenede Stater i Floderne til det stille Hav, men er nu spredt over store Dele af Jordkloden. Allerede i 1877 tog Japaneren Sekizawa Acecio Æg af Regnbueørred med til Japan, og i 1882 førtes den til Europa. Den er nu i hvert Fald indført til Sverige, Norge, Danmark, Tysk- land, Frankrig, Østrig, Schweiz og Spanien. Det har nemlig hurtig vist sig, at Regnbueørreden egner sig for- træffelig til Opdræt i Damme. Dette foregaar fuldstændig paa tilsvarende Maade som den for Ørreden beskrevne; dog taaler Regnbueørreden temmelig varmt Vand, saa at det ogsaa kan lade sig gøre at udsætte den med Fordel som Tilgiftsfisk i Karpedamme. Dens Legetid falder no- get anderledes end dens Slægtninges, nemlig i Marts- April, undertiden saa tidlig som i Januar eller saa sent som i Maj; dette er ikke uden Værdi, da Klækkehusene 152 som Regel er tømt for Ørred- og Kildeørredyngel paa det Tidspunkt, da Regnbueørrederne afstryges, og man saaledes kan belægge Klækkebakkerne to Gange om Aa- ret. Yngelen udsættes i Maj—Juni og vokser særdeles hurtig, saa at Sættefiskene i August Maaned er 7—10 cm og i Oktober 8 — 14 cm lange. Under meget gunstige Vilkaar kan en og anden Regnbueørred allerede samme Efteraar(i) blive Portionsfisk (c. 23 — 25 cm, }/s kg), men dette spiller dog ingen Rolle i Praksis, hvorimod det er Reglen de fleste Steder, at Sættefiskene i Løbet af det følgende Aar er salgbare som Portionsfisk; nogle Steder nøjes man dog med at drive dem op i Løbet af tre Aar. Der er ogsaa noget Salg af ældre Fisk (1 kg og mere), og Moderfisk lægges som Regel til i Dambrugets egne Damme. I Tyskland klages meget over, at Stammen der er degene- reret, formodentlig som Følge af Indavl; hos os har man hidtil ikke bemærket noget tilsvarende. Alligevel vilde det maaske være heldigt, om der kunde tages Rogn af Regnbueørred fra Frivand fremfor udelukkende af Dam- ørred; men skønt der har været gjort mange Forsøg paa at udsætte Regnbueørred i Vandløbene, har disse Forsøg hos os ikke ført til gode Resultater lige saa lidt som i Tyskland. I de Vandløb, ved hvilke der ligger Dambrug, findes der oftest ikke faa mindre Regnbueørreder, men inden disse naar Modenhed, forsvinder de som Regel — vistnok fordi de vandrer til Havs. Der fanges da ogsaa ikke saa sjælden større Regnbueørred, f. Eks. i de østjydske Fjorde, men for Rognafstrygningen spiller dette ingen Rolle. Til Ud- sætning i egentlige Ørredvande egner Regnbueørreden sig ikke, mulig derimod til Udsætning i Aaernes nedre Løb, hvor dog i Reglen Gedden vil være den for farlig en Fjende, og som Bifisk i Karpedamme; derimod er det utvivlsomt, at den egner sig udmærket til Udsætning i nogle brakke Vande; i Mariager Fjord har den alt længe givet et godt Udbytte, og den tegner ogsaa godt i Roskilde Fjord ; ved Bornholm er det forsøgt at sætte Yngelen direkte ud i Brakvandet ved Kysten (1910 — 18.000 Stkr., 1911 — 25.000 Stkr.). I Virkeligheden har Regnbueørreden maaske Fremtiden for sig paa mange lignende Omraader. Dens Kød er knap saa anset som Ørredens; Portionsfisken hjembringer en Pris af c. 2 Kr. 30 Øre pr. Kilogram. Æggene er meget vekslende i Størrelse og Farve efter Moderfiskens Godhed; store, rødlige Æg foretrækkes langt for smaa eller uensartede, farveløse; som oftest er Æggene mindre end Ørredens (c. 9—12.000 pr. Liter). Antagelig behandledes der paa vore Klækkeanstalter i 1912 mindst 15—20 Millioner Æg af de forskellige Ørredarter; heraf udførtes omkring tolv Millioner, 153 hvoraf Størstedelen vistnok stammer fra Frivandshav- ørred; af Resten, som klækkedes her i Landet, er an- tagelig omkring Halvdelen Regnbueørredrogn. Mindst et Par Millioner Stkr. Yngel sattes i Dam, og da Levepro- centen plejer at være ret stor (c. 50 °/o), er der heraf an- tagelig frembragt mindst een Million Sættefisk. Regnbue- ørredens danske Navn er en Oversættelse af dens ameri- kanske: Rainbow trout (tysk: Regenbogenforelle). 2. Rødinggruppen (Salvelini S. Nilsson). Plovskærbenet har ingen Længdekøl; fortil er det for- tykket og bærer her Tænder, hvorimod dets Stilk, der er forholdsvis kort og har en Længdefure, er tandløs. Skæl- lene er meget smaa; lige ovenover Sidelinien og foran Rygfinnen er der i en Længderække paa en kvart Hoved- længde seksten— tyve Skæl. Ryggen og Kropsiderne har mer eller mindre talrige og tydelige lyse Pletter. Hos Rødinggruppens Arter foregaar der ikke saa store Formforandringer med Hannen mod Legetiden som hos den foregaaende Gruppes; men Hannens Legedragt kan være prægtig farvet, og der kan dannes en lille Under- kæbekrog. Rødingerne er udbredt over Dele af Europa og Nordamerika. Den (eller de) oprindelige europæiske Arter adskiller sig i Farvetegning fra de oprindelig ame- rikanske, der oftest, men dog ikke altid, har Ryg, Ryg- finne og Halefinne marmorerede med ormeagtigt snoede Pletter og Baand. De europæiske Rødinger er Sø- og Havfisk, der ikke som Laksegruppens Arter behøver rin- dende Vand til Legen; i Amerika gælder det samme den ene Rødingart (S. namaycush, Amerikanernes Lake trout), medens den anden (S. fontin ål i s, Amerikanernes Brook trout, vor Kildeørred) nok kan leve i Søer, men dog oftest yngler i Vandløb. Ingen af Arterne hører op- rindelig hjemme hos os, men to er indført. Oversigt over Arterne. Ryggen tydelig marmoreret 1. Kildeørred (Sålmo fontinålis). Ryggen ikke marmoreret 2. Fjeldørred (Sålmoalpinus). 154 1. Kildeørred (Sålmo fontinålis Mitchill). Munden er forholdsvis stor, større end hos den føl- gende Art. Plovskærbenet løber fortil ud i en Spids; dets Plade bærer omkring otte Tænder. Ryggen er brun eller olivenfarvet, med tydelige, bugtede, lysere Aarer; Siderne lysere med smaa, blaarøde Pletter eller mer eller mindre sølvskinnende; Bugen hvid eller orangefarvet; de øvre Finner er mørke med aaret Tegning, de nedre har en hvid Forkant efterfulgt af et mørkt Baand. R 12-13; F; G 11-12; Br 10—11; Bu 7-8; H x f 19 + x. Kildeørredens oprindelige Hjem var i Kanada og de Forenede Stater, nemlig i nogle sydlige Tilløb til Hudson Fig. 70. Kildeørred. Han i Legedragt. (Efter Brown Goode). Bugten, de store Søers Omraade, i Vandløb til Atlanter- havet ned til Nord Carolina og i Tilløb til Mississippi fra Alleghanybjergene. Men i det mindste fra midt i Halv- fjerdserne i forrige Aarhundrede begyndte Amerikanerne at klække dens Æg og holde den i Damme, og efter at den er ført til Europa (til Norge 1876—77 og 1883, til Tyskland 1884), er den nu udbredt i alle de Lande, hvor Ørreddambrug findes, og de fleste Steder har den fra disse forvildet sig eller er blevet udsat i fri Vande, hvor den mange Steder holder sig. Hos os har den vel været forsøgt i alle de større Ørreddambrug, men i de senere Aar anvendes den ikke saa meget som tidligere; dog er der enkelte Dambrug, hvor denne Art synes at give bedst Udbytte. Dens Legetid falder omtrent samtidig med Ør- 155 redens (Oktober Marts) eller snarere lidt før, saa at Afstryg- ningen undertiden kan begynde i Oktober. Æggene er for- holdsvis smaa (10- 1 2.000 pr.Liter). Efter den noget ufuldstæn- dige Statistik var der i 191 1 — 12 indlagt c. 356.000 Stkr. Kilde- ørredrogn til Klækning, som med en Klækkeprocent af 64 gav c. 229.000 Stkr. Yngel. Af denne Yngel udsattes kun 2000 Stkr. i Frivand, medens Resten sattes i Dam; om c. 180.000 Stkr. Yngel oplyses det, at de gav godt 100.000 Stkr. Sættefisk om Efteraaret (57 °/o). Klækning og Op- dræt foregaar paa fuldstændig samme Maade som Ørre- dens, og Portionsfisk kan leveres i det andet eller tredje Aar. Prisen er omtrent som Regnbueørredens, dog ofte lidt lavere og var i 1912 omkring 2 Kr. 30 Øre pr. Kilogram. En Ejendommelighed ved Kildeørreden opda- ges snart ved Sorteringen, naar denne foregaar med Haandkraft; den er meget vanskeligere at holde fast end Ørreden og Regnbueørreden, da den er meget glattere, Fig. 71. Kildeørred. Hun eller ung Han. (Efter Hein & Winter). rimeligvis paa Grund af de smaa Skæl. I Legetiden bliver Hannens Form meget dyb og brædtagtig, men derimod er det kun en svag Underkæbekrog, den faar; dens Farver bliver stærkere, og dens Bug bliver meget smuk orange- rød. Kildeørreden er ikke saa sky som Bækørreden og holder sig ikke saa meget i Ro under Brinker og Rødder, men er i Bevægelse for at opsøge Føden. Derfor kan der, skønt den paa Grund af sin ringere Værdi ikke egner sig til Udsætning i Ørredvande, være Tale om, at den bør udsættes, hvor Reguleringer har fundet Sted. Den er i Tidens Løb udsat adskillige Steder her i Landet, og fra Dambrugene undviger stadig nogle, saa at man i de Vandløb, ved hvilke der ligger Dambrug, som oftest kan fange Kildeørred. Der er heller næppe nogen Tvivl om, at Kildeørreden yngler i mange af disse Vandløb. Kildeørredens amerikanske Navn er Brook trout; i Tysk- land kaldes den Bachsaibling til Adskillelse fra den føl- gende Art, Tyskernes Saibling. 156 [2. Fjeldørred (Sålmo alpinus Linné). (F. A. Smitt: Sålmo umbla: a) S. salvelinus, b) S. alpinus). Munden er forholdsvis stor, men ikke saa stor som den foregaaende Arts. Plovskærbenet er baadformet udhulet med en fortil afrundet, tandbærende Plade, der sædvanligbærer en trekantet Spids med Tænder. Farven er yderst veks- lende, men Ryggen er aldrig marmoreret; de nedre Fin- ner er fortil hvidkantede med efterfølgende mørk Farve. R 12—15; F; G 11—13; Br 12—15; Bu 9—10; Hx| 19 + x. Fjeldørreden kan blive godt syv Decimeter lang og naa en Vægt af godt syv Kilogram. Den hører hjemme i de schweiziske, østrigske og bayerske Alpesøer, paa de britiske Øer, i store Dele af Sverige, Norge, Finland og det nordlige Rusland, Nowaja-Semlja, Spitsbergen, Fær- øerne, Island, Grønland og arktisk Amerika. Hos os ud- sattes der i 1901 7.000 Stkr. Yngel (fra Finspong Klække- anstalt i Sverige) i Fure- og Vejlesø, men Forsøget var, som man kunde vente, resultatløst. I 1910 indførtes 10.000 Stkr. „Røj"rogn fra Trondhjem til Klækkeanstalten ved Vraa Mølle Dambrug (pr. Arden); Klækningen gav 7.000 Stkr. Yngel, af hvilke de 6.000 sattes i Dam; heraf blev der om Efteraaret kun 150 Sættefisk. Der er næppe Grund til at tro, at den nu findes hos os. Hvad der nær- mest skulde friste til at gentage Forsøg paa at indføre den, er, at den væsentlig lever i Søer og mulig ikke behøver rindende Vand til sin Leg; desuden er den en udmærket Sportsfisk, og dens Farver er meget smukke, særlig Han- nernes henimod Legetiden, da Bugen kan være blodrød. I øvrigt optræder Fjeldørreden med meget vekslende Udseende og Levevis, med Havformer og Søformer, og man skelner mellem to Underarter af Fjeldørred: Stor- røding (S. alpinus formå salvelinus Linné) og Smaarøding (S. alpinus sensu stricto Linné), af hvilke den første kan kendes paa, at Bugfinnerne er fæstet bag Midten af Afstanden mellem Snudespidsen og de midterste Halefinnestraalers Spids, medens Bugfinnerne hos Smaarødingen sidder længere fremme. Paa en Maade svarer Forholdet mellem Stor- og Smaarøding til det mellem Laks og Ørred. Hvilken af Rødingformerne det drejede sig om ved Indførselsforsøgene, er ikke oplyst. Fjeldørreden lader sig, hvor Naturforholdene egner sig derfor, særlig hvor Vandet er køligt nok, let opdrætte i Damme; hos os benyttes den som nævnt ikke, og i andre Lande har dens Opdræt vist ogsaa kun ringe Betydning, hvorimod der der klækkes mange Æg af den med Fri- vandsudsætning for Øje.] 157 Bastarder indenfor Lakseslægten. Alle de fornævnte Arter er nærbeslægtede, og mulig forekommer Bastarder mellem dem af og til i Naturen; saaledes krydses Laks og Ørred rimeligvis ofte. Ved den kunstige Befrugtning er det lykkedes at krydse endog Ørred og Regnbueørred, hvis Legetid - - om de gik i samme Vand — næppe nogensinde vilde falde samtidig. En Del af Krydsningerne har været Genstand for forsøgs- vis Opdræt her eller i Udlandet; de synes dog alle uden Værdi. Kun den nedennævnte viser et fra begge Foræl- dre væsentlig forskelligt Ydre. Tigerørred (Sålmo trutta x fontinålis). Ryggen og Størstedelen af Siderne marmoreret med bugtede Aarer, der er meget grovere end Kildeørredens; ingen røde Pletter paa Kropsiderne. Denne iøjnefaldende Fisk er en Bastard mellem Ør- red og Kildeørred. Om den forekommer i Naturen, vides c'-'. I Fig. 72. Tigerørred. (Efter Bruno Hofer). ikke, men i Dambrugene er den ret almindelig. Kryds- ningen foretages dog kun tilfældigt eller for Fornøjelsens Skyld, idet Bastarden ingen særlige Fordele byder. 2. Smeltslægten (Osmérus Artedi). Formen er meget langstrakt og noget sammen- trykt. Munden er stor. Underbid. De keglefor- mede, spidse og fastsiddende Tænder sidder for det meste i en enkelt Række paa Mellem- og Overkæbeben, Ganeben, Plovskærben og et af Vingebenene (entopterygoideum) og i to uregel- 158 mæssige Rækker paa Tungen, i hvilke en Del af de forreste Tænder ligesom paa Ganebenene, Plov- skærbenet og bagtil i Underkæben er større end de andre. Syv til otte Gællehudstraaler. Gælle- gitterstavene er lange og smalle. Finnerne er middelstore. Gatfinnen er længere end Rygfinnen. Bugfinnerne er fæstet under Rygfinnen og har in- tet Vedhæng ved Roden. De middelstore, glatte og tynde Skæl falder let af. Sidelinien er ufuld- stændig. Bigællerne er rudimentære. Maven har en middellang Blindsæk. Faa, meget korte Blind- tarme. Kroppen er halvvejs gennemsigtig; Farven er i Reglen lys, og der findes ingen Pletter. Fiskene har en agurkeagtig Lugt. Smeltarterne har hjemme i den gamle og den ny Verdens kolde og tempererede Egne. Der er højst fem Arter, af hvilke een lever hos os. 1. Smelt (Osmérus eperlånus Linné). Afstanden fra Forkanten af Overkæbebenets Ledknude til Spidsen af de midterste Halefinnestraaler er omtrent elleve— tolv Gange større end Gatfinnens længste Straale og omtrent dobbelt saa stor som Afstanden fra Forkanten af Overkæbebenets Ledknude til Rygfinnen, c. 28^ 37 Gælle- gitterstave paa første Gællebue. Sidelinien strækker sig kun over omtrent ti Skæl bag Gællespalten. Fisken er mer eller mindre gennemsigtig, saa at f. Eks. Hjernen ses gennem Hovedskallen; Farven skifter en Del, men Ryggen er altid mørkt prikket; Skællene mangler Sølv- glans, undtagen enkelte Steder paa Hovedet og i en bred Stribe langs Siderne; hos de yngre er Ryggen graa- lig, hos de ældre grønlig; hos de større Hanner i Lege- dragt begrænses Ryggens grønne Farve nedentil af et blaat Baand med grønne og violette Toner; hos de yngre 159 Hanner og hos de større Hunner i Legedragt er Baandet til Stede, men ikke saa kraftigt. Yderligere har de større Hanner i Legetiden talrige smaa, vortelignende Hudfor- tykkelser paa Hoved, Krop og til Dels paa Finnerne; bagtil paa Kroppen er Knuderne størst og er her stillet i Længde- rækker. Hunnerne og de unge Hanner mangler disse Knuder. R9— 12; F; G 13— 17; Br 10— 13; Bu 7—9; H x + 19 + x. Smelten skal kunne blive henimod fire Decimeter lang, men hos os træffes den næppe over tredive Centi- meter lang. Den lever i den finske og bottniske Bugt og i dermed i Forbindelse staaende svenske og finske Vand- løb og Søer; i Finlands større Søer op til 66° n. Br. er den almindeligheden lever ved den russiske Østersøkyst Fig. 73. Smelt. (Efter Zoologia danica). og i de dertil førende Vandløbs Oplande og er herfra gaaet over i Volgas Vandnet; langs Preussens Østersøkyst er den særlig almindelig i Haff'erne; i hele den vestlige Østersø mangler den; sønden for Småland findes den kun i faa Vande i Sverige, og den mangler helt ved Gotland og ved Bornholm; i og ved Vester-Gotland og Bohusian er den atter talrig; i Norge forekommer den kun i Kri- stiania Fjord og i Søer og Vandløb Syd for Dovre og Øst for Telemarken; den forekommer i store Dele af Nord- tyskland, men mangler i Weichsel, Oder og Ems Oplan- dene; yderligere lever den i Skotland, England, Neder- landene, det nordlige og en Del af det vestlige Frankrig. At den skulde leve ved Island, beror vistnok paa Fejltagelser. Mulig er en ved Hvide Havets og nærliggende Kystegne levende Smelt (O. spirinchus Pallas) og en anden ved Nordamerikas Østkyst forekommende (O. mordax Mit- chill) ikke artsforskellige fra vor. Indenfor det nævnte Omraade lever Smelten, hvor der er Brakvand, samt i en 160 Del Søer og Vandløb, idet den ligesom Lakseslægtens Arter i sin mest veludviklede Form er en Vandrefisk, der kun stiger op i Ferskvand for at yngle, medens den til- lige mange Steder som mer eller mindre dværgagtig Form har taget fast Ophold i Ferskvand. Smelten findes dog langt fra i alle brakke Vande indenfor det nævnte Om- raade eller i alle Søer, der har Afløb til dette, og skønt Danmark ligger midt i dens Udbredelsesomraade, er dens Forekomst hos os dog meget spredt. Efter ældre Med- delelser skal den ikke være sjælden i Vesterhavet og Kattegat og skal ved Jyllands Østkyst findes saa langt mod Syd som i Haderslev Fjord; antagelig er dens Fore- komst ude i disse Have dog mere tilfældig, thi de Steder, hvor den vides at leve til Stadighed hos os, indskrænker sig til følgende: Roskilde Fjord, Holbæk Fjord, Furesø, (den nu udtørrede Gaardbo Sø), Venø Bugt, Salling Sund, Kilen, Flynder Sø, Ferring Sø, Nissum Fjord, Ringkjøbing Fjord, Mariager Fjord, Randers Fjord, Viborg Søerne, Hald Sø, Ørnsø, Mossø, Skanderborg Sø og Stubbe Sø; tillige er den taget udfor Graadyb ved Trawling (1 Stk., April 1890) og Syd for Esbjerg paa under een Meter Vand (1904). Endelig opgives den taget i Nips Aa, men det drejer sig rimeligvis om legende Eksemplarer; i Gudenaa er den dog muligvis taget udenfor Legetiden paa Krog oppe ved Ulstrup. Smelten er en lyssky Fisk, der udenfor Legetiden holder sig paa ret dybt Vand. I den fin- ske og den bottniske Bugt lever den om Vinteren paa Steder med en Saltholdighed af 2—4 højst 6 °/oo og paa Dybder af mellem 14 og 32 Meter; den holder sig her nær Bunden, og rimeligvis holder den sig paa de samme Steder om Sommeren. I de finske Søer synes den at forekomme hyppigst i saadanne, der har uklart Vand og er over tolv Meter dybe. I Vettern er der fanget Smelt paa mindst 73 Meters Dybde. Under sit Liv paa Dybet gør Smelten sig oftest meget lidt bemærket, hvor der ikke fiskes efter den, men mod Legetiden opgiver den sit træge Liv og søger i store Stimer mod Legepladserne og er da meget iøjnefaldende. Legen skal kunne foregaa i Brakvand (Zuidersøen), men Reglen er, at Brakvands- smelten søger op i Flod- eller Aamundingerne (som Re- gel ikke højere op end Flod og Ebbe mærkes), medens Ferskvandssmelten søger ind til Bredden af Søerne, sær- lig udfor eller noget op i et Vandløb. Hos os leger Smelten i Maanederne Marts og April; i Modsætning til det sædvanlige Forhold er Legen hvert Sted indskrænket til et kort Tidsrum. Ved Frijsenvold Fiskegaard iagttages saaledes Optrækket til Legepladser, der ligger indtil højst tre — fire Kilometer højere oppe ad Gudenaa, fra sidst i 161 Marts, og det varer kun fire — fem Dage; mærkelig nok kan man her fange Stimer, hvor der mellem mange Tu- sinde Hanner kun er en Snes Hunner; enkelte Aar (1901) iagttages slet ingen Opgang. I Viborg Søerne yngler Smelten „meget regelret fra d. 21. April eller en af de følgende Dage. Omtrent ved Solnedgang stævner Flokken ind imod Land, og den søger da ikke ind efter langs Bunden, men følger Overfladen, hvortil den rimeligvis straks har hævet sig, saa snart den lettede sig fra Bun- den. Ved stille Vejr ser man saa, at Vandets Overflade kruses, som om en let Vind rørte den, og det varer ikke længe, før Stimen har naaet Bredden, hvor den søger op i enhver Grøft og i ethvert lille Vandløb. Fiskerne fan- ger nu i faa Timer Smælten i Tøndevis, i det de gaar ud i Vandet, øser den op med Briler og bærer den ind paa Bredden, hvor den samles i Bunker og efter faa Minut- ters Forløb dør. Saa snart Legetiden er til Ende, gaar Resten af Stimen ud igen til Dybet og viser sig ikke førend det kommende Aar. Ja man ser end ikke en en- kelt Smælt hele Aaret rundt". Som oftest skal de mindre Smelt lege før de store, men Forholdet kan ogsaa være det omvendte. Hos en middelstor Hun er der omkring et halvt Hundrede Tusinde Æg. Disse er 0,6—0,9 mm i Tværmaal og har en ejendommelig Skal, hvis yder- ste Lag krænger sig om og fasthæfter Ægget til Under- laget (Sandskorn, Plantedele) paa noget lignende Maade, som Forholdet er ved Kutlingernes Æg; senere synes denne Fasthæftning ofte at løsnes, i hvert Fald hvor der er stærk Strøm, og Æggene ligger da løse ved Bunden. Æggets Klækning tager fire— fem Uger (efter andre Op- givelser kun otte Dage). Ungerne er meget langstrakte og ligner Sildeunger. Naar de er 4,5—5 cm lange, begyn- der Skællene at udvikles, men er først fuldkommen tyde- lige, naar Yngelen er 5—6 cm. Det første Efteraar bliver Smelten som Regel 4—5 cm og vokser fra da af indtil næste Sommer kun ubetydeligt. I Løbet af Fiskens andet Leveaar bliver den i finske Søer 7—9 cm, i Elbmundingen 10—15 cm, men begge Steder bliver den nu moden. I de finske Søer skal mange af de første Gang legende Smelt dø; Resten bliver i Løbet af deres tredje Leveaar 9 — 11 cm lange og leger nu anden Gang; derefter dør de næsten alle, og blandt de overlevende synes de fleste at være Hanner. Efter at Smelten i Slutningen af sit andet Leveaar er bleven moden, yngler den hvert Aar, indtil den dør; golde, voksne Smelt kendes ikke. Størst Længde synes Hunnerne at kunne naa. At talrige Smelt dør under Legen, kendes ogsaa fra Legepladserne i Gudenaa og andet Steds hos os. „Hver Aften i Legetiden ser man paa Lege- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 1-1 162 pladsen mange døde Individer, som alle er fulde af Rogn eller Mælke; disse Fiske synes at være omkomne under Gydningen". I Stubbe Sø døde næsten alle Smeltene omkring Aar 1864, dog mulig paa Grund af smitsom Syg- dom. At Smeltbestanden i en Sø omtrent vil forsvinde, hvis Legen slaar fejl to Aar i Træk, er indlysende, og dette maa let kunne ske, da Legetiden er saa kort. Baade den store og den lille Smeltform findes hos os; Smelten fra Viborg Søerne bliver saaledes næppe stort over ti Centimeter lang, medens den Smelt, der fra Randers Fjord stiger op i Gudenaa, bliver indtil niogtyve Centimeter lang. Smeltyngelen lever den første Sommer næsten ude- lukkende af Vandlopper og Dafnier, i det følgende Aar tillige af Bundkrebsdyr som Tanglopper; i nogle Søer skal Hovednæringen være Larven af en Myg (Corethra), medens Brakvandssmelten særlig tager Kaarer (Mysis). De ældre Smelt tager ogsaa Smaafisk og da særlig deres egne Artsfæller. Hos os har Smelten kun været Genstand for Fiskeri af nogen Betydning i Ringkjøbing Fjords nordlige Del; i Aarene 1906-1911 opgives der her at være fanget gen- nemsnitlig godt tredive Tusinde Kilogram aarlig, men efter Hvide Sandes Gennemgravning er Fangsten rimeligvis min- dre; Prisen var kun fire Øre pr. Kilogram ; Fiskeriet foregaar her mest med Aaledrivvaad, men en Del tages ogsaa, naar de søger ind til Leg. Hos os anvendes Smelten mest til Agn og undertiden til Ørredfoder. Under Legevandringen tages Masser af Smelt f. Eks. i Seinen, Themsen, Elben og i Målarens Udløb gennem Stockholm; i de nordtyske Haff'er, i finske og russiske Vande fiskes Smelten til Menneskeføde; den paafaldende agurkeagtige Lugt, som Smelten udbreder, og som afholder os fra at spise den (skønt Lugten skal forsvinde ved Ristning eller Stegning), skattes i Rusland som noget særlig fint, og i Faste- tiden gaar Smelten til høje Priser i St. Petersborg. Imid- lertid er Smeltens middelbare Betydning langt større, idet den er udmærket Føde for forskellige Rovfisk, i før- ste Række for Sandarten, men tillige for Gedden og Sø- ørreden; særlig Værd har den, fordi den udnytter Søernes fri Vandmasse, der ellers hos os er næsten fisketom; den unddrager sig dog ikke helt Bundens Nærhed. Rimelig- vis bør den udsættes i de Søer, hvor den nu mangler; den er lidet sejglivet og dør kort efter, at den er kommet op over Vandet; men i Vand kan den forsendes, og Æg- gene skal let kunne skaffes, idet man blot behøver at ud- lægge Granris eller lignende paa Legepladserne. Smelten gaar hyppig under Navnet Stint. 163 3. Stallingslægten (Thymdllus Cuvier). Formen er ret langstrakt og noget sammen- trykt. Munden er lille. Mellem- og Overkæbe- ben er korte. Tænderne er smaa og spidse; de sidder i en enkelt Række paa Mellem- og Over- kæbeben og paa Underkæben, medens de paa Ganebenene nærmest sidder i to Rækker og dan- ner en Gruppe paa den forreste Del af Plovskær- benet; Gællebuernes Midtstykker (copulæ) og hos den voksne ogsaa Tungen mangler Tænder. Der er ni — elleve brede Gællehudstraaler. Gællegitter- stavene er temmelig korte og ikke talrige. Ryg- finnen er stor; den er mindst lige saa lang som Hovedet og meget længere end Gatfinnen; den er længere end høj. Brystfinnerne er middelstore. Bugfinnerne er som Regel fæstet længere tilbage end Rygfinnens Forkant; de har et Vedhæng ved Roden. Kroppen dækkes af middelstore Skæl i tydelige, regelmæssige Længderækker. Sidelinien er fuldstændig. Temmelig talrige Blindtarme. Krop- sidernes Farve er i Reglen sølvgraa eller sølvhvid og savner tydelige Pletter. Slægten hører hjemme i den gamle og nye Verdens tempererede og til Dels i deres kolde Egne. De fire — fem Arter er alle Ferskvandsfisk, der hovedsagelig lever i strømmende Vand. Hos os lever kun den neden- omtalte Art. 1. Stalling (Thymållus vulgåris S. Nilsson). (Heckel & Kner: Thymållus vexillifer; Collett: Thymållus thymållus). Hovedets Længde gaar 51/;} — 52/a Gang op i Total- længden. Snudens Længde gaar omtrent 2-J;i— 3-/:>, Gang 11* 164 op i Hovedets Længde. Snudens Bredde over Snudeknu- derne gaar omtrent 4 — 41/2 Gang op i Hovedets Længde. Rygfinnen sidder langt fremme; dens Afstand fra Snude- spidsen gaar godt tre Gange op i Totallængden. Sidelinien er lige. Farven kan være mørkere eller lysere, men er i Hovedsagen brunlig øverst paa Ryggen, længere nede blaagraa med mørke Længdestriber, medens Siderne er sølvgraa med talrige, gullige Længdestriber, og Bugen er hvidlig; Længdestriberne løber mellem Skælrækkerne og kan paa Forkroppen indeholde mørkere Pletter; den ^ ^® Fig. 74. Stalling. (Efter Zoologia danica). levende Fisk har et gyldent Purpurskær paa Ryggen; den store Rygfinne er blaagraa med fire — fem Længde- rækker af mørke Øjenpletter med purpurrød eller purpur- brun Kerne. I Legetiden er Farverne mørkere og mere rødlige; Huden er da, i hvert Fald hos Hannen, fortykket paa Ryg og Hale. Kønsforskellighederne er ellers ret smaa og bestaar væsentlig i, at Hannens Ryg-, Gat- og Bugfinner er forholdsvis store. R 17—24; F; G 10-15; Br 14 17; Bu 10 12; H x + 19 + x. Stallingen naar almindeligvis en Længde af mellem tre og fire Decimeter, men kan naa de seks; Vægten gaar sjælden over halvandet Kilogram, men skal i Lap- land kunne naa op mod fire Kilogram. Stallingen er en 165 ægte Ferskvandsfisk, der forekommer i Størstedelen af Europa; den er almindelig i det nordlige Sveriges Elve og Søer, indtil Dalelven, forekommer mere spredt længere mod Syd og mangler helt i det sydligste Sverige; i Norge findes den kun i Østerdalen og Gudbrandsdalen mod Syd og i Finmarken mod Nord; i Finland mangler den kun langt mod Syd, og den findes i den bottniske Bugts nord- lige Ende; i Rusland lever den i det øvre Løb af Floderne til Ishavet, det hvide Hav, Østersøen og til det sorte Hav og Kaspihavet; i Mellemeuropa findes den i Oplandene til Donau, Rhinen, Weser, Elben, Oder, Weichsel og Pre- gel samt i Norditalien, Galizien, det sydlige og østlige Frankrig, det indre Belgien, England og (udsat) i Skot- land. Hos os er dens Forekomst skarpt afgrænset, idet den kun findes i Vandløb til Jyllands Vestkyst fra Stor- aaen og sydefter; den kendes fra Storaaens, Skjern Aas, Varde Aas, Kongeaaens, Sneum Aas og Nips Aas Op- lande. Medens Stallingen i hvert Fald i Sverige ogsaa ofte træffes i Søer, lever den hos os kun i Vandløbene og holder der til i et forholdsvis skarpt afgrænset Stykke, nemlig i det øvre Aaløb, hvor dette har sandet eller ste net Bund og løber med frisk Strøm samt helst, hvor der er dybe „Høl" med overhængende Brinker. Stallingen ynder altsaa lignende Opholdssteder som Ørreden, men selv om den skal kunne findes sammen med denne, er der dog i vore Aaer ofte et bestemt Stalling-Stykke, hvor der Sommeren igennem ikke er Ørred af Betydning; dette Stykke følger umiddelbart nedenfor Bækørredens Tilholds- steder. Stallingens Føde er særlig Vaarfluelarver (Sprok), men i øvrigt alle Slags Smaadyr som Snegle, Insekter, Tang- lopper o. s. v.; dens Mund er lille, og Byttet maa derfor ikke være for stort, men Stallingen optræder dog som Rovfisk ved at tage Smaafisk som Elritser. Som mange andre Fisk holder Stallingen meget af at æde Rogn, og da der i de af den beboede Aastrækninger finder Leg Sted af Laks og stor Ørred, kan Stallingen gøre en Del For- træd, hvis det passer, at den ikke nøjes med at tage de ovenpaa Stenene liggende eller med Strømmen drivende Æg, der alligevel gaar til Grunde, men ogsaa roder op i de tildækkede Legegruber for at finde Rognen frem. Stallingen selv er en Foraarsleger; i Maanederne Marts- Juni søger den sig, uden at vandre bort fra sit sædvanlige Omraade, men snarest paa en rolig Plads indenfor dette, en Legeplads med tre— seks Decimeter Vand og Grus- bund; i denne graver Hunnen en Legegrube, som jævnes efter Gydningen. I Legetiden fortykkes Huden paa Han- nens Ryg og Halesider. Æggene er ravgule, ca. 2,5 mm i Tværmaal, og en Hun indeholder 500—6.000 Stykker. Æg- 166 gene er ikke klæbende. Klækningen varer kun et Par Uger. Stallingens Vækst undersøgtes i Sommeren 1909 i en Elv i Finmarken og var her saaledes: Alder i Aar , 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 Gennemsnitsl. i cm I 22,5 27,s 32.o - 40,,, - 46,o - 45,o 46,5 49,o Gennemsnitsvægt i g 82 180 297 - 611 - 800 - 900 963 1000 Antal Fisk undersøgt I 22 67 9 0 9 0 10 1 4 1 Andet Steds er der dog fundet en langt hurtigere Vækst, og saaledes vil den rimeligvis ogsaa være hos os. Stallingerne holder sig ofte i smaa Stimer. De er livlige og ikke særlig sky Fisk, som holder sig mere i Bevægelse end Ørreden, og som ligesom denne er Gen- stand for Lystfiskeri; Stallingen fiskes fortrinsvis paa Flue, der ikke maa være ret stor. Først fra August har Stal- lingen genvundet sit Huld efter Legen, men dens Kød er nu fortræffeligt og kan kappes med Ørredens. Hos os har den næppe noget Steds Betydning uden som Sports- fisk. Ogsaa Stallingen har en ejendommelig Lugt, der er bleven sammenlignet med Lugten af Timian og har givet Anledning til Navnet Thymallus. 4. Guldlaksslægten (Argentina Artedi). Formen er langstrakt, noget sammentrykt og kantet; Gattet ligger forholdsvis meget langt til- bage. Munden er lille. Mellem- og Overkæbe- benene er korte. Tænderne er smaa og spidse og findes kun i enkelt Række paa Forkanten af Tun- gen og paa Plovskærbenet samt i et Par uregel- mæssige Rækker paa Ganebenene, medens Kæ- berne er tandløse. Seks Gællehudstraaler. Gælle- gitterstavene er temmelig korte, brede og glatte og ikke talrige. Rygfinnen er kort. Bugfinnerne er fæstet under Rygfinnens bageste Del; deres Under- side er skælklædt ved Roden, og de har et skæl- klædt Vedhæng. Sidelinien er fuldstændig. Bi- 167 gællerne er store. I Reglen temmelig talrige Blind- tarme. Kropsidernes Farve er guld- eller sølv- skinnende, uplettet. Lugter af Agurker. Slægten omfatter ikke mere end to sikkert kendte Arter fra Havene ved Europa, Nordafrika, Nordamerikas Østkyst og Ny-Zeeland. Guldlaksene er Dybvandsfisk; hermed stemmer ogsaa deres store Øjne og Arternes mægtige Udbredelsesomraade. Den ene af dem fore- kommer hos os, og den anden er taget ved Skageraks svenske Side. Oversigt over Arterne. Snudens Længde er mindre end Øjets vand- rette Tværmaal 1. Guldlaks (A. silus). Snudens Længde er lig med eller større end Øjets vandrette Tværmaal 2. Strømsild (A. sphyræna). 1. Guldlaks (Argentina silus Ascanius). (Krøyer: Acantholépis silus). Snuden er kort; dens Længde er mindre end de me- get store Øjnes vandrette Tværmaal. Grænsen mellem Over- og Undergællelaag er lige. Omtrent nitten Gælle- gitterstave paa den første Gællebue. Seksten til atten Brystfinnestraaler. Skællene er meget store, haarde og tykke og sidder godt fast; paa deres bageste Del er de ru af bagudrettede Pigge. Sidelinien er lige og har 66—70 Skæl. Farven er oventil olivenbrun, paa Siderne guldgul eller messinggul og nedentil gulhvid, men kan dog være blegere, mere sølvskinnende, eller mørkere. R 11 — 12; F; G 13—15; Br 16—18; Bu 11 — 14; Hx + 19 + x. Guldlaksen bliver mellem fire og fem Decimeter lang og undertiden lidt længere. Dens Hjem er det nordlige Atlanterhav fra omkring halvandet ned til elleve Hundrede Meters Dybde eller mere, og den er kendt mod Nord fra det sydvestlige Island og fra Norges Kyst ved 70° n. Br., medens den ikke synes at gaa sydligere end c. 50° n. Br.; 168 den lever ogsaa i de dybe norske Fjorde og i Skagerak. I ældre Tid kendtes den næsten kun fra Norges Kyst. Hos os iagttoges den første Gang, da et Eksemplar fand- tes strandet i April 1871 paa Horne Strand ved Blaavands- huk; senere viste det sig, at den lever ude i Skageraks Dybder, hvor den flere Gange blev taget fra Undersø- gelsesskibe paa 130-560 Meters Dybde, og hvor Damp- trawlerne undertiden fanger flere Hundrede Kilogram af den paa een Fisketur; den er ogsaa fundet paa Maarup Strand ved Lønstrup (November 1901) og paa Stranden ved Hirtshals (Februar 1884), og ved Skagen er den flere Gange fanget (Februar 1882,Januar 1894 (yngre), Marts 1912). Fra den svenske Skagerakskyst nævnes kun to Fangster, den ene ud for Dynekilen (19. November 1880, det afbildede Eksemplar), den anden i Koster Fjord (Juni 1907). Legen foregaar rimeligvis i Maanederne Juni — September, men Fig. 75. Guldlaks. (Efter F. A. Smitt). der er dog fundet Æg i Skagerak i Februar Maaned. Æg- gene er store (c. 3—3,5 mm i Tværmaal); de findes over store Dybder og fortrinsvis i de dybe Vandlag (bathy- pelagisk), medens de er langt sparsommere i de højere Vandlag. Yngelen holder sig ligeledes bathypelagisk. Guldlaksen synes at leve stimevis. Dens Mavesæk er gerne krænget, naar Fisken kommer til Overfladen, men da Guldlaksen gaar paa Krog agnet med Sild eller Blaa- musling, lever den rimeligvis af Smaafisk og hvirvelløse Dyr. Guldlaksen er sædvanlig meget fed, og den skal smage udmærket. Ogsaa den har en ejendommelig, ube- hagelig Lugt. Den er intet Steds Genstand for nogen regelmæssig Fangst af Betydning. De store Skæl bruges undertiden til Pyntenaale og lignende. [2. Strømsild (Argentina sphyræna Linné). Snudens Længde er lige saa stor som eller større end de store Øjnes vandrette Tværmaal. Grænsen mellem Over- 169 og Undergællelaaget er svagt S-formet bøjet. Paa første Gællebue er der tretten eller fjorten Gællegitterstave. Bryst- finnerne har tretten eller fjorten Straaler. Skællene er meget store, tynde, og de fleste falder let af; de er glatte eller har meget smaa, bagudrettede Torne paa den bage- ste Del. Sidelinien er lige og har omkring tooghalv- tredsindstyve Skæl. Farven er lys olivengrøn paa Ryggen, blaalig over Sidelinien, sølvskinnende paa en Stribe under denne og gulhvid med gyldent Purpurskær under Bugen; Snudespidsen og Øjenhulens Overkant er sorte; den le- vende Fisk skal være noget gennemsigtig. R 9-11; F; G 12—13; Br 13-14; Bu 11; H x + 19 + x. Strømsilden bliver ikke meget over femogtyve Centi- meter lang. Den er en noget sydligere Art end Guld- Fig. 76. Strømsild. (Efter F. A. Smitt). laksen og holder sig paa lavere Vand end denne, sæd- vanlig paa tredive til halvfemsindstyve, men undertiden paa et Par Hundrede Meters Dybde. Den kendes fra Norges Kyst, fra Namsens Fjord og sydefter, og fra hele Vesteuropas Atlanterhavskyst samt fra Middelhavet; ende- lig er det rimeligvis den samme Art, som lever ved Ny- Zeeland. Ved Norge er den forskellige Steder almindelig, saaledes i Kristiania Fjord. Mærkelig nok synes den kun sjælden fanget ved den svenske Skagerakskyst (Strømstad, 12. December 1879 (det afbildede Eksemplar), 1. November 1907; Gullmar Fjords Dyb, Maj 1907 og (2 Stkr.) Efter- sommeren 1907). Nærmere dansk Kyst vides den ikke taget. Legetiden er vistnok hovedsagelig i Foraarsmaane- derne. Æggene er mindre end Guldlaksens (1,7 — 1,9 mm i Tværmaal) og svæver i de nedre Vandlag. Skønt Fisken synes at leve mest i de fri Vandlag, er det dog gerne Bunddyr (Orme og Krebsdyr), der træffes i dens Mave. Den lugter stærkt af Agurker, men kommer alligevel lejlig- hedsvis paa de norske Fisketorve. Den er uden økono- 170 misk Betydning undtagen i Middelhavet, hvor den fanges i Mængde; her anvendes Sølvbelægningen paa dens Skæl og Svømmeblære til Fremstilling af „Essence d'orient" ligesom Løjens.] 5. Heltslægten (Coregonus Artedi). Formen er i Reglen middellangstrakt og noget sammentrykt. Munden er lille. Mellemkæbebe- nene er smaa og meget korte ; Overkæbebenene er mer eller mindre korte og høje og naar ikke til Øjets Bagkant. Tænderne er rudimentære; de findes kun paa Tungen eller tillige paa Mellem- kæbeben, Ganeben og Underkæbe. Syv til ti Gælle- hudstraaler. Gællegitterstavene er stundom talrige og fine, stundom færre og tykkere. Rygfinnen er fæstet noget foran Fiskens Midte; som Regel er den højere end lang. Gatfinnen kan være længere eller kortere end Rygfinnen. Bugfinnerne er fæstet under Rygfinnen; de har et Vedhæng ved Roden. Halefinnen er i Reglen dybt indskaaren eller ind- bugtet. Kroppen er dækket af middelstore, tynde Skæl. Fuldstændig Sidelinie. Store Bigæller. Tal- rige Blindtarme. Kropsiderne er sølvhvide eller sølvgraa, uplettede. Heltslægtens Arter er om muligt endnu vanskeligere at afgrænse end Lakseslægtens. De besidder en forbavsende Tilpasningsevne, der blandt andet medfører, at Kendetegn som Gællegitterstavenes Antal og Form, der har været benyttet til Adskillelse af formentlige Arter, uden Tvivl kan ændres i Løbet af faa Slægtled, naar Fisken over- føres til et nyt Vandomraade. Medens man tidligere skel- nede mellem omkring fyrretyve Arter, er man nu klar over, at Artsantallet maa sættes langt lavere, og at der i 171 Norden kun findes to Arter, af hvilke den ene imidlertid falder i forskellige med Overgange forbundne Former. Heltene yngler i Ferskvand og tilbringer enten hele Livet der eller lever udenfor Legetiden i Havet. De optræder kun sjælden som Rovfisk, men lever mest af Smaadyr. Slægten hører hjemme i den nordlige Halvkugles tempe- rerede og kolde Egne. Den deles i to Underslægter, der begge er repræsenterede med een Art i vor Fauna. Oversigt over Underslægterne. Underbid. Mellemkæbebenene er tandløse .... 1. Argyrosomus. Ikke Underbid. Mellemkæbebenene er tand- bærende 2. Coregonus. 