G.E.C.GAOS FORLAG— KØBENHAVN DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING R. HØRRING FUGLE i. ANDEFUGLE OG HØNSEFUGLE MED 82 AFBILDNINGER G. E. C. GADS FORLAG - KØBENHAVN 1919 Til Udgivelsen af det foreliggende Arbejde har Direktør Chr. D. Lunk vdet Understøttelse. KØBENHAVN - BIANCO LUNOS BOGTRYKKEBI Fuglene (Aves). Fuglene er fjer- og skælklædte, varmblodede Hvirveldyr, der aander ved Lunger; Hjertet delt i 4 Rum, 2 For- og 2 helt adskilte Hjertekamre. Kæberne formede som et hornklædt, hos Nutidens Fugle tandløst, Næb. Hovedskallen staar med 1 Ledknude i Forbindelse med Rygraden og ved et Ledben paa hver Side med Underkæben, der er sammensat af 9 (10) Knogler. De lægger befrugtede Æg, som udruges; Ægget omgivet af en haard Kalk- skal. Fosteret med Fosterhinder. I Nutiden danner Fuglene en stor, særdeles vel afgræn- set, naturlig Klasse, der indenfor sine Rammer viser en paafaldende Overensstemmelse og Ensartethed i alle vigti- gere indre og ydre Bygningsforhold, hovedsagelig frem- kaldt af den fælles særlig fremtrædende og prægende biologiske Faktor, Flyveevnen, medens de talrige andre sær- lige Forhold, derefterhaanden udformer Ordener og Familier, saasom forskellig Levevis, Føde, Opholdssted o. s. v. kun i forholdsvis ringere Grad har formaaet at udspalte Fug- lene i afvigende Typer; hvor f. Eks. Flyveevnen er op- givet eller Hovedvægten er lagt paa Dykning eller andet, kan mindre betydende, ikke synderlig dybtgaaende, Af- vigelser i Legemsbygningen fremkomme, men den alminde- lige Fugletype forlades aldrig og lader sig altid ved første Øjekast erkende; Næbbet, Fjerklædningen og den hele Legemsform holder sig altid som aldrig svigtende Kende- mærker. Ingen anden Hvirveldyrklasse viser en saadan Ens- artethed, hvad deri ikke ringe Grad vanskeliggør Inddelingen R. Hørring: Fugle I. 1 40568 af Jordens mange Fugleformer og talrige Arter og fører til, at Klassificeringen af Fuglene i Ordener, Familier og Slægter maa ske efter Bygningsejendommeligheder, der i og for sig ikke er af synderlig gennemgribende Art og ialtfald langtfra altid i Vigtighed svarer til de Inddelings- grunde, hvorefter de anderledes stærkt udformede Padder, Krybdyr og Pattedyr er grupperede. Fuglene slutter sig i langt de fleste væsentligere Byg- ningsforhoid nærmest til Krybdyrene, til hvilke en Del uddøde Former, som man kender gennem velbevarede Forsteninger, danner en umiskendelig Overgang; Kryb- dyr og Fugle sammenfattes derfor ofte under Navnet Sauropsider. Hvad der særlig prægede Fuglenes Forfædre blandt Krybdyrene og efterhaanden førte dem bort fra den al- mindelige Krybdyrtype, var sikkert deres Lyst og stigende Evne til, under Jagten paa Insekter i Træernes Kroner, at bevæge sig først i Hop mellem Træernes Grene, der- paa i længere, friere og mere svævende Spring, idet de med udspilede Forlemmer søgte at afbøde Nedspringets Voldsomhed; endelig i halvt svævende, halvt flyvendeSpring, idet de stræbte at holde sig oppe i Luften ved at baske med Armene; herunder udvikledes Forlemmerne og disses Muskulatur baade i Størrelse og Styrke; Armen blev bredere og fladere, Hudfolder fremkom mellem Over- og Under- armens Forkanter samt i Armhulerne, og navnlig omformedes Skællene til fjerlignende Dannelser og endelig til virkelige Fjer, blandt hvilke Skælfjerene paa Forlemmernes Bag- kant og Halens Sider naaede den videste Udvikling, saa- ledes at de mægtigt forøgede Fuglenes Evne il at svæve og yde Tryk mod Luften. Da Forlemmernes Muskulatur o» Svingfjerene, i Forbindelse med mangfoldige formaals- tjenlige Forandringer i det øvrige Legeme, havde naaet den Grad af Styrke og Fuldkommenhed, at en virkelig selvstændig Flugt gennem Luften, betinget af Fuglens egen Energi, var mulig, var det første væsentlige Skridt paa Vejen til Fugletypen tilbagelagt. Under den videre Ud- formning op gennem Tiderne viste Krybdyrtænderne sig overflødige; de vantrivedes og forsvandt ganske. Forlemmer- nes, særlig Haandens Benbygning omformedes, idet Fingre- nes særlige Brug overflødiggjordes, og de traadte i Tjene- ste blot som Støtte for Svingfjerene. Kroppen blev kort og sammentrængt, saaledes at Vingerne sad fæstede ved Legemets Tyngdepunkt; Baglemmerne overtog ene Tjene- sten som Bærere af Legemet under Gangen, fik kraftig Laarmuskulatur, men omformedes iøvrigt ikke saa ind- gribende, blot blev Tæerne forlængede og vidt udspilede for at danne en større Støtteflade, eller uddannedes som kraftige Griberedskaber til Brug i Træerne; den oprindelige Skælklædning bibeholdtes kun paa Fødderne; Kroppens Skæl, ogsaa de der ikke direkte anvendtes under Flyv- ningen, omdannedes til løstliggende Fjer, der som daar- lige Varmeledere tjente til at dæmpe Afkølingen og holde Legemet paa den høje Temperatur, der var en nødvendig Følge af de stærkt forøgede Fordringer til Stofskiftet un- der den anstrængende Flyvning; den lange Øglehale med Fjer paa Siderne forkortedes, og Halens Virksomhed som Styreredskab overtoges næsten helt af de lange Halefjer; luftfyldte Rum udviklede sig i stor Maalestok mellem Ind- voldene, i Knoglerne og i Fjerene, og Nutidens Fugletype naaedes efterhaanden. Blandt Overgangsformerne maa særlig fremhæves den ældste kendte, den tandbærende Oldfugl (Archæopte- ryx lithographica H. v. Meyer) fra Juratidens Lag, af hvilken smukt bevarede Rester er fundne i den fine litho- graphiske Skifer ved Solenhofen og Eichstått i Bayern; dens Forlemmer havde endnu fri, veludviklede, klobærende Fortæer, samtidigt med at de bærer virkelige store Sving- fjer, tjenlige til Svæveflugt eller maaske til virkelig Flyv- ning; Ribbenene var smalle og krybdyragtige, Bækkenet ikke udformet som hos Fuglene, og Halen meget lang og øgleagtig med ca. 20 frie Hvirvler og en Række store vifte- formet udbredte Fjer ned ad hver Side. Fra Kridttiden kendes endel tandbærende Fugle, der imidlertid i deres øvrige Bygning staar Nutidens ret nær. Til Oplysning om Nutidsfuglenes Legemsbyg- ning, hvorunder særlig er taget Hensyn til vore nordiske Fugle, maa følgende tjene: Skelettets Knogler er meget faste, haarde og glatte, men paafaldende lette; Flugten i Luften gør det nødvendigt at undgaa al overflødig Vægt; saa godt som alle er de nemlig hule, kun Over- fladerne er haarde og stærke, dannende en Skal, der er fast afstivet ved talrige tynde Benbroer og Piller, der gaa paa kryds og tværs gennem Knog- lernes hule Indre. Meget ofte er Knoglerne end- yderligere luftfyldte, idet deres Hulrum i Stedet for af Marv udfyldes i større eller mindre Grad af Luftsække, hvis yderst tynde Vægge beklæder Knoglens Indervægge ud i de mindste Kroge; disse Luftbeholdere staar da ved Kanaler gennem Huller i Knoglens VæggQ i Forbindelse med Aande- drætsorganerne. Hovedskallens Knogler faar deres Luft fra Næse- og Trommehulen, Kroppens og Lemmernes Knogler fra Lungerne og de med dem i Forbindelse staaende Luftsække. Luftfyldte er saaledes som Regel ialtfald Hvirvlerne, Ravne- næbsbenene, Brystbenet, Overarmene og Laar- knoglerne samt den største Del af Hovedskallens Knogler, de øvrige kan være mere eller mindre marvfyldte, hvilket hos Ungerne er Tilfældet med alle Knoglerne; først med Alderen trænger Luft- kanalsystemet ud i disse og fortrænger Marven; dels herpaa og dels paa Knogleoverfladens porøse og svampede Bygning kan paa Skelettet Ungfuglen skelnes fra den voksne. Knoglernes Luftholdighed (Pneumaticitet) fin- des udviklet i højst ulige Grad hos de forskellige Fuglegrupper; mest fuldkommen og smukkest ses den f. Eks. hos Sulen og Natravnen samt hos mange Rovfugle, hvor endog Taaleddene er me- get pneumatiske; mindst luftfyldte er Knoglerne hos mange dykkende Fugle, men helt direkte sy- nes Pneumaticiteten dog ikke at staa i Forhold til Flyveevnen; udmærkede Flyvere, som Maager og Mursejlere, har saaledes i stort Omfang marv- fyldte Knogler, medens t. Eks. Strudsenes kan være meget luftfyldte. Angaaende de vigtigste Knoglers Stilling og Sæde i Skelettet henvises til hosstaaende Fig. 1. Fig. 1. Skelet af Rovfugl. (Efter Reichenow). 1. Hovedskal. 2. Halshvirvler. 3. Ryghvirvler. 4. Bækken. 5. Halehvirvler 6. Haleben (bestaaende af sammenvoksede Hale- hvirvler). 7. Ribben. 8. Brystben. 9. Gaffelben. 10. Ravne- næbsben. 11. Skulderblad. 12. Overarmsben. 13. Albueben. 14. Spoleben. 15. Haandrodsben. 16. Mellemhaandsben. 17. Tom- mel. 18. 2den Finger. 19. 3dje Finger. 20. Laarben. 21. Skinne- og Lægben. 22. Mellemfod (Tarse). 23. Bagtaa. 24. Indertaa. 25. Mellemtaa. 26. Ydertaa. 6 Hovedskallen (cranium) er sammensat af mange Knogler, der for en stor Del vokser helt sammen med Alderen, som Regel saa fuldstændigt, at ikke engang Re- ster af Sømmene kan ses hos de udvoksede Individer; Fuglene naar allerede i Løbet af deres første halve Leve- aar, eller for Smaafuglenes Vedkommende allerede i Lø- bet af nogle Maaneder, deres fulde Størrelse, saaledes at de enkelte Knoglers Vækst er afsluttet og Sømmene, hvor Forøgelsen særlig sker, dermed er overflødige. Hos mange Hønsefugle vokser dog f. Eks. Ansigtsknoglerne Fig. 2. Hovedskal af en And, set ovenfra og nedenfra. 1. Mellemkæben. 2. Aabning ind til Næsehulen. 3. Overkæben. 4. Ganeaabningen. 5. Næseben. 6. Taareben. 7. Kindbue. 8. Tindingepladen. 8 a. Forreste Tindingebensfremspring. 9. Pande- ben. 10. Isseben. 11. Over-Nakkeben. 12. Overkæbens Gane- udvækst. 13. Ganeben. 14. Plovskærben. 15. Vingeben. 16. Led- ben. 17. Bag-Kileben. 18. Undér-Nakkeben med Nakkeledknuden. 19. Side-Nakkeben. 20. Nakkehullet. (Efter Marshall). sent eller aldrig sammen. Øjenhulerne er meget store, som Regel aabne nedadtil, dog har f. Eks. Snepper og Bekka- siner helt lukket Øjenring; de Dele af Hjernekassen, der ligger mellem Øjenhulerne, er stærkt sammentrykte til en tynd Øjenhuleplade, oftest gennembrudt af hinde- klædte Vinduer. Hjernekassen er snart næsten helt afrun- det og glat uden synderlig fremtrædende Muskelkamme (Ænder, Skrigefugle, Rovfugle, Spurvefugle og mange Vadefugle o. a.), snart har den mægtige Tværkamme for Tygge- og Nakkemuskler (Skarve, Alke- og Maagefugle, Lommer o. m.a.); Hulrummet for Hjernen er, sammenlignet med andre Hvirveldyrs, overordentlig stort. De enkelte Knogler, hvis Grænser altsaa lettest erkendes hos de ganske unge Fugle, ses paa hosstaaende Fig. 2. Overnæbbet bestaar for den største Del af de to allerede meget tidligt til en Knogle sammenvoksede Mellem kæbeben (intermaxillaria), der danner hele Yder- delen af Næbbet og ofte saa godt som hele Næbkanten; bagtil sender Mellemkæben foroven en lang smal, oftest kløftet, Gren op mellem Næsebenene til Pandebenene. Overkæbebenene (maxillaria) er betydelig min- dre, ofte endog, som hos Hønsefuglene, ganske smaa, og ligger paa hver Side bag Mellemkæbebenet; ved en op- stigende Gren vokser de sammen med Næsebenene, med en bagudrettet Gren staar de i Forbindelse med den tynde Kindbue. Næsebenene (nasalia), der er- meget store og brede, omfatter Næseborene bagtil; en fremadrettet Gren vokser sammen med Mellemkæben, en nedadrettet med Overkæben, medens brede, flade Plader bagtil skyder sig op paa Pandebenene. Taarebenene (lacrymalia) er ofte ret store og hjælper til at afgrænse og beskytte Øjenhulen fortil; de fæster sig paa Siden af Næsebenene, vokser som Regel ikke fast, men danner en fri Knogle; hos Rovfuglene dækker en bagudrettet flad Gren, hvortil ofte yderligere s er fæstet en Benplade, hen over Øjet og tjener som Støtte for disse Fugles ejendommelige Øjenbryn; hos Spurve- fuglene er de derimod smaa og ligger ret skjulte. Pandebenene (frontalia) er store og danner den største Del af Hjernekassens Overside; bag dem danner Issebenene (parietalia) dens øvre Bagvæg. Tindinge- pladen (squamosum) paa Hjernekassens Side er ret stor, bærer nedadtil Ledfladen for Ledbenet og gaar fremadtil ud i en fremadragende Spids, der i større eller mindre Grad lukker og skærmer Øjenhulen bagtil og nedadtil. Nakkehullet (foramen magnum) er stort, begræn- ses opadtil af Over-Nakkebenet (supraoccipitale), paa Siderne af Side-Nakkebenene (exoccipitalia) og paa Hovedskallens Underside af Under-Nakkebenet (ba- sioccipifale), som bærer Nakkeledknuden (condylus occipitalis), der imidlertid ogsaa delvis dannes af Side- Nakkebenene. Hjernekassens Underside dannes væsentligst af det store, sammensatte og uregelmæssigt formede Bag-Kile- bens Grunddel (basisphenoideum); dets opstigende Vin- ger (alisphenoidea) danner Øjenhulens Bagvæg, og dets fremadrettede kølformede Spids danner Underkanten af Skillevæggen mellem Øjenhulerne, hvorpaa Vingebenenes Ledflader glider. For-Kilebenet (præsphenoideum) dan- ner sammen med det foran og ovenover liggende Siben (ethmoideum), der støder op til Næsehulen, den øvrige Del af Skillevæggen mellem Øjenhulerne, men alle disse Knogler vokser tidligt sammen og lader sig vanskeligt er- kende uden just paa Ungerne. Mundhulens Loft dannes fortil af Overnæbbet, læn- gere tilbage derimod hovedsagelig af de parrede, elastiske Gane ben (palatina), der hos Fuglene har en yderst for- skellig Form og derfor i udstrakt Grad har haft Betyd- ning ved Klassens systematiske Inddeling; fortil er de sammenvoksede med Overnæbbets Overkæbeben, bagtil er de frie, men støtter sig og glider paa Øjeskillevæggens Underkant; mellem Ganebenene ligger det lange, smalle, sammentrykte Plovskærben (vomer). Ved deres Bagender staar de i Ledforbindelse med de parrede, helt frie Vinge- ben (pterygoidea), stavformede Knogler, der atter bagtil er indleddede paa Ledbenene (sml. Fig. 2). Vingebenene kan hos adskillige Fugle (Duer, Høns, Ænder o. a.) have en tydelig Ledflade mod Øjeskillevæggen. Led- benene (quadrata), der paa Undersiden bærer en stor Led- flade for Underkæben, er korte, kraftige, uregelmæssigt formede, frie Knogler, der i deres øverste Ende er ind- leddede paa Hjernekassens Underside og saaledes dan- ner et indskudt Element mellem Kæbe og Hjernekasse. Paa hvert Ledbens Inderside er, som nævnt, et Vinge- ben indleddet, og paa Ydersiden staar det endelig ved et tapformet Led i Forbindelse med den tynde og stive Kindbue; hvert Ledben staar saaledes ved to Benbroer — Kindbuen og Vinge-Ganebenene — i Forbindelse med Overnæbbets underste Bagkant. Ved hele denne Konstruktion faar Mundloftets Knog- ler en meget betydelig Bevægelighed, der kommer Fuglen til Nytte, naar Munden aabnes; idet nemlig Underkæben ved Muskelkraft aabnes, vugges Ledbenenes nederste Ende fremad; denne Bevægelse forplantes gennem de to Benbroer til Overnæbbets underste Bagrand, der skubbes fremad, hvorved Overnæbbets Spids løftes i Vejret og alt- saa tillader Fuglen at gabe betydelig højere. Denne Op- adbøjning af Overnæbbet er endelig mulig, fordi Næse- benene og Mellemkæbegrenen er tynde og bøjelige efter en Tværlinie ved Næbroden. Ledbenenes Bevægelighed udad til Siderne tillader hos mange Fugle en betydelig Udvidelse af Svælget under Synkning af større Gen- stande. Underkæben bestaar af mange, ikke altid helt sam- menvoksede, Knogler; hver Næbside saaledes af 5, hvoraf det forreste (dentale) er langt det største og danner det egentlige Undernæb, idet det allerede meget tidligt smel- ter fast sammen med det tilsvarende i den anden Kæbe- halvdel til en stor V-formet, uparret Knogle; en af Knog- 10 lerne (articulare) bærer Ledfladen mod Ledbenet, en an- den (angulare) danner det bageste Hjørne af Under- kæben. Tungebenet (hyoideum) er meget forskelligt for- met; det falder i et længdestillet Midtparti, delt i 2 eller 3 Stykker; et forreste bredere, ofte pil- formet, med et Par bagudrettede Spidser (forreste Tungebenshorn), bærer den egentlige Tunge, et mellemste stav- formet, der bærer et Par lange 2- eller 3-leddede bageste Tungebenshorn, og et bageste lige Stykke, ofte ganske lille. Tungebenet er ikke, som hos Patte- dyrene, indleddet paa Hovedskallen, men de lange Horn strækker sig, fæstede i en Muskelskede, op om Hovedskallens Bagside; hos Fugle, der kan strække Tungen særlig langt ud, som f. Eks. Vendehals og Spetter, er Tungebenshornene umaadelig lange og tynde og strækker sig hen over Issen lige til Næbroden eller endog ud paa Næbbet. Hvirvelsøjlen bestaar hos Fug- lene af et meget vekslende Antal Hvirvler, størst hos de langhalsede Former, saaledes har Svanerne indlil 56 eller flere, mindst hos de smaa Spurvefugle, hvor Tallet kan synke til ca. 35; heraf udgør Halshvirvlerne hcs de nævnte Grupper hen- holdsvis fra 25 til 18, men deres Tal er ikke synderlig konstant, end ikke hos Individer af samme Art; ved sad- delformede Ledflader faar Halsen en ganske overordent- lig Smidighed og Bevægelighed i alle Retninger. Hals- hvirvlerne bærer smaa, fastvoksede, bagudrettede Ribben, størst paa de bageste, hvorved Grænsen mellem Hals- og Brysthvirvler bliver udflydende og vilkaarlig; til Hals- hvirvlerne henregner man gerne saadanne, hvis Ribben Fig. 3. Tungeben af Høne. g, b, u. Forreste, mellemste og bageste Tungebensknogle. c. Forreste Tungebens- horn. t. Bageste Tun- gebenshorn. (Efter Lutken). 11 ikke er ledforbundne med Brystbenet. En lignende stærk Variation i Tallet gør sig ogsaa gældende i de andre Hvirvelafsnit. Brysthvirvlerne, hvis Tal veksler mellem 3 (Suler, Skarve, Natravn) og 8 (Alke, Rikse), bærer alle Ribben og er mere eller mindre inderligt forbundne ved de brede Torn- og Tværtappe, der staar i Forbindelse med hverandre og danner Længdelister; ofte er de helt sammenvoksede indbyrdes og med de mange Hvirvler, der indgaar i det store, stærkt forbenede Bækkenparti; dette omfatter foruden alle Lændehvirvlerne og de ægte Bækkenhvirvler ogsaa en stor Del af de forreste Hale- hvirvler, saaledes at det lange Bækken indeholder 11 — 20 Hvirvler. Den frie Del af Halen er kort men ret bevæge- lig, i Spidsen gerne opadbøjet, tilsyneladende bestaaende af 5 — 8 Hvirvler, af hvilke dog den yderste, der danner en stor sammentrykt Plade, Halebenet (pygostylus), ved nøjere Undersøgelse viser sig at bestaa af indtil !0 sam- mensmeltede Hvirvler, et Forhold der let erkendes hos Fosteret, hvor de endnu ses adskilte. Ribbenene (costæ) deles i ægte og uægte, efter- som de staar i Forbindelse med Brystbenet eller ikke, og er fæstede til Hvirvlerne ved 2 Ledhoveder; de er som Regel ret brede og flade og bestaar af 2 ved Led for- bundne Dele, der møder hinanden i en bagudrettet spids Vinkel; de bærer hver paa deres øverste Del en bagud- rettet flad Skraatap, der hviler udenpaa det bagved- liggende Ribben, hvorved Brystkassen faar større Fast- hed mod Tryk udefra; hos Ungerne viser den sig som en særlig Knogle, adskilt fra Ribbenet ved en Søm, der forsvinder med Alderen. Meget lange Ribben, der ligger knæbøjede helt ned ad Bughulens Sider, findes hos mange dykkende Fugle (Alke, Dykænder). Ribbenenes stærke Vinkelbøjning har Betydning for Fuglenes kraftige, dybe Aandedræt, der fordrer en meget betydelig Udvidelse af Brystkassen under Indaandingen. De ægte Ribbens Tal veksler mellem 2 og 9; Fugle med lang Krop, f. Eks. Lommer og Svaner, har flest, almindeligst findes 4—6. 12 Bækkenet, der som Regel er rummeligt, stort og bredt, sjældnere langt og smalt (Lommer, Alke o. a.), er altid helt aabent nedadtil og bestaar som hos de andre højere Hvirveldyr af 3 Knogler paa hver Side. Langt den største af disse er Hoftebenet (ilium), der som en lang, bred, flad og ret tynd Knogle ligger øverst paa hver Side af Rygraden og er sammenvokset og helt sammen- smeltet med Bækkenhvirvlernes Tværtap-Spidser, saa- ledes at en Række Huller mellem Tværtappene ofte lades aabne; Forenden er som Regel konkav paa sin Overside, skyder sig ofte op over Hvirvlerne og mødes næsten med Hoftebenet fra den anden Side. Bagenden er hvælvet om den som Regel meget rummelige Bækkenhule. I sin Underkant bærer det Ledskaalen for Laarknoglens Led- hoved; i denne Ledskaal støder det sammen med det bagudrettede store, brede Sædeben (ischium) og det derunder siddende, ligeledes bagudrettede, lange smalle Skamben (pubis), der snart rager lige bagud, snart bagtil bøjer sig indad og med sin Bagende næsten mødes med det andet Skamben; alle disse 3 Knogler deltager altsaa i Dannelsen af Hofteskaalen. Medens Sædebenet er mere eller mindre sammenvokset i sin Overkant med Hofte- benet, er Skambenet næsten altid omtrent frit i hele sin Længde, ofte blot helt (Rovfugle) eller bagtil forbundet med Sædebenet ved en Søm (Ænder, Spurvefugle o. m. a.). Mellem de sammenvoksede Bækkenben lades altid større eller mindre hindedækkede Vinduer aabne. Brystbenet (sternum) bestaar af kun 1 kraftig for- benet, skjoldformet hvælvet Knogle, der er meget stor og dækker hele Brysthulen og ofte ogsaa en stor Del af Bughulen. Ned ad sin Midtlinie bærer det en større eller mindre, meget kraftig Benkam, højest i sin forreste, la- vere i sin bageste Del; denne Brystbenskam (crista sterni) tjener i høj Grad til at forøge Brystbenets Over- flade, hvortil en meget stor Del af de mægtige Flyve- muskler fæster sig; størst og kraftigst er den derfor hos de gode og udholdende Flyvere og mangler kun hos For- 13 mer med reducerede Vinger (Strudsene). Brystbenets Form er meget vekslende hos de forskellige Fuglegrup- per, snart kort og bredt (Stormfugle), snart langt og smalt (Alkefugle); dets Bagkant bærer ofte 2 eller 4 hindedæk- kede Udsnit, der nu og da er lukkede bagtil og danner Vinduer eller hos andre (Høns, Rikser) er meget store og dybe, næsten spaltende hele Brystbenets Sidedel. Paa Sidekanterne findes en Række smaa Ledflader, hvortil Ribbenene er fæstede; Forkanten bærer to lange, smalle tværstillede Ledflader, en for hvert Ravnenæbsben (coracoideum); disse to kraftige, lige Knogler støtter med deres modsatte Ender Skulderleddene, der yderligere holdes i Stilling og ude fra hinanden ved det mellem Ravne- næbsbenene liggende Gaffelben (furcula); denne V- eller U-formede Knogle, der er sammensat af de to sam- menvoksede Nøgleben, er med sine to øvre Ender fæstet til Skulderleddene, medens dens nedadvendte Vinkelspids ved Senebaand er fæstet til Brystbenskammens Forkant; hos Suler og Skarve danner der sig her. Ledforbindelse, eller Knoglerne vokser endog sammen paa dette Sted. Skulderbladet (scapula), der som den tredje Knogle støtter Skulderleddet, er langt, smalt og sabelformet, uden Kam og ligger rettet bagud, parallelt med Rygraden, fastheftet ved Muskler til Brystkassens Overside. Fuglenes Uddannelse som Flyvere viser sig natur- ligvis tydeligst i Forlemmernes Omdannelse til Vinger. Overarmsknoglen (humerus), der ved en meget stor, afrundet Ledflade er fæstet til det aabne Skulderled, er som Regel ret langstrakt og bærer nær sin kropnærmeste Ende en kraftig Udvækst eller Køl til Hefte for Bryst- musklerne; en særlig kort, tyk Overarm findes hos Fugle, hvor Vingens Længde er frembragt ved særlig Udvikling af Haanden (Mursejlere). Af Underarmens to lange Knogler er Albuebenet (ulna) langt det kraftigste og bærer paa Oversiden en Række smaa Benknuder, Mær- ker efter Armsvingfjerenes Fæste. Spolebenet (radius) er tyndt og spinkelt, frit i hele sin Længde. Haandroden 14 bestaar hos den voksne Fugl kun af 2 frie Knogler (ulnare og radiale); de øvrige, der er anlagte hos Fosteret, smelter sammen med Mellemhaandsknoglerne. Haanden er lang og smal, dannet af de meget om- formede Rester af 1ste, 2den og 3dje Finger, altsaa af Tommel- Pege- og Langfingeren, samt af deres sammen- voksede Mellemhaandsben (sml. Fig. 1); af disse er Tom- melens meget kort, de andre lange og kun sammenvok- sede i dåres Yder- og Inderende, dannende en ofte affladet Knogle. Den korte Tommel er fri, Pegefingeren ret lang, kraftig og bred, 2- eller 3-leddet; Langfingeren gan- ske kort og lille, oftest kun 1-leddet, og lægger sig op til Pegefingeren, med hvilken den er ubevægeligt forbun- den. Tommel- og Pegefinger bærer ikke helt sjældent en lille Klo, oftest tydeligst hos Ungerne. I Hvile lægges Haanden ned langs Underarmen, saaledes at Haandens Inder- kant med Tommelen vender udad, bort fra Albuebenet. Benet bestaar af et forholdsvis kort fremadrettet Laarben (fem.ur), dybt indleddet med et Kugleled i Hofteskaalen; af Underbenets Knogler er Skinnebenet (tibia) langt det største og tykkeste, forsynet med kraf- tige Muskelkamme, Lægbenet (fibula) derimod spinkelt, navnlig i sin nederste Ende reduceret til en tynd Splint, sammenvokset med Skinnebenets Yderside. En Knæskal er tilstede. Fodrodsknogler findes tilsyneladende ikke hos den voksne Fugl; Forholdet er, at af Fodrodsknog- lerne, der let kan erkendes hos den ganske lille Unge, smelter den øverste Række helt sammen med Skinne- benet, den nedre med Mellemfodsknoglen, og de danner saaledes Ledfladerne mellem disse to Knogler. Foden har en ejendommelig Bygning, idet de lange Mellemfods- ben, hørende til 2den, 3dje og 4de Taa, er sammen- voksede til en som Regel lang og ret slank Knogle (tarso— metatarsus), hvori altsaa ogsaa, som nævnt, den nederste Række Fodrodsben indgaar; denne meget sam- mensatte Del af Foden kaldes hos Fuglene almindeligt Tarsen; hos Fosteret (sml. Fig. 4) ses alle de nævnte 15 Dele endnu adskilte, endog Anlæg til en 5te Taa kan spores, men hos de voksne kan Tarsens Oprindelse oftest kun erkendes paa de 3 veladskilte Ledflader for Fortæerne; lste Taas Fodrodsknogle er kort og fæster sig paa Tarsens Bagside. Af Tæerne mangler altid den yderste (5te); lste Taa er oftest kort og 2-leddet, som Regel bagudvendt, de 3 andre er fremadvendte (Fortæer); 2den (Indertaaen) er 3-leddet, 3dje (Mellemtaaen), der som Regel er den længste, 4-leddet, og 4de (Ydertaaen), der er af meget vekslende Længde, 5-leddet; alle Tæernes yderste Led er klobærende. Muskulaturen er overordentlig kraftigt udviklet, særlig de Muskler, der staar i Flyvningens Tjeneste; ogsaa Bagbenenes Muskulatur er stærkt ud- viklet, særlig hos de Arter, der er gode Løbere, Svømmere eller, som Rovfug- lene, bruger Baglemmerne som Fangst- øVre og nedreRække redskaber. De svære Muskler er i det sammensmeltede hele, saa vidt muligt, samlede paa Krop- pen og de inderste Dele af Lemmerne, medens lange, stærke Sener, der glider i Skeder og over Ledflader, gaar ud i Vinger og Fødder. Af de 3 store Brystmuskler, der under Flyvningen bevæger Vingen op og ned, udspringer den største (musculus pectoralis major) fra Gaffelbenet, den ydre Del af Brystbenskammen samt den ydre og bagre Del af Brystbenspladen og fæster sig med sin anden Ende ved en yderst kraftig, kort Sene paa Undersiden af Overarmens store Kam; denne Muskel tvinger Vingen nedad under Flugten; heri bistaas den af en langt mindre Muskel, der udspringer fra den forreste Del af Brystbenet og Ravnenæbsbenet. Vingens Løftning foregaar ikke, som f. Eks. hos Flagermusene, ved Muskler Fig. 4. Fod af Fugle- foster, v. Nederste Ende af Laarben. x. Skinne- ben, y. Lægben. z. Fodrodsknogler. a. De endnu adskilte Mellemfodsknogler. (Her efter Lutken). 16 fæstede til Skulderbladet og Ryggen, men derimod ved en stor Muskel (m. supracoracoideus), der er fæstet paa Brystbenspladens indre Del og Kammens Roddel, altsaa under den store Bøjemuskel, og derfra løber fremad og ved en Sene, der ledes over en Knoglekant gennem en Benkanal, fæster sig til Oversiden af Overarmens Kam; denne Muskel har ofte en anden, oftest lysere, Farve end Bøjemusklerne, hvilket forøvrigt tydeligst ses paa en stegt Fugl. Brystmusklernes Omfang er ikke et ligefremt Udtryk for Fuglens Flyveevne; størst er de hos Fugle med smaa Vinger, der bevæges hurtigt, relativt mindst hos store Fugle med svævende, glidende Flugt. Nervesystemet er ejen- dommeligt ved den kolossale Udvikling af Hjernen, særlig af Forhjernen,der navnlig hos Smaa- fugle er ganske uforholdsmæs- sig stor; Baghjernen, der ogsaa Fig. 5. Hjerne af Due. er stor, er paa sin midterste, Set fra oven. f. Forhjerne, langstrakte Del tværfuret; Midt- mi. Midthjerne b. Bag- hjernen har 2 store, sidestillede hjerne, k. Kongelen. 1. Lugte- kolbe, r. Rygmarv. (Efter Lapper. Boas). Særlig fin Følelse haves ofte i Næbhuden, hvor denne, som f. Eks. hos Ænder og mange Vadefugle, navnlig hos Snepper og Bekkasiner, er blød, idet Nerverne her ender i smaa, kompliceret byggede Følelegemer, der er meget fintmærkende overfor Tryk og er Fuglen til Hjælp, naar den søger sin Føde i Dynd og Sand. Øjnene er stærkt udviklede, særlig hos Smaafugle udmærkende sig ved mægtig Størrelse; Synet er derfor altid fortrinligt, og Fuglene formaar at se skarpt selv paa lange Afstande. Øjnene sidder som Regel vendte ud til Siderne og er oftest ret fremstaaende; hos Ugler er de derimod drejede stærkt fremad, og disse Dyr bruger 17 derfor altid begge Øjnene samtidigt, naar de betragter en Genstand. Øjeæblet er som Regel næsten rundt, dog er den ydre Del mere eller mindre stumpt kegleformet fremhvælvet; det er omgivet af en tyk og sejg Senehinde, der fortil er delvis forbenet, idet et meget vekslende Antal smaa, flade Knogler (10— 17) sidder i en Krans og danner en støttende Ben- fing om Hornhinden. Pu- pillen er altid rund, omgivet af en Regnbue- hinde (Iris), der alminde- ligst er brunlig, men ofte, ialtfald hos de voksne Fugle, er pragtfuldt farvet, gul, grøn, rød, hvid, blaalig o. s. v. Linsen er snart ret Fig. 6. Øje af Ugle. 1. Hornhinden. 2. Linsen. 3. Græn- sen for Nethinden. 4. Kammen. 5. Synsnerven. 6. Senehindens for- benede Øjering, i Gennemsnit. (Her efter Brehm). uden dog nogensinde at være kuglerund; paa Øjets indre Bagvæg, der er dæk- ket af Nethinden, sidder ved det Sted, hvor Synsnerven træder ind i Øjet, en ejendommelig, fremstaaende Fold eller Kam (pecten), der rager langt ind i Glaslegemet henimod Linsen; den er mørk eller sortfarvet, stærkt foldet, med 3—30 Længdefolder; den angives bl. a. at ernære Glaslege- met gennem sit rige Aarenet. Af Øjelaagene er særlig det nedre stærkt udviklet og kan løftes op foran Øjet; det er snart helt nøgent, snart fint dunet og bærer ofte børste- agtige Øjenhaarsfjer. Fra forreste Øjekrog kan en ejen- dommelig tynd, gennemsigtig Blinkhinde ved en sær- lig Muskel drages tilbage hen over Øjet; smukkest er dette udviklet hos Uglerne. Taa re kirtel findes altid som et lille rundt, rødt Legeme siddende bagtil i Øjen- hulen, mundende ud i bageste Øjekrog; ogsaa i Øjets indre (forreste) Krog munder en noget lignende, større, R. Hørring: Fugle I. 2 18 uregelmæssigt formet, gullig Kirtel (Harderske Kirtel), der aabner sig under Blinkhinden og afsondrer en tynd Slim. Lugtesansen synes som Regel ikke synderlig ud- viklet, omend en Gradsforskel i Næsehulens og Lugte- kolbernes Udvikling ofte viser sig; saaledes er disse sær- lig store og veludviklede hos Stormfuglene. Næseborene sidder i Regelen nær Næbbets Grund eller, som hos Æn- derne, ud mod Næbbets Midte; ydre Næsebor mangler helt hos Skarve og Suler. Skillevæggen mellem Næseborene er fuldstændig og helt lukket hos mange Fugle f. Eks. hos Rovfugle, Stormfugle, Hønsefugle, Duer o. m. a.; gennembrudt, saaledes at der er Adgang fra det ene Næsebor til det andet, er Skillevæggen hos mange andre f. Eks. hos Andefugle, Lommer, Hejrer, Vadefugle, Maa- ger. Ofte er Næseborene dækkede af stive Børster, der hindrer Fremmedlegemer i at trænge ind i Næsehulen. Paa den indre Næsehules ydre Væg findes en fremsprin- gende, ofte spiralformet oprullet Fold (Næsemusling). Ind i Næsehulen munder Udførselsgangene fra de ejendom- melige Næsekirtler, der, naar de er stærkt udviklede, som Tilfældet er hos Fugle, der færdes meget i og ved Vand, strækker sig helt op paa Pandebenene og hen over Øjenhulerne (Maager, Alke, Lommer, Ænder o. m. a.); hos Spurvefuglene er de som Regel ganske smaa og ligger skjulte bag Næsehulen, lidt større er de dog f. Eks. hos Vandstæren. Heller ikke Smagsevnen vides at være særlig stærkt udviklet; dog mangler Smagsorganer ikke, men findes paa Bagtungen og i Svælget. Tungen er oftest paa sin forreste Del mere eller mindre hornklædt, paa sin bagerste Del dækket med bagudrettede Hornpapiller, Fryn- ser og Vorter, meget varierende i Form og Størrelse hos de forskellige Grupper; mest kødfuld og bred er den hos Andefuglene. Langnæbbede Fugle har jævnlig ganske kort Tunge, saaledes er Storkens og Pelikanens ganske ubetydelig. 19 Øret er som Regel blot en simpel, ret stor, rund Aabning, dækket af smaa, bagudrettede, løse Fjer, Øre- dækfjerene; hos Uglerne findes derimod en stor, fjer- bremmet Hudfold foran Øret, dannende en stor Klap, der, naar Fuglen vil lytte, løftes og derved blotter hele den mægtig store, ydre Øreaabning. Øregangen er kort, Trommehinden stor, næsten rund; fra denne gaar en en- kelt lang, tynd, stavformet Øreknogle (stapes) ind til Labyrinten; i sin indre Ende bærer den en Plade, der fæster sig paa Labyrintens ovale Vindue; denne har 3 store Buegange, der ligger fast indkapslede i Hovedskal- lens omgivende Knogler. Fra Trommehulerne til Mund- hulen gaar de eustachiske Rør, der forener sig, før de aabner sig i Mundhulens Loft bag de indre Næsebor. At regne efter Ørets Udvikling maa Fuglene i Almindelighed have en god Hørelse, hvilket iøvrigt deres Opførsel ude i Naturen ofte bekræfter; Uglernes Hørelse er aabenbart ganske overordentlig fin. Som hos andre Hvirveldyr sy- nes Buegangene at have særlig Betydning for Balance- forholdene, og beskadiges det indre Øre, mister Fuglen sin Ligevægt, særlig under Flugten. Aaresystemet er kraftigt udviklet; Hjærtet, særlig hos Smaafuglene, uforholdsmæssigt stort og muskuløst. Aorta, Hovedarterien, der fører Blodet fra Hjertet og af- giver Grene til de forskellige Dele af Legemet, gaar fra venstre Hjertekammer i en Bue tilhøjre. Kredsløbet er fuldstændigt, uden Blanding af iltet og ikke iltet Blod, saaledes at det iltede (arterielle) Blod fra Lungerne gaar ind i venstre Forkammer, derfra ind i venstre Hjerte- kammer, hvorfra det pumpes gennem Aorta ud i Lege- met; som afiltet (venøst) Blod føres det fra Legemet ind i højre Forkammer, derfra ind i højre Hjertekammer og fra dette atter ud i Lungerne til Iltning. Blodlegemerne er ovale, flade med tykkere Kanter og en tydelig Kærne i Midten; de er størst hos Strudsene, mindst hos Koli- brierne, gennemgaaende er de langt større end Patte- dyrenes. 2* 20 Aandedrætsorganerne og de i Forbindelse med dem staaende Luftrum og Luftkanalsystemer er særlig veludviklede hos Fuglene, hvilket jo er forstaaeligt, naar Hensyn tages til det stærke Stofskifte, særlig under Flyv- ningen. I en Længdespalte ved Tungens Grund munder Luftrøret (trachea), der ikke sjældent er endel læn- gere end Halsen og derfor ligger i Bugter og Slynger^ før det træder ind i Bryst- hulen; hos nogle langhal- sede Former, som visse Svaner og Traner, gaar saa- danne meget store Slynger dybt ind i den hule Bryst- benskam. For at hindre Sam- mentrykning er Luftrørets Vægge styrkede ved talrige,, tætliggende, flade, forbenede Bruskringe, hvis Tal hos langhalsede Fugle kan naa op til ca. 350; Udvidelser paa Luftrøret er ikke sjældne,, findes f. Eks. hos Andefugle- nes Hanner. Luftrørets nedre Ende delersig forrest i Bryst- hulen i 2 Grene, en til hver Lunge; ved Delingsstedet ligger det saakaldte Nedre Fig. 7. Luftrør og Lunger af Due. 1. Kro. 2. Spiserør. 3. Tvær- snit af Brystbenets forreste Side- del. 4. Hvirvelsøjle. 5. Luftrør. 6. Nedre Strubehoved. 7. Luft- rørsgren. 8. Lunger. 9. Mundinger ud i Luftsækkene. 10. Muskel fra Luftrøret til Brystbenet. 11. Sangmuskel. (Efter Røseler og Lamprecht). Strubehoved (syrinx), der ofte er meget kompliceret bygget og som lydgivende Organ overtager det egentlige Strubehoveds Funktion, idet dette er lille og simpelt bygget, uden Stemmebaand. Naar Fuglen- støder Luften ud af Lungerne, frembringes Lyden ved Vibreren af Hinder, der paa forskellig Vis er udspændte imellem de omformede Benringe ved Delingsstedet; ved 21 Sangmuskler, der gaar fra Luftrøret til Hindernes Rammer, strammes eller slappes Hinderne, hvorved de forskellige Toner fremkommer. De fleste Fugle har kun et Par, de ægte Sangfugle dog op til 7 Par Sangmuskler (m. broncho— tracheales), andre mangler dem helt. Meget stor Varia- tion er det nedre Strubehoveds Bygning underkastet hos de forskellige Fugle; Storke mangler det helt;! hos Ande- fuglenes Hanner findes paa Siderne af Stemmeapparatet ejendommelige Bentrommer med et eller flere hinde- dækkede Vinduer. Almindelig kendt er det, hvor forskel- lig og mangeartet Fuglenes Stemme er, faa eller ingen er ganske stumme. Lungerne, en paa hver Side, er meget tyndvæg- gede og svampede, ikke synderlig store og aldrig delte i Lapper som hos Pattedyrene; de ligger tæt og fast op ad Brysthulens Rygvæg, skydende sig ud i Rummene mel- lem Ribbenshovederne. Hovedgrenen (bronchus) fra Luft- røret fortsætter sig i omtrent lige Linie gennem hele Lungen, idet dens Bruskringe stadig bliver svagere, og fra den udgaar mange mindre Grene, Bronchierne, der atter bærer en Mængde smaa Sidegrene, hvorfra de fine Luftkapillærer udgaar, hvori det egentlige Stofskifte, Blo- dets Iltning, foregaar. Aandedrættet foregaar hos Fuglene, der mangler et veludviklet Mellemgulv, ved at Brystbenet løftes, hvorved Brysthulen forstørres saaledes, at Lun- gerne udvides og indsuge Luften. Hovedluftrørsgrenene og nogle af de større Bronchier aabner sig i deres Ender gennem store, runde Huller ud i de store, ejendommelige Luftsække, der hos Fuglene er meget stærkt udvik- lede og viser sig som yderst tyndvæggede, næsten blot hindeklædte, store Hulrum, der, fyldte med Luft fra Lun- gerne, hovedsagelig ligger i Krophulen mellem Kropvæg- gen og Indvoldene, skydende sig ind mellem disse, ud mellem Musklerne og endog ud under Overhuden. Der findes som Regel 9 større Luftsække; de ses allerede hos Fosteret som smaa Udposninger eller Blærer, udgaaende fra Lungerne, og de vokser stadig under Dyrets Vækst, 22 skydende sig ud mellem de andre Organer; nu og da bærer de en svag Muskulatur, der ved sin Sammentræk- ning hjælper til at tømme Luften ud. Luftsækkene er stærkt vekslende i Form, jævnlig delvis sammensmeltede,. ofte delte i flere mindre Rum Lige under Huden ligger for- rest i Brysthulen, mellem Gaffelbenets Grene og uden- om Luftrøret en oftest uparret Luftsæk, der sender Grene ind i Brystbenets Forende; ved en Kanal paa hver Side staar den i Forbindelse med de to Sække, der paa hver Side ligger ned ad Bryst- benet mellem den store og; lille Vingemuskel; fra disse Sække gaar Kanaler til Vin- gens Lufthuler, altsaa særlig Overarmens. Paa hver Side ligger gerne en Luftsæk op ad Halsen. Fra Lungerne ud- springer yderligere 3 Par Luftsække, af hvilke de to forreste, mindre, ligger under Lungerne og Leveren og del- vis gaar ned i Bughulen; det bagerste Par, der er langt det største, ligger paa hver Side af hele Bughulen og skyder sig ind mellem Tarmene; fra dette Par gaar Grene ind i Bækkenets og Baglemmernes Knogler. Luftsækkene, hvis Luft efterhaanden skiftes under Aandedrættet, synes nærmest at staa i dettes Tjeneste,, idet de særlig under Flyvningen tillader en rigeligere Lufttilførsel til Lungerne og jævnere Cirkulation og Luft- træk gennem disse; under Dykning kan de vel ogsaa Fig. 8. Lunger og Luftsække af Due. 1 . Luftrør. 2. Forreste Luftsæk. 3. Luftrum i Overarmen. 4. Luft- sæk mellem Brystmusklerne. 5 og 6. Forreste og bagerste Brystluftsæk. 7. Bughuleluft- sæk. (Her efter Brehm). 23 tjene somLuftreservoirer. Kun i meget ringe Grad gør de, i Forbindelse med hele Lege- mets Pneumaticitet, Dyrets Rumfang større i Forhold til Vægten, hvilket næppe spiller nogen synderlig Rolle for Flugtens Lethed, men mulig medfører bedre Balancefor- hold under Flyvningen, idet Indvoldsmassen trænges ind i Legemets Midtlinie. Dette udviklede Luftsæksystem for- klarer, at anskudte Fugle del- vis kan trække Vejret gennem en større brækket Knogle, f. Eks. en splintret Overarm, selv om man søger at kvæle dem ved at sammentrykke Luftrøret.« Fordøjelsesorganerne er stærkt prægede af Fuglenes Mangel paa Tænder. Føden sluges i Reglen hel, flænses i det højeste i store Stykker (Rovfugle); Spytkirtler er, da Tykning ikke finder Sted, som Regel ret svagt udviklede, særlig hos Sump- og Vand- fugle; mere udviklede findes de f. Eks. hos Hønsefugle, Spetter o. a. Svælg og Spise- rør (oesophagus) er meget ud- videlige, stærkest hos mange fiskeslugende Fugle (Skarve, Suler, Skalleslugere o. m. a.). Sp Fugle ^en mere eller mindre Fig. 9. Lever, Mave og første Tarmslynge af Due. 1 og 2. Venstre og højre Lever- lap, a. Indtryk i Leveren efter Kraasen, der er bøjet ned fra sin naturlige Stilling, b — d. Ind- tryksfurer efter Tyndtarmen. 3 — 4. Galdegange. 5. Kirtel- maven. 6. Kirtelmavens Mun- ding ind i Kraasen. 7. Kraasen. 8. Maveporten ud i Tyndtarmen. 9. Første Tyndtarmsslynge. 10. Bugspytkirtlen. 11,12, 13.1nd- mundingsstederne i Tyndtarmen for Bugspytkirtlens Udførsels- gange. (Efter Roseler og Lam- precht). iserøret bærer hos mange skarpt afsat Udvidelse, 24 Kroen; den tjener til Opsamlingssted for Føden, der først efterhaanden gaar ned i Maven; enten er den blot en jævn Udvidelse midt paa Spiserøret, og da gerne trængt ud paa Halsens højre Side (Vadefugle, Rovfugle, Lunder o. a.), eller ogsaa en stor sidestillet Sæk, der munder ind i Spiserøret, gærne i dettes nederste Del, saaledes at den fyldte Kro hviler i Gaffelbenshulen, som f. Eks. hos mange Hønsefugle og mange frøædende Spurvefugle; dens Vægge afsondrer da Stoffer, der blød- gør Føden og letter den senere Fordøjelse; hos Duerne er den dobbeltsidig og afsondrer et osteagtigt Sekret, hvormed Ungerne mades. Hos de fleste Fugle, navnlig de insektædende, mangler Kroen helt. Maven falder i 2 Afsnit, af hvilke det første, Kir- telmaven (proventriculus) er en direkte, lidt udvidet Fortsættelse af Spiserøret, blot med fortykkede, kirtelrige Vægge, størst hos de Fugle, der har liden eller ingen Kro; her afsondres dels en fordøjende Vædske, særlig i dens øverste Del, dels en Slim, der danner et seigt Over- træk paa Mavevæggen. Det andet Afsnit, Kraasen (ven- triculus) er meget forskelligt; hos kød- og fiskeædende (Rovfugle, Vadefugle, Skarve o. a.) samt hos frugt- og insektædende Fugle er den en stor, rummelig og ret tyndvægget Sæk, uden skarp Grænse mod Kirtelmaven; hos andre, særlig de frøædende Fugle (Hønsefugle, Duer, mange Spurvefugle og tillige hos Andefugle) er den der- imod skarpt afsat, meget tykvægget og muskuløs, men har ret ringe Hulrum; begge Siderne dannes af Sene- skiver, hvortil Muskulaturen hefter sig; i Væggene findes ingen fordøjende Kirtler, men kun fine, rørformede Kirtler, der afsondrer en haard Skal, som beklæder denne Mavedels Indre, særlig tyk paa de to muskuløse Sidedele. Ved denne ejendommelige Bygning danner Kraasen hos disse Fugle et Slags Tyggeorgan, der maler og knuser de faste Bestanddele af den nedslugte Føde, idet de to muskuløse Dele med stor Styrke gnides mod hinanden; næsten altid indeholder Kraasen nedslugte 25 Smaasten og Grus, hvilket letter Maven dens sønder- delende Arbejde. 'Alle mulige Overgange mellem disse to Kraaseformer findes. Hos endel Fugle, særlig hos dem med blød Kraase {Rovfugle, navnlig Ugler, Storke, Sejlere, Isfugle, men ogsaa Kragefugle o. m. a.), tømmes denne for ufordøjelige Dele, saasom Fjer, Haar, Knogler, haard Insekthud o. L, idet disse opgylpes eller opbrækkes i Form af Boller (Gylp), der ofte findes ved disse Fugles Natopholds- steder. Tyndtarmen, der udgaar fra Kraasen, nær ved Kirtelmaven, er af meget vekslende Længde; kortest hos frugt- og insektædende Fugle, længst hos de kød-, plante- og frøædende; den ligger oprullet i Slynger, meget for- skelligt hos de forskellige Fuglegrupper, snart i Længde- slynger, snart i Tværslynger, snart i Spiraler o. s. v.; den er meget kirtelrig, særlig er Slimkirtler stærkt udviklede. Paa Grænsen mellem Tyndtarmen og den korte Ende- tarm sidder som Regel 2 Blindtarme (sjeldnere 1) af meget vekslende Størrelse, lange hos Ænder, Høns, Vade- fugle, Ugler o. a., korte eller næsten manglende hos Kød- æderne f. Eks. Hejrer, Maager, Rovfugle samt hos de fleste Spurvefugle; hos Spetter og endel Skrigefugle mangler de helt. Leveren er forholdsvis meget stor, mørkerødbrun, delt i 2 Lapper, hvoraf den højre er størst; den ligger over og omkring Mavesækken; 2, sjældent 3, Galdegange fører Galden ud i Tyndtarmens første Slynge. Galdeblære findes som Regel. Bugspytkirtlen (pancreas) er stor, langstrakt, ofte flerlappet, af gulrød Farve, ligger i den første Tyndtarm- slynge, hvori dens 1 til 3 Udførselsgange aabner sig (sml. Fig. 9). Den korte Endetarm aabner sig i en rummelig Hule, Kloaken, hvori Ekskrementerne samles, og hvori tillige Udførselsgangene fra Nyrer og Kønsorganer munder (sml. Fig. 10 og 11); bagtil er den lukket ved en Snøremuskel, der 26 ligger i Gataabningens Rand; i dens Bagvæg findes en ejendommelig Udposning, bursa fabricii. Nyrerne er store, langstrakte, mørkerøde og ved dybe Furer delte i flere Afsnit, hver Nyre saaledes ofte i 3 Lapper (sml. Fig. 10); de ligger fast indlejrede i Bækkenets Hulheder. Foran Nyrerne, der fremad omtrent naar til Lungerne, ligger de to, smaa, gullige Binyrer, en paa hver Side. Urinen, der er hvid og tykflydende, føres gennem de to Urinledere til Kloaken, hvor den opsamles og i Reglen udgydes sammen med det noget fastere, mørkere Tarmindhold. Urinblære mangler. Kønsorganerne (genitalia) ligger paa Nyrernes Underside, fæstede paa disse ind mod Bughulen. Under- søgelsen af en Fugls Køn gøres lettest ved at aabne Dy- ret med et langt Snit i venstre Side, hvorpaa Tarmen løftes op fra Nyrerne, saaledes at Kønsorganerne ligger blottede. Hannens Testikler (testes) er langagtige Legemer, snart omtrent ægformede, snart mere langstrakte og næ- sten pølseformede; de ligger omtrent ved Nyrernes forre- ste Ende, en paa hver Side, noget fra Midtlinien; jævnlig er den venstre større end den højre. Deres fra Om- givelserne afvigende Farve gør dem som Regel let kendelige; oftest er de saaledes hvidgule; hos endel Fugle, særlig hos Ungerne og om Vinteren, mere eller mindre sortfarvede. Testiklernes Størrelse er meget veks- lende; saaledes er de meget store og opsvulmede i Par- ringstiden, smaa i Hvileperioderne; hos vor Husspurv er de f. Eks. om Vinteren kun af et Knappenaalshoveds Størrelse, i April derimod saa store som smaa Hassel- nødder; mindst er de hos de unge, ikke kønsmodne Hanner. Fra hver Testikel fører en tynd, fint bugtet Sædleder, der ligger paa Nyrernes Underside, til Kloaken; en Udvidelse paa Sædlederen findes hos endel Fugle, f. Eks. hos Høns og Spurvefugle, tjenende som Sædblære. Et Køn si em, siddende i Kloaken paa dens Undervæg, findes hos endel Fugle f. Eks. hos Ænderne; hos disse er 27 4- ft 6 Fig. 10. Urin- og Kønsorganer af en Handue; nederst Kloaken, spaltet i sin Underside og aabnet. 