DANMARKS FAUNA Bo R. HØRRING FUGLE [ll LOMFUGLE VADEFUGLE M.M. DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING NZ mana - (D R. HØRRING FUGLE LOMFUGLE, STORMFUGLE, VANDHØNS, TRANEFUGLE OG VADEFUGLE MED 70 AFBILDNINGER G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1926 3ådje Orden. Gumpefodede ell. Lomfugle (Colymbiféormes). Svømmefugle, stærkt omformede til Dykning. Næbet ret langt, lige eller lidt opadbøjet, noget sammentrykt, spidst og helt hornklædt. Næbran- dene skarpe og indadbøjede. Næseborene, der staa dirékte i Forbindelse med hinanden, er spalte- formede eller ovale, sidder i -Fordybninger paa Næbets Side, aldrig dækket af Fjer. Legemet paa- faldende langstrakt med ret lang Hals og forholds- vis lille Hoved. Kroppen noget flad, Bækkenet meget langt og smalt. Laarknoglerne korte; Skinne- benene bærer i deres øverste Ende en for Lom- fugle ejendommelig tresidet Udvækst, der tjener til Fæstepunkt for Muskulaturen. Skinnebenene iøvrigt lange, ved Muskulaturen rettet ned langs Bækkenet, indsluttede af Krophuden; kun de store, helt skælklædte Fødder er fri af denne og sidder udaddrejede, tæt sammen,- ved Legemets Bagende. " Gangen derfor besværlig eller saa godt som umu- lig. Mellemfoden meget stærkt sammentrykt, med næsten skarp For- og Bagkant, kortere end Mellem- faaen: " Fortfæerne meget. lange, Ydertaaen altid længst. Bagtaaen med Svømmehud. Vingerne for- holdsvis smaa; de flyver i det hele ret nødigt, redder sig hellere ved Dykning og Svømning. — Fjerklædningen tæt og fast, stærkt vandskyende. Fjerene med Bifaner. 11—12 Haandsvingfjer, hvor- R. Hørring: Fugle II. 1 - DEN af den iste er rudimentær. Befjeret Gumpekirtel. Kro mangler; Blindtarmene veludviklede. Paa Vandet ligger de lavt og svømmer fortrinligt og udholdende. Under Dykning bruger de ikke Vingerne, der lægges tæt ind til Kroppen, men Fuglene driver sig frem udelukkende ved Føddernes Hjælp; naar de dykker under, " sker det uden et Hop, idet de glider jævnt ned under Vandfladen. Ringe eller ingen Kønsforskel, Hannen blot som Regel lidt større end Hunnen. Yngler altid ved ferske Vande, men tilbringer Størstedelen af Vinteren paa Havet. Ungerne kommer veludviklede og helt dunklædte ud af Ægget og forlader meget snart Reden for at gaa i Vandet. Ordenen deles i to velafgrænsede, i mange Henseender meget forskellige Underordener, hver med kun 1 Familie; disse skilles let ved følgende Kendetegn: É I. Fortæerne med store, skælklædte Svømmelapper. paa Siderne, Kløerne flade og brede, særlig paa Mellem- taaen. En nøgen Hudstribe mellem Mundvig og Øje Haandsvingfjerene ikke længere end de længste Skul- derfjer, maalte paa den sammenlagte Vinge. I Sommer- dragten som Regel med Fjertoppe eller Fjerkraver paa Hovedet...... 1. Lappedykkere (Podicipédidæ). II. Blød Svømmehud mellem Fortæerne, helt ud til de smalle hvælvede Kløers Spidser. Egnen mellem Næb og Øje helt fjerklædt. Haandsvingfjerene meget længere . end Skulderfjerene. Aldrig Fjertoppe eller Fjerkraver paa Hovederee ses 2. Lommer (Colymbidæ). lste Familie: Lappedykkere (Podicipédidæ). Næbbet med ovale, blødrandede Næsebor, der ligger et Stykke foran Fjergrænsen. Næsekirtlerne smaa, danner ubetydelige Fordybninger paa den smalle Pande. Hovedet lille. Halsen lang og tynd, - med 17—21 Halshvirvler. Med en enkelt Und- tagelse har de alle i Yngledragten (Sommerdragten) 3 brogede sorte og gulbrune eller rødbrune Fjer- toppe eller Kraver paa Hovedet; disse kan lægges og rejses efter Behag og giver disse Fugle et ejendommeligt og pudsigt Ydre. Lappedykkernes Overside er altid mørkfarvet; hele Undersidens Fjer er tætsiddende og bløde, uden sammen- hængende Faner, hvide eller hvidlige med en ejen- dommelig silkeagtig Glans, hvoraf Navnet ,Silke- ænder". Fælder to Gange aarligt, idet et fuld- sstændigt Fjerskifte finder Sted Foraar og Efteraar. I Vinterdragten, der er meget forskellig fra Som- merdragten, er graasorte, graa og hvide Farver fremherskende, medens de gulbrune og rødbrune helt savnes, og Hovedet har ingen eller kun Spor "af Sommerdragtens Fjerprydelser. " Overarmen lang og tynd; Vingen meget kort og smal og ret stærkt hvælvet; altid 12 Haand- svingfjer (1ste rudimentær); af de veludviklede er uden lænsst-Ister7og"3dje"lise-lange;" paa den sammenlagte Vinge naar de ikke engang til Hale- .Toden. Undervingedækfjerene hvide, og da den overvejende Del af Armsvingfjerene altid er hvide, fremkommer stedse et større eller mindre hvidt Spejl... Halefjerene ganske rudimentære, næsten dunagtige, og danner blot en lille blød, noget fremstaaende Fjerdusk, der vanskelig adskilles fra Gumpens Fjer. Den meget stærkt sammentrykte Mellemfod med en smal Skælrad paa Forkanten og 2 Skæl- rader paa hver Side; den skarpe Bagkant med 2 Længderækker smaa Skæl, udformede som mere eller mindre spidse Savtænder. Fortæerne ved deres Grunddel forbundne med blød Svømmeéhud, størst mellem 3dje og 4de Taa. De frie Dele af de flade Tæer bærer ud til Siderne ejendomme- lige, afrundede Svømmelapper, hver afstivet af en . Række store stive Tværskæl og kantede med en 1+ A. Række smaa, regelmæssige Randskæl. Mellemtaaens brede, flade Negl er kamtakket i Spidsen. Naar denne ejendommelige Svømmefod (sml. I Fig. 31) under Svømningen føres sammenlagt fremad, lig- ger Tæerne bag hinanden med Svømmelapperne drejede bagud; Indertaaens ligger da yderst, Mellem- taaens inderst. Bagtaaen sidder ret højt, er tem- melig lang og spinkel, ogsaa udstyret med en mindre Svømmelap. Fødderne som Regel lyst gul- ligt farvede paa Indersiderne, mørke, paa Yder- siderne. Brystbenet bredt og ret kort, med et stort Ue "snit paa hver Side, udad BER rensel af en stor, bred, udad- og atter indadbuet Benbjælke; tillige et lille trekantet Indsnit midt i Brystbenets Bag- kant, lige ud for Brystbenskammen, der fortil gaar ud i en høj lang Spids. En Ejendommelighed er den mægtig store Knæskal, omtrent af Størrelse med Skinnebens-Udvæksten. Iste- Ade Ryghvirvel sammenvoksede. Den ydre Kønsforskel er kun ringe, Hannerne blot lidt større med større Top og Krave; en paafaldende individuel Forskel i Størrelse er al- mindelig. Lappedykkerne danner en sjælden vel afgrænset Gruppe, meget overensstemmende i Bygning og Levemaade; de tilbringer hele deres Liv paa Vandet, hvor de båade sover og søger deres Føde, og yderlig sjeldent kommer de paa fast Land, hvor de, saa specialiserede som de er, kun daarligt kan kiare sig. De er ret daarlige Flyvere, der nødigt gaar paa Vingerne; de flyver da i lige Linie med fremstrakt Hals og meget hurtige Vingeslag; de kan kun lette fra en Vandflade og kaster sig altid atter paa Vandet, aldrig paa Land. De gaar daarligt, idet de rejser sig lodret op og støtter alene paa Tæerne, ikke paa Mellemfoden, der holdes omtrent lodret. De tilbringer 5 Sommeren og yngler ved ferske Vande, overalt hvor blot Siv og Rør findes; her opdynger de af alle Slags Vand- planter deres ejendommelige ofte flydende Reder, anbragte ude mellem Sivene og fastheftede mellem disse, saaledes at de ikke driver bort og ikke oversvømmes ved Høj- vande, men stadig svømmer ovenpaa Vandet, omend kun med en ringe Del over dettes Flade. Rede og Æg er altid vaade ved friskt opdyngede Vandplanter, hvormed de al- tid dækker Æggene, naar de forlader Reden; denne und- gaar da meget let Opmærksomheden, ligner blot en Bunke halvraadden Vegetation; de synes om Foraaret at bygge adskillige Reder, af hvilke dog den bedste udvælges og bruges. Strængt monogame. I Parringstiden opfører de ejen- .dommelige og pudsige Parringslege, idet de med rejste Fjertoppe kurtiserer, udstødende meget ejendommelige Skrig. Parringen foregaar altid paa Reden. De 3—6 smudsig- hvide, lidt blaalige, Æg er aflange, lidt tilspidsede mod "begge Ender; de udruges særlig af Hunnen, -men Hannen afløser dog jævnlig denne. Æggenes tykke Skal er paa sin Overflade mærkelig løs og porøs og bliver under Rug- ” ningen i den fugtige Rede brunlig eller rødbrunt mar- moreret af Redesnavs og jernholdigt Vand. De smaa Unger søger i de første Dage jævnligt op i Reden, men søger iøvrigt ofte Hvile paa Forældrenes Ryg, idet disse svømmer ind under Ungeflokken og løfter den op af Vandet; de angives ogsaa at dykke med de smaa Unger under Vingerne, hvis de pludseligt bliver opskræmte: Dunungernes. tætte, bløde Dunlag har en ejendommelig, primitiv Tegning; Grundfarven hvidligbrun, men Hoved, Hals og hele Rygsiden er dækket af tætstillede Længde- striber; paa Issen findes altid et mærkeligt, helt nøgent, kraftigt rødfarvet Hudparti; deres Underside er ensfarvet lysere. Ungerne vogtes baade af Han og Hun. Forfulgte eller saarede dykker de med største Ihær- dighed og Udholdenhed,. idet de svømmer langt bort under Vandet og kommer da op, skjulte mellem Sivene, 6 for at trække Vejret, idet de blot stikker Hovedet over Vandspejlet. Let kendelige er de altid, naar de ligger paa Vandet, selv paa lang Afstand, idet de ligger saa usæd- vanlig lavt i Vandet og holder den lange, tynde Hals med det tykke Hoved strakt lige i Vejret. Deres Næring bestaar hovedsagelig af smaa Fisk, Haletudser, "Frøer og alle Slags Vandinsekter, men ogsaa Plantefrø og Dele af Vandplanter fortærer de. Højst ejendommelig er Lappe- dykkernes Forkærlighed for at. afpille og fortære deres egne Fjer, navnlig Brystfjerene, og altid finder man saa- danne i deres Mave, ofte udfyldende en stor Del af denne; allerede som Dununger skal de begynde paa dette. Trækfugle, udbredte næsten over hele Verden, talrigst i de tempererede Zoner, men mangler i arktiske Egne, nogle Arter yngler dog op til Polarkredsen. Om Vinteren søger vore nordiske Arter ud paa Havet og trækker til varmere Egne, endel overvintrer dog ret almindeligt hos os, særlig i milde Vintre. De 22 Arter henføres til 3 Slægter, af hvilke Slægten Podicipes er langt den største, og vore 5 Arter kan alle henføres til denne. Lappedykkerslægten (Podicipes Latham). Karakteriseret ved de under Familien anførte Ejendommeligheder. Oversigt over de i Danmark forekommende Lappe- dykkere. A. Hoved og Hals med mørk Overside og hvid eller graa- lig Underside eller Forside, altid ganske uden kraftige gulbrune eller kastaniebrune Farver. Vinterdragter og Ungfugledragter. I. Lille. Vingelængde under 10,5 cm. Årmsvingfjerene kun hvide paa Spidserne og paa Inderfanerne..... SENGE SEER SED EN] 1. Lille Lappedykker (P. minor). IL Mellemstore. Vingelængden 12—15 cm. Armsving- fjerene hvide. a. Næbet lige, ganske uden Opadbøjning (sml. Fig. 2). k Vinene led 14—15 cm. Alle Haandsvingfjerene IDEEN ES EEN SST. nale 2. Hornet Lappedykker (P. auritus). b. Næbet tydeligt opadbøjet ved et Knæk foran Næseborene (sml. Fig. 3). Vingelængden 12— ISslemsDefmnderste Haandsyingfjer hvide... sssorthalsetLappedykker (P.migricolls) III, Store. Vingelængden 16-20 cm. Årmsvingfjerene hvide. a. Mindre. Vingelængden 16—18,2 cm. Den mørke Isse uden skarp Farvegrænse mod den graalige Kind. Forhalsen graalig. Ingen hvide Skulderfjer 4.GraastrubetLappedykker(P.griseigéna). b. Større. Vingelængden 18—20 cm. Den sorte Isse med skarp Farvegrænse mod den hvide Kind. Forhalsen renhvid. En hvid Længdestribe ned ad SKULdER TERE NS SES DE SEE EEN ED NTR ea SK RENE ER »…Stor'Lappedykker (Pr criståtius) B. Hoved eller Hals med rene sorte, gulbrune eller ka- staniebrune Farver. Sommerdragter. I. Ganske uden Toppe og Kraver. Vingelængden ca. 10 ONES ER SER SE NER ar SE ERE ERE SEES DR, RG SS LENE ISLitte Lappedykker (P. min 0o)?). II. Med Toppe eller Kraver. Vingelængden over 12cm. am Halsens hel sort ivinselængden 12-15 Sem Er 3. Sorthalset Lappedykker (P.nigricéllis). b. Halsen kastaniebrun foran og paa Siderne. 1. Kinder og Strube sorte. Vingelængden 14— FREM PE SE AS EGEN LEE REDE KE VES AAR EDT Een seer SDR Fee Elornetrt bappedykker Cranritus) sg 2. Kinder og Strube graa. Vingelængden 16— USDT RER Bos gere BR TE DE TT 4. Graastr.Lappedykker(P. griseigéna). c. Halsen renhvid foran og paa Siderne. Vinge- Vænge deneks PD I SEE 9 DT MA SAS TA ae no Stor bappedykker (PSceristatus): 1. Lille Lappedykker (Podicipes minor (Gmelin). Dværgsilkeand, Dværglappedykker, Lapfod, Engle. (Co- lymbus ruficollis Pallas 1764, Colymbus fluviatilis Tun- stall, Tachybabtes fluviatilis Whitehead). , Norsk: Liden Toplom. Svensk: Smådopping. Tysk: Zwergsteissfuss. Engelsk: Little Grebe eller Dabchick. 8 Sommerdragt: Hovedet uden Top eller lignende Fjerprydelse, dog er Hovedet, særlig hos Hannen, noget fortykket ved en noget forlænget Fjerklædning. Pande, Isse, Kinderne til et Stykke bag om Øjet samt en bred Stribe ned ad Baghalsen brunsort.med graalig olivenbrunt Anstrøg. Bagkinder, Øreegn og hele den øvrige Hals varmt kastaniebrune. Hele Rygsiden sortebrun med lidt Fig. 1. Lille Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds). lysere, graaligt olivenbrune Fjerkanter. ”Forbryst og Krop- sider mørkt olivenbrune, urent farvede, navnlig paa Krop- siderne med lidt indblandet gulbrunt. Bryst og Bug graa- lig silkeglinsende med flere eller færre indblandede graalig mørkebrune Fjer. Undergumpen brungraa. Svingfjerene mørkt graabrune, Årmsvingfjerene med hvide Spidser og hvide Inderfaner, saaledes at Spejlet er mindre tydeligt end hos vore andre Lappedykkere. , Vinterdragten: Pande, Isse, Halsens Overside og hele den øvrige Rygside mørk graalig olivenbrun, paa 9 Ryggen med mørkere Skaftstriber, men Bagkinderne, Øre- ” egnen og den øvrige Hals er lyst graabrune. Hage og Strube hvide. Forbryst og Kropsider lyst graabrune, Bryst "og Bug omtrent helt silkeskinnende hvide. Næbbet 18—21 mm langt, ret kort og tykt, uden Spor af Opadbøjning; i Sommerdragten sort, med lysere Spids, i Vinterdragten er Næbryggen mørk; Overnæbbets Rande og Undernæbbet gule. Iris rødbrun. Vingelængden 9— 10,2 cm. Tarsen 35 mm, de to Savtakrækker paa Bag- kanten særlig stærkt udviklede. Mellemtaaen 45—47 mm. Legemslængde 22—26 cm. Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er kendelige paa, at deres Kinder og Hovedsider er noget mørktplettede. I Februar begynder Sommerdragten saa smaat at bryde frem, og denne er omtrent fuldstændig i Slutningen af April. "Dunungen er paa Rygsiden overvejende sort med lyst rødbrune Længdestriber. Panden skinnende graa. Bryst og Bug renhvide. Blandt vore Arter er denne Lappedykker Eb lkkeke kendelig paa sin ringe Størrelse. Udbredt som Ynglefugl over Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, men Underarter eller meget nær- staaende Arter er udbredt over Syd- og Central-Asien helt ud til Japan og Kina og tillige over det indiske Ørige og Australien; i de nordlige Dele af Udbredningszonen er den Trækfugl, derimod mere stationær i de vestligste og sydlige Dele. Paa Island findes den ikke, og paa Fær- øerne har den kun vist sig som tilfældig Gæst; paa de britiske Øer er den derimod meget almindelig og over- … vintrer regelmæssigt der; ogsaa i Holland, Frankrig og hele Tyskland er den almindelig. I Finland, Norge og Sverrig er den neppe eller ialtfald kun sjeldent ynglende og kun i disses sydligste Dele; den træffes nu og da For- og Efteraar i Sydnorge og ikke helt sjældent i Skaane. I Danmark, der altsaa ligger ved Nordgrænsen af dens Ynglezone, er den Lille Lappedykker en ret almin- delig -Ynglefugl, der mange Steder nærmest synes at blive hyppigere, udbredt baade over Jylland, Øerne og Born- holm; talrigst er dan maaske i Vendsyssels og Vestjyl- 10 lands mange Søer, men i Sjællands Søer er den heiler ikke ualmindelig. Den holder fornemmelig til i smaa og større Søer med meget tæt Siv og Rør samt frodig Vege- tation; den er en særdeles sky og forsigtig lille Fugl, der stedse er i Bevægelse, ivrigt dykkende helst paa mere grundt Vand, hvor den med Behændighed svømmer mellem Vandplanterne. Lever mere skjult end de andre Arter, idet den med Forkærlighed holder sig inde mellem den tætteste Vegetation, hvorved den oftest helt undgaar Op- mærksomheden. Den flyver særlig daarligt, men løber derimod lettere og bedre end sine Slægtninge. Føden hovedsagelig Vandinsekter og Snegle, dog og- saa Smaafisk, Haletudser o.1.; Ungerne skal for en stor Del leve af Myggelarver. Reden er som Regel anbragt langt ude mellem Sivene; nu og da er den ikke fly- dende, men anlagt ved Land paa en Tue mellem Siv og Græs, altid ypperlig skjult. Parrer sig i Slutningen af April, og dens højtlydende, pibende, trillende Parrings- skrig høres da almindeligt. De 3 til 5, sjældnere 6, Æg er oftest 35—39 mm lange, 25—26 mm brede. Frisklagte Kuld findes fra Begyndelsen af Maj til ud i Midten af Juni. Ved Reden og sammen med Ungerne lader den en pibende Lyd høre. Om Foraaret og om Efteraaret, allerede fra Septem- ber, ses den almindeligt i større og mindre Selskaber i vore større, aabne Søer, saaledes regelmæssigt f. Eks. i Damhussøen. Den er mellem de haardføreste af Lappe- dykkerne, og omend endel maaske trækker bort, bliver mange tilbage og ses da overvintrende ved vore Hav- kyster, hvorfra kun Is og Kulde fordriver dem. I April vender de alle tilbage til Ynglepladserne. . 2. Hornet Lappedykker (Podicipes auritus (Linné)). Colymbus auritus Linné, Colymbus cornutus Gmelin, Podiceps arcticus Boie. Norsk: Sortkravet Toplom. Svensk: Svarthakedopping. Tysk: Ohrensteissfuss. Engelsk: Sclavonian Grebe. Sommerdragt: Hovedet sort med svag grønlig Metalglans paa Isse og Sider; en Stribe ned ad Halsens Overside brunsort. Fra Næbet hen over Øjet og ud i Nakken strækker sig en meget fremtrædende, bred, 11 brungul eller straagul Stribe af bagtil meget for- længede, smalle og haaragtige Fjer, der danner den øverste Del af en mægtig stor, iøvrigt sort Fjerkrave, som ned om Struben omkranser hele Ansigtet. Issens sorte Fjer der- imod ikke forlængede til nogen Top. Halsens Forside, den forreste Del af Forbrystet samt dettes og Kroppens Sider smukt og kraftigt kastaniebrune. Hele Ryg- siden og Vingerne brunsorte med smalle, graabrunlige - Fig. 2. Hornet Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds). Fjerkanter. Vingeranden, Skulderfjerenes Grunddele og den største Del af Armsvingfjerene hvide. Haandsving- fjerene salle- mørkt .graabrune: Hele den øvrige Underside silkeglinsende renhvid, blot Undergumpens Fjer graalige. . IVinterdragten savner de ganske Fjerkrave. Hele Oversiden brunsort med- svag grønlig Metalglans særlig paa Isse og Ryg, sidstnævnte med graalige Fjerkanter. Hage og Strube samt Hovedets og Overhalsens Sider efter en skarp Skillelinie under Øjet renhvide. Halsens Forside graalig, Kropsiderne med mørke, graabrune Fjer- 12 spidser; hele Undersiden iøvrigt renhvid, blot Under- gumpen graalig. Vingen som i Sommerdragten. Næbbet ret kraftigt og tykt, ganske lige, uden mind- ste AÅntydning af Opadbøjning; i Sommerdragten er det sort med hvidlig Spids,: Undernæbets Rod og den nøgne Hud mellem Næb og Øje røde. Næblængden 23— 25 mm. Om Vinteren er Næbet horngraat med gule Rande og gullig Rod. Iris karminrød med en smal hvid Linie om Pupillen. Legemslængde 34—37 cm. Vingelængde 14— 15 cm. Mellemfod 48—50 mm, Mellemtaaen c. 55-mm. Unge Fugle ligner fra Oktober de gamle i Vinter- dragt, men er kendelige paa, at Grænselinien mellem den mørke Hætte og de urent farvede Kinder er udvisket, og paa, at Partiet bag Øjet er lysebrunligt med Rester af Ungedragtens mørke Længdepletter; deres Rygside er ensfarvet brunsort, uden graalige Fjerkanter. Kun i sin Vinterdragt, der bæres langt ind i Marts Maaned, kan den forveksles med den Sorthalsede Lappe- dykker, men er let at skelne paa sit AR Næb og betyde- ligere Størrelse. Udbredt circumpolart baade i den gamle og ny Ver- den, men gaar som Rugefugl næppe nordligere end til Polarkredsen..Trækfugl, der om Vinteren ses langt nede i Fristaterne og helt nede i Middelhavslandene. 1 Grøn- land yngler den ikke, men viser sig der kun tilfældigt; paa Island ruger den derimod meget almindelig. Paa Fær- øerne og de britiske Øer yngler den ikke, men er, navn- lig ved Englands Kyster en ikke helt ualmindelig Vinter- gæst fra Oktober til Marts, talrigst i Februar. Ruger, om- end i sparsomt Antal, i Norge paa visse Kystøer fra Trondhjemsfjorden op til Lofoten, og endel overvintrer langs Vestkysten. I Sverrig findes den ynglende længere mod Syd, nemlig almindelig paa Gotland og navnlig paa Øland; ligeledes i Finland yngler den ikke ualmindeligt i Søerne; talrig i Nordrusland. I Tyskland yngler den ikke. I Danmark, der aabenbart i Følge sin Beliggenhed er udenfor Artens. Ynglezone, er den Hornede Lappedykker aldrig med Sikkerhed fundet ynglende; efter nogle ældre Angivelser skal den dog have ruget i Nors Sø og Nebel Sø i Thy, paa Mors samt ved Fussingø ved Randers, men 13. "Forveksling med den følgende Art har ganske sikkert givet Anledning til denne Misforstaaelse. Derimod viser den sig nu og da hos os som Vintergæst, i sin graa Vinter- eller Ungfugledragt; mindst 20—30 danske Fore- komster kendes, og de falder fordelt over alle Maanederne mellem Oktober og Marts, i den sidste Maaned aaben- bart paa Træk mod Nord; nogle Gange angives den dog at have vist sig i ren Sommerdragt, saaledes en udfarvet Han ved Kirkebjerg %%/5 1915 og i Maj 1888 ved Æbeltoft. Den træffes hos os oftest ved Havkysterne, men er ogsaa skudt nogle Gange i ferske Vande. I April viser den sig i Nærheden af sine Yngle- plådser. Æglægningen begynder først i Juni. Reden altid i Indsøer, anbragt svømmende mellem Stargræs eller Padderokker, til hvilke den er heftet; som Regel er den anlagt meget nær Land og meget let synlig; Reder fæstede til Bunden findes ogsaa. De 3-6 Æg er hvidlige med svag grønligblaat Anstrøg, senere bliver de ved det jern- holdige Vand rødbrune; deres Længde er 40—49 mm,. oftest 44—46, Bredden 28,5—32,5. Baade Hannen og Hun- nen ruger; de dækker Æggene med vaade Blade, naar de forlader Reden; Rugningen varer 20—24 Dage. De smaa Unger holder sig nær Reden, paa hvilken -de jævnlig søger op; Hannen angives særlig at passe Ungerne, naar de forlader Reden. I September forlader de Rugepladsen og søger ud paa Havet. ; - Føden er paa Ynglepladsen baade mange Slags Vand- "planter og Insekter, Smaafisk o.1.; i Havet fortærer de særlig Krebsdyr. Selv hos Dunungerne findes i Maven Fjer, hvormed Forældrene synes at have madet dem. 3. Sorthalset Lappedykker (Podicipes nigricéllis Brehm). Øret Lappedykker (Colymbus auritus Gmelin). Norsk: Sorthalsdykker. Svensk: Svarthalsade dopping. Tysk: Schwarzhalsiger Lappentaucher. Engelsk: Black- necked Grebe: Sommerdragt: Hoved, Hals og lidt af For- brystet rensorte; Issens sorte Fjer kan rejses som en hueagtig Top. Fra et Parti bag Øjet og omkring Øret udgaar en stor Dusk stærkt forlængede, bagudrettede, .silkeglinsende, haaragtige, straagule og gulbrune Fjer, der 14 bagtil er noget nedadbøjede; ogsaa Bagkindens sorte Fjer er stærkt forlængede, saaledes at en tydelig Fjerkrave dannes. Rygsiden brunsort; de smaa Vingedækfjer og Vingeranden graabrune, Undervingedækfjerene, de inder- ste Haandsvingfjer og Armsvingfjerene hvide. Bryst og Bug silkeagtig renhvide. Kropsiderne graasorte opadtil bredt kantet med kastaniebrunt; hos Hunnen er mange Fig. 3. Sorthalset Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds). Fjer paa Forbrystet. ofte kastaniebrunlige. Han og? Hun iøvrigt ens, den sidste blot som Regel noget mindre. I Vinterdragten er hele Oversiden graasort med lidt lysere Fjerkanter; en skarp Skillelinie hen ad Kinden mellem Hovedets mørke Overside og den renhvide Hage og Strube; den øvrige Underside renhvid, blot er Halsen og Undergumpen graa.- Kropsiderne med udviskede mørke- graabrune- Fjerspidser. Næbbet ret spinkelt, i sin ydre Del tydelig opad- bøjet, med et svagt Knæk paa Næbryggen foran -Næse- borene. I Sommerdragten er Næbbet helt sort, blot rød- 15 ligt ved Grunden, i Vinterdragten horngraat med gullig " Basis paa Undernæbbet. Næblængden 20—24 mm. Iris "karminrød, med smalt hvidt Baand om Pupillen. Legems- længden 29—32 cm. Vingelængden 12,5—13,5 cm; Fød- derne sorte, paa Indersiden grønliggraa; Mellemfoden 39—42 mm, Mellemtaaen 48—52 mm. Unge Fugle ligner fra Oktober de gamle i Vinter- dragt, men Ryggen er mørkebrun og Partiet bag Øret med brunsorte Pletter; ingen skarp Skillelinie mellem Isse og Kind. Dunungen graasort paa Rygsiden med hvidgraa Længdestriber; Hovedet sort med lyse Længdestriber, Halsen rødliggraa med nogle brede, sorte Længdestriber. I Sommerdragten, som den har erholdt først i April, kan den Sorthalsede Lappedykker ikke forveksles med andre danske Arter; i Vinterdragten kan den skelnes fra den Hornede Lappedykker paa det spinkle opadbøjede Næb og de overvejende hvide indre Haandsvingfjer. Udbredt som spredt Ynglefugl over store Dele af Mellemeuropa, Syd for Østersøen, almindelig paa nogle Steder, sjelden paa andre, dog synes den i de senere Tider nærmest at brede sig; vidt udbredt over store Dele af Afrika og over Asiens sydligere Dele, strejfende vidt om i Træktiderne. I det vestlige Nordamerika findes en nærstaaende Underart v. californicus. Fra Grønland, Is- land og Færøerne kendes den ikke. I England og Irland yngler den faatallig paa enkelte Steder, men er alminde- lig som Vintergæst. I Norge er den i Nutiden kun skudt en enkelt Gang, men dens Knogler er fundet i Stenalder- bopladser paa Jæderen. I Sverrig og Finland har den nu og da vist sig som tilfældig Gæst, og i Holsten skal den ikke være helt ualmindelig. I Danmark, der altsaa ligger lige paa Nordgrænsen af Artens Udbredningszone, er den Sorthalsede Lappe- dykker en ikke synderlig sjelden Ynglefugl, navnlig i Thys og Vestjyllands Søer. Først saa sent som i 1876 blev man klar over, at den fandtes ynglende i Danmark; i Jylland er den saaledes iagttaget som rugende bl. a. i Hjardemaal Klit Søer (Voldum og Koldkær), Nors- og Nebelsøer, Flade og Ørum Sø, Glæde Sø, Skarre Sø paa Mors, " Skallesø v. Vinderup, Torme Sø, Tang Sø; i en lille Sø 16 ved Vang V. f. Thisted iagttoges i Juni 1910 ikke mindre end 12 ynglende Par. Paa Sjælland var den ikke tidligere kendt som Ynglefugl, men i 1910 viste den sig i Søborg Mose ved København, ligeledes i 1911, men forsvandt atter for igen at vise sig her i 1918: i Løbet af 3 Aar er den da blevet en ret talrig Rugefugl her. Ligeledes i Selsø Sø i Hornsherred har den i de sidste Aar slaaet sig ned. Umuligt er det derfor ikke, at denne lille Lappedykker, der let undgaar Opmærksomheden, nu ogsaa findes i an- dre sjællandske Søer; den synes saaledes her i Landet, ligesom andre Steder, at brede sig og vokse i Tal. Den kommer til Rugepladsen i Indsøerne maaske allerede sidst i Marts, i alt Fald først i April. Reden lægges ikke svømmende, er blot en Dynge sammen- hobede Plantedele, og anbringes påa… fastere Underlag eller ligefrem paa Land enten helt frit eller skjult mellem Siv og Vegetation; som Regel ligger den dog altid nær ved dybt og klart Vand. Æggene dækkes altid med Vand- planter, naar Fuglen forlader Reden. Deres Skrig i Par- ringstiden lyder, ligesom de to andre smaa Lappedykker- (sjældent 6) Æg, der findes i første Halvdel af Juni, er som frisklagte grønligt blaalighvide, senere brune. Stør- relsen endel varierende; Længden oftest 33—45 mm, Bredden 24—30 mm. I 3 Uger skiftes Han og Hun til at ruge. . Meget sky og forsigtige Fugle, der holder sig meget skjult; de gaar yderst nødigt paa Vingerne, men dykker. fortrinligt. Trækfugle, der dog i milde Vintre kan træffes ved vore Kyster helt ind i November og December. I Maven finder man de samme Næringsmidler som hos forrige Art. I sidste Halvdel af August, af og til endnu før, er Ungerne flyvefærdige og strejfer da ud til Hav- kysterne. I Slutningen af Oktober træffes de gamle alle- rede i Vinterdragt, og i Begyndelsen af April har de som Regel atter saa godt som ren Sommerdragt. 4. Graastrubet Lappedykker (Podicipes | griseigéna (Boddaert)). Rødhalset Lappedykker, Rødhalset Silkeand, Graa- halset Stumpfod, Skrigand (Colymbus rubricollis Gmelin.) Norsk: Graastrubedykker. Svensk: Gråhakedoppingen. ne: Rothalsige Lappentaucher. Engelsk: Red-necked rebe. 17 Sommerdragt: Hovedets Overside, efter en Linie fra Mundvigen gennem Øjet ud i Nakken, samt en bred Stribe ned ad Halsens Overside rensorte med svag grøn- lig Glans. Issens sorte Fjer bagtil betydeligt forlængede og danner et Par ret korte, afrundede Toppe i Nakken; Fjerene paa Hovedets Sider er meget tætsiddende og noget forlængede og kan rejses ud til Siderne, hvorved Fig. 4. Graastrubet Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds). Fuglen faar et ejendommeligt fortykket, bredt Hoved med Antydning af en Fjerkrave. Hovedets Sider,-Hagen og Struben lyst askegraa, hele Vejen rundt kantet med ren- hvidt, der danner en skarp Grænse mod den sorte Isse "og mod den varmt kastaniebrune Hals; nedadtil gaar den. kastaniebrune Farve gennem Forbrystets mattere mere gulbrunt farvede, hvidspettede Fjer jævnt over i den smudsig hvidlige Underside. Kropsiderne med mørkegraa- brune Fjerspidser, jævnlig med enkelte indblandede ka- staniebrunlige Fjer. Hele Oversiden mørkebrun med graa- brune eller gulbrune Fjerkanter. Langs Vingeranden, sær- lig hos Hannen, et hvidt Baand, noget bredere indadtil SE Hørring: Fugle II. 2 Is Uj mod Skulderen; dennes Fjer uden et hvidt Længdestrøg. - Undervingedækfjerene renhvide. Han og Hun ens. I Vinterdragten har den en kort, but hueagtig Top. Hele Oversiden graalig brunsort, Ryggen med graa- lige Fjerkanter. Hovedets Sider graa; denne Farve gaar jævnt over i den mørkere Isse, uden tydelig Grænselinie. Hage og Strube graalig hvide; et bredt, svagere eller "stærkere brunliggraat Bælte om Halsen. Den øvrige Un- derside silkeglinsende renhvid, Kropsidernes Fjer med mørkt brungraa Skafter og Spidser. Næbbet 36—42 mm langt, i Sommerdragten sort med gul Næbrod, om Vinteren, mørkt horngraat med gullig Rod. Iris karminrød. Vingelængden 16—18,4 cm, Mellem- foden 51—58 mm, Mellemtaaen 62—65 mm. Fødderne paa Ydersiden grønsorte, indadtil gullige. Legemslængden 45— 52 cm. Den unge Fugl har i sin første Fjerdragt lyst rust- rød Forhals og Forbryst og 3 mørke Striber hen ad den hvidlige Kind; Brystet graaligt med udviskede graa Plet- ter, Rygsiden brunsort. De rustrøde Fjer paa Forhalsen fældes i Oktober, og de unge Fugle ligner da mere de gamle, men deres Bryst og Bug er ikke renhvide, idet disses Fjer har udviskede, svagt brungraalige Spidser. . Dunungen har sodfarvet Rygside, hos de smaa Unger med 6 meget smalle, næsten kun antydede, senere hen helt forsvindende brunlig-hvide Længdestriber. Hove- dets Overside sort, med en smal hvidlig Midtlinie hen ad Issen; de mørke Striber ned ad Baghalsen meget bredere end de lyse. É I sin Sommerdragt kan den Graastrubede Lappedykker ikke forveksles med nogen anden dansk Lappedykker; i Vinterdragten ligner den jo nok endel den Toppede Lappe- dykker, men dens udviskede Farver paa Kinderne er et godt Skelnemærke i Modsætning til denne større, mere langhalsede og langnæbbede Arts sort og renhvide Hoved- sider. 19 Udbredt som Ynglefugl i Nord-, Mellem- og Sydøst- ” europå samt Sibirien og Lilleasien, rugende op til 65”; om Vinteren almindelig i Nordafrika. I Nordøstasien og - Nordamerikas nordlige Dele findes en meget større Un- derart v. holboellii Reinhardt (Vingelængden c. 20 cm, Næblængden c. 50 mm). I Grønland og Island har denne større Underart adskillige Gange vist sig, derimod ikke Hovedarten. Paa Færøerne findes den ikke og paa de bri- tiske Øer yngler den ikke, men viser sig ret almindelig der om Vinteren. I Norge kendes den heller ikke som ynglende, men den ses ikke sjældent der ved Kysterne om Efteraaret og Vinteren. I Sverrig yngler den derimod adskillige Steder i Skaane; ligeledes i Finland findes den, omend faatallig, begge Steder er den ligeledes ret almin- delig om Vinteren. I Danmark er den Graastrubede Lappedykker en al- mindelig, vidt udbredt Ynglefugl; den findes i alle Lan- " dets Dele og holder navnlig til i mindre Søer, Moser og Damme med tæt Siv- og Rørbevoksning og med rigelig anden Vegetation, helst med mudret ikke for dyb Bund. I Vendsyssel og Thy samt langs Jyllands Vestkyst skal den være mindre talrig. Den kommer til Ynglepladserne i Søerne, saasnart Isen er borte, ofte allerede fra først i Marts; de viser sig da parvis; Han og Hun siges iøvrigt ogsaa om Vinteren at holde sammen. Deres Tal vokser da stadigt, og først i April er de ofte samlet i stor Mængde, men mange træk- ker da hen i denne Maaned bort til nordligere Ruge- pladser. Parringslegen er ikke saa udviklet som hos den følgende Art, men de rejser sig i Vandet med udspilet Fjertop eller svømmer frem med Hoved og Hals i Vand- skorpen. Parringsskriget, der lyder baade ved Nat og Dag, er yderst uharmoniskt og hæsligt; af flere er det sammen- lignet med Tamsvinets Hvinen eller med et Føls Vrin- sken. Hen i April begynder Redebygningen. Reden er en stor Dynge halvforraadnede, altid fugtige Plantedele; den . er anbragt mellem Rørene, ofte flere i Nærheden af hin- anden, bygget paa lavt Vand, helst ved Holme eller i Rør- bremmen langs Kysten; ofte er de svømmende. Denne Art bygger Reden saa tidligt, at Rørene ikke endnu frem- byder hel Dækning, saaledes at man kan se Fuglen paa Reden. Henimod Slutningen af April, eller senest først i Maj, lægges Æggene, saaledes at Rugetiden falder i første Halvdel af Maj. 3—5 oftest 4 Æg af Lappedykkernes sæd- - vanlige grønlig- eller blaalighvide, senere nøddebrune ra 20 Farve. Deres Længde oftest 48—56 mm, Bredden 32— 36 mm. Han og Hun ruger skiftevis. Fra Slutningen af Maj og i Juni holder de sig ret skjult, idet "de med Ungerne holder sig inde i Rørhol- mene, kun nu og da viser hele Familien sig i Sivkan- terne. Naar Ungerne i August og September er voksne, forlader de Indsøerne og søger da ud påa Havet; nu og da viser de sig i Søerne om Vinteren; mange overvintrer i danske Farvande langs Kysterne. Vinterdragten bærer de til Begyndelsen af Marts, men i Løbet af denne Maa- ned anlægger de Sømmerdragten; naar de om Høsten fælder Vingefjerene, formaar de ikke at flyve og skjuler sig da omhyggeligt mellem Sivene. Iøvrigt er den ikke synderlig sky, ofte kan man komme den paafaldende nær; den dykker fortrinligt, men lader sig dog ret let jage paa Vingerne, i alt Fald udenfor Yngletiden. Deres alminde- ligste Skrig lyder som kek—kek—kek. Føden er nu og da Smaafisk, men i Indsøerne iøvrigt overvejende Vand- insekter, særlig Vandkalve, Snegle o.1., men ogsaa Plante- dele; om Vinteren finder man navnlig Smaafisk og Krebs- dyr, særlig Rejer, i deres Maver; altid er disse mere eller mindre fyldte med deres egne nedslugte Fjer. 5. Stor Lappedykker (Podicipes criståtus " (Linné)). Toppet Lappedykker, Højdykker, Bundløber, Toppet Silkeand, Topdykker, Toppet Havskjær, Højand, Kræ” Naur, Sø-Raaber (Colymbus cristatus Linné). å Norsk: Toplom. Svensk: Skåggdopping. Tysk: Grosse Lappentaucher. Engelsk: Great Crested Grebe. Sommerdragten er saa godt som ens hos Han og Hun. .Pande, Isse, Nakken og hele Baghalsen sorte, navn- lig hos Hannen med lidt Glans. Issens Fjer bagtil for- længede til et Par lange, noget udadrettede, sorte Fjer- toppe, størst hos Hannen. Hele Hovedet er omgivet af en mægtig sort, fortil rustrød Fjerkrave, der strækker sig. fra Hornene ned om Struben og er dannet af indtil 4— 5 cm lange bløde, løse Fjer; denne Fjerkrave, der kun er afbrudt i Strubens Midte, kan Fuglen efter Behag rejse eller lade hænge løst ned. Hovedets Sider, efter en skarp Linie fra Næseborene hen over Øjet renhvide, hos endel Fugle 21 med rustrødligt Anstrøg. Kroppens Overside brunligsort, paa Forryggen og Skuldrene med lidt lysere Fjerkanter; dog er en Stribe dannet af Skulderfjerenes Yderfaner samt Vingeranden og den forreste Del af de smaa Vingedæk- fjer renhvide; den øvrige Vinge, med Undtagelse af de hvide midterste Armsvingfjer, er omtrent helt sortebrun. Hele Kropsiden lyst rødbrun eller mørkebrun med ka- Fig. 5. Stor Lappedykker. (Efter Aplin i British Birds). staniebrunt Anstrøg. Hele Fuglens Underside samt Hal- sens Forside skinnende renhvid, - Forbrystet blot med en rødbrunlig Tone; Undergumpen graalig. I Vinterdragten er hele Oversiden mørkebrun eller sortebrun med ret brede, graalige Fjerkanter, særlig fremtrædende paa Ryggen. Issen brunsort, med skarp Grænse mod. de hvide Hovedsider, dens Fjer bagtil noget forlængede til et Par korte, brede Fjertoppe. Fjerkraven mangler, men de hvide Fjer paa Baghovedets Sider er " dog endel forlængede og viser oftest Spor af Sommer- kravens Farver, Hele Undersiden fra Hage til Hale silke- 22 glinsende renhvide, paa Kropsiderne med brunliggraa Fjerspidser. Vingerne som i Sommerdragten. Iris gloende rød med en smal gul Stribe om Pupillen. Næbbet forholdsvis langt og spidst, ofte en Smule opad- krummet, hvilket særlig ses paa Undernæbbet. Farven mørk, rødlig paa Siderne og ved Undernæbbets Grund; Næbspidsen lysere. Næblængden 45—53 mm. Vingelæng- den 17,8—20 cm, Mellemfoden 59—67 mm, Mellemtaaen 67—74 mm. Hannen er stedse lidt større end Hunnén. Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er om Efteraaret til langt ud paa Vinteren kendelige paa flere Rækker sortbrune Længdepletter eller Striber paa Hovedets Sider, ligesom Toppene er endnu kortere og Issen og Panden ofte endel hvidplettede. Deres Iris er gullig. Den lille Dununge har sodbrun Ryg med 6 brede, lyse, brunliggraa Længdestriber. Hele Undersiden renhvid. Hovedets Overside sort med en stor aflang, firkantet, hvid Plet midt i Issen; de mørke og de lyse Striber ned ad Baghalsen lige brede. Ved disse Kendetegn og ved sit i det hele meget lysere Udseende kan den let skelnes fra I den Graastrubede Lappedykkers Unge. Iøvrigt har den en sort Stribe over Øjet, en under dette og Pletrækker paa Strubens Sider; ned ad Halsen 6 sorte Længdestriber, den forreste deler sig nedadtil V-formet. Hos de store Dununger forsvinder de lyse Længdestriber paa Kroppens Overside, hvorimod, de bibeholdes paa Hoved og Hals. Næbet sort med en lys Ring. : Først i April eller allerede tidligere anlægges Fjer- kraven .og Sommerdragten; først i Oktober mistes Fjer- kraven, og Vinterdragten begynder at bryde frem. Udbredt som Ynglefugl over hele Mellem- og Syd-… europa, Nordafrika og i Asien fra Lilleasien over Mellem- . asien helt ud til Østsibirien, Kina og Japan helt ned til Nord-Indien; i .de nordlige Dele af sin vidtstrakte Ud- bredningszone er den overvejende Trækfugl, derimod Standfugl i de sydlige Egne. I Grønland og Island er den ikke truffet, og til Færøerne kommer den kun som tilfældig Gæst. I England yngler den ret almindeligt og 23 er nærmest Standfugl dér, ofte overvintrende i Indsøerne. "I Norge er den sjælden som Ynglefugl, idet den kun kendes rugende paa Jæderen; hvor den er almindelig og stadig talrigere; nu og da ses den langs Vestkysten. I Sverrig yngler den almindelig i Skaane og ruger nu helt op til Dalelven. Ligeledes i Finland ruger den almindelig. I Danmark er den over hele Landet en almindelig Ynglefugl, rugende i en Mængde af vore større Vande; den foretrækker til Yngleplads helst større, dybere Søer med meget klart, aabent Vand, blot med sivkantede Bred- der eller Holme. Denne Art er meget almindelig i Thy- lands Søer og findes ogsaa i Vestjyllands ferske og brakke Vande. Den kommer parvis til Rugepladserne, saasnart Isen i Marts er borte, oftest dog. først i Begyndelsen af April; ofte samles de da her i store Flokke. Blandt Lappe- dykkerne er Parringslegene ejendommeligst udformede hos denne store, smukke Art; Han og Hun ses saaledes ofte liggende paa Vandet lige over for hinanden, Ansigt til Ansigt, med Halsen ret op og med udspilede Fjer- kraver, jævnlig rystende paa Hovedet og med mange ejendommelige Fagter; ofte rejser de sig helt op i Vandet mod hinanden, eller svømmer med Hoved og Hals i Vand- skorpen; nu og da breder Hannen i denne Stilling de brogede Vinger ud i en ejendommelig vreden Stilling. Parringen foregaar altid paa Reden. Hen i April bygger Han og Hun deres Rede, der næsten altid er svømmende, anbragt mellem Sivene og fæstet til disse; den ligger næsten altid i den yderste Del af Sivbæltet; den er stor, men rager kun omkring 10— 15cm op over Vandskorpen. Overraskede ved Reden fjerner Fuglene sig lydløst dykkende. De 3—5, oftest 4, Æg ligner de øvrige Lappedykkeres, men er blot større; de lægges i Slutningen af April eller ind i Maj, men ofte findes nylagte Æg helt ud i Juni. Deres Længde er 52— 60 mm, Bredden 34—38 mm, men baade større og mindre Æg kan findes; jævnlig er. et Par Æg fordærvede, saa- . ledes at det ikke er ualmindeligt at se 2—3 Unger i Kuldet. Han og Hun ruger skiftevis. De smaa Dununger søger gerne op af Vandet, kryber endog op paa Haanden, naar man strækker denne hen til dem. Denne Art bærer meget almindeligt Ungerne paa Ryggen, idet disse samler sig i en Klynge, hvorpaa gerne Hannen svømmer ind under dem, løfter dem op af Vandet og svømmer bort med dem. DE Den Store Lappedykker kommer, som udpræget Vand- fugl, aldrig paa Land og kun meget sjældent ind paa lavt 24 Vand, hvor den ikke kan dykke; næsten altid ser man den ligge langt fra Land, fiskende ude i det aabne, dybe Vand. Ofte ser man den liggende paa Siden paa Vandet, saaledes at den hvide Bug ses. Stemmen lyder som karr- arr eller kraorrr eller som kåk—kok—kåk. Ungerne har en pibende Stemme. Den er meget sky; jaget dykker den ned og kommer op langt borte; paa Vingerne gaar den kun yderst nødigt; Flugten er hurtig, med raske Vinge- slag, men Fuglen kaster sig helst snart igen. Naar de fælder Vingefjerene, er de ude af Stand til at flyve og holder sig da langt ude paa det aabne Vand. I Oktober begynder de at forlade Søerne og drage til Havet, men mange ses ofte endnu i November, og ikke sjældent ses . enkelte Stykker til ud i Januar i Søerne. Føden ;er oftest Smaafisk, men ogsaa Vandinsekter, særlig Biller, Larver og Smaafrøer, dog kan Plantedele og Frø ogsaa findes i Maverne. I Havet finder man for- uden Smaafisk ofte Krebsdyr, særlig Rejer, i deres Maver. De er ofte blevet anset for skadelige for andre Fugle, der yngler sammen med dem, idet de angives at æde.disses Æg og at forjage de gamle; begge Dele er sikkert for- kerte; tværtimod ses de ofte rugende fredsommeligt Side om Side bl. a. med Blishøns, Stokænder og Maager. 2den Familie: Lommer (Colymbidz). Næbbet kraftigt, lige og spidst, med spalte- formede, oventil og bagtil hudkantede Næsebor, der sidder paa Grænsen mellem Næbhornet og Fjerklædningen; ved en Tap i Overkanten omtrent delt i to Aabninger. De indadbøjede Næbrande meget skarpkantede. Mundspalten meget dyb, stræk- ker sig hen under Øjet. Næsekirtlerne veludvik- lede, danner paa Kraniets Overside et Par dybe, lange Gruber hen over og bag Øjnene. Partiet mellem Næb og Øjne helt fjerklædt. Halsen lang, kraftig og smidig, af Tykkelse med det forholds- vis lille "Hoved. 14—15 Halshvirvler. Kroppen meget lang og ret flad. Hovedet altid uden. sær- lige Fjerprydelser: Fjerlaset tær or fast Rælder mere eller mindre fuldstændigt 2 Gange aarlig, 25 For- og Efteraar, Svingfjerene dog kun om Efter- aaret; Tidspunktet for Fældningerne synes at være underkastet endel individuel Variation. Sommer- dragten, der er meget forskellig fra Vinterdragten, er pragtfuldt prydet med rene Farver, paa Ryg og Hals med hvidtavlede Fjer eller med rødbrun Forhals o. 1. I Vinterdragten, der ofte ikke bæres synderlig længe i ren Tilstand, er Lommerne ret ens med mørk graabrun Overside og hvid Under- side. De unge Fugle ligner de gamle i Vinter- dragt. Vingerne ret lange, men smalle og spidse, med lange trinde Overarmsknogler; de sammen- lagte Vinger naar til Halespidsen: 11 Haandsving- fjer (1ste rudimentær), meget længere end de in- derste Armsvingfjer og Skulderfjerene; af de ud- viklede Haandsvingfjer er 1. og 2. længst. Intet Vingespejl, Svingfjerene ensfarvet mørke. Halens 16—20 Styrere korte, men veludviklede og ret stive; Halen afrundet. Fødderne meget store; den meget sammentrykte Mellemfod er skarpkantet for- og bagtil og er klædt af et ret tyndt Horn- lag, netformet delt i Skælplader. Fortæerne meget lange; Ydertaaen er længst, Indertaaen kortest; Tæerne forenede med Svømmehud lige ud til de ret brede, flade Kløers Spidser; 2den Taa med en Svømmebremme paa sin Inderside. Bagtaaen lille, lavtsiddende, med spids Klo; den er forenet med 2den Taa ved en lille Svømmehud. Svømme- " hudene mørk ES med et gulligt Strøg ned ad Midten. Brystbenet meget stort, baade bredt og langt, med en stor Benplade bag Brystbenskammens Bagende; i hver Side af Bagkanten et dybt Ind- snit. Brystbenskammen meget lav, fortil gaaende - frem i en Spids. Ribbenene, som hos mange gode Dykkere tynde og meget lange, ragende 26 langt tilbage ned om Bughulens Sider. Alle Ryg- hvirvler fri. Lommerne danner en ganske lille velafgrænset, stærkt specialiseret Gruppe, i sjælden høj Grad tilpasset til Liv i Vandet, som de kun forlader, naar de flyver eller ligger paa Reden. De formaar slet ikke at staa eller gaa paa Land; de kan højst skubbe sig lidt frem liggende paa Bugen. Lommerne dykker aldeles fortrinligt, idet de lyd- løst glider ned under Vandspejlet; de kan blive meget længe under Vandet og tilbagelægge lange Strækninger roende sig meget hurtigt frem alene ved Føddernes Hjælp. Gode, hurtige og ret udholdende Flyvere, der dog ofte helst undgaar at komme paa Vingerne, idet de hellere unddrager sig Forfølgelse ved at svømme eller dykke bort; de kan kun, og endog med endel Vanskelighed, lette fra Vandet, ikke fra Landjorden. Stemmen kraftig og vidtlydende, enten hylende og miauende eller kaglende. Yngler i ferske Vande, helst ikke for langt fra Havet, i smaa eller store Søer med Smaaholme, baade paa Lav- landet og oppe i Fjeldene, helst hvor der er dybt Vand . og stor Fiskerigdom med Foreller o. 1.; mangler tilstrække- lig Næring i Ynglesøen, flyver de til Havs efter Fisk. Monogame; yngler kun én Gang aarlig; næppe yngledyg- tige, før de er 2 eller 3 Aar; dé unge, ikke yngledygtige Fugle oversomrer paa Havet, ofte i sydligere Egne. Par- ringen skal foregaa paa Vandet. Reden lige i Vandkanten paa en lille Holm ude i Søen, hvor de kan faa Fred for Ræve o.1.; Reden blot et nedtrampet Sted i Græsset, af og til med Underlag af vissent Græs, altid anbragt saa- ledes, at Fuglen fra Reden kan lade sig glide lige ud i saa dybt Vand, at den svømmende eller dykkende kan forlade Stedet. Æggene, altid 2 i Tallet, har fast Skallag og er mørkebrune, mere eller mindre grønlige, med mørke Pletter; af Form er de langagtige, omtrent lige tykke i begge Ender. Baade Han og Hun angives at ruge; de har ikke Rugepletter, Dunungerne, der hurtig gaar i Vandet 27 efter at være udrugede og tørrede, er ensfarvet mørke- graa; de passes og fodres længe af begge Forældrene. Paa Vandet ligger de meget lavt. Udenfor Yngletiden holder de udelukkende til paa Havet nær Kysterne. Føden er ganske overvejende Fisk, som de under Dykningen snapper med Næbbet ved Hjælp af den lange, smidige, muskuløse Hals; de nedsvælger som Regel først større Fisk, naar de atter kommer op til Overfladen; paafaldende store Fisk formaar de at nedsvælge gennem deres meget udvidelige Svælg og Spiserør; ofte sidder en saadan stor Fisk helt op i deres Hals for da efterhaanden at fordøjes og glide længere ned. Ogsaa Krebs og Muslinger har man undtagelsesvis fundet i deres Maver, ligeledes Frøer, hvor saadanne findes paa deres Yngleplads. Familien omfatter kun 1 Slægt med 4 Arter og lige- saa mange Underarter; udbredt i den gamle og ny Ver- dens nordligste Egne, om Vinteren strejfende ofte træk- kende mod Syd til varmere Have. Lomslægten (Colymbus Linné). (Gavia Forster, Urinator Lacepéde). Karakteriseret ved de under Familien anførte Ejendommeligheder. Oversigt over de i Danmark forekommende Lommer. A. Strube og Forhals sorte, eller-Struben askegraa og For- halsen rødbrun, aldrig hvide: Sommerdragter. I. Struben askegraa, Forhalsen ned ad Midten med en langagtig trekantet kraftig rødbrun Plet. Næbryggen lige seler hdfsopadbøjet SE SE SNE MI STSBER, .…l. Rødstrubet Lom (C. septentrionålis). II. Strube og Forhalsen sorte. a..Hovedets og Halsens Overside rent askegraa. Næbberander 7 tant 51551 MD SSG ar RER DSEAR 2 Sortstrubet Com (C-arcetieus): b. Hovedets og Halsens Overside sorte. Næbbet over 7 cm langt. 28 1. Næbryggen lidt buet, Næbhornet 'sort; Haand- "svingfjerenes Skafter paa hele deres ydre Del brunsorte. 3. Islom (C. glaciålis typicus). 2. Næbryggen ganske lige, Næbhornet graagult; Haandsvingfjerenes Skafter omtrent til Spid- serne blegt hornfarvede re or See EA 4. Gulnæbb. Islom (C.glaciålis adåmsii). B. Strube og Forhals hvide eller langt overvejende hvide: Vinter- og Ungfugledragter. I. Hele den mørke Rygside med en tydelig, langagtig, skraatstillet, graahvid eller hvid Plet langs hver Befeng, Næbryggen lige eller lidt opadbøjet ..... sø Rødstrubet Lom (C.septentrionålis). II. BASE: ensfarvet mørk graabrun eller Fjerene med utydelige graalige Kanter. a. Mindre. Vingelængden under 34 cm, Næbbet un- der CM lan ste 5 5 ed ES rs AE Rn ES SER SEEREN ES RS A ROER 2. Sortstrubet Lom (C. årcticus). b. Større. Vingelængden over 34 cm, Næbbet. over 7 cm langt. 1. Næbryggen buet, Haandsvingfjerenes Skafter paa hele den ydre Halvdel brunsorte ........ SUNDE DRE 3. Islom (C. glaciålis typicus).- 2. Næbryggen ganske lige, Haandsvingfjerene om- trent til Spidserne blegt hornfarvede......... 4. Gulnæbb.Ilslom (C.glaciålis adåmsii). 1. Rødstrubet Lom vener septentrio- nålis Linné). Nordisk Lom, Spedehals, Havgasse, Søhane, Rækhals, Alm. Lom (Colymbus stellatus Pontoppidan, C. lumme Gunnerus, C. rufogularis Meyer). i Norsk: Smaalom. Svensk: Smålom. Tysk: Nord-See- taucher. Engelsk: Red-throated Diver. Sommerdragten eller Pragtdragten ens hos Han og Hun. Issen og en bred Stribe ned ad Baghalsen sorte med svag grønlig Metalglans, men paa Issen har Fjerene askegraa, paa Baghalsen renhvide Fjerrande, liggende saaledes, at der fremkommer smalle, hvide, fremhævede Længdestriber. Hoved og Hals iøvrigt fløjelsagtig askegraa, ned ad Halsens Forside en lang, spydformet, tresidet, smukt kastaniebrun Plet, bagtil skarpt af- 29 grænset mod Forbrystet, der paa sin forreste Del er hvidt med sortebrune pilformede Skaftpletter. Hele den øvrige Underside renhvid, blot et utydeligt mørkebrunt Tvær- baand hen over Tarmaabningen; Undergumpens Fjer mere eller mindre sortebrune med brede "hvide Spidser. Slagsiderne sortebrune med nogle hvidlige Striber. Hele Fuglens Rygside samt Vingerne sortebrune med lidt lysere, graabrune Fjerkanter, jævnlig med spredte smaa rund- Fig. 6. Rødstrubet Lom. (Efter Aplin i British Birds). agtige hvide Pletter nær Fjerspidserne, særlig paa For- ryggen og Vingedækfjerene. Vingernes Underside hvid. I Vinterdragten er Kinderne, Halsens Sider samt hele Fuglens Underside renhvide lige fra Hagen til " Halespidsen, blot med en Antydning af Tværbaandet over Undergumpen. Slagsiderne med brede, sortebrune Skaftstriber. Pande, Isse og Baghals mørkegraa med ud- viskede lysere Fjerkanter; hele den øvrige Rygside samt Vingedækfjerene brunsorte, hver. Fjer med en rundagtig, skarp, renhvid, lille Plet paa hver Fane, lidt indenfor Spidsen. Styrefjerene med hvide Spidser. Ved Bremfæld- ning mister Rygfjerene saa godt som helt deres hvide 30 Pletter ved Overgangen til Sommerdragten. Hovedets og Halsens Fjer fældes ogsaa om Foraaret. Iris kastaniebrun. Næbbet oftest mere eller mindre opadbøjet mod Spidsen, sjældnere ganske lige, i alt Fald bøjer Undernæbbet opad; Næbrandene meget stærkt ind- adbøjede. I Sommerdragten er Næbbet sort med lysere Næbryg og hvidlig Spids, i Vinterdragten horngraat med mørkere Næbryg. Næblængden 48—60 mm, hos Hannen oftest over 52 mm. Næbhøjden 11—15 mm. Vingelængden 27—30 cm, hos Hannen gærne over 29 cm. Mellemfoden 70—78 mm, Mellemtaaen 81—88 mm. Hannerne er som Regel lidt større end Hunnerne. Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er kendelige paa, at Rygpletterne er udviskede og mere graa- lige og forlængede til smalle Skraastriber, der parvis næsten mødes i Fjerspidserne og danner V-formede Fi- gurer. Baghalsen graalig uden hvidlig Stribning; deres Kinder og Forhals er ikke renhvide, men ligesom Struben mere eller mindre dækket med smaa brungraa Fjer- spidser; Undergumpens Fjer har oftest fine, smalle, mørke Fjerbremmer. Dunungen mørk sodbrun paa Oversiden. Under- siden, navnlig Brystet, noget lysere. Vinterdragtens Fjer begynder gerne at bryde frem i Oktober og November, men endnu i Januar kan Fuglen være i Efteraarsfældning; i November fældes ofte Sving- fjerene alle paa en Gang, saaledes at Fuglen er ganske ude af Stand til at flyve. Foraarsfældningen foregaar gerne i April og Maj, saaledes at Fuglene er i Pragtdragt til Yngletiden. I Sommerdragten kan denne Lomart ikke for- veksles med andre Lommer, men i Vinterdragten ligner den endel den Sortstrubede Lom; lettest skelnes den fra . denne paa sin ringere Størrelse og sit spinkle, opad- stræbende- Næb, der navnlig hos de unge Fugle er paa- faldende tyndt. Vidt udbredt som Ynglefugl baade i den ny og den gamle Verdens aller nordligste Egne ned til omkring 60. 31 I Grønland, paa Spitsbergen og Island yngler den meget almindeligt, ogsaa paa Færøerne, .Orknøerne og Shet- landsøerne ruger den. I Vestskotland yngler den ogsaa, ligeledes paa en enkelt Lokalitet i Irland, og den er en almindelig Vintergæst ved alle de britiske Øer. I Skandi- naviens nordligste Egne yngler den som den talrigste af sin Slægt, udbredt over hele Norge og almindelig i Nord- sverrig, aftagende i Tal mod Syd helt ned til Vårmland, men findes nu aldrig ynglende sønden for Venern og Dalelv. Almindelig i Finland, hele Nordrusland og Sibi- rien. Den er langt den individrigeste Lomaårt og mere ud- præget Trækfugl end de andre Arter; om Vinteren træk- ker saaledes mange helt ned i Mellemeuropa og viser sig i Middelhavet, i det Sorte og i det Kaspiske Hav samt ved Sydvest-Europas Kyster, andre overvintrer dog ved Norges Vestkyst. I Danmark, der ligger Syd for dens Ynglezone, ruger " den selvsagt aldrig, men. den er en særdeles almindelig og regelmæssjg Vintergæst, langt den talrigste af vore Lommer. Allerede først i Oktober og i November viser den sig, kommende paa Træk i Smaaselskaber, nu og da i Flokke paa op til 50 Individer, og mange holder der- efter hele Vinteren til i vore Have, nær Kysterne i Fjorde og Bælter; hen i April begynder de efterhaanden atter at trække mod Nord, men endel, særlig unge ikke yngle- dygtige Fugle, oversomrer hos os, endog Fugle i Pragt- dragt træffes da ikke helt sjældent. Paa Trækket flyver de ofte umaadelig højt, 1000—1200 m over Jorden. Som ægte Havfugl viser den sig kun sjældnere i vore store, aabne, ferske Søer; i Mellemeuropa slaar den sig der- imod almindeligt ned i Floder og Søer paa sit Træk gen- nem disse Egne. Sky og forsigtig er den, men mange bliver dog skudte om Vinteren hos os; .den er paafaldende sejglivet; forfulgt dykker den gærne og svømmer langt bort under Vandet for da forsigtigt at stikke Hovedet op; færdes dels enkeltvis dels i Smaaselskaber, ses og ikke sjældent i ret store Flokke, ivrigt optagne af at ske. Den ankommer til sine Ynglepladser i de nordlige Egne, saasnart disse i Maj eller senere er isfri; den er meget støjende, navnlig -i Parringstiden; man undgaar ikke at høre Fuglen, naar den, stadig kredsende himmel- højt oppe, udstøder sit kaglende ga—ga—gak, ga—ga—gak; pludselig skyder den da som en Pil lige eller i Zig-zag . ned paa Søen, hvor den da udstøder en yderst hæslig jamrende Miauen, ofte idet den rejser sig i Vandet. De 32 foretrækker til Yngleplads Smaasøer, nu og da endogsaa smaa Damme, helst ikke for langt fra Havet; ogsaa oppe i Fjeldsøer kan de findes; den foretrækker sumpede Søer med rigelig Vegetation, omend den i meget nordlige Egne ofte maa give Afkald herpaa. Føden hentes hovedsagelig i Havet. Jævnlig yngler 2—3 Par sammen, og paa gun- stige Lokaliteter kan man træffe dem rugende i hele smaa Kolonier. Fra Reden fører jævnlig en Rende nedtrampet Græs ned i Vandet, gennem hvilken Fuglen lader sig glide ned fra Reden. De 2 Æg lægges gærne i Slutningen af Maj eller i Juni; deres tykke, haarde Skal er mørk olivenbrun med spredte sortagtige og brune Pletter. Læng- den oftest 68—77 mm, Bredden 43—48 mm, men baade større og mindre Æg forekommer. Ruger i 24— 28 Dage. Dunungerne dykker fortrinligt; under Fare skal Forældrene kunne tage dem i Næbbet og dykke bort med dem. Midt -1 September forlader de med de flyvefærdige Unger Ruge- pladsen og søger ud paa Havet. Føden, som hos alle Lommer, ganske overvejende Fisk, i Havet nu og da ogsaa Krebsdyr og Muslinger; i Ungernes Maver findes ogsaa ofte Vandinsekter og Vand- planter. 2. Sortstrubet Lom (Colymbus årcticus " Linné). Polarlom, Storlom. Norsk: Storlom. Svensk: Storlom. Tysk: Polar Se taucher. Engelsk: Black-throated Diver. Sommerdragten: Hele Oversiden af Hovedet og Halsen ensfarvet askegraa, paa Hovedet skyggende jævnt over i de sodbrune Kinder. Hage og Strube ren- sorte med grønlig Glans, Struben nedadtil afgrænset ved en Tværrække af hvide Længdepletter. Halsens Forside sort med stærk Purpurglans, nedadtil med skarp Grænse mod det hvide Forbryst. Ned ad Halsens Sider 4—5 hvide Længdestriber paa rensort Grund; lignende, men tættere stillede hvide Længdestriber paa sort Bund paa Forbrystets Sider;' disse Længdestriber, der dannes af hvide Fjer- kanter, danner stærkt fremstaaende Lister. Hele den øv- rige Underside samt Vingernes Underside renhvide, blot med Antydning af et mørkt Tværbaand hen over Tarm- 33 aabningen. Underhaledækfjerene mørkebrune med hvide Fjerspidser. Hele Rygsiden samt Vingerne og Gumpens Sider skinnende sorte, Skulderfjerene prydede med 12— 13 Tværrækker af store, firkantede, renhvide Pletter; et mindre Parti med lignende Plétter paa hver Side af Forryggen. Vingedækfjerene med hvide Draabepletter, to påa hver Fjer. Slagsiderne delvis sorte. Han og Hun ens, adskiller sig kun lidt i Størrelse. Fig. 7. Sortstrubet Lom. (Efter Aplin i British Birds). I Vinterdragten er Hovedets og Halsens Over- sider ensfarvet mørkebrune; Hagen, Struben, Halsens Forside samt hele den øvrige Underside renhvide; Kin- derne hvidlige, mørkvatrede, dannende en jævn Overgang mellem Isse og Strube. Hele Fuglens Rygside ensfarvet mørkebrun eller sortebrun; dog ses ofte hos gamle Fugle smaa, hvide Draabepletter paa de smaa Vingedækfjer, aabenbart hørende til Sommerdragten; de marigler hos yngre Fugle i deres første voksne Vinterdragt.. Styre- fjerene med hvide Spidser. Vinterdragten anlægges i Ok- " tober og November; fra Februar til langt ud i Maj finder man Fugle i Fældning til Sommerdragten, men allerede R. Hørring: Fugle II. : i 3 - 34 i April kan de være i ren Sommerdragt; iøvrigt kan de af og til vise sig om Vinteren, f. Eks. i December, i ren . Sommerdragt. » Iris kastaniebrun. Næbbet i Sommerdragten blaalig- sort, i Vinterdragten blaaligt horngraat; Næbbet er slankt, stærkt sammentrykt, Næbryggen lidt nedadbuet. I Stør- relse er denne Art meget varierende, de unge ofte paa- faldende mindre, Hunnerne i det hele mindre end Han- nerne. Næblængden 55—67 mm hos de voksne, 45—52 mm hos de unge. Næbhøjden 13—17 mm. Vingelængden oftest 26—33 cm. Fødderne paa Ydersiden grønligsorte, paa In- dersiden graablaalige ofte med rødligt Ånstrøg; den sam- me Farve har det lyse Strøg midt ned ad de iøvrigt mørke Svømmehude og Tæerne undtagen de mørke Led. Mellemfoden 78—88 mm, de unges kortere, ned til 71 mm. Mellemtaaen fra 90 til 104 mm. De unge Fugle ligner i det hele de gamle i Vinter- dragt, men -alle Fjerene paa Kroppens Overside og paa Vingerne har" brede, graa'Fjerramde, "bredest: på3 Skulderfjerene, der endog kan have Antydning af en hvid- lig Plet paa hver Fane. Forhalsen mere eller mindre mørkvatret. Udbredt circumpolart; de asiatiske og nordamerikan- ske Sortstrubede Lommer er udskilte i 3 kun, lidet for- skellige Underarter; Arten har en mindre nordlig Ud- bredelse end den Rødstrubede Lom og findes hyppigst som Ynglefugl i den sydligste Del af dennes Ynglezone, udbredt helt ned til omkring 55”. I Grønland er en enkelt Gang den amerikanske Form C. arcticus pacificus Lawr. skudt, kendelig paa sin flødehvidlige Baghals og ringere Størrelse. Paa Island er Arten aldrig med Sikker- hed fundet, og paa Færøerne har den kun en enkelt Gang vist sig. I Skotland er den en temmelig sjælden Yngle- fugl. I Norge er den derimod almindelig, rugende over hele Landet; i Sverrig yngler den fra Lapmarken, hvor den er mindre talrig end forrige Art, helt ned i Skaane, talrigst i Landets mellemste Dele; almindelig i Finland og talrig i Nordrusland og mod Øst i Nord-Asien. I Øst- preussen og mulig i Pommern og Brandenborg skal den, - omend meget sjældent, have ynglet. Om Vinteren trækker 35 den mod Syd lige til Middelhavet og det sorte Hav, og mange overvintrer langs Vesteuropas Kyster, særlig ved Englands og Nordskandinaviens Kyster. I Danmark har man aldrig iagttaget den Sortstrubede Lom som ynglende, men den er en ret hyppig Vintergæst i vore Farvande, kommende i Oktober og November, og træffes da hele Vinteren til langt ud paa Foraaret, men stedse i langt ringere Tal end foregaaende Art. Ikke helt sjældent oversomrer de hos os, baade unge Fugle og ældre udfarvede Fugle i Sommerdragt; formodentlig er disse endnu ikke yngledygtige. De opholder sig ganske hovedsagelig i Havet, men er ogsaa nu og da iagttaget i vore større Indsøer eller forvildede ind i Landet. I Leve- maade ligner den iøvrigt den Rødstrubede Lom. Den yngler i ferske Søer, oftest i Landenes Indre langt fra Havet, almindelig oppe i Fjældsøerne, dog nu .og da rugende paa Øer langs Kysterne. Den foretrækker . større eller store Søer med dybt Vand, stenede Bredder og uden Sivvegetation og ruger da paa Holme i disse; den er meget uselskabelig, som Regel ruger kun 1 Par i hver Sø. Stemmen angives at lyde som kra—u eller ka—ka—ra eller et højtlydende hy—hy—ly—ly, som den udstøder liggende paa Vandet, med Næbbet rakt lige i Vejret. Reden som hos de andre Lommer, af og til dog nogle Meter fra Vandet med en nedtraadt Bane i Græsset, ad hvilken Fuglen skubber sig frem paa Maven, naar den søger Vandet. De 2 Æg, der lægges i Maj eller Juni, har ret grovkornet Overflade; Farven olivenbrun eller mørkebrun med smaa mørke Pletter. Længden som Regel c. 85 mm, iøvrigt svingende mellem 99 og 76 mm; Bred- den c. 52 mm, ofte noget større eller mindre. Baade Han og Hun ruger i c. 28 Dage. Ungen bliver flyvefærdig hen- imod Slutningen af Juli eller i August, og i September eller Oktober søger de til Havet: med Ungerne. Føden som de andre Lommers; af og til findés Flodkrebs og Vandinsekter i deres Maver. 3. Islom (Colymbus glaciålis Linné). Imber, Storlom, Halsbaandslom, Havimber (Colymbus immer Brinnich, C. torquatus Brunnich). Norsk: Islom. Svensk: Islom. Tysk: Eis-Seetaucher. Engelsk: Great Northern Diver. < Sommerdragten: Hoved og Hals. rensorte, paa Issen og navnlig paa Struben og Hagen med grønlig, paa 3% 36 Halsen med blaalig og purpurfarvet Glans, Hovedets Sider mere sodfarvet sorte. Struben er nedadtil afgrænset af en Tværrække renhvide korte Længdepletter; paa hver Side af Halsen et aflangt Tværfelt prydet med c. 16 ren- hvide, smalle, fremstaaende Længdestriber; disse to Felter danner en fortil meget aaben, bagtil omtrent lukket Ring om Halsen. Halsens sorte Farve nedadtil med skarp Grænse mod det renhvide Forbryst, der paa Siderne er Fieæs: Islom. (Efter Aplin i British Birds). prydet med sorte, smalle Længdestriber. Hele den øvrige Underside renhvid, blot et smalt sortebrunt, hvidplettet Tværbaand over Tarmaabningen. Underhaledækfjerene sorte, delvis med hvide Draabepletter eller Spidser. Vinge- skjulerne sorte med hvide, runde Pletter. Hele Kroppens samt Vingernes Overside skinnende rensort, dækket med renhvide, firkantede Pletter, en paa hver Fjerfane; disse Pletter er paa Skulderfjerene store og danner regelmæs- sige Tværrader, paa Forryggen er de mindre, ligeledes ordnede i Tværrader; smaa og uden Orden er de paa Bagryg og Overgump. Sving- og Halefjer sorte med brun- . 37 sorte Skafter. Undervingedækfjerene hvide. Hannen ligner ganske Hunnen, men er større end denne. I Vinterdragten, der ganske mangler Sommer- dragtens .Pragt, er hele Fuglens Overside mørkebrun, men paa Ryggen og Vingedækfjerene med en ganske svag, graalig Åntydning af Sommerdragtens Tavlepletter, en paa hver Fjerfane. Styrefjerene med hvide Spidser, Kinderne og Halsens Sider hvidlige med urene, mørkere Fjerspidser, hele Fuglens Underside iøvrigt renhvid. Paa hver Side af Halsen et mørkt Parti. Vingeskjulerne mørke- brune eller hvide med mørk Skaftstribe. I denne Dragt ligner den lidt den Sortstrubede Lom, men er altid kende- lig paa sin meget betydeligere Størrelse. Iris rødligbrun. Det store og kraftige Næb har kun lidet indbuede Kanter; Næbryggen er tydelig konveks og Undernæbbets Underkant har tydelig Næbvinkel. Næb- længden er endel vekslende efter Alder og Køn, svingende mellem 74 og 92 mm. Næbhøjden 29—38 mm. I Sommer- dragten er Næbbet sort med horngraalig Spids, i Vinter- dragten horngraat. Fuglens Totallængde gerne 80—90 cm, Vingen 31—41 cm, Mellemfoden 83—92 mm. Fodens Yder- side grønligsort, Indersiden rødliggraa. Sommerdragten anlægges i Maj—Juni; Vinterdragten bryder gerne frem i November og er som Regel ren i December. " Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men er kendelige paa, at Rygsidens Fjer er sortebrune med jævne, brede, askegraa Fjerkanter. Halen uden hvide Spid- ser paa Styrefjerene. Forhalsen lidt mere mørkvatret. I Juni Maaned ses jævnlig udvoksede, men næppe kønsmodne -" Fugle i en Dragt, der ligner de voksnes Vinterdragt, men Antydningen til de hvide Rygpletter er stærkere og lysere og Fjerkanterne er graalighvide; de skelnes ogsaa fra Aarsungerne ved deres hvidlige Spidser paa Styrefjerene. Dunungen sortebrun paa Hoved, Hals, Undergump og hele Rygsiden, Bryst og Bug derimod graalighvide. Udbredt som Ynglefugl i det østlige Nordamerikas arktiske Egne, over store Dele af Kanada ned til den 38 store Slavesø, i Landene om Hudson-Bugten og i Labra- dor. I Grønland ruger den ret almindelig i Landets syd- ligere Dele; påa Jan Mayen og Island yngler den lige- ledes almindelig, om end ikke i stort Tal. I den gamle Verden er den, saavidt vides, Ynglefugl i det nordligste Rusland, maaske ogsaa i det vestligste Nordasien, men her gaar den jævnt over i en særlig Lokalrace C. gla- cialis adamsii Gray, der træffes over hele Sibiriens og det vestlige Nordamerikas arktiske Egne. Til Færøerne og de britiske Øer kommer den almindeligt i Træktiderne og som Vintergæst; som. saadan viser den sig nu og da langs Mellemeuropas Vestkyster, endog i Middelhavet og . 1 Sydeuropas større Søer. I Norge kendes den mærkelig nok ikke som rugende, men den typiske Form viser sig om Efteraaret og Vinteren langs Vestkysten, hvor den ogsaa jævnlig oversomrer. I Sverrig er den kun en sjæl- den Vintergæst, og i Finland viser den sig mærkelig nok ogsaa kun sjældent. I Danmark kendes Islommen naturligvis ikke som ynglende, men ikke helt sjældent viser den sig ved vore Kyster som Vintergæst; antagelig er det Individer stam- mende fra Nordrusland, som paa deres Træk ned langs Norges Kyster naar helt ned i vore Farvande. Blandt den lange Række danske Forekomster falder de fleste i Tids- rummet Januar—Marts, enkelte ind i April, men ogsaa i November er den iagttaget; alle disse Individer er dels unge Fugle, dels gamle i Vinterdragt; enkelte oversomrer hos os, og i Juni er en sjælden Gang baade en ung Fugl (Frederikssund 10. 6. 1888) og en udvokset Fugl i ren Som- merdragt (Løgstør 21.6. 1891) skudte i Danmark. De hol- der hos os ganske overvejende til i. Fjorde og Sunde, men nu og da er de truffet inde i de større Søer (f. Eks. i Silkeborgsøerne) og Aaer eller har forvildet sig andre Steder ind i Landet. I Dykkeevne naar den højst blandt Lommerne, og forbausende lang Tid kan den holde sig under Vandet. I Maj søger de til Ynglepladserne; til saadanne vælges større Søer med aabent, helst dybt Vand, enten i Lav-. landet eller oppe i afsides Fjeldegne. Reden paa en Holm, | eller nu og da paa Spidsen af et Næs, bygget som de . andre Lommers, ca. 40 cm i Diameter. Stridbar og lidet selskabelig yngler kun et eller faa Par i hver Sø. Stem- men under Flugten gek—gek—gek; foruroligede udstøder de et latterlignende hu—hu—hu—hu—u; Parringsskriget en ejendommelig, klagende Hylen, der kastet tilbage fra Fjeldvæggene kan lyde højst uhyggeligt. De 2 Æg lægges 39 i Løbet af Juni og er altid let kendelige paa deres betydelige Størrelse; Farven mørk olivenbrun med sortebrune Pletter, Længden oftest 85—95 mm, Bredden 55—60 mm. Han og Hun ruger i ca. 30 Dage. Ungerne, der har en pibende Stemme, bærer Dundragten i halvanden Maaned; i alt Fald en af de gamle følger stadig Dunungerne, som de under Fare nødig forlader, men alle søger dykkende at unddrage sig Forfølgelsen. I September forlader de Yngle- pladsen, og i Oktober og November søger de til varmere Egne. I Havet, hvor de jævnlig ses i Smaaselskaber, for- tærer de alle Slags mindre Fisk, Tobiser, Lodder, Ulke o. l. Underart 1. Gulnæbbet Islom (Colymbus gla- cialis adamsii Gray) er som nævnt hjemmehørende i Sibiriens og det vestlige Nordamerikas arktiske Egne. "Den ligner i det hele Hovedarten, til hvilken der øjen- synlig findes Overgangsformer, men kendes som Regel paa følgende Karakterer: Næbryggen er fuldkommen lige; Undernæbbets Underkant uden tydelig Vinkel, men i hele sin Længde stærkt opadbuet, hvorved Undernæbbet ser ud, som det i betydelig Grad var opadbøjet. I Sommerdragten er det helt hvidgult (ikke sort) og sædvanlig kraftigere og længere (c. 92—98 mm) end hos Islommen. Næbbet læn- gere end Tarsen (omvendt hos Islommen). Svingfjerenes Skafter lysebrune (ikke brunsorte) til hen imod Spidsen. I Sommerdragten er Længdestriberne i Halsringen bredere og' færre i Tal, oftestec::10(ikke c. 16)-påa; hver Side; de hvide Skulderpletter er større, og Bagryg og Overgump er uden hvide Pletter eller med ganske faa og smaa saa- danne. Den angives i det hele at være noget større end "den typiske Islom. Den Gulnæbbede Islom- viser sig ret almindelig om Vinteren ved Norges Vestkyst og kommer ogsaa nu og da til de britiske Øer; ogsaa i det kaspiske Hav er den iagttaget, nogle sjældne Gange endog i Sydeuropa. I Finland og ved Sverrigs Kattegåtskyst har den ogsaa " Vist sig. E "I Danmark er den ogsaa en enkelt Gang iagttaget, idet et oversomrende udpræget Individ af denne Under- 40 art blev skudt ved Frederikssund d. 10. 6. 1888; det var en udvoksen Hun, der var ved at erholde sin Sommer- dragt. I Levevis ligner denne Lokalrace ganske Hovedarten. 4de Orden. Stormiugle (Tubinåres). En velafgrænset Gruppe Svømmefugle, alle let kendelige paa deres ejendommelige Næbform. Næbbet lige eller en Smule opadbøjet; Over- næbbet altid endende i en kraftig, krum Næb- krog, der bøjer sig ned over Undernæbbets kraf- tige, hornklædte Spids. Næseborene oftest rykkede op paa Næbbets Overside, hvert aabnende sig i Enden af et kortere eller længere Hornrør; disse smelter oftest sammen til ét Hornrør, indeni delt ved en Længdeskillevæg. Næbhornet iøvrigt delt mere eller mindre tydeligt i Hornplader, skilte ved blødhudede Furer; som Regel findes 2 smalle, ofte lidet synlige Længdeplader paa Næbryggen, og en stor, lang og bred, tresidet Plade paa hver Side af Overnæbbet, dannende Næbranden; en lang, skarp Hornplade ligger om hver Underkæbes Overkant, og en anden er buet om deres Under- kant; ialt er Næbbet altsaa dækket af 14 Hornplader. I Kraniet er Næsehulen paafaldende stor, oftest staaende i direkte Forbindelse med den forreste Del af Hjernekassens Hulhed, der rummer de stærkt udviklede Lugtekolber; Kraniets Pandedel derved ejendommelig oppustet. Næseskillevæggen ikke gennembrudt. Næsekirtlerne veludviklede, danner Furer i Kraniet over hvert Øje. Tungen. lille og uudviklet. Luftrøret ofte mere eller mindre delt ved en Længdeskillevæg. Kirtelmaven meget stor, langt stærkere udviklet end den lille Muskel- mave. Brystbenet meget kort og bredt, navnlig i sin bageste Del. Ravnenæbsbenenes Ledflader mod 41 -Brystbenet overordentlig brede. 15 Halshvirvler. De 3 Fortæer lange og spinkle; Svømmehud helt ud til Kløerne. Bagtaaen altid rudimentær eller helt manglende (hos Albatrosser), som Regel rager - blot "em kort, lige og. spids, lille. Klo ud af Huden. Fødderne dækkede af smaa Skæl, paa Mellemfoden oftest sekssidede, men enkelte Former har her større eller mindre Hornskinner. Fjer- laget meget tæt og fast, stærkt vandskyende; Gumpekirtlerne stærkt udviklede, fjerklædte. Paa- faldende fede og trannede Fugle; fortrinlige Fly- vere med lange og smalle Vinger, idet baade Vingeknogler og Haandsvingfjerene er stærkt for- længede. 11 Haandsvingfjer, af hvilke den Ii1ste er rudimentær; Ste mangler. Havfugle, der udenfor Yngletiden tilbringer hele deres Liv paa de store aabne Have; mange er tildels Natdyr. Monogame; -lægger kun 1, altid hvidt Æg. Ungen fødes blind, er stærkt og meget tæt dunklædt og forbliver længe i Reden. Ordenen omfatter omkring 130 Arter og Under- arter, udbredte over hele Jorden fra Syd- til Nord-Polar- landene, talrigst paa den sydlige Hemisphære. Ordenen deles gerne i 3 Familier, nemlig Albatrosser (Diomedeidæ), Størmfugle (Procellariidæ) og Stormsvaler (Hydrobatidæ); ofte udskilles en enkelt afvigende dykkende lille Gruppe, Dykkerstormfuglene som en egen Familie (Pelecanoididæ); hele denne Inddeling er dog ret vilkaarlig. Oversigt over de danske Stormfugleslægter. 1. Næseborene, der er skilte ved en ganske tynd Væg, aabner sig-fremad i Enden af ét tydeligt langt Fælles- rør ovenpaa Næbbet. Mellemfoden omtrent trind. a. Smaaformer (Vingelængden under 16 cm). Fjerklæd- ninpen overvejende sorte pE 3 SE oe ET ONE sr re re see des de 1. Stormsvaler (Procellåria). : Større, maageagtige (Vingelængden over 25 cm). FEE klædningen LA ERE: I URL ERT0 TLED) DANA 00 ESKE DS ERE SS SEE REE] 252 HEER rese BE ren MEN RES SEO ER Eee (Eden 42 2. Næseborene vidt adskilte ved et Mellemrum bredere end disse, aabner sig opad. Næserørene korte, brede og flade. Mellemfoden stærkt sammentrykt, skarpkantet Foro DAS I IS SENE 2. Skraaper (Puffinus). 