SEE ES 7 el i og sg in HE E 2 ORDRET RI SEEST TERE rt e UPU ER ERE REALE 4 C- FALUN MUR M DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING RDS GS SS == == R. HØRRING FUGLE II. MAAGEFUGLE, ALKEFUGLE OG ROVFUGLE MED 81 AFBILDNINGER G. E, C. GADS FORLAG — KØBENHAVN - 1934 | BIANCO LUNO A/S. KBHVN. 8de Orden. Maagefugle (Lariformes). Denne store Orden omfatter udelukkende Fugle .tilpassede til Liv paa Havet eller store Søer og danner en -velafgrænset- Gruppe; der Ydre er tydelig karakteriseret. Vingerne er meget lange og spidse, med 11 Haandsvingfjer, hvoraf den første er ganske kort, stiv og spids, skjult i Dæk- fjerene, de øvrige meget lange, 2den stadig længst, de øvrige jævnt aftagende i Længde indefter. Af - " de meget kortere Armsvingfjer mangler 5te (aquinto- cubital). Halen af meget vekslende Form, for- længede Styrere er almindelige, deres Antal stedse 12. Fjerklædningen meget tæt og stærkt vand- skyende, idet den holdes godt indfedtet fra den "veludviklede Gumpekirtel, der har en Fjerdusk i Spidsen. Bifaner findes. Fjerenes Dundele velud- viklede og Dunklædningen tæt. Hannens og Hun- nens Fjerklædning ens farvet og tegnet, Størrelses- forskel: mellem Kønnene er ret ringe. Ungerne har en meget afvigende plettet og broget Dragt, der først gennem en Række Fældninger i Løbet af 1—3 Aar forandres til de voksne Fugles Dragt. Efteraarsfældningen er total, dog beholder som Regel Ungfuglene deres Vinge- og Halefjer i deres første Vinterdragt; om Foraaret finder atter en mere eller mindre fuldstændig Fældning Sted, særlig af Kroppens, Halsens og Hovedets Fjer, " idet Vinterdragten oftest er ret forskellig fra Som- 1+ … Å BÆ- År» A—— Å.B AR BK Da ;; (Lariformes) 4 merdragten. Næbbet er af vekslende Form, men dets yderste Del stedse tykt hornklædt og haardt i Spidsen, Næbkanterne ret skarpe; Næseborene spalteformede, siddende paa Siderne af det lidt sammentrykte Næb; ingen Skillevæg mellem For- næsehulerne. Næsekirtlerne ret store, liggende i Gruber over Øjehulen. Vingebenene mangler Basi-. "pterygoidledflader. 15 Halshvirvler. Brystbenet stærkt hvælvet med højt buet Kam og 1 eller 2 "Udsnit paa hver Side af Bagranden. Tungen lang og spids; Svælget meget udvideligt, Kro mangler, men Formaven er stor og meget udvidelig og tjener som Opbevaringssted, indtil den egentlige Mave er tømt; den tillader saaledes disse Fugle at sluge store Fisk, Smaapattedyr og Smaafugle i hel Tilstand. Muskelmaven ret stærk, paa Ind- siden klædt med en længdefoldet, haard og ret tyk Skal, afsondret af Mavevæggen og som Regel indeholdende Grus eller Smaasten som. Hjælp ved Fødens Findeling. Fordøjelsen foregaar meget hur- tigt, ufordøjelige Dele som Knogler, Insektvinger 0. 1. opgylpes som Boller. Fødderne snart paafal- dende smaa, som hos mange Terner, snart ret høje, som Regel nøgne et godt Stykke op over Hælen. Mellemfoden paa Forsiden klædt med Tvær- skinner, paa Bagsiden med rudeformede Skæl. Stedse 3 Fortæer, af hvilke Mellemtaaen altid er længst, forbundne med Svømmehud, der kan være mere eller mindre indskaaret, men som dog altid naar ud til Kløerne. Bagtaaen ret lille, kan dog være rudimentær. Fortrinlige, udholdende Flyvere, der ofte færdes langt fra Land paa de aabne Have, hvor de lever af alle Slags mindre Havdyr, som de dels tager i Vandskorpen, dels bemægtiger sig. ved Styrtedyrkning; de er ikke særlig fremragende, ofte endogsaa daarlige Svømmere, der ligger 5 (Lariformes) højt paa Vandet. Deres Flugt er ofte kredsende og svæ- vende, med fremstrakt Hoved og Benene rettet bagud og lagt op under Halen. Mange Slægter ynder at hvile paa Havet, andre foretrækker at hvile paa Sten og Rev. De flyver i spredte Flokke, men aldrig i bestemt samlet Or- den, i Rækker.eller Kiler, saaledes som Ænder, Traner o. a. De er for en stor Del Trækfugle, der overvintrer i langt sydligere Egne, saaledes ser man f. Eks. højarktiske Arter overvintre ved Syd-Afrikas Kyster; de trækker mest om Dagen, men en Del dog ogsaa om Natten. Rugeplad- serne ved Kysterne eller langt inde i Land, jævnlig ved ferske Vande. De lever alle i Monogami, oftest rugende- i Kolonier; de yngler som Regel først, naar de er ud- farvede, men Undtagelser herfra er langt fra ualminde- lige. De oftest 2—3 Æg, der altid er mørkplettede, lidt tykkere i den ene Ende, ruges skiftevis af- begge For- ældrene, der ogsaa i Fællesskab opfodrer Ungerne og forsvarer dem. Normalt lægges kun ét Kuld Æg aarlig, "men ødelægges Æggene, lægges Gang paa Gang nye Kuld. Dunungerne er klædt med et tæt, blødt Dunlag og for- lader meget hurtigt efter Udklækningen Reden, der som Regel ligger paa Jorden, sjældnere paa Afsatser i Klippe- vægge; Ungerne er hurtigt i Stand til at gaa i Vand og svømme. i Maagefuglene er nærbeslægtede med Vadefuglene, med hvilke de har overordentlig mange Bygningsforhold fælles, og ofte er de stillet i samme Orden som disse (Charadriiformes); hertil regnes ogsaa ofte de nærbeslæg- tede Alkefugle; her anføres de, nærmest af praktiske Grunde, som 3 særlige Ordener. Maagefuglenes Orden omfatter omkring 25 Slægter med omkring 150 Arter, der er udbredte over hele Jorden, talrigst dog paa den nordlige Hemisphære. De i Danmark forekommende Maagefugle kan naturligst deles i 3 Fa- " milier, nemlig Maager (Laridae), Terner (Sterni- dae) og Kjover (Stercorariidae). - (Lariformes) 6 Oversigt over de danske Maagefuglefamilier. 1. Hele Overnæbbet, ogsaa Næbryggen, dækket af et tykt sammenhængende Hornlag. Indertaaens Klo af Form og Størrelse som Ydertaaens. Halen overvejende hvid eller graa, enten lige afskaaren, kløftet, eller med det yderste Par Styrere stærkt forlængede. a. Næbbet kraftigt, Overnæbbet endende i en Krog, der bøjer ned over Undernæbbets Spids. Halens Styrere næsten altid omtrent lige afskaaret i Spid- SEM Er sr 1. Maagefamilien (Låridae) Side 6. b. Over- og Undernæbbets Spidser lige lange, Over- næbbets ikke krummet og nedadbøjet. Halen altid kløftet, ofte med de yderste Styrere stærkt forlæn- gede... 2. Ternefamilien (Stérnidae) Side 56. 2. Overnæbbets Ryg er påa den basale Del, helt ud til Næseborenes Forkant, dækket af en ret blød ,,Voks- hud"; paa hver Næbside en smal Hornplade langs Næbkanten, fortil forbundet med den krumme Næb- spids? Hornklædning (sml. Fig. 20). Indertaaens Klo større og ofte krummere end Ydertaaens. -Halen brun- sort, kileformet, de mellemste Halestyrere ofte for- længede se es SEDs or NE RAN EA SE SR SES ns SEK SSO SER 3. Kjovefamilien (Stercorariidae) Side 92. lste Familie: Maager (Låridae). Næbbet kraftigt, lidt sammentrykt, hele Over- næbbet dækket af én sammenhængende Horn- skede, i Spidsen nedadkrummet, ragende ned foran Undernæbbets Spids. Næseborene spalteformede, liggende omtrent paa Næbbets Midte eller inden- for denne. Mellemfoden, der oftest er omtrent af samme Længde som Mellemtaaen med Klo, er paa Forsiden klædt med Tværskinner, paa Bag- siden enten klædt med Smaaskæl eller Tværskin- ner (Pagophila). Bagtaaen lille, sidder ret højt, men kan næsten mangle helt eller bestaar blot af en lille Vorte (Rissa). Vingerne lange og spidse, lste udviklede Svingfjer stedse længst. Halen kort, i Spidsen som oftest lige afskaaret, men kan være vi (Lariformes) let kileformet eller lidt kløftet, dog ikke hos dan- ske Arter, Fjerenes Farve. overvejende hvid og graa med sorte Tegninger. Han og Hun ens. Som- merdragten endel forskellig fra Vinterdragten, navn- lig paa Hoved og Hals. Ungfuglenes Dragt meget afvigende; de voksnes udfarvede Dragt naas først gennem indtil 4 Overgangsdragter. Havfugle, der søger deres Føde paa Havets Overflade og ved Kysterne og paa det tilgrænsende Land. Ikke sær- lig gode Svømmere, de dykker ikke og er kun i ringe Grad Styrtedykkere. De større Former kan optræde som Rovfugle, der dræber mindre Havfugle og røver disses Æg og Unger. Reden paa Jorden eller paa Hylder i Klippe- vægge; meget selskabelige, optræder ofte i Flokke og ruger ofte i uhyre store Kolonier; oftest er Ynglepladserne ved Havets Kyster, men kan ogsaa findes ved Indsøer og Floder. j Udbredt over hele Jorden, men baade art- og individ- rigest i de nordligste Have. Familien omfatter c. 44 "Arter, ofte delt i 7 Slægter, der dog staar hverandre nær. I Danmark forekommer blot følgende 3 Slægter. Oversigt over de i Danmark forekommende Maage- slægter. 1. Foden med tydelig Bagtaa. a. Mellemfodens Bagside klædt med Smaaskæl. Svøm- mehuden mellem Fortæerne ikke indskaaret. Bag- (FOER NS (35700 TREN AU GJE HESSEL TS Era MESS se FRE SANESES SEER Ægte Maager (Slægten Lårus) Side 7. b. Mellemfodens Bagside klædt med Tværskinner. Svømmehuden mellem Fortæerne stærkt indskaaret. Bagtaaen forbundet med Indertaaen ved en Hud- fold... Ismaageslægten (Pagéphila) Side 47. 2. Foden omtrent uden Bagtaa, idet denne højst bestaar af en lille Vorte.... Rideslægten (Rissa) Side 50. 1. Ægte Maager (Slægten Lårus Linné). Angaaende almindelige Bygningsforhold maa henvises til Ordens- og Familieoversigten. Fra de (Larus) 8 : andre danske Maageslægter skiller de sig dels ved at have Mellemfodens Bagside klædt med Smaa- skæl, i Modsætning til Slægten Pagophila, dels ved at have en veludviklet Bagtaa, i Modsætning til Slægten Rissa. Halen næsten lige afskaaret i Spidsen. Oversigt over de danske Maagearter af Slægten Larus. (Mærk de afvigende Arter af Slægten Rissa og Pogophila; se disse). Voksne Maager i Sommer- og Vinterdragt (med rene Farver uden brune Pletter og brun Marmorering). . A. Hovedet helt brunsort eller sort (Sommerdragt) eller hvidt med graalig Isse og en tydelig sortagtig Plet bag Øret (Vinterdragt). I. Hovedet og Overhalsen sorte (Sommerdragt), Vingelængden 202—230 mm. De ydre Haandsving- fjer overvejende graa med hvide Spidser....... l.Dværgmaage (Lårus minttus ad.) Side 10. II. Hovedet chokoladebrunt (Sommerdragt), Vinge- længden 285—315-mm. De ydre Haandsvingfjer overvejende hvide med sorte Spidser.......... 2.Hættemaage(Lårus ridibundus ad.) Side 14. B. Hovedet renhvidt (Sommerdragt) eller hvidt med sorte Skaftpletter (Vinterdragt). I. Ryggen blaagraa (eller hvid). 1. Haandsvingfjerene med sorte og hvide Tegninger. a. Næbbet grøngult uden rød Sideplet. Vinge- længden 330—380, Mellemfoden 48—55 mm. 3.Stormmaage (Lårus cånus ad.) Side 20. b. Næbbet gult med en rød Plet paa Siden af Undernæbbet. Vingelængden 394—451 mm, Mellemfoden 60-74 mm re ; . 4. Sølvmaage (Lårus argentåtus ad.) Sider 25 2. Haandsvingfjerene uden sort Tegning, hvide - eller graahvide. a. Større: Vingelængden 419—480 mm. Næb- længden 56—69 mm. Næbhøjden bag Næse- børen 1:7=22' Mg SAMS ERR ES READER .… T. Graamaage (Lårus hyperbåreus ad.) Side 41. b, Mindre: Vingelængden 385—416 mm. Næb- 9 (Larus) længden 39—48 mm. Næbhøjden bag Næse- BOorene ISS EA EUS res ALS. SER 8. Hvidvinget Maage (Lårus leu- cåpterus ad.) Side 45. II. Ryggen graalig sort, skifersort eller mørkegraa. 1. Mindre: Vingelængden 381-—433 mm. Benene gule. Mellemfoden under 66 mm; Iste velud- viklede Haandsvingfjers yderste Del hvid med SOME SPISES ES REE SE SE KNEE ran ss EST DM 5. Sildemaage (Lårus fåscus ad.) Side 31). 2. Større: Vingelængden 440—505 mm. Benene graahvide med let rødligt Anstrøg. Mellemfoden over 66 mm. Iste veludviklede Haandsvingfjers yderste Der hvid med-hvid=Spids 2 SS 6. Svartbag (Lårus marinus ad.) Side 36. Unge Maager iSommer- ogVinterdragt (paa Ryg- siden ikke renfarvede, men Fjerene alle eller delvis med brune, graabrune eller gulbrune Tværbaand eller Pletter). A. Bb: E Vingelænsden undere230 mm 5 See NE ANE: 1.Dværgmaage (Lårus mindtus juv.) Side 11. Vingelængden over 275 mm, men under 315 mm.... 2. Hættemaage (Lårus ridibåndus juv.) Side 15. "Vingelængden over 325 mm, men under 380 mm. MellemfodenanderessS SE ed SER NS rn ..….. 3.Stormmaage (Lårus cånus juv.) Side 20. Vingelængden over 380 mm. Mellemfoden over 55 mm. " I. Haandsvingfjerene brunsorte eller mørkebrune, med mørke Skafter. 1. Næbhøjden lige bag Næseborene fra 15 til højst 19 mm. "ma. Lysere: Haandsvingfjerene . mørkebrune med mørkebrune Skafter. Mellemfoden 1—2 mm længere end Mellemtaaen (med Klo), der er OVEr "SS ma NS DUE SS FS Re REE ESTER ARS .… 4.Sølvmaage (Lårus argentåtus juv.) Sider 27 b. Mørkere: Haandsvingfjerene brunsorte eller - sorte, med sorte Skafter. Mellemfoden c. 5 mm længere end Mellemtåaen, der er under 58 mm Fan (me ERNE ES ES Ra SN. 5.Sildemaage(Lårusfuscus ir) side 32. 2. Næbhøjden lige bag Næseborene over 19 indtil - 23mm.... 6.Svartbag (Lårus marinus juv.) Side 37. . (Larus) 10 II. Haandsvingfjerene gulgraa eller lyst brunliggraa, med hvidlige Skafter. 1 Næblængden overs om mee REESE ERR … TT. Graamaage (Lårus hyperbåreus juv.) Side 42. 2. Næblængden undereS 0 mr re RER 8. Hvidvinget Maage(Lårus leucåpterus juv.) Side 46. 1. Dværgmaage (Lårus minutus Pallas). Norsk: Dvergmaage. Svensk: Dvårgmås. Tysk: Zwerg- mowe. Engelsk: Little Gull. Voksen Han og Hun i Sommerdragt: Hele Hovedet og den øverste Del af Halsen ensfarvet sod- sorte; hele den øvrige Underside samt Kropsiderne hvide, Bryst og Bug, særlig om Forsommeren, med rosen- rødligt Anstrøg. Halsens Bagside, under det sorte Parti, samt lidt af Forryggen hvide; den øvrige Ryg samt Skulderfjerene lyst blaaliggraa, de sidstnævnte delvis med hvidlige Spidser. Overgumpen og Overhaledækfjerene hvide. Overvingedækfjerene lyst blaaliggraa. Vingekanten og Vingeranden hvide. Undervingedækfjerene mørkt askegraa, de store nederste Haanddækfjer mørkt skifer- graa; Aksilfjerene hvidliggraa. Vingens og Halens Fjer ganske uden sorte Tegninger. Svingfjerene lyse- graa med hvide Spidser, der paa Armsvingfjerene danner et hvidt Tværbaand over Vingen; Inderfanernes dækkede Dele mørkere, skifergraa; Fjerskafterne graa. Svingfjerenes Undersider mørkere, nærmest skifergraa. Halens Styrere, der alle er lige lange, er hvide med hvide Skafter. Denne Dragt erholdes om Foraaret i Marts—Juni ved en Fæld- ning, der dog ikke omfatter Vingens og Halens Fjer. Han og Hun ens, den sidste mulig en Ubetydelighed mindre. Voksne Fugle i Vinterdragt: Panden til op over Øjnene, en Stribe over Øjet og et Parti bag dette samt Hovedets Sider, Hagen, Struben og Forhalsen renhvide. Issen udflydende graasort, og en ret skarpt afgrænset Plet bag Øret sort; Nakken graalighvid. Forbrystets Sider, 11 (Larus minutus) Baghalsen og alle Vingedækfjerene lyst blaaliggraa, lige- som Fuglens øvrige Overside. Fjerdragten iøvrigt som i Sommerdragten. Vinterdragten erholdes ved en fuldstæn- dig Fældning om Efteraaret. Unge Fugle: Panden, Hovedets Sider, en bred Øjen- brynstribe ud til en Ring om Halsen, samt hele Under- Fig. 1. Dværgmaage i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). siden hvide. Issen, Nakken og en Plet paa hver Side af Forbrystet brunsorte med flødehvide Fjerbremmer; en smal Rand foran Øjet samt en Plet bag Øret sorte. Bag- halsen, Forryggen og Skulderfjerene brunsorte med smalle, flødehvide Fjerbremmer, de sidstnævnte med brede, hvide Spidser. Bagryg og Overgump askegraa, med sortebrune Fjerspidser. Overhaledækfjerene hvide. De første 3—4 veludviklede Haandsvingfjer sorte med hvide. Spidser. Inderfanerne med overvejende hvid Tegning, blot sorte langs Skafterne og ud mod de hvide ” Spidser. Haandsvingfjerene hvide med en sortebrun Skaft- (Larus minutus) 12 plet. De smaa Vingedækfjer brunsorte med fløde- hvide Fjerrande; Vingens Kant og Rand hvide; de mel- lemste Vingedækfjer brunsorte med brede flødehvide Rande, de store nederste askegraa med hvide Spidser. Undervingedækfjerene renhvide. Halestyrerne hvide med et bredt sort Baand over Fjerspidserne og lys Spidsbremme. Allerede sidst i September begynder Fæld- ningen, og de lyse Fjer paa Ryggen bryder frem mellem "de mørke; Vingens og Halens Fjer fældes ikke ved Fug- lens første Efteraarsfældning. Første Vinterdragt bliver ved Kropfjerenes Fæld- ning ligesom de voksne Fugles, men da Ungedragtens mørke Vingedækfjer og Svingfjer ikke fældes, bliver de unge Fugle i denne Dragt let kendelige paa de sortebrune smaa Vingedækfjer (Forvinger) og Halestyrernes sorte Spidsbaand. Ungfuglene erholder om Foraaret som etaarige ved Fældning de voksne Fugles sodsorte Hoved og Overhals, men kendes i 2den Sommer let paa de mørke Vinge- og Haletegninger. I denne Dragt træffes de nu og da yng- lende. Om Efteraaret,. før deres 2den Vinter, fælder Ung- fuglene deres mørke Vingefjer og kommer til at ligne de voksne Fugle i Vinterdragt, men er dog kendelige paa, at 2den Svingfjer har overvejende sort Yderfane og 3dje til 6te en sort Skaftplet ud imod Spidsen, ligesom den yderste Halestyrer har en sort Spidsplet paa Inderfanen. Først i 3dje Vinter er de helt udfarvede. Næbbet, der er 23—24 mm langt, er i Sommerdragten rødsort, i Vinterdragten og hos Ungfuglene sort med gul Mundhule. Iris mørkebrun. Benene i Sommerdragten car- moisinrøde, hos Ungfuglene lyserøde. Mellemfoden 26— 27 mm. Vingelængden 202—223, skal kunne naa 230 mm. Dunungen: ,,Ryggen og Siderne mørkt graabrune, Dunene ved Grunden brunsorte, iøvrigt med uregelmæs- sige brunsorte Pletter og gulbrune Spidser. Undersiden graabrun, Dunene paa Brystets og Bugens Sider brun- sorte ved Grunden", 's (Larus minutus) Som den mindste af vore Maager er Dværgmaagen altid kendelig paa sin ringe Størrelse; ligner i Ydre Hætte- maagen, men skelnes som voksen fra denne ved Vinger- nes mørke Underside og ved de graahvide Svingfjer uden sort Tegning og i Sommerdragten ved, at det sorte paa Hovedet strækker sig ned paa Halsen. Udbredt som Ynglefugl fra Danmark og Østersø- landene over Nord-Rusland ud i Sibirien til det Ochotske Hav. Overvintrer ved Middelhavet, det Sorte Hav og det Kaspiske Hav samt ved Nordsøens Kyster. Den strejfer vidt om og har vist sig et Par Gange i Amerika. Ogsaa i Grønland er den truffet to Gange. I Island er den skudt - et Par Gange, og paa Færøerne er den skudt mindst 6 Gange. I England ruger den ikke, men viser sig der ikke sjældent som Vintergæst. I Norge er den truffet adskil- lige Gange om Efteraaret og Vinteren og har muligt ynglet der en enkelt Gang. I Sverige har den bl.a. ynglet "paa Oland og Gottland og har vist sig paa mangfoldige Steder i Landet. I Danmark er den en ret sjælden Ynglefugl, der dog - 1 de senere ÅAartier synes at have bredt sig lidt, mulig er den dog blot tidligere blevet overset. I 1901 fandtes en lille Koloni ynglende paa en Holm i Rødby Fjord, sammen med Hættemaager, og samme Åar iagttoges c. 10 Par i Maj paa Klægbanken i Ringkøbing Fjord, hvor der atter i Maj 1903 saas 10—15 Fugle; i 1904 fandtes der 3 Reder f 19058 Reder; 11912 8=10:Par;"senereer den fortrukket fra denne Yngleplads. Ved Husbysø fandtes i 1913 18—20 unge og gamle- Fugle og 6 Reder, i 1921 en Koloni paa 10 ynglende Par, i 1931 6 Par. Ogsaa i Nissum Fjord og Stadil Fjord har den sikkert Yngle- pladser. I 1928 fandtes 15 Par ynglende i Selbjerg Vejle i Hanherred, og i 1929 var der her 20—25 Par i 3 Kolonier. Dværgmaagen vælger til Yngleplads Bredderne af ferske Vande eller af Laguner med brakt Vand, men und- gaar. helst det aabne Havs Kyster; det vestlige Jyllands Bredninger og Søer har hos.os budt den passende Be- tingelser. Paa Klægbanken valgte den til Redeplads meget lav, klæg og fugtig Bund nær Vandkanten, mellem tæt- "staaende Kogleaks; ved indtrædende Højvande ødelægges Æggene derfor let. Reden bygges da ret høj af opstablede grove korte Straa og Sivstykker. Paa. andre Steder har "den bygget paa ret tør Græsbund, og Reden er da blot . en lille Fordybning, sirligt udforet med korte og tynde (Larus minutus) 14 Rørstumper og Græsstraa. I Begyndelsen af Maj be- gynder de at lægge deres Æg, næsten altid 3 i Kuldet, men frisklagte Æg kan ogsaa findes saa sent som i de første Dage af Juni. De synes oftest at foretrække at ruge i. smaa Kolonier sammen med Terner og Hættemaager, med hvilke sidste de da kan forveksles; dog angives de paa Ynglepladsen stedse at svæve nederst i de opskræmte Maagers Flok, hvor de ofte staar stille i Luften kun et Par Meter over Fredsforstyrrerens Hoved (Holstein). ; Æggene, der ligner smaa Hættemaageæg, er oliven- brune med mørkebrune og graa Pletter. Længden 38— 43,5 mm, Bredden 28—32 mm. Forældrene ruger skifte- vis, men er meget forsigtige paa Rugepladsen og forlader Reden, allerede naar man er paa lang Afstand. Om Efteraaret strejfer de rundt i Landet og endel synes at tilbringe Vinteren ved de danske Kyster. Flugten er flagrende, uregelmæssig og lidt hoppende, men ret hurtig og behændig. Stemmen lyder som et blødt jæck— jæck—jæck eller som et ofte gentaget keikeikei—keikei. Føden bestaar af Insekter, Krebsdyr, Orme, "Snegle og smaa Fisk. ; 2. Hættemaage (Lårus ridibåandus Linné). (Larus ridibundus ridibundus Tne): Lattermaage. Norsk: Latfermaage. Svensk: Skrattmås. Tysk: Lach- mowe. Engelsk: Black-headed Gull. Voksen Han og Hun i Sommerdragt: Hove- det ogStruben mørktchokoladebrune, men denne Farve naar ikke ud i Nakken, der ligesom Baghals og Forryg er hvid; om Øjet en delvis hvid Ring; det mørke Hoved er næsten sort mod den skarpe Grænse mod Nakke og Forhals. Hele Fuglens øvrige Underside samt Kropsiderne hvide, Brystet om Foraaret med rosenrødt Anstrøg: Ryggen, Overgumpen, Skulderfjerene og Vinge- dækfjerene ensfarvet lyst blaagraa. Overhaledækfjerene hvide. Vingens Kant og Rand samt Haandens store nederstefVingedækfjer hvide. 2den til"Ste Haandsvingfjer hvide med hvide Skafter, 6te til Yde graa med graa Skafter; Haandsvingfjerenes yderste Del samt en bred Kant paa Inderfanerne sorte; de indre Haand- 15 p (Larus ridibundus) " svingfjer med hvide eller graa Spidser; 2den Haandsving- fjer med overvejende sort, de øvrige med overvejende hvide Yderfaner. Armsvingfjerene graa med hvidlige Spid- ser. Undervingedækfjerene lyst blaagraa, Armhulefjerene hvide. Halen hvid med hvide Styrerskafter, alle Styrerne af samme Længde. Allerede midt i August begynder den totale Fældning til Vinterdragten. —… Voksen Han og Hun i Vinterdragt: farvede som Fig. 2. Hættemaage i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). i Sommerdragten, men Hoved og Strube er hvide; blot er en lille Plet foran Øjet og en større Plet foran Øret sorte; over Issen og Baghovedet et uregelmæssigt mørkegraaligt Parti; Baghalsen og Forryggen ikke hvide, men graahvide. Tiden for Overgangen til Sommerdragten er meget uregelmæssig, og den mørke Hætte kan allerede begynde at vise sig i Februar, 'øg i Marts har: de som Regel helt mørk Hætte. Unge Fugle: Panden og hele Issen lyst chokolade- " brune, Kinderne graabrune; en Halvring foran Øjet og en Plet bag Øret graasorte, En smal Rand om Øjet, en Plet bag dette, et Baand tværs over Nakken ligesom Hagen (Larus- ridibundus) 16 og Struben hvide. Forbryst og Forhals mere eller mindre lyst chokoladebrune, mørkest ved Grænsen mod den hvide Strube og paa Siderne af Forbrystet; hele den øv- rige Underside hvid, paa Kropsiderne med brunligt An- strøg. Baghalsen, Forryggen og Skulderfjerene chokolade- farvede med lysere Fjerbremmer. Bagryggen lysegraa, Overhaledækfjerene hvide. Vingens Kant og Rand hvide; de smaa Vingedækfjer blaagraa, men hen ad Forvingen et bredt, mørkt chokoladefarvet Baand; de mel- lemste og de store Vingedækfjer lyst blaaliggraa med brunlige Spidser. Haandsvingfjerene som hos de voksne Fugle, dog er Yderfanerne overvejende sorte paa 2den til 4de. Årmsvingfjerene brunsorte med hvidlige Kan- ter og Spidser. Halen hvid med et bredt brunsort Tvær- baand lige over de lysebrune Spidsbremmer. Hen paa Sommeren bleger de chokoladefarvede Partier; paa Bryst og Sider kan det brune næsten helt forsvinde. lste Vinterdragt ligner de voksne Fugles, med ensfarvede lyst blaaliggraa Ryg- og Skulderfjer, men da Vingens og Halens Fjer ikke fældes det første Efteraar, er denne Dragt let . kendelig paa Ungedragtens brede Stribe af graabrune, lyskantede Vingedækfjer ned ad For- vingen, de inderste lange brune, lystkantede Armsving- fjer og det sorte Baand over Halespidsen. Allerede i Au- gust begynder Ryggen at blive broget, og i December er Fældningen som Regel tilendebragt. Ilste Sommerdragt erholder Ungfuglen ved Fæld- ning sin sorte Hætte, men har stadig den ungdommelige. Vinge og. Hale. ) 2den Vinterdragt og 2den Sommerdragt er som de vøksnes. Iris brun, Øjeranden karmoisinrød. Næb og Fødder hos de voksne Fugle i Sommerdragten mørkt karmoisin- røde. I Vinterdragten er Næb og Fødder koralrøde; hos Ungerne lyst kødfarvede, Næbbet med sort Spids. Næb- længden 29—35 mm. Mellemfoden ca. 44—46 mm. Vinge- 17 (Larus ridibundus) "længden hos Hannerne 301—315 mm og hos Hunnerne 285—300 mm; de unge Fugle er gerne endel mindre. Dunungen er som lille graalig med stærkt rød- brunligt Anstrøg; paa Oversiden med spredte sorte Pletter og Striber; Undersiden lysere, uden Pletter, blot Struben med nogle uregelmæssige sorte Tegninger, I Sommerdragten kan Hættemaagen kun forveksles med den langt mindre Dværgmaage; i Vinterdragten er den kendelig paa de mørke Ørepletter og navnlig paa den hvide Vingerand, der i Flugten er meget fremtrædende; ogsaa de røde Ben gør det let at skelne den fra Storm- maagen, der i Størrelse kommer den nærmest. " Udbredt som Ynglefugl vidt over det tempererede Europa, lige fra det sydlige Skandinavien ned til Syd- Frankrig og Nord-Italien, og ud i Sibirien lige til Kamt- schatka, her udskilt som en lidt større -og mørkere Race L.r.sibiricus Buturlin. Delvis Trækfugl, der overvintrer i Nord-Afrika ned til Senegal, i Japan og i Sydasien samt ved det nordlige Atlanterhavs østlige Kyster. Ret om- strejfende og synes i de senere Aartier at brede sig stærkt, oprindelig kommende fra Øst. Har endog nogle Gange vist sig i Amerika. I Grønland er den som tilfældig Gæst skudt flere Gange; ligeledes paa Island, hvor den i nyeste Tid har ynglet. Paa Færøerne har den vist sig i de senere Aar og yngler der flere Steder ret almindelig i smaa Kolo- nier. I England yngler den almindeligt, stadig voksende i Antal. I Norge yngler den siden 1867 ret talrig paa Jæ- deren og viser sig derfra op langs Kysten. I Sverige har den i Løbet af de sidste 100 Aar bredt sig meget i Lan- dets sydlige Dele og særlig efter 1890 er den paa mange Lokaliteter, f. Eks. i Skaane, paa Oland og Gottland, blevet en yderst talrig Ynglefugl. I Danmark er Hættemaagen nu en særdeles alminde: lig Ynglefugl, der navnlig siden Slutningen af forrige Aar- hundrede stadig er tiltaget i Antal og stadig hår bredt sig til ny Rugepladser; tidligere var den aldeles over- vejende en Trækfugl, der kom i Marts og forlod os i Au- …gust og September, men i Løbet af de sidste 40 Aar, Be- gyndelsen iagttoges i 1889, er den efterhaanden i højere Grad blevet en Standfugl, der i Mængde overvintrer hos R. Hørring: Fugle III. 2 (Larus ridibundus) 18 os i store Flokke, der ofte søger til Byerne og disses nærmeste Omegn; et lignende Fænomen iagttoges sam- tidigt i andre store Havnebyer som Hamborg og London. Vintergæsterne stammer delvis fra andre nordiske Ruge- pladser, ligesom endel af vore egne Rugefugle kan træffes om Vinteren ned langs Vest-Europas og Middelhavets Kyster; endel følger Østersøens og Nordsøens Kyster, andre trækker langs Rhinen til Bodensøen og Lac Léman, … hvorfra de langs Rhåne naar til Middelhavet. I Køben- havn tilbringer de Dagen i Søer og Parker, men mod Aften forlader de pludselig i Flok disse for at flyve ud til Overnatning ved Saltholm eller i Øresund; kort efter Solopgang flyver de da atter til Byen, hvor de. fodres eller lever af Affald. Vinteren tilbringer Hættemaagerne iøvrigt paa Havet og langs Kysterne; om Efteraaret søger de navnlig deres Føde paa Markerne, men overnatter paa Havet. Mange af de i Danmark overvintrende Hætte- maager stammer fra østligere Rugepladser. Den ruger samlet i mindre, store eller meget store Kolonier, ofte omfattende mange Tusinde Par; saadanne findes påa mange af vore Øer og Holme baade i salte Vande og i Laguner, men ogsaa inde i Søer, Moser og Sumpe langt fra Havet. Ofte træffes de rugende sammen med Stormmaager og Terner; disse sidste kan de jævn- lig fordrive fra deres Rugepladser. Hen imod Slutningen af Marts kommer de parrede til Ynglepladserne for, navn- lig i de store Kolonier, at sikre sig gode Redepladser; denne vogtes da uafbrudt af Hunnen, medens Hannen "bringer denne den nødvendige Føde; til ind i April er de da optaget af Redebygningen. I de store, individrige Ko- lonier paa Holme i Saltvand ligger Rederne ofte meget nær sammen, indtil 3 å 4 paa Kvadratmeteren; Grunden mellem dem bliver da nedtrampet, vegetationsløs, slimet og ildelugtende, dels af Ekskrementer, dels af opgylpet. Foder, og Dødeligheden mellem Ungerne kan da være stor; Reden bestaar her blot af lidt Straa og Pinde i en lav Redeskaal. Langt de fleste Reder ligger da aabent,” men ofte: er de anbragt godt skjult under den ved Gød- ningen frodige Strandvegetation, hvor en saadan findes. Ved ferske eller brakke Vande ligger Reden oftest paa Tuer eller er store og ret højt byggede af ophobede eller sammenskyllede Rørstumper, og da udforede med Straa og Rodtrevler. Nu og da kan Reder findes anbragt i lave Træer eller Buske, ogsaa jævnligt paa utilgængelige Steder i Hængesæk 0. l. ; ”Æglægningen begynder paa de forskellige Lokaliteter 19 (Larus ridibundus) paa lidt vekslende Tidspunkter, tidligst i Begyndelsen af April og efter Midten af denne Maaned, ofte derimod først i Begyndelsen af Maj, men frisklagte Kuld findes ind i Juni, ja endogsaa i Juli, men disse er gerne omlagte Kuld, af hvilke Fuglen, hvor Æggene indsamles, kan præstere 2 eller 3, dog oftest med et lavere Ægtal. Som Regel bestaar Kuldet af 3 Æg, men 4 er ikke ualminde- ligt. Æggenes Grundfarve er endel varierende lige fra lyst olivengul, olivenbrun og lyst grønliggraa til mørk rødbrun, med leverbrune og brunsorte Pletter samt rød- graalige Skalpletter, oftest jævnt fordelte over hele Skal- len. Længden oftest 50—59 mm, Bredden 36—39 mm, men paa store Ynglepladser findes mellem de mange Tu- sinde Æg nu og da abnormt store eller smaa Æg, eller Æg med afvigende lyse Farver, næsten uden Pletter, sær- lig paa Steder, hvor Rederne hyppig plyndres. Baade Hannen og Hunnen ruger, efter nogle Angivel- ser i 18—19, efter andre i indtil 23—24 Dage; Afløs- ningen sker da gerne hver 3dje Time. Forældrene er … meget støjende paa Ynglepladsen, hvor deres skrattende Skrig lyder som kry—æh, kry—æh eller som et mere dæmpet gæ—gæ—gæ eller et stilfærdigere kæg—kææg— . kryæg. Forstyrres de paa Rugepladsen, svæver de i Kredse stadig skrigende ret højt over denne; bliver der igen Fred, søger de atter hurtigt til Reden for at undgaa Overgreb fra de andre rugende Par. De er højst ufordragelige ind- byrdes, men holder dog stadig sammen, naar det gælder om at fordrive Krager eller andre Ægrøvere, der ikke taales i Koloniens Nærhed. Ungerne fodres med Føde- midler, som Forældrene gylper op foran dem, hvorpaa de selv piller Maden op. 3 Uger gamle har Ungerne fældet Dunene og erholdt deres første Fjerdragt, og 4 Uger gamle er de flyvefærdige. Sidst i Juli, senest først i August, forlader Ungerne og Forældrene Ynglepladsen, der ind i August er helt forladt; i Flokke strejfer de da rundt, og mange af dem gæster da Landets Indsøer. Føden er for den aller største Del. alle Slags In- sekter og disses Larver, særlig Biller, Myg, Myrer o. 1., samt Krebsdyr, Orme, Smaasnegle og Smaafisk, men og- saa Korn, Plantefrø og Bær kan findes i deres Maver; Mus og Smaafugles Unger tages ogsaa lejlighedsvis. Ikke sjældent ser man dem fange Insekter i Flugten, navnlig Oldenborrer og Skarnbasser. Meget almindeligt ses de følgende Ploven under Markarbejdet. 2% (Larus canus) 120 3. Stormmaage (Lårus cånus Linné). (Larus canus canus Linné). Graanakke (Vinterdragt), Kaumøe (Sylt). Norsk: Fiskemaage. Svensk: Fiskmås. Tysk: Sturm- måwe. Engelsk: Common Gull. Han og Hun i Sommerdragt: Hele Hovedet, Halsen og Forryggen samt hele Undersiden og- Krop- "siderne renhvide. Ryggen, Skulderfjerene, Vingedækfjerene " samt de inderste lange Armsvingfjer lyst blaagraa, de sidstnævnte med hvide Spidser. Overhaledækfjerene hvide. Vingens Rand og Kant, Undervingedækfjerene og Årm- hulefjerene hvide. 2den Haandsvingfjer sort med. sort Skaft, graa mod Roden, ud mod Spidsen er Skaft og Fane i en Længde af c. 65 mm hvide, blot Spidsen atter sort. Paa 3dje og følgende Haandsvingfjer breder det graa sig - fra Roden stadig mere ud over Fanen, saaledes at 6te er helt graahvid blot med et c. 15 mm bredt sort Baand for- an den renhvide Fjerspids. 3dje og 4de har et i Størrelse aftagende hvidt Parti ud mod den sorte yderste Del af Fjerene. Armsvingfjerene graa med bredt hvide Spidser, der danner et Tværbaand over Vingen. Den i Spidsen lige afskaarne Hale renhvid. Næbbet c. 35—41 mm langt, grøngult med rengul Spids. Mundhulen orangerød. Øjelaagsrandene orange- røde. Iris mørkebrun, dog findes alle Overgange til graa- lighvidt. Vingelængden hos Hannen 345—380 mm, hos Hunnen 330—355 mm. Mellemfoden 48—55 mm. Benene | gulgrønne. De voksne Fugles Vinterdragt ligner Sommer- dragten, blot har Fjerene paa Isse, Nakke og Bag- hals hver en graasort Plet hen imod Spidsen. Ogsaa Panden kan være sortplettet, ligesom Egnen om Øjnene samt et antydet Tværbaand over Forhalsen er fint sortplettede. Næbbet er mindre gult, Øjelaagsrandene gule, Benene bleggraa med gullig Svømmehud. Unge Fugle: Issen, Nakken og Baghalsen hvide 21 (Larus canus) . med udflydende brunliggraa Skaftpletter. Panden lysere. Langs Øjets Forkant en smal sort Stribe. Partiet om Øjnene samt Kinderne plettede som Issen. Ryggen, Skulderfjerene og Vingedækfjerene brungraa med graa Fjerkanter. Hagen, Struben, Forhalsen og hele Brystet samt Kropsiderne hvide med meget udflydende R re Fig. 3. Stormmaage i Sommerdragt, bagved en Ungfugl. (Efter Forbes i British Birds). brungraa Pletter. Bugen hvid. Overgumpen graa med brunlige Fjerbremmer, Overhaledækfjerene hvide med graabrune Skaftpletter. Haandsvingfjerene med brunsorte Skafter og Faner, de indre med overvejende graa Inder- faner og hvidlige Spidsbremmer. Armsvingfjerene hvidlig- graa med brune Yderfaner og. hvidlige Spidsbremmer. Undervingedækfjerene hvidgraa med udvisket graabrune Spidser. Halen hvid med et bredt brunsort Tvær- baand lige over de hvidlige Spidsbremmer. Iris graa- brun, Næbbet graaligt kødfarvet, Næbryggen og Næbbets yderste Del mørkebrunt. Benene graaligt kødfarvede. (Larus canus) 22 iIste Vinterdragt erholdes ved Fældning i Au- gust—Oktober, men omfatter ikke Vinge- og Halefjer, der altsaa er som i Ungedragten. Hovedets og Kroppens Fjer i det væsentlige som i de voksne Fugles Vinterdragt, men Fjerene paa Forbrystet og Kropsiderne har graabrune Fjerbremmer og den graablaa Ryg er ikke rent farvet. Næb og Fødder farvet som i Unge- dragten. 788 ) lste Sommerdragt ligner første Vinterdragt, men den stadig ungefarvede Vinge er stærkt bleget; de mørk- plettede Fjer paa Isse og Baghals bibeholdes. Ved Totalfældning i Fuglens 2det Efteraar erholdes 2den Vinterdragt, der er som de voksne Fugles, men Dækfjerene paa Vingens Kant og Rand har graa- brune Yderfaner; 4de til 6te Haandsvingfjer er. uden de voksnes skarpt afgrænsede hvide Spidser, ligesom Haandsvingfjerenes Farve ikke er sort, men mørkebrun. 2den Sommerdragt som de voksnes, men med 2den Vinterdragts mørkspidsede Haandsvingfjer, og Dæk- fjerene langs Vingens Kant og Rand er stadig delvis mørktfarvede. I denne Dragt træffes de ynglende. 3dje Vinter- og Sommerdragt er som de. voks- nes, men denne Dragt er endnu kendelig paa, at Haan- dens store, nederste Dækfjer har brunsorte Skaftstriber. Først i 4de Vinterdragt er de som c. 3'/> Aar gamle helt udfarvede. Dunungen er flødefarvet graa, paa Hoved og Strube med skarpttegnede Pletter og Striber; Rygsiden med store brunsorte Pletter og Striber; Undersiden uden Pletter, lysere paa Midten af Bryst og Bug. Ved sin renere og lysere graa Farve skelnes den let fra Hættemaagens Dun- "unge, der er mere rødbrunlig. Stormmaagen kan som voksen nærmest tænkes for- vekslet med Riden, men mangler dennes helt sorte Spid- ser paa de yderste Haandsvingfjer og har ikke som denne Antydning af kløftet Hale. Fra Sølvmaagen skelnes den ved den langt ringere Størrelse og ved at mangle dennes 23 (Larus canus) - røde Næbpletter. De unge Fugle kan maaske forveksles med unge Sildemaager, men de er baade mindre og lysere end disse. -" Udbredt som Ynglefugl i hele Nord-Europa og Asien fra c. 53? op til omkring 70? N. Br. og ud til Jenissei; i Øst-Sibirien fra Lena til Kamtschatka afløst af en større Race Larus canus major Middendorf. I Europa ned til Nord-Tyskland, Østersølandene og Syd-Rusland. I det vestlige Nord-Amerika findes en egen Underart Larus canus brachyrhynchus Richardson. Om Vinteren strejfer den i den gamle Verden ned til Middelhavet, Nord-Afrika og den Persiske Bugt, men mange over- vintrer paa meget nordligere Breddegrader. I Grønland har den nogle Gange vist sig som til- fældig Gæst; ligeledes til Island forvilder den sig ikke helt sjældent. Paa Færøerne er den i de senere Aar blevet hyppig, og siden 1890 har den i stigende Tal ynglet paa Øerne. I England yngler kun ganske enkelte Par, men den ses nu og da om Vinteren. I Irland og Skot- "land ruger den derimod ret almindeligt og er ret hyppig om Vinteren. I Norge ruger den som den almindeligste Maageart talrig langs Kysterne, ogsaa hist og her ved "Indsøerne. I Sverige yngler den meget almindeligt fra Skaane helt op i Lappland, baade ved Kysterne og ved Indsøerne. I Danmark er Stormmaagen en meget almindelig og vidt udbredt Ynglefugl, der ruger parvis eller i mindre eller endog meget store Kolonier paa mange af vore Øer og Holme i salt Vand, helst hvor disse er mere eller mindre græsbevoksede; den skal nu og da kunne ruge inde ved ferske Vande, men sikkert kun ganske und- tagelsesvis. Hos os er sikkert en stor Del af Storm- maagerne Standfugle, men ved Ringmærkning har det vist sig, at i alt Fald endel søger ned langs Europas Vest- kyst helt ned til Portugal, hvor de er truffet i Januar; mange af de Individer, der overvintrer hos os, stammer fra østligere Rugepladser. Navnlig ved daarligt Vejr strejfer Stormmaagerne ofte flokkevis ind i Landet og søger da gerne Føden paa Pløjemarkerne. Vinteren tilbringes nu ofte i Byerne, hvor de ses siddende paa Husene, og søger deres Føde i Søer og Parker, hvor de gerne æder Brød … og alt Slags Affald, samt hvad der ellers byder sig. Natten tilbringer de stedse paa Havet, helst ved dækkende Kyster. De følger gerne Skibe og søger Føde i disses Kølvand. Den er en fortrinlig Flyver, der i behændig (Larus mess 24 Svæveflugt søger sin Lige; dens Flugt er lidt roligere i Bevægelserne end Hættemaagens, ligesom Flugten fore- gaar med. lidt langsommere Vingeslag end hos denne. Over Sildestimer samles de i Flok og slaar under megen Skrigen ned paa deres Bytte; jævnlig aftvinger de Viberne deres: Regnorme og Ternerne deres Smaafisk. Insekter fanges jævnligt i Luften. Stormmaagen kommer til Rugepladsen i de sidste Dage af Marts. Reden paa Jorden, blot som en lille For- dybning mere eller mindre udforet med lidt Tang eller Straa, eller blot omkranset dermed; ofte er Reden an- bragt ved Siden af en Tue, undtagelsesvis ser man Reden . anbragt i lave Træer eller i Buske, ogsaa i gamle Krage- reder. I Ynglekolonierne ligger Rederne snart ret tæt, men som Regel ret spredt, skjult i Græs og Marehalm. I Slutningen af April eller i Begyndelsen af Maj begynder Æglægningen, og midt i Maj er Rugningen i fuld Gang; normalt lægges kun ét Kuld, men omlagte Kuld er meget almindelige, hvor Æggene borttages. Paa Steder, hvor Hættemaager og Stormmaager ruger paa samme Lokalitet, er Hættemaagerne stedse lidt længere fremme med Un- gerne end. Stormmaagerne. Æggenes Antal er som Regel 3, ofte dog kun 2, undtagelsesvis 4. Æggenes Grund- farve lysere eller mørkere olivenbrun med mere eller mindre gulligt eller grøngraat Anstrøg, med mørkebrune Klatter og Pletter, nu og da med et Par Snirkler; Skal- pletterne violetgraa. Længden oftest 57—62 mm, Bredden 38—44 mm, men baade større og mindre Æg forekommer. Han og Hun ruger skiftevis, efter Sigende i c. 21 Dage. Forstyrres de paa Rugepladsen, er de meget larmende, men holder sig højt i Luften, idet de dog jævnlig slaar ned mod Forstyrreren med et ejendommeligt kvækkende Skrig, idet de udspiler Tæerne og holder "Benene ud fra Kroppen. Skrigene lyder ellers nærmest som kliæh—kliæh eller et kort kæk—kæk. I sidste Halvdel af Maj, men navnlig i de første Dage af Juni begynder Ungerne at udklækkes; de forlader efter nogle Dages Forløb Reden og gemmer sig under Forstyrrelse i Græsset og i den højere Vegetation, trykkede fast ned til Jorden; senere, naar de har frembrydende Fjer, søger de i hurtigt Løb ud i Vandet, hvor de svømmer godt og søger først atter Land, naar der bliver Fred. Ungerne fodres med Orme, Larver og Biller, som Forældrene skiftevis henter, ofte milevidt borte. Foderet opgylper de foran Ungerne, som derefter hurtigt sluger det. Ungernes Stemme er pibende. Naar Ungerne er c. 3 Uger gamle, har.de erholdt deres første 25 . (Larus canus) -" Fjerdragt, og som 4 Uger gamle er de helt flyvefærdige. Hen i Juli forlader Ungerne Rugepladsen sammen med Forældrene, og først i August ligger Ynglestedet tomt. Føden særlig alle Slags større og mindre Insekter, Edderkopper, Orme, Krebsdyr og Muslinger, men ogsaa, særlig om Vinteren, smaa og mindre Fisk, særlig hvis de kan finde disse matte og døende ved Fiskernes Baade som udkastet Affaldsfisk; selv kan de næppe tage Fisk blot paa lidt dybere Vand. I mindre Grad og ganske lej- lighedsvis kan de tage Mus, Unger af Smaafugle og andre Fugles Æg og Unger; Aadsler og al Slags Affald fortærer de ogsaa gerne og ses derfor ofte ved Storbyer i stor Mængde ved Kloakernes Udløb i Havet. Endelig kan man ogsaa finde Plantestoffer i deres Maver, saaledes Alger, Korn, Ukrudtsfrø, Græs o.l. 4.Sølvmaage (Lårus argentåtus Pontoppidan). (Larus argentåtus argentåtus Pontoppidan, Lårus arg. cachinfians Pallas). Graa Havmaage, Havmaage. Norsk: Sæing. Svensk: Gråtrut. Tysk: Silberm6we. Engelsk: Herring-Gul. Iste Race: Typisk Sølvmaage (Larus arg. argen- tatus Pallas). Voksen Han og Hun i Sommerdragt: Hovedet, Halsen, hele Undersiden samt Kropsiderne renhvide. Ryggen, Skulderfjerene og Vingedækfjerene lyst blaagraa; Vingernes Kant og Rand, nogle af Skul- . derfjerenes Spidser, Overhaledækfjerene, Undervingedæk- fjerene og Årmhulefjerene hvide. De 6 yderste velud- viklede Haandsvingfjer med hvide Spidser; 2den Haand- svingfjer brunsort med brunsort Skaft; Inderfanen mod Roden med et stort graalighvidt Felt; ofte er Fjerens Spids helt hvid i en Længde af ca. 6 cm; jævnlig har den ud mod Spidsen blot et ca. 4 cm langt hvidt Tværbaand. " 3dje Haandsvingfjer brunsort med langt større, skarpt- afgrænset graahvidt Felt paa Inderfanens Grunddel og enten et hvidt Tværbaand foran Fjerspidsen eller blot en rund Plet eller slet ingen Plet; 4de kan have en hvid (Larus argentatus) . 26 Plet foran Spidsen; 4de, Ste og 6te Haandsvingfjer har indefter stadig mere udbredt graalighvid Farve, saaledes at 6te er helt hvidgraa blot med et brunsort Baand foran Spidsen. De indre Haandsvingfjer samt Armsvingfjerene graa med hvide Spidser. Halen helt hvid. De voksne FuglesVinterdragt ligesom Søommer- Fig. 4. Sølvmaage. (Efter Forbes i British Birds). dragten, men Fjerene paa Isse, Nakke, Baghals, Kinder og Halssider samt et antydet Baand over Forhalsen med graabrune, udflydende Skaftpletter, tættest paa Issen. En smal Halvring i Øjets Forkant brunsort. Næbbet gult, Spidsen hvidlig, en Plet paa den yderste Del af Undernæbbets Side rød. Iris bleggul, Øjelaags- randen gul. Gabet orangegult. Næblængden hos g 55— 58 mm, hos 2 47—53 mm. Næbhøjden ved Næseborets Bagende hos $ 17—19 mm, hos 2 15—16 mm. Vinge- længden hos $ 420—451 mm, hos 9 394—420 mm. Benene lyst graalig kødfarvede. PT. (Larus argentatus) Mellemfoden hos365—74mm. Mellemtaaen h.$63—73mm. — - 260—66mm. — - 258—64mm. Det ses altsaa, at Mellemfoden saa godt som altid kun er et Par mm længere end Mellemtaaen (med Klo). Ungedragten: Hoved og Hals i Grunden hvide, med stærkt udflydende brungraa Skaftpletter. Hage og Strube næsten renhvide. Fjerene om forreste Øjerand graasorte. Ryg- og Skulderfjer graaligbrune med regelmæssige flødefarvet graa Fjerkanter. Bag- ryg, Overgump og Overhaledækfjer hvidlige eller fløde- farvede med brune Midtpletter eller Tværbaand. Bryst, Bug og Kropsider hvidlige, Fjerene med udflydende mere eller mindre tætsiddende Tværbaand. Undergump og Underhaledækfjer hvidlige med graalige Tvær- eller Pil- pletter. Vingedækfjerene mørkebrune med flødefarvet graa Fjerkanter, mørkere langs. Vingekanten. Haåndsving- fjerene uplettet sortebrune,. med lyse Spidsbrem- mer. Årmsvingfjerene lysebrune med hvidlige Pletter eller Kanter paa Yderfanerne. Undervingedækfjerene og Arm- hulefjerene brungraa med utydelige lysere Tværbaand og Pletter. Halen hvidlig med bredt udflydende mørkebrunt Tværbaand foran de hvidlige Spidsbremmer, Tværbaandet paa de ydre Styrere smallere, mere eller mindre opløst i mørkebrune Pletter; Styrernes basale Halvdel plettede eller tværstribede med mørkebrunt. Næbbet brunsort, " Undernæbbets Grunddel lysere. Benene blegt rødligbrune. lste Vinterdragt erholdes i September—November ved en Fældning, der dog ikke omfatter Vingens eller Halens Fjer. Denne første Vinterdragt ligner Ungedragten, men Ryggen og Skulderfjerene ermeset lysere, med lyst flødefarvet graa Grundfarve og med brede, . mørkebrune Tværbaand og brede, flødefarvede Fjerbrem- mer. Haandsvingfjerene mørkebrune uden hvide Pletter. Br Iste Sommerdragt er kendelig paa Ryggens og Skulderfjerenes lyst graablaa Fjer, der blot end- nu har indsprængte brunlige Pletter, samtidigt med at (Larus argentatus) 28 Ungedragtens uplettede, brunsorte Haandsvingfjer bibe- holdes. Hoved og Hals med mørkeSkaftpletter. 2den Vinterdragt erholdes ved Fuglens første Totalfældning. Ryg og Skulderfjer er da, som hos de voksne Fugle, ensfarvet lyst graablaa, men Vingedæk- fjerene er blaaliggraa med brunlige Fjer langs Vin- gens Kant og Rand. Hoved og Hals med Vinterdråg- .tens sædvanlige mørke Pletter, men disse naar helt nedtilden blaagraa Ryg; uregelmæssige Pletter ogsaa antydet paa Forbrystet og Kropsiderne. Halestyrerne med mere ufuldstændigt, brunsort Tværbaand, Basaldelen over- vejende hvid med smallere mørke Tværbaand og Pletter. 2den Sommerdragt: Hoved og Hals uplettede hvide. Kroppens Fjer som hos voksne Fugle, men Vinger og Hale som i 2den Vinterdragt. I denne Dragt træffes den jævnligt ynglende. 3dje Vinterdragt og 3dje Sommerdragt er som de voksne Fugles, men Halens Styrere er endnu ofte lidt mørkt vatrede. Først i den 4de Vinter er Fuglen helt udfarvet. Dunungen: Oversiden, Hagen og Struben lyst brun- liggraa med mange brunsorte Pletter og Striber. For- brystet brunligt, Bryst og Bug lysere, uden Pletter. 2den Race: Gulbenet Sølvmaage (Larus argen- tatus cachinnans Pallas). (Larus arg. ommissus Suschkin). Ligner meget den typiske Sølvmaage, men skelnes let paa, at Benene er mere eller mindre svovlgule - hos de voksne Fugle, ligesom Øjelaagsrandene er livlig zinnoberrøde; ofte er Ryggen noget mørkere graablaa. I Vinterdragten er Hovedets Sider og Overside samt For- brystet næsten altid renhvide, uden mørke Skaftpletter; i Ungfugledragterne lader de sig vanskelig skille fra de typiske Sølvmaager. Gulbenede Mellemformer (Bastarder?) er ikke ualmindelige i Hvidehavet og Skandinavien og 29 (Larus argentatus) ses ogsaa nu og da i Danmark; Racen er hjemmehørende i det Sorte og det Kaspiske Hav og gennem Vest-Asien til Baikal-Søen. Udbredt som Ynglefugl findes den typiske Sølvmaage i Nord-Europa, saaledes i Skandinavien og Nord-Rusland, baade ved Østersøens og Nordsøens Kyster, ned til Nord- Frankrig; ligeledes rugende i det nordøstlige Nord-Ame- rika. Nærstaaende Racer ruger paa den spanske Halvø, i Middelhavet og i det Sorte og Kaspiske Hav, mod Øst til Baikalsøen og langs Sibiriens Ishavskyster til det Hvide Hav. Fra Grønland kendes den kun som en sjælden og . tilfældig Gæst, der er- iagttaget omkring 5 Gange paa Vestkysten. Ved Island har den i de senere Aar ikke sjældent vist sig, særlig talrig paa Østkysten, men kendes ikke ynglende. Paa Færøerne viser den sig ret almindelig For- og Efteraar og findes ogsaa rugende, omend ikke i større Mængde. I Storbritannien ruger den særdeles al- mindeligt. I Norge ruger den talrig, ofte i Kolonier, langs hele Vestkysten fra Hvaler op til Varanger Fjord, talrigst Nord for Trondhjemsfjorden, af og til ogsaa i Indsøerne. I Sverige ruger den i Kolonier og gerne paa stejle Klipper baade langs Øst- og Vestkysten og paa Gottland samt tillige i Vånern og Våttern. I Danmark er Sølvmaagen en almindelig Ynglefugl, der paa endel Steder ruger i endogsaa meget store Kolo- nier, oftere dog i Smaakolonier eller blot enkelte Par hist og her, i det hele dog langt fra saa talrig som Storm- maagen. Den foretrækker hos os til Rugeplads lave Øer og Holme i aabent Hav eller inde i Fjorde og Bælter, medens den i Bjærglande oftest ruger paa Klippevægge og Skær. Store Kolonier findes paa Jordsand og navnlig " paa Fanø (c. 2000 Par); ogsaa endel Øer i Kattegat er yndede Rugesteder, saaledes Vejrø og Hesselø. Kolonier findes bl. a. ogsaa paa Musholm, Sprogø, Saltholm, flere Øer i Ros- kilde Fjord og Hyllekrog. Sølvmaagen er paa det nærme- ste en Standfugl, der,om Vinteren ikke strejfer saa meget langt bort fra Rugepladsen; saaledes træffes Ynglefuglene fra Jordsand om Vinteren næppe sydligere end ved Hol- " lands Nordkyster, medens de fleste holder sig ved Sles- vigs og Holstens isfri Kyster... Udenfor Yngletiden. kan den vise sig ved større ferske Vande, men foretrækker dog mest Havet som Opholdssted; hos os findes den næppe nogensinde rugende ved fersk Vand. Den er en yderst -vagtsom og sky Fugl, som altid passer at lette, (Larus argentatus) 30 før man kommer den paa nært Hold, og som stedse søger at holde sig i god Afstand frå Mennesker; de unge Fugle, der de første Aar strejfer rundt uden at komme til Ynglepladserne, er lidt mere tillidsfulde. Flugten er tungere og de flyver med langsommere Vingeslag end de langt mindre Stormmaager. De søger ofte deres Føde påa de ved Ebbe tørlagte Sandbanker, men ogsaa. inde påa Land; de ynder at sidde paa en stor Sten eller paa et højtliggende Sted, hvor de har. god Udsigt til alle. - Sider. Deres Stemme lyder som et vidtlydende gi—au, gi—au; siddende paa en Sten ell. lign. udstøder de ofte, idet de strækker Hals, en Række Skrig, lydende som kliii—u stadig gentaget og forkortet i nedadglidende Skala, ofte afsluttet med et kort, kraftigt arrigt au—au. -For- styrrede paa Redepladsen lyder Skriget, medens de svæver højt i Luften, som et dybt gak—gak—gak eller ha— ha—ha eller gau—gau—gau. I Slutningen af April ordner de deres Reder, der er ret store og som i Kolonierne ligger ret spredt; ofte bestaar de kun af en Fordybning i Græsset udføoret med lidt tørt Straa eller Tang, nu og da ser man dem omhyggeligere opstablede. I Begyndelsen af Maj, mulig sidst i April, begynder de at lægge deres 3, sjæld- nere 2 Æg; dette sidste Tal er hyppigst i 2det Kuld, hvis de første Æg borttages. Æggenes Grundfarve er graa, olivengraa til olivenbrunlig med spredte mindre og større, ofte uregelmæssige og sammenflydende rødbrune Pletter samt graalige Skalpletter. Deres: Længde er oftest 65— 75 mm, Bredden 45—52 mm, men baade større og mindre Æg kan findes. Han og Hun ruger skiftevis i 24—28 Dage. I Løbet af c. 4 Uger efter Udklækningen er Ungerne flyvefærdige, gerne sidst i Juni. Føden er meget forskelligartet, men ganske over- vejende Fisk, ofte Aal paa op til en halv Meters. Længde, og de formaar at sluge disse hele uden at hakke dem itu. Iøvrigt fortærer de alle Slags Aadsler og Affald, til- lige Krabber, Søstjerner, Hav- og Landorme samt Mus- linger, som de knuser med deres kraftige Næb. Nu og da finder man om Sommeren store Biller i deres Mave, og ikke sjældent er Maven helt fyldt med en Grød be- staaende af smaa Insekter, bl.a. vingede Myrer, Fluer, Myg, Stankelben, Biller samt Edderkopper. Overfor andre Fugles Æg og Unger er de skaanselsløse, og de fortærer ogsaa gerne Smaapattedyr, hvis de kan faa fat paa dem. Endelig kan ogsaa Vegetabilier som Kartofler, Bær, Græs og Alger findes i deres Maver. Si | (Larus fuscus) 5ySildemaage. (Lårus føseus-Linné). (Lårus faåscus-fuscus Linné, L. fuåscus intermé- dius Schiøler, L. fåscus graåaellsii Brehm). Norsk: Sildemaage, Gulfåtting. Svensk: Sillmås. Tysk: Heringsméwe. Engelsk: Lesser black-backed Gull. iste Race. Skandinavisk Sildemaage (Larus fuscus fuscus Linné). Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals og den forreste Del af Forryggen, hele Undersiden, Krop- siderne, Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene hvide. Ryggen, Skulderfjerene samt Vingedækfjerene sorte med svagt graaligt Anstrøg; de længste Skulder- fjer. med bredt hvide Spidser. Vingens Kant og Rand hvide, Overhaledækfjer og Overgump hvide. De 6 længste Haandsvingfjer sorte, med sorte Skafter og hvide Spidser; lste veludviklede Haandsvingfjer har dog ud mod den sorte Spids et ca.4cm langt hvidt Tværbaand; 2den Haandsvingfjer har af og til en lille Antydning af et lig- nende Tværbaand, der dog oftest mangler helt. De indre Haandsvingfjer samt Armsvingfjerene graaligt sorte med bredt hvide Spidser. Halens Styrere hvide med hvide Skafter. gen ' Han og Hun-i Vinterdragt: Som Sommerdragten, men Hovedets Overside og Sider, Nakken og Baghalsen "- med graasorte Skaftstriber, bredere og mere udflydende paa Baghalsen. Over Forhalsen et svagt antydet Baand af Fjer med utydelige, smalle, mørke Skaftstriber. Denne Dragt erholdes ved en Totalfældning, der begynder i Juni, og som for Haandsvingfjerenes Vedkommende næppe er endt i Januar. ” | Næbbet gult, med en orangerød Plet paa Siden af Undernæbbet, Spidsen hvidlig, Mundhulen orangegul. Næblængden hos Hannen 50—55,5 mm. hos Hunnen 44— 50 mm. Næbhøjden ved Næseborets Bagende hos Hannen 15—16,5 mm, hos Hunnen 13,5—15 mm. Iris bleggul, Øje- (Larus fuscus) 32 laagsranden orangegul. Vingelængden hos Hannen 411— 433 mm, hos Hunnen 381—409 mm. Benene gule. Mellemfoden hos Hannen 59—63 mm, hos Hunnen 56— 61 mm, Mellemtaaen hos Hannerne 52—58 mm, hos Hun- nerne 51—53 mm. Mellemfoden er altsaa gennemgaaende 5 mm længere end Mellemtaaen. ; Fig. 5. Sildemaage, gammel og ung Fugl. (Efter Forbes i British Birds). Ungedragten er som hos den unge Sølvmaage, men Grundfarven er paa Rygsiden næsten altid mør- kere, nærmest brunsort, ligesom Haandsvingfjere- nes Faner er sorte, ikke brunsorte. Halestyrernes ba- sale Del tættere og stærkere mørkplettede. Et tydeligere, dog ikke altid gældende, Skelnemærke fra den unge Sølv- maage haves i Næbbets Længde og Højdemaal. og Fug- lens som Regel ringere Størrelse. Mellemfoden er i For- hold til Mellemtaaen længere end hos Sølvmaagen, idet Forskellen mellem Mellemfod og Mellemtaa hos Silde- maagen er ca. 5 mm, hos Sølvmaagen kun 1—2 mm. Hos 33 (Larus fuscus) en længere Række unge Sildemaager var Mellemtaaen (med Klo) 51—58 mm, medens dette Maal hos Sølv- maagerne var 58—73 mm. I Ungedragten er Næbbet brunsort, Undernæbbets Grunddel rødligt graa. Iris mørk olivenbrun. Fødderne rødligt blegbrune. .lste Vinterdragt ligner Ungedragten, og i denne Dragt skelnes den fra den unge Sølvmaage i samme Dragt ved at mangle dennes flødefarvet graa Tværbaand over Skulderfjerene. Ungedragtens uplettede, sorte Haand- svingfjer bibeholdes i Iste Vinterdragt. .lste Sommerdragt har stadig Ungedragtens Vinge- og Halefjer, men Isse og Baghals er mindre mørkt plettede. 