1 . Endetarmen. 2, 2 a, 2 b. Højre Nyres tre Afsnit. 3. Højre Urin- leder. 4. Sammes Munding i Kloaken. 5. Venstre Urinleder. 6. Sammes Munding. 7. Højre Testikel. 8. Højre Sædleder. 9. Sammes Munding i Klo- aken. 10, 11, 12. De tilsva- rende Dele paa venstre Side. 13. Binyrerne. 14. Aabningen ind til bursa fabricii. (Efter Røseler og Lamprecht). det et ret langt, spiralformet Legeme med en Rende ned ad Siden, hvorigennem Sæden under Parringen flyder ud; iøvrigt fuldbyrdes Parringen ved, at de udkrængede Kloaker trykkes mod hinanden. Fig. 1 1 . Urin- og Kønsorganer af en Hundue ; nederst Kloaken, opspaltet i sin Underside. 1. Endetarm (x Blindtarme). 2—6. Som paa Fig. 1 0. 7. Rester af højre, vantrevne Æggeleder. 8. Sammes Munding i Kloaken. 9. Æggestokken. 10. Ægge- lederen. 1 1 . Æggelederens Munding i Kloaken. 12. Bursa fabricii. 13. Tragtens Munding ud i Bughulen. (Efter Roseler og Lamprecht). 28 Hunnens Æggestokke (ovaria) ligger paa samme Sted som Hannens Testikler; sædvanlig er kun den venstre udviklet, den højre vantrives og forsvinder, men kan findes f. Eks. hos endel Rovfugle. Æggestokken ligner hos den voksne, kønsmodne Hun en lille, gullig Drue- klase, idet Æggene, store og smaa, træder frem paa dens Overflade; hos unge, ikke kønsmodne, Hunner syner den kun lidet, bestaar ofte kun af et aflangt, tyndt, næsten gennemsigtigt Legeme, saa godt som uden synlige Æg. Ogsaa Æggestokkenes Størrelse er periodisk vekslende; størst er den naturligvis i Parringstiden, da Æggene svulmer op og naar Modenheden. Æggelederen (oviductus), der munder i Kloaken, ligger paa venstre Side henad Nyrens Underside; dens forreste, aabne Ende, Tragten, er ved sin Yderside fæ- stet med et fint Baand til et Ribben ved venstre Nyres Forkant. Hos unge, jomfruelige Hunner er Æggelederen tynd og ligger næsten ganske lige, uden Bugter; hos voksne, kønsmodne Hunner, der har lagt Æg, er den ret tyk og bred samt meget længere, saaledes at den ligger opbugtet i sin nedre Ende ved Kloaken (nedsun- ken). Herved kan man altsaa som Regel faa nogen Op- lysning om Fuglens Alder, da man kan gaa ud fra, at nylig kønsmodne Hunner yngler ved først mulige Lejlig- hed, saaledes at Hunner med jomfruelige Kønsorganer ogsaa er unge Fugle. Aarlig, henimod Yngletiden vokser Æggelederen ganske overordentlig baade i Længde og Tykkelse og danner en stor, hvidlig, tarmlignende Masse, for efter Æglægningen, medens Fuglen ruger, atter at svinde meget stærkt ind, dog, som nævnt, uden nogen Sinde at faa sin ungdommelige, tynde, rette Skikkelse igen. Af højre Ægleder kan jævnlig findes en lille van- treven Rest, sml. Fig. 11. Naar et Æg (Blommen) er modent og har naaet sin mægtige, fulde Størrelse, sprænges Æggestokkens Væg, hvorved Ægget træder ud i Bughulen, efterladende et ejendommeligt stilket, skaalformet Ar, der først langsomt 29 svinder bort; ved Undersøgelse af disse Ar kan man i Yngletiden afgøre, hvor mange Æg Fuglen har lagt. Ægget opfanges derpaa af Æggelederens forreste, hindeagtige, tragtformede Del og ledes derfra ned i dennes lange, rør- formede første Afsnit; her omgives det af Æggehviden, der afsondres af de kirtelrige Vægge; ved Sammentræk- ninger af Muskelvæv i Æggelederen føres Ægget ned i det andet korte Afsnit, Børen (uterus), der er rummeligere og mere tykvægget; her omgives det endelig af den haarde, jævne Kalkskal, der dannes om det af de kalkafsondrende Kirtler i Børvæggen. De forskellige Tegninger og Farver, der ofte pryder Æggeskallen, afsondres og paatrykkes lige- ledes af Kirtler i Børens Vægge. Naar Ægget er færdig- dannet til Lægning, presses det ved Bugtryk og Sammen- trækninger af Musklerne i Børen ud gennem en kort Skede og forlader derpaa Legemet. Fuglenes Ydre er, foruden af Legemsformen, i aldeles overvejende Grad karakteriseret af deres Fjerklædning, dernæst af Næbbets og Føddernes Bygning. Huden er paafaldende tynd, næsten gennemsigtig og meget skrøbelig, ialtfald overalt hvor den, som paa hele Kroppen, er dækket af Fjer; kun hvor den hos en- kelte Fugle, særlig paa Hals og Hoved, er nøgen, er den tykkere og sejgere og da tillige ofte kraftigt farvet, egnet til at beskytte Organismen, en Virksomhed, der ellers hovedsagelig overtages af Fjerene. De nøgne Dele af Næb og Fødder er tykhudede, dækkede af Hornplader og Skæl. Hudkirtler findes saa godt som ikke. Svedkirtler mangler saaledes helt; kun paa Halens Overside sidder tæt sammen et Par meget store Talgkirtler, oftest mere eller mindre sammensmeltede til et stærkt fremhvælvet, hjerteformet, hvidgult Legeme, Gumpekirtlen (glan- dula uropygialis). Denne er en sammensat Rørkirtel, hvis enkelte Smaakirtler aabner sig i Samlegange, der munder i mange eller blot 2 Udførselsaabninger, som ofte sidder paa en fremtrædende, fjerkranset Vorte eller PapiL 30 Gumpekirtlen afsondrer et fedtet, olieagtigt Sekret, hvor- med Fuglen ved Næbbets Hjælp indgnider Fjerene, saa- ledes at disse bliver mere vandskyende; stærkest udviklede er de derfor hos de Fugle, der færdes i og ved Vand (Ænder o. a.). Fjerene er forhornede, stærkt luftfyldte Overhuds- dannelser, der ganske svarer til Krybdyrenes Skæl, hvilket Fig. 12. Fjerbedene hos en Gøg; Prikkerne angiver Fjersækkene. (Her efter Reichenow). deres Anlæg og første Udvikling tydeligt viser; hver Fjer, selv den største Svingfjer, maa altsaa opfattes som et kæmpemæssigt, fint forgrenet og kompliceret bygget Skæl. Fjeren anlægges hos Fosteret som en lille Hud- vorte eller Papil, der snart sænker sig skraat ned i Hu- den i en Fordybning eller Grube, som senere udformes til den store Fjersæk, hvori Fjeren sidder fastheftet. Vorten vokser til en stor, blød, karrig, foldet Fjerkim, hvis Overhudslag fortykkes og forhornes og efterhaanden danner Fjeren, der under Væksten stadig øges ved sit Fæste paa Fjerkimen og skyder sig op af Fjersækken, om- given af et Hornhylster, som efterhaanden smulrer hen og 31 Sk. Fig. 13. lader Fjeren udfolde sig. Den fuldt udviklede Fjer maa betragtes som et dødt Hudvedhæng, idet den afslutter sin Vækst og afbryder Forbindelsen med Fjerkimen, der skrumper ind. Efter Fjerenes Form, Størrelse og Stilling deles de i de store, højest udviklede, farvede Dækfjer, der med deres Flader danner det dækkende Yderlag af Fjerklæd- ningen, og i de mindre, blødere og løsere Dun- fjer, oftest hvide eller graa, der ikke kommer frem i Dagen, men dan- ner et varmende Lag nærmere ved Huden. Fjerene sidder som Regel fæstede i Huden paa regelmæssigMaade, ofte f. Eks. saaledes at en Dunfjer sidder ind- ordnet i en Femkant med 4 Dækfjer; ofte indtræder flere Dunfjer i denne Ordning, lige- som Dunfjer ogsaa kan sidde afsondrede fra Dækfjerene, løvrigt sidder Fjerene ordnede i regelmæssige store Fjer- bede (pterylæ) af meget forskellig Form og Udstrækning, adskilte ved blot dunede eller omtrent helt fjerløse Stræk- ninger, Gangene, sml. Fig. 12; Bedene er hovedsagelig længdestillede, saaledes at 2 eller 3 løber ned ad Halsen, 1 eller 2 midt ned ad Ryggen, 1 ned over hver Skulder og Laar, ned ad Brystsiderne o. s. v.; smukkest ses Fjer- bedene f. Eks. hos Spurve- og Hønsefugle, hvor Gangene er saa godt som som fjerløse. De nøgne Gange dækkes fuldkomment af de i Bedene siddende Fjer, der lægger sig ud over dem. En fuldt udviklet Dækfjer bestaar af et langt, stift, omtrent firkantet Skaft (rhachis), der nedadtil gaar jævnt Skematisk Fremstilling af et Parti af en Fjer. Sk. Skaft. St. Straale. Bst. Bistraa- hvoraf nogle bære Hager. (Efter Schmeil). ler. 32 over i en cylindrisk, luftfyldt Pose, Fjerposen (calamus), der med sin nederste Ende sidder nedsænket i Fjersæk- ken og kun indeholder de indskrumpede Rester af Fjer- kimen (Sjælen); opadtil bliver Skaftet stadig tyndere og blødere; henad dets Underside løber en Fure, der nede ved Fjerposen gennem en Aabning staar i Forbindelse med Posens Indre. Ud til hver Side bærer Skaftet en Række meget tætstillede, tynde, stive Straaler (rami); disse bærer atter 2 Rækker fine Bi straaler (radii), en til hver Side, liggende i samme Plan som Straalerne; herved dannes Fjerenes store Fane (vexillum), der, skønt sammensat af saa fine Hornforgreninger, dog faar en be- tydelig Stivhed derved, at de smaa Bistraaler lægger sig hen over Nabostraalens Bistraaler og fæster sig til disse ved yderst smaa, krogformede Vedhæng (hamuli); kun de Bistraaler, der vender mod Fjerspidsen, bærer Hefte- kroge; sml. Fig. 13. Dunene er byggede som Dækfjerene, men de har lidet eller intet Skaft, og Straalerne er lange, løse og bløde; deres Bistraaler er uden Heftekroge, saaledes at ingen sammenhængende Fane dannes. Alle Over- gange mellem Dækfjer og Dun findes. Den højeste Ud- vikling med størst Stivhed og Styrke naar Fanerne paa Vingens og Halens store Fjer, der næsten ganske mangler bløde Straaler, medens derimod Fanen paa Kroppens Dækfjer i forskellig Grad henimod dens rodvendte Del, der ikke kommer i Lyset, bliver løsere og blødere og saa- ledes danner en Overgang til Dunfjerene; tydeligst ses dette udviklet f. Eks. hos Høns og Duer, hvor Bistraalerne paa Fjerens nedre Del er meget tætte, lange og bløde, og hvor da, i Sammenhæng hermed, egentlige Dunfjer mangler. Ikke helt sjeldent, saaledes f. Eks. hos Rovfugle, Høns og Duer, er Fjeren dobbelt, idet en mindre, blødere Bi- fane sidder heftet paa Undersiden af Skaftet ved Fanens Rodende; ofte er den meget lille, mangler altid paa Sving- og Styrefjerene; Dunene bærer ofte en forholdsvis stor Bifane. 33 At andre mere omdannede Fjertyper kan nævnes Traadfjerene, smaa fine Fjer med lange, ganske tynde, haarlignende Skafter, der først lige ude ved Spidsen bærer nogle faa fine Straaler; de sidder spredt mellem Dækfjerene, ses f. Eks. tydeligt hos plukkede, endnu ikke svedne Høns. Børste fjer, der er haarlignende, stive og spidse, uden Forgreninger af nogen Art, findes hyppigst i Ansigtet, ofte stærkest udviklede ved Mundvigene (Natravne, Fluesnap- pere o. m. a.). De saakaldte Pudderdun, der f. Eks. er almindelige hos Hejrerne, er stedsevoksende smaa Fjer, hvis Spidser og Hornhylstre stadig smulrer hen og af- stødes som et noget fedtet Pulver, der virker paa samme Maade som Gumpekirtlernes Afsondringer. Endelig maa Dunungens Fjer nævnes; disse er dog ikke selvstæn- dige Fjer, men kun de først frembrudte, bløde, dunagtige Ender af de senere frembrydende egentlige Fjer; naar disse vokser ud, skyder de Ungedunet frem, siddende paa deres Spidser; de afstødes da efterhaanden og forsvinder. Ungedunet kan enten have et tyndt, blødt Skaft, der er fæstet i den lidt fortykkede Spids af den [egentlige Fjer, saaledes som det f. Eks. smukkest ses paa Andefuglenes Halefjer, eller ogsaa bestaar de blot af bløde Straaler, der er direkte Fortsættelser af den egentlige Fjers enkelte, øverste Straaler. Til Dækfjerenes Fjersække fæster sig Muskler, der tjener til efter Behag at rejse og lægge Fjerene; størst og kraftigst er de naturligvis udviklede ved Svingfjerene og da særlig ved Halefjerenes Grund; ved deres Hjælp spre- des Styrefjerene saaledes vifteformet ud. Fjerenes Far- ver, der ofte er meget prægtige og rigt nuancerede, skyl- des hovedsagelig Pigment, Farve korn, indlejrede i Horn- massen; andre Farver, særlig de skinnende metalglin- sende, der er forskellige, eftersom man lader Lyset falde paa dem, skyldes Strukturforhold, saaledes f. Eks. Lys- brydninger gennem de forskellige over hinanden liggende Hornlag o. 1. Fuglenes Forlemmer er saa ganske omformede til R. Hørring: Fugle I. 3 34 deres særlige Brug, at de stedse benævnes Vinger, og hermed tænkes i det følgende hovedsagelig paa Vinge- fjerene paa Grund af deres overvejende Betydning for Vingens Størrelse, Form og Ydre. Vingens Fjer inddeles og benævnes paa følgende Maade. Svingfjer kaldes den Række store, stive, kraftige lidt nedadbuede Fjer, der danner Vingens egentlige Flyve- flade, og som ved deres forskellige Længde og Bygning er bestemmende for Vingens Form; deres Tal er meget Fig. 14. Højre Vinge af Lappedykker med halvt afskaarne Sving- fjerskafter. T. Tommelen. I — XI. Haandsvingfjer. De øvrige er Armsvingfjer. (Efter Steiner). vekslende, lige fra 16 til 50 hos Albatrosserne; de har en smallere, stivere Yderfane, vendt mod Vingespidsen og en bredere, blødere Inderfane, der ligger dækket og skjult under den indenfor siddende Svingfjers Yderfane. De sidder fæstede paa Vingens Knogler, idet deres Poser ligger fastgjorte i kraftige Bindevævskapsler paa disses Oversider; de kan dreje sig lidt om deres Akser, saa- ledes at Fjerene, naar Vingen under Flugten løftes, lader Luften passere mellem Fjerene, medens disse støtter fast imod hinanden og danner en tæt Flade, naar Vingen pres- ses nedad. Svingfjerene deles i Haandsvingfjer, der sidder fæstede paa Haandens 2den og 3dje Finger, og Arm- svingfjer, der sidder fæstede paa hele Underarmen og nu og da ogsaa paa den nederste Ende af Overarmen. Haandsvingfjerene er de stiveste og længste, som Regel 35 afsmalnende mod Spidsen; deres Tal er 10—12, den yder- ste er dog hos mange Fugle meget lille og næsten skjult eller helt manglende, et Forhold, man stedse maa være opmærksom paa, naar man vil undersøge de yderste Haandsvingfjers indbyrdes Længdeforhold. I mange Vær- ker vil man finde, at Haandsvingfjerene er numererede regnede fra Haandledet, saaledes at den inderste Fjer er den første; af praktiske Hensyn regnes i det følgende dog altid den yderste, synlige Haandsvingfjer som den første, hvilket forsaavidt er baade nemmere og naturligere. Haandsvingfjerene sidder fæstede stærkt udadrettede, saa- ledes at de yderste sidder i Fortsættelse af Fingerspidserne. Armsvingfjerene er meget vekslende i Tal, fra 6 til 40, ligeledes hos Albatrosserne; som Regel er de blø- dere, bredere og ikke saa meget afsmalnende ud mod Spidsen, næsten altid noget kortere og skiller sig herved i den udbredte Vinge ret skarpt fra Haandsvingfjerene. De sidder paa den udspilede Vinge fæstede omtrent vin- kelret paa Underarmsknoglerne; naar Vingen foldes sam- men, retter de sig lidt mere bagud ned langs Armen. En Ejendommelighed er det, at 5te Armsvingfjer ikke kommer til Udvikling hos de fleste Fuglegrupper, hvor der da ses et tomt Mellemrum i Rækken (sml. Fig. 14); den findes hos Spætter og Spurvefugle. Hos endel Fugle, f. Eks. Lærker, Ænder, Vadefugle o. a. er de allerinderste Armsvingfjer kraftige og forlængede; disse kan da ofte gaa jævnt over i og vanskelig skelnes fra de store forlængede Skulderfjer, der imidlertid ikke hører til Svingfjerene, men sidder samlede i et Fjerbed paa Skulderens Hud. Naar Vingen foldes sammen, lægger de sammenlagte Haandsvingfjer sig ind under Arm- svingfjerene. Vingedækfjer kaldes alle de mindre Fjer, der sidder paa Haand, Arm og dennes Flyvehude, ordnede i mere eller mindre tydelige Længde- og Tværrader; de kaldes øvre eller nedre Vingedækfjer, eftersom de sidder paa Vingens Over- eller Underside. De øvre Vingedækfjer, 36 der er de mest fremtrædende og ejendommeligste, falder i følgende 3 Afdelinger: 1) Store Vingedækfjer, en lang Række store Fjer, der, baade paa Haand og Underarm, sidder lige over Svingfjerene, dækkende disses Grund- dele; til hver Svingfjer svarer en saadan stor Dækfjer. 2) Mellemste Vingedækfjer, en parallel Række mindre Fjer, siddende lige over de store Vingedækfjer, dækkende disses Grunddele og endelig 3) Smaa Vingedækfjer, alle de smaa Fjer, der, siddende i Længderækker, dækker * Fig. 15. Venstre Vinge af en And, set fra oven. H. Haandsvingfjer. A. Armsvingfjer. N. Store Vingedækfjer. M. Mellemste Vingedækfjer. 0. Smaa Vingedækfjer. R. Randfjer. T. Tommelfjer. (Efter Steiner). hele den øvrige Arms og Flyvehudenes Oversider lige til Vingens Forrand, hvor denne gerne er kantet med en regelmæssig Række smaa, bløde Fjer, Randfjerene. Ofte skelnes i Beskrivelserne mellem Haandens og Ar- mens Vingedækfjer og da atter, for de store og mellem- ste og smaa Vingedækfjers Vedkommende, mellem de ydre og indre, alt efter deres Plads ud ad Vingen. De nedre Vingedækfjer kan ligeledes deles i store, mellemste og smaa, men de er mindre tydelig skilte og uden synderlig systematisk Betydning; en Ejendomme- lighed ved dem er, at de to nederste Rækker, de store og de mellemste, sidder med Fjerenes Oversider opad mod Svingfjerene og Undersiden ud fra Vingen, et For- 37 hold der viser, at de egentlig hører hjemme paa Vingens Overside og derfra er rykkede ned paa Undersiden; de øvrige nedre Vingedækfjer sidder med Undersiderne ind mod Vingen. De nedre Vingedækfjer, der sidder i Armhulen nærmest Kroppen og lægger sig tæt ind til denne, kaldes Armhulefjerene. Naar i det følgende blot nævnes Vingedækfjer, menes hermed stedse de øvre, naar intet andet bemærkes. Tommel fjer kaldes endelig faa, som Regel 4, ret korte, men stive og brede Fjer, der sidder fæstede til den bevægelige lille Tommel og tilsammen danner Tommel- vingen; de lægger sig ned langs Vingekanten paa dennes Overside og skjuler sig delvis mellem Dækfjerene; forholdsvis størst er Tommelvingen hos kort- og butvingede Fugle, mindst hos langvingede. Halen bærer en omtrent vandret stillet Række som Regel meget store og stive Fjer, Styrefjerene (rectrices); disse sidder ordnede mere eller mindre kileformet ud om- kring Halens korte, brede, yderste Del, støttende sig til og fæstede til Halebenet. Deres Tal er særdeles skiftende hos de forskellige Fuglegrupper, vekslende mellem 8 og 24 eller endog 26, hyppigst findes dog 12, altid et lige Tal, idet hver Haleside bærer det samme Antal Fjer uden nogen uparret Fjer i Halespidsen. Yderfanerne er smalle og stive, Inderfanerne derimod brede; blot de midterste Halefjer, der dækker de øvrige, naar Halen er sammenslaaet, har omtrent lige brede Yder- og Inderfaner; naar Halen foldes sammen under Hvile, skydes Fjerene fra Siderne ind under de andre, saaledes at de yderste ligger underst. Den ud- bredte Hale anvendes som Ror for opad- og nedadgaaende Bevægelser under Flugten. Styrefjerenes indbyrdes Længde betinger Halens Form. Halen kaldes saaledes kløftet, naar de midterste Hale- fjer er korte, de øvrige stadig tiltagende stærkt i Længde udadtil; indbuet, naar de ydre Halefjer kun er lidet længere end de midterste; lige afskaaret, naar alle Styrefjerene er lige lange; afrundet, naar de mellemste 38 er lidt længere end de ydre og yderste; kileformet og spids, eftersom de inderste er endel eller meget længere end de ydre; ikke helt sjældent er blot de 2 eller 4 midterste Styrefjer meget stærkt forlængede. Stærk Forskel i Styrefjerenes Udvikling er ligeledes almindelig hos Fuglene, alt efter den Brug de gør af deres Hale; hos nogle er de ganske bløde og korte, rager neppe udenfor de øvrige Fjer (f. Eks. hos Rikse og Lappedykkere), hos andre er de mægtig lange (Skader); nu og da er Styrefje- renes Skafter særlig tykke og stive helt ud til Spidserne og bærer smalle, reducerede Faner; de danner da en Støttehale; en saadan findes hos Fugle, der løber op ad Træstammer, idet de trykker Halen ind til Stammen for at finde Støtte under deres Hakken med Næbbet i denne (Spætter, Træpikkere o. a.). Baade paa Halens Over- og Underside er Styrefje- renes Grunddele dækkede af Haledækfjer, store, ret bløde og brede Fjer, der er fæstede ved Styrefjerenes Grund og opad selve Halen; de kaldes øvre og nedre Haledækfjer, eftersom de sidder paa Halens Over- eller Underside; de nedre rager som Regel længere ud ad Styrerne end de øvre. Da Fjerene er meget udsatte for Slid og Ødelæggelse samt for Afblegning af Vejr og Vind, er det nødvendigt, at Fjerklædningen med regelmæssige Mellemrum fornyes; dette sker gennem periodiske Fældninger, hvorunder de gamle slidte Fjer falder af og ny vokser frem i deres Sted. Resterne af Fjerpapillen under den gamle Fjer be- gynder nemlig paany at vokse og danner en ny Fjer, der da skyder frem paa samme Sted som den foregaaende, idet den fortrænger denne; dette foregaar aldrig samtidigt med alle Fjerene, men efterhaanden, saaledes at Fjerlaget aldrig mistes helt, og de ny vokser tilsyneladende frem mellem de gamle. Sving- og Styrefjerene fældes i be- stemt Rækkefølge, saaledes at Flyveevnen vel nedsættes, men som Regel ikke mistes; ofte fældes f. Eks. den inderste Haandsvingfjer først, derefter den næste udadtil o. s. v., 39 medens af Armsvingfjerene ofte den yderste og den inderste falder først og derefter fældes ind mod Midten. Hos Ande- fugle, Urfugle, Lommer, Alkefugle, Traner, Rikser o. a. fældes dog alle Svingfjerene saa godt som paa en Gang, hvorved disse Fugle en Tid er ude af Stand til at flyve. Af Styrefjerene fældes ofte, f. Eks. hos Spurvefuglene, de inderste først, derefter Styrefjerene i Rækkefølge udefter. Fældning af Sving- og Halefjer foregaar altid ens og sam- tidigt paa begge Sider (symmetrisk), en Regel der iøvrigt ogsaa følges af Legemets andre Fjer. Under Fældningen, der varer fra 2 Uger til 2-3 Maaneder, synes Fuglen ofte mindre vel tilpas, holder sig ialtfald tavs og skjult og er meget optaget af at pille og rense sine Fjer. Som Regel finder en saadan fuldstændig Fældning Sted aarlig efter Yngletiden, da Fjerene altid er i den daarligste Forfatning, hos os altsaa om Høsten og ud paa Efteraaret, og den fyldigere og varmere Vinterdragt fremkommer. Denne er altid kendelig paa sine brede, hele Fjerfaner, med jævne Kanter, og paa sine renere, dybere og varmere Farver; ikke sjeldent er den afblegede Sommerdragts Fjer nemlig i den Grad afslidte, at de f. Eks. paa Issen mangler hele den yderste Del af Fanen, saaledes at det næsten nøgne Skaft stikker ud. Ofte er Vinterdragten tillige ganske anderledes farvet end Sommerdragten, tyde- ligst ses dette f. Eks. hos mange Vadefugle, Lappedykkere, Lommer, Alkefugle, Ændernes Hanner o. m. a. Ved denne Efteraarsfældning fældes som Regel ogsaa alle Sving- og Halefjer, saaledes at Fjerskiftet praktisk talt er fuldstæn- digt. Hos nogle Fugle finder denne Fældning først Sted senere paa Aaret, saaledes fælder Svalerne ud paa Vinteren, medens de opholder sig i varmere Egne. Om Foraaret kan atter en Fældning finde Sted; den kan være ret omfattende, særlig hos Arter med meget forskellig Vinter- og Sommerdragt, men Skiftet er dog som Regel ikke saa fuldstændigt; Sving- og Halefjer fældes saaledes ikke ved denne Lejlighed; ofte omfatter denne Fældning kun enkelte Partier, der i Sommerdragten er 40 anderledes farvede, ligesom særlige Prydelser i Parrings- dragten, Toppe, Fjerkroner o. 1. vokser frem. Mange Fugle synes helt at mangle en Foraarsfældning; naar de allige- vel", som f. Eks. mange af vore Spurvefugle, om Foraaret ganske skifter eller har skiftet Udseende, skyldes dette almindeligst, at de yderste Dele af Fjerene, nemlig deres Kanter og Spidser, brækkes af efter ganske bestemte Linier og forsvinder (Bræm fældning), hvorved Fjerenes ofte helt anderledes farvede midterste Partier kommer for Dagen og dermed omfarver Fuglen. Dette ses f. Eks. smukt hos Snespurven, hvis Han om Efteraaret har gul- brun Ryg, medens denne i Yngletiden bliver rensort; Stæren mister sine straagule Pletter paa Brystet og bliver metal- skinnende sort; Blodstjertens og Rørspurvens smukke Hanner ligner om Efteraaret deres uanseelige Hunner, men erholder om Foraaret de pragtfulde Dragter; at disse Forandringer sker ved Bræmfældning, kan man let over- tyde sig om ved om Efteraaret at løfte lidt paa disse Fugles Fjer og kigge ind under dem; de rene Farver ligger da skjulte under de uanseeligt farvede Fjerkanter. Hos nogle Fugle synes der tillige at foregaa en Om- farvning af enkelte Fjer; da ny Farvestoffer ikke kan hidføres fra Legemet, fordi Fjerene jo paa dette Tidspunkt er døde og uden Karforbindelse med Legemet, maa denne vel skyldes en kemisk Forandring i Fjerenes Farvestoffer, mulig fremkaldt ved stærkere Lys, ved Indvirkning af Gumpekirtelens Sekret ell. 1. Enkelte Fugle har endogsaa en tredje Fældning, saaledes fælder Ryperne lige efter Yngletiden og erhol- der en graalig Høstdragt, der da atter ud paa Efteraaret viger for den hvide Vinterdragt, som da delvis fældes om Foraaret. Endelig maa en virkelig Fældningsperiode siges at mangle hos endel Fugle, f. Eks. Rovfuglene, der egentlig stadig er i Fældning, idet Fjerskiftet foregaar efterhaanden, saaledes at stedse enkelte, spredte Fjer om- byttes med nye. Fjerklædningens Farver og Tegninger har fra gammel 41 Tid, saa iøjnefaldende som de er, haft stor systematisk Betydning ved Slægternes Inddeling i Arter og Under- arter; det er som Regel ogsaa dem, man nærmest har at holde sig til, naar man i Naturen iagttager Fuglene; ud- prægede Farver gør en Fugl let kendelig. En Ting gør dog atter Sagen betydelig vanskeligere, end man paa For- haand skulde tro; en og samme Art kan nemlig optræde i adskillige, ofte endog mange, forskellige Dragter, afhængige af Individets Køn og Alder samt af Aarstiden; navnlig hos de Arter, hvor den helt voksne Fugls Dragt først naas efter flere Aars Forløb gennem flere Overgangsdragter, bliver Forholdet særlig vanskeligt, og den Mangfoldighed i Udseendet, hvormed f. Eks. mange Andearter optræder, bliver derved lettere forstaaelig. Ofte vil man desuden staa overfor Fugle, som gaar fra en Dragt over i en anden ganske anderledes farvet og derfor bærer brogede Blån- dingsdragter, der vanskeligt kan henføres til de foreliggende Beskrivelser; som Regel vil man dog ved nøjere Under- søgelse, efter Aarstiden og Fjerenes Tilstand, kunne ad- skille de to Dragter og tillige afgøre, hvilken der kommer, og hvilken der gaar; stryger man saaledes ned ad Fjerene, vil ofte nogle af den gamle Dragts løse Fjer følge med og falde af, medens de ny Fjer er kendelige paa Horn- hylsteret om deres Grunddel. Ungens Dundragt er hos mange Fugle, f. Eks. hos Spurvefuglene, meget tynd og spredt, i det hele lidet karakteristisk, hos de fleste andre, særlig hos saadanne der tidlig forlader Reden, derimod tæt, dannende et jævnt og varmt Dække over hele Kroppen; dens Farver og Teg- ninger er ganske andre end de voksnes; hos f. Eks. Vade- fugle, Maager, Lappedykkere o. m. a. meget ejendommelige med Striber, Pletter og Pletrader, mindende om Kryb- dyrenes Tegninger; hos den brogede Rikse helt sorte o.s.v. Mange Dununger kan saaledes let bestemmes efter deres Fjerklædning. Ungens første Fjerdragt, der hos Spurvefuglene næsten straks begynder at vokse frem og fortrænge Dunene, 42 bryder hos de fleste andre Fugle først efterhaanden frem, naar Fuglen er blevet noget større; de nye, bredfanede Fjer er da let kendelige mellem Dunene; ofte kommer Skul- derens Fjer først, medens de lange Sving- og Halefjer som Regel sidst naar deres fulde Længde, og Fuglen er da flyvefærdig. Rester af Dunene ses længe selv hos Unger, der iøvrigt har faaet hele deres første Fjerdragt; ikke sjeldent holder Dunene sig længe i Nakken og ved Næb- roden, saaledes hos Vadefugle o. a. Denne Dragt kaldes gerne Ungedragten og bæres i Almindelighed kun ret kort Tid, idet den fældes ved den snart kommende første Efteraarsfældning; dog fælder Ungfuglene som Regel ikke deres Svingfjer ved denne Lejlighed, men beholder dem til næste Efteraar; en Undtagelse herfra danner dog mange Hønsefugle, der erholder Svingfjer og Flyveevne meget tidligt, idet de fælder Ungedragtens Svingfjer sammen med de øvrige Fjer; endel Ungfugle kan beholde en stor Del af Ungedragten i den første Vinter. Unge- dragten er kendelig paa sine løse, glansløse, lidet tætte Fjer; dens Farver er lidet fremtrædende og ubetydelige, og som en Hovedregel kan det siges, at den, hvis der er Kønsforskel i de voksnes Dragt, altid nærmest ligner Hunnens. Hvor begge Køn har specialiserede, rene eller prangende Farver, f. Eks. Svaner, Suler, Maager, Rødkælke o. m. a., er Ungerne dog oftest ubetydeligt (primitivt) far- vede og giver dermed et Fingerpeg om, hvorledes Farver og Tegninger var hos de Former, fra hvilke de speciali- serede Arter i sin Tid udskilte sig. De pragtfuldt, vidt forskelligt farvede, men nær beslægtede Rødkælke, Blaa- kælke og Blodstjerte har saaledes omtrent ens farvede og tegnede Unger, mørkebrune med gule Længdepletter o. s.v.; Længdepletter paa Brystet eller hele Undersiden findes al- mindeligt hos Ungfugle, selv om de gamle her er rent- farvede eller maaske endog tværplettede (f. Eks. Duehøge, Jagtfalke o. a.). I Ungfugledragten adskilles Kønnene som Regel vanskeligt, hos Hønsefugle og Ænder kan dog alle- 43 rede Spor af Hannens Farveejendommeligheder vise sig i denne Dragt. Smaafugle faar som Regel de voksnes Farver straks ved første Efteraarsfældning og er kønsmodne det første Foraar; større Fugle, saaledes mange Rovfugle, Maager, Lommer, Ænder o. m. a., kan være flere Aar, indtil 3 — 4, om at erholde det fuldt udfarvede Individs Dragt og yngler ikke det første, neppe nok det andet Foraar. Angaaende den voksne Fugls Dragt kan anføres, at naar Kønsforskel i denne findes, er den altid tydeligst og mest udviklet i Yngletiden; ved Efteraarsfældningen iklæder Hannerne sig ofte en Dragt, der mere eller mindre ligner Hunnens og Ungernes; tydeligst ses dette f. Eks. hos Ænder, Sten- smutter, Rørspurve, Brogede Fluesnappere o. m. a. Gamle ufrugtbare (sterile) Hunner, eller Hunner, der lider af Sygdomme i Æggestokkene, faar almindeligt et hanligt Præg og kan endog i højere eller mindre Grad faa Hannens særlige Pragtdragt; dette iagttages oftest hos Hønsefugle og Ænder, men ogsaa hos endel Spurvefugle. Albinisme, en sygelig Mangel paa Pigment i Fjerene, hvorved disse i højere eller mindre Grad bliver hvide, findes ikke helt sjældent; renhvide, hvidbrogede eller Individer med indblandede hvide Fjer er fundne af de fleste Arter. Modsætningen, Melanis me, hvorunder Fje- rene bliver abnormt mørke eller endog sorte, træffes ogsaa, omend sjeldent; helt sorte Tejster og Lommer er saaledes flere Gange nedsendt fra Grønland. Fuglenes Farver er i det hele og store aabenbart afpassede og regulerede efter Omgivelserne; ialtfald træffer man hos forholdsvis mange højnordiske Fugle, der tilbringer en stor Del af deres Liv i snedækte Egne, enten omtrent helt hvide Former, f. Eks. Snegæs, Sneugler, Jagtfalke og flere" Maager, eller ialtfald stærkt fremtrædende hvide Farver i Vinterdragterne, som hos Ryper og Tejster, skønt disses Sommerdragter er langt mørkere; andre faar blot lysere, mere hvidlige Farvenuancer i sneklædte Egne. Tørt Klima i sandede Steppe-Egne fremkalder hvidgule, 44 lergule og gulgraa Farver og Nuancer (Ørkenfarver), fugtigt Klima mørke, varme Farver o. s. v. Hos mange Fugle, der ruger paa Jorden, bærer Fjerdragten brunbrogede, plettede og stribede Farvetegninger, afpassede saaledes efter Om- givelserne, at Dyret, naar det blot ligger stille, meget vanskelig opdages, saaledes f. Eks. hos Ryper, mange Ænder, særlig Ederfuglene, Skovsnepper og mange andre Vadefugle; disse Fugle holder da som Regel stærkt paa Reden, stolende paa deres Beskyttelseslighed. Næbbet er dækket af et fjerløst, tykkere eller tyndere Hornlag, der stadig vokser paa sin Underside ved For- horning af den underliggende Hud og afslides paa sin Yderflade. Hos mange Fugle, f. Eks. Spurvefugle, Maager, Hønsefugle og Lommer, er hele Næbbet dækket af et tykt, haardt Hornlag, Næbhornet; dette danner da som Regel et jævnt, sammenhængende Hylster om hver Kæbe, men i sjældnere Tilfælde er det ved dybe Furer delt i flere, mindre, særdeles tykke Plader, som f. Eks. hos Stormfugle, Suler og Lunder. Hos Rovfugle og Duer er den yderste Del af Næbbet haardhornet, medens den indre omkring Næseborene er dækket af en blødhornet, ofte anderledes farvet og skarpt afgrænset Hud, Vokshuden. Hos mange Vadefugle, f. Eks. Brokfugle og Strandskader, er den yderste Del af Næbbet tykt hornklædt, den indre Del blødhudet, hos andre er hele det i Reglen stærkt forlængede, tynde Næb blot hudklædt, kun mod Spidsen lidt forhornet (Ryler, Snepper, Regnspover o. a.); hos Ænder er hele Næbbet klædt med blød, følsom Hud, blot findes større eller mindre Hornplader, Næbnegle, paa Over- og Undernæbbets Spidser. Næbhorn og Næbhud er altid stærkt pigmen- terede; sorte og brune Næb er hyppigst, men røde, gule, graa og blaalige Farver er ikke sjeldne, ofte vekslende efter Aarstid, Køn og Alder. Aarlig Fældning af de haarde Næbhornsplader finder Sted hos nogle Fugle; særlig tydeligt er det hos Lunderne, hvor de smukt farvede Plader, der pryder Næbbet i Yngle- tiden, fældes sammen med Fjerene under Efteraarsfæld- 45 ningen og efterlader største Delen af Næbbet blødhudet; om Foraaret er de da atter udviklede ved Forhorning af Næbhuden. Næbroden er mere eller mindre dækket af fremad- rettede, børsteagtige stive Fjer; hos endel Fugle fortsættes Næbhornet op paa Panden som et fladt Pandeskjold (Rørhøns, Blishøns) eller bærer sammesteds en fortykket Næbknude som hos endel Andefugle. Næbbets Form er yderlig forskellig og vekslende, selv hos ret nær beslægtede Fugle. Mangelen af For- lemmer, brugelige som Griberedskab, stiller store Krav til Næbbet og tvinger Fuglene til at gøre Brug af det paa mange Maader, hver Art efter sin særlige Levevis; snart maa det anvendes til Sønderslidning af Byttet (Rovfugle), snart til Gennemsnadring af Mudder og Dynd (Ænder) eller til Græsning (Gæs), snart til at bore ned i Sand og Mudder for ved Følelsen at finde Smaadyr (Ryler, Snepper o. m. a. Vadefugle) eller til at snappe Smaa- fisk under Dykning (Skarve, Lommer, Alkefugle) eller Styrtedykning (Suler, Terner); hyppigt bruges et lille, spidst, svagt Næb til at opsamle Smaainsekter paa Jorden eller i Træerne, et kort, kraftigt, kegleformet til at udpille og afskalle Frø (Finker, Verlinger) og et ganske lille Næb med mægtigt bredt og stort Gab til at fange Insekter (Svaler, Sejlere, Natravne); mejselformede Næb anvendes til at opmejsle Bark eller Bløddyrskaller (Spætter, Strand- skader), spydformede til Stød (Hejrer) o. s. v.; denne Mang- foldighed i Brugsmaaden gør det forstaaeligt, at saa mange vidt forskellige Næbformer maa udvikles, særlig da Næbbet synes at være i høj Grad plastiskt og modtageligt for ydre Paavirkninger. Næbformen har derfor fra gammel Tid haft megen systematisk Betydning og afgiver ofte ypperlige Slægts- og Artsmærker. De anførte Næb længder angiver, naar intet andet bemærkes, Afstanden fra Fjergrænsen i Panden til Næb- spidsen, maalt i lige Linie med Passer. Overnæbbet er saa godt som altid længere end Undernæbbet, omfattende 46 dette. Næbkanten er som Regel helrandet, ud mod Spidsen kan dog være en Næbtak (Falke), eller et lille Indsnit, Næbhak, paa hver Side lige bag Næbspidsen. Næbbet kaldes sammentrykt, hvis det er højere end bredt (Lunder, Alke o. a.), fladt, hvis det omvendte er Tilfældet (Ænder), trindt, hvis det er omtrent rundt i Gennemsnit (Ryler, Regnspover); kegleformet, naar det, som hos Husspurven, er formet som en Kegle, sylformet, naar det er tyndt, spinkelt og spidst, som hos insektædende Spurvefugle, mejselformet, hvis det i Spidsen danner en lodret stillet, haard Hornkant (Spætter, Strandskader), og skeformet, hvis det mod Spidsen er fladt og meget bredt. Fødderne er som Regel uden Fjerklædning, dækkede af Skæl, hvilket maa opfattes som en oprindelig Ejen- dommelighed, en Arv fra Krybdyrene; ikke sjældent breder Fjerklædningen sig mere eller mindre ned over Hælen, ned paa Tarsens øverste Del, ligesom paa den anden Side en Del af Skinnebenets nederste Del kan være nøgent hos langbenede Fugle (Vadefugle, Hejrer o. a.). Tæerne er som Regel helt nøgne; Undtagelser findes dog ogsaa herfra, spredt i Fuglegrupperne, saaledes har Ugler, Nat- ravne, visse Hønsefugle og Svaler o. fl. a. fjerklædte Tæer. Føddernes Skælklædning i sin oprindeligste Form, som f. Eks. hos visse Ænder, bestaar af mange smaa, ret bløde Skæl, adskilte ved blød Hud, jævnt dækkende hele Foden; til BeskyttelseafMellemfodensmestudsatteForkantog Tæer- nes Overside udformes hos næsten alle Fugle tykkere, større Hornplader eller skinneformede Tværskæl, der kan skyde sig taglagt ned over hinanden og skærme Foden som et Panser. Hos de højtstaaende, tyndbenede Spurvefugle smelter disse Tværskæl paa Tarsens Forkant saa godt som helt sammen og kan danne en lang, tyk Hornskinne; Mellemfodens Bagside følger som Regel langsommere efter i Udviklingen og bærer mindre og ikke saa sammensmeltede Skæl, der dog ogsaa kan udforme sig til Tværskinner og hos visse Spurvefugle ogsaa til en lang Skinne. De fjer- klædte Fødder er under Fjerene lidet eller ikke skælklædte. 47 Tæerne bærer altid Kløer, der kan være meget for- skelligt formede. Fortæernes Kløer er hos mange Fugle skæve med bredere, skarpere Inderkant; hos f. Eks. Hejrer, Natravne o. a. er Mellemtaaens indre Klokant kamformet (sml. Fig. 16). Tommelen (1ste Taa) vender som Regel bagud, de andre 3 Tæer fremad. Vende taa kaldes den yderste 4de Taa, hvis den kan drejes bagud og sammen med Bagtaaen virke mod de to andre Fortæer (Ugler, Fiske- ørn, Spetter o. a., sml. Fig. 17); nu og da kan Bagtaaen vendes fremad °g lægges ved Siden af anden Taa (Sejlere; sml. Fig. 18). Bagtaaen vantrives eller mangler helt hos mange Vadefugle, Alkefugle, enkelte Maager o. a. Fig. 16. Klo af venstre Mellemtaa af Hejre. (Efter Reichenow). Fig. 17. Fod af Spette. (Efter Reichenow). Fig. 18. Fod af Sejler. (Efter Reichenow). Hos endel Spurvefugle, der løber meget paa Jorden, bliver Bagtaaens Klo sporeagtig, idet den bliver meget lang, tynd og næsten lige (Lærker, Pibere, Laplandsverling o. a.). Efter Mellemfodens og Tæernes Længde, Skælklædning, Stilling og Bygning, Huden imellem Tæerne o. m. a. skelner man mellem mange Fodformer, der kan henføres til følgende Hovedgrupper, mellem hvilke der dog er mange Overgange. Gribefødder har saadanne Fugle, der hovedsagelig lever i Træer; Tæerne og deres Kløer er egnede til at gribe om Træernes Grene, Bagtaaen stor, siddende i Højde med 48 Fortæerne. Hertil henføres Sidde foden med smaa Kløer, ogsaa paa Bagtaaen, kødfulde Tæer med ret blød Skæl- klædning (Duer o. a., sml. Fig. 19). Springfoden med lange, krumme Kløer, altid størst paa Bagtaaen; tynde, stærkt skæl klædte, Tæer; Mellemfoden tynd, ofte helt skinneklædt (Spurvefugle o. a., sml. Fig. 20). Rovfoden med kraftige, trinde, krumme, spidse Kløer, der ved stærke Sener kan bøjes helt ind under Foden; egnet til at gribe og fastholde Bytte, idet Kløerne ofte bores ind i dette (Dagrovfugle, Ugler; sml. Fig. 21 og 22). Klattrefoden med Vendetaa, Tæerne lange og kraftige. Fig. 19. Fod af Due. (Siddefod). (Efter Reichenow). Fig. 20. Fod af Drossel. (Springfod). (Efter Reichenow). Fig. 21. Fod af Falk. (Rovfod). (Efter Reichenow). Kløerne spidse (Spetter o. a.; sml. Fig. 17). Klamrefod med alle 4 Tæer fremadvendte og stærke, krumme Kløer (Sejlere; sml. Fig. 18). Gangfødder har saadanne Fugle, der hovedsagelig færdes paa Jorden; Tæerne holdes vidt spilede. Bagtaaen oftest lille eller manglende. Hertil regnes Sk råbe foden 49 med kraftige, stærkt skælklædte Tæer og brede, kraftige Kløer, egnede til at kradse efter Føde i Jord og Sne (Hønse- fugle; sml. Fig. 23). Løbefoden med korte, tykke Tæer og korte, butte Kløer, ofte manglende Bagtaa (Trapper o. a.). Vade foden med høj Mellemfod, nøgen op over Hælen, lange, svage Fortæer med smaaKløer; Bagtaaen som Regel lille, ofte manglende, med lille Klo; Skælklædnin- gen med smaa, bløde Skæl (Vadefugle; sml. Fig.24og25). Hertil knytter sig Former med stærkere Skælklædning, en lang slank Bagtaa og ofte kraftigere Kløer (Hejre, Æfrm&té Fig. 22. Fod af Ugle (Rov- fod). (Efter Reichenow). Fig. 23. Fod af Hønsefugl (Skrabe- fod). (Efter Reiche- now). Fig. 24. Fod af Strandskade (Vade- fod uden Bagtaa). (Efter Reichenow). Fig. 25. Fod af Klire (Vadefod med lille Bagtaa). (Efter Reichenow). Rikse; sml. Fig. 26). Enkelte Vadefødder bærer stærkt skælklædte Hudbremmer ned ad Fortæernes Sider, smal- lere ved Leddene (Blishøns, Odinshøns o. a.; sml. Fig. 27); disse danner en Slags Overgang til den næste Gruppe. R. Hørring: Fugle I. 4 50 Fig. 26. Fod af Rikse. (Vadefod med lang Bag- taa). (Efter Reichenow). Fig- Fod af Blis- høne. (Vadefod med Svømmelapper). (Efter Reichenow). Svømmefødder, egnede til Roning i Vandet. Tæerne med Svømmehud udviklet i forskellig Grad; Mellemfoden nøgen, ret kort, mere eller mindre sammentrykt; Bagtaaen Fig. 28. Fod af Maage. (Ægte Svømmefod). (Efter Reichenow). Fig. 29. Fod af Mose- terne. (Med indbuet Svømmehud). (Efter Reichenow). ofte svag, jævnlig manglende. Tæerne føres under Svømning sammenlagte frem og trykkes udspilede tilbage, hvorved Svømmehuden danner et Aareblad. Hertil henføres den Ægte Svømmefod med blød Svømmehud mellem de 3 Fortæer enten helt ud til Kløerne, med omtrent lige Forkant (Ænder, Lommer, Maager, Alkefugle; sml. Fig. 28} eller mere eller mindre indbuet, ikke rækkende ud til Kløerne (Terner o. a.; sml. Fig. 29). Bagtaaen enten med 51 Fig. 30. Fod af Pelikan. (Aarefod). (Efter Reichenow). Fig. 31. Fod af Lappe dykker. (Lappefod). (Efter Reichenow). Svømmelap (Dykænder), uden Svømmelap (Svømmeænder, Maager o. a.) eller helt manglende (Alkefugle). Aare foden med stor Svømmehud mellem alle 4 Tæer, idet Svømme- hud ogsaa er udspændt mellem den ret lange Bagtaa og N Is Fig. 32. Skematisk Billede af en Spurvefugl. NR. Næbryg. P. Pande. Is. Isse. N. Nakke. T. Tøjle (Strækningen mellem Øje og Næb). 0. Ørefjer. K. Kind. Sk. Skægstribe, gaar op til Mundvigens Underside. H. Hage. St. Strube. OH. Overhals. HS. Halsside. FH. Forhals. FR. Forryg. BR. Bagryg. OG. Over- gump. O HD. Overhaledækfjer. UHD. Underhaledækfjer. UG. Under- gump. B. Bug. BB. Bagbryst. F.B. Forbryst. VR. Vingerand. S. Skulder. KS. Kropside. SF. Skinnebensfjer. Ts. Tarse. I — IV. 1ste til 4de Taa. 4* 52 Indertaaen (Skarve, Suler, Pelikaner; sml. Fig. 30). Endelig Lappefoden med stive, storskællede Svømmehudblade paa Fortæernes Sider og blødere Svømmehud mellem Tæernes Rod; Kløerne meget brede og flade. (Lappe- dykkere; sml. Fig. 31). Endelig skal angaaende endel Benævnelser paa for- skellige Dele af Fuglens Ydre henvises til foranstaaende Fig. 32. Tilføjes kan det, at en anderledes farvet Stribe, der ofte gaar fra" Næbroden hen over Øjet ud i Nakken, kaldes Øjenbrynsstribe, Partiet under de sammenlagte Vinger ofte Slagsiderne og d^af Kropsidens Fjer, der under Hvile lægges op over Vingekanten, Vingeskjulere; iøvrigt vil de brugte Benævnelser saa temmelig følge af sig selv. Legemslængden maales paa den døde, udstrakte Fugl fra Næbspids til Halespids. Vingemaalet tages paa den sammenlagte Vinge fra Haandleddets forreste Kant til Vingespidsen, idetVingen lægges mod Maalet og trykkes ned mod dette. Mellemfoden maales med Passer fra Hælleddet til Leddet forMellemtaaen; dette Sted kendetegnes ofte vedTværskinnernesOphør. Fuglenes Æg er, sam- menlignet med de øvrige Hvirveldyrs, af enorm Størrelse; forholdsvis størst er det hos de Fa- milier,hvis Unger kommer videst udviklede ud af Ægget, saaledes særlig hos mangeVadefugle, hvor det fuldtdannede, læggefær- dige Æg fylder en meget stor Del af Bughulen; for- holdsvis mindst er Ægget hos Skarve og Gøge. Det modne Æg, „Blommen", der altsaa er at opfatte som en enkelt kæmpemæssig Celle, befrugtes i Æggelederen, altsaa før Hvide- og Skaldannelsen; det er omgivet af en ganske tynd Blommehinde og indeholder en stor Fig. 33. Skematisk Længdesnit gen- nem et Fugleæg. B. Blommehinde. K. Kimskive. H. Skalhinde. S. Kalk- skal. Ch. Æggehvidestreng. A. Luft- rum. (Efter Newton). 