1. Stormsvaleslægten (Procellåria Linné). Smaa elegante Søfugle, i Ydre mindende om Svalerne. "Næbbet, "der er betydelig kortere "end Hovedet, er ret kraftigt, men, afset fra Næbspidsen, temmelig blødhornet, noget sammentrykt. Over- næbbet med stor Næbkrog, Undernæbbet løber fortil ud i en spids, lidt nedadbøjet Hornklæd- ning. Næseborene adskilte ved en tynd Hudvæg og aabner sig midt paa Næbryggen i Enden af et fælles, trindt Næserør, der er lidt opadrettet mod Spidsen. Brystbenet uden Indskæringer i Bågkan- ten. Haanden af Underarmens Længde. Fjerklæd- . ningen oftest sortagtig, jævnlig med hvide Over- haledækfjer, naar langt fra til Hælen. Mellemfoden trind og spinkel. Vingerne lange og spidse, af samme Form som Svalernes, idet Haandsving- fjerene er meget lange, som Regel over dobbelt saa lange som Armsvingfjerene, af hvilke de ydre er endel kortere end de indre, der er bredfanede og butspidsede. iste udviklede Haandsvingfjer al- tid kortere end 2den, der er den længste i Vingen. 12 Styrefjer. Han og Hun ens; Fjerdragten skiftes helt om Efteraaret. Oftest delt i 5 Slægter, tildels meget nærstaaende, med omkring 26 Arter, vidt udbredte i Atlanter- og Stille- Havet; de 2 danske Arter henføres ofte til 2 Slægter, Hydrobates og Oceanodroma, men er her samlede til 1. Slægt, Procellaria. Oversigt over de danske Stormsvalearter, 1. Halen i Spidsen omtrent lige afskaaren. Mellemfoden længere end Mellemtaaen med Klo. Mindre; Vingelæng- den højst 126 mm 1. Lille Stormsvale (P. pelågica). 43 2. Halen i Spidsen dybt kløftet. Mellemfoden lidt kortere eller af Længde med Mellemtaaen (med Klo); Vinge- længden overens ER RED S ar LÅN 2. Stor Stormsvale (P.leucérrhoa). 1. Lille Stormsvale (Procellåria pelågica Linne). Stormsvale, Lille Stormfugl, Uvejrsfugl, Petersfugl (Thalassidroma pelagica Vigors, Hydrobates pelagicus). —= Norsk: Dvergstormsvala. Svensk: Stormsvala. Tysk: Kleine Schwalben-Sturmvogel. Engelsk: Stormy-Petrel. Fjerklædningen brunsort, paa Panden og hele Under- siden mere sodfarvet, Fuglens Overside, Vingerne og "Halen derimod nærmest skifersorte. De store Vingedæk- " fjer med lysere brunlige eller, paa den lige udvoksede Fjerdragt, hvidlige Fjerkanter; saadanne findes ogsaa paa Spidserne af de inderste Årmsvingfjer. Et c. 15 mm bredt renhvidt Baand over Overhaledækfjerene; disses Spidser bredt sorte, iøvrigt er de hvide til deres Basis, men her dækkede af de sorte Overgumpfjer. Undergumpens Sider hvide, Underhaledækfjerene hvide ved deres Basis. Under- vingedækfjerene med et hvidligt Parti paa de mellemste, Axillarfjerene med hvide Spidser. Halen c. 55 mm lang, lige afskaareti Spidsen, de 3 yderste Styrefjer hvide paa deres Basaldel. Næbbet sort, 11—12 mm langt og c. 5 mm højt. Fug- lens Totallængde 142—162 mm. Vingelængden 118— 126 mm. Tarsen, der paa sin Forside er' dækket af lang- agtige, 5—6-sidede Skæl, er 22—22,5 mm lang, Mellem- taaen 20—21 mm. Kløerne spidse, sorte, Fødderne sorte. Iris sortebrun. Han og Hun ens i Størrelse. De unge Fugle ligner straks fuldkommen de gamle; Vingedækfjerenes hvidlige Kanter dog særlig brede. Dunungens meget tykke og tætte Dunlag er graa- ligbrunt; den ser meget ejendommelig ud, lignér en mæg- tig Dunbolle, hvoraf den tynde nøgne Hals og det nøgne Hoved rager ud; blot Issen bærer en stor Dunhue. - 44 Dunene forsvinder først paa Hovedet og hele Rygsiden, der kan bære den blivende Fjerdragt med omtrent helt udvoksede Vinger og Hale, medens hele Undersiden end- nu er tæt dunklædt. Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Atlanterhav, rugende paa endel dertil egnede Klippeøer baade paa den amerikanske og den europæiske Side. I Grønland har den aldrig vist sig, og til Island er den kun kommet som til- Fig. 9. Lille Stormsvale. (Efter Macpherson i British Birds). fældig Gæst. Paa Færøerne er den derimod særdeles al- mindelig som ynglende, ligeledes .paa Shetlandsøerne, Orknøerne, Hebriderne, påa Øerne ved Skotlands og Ir- lands Vestkyster, i Wales o.a. Steder. I Norge yngler den ikke, men viser sig nu og da, enkelte Aar endøg i Mængde, særlig langs de sydligere Kyster. I Sverrig kun en sjæl- den Gæst. Ogsaa paa Øerne ved Frankrigs Vestkyst yng- ler den, ligeledes helt ind i Middelhavet, saaledes f. Eks. paa Korsika, Sardinien, Elba, Malta osv. Trækfugl, der. om Vinteren viser sig helt nede ved Vestafrikas Kyster. I Danmark er den kun en jævnlig om end faatallig Gæst; af den lange Række kendte Tilfælde af Forekom- ster her i Landet falder langt de fleste i November Maa- ned; ganske enkelte har vist sig i August og September, nogle i Oktober og December, en enkelt i Januar; efter 45 .denne Tid er den næppe iagttaget hos os; det synes alt- saa, som om det kun er paa sine sene Efteraarsstrejftog, at den kommer til Danmark, saaledes som det aabenbart ogsaa er Tilfældet i Norge. Hyppigst er den iagttaget ved Jyl- lands Vestkyst ved Fyrskibene udfor Esbjerg, sjældnere kommer den ind i Kattegat; nu og da har den vist sig forslaaet ned i Sundet, Bælterne og Østersøen; i endel Tilfælde har den forvildet sig ind i Landet, hvor den da helt opgiver Ævred og lader sig fange med Haanden. Den Lille Stormsvale er udenfor Yngletiden hjemme- hørende paa det aabne Ocean, hvor den strejfer vidt om; de færdes da i større eller mindre Selskaber, flyvende hele Dagen; i Yngletiden tilbringer de hele Dagen i Re- den og søger kun om Natten deres Føde paa Havet, idet de ret pludseligt viser sig ved Solnedgang. Deres Flugt er fortrinlig og overordentlig udholdende, oppe i Luften . svaleagtig glidende og svævende; naar de rastløse søger deres Føde i Vandskorpen, flyver og flagrer de behæn- digt lige over Vandet, ofte med Benene trippende paa Bølgerne. Almindeligt ses de følge Skibenes Kølvand for at søge deres Føde; denne bestaar af alle Slags Smaadyr, der -flyder paa Overfladen, Snegle, smaa Blæksprutter, Krebsdyr, Fiskeyngel, lejlighedsvis ogsaa Rester af Aadsler 0.1.; Hvaltran, der flyder paa Havet, skal de opsuge og drikke. Ret sjældent ses de svømmende paa Vandet; dykke kan de ikke; paa Sten o.l. staar de med opret Mellemfod, men de gaar meget daarligt. Lidet sky er den, sætter. sig nu og da ned nær Mennesker, lokket af ud- kastede smaa Kødstykker. … I Juni kommer den til sine Ynglepladser paa Fær- øerne; de ruger som Regel i Kolonier. Reden anlægges i de fleste Tilfælde i Enden af en c. I m lang Gang, som Fuglen selv med meget Besvær graver ind i Græstørven påa de græsklædte Skraaninger paa Fuglefjeldenes Over- side, ofte Side om Side med Lunder og Skraaper. Reden jævnlig udforet med lidt tørt Græs, men ikke sjældent "er den uden Udforing, og Ægget ligger paa den bare Jord. Reden kan ogsaa findes under Sten, i Klipperevner eller endogsaa dybt inde i Murrevner i Ruiner og Udhuse. Det lidt aflange Æg lægges paa Færøerne gerne først i Juli Maaned, i sydlige Egne allerede i Juni, ikke sjældent langt senere; det er hvidt, senere lidt gulligt, med mat Skal, ofte med en Krans af fine mørkebrune Pletter om den tykke Pol. Længden 25—30 mm, Bredden 19—22 mm. " Han og Hun ruger skiftevis i 35 Dage; de har én Ruge- plet; Ægget omsluttes helt af Fjerene, saaledes at det 46 ofte kan løftes med op, naar man tager Fuglen. Hele Dagen opholder begge Forældrene sig inde i Reden, hvor de, hvis de foruroliges, udstøder en ejendommelig dir- rende Knurren og iøvrigt ofte røber deres Nærværelse ved et mange Gange gentaget højt ti—tik—tik eller ke— ki—reki; de udbreder en særdeles stærk Moskuslugt, der endog hænger ved gamle Skind; man kan saaledes blot ved at lugte til Indgangshullet afgøre, om det er beboet. De lader sig udgrave uden at forsøge paa at flygte; naar man angriber dem, opbrækker de deres trannede, olie- agtige Maveindhold i en Straale mod Angriberen. Dun- ungerne bliver meget længe i Reden, fodrede af begge Forældre, der gylper Føden ned i deres Svælg; de kan saaledes findes i Reden helt ud i November, en enkelt Gang kan man endog tage Unger, endnu helt dunklædte paa Bryst og Bug, saa sent som sidst i December. Un- gerne bliver ganske overordentlig fede, næsten sækfor- mede; bekendt er det, at de er saa tranfyldte, at Fæ- ringerne i ældre Tider plukkede Dunene af dem, tørrede dem, stak en Væge gennem dem og brugte dem som smaa Tranlamper. I August kan de i store Sværme søge til de færøiske Fyr og omkomme flokkevis. 2. Stor Stormsvale (Procellåria leucér- rhoa Vieillot). Leacb's Stormsvale (Procellaria leachii Temminck, Thalassidroma leachii, Oceanodroma leucorrhoa). Norsk: Storstormsvale. Svensk: Klykstjårtad Storm- svala. Tysk: Gabelschwånzige Schwalben-Sturmvogel. En- gelsk: Leach's Petrel. Fjerklædningen overvejende mørk sodbrun, paa Hoved, Hals, Forryg og Forbryst faldende mere eller mindre i det askegraa, tydeligst og lysest paa Forhoved og Strube; denne askegraalige Tone er i det hele tydeligst om Efter- aaret paa den nylig erhvervede Fjerdragt. Et bredt Baand over Overhaledækfjerene og Gumpens Sider renhvide;" de hvide Fjer oftest med fine mørke Skafter og sorte- brune Spidser. De smaa Vingedækfjer, Svingfjerene og Styrefjerene omtrent helt sorte, de mellemste og nederste store Vingedækfjer og navnlig de inderste Armsvingfjer og de længste Skulderfjer i Spidsen lysere brungraalige 47 med graalige eller hvidlige Fjerkanter paa Yderfanerne; disse lyse Fjerkanter er bredest og tydeligst om Efter- åaret, om Sommeren i Rugetiden er de mere eller mindre afslidte. Halen c. 87 mm lang, stærkt kløftet, idet de yderste Styrefjer er c. 18 mm længere end de mellemste; Styrefjerene hvide ved deres Basis. Iris mørkebrun. Næbbet sort, dets Længde 15— 16,5 mm; Næbhøjden 6—7 mm. Fuglens Totallængde Fig. 10. Stor Stormsvale. (Efter Macpherson i British Birds). 20—22 cm. Vingelængden 150—160 mm. Fødderne sorte; Mellemfoden 23—25 mm, Mellemtaaen 24—26 mm, stedse af samme Længde eller lidt længere end Mellemfoden. I "den friskerhvervede Efteraarsdragt er den første udviklede Svingfjer sylspids, den følgende Sommer ved Bremfæld- ning afrundet.i Spidsen; dette gælder ogsaa forrige Art. De unge Fugle ligner straks ganske de gamle, mulig har de lidt bredere hvidlig Kant paa Spidsen af de længste Skulderfjer; Sidepladen paa Overnæbbet er ikke saa tyk "og blank som hos .de voksne, Næbrøret ogsaa noget blø- dere: dette gælder i alt Fald om Efteraaret. -Dunungen ligner den Lille Stormsvales. "48 Udbredt som Ynglefugl paa Klippeøer i de nordlige Dele af Stillehavet og Atlanterhavet; ruger saaledes paa mange Steder langs Kanadas Østkyst fra Labrador ned til Maine. I Grønland yngler den muligvis, ses i alt Fald ret jævnligt i Tidsrummet Maj—August. Paa Island ruger den kun i nogle store Kolonier paa. Vestmannaøerne; mærkeligt nok yngler den ikke paa Færøerne, hvor den dog viser sig aarlig, derimod paa Hebriderne, St. Kilda og paa Klippeøer ved Irlands Vestkyst, f. Eks. paa Blasket- Øerne. Trækfugle, der paa den amerikanske Side af At- lanterhavet kommer helt ned til Brasiliens Kyster; al- mindeligt viser den sig i Nordsøen, ved Englands Kyster, ned langs Vesteuropa, ind i det vestlige Middelhav og helt ned til de kanariske Øer og Liberia. Det aabne Ver- denshav er imidlertid dens egentlige Hjem udenfor Yngle- tiden. I Norge viser den sig kun som en tilfældig og ret sjælden Gæst. I Sverrig er den et mindre Antal Gange iagttaget, særlig ved de vestlige Kyster. Ved Danmarks Kyster og i danske Farvande viser den Store Stormsvale sig som en tilfældig omend næppe synderlig sjælden Efteraars- og Vintergæst, der gennem Aarene ofte er skudt og iagttaget hos os. Enkelte har vist sig allerede i sidste Halvdel af September, langt de fleste i Oktober og November, ogsaa endel i December og Ja- nuar, derimod kun en sjælden Gang først i Februar; senere paa Vinteren eller om Foraaret og Sommeren er den næppe iagttaget her. Ved Vestkysten er den, som rimeligt, oftere iagttaget, særlig som faldet ved Fyr- skibene; endnu oftere er den dog set og dræbt inde i Kattegat og nu og da inde i Fjordene ved dettes Kyster; ogsaa helt ned i. Lillebælt og Østersøen forvilder den sig enkelte Gange; ved Skjoldnæs Fyr paa Ærø er den saaledes faldet. Det hænder ogsaa, at den forslaaes helt ind over Land; bl. a. ved Silkeborg er den en Gang taget. I Levevis ligner den iøvrigt meget den Lille Storm- svale. Dens ganske lydløse Flugt minder om Natravnens, men er hurtigere, mere flagermusagtig; stadig lader. den i Flugten sin fine pibende Stemme Uib—uib høre. Den kommer til Ynglepladsen sidst i April. Dens Yngletid synes at være endel skiftende, strækker sig paa Vest- mannaøerne lige fra Juni til langt ud i September, og i dette Tidsrum kan man ofte samtidigt finde Æg og store Dununger; de fleste lægger Æg i Juni og har halvvoksne Unger først i August. Den forholdsvis meget brede Rede-- gang er 1—1,5 m lang, gravet horizontalt ind i Jorden paa 49 de stejle, græsklædte Skraaninger oven paa Fuglefjeldene; Reden altid foret med Græs, Rodtrævler og Mos. Ægget hvidt ofte med en Krans af mørkere og lysere rødlige Punkter og Smaastriber om den butte Pol. Længden c. 33 mm, svingende mellem 36 og 26 mm, Bredden om- kring 24 mm. Ægget ligger paa tværs under den rugende Fugl; Parret ruger i 5 Uger, Ungen fodres derpaa i 6—8 Uger. Ungerne giver en pibende Lyd, og lidt større Unger udspyr Tran mod den, der foruroliger dem; drager man dem ud i Lyset, der aabenbart er dem ubehageligt, træk- ker de Blinkhinden for Øjnene. Ofte ses de gamle Fugle foran Redehullet, liggende helt paa Bugen; saa lidet sky er de da, at de lader sig gribe med Hænderne; inde i Reden lader de deres ejendommelige Snurren høre. De viser sig fra Solnedgang skarevis. paa Havet ved Ruge- kolonierne; Klokken 2 om Morgenen gaar de atter til Ro i Rederne. I Slutningen af September forlader Største- parten Noe lepladeen: 2. Skraapeslægten (Puffinus Brisson). —… Mellemstore Svømmefugle. Næbbet temmelig langt, af Længde med eller lidet kortere end Ho- vedet, ret trindt ved Roden, sammentrykt mod Spidsen, lidt opadbøjet; paa Næbryggen og navn- lig ved Roden er det ret blødhornet. Næbkrogen lang og spids. Næseborsrørene korte, brede og lidet hvælvede, ligger vidt adskilte. Næseborene, der sidder paa Næbbets inderste Trediedel, aab- ner sig skraat opad. Vingerne lange og smalle; liste og 2den udviklede Haandsvingfjer længst; Vingeknoglerne trinde og lange, Haarden af Un- derarmens- Længde” Af de 12'ret stive Styrefjer er de midterste altid længst, saaledes at Halen er kileformet eller stærkt afrundet. Fjerklædningen tæt. Svælget stort og stærkt udvideligt. Bryst- benet bredt bagtil, med 2 store Indsnit paa hver "Side; dets Kam fortil høj, bagtil meget lav. Ben- skillevæggen mellem Øjnene stærkt gennembrudt med store Aabninger. 15 Halshvirvler, 6 Ryg- R. Hørring: Fugle II. ; i 4 - 50 .s hvirvler. Mellemfoden stærkt sammentrykt, med skarp For- og Bagkant, for største Delen dækket af sekskantede Skæl, paa Indersiden dog med An- tydning af Tværskinner. Tæerne af almindelig Stormfugletype; Mellemtaaen omtrent af samme Længde som Ydertaaen og Mellemfoden. Svømme- hudene paafaldende smalle. Havfugle, der er i Stand til baade at støddykke og helt at dykke under Vandet. 20 Arter og endel .Under- arter, vidt udbredte i alle Verdenshave. I danske Farvande har 2 Arter vist sig. Oversigt over de danske Skraapearter. 1. Hele Fuglens Underside renhvid; mindre, Vingelæng- den under sem eee 1. Skraape (P.anglårum). 2. Hele Fuglens Underside mørkebrun som Ryggen; større, Vingelængden overr28se mm SE ES: ANKE ISS MR ERE RERRER 2. Sodfarvet Skraape (P. griseus). 1. Skraape (Puffinus anglérum (Ray)). Skrofe.- (Procellaria puffinus Brunnich, P. arcticus Faber). | Norsk: Færølire. Svensk: Mindre Lira. Tysk: Nor- dische Taucher-Sturmvogel. Engelsk: Manx Shearwater. Hele Fuglens Overside, Vingernes Overside, Sving- fjerene og Styrefjerene ensfarvet sorte med svag brunlig Tone; Fjerene lidt glinsende, med mattere Rande. Hele Undersiden renhvid; Grænseskellet mellem sort og hvidt er fra Mundviger til Vingen og påa Gumpens Sider askegraaligt vatret. De yderste Underhaledækfjer med sortebrune Yderfaner. De bageste Kropsidefjer med graa- sorte Længdestriber. Undervingedækfjerene hvide, Ran- dens og Kantens delvis med mørke Tegninger. ÅAxillar- fjerene hvide med sorte Spidser. Næbbet graasort, 35—36 mm langt, Næbhøjden paa Midten c. 7 mm. Næseborene 5—6 mm fra Næbroden; Næserørene meget lidt udviklede, bløde og flade. Total- 51 længden c. 33 cm. De sammenlagte Vinger naar lidt ud over Halespidsen; Haandsvingfjerene c. 9,5 cm længere end Armsvingfjerene. Halen afrundet; de yderste Styrefjer c. 15 mm kortere end de mellemste. Vingelængden 23— 24,5 cm. Fødderne rødliggraa, blot Mellemfodens Bagkant og Ydertaaen sorte. Mellemfoden 45—47, Mellemtaaen 51—53 mm lange. De gamle Fugle, der ganske ligner E Fig. 11. Skraape. (Efter Macpherson i British Birds). hinanden i Størrelse og Fjerdragt, fælder én Gang aarlig, fra August til Oktober. De unge Fugle ligner straks de gamle; i Efteraars- dragten har unge. og vistnok ogsaa gamle Fugle langt mere udbredt askegraa Vatring paa Hals- og Forbryst- "sider. Dunungen tæt klædt med meget lange brunliggraa Dun; blot Hals og Hoved TIE Issen dog med tæt lang bekende: Udbredt som Ynglefugl. paa forholdsvis smaa Om- raader i det nordøstlige Atlanterhav. I Grønland har den ” kun vist sig en enkelt Gang. Paa Island ruger den påa 3—4 af Vestmannaøerne; paa Færøerne yngler den AX 52 almindeligt paa en Del af Øerne. Ruger endvidere paa . Shetlandsøerne, Orknøerne, St. Kilda og Hebriderne samt paa adskillige Steder langs Skotlands, Englands og Ir- lands vestlige Kyster. Endelig. ruger de paa Azorerne og Madeira. Om Vinteren strejfer de endel rundt og kom- mer da jævnlig i betydeligt Tal ind i Nordsøen og til Eu- ropas og Nordafrikas Vestkyster. Til Norge kommer den som en sjælden og tilfældig Gæst, dog skal den jævnlig træffes paa Fiskebankerne ude til Havs. I Danmarks Farvande synes Skraapen kun at vise sig ret sjældent og tilfældigt, i alt Fald kender man gennem Aarene næppe synderlig mere end omkring 15. Fore- komster hos os. Ved Vestkysten er den saaledes erholdt et Par Gange (Febbersted ved Hanstholm %, 1910, Blok- hus 2/3 1858), i Kattegat ””/o 1912, ved Vejle ”/s 1879; Lillebælt synes mærkeligt nok at være det Sted, hvor den træffes oftest, 6—8 Stkr. .er saaledes skudte der i Løbet af de sidste Aar; ved Møen blev den skudt i 1867 og helt nede ved Flensborg Fjord i Januar 1847. Oftest er den iagttaget i September, men et Individ skudt i Juli tyder paa, at unge Fugle her, som andre Steder, nu og da oversomrer. Udpræget Havfugl, der ses i større og mindre Flokke fiskende langt ude paa de aabne Have. Deres Flugt er fortrinlig; med de lange spidse Vinger vidt udspredte, kun nu og da med et Par hurtige Vingeslag, sejler de hen over Vandet søgende deres Føde. Denne bestaar, for- uden af alle Slags Aadsler, af Smaafisk, Krebsdyr, Vinge- snegle 0. 1., som de dels snapper i Flugten paa Vand- skorpen, dels tager, idet de lægger sig paa Vandet; ofte ses de liggende i Flok paa Vandet; de angives ogsaa at dykke fortrinligt; paa Land sidder de paa hele Foden og kravler med Møje frem. Til Ynglepladsen kommer de allerede henimod Slutningen af Marts, og i April giver de sig i Lag med ved Hjælp af Næb og Kløer at grave deres c. 1 m lange, vinkelbøjede Redegang, i Bunden af hvilken den med Græs, Rodtrævler og lidt Fjer udforede Rede anlægges; oftest benytter de dog de gamle Rede- huller Aar efter Aar. Rederne ligger i Kolonier, ofte sam- men med Lundernes, i de græsklædte Skraaninger oven- paa Fuglefjeldene; enkelte Steder skal de findes mellem og under Urens Klippeblokke. Mellem Lunde-Hullerne kendes Skraapens dels paa sin Moskuslugt, dels påa dens spanskgrønne Ekskrementer foran Indgangen. I Parrings- tiden er Skraapen meget støjende ved Redepladsen, idet de i Parringsleg basker omkring 20 m op i Luften og 53 atter lige ned, udstødende et ejendommeligt kekk—u—å—u, kek—kek— u—å—u. Blot i Yngletiden er de udelukkende Natdyr, der tilbringer hele Dagen skjult i Rederne; om Natten flyver de langt til Havs efter Føde. Ægget, der har finkornet, mat Skal, er helt hvidt; det lægges som Regel midt i Maj, ofte kan man dog finde Æg langt senere. Æggets Længde 66—56 mm, Bredden 42—38. Paa Vestmannaøerne fandt jeg baade Han og Hun ru- gende, begge med en stor, rund, helt nøgen Rugeplet. De rugende Fugle lader sig uden Modstand eller Flugt- forsøg udgrave. Dunungerne, der bliver umaadelig fede, ligner en stor Dunbolle, hvoraf kun Næbbet stikker ud; Øjnene skjules af Dunene; fodres 6—7 Uger af begge Forældrene, de smaa Unger med opgylpet Føde, de store med Smaafisk o.l. Som andre Stormfugle udspyr baade Unge og Gamle under Fare deres trannede, ildelugtende Maveindhold. I August kommer de store, fede Dununger ofte om Natten ud og sidder foran Hullet; de fanges da flere Steder, f. Eks. paa Færøerne, til ind i September af Indbyggerne ved Hjælp af Hunde, der med Lethed op- sporer dem i Mørket; andre Steder graves de ud eller trækkes ud med Krog, I Slutningen af August og i Sep- tember afkaster de Dunklædningen, og i Oktober forlader de med Forældrene Ynglepladsen, men mange ses iøvrigt paa Havet hele Vinteren omkring Vestmannaøerne og Færøerne. 2. Sodfarvet Skraape (Puffinus griseus i (Gmelin)). (Puffinus fuliginosus Strickland). . Norsk: Graalire. Svensk: Grå Lira. Tysk: Dunkle Taucher-Sturmvogel. Engelsk: Sooty Shearwater, Han og Hun ens; hele Fuglens Overside, Vingernes Overside. samt Halen mørkt sodbrune; Issen mørkest, brunsort; paa de store Skulderfjer samt paa Vingedæk- fjerene med en Smule lysere Fjerkanter. Fuglens hele Underside graalig mørkebrun, endel lysere end Ryggen; de to Farvetoner gaar jævnt over i hinanden. Hagen lysest, Struben med mere graalig Tone.-Om Efter- ”" aaret har Undersidens Fjer tydelige lysere Fjerbremmer, der senere forsvinder. Undervingedækfjerene hvide med 54 mørke Skaftstriber og mørk Tegning påa Kant- og Rand- fjerene. Axillarfjerene mørkebrune. Halen afrundet, de yderste Styrefjer c. 20 mm kortere end de mellemste. Næbbet sort, Længden 39—45 mm, kraftigt, c. 10,5 mm højt. Vingelængden 29—32 cm, de sammenlagte Vinger rager ud over Halespidsen. Mellemfoden 56—60 mm, Fig. 12. Sodfarvet Skraape. Mellemtaaen 65—67 mm. Mellemfodens Yderside og Yder- taaen sorte, Fødderne iøvrigt lyst blaaliggraa. Totallæng- den 40—48 cm. ! Udbredt som Ynglefugl paa endel Steder i det syd- lige Stille Ocean, kendes saaledes rugende paa Ny Zee- land og nogle omliggende Øer, Stephen Øen, Chatham Øerne, Snares o.a. Udenfor Yngletiden, der skal falde i . Februar, og for de yngre Fugles Vedkommende vist hele - Aaret, strejfer de meget vidt om og viser sig da baade i de nordlige og sydlige Dele baade af det Stille Ocean og af Atlanterhavet; oftere er den iagttaget ved Vesteuropas og de britiske Øers Kyster. samt i Nordsøen. Ved Grøn- land er den ikke truffet, heller ikke med Sikkerhed ved Island; ved Færøerne er den derimod gentagne Gange 55 skudt om Sommeren og Efteraaret og oftere iagttaget ude paa Fiskebankerne. Ved Norges Kyster er den gennem Aarene skudt 4 Gange, men skal oftere ses ude paa Havet. Ved Helgoland er den ogsaa skudt nogle Gange. I Danmark har den Sodfarvede Skraape kun vist sig en eneste Gang, idet en udvoksen Han fangedes i de første Dage af November 1920 i det sydlige Kattegat i Farvandet Nord for Sjælland; den fangedes, medens den dykkede, paa en Krog 6 m under Vandet; kun dette ene Individ saas, opholdende sig mellem Maagerne. Skal i Levevis ligne de andre Skraaper; Reden i Jord- huler, Æggene omkring 76 mm lange og 49 mm brede. 3. Stormfugleslægten (Fulmårus Stephens). I Skikkelse og Fjerdragt lignende mellemstore . Maager. Næbbet forholdsvis meget kort, kortere end Hovedet, tykt og meget kraftigt; Næserøret tykt, ligger helt ovenpaa Næbryggen, dets 2 Horn- plader fuldkommen sammensmeltede; det er 12— 16mm langt, aabner sig fremad, kun et kort Stykke bag den ret korte, kraftige Næbkrogs Bag- kant; Næseborsrørets Skillevæg naar ikke helt ud til den store Fællesaabning for Næseborene. Vin- serne smalle, «lanse og" spidse; 1sfe udviklede Haandsvingfjer længst, 2den lidet kortere. Halen med 14 Styrefjer, endel afrundet; Underhaledæk- fjerene naar ud til Styrefjerenes Spidser. Skelettet ligner Skraapernes, men Kraniet har mere luft- fyldte Knogler, mindre gennembrudt Skillevæg mellem Øjenhulerne, større Næsehule og store Gruber for Næsekirtlerne. Brystbenet med 2 smaa Indskæringer paa hver Side af den meget brede Bagrand. Fødderne med lange Tæer, Ydertaaen af samme Længde som Mellemtaaen; Svømmehudene meget store og brede. Tæerne klædte med smaa Skæl, -den ret trinde Mellemfod med sekskantede "Smaaplader. 56 Havfugle, der flyver fortrinligt, men er ude af Stand til at gaa paa Land. Slægten omfatter kun 1 meget vidt udbredt Art, udskilt i flere Underarter. Stormfugl (Fulmårus glaciålis (Linné)). Mallemuk, Havhest, Is-Stormfugl (Procellaria glacialis Linné). Norsk: Havhest. Svensk: Stormfågel. Tysk: Eissturm- vogel. Engelsk: Fulmar. Endel varierende i Farve. Den lyse Form: Hoved, Hals og hele Undersiden renhvide; Ryggen, Skuldrene og Vingedækfjerene glinsende askegraa med lidt lysere Fjerkanter; Overgumpen lidt lysere graa. Fjerene foran Øjet med indblandede sorte Børstefjer. De iange Skulder- fjer og Vingedækfjerene ofte lidt mørkere graa; Haand- svingfjerene mørk skifergraa. Styrefjerene graalighvide eller graa med hvid Underside. Undervingedækfjerene og ÅArm- hulefjerene hvide, Randens og endel af de store Under- vingedækfjers Yderfaner delvis brungraa. Disse Farver er renest og mere askegrea efter Fældningen, der foregaar om Eftersommeren, ofte faldende en Smule i det brun- lige om Sommeren i Rugetiden. Den mørke Form har askegraat Hoved og Hals, saaledes at hele Fuglens Over- side er graa; hele Undersiden lysere graa; Vingerne i det hele mørkere graa end hos den lyse Form. Mellem disse to Typer findes ofte Mellemformer. Lyse og mørke Fugle findes ofte rugende i samme Koloni, og disse forskellige Farver er i alt Fald uden Forbindelse med Alder og Køn. Tildels er de at opfatte som Lokalracer, idet Farven aabenbart skifter noget efter Opholdsstedet; i Nordøstgrønland er saaledes mørke Fugle langt de overvejende, medens de paa Island og Færøerne rugende vistnok udelukkende hører til den lyse Form; de mørke viser sig her kun om Efteraaret og Vinteren. Næbbets Hornplader overvejende horngule med mere eller mindre udbredte mørke Partier, der særlig findes paa Overnæbbets Rygside og Næserøret; de blødhudede 57 Steder overvejende brunsorte. Næblængden 38—41, Næb- højden over Næserøret c. 20, foran Næserøret c. 14 mm. Næseborsrøret 12—17 mm langt og c. 10 mm bredt. Vinge- længden 29—32 cm. Mellemfoden c. 50 mm, Mellemtaaen 67—69 mm. Stormfuglens Størrelse er i det hele meget varierende, jævnlig ses paafaldende smaa Individer. Dunungen graa, lysere paa Undersiden. Fig. 13. Stormfugl. (Efter Macpherson i British Birds). Udbredt som Ynglefugl i de nordlige Dele af Atlanter- havet og langs det nordlige Ishavs Kyster op til 85? n. Br., saaledes paa Spitzbergen, Franz Josephs Land og Novaja Semlja; en nærstaaende Underart v.rodgersii er ud- "bredt i Stillehavets nordlige Dele; paa den sydlige Hemi- sphære findes Arten ikke. I Grønland yngler den baade paa Vest- og Østkystens nordligste Dele; paa Island ruger den nu talrig i mange Fuglefjelde, saaledes uhyre talrig paa Vestmannaøerne,. stadig bredende sig til nye Lokaliteter. Til Færøerne kom den som ynglende, for- mentlig fra Vest, omkring 1839 og er nu meget talrig paa . mange af Øerne. Årten synes stadig at brede sig mod Øst og Syd. Ruger siden 1891 paa Orknøerne, paa Shet- landsøerne siden 1878, paa St. Kilda, Hebriderne og siden 58 1900 paa Nordskotlands Kyster; siden 1910 har den og- saa slaaet sig ned som rugende ved Irlands Kyster. Paa | den skandinaviske Halvø kendes den ikke som rugende, men viser sig om Vinteren talrigt særlig langs Norges nordlige Kyster; ogsaa om Sommeren viser den sig ret talrig ved Finmarken, formodentlig er det da overvejende unge ikke yngledygtige Individer. I Sverrig er den kun en sjælden og tilfældig Gæst. "I Danmark har Stormfuglen ret jævnlig vist sig, stadig dog som en faatallig og sjældnere Gæst; hyppigst viser den sig naturligvis forslaaet ind fra Nordsøen til Jyllands Vestkyst, hvorfra ikke faa Iagttagelser foreligger. Sjældne Gange kommer den ind i de indre sydligere Far- vande. I Øresund, ved Møen og ligeledes ved Flensborg har den saaledes vist sig, og et Individ forslaaet ind i Land til Jonstrup toges med Hænderne siddende i Græs- .set ude af Stand til at flyve op. De iagttagne Stormfugle er sete fra midt i August, oftest i September— November, senest i Januar. Af 7 danske Skind i Musæet hører de 5 til den mørke og kun de 2 til den lyse Form. Stormfuglen er ved sine sydligere Ynglepladser nær- mest Standfugl, paa Island ses den i Fuglefjeldene hele Aaret rundt undtagen i September; stadig viser mange sig dog ude i de store aabne Have, altid følgende Skibene, søgende deres Føde i disses Kølvand. Deres Flugt er hurtig og fortrinlig; sejlende glider de frem lavt over Vandet, kun med et Par raske Vingeslag nu og da, selv i stærk Storm manøvrerer de med uforanderlig Sik- . kerhed. Føden, der bestaar af Fisk, Blæksprutter, Krebs- dyr o.1., tager de, idet de lægger sig paa Vandet, ikke ved Støddykning; de angives at kunne dykke ved Hjælp af Vingerne ned i Vandet i. c. 1 m Dybde efter Byttet. Alle Slags Aadsler af smaa og store Dyr fortærer de, og hvor et Hvalaadsel findes, samler de sig i Mængde for at flænse i Spækket. Kendte er de for den Ihærdighed, hvormed de Gang paa Gang lader sig fange paa Krog med Spækmad- ding; satte paa et Skibsdæk ligger de hjælpeløst paa Bugen, kan højst vrikke sig lidt frem og formaar ikke at flyve op fra dette. I Modsætning til Maagerne er de lidet sky og ganske upaavirkelige; de flyver tavse og lydløst, højst høres nu og da et svagt ga—ga—ga—ga eller grau, ved Reden en lav Knurren: gerrrr. Stormfuglen ruger som Regel i store, ofte umaadelig store Kolonier paa Afsatserne paa høje, bratte, utilgænge- lige Klippevægge, ofte meget højt over Havet; næsten altid vælger de Fjelde ud til Havet eller nær dette, men. 59 nu og da kan de yngle paa Fjelde, der ligger over 1 Mil inde i Landet. Hvor saadanne findes, foretrækker de paa Klippesiderne Redepladser mellem Vegetation, særlig af Co- chlearia og Græs, og de rugende Fugle ses da som hvide Pletter i "det grønne. Det store hvide Æg lægges som Regel fra midt i Maj til ind i Juni; det ligger uden noget som helst Underlag, højst paa lidt Grus eller lidt Græs, påa Jorden mellem Vegetationen." Ægget er mat, noget grovkornet; Længden 66—80, Bredden 45—53 mm. Han og Hun ruger skiftevis i 6—7 Uger, forlader nødigt Ægget, paa hvilket de lader sig tage med Haanden, idet de dog modigt og virkningsfuldt bider fra sig med deres kraftige, skarpe Næb. Først i Juli ses Dunungerne. Fodres med halvfordøjet Maveindhold, senere med Smaadyr. Gamle og Unger udspyr Maveindholdet mod enhver Forstyrrer ved Reden, de gamle ofte en klar Olie, Ungerne en graa- lig, ildelugtende Vælling. Ungerne, der bliver meget store "og yderst fede, samles midt i August i tusindvis af Ind- byggerne og nedsaltes til Vinterbrug. I September er Un- gerne flyvefærdige, forlader da Fjeldet og ernærer sig selv. Ogsaa ved Stormfuglen og dens Æg er der en stærk Moskuslugt; selv ved Dunene hænger Bus i mange Aar og gør dem lidet anvendelige. "Ste Orden. Vandhøns (Ralliformes). Næbformen ret forskellig, oftest ret kort og kraftig, lidt sammentrykt med hornklædt Spids og mere blødhudet ved Grunden, skarpkantet, omtrent af Hovedets Længde eller kortere; nogle (Rikserne) . med længere, trindt og ret tyndt, blødhudet Næb, mere mindende om Vadefuglenes.. Næseborene sidder paa Næbbets Sider midt i en blød Hud, som Regel spalteformede; Næsehulerne staar i Forbindelse med hinanden. Næsekirtlerne forskel- ligt udviklede, størst hos de egentlige Vandhøns. Hovedet ret lille, Halsen af almindelig Længde, oftest med 14—15 Halshvirvler. Ryggen smidig og bøjelig, altid uden sammenvoksede Ryghvirvler. Fjerklædningen løs og blød, Fjerene med en lille Bifane. Vingerne forholdsvis korte, hvælvede og 60 butte, i det hele ret svage; 10—11 Haandsving- fjer, af hvilke de yderste er forkortede; Armsving- fjerene alle omtrent af samme Længde, 5te mang- ler altid. Tommelen- bæreren lille. Hornklo; der rager ud af Vingehuden, skjult under Fjerene. Svingfjerene fældes ofte alle paa en Gang, saa- ledes at. Fuglen en Tid er ude af Stand "tilat flyve. Halen med korte, ret bløde Styrefjer, ofte næsten skjulte af Dækfjerene, oftest 12, sjæld- nere 10 eller 14. Kroppen ejendommelig ledeløs, stærkt sammentrykt med ret svag Brystkurv og smalt Bækken. Brystbenet med veludviklet Kam og med et meget stort Indsnit i hver Side af Bag- randen, udad begrænset af en lang, smal Ben- bjælke. Benene særdeles kraftigt udviklede. Løbe- eller Svømmeben, med kraftig Laarmuskulatur og ret lang Mellemfod, altid nøgne op over Hælen. Fødderne klædte af større og mindre Hornplader. De 3 Fortæer lange og tynde, spaltede til Grun- den, uden Svømmehud, egnede til at løbe paa blød Bund; Svømmebremmer paa Tæernes Sider findes kun hos Blishønsene. Mere eller mindre velud- viklet Bagtaa findes altid, siddende -i forskellig Højde. Kløerne slanke og spidse. Kro mangler, Kraasen lille, men muskuløs; de to Blindtarme lange og rummelige. Smaa og mellemstore Fugle af ret forskelligt Ydre, næsten alle tilpassede til skjult Levevis mellem Græs og Siv i Søer og Sumpe eller paa Enge og Marker, enkelte til Ophold i Søer og Laguner. Nu og da søger de op i Buskenes Grene. Flyver i det hele nødigt, oftest kun ret. daarligt, og de kaster sig snart igen; de søger at undgaa Forfølgelse ved med en forbavsende Hurtighed og Smidig- hed at smutte bort mellem Græs og Siv, idet deres sammentrykte bøjelige Krop tillader dem at klemme sig mellem tætstaaende Rør o.l. Alle svømmer de, de fleste 61 omend kun nødtvungent, og de formaar da ogsaa at dykke. De fleste Arter, maaske blot med Undtagelse af Blis- hønsene og delvis Rørhønsene, lever et saa skjult Liv, at man næppe aner deres Tilstedeværelse, selv paa Yngle- pladsen; oftest røber de sig blot ved deres ejendomme- lige skarpe Skrig, som navnlig høres i Parringstiden. Han og Hun er lidet forskellige eller ganske ens af Ydre. Reden løst bygget, anbragt paa Jorden skjult mellem Græs og Siv eller fastere bygget anbragt delvis svømmende mellem Rør o.l. Hovedsagelig Natfugle, Blishønsene dog Dagfugle. Æggene talrige, vekslende i Antal, næsten altid mere eller mindre plettede. Ungerne forlader næsten straks Reden og søger selv deres Føde; de er stærkt og tæt dundækkede, oftest af ejendommelig Farve vidt for- ” skellig fra Forældrenes, som Regel næsten helt sorte. Føden Orme, Insekter, Snegle og alle Slags Smaadyr, men ogsaa Plantedele, Frø o.l. Ordenen er i Nutiden nærmest beslægtet med Traner og Trapper, med hvilke de viser saa mange Overensstemmelser, at de oftest samles i en fælles Orden med disse. Vandhønsenes Or- den er-vidt udbredt over hele Verden, de arktiske Egne dog undtagne; den omfatter omkring 210 Arter, oftest samlede i omtrent 35 Slægter; af disse findes kun 5 re- præsenterede i Danmark. Ordenen kan deles i 3 Familier, nemlig Rallidæ (hertil de danske Slægter Vandrikser, Rør- vagtler og Engsnarre), Gallinulidæ (hvortil Rørhøns) og Fulicidæ (hvortil Blishøns); her kan de danske Former naturligst samles i en Familie, Rallidæ, med 5 Slægter. Oversigt over de danske Vandhøneslægter. A. Panden befjeret, uden fortykket nøgen Pandeplade. 1. Næbbet kortere end Indertaaen, ret tykt, sammen- trykt, i sin ydre Del hornklædt med skarpe Kanter. a. Bagtaaens Længde kun ”/+ af Mellemfoden; Vinge- dækfjerene kraftigt rustrøde .:........ BEDA nå FSRRERS. SSD ISSEE > 1. Engsnarreslægten (Crex). 62 b. Bagtaaen halv saa lang som Mellemfoden; Vinge» dækfjerene aldrig kraftigt rustrøde ............. EEN he DRE 2. Rørvagtelslægten (Porzåna). 2. Næbbet længere end Indertaaen, trindt og blød- huder uden'skarpe Kanter ger na ER ERE Me HEER OSTEN MEGET 3. Vandrikseslægten (Rållus). B. NERE med en nøgen, fortykket Pandeplade. . Tæerne trinde, uden Svømmelapper .............. SE ALENE INGE 4. Rørhøneslægten (Gallinula). Ea Tæerne med store Svømmelapper paa Siderne .... RENE EN USER .5. Blishøneslægten (Fulica). 1. Engsnarreslægten (Crex Bechstein). Næbbet kortere end Hovedet, højt ved Grun- den, stærkt sammentrykt, med lidt fortykket Næb- ryg, der skyder sig lidt op mellem Pandefjerene. Næsegruben af Næbbets halve Længde. 2den og 3die Haandsvingfjer længst, kun ubetydeligt læn- gere end de inderste lange bløde Armsvingfjer. Halen med 12 bløde, spidse Styrefjer, der kun rager lidt udenfor Overhaledækfjerene. Mellem- foden en Smule længere end Mellemtaaen, dens Bagside dækket af Tværplader; Tæerne ret lange; Bagtaaens Længde ”/4 af Mellemfodens. Kun 1 Art. Engsnarre (Crex praténsis Bechstein). Vagtelkonge, Agerrikse, Rugskrække, Knarkfugl, Knerkand, Skræpfugl, Skræpand (Rallus crex Linné, Gallinula crex Latham). Norsk: Agerrikse. Svensk: Ångsknarre. Tysk: Wiesen- Sumpfhuhn. Engelsk: Land-Rail. Sommerdragten; ens for Han og Hun. En Stribe fra Næbroden midt op ad Panden, Issen og Nakken, bredende sig ned ad Baghalsen, brunligsort med gulbrune Fjerkanter; en bred Stribe hen over Øjet ud i Nakken samt Partiet under Øret blaaligt askegraa, en Stribe fra Næbbet gennem Øjet hen over Øret lyst brunlig. Hage og Strube hvidlige. Forhals og Forbryst olivengraalige med indblandede mere rødligbrune Fjer. Bugen hvidlig. 63 Skuldrene og hele Rygsidens Fjer brunligsorte med meget brede olivengraa og olivengulbrune Fjerkanter, bredest paa Skulderfjerene. Kropsidernes samt Undergumpens Fjer rødligbrune med ret brede, hvide, mørktkantede Tværstriber. Vingedækfjerene ensfarvet kraftigt rust- røde, blot Haandsvingfjerenes store Dækfjer mørkebrune; nu og da har Armsvingfjerenes store Dækfjer mere eller Fig. 14. Engsnarre. (Efter Tegetmeier i British Birds). mindre tydelige hvidlige Tværstriber. . Undervingedæk- fjerene ligeledes kraftigt rødbrune. Vingekanten og Vinge- randen samt I1ste udviklede Svingfjers smalle Yderfane hvide eller hvidlige. Svingfjerene mørkt rødbrune paa Yderfanerne, mørkebrune paa Inderfanerne; de inderste lange Årmsvingfjer med Ryggens Farver og Tegning. Vinterdragten, som Engsnarren erholder ved en Efteraarsfældning i August, ligner i det hele. Sommer- "dragten, men dennes blaalig askegraa Partier paa Hovedet er gulbrune. Forhals og Forbryst mangler ligeledes den 64 askegraa Farve og er ret ensfarvet gulbrune eller lyst rødligbrune. Rygsiden med varmere mere rødlig gulbrune, ikke graalige, Fjerkanter. Ved en delvis Foraarsfældning erholdes Sommerdragten atter. Iris lysebrun. Næbbet graalig kødfarvet, mørkere mod Spidsen, om Vinteren overvejende mørkegraat. Næblæng- den 20—23 mm, Højden bag Næseborene 8—10 mm. Benene ligeledes graalig kødfarvede; Mellemfoden 40— 42 mm, Mellemtaaen 38—40 mm. Legemslængden c.25 cm. Vine lene den oftest 132—140 mm, Hannens som Regel lidt større end Hunnens. Unge Fugle ligner de gamle i Vinterdragt, men har i alt Fald ofte mindre tydelige Tværstriber paa de rust- rødlige Kropsider; deres Iris er brungraa. Dunungen kulsort; som smaa har de rødlighvide Næb og Fødder; naar den brune Fjerdragt bryder frem, forsvinder de sorte Dun sidst fra Issen og en Stribe midt ned ad Forhalsen og Brystet samt paa Bugen. Blandt danske Vandhøns er Engsnarren altid kende- lig ved sine gulbrune Farver og navnlig ved de smukt rustrøde Vingedækfjer. Udbredt som Ynglefugl i Europa og. Asiens nordlige Dele helt op til Polarcirklen. Til Grønland har den ikke sjældent forvildet sig, medens den derimod mærkelig nok ikke kendes fra Island. Paa Færøerne viser den sig ret ofte og synes endogsaa nu og da at yngle der. Yngler meget almindelig i England og Holland. I Norges og Sver- riges Lavlande er den meget almindelig, aftagende i An- tal op mod Polarcirklen, sjælden Nord for denne. Almin- delig rugende i Europa ned til Sydfrankrig og Norditalien, udbredt mod Øst til Liileasien og Persien og over Rus- land ind i Sibirien til Jenissei. Trækfugl, der navnlig. overvintrer i Afrika helt ned til Kap. Enkelte Individer strejfer paafaldende vidt om og træffes baade i Amerika og Australien. I Danmark er den en ret almindelig omend noget faatallig Ynglefugl, der findes spredt over hele Landet, rugende paa passende Lokaliteter. Trækfugl, der- kommer til os i Maj og er ret almindelig paa Gennemrejse hele denne Maaned; i Juni og Juli har vi kun de ynglende 65 Par, men allerede i August begynder Efteraarstrækket, "der varer gennem September; dog træffes ogsaa enkelte Individer helt ud i Oktober og ind i November, men den synes aldrig at overvintre her; nu og da falder de om Natten ved de danske Fyr. Den træffes om Sommeren navnlig i frugtbarere Egne, hvor. frodig Vegetation findes, baade paa ikke alt for fugtige Enge og paa tørre, dyrkede Marker, Kløvermarker, Roemarker o. 1., altid paa aabent skovløst Land; de synes noget uregelmæssigt udbredt, ofte skiftende i Antal fra Aar til Aar. Spredt, faatalligt og uselskabeligt ruger Parrene i Monogami; aldrig træffes flere Par paa samme Sted. En sky og yderst forsigtig Fugl, der lever meget skjult, løbende i Græsset med stor Hurtighed og Færdig- hed; den ses derfor kun sjældent; under Løbet smutter den frem, holdende Hovedet lavt og fremstrakt; kun meget nødigt flyver den op og kaster sig da straks igen. Flugten " tung, lige ud og langsom. Som Regel erkender man kun dens Nærværelse gennem Hannens ejendommelige skrat- tende eller snerrende Parringsskrig, der høres fra Maj helt ud i Juni og Juli, til Ungerne er udklækkede; det gengives nærmest ved rårp—rårp eller snarp—arp, lydende som naar man med Neglen gnider hen over en Kams Spidser; høres ofte om Dagen, men særlig om Aftenen og langt ud paa Natten, oftest stadigt gentaget; ikke sjæl- dent kan det lyde fra Græsset foran Ens Fødder, uden at Fuglen dog kan ses; under Skriget skal Fuglen med op- ret Hals strække Næbbet lige i Vejret. Føden hovedsagelig Insekter, Orme, Snegle o. 1., dog findes Plantefrø ogsaa jævnlig i dens Mave. Reden paa Jorden eller hævet over denne paa et tørt Sted, paa sammenskrabede Sivstumper eller lign., skjult mellem Græs og anden Vegetation, Kløver eller lign.; den er ud- foret med tørt Græs, Mos og Blade og indeholder fra 8 til 12 Æg; de ruges af Hunnen, der ligger meget fast paa Æggene og. ofte kan tages med Hænderne; ikke sjæl- .dent ihjelhugges den af Leen under Slaaningen. Æggene glatskallede; Farven hvid, med svagere eller stærkere gulbrunlig Tone, med smaa og større, spredte, brune og blaaliggraa Pletter, der ofte ved den butte Pol er uregel- mæssigere, stregformede og tætstillede, ofte mere eller mindre sammenflydende. Længden 34—40 mm, Bredden 25—28 mm; de findes tidligst midt i Maj, men oftest i Juni og Juli, nu og da ud i August. Ungerne forlader - hurtigt Reden og skjuler sig i Græsset, passet af For- ældrene, under hvis Vinger de ofte søger Ly; deres Skrig R. Hørring: Fugle II. : : d - 66 skal lyde som Spurveungernes; 6 Uger gamle angives de at være flyvefærdige, og Familieflokkene opløses. 2. Rørvagtelslægten (Porzåna Vieillot). (Ortygometra Leacb). Smaa og ret smaa Fugle med kort sammen- trykt Næb, der ved Grunden er ret højt, dog lavere end Engsnarrens. Næbryggen lidt fortykket ved Roden. Vingerne forholdsvis lange, altid en- del længere end de stærkt forlængede inderste AÅArmsvingfjer. Fødderne store, nøgne højt op over Hælen. Tæerne meget lange og tynde, den noget sammentrykte Mellemfod betydeligt kortere end Mellemtaaen; dens Bagside dækket af smaa, net- formet ordnede Skæl. Bagtaaen, der sidder højere end Fortæerne, er omtrent af Mellemfodens halve Længde. 12 Styrefjer. Fælder totalt om Efteraaret, partielt om Foraaret. Lever paa fugtige Steder ved Sumpe og Søer; svøm- mer og dykker godt. Omtrent 30 Arter, udbredte over alle Verdensdele. Oversigt over de danske Rørvagtelarter.: A. Underhaledækfjerene ensfarvet gulbrunlig hvide; For- brystet mere eller mindre hvidplettet, Vingelængden overs mm Er E 1. Rørvagtel (P. maruétta). B. Underhaledækfjerene sorte eller mørkebrune med hvide Tværbaand; Forbrystet aldrig hvidplettet; Vingelængden altid under 110 mm. 1. Iste Haandsvingfjer med en smal hvid Bremme paa Yderfanen; i den sammenlagte Vinge rager de læng- ste Haandsvingfjer blot 1 til 1,5 cm længere ud end de længste Armsvingfjer; Ryggen uden en ensfarvet bred blegbrun Længdestribe paa hver Side.......… aeg en .,,, 2. Dværg-Rørvagtel (P. pygmæa). 2. Uden hvid Bremme paa I1ste Haandsvingfjers Yder- fane; i den sammenlagte Vinge rager Haandsving- fjerene 3—4 cm længere ud end de længste Årm- 67 svingfjer; paa hver Side af Ryggen en bred, ens- Sarvets blee orm æn des DS se Kor HER ERDERE 3. Dværg-Sumphøne (P. mintta). bxRørvagtel (Porzåna :mariétta (Leach)). Plettet Sumphøne, Vandvagtel, Plettet Rørhøne, Hvuit- fugl, Dyndskvat, Terrishøne (Rallus porzana Linné, Galli- nula porzana Latham). Norsk: iSmaaplettet Sumphøne. Svensk: Sumphøne. Tysk: Gesprenkeltes Sumpfhuhn. Engelsk: Spotted Crake. Sommerdragt, ens for Han og Hun. En Stribe fra Næbbet bredende sig op over Issens Midte og Nakken sort med brune Fjerkanter. En bred Stribe over Øjet ud i Nakken samt Hage, Strube, Forhals, Forbryst og Bryst mørk blaaliggraa, over hele Forbrystet dog stærkt ind- blandet med olivenbrunt og med smaa runde hvidlige Plet- ter. Tøjlen næsten sort; fra Øjet ned over Øret et bredt brunligt Strøg. Baghalsen samt Nakkens og Halsens Sider med ganske smaa, hvide Pletter. Rygsidens Fjer oliven- "brune med. bred sort Midtstribe, bredest paa Skulder- fjerene, og en hvid Plet paa hver Side; Skulderfjerene -med en smal hvid sortkantet Streg langs hver Fjerfanes Kant. Bagryg og Overgump overvejende sorte med smalle olivenbrune og hvide Fjerkanter. Vingedækfjerene oliven- brune, en Smule mere rødligbrune end Ryggen, de store Vingedækfjer med spredte hvide sortkantede Pletter. Sving- fjerene mørkebrune, Iste Haandsvingfjer med en smal hvid Bremme paa Yderfanen; de indre Armsvingfjer farvede som Ryggens Fjer, dog med brede lysebrune Kanter paa - Inderfanerne og smalle hvide Tværstriber paa Yderfanerne. Vingens Rand og Kant hvide; Undervingedækfjerene graa- brune med hvide Tværbaand, overvejende hvidlige mod Vingeranden. Bagbryst og Bug hvidlige, Underhaledæk- fjerene ensfarvet gulbrunligt hvide. Fjerene paa ” Kropsiderne og Gumpens Sider mørkt olivenbrune med brede, hvide, mørkkantede, vinkelbøjede Tværbaand. Halen kileformet; de bløde Styrefjer c. 5 cm lange. 5% 68 Vinterdragten, der erholdes ved fuldkomment Fjer- skifte i August og September, ligner endel Sommer- dragten, men den brede Stribe hen over Øjet er brunlig- graa med talrige smaa hvide Pletter. Hage og Strube ikke askegraa. men hvidlige med spredte udviskede brunlige Pletter. Forhals og Forbryst mørkt olivengraa, tæt dæk- Fig. 15. Rørvagtel (Efter Tegetmeier i British Birds). kede af smaa hvide mørktkantede Pletter. Ryggen mere varmt rødbrunlig olivenbrun, ikke saa grønlig som i Sommerdragten. Iris gulbrun. Næbbet 20—21 mm langt, hos Hannen. gult med orangerød Basis, hos Hunnen grønliggult med svagere rødt ved Grunden. Vingelængden 116—120 mm. Legemslængden 20—24 cm. Fødderne gulgrønne, Mellem- foden 31—35 mm, Mellemtaaen 40—42 mm lange. Hannen som Regel lidt større end Hunnen. | Unge Fugle ligner de voksne i Vinterdragt, men 69 Forbryst og Forhals er mere graalig olivenbrune med mere udflydende utydeligere hvidlige Pletter. Dunungen kulsort med grønlig Metalglans. Næbbet sort med gul Grunddel og et gult Tværbaand over Over- næbbet mellem Næsebor og Næbspids; de ganske smaa Unger har kridhvid Horndup paa Næbspidsen. Denne Årt er blandt vore Rørvagtler altid kendelig paa sine ensfarvet hvidlige Underhaledækfjer og sit hvid- plettede Forbryst. Udbredt som Ynglefugl over hele Europa op til 60— 65% og ned til Middelhavslandene og Øerne i Middel- havet; findes mod Øst helt ud i Sibirien til Tomsk og Altai. Trækfugl, der overvintrer i Sydeuropa, store Dele af Afrika og i Indien. Til Grønland har den forvildet sig mindst 4 Gange; fra Island og Færøerne kendes den der- imod ikke. Af og til viser den sig paa Orknøerne og Shet- landsøerne, og paa de brittiske Øer yngler den ret faa- tallig. I Norge ruger den, omend ret sparsomt, i Kyst- egnene op til Trondhjemsfjorden; i-Sydsverrig er den en almindelig Ynglefugl, der træffes helt op i Vårmland. I - Tyskland er den overalt almindelig, ynglende paa pas- sende Lokaliteter. I Danmark er Rørvagtlen ret almindelig som yng- 'lende, fundet rugende paa mange Steder i Landets for- skellige Dele, baade i Jylland helt oppe fra Thy og Vend- syssel ned til Slesvig og paa Øerne; ogsaa paa Bornholm skal den findes. Som Trækfugl, der paa Gennemrejse er ret hyppig, kommer den tidligt til Landet og viser sig allerede først i April tiltagende i Antal hele denne Maa- ned og ind i første Halvdel af Maj; Efteraarstrækket be- gynder henimod Slutningen af August og strækker sig ud i September og Oktober; ogsaa.i December iagttages en- kelte Individer, og selv i Februar i ret stærk Kulde er som en Undtagelse iagttaget et Par øjensynlig overvin- trende Fugle. Trækker om Natten, og ikke helt sjældent falder den ved Fyr og Fyrskibe. Rørvagtlen opholder sig paa fugtige, sumpede Steder ved Bredderne af Damme, Moser, Søer og Aaer, hvor højt Græs, Siv og anden dækkende Vegetation skaffer den tilstrækkeligt Skjul. Dens overordentlig lange Tæer gør det muligt for den at løbe paa svømmende Planteblade o. 1.; baade de gamle Fugle og Ungerne svømmer iøvrigt gerne. Som sine Slægtsfæller lever den om Sommeren 70 uselskabeligt og ganske overordentlig skjult, og det hører til Sjældenhederne at iagttage Fuglen; den flyver yderst nødigt op, flagrer da lavt over Jorden; forstyrret smutter den i hurtigt Løb og i Spring bort mellem Sivene, idet den holder Kroppen vandret og nikker med Hovedet ved hvert Skridt. Om Dagen holder den sig mest i Ro, men som udpræget Natdyr kommer den i Aktivitet om Aftenen og røber da sin Nærværelse ved sit ejendommelige, ide- lig, ofte uafbrudt gentagne Skrig, der lyder som et ret blødt huit eller kuit, lydende »som en Draabe, der fra større Højde falder ned i et Vandfad". Reden altid nær Vandet paa fugtig Grund ofte paa en Tue omgivet af Vand, altid skjult omhyggeligt under ” sammenbøjede Græstotter; den er omkring et Kvarter i Diameter, bygget af opstablede Sivstykker og andre Plante- stængler, foret med Græs o. 1. Monogame; fra den første Uge i Maj til langt ind i Juni lægger den sine 8—10—12 Æg; forsinkede Kuld kan findes ud i Juli og ind i Au- gust; Æggene er hvidlige med stærkere eller svagere brungullig Tone, af og til spillende lidt i det grønlige, med spredte skarpttegnede mørkebrune og lysebrune samt svagere blaaliggraa Pletter, tættere stillet i den butte Ende af Ægget. Længden oftest 31 —35 mm, Bredden 22—25 mm.- Dunungerne forlader meget hurtigt Reden-og passes af Forældrene; skræmte splittes Ungeflokken til alle Sider; allerede før Dundragten er helt afkastet, spreder Ungerne sig og søger Næring paa egen Haand. Føden Insekter, Snegle, Orme o. 1., men ogsaa Frø og a. Plantedele. 2. Dverg-Rørvagtel (Porzåna pygmæa (Brehm)). (Rallus intermedius Hermann, Rallus bailloni Vieillot, Gallinula pygmæa Brehm, Porzana pusilla inter- media). Tysk: Zwergsumpfhuhn. Engelsk: Baillon's Crake. Sommerdragten, ens for Han og Hun; Midten af Issen samt Nakken og Baghalsen mørkt rødligbrune med - svagere eller stærkere sorte Midtpletter paa Fjerene. Hele . det øvrige: Hoved, Forhalsen, Forbryst og Bagbryst ens- farvet mørkt blaalig askegraa, ganske uden hvide Pletter; blot Strube og Hage en Smule lysere graa. Partiet bag Øjet lysebrunt. Halsens Sider ensfarvet livligt 71 rødligbrune. Bagkroppens Sider, Undergumpen og Under- " haledækfjerene brunsorte med skarpe, brede, sortkantede "Tværbaand. Rygsidens Fjer over det hele brunsorte med brede, rødligt olivenbrune Fjerkanter; Ryggens Midte over- vejende sort med udviskede renhvide Længdepletter; saa- danne ses tydeligere paa sort Grund paa alle Skulderfjerene og deinderste Armsvingfjer. Vingedækfjerene rødligt oliven- … Fig. 16. Dverg-Rørvagtel (Efter Tegetmeier i British Birds). brune, kun endel af de større nederste med hvide, mørk- kantede Tvær- og Længdepletter. Svingfjerene mørkebrune, Iste med smal hvid Bremme paa Yder- fanen. Undervingedækfjerene blegt brungraa med hvid- lige Tværbaand. Paa den sammenlagte Vinge rager Haand- … svingfjerene blot 1—1,5 cm længere ud end de forlængede inderste AÅrmsvingfjer. Halen af Ryggens Farve, lille og spids; Styrefjerene 'c. 4,5 cm lange. Vinterdragten, der bæres fra August, ligner Som- merdragten, men Hage og Strube skal være tydeligt lysere graa. 72 Iris rød. Næbbet af Form som Rørvagtlens, 15—17 mm langt, grønt, mørkere mod Spidsen. Legemslængden 16— 18 cm. Vingelængden hos de danske Eksemplarer 86 mm, Hunnens skal være mindre, indtil 81, Hannens større op til 93 mm. Fødderne lysebrune eller rødliggraa; Mellem- foden 24—28 mm, Mellemtaaen 35—36 mm. Unge Fugle ligner paa Rygsiden de voksne, men er let kendelige paa, at Hovedets Sider er overvejende urent lysebrune uden askegraat, Hagen og Struben er hvide og hele Undersiden hvidlig med mere eller mindre tydelige smalle olivenbrune Tværstriber, bredest og tyde- ligst over Brystet. Kropsider, Undergump og Underhale- dækfjer brunsorte med. hvidlige Tværstriber. Dunungen helt sort med hvidt Næb. Dverg-Rørvagtlen minder i Ydre endel om Rørvagt- len, men skelnes fra denne ved sin ringere Størrelse; Forveksling med følgende Art undgaas lettest ved at undersøge Iste Haandsvingfjer, der altid mangler hvid Bremme hos Dverg-Sumphønen. i Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Syd- europa gaaende op til Holland og Mellemtyskland, al- mindelig f. Eks. i Frankrig, Spanien og Ungarn; udbredt mod Øst til Persien. Trækfugl, der overvintrer i Afrika, i hvis nordlige og vestlige Dele. den ogsåa yngler. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke; af og til er den fundet ynglende i England og er jævnlig iagttaget der. I Norge har den ikke vist sig, er derimod skudt en Gang i Sverrig. I Sydtyskland er den ikke ualmindelig, men i Nordtyskland synes den kun at være en tilfældig Gæst; i det hele gør dens yderlig skjulte Tilværelse det vanskeligt at komme til Klarhed over dens Udbredelse. Danmark ligger langt Nord for dens egentlige Ud- bredningszone, og Dværg-Rørvagtlen har kun nogle faa Gange vist sig her; saaledes blev et Individ skudt den - 6. 5. 1887 i Søholm Møllesø ved Gjorslev i Stevns, hvor den var iagttaget nogle Dage; et andet blev skudt den 30. 9. 1893 paa Østerøen ved Nyborg og endelig et tredie, en Han, blev fundet dødt den 6.6. 1899 ved Kvistgaard, Syd for Helsingør; helt usandsynligt er det derfor ikke, 73 at den af og til kan yngle her, og rimeligt er det, at den "forekommer her oftere, end man ved. Opholder sig i stærkt tilvoksede Søer og Sumpe og nærmer sig i Levevis og Opførsel saa meget til Rør- vagtlen, at den i saa godt som alle Forhold stemmer overens med denne; den lever om muligt endnu mere skjult og flyver saa godt som aldrig op; svømmer ud- mærket med Halen opret og under stadig Nikken med Hovedet og løber med endnu større Lethed paa al Slags flydende Vegetation. Stemmen ret svag, pibende, høres om Aftenen og ud paa Natten. At regne efter Forholdene andetsteds kommer den aabenbart langt senere til Dan- mark end Rørvagtlen og forlader os meget tidligt. Reden nærmest som Rørvagtlens men dybere, mere kurveformet, dannet af løst sammenflettede Plantedele, udforet med fint Græs, oftest helt overdækket af sammenbøjet Græs og i det hele meget godt skjult. Lægger kun 6—8 Æg; de skal være langagtige, brunlig olivengullige tæt dækkede med olivenbrune Smaapletter; Længden 26—30 mm, Bred- den 19—22 mm; ved deres mørkere Farver og ringe Stør- relse skelnes de fra den følgende Arts. Føden Smaa- insekter, særlig Myggelarver, REE SDERE og i ringere Grad Plantedele og Frø. : 3. Dverg-Sumphøne (Porzåna minutta (Montagu)). (Rallus parvus Scopoli, Gallinula minuta Montagu, Gallinula pusilla Bechstein, Porzana parva). -Svensk: Lilla Sumph&na. Tysk: Kleines Sumpfhuhn. Engelsk: Little Crake. Han iSommerdragt: En Stribe midt ned ad Issen, Nakke og Baghals ensfarvet olivenbrune; hele det. øvrige Hoved samt Hage, Strube, Forhals og hele Brystet ens- farvet lyst blaalig askegraa, lysere end hos Dværg-Rør- vagtlen. Midt ned ad Forryggen en bred, overvejende sort Stribe med utydelige Spor af hvide Pletter; paa hver Side er denne Stribe begrænset af en ensfarvet bred blegbrun Længdestribe. Bagryg og Overgump sorte med mørkt olivenbrune Fjerkanter. Skulderfjerene og de indre Arm- .svingfjer mørkt olivenbrune med brunsorte brede Midt- striber, de første med blegt brune Yderfaner og Spidser, 74 de sidste med brede blegbrune Kanter paa Inderfanerne. Svingfjerene mørkt rødlig olivenbrune, Iste Haand- svingfjer uden hvid Kantstribe paa Yderfanen. Vingedækfjerene ensfarvet olivenbrune som Regel uden hvide Pletter, saadanne kan findes skjulte paa de store Vingedækfjers Inderfaner. Undergumpen og Underhale- Ejere Dverg-Sumphøne. (Efter Tegetmeier i British Birds). dækfjerene mørkt rødbrune og mørkegraa med hvide Fjer- spidser og Tværbaand. Halen kileformet; Styrefjerene c. 5,5 cm lange, bløde og spidse, sortebrune med lysere Kanter. i; Hun i Sommerdragt ligner Hannen, men Hovedets graa Farve er langt lysere, Hage og Strube graahvide, Forbryst og Bagbryst ensfarvet lyst gulbrune. Skinnebens- fjerene lysegraa. | Iris blodrød. Næbbet olivengrønt, rødligt ved Grun den, 16—19 mm langt. Legemslængden c. 25 cm. Vinge- længden hos Hunnen 98—103 mm, skal hos Hannen kunne - 75 naa 111 mm. Fødderne brunliggrønne; Mellemfoden 28— 30 mm, Mellemtaaen 37—40 mm lange. Unge Fugle skal ligne Hunnen, men Skulderfjerene er paa Yderfanerne hvidligt tværvatrede; Kroppens Under- side hvidlig, Brystets Fjer med graabrune Fjerspidser, Kropsiderne med graabrune Tværbaand. Dunungen sort med svag grønlig Metalglans og hvidgult Næb. Blandt sine danske Slægtsfæller er Dverg-Sumphønen altid til at kende paa Mangelen af den hvide Kantbremme paa Iste Haandsvingfjer. Udbredt som Ynglefugl over store Dele af Mellem- og Sydeuropa, men oftest, som det synes, ret faatallig. Ruger i Asien mod Øst til Persien og Turkestan. I Rus- land. findes den op til c. 59”; talrig i Ungarn og Syd-Rus- land; ogsaa spredt i Tyskland er den fundet, endogsaa helt op i Holsten. Yngler ligeledes i Frankrig og Holland. Trækfugl, der overvintrer i Indien, Arabien og Afrika. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England yngler den næppe, men er en mere tilfældig men ofte iagttaget Gæst. I Norge er den ikke iagttaget, i Syd-Sverrig er den derimod nogle Gange truffet, saaledes paa Gotland og endogsaa en Gang ynglende i Kalmar Len. I Danmark, der altsaa ligger paa Nordgrænsen af dens Udbredningszone, er Dverg-Sumphønen med Sikker- hed kun iagttaget én Gang, idet et Individ blev fundet død paa ,,Øen”" ved Nyborg d. 19.6. 1898, dræbt ved at flyve mød en Telegraftraad; Aarstiden kunde tyde paa, at det har været en her ynglende Fugl. Usikre Angivelser fra ældre Tid oplyser, at den skal være truffen paa Møen, ved Hessel nær Grenaa og paa Vilslev Enge ved Ribe, og fra nyere Tid foreligger en enkelt Angivelse om, at den skal yngle i Gudme Sø paa Fyen. Dens Levevis og Opholdssteder falder sammen med Dverg-Rørvagtelens, idet den holder til i tættilvoksede Moser og Sumpe; den flyver yderlig nødigt op, lever yderst skjult og overses derfør let; den skal være mindre sky end forrige Art og "kan under gunstige Forhold vise sig ret tillidsfuld. Dens Stemme angives at lyde som et højtklingende kik—kik—kik. Reden, der er 10—12'ecm 7 Diameter, er SEE ret stor og forholdsvis dyb; den er særdeles godt skjult under 76 sammenbøjede Straa og Blade; den er anlagt paa sumpet Grund eller omgivet af Vand, udforet med tørt Græs. De 6—8, sjældent 10 Æg, der hos os vist vil være at finde i Juni, er lysebrunlige, ofte med lergullig eller graalig Tone, tæt og jævnt marmoreret med udviskede, ikke meget fremtrædende, smaa rødbrunlige Pletter. De er som Regel lidt større end Dverg-Rørvagtelens; deres Længde 29—33 mm, Bredden 21—23 mm. 3. Vandrikseslægten (Rållus Linné). . Næbbet ret langt og slankt, meget længere end Hovedet og længere end Indertaaen, omtrent lige, kun svagt nedadbøjet mod Spidsen; ved Roden ikke synderlig højt, men endel sammentrykt. Næse- borene aflange, ligger nær Næbroden i en lang blødhudet Næsegrube, der strækker sig langt over Næbbets inderste Halvdel. Næbspidsen haardhornet med stærkt indbøjede Næbrande. Panden med smaa Børster mellem Fjerene. Vingerne korte; 2. og 3. Haandsvingfjer længst og omtrent lige lange. De inderste Armsvingfjer stærkt forlængede, blot c. 5 mm kortere end Haandsvingfjerene, maalt paa den sammenlagte Vinge. Underhaledækfjerene naar til Spidsen af de 12 korte, bløde Styrefjer. Mellem- .fodens Forside dækket af Hornskinner, Bagsiden af Smaaskæl. Tæerne meget lange og slanke, Mellemtaaen meget længere end Mellemfoden. Den ret lange Bagtaa er hæftet endel højere end For- tæerne. Kløerne spidse, lidet bøjede. Omkring 12 Arter udbredte i Europa, Asien, Nord- afrika og Amerika; kun 1 Art er hjemmehørende i den palæarktiske Zone. Vandrikse (Rållus aquåticus L:). Norsk: Vandrix. Svensk: Wattenrall. Tysk: Wasser-. ralle. Engelsk: Water-Rail. : 77 … Sommerdragten ens for Han og Hun. Pande, Isse, Nakke og hele Fuglens øvrige Rygside samt Styrefjerene brunlig sorte med olivenbrune Fjerkanter langs hver Fjers Sider, smallest og mindst synende paa Hoved, Baghals Fig. 18. Vandrikse. (Efter Nilsson). og Overgump, der derved bliver mørkere, bredest og mest fremtrædende paa de store Skulderfjer, hvor de ogsaa - strækker sig rundt om Fjerspidserne. Tøjlen sort. Hove- dets Sider, helt op over Øjet, samt Hage, Strube, Forhals og hele Brystet ensfarvet mørkt blaaliggraa. Hagen ofte mere eller mindre lysere graa. Bugens og Undergumpens Fjer i Bunden sortegraa, men med brede lysegulbrune Fjerkanter, Undergumpens med et bredt, sort, hvidkantet 78 Tværbaand. Underhaledækfjerene renhvide. Bagkroppens og "Gumpens Sider sorte med renhvide Tværbaand og rustbrunlige Fjerspidser, navnlig paa de bageste af disses Fjer. Vingedækfjerene olivenbrune med mørkere Fjer- spidser, de ydre mellemste brunsorte, ofte med mere eller mindre tydelige, jævnlig stærkt fremtrædende smalle hvide Tværbaand. Vingekant og Vingerand hvide. Under- vingedækfjerene sortegraa med hvide Tværbaand og Spid- ser. Svingfjerene ensfarvet mørkebrune, de inderste Årm- svingfjer af Skulderfjerenes Farve, men med endnu bredere olivenbrune Fjerkanter. SER Vinterdragten ligner ganske Sommerdragten. Unge Fugle i deres første Vinterdragt er dog altid kendelige paa, at Hagen er helt hvid og Struben mere eller mindre graalighvid; endvidere har alle Fjerene paa Halsens og Brystets blaagraa Partier smalle hvidlige eller lysebrune Bremmer, som Regel bredest og tydeligst paa Forbrystet, der hos enkelte af disse unge Fugle kan blive helt brun- ligt. Om Foraaret er disse lyse Fjerbræmmer forsvundne ved Bremfældning. fr . Hannen betydelig større end Hunnen. Iris gulrød eller blodrød. Næbbet brunt, Overnæbbets Rand samt største Delen af Undernæbbet lakrøde. Næblængden hos Hannen 40—45 mm, hos Hunnen 33—38 mm. Legems- længden 26—30 cm. Vingelængden hos Hannen 116— 127 mm, hos Hunnen 107—118 mm. Benene brunlig rød- graa; Mellemfoden 40—44 og 37—40 mm, Mellemtaaen 51—55 og 46— 50 mm, henholdsvis hos Hannen og Hunnen. Unge Fugle i deres første Dragt ligner paa Ryg- siden nærmest de voksne, men Undersiden mangler fuld- stændig den blaagraa Farve. Øjenbrynstriben sortvatret brun, Tøjlen og Kinden sortagtige, lidt brunvatrede; over Tøjlen en hvidlig Stribe. Hage og Strube hvide, af og til med enkelte indblandede mørkere Fjer; Fuglens øvrige Underside hvidlig med mere eller mindre rustbrunligt Anstrøg, stærkest paa Forbrystet og Undergumpen; over det hele, Bugen blot undtagen, med brunsorte Fjerspidser, " 79 dannende utydelige Tværstriber og Pletter, bredest og tættest paa Kropsiderne, der er overvejende sorte. Fra Slutningen af August og i September til ud i November kan de ses i Fjerskifte til Vinterdragten. Unger i ren Ung- fugledragt er endog fundet først i November; som Regel er de renfældede i September. Dunungen over det hele kulsort, set med Lyset med svag grønlig Metalglans. Næbbet, der hos de helt unge er paafaldende kort, er, ligesom Fødderne, rødlig- hvide. Blandt alle vore Vandhøns er Vandriksen altid let kendelig paa sit lange, slanke Næb. Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa, omtrent op til Polarkredsen; endvidere i Nordafrika og ud i Vest- og Mellemasien samt over hele Østasien, hver af disse Egne med sin lidet afvigende Underart. Trækfugl; som Regel overvintrer europæiske Individer i Middelhavs- landene, mange overvintrer dog nordligere. I Grønland er den kun truffet nogle Gange som en sjælden Gæst; paa Is- land er den derimod en ret almindelig Standfugl (Keldusvin), rugende i Myrerne og overvintrende i Lavamarkerne, helst hvorsder "er varmet Kilder: Paa Færøerne ynsleriden næppe, men er en ret almindelig Gæst, jævnlig overvin- trende paa Øerne. Ruger almindeligt paa de brittiske Øer, hvor den hyppigt overvintrer. I Norge er den spredt og faatallig i Kystegnene op til Throndhjem, aabenbart ofte overvintrende. I Sverrig er den ret almindelig udbredt fra Skaane op til Gefle og synes der overvejende at være Trækfugl. Almindelig over hele Tyskland. I Danmark er Vandriksen en ret almindelig, paa en- del Steder en endogsaa ret talrig Ynglefugl, rugende over hele Landet paa passende Lokaliteter; den holder navnlig .til i sumpede og fugtige Enge og paa den side og bløde Hængesæk ved Bredderne af Moser og Søer. Hos os er den ganske overvejende Trækfugl, der kommer i den sidste Trediedel af Marts og iagttages i betydelig Mængde paa Gennemrejse til helt ind i Midten af April, nu og da senere i denne Maanéd. Efteraarstrækket begynder i Slut- ningen af September, og den er da i hele Oktober til ind i Midten af November meget almindelig paa- Gennem- . rejse; ogsaa i December ses den nu og da paa Træk. Endel overvintrer i Danmark, og den er saaledes jævnligt 80 iagttaget baade i Januar og Februar, Aarstider, da den ringe Vegetation kun byder den lidet Skjul. Den vandrer flyvende om Natten; ved danske Fyr falder den jævnligt. Paa sine Tilholdssteder i Sommermaanederne ses Vandriksen kun sjældent, dels fordi den er et overvejende Natdyr, dels fordi den lever særdeles skjult, løbende meget behændigt mellem det tætte Græs o.l1.; hertil gør dens ganske paafaldende smalle Krop den særlig egnet; kun yderst nødigt letter den og flyver da lavt og tungt for snart at kaste sig igen og flygte videre i Løb eller trykke sig paa Jorden. Dens lange Tæer tillader den at løbe paa flydende Blade; om fornødent svømmer den ret godt, stadig nikkende med Hovedet. Stemmen, der særlig høres om Foraaret, er paafaldende. høj og meget varieret, enten som en Piben eller som en uharmonisk Snerren eller Rallen; ofte høres dens krri—krri—ker—ker eller et svagere vuitt, der lyder, som ,naar man med en tynd Stok slaar et rask Slag gennem Luften”. Føden er over- vejende Vandinsekter, Orme og Smaasnegle, men ogsaa Frø og andre Plantedele kan findes i dens Mave. De lever uselskabeligt, rugende spredt. Reden, der er meget svær at finde, anlægger den paa en Tue, en Rør- bunke ell. 1., skjult mellem tæt Stargræs eller Græs, over- dækket af dette; den er ret stor, bygget af opstablede tørre Straa, Sivstumper, Blade o.!. Ofte er den anlagt i Vandkanten, eller helt omgivet af Vand. De 7—11 højst 12 Æg er snart kortere og tykkere i den ene Ende, snart ret aflange; Grundfarven flødehvid med spredte større og mindre, skarptkantede, rødbrune og mat rødliggraa Pletter, tættest mod den butte Pol. Længden oftest 33—40 mm, Bredden 24—26 mm. Friske Kuld findes fra først i Maj til Slutningen af Juli, de sidst lagte sjældnere med mere end 4—5 Æg. Vandriksen ruger meget fast og kan ofte tages paa Reden med Haanden. Jaget fra Reden trykker den sig i Græsset et Par Alen fra denne. 4. Rørhøneslægten (Gallinula Brisson). Næbbet omtrent af Hovedets Længde, lige, spidst, ret højt og sammentrykt; Næbryggen bred ved sin Basis, hvor dets Hornlag breder sig som et c. 1 cm bredt afrundet, tykt, nøgent Skjold op over Panden, hos voksne Fugle ragende op over Øjets forreste Trediedel. Næseboret spalteformet, 81 siddende midt i en blødhudet Grube, der strækker sig didf- udover Halvdelen: af Næbbet: 2: 0g 3. Svingfjer længst. Underhaledækfjerene naar ud til Styrefjerenes Spidser, Overhaledækfjerene af nor- mal Længde. Fødderne store; Mellemfoden paa Forsiden med brede Tværskinner, ellers dækket af smaa Skæl. Tæerne meget lange; 2den omtrent lige saa lang som 3die; Mellemtaaen meget længere end Mellemfoden; Bagtaaen c. 3 cm lang; alle Tæerne med lange, lidet bøjede, kraftige og meget spidse Kløer. Paa Tæernes Sider en lav Længde- fold i Huden, antydende en Svømmebremme, 5 Arter, udbredte i alle Verdensdele; kun 1 palæ- arktisk Art. Rørhøne (Gallinula chléropus (L.). Rødblisset Rørhøne, Grønbenet Rørhøne, Suderhøne. (Fulica chloropus L.). "… Norsk: Rørhøne. Svensk: Rårh&na. Tysk: Emner Teichhuhn. Engelsk: Moorhen eller Waterhen. Hoved og Hals sorte med blaagraaligt, Issen og Bag- halsen med grønligt olivenbrunt AÅnstrøg. Fuglens Under- side mørk blaaliggraa, dog har Fjerene paa Bagbrystets Midte og navnlig paa hele Bugen hvidlige Fjerspidser, saaledes at Bugen kan være helt hvid. Kropsiderne mørk blaaliggraa, dog er de lange Vingeskjulére olivenbrunlige med en renhvid bred, skarpkantet Længdestribe ned ad hver Fjers øverste Fane; hos den levende Fugl danner .de en hvid Skraastribe ned ad Siden. Skinnebens- fjerene mørkt graabrune. Forryggen grønlig olivenbrun, Bagryggen, Skuldrene, de forlængede indre Armsvingfjer samt Overhaledækfjerene varmt olivenbrune. Af Under- haledækfjerene er de kortere, forreste og mellemste ren- sorte, omkransede af de øvrige hvide, lange Underhale- "dækfjer, der paa Siderne har gulbrunligt Anstrøg. Den ret lange Hale bæres opadrettet; de c. 9 cm lange Styrefjer R. Hørring: Fugle Il. lg 82 sorte med olivenbrune Kanter. Vingedækfjerene af For- ryggens Farve, blot mere graalige ved deres Basis. Sving- fjerene sortebrune, den Iste udviklede med en smal hvid Bremme langs Yderfanen. Vingekanten og Vingeranden hvide. Undervingedækfjerene graabrune, de mellemste a Fig. 19. Rørhøne. (Efter Tegetmeier i British Birds). med hvidlige Spidser. Han og Hun ens, Hannen dog stedse betydelig større. Iris blodrød. Pandeskjold og Næb smukt lakrøde, Næbspidsen efter -en skarp, skraa Skillelinie citrongul. Næblængden, maalt paa Siden 23—27 mm. Totallængden c. 32 cm. Vingen hos Hannen 170—185 mm, hos Hunnen 160—170 mm. Fødderne gulgrønne; Benet nøgent c. 2 cm over Hælen, her prydet med en lakrød ogen gul Ring Mellemfoden 44—54 mm, Mellemtaaen 65—78 mm. 83 Ungerne har hele Rygsiden i det væsentlige farvet " som de voksne, men Hovedets og Halsens Overside er mørkebrune, i Panden har Fjerene ofte hvidlig Grunddel. "Hovedets og Halsens Sider hvidligt og brunligt vatrede. Hage og Strube smudsighvide; hele Undersiden overvejende smudsighvid, navnlig Bugen, Fjerene alle med delvis synlige mørkt graabrunlige Grunddele. For- brystet overvejende graabrunt med smalle lysere Fjer- bremmer. Kropsiderne mørkebrunlige med mindre frem- trædende, brunlighvide Længdepletter paa Vingeskjulerne. Pandeskjoldet lille, baade dette og Næbbet grønligbrune, Næbspidsen gullig. Unge Fugle i deres første Vinterdragt, der allerede haves i Oktober, er altid kendelige paa deres mere eller mindre hvidlige Strube og paa Forbrystets brede brunlige og Brystets brede hvide Fjerbremmer, der dog for største Delen forsvinder henimod Yngletiden, men endnu er meget fremtrædende i Januar; spredte hvide Fjer paa Struben beholdes ofte helt ud i April og kendetegner saa- ledes den første Gang ynglende Fugl. Iris graabrun. Dunungen sort; paa Struben og paa Hovedets Sider ender Fjerene i lange hvide Traade. Den tynddunede Hovedhud blodrød, paa Panden blaalig. Næbbet orange- rødt, i Spidsen gulgrønt med hvid Næbtap. Benene mørke- grønne eller næsten sorte. : Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa, Nordafrika og Vestasien og erstattes i Indien, Østasien, påa de ostindiske Øer, i Sydafrika og Amerika af nær- staaende Underarter. Trækfugl i de nordligste Dele af Udbredningszonen, næsten stationær i Mellemeuropa og Europas Vestkystegne, derimod helt stationær i Sydeuropa. I Grønland findes den ikke, paa Island har den derimod nu og da vist sig som tilfældig Gæst; ligeledes paa Fær- øerne træffes den af og til, men. aldrig ynglende. I Eng- land yngler den særdeles almindelig, næsten altid over- vintrende. I Norge ruger den faatallig og spredt, delvis overvintrende, i de sydlige og vestlige Kystegne op til Throndhjemsfjorden, men har vist sig endnu nordligere, endog helt oppe ved Nordkap. I Sverrig skal den være 6% 84 en temmelig sjælden Ynglefugl, truffet i Skaane og nord- paa til Uppland og Nerike. I Danmark er Rørhønen en meget almindelig Yngle- fugl, der navnlig i de senere Aar synes at tiltage meget betydeligt i Antal, saaledes at den nu paa mange Steder er endog meget talrig, stadig bredende sig og synes, som endel andre Fugle, med Forkærlighed at slaa sig ned i Byernes Parker og paa mere beboede Steder. Træffes over det meste af Landet og holder fortrinsvis til i alle Slags større og mindre ferske Vande, Moser, Mergelgrave, Damme, Aadale og Laguner, hvor blot tæt Siv-, Rør- og Stargræsbevoksning eller anden Vegetation byder den til- strækkeligt Skjul. Hos os vel nok delvis Trækfugl, der allerede begynder at trække i Oktober og i alt Fald træffes paa Gennemrejse i hele November til ud i December. Sikkert er det, at mange af vore Ynglefugle overvintrer hos os og ikke lader sig fordrive af Is og Sne; mulig overvintrer ogsaa Individer fra nordligere Egne hos os. Efter Midten af Marts og til hen imod Slutningen af April trækker de almindelig gennem Landet, og ikke sjældent falder de da ved vore Fyr, idet de rejser. enkeltvis og om Natten. Rørhønen holder ganske overvejende til melon Rø- rene og Sivene og viser sig sjældent i aabent Vand; ses af og til oppe i Marker og Enge. Lever saaledes, navnlig i Rugetiden, som Regel meget skjult, men hvor den er talrig og ikke forfølges, bliver den mere tillidsfuld og lidet sky, iagttages da let og kan blive ret tam, lader sig fodre osv. Løber hurtigt, men skjult og behændigt, stadig vippende med den oprette, spejlprydede Hale; svømmer godt, stadig nikkende' med Hovedet og kan og- saa, om fornødent, dykke. Flyver ret nødig op, Flugten da lav og hurtig. Ikke sjældent kryber og flyver de om Vinteren, naar det er koldt, og Vandet lægger til, op i Buske og Træer ved Vandet og ses da siddende paa Grenene indtil en halv Snes Meter over Jorden; dette ses. baade om Dagen, og navnlig om Aftenen, idet de under saadanne Forhold overnatter her. Føden alle Slags Smaadyr, Orme, Snegle, Insekter o. 1., men ogsaa Vege- tabilier som friske Spirer og Knopper, Frø og om Vin- teren alle Slags Bær. Monogam. Reden, der bygges omkring Midten af April, eller endog tidligere, allerede før Søerne er helt isfri, anbringes gerne i den yderste Del af Rørbæltet, godt skjult mellem Sivene, ofte paa en Tue ell. lign. eller ogsaa svømmende; endog i Træer og Buske kan den fin- 85 des anbragt; den bestaar af ophobede Sivstumper, Blade " af Vandplanter o. 1., foret med Græs og kan være ret høj. ” De 8—10 eller endog 14 Æg, der lægges henimod Slut- o ningen af April, er endel vekslende i Form; Skallen glat, men mat; Farven lys gulbrun med chokoladefarvede spredte Punktpletter og større meget uregelmæssige Plet- ter, de sidste som Regel omgivne af en ejendommelig brunlig Skygge, ligesom Farven var flydt ud; nogle Æg har ogsaa enkelte indblandede brunligt blaagraa Pletter. Længden 40—48 mm, Bredden 29—33 mm. Baade Hannen og Hunnen ruger i c. 3 Uger. Omkring Midten af Maj ses gerne de første Kuld Unger, der straks gaar i Van- det. Begge Forældre passer Ungerne og ses svømme om- kring med hele Flokken, idet de kun nødigt og ikke mere end højst nødvendigt viser sig udenfor Sivene. Rørhønen yngler som Regel 2, mulig endog 3 Gange aarligt; det andet Kuld, der gerne er udklækket i Juli, er noget min- dre; endog i Slutningen af September kan man træffe enkelte ganske smaa, nylig udklækkede Unger. De holder sammen familievis, og de unge Fugle af Iste Kuld hjælper da med Pasningen og Fodringen af de yngre Søskende til- hørende senere Kuld. Naar de har Unger, lader de en klukkende Lyd høre, besvaret af Ungernes Piben, ellers "høres blandt deres mange Lyd oftest deres støjende skarpe Skrig nærmest som kir— krek— krek. Glædeligt er det, at denne smukke lille Fugl breder sig i Landet, og Beskyttelse bør dette uskadelige Dyr nyde, overalt hvor det viser sig. 5. Blishøneslægten (Filica L.). . Næbbet formet som hos Rørhønsene, men for- holdsvis kraftigere og højere; Pandeskjoldet (Blis- sen) meget større og strækker sig c. 2 cm bredt, helt op over Panden til Øjnenes Bagrand. Fjer- klædning meget tæt og vandskyende, overvejende mørk graasort. Halen ganske kort, baade Over- og Underhaledækfjerene naar helt ud til de 14 eller 16 Styrefjers Spidser. Fødderne meget. store med meget lange Tæer, selv Indertaaen meget længere, end den lidt sammentrykte Mellemfod; paa deres Sider udstyrede med store, brede, ejen- 86 dommelige Svømmebremmer; disse er nærmest Taaen støttede af en Række store Skæl, medens de iøvrigt er smaaskællede; ved samtlige Taaled er alle Svømmebremmerne dybt indskaarne (sml. Bd. I Fig. 27); den lange Bagtaa med bred Svømme- bremme. Tæerne med kraftige, lange og spidse Kløer. Benet nøgent et Stykke op over Hælen, sidder langt tilbage paa Kroppen. De forlængede inderste Armsvingfjer er paa den sammenlagte Vinge lidt længere end de længste Haandsvins Het ". (2den og 3die). Nærmer sig i Ydre og Levemaade mest til Svømme- fuglene, idet de for en stor Del har samme Livsvaner som visse Dykænder. 