2den Vinterdragt er paa Rygsiden ikke udfarvet, men en Blanding af Ungens og den voksne Fugls Dragt, idet Fjerene er mørkebrune med bredt udflydende, lysere Kanter. 2den Sommerdragt: Hoved og Hals hvide, uden Pletter, Ryggen mørkt graaligbrun, med bredt lysere Fjer- kanter. 3dje Vinter- og 3dje Sommerdragt er som hos de voksne, men Rygsidens Fjer og Vingedækfjerene er mere eller mindre brunplettede. 4de Vinterdragt ofte ikke til åt skelne fra de voksnes, kun med sorte Striber paa Haandens store ne- derste Dækfjer. Dunungen ligner ganske Søk ideerne 2den Race. Engelsk Sildemaage (Lårus fuscus graåellsii Brehm). Ligner vor Sildemaage, men Ryggen er kendeligt ly- sere, nærmest mørkt blaagraa. Sildemaager fra Norges og Vest-Sveriges Kyster er Mellemformer mellem L. fuscus graelsii og L. fuscus fuscus, med en Rygfarve liggende mellem disses; de er benævnt L. fiscus intermédius Schiøler, men er vanskeligt kendelige. . Som voksen kan Sildemaagen kun forveksles med R. Hørring: Fugle III. 2 3 (Larus fuscus) 34 Svartbagen, men denne kendes let paa sin langt betyde- ligere Størrelse, tungere Flugt og langsommere Vinge- slag; endelig er Sildemaagens gule Ben lette at skeine fra Svartbagens rødligt graahvide. Udbredt som Ynglefugl findes den typiske Sildemaage (L. fuscus fuscus) i Skandinavien, særlig hyppig i Fin- land og langs den Bottniske Bugts Kyster, i Nord-Rus- land fra Østersøprovinserne op til Murmankysten og det — Hvide Hav, ogsaa i Ladoga- og Onegasøerne, helt ud til Dvina. Som Trækfugl viser den sig ved Middelhavets nord- lige og sydlige Kyster, samt i det Røde og det Persiske" Hav. Den engelske Race (L. fuscus graellsii) ruger paa de britiske Øer helt op til Shetlands- og Orknøerne samt paa Færøerne og ned til de Normanniske Øer i Ka- nalen, samt ved Frankrigs Vestkyst, de Canariske Øer og Azorerne; om Vinteren strejfer den mod Syd helt ned til Senegals Kyster. Som nævnt er den paa Norges og Sve- riges Vestkyst rugende Sildemaage, der har lidt lysere Ryg end den typiske, forsøgt udskilt som en Mellemform mellem de to ovennævnte Racer og benævnt L. fuscus intermedius. I Nord-Sibirien fra Dvina til Jenissei og den vestlige Del af Taimyr-Halvøen ruger den lidt større L. fuscus taimyrensis Buturlin. I Grønland ruger Sildemaagen ikke, men har kun vist sig dér som en tilfældig Gæst. Paa Island er den derimod iagttaget flere Steder i de senere Aar, mulig nu og da rugende. Paa Færøerne er den engelske Race der- imod en meget almindelig Rugefugl. I England ruger den mange Steder langs Kysterne og paa Smaaøer, enkelte Steder findes Rederne ved Ferskvandssøer. I Norge ruger den almindeligt i Kolonier langs hele Vestkysten, lige fra Varangerfjorden helt ned til Kap Lindesnæs, sjælden Øst herfor. I Sverige ruger den, ofte i Kolonier, almindelig i. Skærgaardene helt ned til Halland, men ikke i Skaane, derimod i Mængde paa Gottland og i Lapplands Søer; den er dels overvintrende, særlig i den Bottniske Bugt og ved hele Østkysten, hvor den først lader sig fordrive af Isen, dels vidt omstrejfende; saaledes trækker den fra Sveriges Vestkyst regelmæssigt bort i Oktober for atter at vise sig i April. I Danmark kendes Sildemaagens typiske Form kun som Rugefugl paa et eneste Sted, nemlig paa Ærtholmene, hvor man først saa sent som. i 1925 fandt c. 150 Par rugende paa Græsholmen. I Farvandene om Bornholm er 35 (Larus fuscus) "den derfor altid almindelig. Om Efteraaret og Vinteren er den ikke sjælden i vore øvrige Farvande, hvor den allerede begynder at vise sig ved vore Kyster i August Maaned; allerede d. 12te er ved en enkelt Lejlighed iagt- taget c. 200 Sildemaager trækkende spredt langs Sjællands Kyst, flyvende mod Nord (Scheel). Saaledes er typiske Sildemaager, kommende fra de nordøstlige Rugepladser ikke ualmindelige, særlig i Landets sydlige Dele, navnlig i.Øresund. Ved Jyllands Vestkyst ses nu og da lysere Individer, stammende fra England, og iøvrigt ses langs Vestkysten og i Kattegat Sildemaager, der i Ryggens Farve er Mellemformer mellem de to nævnte Racer, og derfor maa antages at stamme fra norske og vestsvenske Rugepladser; den skal kunne vise sig ved ferske Vande, men her i Landet sker dette vist kun sjældent, medens det er almindeligt i Skandinavien. Sildemaagen er en udpræget Havfugl, der gerne følger Sildestimerne, svævende over disse; ved Fiskeskibene samles de ofte for at tage alle Slags Affaldsfisk, og er da ikke bange for at komme ganske nær til Redskaberne. —… Rugepladserne vælges i Skærgaardene gerne paa de ydre Holme, af og til dog ogsaa i Indsøer, saaledes som det ses i Skandinaviens nordligere Dele. Redepladserne vælges aldrig i Fjældvæggene, men helst paa flade Holme; paa Græsholmen har Sildemaagerne saaledes deres Reder i Græsset i Revnerne og Ujævnhederne paa Oversiden af de flade Klipper; Rederne ligger ofte tæt sammen og er dannet af tørt Græs, Tang o. Il. med tydelig Redeskaal. De 2, oftest 3, sjældent 4 Æg lægges her gerne fra Be- gyndelsen af Maj til. midt i denne Maaned. Æggenes Skal er grovkornet og ru, meget varierende i Farve, lige fra mørke- til lysebrun, graa og gullig, ofte med grønligt An- strøg, til gulligt olivenbrun, næsten altid med mørkebrune " Pletter, og af og til Streger, samt graa Skalpletter; der træffes dog ogsaa hos denne Art uplettede Æg. Længden 57,5—75,5, oftest dog 63—71,5 mm, Bredden 44—51 mm. Han og Hun ruger skiftevis i mindst 21 Dage. Ungerne forlader snart Reden .og fodres med Smaasild. I Begyndel- sen af Juli er Ungerne flyvefærdige i Kolonien paa Græs- holm. Sildemaagens Skrig lyder paa Rugepladsen, naar … den svæver over Reden, som et gennemtrængende gak— gak—gak. Føden er ganske hovedsagelig Fisk, men ogsaa Orme, Muslinger. og Insekter; lejlighedsvis, men ret sjældent, tager Sildemaagen andre Fugles Æg og Unger, særlig af "saadanne Arter, der findes rugende i Kolonier. 3% (Larus marinus) 36 6. Svartbag (Lårus marinus Linné). Svartbag, Sort Havmaage, Gaasemaage, Aalemaage, Kulsmaage. 3 -Norsk: Havskaar. Svensk: Hafstrut. Tysk: Mantel- mowe. Engelsk: Great Black-backed Gull. Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals samt den forreste Del af Forryggen hvide. Hele Fuglens Under- Fig. 6. Svartbag. (Efter Forbes i British Birds). side samt Kropsiderne ligeledes renhvide. Ryggen, lige. ned til de hvide Overhaledækfjer, samt Skulderfjer og Vingedækfjerene brunsorte med graaligt Anstrøg. De længste Skulderfjer med bredt hvide Spidser. Vingens Rand og Kant samt Undervingedækfjerene og Årmhule- fjerene renhvide. Alle Haandsvingfjerene med hvide Spid- ser; de 3 yderste brunsorte, Inderfanerne dog overvejende mørkt graalige; Iste veludviklede Haandsvingfjer har i en Længde af ca. 70 mm helt hvid Fjerspids; den føl- gende har en lignende hvid Spids, men som Regel med 37 | (Larus marinus) en sort Plet paa Inderfanen eller et sort Baand over begge Fanerne, lidt foran Fjerspidsen; de 3 følgende Haand- svingfjer med overvejende graalige Faner, der dog er sorte paa Yderfanernes yderste Del samt paa et bredt Tværbaand lidt over den altid hvide Spids. Armsving- fjerene skifergraa med bredt hvide Spidser. Undervinge- dækfjerene og Årmhulefjerene renhvide. De i Spidsen lige afskaarne Halestyrere renhvide med hvide Skafter. Han og Hun i Vinterdragt: Som i Sommer- dragten, men Fjerene paa Issen, Nakken og Hovedets Sider samt paa den forreste Del af Baghalsen med smalle, brunsorte Skaftpletter. -Næbbet gult, paa Siden af Undernæbbet en rød Plet, Næbspidsen hvidlig. Mundhulen gulrød. Iris bleggul; Øjen- laagsranden rød. Næblængden hos Hannerne 60—69 mm og Næbhøjden bag Næseborene 21—23 mm; hos Hun- nerne er de tilsvarende Maal 56,5—65 mm og 19,5—21 mm. Vingelængden hos Hannerne 467—510 mm, hos Hunnerne 440—470 mm. Benene rødligt graahvide, Svømme- hudene lidt mere rødlige. Mellemfoden 70—80 mm. Mellem- taaen (med Klo) 67—76 mm. Ungedragten ligner Sølvmaagens, men Undersiden er lysere og mindre plettet; Rygsidens Fjer som Regel med mørkere brunsort Grundfarve. Blot Størrelsen af Næb, Vinger og Ben afgiver sikre Skelnemærker. Iste Vinterdragt som Sølvmaagens, men Ryg- sidens Fjer er stærkere mørkt tværplettede, og de lyse Tværbaand er som Regel uden Sølvmaagens sølvgraalige Tone i samme Dragt. Ungedragtens ensfarvede brunsorte Haandsvingfjer bibeholdes. lste Sommerdragt erholdes ved Kropfjerenes Fældning i Januar—Marts Maaned; Hoved og Hals er hvidere og mindre plettet. … 2den Vinterdragt: Isse og Baghals er hvidere og mindre plettet end i Iste Vinterdragt. Ryg- og Skulder- fjer overvejende graalig brunsorte; Undersiden mindre " brunplettet. 1ste veludviklede Haandsvingfjer med en an- (Larus marinus) 38 tydet, udflydende hvid Tværplet foran Spidsen, dog meget vekslende i Størrelse og Form; de følgende som i Unge- dragten. 2den sb mme mdr aged med Vinterdragtens Haand- svingfjer; Issen og Fuglens Underside mindre plettet og Ryggen oftest mere graaligsort. 3dje Vinterdragt er kendelig paa, at Iste velud- viklede Haandsvingfjer har en ca. 7 cm lang hvidlig Fjer- 'spids, med ret smalt, sort Tværbaand foran Spid- sen. Halens Styrere stadig mørkplettede ud mod deres sorte Spidser. 3dje Sommerdragt: Hoved, Hals og Overhaledæk- fjer renhvide, næsten uden mørke Skaftpletter, og Ryggen faar omtrent de voksnes rent graaligt brunsorte Farve, oftest dog med indblandede brunlige Fjer; disse ses ogsaa mellem de iøvrigt voksent -farvede Skulder- og Vingedæk- fjer. Undervingedækfjerene endnu delvis graabrunlige. 4de Vinter- og Sommerdragt er omtrent som de voksnes, men Undervingedækfjerene er endnu ikke renhvide, ligesom Overvingedækfjerene endnu kan have brunlig Indblanding, og Halens Styrere er hvide, men ofte med Rester af den brune Marmorering. I Ste Vinterdragt er Fuglen først som Regel helt udfarvet; men allerede i 3dje Sommerdragt kan man træffe dem ynglende. å Dunungen ligner Sølvmaagens, men Stregerne paa Issen skal være smallere og: Rygsiden blegere og mere graalig. Paa sin betydelige Størrelse og mørke Ryg er Svart- bagen let kendelig fra vore andre Maager, dog med Und- tagelse af Sildemaagen; dens rødliggraa Fødder er paa nært Hold et godt Skelnemærke; paa Afstand er dens tungere og langsomme Vingeslag ret paafaldende. Udbredt som Ynglefugl fra Grønland over Island, Færøerne, Skandinavien og Nord-Rusland ud til Petschoras nedre Løb, mod Syd til Østersøprovinserne, England og Nord- -Frankrig, hvor dog kun faa Par yngler; tillige i det 39 . (Larus marinus) østlige Nord-Amerika, i Labrador og Nova Scotia. Om Vinteren er mange af dem Standfugle og lader sig kun fordrive af Isen, men mange af dem, og vist særlig de ikke helt kønsmodne Individer, strejfer mod Syd ned til det Kaspiske og det Sorte Hav samt Middelhavet, de Ca- nariske Øer og Azorerne. I Grønland ruger den ret almindelig paa Vestkystens sydlige Del, omtrent op til Upernivik, og synes over- vejende at være Standfugl. I Island ruger den alminde- ligt i større og mindre Kolonier, ikke alene -langs Ky- sterne, men ogsaa paa Øer i Indsøer og Floder; vist over- vejende Standfugl ved Kysterne. Paa Færøerne ruger den hist og her, men vist kun i ringe Antal, da den som skadelig for Fuglefjældene har været Genstand for ivrig Forfølgelse. I England ruger den ret faatallig paa endel Øer og Kyster, mere almindelig i Skotland og Irland, her jævnlig i ferske Vande. Om Vinteren mere alminde- lig overalt ved Kysterne. I Norge ruger den mere eller mindre almindelig langs hele Vestkysten, mest paa de ydre Skærgaardsøer og talrigst i de nordlige Dele af Lan- det, saaledes i Tromsø Stift i store Kolonier. Nærmest Standfugl. I Sverige ruger den baade ved Vest- og -Øst- kysten, her helt ned til Skaanes lave Kyster; tillige paa Gottland og paa Karlsø, hvor gerne 50—100 Par ruger; jævnlig yngler den ogsaa i Indsøer, f. Eks. i Vånern; of- test findes kun faa Par paa de enkelte Rugepladser. I Danmark skal Svartbagen efter. en ældre Angivelse have ynglet paa Bosserne ved Samsø (1871), men er i alt Fald siden den Tid ikke kendt som ynglende her i Landet, før et Par angaves at være fundet rugende d. 6. 6. 1930 paa den lille Ø Knotten ved Læsø, hvor Reden med 3 Æg fandtes ved Kysten i Tangvolden. Skønt Svartbagen alt- saa kun yderst sjældent synes at ruge i Danmark, er den baade om Sommeren og særlig om Vinteren særdeles al- mindelig i danske Farvande; hele Aaret rundt ses hoved- sagelig Ungfugle og ikke helt udfarvede Fugle, altsaa Individer, der endnu ikke søger til Rugepladserne i Nabo- landene, men allerede i August begynder de voksne, helt udfarvede Fugle at indfinde sig, ofte i betydelige Flokke og forbliver derefter ligeledes hos os Vinteren over, sam- men med Ungfuglene, og træffes til ind i April, da de atter søger til Ynglestedet; enkelte helt udfarvede Fugle kan dog træffes hos os om Sommeren. i Svartbagen er hos os en udpræget Kystfugl, der gerne opholder sig paa Sande og Stenrev, hvor man ser dem . sætte sig til Hvile paa store Sten, Pæle og lign., hvorfra (Larus marinus) 40 den kan have god Udsigt, thi den er meget sky og vagt- som og lader sig vanskeligt komme paa nært Hold; dette gælder særligt de gamle Fugle. Sjældent ser man den svømme paa Vandet, hvor den store Fugl ligger højt, med lettet Hale. Flugten udholdende, men ret tung, med lang- somme Vingeslag, ofte svævende i store Buer; dagligt foretager Svartbagene regelmæssige Togter, hvorunder de afsøger Kysterne i Fjorde og Vige for at fouragere. For- uroliget lyder dens Skrig i Luften oftest som et dybt. gaa—gaa—gaa, men siddende udstøder de ofte, med strakt "Hals og vidt aabent Gab, en Række vidt lydende Skrig, der meget ligner Sølvmaagens, men er endel dybere. Allerede i Marts begynder de at søge til Rugeplad- serne; Svartbagene er her som Regel ikke saa selskabe- lige som de andre Maager, og paa Smaaøer holder ofte kun et eller to Par til; ofte kan man dog se dem ruge i store Kolonier, dog med god Afstand mellem Rederne; saalédes ruger op til 400 Par sammen paa en Ø i Ping- vallavatn paa Island. Den store Rede, hvis Redeskaal er 20—30 cm i Diameter, ligger gerne ret lavt paa græsdæk- kede Klipper eller iave Holme og er bygget af Tang, Græs, Kviste, Alger o. 1. De 2, oftest dog 3 Æg, lægges fra Begyndelsen af Maj og i Norge endog fra midt i April. Æggenes Grundfarve varierende fra gulgraa gen- nem lysebrun, blaagraa til varmt brun og olivenbrun; de er dækket med spredte mørkebrune Pletter, Klatter og Punkter, jævnlig med Streger og Snirkler, tillige med blaaliggraa eller violetgraa Skalpletter. Længden oftest 75—83 mm, men varierende fra 69,4 op til 85 mm. Bred- den 49 —57 mm; danske Æg maaler 73—75,5 mm i Længde og 53,5—56.3 mm i Bredde. Ægget er oftest forholdsvis kor- tere og tykkere end hos Sølvmaagen. Borttages Æggene, lægges 2 til 3 ny Kuld, med Æg af aftagende Størrelse. Han og Hun ruger skiftevis i 26—28 Dage; med deres kraftige Næb værger de modigt deres Afkom mod andre Rovdyr, men paa Mennesker slaar de som Regel ikke ned, men svæver skrigende over Fredsforstyrreren. Un- gerne, der er meget graadige og slugvorne, fodres i over en Maaned, op til 50 Dage, af Forældrene; ind imod Midten af August er Ungerne gerne flyvefærdige og. kan omtrent klare sig selv. Føden bestaar hovedsagelig af Fisk, hos os oftest af de af Fiskerne udkastede Smaatorsk, men iøvrigt af Aal, Ulke 0. 1., som de kan tage paa lavt Vand; med deres meget udvidelige Gab formaar de at sluge Fisk af betyde- lig Størrelse, Muslinger, Krabber, Søstjerner, Orme og 41 i (Larus marinus) Insekter finder man ligeledes i deres Maver. Over for andre Fugles Unger og Æg er denne glubske og kraf- tige Maage en frygtelig Svøbe, idet den, hvor der er Lej- lighed dertil, dræber og sluger disse hele. Paa Ederfugle- varp og i Fuglebjerge er de derfor meget frygtede Gæster. Ogsaa voksne Fugle, som Tejster og Lunder, overfalder og dræber de, men fortærer som Regel kun deres Ind- volde. Smaapattedyr som Rotter, Kaniner og Muldvarpe gør de det let af med, og de beskyldes i Lande med Faareavl for at dræbe og fortære smaa Lam. løvrigt æder de i stort Omfang alle Slags Smaaaadsler, som de finder paa deres Ture langs Kysterne; ikke sjældent finder man endelig Bær, Tang og Alger i deres Maver. 7T.Graamaage (Lårus hyperbåreus Gunnerus). (Lårus glåucus Brunnich). Perlemaage. Stor Hvidvinget Maage. Norsk: Blaamaage. Svensk: Vittrut. TYSK: Eism&we. Engelsk: Glaucous Gull. "Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals, for- reste Del af Forryggen, Overhaledækfjerene samt hele Fuglens Underside renhvide. Ryg og Overgump samt Skulder- og Vingedækfjer meget lyst blaagraa. De længste Skulderfjers Spidser, Vingens Kant og Rand samt Undervingedækfjerene og Armhulefjerene renhvide. Haandsvingfjerenegraalighvide, paa Undersiderne helt hvide; deres ydre Dele ligeledes hvide. Skafterne " gullighvide; iIste veludviklede Haandsvingfjers Yder- fane helt hvid. Armsvingfjerene ganske lyst blaalig- graa, med brede hvide Spidser. Halen renhvid. Ikke helt sjældent træffes voksne Fugle med fuldkommen hvid Fjerdragt, eller Overgangsformer hertil med let. graa- lige Rygfjer. Undtagelsesvis træffer man Fugle med let antydet graalige, mørkere Tegninger paa Haandsving- fjerene, nærmest svarende til de voksne Svartbages. ”- Han og Hun i Vinterdragt: Ligesom Sommer- dragten, men Hovedet, Struben og Baghalsen helt ned til "den graablaa Ryg med udflydende graabrune'Skaft- (Larus hyperboreus) 42 og Spidspletter. Vingens og Halens Fjer som i Som- merdragten. | Iris gul, Øjelaagsranden gulrød. Næbbet gult, paa hver Side af Underkæben en stor rød Plet. Hannen be- tydelig større end Hunnen; Næblængden hos Hannen 62—69 mm. Næbhøjden bag Næseboret 19—22 mm; de tilsvarende Maal hos Hunnen 56—60 mm og 17—19 mm... I Fig. 7. Graamaage. (Efter Lønnberg i Svenska Fåglar). Vingelængden hos Hannen 450—480 mm, hos Hunnen 419—442 mm, Benene hvidgraa med svagt rødligt An- strøg. Mellemfoden hos Hannen 70—73 mm, hos Hunnen 66-—72 mm lang. Ungedragten: Hoved og Hals mat brungraat og flødefarvet marmoreret. Ryg og Skulderfjer flødefarvet graa, Fjerene med mat graabrune Tværpletter .og lyse Fjerkanter. Overgump og Overhaledækfjer tegnet paa lig- nende Maade, men med lidt lysere Grundfarve. Hele Undersiden mat brunliggraa, de enkelte Fjer med utyde- lige, udflydende, lysere flødefarvede Tværtegninger. Under- 43 (Larus hyperboreus) haledækfjerene som Ryggens. Vingedækfjerene som Ryg- gens, flødefarvet graa med mat brunliggraa Tværpletter og lyse Fjerrande. Haandsvingfjerene med flødehvide Skafter, Fanerne lyst gulbrunligt graa, med utydelig og udflydende gulbrunlig Marmorering mod Spidserne og langs Inderfanernes Rande. Armsvingfjerene brunliggraa med bredt hvidlige Spidser, Yderfanerne med lidt gul- brunlig Marmorering. Undervingedækfjerene farvet og tegnet som Fuglens øvrige Underside. Halens Styrere brungraa med højst uregelmæssige og brudte hvidlige Tværbaand eller Pletter. I Modsætning til de andre foran- beskrevne Maager er Graamaagens Ungedragt paafaldende mattere farvet. Næbbet. brunsort, rødligt graat paa den inderste Halvdel. lste Vinterdragt er lidt lysere paa Ryggen, med skarpere Tegning, idet de flødehvide Felter er større og de mørke Tværbaand med skarpere Grænser; ofte er Kropfjerenes Fældning ret ufuldstændig, saaledes at mange af Ungfugledragtens Fjer bibeholdes. I de følgende 2 Vintre bliver Fuglene stadig lidt ly- sere, med mere flødefarvet eller helt hvidlig Grundfarve påa Ryggen, hvor de voksne Fugles sølvgraa Farver be- gynder at vise sig. I 4de Vinterdragt ligner de de voksne Fugle, men har endnu paa Rygsiden blege Antydninger af den mør- kere Marmorering; i den derpaa følgende Sommerdragt "er Hovedet og Baghalsen hvide, som hos. de voksne Fugle. I5te Vinterdragt er Fuglen som Regel helt udfarvet. Dunungen skal påa-Rygsiden være meget lyst brun- liggraa, næsten hvidlig; Hoved og Hals med skarpttegnede sorte Pletter, den øvrige Rygside med brunligere, mere . udflydende Pletter. Undersiden flødefarvet og hvidlig, uden Pletter. j Era andre her i Landet forekommende Maager er Graamaagen let kendelig paa de ganske lyse Haand- svingfjer, uden sorte Tegninger, (Larus hyperboreus) 44 Som Ynglefugl er Graamaagen vidt circumpolart ud- bredt langs alle Ishavets Kyster og paa Ishavsøerne, overalt hvor isfrit Land findes; mod Syd ned til Labrador og New Foundland, Syd-Grønland og Island. Om Vinteren strejfer mange af dem, særlig de unge Fugle, mod Syd, i Evropa ned til Englands og Frankrigs Kyster samt til Middelhavet og det Sorte Hav. I Grønland er den almindelig som ynglende langs Vest- og Østkysten, særlig talrig i de nordligere Egne og . er, saa vidt det er muligt, Standfugl. I Island er den ikke sjælden som Ynglefugl, særlig i Fjældene ved Øens vest- lige Kyster; ogsaa paa Spitsbergen, Jan Mayen og Bjørne- " øen ruger den almindeligt. Paa Færøerne ruger den aldrig, men jævnlig ses den dér om Vinteren, kommende i Sep- tember og blivende til Slutningen af Marts; overvejende ses unge Fugle. I England kendes den kun som en ret sjælden og tilfældig Vintergæst, der dog paa den nordlige Del af Østkysten kan være ret talrig; en sjælden Gang ses den om Sommeren. I Norge kendes den ikke med Sikkerhed som ynglende, men forekommer om Vinteren i større eller mindre Antal langs Kysten lige fra Va- rangerfjord til Hvaler, hyppigst ved Finmarkens Kyst. Først paa Murmankysten træffes den som ynglende. I Sverige er den en mere eller mindre tilfældig Vintergæst helt ned til Skaanes Kyster, ofte ret almindelig i Bohus- lin, de fleste dog Ungfugle; ogsaa inde i Landet er den oftere truffet. ag I Danmark kendes Graamaagen kun som en tilfældig, ret faatallig Vintergæst, der kan træffes allerede i Sep- tember, men som almindeligst ses fra November til Fe- bruar; dog er den ogsaa truffet i Marts og i Maj, ja selv i Juli er bl. a.'en ung Fugl skudt i Kalveboderne. Den træffes i alle vore Farvande lige fra Bornholm til Jyllands Vestkyst, baade i Kattegat, Bælterne og de indre Fjorde; af og til skudt inde i Landet. Langt de fleste er unge . Fugle, men udfarvede Graamaager er mærkelig nok skudt her baade i Marts og Maj. I Levemaade, Opførsel og Bevægelser ligner Graa- maagen ganske Svartbagen, der aabenbart er dens nære Slægtning; Bastarder mellem disse Arter kendes da ogsaa. Ligesom forrige Art er den en glubsk og graadig Fugl, der ikke viger tilbage for at anfalde og dræbe andre Sø- fugle. Naar den flyver højt i Luften, kan dens Stemme minde om en Hunds Gøen; Stemmen er søgt gengivet bl. a. med kau, kau, kav—kav—kav og go—go—gok, altsaa mindende om Svartbagens. 45 (Larus hyperboreus) Yngler gerne flokkevis højt oppe i stejle Fjældvægge ud mod Havet, ofte i Selskab med den Hvidvingede Maage og Riden; dog findes Redepladser ogsaa paa lave, tørve- klædte Holme. Enkelte Par sætter gerne Bo ved et Fugle- bjerg for at have let Adgang til Bjergfuglenes Æg og Unger. Reden bestaar af Græstørv, Kviste, Mos og Tang og er oftest stor og høj, men nu og da bestaar den kun af sammenbragte Smaasten; i mange Tilfælde bygger Fuglen slet ikke nogen Rede, men lægger sine 2, oftest 3, men sjældent 4 Æg paa den bare Jord eller Klippe, ganske uden noget blødere Underlag. Paa Spitsbergen begynder Æglægningen i Slutningen af Maj og varer til langt ind i Juni, i Nordøst-Grønland først i Begyndelsen af Juni. I Form og Farve ligner Æggene ganske Svart- . bagens. Længden 68—80 mm, men kan naa op til 92,7 mm. Bredden 47—63 mm. Han og Hun ruger skiftevis i c. 28 Dage. I Nordøst-Grønland er Ungerne flyvefærdige i sidste Halvdel af August, og Forældre og Unger drager da ind i September mod Syd, vigende for Isen. —- Graamaagens Næring er omtrent den samme som Svartbagens, men den skal i særlig Grad samle sig ved store Aadsler af Hvaler o. lign. for med deres kraftige Næb at flense i Kødet. Æg og Unger tager den i meget stort Omfang, ligesom den i arktiske Egne skal fortære Ekskrementer af Bjørne og Sæler. Om Sommeren æder den jævnlig Bær og tager i andre Tilfælde til Takke med Tang. 8: Hvidvinget. Måage (Lårus leucopterus Vieillot [Faber]) (Larus glaucoides Meyer). Norsk: Hvidvingmaage. Svensk: Vitvingad Trut. Tysk: Polarm6we. Engelsk: Iceland Gull. De voksne Fugles Sommer- og Vinterdragt er ganske som hos Graamaagen. Forskellen er ene at s under den meget betydelige Størrelsesforskel, der særlig er tydelig paa Næbbene. Larus glaucus. Vingelængde 419—480. Næblængde ”… 56—69. Næbhøjde 17—22 mm. i Larus leucopterus.. Vingelængde 385—416. Næb- - "længde 39—48. Næbhøjde 13,5—16 mm. (Larus leucopterus) 46 Heller ikke de unge Fugle er i. deres forskellige Dragter væsentligt forskellige fra Graamaagen, og er lige- som hos denne meget varierende i Farve og Tegning. Den Hvidvingede Maage kan kun forveksles med Graamaagen, men dens ringe Størrelse gør det let at skelne den fra denne. Dens Vinger er forholdsvis længere Fig. 8. Hvidvinget Maage. (Efter Forbes i British Birds). end Graamaagens og skal, naar de er i Hvilestilling, rage ud over Halens Spids. Udbredt som Ynglefugl i det østlige arktiske Nord- Amerika, ind til Victoria Land, i Grønland og paa Jan Mayen; en Angivelse fra Novaja Semlja findes ogsaa, men er næppe rigtig. Saavidt mulig er den Standfugl, men navnlig de unge Individer strejfer ofte langt mod Syd og er naaet til Frankrigs og Italiens Kyst og én Gang endog til Madeira. I Grønland ruger den yderst almindelig og talrig paa Vestkysten, særlig paa dennes sydligere Dele; ogsaa paa Østkystens sydlige Del. I Island kendes den ikke rugende, men den viser sig dér som en almindelig Vintergæst fra September. til Slutningen af Maj; unge Fugle ses ogsaa nu og da om Sommeren. Paa Færøerne er den ret al- mindelig som Vintergæst, mest unge Fugle. I England er den en faatallig Vintergæst til April og Maj, enkelte Aar ret talrig. I Norge træffes den nu og da som Vintergæst. 47 (Larus leucopterus) men kendes ikke som rugende. I Sverige er den en sjæl- den Vintergæst, der gennem Tiden blot er iagttaget en halv Snes Gange. I Danmark er den Hvidvingede Maage en yderst sjælden Gæst, der kun faa Gange vides at have vist sig i vore Farvande. Saaledes blev bl.a. et Individ skudt i Kalveboderne.i Februar 1895, et i Odense Fjord d. 12.8. 1889, et ved Faartofte d. 5.12.1917 og et ved Sønderho d. 23. 11. 1919. Angivelsen af Lutken (Ornis 1885. Side 67) om et Individ skudt i Hjørring d. 24.12.1880 skyldes en Fejltagelse, ligesom en Angivelse om et Eksemplar fra Qurø næppe er paalidelig. I Levemaade staar den Hvidvingede Maage Graa- maagen meget nær. Ofte ses den sammen med denne og ruger ofte paa samme Steder som "denne, snart i store, ”" snart i smaa Kolonier, oftest paa høje Klippevægge, men nu og da findes Rederne ogsaa paa lave Øer, Stemmen skal lyde lidt blødere end Graamaagens og er gengivet med -gi—gi—gi--—grrr eller. go—go—go—gok. Reden som Graamaagens, ofte dog næsten kun -an- tydet, idet Æggene lægges paa den bare Klippe; de lægges fra Slutningen af Maj til langt ind i Juni. De 23 Æg ligner ganske Graamaagens, men er betydelig mindre; Længden 62,5—75,8 mm, Bredden 44,7—51,3 mm; Farven gerne gulgraa med større og mindre mørkebrune Pletter. Føden er hovedsagelig mindre Fisk, saasom Lodder, smaa Torske- og Sildearter, Polarlaks o. 1., men ogsaa Krébsdyr, Muslinger, Snegle, Søstjerner o.l. Lever ogsaa af Aadsler, døde Fisk o.l. Ungerne skal ofte æde Bær. 2. Ismaageslægten (Pagophila Kaup). Denne lille Slægt, kun omfattende 1 Art, kunde uden Vanskelighed indgaa i Slægten Larus, men er afvigende ved følgende: Sommer- og Vinterdragt ens, helt hvid. Paa Kroppens Fjer er de dunede Dele stærkt udviklede. Skinnebenet fjerklædt næ- sten helt ned til Hælen; Mellemfoden lidt kortere " end Mellemtaaen med Klo, klædt baade paa For- og Bagkant med ejendommelige tykke, regelmæs- sige Tværskinner; Tæer og Svømmehud med tykke grynede Skæl, den sidste dybt indskaaret (som (Pagophila) 48 hos Ternerne). Kløerne, der ligesom den øvrige Fod er sorte, er krumme og kraftige. Bagtaaen veludviklet, ved en Hudsøm forbundet med Inder- taaen. Halen lang, i Spidsen lige afskaaret. 1. Ismaage (Pagoéphila ebårnea (Phipps)). Norsk: Spitsbergmaake, Ismaake, Elfenbensmaake. ” Svensk: Ismås. Tysk: Elfenbeinm6we. Engelsk: Ivory Gull. Han og Hun i Sommer- og Vinterdragt ens, idet hele Fjerklædningen er fuldstændig renhvid. Iris brun, Øjelaagsrandene orangerøde, Næbbet graagrønligt, den yderste Del gul eller orangegul. Næblængden 33 —38 mm. Vingelængden 320—353 mm, Hannerne oftest lidt større end Hunnerne. Fødderne sorte, Mellemfoden 36—40 mm. Ungedragten: Hvid, men Egnen om Næbroden, helt op over Panden og omkring Øjet, samt Hagen og Struben mere eller mindre graabrun, idet hver Fjer har et graabrunt Bælte ud mod den hvid- lige Spids; Fjerene om Øjet oftest dog helt graabrune og mørkere. Flere eller færre af Rygsidens Fjer samt alle Skulderfjerene har en større eller mindre brunsort Plet ud mod Spidsen. Vingedækfjerene saa godt som alle med en brunsort Plet ud mod Spidsen. Haandsvingfjerene og Halens Styrere hvide med bredt sorte Spidser, navnlig de sidstnævnte med hvide Spidsbremmer. Armsvingfjerene hvide, endel med sorte Skaftlinier, blot de inderste med - en sort Plet ud mod Spidsen. Undervingedækfjerene hvide med sorte Pletter langs Vingeranden. Paa Fuglens Under- side kan være spredte, sorte Pletter, Kropsiderne ret stærkt sortplettede. Denne Dragt fældes for Kropfjerenes.Ved- kommende allerede i September. lste Vinterdragt og Iste Sommerdragt ligner Ungedragten, men det graabrune Felt paa Hovedet er ind- skrænket til Egnen om Næbrod og Øje samt til Hagen; Struben og hele den øvrige Krop er hvide med langt 49 (Pagophila eburnea) færre brunsorte Pletter end hos Ungfuglen. Halens og Vingens Fjer fældes ikke, men Vingedækfjerene har kun spredte, ofte meget faa, mørke Pletter, idet disse for- modentlig mistes ved Bremfældning. 2denVinterdragt, der er som de voksnes, erholdes ved Totalfældning, men Ismaagen er dog endnu i denne Dragt kendelig paa enkelte brunsorte Pletter i Vingeranden. Fig. 9. Ismaager, gammel og ung Fugl. (Efter Forbes i British Birds). Dunungen skal være klædt med lange Dun med haarlignende Spidser. Dunenes Spidser er hvide, deres -Grunddele rare Rygsiden uden Pletter eller Teg- ninger. Som en fuldkommen hvid Maage kunde Ismaagen tænkes forvekslet med den Hvidvingede Maage, men er jo meget mindre end denne; de sortplettede Ungfugle ligner ingen anden Maage; ogsaa de helt sorte Ben er "gode Skelnemærker. Se " Udbredt som Ynglefugl circumpolart i de højarktiske Egne, saaledes bl.a. paa Spitsbergen, Kong Karls Land, Franz Josefs Land, Novaja Semlja, . Bennett- og Herald- Øerne og Grinnell- "Land. Om Vinteren strejfer den mod Syd og er da iagttaget saa enkes som i Nord-Frankrig R. mee: Fugle IT. 4 (Pagophila eburnea) 50 og ved Genfersøen, og i Amerika ned til Britisk Columbia, Ontario Søen og Long Island. I Grønland ruger den ikke sjældent paa Østkysten mellem 75? og 80? N. Br. og paa Nordkysten og ses jævn- lig paa de sydligere Dele af Øen om Efteraaret og Vin- teren, mest ude paa det aabne Hav. Paa Island er den en ret sjælden og tilfældig Gæst, og ogsaa til Færøerne har den forvildet sig. I England er den iagttaget omkring 50 Gange. I Norge er den sjældent og enkeltvis truffet om Vinteren langs Vestkysten, særlig i de nordlige Dele, ” men ogsaa helt nede ved Lindesnæs. I Sverige har den vist sig op mod en halv Snes Gange. I Danmark er Ismaagen naturligvis en yderst sjælden og tilfældig Gæst; saaledes blev en ung Fugl under en Snestorm skudt i Kalvebodstrand d. 28. 12. 1835 og senere et Individ ved Daubjerg omkring 1894; endelig blev en ung Fugl skudt ved Nymindegab i Marts 1911. Ismaagen holder navnlig til i Drivisen og paa de yderste Skær og ernærer sig her delvis af Sælernes, Hval- rossernes og Bjørnenes Ekskrementer, men ogsaa af Fisk, Krebsdyr, Orme og Muslinger samt alle Slags Aadsler; ogsaa Insekter er fundet om Sommeren i deres Mave. De er som andre højarktiske Fugle ofte overordentlig tillids- fulde og nærmer sig dristigt Mennesket; skydes en Sæl eller en Bjørn, eller dræber Isbjørnen en Sæl, viser den sig hurtigt for åt fortære det udflydte Blod og hvad der kan blive tilovers ved Flænsningen. Den ses næsten aldrig svømmende paa Vandet; Flugten er lidt træg og svævende. Stemmen ligner meget Ternens og gengives ved et skingrende, ret kort gry—gry eller dryi—dryi. Den ruger i store Kolonier enten paa Afsatser paa Klippevægge eller i Revnerne paa flade Klipper eller paa selve Strandkanten. Reden bygges af Græs og Mos med lidt Lichener, Alger og indblandede Fjer. Æggene lægges sent, oftest sidst i Juni eller først i Begyndelsen af Juli. Æggene, der skal ligne Stormmaagens, findes i Kuld paa 1, 2 eller 3 Stkr.; deres grovkornede Skal er graablaa . eller graabrunlig med brune og graa Pletter; deres Længde oftest 58—62 mm, Bredden 42—44,5 mm. Han og Hun skal ruge skiftevis. 3. Rideslægten (Rissa Stephens). Denne lille Maageslægt, der iøvrigt uden Van- skelighed kunde indordnes i den store Slægt Larus, 51 £ (Rissa) stemmer i alle væsentlige Forhold overens med denne, men er udskilt som en egen Slægt paa Grund af den ganske lille, rudimentære Bagtaa, der paa den friske Fod kun ses som en lille Kride snart med,”snaftsudenen lille-but Klo; paa den indtørrede Fod er Bagtaaen mere synlig, men dog stedse langt kortere end hos Slægten Larus. Mellemfoden kort, meget kortere end Mellem- taaen. De midterste Halestyrere lidt kortere end de ydre, hvorved Halen bliver en Smule kløftet. Kun 2 Arter, udbredt i Atlanterhavets og Stille- havets nordligste Dele, heraf 1 i Danmark. FFRIdE (Rrssa tridactyla (Linne)); (Rissa tridactyla tridactyla (Linné)). Tretaaet Maage, Råtter, Lille Sølvet, Tatterak (Grøn- land). (Larus tridactylus Linné, Larus Rissa Bruinnich). Norsk: Krykke, haakrytja. Svensk: Tretåig mås, Ring- tjå. Tysk: Dreizehenmowe. Engelsk: Kittiwake. Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals og forreste Del af Forryggen renhvide. Ryggen, Skulder- fjerene samt Vingedækfjerene lyst blaagraa, de længste Skulderfjer med hvidlige Spidser. Overhaledækfjerene hvide. Hele Fuglens Underside, Kropsiderne, Undervinge- dækfjerene og Armhulefjerene hvide. Haandsvingfjerene, af hvilke 2den er længst, er paa Oversiden lyst sølvgraa, . næsten hvidlige ud mod de sorte Spidser og langs Inder- fanérnes Rande; Skafterne brunlighvide. Iste veludviklede Haandsvingfjer med sort Yderfane; 2den til 6te med sorte Fjerspidser, længst paa de yderste (c. 6 cm), aftagende i Størrelse, saaledes ofte paa 6te kun en sort Plet foran den hvide Spids. Ste og 6te atter med de yderste Fjer- " spidser hvide; nu og da har ogsaa 7de Haandsvingfjer en lille, sort Spidsplet. Haandsvingfjerene paa Undersiden hvide, med Oversidens sorte Spidstegninger. Armsving- fjerene graa med bredt hvide Spidser. Halens Styrere -renhvide, med hvide Skafter. 4 (Rissa tridactyla) 52 Vinterdragten, der erholdes ved Totalfældning fra Juni til December, er som Sommerdragten, men en Halv- ring foran Øjet og en Plet bag hvert Øre graasort. Issens bageste Del hvid med stærkt udflydende blaalig- graa Fjerspidser; om Nakken og hele Baghalsen et bredt mørkt blaagraat, udflydende Baand, mørkest om Fig. 10. Rider. (Efter Forbes i British Birds). Nakken, hvor der fremkommer et mørkt Bælte, der paa Siden ender ved de mørke Ørepletter. Iris mørkebrun, Øjenlaagsrandene orangerøde. Næb- bet, der er 35—42 mm langt, er ensfarvet grønliggult; Mundhulen orangerød. Vingelængden hos Hannen 297— 325 mm, hos Hunnen 295—312 mm. Fødderne brun- sorte; Mellemfoden 33—37 mm. Ungedragten: Hovedet hvidt, dog en Halvring for- an Øjet samt en tydelig Øreplet graasorte. Nakken graalig. 53 (Rissa tridactyla) Hen over Baghalsen et bredt, halvmaaneformet Tværbaand, dannet af sorte Fjerspidser. Forryggen hvid, hele den øvrige Ryg samt Skulderfjerene lysegraa, de sidste med lyst brungraa Kant. Hele Undersiden renhvid. Den bageste Del af Overgumpen samt Overhaledækfjerene hvide. Vingedækfjerene er paa et bredt Bælte langs Forranden og et smallere langs Vingekanten sorte med graalige Bremmer, de øvrige Vingedækfjer sølvgraa med lysere Bremmer. Zden til Ste Haandsving- fjer har Yderfanerne og en Stribe paa Inder- fanerne langs Skafterne samt Spidserne sorte. Armsvingfjerene hvide, de inderste med brede, sorte Striber paa Yderfanerne. Undervingedækfjerene hvide, blot nogle enkelte Fjer langs Vingeranden graasorte. Halen hvid, alle Styrerne som Regel blot -med Undtagelse af det yderste Par, med brede, skarpttegnede, sorte Spidser. Næbbet sort, Benene brunsorte. lste Vinterdragt ligner meget Ungfuglens, men Nakke og Baghals er noget mere blaagraalig, men stadig med det sorte Baand over Baghalsen. lste Sommerdragt ligner Iste Vinterdragt med blaagraalig Nakke, men det sorte Baand over Bag- halsen mangler helt, og de mørke Tegninger paa Vingedækfjerene og de sorte Styrespidser er meget af- blegede og bremfældede, saaledes at Halespidserne ikke er tydelig sørte. Næbbet ikke renfarvet gulgrønt, men del- vis mørkt. 2den Vinterdragt erholdes ved Totalfældning i Løbet af Juli—September, og Fuglen kommer derefter til at ligne de voksne Fugle, men kan dog kendes paa, at enkelte af de yderste Haandsvingfjers store, nederste Dækfjer har nogle sorte Pletter og Striber pag deres " Yderfaner. Dunungen: Hoved, Hals, Vingekanterne samt hele Undersiden renhvide, Rygsiden mørk graabrun med ind- blandet gullighvidt. Riden kan nærmest. forveksles med Stormmaagen, (Rissa tridactyla) 54 men er kendelig paa de mørke Ben og de helt sorte Vingespidser, Ungfuglene tillige paa de sorte Vingekanter og det sorte Tværbaand over Baghalsen. I Vinterdragten kan den tænkes forvekslet med Hættemaagen, men mang- ler dennes fremtrædende hvide Vingerand. Udbredt som Ynglefugl fra. Nord-Amerikas. Østkyst, ned til Skt. Lawrence, derfra mod Øst over Spitsbergen, Franz Josefs Land, Novaja Semlja til de Nysibiriské Øer samt over det nordlige Europas Ishavskyster, mod Syd ned til Bretagnes Kyst. Om Vinteren strejfer den helt ned til det Kaspiske Hav, Middelhavet, Madeira, Azorerne, Cap Verde og Senegal; paa den amerikanske Side ned til New Jersey, Bermuda og de Store Søer. I Berings- havet findes den udskilt som en lidt større Race R. tr. pollicaris Stejneger. I Grønland er den yderst talrig langs Vestkysten, mindre almindelig paa Østkysten. Langs Islands Kyster ruger den almindeligt, ligeledes paa Færøerne. I Stor- britannien ruger den almindeligt paa Irlands og Nord- vest-Skotlands Kyster og Øer, særlig paa Orkney, Shet- land og Hebriderne, tillige paa Man, Lundy Ø og sydligst indtil Aar 1900 paa Scilly Øerne; endelig yngler den faa Steder paa Storbritanniens Østkyst. I Norge ruger den overordentlig almindeligt langs Kysterne fra -c. 62 til Varangerfjorden, dog først egentlig talrig Nord for Polar- cirklen. I Sverige findes den ikke rugende, men viser sig der ved Vintertid, saaledes meget almindelig i Bohuslån og paa Vestkysten. I Danmark findes Riden ikke ynglende, bl. a. fordi egnede Rugepladser mangler, men den viser sig her i Smaaselskaber om Vinteren; den kommer gerne efter Midten af Oktober og forbliver her til Begyndelsen af Marts, men talrig er den aldrig; hyppigst træffes den. langs Jyllands Vestkyst, men ogsaa jævnligt i det sydlige Kattegat og i Bælterne. Enkelte Individer er set om Som- meren, i Juni og August, ved Jyllands Vestkyst. Riden hører, særlig uden for Yngletiden, hjemme paa de aabne Have, hvor de hele Vinteren i Flokke, Smaaselskaber eller enkeltvis søger deres Føde paa Havets Overflade; jævnlig kan man se dem styrtedykke, ligesom Ternerne. Kun rent undtagelsesvis kommer de ind over Land, forslaaet af Storm, saaledes en Gang skudt i Viborg Sø; nær Ruge- pladserne skal de dog efter Rugetiden kunne slaa sig ned paa Landjorden i mægtige Flokke for at samle Bær, Orme 55 (Rissa tridactyla) og Insekter og ved Indsøer for at bade sig. Deres Flugt er let og behændig, med ret hurtige Vingeslag, og man ser dem jævnlig følge Skibene i dagevis; de hviler svøm- mende paa Havet, hvor de klarer sig selv i høj Sø. De er paa Havet gennemgaaende ret tavse, lader som Regel kun høre et Skrig lydende som ti—ti. Riden ruger helst i Kolonier ofte af uhyre Størrelse; i Finmarken findes en Koloni paa Sværholtklubben i Por- sangerfjord, der angives at have ca. 360,000 Beboere, for- uden over 2 Millioner Ungfugle. Deres Larm paa Yngle- pladsen er øredøvende, og i talløse Skarer kaster de sig larmende fra Klippevæggene ud i Luften, hvis de for- styrres ved Skud ell. lign. Deres skrattende Skrig lyder da som deres grønlandske Navn tatterak, men gengives iøv- rigt ogsaa ved kækedæi-—kækedæi, men man hører ogsaa det bl. Maager saa almindelige gæ—gæ—gæ—gæ. Ved Reden er Riden meget lidt sky og kan let tages i Net, naar den flyver over Hovedet paa Fangerne; ogsaa i dan- ske-Farvande er deres Tillidsfuldhed paafaldende. Føden søger de i Yngletiden ofte langt ude paa Havet og ses stadig flyvende i Smaaflokke fra og til Havs. Reden bygges paa Afsatser paa Klippevægge, helst saadanne, der gaar stejlt ned i Havet, og her behøver de kun et lille Fremspring, Revne eller Hul for at finde en Plads for Reden, der bygges af Tang, Mos, Græs oo. a. Plantedele, sammenklæbet med Jord og Ekskrementer, og ret uordentlig og snavset, men dog dannende en tydelig Redeskaal, der ofte kan være meget høj, da den bruges Aar efter Aar; jævnlig hænger de lidt ud fra Klippen, mindende om Svalereder. I Fjeldvæggene er Rederne altid kendelige paa lang Afstand ved Ridens hvide Eks- krementer, som den sprøjter ned ad Klippen, og Fugle- bjergene bliver herved helt hvidplettede ved de ofte tæt ”" ved hinanden siddende Reder. Riden kommer i Norge til Redepladserne allerede i Marts og forlader dem sidst i August. Æggene lægges fra midt i Maj til ind i Juni; dette gælder f. Eks, Norge, Is- land og de britiske Øer, men Tidspunktet falder natur- ligvis senere i nordligere Egne. De 2, sjældent 3 Æg, der har mat og ru Skal, har en Grundfarve, der varierer fra blegt blaagraat eller grøngraat, gennem olivengrønt til lysebrunt, med mørkebrune og askegraa Pletter, størst og tættest om den butte Pol, men ogsaa meget varierende. Æggenes Længde 50—61 mm,. Bredden 36—44 mm. Æg- gene ruges skiftevis af Han og Hun, og Rugetiden er 21 . Dage-eller af og til noget mere. Ungerne fodres ved at (Rissa tridactyla) 56 udplukke Føden af Forældrenes Svælg, idet disse brækker Maveindholdet halvvejs op. Føden er navnlig Smaafisk, særlig Lodder og Sild, men ogsaa smaa Krebsdyr og Bløddyr, mere undtagelses- vis Insekter, Orme og Plantedele, særlig Alger og Bær. Ved Hvalaadsler er de hyppige og graadige Gæster. 2den Familie: Terner (Stérnidae). En velafgrænset Gruppe indenfor Maagefuglene, kendelig paa det ret lange, slanke, lige og spidse Næb; Overnæbbets og Undernæbbets Spidser er lige lange. Næseborene spalteformede, ligger paa Næbbets basale Halvdel, nær ved Næbroden. Ter- nerne er spinkelt og elegant byggede Fugle; Vin- gerne meget lange, smalle og spidse, med svagt buede Haandsvingfjer. Halen er altid kløftet, de yderste Styrere ofte smalle og stærkt forlængede eller endel længere end de mellemste. Benene forholdsvis lave og smaa, Mellemfoden ofte meget kort, Bagtaaen veludviklet. Fortæerne med spidse UInsr forbundet med mere eller mindre indbuet SET Hovedsagelig Havfugle, men flere Arter træffes ved ferske Vande, navnlig i Yngletiden. Udholdende Flyvere, med en ejendommelig hoppende Flugt og ret langsomme Vingeslag. De bemægtiger sig deres Bytte ved Styrtedyk- ning, idet de højt fra Luften med Kraft kaster sig lige ned i Vandet. De gaar nødigt og ret daarligt paa Land, svømmer ret daarligt og er ude af Stand til at dykke. Ternerne er meget selskabelige, ses ofte i Flok, og de fleste Arter ruger- i store, tætte Kolonier. Reden paa Jorden. Trækfugle, der tilbringer Vinteren i langt syd- ligere Egne; til Danmark kommer de om Foraaret sent og forlader atter Landet tidligt. Familien omfatter c. 70 Arter, der gerne deles i 8 Slægter; af disse forekommer følgende 4 i Danmark: 57 ; (Sternidae) Oversigt over de i Danmark forekommende Terne- slægter. A. Stor. Vingelængden 400 mm eller mere. Næbbet over CS Mm lanser e: 20 mm MØRE an .… 1.Rovterneslægten (Hydroprågne) Side 57. B. Mindre. Vingelængde under 350 mm. Næbbet under 60 mm langt og under 15 mm højt. 1. Halen kortere end den halve Vingelængde; de yderste Styrere er ikke meget lange og smalle. a. Mindre. Vingelængden under 230 mm. Mellem- foden kortere end Mellemtaaen (med Klo). Næb- bet spinkelt og tyndt, under 28 mm langt. Halens Kløft kun ringe, højst 10—15 mm dyb. Svømme- huden stærkt indskaaret. Brystet i Sommerdragten BRASS ORE SE ENDE ER PN RE EN Een re 2.Sortterneslægten (Chlid&nias) Side 61. . Større. Vingelængden 300—320 mm. Mellemfoden længere end Mellemtaaen. Næbbet forholdsvis kort og tykt, 34—40 mm langt og c. 11-mm højt, maalt lige foran Næseboret. Halens Kløft ret stor (35—48 mm dyb), omkring en Tredjedel af Halens hele Længde. Brystet altid hvidt ....... DSR 3.Sandterneslægten (Gelochélidon) Side 68. 2. Halen længere eller af Længde med den halve Vingelængde; de yderste Styrere med stærkt for- længede, smalle Faner (forholdsvis kortest hos Dværgternen, der har gult Næb med sort Spids) .. Er 1 Ser s SVT MESS 4, Terneslægten (Stérna) Side 72. 2 Rovterneslægten (Hydroprøgne Kaup). Denne lille Terneslægt, der kun omfatter 1 enkelt Art, slutter sig meget nær til Slægten Sterna, men adskiller sig ved sin meget be- tydelige Størrelse og det overordentlig store og kraftige Næb. Vingerne meget lange, Halen der- imod meget. kort, kun en Tredjedel af Vingens Længde. Halekløften kun c. 3—4 cm, næppe en Fjerdedel af Halens Længde. Benene sorte. Mellem- foden omtrent af samme Længde som Mellemtaaen. (Hydroprogne caspia) 58 1. Rovterne (Hydroprågne cåspia (Pallas)). (Hydroprogne tschegrava tschegrava (Lepechin)). Skraalterne, Skrafaning, Rekke (Sterna caspia Pallas, Sterna tschegrava Lepechin). Svensk: Skråntårna. Tysk: RauDSe es Ch walbe: Engelsk: Caspian Tern. Han og Hun i Sommerdragt: Hele Hovedets Overside, fra en Linie fra Næseborene hen lidt under Øjnene, sort med svag, grønlig Metalglans. Nakkefjerene Fig. 11. Rovterne. (Efter Forbes i British Birds). hvide ved Grunden, men med sorte Spidser., Den øvrige Del af Hovedet samt Halsen og hele Fuglens Underside hvid. Fuglens Rygside samt Vingernes Overside lyst blaagraa, dog er Overgump og Overhaledækfjer graa- lighvide eller helt hvide. De hvidskaftede Haandsvingfjer mørkebrune, lyst sølvgraat lodne; hvor Fjerene slides, bliver de mørkebrune. ÅArmsvingfjerene .graalighvide med hvidlige Inderfaner. Halens Styrere hvide eller graalig- hvide, de ydre Par lidt tilspidsede. Undervingedækfjer og Armhulefjer hvide. Iris mørkebrun. Næbbet koralrødt, lidt mørkere ud mod den yderste lysere Spids; det meget kraftige Næb 59 (Hydroprogne caspia) er oftest 66—74 mm langt og c. 20 mm højt lige bag Næseboret. Vingelængden 400—425 mm. Benene sorte; Mellemfoden 40—46 mm. Vinterdragten som Sommerdragten, men den sorte Hætte bliver hen i September mere eller mindre hvid- broget for om Vinteren at blive hvid med sorte Skaft- striber, bredest paa Baghovedet og i Nakken. En Plet foran Øjet og en større Plet ved Øret sorte; denne Dragt fældes i Januar—Marts. Ungedragten: Hele Hovedets Overside, helt ned til Mundvigen, sort, men hver Fjer med hvidlig Rand, mest fremtrædende i Panden; foran Øjet og ved Øret er Fjerene næsten helt sorte. En Ring om Halsen samt Fug- lens hele Underside renhvid; Baghalsen, Ryggen og Skulderfjerene flødefarvet lyst blaagraa, hver Fjer med et brunsort Tværbaand foran den lysere Spids. Bagryggen graa, Overgumpen graahvid, af og til med mørke Spids- pletter; Overhaledækfjerene hvidlige. De smaa Vingedæk- fjer mørkt askegraa med hvidgraa Kanter, de øvrige Vingedækfjer nærmest farvet og - tegnet som Ryggen. Haandsvingfjerene mørkebrune, lyst sølvgraat lodne, med hvidgule Skafter, de indre med. hvidlige Spidser. Årm- svingfjerene graa paa Yderfanerne, overvejende hvidlige paa Inderfanerne, med hvidlige Spidser, de inderste med 2—3 brede, brunsorte Tværbaand og bredt hvide Spidser. Halens Styrere, der har hvide Skafter, er graa med et mere eller mindre sammenhængende, brunsort Tværbaand foran de bredt hvide Spidser. De yderste Par kun lidet længere end de andre og af normal Bredde. Næbbet langt fra saa svært som hos de voksne, orange- gult, brunligt ud mod Spidsen. Dunungen: Rygsiden gulbrunlig graa, senere mere graalig, Ryggen med mange, smaa,' brunsorte Pletter, der … mangler paa Isse og Baghals, hvor Fjerene har mørke- brune Basaldele. Undersiden hvid med gulbrunligt An- strøg; Struben graabrunlig. Næbbet lyst rødligt, mørkere i ud mod Spidsen. (Hydroprogne caspia) 60 Rovternen kan paa Grund af sin Størrelse og det mægtige, kraftige, røde Næb ikke forveksles med nogen anden dansk Terne. Udbredt som Ynglefugl endel Steder ved Europas Kyster fra omkring 60”? N. Br. ned til Middelhavet, det Sorte og det Kaspiske Hav; endvidere gennem Åsien ud til Kina, de Malayiske Øer, Australien og New Zealand. Ogsaa langs Afrikas Kyster findes: endel Rugepladser, ligesom Arten er vidt udbredt i Nord-Amerika lige fra den Store Slavesø ned til Carolina og Louisiana. Træk- fugl, der overvintrer i Afrika, Indien og paa Sundaøerne; i Amerika overvintrer den ved Californiens og Meksikos Kyster. Fra Grønland og Island kendes den ikke, derimod har den en enkelt Gang forvildet sig til Færøerne. I Eng- land er den en sjælden og tilfældig Gæst og yngler aldrig dér. Fra Norge kendes den ikke med Sikkerhed. I Sverige ruger den. derimod paa adskillige Steder langs de østlige Kyster, talrigst ved Landets Østersøkyster og påa Gott- land, tidligere ogsaa i Vånern. Ved vor sydlige Grænse fandtes tidligere en af de største Rugepladser for denne pragtfulde Terne, nemlig paa Sylt, men efter jævn Af- tagen i Antal gennem en længere Aarrække. (i Begyndel- sen af det 19%de Aarh.-2—300 Par) blev den lagt helt øde under Verdenskrigen. I Danmark var Rovternen tidligere en faatallig Yngle- fugl, der rugede paa forskellige Øer særlig i Kattegat; blandt dens sidste Rugepladser kan nævnes Nordre Røn- "ner, vist paa Øen Bofeld, og flere Øer ved Samsø, saa- ledes paa Bosserne (bl. a. 1824 (20 Par) og i 1881), Thunø Knob (1876) samt paa Hesselø (1826). Paa Enø ved Næst- ved har den tidligere vist nok haft Rugeplads, ligesom den ogsaa skal have ynglet ved Udløbet af Ribe Aa og paa Romø. Efter at have været udryddet som Ynglefugl i Danmark i en længere Aarrække, slog et Par sig ned påa Græsholmen ved Hirtsholmene og rugede der flere Aar, indtil Hannen blev skudt i 1919 fra Hun og 2 Unger; mulig stammede de fra den ødelagte Koloni paa Sylt. Medens denne Koloni var stor, iagttoges Rovternen jævn- lig langs Jyllands Vestkyst, særlig i Ringkøbing Fjord og i Fiil Sø, men nu er den kun en sjælden og tilfældig Gæst i danske Farvande, vel nærmest kommende fra svenske Rugepladser. Kommer om Foraaret tidligére end de andre Terne- arter, gerne efter Midten af April; først naar Ungerne sidst 61 ; (Hydroprogne caspia) i September eller først i Oktober er helt flyvekraftige, forlader de atter vore Farvande sammen med Forældrene. Den opholder sig helst over Havet, men foretager ogsaa jævnlig Fisketure dybt ind i Fjordene; den skal kunne være lidet sky og følger ofte Fiskerbaadene for at tilegne sig de smaa Affaldsfisk. Rovternen flyver tungere og med langsommere Vingeslag end de andre Terner, ofte meget højt; naar den jager efter Fisk, flyver den gerne 10—15 m over Vandfladen for da pludselig at skyde ned og snappe Byttet; skønt den styrtedykker med stor Kraft, kommer dog sjældent meget af Fuglen under Vandet. De 2 eller 3 Æg lægges paa den bare Undergrund paa Jorden eller Sandet, højst med lidt Tang eller oftere -med opgylpede Fiskeben som Underlag under Æggene; . ofte ses Reden omkranset af Gylpboller. Til Redeplads vælges Skær, Smaaøer og Holme, oftest ved salt Vand, nær Stranden. Æggene lægges midt i Maj eller senere; deres Grundfarve er hvidgraa, gulgraa eller lidt brunlig- graa, med -spredte større og mindre brune Pletter, nu og da med indblandede Striber og Snirkler; Skalpletterne ret store, graa eller blaagraa. Længden oftest 64—67 mm. Bredden 44—46 mm. Han og Hun ruger skiftevis i 20 Dage. Fuglens Skrig gengives nærmest ved et kraftigt krrææik. Føden omtrent udelukkende mindre Fisk; Knog- lerne af disse opgylpes som valnødstore Boller, "03 Sortterneslægten (Chlidénias Rafinesque). Derine' lille Gruppe "af smaa Terner "hår "korte Haler, hvis yderste Styrere ikke er forlængede eller smalle; Halen kortere end den halve Vinge- længde, kun i ringe Grad kløftet. I Sommerdragten er Bryst og Bug sorte eller graasorte. Benene lave, Mellemfoden kortere end Mellemtaaen; Svøm- mehuden meget dybt indskaaret; Bagtaaen velud- viklet. 3 "Arter, hvoraf 1, mulig "2; er fagttaget i Danmark. | Oversigt over de danske Sortternearter. 1. Sommerdragter, hele Undersiden mørkegraa eller Sag a. Næbbet 27—28 mm langt. Vingedækfjerene alle ens- fårvet mørkegraa. Undervingedækfjerene hvidgraa (Chlidonias) 62 eller hvide. Overgump og Overhaledækfjer mørke- graa.. 1. Sortterne (Chlidénias niger) Side 62. b. Næbbet 23—24 mm langt. De smaa Vingedækfjer hvide. Undervingedækfjerene overvejende sorte. Overgump og Overhaledækfjerene hvide.......... " 2. Hvidvinget Sortterne (Chlidénias leucé- pterus) Side 66. 2. Vinterdragter, hele Undersiden hvid. a. Paa hver Side af Forbrystet en stor mørkebrun Plet.. 1. Sortterne (Chlidéånias niger) Side 63. b. Forbrystet uden mørke Pletter paa Siderne,...... 2. Hvidvinget Sortterne (Chlidédnias leucé6- pterus) Side 66. 