1. Under slægten Argyrosomus L. Agassiz. Underbid. Kun Tungen og den forreste Del af Under- kæben bærer Tænder. Mellemkæbebenene er meget smaa og tynde, og de er mer eller mindre vandrette. I Reglen syv Gællehudstraaler. Til Underslægten hører baade Vandrefisk og Stand- fisk. Føden bestaar hovedsagelig af Vandlopper, Dafnier og andre Dyr fra Svævet, som filtreres fra Vandet ved Hjælp af det fine Gællegitter. Een Art hos os. 1. Heltling (Coregonus ålbula Linné). Afstanden fra Snudespidsen til Rygfinnen gaar knapt 2xh Gang op i Totallængden. Halens Højde lige foran Halefinnen gaar omkring 1 XW til 275 Gang op i Gatfinnens Længde. Mundspalten gaar noget skraat opefter; Mund- vigene ligger langt foran Øjet, og Underkæbespidsen ra- ger tydeligt længere frem end Snudespidsen. Tænderne er rudimentære og mer eller mindre bevægelige. Gælle- gitterstavene er lange og tynde; der sidder over fyrretyve paa den forreste Gællebue. Skællene er middelstore; der er 75—87 Skæl langs Sidelinien, som er fuldstændig. Far- 172 ven er oventil blaagrøn, paa Siderne og nedentil sølvhvid; Underkæbespidsen er oftest blaagrøn. Kønsforskellig- heder er ikke iøjnefaldende; dog er Hannens Bryst- og Bugfinner ofte forholdsvis længere end Hunnens. R 11-13; F; G 13-17; Br 13-18; Bu 11-12; Hx-f 19 -f x. Heltlingen kan blive omkring halvfjerde Decimeter lang, men i Reglen bliver den kun omkring to. Dens Ud- bredelsesomraade er særlig knyttet til de Lande, der om- giver Østersøen; Heltlingen lever i den bottniske og den finske Bugts Skærgaarde og ligeledes langs Sveriges Øst- kyst i hvert Fald saa langt mod Syd som Sodermanland; den lever i de fleste svenske Søer, dog findes den ikke i Bohuslån og Épaa Gotland, og i Lapmarken forekommer den kun spredt; i Finland er den almindelig op til 68° n. Br., og ^- den kendes fra det hvide Hav; >— <> den lever i det nordvestlige Rus- tfc land, i Østersøprovinserne, i Po- \^y len, i forskellige vestpreussiske, J mecklenborgske og holstenske Søer; i Waging Søen i Bayern er «?s*é^ den udsat og trives; desuden lever den paa Irland og i Skot- Fig.77. Hoved af Heltling. la"d (her udsat) samt i det syd- (Efter Zooloeia danica* ØStllge Hlørne af Nor8e med (trter zooiogia aanica). Mjøsen; endeiig findes den rime- ligvis i det nordlige Uralomraade og i Sibirien. Hos os kendes den fra forskellige af Silkeborg Søerne (Lillesø ved Glentholm, Julsø, Knudsø (?), Silke- borg Langsø), og rimeligvis lever den i dem alle; desuden kendes den fra Fusing Sø i Skals Aaens Opland og ende- lig fra Søthorup Sø i Susaaens Opland; den skal tidligere ogsaa have levet i den lige ved Søthorup Sø liggende Ulse Sø, der afvandes til Tryggevælde Aa, men den er her forsvundet. Heltlingen holder sig mest til Søer, og det er vel kun i Legetiden, at den kan træffes i Vandløb. Den forekommer baade i store og i smaa, baade i dybe og i ret lave Søer og desuden i Brakvand. Dens Føde be- staar næsten udelukkende af Smaadyr fra Svævet (Dafnier, Vandlopper), som den sier fra ved Hjælp af sit fine Gælle- gitter. Om Sommeren træffes Heltlingen derfor ude i Søens frie Vandmasse, medens den om Vinteren gaar nærmere Bunden. Den sibiriske Form af Heltlingen er en Vandrefisk, der fra Ishavet stiger op i Floderne, og paa lignende Maade gaar Heltlingen fra Østersøens Skær- 173 gaarde op i de svenske Elve, men skal dog ogsaa kunne lege i Havbugter (f. Eks. ved Luleå). Ogsaa i Søerne gør der sig en vis Vandretrang gældende hos Heltlingen, idet den dels i Legetiden søger op i Vandløb eller søger sam- men paa Legepladser i Søen, dels ogsaa udenfor Legetiden søger skiftende Dele at Søen. Den holder oftest sammen i Stimer, og i Juli — August synes disse at søge lavere Vand, medens de ellers oftest holder sig paa ret stor Dybde; i Vettern fanges den om Sommeren paa 40 — 60 Meters Dybde og i Legetiden paa 60—120 Meters Dybde. Ligesom Stedet for Legen saaledes kan være meget for- skelligt, er ogsaa Tiden det. Oftest finder Legen Sted i Oktober, November eller December, men man har i een og samme Sø fundet efteraars- og foraarslegende Heltling. Fig. 78. Heltling. (Efter Zoologia danica). Æggene afsættes gerne paa sandet eller gruset Bund, men skal ogsaa undertiden lægges paa blød Bund; de er gul- røde, noget klæbende og 1,4 — 1,5 mm i Tværmaal. Hun- ner paa nitten— tyve Centimeters Længde indeholder gen- nemsnitlig 3.600 Æg, større Hunner indtil en halv Snes Tusinde. Den om Efteraaret gydte Rogn klækkes om Foraaret. Ungerne lever Sommeren over i de øverste Vandlag. Om Efteraaret kan de nu omtrent et halvt Aar gamle Ungfisk, der alle er umodne, let kendes fra de ældre, der alle er modne. I forskellige finske Søer maalte Helt- lingerne, i Oktober Maaned (under Legetiden) : i Kirvijårvi — 0-Gr. 7i— 8,o cm, I-Gr. 8,0—9,5 cm; i Vuosijarvi — 0-Gr. 10,7—12,1 cm, I-Gr. 13,0—15,5 cm. I Sverige og særlig i Finland er Heltlingen Genstand for et betydeligt Fiskeri; den lader sig, fortrinsvis i Legetiden, fange i store Mæng- der. Til Fangsten bruges Garnredskaber; Heltlingen gaar kun sjælden paa Krog. Den skal smage udmærket, og 174 dens Rogn tilberedes til en Art Kaviar. I Finland er den meget hyppig befængt med Tinter af Menneskets brede Bændelorm (Bothriocephalus latus), der dog altid sidder fæstet paa Mavesækken og saaledes som Regel ikke bliver spist af Mennesker. Hos os har Heltlingen ingen paaviselig økonomisk Betydning, men den vil rime- ligvis faa det, idet den sikkert bør udsættes i alle de Søer, hvor den kan leve; som udpræget pelagisk Fisk, der lever af Svæv, udnytter den nemlig Søernes fri Vandmasse, i hvilken der — Smelten delvis undtaget — i øvrigt ingen Fisk lever. Heltlingen er en livlig Fisk; den er lidet sejglivet og dør hurtig over Vandet. Ved Gisselfeldt, hvor der aarlig fanges omkring et Hundrede Stykker af den, kaldes den Mariner. 2. Underslægten Coregonus Artedi s. str. Underkæbens Spids naar ikke længere frem end Over- kæbens. Der er Tænder paa Mellemkæbebenene og paa Tungen, samt ofte paa Ganebenene og undertiden ogsaa paa Underkæbens forreste Del. De smaa Mellemkæbeben er mer eller mindre lodret stillede eller endog noget bagud rettede. I Reglen er der otte— ti Gællehudstraaler. De herhen hørende Arter udmærker sig ved en særlig stor Foranderlighed, saa at de har voldt og stadig volder Systematikerne store Vanskeligheder. Ikke blot kan der af samme Art — ligesom hos Lakseslægtens Arter — op- træde Vandreformer og Standformer, men tillige kan der baade blandt disse og hine findes meget forskellige Stammer. Vor Faunas eneste Art frembyder saaledes Eksempel paa to indenlandske med Overgange forbundne Vandreformer, og samme Arts Standform, der ogsaa findes hos os, er baade i Sverige og i Mellemeuropa spaltet i flere, oprinde- lig som særlige Arter beskrevne Former. 1. Helt (Coregonus lavarétus Linné). (Krøyer: Coregonus lavarétus + C. oxyrhfnchus). Snuden er mer eller mindre høj, skraat afskaaret eller kegleformet. Dens Længde gaar omkring l4/o— 3 Gange 175 op i Mellemhovedets Længde (o. Afstanden fra Snude- knudens Forkant til Forgællelaagets Bagrand i Højde med Undergællelaagets forreste-øverste Hjørne). Snudens Højde, fra Overlæbekanten til Snudeknudens Overkant eller til Snuderyggens Overkant midt over Snudeknuden, gaar om- kring 37/s— 10 Gange op i Mellemhovedets Længde. Høj- den af Overkæbebenet gaar mere end to Gange op i dets Længde. Antallet af Gællegitterstave paa første Gællebue svinger hos de ældre Fisk mellem 17 og 50. Farven er oftest mørk paa Ryggen, mer eller mindre sølvskinnende paa Siderne, undertiden prikket med mørkt Fig. 79. Helt. (Efter Zoologia danica). eller med graalige Længdebaand, Bugen hvidlig. Alle Finnerne er mørke. R 12—17; F; G 13—17; Br 13—18; Bu 11 — 13; H x 4- 19 + x. Hos os optræder i hvert Fald to af Artens Former saa vel adskilte, at de, skønt Mellemformer findes, skal beskrives hver for sig. Den ene af dem er, naar den ejendommelige sorte Tryne er vel udviklet, saa let at ad- skille fra den sædvanlige Helt, at den har faaet sit eget Navn „Snæbel". 1. Helt (den egentlige Helt, Fig. 79 og 80). Snu- dens Forende er skraat afhugget; fra Siden set stiger dens Forrand fra Munden opad og noget fremefter for derpaa pludselig at dreje om i Overranden. Paa første Gællebue er der 20—30 Gællegitterstave. Ryggen er mørkere eller 176 lysere olivenfarvet; Siderne er sølvglinsende med graa, kun ved en vis Belysning synlige, Længdestriber, der føl- ger Skællenes øvre og nedre Rand; Bugen er hvidlig; Ho- vedet er oventil skiffergraat, paa Siderne sølv- og mes- singskinnende; Snudespidsen er sorteblaa. I Legetiden bli- ver baade Hannerne og Hun- nerne eller kun de første knub- rede af hvide eller rødgraa Hudvorter, som sidder i Læng- derækker, een for hver Skæl- Fig. 80 Hoved af Helt. række; dog kan man ogsaa (Efter Zoologia danica). træffe legende Hanner uden Knubber. 2. Snæbel (formå oxyrhynchus Linné; Fig. 81). Snudespidsen er meget blød, kegleformet eller afstumpet og springer langt frem foran Munden. Snudens Længde gaar kun omkring to Gange op iMellemhovedets Længde. Kun Tænder paa Tungen og > i Mellemkæbebenene. Gælle- © gitterstavene er glatte og korte, og der er i Reglen ikke ^ tredive af dem paa første " - Gællebue. Farven er for- - V _ holdsvis lys ; Ryggen er oven- til olivengrøn, længere nede blaagraa; Siderne er sølv- hvide, Bugen hvid; Snude- Fig. 81. Hoved af Snæbel, spidsen er blaasort. Der dan- (Efter Zoologia danica). nes ikke Hudvorter i Legetiden. Hos os kendes Helten ikke med Sikkerhed større end knap seks Decimeter lang og knap tre Kilogram vægtig*) (Gudenaa, December 1900: 59 cm, 2,8 kg), og Snæbelen naar ikke denne Størrelse (højst c. 5 dm og c. 1 kg); andet Steds bliver Helten dog større f. Eks. i Sverige indtil 9 dm og 6,5 kg og i Madii Sø (Pommern) 13 dm og 10 kg; allerstørst synes den at blive i de store nordamerikanske Søer (Lake Superior, 10,5 kg). Artens Udbredelsesomraade falder sam- men med Udstrækningen af Istidens Isdække over Europa og Nordamerika; Helten mangler i det sydøstlige Europa, men findes i Alpesøerne baade paa den nordlige og syd- lige Skraaning og er vidt udbredt i Søerne i Tyskland, *) Derimod skal den efter Forlydende være taget paa 4 kg i Stubber- gaard Sø og paa 8 kg i Glenstrup Sø. 177 Polen, Nordrusland, Sibirien (i det mindste til Jenissei), Finland, Finmarken, Sverige, det sydlige Norge, England og Skotland (kun Loen Lomond); tillige rindes den ved Kysterne ikke blot af Østersøen ned til Blekings Skær- gaard, men ogsaa af Vesterhavet; hist og her træffes den ved Norges Kyst op til Trondhjems Fjord, og ved Fin- markens Kyst og den vestlige Del af Murmankysten samt i det hvide Hav og det østlige Murmanhav hører den hjemme. Hos os er Heltens Udbredelse ret ejendomme- lig. Det er kun undtagelsesvis, at den træffes paa eller ved Øerne; mærkelig nok kendes den slet ikke fra Born- holm, og i den vestlige Østersø vides den heller ikke at være fanget; en enkelt Gang er den taget i Præstø Fjord (c. 1866), og i Øresund skal den af og til forekomme, hvilket ikke kan undre, da den skal fanges regelmæssig i Skelderviken og ved Torekov; paa Fyen er den taget een Gang i Sta- veds Aa (6. April 1870). I Kattegat ses Helten kun sjælden ved den danske Side. I Kolding Aa er engang taget to Styk- ker, men ved Jyllands Østkyst synes Helten kun hjemme- hørende i Randers Fjord, hvor den er og særlig har været almindelig, og hvorfra den stiger op i Gudenaa og Nørreaa, samt i Hobro-Mariager Fjord. I Limfjorden tages den jævnlig (saaledes i Kilen og i Louens Bredning og Hjarbæk Fjord) og gaar her op i forskellige Aaløb (Skals Aa, Laastrup Aa, Ry Aa op til Hammelmose Mølle). Fra Vesterhavet søger Helten op i vistnok alle Vandløb Syd for Limfjorden, men næppe i noget nordenfor denne; den er meget alminde- lig i Nissum Fjord og var det ligeledes i Ringkjøbing Fjord før Hvide Sande Kanalens Aabning efter hvilken Heltfiskeriet er gaaet stærkt tilbage. Ved Hjerting fore- kommer den (Juli 1890, 4 Stkr.), og i Ribe Aa gaar den regelmæssig op, men nu kun i ringe Antal. Men desuden lever Helten i forskellige af vore Søer; den kendes fra Nors Sø, Vester Vandet Sø, Flade-Ørum Sø, Ferring Sø, Fil Sø, Stubbergaard Sø, Flyndersø, Rødsø, Hærup Sø, Klejtrup Sø, Tjele Langsø, Glenstrup Sø og Madum Sø. Desuden er Helten udsat i Krag Sø, hvor den holder sig, medens der intet forlyder om Resultat af Udsættelserne af Heltyngel i Kolding Aa (10.000 Stkr., 1905), Sorø Sø- erne (5.000 Stkr., 1909), Skanderborg Sø (1911 og 1912) og i Furesø og Vejle Sø (5.000 Stkr., 1901). Hos os er ingen af de egentlige Ferskvandshelt Snæbler, hvorimod disse er hyppige blandt Vestkystens Helt (Ribe Aa, Nissum Fjord), men paa den anden Side vistnok ikke forekommer i Ran- ders Fjord; Individerne fra Kolding Aa, Staveds Aa og Præstø Fjord var alle Snæbler. Heltens lille Mund viser, at den ikke kan tage stort Bytte. Den er da ogsaa en Fredfisk, hvis Føde dels be- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 12 178 staar af Bunddyr som smaa Muslinger og Snegle, Krebs- dyr (Tanglopper, Dafnier og Muslingekrebs), Insekter og Insektlarver (Myggelarver) samt Fiskerogn og til Tider Fiskeyngel, dels af Smaadyr fra Svævet. Der synes at være en tydelig Forbindelse mellem Gællegitrets Tæthed og Fødens Art, saaledes at de Former, der henter deres Føde fra Svævet, har tæt Gællegitter, medens de mere aabengitrede søger Bundnæring; til de sidste hører vist- nok alle vore Helt. De forskellige Former kan, eftersom de søger deres Føde ved Bunden eller i de frie Vandlag, komme til at spille en meget forskellig Rolle i Søens Stof- skifte, men som nævnt er Formkaraktererne ikke saa faste, at man kan gaa ud fra som givet, at man ved at udsætte Yngel af planktonædende Helt i en Sø virkelig tilfører denne en Fisk, der vil søge Føde i de fri Vandlag. Helt- ens ejendommelige, kraaselignende Maveafsnit er tidligere omtalt (I Side 27). Som Regel falder Legen i November - December Maaneder. Havhelten søger op i Aaernes nedre Løb for at lege, og i Søerne gaar Helten ind til Bredden paa een eller to Meters Dybde eller op i Tilløbene. Dog er heller ikke disse Regler uden Undtagelser. Der er Helt- stammer, der leger tidligere (Oktober), og andre, der leger senere (Januar, Februar eller endog Marts), og i de dybe Søer kan Legen foregaa paa indtil et halvt Hundrede Me- ters Dybde, ja, der er Helt, som leger i Overfladen over Dybet, og hvis Æg synker til Bunds; i selv samme Sø kan der være — i det Ydre ens — Heltstammer, der har hver sin Legetid. Saa uregelmæssige er Legeforholdene i vore Nabolande, og de er næppe stort regelmæssigere hos os, men Heltens Levevis hos os er næsten ikke undersøgt. Disse „biologiske Former", det vil sige Former, der har helt forskellig Levevis: forskellig Føde og Opholdssted, forskellig Legetid, Legemaade o. s. v., er ofte næsten ikke til at adskille i det Ydre og er jo heller ikke mere fjer- nede fra hinanden, end at den ene Form kan slaa over i den anden; rimeligvis overværer vi her et Afsnit af Arts- dannelse indenfor Slægten — Heltlingen er allerede bleven en fast og velkendetegnet Art, og af det øvrige Kaos vil der antagelig engang i en fjern Fremtid fremgaa andre faste Arter. Heltens Æg er ret store (1,7—3 mm i Tværmaal), orange- eller voksgule og stærkt klæbende; efter Gydningen rindes de fastklistrede til Sandskorn, Sten eller Planter (Krans- naal). Hunfisken indeholder en halv Snes Tusinde Æg eller mere for hvert Kilo, den selv vejer. Der er intet i Vejen for at foretage kunstig Befrugtning af Æggene og klække dem, men de maa hindres i at klistre sammen, hvilket sædvanlig gøres ved at klække dem i en høj og 179 smal Beholder, hvor en kraftig Vandstrøm franeden sta- dig holder Æggene i en hvirvlende Bevægelse. Yngelen, der fremkommer omkring April Maaned, er meget spæd, og opdrættes den i Dam, viser det sig ogsaa, at der i de første Maaneder er et stort Procenttab; i øvrigt udvikles den godt i Damme med rigeligt Naturfoder og uden synder- lig Strøm; den er i Juli Maaned 5—8 cm, i August Maaned 6—10 cm lang; Sættefiskene maa behandles forsigtig ved Udfiskningerne, men synes ellers at egne sig udmærket til Udplantning i fri Vande. 1 Tyskland og Østrig holdes Helt ofte i store Karpedamme og bliver her hurtig Spisefisk; selvfølgelig anvendes baade i Dambruget og til Udsætning i Frivand fortrinsvis de hurtig voksende Former*) (som Peipus- og Madii-Helt). Allerede i sit andet Aar siges Helten at blive moden. Helten gaar oftest i Stime. Bedst skal den trives i store, dybe Søer med klart og koldt Vand og fast Bund, men den lever dog ogsaa i større og mindre, lavvandede Søer med uklart Vand, og Brakvands-Helten kan være veludviklet. Heltens Forkærlighed for køligt Vand viser sig ogsaa i, at den i den varme Tid søger ud paa Dybet, hvorfra den dog af og til gaar ind paa lavere Vand, me- dens den i hele den kolde Tid holder sig paa forholdsvis lavt Vand. Ved Frijsenvold Fiskegaard viser de første Helt sig efter en gammel Beretning sidst i Oktober Maa- ned, medens den egentlige Opgang fra Randers Fjord fin- der Sted fra December til sidst i Januar, og Nedfalds- helten gaar ud i Sidstningen af Marts og Førstningen af April, jævnlig dog tidligere. Helten er meget velsmagende, naar den er fed; den minder om Laksen og holdes af mange for at kunne maale sig med denne. Mærkværdigvis er Forholdet alligevel det, at Helten hos os staar i lav Pris (c. 50 Øre pr. Kilogram); hvad der fanges, bruges dels paa Egnen, dels gaar det til Tyskland, og Helten ses kun sjælden f. Eks. i Københavns Fiskehandel. Forholdet synes ret bagvendt, men skyldes bl. a., at Helten dør straks efter Fangsten, og at den taber sig meget hurtig; dog er det uforstaaelig, at ikke langt større Mængder af den røges, thi røget Helt har fra gammel Tid et udmærket Lov paa sig. Den spises ellers mest kogt, i ældre Tid ogsaa tørret. Udførslen af Helt her fra Lan- det er for Aaret 1912 anslaaet til 40.000 kg, men er meget svingende. Mest fanges der i de vestjydske Fjorde; Fiskeriet foregaar særlig i Maanederne August— December og Februar— April; hvor svingende Fangsten er, ses af *) Vore hjemlige Udsætninger er dog mest foretaget med Vestkysthelt (fra Nissum Fjord). I Furesø og Vejle Sø sattes dog svensk Helt. 12* 180 følgende omtrentlige Fangstmængder for Ringkjøbing— Stadil Fjord for Aarene 1901 — 1909: 21.000, 40.000, 50.000, 62.000, 41.000, 38.000, 42.000, 35.000, 23.000 kg; det er her- efter endnu ikke godt at sige, hvilken Indflydelse Aabningen af Hvide Sande Kanalen har haft paa Fangsttallene for 1910—12 (c. 62.000, 45.000, 21.000 kg). Helten fiskes mest i Garn eller Vaad samt under Opstigningen i Vandløbene i Ruser og Fiskegaarde; paa Krog gaar den som Regel ikke. Særlig under Forudsætning af, at Heltens Pris lader sig hæve betydelig ved god Behandling af Varen, er der god Grund til at udsætte den i Vande, hvor den ikke fin- des, og til at holde Haanden over den, hvor den trænges tilbage. Tidligere havde den sikkert bedre Levevilkaar adskillige Steder; saaledes fiskedes der før 1884 aarlig 3 — 4000 Stykker ved Frijsenvold Fiskegaard, medens den aarlige Fangst nu ikke altid naar et halvt Hundrede. At Udsætning af Helt kan lykkes ogsaa i mindre gode Vande, har vi et Eksempel paa fra Kragsø, en lille Hedesø, der hverken har Tilløb eller Afløb. Her er Helten udsat af „Landsdommeren paa Hald" rimeligvis omkring Midten af forrige Aarhundrede; den har holdt sig siden, om den end ofte er død i stort Tal i Sommertiden efter en Varme- periode; nu synes den at have tilpasset sig til Forholdene, og det er adskillige Aar siden, at større Dødelighed er bemærket; medens Fisken tidligere, da Søen helt var omgivet af Hede, kun blev saa stor som en Sild, saa tages den nu en Del større (Juli 1913: 1 Stk., 30 cm), hvilket vel staar i Forbindelse med, at Søen nu omgives af Plantage, opdyrket Eng og Have, saa at det tilløbende Overfladevand er rigere paa Næringsstof og derfor kan frembringe et rigeligere Svæv; i Efteraaret 1908 toges der i Kragsø godt 60 kg Helt. Efter Ferskvandsfiskeriloven af 1907 er Helten fredet fra d. 15. December til d. 15. Januar, og der er et Mindste- maal paa 290 mm for den. Saltvandsfiskeriloven beskytter den derimod ikke, men i Vedtægterne (af 1911) for Nissum Fjord, for Ringkjøbing og Stadil Fjorde og for Hobro- Mariager Fjord er der sat Mindstemaal for Helten. 3. Laksesildenes Familie (Scopelidæ). Kropformen minder hyppigst om Sildens, men kan ogsaa være tobisagtig eller uregelmæssig (stærkt sammentrykt og høj). Ingen Skægtraade. Mundens Overkant dannes enten af Mellemkæbebenene alene 181 eller bagtil tillige af Overkæbebenene. Gællelaa- gene er ofte tynde og ufuldstændige. Een Rygfinne og een Gatfinne findes. Bryst- og Bugfinner er til Stede. Bag Rygfinnen er der en Fedtfinne. Naar Skæl findes, er de tynde, store eller middelstore. Sidelinie findes i Reglen. Paa Kropsiderne er der oftest selvlysende Pletter. Bigæller er oftest til Stede. Svømmeblæren er enkelt og uden Forbin- delse med Hjernekassen. Æggestokkene er nor- malt byggede. Laksesildene er for største Delen Dybhavsfisk eller søger kun om Natten op til Overfladen sammen med de Vingesnegle o. 1., der rimeligvis udgør deres Føde; en Del hører dog hjemme i den varme Zones Kysthave. Nogle Laksesild har større, selvlysende Flader f. Eks. oven- paa Hovedet, men hyppigst er Lyspletterne smaa og rund- agtige. Et saadant Lysorgan sidder i en Fordybning i Huden; det omgives mod Huden af mørke Farveceller, indenfor hvilke der er en lysbrydende Hinde, men er udadtil dækket af en gennemsigtig Yderhud, der er for- tykket til en Slags Linse. Organets Indre bestaar af rør- formede Kirtler, der undertiden ligger omkring et Hul- rum, som kan have Udførselsgang. I hvert Fald nogle af Laksesildene kan efter Behag lyse eller ikke lyse. Hos den døde Fisk er Pletterne perlemoderagtige og gullige. Der kendes over Hundrede Arter. Ved vore Kyster ind- driver undertiden Eksemplarer af de nordatlantiske Arter; foreløbig er kun fire Arter taget, men der synes Mulighed for, at ogsaa andre lejlighedsvis maatte kunne forekomme. Laksesildene kan deles i to Underfamilier. Oversigt over Underfamilierne. Munden begrænses oventil dels af Mellem- kæbebenene, dels af Overkæbebenene. Alle har Lyspletter 1. Stomiatini. 182 Munden begrænses oventil af Mellemkæbebe- nene alene. Nogle har, andre mangler Lys- pletter 2. S c o p e 1 i n i. 1. Underfamilien Stomiatini. Mundens øvre Rand dannes dels af Mellem- kæbebenene, dels af Overkæbebenene. Lyspletter findes. Hertil fireogtyve Slægter, af hvilke een hos os. 1. Slægten Maurolicus Cocco. Formen er aflang og noget sammentrykt og jævnt afsmalnende bagtil eller omtrent som Sil- dens Form. Hovedet er temmelig stort. Øjnene er ret store og sidevendte. Snuden er afstum- pet og kort. Munden er forholdsvis stor, og Mundspalten viser stærkt opefter. Mellemkæbe- benene er smaa, men temmelig lange, og de naar langt tilbage paa de store og bagtil høje Overkæbe- ben og omtrent til Mundvigen. Yderst fine Tæn- der findes paa Mellemkæbebenene, paa de bageste Dele af Overkæbebenene og paa Underkæben, men mangler paa Ganebenene og Plovskærbenet. Over- gællelaaget er middelstort, men det saavel som Under- og Mellemgællelaaget er meget tynde og delvis næsten hindeagtige. Gællespalterne er vide, og Gællehudene er frie nedentil. Otte — ni Gælle- hudstraaler. Talrige lange og fine Gællegitterstave. Ingen benagtig Kam foran Rygfinnen. Rygfinnen er kort og begynder omtrent ved Fiskens Midte. Fedtfinnen er lang, men meget lav og tynd. Gat- 183 finnen er lang, men bagtil lav. Brystfinnerne er middellange og sidder fæstet langt nede. Bug- finnerne er smaa og sidder under Rygfinnens Be- gyndelse. Halefinnen er dybt indskaaret. Huden er sølvskinnende. Skællene er yderst tynde og løstsiddende. Langs Bug og Hale er der to Ræk- ker perlemoderskinnende, selvlysende, runde Smaa- pletter, og paa hver Side af Bugen mellem Bryst- og Bugfinnernes Rod er der en anden Række af lignende Pletter. Lyspletter kan ogsaa findes paa Gællelaagene og Gællehudene. Bigæller findes. Svømmeblære findes. Slægten har hjemme i Middelhavet og det nordlige Atlanterhav. Af de fire Arter er een taget hos os. 1. Maurolicus miilléri Gmelin. (Zoologia danica: Maurolicus pennåntii). Den største Krophøjde gaar omkring fem Gange eller noget mere op i Totallængden, samt omkring 4x/3— 4l/-> Gang i Afstanden fra Underkæbespidsen til Roden af de midterste Halefinnestraaler. Hovedets Længde er større end Kroppens Højde. Rygfinnen begynder snart over og snart lidt længere fremme end Bugfinnernes Rod, og den slutter omtrent over Gatfinnens Forkant. Fedtfinnens Rod er længere end Rygfinnens. Foran Bugfinnerne er der paa Bugkanten tolv— tretten Par perlemoderskinnende Pletter, hvoraf de forreste ligger noget foran Brystfinne- rodens forreste Del; paa hver Side af Gællebroen er der seks Pletter. Store, hindeagtige og meget løst siddende Skæl. Sidelinie mangler. Farven er glinsende brun, grøn eller sort paa Ryggen, hos den levende Fisk med to zigzag- formede, lysere Striber paa hver Side af Ryggen; den øv- 184 rige Del glinsende sølvhvid med et mørkt Baand paa hver Side tværsover Halefinnens Rod; Lyspletterne er blegt blaalige (paa Spriteksemplarer gullige) og har sorte Kanter, saa at der kan dannes sorte Baand, hvor de staar tæt; paa Fisk, der har bevaret Skællene, skal Farven være gullig med rød Tone. R 10—11; F; G 24-37; Br 16—19; Bu 7; H x + 19 + x. Denne Laksesild bliver seks, højst syv Centimeter lang. Den er udbredt over det nordlige Atlanterhav, hvor den kendes saavel fra amerikansk Kyst som fra Island, Færøerne, Norges Kyst fra Gjæsvær (ved Nordkap) syd- efter, de britiske Øer og Bretagne. Rimeligvis er den ikke <<$■ Fig. 82. Maurolicus mulleri. (Efter Zoologia danica). artsforskellig fra en af Middelhavets Laksesild og mulig- vis heller ikke fra en ved Ny-Zeeland levende. Den er taget en halv Snes Gange ved Skageraks og det nordligste Kattegats svenske Side, oftest opskyllet, men een Gang i en Torskemave og en anden i en Sild paa 31 Centimeters Længde (7 cm, udfor Vinga, 8. September 1885). Paa dansk Kyst er den fundet mellem Lønstrup og Hirtshals (6 cm, 18. Maj 1880) og ved Snekkersten (25. Marts 1903); ude i Skagerak er der fanget tre Stykker i Yngeltrawl ved Bun- den paa to Hundrede Meters Dybde (1907). Fisken lever sikkert af Svævets Krebsdyr, og om Natten stiger den vistnok op mod Overfladen fra de dybe Vandlag, hvor den holder sig om Dagen. Den kan træffes sammen med Smaasild, men kan ogsaa gaa i store Stimer med sine Artsfæller, og saadanne Stimer skylles undertiden op (Lyngens Fjord i Finmarken, 1866; Skotland). Legen fal- der rimeligvis om Vinteren eller i det tidlige Foraar. Æg- gene er faa, men store. 185 2. Underfamilien Scopelini. Mundens øvre Rand dannes alene af Mellem- kæbebenene. Lyspletter findes som oftest, men kan mangle. Hertil sytten Slægter, af hvilke to fra vore Have. Oversigt over Slægterne. Rygfinnen sidder omtrent midt paa Legemet. Lyspletter findes 1. Scopélus. Rygfinnen sidder langt bag Legemets Midte. Lyspletter mangler 2. Paralépis. 1. Slægten Scopélus. Formen er aflang, snart sammentrykt, snart trind. Hovedet er sammentrykt. Øjnene er sæd- vanlig store. Snuden er kort og stump eller af- rundet. Munden er stor. Overkæbebenene er vel- udviklede. Tænderne er meget fine og danner Baand paa Mellemkæbebenene, Underkæben, Gane- benene, et af Vingebenene (Mesopterygoideum) og stundom paa Tungen. Gællespalterne er meget store. Gællehudene er frie nedentil. Otte — ti Gællehudstraaler. Lange, fine og meget talrige Gællegitterstave. Rygfinnen sidder omtrent midt paa Legemet. Fedtfinnen er lille. Skællene er store og glatte. Hovedets og Kroppens nedre Dele bærer mindre, selvlysende Pletter. En lille Svømme- blære findes. Mindst tredive kendte Arter henføres til denne Slægt. Heraf lever fem i det nordlige Atlanterhav, og to af disse er taget hos. 186 Oversigt over Arterne. Mundspalten er særdeles stor og naar langt bag- om den lodrette Linie gennem Øjets Bagrand. 1. Se. elongåtus. Mundspalten naar ikke meget bagom den lod- rette Linie gennem Øjets Bagrand 2. Se. punctåtus. 1. Scopélus elongåtus da Costa. (G. Winther: Scopélus krøyéri. F. A. Smitt: Myctophum elongåtum). Den største Krophøjde er betydelig mindre end Ho- vedets Længde og gaar omkring 52/3— 6*/4 Gang op i Totallængden og omkring 42/3— 5a/3 Gang op i Afstanden fra Snudespidsen til Roden af de midterste Halefinne- straaler. Hovedets Længde gaar omkring 41fs — 5 Gange op i Totallængden og 35/s— 37/s Gang i Afstanden fra Snude- spidsen til de midterste Halefinnestraalers Rod. Den stør- ste Tykkelse er omtrent SU eller noget mindre af Krop- højden. Der er intet fremadrettet, vandret Pandehorn. Øjnene er middelstore, og deres vandrette Tværmaal gaar omkring 4 — 42/s Gang op i Hovedets Længde. Snuden er kort. Mundspalten er særdeles stor og strækker sig langt bag en lodret Linie gennem Øjenhulens Bagrand. For- gællelaagets Bagrand er meget skraa og danner en spids Vinkel med Kæberanden. Rygfinnen har flere Straaler end Gatfinnen; den begynder over eller ubetydelig læn- gere fremme end Bugfinnernes Rod. Brystfinnerne er lavt siddende og smaa og er betydelig kortere end Bugfinnerne og kortere end Halens mindste Højde. Foran Halefinnen er der baade foroven og forneden omkring ni— ti spidse Pigge. Langs hele Undersiden er der talrige regelmæssig ordnede Lyspletter, paa Siderne findes tre i en lige, stejlt opstigende Linie stillede Pletter ved Brystfinnen, een over Bugfinnens Rod, tre i en brudt, opstigende Række over Gattet, to (undtagelsesvis tre) Pletter stillede ved Siden af hinanden i samme Højde under Sidelinien over et Mellem- 187 rum i Lyspletrækken ved Gatfinnens Grund; de fire ba- geste Lyspletter er stillede i Grupper to og to, og den bageste af dem sidder lidt under Sidelinien. Skællene er glatte; de langs Sidelinien er næppe større end de nær- mest følgende. Sidelinien er lige. Farven er, naar Skæl- lene er bevarede, mørk, næsten sort og flere Steder med en blaalig Sølvglans, saaledes særlig langs Sidelinien; fra Nakken til Fedtfinnen strækker sig langs Ryggen to Ræk- ker rødgule Pletter; Forgællelaaget er kulsort; hvor Skæl- lene er gaaet af, er Farven rødgul. R 21—24; F; G 17-20; Br 11 — 14; Bu 8-9; H x + 19 -f- x. Fig. 83. Scopelus elongatus. (Efter F. A. Smitt). Denne Laksesild bliver forholdsvis stor, indtil 14,5 cm. Den er kendt fra Middelhavet (Nizza, Genua, Neapel, Palermo, Messina) og fra Atlanterhavet ved Kap det gode Haab, ved Guineakysten, ved Madeira, den biskayiske Bugt, ved Irland, Syd og Sydvest for Island, Grønland og Norges Kyst ved Hammerfest samt fra en enkelt norsk Fjord, nemlig Trondhjems Fjord og særlig to af dens Sidegrene, hvor en hel Stime holdt til i Aarene 1879—81, medens man ingen andre Steder har truffet mere end nogle faa Stykker. I vor Nærhed er den taget to Gange; i April 1856 fandtes den (14 cm lang) i en Torsk, der var fanget paa Krog i Nærheden af Skagen, og i April 1870 fandtes et lidt mindre Eksemplar i Maven paa en Fisk fra Koster Fjord ved Strømstad. Alle de fangede Eksem- plarer synes at have været voksne. Legetiden falder rime- 188 ligvis først paa Foraaret, men ellers er saa godt som intet kendt om dens Levevis. 2. Scopélus punctåtus Rafinesque. (Zoologia danica: Scopélus caniniånus; Goode & Bean: Myctophum punctåtum). Formen er tendannet. Øjnene er store. Snuden er meget kort. Mundspalten viser noget skraat opefter og er stor, men naar dog ikke meget bagom en lodret Linie gennem Øjenhulens Bagrand. Forgællelaagets Bagrand er lodret eller næsten lodret. Rygfinnen har færre Straa- Fig. 84. Scopélus punctåtus. (Efter Holt & Byrne). ler end Gatfinnen. Brystfinnerne er temmelig lange og naar forbi den Lysplet, som sidder over Bugfinnernes Rod. Langs hele Undersiden er der talrige, regelmæssig ord- nede Lyspletter; paa Siden findes tre Lyspletter ved Bryst- finnens Rod stillede i en Trekant, een over Bugfinnens Rod, tre i en lige Række, der fra lidt over Gattet viser skraat opad-bagud, og een, der er stillet over et Mellem- rum i Lyspletrækken ved Gatfinnens Grund; de to bageste Lyspletter staar ret nær sammen. Farven er brunlig paa Ryggen, medens Gællelaag, Sider og Bug er perlemoder- skinnende. R 12-14; F; G 18-22; Br 14—15; Bu 8-9; H? Denne Laksesild bliver henimod otte Centimeter lang. Den kendes fra det stille Hav, Middelhavet og Atlanter- 189 havet, men det er kun faa Eksemplarer, der er taget i det nordlige Atlanterhav i Havet ved Grønland og Island eller fundet opdrevet paa Kysten (Island); mulig er den funden i Hardanger Fjord. Mærkelig nok fandtes der omkring d. 22. Oktober 1894 et Individ af denne Laksesild ved Agger; det var i udmærket Stand og maalte omtrent 5,5 cm. Om Artens Levevis er lidet kendt udover, at den om Natten søger op i Overfladens Vandlag, medens den om Dagen søger dybere Vand. 2. Slægten Paralépis Risso. (Sudis Rafinesque). Formen er langstrakt og sammentrykt og minder om Tobisernes. Snuden er lang, og Øjnene sidder <& Fig. 85. Paralépis borealis. (Efter Goode & Bean). bag Hovedets Midte. Øjnene er store. Munden er stor. Tænderne sidder i en enkelt Række, og en Del af dem er ofte Hugtænder; de findes i Reglen paa Mellemkæbebenene, Ganebenene og Underkæben. Rygfinnen er kort og sidder langt bag Legemets Midte. Fedtfinnen er lille. Gat- finnen er lang og sidder langt tilbage. De smaa Bugfinner sidder fæstet under eller næsten under Rygfinnen. Halefinnens Bagrand er indskaaret. Der findes ingen Lyspletter. Blindtarme mangler eller er rudimentære. Paralépis -Arterne er pelagiske Rovfisk fra Ishavet, Atlanterhavet, Middelhavet og det stille Hav. De er alle sølvskinnende og mer eller mindre gennemsigtige og lig- 190 ner hinanden i Form. Een af de tre sikkert kendte nord- atlantiske Arter er vist i Figur 85. Denne Art er dog ikke taget os hos, derimod den nedenstaaende. 1. Paralépis atlånticus Krøyer. Hovedets Længde gaar 4,6 Gange op i Totallængden. Tandvæbningen er forholdsvis svag, uden længere Tænder. Afstanden fra Fedtfinnen til Halefinnen er forholdsvis stor. Br 15; G 20. Bugfinnerne er fæstet under Rygfinnen. Side- liniens Skæl bestaar af en forreste, smallere Del og én bageste, bredere med en enkelt Aabning. I Maj 1865 opskylledes ved Skagen to efter Sigende ensartede Fisk, af hvilke den først fundne ikke blev vare- taget, medens den anden, der blev fundet et Par Dage senere, blev sendt til Krøyer, som undersøgte og beskrev den omtrent en halv Meter lange og desværre stærkt be- skadigede Fisk. Krøyer hældede til den Anskuelse, at han havde en ny Paralepis-Art for sig, som dog var nær- beslægtet med P. krøyéri Liitken. Hvorvidt han havde Ret, lader sig endnu ikke afgøre, da Originaleksemplaret er gaaet tabt, og der ikke senere noget Steds er fanget nogen til Beskrivelsen svarende Paralépis. Imidlertid har det for nylig vist sig, at der kendes flere Arter af Para- lepis-Unger end af de voksne, saa det er langtfra ude- lukket, at P. atlånticus virkelig vil vise sig at være en selvstændig Art. 4. Sildefamilien (Clupeidæ). Formen er i Reglen langstrakt, og hyppig er Bugkanten skarp. Ingen Skægtraade. Overkæbe- kanten dannes fortil af Mellemkæbebenene, paa Siderne af Overkæbebenene. En større eller min- dre Del af Hovedets Sider kan være dækket af en „Fedthinde", der, naar den er fedtfyldt, kan skjule en Del af Øjet. Flere eller færre af Mundknoglerne bærer som Regel fine Tænder, der dog undertiden 191 er rudimentære; de nedre Svælgben bærer ingen Tænder. Symplecticum findes. Gællelaagene er fuldstændige. Gællespalterne er i Reglen meget vide, og Gællerne stærkt udviklede. Een Rygfinne, der er fæstet længere fremme end Gatfinnen; denne er undertiden meget lang. Fedtfinne mangler. Bug- finner er til Stede. Hovedet er nøgent, medens Kroppen er klædt med middelstore eller smaa Skæl, der er tynde og i Reglen let falder af. Ved Fin- nernes Rod og langs Bugkanten har Skællene ofte afvigende Former. Ingen selvlysende Pletter paa Kropsiderne. Sidelinie mangler helt eller er rudi- mentær. Svømmeblæren er enkelt eller indvendig delt; den har ofte Forbindelse med Øret gennem fine Forgreninger, men ikke gennem Knogler. Maven har en Blindsæk. Talrige Blindtarme. Bigæller findes. Æggestokkenes Bygning er normal. Hertil hører mest Havfisk, særlig fra tropiske og tem- pererede, men ogsaa til Dels fra kolde Have ; desuden er der adskillige Arter, som søger fra Havet op i Ferskvand, og andre, der stadig lever her. Det er selskabelige Fisk, hvis Føde væsentlig bestaar af Smaadyr, og som for en stor Del fører et pelagisk Liv og mest hører til i de øvre Vandlag. Forskellige Sildearter er Genstand for meget betydelige Fiskerier, særlig i tempererede Have. Arterne er talrige, omkring et Par Hundrede, og henføres til en Snes Slægter, som atter samles i fire Underfamilier, af hvilke de to er repræsenterede hos os. Oversigt over Underfamilierne. Overbid 1. Ansjoser (Engraulidini). Underbid 2. Sild (Clupeini). 192 1. Underfamilien Ansjoser (Engraulidini). Munden er meget stor. Overkæben rager ud over Underkæben. Overkæbebenene er lange og er ikke eller kun lidet fremskydelige. 1. Ansjosslægten (Engraulis Cuvier). Formen er langstrakt og noget sammentrykt. Snuden er mer eller mindre kegleformet og ræk- ker som oftest ud over Underkæben. Overkæbe- benene er lange og naar meget længere tilbage end Øjets Bagkant og hen til eller næsten hen til Under- kæbens Bagende. Mellemkæbebenene er smaa. Tænderne er i Almindelighed meget smaa, og de forekommer sædvanlig paa Kæberne, Ganebenene, Plovskærbenet og to af Vingebenene (Mesoptery- goideum og Pterygoideum), men paa Kæberne er de ofte utydelige. Overgællelaaget er smalt. Gælle- hudene er fortil forenede paa en kort Strækning, men de er ikke forbundne med Gællebroen. Ni — fjorten Gællehudstraaler. Gællegitterstavene er lange, fine og talrige. Rygfinnen sidder nær ved eller noget foran Dyrets Midte og noget længere tilbage end Bugfinnerne. Gatfinnen er middellang eller lang; den er ikke forbunden med Halefinnen. Kroppen dækkes af temmelig store, tynde og let affaldende Skæl; der er ingen Kølskæl langs Bug- kanten. Ansjoserne er Havfisk, men nogle af dem kan under- tiden gaa op i Vandløbene. De hører særlig hjemme i det indiske Ocean og Øhav samt ved Nord- og Syd- amerikas Kyster. Der kendes femogtyve Arter, af hvilke kun een lever ved Europa; denne forekommer ogsaa hos os. 193 1. Ansjos (Engraulis encrasicholus Linné). (Collett: Stolephorus encrassicholus; Nilsson: Engraulis vulgåris). Hovedets Længde gaar c. 43/4— 5 Gange op i Total- længden, og Snudens Længde gaar c. 5 Gange op i Ho- vedets. Overkæbebenet, som bærer meget fine Tænder, naar ikke helt tilbage til Underkæbens bageste Ende. Ryg- finnen begynder omtrent midt imellem Snudespidsen og de midterste Halefinnestraalers Rod. Bugfinnerne sidder længere fremme end Rygfinnens Forkant. Store, tilspidsede Skæl ved Halefinnens Rod. Den levende Fisk er grønlig paa Ryggen og skinnende sølvhvid paa Sider og Bug; paa hver Side af Ryggen har den et skinnende, staalblaat Fig. 86. Ansjos. (Efter F. A. Smitt). Baand med mørk Overkant, og dette Baand danner en skarp Grænse mellem Ryggens og Sidernes Farve; den døde Fisk bliver blaa paa Ryggen. R 14-18; G 16—20; Br 15—17; Bu 7; Hx-f-19 + x. Ansjosen bliver ikke over tyve Centimeter lang og sædvanlig kun femten— sytten. Almindeligst er den i Middelhavet, hvorfra den er gaaet ind i det sorte Hav, og hvorfra den forekommer langs Europas Vestkyst op til Vesterhavets sydligste Dele. Enkelte Stykker naar længere mod Nord; hvert Aar fanges den i Kristiania Fjord, og den forekommer i ringe Mængde i det mindste op til Romsdalen og er taget ved Florø (61° 35' n. Br.). Den er langt fra hyppig langs den svenske Skageraks og Kattegats Kyst, men godt en halv Snes Stykker kendes dog herfra. Hos os er den taget i Limfjorden indenfor Aggerkanalen (3 Stkr.; Krøyer), ved Skagen (22. Juni 1867 og engang tidligere), Nord for Saltholmsgrundene (Juni 1870), ved Karlslunde C. V. Otterstrøm: Fisk II. 13 194 Strand i Køge Bugt (13. August 1903), og mærkelig nok toges den i to paa hinanden følgende Aar i flere Eksemplarer ved Fyens Nordkyst (Flaskens Bugt ved Bogense, 7 Stkr., 15. Juni 1884; Baaringvig, 4 Stkr., Efteraar 1885). Ansjosen kan dog gaa endnu længere ind i Østersøen; den skal af og til fanges i den vestlige Østersø (Kiel Fjord; Eckernførde, Vinter; Travemunde, 2 Stkr., Oktober 1780, 1 Stk., c. 1879) og er taget ved Tosteberga (Skaanes nordlige Østkyst, 14. De- cember 1858) og endog i Stockholms Skærgaard (15. August 1869). Det synes væsentlig kun at være fra Juni Maaned Aaret ud, at Ansjosen kan træffes hos os. Endnu maa nævnes, at Ansjosen tillige lever i det sydlige Stillehav omkring Tasmanien og Ny-Zeeland. Ansjosen er en pelagisk Fisk, der strejfer om i Stimer. Dens Føde bestaar af Orme, Smaafisk, men først og frem- mest af Krebsdyr (Vandlopper, Kaarer og unge Rejer). Naar den søger Kysten, gaar den ofte ind i Brakvand eller endog op i Ferskvand, saaledes i de hollandske Floder og Seinen. Den leger i Maanederne Maj— Juli. Æggene er ovale og træffes pelagisk, saavel i Saltvand som i Brakvand (Zuider- Søen, 7,5°/oo Saltholdighed). Klækning foregaar efter tre — fire Dages Forløb. Ansjosen er kødfuld og fed og har en ejendommelig, bitter Smag, der er særlig stærk i Indvol- dene og Hovedet (encrasicholus: med Galden i Hovedet); denne Smag er imidlertid allerede fra Oldtiden højt skattet, men Hoved og Indvolde maa dog fjernes, før Fisken til- beredes, hvad enten den saltes eller nedlægges med Kryd- derier. Den saltede Ansjos gaar under Handelsnavnet Sardel; den i Krydderier nedlagte kaldes Ansjos, men hvad der kommer i Handelen hos os under Navnet Ansjos (Ans ch o vis, Anchiovis), er næsten udelukkende Bris- ling, nedlagt paa lignende Maade som ægte Ansjos. I Middelhavet drives der store Ansjosfiskerier og ligeledes ved Europas Atlanterhavskyst; nordligste Fangststed af Betydning er Zuider-Søen, hvor Fangsten er uregelmæs- sig, men ofte meget stor. 2. Underfamilien Sild (Clupeini). Munden er middelstor. Overkæben rager ikke udover Underkæben. Overkæbebenene er middel- lange og naar ikke længere tilbage end under Øj- nene; de er mer eller mindre fremskydelige. Hertil hører fra vor Fauna een Slægt med fire Arter. 195 1. Sildeslægten (Clupea Artedi). Formen er middellangstrakt og sammentrykt, særlig nedadtil, saa at Bugkanten bliver skarp. Snudespidsen er omtrent lige afskaaret. Mellem- kæbebenene er smaa, Tænderne er meget smaa eller kan helt mangle. Gællehudene er frie neden- til; kun seks — otte Gællehudstraaler i hver. Gælle- gitterstavene er fine og talrige. Rygfinnen er sæd- vanlig fæstet noget foran Dyrets Midte og sidder over eller kun lidt bag Bugfinnerne. Gatfinnen naar ikke den dobbelte Længde af Rygfinnen og kan være kortere end denne. Skællene er middel- store eller store, sjælden smaa, og falder mer eller mindre let af; langs Bugkanten er der kølede Skæl eller Plader. Medens flere af Arterne er Genstand for store Fiske- rier og er blandt de mest udbredte Fødemidler, er der enkelte tropiske Arter, der er giftige. Slægten har Re- præsentanter i alle Have. En Del af Arterne gaar op i Ferskvand. Af de over tresindstyve Arter lever fire hos os; de henføres til tvende Underslægter. Oversigt over Underslægterne. Gællelaaget er glat. Halefinnen har ingen sær- ligt udviklede Skæl 1 . Clupea. Gællelaaget er straalefuret. Halefinnen bærer paa hver Side nogle store, bladformede Skæl. 2. Alosa. 