13 Arter udbredte i alle Verdens- dele; kun 1 Art hjemmehørende i palæarktiske Egne. BlishønenH(Filica atræ ES: Sort Vandhøne, Vandhøne, Blisand, Blæsand, Bliskalv. Norsk: Sothøne. Svensk: Soth&na. Tysk: Schwarzes Wasserhuhn ell. Blåsshuhn. Engelsk: Coot. Hoved og Hals sorte; hele Fuglen iøvrigt mørk blaa- liggraa eller skifergraa, mørkere og mere blaalig paa Ryg- siden, lysere, mere brunliggråa paa Undersiden. Skuldre, Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer med olivenbrun- lige Fjerkanter; Midten af Bryst og Bug først paa Vinteren med svagt fremtrædende graahvide Fjerkanter, der dog mangler helt hos gamle Fugle. Underhaledækfjerene og Styrefjerene sorte. Svingfjerene mørkebrune med næsten sorte Yderfaner og Spidser; Armsvingfjerene lysere, mere graalige med mere eller mindre tydelige graalighvide Fjer- - spidser, dannende et hvidligt Spejl. Vingekanten og Vinge- randen samt en yderst smal Bremme paa Iste Svingfjer hvide. Undervingedækfjerene ensfarvet mørkt brunliggraa. Han og Hun ens. Hannen dog stedse betydelig større. Iris rød. Næbbet og Pandelappen skinnende hvide» 87 efter Døden mere eller mindre lyserødlige. Næblængden, ” omaalt fra Mundvigen 33—36 mm. Næbhøjden ved Grunden c. 15 mm. Pandelappen c. 25 mm lang og indtil 18 mm "bred. Vingen hos Hannen oftest 21—22 cm, hos Hunnen 19—20 cm, men baade større og mindre Individer kan findes. Halen c. 5 cm lang. Mellemfoden 50—65 mm lang, Fig. 20. Blishøne. (Efter Tegetmeier i British Birds). graalig med gulgrønt Anstrøg, sortagtig paa Bagkanten; over Hælen et svagt orangerødligt Bælte. Tæerne hvidlig- graa, sortegraalige ved Leddene og paa Svømmebremmer- nes Kanter og Undersider. Mellemtaaen 80—95 mm lang; Bagtaaen, der bærer en ret bred Svømmebremme, er lidt over 3 cm lang. … Ungerne er påa Hovedets Overside og i Nakken brunsorte. med smalle hvidlige Fjerbremmer. Kinder, Hage, Strube, Forhals og hele Brystet hvide, Fjerene dog graalige ved deres Grund. Øvrige Underside brungraa, navnlig ned ad Midten med hvidlige Fjerbrem- 88 mer. Baghalsen sort, hele den øvrige Rygside brunligsort. Pandeskjoldet meget lille og smalt, naar højst til Øjnenes Forkant. Unge Fugle i deres første Vinterdragt, som de er- holder henimod Slutningen af August, er. kendelige paa, at hele Undersiden, undtagen Halsen og Undergumpen, har smalle hvidlige Fjerbremmer, ofte med et overvejende hvidt Parti midt ned ad Brystet og med hvidlige Fjer- spidser paa den sorte Forhals. Rester af disse hvidlige Fjerbremmer gør oftest de unge Fugle kendelige langt … hen paa Foraaret. Iris brun. Pandelappen højst 1 cm bred. Dunungen tæt dunklædt, overvejende sort, lidt graa- lig paa Bugen; de børsteagtige Fjer paa Panden og paa Partiet mellem Øjne og Næb ender i en ejendommelig blodrød Kølle, der giver hele Ansigtet et blodrødt, vorteagtigt Udseende. I Nakken, paa Hovedets Sider og paa hele Halsen, særlig paa Struben, samt paa Vingerne ender de sorte Dun i lange, orangegule, stive, krøllede Fjerbørster; saadanne men hvidlige Fjerbørster findes og= saa spredt over Fuglens øvrige Krop, særlig paa Ryggen. Hele Issen efter en skarp Grænse meget tyndt dunet, saaledes at den rødlige og graablaalige Hovedhud tydelig ses. Naar Dunungen vokser til, forsvinder de røde Dun- traade ret hurtigt. I Slutningen af Juni bryder Ungfugle- dragten frem mellem Dunene. Næbbet ved Roden lakrødt, den ydre Del efter en skarp Skillelinie nen, Spid- sen sort. ' Udbredt som Ynglefugl over den største Del af Eu- ropa og Asien, træffes, om end i ringe Tal, helt op til Polarkredsen. Delvis Trækfugl, i alt Fald i de nordligste Dele af Udbredningszonen; om Vinteren træffes den bl.a… i Nordafrika. I Grønland har den kun vist sig som en tilfældig Gæst; ikke sjældent besøger den derimod Island, særlig i Efteraars- og Vintermaanederne og yngler der, omend -faatallig, paa Nordlandet. Paa Færøerne viser den sig ogsaa nu og da, men ruger ikke paa Øerne. Yngler derimod paa Hebriderne og Orknøerne og er en meget almindelig Fugl i England. I Norge yngler den i Landets sydlige Del, navnlig i Kystegnene omkring Jæderen samt 89 i Egnene omkring Throndhjemsfjorden, vistnok i de senere ” Aartier :bredende sig i Landet, og viser sig som Strejffugl helt op til Vardø. Ogsaa i Sverrig har den i det sidste " halvhundrede Aar bredt sig stærkt og er nu almindelig i hele Skaane, talrig i Sodermanland og Uppland og yngler helt op i Mellemsverrig til Egnene om Gefle paa 61? n. Br. I Danmark er den en meget almindelig Ynglefugl over hele Landet, ogsaa paa Bornholm, og har ogsaa her i de senere Aartier bredt sig i paafaldende Grad, saaledes at den paa mange dertil egnede Lokaliteter er endogsaa meget talrig. Den bebor alle vore større og mindre Søer, Moser, Nor, Laguner o.1., hvor der findes rigelig Vegeta- tion og saa megen Rør- og Sivbevoksning, at den kan finde passende Rugeplads. Langt mere end sine skjult levende Slægtninge holder den ligesom en Svømmefugl til paa det aabne Vand i Søerne og ses udenfor Yngletiden stadig i større eller mindre Flokke og Selskaber liggende mellem Ænderne, som de ligner meget baade i Ydre og Opførsel. Hos os er den vistnok overvejende en Stand- fugl, der dog i de koldeste Vintermaaneder for største Delen fortrækker ud til Havkysterne i Fjorde og Vige; andre trækker til sydligere Egne, saaledes genfundet som ringmærket i Frankrig; i mildere Vintre ses mange, mu- lig Gæster fra Nord, overvintrende i vore Søer, hvis disse blot er isfri. Af og til sidst i Februar, men navnlig ind i Marts begynder de at komme tilbage til Ynglepladserne stadig tiltagende i Antal; ofte ses de først i April, førend de fordeler sig til Rugestederne, i stort Antal liggende spredt over de store Søers aabne Vand; de lig- ner da meget Dykænderne, men deres hvide Blis skinner paafaldende stærkt i Solen og gør dem paa lang Afstand let kendelige. Efteraarstrækket begynder allerede i Sep- tember, men særlig mange ses først paa Gennemrejse i Oktober og November. De trækker om Natten, og baade For- og Efteraar falder de saaledes ikke sjældent ved de danske Fyr. i Blishønen svømmer godt, nikkende med Hovedet og med lavt holdt Hale, ofte med lidt løftede Vinger; den dykker ogsaa ret godt, men kun kort ad Gangen og gaar ned med et lille Begyndelseshop. De letter ugerne og. med nogen Vanskelighed fra Vandfladen, piskende denne et Stykke Vej; Flugten, hvorunder de holder de. lange Ben rettede lige bagud, er hurtig og lydløs, oftest ret lav. Dens Skrig lyder bl. a. som kyp—kyp—kyp, men ogsaa mere klukkende Toner lader den høre. Lidet sky vænner "den sig let til Menneskets Nærhed. I Parringstiden, hvor 90 mange Par ruger sammen, er den meget stridbar, og man ser dem da idelig jage hinanden under stærk Skrigen; de kæmper med hinanden, idet de rejser sig paa Halen i Vandet, søger at kradse med de spidse. Kløer og basker hinanden med Vingerne, der i Kanten bærer en lille hornklædt Knude. Med Ænder, Lappedykkere og andre Fugle, der deler Yngleplads med dem, lever de derimod fredeligt, og det er næppe med Rette, at de beskyldes for at fordrive disse. Skønt de ikke holder sig i Ro om Dagen, er de dog ogsaa om Natten i ivrig Bevægelse. Monogame. Reden bygges i Løbet af April; den an- bringes, ofte kun lidet skjult, mellem Sivene, hæftet til disse, som Regel staaende paa Bunden, ogsaa af og til flydende; oftest omgivet af Vand, eller i alt Fald paå et utilgængeligt Sted; kan ogsaa være anbragt paa en Tue ell. 1. Reden er meget stor, ofte temmelig høj, bygget af lange Stykker Siv og Rør, baade tørre og friske, ophobede påa kryds og tværs, saaledes at Æggene ligger helt tørt i en dyb Skaal; de tildækkes ikke, naar Fuglen forlader Reden. De 6—12 Æg lægges hen imod Slutningen af April eller senere, jævnlig findes nylagte Kuld helt hen i Maj; deres matte, noget ru Skal er graalighvid med svagt gulbrunligt Anstrøg; over hele Skallen fine sorte-. brune Punktpletter og spredte lidt større Pletter, enkelte af de største op mod 1 mm i Diameter. Formen oval; Længden 51—59 mm. Bredden 36—40 mm. Normalt kun 1 Kuld aarligt, ødelægges dette, lægges et nyt Kuld, som Regel da i en ny Rede. Begge Forældre ruger skiftevis i 3 Uger og passer i Fællesskab Ungerne. I Yngletiden holder de sig ret skjult og stille, gemt i Sivholmene; de nyudklækkede Unger gaar straks i Vandet. Naar Ungerne i August er flyvefærdige, holder de sig til Stadighed ude paa det aabne Vand. | Føden Insekter, Snegle, Muslinger, Orme o.1., men dog navnlig alle Slags Plantedele, Frø, Bær, Spirer, Knop- per, Bændeltang o. I. I August fælder de gamle Fugle deres Svingfjer ofte saa samtidigt, at de daarligt kan flyve. 6te Orden. Tranefugle (Gruitormes). Hertil hører en Række store eller middelstore Fugle, der i mange Henseender slutter sig til 91 "Vadefuglene (Charadriiformes ell. Limicolæ)"). De- res Hoved er forholdsvis lille, Næbformen endel vekslende; Næseborene gennembrudte; Næsekirt- lerne danner ikke Gruber i Kraniets Overside. Fjerene med lille eller større Bifane. Halefjerene veludviklede. Gode Flyvere med veludviklede Vin- ger; 11 Haandsvingfjer og stærkt forlængede indre Armsvingfjer. Ret højbenede eller endogsaa meget højbenede Fugle; Fjerklædningen naar paa Skinne- benet langt fra til Hælen. Halshvirvlernes Tal va- rierer mellem 14 og 20. Ryghvirvlerne vokser aldrig sammen. Blindtarmene store, deltager i For- døjelsen; en egentlig Kro mangler altid. Føden . ganske overvejende vegetabilsk. Landfugle tilpas- sede til Liv paa aabent Land, enten i tørre og sandede eller i sumpede Egne. Ungerne kommer dundækkede og seende ud af Ægget og forlader snart Reden. De danske Former henføres til 2 Familier, nemlig Trapperne og Tranerne. . Oversigt over de danske Traneiuglefamilier. 1. Bagtaa mangler helt. Mellemfodens Forside dækket af Tværplader. Næbbet kortere end Hovedet, i Spidsen bitfos lidt medadbøjer re FEFrappe rr (Ord æ) 2. Bagtaaen veludviklet. Mellemfodens Forside dækket af — sekskantede Hornplader. Næbbet kraftigt, spidst og lige, af samme Længde som Hovedet eller længere ....... FRE KANE Er EEN GEN RO Er, 2. Traner (Gruidæ). l1ste Familie: Trapper (Otitidæ). Næbbet. kortere end Hovedet; Overnæbbet i … sin ydre Del stærkt hvælvet og but, noget nedad- bøjet og en Smule sammentrykt, i det hele paa- 1) I Oversigten Bd. I S. 70 er de da ogsaa henregnet til disse; her ud- skilles de dog af praktiske Grunde til en særlig Orden, der iøvrigt ogsaa i særdeles mange Forhold slutter sig nær til Vandhønsene (Ralliformes) "og danner et Mellemled mellem disse og Vadefuglene. 92 faldende hønseagtigt. Fjerklædningen gaar som Regel paafaldende langt ud paa Overnæbbets Si- der; selve den smalle hornklædte Næbryg lig- ger skjult mellem Fjerene. Næseborene paafal- dende store, ovale, og ligger paa Næbbets Midte nær Fjergrænsen. Gabet stort, Mundspalten stræk- ker sig helt hen under Øjet. En Hudstribe fra Øjet ud mod Nakken som Regel ubefjeret. Halsen middellang, med 16—17 Halshvirvler. Kroppen svær og bred, med bredt Bækken; Brystbenet med … meget høj, afrundet Kam og med 2 Indsnit i hver Side af Bagkanten. Muskelmaven sækformet, ikke synderlig muskuløs, men dog med Seneskiver. Fjerklædningen tæt og fast tilliggende; Fjerene med veludviklede Bifaner; bløde Pudderdun mel- lem Brystfjerene. Gumpekirtlen mangler. Farverne. typiske ,Ørkenfarverf, brunligt sandfarvede og graaligt hvide med sorte Tegninger. Vingerne ret store og noget hvælvede, stærkt tilspidsede; af de spidse Haandsvingfjer er 2., 3. og 4. længst; de ydre med bratte Indsmalninger i Yderfanerne og med paafaldende tykke og kraftige Skafter. De overordentlig bredfanede indre Armsvingfjer er, maalt paa den såmmenlagte Vinge, af samme Længde som Haandsvingfjerene eller lidt kortere end disse. Svingfjerene fældes i bestemt Række- følge, saaledes at Flyveevnen aldrig nedsættes nævneværdigt. Halen afrundet, med 20 Styrere, der er bredfanede, i Spidsen bredt afskaarne. Benene kraftige og ret høje Løbeben; Fjerklæd- ningen naar langt fra til Hælen. Mellemfoden om- kring dobbelt saa lang som Mellemtaaen, klædt med smaa sekssidede Skæl, størst paa Forkanten. De 3 Fortæer korte, tykke og brede, forbundne ved Roden med en ret stor Bindehud; paa Over- siden er de klædt med Tværskinner, deres Træde- puder tykke og bredere end Tæerne, Kløerne 93 korte, meget brede og flade, med afrundede skarp- randede Spidser. Bagtaa mangler altid helt. Han- nerne ofte betydelig større enå Hunnerne, i Par- ringstiden kendelige paa særlige Fjerprydelser eller ved i alt Fald at have disse større og smukkere end Hunnerne. Trapperne, der i hele deres Ydre minder om høj- benede Hønsefugle, hører hjemme i tørre Slettelande, dels i rene Ørkener og Steppeegne, dels i kultiverede Egne med rigelig Græsvækst eller anden tæt Urtevegeta- tion, der kan yde dem Føde og nødvendig Dækning. Paa Jorden løber de fortrinligt; gode udholdende Flyvere, der letter uden Vanskelighed og ofte ses flyvende meget højt. | Nærmest polygame. Hannerne opfører ejendommelige Parringsdanse med rejste Fjer og i fordrejede Stillinger. Reden blot en Fordybning paa Jorden; de lægger 1 Gang aarlig 2—4 plettede Æg, der udruges af Hunnen. Næringen næsten udelukkende vegetabilsk, blot Ungerne fortærer overvejende Insekter 0. 1. Sky, selskabeligt levende Stand- og Strejffugle, der navnlig om Efteraaret kan optræde i Flokke. : Denne velafgrænsede Familie omfatter omkring 30 Arter, der udskilles i nogle faa Slægter; vore 3 Arter kan uden Vanskelighed samles i 1 Slægt (Otis). Udbredte over Sletteegnene i alle de gamle Verdensdele, særlig talrige i Afrika; findes ikke i Amerika, paa Mådagaskar, de maz- layiske Øer og New Zealand. Trappeslægten (Otis Linné). - Karakteriseret ved de under Familien anførte Ejendommeligheder. Oversigt over de danske Trappearter. " 1. Lille. Vingernes Længde under 26 cm. Ydre Armsving- fjer renhvide, kun med spredte sorte Pletter eller Tvær- 94 striber "Issenruden-forlænged Ejer RE ER SE ENS FAN SSR STEN ele: 1. Dvergtrappe (O. tétrax). 2. Stor. Vingernes Længde over 45 cm. Ydre Armsving- fjer brunsorte paa deres yderste Del, renhvide paa deres basalerDerHIssenkudensforlængede Ejer so ER ENE ER ES Bera DIRT Se era et OR SERRELE 2. Stortrappe (O.tårda). 3. Mellemstor. Vingelængden mellem 30 og 42 cm. Ydre AÅrmsvingfjer rent sortebrune med smalle hvide Spidser. Issen med”stærkt forlænge des Ej enes ER KR SERRA Øe SENSE. er SS 3. Kravetrappe (O. macquéenii). 1. Dvergtrappe (Otis tétrax Linné). Norsk: Smaatrappe. Svensk: Småtrapp. Tysk: Zwerg- trappe. Engelsk: Little Bustard. Han i Parringsdragt. Panden, Issen og Nakken brunsorte, hver Fjer med lyst gulbrun Midtstribe, ofte ogsaa med Tværbaand, hvorved Hovedets Overside bliver sort- og gulbroget. Fjerene paa Baghalsen forlængede og sorte. Hovedets Sider og Struben mørkegraa, Hagen lysere; hele den øvrige Hals sort med en bred renhvid Streg paa hver Side, løbende fra Nakkens Sider ned midt paa For- halsen, hvor de mødes i en spids Vinkel; under denne hvide V-formede Figur en bred hvid Ring om Halsen. Hele Undersiden iøvrigt renhvid, ogsaa Vingernes Under- side er hvid. Hele : Kroppens Overside samt Skulder- fjerene, de forlængede indre Armsvingfjer og Vingedæk- fjerene lyst gulbrune, uregelmæssigt tværvatret med brun- sort; finere og mindre fremtrædende vatret paa Vingedæk- fjerene; af disse er de ydre samt de store nedre bredt hvidspidsede og mere eller mindre hvide. Overhaledæk- fjerene med hvidlig Grundfarve, deres brede hvide Spid- ser danner et bredt hvidt Tværbaand. De ydre Haand- svingfjer sortebrune, hvide ved deres Basis og med smaa . hvide Spidspletter. De ydre Armsvingfjer hvide, tildels med nogle sorte Tværpletter paa Yderfanen. Styrefjerene hvide med sortebrune Smaapletter og 2—3 regelmæssige sorte Tværbaand; de 2 midterste dog farvet som Ryggen; Styrefjerenes Basis og Spids renhvide. 95 Hunnen har Hovedets og Kroppens Overside farvet ” omtrent som Hannen, men hele Rygsiden samt Vingernes Overside 'erttæf "os srovt marmoreret med" skarpe, "sortebrune, slyngede Striber og Pletter; paa Forryggen ofte endel større, overvejende sorte uregelmæssige Pletter samt hvidlige runde Draabepletter, hver med 2 sorte Fig: 21. Dvergtrappe,. Hun og Han. (Efter Naumann). Punkter. Den mangler ganske Hannens smukke sorte, hvide og graa Halsfarver; Hovedets Sider er lyst gul- brune med sorte Længdepletter. Hage og Strube hvidlige. Forhals og Forbryst lyst brungule, paa Forhalsen med sorte Pletter og Længdestriber langs Fjerrandene, paa Forbrystet med skarpe smalle buede Tværbaand paa hver Fjer. Brystet hvidt med -bredere og færre skarpe sorte Tværbaand. over Fjerene; hele den øvrige Underside samt Kropsiderne hvidlige, blot med sortebrune Hvær "eller Pilpletter paa de store Vingeskjulere og sorte Tværbaand paa en Del af Underhaledækfjerene. 96 Iris lysebrun. Næbbet, der er endel sammentrykt mod Spidsen, er lysegraat med mørk Spids og gullig Under- næbsbasis. Næblængden c. 24 mm. Vingelængden 23,5 — 26 cm, størst hos Hannerne; de forlængede Skulderfjer og indre Armsvingfjer naar, paa den sammenlagte Vinge, til Vingespidsen. Halen c. 14 cm lang, kan slaas ud til en bred Vifte. Fødderne graaligt okkergule. Mellemfoden 60—63 mm, Mellemtaaen c. 33 mm. De voksne Hanner bærer kun den ovenfor beskrevne Parringsdragt lige i Yngletiden, fælder derefter de sort, hvidt og graat farvede Hoved- og Halsfjer og faar da en Dragt, der meget ligner de gamle Hunners, dog er de bl. a. altid kendelige paa deres renhvide Bryst. Den egentlige Fæld- ning foregaar hos begge Køn om Efteraaret; Hannens Parringsdragt erhverves først hen imod Yngletiden ved Fældning af Halsens og Hovedets Fjer. Unge Fugle ligner Hunnen, men har gulbrune Teg- ninger paa de yderste Haandsvingfjers Yderfaner.. Dunungerne skal være gullighvide med rødlig- brune Længdestriber paa hele Oversiden og Underhalsen og paa Forbrystet. Paa sin ringe Størrelse er Dvergtrappen altid let ken- delig; fra Danmark kendes, saa vidt vides, ingen Fore- . komst af Hanner i Parringsdragt. Udbredt som Ynglefugl i Vestasiens arier Dele, over de sydrussiske Stepper og Balkanhalvøen helt op til Donau; endvidere i Middelhavslandene baade i Nord- afrika og i Italien og Spanien og almindelig helt op i Nordfrankrig. Har i tidligere Tid enkelte Gange ynglet i Tyskland, saaledes bl.a. i Vestpreussen og Thuringen. Stand- og Strejffugl, der i de nordlige Dele af sin Ud- bredningszone er en regelmæssig Trækfugl. Om Efter- aaret strejfer de ofte vidt om og viser sig da ret jævnligt i Egne nord for Rugezonen, saaledes ikke helt sjældent i Mellemeuropa. Fra Grønland, Island og Færøerne ken- des den ikke. Til de britiske Øer forvilder den sig nu og da om Vinteren, men yngler aldrig der. I Norge har den vist sig 3 Gange som tilfældig Gæst, og fra Sverrigs sydligere Dele foreligger der en længere Række Fund; ogsaa i Finland er den nu og da set. 97 : I Danmark er Dvergtrappen ogsaa kun en tilfældig Gæst, der gennem Tiderne er truffet over en Snes Gange i Landet, hyppigst i November, men ogsaa i December og Januar, altsaa næsten udelukkende i Vintermaanederne; kun én Gang er den truffet om Sommeren, nemlig d. 27.6. 1922 ved Ribe; hyppigst er den maaske set i Jyl- land, men ogsaa spredte Forekomster paa Øerne fore- ligger. Dvergtrappen opholder sig paa aabent Land, baade paa Stepper og Marker og ses gerne i Smaaselskaber; den er særdeles sky; tror den sig opdaget, staar den ube- vægelig stille eller flyver op paa lang Afstand, men skal dog ogsaa, naar den træffes enkeltvis, kunne trykke sig paa Jorden. Letter uden Tilløb, blot med et Hop; Flugten hurtig og svirrende, ofte ret høj, og Vingerne giver ved hvert Slag en pibende Lyd; den minder paa Vingerne nærmest om en And. Næringen overvejende Blade, Knop- per, Frø o. 1., men ogsaa. Insekter, Græshopper, Orme o.l. skal de fortære. Vistnok monogame; Hannen faar Yngledragten i April; under Parringslegen springer Han- nen lige i Vejret eller løber om med oppustede Fjer og hængende Vinger. Den flade, skaalførmede Rede blot en Fordybning i Jorden, udforet med lidt Straa- eller blot med de nedtraadte Planter, anbragt mellem tæt Urte- vegetation paa de dyrkede Marker. Hunnen ruger meget fast og jages ret vanskeligt op; Hannen holder sig i Nær- heden af den rugende Hun. Æggene lægges først ret sent; fra Slutningen af Maj til ind i Juli kan nylagte Kuld fin- des; de 3—5 Æg er næsten regelmæssigt ovale med glat og glinsende Skal; deres Grundfarve er lidt vekslende, oftest olivengrøn eller olivenbrun, dækket med matte, jævnligt lidt sammenløbende, udflydende, mørkere brune Pletter. Deres: Længde 46—57 mm, Bredden 35—41 mm. De udklækkede Unger forlader næsten straks Reden. Am SoStortrappe (Ofis-tarda Linné). Trapgaas, Trappe. Norsk: Stortrappe. Svensk: Stor- trapp. Tysk: -Grosstrappe. Engelsk: Great Bustard. Hannen i Parringsdragt har ensfarvet, mørkt askegraat Hoved og Hals, "Hagen og Struben lidt lysere; midt ned ad Pande og Isse en mørkere Længdestribe. Hagens Sidefjer stærkt forlængede, med opløste Faner, .R. Hørring: Fugle II. : 7 98 dannende to store, indtil 16 cm lange Skægduske. Den nederste Del af Baghalsen mere eller mindre rustrød. Hele Ryggen, Skuldrene, de forlængede Skulderfjer samt Fig. 22. Stortrappe (Efter Kolthoff & Jågerskidld). de smaa øvre Vingedækfjer lyst rødligt gulbrune, hver Fjer med endel mere eller mindre afbrudte og uregel- mæssige sorte Tværbaand. Overgumpen mere rødligbrun med smallere sorte Tværbaand. Forbrystet askegraat med et mere eller mindre fremtrædende, bredt rødbrunt sort- stribet Tværbaand. Hele den øvrige Underside ensfarvet graalighvid, næsten renhvid paa Undergumpen og Krop- 99 siderne samt paa hele Vingens Underside. De mellemste Vingedækfjer rent askegraa, de store nederste graalig- hvide. Haandsvingfjerene brunsorte med mere eller min- dre renhvide Grunddele; de indre, mægtig store Årm- svingfjer, der blot er 5—8 cm kortere end Haandsving- fjerene, er ensfarvet askegraa. Den store vifteformede Hale er 28 cm lang; dens 3 ydre Styrere overvejende hvide, de mellemste smukt rustrøde, alle med et bredt sort Tværbaand et Stykke over de hvide Fjerspidser, der kun mangler paa det midterste Par Styrere. Efter Par- ringstiden mister de de forlængede Skægfjer og det rød- brune Tværbaand over Forbrystet. Yngre Hanner har smaa eller ingen Skægduske; Forbrystet med svagt antydet eller helt manglende Tvær- baand over dette; deres indre Armsvingfjer er farvet som Ryggen, blot graalige ud mod de sorte Spidser; de 6 ydre Haandsvingfjer hvidspidsede. -.Hunnerne er meget mindre end Hannerne, men ligner iøvrigt meget de yngre Hanner.- Deres mellemste Vingedækfjer rustrøde med sorte Tværbaand, altsaa farvet "som de smaa øvre. Baghalsen rustrød paa sin nedre Del. 'Rygsidens sorte Tværbaand er bredere, mere sammen- flydende og dækkende. Deres inderste gulbrune Armsving- fjer har brede, sorte Tværbaand, de øvrige indre Årm- svingfjer er ikke askegraa, men hvidlige med sortebrune Tværbaand. ; Iris mørkebrun. Næbbet, der er graat med mørkere Spids, er befjedret over hele sin basale Del til helt ud over Næseboret, der ligger midt paa Næbbet; Næb- ryggen nøgen langt op mellem Fjerene. Næbspalten stræk- ker sig helt ind under Øjet. Næblængden, fra Næseborene til Næbspidsen, hos Hannen c. 3 cm. Hos Hannen findes i Parringstiden en stor Strubesæk, der aabner sig under Tungen. Hannens Vægt 15—20 kg, dens Vingelængde 60—65 cm, Halefjerene 25—28 cm, Mellemfoden 14,5— 15,5 cm, Mellemtaaen c. 7 cm. Hunnens Vægt kun c. 6 kg, 765 100 dens Vingelængde 48—55 cm, Halefjerene c. 20 cm og Mellemfoden c. 12,5 cm. Fødderne rødliggraa. Dunungerne er brunlighvide, paa hele Oversiden med sorte, tildels afbrudte Længdestriber; Undersiden hvidlig med rustgulligt Anstrøg. Denne pragtfulde Trappeart er altid kendelig paa sin Størrelse, der overgaar alle andre europæiske Landfugles. Udbredt i Mellem- og Sydeuropa, hvor den tidligere var meget almindelig mange Steder; nu er den dog af- taget meget stærkt i Antal og mange Steder helt udryddet; talrig er den endnu paa den pyrenæiske Halvø samt i Polen, Ungarn og Rumænien. Vidt udbredt over Sydrus land og over hele det vestlige Asien ud til Altai. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke, og i Eng- land har den været udryddet som Ynglefugl siden 1838 og viser sig nu kun der som en tilfældig Gæst. Fra Norge kendes den ikke. I Sverrig har den tidligere ynglet i visse Egne af Skaane, hvor den endnu fandtes over Midten af forrige Åarhundrede, men er nu forlængst udryddet her og har senere kun vist sig som en ret sjælden Gæst. Ogsaa i Finland har den vist sig sjældne Gange. I Tysk- land er den endnu nogenlunde talrig og regelmæssigt. rugende i Brandenburg, Anhalt, Altenburg og Sachsen, men udryddet i Østpreussen og Vesttyskland. ; I Danmark har Stortrappen vistnok ynglet i gammel Tid, nærmest vel i Syd-Jylland og i Slesvig; -kun ét Til- fælde kendes med Sikkerhed, idet en Hun i 1860 toges … paa en Rede med Æg ved Mattrup ved Kolding. Ellers kendes den fra nyere Tid kun som en ret sjælden Gæst, der enkeltvis op mod en Snes Gange vides skudt her i Landet; den har vist sig her omtrent til alle Aarstider, ogsaa midt om Vinteren, og er truffet særlig i Landets sydligere Dele baade paa Øerne og i Jylland, dog ogsaa skudt et Par Gange oppe ved Hanstholm og en Gang paa Hesselø. Det er sikkert Individer, der er strejfet her op fra tyske. Ynglepladser. Stortrappen er en yderst sky og forsigtig Fugl; den holder udelukkende til paa ganske aabent, fladt og tørt Land, i kultiverede Egne gerne paa dyrkede Marker, og undgaar som Regel at komme i Nærheden af Hegn og Ujævnheder i Terrænet, der kan skjule Forfølgere. I Yngletiden holder den sig skjult i høje Kornmarker. Den færdes gerne i Smaaselskaber, der holder fortræffeligt 101 Udkig; foruroligede strækker de Halsen højt i Vejret og flyver. som Regel op, allerede medens man er dem paa lang Afstand. I sydligere Lande er de nærmest Stand- fugle, i nordligere Egne strejfer de derimod om Vinteren vidt om. I Sverrig var de Trækfugle, der ankom i April Maaned. De letter uden Vanskelighed; under Flugten hol- der de Halsen strakt lige frem og Benene lige bagud; Vingeslagene ret lydløse, rolige og regelmæssige. De er ret tavse; Hannen skal i Parringstiden lade høre et ikke synderlig højt hu—hu. Næringen hovedsagelig grønne Urters saftige Blade og Knopper samt Korn o.l1l., men ogsaa Insekter, Orme, Firben, Frøer og Smaapattedyr som Mus o.l. skal de af og til fortære. I Parringstiden op- fører Hannerne ejendommelige Parringslege, hvorunder de puster deres store Strubesæk op, rejser Fjerene, spreder Halen ud og springer om med sænkede Vinger; de ind- tager da forvredne Stillinger med Halsen bøjet tilbage over Kroppen. Hannerne skal da tillige udkæmpe voldsomme - Kampe om Hunnerne. .. De 2—3 Æg, der i Tyskland lægges hen i Maj, ligger i en Fordybning i Jorden, skjult mellem Markernes Græs og høje Urter; de ruges af Hunnen i c. 30 Dage. Deres Skål, der snart er ret glat, snart ru og knudret, har ”olivenbrun, olivengrøn eller graagul -Grundfarve, over det hele med lidet eller ikke synderlig stærkt fremtræ- dende, meget uregelmæssige, større og mindre, mørkere : brune Pletter, af og til tættere og mere sammenflydende ved Polerne; Formen oval, den ene Ende kun lidet tyk- kere end den anden; Længden c. 80 mm, Bredden c. 56 mm, dog endel varierende i Størrelse. Ungerne passes ude- lukkende af Hunnen. 3; Kravetrappe (Otis macquéenii Gray). (Houbara macqueenii, Chlamydotis undulata macquee- nii). Svensk: Kragtrapp. Tysk: Asiatische Kragentrappe. Engelsk: Macqueen's Bustard. Hannens Pande og Isse graalig gulbrun med fin sort Tværvatring, Fjerene bagtil forlængede til en ned- hængende Top; midt ned ad Issen en smal Stribe af stærkt forlængede Fjer, der fortil er rensorte, ofte med hvidlig Basis, bagtil mere eller mindre hvide. Kinderne smudsigt hvidgraa med sorte smalle Skaftstriber. 102 Hage og Strube renhvide; Halsen hvidlig askegraa, Fjerene i Spidsen gulbrune, fint sortvatrede. Forhalsen og navn- lig Forbrystets stærkt forlængede Fjer omtrent rent aske- graa. Ned ad hver Halsside, lige fra Egnen bag Øret til Forbrystets Sider,en smalStribe stærkt forlængede, Fig. 23. Kravetrappe. (Efter Kolthoff & Jågerskidld). sorte, ret stive Fjer, kortest opadtil, de nederste c. 9 cm lange; denne stærkt fremtrædende sorte Fjerkrave ender nedadtil paa hver Side med en c. 15 cm lang, hvid Dusk af egretteagtige Fjer. Hele Fuglens Overside, her- under de øvre Vingedækfjer og de forlængede indre Årmsvingfjer, der paa den sammenlagte Vinge kun er c.2 cm kortere end Haandsvingfjerene, er graalig gulbrun med mere eller mindre rødbrunt Anstrøg, over det hele fint sort tværvatret; grovere sort Tværvatring danner 103 brede, mørkere, mod Fjerenes Basis udflydende Tvær- ” baand; paa Vingedækfjerene fremtræder disse Tværbaand som sorte Pilpletter. Bagryggen omtrent uden Tværbaand; "de nedre Vingedækfjer har hvidgraa Grundfarve. Bryst, Bug og Undergump samt største Delen af Vingernes Un- derside hvide. Gumpens Sider og de yderste Underhale- dækfjer med sorte Tværbaand eller grovt sortvatrede. De ret tilspidsede Haandsvingfjers Faner og Skafter renhvide paa deres basale, sortebrune paa deres ydre Halvdel. Halen stor og vifteformet, farvet som Ryggen, med c.7 brede, blaagraaligt brune Tværbaand; Styrernes Spidser, navnlig for de ydres Vedkommende, hvide, kun de to midterste har rødbrune Spidser. Hunnen ligner Hannen, men er endel mindre, lige- som dens Nakketop og Krave er betydelig mindre. Iris brunlig orangegul. Næbbet, der er c. 40 mm langt, afviger i Form meget fra de andre ÅArters, idet det er ret spinkelt, langt og smalt, ikke synderiig højere ved Roden end henimod Spidsen; de store Næsebor sidder et godt Stykke foran Fjergrænsen. Hannens Vingelængde 38,5— 42 cm, Hunnens 35,5—37.-cm. Mellemfoden 9—10 cm. Fødderne lyst gulgraa. Kravetrappen er altid kendelig paa sin sorte Hals- krave og fintvatrede Rygside, ligesom den i sin Størrelse afviger baade fra den lille Dvergtrappe og fra Stortrappen. Udbredt som Ynglefugl i Asiens sydligere Dele lige fra Nilen gennem Lilleasien og Persien til Afghanistan og mod Nord op til 51” n. Br. I Sydrusland viser den sig ikke sjældent, og nu og da forvilder enkelte Individer sig . vidt om i det øvrige Europa. En nærstaaende Art O. un- dulåta (Jacquin), der af nogle anses for kun at være raceforskellig fra den asiatiske Form, hører hjemme i Afrikas nordlige Dele og forvilder sig nu og da til de eu- ropæiske Middelhavslande. I England har den vist sig mindst 4 Gange; kendes ikke fra Norge; i Sverrig er den en Gang skudt paa Øland, ligesom den en Gane har for- vildet sig til Finland. . I Danmark har Kravetrappen kun vist sig et" Par Gange; den er saaledes skudt ””/11 1843 ved Flensborg; 104 senere er en Han skudt ”/10 1892. paa Emmerlev Mark Nord for Højer i Sønderjylland. I Levevis staar den de andre Trappearter nær, holder navnlig til paa de asiatiske Stepper, hvor den delvis er Trækfugl, der overvintrer i Indien. De 2—3 Æg er lyst olivenbrune med spredte, ret skarpt tegnede, mørke og svagere fremtrædende lyst graaligbrune Pletter; Længden c. 62 mm, Bredden c. 43 mm. 2den Familie: Traner (Gruidæ). Næbbet, der er lige saa langt som eller længere end Hovedet, er lige, navnlig mod Spidsen ret sammentrykt med forholdsvis bred og affladet Næbryg; ved Grunden er det ikke synderlig højere end længere ude, forholdsvis lavt over Næse- borene. Næbbets inderste Halvdel mere blød- hornet, den yderste haardhornet med skarpe, svagt indbøjede Rande. De aflange smalle Næsebor ligger paa Næbsiderne midt i en bred, lang Næsegrube, der strækker sig omtrent over Næbbets indre Halv- del. Næseborsskillevæggen gennembrudt. Næbbet kun spaltet til under Panden, Mundaabningen derfor lille. Issen og store Dele af Hovedet hos de voksne Fugle jævnlig helt nøgne og stærkt farvede eller dækket med smaa Fjerbørster; andre har tætbefjeret Hoved med lange Fjerprydelser. Halsen meget lang og tynd, med 19 Halshvirvler, bæres gerne S-formet bøjet. Vingerne meget store, baade lange og brede, med lange Armknogler. De inderste Årmsvingfjer og disses Dækfjer er meget forlængede, lancet- formet tilspidsede og udformede som Prydfjer; de. rager paa den sammenlagte Vinge langt ud over. de 11 Haandsvingfjer, af hvilke 3. og 4. er længst. Tranerne fælder omtrent alle Svingfjerene paa en Gang, saaledes at de en Tid er ganske ude af Stand til at flyve. Iøvrigt fælder de kun én Gang aarlig, nogle Arter endog kun hvert andet Aar. 105 .Halen kort og afrundet med 12 Styrere. Benene meget høje med lange og slanke Fødder, nøgne højt op over Hælen; Huden her dækket af seks- kantede Skæl; den lange Mellemfods Forside med brede Hornskinner, bagpaa med store, paa Si- derne med smaa Skæl. Tæerne forholdsvis tem- melig korte, ret tynde, paa Oversiden med Tvær- skinner; mellem 3. og 4. Taas Grundled en stor Bindehud. Kløerne korte, trinde, lidet tilspidsede og kun svagt krummede, kun Indertaaens mere krogformet og spids; den ret korte Bagtaa sidder heftet endel højere end Fortæerne, berører knapt Jorden. Fjerenes Farve overvejende graa med sort og hvid Tegning. Ingen synderlig Kønsforskel, Hannen blot noget større end Hunnen. Kraniet afrundet, uden Kamme eller Kirtel- gruber. Gaffelbenene lange, inderligt sammen- voksede med Brystbenskammen. Brystbenet er meget ejendommeligt, langt og smalt, med omtrent parallele Siderande, uden Indsnit i den lige af- skaarne Bagrand; den lange, høje Brystbenskam er meget bred og tyk; det meget lange Luftrør, der har over 300 Benringe, gaar nemlig gennem en Aabning i Forkanten ned i Kammen og danner en større eller mindre Slynge, der f. Eks. hos vor alm. Trane hos de gamle Fugle naar helt ud til Brystbenets Bagende, hvorfra den strækker sig frem i Kammens Forende, for atter at bøje sig tilbage og forlade Brystbenet lige oven over Indgangs- " stedet. Kro mangler; Kirtelmaven lille; Muskel- maven derimod kraftig og stor. Blindtarmene ret store, 10—15 cm lange. Gumpekirtlen fjerklædt. Store Fugle, der lever i Sumpe og Moser, hvor de færdes paa Jorden og aldrig sætter sig i Træer ell. lign. Trækfugle. Reden paa Jorden. Æggene graalige eller brun- lige med to Slags Pletter, De smaa Unger er dunklædte 106 og forlader meget hurtigt. Reden. Føden baade vegetabilsk og animalsk. Familien omfatter kun c. 20 Arter, der oftest deles i indtil 9 Slægter, som for største Delen dog er meget nær- staaende. Udbredte over hele Jorden, de koldeste Egne dog undtagne, findes blot ikke paa Ny Zeeland og Stille- havsøerne. De i Danmark forekommende 2 Arter henføres ofte hver til sin Slægt, nemlig Grus og Anthropoides, men samles her under en Slægt. . Traneslægten (Grus Pallas). I alt væsentligt karakteriseret ved de under Familien nævnte Ejendommeligheder. Oversigt over de danske Tranearter. 1. Stor. Vingen over 54 cm, Næbbet over 10 cm, Mellem- foden over 24 cm. Hos de voksne Fugle er Isse og Pande nøgne, blot med spredte Haarbørster; Hoved og Hals iøvrigt med korte Fjer... 1. Trane (G. cinérea). 2. Mindre. Vingen under 54 cm, Næbbet - under 72 mm, Mellemfoden under 22 cm. Hos de voksne Fugle er Isse og Pande fjerklædte, bag Øret en lang hvid Fjer- busk; Forhalsens Fjer stærkt forlængede og nedhæn- SENDES Fre EEN REMO NE 2. Jomfrutrane (G. virgo). 1. Trane (Grus cinérea Meyer & Wolf). Megalornis grus grus (Linné). Almindelig Trane (Ardea grus Linné, G. communis Bechstein). Norsk: Trane. Svensk: Trana. Tysk: Kranich. Engelsk: Common Crane. Han og Hun ens i Ydre. Partiet mellem Næb og. Øje samt Pande og Isse, den sidste efter skarpe Grænser, sorte og nøgne blot med ret spredt siddende smaa sorte Fjerbørster; over Issens bagerste vortede Del en rød V- formet Plet. Paa hver Side af Hovedet et bredt hvidt Parti, strækkende sig fra Øjet bagud over Baghovedets Sider; de mødes paa Baghalsen og fortsættes lidt ned ad 107 denne. I Nakken, mellem disse hvide Striber en trekantet, bagtil spidst udløbende graaligsort Plet. Kinder, Hage, Strube og hele Overhalsens Forside graaligsorte. Hele Fuglens Krop samt Skulder- og Vingedækfjer iøvrigt graa, Fig. 24. Trane. (Efter Tegetmeier i British Birds). Rygsiden en Kende mørkere med svagt brunlige Fjer- kanter; de smaa Vingedækfjer delvis med smalle, sorte Skaftstriber, de store nederste mere eller mindre sorte paa Inderfanens yderste Del; Overhaledækfjerene med sort Anstrøg paa Inderfanerne. Haandsvingfjerene og de ydre og mellemste Armsvingfjer brunligsorte, de sidste med svagt graaligt Anstrøg. De indre Armsvingfjer, hvis Faner delvis er opløste ligesom paa Strudsfjer, naar endel 108 ud over Haandsvingfjerene; de er bredfanede, men spidse og lidt nedadbøjede og udadkrummede; deres Farve mørkegraa, dog sort ned ad Midten og i Spidsen. Styrerne mørkegraa, ud mod Spidserne sorte. Iris brunligrød. Næbbet graagrønt, lysere mod Spid- sen. Længden 102—118 mm, længst hos Hannen. Næb- højden over Næseborene 20 mm. Hannens Vingelængde 60—69 cm, Hunnens 55—59 cm. Mellemfoden 23—25 cm. Mellemtaaen 10—10,5 cm lang. Fødderne sorte. Fjerdragten fældes en Gang aarlig. Unge Fugle har ret ensfarvet, lyst rødligbrunt Ho- ved, tæt dækket af almindelige korte Fjer, varmest farvet i Nakken og paa Kinderne; Hagen lysere. Halsen graa- brun. Iøvrigt mere brunliggraa, med lysere Fjerkanter og med smalle sorte Skaftstriber paa Ryg, Skuldre og Vinge- dækfjer. ÅArmsvingfjerene kortere og mere brunlige med sorte Skaftstriber, bredest mod Spidsen. Et Aar gamle skal de erholde de voksnes Dragt. Dunungen rustbrun paa Rygsiden, Hovedet rust- gult; mørkere midt ned ad Ryggen, med en stor, lys rød- liggul Plet påa hver Side af Ryggen. Undersiden hvidlig. Denne pragtfulde store Fugl kan ikke forveksles med nogen anden dansk Årt. Udbredt som ret almindelig Ynglefugl særlig i Nord- europa, men ogsaa i det østlige Mellem- og Sydeuropa, i ringe Tal ogsaa i Italien og Spanien; endvidere i Lille- asien, Vestsibirien og Turkestan; findes i Rusland op til 78”. En lidet afvigende lysere Race, G. lilfordi Sharpe er udbredt over Asiens østlige Dele. Trækfugl, der over- vintrer i Middelhavslandene og Nordafrika. Fra Grønland og Island kendes den ikke, til Færøerne har den et Par Gange forvildet sig. I England fandtes den indtil c. 1600, men er i Nutiden en sjælden og ret tilfældig Gæst. I- Norge ruger den almindelig i Skovmoserne i Oslo og Hamar Stifter, sparsommere op i Nordland og viser sig hist og her i Egnen om Tromsø. I Sverrig findes den endnu vidt udbredt og ret almindelig paa passende Lo- kaliteter i Landets nordlige Dele helt op til Lapmarken, navnlig dog talrig i Nordlands Skovmoser; den træffes 109 endnu, omend i aftagende Tal, ynglende helt nede i det østlige Skaane og i Smaaland. I Finland er den ogsaa al- mindelig. Preussen angaves endnu i 1905 at have 2000 Par, der rugede fordelt paa over 300 Ynglepladser. I Danmark har den sikkert i gammel Tid ynglet ret almindelig paa passende Lokaliteter; mange Stednavne bærer endnu Vidnesbyrd herom. Endnu i Midten af det 19. Aarh. rugede den adskillige Steder i Slesvig; i 1824 angaves den endnu at yngle ved Sorø og vistnok ogsaa ved Skjoldnæsholm; ogsaa i Almindingen paa Bornholm vides den at have ruget. Paa Gennemrejse For- og Efter- aar til og fra sine nordlige Rugepladser ses den endnu ret almindeligt og regelmæssigt, trækkende om Dagen i Smaaselskaber eller i Flokke, der kan naa op til over 100 Individer eller flere. De flyver som Regel meget højt, nu og da knapt til at øjne, ordnede i lange bølgede Linier eller i Kile, idet de ofte skifter Orden. Under Flugten, der foregaar med rolige langsomme Vingeslag, ofte svæ- ” vende omkring i store Kredse, strækkes Næb, Hals og Ben lige ud; ofte lader de deres vidtlydende, stærke og klangfulde Stemme høre, der minder om Trompetstød. Hist og” her hviler de ved vore Kyster eller paa Enge eller ved Søer; de er da meget sky og vagtsomme og fort- sætter som Regel snart Rejsen. Om Foraåaret kan Flokke ses først i April eller endog i Marts, men som Regel be- gynder de gennemrejsende Fugle gerne at vise sig om- kring Midten af April og ses da talrigst denne Maaned ud. Traneflokke ses ogsaa, omend sjældnere, i hele Maj, vel Fugle der yngler i meget nordlige Egne; selv i Juni er der set Flokke, mulig af ikke ynglende Dyr; dette maa i alt Fald gælde de Traner, der nu og da, enkeltvis eller faa sammen, viser sig her i Landet i Juli Maaned. Efter- aarstrækket begynder gerne midt i September og strækker sig langt ud i Oktober; Flokke kan dog allerede ses i sidste Halvdel af August; en Gang skal en lille Flok være truffet "”/1 i Saltbækvig, og lignende Tilfælde kendes fra Nabolandene. Tranerne holder i Skandinavien ganske overvejende til i øde og afsides Sumpe og Moser med spredte Buske og Træer, omkransede af Skovstrækninger. Her ruger de parvis og spredt; i Parringstiden opfører de deres ejen- dommelige Danse, hvorunder de springer om med ud- bredte Vinger; de løber iøvrigt fortrinligt, og det er umu- ligt at løbe et vingeskudt Individ op. Den store, flade, " kunstløse Rede bestaar af lidt opdyngede Kviste, hvorpaa lidt Mos, Græs og Siv danner Underlaget for de 2 Æg; 110 den er anbragt paa en Tue, næsten altid ude i Sumpenes utilgængelige Hængesæk, sjældent paa tør Grund, jævnlig mellem Buske o.l. I Sverrig lægges Æggene i Maj, tid- ligst sidst i April; de ruges af begge Forældrene i 30 Dage; de sky og forsigtige Fugle søger stedse skjulte at snige sig fra Reden, naar man nærmer sig denne. Ægge- nes Grundfarve lyst graaligt eller rødligt gulbrun ofte med grønligt Anstrøg; over det hele med spredte, uregel- mæssige, større og mindre, brune eller rødbrune Pletter med indblandede, svagere fremtrædende, lyst rødliggraa Pletter. Skallen ru og kornet, Formen aflang, lidt tykkere i den ene Ende; Størrelsen stærkt varierende, Længden oftest 90—100 mm, Bredden 60—65 mm, men baade større og mindre Æg findes. Efter Yngletiden flokkes Tranerne atter hen i August. Føden bestaar om Sornmeren særlig af Bær, Knopper, alle Slags Korn, Frø o.1., men delvis ogsaa af Insekter, Snegle, Frøer, Mus o.l. 2. Jomfrutrane (Grus virgo (Linné). (Ardea virgo Linné, Anthropoides virgo Vieillot). Svensk: Numidisk Trane. Tysk: Jungfernkranich. Engelsk: Demoiselle Crane. Han og Hun ens; Hovedet, Halsen samt Forhalsens stærkt forlængede, nedhængende, indtil c. 20 cm lange, spidse Fjer rensorte. En bred Stribe ned ad Hovedets Overside, løbende spidst ud i Nakken, askegraa, smallere og blandet med. sort i Panden. Fra Øjet en smal hvid Stribe bagud, ved Øret bredende sig ud til en stor, c.10 cm lang Dusk hvide, egretteagtige, nedad- krummede Fjer. Underhalsens Bagside ligesom Fug- lens øvrige Krop samt Skulder- og Vingedækfjer aske- graa, paa Rygsiden med lidt lysere Kanter og mørke Fjer- skafter. Haandsvingfjerene og de ydre Armsvingfjer sorte, de sidste er brede og spidse med graalige Inderfaner; de indre meget forlængede Armsvingfjer er paa deres brede basale Halvdel askegraa, medens de paa deres ydre smalle, spidse Del er sorte, kun lidt graalige langs Skaftet; disse lange Prydfjer hænger paa den sammenlagte Vinge c. 20-cm 111 ned over Haandsvingfjerenes Spidser. Den ret korte Hale er mørkegraa, mod Spidsen graasort. Iris rød. Næbbet graagrønt, mod Spidsen orangerød- ligt. Næbbet 63—72 mm langt, Vingen 45—52 cm. Benene Fig. 25. Jomfrutrane. (Efter Mivart). sorte; Mellemfoden 17—22 cm lang, Mellemtaaen 7—8 cm lang. Hannen stedse noget større end Hunnen. Unge Fugle kendes paa, at deres Hoved og Hals er graa; den ligeledes graa Øredusk er meget kort; For- halsens Fjer graa og ligesom de indre Armsvingfjer kun ubetydeligt forlængede. Denne smukke lille Trane vil altid være let kendelig paa sin ringe Størrelse og for de voksnes Vedkommende paa sine hvide Øreduske. 12 Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Asien, helt op i Sibirien, ud i Kina og ned i Persien; alminde- lig i Sydruslands Steppeegne, findes vestligt i Dobrudscha i Rumænien; yngler ogsaa i Nordafrika og mulig i Syd- spanien. Trækfugl, der overvintrer i Indien, Nord- og Nord- østafrika. Nu og da forvilder den sig til Europas østlige Middelhavslande, og sjældne Gange viser den sig langt uden for sit Omraåde i det vestlige og nordlige Europa. I England er den saaledes skudt et Par Gange. Fra Norge kendes den ikke, hvorimod den er skudt 2 Gange i Sver- rig, saaledes i 1857 i Nerike og i 1874 ved Strømstad. I Tyskland har den vist sig nogle sjældne Gange, saaledes 2 Gange paa Helgoland. I Danmark er Jomfrutranen kun iagttaget 1 Cane idet 2 Individer viste sig kort før Midten af Maj 1901 ved Staby, 2 Mil Nord for Ringkøbing; det ene, en gammel udfarvet Fugl, blev skudt. De kom flyvende fra Syd; den overlevende kredsede nogle Gange om den dræbte Mage og forsvandt da mod Sydøst. I Levevis ligner den vor Trane; lever baade i sum- pede Egne og paa tørre Stepper. Paa deres Samlingssteder angives de med særlig Iver at opføre deres ,,Tranedansf. I Dobrudscha indfinder de sig i den første Del af April; deres 2 Æg findes i Slutningen af April og i Maj; de ligner vor Tranes, men Længden er oftest kun 79—85 mm, Bredden 48—53 mm. 7de Orden. Vadefugle (Limicolæ). Hertil henregnes en lang Række Slægter, der i Ydre ofte afviger endog særdeles meget fra hin- anden, saaledes er navnlig Næbformen ofte for- skellig; indenfor de enkelte Grupper er der der- imod ofte stor Ensartethed. Naar blot enkelte Ørkenformer undtages, lader de sig dog straks ved første Øjekast erkende som Vadefugle, idet de i hele deres Bygning er tilpassede til at leve ved og. søge deres Føde ved Havets og de ferske Vandes Bredder, hvor de navnlig holder til i La- guner og i Sumpe, Moser og side Enge. Næbbet næsten altid mere eller mindre blødhudet, i alt - 113 Fald paa den indre Del; mod Spidsen er det klædt "med lidt tykkere Hud eller med ret tykt Hornlag. Snart,er det, som hos de sneppeartede Vadefugle langt og tyndt, dels lige, dels nedad- eller sjæld- nere opadbøjet, helt klædt. med blød og følsom Hud, egnet til at stikke ned i blød Jord, Sand eller Dynd og deraf opdrage alle Slags Smaadyr; snart er det, som hos Brokfuglene, kort og kraf- tigere med haard Hornspids, egnet til at oppille Smaadyr fra Jordoverfladen. Enkelte, f. Eks. Strand- skaderne, har kraftigt hornklædt Næb, hvormed de formaar at itubryde og aabne Snegle og Mus- linger. Næseborene spalteformede, sidder næsten … altid frit et Stykke foran Fjergrænsen og ligger .… paa Næbbets Sider i en længere eller kortere, — blødhudet Næbfure. Hovedet helt befjeret, aldrig med nøgne Partier. Øjnene store; Næsekirtler findes altid, snart ret smaa, snart større; de dan- ner ofte Gruber i Kraniet over Øjnene. Tungen lang og spids; kun de langnæbbede Regnspover har ganske kort Tunge. Halsen ret lang, hos flere endogsaa meget lang og tynd, bæres S-formet bøjet. Halshvirvlernes Tal næsten altid 15. Vin- gerne ret lange og spidse, kun afrundede hos Vi- berne, altid med 11 Haandsvingfjer. 10—20 Arm- svingfjer, af hvilke den 5te altid mangler; de in- derste Armsvingfjer er forlængede og naar i den sammenlagte Vinge omtrent til Haandsvingfjerenes Spids. Halen som Regel ret kort, afrundet eller " kileformet, med et meget vekslende Antal Styrere, lige fra 10 til 26, dog er 12 langt det alminde- ligste. Fjerklædningen stærkt vandskyende; Bifaner findes altid, oftest dog ret smaa. Fjerene er ord- nede i veladskilte Bede, Dunene kun lidet udvik- lede;. nedad Ryggen et bredt, fortil tvedelt Fjerbed. " En fjerklædt Gumpekirtel findes altid. Fjerenes Farve som Regel ret broget, oeunle paa Rygsiden, R. Hørring: Fugle II. | 8 - "dl 114 men med afdæmpede brunlige, graa og sorte Far- ver. Bugen som Regel lysere eller hvidlig; rene grønne eller blaa Farver har de aldrig. Han og Hun ligner som Regel hinanden ganske, Brushøns og enkelte andre dog undtagne, men Hunnen er som Regel større end Hannen, navnlig er Næbbet hos.de langnæbbede Former betydelig længere hos Hunnen. Parrings- eller Sommerdragten er som Regel den farverigeste og smukkeste; ved en total Efteraarsfældning erholdes en Vinterdragt, der hos " mange er af anden Farve, særlig graalig med hvid Underside. De gamle Fugle fælder da længe før Ungerne, saaledes at man ofte ser dem i ren Vinterdragt allerede tidligt paa Efteraaret. Om Foraaret finder hos mange atter en delvis Fæld- ning Sted, hvorved Sommerdragten erholdes; Sving- fjerene og de øvrige Vingefjer fældes da som Regel ikke. Nogle har særlige Prydfjer (Brus- haner) eller Tegninger (Ryler, Hjejler) i Parrings- tiden; disse fældes da atter snart igen. De unge Fugle er oftest kendelige paa Ryggens lysere Fjer- bremmer og mattere Farver; enkelte Arter (f. Eks. Islandsk Ryle) har som unge en helt afvigende Dragt. Benene egnede til Løb og Ophold paa dyndet og fugtig Grund, næsten altid nøgne et længere eller kortere Stykke op over Hælen; Laa- rene fri af Krophuden, Benene som Regel høje med lang, slank og trind Mellemfod og lange Tæer med korte, smaa, lidet krumme Kløer. Hos mange er Benene meget høje (Spover, Klirer, Kobbersnepper o. a.) eller endog monstrøst lange (Stylteløbere og Klyder) og sætter disse Fugle i Stand til at vade i ret dybt Vand. Benenes nøgne Dele klædte med smaa, ret bløde Skæl og oftest med Tværplader paa Forsiderne. Bagtaa findes hos de fleste, men er ofte lille og mangler hos endel helt. En stor Bindehud er almindelig mellem 3. KS og 4. Taa's Grundled eller mellem alle 3 For- tæers, egnet til at hindre Fuglen i at træde gen- nem paa blød Bund. Af Skelettets Ejendommelig- heder kan nævnes, at Hjernekassen er afrundet med som Regel smaa og smalle, sjældnere store Næsekirtelgruber over Øjnene; Plovbenet fortil spidst "hastil =spaltet.7'6""Par "ægte -Ribben); ” for- bundne" med Brystbenet; detteer: ret stort”.og bredt, med høj Kam, i Bagranden som Regel med % Par Indsnit, af "hvilke; dogs'det'inderste ofte er lille eller"omformet- fil ef Hul. "Kro mangler: Tarmen ligger i 3—4, højst 5 Slynger; Kirtel- maven lille; Kraasen stærkt muskuløs, blot med Længdefolder, uden Knuseskiver, dog paa Siderne med Seneskiver, indeholder altid Grus og Sand. Veludviklet Galdeblære findes som Regel; Blind- tarmene vel udviklede. Vadefuglene løber alle godt og hurtigt; enkelte Arter svømmer baade godt og gerne, som Regel dog ikke fri- villigt, men kun naar de er saarede eller i Fare; endel formaar tillige at dykke. De færdes saa godt som ude- lukkende paa Jorden, hvor de ogsaa sover, staaende paa et Ben med Hovedet under Vingen; enkelte Arter kan dog nu og da sætte sig i Træer 0.1. Alle er de fortrin- lige Flyvere, der under Flugten strækker Benene lige bagud; naar de flyver i Flok, flyver navnlig de mindre Arter oftest uden særlig Orden,- men manøvrerer med stor Ensartethed. Føden ganske overvejende animalsk og bestaar af alle Slags Krebsdyr, Insekter, Larver, Orme, Snegle 0.1.; om Sommeren fortærer dog mange af de større Arter, der yngler paa Heder o.1., ofte Bær og andre Plantedele. Som Hovedregel gælder det, at de holder til paa aabent Land, kun faa (Skovsnepperne og enkelte Klirer) lever i Skovegne. Næsten alle Vadefugle lever i " Monogami og færdes i Yngletiden spredt og parvis, ruger aldrig samlede i egentlige Kolonier. De udruger normalt 8S+ 116 et Kuld Unger aarlig, kun enkelte, f. Eks. Skovsneppen, mulig 2 Kuld. Reden paa Jorden, bestaar enten blot af en Fordybning i Sandet eller af en nedtrampet Plet i Græsset, højst udforet med lidt Straa, Blade ell. 1.; oftest er den da skjult i en Tot Græs eller anbragt paa en Tue. Æggenes Antal som Regel 4, sjældnere kun 3 eller 2. Æggene forholdsvis meget store, udpræget pæreformede, anbragte i Reden med de spidse Ender mod hinanden. Skallen som oftest ølivenbrun, grønlig eller lysebrun med spredte eller sammenflydende mørkere Pletter, jævnlig størst og tættest om den butte Pol. Æggene ruges som Regel overvejende af Hunnen, medens Hannen opholder sig i Nærheden; hos nogle Arter (Pomeransfugle, Odins- og Thorshøns o. a.) har Hannen ene overtaget Rugningen. Ungerne kommer tæt dunklædte ud af Ægget; Dunklæd- ningen gerne gulbrun med mørke Pletter og Striber; Ungerne forlader meget hurtigt Reden og kan løbe rundt og søge Føden selv, blot ledede og vogtede af Forældrene. Ynglepladsen er for mange Arters Vedkommende ofte langt fra Havet, i Indlandets Sumpe, Enge og Heder; efter Yngletiden samler de sig i Flokke, der efterhaanden søger til Havkysterne. Alle Vadefugle er Trækfugle, der rejser følgende Kyster og Floder; ofte er deres Vandringer af uhyre Udstrækning, saaledes fra de nordligste arktiske Egne til Afrikas sydligste Dele. De gamle Fugle forlader, særlig i nordlige Egne, ret hurtigt Ynglepladsen, ofte lige saa snart Ungerne blot nogenlunde kan klare sig selv, og rejser hastigt mod Syd; dette gælder ofte særlig de gamle Hunner; disse afrejser først i samlede Flokke, medens Hannerne, der har passet Ungerne, følger efter lidt senere; som de sidste forlader Ungerne i samlede Flokke Ynglestederne og slutter sig først i langt sydligere Egne til de gamle Fugle. Trækket foregaar baade ved Nat og Dag; mange Arter synes hovedsagelig at rejse om Natten. Om Foraaret kommer vore egne ynglende Vadefugle først til Danmark, senere viser de nordligere rugende af samme 117 Art sig paa Gennemrejse, saaledes at de nordligst rugende "passerer vort Land sidst. . I systematisk. Henseende slutter Vadefuglene sig, bygget paa en Mængde anatomiske Forhold, meget nær til Maagefuglene (Laridæ) og de med disse nær beslægtede Alkefugle (Alcidæ), saaledes at de egentlig danner en stor naturlig Gruppe (Laro-Limicolæ); denne Gruppe slutter sig atter meget nær op til Duerne (Columbidæ), saaledes at alle disse nævnte Fugle, der navnlig viser Lighed i Skeletbygningen, tilsammen ofte regnes for en stor Orden (Charadriiformes). I denne store Orden maa da Vade- fuglene opfattes som Midtpunktet; fra dem har paa den ene Side Maagerne udskilt sig som meget flyvedygtige, fiskende Svømmefugle, og fra disse maa da atter de til " Dykning stærkt omdannede Alkefugle afledes; en anden Gren danner de til Landliv og Ophold i Træerne stærkt omformede Duefugle. Her udskilles af praktiske Grunde Charadriiformes i 3 helt adskilte Ørdener:. Vadefugle, Maage-Alkefugle og de i saa. mange Henseender stærkt omformede Duefugle. Vadefuglene omfatter omkring 100 Slægter med c. 245 Årter, udbredte i alle Verdensdele, baade i disses syd- lige og nordlige Egne, rugende langt op i de arktiske Regioner. Oversigt over de danske Vadefuglefamilier. . Mundaabningen stor, idet Mundspalten naar langt bag om Næbroden, helt hen under Øjet (sml. dog ogsaa Bartrams Klire). a, Næbbet lige, med tydelig Næbfure, omtrent af Ho- vedets Længde; blødhudet paa sin indre, tykt horn- klædt paa sin ydre Del. Næseborene gennembrudte. Mellemfoden baade paa For- og Bagkant dækket med sekskantede Skæl... 1. Trieler (Oedicnemiidæ). b. Næbbet nedbøjet omtrent lige fra Roden, uden Næb- fure, enten kort og but eller omtrent af Hovedets Længde. Næseborene ikke gennembrudte. Kun Mel- lemfodens Forkant med Tværplader............... SER ES RELSE BARS RASER 2. Ørkenløbere (Cursoriidæ). 118 2. Mundaabningen lille, idet Mundspalten ikke naar bag- om Næbroden (blot hos Bartramiå er Mundspalten stor). a. Næbbet kortere end Hovedet, (blot Strandskaden har langt rødt Næb), oftest lidt sammentrykt; dets inder- ste Del blødhudet, dets yderste, efter en tydelig eller mindre tydelig Skillelinie, tykt hornklædt og afvigende formet, tykkere, og noget sammentrykt og som Regel spidst... 3. Brokfuglefamilien (Charadriidæ). b. Næbbet længere, ofte meget længere end Hovedet, (blot kortere hos et Par smaa Ryler), i hele sin Længde spinkelt og bøjeligt, den ydre Del ikke, efter en skarp Grænse, tykkere eller klædt med en tyk Hornhætte. Som Regel i hele sin Længde trindt, hos enkelte fladtrykt. Næbbet enten helt blødhudet, eller den bløde Hud gaar paa Næbbets ydre Halvdel jævnt overmretstykkere »ElUdla Se ar He RE SENER SENER SENER 4.Sneppefuglefamilien (Scolopåcidæ). lste Familie: Trieler (Oedicnémidæ). Næbbet lige, kraftigt, oftest kortere end Ho- vedet; Overnæbbets yderste Halvdel, udenfor den brede Næbfure, dækket efter en skarp Skillelinie af et spidst, lidt hvælvet og noget nedbuet Horn- hylster; den indre Del af Næbbet blødhudet; Næseborene spalteformede, ligger paa Næbsiderne lige bag Hornskeden. Øjnene paafaldende store, med bred, svovlgul Iris. Panden bred, dens Fjer- klædning højt hvælvet; Halsen ret kort, med 16 Halshvirvler. Kroppen kraftigt bygget. Vingerne lange og spidse; 2den Svingfjer længst. Halen stærkt afrundet eller næsten kileformet; 12—14 Styrere. Benene høje, kraftige og ret tykke Løbe- ben, nøgne et godt Stykke op over Hælen. Mellem- foden helt dækket af sekskantede Skæl ogerisin øverste Ende ved Hælen, særlig hos de unge - Fugle, paafaldende tyk; deraf Navnet Oedicnemus (den med de hovne Skinneben). Bagtaa mangler; Fortæerne korte og tykke med brede Taasaaler; Kløerne korte og trinde, ikke synderlig spidse, 119 …Mellemtaaens dog med skarp Inderrand. Binde- huden mellem 2. og 3. Taa lille, derimod stor mellem 3. og 4: Taa. Brystbenet oftest med kun 1 Indskæring paa hver Side; Muskelmaven stærkt udviklet. Ret store Steppe- og Ørkenfugle, der i Ydre minder noget om Trapperne; overvejende Natdyr. Udbredte om- trent over hele Jorden, undtagen Nordamerika, det syd- lige Sydamerika, Centralasien, Ny Zeeland og Europas nordlige Dele. Familien omfatter 10—15 Arter, delte i 3 Slægter. I Europa kun 1 Art, der ogsaa har vist sig i Danmark. Trielslægten (Oedicnémus Temminck). (Burhinus Illiger). Næbber kortere end Hovedet, Halen stærkt afrundet; de indre Armsvingfjer meen: af samme Længde som Haandsvingfjerene. "Iriel (Oedicnémus crépitans -Jemminck). (Burhinus oedicnemus oedicnemus L.). Europæisk Triel (Charadrius oedicnemus Linné, Ch. scølopax Gmelin). Svensk: Tjockfot. led Triel. Engelsk: Thick-knee, Stone-Curlew. Hoved, Hals og Forbryel samt hele Fuglens Rygside lyst rustbrune, hver Fjer med en sortebrun Længdestribe "ned ad Midten, bredest paa Issen og Forryggen, hvor den næsten dækker hele Fjeren, smallest paa Forhals og For- bryst samt paa Overgumpen. Hage og Strube hvide. Fra Pandens Sider løber en bred, hvid Stribe hen under Øjet, skilt fra den hvide Strube ved en som Issen farvet Stribe fra Undernæb til Øre. Øjet nedadtil kranset af en smal, . sort Stribe. Bryst, Bug, Undergump samt Skinnebens- fjerene hvide, Underhaledækfjerene ensfarvet lyst rust- 120 brune. Skulderfjerene graabrune med mørk Skaftstribe og rustbrunlige Fjerkanter. Af Vingedækfjerene er de smaa farvede som Ryggen, de mellemste er brungraa med et ret utydeligt, hvidt Tværbaand hen over Vingen, de ne- derste store, graahvide med graa Grunddel og et sort Tværbaand hen imod Spidsen. Vingeranden og Under- vingedækfjerene hvide, de sidste med endel sorte Skaft-- Fig. 26. Triel (Efter Slater i British Birds). striber, de nederste store med sortagtige Spidser. Haand- svingfjerene brunsorte, den yderste med et bredt, den næstyderste med et smallere, hvidt Tværbaand; de in- derste Haandsvingfjer med hvide Spidser. De inderste forlængede Armsvingfjer farvede som Ryggen, men med hvidlige Kanter paa Yderfanerne. Den ret tilspidsede Hale er lyst gulbrun, med uregelmæssige mørke Tværbaand, hvidlig henimod de skarpttegnede sorte Fjerspidser; de 2 yderste Styrere er næsten helt hvide, blot med sorte Spidser, der naar Jængst op ad Yderfanerne. 121 Han og Hun ligner hinanden ganske. Fældningen foregaar om Efteraaret, men en delvis Fældning skal fore- gaa om Foraaret, uden at der dog er Forskel paa Som- mer- og Vinterdragt. Unge Fugle er lidt lysere og mere graalige i Farven, med smallere, mørkere Midtstriber paa Issen og Forryggen; bedst kendelige er de dog paa deres tykke Mellemfod og Hæl. Iris stærkt gul. Næbbets blødhudede Grunddel grøn- liggul, Næbhornet sort. Benene graagule. Vingelængden 24—25 cm, Næblængden 32—35 mm, Halen 12—13 cm, Mellemfoden 65—72 mm, Mellemtaaen 30—34 mm. I hele sit Ydre minder denne ejendommelige Fugl .endel om en Brokfugl, men dens betydelige Størrelse, . dens kraftige Ben og dens Ørkenfarver gør den altid let kendelig. Udbredt som Ynglefugl i Syd- og Mellemeuropa; dens Nordgrænse -gaar over Mellemrusland og Nordtyskland, hvor den dog er en spredt og ret sjælden Fugl; den ruger ogsaa i Holland og i Englands sydlige og østlige Dele; mod Øst er den udbredt helt ud til Persiens Step- per. I de nordlige Dele af sin Udbredningszone er den Trækfugl, sydligere nærmest Standfugl; mange overvintrer dog i Nordafrika. I Irland og Skotland er den kun en til- fældig Gæst. I Norge og Finland er den ikke truffet, og i Sverrig har den blot vist sig 3 Gange i Landets syd- ligste Dele. I Danmark, der jo ligger Nord for dens Udbrednings- zone, kendes den ikke som ynglende; nærmest er den truffet rugende paa Poggensand i Elben og ved Itzehoe i " Holsten. Hos os har den kun vist sig som en sjælden, tilflyvende Gæst, vel fra nordtyske Ynglepladser; oftest har den vist sig om Efteraaret og Vinteren, en Gang om Foraaret, og et enkelt Eksemplar, mærkeligt nok, i Juli; den er saaledes skudt paa Bornholm 21.10.1848, paa Asnæs 8.7.1881, ved Nakskov, ved Højen nær Vejle 19. 4. 1905, ved Lollands SV.-Dige i Januar 1905, ved Ribe 29. 10. 1906, ved Kolding først i December 1907, ved Bøv- lingbjerg SV. for Lemvig 28.11.1910, ved Trelde 25.11. .1918 og paa Vrøj. - Trielen hører hjemme paa aabent, fladt Land i tørre, 122 sandede og ufrugtbare Egne, gerne mellem spredte, for- krøblede Fyrrebevoksninger. Den er en sky, forsigtig og meget aarvaagen Fugl, der om Dagen som Regel holder sig ganske skjult, for først i Skumringen at komme i livlig Bevægelse, baade flyvende og løbende; de lader da stadig deres vidtlydende Skrig høre. Den løber overordentlig hurtigt med fremstrakt Hals; om Dagen ligger den ofte i Læ af en Sten eller Tue, trykket fladt mod Jorden med fremstrakt Hoved, hvorved dens paafaldende Beskyttelses- lighed kommer den til Gode. Dens Næring er hovedsage- lig Orme, Snegle, Insekter o. 1., men ofte finder man i dens Mave Frøer, Firben og navnlig Mus; disse sidste fanger de, idet de paa Kattevis lurer foran deres Huller. Ejendommelig er deres Evne til med stor Lethed ved Hjælp af Næbbet at vende ret store Sten, endog paa op til 1 Kilos Vægt, for derunder at fange alle Slags Smaa- dyr. Lever i Monogami, rugende spredt og uselskabeligt, kun om Efteraaret ses de i Smaaselskaber. Reden. blot en Fordybning i Sandet, ofte mellem Smaasten o.l. De 2, sjældent 3 Æg er matte, af bred, but Form; deres Grundfarve olivengullig, mere eller mindre brunlig, med meget uregelmæssige mørkebrune Pletter, Punkter og Striber og indblandede lysegraa Pletter; Længden oftest 50—55 mm, Bredden 36—41 mm. Dunungerne forlader, straks naar de er tørre, Reden og følger Forældrene. 2den Familie: Ørkenløbere (Cursoriidæ). Næbbet af vekslende Form og Længde, dog stedse nedadkrummet og kortere end Hovedet; uden Næsefurer; Næseborene ikke gennembrudte, idet Næseskillevæggen er forbenet, et mellem Vadefuglene enestaaende Forhold. Mellemfoden med "Tværplader baade paa For- og Bagkant. Mellemtaaens Klo hos de danske Slægter med kamformet Inderrand. Fjerklædningen isabellagul eller brunliggraa, typisk ørkenfarvet. | 5—6 Slægter med omkring 25 Arter, udbredte i san- dede Egne, Stepper og Ørkener fra Afrika og Sydedropå gennem Åsien helt ud til Australien. 12Ss Oversigt over de danske Ørkenløberslægter. 1. Med Bagtaa. Svaleagtigt Ydre, Vingerne meget lange, naar langt bagom de korte Ben, naar disse strækkes Bastd) HlalenkdybE kløe SE Ms ERE ser ns A NG 2 SS SAR SEE SARSR se SÅ 1. Braksvaleslægten (Glaréola). 2. Uden Bagtaa. Vingerne ret lange, men naar ikke bag- om de særdeles lange Ben, naar disse strækkes bagud. Halentakunderteller- hier afs kadet FEDE: BE 2. Ørkenløberslægten (Cursorius). 1. Braksvaleslægten (Glaréola Brisson). Næbbet kort og but, næsten hønseagtigt, ikke halvt saa langt som Hovedet, noget sammentrykt, nedbøjet omtrent fra Roden, løbende ud i en skarp "Spids. Næseborene ved Næbroden, lige ved Fjer- " grænsen. Vingerne meget lange og spidse, 1. Haand- svingfjer længst, naar omtrent ud til Spidsen afde lanser dybt -saffeldelte Hale: 12 Styrere: Benene ret lave og slanke med tynd Skælklæd- ning. Mellemfoden lidet længere end den forholds- vis lange Mellemtaa. Benet kun nøgent lidt op over Hælen. Tæerne slanke med lange, spidse, omtrent lige Kløer, af hvilke Mellemtaaens er længst. Bagtaaen veludviklet, ret højtsiddende. "9 Arter i Sydeuropa, Afrika, Mellem- og Sydasien og i Australien. Fra Danmark kendes kun 1 Årt. Braksvale (Glaréola pratincola (Linné)). (Glareola pratincola pratincola (L.)). Halsbaand-Braksvale (Hirundo pratincola Linné, Gla- reola torquata Meyer). Svensk: Vadaresvala. ss Brachschwalbe. Engelsk: Pratincole. Han i Sommerdragt: ede og Kroppens Over- side samt Vingedækfjerene ensfarvet olivenbrune, lidt Tustbrunlig paa Baghalsen. Overhaledækfjerene renhvide. Partiet mellem Næb og Øje sort. Hage og Strube smukt 124 rustgule, omkransede af en smal, skarpttegnet, sort, for- til fint hvidkantet Stribe, der fortsætter sig op over Kin- den og hen under Øjet. Bag denne sorte Ring er For- brystet og dettes Sider samt Brystet olivenbrunlige, bagtil med lidt rustbrunt Anstrøg. Bugen og hele den øvrige Underside renhvide. De meget lange, smalle og spidse Haandsvingfjer er brunsorte, den første med hvidt Skaft; Fig. 27. Braksvale. (Efter. Slater i British Birds). Iste Haandsvingfjer c. 8 cm længere end de inderste Arm- svingfjer, der er af Ryggens Farve; de ydre Armsvingfjer med hvidlige Spidser. Styrerne ved Grunden hvide, mod Spidsen brunsorte, iøvrigt af Kroppens Farve; Halekløften c. 5,5 cm dyb. Vingernes Underside mørkebrun med et; Par hvide Pletter ved Vingeranden, dog er de indre Undervingedækfjer og Armhulefjerene livligt ka- staniebrune. Hunnen skal kunne skelnes fra Hannen ved, at Par- tiet mellem Øje og Næb er mørkebrunt, ikke sort; tillige - er den noget mindre. 125 Iris brun. Næbbet, der er 20—21 mm langt, er sort, "dog rødt ved Grunden bag Næseborene. Benene brun- sorte. Vingelængden 19—20 cm. Halen 11—12 cm lang. Mellemfoden 30—34 mm, Mellemtaaen c. 27 mm. I Vinterdragten mangler den sorte Indfatning om Struben, der er plettet med mørkebrunt. De unge Fugle er kendelige paa, at Ryggens Fjer har sorte Tværbaand lige foran de hvidlige Spidser;- Strubeindfatningen ret utydelig tegnet. Braksvalen vil altid være let kendelig ved hele sit svaleagtige Ydre med de lange Vinger og den lange, kløf- tede Hale, i Sommerdragten ogsaa paa sit smukke Strube- skjold. : Udbredt som Ynglefugl i Sydeuropa og Middelhavs- landene, mod Øst over Lilleasien til Turkestan og Indien. Ruger i Sydfrankrig og særlig paa den pyrenæiske Halvø, i Ungarn og paa Balkanhalvøen; de europæiske Brak- svaler overvintrer i Nordafrika. Enkelte Individer forvilder sig af og til op i det øvrige Europa; saaledes truffet mindst 26 Gange i England, men blot 2—3 Gange -i Tyskland. Fra Skandinavien kendes den ikke, men i Norge har, mærkeligt nok, en nærstaaende Art, G. melanoptera Nordmann, vist sig en enkelt Gang; den er hjemme- "hørende bl. a. i Sydrusland og er kendelig paa sine brun- sorte Undervingedækfjer og Armhulefjer, uden kastanie- brunt. .…. I Danmark har denne sjældne Fugl kun vist sig en Gang, idet et Individ blev skudt paa Ulfshale paa Møen 18551831 Braksvalen hører hjemme paa aabne, sandede Sletter eller paa træløse, vidtstrakte Græsmarker, helst i Nær- heden af Floder, Sumpe,. Saltsøer o. 1. Her færdes de selskabelig, snart i smaa, snart i store Flokke; ofte ses de paa Brakmarker, deraf Navnet. De lever udelukkende af større Biller, Græshopper, Guldsmede o. 1., som de hovedsagelig paa Svalernes Vis fanger i Luften, rast- løst jagende, snart højt, snart lavt over Jorden. Deres Flugt er behændig og hurtig, og de skal i Luften, baade i Form og Opførsel, paafaldende meget minde om en lille Terne; ogsaa deres Skrig, som de idelig lader høre, skal … I høj Grad ligner Ternernes, særlig Splitternens. Paa Jorden løber de godt og hurtigt, stadig vippende med den 126 udspilede Hale. Den kommer til de europæiske Yngle- pladser i April og rejser atter bort i September. Den ruger i større eller mindre Kolonier, helst paa tørre Steder; Reden blot en Fordybning i Sandet, højst udforet med lidt Græs. De 2—3 Æg oftest sandfarvede med mange uregelmæssige, ofte sammenflydende Pletter og Streger; Længden 30—35, Bredden 22—25 mm. Paa Rugepladsen kaster de sig, for at bortlede Opmærksomheden fra Un- gerne, som døde ned paa Jorden foran Forstyrreren, for snart atter at springe op og flyve bort. 2. Ørkenløberslægten (Cursérius Latham). Næbbet omtrent af Hovedets Længde eller kortere, næsten helt hornklædt, særlig mod Spid- sen ret stærkt nedbøjet; ved Grunden temmelig bredt, i hele sin Længde lidt fladtrykt. Næseborene ved Næbroden, liggende i en Grube ovenpaa Næb- bet. Vingerne ret lange og spidse, 1. og 2. Haand- svingfjer længst, i den sammenlagte Vinge længere end de stærkt forlængede, indre Armsvingfjer. Halen kort, næsten lige afskaaret. Benene meget høje, nøgne langt over Hælen, med store, tykke Tværskæl helt op til Fjergrænsen. Mellemfoden. over dobbelt saa lang som Mellemtaaen. Tæerne forholdsvis meget korte og ret tykke med korte, spidse Kløer. Bagtaa mangler ganske. Fjerklæd- ningen uplettet sandfarvet. Ørkenfugle. 5 Arter udbredte i Afrika og Lilleasien helt ud til Indien. 1 Art har forvildet sig til Danmark. Ørkenløber (Cursérius gållicus Gmelin). (Cursorius gallicus gallicus (Gml.)). (Cursorius europæus Latham, C. isabellinus Meyer). Norsk: Ørkenløber. Svensk: Okenlåpare. Tysk: Euro- nåische Rennvogel. Engelsk: Cream-coloured Courser. Han og Hun ens. Pande og Isse graalig rødbrune. Nakken blaagraa, bagtil med noget forlængede sorte Fjer- 127 spidser. En bred, hvid Øjenbrynstribe fra Næbbet helt ud i Nakken; under denne en bred, skarpttegnet, sort Stribe fra Øjet ud i Nakken, hvor den mødes med den tilsva- rende fra den anden Side. Hele Fuglens Overside samt Vingedækfjerene, Skulderfjer og indre Armsvingfjer ens- Fig. 28. Ørkenløber. (Efter Slater i British Birds). farvet lyst graaligt-rustbrune. Fuglens Underside sand- "farvet graaligbrun, dog hvidlig paa Hage og Strube samt paa Bug og Underhaledækfjer. Haandsvingfjerene brun- sorte, de indre med smalle, hvidlige Spidsbremmer; de ydre Armsvingfjer sortebrune med rustbrune Yderfaner og hvidlige Spidser. Undervingedækfjerene og ÅArmhule- fjerene sorte. Halen lyst rustbrun med hvide Spidser og lige over disse et sort Tværbaand, der blot mangler paa de to midterste Styrere. 128 Iris mørkebrun. Næbbet 30—32 mm langt, mørkegraat, Undernæbbets Grund lysegraa. Vingelængden 15,5—16,5 cm, Halen 61—64 mm. Benene lyst rødliggraa eller gulgraa. Mellemfoden 55—60 mm, Mellemtaaen 23 mm. Unge Fugle kendes paa, at Rygsidens Fjer har brune, bølgeformede Tværbaand; Struben og Forbrystet ligeledes brunplettet; de sorte Striber paa Hovedet smalle og utydelige. Udbredt som Ynglefugl fra de kanariske Øer over Nordafrikas Ørkener gennem Palæstina, Arabien, Persien og Afghanistan ud i Indien. Ikke helt sjældent har enkelte Individer forvildet sig op i Syd- og Mellemeuropa, særlig til Spanien og Sydfrankrig; hyppigt har den ogsaa vist sig i England. Endogsaa helt oppe i Skandinavien er den enkelte Gange truffet, saaledes er den skudt 1 Gang i Norge, 1 Gang i Finland og 1 Gang i Gøteborg Skær- gaard. I Danmark vides 2 Individer skudte, begge i Novem- ber Maaned, nemlig et ved Trelde ved Fredericia 26. 