53 Mængde Næringsstof, der forbruges af Fosteret under dets Vækst; paa dets Overflade ses en lille hvid Kim- skive, hvor Fosterdannelsen tager sin Begyndelse. I Modsætning til den gule Blomme, hvoraf Blommen hoved- sagelig bestaar, danner den saakaldte hvide Blomme et flaskeformet, hvidligt Legeme under Kimskiven og flere koncentriske Lag i den gule Blommemasse (sml. Fig. 33). Æggehviden, i hvilken Blommen svæver, er omgivet af 2 sejge, sammenklæbede Skalhinder, mellem hvilke der i Æggets butte Ende, i det ikke frisklagte Æg, findes et luftfyldt Rum, der forstørres under Rugningen og er af Betydning for Fosterets Aandedræt; fra hver Ende af Blommen gaar en snoet, sejg Æggehvidestreng (chalaza) ud til Æggets Poler. Skalhinderne ligger fast op til Æggeskallen, der hovedsagelig bestaar af kulsur Kalk, hvori er indblandet lidt fosforsur Kalk; den er porøs, saaledes at Luft kan passere ud og ind og derved gøre Fosterets Stofskifte mulig; Overfladen kan være blank, men er oftest mere eller mindre ru og kornet, hos de Aarefodede og hos Lappedykkerne er den særlig ujævn. Tykkest og stærkest er Æggeskallen som Regel hos de Arter, der lægger deres Æg paa bar Jord. Monstrøse Æg, f. Eks. uden Kalkskal, med 2 Blommer eller uden Blomme o. s. v., ser man nu og da. Æggets Form er meget forskellig, snart omtrent kuglerund (Ugler), snart næsten regelmæssig oval, oftest dog noget tykkere i den ene Ende (ægformet), eller lige- frem pæreformet (Vadefugle), i nogle Tilfælde næsten valseformet (Sejlere, Natravne) o. s. v. I Æggelederen synes som Regel den butte Ende at ligge nederst mod Kloaken; i Børen ligger Ægget derimod jævnlig saaledes, at det mere eller mindre vender Siden mod Udførselsaabningen; under Fødslen krænges Kloaken, og Ægget lægges uden at røre denne; nu og da fødes Ægget derfor med den spidse Ende forrest. Æggeskallens Farve kan være renhvid, hvilket bl. a. ofte ses hos Fugle, der ruger i Huller (Duer, Ugler, Isfugl o. m. a.), eller brun, gullig, grønlig, blaalig, graalig o. s. v.; meget ofte er den tegnet med ejendommelige Figurer, Pletter og Streger af forskellig Farve, som Regel siddende tættest paa den butte Pol. Disse Tegninger og Farver er, skønt de kan variere meget, dog i det hele og store saa konstante hos de enkelte Arter, at de i de fleste Tilfælde i Forbindelse med Æggets Form, Størrelse og Skalstruktur gør det muligt at bestemme de danske Fugles Æg efter deres Ydre. Æg, der lægges paa bar Jord, har ofte Farver, 54 der ligner Omgivelsernes og gør det vanskeligt at opdage Ægget (Vadefugle). Den enkelte Hun synes at lægge ret ens farvede og formede Æg; det sidst lagte er ofte mindre og ikke slet saa kraftigt farvet. Parringen, der som Regel foregaar paa Ynglepladsen under Redebygningen, falder hos os hovedsagelig i For- aarstiden fra Marts til Maj og ud i Juni; nogle Arter lægger Æg endnu før Kulden er gaaet bort (flere Ravne- fugle, endel Rovfugle, Solsorter, Spurve o. fl. a.), Kors- næbene kan endog yngle midt i den strengeste Vintertid; sidst yngler de smaa insektædende Sangfugle. Parringen . gentages som Regel ofte og med kun korte Mellemrum. Ænder, Svaner, Gæs og endel andre Vandfugle parrer sig paa Vandet. Parringskampe er meget alminde- lige, særlig hvor mange overtallige Hanner findes (Ænder, Spurvefugle), og Hannerne kan under disse kæmpe yderst ophidsede om Hunnerne. Parringslege findes i den ene eller anden Form hos de fleste Arter, idet Hannen idelig kredser om Hunnen, visende sin Fjerdragt paa den fordel- agtigste Maade, ofte i forvredne Stillinger, med udspilet Hale eller oppustede Fjer (Hønsefugle, Trapper, Vadefugle o. m. a.); Brushanernes Kampe, hvorunder de, med deres pragtfulde store Fjerkrave vidt udspilet, løber mod hin- anden paa særlig dertil udvalgte Pladser, maa nærmest henregnes til Parringslegene, synderlig alvorlig er de i alt Fald ikke mente. Mange Hanner forlyster Hunnerne med særlige Flyvekunster (Bekkasiner, Viber), hvorunder nogle idelig synger (Lærker); Spetterne frembringer en snurrende Lyd ved hurtig Hamren paa en tør Gren o. s. v. Hannernes Sang i Parringstiden er ogsaa at regne for et af de Midler, hvormed disse udmærker sig i Kappestriden om Hunnerne. Hos Odinshøns, hvor Hannen ene ruger og passer Ungerne, ses de oftest talrigere, smukkere farvede Hunner at gøre Kur til Hannen. Bastarder fremkommer, omend sjældent, ved Parring mellem Individer af forskellige men nærstaaende Arter; hyppigt ses de hos Hønsefuglene, og blandt Ænder og Spurvefugle er de ikke helt sjældne. Aarsagen er vel som Regel at søge deri, at Hanner af Hunnens Art und- tagelsesvis er tilstede i utilstrækkeligt Tal. Tvekønnet- hed (Hermaphroditisme) er i ikke saa faa Tilfælde iagt- taget hos Fuglene; mest udpræget kan det ses hos Arter, hvis Fjerdragt viser stor Kønsforskel; hos Bogfinken og Dompappen kan saaledes den ene Kropside være hanligt, den anden hunligt farvet, svarende til en Testikel i den ene og en Æggestok i den anden Side af Bughulen. 55 Ægget lægges paa en forud valgt og forberedt Plads, Reden. I Valget af Redeplads stiller Fugle af samme Art oftest omtrent de samme Fordringer, saaledes at megen Ensartethed her gør sig gældende, dog kan naturligvis Mangel paa egnet Redeplads bringe Fugle til at vælge abnorme Steder for denne. Bekendt er det, hvor yderlig forskelligartet Reden kan være hos de forskellige Fugle, lige fra blot at være en Fordybning paa den bare Jord til de kunstfærdige Reder ophængt i Træerne; men altid bygger Individer af samme Art, ledede af deres Instinkt, paafaldende ens Reder, saaledes at ogsaa disse som Regel vil kunne bestemmes af dem, der er fortrolige med Fugle- nes Levevis. En Hovedregel er det, at de Fugle, hvis Unger hurtigt forlader Reden, f. Eks. Hønsefugle, Vade- fugle, Maager, Ænder o. a., har simple Reder, blot en mere eller mindre udforet, skaalformet, Fordybning paa Jorden; derimod bygger Fugle, hvis Unger kommer meget uudviklede ud af Ægget og trænger til lang Pleje, før de kan klare sig selv, mere eller mindre kunstfærdige Reder, oftest anbragte paa mere utilgængelige Steder, saa- ledes særlig Duer, Rovfugle, Spetter og Spurvefugle. Reden bygges hovedsagelig af Hunnerne, medens Hannerne som Regel blot er behjælpelige med at samle og hjembringe Materialet til denne. Et Hovedprincip ved kunstfærdig Redebygning er det, at Redens Grund gøres af grovt eller grovere Materiale, Grene, Kviste, Straa eller lign., hvorpaa stadig lægges finere indtil det fineste og blødeste Materiale, tynde Rod- trevler, Haar, Fjer, Dun og Planteuld, hvormed Redens indre Skaal udfores. Ofte bruges gamle Reder, der paa ny repareres og udfores. Blandt de ejendommeligere Rede- former maa nævnes Reder, der graves dybt ind i Jord- brinker(Isfugl,Digesvale,Lunde,Skraaper,Søsvalero.m.a.), udhugges i Træstammer (Spetter) eller anlægges inde i hule Træer og Træhuller (Stære, Mejser, Fluesnappere, Hulduer, Ugler o. m. a.), hvis Indgangshul nu og da gøres saa lille som muligt ved Tilmuring med Ler (Spetmejser), eller som opklæbes paa Klipper og Mure af lerblandet Dynd, sammenkittet med Spyt (Svaler); særlig maa dog nævnes mange smaa Spurvefugles kunstfærdig flettede, fint udforede Reder, ofte anbragte i Grenvinkler i Træernes Kroner, i Buske, mellem Siv, eller mellem Græs og Planter paa Jorden: beundringsværdig er den Omsigt, hvormed disse Fugle anbringer deres Reder skjult og dækket; disses Form kan være flad eller dybt skaalformet eller ligefrem grydeformet, saaledes at Fuglen maa ligge med 56 Halen bøjet lige opad. Endel Arter bygger kugleformede, lune Reder, blot med et lille Indgangshul (Gærdesmutter), endog anbragte under Grenspidserne (Fuglekonger), hvor deres Fjender vanskeligere kan komme til dem; nogle Arter, f. Eks. Solsort, Sangdrossel og Skade, udklæder Reden med et tæt, lunende Lerlag, andre indfletter i Redernes Yderside Mos og Lav, for at Reden saa meget som muligt skal falde sammen med Omgivelserne; enkelte Rovfugle (Duehøg, Musvaager o. a.) pynter og skjuler Reden med friske løvklædte Grene. Æggenes Tal er yderst forskelligt; endel, særlig mere specialiserede, større Former, lægger altid kun 1 Æg (Storm- fugl, næsten alle Alkefugle, Suler o. fl. a.); to er et al- mindeligt Tal for Duer, Lommer, Tejster, Rovmaager, Traner, Natravne o. m. a.; 2 eller 3 Æg lægger bl. a. Maager, Terner og Sejlere; 4 er et meget almindeligt Tal for en Mængde Vadefugle. Lægger Fugle flere Æg, f. Eks. fra 5—7, saaledes som mange Sangfugle gør det, er Tallet straks mindre konstant; en Regel synes det at være, at unge Fugle, der yngler første Gang, ofte har færre Æg i Kuldet; daarlige eller gode Næringsforhold synes ligeledes at have Indflydelse paa Kuldets Størrelse. Nogle Slægter er meget frugtbare, Fuglekonger lægger saaledes 8— 10, Mejser op til 14 Æg i Kuldet; Hønsefugle lægger op til 16—18 eller endog 20—22 Æg ad Gangen. Æggene anbringes i Reden, saaledes at de fylder det mindst mulige; Vadefuglenes 4 pæreformede Æg lægges saaledes altid i en Kreds med de spidse Ender ind mod Midten; derved bliver det lettere for Fuglen at dække dem under Rugningen. Æggene fødes med et vist Mellemrum, der for Smaafugles Vedkommende gerne er omkring et Døgn, for de størres længere, 2 Døgn eller mere; de frisk- lagte, urugede Æg taaler at afkøles, og først naar Kuldet er fuldtalligt, begynder Fuglen at ruge, saaledes at Ungerne kommer næsten samtidigt ud af Æggene. Ugler, adskillige Rovfugle o. a. synes dog som Regel at ruge under Æg- lægningen; smaa og større Dununger findes ofte sammen i Reden hos disse Fugle. Æggets Udvikling fordrer en vis, saa vidt mulig konstant Varme, helst op imod 40° Celsius; denne tilføres Æggene fra den rugende Fugls Legemsvarme, der tilbageholdes om Æggene dels af Fuglens egen Fjerklædning, dels af Redematerialet, der begge er meget daarlige Varmeledere. Rugningen besørges som Regel ene af Hunnen, sjeldnere af begge Køn, idet Hannen nu og da afløser Hunnen; hos mange Arter faar de rugende Fugle saakaldte Rugepletter, idet Fjerene 57 paa et stort eller to mindre Partier paa Bugen falder af og lader Huden nøgen, saaledes at Æggene kan komme i direkte Berøring med det varme Legeme. Hos ganske enkelte Fugle (Odinshøns, Thorshøns, Pomeransfugl o. a.) ruger Hannerne ene, og kun disse har da Rugepletter. Rugetidens Længde er konstant for den enkelte Art, men højst forskellig hos de forskellige Fugle, fra 10—45 eller endog 50 Dage (Strudse); kortest hos Smaafugle, længst hos de store. Som Regel er Rugetiden hos vore smaa Spurvefugle 11 — 14 Dage, hos Duer 17 — 18, hos Ryper c. 26, hos Hejrer 25—28, hos Storke 32—38, hos Ænder 24—29, hos Gæs 28 — 29, hos Svaner c. 35, hos store Maager c. 26, hos Skarve c. 28 o. s. v. Under Rug- ningen forlader Fuglen kun Reden i kortere Tidsrum for at søge Føde; særlig senere hen i Rugeperioden, naar Fosteret er mere udviklet, forlader Fuglen kun højst nødig Reden og ikke længere end strengt nødvendigt, ligesom den paa dette Tidspunkt „holder" stærkt paa denne; flere Arter lader sig da endog berøre med Haanden, løfte af Reden o.s.v., tilsyneladende ret upaavirkede af Faren. Endel Arter dækker Æggene med Dun og andet varmende og skjulende Redemateriale, naar de frivilligt forlader Reden, idet de hermed dæmper Afkølingen (Ænder, Lappedykkere o. m. a.); afkøles stærkt rugede Æg for længe, dør Fosteret, medens mindre rugede Æg bedre taaler lidt Afkøling. Fosterets Udvikling tager først Fart, naar Rugningen begynder; fra Kimskiven breder Fosteret og dets karrige Hinder sig som et stadigt voksende rundt Felt udover Blommens Over- flade; Hovedet naar tidligt en uforholdsmæssig Størrelse og da særlig Øjnene, der snart ses som to mørke, runde Legemer i det iøvrigt geléagtige Foster. Naar Fosteret har naaet sin fulde Størrelse og ud- fylder hele Ægget med sit Legeme, ligger det stærkt sammenkrummet, oftest med Hoved og Hals bøjede ned paa Brystet, saaledes at Næbbet stikker ud gennem Arm- hulen. Æggeskallen er da bleven blødere og skrøbeligere, og ved Arbejden og Støden med Næbbet, der bærer en ejendommelig, lille, hvid Hornknude paa Oversiden af sin Spids, sønderbryder Ungen Skallen paa et bestemt Felt, hvorpaa den sprænger den sejge Skalhinde og arbejder sig ud af Ægget, idet Hoved og Forkrop kommer først. Den nysudkrøbne Unge, hvis Bug er meget stor og tyk, indeholdende Resterne af Blommemassen, er vaad og slimet, men tørrer snart ved Luftens Indvirkning eller Moderens Varme, hvorpaa Dunfjerene, naar saadanne er tilstede hos Ungen i rigelig Mængde, hurtigt" rejser sig 58 og bulner ud, saaledes at de danner et varmende Lag. Fosterets Næbtap falder efter nogle Dages Forløb af som overflødig. Æggeskallerne fjernes ofte af Moderen for ikke at røbe Redepladsen. Ofte kan man, f. Eks. hos Vadefugle, Hønsefugle, Rovfugle o. a., høre Fosteret pibe i Ægget, førend dettes Skal er helt brudt. Med Hensyn til den Udviklingsgrad, Ungerne har naaet ved Fødslen, falder Fuglene i to Grupper. Hos Spurvefugle, Spetter, Rovfugle, Duer, Aar^fodede, Hejre- fugle o. a. kommer Ungerne saaledes blinde og mere eller mindre nøgne ud af Æggene og maa, hjælpeløse som de er, fodres gennem længere Tid og varmes i Rederne af Forældrene. Hos Andefugle, Hønsefugle, Lommer, Lappe- dykkere, Vadefugle, Maager o. a. kommer Ungerne der- imod ud af Æggene med aabne Øjne, og dækkede af et tæt Dunlag; de er snart i Stand til selv at forlade Reden og søger Føden, vogtede af Forældrene, der efter Evne for- svarer dem; deres Ben er, i Sammenhæng hermed, særlig tidligt udviklede og kraftige, medens deres Vinger der- imod er langt tilbage i Udvikling (undtagen hos Hønse- fuglene). De mindre Spurvefugles Unger fodres hovedsagelig med Insekter, selv hos saadanne Arter, der som voksne er frøædende; Forældrene bærer Foderet til Reden, hol- dende det i Næbbet, og putter det selv ned i Svælget paa Ungerne. Rovfugle tager Byttet i Kløerne og bærer det til Redekanten, hvor de sønderriver det og fordeler det mellem Ungerne; Duerne fodrer Ungerne med Opgylp fra Kroen; Lunder samler Smaafisk til Ungerne og hjem- bringer dem hængende i et Bundt i de meget udvidelige Mundvige; Søkongen fodrer-med Krebsdyr, som den hjem- bringer i Mængde gemte under Tungen o. s. v. Fuglenes Unger behøver megen Føde, og Forældrene fodrer dem omtrent uafbrudt Dagen gennem; højnordiske Fugle, der yngler i Egne msd kort eller ingen Nat, fodrer deres Unger næsten hele Døgnet rundt. Under Fare, f. Eks. naar man nærmer sig Fugle med Unger, søger Forældrene ofte at bortlokke Forstyrreren ved at faa denne til at for- følge sig, idet de slæber sig hen ad Jorden med hængende Vinge, ladende som om de er saarede og ude af Stand til at flyve (Ænder, Vadefugle, Rovmaager, adskillige Spurve- fugle o. a.), eiler de søger at fordrive Fjenderne ved under Flugten at slaa ned paa dem og hakke dem (Svaler, Terner, Storkjover o. m. a.); Ugler angriber med Næb og Kløer o.s.v. De fleste Fugle yngler kun een Gang aarlig, hos os altsaa i Foraarstiden; dette gælder saaledes saa godt som 59 alle større Fugle, saasom Andefugle, Lommer, Lappe- dykkere, Aarefodede, Stormfugle, Vadefugle, Maager, Alke- fugle, Rovfugle, mange Spurvefugle o. a. Endel Fugle yngler to Gange aarlig, idet de hen paa Sommeren, naar første Kuld har forladt Reden, lægger et nyt Kuld; dette gælder saaledes bl. a. Duerne og mange af de mindre Spurvefugle; enkelte af disse kan endog naa at faa 3 eller mulig flere Kuld udrugede i gunstige Sommere, saaledes lægger f. Eks. Solsorten fra tidligste Foraar stadig nye Æg, naar et Kuld er færdigt; mange Fugle yngler atter, naar første Kuld Unger er blevet ødelagt for dem, i alt Fald hvis disse endnu laa i Reden. Borttages Æggene, lægger næsten alle Fugle som Regel hurtigst muligt et nyt Kuld Æg, der dog jævnlig er lidt faatalligere. Maager, Terner, mange Ænder o. a. kan paa denne Maade tvinges til at læ,gge et stort Antal Æg, indtil de endelig opgiver Æg- lægningen eller faar Fred til at ruge. Mange Fugle yngler hvert Par for sig, idet de nødigt taaler Artsfæller i deres Nærhed, saaledes hos os de fleste Spurvefugle (undtagen Raager) og Rovfuglene; andre yngler mange Par nær sammen paa gunstige Ynglepladser, f. Eks. mange Vadefugle; atter andre foretrækker at yngle i større eller mindre samlede Kolonier, hvor Rederne da kan ligge meget nær ved hinanden, f. Eks. Terner, Maager, Suler, Skarve, Hejrer, mange Ænder, Alkefugle, Raager o. fl. a. Alle hos os ynglende Fugle,blot maaske med Undtagelse af Urfugl og Vagtel, yngler parvis (Monogami); hos nogle Arter holder Han og Hun ogsaa sammen efter Yngletiden (Svaner o. a.), men som Regel opløses Forholdet efter Yngletiden; hos endel Arter angives Parret atter at finde hinanden Aar efter Aar (Storke o. a.). Som Regel er Han- nerne i Overtal, og de uparrede, omstrejfende Hanner for- styrrer ikke sjeldent de ynglende Par; hos mange Ænder er Hannerne ofte i stort Overtal tilstede paa Yngleplad- serne, og Hunnerne parrer sig da ikke sjeldent, frivilligt eller tvungent, med flere Hanner (Polyandri). Endel Fugles Hanner forlader den rugende Hun, saasnart Parringerne er forbi, og de samler sig da som Regel i særlige Flokke, ofte sammen med de ikke kønsmodne Ungfugle, saaledes som det let iagttages hos de fleste Ænder; Hunnerne passer da ene Ungerne. Som Regel holder dog Hannen sig nær den rugende Hun, deltager endog i Rugningen eller underholder hende med Sang (de fleste Spurvefugle), forsvarer den mod vagabonderende Hanner, bringer Hunnen Føde o. s. v.; naar Ungerne kommer ud, hjælper den da Hunnen baade med at made og passe disse. 60 Naar Ungerne er voksne, strejfer mange Fugle om- kring familievis (f. Eks. Skovskader, Mejser o. m. a.) eller slutter sig sammen med Artsfæller i større eller mindre Flokke; særlig hen imod den Tid, Bortrejsen skal finde Sted, samler mange Fugle sig i Flokke, ofte af uhyre Størrelse, saaledes som dette f. Eks. almindeligt ses med Svaler, Stære, de fleste Vadefugle, Ænder, Storke o. m. a. Under Flyvningen bevæges Vingerne noget skrue- formet, idet Fuglen, naar Vingen lidt sammenslaaet løftes, først hæver dennes Forrand, medens denne under Ned- slaget drives først ned. Fuglenes Flyvemaade er meget forskellig og for manges Vedkommende saa karakteristisk, at Arten derved kan kendes i Flugten. Store Fugle flyver som Regel med langsomme, smaa Fugle med hurtige Vingeslag; større, men smaavingede, Fugle (Alkefugle, Hønsefugle, Ænder) flyver dog med for- holdsvis hurtige Vingeslag. Undersøgelser af Vingeslagenes Hastighed har vist, at f. Eks. Spurve i Almindelighed gør 13, Ænder 9, Duer 8, Musvaager 3, Storke og store Ørne knap 2 Vingeslag i Sekundet. Mange store, mest lang- vingede, Fugle viser ofte en ejendommelig sejlende Flugt, idet de kredser og kunstfærdigt manøvrerer i Luften med udspilede, næsten stillestaaende Vinger (Maager, Storke, Musvaager, Ørne, Traner, Suler o. m. a.); bl. Smaafugle er denne Flyvemaade sjelden, findes dog hos Svaler og fremfor alt hos Sejlerne, der har drevet denne Bevægelses- maade til Fuldkommenhed. De fleste smaa Spurvefugle flyver i Hop, idet de efter en Række raske Vingeslag skyder skraat fremad gennem Luften med sammenlagte Vinger; større Spurvefugle, f. Eks. Stære og Drosler, flyver jævnt; ogsaa Spetter flyver i Hop. Endel formaar ved svirrende Vingeslag at holde sig stille i Luften, f. Eks. Lærker, Taarnfalke o. fl. a. Store Flyvekunstnere er f. Eks. Kjoverne, naar de med glimrende Behændighed afjager Ternerne deres Bytte. Under Manøvrering i Luften anvendes Halen foruden som Ror tillige som Bremsemiddel, idet den udspiles og bøjes nedad, samtidig med at Vingeslagene føres mere fremad, idet Fuglen ligesom rejser sig i Luften; dette ses særlig tydeligt, naar store Fugle fra Flugten vil sætte sig paa Jorden eller lægge sig paa Vandet, hvor de da ofte tillige dæmper Farten ved at stemme mod Vandet med udspilede Tæer. Opflyvning fra flad Jord eller fra en Vandflade volder mange større Fugle (Svaner, Gæs, Lom- mer o. m. a.) endel Vanskelighed, da de kun efterhaanden kan komme paa Vingerne, idet de løber henad Jorden eller 6 Vandfladen; Alkefugle, Suler o. a. formaar kun at flyve op fra Jorden, naar de kan faa Luft under Vingerne, f. Eks. ved at kunne sætte af fra en Tue, Sten ell. lign. I Parringstiden udfører mange Hanner særlige Flyve- kunster, idet de frembringer snurrende, pibende eller brummende Lyd med Vinge- eller Halefjer (Bekkasiner). Under Flugten strækker de fleste eller næsten alle større Fugle Benene bagud, idet de lægger dem hen under Halen; hos de langbenede rager de da langt ud bag denne (Storke, Hejrer). Spurvefugle bøjer dem derimod som Regel fremad, op under Bugen, som oftest skjult mellem Fjerene. Svømmeevne er en Egenskab, som Vandfugle af vidt forskellige Grupper har tillagt sig, og den fælles Levevis har medført endel ensartede, ydreBygningsforhold, Svømme- fødder, tæt fedtet Fjerlag o. s. v.; i ældre Tid samledes de derfor i en særlig Orden, Svømmefuglene, nu deles de derimod i flere naturlige Grupper efter deres forskel- lige Oprindelse (Ænder, Lommer, Lappedykkere, Storm- fugle, Aarefodede, Maagefugle og de med dem nærbeslægtede Alkefugle). Endel Fugle, der ikke egentlig er Svømmefugle, kan dog godt svømme lidt, naar Forholdene kræver det, saaledes de fleste Vadefugle; endel af disse har endog særlig godt udviklede Evner i denne Retning, saaledes Blishøns, Rørhøns, Odinshøns, Thorshøns o. a. En endnu højere Grad af Tilpasning efter Livsforholdene er Dykke- evnen, som saadanne Fugle har erhvervet sig, der særlig har stræbt at udnytte det ' rige Dyreliv under Vandets Overflade og paa Bunden; under Dykningen driver nogle Fugle sig frem under Vandet ene ved Vingernes Hjælp, idet de ligesom flyver ned gennem Vandet og blot styrer med de bagudrettede Ben, saaledes som det f. Eks. ses hos Alkefuglene, der derved faar flade Vinger med flad- trykte Armknogler; andre kommer frem hovedsageligt ved Benenes Hjælp, idet de bruger disse som Aarer (Dyk- ænder), medens Vingerne holdes mere eller mindre tæt ind til Kroppen eller højst bruges som Styre- eller Balance- redskaber. Disse Fugle har vænnet sig til at holde Vejret forbavsende længe under Vandet, særlig Lommer og Eder- fugle har naaet vidt i denne Retning. Fuglenes Evne til let og hurtigt at kunne skifte Op- holdssted sætter dem i Stand til, i højere Grad end Til- fældet er med andre Dyr, at opsøge de Egne, der under de skiftende Aarstider byder dem de bedste Livsbetingel- ser; de udnytter dog denne Evne i højst forskellig Grad. Standfugle i egentligste Forstand kaldes saadanne Fugle, der tilbringer hele Aaret paa samme Sted eller 62 ialtfald i samme Egn; særlig rustede er de som Regel til paa den ene eller anden Maade at taale Vinterkulden og til at klare sig under Vinterens vanskeligere Ernærings- forhold, enten som Kødædere eller Frøædere; men selv mange af de smaa insektædende Fugle, som f. Eks. Mejser, Træpikkere, Gærdesmuttere o. a., kan ved Vintertid finde Larver, Pupper og Insektæg i Sprækker og Revner. Af saadanne Standfugle kan hos os endvidere nævnes Urhøns, Agerhøns, Natugler, Duehøge, Skader, Toplærker, Hus- og Skovspurve, Bom lærker, Gulspurve, Solsort o. fl. a. Vanskeligt er det dog at afgøre, om en Fugl egentlig er Standfugl eller ej, idet det ingenlunde altid er givet, at det er de samme Individer, der ses Vinter og Sommer; fremmede Gæster kan komme fra Steder, hvor Arten ikke er Standfugl, medens Landets egne Individer er dragne bort, eller Hjemstavnsfugle og Gæster kan opholde sig her sammen; noget saadant gælder sikkert for de fleste af vore saakaldte Standfugle, saaledes for Krager, Maager, Bogfinker, Stokænder o. m. a.; saameget kan man dog med Sikkerhed sige, at ialtfald vedkommende Art er Standfugl, naar den stadig ses her i Landet Aaret rundt. Som en Fugls Hjemstavn betegnes naturligst det Sted, hvor den yngler og tilbringer Sommeren sammen med sine Unger. Trækfugle kaldes derimod saadanne Fugle, der aarlig til bestemte Tider, efter Yngletiden eller senere, sammen med deres flyvefærdige Unger forlader deres Hjemstavn og foretager større eller mindre Vandringer (Træk) til Egne med mildere klimatiske Forhold for atter om For- aaret at begive sig tilbage til Ynglepladsen. Grunden til disse Vandringer er altsaa hovedsagelig at søge deri, at disse Fugles Yngle- og Sommeropholdssted ligger i saa nordlige eller kølige Egne, at' kun disses Sommer byder dem gode Livsvilkaar, medens Vinteren er dem for streng og tvinger dem til Bortrejse, hvad enten Grunden er Kulde, Sne og Mørke eller ligefrem Mangel paa tilgængelig Næring; særlig mange af de insektædende Smaafugle er derfor mellem de regelmæssigste Trækfugle; hos over- maade mange af disse er Vandretrangen imidlertid bleven en saa indgroet Vane, at de, følgende deres Instinkt, til ganske bestemte Tider forandrer Opholdssted, selv om den Egn, de saaledes forlader, i og for sig nok endnu i nogen Tid kunde byde dem nogenlunde gode Livs- betingelser. Trækrejserne kan være af uhyre Udstrækning; mange Arter, navnlig blandt Vadefuglene, der yngler i de høj- nordiske Egne, trækker længst mod Syd, saaledes f. Eks. 63 den Islandske Ryle fra Nordgrønland helt ned til Syd- afrika; vore egne Trækfugle' synes gennemgaaende at over- vintre i det vestlige Sydeuropa, i Middelhavslandene og Nordafrika. Alle mulige Overgange mellem Træk- og Standfugle findes; enten saaledes, at Trækfugle forlader Hjemstavnen saa sent og vender saa tidligt tilbage, mulig endog i ringe Tal overvintrer, at de, omend Trækfugle, dog jævnlig træffes om Vinteren, saaledes hos os Stære og Lærker, eller ogsaa blot forlader Hjemstavnen i nordligere Egne, tvungne af særlig strenge Vintre (Sidensvandse, Dom- papper o. m.a.). Andre er Standfugle i visse Egne, f. Eks. Stæren paa Færøerne, Vandriksen paa Island, medens de samme Arter er Trækfugle i andre Lande; atter andre er blot Trækfugle i den nordlige Del af deres Hjemstavns- zone, Standfugle i de sydligere eller varmere o. s. v. Strejffugle har man kaldt saadanne, der opholder sig hele Aaret indenfor bestemte Landsdele, hvor de blot udenfor Yngletiden foretager hyppige Strejftog rundt til gunstige Foderpladser, rige paa Bær eller Frø, følgende Fiskestimer o. s. v. Mange Fugle foretager daglige Nærings- vandringer; Krager og Hejrer saaledes fra deres Sove- pladser i Skove ud til Marker og Kyster, Ænderne om Aftenen ind fra Havet til Indsøerne og Moserne, Maager om Morgenen ind fra Havet til Marker og Indsøer og tilbage mod Aften o. s. v. Nogle Fuglearter kan i enkelte Aar, ofte med lange Mellemrum og af ukendte Aarsager, mulig paa Grund af Overbefolkning, tilfældig Næringsmangel eller andet, fore- tage Masseudvandringer fra deres Hjemstavn og søge til langt bortliggende Egne; saaledes f. Eks. Rustanden, Nøddekrigen og særlig Steppehønen, der bl. a. i 1859, 1863 og 1888 fra sit Hjem i Asien oversvømmede hele Europa for atter snart at forsvinde. Skønt Fuglene i det hele holder sig indenfor deres Udbredningszoner, kan dog enkelte Individer af en Art nu og da forvilde sig langt bort og som tilfældige Gæster vise sig i fremmede Lande. Danmark har saaledes nu og da haft Besøg af Fugle fra Østasien (f. Eks. Guldrossel og Brunsvenske), oftere fra Siberien (f. Eks. Sortstribet Drossel, Brundrossel, Hvidbrynet Løvsanger, Rødhalset Gaas o. s. v.), ogsaa fra Amerika (Blaavinget And, Sneppeklire), oftest naturligvis fra Sydeuropa og Afrika (Jomfrutrane, Kohejre o. m.a.). Trækket foregaar paa meget forskellig Maade; nogle Fugle gør hyppigt Hvil undervejs og opholder sig kortere eller endog længere Tid paa indbydende, næringsrige 64 Lokaliteter (Vadefugle, Ænder o. a.), andre foretager helst Rejsen med kortere Afbrydelser (Svaler, Storke); alle kan de opholdes af daarligt Vejr. Nogle rejser helst om Dagen, hvilket gennemgaaende gælder de fleste større Fugle, f. Eks. Traner, Rovfugle, Krager, Terner og mange Vade- fugle, der ofte ses trække højt i Luften. Andre benytter helst Natten til Træk, idet de hviler om Dagen; dette fore- trækker saaledes ofte de fleste smaa Spurvefugle, ligeledes mange Vadefugle og Ænder. Baade i klare og endnu mere i taagede Nætter rejser de; se dem kan man ikke, men uafladelig lader mange af dem deres Varselstoner og Skrig lyde for i Mørket bedre at kunne holde sammen i Flok; enkelte Arter synes dog at rejse tavse. Visse gun- stige Nætter om Foraaret og særlig om Efteraaret, da talløse Skarer trækker over Landet, kan man stadig høre de passerende Flokkes mangetonede Piben og Fløjten lyde fra alle Sider i Mørket. Lys fra Byer og navnlig fra Fyrene synes i mørke, taagede eller regnfulde Nætter at forvirre og blænde de trækkende Fugle; særlig Fyrene ligesom drager de blændede Fugleskarer til sig; i Mængde kan de da vedblive at kredse om Lanternerne og flyve mod disse, hvorved mange omkommer; i klare Nætter ænser de derimod ikke Fyrene. Mange Arter trækker baade ved Nat og ved Dag, eftersom det passer dem, hvilket bl. a. gælder Ænder, Vadefugle og iøvrigt ogsaa mange Spurve- fugle. Svaler synes saa godt som stedse at trække om Dagen. Nogle trækker enkeltvis (Snepper, Krager), andre i Smaaselskaber, atter andre helst i større eller mindre Flokke. Trækker flere sammen i Flok, flyver de ofte i bestemt Orden; Ænder, Gæs, Svaner og Traner flyver frem i en skraa Linie eller i to fortil sammenstødende Rækker (Kileform); de generer da ikke hinanden, og den forreste bryder mulig Luften for de efterfølgende; andre, f. Eks. Musvaager, flyver i Selskaber, svævende frem, idet de jævnligt gør holdt og sejler rundt i mægtige Buer, for da atter at fortsætte Rejsen. Ofte trækker flere Arter, særlig bl. Vadefuglene, sammen i Flok. De egentlige Trækfugles Ankomsttider er hos os gennemgaaende i mærkværdig Grad konstante fra Aar til Aar; først viser enkelte Individer af Arten sig, og disses Ankomst kan for mange af vore sentkommende smaa insektædende Sangfugles Vedkommende forudsiges med en Sikkerhed, der ikke fejler mange Dage; stadig stiger derpaa deres Antal, indtil det egentlige Hovedtræk noget senere finder Sted. I det hele og store er Trækfuglenes 65 Ankomst og Bortrejse ikke synderlig afhængige af Vejr, Temperatur o. 1.; dette gælder dog ikke de tidlig paa Aaret, i Januar, Februar og Marts kommende Fugle (Lærker, Stære, Viber, Alliker, Raager o. a.), som ved mildt Vejr søger tidligere tilbage til Ynglepladserne og ofte atter fortrækker ved daarligt Vejr, men derimod mere de senere, i April og Maj, kommende Sangfugle; ikke sjældent maa disse Smaafugle, hvis det pludselig atter falder ind med Kulde og Sne, undgælde med Livet for denne Regel- mæssighed, skønt det ofte er mærkeligt at se, hvor de forstaar at finde Læ og Føde langs Gærder, under Buske, Snedriver o. 1. Steder. Daarligt Vejr kan dog gøre Ind- vandringen uregelmæssig, saaledes at Fuglene ligesom ophobes og kommer paa enkelte Dage i særlig stor Masse, hvis mildt Vejr atter pludseligt indtræder. Om Efteraaret synes Vejret noget mere at have Indflydelse paa Bort- rejsen; lunt og godt Vejr med rigelig Insektmængde kan f. Eks. ofte friste endel Svaler til at forlænge deres Op- hold hos os til langt ud i Oktober. Som en Hovedregel kan det endelig anføres, at de Trækfugle, der kommer først til os om Foraaret, forlader os sidst om Efteraaret (Stære, Lærker, Viber og mange andre Vadefugle), ligesom de, der kommer sidst, ogsaa forlader os først (Gøg, Nattergal); Storken kommer dog tidligt og forlader os ogsaa tidligt. Mellem de sidste Gen- nemrejsende om Foraaret og de første om Efteraaret er oftesaadannehurtigtrejsende Vadefugle, som f. Eks. Islandsk Ryle, der yngler meget højt mod Nord, hvor de først sent finder deres Yngleplads snefri og allerede tidligt maa forlade denne efter den korte Sommer. Ret almindeligt, synes det at være, at de gamle Fugle om Efteraaret forlader Yngle- pladserne før Ungerne; tydeligst iagttages dette hos Is- landsk Ryle, hvor de rødbrune, gamle Fugle straks flokkevis forlader Ungerne, naar disse kan klare sig selv; senere ses da Flokke udelukkende bestaaende af de askegraa Unger paa Rejse mod Syd. Flere Tilfælde kendes ogsaa paa, at Han og Hun ikke trækker helt samtidigt; saaledes kommer Lærke-Hannerne først om Foraaret, ligesom de forlader os sidst. Trækfuglene følger paa deres Vandringer i og for sig ikke bestemte Trækveje, men drager f. Eks. hos os spredt ret jævnt over hele Landet; dog følger de ofte hoved- sagelig Kysterne, nu og da store Floddale o. 1. Over Dan- mark synes Trækretningen om Foraaret overvejende at gaa fra Sydvest mod Nordøst eller ligefrem fra Vest til Øst, idet Fuglene kommer op langs Atlanterhavskysterne R. Hørring: Fugle I. 5 66 eller fra England og søger op i Skandinavien, eller mere østligt over Sverrig og Finland til Nordrusland; om Efter- aaret gaar Trækket den modsatte Vej. Som Regel foregaar Op- og Nedrejse ad samme Vej; endel Tilfælde kendes dog, hvor Nedrejsen foregaar ad én, Oprejsen ad en anden Vej; saaledes skal Pomeransfuglen, der yngler i Nord- skandinavien og Nordrusland, om Efteraaret trække til sydligere Egne følgende Veje østen om Østersøen, medens ialtfald en stor Del af Foraarstrækket foregaar langs At- lanterhavskysterne op gennem Jylland; Viberne ses hos os hovedsagelig kun paa Gennemrejse om Foraaret, o. s.v. Foraarstrækket foregaar som Regel hurtigere end Efter- aarstrækket, Yngledriften synes at fremskynde Fuglenes Hjemrejse. Forbavsende er den Udholdenhed, hvormed Smaafugle dristigt flyver lige over store Have (Kattegat, Nordsøen, Østersøen og endog Middelhavet) uden at prøve paa at søge uden om dem ad Landveje. Fuglenes Stedsans er aabenbart meget stærkt udviklet; aldeles forbavsende er det Instinkt, der sætter dem i Stand til at finde frem f. Eks. fra Afrika op til højnordiske Egne, maaske rejsende hovedsagelig i Nattens Mørke, og allige- vel gør dem det muligt at finde just den samme Plads, hvor de ynglede Aaret forud; dobbelt mærkeligt, naar det drejer sig om Unger, der aldrig før har foretaget Rejsen; ved de Arter, hvor Ungerne trækker for sig, kan de endda ikke tænkes at blive ledede af gamle, mere er- farne Fugle. Mange Eksempler haves paa, at den samme Fugl Aar efter Aar søger sin vante Redeplads, og Ungerne finder om Foraaret tilbage til den Lokalitet, hvor de er udklækkede. Det er saaledes af det forégaaende let forstaaeligt, at Danmarks Fugleverden er underkastet en lovbunden Skiften og derfor er meget forskellig efter de forskellige Aarstider. Om Sommeren ses hovedsagelig kun vore egne Ynglefugle, men ved Siden af disse ses dog ogsaa mange blot oversomrende Fugle hos os, hørende til Arter, der yngler i nordligere Egne men bliver hos os, fordi de endnu ikke har naaet Kønsmodenhed (mange Ænder, Lommer, Maager o. a.) og derfor ikke ulejliger sig op til deres Arts Ynglepladser, men søger deres Udkomme hos os. Om Efteraaret indfinder sig mange Fugle, der hører til Arter, som ikke yngler hos os, men kun passerer Landet paa Gennemrejse; saadanne lader sig altsaa let erkende som fremmede Gæster (f. Eks. Pibeænder, Strand- hjejler, Kobbersnepper, Dværgryler, Islandske Ryler, Vin- 67 drosler, Sjaggere o. m. a.); efter kortere eller længere Ophold drager de videre mod Syd eller overvintrer delvis hos os. Naar vore egne Ynglefugle drager bort, indtræffer derimod gerne Individer af de samme Arter paa Gennem- rejse fra Nord; let er det derfor ikke i disse Tilfælde at afgør, naar vore egne Ynglefugle egentlig drager væk. Som egentlige Vintergæster viser sig endelig mange Arter fra nordligere Egne, Fugle, der agter at overvintre paa vore Bredegrader. Klimaets forskellige Varme med følgende Is og Sne, driver da disse mere eller mindre regelmæssige Gæster frem og tilbage; ofte synes de helt at overvintre hos os, ofte drives de længere mod Syd eller ud til Atlanterhavets varmere Kyster; ved mildere Vejr for- svinder de igen mod Nord og Nordøst. Om Foraaret gen- tager de samme Fænomener med gennemrejsende Arter (Foraarstrækket) sig atter, men i omvendt Orden; de nordlige Ynglefugle af vore egne Arter rejser først gennem Landet, derpaa viser vore egne Fugle sig i deres Hjem- stavn og slaar sig ned paa Ynglepladserne. I Danmark forløber Fugletrækket omtrent paa følgende Maade. Først om Foraaret, gerne allerede i Januar og Februar, begynder Stære og Lærker at vise sig i stadig tiltagende Tal; først i Marts kommer gerne Viberne, og derefter følger snart Alliker, Krager, Raager, Hulduer, Musvaager o. a. mere haardføre Fugle. I Løbet af Marts og Begyndelsen af April kommer mange Finker og Ver- linger tilbage, ligeledes Drosler, Rødkælke, Engpibere, Hvid Vipstjert, Stensmutter, Skovsnepper og mange andre Vadefugle, Storke, Traner, Moseænder, Gæs, Lappedykkere, Blishøns o. m. a.; hen i sidste Halvdel af April kommer først Gransangeren, dernæst Løvsanger, Træpiber, Gul Vipstjert, Landsvale, og i de sidste Dage af April og først i Maj begynder alle de andre smaa insektædende Sang- fugle at komme, saaledes Munkesanger, Gærdesanger, Bynkefugl, Digesvale, Sivsanger og Bysvale, stadig sti- gende i Antal; henimod Midten af Maj viser de første Sejlere, Graa Fluesnappere, Tornsangere, Rørsangere o. a. sig; først henimod Slutningen af Maj eller endog i Be- gyndelsen af Juni er alle de smaa Sangere komne; blandt de sidste er Havesangeren og Gulbug, allersidst ofte Kær- sangeren; saa godt som alle kommer de om Natten. Sidst blandt de større Fugle kommer Vepsevaagerne i Slutningen af Maj paa Gennemrejse. Efteraarstrækket begynder saa smaat allerede i Slut- ningen af Juni, da Storspoverne viser sig paa Træk, snart efterfulgte først i Juli af Rødben, Mudderklirer o. a. Vade- 68 fugle; midt i Juli viser flere Smaasangere, som f. Eks. Løvsanger og Rødstjert, sig paa Vandring, og deres Tal tiltager nu jævnt og stærkt i Løbet af August og Septem- ber og ud i Oktober; blandt de sidste, der rejser, er Munkesangeren; sidst i August er gerne Sejlere og Gul- buge borte, derpaa forsvinder Havesangerne; henimod Slutningen af August kommer mange Fugle, som f. Eks. Skovpibere og Rødkælke paa Gennemvandring. Gærde- sangere og Tornsangere er gerne borte først i September, derpaa forsvinder Digesvaler, Gul Vipstjert o. m. a. By- og Landsvaler rejser for største Delen i September, men navnlig den sidste kan forblive her langt ud i Oktober, ja endog ind i November. Sejlere, Gøge, Hvepsevaager, Storke og mange mindre Vadefugle forlader os ogsaa i August og September. Henimod Slutningen af September begynder Engpibere, Lærker, Bogfinker, Kvækere, Fugle- konger, Gærdesmuttere, Drosler, Rødkælke o. m. a. at vandre gennem Landet; først hen i Oktober begynder Krager, Alliker, Raager, Drosler og Stære at vandre. Efteraarstrækket unddrager sig i højere Grad Kon- trollen end Foraarstrækket; efterhaanden forsvinder Fuglene i Stilhed, idet de i det hele gør sig mindre bemærkede om Efteraaret, end naar de om Foraaret henimod Parrings- tiden syngende og livlige nærmer sig deres Ynglepladser. Mængden af Fugle, der vandrer gennem Landet om Efter- aaret, er paa Grund af den store Tilgang af alle Ungerne langt større end om Foraaret. Fuglene kan aabenbart opnaa en meget betydelig Alder, og man har i adskillige Tilfælde nøjere kunnet konstatere dette, f. Eks, at en Maage er bleven 64 Aar, en Albatros over 34 Aar o. s. v. Som Regel omkommer dog sikkert Smaafuglene ret hurtigt, enten ved Vejrligets Indflydelse eller ved Rovfugles Efterstræbelse, Sygdomme o. 1. At den aarlige Dødelighed hos Smaafuglene maa være meget stor, indses let, naar man betænker, at hvis f. Eks. et Par af disse har faaet op mod 20 Unger i Sommerens Løb, skal blot 2 Individer af hele denne store Familieflok næste Foraar møde paa Ynglepladsen, for at Arten skal kunne holde sit normale Individantal; de andre omkom- mer altsaa som Regel i Aarets Løb. Efter de forekommende Fuglefamilier og ejendomme- ligere Arter er Jorden delt i endel Regioner; Danmarks Fugle henhører hovedsagelig til den palæarktiske Re- gions, der omfatter Europa og Asien ned til Himalaja, Arabien og Nordafrika, ligesom Island og Færøerne hen- regnes hertil. Vintergæster kommer jævnlig til os fra de 69 arktiske Egne, hvortil henregnes de Egne, der i Europa, Asien og Amerika ligger Nord for Trægrænsen. At en Fugl har cirkumpolær Udbredelse vil sige, at den er ud- bredt i et Bælte gennem alle disse arktiske Egne. Den nearktiske Region omfatter Nordamerika Syd for Træ- grænsen ned til Nord-Meksiko. Af Verdens c. 20.000 kendte Fuglearter vides gennem Tiderne omkring 310 at have vist sig i Danmark. Af disse kan dog meget højt regnet kun omkring 190 anses for at høre eller have hørt til Landets faste Fugleverden, for saa vidt som de har ynglet her, tildels dog meget sjældent og faatalligt. Mellem disse Arter har 5 (Tjur, Rype, Gejr- fugl, Krøltoppet Pelikan og Sortspette) allerede i forhisto- risk Tid opgivet Danmark som Yngleplads, nærmest paa Grund af forandrede Naturforhold; i Løbet af nyere og nyeste Tid er imidlertid en længere Række, navnlig af vore større og ejendommeligste Arter, stadig aftaget i Tal, eftersom Landet er blevet tættere bebygget og mere op- dyrket; adskillige af disse er allerede fortrængte og ud- ryddede som Ynglefugle, saaledes Trappe, Rovterne, Trane, Skarv, Kongeørn, Havørn, Fiskeørn, Glente, Stor Horn- ugle, Ellekrage og Hærfugl; paa Grænsen af Udryddelse eller stærkt truede er Rørhøg, Vandrefald, Rørdrum, Ravn, Duehøg, Knobsvane, Sort Stork o. fl. a. Stadig øges Tallet paa de truede Arter, og Fremtiden tegner sig meget mørk for hele den Del af vor Fuglefauna, der udmærker sig ved betydelig Størrelse, altsaa just for de Fugle, der er særlig interessante og værd at beholde. Naar man tillige fradrager de ikke faa Arter, hvis Ynglezones Grænser gaar gennem Danmark og som derfor af denne Grund altid har været faatallige som ynglende, bliver der i Nu- tiden kun omtrent 150 Arter tilbage, der kan siges at yngle nogenlunde regelmæssigt i Landet. Omkring 45 Arter viser sig endvidere her som regel- mæssige eller ret regelmæssige Vintergæster eller kommer her paa Gennemrejse. Endelig er c. 75 kun ganske til- fældige Gæster, der ret faa Gange eller blot ved en enkelt Lejlighed vides at have forvildet sig til Landet; deres Tal vil stadig stige, næsten aarlig meldes der om en eller flere „nye" Arter, men med Landets Fauna har de strengt taget intet at gøre; i mange Tilfælde drejer det sig om Arter, der holdes tamme eller fangne her eller i nær- liggende Lande, og vanskeligt er det ofte at afgøre, om de er komne hertil paa naturlig Maade og ved egen Hjælp eller ved Menneskets Indgriben; de sidste har absolut intet at gøre med Danmarks Fauna. 70 Efter deres naturlige Slægtskabsforhold kan de i Dan- mark forekommende Fugle henføres til følgende 14 Ordener, der saa vidt muligt anføres i Rækkefølge fra de lavest til de højst udviklede Grupper, mellem hvilke Grænserne dog ofte er noget usikkre og vilkaarlige. Slægtskabet kan ingenlunde altid helt let erkendes af Fuglenes Ydre, men betinges for en Del af en meget lang Række indre eller finere anatomiske Karakterer, hvis systematiske Betydning dog endnu ikke med fuld Sikkerhed er klarlagt. Da mindre Hensyn her er taget til de umaadelig mange eksotiske Underordener og Familier, er her sammenfattet mere i fælles Ordener, end man maaske ellers vilde være til- bøjelig til at gøre. Oversigt over de danske Fugleordener. lste Orden. Andefugle (Lamellirostres). 2den Orden. Hønsefugle (Rasores). 3dje Orden. Gumpefodede ell. Lomfugle (Colymbi- formes). 4de Orden. Stormfugle (Tubinåres). 5te Orden. Vandhøns (Ralliformes). 6te Orden. Vade-Maage- Alkefugle (Charadriifor- mes). 7de Orden. Hejrefugle (Ciconiiformes). 8de Orden. Aarefodede ell. Pelikanfugle (Stegano- podes). 9de Orden. Rovfugle (Raptatores). 10de Orden. Ugler (Striges). Ilte Orden. Duefugle (Columbiformes). 12te Orden. Skrigefugle (Clamatores). 13de Orden. Klattrefugle (Scansores). 14de Orden. Spurvefugle (Passeres). Paa Grund af en stærkt fremtrædende Uensartethed hos Familierne indenfor flere af disse Ordener, særlig i Vade-Maage-Alkefugleordenen, er det vanskeligt at opstille disse i naturlig, systematisk Nøgleform efter rent ydre, let iøjnefaldende Ejendommeligheder og Kendemærker; Undtagelser vil stadig melde sig og sprænge Rammerne. I den følgende Nøgle er gjort et Forsøg til Orientering i Ordnerne, idet dog Vade-Maage-Alkefugle-Ordenen indgaar i denne spaltet ud i sine enkelte Familier. Om Fuglenes virkelige Slægtskab og om det naturlige, systematiske Stamtræ giver denne Nøgle altsaa kun ringe eller ingen Besked. 