1. Under slægten Clupea Artedi. Gællelaaget er glat, uden Straalefurer og Rygge. Ryg- finnen er fæstet forholdsvis langt tilbage. Halefinnen bærer ingen særligt udviklede Skæl. Kroppen har in- gen Pletter. 13* 196 Til Underslægten hører fra vor Fauna to hinanden meget nær staaende Arter. Oversigt over Arterne. Bugfinnerne er fæstet længere tilbage end Ryg- finnens Forkant. Bugen er hos den voksne Fisk uden Køl. 65—75 Gællegitterstave paa første Gællebue 1. Sild (Cl. har én gus). Bugfinnerne er fæstet foran eller under Ryg- finnens Forkant. Bugen har en skarp, tan- det Køl. Omkring 50 Gællegitterstave paa den første Gællebue 2. Brisling (Cl. språttus). 1. Sild(Clupeaharéngus Linné). Snudespidsen er kun lidt eller slet ikke indbugtet. Plovskærbenet har et smalt, bagtil tilspidset Felt med fine Tænder; lignende findes paa Mellem-, Over- og Under- kæbe, Plovskærben, Tunge og ofte paa Ganebenene. Over- gællelaaget er glat, uden Straalefurer. Grænsen mellem Over- og Undergællelaag er svagt S-formet krummet og viser skraat opad-bagud. Paa den forreste Gællebue er der omkring 65 — 75 Gællegitterstave. Bugfinnerne er fæstet mer eller mindre langt bag Rygfinnens Forkant. Bugkanten er hos den voksne Fisk mer eller mindre trind og har ingen skarp Køl. Skællene paa Bugkantens Midte ender med en bagudrettet Spids, af hvilke der tælles 36—48 mel- lem Gællebroen og Gattet (24—32 foran og 11—20 bag Bugfinnerne); foran Bugfinnerne har disse Skæl lange, smalle Sidegrene. Sidelinien kan undertiden spores, men højst paa tre— fem gennemborede Skæl i en Række fortil. Den levende Sild er blaagrøn med et Skær af Purpur og Violet paa Ryggen, medens Sider og Bug er sølvskinnende uden Pletter, men med gyldne og violette Toner; Snude- og Underkæbespids er sædvanlig sorteblaa. Den døde Fisk bliver gerne blaalig paa Ryggen med en grøn Plet paa Issen og nedentil rent sølvhvid. R 17—21; G 14—20; Br 15-19; Bu 7-10; H x-f 19 + x. Silden bliver sjælden stort over halvfjerde Decimeter 197 lang; der haves dog paalidelige Efterretninger om Sild paa 37,8, 39 og 42 cm og maaske paa 43 cm. Sildens Ud- bredelsesomraade er nordligt og gaar fra Spitsbergen, Karahavets Sydkyst, Ob og Jenisseis Mundinger, Island og Grønland (Davis Strædet) og det nordlige Labrador ned til Cap Hatteras ved Atlanterhavets Vestside og til den biscayiske Bugt ved dets Østside; foruden saaledes at omfatte en stor Del af det nordlige Atlanterhav og af Ishavet, breder det sig rimeligvis ogsaa over det nordlige Stillehav, da Silden findes ved Kamtschatka og Japan. I Østersøen gaar Silden helt ind i den bottniske og finske Vig. Ikke sjælden gaar Silden op i Ferskvand (Gota- elvens Munding, Vegeaa, Ronneaa), og den kan findes i afspærrede Havbugter lang Tid efter, at de er blevne fer- ske. Indenfor sit Udbredelsesomraade er Silden imidlertid langtfra ensartet, men falder tværtimod i talrige, mer eller Fig. 87. Sild. (Fra Stuxberg.) mindre forskellige, Former eller Stammer, hvis Forskellig- heder, skønt i og for sig ubetydelige, dog jævnlig fra gammel Tid har været bemærket og givet Udtryk i Navne som Følge af Sildefiskeriernes og Sildehandelens umaade- lige Betydning. Disse Navne har dog hyppigst kun tjent til at kendetegne en ensartet Vare og har derfor mere været givet efter Forhold som Størrelse, Fangsttid og Fedme end efter egentlige Kendetegn i Fiskens Ydre (Stor- sild, Vaarsild, Flommesild o. s. v.). Meget Arbejde har i det sidste Hundrede Aar været ofret paa at udrede Silde- formernes indbyrdes Forhold, men endnu er det ikke lykkedes at vinde fuld Forstaaelse heraf, omendv nye Methoder (som Skælundersøgelserne) nu synes at fremme Arbejdet stærkt. Her skal kun nævnes, at Silden optræder i talrige Former, der adskiller sig dels ved Størrelse og Udseende, dels ved Levevis. Saaledes er Gennemsnits- størrelsen af de voksne Sild ved Island 34—36 cm, ved det nordvestlige Norge c. 33 cm, ved England og ved Bohuslån c. 30 cm, i det sydlige Kattegat og i Øresund 198 c. 27 cm, Syd for Lolland c. 23 cm, ved Bornholm c. 22 cm, ved Kønigsberg c. 20,5 cm og længere inde i Øster- søen endnu mindre, c. 15 — 21 cm; Silden fra den indre Østersø nordenfor Gotland kaldes Strømming (formå mém- bras Linné); mellem disse Dværgsild træffes dog ogsaa Sild paa over tre Decimeter. I store Træk kan der skel- nes mellem Kystsild og Havsild, af hvilke disse yngler i mere aabent Vand og til meget forskellige Tider, særlig dog i Eftersommeren, om Høsten og om Vinteren, medens hine særlig yngler i Brakvand og mest i Foraarsmaane- derne. Nogle Sild foretager store Vandringer; fra det nordlige Atlanterhav søger Silden saaledes ind under Nor- ges Kyst, dels om Sommeren som Ungsild paa Jagt efter Føde (Sommersild, Fedsild), dels som Vintersild for Legens Skyld sidst paa Aaret (Storsilden ved det nordlige Norge) eller i Aarets første Maaneder (Vaarsilden eller Graaben- silden ved Norges Sydvestkyst); fra Skagerak og det nord- lige Vesterhav gaar Silden (Skageraks- eller Bohussild) ind til Norges Skagerakskyst eller til Bohuslåns Kyst for at yngle. Paa den anden Side synes mange Sildestammer lidet vandrende; Kattegat, Bælterne, de enkelte Dele af Østersøen synes hver for sig at have en særlig Silde- stamme, der ikke i nogen udstrakt Grad blander sig med de andre Farvandes. I vore Farvande har vi dels „Høstsild", der hører til i Vesterhavet, men søger ind i Maanederne August— Oktober for at gyde, dels forskellige foraarslegende Standformer („Vaarsild"), der er mindre og magrere. Helt Standfisk kan Silden ogsaa være, frivillig eller ufrivillig; i norske Fjorde er der Stammer, som lever her til Stadig- hed; ikke sjælden har Silden holdt sig kortere eller læn- gere Tid i inddæmmede Havomraader (Lammefjorden af- spærredes i 1874; her holdt Silden sig i c. 30 Aar). Paa et og samme Sted kan der til forskellig Tid fiskes to Sildestam- mer, paa een Tid en Havsild, paa en anden en Kystsild. Sildens Føde bestaar næsten udelukkende af Smaadyr, som den sier fra Svævet ved Hjælp af sit fine Gællegitter, først og fremmest af Copepoder (Vandlopper) (og særlig af Cålanus finmårchicus), men ogsaa af Lyskrebs og andre Krebsdyr, af Orme, Pilorme, Vingesnegle og lignende Smaadyr; lejlighedsvis tager den Rogn, mest sin egen Arts, og Smaafisk (Glaskutling). I Østersøen tager den særlig Copepoder og Dafnier samt Kaarer, Tanglopper, Myggelarver og Pupper og Fiskeyngel. Oftest holder Silden i Havet sig til en bestemt Slags Føde, alt efter Svævets Sammensætning; Føden kaldes i Norge „Aat" (beslægtet med „æde"), og man skelner her mellem „Rød- aat" (udelukkende Copepoder som Cålanus o. a.), „Gulaat" (gennemsigtige Copepoder og Ormelarver(Léucodon ciliåta), 199 og „Svartaat" (eller „Krudtaat", hovedsagelig Vingesneglen Limacina helicfna eller unge Snegle af Slægten Rissoa). Silden er en god og udholdende Svømmer, der færdes i store Stimer, om Sommeren mest i de øvre Vandlag, om Vinteren ofte paa nogen Dybde. I Legetiden søger de voksne Sild dog Kystens Nærhed; her opholder ogsaa Yngelen sig, og naar Strøm sætter Sildens Yndlingsføde ind under Kysten, følger ogsaa Ungsilden med herind. En Del af Sildens Vandringer er egentlig slet ikke Skiften af Opholdssted, idet de netop gaar ud paa at følge den , Vandmasse, hvis Saltholdighed, Varmegrad og Svæv passer den, i dens Bevægelse mellem andre, anderledes beskafne Vandmasser. Endog Ynglevandringerne paavirkes i den Grad af de hydrografiske Forhold, at det afhænger af disse, f. Eks. om Skagerakssilden søger hovedsagelig til Norges Kyst eller til Bohusians for at lege. Medens Silden gaar i det aabne Hav, er det tvivlsomt, om den gaar i Stime; udfor Nordskotland kan der saaledes fanges Fedsild, Lege- sild og udleget Sild mellem hinanden. Men allerede naar Silden nærmer sig Kysten, har den sluttet sig sammen i Stimer, og indenfor disse Stimer er næsten alle Fiskene af omtrent samme Størrelse. Om Natten synes Stimerne at opløses noget, og Sildene er da vistnok livligst, men om Dagen træffes de atter i Stime. Hvad der opnaas ved dette stimevise Sammenhold, er gaadefuldt; maaske føler den enkelte Fisk sig mere tryg sammen med sine Fæller end alene, men den bliver vel i Virkeligheden mere efter- stræbt baade af Mennesker og Dyr, fordi den lever i Stimer. Silden anses almindelig for ængstelig og sky, og dens Bortebliven fra de sædvanlige Fangstpladser forklares ved, at den er blevet skræmmet f. Eks. ved Støj (Silden ude- blev fra Bohuslåns Kyst efter Tordenskjolds Kanoners Torden); dette har dog intet paa sig: Sildens tilsyneladende Lunefuldhed staar sikkert i det nøjeste Sammenhæng med Strømforholdene, og medens Dampskibene i een Fjord skulde have bortskræmt al Sild, forliges disse udmærket med Dampskibene i andre Fjorde. Forestillingen om de let- skræmte Sild er dog ligesaa haardnakket, som den er gammel. De norske Fiskere holder saaledes for, at Hva- lerne driver Sildestimerne ind under Land; de gamle Love lige fra Guletings-Loven til Kristian den Femtes Lov be- stemmer Bøder for at jage den sildedrivende Hval; og skønt alt taler for, at Sildestimerne bevæger sig uden synderligt Hensyn til Hvalerne, fremtvang Ophidselsen blandt de norske Fiskere for nogle Aar siden Lovgivning om Indskrænkning i Hvalfangsten. Sildens hele Liv er afhængigt af Svævet; det synes derfor ikke rimelig, at den i længere Tid skulde opholde sig paa Dybder større 200 end dem, i hvilke Svævet lever, altsaa ned til omkring fem — seks Hundrede Meter under Havfladen. Men det er sikkert, at Silden kan forekomme paa store Dybder, thi den findes jævnlig i Langer, der fiskes paa c. 360 Meters Dybde udfor Norges Kyst, og i en Havkvabbe, der toges paa 1150 Meters Dybde Vest for Romsdalen, var der friske Levninger af en Sild. Gennemgaaende maa man dog anse Silden for at høre hjemme i Overfladen eller i de øvre Vandlag. Naar Sildestimerne færdes her, gør de sig ofte let bemærkede. I mørke Nætter skal de kunne foraarsage et fosforescerende Skær i Havfladen (ved at sætte Moril- den i Bevægelse?), og de siges i klare Nætter at kaste et Slags Skin fra sig ved deres Bevægelse, det saakaldte Sildeblink; det er selvfølgelig meningsløst, naar „Korn- modslynene" undertiden tilskrives Sildestimer, der vender sig („Sildeglimt"). Særlig berømt er Sildestimernes „Ind- sig" under den norske Kyst, hvor de viser sig med Flokke af Søfugle over sig og fulgt af Hvaler. De meget store Stimer kaldes Sildebjærge. Saxo fortæller om, hvorledes Silden kan staa saa tæt i Øresund, at „Fartøjerne stundom sidder fast og næppe er til at drive frem med Aarerne, saa at de behøver hverken Garn eller Krog, men kan fange Fisken med de bare Hænder"; men ogsaa i Nutiden har man set Silden trænges i saa tætte Stimer hos os, saaledes f. Eks. i Limfjorden og ved Mols. Ogsaa Sildeungernes Stimer kan være umaadelige; Krøyer saa d. 5. Juli 1834 ved Skagens Nordstrand en Stime af omtrent fem Centi- meter lange Sild; Silden stod indenfor inderste Revle saa nær Strandbredden, at man saa at sige kunde træde ud i den; den strakte sig efter Øjemaal omtrentlig to Hun- drede Meter langs Stranden og tyve Meter ud i Havet, og Sildeungerne stod saa tæt, at man ikke kunde se de blanke Sider, men kun den mørke Ryg, hvorfor Havet paa denne Strækning syntes sort. Saadanne Stimer kan i Virkelig- heden næsten hver Sommer ses ved Skagen. Mod Legetiden søger Silden indefter Kysterne for at yngle. Som nævnt falder Legetiden paa meget forskellige Åarstider for de forskellige Sildestammer, saa at der næ- sten til enhver Aarstid et eller andet Steds kan træffes legende Sild. Hos os træffes moden Sild mest Foraar („Vaarsild") og Efteraar („Høstsild"). Det er vistnok ude- lukket, at det er de unge Sild, der leger om Foraaret for efterhaanden at faa tidligere og tidligere Legetid; ligeledes er det vistnok udelukket, at den samme Sild skulde yngle to Gange hvert Aar. Legepladserne er ogsaa meget for- skellige; som Regel ligger de enten beskyttet og da ofte paa kun et Par Meters, hyppigst dog paa omkring en halv Snes Meters Dybde, eller de findes paa saa dybt Vand 201 (indtil over Hundrede Meter), at de er værnet mod Bølge- slaget. Ved Jæderens Rev skyllede dog engang flere Hun- drede Kærrelæs Silderogn ind under Storm. Legen kan foregaa paa næsten al Slags Bund, naar den bare er fast eller bevokset. Hver legemoden Hunsild indeholder tyve- fyrretyve Tusinde Æg (noget mere eller mindre kan fore- komme). Alle Æggene lægges ikke paa een Gang, men Legen udstrækkes over flere Dage eller et Par Uger for den enkelte Fisk og over flere Maaneder for hver Stime. Under Legen, der vistnok væsentligst foregaar om Natten, men ogsaa er iagttaget om Dagen, er Sildene i livlig Be- vægelse; de gnider sig mod hinanden og mod Bunden, og Vandet er grumset af den udgydte Mælk; talrige fine Luft- blærer stiger tilvejrs fra de legende Sild, og en ejendom- melig Lugt skal mærkes. Æggene synker straks til Bunds selv i det salteste Vand; herved adskiller de sig ikke blot fra Æggene af de fleste andre Nyttefisk, men ogsaa fra de nærmeststaaende Sildearters. Æggene har et ydre, klæb- rigt Lag, med hvilket de klistres til Tang, Sten o. 1.; ofte klæber Æggene sammen til hele Kager, der ligger paa Bunden, og ikke sjælden findes de paa Fiskeredskaber. Æggenes Tværmaal er 1,2 — 1,5 mm, hos Dværgstammerne undertiden kun 0,85 mm. De klækkes i Løbet af en eller to Uger eller ved lav Varmegrad langsommere. De spæde Un- ger er meget langstrakte; de bliver ikke ved Bunden, men træffes i Svævet. Eftersom det drejer sig om Foraars- eller Efteraarsyngel, antager de (efter Undersøgelser ved Kiel) de voksnes Udseende med den skinnende Sølv- klædning ved en Længde af henholdsvis tre — fire Centi- Sted og Tid for Fangsten. : Antaljunder søgte Sild. Sildens Gennemsnitslængde i Centi- meter i de forskellige Aar. 1. Aar 2. Aar! 3. Aar 4. Aar [ 5. Aar 6. Aar 60°32'n.Br.,2°50' ø.L.,^/10 1909. 246 8,3 15,4 21,3 i 24,9 i 27,3 I 29,6 Trindelen,13/n1909. 80 12,6 i 17,7 21,3 , 23,9 | 25,5 . 26,6 meter og fire — seks Centimeter. Ungerne strejfer nu sam- lede i Stimer om i Overfladen paa lavere Vand, saavel i Bændeltangsomraadet som inde paa Sandrevlerne og inde i Fjordene; efter et halvt eller et helt Aars Ophold her- inde gaar de som Ungsild ud paa mere aabent Vand, for Hav- sildens vedkommende ud i det aabne Hav. I de følgende 202 Aar vokser de forskellige Sildestammer ogsaa forskelligt, men ikke saaledes, at man uden videre kan dele dem i hurtigt og langsomt voksende Stammer. I den foran- staaende Tabel er Gennemsnitslængden i de forskellige Aldre udregnet (ved Hjælp af Skælundersøgelser) hos Sild taget mellem Norge og Shetlandsøerne og hos Kattegats- sild; det ses, at disse i de to første Aar vokser stærkest, medens hine derefter hurtigst øger deres Længde. Efter de to første Leveaar, og saa længe Silden endnu ikke er bleven forplantningsdygtig, opsamler den en betydelig Mængde Fedt, dels i sit Kød og dels som Ister langs Ind- voldene. Fedtholdigheden stiger hos Ungsilden med Stør- relsen; saaledes fandtes hos Ungsild fra Norges Vestkyst følgende Mængder i Kødet: SildensLængdeicm. 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 Fedtprocent i Kødet.14,04 4,19 8,03 8,35 10,29 10,82 12,7i 14,50 13,69 11,59 Der er fundet indtil over 20n/o Fedt i Kødet. Ister- mængden er særlig stor hos Ungsild over en Snes Centi- meters Længde (Fedsild, Flommesild, Matjes). Naar Køns- modenheden naas, begynder Fedtholdigheden at svinge stærkt efter Legetiderne. Naar Stimerne nærmer sig Ky- sten, kan Silden endnu have 10 — 15°/o Fedt i Kødet, men Kønsorganernes Udvikling tærer saa stærkt, at Fedtholdig- heden efterhaanden kan synke helt ned til 2,5°/o; Ister- mængden er aldrig saa stor hos den voksne Sild som hos Ungsilden. Desuden er der en aarlig Svingning i Fedt- holdigheden baade hos Ungsild og voksen Sild, idet de om Vinteren forbruger af Fedtet, men aflejrer nyt om Sommeren; dette mærkes dog ikke paa Vægten, idet der om Vinteren til Udligning optages Vand, som atter ud- skilles om Sommeren — til Gengæld mærkes det paa Kvaliteten, der er langt ringere om Vinteren end om Sommeren. Væksten foregaar udelukkende i Sommer- halvaaret (ved Norges Vestkyst i April— September og sær- lig i Maj— Juli), medens Længden ikke øges i den øvrige Tid. I tre — fem Aars Alderen bliver Silden forplantnings- dygtig, i de fleste Tilfælde vistnok i sit fjerde Aar. Den har da en Længde af 15—23 cm, undtagelsesvis kun 12,5 cm. Man har undret sig over, at Silden trods det umaadelige Antal, der aarlig opfiskes, ikke aftager paaviseligt i Mængde, 203 skønt den i Forhold til de fleste andre Nyttefisk lægger temmelig faa Æg. Muligt er det jo, at forholdsvis mange Æg kommer til Udvikling, fordi de er fastsiddende og ikke pelagiske, men man maa heller ikke undervurdere Betyd- ningen af, at Mennesket ikke blot fanger Silden, men og- saa fanger et umaadeligt Antal af dens værste Fjender som Torsken og dennes Slægtninge. Det er en udbredt Tro — der dog næppe har meget paa sig — , at mange Fisk og deriblandt ogsaa Silden op- søger de samme Legepladser, hvor de selv er kommet til Verden. Det er sikkert nok, at de indtrækkende Silde- stimer kan komme Aar efter Aar paa den samme Kyst- strækning og følge akkurat de samme Render i Bunden, hvor der hvert Aar kan drives et godt Fiskeri. Men lige saa sikkert er det, at Silden efter i en Aarrække at have søgt en Legeplads kan opgive den og søge andre Kyster. Bedst kendte er saadanne Forhold ved Bohusian, hvor der i det sidste Tusindaar har været ni— ti Perioder med gode Sildaar afvekslende med Perioder med daarlig Fangst; man opdagede efterhaanden, at naar Bohusfiskeriet var daarligt, gik Silden i stor Mængde ind ved Norges Syd- østkyst, og omvendt. For at forklare, hvorfor Silden hand- lede saaledes imod sin Hjemstavnsfølelse, tog man sin Tilflugt til mange Hypotheser: Overhaandtagen af Rovfisk (Torsk, Sej, Haj), Optræden af ildelugtende Diatoméer, Forurening med Affald fra Sildesalterierne, Rovfiskeri efter unge Sild o. s. v. I Virkeligheden afhænger Sildestimernes Gang til de gamle eller til nye Legepladser sikkert i langt overvejende Grad af Strømforhold, Saltholdighed og Varme- grad. Hvor Forholdene er ens Aar efter Aar, søger Silden de samme Legepladser, medens de skiftende hydrografiske Forhold snart fører Skagerakssildene til Leg ved Norge, snart ved Bohusian. Nedenfor skal omtales de Forandrin- ger, Sildefiskerierne i Øresund og Limfjorden er under- gaaet i Tidens Løb. Silden kan fanges paa Krog, f. Eks. paa Flue; ved Kolding Fjords Munding i Lille Bælt og enkelte andre Steder drives der Fiskeri efter Sild med Haandsnøre med smaa, blanke Messingkroge uden Madding. Alt Fiskeri af Betydning foregaar dog med Garnredskaber. Hos os anven- des dels Hildingsgarn, dels Bundgarn,'Vaad og Snærpenot. Bundgarnenes Sildefangst falder mest om Foraaret. Land- dragningsvaad har adskillige Steder Betydning om Vinteren. Snærpenoten er et fra Amerika til Norge indført Redskab, som i de senere Aar bruges lidt hos os; den kan i rum Sø indespærre en hel Sildestime, men er meget dyr. Hildingsgarnene (Drivgarn, Sildenæringer, Hankegarn, Manser o. a.) sættes enten ved Bunden Natten over, eller 204 de anbringes svævende i lodret Stilling lige under Vand- skorpen eller i nogen Dybde; Garnene er fastgjort til hin- anden i en lang „Lænke", hvis ene Ende er bundet til Baaden, der driver med Garnene Natten igennem; bedst fiskes der i lidt uroligt Vejr, da Silden kan se Garnene i lyse, stille Nætter og særlig, naar der er Morild, der kan faa Garnet til at staa som en Ildvæg ned i Vandet. Driv- garnsfiskeriet har flere mærkelige Navne, af hvilke skal nævnes det bornholmske „at vrage Sild", „ligge paa Vrag"*). I de sidste Aar trawles der Sild i Skagerak og Vesterhavet med særlige Sildetrawl, som bruges i alle Dybder. I norske og islandske Fjorde indespærrer („stænger") man jævnlig Sildestimerne med mægtige Garnvægge og kan derved gøre kolossale Fangster; der kan stænges i tusindvis af Tønder, ja engang toges tredive Tusinde Tønder Sild i eet Stæng. Naar det drejer sig om store Fangster, skal Silden helst saltes, men man maa da lade den gaa indespærret, indtil den har tømt sin Tarmkanal; indeholdt denne „Svart- aat", skal Silden overhovedet ikke være egnet til Saltning. I Legetiden er Sildens Tarmkanal dog oftest tom. Silden taa- ler meget daarligt Beskadigelser, og de Sild, der fanges i Hildingsgarn, er oftest døde, inden Garnene tages op; men selv fuldstændig ubeskadigede Sild dør efter et kort Op- hold i Luften — alt efter Luftens Varme og Fugtigheds- grad i Løbet af et Par Minutter eller højst en Snes (Ord- sproget: „Saa død som en Sild"). Da Silden ikke er særlig holdbar, og da den fiskes i saa store Mængder ad Gangen, maa man tilberede den, saa at den kan opbevares kortere eller længere Tid. Allerede fra meget gammel Tid har man saltet Silden eller tørret den i Røg; men medens man oprindelig „rundsaltede" den, opfandt Hollænderen Willem Benkelzoon (død 1397) at tage Gæller og Indvolde ud af Silden, og nu „ganes" eller „gælles" Silden næsten altid, før den saltes eller røges. Den større eller mindre Godhed til Saltning beror mest paa Sildens Fedme; unge Sild, hvis Kønsorganer er uudviklede, er bedst (Matjes). Medens Nedsaltning særlig foregaar, hvor de meget store Fiskerier finder Sted, sælges de fleste af de danske Sild ferske, eller de røges; de duer ikke til Saltning, da de ikke er tilstrækkelig fede. Saaledes ligger derved de bornholmske Fiskerlejer talrige, smaa Røgerier, hvor Silden hænges op i Røg af Elletræ; man klarer herved de lidt vanskelige Afsætningsforhold. Ogsaa mange andre Steder i Landet har vi Røgerier, men hvor Transportforholdene er gode, sendes mærkelig nok en Mængde af de i vore Farvande *) Ordet har flere Betydninger. I 1811 paabødes offentlig Vragning (Eftersyn) af saltet Sild, bestemt til Udførsel fra Limfjorden. 205 fangede Sild til Eckernførde til Røgning. Under Røgnin- gen ophænges Sildene gerne parvis, den ene med Hovedet stukket ind gennem den andens Gællespalte og ud gen- nem Munden. Ved de store bohuslånske, norske, island- ske o. a. Sildefiskerier saltes det meste; den saltede Sild gaar under forskellige Navne som „Spegesild", „Flomme- sild", „Matjes", af hvilke de to sidste særlig betegner den fede Ungsild. Mindre Sild og Halestykket af større bru- ges ogsaa meget til Nedlægning i Hermetikindustrien (ofte som „Sardin"). Den ferske Sild tilberedes hos os oftest ved Stegning, men dens Anvendelse er i øvrigt mangfoldig. Silden spiller en uhyre Rolle som et billigt Næringsmiddel i talrige Lande. Men ved Siden heraf har den ogsaa sine særlige kulinariske Opgaver; den berømte „White bait", Hovedretten ved fine Middage i Greenwich og Blackwall, er hovedsagelig fem — syv Centimeter lange Sildeunger (desuden Brisling, Hundestejler, Kutlinger o. 1.), der fanges i Themsen i Flodtiden om Foraaret og Sommeren og ste- ges straks efter Fangsten; mere kendt hos os er Spege- sildens særlige Anvendelse som forfriskende Morgenbid „dagen derpå", og allerede Schonevelde berømmer i sin Aar 1624 udkomne Bog om Slesvig og Holstens Fisk Spegesilden som „celebre pridiånæ cråpulæ solåndæ anti- phårmacum"*). Udover disse forskelligartede Anvendelser til Menneskeføde benyttes Silden meget til Agn, og særlig i ældre Tid, da Afsætningsforholdene var daarlige, og man ikke kunde overkomme en bedre Nyttiggørelse af rigelige Silde- fangster, kogte man Tran af Silden eller brugte den til Gødning, ja de skaanske Heste blev hyppig fodrede med Sild. Nu findes Fabrikker til Udvinding af Sildeolie af ellers uafsættelige Sildemængder f. Eks. paa Island. Sildefiskeriet er maaske mere end noget andet Fiskeri præget af Ustadighed ikke blot i det daglige, men ogsaa i Historiens Løb; der vindes og tabes endnu Formuer paa Sildefiskeri og Sildehandel, og den ledende Stilling som sildefiskende Nation er gaaet fra een Haand til en anden. I sin Tid har Danmark huset et meget betydeligt Silde- fiskeri, nemlig det bekendte skaanske Øresundsfiskeri. Det skaanske Sildefiskeri nævnes allerede f. Eks. i Olaf den Helliges Saga og i Knytlingesaga, og Saxo fortæller om Sildens Mængde. Ejendommeligt er det at se, hvorledes dette Fiskeris Betydning imidlertid ikke nær saa meget afhang af Sildens Mængde som af Afsætningsforholdene; da Hansestæderne (rimeligvis omkring Midten af det tolvte Aarhundrede) begyndte at tage Del i Fiskeriet, svang dette ') „En herlig Modgift til Bod paa Gaarsdagens Rus." 206 sig op, og da Hollænderne i det femtende Aarhundrede udviklede deres Sildehandel, tabte det skaanske Fiskeri stærkt i Betydning, skønt der var Sild nok, og Hansestæderne endnu havde Privilegierne paa Handelen. Først omkring Aar 1650 ophørte den sidste Forbindelse mellem Hanse- aterne og Fiskeriet ved Skaane, men endnu c. 1700 valg- tes i Stettin Oldermænd for Fiskerne i Dragør, Malmo og Falsterbo (rimeligvis dog kun en tom Titel). I Fiskeriets Velmagtsdage var Falsterbo-Odden i Fisketiden besat med Boder for Fiskerne fra de forskellige danske Byer, me- dens Hanseaternes Købmandsboder laa nærmere de to Smaabyer Skanor og Falsterbo, i hvilke de store Markeder holdtes. I Virkeligheden synes den fiskede Sildemængde efter de gamle Toldregnskaber ikke at have været saa overvættes stor, maalt med Nutidens Maalestok, nemlig kun omkring 50—60 Tusinde Tønder aarlig — eller om- trent den samme Mængde, som der den Dag i Dag fiskes paa det paagældende Omraade (fra Hveen til Bornholm); og dog synes Fiskeriet, der dreves med Bundgarn og Driv- garn ligesom nu (men kun om Høsten), at være blevet drevet meget stærkt, thi omkring Aar 1550 skal der have været 7.515 Baade. Det Ry, der gaar af Øresundsfiskeriet, skyldes dels, at der dengang ikke var andre, større Silde- fiskerier, dels det Handelsrøre, som trivedes i Tilknytning hertil. Allerede fra det trettende, fjortende og femtende Aarhundrede berettes der om Perioder med rigt Silde- fiskeri ved Bohuslån, og den meget rige Periode fra c. 1550— c. 1590 synes at have givet Øresundsfiskeriet et af- gørende Knæk. Helt fejlagtig har man opfattet Forholdet, som om det var Øresundssilden, der dengang opgav sine Legepladser i Sundet og søgte op til Skageraks Kysten i Stedet for. Men yderligere tabte Hanseaterne deres Fører- stilling paa Sildemarkedet, idet Hollænderne havde op- taget Fiskeriet i større Maalestok og efterhaanden fik et Sildefiskeri af umaadeligt Omfang, som i det syttende Aarhundrede skabte Hollands Velmagt. I Begyndelsen af det nævnte Aarhundrede skal det hollandske Sildefiskeri have givet aarlig 30 — 45 Millioner Kroner i rede Penge samtidig med, at der i Landet selv forbrugtes for lige saa meget. Hollændernes Førerstilling tabtes under uheldige Krige, og det blev derpaa England-Skotland, der kom til at drive det mest indbringende Sildefiskeri. Nu, da Af- sætningsforholdene er bedre — omend vanskelige nok — , behøver Fiskeriet ikke i den Grad som tidligere at rette sig efter Nationernes Handelsforbindelser, og det er der- for nu mere fordelt efter Landenes naturlige Fiskerimulig- heder end tidligere. Ogsaa det i sin Tid betydelige Sildefiskeri i Limfjorden 207 er blevet ramt af en noget lignende Skæbne som den, der blev Øresundsfiskeriet til Del. Saxo omtaler Limfjordens Fiskerigdom, men Fiskeriet her har dog øjensynlig væsent- lig kun forsynet Egnens Beboere. Hansestæderne synes heller ikke at have interesseret sig for Limfjordsfiskeriet før meget sent; først i 1524 fik de Særrettigheder her. Fra Kong Hans' Tid var Limfjordsfiskeriet imidlertid blevet Genstand for en særlig Lovgivning, hvilket viser dets øgede Betydning; i 1750 fastsattes det, at der kun maatte bruges Bundgarn, Vaad og Nedgarn; Fiskeriet med de sidste var frit, medens de c. 1500 Bundgarnstader og de 18 Varpesteder optoges i en af Kongen approberet „Stade- bog". Bundgarnsfiskeriet, der vistnok var det vigtigste, dreves særlig i Nibe Bredning (Nørlaa, Sebberlaa, Øster- land, Ølands Grund). I Limfjordens vestlige Del, der jo indtil 1825 var uden Forbindelse med Vesterhavet, og som Følge deraf var næsten fersk, fiskedes ingen Sild; derimod foregik der Fiskeri i Fjordens østlige Del under Sildens Vandring mellem Kattegat og Nibe Bredning og til Tider tillige paa Strækningen fra Hals ned til Mariager Fjord; den her liggende Landsby Dokkedal havde omkring Aar 1560 Borgmester og Byfoged. Limfjordsfiskeriet foregik en halv Snes Uger om Foraaret fra det Tidspunkt, da Isen brød op, og en seks Ugers Tid om Efteraaret inden Mid- ten af November. I Begyndelsen af forrige Aarhundrede beskæftigede det 2—300 Mand ved Bundgarnene, 300 ved Vaaddragningen og 2—3.000 ved Nedgarnene; ved Salte- rierne var endnu langt flere beskæftigede, og hertil kom alle dem, der havde Arbejde ved Handelen, Bødkerierne o. s. v. Alene i Aalborg var der 30 Salterier, og Nibes Betydning skyldtes Sildefiskeriet. Sildene solgtes ferske, tørrede („Tørre Jyder") og røgede, eller de saltedes. Un- der Fiskeriets Glansperiode udførtes en Mængde Sild, men der forbrugtes ogsaa særdeles meget i Omegnen; Tjeneste- folk forbeholdt sig, at de kun skulde have Sild til Middag og Aften nogle Gange om Ugen (til Morgen var det vist givet, at der altid vankede Sild). Hvor stor Fangsten var, kan ikke med Sikkerhed siges, men den anslaas til i gode Aar at have været omkring 100.000 Tønder; imidlertid skulde der ogsaa uhyre Udgifter til at drive det, baade Hamp, Salt, Tjære, Træ og Arbejdskraft, og allerede før Aar 1800 synes Fiskeriet at have haft Vanskeligheder ved at klare sig overfor opdukkende, fremmede Sildefiskerier, der arbejdede under heldigere Vilkaar. Efter en udmærket Periode først i forrige Aarhundrede aftog Sildefiskeriets Omfang i Løbet af Tyverne og blev efterhaanden betyd- ningsløst. Man maa dog ikke tro, at Silden pludselig efter Gennembrudet ved Agger i 1825 blev borte fra Fjorden; 208 Aaret 1828 var endog et fortræffeligt Sildeaar, i hvilket der solgtes 75.000 Tønder saltet Sild. Endnu mindre kan man tilskrive den forøgede Trafik ved Hals Skylden for Sildens Udebliven; Grundene til denne kan overhovedet næppe ventes opklarede, men maa vel nærmest søges i hydrografiske Forhold. Følgerne var slemme, særlig for Nibe By; faa Aar efter var næsten hele Byen stillet til Auktion paa een Gang; talrige Tiggere fartede Jylland over. Limfjordssildefiskeriets Betydning overdrives ofte, idet man ser tilbage til Fortiden „gennem Erindringens altid farvede Glas"; i Betragtning af de med Limfjords- sildefiskeriet forbundne store Udgifter og af Udbyttets Ustadighed er det et Spørgsmaal, om det var nogen større Værdi for Landet. Kom Silden nu igen, vilde den næppe faa særlig stor Betydning paa Nutidens Marked, da den er for mager. I øvrigt fiskes der en Del Sild i Limfjorden (f. Eks. i 1907 for 250.000 Kr.), men mest i de vestlige Bredninger; i 1911 var der dog store Mængder Sild ved Nibe, men de var af ringe Godhed. Rimeligvis paa Grund af Sildens ensartede Størrelse i hver Fangst og indenfor hvert Vandomraade opgives Fangstmængderne fra gammel Tid i Ol (å 80 Stkr.), ikke i Vægt. I 1912 fiskedes der fra dansk Side i Vesterhavet - 12.676 Ol, i Skagerak — 1 1.561 Ol, i Kattegat — 501.469 Ol, i det nordlige Øresund — 214.864 Ol, i Bælthavet — 929.787 Ol, i den vestlige Østersø — 58.278 Ol, i det syd- lige Øresund og den egentlige Østersø — 948.891 Ol, i Ringkjøbing og Nissum Fjorde — 31.903 Ol og i Limfjor- den — 341.390 Ol, i alt 3.050.819 Ol til en Værdi af 2.541.180 Kr.; det bliver 83 Øre pr. Ol og svarer til 15,25% af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet. I 1902 gav Silde- fiskeriet ogsaa c. 2 Millioner Kr., men dengang svarede dette til c. 25°/o af Aarets Udbytte. Vægten pr. Ol er meget forskellig efter Farvandene; gennemsnitlig sættes den til 10 kg i Skagerak og Kattegat, til 8 kg i Vesterhavet og Limfjorden, til 6 kg i de vestjydske Fjorde, Bæltfarvandet og den vestlige Østersø og til 3 kg i den egentlige Østersø; herefter skulde Fangsten i 1912 svare til omtrent 19.078.000 kg. Prisen pr. Ol aftager indefter mod Østersøen: Vester- havet Kr. 1.53, Kattegat Kr. I.20, Bæltehavet Kr. I.10, Lim- fjorden Kr. 0.72, den egentlige Østersø Kr. O.33. Det nordeuropæiske Sildefiskeri opgives for Aaret 1908 at have givet c. 920.000.000 kg (svarende til 7 10.000.000.000 Stkr.), hvoraf de 620.000.000 kg stammer fra Vesterhavet. De vigtigste sildefiskende Lande var Skotland (med 289 Millioner Kilogram), England (202), Norge (190), Holland (69), Sverige (40), Tyskland (32), Danmark (14), Irland (13), Belgien (2). Værdien af den samlede Fangst var omkring 209 75 Millioner Kroner. Gennemsnitsprisen pr. Kilogram var lavest i Norge (4 Øre), højst i Belgien (22 Øre). Vor Lovgivning sætter ingen Fredningstid eller Mind- stemaal for Silden; det er kun forbudt at bruge den til Gødning eller til Svineføde. Da Silden daarlig taaler Garnets Berøring, gaar i øvrigt meget tabt, selv om den udkastes. Silden har talrige Fjender, idet omtrent alle Havets Rov- fisk forfølger den. Æggene og de spæde Unger kan en- hver Fisk magte; naar Ungerne er søgt ind paa Sand- revlerne, forfølges de særlig af Tobiser, men længere ude er Silden særlig Bytte for Torsk, Sej, Kulmule, Makrel, Laks, Hornfisk og Hajer samt for Sæler, Marsvin og Ter- ner; ogsaa forskellige store Hvaler er i nordligere Far- vande blandt Sildeæderne. I god Overensstemmelse med sin ældgamle Betydning for Fiskeriet har Silden kun dette ene danske Navn. Mærkelig nok har Fiskerne undertiden fundet et Modsæt- ningsforhold mellem den og andre Fisk; i hvert Fald kunde man (c. 1885) paa Samsø høre Fiskerne raabe med „Sild og Fisk" i Nordby Gader. 2. Brisling (Clupea språttus Linné). (Krøyer: Clupea språttus & schonevéldii). Snudespidsen er lidet eller slet ikke indbugtet. Meget smaa Tænder findes paa Mellem-, Over- og Underkæbe, Tunge og i en enkelt Række paa Vingebenene (paa Ptery- goideum og paa forreste Del af Mesopterygoideum) samt i Reglen ogsaa paa Plovskærbenet, men mangler paa Gane- benene. Overgællelaaget er glat uden Straalefurer. Græn- sen mellem Overgællelaag og Undergællelaag er lige og rettet skraat opad-bagud. Paa første Gællebue er der om- kring halvtredsindstyve Gællegitterstave. Bugfinnerne er fæstet længere fremme end eller under Rygfinnens For- rand. Bugkanten er selv hos de udvoksede Fisk mer eller mindre skarp og savtakket. Skællene paa Bugkantens Midte ender med en bagudrettet Spids, af hvilke der tælles 32—35 mellem Gællebroen og Gattet (20—24 foran og 9—13 bag Bugfinnerne); foran Bugfinnerne har disse Skæl Sidegrene, der er lancetformede og kortere end den fore- gaaende Arts. Sidelinie mangler. Farven ligner Sildens: C. V. Otterstrøm: Fisk II. 14 210 blaagrøn paa Ryggen, skinnende sølvhvid paa Sider og Bug med guldgul Tone i Legetiden; de yngre Fisk har ofte et mørkere Baand mellem Ryggens og Sidernes Farve. R 15—19; G 17-22; Br 15-17; Bu 6-8; H x + 19 + x. Brislingens Form kan være forholdsvis slank eller forholdsvis undersætsig, og man har tidligere troet at maatte skelne mellem to forskellige Former eller endog mellem to Arter (Krøyer: Brisling (Clupea språttus) med forholdsvis slank og Hvassild (Clupea schone- véldii) med forholdsvis dyb Krop). Formforskellighederne har imidlertid vist sig at skyldes forskellig Ernærings- Fig. 88. Brisling. (Efter Francis Day). tilstand og lignende og har altsaa ingen systematisk Be- tydning. Brislingen bliver sjælden over seksten Centimeter lang, og den største maalte var 171 mm. Dens Udbredelses- omraade gaar langs Europas Vestkyst fra Malangen Fjord (69° 30' n. Br.) til Portugal. I Middelhavet erstattes den af en meget nærstaaende Art. Brislingen lever ikke ved den amerikanske Kyst, næppe heller ved Island, men derimod skal den forekomme paa den sydlige Halv- kugle ved Tasmanien; i Østersøen gaar den ind i hele den finske Vig og undertiden op til 65° n. Br. i den bott- niske Vig. Den forekommer gennem alle vore Farvande og er mange Steder til sine Tider talrig; ved Bornholm skal den kun fanges enkeltvis. Ved Østersøens sydlige Kyster er den talrig (Memel, Danzig, Kiel). Brislingen er ligesom Silden en Fisk, der hører hjemme i de øvre Vand- lag, men ogsaa den synes undertiden at søge Dybet, idet den skal kunne findes i Hajer, der fiskes paa et Par Hun- drede Meters Dybde. Brislingen kan undertiden gaa helt 211 ind i Brakvand ved Flodmundinger; Yngelen danner en væsentlig Del af den berømte „White bait", særlig henpaa Sommeren og Høsten (se Sd. 205). Brislingens Levevis lig- ner særdeles meget Sildens, og Brislingen gaar ofte i Stime sammen med yngre Sild. Dens Føde bestaar sær- lig af Svævets Krebsdyr. Legen kan foregaa fra Januar til September, hos os fra April til August; den synes at foregaa jævnt Foraar og Sommer igennem uden at vise Tilbøjelighed til at falde i en Foraars- og Efteraarslegetid som hos Silden. Æggenes Antal er hos de yngre Fisk omkring et Par Tusinde, hos de gamle indtil femten Tu- sinde. Æggenes Størrelse staar i Forhold til Vandets Vægtfylde og svinger fra 0,82 til 1,54 mm i Tværmaal. Mærke- lig nok afviger Brislingens Æg fra Sildens ved at være pelagiske. De er fundet i alle vore større Farvande, ogsaa i Limfjorden og den egentlige Østersø. Hovedlegepladserne synes at være det sydøstlige Vesterhav og Skagerak; Le- gen foregaar i Blandingsvandet mellem det saltere Hav- vand og det ferskere Kystvand; dette Blandingsvand skal gaa i en vedholdende Strøm med Land paa højre Side, og Følgen er, at en meget stor Mængde af Brislingyngelen føres op langs Norges Vestkyst, skønt der her kun finder en ret ringe Gydning Sted. Her foregaar der da et meget betydeligt Fiskeri efter de unge, endnu ikke kønsmodne Brislinger, der er Raamateriale for Hermetikfabrikkerne, medens de ældre Fisk næsten alle vandrer bort igen, maa- ske tilbage til Legepladserne. Væksten skal efter de nor- ske Undersøgelser særlig af Skællene falde saaledes: Naar Ungen er omkring 25 mm lang, begynder den at ligne den voksne i Form og faar Sølvglans. Skæl anlægges først senere, naar Længden er over 3 cm. Fra nu af ses Yn- gelen spille i Vandskorpen, og inden Vinteren bliver den 5 — 7 cm. I Løbet af den anden Vækstperiode bliver Størsteparten madnyttig i Juni Maaned, og Aargangen dan- ner fra nu af Grundlaget for Brislingfiskeriet til Dels sammen med de eet Aar ældre. Efter Udgangen af anden Vækstperiode (omtrent to Aar gamle) er Brislingerne 8,5 — 11,5 cm og stadig umodne. Efter Udgangen af tredje Vækstperiode (omtrent tre Aar gamle) er nogle 11 — 13 cm og umodne, andre 13 — 14 cm og modne. De ældre Aar- ganges Fisk er alle modne, men vokser saa langsomt, at de fire Aar gamle gennemsnitlig kun er 14 cm, de fem Aar gamle 14,5, de seks Aar gamle 15,3 cm. Trods den lange Gydetid og de deraf opstaaede Forskelligheder i Yngelens Størrelse ved første Vækstperiodes Slutning, bliver I-Gr. ret ensartet, idet de Individer, der er mindst under Overvintringen, vokser stærkest i den anden Vækst- periode. Man har ogsaa fundet den Regel, at de Indi- 14* 212 vider, der er mindst under første Overvintring, bliver de ældste. Væksten slutter rimeligvis ved 16—17 Centimeters Længde, og sandsynligvis dør de fleste Individer snart efter, at denne Størrelse er naaet, hvilket synes at ske i 4 — 7 Aars Alderen. Forholdet mellem Brislingens Længde (1) og Vægt (p) kan udtrykkes ved p = C l3, hvor C er en Konstant, der ved Sommertid fandtes at være 0,0072, ved Vintertid 0,0067. Fedtholdigheden, der betinger Varens Godhed, svinger regelmæssig Aaret igennem, er lav om Vinteren, høj om Sommeren og Høsten; i 1909 var Gen- nemsnitsfedtholdigheden i April 4,87°/o, i September 15,52 °"/o. Fedtholdigheden synes at tiltage med Størrelsen, indtil Fisken er 11 — 12 cm; senere bliver den lavere, rimeligvis paa Grund af den aarlige Gydning. Aarsagen hertil er vel bl. a. dels den sparsommere Næring om Vinteren, dels Fordøjelsens Langsomhed ved den lave Varmegrad. Brislingens Betydning for vort hjemlige Fiskeri er voksende, og der fiskes en Del i Limfjorden og andre Steder; det meste sendes til Tyskland for at røges („Kieler- sprot"), men en Del heraf sælges atter i Danmark. For 1909 opgives vor Fangst til 12,800 kg (til en Værdi af 61.200 Kr.), alt fra Limfjorden; hvad der er fanget andre Steder, er opgivet som Sild. I den vestlige Østersø fanges baade fra tysk og dansk Side en Del Brisling, som ogsaa røges. Særlig tidligere brugtes der saltet, norsk Brisling som Agn ved Jyllands Vestkyst. „Kielersprot"-Industrien er gammel, og dette gælder ogsaa den norske og bohus- lånske med Nedlægning af Brisling i Krydderier („Ansjos"). Derimod er der i Løbet af de senere Aar i de sydvest- norske Byer opblomstret en mægtig Hermetik-Industri, som benytter Brisling og i mindre Grad Ungsild til Fremstil- ling af forskellige henkogte Produkter, særlig „Sardiner". Denne norske Industri har udviklet sig rivende. I Sta- vanger anlagdes den første Hermetikfabrik 1873, nu er der omkring tredive Fabrikker; i 1907 udførte Norge c. 8,3 Millioner Kilo Hermetik (heraf Stavanger alene c. 6,7), i 1911 udførte Norge c. 21,2 Millioner Kilo Hermetik (heraf Stavanger alene 15,4); Brislingfangsten er fra 1901 til 1910 steget fra 5,6 til 18 Millioner Kilogram; i 1911 ud- førte Norge over 14 Millioner Kilogram „røgede Sardiner" til en Værdi af c. 10 Millioner Kroner. Medens den an- vendte norske Brisling er af udmærket Kvalitet, idet Raa- varen bestaar af de omkring een Decimeter lange, umodne og fede Fisk, som kun fanges Sommer og Høst, saa har vinterfanget Brisling mindre god Lugt og Smag (viser Aldehydreaktion). Særlig vinterfanget, moden Brisling, der bruges en Del i England, er slet, da Huden er tyk, Smagen daarlig og Kødet meget grovt. Det er saaledes 213 næsten kun anden og tredje Aargang, der har økonomisk Værdi. I Følge Statistikken for Aaret 1908 fangedes der ved Nord-Europa i alt 19 Millioner Kilogram Brisling, og heraf toges de 13 Millioner Kilogram alene ved Norge. Paa Øjet (langt sjældnere paa Huden) bærer Brislin- gen hyppig en snyltende Copepod (Lernæéchion språtti), der er selvlysende og med sine flere Centimeter lange Æggesække let gør sig bemærket; af de norske Fiskere kaldes den „Straa". 