11. 1891 og et andet påa en sandet Brakmark ved Liseby på Møen 1. 11. 1888. Ørkenløberen, der i Skikkelse minder endel om en lille Trappe, er nærmest Stand- og Strejffugl og hører hjemme i sandede, ufrugtbare og øde Egne, helst i lige- fremme Ørkener, hvor Vegetationen er yderst sparsom; optræder sjældent i større Mængde, men færdes gerne parvis eller i Smaaselskaber, og skal navnlig holde til ved Karavanevejene. Den løber ganske overordentlig hurtigt og søger som Regel at unddråge sig Forfølgelse paa denne Maade. Dens Flugt paa Vingerne er hurtig og let. Stem- men høj og vidtlydende. Føden skal være alle Slags In- sekter og disses Larver; hos det ene danske Individ var Maven fyldt med Regnorme. De 2, højst 3 korte, brede og butte Æg lægges i det bare Sand, helst imellem Sten, og er derfor meget vanskelige at opdage; deres matte Skal er oftest sandfarvet, tæt og uregelmæssigt dækket med lyst blaagraa og mørkebrune Pletter, Punkter og Striber; oftest c. 34 mm lange og 26 mm brede. 3die Familie. Brokfuglegruppen (Charadriidæ). Næbbet kortere end Hovedet (blot hos Strand- skaderne er det røde Næb meget længere end- 129 Hovedet) som Regel mere eller mindre sammen- -trykt,: ejendommeligt ved, at dets inderste Del er blødhudet, medens dets ydre Del, efter en mere eller mindre skarp Grænse, er kraftigt og klædt med et tykt, haardt Hornlag. Grænsen mellem Brokfuglefamilien og den anden ægte Vadefuglefamilie, Sneppefuglene, er egentlig, naar Næbformen undtages, ret vag og unaturlig, og man kunde med fuld Ret samle dem alle i en stor Familie; her holdes de af praktiske Grunde adskilte. Familien omfatter c. 140 Arter, udbredte i alle Ver- densdele, hvor de lever ved Havkysterne og ved Indlan- denes Søer og Sumpe. De danske Slægter kan henføres til 2 Underfamilier. Oversigt over de danske Underfamilier. 1. Næbbet lige, altid kortere end Hovedet; dets yderste - Del, efter en skarp Grænse, tykt hornklædt, dannende en tykkere, hvælvet, spids, lidt sammentrykt og noget nedbuet Næbspids, med tydelig indbuede Næbrande .. ; 1. Brokfugle (Charadriinæ). 2. Næbbet svagt opadbøjet, kortere eller længere end Ho- vedet; dets ydre Halvdel, uden skarp Grænse, tykt hornklædt, saaledes at der ikke dannes en tydelig af- saf"særlig-formet Næbs pi ds AR DS Se 2.Strandskader (Hæmatopodinæ). lste Underfamilie. Brokfugle (Charadriinæ). Denne Underfamilie omfatter de egentlige Brok- "fugle, karakteriserede ved deres ovennævnte ejen- dommelige Næbform. Næseborene spalteformede med lidt fortykkede Rande, ligger nær ved Næb- roden. Panden og dens Fjerklædning paafaldende høj og bred, stejlt opstigende fra Næbroden, Øj- nene meget store. Næsekirtlerne meget veludviklede " og danner store Gruber i Kraniet hen over Øjen- R. Hørring: Fugle II. 9 130 hulerne. Halsen ret kort. Halen kort, lige afskaaret eller svagt udbuet. Benene temmelig høje, de tre Fortæer ret korte, 3die og 4de forbundne ved Grunden med en lille Bindéhud. Underfamiliens danske Slægter staar hinanden sær- deles nær og kunde, naar man blot. undtager Viberne, meget naturligt sammenfattes i en Slægt, Charadrius; efter gammel Sædvane bibeholdes dog her Delingen i 4 Slægter. Oversigt over de danske Brokfugleslægter. A. Med en lang, smal, lidt opadkrummet Fjertop i Nak- ken; Iste Svingfjer kortere endsrden RR SE Es ENS SAKSE VENØ rn 1. Viber (Vanéllus). B. Uden Fjertop i Nakken; Iste Svingfjer ikke kortere end 2den. . i 1. Vingelængden over 14 cm. Strube og øvrige Under- side ikke helt hvid og uden et bredt, sort eller mørkebrunt Tværbaand over Forbrystet. a. Vingelængden over 17 cm. Ryggen brunsort, helt dækket med smaa, hvidlige eller gule Pletter. Halen med mange smalle, sorte Tværbaand . SENDE fa SØS RER 2. Hjejler (Charådrius). b. Vingelængden under 16 cm. Ryggen graabrun, eller graabrun med smalle, lyse Fjerkanter, altid uden hvide eller gule, smaa Pletter; Halen blot med et mørkt Tværbaand nær Spidsen.............. SELE Ur Rede 3. Pomeransfugle (Eudråmias). 2. Vingelængden under 14 cm. Strube og øvrige Un- derside hvide, et bredt, sort eller mørkebrunt Tvær- baand eller et i Midten afbrudt Tværbaand over Forbrystet........ 4. Præstekraver (Ægialitis). 1. Vibeslægten (Vanéllus Brisson). Næbbets Form som omtalt under Underfamilien, I Nakken en lang Fjertop, bestaaende af smalle Fjer. Vingerne, i Modsætning til de øvrige spids- vingede Vadefugles, meget brede og afrundede i Spidsen, idet Iste Haandsvingfjer er kort, 2den. 131 til 4de eller 2den til 6te længst. Hos voksne Fugle "en ejendommelig Kønsforskel i Vingen; hos Han- nen er nemlig iste og 7de Haandsvingfjer af samme Længde, de mellemliggende længere end disse; hos Hunnen er Iiste og Ste af samme Længde, hvorved Hannen faar en paafaldende mere bredt afrundet Vinge end Hunnen; i det første Aar lig- ner dog Hannen i dette Forhold Hunnen. Haand- svingfjerene i den sammenlagte Vinge 2—2,5 cm længere end de inderste Armsvingfjer. De indre Haandsvingfjer og Armsvingfjerene med brede Spidser. Halen lige afskaaret, med 12 Styrere. Benene ret høje, nøgne op over Hælen. En lille Bagtaa findes. Kløerne trinde og ret korte. Tyde- lig Kønsforskel i Fjerdragtens Farver, der er pragt- fuldt metalglinsende. Slægten omfatter kun 1 Art. " Vibe (Vanéllus criståtus Wolf & Meyer). (Vanellus vanellus (L.)). " Vejrfugl (Tringa vanellus Linné, Vanellus vulgaris Bechstein). Norsk: Vibe. Svensk: Tofsvipa. Tysk: Kiebitz. Engelsk: Lapwing. Han i Sommerdragt: Over Panden og Issen en glinsende, rensort Kalot, gaaende ud i en Spids i Nakken, endende i en 80—105 mm lang. Top af ganske smalle, bagudrettede, opadkrummede, sorte Fjer. Foransigtet, . Struben, Halsens Forside og hele Forbrystet glinsende sorte. med svag, grønblaa Metalglans. Spredte Fjer om Øjet, Øjelaaget samt Hovedets og Halsens Sider ren- hvide; et bredt Parti fra Øjet ud i Nakken brunlighvidt med smalle, sorte Fjerskafter; en sort Stribe hen under Øjet til Øret. Brystet, Kropsiderne samt Bugen renhvide. " Underhaledækfjerene lyst rustbrune. Baghalsen graabrun. Ryggen samt de forlængede Armsvingfjer mørkebrune gx 132 med stærk, grøn Metalglans, set mod Lyset med lidt Pur- purskær; af Skulderfjerene er de yderste, nærmest Vingen, smukt purpurmetalglinsende. Overhaledækfjerene rustrøde. Vingedækfjerene sorte med stærk, grønligblaa Metalglans. Svingfjerene sorte, de 4 første brunliggraa i deres ydre Ende. Af Undervingedækfjerene er Haandens rensorte, de Fig. 29. Vibe. (Efter Slater i British Birds). øvrige samt Årmhulefjerene renhvide. Halens Styrere hvide paa deres basale Halvdel, ellers sorte, blot med hvidlige Spidser; den yderste Styrer dog næsten helt hvid. Hunnen i Sommerdragt ligner Hannen, men Issen er sodbrun uden Metalglans, Toppen kun 65—70 mm. Hovedet mere hvidbroget, som Regel med en bred, hvid Stribe fra Næbroden hen over Øjet. Hage og Strube hvid- og sortbroget, ofte overvejende hvid. Forbrystet mindre metalglinsende. 133 Efteraarsdragten, der erholdes ved en fuldstændig " Fældning i September, er kendelig paa, at Hage og Strube hos begge Køn er renhvide; den brede Øjenbrynstribe "samt det øvrige hvide paa Hovedets Sider mere eller min- dre gulbrunligt; Skulder- og Vingedækfjerene med brede, brunlighvide Fjerkanter; disse forsvinder for største Delen hen paa Foraaret ved Bremfældning. Strube- og Forhals- fjerene fældes om Foraaret; endnu i Marts og April ses Hannerne ofte med mange hvide Fjer paa Sommerdragtens sorte Strube. — De unge Fugle har i deres første Efteraarsdragt lysebrune Fjerkanter paa Skulderfjerene. Iris mørkebrun. Næbbet sort, dets Længde 22—25 mm. Vingelængden oftest 21,5—23 cm. Benene graaligrøde; Mellemfoden 44—48 mm, Mellemtaaen 33—35 mm. Ungerne i første Fjerdragt ligner nærmest Hunnen, men deres Farver er meget matte og urene; Issens og hele Rygsidens Fjer bredt lysebrunt kantede, de forlængede Armsvingfjer tillige med afbrudte, lysebrune Tværstriber. Ogsaa disse Unger har en tydelig, omend kort Fjertop. Dunungerne: Issen. lysebrun med sorte Pletter, fættest i Midtlinien, bagtil ved en bred, sort Stribe af- grænset fra den hvide, uplettede Baghals. Rygsiden iøv- rigt lysebrun med sorte Pletter, tættest paa Bagkroppen; Undersiden hvidlig med et bredt, sort Baand over For- brystet. Viben kan ikke forveksles med nogen anden dansk Fugl og er altid let kendelig paa sin lange, smalle Fjer- top og sine smukke, metalglinsende Farver. ; Udbredt som Ynglefugl i Mellem- og Nordeuropa op til omkring 67” N.B. og over Nordasien op til 557; træffes rugende lige. fra England til Japan. Yngler i Spanien, men ikke i de øvrige Middelhavslande. Standfugl i de sydligere Egne af sin Udbredningszone, Trækfugl i de nordlige, overvintrer i Sydeuropa, Nordafrika, Lilleasien og Syd- asien. Fra Grønland kendes den som en sjælden og til- fældig Gæst. Paa Island ruger den aldrig, men viser sig dér nu og da i Træktiderne og.om Vinteren. Paa. Fær- 134 øerne er den derimod en enkelt Gang fundet ynglende, men er dér iøvrigt en ret almindelig Efteraars-, Vinter- og Foraarsgæst. Almindelig i England, ofte overvintrende. I Norge ruger den langs Kysterne op til 67”, og i Sverrig ynglede den tidligere almindeligt helt op i Uppland, men er nu aftaget meget i Antal. I Danmark er den en SR GER almindelig og meget talrig Ynglefugl, sikkert langt vor talrigste rugende Vade- fugl; den ses overalt baade langs Kysterne, rugende paa Strandenge og Marsker, og inde i Landet paa lavtliggende Marker og fugtige Enge, ogsaa paa mere tørre Græs- marker. Trækfugl, der om Foraaret som Regel allerede begynder at komme i sidste Halvdel af Februar og til- tager i Antal i Løbet af Marts Maaned, da mange ogsaa ses paa Gennemrejse mod N.Ø.; de ses da om Dagen trækkende højt i Luften i smaa eller større Flokke; ogsaa om Natten kan man høre dem trække, vistnok dog i rin- gere Antal; jævnlig falder de da ved danske Fyr; enkelte trækker endnu ind i April. Ligesaa snart det falder ind med lidt Varme, deler Flokkene sig ud i Par og søger til Rugepladserne; ved indtrædende Kulde samler de sig ofte igen i Flokke; endnu ind i April kan saadanne iagttages. I Luften er Viben let kendelig paa sine meget brede, ejendommeligt formede Vinger, som under Flyvningen ikke rettes helt ud, men holdes bøjede i Haandleddet. Flugten ret langsom og tung, men om Foraaret i Parrings- tiden viser den sig som en fremragende Flyvekunstner, der tumler sig i Luften med pludselige Fald og Sving og delvise Kolbøtter, stadig udstødende sit skingrende Par- ringsskrig; paa Jorden indtager de da ogsaa ejendomme- lige Stillinger, tripper omkring Hunnen, vipper med Over- kroppen og støder Næbbet ned i Jorden. Paa Rugepladsen er den meget vagtsom, urolig og støjende, særlig naar den har Unger, og den slaar ned mod enhver Forstyrrer, idelig udstødende sit velkendte Skrig, der nærmest lyder som kii—vit, ofte ledsaget af en ejendommelig brum- mende Vingelarm. Rovfugle og Krager, der nærmer sig deres Yngleplads, omkredser de flokkevis og fordriver dem ved deres Skrigen og Skinangreb. Deres Skrig høres om Sommeren langt ud paa Natten. De løber hurtigt paa. Jorden; i Middagstimerne hviler de, liggende paa Jorden. Føden er paa Engene hovedsagelig Orme, Snegle og alle Slags Insekter, langs Kysterne ogsaa Krebsdyr, smaa Mus- linger o.l. : Monogam; ruger aldrig i egentlige Kolonier, ofte spredt og parvis; mange kan dog paa passende Lokali- 135 teter ruge nær hverandre. Reden paa Jorden, ofte mellem -Iavt Græs, paa eller ved en Tue, er blot en Fordyb- ning i Jorden, højst udforet med lidt Straa ell. 1. Yngler en Gang aarlig. Æggene lægges hos os allertidligst sidst i Marts, som Regel hen i April, ogsaa i Slutningen af denne Maaned og ind i Maj; de ruges i 26 Dage af Hun- nen alene, medens Hannen stedse opholder sig i Nær- heden. Æggenes Antal 4, men 5 skal en sjælden Gang kunne findes; naar første Kuld ødelægges, hvilket ofte sker, da de særdeles velsmagende og højt betalte Æg iv- rigt indsamles, ses nye Kuld endogsaa hen paa Sommeren i Juni og Juli, da oftest kun paa 2—3 Æg. Disse er ret store og udpræget pæreformede; Grundfarven lys gul- brun, over det hele med spredte, brunsorte, ret skarp- kantede, uregelmæssige, større og mindre Pletter, der nu cg da løber sammen til en utydelig Ring om den butte Pol; ret smaa, blaagraa Skalpletter ses som Regel. Læng- den 45--50 mm, Bredden 33—36 mm. I Maj Maaned ses Dunungerne almindeligt, og hen i Juni begynder Ungerne at blive flyvefærdige. Allerede i Begyndelsen af Juli forlader Viben Rede- pladsen, og i August, efter at Ungerne er blevet voksne, samler de sig i mindre Selskaber og senere i store Flokke paa fra nogle Hundrede op tii flere Tusind Fugle. I Sep- tember og ud i Oktober ses da disse Skarer strejfe om paa Marker og Enge; mange af disse Fugle er vel nok påa Gennemrejse fra Øst. I November kan de endnu være talrige, men som Regel er de fleste da borte; i milde Vintre kan endel overvintre i Danmark, af og til endog i Smaaflokke, men de fleste Aar ses den kun sjældent i December og Januar. 2. Hjejleslægten (Charådrius Linné). Denne lille Slægt omfatter de større Arter blandt Brokfuglene, kendelige paa deres ejendom- melige Farvetegning, idet hele Fuglens Overside er sort eller sortebrun med gule eller hvide Pletter langs Fjerrandene. I Sommerdragten har begge Køn sort Strube, Forhals og Bryst; ved en fuld- stændig Efteraarsfældning mistes hele denne sorte — Hals- og Brysttegning for atter at erhverves ved en mindre omfattende Foraarsfældning. Vingerne 136 spidse, iste Haandsvingfjer længst, de følgende jævnt aftagende i Længde. Halen let afrundet. Udbredte som Ynglefugle i den gamle og ny Verdens nordlige Dele; om Vinteren strejfer de langt mod Syd, tildels over næsten hele Jorden. Kun 3 Arter, delt i flere Underarter; 2 Arter forekommer i Danmark; ofte hen- føres den ene af disse, Strandhjejlen, til en egen Slægt, Squatarola, fordi den har en ganske lille Bagtaa; men da den i alle andre Forhold slutter sig nær til de andre Arter, synes det ganske unaturligt at udskille den som en egen Slægt. Oversigt over de danske Hjejlearter. 1. Bagtaa mangler helt; Armhulefjerene hvide; Næbbet mindre og svagere, den yderste hornklædte Del 9— 10 mm lang og 4—5 mm høj........ BRASS REE SR NE TREE ERE EN KS ARN NE, 1. Hjejlen (C. pluviålis). 2. Bagtaa findes; Armhulefjerene sorte. Næbbet større og kraftigere, den yderste hornklædte Del 12—13 mm lang og 6—7 mm høj. 2.Strandhjejlen (C.squatårola). 1. Hjejle (Charådrius pluviålis Linné). (Charadrius apricarius apricarius ÅL. og oreo- philus Meinertzhagen). Brokfugl, Helunger, Heilong, Hedelav. Norsk: Heilo. Svensk: Ljungpipare. Tysk: Goldregen- pfeifer. Engelsk: Golden Plover. Han i Sommerdragt: Panden og en Stribe over Øjet hvide. Hovedets Sider, Struben, Forhalsen og For- brystets Midte samt Bryst, Bug og Undergump sorte, oftest med indblandede hvidlige Fjer, særlig paa Hagen og Hovedets Sider. Fra Øjet ned ad Halsens, Forbrystets og Brystets Sider er hele den sorte Underside mere eller mindre tydeligt kantet med en bred, hvid, oftest gulbrunt plettet Stribe, bredest og hvidest paa Forbrystet. Krop- siderne og Underhaledækfjerene hvide med spredte, sorte 137 Pletter. Issen og hele Fuglens øvrige Overside, ogsaa Vingedækfjerene og de indre Armsvingfjer, sorte med gule Pletter langs Fjerkanterne; blegede bliver disse Pletter næsten hvide. Haandsvingfjerene paa Oversiden brun- sorte med hvidlige Skafter, nedenunder hvidgraalige. Arm- hulefjerene og Undervingedækfjerene hvide, dog langs Fig. 30. Hjejle i Sommerdragt, nordlige Form. (Efter Slater i British Birds). Vingens Kant og Rand graabrune med hvide Fjerkanter. - Halen brunsort med 7—9 gullighvide, skraatstillede Tvær- pletter paa Fanerne. | Hun i Sommerdragt ligner Hannen, men Farverne paa Undersiden langt urenere, oftest med flere hvidlige Fjer indblandede i det sorte; den hvide Stribe om det sorte mindre tydelig og mangler helt paa Halsens Sider. Hos Hjejler i Sommerdragt fra Island og det nord- lige Skandinavien (var. oreophila Meinertzhagen) er 138 Undersidens sorte og hvide Tegninger langt renere og smukkere end hos danske Ynglefugle, og hele den sorte Underside er indrammet af en bred, renhvid Stribe; saa- danne Hjejler kan hos os ses paa Gennemrejse, navnlig i April samt i Juli og August. Iris brun. Næbbet sort. Næblængden 21—24 mm. Vingelængden 17—18,8 cm. Benene næsten sorte; Mellem- foden 40—43 mm, Mellemtaaen 31—32 mm. Efteraarsdragten er ens hos Han og Hun; hele Fuglens Overside er då som i Sommerdragten, blot er Grundfarven noget mattere, mere sortebrunlig; derimod er Struben hvidlig, Forhals og Forbryst brunliggraa med udflydende, gulliggraa Fjerkanter. Bryst, Bug og Under- gump renhvide, Kropsiderne farvede som Forbrystet. Denne Efteraars- eller Vinterdragt er helt udviklet i Mid- ten af Oktober Maaned og bæres til næste Foraar, da Sommerdragten erholdes i Marts ved en mindre omfat- tende Fældning. De unge Fugle ligner i deres første Efteraarsdragt de voksne, men kendes let paa, at Brystets Fjer har tydelige, mørkebrune Fjerrande og Skaftstriber; Forbrystets Fjer har skarpe, sortebrune, trekantede Spidspletter; i denne Dragt ses de i Mængde paa Gennemrejse hos os. Dunungen har sort Overside med gule eller hvid- gule Dunspidser, der danner smaa, gule Pletter over det hele; Undersiden hvidlig; over den hvide Kind en gullig, sortplettet Stribe fra Næbbet hen under Øjet. Haandens Dun hvide; Benene blaaliggraa. Hjejlen kan blot i Efteraarsdragten forveksles med Strandhjejlen, men selv i Flugten er den kendelig paa sine hvide Armhulefjer. Udbredt som Ynglefugl over hele Nordeuropa, særlig. talrig i Skandinavien og i Nordruslands Tundraer, samt i Vestsibirien ud til Jenissei. Trækfugle, der hovedsagelig overvintrer i de europæiske Middelhavslande og i Nord- afrika; træffes om Vinteren dog ogsaa ved Vesteuropas Kyster. 139 En meget nærstaaende Art, C.dominicus Miller, er udbredt i 2 Underarter over Østsibirien og det ark- tiske Nordamerika. I Grønland viser navnlig den ameri- kanske Form sig, men ogsaa den europæiske Art er ikke faa Gange skudt dér. Særlig paa Island, men ogsaa paa Færøerne, i Irland og; Skotland er den en almindelig Ynglefugl. Paa hele den skandinaviske Halvø ruger den almindelig paa Hederne, endogsaa helt ned i Skaane, men overalt, særlig i de sydligere Egne, er den i stadig Af- tagen. I England, Holland og Nordtyskland var den tid- ligere ret almindelig, men er ogsaa her aftaget meget stærkt i Antal og forsvundet fra mange Steder. I Danmark var den tidligere en almindelig Ynglefugl overalt i Vest- og Midtjyllands Heder, yderst almindelig f. Eks. i Thylands Lyngsletter mellem Klitterne; ogsaa paa Øerne i Kattegat, f. Eks. Læsø, og paa Sjælland, f. Eks. i Odsherred, skal den have ynglet. Her som andre Steder er den aftaget meget stærkt i Antal, hvilket næppe alene skyldes Hedernes Beplantning og den fremtrængende Op- dyrkning, og i Nutiden yngler den kun ret faatallig i en- del mere afsides Hedeegne i Vestjylland, mulig endnu påa Læsø, men aldrig paa Fyn eller Sjælland. Paa Born- holm har den i alt Fald tidligere ruget. …… Om Foraaret kommer Hjejlen allerede omkring Mid- ten eller henimod Slutningen af Marts eller ind i April og søger da snart til Rugepladsen. Senere, endog i Maj Maaned, naar vore egne Hjejler ruger, ses Flokke paa Gennemrejse mod Nord og Øst; de trækker da ofte højt, flyvende i Kile; de trækker baade om Natten og om Dagen. Til Yngleplads vælger de hos os altid tørre Heder med Lyng og Lav; her lever de parvis og spredt. Let kende- lig og meget iørefaldende er i Yngletiden deres ejendom- melige, melankolske, bløde Fløjtetone, som Hannen stadig lader høre, næsten altid siddende nær Hunnen paa Top- pen af en Tue, hvorfra den holder Udkig. Flugten meget hurtig med raske Vingeslag; paa Jorden løber de raskt mellem Tuerne; i Efteraarsdragten staar de ofte, naar "man nærmer sig dem, ganske stille, stolende paa deres udmærkede Beskyttelseslighed. "- Føden Insekter, Larver, Orme 0. 1., men om Som- meren vistnok ganske hovedsagelig Hedeplanternes Bær, hvormed man paa Rugepladserne stedse finder deres Mave fyldt. Paa Træk ved Havkysterne samler de tillige Smaasnegle, Krebsdyr o. Il. | ; I Parringstiden lyder deres Skrig nærmest som py— piyy, py—Ppiyy, flere Gange gentaget. De 4 Æg lægges fra 140 Midten af April til langt ind i Maj eller senere; med de spidse Ender mod hinanden ligger de i en Fordybning paa den bare Jord, ofte paa eller ved en Tue. Æggenes Grundfarve graalig gulbrun med.skarpttegnede, brunsorte, større og mindre, ofte sammenflydende Pletter, tættest om den butte Pol; de er større end Vibens, Længden 50— 55 mm, Bredden 34—37 mm. Efter Yngletiden samles de i Flokke; allerede omkring Midten af Juli ses Flokke af gamle Fugle i Sommerdragt kommende paa Gennemrejse; i Begyndelsen af September er disse forsvundne, cg nu begynder de unge Fugle at indfinde sig i store Flokke, flyvende i Sværme rundt langs Kysterne og paa Strandengene, men ogsaa inde paa Pløje- og Græsmarkerne. De ses stadig i Oktober, og først i Løbet af November forsvinder de efterhaanden. Endel kan . i milde Vintre overvintre hos os, og endog i Januar er de iagttaget i Flokke. Ofte ses de i Selskab med Viber og Strandhjejler. Medens de i nordlige, fredeligere Egne er meget tillidsfulde, er de hos os sky og vagtsomme; i paa- faldende let Grad lader de sig lokke nær, naar man fra et Skjul efterligner deres Lokketone, der lyder som hlyi. 2. Strandhjejle (Charådrius squatårola . (Linné)). (Squatarola squatarola squatarola (L.)). Strandbrokfugl, Fløjtetyt (Tringa squatarola Linné, Tringa helvetica Linné, Vanellus melanogaster Bechstein, Squatarola helvetica Brehm). Norsk: Strandlo. Svensk: ap Tysk: Kiebitz- regenpfeifer. Engelsk: Gray Plover. Han i Sommerdragt: Hele Panden og en bred Stribe hen over Øjet og ned ad Baghalsens Sider ren- hvide; denne Stribe fortsættes ned til Forbrystets Sider, hvor den udvider sig til en stor, trekantet, hvid Plet. Issen sort, Nakken og Baghalsen mørkegraa, begge med brede, hvide Fjerkanter, bredest hen imod Panden; denne syner saaledes iøjenfaldende hvidlig. Hovedets Sider, Struben, Forhalsen, Forbrystet og hele det øvrige Bryst rensorte, jævnlig dog med enkelte indblandede hvide Fjer, særlig i Ånsigtet. Bug, Undergump, Underhaledækfjer og 141 Skinnebensfjerene renhvide, blot de sidestillede Under- haledækfjer med sorte Tværpletter. Hele Fuglens Rygside brunligsort med brede, hvide Fjerspidser, paa Skulder- og Vingedækfjer samt paa de inderste Armsvingfjer med et eller to Par store, hvide Pletter langs Fanekanten. Overhaledækfjerene hvide med enkelte sorte Tyværpletter Fig. 31. Strandhjejle i Sommerdragt. (Efter Slater. i British Birds). ud mod Spidserne. Styrerne hvide, de mellemste paa deres ydre Del med sorte Tværbaand, de yderste næsten helt "hvide. Haandsvingfjerene sortebrune, en stor Del af Inder- fanerne hvide; Skafternes midterste Del hvid, iøvrigt er de sortebrune. Undervingedækfjerene hvide, de store ne- derste graabrunlige; de lange Armhulefjer sorte. Hunnen i Sommerdragt ligner Hannen, men Far- verne er mindre rene med flere indblandede hvide Fjer " paa den sorte Underside. 142 I Efteraarsdragten ellér Vinterdragten, som de nu og da allerede begynder at faa først i August, men som ofte ikke engang kan spores sidst i August eller senere, er Rygsiden nærmest som i Sommerdragten, men dens Grundfarve er graaligbrun, de hvidlige Fjerbremmer smallere og Randpletterne mindre og mere udflydende. Hele det smukke, sorte Brystskjold mangler, idet hele Fuglens Underside er hvid; Hovedets Sider graalig- hvide med mørke Skaftpletter; Halsens Sider og hele — Forbrystet med sortebrunligt SERKE og sortebrune Skaft- striber. Iris mørkebrun. Næbbet sort, Længden 26—29 mm. Vingelængden 18—19,7 cm. Blacne graasorte, Mellem- foden 45—50 mm, Mellemtaaen 35—37 mm. De unge Fugle ligner i deres Efteraarsdragt meget de unge Hjejler. Hele Rygsiden sort med skarpt tegnede hvidgule Pletter langs Fjerkanterne; den bredt tvær- stribede Hale er mere eller mindre gullig mod Spidsen. Undersiden hvid, hele Forhalsen og Forbrystet gulligt graa med brede, sortebrune, tydelige Skaftpletter; Krop- pens og Brystets Sider ikke som hos de voksne renhvide, men med utydelige mørke Tværstriber og mørkebrune Tværpletter. I denne Dragt ses de hele Efteraaret paa Gennemrejse i Danmark. Strandhjejlen kan kun forveksles med Hjejlen, men de sorte Armhulefjer og den lille Bagtaa er paalidelige Kendemærker. Udbredt som Ynglefugl i Europas og Vestsibiriens nordligste Egne fra det Hvide Hav til Taimyr-Halvøen, rugende almindelig i disse Egnes Tundraer; ogsaa i det østlige, arktiske Nordamerika findes den rugende. Træk- fugl, der om Vinteren kan træffes saa godt som over hele Jorden, almindelig helt ned i Sydafrika og i Australien samt i Amerika helt ned i Brasilien. Endel overvintrer . dog i: nordligere. Egne, saaledes bl.a. ved Mellemeuropas Atlanterhavskyster. I Grønland har den ret ofte vist sig som tilfældig Gæst, vel fra Amerika. Paa Island og Fær- øerne er den en sjælden Gæst, vist kommende fra den gamle Verden. I England er den derimod meget alminde- 143 lig i Træktiderne. I Norge viser den sig særlig om Efter- aaret langs Kysterne, og i Sverrig er den talrig paa Efter- aarstrækket, men ingen Steder paa den skandinaviske Halvø er den iagttaget som ynglende. I Tyskland er den almindelig paa Gennemrejse. I Danmark er Strandhjejlen en særdeles almindelig Fugl paa Gennemrejse om Efteraaret, dog nok stedse faa- talligere end Hjejlen; allerede midt i Juli begynder de gamle Fugle at vise sig, saa godt som alle i ren Sommer- dragt; i Løbet af August begynder mange at faa noget af Vinterdragten, undtagelsesvis er en.gammel Fugl i ren Vinterdragt set i Begyndelsen af August; ind i September har de fleste faaet en Del af Vinterdragten; de forlader da Landet og drager videre. I Begyndelsen af September be- gynder de unge Fugle, kendelige paa deres hvidbrystede Vinterdragt, at indfinde sig i store Flokke, der stadig tiltager og forbliver her i September og langt ud i Oktober for først at forlade os ind i November, naar Nattefrosten tager rigtig fat. Strandhjejlen ses hos os ganske overvejende langs Kysterne og paa Strandengene, sjældent inde i Landet; den iagttages aarlig paa mange Steder i Landet; ved Amagers Vestkyst er den saaledes meget talrig hele Efteraaret. Ofte færdes de i Flok og Følge med Hjejler og Ryler, og i Levevis, Væremaade og Føde ligner de i alt væsentligt. disse. Deres Lokkeskrig er forskelligt fra Hjejlens, nærmest lydende som tlyéi; de er mere sky og forsigtige end disse, og mindre villigt lader de sig lokke nær, naar man efterligner deres Fløjtetone. Paa Foraars- trækket, der falder i Maj Maaned, er den her, som andre Steder i Vesteuropa, langt. sjældnere og faatalligere; mu- lig foregaar Gennemrejsen om Foraaret meget hurtigere, eller maaske foregaar Trækket til Nordrusland ad østligere Veje; de iagttagne Fugle er i Maj Maaned i Sommerdragt. De 4 Æg lægges. i Nordrusland og Sibirien i Juni og Juli; de skal ligne Brokfuglens, er af samme Sftørrelse, men Grundfarven er oftest endel lysere; Længden oftest 52, Bredden 36 mm. Reden blot en Fordybning i Jorden "paa de vidtstrakte Tundraer, som er Artens typiske Yngle- plads. Det angives, at Æggene skal ruges af Hannen, lige- som denne stadig ses at følge og passe de smaa Unger. 3. Pomeransfugleslægten (Eudrémias Brehm). Næbbet af Brokfugletype, men tyndt og spin- " kelt. Legemsformen som Hjejlens. Vingerne spidse; 144 af Haandsvingfjerene er I1ste ganske kort, meget kortere end de overliggende Vingedækfjer; 2den længst, ejendommelig ved, at dens hvide Skaft er ganske paafaldende bredt og kraftigt; de følgende aftager jævnt i Længde. De inderste Haandsving- fjer og de yderste Armsvingfjer forholdsvis meget korte, næppe af de længste Haandsvingfjers halve Længde; 2—3 af de inderste smalle, i Spidsen afrundede Armsvingfjer er meget stærkt forlæn- gede, i den sammenlagte Vinge kun faa mm kortere end Haandsvingfjerene. Halen stærkt af- rundet, de ydre Styrere c. 1 cm kortere end de mellemste. Mellemfodens Forside med 2 Rækker store Skæl. Ingen Bagtaa. Fjerklædningen i Yngle- tiden med smukke rustrøde, hvide og sorte Teg- ninger paa Bryst og Bug. Hunnen baade. større og smukkere farvet end Hannen. Slægten omfatter kun 1 Art, udbredt i den gamle Verdens nordlige Egne. ' Pomeransfugl (Eudrémias morinéllus (Linné)). (Charadrius morinellus Linné). Norsk: Boltit. Svensk: Fjållpipare. Tysk: …Mornell- regenpfeifer. Engelsk: Dotterel. Hun i Sommerdragt: Pande, Isse og Nakke sorte, navnlig fortil med flere eller færre Rester af hvidbrune Fjerkanter; hele denne sorte Kalot skarpt omrandet af de brede, renhvide Øjenbrynstriber, der mødes i Nakken. Det øvrige Hoved samt Hage og Strube hvide, blot er Øredækfjerene og smaa Pletter mellem Næb og Øje samt langs Strubens Grænser brunsorte. Forhals og Forbryst graalig brune med svag, gulgraalig og mørkegraa Tvær- vatring, nedad afgrænset af et ret bredt, hvidt Tvær- baand, der fortil er tydeligt, bagtil utydeligt, kantet med sort. Brystets forreste Del samt Kropsiderne smukt ens- - 145 farvet rustrøde, bagtil mørkest og varmest farvede; Brystets bageste Del ensfarvet sort. Bug, Undergump, Underhaledækfjerene samt Skinnebensfjerene hvide. Bag- halsen ensfarvet brunliggraa; Kroppens og Vingernes Overside graabrun. Vingedækfjerene og særlig de for- Fig. 32. Pomeransfugl i Sommerdragt. (Efter Slater i British Birds). længede Skulder- og indre AÅrmsvingfjer med skarptteg- nede, lyst rustbrune Fjerkanter. Halen graabrun, ud mod Spidsen brunsort, selve Styrerspidserne derimod bredt hvide, de mellemste Styrere blot med hvide Kanter i Spidsen. Undervingedækfjerene graaligt hvide. Han iSommerdragt ligner Hunnen, men Farverne mindre rene og svagere. Issen brunligsort med brede, rustgraa Fjerkanter; Øjenbrynstriben med rustgulligt An- strøg; Ryggen med bredere, lyst rustrøde Fjerkanter; det R. Hørring: Fugle II. 2 758400) 146 hvide Tværbaand over Forbrystet ofte ret utydeligt; Bry- stets Sider rustrøde, meget lysere og urenere farvede, det mørke Brystskjold brunligsort og utydeligt med mange indblandede hvide Fjer. Særlig smukt farvede Hanner kan ligne usædvanlig svagt farvede Hunner, men som Regel er Forveksling umulig. I Vinterdragten, som de voksne allerede delvis har faaet midt i August, er Brystet ganske uden rustrød og sort Tegning. Hele Rygsiden brunliggraa med brede, graaligt rustbrune Fjerkanter, svagest eller manglende paa Overgumpen. Forhals og Forbryst brunliggraa med rust- brunligt Ånstrøg og kun svagt antydede Skaftstriber; det hvide Tværbaand over Brystet meget utydeligt. Hele den øvrige Underside graalighvid, lysest paa Brystets Midte og paa Bugen, lidt rustbrunlig paa Kropsiderne. — Den smukke Parringsdragt erholdes ved delvis Fældning om Foraaret, gerne i sidste Halvdel af April. Iris mørkebrun. Næbbet sort. Næblængden 16—18 mm. Vingelængden 14—16 cm. Fødderne brunlige; Mellemfoden 34—38 mm, Mellemtaaen 24—26 mm. Legemsvægten oftest 110—135 gr, henholdsvis for. Han og Hun. Unge Fugle er om Efteraaret kendelige paa, at deres Ryg- og Skulderfjer er sorte med skarpttegnede brunlighvide Fjerkanter og Kantpletter; ligner iøvrigt de voksne i Vinterdragt, men Forbrystet har tydelige brun- sorte Skaft- og Pilpletter. Bagbrystet ofte med svagt an- tydet, fin, sort Tværvatring over Fjerspidserne. Deres hvide Øjenbrynstriber navnlig i Nakken stærkt rustbrun- lige. Hos os ses Ungfugle i denne Dragt i. September Maaned. Dunungen er ret broget, idet Oversiden er lyst brungul med sorte og hvide Tegninger og Striber;' saa- ledes en sort Korstegning paa Issen, sort Tøjle, sort Stribe over Øjet, en sort Stribe om Nakken, efterfulgt af en hvid Halsring. Undersiden hvid med et gulbrunligt Baand over Forbrystet. 147 Udbredt som Ynglefugl oppe i de øde Fjeldmarker over Skovgrænsen i den gamle Verdens nordlige Del, lige fra Skandinavien og Finland over hele Nordrus- land; den er navnlig almindelig i Sibiriens alpine Tun- draer helt op til 3000 m o. H.; findes ogsaa helt ned i Centralasien til Altai og i Ural ned til Astrakan. Træk- fugl, der overvintrer i Persien, Lilleasien og Nordafrika samt i de europæiske Middelhavslande. Fra Grønland og Island kendes den ikke, men paa Færøerne har den vist sig en enkelt Gang. Ruger ret sjælden i England, derimod almindelig i Skotlands Højlande op til 1000 m o. Havet. I Norge ruger den oppe i Fjeldene over Trægrænsen helt ned til Hardangervidderne; i Nordsverrig ruger den al- mindelig helt ned til Jåmtland. Ogsaa paa enkelte Steder i Mellemeuropas Bjerge har den i alt Fald tidligere, om- end faatalligt, ynglet, saaledes i Fjeldmarkerne paa Riesen- gebirge, i Steiermark, i Siebenbiirgen 0. a. St. I hele Mellemeuropa viser den sig iøvrigt paa Gennemrejse i Træktiderne. I Danmark kendes Pomeransfuglen selvfølgelig ikke som rugende; vort flade Land kan ikke byde denne i Yngletiden saa udprægede Højfjeldsfugl nogen passende Rugeplads; .endel ældre og yngre Angivelser om dens Ynglen i Danmark maa sikkert bero paa Misforstaaelser. Derimod viser den sig, navnlig om Foraaret, ret alminde- ligt og regelmæssigt paa Gennemrejse; dog synes den i de senere Tider at være aftaget stærkt i Antal, uvist af hvilken Grund. Tidligst viser enkelte sig hos os midt i April, men hovedsagelig kommer de som gennemrejsende Flokke i de første Dage af Maj og ses da Maaneden ud; hyppigst var den i alt Fald tidligere stedse mellem 10. og 20. Maj. En Ejendommelighed er det, at Foraarstrækket over Danmark ganske overvejende gaar op gennem det vestlige Jylland, hvor Fuglene da ses i smaa og større Flokke paa de tørre, sandede Jorder og paa højtliggende Heder; fugtige og sumpede Egne undgaar den helst gan- ske; kun sjælden og faatallig viser den sig om Foraaret "i Østjylland og paa Øerne. De er lidet sky, og man kan komme Flokkene ganske nær; opjagede sætter de sig atter et lille.Stykke borte; deres svagtlydende, fine Lokketone lyder da som dyit—dyit eller dyrr—dyrr. Deres Føde be- staar udelukkende af. Insekter og disses Larver; af og til tager de- dog Regnorme. Paa Efteraarstrækket, der hos os falder i August og September og i første Halvdel af OK- " tober, er den i alt Fald i Nutiden stedse ret sjælden og faatallig i Jylland, men ses da lidt oftere paa Fyn og vor 148 Sjælland; Efteraarstrækket synes i det hele at gaa ad øst- ligere Veje, udenom Skandinavien. Overvintrer som Regel aldrig hos os, er dog skudt en Gang først i December ved Esbjerg. É Til Ynglepladserne i Nordskandinaviens flade, ud- strakte Fjeldheder kommer Pomeransfuglen gerne i Juni; i Parringstiden boltrer den sig i bratte Sving højt i Luften, stadig skrigende pytt, pytt, pytt. Ofte ruger flere Par nær hverandre; Reden en flad Fordybning i Jorden paa den . tørre, stenede eller højst med Mos og Lav dækkede Un- dergrund. Æggene lægges midt i Juni eller senere; den lægger aldrig mere end 3 Æg, undertiden kun 2; disse er mindre pæreformede end hos andre Brokfugle, Læng- ” den gerne 38—40 mm, Bredden 27—29 mm; Grundfarven brungullig eller olivengullig hvid med store, sorte eller brunsorte Pletter, der oftest delvis flyder sammen og er tættest om den butte Ende; ofte indblandede smaa Pletter og graalige Skalpletter. Mærkeligt er det, at Æggene saa godt som altid synes at blive rugede af Hannen alene; dette Forhold, der genfindes bl. a. hos Odins- og Thors- hanen, synes, ligesom hos disse, at have medført, at Hannen, sammenlignet med Hunnen, har faaet uansee- ligere Farver, mindre Legemsvægt, store Rugepletter o. s. v. Efter Æglægningen forlader Hunnerne Rugepladsen og strejfer omkring i Smaaflokke; Ungerne passes da af Han- nen alene. Denne Art er kendt for sin ganske usædvanlige Frygtløshed, medens den har Æg og Unger; den løber ganske nær omkring Fødderne paa den, der nærmer sig dens Rede, stadig skrigende iu, iu og søger med de sæd- vanlige Kunstgreb, ved at anstille sig saaret og ved at flagre hjælpeløs hen ad Jorden, at lokke Forstyrreren bort. Hannen trækker bort, naar Ungerne er voksne; disse skal derimod først forlade Ynglepladsen hen i August. 4. Præstekraveslægten (Ægialitis Boie). Smaaformer, ejendommelige ved Hovedets og Undersidens sorte og hvide Farver; i Sommer- dragten med hvid Pande og sort Baand over Issen. samt: med mere eller mindre tydelige, sorte og hvide Baand om Halsen (Præstekraver). Næbbet kort. Indre Armsvingfjer stærkt forlængede, nu og da af Haandsvingfjerenes Længde; Iste Sving- 149 fjer ganske kort, smal, stiv og spids, kortere end Vingedækfjerene; 2den længst, derefter aftager de jævnt i Længde; Vingerne spidse. Mellemfodens " Forkant klædt med 6-sidede Skæl. Bagtaa mang- ler. Halen afrundet, kun med ét mørkt Tvær- baand. Han og Hun omtrent ens i Ydre. De c. 20 Arter, der træffes næsten over hele Jorden, ruger baade langs Havkysterne og ved Indlandenes ferske Vande. E. Oversigt over de danske Præstekravearter. . Kun den yderste Styrefjer i Halen helt hvid, højst med en smal, mørk Stribe langs Inderfanens Rand. Iste vel- udviklede Svingfjers Skaft helt hvidt, de følgendes kun med et hvidt Stykke paa-det iøvrigt sortebrune Skafts sm fe) DIO) Hr DE ERE 1. Præstekrave (Æ. hiaticula). . Ingen af Styrefjerene helt hvide; den yderste hvid, paa Inderfanen med en stor, firkantet, brunsort Plet, der strækker sig fra Fanens Rand helt ind til Skaftet. 1ste veludviklede Svingfjers Skaft helt hvidt, de øvriges helt sortebrune...... 2. Lille Præstekråve (Æ. minor). De to yderste Styrefjer paa hver Side helt hvide. Alle de ydre Haandsvingfjer med et hvidt Stykke paa den ydre Del af de iøvrigt brunsorte Skafter ............. 3. Hvidbrystet Præstekrave (Æ.cantiåna). I Sommerdragterne: . Et bredt, sort Tværbaand over hele Forbrystet. Issen og Nakken brungraa. Fødderne orangegule eller rød- graa. SER a. Større; Vingelængden over 125 mm. Næbbets indre blødhudede Del orangegult, den ydre hornklædte DEF sortere 1. Præstekrave (Æ. hiaticula). b. Mindre; Vingelængden under 120 mm. Næbbet helt SOF er, 2. Lille Præstekrave (Æ. minor)... . En sort, uregelmæssig Plet paa hver Side af det iøv- rigt hvide Forbryst. Isse og Nakke rustbrune. Fød- dernes orfer 3 MEE INST E BASS OEN DER OY LENE Sk ES SSR BESET + 3. Hvidbrystet Præstekrave (Æ. cantiåna). 150 1. Præstekrave (Ægialitis hiaticula (Linné)). (Charadrius hiaticula hiaticula Linné og C.h.tundrae Lowe). Sandevrivt, Sandevifte, Stenpikker, Stor Strandpiber, Stor Præstekrave, Snorper, Sandebret, Tudse, Fjerepist, Tyhyt, Hyttige, Pytter, Sandborre, Kinborre (Charadrius hiaticula Linné). Norsk: Præstekrave. Svensk: Stårre strandpipare. Tysk: Halsbandregenpfeifer. Engelsk: Ringed Plover. Han og Hun i Sommerdragt: Panden hvid, dog et smalt Baand over Næbroden sort. Issens forreste Del, Kinderne og Ørefjerene sorte. Issens bageste Del samt Nakken ensfarvet brunliggraa, bagtil smalt sortkantede; bag Øjet en hvid Stribe. Hage, Strube og en ret bred Ring rundt om Halsen hvide, den sidste nedadtil kantet af en sort Stribe, smallere paa Baghalsen, derimod bred fortil, dækkende hele Forbrystet. Hele Undersiden samt Krop- pens og Gumpens Sider iøvrigt hvide. Hele Ryggen samt Skuldrene og de forlængede indre Årmsvingfjer ensfarvet brunliggraa, de sidste med lysere Fjerkanter. Vingedæk- fjerene farvede som Ryggen, men med en Smule lysere Fjerkanter, de store nederste med brede, hvide Spidser, dannende et hvidt Baand over Vingen. Vingeranden hvid. Haandsvingfjerene brunsorte, deres Inderfaner mod Roden hvide, de indre med en hvid Længdestribe paa Yderfanen langs Skaftet; de indre Årmsvingfjer, Årmhulefjerene og Undervingedækfjerene hvide. Halen brungraa, sortagtig ud mod Spidsen; den yderste Styrefjer oftest helt hvid, de derpaa følgende med brede, skarpttegnede, hvide Spid- ser, stadig aftagende i Størrelse indefter; de to mellemste Halestyrere uden hvid Spids. Hunnen. har smallere sort Issebaand og indblandede graabrune Fjer i det sorte Baand . over Forbrystet. ; Iris mørkebrun; Øjenlaagskanterne gule. Næbbet 14,5— 16 mm; den blødhudede indre Del orangegul, den horn- klædte Spids sort. Vingelængden 126—135 mm; i den sam- menlagte Vinge er de forlængede Årmsvingfjer c. 1,5 cm 151 kortere end Haandsvingfjerene. Fødderne orangegule; ”- Mellemfoden 26—28 mm, Mellemtaaen 21—23 mm; de korte, trinde Kløer er sorte. Vinterdragten ligner Sommerdragten, men Fug- lens Overside er mere brunlig; det sorte Issebaand utyde- ligt og det sorte Baand over Forbrystet samt de sorte Partier paa Hovedet med flere eller færre indblandede Fig. 33. Præstekrave. (Efter Slater i British Birds). graabrune Fjer, der endnu ses om- Foraaret; mulig er disse dog kun Rester af de unge Fugles Vinterdragt. De unge Fugle ligner endel de voksne, men kendes let paa deres langt mere udviskede og mindre rene Far- ver; de mangler ganske det sorte Baand over Issen; Kinderne og Ørefjerene brune. Issen og hele Rygsiden brungraa eller mørkt graabrun, hver Fjer med en snart smallere, snart bredere, lysere, indadtil mørktkantet Fjer- bremme. Baandet over Forbrystet meget smallere paa Midten; dets Farve mørkebrunt med hvidlige Fjerrande, mere lysebrunt fortil. Næbbet helt sort. 152 Dunungen: Panden hvidlig med mørk Midtstribe; Issen og hele Rygsiden gulliggraa med smaa, sorte Plet- ter, Grænselinien mod den hvide Underside af Kroppen sortebrun, .Haledunene sorte. Tøjlen og Øreegnen sorte; om Halsen en bred, hvid, tydelig sortkantet Ring. Hage, Strube og Forhals samt Vingernes yderste Del hvide. Paa Afstand skelnes Præstekraven om Sommeren altid lettest fra sine Slægtninge paa sit delvis orangegule Næb; fra den Lille Præstekrave yderligere ved sin be- tydeligere Størrelse, og fra den Hvidbrystede Præstekrave ved sit brede, sorte Baand over Forbrystet. Udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa fra dettes nordligste Kyster og, omend mindre talrig, helt ned til Middelhavet; ruger paa Spitsbergen, Novaja Semlja og over hele Sibirien ud til Baikalsøen og Kolymafloden. samt endelig ogsaa i det allerøstligste arktiske Nord- amerika. Trækfugl i de nordlige Egne af sin Udbred- ningszone; overvintrer i Afrika helt ned til Kap. I Grøn- land ruger den, omend ret faatallig; paa Island og Fær- øerne yngler den derimod meget almindelig, ligeledes paa de britiske Øer, hvor den er udskilt som en særlig Race Æ. h. major Seebohm, der angives blot at være lidt lysere paa Ryggen. I Norge ruger den almindelig op langs Ky- sterne og ved Indsøerne op til Varangerfjord, og over hele Sverrig er den ligeledes en almindelig Ynglefugl. I Danmark er Artens typiske Form en særdeles al- mindelig Ynglefugl overalt langs vore Kyster og påa Smaa- øer og Holme i Havet; er dog paa Grund af manglende Fred aftaget meget i Antal. Den foretrækker til Opholds- sted altid sandede Lokaliteter, saaledes som de særlig findes ved vore flade Kyster; men ogsaa langt fra Havet inde ved Søer og Bække kan den jævnlig træffes rugende, naar blot sandede Steder kan findes, bl. a. ogsaa paa tørre Brakmarker. Den kommer om Foraaret meget tidligt til Landet, af og til sidst i Februar, som Regel dog i Be- gyndelsen af Marts, og tiltager derpaa hurtigt i Antal; de ses da i Smaaselskaber løbende langs Kysterne paa Sand- - og Dyndfladerne; ofte ses de i Selskab med Ryler og andre Smaavadere. Flugten hurtig, som Regel lavt over Vandet. Livlige, urolige Fugle, der med indtrukken Hals piler hen over Sandet for pludselig at standse og se sig om eller søge Føde, som de piller op af Sand og Dynd; stadig lader de deres bløde, fløjtende Lokketone 153 høre, lydende som tylli—tylli eller diy—diy; ogsaa om Natten. er den i ikke mindre livlig Bevægelse. Føden ved Havkysterne overvejende Krebsdyr, Orme, smaa Snegle og Muslinger, ved. ferske Vande ogsaa Insekter 0. l. I Parringstiden boltrer Hannen sig i lav, kunstfærdig Flugt, kredsende om Hunnen, der sidder paa Sandet; her- under lader den ejendommelig trillende Toner lyde. De 4 Æg lægges tidligst sidst i April, som Regel dog i Maj eller først i Juni eller endog senere, mulig kan den have 2 Kuld aarlig; Reden en tydelig Fordybning i det bare Sand, oftest prydet med ganske smaa, sammenpillede Sten eller Muslingeskaller, jævnlig anbragt mellem smaa, brogede Rullesten, saaledes at Æggene derved er særdeles vanske- lige at opdage. Disses Grundfarve er hvidlig med gul- brunligt, sjældnere rødbrunligt Anstrøg, dækket af spredte, smaa, brunsorte eller sorte Pletter og Punkter, som Regel tættest om den butte Pol; tydelige smaa, graalige Skal- pletter, ofte med indblandede større, sorte Pletter. Læng- den 27—33 mm, Bredden 24—26 mm, udpræget pærefor- mede. I 21 Dage ruger baade Han og Hun, mulig dog særlig Hannen. I det hele ikke synderlig sky, lægger ofte deres Æg nær bebyggede Steder, endog ved Veje med betydelig Færdsel. Han og Hun ses næsten altid at færdes sammen, og de vogter med Omhu deres Dununger; for- styrrede forlader de nødigt disse, før de er godt skjulte, trykkede mellem Sten o.1., hvor de da meget vanskeligt opdages. Saa snart Ungerne midt i Juli er voksne, forlader Forældrene dem og trækker da snart bort mod Sydvest; midt i Åugust har vore egne Præstekraver forladt Landet, men paa Gennemrejse fra nordlige og østligere Egne ses Præstekraver derpaa almindeligt i September, enkelte og- saa ind i Oktober; endog i den første Del af November kan enkelte iagttages ved vore Kyster. Medens vore her rugende Præstekraver alle”tilhører . den typiske Form Æ. h. hiaticula, viser en paafaldende mindre Race Æ. h. tundrae Lowe sig af og til paa Gen- nemrejse om Efteraaret, kommende fra midt i August; den ligner ganske vor Race, men er kendelig paa sin ringe Vingelængde, der blot er 121—126 mm; om Foraaret er den ikke iagttaget her. Den bebor det nordlige Skandi- … navien, Kola, Nord-Rusland og Sibiriens Ishavskyster ud til Tscbuktscher-Halvøen. 154 2. Lille Præstekrave (Ægialitis minor Wolf & Meyer). (Charadrius dubius curonicus Gmelin). Lille Strandpiber, Dvergpræstekrave (Charadrius du- bius (Scopoli), Charadrius curonicus Gmelin, Ch. fluvia- tilis Bechstein). - Norsk: Dverglo. Svensk: Mindre sandpipare. Tysk: Flussregenpfeifer. Engelsk: Little Ringed Plover. Han og Hun i Sommerdragt ligner meget den al- mindelige Præstekrave, men kan, foruden paa deres rin- gere Størrelse kendes paa følgende: Det hvide Pandebaand er smallere. Den graabrune Isse paa Siderne og navnlig fortil smalt kantet med hvidt og er bagtil mod det hvide Halsbaand ikke sortkantet. Hele Fuglens Overside graa- brun, Vingedækfjerene farvede som Ryggen. Haandsving- fjerene ensfarvet brunsorte, uden hvide Partier, blot har de indre hvidlige Spidsbremmer, Iste veludviklede Haandsvingfjer med helt hvidt, de øvrige med helt brune Skafter. De forlængede inderste Årmsvingfjer er i den sammenlagte Vinge af samme Længde som Haandsving- fjerene. De 2 yderste Par Styrefjer overvejende hvide, men altid med en stor, firkantet, brunsort Plet midt over Inderfanen, naaende. helt ind til Skaftet. É Iris brunsort; Øjenlaagsrandene gule... Næbbet sort, blot lidt gulligt ved Undernæbbets Rod; Næblængden 11—12,5 mm. Vingelængden 110—117 mm. Fødderne graa- ligt kødfarvet røde; Mellemfoden 23—24 mm, Mellemtaaen c. 19 mm. Unge Fugle: Panden brunlighvid, Farven gaaende jævnt over i den mørkebrune Isse, hvis Fjer alle er lyst kantede. Tøjle og Ørefjer sortebrune. Tyværbaandet over. Forbrystet er brunt, ganske smalt paa Midten. Hele Fug- lens Overside iøvrigt mørkebrun med utydelige, smalle, lysere Fjerkanter; de forlængede indre Armsvingfjers Kanter og de to mellemste Styrefjers Spidser ret bredt lysebrune. 155 Dunungen ligner Præstekravens, men dens Rygside er mere rustbrunlig, iøvrigt kendeligt mindre med længere Haledun. — Den Lille Præstekrave kan kun forveksles med den almindelige Præstekrave, naar Talen er om Ungfuglenes Fig. 34. Lille Præstekrave. (Efter Slater i British Birds). Dragt; Haandsvingfjerenes og Styrefjerenes Tegninger er her, foruden Størrelsesforskellen, de bedste Skelnemærker. Udbredt som Ynglefugl over store" Dele af Europa "op til de sydlige Egne af den skandinaviske Halvø og Nordrusland; ruger i Middelhavslandene og i Nordafrika, endvidere i Sibirien og Mellem-Asien ud til Kina og Ja- pan. Trækfugl i de nordligere Egne af sin Udbrednings- zone, overvintrende i det sydlige Asien og i Afrikas nord- lige Dele samt i Middelhavslandene. Fra Grønland og Is- land kendes den ikke, men skal have vist sig en sjælden Gang -paa Færøerne. Paa de britiske Øer findes den ikke . som rugende og er dér kun en sjælden Gæst. I Norge ruger den næsten udelukkende i Kristianiafjorden, hvor de (019 den er temmelig almindelig langs Kysterne. I Sverrig er den temmelig almindelig paa passende Lokaliteter, særlig ved de ferske Vande, op til det sydlige Vårmland, Nerike, Uppland og Gåvle. : I Danmark er den Lille Præstekrave en ret udbredt, men faatallig Ynglefugl, der er fundet rugende mange Steder i Landet, baade ved Kysterne, særlig i dybe Fjorde, og navnlig inde ved større og mindre Søer, baade i Jyl- land og paa Øerne; den er saaledes gennem Tiderne bl. a. .… fundet ynglende paa flere Steder langs Kalvebodstrands Kyster, ved Lundehussøen, ved Jægersborg Sø, Fiil Sø "og flere Søer i Slesvig, ved Kolding Aas Udløb, i Rands- fjord ved Fredericia, i Limfjorden o.s.v. Den kommer om Foraaret langt senere end Præstekråven, viser sig først langt hen i April og først i Maj; om Efteraaret for- lader de unge Fugle øs i August og September. I Levevis og Væremaade ligner den i det hele og store den almindelige Præstekrave, men den er mindre bundet til Havkysterne og opholder sig hos os, som andre -Steder i Verden, langt oftere inde ved ferske Søer, naar den blot kan finde lidt bar Jord og Sand til sin Rede- plads; ruger ogsaa i Grusgrave 0. 1., helst dog nær Vand. Føden her ganske overvejende Insekter og disses Larver. I Parringstiden flyver Hannen i store Kredse rundt om Hunnen i langsom og usikker Flugt; deres Skrig skal da lyde som rihu-u. Ved Reden er de yderst aarvaagne og sky, skriger stadig deres ejendommelige, ret skarpe biv— biv; de forstaar ypperligt, i Læ af Sten og Græstotter, at . forlade Reden usete og vildleder da paa enhver Maade Forstyrreren; i ganske særlig Grad anstiller de sig saarede og hjælpeløse og slæber sig hen ad Jorden med udspilede Vinger og Hale; herved gør disses hvide Tegning dem særlig synlige; . ellers er de næppe til at faa Øje paa, naar de sidder stille påa Jorden. Den lille, udskrabede Redeskaal skelnes let fra Præstekravens derved, at den er langt tættere belagt med meget smaa Sten og Muslinge- skaller; næsten altid er den anlagt ved Siden af en lille Sten. De 4 Æg lægges tidligst i første Halvdel, oftest dog 1 sidste Halvdel af Maj eller ind i Juni, nu og da senere; de er endel mindre end Præstekravens, Længden oftest. 28—31 mm, Bredden 21—22 mm. Grundfarven hvidlig med stærkere eller svagere brunligt eller rustbrunligt An- strøg; over det hele ret jævnt fordelte ganske smaa, ret tætstillede, sortebrune eller rødligbrune Pletter og Punkter med indblandede graalige Skalpletter. 157 3. Hvidbrystet Præstekrave (Ægialitis can- tiåna (Latham)). (Charadrius alexandrinus alexandrinus Linné). Hvidbrystet Sandpiber, Hvidpandet Præstekrave, Strand- løber, Sniptudse, Gryllinger, Fjermus, Enpikker, Lille Sand- vrivt, Hvid Sandvifte (Charadrius albifrons Wolf & Meyer). Norsk: Hvidbrystlo. Svensk: Svartbenta strandpipare. Tysk: Seeregenpfeifer. Engelsk: Kentish Plover. Han i Sommerdragt: Hele Panden, en bred Øjen- brynstribe, Hovedets Sider, Hagen, Struben, Forhalsen, en tydelig, bred Ring om Halsen samt hele Fuglens Un- derside og Kropsiderne renhvide. Tøjlen, et halvmaane- formet Baand fortil over Issen fra Øje til Øje, Ørefjerene samt en tresidet Plet paa hver Side af Forbrystet sorte. . Issen og Nakken rustfarvet graabrunlige, stærkere rust- rødlige fortil mod det sorte Issebaand og navnlig bagtil ved Grænsen mod den hvide Halsring. Hele Fuglens Ryg- side, -Vingedækfjerene samt de forlængede, inderste Årm- svingfjer ensfarvet lyst brunliggraa med lidt mørkere Fjerskafter, særlig Vingedækfjerene med lidt lysere Fjer- kanter, de store nederste med smalle, hvidlige Spidser. Halsringen slet ikke sortkantet. De 5 første veludviklede Haandsvingfjer brunsorte, uden hvid Tegning, de følgende med delvis hvide Yderfaner; Iiste veludviklede Haand- svingfjer med helt hvidt Skaft, de følgendes Skafter hvide midt paa Fjeren. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene hvide. De 3 yderste Styrefjer hvide, den inderste af disse med en mørk Plet paa Inderfanens Spids; de øvrige af Ryggens Farve, -med brunsorte Spidser. Hun i Sommerdragt: Langt uanseeligere farvet, skiller sig fra Hannen ved følgende: Det sorte Baand over Issen mangler, hele Issen ensfarvet brungraa uden rustbrunt, lidt udflydende bagtil mod den hvide Halsring. Tøjle og Ørefjer samt Pletten paa Forbrystets Side ikke sorte, men brungraa. Hele Rygsiden iøvrigt ensfarvet . brungraa. z " Iris mørkebrun. Næbbet helt sort, forholdsvis tyndere 158 end hos Præstekraven; Længden 14—16,5 mm. Vinge- længden 110—115 mm. De forlængede inderste Armsving- fjer c. 1cm kortere end Haandsvingfjerene. Fødderne mørkt blygraa; Mellemfoden 26—30 mm, Mellemtaaen 18—20 mm. Hen paa Sommeren DE) Oversidens Farver paa- Fig. 35. Hvidbrystet Præstekrave. (Efter Slater i British Birds). faldende stærkt, og Hannens rustbrune Farver forsvinder som Regel ganske. 1 Vinterdragten, der nærmest ligner Hunnens Sommerdragt, mangler Hannen det rustbrune paa Issen, og det sorte Issebaand er næppe synligt. De unge Fugle ligner Hunnen, men er altid kende- lige paa, at hele Oversiden har lyst graabrune Fjer- kanter, bredest og indadtil mørkt kantede paa Ungernes første Fjerdragt, noget smallere paa deres Efteraarsdragt. Dunungen ligner de andre Præstekravers, men er i det hele blegere sandgraa, og det mørke Baand om 159 Issens Bagkant og om Fuglens Rygside er meget uty- deligt. Den Hvidbrystede Præstekrave er paa Afstand altid kendelig paa sit skinnende hvide Forbryst og ved altid at mangle de sorte Kanter paa den hvide Halsring. Udbredt som Ynglefugl langs Kysterne og ved Salt- søer lige fra det nordlige Afrika over Syd- og Mellem- europa op til den sydlige Del af Skandinavien; mod Øst almindelig i Egnene om det Sorte Hav og det Kaspiske Hav samt ved Saltsøerne i Mellemasien helt ud til Kinas og Indiens Kyster. Trækfugl, der overvintrer i det mel- lemste og sydlige Afrika og hele det sydlige Asien samt langs dettes Stillehavskyster. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England yngler den i de sydligste Dele, ellers sjælden; findes ikke i Skotland. I "Norge findes den som ynglende kun paa Jæderen. I Sver- … Tig findes den, om end ret faatallig, kun rugende adskil- lige Steder i Skaane og træffes nordligst op til Gåteborg- Egnen. I Danmark er den en ret almindelig Ynglefugl, der dog i. Antal staar endel under den almindelige Præste- krave. Den træffes hos os omtrent udelukkende langs Havkysterne, nu og da i Klitsøerne og i ferske Vande lige ved Kysten; den ruger baade i Jylland og paa Øerne samt paa mange Smaaøer og Holme. Særdeles almindelig er den langs Jyllands Vestkyst og i Limfjorden, mindre talrig paa Fyn og Sjælland, dog almindelig f. Eks. langs Odensefjord o. a. St. Dens Ånkomst- og Afrejsetider falder omtrent sammen med Præstekravens; mulig kommer den en Smule senere end denne, viser sig dog om Foraaret allerede i Marts. I Levevis og Væremaade staar den og- saa Præstekraven nær; dens -Rede findes langs Kysterne ofte sammen med og samtidigt med dennes. Ved Reden er den mere stilfærdig; deres Skrig lyder endel ander- ledes end de andre Præstekravers, gengives ved et blødt "duyit. Reden kendes fra de andre Præstekravers ved, at Fuglen samler en Mængde smaa Stykker tør Kogød- ning, Jordknolde o. 1. i Redeskaalen, jævnlig i saadanne Mængder, at Æggene næsten er dækkede deraf; dette Fyld skubber den til Side, naar den skal ruge, og lægger det atter omhyggeligt paa, naar den vil forlade Reden. Ægge- nes Antal normait kun 3; deres Længde oftest 31— " 34 mm, Bredden 23—24 mm. Den matte Skals Grundfarve ofte lidt mørkere, som Regel olivengraalig eller gulbrunlig 160 og kendes let fra de andre Præstekravers ved, at den for- uden med spredte, sortebrune Pletter er prydet med uregelmæssige, ofte meget snirklede og tætstillede Streger og Linier; sjældent er disse mindre frem- trædende, idet Pletterne da er større og mere spredte. 2den Underfamilie. Strandskader (Hæmatopodinæ). Næbbet omtrent lige, snarest en Smule opad- bøjet; dets ydre Halvdel tykt hornklædt og haardt, den indre Del derimod blødhudet, uden skarp Grænse mellem den bløde og den forhornede Næb- hud. Næbfuren strækker sig ikke ud over Næbbets indre Halvdel. Denne lille Underfamilie, som er udbredt næsten over hele Jorden, omfatter kun 2 Slægter, der iøvrigt ofte hen- føres hver til sin Underfamilie. Oversigt over de danske Strandskadeslægter. 1. Næbbet af Hovedets Længde, endende i en konisk Spids. Mellemfodens Forside dækket af Tværskinner. Bagtaa findes. Vingelængden under 175 mm......…... EEN A NS SSR SUE LE Stenvenderslægten (Strépsilas). 2. Næbbet længere end Hovedet, endende i en mejsel- formet Spids. Mellemfodens Forside dækket af Smaa- skæl. Ingen Bagtaa. Vingelængden over 225 mm...... HERRE Se SERGE TE Strandskadeslægten (Hæmåtopus). 1. Stenvenderslægten (Strépsilas Illiger). Næbbet omtrent af Hovedets Længde, lige eller en Smule opadbøjet, lidt sammentrykt ved Roden, udadtil løbende jævnt ud i en hornklædt, konisk Spids. Næseborene nær ved Næbroden; den blød- hudede Næbfure er omtrent af Næbbets halve Længde. Over- og Undernæbbets yderste Del ens formet, Overnæbbets skarpe Næbrand noget nedad- buet paa Midten. Fjerdragten meget broget, i 161 Sommerdragten endel varierende. Vingerne lange og spidse; iste udviklede Haandsvingfjer længst; i den sammenlagte Vinge er de inderste, for- længede Armsvingfjer c. 2,5 cm kortere end Haand- svingfjerene. Halen lidt afrundet, med 12 Styre- fjer. Benene lave og ret svære; Mellemfoden en Smule kortere end Mellemtaaen; dens Forside klædt med store Tværplader. Ingen Bindehud mel- lem Fortæerne. En ret veludviklet Bagtaa findes. Kun 2 Arter, af hvilke den ene forekommer i Dan- mark. Stenvender (Strépsilas intérpres (Linné)). (Arenaria interpres interpres (L.)). Halsbaand-Stenvender, Polsk Vibe, Veidetitte, Flyr, Vette, Flærke, Branding, Grønnik, Verdens-Pytte. (Tringa interpres Linné, Morinella collaris Meyer & Wolf, Are- naria interpres Vieillot). É Norsk: Stendreier. Svensk: Roskarl. Tysk: Stein- " wålzer. Engelsk: Turnstone. É Han i Sommerdragt: Hovedet hvidt; en smal, "sort Stribe over Pandens forreste Del fra Næbroden til hen under Øjet, en bred Skægstribe, en bred Stribe fra Øjet ned til Skægstriben samt en lille, rund Plet paa hver Side af Nakken rensorte. Issen med gulbrunligt Anstrøg, hver Fjer med en bred, sort Midtstribe. Struben, Bag- halsen samt en bred Stribe fra denne nedad til Forbrystets Sider hvide; Baghalsen med brunsorte Smaapletter og mørke Fjerkanter. Den øvrige Hals, hele Forbrystet samt Brystets Sider sorte. Hele Fuglens øvrige Underside ren- hvid. Fuglens Rygside stærkt sort-, rødbrunt- og hvidtbroget, meget varierende. Forryggen sort, nedad dens Midte og langs hver Side. en bred, smukt rødbrun Stribe; Kroppens hele øvrige Overside hvid, blot med et tydeligt sort Tværbaand. over Overgumpen. De forreste Skulderfjer sorte med rødbrun Basis og bredt rødbrune Spidser, de bageste mere eller mindre hvidkantede eller Rs Hørring- Fugle NM: : fi - 162 helt hvide, dog næsten helt skjulte af de forreste. Af Vingedækfjerene er de øvre smaa brunsorte med en hvid Stribe inde ved Albuen; de mellemste er sortebrune med lysere Kanter og sorte Skaftstriber, de større indre del- vis, ofte ganske overvejende, livligt brunrøde; Haandsving- fjerenes og Armsvingfjerenes store, nederste Vingedækfjer er sorte med hvide Inderfaner og brede, skarpttegnede, hvide Spidser, der danner et bredt, hvidt Tværbaand over Fig. 36. Stenvender i Sommerdragt. (Efter Slater i British Birds). Vingen. Haandsvingfjerene brunsorte, de yderste med til- dels hvide Inderfaner; deres Skafter. er hvide med brun Spids. Armsvingfjerene indefter i stedse stigende Grad hvide, de indre atter brunsorte med brunlighvide Fjer- kanter; de inderste, stærkt forlængede derimod af Skulder- fjerenes Farve, kraftigt rødbrune. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene renhvide. Styrefjerene hvide med et bredt,. sort Tværbaand over deres ydre Del, saaledes at "blot Spidserné er skarpttegnet hvide, bredest paa de yderste, smalle eller næsten manglende paa de to mellemste. HuniSommerdragt ligner Hannen, men Farverne er langt mindre. rene og smukke. Det hvide paa Panden 163 og Hovedets Sider samt navnlig paa Baghalsen og Hals- ringen er stærkt indblandet med lysebrunt og med brune Pletter. Hele Issen brunsort med smalle, brunlighvide Fjerkanter. Det brunrøde paa Fuglens Rygside og paa Vingerne som Regel langt mindre fremtrædende; det kan endog næsten mangle helt og delvis afløses af brede, brunliggraa Fjerkanter. I Vinterdragten er hele Hovedet, Baghalsen og Halsringen mørkebrune, navnlig Issen med udflydende - mørke Fjermidter. En utydelig, hvidlig Plet paa hver Side af Nakken og under hvert Øje. Tøjlen, Forhalsens og For- brystets sorte Tegning med smalle, hvidlige Fjerbremmer. Hage og Strube renhvide; en lysebrunlig Plet paa hver Side af det mørke Forbryst. Hele Forryggen samt Vinger- - nes Overside mørk brunligsorte med udviskede, brungraa- lige Fjerkanter, der kan have svagere eller stærkere Spor af brunrødt. Skulder- og indre Årmsyingfjer samt de mel- lemste Vingedækfjer alle mørkebrune med brede, lyst " graalig-rustbrune Fjerkanter. Denne Vinterdragt erholder de gamle Fugle i September og Oktober; Sommerdragten skal erholdes allerede i Marts. Iris mørkebrun. Næbbet grønlig-sort; Undernæbbet med rødgule Pletter. Næblængden 20—23 mm. Vingelæng- den 147—155 mm. Fødderne orangerøde, sortagtige ved Leddene, med sorte Kløer. Mellemfoden 25—27 mm, Mellemtaaen 26—28 mm. å De unge Fugle ligner om Efteraaret, i August, de voksne i Vinterdragt, men er let kendelige paa, at alle Fjerene paa Forryg og Skuldre er tydeligt og skarpt kantede med brunlighvide Bremmer. Det brunlighvide, svagt brun- plettede Parti paa hver Side af Forbrystet er særlig frem- trædende. I Oktober eller endog sidst i August mister de ved Bremfældning Ryggens lyse Fjerkanter, der da kun kan erkendes som svage Spor; de ligner da. endel de voksne Fugle. DE Dunungens Isse er graalig med store, sammen- og udflydende sorte Pletter; disse er mere spredte i Nakken; øl 164 Overhalsen og hele Ryggen brungullig graa, ligeledes med udflydende sorte Pletter. En smal Pande- og Øjenbryn- stribe, Hovedets Sider samt hele Dyrets Underside hvid- lig. Fra Næbbet gennem Øjet en smal, afbrudt, sort Stribe. I Sommerdragten kan denne ejendommelige, brogede Fugl ikke forveksles med nogen anden Art; i de andre Dragter kendes den lettest paa sin mærkelige Næbform. Udbredt som Ynglefugl ved Kysterne i Nordeuropa ud gennem Nordrusland og langs Sibiriens Kyster helt ud til Alaska og videre gennem det arktiske Nordamerika, " her udskilt som en egen Underart; ruger ogsaa paa Spits- bergen, Kolgujev og Novaja Semlja. Trækfugl, der træffes næsten over hele Jorden; for største Delen overvintrende i hele Afrika helt ned til Kap, ved det sydlige Asiens Kyster, paa de indiske Øer og i Australien samt i Mellem- og Sydamerika helt ned til det sydlige Brasilien og Chile. Mindre Flokke overvintrer ofte i Landene langs det nord- lige Atlanterhavs Kyster. I Grønland yngler den ret al- mindelig langs Vestkysten og meget almindelig i Nordøst- Grønland. Paa Island og Færøerne yngler den næppe, i alt Fald kun sjældent, men er her meget talrig paa Gen- nemrejse, særlig i Maj og August; endel overvintrer paa disse Øer. I England kendes den heller næppe ynglende, men er meget almindelig i Træktiderne, tildels overvin- trende. I Norge og Sverrig er den derimod særdeles al- mindelig, som rugende i Skærgaardene langs Kysterne helt op til Nordkap og Bunden af den botniske Bugt, særlig talrig i de nordlige Egne, mindre talrig i det sydlige Skan- dinavien, dog rugende langs Kysterne helt ned til Skaane; den træffes aldrig inde i Landet, ikke engang inde i Fjord- bundene. Langs Nordtysklands Østersøkyster har den sin Sydgrænse, findes bl. a. rugende paa Rigen og omlig- gende Øer. I Danmark er den en ret faatallig og udpræget sted- egen Ynglefugl, der gennem Tiderne har holdt sig til et forholdsvis lille Antal Rugepladser, som udelukkende findes. paa sandede og stenede Havkyster, helst med rigelig Strandvegetation, næsten alle paa Smaaøer og Holme. . Blandt danske Rugepladser kan nævnes Øerne langs Sles- vigs Vestkyst, Blaavandshuk, Hirtsholmene og navnlig Nordre Rønner samt et Par Steder paa Læsø, hvor Sten- venderen er ret talrig; endvidere paa Kyholm, Lindholm og Bosserne ved Samsø, paa Hesselø og paa Vrøjen ved Kallundborg, Musholm i Storebelt, Saltholmen, Møen, 165 Øerne ved Rødby, Hyllekrog, Dybsø og mindst 8 Smaa- øer Syd for Fyn, talrigst paa Bredholm; den skal ogsaa have ynglet paa Bornholm og Christiansø; fra flere af disse Steder vides den nu at være borte, I højnordiske Egne ruger den mærkelig nok ofte milevidt fra Havet paa Fjeldheder. Stenvenderen kommer til os temmelig sent om For- aaret, som Regel sidst i April eller først i-Maj og søger da snart til Rugepladsen; hele Maj kan de dog, omend meget faatallige, ses paa Gennemrejse mod Nord. De ses da, ofte i Selskab med Ryler og Præstekraver, løbende —= hurtigt omkring mellem Stenene i Lavvandsfjæren, ivrigt søgende deres Føde; denne søger de med Forkærlighed under Tangblade, Muslingeskaller og Smaasten, og deres Navn stammer fra deres ganske ejendommelige Evne til at vende mindre Sten for at fange Krebsdyr o.l. under disse; den stikker Næbbet ind under Kanten af Stenen og løfter denne op ved et rask Kast med Hovedet, saa den vælter omkring; endog flade Sten af Størrelse som en Haand skal den kunne vende. De svømmer ret godt og gerne, selv uden at være saarede. Ofte lader de deres ejendommelige, knurrende Stemme høre, lydende som " brrrrrr. Deres Lokketone lyder nærmest som bri—bri— bri—bri. Deres Føde bestaar ganske overvejende af alle Slags smaa Krebsdyr, Insekter, smaa Muslinger og Snegle, Orme 0. l., ligesom de ofte hakker de smaa Rurer af Stenene; i højarktiske Egne skal de ofte nøjes helt med vegetabilsk Føde. I sidste Del af Maj eller først i Juni lægger de hos .0os deres 4, sjældent 3, Æg; disse er kort og but pære- formede med ret glinsende Skal; deres Grundfarve er blaalig eller grønlig hvidgraa eller lyst olivenbrun, dels med ganske smaa, dels med store, uregelmæssige, brune Pletter, de sidste ofte mindende om Penselstrøg førte skraat ned over Ægget, altid fra højre til venstre, naar Ægget ligger med den spidse Ende mod Beskueren; ofte findes smaa, sorte Snirkelpletter ved den butte Pol samt store og smaa, lysegraa Skalpletter;" Æg af samme Kuld varierer ofte meget; hos os ses jævnlig Æg med over- vejende smaa Pletter. Længden 37—42 mm, Bredden 27— 30 mm. Reden, der blot er en Fordybning i Sandet, højst foret med en Smule Straa, Lavstumper, Smaasten o. l., anbringes som Regel ganske særdeles skjult, i alt Fald næsten altid dækket paa den ene eller anden Maade. "Oftest findes Reden i Kanten af Malurt- eller Marehalm- vegetationen eller i en tæt Græstue, fortrinligt skjult, idet 166 Planterne samles som et Dække over den; jævnlig findes den mellem et Par store Sten eller tæt ind under en stor, fremludende Sten; kun' nu og da kan den træffes liggende frit mellem mindre Sten nær Strandvolden. Omend Sten- venderen paa en Maade kan siges at ruge i Kolonier, ligger Rederne dog altid spredt over et større Stykke Land, aldrig tæt sammen. Baade Han og Hun ruger, og begge har tydelige Rugepletter. Paa Rugepladsen er den en sær- deles urolig og støjende Fugl, der umulig kan undgaa Op- mærksomheden; medens den ene ruger, sidder Magen paa Udkig paa en Sten; nærmer en Forstyrrer sig, flyver den allerede paa meget lang Afstand denne i Møde, flyver fra Sten til Sten om ham, stadig skrigende sit skingrende gitte—gitte—gitte eller kih—kih—kih, ki—ki—ki—ki—ki, snart sekunderet af den anden Fugl, der forsigtig og skjult har forladt Reden. De indlader sig derimod ikke paa at anstille sig anskudte og saarede ell. 1. Om Efteraaret begynder de at vise sig paa Gennem- rejse hen imod Slutningen af Juli og ses derefter navnlig i August og September, men de er da hos os ret spredte og faatallige; endnu først i December er den en sjælden Gang set her i Landet. | 2. Strandskadeslægten (Hæmåtopus Linné). Næbbet meget længere end Hovedet; dets indre Halvdel ret trindt, dækket af blød Hud; Næbfuren af Næbbets halve Længde; Næseboret spaltefor- met, c. 5 mm fra Næbroden. Næbbets ydre Halv- del, der er dækket af et tykt, haardt Hornlag, bagtil uden skarp Grænse, er meget stærkt sam- mentrykt, særlig ud imod Spidsen, der hos de voksne Fugle ender som en let afrundet, skarp, lodret stillet Mejsel; ofte gaber Næbbet lidt hen imod Spidsen. Næbhøjden mindst paa Næbbets Midte, Næbbet fra dette Punkt lidt opadvendt. Hele Næbformen kan afledes af Brokfugletypen, . naar man tænker sig f. Eks. Strandhjejlens Næb stærkt forlænget og sammentrykt mod Spidsen. Næsekirtlerne stærkt udviklede. Hovedets Fjer- klædning højt hvælvet paa Panden. Kroppen meget kraftig, bred og plump. Vingerne spidse; Iiste vel- 167 udviklede Haandsvingfjer længst; de forlængede inderste Armsvingfjer endel kortere end Haand- svingfjerene. Halen ret kort, i Spidsen en Smule afrundet. De 12 Styrefjer hver bredt afrundede i Spidsen. Benene forholdsvis lave og kraftige med ret korte og tykke Tæer, der har brede Saaler og korte Kløer. Mellemfoden helt dækket af ganske smaa Skæl. Tydelig Bindehud mellem Fortæerne, størst mellem 3. og 4.; Bagtaa mangler. Slægten, der er udbredt næsten over hele Jorden, om- fatter c. 14 tildels meget nærstaaende Arter; i Danmark kun 1 Art. Strandskade (Hæmåtopus ostrebdlogus (Linné)). (Hæmatopus ostralegus ostralegus L.). Sydostpiber, Suder, Suderkok, Suderhøne, Søfugl, " Tjeld, Kjeld, Luif, Klippise, Surre. (H. ostralegus Linné). Norsk: Kjeld. Svensk: Strandskata. Tysk: AÅustern- fischer. Engelsk: Oyster-catcher. Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For- bryst og Forryg samt Vingernes Overside rensorte, dog er det nederste Øjelaag samt de store, nederste Vinge- dækfjer renhvide, de sidste danner et bredt, hvidt Tvær- baand over Vingen. Hele ”den øvrige Krop, baade paa Over- og Undersiden og paa Siderne samt Over- og Underhaledækfjerene renhvide. Haandsvingfjerene sorte, den Iiste veludviklede- med et hvidt Stykke Skaft paa sin ydre Halvdel; paa de følgende omgives dette Stykke af en stedse større, spoleformet, hvid Plet, særlig udbredt paa Yderfanerne; alle Haandsvingfjerene paa deres inder- ste tre Fjerdedele med et bredt, hvidt Parti langs inder- fanens Rand. Af Armsvingfjerene er de ydre hvide med en meget stor, sort Plet over hele Fjerens ydre Del, blot med en hvid Spidsbremme; denne sorte Plet aftager stadig i Størrelse indefter, saaledes at de indre Armsving- 168 fjer er renhvide; de inderste forlængede Armsvingfjer, der i den sammenlagte Vinge er c. 3,5 cm kortere end Haandsvingfjerene, er sorte som Forryggen. Alle Under- vingedækfjerene samt Årmhulefjerene renhvide, dog har Haandsvingfjerenes store Dækfjer sorte Spidser. Styre- fjerene hvide paa deres basale, sorte paa deres ydre Del; paa de ydre Styrefjer er det hvide langt overvejende. Fig. 37. Strandskade i Sommerdragt. (Efter Slater i British Birds). Vinterdragten, der erstatter den meget stærkt af- blegede Sommerdragt, som særlig paa Hovedet kan blive næsten brungraa, erholdes senest i August og ligner gan- ske Sommerdragten; dog har Struben over sin nederste Del en mere eller mindre tydelig, hvid Tværplet, der - dog ofte mangler helt, selv hos Fugle, der ses her sent hen paa Aaret; mulig mangler den altid hos helt ud- farvede, gamle Dyr. Naar .Strandskaderne viser sig her igen i Marts, har de altid ren Sommerdragt. Iris carminrød; Øjenlaagsrandene orangerøde, Næbbet 169 -smukt dybt orangerødt, ud mod Spidsen gulligt. Næb- længden 65—80 mm, altid størst hos Hunnen. Vingelæng- "den oftest 24,5—26,5 cm. Benene graalig kødfarvet røde; Kløerne sorte; Mellemfoden 48—55 mm, Mellemtaaen 39—42 mm. De unge Fugle i deres første Fjerdragt har meget kortere Næb, rødgulligt ved sin Grund, sortagtigt mod Spidsen; Farverne i det væsentlige som hos de voksne, men Ryggen og Vingerne er brunsorte; Skulderfjerene, de forlængede inderste Armsvingfjer og de mellemste Vingedækfjer har smalle, hvidbrunlige Fjerbrem- mer, bredest paa Fjerene nærmest det hvide Vingebaand; Overhaledækfjerenes bageste Spidser hvidlig gulbrune = med udviskede, sortebrune Tværbaand. Over Struben en oftest tydelig og stor, hvid Tværplet, ofte lidt mørk- vatret. Iris rødbrun; Benene rødligt graa. Hen paa Høsten fældes de lyse Fjerbremmer, og først hen i September erholdes Vinterdragten. ; — Dunungen: Hoved, Hals samt héle Kroppens og Vingernes Overside graalig gulbrune med graasort Vatring og indblandede store, sorte Pletter samlede i et Par Striber ned ad Isse og Ryg; en bred, sort Stribe, gaaende gennem Haledunene, afgrænser paa hele Bagkroppen den mørke Overside fra Kroppens iøvrigt helt hvide Under- side; blot Forbrystet er graalig sort med lyse Dunspidser. Næbbet mørkt, kortere end Hovedet. Blandt danske Vadefugle er Strandskaden altid let kendelig paa sin Størrelse, sine hvid= og sortbrogede " Farver og sit lange, røde Næb. Udbredt som Ynglefugl næsten overalt ved Europas nordlige og vestlige Kyster lige fra Ishavet ned til Portu- gal; meget almindelig ved hele Østersøens Kyst; derimod ret sjældent rugende ved Middelhavet, men atter meget almindelig ved det Sorte Hav og-det Kaspiske Hav samt i Lilleasien; nærstaaende Underarter ruger vidt ud over . Sibiriens og Østasiens Kyster. Overvejende Trækfugl, der overvintrer ved Middelhavet og langs Sydasiens Kyster samt i Nordafrika ned til Senegal. Op langs Atlanterhavets - 2170 Kyster overvintrer mange, og Årten er dér nærmest Stand- fugl. I Grønland er den kun set nogle Gange langs Vest- kysten. Paa Island og Færøerne ruger den meget alminde- lig, ogsaa inde ved de ferske Vande, og mange overvintrer paa Island. Ogsaa paa de britiske Øer yngler den særdeles talrig og overvintrer dér almindeligt. I Norge og Sverrig er den meget almindelig ved alle Kyster, lige fra Nord- kap til Skaane; navnlig i Sverrig ruger den ogsaa jævnlig inde ved store Søer, f. Eks. ved Vånern og Våttern. I Danmark er den en almindelig Ynglefugl overalt ved vore Kyster, særlig paa Øer og Holme, hvor der er lidt mere Fred; hos os ruger den sjældent langt inde i Landet ved ferske Søer, dog jævnlig i Thylands Klitsøer o. I. Steder; ogsaa inde paa flade Strandenge, i Laguner og dybe Fjorde ruger den, oftest i Selskab med andre Vadefugle. Brede, stenede Strandbredder med lavvandet Forstrand er dens Yndlingsopholdssted; her løber den med indtrukket Hals i det lave Vand og paa Sandene; ofter vader de ud, saa Vandet naar dem helt til Bugen, og almindeligt ser man dem sidde og hvile paa store Sten. Flugten hurtig, ofte med udstrakte Vinger og smaa, hur- tige Vingeslag; Næbbet holdes da skraat nedad. Strand- skaden kommer tidligt om Foraaret, viser sig allerede paa Træk først i Marts, derefter stadig tiltagende i Antal; sær- lig ses store Flokke i April, trækkende langs Kysterne; mange trækker om Natten, let kendelige paa deres Skrig, der nærmest lyder som hu—i—ip, hui—ip. En overmaade sky og vagtsom Fugl, som man vanskelig kommer synder- lig nær. De svømmer ganske godt og dykker endog ret behændigt; dette gør de, baade naar de er saarede, og naar de vil forskaffe sig Føden paa lidt dybere Vand. Føden, som de med deres stærke Næb graver og drager op af Sand og Dynd, er navnlig .Sandorme, Krebsdyr, Smaasnegle o.l. Mindre Muslinger fortærer de gerne, idet de jager deres skarpe Næb ind mellem Skallerne og skiller disse ad. I Lavvandspytterne tager de ogsaa Smaafisk og Rejer. i | Det synes, som Strandskaden først yngler, naar den er to Åar gammel; voksne Fugle ses i alt Fald i Flok hele Sommeren. De 3, sjældent 4 Æg lægges fra omkring Midten af Maj til ind i Begyndelsen af Juni; af Form og Størrelse omtrent som Hønseæg; deres Grundfarve hvid- lig gulbrun eller okkergul, mere eller mindre graalig; over det hele med brunsorte, ret: spredte, uregelmæssige Pletter, oftest med lidt Snirkler og Streger og graa Skal-- pletter. Skallen noget ru; Længden oftest 52—58 mm, 171 Bredden 36—40 mm. Reden anbringes uden noget Skjul eller Dække, blot som en udskrabet Fordybning i Sandet mellem Stenene eller paa ganske lavt Græs; oftest er den belagt med Smaasten eller Stykker af. Muslingeskaller. Æggene ruges baade af Han og Hun i 24 Dage. Ved Re- den er de meget støjende, hvis de forstyrres; stadig lyder da deres klagende, skingrende kivik—kivik—kivik. Hunde, Krager, Maager og andre Fugle, der efterstræber deres Æg og Unger, forjager de, idet de med stor Kækhed an- griber dem og hakker dem med deres Næb. Dunungerne gemmer sig, idet de trykker sig mellem Græs og Sten; senere undviger de ved Løb eller ved at svømme og dykke; en Maaned gamle kan de begynde at flyve; først i August forlader de som Regel alle Ynglepladsen. Naar 'Strandskaden har Unger, anstiller den sig jævnlig saaret og døende, idet den paa en meget pudsig Maade lægger sig paa Siden med udspilede Vinger. : Efteraarstrækket begynder midt i Juli, og de ses da " langs Kysterne i smaa Selskaber, der snart slutter sig sammen i store .Flokke; saadanne ses baade i August og September, men ind i Oktober er de for største Delen borte; Smaaflokke kan dog ses jævnlig hele Vinteren, hvis denne ikke er for streng; særlig langs Jyllands syd- lige Vestkyst skal endel overvintre aarlig. 