1. Sortterne (Chlid&dnias niger (Linné)). (Chlidonias niger niger (Linné). Blaaterne, Moseterne, Glitter, Sortkirre, Kløvermaage, Kløftmaage (Sterna nigra Linné, Hydrochelidon nigra - (Linné)). ze Norsk: Jæder-terne. Svensk: Svarttårna. Tysk: Schwarze Seeschwalbe. Engelsk: Black Tern. Han i Sommerdragt: Hele Hovedets Overside, til et Stykke under Øjet, fra Næbbet til ud paa Baghalsen samt Hovedets og Halsens Sider sorte. Hele Fuglens Underside graaligsort, mørkere paa Bugen, Fjerene graalige eller graalighvide paa deres Basaldel, og denne lyse Farve kommer som Regel lidt i Dagen paa Struben. Undergump og Underhaledækfjer hvide. Baghals og hele Rygsiden samt Vingedækfjerene ensfarvet mørkegraa, en Smule mørkere paa Forryggen. Under- vingedækfjerene lysegraa, næsten hvidlige, Armhulefjerene mørkegraa. Haandsvingfjerene, der har hvide Skafter, er mørkebrune, lyst sølvloødne paa Yderfanerne og lysere, nærmest graalige, paa en tilspidset Stribe fra Fjerenes Basis midt ned ad Inderfanerne, der iøvrigt er fint graa- bremmede. AÅrmsvingfjerene farvet som Skulderfjerene. Naar Halen er helt udbredt, er den i Spidsen omtrent lige afskaaret, men de yderste Styrere er 10—15 mm længere end de mellemste. Styrerne farvet som Bag- 63 (Chlidonias niger) ryggen, kun den yderste påa hver Side hvidlig paa den basale Del af Yderfanen. Hunnen i Sommerdragt ligner Hannen, men Hagen og Struben er lysegraa, og den øvrige Under- side er mørkegraa, lysere end hos Hannen. Bugen lysere. Iris mørkebrun. Næbbet sort, rødligt i Mundvigen, oftest 27—28 mm langt. Vingelængden 210—220 mm. Hun- F% i See ned Fig. 12. Sortterner; Ungfugl og Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). nen mindre, ned til 200 mm. Benene mørkt rødbrunligt sorte; Mellemfoden 15—17 mm, Mellemtaaen c. 22 mm. Vinterdragten: Panden og forreste Del af Issen samt Hovedets Sider hvide; en Plet foran Øjet, Partiet bag Øjet samt Issen, fra midt over Øjet, Nakken og det øverste af Baghalsen sorte; den nedre Baghals hvid, dannende en Ring om Halsen. Hagen, Struben og hele den øvrige Underside hvid, blot en Plet paa hver Side af Forbrystet mørkegraa. Iøvrigt nærmest som "i Sommerdragten. Vinterdragten begynder allerede at bryde frem i Juni, og i Juli og August er Undersiden hvid- broget. : Ungedragten: Pande og Isse, til op over Øjet, (Chlidonias niger) 64 hvide med stærkere eller svagere brunt Anstrøg; Hovedets øvrige Overside samt den forreste Del af Baghalsen mørkebrune med lysere Fjerbremmer eller helt sorte. En Plet foran Øjet og Partiet bag Øjet sorte. Ryg- og Skulderfjer sorte eller brune paa deres ydre Del, med lyst kantede Spidser, paa deres basale Dele overvejende graa. Overgump og Overhaledækfjer graa med bredt hvidlige Kanter. Hele Undersiden og en smal Ring om Halsen hvide; paa hver Side af Forbrystet en mørke- «brun Plet med lysere kantede Fjer. De smaa Vingedæk- fjer næsten sorte, med hvidlige Kanter, de øvrige Vinge- dækfjer askegraa med brune Spidser og lyse Spidsbrem- mer. Vingens Rand og Kant hvide. Svingfjerene farvet som hos de voksne, men Skafterne er brune, og Årm- svingfjerene som Skulderfjerene med brune Spidser. Undervingedækfjer og Armhulefjer hvide. Halens Styrere brunliggraa, brune mod Spidserne, der er smalt hvidligt bremmede. Dunungen lys chokoladebrun paa hele Rygsiden, paa Baghalsen, Ryggen, Vingerne og Bagryggen endel ret store, brunsorte Pletter eller Striber. Egnen om Øjnene og Næbbet samt den forreste Spids af Hagen flødehvide; Struben og hele Undersiden mørkebrune med mere eller mindre rødligt Anstrøg; Forbrystet og Brystet hvidlige; Vingeranden hvid. Sortternen kan hos os næppe forveksles med nogen anden Terneart; nærmest staar den yderst sjældne Hvid- vingede Sortterne, der dog som voksen let skelnes paa den hvide Vingestribe og den hvide Overgump og Hale. Udbredt som Ynglefugl fra Danmark og Syd-Sverige ned over Europa til Spanien, Bulgarien og Rumænien; ogsaa i Vest-Åsien ned til det Kaspiske Hav; en anden Race af Arten (Chl. n.surinamensis (Gmelin)) er ud- bredt i Nord-Amerika, Trækfugl, der overvintrer i Afrika ned til Loango og Tanganyika. Fra Grønland og Island kendes den ikke; til Fær- øerne har den blot forvildet sig et Par Gange. I England har den tidligere ruget, sidst i 1858; nu ses den dér kun 65 (Chlidonias niger) som en tilfældig Gæst. I Norge er den endnu ikke fundet rugende, men f. Eks. paa Jæderen viser den sig regel- mæssigt hvert Foraar. I Sverige rugede den tidligere helt op til Målaren og var almindelig i Skaane; men den har længe været aftagende i Antal; ruger endnu paa Oland, men er forsvundet fra Gottland. I Danmark har den været en meget almindelig Yngle- fugl, særlig i Jyllands indre og vestlige Dele, men dog ogsaa paa Øerne, men igennem en lang Række Aar har den været i stadig Aftagen, dels fordi dens Tilholdssteder er blevet tørlagte og kultiverede, dels fordi den ikke har haft tilstrækkelig Fred, idet den mange Steder er blevet fordrevet af Hættemaagen. Den er en udpræget Fersk- vandsfugl, der har sit Tilhold ved Søer med stærk Vege- tåtion, i Moser, Sumpe og Vandhuller; ogsaa i brakvan- dede Laguner kan den træffes, men den træffes ikke yng- lende ved Havet. Den er en udpræget Trækfugl, der om Foraaret kommer i den første Del af Maj; men den for- lader os tidligt, allerede i Slutningen af Juli eller i Be- gyndelsen af August, ofte da rejsende fløkkevis bort. Sortternen er lidet sky og færdes ofte i Smaaselskaber og Smaaflokke. Flugten hoppende; man ser dem ofte flyve lavt over Vandet, idelig snappende deres Bytte i Vandfladen; de er derimod daarlige Styrtedykkere, der sjældent prøver paa at tage Bytte længere under Vand- fladen. De ses ogsaa ofte flyve over tørt Land, saaledes over Korn-, Græs- og Roemarker; her snapper de med Behændighed Insekter i Luften, men de tager dem ogsaa, naar de sidder paa Vegetationen og paa Jorden. De ses næsten aldrig svømmende, men de hviler gerne paa Pæle, Tuer og Vandplanter. Reden anlægges som en Fordyb- ning i Sivstykker og Plantedele, ofte fugtige og halvraadne, - snart stablede ret højt, snart lavere med mindre tydelig Redeskaal; den anbringes altid paa utilgængelige Steder i Moser og Søer, ofte paa Tuer i Hængesæk, ofte bygget paa Vandplanter, svømmende paa Vandet. Ruger koloni- vis, tidligere ofte indtil over 100 Par spredt paa samme Lokalitet, nu sjældnere i større Tal i Kolonierne. Æggene lægges i sidste Tredjedel af Måj og -langt ind i Juni; Kuldet som Regel paa 3 Stykker, men 2 Æg kan dog ” ogsaa træffes. Æggenes Længde oftest 34—38 mm, Bred- den 23—26 mm. Grundfarven snart blegt blaaliggraa, snart olivengraabrunlig eller lysere. eller mørkere gulbrune med smaa og store, de sidste ofte sammenflydende, rød- "brunligsorte Pletter, ofte dannende et tydeligt Bælte om Æggets tykke Del; ret ofte ses tillige temmelig store R. Hørring: Fugle III. : o (Chlidonias niger) 66 graalige eller graaviolette Skalpletter. Han og Hun ruger skiftevis i 14—16 Dage. Fuglens ikke meget støjende Stemme lyder som et spinkelt -kitt—kitt, men bliver den ophidset, f. Eks. hvis den . forstyrres paa Rugepladsen, lyder Stemmen som kirri—kirri, og Fuglen kan da blive meget angrebslysten og slaar med Raseri ned paa Fredsforstyrreren og søger at hakke denne med sit spidse Næb. Føden er ganske overvejende Insekter, baade Vand- - og Landformer, særlig Myg, Vaarfluer, Libeller, Græs- hopper og alle Slags Biller; ogsaa Orme tager den, og Smaafisk findes ofte i dens Mave, ligesom man har set den fodre Ungerne med disse sidste. 2. Hvidvinget Sortterne (Chliddnias leuc6- pterus (Temminck). Hvidvinget Terne (Sterna leucoptera Temminck, Hy- drochelidon leucoptera (Temm.)). Ø Svensk: Hvitvingade tårn. Tysk: Weiszfluglige See- schwalbe. Engelsk: White-winged Black-Tern. Han i Sommerdragt: Hoved, Hals og Fuglens Underside sorte, blot Undergump og Underhaledækfjer hvide. Ryggen, Skulderfjerene og. de forlængede inderste Armsvingfjer mørk skifergraa. Overgumpen, Over- haledækfjerene og Halens Styrere hvide. De smaa Vingedækfjer og Vingekanten hvide, de andre Vingedækfjer graa. Undervingedækfjerene overvejende sorte, Årmhulefjerene sorte. Haand- svingfjerene lyst graa paa Yderfanerne, Skafterne hvide, Inderfanerne mørke, hvidlige paa deres basale Del og paa. en Stribe midt ned ad Fanen. Hun i Sommerdragt: Ligner Hannen, men Hoved og Hals er mindre sorte, og Halefjerene er ret vatrede med askegraat, det midterste Par helt graa. Næbbet 23—24 mm langt, rødligt sort. Vingelængden " 192—218 mm. Halen som hos Sortternen, men mindre kløftet, og de ydre Styrere er mere afrundede i Spidsen. Benene mørkt rødgule. Mellemfoden 19—21 mm. Vinterdragten ligner Sortternens, men mangler 67 "… (Chlidonias leucopterus) den brune Plet paa hver Side af Forbrystet; Halen graa. Ungedragten ligesom Sortternens, men ligeledes uden den brune Plet paa hver Side af Forbrystet; Over- siden mørkere, men Overgumpen hvid. Kan nærmest forveksles med Sortternen, men er i Sommerdragten let at skelne paa den hvide Forvinge, den hvide Overgump og den hvide Hale. I Vinter- og Å: Fig. 13. Hvidvinget Sortterne. Ungfugl og”Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). Ungedragten er den vanskelig at skelne i Flugten fra Sortternen, men den mangler de mørke Forbrystside- pletter og har lys Overgump.- Udbredt. som Yngiefugl i Sydøst-Europa, nordligst i Ungarn og Bayern, gennem Syd-Rusland og det tempe- rerede Asien ud til Kina. Af og til er den strejfet mod Nord og Nordøst og er truffet i Frankrig og Tyskland. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England er den en sjælden og tilfældig Gæst. Ukendt i -Norge, men i 1835 skudt d. 1.6. ved Lund i Sverige. ……… I Danmark menes den blot iagttaget en Gang, idet Kærbølling angiver, at han d. 10. 5. 1835 saa 3 Individer ved Trappeskov paa Ærø, hvor de var i Selskab med Sortterner. Meget kan tale for, at der foreligger en Fejl- 5% (Chlidonias leucopterus) 68 tagelse, men Angivelsen bestyrkes ved det svenske Fund d. iste Juni samme Aar, da to Individer, Han og Hun, saas ved Lund; Hannen blev skudt, saaledes at denne Be- stemmelse maa anses for sikker. Mulig er disse vaga- bonderende Hvidvingede Sortterner kommet herop i Sel- skab med Sortterner fra deres fælles Overvintringspladser i Afrika. I Levevis ligner denne Art ganske Sortternen, og den holder til paa samme Art Lokaliteter som denne; i Syd-Europa finder man den ogsaa jævnlig rugende paa de samme Steder. Æggene ligner ganske Sortternens, men er gennemsnitlig en Smule mindre. 3. Sandterneslægten (Gelochélidon Brehm). Denne lille Terneslægt, der uden Vanskelighed kunde slaas sammen med Slægten Sterna, er. udskilt fra de andre Terner af følgende Grunde. Næbbet forholdsvis kort og tykt; Højden foran Næseboret c. 11 mm. Halen forholdsvis kort og rager langt fra saa langt bagud som de lange, sammenlagte Vinger og er i Længde langt mindre end halvt saa lang som disse; Halekløften ret lille, næppe mere end en Tredjedel af hele Halens Længde, og de yderste Styrere er lidt tilspidsede, men ikke draget ud i lange smalle Flige. Mellem- foden forholdsvis lang, ofte meget længere end Mellemtaaen med Klo. Kun 1 Art. l.Sandterne(Gelochélidon nildtica (Gmelin)). Engelsk Terne, Latterterne, Sand Tar (Sterna ang- lica Montagu, Sterna risoria Brehm). Svensk: Engelsk Tårna, Tribbnåbbad Tårna. Tysk: Lachseeschwalbe. Engelsk: Gull-billed Tern. Han og Hun i Sommerdragt: Pande, Isse, Nakke og det øverste af Baghalsen sorte med svag grønlig Me- talglans; Grænsen for den sorte Hætte gaar fra Næse- 69 | (Gelochelidon nilotica) boret hen langs Øjets Underkant. De øvrige Dele af Ho- vedet og Halsen samt Fuglens hele Underside renhvid. Hele Rygsiden samt Overhaledækfjerene, Skulderfjerene og Vingedækfjerene lyst blaaliggraa, Vingens Kant og Rand dog hvidlig. De hvidskaftede Haandsvingfjer har sølvgraa Yderfaner, Inderfanerne langs Skaftet og Randen mørkegraa, iøvrigt hvide; Fjerspidserne mørkegraa. Årm- svingfjerene som Ryggen, dog lysere paa Inderfanerne og Fig. 14. Sandterne i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). med lysere Kanter og Spidser. Halens Styrere af samme Farve som Ryggen, de yderste Par dog mere hvidlige. Denne Sommerdragt erholdes ved Fældning i Februar—- April, førend de kommer til Danmark om Foraaret. Iris mørkebrun. Det kraftige Næb 34—40 mm langt, Næbhøjden foran det spaliteformede Næsebor c. 11 mm., Farven helt sort. Vingerne 300—330 mm lange. Halen 120—140 mm lang, Kløften 36—48 mm dyb. Benene sorte, … Mellemfoden 33—37 mm lang; Mellemtaaen med den lange Klo oftest omkring 5 mm kortere. | Vinterdragten, der erholdes ved Fældning i Juli— Oktober, ligner Sømmerdragten, men Panden er hvid, (Gelochelidon nilotica) 70 Issen og Nakken hvidligt askegraa, ofte med sorte Skaft- striber. Partiet mellem Næb og Øje hvidt med sorte Pletter, rundt om Øjet og bag dette er Fjerene graasorte, hvidkantede. Ungedragten: Forpanden flødehvid, Issen, Nakken og øverste Del af Baghalsen brunlighvid med sorte Skaftpletter. Mellem Næb og Øje en Stribe af fløde- - farvede, sortskaftede Fjer; en smal Ring foran og under Øjet samt en større Plet hen over Øret er graa- " sorte. Den nedre Del af Baghalsen brunlighvid; den øv- rige Hals samt hele Fuglens Underside renhvid. Over- gumpen og Overhaledækfjerene hvidgraa. Ryg- og Skulder- fjer brunliggraa med mørkebrune Fjermidter; de forlæn- gede Skulderfjer graa, paa deres ydre Del gulbrunligt graa med en brunsort Tværstribe inden for den lysere Fjerkant; de inderste lange Armsvingfjer farvede paa samme Maade. Vingedækfjerene askegraa med gulbrun- lige Spidser og brunvatrede ud mod disse. Haandsving- fjerenes Yderfaner helt sølvgraa, Inderfanerne mørkegraa, overvejende hvide paa deres ,inderste Halvdel. Halen har lysegraa Styrefjer med hvidlige Kanter, brunlighvide mod Spidserne, med en udflydende mørk. Plet indenfor den lyse Spidsbremme. Næbbet mindre end hos de voksne, rødbrunt, gulligt paa Undernæbbets Basaldel. l1ste Vinterdragt ligner de voksnes, men er kende- lig paa Halefjerenes mørkplettede Spidser samt de mørke Pletter paa Vingedækfjerene. Dunungen, der; i Modsætning til Splitternens har - almindelige bløde, findelte Dun, er paa hele Oversiden smudsig graabrun, blot med enkelte antydede mørke Pletter; Hagen hvid, Struben og Forhalsen sodsort, hele den øvrige Underside hvid. Sandternen kan kun tænkes forvekslet med Split- ternen, men er bedst kendelig paa, at det langt sværere og kortere Næb er helt sort uden gul Spids; den korte Hale er ogsaa et godt Skelnemærke. TiSl (Gelochelidon nilotica) Udbredt som Ynglefugl ret spredt, saaledes i Dan- mark, Frankrig, Spanien og Portugal, Grækenland, Nordvest- Afrika, Lilleasien samt i det Sorte og det Kaspiske Hav; enkelte Kolonier findes i Bayern og Ungarn og tidligere paa en Ø ved Rigen; endvidere i det tempererede Asien til Mongoliet, Persien og Indien. Nærstaaende Racer lever i Kina, Australien og Amerika. Trækfugl, der overvintrer i Nord- og Øst-Afrika, det tropiske Asien ned til Sunda- øerne og af og til i Australien. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den selv- følgelig ikke. I England ruger den ikke, men er iagttaget som tilfældig Gæst op mod 30 Gange. I Norge har den ikke vist sig, og i Sverige har den kun vist sig som en tilfældig Gæst i Skaane. I Danmark er Sandternen endnu en ikke sjælden Fugl, der dog kun ruger eller har ruget paa et begrænset Antal Lokaliteter. Blandt disse kan i Thy særlig nævnes Selbjerg Vejle i Han Herred og Madstedborg i Ove Sø samt tidligere Sjørring, Sperring og Flade Sø, Ørum Sø, .Gyrup eller Nørsaa Sø, Lars Klit Sø i Hjardemaals Klit og Bromølle; endvidere endel Steder i Limfjorden, f. Eks. Buxør Odde og Fegge Røn ved Mors, Horngaardsholm, Vaar- og Kyøholme i Nibe Bredning, Hindselsholm v. Thy, Rotholm o.a. Steder; i Mariagerfjord ruger ca. 20 Par paa Øerne Pletten og Treskelbakke. De største og smuk- keste Kolonier har dog i Nutiden været at finde i Ring- købing Fjord, paa Tipperne og Klægbanken (100 Par i 1903). Tidligere rugede den paa Kalvø i Skanderborg Sø, i Fiil Sø og ved Skern; ogsaa Hostrup Sø ved Aabenraa har i mange Aar været en yndet Rugeplads. Jylland er øjensynligt dens Hovedtilholdssted i Danmark, men mær- kelig nok angives enkelte Par i 1918—21 at have slaaet sig ned for at ruge ved Amager. Ynglepladsen vælges baade ved ferske Vande, ved Laguner og paa Øer og Holme i salt Vand, meget ofte påa samme. Steder som Splitternerne og navnlig som Hættemaagerne. De samler sig næsten altid i Kolonier op til 100 Par, men jævnlig kun 10—20 Par eller endnu færre; Rederne ligger, altid mere spredt end Splitternernes, jævnlig med 10—15m Afstand; de vælger gerne lidt højere og tørrere Pladser for deres Reder, men saadanne kan ogsaa findes nær Stranden. Reden blot en Fordyb- - ning i Sandet, Jorden eller Græsset, ofte paa opskyllede Sivstumper, men som Redeunderlag kan man ofte træffe Gaaseekskrementer paa Steder, hvor Vildgæs har deres ”" Nattekvarter, ogsaa gamle, tørre Kokasser. Rederne er (Gelochelidon nilotica) 72 ofte omkransede af Fuglens egen Gylp, der navnlig er ken- delig påa de mange Insektrester, særlig af Skarnbasser. Nu og da kan man finde Reder, ret godt byggede af Straa. Æglægningen begynder oftest midt i Maj, som Regel lidt førend Splitternens, men man kan finde frisklagte Æg langt ind i Juni; nyklækkede Unger kan findes allerede i de. første Dage af Juni. Oftest 3 Æg, af og til dog kun 2; de angives at ruge i c. 18 Dage. Æggenes Grundfarve er flødehvid eller med mere eller mindre gulgrønligt eller … gulbrunligt Anstrøg og dækket med spredte smaa eller. større brune eller sortebrune Pletter og smaa gråa Skal- pletter. Længden oftest 46—51 mm, Bredden 33,5—36 mm. Midt i Juli er Ungerne som Regel fiyvefærdige, og i Slut- ningen af August eller i Begyndelsen af September for- lader Sandternen Danmark; nu og da skal enkelte Indi- vider dog kunne ses senere. Deres latterlignende Skrig lyder som en blødt hæ— hæ—hæ—hæ eller et vidtlydende kæ—jek, kæ—jek eller gavak. Ungernes Skrig lyder som dryit. I Modsætning til Splitternen, der søger sin Føde ude paa Havet, jager Sandternen i Yngletiden ganske overvejende inde over Land, hvor man ser den flyve ret lavt og jævnlig slaa ned og stadig flyvende snappe sit Bytte; Føden er over- vejende Insekter, særlig Oldenborrer, Skarnbasser, Græs- hopper, Sommerfugle og Fluer, men ogsaa Orme og Krebsdyr; ofte jager den Firben, Frøer og Mus, men og- saa Smaafisk tager den gerne, navnlig uden for Yngle- tiden; i dens Gylp findes jævnlig Knogler af Smaafugle- unger, og andre Fugles Æg skaaner den heller ikke. 4. Terneslægten (Stérna Linné). Denne store Slægt omfatter alle de egentlige Terner; deres Næb er slankt, ret sammentrykt og spidst, ret langt, af og til endog meget langt. Vingerne. meget lange og spidse, idet Haandsving- fjerene er meget stærkt forlængede; af disse er dog ilste meget kort og skjult i Dækfjerene, 2den altid længst, de øvrige jævnt aftagende i Længde. Halen lang og dybt kløftet, idet de yderste Styrere er stærkt forlængede, smalle og tilspidsede. Fuglenes Underside altid hvid, højst med rødligt eller graa- 73 | (Sterna) ligt Anstrøg. Benene -.lave, Mellemtaaen kortere eller af samme Længde som Mellemtaaen med Klo. Svømmehuden ret stærkt indskaaret. 30 Arter, udbredt over alle Verdensdele. Oversigt over de danske Ternearter (Slægten Sterna). A. Vingelængden over 220 mm, Panden i Sommerdragten hel sort. I. Benene sorte. Næbbet sort med gul Spids, over 50 mm lang. Mellemfoden over 24 mm lang ...... l.Splitterne (Stérna sandvicénsis) Side 74. II, Benene røde, orangegule eller gule. Næbbet rødt, gult med sort Spids eller paa den yderste Halvdel sort, under 40 mm langt. Mellemfoden under 21 mm lang. a. Næbbet koralrødt eller gulrødt med sort Spids. De ydre Haandsvingfjers Inderfaner er ikke hvidkantede helt ud til Fjerspidserne, idet disse er helt mørke. Fuglens Underside mere eller mindre graaligt anstrøget. 1. Næbbet hos de voksne helt koralrødt. Den mørke Stribe langs Skaftet paa l1ste velud- viklede Haandsvingfjers Inderfane smal, c. 2— 3 mm bred (paa Fjerens Midte). Mellemfoden under 17 (gerne 14—16) mm lang. De sam- menlagte Vinger naar til, men ikke ud over EIaESPIdS ener NETSTED SST ORE 2. Havterne (Stérna macrtra) Side 78. 2. Næbbet gulrødt med sort Spids. Den mørke Stribe langs Skaftet paa I1ste veludviklede Haandsvingfjers Inderfane 4 mm bred eller mere, maalt paa Fjerens Midte. Mellemfoden over 17 (gerne 18—19) mm lang. De sammen- -lagte Vinger naar ud over Halens Spidser.. 3. Fjordterne (Stérna hirundo) Side 81. b. Næbbet næsten helt sort. De ydre Haandsving- | "— fjers Inderfaner hvidkantede lige ud til Spid- serne. Fuglens Underside renhvid med rosen- Født Anstrøg SES SEE SN NSSS hed 4.Dougall”s Terne (Stérna dougållii) & Side 86. B. Vingelængden under 200 mm; Panden i Sopip ESj reglen ”— hvid med hvide Flige hen over GS ES ENE ad enes UAE RE OEEN ASER SED: 5.Dværgterne (Stérna FLER GES) Side 88. (Sterna sandvicensis) 74 1. Splitterne (Stérna sandvicénsis Latham). (Sterna sandvicensis sandvicensis Latham). Kentisk Terne, Split-Tar, Hvidfugl (Sterna can- tiaca Gmelin). Norsk: Splitterne. Svensk: Kentska Tårna. Tysk: Brandseeschwalbe. Engelsk: Sandwich Tern. Han og Hun i Sommerdragt: Panden, hele Issen- "og Nakkens forlængede tilspidsede Fjer kulsorte; "denne sorte Hættes skarpe Undergrænse gaar fra Næse- Fig. 15. Splitterne i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). borene hen lige langs Øjets Underkant; de øvrige Dele af Hovedet, Halsen og hele Fuglens Underside blæn- dende hvide, paa Brystet med svagt rosenrødt Anstrøg. Hele Ryggen lyst sølvgraa, mere hvidlig paa Overgumpen; Skulderfjerene hvidlige mod deres bageste Spidser; Over- haledækfjerene hvide. Vingedækfjerene sølvgraa, hvide langs Vingens Kant og Rand. Undervingedækfjerene hvide. Af de hvidskaftede Haandsvingfjer har de 6 yderste mørkt sølvgraa Yderfaner, Inderfanerne med en bred skifersort Stribe langs Skaftet, men iøvrigt hvide, og denne Farve naar som en Kantbremme paa Fjerenes ydre smalle Del helt ud til Fjerenes hvide Spidser. De inderste Haand- svingfjer samt AÅArmsvingfjerene har graalighvide Yder- 75 (Sterna sandvicensis) faner og overvejende hvide Inderfaner. Halens Styrere hvide, med hvide Fjerskafter; Halen er dybt kløftet, idet navnlig det yderste Par Styrere er noget forlængede og tilspidsede. Halekløften indtil 60—70 mm. Iris mørkebrun. Næbbet meget langt og spidst, dets Farve sort med gul Spids; Længden 52—58 mm; Højden foran Næseboret 9,5—10 mm. Vingens Længde 285—310 mm. De ydre smalle Halestyrere indtil 170 mm lange, Halekløften 65—85 mm. Benene sorte; Mellem- foden 25—29 mm, Mellemtaaen oftest af samme Længde; Fodsaalen gullig. ; Vinterdragten, der hos os allerede kan ses i Juli, hyppigst dog først i August, har hvid Pande med spredte sorte Fjerspidser, Issen sort- og hvidbroget, Nakkefjerene sorte, endel af Fjerene med hvidlige Kanter. Partiet mellem Næb og Øje hvidt, blot en sort Plet lige foran Øjet. Ellers som Sommerdragten, dog er Undersiden næ- sten uden rosenrødt Anstrøg. " Ungedragten: Hele Hovedets Overside, Partiet mellem Næb og Øje samt Nakken sort med fløde- farvede Fjerkanter og hvide Basaldele paa Fjerene; foran Øjet en sort Plet. Halsen, Hagen, Struben og hele Undersiden hvide. Ryggen, Skulderfjerene samt Vingens indre forlængede Fjer flødefarvede, hver Fjer med 1—3 brede, sorte Tværbaand. Overgumpen. hvid, de bageste Fjerspidser med brunsorte Pletter ud mod Spidserne. Overhaledækfjerene hvide. Af Vingedækfjerene er de øverste smaa mørkegraa med hvidlige Bremmer, de mel- lemste flødefarvede med en brun Tværplet ud mod Spid- sen; de store nedre ensfarvet brunliggraa. Haandens- Dæk- fjer graabrune med brede, hvide Kanter. Haandsving- fjerene skifergraa, Inderfanerne og Spidserne med hvid- lige og brunlighvide Bremmer. Halestyrerne, der er ret "korte og brede, er brunsorte med hvidlige Spidser, de mellemste Par lysere, mere graalige. lste Vinterdragt ligner de voksnes, men Nakke- " fjerene er ikke saa lange og spidse. (Sterna sandvicensis) 76 lste Sommerdragt erholdes ved Totalfældning fra Marts til ind i Juni og ligner de voksnes, men Hale- fjerene er som Regel bredere og kortere end hos disse. Dunungen: Rygsiden flødefarvet, broget med sorte- brunt og hvidgraat, idet hvert Dun, der løber ud i en ejendommelig lang, tynd, traadformetSpids, er flødefarvet eller hvidgraat ved Grunden og for manges. - Vedkommende sortebrunt i deres yderste Del. Hagen hvid, Struben brunsort med hvide Dunspidser. Under- sidens Dun, der er af almindelig Type, er iøvrigt hvide. Splitternen kan med sit lange sorte, gulspidsede Næb og sin betydelige Størrelse vanskeligt forveksles med nogen anden dansk Terne. Fjerklædningen kunde. ligne Sandternens, men dennes korte, svære, helt sorte Næb udelukker enhver Fejltagelse, ialtfald for de voksne Fugles Vedkommende. Splitternens Vinger naar et lille Stykke ud over Halespidserne. Udbredt som Ynglefugl ved Atlanterhavets og Nord- søens Kyster fra Orknøerne og Jylland, langs Slesvigs og Holstens Kyster, navnlig talrig i Holland; iøvrigt ned til Spanien, Middelhavet, det Sorte og det Kaspiske Hav. I Nord-Amerika lever en anden Race Sterna s. acu- flavida Cabot. Overvintrer i Afrika, helt ned til Kap, i Lilleasien, det Røde Hav og det Persiske Hav. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I Storbritannien yngler den ret almindeligt paa mange Lokaliteter, baade i Skotland, England og Irland. I Norge er den kun en tilfældig og sjælden Gæst. I Sverige har den enkelte Gange vist sig, men i de senere Aar har den slaaet sig ned som Ynglefugl paa Måklåppen ved Falsterbo. I Danmark er Splitternen en ret almindelig Ynglefugl, der dog. kun ruger paa et begrænset Antal Lokaliteter, hvor den da paa den anden Side kan optræde i meget betydelige Mængder; talrigst er den ved Jyllands Vestkyst og i Egnene om Limfjorden. Den er ret tilbøjelig til at skifte Rugeplads fra Aar til Aar, men paa endel Pladser har man dog set den holde til gennem mange Aar. Blandt tidligere og nuværende Ynglepladser i Danmark kan næv- nes: Nors Sø, Madstedborg i Ove Sø, Flade Sø, Ørum Sø og tidligere i Sperring og Sjørring Sø samt i Lars TI (Sterna sandvicensis) Klits Sø i Hjardemaals Klit i Thy. I Limfjorden bl. a. ved Hals, paa Tegge Røn, Tangen ved Agger, Hindsels- holm ved Thy, Venø, Rotholm og Lindholm; ogsaa i Randers Fjord findes den rugende. Langs Vestkysten findes Landets største Kolonier i Ringkøbing Fjord paa Tipperne og Klægbanken, hvor adskillige Tusind Fugle gerne ruger i store Kolonier; tillige paa Fjandø i Nissum- fjord og tidligere paa Jordsand (c. 500 Par). I Kattegat findes betydelige Kolonier paa Hirtsholmene (Kølpen, Græsholmen, Tyvholmen), endel paa Nordre Rønner (Storestens- og Lillestensholm, Bofeld); Vorsø i Horsens- fjord havde i 1933 en Koloni paa c.75 Par; ogsaa paa Bosserne, Lindholm, Kollerne og Skidenholm ved Samsø ruger den jævnlig, ligesom Hjelm og Anholt har været Rugepladser. Ved Sjælland har den altid været sjældnere; Ynglepladser er truffet paa Musholm i Storebælt og ved Saltbækvig, og det angives, at den i senere Tider har slaaet sig ned paa flere Steder ved Sjælland, f. Eks. paa Alholm i Issefjord, dog kun enkelte Par. Som Trækfugl kommer Splitternen til Danmark midt i April, og i Begyndelsen af Maj kommer den da gerne til Ynglepladserne, saaledes at Æglægningen kan begynde midt i denne Måaned. I Slutningen af August eller ind i September forlader den atter Landet; en Unge, mærket påa Tipperne 1928 blev fanget i Juni 1929 i Hvalfiske- bugten i S.V.-Afrika, hvilket viser, at Ungerne oversomrer ved Afrikas Kyster. Ynglepladsen vælges dels ved brakke, dels ved ferske Vande, helst ikke alt for langt fra Havet, men ogsaa paa Øer og Holme ved det aabne Hav; den ruger i meget tætte Kolonier, hvor Rederne da ligger meget nær ved hverandre, ofte i smalle Striber paa tør Grund langs Siv- "= holme. Fuglenes Mængde gør Rugepladsen helt hvidkalket af Ekskrementerne og ofte stærkt ildelugtende. Ruge- pladsen vælges ofte samme Sted, hvor Hættemaager og Sandterner ruger, men den lægger gerne sine Æg lidt senere end denne sidste. Liggende paa Rederne vender de alle Hovederne den samme Vej, nemlig mod Vinden. Reden er kun en Fordybning i "Græsset, men nu og da ses lidt Underlag for Æggene af tørt Græs; -ofte findes opgylpede Fiskebensboller om Redekanten. — Splitternen lægger 2—3 Æg, men 2 er dog som Regel langt det almindeligste; ikke helt sjældent ser man 2 Hunner lægge Æggene i samme Rede, der da kan inde- . holde 4—5 Æg. Æggene hvide, flødefarvede, brunliggule eller brune med smaa og større rødbrune, mørkebrune (Sterna sandvicensis) 78 eller sorte Pletter og graa eller violetgraa Skalpletter; de er, som alle Terneæg, endel varierende i Farve og Teg- ning, endog i samme Rede. Længden oftest 49—54 mm, Bredden 36—37 mm. Han og Hun ruger skiftevis i 18— 21 Dage. I sidste Del af Juli er Ungerne flyvefærdige, men mades stadig af Forældrene. Splitternen flyver hurtigt og udholdende og kan bedre end de mindre Terner klare sig i stormfuldt Vejr. Dens Skrig er gengivet ved drry—i, et skarpt ki—ki—ki eller- ved kirrik—kirrik—kerrik. Den søger omtrent udelukkende sin Føde paa Havet og kun nødigt i Brakvand, og den flyver lige fra Rugepladsen ud paa Havet, selv om Af- standen fra dette er endøgsaa meget lang; her fisker den langs Kysterne paa det lavere Vand. Føden bestaar næ- sten udelukkende af Smaafisk (f. Eks. Tobiser og Smaa- sild), men den skal ogsaa tage Krebsdyr. 2. Havterne (Stérna macrara Naumann). (Stérna paradisåea Brunnich). Kystterne, Kirre, Kropkirre, Split-Tar, Arktisk Terne (Sterna arctica Temminck). Norsk: Kyst-terne. Svensk: Rådnåbbad Tårna, Silfver- tårna. Tysk: Kiistenseeschwalbe. Engelsk: Arctic Tern. Han og Hun i Sommerdragt: Ligner meget Fjord- ternen, men skelnes ved følgende: Halsens Underside, Bryst og Bug ensfarvet lyst sølvgraa, uden vinrødt AÅAnstrøg; Hage og Strube hvide. De længste Skulderfjer med bredere og mere renhvide Spidser, baade paa Inder- og Yderfanerne. Den graasorte Stribe paa Iste veludviklede Haandsvingfjers Inderfane er smallere, højst 2—3 mm bred, maalt paa Fjerens Midte. De ydre Årm- svingfjer med meget bredere hvide Spidser og næsten helt renhvide Inderfaner. Af Halens Styrere har som Regel kun de 2 yderste Par tydelige mørkegraa Yderfaner, medens de øvrige derimod er renhvide. Næbbet kortere, nemlig kun 29—34 mm langt, Farven ren koralrød, uden sort Spids. Vingelængden 257—282 mm. Halens Kløft betydelig større, nemlig 80 op til 112 mm. Benene koralrøde. Mellemfoden 79 (Sterna macrurd) meget kortere, nemlig kun 14—16 mm lang. Mellem- taaen 20—24 mm. Ungedragten ligner Fjordternens, men den unge Havterne er kendelig paa den renhvide Overgump og de hvide Overhaledækfjer. Iøvrigt kendelig paa den smalle Stribe paa den længste Haandsvingfjers Inderfane, den mindre Mellemfod og de lysere Halefjer. Endelig synes de gulbrune Kanter at mangle eller at være langt Fig. 16. Havterne i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). mindre fremtrædende paa Rygfjerene, Skulderfjerene og … de længste inderste Armsvingfjer, der har hvidgraa Kanter, saaledes at Fuglen i det hele har et lysere Ud- seende; dette Skelnemærke forsvinder hen paa Efteraaret, da Fjordternen er blevet lysere ved Blegning. lste Vinterdragt er som Fjordternens, men Fug- len er kendelig paa Skelnemærkerne i Haandsvingfjerenes, Styrernes og Skulderfjerenes Tegning samt paa Størrelses- forskellighederne. " Dunungen er næppe til at skelne fra Fjordternens, idet dens sorte Pletter og dens Grundfarve varierer "Paa lignende Maade som hos denne. (Sterna macrura) 80 Havternen er i Flugten ikke altid let. at skelne fra Fjordternen, men i Kikkert er det helt koralrøde Næb, uden sort Spids, det mest iøjnefaldende Skelnemærke; den er en bedre Flyver, og dens mindre skingrende og ligesom klagende Lokketone, der gengives ved kerrr, er lidt forskellig fra Fjordternens. Dens langt dybere Hale- kløft er ogsaa et brugeligt Skelnemærke. 2 Udbredt som Ynglefugl i meget nordligere Egne end - Fjordternen og bærer derfor med Rette Navnet Arktisk Terne, idet den ruger circumpolart op til omkr. 829 N. Br. lige fra Beringsstrædet langs Sibiriens Kyster og ved de sibiriske Floders nedre Løb samt paa mange af Ishavs- øerne, saaledes paa de Nysibiriske Øer og Franz Josefs Land, men derimod ikke påa Novaja Semlja; almindelig ved Nord-Europas Ishavskyster og paa Spitzbergen. I Nord-Amerika ruger den lige fra Alaska og Britisk Co-. lumbia over til Maine. I Europa ruger den bl. a. ned til Letland og Estland, tidligere paa Rugen; endvidere til Hollands Nordkyster og Syd-Skotland. Som Trækfugl over- vintrer den ved Afrikas og Syd-Amerikas Kyster, New Zealand og helt ned i de antarktiske Have. I Grønland er den yderst talrig næsten over hele Landet, ligeledes paa Island og Færøerne. I Skotland og Irland ruger den almindelig, men i England findes den kun ynglende enkelte Steder, f. Eks. paa Farne- og Scilly- Øerne og paa Man. I Norge ruger den almindelig langs Nord- og Vestkysten, dog kun ned til Bergen. I Sverige er den almindelig ved Østersøkysterne og paa Oland og Gottland,. derimod er den meget faatallig paa. Vestkysten, hvor den dog ruger ved Falsterbo og paa Hallands Våderø. . I Danmark er Havternen særdeles "almindelig, ingen- lunde mindre talrig end Fjordternen, paa mange Steder optrædende i langt større Antal end denne. Den ruger udelukkende ved Havets Kyster, baade paa Holme i aabent Hav og dybt inde i Fjorde og Vige, men næppe hos os nogensinde ved ferske Vande, saaledes som det saa al- mindeligt ses andre Steder, f. Eks. i Skandinavien, Island og andre nordligere Egne. Ofte har den hos os Rugeplads sammen med Fjordternen, som den ligner særdeles meget i Levevis; Kolonierne kan hos os naa op til at omfatte over 500 Par, men oftest er Kolonierne langt mindre eller ganske smaa. 81 (Sterna macerura) Tiden for Havternens Ankomst og Afrejse falder om- trent sammen med Fjordternens, idet den kommer sidst i April og først i Maj og forlader os omkring Midten af August eller senere. Dens Flugt er noget lettere og bedre end Fjordternens, og som Styrtedykker staar den over denne. Byttet hjembæres i Næbbet, men dette hindrer ikke Fuglen i at skrige som ellers, Skriget lyder som kria eller krii. Reden anbringes hos os gerne påa Sand og Grus nær Kysten, nu og da hvor der er lidt sparsom Vegeta- tion. I Island findes de store Kolonier, der er uden frem- med Indblanding, gerne paa Græsmarker ved Elvmun- dingerne i Fjordbundene eller i Laguner. Reden som Regel blot en ringe Fordybning i Underlaget, men nu og da kan den være foret med lidt Tang og Græs. Æggene ligner ganske Fjordternens baade i Størrelse, Farver og Tegning og er tillige ejendommelige ved deres store Va- riation, og Arternes Æg lader sig derfor ikke med Sikker- hed adskille. Havternen lægger oftest kun 2 Æg, men 3 er heller ikke sjældent. Begge Køn ruger skiftevis i c. 20 Dage; Forældrene er paa Rugepladsen i høj Grad angrebs- lystne og forjager ofte med Held Krager o. 1. ved at an- falde dem i Flok; de er heller ikke bange for at slaa ned i Hovedet paa Mennesker og søge at hakke dem med deres spidse Næb. Ungerne fodres som smaa mest med Insekter, idet Forældrene mader dem; senere lægges Foderet, f. Eks. Smaafisk, blot foran dem; de forlader tid- ligt Reden og søger da under Fare ofte svømmende Til- flugt paa Vandet. Føden er ganske orde Smaafisk, mest Hunde- stejler, men ogsaa Krebsdyr, Insekter, særlig Myg og Smaabiller, samt Orme. 3. Fjordterne (Stérna hirando Linné). (Sterna hirundo hirundo Linné). Almindelig Terne, Hætteterne, Stritte, Tane (Sterna fluviatilis Naumann). Norsk: Makrel-terne. Svensk: Fisktårna. Tysk: Fluss- . seeschwalbe. Engelsk: Common Tern. Han og Hun i Sommerdragt: Pande, Isse, Nakke og den øverste Del af Baghalsen, efter en Linie fra Næse- boret gennem Underkanten af Øjet, sorte; de øvrige Dele af- Hovedet og Halsen An und, Rygsiden ensfarvet sølv- R. Hørring: Fugle III, 6 (Sterna ”hitundo) 82 graa, dog er de længste Skulderfjers Spidser paa Yder- fanerne samt Overgump og Overhaledækfjer hvide. Hele Undersiden hvid, Bryst, Bug og Kropsider med stær- kere eller svagere rødliggraat Anstrøg. Vingedækfjerene sølvgraa som Ryggen, Fjerene langs Vingens Kant og Rand dog renhvide. Af Haandsvingfjerene, der har hvide Skafter, har den første veludviklede næsten sort Yder- " fane og paa Inderfanen en c,4 mm bred graasort Fig. 17. Fjordterne i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). Stribe langs Skaftet, maalt paa Fjerens Midte; den øv- rige Del af Inderfanen er hvid; de derefter følgende Haandsvingfjer er tegnet paa samme Maade, men Yder- fanerne og Striben paa Inderfanerne er mørkt sølvgraa, og Fjerenes yderste Del i tiltagende Grad brunliggraa uden hvidt. Armsvingfjerene askegraa, de ydre med bredt hvid- lige Spidser og Inderfanekanter. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene hvide. De hvidskaftede Styrere hvide med graalige Yderfaner, mørkest paa det stærkt forlængede yderste Par. Iris mørkebrun. Næbbet gulligt rødt, paa den yder- ste Del sort, dog atter med lysere Spids. Mundhulen 83 j (Sterna hirundo) orangegul. Næblængden 33—38 mm. Vingelængden 255— 288 mm. Halekløften 65—84 mm. Benene gulligt røde. Mellemfoden 18—21 mm; Mellemtaaen med Klo 22— 25 mm. De mindste Maal falder hovedsageligt paa Hun- nerne. Vinterdragten, der hos de voksne Fugle næppe ses her i Landet, har hvid Pande, de langs Skafterne sorte Issefjer har brungraa Kanter, Nakken og Baghalsen er brunsorte. Partiet mellem Næb og Øje er hvidt, foran Øjet dog en sort Plet. Ryggen og Vingerne som i Sommer- dragten. Undersiden renhvid. Næbbet brunsort, rødt ved Grunden. Denne Dragt erholdes ved en fuldstændig Fældning, der begynder i Juli og først afsluttes, naar Fuglen i August har forladt Danmark. Ungedragten: Panden graabrun, Issens Fjer graa- brune med sorte Skaftstriber, bagtil stadig bredere, hvor- ved jævn Overgang dannes til den sorte Nakke og øverste Del af Baghalsen, der af og til har hvidbrune Fjerbrem- mer. Hele den øvrige Hals, Hagen, Struben og hele Undersiden hvide, Baghalsen, Halssiden og Kropsiden med brunligt Anstrøg, altid stærkest hen mod Ryggen, der er -blaagraa med bredt gulbrune Spidser, indenfor hvilke der er et uregelmæssigt mørkebrunt Tværbaand. Over- gumpen blaagraa med Antydning af brunlige Fjerbremmer, Overhaledækfjerene ofte mere hvidlige. Vingedækfjerene blaagraa med gulbrunlige Bremmer, de smaa Vinge- " dækfjer langs Vingekanten sorte med hvidlige Bremmer.. Svingfjerene som hos de voksne, men de in- derste Årmsvingfjer er farvet som Skulder- og Rygfjerene. Halens Styrere, af hvilke navnlig de yderste Par er kor- tere og bredere end hos de voksne, er farvet som hos disse, men er lidt gulbrunlige ud mod Spidserne. Hen i .. August er Rygsidens gulbrune Farve oftest forsvundet ved Blegning, og Fjerspidserne er blevet graalighvide. " 1ste Vinterdragt ligner de voksne Fugles og er renfarvet uden gulbrunt Anstrøg, men er kendelig paa de "sørte,lyskantede smaa Vingedækfjer og de mørk- 6% (Sterna hirundo) 84 plettede Spidser paa de inderste lange Årmsvingfjer. Unge dragtens brunbrogede Rygfjer fældes og erstattes af sølv- graa Fjer, der dog kan have en Antydning af mørke Spids pletter. Vingedækfjerene mister deres brune Spidser ved Blegning og Bremfældning. I denne Dragt træffes de unge Fugle ofte her i Landet hen i August. Dunungen er påa Rygsiden og Vingerne gulbrun. - med stærkere eller svagere graat Anstrøg og med spredte sorte Pletter og Striber. Partiet mellem Næb og Øje samt " Hagen og Struben brunsorte; Hagens forreste Del ofte hvidlig; hele den øvrige Underside. hvid. Fødderne orangegule. g Fjordternen kan nærmest tænkes forvekslet med Hav- ternen, men er kendelig fra denne paa det sortspidsede Næb, den kortere Hale med mindre Kløft og den som Regel meget lysere Underside. Den længere Mellemfod, det længere Næb og den bredere mørke Stribe paa 2den Haandsvingfjers Inderfane er stedse de bedste Skelne- mærker, naar man har Fuglen i Haanden. Udbredt som Ynglefugl i Europa ved Kyster, Floder og Søer fra Nordkap til Middelhavet, Afrikas Nordkyst og Azorerne .samt ned til det Sorte og det Kaspiske Hav; i Åsien udbredt fra Mongoliet, Ob og Jenissei ned til Persien og Mesopotamien; i Amerika vidt udbredt fra den store Slavesø og New Foundland ned til Sydkarolina og Teksas. Trækfugl, der om Vinteren kommer helt ned til Afrikas Sydspids og til Indien og Malakka, og i Ame- rika til Venezuela og Guiana. En mørkere Race Sterna hirundo tibetana Saunders lever i Turkestan og Tibet. I Grønland, Island og paa Færøerne findes den ikke. I England er den almindelig, af og til overvintrende, faa- tallige i Irland og Skotland. I Norge ruger den alminde- lig langs Kysten til Nord for Lofoten, faatalligt helt op til Nordkap. I Sverige er den meget almindelig i Landets sydlige og mellemste Dele samt paa Gottland, nordligere er den faatalligere, men træffes helt op langs den botniske Bugts Kyst. I Danmark er den en særdeles almindelig Ynglefugl, navnlig hyppig langs vore Kyster, i Fjorde og paa Øer og Holme, men findes ogsaa ved mange Indsøer, Åaer 85 ; (Sterna hirundo) og AÅamundinger, hvor der er passende Redepladser paa Smaaøer og Tuer. Den færdes mest over Vandet, fly- vende med Næbbet vendt nedad, spejdende efter Bytte, som den bemægtiger sig ved Styrtedykning, hvorved den ofte kommer helt under Vandet. Flugten er let og ele- gant, men ret langsom og ligesom hoppende; de ses sjæl- dent svømmende, men hviler sig gerne paa Sten og Pæle; Natten tilbringer den oftest paa Land, liggende paa Bry- sfet, gerne flere sammen. Som Trækfugl ankommer den til Danmark i den sidste Del af April eller først i Maj, idet den oftest kom- mer i Smaaflokke, der trækker baade ved Nat og Dag. Rederne anlægges som oftest sidst i Maj eller først i Juni, ofte samlede i større eller mindre Kolonier, men inden- for disse ligger Rederne som Regel dog ret spredt; jævn- ligt findes de rugende mellem Hætte- og Stormmaager. Parringen foregaar paa Land. Reden bygges ofte nær Vandet, i Gruset mellem Strandstenene, ofte dog ogsaa oppe i Enggræsset, paa Tuer mellem Siv eller skjult mellem Vegetationen; den er oftest blot en Fordybning, enten næsten uden Underlag for Æggene eller udforet med lidt Tang eller Straa. "De 2 eller oftest 3 Æg, der lægges omkring Midten af Juni, men ogsaa baade før og navnlig senere, ruges skiftevis af Forældrene i c. 20 Dage. De varierer meget i Farve, idet Grundfarven kan være lysegrønlig, graagrøn, brungul eller olivenbrun med sorte, brune og askegraa Pletter og Skjolde. Længden oftest 39—44 mm, Bredden oftest 29—31 mm. Forstyrrede paa Redepladsen af Krager, Rovfugle eller Mennesker gaar de ofte angrebsvis til Værks og søger under stærk Skrigen at forjage Fredsfor- styrrerne, idet de i Flok kredser om dem eller slaar ned … paa dem. Deres Skrig gengives oftest ved kriææ eller kitt—kitt eller ved et mere langstrakt kirrr—ri. I Juli er Ungerne udvoksede og flyvefærdige, men mades dog stadig af Forældrene. Fjordternen trækker tid- ligt bort, gerne omkring Midten af August, men enkelte kan dog ses langt senere, selv langt ind i September, sandsynligvis paa Gennemrejse fra nordligere og østligere Egne; de trækker da ned langs Europas og Vest-Afrikas Kyster, helt ned til Syd-Afrika, hvor de overvintrer. Føden er hovedsagelig Smaafisk, særlig Hundestejler og Kutlinger, men ogsaa i Fiskedamme kan den ofte være en. besværlig Gæst; jævnlig finder man i deres Maver Hesterejer og Smaakrebs samt mange Slags In- "sekter, som man ofte ser dem fange i Flugten. ; (Sterna. dougallii) 86 4. Dougall”s Terne (Stérna dougållii " Montagu). Svensk: Dougalls tårna. Tysk: Paradiesseeschwalbe. Engelsk: Roseate Tern. Han og Hun i Sommerdragt ligner meget Fjord- ternen, men skelnes ved følgende: Ryggen, Skulderfjerene ” og Vingedækfjerene er meget lysere graa, Baghalsen hvid Fig. 18. Dougall'”s Terne. (Efter Forbes i British Birds). med graat Anstrøg; Overgumpen ikke hvid, men graalig- hvid. Hele Fuglens Underside renhvid, paa Forhals og Bryst med rosenrødt Anstrøg. Haandsvingfjerene som hos Fjordternen, men lysere graa paa Yderfanerne, og paa de yderste er Randen af Inderfanerne hvidkantede lige ud til Fjerspidserne. De yderste Halestyrere er stærkt forlængede og meget smalle, og deres Yder- og Inderfaner er af samme graalighvide Farve. Næbbet slankere og længere (37—40 mm) end hos Fjordternen og er overvejende sort, dog rødt ved Roden og i det højeste.ud til Næbbets Midte. Vingelængden 223—237 mm. Halen 170—205 mm, men med en Kløft paa 87 (Sterna dougallii) -110—135 mm. Benene livligt orangerøde; Mellemfoden 19,5—21 mm lang. I Vinterdragten skal Næbbet være helt sort, Pan- den hvid, bagtil gennem Skaftpletter gaaende jævnt over i den sorte Isse og Nakke. Ryggen lysere end hos Fjord- ternen, Overgumpen graahvid. Undersiden hvid med lidt rødligt Anstrøg. Ellers iøvrigt kendelig paa de samme Farvetegninger paa Haandsvingfjerene, der ligesom Sty- rerne er som i Sommerdragten. Ungedragten har ligeledes Lighed med Fjordter- nens: de smaa Vingedækfjer langs Underarmen skifer- sorte. Undersiden renhvid. Panden brunlig med hvidlige Fjerspidser. Rygsiden bleg blaagraa med gulbrunligt An- strøg, der efterhaanden bleger bort, Fjerene med brun- sorte Tværbaand foran Spidsen, Skulderfjerene med 2 Tværbaand. adskilte af et hvidt Parti. Benene blegt orange- røde. Haandsvingfjerene som hos de voksne, Halens yderste Styrere uden mørke Yderfaner. lste Sommerdragt skal nærmest ligne de voksnes -Vinterdragt, men Panden er renere hvid. Dunungen skal som lille skille sig fra Fjordternen ved Rygdunenes ejendommelige Form, idet Ryggens Dun ud mod Spidsen ligesom er samlet i et spidst Hylster; senere opløses disse Spidser, og Dunene bliver da, lige- som Undersidens hvide Fjer, af almindelig Dunform. Benene er blaaligt kødfarvede. Udbredt som Ynglefugl langs Atlanterhavets og faa- talligt ved Nordsøens Kyster fra 57? N. Br. ned til Middel- havet, Azorerne og Madeira, tillige i Nordvest- og Øst- Afrika; ogsaa vidt ud i Nord-Amerika fra Sable Island til Long Island og fra Bahama til de smaa Antiller og Vene- zuela. Overvintrende træffes den ned i Syd-Afrika og Brasilien. g Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke; derimod yngler den hist og her paa adskillige Øer og Øgrupper i England og Irland, derimod sjældent i Skot- ” land. Flere Ynglepladser findes ved Bretagnes Kyster, og tidligere synes den at have ruget ved Slesvigs og Holstens Kyster. Paa Gennemrejse viser den sig i Hol- (Sterna dougallii) 88 land, Belgien, Frankrig og Italien. Fra Norge og Sverige kendes den ikke. . I Danmark angives den at have ruget i tidligere Tid, indtil langt op i det 19de Aarhundrede, men helt sikre er disse Angivelser næppe; men Tid til anden er enkelte Individer iagttaget eller skudt hist og her. Saaledes blev bl.a. en ung Han skudt ved Nymindegab i September 1847, og ved det lidt Nord før liggende Nørrebæk blev en næppe flyvefærdig ung Fugl, ledsaget og madet af en af Forældrene, skudt d. 20. 8. 1849; i 1850 angiver Kjær- - bølling, at han paa samme Lokalitet erholdt 4 Æg af denne Terne, en Angivelse, der dog måa nævnes med Forbe- hold. 3 Individer skal være skudt paa Skalø paa Lolland i 1872, men ingen af dem blev opbevaret; 2 Par angives at være set i 1874 paa Sperringholm, V. for Thisted (Hei- berg); et Individ angives at være fundet dødt paa Fanø i Oktober 1914. Zool. Museum besidder en voksen Han skudt i Lillebelt, vist sidst i forrige Aarhundrede, og Museet i Herning ejer et Stk. skudt ved Thisted d. 5. 6. 1922. 5. Dværgterne (Stérna ålbifrons Pallas). (Sterna albifrons albifrons Pallas). Benterne, Snipterne, Gnispe (Sterna minuta Linné). Svensk: Småtårna. Tysk: Zwergseeschwalbe. Engelsk: Little Tern. | ; Han og Hun i Sommerdragt: En Hætte, over en Linie fra Næseboret lige hen under Øjet og strækkende sig langt ud i Nakken, sort, dog er Panden og en Ud- løber hen til over hvert Øje renhvid. Baghals, Ryg og Skulderfjer blaaliggraa, Overgumpen graalighvid eller næsten helt hvid. Hele Fuglens Underside renhvid. Alle Overvingedækfjerene blaagraa som Ryggen, hvide langs Vingens Rand og Kant. Iste, 2den og ogsaa ofte 3dje veludviklede Haandsvingfjer brunsorte med brune Skafter, dog er Inderfanernes Inderrande bredt hvidkan- tede, smallere udefter mod Spidserne, der er helt brun- sorte, uden hvide Kanter. Nylig frembrudte har disse Haandsvingfjer sølvskinnende lodne Yderfaner, der dog efterhaanden ved Slid bliver brunsorte. Halen, der er dybt kløftet, er fuldkommen hvid, af og til dog' med lidt 89 ; (Sterna albifrons) "graaligt Anstrøg paa de mellemste Styreres Yderfaner. Halekløften op til 45 mm, de yderste Styrere ret stærkt forlængede, smalle og spidse. Denne Sommerdragt er- holdes ved Fældning i Januar—April. Iris mørkebrun. Næbbet 28—31 mm langt, Farven gul, kun i Spidsen sort. Vingelængden 170—184 mm. Fødderne orangegule, Kløerne sorte; Mellemfoden 16—18 mm, Mel- lemtaaen med Klo oftest af lignende Længde. Fig. 19. Dværgterne i Sommerdragt. (Efter Forbes i British Birds). Vinterdragt: Panden og Partiet mellem Næb og Øje hvide, foran Øjet en graasort Plet. Issen skal være askegraa med brunligt Anstrøg. Partiet bag Øjet brunsort med hvidlige Spidser. Ellers som Sommerdragten, dog er Halens Styrere mere graa, navnlig de to midterste, de øvrige graa paa Yderfanerne, blot yderste Par helt ren- hvide. Ungedragten: Panden og Partiet mellem Næb og Øje flødehvide, Issen og tildels Nakken ligeledes fløde- hvide, mén hver Fjer har en sort Midtplet; den øverste - Del af Baghalsen sort med flødefarvede Spidsbremmer; den mellemste Del af Baghalsen efter en tydelig Grænse hvid,- dannende en Ring om Halsen. En Plet foran Øjet (Sterna. albifrons) 90 og et bredt Parti bagud fra Øjet sorte. Kinderne, Hagen og Fuglens hele øvrige Underside renhvid. Den bageste Del af Baghalsen, Ryggen, Skulderfjerene og de længste inderste Armsvingfjer brunligt flødehvide, hver Fjer med et V-formet brunsort Tværbaand foran den hvidlige Spids; de nævnte Fjers skjulte Basaldele graa- lige, Overgumpen graa med bredt hvidlige Fjerspidser, De … smaa Vingedækfjer mørkegraa med lysere Fjerbremmer, de mellemste næsten farvet og tegnet som Ryggen, de store nederste lyst brunliggraa med brede, hvide Kanter. Haandens Dækfjer mørkt graabrune med lysere Kanter. De unge Fugle er som yngre mere brunligt flødefarvede påa Rygsiden, senere bliver de ved Blegning og Brem- fældning mere flødefarvede. Haandsvingfjerene nærmest som hos de voksne, men overvejende mørkere, de indre derved med mere fremtrædende hvidlige Kanter. Halens- yderste Styrere hvide, de indre graalige med utydelige mørkebrune Tværpletter foran de flødefarvede Spidser. De yderste Styrere er ikke saa stærkt forlængede som hos de voksne; Halekløften næppe mere end c. 20 mm. lste Vinterdra.gt ligner de voksnes, men endnu ses endel Fjer med ungdommelig Farvning. Ungedragtens Haandsvingfjer og Styrere bibeholdes. I iste Sommerdragt er Fuglen udfarvet, men of- test er de 3 yderste Haandsvingfjer mørkere end de øvrige. Dunungen paa Rygsiden flødefarvet med spredte mørke Pletter, hen ad Issen ordnede i 3 Længderækker; Struben flødefarvet, den øvrige Underside hvidlig. Benene gulbrune, Næbbet gulligt med mørkere Spids. Ved den ringe Størrelse, det gule sortspidsede Næb og den i Sommerdragten hvide Pande kan Dværgternen let skelnes fra vore andre Terner. Mulig kunde de unge Fugle forveksles med unge Sortterner, men disse har bl. a. mørkt Næb og en mørk Plet paa hver Side af For- brystet, ligesom hele Oversiden er langt mørkere. 91 (Sterna albifrons) Udbredt som Ynglefugl fra England, Danmark, Syd- Sverige og Leningrad, i Rusland ned til Middelhavet, Nord- Afrika, de Kanariske Øer, det Sorte og det Kaspiske Hav. Tillige i Vest-Sibirien, Central-Asien, Persien, Belutschi- stan og Nordvest-Indien. Nærstaaende Racer findes i Øst- Asien, paa Ny-Guinea og i Australien samt i Nord-Ame- rika ned til Nordøst-Brasilien. Trækfugl, der fra Europa og Asien overvintrer i Afrika og Indien. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England ruger den helt op til Orknøerne og Hebriderne. I Norge ruger den ikke, men den angives iagttaget paa Jæderen og i Oslofjorden. Ved det sydlige Sveriges Kyster ruger den faatallig enkelte Steder i Skaane og Halland samt paa Oland og Gottland. I Tyskland ruger den baade ved Kysterne og op langs Floderne. "I Danmark er Dværgternen en ret almindelig Yngle- fugl, rugende paa Øer og Holme i salt og brakt Vand, oftest dog inde i Fjorde og Vige, hyppigst er den maaske langs Jyllands vestlige Kyst; nu og da kan den træffes Tugende ved større Indsøer, uden stærk Vegetation og med stenet Bund. Ingen Steder optræder den i større Mængder, men den ruger i smaa Kolonier, helst ikke for nær ved andre Fugle. Rederne ligger dog næsten altid ret spredt, ofte kun nogle faa Par paa samme Lokalitet. Den kommer til Landet tidligst sidst i April eller lidt ind i Maj og forlader os gerne ved Udgangen af August. Dværgternen er lidt livligere og har i Flugten hur- tigere Vingeslag end de andre Terner, og den er i det hele en hurtig og behændig Flyver, hvad der særlig viser sig, naar Fuglene kives eller slaas om Byttet. Den af- søger gerne systematisk sit Jagtterræn, gerne et Stykke lavt Vand langs Kysten, idet den flyver ret lavt og jævn- lig standser i Luften med svirrende Vinger spejdende efter Bytte; opdager den dette, styrter den sig med sam- lede Vinger fra betydelig Højde lige ned i Vandet og snapper Byttet; det angives, at den herved jævnlig skal beskadige og brække sin Næbspids ved at støde paa den stenede Bund paa.for lavt Vand. Saa lille den er, kan den dog være ret støjende, navnlig hvis den bliver op- hidset; saaledes lyder dens Skrig, hvis den bliver for- styrret paa Rugepladsen, som kiri—kiri, kiri—kiri eller blot som et iltert, ofte gentaget kitt—kitt—kitt. Den ses . mest flyvende i Luften og ses næsten aldrig svømmende paa Vandet, kun de flyvefærdige Unger lægger sig af og til paa Vandspejlet. Paa Rugepladsen er den ikke nær saa angrebslysten som de større Terner, men holder sig (Sterna albifrons) 92 gerne paa passende Afstand. Natten tilbringes i Smaasel- skaber, siddende paa Rev, Sten, Pæle ell. lign. Sidst i Maj eller ind i Juni lægger den sine 3 Æg, der lægges ved Kysten enten paa det bare Sand mellem Sten og Muslingskaller eller paa den indtørrede Bændel- tangbremme, ofte saa nær Vandet, at Æggene ødelægges ved indtrædende stærkt Højvande, og sene nylagte Kuld er derfor almindelige. Æggene er matte, flødehvide eller graagule med spredte mørkebrune og sortebrune Pletter … samt talrige graa Skalpletter. Længden oftest 30—33 mm, Bredden 22—25 mm. Mærkeligt nok angives denne lille Terne at ruge sine Æg i 20—22 Dage. Dunungerne er meget vanskelige at opdage i det gule Sand eller paa den tørre solblegede Bændeltang; som andre Terneunger fodres de endnu som flyvefærdige af Forældrene, som Regel med Smaafisk, som de gamle Fugle hjembringer hængende ned fra Næbbet. Føden bestaar næsten udelukkende af Smaafisk, sær- lig Kutlinger og Hundestejler, samt af Krebsdyr, særlig Hesterejer, og af Insekter. | 3dje Familie: Kjover (Stercorariidae). Overnæbbets Ryg paa den basale Del, helt ud til Næseborenes Forkant, dækket af en blød ,,Voks- hud"; påa hver Overnæbsside en smal Hornplade langs Næb- kanten, stødende op til Horn- skeden om den krumme Næb- spids (sml. Fig.20). Næseborene spalteformede og ligger paa & …… Næbbets forreste Halvdel, over- Fie 50) NEED SE Kjove. dækket af Vokshudens Kant. (Efter .Reichenow). Fjerklædningen Sovervejende mørkebrun; nogle af Arterne er dimorphe, idet mørke Individer og Individer med mere eller mindre hvid Underside optræder paa samme Lokalitet. Hannens og Hunnens Dragt ens, ligesom Vinter- og Sommerdragt i alt væsent- 93 (Stercorariidae) ligt er ens. Halen med 12 Styrere, brunsort, kile- formet, de mellemste 2 Styrere oftest forlængede, Fødderne dækkede af tykke, ru Skæl, Tæerne har store, spidse Kløer; Indertaaens større og mere krum end Ydertaaens. Svømmehuden ikke ind- skaaret. Knoglerne i betydelig højere Grad luft- fyldte end hos andre Maagefugle, hvorved Flyve- færdigheden forøges betydeligt. Havfugle, ejendommelige ved deres Levemaade, idet de for en Del erholder deres Næring ved at afjage andre Havfugle deres Bytte; dette sker ved at forfølge og omsværme disse i Luften og ved idelig Hakken og Nappen tvinge dem til at slippe eller opgylpe Byttet, som Kjoverne da griber med Næbbet, før det falder i Havet. Herunder udfolder de en Flyvedygtighed, der i Hurtighed og Manøv- rering søger sin Lige. Tillige dræber de mindre Søfugle samt æder disses Æg og Unger, hvilket har forskaffet dem det af mange brugte Navn Rov- maager. De svømmer ret daarligt og kan hverken dykke eller styrtedykke. Reden bygges paa Jorden, jævnlig i spredte Kolonier, ofte i betydelig Af- stand fra Havet. Ungerne forlader snart Reden, men fodres længe af Forældrene. Familien er vidt udbredt over hele Jorden; omfatter . kun 1 Slægt Stercorarius, der rummer 7 Arter, hvoraf 4 lever i arktiske, 2 i antarktiske Have og 1 ved Syd-Ame- rikas Kyster. 1. Kjoveslægten (Stercorårius Brisson). Karakteriseret ved de under Familien anførte Ejendommeligheder. "—… Oversigt over de danske Kjovearter. A: Større. Vingelængden over 375 mm. Næblængden over —…. 