2. Underslægten Alosa C u vi er. Gællelaaget er mer eller mindre tydeligt straalefuret. Rygfinnen er fæstet forholdsvis langt fremme. Paa den indre Side af Halefinnens Flige sidder der bladformede Skæl, som er større end de øvrige. Kropsiderne har i hvert Fald fortil næsten altid mørke Pletter. Til vor Fauna hører to Arter af denne Underfamilie. Oversigt over Arterne. Store Skæl; 28—30 i en Række langs Midten af Kropsiden. Overkæbebenet naar højst til Øjets Midte 1. Sardin (Cl. pilchårdus). Mindst 60 Skæl i en Række langs Kropsidens Midte. Overkæbebenet naar til Øjets Bagrand. 2. Stamsild (Cl. alosa). 1. Sardin (Clupea pilchårdus Walbaum). (Moreau: Alosa sardina). Snuden er svagt, men tydeligt, indbugtet i Midten. Overkæbebenet naar ikke eller knapt saa langt tilbage som under Øjets Midte. Yderst smaa Tænder forekommer undertiden paa Mellem- og Overkæbeben og paa Under- kæbens forreste Del, men ikke paa Gane og Tunge. Over- gællelaagets nederste Del har Straalefurer, der udgaar fra dets Led med Hængselbenet, og som løber nedad og nedad- bagud. Grænsen mellem Overgællelaag og Undergælle- laag er lige og næsten vandret. Bugfinnerne er fæstet omtrent midt under Rygfinnen. Bugkanten er afrundet 214 hos de voksne, men tydelig kølet og savtakket. Skællene er store; der gaar kun 28—30 paa en Række langs Krop- sidens Midte. Farven er omtrent som Sildens, blaagrøn eller mørk olivengrøn paa Ryggen, sølvhvid med nogen Guldglans paa Sider og Bug; paa Overgangen mellem Ryg og Side et blaaligt Baand; Overgællelaaget har en mørkegrøn Plet paa det Sted, fra hvilket Straalefurerne udgaar; Svælget er sortagtigt; den levende Fisk skal have Gællelaag og Partiet ved Gællespaltens øvre Del lyst svovlkisfarvet og have en Række af seks smaa, mørke Pletter paa hver Kropside samt en blodrød Plet paa Gælle- laaget og en over Brystfinnerne. R 16—18; G 17-21; Br 16—17; Bu 8; H x + 19 + x. :;v: Fig. 89. Sardin. (Efter F. A. Smitt). Sardinen bliver sjælden over 26 cm lang, men et af vore faa nordiske Eksemplarer var dog 28,5 cm, og den siges at kunne blive over tre Decimeter lang. Sardinen forekommer fra Bergen til Madeira og de kanariske Øer samt i hele Middelhavet. Vore Farvande ligger norden for dens egentlige Hjem, der først begynder i Kanalen, og det er kun undtagelsesvis, at den træffes hos os. I alt er kun følgende Fangster kendte: Fem fra Bohuslåns Kyst (Kalfsund, 15. Maj 1855, 9, 285 mm; 1861, 23 cm; Stromstad, 11. August 1865, tf, 218 mm, 15. Juli 1869, 230 mm og 25. Juli 1877, 20 el. 23 cm), Kattegat i Nær- heden af Kullen (25. September 1849, c. 25 cm, 9 med mo- den Rogn), Nexelø Bugten (Starreklinte Strand, 24. August 1904), Baaring Vig (Oktober 1884; her skal den tages næsten hvert Aar (?)), Kerteminde Fjord (Oktober 1866, 250 mm), Ringkjøbing Fjord (før 1883). En Meddelelse i „Fiskeri- tidende" om, at deri Slutningen af Maj og i Begyndelsen af 215 Juni 1885 var en Mængde Sardiner i Lille Bælt, saa at flere Tusinde kunde røgtes af et Bundgarn, hører utvivlsomt ind under de kun altfor hyppig fejlagtige Fangstberetninger, som Fiskeribladene har bragt. Sardinen er ligesom de foregaaende Sildearter en stime- vis levende, pelagisk Vandrefisk. Dens Føde bestaar væsent- lig af Vandlopper, Fiskeæg o. 1. fra Svævet, og den er me- get graadig. Ungerne træffes nær Land, ligesom de voksne udenfor Legetiden, men alle trækker ud paa dybere Vand om Vinteren. Gydningen foregaar til Søs, men de udlegede Fisk søger igen ind mod Kysten. Æggenes Antal anslaas til c. 60.000. I Kanalen yngler den om Sommeren og først paa Efteraaret, i Middelhavet derimod om Foraaret. Æg- gene er pelagiske og har en Skal, der er meget rummelig i Forhold til Indholdet. Væksten synes noget forskellig hos Sardiner fra nordligere og sydligere Have, saaledes at de første har en forholdsvis langsom Vækst i det første Aar, men en forholdsvis stærk Vækst senere. Efter Skæl- undersøgelser fra Cornwall er Gennemsnitslængden der efter de forskellige Vækstperioders Afslutning følgende: 10,1, 16,3, 19,3, 21,2, 22,1, 22,6, 23,1, 23,5, 23,9, 24,2, 24,5, 24,8, 25,i og efter den fjortende Periode 25,4. Det første Aars Vækst er stærkere end hos de foregaaende Arter. Fedt- mængden er sparsom hos Sardiner under 14 cm, rigelig hos dem paa 14,5—16 cm eller hos de store Individer af 0-Gr. og af I-Gr. Kønsmoden bliver Sardinen dels som toaarig, dels som treaarig; de kønsmodne Fisk forlader Ungfiskenes Stimer og slutter sig til de ældres; efter disse Fisk (19—26 cm) drives ved Frankrig et særlig Vinterfiskeri. Derimod gælder Sommerfiskeriet de umodne, fede Ungsardiner (de største af 0-Gr., I-Gr. og en Del af II-Gr.). I en Sardinæske paa 125 g er der alt efter Fiskens Længde 33—35 Stkr. (9 cm), 18 Stkr. (12 cm), 10 Stkr. (14 cm) og 3 Stkr. (20 cm). Ved Spanien og Portugal bruges mest Snærpenot til Fiskeriet, men ved Frankrig udelukkende Drivgarn; ved dette Fiskeri benytter man sig af Sardinens Forkærlighed for Fiskerogn, idet der strøes Rogn ud paa begge Sider af Drivgarnene, hvorved Sardi- nerne lokkes op til Garnene og hildes i dem; der bruges mest norsk Torskerogn, og det drejer sig om saa store Mængder, at der i Aarene 1888—1909 indførtes 16—80.000 Tønder Rogn aarlig. Prisen var fra 25—112 Francs pr. Tønde, og af Sparsommelighedshensyn blandes Rognen derfor undertiden med Sand eller findelt Kød. Fiskeriet efter de forskellige, smaa Sildearter er utvivl- som meget gammelt, og følgende tre Trin betegner dets Udvikling: Fisken spises fersk — den saltes til Forhand- ling — Fisken koges i Olie efter at have ligget en Tid i 216 Salt og lægges derefter i Blikdaaser, der lukkes hermetisk. Nedlægningen i Olie opfandtes i Frankrig i Tyverne i forrige Aarhundrede, men først omkring 1860 foregik In- dustriens stærke Udvikling. Indtil 1880 havde den fran- ske Sardinindustri en saadan Monopolstilling, at Fabri- kanterne i Aar med daarligt Fiskeri kunde betale saa meget des større Priser og saaledes stadig gøre Sardin- fangsten indbringende. I Aarene omkring 1880 fremstille- des der gennemsnitlig 800.000 Kasser å 100 Kvartæsker (125 g) aarlig. Men da Fiskeriet nu i nogle Aar slog Fejl i Bretagne, oprettedes der Fabrikker i andre Lande; i Spanien og Portugal var det Franskmændene selv, der oprettede Filialer eller selvstændige Fabrikker. I 1879 havde Frankrig 160, Spanien 7—8 og Portugal ingen Fa- brikker, i 1881 var Tallene henholdsvis 200, 40 og 18 og i 1886 henholdsvis noget under 100, 57 og 66. Norge be- gyndte i 1879 at nedlægge røget Brisling som „Sardin", i Løbet af Firserne opstod der seks Fabrikker i Stavanger, og i 1909 var der 52 norske Hermetikfabrikker, og An- tallet er senere øget. Det skulde næsten synes utrolig, at der ikke hos os skulde være passende Raamateriale for i hvert Fald en beskeden Hermetik-Industri, men foreløbig indfører vi vort hele Forbrug af „Ansjoser", „Sardiner" o. s. v. Ogsaa i de forenede Stater fremstilles „Sardiner", dels ved Østkysten af Smaasild, dels ved Vestkysten af en anden Art (Clupea coeruleus); Produktionen var i 1909 2,5 Millioner Kasser. Hvor man benytter Sardinen til Raamateriale, lider man under Fiskemængdens stærke Svingninger fra Aar til Aar. I de gode Aar fanges alene ved Frankrig 1 — 2 Milliarder Sardiner til en Værdi af 16—20 Millioner Kroner; i 1883 c. 1150 Millioner, i 1884 kun 412 Millioner. Fra 1894—1903 har Sardinfangsten ved Bretagne svinget mellem 8,3 og 50,9 Millioner Kilogram. Intet Under, at Fiskernes og Fabrikarbejdernes Kaar bliver fortvivlet usikre, naar der det ene Aar (1901) udbetales dem 17,6 Millioner Francs og det næste (1902) kun 6,8 Millioner. Men i Stedet for at søge Sardinkrisen over- vundet ved Indførelse af moderne Fiskeredskaber, har de franske Fiskere tværtimod faaet gennemført Forbud mod saadanne, og deres Fagforening har søgt at regulere Raa- materialetilførslen ved at fastsætte Grænser for, hvor me- get en Fisker maa ilandbringe; endelig har Fabrikanterne søgt at faa de norske Fabrikanter kendt skyldige i Be- drageri, idet de søger at hævde Navnet Sardin ogsaa som Handelsbetegnelse alene for Varer, fremstillet af Clupea pilchårdus. I dansk Sprogbrug betegner Sardin nu mest de nedlagte, sildeagtige Fisk uden Hensyn til Arten, og lignende Usikkerheder gør sig ogsaa gældende i an- 217 dre Sprog. Fiskens engelske Navn, Pilchard, bruges og- saa jævnlig hos os. 2. Stamsild (Clupea alosa Linné). (Krøyer: Alosa finta + A. communis; G.Winther: Alosa finta + A. vulgåris; Zoologia danica: Clupea finta -j- Cl. alosa). Snudespidsen har en svagere eller stærkere Indbugt- ning. Overkæbebenet naar hen under Øjets Bagrand. Overgællelaagets nedre Del har Straalefurer og Rygge, udgaaende fra Leddet med Hængselbenet i Retning nedad og nedad-bagud. Antallet af Skæl i en Række langs Mid- Fig. 90. Stamsild. Stavsild, Hun, c. 45 cm. (Efter F. A. Smitt). ten af Kropsiden er mindst tresindstyve. Ryggen er blaa- grøn; Hovedets Overside ligeledes, men med Guldglans, eller den er brunlig; Sider og Bug sølvhvide med stærkere eller svagere Guldglans, særlig paa Hovedet og undertiden med Regnbueskær paa Kroppen; Kropsidens Skæl er fint sortpunkterede; bag Gællespaltens øvre Ende er der oftest en stor, sort Plet, der ofte efterfølges af en Række noget mindre, rundagtige, sorte Pletter; Snude- og Underkæbe- spids samt Tungens Overside er ofte sorte. R 19-21; G 20-27; Br 15-17; Bu 8—9; H x -f 19 + x. Stamsilden optræder i mindst tre forskellige Former (mulig selvstændige Arter), af hvilke de to er europæiske, medens en tredie (og maaske en fjerde) lever i Amerika. 218 Fig. 91. Stavsild; venstre Sides første Gælle. (Efter F. A. Smitt). 1. Stavsild (Clupea alosa formå finta Cuvier). [Lonnberg: Clupea alosa fållax]. Paa første Gællebue er der hos de voksne om- kring 40—60 Gælle- gitterstave, hvoraf om- kring 24—28 paa Gæl- lebuens nedre Afde- ling (Fig. 91); hos de unge er iagttaget hen- holdsvis 30—39 og 20—25 Gællegitter- stave; disse er for- holdsvis korte og gro- ve.Snudespidsens Ind- skæring er dyb og smal. 60—65 Skæl langs Midten af Krop- siden. De sorte Plet- ter er forholdsvis ty- delige og talrige. Næppe over 50 cm. 2. Majsild (Clupea alosa formå alosa Cuvier). Paa første Gællebue er der hos de voksne om- kring 90—140 Gællegit- terstave, hvoraf omkring 60—85 paa Gællebuens nedre Afdeling (Fig. 92); hos de unge er iagttaget henholdsvis 50—90 og 30-60 Gællegitterstave; disse er forholdsvis lange og tynde. Snudespidsens Fordybning er vid, men lidet dyb. 70-80 Skæl langs Midten af Krop- siden. Som Regel er de sorte Pletter indskræn- ket til den store Plet bag Gællespalten og een eller et Par mindre bag ogsaa disse kan mangle. Indtil mindst 70 cm. 3. „S had" (Clupea alosa formå sapidissima Wilson). Det Ydre frembyder mest Overensstemmelse med Stavsildens, hvorimod Gællegitterstavene minder mest om Majsildens. Lever i Amerika. Hvor tydelige end Forskellighederne mellem Stav- silden og Majsilden kan synes, tør der dog ikke tillægges dem særlig stor Værdi; det har vist sig, at Gællegitter- stavenes Antal tiltager med Aarene; Skællene er ofte Fig. 92. Majsild; venstre Sides første Gælle. (Efter F. A. Smitt). den, men 219 vanskelige at tælle nøjagtig, da Sidelinie mangler; koges Majfisk med sølvblanke Sider, skal der komme sorte Plet- ter til Syne. Stavsilden har beholdt mere ungdomsagtige Karakterer, medens Majsilden er en mere fremskreden Udviklingsform. Det synes ikke udelukket, at der ved nyere Undersøgelsesmaader (f. Eks. Skælundersøgelser) kan ske Ændringer i den nuværende Opfattelse af For- mernes indbyrdes Forhold. Stamsilden er en Vandrefisk, der lever dels i Havet, dels i Ferskvand. Den forekommer fra Salten Fjord (c. 67° n. Br.) langs Europas Vestkyst og i Middelhavet samt ved Amerikas Østkyst fra St. Lawrencebugten til Florida; ved Nordamerikas Vestkyst er den udsat; det er meget tvivlsomt, om den kendes fra Island. I den egent- lige Østersø synes den kun sjælden at blive fanget; Stav- silden er taget ved Abekås, ved Hasle (nogle Stykker, August 1902) og er sjælden ved prøjsisk Østersøkyst; rent undtagelsesvis gaar den saa langt mod Nord som op til Dalelven, i hvilken en Majsild fangedes d. 6. Juli 1864 (57 cm, 9); derimod har det vist sig, at Stavsilden langt- fra er sjælden omkring Bornholm i de dybe Partier paa omkring Hundrede Meters Dybde (Øst for Bornholm, 92 m, Trawl, 18. Februar 1904, 5 Stkr.; Øst for Bornholm, 94 m, Trawl, 4. Maj 1905, 2 Stkr.). I den vestlige Østersø synes Stamsilden at være mindre sjælden iagttaget, i det fynske Øhav er den taget flere Gange, og i Øresund, Bælterne, Kattegat, Skagerak og Vesterhavet er den ikke nogen sjælden Fisk, lige saa lidt som i Limfjorden og i Ring- kjøbing Fjord. I Skagerak findes Stamsilden maaske (i hvert Fald til Tider) i betydelig Mængde paa Dybder omkring et Hundrede Meter, hvor den siges at fanges lejlighedsvis; paa een Fisketur (8 — 10 Dage) skal en enkelt Trawler her endog have kunnet fange 800 kg Stamsild (? Strømsild). Rimeligvis aftager den i Mængde paa Grund af de vanskelig- gjorte Legeforhold. Næsten alle i vore Farvande og længere ind efter fangede Stamsild har været Stavsild. Kun i føl- gende Tilfælde opgives der udtrykkelig, at det drejer sig om den i hele sin Udbredelse sydligere Majsild: den nævnte Stamsild fra Dalelven; Nekselø Bugten (Starreklinte Strand, sidst i Juni 1901, c. 6 dm, c. 2,75 kg, meget stor Rogn), Isefjord (først i Juni 1903, c. 59 cm), tre Stykker fra Lim- fjorden (Hjarbæk, 27. Maj 1871, 2 Stkr., hvoraf det ene maalte c. 65 cm ; 11 Maj 1878, c. 64 cm), udfor Stromstad (først i Juni 1887, 45 cm); endelig siges Majsilden at fore- komme meget sjælden i den vestlige Østersø i Bugterne ved Kiel og Eckernførde. Hos os er der næppe noget Vandløb, hvor en regelmæssig Opgang finder Sted, og der foreligger kun Beretning om Fangst af Stamsild i Skals 220 Aa og Laastrup Aa, hvor den skal træffes af og til ; dog maa det erindres, at Opgangen finder Sted paa en Tid, da der ikke fiskes efter anden Opgangsfisk, hvorfor Stam- silden let kan passere ubemærket. Rimeligvis gaar Stam- silden op i de svenske Aaer til Kattegat (Lagaån og Nissaån). I Ejderen og Elben gaar den op i stort Tal; af sydligere Floder er Rhinen bekendt for sin store Opgang; i Middelhavet gaar den ogsaa op i Nilen og gennem det sorte Hav op i Donau. I de store Søer i det sydøstlige Schweiz og i Lombardiet lever der Stamsild, som tilbringer hele deres Levetid i Ferskvand. Stamsildens Levevis minder meget om Laksens. Lige- som denne Fisk stiger Stamsilden fra Havet op i Vand- løbene for at yngle, og Ungerne søger efter nogen Tids Ophold i Ferskvand ud til Havet, til hvilket ogsaa de voksne vender tilbage efter Legen. Denne finder Sted i Maj, Juni eller Juli, vistnok en Maanedstid tidligere for Majsildens Vedkommende end for Stamsildens. Bedst iagttaget er Legeforholdene i Elben. Stavsilden leger her kun et kort Stykke ovenfor det brakke Vand; de søger ind kort Tid før Legen, som falder i sidste Halvdel af Maj Maaned (Vandets Varmegrad under Legen var 16,4° C). Legen foregaar særlig i en beskyttet Bugt ved Floden og kun om Natten. Under Legen slaar Fiskene i Vandskorpen og frembringer en ejendommelig Lyd, der skal minde om en Svinefloks Grynten. Æggenes Antal er indtil et Par Hundrede Tusinde. Ved Gydningen er de kun 1,5— 1,6 mm i Tværmaal, men de optager Vand og bliver i Løbet af en Timestid 4,25—4,6 mm i Tværsnit og faar et mægtigt Rum mellem Skal og Blomme. Æggene er tungere end Vandet, og da de ikke er klæbende, føres de af Strømmen hen langs Bunden. De klækkes i Løbet af tre — fem Dage. Ungerne vokser meget hurtigt og er midt i Juli omkring fire Centimeter lange, sølvskinnende og har allerede an- lagt Skæl, ligesom den sorte Skulderplet allerede er kende- lig hos mange af dem; i Oktober er Ungerne 8—12,5 cm lange. De udvandrer nu rimeligvis; i engelske Floder synes Yngelen dog endnu at findes næste Foraar. Udenfor Legetiden synes Stamsilden at have sit egentlige Hjem paa dybt Vand i Havet. Her bliver den antagelig et Par Aar, indtil den ved en Længde af tre — fire Decimeter bliver kønsmoden. Stamsilden træffes gerne enkeltvis eller i smaa Stimer paa en Snes Stykker. De Vandringer, Majsilden foretager, gaar langt længere op i Floderne end Stavsildens; i Rhinen gaar den op i Main og Neckar, ja endog op til Basel; i Loire er den truffet 800 Kilometer fra Kysten i Departementet Haute-Loire, og gennem Elben naar den ind i Bohmen. Efter Legen er Stamsildene me- 221 get medtagne; mange dør, og Resten føres med Strømmen til Havs, saa at der ved Sommerens Udgang ikke er flere voksne Stamsild i Vandløbene. Under Opholdet i Fersk- vand tager de voksne vistnok ingen Føde til sig. Ellers lever den af Smaadyr, Majsilden mest af Vandlopper, som den sier fra Svævet, Stavsilden af noget grovere Føde bl. a. Kaarer og Smaafisk som Brislinger. Hos os er Stamsilden uden al økonomisk Betydning, men i sydligere Lande spiller den en stor Rolle. Naar den stiger op, er den fed og velsmagende (særlig Majsilden), men de talrige Ben er meget ubehagelige; efter Legen er den uanvendelig. Langt større Rolle end de europæiske Former spiller dog den amerikanske „Shad", der er Gen- stand for et værdifuldt Fiskeri. Dens Overførelse til Ameri- kas Vestkyst fortjener atnævnessom et af de mest vellykkede Forsøg paa menneskelig Indgriben i Fiskenes Udbredelse. Stillehavet havde hidtil været uden Stamsild, men d. 2. Juli 1873 udsattes i Sacramento Floden 35.000 Stkr. Yngel af Shad fra Hudson, og denne ene Udsætning førte til Ud- viklingen af en Stamsildbestand, der nu yder Californien et rigt Fiskeri. Bestanden har bredt sig fra Sacramento til Floder nordefter op til Puget Sund — et slaaende Be- vis mod den ofte fremsatte Paastand, at alle Vandrefisk søger tilbage for at lege paa det Sted, hvor de selv er klækket. Kunstig Klækning af Æggene er let at foretage, men Befrugtningen synes kun at lykkes, naar Fiskene afstryges om Natten. 5. Karpefamilien (Cyprinidæ). Formen er forskelligartet. Mellemkæbebenene naar ikke ud til den øvre Mundrand, der dannes udelukkende af Overkæbebenene. Tænder mangler fuldstændig i Munden, men i Spiserøret findes der kraftige Tænder*), som sidder paa de nedre Svælg- *) Svælgtændernes Antal er hyppig Arternes bedste Kendemærke. Det angives ved en Formel, idet man tæller fra oven nedefter paa det ene Svælgben og fortsætter fra neden opefter paa det andet. 1 • 1 • 3 — 3 • 1 • 1 betyder saaledes, at der paa hvert Svælgben er tre Rækker Tænder, af hvilke de to øverste (yderste) hver har een Tand, den inderste (nederste) har tre Tænder. I Aarets Løb slides Tænderne; de falder af i Legetiden, hvorpaa nye Tænder, der ligger færdigdannet i Spiserørets Væg, vokser fast paa Svælgbenene ; de nye Tænder faar først efterhaanden Slidflade. Tænderne tælles bedst paa den kogte Fisk; Erstatningstænderne regnes ikke med. 222 ben, og som virker mod en paa Spiserørets Ryg- side siddende Hornplade, hos Karpen kaldet „Karpestenen" (se Fig. 94), der støttes af en fra Hovedskallens Underside skraat bagud gaaende Ud- vækst; Tænderne skiftes hvert Aar. Symplecticum findes. Kun tre Gællehudstraaler. Gællehudene er voksede fast til Gællebroen. Fedtfinne mangler. Een Rygfinne og een Gatfinne. Bugfinner er til Stede og er bugstillede. Hovedet er nøgent, men Kroppen er i Reglen skælklædt. Sidelinien er oftest fuldstændig. Svømmeblæren er tvedelt. Et System af Smaa- r'\ knogler forbinder Svømmeblæren med Øret. Maven er lidet tydelig og mangler Blindsæk. Blindtarme mang- ® ***?C' ler ligeledes. Ægge- stokkene er nor- malt byggede. Sta- dig Kønsforskel kan Fig. 93. Hoved af en stor Han- være t{] Stede; { brasen i Legedragt. (Efter Zoolo- Legetiden faar des- gia danica). , TT „ uden Hannerne ofte talrige, smaa Hudfortykkelser paa Hovedet og større eller mindre Dele af Krop og Finner (Fig. 93). Karpefamilien er særdeles naturligt afgrænset, men paa Grund af de talrige Arters nære Slægtskab vanskelig- gøres dens Inddeling i Slægter med naturlige Grænser. Antallet af kendte Arter overstiger nemlig Tusinde, og for 223 at faa disse grupperet paa det Par Hundrede Slægter, hvormed der nu regnes, har man maattet vælge Slægts- kendetegn af forholdsvis ringe Betydning. Saaledes gaar det til, at der ikke sjælden træffes Bastarder mellem Arter, der henføres til forskellige Slægter, og disse Bastarder kommer da til at staa udenfor de vedtagne Slægter, saa at de, før man kendte deres Oprindelse, regnedes som til- hørende særlige Slægter. Familiens Udbredelsesomraade strækker sig over den gamle Verden og Nordamerika. Alle Arterne er Ferskvandsfisk, selv om nogle af dem udenfor Legetiden kan opholde sig i Brakvand. De fleste lever af Smaadyr, et Faatal af Rov, og enkelte skal hoved- sagelig ernære sig af Plantekost. Tarmkanalen er ofte lang. Til vor Fauna hører ni eller ti Slægter med seksten eller sytten, maaske atten Arter. Familien deles i fire Underfamilier, af hvilke de to er repræsenteret hos os, medens den tredje er udeluk- kende amerikansk og den fjerde asiatisk-australsk. Oversigt over Underfamilierne. Svømmeblæren er delt i en forreste og en ba- geste Afdeling og er ikke indesluttet i en Ben- kapsel. Store Gællespalter. Ingen eller højst fire Skægtraade 1. Cyprinini. Svømmeblæren er helt eller delvis indesluttet i en Benkapsel. Gællespalterne er smaa. Mindst seks Skægtraade 2. Smerlinger (Cobitidini). 1. Underfamilien Cyprinini. Kendetegnene er nævnt ovenfor i Oversigten. Her i Landet otte eller ni Slægter med fjorten eller femten Arter. Man kunde ogsaa dele vore Arter i tre Grupper: de karpeagtige, de skalleagtige og de brasen- agtige, men disse Grupper gaar dog over i hinanden. 224 Oversigt over Slægterne. 1. Foran i Ryg- og Gatfinne sidder en svær, stiv og paa Bagsiden savtakket Straale 1. Karpeslægten (Cyprinus). Ingen saadan Straale i Ryg- og Gatfinne 2. 2. Skægtraade findes 3. Skægtraade mangler 4. 3. Temmelig store Skæl 2. Gru ndlingslægten (Gobio). Meget smaa Skæl 3. Suderslægten (Tinca). 4. Gatfinnens Rod af Længde med eller kortere end Rygfinnens Rod 5. Gatfinnens Rod adskilligt længere end Rygfin- nens 6. 5. Meget smaa Skæl; langs Sidelinien 85—100 ... 4. Elritsslægten (Phoxinus). Større Skæl; langs Sidelinien højst 61 5. Skalleslægten (Leuciscus). 6. Sidelinien er ufuldstændig 6. Regn løje slægten (Leucåspius). Sidelinien er fuldstændig ,. . 7. 7. Underbid ■ 7. Løjeslægten (Åspius). Ikke Underbid 8. 8. Gatfinnens Rod er længere end en Femtedel af Totallængden og i Reglen længere end Hovedet. 9. Brasenslægten (Åbramis). Gatfinnens Rod er kortere end en Femtedel af Totallængden og kortere end Hovedet [8. Slægten Spirlfnus]. 1. Karpeslægten (Cyprinus Artedi). Formen er mer eller mindre høj og sammen- trykt. Skægtraade kan findes eller mangle. De nedre Svælgben bærer enten een eller tre Rækker Tænder, hvis Kroner hyppigst er flade. Rygfinnens Rod er lang og meget længere end Gatfinnens, som er kort. I hver af disse to Finner er en af de forreste Straaler svær, stiv og savtakket i Bag- kanten. Tarmkanalen er omtrent dobbelt saa lang som Fisken. 225 Flere af de til denne Underslægt hørende Arter er fra gammel Tid Kulturfisk. Dette i Forbindelse med en naturlig Foranderlighed medfører, at de enkelte Arter kan optræde med meget forskelligt Udseende. Tilmed finder Krydsninger hyppig Sted, og det er derfor nødvendig at medgive en særlig Oversigt over Slægtens danske Arter og Bastarder foruden den strengere systematiske, der følger Slægtens Inddeling i tvende Underslægter. Oversigt over Karpeslægtens Arter og Bastarder. 1. Skægtraade findes 2. Skægtraade mangler 4. 2. Fire Skægtraade 3. Færre Skægtraade Karpekaruds (C. cårpio x caråssius). 3. Fem Tænder i tre Rækker paa hvert nedre Svælg- ben 1. Karpe (C. cårpio). Tænderne som Regel anderledes.... Karpekaruds. 4. De bagudlagte Brystfinner naar som Regel om bag Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Fire Svælgtænder i een Række. Farven oftest guld- skinnende 3. Guldfisk (C. au rå tus). De tilbagelagte Brystfinner naar ikke bagom Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Een eller flere Tandrækker. Farven mer eller min- dre messingskinnende 5. 5. Fire Tænder i een Række paa hvert Svælgben. 2. Karuds (C. caråssius). I Reglen flere Tandrækker, i hvert Fald paa det ene Svælgben Karpekaruds. Oversigt over Karpeslægtens Underslægter. Skægtraade findes 1. Cyprinus. Skægtraade mangler 2. Caråssius. 1. Underslægten Cyprinus Artedi s. str. To Skægtraade paa hver Side af Munden. Paa de nedre Svælgben er der i Reglen tre Rækker Tænder, hvor- af den ene indeholder tre Tænder, hver af de andre to kun een Tand hver; almindeligvis har tre— fire af Tæn- derne flade og tværriflede Kroner. C. V. Otterstrøm: Fisk II. 15 226 Kun et Par Arter hører til denne Underslægt. De stammer fra Asien og Sydøsteuropa, men den neden- nævnte Art er af Mennesket bragt viden om til andre Verdensdele. 1. Karpe (Cyprinus cårpio Linné). Formen er mer eller mindre højrygget. Munden er lille og viser omtrent lige fremefter. Een Skægtraad i hver Mundvig og een paa hver Side af Munden noget længere fremme. Tænderne paa de nedre Svælgben er stærke Knusetænder med emaljeriflet Tyggeflade (1 • 1 »3 — 3 • 1 • 1). Den Hornplade („Karpestenen" kaldet), som de virker imod, er trekantet. Ga- nens bageste Del er pudefor- met („Karpetungen"). Over- gællelaaget har vifteformigt ud- straalende Ribber, der er tem- melig glatte. Rygfinnens Over- kant er indadbuet. Saavel Ryg- som Gatfinne begynder med nogle ugrenede Straaler, af hvilke den bageste er meget svær, benhaard og i Bagkanten har to Rækker grove Savtænder; disse Straaler er omdannede Blødstraaler, og Leddelingen kan ofte ses i Straalernes Spids. Ryg- og Gatfinnens bageste Straale er kløvet til Grunden*). Skællene er store, tykke og i Reglen tætstillede; langs Sidelinien er der paa en normal Karpe c. 36-38 Skæl. Sidelinien er fuldstændig. Farven er som Regel mørke- grøn paa Ryggen, messingskinnende paa Siderne og gullig under Bugen; i sollyse Damme er Farven lysest, i mørke Fig. 94. Karpe. Nedre Svælgben og Karpesten. (Efter Zoologia danica). ') Dette gælder alle Karpefisk. Ved Tællingen regnes en saadan Dob- beltstraale kun for een. Jvf. I, Side 12 og Figur 6. 227 Damme kan den blive mørk selv paa Siderne. I Lege- tiden er Kønnene lette at kende fra hinanden; Hunkarpen er da trind og udspilet af de store Ægmasser, og dens Gat og Kønsaabning („Navlen") er stærkt fremspringende, medens Hannen ikke er nær saa udspilet, men udmærker sig ved paa Hoved, Kropsider og Brystfinner at have hvide Hudvorter, der forsvinder igen efter Legetiden. R 3—4 (ugrenede) — 17—22 (grenede); G 2— 3 (ugr.) + 5-6 (gr.); Br 15—18; Bu 7—11; H x + 17—19 + x. Fig. 95. Karpe. Skælkarpe af Lausitz-Racen. (Efter Bruno Hofer). Karpen skal i det sydøstlige Europa kunne blive 90— 120 eller endog 150 Centimeter lang og naa en Vægt af 15—17 Kilogram eller mulig endog af 30—33 (37,5) Kilo- gram. I det kaspiske Hav skal den kunne blive indtil 25 kg. Det er dog vanskeligt at afgøre, om disse ældre Angivelser er paalidelige, ligesom det heller ikke vides, hvor megen Tiltro der bør skænkes Beretningen om de tre omkring Aar 1850 i Hoje Aa i Skaane fangede Karper paa 10-11,5 kg, og om den i 1851 i Gjentofte Sø fangede Karpe paa 17,75 kg, der skal have været den sidste af nogle Karper, der slap ud i 1820, ved at et Hyttefad skru- edes i Stykker i Isen. I alt Fald er det paa ingen Maade usædvanligt, at Karpen bliver 5 kg. Lige saa forskellige som Opgivelserne om Karpens Størrelse er ogsaa Op- givelserne om den Alder, den opnaar; medens det siges, at Karpen i Frivand 'højst bliver 12—15 Aar gammel, sy- 15* 228 nes det, som om den under gunstige Forhold i Damme kan opnaa en Alder af Hundrede Aar og mere, ja man skal endog have haft et Eksempel paa, at en Karpe er blevet mindst 172 Aar. Oprindelig har Karpen været udbredt fra Japan og Kina gennem Mellem-Asien til Egnene om det sorte Hav. Mulig har Romerne ført den fra Lilleasien til Grækenland og Italien, men utvivlsomt har den oprindelig levet i de større mellemeuropæiske Floder, i hvert Fald i Donau, maaske ogsaa i Rhinen med Main, thi Karperester er paa- vist i tyske Aflejringer fra før Istiden. Nu findes Karpen i hele Europa indtil det sydlige Norge og mellemste Sve- rige, og tillige er den indført i Nord-Amerika, Australien og paa de ostindiske Øer. Det er oftest som Dambrugs- fisk, Karpen er indført, men den forvilder sig da let til de frie Vande. Naar man er begyndt at holde Karpen i Damme, vides ikke. Karpeavlen synes at have sin Oprindelse i de ikke-tyske Lande ved nedre Donau; allerede i 1227 omtales Fiskedamme i Mahren. Hos os er Karpen rime- ligvis indført noget ind i det sekstende Aarhundrede — næppe allerede i Klostertiden. Fra 1560 var der Karpe- avl i Gang ved Faurholm ved Frederiksborg, og rimelig- vis har Peder Oxe forbedret Karpeavlen her i Landet ved at hjemføre (1566) gode Stamfisk fra Frankrig, hvor han ved det lothringske Hof havde lært Avlen at kende. Peder Oxe har anlagt flere af de Karpedamme ved Gisselfeld, der drives den Dag i Dag, og omkring hans fynske Gaard, Løgismose, skal Karpen endnu være almindelig i Baag Herred. Omkring Aar 1600 var Karpedambruget i fuld Blomstring hos os; der var Karpedamme ved mange af Herregaardene, men særlig paa de kongelige Godser i Nordsjælland. Omkring Midten af forrige Aarhundrede nedlagdes den nordsjællandske Karpeavl, idet Dammene for en Del bortforpagtedes til Agerbrug, og den ordnede Drift ophørte i de tiloversblevne. Selv ved Gisselfeld ind- skrænkedes Karpeavlen, og de fleste andre Steder gik den i Staa. Karpen holdt sig dog mange Steder og havde tillige bredt sig til flere frie Vande. I 1879 nævner Feddersen, at Karpen lever i Fjorden ved Hobro, i Brandstrup Sø ved Vi- borg, i Maribo Sø og i Esrom Sø og desuden følgende Steder mest i Nærheden af gamle Herregaarde: Ulstrup, Frijsen- borg, Endrupholm, Odense, Brahetrolleborg, Glorup, Lø- gismose, Hvedholm, Ærø, Tranekjær, Gisselfeld, Bregent- ved; som Minde om den nordsjællandske Karpeavl levede der endnu Karper i Bagsværd Sø, Lyngby Sø, Dronning- dammen og andre Damme ved Hørsholm og i Hellebæk Dammene, Dammene ved Fortunen og Enrum; de tre sidste Steder fangedes endnu Karper — ved Hellebæk 229 c. 500 kg aarlig. Ovenpaa denne Tilbagegang i den dan- ske Karpeavl fulgte fra Halvfemsernes Begyndelse et nyt Opsving, idet Karpeavlen paa ny har faaet Betydning, men denne Gang ikke som Leverandør til Kongens og Adelens Bord, men som Leverandør til Udlandet. Karpeavlens nuværende Stade skal senere omtales; her skal blot næv- nes, at der næppe med Sikkerhed mere lader sig paavise Steder, hvor Karpen lever forvildet, umiddelbart nedstam- mende fra gammel Tids Karper; i hvert Fald er der baade i Hobro Vesterfjord og i Hejrede Sø, som støder op til Maribo Sø, udsat Karper i nyere Tid, og ved Esrom Sø har der for nylig været Karpedamme. Ikke sjælden fanges der i Frivand Karper, som er undsluppet fra et eller andet Dambrug (Fangster ved Glentholm, i Stubbe Sø, i Ribe Aa). I de senere Aar er der udsat Karper i mange Søer foruden de allerede nævnte Steder. Karpens Føde bestaar baade af Smaadyr og Plante- stoffer. Som ung lever den ligesom andre Ferskvandsfisk af forskellige Smaadyr, mest Dafnier og Vandlopper; som ældre kan den, naar der er rigeligt dyrisk Svæv til Stede, fortsætte med denne Levevis, men oftest vil den dog i større eller mindre Grad søge sin Næring blandt Bundens og Plantebæltets mindre Dyreformer (Orme, Krebsdyr, Insekter, Snegle og mindre Muslinger); yderligere kan den fordøje stivelsesholdige Frø o. 1., som den gerne tager, hvorimod den ikke kan opløse Cellulose (Cellevæggene), saa at friske Plantedele (Alger, Bladstumper) vistnok mest passerer ufordøjede gennem Tarmen; at Karpen ikke, som man hidtil havde ment, hovedsagelig lever af Planteføde, paavistes af den bohmiske Karpeavler Josef Susta (1888). Sin Føde bemægtiger Karpen sig ved en ejendommelig Pumpebevægelse med Munden, der mulig- gøres ved Tilstedeværelsen af den saakaldte „Karpe- tunge", en af Fedt og Muskler bestaaende Pude, der sid- der bagtil paa Ganen. Naar Karpetungen lægges mod Gællebuerne, slutter den saa godt til disse, at den foran- liggende Mundhule helt afspærres baade fra Svælget og fra Gællehulerne; idet nu Mundpartiet med de meget be- vægelige Over- og Mellemkæbeben skydes fremefter som en Tryne, opstaar der et Undertryk i Mundhulen, og naar Munden aabnes, strømmer Vandet ind medførende de faste Næringsdele. Derpaa lukkes Munden, og den fremskudte Tryne trækkes tilbage, medens Karpetungen hæves, saa at Vandet nu presses fra Mundhulen ud gennem Gælle- spalterne. Gællegitret er tilsyneladende grovt, men i Virke- ligheden slutter det meget nøje sammen, saa at der sker en skarp Filtrering af det gennemstrømmende Vand. Grove Dele, Sand, Smaasten, Plantestængler o. 1. fastholder Kar- 230 pen med Ganepuden og udspyr dem igen, medens Næ- ringsdelene passerer ned i Svælget, hvor de behandles af Svælgtænderne, der maler dem imod Karpestenen; sam- men med Næringsdelene slipper ofte ufordøjelige Ting ned, saasom Alger og Bladstumper, hvad der har givet Anledning til den Tro, at de udgjorde en meget væ- sentlig Del af Karpens Føde. Karpens Fordøjelseskanal er meget lang, og et egentlig Maveafsnit er ikke udviklet, saa at Galdegangen munder meget langt fremme; selve Fordøjelsesakten afviger ogsaa fra den hos andre Fisk sædvanlige, idet der i Stedet for en Pepsinfordøjelse i sur Mavesaft træder en Trypsinfordøjelse i alkalisk Vædske; Leveren (Hepatopankreas) er meget stor og indeholder forholdsvis megen Bugspytkirtel. Under normale Forhold foregaar Karpens Fordøjelse bedst ved c. 23° Celsius, medens den ophører, naar Vandets Varmegrad falder under 8° eller stiger over 30°. Karpens Leg foregaar hos os i Tiden fra Maj Maaneds Midte til først i Juli alt efter Vandets Varmegrad, idet den for at lege fordrer mindst 14 — 16° Celsius. Æggene er smaa (c. 1,5 mm i Tværmaal), men til Gengæld meget tal- rige; en Karpe paa halvandet Kilogram kan indeholde c. 200.000 Æg, og større Karper kan have 5-700.000 Æg. Henimod Legetiden er Hunnernes Bug ogsaa stærkt ud- spilet og meget bred, Tarm- og Kønsaabning („Navlen") er fremstaaende, og Rognsækkene udgør henved en Tredje- del af hele Legemets Vægt. Æggene er stærkt klæbende og fæstes i Klumper paa Vandplanternes Blade. Klæk- ningen foregaar hurtigt; holder Vandet sig over c. 18°, varer den kun tre— fire Dage, bliver det koldere, kan det vare en halv Snes Dage. Den spæde Yngel suger sig fast paa Planter nær Vandskorpen og bliver siddende her, ind- til Blommesækken i Løbet af fire— ti Dage efter Klæk- ningen er svundet; synker Vandet i Mellemtiden, hvad der ofte kan ske i Naturen, gaar Yngelen til Grunde. Da der ogsaa kan være Aar, hvor belejlige Vejrforhold slet ikke indtræffer, saa at Karperne undlader at lege, mangler der i frie Vande ofte hele Aargange. Karpens Vækst foregaar kun i Aarets varme Tid. Naar Vandets Varmegrad synker under c. 8° Celsius, søger Karperne ikke mere Føde, og fra om Efteraaret samler de sig paa dybere Steder, hvor de, naar Varmegraden syn- ker under c. 4° Celsius, staar urørligt med Bugen mod Bunden, ofte lidt ned i Dyndet, og Halen skraat opefter. Hele Vinteren tilbringes i en saadan Vinterdvale, under hvilken Karperne ikke æder eller fordøjer og kun aander yderst lidt; endog Hjerteslaget indskrænkes til omkring eet i Minuttet. Vaagner Karpen op af sin Vinterdvale i Utide, 231 f. Eks. fordi den foruroliges ved Skøjteløbning paa Isen, eller fordi den lider Iltmangel, eller naar der dannes gif- tige Luftarter (Svovlbrinte), svømmer den forvildet om og kvæles da let, idet den saa bruger megen Ilt, og Vandet ofte paa denne Tid er iltfattigt. Om Foraaret, i Marts- April Maaned, vaagner Karpen, og saa snart Vandet er blevet varmt nok, begynder den at æde og er saa flittig hertil, at den trods sin korte Væksttid dog er en hurtig- voksende Fisk. Om Efteraaret er den meget fed; rimelig- vis omsættes 'en Del af Fedtet i Vinterens Løb, medens der til Gengæld optages Vand (jvf. Silden, Side 202), men Vægten svinder dog noget (5— 10°/o) under Dvalen. Kar- pens Alder lader sig forholdsvis let aflæse af Aarringene paa dens Skæl, hvilket bl. a. har en ikke ringe Betyd- ning i Praksis til Adskillelse mellem hurtigvoksede, een- sommers og daarligvoksede, tosommers Karper. Moden- heden indtræder som Regel i Karpens tredje (Hannen) eller fjerde Aar (Hunnen), men som omtalt kan der jævnlig indtræffe Aar, hvor Legen ikke finder Sted. Rognen opsuges da. Forholdsvis rigeligst Rogn har de fire— otteaarige Karper, og efter det tolvte Aar er Karpen oftest gold. Som nævnt har Karpen fra gammel Tid været Gen- stand for kunstig Opdræt. Dette forbedredes i Firserne af den bohmiske Karpeavler Dubisch. Medens i den ældre Driftsmaade (Tyskernes „Femelbetrieb") Karperne fik Lov til at yngle i Dammene, saa at der i disse gik alle Stør- relser sammen, saa hævdede Dubisch det Princip, at hver Størrelse Karper skal gaa i Dam for sig. Dette Princip følges nu i ethvert rationelt Karpedambrug, og i et saa- dant er Driftsplanen da i Korthed følgende: Henimod Legetiden udvælges nogle særlig gode, fire— seks Aar gamle Karper, der skal tjene til Stamfisk. Legefiskene sættes i smaa Damme paa omkring en Ar, der hidtil har ligget tørre og græsbegroede, men nu spændes; i hver „Lege- dam" sættes een eller et Par Hunner og det dobbelte An- tal Hanner. Bliver Vejret godt, foregaar da Legen en af de følgende Dage i den aarle Morgenstund under megen Plasken; der fordres stille Solskinsvejr i Morgentimerne; jævnlig sker det dog, at Karperne ikke vil lege, og man maa da prøve at sætte andre modne Karper i Legedammen. Hos os er det ikke hvert Aar, det lykkes at faa tilstrække- lig mange Karper til at lege. Naar Karperne har ynglet, fjernes de. Rognen er nu afsat paa Græsset og klækkes hurtig. Den spæde Yngel forbliver en Ugestid efter Klæk- ningen i Legedammen, men fiskes derefter op med en Brile og sættes over i den saakaldte „Forstrækdam", i hvilken den bliver en Maanedstid; den har da naaet en 232 Længde af omkring tre Centimeter og udfiskes nu gen- nem Munk (se Side 146), hvorpaa den overføres til „Yngel- strækdammen", i hvilken den bliver til om Efteraaret. Baade Forstrækdammen og Yngelstrækdammen er forholds- vis store, flade, solvarme Damme uden eller med svag Gennemstrøm, der først spændes, kort før de besættes. Mens Dammene ligger tørre, tilsaas de gerne med Græs eller Havre, der raadner af, naar Dammen spændes, og tje- ner til Næring for forskellige Smaadyr. I Modsætning hertil er „Vinterdammene" temmelig smaa og dybe og har god Gennemstrøm, saa at Karperne, der anbringes i dem efter Efteraarsudfiskningen, kan staa tæt samlede i Dvale ved Bunden uden at løbe Fare for Iltmangel eller Indefrys- ning; tillige skal Vinterdammene være rolige (ingen Skøjte- løbning), saa at Karperne ikke vækkes. Da Karperne ikke vokser om Vinteren, benævnes de i Reglen efter det An- tal Somre, de har levet: eensommers, tosommers, tre- sommers Karper o. s. v. De eensommers Karper var ved Udfiskningen af Yngelstrækdammen 30—50 g tunge, og saaledes er de altsaa ogsaa om Foraaret ved Udfiskningen af Vinterdammen. De sættes nu i „Strækdammen", hvor de bliver Sommeren over, til de om Efteraarer som to- sommers Karper med en Vægt af 400—500 g atter over- føres til Vinterdam. Naar de næste Foraar sættes i „Fededammen", øger de, om alt gaar vel, i Løbet af den tredje Sommer deres Vægt med henved eet Kilogram, saa at de om Efteraaret kan udfiskes som Salgskarper paa 1,25 — 1,5 kg. Hvor man forlanger større Karper, maa Om- driften tage mindst et Aar mere, men det tyske Marked, til hvilket næsten alle vore Karper gaar, foretrækker Kar- per af den nævnte Størrelse. Karpens Vokseevne er i øv- rigt ingenlunde udtømt med de angivne Vægtforøgelser, der blot er Gennemsnitsværdierne for det i Karpedam- brugene i Almindelighed opnaaede Resultat; indenfor for- bavsende vide Grænser kan man ligefrem regne, at en Karpedam giver saa og saa stor en Tilvækst af Karpekød, og kan da ved stærkere eller svagere Besætning fordele denne samlede Tilvækst paa flere eller færre Individer. Man har endog haft et Eksempel paa, at en Karpe paa eet Aar har været to Kilogram tung, men for Praksis spil- ler den Slags Tilfælde ingen Rolle (jvf. Regnbueørreden); paa den anden Side vil daarlige Ernæringsforhold let kunne medføre en langt daarligere Vækst end den angivne. For at et godt Resultat skal kunne ventes, maa Karpedammene være varme om Sommeren, altsaa helst være temmelig lavvandede, uden skyggende Træer eller Siv, have blød, frugtbar Bund og maa ikke være for smaa. I Modsætning til Ørreden, der kan trives med kunstigt Foder i smaa 233 Damme, naar der blot er tilstrækkelig Iltholdighed (Gen- nemstrøm) og lav Varmegrad, forlanger Karpen ikke no- gen høj Iltholdighed, men derimod Varme og Plads til at bevæge sig paa samt rigelig Tilgang af naturligt Foder; den trives ubetinget bedst i Damme, der indeholder rige- ligt dyrisk Svæv. Dog spiller Fodringen af Karperne en meget stor Rolle. Der bruges mest Foderstoffer som Majs, Lupiner, hvis Gift ikke skader Karpen, Ærter og Kødmel, men meget andet kan bruges; man maa dog beregne, at Karpen skal have en Del af sin Føde i Form af „Natur- foder", hvilket rimeligvis skyldes, at den har de For- døjelsesfermenter, som findes i de ædte Dyrs Tarmkanal, behov for at kunne fordøje de kunstige Foderstoffer. Da man altsaa hurtig kan naa Grænsen for, hvad der ved Hjælp af Fodring kan frembringes af Karpekød i magre Damme, vil man oftest sørge for at forbedre Dammenes Dyreliv. Dette lader sig gøre ved at tilføre Dammene Gødning, dels medens de staar spændt, og dels medens de er tørlagt; i Virkeligheden har ogsaa selve Tørlægnin- gen en frugtbargørende Virkning paa Dambunden, og som Regel vil man derfor lade alle de ubenyttede Damme staa tørre Vinteren over, og desuden er det almindeligt at lade hver Dam ligge tør hvert fjerde— femte Sommer, idet den da benyttes til Agerbrug. Karpedammene, særlig Fededam- mene kan have en meget betydelig Størrelse, flere Hun- drede Hektar; for at lede Vandet og Fiskene ud af de flade Damme ved Udfiskningen graves der Ledegrøfter, som fører ned mod Munken, foran hvilken Grøfterne sam- les i en Udfiskningsgrube; i denne tages Hovedmassen af Fiskene, naar Dammen tømmes. Til et fuldstændigt Karpedambrug hører der som Regel foruden de nævnte Damme endnu nogle, der er beregnet til Opbevaring af Salgsfisken („Kammerdamme"); det er smaa Damme med Gennemstrøm og fast Bund. Man inddeler sædvanlig Dammene i fem Godhedsklasser efter den Mængde Karpe- kød, de uden kunstig Fodring kan frembringe pr. Flade- enhed: Klasse I særdeles gode 200—400 kg Tilvækst pr. Hektar — II gode 100—200 - - — — III middelgode .. 