4åde Familie. Sneppefuglegruppen (Scolopåcidæ). Næbbet saa godt som altid længere, ofte meget længere, end Hovedet, i sin Form tyndt, næsten altid trindt, sjældent fladtrykt; Næbbet er blød- hudet, oftest meget blødt og bøjeligt. Dets yderste Del kan vel være klædt af en lidt tykkere Hud, men er ikke efter en skarp Skillelinie tykt horn- klædt. Benene middellange eller meget lange, næ- sten altid med Bagtaa, der blot mangler hos én dansk Art, Selningen (Calidris). Familien omfatter omkring 120 Arter, fordelte i alle Verdensdele, men langt de fleste ruger i de nordligste og nordligere Egne. Vore Slægter kan inddeles i 5. Under- 172 familier, nemlig Klirer (Totaninæ), Klyder (Recurvirostri- næ), Ryler (Tringinæ), Vandtrædere (Phalaropinæ) og Bekkasiner (Scolopacinæ). Oversigt over de Hanke Underfamilier. 1. En tydelig Bindehud mellem de to yderste Fortæers Grund, ingen mellem de to inderste Fortæers Grund- le FSK DE Sy SAR NEDE SEERE: l.Klirefugle (Totaninæ). 2. En tydelig Bindehud eller Svømmehud mellem For- tæerne, baade mellem Yder- og Indertæerne, . a. Ret store, meget højbenede Fugle; Benenes nøgne Dele over 130 mm høje. Ingen Svømmelapper med - Indskæringer ved Leddene, ud langs Tæerne. Mellem- fodens Forkant klædt med 6-kantede Skæl......... REESE SNG AD BARE, 2.Klyder (Recurvirostrinæ). b. Ret smaa, lavbenede Fugle; Benenes nøgne Dele ikke over 50 mm høje. Brede Svømmelapper, ind- skaarne ved Leddene, ud langs Tæerne. Mellem- fodens Forkant klædt med Tværskinner ....,.....…. re NE TD FRE NER EA 4.Vandtrædere (Phalaropinæ). 3. Ingen Bindehud mellem Fortæerne, der er skilte. fra hverandre helt ind til Fortæernes Grund. a. Næbbet kortere end, eller højst af Længde med, Mellemfoden og den nøgne Del af Skinnebenet. Øj- nene sidder paa normal Plads; Øjenhulen i Kraniet helt aaben nedadtil......... 3. Ryler (Tringinæ). b. Næbbet meget længere end Mellemfoden og den nøgne Del af Skinnebenet. Øjet sidder paafaldende langt tilbage og ret opadvendt; Øjehulen i Kraniet nedadtil afgrænset af'en Benbrou 0. ERR 5. Bekkasiner (Scolopacinæ). DE REE Sr ad Se TRE TEN 37 SEE ed DEDE rer FS YET Iste Underfamilie. Kliréfuglene (Totaninæ). Denne Gruppe omfatter ret store, tildels høj- benede og langnæbbede Former, karakteriserede som nævnt under Familien. Oversigt over de danske Klirefugle. AA: Næbbet stærkt medadbue te RS HEE ASER ARE ERA EAN "SSR ANE 1. Spoveslægten (Numénius). B. Næbbet lige eller svagt opadbøjet. 173 I. Mundspalten lille, naar ikke hen under Øjet; Iste veludviklede Haandsvingfjer uden lyse Tværstriber paa Inderfanen. 1. Næbbet spidst; mindst dets yderste Tredjedel, foran Næbfurens forreste Ende, mere haardhudet med stærkt indbøjede . Næbkanter (sml. dog Mudderklire, Totanus hypoleucus)...........….. Et rent SERER 4. Klireslægten (Tåtanus). 2. Næbbet but i Spidsen; dets yderste Del, foran Næbfuren, blødhudet, uden indbøjede Næbrande. Næbfuren gaar næsten helt ud til Næbspidsen. aA Næbber tydeligt opadbøjet ER .…. 2. Kobbersneppeslægten (Lim&sa). b. Næbbet lige. a'. Næbbet kortere end Mellemfoden ........ .….. 6. Brushøneslægten (Machétes). b!. Næbbet meget længere end Mellemfoden. ØSEL: 3.Sneppeklireslægten (Macro- rhåmphus). ii Mundspalten stor, naar hen under Øjet; Iste vel- udviklede Haandsvingfjer med MELSE lyse Tvær- zDaandspaarindertane ns ERR USSR DDR. D: Bavirannskliceslæ sten (Bartråmia). sr æraer 1. Spoveslægten (Numénius Brisson). Store Vadefugle, altid let kendelige paa deres lange, trinde, særlig mod Spidsen jævnt, men ret stærkt nedadbuede Næb; dette er blødhudet paa hele den indre Del, tyndt hornklædt og glat ud mod Spidsen; Næbspidsen but; Undernæbbet lidt " kortere end Overnæbbet. Næseborene nær Fjer- grænsen. Næbfuren meget lang, endende som en meget svag Fure paa Næbbets yderste Trediedel. Halsen ret lang; Kroppen kraftig. Vingerne spidse; iIste Haandsvingfjer kort, smal og stiv, 2den længst, de følgende jævnt aftagende i Længde; de for- længede inderste Armsvingfjer endel kortere end "Haandsvingfjerene. Halen ret kort, let afrundet, med 12 Styrefjer. Benene meget høje, nøgne højt over Hælen; den lange Mellemfod som Regel 174 næsten helt klædt med 6-kantede Skæl, blot Tvær- skinner paa Forsidens nederste Del. De forholds- vis korte Fortæer, af hvilke Mellemtaaen er meget kortere end Mellemfoden, er forsynede ved deres Grund med en Bindehud, størst mellem 3die og Ade. En ret lang, højtsiddende Bagtaa findes. Han og Hun saa godt som ens i deres Fjerdragt, Hun- nen som Regel større end Hannen, navnlig med betydelig længere Næb. Fælder om Efteraaret og delvis om Foraaret; Vinterdragten ligner i høj Grad Sommerdragten. Ruger 1 Gang aarlig; 4 Æg. De 9 Arter er udbredte som Ynglefugle over den nordlige Halvkugle, men viser sig i Træktiderne over største Delen af Jorden. Hos os 2 Arter. . Oversigt over de danske Spovearter. 1. Den" mørke Isse uden hvidbrun Midtstribe. Større; Vingelængden mindst 27 cm. Mellemfoden mindst TSYS DO OU ERNE R ARE ENE RER SRED 1. Storspove (N. arquåtus). 2. Den mørke Isse med en tydelig, hvidbrun Midtstribe. Mindre; Vingelængden højst 26 cm. Mellemfoden højst. GS mm ES 2. Lille Regnspove (N. phæopus). 1. Storspove (Numénius arquåtus. (Linné)). (Numenius arquatus arquatus (Linné)). Stor Regnspove, Dobbeltspove, Regnsparv, Helspove, Dobbelt Regnspove, Revlingehøne, Regnpiber, Østertut, Perhahn, Dobbelt Østerfugl, Østerlandsvibe, Pipisten (Scolopax arquata Linné). Norsk: Storspove. Svensk: Storspov. Tysk: (GEDE SER Brachvogel. Engelsk: Common Curlev. Han og Hun i Sommerdragt: Issen brunsort, hver Fjer med lyst rustbrune Kanter. Kinderne graalig gul- brune med smalle, brunsorte Skaftstriber; over Øjet en utydelig, bred, hvidlig Stribe, foran Øjet en mørk Plet. Hage og Strube hvide. Ørefjer og Baghals graalig rust- brune med udflydende mørke Skaftstriber. Forryggen og 175 Skulderfjerene brunsorte med lyst rustbrune Fjerrande og, navnlig paa Skulderfjerene, med store, trekantede Rand- pletter. Hen paa Sommeren bremfældes største Parten af disse lyse Fjerrande. Hele Forhalsen og Forbrystet lyst rustbrunlige med ret smalle, brunsorte, skarpttegnede Skaftstriber, der stadig aftager i Størrelse og Antal ned over det hvidlige Bryst. De hvidlige Kropsider har brun- Fig. 38. Storspove. (Efter Slater i British Birds). sorte Skaftstriber, der udvider sig til Draabepletter og Tværstriber; saadanne findes jævnlig ogsaa paa Brystet. Bug, Undergump og Underhaledækfjer omtrent renhvide, de sidste blot med lange, smalle, brunsorte Skaftstriber. Bagryg og Overgump hvide, den første med smaa, den sidste med bredere, sorte Skaftpletter; Overhaledækfjerene brunlighvide med brunsorte Tværbaand. Vingedækfjerene sortebrune med lyst brungraa Fjerrande og Kantpletter, der paa de store, nederste næsten danner Tværbaand over Fjerene. Haandsvingfjerene brunsorte,.den iIste velud- 176 viklede med hvidt Skaft; de 3—4 første har hvide Tvær- pletter paa Inderfanen, de øvrige paa begge Faner. De inderste forlængede Armsvingfjer farvede som Skulder- fjerene. Undervingedækfjerene hvide, navnlig de ydre med brunsorte Tværbaand. Halen brunlighvid med 9—10 brun- sorte Tværbaand; de meilemste Styrefjer mere brunlige. Vinterdragten ligner Sommerdragten. Iris brun. Næbbet brunsort, rødgraaligt ved Under- næbbets Grund; dets Længde er meget varierende, lige fra 12 til 19 cm; Hunnens altid længere end Hannens. Vingelængden 27,5—30 cm. Fødderne blaaliggraa. Mellem- foden 75—80 mm, Mellemtaaen 44—50 mm. De unge Fugle ligner i deres første Fjerdragt de voksne, men er kendelige paa deres korte Næb, ofte meget under 10 cm langt; de lyse Fjerkanter paa Rygsiden er varmere rustbrune, og de sorte Skaftstriber paa Forbrystet er smallere; Brystet har som Regel ingen, Kropsiderne mindre fremtrædende Tværstriber paa Fjerene, Dunungen lyst rustgullig graa, lysere paa hele Un- dersiden. Tøjlen sort; Hovedets Overside brunligsort, med smaa, lyst rustbrune Pletter. Ryggen med store, uregel- mæssige, brunsorte Pletter, delvis ordnede i Længde- rækker. Storspoven er blandt vore Vadefugle let kendelig paa sin Størrelse og sit nedadbuede, lange Næb; fra den lille Regnspove skelnes den bedst ved Mangelen af dennes lyse Stribe midt ned ad Issen. Udbredt som Ynglefugl fra Europas nordligste Dele op til Polarkredsen og ned over største Delen af Mellem- europa til Rumænien, Østrig og Schweiz og ud langs ÅAt- lanterhavskysterne; en nærstaaende Underart ruger langt ud i Sibirien og ned til de kirgisiske Stepper. Trækfugl, der overvintrer baade i Europa og i største Delen af Afrika; endel strejfer om Vinteren viden om, har endog vist sig i Amerika. I Grønland har den blot en enkelt Gang vist sig paa Østkysten; til Island kommer de der- imod nu og da som tilfældige Gæster, særlig om Efter- aaret. Paa Færøerne yngler den heller ikke, men viser sig dér ret almindeligt i Åugust og ses da stadig hele Vinteren 174 til ud i Maj. Paa de britiske Øer yngler den derimod ret ” almindelig, særlig i Irland, Skotland og paa Øerne nord herfor. I Norge ruger den almindelig op langs hele Vest- - kysten helt op til Porsangerfjorden, og i Sverrig er den mange Steder ret almindelig, lige nede fra Skaane og Got- land til langt op i Norrland ved Torneelvens nedre Løb. I Danmark kendes Storspoven ikke med Sikkerhed som rugende; fra ældre og nyere Tid findes nok usikre Beretninger gaaende ud paa, at den har ynglet flere Steder i Vestjylland paa Engene og Hederne, paa Læsø oo. a. St., men disse Angivelser skyldes sikkert, at endel ikke yng- lende Fugle jævnlig oversomrer hos os. Derimod viser Storspoven sig meget almindelig og ret talrig i Danmark påa Gennemrejse; allerede i Slutningen af Marts, men navnlig ind i April begynder deres Foraarstræk, der varer til ind i Maj; midt i Juli eller tidligere, jævnlig endog i den sidste Del af Juni eller før, viser de første gennem- rejsende Flokke sig allerede igen som nogle af de første Efteraarsbebudere; man ser dem da i smaa og store Sel- skaber og Flokke trække over Landet højt oppe, flyvende med fremstrakt Hals og langsomme Vingeslag, ordnede i store Buer og Kiler eller i en lang, skraa Række, stadig udstødende deres ejendommelige, meget vidtlydende, bløde Fløjtetone, der ofte kan høres, længe før man øjner Fug- len; ogsaa om Natten trækker de i Mængde, og deres Fløjten, der nærmest kan gengives som dui—duiit, dui—duiit, er da blandt de lettest kendelige af de trækkende Fugles. De ses og høres derefter stadig i betydelig Mængde til helt ud i September; derefter aftager de trækkende Flokke i Antal og Størrelse, men mange bliver her hele Efter- aaret, og selv om Vinteren er de ingenlunde sjældne, særlig ikke i Jyllands vestlige Egne. De opholder sig hos os navnlig paa Vaderne langs de flade Kyster, paa Strandengene og inde paa Pløje- marker og Heder, hvor de er meget sky og forsigtige og altid letter paa lang Afstand. De gaar gerne langsomt og gravitetisk og kan ogsaa, om fornødent, svømme. Om- strejfende Fugle lader sig let lokke ganske nær, naar man efterligner deres Lokketone. Deres Føde bestaar af In- sekter, Orme o.1.; Bær finder man om Efteraaret meget ofte i deres Mave, Ved Kysterne æder de tillige Smaa- snegle, Krebsdyr 0. l. I Skandinavien kommer de i de sydlige Egne meget tidligt til deres Rugeplads og lægger allerede deres Æg i April, i de nordlige Egne derimod først i Løbet af Maj. I Parringstiden kredser Hannen. højt i Luften for' derefter zR& Hørring: Fugle II. 12 - 178 med udspilede Vinger at dale skrigende ned til Hunnen, der sidder paa Marken. Redepladsen er som Regel paa sumpede Enge og Moser eller paa Heder og bevoksede Klitter; ofte ruger flere Par sammen i. spredte Kolonier. De 4 Æg lægges i en blot og bar Fordybning, paa en Tue eller paa Jorden. Æggene, der er ruskallede, er oftest tydeligt pæreformede; Grundfarven lyst olivenbrun, ofte med grønlig Tone, over det hele med spredte, uregel- mæssige, store samt mindre og smaa, rødbrune Pletter; snart findes Kuld med overvejende store, snart med over- vejende smaa Pletter. Længden 62—75 mm, Bredden 47— 49 mm. Baade Han og Hun ruger, dog angives Hannen at overtage den største Del af dette Arbejde; nærmer man sig Reden, flyver navnlig Hannen skrigende om For- styrreren, ligesom den med stor Nidkærhed bortjager Krager o.l. og slaar ned paa Hunde. Hunnen skal forlade Ungerne meget tidligt, endog længe før disse har afkastet Dunene, og rejser i Skandi- navien fra Rugepladsen allerede hen imod Slutningen af Juni, medens Hannen først skal forlade Ungerne, naar disse midt i Juli er flyvefærdige. Ungerne skal derimod først forlade Rugepladsen i den første Del af August og saaledes udgøre Hovedmassen af de om Efteraaret træk- kende Fugle. 2. Lille Regnspove (Numénius phæéopus 2 (Linné)). ; (Numenius phæopus phæopus (Linné€)). Middelspove, Mellemspove, Enkelt Regnspove, Enkelt Østerfugl (Scolopax phæopus Linné). Norsk: Smaaspove. Svensk: Småspov. WES Regen- brachvogel. Engelsk: Whimbrel. Han og Hun i Sommerdragt: -Ligner i det hele og store Storspoven, men adskiller sig, foruden ved sin meget ringere Størrelse og kortere Næb, fra denne ved følgende: Panden og Issen ensfarvet brunsorte med en snart smal, snart bred, hvidligbrun Midtstribe. Øjen- brynstriben er tydeligere, fortsat bag Øjet og afgrænset nedadtil af en mørk Stribe fra Næbbet gennem Øjet ud i Nakken. Forbrystets og Sidernes Fjer alle med sorte- brune, skraa Tværstriber foruden de mørke Skaftstriber. 179 Ryggens Fjer mørkere, idet de lyse Fjerrande og Rand- pletter næsten helt er mistede ved Bremfældning; deres mørke Skaftstriber mere fremtrædende. Bagbryst og Bug ganske hvide, uden mørke Skaftstriber. Underhaledæk- fjerene hvide, uden Skaftstriber, de yderste blot med mere eller mindre tydelige, brunsorte Pilpletter eller skraa Fig. 39. Lille Regnspove. (Efter Mivart). Tværstriber. Halens Styrefjer mere graabrune, med færre Tværstriber, gerne blot med 7—8 saadanne. Årmhule- fjerene hvide med tydelige, brunsorte Vinkelstriber. Næblængden 78—92 mm. Vingelængden 24,5—26 cm. Mellemfoden 59—65 mm, Mellemtaaen 41—45 mm. Unge Fugle er hos denne Art kendelige paa, at Fjerene paa hele Forryggen samt Skulderfjerene. ikke er lyst kantede, men har store, afrundede, veladskilte, lyst rustbrune Kantpletter. Deres Næb er kendelig kortere, i "September omkring 55—60 mm langt. 12% 180 Dunungen ligner Storspovens, men er allerede ken- delig fra denne paa den brunlighvide Midtstribe ned ad Issen, afgrænset paa Siderne af to brunsorte Striber, der forener sig fortil i Panden og bagtil i Nakken. Den Lille Regnspove er i Flugten ret vanskelig at skelne fra Størspoven; har man den i Haanden, er den let at kende paa de ovennævnte Skelnemærker. Udbredt som Ynglefugl i Europas nordligste Egne samt helt ud i Sibirien til Baikalsøen, her afløst af en meget nærstaaende Underart; dens Ynglezone ligger i det hele nordligere end Storspovens, ruger sydligst nede i Central- Rusland. Trækfugl, der overvintrer i hele Afrika helt ned til Kap samt i Asiens sydligste Dele; endel overvintrer dog langs Atlanterhavets østlige Kyster. I Grønland ruger den vistnok af og til, omend meget faatallig, paa Vest- kysten. Paa Island yngler den derimod yderst almindelig paa Heder og Enge; ogsaa paa Færøerne er den alminde- lig. I England og Skotland ruger den ikke, men er her meget talrig paa Gennemrejse, særlig i Maj Maaned; ruger dog bl.a. påa Orkn- og Shetlandsøerne. I Norge ruger den meget almindelig langs Kysterne fra Jæderen til Øst- finmarken, derimod faatallig inde i Landet. I Sverrig yng- ler den i Lapmarken og findes rugende helt ned i Jåmt- land og Hårjedalen. Fra Tyskland kendes den næppe rugende. I Danmark findes den Lille Regnspove selvfølgelig ikke som ynglende, men den ses ret almindelig paa Gen- nemrejse, dog altid meget faatalligere end Storspoven. Den synes om Foraaret at komme. endel senere end denne, gerne sidst i April eller i Maj; først i Juli eller endog sidst i Juni er den her allerede igen paa Gennem- rejse mod Syd. Nogle Individer kan overvintre hos os, men som Regel forlader den Lille Regnspove os for største Delen allerede i September. I det hele og store ligner den i Levevis Storspoven. I Flugten syner den en- del mindre og har lidt raskere Vingeslag, og deres lidt vrinskende Lokketone er let at adskille fra Storspovens, lydende nærmest som tly—y—yh; den ses jævnlig i Sel-- skab med sin større Slægtning. Den holder sig paa Træk- ket omtrent udelukkende til Havkysterne og trækker baade om Dagen og om Natten. Opjaget lyder dens Stemme som et hurtigt gib—gib--gib—gib—gib. Paa dens nordlige Ynglepladser er Føden foruden Insekter og Orme for en meget stor Del Bær, særlig Blaabær, hvormed man finder 181 . deres Mave overfyldt; disses blaa Farve kendetegner deres Ekskrementer og tilsmudser deres Fjer om Tarmaab- ningen. I Nordskandinavien kommer den til sin Yngleplads hen i Maj; den vælger hertil baade sumpede Enge og tørre, lyngbevoksede Heder. De 4 Æg lægges sidst i Maj eller i den første Del af Juni i en Redefordybning paa Jorden, paa en Tue ell. I., højst foret med en Smule Græs eller Mos; ofte findes den ved en Sten eller under lave Dvergpile o.l. Æggene er meget varierende i Farve og Tegning; Grundfarven fra lyst olivengrøn til lyst rødbrun med meget varierende brune Pletter, snart store, snart smaa, snart udflydende og utydelige, snart stærkt sammen- løbende om den butte Pol. Længden oftest 54—63 mm, Bredden 38—42 mm. Baade Han og Hun ruger, dog sær- lig den sidste. De gamle Fugle lader paa Ynglepladsen stedse deres vidtlydende, ejendommeligt trillende eller vrinskende Stemme høre, der f. Eks. paa Island baade ved Dag og Nat uadskillelig. hører sammen med Fjeldheder og Enge. Glimrende Flyvere, der ofte i Flok dristigt om- kredser og driller den hurtige Jagtfalk, som dog let for- maar at gøre dem til sit Bytte. PA Kobbersneppeslægten (Limåsa Brisson). ” Ret store Vadefugle, kendelige paa deres lange, trinde Næb, der er mere eller mindre tydeligt op- adbøjet. Næbbet, der altid er længere end Mellem- foden, har bred og kraftigt bygget Næbryg; det blødhudede Parti omkring Næsehulen er meget kort, strækker sig ikke længere frem end det spalteformede Næsebor, der sidder c. 5 mm fra Næbroden; en fin Rille ud langs hele Over- og Undernæbbets Sider. Næbkanterne ikke indbøjede. Næbbet lidt tykkere, bredere og fladere i Spidsen, der er but afrundet. Halsen lang. Vingerne lange og spidse; iste udviklede Haandsvingfjer længst, i den sammenlagte Vinge endel længere end de forlængede inderste AÅArmsvingfjer.. Halen kort, snart lige afskaaret, snart lidt indbuet. Underhale- … dækfjerene af samme Længde som Sftyrefjerene. 182 Benene mere eller mindre høje og slanke, nøgne højt op over Hælen. Benenes Forside klædt dels med Tværskinner, dels med sekskantede Skæl. Mellemfoden over en halv Gang længere end Mellemtaaen. Ingen Bindehud mellem 2den og 3die Fortaa, derimod stor Bindehud mellem 3die og 4de. Ret lang, slank og højtsiddende Bagtaa findes. Udmærker sig ved deres i Sommerdragten ejendommelige kobberrøde eller rødbrune Farver, der har givet Slægten Navn. Fælder, omend ofte lidt ufuldstændigt, to Gange aarligt. Han og Hun ens, Hunnen oftest lidt større, med længere Næb. Yngler i Sumpe og Enge, oftest nær Havet; ses i Træktiderne i Flokke langs Havkysterne. Af de 4 Arter, der yngler paa den nordlige Halvkugle, men iøvrigt viser sig over omtrent hele Jorden, forekommer 2 Arter i Dan- mark. Oversigt over de danske Kobbersneppearter. 1. Halen rensort paa hele sin ydre Halvdel, renhvid ved Grunden. Armhulefjerene hvide, uden Tværbaand. Mellemfoden over 60 mm lang ......... Mee te Sl es en ake MU RR) 1.Stor Kobbersneppe (L. ægocéphala). 2. Halen hvid med 9—10 sorte Tværbaand. Armhule- fjerene hvide med sorte Tværbaand. Mellemfoden under 60 mm lang..... 2. Kobbersneppe (L. lappånica). 1. Stor Kobbersneppe (Lim&sa ægocéphala (Bechstein)). (Limosa limosa limosa (Linné)). Sorthalet Kobbersneppe, Rødvitte, Stor eller Dobbelt Rødvitte, Stor Snippe, Kobberhøne, Strandsneppe. (Scolo- pax limosa Linné, Totanus ægocephalus Bechstein, Li- mosa melanura Leisler, Limosa melanuroides Gould). Norsk: Sorthalespove. Svensk: Rådspov. Tysk: Schwarzschwånzige Uferschnepfe. Engelsk: Black-tailed Godwit. 183 Han og Hun i Sommerdragt: Hoved og Hals lysere eller mørkere rødbrune; dog har Pandens, Issens - og Nakkens Fjer brede, sorte Skaftstriber, og Tøjlerne er fint sortplettede; en bred, ret utydelig Øjenbrynstribe, de nedre Øjenlaag samt Hage og Strube hvidlige. Forbrystet ligeledes rødbrunt, ofte bagtil med hvidlige Fjerkanter og gø Fl Fig. 40. Stor Kobbersneppe. (Efter Slater i British Birds). saaledes gaaende jævnt over i det hvide Bryst. Forbrystets Fjer med smalle, Brystets med bredere og tydeligere, sorte Tværbaand. Kropsiden rustbrun med brede, sorte Tværbaand. Bug, Undergump og Underhaledækfjer hvide, en Del af Fjerene med sorte Tværbaand. Forryggen, Skulderfjerene og de forlængede inderste Armsvingfjer brunsorte med brede, uregelmæssige, rustrøde Tvær- baand eller Randpletter; i meget vekslende Grad finder man hele Sommeren mellem disse sort- og rustrødt- , brogede Fjer indblandet ensfarvet brunliggraa Fjer med 184 mørke Skaftstriber, vel hørende til Vinterdragten, der alt- saa ikke er fældet helt om Foraaret; snart kan disse graa Fjer være dominerende, snart kan de mangle helt. Bag- ryggen ensfarvet sortebrun. Overgump og Over- haledækfjer hvide, blot de bageste af disse sidste har sorte Spidser. Af Vingedækfjerene, der er stærkt afslidte og til- hører den om Efteraaret erholdte Vinterdragt, er de øvre smaa samt Vingeranden brunsorte, de øvrige mørkt graa- brune med mørke Skafter; de store nederste har hvide Kanter og Spidser, der danner et bredt, hvidt Tværbaand over Vingen. Haandsvingfjerene brunsorte, dog er deres Skafter og største Parten af Inderfanen hvide; paa den 5te og følgende er Yderfanernes basale Halvdel renhvid; de indre Årmsvingfjer overvejende hvide. Halens Styre- fjer sorte med hvidlige Spidsbremmer, hele deres under Dækfjerene skjulte basale Dele renhvide. Halens mellemste Styrefjer c. 12 mm kortere end de yderste. Undervinge- dækfjerene hvide, kun langs Vingeranden med brunsorte Tegninger. BSE Vinterdragten er paa Fuglens Overside brunlig- graa med lysere Fjerbremmer og mørke Skafter; dog er de smaa øvre Vingedækfjer graasorte, de øvrige Vinge- dækfjer mørkegraa med bredere, hvidgraa Kanter. Hoved, Hals og Forbryst samt Kropsiderne lyst brungraa. Bryst, Bug og øvrige Underside hvide; ellers som i Søommer- dragten. Allerede midt i Åugust kan de vise sig her i denne Dragt, blot med endel indblandede sort- og rust- bruntbrogede Sommerfjer. Iris brun. Næbbet, der er svagt opadbuet, er mat rød- gulligt, paa Næbryggen og paa Næbbets ydre Del mørke- brunt eller brunsort. Næblængden 80—120 mm. Vinge- længden 204—230 mm, de største Maal falder oftest paa Hunnerne. Fødderne graasorte; Mellemfoden 65—80 mm, Mellemtaaen 40—50 mm, dens Klo lang, flad, lige eller lidt opadbøjet, med kamformet Inderrand. g Unge Fugle er let kendelige paa, at deres Rygside er graalig brunsort med smalle, regelmæssigt lyst 185 Tustbrune Fjerkanter. Hals og Bryst er rustbrunlig graa, Issen med brede, udflydende Skaftstriber. Næbbet kortere, Mellemfoden paafaldende tykkere. Men allerede i September fældes denne Dragt. Dunungen rustbrunlig hvid, næsten hvid paa Kind, Hage, Bryst og Bug. En skarpttegnet smal Tøjle, Øjen- randens Fjer, en Plet paa hver Side af Nakken, en stor, aflang Plet over Issen samt en smal Stribe ned ad Bag- halsen brunsorte; Ryggen med endel store, sodsorte Pletter, ordnede i 3—4 Længderækker. Næbbet hos de smaa Dununger kortere end Hovedet. Den Store Kobbersneppe kan kun forveksles med Kobbersneppen, men dens sorte Hale og de forholdsvis - meget længere Ben er altid gode Skelnemærker. Udbredt som Ynglefugl paa mange Steder i Mellem- europa lige fra Holland og Belgien over Nordtyskland til de russiske Østersøprovinser og gennem Polen og Ungarn vidt over Mellem- og Sydrusland samt ind i Vestsibirien. Trækfugl, der viser sig i største Delen af Europa og Vest- asien, overvintrende langs de europæiske Atlanterhavs- kyster og i Middelhavslandene, Nordafrika øg Indien. I Grønland har den vist sig et Par Gange som tilfældig Gæst. Paa Island yngler den faatallig i Engene paa visse Steder af Øens sydvestlige Del. Paa Færøerne har den sikkert tidligere ynglet, men viser sig nu kun dér af og til. Ogsaa i England har den tidligere ynglet, men er for- længst udryddet; overvintrer dog jævnligt i ringe Antal paa disse Øer. I Norge er den blot truffet et Par Gange som tilfældig Gæst, -men i Sverrig ynglede den tidligere meget almindelig paa Gotland og særlig paa Øland; fra førstnævnte Ø er den nu helt forsvundet, og paa Øland er den aftaget meget stærkt i Antal. Ogsaa ned langs Sles- ovigs og Holstens re ruger den almindelig flere Steder. I Danmark er den Sføre Kobbersneppe en meget stedegen Ynglefugl, der kun findes rugende paa et ret smalt Belte ned langs Jyllands Vestkyst fra Nissum Bred- nings Sydkyster til Vardeaa-Lavningen; paa dette Felt er den ret almindelig og findes ofte i ret betydeligt Antal " paa passende Lokaliteter. Vidtstrakte, ret tørre Enge, ofte langs Vandløb og Laguner, er dens Yndlingsrugeplads. Den ruger saaledes i Græsengene om Fiilsø og Skernaa 186 samt omkring Ringkøbing Fjord og Stadil Fjord; ligeledes i Engene om Madum og Husbysø og ved Nissum Bred- nings Sydkyst; nordligere træffes den næppe ynglende. Paa Tipperne har den ynglet fra gammel Tid; op mod 1900 var den forsvundet herfra, men viste sig dog atter her og tiltog i Tal, saaledes at der i 1910 rugede c. 60 Par; dette Antal synes atter senere at være aftaget. Ogsaa ved Ribe skal den nu og da ruge. Paa Sjælland kendes den ynglende i Lammefjord, og som en Sjældenhed er den en Gang fundet rugende paa Saltholm (1925). Uden for Yngletiden ses den ret faatallig langs vore Havkyster, hvor den da holder til paa Sandene mellem de andre Vadefugle. De kommer om Foraaret omkring Mid- ten af April og søger da snart til Rugepladserne. Allerede paa lang Afstand er den let kendelig paa sin Størrelse, sin slanke Legemsbygning og paa de lange Ben. Paa Ynglepladsen søger de udelukkende deres Føde oppe i Engene, og man ser dem da aldrig søge til Vaderne og Sandene. Under Flugten, der er let og hurtig, strækker de Næb og Hals lige frem og Benene lige bagud. Løber godt, men svømmer nødigt eller aldrig. Føden Insekter, Larver, Orme, Krebsdyr o. I. I Parringstiden kredser Han- nerne, ofte 4—5 sammen, omkring oppe i Luften i Kunst- flugt, idet de stærkt skrigende kaster sig snart med den ene, snart med den anden Vinge nedad. Sidst i April lægger den sine 4 Æg; disse er lang- agtig ovale med ret glat Skal; Grundfarven olivenbrun eller olivengrønlig, ofte med svagt rødbrunlig Tone; de dels store, dels mindre, spredte Pletter er ret utydelige og svagt tegnede; paa den butte Pol ofte endel smaa, skarpttegnede, - brunsorte Pletter eller Streger; Længden 53—58 mm, Bredden 34—38 mm. Reden, der er anbragt i det lave Græs, ofte paa en Tue, er bred og flad, foret med vissent Græs. Sidst i Maj har den smaa Dununger, men ogsaa endel Æg kan da endnu findes. Paa Ruge- pladsen er den yderst sky og forsigtig og forlader straks Reden, naar den paa lang Afstand øjner en Forstyrrer; begge Forældrene kredser da højt i Luften over denne, udstødende deres meget iørefaldende vit—vit—vit eller tiderit, der minder noget om Rødbenens Skrig; ofte kan. dens Stemme ogsaa minde om Vibens. Midt i Juli eller først i August viser den sig paa Efteraarstræk og ses da gennem hele September; først i Oktober forlader største Parten Landet. 187 2. Kobbersneppe (Lim&sa lappånica (Linné)). (Limosa lapponica lapponica (Linné)). Rødbrun Kobbersneppe, Rødvitte, Strandsneppe, Kob- berhøne, Lille Rødvitte (Scolopax lapponica Linné, Limosa rufa Temminck). Norsk: Lapspove. Svensk: Myrspov. Tysk: Rostrote Uferschnepfe. Engelsk: Bar-tailed Godwit. Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For- bryst og hele den øvrige Underside samt Krop- siderne smukt og dybt rødbrune eller kobberrøde, dog har Fjerene om hele Næbroden og paa hele Hovedets Overside samt paa en bred Stribe midt ned ad Baghalsen sorte Midtstriber. Forbrystet ofte med spredte, brunsorte Skaftstriber, navnlig paa Siderne; nu og da spredte, sorte - Pilpletter paa Undergumpen og Underhaledækfjerene. Hen paa Eftersommeren bleger de rødbrune Farver endel. For- ryggen og Skulderfjerene samt de inderste forlængede Armsvingfjer sorte med store, lyst rødbrune Kantpletter, der for en stor Del helt forsvinder hen- paa Sommeren, navnlig paa Rygfjerene. Bagryggen og Overgumpen hvide med sorte Pilpletter; Overhaledækfjerene hvide og rustbrune med sorte Pilpletter og Tværbaand. Styre- fjerene hvide, med c. 10 brede, brunsorte, ofte lidt sammenflydende Tværbaand. Vingedækfjerene mørkt graabrune med graahvide Fjerkanter, smallest paa de smaa øvre, bredest paa de store nederste; enkelte indblandede Vingedækfjer med friske, rustbrunlige Fjerkanter. Haand- svingfjerene brunsorte, de 2—3 yderste med hvide Skafter; deres Inderfaner langs Randen for største Delen, særlig hen imod Roden, hvide samt hvidt og sortebrunt vatrede. Armsvingfjerene graasorte, helt kantede med hvidt. Under- vingedækfjerene og Armhulefjerene hvide med brunsorte, kileformede Tværbaand og Pilpletter. — I August og Sep- tember viser der sig her paa Gennemrejse endel Kobber- snepper med stærkt afslidte Fjerdragter, vistnok. ikke helt udfarvede Fugle, mulig Unger fra det foregaaende Aar; de kan dels helt mangle den brunrøde Kobberfarve, eller 188 kun, omend blegt, have den paa Forbrystet, dels har de mange indblandede hvide Fjer mellem de kobberrøde; Forhalsen har altid tydelige, sorte Skaftstriber, og For- brystet samt Kropsiderne har mere eller mindre tydelige, sortebrune Tværstriber og Pilpletter; iøvrigt ligner de de udfarvede Fugle paa Rygsiden osv. Vinterdragten gør i det hele et askegraat Indtryk; Fig. 41. Kobbersneppe. (Efter Slater i British Birds). hele Oversiden graalig brun, Fjerene med udflydende hvidgraa Rande, ganske uden Kåntpletter; Fjerene stedse mørkest ind mod den smalle, sorte Skaftstribe. En bred Øjenbrynstribe samt Hage og Strube renhvide. Hals, Forbryst og Kropsider brunliggraa med mørkebrune Skaft- striber. Bryst, Bug og den øvrige Underside hvide, oftest endel sorte Tværstriber paa de sidestillede Underhaledæk- fjer. Allerede midt i August kan de ses i ren Vinterdragt, men som oftest erholdes denne langt SEERE, efter at Fuglene har forladt Danmark. Iris brun. Næbbet, der er kendeligt opadbuet, er sort, blot graaligrødt ved Grunden. Næblængden 75—110 mm, 189 længst hos Hunnerne. Vingelængden 206—220 mm. Fød- derne sorte; Mellemfoden 42—57 mm, Mellemtaaen 29— 35 mm. Unge Fugle mangler ganske de kobberrøde Farver. Pande, Isse, Forryg, Skuldrene samt Vingernes Overside mat brunsorte med ret skarpttegnede, lyst gulbrun- lige Fjerkanter, bredest og mere hvidlige paa de mel- lemste og store Vingedækfjer; paa Skulderfjerene og navn- lig paa de forlængede inderste Armsvingfjer erstattes de af-tætstillede, tresidede Kantpletter. Halsen og Forbrystet samt Kropsiderne gulbrunligt graa, paa Bag- halsen med udflydende, brede, paa Forhalsen og For- brystets Sider med utydelige, mørke Skaftstriber,. Den øv- rige Underside renhvid med lyst gulbrunt eller graaligt, ”- isabellafarvet Anstrøg paa Brystets Sider og paa Kropsiderne. De hvidlige Øjenbrynstriber og Kinder med smaa, brunsorte Skaftpletter. Hagen hvid; et mørkt Felt paa hver Side af Næbroden. Næbbet er forholdsvis kort, i.August og September ned til 56 mm. i Skønt Kobbersneppen i Kroppens Størrelse næppe overgaas synderligt af den Store Kobbersneppe, syner den dog paa Grund af sine betydelig lavere Ben meget mindre end denne. "Udbredt som Ynglefugl i de nordligste Dele af Skan- dinavien og Finland samt paa Kola-Halvøen; videre mod Øst ruger den i Nordrusland og er fundet adskillige Steder i Sibirien helt ud til Jenissei; i Østsibirien lever en meget nærstaaende Art L.lapponica baueri Naumann. Træk- fugl, der om Vinteren træffes i Middelhavslandene og helt ned i Mellemafrika og lejlighedsvis i Sydafrika, samt i Indien. Fra Grønland kendes den ikke, og paa Island er den kun iagttaget en enkelt Gang om Vinteren; derimod viser den sig nu og da paa Færøerne som en sjældnere Gæst. Paa de britiske Øer viser den sig almindelig i Træk- tiderne og overvintrer ret almindelig. I Norge ruger den blot i de indre Dele af Sydvaranger, men ses almindelig i Træktiderne langs Kysterne; i Sverrig kendes den kun ynglende ved Landets allernordligste Grænser mod Fin- land; i dettes nordligste Dele er den derimod en særdeles almindelig og talrig Ynglefugl. - 190 I Danmark viser Kobbersneppen sig særdeles al- mindelig paa Gennemrejse baade om Foraaret og særlig om Efteraaret. Om Foraaret kommer den, som en i meget nordlige Egne rugende Fugl, først ret sent til Danmark; den viser sig først i større Mængde her, bærende sin kobberrøde Dragt, i Begyndelsen af Maj og ses da i be- tydelige Flokke største Delen af denne Maaned og for- lader os som Regel hen imod Slutningen af Maj; dog kan enkelte endnu vise sig ind i Juni, og ikke helt sjældent iagttages enkelte Individer oversomrende ved vore Kyster. Selv paa lang Afstand er de kobberrøde Fugle let kende- lige, naar de sidder i tætte Flokke paa Sandene eller i det lave Vand ved vore Kyster, særlig naar Sølen belyser deres pragtfulde Farver; saadanne store Flokke er meget sky, enkelte Individer, ofte i Selskab med Ryler o. 1., kan derimod være meget tillidsfulde og lader sig iagttage paa nært Hold. Om Efteraaret kommer Trækflokke af gamle, endnu rødfarvede Fugle til os i Slutningen af Juli og ses da almindelig, ofte bestaaende af flere Hundrede Individer, omtrent hele August Maaned gennem; fra Begyndelsen af August begynder ogsaa de unge, graaligfarvede Fugle at vise sig i større Flokke, og disse holder sig da i be- tydeligt Antal ved vore Kyster til langt ud i September og forlader os for største Delen i Begyndelsen af Oktober, men enkelte kan dog ogsaa ses senere. Kobbersnepperne holder ganske hovedsagelig til paa vore flade Kyster, hvor de ofte ses vadende paa Sandene og ikke er bange for, om fornødent, at svømme lidt; ved Højvande søger de op i de med lavt Græs bevoksede Strandenge; af og til kan de dog ogsaa vise sig inde i Landet, saaledes i Engene ved Skanderborg Sø og lign. Steder. Tr Levemaade ligner de i alt væsentligt den Store Kobbersneppe; lever om Sommeren af Insekter, Orme og Snegle og søger ligesom denne i Træktiderne deres Føde i Slik og Sand, hvor de da fanger Sandorme, Krebsdyr o. Il. Deres Skrig gengives ved tje—vi og i Træktiden ved et svagt ruk—ruk—ruk. I Nordskandinavien kommer Kobbersnepperne om- kring Midten af Maj til deres Rugepladser, der findes i disse Egnes Skovmoser; længere mod Øst ruger de paa de vidtstrakte Tundraer; her ruger de meget spredt og uselskabeligt. Reden paa en Tue eller paa Jordbunden, foret med lidt visne Blade, Stilke af Dvergbirk, Lav og lidt Fjer. De 4 Æg lægges sidst i Maj eller først i Juni. Æggene ligner den Store Kobbersneppes, men er oftest en Smule mindre, som Regel 52—56 mm lange og 34— . 38 mm brede. Begge Forældrene ruger skiftevis, holder 191 ret stærkt paa Reden og forlader først denne, naar man er den ganske nær, for da at sætte sig i Nærheden og uafladelig skrige deres skingrende gakek—gakek—gakek. 3. Sneppeklireslægten (Macrorhåmphus Forster). En lille Gruppe mellemstore Vadefugle, der i Farver og Ydre minder endel om Bekkasiner, sær- lig om Horsegøgen; dog er bl. a. Benene meget højere end hos denne. Næbbet meget langt og ganske lige, omtrent lige tykt over det hele, trindt og bøjeligt, med den yderste Del noget fortykket, med Gruber paa Overfladen, men dog endende ret spidst. Øret ligger langt fremme, omtrent lige . under Øjet. Næseborene smaa og ligger lige ved Næbroden. Vingerne lange og spidse. Halen om- frent-lise-" afskaaret; "med 12 Styrehjer-— Benene forholdsvis: høje, nøgne højt op over Hælen. Mellemfoden meget kortere end Næbbet, med Tværskinner paa For- og Bagside. Tæerne ret lange og tynde med korte, ret lige Kløer; en stor, veludviklet Bindehud mellem 3die og 4de, ingen mellem 2den og 3die Taa; en ret lang og højt- siddende Bagtaa findes. Slægten omfatter kun 2 Arter og 1 Underart, udbredte i det nordligste Nordamerika og Østsibirien; i Danmark har den ene Art vist sig. Sneppeklire (Macrorhåmphus griseus (Gmelin)). (Macrorhamphus griseus scolopaceus (Say)). Kliresneppe, " Rødbrystet Bekkasin-Klire. (Scolopex grisea Gmelin). Svensk: Beckasinsnåppa. Tysk: Sehnepkenldefer En- gelsk: Red-breasted Sandpiper. 192 Han og Hun i Sommerdragt: Panden, Issen og Forryggen brunsorte med lyst rustbrune Kanter paa Fjere- nes Sider; disse lyse Fjerkanter fældes for en stor Del hen paa Sommeren. Skulderfjerene og de forlængede in- derste Armsvingfjer samt en Del af de mellemste Vinge- dækfjer ligeledes brunsorte, men de har foruden rust- brune Fjerkanter ogsaa smalle, uregelmæssige, rødbrun- Fig. 42. Sneppeklire. (Efter Slater i British Birds). lige Tværbaand. Bagryggen hvid; Overgump og Over- haledækfjer hvide med brede, graasorte Tværpletter og Tværbaand, bredest og tættest paa de sidstnævnte. Ho- vedets Sider, Hagen og Struben hvidlig rustbrune med en smal, sort Stribe fra Næbbet gennem Øjet og smaa, brun- sorte Pletter paa Kinderne. Hals, Forbryst, Bryst og Bug samt Kropsiderne lyst rødbrune, oftest med indblan- dede hvidlige Fjerrande; paa Forhals og Forbryst med smaa, Sorte, rundagtige Pletter, paa Kropsiderne med spredte, sorte Tværbaand over Fjerene. Underhaledæk- fjerene, der omtrent er ligesaa lange som Styrefjerene, er hvide med rustbrunt Anstrøg og brunsorte Tværbaand, 193 . særlig. paa Siderne. Af Haandsvingfjerene er de yderste 6—7 helt brunsorte, Iste og delvis 2den med hvide Skaf- ter; de indre Haandsvingfjer har, ligesom Årmsvingfjerene, skarpttegnede, hvide Fjerkanter og brede, hvide Fjerspid- ser; Armsvingfjerene har tillige smalle, hvide Skaftstriber og for de indres Vedkommende smalle, hvide Tværstriber. Halens Styrefjer brunsorte med c.8 smalle, skarpttegnede, hvide eller rødbrunligt hvide Tværstriber. Undervinge- dækfjerene hvide med sorte Tværbaand. I Vinterdragten er Fuglens Overside brunlig- graa med mørke Fjerskafter og lysere, graalighvide Fjer- rande; Bagryggen og Overgumpen hvide som i Sommer- dragten. Fuglens Underside hvidlig, dog er Halsen og Forbrystet graalige med udflydende, graabrune Længde- pletter; Siderne hvide med graabrune Tværstriber; iøvrigt nærmest som i Sommerdragten. Iris mørkebrun. Næbbet sortebrunt, grønligt ved Ro- den; dets Længde meget varierende, hos Hannen 52— 64 mm, hos Hunnen derimod 64—75 mm langt. Vingen Cone Fødderne grønligsorte; Mellemfoden 35—40 mm, Mellemtaaen c. 33 mm. De unge Fugles Overside ligner Sommerdragtens, deres Underside derimod Vinterdragtens, blot er For- brystet mere rustgulligt og det hvide paa Bryst og Bug ligeledes mere rustgult. Sneppekliren kan nærmest silke forvekslet med Horsegøgen, men er ved nøjere Eftersyn let kendelig paa sin hvide Bagryg og i Sommerdragten paa sin rustrøde Underside samt ved Mangelen af de straagule Længde- "striber paa Hoved og Rygside. Udbredt som Ynglefugl- i det østlige Nordamerikas nordlige Dele, og en Underart, M. griseus scolopaceus (Say), hører hjemme i det vestlige Nordamerika helt ud til Alaska. Trækfugl, der om Vinteren træffes helt nede i Brasilien; ikke sjældent strejfer enkelte Individer af den østlige typiske Race (v. grisea). mod Øst over til Europa. "I Sydgrønland er den saaledes skudt en enkelt Gang; fra Island og Færøerne kendes den ikke, men paa de britiske R. Hørring: Fugle II. | ; 13 - 194 Øer er den derimod iagttaget ikke mindre end 23 Gange, næsten altid om Efteraaret fra August til Oktober; ogsaa i Frankrig er den skudt. Fra Norge og Sverrig kendes den ikke. Fra det øvrige Europa kendes den næppe. I Danmark har den kun vist sig en enkelt Gang, idet et Individ i Sommerdragt, mærkelig nok af Racen scolopa- ceus, blev skudt d. 1.8. 1894 ved Ribe, hvor den var set gaaende langt ude paa den aabne Strand sammen med en Flok Ryler. Den yngler i sit Hjemland i Sumpe og ved Søer o.l. ; her lægger den sine 4 Æg i Juni Maaned i en simpel, uforet Fordybning i Græsset eller paa Moslaget; de ligner meget Horsegøgens, idet de er olivenbrune med spredte rødbrune og mørkebrune Pletter; Længden oftest 41, Bredden 26 mm; de ruges alene af Hunnen. I sin Være- maade ligner Sneppekliren ikke Bekkasinerne, men slutter sig ganske til Klirerne. Uden for Yngletiden er den al- mindelig i store, tætte Flokke, der færdes ved flade Kyster, hvor den søger sin Føde i Sand og Dynd; den er meget lidt sky og paafaldende tillidsfuld, saaledes at man kan gaa den ganske nær. Føden angives hovedsagelig at være Insekter, Orme og smaa Muslinger; af og til skal ogsaa smaa Plantefrø findes i dens Mave. ; 4. Klireslægten (Tøétanus Bechstein). Smaa eller mellemstore Vadefugle med ret langt eller langt, ved Roden noget sammentrykt, iøvrigt trindt, lige eller svagt opadbøjet Næb, der ender ret spidst; Overnæbbet lidt nedbøjet i sin yderste Ende. Paa den basale Del omkring Næb- furen, der snart er kort, snart lang, er Næbbet blød- hudet, ellers haardt og hornklædt med indbøjede Næbrande. De spalteformede Næsebor ligger lige ved Næbroden. Halsen lang, med 12 Halshvirvler. Vingerne spidse, iste veludviklede. Haandsving- fjer altid længst; de inderste Armsvingfjer stærkt forlængede og kun lidet kortere end Haandsving- fjerene. Halen ret kort, lige eller afrundet, altid med mørke og hvide Tværbaand. Benene som Regel lange og slanke, nøgne højt op over Hælen. 195 AR der 3 rer fane) og tynde Fortæer er 3dje og 4de forbundne ved Roden med en stor Bindehud. .- Kløerne smaa og spidse; en veludviklet Bagtaa findes altid. Ringe eller ingen Kønsforskel, Hun- nen som Regel en Smule større. De fælder helt om Efteraaret, men kun delvis om Foraaret; Vinterdragten altid noget, af og til meget forskel- lig fra Sommerdragten, som Regel mere graalig; ogsaa Ungernes Dragt er forskellig fra de gamles, men afløses ligeledes, omend senere, af Vinter- dragten. Trækfugle, der yngler paa den nordlige Halvkugle og navnlig i dennes nordlige Dele, medens de om Efteraaret og Vinteren viser sig omtrent over hele Jorden, særlig i de tropiske Lande, ofte langt Syd for Ækvator. Sky og forsigtige Fugle, hvis Yngleplads som Regel er inde i Landet ved ferske Vande, Rødbenens dog ogsaa ved Hav- kysterne. Udprægede Vadere, der ofte færdes paa lavt Vand, hvor de jævnlig svømmer. Monogame; de 4 Æg ruges af begge Køn, dog særlig af Hannen, der ogsaa ganske overvejende passer Ungerne; de forlader tidligt Rugepladsen, Hunnen som Regel før Hannen. Omkring 15 Arter; ofte er Mudderkliren, men uden Nødvendighed, udskilt som en egen Slægt. I Dan- mark forekommer 6 Klirearter. Oversigt over de i Danmark forekommende Klirearter. A. Vingelængden som Regel under 150 mm. Benene al- drig røde. I. Næbfuren naar ud til c. 5 mm fra Næbspidsen. Hele Fuglens Overside mørk, uden hvide Overhale- dækfjer. Benene forholdsvis lave, Mellemfoden højst 26 mm lang.. 1. Mudderklire (T. hypoleucus). II. Næbfuren naar højst til 13 mm fra Næbspidsen. Overhaledækfjerene hvide. Benene forholdsvis høje. — Mellemfoden altid over 30 mm lang. a. Første veludviklede. Haandsvingfjer med hvidt Skaft. Armhulefjerene hvide med brunsorte- Tvær- 13+ . 196 baand. 7—8 brunsorte Tværbaand over de mel- lemste Styrefjers hele Fane, paa de øvrige er alle disse Tværbaand i alt Fald synlige paa alle Yderfanerne...... 2. Tinksmed (T. glaréola). b. Første veludviklede Haandsvingfjer med brunsort Skaft. ÅArmhulefjerene brunsorte med smalle, - hvide Tværbaand. Kun 3—4 brunsorte Tvær- baand over de mellemste Styrefjers yderste Halv- del; de yderste 2—3 Par Styrefjer blot med 2, 1 eller intet Tværbaand paa deres iøvrigt renhvide Yderfaner, nær disses Spids................... SR EN SE SERGE VE 3. Svaleklire (T. 6chropus). B. Vingelængden som Regel over 150 mm (den mindste Art har røde eller graarøde Ben). I. Fødderne mere eller mindre røde. Næbbet lige, ikke opadbøjet. De ydre AÅrmsvingfjer hvide eller med hvide Tværbaand. a. Næbbet meget kortere end Mellemfoden. Næb- furen meget længere end den halve Næblængde; de 8 yderste Armsvingfjer renhvide, blot med mørke Basaldele..... 4. Rødben (T. cålidris). b. Næbbet lidt længere end Mellemfoden. Næbfuren meget kortere end den halve Næblængde; de 8 yderste Armsvingfjer graabrune med ufuldstæn- dige, hvide Tværbaand. 5.Sortklire(T.fuscus). II. Fødderne grønne eller graagrønne, aldrig rødlige. Næbbet fra Midten tydelig opadbøjet. Ydre Arm- svingfjer ensfarvet graabrune .................... SE rr RER RRS SAVE REE 3 6. Hvidklire (T. glåttis). 1. Mudderklire Len hypoleucus (Linné)). (Tringa hypoleucos Linné). Muddersneppe, Styllepig, Virle. (Actitis hypoleucus Illiger, Tringoides hypoleucus Bonaparte, Actitis empusa Gould). Norsk: Strandsnipe. Svensk: Drillsnåppa. Tysk: Fluss- uferlåufer. Engelsk: Common Sandpiper. Han og Hun i Sommerdragt: Hele Fuglens Over-.- side mørk olivenbrun med tydelig Bronzeglans, blot Baghalsen mattere graabrun. Isse og Nakke med utydelige, brunsorte Skaftstriber; Forryggen med brede, tydelige, brunsorte Skaftstriber eller Pilpletter, Skulder- og Vingedækfjerene samt de forlængede inderste Arm- 197 svingfjer tillige med smalle, sortebrune, uregelmæssige Tværbaand, tydeligst paa Vingedækfjerene, hvor de tillige er en Smule lysere kantede. Øjenlaagsrandens Fjer samt en tydelig Øjenbrynstribe hvide; en brunsort Stribe fra Næbbet gennem Øjet. Kinder og Halssider brunlighvide med smalle, brunsorte Skaftstriber. Hage og Strube ren- hvide. Forhals og Forbryst graabrunligt hvide med smalle, Fig. 43. Mudderklire. (Efter Slater i British Birds). skarpttegnede, brunsorte Skaftstriber; Forbry stets Sider graabrune, gaaende over i Ryggens Farve. Hele den øvrige Underside samt Kropsiderne renhvide. Vingeranden delvis hvid. Haandsvingfjerene sortebrune; 2den veludviklede med en renhvid Plet paa Inderfanens Kant; denne hvide Plet vokser stadig i Størrelse paa de indefter følgende Haandsvingfjer. Armsvingfjerene over- vejende hvide paa deres basale Del, ellers sortebrune, blot med hvid Spidsbremme; det hvide stadig mere udbredt paa de indefter følgende, saaledes at de indre Årm- osSvingfjer erganskeovervejendeeller helt hvide. 198 De store, nederste Vingedækfjer med hvide Spidser. De to midterste Styrefjer-Par farvede som Ryggen, de føl- gende graalig olivenbrune med sorte Kantpletter dannende afbrudte Tværbaand samt med brede, hvide Spidser; de ydre Styrefjer med brede, hvide Kanter og Spidser, det yderste Par helt hvide, alle med 6—7 afbrudte, brunsorte Tværbaand. Vinterdragten, som de sjældent bærer hos os, ligner meget Sommerdragten, men Ryggens Fjer er ens- farvet olivenbrune og mangler de brede Skaftstriber og - Pilpletter, blot selve de tynde Fjerskafter er sortebrune; Forbrystet saa godt som uden Skaftstriber; Vingedæk- fjerene har sorte Kantstriber og meget smalle, hvidlige Fjerbremmer. Iris brun. Næbbet omtrent af Hovedets Længde, Næb- furen gaar langt ud ad Næbbet, ender c. 5 mm fra dettes Spids. Næbfarven mørkebrun; Næblængden 24—26 mm. Vingelængden 106—118 mm; de forlængede inderste Årm- svingfjer af samme Længde som Haandsvingfjerene. Be- nene forholdsvis lave; Mellemfoden 23—26 mm, Mellem- taaen som Regel 2 mm kortere. Fødderne gulbrune. Halen ret lang og afrundet i Spidsen, saaledes at de mellem- ste Styrere er c. 8 mm længere end de yderste. De unge Fugle ligner i det hele de voksne, men kendes let paa, at alle Oversidens Fjer mangler tydelige, mørke Skaftstriber eller Pilpletter, medens de derimod er regelmæssigt kantede med en brunsort Stribe lige inden for de lyst gulbrune Fjerbremmer. Paa Vinge- dækfjerene er denne Tegning særlig fremtrædende, dan- nende tætte, brunsorte og brungule Tværbaand. Forhals og Forbryst mere askegraalige, i Midten ofte næsten hvid- lige, med udflydende, utydelige mørke DERES i ber, der dog ofte næsten helt mangler. D unungen er paa Oversiden lyst gulbrun med smaa, brunsorte Dunspidser, blot Halsen er lysere; midt ned ad Issen en sort Stribe, en lignende, om end mere uregel- mæssig, midt ned ad Ryggen. En smal, sort Stribe fra 199 … Næbbet bagud gennem Øjet. Næbbet gulligt ved Roden; Benene blaaliggraa. Mudderkliren er blandt de smaa Vadefugle stadig let kendelig paa sin helt ensfarvede, olivenbrune Overside med tydelig Bronzeglans, saaledes at den fra sine nær- meste Slægtninge selv paa Afstand skelnes ved Mangelen af hvid Overgump; ogsaa deres hvide Stribe hen ad Vingen er iøjnefaldende i Flugten. Udbredt som Ynglefugl vidt over hele Europa og største Delen af Asien, rugende lige fra Nordskandinavien og Nordrusland ned til det nordlige Afrika samt fra At- lanterhavskysterne over Rusland og Åsien helt ud til Ja- pan; i Åsien ruger den op til Polarkredsen og helt ned til Persien og Himalaya. Skønt Mudderkliren har en saa umaadelig vid Udbredningszone, har den ikke udspaltet sig i geografiske Racer. Trækfugl, der overvintrer omtrent over hele den gamle Verdens sydlige Dele, helt ned til Kap og Australien. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke, derimod ruger den almindelig paa de britiske Øer. I Norge ruger den almindelig ved Elve og "Indsøer over hele Landet; ogsaa over hele Sverrig findes den, men stedse meget spredt og ikke i større Antal. I Danmark er Mudderkliren en meget faatallig Yngle- fugl, der i alt Fald kun ret sjældent med fuld Sikkerhed er truffet rugende hos os. Dens Æg er saaledes bl. a. fundet ved Dronninglund, ved Hald Sø, i Rold Skov, ved Krarup Aa, ved Thorsø og ved Silkeborg, ved Vejle og Ringgive, ved Emdrupholm, ved København osv.; om Sommeren træffes den hist og her, baade paa Øerne og i Jylland, under Forhold, der tyder paa, at den yngler, men dens Rede er aabenbart vanskelig at finde, da Fug- len er meget stilfærdig og forsigtig ved denne. Den be- gynder om Foraaret at komme i den sidste Del af April og ses derefter i største Delen af Maj Maaned paa Gennem- rejse, men denne synes at foregaa ret hurtigt, og de iagt- tages som Regel ikke i større Mængde. Trækket foregaar vistnok for største Delen om Natten, og ikke helt sjæl- dent falder den ved danske Fyr. Til Ynglepladserne i det nordlige Skandinavien kommer den først i Slutningen af Maj. De, der bliver her i Landét for at yngle, slaar sig da ned ved Damme, Mergelgrave og Søer, men helst ved Aaer med rask rindende Vand og sandede, stenede Bred- der. Det er en særdeles livlig og rastløs Fugl, der idelig 200 er i Bevægelse, stadig vippende med Bagkrop og Hale; ofte sidder den paa Sten i Vandkanten; minder i hele sin Væremaade om .Vipstjerten, der færdes just paa de sam- me Lokaliteter. Flugten er hurtig, men uregelmæssig, ofte ganske lav, lige over Vandspejlet, jævnlig i Zig-zag; paa- faldende ofte ses denne Vadefugl siddende og løbende paa Grenene i lave Træer og Buske; den svømmer godt og dykker navnlig fortrinligt; over 1 m dybt i Vandet ser man den svømme rask frem. Dens fine, pibende Stemme, som den f. Eks. lader lyde, naar den letter, kan gengives ved hididi—hididi—hididi eller med 4 Stavelser tidihidi. Føden er paa Ynglepladsen særlig Insekter, navn- lig alle Slags Vandinsekter, samt Edderkopper og Orme; ved Havet ogsaa Krebsdyr o. 1.; jævnlig ser man den, medens den løber paa Jorden, snappe forbiflyvende In- sekter. Om Efteraaret er den særdeles almindelig i Danmark; de gamle Fugle begynder da at vise sig paa Gennemrejse i Midten eller i sidste Halvdel af Juli, og i hele August er baade gamle og unge Fugle meget almindelige; mange ses ogsaa først i September, men fra denne Maaneds Midte aftager de stærkt i Antal og har som Regel alle forladt os ved Maanedens Udgang; undtagelsesvis er en- kelte set hen over Midten af Oktober. De træffes i Træk- tiderne næsten aldrig i større Flokke eller i Selskab med andre Vadere, derimod som Regel enlige eller højst 5—7 Stkr. sammen; de holder da til langs flade, sumpede Ky- ster, helst hvor Dynd samt Græs o. a. Vegetation findes, jævnlig ogsaa ved Bredderne af Aaer og Søer; de færdes oftest godt skjult mellem Plantevækst eller mellem Sten o.l. og er da meget lidt sky, saaledes at man ofte kom- mer dem paa nært Hold, før de letter. I Parringstiden lader Hannen en egen trillende Lyd høre, medens den i uregelmæssig virrende Flugt, med dirrende Vinger, kredser over Vandet. Mudderklirens Yngleplads findes sjældent eller aldrig ved Havkysterne, men næsten altid inde ved ferske Vande, selv langt inde i Fastlandenes Indre. Reden anlægges gerne skjult paa et tørt Sted under en Busk eller mellem Græs o. a. Vege- tation, af og til skjult under en Træstamme eller lign. den er, af en Vadefugls at være, særdeles omhyggeligt og godt bygget, ofte ret dyb, udforet med Straa og af og til med Blade; som Regel ligger den lige ved Vand, men ofte findes den ret langt fra dette; nu og da er dens Rede hos os fundet paa saa mærkelige Steder som under Buske i Haver, paa aaben Mark og jævnlig 201 paa særdeles befærdede Steder. De 4, nu og da 5, paa- faldende store, pæreformede, glatskallede Æg lægges hos os tidligst i første Del af Maj Maaned, men ogsaa endog langt hen i Juni eller senere; deres Grundfarve er hvid- lig med mere eller mindre lyst, rødlig-gulbrunt Anstrøg; de er ret tæt dækkede med rødbrune eller mørkebrune, uregelmæssige, større og mindre Pletter og Punkter, tæt- test eller endog sammenflydende ved den butte Ende samt med indblandede, graaviolette Skalpletter; jævnlig ses Kuld med færre, større og mere spredte Pletter; deres Længde 34—39 mm, Bredden 25—28 mm. Æggene, der i den forholdsvis lille Rede næsten maa staa paa Spidsen, ruges hovedsageligt af Hunnen, som Regel om- kring 22 Dage. Skræmt paa Rugepladsen flyver den om- kring Forstyrreren, og dens ængstelige Skrig lyder da som tik—tik; ofte forlader de i Stilhed og skjult Reden eller løber paa Jorden med udbredte Vinger og udspilet "Hale, anstillende sig syge og saarede. 2. Tinksmed (Tåtanus glaréola (Linné)). (Tringa glareola Linné). Tinksmed-Klire, Kærsneppe, Kynke, Lille Smed (Rhyacophilus glareola Kaup, Totanus affinis Horsfield). Norsk: Grøånbensneppe. Svensk: Grånbena. Tysk: Bruchwasserlåufer, Engelsk: Wood-Sandpiper. Han og Hun i Sommerdragt: Panden og Issen brunsorte med smalle, hvidlige Fjerkanter. Fra Næbroden hen over Øjet en ret bred, hvid Øjenbrynstribe, nedadtil afgrænset af en brunsort Stribe fra Næb til Øje. Kinderne hvide med smaa, brunsorte Pletter; Ørefjerene over- vejende graabrune. Baghalsen brunsort med bredere, graa- lige Rande paa Fjerenes Sider. Ryggen, Skuldrene og de forlængede, inderste Armsvingfjer brunsorte med mange ret store, tætsiddende, hvide Kantpletter paa Fjerene, størst paa Skulderfjerene, hvor de ofte næsten danner Tværbaand over Fjerene; oftest er disse hvide Pletter hen paa Sommeren delvis forsvundne, idet de af- - kastes ved, partiel Bremfældning. Bagryg og Overgump brunsorte, navnlig de sidstnævnte med smalle, hvide 202 Spidsbremmer. Overhaledækfjerene renhvide, alle de bageste med brede, brunsorte Tværbaand. Vinge- dækfjerene brunsorte, en stor Del af de mellemste og de store nederste er hvidplettede som Ryggen. Svingfjerene brunsorte, Armsvingfjerene blot med smalle, hvide Kanter om deres ydre Ende. iste veludviklede Haand- Fig. 44. Tinksmed. (Efter Maleri af Ingeborg Frederiksen). svingfjer med renhvidt Skaft. Undervingedækfjerene overvejende hvide med uregelmæssige, graasorte Tværbaand og Basaldele. Armhulefjerene hvide, oftest med brunsorte Tværbaand. Hage og Strube renhvide. For- hals og Forbryst hvidlige med ret skarpe, brunsorte Skaft- pletter, der kun er noget udflydende paa Forbrystets Sider. Bryst, Bug og øvrige Underside hvide, blot med sorte Tværbaand og Skaftstriber,' særlig paa de sidestillede Underhaledækfjer, der er lange og næsten naar ud til Styrefjerenes Spids. Kropsiderne hvide med endel spredte, 203 brunsorte Tværbaand. Af Halens Styrefjer er de to mel- lemste graabrune, de øvrige hvide; de 2—3 mellemste Par med c. 8 brede, brunsorte Tværbaand; disse genfindes ogsaa paa alle de øvrige Styrefjers Yderfaner, medens disses Inderfaner ud mod Halens Sider næsten bliver helt renhvide. Vinterdragten, i hvilken de vist yderst sjældent ses her i Landet, ligner Sommerdragten, men skelnes ved, at Issen mangler de hvide Fjerkanter, Forryggen er næ- sten uplettet med lysere, ”brunlige Fjerbremmer, og For- hals og Forbryst er brunlig hvide med lidet fremtrædende, mørke Skaftpletter. Iris mørkebrun. Næbbet næsten sort, lidt lysere ved Undernæbbets Grund. Næblængden 26—30 mm; Næbfuren . strækker sig ud til c. 13 mm fra Næbspidsen. Vingelængden 118—130 mm, som Regel størst hos Hunnen. De ret høje Ben er gullig olivengrønne; Mellemfoden, der er klædt med Skinner paa For- og Bagkant, er 35—40 mm lang; Mellemtaaen 30—32 mm lang; den ret veludviklede Bag- taa naar Jorden, Unge Fugle ligner meget de voksne, men kendes let paa, at hele Oversidens tætstillede, store, lyse Pletter ikke er hvide, men lyst gulbrune; de danner aldrig Tværbaand over Skulderfjerene. Forbrystet hvidgraaligt med mere eller mindre utydelige Skaftpletter, der paa Forbrystets Sider jævnlig erstattes af svage, brungraalige, buede Tværbaand over Fjerene. De midterste Styrefjer er gulbrunlige mod Spidsen. ; Dunungens Grundfarve er paa Ryggen lyst brun- gullig, paa hele Undersiden hvid med gulbrunt Anstrøg. Issen brunsort, jævnlig med svagt antydet, smal, lys Midt- stribe, skarpt afgrænset, fortil af den brunhvide Pande, paa Siderne af de brede, hvide Øjenbrynstriber; en lille Længdeplet i Panden, en smal Tøjlestribe og en stor Plet bag Øjet brunsorte. Ned ad Ryggen en bred, sort Midt- "stribe, to Pletstriber paa hver Side af denne, 3 Pletter over Vingen samt Haledunene brunsorte. 204. Tinksmeden er blandt de andre Smaaklirer lettest kendelig paa sin tætplettede Ryg og sin hvidskaftede I1ste Haandsvingfjer. Udbredt som Ynglefugl over det nordlige Europa lige fra dettes Nordkyster ned til Nordtyskland, Holland og Belgien; tillige udbredt over hele det nordlige Asien ud til Japan og Kina. Trækfugl, der overvintrer i Afrika helt ned til Kap, samt i Indierne og langs Stillehavskysten fra Japan ned til det Indiske Ørige og i Australien. Fra Grønland og Island kendes den ikke; paa Færøerne har den et Par Gange vist sig som tilfældig Gæst. I England viser den sig ret almindelig i Træktiderne, særlig om Efteraaret; lejlighedsvis har den i tidligere Tid ruget nogle Gange i Landet. I Norge ruger den almindeligt næsten over hele Landet, talrigst i de nordligste Dele, nord for Polarcirklen, men ogsaa ret almindelig i Sydnorge oppe i Fjældene i Birkeskovbæltet. Ogsaa i Sverrig ruger den ret almindelig over hele Landet, helt ned i Skaane. I Danmark fandtes den tidligere paa mange Steder meget talrig og er endnu ret almindelig som ynglende, omend den vistnok stadig aftager stærkt i Antal, efter- haanden som Moser og Kær tørlægges. Den findes hos os ganske hovedsagelig i Jylland, særlig i Vendsyssel og langs Vestkysten, rugende ved Smaakær og Moser i Lyng- hederne samt i Enge og Sumpe, langs Aadrag o.l. Steder, saaledes almindelig ved Skern Aa. I Vendsyssel angives den mange Steder at være ret almindelig, saaledes bl. a. ved Sæby, Jerup, Gaardbo Sø, Sandmosen-og paa mange Steder i Thy, samt paa Mors. Paa Øerne har den altid været langt mindre almindelig og findes i alt Fald nu vist kun meget faatallig som rugende; paa Sjælland er den vist nærmest sjælden. Trækfugl, der nu og da alle- rede begynder at komme i den første Del af April, men navnlig viser den sig almindelig i den sidste Del af denne Maaned og først i Maj og ses derefter jævnlig paa Gen- nemrejse hele denne Maaned ud. Om Efteraaret er den som Regel meget almindelig og talrig; den kommer da | allerede i Begyndelsen af Juli, men navnlig gennem hele August kan den paa passende Lokaliteter være særdeles talrig, navnlig i Maanedens sidste Halvdel, naar de unge Fugle kommer; den forlader imidlertid Landet paafaldende tidligt, og lidt ind i September er den som Regel borte igen. De synes hovedsageligt at trække om Natten og falder nu og da ved de danske Fyr. I Træktiderne viser . de sig navnlig langs Kysterne, hvor sumpede Enge med 205 Siv og Græsvækst yder dem passende Tilholdssteder; her færdes deé ret skjult og ubemærket, gemt mellem Vegeta- tionen, og sjældent eller aldrig ses de paa Sande og Vader: de kan godt optræde i større Flokke, men færdes hellere spredt og i Smaaselskaber, afsondret fra andre Vadefugle, ses ogsaa ofte enkeltvis. De færdes gerne i Græs o.l. og flyver som Regel op, allerede naar man er dem paa lang Afstand; i det hele er de ret sky og vagt- somme. Deres Lokketone lyder som jiff, jiff—jif. Føden paa Ynglepladsen er navnlig alle Slags Smaa- insekter, særlig Biller, Myg og andre tovingede Insekter, samt Orme, smaa Snegle, Krebsdyr og Muslinger, som den drager op af Dynd og Mudder. I Parringstiden lader Hannen, svævende rundt ret højt oppe i Luften, sine ejendommelige, idelig gentagne, melodiske, sanglignende Toner lyde; de minder lidt om Pibernes Sang og gengives bl.a. ved hylli—hylli—hylli "eller med et mange Gange gentaget tlju, dyl eller lui. - Paa Ynglepladsen ruger de spredt, dog ofte mange Par paa samme Lokalitet. Reden en Fordybning i Jorden, gerne paa en Tue eller lignende, oftest paa fugtige Steder ved Kær og Moser; den er udforet med Straa o. 1.; i an- dre Lande er Reden undtagelsesvis fundet højt oppe i Træer i forladte Fuglereder. De 4 forholdsvis store Æg lægges midt i Maj eller lidt senere; deres Skal.er glat, men mat; Grundfarven hvidlig gulbrun, af og til med mere eller mindre grønligt Anstrøg; de er dækkede med ret store, ofte tætstillede og sammenflydende, mørkt rød- brune eller mørkebrune Pletter, tættest om den butte Pol, samt med svagt fremtrædende, graalige-Skalpletter; Længden 35—40 mm, Bredden 27—28 mm. :Forstyrres den paa Ynglepladsen, omkredser den flyvende Fredsforstyr- reren eller løber paa Jorden foran håm”eller sidder i Buske, paa Ledstolper eller Sten,. stadig ,nikkende med Hovedet og vippende med Halen, skrigende tink—tink— tink, hvoraf Navnet. De gamle forlader i nordlige Egne tidligt de knap flyvefærdige Unger og drager bort; disse samler sig da i omemiskke, der først senere forlader Rugepladsen. 3. Svaleklire (Tétanus åchropus (Linné)). (Tringa ochropus Linné). i Svalesneppe, Sort eller Hvidprikket Tinksmed, Graa- benet Klire (Helodromas ochropus Kaup, Actitis ochro- pus Blyth). 206 Norsk: Skogsneppe. Svensk: Skogssnåppa. Tysk: Waldwasserlåufer. Engelsk: Green Sandpiper. Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Over- side og Baghalsen sortebrune med tydeligt fremtrædende hvide Fjerkanter. Forryggen, Skuldrene og de forlængede AÅrmsvingfjer sortebrune med hvidlige, ret store, tætstillede Kantpletter paa Fjerene; paa de lange Armsvingfjer, der Fig. 45. Svaleklire. (Efter Slater i British Birds). er mere olivenbrune med olivengrønlig Glans, er Pletterne tydelig tresidede; de lyse Pletter forsvinder for en stor Del hen påa Sommeren ved partiel Bremfældning. Bag- ryggen mørkt olivenbrun, Fjerene mørkt kantede, med hvide Bremmer. Overhaledækfjerene alle ren- hvide. Øjenbrynstriben hvid, Tøjlen brunsort; Kinden hvidlig med smaa, brunsorte, trekantede Pletter. Hage og Strube renhvide. Forhals og Forbryst hvide med brun- sorte, skarpttegnede, ret brede Skaftpletter, der er bredere og sammenflydende paa Forbrystets Sider. Brystet og hele den øvrige Underside helt renhvide. Kropsiderne hvide, 207 blot fortil med brunsorte Tværstriber. Vingedækfjerene sorte med olivenbrunt Anstrøg, blot nogle af de inderste mellemste med smaa, hvide Pletter som Ryggen. Sving- fjerene brunsorte med svag Purpurglans, men uden hvide Tegninger; Iste Haandsvingfjer med sortebruntSkaft. Halens Styrefjer hvide; over den yderste Del af de to midterste Par 3—4 brede, sorte Tværbaand; disse sorte Tværbaand aftager i Antal paå de ydre Styrefjer; 3die yderste har saaledes kun et, de 2 yderste kun Spor af. det yderste .Tværbaand paa Yderfanen; yderste Styre- fjer ofte helt hvid. Undervingedækfjerene brunsorte, blot med enkelte ganske smalle, lidet fremtrædende, hvide Fjerbremmer. AÅrmhulefjerene brunsorte med regel- mæssige, ganske smalle, hvide Tværbaand. Vinterdragten, hvori den sjældent ses hos os, er kendelig paa, at Oversiden er mørk olivenbrun med faa og smaa, hvidlige Pletter paa Ryg, Skuldre, inderste Årm- svingfjer og Vingedækfjer. Forbryst og Forhals med ikke skarpt afgrænsede, mørkebrune Skaftstriber. Iris mørkebrun. Næbbet lige, mørkt olivengrønt, mørke- brunt mod Spidsen; Næbfuren strækker sig ud til c. 14 mm fra Næbspidsen; Næblængden 32—36 mm. Vingelængden 14—15 cm. De ret høje Ben er graalig olivengrønne; Mellemfoden 33—35 mm, Mellemtaaen 30—31 mm. "Unge Fugle har hele Oversiden mørkere, mere varmt olivenbrun med tydelig, olivengrønlig Glans. Isse, Nakke og Baghals som Regel helt uplettede ; hele den øv- rige Overside med ganske smaa, spredte, gulbrune, mørkt- kantede Randpletter og Punkter paa Fjerene. De hvide "OQverhaledækfjer har som Regel flere eller færre, ganske smalle, sortebrune Bremmer. Halens hvide Farver mod Spidsen med gulbrunt Anstrøg. Dunungen skal i alt væsentligt ligne Tinksmedens, men det brunsorte paa Issen er mindre udbredt, og Ryg- gen er varmere gulbrun. Svalekliren kan nærmest forveksles med Tinksmeden, navnlig i Sommerdragten, men Iste Svingfjer og Halens 208 Tværbaand er gode Skelnemærker; naar Fuglen flyver op, syner den mørkere, og det hvide paa Bagkroppen er renere og mere udbredt end hos Tinksmeden. Udbredt som Ynglefugl i hele det nordlige Europa og Åsien op til Polarkredsen og ned til Nordtyskland; desuden endel Steder i Mellemeuropa samt i Karpatherne og det sydlige Østrig; ruger mod Øst ud i Mellemrusland, Transkaspien og Turkestan samt helt ud til Japan. Træk- fugl, der overvintrer i. Middelhavslandene og i næsten hele Afrika helt ned til Kap samt i Indierne og mod Øst til Filippinerne og det Indiske Ørige. Fra Grønland, Is- land og Færøerne kendes den. ikke; i England er den al- mindelig i Træktiderne og overvintrer jævnlig dér, men kendes ikke med Sikkerhed som ynglende. I Norge ruger den spredt i Skovegnene fra Kristianssand op til Nord- landsgrænsen, og i Sverrig ruger den ligeledes spredt i Skovene lige ned til Skaane, hyppigst fra Smaaland op til Uppland og Vårmland. I Danmark er Svalekliren endnu ikke med Sikkerhed fundet ynglende; nu og da er den gennem Tiderne iagt- taget om Sommeren i Maj og Juni Maaned paa passende Lokaliteter ved Skovbække o.l., men Æg eller Unger er aldrig fundne; mulig drejer det sig i alle Tilfældene kun om oversomrende, ikke ynglende Fugle, men usandsyn- ligt var det iøvrigt ikke, at den af og til kunde ruge her i Landet. Et Fund i Jylland fra nyeste Tid (1925) af en forladt Rede, der vistnok havde været benyttet af Svale- kliren, gør denne sidste Antagelse sandsynlig. I Træk- tiderne er den derimod ret almindelig hos os. Om For- aaret kommer de første i Begyndelsen af Apri! og ses da ret almindeligt, men faatalligt, langt ud i Maj. Om Efter- aaret er den langt talrigere og kommer da i Juli, er navn- lig almindelig i August, men forlader os ofte sent, og enkelte Individer kan endnu ses i Oktober, ja selv langt ind i November. Trækket foregaar om Natten, medens Dagen tilbringes i Kær og Sumpe; dens Stemme gengives ved tluit—vitt—vitt eller ved dluih—dluih—dluih. . I det hele er Svalekliren i Træktiderne mindre talrig hos os end Tinksmeden, men ofte ses den dog i betyde- lig Mængde, men næsten altid enkeltvis eller 4—5 Stykker sammen og da næsten altid unge Fugle; langt de fleste Svaleklirer, der træffes her i August, er iøvrigt Aarsunger. De minder i Levemaade meget om Tinksmedene og fær-. des påa de samme Steder som disse, baade i Enge og 209 sivklædte Sumpe nær Havet og langt fra dette, hos os - oftere ved Aaer og sagte rindende Vandløb i Skove og Parker; ved Kalvebodstrands Kyster er den aarlig ret al- mindelig, men ses dog aldrig langs den egentlige aabne Havbred paa Sande og Vader. Flugten let, hurtig og ele- gant, ofte mindende om Svalens; naar den skræmmes op "fra Jorden, hvor den holder sig skjult i Vegetationen, flyver den straks i hurtige Zig-zag, stiger derpaa højt i Luften; dens Skrig lyder da som et ret skarpt tui—tui— tui eller hit—hit—hit; snart kaster den sig da atter næsten lodret ned i Græsset. Den angives at svømme godt. Den skudte Fugl har en ejendommelig, ret stærk Moskuslugt, der siges at staqmme fra Gumpekirtlen. Føden paa Ruge- pladsen navnlig alle Slags Insekter,. særlig Myg o. 1. samt Edderkopper; paa Vandresteder er Føden som Tink- smedens. . I Parringstiden høres mee dens Skrig, der gengives ved et blødt titilui—titilui—titilui. Til Rugeplads vælges i - Skandinavien gerne Smaasøer, :Sumpe og Vandløb i Naale- træskove; her yngler de spredt og faatalligt. Redepladsen er meget ejendommelig, idet Svalekliren. saa godt som altid-lægger sine Æg i gamle Reder af Drosler, Solsorter, Duer, Krager, Skovskader 0. 1., ofte højt oppe i Træerne, jævnlig ogsaa oven paa gamle Egernreder; kun undtagel- sesvis er Reden paa Jorden, paa en Tue ell. 1. De ud- forer da Reden med lidt Straa eller Mos og lægger heri, i Sverrig gerne omkring Midten af Maj, deres 4, sjæld- nere 3, Æg; disse er pæreformede; Grundfarven oftest graalig hvid, af og til let grønlig eller lyst gulbrunlig med ret spredte, mørkt rødbrune, mindre Pletter og Punk- ter, lidt tættere stillede ved den butte Pol, samt med graa- lige Skalpletter. Længden 38—40 mm, Bredden c. 28 mm. Opskræmte ved Reden lyder deres Skrig som tepp—tepp— tepp; herunder sidder de gerne i. et Træ og slaar jævn- lig ned lige over Hovedet paa Fredsforstyrreren. 