71 A. Fortæerne forbundne med Svømmehud. Skinnebenets øvre Del omsluttet af Krophuden. I. Bagtaaen fri (eller manglende), ikke forbunden med 2den Taa ved en Svømmehud. a. Næbbet blødhudet, i Kanten besat med Horn- lameller . *. .... Andefuglenes Orden (Lamellirostres). b. Næbbet hornklædt, Kanterne ikke besatte med Hornlameller. I. Næseborene runde, mundende i 2 Hornrør paa Næbbets Overside; Bagtaaen blot bestaaende af en tresidet, spids, lige Klo (eller manglende). Næbhornet delt i flere Plader, hvoraf den yderste danner en skarp Krog. Stormfuglenes Orden (Tubinåres). 2. Næseborene spalteformede, ligger paa Næb- bets Sider, ofte ved dets Rand. Hvis Bag- taa findes, er dens Klo kortere end den øvrige Bagtaa; Næbhornet ikke delt i Plader, hvoraf den yderste ender i en Krog. a1. Vingerne korte; naar sammenlagte ikke ud over Haleroden; Styrefjerene meget korte eller skjulte i Fjerene. Benene sidder langt tilbage. a*. Tarsen sammentrykt. Bagtaaen velud- viklet ...Lomfuglenes Orden ( C o 1 y m b i - formes), b'. Tarsen trind. Bagtaaen mangler .... ....Alkefuglenes Fam. (Alcidæ); se Charadriiformes. b\ Vingerne lange; naar sammenlagte langt ud over Haleroden; Styrefjerene velud- viklede og lange. Benene sidder ikke langt tilbage. .. . Maagefuglenes Fam. (Låridæ); se Charadriiformes. II. Bagtaaen forbunden med 2den Taa ved en stor Svømmehud Aarefodedes Orden (Steganopodes). B. Fortæerne ikke forbundne ved Svømmehud. Skinne- benets øvre Del fri, ikke omsluttet af Krophuden. I. Bagtaaen fæstet nøjere end Fortæerne. a. Fjerklædningen naar ned til Hælen eller ned paa Tarsen. Skrabefod (sml. Fig. 23) Hønsefuglenes Orden (Rasores). 72 b. Fjerklædningen naar ikke ned til Hælen, Skinne- benets nedre Del nøgen (Vadefødder). 1. Kroppen meget smal og sammentrykt; paa hver Side af Brystbenets Bagrand et meget dybt Indsnit, der omtrent spalter hele Brystbenet. Fortæerne meget lange. Bagtaaen veludviklet og lang. Vandhønsenes Orden (Ralliformes). 2. Kroppen kraftig og bred. Brystbenet med smaa eller ingen Indsnit i Bagranden. Bagtaaen kort eller manglende. al. Næbbet blødhudet, højst med hornklædt Spids Sneppe-Brokfuglenes Fam. (Charadriidæ); se Charadriiformes. b1. Næbbet helt hornklædt. a*. Næbbet kortere end Hovedet, bredt og but. Fortæerne tykke og korte med korte, brede, stumpe Kløer. Bagtaa mangler . . Trappernes Fam. (Otididæ); se Charadriiformes. b2. Næbbet længere end Hovedet, lige og spidst. Fortæerne lange med smalle Kløer, Indertaaens stærkt krummet. Bag- taa findes Tranernes Fam. (Gruidæ); se Charadriiformes. II. Bagtaaen fæstet i samme Højde som Fortæerne. a. Benet nøgent højt op over Hælen (hertil Storkene med lille, højtsiddende Bagtaa) .... Hejrefuglenes Orden (Ciconiiformes). b. Fjerklædningen gaar til Hælen eller ned paa Tarsen. 1. Næbbet et kort, kraftigt, krogformet Rovnæb med Vokshud. Rovfødder. al. Fødderne nøgne, eller blot Tarsen fjerklædt. Ydertaaen ikke Vendetaa (undt. hos Fiske- ørn). Foden sml. Fig. 21 .... Rovfuglenes Orden (Raptatores). b1. Fødderne fjerklædte til Kløerne. Ydertaaen Vendetaa (sml. Fig. 22) Uglernes Orden (S t rig es). 2. Næbbets ydre Ende haardhornet, men svag, buet, dog ikke krogformet; dets indre Del blød- hudet, opsvulmet over Næseborene Duernes Orden (Columbiformes). 73 3. Næbbet helt hornklædt, uden Vokshud. a1. Bagtaaens Klo lille og altid mindre end For- tæernes. Tarsens Bagside klædt med smaa Skæl. Bagtaaen kan ikke bevæges uafhængigt af Fortæerne. a2. Bagtaaen lille (eller fremadrettet). Yder- taaen ikke nogen Vendetaa. Fortæerne mere eller mindre sammenvoksede ved deres Grunddel Skrigefuglenes Orden (C lamatore s), b'. Bagtaaen ret stor, altid bagudvendt. Yder- taaen en veludviklet, bagudvendt Vende- taa. Fortæerne ikke sammenvoksede ved deres Grunddel Klattrefuglenes Orden (Scansores). bl. Bagtaaens Klo meget veludviklet, altid større end Fortæernes. Tarsens Bagside klædt med 1 eller flere lange Hornskinner. Bagtaaen bevæges uafhængigt af Fortæerne (Spring- fod, sml. Fig. 20) ... Spurvefuglenes Orden (Passeres). lste Orden. Andefugle (Lamellirostres). Næbbet som Regel bredt og ret fladt, dækket af blød, følsom Hud, blot i Næbspidsen med en større eller mindre, neglformet, nedbøjet Horn- plade, Næbneglen. Overnæbbets Inderrande og Undernæbbets Yderrande besatte med smaa, tæt- stillede Tværlameller af Horn, der danner et Si- apparat eller, naar de er mere haarde og spidse, danner Horntænder, der gør Næbbet særlig egnet til at fastholde Byttet. Næseborene ovale med bløde Hudkanter, staar indbyrdes i Forbindelse og sidder som Regel nær Midten af Næbbet. Tungen bred og kødfuld, paa Siderne frynset eller besat med bløde Torne, særlig bagtil. Næsekirt- lerne store, ofte meget stærkt udviklede, breder sig op over Pandebenene og Øjenhulerne. Fjer- klædningen tæt og fast, stærkt vandskyende, hvilket ialtfald delvis skyldes det fedtholdige Sekret fra 74 de veludviklede Gumpekirtler. Tæt Dunlag over hele Kroppen. Fjerene uden Bifaner. Fældningen som Regel mere eller mindre dobbelt, hos Ænderne med en tydelig Sommer- og Vinterdragt. Vingerne middellange, spidse; 10 Haandsvingfjer, 15-24 Arm- svingfjer. Halen ret kort, 12 — 24 Styrefjer. Benene lave, sidder som hos svømmende Fugle ret langt tilbage, kun fri af Krophuden fra midt paa Skinne- benet. Tarsen ret kort, sjelden synderlig længere end Mellemtaaen. De tre Fortæer forbundne med en blød Svømmehud helt ud til eller endog ud under de korte, butte Kløer. Bagtaaen kort, højt- siddende. Spiserøret uden Kro, Kirtelmaven lille, Kraasen stor og tykvægget. Blindtarmene som Regel lange (korte hos Skalleslugerne). Luftrøret med stærkt forbenede Bruskringe, visende ejendomme- lige Bygningsforhold hos mange Grupper, snart med et eller to udvidede Partier, snart stærkt for- længede, liggende i Slynger, snart med store for- benede, flerkamrede Udposninger ved det nedre Strubehoved, stærkest udviklede hos Hannerne. Hannerne har lang, spiralformet penis; Parringen foregaar altid paa Vandet. Angaaende Skelettet kan anføres, at Vingebenene ved deres forreste Ende staar i Forbindelse med Kilebenet ved store virke- lige Led- eller Glideflader, Halshvirvlernes Tal \6 — 25. Brystbenet stort, baade bredt og langt, med stor Kam, bagtil med to store Indsnit, der hos mange af de dykkende Former bagtil er luk- kede, dannende et Vindue paa hver Side af Bryst- benets Bagende. Andefuglene er iøvrigt alle i deres hele Bygning stærkt specialiserede til Ophold ved og i Vand, hvor de tilbringer hele deres Liv, snart i ferske Søer, snart i Havene og ved Kysterne. Svømmeevnen er stærkt udviklet hos dem alle, men Evnen til at dykke er meget forskellig, mang- 75 lende eller ringe udviklet hos de Former, der søger deres Føde i Vandets Overflade eller paa lavt Vand og paa Enge og Marker ved Søbredderne, stærkt udviklet hos dem, der søger deres Føde paa Bunden af dybt Vand (Dykænder og Skalleslugere); som Ællinger kan de alle dykke. Af de ikke dykkende søger Svømmeænder og Gæs Redning under Vandet, naar de er saarede eller ude af Stand til at flyve paa Grund af Fældning; for Svanerne er dette umuligt. Gangen daarlig, vraltende; Flugten paa Vingerne hurtig, men ret tung og støjende. Æggenes Tal stort, 6 — 15; de er glatskallede, ensfarvet graagrønlige, gulbrunlige eller næsten hvide, altid uden Pletter eller Tegning. Ungerne kommer helt dunklædte ud af Ægget, forlader Reden, saa- snart de er tørre og søger da straks Vandet; mades ikke af Forældrene, men følges og hjælpes snart af begge Forældre, snart kun af Moderen. Ordenen omfatter omkring 190 Arter, udbredte over alle Verdensdele. Andefuglene har allerede tidligt udskilt sig som en særlig Type; Ænder kendes saaledes allerede fra nedre miocene Lag, Gæs og Svaner fra lidt yngre miocene Dannelser. Kun 1 Familie (Anatidæ), der deles i 5 Underfamilier. Oversigt over de danske Underfamilier af Andefuglene. 1. Bagtaaen med en ganske smal Svømmehudlap, smallere end Taaens Bredde. Tarsen paa sin Forkant med flere Rækker store, tværstillede Skælplader 1. Svømmeænder (Anatinæ). 2. Bagtaaen med en bred Svømmelap, meget bredere end Taaens Tykkelse. Tarsen paa sin Forkant med flere Rækker store, tværstillede Skælplader. a. Næbbet bredt, mere eller mindre fladt, i sin ydre Del altid bredere end højt. Hornlamellerne lave, brede og ret bløde. Ganen uden Hornlameller. Næbneglen ikke nedbøjet til en lang, smal, kraftig Krog af hele Næbbets Bredde.... 3. Dykænder (Fuligulinæ). b. Næbbet smalt og trindt, i sin ydre Del lige saa bredt som højt. Hornlamellerne formede som meget spidse og haarde Horntænder, mere eller mindre bagud- rettede. En Række Horntænder paa hver Side af 76 Ganen. Næbneglen af Næbbets Bredde, nedbøjet til en kraftig Krog... 4. Skalleslugere (Merginæ). 3. Bagtaaen trind, ganske uden Svømmehudlap. Tarsen helt klædt med smaa, uregelmæssige Skæl, uden store Tværskæl paa Forkanten. a. Halsen lige saa lang som Kroppen eller længere (23—25 H aishvirvler). Næbbet bredt og fladt, med parallelle Rande. Huden mellem Næb og Øje nøgen. Tarsen meget kortere end Mellemtaaen (uden Klo). 2. Svaner (Cygninæ). b. Halsen kortere end Kroppen (under 20 Halshvirvler). Næbbet højt og kraftigt, smallere ud mod Spidsen. Huden mellem Næb og Øje fjerklædt. Tarsen lige saa lang som eller længere end Mellemtaaen (uden Klo). 5. Gæs (Anserinæ). lste Underfam. Svømmeænder (Anatinæ). Søger deres Føde i Vandets Overflade eller paa lavt Vand, idet de uden at dykke søger at naa Bunden ved at staa paa Hovedet i Vandskorpen med Halen lige i Vejret. Halsen ikke synderlig forlænget, men ret slank og bevægelig. Næbbet fladt og ret bredt, egnet til Gennemsnadring af Overfladevegetationen og Bunden. Næbneglen meget smallere end Næbspidsen, i det hele lille. Bagtaaen trind, kun med en ganske smal Svømmebremme. Brystbenet med en Indskæring paa hver Side af Bagkanten. Ribbenene korte, naar langtfra bagom Brystbenets Bagkant. Næsekirtlerne ikke særlig stærkt udviklede, danner ikke synderlig Indtryk i Næse- og Pandebenene. Hos os som Regel Træk- fugle, der overvintrer paa Vest- og Sydeuropas Kyster. Oversigt over Slægterne. 1. Lavbenede, Tarsen kortere end Mellemtaaen (uden Klo). Styrefjerene lancetformede, tilspidsede. Halen, kile- formet 1 . Moseænder (Anas). 2. Ret højbenede. Tarsen lige saa lang som eller længere end Mellemtaaen (uden Klo). Styrefjerene i Spidsen meget brede, ret lige afskaarne, lidt afrundede. Halen afrundet. 2. Gravænder (Tadorna). 77 1. Moseandsslægten (Anas Linné). Lavbenede Ænder, hvis Tarse er kortere end Mellemtaaen. Fødderne smaa. Legemsformen ret langstrakt og slank, Halsen ret lang. Stor Køns- forskel i Fjerdragten, Hannen større' end Hunnen. Hannen i Vinterdragt eller Pragtdragt, der bæres om Vinteren og i Forsommeren under Parringen, med smukke, rene Farver, meget forskellig fra Hunnen, der er uanseeligt farvet med mørke Skaftpletter paa Hoved, Hals og Underside og gul- brune Fjerkanter paa den iøvrigt mørkebrune Over- side. Ydre Armsvingfjer afvigende farvede, ofte prægtigt metalglinsende, danner paa den sammen- lagte Vinge et „Spejl", baade hos Han og Hun. Halen mere eller mindre kileformet og spids. De unge Fugle ligner Hunnen. To Fjerdragter aarligt. Efter Yngletiden begynder Hannen at fælde sin Pragtdragt og gaar efterhaanden over i sin Sommer- dragt, hvori den ligner Hunnen, blot Vingen er uforandret; gerne i Juli fælder den paa én Gang alle Svingfjerene og mister derved helt Evnen til at flyve; lever da skjult og undgaar Forfølgelse ved at svømme under Vandet med Hovedet i Vand- skorpen eller ved at dykke, kaldes da „Roandrik". Sommerdragten bæres kun kort Tid i August, hvor- paa den ny Vinterdragt atter begynder at bryde frem ved jævn Fældning, der ofte ikke afsluttes før sent paa Efteraaret; ved denne Efteraarsfæld- ning skiftes Sving- og Halefjer ikke. Hunnerne fælder ikke før i August, naar Ungerne er flyve- færdige; de har en mere eller mindre tydelig, kortvarig Sommerdragt, der ligner Vinterdragten. De unge Fugle fælder først sent ud paa Efter- aaret, gerne i Oktober, deres Ungfugledragt og faar deres første voksne Dragt; de bibeholder ved denne Fældning deres Sving- og Styrefjer; de sidste af- 78 giver ved deres kølleformede Skaftspidser et ud- mærket Middel til at kende de unge Fugle. Vore Moseænder faar alle, Pibeanden blot undtagen, deres Pragtdragt og yngler i Løbet af deres første Leveaar. Moseænderne optræder saaledes i særlig mange Dragter, der vanskeliggør Bestemmelsen, nemlig: Han i Pragtdragt, Han i Sommerdragt, Hun i Vinterdragt (og ufuldstændig Sommerdragt), Ungfugledragten, de unge Fugles første voksne Dragt, der navnlig for Hannens Vedkommende kan være forskellig fra den voksnes, og endelig Dun- ungedragten; naar hertil føjes, at de selvfølgelig meget ofte ses i Blandings- og Overgangsdragter, forstaas Grundene til disse Ænders stadig for- skellige og skiftende Udseende. Moseænderne holder i overvejende Grad til ved ferske Vande, Moser, Kær og Sumpe, hvor de yngler mellem Siv og Græs, og de søger kun til Havet paa Træk, eller naar Frosten driver dem derud. Reden paa Jorden, simpel, af tørt Græs og Straa, dunforet. Efter Æglægningen for- lader Hannen Hunnen, der ene passer Ungerne. Føden baade animalsk og vegetabilsk; Orme, Insekter og deres Larver, Vandsnegle og Muslinger, Frø, Bær, friske Skud, Spirer o. 1. hører til deres almindeligste Føde; Græs æder de ikke. Hovedsagelig Natdyr, der tilbringer Dagen i Ro, men kommer i livlig Bevægelse i Skumringen. Udbredte i et Antal af over 60 Arter over største Delen af Jorden; udspaltede i mange Slægter. De hos os forekommende 8 Arter henføres saaledes til Slægterne Nettion, Querque- dula, Mareca, Chaulelasmus, Dafila, Anas og Spatula, men samles her naturligere til blot en Slægt. Oversigt over de danske Moseænder. I. Næbbet uforholdsmæssigt langt, bredt, skovlformet mod Spidsen, med stærkt forlængede, smalle, børsteformede Lameller 8. Skeand (A. clypeåta). 79 II. Næbbet hverken uforholdsmæssigt langt eller bredt skovlformet mod Spidsen; Lamellerne lave og brede. A. Fødderne gulrøde eller gule. 1. Vingespejlet metalskinnende blaat, baade fortil og bagtil kantet med en smal sort og en smal hvid Stribe. Forvingen uden kastaniebrunt 7. Stokand (A. boscas). ?. Vingespejlet hvidt, nedadtil sort eller sortegraat kantet. Forvingen med flere eller færre kastanie- brune Fjer 5. Knarand (A. strépera). B. Fødderne mørke, graalige eller brunlige. 1. Næbbet fra Næseborene til Spidsen kortere end Indertaaen (uden Klo) 4. Pibeand (A. pénelops). 2. Næbbet fra Næseborene til Spidsen længere end Indertaaen (uden Klo). a. Større; Vingelængden 24—29 cm. Vingespejlet grønligt med stærk bronzepurpurfarvet Glans (c?), eller graaligt (?) 6. Spidsand (A. acuta). b. Mindre; Vingelængden under 20 cm. Vinge- spejlet er ikke grønligt med stærk bronze- purpurfarvet Glans. al. Vingespejlet skinnende metalgrønt, dets nedre Del fløjelssort, fortil kantet med en rusthvid Stribe. Forvingen mørk brunlig- graa. Næbneglen 3 mm. bred 1. Krikand (A. crécca). bl. Vingespejlet helt grønt, uden fløjelssort paa sin nedre Del, fortil kantet med renhvidt. Forvingen skinnende lazurblaa. Ingen hvid Øjebrynstribe. Næbneglen 5 mm. bred. . . . 3. Blaavinget And (A. discors). c1. Vingespejlet mat grønt, uden fløjelssort paa sin nedre Del, fortil hvidkantet. Forvingen blaaliggraa. En bred hvid eller lys Øjen- brynstribe. Næbneglen 5 mm. bred 2. Atling (A. querquédula). 1. Krikand (Anas crécca. Linné). Norkand, Rødand, Rødnakke, Tagand (Querquédula crécca Stephens, Nettion crécca Kaup). Norsk: Krikand. Svensk: Kricka. Tysk: Krickente. Engelsk: Teal. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals kastanie- brune; paa hver Side af Hovedet en bred, grøn 80 eller blaalig, metalglinsende Længdestribe, stræk- kende sig fra Egnen omkring Øjet ud i Nakken; den forreste Del kantet af en smal, hvid Stribe, der fortsættes ud langs Næbroden ned til Mundvigen. Hagen sort. For- ryg, indre Skulderfjer samt Kroppens Sider fint sort og hvidt tværvatrede; Bagryg sortebrun med graa Fjerkanter. Brystet hvidt med spredte, runde, sorte Pletter, tættest - ^-^nvrv'. Fig. 34. Krikænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). paa Forbrystet. Bugen hvid, henimod Undergumpen sort- vatret; dennes bageste Del rensort med en skarpkantet, gulhvid Plet paa hver Side; Under- og Overhaledækfjer sorte med hvide Kanter; Vingedækfjerene mørk graabrune, de store nederste med rusthvide Spidser, dannende et Baand foran det glinsende, grønne Spejl; dette er nedadtil kantet med fløjelssort; nedad de forlængede ydre Skulder- fjer skarpe, hvide og fløjelssorte Striber. Hunnen mørkebrun paa Rygsiden, hver Fjer med rustbrune Kanter, paa Ryg og Skulder tillige med 2 gul- brune Tværbaand. Issen sortebrun med brune Fjer- 81 bremmer; Hovedets Sider og Struben hvidlige, fint sort- plettede, tættest paa Kinderne; en mørk Stribe bagud fra Øjet. Kroppens Underside hvidlig eller lys brungul, hver Fjer med en mørk Midtplet, denne savnes dog paa Bugens Fjer. Vingespejlet som hos Hannen. Næbbet smalt, med parallelle Rande, Næbneglen smal, ikke over 3 mm. bred. Næbbet 35—37 mm. langt, c. 11 mm. bredt; Farven graalig sort. Legemslængde 35—39 cm., Vingelængde 17 — 19 cm. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men har som Regel Spor af Vatringen paa Ryggen. Struben hvid. Den unge Fugl har i det væsentlige Hunnens Ud- seende, men har bredere, mat rustfarvede Fjerkanter og mørke Pletter over hele Undersiden. Dunungen brunsort paa hele Rygsiden, hvidgul paa Undersiden og paa Hovedets Sider; en mørk Længdestribe gennem Øjet, en lignende fra Næbbet hen under Øjet; 2—3 hvidgule Pletter paa hver Bagkropside. Blandt danske Ænder kendes Krikanden let paa sin ringe Størrelse; Forveksling er for Hunnens og de unge Fugles Vedkommende kun mulig med Atlinganden, men denne er betydelig større med bredere Næb og forholds- vis bredere Næbnegl (over 5 mm.) samt en tydelig lys Øjenbrynstribe; den mangler ogsaa Krikandens smukke metalgrønne, nedadtil sortkantede Spejl. Udbredt som ynglende i hele den palæarktiske Region; Trækfugl, der overvintrer i Syd- og Vesteuropa, Nordafrika, Asiens sydlige Dele, Kina og Japan; er lejlighedsvis truffet i Grønland og paa Nordamerikas Østkyst. I Nordamerika yngler en ganske nærstaaende Art eller Race, A. caroli- n én si s Gmelin, hvis Han skelnes ved, at den mangler de hvide Skillelinier paa Hovedet og har en hvid Tvær- linie paa hver Side af Forbrystet foran Vingen; Hunnerne kan neppe skelnes; denne Art viser sig i Grønland og nu og da paa Europas Vestkyster. Krikanden yngler almindeligt i England, sparsomt paa Færøerne, men meget almindeligt paa Island; over hele den skandinaviske Halvø og Finland yngler den almindelig, talrigst i de nordlige Egne. I Danmark yngler Krikanden særdeles hyppig, somme Steder, særlig i Jylland, endog ret talrig; den holder til i R. Hørring: Fugle I. 6 82 Smaasøer, Kær og Moser og stiller kun ringe Fordringer til Vandmængden; den er i det hele i særlig stærk Grad bunden til ferske Vande, ses selv udenfor Yngletiden kun meget sjældent i aabent salt Vand, saaledes som Tilfældet f. Eks. er med Stokanden. Reden ved Vandet eller noget fra dette, under Buske, mellem Græs, Siv el. 1., ofte paa en Tue, jævnlig helt skjult og overdækket af Græsset; Rededunene mørkebrune med hvidlig Midtplet. Æglægningen foregaar henimod Midten af Maj; oftest 8—11, endog indtil 14 Æg, gulagtig hvide; Længde 43—46 mm., Bredde 32 — 34 mm. Krikanden kommer allerede i Marts og April; største Parten trækker bort i Slutningen af September og i Ok- tober, men endel bliver her jævnlig til ind i November og December; enkelte overvintrer. Paa Gennemvandring For- og Efteraar er den meget talrigere, særlig i Septem- ber og Oktober, da den i Tusindvis fanges i Fuglekøjerne paa Fanø. Vore Krikænder synes at overvintre i Irland og i Vest- og Sydeuropas Kystegne. 2. Atlingand (Anas querquédula Linné). Sommerkrikand, Fjordand (Querquédula circia Stephens, Cyanopterus querquédula Hartlaub). Norsk: Knækand. Svensk: Årta. Tysk: Knackente. Engelsk: Garganey. Han i Pragtdragt: Isse og Nakke brunsorte, paa hver Side kantede af en bred, hvid Øjenbrynstribe, der strækker sig helt ned ad Baghalsen. Panden sorte- brun med fine, hvide Skaftstriber. Hovedets Sider og Halsen chokoladebrune med smaa, hvide Skaftstriber. Struben sort. Rygsiden sortebrun med olivengraa Fjer- kanter. De forlængede, spidse Skulderfjer sortebrune med skarpe, hvide Skaftstriber og blaaliggraa Yderfaner. Brystet gulbrunt, dækket med sortebrune, halvmaaneformede Tvær- pletter; Bagbryst og Bug hvide, sidstnævnte fint mørk- vatret. Kropsiden hvid med sort Vatring; over de bageste forlængede Kropsidefjer et bredt hvidt, smalt sortkantet Tværbaand foran de blaalig askegraa Fjerspidser. Under- gump og nedre Haledækfjer med brune Pletter. Vinge- dækfjerene ensfarvede lyst blaaliggraa; de store nederste med brede, hvide Spidser, der danner et hvidt Baand 83 foran det metalglinsende, matgrønne Spejl; bag dette atter et hvidt Baand. Haandsvingfjerene graabrune med hvide Skafter, de indre graahvidt bremmede paa Yderfanerne. Armsvingfjerene hvidspidsede, de indre med hvide Yder- faner. Hunnen mørkebrun paa Oversiden, hver Fjer med lys, rustgraa Kant. Issen brunsort med rustbrune Fjer- Fig. 35. Atlingand. (Efter Cordeaux). bremmer. Fra Øjet bagud en sortebrun Stribe, opadtil be- grænset af en tydelig, hvidlig Øjenbrynstribe, nedadtil af et lyst Strøg. Hovedets og Halsens Sider hvidlige med sorte Længdepletter, Hage og Strube hvidlige. Forbrystets Fjer sortebrune med brede, hvidlige Kanter. Bryst og Bug hvide. Kropsiderne og Undergumpen hvide med sortebrune Pletter. Vingedækfjerene graabrune, graatkantede; Spejlet mørkt, brungraat, hos gamle Hunner med svag, grønlig Metalglans, fortil og bagtil med smal hvid Indfatning. Næbbet sort, Undernæbbet kødfarvet ved sin Basis; Næbneglen ret bred, c. 5 mm. eller derover; Næbbets 6* 84 Længde 40—42 mm., Bredden c. 15 mm. Fødderne graa- brune med mørkere Svømmehud. Legemslængde 39—41 cm. Vingelængde 18—19,5 cm. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men kan altid skelnes ved sin blaagraa Vinge og grønne Spejl. Den unge Fugl ligner ligeledes Hunnen, men er mørkere og stærkere rustfarvet paa Bryst og Sider. Hele Undersiden hvidlig med udviskede, sortebrune Pletter. Dunungen ligner Krikandens; de sortebrune Striber paa Hovedets Sider skarpere tegnede, med en Forbindelses- linie foran Øjet. Mellem vore danske, smaa Ænder er Atlingens Han altid kendelig paa den kraftige, hvide Øjenbrynstribe og den graablaa Vinge; Hunnen minder om Krikandens, men er tydelig større og mangler dennes smukke, grønne, sort- kantede Spejl; iøvrigt altid kendelig paa den bredere Næb- negl (5 mm. eller bredere) og den tydelige Øjenbrynstribe. Atlingen er udbredt som Ynglefugl over den palæ- arktiske Regions mellemste og sydlige Dele, men optræder som Regel ikke i synderlig stort Tal; overvintrer i Syd- europa, Nordafrika, Sydasien, Kina, Japan og de ostindiske Øer. Almindelig Ynglefugl flere Steder i Tyskland, Ungarn og Holland. Yngler spredt og sparsomt i Syd- og Mellem- sverrig; i Norge viser den sig ret sjældent, i England yngler den faatallig, men er talrigere paa Gennemvandring, og enkelte synes at overvintre der. I Danmark yngler den ret almindeligt i vore Søer og Moser, men altid spredt og ret faatallig, talrigst i Vest- jyllands Søer; den synes dog maaske at brede sig i Landet i de senere Aar. Atlingen er en udpræget Trækfugl, der ankommer først i April og allerede trækker bort i Slut- ningen af August eller i Begyndelsen af September. Reden nær Vandet, gerne paa lidt mere aabne Pladser mellem Siv og Vegetation; den er meget dyb, bygget af tørt Græs, stærkt udforet med Dun; Rededunene mørke med hvide Spidser. Æggene lægges henimod Slutningen af April og ruges i 21—22 Dage. Æggene, hvis Tal gerne er 8 — 11, gulagtig hvide, noget større end Krikandens. Længde 44—52, Bredde 32—36 mm. Ligner i Levevis Krikanden, med hvilken den sikkert ofte er forvekslet, men er mindre sky end denne. Flugten 85 hurtig, let og lydløs. I Parringstiden lader Hannen jævnlig en ejendommelig haard, rallende Lyd høre. Ligesom Krikanden ses den saa godt som aldrig i aabent salt Vand. 3. Blaavinget And (Anas discors Linné). (Querquedula discors Stephens, Cyanopterus discors Eyton). Tysk: Weissziigelente. Engelsk: Blue-winged Teal. Fig. 36. Blaavinget And. (Efter Fotografi af Winge). Han i Pragtdragt: Isse, Pande og Hage sorte, mellem Øje og Næb en stor, halvmaaneformet, renhvid, fint sortkantet Plet; det øvrige Hoved mørkt skifergraat. Underhals, Forbryst og Kropsider lyst gul- brune, dækkede med smaa, sorte, runde Pletter. Bagbryst og Bug mere rødbrune, med sorte Tværstriber og Tvær- pletter. Underhaledækfjerene sorte, en hvid Plet paa hver Side af Gumpen. Ryggen brunsort med skarpe, lysebrune Tværpletter og Fjerkanter; Overgump og Overhaledækfjer 86 mørkere med lysere Kanter. De forlængede Skulderfjer sorte med lysebrune Længdestriber, de yderste med lyse- blaa Yderfaner. De øvre Vingedækfjer ensfarvede, skin- nende graablaa. Vingespejlet grønt, fortil kantet med hvidt. Haandsvingfjer og Hale sorte. Hunnen mørkebrun paa Oversiden, hver Fjer kantet med hvidbrunt. Issen sort med lidt lysere Fjerbremmer. Hovedets Sider og den øverste Del af Halsen lyse med fine sorte Længdepletter, tættere stillede foran og bagved Øjet, dannende en Stribe gennem dette. Kroppens Under- side mørkebrunlig med brede, hvidlige Fjerkanter og uregelmæssige Tverstriber. Skulderfjerene uden lyseblaa Yderfaner. Vingen som hos Hannen, men Spejlet mattere grønt, og det hvide Baand foran dette ganske smalt. Næbbet sort, bredere og mere nedbøjet paa Siderne end hos Atlingen. Fødderne gulbrune. Legemslængden 35 — 40 cm., Vingelængden 17 — 19 cm. Unge Fugle har hvidlig Underside med udflydende, mørke Pletter; Spejlet mat graabrunt, uden Metalglans. Med vore andre Smaaænder er Forveksling kun mulig for Hunnens Vedkommende, men denne er altid kendelig paa sin smukke, graablaa Vinge. Yngler i det mellemste Nordamerika, hovedsagelig øst for Klippebjergene; overvintrer i Centralamerika og det nordlige Sydamerika. Vildfarne Individer har nu og da vist sig langt fra Hjemstavnen, saaledes er den adskil- lige Gange truffet i Vesteuropa, særlig i England, een Gang endogsaa i Australien. To Gange er den skudt i Grønland. Til Danmark har den Blaavingede And ogsaa forvildet sig een Gang, idet en smuk, gammel, udfarvet Han blev skudt midt i April 1886 ved Sæby, hvor den var i Selskab med endel andre Ænder; da denne smukke, lille And ikke helt sjeldent har været holdt i Fangenskab i Parker, baade i Frankrig og England, kan en Mulighed for, at det her drejer sig om et flygtet Individ, maaske ikke helt udelukkes. 4. Pibeand (Anas pénelops Linné). Brunnakke, Blisand, Blyand (Mareca penelope Selby). Norsk: Brunnakke. Svensk: Blåsand. Tysk: Pfeifente. Engelsk: Wigeon. 87 Han i Pragtdragt: Pande og Isse lyst brunliggule, det øvrige Hoved og Overhalsen mørkt rødbrune med spredte, smaa, grønsorte Fjerspidser, tættest omkring Øjet. Hage og Strube mere eller mindre sorte. Ryg og Skulder fint sort og hvidt vatrede. Overhaledækfjerene sorte med hvide Inderfaner. Forbrystet og Brystets Sider graaligt vinrøde, det øvrige Bryst og Bugen renhvide. Fig. 37. Pibeænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Kropsiderne graa med fin sort Vatring. Underhaledæk- fjerene sorte. Vingedækfjerene renhvide, de store nederste med sorte Spidser. Spejlet grønt, fortil og bagtil sortkantet. Indre Armsvingfjer med sorte, bredt hvidkantede Yderfaner. De midterste Styrefjer lidt forlængede og spidse. Hunnen: Hoved og Hals gulbrune, helt dækkede af tætstillede, sorte, smaa Pletter, størst og tættest paa Issen. Struben næsten hvid, uden Pletter. Ryg og Skuldre mørke- brune, hver Fjer med rustbrune eller graahvide Kanter. Overgumpen brunsort med smallere, graa Fjerkanter. For- 88 hals og Kropsiderne rødbrune eller gulbrune med lysere Fjerkanter. Bryst og Bug renhvide, Underhaledæk- fjerene hvide med uregelmæssige brune Tværpletter. Vingedækfjerene brungraa med lysegraa eller hvide Fjer- kanter, de store nederste med hvide, tildels sort vatrede Spidser. Spejlet brunsort vatret, smalt hvidbremmet for- og bagtil, bredt hvidkantet indadtil. Indre Armsvingfjer sortebrune med gulbrune Kanter. Næbbet paafaldende kort og smalt, sjeldent mere end c. 33 mm. langt; dels Farve blaagraat med sort Spids. Fødderne mørkebrune eller blyfarvet graa med mørkere Svømmehud. Legemslængde 43—50 cm. Vingelængde 23—26 cm. Hannen i Sommerdragt ligner endel Hunnen, men Grundfarven paa Hoved, Hals, Rygsidens Fjerkanter og særlig paa Forbrystet og Kropsiderne er langt kraftigere og renere rødbrune eller næsten kastaniebrune. Struben tegnet og farvet som det øvrige Hoved. Paa Ryggen findes altid i højere eller mindre Grad Spor af Vinterdragtens Vatring. Den hvide Forvinge og det grønne Spejl gør den iøvrigt altid kendelig i denne Dragt. De unge Fugle ligner Hunnen, men Struben er mørk- plettet, ikke omtrent hvid. Rygsidens Fjer mørkere og deres rødbrune Kanter mattere farvede; Skulderfjerenes Kanter stærkere rødbrune. Vingedækfjerene hos de unge Hunner mørkebrune med graabrune Kanter; Spejlet graa- brunt, mere eller mindre vatret, indad graat kantet. De unge Hanner har sort Spejl med Antydning af grøn Metalglans og brede, hvidgraa Kanter paa de graalige Vingedækfjer, men viser iøvrigt mange Overgangsdragter, inden den udfarvede Dragt naas i Dyrets 3dje eller 4de Leveaar. Dunungen mørkebrun, Hovedets Sider rustbrune, Strube og Bug hvidgule. Skilles let fra andre Ællinger ved at mangle det lyse Baand gennem Øjet og ved næsten helt at mangle de lyse Pletter paa Kropsiderne. 89 Blandt danske Svømmeænder kendes Pibeanden lettest paa sit korte Næb, kortere eller højst af samme Længde som Indertaaen uden Klo. Hannen kendes i alle sine Overgangs- og Blandingsdragter paa sin hvide Forvinge og det grønne Spejl; Hunnen og Ungerne paa det rust- brune, tæt sortplettede Hoved og Hals og særlig paa det altid renhvide Bryst og den hvide Bug, med rustbrune eller rødbrune Fjer paa Kropsiderne. Udbredt som ynglende i hele den palæarktiske Regions nordlige Dele, lige fra Island til Kamtschatka, overvin- trende i Vesteuropa, Afrika, Sydasien, Kina og Japan; forvilder sig nu og da til det østlige Nordamerika og Alaska. I Finland og de nordlige Dele af den skandina- viske Halvø er den en ganske overordentlig almindelig og talrig Ynglefugl, aftagende i Tal mod Syd; i Sverrig er den saaledes Syd for Vårmland meget faatallig; langs Norges Vestkyst yngler den almindelig. I Skotland yngler den ret almindelig, men sjeldent i England; viser sig derimod som overvintrende ved Englands og Irlands Kyster i umaadelig Mængde. I Tyskland er den en sjelden og spredt Ynglefugl. I Danmark er det noget tvivlsomt, om Pibeanden yngler; usandsynligt er det ikke, men med Sikkerhed er det neppe nogensinde godtgjort; ret jævnligt ses gamle eller saa godt som udfarvede Fugle her i Sommermaane- derne, men det drejer sig neppe om andet end om over- somrende Individer, der ikke yngler her. Paa Gennemrejse For- og Efteraar og som over- vintrende er den derimod overordentlig talrig og træffes særlig om Efteraaret og i Vintermaanederne i store Flokke i vore indre Farvande og større Søer. Allerede midt i Marts høres den om Foraaret trække over Landet nordpaa til Ynglepladserne, og til langt ind i April høres om Natten deres ejendommelige pibende Skrig, lydende som pi-u eller vi-viv. Om Efteraaret høres Trækket fra midt i Sep- tember til ind i Oktober og November. I Fuglekøjerne fanges de i Mængde om Efteraaret. Yngler, i Modsætning til vore andre Svømmeænder, neppe før den er 2 Aar gammel. Reden ved ferske Vande, ved Elve, Søer og Sumpe, som Regel nær Vandet i Græsset, mellem Tuer, under Pilekrat og anden Vegetation. Æggene, gerne 8—10, er gullig hvide. Deres Længde 50—58 mm., Bredden 36 — 40 mm. 90 5. Knarand (Anas strépera Linné). Græsand, Perleand (Chaulelasmus streperus Gray). Norsk: Snadderand. Svensk: Snatterand. Tysk: Schnatter- ente. Engelsk: Gadwall. Han i Pragtdragt: Isse og Nakke brunsorte med utydelige, graabrune Fjerkanter. Panden, Hovedets Sider og Overhalseri hvidlige, sidstnævnte med rustbrunt Anstrøg, Fig. 38. Knarand. (Efter Cordeaux). alle tæt og fint sortbruntplettede; et ret tydeligt mørkt Baand gaar bagud fra Øjet. Hage og Strube næsten hvide. Ryg og Skuldre mørkt graabrune med hvidlig Tværvatring. Bagryggen næsten ensfarvet sortebrun, gaaende jævnt over i Overgumpens fløjelssorte Farve. Øvre og nedre Hale- dækfjer sorte. Underhalsen og hele Forbrystet graasorte med buede, hvide Tværstriber paa hver Fjer, saaledes at Forbrystet faar et ejendommeligt skællet Udseende; denne Tegning gaar jævnt over i Brystets renhvide Farve. Bugen hvid, fint graat tværvatret. Kropsiderne sort og hvidt 91 vatrede. Af Vingedækfjerene er de smaa øvre ens- farvet brunliggraa, de mellemste mørkt kastaniebrune, de store nederste fløjelssorte. Vingespejlet renhvidt, udad sort, indad graat kantet af de graa, indre Armsvingfjer. Haandsvingfjerene med mørkebrune Yderfaner. Halefjerene brungraa med hvidlige Spidser. Hunnen: Issen sort med smalle, lysere Fjerbremmer. Panden og Hovedets Sider hvidlige med fine, smaa, sorte- brune Skaftepletter; et mørkere Strøg gennem Øjet. Strube og Hage renhvide. Ryg og Skulderfjer sortebrune med hvidlig rustbrune Fjerkanter og skjulte Tværbaand af samme Farve. Overgumpen sortebrun med gulbrune Fjer- kanter. Underhals og Forbryst lyst rustbrune, hver Fjer med en bred, sortebrun Midttegning. Bagbryst og Bug omtrent helt hvide, Undergumpen og Underhaledækfjerene hvide med mørkebrune Midtpletter. Af Vingedækfjerene er de smaa øvre graabrune med lysegraa Kanter, de mellemste prydet med mere eller mindre kastaniebrunt, iøvrigt graa og sorte med gulbrune Kanter, de nederste sorte med brunvatrede Kanter. Spejlet hvidt, indad gul- brunligt, udad sortebrunt kantet. . Overnæbbet sortebrunt paa Næbryggen, bredt gult langs Næbkanterne, Undernæbbet helt gult; hos Hannen i Pragtdragt næsten helt graasort. Næblængden 40 — 42 mm. Fødderne gule eller rødgule, Svømmehuden næsten sort. Legemslængden 50—55 cm., Vingelængden 21—27 cm. Hannen i Sommerdragt ligner endel Hunnen, idet Forbryst og Kropsider ikke er tværvatrede, men gulgraa med brede, brunsorte Tværpletter; hele Rygsiden brun- sort med brede, lysebrune Fjerkanter; iøvrigt altid kende- lig paa Vingens rene Farver, der er uforandrede. De unge Fugle ligner ogsaa Hunnen, men Issen er ren sodsort; en tydelig sort Streg gennem Øjet. Rygsiden meget mørkere, sortebrun med matte, mørkt rustbrune Kanter. Bryst og Bug hvide, helt dækkede af sortebrune Længdepletter. Dunungen mørkebrun paa Oversiden; Issen og en 92 Streg fra Næbbet gennem Øjet skarpt sorte. Undersiden hvidgul, Forbrystet med rødbrunligt Anstrøg; 3 gule Pletter paa Kroppens Sider, en rødliggul Tværstribe over Vingen. Blandt danske Ænder kan Hannen altid let kendes paa sin kastaniebrune Forvinge og hvide Spejl; Knar- andens Hun ligner vel endel Stokandens Hun, men skelnes fra denne foruden ved sin ringere Størrelse ved at have hvidt, ikke metalgrønt, Spejl og som Regel ved flere eller færre kastaniebrune Fjer paa Forvingen. Knaranden yngler over største Parten af den nord- lige tempererede Zone baade i den gamle og den nye Verden, de koldere Egne dog undtagne; overvintrer ved Vesteuropas og Middelhavets Kyster, Sydasien, Kina, Japan og i Amerika i Meksiko og Vestindien. Den ruger, omend faatallig, i Island, England, Nordsverrig og Nordtyskland, langt talrigere i det østligere Mellemeuropa. I Norge viser den sig kun tilfældigt. I Danmark yngler den rimeligvis hist og her, men er sikkert ikke talrig, iagttages i det hele sjældent; den angives tidligere at være fundet ynglende i Ringkøbing Fjord og Fiilsø, ved Gedserodde, muligvis ved Bøtø o. a. St. Trækfugl, der aldrig ses her om Vinteren, men vel nok er noget hyppigere paa Gennemvandring om Efteraaret, da den nu og da skydes. De foretrækker større Sumpe og Søer som Ynglepladser; i Island yngler den saaledes hovedsagelig ved Myvatn. Reden ved Vandet eller nær dette, mellemVegetationen. 9— 1 0 Æg, guliggraa med blaalig- grønt Anstrøg. Længde 52—58 mm., Bredde 36—38 mm. 6. Spidsand (Anas acuta Linné). Stjertand, Rumpeand, Vinterand, Strekand (Dafila acuta Eyton). Norsk: Piland. Svensk: Stjårtand. Tysk: Spiess- ente. Engelsk: Pintail. Han i Pragtdragt: Hovedet ensfarvet mørkt kaffebrunt, med Purpurglans i Tindingerne. Overhalsens Rygside sort, paa hver Side med en bred, renhvid Længdestribe, der nedad staar i Forbindelse med den renhvide Underhals. Bryst og Bug renhvide, den sidste med fin, graa Tværvatring. Undergumpen rensort, de sorte 93 Underhaledækfjer med hvide Yderfaner. Ryggen og Krop- siderne fint sort og hvidt vatrede. Øvre Haledækfjer sorte, de midterste bredt kantede med graat. De forlængede Skulderfjer fløjelssorte med hvide Kanter. Vingedækfjerene ensfarvet brungraa, de store nederste med bredt rust- brune Spidser, der danner en rustbrun Tværlinie foran Vingespejlet, som er metalskinnende grønt med stærkt bronzepurpurfarvet Skær; bag Spejlet først en fløjelssort, Fig. 39. Spidsand. (Efter Cordeaux). dernæst en hvid Kant. Indre Armsvingfjer spidse, aske- graa med fløjlssort Midtstribe. Styrefjerene graabrune med bredt hvidkantede Yderfaner, de midterste sorte, stærkt forlængede, smalle og spidse. Hunnen: Hovedets Overside rødligbrun med fine, sorte Længdepletter; Kinder og Strube hvidbrune med endnu finere smaa, sorte Skaftpletter; Hagen hvidlig. Halsen og hele Undersiden med mere hvidgraalig Bund- farve og større, mørkebrune eller sortebrune Midtpletter, tættest paa Forbrystet, størst paa Undergumpen. Ryg og Skulderfjer sortebrune med gulbrune Fjerkanter, hver Fjer med et gulbrunt, uregelmæssigt Længdebaand ned ad hver 94 Fane. Overgumpen omtrent sort med graahvide Fjerkanter. Styrefjerene mørkebrune med uregelmæssige, gulbrune Tværbaand. Vingedækfjerene brungraa med ganske fine, hvidgraa Kanter, de store nederste med hvidlige Spidser, kun med svag rustbrun Tone. Spejlfeltet graabrunt, uregel- mæssigt mørkere vatret, uden Metalglans, bagtil blot be- grænset af en hvidlig Stribe. Næbbet mørkt graablaat, hos Hannen i Pragtdragt lyst graablaat med sort Næbryg, forholdsvis langt og smalt med parallelle Siderande; Næbneglen smal. Næblængde 50 — 55 mm., Næbbets Bredde 15— 17 mm. Fødderne graa- blaa med sortagtig Svømmehud. Iris gul hos gamle, brun hos yngre Fugle. Vingelængde 24 — 27 cm. I Sommerdragten (Juli-September) ligner Hannen endel Hunnen; Ryggen sortebrun med askegraa Fjerkanter, men viser altid mere eller mindre Spor af Vatring, mindende om Vinterdragtens. Vingedækfjerene graa. I denne Dragt altid kendelig paa det metalglinsende, udfarvede Vinge- spejl, som Hunnen mangler. De to midterste Styrefjer meget kortere end i Vinterdragten, kun c. 12 cm. De unge Fugle ligner meget Hunnen, men kan, for- uden paa de ungdommelige Styrefjer, kendes paa, at Ryggens Fjer, foruden de graalige Fjerkanter, har 2 hvidgraa, skarp- vinklede Tværlinier. Næbbet graat, sjældent over 45 mm. langt. Vingedækfjerene med bredere, brungraa, indadtil sortrandede Kanter. De unge Hanner har allerede endel Metalglans paa Spejlet og skelnes alene herved fra den gamle Hun. Dunungen mørkebrun paa Rygsiden. Hovedets Sider og hele Undersiden graalig hvide; en mørk Stribe gennem Øjet og en under dette; tre hvidgraa Pletter paa Krop- siden. Blandt danske Ænder er Spidsandens Han altid kende- lig paa sin lange, spidse Hale og de to hvide Længde- striber paa Halsen. Hunnen og Ungerne kan nærmest forveksles med Stokandens, men gode Skelnemærker haves i Mangelen af det metalglinsende blaa Spejl, i det ens- 95 farvede, graablaa Næb og det rustgraa Baand foran Spejlfeltet. Dens ejendommelig lyst lerbrune Grundfarve og fine sorte Pletter paa Hoved og Hals gør den ogsaa let at skelne fra vore andre Moseænder. Spidsanden er altid, selv paa Afstand, kendelig paa sin lange og spinkle Hals og den i det hele slanke og elegante Legemsbygning. Vidt udbredt som almindelig Ynglefugl over alle de nordlige Dele af Europa, Asien og Amerika; talrigst er de længst mod Nord, aftagende i Tal mod Syd; de over- vintrer i Kina, Japan, Sydasien, Nordafrika, ved Europas Syd- og Vestkyster og i Amerika i Centralamerika og Vestindien. Yngler almindelig i Norge og det nordlige Sverrig, sjelden og faatallig i Sydsverrig. Paa Island yngler den almindelig, sjelden og faatallig i England og Tyskland. I Danmark er Spidsanden ret almindelig ynglende, men hundet til visse Egne og bestemte Lokaliteter, stadig kun ret faatallig; den foretrækker til Ynglepladser aabne Lagunesøer og Sumpe, Græsenge eller Smaaøer i vore indre Farvande, men gaar ikke gerne ind i Smaasøer og Moser; den er saaledes fundet ynglende i Ringkøbing Fjord, Fiilsø, i adskillige Klitsøer i Vendsyssel, paa ad- skillige Øer i Kattegat og Bælterne, Falster, Saltholmen o. m. andre Steder. Reden ret stor og dyb, bygget af tørre Plantedele, Siv, Rør, Straa o. 1., oftest i Enge og paa Tuer i Sumpe, jævnlig nær Havkyster mellem Marehalm og Malurt. Spids- anden yngler først af alle danske Ænder, og Æglægningen begynder allerede ved Slutningen af Marts. Æggene er blegt graagrønne, oftest 7- 10 i Tal. Længde 51—57 mm., Bredde 36—40 mm. Paa Gennemrejse For- og Efteraar er den langt tal- rigere; de viser sig da allerede i August og September og bliver her til midt i November, af og til overvintrende. I Fuglekøjerne paa Fanø fanges den i store Mængder. 7. Stokand (Anas boscas Linné). Graaand, Vildand, Moseand, Græand, Bygand. Norsk: Stokand. Svensk: Gråsand. Tysk: Stockente. Engelsk: Maliard. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals smukt skinnende metalgrønne, det grønne paa Halsen af- sluttet af en skarp, hvid Ring. Forryg rødligbrun, graa- 96 vatret. Skuldrene og de forlængede Skulderfjer graa, med mere eller mindre brunligt Anstrøg, fint brunvatrede. Bagryg mørkebrun, Overgump og Overhaledækfjer sorte med svag grøn Metalglans. Forhals mørkere, Forbrystet lysere kastaniebrune, sidstnævnte med hvidlige Fjerkanter. S .:-' - ■ Fig. 40. Stokænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Bagbryst, Kropsider og Bugen hvide, fint graavatrede. Bageste Del af Undergumpen og Underhaledækfjerene sorte. Vingedækfjer brungraa, de nederste hvide med sorte Spidser, dannende et hvidt og et sort Baand foran det purpurblaa, metalskinnende Spejl, der ogsaa bagtil er kantet af et sort og et hvidt Baand; indadtil er det bredt kantet med fløjelssort. Haandsvingfjerene brungraa; inder- ste Armsvingfjer med brede, graa og rødlig mørkoliven- brune Faner. De 4 midterste Styrefjer sorte og opad- 97 rullede, de øvrige Halefjer graa med hvide Kanter. Vægten gennemsnitlig c. 1200 gr. Hunnen: Issen sort med smaa, gulbrune Længde- pletter, øvrige Hoved og Overhals gulbrunlig hvide med smal, sort Længdeplet paa hver Fjer; et mørkere Strøg fra Næbbet bagud gennem Øjet. Hage og Strube uplettede, hvidbrune. Ryg, Skuldre og Overgump brunsorte med brede, gulbrune Fjerkanter og Tværbaand. Underhals og Forbryst rødligbrune med ringformede, mørkebrune Midt- pletter. Kropsidens Fjer mørkebrune med brede, brungule Fjerkanter. Bagbryst, Bug og Undergump brunlighvide med sortebrune Pletter. Vingedækfjerene mørk graalig- brune med lysere Fjerkanter, Spejlet og dets Indfatning som hos Hannen. Indre Armsvingfjer langt fra saa brede og smukt farvede som hos Hannen, uden rent askegraat. Næbbet hos Hannen gulgrønt med sort Næbnegl, Undernæbbet gulrødt ved Grunden; Længde c. 53 mm. Hos Hunnen er Næbbet kortere, c. 48 mm., sort paa Næbryg og Negl, rødgult langs Kanterne. Fødderne orangerøde. Legemslængde 51 — 62 cm. Vingelængde 25—29 cm. I Sommerdragten ligner Hannen endel Hunnen, men har langt mørkere Ryg, ensfarvet brunsort Overgump, Forbrystet langt mørkere og stærkere rødbrunt farvet. Bagbryst og Bug med rundagtige, mørke Pletter. Som Regel lidt Spor af Vatring paa Forryg og Kropsider og grønlige Fjer i Tindingerne. Vingedækfjer ensfarvede graa, Spejlet og de prægtige inderste Armsvingfjer uforandrede. Unge Fugle ligner Hunnen, men kan, foruden paa de ungdommelige Styrefjer, kendes paa deres i det hele mørkere Farve med mattere Fjerkanter, deres mattere Spejl og deres mere gullige Ben med mørk Svømmehud; denne Dragt fælder de i Oktober; de unge Hanner har dog først deres første Pragtdragt langr ind i November. Fældningen foregaar iøvrigt for de gamle Hanners Vedkommende allerede i Juni og Juli, og de erholder da deres Sommerdragt; længe bærer de ikke denne ublandet R. Hørring: Fugle I. 7 98 og ren, men faar allerede fra August til ud i November atter deres Pragtdragt, dog mister de ved denne sidst- nævnte Fældning ikke deres Sving- og Styrefjer. De gamle Hunner fælder først i August, naar Ungerne kan klare sig selv. Dunungen har mørk olivenbrun Overside; Hovedets og Halsens Sider rustgule, den øvrige Underside gul eller graagul; Struben og Undergumpen mere hvidlige. Et Baand fra Næbbet gennem Øjet ud i Nakken og en Plet ved Øret brunsorte. Tre hvidlige Pletter paa Kroppens Sider. Stokanden, der er Stamformen til vor Husand, er for Hannens Vedkommende velkendt; Hunnen og Ungerne kan mellem danske Ænder altid kendes paa deres metal- skinnende, blaa Spejl, fortil og bagtil kantet med et smalt sort og et smalt hvidt Baand. Vidt udbredt som almindelig Ynglefugl næsten over- alt i Europa, særlig talrig i Nord- og Mellemeuropa, i Nordasien og Nordamerika. Om Vinteren søger den delvis sydligere eller varmere Egne og træffes da talrigere i Middelhavslandene, ved Vesteuropas Kyster, i Nordafrika, Sydasien, Kina, Japan og i Nordamerika helt ned i Meksiko og Panama. Stokapden er den haardføreste blandt Svømme- ænderne, og den forlader først sit Sommeropholdssted, naar Frosten tvinger den dertil, idet Vandene dækkes af Is; ofte er den da kun Strejffugl, søgende aabent Vand i rindende Aaer og Floder; kun fra de store Fastlande driver Vinterkulden den paa egentlig Træk, saaledes fra det nord- lige Rusland ud til Vesteuropas Kyster. I Grønland trodser den Kulden og søger om Vinteren sin Føde i Vaager i Fjordene; ogsaa i Island overvintrer den. I Danmark er den som ynglende vor almindeligste og langt den talrigeste And; yngler i de fleste af vore Søer, Moser, Tørvegrave, Damme, Aaer og Fjorde med rørdækkede Bredder; ogsaa paa fugtige Steder i Skove og paa Smaaholme i vore indre Farvande yngler den. Saa snart Isen er borte, plejer den at indfinde sig paa Ynglepladsen. Reden anlægges da, helst hvor Dækning kan findes mellem Siv og Rør, men Stokanden er iøvrigt ogsaa i denne Henseende meget nøjsom; den anlægges paa Jorden, paa en Tue, Rørbunke eller i vissent Græs, jævnlig under Buske, helst nær Vandet eller paa en lille 99 Holm ude i dette, men ikke sjældent et godt Stykke borte fra nærmeste Vand. Undtagelsesvis lægger de Reden i et hult Træ, forladte Kragereder ell. lignende Steder, ofte højt over Jorden; i disse Tilfælde kaster de nylig udklæk- kede Unger sig ud af Reden og kommer uskadte ned paa Jorden, hvor Moderen da venter dem og fører dem til nærmeste Vand; det angives dog ogsaa, at Moderen skal kunne bringe dem bort fra Reden, bærende dem i Næbbet, en efter en. Reden er blot en Fordybning, udforet med vissent Græs; rigeligt Rededun. Æglægningen rinder Sted i første Halvdel af April, for yngre Fugles Vedkommende ofte lidt senere, og disse har da som Regel færre Æg. Æggenes Antal er oftest 10 eller deromkring, jævnlig 11 — 12, sjeldent endog op til 16. Farven hvid med gulgrøn eller graagrøn Tone, af og til næsten bleggrønne. Længde 52—60 mm. Bredde 40—47 mm. Rugetiden angives at vare 26 — 28 Dage. Ællingerne er flyvefærdige 2 Maaneder gamle. Om Efteraaret, allerede -fra August Maaned, efter at Ungerne er flyvefærdige, hvilket oftest er Tilfældet i Slut- ningen af Juli, samler Stokænderne sig i Selskaber og søger da oftest til større Søer og Fjorde; om Dagen holder de sig mere skjulte og i Ro, men ved Solens Nedgang letter de og søger til Smaasøer og Moser, hvor de Aftenen og Natten igennem er i livlig Bevægelse for at søge deres Føde. Flugten er hurtig, Vingeslagene hastige, ledsagede af en pibende Lyd. Ud paa Efteraaret, særlig i Oktober og November, forøges Tallet jævnt paa vore Stokænder, idet store Mængder kommer paa Træk, vistnok fra Rusland, Finland og Sverrig, og disse overvintrer for en stor Del hos os, medens vore egne Ynglefugle delvis synes at strejfe til lidt sydligere Egne. I de senere Tider er den paa adskillige Steder her i Landet ved kunstig Fodring, ved Opsættelse af Redekasser og ved andre Midler delvis bragt ud af sin naturlige Til- stand og ses da at blive hvidspættet, plumpere og viser andre Degenerationstegn. 8. Skeand (Anas clypeåta Brisson). Skjoldnæb, Kropand (Spatula clypeåta Boie, Rhyn- chaspis clypeåta Leach). Norsk: Skovland. Svensk: Sked- and. Tysk: Loffelente. Engelsk: Shoveller. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals sorte, paa Siderne med blaagrøn Metalglans. Underhals, hele For- 7* 100 brystet, den forreste Del af Ryggen samt Skulderfjerene hvide; særlig paa Forbrystet findes oftest spredte Fjer tegnede med halvmaaneformede, mørke Tværstriber; hos gamle Hanner i ren Vinterdragt er dog Forbrystet helt renhvidt. Midtryggen og en Stribe op til Baghalsen mørke- brune, Fjerene med graalige Kanter. Overgumpen og Over- haledækfjerene sorte, blaagrønt glinsende. Underbryst Fig. 41. Skeænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). og Bug smukt ensfarvet kastaniebrune, Krop- siderne prægtigt kastaniebrune, opadtil gullige med sort Vatring. Underhaledækfjerene dels sorte med grøn Metal- glans, dels vatrede med sort og gulbrunt. Paa hver Side af Gumpen en hvid Plet. De forlængede Skulderfjer sorte med silkehvide Længdestriber, et Par brede Yderfaner smukt lazurblaa. Øvre Vingedækfjer lyst graablaa eller lazurblaa; de store nederste med hvide Spidser, der danner et hvidt Baand foran det store, stærkt metalglinsende, grønne Vingespejl. Styrefjerene hvide, spredt plettet med graabrunt, de midterste sortebrune med hvide Kanter. Hunnen er af almindelig Andehuntype; Hoved og 101 Hals hvidbrune, tæt besatte med smaa, mørke Skaftpletter, blot manglende paa Hage og Strube; Issen næsten sort, et mørkere Strøg bag Øjet. Hele Rygsiden sortebrun med gulbrune Fjerkanter, Overgumpen med lidt grønlig Metal- glans. Forbryst og Kropsider mørk rødliggulbrune med brede, straagule Fjerkanter. Bryst, Bug og Undergump mørkebrune med brede, gulbrune eller straagullige Fjer- kanter. Vingedækfjerene graablaa, mattere og navnlig mørkere end hos Hannen; Spejlet som hos denne, men mindre metalglinsende. Styrefjerene hvidlige med brede, brune Tværbaand. Næbbet højst ejendommeligt, udformet til et ufor- holdsmæssigt stort, skovlformet Siapparat. Næbbets Længde c. 65 mm., men medens Overnæbbet ved sin Rod kun er c. 16 mm. bredt, er det ud mod Spidsen udbredt til en c. 30 mm. bred Skovl; Næbneglen smal, c. 5 mm. bred. Undernæbbet ogsaa mod Spidsen udbredt til en c. 20 mm. bred Plade. Overnæbbets Lameller stærkt for- længede (c. 5 mm.) og tilspidsede. Undernæbbets alminde- lige Lameller normale, men ved deres øvre eller indre Ende staar paa Gummen en tæt Række lange, smalle, fine, børsteformede, stive Bilameller, der,:naar Næbbet lukkes, lægger sig op ad Overkæbelamellernes Inderside; derved dannes et fortrinligt Siapparat, der nærmest maa sammen- lignes med Hvalernes Barder. Næbfarven hos Hannen blaaligsort, hos Hunnen "graagrøn med gullige Kanter, hos Ungerne askegraa. Øjet med gul Iris hos de gamle Fugle. Fødderne hos de unge kødfarvede, hos de gamle Fugle orangerøde. Legemslængde 48— 50,mm Vingelængde 22—24 cm. Hannen i Sommerdragt ligner noget Hunnen, men Forbrystet er gulbrunt med store, halvmaane forme de Pletter over hver Fjer, givende Forbrystet et skællet Udseende; Bug og Bagbryst ensfarvet rødbrune; kendes iøvrigt paa sin renere lazurblaa Forvinge og stærkere metalgrønne Spejl. Hovedets og Halsens Grundfarve mere hvidgraa. 102 Unge Fugle ligner Hunnen særdeles meget, men kendes, foruden paa de ungdommelige Styrefjer, for Hun- nernes Vedkommende paa den mørkt brungraa Forvinge, kun med blaalig Tone, særlig paa Fjerrandene; Spejlet mørkebrunt, kun med svag grøn Metalglans. Dunungen har som lille ikke spatelformet Næb, dette erholdes først under Væksten. Oversiden mørk olivenbrun. Hovedets Sider og Undersiden hvidgule; Issen, en Streg fra Næbroden gennem Øjet og en Plet ved Øret sortebrune. Blandt danske Ænder kan Skeanden altid let kendes paa sit ejendommelige Næb i Forbindelse med den blaa Forvinge, Hannen endyderligere paa sin pragtfulde, farve- rige Dragt. Trods sin afvigende Næbform, er den dog i alle andre Bygningsforhold ganske overensstemmende med vore andre Moseænder. Udbredt som ret almindelig Ynglefugl i Europa, Nord- asien og Nordamerika, ingen Steder længere mod Nord end omtrent til 68°, altsaa ikke i arktiske Egne. Trækfugl, der tilbringer Vinteren i Syd- og Vesteuropa, Nordafrika ned til Senegal, Arabien, Persien, Sydasien, Sydkina og Japan. I Amerika gaar den saa langt sydpaa som til Vest- indien, Columbia og Guatamala. I Grønland og Island findes den ikke. I Sverrig er den ingenlunde almindelig, men forekommer dog paa mange Steder. I Norge er den sjelden, neppe eller kun nu og da ynglende. I England yngler den ret almindelig, ligeledes i Tyskland, særlig talrig i Tysklands østlige Dele, i Ungarn og i Tyrkiet. I Danmark er den ret almindelig som ynglende, dog særlig paa bestemte Lokaliteter; faa Steder findes den dog i større Tal, og i større Flokke eller Selskaber ses den aldrig her. Som Steder, hvor den findes ret almindelig, kan nævnes Klitsøerne i Thy, Fjordene langs Jyllands Vestkyst, særlig Ringkøbing Fjord, Lolland, Bøtø Nor, Søborg Mose ved København, Saltholmen og Saltbækvig. Skeanden ankommer til Ynglepladsen i Marts og April; hertil foretrækker den Moser, Kær, rigt bevoksede Ind- søer og side, vandrige Engstrækninger med frodig Græs- vækst, helst ikke for langt fra Havet, jævnlig paa Smaa- holme i vore indre Farvande. Her anlægger den Reden, der er bygget af Straa og vissent Græs, paa Jorden, godt skjult mellem Græs og Siv; efterhaanden udfores den stærkt med Dun. Æglægningen foregaar i Slutningen af 103 April eller i Begyndelsen af Maj. Æggenes Tal mellem 7 og 14, rustgulhvide eller gullige. Længden 50—56 mm., Bredden 35—38 mm. Den angives at ruge i 22—23 Dage. Ællingerne viser sig i Begyndelsen af Juni. Ikke synderlig sky, flyver hurtigt, let og behændigt, med svagere pibende Lyd end Stokanden. Føden over- vejende animalsk, særlig Insekter, Larver, Orme, Snegle og Muslinger, som den snadrende frasier Vand og Dynd. Om Efteraaret kommer endel paa Gennemvandring til Danmark. I September og Oktober forlader den Danmark og vandrer til Vinterkvarteret. 2. Gravandeslægten (Tadorna Leach). Mere højbenede Ænder, Mellemfoden længere eller ligesaa lang som Mellemtaaen uden Klo. I Ydre minder de lidt om Gæs. Ingen synderlig Kønsforskel, Farverne pragtfulde hos begge Køn. Halen lige afskaaret i Spidsen, de 14 Styrefjer brede og afrundede i Spidsen. Hannen forlader ikke Hunnen efter Æglægningen, men Han og Hun passer og forsvarer i Fællesskab Ungerne. Reden saa godt som altid i Jordhuler. Lever hovedsageligt ved Havkyster og ved Bredderne af store Indlands- søer, ruger dog nu og da i Moser og Kær. I Dan- mark er truffet 2 Arter. 1. Næbbet rødt, tydelig opadbøjet, Benene kødfarvede; Fjerdragten sort-, hvid- og rustbrunbroget, Overgumpen hvid 1. Gravand (T. cornuta). 2. Næbbet blaasort, ikke opadbøjet, Benene blaasorte; Fjerdragten overvejende rustrød, Overgumpen sort. 2. Rustand (T. rutila). 1. Gravand (Tadorna cornuta Gmelin). Gravgaas, Brandgaas, Fagergaas (Anas tadorna Linné, Tadorna vulpanser Fleming, Vulpanser tadorna Keyser- ling & Blasius). Norsk: Fagergaas. Svensk: Grafand. Tysk: Brandgans. Engelsk: Common Sheld-Duck. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals sorte med grønlig Metalglans. Underhals og Forbryst renhvide. 104 Hele Forbrystet, i bred Forbindelse foran Vingen med Forryggen, smukt og kraftigt rødbrune. Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer renhvide. Skulderens ydre Del sort med grønlig Metalglans, dens indre Del ind mod Ryggen hvid. Bugens og Bagkroppens Sider hvide, midt ned ad Bryst og Bug en sort Stribe, smal paa Brystet, bred paa Bugen, brat afsluttet ved den Fig. 42. Gravænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). rusthvide Undergump. Alle Vingedækfjerene renhvide, Haandsvingfjerene brunsorte. Det meget store Vingespejl metalglinsende grønt med stærkt Purpurskær, indad af- grænset af de inderste Armsvingfjers brede, smukt rød- brune Yderfaner; de indre Armsvingfjer iøvrigt hvide, det hvide og det rødbrune adskilte ved sorte Længdestriber. Styrefjerene hvide med sorte Spidser. Næbbet, der er smallere ved Roden end ud mod den bredere og flade Spids, er tydeligt opadbøjet, med en stor, fremstaaende, men ret smal Pandeknude. Farven koralrød, Næbneglen smal, sort. Næblængden c. 55 mm. 105 Fødderne kødfarvet lyserøde. Legemslængde 61—66 cm. Vingelængde 34—35 cm. Hunnen er betydelig mindre, men ligner iøvrigt Hannen; Farverne er dog i det hele mattere og urenere; saaledes har det sorte Hoved kun ringe eller ingen grønlig Metalglans; Panden delvis hvidbrun. Det rødbrune Baand over Forbrystet er meget smallere end hos Hannen og mørkere, næsten kastaniebrunt. Forryggen rødbrun med indblandet sort Vatring. Den mørke Bryst- og Bugstribe er meget smallere, udflydende mørkebrun. Undergumpen hvid, blot med rustgult Anstrøg. Vingen som hos Hannen, men Spejlet med mindre Metalglans. Næbbet mangler Pandeknude, kun gamle Hunner faar en Antydning af en saadan. Næbbet 45—47 mm. langt. Legemslængde 54 — 59 cm. Vingelængde 29 — 30 cm. De unge Fugle er uanseeligere farvede og mangler bl. a. de voksnes brogede Farver. Hovedets Overside, den bageste Del af Kinderne, Egnen om Øjet, Nakken og Bag- halsen sodsorte med fine, graahvide Fjerbremmer. Panden, den forreste Del af Kinden og hele Dyrets Underside renhvide. Forryg og Skulderfjer snavset graabrune med lysere Fjerkanter. Bagryg og Overgump hvide, sidstnævnte med sortebrune Fjerspidser. De smaa Vingedækfjer hvide med graabrune Kanter, de store nederste mørkegraa. Spejlet sort, hos Hunnerne med ringe, hos Hannerne med endel grønlig Metalglans, bagtil begrænset af et renhvidt Baand. Indre Armsvingfjer brunliggraa med graalig rust- brune Yderfaner. Styrefjerene graabrune med hvide Kanter og Spidser, de yderste næsten helt hvide. Dunungen er let kendelig blandt vore Ællinger, idet Panden, Hovedets og Halsens Sider samt hele Dyrets Underside er renhvide. Issen, en lille Plet ved Øret, en Stribe ned ad Nakken og Baghalsen samt Rygsiden er sodsorte. En Streg over Vingen og 2 store, tildels sammenflydende Pletter paa hver Kropside ligeledes hvide. Gravanden er ved sin Størrelse, sine ejendommelige Farver og opadbøjede Næb altid let kendelig og kan ikke 106 forveksles med nogen anden dansk And; den er noget mere højbenet end sædvanligt for Ænder, Gangen bedre og lettere, idet Kroppen holdes mere oprejst; i det hele minder den i Ydre noget om Gæssene og er ofte regnet •for disses nærmere Slægtning, men blandt andet Næbbets og hele Skelettets Bygning anviser den tydelig Plads ved Svømmeænderne. Anseelig og prægtig ser den ud, naar den gaar omkring paa Kysten eller vader i det lave Vand. Udbredt som almindelig Ynglefugl fra de britiske Øer og Holland over det tempererede Europa, Rusland, Mellem- og Sydsiberien til Japan, sjælden eller aldrig nord for Polarkredsen. I Sydrusland er den talrig, særlig ved det sorte og det kaspiske Havs Bredder, og ved de asiatiske Saltsøer yngler den i Mængde. Overvintrer i Sydeuropas Middelhavslande, Nordafrika, Nordindien, Sydkina og For- mosa. I Sverrig er den almindelig ved de sydlige Kyster, særlig talrig ved Øland og Gotland, sjælden og faatallig i den botniske Bugt. Langs Norges Kyster ruger den al- mindelig i Skærgaardene .op til Lofoten, nu og da over- vintrende. 1 England er den almindelig som ynglende og overvintrer talrigt der, ligeledes ved Nordtysklands Kyster, medens den sjældnere viser sig inde i det mellemeuro- pæiske Fastland. I Danmark ruger Gravanden meget almindeligt saa godt som paa alle Smaaøer og Holme i vore Farvande og ved vore Havkyster, hvor blot Ro og passende Rede- pladser kan findes. Trækfugl, der ankommer i Begyndelsen af Marts, saa- snart Isen er borte; enkelte Individer overvintrer dog hos os i milde Vintre. I Begyndelsen eller henimod Midten af Maj anlægges Reden; denne findes saa godt som altid dybt inde i Bunden af Jordhuler, gravede ind i Brinke og Skrænter eller blot i Diger og Gærder, saa godt som altid lige ud mod Havet. Disse Huler, som de godt kan grave selv, bruges Aar efter Aar, men ofte bruger den ogsaa Kaninhuler, Ræve- eller Grævlingeboer, hvor den da an- lægger Reden dybt inde i Rørene, selv om disse ikke er forladte af deres Beboere, af hvilke de i saa Tilfælde mærkelig nok ikke synes at blive forulempede. Nu og da lægges Reden blot under Tjørnebuske, inde under tætte Risbunker eller i Skure, Baadhuse og Udhuse; de benytter gerne kunstigt opførte Redepladser byggede af Tørv og Sten. Naar passende Redeplads ved Havet savnes, bygger de længere fra Vandet, af og til endogsaa forbavsende langt 07 inde i Landet, og da oftest i Ræve- og Grævlingeboer. Undtagelsesvis bygger de i hule Træer eller Klippehuler, ofte højt overjorden. Selve Reden bestaar blot af sammen- hobet Græs, Straa og Fjer, udforet med graa eller hvid- lige Dun. Æglægningen finder Sted i Slutningen af Maj eller Begyndelsen af Juni. Æggenes Tal gærne 7—16, oftest 10—12. Farven hvid med svagt rustgult Anstrøg, nu og da spillende i det grønlige; temmelig store, Længden 65—69 mm., Bredden 42—49 mm. Angives at udruges i 27—28 Dage. Gravandens Han forlader ikke Hunnen efter Æglæg- ningen, saaledes som Tilfældet er med vore andre Ænder, men Parret holder troligt sammen og passer i Fællesskab Ungerne, naar disse kommer ud' af Æggene og sammen med Forældrene søger ud paa Havet mellem Øer og Holme og i lune Vige. Den ses hos os aldrig i større Flokke, mest i Smaaselskaber eller blot sammen med Ungerne. Dykker ikke, men staar paa Hovedet i Vandet søgende Føden, der bestaar af Orme, Snegle, Muslinger, Krebsdyr, Fiskeyngel o. 1., dog ogsaa af Plantedele, Frø, Spirer o. a. I Fangenskab avler Gravanden Bastarder med Tam- anden (Anas boscas domestica). Hvor den ruger i kunstigt anlagte Redekolonier, saaledes som Tilfældet f. Eks. er paa Øerne ved Holstens Vestkyst, paa List o. a., hvor man graver hele Systemer af Gange med Reder i Siderør, samler man Æggene, efterhaanden som de lægges, og har da iagttaget, at Hunnen under saadanne Forhold lægger indtil 30 Æg. Gravanden trækker for største Delen bort fra vore Kyster i September og Oktober. 2. Rustand (Tadorna casårca (Linné)). (Anas rutila Pallas, Tadorna rutila Boie, Casarca rutila Bonaparte). Norsk: Rustand. Svensk: Rostand. Tysk: Rostgans. Engelsk: Ruddy Sheld-Duck. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals hvid- lige med rustbrunt Anstrøg, stærkest paa Halsen, om Sommeren næsten graahvid paa Hovedet. Denne lyse Farve er paa Halsen afsluttet af en smal, sort Ring, der dog synes at mangle hos yngre Fugle, ialtfald om Sommeren. Underhals, Forryg, alle Skulderfjerene, Bryst, Kropsider og Underhaledækfjer smukt 108 rustrøde. Bugen mørk kastaniebrun. Bagryggen gulbrun, stærkt sortvatret. Overgump, Overhaledækfjer, Svingfjer og • Styrefjer sorte. Vingedækfjerene renhvide, Spejlet stort, glinsende purpurgrønt. Indre Armsvingfjer med smukt rustrøde Yderfaner. Næbbet med parallelle Rande, ikke opadkrummet, uden Pandeknude. Farven baade paa Næb og Fødder blaa- sort. Legemslængde 53 — 61 cm. Vingelængde 34—36 cm. Fig. 43. Rustænder. (Efter Cordeaux). Hunnen ligner Hannen, men har mindre prægtige Farver, er lysere og mangler det sorte Halsbaand. Skulder- fjerene lidt mørkvatrede. Vingedækfjerene med gulbrune Bremmer. Unge Fugle ligner Hunnen, men kan, foruden paa de ungdommelige Styrefjer, kendes paa deres mattere Farver; Vingedækfjerene graalige. Dunungen ligner Gravandens, men er blegere brun, og Undersidens hvide Farve er paa Bryst og Bug blandet med brunt. Paa sin overvejende rustrøde Farve og hvide For- vinge kan Rustanden straks kendes mellem de i Danmark forekommende Ænder. 109 Udbredt som ynglende fra Sydøsteuropa og Nord- afrika østpaa gennem Centralasien, Turkestan, Mongoliet til Kina og Japan og op til Baikalsøen og Amurdalen. Overvintrer i umaadelige Flokke i Persien og Indien. Tal- rigst er den ved Centralasiens Saltsøer, ved Aralsøen og det kaspiske Hav, allerede sjeldnere ved det sorte Hav; Vestgrænsen for dens Yngleomraade i Europa falder i Tyrkiet og Rumænien; ynglende er den dog truffet i Spanien. I det øvrige Europa viser den sig kun som til- fældig Gæst, idet den nu og da synes at strejfe bort fra sit egentlige Omraade; saaledes synes den særlig i 1892 at have begivet sig paa Vandring mod Nord-Vest, ind over Europa. I større Tal viste den sig da paa de britiske Øer, hvor mindst 60 Stk. fra Juni til September vides at være skudte ud af Flokkene. I Juli og August viste to Smaa- flokke sig i Island, og flere Steder paa Vestgrønlands Kyster blev den set og skudt, endogsaa helt oppe ved Upernivik; til Norge og Sverrig kom ogsaa nogle Stykker.. I Danmark har den ogsaa vist sig som en sjælden og tilfældig Gæst; saaledes blev et Individ fundet dødt i Slutningen af August 1866 ved Faaborg og en Han skudt d. 26.6. 1893 ud af en Flok paa 10 Fugle ved Stranden Sydøst for Vordingborg; senere er en Han skudt den 29. 6. 1914 i Limfjorden. I Yngleforhold og Levevis ligner Rustanden særdeles meget Gravanden; den holder sig i det hele mindre til Havkysterne end denne, søger hellere ind til de store Indlandssøer, baade ferske og salte, og ruger ogsaa ved Floder. Reden findes under de samme Forhold som Grav- andens, og den lægges ogsaa i meget udstrakt Grad i Pattedyrboer, særlig hyppigt i de asiatiske Murmeldyrs underjordiske Huler. 8— 16 Æg. Rustænderne holder ogsaa parvis sammen efter Æglægningen. Ikke sjeldent ses denne smukke And holdt halv- tæmmet i europæiske Parker, hvor den trives ypperligt. 2den Underfamilie: Svaner (Cygnfnæ). Store Fugle, de største mellem Andefuglene, let kendelige paa deres meget lange og tynde Hals, længere end Kroppen; dette ejendommelige Byg- ningsforhold sætter disse Fugle, der ikke formaar at dykke, i Stand til at naa Bunden paa ret dybt Vand, særlig naar de endyderligere staar paa 110 Hovedet i Vandskorpen med Halen lige op i Luften. Hvirvlernes Tal er større end hos andre Andefugle, 23—25. Næbbet ret langt, længere end Hovedet, bredt og fladt mod Spidsen. Lamellerne kraftige og vel- udviklede; Overnæbbets Rande dækker næsten helt Undernæbbets, naar Munden lukkes. Næseborene ovale, ligger omtrent paa Midten af Næbbet. Vingerne meget store, idet Armknoglerne er lange; Haandsvingfjerene forholdsvis korte, omtrent af samme Længde som de inderste Armsvingfjer; 2den og 3dje Haandsvingfjer længst. De sammen- lagte Vinger naar neppe til Halespidsen. Halen ret kort, 18 — 24 Styrefjer. Kroppen svær og lang, Brystet bredt og fladt. Benene lave med lange Tæer; Mellemfoden meget kortere end Mellem- taaen, uden tværstillede Hornskinner, kun dækket af smaa, kantede Skæl. Kløerne stumpe, halvvejs inddragne i Svømmehuden; Bagtaaen lille og trind, ganske uden Hudlap. Da Benene sidder langt til- bage, er Gangen besværlig og vraltende, derimod svømmer de fortrinligt og hurtigt. Opflyvningen vanskelig, men naar de først er paa Vingerne, er Flugten udholdende, omend tung, ledsaget af en stærk Susen, der høres meget langt bort. Ned- flyvning foretages saa godt som altid paa en Vandflade. Fælder kun een Gang aarlig, vore Arter i Juli og August. Svingfjerene fældes samtidigt. Han og Hun holder sammen efter Æglægningen og passer i Fællesskab Ungerne; i Udseende er de ens, Hannen blot lidt større end Hunnen. Yngler ved ferske Vande. 4 — 8 ensfarvede, hvidlige Æg. Ruger 35—37 Dage. Ungerne har kort Hals, først under Væksten faar denne sin usædvanlige Længde; de er først helt udfarvede og forplantningsdygtige i deres 3dje Leve- aar. De, der yngler i nordlige eller kolde Egne, trækker om Vinteren til varmere Have. Dagfugle, der baade trækker 111 og er i Bevægelse om Dagen. Underslægten, der kun omfatter 8 Arter, deles ofte i 2—3 Slægter, men disse staar hinanden meget nær. Udbredt i Europa, Asien, Australien, Nord- og Sydamerika. De i Danmark forekommende Arter henhører alle til Slægten Cygnus. Svane-Slægten. (Cygnus Bechstein). Huden mellem Næb og Øje nøgen; de ud- voksne Fugle helt hvide; iøvrigt med Under- slægtens Ejendommeligheder. Oversigt over de danske Svanearter. 1. En rund, fremstaaende Knop paa Panden ved Næb- roden. Huden mellem Næb og Øje sort. Halen kile- formet, spids, 22 Styrefjer. Luftrøret danner ikke nogen Slynge ned i Brystbenskammen 1. Knopsvane (C. olor). 2. Uden Pandeknop Huden mellem Næb og Øje gul. Halen afrundet, 18—20 Styrefjer. Luftrøret danner en Slynge ned i Brystbenkammen. a. Større. Legemslængden over 130 cm. Vingelængden over 55 cm. Næblængde over 10 cm. Næbspidsens sorte Farve naar ikke synderlig længere op ad Næbbet end til Næseborene, paa Næbkanten kun halvvejs til Mundvigen. Næbrodens gule Farve naar hen under Næseborene. Luftrøret danner en lodret Slynge i Brystbenskammen 2. Sangsvane (C. musicus). b. Mindre. Legemslængden under 130 cm. Vingelængden under 55 cm. Næblængde under 9 cm. Næbspidsens sorte Farve naar højt op bag Næseborene, Næb- kanten sort helt ind til Mundvigen. Næbrodens gule Farve naar langtfra hen under Næseborene. Luft- røret danner en vandret Slynge i Brystbenskammen. 3. Pibsvane (C. minor). 1. Knopsvane (Cygnus olor (Gmelin)). Cygnus gibbus Bechstein. Norsk: Tamsvane. Svensk: Knolsvan. Tysk: Hockerschwan. Engelsk: Mute Swan. Fjerdragten helt hvid. Næbbet ved Roden med en stor, fremstaaende Pandeknude; denne er større hos Hannen, noget mindre hos Hunnen. Næbneglen aflang, 112 omtrent med parallelle Sidekanter, smallere end Næbbets halve Bredde. Den nøgne Hud mellem Næbrod og Øje, Pandeknuden, Grunddelen af Overnæbbet, Egnen om Næse- boret, Næbneglen og Overnæbbets Rande sorte, det øvrige Overnæb højrødt eller lidt orangerødt. Undernæbbet sort. Næblængde 10—12 cm., dets Bredde c. 3—3,5 cm. Iris brun. Halen kileformet, spids; 22—24 Styrefjer. Fødderne sorte. Mellemfoden c. 12 cm., Mellemtaaen c. 16 cm. lang. Legemslængde 136 — 152 cm. Vingelængde 56 — 68 cm. Hannen er større end Hunnen, angi- ves at veje omkring 13 kg., Hunnen kun omkring 10 kg. løv- rigt er Han og Hun ens i Ydre. Unge Fugle er graabrunlige eller smudsiggraa, Egnen om Øjet og Næb- roden lysere; Hal- sen og Kroppens Underside samt Vin- gerne ligeledes ly- sere. Næbbet blyfarvet, Næseborene, Næbkanten og Næb- roden sorte; de yngre kun med Spor af Næbknude. Ved deres første Fældning, et Aar gamle, bliver de overvejende hvide med spredte, indblandede, graabrune Fjer; ved anden Fældning, naar de er to Aar gamle, bliver de hvide, men de faar først de gamle Fugles Udseende og yngler først i deres tredje Leveaar. Dunungen smudsiggraa eller askegraa, lysere paa For- hals og Bryst, uden nøgen Hud mellem Næbrod og Øje. Knopsvanens Strube og Brystben af normal Bygning. Udbredt som Ynglefugl i Danmark, Sydsverrig, Nord- tyskland, Central- og Sydrusland, Donaulandene, Balkan- halvøen, i Egnene ved det nordlige kaspiske Hav, øst paa Fig. 44. Hoved af Knopsvane. (Efter Cordeaux). 113 gennem Turkestan og Mongoliet op i Sydøst-Sibirien. Over- vintrer i det sydlige kaspiske Hav, nu og da i Nordvest- Indien og i Middelhavslandene. I Sydsverrig yngler den ikke helt sjælden helt op til Uppland. I Norge er den kun truffet nogle Gange som tilfældig Gæst. I England findes den ikke ynglende som vild, men baade her og i Mellem- Europa har den fra gammel Tid været holdt som halv- tæmmet overalt i Parker og Søer, saaledes at denne Arts naturlige Udbredelse i disse Egne neppe kan udredes, idet forvildede Individer strejfer bort og blander sig mellem de vildtlevende. I Nordtyskland er den saaledes meget almindelig som vild og halvvild. Yngler i Nutiden kun meget faatallig i Danmark som vild og synes desværre stadig at aftage i Tal; fandtes saaledes aarlig ynglende i adskillige Søer i Nordsjælland, f. Eks. i Damhussøen, Søborg Mose, Fuglesangsøen, Hjorte- kæret, Gentofte Sø, Lyngby Sø, Strandmølleaaen, Furesø, Søerne ved Hellebæk o. s. v., men er allerede forsvundet fra flere af disse. Mangfoldige Steder holdes den i Dan- mark i halvtæmmet Tilstand. Paa Falster har den ynglet ved Bøtø og paa Lolland i Vesterborg Sø, og den synes i det hele at have været almindeligst i det østligste Dan- mark, vistnok kun sjælden i Jylland, hvor den angives at have ynglet i Vendsyssel i Begyndelsen af forrige Aar- hundrede i Nørøxe Sø. Hvor talrig den har været i tid- ligere Tider, ses af Beretningerne om de oldenborgske Kongers Svanejagter ved Øresundets Kyster, hvor flere Hundrede Svaner kunde nedlægges paa en enkelt Jagt, der afholdtes i den Tid, da Dyrene ikke kunde flyve. Uden særlig energisk Fredning vil denne smukke Art snart være udryddet i Danmark. Fund af Knogler i Køkkenmøddinger og Moser viser, at Arten længe har været bosat i Landet. Yngler altid ved ferske Vande, helst i Søer med rige- lig og tæt Bevoksning af Siv og med frodig Bundvegetation, ofte i Skovsøer. Kommer til Ynglepladsen, saasnart Isen er borte, og tager snart fat paa Redebygningen. Reden anlægges helst paa Smaaøer eller blot i Sivholme, altid paa vanskelig tilgængelige Steder; den er meget stor, c. 1.5 m. i Tværmaal, bestaaende af store Mængder ophobede Vandplanter, Rør, Siv o. 1.; i selve Reden tørt Græs, Blade og andet, lidt finere Materiale, ogsaa endel Fjer og Dun, hvormed Æggene dækkes, naar Hunnen forlader Reden for at søge Føde. Baade Han og Hun bygger Rede, og Hannen holder sig stadig i Hunnens Nærhed under Rug- ningen, der angives at vare 36—39 Dage. Æggenes Tal som Regel fra 5 til 8, højst 11, men et eller flere er gerne R. Hørring: Fugle I. o 114 fordærvede. Farven lys, graagrønagtig. Længde 110 — 121 mm., Bredde 72—75 mm. Hannerne er bidske og stridbare i Parringstiden og kæmper indbyrdes, idet de bider og slaar med Vingekanten. Under Svømning bæres som Regel Albuen mere eller mindre løftet, hvorved Armsvingfjer og Skulderfjer løftes som Sejl op fra Ryggen; Halsen bæres da oftest S-formet bøjet. Føden ganske overvejende Sump- og Vandplanter, især deres friske Skud. Rødder, Blade og Frø; dels afriver de Føden, dels snadrer de den i sig, f. Eks. Andemad o. 1.; ogsaa Insekter, Snegle, Orme, Frøer o. 1. siges de at for- tære. Fældningen foregaar i Juli og August, og de mister da i nogen Tid Flyveevnen. Naar Ungerne om Efteraaret er flyvefærdige, forlader de de ferske Vande og søger ud paa Havet, hvor de holder til i Fjorde og Vige, helst hvor der er lavt Vand; derfra foretager de idelig Udflugter om Dagen ind til de ferske Vande for at søge Føde. Hos os nærmest Standfugle; kun naar stærk Kulde tvinger dem til at søge fjernere, aabent Vand, forlader de os; deres Tal forøges stærkt i Vinter- maanederne af overvintrende Individer fra andre Egne, vel nærmest fra Sydsverrig. I Fangenskab danner de Bastarder med Tamgaasen. 2. Sangsvane (Cygnus musicus Bechstein). (Cygnus ferus Brisson, Anas cygnus Gmelin). Norsk: Sangsvane. Svensk: Sångsvan. Tysk: Singschwan. Engelsk: Whooper Swan. Hele Fjerklædningen hvid. Næbbet uden Pande- knude, fladt mod Spidsen. Pande og Næbryg omtrent i samme Linie. Næbbets Længde 10 — 12 cm., Bredden c. 3 cm. Næbneglen bred, c. 16 mm., bredere end Næbbets halve Bredde. Næbneglen og den forreste Del af Næbbet sort til lige bag Næseborene eller blot til disse; langs Næbkanten strækker den sorte Farve sig halvvejs til Mundvigen. Næbbets bageste Del og den nøgne Hud mellem Øje og Næbrod lys svovlgul eller citrongul; den gule Farve, gaar paa Siden af Næbbet ud under og foran Næseborene. Iris brun. Fødderne sorte. Mellemfoden c. 11 cm., Mellemtaaen c. 14.5 cm. Halen afrundet, 20 Styrefjer. Legemslængde 135—162 cm. 115 Vingelængde 55—65 cm. Vægten 9—13 kg. Hannen større end Hunnen. Unge Fugle er lyst graabrune, Vingen lysere. Næbbet først mørkt kødfarvet med sort Næbryg og sorte Næb- rande, senere med et rødligt Baand ved Næseborene. Fødderne graalige med lidt kødfarvet Anstrøg. mm m _ Fig. 45. Sangsvaner. (Efter Cordeaux). Dunungen lysegraa med hvidlig Underside. Det stærkt forlængede og noget fladtrykte Luftrør har et ejendommeligt Leje, idet det gaar i en lang, lodret stillet Slynge dybt ned i den brede, fortil aabne Brystbenskam og derfra i en Bue op mellem Gaffelbensgrenene ind i Brysthulen, hvor det paa normal Maade deler sig. Luft- rørsslyngen er større hos Hannen end hos Hunnen (sml. Fig. 46). Udbredt som ynglende i hele det nordlige Europa og Asien, som Regel kun Nord for Polarkredsen; i Finland gaar den ned til 62°. Trækfugl, der om Vinteren vandrer 8* 116 til Vest- og Mellemeuropa, Middelhavslandene, Mellem- asien, Kina og Japan. I England er den almindelig Vinter- gæst og skal tidligere have ynglet paa Orknøerne; paa Færøerne viser de sig i Flokke paa Gennemrejse i Marts og April, medens den paa Island er en meget almindelig Ynglefugl oppe i Fjeld- søer og ved Søerne i Øens Indre, over- vintrende ved de isfri Kyster. I Sverrig yngler den i Lapland, i Torne-, Lule- og Pite-Lapmarker, og i Norge er den alminde- lig i Finmarkens Indre og overvintrer langs Kysterne. Danmark ligger langt Syd for dens Ynglezone, og den er aldrig truffet yng- lende her; nu og da kan enkelte Stykker oversomre hos os, vist sygelige eller unge Individer, men om Efteraaret, allerede i Oktober, kommer Sangsvanen trækkende om Dagen i større og mindre Flokke fra Fig. 46. Luftrør Nord og Nordøst, dels paa Gennemrejse, og Brystben af dels for at overvintre i vore Farvande; de Sangsvane. (Efter søger særligt ind i lavvandede Fjorde og Jågerskiold). Vige, men gaar ogsaa ind i store Søer; trækkende og strejfende rundt i vore Far- vande søger de gode Foderpladser; de ses i større Tal til ud i April. Trækker i en lang, skraa Linie, ikke som Gæssene i Kile. De kendes let fra Knop- svanen, selv paa lang Afstand, idet de lig- gende paa Vandet aldrig bærerVingerne løftede, og Halsen bæres altid strakt lige i Vejret. Deres Skrig er et me- get karakteristisk, vidt- lydende, stadig gentaget ang-ang, endel min- dende om Klokkeklang, og kan i stille Vejr høres paa meget lang Afstand, særlig naar de Fig. 47. Hoved af Sangsvane. (Efter Cordeaux). ligger i Flokke ude paa Havet, „Svanesang". Yngler i de arktiske Egnes ferske Vande, helst i Fjeld- søer og i afsides Søer i Ødemarkerne, hvor Vegetationen ofte er sparsom; jævnlig yngler mange Par i Nærheden 117 af hinanden i samme Indsø; den er i det hele mere fred- sommelig end Knopsvanen. Allerede i Slutningen af April kommer de til Ynglepladsen, hvis denne blot er isfri. Reden oftest paa Holme i Søerne, bygget som Knop- svanens af Riskviste, Vandplanter, Stargræs o. 1., ofte høj og synlig paa lang Afstand; udforet med Fjer og Dun. Æggene lægges i Maj, 4—6, sjældent x, i Tal; Farven smudsighvid. Længde 106— 115 mm., Bredde 68—74 mm. I Begyndelsen af Juni er Ungerne gerne udrugede. Fælder i Juli og August og er da en Tid ude af Stand til at flyve; ofte er de i denne Tilstand Genstand for ivrig Forfølgelse, saaledes f Eks. paa Island, hvor de da dræbes i Mængde sammen med Ungerne. Naar Fjeldsøerne alle- rede i Oktober begynder at fryse til, forlader Sangsvanen Ynglepladsen og trækker med Ungerne til Havet. Paa Land gaar Sangsvanen ret godt, bedre og lettere end Knopsvanen. 3. Pibsvane (Cygnus minor Pallas). (Cygnus bewickii Yarrell). Norsk: Mindre Sangsvane. Svensk: Mindre Sångsvan. Tysk: Zwergschwan. Engelsk: Bewick's Swan. Ligner i Ydre ganske Sangsvanen, men er meget mindre og spinklere; denne Størrelsesforskel er saa be- tydelig, at den straks falder i Øjnene selv paa Afstand. Legemslængden kun 116—127 cm. Vinge- længden 47 — 55 cm. Vægten 4—5.5 kg. Han- nen altid større end Hunnen. Næbbets Far- ver er de samme som hos Sangsvanen, men Udstrækningen af Næb- rodens gule Farve er meget forskellig og af- giver hos de voksne Fugle et udmærket Skelnemærke. Hos Pibsvanen naar nemlig det gule paa Næbroden langtfra hen til Næseborene, endsige hen under dette. Det sorte paa Næbbets yderste Del har saaledes langt større Udbredelse Fig. 48. Hoved af Pibsvane. (Efter Cordeaux). 118 og strækker sig langs Næbkanten helt ind til Mundvigen og paa Næbbet højt op ad Næbryggen (sml. Fig. 48). Næbbets Længde 8.5—9 cm., Bredden c. 2.7 cm. Fødderne sorte. Mellemfoden 9.5 cm., Mellemtaaen 11.5 cm. De unge Fugle og Dunungen skal ligne Sangsvanens, men er naturligvis forholdsvis mindre. Pibsvanen har en mere østlig Udbredning end Sang- svanen, findes saaledes ynglende i det arktiske Rusland, øst for det hvide Hav, i Sibirien til Lenafloden og paa Øerne i Ishavet, særlig talrig paa Novaja Semlja; herfra vandrer de om Vinteren dels ned til det kaspiske Hav, Sydsiberien, Mongoliet, Kina og Japan, dels trækker de ogsaa mod Vest eller Sydvest, ud til Vesteuropas Kyster, og besøger saaledes regelmæssigt og meget almindeligt England, navnlig særdeles talrig ved Skotlands og Irlands vestlige Kyster. Fra Island og Grønland er den ikke kendt. I Norge træffes den nu og da, dog sjeldent synderlig talrig; ogsaa i Sverrig er den truffet nogle Gange, medens den i det tyske Fastland kun viser sig enkeltvis og sjelden. I Danmark træffes den som en ret regelmæssig, men neppe synderlig talrig Vintergæst; den synes navnlig at forekomme i Ringkøbing Fjord og Fiil Sø, hvor den aarlig endog skal være meget almindelig; ogsaa ved Ribe og andre Steder ved Vestkysten er den truffet. Kommer i Oktober, efter Sigende noget senere end Sangsvanen, og bliver Vinteren over, særlig talrig i Marts; i første Halv- del af April drager den bort fra vore Kyster. Reden skal være bygget ganske som Sangsvanens, dog for en stor Del opført af Mos; anlægges ved Smaa søer, er meget stor, c. 2 m. i Tværmaal ved Grunden, og høj; kan i det aabne, øde Land, hvor denne Svane yngler, ses langt fra. Æggene graalighvide, 3— 4 i Kuldet; Længden 96—109 mm., Bredden 64—67 mm. Ligesom hos Sangsvanen sender Luftrøret en Slynge ned i Brystbenskammen, men hos de gamle Fugle ligger denne ikke lodret i Kammen, men drejer sig og ligger vandret. 3dje Underfamilie: Dykænder (Fuligulinæ). Søger hovedsagelig deres Føde paa Bunden af Vandet, derfor i alle Bygningsforhold stærkt spe- cialiserede til Dykning. Fjerklædningen meget tæt; Gumpekirtlerne, hvormed Fjerene ved Næbbets 119 Hjælp indfedtes, særdeles veludviklede. Hovedet stort og ret tykt med tæt Fjerklædning, ofte med Topdannelser. Næbbet meget forskelligt formet hos de forskellige Slægter, snart bredt og langt, snart smallere og kort, og afgiver sammen med Næbneglens Form gode Adskillelsesmærker. Næse- kirtlerne særdeles veludviklede, hvilket sikkert staar i Forbindelse med det dykkende Liv, udbredte højt op over Øjnene, Panden og en Del af Issen, dannende tydelige Indtryk paa Pande- og Issebenene. Halsen ret kort og svær, ikke synderlig bevægelig. Luftrøret hos endel Hanner med Udvidelser, og det nedre Strubehoved kompliceret bygget med større eller mindre forbenede Siderum, Bentrommer. Iris hos de voksne ofte kraftigt farvet, hvid, gul, rød o.s.v. Kroppen kort, bred og kraftig med bredt og fladt Bryst og kraftigt, bagtil bredere Brystben. Benene sidder langt tilbage. Mellemfoden kort og sammen- trykt, Tæerne ganske overordentlig veludviklede og lange, Mellemtaaen og Ydertaaen ofte dobbelt saa lange som Mellemfoden, omtrent af samme Længde, 4de Taa dog ofte lidt længere. Foden bliver saaledes et overordentlig kraftigt Svømme- redskab, der i Forbindelse med den veludviklede Laar- og Skinnebensmuskulatur er vel egnet til at drive Fuglen hurtigt frem gennem Vandet under Dykningen. Vingerne korte, hvælvede, med stive Svingfjer, uden metalglinsende grønt eller blaat Spejl som hos mange Svømmeænder, idet Spejlet som Regel er hvidt, graat eller mangler, o: er ikke særlig farvet. Halen som Regel tilspidset, 12 — 18 Styrefjer. Fortrinlige Dykkere, der saa godt som ikke bruger Vingerne under Dykningen, men blot holder dem lidt ud fra Kroppen som Støtte- og Styremiddel, idet de alene driver sig frem ved Føddernes Hjælp; de indleder Dykningen med et lille Spring op i Luften, hvor- 120 paa de bøjer Halsen og skyder ned i Vandet (Spring- dykkere); de kan opholde sig adskillige Minutter under Vandet, gennemsøgende Bunden og Bundvegetationen, hvor deres Føde hovedsagelig er smaa Muslinger og Snegle, men ogsaa Krebsdyr o. 1., men de formaar ikke under Vandet at jage og fange større, bevægeligere Dyr, som Fisk o. 1.; flere Arter æder ogsaa Vegetabilier. Nogle Arter formaar at dykke ned til 100 m. (Ederfugle), de fleste neppe mere end 10—15 m. Paa Land er Gangen vraltende og besværlig, med opret Krop. Paa Vandet ligger de meget dybt, saaledes at kun Ryggen er over Vandet. Flugten hurtig; letter som Regel helst mod Vinden. Færdes helst i Selskab, ofte i mægtig store Flokke, ligeledes under Dykningen, idet de da ofte stadig svømmer i samme Ret- ning, stedse dukkende op foran Flokken. Dykænderne holder sig, ialtfald uden for Yngletiden, omtrent stedse paa Havet eller store Indsøer, oftest et godt Stykke fra Kysten, hvor de sover svømmende; langt op paa Land gaar de aldrig. Yngler alle, blot Ederfuglene undtagne, ved ferske Vande. eller i Lagunesøer, hvor Reden lægges mellem Rør og Siv paa Jorden, altid godt udforet med Fuglens egne Dun. Æggene ensfarvede, uplettede, oftest gulgraa, mere eller mindre grønlige, som Regel i Antal af 8 — 12, jævnlig flere, men mere end een Hun har da som oftest benyttet samme Rede. Hannen forlader straks Hunnen, naar Parringstiden efter Æglægningens Afslutning er forbi. Fjerskiftet som hos Svømmeænderne, men de fleste Arter er 2—3 Aar om at faa den udfarvede Pragt- dragt. Stor Kønsforskel i Fjerdragten, Hannen altid større end Hunnen, ofte endog i stærkt iøjnefaldende Grad. Vidt udbredt i alle Verdensdele, særlig Jordens nordlige Egne huser mange Arter. Oversigt over de danske Dykandeslægter. A. Den nøgne Næbhud fortsættes ikke som to lange, smalle eller brede, nøgne Hudflige op i Pandens Fjerklædning; Grænsen mellem Næbhud og Fjerene med en kort, spids Vinkel paa hver Side af Panden eller omtrent lige. 121 I. Næbneglen tydelig afgrænset mod Næbbets bløde Hud. Næbneglen nedbøjet i Spidsen. Næbranden paa Næbbets ydre Del ikke indrullet, saaledes at Næbbet bliver meget smallere i sin yderste Halvdel (dog indbøjet hos Havlitten). a. Næbryggen meget længere end Mellemfoden, læn- gere eller mindst lige saa lang som Indertaaen uden Klo. Næbbet stort, bredt og fladt ud mod Spidsen med omtrent parallelle Rande. 1. Næbneglen meget smallere end Næbspidsen . . 1. Troldænder (Fuligula). 2. Næbneglen meget bred, dækkende omtrent hele Næbspidsen 4. Sortænder (Oedémia). b. Næbryggen kortere eller af samme Længde som Mellemfoden, meget kortere end Indertaaen uden Klo. Næbbet kort og ret smalt, hvælvet helt ud mod Spidsen, der er smallere end Næbroden. 1. Overnæbbets Kant paa Næbbets ydre Del indad- bøjet. Næseborene meget nærmere ved Næb- roden end ved Næbspidsen. Næbbet ved Roden lavere end bredt. Næbneglen omtrent af Næb- spidsens Bredde. Hovedet broget farvet, ikke ensfarvet sort eller brunt og aldrig efter en skarp Linie anderledes farvet end Halsen 2. Havlitter (Pagonétta). 2. Overnæbbets Kant ikke indadbøjet. Næseborene nærmere ved Næbspidsen end ved Næbroden. Næbbet ved Roden højere end bredt. Næbneglen meget smallere end Næbspidsen. Hovedet sort eller brunt, efter en skarp Linie anderledes farvet end Halsen. 3. Hvinænder (C långul a). II. Hele Næbspidsen forhornet, uden tydelig afgrænset Næbnegl; den forhornede Næbspids er lige afskaaret og ikke synderlig nedbøjet i Spidsen, med en ned- bøjet Tap paa hver Side af Næbspidsen. Næbranden paa Næbbets ydre Del indrullet, hvorved Næbbet bliver paafaldende smalt og næsten rendeformet i sin ydre Del 5. Stellers And (Somatéria). B. Den nøgne Næbhud fortsætter sig som to lange, smalle eller brede, Hudflige højt op i Pandens Fjerklædning, en paa hver Side 5. Ederfugle (Somatéria). /. Troldandeslægten (Fuligula Stephens). Næbbet meget længere end Mellemfoden, bredt, med omtrent parallelle Rande. Næbneglen meget 122 smallere end Næbspidsen. Næseborene aabner sig en Tredjedel af Næblængden fra Næbroden. Grænsen mellem Næbhud og Fjer med en kort, spids Vinkel paa hver Side af Panden. Halen af- rundet, med 14 Styrefjer. Et stort Indsnit paa hver Side af Brystbenets Bagrand, delvis eller, omend sjældnere, helt lukket af en smal Benbro, udgaaende fra Brystbenets Midterdel. Slægten omfatter 16 Arter; udbredt i alle Verdensdele, ofte udkløftet i 4 Slægter; af de danske Arter henføres saaledes Kolbeanden til Slægten Netta, Taffelanden og den Hvidøjede And til Slægten Nyroca, de øvrige til Slægten Fuligula; her samles de naturligt alle i en Slægt. Oversigt over de danske Troldandearter. A. Næbbet sort eller graat, ikke fortykket ved Rodens Sider og aldrig smallere mod Spidsen. Hovedet aldrig med bred, opstaaende, busket Top. I. Næbbet med parallelle Siderande. a. Spejlet hvidt. Iris hvidlig eller hvid 4. H v i d ø j e t And (F. nyroca). b. Spejlet graat. Iris ikke hvidlig 3. Taffeland (F. ferina). II. Næbbet bredere mod Spidsen. a. Med bagud nedhængende Top. Ryggen ensfarvet brunsort, fint lystpudret, uden Spor af Tværvatring. Mindre; Næblængde c. 40 mm. Vingelængde 19.5 —21 cm 1. Troldand (F. criståta). b. Uden bagud nedhængende Top. Ryggen stærkere eller svagere tværvatret. Større; Næblængde 43 — 46 mm. Vingelængde 23—24 cm 2. B j e r g a n d (F. m a r i 1 a). B. Næbbet rødt eller rødligt, noget fortykket paa Næb- rodens Sider, smallere mod Spidsen. Hovedet med en bred, busket, opstaaende, kamlignende Top 5. Rødhovedet And (F. rufina). 