50-100 - - - — IV daarlige 25—50 — - — — V meget daarlige under 25 - Har man erfaringsmæssig fastslaaet, hvor mange Kilo- gram Karpekød en Dam kan give uden Fodring, kan man deraf beregne ret nøje, hvor mange Sættekarper der kan sættes i den om Foraaret, for at de skal faa netop den 234 ønskede Tilvækst i Løbet af Sommeren, og man kan lige- ledes ret nøje udregne den fordelagtigste Besætnings- styrke, naar man ønsker at fodre; i Virkeligheden er Karpeavlen drevet til en Fuldkommenhed og gjort til Gen- stand for talrige, grundige Undersøgelser, som den langt nyere Ørredavl endnu savner. Ved Beregningerne maa man tage i Betragtning, at jo større Vægtmængde Karper, der findes i en Dam, des større en Del af Foderet vil der medgaa som „Vedligeholdelsesfoder", og des mindre bliver der tilovers som „Tilvækstfoder". Som Regel vil man ikke have Udbytte af et fuldstændig Karpedambrug, medmindre der raades over adskillige Hektar Vandflade, og uden at der fodres rationelt. Men mange Steder vil det kunne betale sig at have Karpehold, idet man indskrænker sig til at købe andet Steds opdrættede, eensommers eller to- sommers Sættekarper for at sætte dem i egnede Damme og efter to eller eet Aars Forløb udfiske dem til Salg eller Fortæring; særlig kan Damme med Tilløb af Rendestens- og Gødningvand ofte uden Fodring give en meget betyde- lig Tilvækst, og desuden vil der i saadanne Damme som Regel let kunne fodres med forskelligt Køkkenaffald. Endelig bliver der i lave, sommervarme Søer ikke sjælden udsat Karper, men man maa her erindre, at faa Fisk er saa vanskelige at fange som Karpen. Paa Krog bider den uvilligt, i Sættegarn og Ruser er den vanskelig at fange, og hvor Bundforholdene ikke er gode, kan den ikke tages i Vaad; berømt er Karpens Snedighed i at knibe sig under Vaaddet eller i at springe over det; bedst lykkes Fangsten, naar Karperne har samlet sig til Vinterdvale. Menneskets aarhundredlange Forædling af Karpen har medført, at Tamkarperne i mange Henseender afviger fra deres Stamfædre, men i endnu højere Grad afviger de ind- byrdes, idet forskellige, mer eller mindre faste Racer er Genstand for Avl. Af en god Tamkarpe fordres blandt andet, at den skal være hurtigvoksende, og at dens Kød- mængde skal være stor, særlig at Hovedet skal være for- holdsvis lille. Man kan skelne mellem to Typer af Tam- karper: de højryggede, hvor Kødmængden søges frem- met ved at øge Kroppens Højde, og de fladrygge de, hvor Vægten lægges paa at øge Kroppens Tykkelse. De højryggede (hvortil Stammer som Aischgrund-Karpen (Fig. 96) og den galiciskeKarpe) ses sjældnere hos os ; til de fladryggede Stammer hører de bohmiske og franki- ske Karper og Lausitz-Karpen (Fig. 95). Desværre maa det vistnok siges, at vore Karper altfor ofte ikke er racerene; undertiden er de trukken til af de fra gammel Tid forvildede Karper. Endnu mere iøjnefaldende end Formforskellighederne er Skælklædningens Uensartethed. 235 Nogle Karper, de saakaldte „Skælkarper" (Fig. 95) har normalt udviklede Skæl; andre har kun faa og uregel- mæssig spredte Skæl, der til Gengæld ofte er meget store („S pejl karper", Fig. 96); undertiden kan Skællene saa at sige helt mangle, hvorfor den nøgne Fisk med den tykke, graasorte Hud kaldes „Læder kar pe". Disse Ejendomme- ligheder er imidlertid ikke egentlige Racemærker, idet der blandt Afkommet af et Par Spejlkarper plejer at være tal- rige Skælkarper; Anvendelsen af de nyeste Erfaringer paa Arvelighedsforskningens Omraade kunde maaske fæstne ogsaa disse Ejendommeligheder arveligt; men som Forholdet nu er, kan der findes Skælkarper, Spejlkarper ^g^ijsjÆg1 Fig. 96. Spejlkarpe af Aischgrund-Racen. (Efter Bruno Hofer). og Læderkarper af alle de forskellige Racer. I gunstige Aar skal Spejlkarperne vokse bedre end Skælkarperne, men disse er som Regel bedre i mindre heldige Aar, og særlig taaler de Forsendelse bedre end Spejlkarperne. Karpen er yderst sejglivet og taaler saaledes, særlig naar Vejret er fugtigt, mange Timers Ophold over Vandet. Den spræller da ikke forvildet omkring, men ligger tvært- imod ofte saa rolig, at man let kan anse den for død; ofte er den nemmeste Maade til hurtig at adskille døde og levende Karper at dreje dem, idet de levende da bevæger Øjnene. Ogsaa Iltmangel i Vandet taaler Karpen for- bavsende godt; den skal kunne leve i Vand med en Ilt- holdighed af tre— fire cm3 Ilt pr. Liter, og synker Iltmæng- den yderligere, kan den en Tid lang klare sig med Nød- 236 aandedræt, idet den snapper Luft i Overfladen (se I, Sd. 23). Ved Forsendelser er det dog klogere at sende Karpen indpakket i vaadt Mos eller lignende fremfor at sende den i Beholdere med stillestaaende Vand, i hvilket den lettere kvæles. Ogsaa Brakvand kan Karpen taale; i det kaspiske Hav skal den endog blive særlig stor. Beskadigelser taaler Karpen ligeledes godt; man har truffet Karper, der havde faaet hele Mundpartiet afskaaret, rimeligvis ved Mejning af Sivene i Karpedammen, men Saaret var helet, og Karpen havde fristet Livet; i andre Tilfælde har Munden været lukket fortil, og Karpen har da ikke kunnet faa anden Føde end den, der ved Gællelaagsbevægelserne har kunnet slippe ind i Mundhulen gennem Gællespalterne. Blandt de talrige Sygdomme, der kan angribe Karpen, skal nævnes den meget almindelige og iøjnefaldende „Koppe- syge", der viser sig i, at Fisken faar hvidgraa, rundagtige eller uregelmæssig formede Fortykkelser af Huden; de kan straks kendes fra „Mug" (Vandskimmelsvamp) paa, at de er faste og bruskagtige at føle paa. En mærkelig Fortræd kan Tudserne gøre i Karpedamme, idet overtallige, brunstige Hanner ofte omklamrer Hovedet paa en og an- den træg Karpe (Marts, April) og borer sine Forben ind i dens Øjne. Under gode Forhold er Karpens Vækst som nævnt meget hurtig. Man har yderligere søgt (Samuel Tull, c. 1754) at gilde Karperne, hvilket siges at kunne lade sig gøre uden Fare for Fisken. Det er nemlig en kendt Sag, at golde Karper (saadanne forekommer ret jævnlig og er kendelige paa den smalle Bug) er særlig fede og kødfulde. I Modsætning hertil bliver Karperne, hvor de faar Lov til at yngle frit, saa at der bliver for mange i Forhold til Næringsmængden, smaa og uanvendelige; herpaa kan der hjælpes noget, ved at Rovfisk som Gedder æder væk af de talrige Smaakarper, medens de Karper, der naar en vis Størrelse, som Regel gaar fri for Efterstræbelser; det er endog almindeligt at sætte værdifuldere og noget min- dre graadige Rovfisk (Sandart, Regnbueørred) i Dammene sammen med de ældre Karper, for at de skal æde svage Individer og mulig fremkommende Karpeyngel; tillige vil de da holde de talrige Vildfisk (Skaller o. 1.) nede, som næsten altid trods al Agtpaagivenhed sniger sig ind i Dammene og gør Skade, idet de for en stor Del lever af samme Føde som Karperne (er „Næringskonkurrenter" til disse). Det førende Land paa Karpeavlens Omraade er Østrig; her findes blandt andet ogsaa i Bohmen det bekendte, gamle Wittingau, der med sine 330 Damme med en samlet Vandflade paa over 5.000 Hektar er Jordens største Dam- 237 brug. Ogsaa i Tyskland og i Rumænien er Karpeavlen meget betydelig. Hos os spiller den ikke nær saa stor en Rolle, hvilket vistnok delvis kommer af, at vor Sommer- middelvarme er lovlig ringe. Af større Karpedambrug har vi kun en halv Snes Stykker; de fleste af disse ligger paa Sjælland. Vore Karper sælges næsten alle levende til Tyskland; aarlig udføres der efter et Skøn omkring 25.000 Kilogram; Prisen er c. 1 Kr. 20 Øre pr. Kilogram. Som oftest spises Karpen kogt; den kan være meget fed og velsmagende, men de talrige Biribben er ubehagelige; som en særlig Lækkerbidsken anses „Karpetungen". Karpe er almindelig Juleret i Mellemeuropa. Om Karpens al- mindeligere Brug her i Landet i ældre Tid vidner dens Forekomst i Litteratur og Ordsprog. 2. Under slægten Cardssius C. U. Ekstrom. Skægtraade mangler. De nedre Svælgben bærer kun fire Tænder, som sidder i een Række; de tre af Tænderne har en sammentrykt, skraat afskaaret Krone, der omgives af en enkelt Emaljering, medens den fjerde Tandkrone er kegleformet. Til Underslægten hører kun de nedennævnte to Arter. Oversigt over Underslægtens Arter. De bagudlagte Brystfinner naar ikke om bag Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Krop- siderne messingskinnende 1. Karuds (C. caråssius). De bagudlagte Brystfinner naar oftest bag om Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Krop- siderne er mer eller mindre gyldne 2. Guldfisk (C. auråtus). 1. Karuds (Cyprinus caråssius Linné). (Krøyer: Caråssius vulgåris). Formen er høj og sammentrykt; den største Højde gaar omkring 2 — 31/s Gang op i Totallængden. Munden er lille og skraat opadvendt. Overgællelaaget har vifte- formet udstraalende, ru Ribber. Svælgtænder 4—4. Ryg- finnen har tre — fire ugrenede og seksten — nitten grenede Straaler. Gatfinnen begynder ligeledes med ugrenede 238 Straaler. Den bageste af de ugrenede Straaler i Ryg- og Gatfinne er haard og bagtil fint tandet. Rygfinnens Kant er lige eller udadbuet. De bagudlagte Brystfinner naar ikke bag om Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Halefinnens Bagrand er i Reglen svagt indadbuet. Skællene er store, saa at der kun sidder 31 — 34 langs Sidelinien. Denne kan være ufuldstændig. Farven er sortegrøn oventil, messingskinnende paa Siderne — foroven med tætstillede, flaskegrønne Prikker — og gul paa Bugen; ofte, særlig i Ungdommen, er der en sort Plet ved Halefinnens Rod; Opholdsste- det indvirker stærkt paa Styrken af Sidernes Messingglans, der hos Karudser f. Eks. fra Tørvegrave kan være næsten dækket af de grønne Prikker. R 3-4 -f 16-19; G 3 + 6-7; Br 13-17; Bu 9— 11,; H x + 19 -J- x. Karudsen optræder i to ved Overgangstrin jævnt for- bundne Former. Fig. 97. Højre ne- dre Svælg- ben af en Karuds. (Efter Zoo- logia da- nica). '■© Fig. 98. Søkaruds. (Efter Zoologia danica). 1. Søkaruds (Cyprinus caråssius formå ty- pi ca). Den største Krophøjde er omkring halvt saa stor 239 som Totallængden eller noget mindre og er halvtredje til tre Gange saa stor som den største Tykkelse. Ryglinien er stærkt buet, navnlig fortil. Søkarudsen maa anses for at være Typen paa Arten i sin fulde Udvikling. Den kan naa en Længde af 45 cm og en Vægt af c. 3,4 kg, men bliver dog sjælden over 35 cm. 2. Damkaruds (Cyprinus caråssius formå gibélio Bloch). Den største Krophøjde gaar mindst tre Gange op i Totallængden og er kun omkring dobbelt saa stor som den største Tykkelse. Ryglinien er for- holdsvis lidt buet. Damkarudsen maa anses for at være en vantreven Karuds; den forholder sig til Søkarudsen som Bækørreden Fig.r99. Damkaruds. (Efter Zoologia danica). til Havørreden. (Den kaldes ogsaa Stenkaruds, jvf. Sten- ørred). Damkarudsen bliver højst 36 cm lang, men kun sjælden over en Snes Centimeter lang, og i mange Vande bliver den kun omkring otte Centimeter. Karudser, der holdes et Par Aar i Akvarier, skal kunne miste det mørke Farvestof og blive guldgule som Guld- fisk. Ogsaa i frie Smaavande (Østpreussen, Egnen ved det kaspiske Hav) har man fundet slige Guldkarudser. Karudsen lever i stillestaaende, ferske Vande og fore- kommer i næsten hele Europa samt i Mellemasien og Sibirien østpaa til Amur og Kina. I Sydeuropa er den ikke hyppig, men i Mellemeuropa er den meget almin- delig og ligesaa i Nordeuropa indtil det sydøstlige Norge og det mellemste Sverige, hvorfra den spredt forekom- mer over hele Sverige og i Norge op til Tromsø. Den mangler paa Island og Færøerne. Den lever ogsaa i svagt brakke Vande, saaledes i den finske Bugt, i Ålands og 240 Roslagen Skærgaard, ved Preussens Kyst og i Vige i den vestlige Østersø; mere mærkeligt er det, at den skal tri- ves i Sibiriens og Sydruslands salte Steppesøer. I Norge og det nordlige Sverige findes kun Damkarudsen, og dette skal ogsaa gælde Sydeuropa. Sin nuværende Udbredelse har Karudsen kun naaet ved Menneskets Hjælp, idet den f. Eks. er indført til Frankrig og til de britiske Øer. Dens Navn er utvivlsomt af slavisk Oprindelse, hvilket kunde stemme godt overens med en Udbredelse fra Sydøst. Hos os er Karudsen vel nok den almindeligste Fisk i alskens Damme, hvorimod den er mindre almindelig i Søerne ogikke hører hjemme i rindende Vand. Af og til kan den træffes i Brakvand (Roskilde Fjord, d. 22. Juni 1894). Særlig sy- nes den at findes i Damme i Nærheden af beboede Steder, og den er da ogsaa mindst hyppig i det tyndt befolkede Vestjylland. Endog paa Læsø, Anholt og Samsø findes den i Smaavande, der ellers er fisketomme eller i øvrigt kun huser Hundestejler; da Karudsen ikke som disse tillige lever i Havet, taler alt for, at den er hidbragt fra andre Steder af Mennesker. Ogsaa paa Bornholm er den almindelig. Paa Grund af Karudsens Sejglivethed og Nøjsomhed er det yderst let at flytte den fra et Vand til et andet, men hvorfor den saaledes er blevet spredt over store Dele af Europa, blandt andet over vort Land, er en Gaade; nu anses Karudsen hos os knap nok for spiselig, da den som Regel naar en altfor ringe Størrelse; tidligere har man niaaske været mere nøjsom, thi Krøyer siger, at Karudsen omkring Midten af det forrige Aarhundrede stod i temmelig høj Pris; rimeligvis skyldes Karudsens Overflytning fra Dam til Dam for en ikke ringe Del ung- dommelige Fiskere, hvem Karudsen altid har været et let og attraaværdigt Bytte. Søkarudsen er forholdsvis sjælden hos os; den kendes f. Eks. fra Fure Sø, Esrom Sø og Sorø Sø, og rimeligvis kan den lejlighedsvis fanges i omtrent enhver Sø, da det har vist sig, at Søkarudsen kan ned- stamme fra Damkarudser; naar der alligevel saa forholds- vis sjælden fanges Søkarudser, ligger det antagelig i, at Karudsens Yngel meget let falder som Bytte for Sø- ernes Rovfisk. Som ældre er Søkarudsen ret godt be- skyttet mod at blive slugt ved sin høje Form. Hvor Ka- rudsen fanges i Søer, er det altid i lune, plantefyldte Vige med blød Bund. I det hele taget ynder den stillestaaende, grunde Vande med dyndet, plantebevokset Bund, men den kan i øvrigt leve i meget daarligt Vand, saavel i Mose- huller som i stærkt forurenede Møddingdamme. Dens Iltfordringer er smaa, og ligesom Karpen kan den klare sig længe med Nødaandedræt; er der et tilstrækkeligt Mud- derlag, kan den taale en tilsyneladende Udtørring af Dam- 241 men om Sommeren og Bundfrysning om Vinteren; den kan derfor — een Gang udsat — holde sig i næsten et- hvert Vandhul. Karudsen elsker Rolighed og Uvirksom- hed; sædvanlig holder den sig ved Bunden og roder efter Næring, og naar den har skjult sig i Dyndet eller i Græsset ved Bredden, er den tryg, hvorfor den let fanges med en Brile; i Legetiden og i den varmeste Sommertid (Juli— Au- gust) gaar den dog ofte stimevis i Vandskorpen, men er da sky. Dens Føde er omtrent som Karpens, altsaa meget forskelligartet (Smaadyr, stivelsesholdige Plantedele, Køk- kenaffald), men Damkarudsen synes undertiden at holde sig til Alger, Blade og andre Plantedele og forbigaa Smaa- dyrene. Ligesom Karpen har Karudsen bagtil paa Ganen en Pude, der bruges, naar Føden skal pumpes ind (jvf. Side 229). Dens Tarmkanal er ogsaa meget lang. Lege- tiden er hos os som Regel fra midt i Maj til Slutningen af Juni Maaned (maaske ind i Juli), men modne Karudser kan træffes en Del tidligere (d. 19. April 1878 ved Holsteins- borg). Hvert Sted strækker Legen sig over længere Tid, idet de ældre Karudser leger først, de yngre senere. Le- gen foregaar paa grundt Vand mellem Plantevækst, under livlig Smasken og Plasken. Æggene er smaa (1 — 1,5 mm i Tværmaal) og talrige; hos middelstore Fisk er der c. 150.000 Stkr., hos store det dobbelte og mere. Æggene klæber sig fast; de klækkes hurtig. Karudsens Vækst er meget afhængig af Tilgangen paa Føde, men hvor Be- standen ikke ved meget kraftig Befiskning eller ved Rov- fisks Indflydelse beskæres, vil der som Regel i Løbet af faa Aar være lagt saa megen Yngel til, at den vantrives paa Grund af Næringsmangel og ikke naar op over om- kring otte Centimeters Længde. Et Eksempel paa Karud- sens Vækst i en Dam med omtrent en Dekar Vandflade og med næringsrigt Tilløb fra en Køkkenrendesten er givet tidligere (I Side 34—35); den forholdsvis gode Vækst skyldtes maaske ogsaa, at der fiskedes en Del i Dammen. Modenhed opnaas vistnok oftest mod Slutningen af det andet Leveaar. Hunnerne vokser hurtigere og bliver større end Hannerne. Hos os har Karudsen for Tiden ingen nævneværdig Betydning som Spisefisk, hvilket mest skyldes dens al- mindeligvis ringe Størrelse, thi Kødet er i og for sig godt. Det synes dog ikke udelukket, at den vilde egne sig for kunstig Opdrætning, da den er vel anset baade i Sverige og i Østeuropa og vistnok betales ret godt der. Foreløbig har den hos os mest Anvendelse som en altid let fangelig Agnfisk for Gedder og Aal, og den udsættes ofte i Damme for at tjene til Næring for Rovfisk, ligesom det anbefales at have den i Krebsedamme. C. V. Otterstrøm: Fisk II. 16 242 2. Guldfisk (Cyprinus auråtus Linné). Kan kun forveksles med Guldrimten, fra hvilken den dog let kendes bl. a. paa den lange Rygfinne, og med Karudsen, fra hvilken sidste den oftest let adskilles ved sin Farve, men undertiden er den guldskinnende Farve ikke udpræget, og den tydeligste Forskellighed er da de længere Brystfinner, der i Reglen naar forbi Højdelinien gennem Bugfinnernes Rod. Svælg- £:'£\ -J^h- tænderne er som Karudsens (4 — 4). 4 !-J|. «£^ xj5? .-Jjfe Langs Sidelinien er der c. 28 Skæl, W 'Æ? men °^te er Sidelinien bagtil ufuld- jj^ stændig. Farven er yderst forskel- :gf^ lig; i fri Tilstand i Kina og Japan er Tf Fisken olivengrøn, mørkere oventil, lysere nedentil, og har Guldskær; en Fig.100. Nedre Svælg- n0get lignende Farve har de helt <*tn 7 T Gu!dfisk\ smaa Unger af den kultiverede Race, (Efter Zoologiadanica). & ' men allerede ved faa Centimeters Længde forandres Farven og bliver rød med Guldglans ; hyp- pigst er Fisken mønjerød, men ikke sjælden nærmere rosen- rød; uregelmæssige, sorte eller sølvhvide Pletter kan fore- komme, endogsaa himmelblaa og brune, og næsten ens- farvede, sølvhvide Individer („Sølvfisk") kan ogsaa træffes. R 3—4 + 16—20; G 2-3 + 5-7; Br 15-17; Bu 9— 10; H x + 19 -f x. Maaske er Guldfisken i Virkeligheden ikke artsfor- skellig fra Karudsen. Guldfisken skal i Kina blive opimod en halv Meter lang, men i Europa bliver den næppe over femogtyve Centimeter. Allerede under Sung-Dynastiet, der tiltraadte Regeringen 960, skal man have begyndt at holde Guld- fisken som Prydfisk i Kina, hvor den rimeligvis stammer fra Provinsen Tsche-Kiang mellem 27° 12' og 31° 10' n.Br., og i Aaret 1129 var den alt et almindeligt Husdyr. Til Europa er den vistnok ført af Portugiserne kort efter, at Søvejen til Indien opdagedes, men først i det attende Aar- hundrede fik dens Avl Betydning. Til Frankrig bragtes den, da det indiske Kompagni i Lorient skænkede Madame Pompadour nogle Guldfisk; og i England, hvortil Guld- 243 fisken allerede var indført 1691, lykkedes det 1730 at faa den til at yngle; fra England spredtes Guldfisken over hele Europa, og der opstod efterhaanden store Opdræt- ningsanstalter for Guldfisk, saaledes i Oldenburg og paa flere Steder i Frankrig, saasom i Omegnen af le Havre. Omkring 1880 blev Tyskerne imidlertid udkonkurrerede af Italienerne, der som Følge af det milde Klima kan faa Guldfisken udfarvet i den første Sommer, medens det i Mellemeuropa først lod sig gøre i den anden Sommer. Guldfiskeavl har ogsaa været drevet hos os, men nu for- synes vi mest med italienske Guldfisk. Det aarlige Ver- densforbrug er meget stort; fra en Anstalt i Oldenburg bragtes i sin Tid aarlig 300.000 Stkr. paa Markedet, og Forbruget i de Forenede Stater anslaas til omkring to Millioner Stkr. Nu er Guldfisken vel udbredt som Stue- Fig. 101. Guldfisk. (Efter Zoologia danica). fisk til alle civiliserede Egne, og adskillige Steder lever den udsat eller forvildet i frie Vande, saaledes paa Mau- ritius (Ile de France), hvor den er en yndet Spisefisk, og i Portugals Floder. Til os er Guldfisken næppe kommet stort før i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede; den levede efter Feddersens Fortegnelse (1879) i Damme ved Strib, Nyborg og Slagelse, i den gamle botaniske Have og i Haveselskabets Have, begge i København ; i Zoologia danica nævnes, at den har ynglet ved Snoghøj og Slagelse. Nu lever den bl. a. i Landbohøjskolens Havedam. I Levevis forholder den sig i fri Tilstand omtrent som de foregaaende Arter. Den er ligesom disse sejglivet, og den taaler forbavsende godt Indespærring i smaa Akvarier. Under særlig gode Forhold skal den kunne yngle tre— fire Gange aarlig i Akvarier. Under Kinesernes omhyggelige Pleje har der udviklet sig de mærkværdigste Former af Guldfisken. Rygfinnen kan være delt i en forreste og en 16* 244 bageste, eller kan formindskes eller endog helt mangle; Gatfinnen, ja selv Halefinnen kan mangle. Eller Hale- og Gatfinnen kan være dobbelte, idet hver Finnestraale er spaltet til Grunden i sine to Halvdele (jvf. I, Side 10). „Slørhaler" er Guldfisk med meget stor og trelappet Hale- finne. „Teleskopfisk" har yderligere Øjnene siddende paa Stilke som Krebseøjne, idet de er traadt ud af deres Huler. Karpekaruds (Cyprinus cårpio x caråssius). (Zoologia danica: Cyprinus kollårii). Formen er i Reglen højere end hos de i Frivand le- vende Karper. Af Skægtraade findes oftest een, to eller tre, men de er korte og tynde. Svælgtændernes Antal er meget ubestandigt; som Regel er der to Rækker Tænder, hvoraf den indre har fire, den ydre kun een Tand, men der kan være een Række med fire Tænder, eller tre Rækker, hvoraf de to ydre med een Tand hver, og i den inderste Tandrække kan der være tre Tænder i Stedet for fire; en- delig kan Forholdet være for- skelligt paa de to Svælgben. Tændernes Form er nærmest som hos Karudsen, sammentrykt med skraa Tyggeflade omgivet af en Emaljering. Gællelaagslisterne er nedentil knubrede ligesom hos Karudsen. Finnernes Form ligner mest Karpens. Ryg- og Gatfinnepiggene kan være lige saa grovt takkede som Karpens eller svagt tornede som hos Karudsen. R 3 + 19; G 3 -f- 6; Br 16; Bu 9; H x -{ 19 + x. At Karpekarudsen er en Bastard mellem de to Arter, af hvis Navne dens eget er sammensat, er godtgjort ved nogle i England foretagne Krydsninger mellem en Karpe- Fig. 102. Svælgtænder af den overfor afbildede Karpekaruds. 1 • 4—4 • 0. (Efter Zoologia danica). 245 han og en Karudshun samt mellem en Karudshan og en Karpehun; Afkommet blev i begge Tilfælde Karpekarudser. Som ventelig viste Bastarderne en paafaldende Løshed i deres Kendemærker, idet nogle mere lignede den ene Stamart, andre mere den anden. Yderligere viste det sig, at en Karpehan kunde avle Afkom med en Karpekaruds- hun, og at dette Afkom vanskelig kunde skelnes fra „fuld- blods" Karper. Om Forsøg med Befrugtning ved Hjælp af Karpekarudshan er blevet foretaget, vides ikke, men rimeligvis vilde her den i Dyreriget almindelige Regel gælde, at Han-Bastarders Sæd ikke er befrugtningsdygtig. Da Karpekarudsen ikke har Karpens hurtige Vækst og tillige har ringere Salgsværdi, er den ikke velset i Fig. 103. Karpekaruds, c. 39 cm lang; fra en Karpedam paa Sjælland. (Efter Zoologia danica). Karpedammene. Hvor Karpeyngelen lægges til i særlige Yngledamme som beskrevet Side 231, kan Krydsninger med Karudser vanskelig foregaa, men hvor der benyttes Yngel, som er lagt til i større Damme, i hvilke Karperne har ynglet uden Tilsyn, vil man ofte høste Skuffelser, idet man efterhaanden vil opdage, at en større eller mindre Brøkdel af Fiskene er daarligt voksende Karpekarudser. 2. Grundlingslægten (Gobio Cuvier). Formen er langstrakt og lidet sammentrykt. Øjnene sidder højt oppe og er mer eller mindre 246 opadrettede. Munden ligger forholdsvis dybt; den har Overbid og kan skydes frem. I hver Mund- vig sidder en stor Skægtraad. Tænderne paa de nedre Svælgben sidder i to Rækker med fem i den indre og to — tre Tænder i den ydre (2 (3) • 5 — 5 • 2 (3)). Tand- kronerne er tilspidsede og mer eller mindre krogformede. Gælle- gitterstavene er næsten rudimen- Fig 104 Ne- dre' Svælgben af tære. Baade Ryg- og Gatfinne er Grundiing. (Efter korte og mangler stive, tandede Zoologia danica). Straaler. Tarmkanalen er kortere end Fiskens Totallængde. Skællene er temmelig store og bløde. Slægten rummer to Arter fra Europa og Asien. Kun den ene er dansk. 1. Grundiing (Gobio f 1 u viåti lis Fleming). Den største Krophøjde gaar omkring 5 — 53/5 Gang op i Totallængden, den mindste Højde omkring fjorten Gange. Halen er bagtil temmelig stærkt sammentrykt. Skæg- traaden naar ikke til Øjets Bagrand. Sidelinien er fuld- stændig. Der er omkring fyrretyve Skæl eller lidt mere langs med den. Farven veksleren Del; Ryggen er graagrøn eller graabrun med smaa, sorte eller sortegraa Pletter, der er stillet i Længdestriber; Siderne er sølvgraa, ofte langs Sidelinien med en Række store, sorte Pletter, der bagtil danner et Længdebaand; Bugsiden er mer eller mindre sølvhvid. Kønnene kendes let fra hinanden paa Hannens større Øjne samt længere Bryst- og Bugfinner; Hannens Brystfinner naar næsten til Bugfinnens Rod, Hunnens ikke nær saa langt. R 9—10; G 8—9; Br 14-17; Bu 8-10; H x + 19 -f x. 247 Grundlingen bliver hos os næppe over 13—15 Centi- meter lang, men i Frankrig skal den kunne blive 20. Hun- nen bliver større end Hannen. Dens Udbredelsesomraade strækker sig over største Delen af Mellemeuropa, over det kaspiske Hav, Sydsibirien samt formodentlig over Mellemasien til Amur Floden og Kina; af Sydeuropa omfatter det vistnok kun Norditalien, og mod Nord de britiske Øer, Danmark, Sydsverige og Finland op til 62° eller 63° n. Br. Derimod lever Grundlingen ikke i Norge eller i Sverige norden for Kronobergs Lån. Hos os er den almindelig i Øst- og Midtjylland Syd for Lim- fjorden; i Vestjylland skal den være mindre almindelig, idet den kun nævnes som kendt fra Von Aa og Ring- kjøbing Fjord, men den lever i hvert Fald ogsaa i Skjern Aas Omraade, hvor den er taget i Fjederholt Aa og i Rør- bæk Sø. Nord for Limfjorden kendes den kun fra Rye Fig. 105. Grundling. (Efter Zoologia danica). Aa og dens Tilløb; paa Mors skal den findes i Legind Sø; fra Øerne kendes den kun fra Sjælland, hvor den er taget ved et Bækudløb i Frederiksborg Sø, i Afløbet fra Arresø samt i Susaa og Tilløb til denne. Grundlingen ynder sandet eller stenet Bund og klart Vand. Den er hyppigst i Vandløbene (Aaerne og de ne- dre Bækløb), men kan ogsaa træffes i større Søer og i saadanne Damme, der har Tilløb af Kildevand. Den er sjælden i Brakvand. Den træffes gerne i Smaastimer paa en halv Snes Stykker. I den varme Aarstid gaar Grund- lingen som Regel ikke paa større Dybde end henved en Meter, og den holder sig oftest ved Bunden, hvor den længere Tid ad Gangen ligger fast tiltrykt med de parrede Finner spredt vandret ud. Da dens Rygfarve meget ligner Bundens, er den ikke let at opdage. Med Mellemrum skifter den Plads, og bliver den nogen Fare var — dens opadvendte Øjne vil oftest rettidig opdage denne — flygter den ilsomt. Om Vinteren gaar den ud paa dybere Vand, 248 men større Vandringer foretager den ellers næppe. Grund- ling'en dør ret hurtig oven Vande, men i Hyttefad kan den let holdes. Dens Føde bestaar næsten udelukkende af Bunddyr, særlig af Smaakrebs (Lynceider, Ostracoder o. a.) og Myggelarver (Chironomus), men ogsaa af Orme, Vaarfluelarver og lignende, og den roder ofte i Bunden efter Næring. Den æder ogsaa om Vinteren og tager da mest Myggelarver. Legen er hos os iagttaget i Maj Maa- ned (Viborg Sø); rimeligvis kan den finde Sted hen i Juni og maaske i Juli Maaned, og mulig strækker den en- kelte Fisks Leg sig over lang Tid. Legen foregaar i Viborg Sø paa lavvandede, sandede Steder. I Lombardiet har man i Juli Maaned tidlig om Morgenen iagttaget legende Grund- linger, der fra en Sø skød sig op i en lille tilløbende Bæk, hvor de fæstede Rognen paa Sten paa saa lavt Vand, at Fiskene under Gydningen kun havde Bugen og den ne- derste Del af Hovedet under Vand. Æggene er forholds- vis store, omtrent 1,5 mm i Tværmaal, og hver Hun inde- holder kun c. 1.000 modne Æg. De klæbes til Sten og klækkes i Løbet af en Maanedstid (efter andre Opgivelser allerede efter ti Dages Forløb). Yngelen holder sig temme- lig længe i Stimer, som færdes nær det Sted, hvor den er klækket. Grundlingen skal kun blive tre Aar gammel. Kødet er udmærket, men da Fisken er saa lille, anvendes den hos os kun i uvæsentlig Grad til Menneskeføde, hvor- imod den bruges meget til Agn for Gedde, Ørred og Aal; som Agn paa Dypkrog bør den benyttes frisk, da dens Bugvæg hurtig bliver skør. Selv bider den villig paa Krog agnet med Regnorm, der flyder langs Bunden, og den fanges let i Agnvaad. 3. Suderslægten (Tinca Cuvier). Formen er temmelig høj og sammentrykt. Øj- nene er smaa og har normal Beliggenhed. Munden er lille og viser temmelig stærkt opefter. Over- og Underkæbe rager lige langt frem. I hver Mundvig er der en lille Skægtraad. Svælg- tænderne sidder i een Række, fire Fig. 106. Nedre paa det ene og fem paa det andet Svælgben af Suder. Svælgben (4—5). Tænderne er (Efter Zoologia da- o \ / nica). stærkt sammentrykte og kølle- 249 formede, idet Kronen er bredere end Roddelen, og de er skraat afskaaret indefter, ofte med en lille Hage inderst; Tyggefladen omgives af en enkelt Emaljering. Gællegitterstavene er korte og tykke, men ikke rudimentære. Baade Ryg- og Gatfinne er korte, og begge mangler tandet Straale. Skællene er meget smaa. Tarmkanalen er lidt kortere end Fiskens Totallængde. Huden afsondrer meget Slim. Kun een Art hører til denne Slægt. 1. Suder (Tinca vulgåris Fleming). Hovedet har tydelige Rækker af tætstillede Porer. Alle Finnerne er afrundede, men Halefinnen er alligevel svagt indbugtet. Sidelinien er fuldstændig; langs med den findes over Hundrede Skæl. Farven er mørkere eller lysere efter Bunden, og de unge Fisk er oftest lysest; Ryggens Midte er sortegrøn, Siderne mørkt flaskegrønne med Messingglans og Bugen gulhvid med graagrøn Punk- tering. Hannens Brystfinner er større end Hunnens, og Hannens Bugfinner er mere afrundede, og deres anden ugrenede Straale er meget svær (Fig. 108). R 11 — 13; G 10—11; Br 16—18; Bu 9—11; H x -f 19 + x. En Farvevarietet (varietas auråta), der er orange- gul eller rød, med eller uden sorte Pletter, forekommer undertiden. Suderen bliver almindeligvis to — tre Decimeter lang, sjælden over fire og kun undtagelsesvis seks— syv; hos os bliver den næppe over et Par Kilogram tung, men andet Steds skal man have haft den paa otte Kilogram. Suderen er udbredt over hele Mellem- og Sydeuropa med Undtagelse af Balkanhalvøen og over Nordeuropa med Und- tagelse af Island, Færøerne, Norge (hvor den dog findes ind- ført et Par Steder i de sydligste Kystegne), Sverige norden- for Dalelven, Finland og Rusland nordenfor 60—62° n. Br. (den skal dog ogsaa forekomme ved Archangel) ; udenfor Eu- 250 ropa lever Suderen i Lilleasien og i Sibirien i hvert Fald til Jenissei; foruden i Ferskvand kan Suderen leve i svagt brakt Vand, saaledes i Sodermanlands og Roslagens Skær- gaard. Rimeligvis har Suderen ikke oprindelig hjemme over hele det nævnte Omraade, idet den ligesom Karud- sen antagelig er flyttet fra Sted til Sted af Mennesket; til de britiske Øer er den saaledes vistnok indført. Hos os er den udbredt over det meste af Landet og er mange Steder almindelig, men paa Lolland synes den dog at mangle, og norden for Limfjorden kendes den kun fra Thy og fra Raunstrup Sø (i Dronninglund Herred); i hele Fig. 107. Suder. (Efter Zoologia danica). Vestjylland maa den anses for en sjælden Fisk; paa Bornholm findes den. Suderen holder mest til i Smaasøer, Damme og Moser og kun mere tilfældig i større Vandløb (Gudenaaens Delta; nogle Stykker fanges aarlig i Sommertiden i Frijsenvold Fiskegaard). Den ynder blød, dyndet Bund og rigelig Plantevækst, og følgende Vandplanter kan betegnes som „Ledeplanter" for den: Krebseklo (Stratiotes aloides), Horn- blad (Ceratophyllum) og Svømmende Vandaks (Potamogéton nåtans). Suderen er en stilfærdig og tillige en varsom Fisk, der ikke gør sig meget bemærket. Dagen igennem holder den sig ved Bunden, men om Natten er den liv- ligere. Undertiden gaar den i fint Sommervejr i Vandets Overflade. Om Vinteren gaar den i Dvale, ofte skjult i Dyndet, og bliver Vandet over tredive Grader varmt, falder 251 den i Varmedvale, under hvilken den aander meget lidt, medens den ved lidt lavere Varmegrad netop aandede meget stærkt. Suderens Iltfordringer er meget smaa, og den taaler overordentlig meget i Retning af Udtørring om Sommeren og Bundfrysning om Vinteren, ligesom den kan leve i timevis over Vandet. Suderens Føde bestaar væsentlig af Bunddyr som Snegle, Smaamuslinger, Insektlarver og Orme. Den bider paa Krog, agnet med Regnorm. Legen foregaar forholds- vis sent, nemlig i Juni— Juli Maaneder; den finder Sted uden synderlig Larm, men den ellers sky Suder kan un- der Legen tages med Brile. Hunnen ledsages gerne af to Hanner, der følger hende fra den ene Plantebusk til Fig. 108. Bugfinnerne af en Hansuder (til venstre) og af en Hunsuder (til højre). (Efter Walter). den anden. Rognen skal ikke klæbe og skal synke til Bunds mellem Plantevæksten. Æggene er smaa og tal- rige (en voksen Hunsuder indeholder c. 400.000 Stkr.); de lægges ikke paa een Gang, men i Løbet af længere Tid. Allerede længe før Legetidens Indtræden trækker Suderne i smaa Stimer langs Bredden, hvorunder de let fanges i Ruser, der er stillet passende mørkt. Medens Meningerne tidligere var ret delte om Suder- kødets Godhed og derfor tillige om Fiskens Værd, saa har den i de senere Aar vundet meget i Ry. Det kommer vistnok for en Del af, at man har optaget Suderavlen i Damme, idet Vildfisk ofte har Bismag af det daarlige Vand, de har levet i, men yderligere kommer det af, at Damsuderen mest sælges som „Portionssuder" paa om- kring en Ottendel Kilogram, i hvilken Størrelse den er 252 finere end som ældre. Opdræt af Portionssuder foregaar hos os blandt andet ved Frijsenborg og Saltbækvig; Portionsfiskene sendes levende til Tyskland og hjem- bringer c. 1 Kr. 50 Øre pr. kg, medens større Suder kun betales med c. 60 — 100 Øre pr. kg. Suderopdrættet foregaar i lignende Damme og paa lignende Maade som Karpe- opdrættet, men Suderen er en langsomtvoksende Fisk, der sjælden bliver Portionsfisk før i sit tredje Aar. En Vanskelighed frembyder Udfiskningerne,idet Suderen nødig vil følge med Vandet ud af Dammen, men gemmer sig i Dyndet, hvor den da paa Grund af sin mørke Farve er svær at finde; særlig vanskelig er Udfiskningen af Aarets Yngel, der om Efteraaret endnu kun er 3—4 cm lang; bedst gaar Udfiskningerne, naar de foretages om Natten. I Løbet af sin anden Sommer bliver Suderen c. 12 cm lang (30 g), og i den tredje bliver den Portionsfisk. Suder- avlen er endnu ung (vistnok opstaaet omkring Aar 1900, idet man holdt Suderen som Bifisk i Karpedamme, og i Gang hos os i hvert Fald fra 1901); ved Valg af Stamfisk og Omhu for Legen er det dog allerede lykkedes at frem- stille 8—10 cm lange 1-sommers Sættesuder. Megen Overtro har været knyttet til Suderen. Man mente, at den var Fiskenes Læge, idet den helbredte deres Saar med sin Slim, hvorfor Rovfiskene ikke skulde æde den; i Lægekunsten spillede den ogsaa en betydelig Rolle. Suder er det gamle Ord for Skomager, og Navnet har den vel faaet paa Grund af sin mørke Farve. At Rov- fiskene skulde sky den, passer ikke, tværtimod er Smaa- suder en god Agn, men Suderens hele skjulte Levevis yder den en god Beskyttelse. Fangsten af Suder spiller intet Steds hos os nogen større Rolle udover til det stedlige Forbrug; derimod ud- føres der en Del damopdrættet Portionssuder, dog næppe mere end et Par Tusinde Kilogram aarlig. I Fiskerilovene af 1907 er Suderen ikke fredet; derimod er der sat Mindste- maal (256 mm og c. 321 mm, henholdsvis 209 og 262 mm til Halefinnens Rod) for den i Vedtægterne for Hobro- Mariager Fjord (1911) og for Farvandene ved Karrebæk (1912). 