4. Rødben (Totanus cålidris (Linné)). (Tringa totanus totanus (Linné)). Rødben-Klire, Tjaldr, Tolk, Timdel, Timblinger, Stor Tinksmed, Tyaal, Blire (Scolopax fotanus Linné, Scolopax . calidris Linné, Totanus calidris Bechstein). Norsk: Rødstilk. Svensk: Rådbena. Tysk: Rotschenkel. Engelsk: Redshank. R. Hørring: Fugle II. ; | 14 - 210 Han og Huni Sommerdragt: Isse, Baghals, Ryg, Skuldre og de inderste Armsvingfjer graalig olivenbrune, hist og her, særlig paa Issen, med svagt rødbrunligt ÅAn- strøg. Issen har brede, Baghalsen. smalle, sortebrune Skaft- striber; den øvrige Rygside har snart smalle, snart brede Fig. 46. Rødben. Efter Naumann. og udflydende, brunsorte Skaftstriber og, særlig paa Skuldre og Vingefjer, brunsorte, uregelmæssige Tværbaand eller store, tresidede Kantpletter. Bagryg og Overgump ren- hvide, Overhaledækfjerene hvide med tydelige, brunsorte Tværbaand. Øjenrandens og Øjenlaagets Fjer hvide; en lysere Øjenbrynstribe og en mørkebrun Tøjle er antydede. Hovedets og Halsens Sider rødbrunligt hvide med brede, brunsorte Skaftpletter. Hage og Strube næsten renhvide; hele den øvrige Underside hvid, Forhalsen og Forbrystet 211 med tætsiddende, brede Skaftpletter, der hen imod Krop- siderne og paa disse omformes til Tværpletter og Tvær- striber; den øvrige Underside snart med mindre og mere spredte, snart med større og tættere siddende, brunsorte Pletter eller Tværbaand, de sidste tydeligst paa Under- haledækfjerene. Haandsvingfjerene mørkebrune, Inder- fanerne delvis hvide langs Randen, blot de inderste hvid- lige med mørkebrune Pletter; 1ste veludviklede Svingfjer med hvidt, de øvrige med mørkebrunt Skaft. Armsving- fjerene overvejende renhvide, blot graabrune eller mørkt plettede ved Roden; de indre Armsvingfjer hvide med brune Tværstriber, de forlængede inderste farvede som Ryggen. De ydre Vingedækfjer ensfarvet sortebrune, de indre nærmest farvede som Ryggen, men med lysere Kanter; de store nederste med brede, hvide Spidser. Undervingedækfjerene overvejende hvide; de ydre med brunsorte Tværbaand og Pletter, de indre samt alle Arm- hulefjerene renhvide. Halens Styrefjer hvide, de mel- lemste med graabrunt Anstrøg, alle med -8—-10 regelmæs- sige, brunsorte Tværbaand. … Vinterdragten er let kendelig paa, at hele Over- siden, undtagen den hvide Bagryg og Overgumpen, er ensfarvet graalig olivenbrun, blot nogle af Vinge- dækfjerene med mørkere Kanter og hvidlige Bremmer. Forhals og Forbryst graaligbrune, lidt hvidlige i Midten, tildels med ganske smalle, brunsorte Skaftstriber. Brystet hvidligt graabrunt med spredte, ganske smaa, brunsorte Pletter, Bugen uplettet graalig hvid. ir Iris brun. Næbbet lige, næsten sort, blot ind mod "Roden rødligt. Næblængden 39—45 mm. Vingelængden 147—162 mm. Fødderne orangerøde; Mellemfoden 45—53 mm, Mellemtaaen 31—35 mm. Hunnen som Regel en Smule større end Hannen. . Unge Fugle kendes let paa, at Ryg, Skuldre og for- længede indre Årmsvingfjer er varmt mørkebrune med - tydelige, gulbrune Rande eller Kantpletter, ganske uden sorte Aftegninger. Øjenbrynstribe og Tøjle tydelige; de 14% 212 indre og de store Vingedækfjer med store, brunlighvide Kantpletter. Forhals og Forbryst graalig-hvide med ret smalle, udflydende, sortebrunlige Skaftpletter paa alle Fjerene. Bryst og Bug renhvide. Kropsider og Underhale- dækfjer kun med svage og spredte Pletter og Tværstriber. Fødderne graalig orangegule. "Dunungen har graalig-gulbrunlig Rygside, Issen og Vingerne lidt mere rødbrunlige; en smal, brunsort Stribe midt hen ad Pande og Isse, en bredere rundt om Nakken; en smal, sort Stribe fra Næbbet gennem Øjet ud i Nak- ken; en bred, brunsort Stribe midt ned ad Ryggen og to Striber hen ad hver Kropside; en sort. Stribe ned ad Vingen og sorte Pletter paa Læggen. Hovedets Sider og hele Dyrets Underside hvide, blot med et svagt Anstrøg af gulbrunt over Forbrystet. Benene mat orangegule. Blandt danske Klirer kan Rødbenen blot førveksles med de unge Sortklirer, men deres meget kortere Næb og deres hvide Armsvingfjer er gode Skelnemærker. Udbredt som Ynglefugl over hele Europa, fra Nord- skandinavien ned til Middelhavslandene, og i Vestasien, særlig i Kystlandene; én Underart findes i det mellemste. og østlige Asien helt ud til Japan. Trækfugl, der over- vintrer i Afrika helt ned til Kap, ogsaa, omend i ringe Tal, ved Atlanterhavskysterne, f. Eks. i England, paa Jæ- deren i Norge, paa Færøerne og Island. I Grønland fore- kommer den ikke, paa Island er den derimod meget al- mindelig, udskilt som en egen, lidt større og kraftigere Underart T. calidris robustus Schiøler. Paa Færøerne viser den sig paa Gennemrejse For- og Efteraar, og mu- lig yngler et enkelt Par af og til paa Øerne. I England ruger den ;ret almindelig, tiltagende i Antal, og er al- mindelig i Træktiderne. I Norge ruger den almindelig over hele Landet, blot sparsomt i det indre, sydøstlige Lavland. Ogsaa i hele Sverrig er den almindelig, særlig i Kystegnene. i I Danmark er Rødbenen en meget almindelig Yngle- fugl over hele Landet, hvor der blot findes passende Lo- kaliteter, navnlig talrig i Kystegnene og paa Smaaøer og Holme; næst Viben er den vel nok vor talrigste rugende Vadefugl. Den lever paa sumpede Enge, langs Kysterne - paa Strandenge o.1.; ogsaa, omend i, ringere Tal, ved 213 Moser, Søer og Aaer med side Bredder. Om Foraaret viser de første sig gerne omkring Midten af Marts, og derefter tiltager de stadig i Antal gennem April Maaned; endnu i hele Maj Maaned rejser mange gennem Landet mod NØ.; de trækker for største Delen om Natten; deres Stemme er da let kendelig mellem de rejsende Fugles; ved Fyrene falder de jævnlig, men langt fra i større Ån- tal. De holder under Trækket hovedsagelig til langs Hav- kysterne, hvor disse har fladt Vand med Vader og Sande og lave Strandenge; her færdes de jævnlig enkeltvis eller nogle Stykker sammen, men ogsaa i større og mindre Selskaber, sjældent i store Flokke; saadanne kan dog ses om Efteraaret. Den er meget sky og vagtsom og letter allerede paa lang Afstand ved mindste Uro; meget ofte advarer den herved de andre Vadefugle, baade Ryler, Præstekraver, Hvidklirer 0. a., som den mange Gange ses i Selskab med. Den løber hurtigt; naar den sidder, ofte paa en Sten, et Gærde eller paa en Stolpe, nikker den stadig, idet den paa ejendommelig Vis løfter Hovedet med et Ryk. Flugten er god og hurtig, ofte ses den kredse højt i Luften, idet den fra Jorden stiger rask op i Vej- ret; de lange Ben strækker de da bagud, og disse rager langt bag om den ret korte Hale. Den er, særlig paa Ynglepladsen, i de lyse Nætter paa Færde hele Døgnet, og selv i Nattetimerne kan man høre dens vidtlydende Skrig; i det hele er det en usædvanlig støjende Fugl, der ikke kan undgaa Opmærksomheden; dens almindelige Lokketoner, der ogsaa høres om Natten paa Trækket, er bl. a. gengivne ved et fløjtende tly—tly—tly eller tjy—tjy. ogsaa ved ty, tyty, dili, dideli; den lader sig let lokke nær, naar man efterligner dens Stemme. Den vader gerne paa dybt Vand og kan, om fornødent, bl. a. som saaret baade svømme og endog dykke et Øjeblik under Vandet; særlig de dunklædte Unger svømmer og dykker for at undgaa Efterstræbelse. Om Efteraaret forlader de os tid- ligt; allerede i Juli begynder de voksne at trække bort, og i største Parten af August ses de meget almindelig langs Kysterne paa Gennemrejse; allerede i Slutningen af August og først i September er de atter meget faatal- lige, og omkring Midten af September er de næsten alle borte; blot nogle Individer kan dog træffes senere, og enkelte Fugle overvintrer en sjælden Gang hos os; saa- ledes er den bl. a. skudt hos os sidst i Februar. Føden er .Vandinsekter og Edderkopper, Orme, Smaasnegle o. l. "I Parringstiden lyder dens Skrig ejendommelig tftril- lende og er bl. a. gengivet ved djylik—djylik—djylik eller 214 tly—ly—ly—ly — ly. De ruger spredt, men ofte mange Par påa samme Lokalitet. Fra sidste Del af April til langt ud i Maj Maaned lægger den hos os sine 4 Æg i en med lidt Straa udforet Rede; denne er anlagt paa Jorden enten frit og aabent eller skjult i en Tot Græs, der da som Regei dækker over Æggene. I Sydeuropa lægger de alle- rede Æg sidst i Marts, i nordlige Egne først hen i Juni eller endog først i Begyndelsen af Juli. Æggene er tyde- ligt pæreformede, med mat Skal. Grundfarven ganske lyst gulbrunlig, af og til med rødbrunligt ÅAnstrøg; de er dæk- kede med flere eller færre, store, mindre og smaa, uregel- mæssige, mørkt rødbrune Pletter, med indblandede graa- lige Skalpletter; ofte flyder de største Pletter stærkt sam- men, jævnlig som en Ring om den butte Pol. Længden of- test 41—47 mm, Bredden 29—32 mm. Æggene ruges, navn- lig af Hunnen, i omkring 18 Dage. Fortrædiges Ungerne, eller nærmer man sig blot deres Rugeplads, kommer de i stærk og vedholdende Affekt og skriger uafbrudt deres klingrende, skarpe tjyp—tjyp—tjyp eller djy—djy—dip— djy. Ungerne er flyvefærdige, naar de er omkring 4 Uger gamle; de samler sig senere i Selskaber, naar de gamle Fugle har forladt dem; paa Trækket er disse Ungfugle- flokke mindre sky end de gamle Fugle. É 5. Sortklire (Tåtanus fuscus (Linné)). (Tringa erythropus (Pallas)). Sortegraa Klire,. Sortsneppe, Harlekinsneppe, Stor Rødben. (Scolopax fusca Linné, Scolopax erythropus Pallas). Norsk: Sotsneppe. Svensk: Svartsnåppa. Tysk: Dunk- ler Wasserlåufer. Engelsk: Spotted Redshank. Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, For- bryst og Bryst ensfarvet brunlig skifersorte, blot med ganske smalle, hvidlige Fjerbremmer, der iøvrigt for- svinder hen paa Sommeren ved Bremfældning. Øjen- randenes Fjer hvide. Hele den øvrige Underside ligeledes brunlig skifersort, men Kropsiderne og Underhaledæk- fjerene har bredere, Bugen smallere, hvide Fjerbremmer. Forryggen , Skulderfjerene og Vingernes hele Overside brunlig skifersorte; Forryggen med smalle, hvide Fjer- bremmer; Skulderfjerene, de forlængede inderste Arm- svingfjer og Vingedækfjerene med bredere, hvide Fjer- 215 rande og hvide, runde Kantpletter, disse sidste navnlig fremtrædende paa Armsvingfjerene. De smaa Vingedæk- fjer mørkebrune med smalle, lysere Fjerbremmer. Bag- ryggen renhvid. Overgumpen og Overhaledækfjerene mørkebrune med brede, hvide Tværbaand og hvide Fig. 47. Sortklire i Sommerdragt. Spidser. Halens Styrefjer askegraalig mørkebrune med "graalige elier hvide Tværbaand, der er bredere og lysere ved Fjerrandene. Haandsvingfjerene sortebrune, blot er Inderfanerne langs Fjerrandene hvidlig vatrede; Iste Sving- fjer med hvidt, de øvrige med brune Skafter. Årmsving- fjerene mørkebrune med brede, hvide, oftest ufuld- stændige Tværbaand. Undervingedækfjerene og Armhule- fjerene hvide, blot Fjerene langs Vingeranden med svage, graabrunlige Tegninger. 216 Iris brun. Næbbet langt, lige, trindt og tyndt med en Smule nedbøjet Næbspids. Næbfuren meget kortere end den halve Næblængde; særlig den ydre, c. 45 mm lange Del af Næbbet med stærkt indbuede Næbrande. Næb- længden 55—60 mm. Næbbet mørkebrunt, Undernæbbet rødligt ved Grunden. Vingelængden 160—168 mm, skal i Vinterdragten hos Hunnen kunne blive indtil 180 mm. Benene meget høje, nøgne c. 60 mm op ad Skinnebenet; Fodfarven mørk brunlig-rød, mere orangerød omkring Hælen. Mellemfoden 57—63 mm lang, skinneklædt baade paa For- og Bagkant. Mellemtaaen 36—39 mm lang. Vinterdragten ses sjældent her i Landet, dog kan unge Fugle nu og da bære overvejende Vinterdragt først i September. Oversiden ensfarvet brunlig aske- graa, blot har Vingedækfjerene og de forlængede inderste Armsvingfjer hvide Randpletter og hvide Bremmer. Bag- ryggen og Overhaledækfjerene som i Sommerdragten. En bred Øjenbrynstribe hvid, en bred Tøjlestribe sortebrun. Undersiden hvid, blot Forbrystet graabrunligt; Kinderne, Forhals og Forbryst med mørkebrune Skaftstriber, Krop-. siderne med mørke Tværbaand. Unge Fugle, der er de almindeligste hos os om Efteraaret, ligner i Ydre lidt Rødbenen; Issen, Forryggen og Skulderfjerene mørk olivenbrune med svag Bronze- glans, de første blot med smaa, de sidste med store, hvidlige Pletter langs Fjerrandene; Issen ofte helt uplettet. Vingedækfjerene og de. forlængede inderste ; Årmsvingfjer mørk olivenbrune med trekantede, hvide Randpletter, der navnlig paa Årmsvingfjerene er store, meget regelmæssige og tætsiddende. Hele Fuglens Over- side mangler hvide Fjerbremmer. Bagryg og Over- gump som i Vinterdragten; Hage og Strube renhvide. - Hals, Forbryst og hele den øvrige Underside hvidlige over det hele med graaligbrune, udviskede, uregel- mæssige Tegninger paa Fjerene, paa Kropsiderne og paa Underhaledækfjerene udformede nærmest som Tvær- baand. Benene lyserøde eller gulrøde. 217 Å Dunungen skal nærmest være farvet og tegnet som Rødbenens, men Oversiden er mere graalig-hvidlig. Sortkliren kan i sin sorte Sommerdragt ikke forveksles med nogen anden dansk Art, derimod kan de unge Fugle maaske forveksles med Rødbenen, men det længere Næb, de højere Ben og de graabrunt og hvidt tværstribede Årm- svingfjer er gode Skelnemærker. Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Europa, i Skandinavien ikke Syd for Polarkredsen, i Nordrusland vistnok endel sydligere; endvidere ruger den i hele Nord- asien ud til Kamtschatka. Trækfugl, der overvintrer i den nordlige Del af Afrika, af og til ned i Sydafrika til Kap, samt i hele Sydasien, Japan og Kina. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England viser den sig kun ret sjældent i Træktiderne. I Norge ruger den kun i de naaletræbevoksede indre Dele af Sydvaranger samt enkelte Steder i det indre af Finmarken og viser sig iøvrigt kun ret faatallig og sjælden paa Gennemrejse om Efteraaret. I Sverrig yngler den ret almindelig i Laplands Skovsumpe og viser sig jævnlig i Træktiderne i det øv- rige Sverrig, særlig om Efteraaret. I Danmark viser Sortkliren sig kun paa Gennem- rejse; om Foraaret iagttages den kun ret sjældent; den ses da sidst i April og særlig i Begyndelsen af Maj og af og til ogsaa langt hen i denne Maaned, men synes hurtigt at passere Landet og ses overhovedet forholdsvis ret sjælden her i Landet i sin sorte Sommerdragt; jævn- lig høres den derimod trække om Natten. Om Efteraaret rejser de voksne Fugle gennem Landet fra Midten af Juli og først i August, ja skal endog kunne vise sig allerede sidst i Juni, men de er meget sky og forsvinder hurtigt igen; særlig fra Midten af August og ind i September træffes derimod de unge Fugle ret almindelig i Smaasel- skaber paa Gennemrejse, nu og da i ikke helt ringe AÅn- "tal, endog i mindre eller større Flokke; de ses, omend sjældnere, hele September ud, og selv henimod Slut- ningen af Oktober er den af og til iagttaget hos os. De færdes da baade langs flade, dyndede Havbredder og sum- pede Fjordkyster og ogsaa, maaske oftest, inde ved Søer og andre ferske Vande, hvor de vader i det lave Vand, som Regel i Flok med Hvidklirer, hvis Selskab de aaben- — bart særlig ynder; de skelnes da let fra disse ved deres røde Ben og mørkere Underside. Denne Klireart lægger sig særlig ofte paa Vandet og svømmer rundt. Dens al- 218 mindelige Lokketone, som den ogsaa udstøder under Op- flyvningen, er let kendelig og lyder som et kraftigt, fløj- tende tjuit. Føden som de andre Klirers, dog har man ofte set den fortære Paddelarver og Smaafisk, f. Eks. smaa Hundestejler. I Skandinavien findes deres Rugepladser oftest paa tuede Sumpe med spredte Smaatræer helst omgivne af Skov; ogsaa oppe i Birkebæltet ruger den, sjældnere paa tørre Heder nær Sumpe; ofte ruger ikke helt faa Par paa samme Lokalitet. Parringssangen skal lyde som et lang- trukkent rivite—rivite. Reden anlægges nær Vand, helst paa en tør Tue, og er blot en Fordybning udforet med Fyrrenaale, tørre Birkeblade eller lidt Straa. De 4 Æg lægges gerne sidst i Maj eller i Begyndelsen af Juni. Æggene er pæreformede; deres Grundfarve vekslende fra ret lys olivenbrun til graagrønlig; de er prydede med endel store og enkelte ganske smaa, chokoladebrune Pletter, nu og da samlede som en Ring om den butte Pol; blandt danske Klirer har den de mørkeste Æg med de største og færreste Pletter. Længden oftest 43—48 mm, Bredden 30—33 mm. Begge Køn menes at ruge, men Hannen synes dog hovedsagelig at udføre dette Arbejde og synes over- hovedet at passe de smaa Unger, medens Hunnen for- lader Redepladsen tidligt. Skræmt paa Reden flyver den, naar den har Æg, op med sit tjuit og forlader Redeplad- sen helt for først at vende tilbage, naar der atter er Fred; har den ganske smaa Dununger, skal Hannen under stærke Skrig omkredse Forstyrreren eller larme fra en nærstaaende Trætop, medens Hunnen stille -forsvinder. 6. Hvidklire (Tåtanus glåttis (Linné)). (Tringa nebularia (Gunnerus)). Grønbenet Klire, Hvidsneppe, Glutsneppe, Dam- sneppe (Scolopax glottis Linné, Scolopax nebularia.Gun- nerus, Scolopax canescens Gmelin, Totanus griseus Bech- stein, T. glottoides Vigors). Norsk: Glutsneppe. Svensk: Gluttsnåppa. Tysk: Grin schenkel. Engelsk: Greenshank. ; Han og Hun i Sommerdragt: Pande, Isse og Baghals hvide eller hvidgraa med brede, brunsorte Midt- striber, bredest paa Issen, der er overvejende mørk. Kin- derne hvide, særlig henimod Næbbet tæt dækkede med 219 smaa, brunsorte, skarpttegnede Skaftpletter. Ørefjerene graalige. Forryg, Skuldre og de forlængede inderste Arm- svingfjer brunliggraa med hvidlige Kantpletter og brun- sorte Fjermidter eller sorte Tværpletter; hen paa Som- meren er Ryggen ofte overvejende sort, idet de lysere Fig. 48. Hvidklire. (Efter Slater i British Birds). Fjerkanter er mistede ved Bremfældning. Bagryg og Over- " gump renhvide, Overhaledækfjerene hvide med spredte, smalle, brunsorte Tværstriber. Hele Fuglens Un- derside renhvid, blot Forhals og Forbryst med spredte, ret store, draabeformede, skarpttegnede, brun- sorte Skaftpletter, og de længste, sidestillede Under- haledækfjer med svagt tegnede, mørke Tværbaand. Krop- siderne hvide med brunsorte Skaft- og Tværstriber. Haand- svingfjerene sorte eller brunsorte, lidt lysere langs Inder- 220 fanens Rand; de indre med brede, hvide Kantbremmer påa Inderfanerne og Fjerspidserne. I1ste Haandsvingfjer med hvidt, de øvrige med brunsorte Skafter. Årmsving- fjerene brungraa, blot mørkebrune langs Skafterne og de hvidlige Fjerkanter. Vingedækfjerene brunsorte, de nederste inderste med smalle, hvide Fjerkanter. Under- vingedækfjerene hvide med brunsorte Pilpletter og utyde- lige Tværstriber. Armhulefjerene hvide med blot antydede Tværstriber. Af Halens Styrefjer er de to mellemste lyst brunliggraa, langs Randen med hvide og mørke Pletter; de øvrige Halestyrere hvide; de indre med tydelige, smalle, spredte, mørke Tværbaand, der paa alle de ydre Styrere er indskrænkede til brune Randpletter paa Yder- fanerne. : Iris mørkebrun. Næbbet graaligsort, ved Roden blaa- liggraat; Næbfuren af Næbbets halve Længde; Næbbets ydre Halvdel svagt opadbøjet. Næblængden 52— 58 mm. Vingelængden 17,8—19,2, skal hos Hunnen kunne naa 20,0 cm. Fødderne graaliggrønne; Mellemfoden 57—65 mm, Mellemtaaen 35—37 mm. . Vinterdragten, som Hvidkliren nu og da allerede har erholdt sidst i August, ligner i det hele Sommer- dragten, men kendes bl. a. paa, at Panden og Partiet mellem Næb og Øje er næsten renhvide; hele Undersiden hvid, blot med utydelige, udflydende, brunsorte Tværpletter paa Forbrystets Sider, men kun svagt an- tydede paa dettes Midte. Ryg og Skuldre er brunlig aske- graa, Fjerene med sortebrune Skaftstriber og en mørkebrunlig Stribe lige indenfor de brede, hvidlige Fjerkanter. Unge Fugle, der træffes almindeligst hos os om Efteraaret, ligner Fugle i Vinterdragt, men er kendelige paa deres meget brede, hvide Øjenbrynstribe og brede, sorte Tøjle; Ryggen, Skuldrene og Vingedækfjerene brun- sorte med brede, hvidbrune Rande langs Fjerenes Sider, saaledes at Fjerspidserne er brunsorte. Overhale- dækfjerene hvide, blot med Antydning af mørke 22 Tværbaand. De midterste 2 Halestyrere ikke tydelig mørkere end de øvrige. | Dunungen skal bl. a. allerede være kendelig paa sit opadbøjede Næb. Hvidkliren er stedse paa Afstand kendelig fra de an- dre Klirer paa sin langt mere fremtrædende hvide Farve; iøvrigt er de graagrønne Ben og det kraftige, opadbøjede Næb gode Kendemærker. Udbredt som Ynglefugl i Europas og Åsiens nordlige Dele ud til Kamtschatka; i Rusland ruger den iangt ned i Mellemrusland, baade her og i Åsien ned til omkring 55? n. Br. Trækfugl, der overvintrer i hele Afrika og hele det sydligste Asien, det Indiske Ørige, Australien og New "Zealand. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I den nordlige Del af Skotland ruger den derimod ret almindelig, ogsaa af og til paa Shetlandsøerne, der- imod ikke paa Orknøerne; i England iøvrigt en alminde- lig Trækfugl, nu og da overvintrende. I Norge ruger den almindelig i hele Tromsø Stift, samt paa Højfjældene helt ned i det sydlige Norge. I hele Nordsverrigs Fjeldegne ruger den ret almindelig, træffes helt ned til Hårjedalen; undtagelsesvis har den endog ruget paa Gotland og nede i Smaaland. I Danmark er Hvidkliren ret .almindelig, ofte sær- deles almindelig i Træktiderne, særlig om Efteraaret. Fra ældre og nyere Tid foreligger endel Angivelser gaaende ud paa, at den skal være fundet ynglende eller er set under Forhold tydende derpaa, saaledes f. Eks. paa Møen, i Ringkøbing Fjord, ved Randers og i Vendsyssel, men sandsynligst er det vel nok, at der foreligger Misforstaael- ser, idet man blot har set ONersomrendE , ikke yngledyg- tige, unge Fugle. Om Foraaret ses og høres den paa hastig Gennem- " rejse fra sidste Del af April til midt i Maj, sjældent i større Antal. Om Efteraaret kommer de voksne Fugle enkeltvis eller i Smaaselskaber gerne midt i Juli, eller lidt før; først i August kommer de unge Fugle i større og mindre Flokke og ses da som Regel almindeligt hele denne Maaned ud; imod Midten af September aftager de noget i Antal, men endel ses dog denne Maaned ud; nogle kan stadig ses i Oktober, enkelte endog langt ind " i November; i det hele forlader de os endel senere end Rodbenene De trækker baade om Dagen, flyvende i Linie 222 eller kileformet Flok, og om Natten, da deres Skrig lyder som lululululu; de slaar sig ned ved flade, sumpede og dyndede Kyster, baade langs Havet i Fjorde og Vige og inde ved Søer, Kær, Moser o. a. ferske Vande; her søger den livlige og hurtige Fugl ivrigt sin Føde, idet den jager sit Næb ned i Dyndet, snapper Smaafisk o. Il. eller skum- mer Vandets Overflade med Næbbet; oftest ses de 2—10 Stkr. sammen, jævnlig i Selskab med Rødben. Dens Lokke- tone lyder nærmest som et fløjtende, ret skarpt tjiy— tjijy—tjiy; den lokkes let nær, naar man efterligner dette Skrig. Som Regel er de meget sky og vagtsomme og letter paa lang Afstand, skrigende kliri. Flugten hurtig, Vingerne holdes ret bøjede, saaledes at Haandsvingfjerene er parallele med Kroppen; jages den op, udstøder den et kri—kri eller kri—ke, kri—ke—kri og stiger derpaa højt i Luften. Føden Insekter, særlig Biller, Krebsdyr, Orme o. l1., men ogsaa Paddelarver og Fiskeyngel. Ogsaa denne Årt svømmer gerne, naar Vandet bliver den for dybt, og den kan, særlig naar den er anskudt, dykke ret behændigt. I Skandinavien findes deres Rugeplads paa Fjeldene, oftest i Omegnen af en Mose, Sø ell. 1., næsten altid anlagt paa helt tørre Steder, gerne i og ved Krat eller ligefrem i Fyrreskov eller ved skovomkransede Sumpe, hvor de da søger deres Føde. Reden ofte paa en Tue eller i Læ af en Træstub eller en væltet Træstamme, blot en Fordybning oftest udforet med lidt Straa, smaa Barkstykker eller Lav. De 4 Æg lægges sidst i Maj eller først i Juni og ruges af begge Køn, dog mest af Han- nen, der ogsaa vogter Ungerne; de pæreformede Æg er lysebrunligt hvide eller graahvide, af og til med lidt grønligt Skær, over det hele med meget uregelmæssige, mellemstore, ret smaa og ganske smaa, mørkt chokolade- brune Pletter og Punkter samt store, graablaalige Skal- pletter; jævnlig ogsaa med fine, snirklede Streger. Læng- den oftest 47—52, Bredden 32—34 mm. 5. Bartramsklireslægten (Bartråmia Lesson). En lille, afvigende Slægt, der kun omfatter en Art, omtrent af Størrelse som en Horsegøg; dens Farver minder om en lille Regnspoves. Næbbet lige, lidt kortere end Hovedet, ret tyndt og trindt, med indbøjede Næbrande, blødhudet ud til den ret butte, lidt tykkere yderste Fjerdedel, der er 223 .hornklædt, svagt nedbøjet i Spidsen, med et gan- ske lille Hak foran Spidsen; den lange Næbfure gaar helt ud til den hornklædte Næbspids; de spalteformede Næsebor c. 4 mm foran Næbroden. Ejendommeligt er dens store Gab, idet Mund- spalten, uligt Forholdet hos andre Vadefugle, strækker sis helt-hen' under Øjet. Vingen lang og spids; de indre forlængede Armsvingfjer er paa den sammenfoldede Vinge c. 1,5 cm kortere end Haandsvingfjerene. Halen paafaldende fans esser afrundet kileformet, rækker c: 25 cm ud under de. sammenlagte "Vinger; de ret brede Styrere er smallere mod Spidsen. Benene temmelig høje, nøgne højt op over Hælen; Mellem- foden meget længere end Næbbet, med Tværskin- ner over hele sin Forside. Bagtaaen veludviklet; stor Bindehud mellem Ydertæernes Grundled. Han og Hun ens. Slægten er hjemmehørende i Amerika. Bartrams Klire (Bartråmia longicauda (Bechst.)). " (Tringa longicauda Bechst., Tringa bartramia Wilson). … Tysk: Bartrams-Uferlåufer. Engelsk: Bartram's Sand- piper. ; Han og Hun iSommerdragt: Hovedets Overside brunsort med brungule Fjerkanter, der ned ad Issens " Midte dannerenret tydeligt fremtrædende Midt- stribe; - brede hvidlige Øjenbrynstriber. Kinderne gulligt hvide med meget smaa, sorte Skaftpletter. Hage og Strube hvide. Kroppens Overside brunsort med lyst gulbrune Fjerkanter, særlig brede paa Skulderfjerene og de forlængede indre Armsvingfjer, der tillige har sorte Tværbaand; dog er Bågryggen, Overgumpen og de mellemste Overhaledækfjer ensfarvet -brun- 224 sorte, de øvrige Overhaledækfjer brungule med sorte Tværbaand. Halsens Forside og Forbrystet gulbrunligt hvide med trekantede, sorte Skaftpletter, der paa For- brystet udvider sig til en sort Tværstribe paa hver Fjer. Bagbryst og Bug gullighvide. Kropsiderne gulbrune med Fig. 49. Bartrams Klire. sortebrune Tværstriber. Underhaledækfjerene lyst isabella- gule. De fleste Vingedækfjer lysebrune med sorte Tvær- baand; langs Vingens Kant og Rand er Vingedækfjerene derimod brunsorte. Haandsvingfjerene brunsorte, dog har lste veludviklede Haandsvingfjer hvidt Skaft og hvid Inderfane med skarpttegnede,sorte Tværbaand og sort Spids, en Tegning, der ogsaa, omend mindre tydeligt, genfindes paa den følgende Haandsvingfjer. De ydre Armsvingfjer mørkebrune med afbrudte, hvide Tvær- å25 ”baand med hvide Spidser. Styrerne okkergule med uregel- mæssige, skarpttegnede, sorte Tværbaand, af hvilke det nærmest de hvide Fjerspidser er bredest; de midterste Styrere har mørkt graabrun Grundfarve. Vingernes Un- derside og Armhulefjerene hvide med sorte Tværbaand. Vinterdragten synes ikke at skille sig væsentlig fra Sommerdragten. Iris mørkebrun. Næbbet gulligt med sort Spids, dets Længde 28—32 mm. Vingelængden 16,5—18 cm, Mellem- foden 46—51 mm. Benene brunlig- eller grønliggule. De unge Fugle ligner de gamle, men mangler næsten helt sorte Tværbaand paa Ryg og Skuldre, Stri- berne paa Forhalsen er mindre tydelige, og den sorte Bagryg har lyst brunlige Fjerkanter. —… Ved det store Gab, den sorte Overgump, den lange, kileformede Hale og den hvide, sortstribede Inderfane paa 2den Haandsvingfjer skelnes denne Art let fra alle andre danske Vadefugle. Udbredt som Ynglefugl vidt over det nordlige Amerika lige fra Alaska til Ny Skotland over Kanada og de nord- lige forenede Stater ned til Utah og Virginia; særlig tal- rig er den paa Prærierne Øst for Klippebjergene. Træk- fugl, der overvintrer paa Sydamerikas Pampas helt ned til Argentina og Chile. Sent om Efteraaret synes enkelte "Individer ikke helt sjældent at strejfe viden om, og saa- danne har da af og til vist sig i Europa; saaledes kendes ikke mindre end 13 Forekomster fra England; flere Gange skal den være set i Frankrig, 2 Gange i Italien, 1 Gang paa Malta, ligeledes en enkelt Gang i Holland og i Tysk- land; selv i Australien skal den i et enkelt Tilfælde have vist sig. Fra Grønland kendes en Forekomst ved Godt- haab 21. 5. 1923. Fra Island, Norge og Sverrig kendes den ikke. ; å I Danmark vides denne ejendommelige Vadefugl kun iagttaget en enkelt Gang, idet en ung Hun blev skudt i de første Dage af November 1920 ved Tim i Vestjylland, hvorfra den sammen med endel Bekkasiner og Brokfugle blev sendt til en Vildthandler i København. Bartrams Kliren hører navnlig hjemme paa Amerikas Prærier, men træffes ogsaa almindeligt i opdyrkede Egne; den angives at være meget lidt sky; Stemmen er en vidt- R. Hørring: Fugle II. FS - 226 lydende, melodisk Piben. Reden paa Jorden, højst udforet - med lidt tørt Græs eller med Blade; den skal lægge sine 4 Æg sidst i Maj eller tidligt i Juni; de er lerfarvet brune med ret smaa, mørkebrune eller rødbrune Pletter. Læng- den oftest 44 mm, Bredden 33 mm. Deres Næring skal bestaa navnlig af Insekter, særlig Græshopper, Orme o. l., men ogsaa af Bær. 6. Brushøneslægten (Machétes Cuvier). En lille Slægt, kun omfattende 1 Art, der blandt alle Vadefugle er ejendommelig dels ved den store Kønsforskel baade i Størrelse og i Farver, dels ved den aldeles overordentlige, individuelle Variation, der gør sig gældende navnlig i Hannens Pafringsdragt Næbbet af Hovedets Længde, lidt Forrere end Mellemtaaen, blødhudet, lige og trindt, kun lidet tykkere ved Roden; als SET lidt Sværere, but afrundet, glat og hornklædt; Næbfuren strækker sig over %/5 af Næbbet lige til den hornklædte Spids. Benene lange, nøgne højt op over Hælen; dette nøgne Stykke af 'Skinnebenet har samme Længde som Ydertaaen. Mellemfoden lang, med Tværskinner baade paa sin For- og Bagkant. Bag- taaen veludviklet, højtsiddende, men spinkel. Tæerne lange, særlig hos de voksne Fugle med lidet buede, spidse Kløer. Bindéhud mellem Yder- tæernes Grundled. Vingerne middellange, ret brede, men spidse; iste veludviklede Haandsvingfjer længst; de forlængede inderste Armsvingfjer hos de gamle Fugle af samme Længde som Haand- svingfjerene, c. 1 cm kortere hos de unge Fugle. Halen paafaldende kort, lidt afrundet, med 12 Styrere. Underhaledækfjerene lange, naar ud til Styrerspidserne, i alt Fald hos de gamle Fugle. Polygam. Hannen, der mindst er ”/3 større end Hunnen, har om Sommeren en mægtig Fjerkrave 227 -om Hovedet, strækkende sig fra noget under Øret ned over hele Forhalsen, afbrudt paa Halsens Bag- "side; Kravefjerene, der er stivskaftede, men med ret løse Faner, er c. 8 cm lange, ind- eller ned- buede i Spidsen. Paa hver Side af Baghovedet, ved Kravens øverste Hjørne, sidder, udskilt fra Kraven, en meget stor, skeformet, ørelignende Fjertop; baade Fjerkrave og Nakketoppe kan rejses og udspiles og giver Fuglen et ret imponerende Ydre; disse Fjerprydelser er prægtigt, men meget forskelligt farvede. Smaafjerene om Næbbet og i Ansigtet mister Hannen om Sommeren, men sam- tidigt faar Fuglen hele Ansigtet, særlig i en bred Ring om Øjet, mere eller mindre dækket af smaa, stærkt farvede, 'røde- eller. sule Hudvorter, der atter forsvinder helt om Efteraaret sammen med Prydfjerene. En fuldstændig Fældning finder Sted om Efteraaret og en ret udstrakt Fældning om Foraaret. I Modsætning til andre Vadefugle har Brushønsene kun et Indsnit paa hver Side af Brystbenets Bagrand. Næsekirtlerne ret svagt ud- viklede. Trækfugle, der overvintrer i meget sydlige Egne. Den eneste Art er endnu ikke udspaltet i Underarter. Brushane (Machétes pugnax (Linné)). (Philomachus pugnax (Linné)). . Søhøne. Hannen: Bruskok, Bruskop, Egholmskok, Munk, Skoggerkok. Hunnen: Brushøne. (Tringa pugnax Linné, Pavoncella pugnax Leach, Totanus pugnax Nilsson). Norsk: Brushane. Svensk: Brushane. Tysk: Kampf- låufer. Engelsk: Han: Ruff, Hun: Reeve. Han i Sommerdragt: Altid let kendelig paa den ovenfor skildrede Halskrave. Fjerkraverne, Ryggen, Skulderfjerene, de forlængede inderste Armsving- fjer, Brystet og Kroppens Sider meget broget. farvede, ; FS5z 228 idet hvidt, isabellagult, gulbrunt, lysere og mørkere rød- brunt samt grønligt og blaaligt metalskinnende sort er de fremherskende Farver, ofte med sorte Tværstriber, Pletter og Vatring; Farvernes Fordeling og Optræden er imidler- tid individuelt yderlig varieret; sjældent eller aldrig kan to Hanner med samme Ydre findes; forgæves har man Fig. 50. Brushane i Sommerdragt. (Efter Slater i British Birds). søgt at inddele dem i Typer, idet Rammerne stedse bry- des. Blandt Halskravens hyppigste Farver kan nævnes: ensfarvet hvid, isabellagul, kastaniebrun eller sort; der- næst hvid med smaa, sorte Pletter, store, sorte Pletter, eller brede, sorte Tværbaand; isabellagul med fine, sorte Pletter; gulbrun eller rødbrun med brede, sorte Tvær- baand og endelig metalglinsende sort med hvide Pletter eller smalle, hvide eller rødbrune Tværbaand. De samme Farver kan genfindes paa Øretoppene, men oftest sam- 229 -tidigt smed ganske andre Farver paa Fjerkraven. For- brystet og Kropsiderne er oftest hvide med indblandede, blaasorte, hvidspidsede Fjer, men hos rødbruntkravede Fugle bliver disse Fjer af samme brune Farve. Bag- bryst, Bug, Undergump og de lange Underhale- dækfjer næsten altid renhvide. Ryg- og Skulderfjer samt de forlængede indre Årmsvingfjer aldrig ensfarvede, men plettede, baandede eller vatrede med de ovennævnte Farver. Alle disse brogede Fjer erholdes tidligt om For- aaret ved Fældning; som Rester at Vinterdragten findes gerne graa Fjer tilbage i større eller mindre Udstrækning mellem Vingedækfjerene og paa OQOvergumpen, ligesom Haandsvingfjerene og største Parten af Halens Styrere hører til Vinterdragten; blot de mellemste Styrere hører til Sommerdragten og har sorte Tværbaand. . Iris mørkebrun. Næbbets Farve varierende, oftest rødgul med mørk Spids. Næblængden oftest 34—37 mm, Vingerne 18—19,5 cm, Mellemfoden omkring 50—53 mm, Mellemtaaen 37—40 mm. Benene rødgule eller brunlig- gule, nu og da mere eller mindre grønlige. Hun i Sommerdragt har intet Spor af særlige Fjerprydelser, men er iøvrigt ligeledes endel variabel i Farve og Tegning; Ryggen og Skuldrene sorte med brede, brungraa Fjerkanter og brede, rødbrune Tværbaand over Fjerene; denne sidste Tegning er særlig fremtrædende paa de forlængede inderste AÅrmsvingfjer; særlig paa For- ryggen findes jævnlig indblandede graa Fjer fra Vinter- dragten. Hovedet har Ryggens Farver, men er finere tegnet; Egnen om Næbroden, Hagen og Struben gerne lysere, "mere graalig. Forhals, Forbryst og Kropsidernes Fjer sortebrune med brede, askegraa Fjerkanter og oftest med brede, rustrøde Tværbaand. Bryst, Bug, Undergump og Underhaledækfjer hvidlige, Svingfjer og Halens Styrere farvede og tegnede som hos Hannen. . Næbbet, der er mindre livligt farvet, er. 30—32 mm ”" langt; Vingelængden oftest 15—16 cm; Mellemfoden 40— 42 mm, Mellemtaaen 31—32 mm. 230 Han og Hun i Vinterdragt: Hele Kroppens samt Vingernes Overside ret ensfarvet mørkt brungraa med brunsorte, smalle Skaftstriber og lyse- graa Fjerbremmer; hos Hannen ofte indblandede hvide Fjer paa Hoved og Baghals. Egnen om Næbroden, Stru- ben, Forhalsen og hele Fuglens øvrige Underside ren- hvid, blot er Fjerene over Forbrystet samt paa Krop- siderne lyst brunliggraa med brede, hvide Fjerrande. Haandsvingfjerene er brunsorte med hvidlige Spidsbrem- mer; Armsvingfjerene og Halens Styrere af Ryggens ” Farver og Tegning, uden mørke Tværbaand; højst har de første en svag Antydning af et mørkt Tværbaand nær den hvide Spidsbremme, og de sidstnævnte Tværbaand paa de to midterste Styrere. Unge Fugle, der er langt de almindeligste hos os paa Gennemrejse om Efteraaret, er mere konstant farvede og tegnede end de voksne Fugle; Han og Hun er oftest ens farvede, men Hannen er allerede let kendelig paa sin meget betydeligere Størrelse. Pandens Midte og Issen sorte med brede, gulbrune Fjerrande; et lysere Strøg hen over Øjet. Nakke og Baghals brungraa med lidt mørkere Fjermidter. Forryggens Fjer sorte med brungule Fjer- rande, som oftest dog mangler i Fjerenes Spidser. Skulder- fjerene samt de forlængede inderste Armsvingfjer sorte, med 1 til 2 mm brede, skarpttegnede, regelmæs- sige, straagule, gulbruneellerrødbrunlige Fjer- kanter, der løber hele Fjeren rundt; navnlig hos unge Hanner jævnlig tillige med skraatløbende Tværbaand, næsten løbende parallelt med den lyse Fjerkant. Kinderne graalige med fine, udviskede, mørkere Skaftpletter. Hage og Strube hvidlige; Forhals, Forbryst og Kropsider ens- farvet graaligt eller svagt rødligt brune med udviskede, . hvidlige Fjerkanter; hele den øvrige Underside hvidlig. Bagryg, Overgump og de midterste Overhaledækfjer mat brunligsorte med brede, udviskede, brunliggraa Fjerkanter, de sidestillede Overhaledækfjer renhvide. Haandsving- fjerene ensfarvet brunligsorte. Halens Styrere brunsorte, 231 navnlig de midterste mørkere og gulbrunt kantede, mod den hvidlige Spids jævnlig med Antydning af straagule Tværpletter paa Yderfanen; de øvrige Styrere svagt mørkt- kantede, men hvidligt bremmede. Dunungens Overside gulbrun, Dunene med sort Baand foran de renhvide Dunspidser. Issen hvidlig med sort Midtstribe og 2—3 Striber om Baghovedet; blot med Undtagelse af et Par sorte Pletter ved Næbroden er det øvrige Hoved samt hele Ungens Underside svagt brun- gulligt hvide. Medens Brushanen er let kendelig i sin Sommer- dragt, volder det erfaringsmæssigt Vanskelighed at kende navnlig de unge Fugle; Størrelsen, de høje Ben, den lange Næbfure og navnlig de meget stærkt fremtrædende gulbrune Fjerkanter paa Rygsiden er de bedste Kende- mærker. Udbredt som Ynglefugl over Europas nordlige og mellemste Dele lige fra det nordligste Skandinavien og Rusland ned til Nordfrankrig og Donaulandene og i Syd- rusland til Don og Orenborg; endvidere ruger den over langt det meste af Sibirien lige til Kolyma-Floden og del- vis ned i Mellemasien. Trækfugl, der overvintrer i Afrika lige ned til Kap, samt i hele Sydasien. Jævnlig strejfer Brushøns vidt om og er endog lejlighedsvis truffet i det østlige Syd- og Nordamerika. Til Grønland har den for- vildet sig et Par Gange og er ligeledes iagttaget nogle Gange paa Island. I nogle Tilfælde er den ogsaa iagttaget paa Færøerne i September Maaned, endog i Flok. I Eng- land rugede den tidligere paa mange Steder, men er nu ikke langt fra at være udryddet; derimod er den dér stadig almindelig paa Gennemrejse baade For- og Efter- aar. I Norge ruger den navnlig i Finmarken, men tillige " hist og her ned langs Vestkysten samt paa de østlige Højfjælde. I Sverrig ruger den paa passende Lokaliteter over hele Landet, helt ned i Skaane, hvor den dog i Nu- tiden er mindst talrig; træffes (ode paa Lavland og i Højfjældene. I Danmark er Brushanen en almindelig Ynglefugl, der dog de fleste Steder ikke mere optræder i synderlig stort Antal, delvis vist fordi den lige til de sidste Aar maatte skydes paa Rugepladserne indtil 15de Maj; nu . nyder den heldigvis fuld Fredning hele Sommeren. Tal- 232 é rigst er den nok i Jyllands og Slesvigs lave, sumpede, vestlige Kystegne; paa Tipperne, hvor den tidligere var saa almindelig, er den nu borte. Den vælger til Rugeplads aaben, græsbevokset, sumpet og fugtig Mark, helst hvor der er mange ferske Vandpytter, gerne i Nærheden af Søer og Aaer, men næsten altid nær Havet; hyppigst er den paa Strandenge; ogsaa paa Smaaøer i vore indre Far- vande. Om Foraaret kommer den navnlig fra omkring Midten af April og søger snart efter til Rugepladserne, men længe efter, til langt ind i Maj, ses den i mindre og større Flokke ved vore Kyster, paa Gennemrejse til nordligere Egne. Hannerne angives at komme først, endog 14 Dage før, . og jævnlig ses disse da samlede i Flokke uden eller med ganske enkelte Hunner; disse ses overhovedet sjæld- nere, i alt Fald gør de sig ikke meget bemærkede. Naar Hannen kommer her til Landet, er den som Regel i fuld Parringsdragt med helt udviklet Fjerkrave; An- sigtsvorterne synes dog at udvikle sig yderligere under deres Ophold her. Saasnart Hannerne kommer til. Ruge- pladsen, og deres ejendommelige, individuelle Farver kan ofte tillade at genkende dem Aar efter Aar, tager de straks fat paa deres mærkelige Kamplege, som de driver med. største Udholdenhed og Iver; hertil vælger de gerne en lille, tør Plads med lavt Græs, gerne paa en lille For- højning i Terrænet, oftest lige ved et Vandhul, som Regel det samme Sted Aar efter Aar; nedtrampet Græs og af- revne Fjer samt Ekskrementer røber ofte Stedet. Oftest 6—38 Hanner samles da hvert Øjeblik her; jævnlig besøger de ogsaa nærliggende Kamppladser; de tager da Opstilling med højt oprejste Forkroppe, over for hinanden, rejser Fjerkrave og Top som et Skjold, puster Kroppens Fjer op, nikker med Hovedet eller holder Næbbet mod Jorden. og løber eller springer jævnlig mod hinanden med frem- strakt Næb. Kampene synes ingenlunde. alvorligt mente, afbrydes gerne pludseligt og uafgjorte og tilsigter ikke nogen Slags Legemsbeskadigelse; højst tager de fat i Modstanderens Fjerkrave og ryster den dygtigt. Det hele er sikkert ikke at opfatte som Kamp om Hunnerne, men | mere som en Art Underholdning; heller ikke synes de. - at kæmpe for at tækkes Hunnerne, thi ofte ses saadanne slet ikke i Nærheden. Som Regel kæmper kun to Hanner ad Gangen, medens de andre ser til; ogsaa mod andre Fugle, der uforvarende kommer deres Kampplads for nær, farer de frem for at fordrive dem; træffer en Fugl ingen anden Han paa Kamppladsen, kan den godt alligevel rejse 233 Fjerene og puste sig op. Under deres Kampe er de ikke mere optagne, end at de holder godt Udkig og tager Flugten, naar man gaar dem for nær. Disse Lege, der drives ivrigst i Morgen- og Aftentimerne, fortsætter Brus- hanerne i hele Rugetiden og længer endnu, lige til Ud- gangen af Juni, da Ungerne forlængst er udklækkede; først naar Fjerkraverne begynder at fældes, hører Kamp- legene helt op. Hannerne ligner derefter endel Hunnerne i Ydre, og man ser da ikke meget til dem mere, idet de angives at gemme sig i Græsset, hvor de endog skal trykke sig. Hen imod Slutningen af September, ofte dog meget før, har de gerne faaet deres rene Vinterdragt; of- test forlader de gamle Hanner vistnok allerede tidligt Ynglepladsen og rejser mod Syd. Brushanen interesserer sig, som en polygam Fugl, der i mangt og meget minder om mange Hønsefugle, hvor Hannerne ogsaa er udmærkede ved særlige Fjerprydelser, slet ikke for den rugende Hun eller for Ungerne og deltager aldeles ikke i Yngelplejen. - I Flugten ser Brushanen mærkelig ud med den uforholds- mæssig store Fjerkrave; baade naar den er paa Vingerne, og naar den løber paa jorden, kan Blæsten ofte gribe fat i den og tumle med Fuglen. Reden anlægges paa et tørt Sted eller paa en lille Tue paa den bare Mark; Redeskaalen .ofte ret dyb, udforet med lidt Græs til Underlag for Æggene. Ikke sjældent er den anbragt midt i en Græstot, der da bøjes sammen over - Reden som et beskyttende Dække. Brushønsene ruger altid spredt paa Marken, aldrig samlede i Kølonier, selv hvor der er mange af dem. Æggene lægges hos os gerne i første Halvdel af Maj; frisklagte Æg kan findes hele denne Maaned ud og senere. De 4, ofte tydelig pære- formede Æg er meget varierende i Ydre, ret glatskallede; Grundfarven oftest lys. olivenbrun, grønlig gulbrunlig eller graagrønlig, snart med store, udflydende, aflange Pletter, snart med mindre, mere afrundede og skarptteg- - nede, brune Pletter, af og til med indblandede Streger; tillige har Æggene graa Skalpletter; ofte er Pletterne meget sammenflydende ved den butte Pol. Længden oftest 42—46 mm, Bredden 30—32 mm; de ruges i 17—19 Dage. Kun sjældent lader Brushanen sin Stemme høre, et blandt Vadefuglene usædvanligt Forhold; under Kampene er Hannerne ganske stumme; naar Hunnen opskræm- mes fra Reden, lader den højst et hæst gæb—gæb lyde, mens den kredser om Stedet; det angives, at de paa Trækket om Natten skal lade en svag, hæs Lyd høre, lydende som kak—kak—kik—kak. Hunnerne forlader Un- 234 gerne, naar disse er ved at fælde Dunene; Ungerne sam- ler sig senere i Flokke og forlader derpaa Rugepladsen. Efteraarstrækket begynder gerne lidt før Midten af Juli, da navnlig Hannerne ses, og derefter viser de sig i Au- gust og September, men gerne aftagende i Antal i denne sidste Maaned. De ses da paa Engene langs Havet og ved de dyndede Strandbredder. Føden, som de søger i Engene, bestaar navnlig af alle Slags Insekter, men ogsaa af Orme, smaa Muslinger og Krebsdyr; Plantefrø har man dog ogsaa fundet i større Mængder i deres Maver. 2den Underfamilie. Klyder (Recurvirostrinæ). Ret store, meget højbenede Fugle; hos nogle er Benene endog ganske monstrøst lange og spinkle. Benene nøgne højt op over Hælen. Mellemfodens Forkant klædt med 6-kantede Skæl. Tæerne for- holdsvis korte; hos nogle er alle Fortæerne for- ” bundne med dybt indskaaret Svømmehud, hos an- dre findes blot en Bindehud mellem de to yderste Fortæer. Næbbet langt og tyndt, enten stærkt op- adbøjet eller lige. Halen kort, næsten lige afskaaret. Vingerne.spidse, iIste veludviklede Svingfjer længst. Fjerklædningen sort- og hvidbroget. 1l Arter, delte i 3 Slægter, hvoraf 2 er truffet i Danmark. Oversigt over de danske Slægter. 1. Næbbet lidt affladet, stærkt opadbøjet i sin ydre Del. Mellemtaaen omtrent halvt saa lang som Mellemfoden. Lille Bagtaa findes. Indskaaret Svømmehud mellem de. 3 Fortæer..... 1. Klydeslægten (Recurvirdstra). 2. Næbbet trindt og lige. Mellemtaaens Længde under en Trediedel af Mellemfodens. Bagtaa mangler helt. Ingen Svømmehud, kun en Bindehud mellem de to yderste Fortæer... 2. Stylteløberslægten (Himåntopus). 235 1. Klydeslægten (Recurviråstra Linné). Næbbet langt, i sin yderste Halvdel stærkt opadbøjet, jævnt aftagende i Tykkelse lige til den sylspidse, ganske. overordentlig tynde, men elastiske og stive, forhornede Spids. Næbbets Mundhuleside ikke udhulet, men flad, med et Par Længderiller. Næbbet er ved Roden bredere end højt, i hele sin Længde fladtrykt, med bred, flad Næbryg, i det hele ret kraftigt bygget, med mas- sive Underkæbegrene. En utydelig Næbfure stræk- ker sig ud over Næbbets indre Trediedel; det lange, spalteformede, smalle Næsebor c. 5 mm fra Næbroden. Tungen kort, af Længde med Næbfuren. . Hovedet lille; Halsen slank, med 14 Halshvirvler. — Næsekirtlerne veludviklede, stødende sammen paa Pandens Midte. Vingerne ret spidse, 2den og 3die Haandsvingfjer længst; de inderste Armsvingfjer paa den sammenfoldede Vinge c. 1,5 cm kortere end de længste Haandsvingfjer. Halen kort, om- trent lige afskaaret, med 12 Styrere. Underhale- dækfjerene af Styrernes Længde. Benene meget lange, nøgne meget højt op over Hælen, hvor det nøgne Stykke er c. 1 cm længere end Mellemtaaen. Den endel sammentrykte Mellemfod er omtrent af Næbbets Længde, helt klædt med Smaaskæl, uden Tværskinner. Fortæerne forholdsvis korte, med butte, korte Kløer; de er forbundne ved en stormen, dybf-indskaaret Svømmehud, hvis Kanter dog rækker ud til Kloleddene. Bag- taaen yderst lille, blot en lille, klobærende Tap. Fjerklædningen hylde og sortbroget. Han og Hun ens. Kun 4 Arter, udbredte i alle Verdensdele. I Danmark "kun 1 Årt. 236 Klyde (Recurviréstra avocétta Linné). (Recurvirostra avocetta avocetta Linné). Brogeblit, Blitte, Hvidfugl, Skomager, Loufugl, Bran- ting, Sælskjær, Senskjær, Strandskade, Forkert Regnspove. Norsk: Klyde. Svensk: Skårflåcka. Tysk: Såbelsehnabel. Engelsk: Avocet. "Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Overside, efter en ret skarp Linie fra Mundvigen til lidt under Øjet og over Øret, samt Halsens Bagside sodsorte; en lille, hvid Plet over og under Øjet. Alt det øvrige af Hoved og Hals samt Fuglens hele øvrige Krop renhvide, blot er en Stribe ned ad de inderste Skulderfjer paa hver Side sort, dannende en stor, fortil aaben, V-formet Tegning over Ryggen; de ydre Skulderfjer derimod ligeledes ren- hvide. Paa Vingerne er de smaa og mellemste Vingedæk- fjer rensorte, medens Vingens Kant og Rand, Haandens smaa, øvre Dækfjer og alle de store, nederste Vingefjer er renhvide, blot selve Haandens store, nederste Vingedæk- fjer sorte. Alle Undervingedækfjerene og Armhulefjerene renhvide. Alle de ydre Haandsvingfjer sorte, med sorte Skafter, de indre delvis eller helt hvide. Armsvingfjerene renhvide, blot de forlængede inderste Armsvingfjer mørke- brune, med brede, graahvide Spidser. Paa den sammen- lagte Vinge danner de sorte Vingedækfjer og Haandsving- fjer to brede, sorte Striber ned ad den hvide Vinge. Halen hvid, blot de mellemste Styrere med aske- graaligt Anstrøg, mørkest mod Fjerspidserne. Iris rødbrun. Næbbet sort, lysere i dets yderste, tynde Spids, hos Hannen 84—93 mm langt, hos Hunnen c. 10 mm kortere. Ved Næbbets Rod er Bredden c. 10 mm, Højden c. 7 mm. Vingelængden 221—228 mm; Mellemfoden 80—- 91 mm, Mellemtaaen 42—46 mm. Benene lyst blaa- liggraa. Vinterdragten er næppe til at skelne fra Sommer- dragten. Unge Fugle ligner endel de voksne, men deres Farver er langt urenere. Den sodbrune Isse og Baghals 237 har smalle, gulbrune Fjerbremmer. Forryggens og Skuldre- nes Fjer er ikke renhvide, men har snavset, gulbrunligt Anstrøg. Skulderstriberne mørkebrune med hvidlige Fjer- bremmer; de inderste forlængede Armsvingfjer delvis graat og brunt vatrede og lyst kantede, ogsaa de sorte- brune Vingedækfjer har lysere Fjerbremmer. Mellemfodens Fig. 51. Klyde. (Efter Slater i British Birds). øvre Ende paafaldende stærkt fortykket. De nylig fjer- klædte Unger har mere eller mindre tydelig Tværvatring påa den mørke Forryg og paa Skulderfjerene. Dunungen paa Oversiden lyst gulbrunligt graa, med en smal, sort Stribe midt ned ad Panden, en lignende fra Næbbet gennem Øjet samt endel smaa, sorte Pletter paa Issen; ned ad Ryggen,3 utydelige Rækker spredte, større, sorte Pletter, en lignende ned ad hver Vinge; om Bag- kroppens Sider, hen gennem Halen, en sort Stribe… Hele "Ungens Underside ensfarvet hvidlig. Næbbet er allerede lidt opadbøjet hos de ganske smaa Dununger. 238 Klyden kan ikke forveksles med nogen anden dansk Vadefugl; de sort- og hvidbrogede Farver, de lange Ben med Svømmehud og navnlig det opadbøjede Næb er ube- dragelige Kendemærker. Udbredt som Ynglefugl langs Vesteuropas Kyster, fra Danmark ned til Holland, Frankrig og Spanien, dernæst i Middelhavslandene, ved det Sorte Hav, det Kaspiske Hav og mod Ø. langs Syd-Asiens Kyster helt ud til Stille- havet; ogsaa i Afrika angives den at ruge. I de nordlige Egne 'er den Trækfugl ellers nærmest Standfugl. Fra Grønland og Island kendes den naturligvis ikke, paa Færøerne er den derimod en Gang skudt (Sandø 27. 5. 1882). I England rugede den til 1842, men er nu kun en faatallig eller sjælden Gæst i Træktiderne, særlig om Foraaret. I Norge er den skudt et Par Gange. I Sver- rig rugede tidligere endel paa Øland, men er nu udryddede dér, og i første Halvdel af forrige Aarhundrede rugede den ogsaa paa Gotland; nu ses den kun i Skaane som en sjælden Gæst. Ved Tysklands Østersøkyster er den ret sjælden, hyppigst paa Smaaøer omkring Rygen. I Danmark er Klyden en ikke helt sjælden Yngle- fugl, dog indskrænket til visse Lokaliteter, hvor den da kan være ret eller endogsaa meget talrig; desværre er den forsvunden fra mange af sine tidligere Rugesteder. Den vælger til Rugeplads vidtstrakte, fugtige, lave, græs- bevoksede Enge, helst paa Øer med sandede eller dyn- dede, lavvandede Kyster, ikke sjældent i Laguner og stedse i Kystegne ved det salte Vand. Trækfugl, der om For- aaret kommer til Landet i den første Uge af April og derefter ret snart søger til Ynglepladserne, hvor de ruger i Kolonier. Nu findes langt den største Koloni paa Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor der i Øjeblikket ruger c. 1000 Par paa disse flade, fugtige Græsholme; da Aabningen af Løbet ved Hvide Sande i 1912 og 1913 havde gjort Fjorden saltere med højere Vandstand, gik Tallet midlertidigt ned til under 200 Par. Ellers ruger i Vestjylland nu blot mu- lig nogle paa Blitholm i det nordlige af Nissum Fjord og højst enkelte Par bl. a. ved Fiil Sø og Sønderlem Vig, Vest for Skive; blandt de mange Steder, den tidligere er fundet ynglende i Vestjylland, oftest dog i ringe Tal, kan nævnes Oxholm i Limfjorden, Vaar- og Kyø-Holme ved Nibe, Bromølle ved Hovsør N.V. for Thisted, Ørum Sø - og Flade Sø i Thy (50 Par i 1874), ved Hindsels paa 239 Thyholm, Tangen ved Agger, Stauning ved Ringkøbing Fjord og ved Udløbet af Ribe Aa. Ved Jyllands Østkyst tidligere paa Nordre Rønner, mulig ogsaa paa Kareholm i Randers Fjord. Paa Fyn ruger den nu vist kun ved Ein- sidelsborg; er tidligere fundet ynglende ved Østrup Gaard i Odense Fjord, paa Store Egholm ved Ærø og Store Holm ved Ristinge Hale ved Langeland, disse 3 Steder dog blot enkelte Par. Ved Sjælland findes endnu endel paa Vrøj ved Saltbækvig, enkelte ved Korsør, mange i Farvandet omkring Gaunø (fundet paa Enø, Dybsø, Lindholm, Agnø og Skakholm) og nogle paa Feddet og Maderne i Præstø Fjord; tidligere ved Sjælland kendt fra Agersø, Rødsand, Hyllekrog S. for Lolland, Gedserodde, Møen, Lilleø i Ulv- sund, Avedøre Holme, Saltholm og Amager; fra disse sidste to Steder forsvandt den omkring 1863, nogle rugede dog atter paa Amager Fælled i. 1924 og 1925. Ved skrap Fredning kunde den sikkert atter bringes til at fæste Bo …. paa mange af. disse forladte Rugepladser. Klyden er en overmaade smuk og elegant Fugl, der i fremtrædende Grad gør sig gældende paa Ynglepladsen baade ved sit ejendommelige Ydre og ved sin støjende Adfærd; den er i høj Grad urolig og vagtsom. Omkring en Uge ind i Maj begynder den sin Æglægning, men mange lægger Æggene senere, hen i Slutningen af Maj eller ind i Juni, saaledes at man omkring lste Juni gerne finder saavel frisklagte og stærkt rugede Æg som udklækkede Unger. Reden lægges paa lidt højere liggende, tørre Steder, ofte hvor der er ret ringe Græsvækst, men stedse nær Vandet. Reden snart ret godt udforet med Græs, snart med ringe eller intet Underlag for Æggene; smaa Muslingeskaller er ogsaa set brugt som Underlag. Hvor mange Fugle ruger, ligger Rederne stedse samlede i store Kolonier med ind- til flere Hundrede Par; kun sjældent ses Rederne da enkeltvis; inden for Kolonierne ligger Rederne atter ret spredt. De 4, meget sjældent 5, Æg er oftest lidt lang- agtige, jævnlig lidt pæreformede. Skallen som Regel ler- gul med brunligt eller graagrønligt Anstrøg, sjældnere mørkere olivenbrun med spredte, ret smaa, mørkebrune Pletter og graalige Skalpletter. Længden 47—58 mm, Bredden 34—37 mm; de ruges baade af Han og Hun. Klyderne værner med overordentlig Ængstelighed deres Æg og Unger. Nærmer man sig Rugepladsen, kommer de fra lang Afstand Forstyrreren i Møde, omkredser hafn . med høje Skrig og anstiller sig saarede og lemlæstede, falder som vingeskudte ned paa Jorden og vrider sig i de ynkværdigste Stillinger, idet de- derved søger at aflede 240 Opmærksomheden frå deres ofte dog langt borte liggende Æg og Unger. Maager og lignende større Fugle forjager de ved at omsværme dem og endog prikke dem med deres spidse Næb. I Flugten holder de Hals og Næb fremstrakt og de lange Ben lige bagud. Deres Stemme, som de ide- lig lader høre, lyder som et fløjtende bluit - bluit. Deres Føde søger de udelukkende i Vandet, baade i Vandhullerne og paa Sandene og Klægen, idet de vader frem og med nedbøjet Hoved forsigtigt fører deres bøjede Næb fra Side til Side og ligesom skummer Vandspejlet, hvor de da tager smaa Krebsdyr, Fiskeæg, Orme, Grøn- alger 0.1.; de kan ogsaa føre Næbbet hen over Bunden eller gennem det øverste, bløde Dynd. Ind i Juni ser man Forældrene gaa i Vandet med Ungerne; disse svøm- mer godt, hvis Vandet bliver dem for dybt. De voksne svømmer ogsaa godt og kan jævnlig ses liggende paa Vandet, hvori de endogsaa dykker. Svømmehuden finder dog vel nok sin fornemste Anvendelse ved at hindre, at Fuglen træder gennem, naar den gaar i det bløde Slik. I Juli ses Klyderne strejfe omkring familievis eller i Flokke, men. henimod Slutningen af August forlader de fleste os. 2. Stylteløber-Slægten (Himåntopus Brisson). Næbbet næsten dobbelt saa langt som Hovedet, tyndt, trindt, med flad Næbryg og stærkt indbuede Næbrande, nærmest en Smule opadbøjet; Næb- furen af Næbbets halve Længde; Næbbets inderste Halvdel blødhudet, den yderste tykt hornklædt; Næbbet ikke bøjeligt. Vingerne overordentlig lange og meget spidse; iste udviklede Haandsvingfjer længst, de følgende jævnt aftagende i Længde, hver med 1,5 cm. De inderste forlængede Arm- svingfjer meget kortere end Haandsvingfjerene, omtrent Næbbets Længde kortere. Halen næsten lige afskaaret; Underhaledækfjerene af samme Længde som Styrerne. De røde Ben er ganske monstrøst lange og spinkle, omtrent af Vin- gens Længde, nøgne meget højt over Hælen; dette nøgne Stykke meget betydeligt længere end Næb- . bet. Den lange, lidt sammentrykte Mellemfod har 241 ingen Tværskinner, men er jævnt dækket af flade, sekskantede, aflange Skæl. Fortæerne forholdsvis korte med korte Kløer; Mellemtaaen under en Trediedel af-Melemfodens Længde. Bindehud blot mellem Ydertæernes Grundled. Bagtaa mangler helt. Stylteløberne er udbredte næsten over hele Jorden i de tempererede og tropiske Egne; de lever baade ved salte og ferske Vande; 7 Arter, hvoraf 1 lever i Sydeuropa. Stylteløber (Himåntopus cåndidus Bonnaterre).…. (Himantopus himantopus himantopus (Linné)). Rødbenet Stylteløber. (Charadrius himantopus Linné, H. melanopterus Meyer, Hypsibates himantopus Nitzsch, H. intermedius Blyth, H. autumnalis Hasselquist). — Norsk: Stylteløper. Svensk: Styltlådpare. Tysk: Stelzen- låufer. Engelsk: Black-winged Stilt. Han i Sommerdragt: Hovedet, Halsen og en Smule af Forryggen renhvide, men mange Individer har dog mere eller mindre fremtrædende sorte Pletter i Nakken og ned ad Baghalsen. Den øvrige Forryg, Skulder- fjerene og hele Vingen er ensfarvet sorte med blaagrønlig Metalglans. Bagryg, Overgump, Over- haledækfjer, Armhulefjerene samt hele Fuglens Un- derside renhvide. Halens Styrere lyst brunlig aske- graa, de yderste lysest. Iris mørkerød; det sorte Næb c. 65 mm langt. Vin- gerne 24—25 cm; Mellemfoden 115—145 mm lang, oftest c. 125 mm, MelHemtaaen c. 40 mm lang. Benene rosen- røde. ; Hunnen ligner Hannen, men dens Forryg, Skulder- fjer og inderste Armsvingfjer er ikke sorte, men mørkt olivenbrune. I det hele er Hunnen noget mindre end Hannen, Vingerne saaledes kun 22,2—24 cm. R: Hørring: Fugle II. 16 = 242 Vinterdragten skiller sig ikke meget fra Sommer- dragten. Unge Fugle har hvid Pande og hvide Kinder; Ho- vedets Overside mørkt brunlig graa. Baghalsen askegraa. Forryg, Skulderfjer og de længste Armsvingfjer brune Fig. 52. Stylteløber. (Efter Slater i. British Birds). med lysere Fjerrande, Svingfjerene med hvide eller brunlige Spidser. Styrerne brunplettede mod Spidsen. Blandt danske Vadefugle kan Stylteløberen kun tæn- kes forvekslet med den langbenede, sort- og hvidbrogede Klyde, men det lige Næb, de helt sorte Vinger og de mægtigt lange, røde Ben vil altid gøre den let at kende. Udbredt som Ynglefugl fra Rhånedeltaet i det syd- lige Frankrig og Spanien gennem de europæiske Middel- havslande, op i Bulgarien og Ungarn, samt i Afrika ned - til Madagaskar; videre ud gennem de sydrussiske Stepper 243 og ved det Sorte Hav samt mod Øst gennem Lilleasien og hele det sydlige Asien helt ud til Kina. Undtagelsesvis har flere Par i de senere Aar ynglet saa nordlig som i Belgien, hvor en stor Invasion pludselig fandt Sted i 1907. I Tyskland kan den endnu yngle en sjælden Gang. I de nordlige Dele af sin Udbredningszone er den Trækfugl; af og til strejfer om Efteraaret enkelte Fugle mod Nord og viser sig langt op i Mellemeuropa. Fra Grønland, Is- land og Færøerne kendes den ikke. Heller ikke i Sverrig eller Norge har den vist sig. I England har den derimod vist sig omkring et halvt Hundrede Gange. . I Danmark har Stylteløberen kun vist sig et ringe Antal Gange som en meget sjælden Gæst. Den skal saa- ledes være skudt henimod Slutningen af det 18de Aar- hundrede paa Christiansø; paa Lindholm ved Møen blev et Individ skudt i Efteraaret 1825. I Odense Fjord ved Eliasminde skal den være iagttaget i Vinteren 1864—65, og endelig blev to Eksemplarer skudt i Efteraaret 1882 " i Klodskov Enge paa Falster og et paa Søndervig Holms- land ved Ringkøbing Fjord d. 11. 10. 1882. Sin Rugeplads har Stylteløberen i Sumpe ved Søer og Floder, men ogsaa i Laguner ved salt Vand. I Ungarn ruger den i stort Antal i de vidtstrakte Sumpe, ofte sam- lede i Kolonier. Reden skal snart være godt bygget af grovere og finere Rodtrævler eller udforet med Sivstumper, snart udforet med Mudder eller er blot en Fordybning i Sandet; ofte ligger den paa en Tue i Vandet eller paa en Forhøjning paa fugtig Bund. Ved Reden skal den ikke være meget sky; med et højtlydende Skrig, kit—kit—kit, søger den at drage Opmærksomheden fra Æg og Unger; dens Lokketone skal lyde som tjuit og minde meget om Sortklirens. I Flugten, der er let og god, men med ret langsomme Vingeslag, strækker den de lange Ben lige bagud som en lang, rød Hale; Halsen er da fremstrakt med lidt nedadvendt Næb. Sidst i April eller, som i Spa- nien, først i Maj eller senere lægger den sine 4 Æg; "disse ligner Klydens, men er noget mindre og tillige mindre långagtige; Grundfarven ofte mørkere brunlig. Længden 43—47 mm, Bredden 30—32 mm. I Træktiderne ses de i større Selskaber langs Hav- kysterne. Føden, der navnlig bestaar af Insekter og smaa Krebsdyr, men ogsaa af smaa Bløddyr, Frø- og Fiskeyngel samt Alger, søger den vadende paå lavt Vand i Dynd og Slam; sin Føde piller den dels op fra Vandets Overflade, "dels fra Bunden ved at jage sit lange Næb ned i denne. IrR6E 244 3dje Underfamilie. Ryler (Tringinæ). Næsten udelukkende Smaaformer. Næbbet som Regel trindt, blødhudet og bøjeligt; oftest er det lige, hos enkelte lidt nedadbøjet mod Spidsen, der stedse er klædt med lidt tykkere Hud; det er kor- tere end eller højst af Længde med Mellemfoden og den nøgne Del af Skinnebenet. Næseborene lig- ger lige ved Næbroden. Fjerklædningen fældes helt om Efteraaret og for største Delen atter om For- aaret; Sommerdragten er meget forskellig fra Vin- terdragten, der som Regel er graa eller askegraa paa Rygsiden, hvidlig paa Bugsiden. Han og Hun ret ens i Ydre, Hunnen dog som Regel lidt større end Hannen og har lidt længere Næb end denne. Vingerne meget spidse; Iste veludviklede Haand- svingfjer længst; Armsvingfjerene ret korte, blot de inderste stærkt forlængede. Halen, der har 12 Styrere, er enten lige afskaaret eller mere eller mindre kileformet, hos enkelte svagt dobbelt ind- skaaret. Benene oftest ret høje, hos flere dog nær- mest lave, altid nøgne op over Hælen. Mellem- foden med Tværskinner. Fortæerne trinde og tyn- de, ganske uden. Bindehud ved Grunden. Bagtaa findes som Regel, kan dog mangle. De mange Arter er udbredte over hele Jorden. Træk- fugle, der om Sommeren ruger i nordlige og tempererede Egne, medens de tilbringer Vinteren i sydlige eller end- og meget sydlige Lande. Monogame; ruger delvis langs Havet, men navnlig ved Indlandenes Kær og i Sumpe og Heder. Dagfugle, der udenfor Yngletiden færdes flokkevis langs Havkysterne. I Danmark er truffet 8 Arter, der her henføres til 3 Slægter." Oversigt over de danske Ryleslægter. 1. Tydelig Bagtaa findes. a. Næbbet trindt fra Næseborene til Spidsen. Den nøgne - Hud mellem de smalle Underkæbegrene mindst 245 af Næbbets halve Længde, uddraget i en Fure næ- sten til Næbspidsen... 1. Ryleslægten (Tringa). b. Næbbet affladet og tydeligt bredere end højt fra I Næseborene til Spidsen. Den nøgne Hud mellem de brede Underkæbegrene under en Trediedel af Næb- bets Længde, ikke uddraget i en Fure næsten til Næbspidsen" (smlen: Fig: 59) 7 5 RE 1, EA EEN SE 2. Kærløberslægten (Limicola). RB AS FAAET ANS TET HEE SEE ES SE ar vre. Aas BYGRENER SE FEDE REE 3. Selningslægten (Cålidris). 1. Ryleslægten (Tringa Linné). Smaa og ret smaa Vadefugle. Næbbet af Længde med eller længere end Hovedet, bøjeligt, trindt, blødhudet og følsomt, i Spidsen but afrundet; de æleste har lise Næb--hos' flere ser det mere eller … mindre nedbøjet i Spidsen. Næbfurer baade paa Over- og Undernæb, strækkende sig langt ud mod Næbspidsen. Næseboret spalteformet, ligger lige ved Næbroden. Næsekirtlerne veludviklede, stræk- ker sig hen over Øjnene, sammenstødende i Pan- den. 12 Halshvirvler (den almindelige Ryle dog 13). Vingerne ret. lange og meget spidse, iste vel- udviklede Haandsvingfjer stedse længst. Inderste Årmsvingfjer stærkt forlængede, i den sammen- lagte Vinge dog stedse noget eller endel kortere end Haandsvingfjerene. Halens 12 Styrere ret lige afskaarne; de to mellemste oftest en Smule læn- gere end de øvrige; naar de yderste Styrere og- saa er en Smule forlængede, bliver Halen svagt dobbelt indskaaret; hos nogle er de yderste Styrere kortere end de øvrige. Benene snart ret lange, snart temmelig lave, nøgne højt op over Hælen. Tværskinner paa Mellemfodens Forkant.. De 3 For- tæer veludviklede, uden tydelig Bindehud mellem 3. og 4.; Bagtaa findes stedse, om- end. spinkel og lille, ret højtsiddende. Han og Hun lader sig vanskelig skelne, dog er Hunnen gennem- 246 gaaende lidt større end Hannen og har baade kendeligt længere Næb og lidt længere Vinger. Ungfuglene bærer en afvigende Dragt; Vinter- dragten graa og hvid; Sommerdragten mere broget; sort, rustrødt, brunt, graat og hvidt er de frem- herskende Farver. Fuldstændig Fjerfældning om Efteraaret, dog fælder Ungfuglene langt senere end de voksne; om Foraaret fældes Hovedets, Halsens og Kroppens Fjer, medens Vingernes og Halens for største Delen beholdes Sommeren over. De lever paa fugtige Enge nær Havet, men træffes ogsaa i lave, fugtige Floddale og ved sumpede Indsøer. Meget selskabelige Fugle, der i Træktiderne ses langs Hav- kysterne i større eller mindre Flokke. Gode og hurtige Flyvere. Trækfugle, ynglende i de nordlige og nordligste Egne i alle Verdensdele; for en stor Del overvintrer de i tropiske Lande. Monogame. Lægger 4 forholdsvis meget store, pæreformede Æg, undtagelsesvis kan 3 eller 5 fin- des i Kuldet; yngler normalt kun én Gang aarlig; yngle- dygtige knap ét Aar gamle. Baade Han og Hun ruger. 20 Arter udbredte over hele jorden; i Danmark forekom- mer 6 Arter, af hvilke dog kun 2 ruger hos os. Oversigt over de danske Rylearter. A. Næbbet af samme Længde som eller kortere end Mellemtaaen med Klo. 1. De Zyderste Par Styrefjer lyst brungraa. Alle Haand- svingfjerene med hvide Skafter................... EBA AN SNE SE TERE .... 1. Dvergryle (Tringa minuta). 2. De 3 yderste Par Styrefjer hvide. Af Haandsving- fjerene har kun Iste veludviklede hvidt, de øvrige. Brune'-Skafte ris RS JES 3 ANSER lebe SES DR NENS ….…..2. Temmincks Ryle (Tringa temmincki i). B. Næbbet længere eller endog meget længere end Mel- lemtaa med Klo. I. Mellemfoden længere end Mellemtaaen med Klo. Benene sorte eller olivensorte. 247 1. Vingen over 160 mm lang. Næbbet lige, højst " 4 mm længere end Mellemfoden............... VE LER 3. Islandsk Ryle (Tringa canutus). 2. Vingen under 140 mm lang. Næbbet mindst 8 mm længere end Mellemfoden, mod Spidsen kende- lig nedbøjet. a. De midterste Overhaledækfjer brunsorte med lysere brune eller rødbrune Kanter. Næbbet svagt nedbduer.mModesSpiIds em re ENE KONGER RE SMUSRE NOE S 4.Ryle (Tringa alpina). b. Alle Overhaledækfjerene hvide eller hvide med sorte Tværbaand. Næbbet ret stærkt ned- buersmodE SPIS ER SES EN NER SES 5.KrumnæbbetRyle(Tringasubarquåta). II. Mellemfoden kortere end Mellemtaaen med Klo. Benene røn house RS SE SR ale, 6. Sortgraa Ryle (Tringa maritima). TT. Dvergryle (Tringa minata Leisler). (Erélia mintuta (Leisler)). Dverg-Strandløber (Actodromas minuta Kaup, Pelidna minuta Brehm). Norsk: Dvergsneppe. Svensk: Småsnåppa. Tysk: Zwergstrandlåufer. Engelsk: Little Stint. "Han og Hun i Sommerdragt: Panden og en ret tydelig Øjenbrynstribe hvidlige. Isse, Nakke, Forryg, Skulderfjer og forlængede inderste Årmsvingfjer brunsorte med meget brede, livligt farvede, rødligbrune eller gulbrune Fjerkanter, navnlig paa Fjerenes Sider; Fjerspidserne brunlighvide. Paa Baghalsen er Fjere- nes gulbrune Sidekanter meget brede og fremtrædende. Skulderfjerene oftest med en stor, gulbrunlig " Plet paa Yderfanen. Bagryggen og Midten af Over- gumpen mørkebrune med graalige Fjerbremmer; de mid- terste Overhaledækfjer brunsorte med rødligt «gulbrune Kanter. Bagkroppens Sider og de sidestillede Overhale- dækfjer renhvide. Tøjlestriben, en Stribe hen under Øjet samt Ørefjerene mat brune. Hage, Strube og Forhals . hvide. Halsens Sider graalig rødbrune med udviskede mørke Fjermidter. Forbrystet med svagt gulbrunligt An- 248 strøg, Fjerene med brede, hvide Rande og, særlig paa Forbrystets Sider, med graaligt rustbrune Midter og mørke Pilpletter. Hele den øvrige Underside renhvid. De afslidte Vingedækfjer, der delvis stammer fra Vinterdragten, er mørkebrune og brungraa; indblandet findes nye Fjer med Ryggens Farver; de store, nederste Vingedækfjer med hvide Spidspletter. Haandsvingfjerene brunsorte, alle med overvejende hvide Skafter; Inderfanernes Fig. 53. Dvergryle. (Efter Slater i British Birds). Midter lysere; de indre Haandsvingfjer med hvide Kanter paa Yderfanerne. De ydre Årmsvingfjer mørkebrune med hvidlige Inderfaner og Basaldele samt hvide Kanter og Spidser. Af Styrerne er de to midterste lidt længere og spidsere, brunsorte med gulbrunlige Fjerkanter; alle de øvrige Styrere lyst graabrune med smalle, hvidlige Bremmer og hvidlig Basis. ] Iris brun. Næbbet olivenbrunlig sort, højst af Hovedets Længde, 17—19 mm langt. Vingelængden 92—100 mm. Mellemfoden 21—22 mm, Mellemtaaen 18—19 mm. Benene mørkt olivenbrune. 249 Vinterdragten, i-hvilken den vist aldrig ses her i Landet, har brungraa Rygside; Fjerene med sorte Skaft- striber og utydelige, hvidlige Kanter. Hele Undersiden hvid, blot har Fjerene paa Siderne af Forbrystet fine, mørke Skaftstriber. De unge Fugle, der almindeligst ses her om Efter- aaret, ligner nærmest de voksne i Sommerdragt, men skelnes fra disse ved Skulderfjerenes bredere hvide Kanter paa Yderfanerne og Spidserne; Rygsidens uslidte Fjerkanter livligere rødbrune, ogsaa paa de forlængede inderste AÅrmsvingfjer. Skulderfjerene uden rustbrune Pletter paa Fanerne. Panden og en tydelig Øjenbrynstribe hvide. Hele Undersiden hvid, blot - Forbrystet med graaligt, gulbrunt Anstrøg, uden mørke Fjermidter ellerSkaftstriber. Vingedækfjerene gan- ske uslidte; de øverste smaa ensfarvet brunsorte, de mel- lemste med brede, rustbrune Fjerkanter. Dvergrylen kan, med sin ringe Størrelse og korte Næb, kun forveksles med Temmincks Ryle, men dens livligt farvede, rustbrune Fjerkanter paa Rygsiden og de brungraa, yderste Styrere er gode Skelnemærker; om Efteraaret afgiver den hvide Pande og navnlig det uplet-. tede Forbryst ligeledes et godt Skelnemærke, kendeligt paa længere Afstand. Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Europa fra Østfinmarken og Kola gennem hele Nordrusland ned til en Linie om Moskva og Perm; videre mod Øst langs Vestsibiriens Nordkyster til Taimyrhalvøen, vist ogsaa flere Steder i Østsibirien; tillige paa Øerne nord for, "f. Eks. Kolgujev, Waigatsch og Novaja Semlja. Trækfugl, der overvintrer i Sydafrika ned til Kap og fra det Kas- piske Hav til Forindien; viser sig i Træktiderne i det sydligere Europa. Fra Spitsbergen, Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England viser den sig langs Kysterne paa Gennemrejse om Efteraaret, derimod kun meget sjældent om Foraaret. I Norge ruger den faatallig påa enkelte Steder ved Porsangerfjord, Tanafjord og Va- " rangerfjord, bl. a. ved Vardø samt enkelte Steder i Landet indenfor, f. Eks. i Øvre Pasvik; under Trækkene alminde- 250 lig langs Landets Kyster, baade For- og Efteraar. I Sver- rig kendes den ikke rugende, derimod almindelig paa Gennemrejse om Efteraaret. I Danmark ruger Dvergrylen selvfølgelig aldrig, men er en ret almindelig omend faatallig Fugl paa Gennem- rejse om Efteraaret. Paa Foraarstrækket ses den ret sjæl- dent her; enkelte Individer træffes nu og da ved vore Kyster i April og navnlig i Maj; en sjælden Gang an- gives en større Flok at være set her hen imod Slutningen af denne Maaned. Omkring 24de Juli begynder de første voksne Fugle at vise sig hos os paa Nedrejse fra deres høj- nordiske Rugepladser, og derefter ses Dvergryler i August og navnlig i September og da næsten udelukkende unge Fugle, ”— kendelige paa deres lyse, uplettede Underside; sjældent forekommer de i større Flokke op til 15—20 Stkr., som Regel ses blot nogle Stkr. ad Gangen, gerne i Selskab med Ryler, men ogsaa sammen med Temmincks Ryler og Krumnæbbede Ryler, stedse ved lave, sumpede Hav- kyster; enkelte ses ind i Oktober, men efter Midten af denne Maaned er de som Regel alle borte igen. Til Novaja Semlja kommer den efter Midten af Juli og forlader Rugepladserne i Begyndelsen af August. I Fin- marken vælger den sin Rugeplads nær Havet paa tør- Lyngmark med meget lav, alpin Vegetation, gerne nær Sumpe og Vandhuller, hvor den søger sin Føde; her ruger de enkeltvis eller i smaa Kolonier, oftest i Selskab med de stedse meget talrigere Temmincks Ryler. Reden en godt skjult, lille Fordybning, udforet med Blade af Pil, Birk og Lyng, sjældent med Græsstraa. De 4, sjældent 3 Æg lægges her i sidste Halvdel af Juni eller i Begyndelsen af Juli; deres Grundfarve lyst gul- eller graaligbrun, over- saaet med rødbrune Pletter, størst og tættest om den butte Ende. Deres Længde 26,7—32,1 mm, Bredden 19,5—21,7. Baade Han og Hun har Rugepletter, dog synes navnlig Hannen at ruge, og denne er vist ene om at passe de smaa Dununger. Medens Hunnen skal være ret sky ved Reden, er i disse afsides Egne den rugende Han ganske overordentlig tam og tillidsfuld; den lægger saaledes ikke mindste Skjul paa, hvor den har sin Rede, idet den ube- kymret gaar paa denne, selv om Reden ligger lige foran ens Fødder, ja selv om man rører ved Reden med Haan- den. Nordmanden Landmark fik den endogsaa jævnlig til at lægge sig til at ruge paa sine Æg, som han havde an- bragt paa nogle Blade i sin hule Haand; først ordnede den dog gerne Underlaget og Æggene, som "den selv 251 vilde have dem. Baade Han og Hun lader en Slags fin, kvidrende Sang høre, siddende paa en Tue ved Reden. Føden er paa Rugepladsen navnlig Insekter, men ellers ogsaa Orme, smaa Krebsdyr, Bløddyr o. 1.; ogsaa Plante- frø kan findes i deres Maver. Opjaget paa Vandrested lyder dens Stemme som et fint tip—tip, tip—tip. PeFenminceks Ryde (Trines temminck ii Leisler). (Erolia temminckii (Leisler)). eks Strandløber.