1. Troldand (Fuligula criståta (Ray)). Topand, Vibeand, Blyand (Anas fuligula Linné, Fulix criståta Swinh.). Norsk: Topand. Svensk: Vigg. Tysk: Reiherente. Engelsk: Tufted Duck. 123 Han i Pragtdragt. Hoved, Hals, Forryg og For- bryst rensorte, sidstnævnte med hvide Fjerbremmer. Isse- fjerene forlængede til en lang, bagudhængende Top. Hovedets Sider, set mod Lyset, med stærk Purpurglans, set med Lyset med stærk grøn Metalglans. Mellemryg og Skulderfjer brunsorte med ganske svag, hvid Pudring. Bag- Fig. 49. Troldænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). ryg og Overgump rensorte. Bagbryst, Bug samt Kroppens Sider renhvide. Undergumpen sort. Vingerne sorte, de indre Armsvingfjer med grønlig Metalglans. Spejlet hvidt, bagtil sortkantet. Halen sort. Hunnen har meget mindre Top end Hannen. Hoved, Hals, hele Oversiden og Forbrystet mørkebrune, paa For- ryg og særlig paa Forbryst med straagulbrunt skinnende Fjerkanter, uden hvid Pudring. Fjerene ved Næbrodens Sider brunlighvide, aldrig renhvide. Bagbrystet delvis hvidt, men med mange indblandede brune, hvidkantede Fjer, nu 124 og da helt hvidt; Bugen overvejende med brune Fjer mellem de hvide. Grænsen mod det brune Forbryst ud- flydende. Kropsidernes Fjer olivenbrune med gulbrune Fjerkanter. Vingen som hos Hannen, men de indre Arm- svingfjer har mindre Metalglans. Næbbet lidt bredere mod Spidsen end ved Roden; Næbneglen ret smal. Næblængde 40 mm., største Bredde 21 mm. Farven blaagraa med sort Negl. Iris skinnende gul. Fødderne mørkt graablaa med sort Svømmehud. Legemslængde 41—46 cm., Vingelængde 19.5—21 cm. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men er mere sortebrun paa Hoved og Overside, Toppen længere, For- brystet sort med brune Fjerkanter og Bagbrystet renhvidt. De unge Fugle ligner ligeledes Hunnen, men kan, foruden paa de afbrudte Styrefjerskafter, kendes paa deres renhvide Bagbryst; Bugen er brungraa med smaa, rundagtige, hvide Pletter paa Fjerspidserne; de unge Hanner er allerede kendelige paa deres mere brunsorte, mørkere Farver og deres større Top; denne er hos de unge Hunner meget lille. Allerede i deres første Leveaar naar de at blive udfarvede og yngledygtige. Dunungen er ensfarvet mørkt olivenbrun paa Over- siden; Hovedets Sider smudsigt brunliggule med meget udflydende mørke Striber, en gennem Øjet og en over Kinden. Undersiden lyst graagul. Antydning af en gul Plet paa Ryggen, bag hver Vinge. Forbryst og Undergump mørkebrunlige. Blandt vore Ænder kan Troldanden kun forveksles med Bjerganden, men den er betydelig mindre end denne og kendes let paa sin Nakketop. Hannen skelnes yder- ligere paa sin sortebrune, fint hvidpudrede Ryg, uden stærk Vatring som hos Bjerganden. Hunnen skelnes let ved Mangelen af Bjergandens renhvide, brede, hvide Baand om Næbroden; ogsaa det mindre og smallere Næb er et godt Skelnemærke. Vidt udbredt som ynglende i Europas og Asiens palæ- arktiske Egne op til omkring Polarkredsen; endel Steder 25 findes den ynglende langt mod Syd, saaledes i Nordafrika, Abyssinien, Transkaukasien og almindelig i Sydsiberien og Pamir. Den overvintrer i Syd-Kina, Japan, Indien, ved det kaspiske Hav, i Middelhavslandene og op langs hele Vest- europas Kyster. I England yngler den ret almindeligt, særlig talrig og stadig tiltagende i Tal i Skotland. Paa Island fandt jeg den ret almindelig som ynglende, endog meget talrig i Myvatn. Grønland gæster den ikke. I Norge yngler den, omend ret faatallig, langs Skærgaardene helt op i Finmarken, og i Sverrig er den ret almindelig lige fra de nordlige Egne helt ned i Mellemsverrig, hvor den paa mange Steder yngler i betydeligt Tal; sjælden i Skaane og i Vestsverrig. Spredt og faatallig yngler den i Nord- tyskland. I Danmark yngler Troldanden ogsaa paa adskillige Steder, omend spredt og i ret ringe Tal, dog synes den heldigvis baade at brede sig her og at tiltage betydeligt i Antal. Hyppigst er den fra ældre Tid i det nordlige Jyl- lands Søer, saaledes i Nors- og Nebel-Søer, Ove Sø o. a., men ogsaa paa Sjælland er den nu ret udbredt, yngler saaledes i Saltbækvig, Søborgmose o. a. St.; den fore- trækker til Yngleplads større Søer, helst ikke med for stærk Bevoksning, hvor den holder til i de mere aabne Partier. Reden anlægges nær Vandet, helst paa Holme eller Tuer, gemt i det visne Græs eller mellem Stargræs og Siv. Æggene lægges i Maj, oftest henimod Slutningen af denne Maaned. 6—8 eller 10 Æg er det almindeligste; deres Farve er grønliggraa, Længden 55—61 mm., Bredden 40—43 mm.; de ruges i 4 Uger. Overvintrer særdeles talrig og almindelig i Danmark, kommende fra Nord og Nordøst. Den foretrækker særlig at tage Ophold i store ferske Søer (Furesøen o. 1.), hvis disse blot er isfri, og her kan de ses i store Flokke; i Søerne i København er den saaledes i de senere Aar blevet talrigere og talrigere, op til c. 800 Fugle har været at se paa én Gang i Sortedamssøen. De kommer trækkende her til Landet allerede i Oktober, men bliver som Regel først talrige i Januar og Februar, hvis det falder ind med Kulde; de bliver her til langt ud paa For- aaret og forlader os først i April for at drage til deres Sommerplads; endnu langt ind i Maj ses de her nu og da, for en Del vel nok Fugle, der vil forblive her for at yngle. Hvis Isen dækker vore ferske Vande, søger de til Fjorde og Vige, hvor Føden da ganske hovedsagelig er Snegle og Smaamuslinger. 126 2. Bjergand (Fu li gu la marila (Linné)). Blaanæb, Skæland, Lysand (Anas marila Linné, Fulix marila Sundevall). Norsk: Bjergand. Svensk: Bjergand. Tysk: Bergente. Engelsk: Scaup-Duck. Han i Pragtdragt. Hoved, Hals, Forryg og For- bryst sorte, Hoved og Hals med grøn Metalglans paa Siderne. Bagryg og Skulder fjer hvide med sort 1«^ øb E^ m ^ÉKKHå m^M jÆ ^Æ i :%-~- ^ p^ '-' • - Fig. 50. Bjergænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Tværvatring. Overgumpen samt Over- og Underhale- dækfjer sorte. Bagbryst og Kropsidens store Fjer ren- hvide, med skarp Grænse mod det sorte Forbryst. Bugen hvid, graavatret henimod den sorte Undergump. Øvre Vingedækfjer sortebrune, fint hvidvatrede. Spejlet hvidt, bagtil sortkantet. Indre Armsvingfjer sorte med grønlig Metalglans. Halen sort. Hunnen har brunsort Hoved og Overhals; omkring Næbroden en bred, renhvid Stribe. Forryg, Underhals og Forbryst mørkt rødbrune, det sidste med graabrune og hvidlige Fjerkanter. Ryggen mørkebrun med ret svag graa Vatring. Overgumpen brunsort, Overhaledækfjerene mørke- 127 brune. Bagbrystet hvidt. Bugen hvidlig, bagtil mere eller mindre graabrun med hvidlige Fjerkanter. Undergump og Underhaledækfjer mørkebrune med hvid Vatring. Krop- sidens Fjer mørkebrune med hvid Vatring. Vingedækfjerene sortebrune, de øvre og mellemste lidt hvid- pudrede. Spejlet hvidt. Næbbet meget bredt og ret fladt, Far- ven blaalig blygraa. Næbneglen sort. Næb- længde 43—45 mm., Bredden 23—24 mm. Iris skinnende gul. Fødderne blygraa med sort Svømmehud. Mellemfoden 36—38 mm. Mellemtaaen c. 68 mm. Legemslængde 44 — 51 cm. Vingelængde 21—23 cm. Unge Fugle ligner Hunnen, men er lysere, mere gulbrunt farvede; det hvide om Næbbet mindre udbredt og ikke ren- hvidt. Forbryst og Forryg har brede, gul- brune Fjerkanter. Ryggen brun med svag Vatring, stærkest hos de unge Hanner. Bug og Undergump brungraa, uden Vatring. De unge Hanner bliver snart kendelige paa det mere eller mindre sorte Hoved med grønlig Metal- glans. Iris gulbrun. Udfarvede og yngledygtige allerede i deres første Leveaar. Dunungen ligner ganske Troldandens. Blandt danske Dykænder kan Bjerganden lettest kendes paa sit særlig brede Næb. Hannen kendes altid paa sit sorte, metalglinsende Hoved uden Top og paa sin hvid- og sortvatrede Ryg. Hunnen ligner Troldandens, men er kendelig paa sit brede, renhvide Baand om Næbbet og ved at mangle enhver Antydning af Top; Taffelandens Hun har meget længere og smallere Næb og er mørk ved Næbroden. Fig. 5 1 . Nedre Strubehoved af Bjergand - Han. (Efter Yarrel). Udbredt som ynglende i Amerikas, Asiens og Europas nordlige Egne fra 55° op i de arktiske Egne til 78°. Om Vinteren trækker den sydpaa og er da meget almindelig ved Vesteuropas Kyster, endog ned til Middelhavet, det 28 sorte og det kasplske Hav, nu og da i Nord-Indien, og overvintrer i Baikal-Søen, i Kina og Japan. I Island yngler den almindeligt, saaledes yderst talrig i Myvatn (Hrafnsdnd); kommer dér i Marts og rejser i Oktober. I Grønland har den vist sig et Par Gange. I Sverrig yngler den almindeligt i Laplands Fjeldsøer og i Jåmtland, men yngler ogsaa ret almindeligt sydligere, f. Eks. i Skærgaarden ved Stockholm, paa Øland og Gotland. I Norge er den særlig almindelig i Østfinmarken og i Fjeldegnene Syd for Dovre. En sjælden Gang har den ynglet i England, og særlig i Skotland er den en talrig Vintergæst. I Tyskland og Mellemeuropa er den derimod kun kendt som Vintergæst, særlig almindelig ved Østersøkysterne, kun fundet ynglende der en yderlig sjælden Gang. I Danmark er Bjerganden neppe med fuldkommen Sikkerhed fundet ynglende, men usandsynligt er det ikke, at den nu og da gør det. Kjærbølling angiver saaledes, at han har fundet den ynglende i Nors Sø i Thy. Ikke helt sjeldent ses den i danske Farvande om Sommeren, men det drejer sig vist som oftest kun om oversomrende Indi- vider. Den overvintrer derimod meget almindelig og talrig i vore Farvande, hovedsagelig holdende sig i store Flokke i vore Fjorde og Vige, men træffes dog ogsaa nu og da inde i større ferske Vande. Den kommer allerede i Oktober og bliver til ud paa Foraaret til April, da Hovedmassen drager bort. Den fanges i store Mængder ved vore Kyster i udsatte Bundgarn, som de under Dykningen hilder sig ind i, hvorved de drukner. Reden ved ferske Søer, nær Vandet, mellem Græs eller under Pilekrat, nu og da ganske udækket. I nordlige Egne lægges Æggene i Slutningen af Maj. De 8—10 Æg er blegt grønliggraa; deres Længde 61 — 64 mm., Bredden 41 — 44 mm. Rededunene mørkebrune, lidt blegere paa Midten. Føden er særlig smaa Muslinger og Snegle, som de henter op fra Bunden, nu og da ogsaa Bændeltang. 3. Taffeland (Fuligula ferina (Linné)). Brunnakke, Rødnakke (Anas ferina Linné, Nyroca ferina Fleming). Norsk: Taffeland. Svensk: Brunand. Tysk: Taffelente. Engelsk: Pochard. Han i Pragtdragt: Hoved og Overhals eVs- farvet skinnende brunrøde; paa Hagen er den forreste befjedrede Spids som Regel hvid. Forhals og 29 Forryg sorte. Forbrystet brunsort med graalige Fjer- bremmer. Bagryg og alle Skulderfjerene samt Krop- siderne smukt hvidgraa med fin sort Tværvatring. Over- og Undergump sorte. Bagbryst hvidgraat med ganske svag, mørk Vatring. Bugen lidt mørkere, ret stærkt vatret. Vingedækfjer brunliggraa, fint hvidpudrede. Spejlet aske- gråt, oftest fint graavatret, bagtil smalt hvidkantet; de Fig. 52. Taffeland. (Efter Cordeaux). indre Armsvingfjer med smalle sorte Rande paa Yder- fanerne. Styrefjerene graalig mørkebrune. Hunnen: Issen sortebrun. Hovedets Sider brune med indblandede graalige Fjer; et Strøg fra Næbbet gennem Øjet hvidligt. Hage, Strube og Overhalsens Forside smudsigt hvide. Baghals, Forryg og Forbryst mørke- brune, sidstnævnte med brede, kraftigt gulbrune eller hvid- lige Fjerkanter. Ryg og Skulderfjer brunsorte med ud- flydende, ret svag graalig Vatring. Overgumpen sort med svag hvidlig Pudring. Bagbryst og Kropsider brunliggraa, denne Farve omtrent helt dækket af brede smudsighvide R. Hørring: Fugle I. 9 130 Fjerkanter, lidt mørkvatrede paa Kropsiderne. Bug og Undergump brungraa med svag graalig Vatring. Under- haledækfjerene hvidlige. Vingen som hos Hannen. Næbbet temmelig langt og forholdsvis smalt, kun lidet bredere i Spidsen. Næblængde 45—49 mm.. Bredden 19—20 mm. Næbbets Farve er blaaliggraa, sort ved Roden og over hele Spidsen. Iris hos Hannen gulrød, hos Hunnen okkerbrun. Fødderne mørk blygraa, Svømmehuden sort. Mellemfoden 34 mm., Mellemtaaen c. 70 mm. Legems- længden 44—47 cm. Vingelængden 19—22 cm. De unge Fugle ligner Hunnen, men hele Undersiden er overvejende mørk graabrun, idet de hvidlige Fjerbremmer langtfra dækker Fjerenes mørke Farve; de unge Hanner har mere rødligt Hoved og Overhals. Yngledygtige og ud farvede i deres første Leveaar. Hannen i Sommerdragt som Hunnen, men Hoved og Overhals er ensfarvede rødlig gulbrune, Vatringen paa Ryggen stærkere og grovere end hos Hunnen. Dunungen mørkebrun paa Oversiden, rustbrunlig paa Hovedet, Undersiden smudsig hvidgul. Blandt danske Dykænder er Hannen altid let kendelig paa sit smukke, brunrøde Hoved og den hvid- og sort- vatrede Overside. Hunnen og Ungerne ligner nærmest Bjergandens Hun, men kan lettest skelnes paa Mangelen af det hvide Baand om Næbroden; paa sit askegraa Vinge- spejl og lange, ret smalle, ganske lidt opadbøjede Næb skelnes den fra Hvidøjet Ands Hun og iøvrigt fra alle vore andre Dykænder. Taffelanden er udbredt som ynglende i den palæ- arktiske Regions vestligere Dele fra de britiske Øer til Baikal-Søen, i Europa dog neppe ynglende synderlig over 60°. I de senere Aartier synes den at tiltage i Antat som ynglende i det vestlige Europa, men sin egentlige Hjem- stavn, hvor den yngler særdeles talrig, har den i det syd- lige Rusland og Mellemsibirien. Den overvintrer ved Europas Vest- og Sydkyster, i Lilleasien, Persien, Afgani- stan, Indien, Kina og Japan. I Nordamerika findes en meget nærstaaende Art F. americana, kendelig paa den renhvide Bug og paa det brunrøde Hoveds Purpurglans. 131 I Tyskland er den adskillige Steder en ret almindelig Ynglefugl, ogsaa paa de britiske Øer ruger den i ret stort Tal hist og her paa passende Lokaliteter, men er dér en almindelig Vintergæst, ankommende i Slutningen af Sep- tember. Paa Island findes den ikke, og i Norge er den kun en tilfældig Vintergæst, idet begge Lande ligger Nord for dens Udbredningszone. I Sydsverrig, hvor den tidligere var særdeles sjelden, er den derimod i de senere Tider blevet en ret almindelig Ynglefugl, der ruger ret talrig, særlig i Upplands og Østergotlands Søer. I Danmark er den en ret faatallig Ynglefugl, men dog den almindeligste mellem vore Dykænder, aabenbart betydeligt tiltagende i Tal i de senere og sidste Aar. Almindeligst ynglede den tidligere i Vestjyllands Søer, Ringkøbing Fjord, Husbysø, Vedersø o. m. a., samt i de større Søer i Thy; nu er den derimod ikke ualmindelig i adskillige Søer paa Sjælland, saaledes angives omkring 20 Par at yngle i Søborg Mose og endnu flere i Saltbæk Vig. Til Rugeplads foretrækker Taffelanden større Søer, Lagunesøer eller dybe Havbugter, hvor Vegetationen er frodig og rigelig, aldrig ved det aabne Hav. Reden an- lægges, vel skjult, mellem Siv og Rør ved Vandkanten, ofte paa Tuer og Smaaholme, bygget af tørt Græs og Straa, meget dyb og rigelig udforet med Dun, der ligner Stok- andens. Den ankommer allerede i April til Ynglepladsen og tager da snart fat paa Redebygningen; i Søborg Mose angives den allerede at ruge i sidste Halvdel af April, men andre Steder skal den først begynde at ruge langt hen i Maj Maaned. De 8— 13 Æg er gulgraa eller grønlig- graa og ruges i 28 Dage; deres Længde er 57 — 65 mm., Bredden 41—43 mm. I September ankommer Taffelænder paa Gennemrejse, vel fra Rusland, og de ses da i større og mindre Selskaber, nu og da i meget store Flokke, oftest sammen med Bjerg- og Troldænder, men aldrig nær saa talrige som disse; de tager med Forkærlighed Ophold i store ferske Søer og Vige og undgaar helst Ophold paa aabent Hav; mange drager videre mod Syd, men ikke faa overvintrer her og forlader os først i April. Føden er, navnlig paa Yngle- pladsen, hovedsagdlig vegetabilsk, særlig Rodknolde, Frø, unge Planteskud o. 1., som de delvis henter op fra Bunden; ogsaa Vandinsekter, Snegle og Muslinger spiser de, de sidste navnlig naar de opholder sig i Fjorde og Vige, hvor de iøvrigt angives med Forkærlighed at fortære Rodstokkene af Bændeltang. Deres Flugt er hurtig, men tung og støjende. 132 4. Hvidøjet And (Fulfgula ny roca (Giilden- stådt)). (Anas africana Gmelin, Anas ferruginea Gmelin, Anas leucophthalmus Borkhausen). Tysk: Moorente. Engelsk: White Eyed Duck. Han i Pragtdragt: Hoved, Hals og hele Forbrystet ensfarvet mørkt brunrøde. Hagen Fig. 53. Hvidøjede Ænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). sort, forrest med en lille, hvid Plet. Midt omkring Halsen en bred, sortagtig Ring. Hele Oversiden brunsort med lidt grønlig Metalglans. Forryggen fint rustrødt pudret. Bagbryst og Underhaledækfjer hvide. Bugen hvidlig, bagtil gaaende jævnt over i Undergumpens mørkebrune, lidt vatrede Farve. Kropsidens Fjer mørkt rødbrune med gul- brune Fjerkanter. Vingerne sortebrune, Spejlet hvidt, bagtil sortkantet. Indre Armsvingfjer sorte med grøn Metal- glans. Hunnen ligner Hannen meget, men er mattere og urenere i Farverne: saaledes er Hovedet mere brunt end 133 brunrødt, Forbrystet ikke mørkt brunrødt, men rødligt gulbrunt med endel indblandede lyse Fjerkanter. Ryg og Skuldre mørkebrune med lysere, gulbrune Fjerkanter. Vingerne som hos Hannen. Næbbet ret langt og smalt, nærmest som hos Taffel- anden, men uden Antydning af Opadbøjning, og ret højt ved Roden. Farven skiffersort. Næblængde 38 — 42 mm., Bredden 19— 20 mm. Iris hos de gamle Fugle hvid, hos de unge Fugle brunlig. Fødderne blyfarvede med mørkere Svømmehud, Mellemtaaen 52 — 58 mm. lang. Legems- længde 34—40 cm., Vingelængde 18 — 20 cm. Den Hvidøjede And er den mindste blandt vore Dyk- ænder, endog paafaldende mindre end Troldanden. Den kendes let paa sine overvejende ensfarvede, mørke, rødbrune Farver paa Hoved, Forbryst og Rygside og paa det derved stærkt fremtrædende hvide Spejl. Fra Troldandens Hun, som den nærmest kunde minde om, skelnes den end- yderligere let ved Mangelen af Top og hvide Fjer om Næbbet; endelig er den hvide Iris, hvoraf Arten har Navn, meget iøjnefaldende. Udbredt som ynglende i Middelhavslandene, Mellem- og Østeuropa og i Vestasien til Kashmir, hvor den er meget almindelig; i Rusland yngler den Syd for Moskov — Kasan og er en meget almindelig Standfugl ved det sorte og det kaspiske Hav, i Afganistan og Turkestan. Over- vintrer i Nordafrika ned til Abyssinien og i Sydasien. Ved dens Nordgrænse i Østpreussen yngler den ret udbredt om end faatallig, og overvintrer dér i milde Vintre, men i Holland, Frankrig og England er den kun en sjælden, til- fældig Gæst i Vinter- og Foraarsmaanederne. I Island og Skandinavien viser den sig ikke. I Danmark, der jo altsaa ligger betydelig Nord for dens Udbredningszone, har den nu og da vist sig som en tilfældig Gæst, vel nærmest strejfende herop fra Yngle- pladserne Syd for Østersøen. Den er saaledes skudt et Par Gange i Store-Belt, senest blev en gammel Han skudt der i April 1863; ved Wedellsborg paa Fyn blev en Han skudt den 16. 7. 1909. I Hertugdømmerne har den oftere vist sig og angives nu og da at have ynglet der. Reden anlægges ved mindre, ferske Søer med rigelig og tæt Vegetation, der udgør Hovedparten af deres Næring. 134 De 8— 10 Æg er lyst brungullige, i frisk Tilstand med en svag grønlig Tone; deres Længde 50—53 mm., Bredden 36-39 mm. 5. Rødhovedet And (Fulfgula rufina (Pallas)). Kolbeand (Branta rufina Boie, Netta rufina Kaup, Callichen rufinus Brehm). Tysk: Kolbenente. Engelsk: Red-crested Pochard. Fig. 54. Rødhovedet And, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Han i Pragtdragt: Hoved samt Overhalsens Sider smukt rødbrune, lidt mørkere paa Hovedets Sider, lysere rødbrun paa Issen. Hovedets Fjer, der særlig i Issen, men ogsaa i Nakken og paa Baghovedets Sider er stærkt forlængede, er paa Issen rettede op i Vejret til en stor, bred, busket Top og paa Halsen rettede bagud, strøget op i en tæt, bagudrettet Kam, der i sin afstudsede Spids er fløjelssort. Underhals, hele Brystet og den øvrige Under- side sorte, en stor Plet paa Bagkroppens Sider hvid med rosa Skær, sortvatret i sin Forkant, opad bredt olivenbrunt 135 kantet. Forryg og Skuldre rødligt olivenbrune, forrest paa hver Skulder en stor hvid Tværplet. Bagryg og Overgump sorte, den sidste med grønlig Metalglans. Vingedækfjer mørkegraa, Armsvingfjer graahvide med sortebrune Spidser, dannende et graahvidt Spejl. Indre Armsvingfjer rødligt askegraa. Haandsvingfjerene mørkebrune med overvejende hvide Inderfaner. Styrefjerene overvejende graabrune, lige- ledes med hvidlige Inderfaner. Hunnen har Fjerkam som Hannen, blot meget mindre. Hovedets Overside efter en skarp Linie gennem Øjet ud i Nakken mørkebrun; Kammens Spids ned ad Nakken og Baghalsen lysere brun. Kinder, Strube og Over- hals graalighvide. Rygsiden ensfarvet graalig olivenbrun, noget mørkere paa Forryg og Overgump, lysere paa Overhaledækfjerene. Forbryst og Kropsider olivenbrune med gulbrunlige Fjerkanter. Bagbryst og Bug graalighvide med indblandet brunt, særlig paa Bug og Undergump. Vingedækfjer graaligbrune, Vingespejlet hvidliggraat. Næbbet ensfarvet rødt, ret langt (c. 50 mm.), ved Grunden noget fortykket paa Siderne, endel smallere mod Spidsen. Neglen ret bred, stor, langt nedbøjet, hvidlig. Fødderne gulrøde eller gule. Mellemfoden c. 40 mm., Mellemtaaen c. 68 mm. Iris hos Hannen skinnende gul- rød, hos Hunnen mere gullig. Vingelængden 25 — 27 cm. De unge Fugle ligner Hunnen, men har smudsigt rødt, ved Roden næsten sort Næb, iøvrigt kendelige paa de ungdommelige Styrefjer. Den Rødhovede And slutter sig i Bygningsforhold, bl. a. i Næbform, ikke helt nær til vore andre Arter af Slægten Fuligula og udskilles ofte til en egen Slægt. Blandt vore Dykænder kendes den bedst paa sin store, buskede Top og sit ved Roden noget fortykkede Næb. Hannen er let kendelig paa sit røde Hoved og sin hele pragtfulde Farvetegning, og Hunnen kendes paa den mørke- brune Isse, der ved en skarp Linie er adskilt fra den ganske lyse, graahvide Kind; iøvrigt gør dens i det hele meget lyse Farver den kendelig mellem vore andre 136 Dykandhunner, der alle er langt mørkere farvede paa Rygsiden. Udbredt som Ynglefugl i den palæarktiske Regions sydvestlige Dele, op til 50", særlig almindelig i de øst- ligere Middelhavslande, i Syd-Ungarn, Balkan, Sydrusland, særlig i Egnene om det sorte og det kaspiske Hav helt ud i Turkestan; yngler ogsaa i Nordafrika. I Sydfrankrig og Mellemeuropa findes den endnu ret almindelig, men i Tyskland er den en spredt og sjælden, men dog ret regel- mæssig Ynglefugl, der endogsaa er fundet ynglende helt op i Holsten; iøvrigt viser den sig i Nordtyskland som en ret sjælden Vintergæst helt op i Østersøprovinserne. I England har den ret ofte vist sig som tilfældig Vinter- gæst, derimod kommer den ikke til Island eller den skandi- naviske Halvø. I Danmark har kun enkelte Individer vist sig som sjældne, tilfældige Gæster i vore Farvande; saaledes er den skudt i Stadilfjord 22. 7. 1872, ved Rødvig 15. 1. 1892 og i Vejlen paa Taasinge 15. 11. 1914; de to sidstnævnte var Hanner i Pragtdragt. Holder hovedsagelig til i Indsøer, baade ferske og salte, og viser sig saa godt som aldrig paa aabent Hav; den foretrækker som Yngleplads vegetationsrige, jævnlig endog skovomkransede Søer, helst med stor, fri Vandflade, hvor de særlig opholder sig; de dykker efter Bundvege- tationen, der udgør deres Hovednæring, omend de ogsaa fortærer Vandinsekter, Fiskeyngel og Smaasnegle. Reden nær Vandkanten mellem Rør og Siv. 7—10 Æg, hvis Farve er smudsig gullighvid; Længden 53—58 mm., Bredden 41 — 43 mm. Ruger i sidste Halvdel af Maj og i Juni. 2. Havlitslægten (Pagonétta Kaup). Næbbet kortere end Mellemfoden, stærkt hvæl- vet, med bred Næbnegl, dækkende omtrent hele Næbspidsen. Næseborene nær Næbroden. Næb- kanten i Næbbets ydre Del indbøjet. Grænsen mellem Næbhud og Fjerene omtrent lige, uden spidse Vinkler. Luftrøret har i sin nedre Ende 5 store, hindeklædte Vinduer (sml. Fig. 55); Ben- trommen ved det nedre Strubehoved har et stort, hindedækket Vindue. Brystbenet har to store Ind- skæringer i sin Bagrand, bagtil halvvejs lukkede 137 af en Udvækst fra Brystbenets Midtparti; en skjold- formet Forlængelse i Brystbenets Bagrand, bag Brystbenskammen. Skulderfjerene meget forlæn- gede, lancetformede hos Hannen. 14 Styrefjer; hos Hannen er de midterste meget længere end de ydre, de to midterste stærkt forlængede og smalle. Slægten omfatter kun 1 Art. Havlit (Pagonétta glaciålis (Linné)). Havlyk, Angeltaske (Anas hyemalis Linné, Hareida glaciålis Stephens). Norsk: Isand. Svensk: Alfågel. Tysk: Eisente. Engelsk: Long-tailed Duck. Han i Vinterdragt: De forlængede, lidt opad- rettede Issefjer, Nakken, Baghalsen, Struben, For- halsen, Underhalsen samt Forryggen renhvide. Pande og Hovedets Side aske- graa eller brunlig aske- graa med en hvid Ring om Øjet. Paa hver Side af Halsen en stor oval Plet, opadtil sort, nedadtil graalig rødbrun. Bagryg, Overgump og Vingerne brunsorte eller næsten sorte. Skulderfjerene,hvor- „ , , j. Fig. 55. Struberør og nedre Strube- af de bageste er stærkt h*ed af Havlit-Han Set fra Siden forlængede og spidse, er 0g forfra. (Efter Yarrell). hvidlig askegraa, dannende en skarpkantet, tresidet Plet paa hver Skulder. Hele Brystet sortebrunt og danner paa den iøvrigt renhvide Underside et mørkt, skarpkantet Skjold, der paa Siderne staar i For- bindelse med den smalle, sorte Tværstribe paa Forryggen. Kropsiderne hvide med stærkt askegraat Anstrøg. De indre Armsvingfjer mørkebrune med purpurrødlig Metalglans. De to midterste Styrefjer sorte, meget lange 138 (16—21 cm.), smalle og spidse, de ydre korte Styrefjer hvide. Han i Sommerdragt: Hovedet, Halsen og hele Brystet sortebrune, blot danner et hvidt Felt om og bag Øjet og et askegraat Parti mellem Øje og Næb en stor lys Plet paa hver Side af Hovedet. Bagryg og Overgump omtrent rensorte, medens Forryg og Skulderfjer er sorte Fig. 56. Havlit, Han og Hun. (Efter Cordeaux). med brede, graalig rødbrune Fjerkanter. Undersiden iøvrigt renhvid. Vingerne og Halefjerene som i Vinterdragten. Hunnen er hvid eller graalig hvid paa Hoved og Overhals med brunsort Pande, Isse og Nakke og en sorte- brun Plet paa hver Side af Overhalsen. Underhals og Forbryst ensfarvet graalig olivenbrune, Undersiden iøvrigt hvid. Vingerne omtrent farvede som hos Hannen, men de indre Armsvingfjer har graabrune Fjerkanter paa Yder- fanerne. Halen uden forlængede Styrefjer. Næbbet sortegraat, hos Hannen med et bredt orange- gult Baand over Midten mellem Næseborene og den sorte Næbnegl, der næsten er af Næbspidsens Bredde. Hos den gamle Hun en gullig Plet mellem Næsebor og 139 Næbnegl. Næbbet kort, c. 26 mm., ved Grunden med næsten parallelle Kanter, smallere mod Spidsen. Næb- kanten ud mod Spidsen noget nedad- og indadbøjet, helt skjulende Lamellerne. Fødderne grønlig blysorte med sort Svømmehud. Mellemfoden 34—36 mm., Mellemtaaen 55—57 mm. Legemslængden 36— 40 cm.; hos Hannen, med Hale- fjerene, indtil 60 cm.; Vingelængde 20—23 cm. Hunnen endel mindre end Hannen. De unge Fugle ligner Hunnen, men det hvide paa Hovedet er stærkt indblandet med graat, særlig paa Struben. Bagryg og Overgump er brunsorte, men uden olivenbrune Fjerkanter som hos Hunnen. Kropsidernes Fjer brungraa. Den unge Han er i denne Dragt allerede kendelig paa et sortebrunt Baand over Forbrystet og graabrunligt Bryst, begge med lysere Fjerkanter. Næbbet uden gullig Plet eller Tværbaand. De er flere Aar om at blive udfarvede og kønsmodne. Dunungen er brunsort paa hele Oversiden. Kinderne sorte med skarp Grænse mod den hvide Hage, Strube og Hals; en lille hvid Plet over Øjet, under Øjet og ved Næbroden. Hele Undersiden iøvrigt hvid, blot med et stærkt fremtrædende brunsort Baand over Forbrystet. Havlitten er i det hele meget varierende i Ydre efter Køn, Aarstid og Alder, hvilket delvis er begrundet i, at denne And baade for Hannens og Hunnens Vedkommende har en saa fuldstændig dobbelt Fældning, med vidt for- skellig Sommer- og Vinterdragt hos Hannen. Hannens Vinterdragt fældes saa tidligt, at det paafaldende Fænomen fremkommer, at Hannen allerede ved Parringstidens Be- gyndelse har sin rene Sommerdragt. Hunnen har i Som- merdragten olivengraa Fjerkanter paa Skulderfjerene. Blandt vore Dykænder er Hannen aldrig til at tage fejl af, kendelig som den er paa de to lange Halefjer, det overvejende renhvide Hoved og den ved Fjerlaget ejen- dommelig høje og butte Pande og Isse. Hunnen er, skønt mindre udpræget farvet, lettest at kende paa det korte ejendommelige Næb, de hvidlige Kinder med den store 140 mørke Plet under Øret, den overvejende hvide Underside og de usædvanlig brede, gulbrune Fjerkanter paa Ryg- sidens Fjer. Havlitten er en ægte højnordisk Fugl, udbredt som ynglende i Europas, Asiens og Amerikas nordligste Egne, talrigst nord for Polarkredsen, syd for denne oftest i Fjeld- egne over Trægrænsen. Om Efteraaret, naar Kulde og Is tvinger den, søger den sydpaa eller vestpaa til varmere, aabne Have, og om Vinteren viser den sig almindeligt i det øvrige Europa, Mellemasien og i Nordamerika endog- saa ned til den mexikanske Havbugt. Selv i de barskeste Egne paa Spitsbergen og i Nord-Grønland og paa Island yngler den meget almindelig. I det nordligste Skandinavien, særlig i Lapland og Finmarken og i det nordlige Finland, yngler den meget almindelig; i Norge gaar den som Yngle- fugl, om end i ringe Tal, ned til Valders og Dovre. Om Vinteren er den yderst almindelig og talrig ved Vesteuropas Kyster og i Østersøen, men gaar kun i ringe Tal ind i det mellemeuropæiske Fastland; ogsaa ned til Middelhavet gaar den. I Danmark er den en ganske overordentlig talrig og almindelig Vintergæst, der allerede kommer i Oktober og November, men først dog viser sig i mægtige Flokke i December og Januar, hvis Kulden bliver strængere; den bliver her da helt ud til April Maaneds Slutning eller længere. Udenfor Yngletiden holder Havlitten som en ægte Havfugl saa godt som udelukkende til ude paa aabent Hav, hvor den, fremragende Dykker som den er, formaar at dykke paa ret dybt Vand, ofte paa 5 — 10 m.; kun ganske undtagelsesvis, tvungen af Forholdene, kan den vise sig i store Indsøer, hvor den da stadig holder til ude paa Midten. Om Dagen nærmer den sig Havkysterne, men søger om Natten atter ud paa Havet. I strenge Isvintre holder den sig flokkevis saa længe som muligt i Vaagerne, travlt optaget af at dykke; først naar disse lukkes, søger de aabent Vand andetsteds. I vore Farvande ses denne meget selskabelige And ofte i store Selskaber, men ogsaa jævnlig i uhyre Flokke, og deres stadig gentagne, ejendommelige Skrig av — av — avlit, hvoraf Navnet kommer, høres viden om. Havlitten er en særdeles livlig og rastløs lille And, der, lidet sky, stadig er i Bevægelse for at søge Føden, der saa godt som udelukkende bestaar af Snegle og særlig Smaa- muslinger, hvormed man ofte finder deres Mave helt fyldt. I Slutningen af April og Begyndelsen af Maj høres den om Natten paa Gennemrejse mod Nordvest til Ynglepladserne. 141 Paa de højnordiske Ynglepladser, der altid findes ved ferske Vande lige nede fra Lagunesøerne op til Fjeldsøerne, viser den sig, ligesaasnart disse er isfri i April eller Maj. Reden nær Vandkanten, jævnlig lidt dækket under Polar- pil eller anden arktisk Vegetation, er udforet med lysebrune Dun. Hannerne er meget stærkt ophidsede i Parringstiden og ses ofte i større Tal samlede om en enkelt Hun, stadig skrigende åu-åu-a, kredsende om dem med de lange Hale- fjer rettede højt i Vejret, stadig nikkende med Hovedet, idet de snart bøjer det helt tilbage over Ryggen, snart jager det ned mod Vandspejlet. Sidst i Maj eller først i Juni lægges de 5 — 10, oftest 8, graagrønne eller graalig gul- hvide Æg. Paa Island viser Ællingerne sig i Slutningen af Juni og i Begyndelsen af Juli. Æggenes Længde 50— 56 mm., Bredden 34—38 mm. [Strømandslægten (Cosmonétta Kaup). Næbbet kort og smalt, særlig mod Spidsen, kortere end Hovedet; ved Roden højere end bredt. Næbneglen af Næbspidsens Bredde. Lamellerne smaa. Kun 1 Art. Strømand (Cosmonétta histrionica (Linné)). Clangula histrionica Fleming, Histrionicus torquatus Bonaparte. Norsk og Svensk: Strømand. Tysk: Kragen- ente. Engelsk: Harlequin Duck. Han i Pragtdragt. Fra Næbbet en smal, sort Stribe midt ad Issen ud i Nakken, fortil hvidkantet, bagtil bredt kastaniebrunt kantet. Mellem Øje og Næb en stor, hvid, skarpkantet, omtrent tresidet Plet, ved Øret en mindre, rund, hvid Plet og en lignende aflang paa Halsens Sider. Hovedes Sider iøvrigt blaalig sortegraa; Hage, Strube og Underhals sorte, foran Grænsen mod det mørkt blaalig, askegraa Forbryst en smal, skarpkantet hvid Ring omkring hele Underhalsen. Ryggen, endel af Skulderfjerene og Forvingen mørkt graablaa, den sidste med et Par hvide Draabepletter. Bagbryst og Bug mørke- brune, Undergumpen rensort med en lille hvid Plet paa hver Side. Kropsidens Fjer smukt ensfarvet kastaniebrune. Paa hver Side af Brystet en bred, hvid, bredt sort- kantet Tværstribe foran Vingen. Skulderfjerene 142 delvis hvide med sorte Yderfaner. Nedre Vingedækfjer hvidspidsede, Spejlet sort med Purpurglans. Indre Arm- svingfjer hvide med sorte Kanter. Halen ret lang og spids. Hunnen overvejende olivenbrun med et hvidligt Parti mellem Næb og Øje, en hvid Plet ved Øret og udviskede, brede, hvidlige Tværstriber over Fjerene paa Midten af Fig. 57. Strømand, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Bryst og Bug. Hage, Strube og Forhals graalige. Sving- og Styrefjer helt brunligsorte med svag Purpurglans. Næbbet ganske lille og fintbygget, Næbryggen kun 25—26 mm., Bredden ved Roden c. 14 mm., mod Spidsen 9 mm., smalnende stærkt af ud mod Spidsen, der er helt dækket af den store Næbnegl, hvis Grænser er udviskede. Farven sortagtig olivengrøn. Fødderne af samme Farve, forholdsvis smaa, Mellemfoden 36—38, Mellemtaaen 53—55 mm. lange. Legemslængden 39—45 cm., Vingen 19—21 cm. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men Ryggen er blaaligsort, og det purpurblaalige, fortil hvidkantede Spejl gør den kendelig. 143 De unge Fugle ligner ogsaa Hunnen, men hele Under- siden er hvidliggraa, hver Fjer med en udvisket graabrun Tværplet foran den smalle, hvidlige Fjerkant. Dunungen olivenbrunsort paa hele Oversiden; Under- siden renhvid, dog graalig paa Forbrystet. Kinderne ren- hvide, en stor sort Plet foran Øjet og en lille, skarpkantet rund Plet over hvert Øje; en hvid Streg over Vingen. Denne lille Dykand kendes lettest paa sit usædvanlig lille, smalle Næb, kortere end Hovedet. Hannens pragtfulde Farver gør den let kendelig blandt alle Nordens Ænder. Udbredt i det nordlige Amerika fra 45° op i de ark- tiske Egne, tillige ynglende i Østsiberien fra Kamtschatka til Baikal-Søen. I Grønland yngler den ikke sjeldent op til Upernivik, og i Island er den meget almindelig over- alt, nærmest som Standfugl. Strejfende Individer kommer til Færøerne, og til de britiske Øer er de ikke helt sjeldent naaet. I Mellemeuropa har den vist sig nu og da, saaledes kendes en Række Tilfælde fra Tyskland, særlig fra de østlige Østersøkyster. I Norge skal den være iagttaget et Par Gange, og ligeledes i Sverrig er den skudt nogle faa Gange, saaledes sydligt ved Karlskrona. I Danmark er denne lille prægtige And mærkelig nok endnu aldrig med Sikkerhed iagttaget, men da dens lejlig- hedsvise Forekomst hos os, efter det anførte, ikke er usandsynlig, medtages den her, tilmed da der i ældre Tid, ifølge en Optegnelse af Kjærbølling, skal være skudt et Eksemplar ved Frijsenborg, uden at der dog paa anden Maade foreligger en Bekræftelse herpaa. Lever i sin Hjemstavn saagodt som udelukkende ved rivende Elve, hvor den med stor Forkærlighed dykker og færdes i Strømhvirvlerne og ved Faldene, søgende Insekter og deres Larver samt Planteføde. Ved Vintertid træffes den ved Hav kysterne ved Brændingerne; der lever den af Bløddyr, Krebsdyr o. 1. Ruger ved Elvebredder og paa Øer i Elvene, i Klipperevner, mellem Sten eller paa andre dækkede Steder, oftest under Vegetationen. Reden udforet med Græs og graa Dun. Æggene lægges midt i Juni, oftest 5—7, af og til flere, hvide med stærk gulbrun Tone; deres Længde 56—59, Bredden 41—44 mm.]. 3, Hvinandslægten (Cldngula Leach). Næbbet kort, noget smallere mod Spidsen, meget højt ved Roden; Grænsen mellem Næbhud og Fjer 144 med en kort, spids Vinkel paa hver Side af Panden. Næbneglen langt smallere end Næbspidsen. Meget luftfyldte, opdrevne og tykke Pandeben, særlig hos Hannerne, dannende ligesom en Hue ovenpaa hele Panden og Issen. Næsekirtlerne overordentlig stærkt udviklede og store, liggende helt ovenpaa Hovedet; da tillige Pande og Issefjer er meget tætte og delvis oprette, bliver disse Ænders Hoved ganske paafaldende stort, med stejlt opstigende, høj og but Pande. Luftrøret hos Hannen med en stor Udvidelse, og ved det nedre Strubehoved en meget stor, særdeles kompliceret Bentromme, delt i to Rum, med tre store hindedækkede Vinduer. Bryst- benet bagtil meget bredt, med fortykket Bagkant og et lille rundt Vindue paa hver Side af Bag- enden. Halen afrundet, 16 Styrefjer. Slægten er udbredt over den nordlige Halvkugles arktiske og subarktiske Egne og indeholder kun 3 Arter, af hvilke 1 forekommer i Danmark; en anden nævnes her, da den mulig kunde vise sig i vore Farvande. Hvinand (Clångula glå~ucion (Linné)). Firøje, Bruskop, Hvidøje, Splitdykker (Anas clångula Linné, Anas glaucion Linné, Fuligula clångula Bonaparte, Clångula vulgaris Fleming, Clångula glaucion Brehm). Norsk: Hvinand. Svensk: Knipa. Tysk: Schellente. Engelsk: Goldeneye. Han i Pragtdragt. Hoved og Overhals sorte med stærk Metalglans, purpurfarvet mod, grøn med Lyset; Grænsen mod den hvide Hals skarp. Fjerene paa Hovedets Overside noget forlængede og oprette, saaledes at Issen syner meget but og høj. Ved Næbroden paa hver Side en stor rund, skarpkantet hvid Plet. Hage og Strube sorte, uden Metalglans. Ryg og Overgump rensorte. De indre Skulderfjer sorte, de ydre hvide med sorte Fjer- kanter, dannende skarpe, sorte Længdestriber. Bryst og hele Undersiden renhvide, et Parti paa Bugens Sider om- 145 kring Benene mørkt brunliggraat. Kropsidernes Fjer hvide, de øverste opad skarpt sortkantede. De smaa øvre Vinge- dækfjer sorte, de mellemste hvide; af de store nedre Vinge- dækfjer er de, der sidder over de mellemste Armsvingfjer, som danner et stort hvidt Spejl, renhvide, de øvrige lige- som de andre Svingfjer sorte. Halen sort med graalig Silkeglans. Hunnen er meget mindre end Hannen. Hoved og Fig. 58. Hvinænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Overhals ensfarvet mørkebrune, uden hvid Plet ved Næbbet, med skarp Grænse mod den paa Forsiden hvide Hals. Rygsiden brunsort med graalige Fjerkanter paa Ryg og Skuldre. Forbrystet, med et bredt, graat Tværbaand med hvidlige Fjerkanter, hele Undersiden hvid. Brystet og Kroppens Sider graaligsorte med hvidgraa Fjerkanter, Benenes Fjer mørkt graabrune. Vingedækfjerene hvide med to sortebrune Tværbaand. Spejlet hvidt. Halen og Svingfjerene som hos Hannen. Næbbet hos Hannen blaasort, 35 mm. langt, 18 mm. bredt ved Roden, 22 mm. højt sammesteds. Hunnens Næb blaasort med et rødligt Parti omkring den sorte Næbnegl; Næblængde 30 mm., ved Roden 15 mm. bredt, c. 18 mm. højt. R. Hørring: Fugle I. 10 146 Iris gyldengul. Fødderne orangegule med graasorte Kløer og Svømmehud. Mellemfoden hos $ 40, hos $ 33—35 mm. lang. Mellemtaaen hos $ 70, hos $ 57—60 mm. lang. Legemslængden hos $ c. 50 cm., hos $ 41 — 42 cm. Vinge- længden hos <£ c. 22, hos $ c. 19 cm. I Sommerdragten ligner den gamle Han Hunnen, men er kendelig paa sin meget hvidere Vinge og paa sin Størrelse. De unge Fugle ligner meget Hunnen, men er mere brunlige paa Ryggen; de øvre smaa Vingedækfjer er ikke hvide, men af Ryggens og Skuldrenes Farve; de unge Hanner, der først faar deres Pragtdragt 2 Aar gamle, har indblandede hvidlige Fjerspidser paa Vingedækfjerene og er iøvrigt lette at kende paa deres Størrelse. Dunungen er mørkebrun paa Oversiden; Strube og Forhals gullighvide, Forbrystet mørkt brunsort, Undersiden iøvrigt graahvid. Paa Rygsiden er paa hver Side af Skul- drene og bag Vingen en utydelig hvid Plet. Hvinanden kan ikke forveksles med nogen anden dansk Dykand, let kendelig som den i alle Dragter er paa sit sorte eller brune, store, højissede Hoved, skarpt afgrænset fra den hvide Hals, og paa de orangegule Ben; den hvide, runde Plet ved Næbbet og de smukke sorte og hvide Farver gør ogsaa Hannen til en af vore ejen- dommeligste og pragtfuldeste Dykænder. Udbredt som ynglende i alle arktiske og subarktiske Egne af den gamle og den ny Verden, i Europa sydligst, om end sjælden, i Nordtyskland, i Asien til Kaukasus og Sydsiberien og i Amerika til Maine og Kanada, men over- alt talrigst i de nordlige Egne. Den amerikanske Hvinand er af nogle udskilt som en særlig, omend meget nær- staaende, Lokalrace (var. amerlcana Bonaparte). Trækfugl, der overvintrer i sydligere eller varmere Egne, saaledes ved alle Vesteuropas Kyster, Middelhavslandene, sorte og kaspiske Hav, Persien, Nordindien og Kina, i Nordamerika ned til Mexico og de vestindiske Øer. I Norge yngler den almindelig syd for Dovre, særlig paa Østlandet; norden- fjælds skal den være talrig paa Lavlandet. I Sverrig yngler den almindelig i Laplands Skove, og dens Sydgrænse gaar 147 gennem Gestrike, nordlige Dalarne og Vårmland, men den kan træffes ynglende sydligere, f. Eks. ved Venern, Tåkern og i Smaaland. I Finland er den ganske overordentlig al- mindelig ynglende, overalt hvor Skov findes. Til Grønland og Island kommer den ikke. I England er den kun nogle sjældne Gange iagttaget som ynglende, men den er en særdeles talrig Vintergæst der. I Tyskland er den mærke- lig nok ikke helt sjælden som Ynglefugl, saaledes i Meck- lenborg, Pommern, Holsten, Brandenborg og i Østpreussen. I Danmark kendes Hvinanden ikke som ynglende, skønt dette efter Fuglens ovennævnte Udbredelse i og for sig langt fra ligger udenfor Mulighedens Grænser; der- imod er den en særdeles almindelig og talrig Vintergæst; den ankommer paa Træk gerne i Oktober og November og ses derefter hele Vinteren gennem til langt ud paa Foraaret; Tilbagetrækket finder Sted i Marts og April; en- del Individer, vistnok mest yngre ikke yngledygtige Fugle, ses helt ud i Maj Maaned og oversomrer endogsaa delvis hos os. Talrigst ses den i strenge Vintre, og den opholder sig da flokkevis i Bælter, Fjorde og Vige, overalt ved vore Kyster; ofte kommer de ind i vore større, ferske Indsøer, hvor de da ses idelig og ihærdigt dykkende, helst paa lavere Vand, idet denne And helst undgaar at dykke paa større Dybder. Føden som hos de andre Dykænder hovedsagelig smaa Muslinger og Snegle samt andre Bund- dyr. Den er ret sky og forsigtig, men i strænge Vintre kan man ved Isvaager komme den ganske nær, naar Sult og Kulde gør den mere tillidsfuld. Naar de flyver, frem- bringer de ved Vingeslaget en ejendommelig klingende Lyd, mindende lidt om Bjældeklang, stærkest hos de voksne Hanner; heraf Navnet. Fanges meget almindeligt i Fiskernes udsatte Bundgarn. Reden anlægges som Regel helst i hule Træer, gamle Sortspættereder er meget yndede, ofte højt over Jorden med ganske snever Redeindgang, saa Anden blot kan knibe sig gennem. Reden godt udforet med Dun. Jævnlig ses Reden anlagt paa Træstubbe, under store Sten eller endog, naar bedre Redeplads mangler, paa Jorden, nær Vandet mellem Rør og Siv, under Vidiebuske o. 1. St. I Sverrig og Finland yngler de alm. i højt ophængte Redekasser nær ved Husene, hvor Æggene da kan indsamles. Ungerne styrter sig, kort efter at de er udklækkede, alle paa én Gang ud af Reden ned til Moderen, der venter dem paa Jorden for at føre dem til nærmeste Vand, ofte ad lang og besværlig Vej, da Reden ingenlunde altid ligger nær Søer eller Elve; Faldet synes Dunungerne saa godt som 10* 48 altid at komme uskadte fra. I sin Hjemstavn, f. Eks. i Skandinavien, foregaar Æglægningen gerne omkring Midten af Juni, ofte medens Sneen endnu ligger om deres Rede- plads. Medens Hunnerne ruger, tilbringer Hannerne Som- meren flokkevis i Fjordbunde o. 1. St. Æggenes Antal 6—8 indtil 14, oftest dog 10—12. Farven er blaagrøn, grønlig eller grøngraa. Længden 54—62 mm., Bredden 40—43 mm. [Islandsk Hvinand (Clångula islåndica (Gmelin)). Clångula barrowi Swainson & Richardson. Hannen i Pragtdragt ligner endel den alminde- lige Hvinands, men er, foruden paa sin meget betydeligere Størrelse, kendelig paa, at den hvide Plet ved Næbbet ikke er rund, men halvmaanefor- met, med Spidserne vendende bagud. Hovedet er set med Lyset ikke metalglinsende grønt, men metalglinsende blaat. Skulder- fjerene overvejende sorte med nogle skarpkantede hvide Pletter. Vingedækfjerene ligeledes over- vejende sorte med et Par hvide Strøg over de mellemste og ne- derste. Næbhøjden 28 mm. Næb- bredden 21 mm. Vingelængden 23.5 cm. Hunnen ligner meget Hvinandens, men det graa Baand over Forbrystet er bredere og mørkere, Hovedets Nakkefjer er meget forlængede. Alle de smaa Vingedækfjer sorte med graa Kanter. Størrelsesforskellen er iøjnefal- dende. Næbhøjden 21 mm., Vingelængden 22.5 cm. Arten er hjemmehørende i Nordamerika, men yngler paa et lille Omraade i Vestgrønland og i stort Tal paa Island, især ved Myvatn (Isl. Husond). Begge Steder er den Standfugl. 