50 mm. Mellemfoden over 60 mm. Haandsvingfjerenes 94 i p a NY (V KRRRES SNU SX N) NE SORSSSSRÅNENNNNN N >XSSM SMIIIN MAN SN N === Mm == (Efter Paris). (Stercorarius) Basaldele hvide, dannende en tydelig hvid Vinge- 1. Storkjove (Stercorårius skta) Side 95. B. Mindre. Vingelængden under 375 mm, Næblængden plet Større. Vingelængden over 340 mm. Næblængden under 50 mm, Mellemfoden under 60 mm. Ingen hvid over 38 mm. Mellemfoden over 48 mm. De 2 mel- Vingeplet. i: Halestyrere af: 4. Lille Kjove. B. Kjove. C. Mellemkjove. Fine lemste forlængede, lidt skrueformede Styrere er ikke. smallere i Enderne eller tilspidsede (sml. Pia ØR CSE al EN ARR NERE ERA ERR ENGE 2. Mellemkjove (Stercorårius pomatorhi- under 38 mm. Mellemfoden under 48 mm. De 2 nus) Side 99. 2. Mindre. Vingelængden under 340 mm. Næblængden 95 | (Stercoraritis) mellemste forlængede Styrere er ikke skrueformede, men smallere i Enderne og tilspidsede. a. Større. Vingelængden 300—336 mm. Næblæng- den 31—37 mm. Mellemfoden 41—47 mm. De4 førsteveludviklede Haandsvingfjer med straagult hvide Skafter. Hos de voksne Fugle er de 2 mellemste forlængede Styrere 70—80 mm længere end det næstinderste Par (sml. Fig. 21 B). Hos Ungfuglene er de lidt for- længede mellemste Styrere ikke afrundede i Spidserne, men ved Skaftenderne draget ud i smaa skarpe Spidser (sml. Fig. 25B) .......... STR VER 3. Kjove (Stercorårius parasiticus) Side 104. ; b. Mindre. Vingelængden 283—321 mm. Næblæng- den 29—32 mm. Mellemfoden 38—42 mm. Kun lste og 2den, sjældent 3dje veludvik- lede Haandsvingfjer med straagulligt hvide Skafter. Hos de voksne Fugle er de to mellemste Styrere stærkt forlængede, 150— 200 mm længere end næstinderste Par (sml. Fig. 21 A). Hos Ungfuglene er de lidt forlængede midterste Styrere afrundede i Spidserne og løber ved Skafternes Ender ikke ud i smaa skarpe Spidsen (sm FFs FPS PA) ES RE EN ED SES EN 4. Lille Kjove (Stercorårius longicåu- dus) Side 110. l. Storkjove (Stercorårius skua (Brinnich)). (Stercorarius skua skua (Brinnich)). Havskummer. (Catharacta skua Brunnich, Larus ca- "tarrhactes Linné, Megalestris catarrhactes (Linné)). Norsk: Havsku. Svensk: Storlabb. Tysk: Grosse Raub- må6we. Engelsk: Great Skua. Han og HuniSommerdragt: Fuglens hele Over- side mørkebrun, hver Fjer med en lysebrun Plet ud mod den hvidlige Spids, de lyse Pletter jævnlig mindre frem- . trædende eller manglende paa Pande og Isse og mangler helt paa Baghalsen, hvor de forlængede tilspidsede Fjer derimod har fremtrædende straagule Skaftstri- ber. Partiet om Øjet og Hovedets Sider ensfarvet brun- ” sørte. ”Skulderfjerene med Tet store, næsten hvidlige (Stercorarius skua) 96 Pletter foran Spidsen. Hagen graalig chokoladefarvet, Struben og Forhalsen brunsorte med lignende straagule Skaftstriber som Baghalsen; Fuglens hele øvrige Under- side. graalig chokoladebrun, Fjerene ofte mere mat rødlig- brune mod Spidserne; paa Kropsiderne har de mørke- brune Fjer hvidbrunlige Spidser. Vingedækfjerene sorte- Fig. 22. Storkjove. (Efter Forbes i British Birds). brune, navnlig de smaa øvre med delvis rustgule Yder-. faner. Haandsvingfjerene, der har hvidgule Skafter, er brunsorte, de 6—7 yderste indefter i aftagende Grad hvide paa deres basale Del, saaledes at der paa den iøvrigt mørke Vinge fremkommer en hvid Plet, der delvis kommer i Dagen udenfor Spidserne af de lange nederste sortebrune Vingedækfjer. Armsvingfjerene og Halens Styrere brunsorte med lysere Spidsbremmer. Undervingedækfjerene mørkebrune. Iris brun. Det kraftige Næb, der er 51—54 mm langt 97 : (Stercorarius skua) og c. 18 mm højt, er mørkt blaasort. Vingerne 385— 411 mm lange. Halen afrundet, de 2 midterste Styrere ofte indtil 1 cm længere end de andre, afrundede i Spid- serne. Fødderne sorte. Mellemfoden 65—71 mm, Mellem- taaen (med Klo) 69—75 mm lange. Vinterdragten ligner i alt væsentligt Sommer- dragten. Ungedragten er i det hele meget mørkere, idet Hovedet er ensfarvet brunsort ligesom Halsen, hvis Fjer ikke er tilspidsede og ganske mangler de straagule Skaftstriber. Hele Rygsiden brunsort, navnlig paa For- ryggen har hver Fjer en udflydende, rustbrun Midtplet, men Ejerene mansler helf de lyse Spidspleftter; og Skulderfjerene er helt ensfarvet brunsorte uden hvide Pletter. Haandsvingfjerenes hvide Plet er mindre end hos de voksne. ; É Dunungen er ensfarvet brungraa, paa Rygsiden noget mørkere end paa Undersiden, der er graalig paa Bugen. Fra de andre Kjover kendes Storkjoven let paa den betydelige Størrelse og påa den hvide Vingeplet, der tydelig ses paa den flyvende Fugl. Den typiske Storkjove er udbredt som Ynglefugl fra Shetlandsøerne over Færøerne og Island. Strejfer om Vinteren mod Syd ned til Gibraltar, New Foundland og Nova Scotia og har ogsaa vist sig i Middelhavet. I ant- "arktiske Have helt op langs Syd-Amerikas Kyster lever flere meget nærstaaende Racer. I Grønland viser den sig kun som en tilfældig Gæst, iagttaget noget over en halv Snes Gange. Paa Island ruger den i store Kolonier ved Jåkelelvenes sandede Udløb og er. navnlig talrig paa Sandene under Syd-Islands Jåkler. Paa Færøerne var den i gammel Tid meget talrig, men blev ved stærk Forfølgelse næsten udryddet; i 1898 blev " den fredet og er da siden taget godt til i Antal, saaledes at bl. a. en Koloni med 75 Par nu findes. I England fin- des den endnu rugende paa Shetlands- og Orkn-Øerne. I Norge er den som tilfældig Gæst mettaget 4 Gange, lige- - R. Hørring: Fugle III. I (Stercorarius skud) 98 ledes i Sverige, hvor op til 5 Individer gennem Tiderne er set. j I Danmark er Storkjoven selvfølgelig kun en meget sjælden og tilfældig Gæst, der nu og da er skudt, mest om Efteraaret, men ogsaa om Vinteren og i Maj Maaned; saaledes bl.a. skudt ved Flensborg 8. 10. 1849, set paa Hirtsholmene 28. 5. 1850, skudt ved Thyborøn 1.11. 1874, paa Holmslands Klit 11. 11. 1875, ved Jyllands Vestkyst i 1899, i Ringkøbing Fjord 26. 12. 1912, i Fjaltring ved Lem- ” vig 30. 11. 1917, ved Esbjerg 15. 9. 1924, skudt i Øresund 24. 9. 1924 og set samme Sted d. 27. 9. 1924 og endelig = skudt ved Fredericia d. 30. 9. 1932. Langt den overvejende Del har sikkert været unge Fugle, og Jyllands Vestkyst er som rimeligt det Sted, hvor den oftest træffes, men ogsaa i de indre Farvande som Lillebelt og Øresund kan den nu og da forekomme. Udenfor Yngletiden lever Storkjoven som Regel paa det aabne Hav, ofte meget langt fra Land, hvor man kan træffe den følgende Skibene for at tage, hvad der hvirvles. op i Kølvandet, eller omkredsende de fiskende Trawlere; den er en ypperlig Flyver, men som Regel flyver den ret tungt og med rolige Vingeslag, ofte sejlende og aldrig med saa megen Boltren i Luften som de mindre Kjover. I Slutningen af April søger den til Land til Rugepladsen; den ruger som Regel i mindre eller større Kolonier, ofte adskillige Hundrede Par sammen, men Rederne ligger dog meget spredt over store Flader, helst paa de store, øde Sande ved Jåkelelvenes Delta-Udløb eller under Jok- lerne, hvor disse nærmer sig Havet, saaledes som paa Syd-Island, men ogsaa i Fjelddale, helst nær et Fugle- bjerg, saaledes som det kendes paa Færøerne; af og til kan man træffe Kolonier paa enkelte Par. I Yngletiden søger de jævnlig ind til ferske Vande for at bade og pudse Fjerene. Reden er blot en Fordybning i Sandet, eller, hvis der ”" findes Græs eller anden Vegetation, da paa denne og i saa Tilfælde foret og højnet med Straa, Mos, Fjer o.l. De to Æg. lægges gerne i sidste Halvdel af Maj eller først i Begyndelsen af Juni. De glinsende, glatskallede Ægs Grundfarve er fra blegt olivenbrun til mørkebrun, af og til blaaliggrøn, plettet eller klattet med. spredte mørkebrune eller næsten sorte Pletter og med brungraa Skalpletter. Længden oftest 66—73 mm, Bredden 46,5— 51 mm, Han og Hun ruger skiftevis i 28—30 Dage. Un- gerne fodres, idet Forældrene gylper Foderet op foran dem; Storkjoven er overordentlig paagaaende paa Ruge- 99 (Stercorarius skud) pladsen, og kommer man i Nærheden af dens Æg eller Unger, kan man være sikker paa, at den fra stor Højde med voldsom Kraft paa stive Vinger skyder susende, men tavs, ned paa Dyr og Mennesker og tildeler dem et kraftigt Stød eller Slag med Vingen, hvorpaa den med en pludselig Vending atter skyder hurtigt op i Luften. I Slutningen af August har Ungerne faaet deres Fjerdragt og er flyvefærdige, men fodres stadig af Forældrene, saa- ledes at de først ofte langt ind i September kan forlade Landjorden og søge Føden paa Havet, hvor de snart strejfer vidt om. Storkjoven er i det hele ret tavs, men paa Redepladsen hører man dens dybe ga—ga eller gak— gak og et gia—gia eller et vidtlydende hoo. De kan, som andre Kjover, aftvinge Maager, Terner og Alkefugle deres Fangst, men de fanger og tager dog ogsaa ofte selv deres Bytte, der da kan bestaa i Fisk, Blæksprutter, Krebsdyr, Orme, Muslinger o.l. Ofte dræber de unge Lunder, Maager, Stormfugle og Ællinger, som de ihjelslaar ved et kraftigt Hak med Næbbet, hvorpaa de sønderriver dem med. dette, idet de holder dem med deres spidse Kløer; paa Fuglebjergene røver de i stort Omfang Æg og Unger, og da de ogsaa beskyldes for at dræbe Lam, er det forstaaeligt, at denne pragtfulde Fugl har været Genstand for hadefuld Forfølgelse, der paa Færøerne og Shetlandsøerne har været nær ved at med- føre deres Udryddelse. Ved Hvalaadsler o.l. er de ogsaa stadige Gæster. "Enkelte Gange er Insekter fundet i deres Maver. 2 Mellemkjove (Stercorårius pomatorhi- nus (Temminck)). Middelkjove, Bredhalet Rovmaage (Lestris pomarinus Temminck). Norsk: Bredhalejo. Svensk: Bredstjårtad Labb. Tysk: Mittlere Raubm&we. Engelsk: Pomatorhine Skua. Mellemkjoverne optræder som udfarvede Fugle i en lys og en mørk Form. BE Han og Hun i Sommerdragt: Mørke Form: Hovedet og Halsen sorte, Fjerene paa Halsen i Spidsen opslidsede og silkeskinnende med lidt Metalglans. Fjerene om Næbbet og paa Hagen en Antydning lysere. Hele " Fuglens øvrige Overside samt Vingedækfjerene graaligt i 7% (Stercorarius pomatorhinus) 100 brunsorte med svagt graalige, brede Fjerkanter; Fjerenes Basaldele hvide. Hele Fuglens Underside ensfarvet graaligt sortebrun eller mørkebrun. Haandsvingfjerene har straagule Skafter, Yderfanerne og Fjerenes Spidser er sortebrune, Inderfanerne derimod lysere, paa deres inderste Dele overvejende graalighvide; Armsvingfjerene, der har mørkere Skafter, er farvet paa lignende Maade. Fig. 23. Mellemkjover. (Efter Forbes i British Birds) Undervingedækfjerene og Årmhulefjereneens- farvet brunsorte. Halens Styrere brunsorte, endel lysere paa Inderfanernes basale Del; Skafterne straagule, brunlige ud mod Spidsen. "Lyse Form: Hovedets hele Overside, langt ud i Nakken, samt den forreste Del af Hovedets Sider, hen under og omkring Øjet, skinnende sorte. Hele denne sorte Kalot er nedadtil og bagtil af- grænset af et bredt hvidt Parti, der danner en hvid Ring om Halsen, bestaaende af Fjer, der i Spidsen er silkeskinnende straagule; lignende Fjer findes hen over Øret paa den bageste Del af Hovedets Sider; 101 . (Stercorarius pomatorhinus) " Hagen hvid. Fuglens hele øvrige Overside mørkebrun som hos den mørke Form. Forbrystet hvidt, hver -Fjer med en udflydende, uregelmæssig, sortebrun Plet ud mod Spidsen, dannende et mørkt Bælte over hele Forbrystet fra Skulder til Skulder. Hele Brystet renhvidt; paa Siderne har Vingeskjulerne brede, uregelmæssige, brun- sorte Tværpletter. Kropsiderne, Bugen, Undergumpen og Underhaledækfjerene brunsorte. Vinger og Hale som hos den mørke Form. Iris sortebrun. Næbbet gulbrunt, udenfor Næseboret sort. Næblængden 40—45 mm. Næbhøjden bag Næseboret c. 12 mm. Vingelængden 344—360 mm. Halen jævnt rundet, de enkelte Styrere afrundede i Spidsen; de to mellemste stærkt forlængede, indtil 11 cm længere end det næst- inderste Par, ligeledes afrundede i Spidsen, med lidt spiralsnoede Faner (sml. Fig. 21 C). Benene sorte, oftest "med en graa Plet paa Mellemfoden; denne er 49—54 mm lang; Mellemtaaen som Regel lidt kortere. Vinterdragten næppe til at skelne fra Sommer- . dragten. Ungedragten: Hele Hovedets Overside brunsort, hver Fjer med smalle, brungraa Kanter. Baghalsen graa- brun med utydelige, rustbrune Pletter eller Spidsbremmer. Hele Fuglens Rygside samt Vingernes Overside bTUNnSOTE "med brede Tustbrune 'sener'esgul- brune Spidsbremmer, bredest paa Overgumpen. Overhaledækfjerene rustbrunligt hvide, hver med 2—3 brunsorte Tværbaand. Hele Fuglens Underside hvidgraa- ligt rustbrun, hver Fjer med 1 eller 2 udflydende, mørke Tværbaand, bredest og tydeligst paa Kropsiderne og Undergumpen samt i særlig Grad paa Underhaledæk- fjerene; Forbrystet som Regel lidt mørkere. Haandsving- fjerene som hos de voksne, men de inderste har ofte rustbrune Spidser. Af AÅrmsvingfjerene er de inderste rustbrunt plettede mod Spidsen, ligesom Skulderfjerene; Undervingedækfjerene og Armhulefjerene er hvidlige eller rustbrunt hvidlige med brun- (Stercorarius pomatorhinus) 102 sorte Tværbaand. Halens Form og Farve som hos de voksne, men det midterste Par Styrere er blot c. 10— 15 mm længere end de næstinderste. Vingelængden kan hos flyvefærdige unge Fugle gaa ned til 330 mm. Benene og Fødderne blaagraa, dog er den yderste Del af Tæerne og Svømmehuden sort. Ilste og 2den Sommer ser man de unge Fugle i Blandingsdragter, uden silkeglinsende Halsfjer, med hvid- ligt Bryst, men med stærkt mørkplettede Hals- og Under- haledækfjer og hvidkantede Rygfjer og snart mørke, snart lyse, tværstribede Undervingedækfjer og Årmhulefjer. De midterste Halestyrere er ogsaa af meget vekslende Længde; paa de 1-aarige Fugle angives de at være c. 25 mm læn- gere, paa de 2-aarige 40—70 mm længere end de næst- inderste Styrere, men der synes iøvrigt at være over- ordentlig megen Variation i disse Forhold. Dunungen er paa Rygsiden blegbrun, paa Under- siden blegere graabrun. I Flugten er de voksne Fugle lettest at kende paa de i Spidsen afrundede, forlængede, spiralsnoede Midt- styrere. Ungfuglene kendes fra Storkjoven ved Mangelen af den hvide Vingeplet og fra de andre mindre Arter ved sin betydeligere Størrelse. Udbredt som Ynglefugl circumpolart ned til omkring 170? N. Br., saaledes paa Novaja Semlja og. almindeligt paa hele Sibiriens Tundraomraade og Sibiriens Øer; paa Kamtschatka findes en nærstaaende Race. Almindelig i hele det arktiske Nord-Amerika fra Alaska til Melville- - Halvøen. Om Vinteren træffes den helt nede ved Au- straliens og Sydvest-Afrikas Kyster, i Amerika ved Cali- fornien og Peru. I Grønland ruger den ret almindelig paa den nord- lige Del af Vestkysten, paa Østkysten synes den derimod kun at vise sig tilfældigt. Paa Island er den kun en til- fældig Gæst, men paa Færøerne ses den ret talrig paa Gennemrejse, særlig i Maj og i September—Oktober. Paa de britiske Øer viser den sig ligeledes i Træktiderne, mest om Efteraaret, enkelte Aar endogsaa meget talrig og ses ogsaa nu og da om Vinteren, medens den om 103 (Stercorarius pomatorhinus) Foraaret kun ses meget sjældent. I Norge ruger den ikke, men den viser sig aarligt om Efteraaret langs hele Vest- kysten, enkelte Åar i endogsaa meget store Mængder. I Sverige ses den kun ret sjældent, dels langs Kysterne, dels inde i Landet. I Danmark er Mellemkjoven en ikke helt sjælden Gæst, der hyppigt viser sig paa Gennemrejse i de dan- ske Farvande i Oktober og November Maaned; den er ogsaa set sidst i September og flere Gange i December, derimod næppe om Foraaret. Enkelte Aar, saaledes i 1926 og navnlig i 1928 var den i Farvandene omkring Øerne langt talrigere end sædvanligt. Ogsaa for denne Art gæl- der det, at man hos os langt overvejende ser unge Fugle. Dens Vingeslag er langsommere og tungere end hos de to mindre Kjovearter, men den manøvrerer iøvrigt med samme store Færdighed i Luften, særlig naar den paa Kjovevis utrættelig afjager Maager, særlig Rider, og Ter- ner deres Bytte. Den iagttages ofte langt ude paa Havet, ofte- meget langt fra Land, men kommer dog ogsaa tit ind til Kysterne og er hos os endogsaa jævnligt set inde- ved ferske Søer. Paa Havet er den som Regel lidet sky. og kan let skydes, naar den ved Fiskerbaadene søger Fiskeaffald. Den kommer til Nord-Grønland midt i Maj eller senere og forlader atter dette Land i September. Den ruger ikke i samlede Kolonier, men Parrene har altid stor Afstand fra hinanden, omend samlede paa passende Lokaliteter; efter andre Angivelser skal den kunne optræde flokkevis paa Ynglepladserne, ligesom de ynglende Fugle ved Rederne skal være meget sky. Den bygger ikke nogen egentlig Rede, men. lægger sine 2 Æg paa en tør, mosklædt Plads i Tundraen, helst hvor Jordsmonnet er lidt hævet, ofte omgivet af Vand, ofte dog ogsaa paa ganske tørt Land. Æggene lægges i sidste Halvdel af Juni eller først i Juli; de er olivenbrune til gulagtigt graabrune med spredte, sortebrune Pletter og graa Skalpletter. Længden oftest 60—70 mm, Bredden 42—47 mm. Æggene ruges skiftevis af Han og Hun, der begge har Rugepletter. Ved Reden skal dens Stemme minde om. en lille Hunds Gøen, gengivet ved vev—vev. Paa Steder, hvor Lemmingerne er talrige, er disse stadig dens Hovednæring, men den dræber -og fortærer ogsaa Smaafugle, saaledes fanger og sluger den jævnlig "de smaa Stormsvaler, ligesom den fortærer andre Fugles Æg og Unger, idet den hensynsløst plyndrer deres Reder. Iøvrigt fanger den selv ofte Fisk, Krebsdyr, Insekter o. l. . og fortærer ogsaa Aadsler og Sælekskrementer, (Stercorarius parasiticus) 104 3. Kjove (Stercorårius parasiticus (Linné)). Spidshalet Kjove, Struntjæger, Skidtæder, Troldpipe. (Larus parasiticus Linné, Catharacta cepphus Brunnich). Norsk: Tyv-jo. Svensk: Vanlig Labb. Tysk: Schma- rotzerraubm6we. Engelsk: Arctic Skua. Kjoven forekommer, — idrrige Art, i to Former en lys og en mørk. | Han og Hun i Sommerdragt: Lyse Form: Ho- vedets Overside samt de lidt forlængede, spidse Fjer i Nakken, Hovedets Sider foran, under og omkring Øjet brunsorte, Panden ofte lidt lysere, særlig ved Næbroden; foran Øjet en kulsort Plet. Hele denne mørke Kalot er nedad og bagtil begrænset af hvidt, idet Ha- gen, Struben, hele Halsen samt Øreregionen er hvide, Baghalsens lidt tilspidsede, opslidsede Fjer mere eller mindre glinsende straagule. Fuglens hele øvrige Underside kan ofte være renhvid, dog er Undergump, Underhaledækfjer, mange af Skinnebens- fjerene og en Plet paa hver Side af Forbrystet stedse graaligt mørkebrune. Endel lidt mørkere Individer træffes, og hos disse findes et bredt, lysere eller mørkere graa- brunt Tværbaand over Forbrystet og Kropsiderne, og Bugen er i forskellig Grad af samme Farve, medens hele Brystet stadig er hvidt; ofte har disse lidt mørkere Fugle ogsaa graabrunligt Anstrøg paa Baghalsen, dog stedse med straagule Skaftstriber. Hele Rygsiden, samt alle Vingedækfjerene, iøvrigt ensfarvet graaligt sorte- brun. Undervingedækfjerene og Armhulefjerene af samme Farve. Haandsvingfjerene paa Yderfanen i Spidsen brun- sorte, Inderfanerne lidt lysere, stadig mere hvidlige mod deres Basis. De4 førsteveludviklede Haandsving- fjers Skafter straagulligt hvide, de følgende mere eller mindre brune. Halens Styrere brunsorte, mørkest - mod Spidserne, Mørke Form: Fuglen kan være graalig brun- sortoverdet hele, blot med Kalotten mørkere, næsten 105 " (Stercorarius parasiticus) helt sort; hele Undersiden er en Smule lysere, nærmest mørkt graabrun; Vingernes Overside mørke som Issen. Oftest er dog en Halvring om Baghalsen samt Øreregionen med mere eller mindre straagult Anstrøg. Vinge- og Hale- fjer iøvrigt som hos den lyse Form. Iris mørkebrun. Næbbet ud til Næseborene brunligt eller olivengrønligt, ellers sort. Næblængden 31— 37 mm. Højden foran Næseboret c. 10 mm. Vingelængden AE LEG FE CE BASS? 22 bg EG Fig. 24. Kjover. (Lys og mørk Form). (Efter Forbes i British Birds). - 300—336 mm. Halen kileformet, de enkelte Styrere i Spidsen brede, men ved Skafternes Spidser stedse løbende ud i en lille kort Spids eller Tap; de to mellemste Styrere er meget forlængede, brede, men i deres yderste frem- ragende Del jævnt afsmalnende og endende i smalle Spidser (sml. Fig. 21 B); de er som Regel 70—80 mm længere end næstinderste Par, men kortere Midtstyrere træffes ofte. Benene sorte. Mellemfoden 41—47 mm lang, Mellemtaaen med Klo som Regel nogle Millimetre kortere. | Vrinterdragten ligner meget Sommerdragten, men (Stercorarius parasiticus) 106 Baghalsens Fjer skal være uden straagule Spidser, og " Rygsiden angives at kunne faa rødbrunlige Spidser; hos den lyse Form skal Kalotten kunne faa hvidlige Fjer- bremmer. Ungedragten meget variabel, og man ser sjældent to ganske ens Ungfugle. Hele Ryggens Overside brun- sort, Isse og Nakke med gulbrune Fjerkanter eller næsten - helt brunsorte; af og til ses Individer med helt brunlig- hvid Pande og Isse, Fjerene blot med sorte Skaftstriber; "den øvrige Overside, herunder Vingedækfjerene, med snart smalle, snart brede og meget fremtrædende. lyst gulbrune Fjerspidser. Baghalsen snart helt lysebrun med brunsorte Skaftstriber,. snart som den øvrige Rygside. Hovedets Sider samt Hage og Strube graalig eller rust- brunlig med mørkebrune Skaftstriber, ofte dog næsten helt brunsorte. Fuglens hele øvrige Underside hvidgraalig éller lyst gulbrunlig, hver Fjer med mørkebrune, ret smalle, ofte meget udflydende Tværbaand og Spidsbremmer, bredest og tydeligst paa den som Regel mere rustbrunlige Undergump og paa de rustbrunlige Underhaledækfjer. Nogle Ungfugle har et mørkere Bælte over Forbrystet. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene lyst rustbrune med brede, tydelige, mørkere Tværbaand. Rimeligt er det, at mørkere Ungfugle udvikler sig til Fugle af den mørke Type, medens de lysere tilhører den lyse Form. Haandsvingfjerene og ÅArmsvingfjerene som hos de voksne, men oftest med brede, jævnlig dog med smalle, hvidbrunlige Spidser, der dog ogsaa kan mangle - helt. De yderste 3—4 Haandsvingfjer har næ- sten altid hvide Skafter. Benene graablaalige, den yderste Del af Tæer og Svømmehud derimod sort. Halen som hos de voksne, men de mellemste brede. Sty- rere er ikke stærkt forlængede og smalle mod Spidsen og rager kun 10—15 mm længere bagud end. de næstinderste Styrere; deres Fjerender er ved Skaf- terne draget ud i skarpe Spidser (sml. Fig. 25 B). . I Løbet af de unge Fugles 2, mulig 3, første Leveaar 107 (Stercorarius parasiticus) gaar de efterhaanden over i de voksnes Dragt; Unge- dragten fældes helt i Løbet af den. første Vinter, og man ser dem derefter i Dragter, der i lavere eller højere Grad bærer Spor af Ungedragtens Farver og Tegning, saaledes med lyse Kanter paa de mørke Fjer og mørke Kanter påa de hvidlige Fjer; Undergumpen holder sig længst tværstribet, og Vingedækfjerene mister sent de lyse Kanter. I det 3dje Leveaar viser de iøvrigt udfarvede Fugle endnu Spor af Ungedragten. Dunungen er tæt dækket af bløde Dun med haar- formede, silkeagtige Spidser. Oversiden mørkebrun, blegere Fi225: Ungfuglehalefjer af: A. Lille Kjove og B. Kjove (til højre). (Efter Løppenthin). og mere graalig omkring Øjet, paa Hagen og Vingeranden samt paa Bugen.. Fra Mellemkjoven skelnes den let ved sin ringere Størrelse og de spidse Mellemstyrere. Som voksen skelnes den ogsaa let fra den Lille -Kjove, idet dens Mellem- styrere er langt kortere; Ungerne er vanskelige at skelne i Flugten, men Halens Styrere afgiver gode Skelnemærker, naar man har Fuglen i Haanden; ogsaa Haandsving- fjerenes Skafter afgiver ved deres Farver Skelnemærker, der saa godt som altid er brugelige. Udbredt som Ynglefugl over det nordlige Skandina- vien, Nord-Rusland og Sibiriens Nordkyster, tillige paa Franz Josefs Land, Spitsbergen og Novaja Semlja; ogsaa (Stercorarius parasiticus) 108 rugende i det arktiske Nord-Amerika, i Grønland og paa Øerne i det nordlige Atlanterhav. -Overvintrer langt syd- ligere, saaledes ved Europas og Afrikas Kyster helt ned til Cap og i den Persiske Havbugt; i Amerika i Califor- nien og endogsaa ned langs Syd-Amerikas Kyster. I Grønland yngler overvejende Individer af den lyse Form langs hele Vestkysten, talrigst i den sydlige Del, sjældnere paa Østkysten. Paa Island ruger mørke og lyse Individer i omtrent samme Mængde som en overalt meget almindelig Ynglefugl, ligeledes almindelig paa Færøerne, men her skal mørke Individer være langt i Overtal. I Storbritannien ruger den paa Shetlands-, Orknøerne og Hebriderne, men ses i det egentlige England ellers kun paa Gennemrejse om Efteraaret. I Norge ruger den tal- rigt i Skærgaarden langs hele Vestkysten op til Varanger- fjord og, omend faatalligt, i Syd-Norge. I Sverige ruger den faatalligt baade paa Øst- og Vestkysten, ned til Oster- gotland. . I Danmark synes den tidligere at have ynglet hist og her paa Øer i Kattegat, saaledes skal den have ruget paa Hjelm og paa Læsø, men helt sikre Angivelser mang- ler, mulig drejer det sig kun om oversomrende Individer, der ikke yngler. Sikkert er det, at den jævnlig ses om . Sommeren, f. Eks. ofte ved Hirtsholmene, hvor man end- ogsaa har set den fodre store, flyvefærdige Unger, men disse kan ogsaa have stammet fra svenske eller norske Rugepladser, idet Kjoven længe vedbliver at made sine flyvefærdige Unger. Paa Gennemrejse viser den sig ikke - sjældent i danske Farvande, men langt de fleste Fugle, der ses, er unge Individer; de begynder allerede at vise sig i Juli Maaned, er talrigst i August og navnlig i Sep- tember, enkelte træffes endnu i Oktober og en enkelt Gang i November, derimod ikke om Vinteren; i Maj ses den af og til atter paa Hjemrejse til Ynglepladserne. ' Kjoven hører udenfor Yngletiden hjemme paa Havet og ses her ofte meget langt fra Land. Dens rent ud vid- underlige Flyvedygtighed, der tillader den at kaste, vride og vende sig i Luften, gør det muligt for den paa Kjove- vis at jage og ustandseligt pine andre Søfugle, navnlig Maager (Rider) og Terner; ved stadig at forfølge og hakke disse ikke saa fuldendte Flyvere tvinger den dem til at skaffe sig Fred, hvilket Offeret først opnaar, efter at det Gang paa Gang under ynkelig Skrigen har opgylpet den nedslugte Fangst, som Kjoven da griber i Luften, før den naar Vandet; selv den langt større Svartbag skal den med Held kunne aftvinge Byttet. Paa andre Fugles Rugepladser 109 " (Stercorarius parasiticus) røver den baade Æg, Unger og Ungfugle og dræber og- saa ofte de voksne Fugle; navnlig gaar det ud over mindre Vadefuglearter eller syge og matte Fugle af lidt større Arter. Kjoven kommer til Skandinavien i første Halvdel af Maj, til Island endog sidst i April. I Slutningen af Maj eller i Begyndelsen af Juni, i nordlige Egne senere, lægger den sine 2, sjældent 3 Æg; disse har lidet porøs Skal og er fra mørkt olivenbrune til lyst gulbrune eller blaaliggrønne med flere eller færre smaa og store, brune Pletter og graalige Skalpletter, ofte tættere samlede om den tykkere Ende, jævnlig med Streger og Snirkler. Læng- den oftest 54—63 mm, Bredden 38—42 mm; de ruges skiftevis af Forældrene, efter Sigende dog mest af Hun- nen, i 24—28 Dage. Til Rugeplads vælger den ofte Skær og Øer i Havet, men ogsaa, som f. Eks. i Island, Lyng- marker eller sumpede Græsflader ved Floder og Søer, ofte langt fra Havet. Her lægger den gerne Reden paa et lidt højere, tørt Sted, paa en Tue eller lign., hvorfra der er god Udsigt, ofte godt skjult i Græsset. Hvor den lyse og den mørke Form begge findes, ser man jævnlig et lyst og et mørkt Individ parrede sammen. Ofte ruger Parrene enkeltvis, men paa passende Lokaliteter kan man se adskillige Par ruge ret nær ved hinanden; paa Fær- øerne skal den derimod kunne træffes i store Kolonier, dog med meget spredte Reder. Reden er blot en Fordybning i Lyngen eller Græsset, uden synderlig Udbygning, højst foret med lidt Græs og Mos. I Parringstiden viser de ogsaa deres Flyvedygtighed, naar de legende fra stor Højde styrter sig ned mod Jorden for atter lynsnart at skyde tilvejrs. Parringen foregaar paa Jorden. Nærmer man sig Rugepladsen, forlader de aarvaagne Fugle Reden, . allerede naar man er paa lang Afstand, og sætter sig paa Udkig paa et eller andet højere Sted; kommer man nær til Reden, slaar den med stor Hurtighed og Kraft ned. paa Fredsforstyrreren, og har den rugede Æg eller Unger, anstiller den sig lemlæstet og slæber sig jamrende henad . Jorden med slæbende Vinger. for at aflede Opmærksom- heden fra deres Afkom. Deres Skrig er et højt jamrende je—aah, je—aah eller som en Kats Mjaven, nærmest ly- dende som ki—au, ki—au. Ungerne er gerne flyvefærdige fra midt i August, men de fodres af Forældrene til ind i "September, da de gamle Fugle forlader Rugepladsen; Ungerne skal ofte først forlade Rugepladsen imod Slut- ningen af September. Foruden de ovenanførte Fødemidler tager Kjoverne (Stercorarius parasiticus) 110 ogsaa selv Fisk og ses almindeligt ved Fiskefartøjerne, hvor de tager al Slags Fiskeaffald; ofte finder man paa Rugepladsen Maven fuld af Bær; ogsaa Insekter, særlig Biller, Krebsdyr og Muslinger kan den ofte nøjes med. 4. Lille Kjove (Stercorårius longicåudus Vieillot). (Lestris Buffoni Boie). Norsk: Fjeld-jo. Svensk: Fjållabb. Tysk: Langschwån- zige Raubm&owe. Engelsk: Long-tailed Skua. Han og Hun i Sommerdragt: Pande, Isse og Nakkens spidse, forlængede Fjer samt Partiet mellem Næb og Øje og en Stribe under dette brunsort, sortest i Nakken. Hele denne mørke Kalot er nedadtil og bagtil begrænset af hvidt, idet Hage, Strube, Partiet om Øre- egnen og hele Halsen er gullig hvid; Fjerene om Bag- halsen opslidsede, lidt silkeglinsende straagule. Brystet er af noget vekslende Farve, idet Forbrystet hos nogle Individer kan være næsten hvidligt, hos andre mere graa. lighvidt eller graat, Bagbrystet er mørkere graaligt, stadig mørkere bagtil, hvor Farven . bliver meget mørkegraa. Undergump og Underhaledækfjer af samme mørkegraa Farve. Fugle skudt paa Island eller ynglende i Øst- Grønland og endnu vestligere Egne har som Regel lysere, indtil helt hvidt Bryst og hvid Bug. Forryggen, Skuldrene og hele Fuglens øvrige Overside, herunder Vingedæk- fjerene og de inderste Årmsvingfjer, ensfarvet mørkegraa, dog er Haandens Dækfjer brunsorte. Haandsvingfjerene og de ydre Armsvingfjer paa Yderfanerne og i Spidsen. næsten sorte, Inderfanerne derimod lysere, hvidlige ved Fjerenes Basis. I1ste, ogsåa oftest 2den, men sjæl- dent 3dje veludviklede Haandsvingfjer med helt hvide Skafter; disse er paa de følgende Haand- - svingfjer mere eller mindre brune, 3dje næsten altid af denne Farve. Undervingedækfjerene og Armhulefjerene mørkegraa. Halens Styrere næsten sorte, de to midterste forlængede, dog paa deres basale Del af Ryggens Farve. 11 " (Stercorarius longicaudus) Iris brun. Næbbets basale Del, ud til Næseborets Forkant, olivengrønligt, Næbbets ydre Del sort. Næb- længden 29—32 mm. Næbhøjden bag Næseborene c. 9 mm. Vingelængden 283—321 mm. Halen kileformet, de enkelte Styrere i Spidsen brede, af og til med smaa Spids- tapper ved Skaftenderne. De to mellemste Hale- styrere stærkt forlængede, i hele deres yderste Del meget smalle, endende spidst, oftest fra 150 til 200 mm længere end næstinderste Par. Benene paa Fig. 26. Lille Kjove. (Efter Forbes i British Birds). Mellemfoden blaaliggraa eller graaligblaat plettede, paa " Tæer og Svømmehud derimod sorte. Mellemfoden 38—42 mm lange, Mellemtaaen (med Klo) fra 4 til 10 mm kortere. i Ungedragten: Ligner i alt væsentligt den alminde- lige Kjoves, men er lidt mindre varierende. Oversidens Fjerkanter er som Regel smallere, lysere og mere graa- lige uden. stærkt rustbrunlig Tone, ligesom Undersidens Tværstribning som Regel er mindre fremtrædende. Den skelnes næsten altid let ved, at kun Iste eller Iste og 2den Haandsvingfjers Skaft er helt hvidt og ved, at Haand- " svingfjerene og de ydre Årmsvingfjer næsten aldrig har (Stercorarius longicaudus) 112 lysebrunlige Spidser. Det bedste Skelnemærke er dog, at de noget forlængede midterste Halestyrere er af- rundede i Enderne og ikke ved Skafternes Ender løber ud i skarpe Spidser (sml. Fig. 25A); de er lidt længere og rager indtil 25 mm ud over næstyderste Par Styrere. Næbbet og Fødderne er stedse lidt mindre end hos Kjovens Ungfugle, saaledes som de voksne Fugles Maal viser det. Ligesom Kjoverne gennemgaar de i deres 2det og 3ådje Leveaar endel Overgangsdragter, med Blanding af de voksnes og Ungfuglenes Karakterer. Dunungen ligner den almindelige Kjoves, men skal være lidt lysere og mere graalig. Udbredt som Ynglefugl i det nordligste Skandinavien og Nord-Rusland, ned til Archangel, paa Novaja Semlja og i Sibiriens nordligste Tundraer. Ligeledes vidt udbredt i det højarktiske Nord-Amerika, Trækfugl, der søger syd- ligere Opholdssteder om Vinteren og kan da træffes i Middelhavet og i Øst-Asien ned til Japan; i Amerika træffes den da helt nede i Florida eller endogsaa ved Syd-Amerikas Kyster. I Grønland ruger den paa den nordlige Del af Vest- og Østkysten, her meget talrig, samt paa Nord-Kysten. Paa Island kendes den ikke rugende, men nu og da viser enkelte Individer sig ved Kysterne. Paa Færøerne yngler den heller ikke, men den ses jævnlig paa Gennemrejse For- og Efteraar, ogsaa af og til om Sommeren. Paa de britiske Øer ses den kun nu og da i Træktiderne. I Norge ruger den almindeligt i Finmarkens Fjeldmarker og enkelte Steder i de sydlige Højfjelde. I Sverige ruger den ved endel Fjeldsøer i Lappmarken, navnlig i Aar, hvor der er mange Lemminger. : I Danmark kendes denne højnordiske Kjove selv-— følgelig ikke som ynglende, men paa Gennemrejse viser unge Fugle sig ikke helt sjældent i danske Farvande, næsten udelukkende set om Efteraaret, navnlig i Sep- tember, men ogsaa i August, Oktober og November; kun nu og da har man her set udvoksede og udfarvede Indi- vider. Oftest er den iagttaget ved Jyllands Vestkyst, men ogsaa jævnligt i Farvandet nede mellem Øerne. Den Lille Kjove skal i ringere, men dog i nogen, Grad end de andre Kjover leve af at aftvinge Søfuglene, PTS (Stercorarius longicaudus) særlig Maager og Terner, deres Bytte; dens Flugt og Flyvefærdighed er lige saa fortrinlig som de andre Kjovers. I Nordøst-Grønland kommer den til Rugepladserne sidst i Maj eller først i Juni, men synes her at være meget afhængige af Lemmingerne, der her, som andre Steder, om Sommeren er deres Hovedføde, og er Bestan- den af disse Smaapattedyr ikke stor nok, synes de helt at undlade at yngle det Aar og forlader atter deres sæd- vanlige Rugeplads. Til Rugeplads vælger den enten ste- nede Strækninger med ringe Vegetation, helst oppe i Fjeldmarkerne, eller mere sumpede, lavere Egne, baade nær Havet, dybt inde i Fjordene eller langt inde i Landet, her dog helst ved en Sump eller Sø, ogsaa nu og da paa større Øer ude i Havet. Oftest ser man den her siddende paa en Sten eller en lille Høj, hvorfra den spejder efter Lemminger, eller man ser den med svirrende Vinger holde sig spejdende over Lemmingernes Tilholdssteder. Den ruger ikke i Kolonier, men Parrene spreder sig vidt over den Lokalitet, der passer dem, og har her hver sit Jagtterræn, som de nøje vaager over ikke bliver krænket af Naboparrene, der straks jages bort, hvis de viser sig. Reden blot en lav Fordybning, udforet med lidt Straa eller Blade, eller ligger paa Lyngen eller, i sumpede Egne, påa en Tue. Æggene lægges i Nordøst-Grønland sidst i Juni og i Nord-Norge i første Halvdel af denne Maaned. 2 Æg i Kuldet er det normale, men jævnlig nøjes de med at lægge 1 eller, som nævnt, ingen. Æggenes Grundfarve er fra grønlig til olivenbrun med endel brune og graa- lige Pletter, særlig paa den tykke Ende; de skal i Farve, Tegning, Størrelse og Form have stor Lighed med Hætte- maagens. Længden 49—58 mm. Bredden 36—40 mm. De ruges skiftevis af Hannen og Hunnen i 23 Dage. Nærmer . man sig Rugepladsen, giver Forældrene deres Ubehag til Kende ved et vidtlydende ke—kæ, og kommer man nær- mere, bliver de meget ophidsede og slaar med stor Ivrig- hed ned om Ørerne paa Fredsforstyrreren, udstødende Skrig, der gengives ved krryv—krryv eller viæk—vi—vi—vi. Ungerne fodres med Insekter og senere med Lemminger o.a. I Nordøst-Grønland ophørér Forældrene at fodre Ungerne sidst i August, og kort efter forlader gamle og unge i Smaaflokke Landet og drager mod Syd. Føden er, foruden Lemminger og lignende Smaapatte- dyr, tillige andre Fugles Æg og Unger, Fisk, Krebsdyr, Orme og mange Slags Insekter,. baade Sommerfugle, "Fluer, Myg 0.a.; ogsaa Planteføde, særlig Bær, fortæres navnlig af Ungerne. "R. Hørring: Fugle IIl. : 8 ; (Alcae) 114 Øde Orden: Alkefugle (Alcae). Alkefuglene danner en velafgrænset Gruppe Fugle, der i mange Retninger slutter sig til Maa- gerne, men adskiller sig fra disse ved at være udformede som fortrinlige Dykkere, med deraf følgende særlige Bygningsforhold. Deres Næbform er meget vekslende, snart meget sammentrykt og høj, snart mindre sammentrykt og lige, snart kort og tyk, Længden overskrider ikke Hovedets Længde. Væggen mellem Næseborene er gennem- brudt. Endel Former, der i Sommerdragten har Hornlister eller andre Hornprydelser paa Næbbet, fælder om Efteraaret visse Dele af disse sammen med Fjerklædningen for atter at erholde dem ud paa Foraaret ved Forhorning af den -underliggende Hud. Næsekirtlerne veludviklede og ligger for en stor Del i Knoglegruber over Øjehulerne. Fjer- klædningen tæt, elastisk og stærkt vandskyende; Dunlaget tæt. Fjerklædningen fældes - baade For- og Efteraar, Vingens og Halens Fjer dog kun om Efteraaret. Vinterdragten i Farven delvis afvigende fra Sommerdragten, med fremherskende hvide og sorte Farver. Ungfugledragten ligner Vinterdragten. Hannerne og Hunnerne ens i Fjerklædning og Størrelse. Vingerne spidse med forholdsvis korte indre Armsvingfjer; 10 Haandsvingfjer, 15—19 Armsvingfjer. Halen kort, snart afrundet, snart spidst kileformet, med 12 til 18 Styrere. Kroppen tyk og: plump; Benene, der har korte Laar og ret lange Skinneben, sidder langt tilbage, saaledes at Kroppen under Gang og Hvile holdes helt op- ret. Skinnebenene helt fjerklædte eller nøgne om- . kring Hælen; Mellemfoden trind eller lidt sammen- trykt, ubefjeret, med Tværskinner paa Forsiden og Smaaskæl paa Bagsiden. Fortæerne, af hvilke den mellemste er længst, er som Regel længere end ms (Alcae) Mellemfoden og med Svømmehud helt ud til Kløerne, der er kraftige og spidse. Bagtaaen mangler helt eller er yderst rudimentær. Bryst- benet langt og smalt, med næsten parallelle Side- kanter og lang, høj Kam, i Bagkanten med 1 eller 2 Udsnit eller Ruder paa hver Side. Ribbenene meget lange og tynde, ragende meget længere bagud end Brystbenet og danner en mægtig stor Brystkurv, der strækker sig ned om Bughulens Sider: … De er udelukkende Havfugle, der kun i Yngletiden kommer paa Land. Monogame og lægger kun 1 eller 2 Æg aarlig; Ægget uforholdsmæssigt stort. Under Dyk- ningen roer de sig frem ved Vingernes Hjælp, Armknog- lerne i Saymmenhæng hermed stærkt sammentrykte. Flugten hurtig, med rappe Vingeslag; de flyver helst i lige Linie og er kun i ringe Grad i Stand til at udføre pludselige Retningsforandringer; under Flugten strækkes Benene bagud langs Halens Sider. Ruger næsten altid i større eller mindre Kolonier, hvor Æggene lægges paa den bare Klippe eller i selvgravede dybe Huller i Græstørven. Ungerne forlader først Redestedet, naar Fjerene er delvis brudt frem. Føden er ganske overvejende. Fisk, men dog ogsaa Krebsdyr og andre smaa Havdyr. Ordenen omfatter kun 1 Familie (Ålcidae), der be- staar af omtrent 12 Slægter og c. 30 Arter, vidt udbredte i den nordlige Hemisphære. I Danmark forekommer kun følgende 4 Slægter: . Oversigt over de danske Alkefugleslægter. A. Næbbet ret trindt eller lidt sammentrykt, ganske uden Tværfurer paa Siderne. -1. Næbbet ret langt og spidst, omtrent lige og lidt sammentrykt. Overnæbbet lidt smallere end højt "(maalt SR foran Næseborene). Vingelængden over 160 mL RE Bo hug esles en (Uria) Side 116. 8% (Alcae). 116 :… 2... Næbbet kort, tykt og but; Overnæbbet ved Roden bredere end højt; Næbryggen krummet i hele sin Længde. Vingelængden under 135 mm ........... …. 2. Søkongeslægten (Mérgulus) Side 130. B: Næbbet stærkt sammentrykt, meget højt og kraftigt, samt krummet i Spidsen. Paa Næbbets Sider (hos de- voksne Fugle) tydelige Tværfurer og Tværlister. 1. Næbbet sort. Fjerklædningen paa Næbbets Sider naar helt ud over de spalteformede Næsebor. Benene brunsorte...... 3. Alkeslægten (Ålca) Side 134. 2. Næbbet rødt og graat. Fjerklædningen naar ikke ud til Næseboørenes Bagkant. Benene røde........... SEES ser 4.Lundeslægten (Fratércula) Side 145. 1. Lomvieslægten (Uria Brunnich). Næbbet temmelig langt, lidt sammentrykt, om- trent af Hovedets Længde, næsten lige, paa Under- næbbet en tydelig Næbvinkel lige foran Hagens. Fjergrænse; Næbspidsen ikke krogformet, men blot en Smule nedbøjet; Næbbets Sider altid uden Tværfurer. Paa Næbbets Sider strækker Fjerklæd- ningen sig ud over de spalteformede Næsebor, der aabner sig ud til Siderne lige over Næbran- dens Hornliste. Halen kort og afrundet, med 12— 14 Styrere. 5. Arter, der er udspaltet i endel geografiske Racer, udbredte over det nordlige Ishav samt de nordlige Dele af Atlanterhavet og Stillehavet. I danske Farvande fore- kommer følgende 3 Arter: Oversigt over de danske Lomviearter. A. Paa Forvingéen en stor renhvid (hos FLESTES sort- broget): Plet: Benenesrøder SE NER ER AS SER RE BEES SØS 1. Tejste (Cria grylle) Side 117. B. Forvingen sort, uden hvid Plet. Benene brunsorte eller gulbrunligt sorte. 1. Næbbet længere og slankere, Befjeringen paa Næb- bets Sider naar ikke ud til Midten af Næbbet; iii (Uria) dettes ubefjerede Del, fra Næsebor til Næbspids, 37—45 mm. Overnæbbets Kantliste sort SES 2.Langnæbbet Lomvie (Uria aalge) Side 121. 2. Næbbet kortere og forholdsvis tykkere. Befjeringen paa Næbsiden naar ud til Midten af Næbbet; dettes ubefjerede Del, fra Næsebor til Næbspids, 30—33 mm. Overnæbbefs- Kantliste Bydes FF 3.Kortnæbbet Lomvie(Uria låmvia) Side 127. 1. Tejste (Uria grylle (Linné)). (Uria grylle grylle (Linné)). Bagand, Tistand, Tiste, Perdrikker, Drikand, Krage- and, Grylleteiste, Makrelfugl, Dukke, Fyrtønde, Sjødoua (Alca grylle Linné, Cepphus grylle (Linné)). Norsk: Teist. Svensk: Tobisgrisla. Tysk: Gryllteist. Engelsk: Black Guillemot. ; "Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Hals og Fuglens øvrige Kropdele fløjlssorte med svag grøn- lig Metalglans. Af Vingedækfjerene er de øverste "smaa, alle Dækfjerene langs Vingens Kant og Rand samt alle de store nederste sorte, de øvrige mellemste Vinge- dækfjer derimod renhvide, dannende en stor hvid Plet midt paa Vingen. Årmhulefjerene og Undervingedæk- fjerene hvide, blot de langs Vingens Rand og Kant sorte, Haand- og Årmsvingfjer har sorte Yderfaner og Spidser, Inderfanerne er mere brunlige og hvide paa deres basale Del. Halens Styrere sorte. ; Vinterdragten: Pande, Isse og Nakke er sorte, men med brede, hvide Fjerbremmer, der for en stor Del dækker Fjerenes sorte Farve; foran og tildels bag Øjet en sort Plet. Hovedets Sider, Hagen, Struben og Fuglens hele øvrige Underside hvid, påa Forbrystets Sider og paa Kropsiderne ses Fjerenes mørkebrune Basaldele mere eller mindre tydeligt. Baghalsen sort med meget brede, hvide Fjerbremmer, der næsten "helt skjuler Fjere- nes sorte Farve. Hele Ryggen sort, snart uden, snart med hvide Fjerkanter. Skulderfjerene sorte med brede, hvide .Spidser. Overgumpen ofte næsten hvid, men Fjerenes (Uria grylle) 118 sorte Basaldele træder mere eller mindre frem. Overhale- dækfjerene sorte, de forreste med hvide Spidser. Vingen og Halen som i Sommerdragten. Denne Dragt, der er er- hvervet ved Totalfældning fra Juli til December, fældes MEE Fig. 27. Tejster i Sommer- og Vinterdragt. (Efter Alpin i British Birds), for Kropfjerenes Vedkommende igen fra Januar til Marts. I Fældningstiderne har Tejsten en ejendommelig sort og hvidbroget Underside. | Iris brun. Næbbet sort, Mundhulen rød. Næblængden 31—35 mm. Vingelængden 148—168 mm. Fødderne koral- røde, Mellemfoden 29—35 mm, Mellemtaaen 41—-48 mm. Ungedragten: Pande, Isse, Partiet mellem Næb og 119 . (Uria grylle) Øje samt over en Linie fra Mundvigen hen under Øjet, Nakken, Baghalsen, Skulderfjerene samt hele den øvrige Overside mat brunsort. Den nederste Del af Hovedets Sider, Hagen, Struben og hele Undersiden samt Krop- siderne hvide, Fjerene med brunsorte Spids- bremmer, bredest og mest fremtrædende paa Forbrystet. Kropsidernes Fjer har mørke Skaftstriber og mørkebrune Spidspletter. Overvingedækfjerene som hos de voksne, men Fjerene er mere brunlige, og den hvide Vinge- plet er brunsort plettet, idet de hvide Fjer har brunsorte Spidspletter. Undervingedækfjerene hvide med spredte, sorte Spidsbremmepletter. Haand- og Årmsvingfjer samt Halens Styrere som hos de voksne. Fødderne brunrøde. '1ste Vinterdragt ligner de voksnes, men kendes let paa, at Kroppens Sider, Bugen og Undergumpen endnu har mørke Spidsbremmer; Vingen som hos "Ungfuglen, med den hvide Vingeplet mørkplettet. Ilste Sommerdragt sort som hos de voksne, men ofte paa Ryggen med hvide Fjerbremmer og paa Bryst og Bug med indblandede hvide Fjer; alle Vingens Fjer som hos Ungfuglen, den hvide Vingeplet sortplettet, men navnlig Sving- og Halefjerene er meget stærkt falmede, ofte lyst brungraa. 1. 2den- Vinter- og 2den S:iømmerdragt kan Vingepletten endnu have smalle, mørke Spidsbremmer, der hen paa Sommeren bremfældes, Dunungen tæt dækket af bløde, i Spidserne silke- agtige, brunsorte Dun, der paa Bugsiden er en Smule mere graabrunlige. Fra de andre danske Alkefugle er Tejsten let kende- lig paa den hvide Vingeplet, og fra Lomvierne skelnes den let paa sin ringere Størrelse og de røde Ben. Udbredt som Ynglefugl fra Grønland over Island, Færøerne og England til Nord-Europas Kyster, helt ud til det Hvide Hav, samt i Amerika fra Ungava-Bugten over Labrador ned til Maine. I Nord-Grønland, paa Spits- "bergen, Franz Josefs Land, Novaja Semlja og langs Sibi- (Uria grylle) 120 riens Kyster ud til Beringstrædet samt i hele det arktiske Nord-Amerika ruger en særlig Race Uria grylle mand- tii Mandt, der har et lidt spinklere Næb og mere udbredt hvid Tegning paa Vingerne. Tejsterne overvintrer i det nordlige Atlanterhav; mange er dog nærmest Standfugle og bliver det længst mulige ved Hjemstedet; nogle drager dog mod Syd til Nord-Frankrigs og Tysklands Kyster. I Grønland ruger den almindelig langs Vest-, Nord- og Østkysten; paa Island ruger den almindelig ved Øens … Kyster og er dér Standfugl, ligesom det er Tilfældet paa Færøerne, hvor den ogsaa er almindelig, omend tidligere mere talrig. I England ruger den endel Steder, talrigst påa Hebriderne, Orkn- og Shetlandsøerne samt langs. Ir- lands vestlige Kyster. I Norge er den almindelig langs hele Kysten, navnlig talrig Nord for Polarkredsen. I Sve- rige ruger den i Skærgaardene baade paa Øst- og Vest- kysten. I Danmark er den en faatallig Ynglefugl, der i Nu- tiden kun har Rugeplads paa et meget begrænset Antal Smaaøer i Kattegat; om Efteraaret, fra Begyndelsen af November samt hele Vinteren, ses den derimod ret al- mindelig,. jævnlig i Smaaflokke, i vore Farvande, kom- mende fra nordligere Rugepladser; hen i Marts forsvinder de fremmede Gæster igen. Blandt Nutidens Ynglepladser kan nævnes Hirtsholmene, hvor en større Koloni lever paa Tyvholm, der med sine mange, store Stenblokke yder den gode Redepladser, og en mindre paa Kølpen; tid- ligere rugede den ogsaa paa Deget udfor Frederikshavn. Paa Nordre Rønner ved Læsø, der ogsaa delvis er dækket af store Stenblokke, ruger 20—30 Par, særlig paa Store- stenholm, Klatterne, Lillestenholm, Langholm og Spir- holm. Paa Vejrø ruger endnu en halv Snes Par i Huller oppe i de stejle Sandklinter, medens den synes at være forsvundet fra Lindholm, Kyholm og Kollen i Stauns- fjord. Paa Hesselø og Sejrø ruger endnu ganske enkelte Par. Tidligere har den i alt Fald ruget paa Hjelm, og ; bl. a. forladte Rugepladser kan nævnes Mejlø i Korshavn . (1871), Endelave (1876), Gjerrild Bugt N. for Grenaa samt Bornholm og Christiansø. Uden for Yngletiden opholder Tejsten sig udeluk- kende paa Havet, dog oftest nær Kysterne, og kommer kun nødtvungent i Land; her gaar den ret godt, uden at støtte paa Mellemfoden, men sidder derimod paa hele Foden. Den dykker fortrinligt, og liggende paa Vandet stikker den idelig paa en ejendommelig nikkende Maade Hovedet ned i Vandet. Den flyver godt, med meget hur- 121 (Uria grylle) tige Vingeslag, gerne lavt over Vandet. Som Regel er den kun lidet sky, og navnlig paa Redepladserne er den ret tillidsfuld og sidder gerne paa en Sten nær den rugende Mage eller ligger i Vandet uden for Redepladsen. Stem- men lyder som en svag Piben. Tejsterne er ikke saa sel- skabelige som de andre Alkefugle, men ruger dog gerne i smaa Kolonier eller Selskaber paa op til 20—30 Par, men ogsaa jævnlig kun nogle faa Par sammen, ofte i Fuglebjergene, men gerne gemt nede mellem Stenblokkene og i Klipperevner ved Fjeldvæggens Fod nær Vandet; sjældnere træffes den højere oppe i Sprækker i Fjeld- væggen. Æggene lægges paa den bare Klippe eller paa Jorden under store Stenblokke, uden noget Underlag eller højst paa spredte Skaller af Smaasnegle og Muslinger. Af og til, som paa Vejrø, i dybe Huller i Sandbrinke, vistnok gamle Digesvalereder, som Tejsten udvider til eget Brug. Blandt vore Alkefugle er Tejsten den eneste, der lægger 2, en sjælden Gang 3 Æg; disse lægges hos os fra omkring midt i Maj eller tidligere til ind i Juni, i nordlige Egne senere. Ægget hvidligt, af og til med blaa- grønligt, brunligt eller gulligt Anstrøg og med spredte, større og mindre, sorte, brune og violetgraa Pletter og Punkter, ofte dannende en Krans om den tykke Pol. Længden 52—66 mm, Bredden 37—43,5 mm. Han og Hun ruger skiftevis i 21—28 Dage. Ungerne fodres inde i Hullet med Smaafisk, der hjembringes i Næbbet, og de forlader først Redestedet, naar de har erholdt den første Fjerdragt og er flyvefærdige, saaledes at de kan klare sig selv i Havet. Føden er Smaafisk, saaledes Unger af Ulke og Torsk, samt Tobiser, Tangspræl, Hundestejler o. 1., om Vinteren ogsaa Krebsdyr, baade Smaakrebs og Krabber, samt Smaa- … muslinger og Orme; Insekter tages ogsaa nu og da. 2. Langnæbbet Lomvie (Uria aalge (Pon- toppidan)). (Uria aalge aalge (Pontoppidan), U.aa. intermédia Nilsson, U.aa.helgolåndica Lønnberg, U.aa.albionis Witherby). Langnæbbet Teiste, Krageand, Klaus, ME ler "Aalge, Spidsnæbbet Dykand (Colymbus aalge Pontoppi- dan, Uria troille (Linné)). Norsk: Lomvie. Svensk: Sillgrissla. Tysk: Dumme . Lumme, Trottelumme. Engelsk: Common Guillemot. (Uria dalge) 122 Han og Hun iSommerdragt: Hele Hovedet, den forreste Del af Halsen og hele Fuglens øvrige Overside skifersort, mere eller mindre graalig, næsten mørkegraa, Fig. 28. Langnæbbede Lomvier, i Vinter- og Sommerdragt. (Efter Alpin i British Birds). Fjerrandene mere graalige end de mere sorte Grunddele af Fjerene. Hovedets og Halsens Sider og Underside mere sodfarvede, oftest mere eller mindre mørkt choko- ladebrune. Hele Fuglens Underside fra en skarp, lige Linie lige over Forhalsens bageste Del renhvid, dog har Kropsidernes lange Fjer graasorte Længdestriber, der 123 : (Uria aalge) fremkommer ved, at Yderfanerne har smallere eller bre- dere graasorte Fjerkanter. Fra Øjet gaar lige bagud en ejendommelig Fure mellem Fjerene, gerne c. 35 mm lang; denne Fure er hos endel Individer paa sin nederste Væg fint hvidkantet, saaledes at der fremkommer en smal, hvid Stribe, der oftest fortsættes omkring Øjet paa Øjelaags- randen. Tidligere betragtede man disse Fugle, der i veks- lende Antal findes i ethvert Fuglebjerg, som hørende til en særlig Art Uria hringvia Brunnich, men Fæno- menet skyldes kun individuel Variation. Af Undervinge- dækfjerene er de store nederste brunliggraa med mere eller mindre hvide Kanter, de øvrige enten hvide eller med mere eller mindre fremtrædende brunsorte Skaft- striber og Spidspletter. Haand- og Armsvingfjer med brune Skafter, paa Yderfanerne og Spidserne sorte eller graasorte, paa Inderfanerne lidt lysere, Armsvingfjerene med hvide Spidser, dannende et smalt, hvidt Spejl. Halens Styrere farvet som Ryggen. -Vinterdragten som Sommerdragten, men Hage, Strube og Forhals hvide ligesom den øvrige hele Underside, dog har Fjerene paa et smalt Bælte om For- halsen oftest smalle, brunsorte Spidsbremmer. Bag Øjet et bredt hvidt Parti, strækkende sig ud i Nakken, op- adtil med udflydende Grænse mod den sorte Isse, nedad- til skarpt afgrænset ved Fjerfuren af en bred, sort, til- spidset Stribe, der løber fra det sorte Parti under Øjet - hen langs Fjerfurens Underside; nu og da ses Individer, hvor det hvide Parti bag Øjet bagtil forener sig med et antydet eller mere eller mindre tydeligt hvidt Baand bag om Nakken. ' | Iris mørkebrun. Næbbet skifersort; Mundhulen gul; Næblængden 43—48 mm, Det hornklædte, forreste Stykke, fra Spidsen til Næseborets Forkant, meget længere end Afstanden fra Næseborets Forkant til Mund- "vigen. Vingelængden 190—210 mm. Benene graasorte. Mellemfodens For- og Inderside samt Tæerne gulbrune - eller graagule, de sidste med mørkere Led. Uria aalge) 124 Ungedragten: Oversiden mørkebrun med tydelige brunsorte Fjerkanter; ellers som de voksnes Vinter- dragt, men skal være uden mørke Længdestriber paa Kropsiderne. Næbbet er meget mindre og svagere end hos de voksne, ligesom Fjerene er af en løsere Be- skaffenhed. . lste Vinterdragt ligner de voksnes, men kendes sikrest paa det svagere Næb, der ved Grunden er mere eller mindre gulbrunligt. iIste Sommerdragt er som de voksnes, men ofte med enkelte hvide Fjer paa Hage og Strube. Dunungen har hele Oversiden, herunder Vingen, brunsort med Dun, der ender i haarlignende Spidser, som paa Hoved og Hals er længere og hvide, paa den øvrige Rygside kortere og graaligere, Hagen, Struben og Forhalsen brunsort med graalige Haarspidser, hele den øvrige Underside gullighvid. Denne Art kan kun tænkes forvekslet med den Kort- næbbede Lomvie, men er kendelig fra denne paa det meget længere og slankere Næb, uden hvid Hornliste i Næbranden, ligesom Ryggen altid er kendelig lysere. Udbredt som Ynglefugl fra Bjørneøen, hvor en større Race, Uriaaalge hyperborea Salomonsen, med Vinge- længde indtil 222 mm, har hjemme, over Island, Fær- øerne og Norge til Murmankysten samt paa Novaja Semlja; endvidere et Par Steder i Østersøens sydlige Del, paa Helgoland og de britiske Øer og derfra ned langs Frank- rigs og Spaniens Kyster til Portugal; ligeledes udbredt i Nord-Amerika fra Labrador til Nova Scotia. En afvigende Race, Uria aalge californica (Bryant) ruger i den. nordlige Del af Stillehavet, fra Californiens Kyst til Pri- bilov-Øerne og. fra Kommandør-Øerne til Sachalin, Ku- rilerne og Jjesso. Om Vinteren trækker de europæiske voksne Lommer som Regel ikke saa langt bort fra Yngle- stedet, men de unge Fugle |trækker fra Norge ned langs Europas Vestkyst helt ned til det vestlige Middelhav, men - unge Fugle fra Helgoland synes mærkelig nok for en stor Del at trække mod Nord til det sydlige Norge, me- dens engelske Lomvier kan trække mod Øst. De europæiske Lomvier er en Smule varierende i 125 . (Uria aalge) Rygsidens Farve, idet Ryggen tiltager i Bleghed fra Nordøst mod Sydvest, i Forhalsens Farve, Kropsidernes Pletter o.s. v. Denne geografiske Variation har medført, at de i danske Farvande forekommende Lomvier er forsøgt ud- spaltede i følgende 4 Racer, der imidlertid ofte er van- skelige eller umulige at erkende: Uria aalge aalge (Pontoppidan): Oversiden mørkt skiferfarvet, Hovedet med brunligt Anstrøg, Struben varmt brun, Kropsidefjerene mørkt brunsorte. De store Vinge- dækfjer graa, de øvrige hvide, nu og da har dog de mel- lemste mørke Spidser og Skaftstriber. Vingelængden 195— 2068 mm. Skal yngle paa Island, i Norge og i Nord-Amerika fra Labrador til Nova Scotia. Uriaaalgeintermedia Nilsson: Som foregaaende, men liåt mere graalig paa Rygsiden, der har et brunligt AÅnstrøg. Kropsidefjerene graaligt brune, mindre plettede end hos forrige. Vingelængden 190—204 mm. Yngler paa Store Karlså ved Gottland og paa Græsholmen ved Bornholm. ” Uriaaalge helgolandica Lénnberg har lidt lysere Ryg end forrige, men Ryggen er en Smule mørkere graa og Struben lidt mørkere brun end hos den følgende Race. Vingelængden 191—202 mm. Yngler kun paa Helgoland. "Uria aalge albionis Witherby: Ryggen lidt lysere graa end hos forrige, næsten musegraa, Struben choko- ladebrun (i Sømmerdragten), Kropsiderne lyst blaagraa, mindre stribede end hos de fornævnte Racer. Undervinge- dækfjerene næsten altid helt hvide; Vingelængden 190— 202 mm. Yngler i England og langs den franske, spanske og portugisiske Kyst, ned til Berlanga-Øerne. I Grønland træffes Lomvien i ringe Antal paa den sydlige Del af Vestkysten, muligt ynglende. Paa Island .er den en meget almindelig Ynglefugl, særlig paa Syd- kysten, og ogsaa paa Færøerne er den yderst talrig i Fuglebjergene. I England ruger den mange Steder paa passende Rugepladser ogsaa paa Orkn- og Shetlandsøerne. I Norge ruger den meget almindelig langs Nord- og Vest- kysten helt ned til Stavanger, talrigst Nord for Polar- cirklen; dog ruger enkelte Par aarlig paa Søsterøerne ved Mundingen af Oslofjord. I Sverige yngler den kun ved . Gottland, men er en talrig Vintergæst langs Vestkysten. I Danmark kendes den kun som ynglende paa Ært- holmene Øst for Bornholm, hvor et ringe Antal, højst 20—25 Par, ruger paa Græsholmen; tidligere (1886) skal den ogsaa have ruget ved Mulekløv mellem Hammeren "og Vang, men er forlængst forsvundet derfra. Om Vinteren (Uria aalge) 126 findes den derimod almindeligt i danske Farvande, langt de fleste stammende fra norske Rugepladser; langs Jyl- lands Vestkyst, men ogsaa i Kattegat træffes lysere Indi- vider vist fra sydlige og østlige Rugepladser, bl. a. Helgo- land og mulig England, medens de bornholmske Lomvier bliver i Østersøen og højst viser sig i Øresund. Lomvier fra nordlige Rugepladser . begynder at vise sig i Oktober, men bliver først almindelige i November for derefter at ses hele Vinteren; i Marts har langt de fleste forladt os igen; kun undtagelsesvis kan et enkelt Individ ses her om Sommeren, f. Eks. i Maj. Lomvier fra Helgoland viser sig naturligvis først, oftest allerede i August. Lomvierne holder, uden for Yngletiden, stedse til paa det aabne Hav, optaget af at dykke efter Smaafisk; de angives at kunne dykke ned til 90 m. Dybde. Kun und- tagelsesvis kan de af Storm blive forslaaet ind over Land og kan da ses i ferske Indsøer. Den er en fortrinlig Dykker, der dykker ned, idet den pludselig vipper forover og vender Halen i Vejret; under Vandet ror den sig frem ved Hjælp af Vingerne, medens Fødderne med udspilede Tæer bruges som Styreredskaber. Flugten er hurtig, med rappe Vingeslag, naar Fuglen med lidt Vanskelighed er kommen paa Vingerne. Paa Vandet ligger den ret højt med lidt lettet Hale; Gangen er tung, støttet paa hele Mellemfoden, men Fuglen kan dog færdes ret behændigt om paa Klipperne; den er som Regel lidet sky, navnlig paa Ynglepladsen kan den ofte gribes med Hænderne. Stemmen lyder paa Ynglepladsen som et langtrukkent aaeh, eller et lidt knurrende ørrr ogsaa søgt gengivet ved merrrerrerrer! Ungernes Stemme er pibende. Yngler i store, ofte uhyre store og. tætte Kolonier, ofte dækkende mægtige Fjeldsider i Fuglebjergene, hvis bratte Klippevægge gaar lige ned i Havet; her kan man se hele Klippen besat med larmende Fugle, der oftest sidder med deres hvide Bryst vendt mod Havet; paa Af- stand er Ynglepladserne kendelige paa den hvide Gød- ning, der er sprøjtet ned ad Klipperne. Æggene lægges paa Hylderne og Afsatserne paa den bare Klippe uden noget Underlag, højst omgivet og støttet af Fuglenes Gød- ning og Madrester, der gør saadanne Rugepladser ret ilde- lugtende. Som Regel ruger de i Fjeld sammen med Kort- næbbet Lomvie, Alke, Rider og Lunder, dog bebor de sidste Græstørven oven paa Fjeldet. Opskræmte ved Skud kaster Fuglene sig i tætte Skyer skraat ned fra Fjeldet, samtidigt med at Æg og Unger i Mængde regner ned fra Fjeldvæggen; uhyre Mængder af Lomvier ligger gerne i 127 | (Uria aalge) Havet omkring Fuglebjerget, og stadig ses- Fuglene flyve fra og til Bjerget under Arbejdet med at furagere og bringe Føde til Ungerne. Til Ynglepladsen paa Helgoland kommer Lomvierne gerne i April og forlader den i Slutningen af Juli; i Norge plejer de ikke at komme op i Fuglebjergene før i Maj, og Pladsen forlades først i Slutningen af August og ind i September. Parringen foregaar paa Land. Paa Græs- holmen, hvor Lomvierne ruger godt skjulte under de mægtige Klippeblokke, lægges Ægget først i Juni, saa- ledes at de første Unger ses i Begyndelsen af Juli; i England skal Æglægningen ske omkring 20de Maj og paa Bjørneøen først omkring Midten af Juni. Ægget tydelig pæreformet og ret spidst i den ene Ende, yderst va- rierende i Grundfarve og Tegning. Grundfarven kan være hvidlig, gullig, graalig, grønlig, blaalig, rødlig og brunlig, dækket med mere eller mindre spredte mørkebrune, sorte, gulbrune, rødlige og violetgraa Klatter, Pletter, Punkter, Striber og snirklede Streger, der i mange Tilfælde er tæt- test om den butte Pol; nu og da ses ensfarvede Æg ganske uden Tegninger. Længden 78—92, paa Bjørneøen op til 100,6 mm, og undtagelsesvis kan man træffe Æg, der-kun er 68 mm lange. Bredden 47—54 mm, men kan gaa ned til 43,8 mm. Skallen mat og porøs. Ægget ruges skiftevis af Han og Hun i c. 1 Maaned (28—33 Dage), idet de sidder paa det i oprejst Stilling. Forældrene bringer Fisk til Ungerne i Næbbet, og de omkringsiddende Unger deltager gerne i den ivrige Kamp for at faa Del i Byttet. Lomviens Føde bestaar ganske overvejende af Smaafisk, gerne Tobiser og Smaasild, men i nordlige Egne ogsaa i betydelig Grad af Krebsdyr og Muslinger. 