4. Elritsslægten (Phoxinus L. Agassiz). Formen er langstrakt og lidet sammentrykt. Snuden er meget stump. Overkæben rager ikke eller kun lidt ud over Underkæben. Skægtraade mangler. Svælgtænderne er eenradede (5 — 4) eller 253 sidder i to Rækker; hyppigst er der to Tænder i den yderste Række, medens der i den inderste er fire Tænder paa det ene og fem paa det andet Svælgben eller sjælnere fire paa hvert. Svælgtænderne har en sammentrykt og tilspidset samt mer eller mindre krogformet bøjet Krone. Ryg- og Gatfinne er korte og har ikke nogen tan- det Straale fortil. Halefinnen Fig. 109. Nedre Svælg- ,, . , , , . •, ben af Elritsen. (Efter er mer eller mindre dybt ind- Zool0gia danica). bugtet. Skællene er meget smaa. Sidelinien er hyppig ufuldstændig og kan helt mangle. Tarmkanalen er noget kortere end Fiskens Total- længde. De herhen hørende sytten Arter stammer fra Europa, Asien og Nordamerika; de holder særlig til i klare Vand- løb. Kun een af Arterne findes hos os. 1. Elrits (Phoxfnus åphya Linné). Den største Krophøjde er mindre end en Femtedel af Totallængden (undtagen hos rognfyldte Hunner); den stør- ste Tykkelse er mindst lig det halve af den største Højde; Halens mindste Højde er mindre end Halvdelen af den største Krophøjde og mindre end en Tredjedel af Halens Længde fra en lodret Linie gennem Gatfinnerodens Bag- ende til Halefinnerodens Midte. Hovedets Længde gaar c. 4-l3— 5x/3 Gang op i Totallængden. Farven er meget spraglet og foranderlig, men taber sig hurtig efter Døden eller i Fangenskab; Ryggen er olivenbrun eller sortegrøn med et Antal mørke Tværpletter; Siderne har ofte oventil et gyldent Længdebaand, tæt nedenfor hvilket der gerne fin- des en Række sortebrune Pletter eller et sammenhængende 254 Baand, der gaar fra Snudespidsen til Halefinnens Rod, hvor det ender med en særlig tydelig Plet; de nedre Krop- siders og Bugens Farve er lys, sølvglinsende eller mælke- hvid, med sort Punktering. I Legetiden bliver Farverne livligere, særlig hos Hannerne; Siderne bliver grønlige, Bugen rødlig, og Gællelaagene faar en hvid Plet; under- tiden bliver Fisken næsten sort. R 9—10; G 9-10; Br 14-17; Bu 8-9; H x + 19 4- x. Elritsen bliver oftest kun seks — ni Centimeter lang; i England skal den kunne naa henved den dobbelte Stør- relse, men hos os naar den næppe stort over en halv Snes Centimeter (Skanderborg Sø, 1. September 1893,9, 12,2 cm). Hunnerne bliver en Del større end Hannerne. Elritsen Fig. 110. Elrits. (Fra Feddersen). hører hjemme i Vandløb med rent og klart Vand og med frisk Strøm, hvor Bunden er sandet og stenet; og den kan (i Sverige og Finland) tillige træffes i Søer med lig- nende Naturforhold, ja den findes endog i stort Tal i den bottniske og finske Bugts Skærgaarde og kan forekomme i Østersøen helt ned til Blekinge og lever i Havet ved Gotland. Elritsen er udbredt over næsten hele Europa med Undtagelse af Island, Færøerne, Norge fra Trond- hjems Fjord til Tromsø, Irland (her dog indført), Største- delen af Sydeuropa og det sydøstlige Rusland; den fore- kommer desuden over store Dele af Mellemasien og Si- birien til Amurfloden. Hos os er den almindelig paa Bornholm, paa Fyen og i hele Jylland; paa Sjælland kendes den fra Lellinge Aa, Køge Aa og fra et af Sus- aaens Tilløb (Ringsted Aa); fra vore andre Øer kendes den ikke. Hos os lever Elritsen kun i Vandløbenes øvre Del (øvre og nedre Bækløb), samme Steds som Bæk- 255 ørreden holder til. Den er en livlig og hurtig Fisk, der baade i Form, Bevægelse og Levevis meget minder om en lille Bækørred. Elritsen gaar oftest i Stimer paa en halv Snes Stykker eller mere og holder sig gerne, hvor der i Bækkene er aabne Steder med lidt dybere og roligere Vand. Den er i stadig Bevægelse mod Strømmen og giver nøje Agt paa alt, hvad denne fører med sig. Dens Føde er alskens Smaadyr, særlig Insekter og deres Larver, Krebsdyr, Orme og Fiskeyngel, og da den, skønt hurtig i sine Bevægelser, ikke er synderlig sky, fanges den let paa Krog (ombøjet Knappenaal) agnet med en Stump Orm. Napper een af Flokken først i Agnen, iler de andre straks til, og Kappestriden gør dem dristige; Nysgerrigheden skal ogsaa kunne lokke Elritser ind i en ud- stillet Brile, og gaar een ind, følger de andre. Elritsen er lidet sejglivet og dør hurtig oven Vande. Legen synes at foregaa i Juni— Juli Maaneder; den sker vistnok for den enkelte Fisk i flere Sæt. I Legetiden samles Elritserne i større Stimer. Æggene er ret store (1 — 1,25 mm i Tvær- maal) og lidet talrige (c. 700—1.000 Stkr.); de klæbes til Sten og lignende, ofte i store Kager. Yngelen slipper ud efter een— to Ugers Forløb. Forplantningsdygtigheden skal indtræde, naar Fisken er henimod fire Centimeter lang. Vinteren over opholder Elritsen sig paa dybere Vand, hvor der ikke er ret megen Strøm. Skønt Kødet er velsma- gende, kan Elritsen hos os ikke faa nogen synderlig An- vendelse til Menneskeføde paa Grund af sin ringe Stør- relse, men den skal dog være bleven spist i Hedeegnene; derimod er den udmærket som Agnfisk paa Dypkrog. Den tjener til Føde for Ørreden, men det turde være et Spørgs- maal, om den ikke gør Skade i Ørredvande, idet den lever af omtrent de samme Fødeemner som Ørredyngelen, hvil- ket ogsaa giver sig Udslag i, at Elritsstimerne, der ellers sjælden blander sig med andre Fisk, hyppig indeholder jævnstore Ørreder eller Laks. 5. S kalleslægten (Leuciscus Cuvier). Formen er mer eller mindre langstrakt og sam- mentrykt. Som Regel rækker Overkæben lidt læn- gere frem end Underkæben. Skægtraade mangler. Svælgtænderne sidder i een eller to Rækker; deres Krone er kegleformet eller sammentrykt og mer eller mindre krogformet i Spidsen. Baade Ryg- og 256 Gatfinne er korte, og Gatfinnen er kun lidt eller slet ikke længere end Rygfinnen. En tandet Straale findes ikke i nogen af Finnerne. Halefinnen er dybt indbugtet. Skællene er store eller middel- store. Sidelinien er oftest fuldstændig. Tarm- kanalen er omtrent af samme Længde som Fisken. Skallerne er som Regel livlige Fisk, der holder sam- men i Stimer, og mange af dem er Vandrefisk. Indenfor Slægten findes Arter, der for største Delen ernærer sig af Plantekost. I alt kendes omkring Hundrede Arter fra den gamle og den nye Verdens tempererede Zoner; de hen- føres til forskellige Underslægter. Vore fire danske Skalle- arter kan, eftersom de har Svælgtænderne i een Række eller i to, henføres til Underslægterne Leuciscus og Squalius, men Arterne staar hinanden saa nær, at denne Underinddeling af Slægten kun har Værdi, hvor det gælder om at faa et Overblik over alle Skallearternes indbyrdes Slægtskabsforhold, og den medtages derfor ikke her. Oversigt over Arterne. 1. Bugfinnerne er fæstede under Rygfinnen eller lidt længere fremme. Svælgtænderne er ikke stærkt savtakkede 2. Bugfinnerne er fæstede længere fremme end Rygfinnen. Svælgtænderne er stærkt savtak- kede.... 4. Rudskalle (L. erythrophthålmus). 2. Langs Sidelinien er der 40—45 Skæl 1. Skalle (L. rutilus). Langs Sidelinien er der over 45 Skæl 3. 3. Langs Sidelinien er der 48—54 Skæl 2. Stæm skalle (L. g ri slågine). Langs Sidelinien er der 55—61 Skæl 3. Rimte (L. idus). 1. Skalle (Leuciscus rutilus Linné). Kroppens største Højde gaar fra omtrent halvfjerde til godt fire Gange op i Totallængden. Mellem Bugfinnerne 257 og Gattet er Bugkanten but kølet. Snudespidsen rager, naar Munden er lukket, noget ud over Underkæbespidsen. Svælgtænderne sidder i en enkelt Række med seks, sjæld- nere fem, paa venstre Svælgben og med fem paa højre (6 (5)— 5). Den forreste Tand er kegleformet; de øvrige er noget sammentrykte og del- ste af Tænderne er svagt sav- ,';V:;T^^ takkede. Rygfinnen begynder i j^j* Cr>^. Reglen omtrent ovenover Midten vis krogede i Spidsen; de bage- i,- af Bugfinnernes Rod. Gatfinnens Rand er indbugtet. Langs Side- ,(/ linien er der omkring 40—45 _. .T , o, , ^. , ,. • n ,, j. rig. 111. Nedre Svælgben Skæl. Sidelinien er fuldstændig. af Skalle# (Efter Zoologia Farven veksler noget, men er danica). hyppigst blaagrøn midt hen ad Ryggen, blaalig paa Ryggens Sider, sølvhvid paa Siderne og hvid under Bugen; hvert Skæl over Sidelinien har en mørkegrøn Plet, og Sidelinien indrammes af to Rækker saadanne Pletter; Ryg- og Halefinne er grønlige, Bryst- finnerne gullige, medens Bugfinnerne og Gatfinnen har en mer eller mindre kraftig, kødrød Farve; Øjets Regn- buehinde er mer eller mindre rødlig. R 11 — 14; G 11 — 14; Br 15—18; Bu 9-10; H x + 19 -f x. Skallen eller — som den til Forskel fra den kraftigere farvede Rudskalle ofte kaldes — „Graaskallen" naar al- mindeligvis halvanden— to Decimeters Længde med en Vægt af omkring Hundrede Gram; sjælden bliver den over tre Decimeter lang og over et halvt Kilogram tung, men fra Sverige kendes dog et Eksemplar paa omkring 40 cm og med en Vægt af 1 120 g, og i Kaukasien bliver den endnu længere (Kuban, 45 cm, 834 g). Skallen findes ikke paa Is- land, Færøerne, Irland, i Norge (undtagen i det sydøstlige. Hjørne med Mjøsen), i det vestlige Sverige og i Finmarken; derimod findes den i øvrigt i Landene nordenfor Pyre- næerne og Alperne samt i hele Rusland fra Archangel (dog ikke i det hvide Hav) sydefter, hvor den er meget almindelig i det azowske Hav og i det kaspiske Hav; til- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 17 258 lige lever den i Sibirien. Skallen lever ikke alene i Fersk- vand, men ogsaa i svagt Brakvand, saaledes er den al- mindelig i den bottniske og finske Bugt og forekommer i den svenske Østersøskærgaard og ved Gotlands Kyst, sjældnere ved Skaanes Østkyst og undtagelsesvis i Øre- sund. Hos os træffes Skallen ogsaa i brakke Vande, saa- ledes i stor Mængde i de vestjydske Fjorde og i Randers Fjord, mindre hyppig i andre Fjorde og beskyttede Vande og kun, hvor den kan søge op i Ferskvand for at lege. Men i vore ferske Vande er den en af vore alleralminde- ligste Fisk. Den findes vistnok i alle Aaløb, hyppigst ogsaa i de nedre Bækløb, samt i næsten alle Søer og jævnlig i større Damme og Moser. Skallen hører hjemme i Bred- ^?mm^ Fig. 112. Skalle. (Efter Zoologia danica). bæltet, særlig hvor der er Plantevækst, men kan dog ogsaa strejfe ud over dette. Sommeren igennem stryger Skallerne i Smaastimer langs Bredden søgende Føde ved Bunden og mellem Planterne. Alskens mindre Dyr som Snegle, Orme, Insekter, Krebsdyr og Hjuldyr ædes af Skallen, men desuden kan den tage og fordøje Planteføde (Frø, forraadnede Dele, Blade af Vandpest, Tusindblad, korsbladet Andemad o. s. v., Alger fra Svævet (Spirogyra, Diatoméer) eller fastsiddende (Kransnaal)). Skallens Næring er altsaa meget blandet; den veksler efter Aarstiden, Vandomraadet og efter Fiskens øjeblikkelige Opholdssted indenfor dette. I Vande med rig, neddykket Plantevækst spiller denne rimeligvis Hoved- rollen, medens Smaadyrene faar størst Betydning, hvor den neddykkede Plantevækst er sparsom. Vinter og For- aar tages hovedsagelig Smaadyr, blandt andet Hjuldyr. Yngelen lever vistnok udelukkende af dyrisk Føde. Om 259 Efteraaret stimer den nogle Steder (Sverige) sammen ude paa Barbunden og staar her Vinteren over tæt samlet i store Flokke, men andre Steder (Tyskland) skal den søge Føde Vinteren igennem. Forholdsvis tidlig (i Sverige ofte før Søerne er helt isfri) letter Skallen op af Vinterdvale og søger igen ind i Bredbæltet. Stimerne bestaar nu ho- vedsagelig af hver sit Køn, og Hannerne søger først ind til Legepladserne, hvor Hunnerne et Par Uger efter ind- finder sig. Legetiden skal hos os falde i Jylland i Maj og Juni, paa Øerne i April og Maj. Under Legen sluttei Skallerne sig sammen i store Stimer, der ofte søger helt ind til Land, saa langt de kan komme, og som frembrin- ger en brusende Lyd ved den Fart, med hvilken Fiskene idelig skyder op mod Vandskorpen. Til Legepladser væl- ges Steder med højst et Par Meters Dybde, men ofte med saa lavt Vand, at de legende Fisk netop kan gaa derind; Legepladsen er som Regel stenet eller tilgroet, og Æggene klæbes fast til Sten, Planter eller Grene, ofte lige under Vandskorpen. Legen staar paa et Par Døgn eller en Uges- tid, og under den er Skallen aldeles ikke sky. Æggenes Tværmaal er omtrent en Millimeter, og en middelstor Hun indeholder 80—100.000 Stykker (efter andre Undersøgelser mindre: 27 cm, c. 27.000 Stkr.; 36 cm, c. 55.000 Stkr.). Klækningen varer et Par Uger. De spæde Unger holder sig, indtil Blommesækken er svundet, paa Stedet, liggende paa Bunden eller ligesom hængende ved Planterne, men naar Blommesækken er opbrugt, flokkes Yngelen i store Stimer paa lavvandede Steder, hvor Vandet er lunt, og hvor der er rigelig Føde af Vandlopper og Dafnier. I Løbet af et Par Maaneder bliver Ungerne henimod et Par Centimeter lange og faar de voksnes Ydre; d. 28. Juli— 12. August 1905 maalte Yngelen i Furesø 23—38 mm ; ved en Længde af 30 mm fik Ungerne allerede Skæl. Den første Vinter skal Yngelen ikke søge ud paa Dybet. Den yderligere Vækst er lidet kendt, men efter Maa- linger af Skaller fra Ringkjøbing Fjord synes det, som om I-Gruppen her var 6 — 12 cm i Oktober 1904. Rime- ligvis bliver Skallen da moden med Udgangen af sit tredje Leveaar. Skallen er ikke synderlig sky og kommer snart til- bage, naar den skræmmes. Den ynder som Regel ikke for meget Lys, hvorfor den søger Plantevækst eller nogen Dybde og kun i Mørket gaar ind paa helt lavt Vand. An- derledes dog i Legetiden, ligesom man ogsaa jævnlig kan se Skallen staa stille for at „slikke Solskin". Bedst trives den i Søer med leret eller dyndet Bund og rig Plante- vækst. Saa længe den er under en Snes Centimeter lang, er den lidet kødfuld og mager, og dens mange haarde 17* 260 Ben gør den lidet agtet til Menneskeføde; men bliver den større, vinder den meget i Fedme. Skønt dette er Und- tagelsen, spiller Skallen dog mange Steder en stor Rolle som Spisefisk, om den end ikke opnaar nogen høj Pris. I det sorte Hav skal der aarlig fiskes Hundrede Millioner og i det kaspiske Hav endog tre— fire Hundrede Millioner Stykker aarlig. Mange Steder, særlig i Udlandet, er rime- ligvis Skallen den Fisk, der indbringer mest af et Vand, idet den er saa talrig. Hos os fiskedes der i Aarene 1902—1911 omtrentlig følgende Mængder*) i Ringkjøbing- Stadil Fjord: 45.000, 44.000, 34.000, 41.000, 29.000, 41.000, 39.000, 36.000, 90.000, 54.000 kg, hvoraf henved de tre Fjerdedele fra Fjordens nordlige Dele, Resten fra Lønborg Aa og fra Fjordens sydlige Del; den stærke Stigning i 1910 og 1911 skyldes rimeligvis, at Fjordens tiltagende Salt- holdighed tvang Skallerne ind mod Kysten; nu er Skalle- fiskeriet aftaget særdeles meget. I Nissum Fjord er Skalle- fangsten ligeledes betydelig (1902— 1912 omtrentlig: 16.000, 12.000, 10.000, 15.000, 10.000, 11.000,8.000, 13.000, 15.000 19.000 og 8.000 kg). I Randers Fjord spiller „Graafiskene" for Tiden en større Rolle end Laks og Ørred, og blandt Graafiskene er Skallen langt den vigtigste, men Fangstens Størrelse kendes ikke. Alt i alt udføres der aarlig fra Danmark henimod halvandet Hundrede Tusinde Kilogram Skaller, som alle gaar til Tyskland, de fleste døde, men nogle Tusinde Kilogram levende. Prisen er omtrent 20 Øre pr. kg for de døde og 70 Øre pr. kg for de levende. Fanges Skallen udenfor Legetiden, er den i øvrigt ikke let at holde i Live; den mister nemt Skæl, hvad den daarlig taaler, og den kvæles let oven Vande. Fangsten sker mest i Ruser, Vaad og Sættegarn. Skallen gaar villig paa Krog agnet med Regnorm eller lignende; som de fleste andre Ferskvandsfisk bider den bedst i Tiden før og efter So- lens Ned- og Opgang, samt mod Tordenvejr; den skal endog kunne fiskes paa Krog under Isen, omend hos os vistnok med Vanskelighed. Næsten alle større Fangster sendes her fra Landet til Tyskland. Langt større Betyd- ning end som Salgsfisk har Skallen imidlertid ved at tjene som Føde for Rovfisk, i første Linie for Gedden, der hovedsagelig lever af Skaller. At en sølvblinkende Skalle er en udmærket Agnfisk for Eksempel paa Geddedypkrog, er da ikke at undres over; mindre almindelig har man indset, at den i sig selv pr. Kilogram lidet værdifulde Skalle paa Grund af sin Nøjsomhed og Talrighed er et *) Statistikken skelner i Reglen lige saa lidt som Lovgivningen mel- lem de forskellige Skallearter. 261 af de bærende Led i det planmæssige Ferskvandsfiskeri, hvad enten den fiskes til Salg eller omsættes til værdi- fuldere Rovfiskekød. I forskellige Vande kan Skallen skifte ikke lidt i Ud- seende, snart være højere, snart mere langstrakt, snart mørkere, snart lysere. Som hos de fleste andre Fersk- vandsfisk synes Formen at være meget afhængig af Livs- betingelserne, saaledes at gode Vilkaar giver højryggede Fisk, knappe Vilkaar lavryggede (storhovedede, storøjede) Fisk. At daarlige Kaar let kan opstaa i et Vand, hvor der ikke fiskes synderlig eller er for faa Rovfisk, forstaas let, naar man tænker paa Skallens store Avlsomhed. Forskel- lige Steder i Udlandet har man truffet ejendommelige Fig. 113. Vantreven Skalleform. Frederiksborg Slotssø. (Efter Zoologia danica). Farvevarieteter ; saaledes blev Skallerne i en dyb og klar Alpesø (Brunig Sø) bleggrønne paa Ryggen, rent sølv- hvide paa Siderne og fik næsten ufarvede Finner, men stærkt røde Øjne; baade i Nordtyskland, Schweiz og Frank- rig har man truffet „Guldskaller". Forskellige Bastarder skal senere omtales. Skallen er ikke fredet i de almindelige Fiskerilove af 1907, men derimod i Fiskeriloven for Gudenaaen og Ran- ders Fjord (af 1906), hvor den har faaet et Mindstemaal paa 183 mm. Tillige har den faaet Mindstemaal (c. 182 mm, 156 mm til Haleroden) i Vedtægterne for Nissum Fjord (1911) og Hobro-Mariager Fjord (1911), og i Farvandene indenfor Karrebæksminde (Vedtægt 1912) er den fredet fra 1. Maj til 1. September. 262 2. Stæmskalle (Leuciscus grislågine Linné). (Feddersen: Squalius leuciscus; forskellige: Leuciscus vulgåris). Kroppen er forholdsvis langstrakt, og dens største Højde gaar fra omkring 43/4— 53/4 Gang op i Totallængden. Snudespidsen rager, naar Munden er lukket, noget ud over Underkæbespidsen. Svælgtænderne sidder i to Ræk- ker. I den inderste Række er der .J^e'_ /~\ ^em' * den yderste to eller tre Tæn- ft^fe^-" ''---•■ % der; paa de fleste af Tænderne er SZtXpff -^*j8f Spidsen mer eller mindre kroget. \x-sjf y\^ Rygfinnen begynder ovenover Bug- 1/' finnernes Rod. Gatfinnens Rand er svagt indadbugtet. Langs Sidelinien Flbéi!af StæmskaVlS8" er der 48~54 SkæL Sidelinien er (Efter Zoologia danica). fuldstændig. Farven kan være ly- sere eller mørkere, men er i Hovedsagen oventil mørk olivengrøn, paa Siderne sølv- graa og nedentil hvid; Ryg- og Halefinne er grønlige, Bug- finner og Gatfinne gullige, Brystfinnerne paa Indersiden gullige, paa Ydersiden graalige; Øjets Regnbuehinde sølv- hvid med gul Tone. R 9—10; G 11 — 12; Br 17—18; Bu 9^-10; H x + 19 + x. Stæmskallen bliver som Regel omkring halvanden — to Decimeter lang, sjælden henimod tre eller endog mere. Den har en lignende Udbredelse som Skallen, idet den findes i det meste af Europa Nord for Pyrenæerne og Alperne, hvor den dog foruden de samme Steder som Skal- len ogsaa mangler i Skotland; desuden findes den i næsten hele det europæiske Rusland til langt op i Guvernementet Archangel og i Sibirien i hvert Fald til Floden Ob. I Nordeuropa er dens Forekomst dog mere spredt og spar- sommere end Skallens; i Finland gaar den næppe Nord for 68° n. Br., hvorimod den i Sverige hovedsagelig er en nordlig Art, der ikke findes sydligere end Goteborg, for i Norge kun at findes i det sydlige. Den forekommer og- saa i Østersøens Skærgaarde. Hos os kendes den kun 263 fra Jylland og kun fra Vandomraader, der staar i Forbin- delse med Vesterhavet fra Ringkjøbing Fjord og sydefter. Krøyer kendte ikke Stæmskallen her fra Landet, men for- modede, at den maatte kunne findes her; en Meddelelse til ham om, at en anden Skalleart fandtes ved Endrup- holm, har rimeligvis haft Sigte paa Stæmskallen. Feddersen efterspurgte imidlertid forgæves Stæmskallen ved Endrup- holm, hvorimod han (sandsynligvis dog fejlagtig) formo- dede, at nogle store Skaller, som Fiskerne ved Maribo Sø omtalte for ham, skulde være Stæmskaller (snarere Rim- ter). Imidlertid fik han d. 14. Oktober 1878 sendende fire Stæmskaller og senere mange flere fra Nips Aa, hvor den skal kaldes „Bundskalle". Senere er den truffet i Farris Bæk (et nordligt Tilløb til Ribe Aa, nær Vamdrup) og i Bønstrup Sø i Kongeaaens Opland (Februar 1879) samt i Fig. 115. Stæmskalle. (Efter Zoologia danica). Sneum Aa. I Fjederholt Aa i SJcern Aas Opland var den talrig d. 31. Juli 1904, og den fangedes almindeligt i Aale- ruser i Ringkjøbing Fjord i Oktober 1904, men nu er den her trængt tilbage ligesom Skallen. Stæmskallen holder mest til i strømmende Vand, og den kan her endog gaa helt op til Ørredens Tilholdssteder. Den ynder kø- ligt Vand og holder sig derfor i Søerne paa nogen Dybde. Det er en sky Fisk med hurtige Bevægelser, og med Hen- syn til stimevis Færden og lignende forholder den sig om- trent som Skallen. Dens Føde synes mest at bestaa af Insektlarver og andre Smaadyr fra Bunden samt af In- sekter fra Overfladen; om Planteføde spiller nogen Rolle, er uvist. Overvintringen foregaar paa dybt Vand, og efter denne søger Stæmskallen op i Vandløb, hvor den i April eller Maj Maaned leger paa Sandbund en halv Snes Dage efter Opgangen; efter Legen bliver Fisken kun højst et Par Uger oppe ved Legepladserne, og trækker snart nedefter igen. Æggene er ret store, omkring 2 mm i Tvær- 264 maal, men de er til Gengæld faatallige, saa at en Hun paa c. 27 cm kun havde c. 17.000 Stkr. Stæmskallen er forholdsvis sejglivet, og de mindre er derfor fortræffelige til levende Agn. Kødet skal være mindre benet end Skal- lens, men skønt det er ret velsmagende, udelukker Fiskens ringe Størrelse, at det kan blive videre anset som Menneske- føde. Om Stæmskallens Vækst vides næsten intet; i Ok- tober 1904 var i Ringkjøbing Fjord rimeligvis I-Gr. 6— 7 cm og II-Gr. 10—20 cm; større Stæmskaller fangedes ikke. Fra Bønstrup Sø kendes den største danske Stæmskalle (200 g). I Lovgivning og i Handel gaar Stæmskallen i Regelen som „Skalle". 3. Rimte (Leuciscus idus Linné). (Feddersen: Idus melanotus; Lonnberg: Leuciscus idbårus). Den største Krophøjde gaar fra godt tre til fem Gange op i Totallængden. Snudespidsen rager lidt udover Under- kæbespidsen, naar Munden er lukket. Svælgtænderne ligner den foregaaende Arts; de sidder i to Rækker med fem i den inderste og to — tre i den yderste Række. De forreste Tænder er oftest kegleformede; de øvrige er sammentrykte med en Krog i Spid- sen og undertiden noget savtak- Fig. 116. Nedre Svælg- kede i Forkanten. Rygfinnen be- ben af Rimte. (Efter Zoo- . , „ „ logia danica). begynder ovenover Bugfinnernes Rod, oftest over den bageste Del af denne, eller lidt længere tilbage. Gatfinnen er svagt indbug- tet. Langs Sidelinien er der omkring 55— 61 Skæl. Sidelinien er fuldstændig. Farven ligner i Grundtrækkene de fore- gaaende Arters: mørkegrøn Ryg, sølvhvide Sider og hvid Bug, men forandrer sig en Del efter Aarstid og Alder; Rygfinnen er grønlig med rødlige Pletter, Halefinnen grøn- lig eller graarød ligesom Brystfinnerne, Bugfinnerne og Gatfinnen er røde; Regnbuehinden er sølvhvid og messing- gul med mørk Punktering. I Legetiden er Farven kraf- 265 tigere, og Hannerne kan da have Hudvorter langs Skæl- randene. R 10—12; G 11 — 14; Br 16—20; Bu 9-10; H x + 18—19 + x. Der forekommer en Farvevarietet (varietas or fus Linné), der er guldskinnende som en Guldfisk. Rimten er vor største Skalleart. Den bliver oftest tre- fem Decimeter lang, men kan naa de seks (otte?); Vægten stiger til over tre (indtil otte?) Kilogram. Rimten er sjælden i Frankrig, mangler helt paa de britiske Øer, Færøerne og Island, og i Norge findes den kun i det sydøstlige Hjørne med Mjøsen. Men i øvrigt findes den i det meste af Europa fe Fig. 117. Rimte. (Efter Zoologia danica). fra Alperne op i den svenske og finske Lapmark og til Floden Petschora; den findes i Ungarn, men mangler i Kaukasusomraadet, skønt den skal leve i Lilleasien; i Sibirien findes den kun i den vestlige Del, i hvert Fald til Baikal Søen, medens den mangler i den østlige. Rimten lever ogsaa i den bottniske og finske Bugt og gaar langt ud i Østersøen, saa at den er almindelig omkring Gotland. I andre Lande lever den jævnlig i større Søer, men hos os optræder den særlig som Brakvandsfisk, der til visse Tider søger op i Vandløbene, og kun i mindre Grad som udelukkende Ferskvandsfisk, og det vistnok kun i Søer, hvor den ufrivillig er bleven indespærret ved Sluseanlæg eller lignende. Den kendes hos os kun fra Fyen og Sjæl- land. Ved Fyen lever den i Odense Fjord (c. 1898), fra hvilken den stiger op i Aaen og Kanalen. Ved Sjæl- land findes den i forskellige Nor og Aaløb, saaledes i 266 Tude Aa*), i Halskov Vejle ved Korsør, i Skelskør Nor, i Karrebæk Fjord, Susaa, Saltø Aa, Stege Nor, Præstø Bugt, Køge Bugt, Pramaaen, Køge Aa og Halleby Aa; desuden lever den i Tissø, der afvandes af den sidstnævnte Aa, samt i Ar- resø, fra hvilke to Søer den vistnok ikke vandrer ud. Nogen Rimelighed er der for, at den lever (eller har levet) i Maribo Sø, hvor Fiskerne i sin Tid kendte „nogle store Graa- skaller". Forhen iagttoges den hvert Aar i April Maaned ved Strandmøllen, men nu, da Mølleaaen er stærkt for- urenet, forekommer den næppe mere her. Ved Bornholm er den mærkelig nok ikke iagttaget. Rimten er en Vandrefisk, og i sin Evne til at arbejde sig frem til Legepladsen minder den om Ørreden; ikke blot trodser den kraftig Strøm, men den kan ogsaa gaa over mindre Fald, og hvor der er Fladvand, arbejder den sig sidelæns frem. Denne Vandring foretager den i det tidligste Foraar, straks efter at Vinterdvalen er afsluttet — i Sverige ofte umiddelbart efter, at Søerne er bleven isfri — og i Marts Maaned drager da de første Stimer op; de bestaar af Hannerne. Nogle Dage senere, naar Luften er mild og klar, kommer Hunnernes Stimer, og Legen tager da straks sin Begyndelse, naar Vejret er passende, og Vandet holder 8 — 10° Celsius, hos os i Slutningen af Marts eller i April Maaned. Legepladsen vælges i strømmende Vand paa tre— fem Decimeters Dybde, helst hvor Bunden er græsklædt, men ogsaa hvor den er gruset eller stenet. Legen foregaar med stort Spektakel, og Vandet staar i Brus. Hvis koldt Vejr, Storm eller Regn indtræffer, af- brydes Legen, men ellers staar den paa uafbrudt i tre — fire Døgn, Dag og Nat, hvorpaa de mægtige Stimer af de nu forenede Køn straks drager nedad Strømmen. En middelstor Hun skal indeholde omkring 70.000 Æg; disse er c. 1,5 mm i Tværmaal og er stærkt klæbende. De hæftes til Græs, Sten eller andre faste Genstande og klæk- kes i Løbet af et Par Uger eller en Maaned. Yngelen trækker snart nedefter og træffes i Stimer i rolige Vige. I August Maaned skal den være 4 — 5 cm lang, og den skal i det første Aar naa en Længde af c. 13 cm, i det andet af c. 18 cm og i det tredje af c. 23 cm ; forplantningsdygtig bliver den næppe, før den i sit fjerde — femte Aar naar henved tre Decimeters Længde. Sommeren igennem ses de yngre Fisk tit paa varme og stille Dage langs Bredderne af Sø- erne eller Fjordene, hvor der er lavt og rigelig Plante- vækst; de ældre skal holde sig paa dybere Vand, helst ") Krøyer nævner Bilsø som Forekomststed for Rimten. Hermed menes antagelig Kyststrækningen udfor Landsbyen Bildsø Nord for Korsør nær Mundingen af Tude Aa. 267 hvor der er stenet Bund, og de kommer kun til Vand- skorpen i lune Aftener. Om Vinteren er Rimten paa Dybet i Havet eller i Søerne, og den staar da rimeligvis i Dvale i Stimer. Om Efteraaret søger Rimten igen grundt Vand og gaar da atter op i de samme Aaløb, der tjener den til Legeplads om Foraaret; fra Vandløbene trækker den atter ned, naar Frosten kommer, men endnu naar der er Is paa Søerne, kan den i Sverige fanges under denne paa grundt Vand et Stykke Tid, førend den begiver sig ud paa Dybet til Vinterdvalen. Som Unge æder Rimten særlig fritsvømmende Smaa- dyr (Dafnier, Hjuldyr), af og til vistnok ogsaa Alger; se- nere paa Aaret tager den ogsaa Larver og lignende; den voksne æder i Brakvand vistnok ren dyrisk Føde: Insekter og disses Larver, Snegle, Muslinger (Blaamuslinger), Krebs- dyr (Gåmmarus, Aséllus) samt ikke saa sjælden Fiske- yngel. Dens Kød er benrigt og blødt og bliver ved Kog- ning gulligt eller rødligt; det er ikke synderlig anset, men da Fisken er saa stor og kan fanges saa let i betydelige Mængder under Opstigningen, spiller Fiskeriet efter den dog adskillige Steder en ikke helt ringe Rolle. Hos os fiskes den vistnok kun regelmæssig i større Mængde i Tilløbene til Køge Bugt, og efter ældre Beretninger at dømme synes Fangsten tidligere at have været rigeligere. Fangsten henholdsvis i Køge Aa og i Pramaaen var i Aarene 1901 — 1912 omtrent følgende i Tusinde Kilogram: 0,5, 5,0— 3,5, 4,0—3,5, 5,0-2,5, 5,0—0,25, 2,5—0,6, 2,0—0,65, 2,0-2,35, 1,6—0,575, 0,55—0,85, 0,75—0,2, 0,3. I Høsten 1913 var Rimte- fangsten atter rigelig; Aviserne meldte om Fangst af mindst 8.000 kg „Karper". Prisen var paa Krøyers Tid 6 Skilling pr. Pund i København, hvilket er forbavsende højt; Rim- ten kommer ogsaa nu undertiden paa Københavns Fiske- torv; men Hovedmængden af de Køge Rimter gaar til Tyskland for c. 30 Øre pr. Kilogram. Tidligere sejledes de til Tyskland i Kvaser; Rimten er i det hele ret sejglivet og taaler godt Ophold i Hyttefad. I Fiskerilovene (af 1907) er Rimten ikke fredet, men i Regulativet (af 1901) for Fiskeriet i Køge Aa og i Vedtægten (af 1912) for Fiskeriet i Næstved-, Sønder- og Fladsø Fjorde samt Nørre Strand eller Dybsø Fjord er der fastsat en Fredningstid henholds- vis fra d. 20. Marts— d. 10. April og fra d. 15. Marts— d. 15. April samt i Vedtægten et Mindstemaal paa 262 mm til Haleroden; desuden er Rimtens Legepladser i Køge Aa fredede mod forstyrrende Fiskeri. Rimtens iøjnefaldende, men pletvise Optræden har skaffet den mange Navne. Ved Odense Aa skal man have kaldt den Ejby-Gedde, i København kaldes den Strand- karpe, i Sydsjælland Emde, Strandskalle eller Rimte; det 268 sidste Navn findes allerede paa en Gravsten i Ringsted fra Aar 1680. Guldrimten er indført hos os og ses ikke saa sjælden i Lystdamme. Den er forholdsvis haardfør og har den store Fordel, at den bevæger sig meget i Vandets Over- flade, saa at den ses mere end Guldfisk og Guldsuder. 4. Rudskalle (Leuciscus ery th roph thai - mus Linné). (Feddersen: Scardinius erythrophthålmus). Kroppens største Højde gaar i Reglen fra knap tre til tre og en Tredjedel Gang op i Totallængden. Mellem Bugfinnerne og Gattet er Bugkanten skarpt kølet. Snude- og Underkæbespids rager lige langt frem, naar Munden er lukket. Svælgtænderne sidder i to Rækker. I den inderste Række er der fem, i den yderste tre Tænder; Tandkronerne er sammentrykte og stærkt savtandede, og deres Spids er mer eller mindre kroget. Ryg- finnen begynder et Stykke bag den Fig. 118. Nedre Svælg- lodrette Linie gennem Bugfinner- ben af Rudskalle. Efter n J J 6 6 ^ Zoologia danica). nes Rod °§ ender omtrent over Gat- tet. Gatfinnen er svagt indadbuet. Langs Sidelinien er der omkring 41 — 42 Skæl. Sidelinien er fuldstændig og løber bagtil forholdsvis nær Bugkanten. Farven er hos de voksne livligere end hos de tre fore- gaaende Arter, men ligesom hos disse nogen Afveksling underkastet; Ryggen er brungrøn eller flaskegrøn, Siderne sølvhvide med gylden Glans, Bugen hvid med Sølv- eller Guldskær; hvert Skæl har en større flaskegrøn Plet, og disse Pletter danner tilsammen Længdestriber, særlig paa Kroppens øvre Del, men desuden er der talrige, finere, grønne Prikker; alle Finnerne er mer eller mindre røde, og i hvert Fald Bugfinnerne og Gatfinnen er blodrøde eller højrøde; Regnbuehinden er kraftig rød. 269 R 11 — 12; G 13-15; Br 15-17; Bu 9; H x + 19 -f x. Rudskallen bliver oftest kun halvanden til to Decimeter lang og kun sjælden over tre Decimeter med en Vægt af omkring et halvt Kilogram; i Sverige skal man dog have haft den paa 45 cm. Rudskallen findes i alle europæiske Lande undtagen paa den pyrenæiske Halvø; i Italien gaar den kun til Rom, den mangler i det sorte Hav, men findes i Volga-Kaspi Omraadet; tillige lever den i Lilleasien og i det indre Sibirien i hvert Fald mod Øst til Obi og To- bolsk; i det nordlige Sibirien ligesom i det nordligste Europa mangler den; i Finland gaar den til godt 63° n. Br., i Sverige til Dalarne og lidt nordligere i Skærgaarden, i Fig. 119. Rudskalle. (Efter Zoologia danica). Norge kun til Højden af Kristiania; i England og paa Ir- land findes den, men vistnok ikke i Skotland; den mang- ler paa Færøerne og paa Island. I den bottniske Bugt gaar den ikke meget nordenfor Bjorneborg, men i dens sydlige Dele lever Rudskallen ligesom i den finske Bugt; den taaler næppe ret salt Vand, men er dog af og til fan- get ved Gotlands Kyst. Hos os er Rudskallen almindelig i de fleste Søer og Aaer (dog ikke i synderlig Strøm) samt i stærkt brakke Fjorde som de vestjydske og Randers Fjord og i Stege Nor; dog mangler den vistnok paa Born- holm. Rudskallen minder i sin Levevis ikke lidt om Ka- rudsen. Den ynder uklart, planterigt Vand med dyndet Bund og lader sig kun paa meget varme og klare Dage 270 tilsyne i Overfladen. Den er i højere Grad end Skallen bundet til Bredbæltet og dets Plantevækst, og den trives ikke i plantefattige Søer. Den vandrer ikke meget, er temmelig træg og er mere forsigtig end sky; skræmmes den, søger den Tilflugt i Dyndet, op af hvilket den da vanskelig lader sig drive. Den er nok selskabelig, men færdes dog, selv i Legetiden, kun i mindre Stimer; ejen- dommelig nok slutter den sig meget ofte til Stimer af andre Arter, endog til de legende Stimer, og dette giver da ogsaa Anledning til Fremkomsten af adskillige Kryds- ninger. Legetiden falder ret sent, hos os som Regel i Juni, undertiden maaske i Maj. Legen foregaar paa lavt Vand med Græs eller anden yppig Plantevækst; den staar paa i tre— fire Dage eller under ugunstige Vejrforhold i længere Tid. Under Legen høres en brusende Lyd, idet Fiskene udslipper Luftblærer af Munden i Vandskorpen, hvor de springer. Æggenes Antal er stort, omkring 100.000; de er stærkt klæbende og fæstes paa Blade eller Pinde. Efter een— to Ugers Forløb klækkes de. I Furesø maalte Yngelen d. 27. Juli— 12. August 1905 14—32 mm, og Un- gerne fik Skæl ved en Længde af 22 mm; endnu d. 21. September 1905 maaltes Unger paa kun 22 mm. Rudskallen skal være moden i to Aars Alderen. Om Vinteren staar den paa dybere Vand. Rudskallen lever ligesom Skallen af blandet Kost, men medens nogle mener, at Plantekosten er den langt overvejende, holder andre paa, at Plante- kosten ikke spiller saa stor en Rolle for Rudskallen som for Skallen. Rudskallen æder Blade af Vandaks og Tusind- blad samt Alger som Kransnaal, Spirogyra, Diatoméer, og denne Planteføde tygges til en mørkegrøn Masse. Af dy- risk Føde tager den Insekter, Snegle og andre Smaadyr. Den bider da ogsaa gerne paa Krog, agnet med Regnorm, og gaar i varmt Vejr ikke sjælden paa kunstig Flue; den kan fiskes paa Krog, fra Legen er forbi til hen i Septem- ber eller Oktober Maaned, da den søger Dybet. I øvrigt er den ikke Genstand for synderlig Fiskeri, da den ikke optræder massevis samlet, og dens Kød er løst og benet og oftest smager af Dynd. Derimod er smaa Rudskaller søgte til Agnfisk. Rudskallen er ret sejglivet og taaler bedre end sine Slægtninge Ophold i Luften. Den har ikke synderlig umiddelbar økonomisk Betydning hos os og er ikke opført for sig i Statistik eller Love (af 1907), hvor den betragtes som en Skalle. Rimeligvis har den imidlertid stor middelbar Betydning, idet den er en yndet Føde for Gedden og saaledes omsætter Vandenes Plantevækst til værdifuldt Fiskekød; dog kan den ogsaa komme til at optræde som delvis Næringskonkurrent til værdifuldere Fisk som Suder. 271 6. Regnløj eslægten (Leucdspius Heckel & Kner). Formen er langstrakt og sammentrykt. Under- bid; Overkæben har en Udskæring til Optagelse af Underkæbespidsen. Skægtraade mangler. Svælg- tænderne sidder i een, sjælden i to Rækker; i Reglen er der fem Tænder i den indre Række paa det ene og fire Tænder paa det andet Svælgben eller fem Tænder paa hvert. Den forreste Tand er nærmest kegle- Fig. 120. Nedre formet, de øvrige Tandkroner er Svælgben af Regn- sammentrykte, randtakkede og kro- ^gia ^1^.°" gede i Spidsen. Gatfinnen er ikke særlig kort og er en Del længere end Rygfinnen. Halefinnen er dybt indskaaret. Der er ingen tan- det Straale foran i Ryg- og Gatfinne. Skællene er middelstore og falder let af. Sidelinien er ufuld- stændig. Kun nedenstaaende Art kendes. 1. Regnløje (Leucåspius delineåtus Heckel). Forryggen er bred. Pandens Bredde mellem Øjnene er hos de voksne lig med eller større end Øjets vand- rette Tværmaal. Afstanden fra Underkæbespidsen til Øjet er omtrent lig Øjets vandrette Tværmaal. Brystfinnerne er ikke eller kun lidt længere end Afstanden fra Øjen- hulens Forkant til Gællelaagets Bagrand. Sidelinien stræk- ker sig kun over syv til tretten Skæl og kan paa denne Strækning have Afbrydelser. Farven er oventil grønlig, medens Siderne er sølvhvide med blaaligt Skær og med 272 et utydeligt mørkere Længdebaand paa Grænsen mod Ryg- gen. Hunnerne har, særlig i Legetiden, en Hudfold, der omgiver Gat- og Kønsaabningen, og som er aaben fortil eller er mer eller mindre rørformet; hos Hannerne og hos de unge Hunner er denne Dannelse rudimentær. Des- uden kan Kønnene kendes paa, at Hannens parrede Fin- ner er forholdsvis længere end Hunnens. R 10— 11 ; G 14—16; Br 14—15; Bu 8—9; H x + 18— 19 -I- x. Regnløjen er vor mindste Karpefisk. Fra Tyskland kendes den tolv Centimeter lang, men den største hos os tagne var kun 8,2 cm. Hunnerne bliver et Par Centi- Fig. 121. Regnløje. (Efter F. A. Smitt). meter længere end Hannerne. Fiskens ringe Størrelse har bevirket, at den let overses eller antages for Yngel af andre Arter, og det var da ogsaa først i 1878 (28. Maj), at den opdagedes hos os, idet den toges i Venslev Gadekær i Holsteinborg Birk. Senere er den fundet adskillige Ste- der i det nordøstlige Sjælland (Duemosegaard ved Helsinge, Gurresø, Sortedam ved Hillerød, Birkerød Sø, mellem Holte og Søllerød og i Ordrup Mose) og i Hovedstadens umiddelbare Nærhed (i en Dam paa Lammefælled (1880) umiddelbart opad Tagensvej Vest for Nørre Allé og i en Mose ved Godthaabsvej (1904 og 1905), der senere er til- kastet). Andre Steder her i Landet er Regnløjen ikke fundet, men derfor er det langtfra udelukket, at den lever der. I Sverige, hvor den opdagedes en halv Snes Aar tidligere end hos os, kendes den kun fra det sydlige Skaane. I øvrigt mangler den i hele det vestlige og syd- vestlige Europa, i Norge, Finland og det nordlige Rusland; 273 derimod lever den i Tyskland, mod Vest til Braunschweig, i Polen, Lifland, Østrig, Ungarn, Grækenland og særlig i Sydrusland; fra Sibirien skal den kendes fra Ob. Regn- løjen kan træffes baade i strømmende og i stillestaaende Vand; den har en Forkærlighed for helt smaa Kær med tørveagtig Bund, men kan dog ogsaa træffes i store Vande som i Kurische Haff. Hos os er den hidtil kun truffet i Mosegrøfter og i stillestaaende Vande, og i hvert Fald flere af disse har været uden noget Afløb. Regnløjen er i hvert Fald til Tider en livlig Overflade fisk, der er alt andet end lyssky og let iagttages, naar den strejfer om i smaa Stimer. I meget minder dens Levevis om Løjens. Dens opadven- dende Mund gør den det let at snappe de paa Overfladen liggende Insekter, som sammen med Vandlopper, Vand- midder og lignende synes at udgøre dens vigtigste Føde; Bunddyr tager den ikke. Over Vandet dør den snart. Legen foregaar vistnok enten sidst i Maj eller først i Juni Maaned. Æggene er c. 1 mm i Tværmaal, men synes at udvikles efterhaanden, saa at Fisken rimeligvis leger flere Gange samme Sommer. Paa Tysk hedder den Moder- lieschen, hvilket betyder den moderløse; Navnet har den faaet, fordi man der som andet Steds lagde Mærke til, at Regnløjen ikke altid var at se, men som Regel kun Efter- aar og Foraar; denne tidvise Optræden fremkom, tænkte man sig, ved at Fisken til Tider avledes uden Forældre. Nu har man fremsat den Formodning, at Regnløjen efter Legen skulde søge bort af Afløbet, hvor et saadant findes, eller skulde skjule sig i Tørvebunden; udelukket er det næppe, at Forholdet er dette, at Regnløjen er toaarig og dør, naar den ved Udgangen af sit andet Aar har leget; de tilbageværende yngre Fisk bemærkes da ikke synder- lig før hen paa Efteraaret, da Aarets Yngel er vokset op. (Godthaabsmose: 9.— 14. September 1904: O-Gr. 2-3 cm, I-Gr. 3,5-6 cm; d. 20. April 1905: 0-Gr. 2,5-3 cm, I-Gr. 3,5-5,5 cm. Der syntes ikke at være større Eksemplarer). Mærkelig er Hunnens store Kønstap; den minder noget om den lange „Læggebrod", som den mellemeuropæiske Blaafisk („Bitterling", Rhodeus amårus) har, og med hvilken denne anbringer sine Æg inde i Gællerne paa de store Dammuslinger. Regnløjen skal ogsaa anbringe sine Æg paa en usædvanlig Maade, nemlig i ring- eller spiralfor- mede Baand paa Stænglerne af Vandplanter, og Hannen skal holde Vagt ved dem, tilvifte dem frisk Vand og for- svare dem mod Angreb (jvf. Hundestejlerne). Hos os har Regnløjen selvfølgelig ingen Betydning — den ses hyppig i Akvariehandlerne som indført — , men i Rusland skal den trods sin ringe Størrelse fiskes og spises. C. V. Otterstrøm: Fisk II. 18 274 7. Løjeslægten (Aspius L. Agassiz). Formen er langstrakt og sammentrykt. Under- kæben naar længere frem end Overkæben, der ne- dentil paa Spidsen har en Udskæring til Optagelse af Underkæbespidsen. Skægtraade mangler. Svælg- tænderne sidder i to Rækker. I den inderste Række er der fire eller fem, i den yderste to eller tre Tænder. Tandkronen har kroget Spids. Gatfinnen er ikke kort og er betydelig længere end Rygfinnen. Brystfinnerne er længere end Rygfinnens længste Straale. Der er ingen tandet Straale foran i no- gen af Finnerne. Skællene er middelstore; Skæl- kernen ligger i Skællets forreste Halvdel. Sidelinien er fuldstændig. Tarmkanalen er lidt kortere end Fiskens Totallængde. Slægten har en Snes Arter og hører hjemme i Europa og særlig i Asien. Til vor Fauna hører kun een Art. Rimeligvis vil imidlertid før eller senere en anden Art, Aspen (Åspius råpax Leske) blive indført; denne Art er næst Karpen Europas største Karpefisk og kan blive over en Meter lang og otte— ni Kilogram tung, medens dens almindelige Størrelse er henved en halv Meter med en Vægt af to til tre Kilogram; den lever mest i store Søer (Venern), er en Rovfisk (god Sportsfisk) og gaar kun i Legetiden i Stime. Oversigt over Arterne. Overkæbebenet naar ikke til Øjets Forkant... 1. Løje (A. alburnus). Overkæbebenet naar til Øjets Forkant [Asp (A. råpax).] 275 1. Løje (Aspius alburnus Linné). (F. A. Smitt: Alburnus lucidus). Øjets vandrette Tværmaal gaar omkring 3,3 — 3,5 Gange op i Hovedets Længde. Munden er lille; Mundspalten viser skraat opefter. Overkæbebenets bageste Ende er foran Øjets Forkant. Gællegitterstavene er ret korte, men talrige. Der er fem Svælgtænder i den inderste og to i den yderste Række; den inderste Rækkes Tænder har, med Undtagelse T^S^—Æslfc^ af den forreste, sammentrykte, i Spid- sen krogede og i Kanten fint og skarpt tandede Kroner. Rygfinnen begynder lidt længere tilbage end Midten af Mellemrummet mellem Bugfinnernes Fi 122 Nedre Rod og Gatfinnen. Brystfinnernes Svælgben af Løje. Længde er større end Afstanden fra 59' v. L. den første uden- for Middelhavet kendte Aalelarve (77 mm) af den danske Under- søgelsesdamper „Thor" d. 22. Maj 1904 Kl. 10 om Aftenen i Nær- heden af Overfladen over c. 1.300 Meters Dybde. 