1 Norge har den nogle Gange vist sig, saa- ledes ved Vardø og ved Varangerfjorden, ligeledes enkelte Gange i Vesteuropa, og den nævnes derfor her, da den mulig kunde vise sig her i Landet. Yngler i de træløse Egne paa Jorden mellem Sten og Krat. Æggene blaaliggrønne, 62—67 mm. lange, 43 — 45 mm. brede]. Fig. 59. Hoved af Islandsk Hvinand-Han. (Efter Slater). 149 4. Sortandslægten (Oedémia Fleming). Næbbet bredt, fladt i sin ydre Del, omtrent med parallelle Siderande, længere end Mellemfoden. Næbneglen flad og bred, omtrent af hele Næb- spidsens Bredde. Hannerne med opsvulmet Næb- rod. Fjerklædningen ved Næbroden kort og fløjels- agtig. Farverne overvejende rensorte (Hannerne) eller mørkebrune med et Par lysere Kindpletter (Hunnerne). Halen ret afrundet hos Hunnerne, mere tilspidset hos Hannerne; 14 Styrefjer. Tæerne meget lange med stor Svømmehudflade. Brystbenet med et stort, bagtil helt aabent Indsnit paa hver Side. Udprægede Havfugle, der som Regel kun i Yngletiden viser sig i ferske Vande. De unge Fugle er mindst 2 Aar om at naa Kønsmodenhed. Over- somrer ofte i sydligere eller varmere Egne. Slægten indeholder 6 Arter, udbredte i den nordlige Halvkugles kolde og tempererede Egne. To Arter fore- kommer i Danmark, en er funden i de omliggende Lande og kunde derfor mulig træffes her. Oversigt over de nordiske Sortænder. 1. Fjerene paa Næbryggen naar ikke til Næseborene og gaar ikke saa langt frem som Næbsidernes Fjer, der strækker sig langt frem foran Mundvigen. a. Vingen uden hvidt Spejl. Vingelængden under 25 cm. 1. Sortand (O. nigra). b. Vingen med hvidt Spejl. Vingelængden over 26 cm. 2. Fløjlsand (O. fusca). 2. Fjerene paa Næbryggen gaar ud i Højde med Næse- borene og gaar omtrent 3 cm. længere frem end paa Næbsiderne, der er ganske nøgne helt ind i Højde med Mundvigen 3. Brilleand (O. p e rs p i c 1 1 1 ata). 1. Sortand (Oedémia nigra (Linné)). Kuland, Sværten, Sort Himmelhund, Lille Runddykker (Anas nigra Linné). Norsk: Svartand. Svensk: Sjoorre. Tysk: Trauerente. Engelsk: Common Scoter. 150 Han i Pragtdragt: Hele F j er kl ædn ingen sort, Hoved og Hals med purpurblaa Metalglans, Ryggen med svag grønlig Glans. Bugen falder nu og da i det brunsorte. Haandsvingfjerene sortebrune med delvis hvid- brune Inderfaner; intet hvidt Vingespejl. Halen lang, kile- formet, meget tilspidset. Fjerene paa Panden og Næbbet korte, opstaaende, fløjlsagtige. Næbbet sort^med en gulrød Fig. 60. Sortand, Han og Hun. (Efter Cordeaux). Længdeplet midt ned ad Overnæbbets Ryg, et godt Stykke frem foran Næseborene. Overnæbbet stærkt opsvulmet ved sin Grund, dannende en sort, skarpt afsat Knop foran Panden, delt i Midten ved en gal Længdefure. Øjenlaags- kanterne gule. Hunnen overvejende mørkebrun og graalig. Hele Hovedets Overside og Baghalsen brunsorte med skarpt fremtrædende Grænse, løbende gennem Øjet bagud i Nakken, mod det øvrige lyse Hoved og Overhalsen, der er hvidgraa med spredte, smaa, mørkebrune Fjerspidser; 151 Fjerene om Næbroden mørkebrune. Hele Rygsiden mørk olivenbrun med lysere olivenbrune Fjerkanter; Vingedæk- fjerene falder mere i det graabrune. Forbryst og Kropsider mørk olivenbrune med brede, straagulbrune Fjerkanter. Brystet mørkt graabrunt med lysere, graalige Fjerkanter, særlig midt paa Brystet. Hele Undergumpen mørk oliven- brun som Ryggen, ensfarvet, uden lysere Fjerkanter. Vinge- og Styrefjer sortebrune, intet kendeligt Spejl. Halen meget mindre spids og mere afrundet end hos Hannen. Næbbet ensfarvet sort, hos yngre Hunner uden Spor af Pukkel; hos den gamle Fugl findes to lave Længdeknuder ved Næbroden. Næbbet hos $ c. 47 mm., hos $ c. 45 mm. langt og 20—21 mm. bredt. Iris mørkebrun. Tunge og Svælg rød- gule. Fødderne mørk olivengrønne, Leddene og Svømme- huden mat sorte. Mellemfoden c. 40 mm., Mellemtaaen 73 mm. Vingelængde 21.5 til 23.5 cm. Legemslængden hos Hannen 44—52 cm., hos Hunnen blot 38—40 cm. Luftrøret har hos Sortandens Han ingen forbenede Udvidelser eller Bentromme, blot .er Luftrøret tykkere i sin øvre Del end hos Hunnen, og de to Hovedbronkier er bredere. De unge Fugle ligner meget Hunnen, men Største- parten af Brystet er saa godt som hvidt, gennem Fjer med hvidlige Fjerkanter jævnt gaaende over i de om- givende Partiers mørkt graabrune Farver. Bugen og Under- gumpen mere graabrune med fine, hvidgraa Fjerkanter. Kropsidernes Fjer mørk graabrune, uden lysere Fjerkanter; disse er ogsaa mindre fremtrædende paa Rygsiden. Dunungen usædvanlig mørk med udviskede Farver, allerede kendelig paa den meget brede Næbnegl. Hele Oversiden og Kroppens Sider graalig sortebrune, uden lysere Pletter. Hage og Strube hvidgraa. Forbryst og Bug mørkt graabrune, Brystet smudsigt brunliggraat, alle Farver udviskede og uden skarpe Grænser. Blandt danske Dykænder er Sortanden ikke til at for- veksle med nogen anden, kendelig som den altid er paa 152 sine sorte eller overvejende mørke Farver, hos Hunnen med den sortebrune Kalot paa det graahvide Hoved; ved Mangelen af det hvide Spejl skelnes den let fra sin Slægt- ning Fløjlsanden. Det usædvanlig flade Næb med den meget brede Næbnegl og det rødgule Svælg er ogsaa et godt Skelnemærke fra Ænder af de andre Dykandeslægter. Udbredt som Ynglefugl i den palæarktiske Regions nordlige Del, fra Island mod Øst til Taimyr-Halvøen, tal- rigst fra omkring Polarkredsen op til 74°. Overvintrer i Østersøen, ved Vesteuropas Kyster og i Middelhavet. I Nordøstasien og i Nordamerika findes en meget nær- staaende Art eller Underart (Oedemia americana Sw. & Rich.), der bl. a. skal kunne skelnes paa sin mere nedadbøjede, spidsere Næbnegl, sit bredere Næb og større, orangerøde Plet paa Næbryggen. Paa Island yngler den almindelig ved Myvatn (Hrafnsond) og i et Par andre Smaasøer. I Skandinaviens nordligste Egne er den yderlig almindelig som ynglende i Fjeldsøerne og i lavere liggende Vande, mange Steder langt den almindeligste Dykand; i Norge yngler den endnu talrig i Fjeldsøerne i de indre Dele af Throndhjem-Stift, men kun faatallig i det sydligere Norge; i Sverrig træffes den ynglende helt ned i Jemtland. I England er den overordentlig almindelig ved Kysterne som Vintergæst og ligeledes ret talrig som oversomrende, men den yngler derimod kun, omend faatallig, paa for- skellige Steder i Nord-Skotland. I Danmark er denne højnordiske Fugl selvfølgelig aldrig fundet ynglende, men den er en overordentlig talrig og almindelig Vintergæst overalt i vore Farvande. Sort- anden er en udpræget Havfugl, der aldrig gaar ind i vore ferske Søer, endogsaa nødigt ind i sivbevoksede Fjorde og Vige; sikrest og bedst befinder den sig i store Flokke ude paa aabent Hav, hvor den har fri Udsigt til alle Sider, sky og forsigtig som den er aF Naturen; paa Landjorden opholder den sig kun i Yngletiden. Ankommer paa Træk om Efteraaret allerede i September og Oktober Maaned og bliver da stadig talrigere, eftersom Kulden driver den bort fra de nordligere og østligere Egne; de høres træk- kende om Natten i store Flokke, jævnlig udstødende deres ejendommelige Skrig gyv-gyv, gyv-gyv, der blandt Nattens Trækfugle gør denne Art saa let kendelig; om Foraaret høres Tilbagetrækket mod Ynglepladserne gerne fra sidst i Marts, gennem April til de første Dage i Maj, som Regel stærkest i April Maaneds sidste Halvdel. Mange ikke 153 ynglende, vel særlig unge ikke ynglemodne, Sortænder oversomrer i vore Farvande, og saavel Smaaselskaber som Flokke paa op over 100 Stkr. ses ret almindeligt i Sommermaanederne strejfe rundt, ligeledes ladende deres gyv-gyv høre. Fortrinlige Dykkere, der angives at kunne opholde sig indtil 45 Sekunder og længere under Vandet. Føden hovedsagelig smaa Muslinger og Snegle. Under Vinteropholdet hos os baade skydes den og fanges i Bund- garn i store Mængder og er derfor en af de Ænder, der talrigst og stadigst ses falbudt i vore Vildthandler. Reden altid ved ferske Vande i Fjeld- og Tundraegne, aldrig ved Havet, oftest skjult under Pilekrat eller høje Urter. Under Rugningen ses Hannerne slet ikke ved Ynglestederne, idet de søger ud paa Havet, hvor de samler sig i store Flokke. Æglægningen foregaar i Skandinavien fra Begyndelsen af Juni til henimod Slutningen af samme Maaned, alt eftersom Ynglepladserne bliver isfri. 6 — 10 Æg, gulbrunlige eller gulagtig hvide; Længde 62 til 65 mm., Bredden 42—43 mm.; Skallen glat. 2. Fløjlsand (Oedémia fusca (Linné)). Hvidvinget Himmelhund, Stor Himmelhund, Svartand, Stor Runddykker, Torskand (Anas fusca Linné). Norsk: Sjoorre. Svensk: Svart. Tysk: Samtente. Engelsk: Velvet- Scoter. Han i Pragtdragt: Fjerklædningen ensfarvet sort, Hovedet med Purpurskær, Ryggen med svag grønlig Glans. Øjelaaget og en lille Plet under hvert Øje hvide. Sving- og Styrefjer sorte, de første med brunlige Inderfaner; et stort V ingespej 1 hvidt. Halen afrundet, lidt tilspidset. Næbroden, baade paa den befjerede og' den nøgne Del, stærkt opsvulmet, særlig ud til Siderne. Næbbet ved sin Grund og paa Feltet mellem og omkring Næseborene samt langs hele Næbranden sort, iøvrigt rød- gult; fra hvert Næsebor ud til den brede, rødgule Næb- negl en smal, sort Stribe. Næblængden c. 46 mm., Bredden c. 27 mm. Iris hvid. Hunnen er paa Hoved, Hals og hele Rygsiden mørk olivenbrun, med brede, lidt lysere, graalig olivenbrune Fjerkanter paa Ryg- samt Skulder- og Vingedækfjer. Hele 54 Undersiden mørkebrun, paa Brystet med spredte ind- blandede, hvidlige Fjerkanter eller synlige, hvidlige Grund- dele af Fjerene. Issen mørkere end Ryggen, med svag Purpurglans. To hvidlige Pletter eller Partier paa hver Side af Hovedet, et bag Næbbet og et ved Øjet. Arm- svingfjer og nederste store Vingedækfjer brunsorte. Spejlet hvidt. Næbbet brunsort eller sort, ikke opsvulmet ved Fig. 61. Fløjlsænder, Han og Hun. (Efter Cordeaux) Grunden. Næblængde c. 43 mm., Bredden c. 24 mm. Iris brun. Fødderne røde, blegere hos Hunnen, med sort Svømme- hud. Mellemfoden 40—42 mm., Mellemtaaen 74—80 mm. lang. Legemslængden 48—56 cm., Vingelængden 26—28 cm., Hannen stadig'større end Hunnen. Luftrøret hos $ med en stor, fast, forbenet Udvidelse; om den øvre Ende en forbenet Kapsel, omsluttende et Hulrum, der staar i Forbindelse med Luftrøret gennem et Par Aabninger. Unge Fugle ligner Hunnen, men kendes paa yderes overvejende graalige (Hunnerne) eller hvidlige (Hannerne) Bryst, blot med indblandede, smaa, mørkebrune Pletter. 155 Dunungen sortebrun paa hele Oversiden og Vingerne, Issen mørkere; Strube, Bagkinder og Overhalssiden ren- hvide, Underhals og Forbryst sortebrune, Bagbryst' og hele den øvrige Underside hvide. Næbbet viser allerede den brede Næbnegl og de gamle Fugles brede Næbform. Fløjlsanden er, ligesom Sortanden, altid kendelig mellem vore Dykænder paa de sorte og mørkebrune Farver; fra Sortanden skelnes den lettest, foruden paa sin betydeligere Størrelse, ved sit store, hvide Vingespejl, der ogsaa er synligt og gør den kendelig i Flugten. Udbredt som Ynglefugl fra Skandinavien gennem hele det nordlige Europa ind i Nordvest-Asien, i det hele i noget sydligere Egne end Sortanden, neppe synderlig nord- ligere end til 69° N. B. Overvintrer ved Vesteuropas Kyster, i Middelhavet, i det sorte og det kaspiske Hav, ogsaa i de større ferske Vande i det europæiske Fastlands Indre. I Nordøst-Siberien og i Nordamerika er den erstattet af et Par nærstaaende Arter eller Underarter. I Grønland har den vist sig nogle Gange, derimod ikke paa Island; paa den skandinaviske Halvø er den meget udbredt, ynglende almindelig i Smaasøerne i Norges sydlige Højfjelde og i Laplands Fjeldsøer, talrig helt ned i Jemtland; ved Østersøens Kyster yngler den ligeledes almindelig fra Estland langs Finlands og Sverrigs Kyster helt ned til Blekinge, ligeledes meget almindelig paa Øland og Gotland; den yngler ikke i Sydsverrigs ferske Vande, men er nærmest Danmark truffet ynglende i Hal- land, i de sydlige Egne dog stærkt aftaget i Tal i de senere Tider. I England og Vesttyskland yngler den ikke, men er en ret almindelig Vintergæst. I Danmark er den aldrig fundet ynglende, men den er en særdeles almindelig og talrig Vintergæst overalt i vore salte Vande. Til vore Farvande ankommer den endel senere end Sortanden og viser sig først i betydeligt Antal i November Maaned og da talrigere, jo stærkere Kulden bliver; mange viser sig kun paa Gennemrejse til det syd- ligere Vesteuropas Kyster og til Floder og Søer i det europæiske Fastland. Den ses gerne i mindre Flokke og er ikke i slet saa høj Grad bunden til det aabne Hav som Sortanden, omend den kun meget sjeldent viser sig inde i vore ferske Vande eller ved Kysterne i sivklædte Fjorde og Vige, hvilket derimod er almindeligere i Sverrigs og Tysklands Indsøer. Medens den allerede i April kommer 156 til Ynglepladsen paa Øland, foregaar det store Træk nord- paa først i Maj eller endog først ind i Juni, idet Fløjls- anden i Skandinavien angives at yngle senere end nogen anden And. Trækket gaar mest langs Kysterne, sjeldnere over Land. Mange oversomrer i danske Farvande. Udenfor Yngletiden kommer Fløjlsanden sjeldentj eller aldrig paa Land. Gangen er meget besværlig og vraltende, Opflyvningen vanskelig og tung, men Flugten er hurtig, oftest lav over Vandet, kun højt oppe, naar Fuglen trækker. Dykker fortrinlig paa ret store Dybder, ofte ned til 16 — 20 m.; Føden Muslinger, Snegle, Krebsdyr o. a. Bunddyr, der sluges hele, skønt de jævnlig er af betydelig Størrelse. Dens Stemme angives at minde om Raagens. Fløjlsanden er langt mindre sky og forsigtig end Sortanden; som de fleste andre Dykænder i vore Farvande aftager de stadig i Tal, særlig fordi den hensynsløse Jagt fra hurtiggaaende Motorbaade tynder altfor stærkt ud i deres Rækker. Reden anlægges dels ved ferske Vande, men oftest, i Modsætning til hvad Tilfældet er hos Sortanden og saa godt som alle Dykænderne, ved selve Havet paa Strand- bredden, ofte i Skærgaarde o. 1. Steder, skjult mellem Græs og under Buske; i Lapland skal de nu og da findes i Skove, ret langt fra nærmeste Vand. Æglægningen foregaar sent, oftest i Slutningen af Juni eller ind i Juli Maaned, stun- dom endog senere. De 8—10 glatskallede, lidt langstrakte Æg er hvidlige, ofte med et svagt gulbrunligt Skær. Læng- den er 70 — 75 mm., Bredden 44—50 mm. Ligesom Til- fældet er med Sortanden, forlader Hannerne helt Yngle- stedet og samler sig paa Havet i særlige Flokke. [Brilleanden (Oedémia perspicfllata (Linné)). Svensk: Hvitnackad Svart. Tysk: Brillen-Ente. Engelsk: Surf-Scoter. Han i Pragtdragt ligner nærmest i Størrelse og Form Fløjl-sandens og er ligesom denne rensort, men skelnes let fra denne paa en skarpkantet, hvid, om- trent trekantet Plet paa Panden mellem Øjnene og Næbroden og en lignende større, aflang, trekantet, hvid Plet ned ad Nakken og Baghalsen. Mangler hvidt Spejl. Overnæbbet gulrødt, stærkt opsvulmet og nøgent paa Næbrodens Sider, paa hver Side med en omtrent firesidet, skarpkantet, sort Plet, omgivet af gult. Hunnen og Ungfuglene ligner i Farve og Tegning særdeles meget Fløjlsandens, men de kan altid, ligesom 157 iøvrigt Hannen i Sommerdragt, skelnes derpaa, at Pandens Befjering gaar i en lang Tunge ned ad Næbryggen til i Højde med Næseborenes Bagkant, medens Næbrodens Sider er nøgne helt ind i Højde med Mundvigen; hos Fløjlsanden gaar Fjerklædningen derimod længere frem paa Næbbets Sider end i Panden. Mangler ligeledes hvidt Spejl. Hovedets Overside er endelig langt mørkere, næsten sort. Brilleanden er hjemmehørende i det nordlige Nord- amerika og paa de asiatiske Kyster af Beringsstrædet, men den forvilder sig ret ofte til Europa, saaledes har den vist Fig. 62. Brilleand. (Efter Cordeaux). sig nogle Gange paa Færøerne, ret jævnlig paa de britiske Øer, en Gang i Norge og flere Gange i Sverrig, f. Eks. ved Kalmar, og i Finland, ogsaa ved Helgoland; mulig kunde den derfor ogsaa træffes i Danmark. Hannen i Pragtdragt vil altid være let kendelig, me- dens Hunnerne og de unge Fugle let kunde tænkes at have undgaaet Opmærksomheden mellem Fløjlsænderne i danske Farvande; en nøjere Undersøgelse af de oven- anførte Kendetegn paa Næbbet vil let føre til deres Arts- bestemmelse. I Levevis og Yngleforhold minder den meget om Fløjlsanden.] 5. Ederfugleslægten (Somatéria Leach). Næbbet ret langt, smallere mod Spidsen. Næb- neglen meget stor og kraftig, af hele Næbbets Bredde, uden tydelige Grænser. Pande og Næbryg 158 ligger i samme Plan. Næsekirtlerne store, danner tydelige Indtryk paa Pandebenene. Brystbenet med et stort Indsnit i hver Side af Bagkanten. Rib- benene lange, naar langt bagom Brystbenets Bag- rand. Stor Kønsforskel. Hannerne med meget brogede Farver, bl. a. altid med ejendommelige søgrønne, stive, fløjlsagtige Fjerpartier paa Hovedet. Hunnerne rødbrunlige med sorte Tværpletter og Fjergrunddele. Skulder- og Armsvingfjer ofte ejen- dommeligt formede. Dunklædningen særlig vel- udviklet. 2 — 3 Aar om at blive udfarvede og køns- modne. Fortrinlige Dykkere, der blandt Dykænderne naar højst i Evne til at dykke paa dybt Vand. Havfugle, der yngler ved Havets Bredder paa Skær og Holme, ofte i Kolonier, Æggene graagrønne, forholdsvis faa i Tal, gerne 5—6, sjeldnere 9. Udbredte i den nordlige Halvkugles arktiske og sub- arktiske Egne. 7 Arter, oftest udspaltede i 4 Slægter, hvoraf en er uddød (Labradorederfuglen, Camptolæmus labradorius, fra Nordøst- Amerika). I Danmark træffes 3 Arter, der ofte, og med Rette, henføres til 2 Slægter, Eniconetta og Somateria, men her dog samles til 1 Slægt, Somateria. Oversigt over de danske Arter. 1. Den nøgne Næbhud gaar ikke op ad Panden i lange, smalle eller brede Flige; Fjergrænsen ved Næbroden ret lige, blot med en kort Vinkel paa hver Side. Vinge- længden under 22 cm. 1. Stellers And (S. dispar). 2. Den nøgne Næbhud gaar paa hver Side langt op ad Panden, enten som en lang, smal og spids eller som en lang, bredt afrundet Flig. Vingelængden over 25 cm. a. Spidsen af Pandens Fjerklædning naar langtfra ud i Højde med Næseborenes Bagkant. Fjerklædningen paa Næbbets Sider naar helt ud til eller hen under Næseborenes Bagkant. 2. Ederfugl (S. mollissima). b. Spidsen af Pandens Fjerklædning naar ud i Højde med Næseborenes Bagkant. Fjerklædningen paa Næb- bets Sider naar langtfra ud til Næseborene 3. Konge-Ederfugl (S. spectåbilis). 59 1 . Stellers And (Somatéria dispar (Sparrmann)). Anas stelleri Pallas, Stelleria dispar Bonaparte, Eni- conetta stelleri Gray. Norsk: Stellers And. Svensk: Al- forrådar. Tysk: Scheckente. Engelsk: Steller's Eider. Han i Pragtdragt: Hovedet og Overhalsen over- vejende hvide, dog er en Plet omkring Øjet, en lille Fig. 63. Stellers And. Han. (Efter Cordeaux). Plet paa hver Side af Nakken samt hele Hagen og Struben metalglinsende sorte. Et Parti mellem Øjet og Næbroden samt et Tværbælte i Nakken, omtrent mellem de sorte Pletter, søgrønne med stive, oprette, fløjlsagtige Fjer. Underhalsen samt hele Ryggen og Over- gumpen sorte med blaalig-purpurrødlig Metalglans. Skulder- fjerene hvide, de bageste stærkt forlængede og smalle med sorte, purpurmetalskinnende Yderfaner. Undersiden rustgullig hvid nedenfor den sorte Halsring og ned ad Forbrystet og Kroppens Sider, livlig rustgulbrun paa Brystets og Bugens Sider, mørkebrun midt ned ad Bag- brystet og paa hele Bugens Midte, gaaende jævnt over i den helt sorte Undergump. En Tværplet paa hver Side af Brystet ved Vingen metalglinsende sort. Vingedækfjerene rustgulligt hvide. Haandsvingfjerene brunsorte. Armsving- 160 fjerene med brede, purpurmetalskinnende Yderfaner samt hvide Spidser og Inderfaner; de inderste er forlængede og seglformet nedhængende. Halen brunsort, kileformet til- spidset. Hunnen. Hoved og Overhals mørkebrune, Fjerene med udviskede lysere Tværbaand uden sorte Skaftpletter, mørkere, omtrent ensfarvet i Isse og Pande, lysere bag Øjet. Rygsiden og Skuldrene brunsorte, Fjerene med gul- brune Kanter eller Tværbaand; de bagerste Skulderfjer ikke synderlig forlængede, ensfarvet mørkebrune uden lysere Tegning. Hele Forbrystet ret kraftigt rødbrunt med et bredt, mørkebrunt Baand over hver Fjer. Bagbryst, Bug og Undergump ret ensfarvet mørkebrune, blot med lidet fremtrædende lysere Fjerkanter. Vingedækfjerene brun- sorte med brungraa Fjerkanter, de store nederste med hvide Spidser. Svingfjerene brunsorte, de indre Armsving- fjer med svag blaalig Metalglans, de mellemste med hvide Spidser, saaledes at Spejlfeltet altsaa fortil og bagtil er begrænset af et hvidt Tværbaand. Næbbet ejendommeligt formet, idet den forhornede Næbspids er lige afskaaret og ikke synderlig nedbøjet i Spidsen, med en nedbøjet Tap paa hver Side af Næb- spidsen. Næbranden er i Næbbets ydre Del stærkt ind- bøjet eller indrullet, hvorved Næbbet næsten bliver rende- formet i sin ydre Del. Den nøgne Næbhuds Grænse mod Fjerene omtrent lige, blot med et Par ganske smaa Pande- vinkler. Næbryggen 37—42 mm. Farven mørk olivengrøn- lig blyfarvet med lysere Næbnegl. Fødderne mørkt grønlig blyfarvede. Mellemfoden 34—37 mm., Mellemtaaen 59—60 mm. Legemslængde 45—50 cm., Vingen 21—23 cm. Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen, men er kendelig paa sin hvide Forvinge. De unge Fugle ligner ligeledes Hunnen, men er mørkere og mattere farvede, Strube og Hals ensfarvede uden lysere Tegning, Bugen mørkebrun med fine gulbrune Tværstriber paa Fjerene. De unge Hanner faar allerede i første Vinter sort Strube og Hage og viser særlig paa 16 Skuldrene Spor af den kommende Pragtdragr, som de angives at erholde i den næstpaafølgende Vinter. Denne pragtfulde lille Ederfugleform afviger saa stærkt fra de andre Ederfugle, særlig i Næbform og ved Mangelen af disses ejendommelige nøgne Pandeflige, at den oftest, og med megen Ret, udskilles fra disse i en særlig lille Slægt Eniconetta eller Stelleria, men Hannernes ejen- dommelige brogede Farver med søgrønne, fløjelsagtige Fjerpartier paa Hovedet og Hunnens prunkløse, rødbrune, tværplettede Fjerdragt viser alligevel dens nære Slægt- skab med vore andre Ederfugle. Med disses Hunner kunde Hunnen mulig ved overfladisk Betragtning forveksles, men dens langt ringere Størrelse gør den ialtfald let kendelig. Udbredt som ynglende fra den russiske Finmark og Kola langs Nordruslands og Nordsibiriens Kyster til Beringsstrædet og Alaska; særlig talrig paa Taimyr og Kamtschatka. Paa flere Steder er den saa godt som Stand- fugl, men oftest drives den om Vinteren til lidt varmere Egnes mere isfri Kyster og kan da som en sjelden Gæst vise sig i Vesteuropa. I Grønland har den en enkelt Gang vist sig, derimod kendes den ikke fra Island og Færøerne; ved Englands Kyster har den vist sig nogle faa Gange. Ved Finmarkens Kyster overvintrer den aarligt, særlig til Varangerfjord kommer den regelmæssigt i ret stort Antal, og den angives at have ynglet dér en sjelden Gang; i større Tal træffes den ikke Vest for Porsanger- fjorden, enkelte Individer træffes dog helt ned til Tromsø. Ved Vintertid viser den sig ret almindelig i den botniske Bugt og nu og da helt ned i Østersøen ved svenske Kyster, ofte helt ned til Skaane, men dog jævnligst i Østergotland og Sodermanlands Skærgaarde og paa Gotland; ikke saa faa Gange er den iagttaget ved Nordtysklands Kyster. Ved Danmarks Kyster er den saaledes ogsaa en sjælden Gæst, der blot nu og da er skudt i de strængeste Vinter- perioder, saaledes ved Gilleleje Febr. 1830, Helsingør "/i 1849 og 14/* 1855, 2 Hunner ved Gjorslev Bøgeskov ved Køge Bugt 14/i2 1887, ved Rødby 14/> 1892 og ved Ribe 8/u 1894. Blandt de skudte Individer er baade udvoksede Hanner og Hunner samt Ungfugle. Fortrinlig Dykker; Føden Smaasnegle, Muslinger, Krebsdyr, Pighude o. 1. Ynglepladserne vælges i Kystegne; Reden dyb, oftest anlagt paa Tundraens Moslag eller R. Hørring: Fugle I. 11 162 mellem vissent Græs, stærkt dunforet; nu og da skal den anlægges paa utilgængelige Klipper. Æglægningen foregaar oftest omkring Midten af Juni. 7— 9 grøngraa Æg, forholdsvis store, idet Længden er 56 — 64 mm., Bredden 39—41 mm. Paa sine Overvintringspladser i Asien, f. Eks. i Berings- havet, træffes den i umaadelige Flokke liggende paa Havet og angives da at være meget sky og forsigtig; ved Reden kan man derimod gaa Hunnen ganske nær. I Østersøen ses den først paa Vinteren, oftest i Selskab med de første Havlitter, hvilket har givet Anledning til det ejendomme- lige svenske Navn Alforrådaren (den der røber Havlitten). 2. Ederfugl (Somatéria mollissima (Linné)). Ederand, Uhand, Ørfugl (Anas mollissima Linné). Norsk: Efugl. Svensk: Ejder. Tysk: Eiderente. Engelsk: Eider Duck. Han i Pragtdragt: Hovedets Overside, efter en Linie fra Næseborene hen lige under Øjet, dækket af en bagtil afrundet, fløjelssort Kalot med en grøn- hvid Stribe midt ned ad Issen ud i Nakken; iøvrigt er Hovedet og Overhalsen hvide, blot er hele Nakken og et stort Felt under og bag Øret dækkede af stive, silkeglin- sende, søgrønne Fjer; nu og da kan Individer med Antydning af et sort V paa Struben træffes. Underhals og Forbryst hvide med stærkt vinrødligt Anstrøg, ved skarp Skillelinie skilt fra det sorte Bagbryst. Baghalsen, hele Ryggen, Skulderfjerene samt den forreste Del af Overgumpen hvide, den bageste Del af Overgumpen og en bred Stribe fra denne midt op ad Bagryggen sorte. Bagbryst, Bug, Undergump og Kropsider skinnende rensorte. De smaa øvre og de mellemste Vingedækfjer samt alle de indre, lidt seglformet nedbøjede Armsvingfjer hvide, iøvrigt er Vingen sort. Halen stærkt afrundet, brunsort. Hunnen er uanseeligt farvet. Hoved og Hals gul- brune eller brungulgraa, overalt med smaa sorte Skaft- pletter paa Fjerene. Issen og Nakken mørkere, varmere rødbrunlige med større Skaftpletter. Hele Rygsiden samt Skulder- og Vingedækfjer sortebrune med brede, rødlig- brune Fjerkanter, paa Bagryg og Overgump tillige med 63 1 eller 2 gulbrune Tværstriber paa hver Fjer. Forbryst, Kropsider og Undergump rødligt gulbrune med brede, ret lige, brunsorte Tværstriber paa Fjerene. Bagbryst og Bug mørkebrune, ofte med Antydning af lysere og mørkere Tværbaand paa Fjerene. Spidserne af de mellemste Arm- svingfjer og de tilsvarende store Vingedækfjer er hvide, Fig. 64. Ederfugle. Han og Hun. (Efter Cordeaux). hvorved der dannes to hvide Baand over den iøvrigt brun- sorte Vinge; dog har de indre Armsvingfjer brede, rød- brune Yderfaner med tydelig Purpurglans. Om Sommeren efter Rugningen er Hunnens Farver stærkt afblegede, Ryg- sidens Fjer med gulgraa eller graalige Fjerkanter. Næbbet graaligt grøngult, de to nøgne Pandelapper lange (c. 16 — 25 mm.) og ret smalle, bredest hos Hannen i Parringstiden. Den befjerede Spids ned i Panden naar langtfra ned i Højde med Næseborene, medens Kindens 11* 164 Fjer paa Næbsiderne naar helt ud til eller hen under Næse- borene. Næblængden fra Pandespids til Næbspids hos '^\ *ammk m^> ^8^ 1 ~* ! •1 Fig. 76. Knortegaas. (Efter Cordeaux) Egne. Om Efteraaret trækker de regelmæssigt mod Syd og kommer da i Mængde til Skandinaviens og Englands Kyster, sjeldnere ind i det europæiske Fastland, men oftere ned til Middelhavslandene. Langs Norges Kyster trækker den i vældige Flokke For- og Efteraar, og ogsaa langs Sverrigs østlige Kyster er den talrig. I Danmark er Knortegaasen en særdeles talrig og almindelig Vintergæst, langt den talrigste af vore Gaase- arter. I sidste Halvdel af September begynder den at komme trækkende i vældige Skarer, ofte om Natten, og 204 mange slaar sig ned i vore Farvande og ses her meget talrigt i Oktober, November og ofte ud i December; mange synes ogsaa at overvintre her. Foraarstrækket be- gynder allerede i Slutningen af Februar, og i Marts og April iagttages stadig trækkende, strejfende eller statio- nære Flokke; ud i Maj trækker de gerne bort; mægtigt Træk mod Nord er saaledes iagttaget midt i Maj og hen- imod denne Maaneds Slutning. Enkelte Individer synes at oversomre i danske Farvande; om Ynglen i Danmark er der naturligvis aldrig Tale. Som en udpræget Havfugl kommer Knortegaasen næsten aldrig ind i ferske Vande, men i Fjorde, Vige og Bælter, overalt hvor der er fladt Vand at finde, ses den ofte i umaadelig store, tætte Flokke, der stadig lader deres ejendommelige knurrende Toner lyde. Limfjorden og de lavvandede Farvande mellem Øerne Syd for Fyn og Sjæl- land er mellem de Steder, der huser dem i Flokke paa Tusinder. Føden er aldeles overvejende Bændeltang, og de ses idelig at staa paa Hovedet i Vandskorpen for snadrende at naa Bundvegetationen og rive Bændeltangen op og for- tære denne over Vandet. Ind til selve Kysten og op paa Land kommer de sjeldnere; ogsaa Natten tilbringes oftest paa Vandet. Knortegaasen er langt mindre sky og vagtsom end Sædgæs og Graagæs, og paa Havet er det ofte muligt at komme dem ret nær, ligeledes naar de fouragerer nær Kysterne. Reden blot en Fordybning paa bar Mark, med Underlag af Græs og Mos, rigelig dunklædt. Midt i Juni lægges de 4 — 5 Æg, der er hvide med let gullig Tone; deres Længde 70—74 mm., Bredden 46-49 mm. 3. Bramgaas (Bernicla leucopsis (Bechstein)). Svensk Gaas, Fjeldgaas, Rantegaas, Perrelit (Anser leucopsis Bechstein). Norsk: Hvidkindet Gaas. Svensk: Hvitkindad Gås. Tysk: Nonnengans. Engelsk: Bernacle Goose. Pande, Kinder, Hage og Strube ren hvide; en mere eller mindre tydelig Streg fra Øje til Næb sort. Isse, Nakke, Hals, Forryg og lidt af Forbrystet rensorte, sidst- nævnte med skarp Grænse mod den iøvrigt helt renhvide Underside. Bagryg og Overgump sorte, Overgumpens Sider og Overhaledækfjerene hvide, Styrefjerene sorte. Overhale- 205 dækfjerene c. 6 cm., Underhaledækfjerene c. 3 cm. kortere end Styrefjerene. De forreste Skulderfjer sortebrune med hvidgraa Fjerkanter; de bageste forlængede Skulderfjer samt Vingedækfjerene askegraa med et bredt, sort Tvær- baand lige over de hvide Fjerkanter. Kropsiderne lyst graabrunlige med udviskede, brede, hvide Fjerrande. Sving- fjerene brunsorte med askegraa Yderfaner. Fig. 77. Bramgaas. (Efter Cordeaux). Næbbet sort eller graasort, meget kort, but og ret bredt. Næblængden 25—32 mm.; Bredden ved Næseborene 17 mm. Legemslængden 56—63 cm. Vingelængden 37—42 cm. Fødderne graasorte. Mellemfoden 68—77 mm. Mellem- taaen 58—64 mm. Hunnen ligner Hannen, men er endel mindre; den sorte Streg mellem Øje og Næb bredere og mere udvisket. Unge Fugle har spredte sorte Fjer paa de smudsigt gul- hvide Kinder og Strube; Fjerkanterne paa deres Skulder- og Vingedækfjer gulbrunlige. Denne højnordiske Gaaseart yngler i Nordgrønland og paa Spitsbergen og mulig paa nogle mere østlige Pladser; vandrer om Efteraaret mod Syd til Mellemeuropas Kyster, særlig almindelig ved Holland og Nordfrankrig; 206 kun sjeldent viser den sig i Central- og Sydeuropa. I Island viser den sig aarlig ret talrig paa Gennemrejse, og ved Englands Kyster ses den i strenge Vintre i store Flokke. I Syd-Norge ses den nu og da under Efteraars- trækket, og i Sverrig træffes den ikke saa sjeldent om Efteraaret i det sydlige Skaane. I Danmark viser Bramgaasen sig ikke helt sjeldent baade paa Gennemrejse og som overvintrende; navnlig angives den jævnligt, omend noget uregelmæssigt, at vise sig i Flokke i Farvandene ved Sydsjælland og ved Falster og Møen; ligeledes ved Slesvigs vestlige Kyster skal den ofte iagttages. Den ankommer til os i Slutningen af Sep- tember og i Oktober, og afrejser da atter enten i Slut- ningen af Oktober og i November eller overvintrer delvis. Om Foraaret viser den sig atter almindeligere i Begyn- delsen af Marts og ses da til ud i Maj Maaned, da de forlader Landet og søger til deres nordiske Ynglepladser. Den angives ofte at søge ind paa Enge og Marker for at græsse. Føden er navnlig Græs, men ogsaa Blade, Knopper, Frø, Alger og Vandplanter. Bramgaasen kommer sent, først i Slutningen af Maj, til Ynglepladserne i Nordgrønland; Reden højt oppe paa Afsatser i høje, stejle Klippevægge, ofte ret langt fra Havet ved Mose- og Sumpstrækninger. Æggene, der lægges i Begyndelsen af Juni, er 71 — 75 mm. lange, 46 — 48 mm. brede. 2den Orden. Hønsefugle (Rasores). Næbbet kortere end Hovedet, but og hvælvet, helt dækket af Næbhorn, der lige ved Roden er blødere. Næseborene sidder nær Næbroden; Næse- hulerne helt adskilte. Hovedet lille, ofte med nøgne, farvede Hudpartier og Hudlapper. Kroppen kraftig, stor og bred, med svær Brystmuskulatur. Bryst- benet med høj Kam og 2 meget store og dybe Indsnit paa hver Side af Bagranden, hvert udadtil afgrænset af en lang, smal Benbjælke. Vingerne, med 10 Haandsvingfjer, er ret korte, afrundede og hvælvede. Hønsefuglene er derfor som Regel ret daarlige Flyvere, der opjagede kun jflyver et 207 kort Stykke og hurtigt atter kaster sig; Vinge- slagene hurtige, meget larmende. Fjerlaget gerne meget broget farvet, oftest brunbroget hos Hunnerne, der derved faar betydelig Beskyttelseslighed med Omgivelserne, hvilket særlig kommer den rugende Fugl til Gode. I Fare trykker de sig derfor paa Jorden og holder stærkt paa Reden. Fjerene store, løstliggende, med meget lange, bløde Bistraaler paa deres nedre Del. Bifaner findes. 10 — 20 Styre- fjer. Benene særdeles kraftige Løbeben, der sætter disse Fugle i Stand til med stor Hurtighed og Udholdenhed at løbe hen ad Jorden mellem Græs og Buske. Fødderne Skrabefødder, med lange, stærke Fortæer, væbnede med brede, hvælvede, skarpkantede Kløer; Bagtaaen ret lille, højtsiddende. Kroen veludviklet og stor; Kraasen stor og meget muskuløs. Gumpekirtel findes. Hønsefuglene er hovedsagelig Jordfugle, enkelte søger dog ogsaa op i Træerne; udbredt baade i Bjerg- og Slette- lande, hvor de holder til i Skove og paa Heder og Stepper. De ynder at bade sig i Støv og Sand. Føden hovedsagelig Bær, Frø, Blade og Knopper, hvormed de fylder deres Kro; ejendommelig for Ordenen er deres Evne til og For- kærlighed for at skrabe i Jorden, hvorved de oproder Insekter, Orme, Snegle o. 1., der særlig udgør de smaa Ungers Næring. Om Vinteren skraber de sig gennem Sneen ned til Jorden. Reden altid paa Jorden, som Regel blot en skaalformet Fordybning; denne højst udforet med Blade og Kviste. Meget frugtbare, lægger et stort Antal Æg; yngler kun en Gang aarlig. Hannen forlader oftest den rugende Hun; hos enkelte deltager dog Hannen i Ungernes Pasning. Ungerne kommer vidt udviklede, seende og helt dunklædte, ud af Æggene; de forlader efter faa Timers Forløb Reden, ledede og vogtede af Moderen, der skaffer dem Føde ved at skrabe i Jorden for dem og under Hvile skjuler dem under sin Krop og sine Vinger; de 208 bliver meget hurtigt i Stand til at flyve. Holder efter Yngletiden sammen familievis. Ordenen er udbredt over saa godt som hele Jorden, Sydpolaregnene blot undtagne. De c. 578 Arter henføres til omkring 90 Slægter, der deles i 6 Familier. Af disse er kun 2 repræsenterede i Danmark. Oversigt over de danske Hønsefuglefamilier. 1. Næseborene nøgne, ikke dækkede af Fjer. Mellemfoden nøgen Fasanfugle (Phasiånidæ). 2. Næseborene helt dækkede af Fjer. Mellemfoden fjer- klædt Aarfugle (Tetraonidæ). lste Familie: Fasanfugle (Phasiånidæ). Næseborene dækkede af nøgne Hornkupler. Mellemfoden hos de danske Arter helt nøgen, baade dens Forside og dens Bagside dækket af 2 Rækker store Hornskæl, der paa Bagsiden danner en Køl; Sporer mangler hos vore Arter. Af de 370 Arter findes kun 2 i Danmark. Oversigt over de danske Slægter. 1. 10 — 12 Styrefjer. Den danske Art med Vingelængde under 11 cm 1. Vagtelslægten (Coturnix). 2. 16—18 Styrefjer. Den danske Art med Vingelængde over 14.5 cm 2. Agerhønseslægten (Pérdix). /. Vagtelslægten (Coturnix Moehring). Vingen spids, ikke synderlig hvælvet; lste, 2den og 3dje Svingfjer længst, Halefjerene ret korte, helt dækkede af Haledækfjerene. Armhule- fjerene lange og hvide. Mellemfoden omtrent af Mellemtaaens Længde eller kortere, uden Sporer. Slægten rummer de mindste Hønsefugle. Holder udelukkende til paa aabent Land. De 7 Arter er udbredte i den gamle Verden. I Danmark kun 1 Art. 209 Vagtel (Coturnix communis Bonnaterre). Perdix coturnix Latham, Coturnix dactylisonans Tem- minck. Norsk: Vaktel. Svensk: Vaktel. Tysk: Wachte). Engelsk: Common Quail. Hannen: Isse og Nakke sorte med gulbrune Fjer- kanter; en skarp Stribe midt ned ad Issen og 2 brede Øjenstriber, der fortsættes bagud ned ad Halsen, tl.V.v i WåBffl$ Fig. 78. Vagtler. Han og Hun ved Reden. (Efter Tegetmeier). gullighvide. En Stribe fra Næbbet, gennem Øjet, til Øret rødligbrun. Kinder, Strube og Forhals hvide, skarpt kantede af en smal, brunsort Stribe, der gaar fra Øre til Øre; midt ned ad Struben en ret bred, ankerformet, sorte- brun Figur, med Fligene strækkende sig frem til Ørerne, ofte dannende et skarpt Baand parallelt med Kantstriben. En Stribe ved Mundvigen mørkt rødbrun. Forbrystet gulligt rødbrunt med linieformede, hvidlige Skaftstriber; den øvrige Underside brunlighvid. Kropsiderne med kastaniebrune Længdestriber og enkelte sorte Tværpletter. Hele Over- R. Hørring: Fugle I. 14 210 siden broget, sort og olivengulbrun, med gulbrune, sort- kantede Tværstriber og brede, spydformede, sortkantede, straagule Skaftpletter, der danner 2 brede Striber ned ad Ryg og Overgump. Armsvingfjerene graaligt olivenbrune med delvis mørktkantede, graagule Tværbaand. Haandsving- fjerene mørkebrune med gulbrune Tværpletter paa Yder- fanerne. Halen kileformet, de spidse Styrefjer brunsorte med gulbrune Tværbaand. Hunnen ligner Hannen endel, men Strube og For- hals er hvidliggule uden den smukke sortebrune Indfat- ning og ankerformede Figur. Forbrystet mindre rødligbrunt, med to sorte Længdepletter paa hver Fjer. Kropsiderne med sorte Længdestriber. Unge Hanner ligner Hunnen, men har færre Pletter paa Forbrystet og Antydning af Strubefiguren. Ungerne tegnede som Hunnen, men med uanselige, graalig gul- brune Farver. Næbbet hornbrunt, c. 10 mm. langt. Legemslængden 17—18.5 cm., Vingelængden 101 — 111 mm. Mellemfoden 24—28 mm., noget længere end Mellemtaaen. Fødderne graalig blegrøde. Ved sin ringe Størrelse kendes Vagtelen let fra vore andre Hønsefugle. Vidt udbredt som Ynglefugl over hele Europa, op til 65°, og en Del af Asien; Trækfugl, der hovedsagelig over- vintrer i Afrika og Indien. Paa Island findes den ikke, derimod sparsomt paa Færøerne; i England er den al- mindelig, omend stærkt aftaget i Antal, og skal nu og da overvintre der. I Norge yngler den spredt helt op til Throndhjemsfjorden, og i Sverrig er den en ret almindelig men spredt Ynglefugl, der ligesom i Norge synes at op- træde snart her snart der. Almindelig i Tyskland, men først rigtig talrig i Sydeuropa. I Danmark er den vistnok en ret udbredt, men som Regel ret faatallig og spredt Ynglefugl, der dog i enkelte Aar synes at optræde talrigere og viser sig da paa Steder, hvor den ikke før iagttoges, ligesom den forsvinder fra Steder, hvor den tidligere var almindelig. En af Grundene til Vagtelens overalt iagttagne, vekslende Talrighed er mulig den yderst hensynsløse Forfølgelse, den er Gen- 211. stand for i Middelhavslandene, særlig i Italien, hvor den fanges i Millionvis, naar den i Slutningen af September og om Foraaret i Marts og April i uhyre Flokke viser sig paa Gennemrejse. Uklarheden over dens Udbredning her i Landet hidrører ogsaa delvis fra, at Vagtelen lever ganske overordentlig skjult og ubemærket, flyver kun yderst nødig op, men flygter bort, behændigt løbende gennem Græsset. Kun Hannens særdeles iørefaldende, højtlydende 3-tonede Parringsraab („Slag") røber i Parringstiden, særlig i Maj og Juni, dens Nærværelse; det gengives nærmest ved byg-byg-byg eller klik-lik-lik og høres, ofte gentaget, navn- lig om Aftenen og i Morgentimerne. Holder saa godt som udelukkende til paa dyrkede Marker, særlig Korn- og Kløvermarker. Føden hoved- sagelig Plantefrø, Insekter og Snegle. I Parringstiden er Hannerne i høj Grad ophidsede, kæmper med Voldsomhed om Hunnerne og parrer sig ustandselig med disse. Hvor mange Vagteler yngler, er de sikkert polygame, hvorimod de hos os, hvor de kun optræder i ringe Tal, maaske nærmest bliver nødtvungent monogame; Hannen forlader straks den rugende Hun og viser sig ikke senere i Sel- skab med denne og Ungerne. Reden paa flad Jord mellem Korn eller Græs, blot en Fordybning, foret med lidt Straa. De oftest 7—12 Æg er glatskallede, lyst brunliggule, tæt dækkede af mørkt olivenbrune eller sortebrune Pletter og Prikker; deres Længde oftest 28—32 mm., Bredden 22—24 mm. Ruger 18—20 Dage. Æggene findes oftest i Juni, men ogsaa senere. Trækfugl, der hos os angives at komme i Maj. I Sep- tember og Oktober ses den almindeligst, vel hovedsageligt gennemrejsende Fugle; endnu ud i November viser den sig. 2. Agerhønseslægten (Pérdix Brisson). Vingen afrundet, 1ste Svingfjer ret kort, om- trent af Længde med 7de og 8de; 3dje, 4de og 5te Svingfjer længst. Middelstor. Halen bred og ret kort, Styrefjerene brede i Spidsen, de midterste Overhaledækfjer naar til Halespidsen. Mellemfoden af Mellemtaaens Længde, uden Sporer. Monogame Jordfugle. Ingen synderlig Kønsforskel. 4 Arter, delt i mange Underarter, udbredte i Europa og Asien. 14* 212 Agerhøne (Pérdix cinérea Latham). Tetrao perdix Linné. Norsk: Raphøne. Svensk: Rapp- hona. Tysk: Rephuhn. Engelsk: Common Partridge. Hannen: Pande, Kinder, Hage, Strube og en bred Streg over Øjet ud i Nakken ensfarvede lyst rødbrune. Issen lysebrun med graagule Draabepletter. Ørefjerene Fig. 79. Agerhøns. Han og Hun med Kyllinger. (Efter Tegetmeier). brune. Forhals, Forbryst og Kropsider askegraa med fin sort Tværvatring; ned over Kropsidernes Fjer brede, lyst kastaniebrune Tværbaand. Baghals og Forryg graa med mere eller mindre brunt Anstrøg, fint sortvatrede, uden eller med smalle, linieformede, hvidgule Skaftstriber. Midt paa det' graah vide Bryst en stor, mørkt kastaniebrun, omtrent hesteskoformet Plet, fortil skarpt adskilt fra Forbrystet ved et smalt, hvidt Baand, bagtil gaaende ud i en Spids ned ad hver Brystside. Bugen hvidlig. Ryg, Overgump og Overhaledækfjer brunliggraa med fin sort Tværvatring, over hver Fjer et smalt, mørkt kastanie- 213 brunt Tværbaand. Skulderfjerene og inderste Armsvingfjer ved Roden sorte, paa deres ydre Del graalig gulbrune med fin, sort Tværvatring og mere eller mindre udbredte, kastaniebrune Partier; alle har de en skarp gulhvid, sort- kantet Skaftstribe. Vingedækfjerene blegt graabrune med Vatring og lyse Skaftstriber. Haandsvingfjerene mørke- brune med c. 7 hvidbrune Tværstriber. Styrefjerene (18) lyst kastaniebrune med fine, hvidlige Spidser, de midterste gulbrune, tværvatrede som Overhaledækfjerene. Hunnen ligner i det hele Hannen, men dens Bag- hals er grovere eller helt grovt tværvatret med brede, sortkantede Skaftstriber, ofte bredere mod Spidsen. Den kastaniebrune Brystplet mangler enten helt eller er mere eller mindre antydet ved spredte, kastaniebrune Fjer; kan dog særlig hos Ungfugle, omend sjeldent, være stor og tydelig, omtrent som hos Hannen. Skulder- og inderste Armsvingfjer mere brogede end hos Hannen, overvejende sortebrune med brede, gulbrune Tværbaand; kun Fjer- spidserne og endel af Yderfanerne vatrede; saa godt som uden kastaniebrune Partier og med bredere, hvidgule Skaftstriber. Næbbet horngraat, 15 mm. langt. Legemslængden 28—32 cm., Vingelængden 15—16.5 cm. Fødderne brun- graa, Mellemfoden 33—40 mm. Ungerne er nærmest tegnede som Hunnerne, men mangler helt disses fine Vatring paa Hals og Forbryst; Farverne i det hele matte, snavset brunliggraa, uden kastaniebrunt eller askegraat. De unge Fugle er i deres første Aar kendelige paa, at deres to første Haandsvingfjer er tilspidsede; det følgende Efteraar faar de først de voksnes afrundede Fjerspidser; deres Taasaaler skal desuden være gullige. Dun ungen har lyst rødligbrun Isse, Skulder og Vinge; Pande, Hals og Ryg iøvrigt lyst gulbrunlig. Paa Pande og Kinder brunsorte Pletter og Længdestriber, ned ad Rygsiden 4 Rækker sortagtige Længdestriber. Hele Undersiden hvidgul. 