3. Kortnæbbet Lomvie (Uria lomvia (Linné)). "(Uria lomvia lomvia (Linné)). Brinnichb's Tejste, Kortnæbbet Tejste, Tyknæbbet Tejste (Alca lomvia Linné, Uria Brunnichii Sabine). Norsk: Spitsbergalk. Svensk? Spetsbergsgrissla. Tysk: Dickschnabellumme. Engelsk: Brunnich's Guillemot. ( Han og Hun i Sommerdragt ligner meget den Langnæbbede Lomvie, men Rygsiden er mørkere, næsten sort. Medens Grænsen. mellem det sorte paa Forhalsen "og det hvide Bryst hos den Langnæbbede Lomvie er lige, (Uria jr ra) 128 løber det hvide hos den Kortnæbbede Lomvie op ien trekantet Spids i den sorte Farve paa Forhalsen. Krop- siderne som Regel med mindre fremtrædende mørk Længdestribning. Hos denne Art findes ikke Individer med hvid Tegning om Øjet. Næbbet er meget kortere, 31—38 mm, idet navn- lig den forreste hornklædte Del foran Næseboret er meget. kortere og mere krummet end hos den Langnæbbede Fig. 29. Kortnæbbet Lomvie i Sommerdragt. (Efter Alpin i British Birds). ; Lomvie. Næbhøjden foran Næseboret er derimod den samme. Overnæbbets Hornliste langs Randen fra Næse- bor til Mundvig er tykkere og lyst grønliggraa eller hvidgraa, Næbspidsen gullig. Vingelængden 204—226 op til 231 mm. Benenes Farve skal være en Smule mere gulbrunlig end hos foregaaende Art. Vinterdragten som hos den Langnæbbede Lomvie, dog er hele Partiet bag Øjet ikke hvidt, men sam- men med et bredt Stykke hen under Øjet sort. Dunungen ligner ganske den Langnæbbede Lomvies, men Hovedet stribet brunsort og gullighvidt, ligesom Dunene er længere og blødere. j 129 ; (Uria lomvia) De ovennævnte Skelnemærker gør det let at kende denne Årt fra den foregaaende, navnlig er det korte Næb og den hvide Næbrand iøjnefaldende. ; Udbredt som Ynglefugl i nordligere Egne end den Langnæbbede Lomvie; ruger saaledes i Nord-Grønland, Island, paa Spitsbergen, Bjørneøen, Franz Josefs Land, Novaja Semlja, Murman-Kysten og paa Sibiriens Kyster og Øer ud til Taimyr-Halvøen. I Amerika udbredt fra Hudson-Bugten over Labrador ned til St. Lawrence-Gol- fen; en lidt større Race Uria lomvia arra (Pallas) ruger fra Taimyr-Halvøen mod Øst over Herald- og Wrangel- Øerne til Beringshavet og i det nordligste Stillehav bl. a. paa Kamtschatka, Kurilerne, Sachalin, Jesso, Alaska, Aleuterne og Kommandør-Øerne. Delvis Standfugl, men Vinteren driver endel ned til Norge og lejlighedsvis til Englands, Frankrigs og Tysklands Kyster, I Grønland er den uhyre almindelig langs Vestkysten, fra Godthaab til Mundingen af Smith-Sund, tillige yng- lende langs Nord- og Østkysten. Paa Island er den meget almindelig langs Nordkysten, men mange ruger ogsaa paa Sydkysten mellem de Langnæbbede Lomvier. Paa Færøerne ruger den ikke, men har vist sig der et Par Gange om Vinteren. I England er den en sjælden Gæst, der kun har vist sig omkring en Snes Gange i Landet. I Norge ruger den heller ikke, men ses aarlig om Vinteren i større eller mindre Antal langs Landets nordlige Kyster, særlig i Varangerfjorden og ved Vardø; i Marts forlader den atter Landet. I Sverige har den som Vintergæst vist sig enkelte Gange, saaledes i Bohuslån og Skaane, samt i Decbr. 1902 i stort Antal ved Pajala i Norrbotten, sam- tidigt med en stor Invasion i Finlands Indsøer, hvor de .1 Mængde omkom. I Danmark er den Kortnæbbede Lomvie kun en sjæl- den og tilfældig Vintergæst, der nu og da er truffet i vore Farvande eller forvildet ind i Landet; saaledes angives bl. a. 2 Individer som købt hos en Vildthandler i Køben- havn d. 13. 12. 1856, et blev skudt ved Viborg d, 13. 11..1863, et ved Bregentved 13. 1.1886, et i Kalveboderne 2. 11. 1905, et fangedes i 1911 i et af Odenses Anlæg, og et blev " skudt ved Kerteminde d. 8. 11. 1925; mærkelig nok an- gives et Individ at være skudt i Storstrømmen saa sent som d..14. 5. 1886; flere andre usikre Angivelser fore- ligger; muligvis forekommer den oftere end antaget i vore Farvande, men erkendes blot ikke som artsforskellig fra den Langnæbbede Lomvie. "R. Hørring: Fugle III. ; 9 (Uria lomvia) 130 I Levevis ligner den meget den Langnæbbede Lomvie og opholder sig som denne udenfor Yngletiden ude paa det aabne Hav; som andre højarktiske Fugle er den ofte meget tillidsfuld og nærmer sig frygtløst Mennesket. De ruger ofte samlede i uhyre store Kolonier, enten for sig alene eller mellem Langnæbbede Lomvier, Søkonger o. a. Alkefugle; ofte sidder de ganske overordentlig tæt i Fugle- bjerget. Til Vestmannaeyjar kommer den i Midten af Fe- bruar og forlader atter Øerne i Slutningen af August. Ægget lægges paa Fjeldhylder og i Sprækker i Fjeldvægge, der gaar lige ned i Havet; paa Spitsbergen i Slutningen af Maj eller i Juni, paa Island gerne i Begyndelsen af Juni. Ægget, der ligner den Langnæbbede Lomvies, er dog gerne lidt mindre; Længden 72—89,5 mm, Bredden 46—53 indtil 55 mm; oftest er de ogsaa mindre pærefor- mede, mindende om ÅAlkens. Føden er Smaafisk, særlig Lodder, Tobiser og smaa Torskearter, men dog ogsaa Krebsdyr (Mysis) og Havorme. 2. Søkongeslægten (Mérgulus Vieillot). Næbbet kort, but og tykt, meget kortere end Hovedet, med krummet Næbryg. Overnæbbet for-… an Næseborene meget bredere end højt. Næse- borene runde, liggende frit foran Fjerklædningen, oventil dækket af et lille Horntag. Fjerene mellem Underkæbegrenene strækker sig langt længere frem end Næseborene, ud til c. 4 mm fra Næbspidsen. Mellemfoden, der paa Forsiden er klædt med Tvær- skæl, er meget kortere end Mellemtaaen med Klo. Den korte Hale er afrundet, de 12 Styrere af- rundet i Spidserne, næsten skjult under Dækfjerene. Kun 1 Art, den mindste af de europæiske Alkefugle. 1. Søkonge (Mérgulus ålle (Linné)). Lille Krabbedykker, Lille Krageand, Søren Jakob, Per- drikker, Sildepirris, Grønlandsdue (Plotus alle (Linné), Alle alle (Linné), Alca alle Linné, Arctica alle (Linné)). Norsk: Polarkonge. Svensk: Alkekung. Tysk: Krabben- taucher. Engelsk: Little Auk. 131 : (Mergulus alle) Han og Hun i Sommerdragt: Hoved, Halsen og hele Fuglens Overside sort, Hovedets Sider og hele For- halsen sort med sodbrunt Anstrøg. Over Øjet en lille hvid Plet. Skulderfjerene sorte med hvide Side- Fig. 30. Søkonge i Vinterdragt. (Efter Alpin i British Birds). rande, dannende Længdestriber. Brystet og hele den øvrige Underside, efter en skarp Skillelinie mod Halsens sorte Farve, hvid. Kropsiderne hvide, paa den nederste Del, ved Skinnebenene, med sorte Længdestriber. Overvingedækfjerene af Ryggens Farve... Haand- og Arm- ”svingfjerene sortebrune paa Yderfanerne og Spidserne, Inderfanerne lysere brune; Skafterne brune. Armsving- - fjerene med hvide Spidser. Undervingedækfjerene mørke- 9% (Mergulus alle) 52 brune, ofte med lidt hvidlige Kanter. Halens Styrere sorte, det yderste Par snart med, snart uden Spidsbremme. Vinterdragten: Som Sommerdragten, men hele Struben, under en Linie fra Mundvigen bagud og et Stykke under Øjet er renhvid, og Forhalsen kan enten ogsaa være helt hvid, eller hvid med mere eller mindre graabrunlig Indblanding, idet Fjerene her har hvide Spids- bremmer og graabrune Basaldele, der i vekslende Grad er dominerende og derved over Forhalsen kan danne et utydeligt Tværbaand, der ud mod Halssiderne efterhaan- den bliver sort som Baghalsen. Hagen hvid, men Fjerene langs Næbbet brunsorte. Pande, Isse, Partiet mellem Næb og Øje og bag dette sorte. Bag Øret gaar det hvide fra Struben op og støder til et tydeligere eller svagere hvidt Baand bag om Nakken; dette kan ogsaa helt mangle. Denne Dragt erholdes ved en total Fældning i September— Oktober. Iris sort: Næbbet sort, Næblængden 14—15 mm. Mund- hulen hvidlig kødfarvet. Vingelængden 112—130 mm. Fødderne graabrunligt sorte, Svømmehuden og Tæernes Led sorte. Mellemfoden 19—21 mm, Mellemtaaen 30— 31 mm. Ungedragten skal ligne de voksnes Sommerdragt, men Rygsiden er mere brun med sorte Fjerkanter, og Forhalsen skal være blegere. lste Vinterdragt ligner de voksnes, men Under- haledækfjerene kan have smalle, brunsorte Re NDR Næbbet er lidt mindre og tyndere. Dunungen er tæt dækket med lange, bløde Dun med. silkeskinnende Spidser; paa Oversiden af Hoved, Krop og Vinger samt paa Forhalsen er Farven brunsort, den øvrige Underside blegere mørkebrun, men graa paa Bry- stets og Bugens Midte. Fra alle vore andre Alkefugle er SøKonEEn let kende- lig paa den ringe Størrelse. Udbredt som Ynglefugl ved Ishavskysterne fra Baffins Bugt, Smith Sund og Kane Basinet over Grønland, Jan 133 (Mergulus alle) Mayen, Mevenklint, Island, Spitsbergen, Bjørneøen og Franz Josefs Land til Novaja Semlja. Om Vinteren drager mange af dem mod Syd og kan naa helt ned til Azorerne og ind i Middelhavet. I Grønland yngler den i Mængde, ofte i uhyre Masser, langs den nordlige Del af Vestkysten og en Del af Nord- kysten; påa Østkysten ruger den meget talrig mellem 70 og 71? N. Br. og ogsaa paa flere Steder længere mod S. Paa Island ruger c. 200 Par i to Kolonier paa Grimsey samt i en lille Koloni paa Langanes Nordside ved Sel- hellubjarg. Til Færøerne kommer den kun som tilfældig Gæst om Vinteren. I England ses den jævnlig, hyppigst i November og December, paa Gennemrejse. I Norge kendes den ikke som ynglende, men den ses som al- mindelig Vintergæst i November og December langs hele Kysten, dog sjældent i større Antal; i Januar trækker den gerne bort igen. I Sverige kendes den ogsaa kun som en uregelmæssig Vintergæst, særlig paa Vestkysten, her en- kelte Aar dog i stor Mængde; derimod sjældent ved Lan- dets østlige Kyster og i Østersøen. I Danmark er Søkongen en ikke sjælden Vintergæst, der gerne begynder at vise sig sidst i Oktober for der- efter at blive hyppigere i November; ogsaa i December og Januar er den jævnlig iagttaget og skudt, en sjælden Gang ogsaa i Begyndelsen af Marts; en enkelt Gang er den taget om Sommeren, c. 21. 6. 1904 ved Holtegaard SV. for Køge, hvor 5—6 Individer i ren Sommerdragt sad hjælpeløse paa en Mark og lod sig tage med "Hænderne; ellers ses den kun i Vinterdragt her i Landet. Nu og da forvilder den sig ogsaa ind i vore Indsøer og Aaer. Hyp- pigst er. den vel nok langs Jyllands Vestkyst, men helt ned i det sydlige Kattegat kan den enkelte Aar være endog ret almindelig i Smaaselskaber. I Ishavet holder Søkongerne gerne til i store Flokke ved Iskanterne, hvor de pudsige smaa Fugle ses siddende paa Isen i lange Rækker; ligeledes ofte i Drivisen, hvor de søger deres Føde i det aabne Vand, dels ved at dykke, dels ved at tage deres Bytte, gerne Smaakrebs, i Over- fladen. Deres Flugt er hurtig, med svirrende Vingeslag; de manøvrerer behændigt i Luften og flyver let op fra Vandfladen; de dykker fortrinligt, men bliver sjældent mere end et halvt Minut under Vandet. Gangen paa " Land er ret god, idet de gaar hævet paa Tæerne. Paa Ynglepladsen er de ret støjende, idet de idelig lader deres pibende, trillende Stemme lyde, hvilket er. af be- " tydelig Virkning, naar de er samlede i Titusindvis. Stem- (Mergulus alle) 134 men er bl. a. forsøgt gengivet ved. trrr, trrr, tet, tet, tet, tet, trrr. | Paa deres højnordiske Rugepladser samles de ofte i uhyre Mængder paa Fuglefjeldene, hvor de ofte. holder til højt oppe i disse i Huller og Revner, men ofte finder man ogsaa deres Redepladser dybt nede i de lange Gange mellem Stenene i Uren. Kolonierne findes baade i Fjelde, der gaar lige ned i Vandet og i Fjelde ret langt fra Van- . det. Idelig ses de i store Skarer flyve fra og til Fjeldet;, oftest i lige Linie højt i Luften, idet Vingeslagene giver en ejendommelig vibrerende Lyd. Som Regel er de lidet —= sky; vedholdende daarligt Vejr taaler den lille Fugl ikke saa godt, og de omkommer ofte i stor Mængde, naar de om Vinteren udmagrede drives ind mod Kysterne. Ægget lægges paa den bare Klippe, uden noget Underlag. Paa Grimsey lægges Ægget sidst i Maj og i Begyndelsen af Juni; Ægget er forholdsvis stort, smukt. blaagrønt, men bleger efterhaanden og bliver graagrønligt hvidt; ofte er det helt uden Tegninger, men mange er tegnede med. endel gulgrønne, graabrune eller gulbrune Pletter, Punkter og Streger om den butte Pol. Formen oval, men lidt til- spidset i den ene Ende. Skallen glat og finkornet, men mat. Længden 45—53 mm, Bredden 30—36,7 mm. Begge Køn ruger skiftevis i c. 24 Dage, idet de sidder med Ægget klemt fast mellem Benene. Ungerne. mades med Krebsdyr, som Forældrene i Mængde hjembringer, idet de samler dem foran og under den i Spidsen nedadbøjede Tunge, hvorved Strubens Hud da bliver sækformet ud- videt og staar frem som en selv paa Afstand synlig Knude. Hovedføden er Smaakrebs, men Fiskeyngel skal den ogsaa kunne tage. 3. Alkeslægten (Ålca Linné). Næbbets ydre Del stærkt sammentrykt og højt, i Spidsen mere eller mindre nedadkrummet, hos de voksne Fugle med dybe, skraatstillede Tvær- furer, der ganske mangler hos de helt unge Indi- vider. Den indre Del af Næbbet dækket af korte, tætsiddende Fjer, der strækker sig ud til Midten af Næbbet (eller længere) til den bageste Tvær- fure, saaledes at kun Næbrandene her er horn- 155 (Alca) dækkede. Næseborene spalteformede, vandret stil- lede, næsten skjulte i Underranden af den forreste Ende af Næbbets Fjerklædning, Vingerne ret smaa eller forholdsvis meget smaa, smalle og spidse; AÅrmknoglerne stærkt sammentrykte. Mellemfoden betydelig kortere end Mellemtaaen; under Gang og Hvile støttes paa hele Mellemfoden. Halen til- spidset, som Regel med 12 Styrere, men jævnlig træffes Individer med højere Antal Styrere, indtil 14 og mulig endog 18. Kun 2 Arter, af hvilke den nu uddøde Gejrfugl paa Grund af de for- holdsvis smaa Vinger, der ikke var tjenlige til Flyvning, af og til er forsøgt adskilt som en egen Slægt. Lægger kun 1 Æg ad Gangen. Oversigt over de danske Alkearter. 1. Mindre, Totallængden under 475 mm. Næblængden .… 32—36 mm, Overnæbbet hos de voksne Fugle med 3—4 Tværfurer. Vingelængden 196—205 mm......... Har U- 1cten ESF A TEK (Ale forda) Side 135: 2. Større, Totallængden c. 700 mm. Næblængden 85— . 90 mm. Overnæbbet hos de voksne Fugle med 6—7 Tværfurer. Vingelængden 160—178 mm.............. EEG + 2. Gejrfugl (Ålca impénnis) Side 140. 1. Alk (Ålca tårda Linné). Tordalk, Marsvinsfugl, Papegøjeand, Mule (Alca pica Linné). Norsk: Klub-alke. Svensk: Tordmule. Tysk: Tordalk. Engelsk: Razor-bill. Han og Hun i Sommerdragt: Hovedet, største Delen af Halsen og hele Fuglens Overside sort; fra hvert Øje ud til Næbryggen en smal hvid Stribe. Hovedets Sider, Hagen, Struben og Forhalsen med chokoladebrun- "ligt Anstrøg. Bryst, Bug og øvrige Underside samt Krop- siderne hvide; fra Forbrystet strækker det hvide sig i en Bue op paa Midten af Forhalsen, ved en skarp Linie skilt (Alca torda) 136 fra Halsens øvrige sorte Farve. Skulder- og Vingedækfjer sorte som Ryggen. Haand- og Årmsvingfjer paa Yder- fanerne og Spidserne brunsorte, paa Inderfanerne lysere, brungraalige, lysest mod Fjerenes Basis. Årmsvingfjerene Fig. 34. Alk i Sommerdragt. (Efter Alpin i British Birds). … med hvide Spidser. Undervingedækfjerene hvide, Haan- dens støre, nederste Dækfjer overvejende. brunliggraa. Halen tilspidset kileformet, de enkelte Styrere sorte med sorte Skafter, indefter stadig mere tilspidsede, det inderste Par indtil 15 mm længere end næstinderste Par, ret smalle i Spidsen. Vinterdragten som Sommerdragten, men Hage, Strube og bageste Del af Kinden, ofte helt op ad 137 (Alca torda) Nakken, samt hele den øvrige Underside hvide, dog har Fjerene paa Hagens forreste Del. brunsorte Spidser, lige- som Fjerene langs Undernæbbets Rande er brunsorte. De hvide Pandestriber kan være delvis skjulte, meget utydelige eller manglende. Denne Dragt erholdes ved Totalfældning i August—Oktober; Svingfjerene fældes da alle paa én Gang, saaledes at Fuglen er ude af Stand til at flyve i denne Tid og er henvist til at søge Redning mod Forfølgere ved Dykning. Kropfjerene fældes atter i Marts—Maj og erstattes af Sommerdragten. Iris mørkebrun. Mundhulen gul. Næbbets Hornskede sort; lige foran Fjerklædningen en Hornliste, der dog fældes og mangler i Vinterdragten; ned over Næbsiden 3 eller 4 Furer, af hvilke den bageste eller de to bageste er dybest og, navnlig om Sommeren, hvidlig farvet. Næblængden 32—36 mm. Næbhøjden 21—23 mm. Vingelængden 196— 205 mm. Fødderne brunlig sorte, Svømmehuden lidt gul- marmoreret; Mellemfoden 31—34 mm, Mellemtaaen 47— 53 mm. Halen med 12 Styrere. Unge Fugle: Ryggen og Vingernes Overside brun- sorte med sorte Fjerkanter, de hvide Pandestriber svage eller manglende. Hage og Strube samt Hovedets Sider oftest mørkebrune, men jævnlig ogsaa hvid- og brun- vatrede. Den øvrige Underside hvid. Sving- og Styrefjer vokser ikke ud, førend Fældningen til Iste Vinterdragt begynder. Næbbets Hornskede sort, uden Tværfurer; " Næbbet svagere og ikke saa højt, gerne blot 14—16 mm højt. Ungedragten fældes i Juli—Oktober. lste Vinterdragt ligner meget de voksnes, men Fuglen er altid i denne Dragt kendelig paa Mangelen af Næbfurer… iste Sommerdragt som de voksnes, men For- halsen ofte med indblandede hvide Fjer. | 2den Vinterdragt ligner de voksnes, men Fuglen "er -kendelig paa det endnu ikke helt udviklede Næb, der kun har 1 tydelig Næbfure, højst med Antydning af en - anden; (Alca torda) 138 Dunungen har korte Dun med haarformede Spidser. Hovedet hvidligt, Baghalsen, Hagen, Struben og Forhalsen samt Hovedets Sider hvid- og brunsort vatret, idet Dunene er sorte ved Grunden, men hvide i Spidserne. Rygsiden iøvrigt brunsort med Sulere Dunspidser. Bryst og Bug gullighvide. Det sorte, sammentrykte, tværfurede Næb gør denne Alkeart let kendelig mellem vore andre Alkefugle; ogsaa "de hvide Pandelinier og den spidse Hale er gode Kende- mærker, naar Talen er om unge Fugle med spinkle og glatte Næb. ; Udbredt som Ynglefugl ved det nordlige Atlanterhavs Kyster, saaledes over det nordlige Europa, fra Island og det Hvide Hav over Østersøen ned til Bretagne; ogsaa i det østlige Nord-Amerika yngler den fra New Foundland og Nova Scotia over Labrador til Grønland og mulig paa Bjørneøen. Overvintrende træffes den ned til det vestlige Middelhav, ind til Malta og det Adriatiske Hav, samt langs Nordvest-Afrikas Kyst ned til de Kanariske Øer; i. Nord-Amerika ned til Long Island og Nordkarolina. I Grønland yngler den almindelig langs Vestkysten op til Upernivik; paa Island ruger den almindelig baade paa Nord- og Sydkysten. Paa Færøerne ruger den lige- ledes, omend ret faatallig. Ved Englands, Skotlands og navnlig ved Irlands Kyster ruger den ret almindelig paa dertil egnede Skær og Smaaøer. I Norge ruger den langs Vestkysten fra Stavanger og Bergen op til Nordkap og Varangerfjorden. I Sverige yngler den. ved Østersøens Kyster fra Gottland (Karls&erne) op til Bonden Skår i Våsterbotten, saaledes i Skærgaardene ved Ostergåtland, Sådermanland, Stockholm, Hålsingland og Ångermanland. I Danmark ruger den i Nutiden kun paa Ærtholmene, Ø. for Bornholm, hvor c. 150 Par ruger paa Øen Græs- holm; tidligere skal den have ynglet paa Hesselø og vist- nok ved Bornholms Kyster, ved Hammeren, i det saa- kaldte Mulekløv (1886). Om Vinteren er den almindelig i vore Farvande, kommende fra nordligere Ynglepladser; den kan begynde at vise sig i September, men først i Ok- tober og navnlig i November bliver den talrig og for- lader os da først atter i Marts Maaneds første Halvdel; nu og da træffes enkelte.Individer oversomrende hos os, er saaledes skudt baade i Maj og Juni. Udenfor Yngletiden lever. Ålken ganske overvejende paa det aabne Hav, men 139 (Alca torda) søger dog ogsaa ind til Kysterne og ses endog ikke helt sjældent flokkevis i vore store, aabne, ferske Indsøer, saaledes bl.a. i 1910 i Furesøen, hvor dog en Mængde fandtes døde og døende langs Søens Bredder, mulig paa Grund af Mangel paa passende Næring. Nu og da for- slaas de af Storm ind over Land, hvor de da ganske hjælpeløse kaster sig paa Jorden og lader sig gribe med Hænderne. Alken er en fortrinlig Svømmer og Dykker, hvis Føde ganske overvejende er Smaafisk, særlig Tobiser, Sild, Brislinger, Hundestejler o.1., som de griber med deres kraftige Næb og bærer i Mængde paa tværs i dette. Under Dykningen ror de sig med stor Hastighed frem med Vingerne, idet de bruger disse som Luffer, medens Benene navnlig bruges til Styring. Flugten er meget hur- tig, med rappe Vingeslag; Fuglene flyver ofte i skraa Rækker lavt over Vandet. Paa Land vralter den ret be- sværlig afsted, gaaende paa hele Mellemfoden, men i Affekt kommer den dog ret hurtigt frem. Alken er ret tavs, men forstyrret paa Rugepladsen lyder dens Stemme som en dyb Knurren eller som et højere groa; Ungernes Stemme er pibende. Først to eller mulig endog tre Aar gamle er de yngle- dygtige; de unge Fugle skal kunne ses i massevis paa Havet nær Fuglebjergene. Parringen foregaar stedse paa Land, oppe paa Klipperne. Paa Island kommer de gerne til Rugepladsen sidst i Marts eller først i April, gerne lidt senere end Lomvierne. Til Rugeplads vælger Alkene næ- sten altid Fuglebjergenes lodrette Vægge, hvor de som Regel ruger spredt mellem Lomvierne og Riderne, deri- mod ikke samlet i Kolonier for sig selv. Ægget lægges uden Underlag paa Klippehylderne, helst paa overdækkede Steder eller i Huller og Spalter, oftest ikke ret højt over Havet, ogsaa dog hvor der paa Klipperne findes lidt Jord eller Vegetation. Paa Ærtholmene, der ikke har stejle Klippevægge med Hylder, har Alkene deres Redepladser dybt inde under Klippeblokkene og i Klippespalter o. l. Det uforholdsmæssigt store Æg, der er mindre pære- formet end Lomviens, lægges paa Island sidst i Maj eller langt ind i Juni; i sydligere Egne endel tidligere, saa- ledes i England c. 10de Maj eller endog sidst i Marts, paa: Ærtholmene gerne fra Midten til Udgangen af Maj. . Æggets Længde 74—82 mm, Bredden 42—52 mm, men mindre, vistnok omlagte, Æg paa 63X.40 mm er ikke sjældne. Skallen mat, mere grovkornet end hos Lomvien; …… Farven varierende fra lyst chokoladebrunt, gennem rødlig- graat, gulligt og grønligt til næsten helt hvidt, med spredte (Alca torda) 140 brunsorte og askegraa, lidt udflydende Pletter, Klatter og snirklede Striber, talrigst om den butte Pol. Han og Hun ruger skiftevis i omkring 1 Maaned, eller længere, indtil 5 Uger. Dunungerne bliver i de første 3—4 Uger paa Redepladsen, hvor de fodres med Fisk, som opgylpes af Forældrene; naar de da er knapt fjerdækkede, klatrer eller glider de ned ad Fjeldet og styrter i Vandet, hvor de ledes af Forældrene, men iøvrigt skaffer sig selv Føden. I Slutningen af August eller ind i September for- lades Ynglepladsen helt, og Alkene søger derefter ud paa det aabne Hav. 2 2. Gejrfugl (Ålca impénnis Linné). Norsk: Geirfugl. Svensk: Garfågel. Tysk: Riesenalk. Engelsk: Great Auk. Han og Hun i Sommerdragt ligner i Fjerklæd- ningen ganske Alken, men paa hver Side af Panden en stor, skinnende hvid, skarpkantet og aflang Plet, strækkende sig fra c. 1 cm bag Næbhornet til op over Øjets Midte, Det hvide paa Forbrystet strækker sig i en Spids op paa Forhalsen. Kropsiderne askegraalige. Vingerne, der i Ydre ligner Alkens og er farvet som hos denne, har dog lidt smalle hvide Spidser paa Armsving- fjerene; medens Vingens Knogler er meget sværere og kraftigere end hos Alken, er Haandsvingfjerene forholds- vis meget kortere og rager højst c. 45 mm udenfor Dæk- fjerene mod 75 mm hos Alken; skønt Gejrfuglen er paa Størrelse med en Gaas (Kroplængden c. 780 mm) er Vin- gerne saaledes meget mindre end hos Alken, oftest 160— 178 mm lange, saaledes at de for den tunge, plumpe Fugl var ganske uanvendelige til Flyvning, men derimod sik- kert brugtes som Luffer under Dykningen. Halen INSEE: som hos Ålken, med 10 til 18 Styrere. Det sorte Næb nærmest knivformet, 77—98 mm langt og 44—46 mm højt, og den hornklædte Del forholdsvis længere end hos AÅlken samt forholdsvis ikke saa højt og kroget ud mod Spidsen. 2 til 4 mm foran Bagranden af Næbbets Hornklædning løber en skarprandet, dyb Fure, 141 : (Alca impennis) skraanende bagud op mod Næbryggen; Hornlisten bag denne Fure fortykket og kraftig om Sommeren, men fæl- dedes sammen med Sommerdragten, for atter næste For- aar at dannes ved Forhorning af den underliggende Hud. EE Fig. 32. Gejrfugl i Sommerdragt. (Efter Alpin i British Birds). Fra denne Rodfure er udefter omtrent det halve af Næbbet glat uden Furer; derefter følger paa Overnæbbet en Række stærkt bagtil skraanende Furer, gaaende op til Næbryggen, vekslende i Antal fra 6—10; hos nogle: Eksemplarer dog "stærkt. afslidte, saaledes at kun 3 er tydeligt synlige; Undernæbbet glat paa Roddelen, men har fra Næbvinklen ud til-Spidsen indtil 10—12 lodrette, skarpere og svagere (Alea impennis) 142 Furer. Mundhulen synes at have været gul. Fødderne bruniigsorte, Mellemfoden 50—62 mm lang, Mellemtaaen c. 81 mm. "Vinterdragten ligner Ålkens, men Hagen er helt brunsort, og Forhalsens og Halssidernes hvide Fjer naar ikke længere op end til i Højde med Mundvigen. De hvide Pandepletter er utydeligere, idet hver af deres smaa hvidlige Fjer har ret store, brunsorte Spidspletter. Unge Fugle skal have manglet de hvide Pande- pletter og Næbfurerne. Dunungen skal have været mørkegraa. Denne forlængst uddøde Alk var i historisk Tid ud- bredt som Ynglefugl i det nordlige Atlanterhav, saaledes paa New Foundland, særlig paa Funk Island, og ret sik- kert ogsaa i Grønland;- ved Island rugede den paa flere Skær, endvidere paa Færøerne, Skt. Kilda og Orknøerne og vist.nok ogsaa i Norge. I forhistorisk Tid synes den at have haft en endnu større Udbredelse, idet Knogle- rester er fundne i England, Skotland og Irland samt i Norge og Danmark, uden at det dog kan afgøres, om de har ruget her. I Amerika kendes Knoglefund fra Labrador ned til Florida. i 2 I Grønland er dens Knogler fundne paa gamle Eskimo- bopladser, og i 1590 saa Islænderen Latra-Clemens en Baad fyldt med Gejrfugle, der var taget paa Gunnbjørn- Skærene ved Grønlands Østkyst, hvor den saaledes maa antages at have haft en Yngleplads. I Aarene omkring 1770 fandt Fabricius den i enkelte Åar i temmelig stor Mængde ved Frederikshaab, men de fleste Vintre var den dog kun faatallig; den viste sig fra September til Januar, men altid ude paa aabent Hav. Fabricius mente, at den ynglede paa de yderste Skær; undertiden saas nemlig i August Unger, der endnu havde Dun, og som han mente ikke kunde være kommet fra fjerne Ynglepladser. I Be- gyndelsen af det 19de Aarh. var Gejrfuglen saa godt som forsvundet "fra Grønlands Kyster; en gammel Fugl i Vinterdragt angives at være taget i 1815 ved Fiskenæs; dens Skind er nu i Københavns Zoologiske Museum. - Endelig modtog Benicken i 1821 et Skind fra Disko, lige- ledes af en Gejrfugl i Vinterdragt, men det vides ikke, hvor dette Eksemplar er blevet af. Paa Island havde Gejrfuglen sine sidste Rugepladser 143 | (Alca impennis) paa nogle Skær langs Øens Syd- og Østkyst. De største Rugepladser paa 4—5 Skær ved. Reykjanés, nemlig Eldey, Eldeyjardrångr, Geirfuglasker, Geirfugladrångr og det i 1783 opdukkede Eldeyjabodi, der dog snart atter forsvandt. Her gik forbisejlende Søfolk og Beboerne fra Reykjanes fra gammel Tid jævnlig i Land og fangede Gejrfugle i stor Mængde, idet disse plumpe og værgeløse Fugle var lette at fange og dræbe med Kølleslag; tillige samledes store Mængder af deres Æg. Ved denne stærke For- følgelse, der blot hæmmedes ved Vanskeligheden og Faren ved at gaa i Land paa Skærene, hvor der altid var stærk Brænding, aftog efterhaanden Gejrfuglenes Antal i … betydelig Grad, men endnu i Begyndelsen af det 1Y9de Aarh. fandtes der ikke saa faa tilbage paa Geirfuglasker; i 1830 ødelagde vulkanske Udbrud denne lille Klippeø, der forsvandt i Havet, og Fuglene blev dermed forjagede fra denne Yngleplads, der var Gejrfuglenes sidste Til- holdssted, idet de forlængst var udryddet og fordrevet fra alle andre kendte Rugepladser. De hjemløse Fugle søgte ind til Islands Kyster, men blev her efterhaanden dræbt, idet man nu havde faaet Øjnene op for Fuglens Sjælden- hed og dermed følgende høje Værdi; i Tidsrummet 1830 —34 angives en enkelt Mand at have solgt ikke mindre end 66 Skind til europæiske Museer, og 27 blev i 1830 og 1831 sendt til København. Endel af Fuglene søgte dog nu Tilflugt paa Eldey, og her dannede de den sidste kendte Rugeplads for Arten; da denne Ø imidlertid lod sig bestige, omend med endel Vanskelighed, var Fuglens Skæbne beseglet, og d. 3dje Juni 1844 blev de to sidste, kendte Eksemplarer, et rugende Par, dræbte og deres Æg slaaet itu; Arten var dermed uddød. Af andre kendte Rugepladser ved Island kan nævnes det sydligste Skær ved Vestmannaeyjar, Geirfuglasker, hvor Gejrfugle rugede i betydeligt Antal til Slutningen af det 18de Aarh.; da var den ogsaa her ved hensynsløs Forfølgelse udryddet, og det sidste kendte rugende Eksemplar dræbtes i Åaret 1800; men endnu i 1843 blev der dræbt en ung Gejrfugl her. Den. 3dje kendte Rugeplads ved Island fandtes paa et Skær udfor Berufjérdr, hvor Gejrfugle rugede. i større Antal indtil Midten af det 18de Aarh.; i 1781 var den efter al Sandsynlighed udryddet her. - Paa Færøerne har den i gammel Tid ynglet ret al- - mindelig, men det kan ikke med Sikkerhed godtgøres, paa hvilke Steder den har ruget; kort efter Begyndelsen af det 19de Aarh. synes det sidste Eksemplar at være ”" dræbt her. (Alca impennis) . 144 I Storbritannien rugede den paa St. Kilda, men var her allerede sjælden i 1800, og paa Orknøerne, hvor den rugede paa Papa Westray; her toges et Eksemplar endnu i 1813. I 1834 fangedes en Gejrfugl ved Waterford i Ir- land, og endnu i 1840 menes et Eksemplar at være taget ved Stack-an-Armin. I Norge godtgør, som nævnt, Knoglefund fra ældre Stenalder paa Jæderen og Fund i Strandvolde paa Vardø samt bl. a, Fund paa Hittern fra Jernalderen, at Gejr- fuglen har levet dér i forhistorisk Tid, sandsynligvis har den ogsaa ynglet dér; endel Angivelser fra foregaaende Aarhundrede og tidligere om Fångst af Gejrfugle i Norge er dog næppe til at stole paa; det sidste Eksemplar skulde herefter være skudt i 1848, men desværre straks bort- kastet. I Sverige kendes den ikke fra historisk Tid med blot nogenlunde Sikkerhed, men Knoglefund fra Bohuslån viser, at den i fordums Tid har levet her; endelig er et Æg fundet i senglaciale Lerlag i Skaane. I Danmark kendes ingen Forekomster fra historisk Tid, men Knoglefund fra mange af vore Køkkenmøddinger viser, at Gejrfuglen i' ældre Stenalder fandtes i danske Farvande, uden at det nu kan afgøres, om den ynglede her eller kun viste sig som Vintergæst, saaledes som i Nutiden den største Part af Alkene. Navnlig dens svære og ret massive Armknogler er bl. a. fundet i Køkken- møddingerne ved Sølager, Gudumlund, Havelse, Klintesø, Kassemose, Mejlgaard, Ertebølle, Sejrø og Havnø og giver Arten Borgerret i Danmarks Fauna. Grunden til Gejrfuglens sørgelige og beskæmmende Undergang maa udelukkende søges i hensynsløs For- følgelse fra Menneskets Side; betegnende er det, at den stadig, men forgæves, søgte Fred paa de Skær, der laa længst fra Land og længst fra Menneskene. Ålt, hvad man i Verdens Museer og Samlinger har tilbage af Gejrfuglen, er c. 80 Skind, endel mere eller mindre fuldstændige Ske- letter (mest af Mumier fra Funk Island), mange løse jord- fundne Knogler, Indvolde af 2 Individer og c. 75 Æg- skaller. Om Gejrfuglens Levevis ved man, ud over det alle- rede nævnte, ikke synderligt meget, men de foreliggende gamle Beretninger meddeler dog følgende: Den gik ret vanskeligt paa Land, men klatrede godt paa Klipperne og dykkede udmærket og længe ad Gangen; den var ganske ude af Stand til at flyve, men brugte Vingerne til Hjælp med at holde Balancen, naar den med helt opret Krop 145 (Alea impennis) vraltede paa Land. Selv fra adskillige Meters Højde ka- stede den sig dristigt ned i Brændingen, og skulde den atter op paa Klipperne, lod den ofte Brændingen kaste sig op paa Land, hvor den da hurtigt klatrede videre op for at undgaa Bølgernes Magt. Skræmtes den paa Havet, dykkede den straks. Stemmen var grov, skældende og hæs, undertiden pibende, men kunde lyde som angla. Yngle- pladsen valgtes paa Skær, der var saa lave, at den kunde gaa op paa dem; rugede helst i store Kolonier, tæt sam- lede. Ægget lagdes i første Halvdel af Juni paa den bare Klippe, uden noget Underlag; borttoges dette Æg, lagde den ikke et nyt det Aar. Æggets Størrelse varierede endel; Længden 111—140 mm, Bredden 69,4—83,3 mm. Formen tydelig pæreformet eller almindelig ægformet. Skallen tyk, meget grovkornet; Grundfarven hvidlig, med svag blaalig- grønt Anstrøg, gullig, gulligbrun, graa, graarødlig, rødlig- gul, med flere eller færre graabrune, brune eller brun- sorte, større og mindre Pletter, Punkter, Klatter og Snirk- ler, tættest om den butte Ende, oftest lidt udflydende. Han og Hun rugede skiftevis, idet begge havde Ruge- pletter. Føden var Ulke, Stenbidere, Sild og andre Fisk af samme Størrelse, som de angaves at sønderrive med deres skarpe Næb, før de nedslugte dem, Ogsaa Krebsdyr og andre mindre Havdyr kunde findes i deres Maver. "4. Lundeslægten (Fratércula Brisson). Næbbet meget højt og. sammentrykt, Næb- ryggen krummet i hele sin Længde, men Næb- " randen lige; Farven orangerød og blaagraa, med dybe Tværfurer paa den yderste Del foran det spalteformede Næsebor, der sidder lidt over og parallelt med Næbranden; Fjerklædningen naar langt fra ud til Næseboret. Mundvigen, der sidder indenfor Næbhornet, er meget udvidelig, omgivet - af en rynket Hud, der om Sommeren er stærkt fortykket. Hornpladerne og Hornlisten paa Næbbets basale Del fældes om Efteraaret. Fødderne har let sammentrykt Mellemfod, der er meget kortere "end Mellemtaaen. Kløerne meget kraftige og spidse, "R. Hørring: Fugle III. 10 (Fratercula) 146 Indertaaens stærkt krummet, Mellemtaaens lidt af- fladet. Ruger kolonivis i selvgravede Gange; lægger kun 1 Æg. Kun 2 Årter, udbredt i Atlanterhavets og Stille- havets nordlige Dele. I Danmark forekommer kun 1 Årt, nemlig: 1-Lunde (Fratércula åretica (Linne)) (Fratercula arctica grabae (Brehm), Fratercula arctica arctica (Brehm)). Søpapegøje, Nordisk Lunde, Islandsk Søpapegøje (Alca arctica Linné, Mormon fratercula Temminck). Norsk: Lunde. Svensk: Lunnefågel. Tysk: Papagei- taucher. Engelsk: Puffin. Han og Huni Sommerdragt: Pande og Isse graa- sorte, bagtil med en smal, utydelig, graa Grænsestribe, ofte mere graalige paa Forpanden; efter en skarp Linie lidt over Øjet er det øvrige Hoved hvidliggraat, blot hen ad hver Underkæbegren et udflydende, mørkegraat Strøg. En bred, fortil dog smallere, skarpkantet Ring om Halsen samt hele Fuglens Overside, indbefattet Skulder- og Vinge- dækfjer, sorte; Halsringen foran dog med graaligt Anstrøg. Hele den øvrige Underside samt Forhalsens Sider ren- hvide. Kropsiderne samt Årmhulefjerene graabrune, Under- vingedækfjerene brungraa, de store nederste samt de langs Vingens Rand og Kant mere mørkebrune. Svingfjerene sorte paa Yderfanerne og Spidserne, ellers mørkt graa- brune; Iste længst, de følgende jævnt aftagende i Længde. Den korte, afrundede Hale har 16 sorte Styrere. Iris graahvid. Øjelaagranden rød; paa det øvre Øjelaag en trekantet og paa det nedre Øjelaag en rektangulær, nøgen, graablaa Hudpude. Det stærkt sammentrykte, skarpryggede, knivformede Næb er paa sin ydre Del, uden for Næse borets Forkant, orangerødt med 3—4 delvis hvidgraa, dybe Tværfurer og mellemliggende Hornvolde, der stræk- ker sig opad og bagud næsten til Næbroden; Næbspidsen 147 i (Fratercula arctica) gullig. Næbryggen jævnt nedbuet helt ud til den lidt ned- bøjede Spids. Næbbets indre Del, over og under det lange, spalteformede Næsebor, der sidder nær Næbkanten, er blaagraat, indadtil mod Fjerklædningen afgrænset fra Fig. 33. Lunde i Sommerdragt. (Efter Lånnberg i Svenska Fåglar). denne af en tyk, hvælvet, gul Hornliste, der paa sin bageste Del er prikket af ganske smaa, gennemragende Fjerspidser. Næblængden 43—48 mm. Næbhøjden bag Næseboret 32-——37 mm. Vingelængden hos de i Danmark nedlagte Individer 155—165 mm. Fødderne orangerøde; Mellemfoden 24—27 mm lang, Mellemtaaen 41—45 mm. De sorte Kløer er kraftige og spidse, Indertaaens stærkt krummet. ; 10= (Fratercula arctica) 148 .Vinterdragten i det væsentlige ligesom Sommer- dragten, men Partiet mellem Næb og Øje og uden om dette er udvisket graaligsort. Næbbet er til- syneladende endel mindre, da den gule Hornliste langs Næbbets Grænse mod Fjerklædningen, den blaagraa Horn- plade paa Næbbets basale Del, Hudpuderne over og under Øjet samt den fortykkede, rynkede Hud i Mundvigen mang- ler, idet disse Horn- og Huddannelser afkastes samtidigt med Fjerenes Efteraarsfældning. Næbbets basale Del er da blødhudet og mørkebrun; hen mod Foraaret dannes, sam- tidigt med Kropfjerenes Fældning, de nævnte Horndele paany ved Forhorning af den underliggende Hud. Be- nene gule. Ungedragten ligner meget de voksnes Vinterdidee men Halsringen er forpaa mere graabrun og smallere. Ungfuglen er let kendelig paa det mindre, graabrune Næb, der kun er c. 15 mm højt og ganske uden Tværfurer. Vingelængden op til 150 mm. lste Vinterdragt ligner Ungfuglens. I Iste Sommerdragt ligner Næbbet de voksnes, men er svagere og kun med 2 Tværfurer; disse Fugle er endnu ikke forplantningsdygtige. : Dunungen er helt dækket af lange, bløde Dun, der paa Ryggen og Siderne er ensfarvet mørkebrune eller sortagtige; paa Undersiden er Midten af Bryst og Bug hvide. Paa sit mærkelige, sammentrykte, furede, røde Næb er Lunden altid let kendelig mellem vore andre Alkefugle. Udbredt som Ynglefugl fra Nord-Amerikas Vestkyst, ned til Maine, over Grønland, Spitsbergen, Jan Mayen, Island og Færøerne til Norge og Novaja Semlja; mod Syd ned til Sverige, England og Frankrigs Nordkyster. Om Vinteren strejfer mange af dem mod Syd og kan da naa ned til de Kanariske Øer og ind i Middelhavet. | Lunderne er meget varierende i Størrelse, en Forskel- lighed, der mest viser sig i Vingernes Længde og Næbbets Længde og Højde; gennemgaaende er Fugle fra nordlige 149 (Fratercula arctica) Rugepladser endel større end Fugle fra sydligere Pladser. Man har derfor søgt at spalte Arten i 3 geografiske Racer, nemlig: Fratercula arctica naumanni Norton, en stor Form med Vingelængde paa 175—194 mm og en Næb- længde paa 50—58 mm. Ruger i Nord-Grønland, paa Spits- ”" bergen og paa Novaja Semlja. Fratercula arctica arctica (Linné), en mindre Form med Vingelængde paa 158—177 mm og en Næb- længde paa 43—54 mm. Ruger i Syd-Grønland, paa Is- land, i Norge og Sverige samt ved Amerikas Kyst. Fratercula arctica grabae (Brehm), den mindste Form, med Vingelængden 155—166, mulig ned til 148 mm og en Næblængde paa 43—48 mm. Ruger paa Færøerne, i England og Frankrig samt, før 1830, tillige paa Helgo- land, hvor nogle faa Par stadig havde Tilhold. Som man ser, er den førstnævnte Form, Spitsberg- lunden, tydelig kendelig, men Grænserne mellem den færøiske Lunde og den islandsk-norske Lunde er meget flydende, saaledes at det enkelte Individ ikke altid lader sig racebestemme med synderlig Sikkerhed. | I Grønland ruger Lunden langs Vestkysten, men dog ikke i stor Mængde, talrigst i Egnen om Disko, derimod næppe paa Østkysten. Paa Island yngler den i stor Mængde baade paa Nord- og Sydkysten. Paa Færøerne er den umaadelig talrig i Fuglebjergene. I Storbritannien ruger den mange Steder baade ved Skotlands, Englands og Ir- lands Kyster og Øer. I Norge ruger den lige fra Vardø ned langs Vestkysten, talrigst Nord for Polarcirklen, sjæld- nere mod Syd, men endnu i Oslofjords Munding ruger smaa Selskaber påa 2 Steder;-saa sydlig som -paa Øen Rott udfor Stavanger ruger den i Tusindvis. I Sverige ruger endnu ganske faa Par paa 2 Steder i Bohuslån, nemlig paa Soteskår samt paa Stora Knappan Nord for Våderåerne. . I Danmark er Lunden en ret sjælden og faatallig Vintergæst, der om Efteraaret tidligst viser sig i Au- gust, derimod oftest i December og Januar, nogle og- saa i Februar—April, ja endnu i Maj er den flere Gange skudt her, altsaa i fuldt udfarvet Sommerdragt, medens Reglen ellers er, at de her i danske Farvande ned- "lagte Lunder er i Vinterdragt med afkastet Næbhorn. Of- test træffes den langs Jyllands Vestkyst, men nu og da kommer den langt ned i Kattegat, saaledes er den bl. a. . Skudt.i-Vejlefjord, Lillebelt og Roskildefjord, ja endogsaa (Fratercula aretica) 150 fundet død ved Møens Kyst. De hos os skudte Individer synes, med deres lille Vingelængde mellem 153 og 165mm nærmest at maatte tilhøre den vestlige Race og saaledes stamme fra engelske eller færøiske Rugepladser (F. arc- tica grabae), men en Del af de større Individer kan selv- følgelig godt stamme fra de norske og svenske Yngle- pladser og tilhøre den typiske Form (F. arctica arctica); at mange af dem er unge Fugle og mangler Næbhorn, gør det ikke lettere at henføre dem til en bestemt af disse to Racer, der dog sandsynligvis begge forekom- mer her. Spitsberglunden er ikke iagttaget i danske Far- vande. Om Vinteren er Lunden en udpræget Havfugl, der dog i daarligt Vejr søger ind mod Kysterne eller endog nu og da ind i ferske Vande. Paa Rugepladserne gaar og løber de baade godt og hurtigt, idet de bevæger sig med opret Krop, stedse uden at hvile paa Mellemfoden, kun trædende paa Tæerne; det samme er Tilfældet, naar de sidder paa Klipperne, og heri afviger de fra alle de andre Alkefugle. "Flugten er god, men knap saa hurtig som AÅAl- kens og Lomviens; de har vanskeligt ved at komme paa Vingerne, naar de ligger paa Vandet; under Flugten, hvor de jævnlig kæntrer om paa Siden, strækker og spreder de de røde Ben, med udspilede Tæer, bagud; de bruges som Styreredskab under Manøvreringen, hvortil den korte Hale kun er lidet tjenlig. Som Regel er de kun lidet sky, og man kommer dem let paa nogle Meters Afstand. Allerede i Marts nærmer de sig Rugepladsen, men søger ikke op paa denne før i April. Til Redeplads vælges oftest Græstørven oven paa Fuglefjeldene eller paa Af- satserne, hvor de lever sammen med de andre Bjerg- fugle, idet de dog holder sig saa meget som muligt for sig selv; her graver de ved Hjælp af Næb og Kløer meterlange, krogede Gange i Jorden, saaledes at Jords- monnet ofte bliver helt undermineret; som Regel be- nyttes dog de gamle Redegange Aar efter Aar. Sjældnere- ser man dem ruge i Klipperevner i Fjeldvæggen eller inde under Klippeblokkene i Uren ved Fjeldets Fod; paa mange flade Øer kan man se dem grave deres Reder ned i Græstørven. Selve Reden, der ligger i Enden af den ofte meget krummede Gang, er kun antydet ved lidt Græs, - Tang, Mos og Fjer, der tjener til Underlag for Ægget. Ægget lægges fra Midten af Maj til ind i Juni, i nordlige Egne senere endnu; dets Skål er ret grovkornet og tyk, lidt tilspidset i den ene Ende; Farven hvid eller graahvid med nogle smaa, lysebrune og lysviolette eller graablaa 151 » (Fratercula arctica) Pletter og Snirkler, tættest om den butte Pol; nu og da kan Ægget være helt uplettet: Længden er hos Færø- lunden gerne 56,4—66,5 mm og Bredden 38,9—45,2 mm, hos den typiske norske Form derimod større, med en Længde op til 71 mm og en Bredde op til 48,6 mm. Han og Hun ruger skiftevis i c. 5 Uger. Som Regel er Lunden ret tavs, men lader nu og da et Skrig lyde, nærmest som et langtrukkent ha eller auh, der minder om et utidigt Menneskes Gaben; ved Reden knurrer de arrigt orrrr, hvis de fortrædiges; naar Ungerne mades, udstøder disse en pibende Lyd. Forsøger man at tage de rugende Fugle ud af deres Hul, bider de kraftigt fra sig med deres stærke Næb og holder haard- nakket fast, hvis de faar fat i en Finger eller lign. I daar- ligt Vejr søger Fuglene Skjul i deres Redegange, men ellers ser man Lunderne sidde i stor Mængde udenfor deres Huller, naar de hviler sig mellem deres Fisketure ud paa Havet; de gør et pudsigt Indtryk baade ved deres ejendommelige Udseende og ved deres mærkelige Be- ”" vægelser, med Halsvridninger o.l1.; ofte bringer Kiv og Skænderi Uro imellem Lundefolket. Forældrene fodrer Ungerne omtrent hele Døgnet rundt, kun i et Par Timer "ved Midnat hviler de; Foderet er næsten udelukkende Smaafisk, som de hjembringer, idet de holder dem paa Rad i Næbbet og Mundvigen, og idet de tager dem ved Hovederne og lader Kroppene hænge ned ad Næbbets Sider som et Skæg; mærkeligt er det, at de kan gribe og fastholde indtil 6 Fisk uden at tabe de først fangede. Dun- ungerne kan slet ikke klare sig i Vandet, men gennem- blødes og omkommer, hvis de kommer for tidligt i Søen. De fodres, til de er omtrent flyvefærdige og kan gaa i Havet, hvilket oftest ikke sker før sidst i August eller endog ind i September; ofte ser man Ungerne sidde og sole sig i Redehullet sammen med Forældrene. Lunderne forlader Rugepladserne ret pludseligt, gerne omtrent alle paa én Gang. I Oktober forlader Ynglefuglene Land og søger ud paa Havet; sjældent. ses de ved Fuglebjergene paa Island i Begyndelsen af November. Paa Steder, hvor de opholder sig i Mængde paa Fuglebjergene, som f. Eks. paa Færøerne, indfanges de i Massevis af Beboerne, der baade anvender deres Kød og Fjer. Føden overvejende Smaafisk, saasom Sild, Tobiser, Lodder, men ogsaa Orme og Krebsdyr; paa Spitsbergen skal de saaledes mest leve af disse sidste. - (Falconiformes ell. Raptatores) 152 10de Orden: Rovfugle (Falconiférmes eller Raptatores). En stor, velafgrænset Gruppe Fugle, let kende- lig paa Næbbets og Kløernes Form. Næbbet kraf- tigt, mere eller mindre krummet, med nedbøjet, skarp Spids; paa den basale Del er Overnæbbet = klædt med en blød Hud (Vokshuden), i hvilken Næseborene aabner sig. Pårtiet mellem Næb og Øje næsten altid delvis børsteklædt. Øjnene store og dybtliggende, idet en bagudrettet Gren af Taare- benet danner et udstaaende Tag over Øjet. Synet skarpt. Øjekirtler findes, skjult i Øjehulerne. Fjer- klædningen lang og ret løs, med ret tæt Dunlag mellem Fjerene. Rovfuglene totalfælder om Efter- aaret, men Fældningen foregaar saa langsomt, at man næsten hele Aaret kan træffe dem med frem- brydende, ny Fjer mellem de gamle; Svingfjerene fældes enkelt- og parvis. Ungedragten bæres i et helt Aar eller længere. Dunungerne er først dæk- ket af en Dundragt, bestaaende af to Slags Dun, hvoraf den ene Slags (praåe-plumulae, Dun B) er- stattes af ægte Dun (Dun C), medens den anden Slags (prae-pennae, Dun Å) erstattes fra samme Fjerpapil af de egentlige Ungefjer, som i den første Tid bærer A-Dunene paa deres Spids; paa samme Maade bæres B-Dunene af C-Dunene, siddende paa disses Spids. De blivende Dun synes senere at vokse ud, uafhængige af Ungedunene, Vingerne acquinto- - cubitale (dvs. 5te Armsvingfjer mangler), altid med. 11 Haandsvingfjer og et vekslende Antal Arm- svingfjer. Halekirtlen befjeret. Halen har hos alle Rovfugle, blot nogle Gribbe undtaget, stadig 12 Styrere. Benene meget kraftige, med stærk Musku- latur, Skinnebenene lange, paa Udsiderne ofte med lang Fjerklædning (Bukser); Benet som Regel befjeret til ned under Hælen. Fødderne, der er 153 (Falconiformes ell. Raptatores) udformede som Gribefødder, er som Regel meget kraftige; Mellemfoden i enkelte Tilfælde helt be- fjeret, men som Regel nøgen, dækket af kantede Skæl, paa Forkanten ofte med Tværskinner. Bag- taaen veludviklet og kraftig, fæstet i Højde med de 3 Fortæer, af hvilke 3dje og 4de ved deres Grund er forenede ved en lille Spilehud. Alle Tæerne har meget kraftige, mere eller mindre krumme og spidse Kløer, der kan bøjes ind under Foden; Bagtaaens og Indertaaens Klo er altid . størst, Ydertaaens mindst. Ydertaaens 3 Grundled meget korte, 4de derimod meget langt. Fodsaalerne vortede og ru. Knoglerne i høj Grad luftfyldte. 14 Halshvirvler og 4—5 Ryghvirvler. Brystbenet bredt, med kraftig, høj Kam; Bagranden næsten lige eller lidt indbugtet paa Midten, altid uden Indsnit, men ofte med en hindeklædt Rude paa hver Side, lidt inden for Bagkanten; hos gamle Fugle kan disse Ruder helt lukkes. Kroen velud- viklet, meget rummelig og udvidelig, men tynd- vægget; Kirtelmaven stor og tykvægget, Muskel- maven blødvægget og udvidelig, med Længdefolder og ganske uden haard Inderklædning. Tarmen for- holdsvis kort, Blindtarmene meget smaa og rudi- mentære. Testiklerne aflange, ofte af ulige Stør- relse. Medens venstre Æggestok, ligesom hos andre — Fugle, er stor og fungerende, er højre Æggestok mindre, men dog stedse til Stede og kan træde i … Funktion, idet Ægget da udføres gennem venstre Ægleder; højre Ægleder udvikles aldrig. Hos Rov- fuglene er Hunnerne stedse neydele: større og Sraftigefe end Hannerne. å j Råshertene er gode eller endogsaa fortrinlige og ud- holdende Flyvere, men paa Jorden gaar eller hopper de ret ubehændigt. De jager om Dagen. Føden bestaar over- " vejende af varmblodede og. koldblodede Hvirveldyr, som (Falconiformes ell. Raptatores) 154 disse Fugle stedse griber med Kløerne og sønderdeler med Næbbet; endel Former lever helt. eller delvis af Aadsler, endel overvejende af Insekter og andre smaa, lavere Landdyr. De ufordøjede Rester af Føden, Knogler, Fjer, Skæl o.l. opgylpes som afrundede Boller. De drikker aldrig Vand, men kan nøjes med Byttets Vandindhold, ligesom de taaler lang Faste. Rovfuglene er uselskabelige Fugle, der gerne lever parvis, og som kun paa Træk- rejserne ses lidt mere samlede i Selskaber. Reden be- staar blot af sammenstablede Kviste, som de hjembringer i Kløerne; de bygger enten i Træernes Kroner, i stejle Klippevægge eller paa Jorden. Æggene ruges af Hunnen, medens Hannen holder Vagt i Nærheden; kun et Kuld Unger aarlig. Æggene kort afrundede, som Regel rødbrunt plettede. Ungerne kommer dunklædte ud af Ægget og har straks aabne Øjne. De forbliver lang Tid i Reden, hvor de fodres af Forældrene, der lægger det sønderdelte. Bytte paa Redekanten, hvorpaa Ungerne selv nedsvælger det; de større Unger kan dog selv sønderdele Byttet. Ungerne forlader først Reden, naar de er omtrent flyve- dygtige. : Rovfuglenes systematiske Gruppering har stadig voldt mange Vanskeligheder; tidligere deltes de i Gribbe (Vul- turidae), Falconidae (der omfattede næsten alle de andre Rovfugle) og Fiskeørne (Pandionidae); nu deles de oftest i 3 Underordener, nemlig de sydamerikanske Gribbe (Ca- thartidae), Sekretærerne (Serpentariidæ) og ÅAccipitres, der omfatter alle de øvrige Rovfugleslægter, deriblandt altsaa ogsaa den gamle Verdens Gribbe; kun denne sidste Under- orden er repræsenteret i Danmark. Tidligere regnedes ogsaa Uglerne til Rovfuglene og kaldtes i Modsætning til disse for Natrovfugle, men nu opstilles de gerne som en Orden for sig, nærmest staaende mellem Rovfuglene paa den ene og Skrige- og Klatrefuglene paa den anden Side. Underordenen ÅAccipitres omfatter over 70 Slægter med c. 400 Arter; heraf har 28 Arter Ophold i Danmark eller viser sig der paa Gennemrejse eller som tilfældig Gæst. 155 (Falconiformes ell. Raptatores) Oversigt over de danske Rovfuglefamilier, med særlig Hensyn til de danske Slægter. 