314 har paabegyndt deres Forvandling. Naar denne er naaet til Stadium IV, bliver Larven kraftigere og livligere i sine Bevægelser. I Stadium V kan Larven træffes inde i lavere Vand, og medens den om Natten svømmer i Overfladen, holder den sig nu om Dagen ved Bunden; den vandrer nu selvstændigt ind mod Kysterne, og hvor disse er nærmest ved dybt Vand, støder Glasaalen derfor først paa Land. Saaledes gaar det til, at Glasaalene gaar op allerede i Oktober— November paa den spanske Nordkyst og delvis paa den irske Vestkyst, i December i Bunden af den biscayiske Bugt, i Januar paa den franske Vestkyst og den irske Sydvestkyst og saaledes senere og senere, jo længere Stedet ligger fra Oceandybet. Af samme Grund er de tidligst opstigende Glasaal endnu i Stadie V, medens de senere ankomne allerede er mere eller mindre mørke. Ind i Vesterhavet kommer de yngre Larver rimeligvis kun norden om Skotland, medens Glasaal ogsaa kommer ind gennem Kanalen; de træffes i Vesterhavet og Kattegat i Marts — April Maaneder pelagisk om Natten, nærmere Bunden om Dagen. Naar Glasaalene gaar ind i Sta- dium VI, ophører det pelagiske Liv helt, og senere end Maj er ingen Aaleunge taget pelagisk. De fleste Glas- aal bliver farvede mod Slutningen af Maj. Stort længere end ind i Sund og Bælter og den vestlige Østersø naar Glasaalene vist sjælden, inden de opgiver det pe- lagiske Liv; i de dybere, nordlige Dele af Øresund kan de træffes allerede først i Marts pelagisk, og i Lille Bælt toges tre Stykker (Stadium V, A og B) i Overfladen om Natten i Fænø Sund d. 22. Marts 1902. Længere ind mod Østersøen kommer Aalen i hvert Fald hovedsagelig ved selvstændig Vandring, og til denne medgaar ret lang Tid, saa at de mindste Aal, der naar ind i den bottniske Bugt, synes at være over 20 cm lange. Efterhaanden spredes dog Aalen saa godt, at der næppe er den Krog af Øster- søen og dens Bugter, og næppe det deri faldende Vandløb, uden at Aalen jo finder frem dertil; men den bliver spar- sommere, jo længere man kommer ind, og mangler delvis i det indre Finland. Forholdet i Middelhavet er noget lignende; her hvor man til at begynde med — ene af alle Steder, fandt Aalelarverne, yngler Aalen slet ikke, men Larverne føres saa tidlig herind med Strømmen ude fra Atlanterhavet, at de gennemløber hele deres For- vandling fra Leptocephal til Glasaal herinde. Nedenstaaende Skema gør kortfattet Rede for den skildrede Udviklingsgang: 315 g'E Opholdssted Levevis Gennemsnits- længde i mm. - Maj — August, September II II August— September III j! August — September IV August — November V Septb.,Novb.— April, Maj VI Maj— Juni, Juli Atlanterhav over dybtVand \ ligesaa, eller lidt j nærmere Kysten paa lavere Vand nær Kysten Kvsterne (salt, brakt eller ferskt Vand) pelagisk pelagisk pelagisk pelagisk delvispelagisk paa Bunden 75,8b (Juni) 73,r,i (Januar) 70,56 (Marts, April) 65,7n (Juni) En meget stor Del af Aaleyngelen søger op i Fersk- vand. Denne Opstigning kan hos os begynde fra April, men falder vistnok oftest senere, idet Glasaalene holder sig ude i det forholdsvis varme Hav, indtil Vandløbene er passende varme. Det ligger i Sagens Natur, at de Kyster, der paa Grund af det dybe Vands Nærhed faar en tidlig Opgang af Aaleyngel, tillige faar en rigelig Opgang. Saa rigelig kan den være, at de spæde Aal bliver Gen- stand for Fiskeri og faar særlige Navne; de fiskes baade i Italien (montata), paa Spaniens Nordkyst (angulas), paa Frankrigs Middelhavskyst (bouirons), Atlanterhavs- og Kanalkyst (montée, pibales o. s. v.), paa den irske Sydvest- kyst og i Bristolkanalen (eel-fare, elver). Hos os fore- kommer de selvfølgelig ikke i saa store Mængder, og Navnet „Aalefaring", som nu almindelig bruges baade for den opstigende Glasaal og dens Vandring, er da ogsaa kunstig indført. I Virkeligheden maa det vel bero mest paa Aarets Strømforhold, om vor Forsyning med Aale- faring bliver rigelig eller kneben; dog ved man endnu intet om, hvorvidt Aalen leger lige stærkt hvert Aar. Og- saa indenfor vort Land er der naturligvis Kyster, der lig- ger særlig godt for Aalefaringen. Forholdet er langtfra fyldestgørende undersøgt, men det synes, som om- den rige- ligste Tilgang af Aalefaring finder Sted i de vestjydske Aaer og paa Nordsjælland. Som ventelig er, svinger Op- gangens Mængde en Del fra Aar til Aar de forskellige Steder, antagelig som Følge af de skiftende Strømforhold. De hos os opstigende Glasaal er omkring 65 mm lange og viser sig omkring April— Maj Maaneder, men vedbliver for en Del at vandre opefter i Vandløbene Sommeren igennem til hen i September Maaned. Naar Aaleyngelen 316 kommer ind til Kysten, søger den først og fremmest bort fra det altfor salte Vand. En Del af den finder sig til Rette i vore Haves og Fjordes mere eller mindre brakke Vand, medens de øvrige søger op i Ferskvand. Hvorvidt Aaleyngelen i Hovedsagen straks finder sit fremtidige Element, vides ikke, men af de ældre Aal er det særlig Hannerne, der foretrækker Brakvand, medens Hunnerne lever saavel i ferske som i salte Vande (se Side 327). Den Aaleyngel, der om Foraaret søger op i Vand- løbene, er til at begynde med endnu kun sort paa Isse, Halespids og som Regel langs Ryggen og nedad Siderne, medens Legemet i øvrigt er glasklart og gennemsigtigt, saa at Hvirvelsøjle, Hjerte og Tarmkanal tydelig ses. Bugen mangler endnu helt den gulbrune Farvetone, der er saa kendetegnende for de noget ældre Aal, og som skal skyldes Indlejring af Guaninkrystaller i Bughinden; den klare Bug holder sig længe efter, at Farvecellerne har bredt sig over Ryg og Sider. Fra det Tidspunkt, da Aale- ungen har faaet den voksnes Form, og saa længe Bugen er glasklar, saa at Tarmen skinner tydelig igennem, kaldes Ungen „Glasaal". Hen paa Sommeren bliver Bugen uigen- nemsigtig, og Aaleungerne ligner nu meget de eet Aar ældre, kun lidet længere Aal, fra hvilke de et Stykke Tid bedst kan kendes paa deres ringere Tykkelse. Lidt senere paa Aaret er de to Aargange lettere at adskille paa Stør- relsen, idet de nys indvandrede i den første Sommer kun vokser c. 1 cm*), medens de eet Aar ældre samtidig vokser gennemsnitlig c. 5 cm. Medens Aalens Alder og Vækst i de første Aar efter Indvandringen kan bedømmes efter Maalemethoden (Del I Side 34), bliver Vækstforholdene hos ældre Aal for uregelmæssige til at give brugbare Re- sultater med denne Methode. Imidlertid har det vist sig, at Aalens Skæl er velegnede til at tælle Aarringe paa (Del I Side 16); men da de første Skæl dannes, naar Aalen er omtrent atten Centimeter lang, kan man selvfølgelig af Skællets Aarringe kun faa at vide, hvor mange Aar der er gaaet, siden Aalen havde denne Længde. I Henhold til Maalemethodens Resultater er den atten Centimeter lange Aal to Aar ældre end den indvandrede Glasaal, der jo efter det tidligere omtalte antagelig havde levet et Par Aar som Larve. En Aal med Skæl som det afbildede**) (med fem Aarringe) har haft fem Vækstperioder for Skæl- let; da Aalen er fanget i December 1906, maa Skællet *) Aalen naar altsaa i Løbet af dette Aar omtrent den Længde, den havde 16 Maaneder tidligere som Leptocephal. **) Til Aldersbestemmelse skal Skællene tages ved Sidelinien paa Dy- rets Midte, helst tæt over Sidelinien lidt foran en Linie fra Gattet vinkelret paa Sidelinien. Andre Steder er Skællene oftest yngre. 317 være anlagt i Sommeren 1902; Aalen er altsaa indvandret som Glasaal i Foraaret 1900; ved Fangsten har den været godt seks Aar fra Indvandringen (nøjagtigere 6 Aar og 7 Maaneder, idet Indvandringsdagen sættes til d. 1. Maj). Alderen efter Indvandringen er det, der har almindeligst Interesse ; da Skæl- let dannes hos den toaarige Aal (i det tredje Aar), svarer dets første Aarring til den toaarige Aal, dets andet Aar- ring til den treaarige Aal o. s. v. Føl- gelig finder man Aalens Alder ved at lægge 1 til det Tal, Aarringene angiver. Dog maa man vide, at Skællenes Aar- ringe dannes i Løbet af et kort Tids- rum, omtrent fra Juli til September; er Fangsttiden i Maj, Juni eller Juli, og spores der endnu intet af den ny Aarring, skal man altsaa lægge ikke 1, men 2 til Ringenes Tal for at finde Alderen. At Aalen i hvert Fald i Fan- genskab kan naa en anselig Alder, sy- nes sikkert; en henimod 80 cm lang Aal, der købtes i 1828, levede i Fan- genskab endnu i 1865 og maalte da 1,3—1,4 Meter. I de første Aar vokser Hanner og Hunner ens; endnu i den tredje og fjerde Sommer efter Indvandringen føl- ges de ad. Men i den femte Sommer skiller de to Køn sig ud fra hinanden i Væksten, idet Hannerne nu ikke vokser ret meget mere, medens Hunnerne vedbliver at vokse stærkt indtil den ottende Sommer efter Indvandringen. Efter al Rimelig- hed er disse Forhold dog en Del forskellige alt efter Aa- lens Opholdssted, men der foreligger kun faa Undersø- gelser herover. Medens Aalen i sine yngste Dage, i sin Leptocephal- Skikkelse, rimeligvis levede af smaa, pelagiske Havdyr som Copepoder og lignende, saa tog den under hele For- vandlingen fra Leptocephal til Glasaal slet ingen Næring til sig; det kan da heller ikke undre, at den under den lange Fastetid svandt betydelig ind. Først naar Glasaalen kommer til Kysten, begynder den at æde. Den sorte Farve breder sig over dens Krop, og den begynder at vokse; holder man Glasaal uden Føde, kan de leve Sommeren over og bliver da ikke udfarvede. Ef- ter Indvandringen kommer Aalens Vækstperiode, i hvil- ken den æder, indtil Væksten er afsluttet. Føden bestaar Fig. 145. Skæl af en Hunaal. Øre- sund, December 1906. (Efter K. J. Gemzøe). 318 nu af alskens Dyr, der har en passende Størrelse. Som lille tager den Smaasnegle, Orme, Tanglopper og lignende, som ældre ogsaa Smaafisk, Rogn, Frøer, Flodkrebs (under Skalskiftet) og Rejer; til Tider kan store Aal endog tage Æl- linger og Rotter; Aadsler gaar Aalen gerne paa, og und- Fig. 146. Gul Aal. („Klæpaal"). Hoved og forreste Del af Kroppen set ovenfra. (Efter C. G. Joh. Petersen). tagelsesvis kan den tage Planteføde som opblødt Korn og Brød. Naar Væksten er afsluttet, gennemgaar Aalen endnu en Gang en betydelig Forandring i sit Indre og Ydre, idet den fra Væksttidens „gule Aal" bliver til den voksne „blanke Aal". De to Udviklingstrin kan skelnes fra hin- anden paa følgende Kendetegn: Gul Aal: Kroppen er forholdsvis lav (naar ikke netop Bugen er udspilet af Føde), saa at den største Højde endog Fig. 147. Gul Aal. („Klæpaal"). Hoved og forreste Del af Kroppen set fra Siden. (Efter C. G. Joh. Petersen). kan ligge fremme ved Baghovedet. Kroppen er temmelig tynd. Tarmkanalen er veludviklet, og Aalen som Følge deraf forholdsvis blød at tage paa. Gattet er udspilet. Paa Grund af Tyggemusklernes stærke Udvikling er Hovedet udstaa- ende ved Nakken. Snuden er nedtrykt og flad; hos 319 nogle er den spids, hos andre bred, men de særlig spidse er gerne Hanner. Øjnene er smaa, saa at Pandens Bredde imellem dem er betydelig større end Øjets vand- rette Tværsnit; de vender mere opad end til Siden, og ses Hovedet fra oven, kan Mundvigene med Læberne næsten altid skimtes udenfor Øjnene. Læberne er tykke. Brystfin- nerne er forholdsvis afrundede og korte. Huden er forholds- vis tynd, og Sidelinieporerne er ikke særlig iøjnefaldende. Farven har intet paafaldende Metalskær; Ryggen er graa eller brunlig, ofte faldende noget i det grønlige; Siderne er lyst citrongule og Bugen ligesaa eller mathvid; Ryg- finnen er omtrent som Ryggen, lidt lysere mod Randen, Gatfinnen er hvid med gulligt Skær, Brystfinnerne er lyse. Blankaal: Kroppen er forholdsvis høj og tyk. Ind- M Fig. 148. Blank Aal. Hoved og forreste Del af Kroppen set ovenfra. (Efter C. G. Joh. Petersen). voldene fylder kun lidt, og Aalen er derfor forholdsvis fast at føle paa; Gattet er aldrig udspilet, men „lukket". Nakkepartiet gaar jævnt over i den trinde Krop. Snuden er høj. Øjnene er blevet større, og ofte bliver deres vandrette Tværmaal lig Pandens Bredde; desuden kommer Øjnene til at vende mere til Siden, saa at de, naar Ho- vedet ses fra oven, skjuler Mundvigene og Læberne. Læ- berne er ikke saa tykke som hos de gule Aal. Bryst- finnerne er forholdsvis lange og bagtil noget tilspidsede. Huden er tyk, og Sidelinieporerne paa Krop og Hoved træder tydelig frem. Farven faar et stærkt metallisk Skær, idet der overalt, undtagen paa Finnerne, aflejres sølv- skinnende Guaninkrystaller i Huden; paa Ryggen bliver Farven oftest meget mørk, endog næsten sort; nedefter følger et broncefarvet Parti med stærk Metalglans; det kan mangle, men er oftest meget iøjnefaldende og stræk- 320 ker sig gerne i næsten hele Fiskens Længde, bredere eller smallere; det øvrige af Siderne er ligesom Bugen rent sølvhvide med stærk Metalglands; Ryg- og Halefinne er mørke, Gatfinnen for største Delen lys, ofte med en rødlig Tone. Brystfinnerne er mørke, næsten sorte. I en gul Hunaal paa 250 g vejede Fordøjelsesorganer og Svømmeblære 27,5 g, Kønsorganerne kun 2 g; i en blank Hunaal paa 245 g var Vægten af Fordøjelsesorganer og Svømmeblære ikke mere end 8,5 g, medens Kønsorga- nernes Vægt var øget en Smule (4,5 g). Blankaalene kaldes ogsaa Sølvaal, Blaafinner (efter de mørke Brystfinner; Limfjorden), Ruseaal,Vandreaal,Værk- aal eller Gaardaal, medens de gule Aal ogsaa gaar under Nav- net Visseaal eller Vesaal, og, naar deres Ryg er særlig grøn- lig, undertiden kaldes for „grønne Aal". Store magre, gule Aal (udelukkende Hunner) med bred Nakke (ikke Pande, Fig. 149. Blank Aal. Hoved og forreste Del af Kroppen set fra Siden. (Efter C. G. Joh. Petersen). kaldes Klæpaal (Bredpander, Bredhoveder, Prokuratorer); de bliver lige saa vel som alle andre gule Aal til Blank- aal. Gaardaalen, Visseaalen og Klæpaalen opfattedes endnu af Krøyer som tre forskellige Arter, som han uklart ad- skilte under Navnene Anguilla migratoria, acutiro- stris og latirostris; Georg Winther nævner dem som Former. Endnu vil mange Fiskere ikke tro paa, at de blanke Aal opstaar af de gule. Forandringen fra gul til blank Aal sker selv- følgelig ikke pludselig, men lidt efter lidt. Naar den gule Aal har vokset sig tilstrækkelig stor og fed, hører den op med at æde (gaar derfor sjældnere og sjældnere paa Krog); dens Tarmkanal skrumper ligefrem sammen, hvilket og- saa kan ses udvendig, idet det hidtil tydelige Gat ind- snevres. Efterhaanden gaar nu den gule Aal over til den blanke; om Vinteren træffes næsten ingen Blankaal (i frie 321 Vande), men om Eftersommeren er de fuldt udviklede; Forandringen maa derfor som Regel allerhøjest tage *U — 1 Aar; Farveforandringen, der er det sidste Trin, kan endog foregaa paa nogle faa Uger. Blankaalen har sit Navn af sit Metalskær; af den helt udfarvede Fisk er al gul Farve forsvundet. Det var saa sent som i 1882, at der af Overretsprokura- tor Leth fremsattes Iagttagelser over,at den gule Aal udvikler sig til den blanke. Og Beviset for, at denne Forvandling fin- der Sted,blev først givet (i 1893 og 1896) af Biologen CG. Joh. Petersen. Omtrent samtidig udtalte Italieneren Bullo samme Opfattelse (1894). Man havde hidtil holdt de gule Aal og de blanke for forskellige Arter eller Former. Denne Opfattelse er saa grundig lyst hjem, at ingen fiskekyndig nu vil optage den igen. Derimod er der ogsaa i den nyere Tid dem, der tror, at smalhovedede og bredhovedede Aal er forskellige Arter eller Former. Dette støttes blandt andet paa, at en italiensk Forsker har fundet tre Størrelsesgrupper blandt Glasaalene, af hvilke Grupper (A, B og C) han ved Op- dræt fandt, at den ene (A) var Hanaal, de to andre Hun- aal, men saaledes at Gruppe B udviklede sig til forholds- vis smaa, smalhovedede Hunner, medens Gruppe C blev til større, bredhovedede Hunner. Det synes dog, som om disse italienske Undersøgelser ikke er rigtige; hos os saa lidt som andet Steds hårde tre Glasaalgrupper kunnet gen- findes. Besynderligt vilde det ogsaa være, om der var to vel adskilte Former (for ikke at tale om Arter) blandt Hun- nerne, medens Hannerne var fælles. I Virkeligheden er Forholdet vistnok det, at der er alle Overgange fra smal- til bredhovedede Aal, og at Hunnerne, som bliver størst og ældst, ogsaa viser størst indbyrdes Forskelligheder. Undertiden ses Aal, der paa en eller anden Vis af- viger fra det almindelige. Saaledes kan der være et stærkt udviklet Underbid som hos den store Aal, der fangedes ved Saltbækvig i 1909 (se Side 308). Eller hele Fisken kan være guldgul (Næstved, 25. Juni 1893) eller hvid (Snekkersten, 12. December 1911; Nissum Fjord, Foraar 1913). Særlig i Limfjorden træffes ofte Aal, der er gule i Kødet og derfor er usælgelige; Farven skyldes ikke nogen Sygdom, men stammer fra Føden. Aal, der har gaaet no- gen Tid i Ruse, kan blive lyseblaa eller graa paa Ryggen, men den lyse Farve fortager sig hurtig, naar Fisken kom- mer i Kvase. Holdes Aal længe i Fangenskab, kan de faa mørke Pletter paa Bug og Sider, ja næsten blive helt mørkegraa paa disse. AaJ med sygelig udviklede Ægge- stokke er undertiden bleven anset for næsten gydefærdige Aal (Rathke, 1850). Undertiden kan man af Aalen saa- C. V. Otterstrøm: Fisk II. 21 322 vel som af andre Fisk træffe Individer med forvokset Ryg- rad; en saadan „rachitisk" Aal toges i 1904 ved Snekker- sten. Som Misdannelser bør man maaske ogsaa betragte de store Øjne hos de Aal (Chiavicarole), der lever i ro- merske Kloakers Halvmørke. Naar Aalen er udvokset, vil den, hvad enten den lever i Ferskvand eller i Saltvand, forberede sig til den kom- mende Forplantningstid ved at gennemgaa den beskrevne Udvikling fra gul til blank Aal. Medens hos andre Fisk Kønsorganernes Modning i særlig Grad kendetegner Tiden før Forplantningen, saa er der hos Blankaalen i vore Far- vande endnu ikke Tale om noget sligt. Naar Aalen faar sin blanke Vandredragt, har den rimeligvis endnu lang Tid at modne Kønsorganerne i, inden Gydningen skal foregaa. Hunblankaalens Æggestokke er rigtignok en Smule større end den gule Aals, men Æggene er endnu meget lidt udviklede; de er 0,2—0,26 mm i Tværmaal og indeholder Oliedraaber, hvilket maaske tyder paa, at de senere skal flyde i Vandet, ikke hvile paa Bunden. Han- blankaalens Sædstokke er ligeledes uudviklede, men her kendes dog Eksempler paa Aal, der har været tilnærmelses- vis modne, idet der har været modne Sædfim i Dele af Sædstokken; i et enkelt Tilfælde, som er uden Sidestykke, har man endog fanget en helt moden Hanaal med meget store Sædstokke og med overordentlig store Øjne*). At denne Aal blev fanget i Præstø Fjord, viser kun, at Han- nerne undertiden kan blive modne langt fra Legepladserne, noget man ogsaa kender for Havaalens vedkommende. Men den kun yderst sjælden og kun af Hanaal over- traadte Regel er altsaa, at Kønsorganerne endnu er i Ro og lidet udviklede, naar Aalen bereder sig til at udvan- dre for at opsøge Ynglepladserne. Udvandringen begynder ofte allerede, før Aalen helt er iklædt den blanke Dragt. Ofte begynder Aalene alle- rede om Foraaret at søge ud fra de stillestaaende ferske Vande for ad Vandløbene at vandre mod Havet, men Vandringstiden er en Del forskellig paa de forskellige Steder og falder maaske hyppigere om Sommeren og nogle Steder først om Efteraaret. Gennemgaaende vandrer vist- nok Hannerne tidligst paa Aaret; saaledes er der gerne *) Leptocephalens Øjne formindskes under Forvandlingen (Overgang fra Livet paa dybt Vand til Livet paa lavt Vand), og den gule Aal er smaaøjet. Naar Udvandringen til Dybet stunder til, forstørres Øjnene igen. Saaledes vejede et Øje af en gul Hunaal paa 54 cm kun 75 mg og maalte 5,5 mm, men Øjet af en blank Hunaal paa 52 cm vejede 170 mg og maalte 7,r, mm, uden at disse Tal repræ- senterer Yderligheder. Den nævnte, modne Hanaal maalte 34 cm, og dens Øjnes Tværmaal var ikke mindre end c. 10 mm, 323 langt flere Hanner blandt de Aal, der fanges i første Efter- aarsmaanemørke, end blandt de senere fangede. Har Aalen levet i Vande med daarlige Afløbsforhold, kan den være nødt til at vente paa vandrige Tider for at slippe ud; men ogsaa hvor der er stadigt Afløb, vandrer Aalene fortrinsvis til særlige Tider, saaledes med Forkærlighed under Tordenvejr. Kan Aalen ikke komme frem ad Vand- vejen, griber den ikke sjælden til den Udvej at søge bort over fugtige Enge og Marker; da Vandringerne som Re- gel foregaar om Natten, kan det derfor ske, at man om Morgenen kan træffe Aal i Havre- eller Ærtemarker i Nær- heden af en Dam ; tidligere misforstod man Hensigten med Nattevandringen og troede, at Aalen aad Ærter eller Ager- snegle oppe i Marken. De fråde ferske Vande udvandrende Blankaal naar efterhaanden ud til Kysterne; her træffer de sammen med de Aal, der er blevet blanke i Havet, og alle søger de nu Vejen mod Atlanterhavets Dyb. Ved vore Kyster foregaar der derfor i Efteraarstiden et mægtigt Træk af alle Aarets Blankaal ud mod Ynglepladserne. Men ikke alene Østjyllands, Øernes og de mellemliggende Haves Blankaal stræber ud gennem Skagerak; samme Vej søger tillige Blankaalene fra hele Østersøen og fra alle de til den løbende Floder. Delvis vistnok svømmende i Van- dets Overflade vandrer Aalene om Natten udefter; Vind og Vejr paavirker Vandringerne stærkt, og særlig har Maaneskinnet Indflydelse, thi Aalen skyr Lyset og van- drer derfor hovedsagelig i Maanemørkerne. De største Træk af Blankaal foregaar i de to eller tre Efteraars- maanemørker. Den vandrende Aal er forsigtig og undviger alle mistænkelige Genstande; i Sverige har man brugt at stille hvide Birkestokke i en Række og saaledes lede Aalen hen mod Ruserne. At Aalen kan gaa højt i Vandet, iagttog man i 1905 i Lille Bælt; fra biologisk Stations Damper „Sallingsund" belystes Vandet med Projektør, og man saa da en Del Aal drivende med Strømmen i Overfladen mod Nord i den maanemørke Nat; da dette meddeltes i Avi- serne, berettede nogle Fiskere kort efter, hvorledes de d. 22. September 1905 mellem Kl. 1 og 2 om Natten ved Lanterneskinnet saa flere Hundrede Aal gaa forbi de- res Baad i Store Bælt, nogle dybere, andre højere i Vandet, som paa det paagældende Sted var c. 40 Meter dybt. At Aalene ikke altid følger Bunden (maaske ikke engang overvejende), fremgaar ogsaa af, at der kan fanges mange Aal i Ruser, som staar tæt bag andre Ruser; man har derfor i de senere Aar forhøjet Ruseraderne, saa de naar op over Vandet. Kortest er Vejen ud gennem Kanalen, men nogle Aal gaar dog mulig Vejen norden om Skotland. Den Hast, med hvilken Aalen vandrer, er maalt ved Mærk- 21* 324 ning af Blankaal, der udsattes i Sverige og Finland; se- nere Genfangst viste, at Blankaalen ikke sjælden vandrer mindst 15 km udefter daglig (17—30 Dage i Træk). Hvad Aalene foretager sig efter, at de er kommet udenfor Skagen, ved vi meget lidt om. Der er fanget nogle faa vandrende Aal i den -engelske Kanal, og de skal have været forholdsvis langt fremme i Udvikling. Paa samme Maade kendes der fra Messina Strædet forholds- vis storøjede Aal, og blandt Hannerne kan man her finde nogle, som har modne Partier i Sædstokkene. Men ude fra Oceanet kendes der ingen voksne Aal*), skønt det maa antages, at der til Stadighed er saadanne herude, idet Hunaalens Æggestokke under Udvandringen endnu er saa smaa, at man maa anse det for sandsynligt, at i hvert Fald Hunnerne ikke yngler straks efter Udvandringen. Man tror, som tidligere nævnt, at Legen foregaar om Vin- teren, og tænker sig altsaa, at det (i al Fald for Hunnernes ved- kommende) ikke skulde være Vinteren efter Udvandrin- gen, men først den følgende. De udvandrede Aal kom- mer ikke tilbage. Rimeligvis dør de alle efter at have ynglet een Gang, men herom vides intet med Sikkerhed. Vi har nu fulgt Aalens Livskreds. Kun mindre Styk- ker af denne er endnu ukendte. Den Mystik, der fra Oldtiden, da Aristoteles lod Aalen „fødes af Dynd", indtil vor Tid har omgivet Aalens Liv, er nu svundet, men er kun veget for at give Plads for en Viden om Livsforhold, saa forunderlige, at de næsten overtræffer Fantasiens Ud- malinger. Forestillingen om, at der skal være noget hem- melighedsfuldt ved Aalens Liv, er dog ikke blot hos os, men viden om saa indgroet hos de fleste Mennesker, at de kun modstræbende giver Afkald paa Tro til Fordel for Viden. Det er omtalt, at man troede, at Aalen gik paa Land om Natten for at æde Ærter. En anden udbredt Forestilling blandt Nordens Fiskere var, at Aalekvabben var Aalens Hun, en Tanke, der er udtrykt i gængse Navne for Aalekvabben som Aalemoder, Aalekone og forskellige andre mindre høviske. At den til den nyeste Tid frem- satte Paastand, at Aalen i hvert Fald undtagelsesvis skulde kunne yngle i Ferskvand, nu helt maa afvises, er jo tyde- lig nok. Imidlertid sker det meget jævnlig, at Folk tror at have fundet store Æg eller Unger i Aalen. Hermed forholder det sig da altid saadan, at de fundne Æg ikke ligger i Bughulen, men i Mave eller Tarm og er Rogn af andre Fisk, som Aalen har slugt, medens de for- modede Aaleunger er nogle aaleformede Snyltedyr (Rund- Dog er der engang fundet en 9 dm lang og 1,5 — 2 kg tung Aal i Maven paa en Kaskelot fra Atlanterhavet ved Azorerne. 325 orme af Slægten Åscaris), der oftest sidder fastheftede i Krøset. I Enkelthederne former de forskellige Aals Liv sig meget forskelligt fra den Dag, Faringen naar Land, indtil de blanke Aal atter søger Oceanet. Ingen anden Fisks Levesæt lader sig vel saa vanskelig skildre gennem Op- stillingen af nogle faa, faste Regler; næsten altid vil man finde Undtagelser fra Reglerne. Til Opholdssted vælger den i Havet særlig Fjordene og et Bælte langs Kysterne, saa langt Bændeltangen („Aalegræsset") gror. Inde paa de bare Sandrevler kan der lejlighedsvis træffes Aal, men her hører de ikke hjemme; derimod er Smaaaal meget almindelige i den raadnende Bændeltang („Evjen"), der ligger og skvulper i Havstokken. I Havet som i Fersk- vand holder Aalen mest af blød, noget dyndet Bund. I Ferskvand lever Aalen i Vandløb, Søer, Damme og Moser og er alt andet end fordringsfuld, men foretrækker dog Steder med rig Plantevækst. Aalen er fortrinsvis en Bund- og Mørkefisk; at den baade som Glasaal og som Blankaal kan træffes svømmende i Vandets Overflade, er allerede nævnet; ogsaa den gule Aal kan undtagelsesvis gaa højt i Vandet, men vist kun om Natten; Glasaalen synes ikke synderlig bange for Lyset og skal endog van- dre livligst i Vandløbene om Formiddagen, men efter- haanden som Aalen bliver ældre, bliver den mere og mere lyssky. Det meste af Dagen ligger Aalen nedgravet i Bunden, kun med Hovedet eller tillige med en Del af Halen over Dyndet. Den tager kun, hvad Bytte der nær- mer sig, og bliver den nogen Fare vaer, graver den sig straks helt ned. Eller Aalen sidder skjult mellem Sten og Rødder eller indboret i Tang eller Grødemasser. De mindste Aal skal jævnlig sidde ovenover Vandet i Bred- dens Plantevækst og derfra stikke Hovedet ned i Vandet, ligesom de i Brakvand holder til inde i Evjen. Først om Natten begynder Aalen sin Jagt. Den forlader da sit Smut- hul og svømmer af Sted med slangeagtige Bugtninger af Krop og Hale. Hurtige er dens Bevægelser ikke, men de er yderst smidige. Den vilde ikke kunne fange en aar- vaagen Fisk ved Dagens Lys, men i Nattens Mørke sniger den sig ind paa mangen Fisk, der ellers vilde været den for hurtig. Den kan trænge ind i Krebsegange og Rotte- huller, i hvilke den for Resten ofte holder til Dagen over, og dens Hale er et saa stærkt og smidigt Redskab, at den med dens Hjælp kan udvide Aabninger, der ellers vilde være den for snævre; en Slimring i Rusen viser ofte den Maske, gennem hvilken Aalen har trængt sig ud. Saa behændig kan Aalen bruge sin Hale, at den kan kaste sig ud af et Kar ved at fatte med Halespidsen om dets 326 Rand. Om Natten gennemstrejfer Aalen ikke blot Grøden og Bunden, men maaske til Dels ogsaa de frie Vandlag, og den søger da med Forkærlighed ind paa lavvandede Stræknin- ger. Livligst er den i mørke og varme Nætter, og man kan da ofte høre den smaske („smubbe") i Vandskorpen. Henad Morgenstunden standser Aalen sin Jagt og søger et Smuthul for Dagen. Saaledes vedbliver Aalen Sommeren igennem med sin natlige Færden, men hen paa Efteraaret, naar Vandet bliver køligt — oftest i Oktober eller No- vember Maaned — opsøger den et Sted, hvor den kan over- vintre. Som Regel synes den hertil i Søerne at vælge Barbunden, medens den i Havet vist ikke gaar langt uden- for Bændeltangsomraadetogoftesttræffes siddende i Mudder- bund paa mindre end en halv Snes Meters Dybde. Ofte giver Overvintringen Anledning til særlige Vandringer; saaledes søger de gule Aal fra Hjerting Bugt op i Varde Aa og gaar her særlig til Ro i et lille Tilløb til denne (Toftnæs Aa), hvis Bund er blød; til det indre af Mariager Fjord stimler Aalene sammen hvert Efteraar, og ligeledes sam- les der en Mængde gule Aal fra Randers Fjord i Guden- aaens Delta. Fra alle Steder, hvor Bunden er fast, og hvor Aalen Sommeren over væsentlig har haft sit Tilhold i Grøden eller mellem Sten, trækker den sig om Efter- aaret tilbage til blød Bund. Vinteren tilbringer Aalen i en Slags Dvaletilstand, og rimeligvis ligger den ofte ned- gravet i Dyndet. Den tager i den Tid ingen Næring til sig, hvorfor den ogsaa taber noget i Vægt. Ligesom Kar- pen synes den at kunne vækkes af sin Vinterdvale, hvis Vandet under Isen bliver for iltfattigt, eller hvis der op- staar Gasudvikling, og naar Frosten ned til dens Vinter- leje, gaar den let til Grunde. Foraarsvarmen vækker igen dens Vandrelyst og Sult, og i Marts eller April Maaned forlader den sædvanlig sit Vinterhi for at søge passende Jagtmarker. Disse de gule Aals Foraarsvandringer kan, hvor mange har overvintret sammen, tage sig regelmæs- sige nok ud, saaledes i Toftnæs Aa, men ellers udstraaler de nærmest til alle Sider fra Overvintringsstedet ind mod lavere Vand. I de første Aar danner Foraarsvandringen ofte ligefrem en Fortsættelse af Faringen, idet de unge gule Aal vandrer videre (indefter Østersøen — opad Vand- løbene) fra det Sted, hvor de slap det foregaaende Aar; derfor træffes ofte eet eller to Aar ældre Aal sammen med Glasaalene under Optrækket. Med Alderen bliver de gule Aal noget mindre vandrelystne, og har de inden- for en Sø eller Mose fundet saavel passende Ernærings- forhold som gode Overvintringssteder, vil de som Regel blive indenfor Vandomraadet, indtil Forplantningsdriften kalder paa dem til den sidste, mægtige Vandring. 327 Nogle Spørgsmaal af betydelig Interesse er endnu ikke besvarede. Det er en given Ting, at Fo r del ingen af de to Køn er meget forskellig*). Saaledes lever der i visse af vore Brakvande (Ringkjøbing Fjord (i hvert Fald tidligere), Nissum Fjord, Kilen, Hjerk Nor, Roskilde Fjord, Far- vandene ved Kallehave) langt overvejende Hanaal; i Ros- kilde Fjord toges saaledes 94°/o Hanner i det første og 85°/o i de sidste Mørker. I saltere Farvande er Hunner- nes Antal rigeligere; særlig rigeligt synes det at være i Lille Bælt, hvor der kun fandtes 27°/o Hanner i første Maanemørke, hvilket dog plejer at give flere Hanner end de senere. Længe mente man, at Hanaal slet ikke fore- kom i Ferskvand, men det har vist sig fejlagtig, selv om Hunnerne vistnok de fleste Steder er rigeligst til Stede; men Forholdet trænger til Undersøgelse, idet de ældre Opgivelser ikke tør anses for paalidelige. Som et Eks- empel paa Fordelingen kan nævnes, at medens Aalene i de vestjydske Fjorde mest er Hanaal, saa at man har fundet det rigtigst at nedsætte Mindstemaalet her, saa bliver de Aal, der vokser op i de til disse Fjorde løbende Aaer og i de dertil hørende Søer, tilsyneladende lige saa store som andet Steds i Landet og er hovedsagelig Hunaal. Om denne Fordeling foregaar straks ved Aalefaringens Indvandring, idet nogle straks bestemmer sig for Brak- vandet, andre for Ferskvandet, eller om Størsteparten af de Hanaal, der er kommet ind i Ferskvand, efterhaanden i Løbet af de følgende Aar trækker ud til Kysten igen — det er uafgjorte Spørgsmaal, der har ikke ringe Betydning blandt andet for Værdien af de forskellige Slags Sætteaal til Indplantning i Søer. En iøjnefaldende Ejendommelighed hos Aalen er dens store Sejglivethed. Den ytrer sig blandt andet i dens Evne til at sulte. Ikke nok med at Aalen ikke tager Næring til sig under den mange Maaneder varende Forvandling fra Larve til Glasaal og under den fire— seks Maaneder lange, aarlige Vinterdvale samt endelig i hele sit sidste Livs- afsnit, men ogsaa som gul Aal i Sommertiden kan den taale lange Fastetider udover de daglige; det kan derfor heller ikke undre, at Aalens Vækst ikke er synderlig hur- tig, snarere maa det forbavse, at den med de indskrænkede Ædetider kan opnaa saa stor en Vægt og Blankaalens be- tydelige Fedme. Ogsaa store Beskadigelser overlever den længe, men i øvrigt er dens smidige og glatte Krop med den sejge Hud ikke meget udsat for Saar; ved Brug af Fra Finland skal der overhovedet kun kendes Hunaal, saavel fra Søer og Elve som fra Kysten. 328 uhensigtsmæssige Aalejern kan der dog gøres en Del Skade. Aalens Iltforbrug er ringe, og da Gællespalterne er saa smaa, tørrer Gællerne meget langsomt ind, saa at et langvarigt Ophold oven Vande kan taales. Aalens Form tillader den at bore sig frem gennem Rottehuller, Dræn- rør og andre underjordiske Vandforbindelser, hvis Til- stedeværelse maaske næppe anes, og som man i hvert Fald ikke skulde tro tilgængelige for Fisk; derfor kan der vise sig at være Aal i Damme, som tilsyneladende er uden nogen som helst Forbindelse med andre Vande. Man har endog paalidelige Eksempler paa, at Glasaal er kom- met ud gennem Vandhaner i Købstæder efter at have boret sig gennem Vandværkets Filtrer og være skyllet gen- nem Rørledningerne. I Bughulen paa en død Tumler (Phocæna communis), der i 1878 fandtes drivende i Katte- gat udfor Bohuslån, laa der en Aal paa 46,5 cm; Aalen er bleven slugt, men har boret sig ud gennem Tumlerens Mavevæg og derved dræbt Hvalen. Aalens „Sejglivethed" er Kokkepigernes Skræk; længe efter at Hovedet er skaa- ret af den, og efter at Kroppen er flaaet, vedbliver den at vride sig. Dette kan man undgaa, hvis man griber Aalen med begge Hænder og kaster den haardt mod et Gulv eller mod haard Jord, saa at den rammer Grunden med udstrakt Krop; den bliver da liggende urørlig. For at holde den glatte Aal bedre, kan man tage lidt Sand i Hæn- derne. Aalens Sejglivethed medfører desværre meget Dyre- plageri. Selv om der næppe finder saa oprørende Mis- handlinger Sted hos os som de, der berettes om fra Coma- chio, saa er det dog langtfra altid nogen blid Lod, der venter de fangede Aal. Undertiden anvendes Pakning med Salt af de levende Aal. Da Aalen vel nok for de fleste frie, ferske Vande er den vigtigste Fisk, staar man sig ved at lette den Adgangen til disse. Thi dens Fremtrængningsevne og Vandrelyst til Trods lader det sig let gøre at spærre Vandløbene saa- ledes af, at højst kun en Brøkdel af det Antal Aal, der er Næring til ovenfor Afspærringen, slipper derop. Ved gamle, forfaldne Vandmøller finder Glasaalen let Vej op ad de fugtige og mosgroede Stigbord eller gennem Utætheder i Dæmningen; men rives et saadant frønnet Stemmeværk ned, og erstattes det med et nymodens, cementstøbt med vandtætte Jernstigbord, saa finder Aaleyngelen ikke mere frem uden Hjælp. I Ferskvandsfiskeriloven af 1898 ind- førtes der derfor Bestemmelser om, at der skulde anbrin- ges Aaletrapper ved Stemmeværkerne, og i den nugæl- dende Lov af 1907 paabydes det, at der ved alle Stemme- værker skal være opsat Aal e pas i Tiden fra d. 15. April til d. 1. August. De tidligere brugte Aaletrapper var Træ- 329 render, der ledte fra et Hul i Stigbordet skraat ned til Undervandet, men saadanne Trapper viser sig oftest uhen- sigtsmæssige, fordi Aaleyngelen søger op mod Strømmen og vandrer forbi Rendens nedre Ende helt hen til Stig- bordet eller Bundskyllet uden at opdage den svage Strøm gennem Aaletrappen. Nu bruges Aalepas, der hyppigst laves af Træuld, der holdes fast til Stigbordet med Staal- traadsvæv; foroven risler Vandet ind i Aalepasset gennem et Hul i Stigbordet, og forneden naar Passet ned i Vandet ved Stigbordets Fod eller ved Enden af Bundskyllet. Ogsaa andre Hindringer kan hæmme Aalefaringen. Saaledes bliver, trods Lovbestemmelser herimod, flere og flere Vandløb forurenede og utjenlige som Fiskevande, og en Masse Aaleyngel gaar til Grunde i de, særlig ved vest- jydske Aaer almindelige og desværre næsten altid uafspær-. rede, Engvandingskanaler. Et lærerigt Eksempel paa det naturlige Aalefiskeris Ødelæggelse har vi i Forholdene ved Mølleaaen og dens Opland (Lyngby Sø, Furesø). I 1837 skrev Chr. Drewsen om Aaleyngelens Opstigning ved Strandmøllen, hvor de „uhyre Flokke paa flere Tu- sinde, der alle i een Retning arbeide dem frem imod Vandet, seer høist forunderligt ud"; denne Yngel søgte op ad Mølle- aaen, og dengang var Aalefiskeriet rigt ved Frederiksdal ved Aaens Udløb af Furesø; nu, da Mølleaaen minder om en Kloak, fiskes kun henved Hundrede Kilogram Aal aarlig i Aalekisten, og det er mest meget store Aal. I Vande, hvor den naturlige Opgang ikke er tilstrække- lig stor, kan man opnaa gode Resultater ved at udsætte Undermaals- eller Glasaal. Undermaalsaal kan faas hos Drivvaadsfiskerne, men et stort Procenttal af disse Aal vil ofte være Hanner; som Regel indfanges Glasaal eller saadanne købes. Der fiskes hvert Aar i Floden Severn i Sydvestengland mange Millioner Glasaal, og fra c. Aar 1908 føres en Del af disse til Fastlandet; heraf gaar omkring et Par Millioner aarlig til Danmark. Prisen har været 1—2,50 Kr. pr. 1.000 Stkr., men vil sikkert stige. Aale- yngelen forsendes i Kasser med indsatte Rammer, paa hvilke er udspændt Lærred; de overbruses af og til under Rejsen med Vand og kommer som Regel godt frem. Af den engelske Aaleyngel gaar der omtrent 1200 Stkr. paa Kilogrammet. Aalen er hos os Genstand for et meget vidtstrakt Fiskeri til alle Aarets Tider. Den efterstræbes, naar den ligger rolig og dvask i sin Vinterdvale, idet der stanges efter den fra Isen med Aalejern (Piglyster, Savlyster, Aale- pryne, Algier, Plumpstang); dette „Blindstikkeri" drives baade paa Fjordene og i Søerne, men mest som Lejligheds- fiskeri af ledige Folk. Ogsaa om Sommeren stanges der 330 Aal, men nu mest af Erhvervsfiskere; da Fisken nu er varsom og bevægelig, kan det ikke hjælpe at stikke i Blinde; Stangningen maa foregaa, naar det er blikstille, enten om Dagen, „naar der er Bleg paa Fjorden", eller om Nat- ten ved Blus; Lyset lokker ikke Aalen, tværtimod — den maa stanges, inden den naar at flygte fra Skinnet, ved hvilket den imidlertid bliver synlig. Væsentligst som Lejlighedsfiskeri drives Glibfiskeri, der foregaar i Fjordene og undertiden ogsaa i Aaerne, samt Fiskeriet med Tat, der vist kun drives i Aaerne; Gliben er en Slags Brile paa stift Træskelet og med to Skafter, af hvilke Glibfiske- ren holder et under hver Arm, saa at han hurtig kan vippe Gliben op af Vandet, naar han med den ene Fod, som holdes mod Glibens Bagvæg, mærker en Aal stode mod Nættet; Aalene jages hen mod Gliben af en anden .Mand »eller Kvinde!, der genner dem ud af Plantevæksten ved Hjælp af en rivelignende „Krøje"; Tatten bestaar af en et Par Meter lang Silketraad, der er trukket paa langs gennem Regnorme, hvorefter det hele er rinket op og knyttet i Enden af en Haandline med Blylod; hugger Aalen i Tatten, bliver den let hængende et Øjeblik i Silke- traaden med sine Tænder og kan derfor med et rask Tag trækkes ind i Baaden. Det egentlig betydende Aalefiskeri drives imidlertid paa anden Vis, dels med Kroge, dels i Vaad og dels i Ruser og andre Redskaber, i hvilke de vandrende Aal selv skal søge ind. Krogfiskeriet foregaar naturligvis i Aalens Ædetid, altsaa i den milde Aarstid, og Krogene staar ude om Natten; tilmed skal de helst røgtes inden Daggry, da Aalene ellers let slider sig løs eller vikler sig selv og Linen fast i Plantevæksten; dette Fiskeri bruges baade i fersk og i salt Vand og kan give godt Udbytte, men udelukkende af gule Aal. Hildingsgarn er uanvendelige til Aalefangst. Vaadfiskeri efter Aal bru- ges ikke meget i de ferske Vande, men desto mer ved vore Kyster, særlig paa Fjordene, hvor der i Sommertiden lig- ger talrige Baade, som „driver" med Aalevaad; meget bruges ogsaa Haandvaad, som trækkes ind til Kysten, og ofte jages Aalene ind i disse Vaad, ved at der pulses i Vandet med en Pulsestang. Endelig fanges Aalen under sine Vandringer, særlig under Vnglevandringen i flere for- skellige Slags Redskaber. I Havet bruges Ruser eller i den nyere Tid Aalebundgarn; er de kun beregnede paa Fangst af Blankaal, stilles de kun i Efteraarstiden ligesom de saakaldte „Aalegaarde" (en ud fra Kysten gaaende „Rad" af Sten, Pæleværk, Risfletninger eller lignende, der yderst ender med en Rusei. Blankaalsruserne vender .Mundingen mod Syd, thi Aalene søger jo mod Nord op mod Skage- rak; i Limfjorden gaar dog nogle Aal mod Vest ud til 331 Vesterhavet, andre mod Øst til Kattegat, og Ruserne ind- rettes derefter, men ellers er det kun, hvor Aaletrækket falder lige paa Kysten som red Sydfyn, at Ruserne stilles til Fangst fra begge Sider. I Overensstemmelse hermed stilles Ruserne red Sveriges Østfc si til Fangst fra Nord, ved dets Sydl si til Fangst fra Øst. Danmark har sjæl- den gode Muligheder for Blankaalsfiskeri, idet ikke blot vore egne, men tillige alle Østersøens Blankaal skal gen- nem vore snerre Farvande; mer. risteriet er meget af- hængigt