(Actodromas temminckii Bona- parte). Norsk: Temmincksneppe. Svensk: Mosnåppa. Tysk: Temmincks Strandlåufer. Engelsk: Temminck's Stint. Han og Hun i Sommerdragt: Pande og Isse brunsorte, Fjerene med lysebrune Bremmer paa Siderne. Forryg og Skulderfjer sortebrune, hver Fjer med bred, mat, gulbrun Fjerkant og uregelmæssigt Tvær- baand, det sidste navnlig paa Skulderfjerene. Bagryggen, Midten af Overgumpen og de midterste Overhaledækfjer mat mørkebrune med graalige Fjerkanter. Øjenbrynstriben kun højst ubetydelig lysere. Hage og Strube hvide. Tøjle- striben lidt mørkere end det øvrige Ansigt, Ørefjerene brune. Hovedets og Halsens Sider samt Forhals og Forbryst graalig rødbrune eller brungraa med fydelisge, nogef udflydende, sorte Skaftpletter: Bagbrystet, Bagkroppens Sider samt hele den øvrige Un- derside renhvide. Haandsvingfjerene mørkebrune, de indre med hvidrandede Yderfaner; 1steveludvikledeHaand- svingfjer med hvidt, de øvrige med brune Skafter. De ydre Armsvingfjer mørkebrune med hvide Spidser og mere eller mindre hvide Inderfaner. De forlængede inder- ste Armsvingfjer bronzebrune med eller uden gul- brune Kanter. Vingedækfjerene mørkt bronzebrune med lysere Kanter, de store nederste med brede, hvide Spid- ser. Halen kileformet afrundet; af Styrerne er .de 3 yderste Par hvide, højst med en graalig Stribe 252 ned ad Yderfanerne; .de to mellemste mørkebrune med Bronzeglans, de øvrige lyst brungraa. Iris mørkebrun. Det korte, sortagtige Næb, hvis Under- næb er olivengult ved Grunden, er 16—18 mm langt. Vingelængden 96—100 mm. Mellemfoden 18—19 mm, Mellemtaaen c. 18 mm. Benene lyst olivenbrune. Fig. 54. Temmincks Ryle. (Efter 'Slater i British Birds). De unge Fugle skiller sig fra de voksne ved at have brunsort Forryg med smalle, gulbrune Fjerbremmer. Skulderfjerene og de forlængede inderste Årmsvingfjer graalig gulbrune med sorte Skaftstriber og tydelige, brede, sorte, hvidbrunt bremmede Fjer- rande; særlig AÅrmsvingfjerene med grønlig Bronzeglans. De mellemste Vingedækfjer med brede, gul- brune Fjerrande, de smaa øverste brunsorte, de store nederste med hvide Spidser. Hele Undersiden hvid, over Forbrystet et bredt, graaligbrunt Bælte... Temmincks Ryle skelnes fra Dvergrylen, foruden paa 253 .de hvide Sidestyrere, derved, at hele Ryggen har meget mørkere, mattere Farver, uden brede, livligt rustbrune .Fjerkanter; ligeledes er Mangelen af den hvide Pande og den hvide Øjenbrynstribe kendelig paa længere Afstand. Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Skandinavien, langs Nordruslands og Nordasiens Kyster samt langs disse Egnes nedre Floddale, mod Øst lige ud til Beringshavet; findes ogsaa paa mange af Øerne i Ishavet, dog ikke paa Novaja Semlja. Trækfugl, der overvintrer i Middelhavs- landene og Nordafrika samt i hele Sydasien, Kina og Japan. Fra Grønland, Spitsbergen, Island og Færøerne kendes den ikke. I England viser den sig faatallig paa Gennemrejse. I Norge ruger den meget almindelig og talrig i Finmarkens Kystegne, sjældnere i Tromsø og Nord- lands Amter, tillige saa sydligt som hist og her i Dovres Fjeldmarker; i Træktiderne viser den sig ret almindelig ved Landets øvrige Kyster. I Sverrig ruger den ret al- mindelig mange Steder i Laplands Indre og er fundet endog helt ned til Bunden af den botniske Bugt og paa dennes finske Side adskillige Steder ned langs Kysten, selv saa sydligt som ved Gamlakarleby; i Træktiderne er den almindelig langs Sverrigs Kyster og ved mange af de store Indsøers Bredder. I Danmark ses Temmincks Ryle kun paa Gennem- rejse, baade om For- og Efteraaret. De første viser sig gerne i sidste Halvdel af April, og i hele Maj Maaned kan de ses ret almindelig, men faatallige, oftest faa Stykker sammen, men jævnlig kan 20—25 Individer iagttages sam- tidigt; næsten altid er de i Selskab med de andre Smaa- ryler eller med Præstekraver o. a. Smaavadere; de ses udelukkende ved lave, sumpede Havkyster, hvor deres Føde og Levevis er den samme som de andre Rylers. Om Efteraaret viser de første Smaaselskaber sig i Reglen efter 20de Juli og da udelukkende voksne Fugle; derefter ses de i hele August, men heller ikke nu i større Mængde, blot indblandede i Ryleflokkene, hvor de er let kende- lige paa deres ringe Størrelse, mørke Ryg og mørke For- bryst; allerede omkring 15de September har de sidste Ungfugle passeret Landet, senere ses de kun sjældent. Opiagede udstøder de deres spæde, fine, trillende trrri— trrri eller schriii—schriii eller flere Gange gentagne trit— trit—trit og stiger da gerne meget højt i Luften i en nøget sommerfugleagtig Flugt, hvorunder de ofte afbryder … Vingeslagene et Øjeblik efter hver 2—3 Slag med de vidt- 254 udstrakte Vinger. Paa Vandrested er den overhovedet re sky og flygtig. ' Til Finmarkens Rugepladser kommer den gerne i sidste Halvdel af Maj; til Redeplads vælger den her lavt- liggende, tørre, lyngbevoksede Flader eller fugtige, star- græsbevoksede Marker, helst i Nærheden af Elvudløb, hvor der er let Adgang til smaa, ferske Vandhuller og Kær, hvor den i Yngletiden stedse søger sin Føde, der her bestaar af Insekter, særlig af Myg og Fluer samt disses Larver. De ruger næsten altid i spredte Kolonier, sjældent enkeltvis. Reden ligger aabent, ofte ved en Sten eller Tue, sjældnere under lavt Dvergpilekrat; den lave .. Redeskaal er enten udforet med Græsstraa og af og til med lidt Blade eller ganske uden Underlag for Æggene. De 4 pæreformede Æg lægges fra en Uge ind i Juni, der- efter i stigende Antal til Maanedens Udgang. De ruges aabenbart hovedsagelig af Hannen, der i alt Fald ene passer Dunungerne. I Modsætning til Dvergrylen, som den ofte ruger i Koloni med, er Temmincks Rylen ret sky og forsigtig ved Reden og forlader denne allerede, naar man er paa lang Afstand, for først at søge til den igen, naar Forstyrreren har fjernet sig et godt Stykke Vej; som mange andre Ryler anstiller den sig saaret, særlig hvis dens Æg er stærkt rugede. Æggenes Farve gulgraa eller graahvid, af og til med grønligt Skær, mørkebrunt og graat plettet som hos de andre Ryler, oftest er dog Pletterne ret smaa. Længden 25—31 mm, Bredden 19—21,5 mm. I Parringstiden stiger Hannen kvidrende op i Luften, kredser derefter under trillende Toner om med stive, dirrende Vinger for derpaa at dale ned paa en Sten eller i en Busk. Flugten ellers hurtig, med pludselige Sving. 3. Islandsk Ryle (Tringa canatus Linné). (Erolia canutus canutus (Linné)). Islandsk Strandløber, Rødsneppe, Kobbersneppe, Trine- knægt, Graasneppe, Staalsneppe, Stor Rødbrystet Ryle. (Tringa cinerea Brunnich, Tringa islandica Linné). Norsk: Islandssneppe. Svensk: Kustsnåppa. Tysk: Is- ; låndischer Strandlåufer. Engelsk: Knot. £ Han i Sommerdragt: Pandens Midte, en utydelig Stribe fra Næb til Øje samt hele Issen sorte med brede, rødbrune Fjerkanter. Ørefjer og Baghalsens Fjer rødlig- graa med udflydende, mørke Fjermidter. En bred Stribe 255 .hen over hvert Øje, Hovedets Sider, Hage, Strube, Forhals og hele Brystet langt ned ad Krop- siderne ensfarvet smukt rustrøde. Bug, Under- gump og Underhaledækfjer hvide med indblandede rust- røde Fjer, af og til ogsaa overvejende rustrøde. Under- haledækfjerene næsten altid med smalle, sorte Skaftstriber eller Pilpletter. Forryg, Skulderfjer og oftest enkelte af Fig. 55. Islandsk Ryle. (Efter Slater i British Birds). de forlængede inderste Armsvingfjer sorte med brede, gulgraa Fjerrande og store, rustrøde Kantpletter, der hen paa Sommeren falmer til brunlighvidt og for en stor Del mistes ved Bremfældning, saaledes at det sorte bliver mere fremtrædende. Bagryggen graabrun med mørke Skaft- striber og hvidlige Fjerkanter, Overgumpens Fjer tillige med hvid og sortebrun Tegning. Overhaledækfjerene hvide med sorte Tværstriber, ofte, ligesom Overgumpen, mere eller mindre rustrøde. Vingedækfjerene, der stammer fra "Vinterdragten, er ensfarvet brungraa med mørke Skaft- 256 striber og graa Fjerrande, men ofte findes indblandede Sommerdragtsfjer af Ryggens Farver. Haandsvingfjerene brunsorte med hvide, sortspidsede Skafter; deres Inder- faner mere eller mindre brunliggraa. Ydre Armsvingfjer mørkebrune med brede, hvide Fjerrande paa Yderfanerne. De inderste forlængede Armsvingfjer, der er 25—30 mm kortere end Haandsvingfjerene, tilhører som Regel delvis den graa Vinterdragt. Undervingedækfjerene hvide, langs Vingens Kant og Rand med lidt graabrun Tegning. Arm- hulefjerene hvide med enkelte smalle, skraatstillede, graa- brune Tværbaand. Halens Styrere brungraa, oftest med smalle, hvide Fjerrande og hvide Skafter. Hunnen ligner Hannen, men er som Regel mindre dybt rustrød paa Undersiden, ligesom Bugen jævnlig er hvidere. Ofte er det rustrøde paa Undersiden ikke rent farvet; jævnlig findes saaledes indblandede hvide Fjer; hvidlige Fjer med sorte Skaftpletter eller Tværbaand kan i større Mængde findes udbredte paa Forhals og Forbryst; mulig er dette et Kendetegn paa yngre Fugle. I August kan allerede den graa Vinterdragt begynde at IDE frem, særlig paa Strube og Ryg. Iris mørkebrun. Næbbet lige, sort, ieneden 30— 38 mm, oftest længst hos Hunnerne. Vingelængden oftest 162—172 mm. Mellemfoden 30—34 mm, Mellemtaaen 25— 27 mm. Benene mørkt olivengrønne: hos de unge, sorte hos de gamle Fugle. Vinterdragten, der er ganske forskellig fra Som- merdragten, bæres endnu i Marts, men fældes i Løbet af April, dog beholdes Sving- og Styrefjerene samt Vinge- dækfjerene Sommeren over og fældes først om Efteraaret. Hele Fuglens Overside ensfarvet brunliggraa, paa Issen, med bredere, ellers med smallere, mørke Skaft- striber og ubetydeligt lysere Fjerrande. Hovedets og Halsens Sider samt Strube og Forhals graahvide med udflydende, mørke Skaftpletter; Forbrystet og Kropsiderne lige ned til Halen ligeledes graalighvide med ret smalle, mørkebrune, LOT buede Tværbaand over hver Fjer. Bagbryst og Bug graa- lighvide, det første med spredte, ganske smaa, mørke Skaftpletter. Underhaledækfjerene hvidlige med mørke Pilpletter. Om Efteraaret kan man allerede i August se enkelte gennemrejsende Fugle med endel frembrydende Vinterdragtsfjer. Unge Fugle er graat farvede, minder nærmest om de voksne i Vinterdragt, men er let kendelige paa, at alle de mørkskaftede, graa Fjer paa Forryg og Skuldre samt de forlængede inderste Armsvingfjer har regelmæssige, hvide eller rustgulligt hvide Fjerrande, indad- til skarpt afgrænsede af en smal, sort Stribe. Hele Fuglens Underside hvid med mere eller mindre ud- bredt rustgult ÅAnstrøg, særlig paa Forbryst og Kropsider. Forhals og Forbryst med spredte, men smalle, mørke Skaftpletter; Kropsiderne med Pilpletter og utydelige Tvær- striber. Strube, Bagbryst, Bug og Underhaledækfjer hvide uden Pletter," højst med Antydning af mørke Skaftstriber påa de sidstnævnte. Dunungen ligner de andre Rylers endel, men er bl. a. kendelig paa sin betydelige Størrelse og sine graa- gule, mørkt marmorerede Ben. Blandt Rylerne er den Islandske Ryle altid kendelig paa sin Størrelse og sit forholdsvis korte Næb; i Sommer- dragten gør den smukke, rustrøde Farve den let kendelig, selv paa lang Afstand, og de sort og hvidt kantede, graa Rygfjer er et usvigeligt Kendemærke paa de unge Fugle. Udbredt som Ynglefugl i. meget nordlige og afsides " Egne, saaledes ved Sibiriens nordlige Kyster, f. Eks. paa Taimyr-Halvøen og paa de Nysibiriske Øer; ligeledes i det nordligste og nordøstlige Grønland, paa Grinnell-Land, Melville-Ø og Halvø og i det øvrige nordligste Amerika lige til Alaska, i Amerika forsøgt udskilt som en særlig Race var. rufa Wilson. Først i ret sen Tid er deres Æg og Unger blevet kendte. Trækfugl, der tidlig paa Efter- aaret drager langt mod Syd og overvintrer i det sydligste " "Asien, i Sydafrika lige til Kap, i Sydamerika lige til Ild- landet samt i Australien; endel overvintrer dog jævnlig R. Hørring: Fugle II. 17 == 258 langs Mellemeuropas Atlanterhavskyster. Paa Island ruger den ikke, men er her, ligesom paa Færøerne, meget al- mindelig paa Gennemrejse, særlig om Efteraaret. I Eng- land, Norge og Sverrig er den ligeledes almindelig, vel kommende fra de vestligere, sibiriske Rugepladser. I Danmark viser den Islandske Ryle sig som en al- mindelig Trækfugl, der dog ses ret faatallig, ofte næsten sjælden om Foraaret, derimod særdeles talrig om Efter- aaret. Om Foraaret kan enkelte Fugle, i ren Vinterdragt, allerede vise sig midt i Marts, ogsaa nogle i April, da i Overgang fra Vinter= til Sommerdragt, men kun som spredte Forløbere; døg har en sjælden Gang 1—200 Indi- vider i Flok vist sig hen imod Slutningen af April (?””/4); i sidste Halvdel af Maj falder vel nok Hovedtrækket, men dette gaar vistnok hurtigt og ubemærket over Landet, maaske hovedsagelig om Natten; dog er f. Eks. mange og store Flokke set ved Ribe d. 21. Maj. Endnu ind i Juni kan store Flokke passere Landet paa Rejse mod Nord, saaledes er en Flok paa 150 Stkr. iagttaget 3die Juni og en anden Gang Ste Juni; den 10.6. 1868 fangedes 11 Indi- vider ved Esrom Sø, hvor de laa ved Søbredden saa ud- mattede, at de kunde tages med Hænderne. Deres højnordiske Rugepladser bliver først sent isfri og beboelige. .I Nordøst-Grønland kommer de saaledes først til Ynglestedet omkring I1ste Juni, paa de Nysibiriske Øer c. 6te Juni. De færdes da i Begyndelsen paa de end- nu snedækkede Tundraer og i Kær og Sumpe, hvor de maa nøjes med at fortære Frø af Græs og Star, der stikker op gennem Sneen, en for en Ryle noget usædvanlig Føde; senere fortærer de ogsaa Smaainsekter, Edderkopper, Krebsdyr o. 1., ogsaa i større Omfang Grønalger. De fær- des lige efter Ankomsten parvis og begynder straks deres Parringslege, hvorunder Hannen stiger meget højt i Vejret, udstødende sine vidtlydende Fløjtetoner, der er søgt gen- givne med tullavi—tuilavi—vi—vi; den kredser da vidt om med vibrerende Vinger, af og til kaster den sig ned gen- nem Luften med stive Vinger og udspilet Hale. I Nord- øst-Grønland begynder Æglægningen henimod Midten af Juni. Redepladsen vælges paa tørre, stenede Fjeldsletter med ringe Vegetation eller paa Tundraen. Reden en c.5cem dyb Fordybning i Jorden, godt udforet med [Lichener o.l. De 4 Æg er pæreformede, grønliggraa med smaa eller store, mørkebrune og graalige Pletter, tættest, ofte sammenflydende, ved den tykke Ende. Længden 41— 44 mm, Bredden 29—31,5 mm. Opjaget fra Reden løber Fuglen stille bort mellem Græs og Sten og løber tavs 259 omkring langt fra Reden. Baade Han og Hun har tydelige Rugepletter, dog skal navnlig Hunnen ruge, ligesom denne menes ene at passe Ungerne; den formaar ofte med Held at lokke Fredsforstyrreren meget langt bort fra Ungerne, idet den ynkeligt pibende kryber hen ad Jorden. Lidt før Midten af Juli forlader navnlig Hannerne Rugepladsen, altsaa efter kun halvanden Maaneds Ophold påa denne; lidt ind i August er alle de voksne Fugle væk; Ungerne følger først betydelig senere efter, ofte først hen- imod Slutningen af Maaneden. I Danmark begynder de første gamle, rødfarvede Islandske Ryler atter at vise sig paa Tilbagerejse fra Ynglepladsen omkring 25de Juli og ses derefter almindelig i hele August, enkelte ogsaa i de første Dage af September; undtagelsesvis er en gammel Fugl set saa sent som 13de Oktober. Fra Midten af Au- gust viser Ungerne sig, og disse ses da i hele September, enkelte ogsaa ind i Oktober. Sjældent iagttages enkelte Individer senere i Oktober eller endog i November; et Eksemplar vides skudt midt om Vinteren, Ste Januar, ved Odense. . Paa Efteraarstrækket ses de snart faa sammen, snart i store Flokke ved vore Havkyster, ofte i Selskab med andre Ryler. De søger da deres Føde i Fjæren, hvor de gennemroder Tangen, eller paa Sandene; her fortærer de Orme, smaa Bløddyr o. 1.; i Solen skinner deres rødbrune Fjerdragt stærkt og gør dem let kendelige paa lang Af- stand. Deres Lokketone er en ejendommelig, snerrende Lyd, gengivet ved knut—knut eller rut—rut. Ved Islands Kyster er de ret tillidsfulde og lidet sky, hos os derimod allerede sky og forsigtige. 4. Ryle (Tringa alpina Linné). (Erolia alpina alpina og schinzii Brehm). — Ryle-Strandløber, Pryllemand. (Tringa variabilis (Bech- - stein), Tringa cinclus Leach). Norsk: Myrsnipe. Svensk: Kårrsnåppa. Tysk: Alpen- strandlåufer. Engelsk: Dunlin. Han og HuniSommerdragt: Pande og Isse sorte, Fjerene med rustbrune Sidekanter. En bred Stribe hen over Øjet samt Hovedets Sider graalige med mere eller mindre brunligt Anstrøg, hver Fjer med mørkebrun Midt- plet. Tøjle og navnlig Ørefjer altid mere rustbrunlige. b7æ 260 Hage og Strube hvide. Hele Halsen hvidgraa, ofte med brunligt Ånstrøg, med brunsorte Skaftpletter. Forbrystets Fjer brunsorte med brede, hvide Fjerrande og Kantpletter, saaledes at Forbrystet syner hvidt med sorte Pilpletter. Af de to i Danmark forekommende Racer har den typiske Ryle (v. alpina) rent sodsort Bryst, hver Fjer med et bredt, hvidt Tværbaand, der er helt eller næsten helt Fig. 56. Ryle i Sømmerdragt. (Efter Slater i British Birds). skjult af de overliggende Fjer; dette. store, sorte Bryst- skjold kan strække sig ned paa Bugens forreste Del; den anden Race (var. schinzii) har meget mindre, ofte ret utydeligt Brystskjold, udbredt paa den forreste Del af Brystet og kun paa dettes Sider; Farven er mere sorte- brunlig, og Fjerene har hvide Kanter; hos enaarige Fugle er Skjoldet ofte kun antydet af store, sorte Pletter. Bugen oftest hvid; Undergump og Underhaledækfjer hvide, sær- lig de sidste jævnlig med enkelte spredte, sorte Skaft- striber. Kropsiderne overvejende hvide. Forryg, Skulder- fjer og de forlængede, inderste Armsvingfjer sorte, navn- 261 lig om. Foraaret med brede, rustbrune Fjerkanter og Kant- pletter, lysest og rødligere hos var. schinzii, mørkere og brunligere hos var. alpina; tydeligst og varmest farvede træder disse brede, rustbrune Fjerkanter frem paa Skulderfjerenes ydre Rand ved Grænsen mod de brungraa, graakantede Vingedækfjer. Bagryg og Mid- ten afOvergumpen samt de midterste Overhale- dækfjer sortebrune med smalle, brune Bremmer. Siderne af Overgumpen og de sidestillede Overhaledæk- fjer hvide. Haandsvingfjerene brunsorte, de indre med hvid Kant paa Yderfanerne. De mellemste Armsvingfjer tildels hvide. Undervingedækfjerene hvide med graabrune Basaldele langs Rand og Kant. Armhulefjerene hvide. Styrerne lyst brungraa, de to mellemste, der er tilspidsede og c. 5 mm længere end de andre, er mørkebrune. Iris brun. Næbbet, der er sort og svagt nedbuet i Spidsen, er 26—38 mm langt, Hunnernes altid iøjen- faldende længere end Hannernes. Vingelængden svinger mellem 102 og 124 mm, er oftest 108 til 118 mm. Hun- nens Vinge gennemsnitlig 3—4 mm længere end Hannens. Ryler med Vingelængde over 115 mm tilhører stedse var. alpina. Mellemfoden 23—26 mm, Mellemtaaen 22—23 mm. Benene sorte eller sorte med olivengrøn Tone. , Vinterdragten ens for Han og Hun. Fuglens hele Overside brunliggraa, hver Fjer med mørkere Fjermidte eller mørk Skaftstribe; blot de længste Vingedækfjer med brede, hvide Spidser. Pandens Sider og en bred Øjen- brynstribe hvidlige; et mørkere- Strøg. fra Næbbet hen … over Kinden til de brunlige Ørefjer. Hage og Strube hvide. Forhals og Forbryst lyst brunliggraa med smalle, mørkere Skaftstriber; hele denøvrigeUnderside samtKrop- siderne renhvide. Bagryg, Overgump og de mellemste Overhaledækfjer brunsorte med bredere og smallere, lyse Fjerkanter. , . , Unge Fugle ligner om Efteraaret nærmest de voksne paa Rygsiden, men er let kendelige paa deres uslidte, regelmæssige, rustbrune og brunlighvide Fjer- 262 kanter paa Skulderfjerene og navnlig paa de forlængede inderste Armsvingfjer. Deres Underside skiller sig fra de gamle Fugles ved det mere brunlige Forbryst og ved de spredte, mindre og smaa, sorte, uregelmæssige eller sort- vatrede Pletter paa. Fjerspidserne ned ad Brystets og Kroppens Sider. Dunungens Overside varmt rustbrun, Dunene med sorte Tværbaand og skarpt afsatte, hvide Spidser. Panden brunlighvid med sort Midtstribe, fortsat ud i Nakken; paa Issen 5 sorte Længdestriber; sort Tøjlestribe. Undersiden hvidlig med rustbrunt Anstrøg, stærkest paa Forbrystet. Blandt danske Ryler er denne Art i Sommerdragten altid kendelig paa det sorte Brystskjold og de stærkt rust- brune Fjerkanter paa Skuldrene; de unge Fugle er altid kendelige paa deres sortplettede Bryst. Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Europa, lige fra Ishavets Kyster ned til Holland, Østersølandene og en Linie gennem Mellemrusland over Moskva og Perm; yderligere udbredt over hele Sibirien og det nordlige Nordamerika. Denne vidtstrakte, circumpolare Udbredning har medført Udspaltning i flere geografiske Racer; saa- ledes er Østsibiriens og Nordamerikas Ryle udskilt som Racen sakhalina Vieillot, en større og lysere Form. Ryler fra Vestsibirien og Europas nordlige Egne lige ned til Skaane henregnes til den typiske Form alpina Linné, - medens Ynglefuglene i Danmark, Østersølandene og Hol- land samles under Racen schinzii Brehm. Ogsaa Øst- grønlands og Islands Ryler er lidt særprægede, men alle disse Racer gaar dog jævnt over i hverandre. I Grønland ruger Rylen faatallig paa Vestkysten, derimod almindelig paa Østkysten; paa Island og Færøerne er den meget al- mindelig overalt. I England ruger den hist og her, men er talrig i Træktiderne. I Norge og Sverrig er den al- mindelig over hele Landet, baade ved Kysterne og i Fjeld- myrerne. ; : I Danmark er den lille Race, var. schinzii, en meget almindelig Ynglefugl, rugende overalt paa Strandenge, i Laguner og paa lave Holme, næsten altid i Nærheden af Havet, men dog ogsaa i side Aadale, ved Søer o.l. Steder; påa Island og andre nordlige Steder ruger Rylen ofte langt inde i Landet i Flodlavningerne. Vore rugende Ryler kommer tidligt til Landet samlede i store Flokke og søger 263 .til Rugepladserne allerede først i April; de er da for- længst i ren Sommerdragt. Den store Race, var. alpina, synes ofte at overvintre hos os i betydeligt Antal, men "kommer til Landet i større Mængde allerede før Midten af Marts og ses da overalt flokkevis -ved vore Havkyster i ren Vinterdragt; den er meget selskabelig og færdes i Flok med mange Slags andre Vadefugle, særlig de andre Rylearter, Præstekraver, Strandhjejler o.a. Disse Ryler, der tildels yngler i meget nordlige Egne, har endnu i Be- gyndelsen af April deres rene Vinterdragt og faar først sent deres Sommerdragt; de forbliver her paa Vandrested, medens vore egne Ryler ruger, til ind i Maj Maaned og kan endnu ses i denne Maaneds Slutning for derpaa at rejse mod Nord, efterhaanden som deres Rugepladser bliver beboelige. Over Vandet flyver de gerne lavt; under Flugten forandrer Flokke paa 2—300 Individer Retning som paa Kommando, idet de samtidigt kæntrer i Luften, saa deres hvide Bug ses. . Tidligst midt i April, men dog som Regel sidst i denne Maaned eller først i Maj lægger vore Ryler deres 4 Æg. Reden oftest omhyggeligt skjult i-en Tot Græs påa et tørt Sted i Strandengen, jævnlig med en Slags græsdækket Indgangstunnel; den lave Redeskaal udforet med tørt Græs o.l. Æggene, der er paafaldende store, er tydelig pæreformede, ret spidse i den ene Ende. Grund- farven graagrøn eller olivengraa, over det hele med mørkt chokoladebrune Pletter, meget varierende i Størrelse og Udbredning, tættest om den butte Ægende; jævnlig er Pletterne formede som skraatstillede Penselstrøg. Læng- den oftest 33—37 mm, Bredden 25—26 mm. I 16—17 Dage ruger baade Han og Hun skiftevis. Ved Reden er de meget stilfærdige og tillidsfulde; ofte ses den ene af Fuglene sidde paa en Tue og se sig omkring; jævnlig strækker den da et Øjeblik sine Vinger krampagtigt lige i Vejret, saaledes at disses hvide Underside skinner langt bort. Nærmer man sig Reden, forsvinder de stille fra denne, uden støjende Ængstelseslyd, idet de skjult løber bort gennem Græsset. I Parringstiden høres stedse deres ejendommelige bløde, ryllende Stemme, der kan gengives ved try—try—tryry—y—y—ry—ry—ry—ry—ry; denne Lyd udstødes ofte, medens Hannen kredser i Luften med stive, nedbøjede, sittrende Vinger. Opjagede lyder Stem- men som tri—tri, flyvende bl. a. som et snerrende, tørt trerrr.— trerrr. Fr Saa snart vore egne rugende Ryler har faaet deres . Unger flyvefærdige, forlader de sammen med disse Lan- 264 det, og midt i Juli er de som Regel allérede borte; for- sinkede danske Unger kan dog endnu ses i August. Sam- tidigt begynder de første gamle Fugle af de nordligst . rugende Ryler atter at vise sig hos os paa Efteraarstræk, kendelige paa deres rene Søommerdragt med rensort Bryst- skjold. Hele Efteraaret ses nu Rylen baade i mægtige Skarer og i Smaaselskaber paa Vandrested ved vore Ky- ster, som langt den almindeligste Ryleart. Navnlig er den meget talrig i September og Oktober, men endnu i No- vember kan betydelige Flokke ses; i milde Vintre kan flere eller færre Ryler ses ved de isfri Kyster. De unge Fugle viser sig fra midt i August og udgør derefter hur- tigt største Parten af Flokkene; efter Begyndelsen af Sep- ”" tember ses kun faa voksne Fugle. Allerede i Begyndelsen af September kan Ungerne begynde at faa deres graa " Vinterdragt, men helt ud midt i Oktober, ja endog Aaret ud kan de endnu have meget tilbage af deres Ungfugle- dragt. Tidspunktet for Fjerskiftet synes at være over- ordentlig varierende; sidst i September kan saaledes paa den anden Side Unger træffes i næsten ren Vinterdragt. De søger deres Føde paa dyndede og sandede Flader, hvori de borer med deres blødhudede Næb; i deres Maver finder man navnlig Orme, Insekter, smaa Snegle og Mus- linger, Tanglopper o. 1., ogsaa af og til Plantefrø og andre Plantedele. . D: Re Ryle (Tringa subarquåta Gyldenstedt). (Erolia ferruginea (Brunnich)). Krumnæbbet Strandløber, Graasneppe, Lille Rødbrystet Ryle. Norsk: Krumnebsryle. Svensk: Spovsnåppa.. Tysk: Bogenschnåbeliger Strandlåufer. FE Curlew Sand- piper. Han og Hun i Sommerdragt: Isse, Forryg og Skulderfjer sorte med rødbrune og brunlighvide Fjer- kanter, paa Ryg og Skuldre tillige med rødbrune og brun- lighvide, store Kantpletter; baade Fjerrande og Kantpletter bremfældes delvis hen paa Sommeren. Baghalsen graalig gulbrun med mørkere Fjermidter. Bagryg og Overgump brungraa, Fjerene mørkere hen .mod de hvidkantede Spid- ser. Overhaledækfjerene renhvide med sorte- 265 brune Tværstriber. Partiet om Næbroden hvidligt. Hase Strube) Forhalshog hele Brystet smakt rustrøde, navnlig paa Brystet har Fjerene smalle, hvide Fjerbremmer; disse er hos de fleste Individer indadtil begrænsede af et smalt, sort Tværbaand, vistnok tydeligst hos de yngre Fugle og Hunnerne. Bugen hvid, navnlig hos Hannen ofte delvis rødbrun. Underhaledækfjerene Fig. 57. Krumnæbbet Ryle. (Efter Slater i British Birds). hvide med spredte, sorte Tværbaand eller Pilpletter. Vingens og Halens Fjer tilhører Vinterdragten; Vinge- " dækfjerene brungraa, med utydelig mørk Skaftstribe og lysere, graalige Fjerrande, de store nederste med hvidlige Spidser. Haandsvingfjerene brungraa med brunsorte Yder- faner og Spidser, de inderste med hvide Kanter paa Yder- fanerne; .Skafternes midterste Del hvid. Ydre Årmsving- fjer delvis hvide, med hvide Fjerrande; de inderste Årm- " svingfjer, der er 20—25 mm kortere end Haandsvingfjerene, tilhører oftest Vinterdragten og er mørkebrune med utyde- 266 lige, lysere Fjerrande, enkelte kan dog være af Ryggens Farve. Årmhulefjer og Undervingedækfjer hvide, langs Vingens Rand og Kant med brungraalige Basaldele. Sty- rerne brunliggraa, hvide ved Basis og langs Inderfanerne; de to midterste lidt spidsere og c. 3 mm længere end de andre. I August Maaned har disse voksne Fugle allerede mange indblandede hvide Fjer paa den rustrøde Under- side, tilhørende den frembrydende Vinterdragt; tættest sidder disse gerne paa Strube og Forhals. Sag Iris mørkebrun. Næbbet sort, tydeligt nedbøjet i Spid-. sen og ret langt, 35—43 mm, Hunnens oftest nogle Milli- meter længere end Hannens. Vingelængden oftest 125— 135 mm. Mellemfoden 31—32 mm, Mellemtaaen 23—25 mm. Benene olivensorte. Vinterdragten, hvori den vist yderst sjældent ses her i Landet, ligner de andre Rylers. Hele Rygsiden brun- graa med utydelige, hvidliggraa Fjerkanter. Bagryg og Overgumpens Midte graabrune med hvide Fjerkanter. Bagkroppens Sider og Overhaledækfjerene ren- hvide, højst med enkelte sorte Pletter. Øjenbrynstribe, Hage og Strube hvide. Kinder og Ørefjer med fine, mørke- brune Skaftpletter. Forbrystet hvidt, navnlig paa Siderne med gulgraat Anstrøg og ret svage, brune Skaftpletter. Hele den øvrige Underside renhvid. Vinge og Hale som om Sommeren. z Unge Fugle kendes om Efteraaret let fra de voksne ved deres overvejende hvide, ikke rustrøde Underside. Isse, Forryg og Skulderfjer brunsorte med smalle, regel- mæssige, brunhvide eller svagt rødbrune Fjer- rande, bredest paa Fjerenes Sider, uden Kantpletter. Baghals lysere og mere graalig end Isse og Forryg. De forlængede indre Armsvingfjer bronzebrune med meget regelmæssige, hvidbrune Kanter om hver Fjer. Overhaledækfjerene renhvide, højst med enkelte svage, mørke Fjerbremmer. Øjenbrynstriben hvid- lig; en tydelig Tøjlestribe, Kinderne og Ørefjerene mør- kere brunlige. Hele Undersiden hvidlig med mere eller 267 - mindre gulbrunligt Anstrøg, særlig over Forbrystet. Paa Hals og Forbryst, af og til kun paa disses Sider, har Fjerene lidet fremtrædende, mørkere Skaftstri- ber. Vingedækfjerene graabrune med brede, hvidlige Rande og Spidser, de store nederste bredt hvidspidsede. Blandt vore Ryler kan denne Art i sin Sommerdragt kun forveksles med den ligeledes rustrøde Islandske Ryle, men skelnes let påa sin langt ringere Størrelse og læn- gere, nedadkrummede Næb. De unge Fugle er, foruden paa det krumme Næb, kendelige paa deres renhvide Over- haledækfjer og renhvide, uplettede Bryst og Bug, hvor- ved de let skelnes fra de unge, almindelige Ryler, som de ofte færdes sammen med. Udbredt som Ynglefugl ved Sibiriens Nordkyst, hvor den kendes rugende fra Jenissei'”s Munding (1895) og Tai- myr-Halvøen samt fra de Nysibiriske Øer, medens dens mulige øvrige Udbredning endnu er ukendt, er dog fundet saa vestligt som paa Murmankysten (1901). Trækfugle, der i mægtige Flokke overvintrer i Sydafrika, hele Syd- asien og Australien; undtagelsesvis set i det vestlige Nordamerika. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England er den almindelig som gennemvan- drende om Efteraaret, meget sjælden som overvintrende og om Foraaret. I Norge er den almindelig langs Kysterne, men kun om Efteraaret paa Gennemrejse fra Nordøst, derimod aldrig om Foraaret. Ogsaa i Sverrig almindelig fra Juli til September, særlig i Landets sydøstlige Dele; kun enkelte Individer nogle Gange iagttagne, formentlig paa Foraarstræk bl. a. paa Øland og Gotland. I Danmark er den Krumnæbbede Ryle en om Efter- aaret almindelig, ofte ret talrig Trækfugl. Paa Foraarstræk kendes den næppe fra Danmark, og da, som nævnt, et " lignende Forhold gør sig gældende i Nabolandene, maa det antages, at den om Foraaret følger ganske andre, øst- lige, mere direkte Veje paa sin Rejse fra Sydafrika til Nordsibirien. De forlader Overvintringspladserne i Syd- afrika i sidste Halvdel af Marts, og de fleste har da alle- rede ren Sommerdragt, enkelte kan dog endnu midt i Marts have ren Vinterdragt. Paa deres højnordiske Ruge- pladser er de meget lidt kendte; paa Taimyr lægger de sidst i Juni eller først i Juli. deres 4 Æg; Reden paa en -. Tue i Tundraen; den temmelig. dybe Redeskaal gerne ud- 268 foret med Lichener, Æggene grønliggraa med mørkt rød- brune større og mindre Pletter og skal nærmest ligne den Sortgraa Ryles. Længden 34,6—39,6 mm, Bredden 25,1—26,2 mm. Baade Han og Hun ruger og passer Un- gerne. De første Krumnæbbede RER viser sig hos os.om Sommeren lige efter Midten af Juli og da udelukkende voksne Fugle i deres smukke, rustrøde Sommerdragt, blot med frembrydende hvide Fjer paa Hals og Bryst. De kommer som Regel i Smaaflokke paa højst op til 30—40 . Stkr., næsten altid i Flok med de andre smaa Rylearter, særlig med den almindelige Ryle. Ved Midten af August … har de voksne Fugle som Regel passeret Landet, og nu begynder de graa og hvide Ungfugle at komme, og disse ses da derefter ret regelmæssigt navnlig i Septembers første Halvdel, enkelte endnu til henimod Udgangen af denne Maaned. Undtagelsesvis kan enkelte voksne Indi- vider ses i September, og en enkelt Gang har en for- sinket Ungfugl vist sig d. 22. Oktober: Senere eller om Vinteren ses den aldrig her i Landet. De synes delvis at trække om Natten; men kun enkelte falder nu og da ved Fyrene. De træffes om Efteraaret ved vore lave, flade Kyster, særlig hvor sumpede Strandenge yder dem gode Betingel- ser. Føden er da alle Slags Smaadyr, baade Orme, In- sekter, smaa Bløddyr o.s. v. Opjagede lyder deres Stemme som grrryt—grrryt. , 6. Sortgraa Ryle (Tringa maritima Briinnich). (Erolia maritima maritima Brunnich). Sortegraa Strandløber, Strandryle, Vintersneppe, Pur- purryle, Havryle (Tringa striata Fleming, Arquatella mari- tima Coues, Pelidna maritima Fritsch). Norsk: Fjærepist. Svensk: Skårsnåppa. Tysk: See- strandlåufer. Engelsk: Purple Sandpiper. Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets Overside sort, Fjerene med rustbrune eller brungraa Siderande, . ofte dannende smalle Længdestriber paa Issen. Baghalsen brunliggraa med mørke Fjermidter. Forryggen og Skul- derfjerene sorte med stærkere eller svagere purpurrødlig Metalglans og brede, varmt rustbrune eller graabrune Fjerkanter, der hen paa Sommeren falmer 269 .og delvis mistes ved Bremfældning. Fugle i første Som- merdragt synes at have mere brunlighvide Fjerkanter om- kring de mere bronzegrønligt skinnende, sorte Overside- fjer. Ret utydelig, bred, lys Øjenbrynstribe; en Plet foran Øjet sortagtig, Tøjlestriben og Ørefjerene mørkere brune, Hovedets Sider iøvrigt brungraa med mørke Fjermidter. Halsens Sider samt Forhalsen graa eller brungraa, hver Fig. 58. Sortgraa Ryle. (Efter Slater i British Birds). Fjer med en sort Stribe ned ad Midten. Forbrystet brun- graat, hver Fjer med en bred, hvidlig Fjerkant og en sort "Plet henimod Spidsen. Bagbryst og Kropsiderne hvide, Fjerene med graabrune Midter, Skaftpletter eller Pilpletter; hele den øvrige Underside hvid, Underhaledækfjerene med spredte, brunsorte Pilpletter. Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer brunsorte med samme Metalglans som Forryggens Fjer og med smalle, hvidlige Fjerbremmer. " Vingedækfjerene, der tilhører Vinterdragten, olivenbrun- graa med hvidgraa Fjerkanter,.de store nederste med 270 hvide Fjerspidser. Haandsvingfjerene sortebrune, I1ste vel- udviklede med hvidt, de øvrige med brunt Skaft, de in- derste hvidbremmede. Ydre Årmsvingfjer bredt hvidkan- tede og overvejende eller helt hvide, de inderste for- længede, hørende til Vinterdragten, graalig olivenbrune med svag Metalglans, lysere mod Randene. Armhule- fjerene og midterste Undervingedækfjer renhvide, Fjerene langs Rand og Kant graa med hvide Fjerrande. Halen af- rundet, de to mellemste Styrere brunsorte, de øvrige graa- brune med graa Bremmer paa Yderfanerne. SER Iris brun. Næbbet lige, 29—36 mm langt, brunsort, gulligt ved Mundvigene. Vingelængden 126—142 mm, Hunnen oftest større end Hannen. Mellemfoden 24— 25 mm, Mellemtaaen 28—29 mm. Benene paafaldende lave; Fjerene dækker helt ned over det nøgne Stykke Skinneben; Kløerne meget butte og korte; Benenes Farve grønlig gul. Vinterdragten, i hvilken den gerne træffes her i Landet, har en for en Ryle paafaldende mørk Ryg- side. Hele Oversiden . brunsort, navnlig Skulderfjerene og de forlængede inderste Armsvingfjer med bronzegrøn- lig eller purpurrødlig Metalglans, med brede, lidet frem- trædende, mørkegraa Fjerrande, der er tættest og mest dækkende paa Hoved og Hals. Hage og Strube mere eller mindre hvidlige; Hovedets og Halsens Sider samt Forhals og Forbryst ensfarvet mørkt askegraa, påa Forbrystet har Fjerene regelmæssige, smalle, hvide Fjerrande; den øvrige Underside samt Bagryg, Vinger og Hale som i Sommerdragten. Unge Fugle ligner om Efteraaret endel de voksne, men skelnes let fra disse paa Rygsidens regelmæs- sige, smalle, rustbrunlige og hvidlige Fjer-- bremmer, der ogsaa meget skarpt og tydeligt findes paa de forlængede inderste Armsvingfjer; disses Tegning gør ogsaa Ungfuglene kendelige i deres første Vinterdragt, idet disse Fjer hos de voksne er farvede og tegnede som Skulderfjerene. 271 i Den Sortgraa Ryle er blandt de danske Ryler kende- lig paa sin tykke, plumpe Legemsbygning, sin om Vin- teren meget mørkegraa Farve baade paa Hoved og Hals, sin purpurglinsende Rygside og sine paafaldende lave, grønliggule Ben. Udbredt som Ynglefugl i Europas og Vestasiens nord- ligste Dele, lige ud til Taimyr-Halvøen og de Nysibiriske Øer, samt i det nordøstligste arktiske Amerika, hvor den ruger paa Melville-Øen og Ellesmere Land. Ligeledes paa Spitsbergen, Franz Josephs Land og Novaja Semlja. Som særlige Racer er de Sortgraa Ryler udskilte, der ruger ved Beringshavets Kyster, paa Alaska og omliggende Øer. De nordligst rugende er Trækfugle, men som meget haard- føre Dyr drager de fleste om Vinteren ikke længere mod Syd, end de lige er nødt til, overvintrer endog langs Skan- dinaviens Ishavskyster; mange overvintrer dog langs At- ” lanterhavets nordlige Vestkyster, kun ganske enkelte viser sig langs Middelhavets Kyster og i Nordafrika. I Grøn- land, særlig i dets nordligere Dele, ruger den meget al- mindelig, overvintrer i Mængde i Sydgrønland. Paa Island og Færøerne er den ligeledes almindelig, begge Steder overvintrende. I England viser den sig hovedsagelig om Vinteren. I Norge ruger den almindelig i Øst-Finmarken og, omend i ringe Antal, paa de sydligere Højfjælde, syd- ligst fundet i Hardanger; iøvrigt almindelig ned langs Ky- sterne baade paa Træk og som overvintrende. I Sverrig er den blot fundet et Par Gange rugende i Jåmtland og mulig en Gang i Lule Lapmark, men om Vinteren er den almindelig langs Landets Vestkyster, særlig i Bohuslån. I Danmark er den Sortgraa Ryle selvfølgelig aldrig fundet rugende, da Landet ligger langt Syd for Artens Rugezone; den viser sig dog her ret jævnligt, men meget faatallig, ved vore Kyster baade-For- og Efteraar, men særlig om Vinteren. I Septemfber kan enkelte af og til "ses, men fra Oktober til ud i Marts viser enkelte Indi- vider eller faa Stkr. i Selskab sig ved vore Havkyster, hvor de særlig færdes i Tangbæltet paa Stranden; hyp- pigst er den observeret i November Maaned og er da oftere faldet ved vore Fyr. Selv i kolde Vintre kan denne Ryle, der er skærmet af sin tætte, tykke Fjerklædning, træffes hos os, blot Kysterne er isfri. Nu og da ses den i Mai, vel paa Gennemrejse til Højnorden. Efter Midten "af Oktober er de gerne i ren Vinterdragt; voksne Fugle kan allerede begynde at faa enkelte Vinterdragtsfjer i Juli. 272 I Øst-Finmarken, Island og Grønland har den sin Rugeplads baade oppe i Fjeldmarkerne og nede i Kyst- egnene. I Slutningen af Maj fordeler de sig parvis paa Ynglepladserne, hvor de ruger spredt, aldrig i egentlige Kolonier. Reden lægges gerne godt skjult paa stenet, hist og her lyngklædt Mark, helst i Nærheden af Smaasøer og Kær med stenede Bredder; den lave Redeskaal er ud- foret med enkelte Straa, Smaablade eller Lav, af og til ogsaa med nogle af Fuglens egne Fjer. De 4 Æg lægges gerne i Juni, tidligere eller senere i denne Maaned efter de forskellige Breddegrader; i Sydgrønland og paa Fær- øerne fra midt i Maj. De er mere eller mindre pærefor- mede, grønliggraa eller olivenbrunligt graa med mørke- brune eller rødbrune Pletter samt graa Skalpleétter. Plet- terne er ofte langagtige og skraatstillede, et Fænomen, der formentlig skyldes Æggets Drejning i Æglederen. Længden 35—40 mm, Bredden 25—28,5 mm. De ruges i 16 Dage, vist overvejende af Hannen, men begge For- ældre passer Ungerne. De ruger meget fast og forlader først Reden, naar man er lige ved den; har de Unger, løber de med oppustede Fjer og under ængstelig Piben hen ad Jorden og anstiller sig saarede og anskudte. Ruge- pladserne forlades i Island ret sent, nogen Hast med at komme bort har de ikke, saaledes som -de andre højnor- diske Ryler. I Yngletiden er Føden næsten udelukkende Insekter, nu og da Plantefrø. Efter Yngletiden samler de sig i store Flokke eller endog i mægtige Skarer og ses derefter f. Eks. paa Island hele Efteraaret og delvis ogsaa om Vinteren; de søger da deres Føde i Havfjæren mellem Stene og Tang, sær- lig i Ebbetiden; her færdes 'de ivrigt optagne af at løbe rundt og oppille Orme og smaa Snegle, Muslinger og Krebsdyr; ofte findes ogsaa Alger og andre Plantedele i deres Mave. De er da lidet sky og løber ofte lige foran ens Fødder, stedse under en lav Smaapludren, lydende som plyt—plyt. Under Højvande løber de ofte hurtigt ud efter de tilbagerullende Bølger for at snappe opskyllede Smaadyr. Smaaskær kan under Højvande være helt dæk- kede af disse Skarer, naar Fuglene oppustede og tykke med indtrukket Hals har sat sig til Hvile paa disse. De ses ikke helt sjældent svømmende, og anskudte kan de dykke. . 273 Kærløberslægten (Limicola Koch). Smaa Vadefugle, i Form lignende smaa Ryler, samtidigt med at Fjerenes Farve minder lidt om en Enkelt Bekkasins. Næbbet, der er betydelig længere end Hoved og Mellemfod, er derimod meget afvigende formet, paafaldende bredt og fladt, ret massivt og kraftigt bygget; det er ret højt lige ved Roden; fra Næseboret, der blot ligger c. 2 mm fra Fjergrænsen, er den flade, brede, kraftige Næbryg derimod ret lige, mod Spidsen atter endel nedbøjet, hvorved Næbbet faar en tilsyneladende dobbelt svungen, svagt S-formet Profil. Næb- furen næsten ikke synlig; det blød- ” hudede Parti om Næseboret meget kort, underen Trediedel af Næblængden. Næb- bets yderste Del ret haardhudet, en- der spidst. Underkæbens brede, stærke, flade Grene er sammenvoksede i tre Fjerdedele af Næblængden (sml. Fig. 59); | Fig. 59. Hagehudens forreste Del nøgen. Inder- re ar É É , ærløber, ste irslængede Armsvinsfjer. c. "0 Serra neden. kortere end Haandsvingfjerene. Halens (Efter Paris). 12 Styrere lige afskaarne, blot de to midterste en Smule længere end de andre. Fød- derne ligner Rylernes, dog med særdeles velud- viklet Bagtaa. Mellemfoden et Par mm længere end Mellemtaa med Klo. Han og "Hun ret ens; de unge Fugle ikke meget forskellige fra de voksne. Fældningen som hos Rylerne. Slægten, der er hjemmehørende i den gamle Verden, omfatter kun 1 Art, delt i 2 HEE R. Hørring: Fugle IL: 18 274 Kærløber (Limicola falcinéllus (Pontoppidan)). (Limicola falcinellus falcinellus). Brednæbbet Kærløber, Brednæbbet Strandløber, Sump- løber, Dyndløber, Bekkasinryle. (Scolopax. falcinellus Pon- toppidan, Numenius pygmæus Bechstein, Tringa platy- rhyncha Temminck, Limicola pygmæa Koch). Norsk: Brednebsneppe. Svensk: Myrsnåppa. Tysk: Kleiner Sumpflåufer. Engelsk: Broad-billed Sandpiper. Han og Hun i Sommerdragt: En Stribe midt op ad Panden samt hele Issen sorte med utydelige, rustgraa Fjerbremmer. Pandens Sider, en bred Øjenbryn- stribe samt en smalStribe hen ad hverIsseside hvidgraa, Fjerene dog med smaa, brune Midtpletter. En bred Stribe mellem Næb og Øje samt Ørefjerene mørke- brune. Kinderne og Struben hvidlige med smaa, sorte- brune Midtpletter paa Fjerene. Baghals brunsort med brede, brunlighvide Fjerkanter. Forhals og Forbryst hvid- lige med rustbrunt Anstrøg, hver Fjer med stor, brunsort, draabeformet Midtplet, størst paa For- brystets Sider, og hvide Fjerrande. Den øvrige Under- side renhvid. Kroppens og Gumpens Sider hvide med store, sortebrune Pilpletter. Forryg og Skulderfjer sorte med stærkt fremtrædende, lysere Fjerkanter, rustbrune påa Fjerenes Sider, hvide om disses Spidser; de yderste Skulderfjers hvide Rande paa Yderfanerne danner et hvidt V om Fuglens Ryg. Bagryggen, Midten af Overgumpen samt de midterste Overhaledækfjer mat brunsorte med smalle, graa og rustbrune Bremmer. Haandsvingfjerene mørkt graabrune med sorte Yderfaner og Spidser, den lste veludviklede med helt hvidt, de øvrige med over- vejende brunlighvidt Skaft. Ydre Armsvingfjer lysegraa, . mørkere om de hvidlige Skafter, med hvide Bremmer. De forlængede inderste Armsvingfjer farvede som Skulder- fjerene. Af Undervingedækfjerene er de midterste hvide, Haandens og Kantens derimod brungraa med hvide Rande. Armhulefjerene renhvide. Halens Styrefjer brunliggraa 275 y med hvide Skafter og Fjerkanter; de to forlængede mid- terste Styrere purpursorte med bred, rustbrun Fjerkant paa Yderfanerne. Iris mørkebrun. Næbbet grønligsort, lidt rødliggraat ved Roden. Næblængden hos Hannen 29—31 mm, hos Hunnen 32—35 mm. Vingelængden 103—108 mm. Fød- Fig. 60. Kærløber. (Efter Slater i British Birds). derne mørkt grønliggraa. Mellemfoden 20—23 mm, Mellem- taaen 19—21 mm. Fr £ ; I Vinterdragten, i hvilken den vist aldrig ses her, " skal Fuglens Overside være lyst askegraa med sortebrun- lige Fjermidter og lysere Fjerbremmer; Bagryg og Over- haledækfjerene dog brunligsorte med smalle, rustbrunlige Fjerbremmer. ; Unge Fugle ligner de voksne endel, men er om Efteraaret kendelige paa deres helt hvide, uplettede Strube; Forbrystet oftest langt mindre plettet og broget, lyst brunliggraat med lidet fremtrædende, mørkebrune 18= 276 Skaftpletter, bredest paa Forbrystets Sider, uden hvide Fjerrande. Rygsidens Fjer ligner de voksnes, men de uslidte Fjerkanter, særlig paa Vingedækfjerene, kende- tegner ligeledes let Ungfuglene. Blandt vore Smaavadere kendes Kærløberen let paa sit svære, brede Næb, men paa Afstand er det ofte svært at skelne den fra Rylerne. Udbredt som Ynglefugl i det nordlige Europa og Vest- asien, i det mindste ud til Jenissei, hvor den afløses af en nærstaaende Race, var. sibirica Dresser, udbredt . over det nordlige Østasien. I Træktiderne viser den sig i det sydligere Europa, overvintrende i Middelhavslandene og Nordafrika samt i Sydasien. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England har man blot iagt- taget den op mod en Snes Gange, navnlig om Efteraaret fra August til Oktober. I Norge ruger den faatallig paa de sydlige Højfjælde fra Dovre ned til Mjøsen og ses i Træktiderne i ringe Antal langs Kysterne. I Sverrig ruger den dels i Lapmarkerne op til Lule- og Torne-Lapmark, dels sydligere, og den er fundet ynglende i Dalarne og bl. a. helt nede ved Falk&ping, vistnok ogsaa paa Øland; her som i Norge synes den dog at være aftaget stærkt i Antal. I det finske Lapland ruger den almindeligt. I Danmark kendes Kærløberen ikke som ynglende, derimod ses den ret regelmæssigt, omend faatallig paa Gennemrejse baade Foraar og Efteraar. Om Foraaret er den hyppigst iagttaget fra omkring Midten af Maj og denne Maaned ud, men endnu en Uges Tid ind i Juni har man truffet den, altsaa lige før den søger til sine nordligere Rugepladser. Om Efteraaret kommer de første lidt ind i Juli, vel nok voksne Fugle, og ses da denne Maaned ud og i hele August, særlig ofte i dennes sidste Halvdel; Gennemrejsen foregaar aabenbart hurtigt, og efter I1ste. September ses den vist kun sjældent hos os. Som Regel iagttages den kun i meget ringe Antal, enkeltvis eller 2—5 Stykker sammen, enten alene eller i Flok og Følge med Ryler; undtagelsesvis ses store, samlede Flokke . baade paa 40 Stykker og langt flere. De træffes baade - langs Havkysterne og maaske særlig oppe i Strandenge og Sumpe, hvor de stilfærdigt og ret langsomt færdes paa dyndede, fugtige Steder, mellem raadden Tang o. 1.; saaledes ses den aarlig regelmæssigt langs Kalvebod- strands Kyster. Ikke sjældent trykker de sig ligesom Bekkasinerne. STI : Saasnart Rugepladserne i Norge, der findes i Høj- fjældene ned til 1000 m over Havet, er isfri, indfinder Kærløberne sig paa disse, gerne i Begyndelsen af Juni. "Til Rugeplads foretrækker den meget fugtige Sumpe, be- voksede med Carex; Reden anlægges paa meget vaade Steder, gerne mellem Vandpytter eller paa Hængesækken, snart enkeltvis, snart i smaa, spredte Kolonier, op til et halvt Hundrede Par sammen; den lave, ofte vaade Rede- skaal er udforet med visne Pile- og Birkeblade samt Græsstraa. De 4 langstrakt pæreformede Æg lægges fra en Uges Tid ind i Juni, saaledes at Ungerne oftest er udklækkede ved denne Maaneds Udgang. Baade Han og Hun har Rugepletter og passer i Forening Ungerne; de er meget lidt sky ved Reden og lader sig nødigt forjage fra denne. Æggene er ret mørke; Grundfarven gulbrun eller olivengraa, tæt dækket med smaa og større choko- ladebrune eller rødbrune Pletter samt graa Skalpletter, tættest i en Ring om den butte Ende, af og til saa tæt- siddende, at de næsten er sammenflydende. Længden skal ligge mellem 28,7 og 35,2 mm, Bredden mellem 21 og 24 mm. - Opjaget udstøder Kærløberen et trillende tirrrr. Føden navnlig Insekter, særlig Fluer, og disses Larver, smaa Bløddyr, Orme o. l., som den med Næbbet trækker op af Dyndet; ogsaa Frø af Vandplanter har man fundet i dens Mave. f 3. Selningslægten (Cålidris Cuvier). (Crocethia Billberg). En lille Vadefugleslægt, der i alle Henseender slutter sig meget nær til Rylerne, som den baade ligner i Næbform, Vingeform og hele ydre og indre Bygning; ogsaa Fødderne er byggede som Rylernes, men udviser dog den Ejendommelighed, at Bagtaa ganske mangler, en Karakter, der efter de gængse Regler medfører en Udskillelse fra Ryleslægten. Næbbet lige, omtrent af Hovedets og næsten ganske af Mellemfodens Længde. Halens Styrere er temmelig lige afskaarne, dog er den yderste Styrer et Par Millimeter længere end de indenfor stillede, den næstinderste ligeledes c. 4 mm "og den inderste c. 8 mm længere end disse; her- 278 ved bliver Halen altsaa en Smule dobbelt ind- skaaret eller tvekløftet. De har en fra Sommer- dragten meget forskellig Vinterdragt; Fældningen som hos Rylerne. Han og Hun ret ens; Ungfuglene meget forskellige fra de voksne. Ogsaa i Levemaade, Opholdssteder og Livsvaner lig- ner de Rylerne. Slægten omfatter kun 1 Art, endnu ikke udspaltet i Underarter. Udbredt circumpolart; viser sig udenfor Yngletiden omtrent over hele Verden. Selning (Cålidris arenåria (Linné)). (Crocethia alba (Pallas)). Almindelig Sandløber, Foranderlig Selning (Tringa are- naria Linné, Tringa alba Pallas, Calidris leucophæa (Pallas)). Norsk: Sandløber. Svensk: Sandlépare. Tysk: Sander- ling. Engelsk: Sanderling. Han og Hun i Sommerdragt: Hovedets og Hal- sens Overside, Forryggen og Skulderfjerene ret ensartet farvede, brunligsorte med meget brede, kobber- røde eller rustbrune Fjerrande og Sidepletter, de sidste størst paa Forryggen og navnlig paa Skulderfjerene, hvor de ofte danner Tværbaand; alle Oversidens Fjer har i større eller mindre Omfang brede, hvidlige Fjerspidser, der dog delvis eller næsten helt afslides hen påa Sommeren. Paa endel Fugle er det hvidlige, paa andre, oftest Hanner, det rustbrune dominerende. Kinder og Halssider rustbrune med smaa, sortebrune Midtpletter, ofte med hvidlige Fjerbremmer. Baghalsen oftest lysere end den øvrige Overside, idet det brunsorte er indskrænket til smalle Midtstriber. Hagen hvidlig; Struben, Forhalsen og Forbrystet hvidlige, Fjerene mere eller mindre kob- berrøde mod Spidsen, hver Fjer med en brunsort Draabeplet, der paa Forbrystets Sider udvider sig til et smalt, buet Tværbaand. Hele den øvrige Underside samt Kroppens og Gumpens Sider renhvide. Bagryggen mørk brungraa med hvidgraa, delvis rustbrune 249 - Fjerrande. Overhaledækfjerene farvede som Forryggen. De smaa Vingedækfjer ensfarvet sortebrune, de mellemste "(der stammer fra Vinterdragten) brungraa med brunsort Skaftstribe og lysere, slidte Fjerrande; de store nederste graabrune med hvidlige Kanter og brede, hvide Spidser, der danner et hvidt Tværbaand over Vingen. Paa Haandsvingfjerene er Yderfanerne og Spidserne sorte, Fig. 61. Selning. (Efter Slater i British Birds). Skafterne renhvide paa deres midterste Del; paa 6te og følgende er Yderfanens basale Halvdel hvid, dannende et Slags hvidt Vingespejl. Af Armsvingfjerene er de indre overvejende hvide, mørkere mod Spidsen; de inder- ste forlængede farvede som Skulderfjerene. Armhule- og Undervingedækfjerene renhvide, de sidste blot langs Vinge- kant og Haandrand med brunsorte Basaldele. Halens Styrere brungraa med hvide Fjerrande, ligeledes hvide paa Basaldelene og langs de hvide Fjerskafter; de to mid- . terste med mørkere, brunsorte Inderfaner. 280 Iris mørkebrun. Næbbet sort, Næblængden 23—27 mm, længst hos Hunnen. Vingelængden 117—128 mm. Fød- derne sorte, ofte med grynede Skæl; Mellemfoden 23— 25 mm, Mellemtaaen 18—19 mm... I Vinterdragten er Issen og hele Fuglens øvrige Overside lyst askegraa med mørke Skaftstriber, tyde- ligst paa Issen, og hvidlige Fjerrande. Pande, Kinder og hele Fuglens Underside samt Siderne skinnende renhvide, blot Ørefjerene med mørke Skaftstriber, og en Plet paa Forbrystets Sider farvet som Ryggen. Den unge Fugl har Isse, Forryg og Skulderfjer - brunsorte, tegnede som høs de voksne, men med hvid- lige, brunlighvide eller flødefarvede Kantplet- ter og Fjerrande, ganske uden rustrødt. Baghalsen meget lysere, næsten hvidlig, med utydelige, mørke. Skaft- pletter. Paa Forryggen er det brunsorte oftest dominerende. En Stribe mellem Næb og Øje samt Fjerene om Øjet mørkebrunlige; Ørefjerene brunlighvide med sortebrune Skaftstriber. Panden, en bred Øjenbrynstribe, Hovedets Sider og Fuglens hele Underside hvide med ganske svagt flødefarvet Anstrøg, altid tydeligst og. ofte stærkt fremtrædende paa et Bælte over Forbrystet; dettes yderste Sider med mørke Skaftstriber, farvede som Bag- halsen. De smaa Vingedækfjer ensfarvet brunligsorte, de mellemste brungraa med mørke Skaftstriber, flødefar- vede mod de uslidte, fint sortbremmede Spid- ser; de store nederste med brede, hvide Spidser. Selningen er blandt vore Smaavadere af Størrelse som Rylen, men har kortere, ganske lige Næb og er let kendelig paa sit kobberrødlige Forbryst, renhvide Bryst og øvrige Underside; ogsaa det hvide Vingebaand er kende- ligt paa Afstand. I Ungedragten og navnlig i Vinterdragten | er den kendelig paa sine ganske usædvanlig lyse, hvide Farver. Endelig er Mangelen af Bagtaa stedse et ube- drageligt Kendetegn. Udbredt som Ynglefugl over de nordligste Egne af Sibirien og det arktiske Nordamerika helt over til Nord- 281 øst-Grønland; ogsaa fundet ynglende paa Spitsbergen. Trækfugl, der om Vinteren træffes i alle Verdensdele helt ned til Kap, Patagonien og Australien. I Grønland findes den rugende paa Øens nordligste Dele, sydligst ned til 68?, almindeligst i de nordøstligste Egne, men viser sig kun faatallig paa Gennemrejse i Sydgrønland. Paa Island er den med Sikkerhed kun fundet rugende enkelte Gange, men er dér, ligesom paa Færøerne, ret almindelig i Træk- " tiderne. I England er den ligeledes almindelig i .Træk- tiderne, og mange overvintrer ved Kysterne. I Norge viser den sig i store Flokke om Efteraaret, navnlig ved de syd- lige Kyster, og i Sverrig viser den sig ret faatallig i Au- gust og September langs de vestlige og sydlige Kyster, særlig regelmæssigt paa Øland. I Danmark viser Selningen sig ret regelmæssigt, men faatallig paa Gennemrejse, hovedsagelig om Efteraaret, og "jævnlig ses den hos os den første Del af Vinteren til ind … 1 December Maaned. Om Foraaret er den kun sjældent iagttaget i Danmark, men er dog skudt i ren Sommer- dragt midt i Maj; mulig rejser den hurtigt gennem Landet eller vælger andre Veje for sin Rejse til Rugepladserne. En Uges Tid ind i Juli begynder de første at vise sig paa Træk mod Sydvest, altid da voksne Fugle, der der- efter kan træffes i hele August, i denne Maaneds sidste Del med mange frembrydende Vinterdragtsfjer. I Slut- ningen af August og i hele September er den hyppigst, " og næsten alle de iagttagne Individer er da unge Dyr; som en haardfør Fugl holder den sig her til langt ud paa Efteraaret, og i November er den ikke sjældent nedlagt i blandet Dragt, dog med overvejende Vinterfjer. Individer i fuldkommen ren Vinterdragt er iagttagne i Slutningen af November og først i December; senere ses den næppe hos os. De færdes paa Sandene ved vore Kyster, hvor de nu og da træffes mellem Rylerne, men som Regel ses kun nogle faa Stykker ad Gangen, sjældent smaa Flokke; nu og da falder en enkelt ved Fyrene. Til Rugepladserne i Nordøst-Grønland begynder de at komme omkring Iste Juni, ligesaa snart blot snefri Pletter findes, men medens Landet endnu hærges af Sne- storme. I Parringstiden midt i Juni flyver Hannen under en snerrende, vibrerende Lyd ret lavt hen over Jorden, sætter sig nu og da paa Sten o.1.; overfor andre Fugle er de da meget ufordragelige og stridbare. Paa tørre, spar- " somt bevoksede Partier i Lavlandets Kær- og Mosestræk- ninger eller oppe i de vidtstrakte Fjældmarker ruger den spredt og stilfærdigt. Reden gerne i Randen af en. flad - 282 Plantetue; Redeskaalen lav, sparsomt udforet med visne Blade. Æglægningen begynder omkring 20de Juni, og Æg kan findes til midt i Juli. Allerede naar man er langt fra den rugende Hun, forlader denne som Regel Reden, løbende lydløst bort mellem Sten og Tuer og søger der- efter under ængstelig Piben at gøre sig bemærket for at lokke Forstyrreren bort fra Redestedet; til andre Tider, navnlig i koldt Vejr, holder den stærkt paa Reden og bliver iøvrigt hurtigt meget tillidsfuld og yderst lidt sky. Æggene ruges alene af Hunnen, i 23—24 Dage. Hannerne forlader Rugestedet lige efter Parringernes Ophør, samler sig i Smaaflokke og forlader Nordøst-Grønland henimod Midten af Juli (Manniche). De 4 udpræget pæreformede Æg har grønliggraa, grønligbrun eller gulbrunlig Grund- farve med usædvanlig smaa, ofte svagt tegnede, spredte, brune Pletter og Smaasnirkler, altid tættest om den butte, ofte næsten manglende om den spidse Ende. Længden 33—38 mm, Bredden 23,5—26 mm. Mod Slutningen af Au- gust samler Ungfuglene sig i meget. store Flokke langs Kysterne og forlader Grønland omkring 1ste September. Føden dels smaa Insekter, særlig Fluer og disses Larver, dels Krebsdyr, smaa Snegle, Orme o.1., som de med deres blødhudede Næb drager op af Sand og Dynd; Plantefrø, Algerester, Knopper, Mos o. 1. er lejlighedsvis ogsaa fundne i deres Maver. Stemmen er et ret skarpt, højt vik—vik eller pit—pit; Flugten hurtig, og paa Sandene løber de paafaldende pilsnart under deres jagt paa In- sekter. Ade Underfamilie. Vandtrædere (Phalaropinæ). Smaa Vadefugle, hvis Næb er ret forskelligt formet, snart trindt og tyndt, snart tykkere og noget affladet. Næseborene ved Fjergrænsen. Næb- bet længere end Mellemfoden. I Yngledragten er der en betydelig Forskel mellem Han og Hun, idet denne sidstes Farver stedse er renere og smukkere end Hannens. Under- i. sidens Fjerlag meget tætliggende og Fie 62 Føde mno re vandskyende, mindende om Svømme- | hane. Efter Sharpe. fuglenes. Benene ret lave, nøgne et 283 godt Stykke op over Hælen. Mellemfoden endel sammentrykt, med Tværskinner baade paa For- og Bagside, hvor disse Skæl danner ret skarpe, til- dels savtakkede Kanter, navnlig paa Mellemfodens nederste Del. Fortæerne forbundne med meget dybt indskaaret Svømmehud; om Tæernes frie Dele brede Svømmebremmer, der er frynsede i Randen og bueformet indskaarne ved Leddene (sml. Fig, 62). Bagtaaen veludviklet, med smal Svømmebremme. Mellemtaaen omtrent af Længde som Mellemfoden. Halen som Regel kileformet afrundet, de mellem- ste Styrere betydelig længere end de yderste. Denne lille Underfamilie omfatter kun 3 Arter, hvoraf . 2 jævnlig træffes i Danmark. Oversigt over de danske Vandtrædere. 1. Næbbet trindt eller lidt smallere end højt, meget tyndt, paa Midten 1,5 mm bredt, tyndere mod Spidsen. Vingen Under ZOEM MEl an e S SEES 3 EN MERNE NE SN SE TEE SEERE SME REE SET 1. Odinshane (P. hyperbåreus). 2. Næbbet ret tykt, paa Midten 3,5 mm bredt, bredere mod Spidsen, i det hele lidt bredere end højt. Vinge- lænedenfover TØS: mm RE se AR SE EN Le go NENS SEE or ÆTER SÆR 2.Thorshane (P. fulicårius). 1, Odinshane (Phalåropus hyperbåreus (Linné)). (Phalaropus lobatus (Linné)). Smalnæbbet Vandtræder (Tringa lobata Linné, Phala- ropus cinereus Meyer). Norsk: Svømmesneppe. Svensk: Smalnåbbad sim- snåppa. Tysk:- Schmalschnåbliger Wassertreter. Engelsk: Red-necked Phalarope. HuniSommerdragt: Hovedets Overside og Sider, Nakken, en Stribe ned ad Baghalsen, hele Forryggen og "Skulderfjerene ensfarvet mørk blaalig skifergraa. En lille Plet over og en lignende under Øjet hvide; paa 284 Forryggen blot en stor, fortil aaben, skarpttegnet V-for- met, gullig rustbrun Figur; paa Skulderfjerene en Stribe af samme Farve ned ad hver Side; de forlængede Skulder- fjer med utydelige, rustbrune Fjerrande og hvide Spids- bremmer. Hagens Midte samt hele Struben dækkede af en stor, bred, hvid Plet, der: nedadtil løber ud i 3 korte Tunger; omkring Halsen et bredt, ensfarvet, smukt kastaniebrunt Baand, kun afbrudt paa Bag- Fig. 63. Odinshane, Hun. (Efter Slater i British Birds). halsen, nu og da ret smalt paa Halsens. Forside. For- brystet ensfarvet, mørkt askegraat paa Siderne, foran med hvide Fjerrande, i Midten dog overvejende hvidt, ligesom den øvrige helt hvide Underside; blot de længste Under- haledækfjer med sortebrune Skaftstriber og Tværbaand. Kroppens Sider mørkegraa med hvide Fjerrande; Midten. af Bagryggen og Overgumpen mørk graasorte med smalle, hvide Fjerbremmer, deres Sider hvide. De mellemste Overhaledækfjer sorte, de sidestillede mørkegraa med hvide Spidser og brede, rustbrunligt hvide Tværbaand. Vingedækfjerene ensfarvet brunligsorte, de mellemste med 285 smalle,.hvide Bremmer, de store nederste med brede, hvide Spidser, dannende et Tværbaand over Vingen. Haandsvingfjerene brunligsorte med hvidlige Skafter; de indre Armsvingfjer delvis hvide; de forlængede inderste Armsvingfjer brunsorte med brunlighvide, lidet fremtræ- dende Kanter paa Yderfanerne. Armhulefjerene hvide; Undervingedækfjerene graasorte med brede, hvide Kanter, de midterste helt hvide. Styrerne graabrune, fint hvid- bremmede, de midterste sortebrune. - Iris mørkebrun. Næbbet ganske tyndt,lige, trindt og spidst med indbøjede Næbrande; Overnæbbet svagt nedbøjet lige ved Spidsen; paa Midten af Næbbet er dettes Bredde og Højde omkring 1,5 mm. Næblængden 20— 23 mm. Næbfarven sort. Vingelængden 110—118 mm. - Fødderne mørkt blaaliggraa, sortagtige paa Ydersiden af Mellemfod og Ydertaa; Mellemfoden 20—22 mm, Mellem- taaen 21—23 mm. : Hannen i Sommerdragt ligner Hunnen endel, men ér meget uanseligere af Ydre med udviskede Tegninger og mattere, urene Farver. Isse, Bag- hals og Forryg brunligsorte, alle Fjerene med ud- viskede, gulbrune Sidekanter og Bremmer. Pan- den og Hovedets Sider brunlige, stærkt hvidspættede. Det kastaniebrune paa Halsen meget lysere, nærmest urent gulbrunt, indskrænket til en stor Plet paa hver Halsside og mangler ganske paa Halsens Forside, der ligesom For- brystet er brungraat med hvide Fjerrande. Nineelæeden oftest mindre, ned til 106 mm. I Vinterdragten er Hoved, Hals og hele Un- dersiden renhvide; i Nakken en stor, sortegraa Plet, en mørkegraa Stribe ned ad Baghalsen og en graasort Plet foran,. under og bag Øjet. Fuglens Overside iøvrigt mørkegraa, Fjerene med brede, hvide Siderande og Spidsbremmer. ; De unge Fugle mangler fuldstændigt ka- staniebrunt paa Halsen. Panden, en bred Øjenbryn- stribe og Ansigtets Sider hvide, Hovedets øvrige Overside 286 sort, oftest med indblandet straagulit; en Plet foran og under Øjet samt Ørefjerene sorte, Baghalsen sortegraa. Rygsiden som hos Hannen, men Fjerene er renere og regelmæssigere straagult kantede, med uslidte Rande. Hele Undersiden hvid, dog er et bredt Bælte over Forbrystet lyst graalig gulbrunt med utydelig, mørk Vatring. Fødderne gulgraa, omkring Leddene mørkegraa. Odinshanen er blandt vore Kysters Smaavadere altid grumme let kendelig paa sin ejendommelige Væremaade og sine svømmebremmede Tæer; den ses næsten altid svømmende; fra Thorshanen skelnes den let ved sin ringere Størrelse og tynde, trinde Næb. Udbredt som Ynglefugl over det nordligste Europa, i Rusland ned til Estland og Perm, over hele Nordsibirien, ogsaa det sydlige Novaja Semlja, ned til Kamtschatka og Sachalin samt videre over hele det arktiske Nordamerika, ned til Labrador; skønt den er saa vidt udbredt, er den ikke udspaltet i Racer. Trækfugl, der overvintrer i Middel- havslandene, Indien, Kina og påa de Indiske Øer; i Amerika truffet helt ned i Patagonien. I Vestgrønland ruger den almindeligt, derimod kun sparsomt paa Øst- kysten og næppe paa dennes nordligste Del. Paa Island er den overalt meget almindelig. Paa Færøerne træffes den ogsaa ynglende, ligeledes paa Hebriderne, Orkn- og Shet- landsøerne samt paa en enkelt Lokalitet i Irland; i Skot- land rugede den tidligere paa et enkelt Sted. I Norge ruger den meget almindelig i Finmarken og Tromsø Amt, i ringere Antal i Nordlands Kystegne; nogle ruger i de sydlige Højfjælde, saaledes ved Dovre; sydligst er den truffet rugende i Valders. I Sverrig ruger den meget al- mindelig i Torne og Lule Lapmarker og er fundet yng- lende saa sydligt som i Ångermanland; mulig ruger den endogsaa helt ned i Hårjedalen. I Sydnorge og i det syd- lige Sverrig ses den kun sjældent i Træktiden; Nord- skandinaviens Odinshaner vælger aabenbart østligere Træk- veje langs Finlands Kyster eller østligere endnu. I Danmark kendes Odinshanen kun som en ret sjæl- den Trækfugl, der nu og da ses om Efteraaret, kun yderst sjældent i den egentlige Vinter. Om Foraaret er den meget sjælden hos os; 2.6. 1889 er den saaledes skudt - ved Varde, 5.6.1913 paa Halvrimmen i Limfjorden og 287 6. 6. 1920 saas en Han og en Hun sammen i et lille Vand- hul paa Saltholm, alle dog sikkert paa Rejse mod Nord. Fra Efteraaret er gennem Tiderne kendt en lang Række Forekomster; de første Individer er set i Begyndelsen af August, største Parten i Løbet af denne Maaned og i Sep- tember, enkelte ind i November. Kun én Gang angives den at være skudt om Vinteren, nemlig 8. 1. 1907 ved Laderupgaard. De iagttages altid ved vore Havkyster eller i ferske Vande lige ved disse, næsten altid enkeltvis. Paa Island kommer Odinshanen til sin Rugeplads ved de ferske Vande i Slutningen af Maj eller ind i Juni efter først at have opholdt sig nogen Tid efter Ankomsten ved Havkysterne. Paa tuet, sumpet, græsrig Grund, ved Bred- derne af Søer, Sumpe og Laguner eller paa Smaaholme i disse vælger den sin Redeplads. I Parringstiden er Køn- nenes Væremaade ganske ombyttet, og man ser da ofte 4—5 kurtiserende Hunner svømme rundt om den tilsyne- ladende ganske ligegyldige Han, idet de let og elegant ”- ligger paa Vandet; jævnlig napper Hannen efter de mest nærgaaende Hunner, og hyppigt hæver disse sig et Øje- blik, under paafaldende stærkt larmende Vingeslag, et lille Stykke over Vandspejlet; nu og da svinger de sig lynsnart en Tur op i Luften. Paa Land omkredser Hun- nerne med oppustede Fjer og sænket Hoved Hannen, der gerne sidder paa en Tue. Parringen foregaar altid paa Vandet. Reden anlægges gerne paa eller ved en Tue, godt dækket og skjult i Græsset; jævnlig bygger endel Par tæt ved hverandre. Redeskaalen oftest godt og tykt udforet med Straa. Særlig i sidste Halvdel af Juni lægges de 4 pæreformede Æg; disses Grundfarve er grønliggraa eller olivénbrunlig med ret spredte Punkter, Smaapletter og store, ofte lidt sammenflydende, sortebrune Pletter. Læng- den 26—32 mm, Bredden 19—22 mm. Odinshanen er yderst tam og tillidsfuld ved Reden og svømmer frygtløs lige foran ens Fødder, faa Alen fra denne. Æggene ruges udelukkende af Hannen, der stedse har Rugepletter,: me- dens Hunnen mangler disse. Efter Parringstiden samler Hunnerne sig i Smaaselskaber og færdes rundt i Omegnen uden at bekymre sig om Hannen eller Ungerne. De smaa Dununger, der snart efter Udklækningen kan ses svømme omkring paa Vandpytterne, passes med Omhu af Hannen, hvis Fjerdragt under alt dette bliver meget slidt og ødelagt; ofte samler den alle Ungerne under sig, idet den puster Fjerene stærkt op. Naar Ungerne er flyvefærdige, samler de sig i Smaaflokke, der i August langs Elve og Floder søger ned til Havkysterne, hvor de da om Efteraaret ses 288 i store Skarer sammen med de gamle Fugle, altid svøm- mende paa Vandet, selv om dette er i stærkt Oprør, snart lige ved Fjæren, snart længere fra denne, nu og da langt fra Land. Skønt Odinshanen let og ret hurtigt kan løbe paa Landjorden, ses den i det hele næsten altid svømmende; herunder ligger de meget højt, med løftet Hale, stadigt nikkende med Hovedet og rastløst vendende sig hid og did for at snappe Insekter fra Vandets Overflade; hurtigt formaar de ikke at svømme, og mærkelig nok synes de ikke at kunne dykke. Ogsaa udenfor Yngletiden er disse nydelige, smaa Fugle paafaldende lidt sky og lader sig iagttage paa faa Meters Afstand. Flugten meget hurtig og behændig, næsten svaleagtig, med lynsnare Vendinger. Stemmen lyder som et ganske fint pit—pit—pit eller som et lidt snurrende prip—prip. Føden er næsten udeluk- kende smaa Insekter, navnlig Fluer, Myg og Myggelarver, men ogsaa smaa Krebsdyr, Snegle og Orme. 2.Thorshane (Phalåropus fulicårius (Linné)). Brednæbbet Vandtræder (Tringa fulicaria Linné, Phala- ropus rufus Bechstein, Phalaropus platyrhynchus Tem- minck, Crymophilus rufus Vieillot). Norsk: Polarsvømmesneppe. Svensk: Brednåbbad sim- snåppa. Tysk: Plattschnåbliger Wassertreter. Engelsk: Grey Phalarope. Hun i Sommerdragt: Pande og Isse ensfarvet sodsorte. Et bredt Parti omkring hele Næbroden, Hagen og ofte hele Struben lysere sodbrune. En stor, skarpt af- grænset Plet omkring Øjet, hen over Bagkinden samt Ørefjerene hvide. Hele Halsen, Forbrystet og hele Fuglens øvrige Underside samt Kropsiderne ganske ensfarvet dybt brunrøde; Halsens Sider lidt lysere og en Stribe ned ad Baghalsen mørkebrun. Forryg og Skuldre sorte med gulhvide eller gulbrunligt hvide Fjerkanter, brede paa Yderfanerne af Forryggens Randfjer og paa Skulder- fjerene, smallest paa Forryggens Midte. Bagryg og Over- gump mørkegraa, paa hver Side med en hvid Længde- stribe. Af Overhaledækfjerene er de sidestillede brun- røde, de mellemste brune, kantede med gulbrunt og med 289 sorte Skaftstriber. Underhaledækfjerene meget fyldige, af samme Længde som Styrerne. De smaa Vingedækfjer brunsorte, de øvrige mørkegraa, de mellemste med hvide Bremmer, de store nederste med brede, hvide Spidser, der danner et bredt, hvidt Tværbaand over Vingen. Haand- svingfjerene brunsorte med hvide Skafter, 1ste og følgende med bred, hvid Kant paa Yderfanens Basaldel. Indre Årm- Fig. 64. Thorshane. (Efter Slater i British Birds). svingfjer graa, nogle af dem overvejende hvide, de for- længede inderste Armsvingfjer sortebrune. Styrerne brun- "graa, med hvidlige Skafter og ofte med et stort, lyst, rust- brunt Parti paa Yderfanen; de to midterste Par Styrere brunsorte med brunlighvide Rande. Armhulefjer og Under- vingedækfjer hvide,. de sidste med mørk Basis langs Vingens Rand og Kant. E . Iris mørkebrun. Næbbet paa Midten c. 3,5.mm bredt, Højden noget mindre; Næbbet er bredest noget foran Spidsen (sml. Fig. 65), mørkegult, ved Grunden orangegult, R: Hørring: Fugle II. 19 - 290 mod Spidsen mørkegraat. Næblængden 21—25 mm. Vinge- længden 132—140 mm. Fødderne graalig gulgrønne, Mel- lemfodens Yderside og Svømmelapperne gule. Mellem- foden 21—23 mm, Mellemtaaen 21—22 mm. Han i Sommerdragt ligner endel Hunnen, men skelnes let paa følgende: Isse og Nakke ikke ren sod- sorte, men brunsorte med brede, gulbrune Fjer- kanter. Paa Ryg og Skuldre er det brunsorte langt mindre fremtrædende, idet de lysere Fjerrande er bredere og mere gulbrunt eller rustbrunt farvede. Hele Undersiden lidt lysere og urenere brun- rød, ofte med mange indblandede hvide Fjer, mest fremtrædende paa Brystet. Rugepletter findes altid. Den store Plet om Øjet mere gulhvid. Vingelængden oftest mindre, ned til 125 mm. Vinterdragten: Hoved, Hals og hele Undersiden renhvid, dog er en bred Fig.65. Næb Stribe fra foran Øjet, gennem dette og Øre- af Thors- fjerene, ud i Nakken sort, en Stribe ned ad ure ne Baghalsen graasort. Forbrystets Sider aske- Kolthoff og graa, Kroppens Sider askegraa med brede, Jågerskibld). hvide Fjerkanter. Ryg og Skuldre lyst blaalig askegraa, Fjerene fint hvidbrem- mede med svagt mørkere Skaftstriber, navnlig de nederste forlængede Skulderfjer med hvide Kanter. Bagryg og Over- gump brunliggraa, hvide paa Siderne. Af Overhaledæk- fjerene er de midterste brunliggraa med hvide Kanter, de sidestillede hvide med graalige Skaftstriber. Haandsving- fjerene mørkegraa, Yderfanerne hvidlige mod Fjerenes Basis; de inderste Armsvingfjer som Skulderfjerene. Sty- rerne blaaliggraa, fint hvidkantede. Hele Vinterdragten, undtagen Haandsvingfjerene og ydre Årmsvingfjer, fældes . om Foraaret. Den rene Vinterdragt synes ofte at erholdes ret sent; endnu ind i December kan man se navnlig unge Fugle med Rester af Efteraarsdragten. De unge Fugle. Issen og en Stribe ned ad Barhalseh 291 … brunsorte, den første med gulbrunligt hvide Fjerkanter. Panden, en bred Øjenbrynstribe, Hovedets Si- .der og hele Undersiden hvide med svag gul- brunlig Tone; et Baand over Forhalsen samt Krop- siderne graalig gulbrune, de sidste med mørke Skaft- striber. En Plet foran og under Øjet samt Ørefjerene sortebrune. Ryg og Skuldre som hos de voksne i Sommer- dragt, men overvejende sorte med gulbrunlig hvide Fjer- kanter. Inderste Armsvingfjer med brede, regelmæssige, uslidte, hvidlige Kanter; iøvrigt farvede omtrent som de voksne. Hos os ses de unge Fugle som Regel i en Dragt med overvejende Vinterdragtsfjer. - Thorshanen kan næppe forveksles med nogen anden Fugl, altid kendelig paa sine Svømmelapper og sit tykke, brede Næb. " Udbredt som Ynglefugl ved Ishavets Kyster, paa No- vaja Semlja, Spitsbergen og i det nordligste Sibirien samt over hele det arktiske Nordamerika. Den er en haard- førere, mere udpræget arktisk Fugl end Odinshanen, ud- bredt noget. nordligere end denne. Trækfugl, der om Efteraaret og om Vinteren ses i det øvrige Europa, over- vintrende i Middelhavslandene, ved det Sorte og Kaspiske Hav og jævnligt i Nordafrika; i Amerika træffes den om Vinteren helt nede i Patagonien; i Asien ned til Pamir samt i Japan og Kina. I Grønland ruger den ret alminde- lig paa -Vestkysten Nord for 68” og ligeledes flere Steder paa Nordøstkysten; i Sydgrønland ses den i Træktiderne. Paa Island er den faatallig, ruger paa adskillige Holme navnlig langs Øens. Vestkyst. Paa Færøerne ses den blot nu og da paa Gennemrejse. Paa de britiske Øer viser den sig i Træktiderne og om Vinteren, enkelte Aar i ikke saa ringe Antal, men i Regelen som en Sjældenhed. I Norge ruger den aldrig, men den ses nu og da som en sjælden og tilfældig gennemrejsende eller overvintrende Gæst, hyppigst iagttaget i Varanger Fjord. I Sverrig og Finland viser den sig ogsaa kun som en sjælden og tilfældig Trækfugl, iagttaget om Efteraaret og Forvinteren, i Fin- land dog en Gang set i Juni Maaned. I Danmark er Thorshanen en ret sjælden og tilfældig Gæst, men efterhaanden kender man dog en længere Række Forekomster, ialt vel. op omkring 40. Paa Foraars- . trækket er den næppe set her i Landet, heller næppe i 19% 292 ren Sommerdragt. Enkelte Gange er den set i September, oftere i Oktober, men de fleste: Forekomster falder i No- vember og December, stedse i Blandingsdragter, dog med overvejende Vinterfjer; ogsaa i Januar, Februar og Marts er den set og da i ren Vinterdragt; senest iagttaget 26. 