214 Agerhønen er velkendt af alle; hvidbrogede Individer er ikke helt sjeldne, endog renhvide Eksemplarer ses nu og da. Udbredt som Standfugl og Ynglefugl over største Delen af Europa, op til 65" og ned til Mellem-Italien og Mellem-Spanien, over Vest-Asien til Altai, mod Syd til Kaukasus, Lilleasien og Nord-Persien; udspaltet i 8 Under- arter. Paa Island og Færøerne findes den ikke, men i England er den meget almindelig. I Syd-Norge er den forholdsvis faatallig og meget vekslende i Tal, i historisk Tid flere Gange indvandret fra Øst, men har Vanskelighed ved at klare sig i snerige Vintre og dør paa mange Steder jævnligt ud igen. I Sverrig findes den op til 65°, men er kun almindelig i Mellem- og Sydsverrig. I Tyskland er den meget almindelig. I Danmark er den en meget almindelig og velkendt Standfugl over hele Landet, særlig talrig i Vestjylland, men de fleste Steder stærkt aftaget i Antal ved for stærk Forfølgelse. Paa Bornholm og flere mindre Øer (Anholt o. a.) fandtes den oprindelig ikke, men er indført i nyere Tid. Mange Steder er udsat Agerhøns af mellemeuropæisk Race, saaledes at Stamformen kun faa Steder findes ren mere. Trives særdeles vel overalt paa dyrket Jord, helst hvor lidt Buske og levende Hegn kan yde den lidt Læ, men ogsaa i Klitegne og paa Heder, derimod ikke i fugtige Enge eller i Skov. En livlig og hurtig Fugl, der særlig er i Bevægelse Morgen og Aften. Færdes udenfor Yngletiden i Familieflokke, der først opløses, naar Fuglene tidligt paa Foraaret, allerede i Februar-Marts, skiller sig ud i Par. Særlig i Parringstiden lader navnlig Hannen sit kendte „girrik" høre. Flyver nødigt, fjerner sig helst, løbende med opstrakt Hals, hurtigt bort gennem Græsset; kun pludselig skræmte, flyver hele Flokken med et Skrig og med lar- mende Vingeslag op og flyver hurtigt, men lavt over Jorden, et kort Stykke ligeud og kaster sig da atter. Spredes Flokken ved gentagne Opjagninger, samles den snart atter af den gamle Hane. Ynder Støvbade. Føden alle Slags Frø, Korn, Knopper og Blade, i Hedeegne særlig Bær, men ogsaa Insekter, Orme og Snegle fortærer de, og denne animalske Føde skal navnlig udgøre Ungernes Hovednæring. ' Strengt monogame. Reden en Fordybning paa Jorden, kun lidet udforet med Straa eller Løv, særlig i Græs-, Korn- og Kløvermarker. I Maj lægges de hyppigst 12—15 ovale, lidt pæreformede Æg. Ikke sjeldent ses indtil 20 Æg, 215 og endog 22 Æg kan findes i Kuldet. Æggene er ensfarvet lyst gulligt olivenbrune eller olivengraa, deres Længde oftest 35—36 mm., Bredden 26—27 mm. Hunnen ruger ene; Ruge- tiden 21 Dage. Hunnen holder ofte saa fast paa Reden, at dens Hoved afhugges af Le eller Slaamaskine. Ungerne bliver voksne i Løbet af 2 Maaneder. Hannen opholder sig i Nærheden af den rugende Hun og deltager sammen med denne i Ungernes Pasning og Vogtning. I tørre Somre trives Yngelen bedst; strænge Vintre med tykt, frossent Snelag er ofte skæbnesvangre for Agerhønsene, der da har Vanskelighed ved at naa ned til Jorden, hvor Vinter- sæden paa denne Aarstid er dens fornemste Føde. I Sne- vejr lader de sig sne inde og faar saaledes Læ imod Vejr- liget og Skjul for deres Fjender. Jevnlig falbødes tidligere hos Vildthandlere i Køben- havn under Navn af „Steppehøns" Agerhøns af en øst- asiatisk Art, Skæg-Agerhønen (P. daurica (Pall)); den ligner vor Art endel, men Strube, Kinder og Forhals er lysere, næsten lergule, Brystpletten sort, og Hage- og Strubefjerene er meget lange og smalle, forlængede til et Slags Skæg. [Til Fasanfamilien henhører endelig Fasanslægten (Phasianus L.), der navnlig er kendelig paa sine 16—18 meget lange, afsmalnende, spidse, tagformet stillede Styre- fjer, af hvilke de to midterste altid er de længste. Egnen om Øjet samt Kinderne nøgne, særlig hos Hannerne, hvor disse Partier er vortede og stærkt farvede. Høj benede med ret lang Mellemfod, der hos Hannen bærer en veludviklet Spore; hos Hunnen findes blot Spor af en saadan. Stor Kønsforskel, Hannerne mellem de pragtfuldest farvede Fugle. Udbredte fra Sydøsteuropa over det sydlige og mel- lemste Asien til Formosa og Japan. Omkring 50 Arter er opstillede, heraf er dog langt den største Del blot Lokal- racer. I paafaldende let Grad kan de indbyrdes avle yngle- dygtige Bastarder. Hertil hører: Ædel fasanen (P. colchicus Linné). Hannen med pragtfulde, stærkt metalskinnende Farver. Issen bronzegrøn, Nakkefjerene noget forlængede til 2 bagud- rettede Toppe; de nøgne Kinder skarlagensrøde. Det øvrige 216 Hoved samt Overhalsen sorte med stærkt grønlig og blaalig Metalglans. Underhals og Forbryst lyst kobberrøde med stærk rødlig Purpurglans, hver Fjer bredt kantet med en sort W-formet Bremme med blaalig Metalglans. Krop- siderne gulligt kobberbrune med brede, sorte Spidser. Bugen mere eller mindre sodsort. Forryggens og Skuldre- nes Fjer med brede, skinnende kobberrøde Kanter, skarpt afgrænsede mod Fjerenes mat sodsorte indre Del, der navnlig paa Skulderfjerene er prydet med en bred, gullig- hvid Ringplet. Baghals og Forryg med smal W-formet Kantbremme. Bagryg og Overgump er, navnlig for de for- længede Sidefjers Vedkommende, ret ensfarvet mørkt kobbenøde. Vingedækfjerene gulbrune med kobberrøde Fjerkanter, særlig brede og fremtrædende paa de store Vingedækfjer. De to midterste Styrefjer olivenbrune med brede, kobberrødlige Kanter og c. 25 smalle, sorte Tvær- baand, bredere mod Fjerspidserne. Totallængden 80—95 cm., deraf Halen ca. 50 cm. Vingelængden c. 25 cm.. Mellemfoden c. 7.5 cm. Hunnen med uanselige Farver. Fjerene paa hele Oversiden, Vingerne og Kropsiderne mørkebrune med brede, rødbrunlige, graaligt-gulbrunt kantede, tildels mørkvatrede Rande; paa Baghals og Forryg er Fjerene kastaniebrune med rødligt Anstrøg paa de graagullige Fjerkanter, ogsaa oftest med grønlig Metalglans. Struben ensfarvet brunlig- lergul; Brystet graalig-lergult med fin mørk Vatring. De forlængede Styrefjer langt kortere end hos Hannen, de midterste farvede omtrent som Ryggen, med mørke, lyst- kantede Tværbaand. Totallængden 60 — 65 cm., Halen c. 30 cm., Vingelængden c. 22 cm. Unge Fugle ligner før Efteraarsfældningen meget Hunnen, men kan, foruden paa deres mindre Størrelse, kendes paa deres mattere Farver; Baghals og Forryg far- vede som den øvrige Overside. Dunungen er paa Oversiden gullig med rustbrunt Anstrøg og med 3 utydelige, mørke Længdestriber. Issen mørkt rustgullig, Panden med mørkebrun Midtstribe; ved Øret en skarp, sort Plet. Hele Undersiden hvidgul. Ædelfasanen er hjemmehørende i Lilleasien og Trans- kaukasien, almindelig i Egnene omkring det kaspiske og sorte Hav op til Volga; den skal allerede i Oldtiden være rndført i Tyrkiet og Grækenland, efter Sagnet af Argo- nauterne, der hjembragte den fra Egnene ved Floden Phasis i Colchis; mulig har den dog været hjemmehørende i Sydøsteuropa. Prægtig og kødfuld som den er, vandt den efterhaanden, nærmest som Tamfugl, vid Udbredelse i 217 Europa og fandtes allerede i Middelalderen som vildt- levende i Mellemeuropa; nu findes den indført baade i Nordamerika, Australien og paa New Zealand. Til Danmark kom den i det 16de Aarh. gennem de kongelige Fasanerier; i 1840 udsattes den i Kongelunden paa Amager og siden 1875 paa en Mængde Herregaarde, hvor Æggene udrugedes og Ungerne opdrættedes, før de udsattes i Parker og Skove, hvor de fodredes om Vinteren. I Nutiden har den fra Fasanerierne bredt sig som vildt- levende omtrent over hele Landet, hvor blot passende Lokaliteter findes; den yngler nu med Held i fuld Frihed og har vænnet sig til at taale Vinterens Barskhed. Dog forekommer den næppe nogetsteds mere som ren Race; flere andre asiatiske Fasanarter er nemlig ligeledes i senere Tider indførte i Europa, og ved stadige Krydsninger er Bastarder i stort Omfang fremstillede. De i Danmark forekommende Fasaner er saaledes mere eller mindre Blandinger med den fra Kina stammende Ringfasan (P. torquatus Gmelin). Noget mindre end Ædelfasanen, som den ligner i Form og Tegning; Hunnerne er vanskelige at skelne, men Hannen kendes bl. a. paa følgende Karakterer: Issen grønlig oliven- brun, hvidlig kantet; om Halsen en bred, renhvid, fortil aaben Ring; Forhals og Forbryst med ganske smalle W-formede Bremmer. Kropsiderne rent hvidgule, hver Fjer med en stor, trekantet, blaalig metalskinnende, sort Spidsplet, Baghals og Forryg straagule, paa hver Fjer er Spidsen og en smal Bremme grønsorte. Skulder- fjerene med brede, kobberrøde Rande, der ved en smal, sort Stribe er adskilt fra Fjerenes overvejende hvidgule indre Del. Bagryg og Overgump overvejende oliven- og askegraa med stærkere eller svagere grønligt Skær. Vingedækfjerene ensfarvet hvidgraa, de store nederste med brede, kobberrøde Kanter. De danske Fasaner ligner gennemgaaende langt over- vejende Ædelfasanen, men saa godt som altid har de hvid Halsring; Bagryg og Overgump er olivenbrungraa med grønligt Skær og mere eller mindre indblandet kobber- rødt; Vingedækfjerene oftest lyst graagule o. s. v. Hist og her findes ogsaa indblandet Blod af andre nærstaaende Arter. Fasanen er en Skovfugl, der foretrækker Lysninger med frodig Vegetation og tæt, blandet Underskov; ofte holder de til i Skovkanter, tætte Tjørnegærder o. 1.; den er meget sky og lever meget skjult, idet den stadig færdes under Buskene; dog søger den i Morgentimerne, naar der er Fred, ud paa aabent Land for at søge Føde, men er 218 da yderst vagtsom. Den løber meget hurtigt og behændigt, idet den smutter mellem Græs og Buske'; kun yderst nødigt flyver den op, idet den lader sig drive saa længe som muligt gennem Krat og Hegn; nødes den til at flyve op, stiger den først lige i Vejret, for da i betydelig Højde at tage Flugten med stor Hastighed, idet den flyver bort i lige Linie; Flugten under Opstigningen tung og lar- mende; som Regel flyver de kun et kort Stykke, men man har dog set dem flyve indtil 1 Mil i et Træk. Om Aftenen flyver de op i et Træ for at overnatte. Føden søger de som typiske Hønsefugle paa Jorden; den bestaar af alle Slags Korn, Bær, Urtefrø ,og Frugter; Agern og Bog ædes saaledes i Mængde; meget nyttig er Fasanen unægtelig ved den umaadelige Mængde, ofte skadelige Insekter, som den opsamler og fortærer; 1200 Smelderlarver fandtes i én Mave, 500 Stankelbenslarver i en anden o. s. v.; en Mave indeholdt 50 voksne Have- snegle; ret altædende som de er, fortærer de ogsaa lejlig- hedsvis Markmus og Staalorme, og i en Mave fandt man endog 3 smaa Hugorme. Kyllingerne æder fornemmelig Insekter og skal særlig ynde Myrepupper. Polygame; Hannerne, der navnlig om Foraaret lader et hæsligt skogrende Parringsskrig lyde, kæmper om Hun- nerne. Reden kun en Hulning paa Jorden, oftest dækket af Græs og Krat. Hunnen lader sig vanskelig jage fra Reden og skal under Rugningen ikke afsondre den sæd- vanlige Fært, hvorved den vanskeligt opspores af Hunde og andre Rovdyr. De 8—14 Æg er ensfarvet lyst oliven- brune eller olivengrønliggraa med glat, ret glinsende Skal; deres Længde oftest 48—50 mm., Bredden 34—36 mm. Æggene lægges i April og Maj, men ofte findes langt senere udlagte Kuld. Rugningen varer 24 Dage. Ikke sjeldent lægger flere Høner i samme Rede. Efter Æglægningen for- lader Hannen Hunnen, og denne passer ene Kyllingerne. De pragtfulde, brogede Farver viser tydeligt, at Fasanen hører hjemme i Sydens farverigere Skove; anbragte i danske Omgivelser stak de alt for meget af og blev et let Bytte for vore større Rovfugle; disse blev da i Jagtsports- mændenes hensynsløse Kamp for at beskytte Fasanen skaanselsløst bortskudte; ikke uden Bitterhed maa man da se paa denne eksotiske Bastard, der i saa høj Grad har bidraget til vore prægtige Rovfugles hurtige Undergang; i den danske Fauna vil den altid være en fremmed Gæst. Ogsaa den pragtfulde Kongefasan (P. reevesii J. E. Gray) har i de seneste Aar fundet Indpas i flere 219 Fasanener, hvor den danner Bastarder med den alm. Fasan; mulig vil ogsaa den i Fremtiden forvilde sig. Hannen er let kendelig paa sit hvide Hoved og den hvide Overhals; om hele Issen et bredt, sort Baand og en sort Ring om Halsen. Ryggen hvidgul med brede, sorte Fjerkanter; ejen- dommelig er dens umaadelig lange, gule, tværplettede Hale, der hos gamle Hanner bliver 1.3—1.5 m. lang.] 2den Familie: Aarfugle (Tetradnidæ). Næseborene helt dækkede af korte, tætsid- dende Fjer. Mellemfoden helt fjerklædt. Over hvert Øje en nøgen, rødfarvet Plet, dækket af Vorter og Hudfrynser, særlig stor og opsvulmet hos Hannen i Parringstiden. Fældning af Næbhorn og Kløer sker ikke, som ellers, efterhaanden ved Slid, men fældes aarlig, idet de om Foraaret afstødes, enten hele eller i store Stykker, og nydannet Næb- og Klohorn viser sig under det gamle. Vingen af- rundet, 3. — 5. Svingfjer er længst. 25 Arter, delte i 10 Slægter, er udbredte over de kolde og tempe- rerede Egne i Europa, Asien og Nordamerika. Oversigt over de danske Slægter. 1. Tæerne nøgne, i Kanten oftest med en Række stive Hornfrynser Urfugleslægten (Tetråo). 2. Tæerne helt befjerede.. Rypeslægten (Lagopus). Urfugleslægten (Tetråo Linné). Store Fugle; stor Kønsforskel. Hannerne meget større end Hunnerne, pragtfuldt farvede, Hunnen og Ungerne med ubetydelige Farver, gulbrune med sorte Tværpletter og Tværvatring. Halen med 18 store, veludviklede Styrefjer. Mellemfoden tæt be- fjeret paa Forsiden lige ned til Tæerne, nøgen paa Bagsiden, men denne er skjult mellem Fjerene; Tæerne er helt nøgne og ret brede, idet de paa 220 hver Side bærer en Række store, udstaaende Skæl og en eller flere Rækker nedadvendte, tykke, kraf- tige Hornfrynser, der aarlig, hen paa Sommeren, fældes. Hannerne opfører Parringsdanse paa særlig dertil udvalgte Legepladser. Lever i Polygami, og Hannerne deltager derfor ikke i Ungernes Pasning. Fælder om Efteraaret. Hannerne har Spor af en Sommerdragt. Ungerne faar allerede det første Efteraar en Dragt, der ligner de voksnes. Skov- og Hedefugle, udbredte over Europa, Nord- og Central-Asien. 6 Arter, delte i endel Underarter. Oversigt over danske Urfuglearter. 1. Halen mere eller mindre kløftet, Underhaledækfjerene længere end de mellemste Styrefjer. Mindre; Vingen ikke over 26 cm. lang Urfugl (T. tétrix). 2. Halen afrundet. Underhaledækfjerene meget kortere end de mellemste Styrefjer. Større; Vingen over 29 cm. lang Tjur (T. urogållus). 1. Urfugl (Tetråo tétrix Linné). Urhane, Aarhane (Hannen), Urhøne, Aarhøne (Hunnen), Aarfugle, Skovhøns (Lyrurus tétrix Swainson & Richard- son). Norsk: Årfugl. Svensk: Orre. Tysk: Birkhuhn. Engelsk: Black Grouse. Hannen: Hoved, Hals, Forbryst og Bagryg sorte med stærk staalblaa Metalglans paa de brede Fjerkanter. Forryggen, det øvrige Bryst, Kropsiderne og Vingedæk- fjerene brunsorte med sorte, svagt blaaliggrønt metal- skinnende Fjerkanter, tydeligst paa Forrygen. Skulder- fjerene, de inderste Armsvingfjer og deres Vingedækfjer brunsorte hos yngre Hanner med fin, svag, gulbrun Tvær- vatring og fine gulbrune Prikker, der dog mangler hos gamle Hanner. Bugen brunsort med hvide Fjerspidser. Undergump og Underhaledækfjer hvide, de sidste ofte med store, skarpe, sorte Draabepletter, ordnede i to Længde- rækker. Overgumpen og Overhaledækfjerene brunsorte, hos yngre Hanner fint gulbrunt prikkede. Svingfjerene 221 mørkebrune med lysere Yderfaner og brunhvide Skafter; Armsvingfjerene renhvide paa deres indre Halvdel og i Spidsen, hvorved 2 hvide Tværbaand over Vingen dannes. En Dusk Fjer i Vingehjørnet, Grunddelen af Tommelfjerene og af Haandens store Vingedækfjer, samt Undervinge- dækfjerene renhvide. Styrefjerene sorte, de mellemste Fig. 80. Urfugle. Han og Hun. (Efter Tegetmeier) korte og brede, med lige afskaarne, hvidbremmede Spidser, de 3 — 4 yderste Par 8—9 cm. længere end de mellemste, stærkt udadkrummede. Mellemfodens Fjerklædning hvidgraat vatret og plettet med sortebrunt. Næbbet sort, c. 20—22 mm. langt. Legemslængden 50—60 cm. Vinge- længden 25—26 cm. Mellemtaaen en Smule længere end Mellemfoden. I Juni bliver Hannen sortebrun, rustbrunt vatret paa Hoved og Hals samt hvidbroget paa Struben; denne Sommerdragt fældes atter, saaledes at Fuglen i Oktober har sin rene Vinterdragt igen. Unge Hanner faar allerede det første Efteraar (i 222 Oktober) de voksnes Dragt, men har langt svagere Metal- glans og er kendelige paa, at deres Skuldre, indre Vinge- dækfjer og indre Armsvingfjer er sortebrune med stærk rødbrun Tværvatring; de ydre Armsvingfjer er groft hvid- vatrede paa Yderfanernes Kant, hvorved „Spejlet" paa den sammenlagte Vinge ikke, som hos de gamle Hanner, er rensort, men derimod hvid broget. Deres udadbøjede ydre Styrefjer er blot c. 4 cm. længere end de mellemste. Hunnens Fjerdragt omtrent over det hele varmt gulbrun med sorte Tværbaand over Fjerene, uregelmæssigst og bredest paa Skulderfjerene. Vingedækfjerene og Krop- pens Fjer med sort Vatring mod Spidsen, tydeligst paa Bagryg og Overgump. Svag blaalig Metalglans paa Bag- ryggens sorte Tværbaand ses hos gamle Hunner. Brystet, Kropsiderne og navnlig Bugen med hvidgraalige Fjer- spidser. Bugen overvejende mørkebrun, med lysere Fjer- spidser. Underhaledækfjerene lidt længere end de midterste Halefjer, hvidlige med spredte sorte- brune, indadtil rustgult kantede Tværbaand. En hvid Fjer- dusk i Vingehjørnet ved Armhulen. To smalle, hvide Tværbaand over Vingen. Halen ubetydelig kløftet, farvet som Ryggens Fjer, dog med smalle, hvide Spidser. Krop- længde 40—50 cm., Vingelængde 22.5 — 23.6 cm. Unge Hunner er kendelige paa, at deres første Svingfjer er til- spidset. Ungerne ligner Hunnen, men deres Grundfarve er mere hvidlig gulbrun; de er iøvrigt let kendelige paa de straagule Skaftstriber paa deres Skulder- og Vingedækfjer; i Ungedragten er Han og Hun ens, Hannerne blot lidt større. Dunungerne lyst rødligbrune paa Oversiden med sortebrune Pletter og Striber paa Kinder, Isse og Ryg. Undersiden hvidgullig; blandt danske Hønsefuglekyllinger kendelige paa de befjerede Mellemfødder. Udbredt som rugende Standfugl over største Delen af Europa fra Trægrænsen ned til Pyrenæerne, Norditalien 223 og Nord-Kaukasus, endvidere over Nord- og Centralasien fra 69° ned til Peking. I England var den tidligere meget almindelig, nu Hun særlig talrig i Skotlands Heder. I Skandinavien er den almindelig, findes i Norge op til 70° og er almindelig over det meste af Sverrig op til Skov- grænsen. I Danmark var den i tidligere Tider en 'særdeles hyppig Ynglefugl i Jyllands store Hedestrækninger, men Hedebrande, Kultivering og navnlig hensynsløs Forfølgelse bragte den langt ned i Tal og truede den med Udryddelse; i de senere Aar er den dog heldigvis atter gaaet ret stærkt frem i Antal, tildels ved Fredning, men navnlig begun- stiget ved de mange og store Plantager, hvor den har fundet gode Fristeder og Ynglepladser. Ved Udsætning af indførte Individer har man søgt at forøge Bestanden og at genindføre den paa Egne, hvorfra den var forsvunden. Paa Øerne findes den ikke i Nutiden, men har i tidligere Tider ogsaa levet der, hvad jordfundne Knogler fra Sjæl- land viser. Kunstigt indført findes den i Tisvilde Hegn, hvor Individer blev udsatte omkring Midten og henimod Slutningen af forrige Aarhundrede; ogsaa paa Bornholm er den indført. Udpræget Standfugl, der hos os navnlig holder til paa Heder med høj Lyng, helst med Ris og Krat, ofte særlig ved Kær og Moser, hvor Jordbunden er fugtig; ogsaa i aabne, blandede Skove træffes den, og i Jyllands Klitegne skal den have været almindelig. Hos os er den nu en ganske overordentlig sky og aarvaagen Fugl, der med larmende Vingeslag tager Flugten allerede paa lang Af- stand og flyver langt, før den kaster sig eller sætter sig i Træerne. Hvor den er mindre efterstræbt, eller i Yngle- tiden naar den har Kyllinger, søger den at fjerne sig ved at løbe bort mellem Lyng og Underskov eller at undgaa Opmærksomheden ved at trykke sig. Ofte søger den Til- flugt i Træer, hvor den jævnlig sover om Natten, men færdes iøvrigt hovedsagelig paa Jorden, hvor den søger sin Føde, der bestaar af Knopper, Blade, Frø og om Efter- aaret særlig af alle Slags Bær; ogsaa Insekter, Orme, Snegle og lign. fortærer de, særlig som Kyllinger. Flugten hurtig; opjagede udstøder de et Skrig, der lyder som kok-kok." I strenge Vintre skal de søge Tilflugt i Skovene. Polygame. I Parringstiden om Foraaret opfører Han- nen en ejendommelig Parringsleg, hvortil den vælger en aaben Plads paa Jorden; med udstrakt Hals, oppustede Fjer, hængende Vinger og Halen slaaet ud som et Hjul, løber, springer og danser den her under stor Ophidselse 224 rundt, idet den udstøder pibende, hvæsende og skogrende Skrig („Spil"), der høres langt bort og lokker Hunnerne til Legepladsen. Denne „Skogren", der lyder om Aftenen og navnlig ved Daggry, høres allerede fra Slutningen af Marts til ud i April og Maj. Hvor flere Hanner skogrer paa samme Sted, kæmper de lidenskabeligt, men ikke synderlig alvorligt. Parringen finder Sted lige efter Skog- ringen. Ogsaa om Efteraaret kan man høre Hannerne skogre. Reden en Fordybning paa Jorden, under Lyng og Porse-Buske eller i Underskoven; midt i Maj lægges 6—12, oftest 8—9, Æg; disse er bleggule eller graaliggule, over det hele med lysere og mørkere orangebrune eller leverbrune Pletter og Punkter, ofte størst paa Æggets smalle Ende; dets Længde 47—54 mm., Bredden 33—38 mm. Ruger 24 Dage. Hunnen holder fast paa Reden og dækker Æggene, naar den forlader dem. Ungerne er flyve- færdige, naar de er 10—14 Dage gamle. Efter Parringstiden holder Hannerne sig for sig selv, idet de under Sommerfældningen lever skjult og stille. Om Efteraaret slutter de sig til Familieflokkene, og Ur- hønsene ses da jævnlig i mindre eller større Flokke. 2. Tjur (Tetråo urogållus Linné). Norsk: Tiur (<£), Røj ($). Svensk: Tjåder. Tysk: Auerhuhn. Engelsk: Capercaille. Hannen: Hoved, Hals og Forryg askegraa med mørkebrun Vatring, blot er Forhovedet og Strubens Fjer, der er stærkt forlængede og nedhængende som et Skæg, ensfarvet graasorte med lidt grønlig Metalglans. Forbrystet sort med stærktskinnende grøn Metalglans. Bagryg, Krop- sider, Overgump og Overhaledækfjer sorte med stærk askegraa Vatring; de længste Overhaledækfjer med hvide Spidser. Skuldre, Vingedækfjer og de indre Armsvingfjer sortebrune med stærkt fremtrædende chokoladebrun Vat- ring og hvidgraalige Fjerspidser. Undervingedækfjerene overvejende hvide, Armhulefjerene renhvide, dannende en fremtrædende hvid Fjerdusk i Vingerandens indre Hjørne. Bagbryst og Bug sorte, stærkt hvidbrogede, navnlig i Midtlinien og paa Siderne. Underhaledækfjerene sorte, tildels med hvide Spidser. Haandsvingfjerene mørkebrune 225 med hvidgraalige Yderfaner. Den store, afrundede, c. 35 cm. lange Hale er sort med spredte hvide Pletter paa de ydre Styrefjers Yderfaner; den kan bredes ud og løftes op som en stor helrandet Vifte. Mellemføddernes Fjer brungraa, lidt vatrede. Tæerne sortegraa. Næbbet graagult. Et stort, nøgent, vortet, rødt Hudparti om Øjet. Legemslængden Fig. 81. Tjurer. Han og Hun. (Efter Tegetmeier). 85—98 cm. Vingelængden 38—41 cm. — Yngre Hanner lysere paa Oversiden og med mørkere Næb; Halen skal være uden hvide Pletter. Ganske unge Hanner er kende- lige paa deres rødbrune, sortvatrede Overside; Skuldre og Vingedækfjer med gulbrunligt hvide Spidser. Hunnen: Hele Oversiden overvejende sortebrun med lyst brungule Tværstriber over hver Fjer og brede, lyse, vatrede Fjerspidser, brungule paa Ryggen, mere hvidlige paa Overgumpen; endel af de store Skulderfjer, de nederste, store Vingedækfjer, Armsvingfjerene og de længste Over- haledækfjer med renhvide Spidser. En hvid Fjerdusk i R. Hørring: Fugle I. 15 226 Vingehjørnet. Kinder og Strube lyst gulbrune, navnlig den sidstnævnte uden* mørke Pletter. Et stort trekantet Parti midt paa Forbrystet omtrent ensfarvet rødligt gul- brunt. Undersiden iøvrigt lys gulbrun med brede, sorte Tværbaand og brede, renhvide Fjerspidser. Halen afrundet, varmt rødbrun med sorte Tværbaand og hvide Fjerspidser. Meget mindre end Hannen. Legemslængden 60—66 cm. Vingen 29—32 cm. Næbbet graabrunt. Ungfuglene er kendelige paa deres hvidgule Skaft- striber paa Rygsidens Fjer. Dunungen er paa Oversiden graagul og rødbrun med sorte Pletter og Striber, tættest paa Hoved og Vinger; deres Underside er ensfarvet graagul. Alene paa sin Størrelse er denne prægtige Hønsefugl altid let kendelig fra sine Slægtninge; kun Hunnen kan mulig forveksles med Urfuglens Hun, men et kikkert Skelnemærke haves altid i dens forholdsvis langt kortere Underhaledækfjer. Udbredt som Standfugl over Europa ned til Pyre- næerne, Alperne, Karpaterne og Lilleasien samt over Nord- og Centralasien til Bajkai, Turkestan og Altai; den falder i nogle Underarter (f. Eks. uralensis i Ural) og synes i det hele at være endel mindre i de nordlige Dele af sin Udbredningszone. Bunden som den er til Skov, findes den ikke paa Island og Færøerne. Tidligere udbredt i de bri- tiske Øers Skove, men uddød der omkring det 19de Aar- hundredes Begyndelse, dog senere, omkring 1837, atter kunstigt indført. Almindelig i Norge helt op i Finmarken, i Alten og Sydvaranger, sjeldnere i Landets sydvestlige Kystegne. I Sverrig almindelig i alle store Naaletræskove fra disses Nordgrænse ned til Skaanes nordlige Dele. 1 mange af Tysklands Bjergskove er den vidt udbredt og ret almindelig, omend stærkt aftagende i Tal. I Danmark var Tjuren almindelig i Fyrreskovtiden, men er forlængst, allerede i forhistorisk Tid, uddød, vel snart efter at Naaletræerne veg Pladsen for Løvskovene; dens Knogler findes almindeligt i Stenalderaflejringer og i Moserne. I Nutiden synes den en Gang at have forvildet sig herned, formodentlig fra Sverrig, idet en Hane saas flere Gange i December 1874 i Rude Skov ved Holte, uden at den dog med Sikkerhed vides at være skudt. I nyeste Tid har man forsøgt kunstigt at indføre den i Landet, 227 saaledes er Tjurer udsat flere Steder i Østjylland og paa Bornholm. Tjuren hører ganske hovedsagelig hjemme i store, vidtstrakte Naaleskove, særlig i Fyrreskov, men findes ogsaa ofte i Blandingsskov med Eg, Birk o. 1., helst hvor der tillige er tæt Underskov, gerne hvor Grunden er lidt fugtig ved Elve, Søer og Moser. Opholder sig for en stor Del paa Jorden, særlig om Sommeren, men sover i Træerne og søger ofte Tilflugt i disse; Flugten er tung og meget støjende, særlig naar de pludselig jages op. Dens Hovedføde er grønne Skud af Fyr, Enebær, Birk o. 1., men ogsaa, naar Aarstiden tillader det, alle Slags Bær, Olden, Urter o. 1.; særlig Hunnen skal søge denne Føde paa Jorden og skal iøvrigt, ligesom Ungerne, fortære alle Slags Insekter, navnlig Myrer, Larver, Orme o. 1. Deres Kraaser indeholder ofte en stor Mængde Smaasten. Tjurhanen holder sig gerne for sig selv; i Parrings- tiden (Marts og April) opfører den lignende ejendommelige Parringsdanse og Parringskampe som Urhanen, ledsaget af ret lav og ikke synderlig vidt lydende Skogren, der bestaar af hurtig gentagne klaprende, skurrende og hvæ- sende Toner; medens den udstøder disse, er den i saa høj Grad ophidset, at dens sædvanlige Skyhed og For- sigtighed ganske glemmes, og den kan i denne Tilstand kun altfor let skydes, hvilket har bidraget meget til Artens Indskrænkning. Hvor mange Hanner findes, søger de til bestemte fælles Skoggerpladser, men de „spiller" iøvrigt ogsaa ene, oftest siddende paa en vandret Gren. Ogsaa Tjuren, særlig de unge Hanner, skogrer om Efter- aaret. Reden blot en Fordybning paa Jorden, lidt udforet med Straa og Løv, ofte anbragt under en Busk i tæt Be- voksning. Æggene lægges i Maj. Unge Hunner skal lægge 5-6, gamle Hunner 8— 12 Æg; disse er brunlig rustgule med tætstillede, større og mindre, brune Pletter og Prikker. Længden 52—63 mm., Bredden 38—43 mm. Hønen, der kun yderst nødig lader sig forjage af Reden, ruger i 28 Dage. Bastarder mellem Urhane og Tjurhøne (Rakkel- høns) er ikke ualmindelige, hvor disse Arter forekomme sammen, ligesom begge disse Arters Hunner danner Bastarder med Dalrypens Hanner. Ret ofte ses tillige Hanner og Hunner, der paa Grund af Sterilitet i Ydre mere eller mindre nærmer sig det andet Køn. 15* 228 Rypeslægten (Lagopus Brisson). Middelstore Fugle; ikke synderlig fremtrædende Kønsforskel, hverken i Farver eller i Størrelse. Den brogede Sommerdragt derimod meget forskellig fra den som Regel hvide Vinterdragt. Vingerne naar ikke ud over Halespidsen. 16 Styrefjer. Mellem- foden og Tæerne fjerklædte helt ud til yderste Led, Fodsaalerne nøgne, men ganske skjulte i Fjerene; Kløerne om Vinteren lange, korte om Sommeren. Monogame; Hannen holder sig ved den rugende Hun. Har 3-dobbelt Fældning, idet en Efteraars- dragt indskydes mellem Sommer og Vinterdragten. Jordfugle, der løber hurtigt og behændigt. 5 Arter, delte i mange Underarter, udbredte circumpolart. Til Danmarks Fauna kan kun henregnes 1. Fjeldrype (Lagopus mutus (Montin)). (Tetrao lagopus Scopoli, Lagopus alpinus Brandt). Norsk: Fjeldrype. Svensk: Fjållripa. Tysk: Alpenschnee- huhn. Engelsk: Ptarmigan. I Vinterdragten er begge Køn helt renhvide, blot er Halens Styrefjer, med Undtagelse af de to midterste, sorte med brede, hvide Spidser. Hannen har en bred, sort Stribe fra Næb til Øje, hos gamle Hunner mangler denne ganske, medens den hos unge Hunner kan ses mere eller mindre utydelig. Svingfjerenes Skafter mørkebrune. Hunnen, der i Modsætning til Hannen i Yngletiden (Juni-Juli) bærer en ren Sommerdragt, er i denne paa hele Oversiden, Forhalsen, Forbrystet og Kropsiderne brunsort med brungule og graalige Tværbaand og Fjerspidser og lidt indblandet Tværvatring. Største Parten af Vingedæk- fjerene, alle Svingfjerene og hele Bugen renhvide; Halens Styrefjer sorte med hvide Spidser, de to mellemste af Ryggens Farve. Hannens ufuldstændige Sommerdragt, der ogsaa er kendelig paa den sorte Ansigtsstribe, fortrænger kun den hvide Vinterdragt paa hele Oversiden, Hovedet og For- 229 halsen og er brunsort med brungul og graa Tværvatring. I Parringstiden er Hannen oftest endnu mere eller mindre hvidbroget paa Oversiden. Om Sommeren er Fødderne mere eller mindre nøgne. I Slutningen af Juli og i August fortrænges hos begge Køn de mørke Fjer af den meget fint sort-brungulligt og 1 '.. > ^4 K' \ ■■■ Vr ™*sk' Wtf? 1; 1. *•- ^ ^ff i Fig. 82. Fjeldryper. Han og Hun. (Efter Tegetmeier). navnlig askegraat vatrede Efteraarsdragt, der hos begge Køn lader Bryst, Bug, Vingedækfjer og Svingfjer renhvide. Endelig bryder i September atter den rene, hvide Vinter- dragt frem, idet den efterhaanden, gennem et meget broget Stadium, afløser Efteraarsdragten. Navnlig Hannen er om- trent hele Sommerhalvaaret i stadigt Fjerskifte, saaledes at den paa én Gang kan bære Fjer af den gamle og ny Vinterdragt, Sommerdragten og Efteraarsdragten. Næbbet sort; om Øjet en nøgen, rød Hud, særlig udbredt og fliget hos Hannen. Denne er noget større end Hunnen og har en Legemslængde paa 37—41 cm. og 230 Vingelængden 19.5-20.5 cm. Hunnens Legemslængde 34.5—38.5 cm., Vingelængden 18.5—20 cm. Udbredt som Standfugl i det nordlige Skandinavien, mod Øst i alt Fald til Uralbjergene, i Skotlands Højfjælde og i Alpernes og Pyrenæernes Højlande. I Nordasien, Japan, Nordamerikas arktiske Egne, Grønland og Island rindes en meget nærstaaende Form v. rupestris (Gmelin), der ogsaa omkring 1890 med Held er indført paa Færøerne. Fjeldrypen hører hovedsagelig hjemme i arktiske, skovløse, nøgne Egne med sparsom, lav Hedevegetation; hvor den findes under sydligere Breddegrader, træffes den kun i Højfjeldene ovenover Skovgrænsen, hvor den finder en lignende Temperatur og lignende Naturforhold. I Sverrig forekommer den saa sydligt som til Dalarnes nordlige Dele. Ejendommelig er dens Forekomst i saa sydlige Egne som Alpernes og Pyrenæernes Højland, vidt adskilt fra dens nordiske Artsfæller, men disse Forekomster maa betragtes som Kolonier, efterladte i de kølige Højfjelde, da Istidens tilbagevigende Ismasser efterhaanden trak Artens Udbred- ningszone længere imod Nord. I Danmark kendes Fjeldrypen ikke fra historisk Tid, men den har sikkert været almindelig her i Perioderne før og efter Istiderne, da Landet laa skovløst og nøgent i Israndens Nærhed og bød denne Rypeart passende For- hold. Hidtil har man imidlertid ikke fundet andet sikkert Spor af Arten end et Stykke af Fingerleddene af et Individ, fremdraget i saadanne Lag i Nørre-Lyngby Klint ved Vester- havet, at man deraf mener at kunne slutte, at det har levet her i Begyndelsen af Skovtiden. Fjeldrypernes Føde er ganske overvejende Blade og Knopper af Birk, Dværgpil og alle Slags Hedeplanter, som Fjeldsimmer, Rævling, Tyttebær, Blaabær o. 1., hvis Bær tillige udgør deres kæreste Føde om Efteraaret. Deres Kro kan ofte findes helt stoppet med disse Fødemidler og da af Størrelse som en knyttet Næve; de siges at gøre dette mod indtrædende Uvejr. Om Vinteren, naar Sneen helt dækker Højfjældet, søger de ned i den øverste Skov- grænses Pile- og Birkekrat og bjerger da Livet ved at grave sig gennem Sneen ned til Vegetationen; de finder da tillige Læ og Skjul i disse Snehuler. Naar de i deres renhvide Vinterdragt sidder i Sneen, ses hovedsagelig kun det sorte Næb og Hannens Ånsigtsstribe. I Træerne sidder de aldrig, men gerne paa Sten o. 1. Yngler paa Fjeldhederne. I Parringstiden lader Hannen sit ejendommelige snorkende Parringsraab lyde. Reden 231 blot en Fordybning, oftest lidt udforet med tørre Blade, Kviste og nu og da med Fjer; den er jævnlig anbragt i Læ bag en Sten eller en Lyngbusk. De 8— 12 Æg lægges midt i Juni; de er lyst rustgule, omtrent, helt dækkede med sortebrune Pletter, der forøvrigt let afvaskes med Vand. Længden 39—45 mm., Bredden 28—31.5 mm. Naar Ungerne er udklækkede, søger Moderen med dem ned til Skovgrænsen, medens Hannerne forbliver i Hederne. Kyllingerne fortærer Insekter og bliver paafaldende tidligt i Stand til at flyve, saaledes at de, pludselig skræmte, flyver til alle Sider for at søge Læ under Sten og Planter, medens Moderen ynkelig simulerer haardt saaret. Midt i August er Ungerne allerede voksne. Om Efteraaret og Vinteren færdes de i større eller mindre Familieflokke og er da i mere afsides Egne ingenlunde sky, men lader sig drive frem flokkevis, idet de hurtigt og behændigt løber hen ad Jorden og kun nødigt flyver op for atter snart at kaste sig. De i Handelen forekommende „Islandske Ryper" til- hører v. ru pestris (Gmelin) og importeres fra Island. [En anden nærstaaende skandinavisk Rypeart er Dal- rypen (Lagopus ålbus (Gmelin), L. lagopus Linné), der er endel større og kraftigere bygget (Legemslængden er 38— 45 cm.) og navnlig har et større, véd Roden højere Næb, der ved Roden er 12—14 mm. højt, medens Fjeldrypens kun er 8—9 mm. Ligner i Vinterdragten Fjeldrypen, men mangler altid den sorte Ansigtsstribe. I Sommerdragten er Hannens Hoved, Forhals og Forbryst rødbrune med mere eller mindre fremtrædende Tværpletter eller Tvær- vatring; Hagen hvidlig; Hunnen er grovt sort og rustgult tværvatret. løvrigt har den ligesom Fjeldrypen overvejende hvide Vingedækfjer, hvide Svingfjer og mere eller mindre hvid Underside. Udbredt over Europas, Asiens og Nordamerikas nord- lige Dele, men mangler i Grønland, Island og paa Færøerne. Ligner i Levemaade endel Fjeldrypen, men opholder sig mere paa Lavlandet og gaar som Regel ikke længere op ad Fjeldsiderne end til Birkeregionen, ligesom den er ud- bredt længere mod Syd; i Sverrig findes den helt ned i Varmland og Vestmanland og forvilder sig nu og da længere Syd paa; findes ogsaa i det nordlige Østpreussen. 232 I Danmark har Dalrypen efter al Sandsynlighed ogsaa levet i forhistorisk Tid, maaske endog senere end Fjeld- rypen, men sikre Rester af den er endnu aldrig fundet her, omend visse Fund af Rypeknogler mulig skal hen- føres til denne Art. I vore Vildthandeler sælges den al- mindeligt i sin Vinterdragt under Navnet „Norsk Rype", importeret fra det nordlige Skandinavien. Den i Storbritanien og Irland samt paa Hebriderne og Orknøerne levende Dalrype, der er udformet til en særlig Art, Skotsk Rype (Lagopus scoticus (Latham)), er blandt andet ejendommelig ved de af Øklimaet fremkaldte mørke Farver; saaledes har den helt mistet den hvide Vinterdragt og dermed Sommerdragtens hvide Underside og de hvide Vingedækfjer, ligesom Svingfjerene altid er mørkt graabrune. Hannen er over det hele mørkt rødbrun med sorte Tværbaand og sort Tværvatring; For- hals og Forbryst renest og varmest farvede; Rygsiden mere gulbrunlig; Bagbryst og Bug sortebrune, ofte med hvidlige Fjerspidser. Hagen hvidlig. Benenes Fjerklæd- ning lyst graalig-brun eller hvidgraa. Hunnen lysere broget, rødbrun med bredere sorte Tværbaand og Tvær- striber og gule Fjerspidser paa Ryggen. Her nævnes denne Art kun, fordi den som Jagtvildt, under dens engelske Navn Grouse, er udsat flere Steder i Jylland, hvor den synes at kunne trives og ialtfald jævn- ligt har ynglet og formeret sig i Frihed. Med Danmarks Fauna har denne kunstigt indførte Art iøvrigt intet at gøre. Bastarder kendes mellem Dal- og Fjeldrype og mellem Dalrype og Skotsk Rype.] Navnefortegnelse, (Synonymer er trykte med Cursiv, de som Overskrifter brugte danske Navne med spærrede Typer). Side Aarfugle 219 Årfugl 220 Aarhane 220 Aarhøne 220 Årta 82 acuta (Anas) 92 africana (Anas) 132 Agerhøne 212 Agerhønseslægten 211 albellus (Mergus) 173 albifrons (Anser) 191 albus (Lagopus) 231 Alfågel 137 Alforrådar 159, 162 Alpenschneehuhn 228 alpinus (Lagopus) 228 americana (Clangula) 146 americana (Fuligula) 130 americana (Oedemia) 152 americanus (Mergus) 183 Anas 77 Anatinæ 76 Andefugle 73 Angeltaske 137 Anser 186 anser (Anas) 195 Anserinæ . . .' 185 arvensis (Anser) ......... 187 Atlingand 82 Auerhuhn 224 barrowi (Clangula) 1 48 Bean Goose 187 Side Bergente 1 26 Bernacle Goose 204 Bernicla 200 bernicla (Anser) 202 bewickii (Cygnus) 117 Bewicks Swan 117 Birkhuhn 220 Bjergand 126 Blaanæb 1 26 Blaavinget And 85 Black Grouse 220 Blisand 86 Blisgaas 191 Blisgås 191 Blue-winget Teal 85 Blyand 86, 122 Blåsand 86 Blåsgås 191 Blåssen-Gans 191 borealis (Somateria) 165 boscas (Anas) . 95 brachyrhynchus (Anser) ... 1 89 Bramgaas 204 Brandgaas 103 Brandgans 1 03 Branta (rufina) 1 34 brenta (Bernicla) 202 Brent-Goose 202 brevirostris (Anser) 1 93 Brilleand 156 Brillenente 156 Brunand 128 234 Side Brunnakke 86, 128 Bruskop 144 Bygand 95 Bøgeskrække 176, 181 Callichen (rufinus) 1 34 Camptolæmus 158 Capercaille 224 carolinensis, (Anas) 81 casarca (Tadorna) 107 castor (Merganser) 181 Chaulelasmus (streperus) . . 90 cinerea (Perdix) 212 cinereus (Anser) 195 circia (Querquedula) 82 Clangula 143 clangula (Anas) 144 clangula (Fuligula) . 144 Clangula (histrionica) 141 clypeata (Anas) 99 colchicus (Phasianus) 215 Common Partridge 212 Common Quail 209 Common Sheld-Duck 103 Common Scoter 149 communis (Coturnix) 209 cornuta (Tadorna) 103 Cosmonetta 141 Coturnix 208 coturnix (Perdix) 209 crecca (Anas) 79 cristata (Fuligula) 122 Cyanopterus (discors) 85 Cyanopterus (querquedula). 82 Cygninæ 109 cygnoides (Anser) 199 Cygnus ■'. . 111 cygnus (Anas) 114 dactylisonans (Coturnix) . . . 209 Dafila (acuta) 92 Dalrype 231 daurica (Perdix) 215 discors (Anas) 85 dispar (Somateria) 159 dresseri (Somateria) 1 65 Dverggaas 193 Side Dykænder 118 Ederand 162 i Ederfugl 162 Ederfugleslægten 157 Efugl 162 ' Ekonge 167 Eider Duck 162 Eiderente 162 : Eisente 137 Ejder 162 Eniconetta (stelleri) 159 i erythropus (Anser) 193 fabalis (Anser) 187 Fagergaas 1 03 Fasan 217 ; Fasanfugle 208 Fasanslægten 215 I ferina (Fuligula) 128 i ferruginea (Anas) 132 ferus (Anser) 195 I ferus (Cygnus) 114 Firøje 144 Fiskand 176 Fjeldgaas 204 ' Fjeldrype 228 Fjållgås 193 Fjållripa 228 ; Fjordand 82 : Fløjlsand 153 j Fuligula 121 ! fuligula (Anas) '122 Fuligula (clangula) 144 | Fuligulinæ 118 ! Fulix (cristata) 1 22 i Fulix (marila) 1 26 ; fusca (Anas) 1 53 I fusca (Oedemia) 153 I Gaaseslægten 1 86 j Gadwall 90 gambeli (Anser) 1 93 Garganey 82 I Gaul 202 I gibbus (Cygnus) 111 glacialis (Pagonetta) 137 i glaucion (Anas) 144 235 Side glaucion (Clangula) 144 Goldeneye 144 Goosander 181 Graaand 95 Graagaas 195 Grafand 103 G raugans 195 Gravand 103 Gravandeslægten 103 Gravgaas 103 Gray Lag-Goose 195 Grouse 232 Græsand 90, 95 Gul Skallesluger 181 Gulskræp 181 Gånsesåger. . 181 Gæs 185 Hareida (glacialis) 137 Harlequin Duck 141 Havlit 137 Havlitslægten 136 Havlyk 137 histrionica (Cosmonetta) . . 141 Histrionicus (torquatus) ... 141 Hrafnsond 128 Husand 98 Husond 1 48 Hvid Fiskeand 173 Hvidkindet Gaas 204 Hvidside 173 Hvid Skallesluger 173 Hvidskrække . . . . . . ... 173 Hvidvinget Himmelhund.. 153 Hvidøje 144 Hvidøjet And 132 Hvinand 144 Hvinandeslægten 143 Hvitkindad 'Gås 204 Hvitnackad Svart 156 hyemalis (Anas) 137 Hockerschwan 111 Hønsefugle 206 indicus (Anser) 198 Indisk Gaas ;. 198 Isand 137 Side islandica (Clangula) 148 Islandsk Hvinand.. . 148 Islandsk Rype 231 King Eider 167 Klingergaas 187 Knarand 90 Knipa '. 144 Knopsvane 111 Knortegaas 202 Knækand 82 Knåckente 82 Knolsvan 111 Kolbeand 134 Kolbenente ' 134 Konge-Ederfugl 167 Kongefasan 218 Kortnæbbet Sædgaas. . 189 Kragenente 141 Kricka 79 Krickente 79 Krikand 79 Kropand 99 Kuland 149 Kurzschnåblige Gans .... 189 Labradorederfugl 158 i labradorius (Camptolæmus) 158 I Lagopus 228 I lagopus (Tetrao) 228 ! Lamellirostres 73 ! Lesser White-fronted'Goose 193 I leucophthalmus (Anas) .... 1 32 | leucopsis (Anser) 204 i leucopsis (Bernicla) 204 | Liden Fiskeand 1 76 j Lille Runddykker 149 I Lille Skallesluger.. . . 173 Long-tailed Duck 137 I Lyrurus 220 ! Lysand 126 Løffelente 99 ; Maliard 95 Mareca (penelope) 86 marila (Fuligula) 126 merganser (Mergus) 181 Merginæ 171 236 Side \ mergoides (Clangula) 176 Mergulus (albellus) 173 Mergus 172 Mindre Sangsvane 117 minor (Cygnus) 117 i minutus (Anser) 193 ; Mittlerer Sager 1 76 \ mollissima (Anas) 162 | mollissima (Somateria) ... 162 I Moorente 132 Moseand 95 i Moseandeslægten 77 musicus (Cygnus) 114 Mute Swan 111 mutus (Lagopus) 228 j Netta (rufina) 134 i Nettion (crecca) 79 nigra (Anas) ■ 149 nigra (Oedemia) 149 Nonne 173 Nonnengans 204 Norkand 79 i Norsk Rype 232 Nyroca (ferina) 128 nyroca (Fuligula) 132 | Oedemia 149 j olor (Cygnus) 111 Orre 220 i Pagonetta 1 36 j Partridge 212 | penelops (Anas) 86 ! Perdix 211 j Perdix coturnix 209 perdix (Tetrao) 212 | Perleand 90 I Perrelit 204 I perspicillata (Oedemia) ... 156 Pfeifente 86 Phasianidæ 208 Phasianus 215 Pibeand 86 Pibsvane 117 Piland 92 Pink-footed Goose 1 89 Pintail 92 Side Pochard 1 28 Prachtente 167 Pragt-Ederand 167 Pragt-Ederfugl 167 Praktejder 167 Prutgås 202 Ptarmigan 228 Pukkelnæbbet Ederfugl ... 167 Quail 208 querquedula (Anas) 82 Querquedula (circia) 82 Querquedula (crecca) 79 Querquedula (discors) 85 Radgaas 202 Rajgaas 202 Rajgaaseslægten 200 Rakkelhøne 227 Rantegaas 204 Raphøne 212 Rapphona '. 212 Rasores 206 Redbreasted-Goose 200 Redbreasted Merganser. . . 176 Redcrested Pochard 134 reevesii (Phasianus) 218 Reiherente 122 Rephuhn 212 Rhynchaspis (clypeata) .... 99 Ringelgans 202 Ringfasan 217 Rostand 107 Rostgans 107 Rothhals-Gans 200 Ruddy Sheld-Duck 107 ruficollis (Bernicla) 200 rufina (Fuligula) 134 Ruggaas 187 Rulte 202 Rumpeand 92 rupestris (Lagopus) 231 Rustand 107 rutila (Anas) 107 rutila (Casarca) 107 rutila (Tadorna) 107 Rypeslægten . .• 228 237 Side Rødand 79 RødhalsetGaas 200 Rødhovedet And 134 Rødnakke 79, 128 Røj 224 Saatgans 187 Salskrak 173 Samtente 153 Sangsvane 114 Sångsvan 114 Scaup-Duck 1 26 Scheckente 159 Schellente 144 Schnatterente 90 scoticus (Lagopus) 232 Scoter 149 segetum (Anser) 187 serrator (Mergus) 176 Sheld-Duck 103 Shoveller 99 Singschwan 114 Sjoorre 1 49, 1 53 Skalleslugere 171 Skalleslugerslægten 172 Skeand 99 Skedand 99 Skjoldnæb 99 Skjørand 181 Skotsk Rype 232 Skovhøns 220 Skovland 99 Skrekand 92 Skæg-Agerhøne 215 Skæland 1 26 Småskrake 176 Smedegaas 191 Smew 173 Snadderand 90 Snatterand 90 Somateria 157 Sommerkrikand 82 Sortand 149 Sortandsslægten 149 Sort Himmelhund 149 Spatula (clypeata) 99 Side spectabilis {Anas). . 167 spectabilis (Somateria). ... 167 Spejlgaas 200 Spidsand 92 Spiessente 92 Spitsberggås 1 89 Splitdykker 144 stelleri (Anas) 1 59 stelleri (Eniconetta) 159 Stelleria (dispar) 1 59 Stellers And 159 Stellers Eider 159 Steppehøns 215 Stjertand 92 Stockente 95 Stokand 95 Stor Fiskeand 181 Storgraagaas 187 Stor Havgasse 181 Stor Himmelhund 153 Stor Runddykker 153 Stor Skallesluger 181 Storskraken 181 strepera (Anas) 90 Strømand 141 Strømandslægten 141 Strømgaas 176 Surf-Scoter 156 Svanegaas 199 Svaner 109 Svartand 149, 153 Svensk Gaas 204 Sværten 1 49 Svart ■ 153 Svømmeænder 76 Sædgaas 187 Tadorna 103 tadorna (Anas) 103 Taffeland 128 Taffelente ' 128 Tagand 79 Tamsvane 111 Tanggaas 202 Tatergaas 202 Teal 79 238 Side Tetrao 219 Tetraonidæ 219 tetrix {Lyrurus) 220 tetrix (Tetrao) 220 Tjur 224 Tjåder 224 Topand 122 Toppet Skallesluger. . 176 Topskrække 176 torquata (Bernicla) 202 torquatus (Histrionicus) ... 141 torquatus (Phasianus) 217 Torskand 153 Trauerente 149 Troldand 122 Troldandeslægten 121 Tufted Duck 123 Uhand ■ 162 uralensis (Tetrao) 226 Urfugl 220 Urfugleslægten 219 Urhane 220 Urhøne 220 urogallus (Tetrao) 224 Side Vagtel 209 Vagtelslægten 208 Vaktel 209 Velvet Scoter 1 53 Vibeand 122 Vigg 1 22 Vildand . 95 Vildgaas 1 95 Vinterand 92 v-nigra (Somateria) 165 vulgaris (Clangula) 144 vulpanser (Tadorna) 103 Wachtel 209 Weissziigelente 85 White-eyed Duck 1 32 White-fronted Goose 191 Whooper Swan 114 Wigeon 86 Zwerggans 1 93 Zwergsåger 173 Zwergschwan 117 Ædelfasan 215 Ørfugl 162