af Vind og Vejr og foregaar næsten udelukkende i Efteraarets to eller tre Maanemørker. Hvor betydeligt Fiskeriet er efter de udvandrer.it Aal, rrerngaar af, at der omkring Aar 1900 fandtes 18.491 Aalernser red den sven- ske Kyst særlig fra Øland om til Øresundskysten« og 22.60S Ruser ved de danske Kyster. I 1912 var Ruse- antallet endog steget til 41.582 ved vore Kyster. Der har været anstillet Forsøg med at sparre en Del af Lillebælt (Fænø Sund 1905i for Aalene ved at udlære Lyskabler under Vandet; under mindre Forhold laier lefl sig let gøre at spærre af for Aalene med Lygter, idel selv Aalens Vandretrang ikke kan drive len ind i let klart »plyste Vand; men i Fær.j- Sund lykkedes Fors^ze-. ikke. rimelig- rdi Lamperne sløredes al drivende lang. og L ::" derfor ikke bier stærkt nok. Afspærring rr.ei Lys it Øre- sund og Bælterne maa iog siges al gge :n:er::r Mul g- hedernes Grænse. Sørgede man for, at Østersoen, der nu ikke er nær saa aalerig som vore Farrande, nk en rigeligere Aalebestand Udsætning), vilde Fordelene væ- sentligst tilfalde ØresundsfiskerieL Fra gammel Tid har Blankaalsfiskeriet ::r en Del ræret knyttet til særlige Herlighedsrettigheder; nu er Aalegiirésrerten for største Delen knyttet til den tilstødende Jord, rr.eier.s l^øvrigt alle danske Undersaatter har lige Ret ril at udøve Fiskeri paa Søterritoriet. I de ferske ''ånde foregaar der dels et Rusefiskeri efter gule Aal, naar disse søger til og fra Vinterleje, eller naar de strejfer om paa Jagt efter Føde, dels fiskes de udvandrende -inkaal i Ruser eller hyp- pigere i Aalekister eller Aaletener. Fra gammel Tid findes der ved ie neste af Lancets Vandmøller en Fangstir: ret- ning for Aal, gennem hvilken Frivan i et kan lukkes. Et bedre F.s-:ereiskab kan vanskeligt tænkes, idet det kan fange alle Aalene . ubeskadiget Stand næsten uden Drifts- ndgifi Dg : enikøbet paa eet ridspunkt, ia de er nc seee »g mest rærd. Derfor er den Lovbestemmelse uheld g. som nn paabyder, at der ikke maa spærres for hele Vand- løbet, eller al der, hvor der haves gammel Ret dl fuld- stændig Afspærring, i hvert Fald skal holees urent for Fiskeriindretningen til risse 7:ier af Døgnet eller Ugen. 332 Det vilde være planløst at lade en eneste Blankaal slippe til Havs, hvis der er Mulighed for at fange den inden; thi vor Aalebestand rekrutteres gennem Yngel af Aal fra alle Europas Lande, og skulde med Tiden Aalefangsten ogsaa i andre Lande blive drevet saa grundig, at der slipper for faa Aal til Ynglepladserne, vil det blive en mellemfolkelig Sag, ikke en Opgave for det enkelte Land, at indføre Fredningsbestemmelser til Sikring af Bestan- dens Vedligeholdelse. Aalefiskeriet kappes med Rødspættefiskeriet om Første- pladsen blandt Danmarks Saltvandsfiskerier; det samlede Udbytte af Aalefiskeriet i salte og ferske Vande overstiger sikkert altid Rødspættefiskeriets. I varme Somre vokser Aalen bedst hos os, og Blankaalsfiskeriet synes ogsaa at blive størst efter de varme Somre. I Havet er der i Aarene 1908—12 fisket for henholdsvis c. 3,i, 2,7, 3,7, 4,2 og 4,5 Millioner Kroner, hvoraf gennemsnitlig noget under Halvdelen hidrører fra Blankaalsfiskeriet, noget over Halv- delen fra de gule Aal (Vaad- og Krogfiskeri samt Stang- ning). Fordelingen af Fangsten i de forskellige Farvande var i 1912 denne: Vesterhavet — 100 kg gule Aal (Fjalt- ring) -f- 4.000 kg blanke Aal (Blaavand og Hjerting); Skage- rak — 0; Kattegat — c. 301.000 kg + c. 136.000 kg; det nordlige Øresund — c. 359.000 kg -f c. 379.000 kg; Bælt- havet — c. 967.000 kg + 794.000 kg; den vestlige Østersø — c. 62.000 kg + c. 29.000 kg; det sydlige Øresund — c. 50.000 kg + c. 85.000 kg; den østlige Østersø — c. 47.000 kg + c. 87.000 kg; Limfjorden — c. 913.000 kg + c. 358.000 kg; Ringkjøbing Fjord — i alt c. 171.000 kg; Nissum Fjord — i alt c. 85.000 kg. Alt i alt 2.826.647 kg gule Aal til en Værdi af 2.431.185 Kr. og 1.999.182 kg blanke Aal til en Værdi af 2.064.360 Kr. Gennemsnitsprisen paa Blankaal er betydelig højere end paa gule Aal (i 1912 pr. Kilogram Kr. 1,03 mod Kr. 0,86); Aalen er i forholdsvis ensartet Pris i de forskellige Egne og til de forskellige Aarstider efter sin Størrelse (store Aal er dyrere pr. Kilogram end smaa), og af en Opgørelse for Aaret 1910 over Gennemsnits- priserne i de forskellige Farvande ses det tydelig, hvor stor Indflydelse det har, at de vestjydske Fjorde væsent- lig huser Hanaal (1910: Østersøen — 97 Øre, Bælthavet — 92 Øre, Kattegat — 92 Øre, Limfjorden — 97 Øre, de vest- jydske Fjorde — 59 Øre). I alt indbragte disse Fiskerier i 1912 26,97°/o af Aarets Udbytte af Saltvandsfiskeriet (i 1911: 27,36 °/o). Over Udbyttet af Aalefiskeriet i de ferske Vande foreligger der ingen brugbar Statistik. I Guden- aaen og dens Opland fanges der efter et Skøn aarlig c. 30.000 kg Aal (gule og blanke), hvori ikke er medregnet, hvad der fiskes af de fra Kattegat indvandrede Over- 333 vintringsaal. Værdien af Aalene fra Ferskvand er for- holdsvis stor, da de for største Delen er Hunaal og tilmed væsentligst er blanke; da der kan være en Del Forskel paa Aalens Godhed, eftersom den hidrører fra det ene eller det andet Vand, kan der være nogen Forskel i Prisen for i øvrigt ensartede Aal; store Aal kan naa Priser af 1 Kr. 30 Øre pr. Kilogram i fast Levering og af indtil 2 Kr. i mindre Partier. Ved Afløbene fra de fleste større Søer ligger rigtgivende Aalekister; den største aarlige Fangst har Glentholm (ved Ry), som affisker Mossø med mere, og som i 1901 — 11 gennemsnitlig fangede c. 6.444 kg Aal (1908: 9.500 kg). Bestræbelserne bør gaa i Retning af at faa Krogfiskeri efter gule Aal indskrænket til det mindst mulige alle de Steder, hvor man med Sikkerhed kan tage Aalene som blanke i en Aalekiste under Udvandringen. Hvor stort det samlede Aalefiskeri Jorden over er, kan ikke siges; men det er ikke blot paa vore Breddegrader, at det er vigtigt. Ved Island spiller det kun en ubetydelig Rolle og ligesaa ved Færøerne; ved Norge fiskedes i 1908 kun c. 268.000 kg Aal i Havet, ved Sveriges Vestkyst c. 243.000 kg, ved Tyskland c. 52.000 kg, altsaa kun smaa Mængder, men blandt andet i Middelhavslandene spiller Aalefiskeriet en stor Rolle; selv saa langt mod Øst som i Tyrkiet er der rige Aalesøer, i Nilen er der rige Aale- fiskerier, og paa Udtrækket mod Atlanterhavet fiskes en Mængde Blankaal blandt andet i Messina Strædet. Be- kendt fra gammel Tid er Aalefiskeriet i Lagunerne ved Comacchio (nær Venedig). Lagunerne er omtrent saa store som hele Isefjorden, og det aarlige Udbytte er om- trent tre Kvart Million Kilogram. I øvrigt har vi i de senere Aar faaet en lignende gennemført planmæssig Aale- drift ved Hou Vig (pr. Nykøbing Sjælland), hvor der fra en Inddæmning paa omkring 125 Hektar fangedes 6.479 kg Aal i 1912, skønt Omdriften knap var bragt helt i Stand. Japanerne synes dog at være de mest fremskredne Aale- opdrættere, thi i Japan holdes der Aal (Anguilla japonica) i Dam, hvor de fodres med knuste Muslinger. Lignende Forsøg har dog ofte været anstillede i Europa, men de har hidtil ikke lønnet sig. Aalen skyes i nogle Lande, hvor man ikke vil spise „Slanger", men hvor den forekommer almindeligt, er den næsten altid vel anset. Allerede Aalefaringen bruges til Føde paa de Kyster, hvor den forekommer i Overflod (Sydvest-Irland og -England, Frankrig, Spanien, Italien; jvf. Sd. 315); men denne Ødslen vil de stigende Priser paa Yngelen forhaabentlig faa til at ophøre. Smaaaal — som de ofte fanges paa Krog eller Tat eller med Jern — finder Anvendelse som Suppeaal eller steges hele; de 334 smaa Aal fra Ringkjøbing Fjord gaar hovedsagelig til Eng- land, hvor de finder Anvendelse til en billig Aaleret; store gule Aal bliver vel mest stegt eller røget; de fede Blank- aal egner sig fortræffelig til Røgning, men tilberedes og- saa ofte paa anden Maade. Kødet er næsten benfrit; er det meget fedt, fordrer det „en usvækket Fordøjelse, eller, hvor denne savnes, kraftige Pirringsmidler". Aale- skindet er forbavsende stærkt og sejgt; det maa som Regel flaas af, naar Fisken gøres i Stand, men det lader sig og- saa ret let gøre paa Grund af Fedtlaget under Huden. Fra gammel Tid har det været brugt af Tærskemænd til at binde Plejlens to Stykker sammen med, og i nyere Tid har man kunnet se smukke Bogrygge, Pengepunge og andet af garvet Aaleskind; ligesom Flynderskind har det været brugt til at „klare Kaffe" med. Undertiden, særlig i varme Somre, kan Aalebestanden hærges af en smitsom Sygdom, „Rødsygen"; denne op- træder jævnlig ved Italien, og i Somrene 1896 og 97 dræbte den store Mængder af Aal hos os, særlig i Smaalands- havet; værst gik det ud over Aal, der var sammenstuvede i Kvaser og Hyttefade. Rødsygen skyldes Bakterieangreb og viser sig i, at Aalen faar store rødlige Pletter, hvorpaa den gerne dør i Løbet af faa Timer. Glasaalene har selv- følgelig en Fjende i omtrent enhver større Fisk; i Fersk- vand er vist særlig Aborren slem efter dem; de større Aal er dels saa forsigtige og godt gemte, dels ogsaa saa kraftige, at de kun i forholdsvis ringe Grad er udsat for at blive ædt af andre Fisk; Aalekragen (Skarven) har jo Ord for at tage mange Aal, men det passer næppe. I ferske Vande vil forskellige Fisk, særlig Horken, kunne nedsætte Aalefiskeriets Udbytte, idet de lever omtrent af de samme Emner som Aalen. 2. Havaalslægten (Conger Cuvier). Formen er fortil trind, bagtil sammentrykt. Ho- ved og Mund ligner den foregaaende Slægts, dog naar Snudespidsen mindst lige saa langt frem som Underkæbespidsen. Øjnene er veludviklede. Det bageste Par Næsebor sidder tæt foran Øjnene; det forreste Par er smaa, rørformede og sidder paa Snudespidsen. Tungespidsen er fri. Tænderne dan- 335 ner smalle Baand paa Over- og Underkæbe og en Gruppe paa Plovskærbenets Forende. Der er in- gen Hugtænder, men alle Tænderne er smaa og mer eller mindre spidse; dog er der paa Kæberne en Række af lidt større Tænder, og disse slutter tæt sammen, saa at de næsten danner en skærende Æg. De ydre Gællespalter er temmelig store og strækker sig omtrent til Bugkanten. Gællehud- straalerne er omtrent som hos den foregaaende Slægt. De uparrede Finner gaar i eet. Bryst- finnerne er veludviklede. Skæl mangler. Sidelinie er til Stede. De tre-fire herhen hørende Arter hører alle til i Havet, for det meste paa ret dybt Vand; deres Udbredelses- omraade er saa stort, at Aal af denne Slægt forekommer i alle tropiske og tempererede Have. En af Arterne træf- fes hos os. 1. Havaal (Conger vulgåris Cuvier). (Krøyer: Anguilla conger; Zoologia danica: Conger niger; Lonnberg : Leptocéphalus conger). Afstanden mellem en lodret Linie gennem Gællespal- terne og en lodret Linie gennem Rygfinnens Forkant gaar 1-/3—2 Gange op i Hovedets Længde. De større Tænder, der staar tæt sluttet sammen, har sammentrykte og skæ- rende Spidser. Rygfinnen begynder oftest over eller lidt bagved, sjældnere lidt foran Spidsen af de tilbagelagte Brystfinner. Sidelinien er fuldstændig. Ryggen og tillige Halens Sider er mørkt graabrune med svag olivengrøn Tone, Kropsiderne nedadtil lysere og Bugen graahvid; paa Kinden er der en graahvid Plet; Ryg- og Gatfinnens Kanter er i Reglen sorte; langs Sidelinien er der smaa runde, hvide Pletter eller Prikker. 336 R 270—300; G 210-230; Br 17—18; Bu 0; H 0. Havaalen bliver langt større end den almindelige Aal, og da der hos os næsten kun træffes voksne Havaal, vil disse oftest kunne kendes alene paa Størrelsen. Som Re- gel er de halvanden til to Meter lange og over ti Kilo- gram tung, men de kan blive meget større; nedenfor om- tales Fangster i vore Farvande af Havaal paa 2,4 Meter og 48 kg, og ved England skal de kunne blive næsten tre Meter. Hannerne bliver ikke saa store som Hunnerne og næppe over en Meter lange. Havaalens Udbredelses- omraade strækker sig meget vidt. Den findes ikke blot i Atlanterhavet ved Europas Kyst og ved Amerikas Kyst fra Kap Cod til Brasilien, i Middelhavet og i det sorte Hav, men ogsaa ved St. Helena, i det indiske Ocean og Øhav og i det stille Hav fra Japan til Tasmanien; derimod ken- des den ikke fra Amerikas Vestkyst. I Atlanterhavet gaar den næppe nordligere end til Trondhjems Fjord; ved Island er den for nylig taget. I vore Farvande er den Fig. 150. Havaal. (Efter Zoologia danica). ikke nogen almindelig Fisk. Dog fanges den nogen- lunde jævnlig i Vesterhavet, hvor den ogsaa flere Gange er fundet opskyllet paa Jyllands Vestkyst; ligeledes tages den i Skagerak, særlig ved den svenske Side, hvor der synes at fanges en omtrent hvert eller hvertandet Aar; i Kattegat er den taget ved Halmstad (før 1855, c. 15 dm), i Skelderviken (December 1905, 19,5 kg) og ved Hornbæk (22. December 1835, 1,7 m, 11 kg), og i Øresund kommer den ogsaa ned (Espergærde, 2. November 1837, 1,6 m, kun 8,5 kg; Råå, Marts 1883; Landskrona, Vinter 1853, 2,4 m); ind i Limfjorden kan den ogsaa komme (Oddesund, 11. No- vember 1911, kun 46 cm); et Par Gange er den fundet i Samsøhavet (Hov, 14. Januar 1877, 1,8 m, 15 kg; Sælvigen paa Samsø, 1,6 m), i Store Bælt (1874; Hedvigslyst Sønder- strand, Januar 1889, 193 cm, 21 kg) og i Lille Bælt (Fænø Sund; Mosvig, April 1904, 15 dm, 11,75 kg); i den vestlige Østersø er den ogsaa trængt ind (Eckernførde Bugt, 6. Ja- nuar 1832, 206 cm, 37 kg; Eckernførde, 1833, 48 kg; Kiel Havn, 8. December 1882, 1,6 m, over 15 kg; Travemunde Bugt, 1,7 m, 15,75 kg), og en enkelt Gang kan den forvilde sig ind i den egentlige Østersø, endog helt op i den finske 337 Bugt (Nyland). Alle de Fangster, som kendes nøjere, er altsaa skete i Tiden fra Oktober til April (15 Gange) med Undtagelse af een fra Juni Maaned. Det er sikkert, at Havaalen er taget adskillig flere Gange hos os end de nævnte, men den maa dog nærmest betegnes som en tilfældig Gæst i vore Farvande. Havaalen lever mest paa Klippebund fra Kysten ud til en Dybde af et Hundrede Meter eller mere. Under- tiden kan Havaalen træffes i Flodmundinger (Weser). Den er en natlig Rovfisk og meget glubsk; særlig tager den Fisk, Blæksprutter, Hummer og Krabber samt tillige Aads- ler. Om Dagen ligger den oftest i Skjul; det sker da ikke sjælden, hvor der er stærkt Tidevande, at den ligger ned- gravet i Sand paa Steder, som ligger tørre under Ebben, hvilket ikke skader den. Derimod siges den at være meget ømfindtlig overfor Kulde. Ligesom Aalen kan den bruge Halen til at udvide Sprækker med og undviger saa- ledes ofte af Hummertejner, og den kan kaste sig ud af en Baad, naar det lykkes den at gribe med Halen om Ræ- lingen. Hos os spiller Havaalen ingen Rolle, men hvor den er almindeligere, som allerede ved Englands Atlanter- havskyst, gør den Skade ved at tage Fisk af Garnene, som den bider itu, og Hummer af Tejnerne. Længere mod Syd fiskes der mange Havaal. Kødet staar langtfra paa Højde med Aalens; i Spanien og Portugal bruges det mest til Suppe efter, at det er tørret og pulveriseret. Netop fordi Havaalen er tilpas sjelden hos os og gerne antages for at være en Kæmpeaal, ses den forholdsvis jævnlig udstillet i Fiskehandlernes Vinduer, og Fangsten af den nævnes tidt i Aviserne. I de senere Aar er man særlig gennem danske Under- søgelser i Middelhavet og Atlanterhavet kommet paa det rene med, at Havaalen gyder hovedsagelig, om ikke ude- lukkende om Foraaret og om Sommeren, og at Gydningen finder Sted, hvor der er meget store Dybder (2—3.000 m) baade i Middelhavet og i Atlanterhavet; Æggene kendes endnu ikke, men de mindste, kendte Larver (fra 9 mm) træffes i de øverste Vandlag udenfor 2.000 Meter Kurven; det synes, som om de omtrent 7 cm lange Larver er et halvt Aar gamle, de omtrent 12 cm lange eet Aar gamle. Endnu længere (12— 16 cm) Larver træffes fjærnt fra Yngle- pladserne f. Eks. Vest for de britiske Øer, en enkelt Gang endog i Kristiania Fjord; medens de yngste (prælepto- cephale) Larver lever i Overfladens Vandlag, gaar de egentlige Leptocephaler ogsaa i noget større Dybde (100 — 200 m), men derimod vides det ikke, i hvilken Dybde Æggene gydes. Som omtalt forkorter Larverne sig nu under Forvandlingen og bliver til c. 9 cm lange Havaal. C. V. Otterstrøm: Fisk II. 22 338 I England har man gjort udmærkede Iagttagelser over Havaal i Akvarier, hvor de trives vel, naar de faar Føde nok. Engang sattes saaledes nogle 0,9—1,35 kg tunge Hav- aal i Akvarie, og fem Aar senere maalte een af dem 1.956 mm og vejede 40,8 kg. Man holdt ogsaa Havaal i store Akvarier, indtil de blev modne; henimod den Tid hørte baade Hanner og Hunner op at æde, og Kønsorga- nerne udviklede sig mægtig; paa de modne Hunner er Æggestokkenes Omfang saa overordentligt, at de fortræn- ger de andre Indvolde, presser Tarmkanalen sammen til det mindst mulige og udgør en Tredjedel eller næsten Halvdelen af Legemets Vægt; det lykkedes at faa begge Køn helt modne, med flydende Mælk og løs Rogn, men saa døde Fiskene med alle Tegn paa en vidt fremskreden Opløsning: de fleste Tænder var faldet ud, og Hovedets ellers haarde Knogler var helt møre. Alt tyder saaledes paa, at Havaalen ikke overlever sin Leg. Rettelser. Side 62. Bothina læs Rhombina. „ 213. Paa Brislingens Øje snylter Lernæeniscus språtti, der hos os næppe er saa hyppig som Lernæe- niscus encrasicholi, der udelukkende sidder paa Brislingens Krop. Forklaring af brugte Kunstudtryk o. 1. findes i Ind- ledningen til Del I, og særlig paa Side 41 i denne. Litteraturfortegnelse. Se Fiskene III. Navnefortegnelse. (Synonymer er trykt med Cursiv). I. Ordener Familier, Underfamilier, Slæg ter < 3g Underslæ gter . Side Side Side Aal 305 Arnoglossus . . . 95 Coregonus 170, 174 Aalebrosmer. . . 5 Aspius 274 Coryphænoides 54 Aalefamilien. . . 303 Aspius Batracocéphalus Belone 278 Couchia 40 Aalekvabbe- familien 3 44 110 Cynicoglossus . . Cyprinidæ .... 73 221 Aalekvabber . . . 4 Belonina 110 Cyprinini 223 Aalekvabbe- Blenniidæ 3 Cyprinus . 224, 225 slægten 4 Blénnius 4 Drepanopsétta . . 92 Aaleslægten . . . 30b Bliccopsis . 290, 291 Egentlige Flyn- 70 Abramis 280, 288, Blødfinnefisk . . 1 dre 290, 291 Blødfinnefisk Elritsslægten . . 252 Abramis 278 med Luftgang 116 Enchelyopus . . . 4 Abramiddpsis . . 288 Blødfinnefisk Engraulidini . . . 192 Acantholépis . . . 167 uden Luftgang 2 Engraulis 192 Acanthopterygii 1 Bothina 94 Esocidæ 11/ Alburnus 275 Bothus. 94, 98, 100 Esox 118 Aldsa 213 Botia 294 Esox 111 Amiurus 302 Brasenslægten . 280 Exocoetina .... 110 Ammodytes . . . 47 Brosmeslægten . 45 Exocoetus 110 Ammodvtidæ . . 47 Brosmius 45 Ferskvands- Anacanthini . . . 2 Caråssius 237 kvabbeslægten 35 Anguilla 306 Clupea 195 Fieråsfer 51 Anguillini 305 Clupeidæ 190 Fierasferini .... 51 Ansjoser 192 Clupeini 194 Flynderfamilien 58 Ansjosslægten . 192 Cobitidini 291 Flynderslægten 70 Argentina 166 Cobitis 292 Flyvefiskene . . . 110 Argyrosomus . . 171 Conger. . . 304, 334 Gadiculus 22* 28 340 Side Gadfdæ 9 Gådus 10 Gaidropså:us . . 39 Geddefamilien . 117 Geddeslægten.. 118 Glyptocéphalus . 71 Gdbio 245 Grundlingslæg- ten 245 Guldlaksslægten 166 Haaisingslægten 92 Havaalslægten . 334 Havkvabbe- slægten 39 Helleflynder- slægten 88 Helleflyndre ... 88 Hemirhåmphus 113 Heltslægten ... 170 Hippoglossina . 88 Hippoglossoides 92 Hippogldssus . . 88 Hornfiskeslæg- ten 110 Hvarrer 94 Hvarreslægten . 97 Jtdus 264 Karpefamilien . 221 Karpeslægtenj. . 224 Laksefamilien. . 123 Laksesild 180 Lakseslægten . . 124 Langeslægten . . 32 Langhalefamilien 53 Lepidoléprus ... 55 Lepidorhombus 103 Leptocephalidæ 304 Leptocéphalus 304, 311 Lzptochéphalus . 335 Leucåspius .... 271 Leuciscus 255, 288, 290, 291 Lota 35 Lota 33, 34 Lotta 36 Lycénchelys ... 8 Side Lycodes 6 Lycodes 8 Lycodinæ 5 Løjeslægten . . . 274 Macrourus . . 55, 57 Macruridæ .... 53 Macrurus ... 55, 57 Makrelgedde- familien 109 Makrelgedde- slægten 114 Malacocéphalus 56 Malacopterygii . 1 Mallefamilien . . 297 Malleslægten . . 299 Maurolicus .... 182 Merlångus 23 Merluccius 31 Merlucius 30 Microstomus ... 73 Molva 32 Molua 34 Motélla 39 Murænidæ .... 303 Murænidæengy- schistæ 305 Myrænidæ platyschistæ . 305 Myctophum 186, 188 Onos 39 Ophidiidæ .... 50 Osmérus 157 Paralépis 189 Pélecus 281 Phoxinus 252 Phycis 38 Physostomi ... 116 Pigfinnefisk ... 1 Platéssa 71,73,75, 77, 84, 92 Platophrys 95 Pleuronéctes. . . 70 Pleuronectidæ . 58 Pleuronectinal. . 70 Polldchius 23 Ramphistoma . . 111] Råniceps 44 Side Regnløjeslægten 271 Rhombina 94 Rhombus ... 94, 97 Rhombus 95 Rødinggruppen 153 Sålmo 124 Salmonidæ .... 123 Salvelini 153 Scardinius 268 Scombresocidæ 109 Scombrésox ... 114 Scopelidæ 180 Scopelini 185 Scopélus 185 Scophthalmus. . 105 Sild 194 Sildefamilien . . 190 Sildeslægten ... 195 Siluridæ 297 Siluridæ hete- ropteræ 298 Siluridæ prote- ropteræ 302 Silurina 298 Silurus 299 Skalleslægten . . 255 Skælbrosme- slægten 38 Smaahvarre- slægten 103 Smeltslægten . . 157 Smerlinger .... 291 Smerlingslægten 292 Solea 63 Soleina 62 SpiHinus 278 Squalius . . 256, 262 Stallingslægten. 163 Stolephorus .... 193 Stomiatini 182 Suderslægten . . 248 Sudis 189 Sølvtorskslæg- ten 28 Thymållus .... 163 Tinca 248 Tobisfamilien . . 47 341 Side t Side Side 47 Truttæ 126 \ Velsslægten . . . 44 9 Tungehvarre- \ Zeugopterus 103, 107 slægten 95 j Zoårces 4 3 4 Tobisslægten . . Torskefamilien . Torskeslægten . Trigla 110 Tunger 62 Zoarcidæ Trutta 125 Tungeslægten . . 63 Zoarcinæ 10 II. Arter, Varieteter, Handelsnavne o. 1. Side Aal 307 Aalefaring 315 Aalekone 324 Aalekvabbe . . 4, 37 Aalemoder .... 324 dbramo-rutilus . 291 abyssorum 34 åcus 53, 111 acutirostris 307, 320 Aischgrund- Karpe 234 ålbula 171 alburnus 275 alosa 217, 218 alpinus 156 Amerikansk Aal 308 Anchiovis 194 angvilla 307 Anschovis 194 Ansjos 193 Ansjos 194, 212, 216 åphya 253 argentéolus .... 40 argénteus 30 argénteus 29 atlånticus 190 auråta 249 auråtus 242 Bachforelle(tysk) 150 Bachsaibling (tysk) 155 bållerus 280 barbåtula 292 bellone 111 belåne 111 bipunctåtus. . . . 278 Blaafinner 320 Blankaal 319 Side Blanklaks 131 Blanklax(sv ensk) 150 blennioides .... 38 blennioides .... 44 blicca 285, 290, 291 Blister 32 boreålis 189 bråma 281, 288 Brasen 281 Brasenskalle. . . 288 Bredhoveder ... 320 Bredpander 320 brevirostris 304, 311 Brisling 209 Brook trout 153, 155 Brosme 46 brosme 46 buggenhågii . . . 288 bull-trout 135 Byrkelange .... 34 byrkelånge .... 34 Bækørred 142 bohmisk Karpe . 234 callårias 11 cåmperi 114 caniniånus 188 caråssius. . 237, 244 carbonårius . ... 23 cårdina 1 05 cårpio 226, 244 Catfish (engelsk) 302 cåtus 302 cimbrius 41 coeruleus 216 communis 97 communis 217 conger 335 cultråtus 281 Side cynoglossus ... 71 Damkaruds. . . . 239 ; delineåtus 271 i dentåtus 52 dipterygia 34 Dobbeltflynder . . 59 Dværgmalle . . . 302 Dvndsmerling . 296 I Ejby -Gedde 267 elongåtum 186 < elongåtus 186 Elrits 253 elver (engelsk). 315 Emde 267 encrasicholus . . 193 encrassicholus . . 193 eperlånus 158 erythrophtalmoi- des 290 erythrophthål- mus 268, 290 esmårkii 26 exsiliens 1 10 fållax 218 fårio 142 farvet Laks 132 Fedsild 198 FemtraadetHav- kvabbe 43 Ferskvandskvabbe 37 Fierasfer 52 finta 218 finta 217 Firtraadet Hav- kvabbe 41 Fjeldørred 156 fladryggede Karper 234 342 Side flésus 84 Flire 285 Flireskalle 291 Flommesild .... 205 fluviåtilis 246 Flyvefisk 110 fontinålis 153, 154, 157 Forel (laant fra Tysk) 150 fossilis 296 frankisk Karpe 234 fuscus 44 Gaardaal 320 galicisk Karpe. . 234 Gedde 118 gibélio 239 glånis 299 Glasaal. . . 313, 316 Glashvarre .... 104 Glastunge 68 Glyse 21 Graabensild . ... 198 Graalaks 150 Grålax (svensk) 150 Graaskalle 257 Graaørred. . . 133, 136, 150 gråcilis 7 gråcilis 7 grislågine 262 Grundling 246 Græstorsk 16 grøn Aal 320 gul Aal 318 Guldfisk 242 Guldlaks 167 Guldrimte 268 Haaising 92 Haarhvarre. ... 107 Hagelaks 150 Hageørred 150 Hanser 78 haréngus 196 Havaal 335 Havtorsk. ... 12, 16 Havørred 140 Side | Helleflynder ... 89 'Helt 174 Heltling 171 | hippoglossus ... 89 hirtus 107 hirundo 110 Hornfisk 111 Hvassild 210 Hvidørred 150 Hvidskalle 279 Hvilling 18 Hvilling 20 hybridus 102 højrevendte Flyndre 59 højryggede Kar- per 234 Høstsild 198 idbårus 264 idus 264 irideus 151 Ising 75 \ Japansk Aal . . . 308 japonica 308 | Kabliau 15 I Karlsstadlaks . . 150 Karpe 226 I Karpe 267 Karpekaruds . . 244 Karuds 237 Kielersprot .... 212 Kildeørred 154 kitt 73 Klipfisk 15 Klæpaal 320 Knude 36 j Knurhaner . . . 110 kollårii 244 ! Kroglaks. . 134, 150 i Krogørred 150 krøyéri 190 krøyéri 186 | Kuller 16 i Kulmulen 31 Kyklopflynder . . 60 Laber dan 15 ! lacustris. . 128, 142 Side Lake trout (engl.) 153 Laks 126 Laks 136, 149 Laksørred . 136, 150 låncea 49 lanceolåtus .... 48 Lange 33 låscaris 67 latérna 95 latirostris . . 307, 320 Lausitz-Karpe . . 234 lavarétus 174 Lax (svensk). . . 150 Lepser 78 leuciscus 262 leuckårtii 288 limånda 75 limandoidest. ... 92 lota 36 Lubbe 24 lucidus 275 lucius 118 luscus 20 lutea 68 Læderkarpe .... 235 lævis . 57, 100, 102 Løje 275 Løjer 278 Løjert 278 Løvspringere ... 149 macrostoma ... 96 maculåtus 40 Majsild 218 Makrelgedde. . . 114 Malle 299 Mariner 174 Matjes 205 maximus . . 98, 102 maximus 89 Meerforelle (tysk) 150 megåstoma .... 104 melanotus 264 mémbras 198 merlångus 18 merluccius 31 microcéphalus . 73 microstoma. ... 96 343 Side migratoria. 307, 320 Milling 278 minutus 21 Mjøsørret (norsk) 150 Moderfisk 147 molva 33 montée (fransk) 315 mordax 159 morrhua 11 morrissii 304 mustéla 43 mulléri 183 namaycush .... 153 nebuldsus 302 Nedfaldslaks 134, 150 Ned) 'aidsørred . . 150 niger 44, 335 norvégicus .... 105 norvégicus 55 orfus 265 oxyrhinchus . ... 174 oxyrhvnchus. . . 176 pennåntii 183 Pighvar 98 Pigsmerling . . . 294 Pilchard 217 pilchårdus ... 213 platéssa 77 platessoides ... 92 Plæde 75 pollåchius 24 poutåssou 27 Prokuratorer . . . 320 Præsteflynder . . 78 pseudoflésus ... 78 punctåtum 188 punctåtus . 107, 188 Rainbow trout (engelsk) 153 raninus 44 Rav 91 Regenbogen- fbrelle (tysk) . 153 Regnbueørred.. 151 Regnløje 271 relicta 128 rhombus 100 Side Rimte 264 Ringflynder . . 60, 78 rostrata 308 rostråta 111 Rudskalle 268 Rudskalleflire . . 290 rupéstris 55 Ruseaal 320 rutilus 256, 288, 291 Rækling 91 Rødspætte 77 Rødtorsk 12, 16 Rødtunge 73 Rødørred. . 133, 150 Sabelkarpe .... 281 Saibling (tysk) . 155 sålar 126 salvelinus 156 Sandgræviing . . 49 sapidissima. . . . 218 Sardel 194 Sardin 213 Sardin 205, 212, 216 sardina 213 sårsii 8 saurus 114 saxicola 71 schieffermulleri . 142 schonevéldii . . . . 209 Set Jacobslaks (hollandsk) . . 150 Seeforelle (tysk) . 150 Sej 23 Shad (engelsk).. 218 Siggen 150 Sild 196 silus 167 Sjøørret (norsk) 150 Skalle 256 Skalle 264 Skolæst 55 Skrubbe 84 Skægtorsk 20 Skælbrosme ... 38 Skælkarpe 235 Skærising 71 Side Slangelaks 150 Slette 75 Slethvar 100 Sletskrubbe 78 Smaahvarre . . . 105 Smaarøding . . . 156 Smaaskællet Skolæst 57 Smelt 158 Smerling 292 smiridus 31 smoked Had- dock 18 Snæbel 176 solea 64 soleæformis .... 95 Sortmund 27 Sortvels 44 Spegesild 205 Spejlkarpe 235 sphyræna 168 spirinchus 159 språttus 209 Spærling 26 Stalling 163 Stamsild 217 Stavsild 218 Stenkaruds 239 Stenørred 150 Stint 162 Stokfisk 15 Storrøding .... 156 Stortorsk 15 Strandkarpe ... 267 Strandskalle ... 267 stroemii\ 55 Strømming .... 198 Strømsild 168 Strømskalle 278, 279 Stæmskalle 262 Suder 249 Sundemave .... 16 Sættefisk 147 Søkaruds 238 Sølvaal 320 Sølvtorsk 29 Søtorsk 37 344 Side Søørred 142 thori 29 thymållus 163 Tigerørred .... 157 tobiånus ... 48, 49 Tobiskonge. ... 48 Torsk 11 Torskekonge ... 16 Tretraadet Hav- kvabbe 40 tricirråta 40 trutta 138, 140, 157 Tudseaal 37 Tunge 64 Tunge 94 Side Tungehvarre . . 95 typica.. . . 128, 238 tænia 294 åmbla 156 Vaarsild 198 våhlii 7 Vandreaal 320 variegåta 68 Vener{ns)laks . . . 150 venstrevendte Flvndre 59 Vesaal ....... 320 vexillifer 163 vimba 280 i Vinterlaks 149 Side virens 23 Visseaal 320 viviparus 4 Vrangflynder . . . 59 vulgåris 33, 36, 64, 89, 163, 249, 304, 307, 335 vulgåris 31, 40, 77, 100, 193, 217, 237, 262 Værkaal 320 whiff 104 whiff-j agonis . . 104 æglefinus 16 Ørred 138 Navnefortegnelse til Kortet. Ferskvand. Vandløb og Søer. Mærkede paa Kortets Forsatsblad med opretstaaende Tal. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. Aakjær Aa C 2 19. Aakjær Aa C 2 20. Aalestrøm Cl 21. Aarhus Aa C 2 22. Alling Aa B 2 23. Alling Aa C 2 24. Alling Sø C 2 i 25. Almind Sø C 2 26. Alslev Aa (Toftnæs Aa) C 1 27. Alver Aa (Taps Aa).. C 2 28. Aneraa Cl 29. Ansager Aa Cl 30. Arl Aa Dl j 31. Arnaa Dl j 32. Arnholt Sø D 2 33. Arresø C 3 34. Arreskov Sø D 2 35. Asaa B2 36. Asaa C 2 37. Aunede Strand D 2 38. Aventofte Sø Dl Badstrup Sø D 3 Bagaa D 4 Bagsværd Sø C 3 Bankjel Dam D 2 Bastemose D 4 Billesborg Aa C 3 Binderup Aa B 2 Birkerød Sø C 3 Birksø C 2 Bistensee D 2 Bjørnsholm Aa B 2 Blvkobbe Aa D 4 Bobbeaa C 4 Bondesgaard Sø Dl Bornakke Aa (Saltø Aa) D 3 Borre Aa B2 Borresø C 2 Borup Sø C 3 Botslote Sø Dl 345 39. Botø Nor D 3 40. Braband Sø C 2 41. Brande Aa Cl 42. Brassø C 2 43. Bredeaa Dl 44. Bredningen („Bræn- dingen") B 2 45. Breininge Aa C 2 46. Brende Aa C 2 47. Brendegaard Sø D 2 48. Bryrup Søer (Langsø, Kvind- og Kulsø) . . C 2 49. Brøns Aa Dl 50. Buresø C 3 51. Bygholm Aa C 2 52. Bønstrup Sø C 2 53. Dallerup Sø C 2 54. Dallund Sø (Søndersø) C 2 55. Damhus Aa Bl 56. Draaby Sø C 2 57. Dynddals Bæk C 4 58. Døvling Bæk Cl 59. Egaa C 2 Egens Aa (Kolaa) ... C 2 60. Ejder Dl 61. Ejlemade Sø C 3 62. Ejstrup Sø C 2 63. Elling Aa A 2 64. Elverdams Aa C 3 65. Engelsholms Sø C 2 66. Esrom Aa C 3 67. Esrom Sø C 3 68. Even D 3 69. Faaremølle Aa Bl 70. Faarup Sø C 2 71. Farum Sø ... C 3 72. Faxe Aa D 3 73. Ferring Sø Bl 74. Fil Sø Cl 75. Fiskbæk Aa B 2 76. Fjederholt Aa Cl 77. Flade Sø Bl 78. Fladsaa D 3 79. Fladsaa Cl 80. Flintinge Aa D 3 81. Flynderaa Bl 82. Flyndersø Bl 83. Funder Aa C 2 84. 85. 86. 87. 88. 89. 90. 91. 92. 93. 94. 95. 96. 97. 98. 99. 100. 101. 102. 103. 104. 105. 106. 107. 108. 109. 110. 111. 112. 113. 114. 115. 116. 117. 118. 119. 120. 121. 122. 123. 124. 125. 126. 127. 128. Furesø C 3 Fusing Sø B 2 Gaaser Aa B 2 Ganer Aa Cl Gelsaa C 2 Giber Aa C 2 Gislinge Aa C 3 GjellerSø, Hornsø og Vestersø Bl Gjels Aa Dl Gjeraa B 2 Gjern Aa C 2 Gjedsager Aa C 2 Gjødstrup Sø Cl Glumsø C 3 Glænstrup Sø B 2 Granslev Aa B 2 Grejs Aa C 2 Grenaa B 2 Grindsted Aa Cl Græsed Aa C 3 Gudenaa B 2, C 2 Gudensø C 2 Gudme Sø D 2 Gundesbøl Aa Cl Gundsømagle Sø . . . C 3 Gudumlund Kanal.. B2 Gurre Aa C 3 Gurre Sø C 3 Gyrstinge Sø C 3 Haarby Aa D 2 Haderslev Dam .... D 2 Haderup Aa Bl Hald Sø B 2 Halkjær Aa B 2 Halleby Aa ..... . C 2-3 Haller Aa C 2 Halsted Aa D 2 Hammer Sø C 4 Hampen Sø C 2 Hansted Aa (St. og lille H. Aa) C 2 HaraldstedSø(Langsø)C 3 Harrestrup Aa C 3 Haslevgaard Aa . . . . B 2 HasserisAa(Vesteraa) B 2 Hastrup Sø C 2 Have Sø C 2 346 129. 130. 131. 132. 133. 134. 135. 136. 137. 138. 139. 140. 141. 142. 143. 144. 145. 146. 147. 148. 149. 150. 151. 152. 153. 154. 155. 156. 157. 158. 159. 160. 161. 162. 163. 164. 165. 166. 167. 168. 169. 170. 171. 172. 173. Havmølle Aa C 2 Heeager Aa Cl Hejrede Sø D 3 Hellegaard Aa Bl Hellesø Bl Hemmed Aa Cl Henne Aa Cl Herborg Bæk Cl Herningsholms Aa. . Cl Hevring Aa B 2 Hinnerup Aa Bl Hjortvad Aa Cl Hinge Sø C 2 Hoed Aa B 2 Holme Aa Cl Holsted Aa. , Cl Holtum Aa Cl Hornsø (se 91) B 1 Hostrup Sø D 2 Hove Aa C 3 Hove Aa Bl Hoven Aa Cl Hover Aa Cl Hundstrup Aa D 2 Hunsaa D 3 Husby Sø Cl Hvidbjerg Aa Bl Hvidkilde Sø, Niel- strup Sø,OHerup Sø, Sørup Sø D 2 Hvirl Aa Dl Ilsted Aa Cl Isted Langsø D 2 Isted Sø D 2 Jels Sø C 2 Jordbro Aa B 2 Julsø C 2 Julstrup Sø (Sørup Sø) B2 Kaas Sø Bl Karlum Aa Dl Karstoft Aa Cl Karup Aa C 2 Kasbæk Aa D2 Kastbjerg Aa B 2 Kattinge Sø C 3 Kauslunde Aa C 2 Kjeldsnor D 2 Kjeldstrup Sø B2 174. 175. 176. 177. 178. 179. 180. 181. 182. 183. 184. 185. 186. 187. 188. 189. 190. 191. 192. 193. 194. 195. 196. 197. 198. 199. 200. 201. 202. 203. 204. 205. 206. 207. 208. 209. 210. 211. 212. 213. 214. 215. 216. 217. 218. Kjærmølle Aa C 2 Klejtrup Sø B 2 Klokkedalsbæk C 2 Kløvaa Bl Knasborg Aa A 2 Knubbro Bæk (Følle Bæk) B 2 Knudsø C 2 Kolding Aa C 2 Kolindsund Kanaler B 2 Kolsø C 2 Kolaa (Egens Aa) . . C 2 Kongeaa Cl Kongshøj Aa D 2 Korrup Aa B 2 Korup Aa B 2 Kragsø Bl Kvie Sø Cl Køge Aa C 3 Ladegaards Aa C 3 Lading Sø C 2 Lammefjords Sø ... . C 3 Langesø C 2 Langsø C 2 Langsø (Isted, Harald- sted, Bryrup L.) Langsø Cl Langsø B 2 Lejre Aa C 3 Lepping Aa D 2 Lerkenfeld Aa B 2 Lilleaa B 2 Lilleaa D 3 Lilleaa Bl Lilleaa B 2 Lilleaa C 3 Lille Hansted Aa. . . C 2 Lille Vejle Aa C 3 Linaa C 3 Lindenborg Aa B 2 Lindholm Aa ..... . B 2 Linding Aa Cl Lindved Aa C 2 Liver Aa A 2 Loldrup Sø B 2 Lunde Aa C 2 Lydum Aa Cl Lykkesholm Søer . . . D 2 347 219. Lyksborg Slotssø . . D2 263 220. Lyngbygaard Aa . . C2 264 221. Lvngbv Sø ...... . C3 265 2?? Lynge Aa C3 266. 223. Læk Aa D 1 267. 224. Læsaa D4 268. 225. Løjt Aa D2 269. 226. Lønborg Aa C 1 270. 227. Madum Aa C 1 271. 228. Madum Sø B2 272 229. Maglesø C3 273 230. Marbæk Kanal .... D3 274 231. Maribo Nørresø . . . D3 275. 232. Maribo Søndersø . . D3 276. 233. Mattrup Mølleaa . C2 277. 234. Miang Sø D2 278. 235. Mollerup Sø B 1 279. 236. Mossø C2 ?37 Mærn Aa D3 C3 238. Mølleaa 280. 239. Mølleaa C2 281. 240. Nagbøl Aa C2 282. 941 Navnsø B2 C3 ?83 242. Nielstrup Sø 284. Nielstrup Sø (se 155) D 2 243. Nimtofte Aa B2 285. 244. Nips Aa (Ribe Aa) Cl 286. 245. Nipgaard Sø B2 287. ?46 Nivaa C3 Bl 288 247. Noret 289. 248. Nors Aa Bl 290. ?49 Nors Sø B 1 B2 Cl ?91 ?sn Nørreaa 29? 251. Nørrebæk 293. 252. Nørresø C 1 294. 253. Nørresø D2 295. Nørresø (Viborg N. 296. Maribo N.) 297. 254. Odder Aa C2 298. 255. Odense Aa C2 299. Ollerup Sø (se 155) D2 300. 256. Omme Aa C 1 301. 257. Onsild Aa B2 302. 258. Oversø (Træsø) . . . D2 303. 259. Ove Sø B 1 304. 260. Pederstrup Sø: ... . D2 305. 261. Pramaa C3 306 262. Pølaa Cl 307 Ramme Aa Bl Ramten Sø B 2 Ravnsø C 2 Rejsby Aa Dl Ribe Aa (se 244). ..Cl Ribe Sø Cl Rind Aa Cl Ringsted Aa C 3 Rosenholm Aa B 2 Rosenvold Aa C 2 Rye Aa B 2 Ryom Aa B 2 Rævs Aa C 2 Røding Aa Bl Røding Sø B2 Rødsø B 2 Røgbølle Sø D 3 Rønninge Søgaard Sø (Vomme Sø) C 2 Rørbæk Sø C 2 Salinge Aa D 2 Saltbækvig C 2 Salten Aa C 2 Salten Langsø C 2 SaltøAa(BornakkeAa) D 3 Sankelmark Sø D 2 Saxkøbing Aa D 3 Seest Aa C 2 Silkeborg Langsø. . . C 2 Simmelbæk Cl Simested Aa B 2 Sjæl Sø C 3 Sjørup Sø B 2 Skader Aa B2 Skallesø Bl Skals Aa B 2 Skanderborg Sø ... . C 2 Skarritsø C 3 Skibsted Aa B 2 Skive Aa Bl Skjelbæk Dl Skjern Aa Cl Skjærup Aa C 2 Skodaa B 2 Sliv Sø D 2 Sminge Sø C 2 Sneum Aa Cl Soholm Aa Dl 348 308. 309. 310. 311. 312. 313. 314. 315. 316. 317. 318. 319. 320. 321. 322. 323. 324. 325. 326. 327. 328. 329. 330. 331. 332. 333. 334. 335. 336. 337. 338. 339. 340. 341. 342. 343. 344. 345. 346. 347. 348. Solkjær Aa C 2 Sorø Sø C 3 Spang Aa C 2 Stallerup Sø C 2 Staveds Aa C 2 Stevns Aa C 3 Stigholm Sø C 2 Stilling-Solbjerg Sø . C 2 Stistrup Aa B 2 Storaa Bl Storaa C 2 Store Hansted Aa . . C 2 Store Vejle Aa C 3 Storkebæk C 3 Storsø (Valsølille Sø) C 3 Stubbe Sø . . . C 2 Stubbergaard Sø. . . . Bl Sunds Sø Cl Susaa D 3 Svinninge Aa C 3 Svoverslev Sø C 3 Syltemade Aa D 2 Sæby Aa A2 Sæden Bæk Cl Søbo Sø D 2 Søby Aa Cl Søby Sø Cl Søbygaard Sø C 2 Søby Søgaard Sø . C, D 2 Søbæk C, D 3 Søgaard Sø C 2 Søholm Sø D 2 Søllerød Sø C 3 Sønderaa Cl Søndersø C 3 Søndersø (Viborg S., MariboS.,DallundSø) Søndersø C 2 Sønderup Aa B 2 Sørup Sø (se 155) . . D2 Sørup Sø (JulstrupSø) (se 163) B2 Søthorup Sø (Thorup Sø) (se 355) C 3 Søsøby Sø D 2 Taaning Aa C 2 Tanbæk B 2 Tange Aa B 2 349. Tangsø Bl 350. Taps Aa (Alver Aa). C 2 351. Tarm Bæk Cl 352. Tarm Møllebæk Cl 353. Tepstrup Sø C 2 354. Thorsø C 2 355. Thorup Sø (Søthorup Sø C 3 356. Tim Aa Cl 357. Tingsted Aa D 3 358. Tissø C 3 359. Tjele Aa B 2 360. Tjele Langsø B 2 361. Tjustrup-Bavelse Sø. C 3 362. ToftnæsAa(AlslevAa) C 1 363. Tolk Sø . D 2 364. Torpe Kanal C 3 365. Tranekjær Slotssø . . D 2 366. Travel Aa Bl 367. Trendaa B 2 368. Treaa (Trene) D 2 369. Troelstrup Sø ... C, D 3 370. Tryggelev Nor D 2 371. Tryggevælde Aa. . . . C 2 Træsø (Oversø, 258) D 2 372. Tudbæk D 3 373. Tude Aa C 2, 3 374. Tudse Aa C 3 375. Tuel Aa C 3 376. Tuel Sø C 3 377. Tustrup Bæk B 2 378. Tved Aa Cl 379. Tvede Aa B 2 380. Tvis Aa Bl 381. Tværsted Aa A2 382. Tyrsbæk C 2 383. Uggerby Aa A 2 384. Ullerslev Sø C 2 385. Ulse Sø C, D 3 386. Vaarby Aa C 3 Valsølille Sø (Storsø) C 3 387. Vandet Aa Bl 388. Vandet Sø Bl 389. Varde Aa Cl 390. Varming Sø Cl 391. Ved Sø B2 392. Veggerslev Aa B 2 393. Vejen Aa C 1,2 349 394. Vejle Åa C 2 395. Vejle Sø C 3 396. Vejstrup Aa D 2 397. Venerød Sø D 2 398. Venner Aa Cl 399. Venslev Dam D 3 400. Vessø C 2 Vesteraa (Hasseris Aa) B 2 401. Vesterborg Sø D 2 402. Vesternebel Aa C 2 403. Vestersø Bl 404. Viborg Nørresø B 2 405. Viborg Søndersø . . . B 2 406. Vidaa Dl 407. Vidkjær Aa B2 408. Vigersdals Aa C 3 409. Villestrup Aa B 2 410. Vilsted Sø B2 411. Vindinge Aa C 2 412. Wittensee D2 413. Viummølle Bæk Bl 414. Vommesø (Rønninge Søgaard Sø) C 2 415. Vondaa C 2 416. Vorgod Aa C 2 417. Vors Aa B2 418. Værebro Aa C 3 419. Øjesø C 2 420. Øleaa D 4 421. Ølsted Aa C 2 422. Ørbæk D 2 423. Ørnsø C 2 424. Ørum Aa B 2 425. Ørum Aa C 2 426. Ørum Sø Bl 427. Ørslevkloster Sø ... B 2 428. Østeraa B 2 429. Østeraa B 2 430. Øxsø B 2 Salt- og Brakvand. Bugter, Fjorde, Sunde o. 1. Mærkede paa Kortets Forsatsblad med CursivtaL Om Farvandenes Afgrænsning se Del I, Side 37. 1. Aabenraa Fjord D 2 2. Aakrog Bugt D2 3. Aalborg Bugt B 2 4. Aalbæk Bugt A 2 5. Aarhus Bugt C 2 6. Aggersund B 2 7. Aggersø Sund D 2 8. Als Sund D2 9. As Vig C 2 10. Augustenborg Fjord.. D2 11. Aunø Fjord D 3 12. Baadsgaard Vig Bl 13. Baaring Vig C 2 14. Basnæs Nor D 3 15. Begtrup Vig C 2 16. Bramsnæs Vig C 3 17. Bredningen D 3 18. Bøgestrømmen D 3 19. Bøvling Fjord Bl 20. Draaby Vig Bl 21. Dragstrup Vig Bl 22. Drogden C 3 23. Dybsø Fjord D3 24. Ebeltoft Vig C 2 25. Egens Vig 26. Egernførde Fjord .... D 2 27. Faaborg Fjord D 2 28. Flensborg Fjord D 2 29. Flinterenden C 3 30. Fuur Sund Bl 31. Fægge Sund Bl 32. Fænø Sund C 2 33. Føns Vig C 2 34. Gamborg Fjord C 2 35. Gjelting Bugt D2 36. Gjenner Fjord D 2 37. Gjerrild Bugt B 2 38. Glumstrup Vig Bl 39. Grund Fjord B2 40. Grønsund D 3 350 41. Gudsø Vig C 2 42. Guldborg Sund D 3 43. Haderslev Fjord .... D 2 44. Hanobukt C 4 45. Harre Vig Bl 46. Hejlsminde C 2 47. Helgolands Bugt Dl 48. Helnæs Bugt D 2 49. Hjarbæk Fjord B 2 50. Hjelms Bugt D3 51. Hjerk Nor Bl 52. Ho Bugt Cl 53. Hobro Vesterfjord . . . B 2 54. Holbæk Fjord C 3 55. Holckenhavn Fjord . . D 2 56. Holsteinborg Nor. . . . D 3 57. Horsens Fjord C 2 58. Hullerne C 3 59., Hvalp Sund Bl 60. Hygom Nor Bl 61. Hollvik C 3 62. Hørup Hav D2 63. Indfjorden Bl 64. Isefjord C 3 65. Jammerbugt B 2 66. Jammerlands Bugt. . . C 2 67. Kaas Bredning Bl 68. Kallebodstrand C 3 69. Kalø Vig C 2 70. Kallundborg Fjord... C 2 71. Karrebæksminde .... D 3 72. Karrebæk Fjord D 3 73. Kerteminde Bugt .... C 2 74. Kerteminde Fjord ... C 2 75. Kertinge Nor C 2 76. Kiel Bugt D 2 77. Kiel Fjord D2 78. Kilen Bl 79. Klinte Strand C 2 80. Knebel Vig C 2 81. Kolding Fjord C 2 82. Korshavn C 2 83. Korsør Nor C 2 84. Krageholm Strøm . . . D 3 85. Kramnitze Gab D 3 86. Krik Vig Bl 87. Kulhusrende C 3 88. Kysing Nor C 2 89. Køge Bugt C 3 90. Laholmsbukt B3 91. Lammefjord C 3 92. Langerak B 2 93. Lem Vig Bl 94. Letten D 3 95. Limfjorden B 1,2 96. Lindelse Nor D 2 97. Livø Bredning Bl 98. Lommabukt C 3 99. Louens Bredning . . . B 2 100. Lumby Kvissel .... C 2 101. Lundåkrabukt C 3 102. Lund Fjord Bl 103. Lysen Bredning .... Bl 104. Løgstør Bredning . . B 2 105. Lønnerup Fjord .... Bl 106. Mariager Fjord B2 107. Masnedsund D 3 108. Mosvig C 2 109. Musholm Bugt C 2 110. Møllebugt C 2 111. Nakkebølle Fjord. . . D2 112. Nakskov Fjord D2 113. Nakskov Indrefjord . D2 114. Neustadt Bugt D2 115. Nexelø Bugt C 3 116. Nibe Bredning B2 117. Nisum Bredning ...Bl 118. Nisum Fjord Bl 119. Nivaa Bugt C 3 120. Noret Bl 121. Nyborg Fjord D 2 122. Nybøl Nor D 2 123. Nykøbing Bugt C 3 124. Nyrup Bugt C 3 125. Næraa Strand C 2 126. Næs Sund Bl 127. Nørrestrand C 2 128. Oddesund Bl 129. Odense Fjord C 2 130. Ohnsevig D2 131. Omø Sund D2 132. Præstø Bugt D 3 133. Præstø Fjord D 3 134. Rands Fjord C 2 135. Randers Fjord B2 136. Ringkjøbing Fjord ..Cl 351 137. Risgaarde Bredning. Bl 138. Roskilde Fjord C 3 139. Rødbv Fjord D3 140. Samsø Bælt C 2 141. Salling Sund Bl 142. Sandbjerg Vig C 2 143. Sandvig Dl 144. Saxkøbing Fjord ... D3 145. Sebbersund B 2 146. Seden Kvissel C 2 147. Sejrø Bugt C 2 148. Selbjerg Vejle Bl 149. Skaarup Sund C 2 150. Skelderviken B3 151. Skelskør Nor D3 152. Skibsted Fjord Bl 153. Skive Fjord Bl 154. Slien D2 155. Sortsø Gab D3 156. Stadil Fjord Cl 157. Stavns Fjord C 2 158. Stege Strand D3 159. Storstrøm D3 160. Struer Bugt Bl 161. Sunds Aa Cl 162. Svanemølle Bugt ... C 3 163. Svendborg Sund . . . D 2 164. Sælvig. C 2 165. Sønder Lem Vig . . . Bl 166. Søndernor D 2 767. Taars Vig D3 168. Tannis Bugt A2 169. Tempelkrog C 3 170. Thisted Bredning ..Bl 171. Tybrind Vig C 2 172. Tømmerby Fjord ...Bl 173. Ulfsund.! D3 174. Vejle Fjord C 2 175. Vemmingbund D2 / 76. Venø Bugt Bl 177. Venø Sund Bl 1 78. Vester Hedekrog ... C 2 179. Vester Stadil Fjord. C 1 180. Vils Sund Bl 181. Vindeby Nor D2 182. Virk Sund B2 183. Visby Bredning Bl 184. Vixø Bugt Bl 185. Vondaa Cl 186. Værn Sande Cl 187. Øster Hedekrog C 2