1. Overnæbbets Hornkant har ingen tydelig Tak bag Næb- spidsen, men højst en jævnt frembuet Kant. Over- næbbets Underside har paa Skelettet ingen skarp Længdekam. Næseborene mere eller mindre aflange, … altid uden tydeligt Midttuberkel 1.Aquilidae Side 155. 2. Overnæbbets Kant har lidt bag Næbspidsen en tydelig, skarpt afsat Næbtak, svarende til et Udsnit i Under- næbbets Rand. Overnæbbets Underside har, navnlig paa Skelettet, en skarp Længdekam, der aftager jævnt hen mod Næbbets Spids, Næseborene cirkelrunde, i Midten med et tydelig Tuberkel, dannet af den for- reste Næsemusling......…. 2. Falconidae. Side 262. lste Familie: Aquilidae. Denne store Familie, der omfatter langt de fleste -saf vore Rovfugleslægter (blot med Und- tagelse af de ægte Falke) er karakteriseret bl. a. ved de i Oversigten nævnte Byer eee dem me- ligheder. Oversigt over de danske Slægter af Familien Aquilidae. A. Store Dele af Hovedet og Halsen nøgne eller dun- ” dækkede, Issen aldrig helt og regelmæssigt dækket af almindelige Dækfjer. 1. Næseborene omtrent runde, lige saa brede som høje; Hoved og Forhals dunklædte, Halsens Sider og Bågside nøgne; en langfjeret Halskrave naar midt op påa Halsen og er lukket fortil. Halen af- REE KØ SEE ES ER ET Fu lee Er RE eee Graa Gribbe (Aegypius) Side 157. 2. Næseborene aflange, lodret stillede;-Hovedet og hele Halsen klædt med korte Dun, uden egentlige Fjer; ved Halsens Grund en fortil aaben Halskrave. Halen afrundet; 14 Sfyrefjer. 34 iv. os, SEES KEREDN: Gaasegribbe (Gyps) Side 160. 3. Næseborene aflange, horisontalt stillede; For- hovedet saa godt som nøgent, Baghovedet, Nakken (Aquilidae) 156 og Baghalsen med lange, smalle, spidse Fjer. Halen kileformet; 14Styne ERE er SR NES SER SR SER SDS RE SLER Aadselgribbe (Néophron) Side 164. B. Hoved og Hals helt dækket af almindelige Dækfjer, Issen aldrig nøgen eller dunklædt. I. Mellemfodens ubefjerede Del baade paa For- og II. Bagsiden dækket af smaa rundagtige eller seks- kantede Skæl. 1. Skinnebenets Yderside klædt med korte Fjer, der ikke danner ,,Bukserf. Ydertaaen kan drejes stærkt udad og bagud. Kløerne i Tværsnit helt runde; Fjerene udensBifanere se EF R ERE SSR SN ENDEN BD Fiskeørne (Påndion) Side 167. 2. Skinnebenets Yderside klædt med lange. Fjer, der danner ,,Bukserf. Ydertaaen kan ikke drejes stærkt udad og bagud. Kløerne i Tværsnit ind- hulede paa Undersiden. Fjerene med Bifaner. a. Partiet mellem Næb og Øje tyndt og spredt dækket med børsteagtige Fjer............... BES He Slangeørne (Circaétus) Side 183. b. Partiet mellem Næb og Øje tæt dækket af al- mindelige, skælformede Fjer, uden indblandede Børster.. Hvepsevaager(Pérnis) Side 178. Mellemfodens Forside mere eller mindre klædt med Tværskinner eller helt befjeret. 1. Mellemfoden fjerklædt helt ned til Tæerne, baade forpaa og bagpaa.... Ørne (Åquila) Side 212. 2. Mellemfodens nedre Del helt nøgen eller i alt Fald (ved nøjere Eftersyn) bagpaa nøgen, klædt med Tværskinner (delvis skjult under Forsidens bagudrettede Fjer). a. Mellemfoden forpaa med Tværskinner, barber med smaa, sekssidede Skæl. a'. Halen lang, dybt kløftet. Uden ,,Slørf" om Ansigtet; Mellemfoden kort ...........…. 2 SED rd borer Glenter (Milvus) Side 187. - a”. Halen lang, lige afskaaret i Spidsen eller — afrundet; :som Regel med »Slørf om Ån- sigtet. Mellemfoden TANG 5 25 ro as RENTE GIR: Kærhøge (Circus) Side 225. b. Mellemfoden med Tværskinner baade paa For- De Bagsiden. . Meget "store Fugle, Vingelængden langt Over Soler SR ene te SS RE eee 157 (Aquilidae) a?, Mellemstore eller mindre Fugle, Vinge- længden langt under 50 cm. b", Halen ret kort, kortere end Trefjerde- delen af Vingens Længde; de sammen- lagte Vinger naar langt ud over Midten af Halen eller til dennes Spids. Skinne- benet betydelig længere end Mellem- foden. I den sammenlagte Vinge er lste Haandsvingfjer over 2,5 cm længere end"de korteste Armsvingfjer MESSE Vaager (Buteo) Side 196. b?, Halen lang, af samme Længde eller længere end Trefjerdedelen af Vingen; de sammenlagte Vinger naar ikke ud til Halens Midte. Skinnebenet og Mellem- foden omtrent af samme Længde. I den sammenlagte Vinge er I1ste Haand- svingfjer under 2,5 cm længere end de korteste AÅrmsvingfjer. c', Mellemfod og Mellemtåa lange og spinkle; Mellémtaaen (uden -Klo) meget længere end det dobbelte af Afstanden mellem Næbspidsen og Vokshudens forreste Rand. Vingen fnsfunder 275 mmslang ERE Spurvehøge(Accipiter) Side246. c?”. Mellemfod og Mellemtaa ret korte og kraftige. Mellemtaaen (uden Klo) kortere end det dobbelte af Af- standen mellem Næbspidsen og Vokshudens forreste Rand. Vingen lanst over 275'mm Mang 1: BEREGN Duehøge (Åstur) Side 253. liste Slægt: Graa Gribbe (Aegiyjpius Savigny). Næbbet højt, temmelig langt, meget kraftigt, højere end bredt, med stor Vokshud ved Grunden. Næbryggen lige, men i yderste Tredjedel krum- mer den stærkt og har helt nedadrettet Spids. "Næseboret ret stort, rundagtigt og ligger nær ved Vokshudens Forkant. Hovedet dels nøgent, dels - dækket med korte, uldagtige Fjer og Dun. Arm- (Aegypius) 158 svingfjerene omtrent af samme Længde som Haand- svingfjerene. Mellemfoden ret lang og kraftig, lidt længere end Mellemtaaen; den øverste Halvdel fjerklædt. Halen med 12 Styrefjer. Fjerdragten overvejende mørk sortebrun. Slægten omfatter kun 1 Art. 1. Graa Grib (Aegypius m6nachus (Linné)). Kuttegrib, Munkegrib (Vultur monachus Linné, Vultur cinereus Linné). Svensk: Grågam. Tysk: Månchsgeier. Engelsk: Black Vulture. Han og Hun ens; Issens Dun graabrune, en Stribe over Øjet, Nakken og Egnen om Ørene brunligt hvide. Halsen nøgen, nedadtil - omgivet af en Krans af brune Fjer. Fjerene og Dunene paa Kroen mørkebrune. Fuglens hele Overside og Underside brunsort, den sidste med lysere, blegbrune Længdepletter paa Fjerenes yderste Del. Bukserne næsten sorte. Paa Kropsiderne og blandt Over- vingedækfjerene af og til nogle hvidlige Fjer. Haandsving- fjerene sorte, Årmsvingfjerene og Halens Styrere mørke- brune, lysere langs Kanterne. Iris brun. Næbbet mørkt hornbrunt, Undernæbbet lysere. Vokshuden blaalig. Næseboret rundagtigt. Fra Vokshud til Næbspids 61—67 mm. Vingerne 750—840 mm lange. Mellemfoden c. 130 mm lang, paa den øverste Del fjerklædt, paa den nederste Del dækket af smaa, flerkan- tede Skæl. Fødderne blaalighvide. i Unge Fugle har næsten sorte Dun paa Hovedet, Nakken brun; Forhalsen og Kroen sorte. Fuglens Over- og Underside næsten sorte, den sidste med lidet frem- trædende, lysere Skaftstriber. Halens Styrere næsten sorte. Fødderne mere gullige. Dunungen skal være røggraa med gulligt Anstrøg; en nøgen Plet bag paa Halsen og paa dennes Sider. Iris blygraa. 159 (Aegypius) Fig. 34. Graa Gribbe. (Efter Schiøler i Danmarks Fugle). Ved sin Størrelse, sine mørke Farver og rundagtige Næsebor kendes denne Grib let. fra de andre Gribbearter, der har vist sig her i Landet; ogsaa dens. mørkdunede Isse gør den let kendelig. Udbredt som Ynglefugl i Spanien og Portugal, i Nord- Marokko, hvor den dog er sjælden, tidligere ogsaa i Algier; endvidere paa Sardinien, Sicilien, Cypern, enkeltvis i Italien og i Sydøst-Europa til Ungarn, saaledes ved Nedre Donau, (Aegypius) 1 60 ved Herkulesbad, i Siebenburgen, Szerem- og Radnaer- Alperne; endvidere paa Krim, i Kaukasus og Ural, meget sjælden i Ægypten, endelig i Arabien, Lilleasien, Central- Asien ned til Himalaya og enkelte Steder Syd herfor samt ind i Kina. Om Vinteren viser den sig i det nord- vestlige Indien. I Syd-Europa er den Standfugl, men strejfer nu og da til nordligere Egne og er truffet op til de østbaltiske Lande, Øst-Preussen og Pommern. I Tysk- land er den truffet over en Snes, Gange, af og til endog i Smaaflokke paa op til 11 Stkr. Nærmest Danmark er den i 1811 skudt ved Ejderen, ud af en Flok paa 4—5 Stkr., og i 1814 blev et Stk. skudt i Holsten, I Grønland, Island, paa Færøerne, i Storbritannien og Skandinavien er denne Grib aldrig set. I Danmark er den Graa Grib en yderst sjælden Gæst, der angives at være set eller skudt omkring 4 Gange i Landet; alle disse Angivelser menes dog ikke at være lige paalidelige; saaledes skal et Individ være skudt ,,;mellem Fanø og Sønderhoef lige i Begyndelsen af det 19de Aar- hundrede; et. ungt Individ skal være skudt ved Fredericia omkring Midten af forrige Aarhundrede, og d. 24. 12. 1834 skal 3 Individer være set ved Leck og Lindeved; endelig skal et Individ være skudt i Fiskebækskov (Sundeved?) i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. Den Graa Grib lever i Skov- og Klippeegne og bygger sin store Rede i Kronerne af Ege- og Fyrretræer, ofte kun 4—5 m over Jorden; den er bygget af tykke Grene, hvorpaa tyndere Grene og tynde Ris danner selve, Rede- skaalen. Den yngler aldrig i Kolonier, men hvert Par for sig; i Februar eller Marts lægger den sit Æg, der ruges af begge Forældrene; det er hvidt, oftest med mange, smaa Punkter og rødbrune Pletter, undertiden med graaviolette Skalpletter. Længden 84,4—107 mm, Bredden 56—76 mm. I store Buer svæver den over Landet for at spejde efter sit Bytte, der ganske overvejende bestaar af Aadsler af større Pattedyr; den skal særlig fortære Muskler og Knogler og kun i Nødsfald Indvoldene. Af og til tager den ogsaa levende Dyr, saaledes har man set den tage Harer, Skildpadder og lign. 2den Slægt: Gaasegribbe (Gips Savigny). Næbbet temmelig langt og kraftigt, højere end bredt, men langt mindre end hos forrige Slægt fr Ene (Gyps) og jævnere nedbøjet mod Spidsen. Næseborene langagtige og smalle, samt skraatstillede. Hoved og Hals dækket af smaa, tætsiddende, hvidlige Dun; mellem Næbroden og Øjet med længere haaragtige Fjer. Armsvingfjerene omtrent af samme Længde som Haandsvingfjerene, af hvilke 2den og 3dje er længst. Fjerklædningen overvejende lyst graabrun eller rustbrun. Mellemfoden helt klædt med smaa Skæl. Halen med 14 Sftyrere. Slægten omfatter 4 Arter, af hvilke kun 1 har vist sig i Danmark. 1. Gul Grib (Gyps fålvus (Habliz])). Gaasegrib (Vultur fulvus Hablizl, Gyps vulgaris Sa- vigny). Svensk: Gåsgam. Tysk: Gånsegeier. Engelsk: Griffon- Vulture. "Han og Hun: Hovedet og Halsen gullighvide, Ho- vedet dækket med smaa, haarlignende Fjer, Halsen med ganske smaa Dun; paa Halsens nederste Del en nøgen Plet paa hver Side; nederst paa Halsens Bagside en Krave af opslidsede, silkebløde, lange, spidse, hvidlige eller lyst gulligbrune Fjer. Fuglens Rygside lyst gullig- brun, paa Fjerenes Midte med -sølvgraat Anstrøg; For- ryggen oftest mørkere. Skulderfjerene sortebrune med … lysere Spidser. Kroens korte Fjer er mørkere eller lysere rødligbrune; Fjerene omkring Roden af Halsen foran og paa Siderne hvide. Brystet, Bugen og Bukserne gullig rustbrune med lysere, gullige Skåftstriber. Skinnebenenes Indersider hvide. Haandsvingfjerene brunsorte, Armsving- fjerene mere graabrune, med lysere Kanter - paa Yder- " fanerne. Halens Styrere næsten sorte. " Iris brun eller gulbrun; Næbbet korngult eller lyse- brunt, blaaliggraat i Spidsen og langs Kanterne. Voks- huden mørkt skiferfarvet. Fra Vokshud til Næbspids 50— 55 mm. Næseborene langagtige, smalle og skraatstillede "R. HON E: Fugle IIT. EN | (Gyps fulvus) 162 Vingelængden 684—750 mm. Mellemfoden, der er befjeret øverst paa Forsiden, 100—110 mm lang, klædt med Smaa- skæl. Mellemtaaen længere end Mellemfoden: Fødderne graa eller grønliggraa. Unge Fugle:- Hovedet klædt med korte, bløde Dun; Kraven paa Baghalsens nederste Del rødligbrun med hvidlige Skaftstriber. Fuglene er paa Rygsiden mere rød- HE le EE DUE Fig. 35. Gul Grib. (Efter Jågerskibld og Kolthoff). ligt kanelfarvede. Kroen lysere og mere rødlig end hos de voksne Fugle Dunungen skal være hvid, med graa Vingekant. Iris graa. Det kortdunede, gulhvide Hoved og Hals gør altid denne store Grib let kendelig. Udbredt som Ynglefugl over Syd-Europa (særlig Spa- nien) og Middelhavets Øer, saaledes særlig paa Sardinien og Sicilien, mod Nord til Pyrenæerne, Slavonien, Ungarn, Rumænien, Bessarabien, Krim og det sydlige Ural. Af 163 | : (Gyps fulvus) og til strejfer den længere mod Nord op i Mellem-Europa, hvor den er truffet i Estland og adskillige Gange i Nord- Tyskland, saaledes i 1917, da 7 Individer saas i Flok ved Hamborg. I Grønland, Island og paa Færøerne er den selv- følgelig aldrig set, derimod er den skudt i 1843 i Irland og en Gang set i England. I Sverige og Norge har den ikke vist sig. : I Danmark har den Gule Grib kun vist sig én Gang, idet et Individ blev skudt ved Katholm i Djursland i For- aaret 1858; dens Vingeskelet findes endnu i Zoologisk Museum i København. Den Gule Grib foretrækker til Opholdssted Bjerg- egne og undgaar i Modsætning til forrige Art altid Skov- egne. De,ses kredsende og sejlende højt i Luften, spej- dende med deres skarpe Øjne efter Aadsler af større Pattedyr; ved et saadant samles de mærkværdigt hurtigt, formodentlig ved at se andre Gribbe i store Spiraler sænke sig ned fra Luften. Lugtesansen benyttes derimod - ikke ved Opsporingen af Aadsler, saalédes som man tid- ligere formodede. De er iøvrigt træge og fejge Dyr, der bevæger sig langsomt, naar de opholder sig paa Jorden. "De er som Regel ret tavse, men paa Ynglepladsen kan man dog hyppigt høre deres hæse, gryntende Skrig. Re- derne bygges næsten altid paa Afsatser oppe i Bjergene, helst paa utilgængelige Steder og næsten altid samlede i større eller mindre Kolonier. kedematerialet er Grene, Palmeblade og Græs; af og til ser man dem dog benytte gamle Ørnereder i høje Træer, ligesom Reder skal kunne findes paa Toppen af høje Sandmiler. De lægger kun 1 Æg aarlig, gerne i Februar eller Marts; dette er grov- kornet, mat og smudsighvidt, af og til med svag, gulbrun- lig Pletning og undtagelsesvis med rødbrune Pletter, Streger og Snirkler; Længden 82—101 mm, Bredden 65— 75 mm. Ægget ruges, vistnok af Hunnen alene, i c. 50 Dage. Ungerne fodrs med Opgylp. Føden er saa godt som udelukkende Aadsler af store, faldne Pattedyr; de sønderflænger først Bughuden for at komme til Indvoldene, men fortærer iøvrigt ogsaa Musk- ler 0.a.; de er yderst graadige og kan overfylde sig stærkt, hvor Lejlighed gives, for derefter at sidde dorske og sløve paa en Klippe, medens Fordøjelsen foregaar, gerne med " hængende Vinger. De skal dog ogsaa kunne tage Insekter, Snegle, Padder og lignende, ligesom de, i Modsætning til … andre Rovfugle, gerne drikker Vand. ON) te (Neophron) 164 3dje Slægt: Aadselgribbe (Néophron Savigny). Næbbet ret langt, slankt, jævnt nedadkrummet i Spidsen. Vokshuden dækker Halvdelen af Næb- bet. Næseborene langagtige og smalle, parallelle med Næbkanten. Ansigt og Strube nøgne eller kun dunklædte, Baghovedet med lange, spidse Fjer. Kroen nøgen. 3dje Haandsvingfjer længst, 2den og 4de omtrent af samme Længde. Halen har 14 Styrere, hvoraf de midterste er længst, saaledes at Halen bliver kileformet. Haandsvingfjerene be- tydelig længere end AÅrmsvingfjerene. Mellemfoden, der er klædt med flersidede Skæl, er omtrent af samme Længde som Mellemtaaen med Klo. Slægten omfatter 3 Årter, udbredte i den gamle Ver- den; 1 Art har vist sig i Danmark. 1. Aadselgrib (Néophron percnoépterus (Linné)). (Neophron percnopterus percnopterus (Linné)). Aadselfugl (Vultur percnopterus Linné). Tysk: Schmutzgeier. Engelsk: Egyptian Vulture). Han og Hun: Hele Hovedet, blot med Undtagelse af Nakken, samt hele Struben nøgne og orangegule. Nak- ken, Baghalsen og Halsens Sider med lange, strittende, lancetformede, gullighvide Fjer, der danner en Halskrave. Hele Fuglen iøvrigt flødefarvet hvid, dog er Haandsvingfjerene sortebrune, paa deres yderste Del næ- sten helt sorte. Armsvingfjerene sortebrune, men Yder-" fanerne delvis sølvgraa. Halens Styrere gullighvide. Iris mørkebrun. Næbbets Hornklædning horngraa. Vokshuden orangegul. Fra Vokshuden til Næbspidsen 31—35 mm. Næseboret aflangt og smalt, liggende parallelt med Næbkanten, omtrent midt paa Vokshuden. Vinge- længden 475—520 mm. Mellemfoden 75—85 mm. Fødderne rødlige eller blegt lilla-kødfarvede. Kløerne ikke stærkt krummede, sorte. bes (Neophron percnopterus) Ung Fugl: Ansigt og Strube ikke helt nøgne, men med spredte mørkebrune og gulbrune Fjer; Halsen er bagpaa og paa Siderne dækket med lancetformede, cho- koladebrune Fjer med brunliggule Spidser. Forhals og Forbryst brunsorte med spredte, smaa, lysebrune Spids- pletter. Ryggen helt ned til Overgumpen smudsigt fløde- farvet med indblandede brunlige Fjer. Skulderfjerene og Overvingedækfjerene dels chokoladebrune med Fig. 36. Aadselgribbe, gammel og ung Fugl. (Efter Heilmann og Manniche). brunhvideSpidser, delssmudsigt gulhvide med brunlige Skafttegninger; Bryst og Bug mørkebrune med indblandede gullige Fjer, Undergumpen smudsigt fløde- farvet. Bukserne farvet som Brystet. Haandsvingfjerene sortebrune, Årmsvingfjerene mørkebrune, lysere og mere graalige paa deres ydre Del. Halen lyst brungraa, mere flødefarvet mod Spidsen. I de følgende Dragter bliver de unge Fugle lidt mørkere, førend de faar de voksnes hvid- gule Dragt. . Dunungen hvid, med rødbrunligt Anstrøg paa Over- siden. (Neophron perenopterus) 166 Det spinklere Næb, den ringe Størrelse og den kile- formede Hale gør denne Gribbeart let kendelig blandt de Arter, der har vist sig i Danmark. Udbredt som Ynglefugl i Syd-Europa op til Syd- Frankrig og (tidligere) til Mt. Saléve i Schweiz, til Donau og Bukovina; videre udbredt ved det Kaspiske Hav og, omend sjælden, i Kirgiserstepperne; mod Øst udbredt til - Persien, Turkestan, Afghanistan og den nordvestlige Del af Forindien. Endelig er den vidt udbredt i Afrika, fra Sahara til Middelhavet, i Nordøst-Afrika, Øst-Afrika og Syd-Afrika. Skønt den ganske overvejende er Standfugl, strejfer enkelte Individer dog nu og da til nordligere Egne, saaledes til Mellem-Frankrig og et Par Gange, i 1825 og 1868, til England. I Tyskland har den aldrig vist sig, heller ikke i Skandinavien. I Grønland, Island og påa Færøerne er den selvfølgelig heller aldrig set. I Danmark har Aadselgribben mærkelig nok vist sig en enkelt Gang, idet et ungt Individ blev skudt ved Ebbe- skov nær. Fakse d. 30. 8. 1918. Den holder mest til paa aabent Land, baade i Bjerge og ved Floder, helst i Nærheden af beboede Steder, hvor den gør stor Nytte ved at fortære al Slags Affald som Aadsler, Ekskrementer, døde Fisk o.1., men ogsaa Kryb- dyr, Æg, Insekter, og hvad der ellers kommer for; denne Grib har Forkærlighed for Vand, som den baade bader sig i og drikker. Mest færdes den i Smaaselskaber eller alene, men ofte kan man se Luften fuld af kredsende Fugle. Ved store faldne Pattedyr samles de med de andre Gribbearter; paa Jorden bevæger den sig frem i Gang. Reden bygges gerne paa Klippevægge, men ogsaa paa Byg- ninger, i Ægypten saaledes paa Pyramiderne; ogsaa i Træer skal den kunne bygge. Reden bestaar af uordentligt sam men- hobede Grene og er udforet med Tøjstykker, Haar, Knogler, Græs, tør Kreaturgødning o.l. I Slutningen af Marts og i April lægger den sine 2 Æg; kun sjældent træffer man Kuld paa 1 eller 3 Stkr. Den hvidgule Skal er smukt tegnet med kastaniebrune Pletter; Æggets Form er endel vekslende, Længden 58,2—76,4 mm, Bredden 43—56 mm. Æggene skal hovedsagelig ruges af Hunnen. Ungerne mades med opgylpede Aadselrester o. Il. Fuglen skal have en yderst hæslig og ubehagelig Lugt, vel paa Grund af dens ilde stinkende Føde, der for en stor Del bestaar af Menneskeekskrementer. I de oldægyptiske Hieroglypher ser man ofte dens Billede i Profil benyttet. 167 j (Pandion) 4de Slægt: Fiskeørne (Påndion Savigny). Denne særprægede lille Slægt er navnlig ejen- dommelig ved Føddernes afvigende Bygning; den korte Mellemfod er kortere end Mellemtaaen (med Klo); Ydertaaen er en Vendetaa, der kan rettes udad og bagud og virke sammen med Bagtaaen. Ingen Spændehud mellem Tæerne; disses yderste Led har Tværskæl, iøvrigt er Tæerne og Mellem- foden klædt med rundagtige, kølede Skæl, der paa Tæernes Underside er tornagtige, hvorved Fuglen lettere kan fastholde de slimede Fisk, Alle 4 Kløer er omtrent af samme Størrelse, meget lange, kraf- tige, krumme og spidse, uden Fure. paa Under- siden, som det ses hos andre Rovfugle. Næbbet kraftigt med meget lang, nedadkrummet Spids. Vokshuden temmelig smal, Næseborene smalle og langagtige, skraat stillede. De lange Nakkefjer er tilspidsede. Fjerene uden Bifaner, Skinnebenene uden lange Bukser. Vingerne lange og kraftige, AÅrmsvingfjerene betydelig kortere end Haand- svingfjerene, af hvilke den 3dje er længst. Halen kortere end Vingen, hvis Spidser i Hvilestilling rager langt ud over Halen; denne har 12 Styrere. Brystbenets Kam meget høj og kraftig; Ravne- næbsbenenes Basalledflader er noget krydsende. = Brystbenets Bagrand med to brede Indsnit paa hver Side, et mellem vore Rovfugle enestaaende Forhold. . Slægten omfatter kun 1 Art, udbredt i alle Verdens- dele, men udspaltet i 5 Racer. 1. Fiskeørn (Påndion haliaétus (Linné)). (Pandion haliaétus haliaétus (Linné)).. -… Flodørn, Fiskeørn (Falco haliaétus Linné, Pandion alticeps Brehm). Norsk: Fiskårn.” Svensk: Fiskgjus. Tysk: Fischadler. " Engelsk: Osprey. (Pandion haliaétus) 168 Han og Hun ens; Hovedets Overside hvid, Fjerene paa Panden, Issen og Nakken med sortebrune Skaft- striber, i Nakken er Fjerene dog overvejende sortebrune. En Plet foran Øjet og en bred Stribe fra dette ud i Nakken Fig. 37. Fiskeørn. (Efter Naumann). ligeledes sortebrun; den øvrige Del af Kinden samt hele Struben renhvid, Hagen med fine, mørke Skaftlinier. Bag- halsens lange, lancetformede Fjer hvide med mørke Skaft- striber. Ryggen, Vingernes Overside, Overgumpen og Overhaledækfjerene ensfarvet mørkebrune, Fjerene oftest lidt lysere brune langs Kanterne, særlig paa Vingedæk- fjerene. Hele Fuglens Underside samt Skinne- benenes korte Fjer renhvide, enkelte af Kropsidens 169 (Pandion haliaétus) Fjer med rustgulligt Anstrøg. Over Forhalsen et antydet bredt Bælte af Fjer med rustbrune Skaftstriber og Skaft- pletter. Undervingedækfjerene flødehvide, mørkebrune langs Vingeranden og med brede, brune Tværpletter paa de store nederste Dækfjer. Haandsvingfjerene mørkebrune, næsten sorte paa deres yderste Del, lysere ved deres Basis; Inderfanernes brede Dele overvejende hvide, med antydede mørkebrune Tværbaand; mod Spidsen er navn- lig de indre Haandsvingfjer lysere mod Randene. Årm- svingfjerene mørkebrune, med smalle, lidt lysere Rande. Halens Styrere mørkebrune, næsten flødehvide paa Inder- fanerne, med 4-—5 smalle, sortebrune Tværbaand og fløde- hvide Spidser. Iris gul. Næbbet hornsort; fra Vokshud til Næbspids 34—36 mm. Vokshuden lyseblaalig. Vingelængden 465— 530 mm. Fødderne hvidgrønligt lyseblaa. Mellemfoden 50— 60 mm. Kløerne sorte. Unge Fugle ligner endel de voksne, men Baghalsen er mere hvid, og alle de mørkebrune Fjer. paa Fug- lens Overside har flødefarvede Rande, bredest imod Spidserne. Iris brun. Rester af de lyse Fjerkanter syneg at genfindes i Ungfuglenes første voksne Dragt. Dunungen skal have korte, graabrunlige Dun, der paa Hoved, Hals og Kropsider er rustbrunligt flødefarvede; den sorte Stribe gennem Øjet kan allerede ses, og ned ad Ryggens Midte løber en lyst hvidgul Stribe. Over Bryst "og Bug et lyst blegbrunt Baand. | Blandt danske Rovfugle er Fiskeørnen let kendelig paa sin hvide Underside og sine lyseblaa Ben samt paa sin betydelige Størrelse. . "Fiskeørnens typiske Race er vidt udbredt som Yngle- fugl over hele Europa fra Lappland og Skotland. til Spanien " og Grækenland, endvidere paa Øerne i Middelhavet og i Nord-Afrika; i Rusland fra Ishavet ned til det Sorte Hav, Kaukasus og det Kaspiske Hav, men mangler i alle vand- fattige Egne. Yngler ligeledes ved det Røde Hav, i Syd- Arabien og ved Somali-Kysten; endvidere i Nord-Asien, ned til Himalaya og mod Øst til Kina, Japan og Kamtschatka (Pandion haliaétus) 170 (Hartert). I nordlige Egne er den en Trækfugl, der over- vintrer i det tropiske Afrika og Syd-Afrika, Indien, Syd- Kina og Sundaøerne. I Grønland har den amerikanske Race Pandion ha- liaétus carolinensis Gmelin vist sig et Par Gange. Paa Island har den ogsaa vist sig et Par Gange, og den typiske Race er nogle Gange skudt paa Færøerne. Paa de britiske Øer har den tidligere ynglet i Skotland, men er siden 1911 helt udryddet. I Norge var den tidligere ret udbredt baade i Lavlandet og i Fjeldene, men er nu totalt udryddet op til Nordland; kun i Finmarken findes endnu "en lille rugende Stamme. I Sverige har den været en ret almindelig Ynglefugl, men er stærkt aftaget i Antal; i Småland, ved Vånern, Målaren og navnlig i Jåmtland og Lappland findes dog endnu en Del ynglende Par I Danmark var Fiskeørnen tidligere en ret hyppig Ynglefugl, der fandtes rugende ved mange af vore større Indsøer og ved Fjorde og Vige. I Jylland har den næppe været talrig, næppe heller paa Fyn, men desto alminde- ligere var den paa Sjælland, Lolland og Falster, hvor den vist har ynglet paa de fleste passende Lokaliteter. Ved en "ganske meningsløs Forfølgelse er denne smukke Fugl imidlertid nu saa godt som helt udryddet og har været det i en længere Aarrække; nu viser blot enkelte Indi- vider sig nu og da paa Gennemrejse, vel fra skandi- naviske Ynglepladser; da den. nu er totalfredet, er det ikke udelukket, at enkelte Par atter kunde slaa sig ped i Danmark, og der synes i nyeste Tid at have været enkelte Tegn paa, at dette er ved at ske. Fiskeørnen er bundet til Vand, enten Fjorde og dæk- kede Vige eller Indsøer og Floder, helst hvor der er til- grænsende Højskov; man ser dem her kredsende og svævende højt i Luften, spejdende efter Bytte, der om- trent udelukkende bestaar af mindre og større Fisk, hoved- sagelig Ferskvandsfisk; opdages en passende Fangst, nær-. mer Fuglen sig Vandfladen og staar da ofte et Øjeblik. stille i Luften med blafrende Vinger for derefter med stor Kraft og med Vingerne ind til Kroppen at styrte sig skraat ned i Vandet, hvor den med de fremstrakte Kløer griber sin Fisk; ofte kommer den helt under Vandet, saa- ledes at dette sprøjter op til alle Sider, og dette Plask kan høres langt bort; derefter løfter den sig atter rask i Luften for med Byttet hængende i de kraftige Kløer at søge imod Land, efter døg først med en 'sitrende -Bevægelse af Vin- gerne at have afrystet en Del af Vandet. Byttet fortæres gerne i Reden, ogsaa uden for Yngletiden. Det skal kunne FA (Pandion haliaétus) ske, at Fiskeørnen angriber saa store Fisk, at den ikke kan magte disse, men bliver trukket under Vandet og drukner, idet Kløerne er boret saa dybt i Fiskens Ryg, at den ikke formaar at frigøre sig igen. Som en ægte Trækfugl viste den sig tidligere almindelig her i Landet, idet Efteraarstrækket begyndte efter Midten af August og varede til lidt ind i Oktober; om Foraaret faldt Trækket gennem Danmark gerne fra midt i April til lidt ind i Maj. Fra Midten af Oktober til Slutningen af Maj er den dog nu og da skudt her i Lan- det, vel Individer fra meget nordlige Egne. Trækket foregaar om Dagen, ofte familievis. : Reden byggedes hos os som Regel i Toppen af et højt Træ, gerne en toptør Eg eller Bøg, og benyttedes Aar efter Aar; andre Steder har man set dens Reder paa Klipper og Øer i Søer, paa gamle Ruiner 0. lign. Steder, ja endogsaa - 3 i Rørskove, ved Søbredder, paa F-< Toppen af Telegrafpæle og paa Hegnspæle. Den store, flade Rede er bygget af Grene og udforet med Sivstumper, Tang, Plantestængler og en broget Mængde af alt, hvad Fuglen kan finde drivende paa Van- det; ved Ophobning gennem Aarene "= kan Reden saaledes blive indtil 1m høj. Æggene lagdes hos os i Be-- i gyndelsen af Maj, af og til ogsaa i Fig. 38. Flyvende Fiske- sidste Halvdel af April; Kuldet be- ørn. (Efter Schiøler). -staar af 2 til 4 Æg, hyppigst dog af 3. Æggenes Skal er graalig eller gullighvid, nu og da med svagt gulgrønt Skær, med rødbrune eller sortebrune Pletter, der ofte er sammenflydende om den butte Pol; de ovale Ægs Længde er 59—69 mm, Bredden 43—50,3 mm. Æggene ruges i 24—28 Dage af begge Køn, men vist dog hovedsagelig af Hunnen. Ungerne fodres i Begyndelsen med iturevne Fisk, senere sønderriver og fortærer Ungerne selv det Bytte, som Forældrene anbringer paa Redekanten. " Ungerne bliver i eller ved Reden, til de er flyvefærdige; derefter følger de Forældrene paa disses Fisketure. . Fiskeørnen er ikke meget støjende, og man hører kun sjældent dens Stemme paa Fisketurene; ved Reden skal (Pandion haliaétus) 172 dens Skrig lyde som kai—kai—kai eller et mange Gange gentaget ki—ki—ki; ogsaa et langtrukkent, pibende Skrig skal de kunne udstøde; Redeungernes Skrig er gengivet med pi—pi—pi—pi eller tjyp—tjyp. Føden er, som oven- for nævnt, som Regel større Fisk, særlig Laks, Ørred, Helt, Karpe, Brasen, Skalle, Aborre og Gedde; kun sjæl- dent skal den angribe Blishøns og mindre Fugle; ogsaa Vandrotter, Frøer og Biller er fundne i dens Mave. 5te Slægt: Havørne (Haliaétus Savigny). Meget store og kraftige Rovfugle. Næbbet stort og stærkt, ret brat nedbøjet i Spidsen. Næseborene, der sidder ved Vokshudens Forkant, er aflange og skraatstillede. Vingerne meget brede, idet Arm- svingfjerene paa den sammenlagte Vinge ikke er meget kortere end Haandsvingfjerene, af hvilke 3dje til 5te stedse er længst. Halen ret kort, højst af Vingens halve Længde, afrundet i Spidsen, med 12 Styrere. Fødderne meget kraftige. Mellemfodens øverste Halvdel befjeret, den nederste derimod nøgen, klædt paa Forkanten med Tværskinner, paa Siderne og bagpaa med smaa, sekssidede Skæl. Ingen Forbindelseshud mellem Tæernes Grund; 3dje Taa længst. Kløerne af vældig Størrelse, iste Taas størst, 2dens omtrent af samme Sftørrelse. Brystbenet ret smalt og langt; som Regel ingen Vinduer nær Bagranden. Slægten omfatter kun 2 Arter, nemlig den amerikan- ske Hvidhovede Havørn (Haliaétus leucocephalus (Linné) og den europæisk-asiatiske Havørn, der træffes i Danmark. 1. Havørn (Haliaétus albicilla (Linné)). (Haliaétus albicilla albicilla (Linné)). Hvidhalet Havørn, Gaaseørn, Fiskeørn (Falco Albi- " cilla Linné, Haliaétus orientalis Brehm). Norsk: Sj6-6rn. Svensk: Hafsårn. Tysk: Seeadler. Engelsk: White-tailed Eagle. 73 (Haliaétus albicilla) Han og Hun ligner hverandre i Fjerdragten. Hoved og Hals flødefarvede med enkelte indblandede lyst gulbrune Fjer. Ryggen gulbrun med rødligt Skær, Skulder- fjerene lysebrune med flødehvide Rande og Spidser, de Fig. 39. Voksen Havørn. (Efter Schiøler). " længste mere graabrune. -Vingedækfjerene som Skulder- fjerene, flere af Fjerene dog næsten hvide. Overhaledæk- fjerene brune, de midterste hvide med brune Spidser. - Brystet lyst gulbrunt, med mange indblandede flødefarvede Fjer. Bugen lysebrun ligesom Bukserne. Kropsidernes Fjer og Underhaledækfjerene brune. Haandsvingfjerene mørkebrune, med Purpurskær. Armsvingfjerene graabrune. Halen hvid, Styrernes basale Dele brunspættede. (Haliaétus albicilla) 174 Iris gul.. Næbbet gult, med gul Vokshud; fra Voks- hud til Næbspids 48—55 mm. Højden over Næseborene 29—32 mm. Vingelængden 575—659 mm. Hunnerne be- tydelig større (652—659 mm) end Hannerne (575— 618 mm). Mellemfoden 90—100 mm lang. Fødderne gule med hornsorte Kløer. i ud Ung Fugl i lste Fjerdragt er overvejende kaffe- . brun med indblandede gulbrune Fjer, der har mørke Spid- ser, og med mørk Hale. Hovedet og Nakken mørke- brune, den sidste med lidt lysere Spidser. Baghalsen og Ryggen okkergulligbrun med mørkebrune Spidser. Skulder- fjerene mørkebrune, de længste graabrune og lyst spæt- tede. Vingedækfjerene farvet som Ryggen. Strubens Fjer hvide ved Grunden, iøvrigt gulbrune eller mørkebrune. Forhalsen sortebrun, Fjerene dog hvide ved deres Grund. Bryst og Bug okkergulligbrune med mørkebrune Spidser. Underhaledækfjerene hvidlige med mørkebrune Spidser; Bukserne mørkt gulbrune med mørkere Fjer- . spidser. Haandsvingfjerene sorte, ved deres Basis graalig- brune. Armsvingfjerene graaligt sortebrune med smudsig- hvide Rande, de inderste mere eller mindre brun- og hvidspættede. Halen sortebrun, Styrerne paa Midtpar- tiet smudsighvidt spættede. Iris mørkebrun. Næbbet hornsort. Vingelængden hos Hannerne 617—662 mm, hos Hunnerne 637—695 mm. 2den Fjerdragt er noget lysere brun og mere hvid- lig paa de okkerbrungullige Fjer; Halen er noget lysere, É men har stadig mørkebrune Yderfaner. 3dje Fjerdragt har en næsten hvid, men dog plettet Hale, og ligner iøvrigt mere de voksne Fugles. Den rent voksne Dragt erhverves først gennem flere Overses dragter i Fuglens 5te eller 6te Leveaar. Ved sin vældige Størrelse er Havørnen let kendelig. fra vore andre Rovfugle; Forveksling kan blot tænkes med Kongeørnen, men denne har en i Spidsen lige af- skaaret Hale, medens Havørnens er afrundet og hos de voksne Fugle hvid. 175 (Haliaétus albicilla) Vidt udbredt som Ynglefugl fra Øst-Sibirien gennem hele Nord-Asien ned til Mongoliet, Kina, Persien, Meso- potamien og Lilleasien, tidligere ogsaa i Ægypten; end- videre i Europas nordlige Dele samt i Sydøst-Europa og Rusland; rugede tidligere ned til Østersøens Kyster, Nord-Tyskland og England, men dens Udbredning er i disse Egne blevet meget indskrænket, mange Steder er den nu helt udryddet. Strejfer meget omkring om Vinteren og viser sig da i langt sydligere Egne, helt ned til Indien og Nord-Afrika. I Grønland findes den, omend ikke talrig, paa Vest- kysten fra Disko ned til Kap Farvel; de her rugende Fugle er endel større end de europæiske og lidt mørkere i Farve, derfor udskilt som en egen Race Haliaétus albicilla groenlandicus Brehm. Paa Island er den typiske Havørn nu en meget faatallig Ynglefugl, men var tidligere almindelig over hele Øen. Paa Færøerne har den mulig ynglet i gammel Tid, men er forlængst udryddet og viser sig nu kun dér som en sjælden Gæst. Paa de britiske Øer er den nu helt udryddet, sidst iagttaget som ynglende paa Shetlandsøerne (1908); tidligere var den ikke ualmindelig baade i England, Skotland og Irland. I Norge var den tidligere meget almindelig langs hele Vest- kysten lige fra Hvaløerne op.til Varanger Fjord; nu stærkt reduceret i Tal, saaledes at den er yderst faatallig Syd for Polarkredsen, medens den Nord for denne endnu er forholdsvis almindelig. I Sverige var den tidligere yderst almindelig over hele Landet, helt ned i Skaane, men er nu særdeles faatallig, idet der næppe er.mere end c. 20 Par tilbage. I Nord-Tyskland er der højst nogle ganske faa rugende Par tilbage. I Danmark var Havørnen tidligere en almindelig - Ynglefugl, der rugede paa alle de Lokaliteter, der ydede den passende Livsbetingelser, men ved Forfølgelse aftog den stadig i Antal; i sidste Halvdel af forrige Aarhun- drede var der endnu endel tilbage, og man kender endnu ikke mindre end et halvt hundrede Ynglesteder fra denne Tid; men navnlig hen mod Aarhundredskiftet gik det stærkt nedad med de sidste Rester, og efter 1912 -kendes den ikke mere som ynglende i Landet, medens man i 1908 " endnu havde 3 Par rugende i Nordjylland. Det sidste kendte rugende Par fandtes i 1912 ved Havnø i Mariager Fjord; den ene Mage blev dræbt ved Gift, men endnu i 1927 kunde en enlig Ørn ses ved. Redestedet. Nu ses Havørne. hos os kun som sjældne Gæster, strejfende ned til os vel fra skandinaviske Ynglepladser; de viser sig da (Haliaétus albicilla) 176 gerne om Vinteren, hyppigst fra November til Februar, og næsten altid drejer det sig om unge Fugle. Havørne er nu totalfredede i Danmark. Til Opholdssted foretrak Havørnen her i Landet Stor- skov af Eg og Bøg liggende ved Fjorde og større Søer, eller blot Skove, der ikke laa for langt fra Havet; mere undtagelsesvis holdt den til paa aabent Land, hvor der blot var tilstrækkelig Fred. Her saas den kredsende og svævende paa udspilede Vin- ger højt i Luften, ofte flere i Selskab, eller den saas flyve langs Kysterne og over Van- det for at finde Bytte; paa store Sten i Vandet, paa Brink- kanter eller i høje Træer yn- dede den at sætte sig til Hvile, helst hvor der var Udsigt til alle Sider; om Vinteren. fær- -dedes den gerne paa Isen, nær Vaagerne, og kunde her samles i smaa Selskaber. Dens Flugt er tung, med langsomme Vingeslag, ejen- dommelig bølgende, idet Vin- gespidserne under Nedslagene bøjer sig opad. Uden for Yngletiden strejfer den langt ind over Landet for at søge Føde. Dens vidtlydende Skrig lyder som gja—gja—gja, ofte gentaget og gaaende over i et Å skarpere, hurtigere gentaget f j gji—gji—gji—gji, Lyde, der Fin. 90 INRSDES Havørn. iidstødes med stærkt frem- (Efter Schiøler). strakt Hals. Som andre store Rovfugle forulempes de ofte af smaa Rovfugle, Krager, Drosler o. lign., der skrigende forfølger Havørnen, naar den flyver over Landet; paa Havet overtager gerne Maagerne denne Virksomhed. Natten tilbringer den sovende i et højt Træ. Til Redeplads valgte den her i Landet som Regel høje Ege eller Bøge, og da Reden benyttedes Aar efter Aar, kunde den efterhaanden opnaa vældige Dimensioner, 77 (Haliaétus albicilla) med en Bredde paa 2 m og en Højde paa over 1 m; den var bygget af svære Grene og mindre Kviste, og Rede- skaalen var udforet med Halm, Lyng, Tang o. lign.; Rede- træet var helt oversprøjtet af Ungernes Gødning, og under Træet fandtes gerne en Mængde Rester af det for- tærede Bytte; mere undtagelsesvis kunde Reden anlægges i lave Buske eller paa den bare Jord, saaledes som det kendtes fra vore to store nordjydske Vildmoser; ogsaa kunde ved Jyllands Vestkyst Reden anbringes paa en Klittop, naar blot Fuglen mente, at der var tilstrækkelig Fred. I andre Lande findes Reden ofte paa Afsatser i Fjeldsiderne eller paa lave Klippeøer eller paa Sandbanker 1 Flodmundinger. Æggene lagdes her i Landet i de sidste to Tredjedele af Marts, og Kuldet var næsten altid paa 2 Stkr., men ogsaa Kuld paa 1 og 3 Æg kunde und- tagelsesvis findes; i koldere Egne lægges Æggene først i April eller ind i Maj, i sydligere i Januar og Februar. Æggets Skal er ru og poret, Farven mat hvid eller graa- gul, af og til med grønligt Skær, som Regel uplettet, men Æg med svage, brungullige Pletter kan træffes. Længden 66—84,4 mm, Bredden 53—63,5 mm; en længere Række danske Havørneæg havde Længden 71—81 mm og Bredden 52,5—58,9 mm. Æggene ruges af begge Magerne, mest eller ofte helt af Hunnen, i et Tidsrum der efter An- givelserne svinger mellem 35 og 45 Dage. Ungerne kom- mer ikke altid ud af Ægget paa samme Tid, og man kan finde en stor og en lille Dununge i samme Rede. For- ældrene hjembringer Byttet i Kløerne og- kaster det for Ungerne, der enten selv sønderriver dette eller hjælpes heri af de gamle Fugle. Føden bestaar ganske overvejende af Søfugle, særlig dykkende Arter, og alle Slags større og mindre Fisk, baade fra salt og fersk Vand; dykkende Fugle følger den spejdende fra Luften og slaar ned efter dem, hver Gang de er nødt til at komme op for at aande; derved ud- mattes Dykænder, Blishøns, Alkefugle, Skarver, Skraaper o. lign. efterhaanden og bliver da et let Bytte for Ørnen. Flyvende Fugle har den meget vanskeligt ved at tage, og "disse frygter i Reglen slet ikke Ørnen; dog har man set den tage Maager, vel dog mest unge eller syge Indi- vider, og ligeledes Vadefugle. En stor Del af dens Føde er, i alt Fald uden for Yngletiden, ÅAadsler af større og mindre Pattedyr samt Fisk, som den finder opskyllet langs Kysterne; selv, er den langsomme, klodsede Fugl en daarlig Fisker, der helst nøjes med selvdøde Fisk R. Hørring: Fugle III. : i . 12 (Haliaétus albicilla) 178 eller Rester af andre Fugles Bytte. Den kan godt tage Harer, ligesom den angives at tage Lam o. l. 6te Slægt: Hvepsevaager (Pérnis Cuvier). Partiet mellem Øje og Næbrod, der hos andre . Rovfugle gerne er klædt med haaragtige Fjer eller tynde Børster, er hos denne Slægt klædt med smaa, Sskælagtige, brede Fjer. Næbbet jævnt krum- met, med lang, nedadrettet Spids. Næseborene af- lange, skraatstillede. Vingerne lange, -3dje Haand- svingfjer oftest længst. De 5 første Haandsving- fjer har Indskæring paa Inderfanen, 2den til 5te ogsaa paa Yderfanen. Halen, der E 12 Styrere: er lang og i Spidsen omtrent lige afskaaret, kun de 2 yderste Styrere en Smule kortere. Næsten Halv- delen af Mellemfoden er fjerklædt, og denne er omtrent af samme Længde som Mellemtaaen uden Klo; Mellemfoden er, ligesom Tæerne, klædt med mangekantede Skæl, kun Tæernes yderste Led har 3 til 4 brede Tværskæl. Kløerne spidse, men ikke meget krumme. Ingen Bindehud mellem Tæerne, kun er en saadan antydet me Hen: Mellem- og Ydertaa. Slægten omfatter 4—5 Arter, af hvilke kun 1 fore- kommer i Danmark. 1: Tvepsevaave (Pernis aptvorts (Linné). (Pernis apivorus apivorus (Linné)). ”Hvepsefalk, Hvepsebussard (Falco apivorus Linné, Pernis apium Brehm). Norsk: Hvepsehøg. Svensk: Bivråk. Tysk: Wespen- bussard. Engelsk: Honey-Buzzard. Voksen Han: Fjerene paa Hovedets Overside og Sider graablaa, ofte helt graaligt lyseblaa; Hove- dets bageste Del og Baghalsen gulbrune eller graabrune, med mørke Skafter og graablaat Skær. Ryg- og Skulder- 179 : (Pernis apivorus) fjer mørkebrune, med hvide Grunddele paa Fjerene, ofte med lysere Rande. Overhaledækfjerene gulligbrune eller mørkebrune. Struben ofte hvid eller lyst gulbrun, med Fig. 41. Hvepsevaage, lys Form. (Efter Schiøler). mørke Fjerskafter; den øvrige Underside meget va- rierende”1 Farve og Tegning, snart brun, snart " hvid eller med forskellig Blanding af disse to Farver, Fjerenes Grunddel dog altid hvid; de lyseste Individer er hvide med enkelte mørke Skaftstriber paa Forbrystet og mørke Pletter ud mod Fjerspidserne paa Kropsiderne "og Underhaledækfjerene, andre er hvide med større og 122 (Pernis apivorus) 180 talrigere Pletter; oftest ses Individer, hvis hvide Under- side har brede, mørke eller gulbrune Tværbaand over Fjerenes Spidser og mørke Skaftstriber paa Brystets Fjer; mørkere Eksemplarer har brun Strube med mørkebrune Skaftstriber, og Fjerene paa den øvrige Underside har det hvide næsten skjult af mørke Tværbaand og mørke Fjer- spidser; hos atter andre er hele Undersiden mørkt choko- ladebrun med sorte Skaftstriber. Vingedækfjerene brune med hvide Spidser og hvide Basaldele paa Inderfanerne samt brede, mørkebrune Tværbaand. Haandsvingfjerene mørkt graabrune med brede, mørkebrune Tværbaand og hvidlige Spidser, Inderfanerne hvide eller hvidspættede, ligeledes med mørke Tværbaand. Armsvingfjerene er noget lignende farvet og tegnet. Halens Styrere brune eller graabrune, med hvidlige Spidser og 3—4 brede, mørke Tværbaand, af hvilke det yderste er bredest; de to yderste harenindbyrdes Afstand paa 70 —80 mm; de lysere Baand mellem Tværbaandene har lysere og mørkere Bølge- linier, Inderfanerne hvidspættede. Voksne Hunner ligner i alt væsentligt Hannerne, men den graablaa Farvetone paa Oversidens Fjer er langt mindre fremtrædende, særlig paa Hovedet, og Afstanden mellem de to yderste brede, mørke Tværbaand paa Halens Styrere er smallere, kun 50—60 mm. Denne stærke Variation i Farver og Tegning er hos Hvepsevaagen ganske uafhængig af Alder, Køn og ÅAars- tid og er kun et Udslag af individuel Variation. Iris gul. Næbbet hornsort. Vokshuden mørkt blaasort, ved Mundvigen rødgullig. Fra Vokshuden til Næbspidsen 19—22 mm. Vingelængden hos Hannen 383—415 mm, hos Hunnen 405—430 mm. Mellemfoden 49—53 mm. Fød- derne gule. Unge Fugle er ikke meget forskellige fra de ok men Hovedets, Baghalsens og tildels den øvrige Over- sides Fjer ofte med smaa eller større flødefarvede Spidser, paa Issen sommetider saa udbredte, at denne bliver helt eller overvejende flødehvid. Undersiden er lige 181 (Pernis apivorus) saa varierende i Farve som hos de voksne Fugle, men Brystets Fjer har mørke Skaftstriber og Skaftpletter, hvor- ved dette ofte faar et længdeplettet Udseende i Modsætning til de voksne Fugle, der mere er tværplettede paa Bry- stet. Sving- og Halefjerene har bredere flødefarvede Spid- ser og smalle, mørke Tværbaand. Iris er brungraa eller gulgraa, Vokshuden og Undernæbbets Basis gule. Vingelængden er noget mindre end hos de voksne Fugle, hos Hannerne 365—382 mm, hos Hunnerne 386—395 mm. Denne Dragt bærer Ungfuglene i den første Vinter, men ombytter den ved Fældning fra Juli til September med en Dragt, der ligner de voksnes. Dunungen har silkebløde, flødefarvede Dun, der særlig paa Hovedet har meget lange Straaler, Flyvende i Luften kan Hvepsevaagen nærmest for- veksles med Musvaagen, men kan bedst 'skelnes paa den længere Hale, de smallere Vinger og ved, at den holder Næbbet mere fremadrettet end Musvaagen, der gerne i Flugten ser nedad; ogsaa Halens 3 mørke Tværbaand gør Hvepsevaagen kendelig paa nærmere Hold; naar man har Fuglen i Haanden, er de skælformede Smaafjer mel- lem Næb og Øje et usvigeligt Kendetegn. Udbredt som Ynglefugl findes den typiske Hvepse- vaage fra Polarkredsen ned til Nord-Spanien, Nord-Italien, Grækenland og Lilleasien og mod Øst ud:til Vest-Sibirien, længere mod Øst afløst af nærstaaende Racer baade i "Øst-Sibirien og det tropiske Asien. Trækfugl, der over- vintrer i Indien og det tropiske Afrika. Fra Grønland og Island kendes den ikke, men paa Færøerne har den vist sig en enkelt Gang. I England var den tidligere en sjælden Ynglefugl, men er siden 1899 ophørt at ruge dér og viser sig nu blot paa de bri- tiske Øer som en aarlig, men ikke talrig Gæst paa Gennemrejse. I Norge yngler den spredt i Landets syd- "østlige Del, nordligst fundet i. Nord-Trøndelag, men altid i meget skiftende Antal. I Sverige yngler den over hele Landet, særlig almindeligt i Midt-Sverige. I Tyskland er Hvepsevaagen en vidt udbredt, men ret spredt og ikke videre talrig Ynglefugl, mindst almindelig i Landets nord- lige Dele. Pernis apivorus) 182 I Danmark er Hvepsevaagen en faatallig Ynglefugl, der dog efterhaanden er paavist som rugende mange Steder i Jylland og paa Sjælland, derimod næppe paa Fyn; mulig er den ofte overset, dels fordi den er stil- færdig og skjult i sin Levevis, dels fordi den er forvekslet med Musvaagen. Her som andre Steder er den iøvrigt meget vekslende i Antal og Udbredning. Som udpræget Trækfugl viser den sig derimod aarlig ofte i store Mæng- der paa Gennemrejse fra og til nordligere og østligere Rugepladser. Om Foraaret ses den gerne fra 20de Maj til Ste Juni, og Efteraars- trækket begynder gerne den 27de August og kul- minerer i de første Dage af September; talrigst iagt- tages den da, kommende fra Skaane, over Syd-Sjæl- land og paa Lolland og Falster, hvor man i Løbet af en enkelt Dag har iagt- taget indtil 1400 Individer passere paa 3 Steder, snart skarevis, snart følgende efter hinanden i en lang Kæde, næsten uden Af- - brydelse; men i mindre Antal kan den iøvrigt iagt- tages trækkende over den største Del af Landet. Rej- sen foregaar aabenbart stedse om Dagen, medens Fuglen om Natten hviler i en Skov; som Regel flyver de højt over Landet, men ved daarligt Vejr kan de flyve ret lavt. Rejsen til og fra Afrikas Troper gaar dels østligt, over Malta, dels mere vestligt over Gibraltar-Strædet. Jævnlig gør de i nogen Tid Holdt i Luften, kredsende rundt i store Buer med stillestaaende Vinger. Hvepsevaagen er en udpræget Skovfugl, der hos os navnlig vælger mere aabne Blandingsskove til Yngle- plads; denne vælges særlig i Skovens ensomste og mest. afsides Steder, og her bygger den baade i Løv- og Naale- træer, helst af betydelig Størrelse, sin kunstfærdige Rede, der gerne sidder mellem 6 og 15m over Jorden; ofte . udbedrer den en gammel Krage- eller Musvaagerede. Reden bygges af bladbærende Kviste, og under Brugen Fig. 42. Flyvende Hvepsevaage. (Efter Schiøler). 183 : (Pernis apivorus) anbringes jævnlig nye, grønne Kviste langs Redekanten, vel for at camouflere Boet. I Parringstiden ser man Han- nen udføre ejendommelige Flyvekunster, idet den pludse- lig lader sig falde ned for atter hurtigt at stige i Luften, hvor den holder sig svævende med stærkt flaksende Vinger. Æggene lægges i Begyndelsen af Juni, og Æg- lægningen strækker sig her i Landet næppe over mere end 14 Dage; Kuldet er som Regel paa 2 Stkr., men baade 1 og 3 kan forekomme. Skallen er hvidlig eller gullig hvid, næsten helt dækket af mørke rødbrune eller sortebrune Pletter, der oftest er meget store og sammen- flydende, særlig om den ene Pol. Længden 46,5—60 mm, Bredden 37,7—44 mm. Han og Hun ruger skiftevis i vist- nok omkring 30 Dage. Ungerne .fodres af Forældrene, idet disse gylper Indholdet af deres Kro ud i Reden eller bringer hele Vokskager med Larver og Pupper op i Boet, hvor da Ungerne selv udpiller disse. Det synes ikke ual- mindeligt, at den først klækkede "Unge overfalder og dræber sin svagere Redefælle. Føden er ganske overvejende Humlebier og Hvepse, baade Larver, Pupper og Voksne, samt Honning. Naar Hvepsevaagens spejdende Øje har opdaget en Humle eller Hveps, der gaar ned i sit Bo, iler den straks til og be- gynder med rejste Nakkefjer og med stor Iver at udgrave Boet, idet den hertil bruger de spidse Kløer. Ogsaa andre Insekter tager den gerne, baade Biller, Sommerfuglelarver, Maddiker, Myrepupper o. lign., og lejlighedsvis fanger den Frøer, Firben, Orme, Mus; andre Fugle jager den som Regel ikke, og Mejser søger f. Eks. til dens Rede, som de uantastede gennemsøger for at gøre sig til Gode med Affald fra Ungernes Maaltider. Tde Slægt: Slangeørne (Circaétus Vieillot). Store Rovfugle, med brede Hoveder og store Øjne. Mellem Næb og Øje lange, stive, børste- formede Fjer (saadanne findes ogsaa mellem de spidse Fjer paa Panden), der strækker sig ud over de. smalt ovale Næsebor. I Mundvigen lange Børster. Vingerne er meget lange og rækker i " Hvilestilling næsten ud til Halens Spids; 3dje, 4de og Ste Haandsvingfjer omtrent af samme Længde; iste til Ste med indskaarne Inderfaner, (Circaétus) 184 2den til 6te med indsnevrede Yderfaner. Halen, der har 12 Styrere, er i Spidsen lige afskaaret. Mellemfoden er længere end Mellemtaaen og kun fjerklædt paa den allerøverste forreste Del; iøvrigt helt klædt med sekskantede, rundagtige Skæl; saa- danne findes ogsaa paa Tæerne, der kun har 2—3 Tværskæl paa deres yderste Del. 3 Slægten omfatter 4 Arter, nemlig 3. i Afrika og 1 i Europa og Åsien. 1. Slangeørn (Circaétus gallicus (Gmelin)). (Circaétus gallicus gallicus (Gmelin)). Falco gallicus Gmelin, Falco brachydactylus Tem- minck. Svensk: Ormårn. Tysk: Natteradler, Schlangenadler. Engelsk: Short-toed Eagle, Snake-Eagle. Han og Hun ligner ganske hinanden, men deres Fjerfarver er endel varierende; dog synes dette uafhæn- gigt af Alder og Køn. Hele Fuglens Overside, herunder ogsaa Overvingedækfjerene, graabrun eller mørkebrun, med mørkere Skaftstriber og blegere Fjerrande, nogle af Overhaledækfjerene med hvide Spidsrande; dog er For- panden og Partiet mellem Næb og Øje hvidlige med sorte, forlængede, børsteagtige Skafter eller med brune Længdepletter. Over Øjet en sort Stribe. Undersiden hvid, Strube og Forhals dog blegbrune med sorte Skafter eller overvejende gulbrune med smallere eller bredere brune Længdepletter; enkelte Individer har næsten hvid- ligt Forbryst med smalle, graabrune Skaftstriber. Den øvrige Underside har brunlige Tværpletter paa Fjerene, dog er Bugens Midte og Underhaledækfjerene. næsten uplettet hvide. Lyse Individer kan have helt hvide ,,Buk- ser". De yderste Haandsvingfjer sorte, dog hvide paa Inderfanernes basale Del; de indre Haandsvingfjer samt AÅArmsvingfjerene mørkebrune, med overvejende hvide Inderfaner med 2—4 brunsorte Tværbaand. Undervinge- 185 (Circaétus gallicus) dækfjerene hvide, de inderste samt Årmhulefjerene med brune Tværbaand. Halens Styrere brune, paa Undersiden hvidlige, med smalle, hvide Spidser og 3—4 brunsorte Tværstriber, alle de ydre med overvejende hvide Inderfaner. Iris gul eller orangegul. Fra Vokshud til Næbspids 36—39 mm. Vokshuden blaalig- eller gullig- hvid; Næbhornet mørkt horngraat. Vingelæng- den 510—560 mm. Mel- lemfoden 90—95 mm. Fødderne graalig- eller blaalighvide. Unge Fugle skal ganske ligne de voksne, men nogle har næsten helt hvid Underside, andre har Forhals og Forbryst brune. Iris svovlgul. Dununsen ser som lille dækket af helt hvide Dun. Blandt vore Rov- fugle er. Slangeørnen ejendommelig ved de " store, noget fremad- rettede Øjne, hvad der Fig. 43. Slangeørn (Efter Schiøler). giver den et lidt ugle- i agtigt Udseende. I Ydre skal den i Luften være en Mellem- ting mellem en Ørn og en Musvaage, men dens Vinger er i Spidsen bredere og med mere fingerformet spredte Haandsvingfjer end hos denne sidste. . Den typiske Slangeørn er som Ynglefugl udbredt i Mellem- og Syd-Europa samt i Nord-Afrika; endvidere i Rusland Syd for 55? og herfra ind i Syrien, Persien og "Turkestan; faatalligt træffes den i Mongoliet og Nord-KIna (Circaétus gallicus) 186 samt i det vestlige Indien. I de nordlige Dele af Ud- bredningsomraadet er den en Trækfugl, der overvintrer i Nord- og Mellem-Afrika, Arabien og Indien. .Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke, lige saa lidt som den har vist sig i England. Fra Norge kendes den heller ikke, men i Sverige er den én Gang skudt i Skaane d. 16. 10. 1918. I Finland har den ligeledes vist sig en enkelt Gang. I Mellem-Europa er den en sjælden Ynglefugl, fundet nordligst i Slesvig og Holsten samt i Øst-Preussen; i Frankrig er den nu ogsaa meget sjælden. I Danmark er Slangeørnen kun en yderst sjælden og tilfældig Gæst, der tidligere dog meget faatalligt har ynglet i Hertugdømmerne, saaledes bl. a. ved Slesvig og i Hanved Skov SV. for Flensborg (1882), ved Husum (1877) og Nord for vor nuværende Grænse i Skovene ved Kobbermølle N. for Flensborg, ved Kiplev S. for Hostrup Sø (1832), i Aarup Skov S. for Aabenraa og i Draved Skov N. for Tønder (1854); nordligst er den i 1877 truffet ru- gende ved Haderslev, hvor en Hun blev skudt ved Reden d. 25de Maj; hensynsløs Bortskydning har her ved Nord- grænsen af dens Udbredningsomraade udryddet den fuld- stændigt. I de nordligere Dele af Danmark har den kun vist sig enkelte Gange, idet en gammel Hun blev skudt. i Pinstrup Mose ved Skaføgaard d. 25.6. 1904; efter en ældre Angivelse skal den være skudt ved Emdrupholm N. for Bramminge i Begyndelsen af forrige Aarhundrede. Slangeørnen kommer gerne i Europa tilbage fra sit Vinteropholdssted i Begyndelsen af April; til Opholds- sted vælger den her aabne Løv- og Naaletræskove, mellem Enge og Moser; her ses den da om Dagen paa ivrig Jagt efter Slanger og Krybdyr, og den opholder sig herunder meget paa selve Jorden; jævnlig ser man den vade paa lavt Vand, hvor den da søger Frøer o.l. Den er ret tavs, men nu og da lader den et miauende Skrig lyde, min- dende om Musvaagens. Sin Rede bygger den først i Maj i høje Træer, men den kan findes paa Klipper, i Krat- skov eller endog paa Jorden; den er udforet med Græs og Blade. Som Regel lægger den kun 1 Æg, der er for- holdsvis meget stort, men 2 Æg kan i sjældne Tilfælde træffes; den mathvide Skal er meget ru, kun nu og da med brunlige Pletter. Længden 62—79 mm, Bredden 50— 62,3 mm. Han og Hun TUBEr: Ungerne fodres med Kryb- dyr og Frøer. Føden er forskellige Snogearter og Hugorme samt Firben, Staalorme og Frøer; i Mangel af bedre ogsaa 187 (Circaétus gallicus) Orme, Snegle, Insekter og Krebsdyr; nu og da kan den tage Smaapattedyr, men Fugle og Fisk synes den ikke at fange. Skønt den i saa stort Omfang tager Hugorme, er den dog ikke uimodtagelig for den dødelige Virkning af disse Slangers Gift. 8de Slægt: Glenter (Milvus Lacépéde). Ret store Rovfugle, der alle har en mere eller mindre dybt kløftet, lang Hale. Næseborene af- lange og skraatstillede. Vingerne lange, men naar sammenlagte ikke til Halens Spidser; 3dje, 4de og 5te Haandsvingfjer længst. Halen meget lang; 12 Styrere. Mellemfoden omtrent af samme Længde som Mellemtaaen, næsten Halvdelen af den er fjer- klædt, den øvrige Del paa Forkanten klædt med brede Tværskæl, paa Bagsiden med mangekantede Skæl. Kløerne ret stærke, men ikke meget krumme. Brystbenet kort og bredt, med ret lav Kam. Slægten omfatter kun 3 Arter med 6 Underarter, ud- bredte i den gamle Verden. Oversigt over de danske Glentearter. 