3., da med Spor af frembrydende Sommerdragt. I det hele er den hos os altsaa en mere udpræget Vintergæst end Odinshanen. Den viser sig stedse enkeltvis; iagttaget spredt over hele Landet, stedse langs Havkysterne eller ude i Havet. I hele sin Levevis har den stor Lighed med Odins- hanen. j Til Ynglepladserne paa Island kommer den først i Maj, … til Nordøst-Grønland meget senere, hen imod Midten af Juni. Rugepladsen vælges stedse nær det aabne. Hav, gerne paa græsdækkede Sumpe med spredte Vandpytter, ofte paa Holme langs Kysterne, vist aldrig længere inde i Landet. Parringslegen og Yngleforholdene som hos Odins- hanen. Hunnen omkredser med samme nærgaaende Iver Hannen og frembringer en lignende larmende, snurrende. Lyd med Vingerne som Odinshanen; de synes dog at holde sig mere parvis, og selve Parringen foregaar paa Landjorden. Ogsaa denne Art er meget lidt sky ved Reden, men er ellers mere forsigtig og sky end Odinshanen. Reden ordnes af Hannen alene; den bestaar som Regel blot af en Fordybning, nedtrykt og udformet i selve Græsset, højst udforet med lidt fint Straa. De 4 pære- formede Æg er betydelig større end Odinshanens. Grund- farven graagrøn, graagul eller gulbrun, dækket med snart smaa, snart større, mørkebrune Pletter, oftest tillige med meget store, jævnlig sammenflydende Pletter, talrigst paa Æggets tykkeste Del, i det hele meget varierende. Læng- den 28—33 mm, Bredden 21—24 mm. Hannen alene ruger og passer Ungerne; paa Reden ligger den meget skjult, idet den bøjer de omkringvoksende Græsstraa ind over sig. Hunnen forlader Ynglestedet efter Æglægningens Ophør. Thorshanen ses oftest svømmende paa Vandet, baade iVandhuller ved Rugepladsen og påa Havet, selv i Storm, søgende Føden paa Vandeéts Overflade; jævnlig ser man | dem staa paa Hovedet i Vandet ligesom Ænderne, for at .- fange Smaadyr paa Tang o.1l.; de løber ogsaa godt paa selve Kysten eller mellem Græstuerne, bl.a. for at snappe Insekter, stadig med samme Hovednikken som Odinshanen. Føden Insekter, ganske særlig Myg og disses Larver; ogsaa Smaamuslinger og Orme æder den gerne. Flugten ganske 293 - paafaldende hurtig; dens Lokkeskrig er et kort, fint, men gennemtrængende piip, ofte efterfulgt af et dybere ga. 5te Underfamilie. Bekkasiner (Scolopacinæ). Næbbet langt, ofte meget langt, næsten lige, bøjeligt og blødhudet i hele sin Længde. Næbbets yderste Ende stedse lidt tykkere og opsvulmet, meget nerverig og med talrige Følelegemer; disse ligger i fine, tætsiddende Gruber i Knoglen; paa det tørre Næb ses disse meget tydeligt, derimod ikke paa det friske; midt ned ad Næbspidsens Ryg findes stedse en Fure. Næseborene smaa og ovale, ligger lige ved Næbroden. Næsegruben fort- sættes i en lang Næbfure, der ender et kort Stykke fra: Næbspidsen. Øjnene sidder paafaldende langt tilbage og vender mere eller mindre opad. Øre- aabningerne sidder derimod paafaldende langt frem- me, ofte under Øjets Forkant. Fjerdragten med Natfuglefarver, paa Rygsiden med sorte, brune, brungule og straagule Tegninger. Halen kort, stærkt afrundet, med meget skiftende Antal Styrere; de yderste hos endel Arter smalle og omformede til Lydfrembringelse. Benene ret lave, snart fjer- klædte ned til Hælen, snart nøgne op over denne. Tæerne lange uden Spor af Bindehud mellem For- tæerne. Mellemtaaen altid længere end Mellem- foden. Bagtaaen veludviklet, ret højtsiddende. Tvær- … skinner paa Mellemfodens Forside, oftest ogsaa paa Bagsiden. Meget ringe Forskel paa Vinter- og Sommerdragt og paa de voksnes og de unges Dragt. Fjerskifte baade For- og Efteraar, Kraniet er ejen- dommeligt ved, at Øjenhulerne er lukkede nedadtil ved en bred Benbro fra Taarebenet til Tindinge- benet. Ledbenets Led mod Kraniet sidder meget langt fremme, hos enkelte endog ved Øjehulens . Forkant. 294 Overvejende Natfugle, der tilbringer Dagen skjulte i Græs o.l. Underfamilien deles oftest i 7 Slægter, omfat- tende mindst 14 Arter, vidt udbredte i alle Verdensdele. Oversigt over de danske Bekkasinslægter. A. Benene nøgne et godt Stykke op over Hælen. Haand- svingfjerene uden lysebrune Tværbaand eller Tvær- pletter. Hovedets Overside med straagule eller hvid- lige Længdestriber. a. Vingelængde under 120 mm. Næbbet c. 40 mm langt. 12 Styrere. Ydre Armsvingfjer endende i skarpe Spidser. Halen kileformet. Ryggens sorte Farve mMetalelinsende rr FR” SNERRE Sen HAR 4 HE bars ERRES SR FESTE SÅ de Bekkasinslægten (Limnocryptes). b. Vingelængden over 125 mm. Næbbet over 55 mm langt. Mindst 14 Styrere. Ydre Armsvingfjer but af- rundede i Spidsen. Halen afrundet. Ryggens sorte Farver" ikke metalgimsende ene ESSEN BELLE SØE hand Horsegøgslægten (Gallinågo). B. Benene ikke nøgne op over Hælen. Haandsvingfjerene med lysebrune Tværbaand eller Tværpletter. Hovedets Overside med hvidgule Tværstriber...:............. TER SESRET SEEGER Skovsneppeslægten (Sc6lopax). 1. Bekkasinslægten (Limnocryptes Kaup). Næbbet lige, trindt paa Midten, noget affladet, bredere og tykkere særlig paa sin yderste Tredje- del ud mod Spidsen, men ret højt og noget sam- mentrykt ved Grunden; Næbryggen her ret stejlt opstigende, noget opsvulmet over de smaa, ovale Næsebor, der sidder lige ved Fjergrænsen. Næb- længden altid omkring 40 mm. Øjet sidder ret langt fra Næbbet. Øret ligger lige under Øjet. De bageste Fjer paa Forryggen meget forlængede, ret . smalle, lange og bløde, naar midt ud paa Halen. De ydre og mellemste Armsvingfjer brede, men draget ud i skarpe Spidser. Inderste Armsvingfjer stærkt forlængede, c. 8 mm kortere end Haand- svingfjerene. Halen kileformet, med 12 tilspidsede 295 - Styrere, uden hvide Tegninger; de to midterste betydelig længere end de næstyderste. Ryggen "med stærkt fremtrædende grøn og- purpurrødlig Metalglans. Legemet ret slankt, Kroppen sammen- trykt og smal. Fødderne nøgne et godt Stykke op over Hælen; Mellemfoden med Tværskinner baade paa For- og Bagkant. Tæerne lange og tynde. Bagtaa veludviklet, Kløerne ret lange og spidse. Brystbenet med 4 Indsnit i sin Bagrand. Fælder totalt om Efteraaret og atter om Foraaret, idet dog Vingefjerene da for største Delen beholdes, men Vinterdragten er næppe til at skelne fra Sommerdragten. Slægten er hjemmehørende i Europas og Åsiens nord- ligste Dele; kun 1 Art. Enkelt Bekkasin (Limnocryptes gallinula (Linné)). j (Limnocryptes minimus Brunnich). Stum Bekkasin, Buk (Scolopax gallinula Linné, Galli- nago gallinula Yarrell). Norsk: Kvartbekkasin. Svensk: Halfenkel beckasin. Tysk: Kleine Bekkassine. Engelsk: Jack-Snipe. Han og Han ;'Sommerdragt:" En smal .Stribe midt op ad Panden samt Issen og Nakken sorte med spredte, smaa, lidet fremtrædende, brune Brem- pletter, der langtfra danner nogen samlet Stribe. Pan- dens Sider samt en meget bred Øjenbrynstribe, stræk- kende sig fra Næbroden til helt ud i Nakken, hvidlig brungule; midt ned ad denne lyse Stribe løber, fra noget foran Øjet, en smal, sort Stribe. En bred Stribe fra Over- næb til Øje og en smallere fra Mundvig hen gennem Øjet og ud i Nakken sorte med brune Fjerbremmer. Hovedets Sider iøvrigt hvidlige med udflydende smaa, brunlige Spidspletter. Hagen og Strubens Midte hvidlige. Forhals, - 296 Halsens Sider og Forbrystet graalighvide, mere eller mindre gulbrunlige, med mørkebrune, gulbrunt kantede Midtstriber paa Fjerene; ned ad Forhalsens og Forbrystets Midte er disse brune Pletter mere udflydende og næsten sammenløbende, saaledes at der dannes en bred, fortil spaltet, mørkere Længdeplet. Den øvrige Underside smud- Fig. 66. Enkelt Bekkasin. (Efter Maleri af Ingeborg Frederiksen). sighvid, Underhaledækfjerene med gulbrune Skaftstriber. Kropsiderne gulbrune med. hvide Fjerrande. Baghalsen afvigende farvet, med skarpe Grænser mod Nakke og Forryg, olivenbrun med udflydende, mørkere Midtpletter og hvide Fjerbremmer. Forryg og Skulderfjer sorte med purpurrødlig og grønlig Metalglans, navnlig paa Skulderfjerene med gulbrune Tværpletter og Tværbaand og hvide Spidsbremmer. Ned ad Rygsiden 4 brede, skarpt- tegnede, straagule Længdestriber; de to midterste dan- 297 nede af de yderste Rygfjers straagule, brede Yderfanerande, de to yderste af de yderste Skulderfjers stråagule Yder- fanerande. Bagryg og Overryg sorte med Purpurglans og hvide Fjerbremmer. Overhaledækfjerene brunsorte med brede, brungule Fjerrande. Overvingedækfjerene brunsorte, de smaa med graalige, de mellemste med brede, brune, hvidbremmede Spidser; de store nederste, der dækker over Armsvingfjerene, med brede, hvide Spidser. Haand- svingfjerene graabrunligt sorte, 1ste veludviklede med graalighvid Yderfane paa sin basale Halvdel; de indre Haandsvingfjer med hvide Spidsbremmer, de ydre Arm- svingfjer med brede, hvide Spidser. De inderste for- længede Armsvingfjer brunsorte, Yderfanerne gulbrunt vatrede, ofte med 2 brune Længdestriber og hvidgule Fjerrande. Undervingedækfjerene mørkegraa med meget brede, hvide Fjerrande. Styrerne sortebrune med brunlig- hvide Bremmer, Yderfanerne mere eller mindre brun- plettede; de to mellemste Styrere mørkere med brede, brune Kanter, baade paa Yder- og Inderfanerne. Iris mørkebrun. Næbbet grønliggraat, ved Roden og langs Ryggen gulligt rødgraat, mørkere ud mod den sorte Spids. Næblængden 39—41 mm, Hunnen kan naa 42 mm. Vingelængden oftest 110—116 mm. Fødderne graalig gul- grønne, mørkere ved Leddene; Kløerne sorte. Mellem- foden 24—25 mm, Mellemtaaen 29—31 mm. Vægten fra 50 til 85 gr. ; Vinterdragten er næppe til at skelne fra Sommer- dragten. aks ; De unge Fugle ligner de voksne, men skal, foruden "paa den tykkere Mellemfod, kunne kendes paa, at den lyse Pande er mørkplettet og Rygsiden mindre metal- glinsende; naar de om Efteraaret skydes her i Landet, er deres Fjerdragt næppe til at skelne fra ældre Fugles. Den Enkelte Bekkasin skulde.vel nærmest kunne for- veksles med Horsegøgen, men dens kortere Næb, ringere " Størrelse og spidse, mørke Halefjer er ubedragelige Kendetegn. 298 Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Skandinavien og i hele Nordrusland helt ned til Perm, Moskva og Liv- land, mulig ogsaa i Østpreussen og det nordlige Polen; videre østpaa ruger den i Sibiriens nordligere Tundra- egne, i alt Fald ud til Kolymafloden. Trækfugl, der i Træktiderne og om. Vinteren ses i det øvrige Europa og i hele Asien helt ned til Ceylon samt i Nordafrika. Fra Grønland og Island kendes den ikke; paa Færøerne viser den sig derimod nu og da som mere tilfældig Gæst, sær- lig i Oktober og November, men ogsaa helt ind i Januar. I England er den almindelig i Træktiderne baade For- og Efteraar og overvintrer jævnlig, men kendes ikke rugende derfra. I Norge er den fundet rugende nogle Gange i Pas- vikdalen i Sydvaranger, men formenes mulig at ruge paa de sydlige Højfjælde, f. Eks. i Valders; i det øvrige Norge er den ikke sjælden i Træktiderne, særlig om Efteraaret; ses ogsaa overvintrende. I Sverrig ruger den i Fjeldegnene i Torne Lapmark og navnlig almindelig i svensk Muonio og i Lule Lapmark; sydligere er den fundet rugende i Jåmtland og Hårjedalen; i Træktiderne er den almindelig i Mellem- og Sydsverrig. I den finske Lapmark ruger den almindelig i Skovegnene. I Danmark kendes den Enkelte Bekkasin ikke som rugende, men den er almindelig i Træktiderne baade om Foraaret og Efteraaret; nu og da overvintrende. Foraars- trækket falder tidligt, begynder gerne hen imod Slutningen af Marts, vedvarer i hele April og afsluttes gerne lidt ind i Maj, men i det hele er den oftest mindre talrig her om Foraaret. Nu og da er enkelte Fugle set her om' Som- meren, baade i Juni og August. Efteraarstrækket begynder paafaldende sent; først hen imod Midten af September plejer de første at vise sig og træffes derefter almindeligt, særlig i hele Oktober, ogsaa langt ud i November; i De- cember kan de ogsaa jævnlig iagttages, men efter Nytaar ses de som Regel kun sjældent og enkeltvis, da gerne ved Kilder og rindende Vand. Den træffes hos os i sumpede Enge og i Moser, overalt hvor der er rigelig Vegetation, baade inde i Landet og langs Kysterne i fugtige Strandenge, derimod aldrig langs selve Stranden paa Sandene eller paa tørre Marker. De ses aldrig i Flokke, men færdes spredt, ofte enkeltvis og særdeles skjult; særlig om Natten er de i Virksom- hed, Dagen tilbringer de skjult i Græsset; paa passende Lokaliteter kan man paa et lille Felt finde mange siddende spredt i Vegetationen; nærmer man sig dem, trykker de - sig og holder ofte meget stærkt; flyver først op faa 299 Alen foran ens Fødder, gerne en og en, aldrig mange paa en Gang og som Regel uden at give nogen Lyd fra sig. Deres Flugt er ret lydløs, noget flagrende, næsten flagermuseagtig, men aldrig i Zig-Zag som Horsegøgens; som Regel flyver de et Stykke lavt over Jorden for snart atter at kaste sig i Græsset. De trækker øjensynlig om Natten, vistnok enkeltvis, og falder jævnligt ved vore Fyr. Paa Rugepladsen skal den, særlig Morgen og Aften, kunne frembringe en ejendommelig klaprende Lyd, der bl. a. er blevet sammenlignet med Vandets Kogen; denne Lyd høres, medens den højt i Luften kaster sig i Flugten; iøvrigt er den meget stilfærdig og forsigtig ved Reden. Til Rugeplads vælges i Lapmarkerne fugtige Sumpe i Fjeldegne med Birke- og Pilekrat. Redeskaalen findes paa Tuer, udfores med tørre Græsstraa, Padderokker og friske Birkeblade. De 4 pæreformede Æg lægges i Nordskandi- navien som Regel i sidste Halvdel af Juni; den ruger meget fast og lader sig vanskelig forjage fra Reden. Æggenes Grundfarve meget varierende, oftest gulbrun, brun eller mørk olivenbrun; Skallen dækket med mørke- brune Pletter, tættest om den tykke Ende, hvor de ofte er delvis eller endogsaa helt sammenflydende. Æggene er paafaldende store, mellem 33 og 44 mm lange og 24— 30 mm brede, lidt mindre end Horsegøgens. Først i Au- gust fælder de gamle Fugle alle deres Svingfjer paa en Gang, blot med Undtagelse af de 3 yderste, saaledes at Fuglen næsten ikke er i Stand til at flyve (Schaanning). Føden hovedsagelig Insekter, særlig Fluer, og deres Larver, Smaasnegle, Orme o. 1., men ogsaa Plantefrø, fine Blad- dele o.l. 2. Horsegøgslægten (Gallinågo Koch). Mellemstore Former, alle -med langt, blødhudet, bøjeligt Næb, hos de danske Arter ikke under 55 mm langt. Næbbet lige, ikke paafaldende højt afsat ved Grunden, iøvrigt formet som hos fore- gaaende Slægt. Det store Øje sidder højt og ret langt fra Næbbet; Øret sidder lige under Øjet. Forryggens bageste Fjer lidet forlængede, naar blot Halens Rod. Vingerne lange og spidse, Iiste " veludviklede Haandsvingfjer længst. De yderste og mellemste Armsvingfjer brede og afrundede i - 300 Spidsen. Inderste forlængede Årmsvingfjer lidt kortere end Haandsvingfjerene. Halen jævnt af- rundet, med 14—16, højst 26, Styrere, der i deres Spidser er afrundede, ofte med mere eller mindre udbredt, hvid Tegning; de mellemste ikke særlig forlængede; de yderste ofte smalle og stive, bruges af Fuglen som Lydgivere. Ryggens sorte Farve uden Metalglans. Benene, der er nøgne et godt Stykke op over Hælen, er ret lave; Mellemfoden skinneklædt baade for og bag. Bagtaaen med ret lang og spids Klo. Legemet slankt, Kroppen sam- mentrykt og smal. Brystbenet med 2 Indsnit i Bagranden. Slægten er med mange Arter udbredt i alle Verdens- dele, i Australien dog kun som Vintergæst. I Danmark forekommer 2 Årter. Oversigt over de danske Horsegøgarter. 1. 14 Styrere; de yderste 2—3 højst med hvide Spidser, iøvrigt rustbrune med sorte Tværbaand. Bryst og Bug hvide, Fjerene uden sorte Tværbaand................ BE. VO SEERE 1. Horsegøg (Gallinågo scolopacina). 2. 16 Styrere; de yderste 2—3 hvide eller langt over- vejende hvide, med eller uden sorte Tværbaand. Bryst og Bug hvide, Fjerene med brede, sorte, halvmaane- formede-Tværbaand ASER EEN ea FE SRRE 1. Horsegøg (Gallinågo scolopacina Gould). (Capella gallinago gallinago (Linné)). . Dobbelt Bekkasin, Rønnefugl, Hingstefugl, Skrønner- hors, Stensneppe, Dobbelt Sneppe. (Scolopax gallinago Linné). Norsk: Enkeltbekkasin. Svensk: Enkelbeckasin. Tysk: Gemeine Bekkasine. Engelsk: Common Snipe. Han og Hun i Sommerdragt: Pandens Midte, . Issen og Nakken brunsorte, Fjerene med lidet frem- 301 trædende, varmtbrune Kantpletter, der dog ofte mangler helt; midt op ad Pande og Isse en bred, gulbrun- lig, flødefarvet Stribe. Pandens Sider og en meget bred og lang Øjenbrynstribe lyst flødefarvet gulbrune, uden sort Midtstribe. En bred Stribe fra Overnæb til Øje og en svagere, smallere over Kinden og de iøvrigt graa Ørefjer, brunsorte. Hovedets Sider iøvrigt lyst graalig gul- Fig. 67. Horsegøg. (Efter Slater i British Birds). brune med smaa, mørkebrune Spidspletter. Hage og Strube uplettet gulbrunligt hvide. Hele Halsen og Forbrystet lyst gulbrune med mørkebrune Fjermidter; paa Forhalsen er disse mørke Pletter større og mere sammenflydende, dan- nende to mere eller mindre tydelige Længdestriber. Bryst og Bug renhvide. Brystets Sider gulbrune, Bagkrop- pens Sider hvide, hele Legemsiden med brede, brunsorte Tværstriber. Forryg og Skulderfjer- sorte med varmtbrune Tværpletter og smalle Striber; Ryggens yderste Sidefjer "med brede, lyst gulbrune Kanter paa Yderfanerne, dan- nende et bredt Baand langs hver Rygside; et lignende 302 bredt Baand ned langs Skulderfjerenes Yderkant. Bag- ryggen brunsort med brede, graalige Spidsbremmer, Over- gumpen sortebrun med brede, gulbrune Spidspletter. Over- haledækfjerene gullig rustbrune med sorte Tværbaand og hvidlige Spidser. Vingedækfjerene sortebrune med gul- brune Tegninger og Kanter, ofte med brede, hvidlige Spidspletter, blot Fjerene ved Haandleddet hvidbremmede. Haandsvingfjerene sortebrune, I1ste veludviklede med brunsort Skaft, hvid eller graahvid paa Yder- fanens basale Halvdel; de inderste fint lystbremmede i Spidsen; Armsvingfjerene med brede, hvide Spidser; de inderste forlængede med brunlig Vatring paa Yderfanerne. Undervingedækfjerene og Armhulefjerene graasorte med brede, hvide Tværbaand og hvide Spidser, Årmsvingfjerene ofte overvejende hvide. Styrerne sorte, paa deres ydre Halvdel med et smalt og et meget bredt, varmt rustbrunt Tværbaand, det sidste ved et smalt, sort Tværbaand skilt fra de brede, rustbrune Fjerspidser, der dog paa de yderste Styrere ofte er hvidlige. Halen afrundet, som Regel med 14 Styrere. Iris brun. Næbbet rødligt brungraat, mørkere mod den sorte Spids. Næblængden oftest 62—71 mm. Vinge- længden 127—136 mm. Benene rødgraalige eller blaagraa= lige, graagrønlige ved Leddene. Mellemfoden 30—33 mm, Mellemtaaen 36—37 mm. Vinterdragten ligner Sommerdragten. De unge Fugle ligner de voksne, men har som: Regel smallere, mere hvidlige Rygstriber. Fødderne skal være grøngraa, men de tykke, svampede Hælled er det bedste Kendemærke. Dunungen mørk rødlig chokoladebrun, paa Under- siden med mere brunliggraa Tone. Panden sortagtig med bredt, hvidt Tværbaand; Issen med sorte Tegninger og spredte, hvide Dunspidser. Fra Næseboret 2 sorte Linier paa hver Kind gaaende hen under Øjet, omfattende en hvid Stribe hen ad Kinden; ofte en Ring af hvide Dun- spidser om Øjet. Rygsidens og Vingernes Dun sorte ved 303 Grunden, med rødlig chokoladebrune Tværbaand og hvide Dunspidser. Hagen lysere med mørk Midtstribe, der ned- adtil udbreder sig til en mørk Plet paa Forhalsen. Blandt danske Fugle kan Horsegøgen blot forveksles med Tredækkeren, men det renhvide, uplettede Bryst er et iøjnefaldende Skelnemærke. Udbredt som Ynglefugl over hele Nord- og Mellem- europa ned til Pyrenæerne, Norditalien og Kaukasus samt i Asien fra Turkestan op i Sibirien til omkring 70” n. Br.; træffes helt ud til Kamtschatka, i Østasien dog søgt ud- skilt til en særlig Race, raddei Buturlin; endelig vidt udbredt i Nordamerika, ogsaa her udskilt som en særlig Race, delicata Ord. .Trækfugl, der om Vinteren træffes langt ned i Nord- og Østafrika, i Indierne og paa de In- diske Øer. I Grønland har den nu og da vist sig, baade den amerikanske og den europæiske Race; mulig yngler " enkelte i Vestgrønland. Paa Island og Færøerne er den meget almindelig, udskilt som en særlig Race, faeroe- ensis Brehm, let kendelig paa sine mere rustrøde Farver, idet baade Rygsidens rødbrune Tværbaand og Pletter er meget talrigere og stærkere udviklede og Undersidens hvide Farver mere rustbrunt anløbne; endel overvintrer påa disse Øer. I England er den meget almindelig, ogsaa paa Gennemrejse og som overvintrende. Baade i Norge og Sverrig er den overalt meget almindelig, mindst talrig langs Norges Vestkyst, ruger baade oppe i Fjældsumpene og i Birkekrattene samt paa passende Lokaliteter nede i Lavlandet. I Danmark er den en almindelig Ynglefugl over hele Landet, overalt hvor sumpede, fugtige Enge og Moser er at finde, baade langs Kysterne og inde i Landet; tidligere synes den dog at have været langt talrigere, men stærk Forfølgelse og Tørlægning af. Rugepladserne har nedsat dens Tal meget. Paa tørre Marker træffer man som Regel aldrig denne Art. Foruden vore egne Ynglefugle, der sik- kert er blandt de først ankommende om Foraaret og de først bortdragende om Efteraaret, trækker store Mængder gennem Landet, baade om Foraaret, men da særlig om Efteraaret. Trækket foregaar om Natten, og ved vore Fyr falder den jævnligt. Om Foraaret kommer de første gerne i Begyndelsen af Marts og viser sig derefter i stigende An- tal gennem denne Maaned og ind i April; derefter viser "den sig i mere betydeligt Antal paa Gennemrejse til ind i Maj, da Fuglenes nordlige og østlige Rugepladser begynder 304 at blive beboelige. Om Efteraaret begynder de første gen- nemrejsende Horsegøge at vise sig i sidste Tredjedel af August, og fra først i September træffes den derefter al- mindeligt, men senere, ind i Oktober, kommer de gerne i størst Mængde paa Træk; ogsaa almindelig langt ind i November, indtil Frosten begynder. Jævnlig træffes de her om Vinteren, men kun faa eller enkelte Individer ad Gangen. De er hovedsagelig Natdyr, der i Mørket høres flyvende omkring i Engene, men er dog ogsaa i Bevægelse om Dagen. De færdes da gerne spredt paa Engene, skjulte i Græsset; paa gode Lokaliteter kan mange slaa sig ned, og man kan da jage den ene efter den anden op; snart er de ret flygtige, snart holder de stærkt og lader sig kun nødig jage paa Vingerne. Under Opflyvningen udstøder de næsten altid en ejendommelig hæs, lidt snerrende Lyd, ofte gengivet ved krætsch; de kaster sig da gerne straks i lynsnare Zig-Zag-Sving ud til Siderne for senere med stor Hurtighed at flyve mere lige ud, gerne ret lavt over Jorden, nu og da dog ret højt; oftest kaster de sig atter påa Jorden indenfor Synsvidde. Under Flugten holdes Vingerne ret stærkt bøjede i Haandleddet. Paa Ynglepladsen ser og hører man den opføre sin ejendommelige Parringsflyvning allerede fra Slutningen af Marts, men særlig i April og Maj, ogsaa i Juni. Her- under hæver Hannen sig højt i Luften og kredser med hurtige Vingeslag rundt i store Buer; af og til kaster den sig da pludselig med halvtudstrakte, rystende Vinger, noget sidelængs et Stykke ned i Luften, idet den med sine vidtudspilede Styrere frembringer en mærkelig, vidt- lydende, vibrerende, brægende, noget klaprende Lyd. Undersøgelser og Forsøg har vist, at selve Lyden frem- bringes med de ydre, smalle Styrere, der sættes i stærk Vibration af den gennemsusende Luft; ved smaa Træk- ninger i eller Dirren med Vingerne reguleres og skiftes Luftstrømmen i hurtigt Tempo, hvorved den brægende Lyd fremkommer; hos udenlandske Arter er disse ydre Styrere derfor ofte afvigende formede, meget smallere, stivere og ofte talrigere. Hunnen sidder under Parrings- flyvningen gerne skjult i Græsset, og naar denne har varet nogen Tid, kaster Hannen sig som en Sten ned til Hun- nen, hvorpaa Parringen følger. Særlig i Morgen- og Aften- timerne er den ivrig med denne Flyveleg, men ogsaa om Dagen høres dens Brægen almindeligt. Stadig hører man paa Ynglepladsen ogsaa Hannens egentlige Parringssang, lydende som et mange Gange gentaget pedjep—pedjep. Reden gerne paa eller ved en Tue, blot en Fordyb- 305 ning i Græsset, udforet med Straa. Reden findes gerne paa et fugtigt Sted, enten paa helt aaben Mark eller under Buske o.!. Æglægningen begynder hos os omkring Midten af April, og Æg kan derefter findes til langt ud i Juli; Sandsynligheden taler for, at de hos os kan have 2 Kuld aarlig, saaledes at 2det Kuld Æg lægges midt i Juni. De 4 meget store, glatskallede, stærkt pæreformede Æg er meget varierende i Farve, snart graalig eller gulliggrønne, snart lyst graabrune, brune eller olivenbrune med sorte- brune, smaa og navnlig store, skarpt tegnede, ofte skraat- stillede Pletter, de sidste navnlig talrige om den butte Ende, ofte sammenflydende; tillige findes stedse endel mørkere eller lysere graa Skalpletter; Længden 35—43 mm, Bredden 26,5—30 mm. Hunnen aiene ruger, efter Sigende i c. 21 Dage, og holder herunder meget stærkt; opjaget fra Æggene flyver den tavst op; har den Unger, kan den anstille sig saaret; Hannen opholder sig gerne i Nærheden af den rugende Hun. Lidt ind i Juni er de første Kuld Unger flyvefærdige. Føden bestaar hovedsagelig af Orme, men ogsaa af alle Slags Insekter og disses Larver samt af Smaasnegle; Vegetabilier, Frø o.l. findes ogsaa i dens Mave. Orme og Larver fanger den ved at jage sit lange, følsomme Næb dybt ned i Dynd og blød Jord og med et Ryk trække dem op; de dybe, smalle Huller i Jorden ses ofte paa de Steder, hvor Fuglen har søgt sin Føde. 2. Tredækker (Gallinågo måjor (Gmelin)). : …… (Gallinago media (Latham)). Tredækker-Bekkasin, Stor Bekkasin. (Scolopax media Latham, Scolopax major Gmelin). Norsk: Dobbeltbekkasin. Svensk: Dubbelbeckasin. Tysk: Grosse Sumpfschnepfe. Engelsk: "Great Snipe. Han og Hun i Sommerdragt: Ligner i det hele og store meget Horsegøgen, men afviger i følgende For- hold: Bryst og Bug ikke renhvide, men graalighvide med brede, brunsorteTværbaand; naar disse Tvær- baand hos enkelte Individer er mindre stærkt frem- trædende end hos andre, skyldes det de uslidte, brede, " hvidlige Fjerrande, der delvis kan skjule dem. Grænsen mellem det gulbrune Forbryst og det use Bagbryst helt R. Hørring: Fugle II. 20 - 306 udvisket. Medens Forbrystet hos Horsegøgen som Regel er mere chokoladefarvet brungult, er det hos Tredækkeren mere brunlig lergult med mere fremtrædende, bredere brunsorte Skaftpletter. 1ste veludviklede Haandsvingfjer har brunlighvidtSkaft med helt mørkebrun Yder- fane. De mellemste Vingedækfjers lyse Spidser som Regel bredere og ofte mere hvidlige eller helt hvide. Halen Fig. 68. Tredækker. (Efter Slater i British Birds). med 16 Styrere, iøvrigt afrundet og tegnet som Horse- gøgens, men de 2—3, af og til de 4 yderste Styrere er ganske overvejende eller helt hvide med ret smalle, sorte Tværbaand; disse kan dog næsten mangle helt eller være indskrænkede til Yderfanernes Basis. Tre- dækkeren er i det hele endel større og kraftigere bygget; Næbbet forholdsvis kortere og tykkere, mellem 58 og 69 mm langt. Vingerne hos Hannen 132—143 mm, hos Hunnen 139—148 mm. Fødderne rødlig gulgraa, grønlige ved Led- 307 . dene. Mellemfoden 32—38 mm, Mellemtaaen 36—40'mm, stedse lidt længere end Mellemfoden. Vinterdragten ligner Sommerdragten. De unge Fugle ligner de gamle, men har smallere, lyse Rygstriber. Dunungen meget forskellig fra Horsegøgens. Ryg- siden lyst rustbrun og graalig gulbrun med sorte Pletter og spredte, hvide Dunspidser, delvis ordnede i Striber og Pletter. Op ad Panden og Issen 2 brunsorte, rødbrunt kantede Længdestriber adskilte af en hvidgullig Midtstribe. En lang Øjenbrynstribe samt Hovedets Sider hvidgule; en Stribe fra Næbbet gennem Øjet ud i Nakken, en Skægstribe og en Plet ved Øret brunsorte. Forhals og Forbryst brune, den øvrige Under- side snavset brungraa. Udbredt som Ynglefugl over det nordlige Europa, særlig i Skandinavien og i Rusland-ned til 51” n. Br., og- saa i Bessarabien; endvidere ud i Vestsibirien til Jenissei "og mod Syd til Altai. Trækfugl, der udenfor Yngletiden viser sig i det øvrige Europa; mange overvintrer saa syd- ligt som i Øst- og Sydafrika, lige ned til Kap og i Åsien "til Turkestan og Persien. Fra Grønland, Island og Fær- øerne kendes den ikke. I England ruger den ikke, men viser sig som en sjælden Gæst paa Gennemrejse, yderst sjældent om Foraaret, oftere set om Efteraaret fra Juli til November. I Norge ruger den ret almindelig i Landets sydlige Dele op til Tromsø, træffes navnlig i Fjeldegnenes Birke- og Pilebælte; undtagelsesvis er den fundet rugende saa nordligt som i Porsanger. I Sverrig ruger den fra Skaane op til omkring 65? n. Br.; tidligere var den meget almindelig, nu nærmest faatallig, men findes endnu ret talrig i Jåmtland og flere Steder i Vestsverrig, saaledes i Dalsland og Vårmland; yngler ogsaa paa Øland og Got- land. I det sydlige Finland er den ogsaa nu og da truffet rugende, ligeledes i Østpreussen; i Holsten og navnlig i Slesvig var den tidligere almindelig, ligeledes skal den tidligere have ruget i Holland. I Danmark var Tredækkerén tidligere, i alt Fald i Jylland, en særdeles almindelig Ynglefugl, derimod nær- mest sjælden paa Øerne; men allerede i Midten af for- rige Aarhundrede iagttog man, at den var aftaget stærkt 205 308 i Antal, og at den forsvandt fra Steder, hvor den tidligere havde været meget almindelig. Nedgangen fortsattes der- efter jævnt, og i Øjeblikket maa. den som Ynglefugl anses for at være yderst sjælden, om ikke helt forsvundet; mulig kan endnu enkelte findes rugende i det sydlige Vestjylland, men siden omkring 1900 kendes ingen Fund af rugende Tredækker i Danmark. Navnlig i Vendsyssel og Thy samt i hele Vestjylland og i Engdragene langs de jydske Aaer var den i ældre Tid meget almindelig og Genstand for ivrig Jagt; særlig talrig var den i Skernaa- dalen og i hele Egnen mellem Ringkøbing og Ribe. Nu træffes den hos os kun som en faatallig Gæst paa Gen- nemrejse, vist meget sjælden om Foraaret, derimod lidt ”" talrigere om Efteraaret, hvor den nu og da paa passende Lokaliteter, som f. Eks. i Gudenaadalen, skal kunne vise sig i ikke helt ringe Antal. Skildringerne fra forrige Åar- hundrede om Mængder af Tredækkere paa Efteraarstræk, og store Tal paa skudte Fugle er nu blot en Saga. Alle- rede i August begyndte de at vise sig, og lidt efter Midten af denne Maaned var de talrige og kunde da være tilstede i rigelig Mængde i største Delen af September; men de synes at forlade Landet længe før Horsegøgen, vist alle- rede mod Slutningen af September er de borte. ; Om Foraaret kom vore rugende Tredækkere i sidste Halvdel af April og søgte derefter straks til Rugepladserne; hertil vælges Enge, fugtige Marker og Moser, særlig ved Aaer og Søer. Reden anbringes aabent i Græsset, oftest paa en Tue, og er udforet med Græsstraa. I Parrings- tiden samler Hannerne sig om Aftenen, naar Mørket er indtraadt, paa bestemte, gerne lidt tørrere Steder i Engene, hvor de med oppustede Fjer kæmper paa Skrømt med hverandre; jævnlig stiller de sig da i Ekstase op paa en Tue, bøjer Hovedet tilbage, sænker Vingerne og udspiler Halen, samtidigt med at de udstøder et meget hurtigt gentaget bibbelebibibibi .... endende med orrorror ....; de hvide Halefjer skinner da i Mørket, og man kan komme disse spillende Fugle ganske nær; ofte er de saa optagne af deres Leg, at de end ikke lader sig skræmme af et Skud. Spillet afsluttes gerne med en ejendommelig Kvid- ren, der skal minde om en Sangers. Nogen Parringsflugt eller Toner frembragte med Halens Styrere kendes ikke hos denne Art. Noget efter Midten af Maj begyndte Æg- lægningen tidligere hos os, men frisklagte Æg kunde i stort Antal findes endnu i sidste Halvdel af Juli, enten de nu skyldtes Fugle, der havde mistet deres første Æg, eller Fugle, der normalt lagde deres andet Kuld. De 4 309 - pæreformede Æg er graalig til rødlig gulbrune med fine Punkter og større eller store, skarpttegnede, mørkt choko- …ladebrune Pletter, som Regel skraatstillede og tættest om Æggets Midte, tillige med smaa og store, graa Skalpletter; de er endel større end Horsegøgens, Længden gerne 42— 48 mm, Bredden 30—32 mm. Æggene ruges af Hunnen alene. Tredækkerne kommer først i Bevægelse om Aftenen, man hører da deres ræp—ræp eller bræd—bræd over Engene; Trækket foregaar ogsaa udelukkende om Natten. Om Dagen ligger de skjult i Græsset; af og til er de ret flygtige og sky, men ofte holder de stærkt og lader sig nødig jage op, navnlig om Efteraaret; de kan da være særdeles fede. Opjaget letter den. som Regel tavs, men kan ogsaa udstøde et hæst ræp—ræp; den plejer at kaste sig ret snart igen. Dens Flugt er langsommere end Horse- gøgens, og den flyver gerne lavt og lige ud, ikke i Zig- zag. I Modsætning til Horsegøgen træffer man i Træk- tiderne af og til denne Art paa tørre Marker, f. Eks. i Kartoffel- og Kløvermarker, endogsaa i Kornagre; men fugtige Engdrag og Moser er dog dens rette Hjem; deres Antal synes altid at have været meget vekslende, et Aar er den talrig, et andet sjælden paa samme Lokalitet, mulig efter Foraarets Fugtighed og Nedbør. Føden som Horse- gøgens, ganske hovedsagelig Orme, men ogsaa Insekter, Larver, Smaasnegle 0. l. 3. Skovsneppeslægten (Scélopax Linné). Fugle af Duens Størrelse, med forholdsvis stort Hoved. Det lange, trinde, lige, blødhudede Næb er ikke synderlig tykkere eller bredere i Spidsen. Overnæbbet, der paa Midten kan bøjes lidt opad, har paa Undersiden, lige foran sin butte Spids en Indskæring eller Hage, i Form nærmest mindende om en Hæklenaal; lige bag denne griber Spidsen af det lidt kortere Undernæb ind. Det store Øje sidder meget langt tilbage og er rettet. stærkt op- ad; Øret sidder derved langt fremme, under for- reste Øjenkrog. Kroppen meget bred,.…plump og kraftig; 'Brystbenet med. ét Indsnit i hver Side. - Forryggens bageste Fjer ikke forlængede. Vingerne - 310 meget kortere og langt mere afrundede end hos Bekkasinerne, ret hvælvede, nærmest som hos en Hønsefugl. iste Haandsvingfjer meget kort, smal, spids og stiv, meget kortere end Vingedækfjerene; liste og 2den veludviklede Haandsvingfjer længst. Armsvingfjerene afrundede i Spidsen; de inderste forlængede noget kortere end Haandsvingfjerene. Benene lave, fjerklædte lige til Hælen. Mellem- foden forholdsvis kort og kraftig, paa Forkanten delvis med Tværskinner, paa Bagkanten med Smaa- " skæl. De lange Tæer ret kraftige med korte Kløer. Den veludviklede Bagtaa med en kort og but Klo, der ikke rager ud over Taaspidsen. Halen afrun- det og ret kort, med 12 Styrere; disse er i Spid- sen noget afsmalnende med butte Ender, navnlig de mellemste oftest lidt opadbøjede i Spidsen. Kun 1 Art, udbredt i den gamle Verdens tempererede Dele. Skovsneppe (Scélopax rusticula Linné). (Scolopax rusticola rusticola Linné). Sneppe, Holtsneppe, Tornsneppe, Rødsneppe. Norsk: Rugde. Svensk: Morkulla. Tysk: Waldschnepfe. Engelsk: Woodcock. ; g Han og Hun i Sommerdragt: Panden og Issens forreste Del, op til en Linie mellem Øjnene, brunlig eller gullig askegraa, ofte med mørkere Fjerbremmer og som Regel med en kort, brunsort Midtstribe op fra Næbroden. Bagissen og Nakken sorte, hver Fjer med et bredt, men helt dækket, rustbrunt Tværbaand. Tværs over denne sorte Kalot 4 hvidgullige eller rustbrunlige, . smalle Baand, dannede af lyse Fjerspidser, det forreste paa Grænsen mod den graa Forisse. Hovedets Sider lyst gulgraa, hver Fjer med en lille trekantet Spidsplet. En bred Stribe fra Næb til Øje og en smal Stribe under Øret brunsorte, ofte med rustbrun Indfatning. Hage og Strube 311 . næsten uplettede, hvidlige med graaligt eller gulbrunligt Anstrøg. Hele Halsen, ogsaa dennes Sider og Bagside, - Forbrystet og hele den øvrige Underside samt Kropsiderne gulgraa, med mere eller mindre brunligt Ånstrøg, og med smalle, brunsorte Tværbaand; Underhaledækfjerene med brunsorte Pilpletter eller Midtstriber. Paa hver Side af Forhalsen en rustbrun Plet med bredt sortspidsede Fjer; SORER Kaas Fig. 69. Skovsneppe. (Efter Kolthoff & Jågerskidld). paa hver Side af Forbrystet et Tværbaand med samme Farve og Tegning. Forryggens og Skuldrenes Fjer sorte med uregelmæssige, varmt rustbrune eller kastaniebrune Tværbaand og Tværpletter; Fjerspidserne dels med store, sorte, tresidede Pletter, dels med spredte, store, lyse, gul- graa, brunliggule eller graa, ofte sortvatrede Spidspletter; disse sidste danner en tydelig Stribe ned ad hver Side af Forryggen og et lyst Strøg ned ad hver Side af Skulder- fjerene. Vingedækfjerene varmt rustbrune eller kastanie- brune med brede, sorte eller mørkegraa, sortkantede Tvær- baand og med endel spredte, store, lyse, gulbrune eller 312 graalige Fjerspidser paa Vingens Midte; disse lyse Pletter mangler altid paa et bredt Bælte langs Vingens Rand og Kant. Bagryg, Overgump og Overhaledækfjer varmt gul- ligt rustbrune med smalle, sorte Tværbaand og Tvær- linier; Overhaledækfjerene oftest med lysere, brungullige Spidser. Svingfjerene mørkebrune, med lyse, brungullige Spidsbremmer, langs Randene med store, lyst gulligt rustbrune, trekantede Pletter, der navnlig paa AÅrmsving- fjerene næsten eller helt,danner Tværstriber. Iste velud- viklede Haandsvingfjer med smal, oftest ensfarvet, brun- . gul Yderfane. Undervingedækfjerene lyst graaligt gulbrune eller rustbrune med mange, ret brede, mørkebrune Tvær- baand. Halens Styrere sorte med smaa, gulbrune Kant- pletter og brede, skarpt afgrænsede, brunliggraa eller askegraa Spidser, der paa Fjerenes Underside er skinnende hvide. Farverne og tildels Tegningen er dog, uafhængigt af Køn, Alder og Aarstid, meget varierende; af og til træffer man Individer, hvor varmt rustbrune Farver er stærkt fremtrædende, saaledes at ogsaa Undersiden er stærkt rustbrunlig, oftere Fugle, i hvis Dragt det graalige er mere fremtrædende. Iris mørkebrun. Næbbet graaligt Kødfarvet, mere eller mindre brunligt, mørkebrunt mod Spidsen, ved Roden renere kødfarvet. Næblængden hos Hannen 65—73 mm, hos Hunnen 68—77 mm. Benene graaligt kødfarvede, svagt mørkere ved Leddene; Mellemfoden 33—37 mm. Mellem- taaen 38—42 mm. Vingelængden 180—202 mm. Vinterdragten lader sig næppe med Sikkerhed skelne fra Sommerdragten. De unge Fugle ligner særdeles meget de voksne; ; iste veludviklede Haandsvingfjer har dog ikke ren ål hvid Yderfane, men denne er mørkebrun med gulbrune Randpletter; iøvrigt er de tykke Hælled et bruge: Skelnemærke. Dunungen: Hele Oversiden rustbrunlig graagul; en Stribe fra Næbroden op ad Panden samt Issen, en Stribe 313 ned ad Baghalsen, en bred, afbrudt Stribe ned ad Ryggen samt flere Længdestriber og Tværpletter ned ad Halsens og Kroppens Sider samt over Vingen kastaniebrune. Fra Næbbet gennem Øjet ud i Tindingen en brunsort Stribe; over Øjet en Plet af samme Farve. Undersiden graagul med en rustbrunlig Tværplet over Forbrystet. Saa ejendommelig formet og farvet, som Skovsneppen er, kan den vanskelig tænkes forvekslet med nogen anden dansk Fugl. Udbredt som Ynglefugl i Skovegnene over store Dele af Europa og Åsien, lige fra England ud til Japan; mod Syd ruger den ned til Pyrenæerne, Alperne, den nordlige Del af Balkan-Halvøen, Kaukasus og Himalaya, mod Nord .op til omkring Polarkredsen , i Sibirien dog kun op til . 60? n. Br.; paa de sydlige Grænser af sin Udbrednings- zone ruger den ofte i højtliggende Bjergskove, i Hima- laya saaledes op til 3000 m o. H.; i Europa er den i det hele kun almindelig i de nordlige og østlige Dele, ellers ret spredt og sparsom; mærkelig nok findes den som rugende Standfugl paa Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Trækfugl, der om Vinteren søger ned til Middelhavs- landene og Nordafrika, Sydpersien, Indien og Kina; endel bliver dog tilbage og søger haardnakket at overvintre i Atlanterhavets varmere Kystlande. I det østlige Nord- amerika, i Grønland og paa Island viser den sig kun som en sjælden og tilfældig Gæst; en Gang endogsaa set paa Spitsbergen. Oftere har vildfarne Individer vist sig paa Færøerne. Undtagelsesvis ruger den .paa Shetlands- og Orknøerne, derimod ret almindelig paa de britiske Øer, hvor mange ogsaa overvintrer. I Norge ruger den al- mindelig i Skovene op til Polarcirkelen, nord for denne faatallig til Tromsø; aarlig overvintrer endel i Sydnorge. I Sverrig ruger den almindelig fra Skaane op i Jåmtland til 64%, nord herfor sjælden; nordligst er den fundet rugende ved Gellivare; ogsaa i Sverrig kan enkelte af og til overvintre. I Danmark er Skovsneppen en ikke sjælden Yngle- fugl, der navnlig i de senere Aar er fundet rugende spredt over Landet, flere Steder endog i ikke helt.ringe Antal; saaledes rugede for nogle Aar tilbage maaske 10 til 15 Par "aarlig i Kongelunden paa Amager; ogsaa paa Bornholm ruger endel. Det uheldige Forhold, at man fra gammel Tid stadigt og ivrigt har bortskudt dem paa Foraarstrækket, 314 samtidigt med at vore egne Ynglefugle var midt i deres Parring eller havde begyndt Æglægningen, har sikkert gjort sit til, at denne ejendommelige Fugl er saa faatallig hos os; ved total Fredning af Skovsnepperne hele For- aaret vil deres Tal som danske Rugefugle sikkert tiltage betydeligt. Paa Gennemrejse For- og Efteraar til og fra deres nordligere og østligere Rugepladser er den stadig ret talrig hos os, omend alle Beretninger gaar ud paa, at den i ældre Tid var langt almindeligere. Om Foraaret begynder Trækket gerne omkring Midten af Marts, kun sjældnere i den første Halvdel af denne Maaned, og varer derefter til langt ud i April, hvor de træffes i meget vekslende Antal, rettende sig endel efter Vejrliget her og andre Steder; i Begyndelsen af Maj kan endnu nogle Efternølere passere Landet. Om Efteraaret begynder de gennemrejsende Fugle at vise sig først i Ok- tober, og derefter er den gerne almindelig til langt ud i November, da de fleste forlader os. I milde Vintre kan ikke faa overvintre hos os; næsten hver Vinter ses spredte Individer ved aabne Kilder og Bække, men stærk Frost tvinger dem til at flytte længere mod Syd. Skovsneppen er en udpræget Skovfugl, der næsten aldrig træffes paa aabent Land. Højskov tiltaler den min- dre; Elle- og Birkekrat, aaben Egeskov med Underskov af Hassel o. Il. samt Granskov foretrækker den stedse, helst hvor Jorden er fugtig og blød eller lidt sumpet; her færdes den stilfærdig paa selve Jorden, gerne spredt og enkeltvis. Den er hovedsagelig et Natdyr, der først kom- mer i Bevægelse ved Mørkets Frembrud; man ser dem da trække i ugleagtig Flugt gennem og over Underskoven og kaste sig paa Engene i Skoven. I Træktiden rejser de stedse om Natten, gerne enkeltvis, og falder jævnligt ved Fyrene; Dagen over ligger de da skjult i Skoybunden. Om Dagen flyver de meget nødigt op og holder som Regel meget stærkt, fast trykkede i Løv og lignende, saa- ledes at man oftest kommer dem meget nær; med Rette stoler de paa, at deres brogede Farver næsten gør det umuligt at opdage dem mellem de brogede, visne Blade. Opjagede gaar de paa Vingerne med stærk Larm, ofte udstødende et hæst Skrig; de stiger da gerne i ret be> sværlig Flugt op mellem Træernes Kroner, men kaster sig iøvrigt atter snart. Det angives, at de under Skrig forfølges af Smaafuglene, naar disse om Dagen faar Øje paa dem, ligesom det sker med Rovfugle, Gøge, Egern 0. m. a. I Parringstiden og forresten ogsaa senere hen paa 35 Sommeren flyver Hannen i stille, mildt og fugtigt Vejr, særlig i Aftenskumringen, langsomt og lavt over Træ- toppene, gerne paa bestemte Steder i Skoven, langs Veje og Skovkanter; herunder har de noget oppustede Fjer, og jævnlig udstøder de en ejendommelig Lyd, ofte gen- givet ved orrrt, orrrt, pisp. Mødes Hannerne under denne Parringsflugt, forfølger de hinanden under et ofte gen- taget gog, gog; ogsaa paa Jorden spiller Hannerne med hængende Vinger og udspredt Hale. Mulig er Skovsnep- pen polygam. Hos os vælger den til Rugeplads stedse aabne Steder i Birke-, Gran- og Egeskov, ofte i Ellekrat o. I. Her anlægges Reden paa Jorden, enten paa helt aabne Steder i gammelt, nedfaldet Løv, ved en Trærod ell. I. eller ogsaa mere dækket under en Busk, ofte under ganske unge Grantræer, hvis nederste Grene ligger lavt over Jorden. Redeskaalen blot et Hul skrabet i Jorden, ofte med et Underlag af tørre Egeblade. Som Regel i . sidste Halvdel af April og først i Maj lægger den hos os sine Æg, men endog saa tidligt som Ste April har man her fundet den rugende; ogsaa langt ud i Juni eller senere kan nylagte Kuld findes, hvad enten de nu skyldes Fugle, der har mistet deres første Æg, eller Skovsnepper, der yngler to Gange aarlig. Det normale Ægtal er 4, men af og til træffes . omlagte Sommerkuld med kun 3. Æggene ruges af Hunnen i 20—21 Dage, mulig med Hjælp af Hannen, der skal kunne have Rugepletter; særlig paa de stærkt rugede Æg holder de ganske overordentlig fast og haardnakket og lader sig let tage med Haanden. Hunnen tager sig med Omhu af Ungerne; jages den op, medens den sidder paa sine Unger og varmer dem, tager den jævnlig en af dem med sig, idet den fastholder den mellem Benene; man har ogsaa set den bortføre 2 Unger, den anden da fastholdt mellem Næb og Bryst. Opjaget fra Ungerne udstøder den et særligt Angstskrig, idet den med hængende Vinger flakser hen ad Jorden for at bort- lede Opmærksomheden. Æggene, hvis Skal er glat og svagt glinsende, er store, ret korte og tykke og ikke særlig pæreformede som hos mange andre Vadefugle; Farven ejendommelig, idet Grundfarven er graalig- eller brunlig- hvid, ogsaa ofte lysebrun med meget spredte, ret smaa, rødbrune og graalige Pletter, lidt tættere stillede om den tykke Ende. Længden 41—49 mm, Bredden 31,5—36,5 mm. Føden hos os vist for største Delen Regnorme; disse .tager den ved at bore sit lange, følsomme Næb dybt ned i den bløde Jord og gribe Ormen, som den da ofte med megen Møje trækker op, idet den derunder sætter sig paa 316 sin korte, stivfjerede Hale; Styrernes opadbøjede Spidser og sidekrummede Skafter er vel en Følge af denne Virk- somhed; til Fastholdelse af den ret modstandsdygtige Orm tjener sikkert Hagen paa Overnæbbet lige foran dettes Spids. Skovsneppens -Borehuller ses ofte i den bløde, fugtige Jord. Naar Frosten gør Jorden haard, er Fuglen omtrent ude af Stand til at faa sin Føde og maa derfor fortrække, men helt ualmindeligt er det ikke at finde saa- danne Vintergæster, der pludseligt er overfaldne af Kulde, ligge udmattede af Sult eller døde. Tillige fortærer den mange Slags Insekter og disses Larver, særlig Sømmer- fuglelarver, Smaasnegle o.1., som den piller frem under Løvet, i Mosset og andre fugtige Steder. 317 Tillæg. "Efter Trykningen af vedkommende Ark er Landets Fauna blevet forøget med nedennævnte Skraape-Art, der vil være at indføje Side 53 efter den almindelige Skraape. i Storskraape (Påffinus gråvis (O'Reilly)). Stor Skrofe, Stor Skraape (Procellaria gravis OPReilly, Puffinus major Faber, Puffinus cinereus Reinhardt). Norsk: Storlire. Svensk: Stårre lira. Tysk: Grosser Sturm-Taucher. Engelsk: Great-Shearwater. Han og Hun ens. Hovedets Overside, ned til en Linie fra Mundvigen hen under Øjet, samt Nakken ensfarvet sortebrune; en Stribe ned ad Baghalsen lysere, mere graa- brun. Øjelaaget hvidt, et Parti foran Øjet med indblandede hvidlige Fjer. Fuglens hele Overside ellers mørkebrun med brede, lysere, brungraa Fjerrande, der paa "de bageste Skulderfjer og de forlængede inderste Arm- svingfjer er mere eller mindre hvidlige. De bageste Over- haledækfjer hvide med utydelige, brunlige, smalle Tvær- baand. Vingedækfjerene mørk chokoladebrune, de mellem- ste og navnlig de nederste med lysere, lidt graaligere Kan- ter. Hagen, Struben, Halsen og Kroppens øvrige Underside hvide; midt ned ad Bryst og Bug en udflydende, bred, lyst brungraaStribe, der frem- kommer ved, at Fjerene her har brede, brungraa Spidser. Paa Brystets Sider har hver Fjer en bred, mørkebrun Plet. Undergumpen hvidlig brungraa. Underhaledækfjerene brune med hvidlige Skaftstriber og Fjerspidser. Under- 318 vingedækfjerene hvide, Randens og Kantens Fjer med brunsorte, pilformede Skaftpletter. Armhulefjerene hvide, hver Fjer med en sortebrun, stor Spidsplet. Svingfjerene brunsorte, Haandsvingfjerene og Armsvingfjerene hvide paa Inderfanernes basale Del, de inderste Armsvingfjer næsten uden hvidt. Styrerne ensfarvet brunsorte. Iris brun. Næbbet kraftigt, Længden 46—49 mm, Far- ven 'graasort; den klolignende Næbkrog meget spids og Fig. 70. Storskraape. (Efter Macpherson i British Birds). kraftig. Vingelængden 310—332 mm. Halen stærkt afrun-" det. Fødderne graa med svagt, blegrødligt Anstrøg, dog er Mellemfodens og Ydertaaens Ydersider mørkebrune; paa Ydersiden af Mellemtaaens Led utydelige, brunlige Pletter. Mellemfoden 57—60 mm, Mellemtaaen 75—77 mm. Ved sin hvide Underside skelnes Storskraapen let fra den Sodfarvede Skraape; fra den almindelige Skraape skelnes den let paa sin meget betydeligere Størrelse, idet Vingelængden altid er over 30 cm, og tillige paa det meget kraftigere Næb, der er over 45 mm langt; endelig er den brungraa Stribe midt ned ad Bryst og Bug et udmærket Skelnemærke. 319 Saa vidt man ved, ruger Storskraapen paa Inaccessible Island i Tristan da Cunha Øgruppen i den allersydligste Del af Atlanterhavet. Her angives den at ruge i vor Vintertid, men den øvrige Del af Aaret viser den sig flokkevis i største Delen af Atlanterhavet, ogsaa i dettes nordligste Dele. Ved Grønlands Vestkyst er den alminde- lig Sommergæst; i det aabne Hav omkring Island og Fær- øerne ses den aarlig i store Flokke, men stedse langt fra Land, ofte paa Fiskebankerne; ved Færøerne er den truffet fra Begyndelsen af Juni til ind i November. Heller ikke ved Englands Kyster er den sjælden. Ved Norges Vest- kyst viser den sig i ret ringe Antal. I Danmarks Farvande har den kun vist sig en enkelt Gang, idet en Han blev skudt d. 5. 1. 1926 i Lillebelt ved Fredericia, men ovre under den fynske Kyst. Baade AÅars- tiden, i Ynglesæsonen, og Stedet, nær ved Kysten, er lige paafaldende. …… Om Storskraapens Levevis vides meget lidt, men an- tagelig er den ikke væsentlig forskellig fra den alminde- lige Skraapes; naar man sejler over det nordlige Atlanter- hav, ser man dem nu og da i store Flokke; enten ligger disse paa Havet, eller man ser dem kredse over Vandet i store Buer; Flugten minder da endel om Stormfuglens. De lever øjensynlig til Stadighed ude paå det aabne Hav og kommer kun paa Land i Yngletiden. S. 58 under Stormfugl(Fulmarus glacialis) kan indføjes, at denne Art under sin Fremtrængen mod Øst nu er kommet til Norge; 50—100 Par har nemlig i 1921 ruget paa Rundø i Søndmøre; senere er endel Par ogsaa truffet rugende der (Johnsen. Naturen 1924). numm un mmm fr: ned. Rettelser. . Rothalsige læs Rothalsiger. Grosse læs Grosser. Kleine læs Kleiner. . Gabelschwånzige læs Gabelschwån- ziger. Nordische læs Nordischer. Dunkle læs Dunkler. Sumphåne læs Sumphåna. Curlev læs Curlew. Navnefortegnelse. Synonymer er trykte med Cursiv, de som Overskrifter brugte danske Navne med spærrede Typer. Side Actitis (empusa)......... 196 Åctitis (hypoleucus) ..... 196 ÅeHASE (øchropus).… 52:45 205 Actodromas (minuta) ..... 247 Actodromas (temminckii) .. 251 adamsii (Colymbus)...... 39 dj fis (Lon us) 331. 201 SERES ESME "No ayEE 62 UlbSÅCrordthia) 53 550 278 TD SÅ GT ler, Mee aaERE NERE: 278 albifrons (Charadrius) .... 157 alexandrinus (Charadrius) . 157 Almtuindelis Lom 2023055: 28 Almindelig Sandløber .... 278 Alpenstrandlåufer........ 259 alpm(Er0ka) 535533 2257 259 Siren El rr) BER ERSRERERSN Es 259 anglorum (Puffinus) ..... 50 Anthropoides (virgo) ....…. 110 apricarius (Charadrius) ... 136 aquaticus (Rallus) ....... 76 arcticus (Colymbus)...….. 32 arcticus (Podicipes) ...... 10 arcticus (Procellaria) ..... 50 VET EDR SENERE SER 106 Br des hæs 5752 ls AE 110 arenaria (Calidris) ...... 248 Arenaria (interpres). ..... 161 årerne” (fried) 4 005. 278 arquata (Scolopax)....... 174 — Arquatella (maritima)..... 268 arquatus (Numenius)..... 174 HERE Hørring: Fugle Il. - Side | Asiatische Kragentrappe .. 101 ER ENES SMED 86 auritus (Colymbus)....... 16 auritus (Colymbus)....... 13 saumsfus (Podicipes) 2.5.5 10 BES rAKSEREr ADS Tue i6y autumnalis (Himantopus) . 241 NDS SEE SAKSE SING mg 236 avocetta (Recurvirostra)... 236 ballon (Raku): 2 70 BAGS EEK SE 70 Bar-tailed Godwit....... 187 BESES Sera 22.2 bartramia (Tringa) ....... 223 Barframs: KHNre. 7: 5 23 Bartramsklireslægten . ... . 222 Bartrams Sandpiper ..... 223 Bartrams-Uferlåufer ..... 223 batteri (Limosakss 222 2 189 Bekkesmfanrhen 20 220 293 Bekkasinslægten .... : RER ss rs: Beckasinsnappa 3 191 BER kaS Eye ET er 274 Black-necked Grebe ..... 13 Black-tailed Godwit...... 182 Black-throated Diver..... 32 Black-winged Stilt....... 241 BREDE 53, 7 NR SENE AARS 209 Bisandt Es ro SEES 86 BILSH ORE | ERE 86 Blishøneslægten;s SEER 85 Bliskalv: 2 Sae ERE 86 ABlittelrs, (IR me eee: Fre srE E SED hag Brachschwalbe.......... Braksvale Braksvaleslægten........ Brandm as Eee Branting Brednebsneppe Brednæbbet Kærløber.... Brednæbbet Strandløber . . Brednæbbet Vandtræder . . Brednåbbad simsnåppa . . . Broad-billed Sandpiper ... Broe DE EN Brokfugl Brokfuglefamilien Bruchwasserlåufer....... Br Sane SR ASER KG Brushøre sr STRESS Brushøneslægten........ Brus KOR RESEN ERIE SNS ; BruSKkOD SE RA NEED ANSE BURE NS ra epe dede rr HESS Bundlob ere ik; Burhinus (oedicnemus).... Car dris er SE es SE calidris (Scolopax)....... calidris (Totanus) californicus (Podicipes) . . . canescens (Scolopax) cantiana (Ægialitis) canutus (Erolia)......... canutus (Tringa) Capella (gallinago)....... candidus (Himantopus) . .. Charadrius eee Charadriinæ..... DEER Charadrits as SE Er Charadrius (albifrons) .... Charadrius (alexandrinus). . Charadrius (curonicus).... Charadrius (dubius) ...... Charadrius (fluviatilis).. …. Charadrius (hiaticula) .... Charadrius (himantopus) . . Charadrius (oedicnemus) .. Charadrius (scolopax) .... Chlamydotis (macqueenii) . Chlamydotis (undulata) ... chloropus (Gallinula) .... "cinclus (Tringa) ...... (ER cinerea (Grus).......... cinerea (Tringa)....... 2 cinereus (Phalaropus) .... cinereus (Puffinus)....... collaris (Morinella)....... Colymbidæ Colymbiformes Colymbus Colymbus (auritus) Colymbus (auritus)....... Colymbus (cornutus) Colymbus (cristatus) Colymbus (fluviatilis) 2... Colymbus (rubricollis) .... Colymbus (ruficollis) Common Crane Common Curlew ....... Common Sandpiper Common Snipe.....,... communis (Grus) COOL 2 ØRE AES ERE cornutus. (Colymbus) Cream-coloured Courser. . crepitans (Oedicnemus). .. Crex i erex (Gallinula) crex (Rallus) cristatus (Colymbus) cristatus (Podicipes) cristatus (Vanellus)...... Crocethia SEN SEA Curlew Sandpiper....... curonicus (Charadrius)... . Cursoriidæ Cursorius stol ene tak nat ener Lene 323 i Side Crymophilus (rufus)....…. 288 Dab ae SE 7 Damsnepperr ES 218 delicata (Gallinago) ...... 303 Demoiselle Crane....... 110 Dobbelt Bekkasin ....... 300 Dobbeltbekkasin ........ 305 Dobbelt Regnspove...... 174 Bjobbelf Rødvitte mr. 182 DjobbelkSneppe rr re 300 Nobbeltspove kr 5 174 Dobbelt Østerfugl ....... 174 dominicus (Charadrius)... 139 Bjoeren se ESS FRE. 5 144 BDrlsnåppa ss rense 196 Dubbelbeckasmsusrssee 305 dubius (Charadrius) ...... 154 Dunkler Taucher-Sturm- VORE ER ERE ENN EN 28 Dunkler Wasserlåufer.... 214 BEER SE HE 259 Dverglappedykker ....... Tl EDVer PORRER SER Fr 154 Dvergpræstekrave ....... 154 Dyer oryvikers TE RE 247 iDvers-Rørvastel 5 709 BDyverssilkeandssan ke i Bjyerssneppe mrs ender 247 Dvergstormsvala ........ 43 Dverg-Strandløber....... 247 Dverg-Sumphøne.... 73 IDE PE BE Mal] os ER rer 94 Dyndløbere AS ST BE 274 BDyndskvårrs ASE 67 Esholmskok: 2 35.33 PAST Eis=Seetatichers 5 rs 35 Fissturmvore 0 ser 56 empusa (Actitis)......... 196 Enoless er ADS ENS HE 7 ERSSKTIEEe 5. SP 62 Engsuarreslægfen 5 62 Enkelbeckasin 5 INSSE 300 Enkeltbekkasimnms AS 300 Enkel-Bekkåsin::s 295 178 Side Enkelt Østerhmolss. SASE 178 EDI Eros 157 Erolad(alpind) 4 10 259 Erolia(caautus):3- 254 254 Erolia: (maåritima) 2. 268 Eroka (04). 40: 247 Erolia"(Sschinzil) 0 259 Erolia (temminckii) ...... 251 erythropus (Scolopax) .... 214 erythropus (Tringa) ...... 214 Ed ronasVSee LND 143 Europåische Rennvegel... 126 Europæsk Fries rl ate 119 europæus (Cursorius) .... 126 falcinellus (Limicola)..... 274 falcinellus (Scolopax) . 274 ferruginea (Erolia)....... 264 BjerepIs essere use Te AE: 150 EJES SN SER r57 Ejære PS Fo Aa ene ET NEL 268 Fjallpipare ser SM DD 144 Flassresenpfelterses eee: 154 Elrssuterlamters ss ren 196 fluviatilis (Charadrius) .... 154 fluviatilis (Colymbus)..... 7 fluviatilis (Tachybabtes) ... a En RR Be NNE SR 161 Fersken ES 161 | FU DS DE ERR NSA SESE NNE & 140 Foranderlig Selning...... 278 Forkert Regnspove...... 236 Fulica (chloropus)....... 81 ENE RE RE Sy et 85 fujicaria (fringa) SN SE 288 fulicarius (Phalaropus) . 288 fuliginosus (Puffinus) .... 53 Rare, er Mr eee 56 Balmardst ae 2. renser re 55 Fulmarus (glacialis)...... 319 fusea"(Scoloparx) 3. 214 frsets(Fotanus) Sker 214 færoensis (Gallinago) -.... 303 Færølre 5 Ng KE 50 Gabelschwånziger Schwal- Den-Sturmvoge se 46 Side gallicus (Cursorius)...... 126 Gallnag os FSL HERE 299 gallinago (Capella)... ... . 300 Gallinago (gallinula) ..... 295 gallinago (Scolopax) ..... 300 Galina ser SEE 80 Gallinula (crex) ......... 62 gallinula (Gallinago) ..... 295 gallinula (Limnocryptes) .. 295 Gallinula (minuta)....... 73 Gallinula (porzana) ...... 67 Gallinula (pusilla)....... 73 Gallinula (pygmæa)...... 70 gallinula (Scolopax)...... 295 GAD AS Dr RRS PUE AE HEN SENE PÅ Gemeine Bekkasine ..... 300 Gesprenkeltes Sumpfhuhn. 67 glacialis (Colymbus) ..... 35 glacialis (Fulmarus)... 56, 319 glacialis (Procellaria) .. .. . 56 (Glare Ola ri KK ESS ERNE 123 glareola (Rhyacophilus) ... 201 Glareola (torquata) ...... 123 glareola (Totanus)....... 201 glareola (Tringa) ........ 201 glottis (Scolopax)........ 218 glottis (Totanus) ........ 218 glottoides (Totanus)...... 218 Clutsneppe sr RER 218 Gluttsnapp ae Sene 218 Golden Ployer seere 136 Goldregenpfeifer ........ 136 Graabenet Klire........ 205 Graahalset Stumpfod. ... 16 Gråalire EEN INTER 53 Graasneppe ....... 254, 264 Graastrubedykker ....... 16 Graastrubet Lappe- AykkernensKEækeNe er (0) Gråhakedopping ........ 16 ETTER DES NS ASSR I El ER EJER 53 gravis (Procellaria) ...... 317 pravis(Pufinns) eee 3117 Gray Phalarope HÆRS 288 Gray Ployver: AASE an 140 Great Bustard.......... Great Crested Grebe.... Great Northern Diver ... Great Shearwater ....... Great Snipe EF AE Greenshank re grisea (Scolopax)....….. ans griseigena (Podicipes).... griseus (Macrorhamphus). . 'griseus (Puffinus) ....... griseus (Totanus)....... N Grosser Brachvogel Grosser Lappentaucher .. Grosser Sturm-Taucher .. Grosse Sumpfschnepfe ... Grosstrappe .. 7.0... Gruidæ Grus Rs 243 SS ED EN SR grus (Ardea) grus (Megalornis)..... Ep Grunfusziges Teichhuhn . Grunschenkel Grylinser ENE MSN Grånbena Grønnik....... Lr re Grønbensneppe ...... sen Gulnæbbet Islom Gumpefodede Halfenkel beckasin ...... Halsbaand-Braksvale..... Halsbaandslom Halsbaand-Stenvender.... Halsbandregenpfeifer. ... . Harlekinsneppe ......... Elayvzass error BE Havhes tre on NOR Havimber 1 EAN (SEERE IEEE MEE SST Hedeland: USSR ASA: Heil 555 38 Kenseee SAE Helodromas (ochropus) ... KTSISPOVS NE 82 MERNE SETE sf sne 1 al Fe MEN te HHejunger SER ar Re helvetica (Squatarola). .... helvetica (Tringa)........ hiaticula (Charadrius) .... hiaticula (Ægialitis) Himantopus: MA 022: himantopus (Charadrius) .. himantopus (Himantopus) . himantopus (Hypsibates) . . Hingstefugl Hirundo (pratincola) Hjejle Hjejleslægten holboellii (Podicipes) .... Holtsneppe Hornet Lappedykker. Horsegøg Horsegøgslægten Houbara (macqueenii).... Hvidbrystet Præste- | ON See REDE SE Hvidbrystet Sandpiber.... Hvidbrystlo . . Hvidfugl ) SATS] St Oro te SEE SE Tae FS Hvidpandet Præstekrave . . Hvidprikket Tinksmed ... Hvidsneppe Hvid Strandvifte Hvuitfugl Hydrobates (pelagicus) ... hyperboreus (Phalaropus) … hypoleucus (Actitis)...... hypoleucus (Totanus) .... hypoleucos (Tringa) ” hypoleucus (Tringoides) .…. Hypsibates (himantopus) .. Hyttige Hæmatopodinæ ......... Hæmatopus Højand Højdykker Imber" immer (Colymbus)....... intermedia (Porzana) Side intermedius (Himantopus) . 241 intermedius (Rallus)...... 70 interpres (Arenaria)...... 161 interpres (Strepsilas)..... 161 interpres; (Tringd) 161 isabellinus (Cursorius).... 126 islandica(Tringa). 254 IskandskeRYler rs. 254 Islandsk Strandløber ..... 254 ISkAndSSNEDPEr Ao. 254 Islåndischer Strandlåufer.. 254 SKO ARE 35 ISESform fuel ER SKER 56 Jacks pE REESE SN 295 Korner res 110 Junsfernkranieh 2.25 110 Kamper ED: SE PAPA KELES UI eEsst 19 KEntisheeP lover: me 157 KREDS SE Er SE: si Kiebitzresenpfeiter HEE 140 KINDO FREE S NE 150 Kjelds SE ESS så 167 KlemerBekkasmesssirre 295 Kleiner Schwalben-Sturm- VOEL ENE nr 43 Kleiner Sumplåufer...... 274 Kleines Sumpfhuhn ..... IS KID DIS SAS AD ERE 3 167 SEIN] EEN Fr SEERE RERn 172 Klireslægte nike te 194 Kliresneppe Fa. RL OT FESGT I SV ES ea REE Er ERR SR RER 236 Klydeskesten ie FEE 235 Klykstjårtad Stormsvala .. 46 Krarkiugle RE ARE 62 ner kandsse SNE 62 Kor FE LN SN gr ÅER: 254 Kobberhøne nen 182187 Kobbersnepper rer 187 sKobbersneppe rer 254 Kobbersneppeslægten .... 181 Krastrapp es ERE er 101 Kranen 45.3 0 Se SE 106 Kravetrap persere VO Krumnæbbet Ryle... Krumnæbbet Strandløber. . KCrumnebsryle SEE Kræ” Naur KUStpipare ERE egg KUustsnapp ar Sr SRESE Kvartbekkasin .:......... Kynkesrr EEG ter Kærløberslægten ........ Kærsneppe Kårsnåppa ....... SEER FandER als Saren ENE UDE NON KOG ERE STE, BYRET REED Lappedykkere Lappedykkerslægten lapponica (Limosa) lapponica (Scolopax) ..... EapspOve IEEE Fapvns ERE SER leachii (Procellaria)...... leachii (Thalassidroma) ... FeachsyPetre tre eee leucophæa (Calidris) leucorrhoa (Oceanodroma) . leucorrhoa (Procellaria). . . Eiderskoplor rr Es forde (Cras) sr Lilla Sumphéna Lille Lappedykker... Lille Præstekrave Lille Regnspove..... Lille Rødbrystet Ryle.... Lille Rødvitte Lille Smed FrleFStorm mio Sk Lille Stormsvale .. Lille Strandpiber..... LÆR Lille Strandyrivt 0 125 Limicola Re Faree 18 Limosa Side ' Limosa (melanura) ...... 182 Limosa (melanuroides).... 182 Eimosa: (rufa) SS SE 187 limosa (Scolopax) ....... 182 Liter Bustar ds Ra 94 EjtttlexCrå ker de eee 73 Little Gre be see 7 Little Ringed Plover..... 154 Etter Stint Free 247 JHunspipare VS ORKER E lobata (Tringa)........…. 283 lobatus (Phalaropus)...:.. 283 Eomtiglet sie este 1 Lommer rd he 24 Lomslæsten reg 27 longicauda (Bartramia) ... 223 longicauda (Tringa) ....…. 223 IEOULUS EET sete EDER 236 IEEE ES ENE SENERE DRED 167 lumme (Colymbus) ...... 28 Machetesru rer RE RAD 0) macqueenii (Chlamydotis).. 101 macqueenii (Otis) ....... 101 Macqueen's Bustard..... 101 Macrorhamphus......... 191 major (Gallinago) ....... 305 major (Puffinus) ......…. 317 major (Scolopax)........ 305 Mallemuk RAR ae RS Manx Shearwater ....... 50 maritima (Arquatella) .... 268 maritima (Erolia).....:.. 268 maritima (Pelidna) ...:... 268 maritima (Tringa) ....... 268 maruetta (Porzana) ...... 67 media (Gallinago) ....... 305 media (Scolopax)........ 305 Megalornis (grus)........ 106 melanogaster (Vanellus) ... 140. melanoptera (Glareola) ... 125 melanopterus (Himantopus) 241 melanuroides (Limosa).... 182 melanura (Limosa) ...... 182 Mellemspove RE 178 Middelspove ........... 178 $ ; Side Mindre Eira rr ER 50 Mindre sandpipare .…..... 154 " ominimus (Limnocryptes) .. 295 minor (Podicipes) ....... 7 minor (Ægialitis)........ 154 minuta (Actodromas)..... 247 minuta (Erolia) ......... 247 minuta (Gallinula)....... 13 minufa (Pelidna) 43 247 minuta (Porzana)........ 73 minut (rn) SE 247 SNOOKER: RE ENE 81 Morinella (collaris)...…. .. 161 morinellus (Charadrius)... 144 morinellus (Eudromias)... 144 Mor kld rer see 310 Mornellregenpfeifer ...... 144 Nosnap paa TE 2: 251 Mudderklire. 27587. 196 Muddersnepper: rr Er 196 INSSE ER SES SENE ERE ERE SENER 227 Myrsuipe str ERE 259 Myrsnappar seu ko el 274 MVÆS POV 5: rener BER Er 187 nebularia (Scolopax) ..... 218 nebularia (Tringa) ....... 218 nigricollis (Podicipes).... 13 Nordischer Taucher-Sturm- VO DE 4 te DE FE ten 50 NOS Come 28 Nord-Seetaucher ........ 28 Nimidiske Trane ser 110 Nine nus Seer SE El: 175 Numenius (pygmæus)..... 274 Oceanodroma (leucorrhoa). 46 ochropus (Actitis) ....... 205 ochropus (Helodromas)... 205 ochropus (Totanus) ...... 205 ochropus (Tringa) ....... 205 Odimnshames 03 er 283 Odicnemides RS Oedicnemus..... DAR 119 oediciemus (Burhinus) ... 119 oedicnemus (Charadrius) .. 119 Ohrensteissfuss......... 10 oreophilus (Charadrius) .. Ortysomelfar ss 333 ske ostralegus (Hæmatopus) . . ostreologus (Hæmatopus) . OSSE BESES ene] sn Oyster cafeher 25355 35 pacificus (Colymbus)..... parvaj (Porzana) 2.54 parvus (Rallus) Pavoncella (pugnax)...... pelagica (Procellaria)..... pelagica (Thalassidroma) .. pelagicus (Hydrobates).... Pelidna (maritima)....... Pelidna (minuta) Perhåahn Petersfugl Phalaropinæ Phalaropus Philomachus (pugnax) .... phæopus (Numenius) .... phæopus (Scolopax)...... Blpister ses ERE ES el: platyrhyncha (Limicola) . . . platyrhyncha (Tringa)..... platyrhynchus (Phalaropus) Plattschnåbliger Wasser- freteneee RE DE BE Plettet "Sumphøne 335: pluvialis (Charadrius) .... Podicipedidærs—- rande BodiGipeSsk Es Bolarlom AS as Seere PolarfSeetaucher mr Polarsvømmesneppe Polsk Vibe Pomeransfugleslægten . . . . Bomerans fugle Ser BOLZANO SAS SE PS pratincola (Glareola) .... . pratincola (Hirundo) Pratincole . pratensis (Crex) PBrocelamassseSENRET-Ds Procellaria (arcticus) Procellaria (puffinus) ..... Procellaria (glacialis) ..... Procellaria (gravis) Prylleman ds SE FE. SSR Præstekravmer eN, PBufinus se ASE SNS — puffinus (Procellaria) ..... pugnax (Machetes) pugnax (Pavoncella) ..... pugnax (Philomachus) .... pugnax (Totanus) puma (Iringa) SE Purple Sandpiper BUrpUeryl es ARE pusilla (Gallinula) ....... pusilla (Porzana)........ pygmæa (Gallinula) . ..... pygmæa (Porzana)....... pygmæa (Limicola) ...... pygmæus (Numenius)..... BYE i RES Knebne "raddei re) SEE ES Rallformes rr eve je ) SÆBY LD IS SAN ORK SEDs SEEGER Rallus (bailloni)......... Rallus (crex) ( ( Rallus (intermedius)...... Rallus (parvus) Rallus (porzana) ........ Recurvirostras 5 me Red-breasted Sandpiper. . . Red-necked Grebe ...... Red-necked Phalarope ... RES hank ss hes Reeves ERR ENE 1: Regenbrachvogel ........ Regnpiber: Aber Regnsparv ne Side Revlingehøne........... 174 Rhyacophilus (glareola) ... 201 Ringed Plover.......... 150 robustus (Totanus) ...... 212 rodgersii (Fulmarus)..... 57 ROSKAr LASER SSR 161 Rostrote Uferschnepfe ... 187 Rothalsiger Lappentaucher. 16 Rotschenkelr eee rubricollis (Colymbus) .... 16 rf (imeosd) et AE 187 rufa (Tringa)........ 257] RUS RSD Sr be SARR PØT ruficollis (Colymbus) ..... | rufogularis (Colymbus) ... 28 rufus (Crymophilus)...... 288 rufus (Phalaropus) ....…. 288 Rig de 2 PET SER OS ARSE ES) Rugskrække 55. ere 62 rusticula (Scolopax)...... 310 ) SV FLS PE AES ERR MARE SNS ED 97 259 Rylefamilien I ERE 244 Ryleslægten FE sen 245 Ryle-Strandløber ........ 259 Rækhals se ge re, 28 RØdb en eres ERR 209 ROodbena sr RON SER 209 Rødben= Kline eee 209 Rødbenet Stylteløber..... 241 Rødblisset Rørhøne ..... 81 Rødbrun Kobbersneppe .. 187 Rødbrystet Bekkasin-Klire. 191 Rødhalset Lappedykker... 16 Rødhalset Silkeand ...... 16 Rødsneppe ........ 254, 310 RØdSPOV Fr ER Ea AN 182 Rødstilk rr ERNE Al 209. Rødstrubet Lom..... 28 Rødvitre se 182, 187 Rynne ol se RER ERR 300 Rorhona ie. ener 81 Rørhønese sis BAL KEY Rørhøneslægten......... 80 Rørvastel rager 67 Rørvagtelslægten ........ 66 å i Side sakhalina (Tringa)....... 262 FSandporgee 18:55 52 ANE 150 Sandebrer SE BEN SOE R: 150 Sander REDE 278 Sandø ber PEER 278 Sandlopare Fe 52 5 see 278 SAR SVIE 7 ENE TERRE 150 Sandeveivts aar SSR 150 selimgzir (Tringa) 3357. 259 SsCRInZi (Erolia).. = 02030 5 259 Sclavonian Grebbe fane 10 Schmalschnåblicher Wasser- FLSLE LEA Fl ERE NER 283 Sehnepfenlaufer REE 191 Schwarzes Wasserhuhn... 86 Schwarzhalsiger Lappen- RElaucher satse RR syste 153 Schwarzschwånzige Ufer- SENDE DE SE REE 182 scolopaceus (Macrorham- BMS) 5 2 3857 Sr esse 191 Scolopacidæe sr sale 171 scolopacina (Gallinago) ... 300 Scolopaemæ sr sein 293 SOLO PAR IR Ser ARR Es 309 Scolopax (arquata)....... 174 Scolopax- (Calidris) 2:72 209 Scolopax (canescens) ..... 218 Scolopax (Charadrius) .... 119 Scolopax (erythropus) .... 214 Scolopax (falcinellus).... . 274 Scølopæc (tusca) 5: 25 214 Scolopax (gallinago) .….... 300 Scolopax (gallinula)...... 295 Scolopax (glottis)........ 218 Scolopax (grisea)........ 191 Scolopax. (lapponica) ..,.. 187 Scolopax (limosa) ....... 182- Scolopær (major)... sr 305 Sec0lopax- (media) xx 305 Scolopax (nebularia) ..… . 218 Scolopax (phæopus)...... 178 Scolopax (totanus).....…. 209 SEErESEN peter re SE 157 SSeestrandlånfen te er 268 Side Se krane: sm sy, ES eg 278 Senmesskægfen 2.2 221200 ZA Sens ære DN 236 septentrionalis (Colymbus) 28 sibirica (Limicola)....... 276 Skorserkokkssrm 028%. BE SKOLER 1 tab 236 SKOVvsmreppe sie 310 Skovsneppeslægten ...... 309 Ser 16) 273) 1 FLERE een SER 20 Skardacka rdr RER HR ar 236 SKATs HAD PA ASE 3 0 268 Skr esET dees se NR re] 50 Skraapeslægter 49 BES SHE n fe | FRE SNERRE EN SR 16 Skr SEE EEN lan 50 SKræp and ASSR 005 62 Skr FIS An DEDE ogs se. z 62 Skrønnerhors…2 hik ne 300 Sal ONE. ML 305 28 Smaaplettet Sumphøne ... 67 Smaaspove ..... STE ES SER 178 Smaatrappe 45.50 200 94 Smådoppng. 3. SEE i SMÅ MEE RV be 28 Sas måp pege ENN, 247 SMS POV EA kol sE Tog 178 SSTTENETE fo) OR ESRE ERE NEDE SEER 94 Smalnæbbet Vandtræder .. 283 Smalnåbbad simsnåppa ... 283 STED PER Ar EN 5 Ar: 310 Sneppefuglegruppen ..... 141 Sme peer 2" See 191 Sneppeklireslægten ..,... 191 SUS EET IE ARE NE sg STORPER SS AES Fnr ER 150 SødfarvetSkraape:rs453 Soho n ars 1 DSR S 86 Sothønerse Es; > ore 86 Søfsneppe 1.35307 reds Ba 214 Sooty Shearwater .....:. 53 Sortesraa Kline: ERP RE Søorteraa Rybersrsoe: 268 . Sortegraa Strandløber .... 268 Sorthalespove".. ME BIER TES2 Side Sorthalsdykker: sr see 13 Sorthalset Lappedyk- KERNE SR ENE ERR 13 Sorthalet Kobbersneppe,.. 182 SortkEdn er SE 214 Sortkravet Toplom ...... 10 SORSTED DER EET EE 214 Sortstrubet Lom..... 32 Sort Kinks med eee 205 SorfaVWandhøne serene 86 SPEd Sas Er eS NER 28 SpotfedRCraker rer 67 Spotted Redshank....... 214 Spoveslægten ere 15 SPOovSsmåp pa RE ES re 264 squatarola (Charadrius)... 140 Squatarola (helvetica) .... 140 Squatarola (squatarola) ... 140 Staalsnep per rs SEER 254 stellatus (Colymbus) ..... 28 Stelzenkaufer ss rese 241 Steinwalrerere NERE NE 161 Sem TESTE rr EN EA HE AESRDEGE 161 Sen PIKKER HE 5 ASER 150 Stensnep per 300 Ske mv EM OT ENE RE pE 161 Stenvenderslægten....... 160 Sfone=Curlew Es Eee 0) Stor Bekkasinees sr 305 Stor Kobbersneppe.. 182 StorLappedykkerr 20 Storline LSE ERE 317 Storlo mer 3235 Stormfase HE Sk Serge 56 Stor mag REE Se Eg 319 SE ME Sanne 56 Stormfugleordenen....... 40 Stormfugleslægten....... 55 Storm svale HE EAN 43 Stormsvale NERE ER 43 Stormsvaleslægten....... 42 Stormy-REetre lee 43 Stor tPræste krave eee 150 Stor Resnsporer seen 174 Stor "RØD er ENGE 214 Side Stor Rødbrystet Ryle .... 254 Stor Rødvitte........... 182 SHOTS kradse 3 Stor-Skraape 1 Es 317 StOrFSKrOFE ER reg 317 Stor Snippe 5 3 re 182 STOFSPOV HS AE EN, ERE SN: 174 SKOTIS DIO VE EN ENDE REESE 174 Stor Stormsvale..... 46 Storstormsvale.......... 46 Stor Strandpiber ....... mol30 Stor Tinksmed...... inn 2209 StORHRAD PE Eee EL ER SDRRER: 97 STORA De re rese 97 Strandbrokfugl.......... 140 Strande j le FEER 140 Strande ea ns es 140 Strandlø ber see Er nER 157 Strandryler 5 So SR 268 Strandska de rese 236 Strandskadefamilien...... 160 Strandskadeslægten ...... 166 Strandskata, 2: Frk 167 Strandsneppe ...... 182, 187. Strandsnip er ERE 196 Strepsilas. ASSR ER 160 striata (Tringa) ......... 268 Stum Bekkasin ;........ 295 Stylteløbereseree Lus PAT Stylteloper 5 rr 241 Stylteløberslægten ....... 240 Styltlopare rs roere 241 Stårre strandpipare ...... 150 STYLE DIS ES SEE ron 196 SFOrTE MIRA Sr RER ENE 317 subarquata (Tringa)...... 264 SUTTER DE DEERE on ra 167 SUuderhøne re eee 81 Suderhøne eee RER 167. SUE KOR 525 ENES EERR SIGTER SUMPNON ar SSR 67 Sumpløber.......... SEES PAT JE: SPREE I Ar ASE HS KO SEDRER 167 STRESSE 205 Svartbenta strandpipare. . .Svarthalsade dopping .... Svarthakedopping Syartshap pas NL NNE Svømmesneppe Sydostpiber Sælsære HERDER SEE Såbelschnabel eee ER le SE SENE RE e EOS as HEKSE SAS Sø-Raaber Tachybabtes (fluviatilis). . . tarda (Otis) temminckii (Actodromas) . . temminckii (Erolia) temminckii (Tringa)...... Kemmmeksneppe ES Temmincks Ryle..... Temminck's Stint Temmincks Strandlåufer . . Temmincks Strandløber. .. ke rriSs høner RE ER fetraxe (Ofis) 5 2 Thalassidroma (leachii) .. . Thalassidroma (pelagica) . . ÅD ing SS US SUE ERE FE EEN SEE MORS ha AEPS RE Rim blin ger rr TE Se JONG TYGE) VRE DSE NE ESENRNEE SE BRROFSVID ES EL ERE Bol ER KopdykkerR SNS REN kop lom ss an as Er Toppet Havskjær ....….. Toppet Lappedykker ..... Toppet Silkeand kornsnepps Ed SAR torquata (Glareola) .torquatus (Colymbus) .... Roanne SE SS KOFANSEERRE RAN SVEDE Tofanus" (affinis).2...... £ Totanus (glottoides)...... Fotanus (griseus) Totanus (pugnax) totånus (Scolopax)....... folanus (rn Totanus (ægocephalus) ... Trapgaas ihrappe nes ere Dre JBREITS SETS so SEE SENE ES Farel Braneslæsten seen ne BRS EKK DE De ERE RER DERE Trielfamilien relse oftere es skrineknæresse VEJERS Bring er AAR FNS Tringa (alba) Tringa (arenaria) ........ Tringa (bartramia) ....... Tringa (erythropus)....... Tringa (fulicaria) Tringa (glareola) Tringa (helvetica). ……..... Tringa (hypoleucos)...... Tringa (interpres) rn (lobatd) se E Tringa (longicauda) Tringa (nebularia) Tringa (ochropus) Tringa (platyrhyncha)..... Tringa"(pugnax) Tringa (squatarola) brined ((otanus) ED Trina. (vanellus) .:....-. Tringinæ ' re EA SEE ss ke, luk aendre Tringoides (hypoleucus) ... - Tubinares RUSEN Se SAESEE ER tundræ (Charadrius)... .…. tundræ (Ægialitis)....... Turnstone undulata (Chlamydotis) . .. undulata (Otis) BAR ALOE ES ES EER og SEAN Uvejrsfuskr FEER Vadaresvala ne hed ( Vadefugle Magtelkonze 5 seed Vandhøne Vandrikseslægten........ Vandtrædere : Vandvantels sta la ag AVE UKE TED, eg NE es RES REESE REESE Vanellus Vanellus (melanogaster) . ..- vanellus (Tringa) vanellus (Vanellus) variabilis (Tringa) MESSIER SEEREN? MS EKS Se PRS ESPEN OM Verdens-Pytte .......... MERE SE SNE AT RE virgo (Anthropoides) Vintersnep per see virgo (AFG an: ERE virgo.. (Grus) Njrte rer REN ONDE BURE f vulgaris (Vanellus) Waldschnepfe Massere es SAR Waterhen Sae ser BRS RAR Whimbrel Wiesen-Sumpfhuhn....…. Wio0dfock En ERE Wood-Sandpiper Zwergsteissfuss......... Zwergstrandlåufer Zwergsumpfhuhn........ Zwergtrappe..........…. Ægialitis ægocephala (Limosa)..... ægocephalus (Totanus) ... Ångsknarre j la rear tee FA MER see Ka Okenlåpare ............ Øret Lappedykker....... Ørkenløber…........ ; Ørkenløberfamilien Ørkenløberslægten....... Østerlandsvibe..... SYES rs Øster: ar SER Ånd A, r i) if FRI Kl ly it Rn NM SON MARNE ut se M BIG NE BUN A te (' SL! D øl få tå kg i AM Ad ik ii HRtRA Nb Wi! inthan: i in BULL NKRNON fig fj: i kg HÆMME Å it in i kitn i tj] SETE: 5