1. Større, Vingelængden HG 530 MEE DST REDE SSR Glente (Milvus milvus) Side 187. 2. Mindre, Vingelængden 425—460 mm..............…... kr SAR ER Sort Glente (Milvus migrans) Side 192. t--Clente (Milvus milvus (Linné)). (Milvus milvus milvus (Linné)). Rød Glente (Falco milvus' Linné, Milvus regalis Brehm, Milvus ictinus Savigny). Norsk: Glente. Svensk: Glada. Tysk: Gabelweihe, "Roter Milan. Engelsk: Red Kite. Han og Hun er ens i Farver og Tegning. Hoved "og Strube hvidlige, navnlig Issen med brune Skaft- striber.. Nakken rustrødlig med sorte Skaftstriber. Ryggens (Milvus milvus) 188 Fjer mørkebrune med sorte Fjerskafter og lyse, rustbrune eller hvidlige Rande. Overhaledæk- fjerene rustrøde eller rustgule, ligeledes med sorte Skaft- striber. Skulderfjerene graaligt mørkebrune med lyse Rande og sorte Skafter, de længste med smalle, mørke Fig. 44. Glente. (Efter Mathew i British Birds). Tværbaand. Undersiden mørkt rustrød, Brystet og Krop- siderne med brede, Bugen med smalle, mørke Skaft- striber, Fjerene iøvrigt med lysere, mod Spidsen hvidlige Kanter. Underhaledækfjerene lysere rustrøde med delvis sorte Fjerskafter. Vingedækfjerene rustrøde med mørke- brune Skaftstriber, de mellemste med bredere, næsten hvidlige Kanter. Undervingedækfjerene sorte, med mørkt 189 (Milvus milvus) rustrøde Kanter, Årmhulefjerene med sorte Længdestriber. Haandsvingfjerene sortebrune med overvejende hvide Inderfaner, de indre lysere graaligbrune, med smalle, mørke Tværbaand paa Inderfanerne. Halens Styrere rust- røde med flødefarvede Spidsbremmer, de yderste med sortebrune Yderfaner og Spidser og antydede smalle, mørke Tværbaand; disse er ind mod Halens Midte stadig utydeligere og paa de midterste Styrere kun antydet ved mørke Pletter. Iris graahvid eller hvidgul. Næbbet gulligbrunt, Voks- huden og den nøgne Hud omkring Øjet gule. Fra Voks- huden til Næbspidsen 27—29 mm. Vingelængden 494— 530 mm, Hunnen lidt større end Hannen. Halen 330— 380 mm lang, Halekløften 70—86 mm dyb. Fødderne gule; Mellemfoden c..55 mm, Mellemtaaen en Smule kortere, Kløerne sorte. 5 ' Unge Fugle ligner endel de voksne, men Issens Fjer er rustbrunlige med en stor gullighvid, draabe- formet Plet i Spidsen, Ryggens Fjer med hvidlige Spidser. Forbrystet og Kropsiderne med smallere, mørke- brune Skaftstriber og lysere, rustgullige Spidser. Brystet og Bugen er næsten helt uden mørke Skaftstriber, iøvrigt rustgule med brede, mørkere rust- brune Kanter. Underhaledækfjerene lyst rustgule, med rødligt Anstrøg, men uden mørke Skaftstriber. Vingedæk- fjerene lyst rustrøde, uden brede, hvidlige Kanter, " men blot med lysere Spidser. Halens Styrere med bredere, sorte Tværbaand og et bredt, mørkt Tværbaand ud mod Spidsen, dog- næsten manglende paa de to mellemste, Næbbet sort, hornfarvet. I 2den Sommer har de unge Fugle en Dragt, der ligner de voksnes, men Issen er stadig mere rødbrun end hos disse. I 2det Efteråar er- . holder Ungfuglene sandsynligvis en Dragt, der helt ligner de voksnes. ; "Dunungen: Hovedets Overside, Nakken og en Del af -Baghalsen med lange, silkeagtige, opslidsede, fløde- hvide Dun, over og bag Øjet en mørk Plet; Oversiden (Milvus milvus) ; 190 iøvrigt brun eller rødbrun, Undersiden nærmest fløde- farvet. Næbbet sort. . De lange, spidse Vinger og den lange, dybt kløftede Hale gør altid Glenten let kendelig, naar den sejler højt i Luften; fra den sorte Glente skelnes den ved sin be- tydeligere Størrelse, forholdsvis længere Hale med dybere Halekløft, ved de lysere, rødlige Farver og endelig ved en stor hvid Plet paa Undersiden af hver Vinge, dannet af Haandsvingfjerenes hvide Inderfaner. Udbredt som Ynglefugl over store Dele af Europa, i Skandinavien op til 61? N. Br. og mod Øst til Dnjepr-Sænk- ningen og Guvernementerne Tula og Orel; i Letland og Polen ruger den ret almindelig; i Rumænien og paa Balkanhalvøen er den derimod ret sjælden; sydligst yngler den paa de Kanariske Øer, i Nordvest-Afrika, i Palæstina og i Lilleasien. I de nordlige Dele af Udbredningsom- raadet er den en Trækfugl, der overvintrer i Middelhavs- landene, medens den i England og i Syd-Europa nærmest er en Stand- eller Strej ffugl. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England rugede den tidligere meget almindelig, men findes nu kun i Wales, hvor noget over 20 Individer holder til, samt mulig endnu enkelte andre Steder; fra Irland .kendes den ikke med Sikkerhed. I Norge er den yderst faatallig, træffes navnlig i Smaalenenes Amt, om- kring Frederiksstad og Frederikshald, tidligere truffet en- kelte andre Steder. I Sverige var den tidligere en ret al- mindelig Ynglefugl i Landets sydlige Dele, op til Målaren og Midt-Uppland og, omend sjælden, op i Jåmtland, men er nu blevet en meget sjælden Ynglefugl og synes stadigt at aftage i Antal. I Tyskland rugede den tidligere alminde- ligt, men er ogsaa her i stadig Aftagen; derimod er den ikke helt sjælden i Frankrig, medens den forlængst er- udryddet i Holland. ' I:Danmark var Glenten tidligere en almindelig Yngle- fugl, der fandtes overalt i vore Skove, men ved hensyns- løs Forfølgelse gik den rivende ned i Antal og var alle- rede i Begyndelsen af dette Aarhundrede en sjælden Fugl; nu er den saa godt som udryddet, idet højst et en- kelt Par endnu har Tilhold i Landet, og det hører nu til Sjældenhederne at se denne prægtige Rovfugl hos os. Som Trækfugl kom den tidligere til os allerede i Marts Maaned og var saaledes en af de første Foraarsbebudere, 191 (Milvus milvus) der gerne kom trækkende i Smaaflokke; saadanne gennem- rejsende Fugle kunde ses til omkring 10de April, vel Fugle, der var hjemmehørende i nordligere og østligere Egne. I Løbet af September eller ind i Oktober forlod den atter Landet for over Vest-Europa at trække ned til Spanien og andre Middelhavslande. Glenten er en udpræget Skovfugl, der hos os særlig foretrak Løvskove; her saa man den kredse i store Sving og Buer højt over Skoven, med stive Vinger og idelig brugende den lange Hale som et virksomt Styreredskab. Den er en ret tavs Fugl, men særlig i Foraarstiden kan man høre dens vidtlydende hiæ, hi—hiæ; ved Reden skal den give en høj, trillende Lyd fra sig. Sit Bytte søger den stedse paa Jorden, idet den opdager det oppe fra Luften; Fugle kan den saaledes kun tage paa Jorden og helst da rugende Fugle. Dens Flugt er ret langsom, men den kan i paakommende Tilfælde sætte Farten stærkt op. Her i Lan- det byggede den sin Rede i høje Træer, ofte højt over Jorden, Redematerialet var tynde Grene og Redens Dia- meter ikke stort mere end 70 cm; ejendommeligt er det ; Materiale, hvormed Rede- Fig. 45. Flyvende Glente. skaalen udfores, idet dette be- —— (Efter Schiøler). staar af Klude, Papir, Sejl- . garn, Uld og andre lignende Sager, hvorimellem man ogsaa kan finde Vanter, Skosaaler, Strømper, Sække og lign.; til Udforingen benyttes dog ogsaa Græs og Mos. Æggene lagdes fra Begyndelsen af April og senere, men Æglægningen afsluttedes som Regel i denne Maaned. Oftest bestod Kuldet af 3 Æg, sjældnere af 2 eller 4. De ovale, ret finkornede Ægskaller -er meget varierende i Tegning og Farve; Grundfarven hvid eller svagt grønlig- - hvid: med. større eller mindre rødgule eller brunlige Prikker, Pletter eller Klatter og indblandede snirklede Linier og blegviolette Skalpletter; nogle Æg kan være næsten helt uden Pletter, men alle Overgange til stærkt plettede kan findes; Pletterne oftest tættest ved den ene "Pol. Længden 51—63 mm, Bredden 42,2—48,5 mm. Æggene (Milvus milvus) 192 skal ruges, særlig af Hunnen, i omkring 30 Dage. Ungerne anstiller sig, naar man kommer op til Reden, gerne døde, idet de ligger med fremstrakt Hoved uden at røre sig; noget Forsvar prøver de ikke at yde, saaledes som man almindeligt ser det hos andre Rovfugleunger. Denne Be- synderlighed, at unddrage sig Overlast ved at anstille sig død, skal ogsaa i givet Tilfælde praktiseres af de voksne Fugle. å Føden er meget forskelligartet og bestaar af alt, hvad Fuglen kan finde paa Jorden og ved Søbredder; men som en mindre udpræget Rovfugl, med svage Fødder og gribbe- agtige Kløer, er den delvis henvist til at ernære sig af Aadsler af alle Slags. Den kan tage Smaapattedyr og Fugle, men disse sidste i Reglen kun, hvis de er syge eller saarede; Fugleunger kan den ogsaa let tage; det angives, at den ynder at forjage andre Rovfugle fra deres Bytte, idet den med oppustede Fjer styrter sig ned mod dem og ved et Skinangreb faar dem til at forlade Maaltidet. Snoge, Firben, Frøer, Orme og Insekter kan man ogsaa finde i dens Mave, ligesom den paa lavt Vand skal kunne tage Smaafisk. Lejlighedsvis skal den kunne nøjes med vegetabilsk Føde. 2. Sort Glente (Milvus migrans (Boddaert)). (Milvus migrans migrans (Boddaert)). Sortebrun Glente (Falco Migrans Boddaert, Milvus fuscus Brehm, Falco ater Gmelin, Accipiter korschun (Gmelin)). . Svensk: Brun Glada. Tysk: Brauner ell. Schwarzer Milan. Engelsk: Black Kite. Han og Hun: Issens og Baghalsens lidt tilspid- sede Fjer rustrødligt hvide eller smudsighvide med mørke- brune Skaftstriber. Panden, Hovedets Sider og Struben. mere . hvidlige, med brune Skaftstriber; Partiet foran og bag Øjet mørkere. Halsen gulbrun, Fjerene næsten flødehvide langs de mørkebrune Skaftstriber. Rygsiden lige ned til Overhaledækfjerene mørkebrun med brun- sorte Skaftstriber og lysere Kanter, de længste Skulder- fjer med lidt Metalglans. Brystet mørkt rustbrunt, Bug, Undergump og Bukser mere rustrødlige, alle Fjerene med sortebrune Skaftstriber, der paa Forbrystet er bredere og 193 | (Milvus migrans) lysere kantet. Af Vingedækfjerene er de smaa lysere og de store mørkere brune, alle med sorte Skafter og lysere Kanter. Undervingedækfjerene brune med sorte Midt- Fig. 46. Sort Glente. (Efter Schiøler). pletter, de store nederste mere rustfarvede, med mørke "Tværpletter og lysere Kanter. De ydre Haandsvingfjer er sorte paa Yderfanerne og paa deres yderste Del, Inder- fanerne mørkebrunt- og hvidtbrogede, de indre med graa- brune Yderfaner og ved Basis hvide Inderfaner, Fjerene med mørke, smalle Tværbaand. Armsvingfjerene mørke- R. Hørring: Fugle III. : 13 (Milvus migråns) 194 brune, de inderste lysest, alle med svage, mørkere Tvær- baand og lysere Bremmer, Halens Styrere graabrune, nu og da med lidt rustrødt Anstrøg, og med mørke Tvær- baand samt lyse Spidsbremmer. . Iris bleggul. Næbhornet graaligsort, gulligt mod Roden, Vokshuden gul. Fra Næbspids til Vokshud 23,5—25,5 mm. Vingelængden 417—475 mm. Halen 230—300 mm; Hale- kløften. 20—40 mm; de ydre, Styrere med afrundede Spidser, Fødderne gule med sorte Kløer; Mellemfoden 50—60 mm. Den unge Fugl er paa Oversiden mørkebrun med brunsorte Skaftstriber og rustbrune eller hvidlige Fjer- spidser, Issen og Baghalsen dog mere rustfarvet med lyst brune Fjerkanter. Undersiden lysere brun med brede, rustfarvede Skaftstriber og Spidser, mest fremtrædende paa Forbrystet, Bugen og Undergumpen mørkere. Sving- fjerene og Halefjerene som hos de voksne, men med gulbrune Spidser, og Inderfanerne er paa Basaldelene hvide eller hvidlige, ofte med brune Tværbaand. Allerede i 2den Sommer ligner Ungfuglene de voksne. Dunungen er hvidlig med brunt Anstrøg, paa Ryggen røgbrun. Den flyvende Sorte Glente kan kun forveksles med den almindelige Glente, men kan skelnes fra denne paa den langt mindre kløftede Hale, hvis Spidser er mere af- rundede; dens mørkere Farver og Mangelen af de hvide Pletter paa Vingernes Underside er ogsaa gode Skelne- mærker. gt Som Ynglefugl findes den typiske Sorte Glente vidt udbredt i det østlige Europa, fra Finland og Arkangelsk over hele Rusland ind i Kirgiserstepperne, omkring det Kaspiske Hav og Åral-Søen, i Turkestan, Afganistan, Per- sien, Lilleasien og Syrien; i Mellem-Europa er den al- mindelig i Polen og ikke ualmindelig i Nordøst-Tyskland og forekommer tillige ynglende i Tyskland, Schweiz og Syd-Frankrig samt i det øvrige Syd-Europa; tillige ruger den i Nordvest-Afrika. Artens andre 5 Underarter er vidt udbredt i hele Afrika, Arabien, Palæstina, Indien, Øst-ÅAsien 195 , (Milvus migrans) og Australien. I Europa er den en Trækfugl, der over- vintrer i det tropiske Afrika. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England har den kun vist sig 2 Gange som en tilfældig Gæst. Fra Norge kendes den ikke, derimod er den nogle Gange skudt i Sverige, saaledes i Sådermanland d. 19. 5. 1867 og ved Snogeholm i Skaane, hvor et Par blev skudt i Maj 1915; i de følgende Aar skal Arten ogsaa have ynglet her. I Finland er den en enkelt Gang blevet kon- stateret som ynglende og har adskillige Gange vist sig i Landet. I Danmark er den Sorte Glente kun en ret sjælden og mere tilfældig Gæst. En enkelt Gang vides den at have forsøgt at yngle i Landet, idet et Par i Maj 1878 begyndte at bygge Rede i Margaards øverste Fredskov ved Odense, men det forlod atter Reden d. 28de Maj. Senere har den vist sig i Landet omkring et Dusin Gange, vel. nærmest paa Gennemrejse fra og til nordøstlige Yngle- pladser eller paa tilfældige Strejftog fra disse; oftest er "den set fra Marts til Maj samt i September. Den er saa- ledes skudt ved Thurebyholm i Juni 1891 og set d. 12. 5. 1895 ved Søborg Mose; et Individ blev fanget ved Ravn- holt nær Nyborg d. 1. 6. 1898, et andet skudt ved Bøtø paa Falster d. 25.4. 1901; et Individ saas flyve over Nørre- skov ved Furesø d. 20. 3. 1904, og en Hun blev skudt og senere (d. 20. 6. 1906) fundet død i Katholm Skov ved Grenaa; en Hun blev skudt i Marselisborg Skov d, 28, 5. 1922, og 2 Individer blev set flyvende over Vrøj ved Salt- bækvig d. 5. 9, 1929. Endelig er den iagttaget flyvende over Kongelunden paa Amager i September 1917, ved Thoreby Storskov d. 6. 5. 1927 og ligeledes-sammesteds d. 12. 8. 1930. I Levemaade ligner den Sorte Glente meget den al- mindelige Glente, men skal være endnu mere aadsel- ædende end denne og holder meget til ved Sydens Byer, hvor den fortærer al Slags Affald og saaledes gør sig nyttig og ret velset. Den foretrækker i Europa til Op- holdssted Skove i Nærheden af Floder og Søer, men træffes i Nord-Afrika ogsaa i tørre, træløse, ørkenagtige Egne. Dens Stemme lyder som et langtrukkent hi—hi, endende i en ejendommelig vibrerende Trilren: Den synes at være langt mere selskabelig end Glenten og yngler ofte nærmest i spredte Kolonier. Flugten er hurtigere og "lettere-end hos dens større Slægtning. — Reden bygger den i Træernes Kroner eller, i skovløse . Egne, paa Klipper; den er udforet med Straa, Tøj- og Re lasede og hvad andet Fuglen kan faa fat paa af kg (Milvus migrans) 196 lignende Art. I Syd-Europa lægges. Æggene sidst i April og først i Maj, i nordligere Egne noget senere. Som Regel bestaar Kuldet af 2 Æg, sjældnere af 1, 3 eller 4, og 5 skal kunne træffes. Æggenes Skal er hvid eller grønlig- hvid, som Regel kun med faa mørkt rødbrune Pletter, Streger og fine Snirkler. Længden 47—61 mm, Bredden 39,5—46,1 mm. Æggene ruges navnlig af Hunnen. Dun- ungerne begynder at faa Fjer, naar de er 21 Dage gamle, . og er flyvefærdige, naar de er 43 Dage gamle; de fodres for største Delen med Fisk, hvorved Rede og Unger ud- breder en hæslig Stank. Føden bestaar, som nævnt, hovedsagelig af Aadsler og Affald, men for øvrigt af Snoge, Firben og Padder, Krebsdyr, Insekter og Orme; dog kan den ogsaa tage Smaapattedyr, Fugleunger og Fisk, men. helst skaffer den sig disse ved at finde dem døde eller syge; dog skal den ogsaa selv kunne fange levende Fisk, hvor der er Lejlig- hed dertil. Yde Slægt: Vaager (Biteo Lacépéde). I mange Retninger er Vaagerne nær beslægtede med de egentlige Ørne, men omfatter gennem- gaaende mindre og svagere Former. Næbbet ret kort, med nedadkrummet Spids. Vokshuden delvis dækket af fremadrettede Fjerbørster, der sidder paa Partiet mellem Næb og Øje. Næseborene ovale omtrent vandret siddende nær Vokshudens For- kant. Overnæbbets Rand skarp og næsten ganske jævn, uden Takker eller Indskæringer. Mundvigen naar til omtrent midt under Øjet. Fjerdragten fyl- dig, meget varierende i Farve og Tegning. Vin- gerne lange og brede; iste Haandsvingfjer ret kort, 3dje, 4de og 5te længst, 4de som Regel en Smule længere end de andre. Iiste til 4de Haand- svingfjer er, efter en dyb og skarp Indskæring i Inderfanens Rand, smallere i deres yderste Del. 2den til 5te Haandsvingfjer hver med en pludse- lig Indsmalning i Yderfanen. Mellemfoden ret kort, 197 | (Buteo) med Tværplader paa For- og Bagkant, paa Siderne med 4- til 6-kantede Skæl. Som Regel er kun den øverste Del af Mellemfodens Forkant fjerklædt; enkelte Arter har dog Mellemfodens Forkant og Sider fjerklædte helt ned til Tæerne, medens Bag- kanten er nøgen, omend dækket af Sidernes bag- udrettede Fjer; disse Arter er ofte, men ganske unødvendigt, udskilte som en egen Slægt Årchi- buteo. Tæerne rét korte og kraftige, med en tydelig Bindehud mellem Yder- og Mellemtaaen. Mellem- taaen længst; Indertaaen som Regel kortere end Ydertaaen, men har en langt kraftigere og længere Klo end denne, omtrent af samme Størrelse som Bagtaaens Klo; Mellemtaaens Klo udkærvet langs Indsiden. Kløernes Undersider flade med skarpe Siderande. Halen noget afrundet i Spidsen, med brede Styrere, og er kun lidet længere end den sammenlagte Vinge Slægten omfatter 25 Arter, med omkring 30 Under- arter, vidt udbredte i alle Verdensdele, blot Australien og det indiske Ørige undtaget. Fra Danmark kendes kun 3 Arter. Oversigt over de danske Vaagearter. 1. Mellemfoden langt overvejende nøgen og skælklædt, kun fjerklædt paa den øverste Tredjedel. a. Mindre. Vingelængden 340—420 mm. Næbbet fra Vokshuden til Spidsen højst 25 mm. Halen som Regel med mange, -mørke, regelmæssige Tværbaand ANNE (221 . Musevaage (Biteo buteo) Side 198. b. Større. åre es herr 420—490 mm. Næbbet fra " Vokshud til Spids over 25 mm. Halen. med ingen eller kun lidet tydelige, mørke Tværbaand........ Ries USR 2. Ørnevaage (Buteo férox) Side 205. "2.- Mellemfoden paa hele Forsiden tæt fjerklædt helt ned FALSE SEINE i Ey SE NE ber SE NR SEERE ERE EEN USER FS EREENE 3.Vintermusevaage (Biteo lågopus) Side 208. (Buteo buteo) - 198 1. Musevaage (Buteo båteo (Linné)). (Buteo buteo buteo Linné, Buteo buteo inter- medius Menzbier). (Falco Buteo Linné, Buteo vulgaris Leach). Af denne Art forekommer i Danmark mindst 2 Racer, der dog kun nogenlunde let lader sig adskille, nemlig: liste Race. Musevaage (Buteo buteo buteo Linné). Almindelig Musevaage. Norsk: Musvaak. Svensk: Ormvråk. Tysk: Måuse- bussard. Engelsk: Common Buzzard. Han og Hun ens, men meget varierende i Farve. Mørke Individer kan være næsten ensfarvet glinsende mørkebrune, blot med lidt lysere Fjerrande paa Skulder- og Vingedækfjer: og højst med nogle faa flødefarvede Randpletter paa enkelte af Undersidens Fjer. Lidt lysere Individer er mørkebrune, blot med hvidligbroget Strube eller med lyse, gulbrune eller gullighvide Tværbaand paa Brystets og Bugens Fjer. Halens Styrere graaligt mørke- brune, sjældent med rustrødligt Anstrøg og med 8—12 mørkere Tværbaand og graagullige Spidsbremmer. Fra disse mørke Typer findes alle mulige Overgangsformer til ganske lyse Individer, der paa Hovedets Sider, Struben, Skulderfjerene, de smaa Vingedækfjer og hele Under- siden er flødefarvet hvide, den sidste højst med enkelte ret store graaligt gulbrune Pletter, medens Issen, Bag- halsen, Ryggen og de store Vingedækfjer er flødehvide med graabrune Fjermidter eller Tværpletter; Halen fløde- hvid, stedse med smalle, mørke Tværbaand. Svingfjerene . er dog stedse mørkt graabrune, med mørkere Tværbaand og nærmest sortebrune paa deres yderste smalle Del, medens Inderfanernes Basaldel er overvejende hvid. Hos Mellemformerne er Fuglens Underside stedse lysere end Oversiden med en Grundfarve, der snart er hvidlig, snart gullig, rustgullig eller rødligt gulbrun, oftest med tyde- lig mørk Tværstribning paa Bug og Bryst helt 199 i (Buteo buteo) op til det som Regel mørkere Forbryst. Skæg- striber er almindelige, Issen og Baghalsen ofte hvidlige Fig. 47. Musevaager. (Efter Schiøler). med mørke Længdepletter, Skulderfjerene paa deres Basal- " del med graabrun og hvid Tværstribning, en saadan findes ofte ogsaa paa Overhaledækfjerenes Basaldele. Ørefjerene og Halsens Sider ofte mørkebrune med blegbrun. eller (Buteo buteo) 200 hvidlig Længdetegning. Bukserne ofte med smallere eller bredere Tværbaand over Fjerene. Halens Styrere stedse med 8—10 mørke Tværbaand, der dog kan være mere eller. mindre fuldstændige, samt et bredt, mørkt Baand foran Spidsen. Underhaledækfjerene som Bugens, men som Regel med færre mørke Tegninger. Undervingedækfjerene og Armhulefjerene oftest med lys og mørkebrun Tvær- . stribning. | Iris mørkebrun eller rødbrun. Næbhornet graasort, lysere ved Grunden; Vokshuden gul. Vingelængden hos Hannen 370-—-408 mm, hos Hunnen 380—420 mm. Halen, der har 12 Styrere, er næsten lige afskaaret, blot afrundet paa Siderne. Fødderne gule, Kløerne sorte. Unge Fugle udviser den samme Variation i Farve og Tegning som de voksne og ligner meget disse, men Brystets og Bugens Fjer har mindre udprægede Tvær- baand, og derimod mere Længdepletter eller Tværpletter og højst ufuldstændige Tvyærbaand over Fjerene; saadanne findes da kun paa den nederste Del af Bugen og paa Undergumpen, hvorimod de voksne Fugle har mere fuld- stændig lys og mørk Tværstribning helt op til det -mør- kere Forbryst; denne Forskel er dog vanskelig eller umulig at erkende hos de mørkeste og de lyseste Fugle. Denne Dragt, som Ungfuglen bærer i. sit første Leveaar, fældes fra April til Oktober, hvorefter den, altsaa 17—18 Maaneder gammel, erholder en Dragt, der ganske ligner de voksne Fugles. Dunungen er som ganske spæd klædt med hvide eller graa Dun, der har lange, silkeagtige Spidser. Voks- hud og Ben bleggule; de lidt ældre Dununger er dækket med mørkegraa Dun. I Luften er Musevaagen let kendelig paa sin Størrelse og sine brede, afrundede Vinger; som Regel flyver den med Næbbet bøjet nedad; ogsaa den sejlende Kredsen i store Buer, højt i Luften, er ejendommelig for denne Årt. Som Ynglefugl er den typiske Musevaage udbredt over hele Vest-Europa, lige fra det vestligste Rusland og Lille- 201 (Buteo buteo) asien helt ud til Atlanterhavets Kyster, eller Vest for en Linie fra Norrland i Sverige ned til Konstantinopel. Hoved- sagelig Trækfugl, i alt Fald i de nordlige Dele af Ud- bredningsomraadet. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England og Skotland ruger den flere Steder ret alminde- lig, men er i Irland allerede udryddet mellem 1880 og 1890. I Norge er den almindelig i de lavere liggende Skove i Østlandet, i Trøndelagen og de indre Dele af søndre Helgeland til Hatfjelddalen; mod Vest endnu ret almindelig i Kystegnene i Kristians- sands Stift. I Sverige ruger den al- mindeligt i Landets sydlige og mel- "lemste Dele, men bliver Nord her-- for sparsommere; den træffes op til 64? N. Br. I Danmark har Musevaagens typiske Form været en ganske over- ordentlig almindelig Ynglefugl, der endnu, trods en taabelig Forfølgelse, findes i betydelig Mængde overalt i vore Skove. Som Trækfugl for- lader den gerne Landet sidst i Ok- , tober, men enkelte kan overvintre, mulig dog Individer fra nordligere Egne. I Februar og Marts kommer de tilbage efter at have overvintret i Mellem-Europas nordvestlige Dele, bl.a. i Belgien og Nord-Frankrig. De trækker om Dagen, ofte i store Selskaber, idet de flyver højt over Landet for nu og da at standse og kredse rundt i mægtige Buer. Hos os holder Musevaagerne udelukkende til i Skovene, hvor de bygger deres Reder i Træerne, medens de f. Eks. i England foretrækker at bygge paa Klipper. Deres vidt- lydende Skrig, lydende som et .miauende hi—æ, hi—æ, hører til en af de mest karakteristiske Lyde i vore Skove. Ofte ser man dem sidde paa en Hegnspæl eller en tør Gren i en Lysning eller Skovkant for vagtsomt-at spejde "efter Bytte, eller man ser den hoppe rundt paa Jorden paa Jagt efter Insekter; jævnlig fortrædiges den af Krager og Skader, og selv afholder den sig ikke fra at slaa ned paa Ugler, hvis den faar Øje paa saadanne. I Begyndelsen af April har den bygget sin Rede eller udbedret den gamle, saaledes at Æglægningen kan be- Fig. 48. Flyvende Muse- vaage. (Efter Schiøler). (Buteo buteo) 202 gynde. Parringen foregaar gerne paa en Gren oppe i et højt Træ. Til Rede benyttes jævnlig en gammel Krage- rede eller Reder bygget af andre Rovfugle. Den er an- bragt i en Grenvinkel eller ind til Stammen, helst i et højt Træ, og er bygget af Grene og Kviste, udforet med tørt Græs, Blade og lign.; ældre Redér, der er benyttet flere Aar, kan blive meget store, over en Meter i Diameter og ret høje. Under Rugningen tilføres der ofte daglig Reden friske Grene. Æglægningen begynder først i April, og fulde Kuld findes som Regel fra omkring 10de April eller senere. Som Regel bestaar Kuldet af 2—3 Æg, men Kuld påa 1 og 4 kan, omend sjældent, træffes. Ægget, der er kort ovalt, har hvid Skal, undertiden med grønligt Skær og er prydet med rødbrune, brunviolette eller lysebrune; smaa eller større Pletter, der kan sidde ret tæt eller spredt eller endog næsten helt mangle; Tegningen er saaledes meget variabel. Æggets Længde 50—60,3 mm, Bredden 40—48,6 mm. Rugningen paahviler hovedsagelig Hunnen og varer 28—31 Dage, og Udrugningen begynder straks, naar det første Æg er lagt, hvorved en-Redes Dununger kan blive af lidt forskellig Alder; dette medfører, at de. yngste Unger oftest bukker under, idet de ældre bemæg- tiger sig Foderet; det synes at være en Regel, at kun en Del af Ungerne naar at blive voksne; ofte bliver de lige- frem dræbte af deres Søskende. Hannen bringer Byttet hjem og kaster det til Hunnen, der atter giver det til Ungerne eller selv fortærer det; Ungerne sønderslider selv Byttet, i alt Fald naar de er lidt større. Unger af lys og af mørk Farve kan findes i samme Rede. . BE Føden er ganske overvejende Mus og andre Smaa- pattedyr, særlig Muldvarpe, Spidsmus o. lign., nu og da tages Smaafugle og andet Fjervildt, tillige tager den i meget stor Mængde Frøer og Tudser samt endel Kryb- dyr; endelig finder man en stor Mængde Insekter i dens Mave, tillige endel Regnorme og af og til Snegle; und- tagelsesvis skal den kunne fange Fisk. De ufordøjede- Dele, Knogler, Haar, Fjer, Skæl og lign. opgylpes senere. i Boller,: 2den Race. Østlig Musevaage (Buteo buteo inter- medius Menzbier). Falkevaage (Buteo vulpinus intermedius Menzbier, Buteo zimmermannae Ehmcke, Buteo desertorum auc- torum (partim). Svensk: Rysk Ormvråk. Tysk: Falkenbussard. 203 | (Buteo buteo) Denne Race adskiller sig, foruden ved lidt ringere Størrelse, fra den typiske Musevaage ved at være mindre varierende i Farve og ved som Regel at være ret mørk med fremtrædende rustrøde Tegninger, særlig fremtrædende paa Halen. De mest udprægede Østlige Musevaager har nærmest følgende Udseende: Fig. 47. Østlig Musevaage. (Efter Schiøler). Han og Hun: Hovedets Overside mørkebrun med ret brede, rustgullige eller rustbrunlige Kanter. Øjenbrynene og Ørefjerene rustbrune med lysere Kanter; en smal Skægstribe mørkere brun. Baghalsen og Forryggen mørke- "eller sortebrune med gulbrune eller rustrødlige Kanter; Bagryggen og Overgumpen ensfarvet mørkebrune. Over- haledækfjerene med brede mørkebrune og lysere rust- røde Tværstriber. Struben lyst brungul med lyse graa- brune Skaftpletter. Forbrystet og Forhalsen mørkebrune, (Butec buteo) 204 med lysere, rustbrunlige Fjerkanter og store, flødehvide Randpletter, saaledes at der fremkommer antydede mørke Tværbaand. Bagbrystet, Bugen, Undergumpen og Krop- siderne hvidligt gulbrune, hver Fjer med 3—6 mørkebrune Tværbaand. Bukserne har mere rødlig rustbrun Grund- … farve og mørkebrune Tværbaand. Underhaledækfjerene lysere med smallere, mørke Tværbaand. Vingedækfjerene mørkebrune med Purpurskær og rustrøde Rande og Rand- pletter; de store, nederste har mørke Tværbaand, saadanne findes ogsaa påa Skulderfjerene. Undervingedækfjerene hvidlig gulbrune eller rustrøde, med mørkebrune Tvær- baand. Halens Styrere rustrøde med 4—5 mørkebrune Tværbaand, af hvilke det yderste er bredest. Jævnligt træffes dog lysere Individer og Fugle, der danner Mellem- former til den typiske Musevaage. i Iris graabrun. Næbbets Farver som "hos forrige Race, men Længden 1—2 mm mindre. Vingelængden hos Han- nen 339—371 mm, hos Hunnen 363—380 mm, altsåa tydeligt mindre end hos den typiske Musevaage. Fødderne gule. É . Unge Fugle ligner meget de voksne, men Under- sidens "Tværstribning er bredere og mere ufuldstændig, og Halen er som Regel mindre rustrød med mørkere Grundfarve. Dragten udviser iøvrigt den samme Variation som de voksne Fugles. Den Østlige Musevaage skal paa Afstand være kende- lig paa sine hurtigere og behændigere Bevægelser og ringere Størrelse. DN Udbredt som Ynglefugl over Nord-Sverige (ned til. c. 60? N. Br.), Finland, Nord-, Mellem- og Sydvest-Rus- land, de østbaltiske Lande, Rumænien og Bulgarien; mod Øst findes -den ud til Ural og til Øst for det Sorte Hav. Øst herfor afløses den af en 3dje Race, Steppevaagen (Buteo buteo vulpinus Gloger), der gennem Vest- Sibirien er udbredt til Altai og Turkestan og mod Syd over Lilleasien, Palæstina og Ægypten og vist nok ogsaa i Arabien og Nord-Persien. I Grænselandene til den ty- piske Musevaages Udbredningsomraade optræder Mellem- 205 (Buteo buteo) former mellem denne og den Østlige Musevaage. Som Trækfugl viser den Østlige Musevaage sig i Vest-Europa, helt ned til Middelhavet; den overvintrer bl. a. i Øst- Afrika og Sudan. I Danmark er denne Race ikke fundet ynglende, men påa Gennemrejse er den ingenlunde ualmindelig. Den be- gynder om Foraaret allerede at vise sig i Slutningen af Marts, altsaa endel senere end vor ynglende Race, og ses derefter til omkring Midten af Maj; enkelte, mest unge Fugle, synes at oversomre i Landet. Om Efteraaret rejser den atter gennem Landet i September og Oktober, men kan vise sig allerede i sidste Halvdel af August. I Livsforhold og Levemaade slutter den sig meget nær til vor ynglende Musevaage. Dens Stemme skal være ” mere grov og gennemtrængende end dennes, og dens Be- vægelser skal, som nævnt, være hurtigere og behændigere, men i Valget af Opholdssted og Redeplads skal der ikke være nogen væsentlig Forskel. Æggene lægges i Begyndel- sen af Maj eller senere og er gennemsnitlig en Smule mindre end den typiske Musevaages. De angives at have en Længde paa 48,7—58,7 mm og en Bredde paa 39,4— 47,1 mm. " Steppevaagen Big buteo vulpinus Gloger), hvis Udbredningsomraade er omtalt ovenfor, har ikke med Sikkerhed vist sig i Danmark, skønt den skal have vist sig nu og da i Mellem- og Vest-Europa, saaledes med Sikkerhed iagttaget i England. I det hele er den endnu mere rust- og rødligfarvet end den Østlige Muse- vaage. Et Individ, skudt ved Helsinge paa Sjælland d. 10. 9. 1912, kan efter sine Farver med nogen Son dsyn: lighed henføres fil denne Race. 2. Ørnevaage (Buteo férox (Gmelin)). (Buteo ferox ferox (Gmelin)). Hvidhalet Vaage (Accipiter ferox Gmelin). Svensk: Ornvråk. Tysk: Adlerbussard. Han og Hun: Oversiden, hefuinder Vingedækfjerene, mørkebrun med Purpurskær eller graabrun, med brede, rustrødlige Fjerkanter, der kan være saa brede, at Over- siden bliver næsten rustrød; Issen, Nakken og Baghalsen lysere med smallere" eller bredere mørke Skaftstriber, " Hovedet ofte næsten hvidligt, blot Panden mørkere; Bag- (Buteo ferox) 206 halsens Fjer hvide paa deres Basaldele. Bagryggen og Overgumpen næsten ensfarvet mørkebrun, højst med rustrøde Kanter og Spidser. Overhaledækfjerene rustrøde med brune Tværbaand og Skaftstriber, ofte med næsten En -»Fig. 50. Ørnevaage. (Efter Schiøler). flødehvide Spidser. Strube og Forhals hvide, flødefarvet eller lyst rustgullige, den førstnævnte med smalle, den sidstnævnte samt Kropsiderne oftest med brede, mørke- brune Skaftstriber. Bagbrystet ligeledes ofte flødefarvet med mørke.Længdestriber eller for største Delen brunt; Bugen lysere. Underhaledækfjerene ensfarvet gullighvide eller lystrustrødlige, med antydet Tværstribning. Bukserne 207 (Buteo ferox) brune eller rustrøde, med lysere Fjerkanter og Tvær- pletter. Jævnlig ses dog Individer, hvis Underside er næ- sten helt rustbrun, rustrød eller rustgullig, ofte med lysere tværstribet Bug. Fra disse lyse Individer findes alle Over- gange til Fugle, der baade paa Over- og Undersiden er mørkt chokoladefarvede. Svingfjerene, der har hvide Skaf- ter, er graalig mørkebrune, med lysere Yderfaner og med sorte Spidser og flødefarvede Bremmer, deres Basaldele hvide, paa de indre Haandsvingfjer og Armsvingfjerene med mørke Pletter eller ufuldstændige Tværbaand. Halens altid hvidskaftede Styrere er meget vekslende i Farve, oftest flødehvide med rustrødligt Anstrøg, lyst rødbrune eller: graabrune, ofte med hvidlige Inderfaner og de to mellemste Styrere næsten helt hvide; med Undtagelse af Midtparret har Styrerne Antydning af mørke Tværbaand eller 8—10 uregelmæssige eller meget. tydelige Tvær- baand, af hvilke det yderste er det bredeste. Undervinge- dækfjerene flødefarvede med brune Skaftstriber, af og til med mørk Marmorering og de store nederste med mørke Tværbaand. BF —… Iris brun eller brungul. Næbbet hornsort. Vingé- længden hos Hannerne 420—450 mm, hos Hun- nerne 440—449 mm. Mellemfoden befjeret paa den øverste Tredjedel, iøvrigt paa Forkanten delvis klædt med Tværskæl; dens Længde 80—92 mm. É ag. Fugle ligner de voksne, men skal hive” ringere eller ingen Tværstribning paa Undersiden, og Styrerne skal altid have tydelige Tværbaand. " Ørnevaagen, der i Farver ofte kan minde om. den røde Glente, er bl. a. kendelig fra den almindelige Mus- vaage paa sin meget betydeligere Størrelse. Flyvende i Luften. er navnlig det lyse, næsten hvidlige Hoved paa- faldende. -Som Ynglefugl er Øre gangene typiske Race udbredt paa Stepperne mellem Ural og Tienshan-Bjergene, mod Nord op. til Irkutsk, mod Sydvest til Ægypten, tillige i Lilleasien, Grækenland og Syd-Rusland. Overvintrer i (Buteo ferox) 208 Nildalen ned til Abyssinien. Paa Gennemrejse er den jævnlig truffet i Ungarn, sjældnere i Østrig og Bøhmen, Schweiz, Italien, Syd-Frankrig og i de tunesiske og algierske Dele af Sahara; 2 Gange er den ogsaa set i Tyskland. "Fra England kendes den ikke, ligesaalidt som den har vist sig i Sverige eller Norge. I Danmark er Ørnevaagen mærkelig nok skudt en enkelt Gang, nemlig i Lønnede Skov i Sydsjælland d. 8. 12. 1892; denne i Nordvest-Europa ganske isolerede Fore- komst skyldes aabenbart et Tilfælde, og Fuglen maa af en eller anden Grund være kommet ganske ud af sin Kurs. I Modsætning til de andre Musvaager hører Ørne- vaagen hjemme i Stepper og golde Bjergegne, hvor den driver sin Jagt paa Smaapattedyr, saasom Steppe-Egern, Springmus og forskellige Musearter, tillige paa Slanger, Firben, Padder og Insekter; den angives ogsaa. at tage tamt Fjerkræ. £ Reden bygges paa Klipper eller paa Jorden, men skal ogsaa kunne. findes i Træer; dens Underlag er Kviste, Ud- foringen bestaar af Græs, Uld, Tøjstykker 0.1. De 3—4, sjeldent 2, Æg lægges i Marts og Begyndelsen af April; de ligner Musevaagens, men er større med større Skal- porer. Længden 55,6—63,4 mm, Bredden 44,4—50,1 mm. 3. Vintermusevaage (Biteo lågopus (Brun- nich)). (Buteo lagopus lagopus (Bruinnich)). Laaddenbenet Musevaage (Falco Lagopus Brunnich, AÅrchibuteo lagopus). Norsk: Fjellvaak. Svensk: Fjållvråk. Tysk: Rauhfuss- bussard. Engelsk: Rough-legged Buzzard. Han og Hun: Dragten er endel varierende i Teg- ning; oftest er Udseendet følgende. Forpanden flødehvid, Issen og Baghalsen flødehvide med mørkebrune Midt- striber. Ansigtets Sider flødehvide med ganske smalle, mørkebrune Skaftstriber. Forryggen og Skulderfjerene mørkebrune eller sortebrune med bredere eller smallere flødefarvede Rande og Randpletter, de sidste mest ud- bredte paa de ved deres Basis hvidgult og mørkt tvær- plettede Skulderfjer. Bagryggen, Overgumpen og de for- reste Overhaledækfjer omtrent ensfarvet sortebrune, de io ERR (Buteo lagopus) længste Overhaledækfjer gulbrunligt flødehvide med mørke- brune Tværpletter, særlig ud mod Spidserne. Struben og Forhalsen mørkebrune med brede, flødehvide Kanter. For- brystet flødehvidt med spredte, mørkebrune Skaftpletter. Fig. 51. Vintermusevaage. (Efter Mathew i British Birds). Bagbrystets Sider samt Kropsiderne mørkebrune, dan- nende paa hverSide en mørk Skjoldplet, der dog som Regel er mindre udviklet eller helt kan mangle hos de gamle Hanner. Bagbrystets Midte lysere flødehvidt, med mørkebrune, mere eller mindre dækkende Tværpletter, der kan strække sig helt ned paa Midten af Bugen; dennes R. Hørring: Fugle 1II. 14 (Buteo lagopus) 210 Sider og Bukserne er brunligt flødefarvede med mørkebrune Tværpletter. Underhaledækfjerene hvid- liggule med spredte Pletter og Skaftstriber. Mellemfodens Fjer brune med hvidlige Spidser og Kanter eller over- vejende flødehvide med mørke Midtpletter. Vingedæk- fjerene som Ryggen; Haandsvingfjerene graaligt mørke- brune med lyse Spidsbremmer, deres Inderfanér mod Grunden hvidlige. Undervingedækfjerene brungule eller flødehvide med brune Skaftstriber og Spidspletter, de store nederste graasorte eller mørkebrune, dan- nende en mørk Plet. Halens Styrere, der er flødehvide påa de to inderste Tredjedele, er iøvrigt gulbrune eller graabrune, med et bredt, sortebrunt Tværbaand ud mod de graahvide Spidser og Antydning af 1 eller 2, hos Hannerne indtil 4, smallere Tværbaand. Hele Fjer- klædningen er tættere, længere eg mere fyldig end hos Musevaagen; Undersiden er som Regel lysere og i det hele mindre varieret end hos denne. Iris brun. Næbbet mørkt hornfarvet, blaaligt paa den inderste Del, fra Spids til Vokshud 21—23 mm. Voks- huden gul. Vingelængden hos Hannen 400—430 mm, hos Hunnen 423—447 mm. Den lange Mellemfod fjerklædt paa hele Forsiden, helt ned til de forholdsvis korte Tæer, der er gule med sorte, krumme og spidse Kløer. Den Unge Fugl ligner meget den voksne, men har som Regel et mere sammenhængende, brunsort Bugskjold, der ikke er delt i Midten af et ly- . sere Strøg. Bukserne har som Regel ikke mørke Tvær- striber, som hos de voksne Fugle, men kun mørke Skaftstriber. Endelig er Oversidens Fjer lysere med mindre hvidlige Fjerrande. Efter Fældningen i Fuglens 2den Sommer erholder den en Dragt, der vanskelig kan skelnes fra de voksne Fugles. Ungfuglene: angives at. kunne yngle, medens de endnu bærer deres første Dragt. Dunungen ligner Musevaagens, men er allerede kendelig paa den fjerklædte Mellemfod. Flyvende ligner Vintermusevaagen nærmest vor al- gig (Buteo lagopus) mindelige Musevaage, men er dog ret let kendelig paa sin som Regel lysere Underside, oftest med mørkt Bugskjold, og navnlig paa den lysere Hale, der har meget færre mørke Tværbaand. Vintermusevaagens typiske Race er udbredt som Yngle- fugl vidt over Nord-Europa og Nord-Asien; som Træk- fugl overvintrer den i Mellem- og Syd-Europa, sydligst paa Øerne i Middelhavet. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke; i England viser den sig kun som en uregelmæssig Vinter- gæst. I Norge ruger den paa passende Lokaliteter over hele Landet, i de sydlige Dele dog kun sjældent i Lavlandet, men derimod her over Trægrænsen. I Sverige er den almindelig i Landets nordlige Dele og er sydligst truffet ynglende Nord for Våxje. I Danmark er den aldrig med Sikkerhed truffet ynglende, omend flere mindre troværdige Opgivelser herom findes; Landet ligger afgjort Syd for Grænserne af dens Ynglezone. Derimod viser den sig regelmæssigt hos | j os i Træktiderne og overvintrer Fig. 52. Vintermusevaage. ofte i Landet. Den begynder (Efter Schiøler). gerne at vise sig noget ind i : Oktober og tiltager da i Antal; Hovedtrækket varer til midt i December, derefter ses endel overvintrende; de er senest set her i Landet omkring Midten af Maj. Paa Efteraarsrejsen fra det nordlige Skandinavien synes de at drage i sydlig eller sydøstlig Retning, men et Individ fra Sverige er dog genfanget i Skotland. Vintermusevaagen er hos os ret tavs, men dens Skrig er lidt dybere og mindre varieret end Musevaagens. I sine Hjemlande hører den hjemme paa Fjeldmarker og i Birkeregionen -ovenfor den egentlige Skovgrænse, men kan dog ogsaa findes rugende i Naaletræsregionen. Den er som Rovfugl mere modig " og paagaaende end Musevaagen og lever hovedsagelig af alle Slags Hvirveldyr, særlig Fugle og Smaapattedyr, der- . Imod. mindre af Insekter. Til sit Yngleomraade kommer den gerne i Begyndelsen af ink; og sine Æg lægger den 14% (Buteo lagopus) 2Å2 i sidste Halvdel af denne Maaned... Reden bygges i Træer, paa Fjeldvægge eller endog paa Jorden, paa en Sten eller lignende. Æggenes Antal varierer mellem 2 og 5 og kan endog naa 7; Antallet er endel afhængigt af de tilstede- værende Næringsmidlers Rigelighed, saaledes er Æggenes Tal altid større i Lemmingaar, hvor det vrimler med disse Smaagnavere. Æggene ligner i Farver og Tegning meget Musevaagens, men Pletterne kan ofte være større og lysere og er iøvrigt underkastede den største Variation. Æggenes Længde 48—62 mm, Bredden 40,5—49,5 mm. Rugningen udføres hovedsageligt af Hunnen; i gode Lemmingaar kan indtil 5 Unger naa at blive flyvefærdige, medens det i de magre Aar jævnlig ses, at de kraftigere Unger dræber og fortærer de svagere Søskende. I September forlader NDS musevaagen gerne sin Yngleplads. Føden er, som nævnt, ganske overvejende ile Slags Smaapattedyr, særlig Mus og Rotter, Lemminger, Spids- mus, Muldvarpe, sjeldnere Egern og Harer; men ogsaa mange Slags Fugle har man fundet i dens Mave, lige fra - Smaarovfugle, Ryper og Duer til mange Arter Smaafugle; sjeldnere tager den Frøer og Tudser, og kun nu og da tager den til Takke med Insekter. 10de Slægt: Ørne (Åquila Brisson). Store og meget store Rovfugle. Næbbet kraf- tigt, hos de store Former endogsaa meget svært. Overnæbbet med omtrent lige Siderande, dets Spids rager langt ned over Undernæbbet og er stærkt krummet. Mundvigen naar hen midt under Øjet. Næseborene fritliggende, enten aflange og skraatstillede eller runde, stedse liggende nær Vokshudens Forkant. Hovedets og Nakkens Fjer lancetformede. Vingerne brede og lange. Af Haand- svingfjerene er iste ret kort, 3dje til 5te længst, omtrent lige. lange; I1ste til. Ste-eller; 6te medsen dyb Indskæring i Inderfanerne, 2den til 6te eller 7de ogsaa med en lavere Indskæring paa Yderfanen. Halen bred, i Spidsen lige eller svagt afrundet; Haléstyrerne med brede Spidser. Mellemfoden helt fjerklædt ned til Tæerne; disse er kraftige, dækket 5 RENEE (Aquila) af smaa Skæl blot med 3—4 store Tværskæl nær- mest Kloleddet. Mellem 3dje og 4de Taas Grund- led en tydelig Bindehud. Kløerne meget kraftige, store, krumme. og spidse; Bagtaaens og Inder- taaens er stedse størst og omtrent af samme Stør- relse. Brystbenet bredt og kraftigt, ret stærkt hvælvet, lidt bredere bagtil; Bagranden svagt ind- buet med et lille, rundagtigt Vindue paa hver Side nær ved Randen; ofte er disse dog helt lukkede. — Slægten vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nord- Amerika og omfatter 7 Årter med 9 eller 10 Racer; i Danmark har 3 Arter vist sig. : Oversigt over de i Danmark forekommende Ørne. 1. Mindre. -Vingelængden - under 500 mm. 7de Haand- svingfjer har ingen eller kun en meget svagt antydet Indskæring paa sin Yderfane. Næseborene runde. Næb- Ende SPS ESME RR EST 1. Lille Skrigeørn (Åquila pomarina) Side 213. 2. Mellemstor. Vingelængden 500—550 mm. 7de Haand- svingfjer har en tydelig Indskæring paa sin Yderfane. Næseborene runde. Næblængden c. 32,5—39 mm ..... 2. Stor Skriseørn (ÅquiFa clånga) Side 217. 3: Meget stor. Vingelængden over 560 mm. 7de Haand- svingfjer har ingen Indskæring paa sin Yderfane. Næse- borene tydelig aflange. Næblængden 37—49 mm ...... . 3. Kongeørn (Åquila chrysaétos) Side 219. 1. Lille Skrigeørn (Åquila pomarina Brehm). (Aquila pomarina pomarina Brehm). Aquila naevia auctorum. Svensk: Mindre Skrikårn. Tysk: Kleiner Schreiadler. Engelsk: Lesser Spotted Eagle. Han og Hun er ens i Ydre. Fjerdragten glinsende mørkebrun, mørkere paa Skulderfjerene, lidt lysere paa Hovedet og de øvre smaa Vingedækfjer. Underhaledæk- "fjerene med lyse Rande og Tværbaand. Haandsvingfjerene (Aquila pomarina) 214 sortebrune, blot lyst graabrune paa deres allerinderste Dei. Halens Styrere mørkebrune med lysere Spidsrande, oftest med Antydning af Tværbaand paa de yderste Par, men jævnlig helt ensfarvet mørkebrune. Iris mørkegul med smaa, brune Punktpletter. Næb- Fig. 53. Lille Skrigeørn. (Efter Schiøler). hornet blaasort, fra Vokshud til Spids 28—32 mm. Voks- huden gul, Mundvigen orangegul. Vingelængden 460— 490 mm. 3dje til 6te Haandsvingfjer næsten lige lange, åde og Ste dog som Regel længst; 2den til 6te har kraftig Indskæring påa Yderfanen, en saadan mangler derimod paa 7de Haandsvingfjers Yderfane. Mellemfoden 85—101 mm lang. Tæerne gule, Kløerne sorte. 215 É (Aquila pomarina) Unge Fugle afviger endel fra de voksne, men er tillige indbyrdes endel varierende. Hovedet og Halsen rødligbrune med lyst brungule Rande, Spidser og Skaft- striber, hvorved Hoved og Hals bliver endel lysere end den øvrige Rygside; i Nakken ofte Tilløb til en ud- flydende, brunliggul Plet. Forryggen chokoladebrun, med lidt lysere Fjerrande, Bagryg og Overgump enten mørke- brune med smaa, flødehvide Spidsskaftpletter eller brune med store, ofte meget store, og dominerende Spidspletter; Overhaledækfjerene næsten helt flødehvide. Skulderfjerene mørkebrune med gulbrunlige Rande, jævn- lig med flødehvide, ,smalle Skaftstriber, de længste næsten helt sortebrune. Af Vingedækfjerene er de øverste smaa brune med mørke Skafter og brede, lyst gulbrune Fjer- rande, de mellemste af samme Farve, men med mindre dominerende lyse Rande og-enkelte af dem med flødehvide Spidspletter, de store nederste mørke- brune med lysere Spidsbremmer. Brystet og Bugen rust- brune, hver Fjer med en stor, draabeformet, fløde- hvid Spidsplet, der kan brede sig over den største Del af Fjeren eller være mindre og lidet fremtrædende. Paa Forbrystet ofte et udflydende Parti med lyse Fjer. Bukserne gulbrune og med lyse Spidspletter, varierende som paa Bugen; hos nogle Individer mørkebrune med smaa, lyse Spidspletter. Undergump og Underhaledækfjer enten helt flødefarvede, eller højst med spredte, brunlige " Pletter. AÅrmsvingfjerene graaligt mørkebrune, med smalle, lysere Tværbaand paa Inderfanerne. Halens Styrere mørke- brune, mod Spidsen lysere og her med mørke Tvær- baand, der oftest blot mangler paa de to midterste. Dunungen skal være lysebrun paa Hovedet, iøvrigt brungraaligt hvid. : SØER Udbredt som Ynglefugl fra Mellem- og Øst-Tyskland gennem Rusland til Kaukasus og vistnok ogsaa i Lille- asien, mod Syd udbredt til Grækenland; andre Racer af Arten findes i persisk Belutschistan, Indien og Birma. "Om Vinteren træffes den i Ægypten, Grækenland og det sydøstlige Rusland. (Aquila pomarina) 216 Fra Grønland, Island, Færøerne og England kendes den Lille Skrigeørn ikke. Heller ikke i Norge er den iagt- taget, men i Sverige er den skudt omkring 6 Gange, i Landets sydligere Dele, særlig i Skaane. I Holland og Belgien er den skudt omkring 10 Gange. Tidligere, omkring Begyndelsen af forrige Aarhun- drede, ynglede den endnu ret regelmæssigt i den sydlige Del af Sønderjylland, saaledes mellem Flensborg og. Sles- vig, ved Husum og i Holsten. I det nuværende Danmark kendes den Lille Skrige- ørn ikke som ynglende, men nu og da har den vist sig i Landet som tilfældig Gæst; man kender med Sikkerhed mindst 9 Forekomster i Danmark; den er saaledes skudt ved Aalebæk, nær Stege, 1.7. 1873, ved Ourupgaard paa Falster i Beg. af Juli 1896, ved Frijsenborg 26. 5. 1898, ved Bøtø paa Falster i Beg. af September 1905, ved Halle- rup paa Falster i Slutn. af Juni 1906, ved Høgsvig nær Sønder Felding 7. 7. 1912, ved Sparkær i Jylland 25.5. 1915, ved Ravnholt paa Fyn 21.7. 1915 og paa Katholm ved Grenaa d. 11. 6. 1921. Mulig er den skudt oftere, men for- vekslet med den følgende Art, den Store Skrigeørn, der tidligere ikke adskiltes fra nærværende Art. Endel skudte Skrigeørne har man ikke saa nøje Oplysninger om, at de kan artsbestemmes. Næsten altid har den vist sig i Tids- rummet fra sidst i Maj gennem Juni og Juli samt en en- kelt Gang i September. Oftest har det været yngre, ikke ynglende Individer. Den hører hjemme i aabne Skovegne, navnlig hvor der findes Søer, Floder og Sumpe; den minder, set i det Fri, meget om en Musevaage, særlig i. dens Maade at jage paa, men har iøvrigt Lighed med de større Ørne, baade i Holdning og Ydre. Stemmen er miauende, og ved Reden lyder den som jef—jef—jef. Reden bygges i Træer, oftest i Løvtræer, men ogsaa i Graner, gerne nær ind til Stammen eller paa en Side- gren; den belægges ofte med grønne Grene. Æggene lægges fra Slutningen af April til Udgangen af Maj, og Kuldet bestaar oftest af 1 eller 2, sjældent 3 Æg. Deres Grundfarve er hvid, med større og mindre rødbrune Pletter og rødligviolette Skalpletter; uplettede Æg skal være meget sjældne. Længden 57—69 mm, Bredden 46,6— 56 mm. Han og Hun ruger begge; som Regel skal kun 1 Unge naa at blive flyvefærdig. Føden er navnlig Frøer, Firben, Mus og andre Smaa- gnavere samt, omend sjældnere, Egern, Pindsvin, unge Harer, selvdøde Fisk, men kun sjeldent Fugle; dog kan 217 (Aquila pomarina) den ogsaa tage til Takke med Orme, Biller, Larver, Snegle og lign., og den skal heller ikke forsmaa Aadsler. 2. Stor Skrigeørn (Åquila clånga Pallas). Aquila Clanga Pallas, Falco maculatus Gmelin, Aquila fusca Brehm, Aquila naevia auctorum. Svensk: Stårre Skrikårn. Tysk: Grosser Schreiadler. Engelsk: Great Spotted Eagle. Han og Hun: Farve og Tegning meget varierende. Oversiden, herunder ogsaa Vingedækfjerene, sortebrun med lidt Purpurglans, men bliver. ved Falmning mere gulbrun; Hovedets og Nakkens lancetformede Fjer lysere med gulbrune Spidser, og Overhaledækfjerene har, navn- lig paa Siderne, flødefarvede Rande og Spidser. Hele Fuglens Underside mørkebrun, lidt lysere end Oversiden. Underhaledækfjerene nærmest farvede som Overhaledæk- fjerene. Haandsvingfjerene paa deres ydre Del sorte, iøv- rigt ligesom Armsvingfjerene mørkebrune, med blegere brune Inderfaner og hvidlige Basaldele. Halens Styrere brunsorte med Purpurskær, jævnlig med antydede graa- lige Tværbaand. " Iris brun. Næbbet hornbrunt, ved Grunden. blaagraat; fra Vokshud til Spidsen 33—39 mm, Vokshuden gul. Vingelængden 490—550 mm. Haandsvingfjerenes ind- byrdes Længdeforhold som hos den Lille Skrigeørn, men "le Haandsvingfjer har en tydelig Indskæring paaYderfanen. Mellemfoden 100—115 mm. Tæerne gule. Unge Fugle meget varierende i Farve og ligner endel den Lille Skrigeørns Ungfugle, men de hvide Draabepletter er større, talrigere og mere fremtrædende. Oversidens Grundfarve mørkebrun, men Hovedets og Nakkens Fjer har tydelige, gulbrune ”" Spidser; Forryggen "med gulbrune Skaftspidspletter. Skul- .derfjerene, Bagryggen og Overgumpen med guihvide Skaft- striber og Spidspletter, der paa Overhaledækfjerene er endnu større og mere fremtrædende. Undersiden har (Aquila clanga) 218 samme Grundfarve som Oversiden, men med bredere, flødehvide Midtstriber. Underhaledækfjerene ensfarvet gul- lighvide. Af Vingedækfjerene er de smaa brunsorte med flødefarvede Skaftstriber, de mellemste og de neder- ste alle med lange, brede, flødefarvede Draabe- pletter, der er langt større og talrigere end hos den Lille Skrigeørns Ungfugle. Sving- og Styrefjer som hos Fig. 54. Stor Skrigeørn. (Efter Mathew i British Birds). de voksne, men de sidste har gulbrune Spidser. Fra den her skildrede mørke Type findes alle Overgange - til ganske lyse Individer med helt hvidgule Bukser og Bug og delvis flødehvid Overside, men saadanne helt lyse Individer er aldrig truffet i Danmark. Dunungen skal være graalighvid. Den Store Skrigeørn kan vanskelig skelnes fra den Lille Skrigeørn, men naar man har den i Haanden, vil Vingemaalene afgive gode Skelnemærker; tillige er de store, hvidlige Draabepletter paa alle de mellemste og 219 (Aquila clanga) nederste Vingedækfjer ofte et godt Kendetegn paa de unge Fugle af den Store Skrigeørn. Udbredt som Ynglefugl fra Livland, Polen og Ungarn mod Vest over Rusland og Asien ud til Egnene omkring Amurfloden; mod Nord træffes den op til Onega-Søen og i Ural op til 60? N. Br., mod Syd ned til Nord-Indien, Nord-Persien og Lilleasien. Som Trækfugl overvintrer den i Ægypten, Indien, Birma, Cochinkina og Kina. Nu og da kommer den som Strejffugl til det vestlige Europa, hvor den er truffet i de fleste Lande. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke, men i England har den vist sig adskillige Gange. I Norge er den ikke iagttaget, men i Sverige -er den skudt en halv ” Sries Gange, mest i Landets sydlige Dele. É I: Danmark vides den med Sikkerhed kun skudt 2 Gange, nemlig paa Møen i November 1855 og ved Fugl- sang paa Lolland d. 9. 6. 1881, begge unge Individer; mu- lig er den skudt nogle flere Gange, men da man tidligere, som nævnt, ikke skelnede mellem de to Skrigeørne-Arter, kan det ikke siges med Sikkerhed. I Levevis adskiller den sig ikke nævneværdig fra den Lille Skrigeørn, selv dens Stemme skal ligne dennes, men er dog ogsaa sam- menlignet med en lille Hunds Gøen. Den foretrækker ligeledes til Opholdssted aabne Skovegne, hvor den bygger sin Rede i Træernes Kroner. I sidste Halvdel af April og først i Maj lægger den sine 1—3 Æg, der ofte ikke er større end den Lille Skrigeørns, men som Regel mindre kraftigt og lysere plettet end hos denne og i Form mere langstrakt. Længden 64,4—74,6 mm, Bredden 51,2—58 mm. Dens. Føde afviger ikke i væsentlig Grad fra den Lille Skrigeørns. 3. Kongeørn (Åquila chrysaétos (Linné)). (Aquila chrysaétos chrysaétos (Linné)). Stenørn, Landørn (Falco Chrysaétos Linné, Falco ful- vus Linné). Norsk: Kongeørn. Svensk: Kungsårn. Tysk: Stein- . adler. Engelsk: Golden Eagle. " Han og Hun er i Tegning og Farver saa godt som ens. Panden mørkebrun; Issen brun med smaa gulbrune Fjerspidser; Baghovedet, Baghalsen og Halsens Sider har lange, lancetformede, spidse Fjer, der overvejende er (Aquila chrysaétos) 220 gyldent flødehvide med rustrøde Basaldele og mørke Skafter. Hovedets Sider brune, Hagen, Struben og Forhalsen ensfarvet sortebrune. Hele Rygsiden samt Skulderfjerene mørkebrune med lidt Purpurglans; mange Fig. 55. Kongeørn, ung Fugl. (Efter Schiøler). indblandede Fjer er, ved den langsomme Fældning, ofte afblegede og lysere; Fjerenes skjulte Basaldele renhvide. Bryst, Bug og Kropsider brunsorte, med smalle, lidt lysere Spidsbremmer og jævnlig med indblandede rustrøde Fjer. Bukserne paa deres øverste Del og paa Forsiden lyst gullig rustbrune, iøvrigt sortebrune. Mellemfoden paa sin øverste Del rustgul, ned mod Tæerne flødefarvet. Underhaledækfjerene rustgule, 221 (Aquila chrysaétos) tildels en Smule hvidspættede. Af Vingedækfjerene er de øverste smaa langs Vingekanten flødehvide med mørkebrune Skaftstriber, de øvrige mørke- brune med delvis flødehvide Spidsbremmer; de store ne- derste mørkebrune, lidt graaspættede paa deres Basaldele, Årmsvingfjerenes Dækfjer lysere, nærmest gulbrune med mørkere Pletter. Undervingedækfjerene mørkebrune, dog rustgule langs Rand og Kant. Haandsvingfjerene brunsorte, de inderste samt Armsvingfjerene lidt graat skyggede paa deres basale Del. Halens Styrere brunsorte, paa deres basale Del med 2—3 mere eller mindre - tydelige Tværbaand. Iris gulbrun eller brun. Næbhornet blaasort, fra Spids til Vokshud 38—50 mm. Vokshuden gul. Næseborene af- lange, skraatstillede, siddende ved Vokshudens Forkant. Hunnerne endel større end Hannerne; Vinge- længden hos Hannerne 565—615 mm, hos Hunnerne 625— 662 mm. Halen svagt afrundet. Mellemfoden, der er fjer- klædt helt ned til Tæerne, er 82—110 mm lang. Tæerne gule, Kløerne hornsorte. Unge Fugle: Issen, Nakken og Baghalsen er ikke saa gyldent flødehvide som hos de voksne, men mat- tere flødehvide og rustgullige. Rygsiden mørkebrun som hos de gamle Fugle, Fjerene med hvide Basaldele, der paa Overhaledækfjerene jævnlig kommer i Dagen. Undersiden mørkebrun, de flødehvide Spidsbremmer tydelige og kan være særlig fremtrædende paa Bukserne, der er helt brunsorte; Fjerenes hvide Basaldele kommer hist og her i Dagen og danner hvide Pletter, stedse størst og talrigst paa Bug og Undergump. Mellemfodens Fjer hvide. De smaa og de mellemste Vingedækfjer mørke- brune, lidt lysere end Ryggen, de smaa langs Vinge- "kanten har smalle, lysé Bremmer. Undervinge- dækfjerene brunsorte, langs Vingeranden hvidspæt- tede. Svingfjerene brunsorte, blot de inderste Arm- svingfjer med gulbrunlige Spidsbremmer. Halens Styrere paa deres yderste Tredjedel, efter en skarp Linie, brun- (Aquila chrysaétos) ØD D sorte med graagule Fjerspidser;.de basale 2 Tredje- dele hvide, ofte lidt brunt stænkede. Denne Dragt bæres i ca.et Aar, og Ungfuglen gaar da over i en Over- gangsdragt, nærmest kendelig paa de mere rustbrun- lige Farver, der særlig ses paa de smaa Vingedækfjer og Bukserne, som bliver lysere, mere rustbrune, med store, flødehvide, draabeformede Spidspletter; Mellemfodens Fjer er mindre hvide med tydeligt rustbrunt Anstrøg. Sving- fjerene er mere graaligt marmorerede paa deres basale Dele, og Halens Styrefjer er ikke saa renhvide paa deres basale 2 Tredjedele, men er mere graaligt skyggede og viser Åntydninger af Tværstriberne. Omkring 3 Åar gammel synes de unge Fugle at faa en Dragt, der vanskelig lader "sig skelne fra de voksne Fugles. Dunungen er hvid, Oversiden med gulbrunt An- strøg. 3 Kongeørnen kan nærmest forveksles med Havørnen, men skal i Luften kunne kendes paa den længere og mere lige afskaarne Hale; paa nært Hold er den helt fjerklædte Mellemfod et godt Skelnemærke. Kongeørnen er udspaltet i mindst 4 Racer, af hvilke den typiske Form er udbredt som Ynglefugl i Europa, fra det nordligste Skandinavien, Nord-Rusland, det vest- lige Åsien og Sibirien ned til Kaukasus, Lilleasien, Middel- havsøerne og Pyrenæerne; en anden Race lever i Spanien og Nord-Afrika, en tredje i Mellem- og Østasien og en fjerde i Nord-Amerika fra de arktiske Egne ned til Cali- fornien og Meksiko. Navnlig den typiske Kongeørn er overalt i Kulturlandene aftaget i Antal i en meget for- uroligende Grad og er fortrængt fra Lavlandenes Skove til Bjergegnenes mere fredelige Skovstrækninger. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes Konge- ørnen ikke; i England er den forlængst helt udryddet, og i Irland er højst et eller to Par endnu tilbage, hvor- imod den endnu yngler i Skotlands Højland og paa He- briderne; paa Orknøerne er den udryddet, og paa Shet- landsøerne har den næppe nogensinde ruget. I Norge ruger den i Bjergegnene over hele Landet, men er nu temmelig sjelden. I Sverige var den tidligere vidt ud- bredt, men findes nu kun i de nordligste Fjeldegnes Skove, 223 |. (Aquila chrysaétos) hvor højst ca. 40 Par endnu har deres Tilhold. I Tysk- land var den tidligere vidt udbredt og ingenlunde sjel- den; nu er den, saavidt vides, helt udryddet. I Danmark kendes Kongeørnen nu kun som en sjel- den og tilfældig Gæst, strejfende ned til os fra nord- skandinaviske Ynglepladser; medens den tidligere iagt- toges ret almindeligt her i Landet, nemlig den Gang, der fandtes store Populationer i de omgivende Lande, er det forstaaeligt, at den her som andre Steder nu kun ses som en Sjeldenhed. I Danmark synes Konge- ørnen ikke at have ruget i historisk Tid; skønt der foreligger Meddelelser om rugen- de Par saa sent som i forrige Aarhundrede, maa disse Angivelser anses for at bero paa Forvekslinger med Hav- ørne; noget Bevis for & Kongeørnens Ynglen i Danmark haves ikke, og Landets Naturfor- hold har næppe passet for denne store Rov- fugl, der højst kan an- tages rent tilfældigt at have ruget her i Lan- det i gamle Dage. Som Strejffugle viste Konge- ørnene sig her i Landet - navnlig fra Midten af Oktober til Udgangen af Januar, og næsten altid i drejede det sig om unge Fugle, der endnu ikke var yngledygtige; de forlod gerne Landet i Begyndelsen af Maj, og de første viste sig i Midten af September, medens de aldrig viste sig i Sommer- maanederne. De holdt navnlig til i vore Skove, helst hvor der var Storskov, og drev da deres Jagt paa det mere aabne Land; den saas kredse højt over Landet og angives da at ligne en kredsende Musevaage, men dens "Haandsvingfjer var mere spilede ud fra hverandre under Flugten. Natten tilbringes sovende i et højt Træ. Stem- omen sammenlignes med en Hunds Gøen og Hylen og gengives ved et klart hi—a, hi—a, men den har ogsaa et Fig. 56. Flyvende Kongeørn. (Efter Schiøler). (Aquila chrysaétos) 224 langtrukkent, miauende Skrig, mindende om Musevaagens; jagende skal den udstøde et hurtigt kek—kek—kek. 1 Par- ringstiden og ved Reden ser man deres Flyvepræstationer højt i Luften, hvorunder de jævnlig skal vende Bug- siden opad. Først naar Kongeørnen er omkring 5 Åar gammel, begynder den at yngle. Reden bygges enten paa en Af- sats i en høj Fjeldvæg eller midt i høje Træers Kroner og dannes af Grene og Kviste, der med Aarene, naar den samme Rede benyttes, kan ses opstablede i 1—2 Meters Højde, ligesom Reden kan blive 2—3 Meter bred; den udfores med Græs, Lyng, Mos og lign. og ses jævnlig med paalagte friske Grene. Æggene lægges fra sidst i Marts til midt i April, i nordlige Egne dog senere, i Mellem-Europa allerede fra først i Marts. Æggene lægges med et Mellemrum af 2 til 3 Dage, og Rugningen be- gynder straks og varetages ganske overvejende af Hunnen. Som Regel bestaar Kuldet af 2 Æg, men man træffer Kuld baade paa 3 og en sjælden Gang paa 4. Ægskallen er grovkornet, hvid eller grønlighvid og-kan være helt uden Pletter, men er jævnlig prydet med flere eller færre rødbrune eller graalige Pletter, snart matte, snart varmere farvet. Længden ligger mellem 70.1 og 88,9 mm, Bredden 51—66 mm. De ruges i 30—35 Dage ellér endogsaa op til 44 Dage. Ungerne skal opholde sig ca.11 Uger i Reden; ofte dræber den ældste eller stærkeste Unge den yngre eller svagere, saaledes som det kendes hos saa mange andre Rovfugle. Føden bestaar hovedsagelig af mindre Pattedyr, sær- lig Harer og Kaniner, men ogsaa mindre Former som Rotter, Egern og Hermeliner, samt Lam og svage Kalve af Hjortearterne; mellemstore Fugle, saasom Ryper, Ager- høns, Urfugle, Tjurer, Ænder, Gæs og mange Slags Vade- fugle kan den ogsaa tage, idet den stedse bemægtiger sig disse paa Jorden ved at slaa ned paa dem; selv Smaa- fugle forsmaar den ikke altid, og undtagelsesvis fanger. den ogsaa større Insekter. Den hjembærer Byttet i Kløerne, men det er kun med Vanskelighed, at den kan flyve med en stor Hare, der gerne slæber hen ad Jorden. Ræve o. lign. griber den gerne med den ene Fod om Snuden, medens den jager den anden Fods Kløer dybt ind i Ryggen, hvorpaa den flænger dem med Næbbet. De fore- liggende Meddelelser om Bortførelser af Børn er sikkert i langt de fleste Tilfælde Fabler, men kan vel ikke alle helt afvises. Uheldigvis gaar de gerne paa Aadsler, hvil- ket har været en medvirkende Aarsag til deres rivende 225 (Aquila chrysaétos) Tilbagegang i Antal, idet de har søgt til forgiftede Ka- davere, udlagte for Ræve og andre Skadedyr. ilte Slægt: Kærhøge (Circus Lacépéde). Mellemstore Rovfugle. Næbbet krumt lige fra Roden. Overnæbbets Rand med et lavt Fremspring. Næseborene aflange, ligger ved Vokshudens For- kant, deres Overkant parallel med Næbryggen; de er delvis dækkede af fremad- og opadrettede Bør- stefjer. En Krans af korte, ofte særligt tegnede " Fjer gaar fra Partiet bag Ørerne hen under Hagen og danner et mere eller mindre fuldstændigt Slør omkring Ansigtet, hvorved Fuglene faar en vis Lighed med Uglerne. Fjerklædningens Farve kan være meget forskellig hos Hanner og Hunner og hos de gamle og de unge Fugle. Vingerne lange og spidse, Årmsvingfjerene meget kortere end Haandsvingfjerene. iste Haandsvingfjer kort, 3Idje som Regel længst. Halen lang, i Spidsen svagt afrundet eller ret lige afskaaret. Mellemfoden lang og ret spinkel, dens Forkant med Tværskinner, ellers dækket af smaa Skæl, dog kan Bagsiden ogsaa have antydede Tværskinner. Tæerne for- holdsvis korte, med tydelig Bindehud mellem 3dje og 4de Taa. Kløerne slanke, ret krumme og meget spidse, flade paa Undersiden. Slægten er vidt udbredt, næsten over hele Jorden; den omfatter ca. 15 Arter med 7 Underarter. I Danmark … forekommer 4 Årter. Oversigt over de i Danmark forekommende Kærlinges : arter. A. Ste Url Yderfane med Indbugtning (sml. SALE. 57); 4de Haandsvingfjers Inderfane med. Indbugt- ning. De yderste Armsvingfjer er paa den sammen- R. Hørring: Fugle III. 15 (Circus) < 226 Fig. 57. A. Blaa Kærhøg; ydre Del af højre Vinge, set fra Over- og Un- dersiden. B. Rørhøg; ydre Del af højre Vinge, set fra Over- og Undersiden. (Efter Schiøler). B2T (Circus) ; Fig. 58. C. Steppehøg; ydre Del af højre Vinge, set fra Over- og Under- ' siden. i : D. Enghøg; ydre Del af højre Vinge, set fra Over- og Undersiden. å (Efter Schiøler). 152 (Circus) 228 lagte Vinge 20—30 mm længere end Haandsvingfjere- nes Dækfjer. 1. Sløret afbrudt fortil, ikke lukket under Hagen. Overgumpens Fjer aldrig helt hvide. Større; Næb- længden, fra Vokshud til Næbspids, saa godt som altid sover 20 Mu 43 LE] SS er NEON SS ES RET RØRES ER .1.Rørhøg (Circus aerugindsus) Side 228. 2. Sløret ikke afbrudt fortil, lukket under Hagen. Over- gumpens Fjer hvide. Mindre; Næblængden, maalt fra Vokshud til Næbspids, under 20 mm ......... . 2. Blaa Kærhøg (Circus cyåneus) Side 233. B. Ste Haandsvingfjers Yderfane uden tydelig Indbugt- ning (sml. Fig. 58); 4de Haandsvingfjers Inderfane uden tydelig Indbugtning. De yderste Armsvingfjer er paa den sammenlagte Vinge af samme. Længde eller kor- tere end Haandsvingfjerenes Dækfjer. 1. Sløret afbrudt fortil under Hagen. Spidsen af de yderste Haanddækfjer naar langt fra ud til Indbugt- ningen paa iIste Haandsvingfjers Inderfane, men er ca: PDrem kortere SS: SENT DISSE SEN BARRE SEER 3. Enghøg (Circus pygårgus) Side 237. 2. Sløret ikke afbrudt fortil, lukket under Hagen. Spidsen af de yderste Haanddækfjer naar omtrent ud til Indbugtningen påa iste Haandsvingfjers In- Erann se sa ln ER SEE SER 4. Steppehøg (Circus macrdtrus) Side 243. 1. Rørhøg (Circus aerugindsus (Linné)). (Circus aeruginosus aeruginosus (Linné)). Rødbrun Kærhøg, Rørfalk, Fiskehøg, Dværgglente (Falco aeruginosus Linné, Falco rufus Gmelin, Falco arundinaceus Bechstein). Norsk: Sumphøg. Svensk: Brun Kårrhåk. Tysk: Rohr- weihe. Engelsk: Marsh-Harrier. j Voksen Han: Hovedets Overside samt Struben flødehvide med smalle, mørkebrune Skaftstri- ber. Sløret af samme Farve. Baghalsen enten brun med lysere Fjerrande, der er bredest op mod Nakken, eller næsten helt flødehvid med smalle, mørke Skaft- striber. Ryggen, Vingernes Overside og Overgumpen brune med rustbrunt og graaligt Anstrøg; de smaa Vinge- dækfjer langs Vingekanten lysere rustrøde indtil fløde- 229 sg (Circus aeruginosus) hvide, med sorte Skaftstriber. Overhaledækfjerene hvide, med graabrune Kanter. Forhals og Forbryst flødehvide med bruneSkaftstriber, der kan brede sig næsten over Fjerenes hele Flade. Bugen, Bag- brystet, Undergumpen og Bukserne livligt rust- Fig. 59. -Rørhøg, Han. (Efter Mathew i British Birds). brune eller rødbrune, oftest mørkere langs Fjerenes Skafter. Undervingedækfjerene rustgule med smalle, mørke Skaftstriber eller helt flødehvide. De 5 første Haand- svingfjer graaligt sortebrune, deres Dækfjer og de øvrige " Haandsvingfjer mere eller mindre blaagraa, ofte brunlige langs Kanterne. Alle Svingfjerene har flødehvide Inderfaner, Haandsvingfjerene dog kun paa Fjerenes Basal- (Circus. aeruginosus) 230 dele. Armsvingfjerene urent blaagraa med brunlige Rande og hvidlige Spidsbremmer, de inderste dog brune. Halens Styrere brunligt graablaa, af og til med brunlige Rande, Spidser og svagt antydede Tværbaand. Iris gul. Næbhornet blaasort, fra Vokshud til Næb- spids 20—23 mm. Vokshuden gul. Sløret afbrudt fortil under Hagen. Vingelængden 377—405 mm. Ste Haand- . svingfjers Yderfane med en tydelig Indbugt- ning. Fødderne gule. Gammel Hun: Oversiden ligner i Farve og Teg- ning Hannens, men Overhaledækfjerene er mørkt rust- brune, uden hvidt; Hovedets Sider mørkebrune. Hage og Strube oftest uplettet flødehvide, Forhalsen mørk chokoladebrun, Forbrystet atter flødehvidt med mørke- brune Skaftstriber. Bagbryst, Bug, Undergump og Bukser mørkere, ensfarvet kastaniebrune, uden mørkeSkaft- striber. Svingfjerene mørkt chokoladebrune, uden blaa- graat. Halens Styrere. rustbrune, med mørkebrune Tværbaand og lyse Spidser, de to mellemste ensfarvet mørkebrune. Undervingedækfjerene ikke rent flødehvide, men overvejende rustrøde med flødegule Kanter - eller Tværpletter, kun Fjerene langs Vingekanten er flødehvide. Iris brungul. Hunnen endel større end Hannen; fra Næbspids til Vokshud 23—25 mm, Vingelængden 392— 418 mm. | Unge Fugle er i det hele meget mørkere end de voksne. Hovedets Overside samt Nakken smukt og varmt rustgule, jævnlig med brunsorte Skaftlinier.… Hovedets rustgule kan dog være indskrænket til en Plet - i Nakken. En bred Stribe fra Næbbet, hen under Øjet og over Øret -ud til Halsens Side, brunsort. Struben som Issen, men uden mørke Skaftlinier. Hele Fuglens Overside brunsort med Purpurglans, blot de bageste Skulderfjer, de nederste Vingedækfjer samt Overhaledæk- fjerene med rustgule Spidser. Hele Undersiden, undtagen Struben, brunsort som Oversiden, højst med enkelte utydelige, rustgule Kanter paa Forbrystets Fjer; Under- 231 ' (Circus aeruginosus) vingedækfjerene brunsorte, i Vingekanten med en- del rustgule smaa Fjer. Svingfjerene og Halens Styrere brunsorte med Purpurglans, kun Fjerenes Spidser er rustbrune. Denne Dragt bæres i godt 1-Aar, men falmer efterhaanden stærkt, saaledes at Ryggen bliver lys mat- brun og Oversiden af Hovedet næsten flødehvid. Ung- fuglene kan træffes ynglende i denne Dragt. Gennem flere, stadig lidt lysere, Dragter faar de unge efterhaanden samme Dragt som de voksne. -Dunungen er graalighvid. Fra vore andre Kærhøge skelnes Rørhøgen let paa sin betydelige Størrelse og de mørke Farver med det rust- gule eller flødehvide Hoved; de gamle Hanner tillige paa deres blaagraa Armsvingfjer og Halestyrere. ” Rørhøgens typiske Race er som Ynglefugl vidt ud- bredt fra det sydlige Sverige ned til Middelhavet, dog sjælden Syd. for Alperne, og gennem det nordlige Rus- land ind i Vest-Asien, saaledes til Turkestan, Jenissei og Kobdo; muligvis ogsaa i Indien. I Spanien og Nord-Afrika afløst af en lidt mindre og lysere Race Circus aerugi- nosus harterti Zedlitz. Som Trækfugl overvintrer den i det tropiske Afrika helt ned til Transvaal. Fra Island og Grønland kendes Rørhøgen ikke, der- imod er den et Par Gange skudt paa Færøerne. Paa de britiske Øer rugede den tidligere 'almindeligt, men er nu udryddet i Irland og yngler blot endnu mulig i Norfolk. I Norge er den som en meget sjælden Gæst kun skudt et Par Gange, medens den har været en almindelig Yngle- fugl i det sydlige Sverige, fra Skaane til det nordlige Uppland, men er nu aftaget meget i Antal. .I Danmark var Rørhøgen tidligere en vidt udbredt og meget almindelig Ynglefugl, der holdt til paa sumpede Enge, i Moser og ved Søer, Laguner og Vandløb; ved meningsløs Forfølgelse, navnlig i Tidsrummet omkring sidste Aarhundredskifte, var den sin Udryddelse nær, men er senere atter blevet lidt talrigere og findes nu i alt Fald ynglende paa mange Steder, særlig i det vestlige Jylland, men ogsaa paa Øerne, overalt dog ret faatallig. Den kom- . mer om Foraaret til Danmark lidt ind i April og efter at have strejfet om i Landet i August Maaned, forlader den os atter i Løbet af September, men unge Fugle'kan ses endnu”i Oktober. Fra sine Ynglepladser i Rørskove og (Circus aeruginosus) 232 Moser søger den paa sin Jagt ind over Marker og Enge, idet den flyver lavt og slingrende over Jorden, spejdende efter Bytte; Vingeslagene langsomme og tunge, men jævn- lig holder Fuglen med flaksende Vingeslag stille i Luften. Ved Reden ser man jævnlig i Parringstiden Hannens Flyvelege, idet den højt fra Luften styrter sig et Stykke ned for atter rask at stige til Vejrs. Hannens Skrig er gengivet ved væi, Hunnens Stemme er dels pibende, dels lydende som ki—ki — ki—ke—ke. 3 Reden, der bygges af Hunnen, som hjembringer Rør og Straa i Næbbet, medens grovere Materiale holdes i Kløerne, bygges paa fugtige Steder i Rørskovene og kan i Sommerens Løb ved stadig Ophobning af Rørstumper og lign. naa en Højde paa omkring 1 Alen. Fra sidst i April til et Stykke ind i Maj lægges Æggene, hvis Antal svinger mellem 3 og 7, men oftest er 4—6; Ægskallen, der er mat eller svagt glinsende, er graalighvid med svagt blaa- ligt Skær, som Regel ganske ” uden Pletter. Længden 45— ) 54,6 mm, Bredden 35,6— Fig. 60. Flyvende Rørhøg. 42,1 mm. Æggene ruges af (Efter Schiøler). Hunnen i 30—35 Dage, me- dens Hannen bringer den Føde, men iøvrigt opholder sig i en af den selv lavet Rede, et Stykke fra Hunnens. Ungerne kommer ikke ud af Æggene samtidigt, og de større og stærkere Unger dræber og fortærer jævnlig de svagere Søskende. Hannen bringer Byttet til Redestedet, hvor det afhentes i Luften af Hunnen, der behændigt griber det, naar Hannen lader det falde. Efter ca. 1 Maaned er Ungerne flyvefærdige, og en Ugestid senere forlader de Reden, men fodres stadig af Forældrene i omkring 4 Uger. Føden bestaar af Mus, Vandrotter, Muldvarpe og andre Smaapattedyr, bl. a. Harekillinger og tillige af alle de min- dre og smaa Fugle, den kan fange, saaledes særlig unge Fugle af en Række Ande- og Vadefugle, af hvilke hos os særlig Blishønsenes Unger maa holde for. Firben, Snoge, Frøer, Tudser og Fisk samt Insekter tager Rørhøgen og- saa gerne; endelig forsmaar den heller ikke Fugleæg. 233 | (Circus cyaneus) 2. Blaa Kærhøg (Circus cyåneus (Linné)). (Circus cyaneus cyaneus (Linné)). Kornfalk, Blaafalk, Uglehøg, Hedefalk (Falco cyaneus Linné, Falco griseus Gmelin, Circus cinereus Brehm). Norsk: Blaahøg. Svensk: Blå Kårrhåk. Tysk: Korn- weihe. Engelsk: Hen-Harrier. Gammel Han: Hovedets Overside blaagraat med udflydende mørkebrune Skaftstriber. I Nakken et lille Parti med ungdommeligt farvede, rustbrune Fjer, med mørke Skaftstriber og hvidlige Basaldele. Over og under . det sortrandede Øje graahvidlige, udflydende Striber. Øre- dækfjer og Sløret mørkt graablaa. Hele Fuglens Over- side blaagraa, dog har Baghalsens Fjer mørke Skaft- linier og Fjerene paa Ryg og Skuldre et mere eller mindre brunligt Anstrøg. Overhaledækfjerene ren- hvide. Strube og Forhals lyst askegraa, med jævn Overgang til det hvidlige Forbryst, der ligesom Krop- siderne har mørke Fjerskafter og endel spredte, smaa, lyse- brune Skaftpletter. Hele Undersiden samt Bukserne iøv- rigt renhvide. Undervingedækfjerene renhvide. De første 5—6 Haandsvingfjer brunsorte, med lidt lysere Spidser; de øvrige Haandsvingfjer samt Årmsvingfjerene askegraa, brunlige paa deres ydre Del, med graahvide Spidsbremmer; Inderfanernes Basaldele hvide; de inder- ste Årmsvingfjer brunliggraa som Ryggen. Af. Halens Styrere er de tre ydre Par hvidlige med brungraa Yder- "faner, de indre derimod mere brunliggraa; alle Styrerne med 6—7 smalle, mørke Tværbaand, der er tydeligst paa Inderfanerne, men helt mangler paa det midterste Par, der er ensfarvet askegraat: med brunligt Anstrøg. Meget gamle Hanner har paa Oversiden renere askegraa Farver, næsten uden brunt Anstrøg og kan - endogsaa mangle den ungdommeligt farvede Nakkeplet, ligesom Brystet kan være saa godt som helt uplettet hvidt. | ; - Iris gul. Næbhornet blaasort, fra Spids til Vokshud 15—16,5 mm. Vokshuden gul. Vingelængden 330— (Circus cyaneus) 234 Fig. 61. Blaa Kærhøge (Han og Hun). ). (Efter Mathew i Brit. Birds). 350 mm. Benene gule, Mellemfoden 66—72 mm. Kløerne sorte. Angaaende Sløret og Haandsvingfjerenes Indskæ- ringer henvises til Oversigten. Halen 230—275 mm ba afrundet i Spidsen. Gammel Hun: Hovedets Overside sortebrunt med smalle, rustbrune Fjerkanter. En bred Stribe over og under Øjet flødehvid. Ørefjerene rustbrune, Sløret hvidligt rust- gult med skarpttegnede, sortebrune Skaftstriber. Bag- halsen sortebrun, med brede, rustgule Kanter, der op mod Nakken er mere dominerende og hvidlige, næsten dannende en hvidlig Nakkeplet. Ryggens og Overgumpens 235 (Circus cyaneus) Fjer glinsende mørkebrune, de sidstnævnte med rustgule Spidsrande. Overhaledækfjerene hvide, ofte dog med mørke, draabeformede Skaftpletter. Hele Fuglens Underside lyst gulbrunlig flødehvid, mørkest paa For- brystet, med mørkebrune Skaftstriber, der er bredest paa Forbrystet, smallere og ofte mere rustbrune og draabe- formede paa Bagbryst, Bug og Undergump, bredere paa Underhaledækfjerene; Kropsidernes Fjer overvejende rust- brune med lyse Rande og store, lyse Randpletter. Vinge- dækfjerene mørkebrune med rustgule Kanter og paa de største Vingedækfjer med store, lyse, rustgule, rundagtige - Randpletter imod Fjerspidserne. Undervingedækfjerene rustbrune med gullighvide Kanter og Randpletter, :Haand- svingfjerene mørkebrune, med 4—5 sortebrune Tvær- baand og hvidlige Inderfaner paa deres basale Del; Yder- fanerne med graaligt Anstrøg. Af Halens Styrere er de ydre rustgulligt hvide, de indre meget mørkere graabrune, alle med 4—5 brede, mørkebrune Tværbaand, af hvilke det yderste stedse er bredest. Hunnen er betydelig større end Hannen, Vinge- længden 360—378 mm. "Unge Fugle ligner meget den voksne Hun; dette gælder mest den unge Han, der ofte kun kan skelnes fra den gamle Hun paa den meget ringere Størrelse. Den unge Hun kan ofte, foruden paa den betydeligere Stør- relse, kendes frå den unge Han paa Undersidens varmere, rustgule Tone. Denne Ungfugledragt fældes, naar Fuglen er lidt over et Åar gammel, og denne Fældning er til- endebragt i Fuglens andet Efteraar; de ligner da omtrent ganske de gamle Fugle, men den unge Han har mindre rene graa Farver. end den gamle Han; Hunnerne yngler ofte allerede i deres Ungedragt. Iris brun. Dunungen hvid, med gulbrunligt Anstrøg paa Ho- vedets Sider, Baghalsen og midt ned ad Ryggen samt paa Vingerne; uden om Øjet en smal, mørk Ring. "Den Blaa Kærhøg kan hos os nærmest forveksles med Enghøgen; den voksne Han. kan i Luften skelnes (Circus cyaneus) 236 fra denne ved Manglen af de to. sorte Baand hen over Vingernes Underside og et lignende hen ad Vingens Overside samt ved den såa godt som uplettede Under- side; Hunnens Tværbaand over Halen er mere frem- trædende, og Overhaledækfjerene saa godt som renhvide. Som Ynglefugl er den Blaa Kærhøgs typiske” Race udbredt over Nord- og Mellem-Europa, ned til Spanien og Nord-Italien, samt tillige over, det nordlige og centrale Asien. Som Trækfugl overvintrer den i Nordøst-Afrika, Indien, Kina og Japan. En nærstaaende Race Circus cya- neus hudsonicus er ud- bredt i Nord-Amerika. Fra Grønland og Island kendes den ikke, men paa Færøerne er den truffet et Par Gange. Paa de britiske Øer ruger den endnu paa Orknøerne og de ydre He- brider og i nogle af Irlands Bjergegne; i selve England findes den endnu enkelte Steder som rugende. I Norge ruger den, omend ret sjælden, i Østlandet, Trøndelag og Nord-Norge. I Sverige ruger den i Norrlands Myrer og er fundet ynglende helt ned i Nårke. I Tyskland ruger den ikke sjældent, omend stadig aftagende i Antal; nordligst er den truffet ynglende paa de østfrisiske Øer og i Han- nover. I Danmark kendes den Blaa Kærhøg ikke med fuld Sikkerhed som ynglende, skønt det efter dens Udbred- ning Nord og Syd for os kunde være sandsynligt, at den nu og da kunde have ruget hos os; flere ældre Angivel- ser om dens Rugen i Danmark foreligger, men sandsyn- ligvis skyldes disse Fejlbestemmelser og Forveksling bl. a. med Enghøgen. Fra nyeste Tid meddeles, at et Par saas d. 25. 5. 1930 i Frøslev Plantage i Sønderjylland under Forhold, der gjorde det sandsynligt, at de dér havde deres Rede. Paa Gennemrejse og som overvintrende træffes den derimod almindelig, enkelte Aar endogsaa talrig, hos os fra lidt ind i September til April, enkelte ogsaa i Maj og Juni; talrigst er den stedse i Oktober og November. Den holder med Forkærlighed til paa flade Marker med Kær Fig. 62. Flyvende Blaa Kærhøg, Han. (Efter Schiøler). 237 (Circus cyaneus) og Moser omgivne af Enge, hvor man ser den med lav, slingrende Flugt, der kan være hoppende og minde om Ternernes, afsøge Terrænet paa sine Jagtture; om Natten sover den, siddende paa en vandomgivet Tue, og skal, i Modsætning til de andre Kærhøge, af og til sætte sig i lave Birketræer. Hannens Stemme er angivet ved kæp— æp—æp—æp—æ, medens Hunnens skal være et mere pibende pie—pie—pie—pee. I Parrings- og Yngletiden ser mån dens Flyvelege, hvorunder den pludselig kaster sig nedad i Luften. I Begyndelsen af Maj begynder den at bygge sin Rede, der lægges paa Jorden paa en Tue mellem Siv eller Vidiebuske og bestaar af opdyngede Rørstumper og Kviste, udforet med Stargræs eller Hø; "den har en Diameter paa omkring $/,x m. Æggene lægges omkring 20de Maj; deres Antal er gerne 4—6, men 7 og 8 Æg i Kuldet er undtagelsesvis fundet. I Farve og Form ligner de ganske de andre Kærhøges, men skal være en Smule større end Enghøgens og selvfølgelig som Regel endel mindre end den i det hele større Rørhøgs. Længden 40—52 mm, Bredden 32—38 mm. Skallen hvid med blaa- ligt Skær, oftest uplettet, men kan ogsaa have rødbrune, rustrøde eller rødliggraa Pletter, der snart kan være sva- gere, snart stærkere tegnet. Æggene ruges antagelig i 27—30 Dage, og udelukkende af Hunnen, der som hos de andre Kærhøge som Regel fodres af Hannen. ” Føden bestaar hovedsageligt af Mus, Frøer og Smaa- fugle, men man finder i deres Mave Rester af omtrent de samme Dyr som hos den foregaaende og følgende Art. 3. Enghøg (Circus pygårgus (Linné)). . Hedehøg, Graa Kærhøg, Engfalk (Falco Pygargus Linné, Falco cineraceus Montagu, Circus Montagui Vieillot, Circus pratorum Brehm). Norsk: Graahøg. Svensk: Mindre Kårrhåk. Tysk: Wieseweihe. Engelsk: Montagu's Harrier. Voksen Han: Hovedets 'Overside samt Sløret blaa- ligt askegraa, med mørkere graa Fjerkanter, fortil en smal, " sort Øjenbrynslinie. Hovedets Sider samt Øredækfjerene graablaa. Hele den øvrige Overside samt Vingedæk- fjerene blaagraa med brunligt Anstrøg og udflydende, mørkegraa Fjerkanter eller Fjerspidser, ofte mest domi- mnerendé paa Forryggen og de smaa Vingedækfjer, men (Circus pygargus) 238 mindre fremtrædende hos de gamle Fugle, der. bliver mere ensfarvet blaaligt graa; Overhaledækfjerene hvide med et Par graa Tværbaand. Hagen hvidlig, Struben, hele Forhalsen og lidt af Forbrystet lyst graa- Fig. 63. Enghøg, Han. (Efter Lånnberg). blaa, med mørkere, graat skyggede Fjerrande, der dog hos gamle Fugle næsten helt kan mangle. Efter en udflydende Grænse er den øvrige Del af Brystet, hele Bugen, Krop- siderne, Undergumpen og Bukserne hvide, med tyde- lige, lange,rustbruneSkaftstriber, der paa Under- gumpen snart kan være brede, snart linieformede, eller næsten helt mangle; paa Kropsiderne derimod altid bre- 239 . (Circus pygargus) dest, ofte med indskærende, store, rustbrune Randpletter. Haandsvingfjerenes store Dækfjer lyst askegraa med mørke Skafter. Undervingedækfjerene hvide, de mellemste med rustbrune, de nederste med mørkegraa, spidse Midt- pletter. Armhulefjerene hvide, med regelmæs- sige, brede,rustbrune Tværbaand. Af Haandsving- fjerene er de ydre brunsorte, de indre askegraa, mere brunlige ud mod de flødehvide Spidsbremmer; Armsving- fjerené har samme Farve, men deres Inderfaner er paa deres basale Del for en stor Del hvide, og hver Fjer har 3 brede, brunsorte Tværbaand, af hvilke det yderste . er synligt paa den udspilede Vinges Overside og dan- ner en brunsort Stribe; paa Vingens Underside ses ogsaa en stor Del af de mellemste Tværbaand, naar Vingen er udspilet, saaledes at her delvis ses to mørke Striber. Af. Halens Styrefjer er de yderste hvide med 3—5 rustbrune Tværbaand, de indre indefter stadig mere graabrune, med brunsorte Tværbaand; Yderfanerne er alle mere brunliggraa, næsten uden Tværbaand, det midterste Par Styrere brunliggraat, uden mørkere Tværbaand. Iris gul. Næbbet sort, ved Undernæbbets Grund grøn- ” ligt, fra Spids til Vokshud 14,5—17 mm. Vokshuden gul. Vingelængden 350—389 mm; 3dje Haandsvingfjer længst; 5tes Yderfane uden tydelig Indbugtning og 4des Inderfane ligeledes uden tydelig Indbugtning (sml. Oversigten). Sløret afbrudt fortil under Hagen. Fødderne gule, med sorte Kløer, Mellemfoden 57—62 mm. Voksen Hun: Issen mørkebrun, med brede, rust- brune Kanter, ved Næbroden næsten hvidlig, med sorte Skaftlinier. Over og under Øjet er Fjerene hvidlige. Øre- dækfjerene mørkebrune. Baghalsen som Issen, men med bredere, rustbrungule Fjerkanter, der op mod Nakken er - hvidlige. Ryggen og Skuldrene chokoladebrune, Over- gumpens bageste Fjer med rustbrune Fjerkanter; Over- haledækfjerene hvide, hver Fjer med en brunsort Pilplet ud mod Spidsen. Overvingedækfjerene chokolade- brune, de mellemste med brede, rustgule Kanter, (Circus pygargus) 240 .-de store nederste mørkt graabrune, med lysere Spids- bremmer. Hele Fuglens Underside samt Bukserne gul- brunligt hvide, mørkere rustbrunlige paa Forhals og For- bryst, hele Undersiden med brede, rustbrune Skaftstriber, der stedse er bredest paa Forbrystet, Kropsiderne og Underhaledækfjerene. Struben hvidlig. Undervingedækfjerene rustbrune med brede, flødehvide Rande, der er mest dominerende og hvidlige langs Vingens Kant og Rand. Haandsvingfjerene brunsorte, paa Yder- fanerne med lidt brunligt Anstrøg, Inderfanerne, særlig påa Undersiden, lysere indtil hvidlige og paa deres basale Del med 3—5, ofte ufuldstændige, mørke Tværbaand; Fjerenes Spidsbremmer lysere. Armsvingfjerene brun- sorte, Inderfanerne lysere, med 2 mørkere Tværbaand, " Spidserne lysbremmede. Af Halens Styrere er de ydre hvidlige med graabrune Yderfaner og 5—6 mørkere Tvær- baand, der paa det yderste Par er rustbrune, paa de indre mørkebrune; det mellemste Par Styrere ensfarvet graaligt brunsort med kun antydede mørke Tværbaand; Halens Spidsbremmer lysere. i Iris og Næbfarve som hos Hannen, men Hunnen er som Regel, men ikke altid, større end denne. Vingelæng- den 361—386 mm, men Gennemsnittet er for Hunnens Vedkommende 373 mm, medens dette hos Hannen kun er 362 mm. Den UngeFugl er i sin første Fjerdragt meget for- skellig fra den voksne Hun og danner altsaa i denne Henseende en Modsætning til den Blaa Kærhøg. Fuglens Overside mørkt chokoladebrun med rustbrune Fjer- rande, der navnlig paa Hovedets Overside og de smaa Vingedækfjer er meget dominerende, ligesom dette ogsaa kan være Tilfældet paa Baghalsen; i Nakken et rusthvidt Parti, dannet af Fjerenes lyse Basaldele. En Plet over og en Plet under Øjet hvid, den sidste nedadtil afgrænset af en bred, brunsort, halvmaaneformet Plet, der strækker sig fra. Mundvigen til Ørefjerene. Overhaledækfjerene hvide, med rustbrunligt Anstrøg eller rustbrunlige Spidser. Hagen 241 | (Circus pygargus) ofte hvidlig, hele den øvrige Underside, Undervinge- dækfjerene medregnet, varmt ensfarvet rust- brun, højst med tynde, mørkere Skaftlinier; enkelte mørke Individer kan have bredere Skaftstriber paa For- bryst og Undervingedækfjer; men hele Undersidens varmt rustrøde Farve gør altid den unge "Fugl let kendelig. Sving- og Halefjer som hos de voksne Hunner, men uden graaligt Ånstrøg og med brede, rustgule Fjerspidser; de ydre Styrere med mere rustbrunlig Grundfarve. Den unge Han kan i denne Dragt ikke skelnes fra den unge Hun, -men er ofte kendelig paa sin ringere Størrelse. Denne - Dragt begynder Ungfuglene at fælde, naar de er omkring et Aar gamle, og har i deres 2det Efteraar erholdt en Dragt, der ikke afviger meget fra de voksne Fugles; navn- lig for Hannernes Vedkommende er Farverne dog mindre rene, idet Fjerkanterne paa Ryg- og Førbryst er mør- kere graa. — Dunungen hvid, med rødligt flødefarvet AÅnstrøg paa Panden, Ryggen, Vingerne og Halsen. Enghøgen kan, naar man ser den flyvende i Luften, nærmest forveksles med den Blaa Kærhøg, men Hannen er i sin voksne Dragt altid kendelig paa de 1 eller 2 mørke Baand over Haandsvingfjerene og paa de rust- brune Pletter paa Undervingedækfjerene og AÅrmhule- fjerene; Hunnen og Ungerne lader sig vanskeligt bestem- me paa Afstand, men Ungfuglenes rene, varme, rustbrune "Farver paa Forhals og Bryst gør dem dog kendelige om Efteraaret, da denne Dragt endnu er ubleget. Enghøgen eller, som den ofte, men lidt uheldigt kal- des, Hedehøgen er som Ynglefugl udbredt i Europa fra Danmark, Syd-Sverige og Rusland op til 57? N. Br. ned til Syd-Spanien, Italien, Bulgarien og Rumænien; mod ” Syd findes den i Nord-Afrika og mod Øst ind i Asien til Turkestan, Altai og Nordvest-Mongoliet. Som Trækfugl overvintrer den i det tropiske og sydlige Afrika samt i Indierne. ; Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England yngler den nogle Steder, derimod næppe i Ir- R. Hørring: Fugle III. 16 (Circus pygargus) 242 land eller Skotland, hvor den kun kendes som en tilfæl- dig Gæst. I Norge har den kun vist sig en enkelt Gang; i Sverige kendtes den tidligere ogsaa kun som en sjælden Gæst, men er i 1923 fundet rugende i Kvismaren. I Nord- Tyskland yngler den adskillige Steder. I Danmark findes Enghøgen nu ret almindeligt yng- lende i Vest- og Midt-Jylland og kendes som rugende og- saa fra Vendsyssel og Læsø, men derimod endnu ikke fra Øerne; det synes, som den først i nyere Tid, siden 1892, er indvandret i Landet, da den fandt gunstige Ruge- pladser i de fremvoksende jydske Plantager; fra ældre Tid foreligger der i alt Fald kun faa og usikre Angivelser om dens Ophold i Landet, men Mulighed for Forveksling med den Blaa Kærhøg kan jo na- turligvis ikke udelukkes. I Jylland holder den navnlig til i unge Gran- og Fyrre-Plantager med lynggroede Lysninger og omgivet af sumpede Hedemoser, Enge og sandede Mar- ker, men ogsaa i rørbevoksede Søer og Fjorde; i andre Lande foretræk- ker den til Opholdssteder Enge, nt Floddale, Søbredder o. lign., helst =SSB hvor der er store Rørskove. Som i Trækfugl kommer den om Foraaret Fig. 64. Flyvende Enghøg sidst i April og først i Maj, og den (Han). (Efter Schiøler). forlader os allerede i Løbet af Au- gust og først i September, idet de gamle Hunner synes at drage bort først. I Flugten, der som andre Kærhøges er let og ligesom lidt slingrende, kan den lyse, gamle Han med de sorte Vingespidser minde lidt om en Terne eller en mindre Maage. Dens Stemme er ret svag og høres jævnlig om Foraaret under Flyveparringslegen. Enghøgene synes ofte at have lidt Tendens til at yngle nær hverandre og næsten danne Smaakolonier; saaledes kan hos os 5—7 Par ruge paa samme Lokalitet, hvor Rederne kan træffes med blot en Snes Meters Afstand. Hannerne kommer om Foraaret først, ofte i Smaaselskaber, til Ynglepladsen. Reden, der kun danner et tyndt Underlag for Æggene, anbringes godt gemt mellem høj Lyng eller under lave Bjergfyrrer og. Graner, sjeldnere ligger den ganske aabent; den bygges alene af Hunnen, og Hannen synes hos denne Art ikke at bygge sig særlige Opholdsreder. Æglægningen begynder efter Midten af Maj, men de ynglende etaarige Hunner synes først at lægge deres Æg ind i Juni. Kul- 243 (Circus pygargus) dene varierer i Størrelse mellem 2 og 6, hyppigt findes 3—5 Æg. Skallen er hos Enghøgen næsten altid uplettet hvid, med svagt blaaligt Skær, mat eller med svag Glans; spredte, svagt brunrøde Pletter skal kunne findes paa Eng- høgens Ægskaller; danske Æg viser en Længde paa 37— 46 mm og en Bredde paa 30—36 mm. De ruges udeluk- kende af Hunnen, der holder meget stærkt paa Reden, stolende paa sin udmærkede Beskyttelseslighed. Som hos de andre Kærhøge bringer Hannen som Regel Byttet til Hunnen, der henter det i Luften, hvor Hannen slipper det over Redestedet efter at have averteret sin Mage ved en Række pibende Skrig. Selv naar Ungerne er flyvefær- dige, fodres de en Tid lang af Hannen. Føden bestaar, som hos de andre Kærhøge, hoved- sagelig af Smaapattedyr, særlig Mus, Smaafugle, Fugleæg, Firben, Hugorme og andre Krybdyr samt Insekter, særlig Græshopper og Biller, og endelig af Orme. SÆ Steppehøg (Circus macrourus (Gmelin)). Accipiter macrourus Gmelin, Circus Swainsonii Smith, Circus pallidus Sykes). "—… - Norsk: Steppehøg. Svensk: Blek Kårrhåk. Tysk: Steppenweihe. Engelsk: Pale Herrier. Voksen Han: Hele Oversiden meget lys blaa- graa, Forryggen mørkere skygget. Hovedets Overside, Ørefjerene og Baghalsen blaaliggraa, Sløret noget lysere; i Nakken en Plet af brunligt stribede, ungdommelige Fjer. Fjerene om Næbroden og paa Struben hvidlige. Over- haledækfjerene hvide med blaagraa Tværstriber. " Forhalsen og den forreste Del af Brystet ganske lyst askegraa, hos gamle Fugle næsten hvidlige; hele den øvrige Underside hvid, højst med enkelte graalige Stænk paa Brystet, Kropsiderne og Underhale- dækfjerene. Undervingedækfjerene hvide. Af Haand- svingfjerene er den Iste blaagraa med Inderfanens Basaldel hvid, 2den har blaagraa Yderfane, medens Inder- fanen paa Fjerens smalle Del er sortebrun, paa den brede, "basale "Del brunstænket hvid; 3dje til 5te næsten helt sortebrune, medens. 6te er graabrun med graa Inderfane; "de øvrige Haandsvingfjer er lyst blaagraa, Inderfanerne 16 (Circus macroturus) 244 med brunligt Anstrøg, og flødehvide Spidsbremmer. Årm- svingfjerene blaagraa med hvide, brunstæn- kede Inderfaner og flødehvide Spidsrande. Halens Styrere blaagraa med svagt brunligt Anstrøg og lysere graa Tværbaand, der paa de yderste 3—4 Par er nærmest hvide; de to midterste Styrere er ensfarvet blaagråaa, saa Fig. 65. Steppehøg, Han. (Efter Schiøler). godt som uden Tværbaand. De meget gamle Hanner er i. det hele lysere og mister den brunstribede Plet i Nakken. Iris gul. Næbhornet skifersort, blaaligt ved Roden; fra Spids til Vøkshud 15—17 mm. Vokshuden gul. Sløret ikke afbrudt under Hagen. Vingelængden 328— 348 mm. Angaaende Haandsvingfjerenes Form se Over- sigten. Mellemfoden 65—68 mm. Fødderne gule. Voksen Hun: Ligner meget den ovenfor skildrede voksne Hun af Enghøgen, og der lader sig ikke paavise 245 (Circus macrourus) fuldt konstante Forskelligheder i Fjerdragtens Farve og Tegning, hvorfor der her maa henvises til Beskrivelsen af denne Art. Oftest er dog Steppehøgen lysere og blegere paa Undersiden med smallere Skaft- striber, men det bedste Skelnemærke er stedse det " tydelige Slør, der uden Afbrydelse lukker sig helt sammen under Hagen; endelig er Indskærin- gerne paa Haandsvingfjerenes Faner, saaledes som anført i Oversigten, stedse gode Skelnemærker. Vingelæng- den 360—380 mm. ; Unge Fugle: Fjerdragten, der ikke viser nogen konstant Forskel mellem Hannen og Hunnen, ligner ganske de unge Enghøges og har den samme varmt rødbrune, uplettede Underside, men denne er ofte endel lysere og bleger stærkt i Vinterens og Sommerens Løb. Atter hos Ungfuglene er dog det under Hagen lukkede Slør samt Vingeindskæringerne gode Skelnemærker. Tre unge Hanner, skudte i Danmark, havde en Vingelængde paa 323—326 mm, medens 2 unge Hunner viste en Vinge- længde paa 340 og 350 mm og får udenlandske Skinds Vedkommende op til 357 mm. Iris brun. Fældningen til den første voksne Dragt begynder, naar Fuglene er et Aar gamle, og er tilendebragt i Ungfuglens 2det Efteraar, hvor- efter den for Hunnens Vedkommende ganske ligner den gamle Hun, medens Hannerne, som nævnt, først efter flere Dragtskifter faar den gamle Hans lyse, blaa, omtrent uplettede Dragt. Steppehøgen lader sig i Luften vanskelig skelne fra de andre Kærhøge; Hannerne ligner meget den Blaa Kærhøgs, men er endel lysere, og det hvide paa Vingens Underside strækker sig paa lste Haandsvingfjer helt ud til Fjerspidsen, medens denne hos den Blaa Kærhøg har helt brunsort Spids; et lignende Forhold gælder Hunnen "og Ungerne, der dog ikke paa Afstand kan kendes med Sikkerhed. j Steppehøgen er som Ynglefugl udbredt i Syd-Europa fpa Rumænien mod Øst over Syds og Mellem-Rusland og (Circus macrourus) 246 gennem Steppeegnene langt ind i. Centralasien, Den er mod Nord. fundet rugende op i Østersøprovinserne og flere Steder i Tyskland, saaledes i Braunschweig, West- falen: og sandsynligvis ogsaa i Schlesien. Som Trækfugl viser den sig i enkelte Aar ret hyppig og i Smaaflokke i Mellem-Europa og Nord-Europa, men er dog som Regel sjelden her; den overvintrer i Afrika, helt ned til denne Verdensdels sydligste Egne, samt i Indien og Birma. Fra Grønland, Island, Færøerne og de britiske Øer — kendes den ikke. I Norge er den skudt en halv Snes Gange, og i Sverige er den paavist omkring 14 Gange, mest i Tidsrummet April—Juni, og i 1923 synes den endog at have ruget i Såodermanland. I Danmark er Steppehøgen en ret sjelden Gæst, der med fuld Sikkerhed kun er paavist 9 Gange, saaledes ved Dronninglund 16. 8. 1859, ved Katholm nær Grenaa 18. 4. 1898, paa Livø 28. 4. 1909, ved Oksbøl 14. 8. 1909, ved Svaneke 1.5. 1915, paa Ærø 13. 5. 1921, ved Skærbæk 19. 4. 1924, ved Pandebjerg paa Falster 26. 5. 1924 og ved: Gundsømagle 15. 6. 1924; yderligere foreligger 3 mindre sikre Angivelser. Af disse skudte Individer var 8 unge eller yngre Fugle og kun 2 voksne Fugle, og det ses, at de fleste viste sig paa Foraarstræk i April—Juni, me- dens kun 2 Individer blev skudt i August paa Efteraars- trækket. Ofte er Steppehøgen sandsynligvis overset og forvekslet med de andre Kærhøge. Dens Skrig og Op- førsel skal minde om Hedehøgens, ligesom dens Føde skal være den samme som dennes. I Steppeegne, som den fortrinsvis vælger til Opholds- sted, bygges Reden i Græsset, og de 3—5 Æg lægges i Maj og ligner de andre Kærhøges, idet den hvide Skal snart kan være helt uden, snart dækket af store, spredte, brungule Pletter. "Æggenes Længde 40—50 mm, Bredden 32,6—37 mm. 12te Slægt: Spurvehøge (Accipiter Brisson). Smaa eller ret smaa Rovfugle, der højst naar en Totallængde paa ca. 400 mm. Næbbet kort, krumt og meget spidst; Overnæbbets Siderand, omtrent under Næseborene, med et lavt nedbuet, knivskarpt Fremspring. Næseborene elliptiske, vandret stillede, uden Midttuberkel og sidder i Vokshudens Underrand, delvis dækket af fremad- 247 (Accipiter) rettede Fjerbørster. Vingerne forholdsvis korte. 4de og Ste Haandsvingfjer længst. Halen meget lang, omtrent lige afskaaret i Spidsen. Mellemfoden lang og slank, dens Forside klædt med Tværskinner, der efterhaanden med Alderen smelter delvis eller helt sammen, de ne- derste dog altid adskilte, Bagsiden klædt med smaa, mangesidede Skæl, der dog ogsaa kan smelte sam- men til en lang Skinne, saaledes at Mellemfoden bliver dækket af en lang Forskinne og en lang Bagskinne, blot adskilte ved nogle Rækker Smaa- skæl. Tæerne meget lange og slanke, med stærkt fremstaaende Trædepuder under Taaleddene; Mel- lemtaaen . meget længere end de-andre” Tæer. Kløerne lange, slanke og sylspidse, Indertaaens og Bagtaaens størst, Ydertaaens mindst. Mellem 3die og 4de Taas Grundled findes en ret stor Binde- hud. Brystbenet stærkt hvælvet, betydelig smallere fortil end bagtil, i hele sin Længde med en høj Kam; "der fortil har en fremadrettet Spids; nær Bagranden findes paa hver Side et aflangt Vindue. Denne store artsrige Slægt er udbredt saa godt som over hele Jorden, de arktiske Egne blot undtagne, og om- fatter ca. 53 Arter og Underarter. Fra Danmark kendes kun 1 Art og højst 2 Racer. ; 1. Spurvehøg (Accipiter nisus (Linné)). (Accipiter nisus nisus (Linné), Accipiter nisus nisosimilis (Tickell)). Finkehøg (Falco nisus Linné, Nisus communis Lesson). Norsk: Spurvhøk. Svensk: Sparvhåok. Tysk: Sperber. Engelsk: Sparrow-Hawk. Voksen Han: Hovedets og Kroppens Overside samt Vingedækfjerene ensfarvet mørkt skifergraa eller blaagraa, Overgumpen, Overhaledækfjerene og Årm- -svingfjerene mere askegraa, alle Fjerene med mørkere (Accipiter nisus) 248 Skafter. Nakkens og Baghalsens Fjer med hvide Basal- dele, der danner en uregelmæssig, mere eller mindre tydelig Plet. Skulderfjerene med 2—3 store, hvide Pletter paa deres basale Dele, af og til kommende i Dagen. For- Fig. 66. Spurvehøge (Hun og Han). (Efter Schiøler). panden, en antydet Øjebrynstribe og Fjerene mellem Næb og Øje graabrune med mørke Skaftstriber. Øre- fjerene overvejende rustbrune og mørkskaftede. Hage og Strube hvide, ofte med rustbrunt Anstrøg og stedse med brunsorte Skaftlinier. Forhalsens og Forbrystets Sider rustrøde, rustbrune eller graaligt rustbrune, med 249 (Accipiter nisus) mørke Skaftlinier; hele Fuglens Underside ellers hvid eller hvid med rustrødligt Anstrøg, alle Fjerene med brune,rustbrune eller rustrøde Tværbaand, bre- dest og tættest, ofte næsten sammenflydende, paa For- brystet og Kropsiderne, smallere og mere spredte paa Bugen. Underhaledækfjerene hvide, uden eller blot med antydede Tværbaand. Haandsvingfjerene brune med 6—7 mørkere Tværbaand; Inderfanernes basale Del hvid. Arm- svingfjerene mere graalige, de inderste gerne lysere, med graa Spidsbremmer. Undervingedækfjerene farvede og tegnede som Brystets Fjer. Halens Styrere mørkebrune, de ydre med graalige Yderfaner, de mellemste mørkt askegraa som Bagryggen, oftest alle med hvide Spids- bremmer, der er bredest paa de mellemste Styrere; paa Halen 4—6 mørke Tværbaand. Iris gul eller orangegul. Næbbet sortegraat, mørkere mod Spidsen; paa hver Næbside en lysere, gulgraalig Plet, Vokshuden gullig. Fra Næbspids til Vokshud 10—12 mm. Vingelængden190—206 mm. Mellemfoden 49—55 mm. Fødderne gule med sorte Kløer. Voksen Hun: Hovedets og Halsens Overside samt Forryggen sortebrune. Øjebrynstriben hvidlig, bredest bag Øjet; i Nakken en hvidlig Plet. Kroppens og Vinger- nes Overside ensfarvet mørkebrune med graaligt Anstrøg og brunsorte Fjerskafter. Bagryg og Overhale- dækfjer altid lidt lysere. Skulderfjerene med et Par store. "hvide, jævnlig delvis synlige Midtpletter; de smaa forreste Vingedækfjer oftest med lidt lysere Kanter. Hele Under- siden graalighvid, jævnligt med mere eller mindre rust- brunt AÅnstrøg; Strube og -Forhals med smalle, brunsorte Skaftstriber; Bryst, Bug, Kropsider og Bukser med 3—5 skarpttegnede Tværbaand paa hver Fjer, dannende smalle " Tværbaand, der paa Forbrystet sidder tættest; her har Fjerene tillige skarpe, smalle, brunsorte Skaftstriber, der paa Bryst og Bug ender i nedløbende Spidser paa Tvær- baandene. Underhaledækfjerene hvide, med spredte eller "manglende Tværbaand. Svingfjerene farvet og tegnet om- (Accipiter nisus) 250 trent som hos Hannen. Halens Styrere mørkt graaligt brune, med graa Spidsbremmer; Inderfanerne hvidlige langs Randene; over Halens Styrere 4, oftest 5—6, sjæld- nere 7 sortebrune Tværbaand. Næblængden, fra Spids til Vokshud, 13—16 mm. Vingelængden 228—243 mm. Mellemfoden 57—62 mm lang. Det ses heraf, at Hunnen er meget større end Hannen, saaledes at den altid kan skelnes paa Vinge- maalet, ligesom Hannen saa godt som altid er kendelig paa den langt mere rustrøde Underside. Unge Fugle ligner endel de voksne Hunner, men skelnes med Lethed fra disse ved følgende Forhold: Hele Fuglens sortebrune eller mørkebrune Overside harsrustbrunesEjerkanterder-snart'er brede os fremtrædende, snart smallere og mindre fremtrædende, altid tydeligst paa de smaa Vingedækfjer. Hele Under- siden graalighvid, ofte med svagere eller stærkere rust- gulligt Anstrøg, aldrig med udbredt rustrødt som hos de voksne Hanner. Paa Bryst, Bug, Kropsider og Bukser har hver Fjer 3—5 brunsorte Tværstriber, af hvilke de yderste nærmest er bredt pilformede eller hjerte- formede og derfor let kan skelnes fra de voksne Fugles smallere, mere regelmæssige Tværbaand. Fældningen af denne Dragt foregaar gerne i April og følgende Maaneder, saaledes at Ungfuglene allerede i Juli ligner de voksne Fugle. Deres Vingemaal stemmer paa det nærmeste over- ens med de gamle Fugles, saaledes at de unge Hanner og de unge Hunner let kan skelnes paa deres Vinge- længde. Iris bleggul eller citrongul. . Dunungen er fuldkommen hvid, blot med svagt gulbrunt Anstrøg paa Kroppens Overside. Spurvehøgen kendes i Flugten let paa de brede, korte, men tilspidsede Vinger og den lange Hale med de mørke Tværbaand; fra Hønsehøgen kendes den paa sin langt ringere Størrelse. Den typiske Spurvehøg er udbredt som Ynglefugl over; hele "Europa, fra over 69? N; Br: og helt”ned” til 251 (Accipiter nisus) Middelhavet, samt over Vest-ÅAsien. Som delvis Trækfugl overvintrer den i sydligere Egne, men ofte, som f. Eks. i England, er den Standfugl. I Grønland og paa Island er den ikke iagttaget (dog skudt paa Havet 50 km Ø. for Island), hvorimod den en enkelt Gang er skudt paa Færøerne. I Norge og Sverige er den ligesom i England meget almindelig. … I Danmark er Spurvehøgen en meget almindelig Ynglefugl, der, skønt den ved Forfølgelse er aftaget endel i Antal, findes overalt i Landet paa passende Lokaliteter. Særlig om Efteraaret i September og Oktober forøges dens Antal stærkt ved gennemrejsende Fugle, kommende fra nordligere og østligere Ynglepladser, mulig helt ude fra Sibirien; vore egne rugende Spurvehøge synes for en stor Del at være udprægede Standfugle, men endel af dem synes at drage ned over Vest- Europa; ogsaa om Foraaret, i April, trækker mange Spurve- høge gennem Landet mod Nord og Nordøst. Den holder til i Skov og Krat, hvor man ser den jage langs Gærder og Lysninger eller ud over Markerne, idet den flyver ret lavt for at bemægtige sig det intetanende Bytte, som den griber med Kløerne; helst tager den Smaafugle, der sidder påa Grene, Sten eller paa selve Jorden, idet den snapper dem i Forbifarten; skjult i en Busk eller en Trækrone lurer den paa Bytte og forstaar at nærme sig dette uset, flyvende med stor Hurtighed frem mellem dækkende Hegn og Træer. Dens Skrig lyder " som et gennemtrængende ki—ki—ki; i Parringstiden, under Flyvelegene, lader den en hvislende Piben høre. Redebygningen begynder gerne i April eller tidligere, og Boet bygges af Hunnen som Regel i en Gran, tæt ind til Stammen eller i en Grenvinkel, paa Grænsen mellem de døde og de levende Grene, snart højt oppe, snart blot 2—3 Meter fra Jorden; Redetræét vælges gerne ved en Lysning i Skoven, ikke inde i dennes tætteste Del. Den " brede Rede er bygget af Kviste og udforet med Rod- trevler, Blade o.l. Fra lidt ind i Maj finder man de fuld- lagte Ægkuld, gerne paa 3—6 Stkr., oftest paa 5; Æggene lægges med 2—3 Døgns Mellemrum. Æggenes Skal er .blaalig hvid med større eller mindre chokoladebrune eller rødbrune Pletter og enkelte Snirkler og Linier; af og til Fig. 67. Flyvende Spurvehøg. (Efter Schiøler). (Accipiler nisus) 252 ses Æg, der næsten er helt uplettede, og megen Variation gør sig gældende i Pletternes Tæthed; oftest er de tæt- test ved Polerne. Længden 36—46 mm, Bredden 29,5— 35 mm. Æggene ruges i 34—35 Dage af Hunnen, medens Hannen i denne Periode bringer den Foderet; naar den med dette nærmer sig Reden, kalder den paa Hunnen, der afhenter Byttet i Luften; dette afleveres gerne i plukket Tilstand og fortæres paa en Gren nær ved Reden. De udklækkede Unger ruges og dækkes i de første 14 Dage, og Moderen parterer Byttet og fodrer Ungerne efter Tur med Smaastumper af dette, indtil de er 21—23 Dage gamle, hvorefter de selv kan flense Byttet. Ungerne kan forlade Reden, naar de er 28—29 Dage gamle, og de er helt flyvefærdige, naar de er 31 Dage gamle; derefter søger de endnu i 3 Uger til Reden, hvor Hannen bringer dem Bytte; efter denne Tid spredes Familien, og de en- kelte Individer søger nye Jagtbaner. Med. stor Iver og til- sidesættende al Forsigtighed ser man ofte Spurvehøgene jage Spurve øg andre Smaafugle nær op ad menneske- lige Boliger, og de skyer lejlighedsvis ikke at forfølge deres Bytte ind i disse. "—… Føden bestaar af alle Slags Smaafugle, fra de mindste op til Skovskader, Skovduer, Krikænder og Agerhøns; særlig de store Hunner angriber uden Betænkning Fugle, der i betydelig Grad overgaar dem selv i Størrelse; den kan ogsaa, men mere lejlighedsvis, tage Mus, Muldvarpe og Frøer, hvorimod man sjældnere finder Insekter, særlig Biller og Græshopper, i dens Mave. Accipiter nisus nisosimilis (Tickell). Medens alle de her i Landet rugende Spurvehøge, som nævnt, henhører til den typiske Race Åccipiter nisus nisus, kan der paa Trækket vise sig Individer af en mere østlig Race; saaledes blev der paa Amager d. 18. 4. 1923 skudt en ung, hunlig Spurvehøg med en ganske usædvan- lig lys Rygside, nærmest lys graaligbrun; paafaldende var tillige dens usædvanlige Størrelse, idet Vingelængden trods Bremfældning var 249 mm, medens de største her 1 Landet skudte Spurvehøgehunner ikke naar over 242 mm. Begge disse Forhold stemmer overens med den østasia- tiske Race Åccipiter nisus nisosimilis (Tickell), der ruger i Nord-Asien, fra Turkestan til det okotske og ja- panske Hav, Korea, Japan og Nord-Kina; den skal have lysere Ryg, og Hunnens Vingelængde skal være 240— 258 mm. Indtil videre maa det ovennævnte Individ fra Amager henføres til denne Race. SE LE (Astur) 13de Slægt: Duehøge (Åstur Lacépéde). Ret store Rovfugle, meget nær beslægtede med de meget mindre Spurvehøge, til hvilke der findes Overgangsformer, og som de stemmer overens med i de fleste Bygningsforhold; afvigende er den ret korte og kraftige Mellemfod, der paa For- siden er klædt med Tværskæl; saadanne findes ogsaa paa den nederste Del af Bagsiden, medens Mellemfoden iøvrigt er klædt med Smaaskæl. Endelig er iste Fjerdragt meget afvigende fra de "2- og 3-aarige Fugles. Tæerne ret lange, men meget kraftige og med lange, kraftige, krumme og spidse Kløer, af hvilke Bagtaaens og Indertaaens er langt de største. Slægten er vidt udbredt over Europa, Åsien, Nord- Afrika og Nord-Amerika og omfatter omkring 36 Arter og 47 Underarter; den i Danmårk forekommende Art er ud- spaltet i ikke mindre end 13 Underarter, hvoraf 3 træffes her i Landet. 1. Duehøg (Åstur gentilis (Linné)). (Astur gentilis dubius (Sparrmann), Åstur gentilis gentilis (Linné), Astur gentilis buteoides Menz- | bier). "l1ste Race: SydligDuehøg(Åstur gentilis dåbius (Sparrmann)). Duehøg, Hønsehøg (Falco dubius Sparrmann, Astur gallinarum Brehm, Falco palumbarius Linné (partim, gamle Fugle), Falco gentilis Linné (partim, unge Fugle). Tysk: Huhnerhabicht. Engelsk: Goshawk. Gamle Fugle: Hovedets Overside ensfarvet brun- lig sort eller næsten helt sort; Forpanden og en bred Øjebrynstribe hvide, med brunsorte Skaftstriber; i Nak- ken en hvid Plet; dannet af hvide, i Spidsen sorte Fjer. " Baghalsen samt Ryggens og Vingernes Overside meget (Astur. gentilis) 254 mørkebrune med tydeligt, svagere eller stær- kere askegraat Ånstrøg og med smalle, mørke Fjer- bremmer og sorte Fjerskafter. Hele Undersidens Grundfarve hvid, hver Fjer med 3—4 sortebrune, smalle Tværbaand, af hvilke de yderste er de smalleste ad Gi 2 Fig. 68. Voksen Duehøg. (Efter Schiøler). og danner smalle, mørke Tværbaand over Bryst og Bug; Hage og Strube omtrent uden Tværstriber, men Fjerene har, ligesom paa Bryst og Bug, smalle sorte Skaftstriber. Underhaledækfjerene hvide, saa godt som uden Tvær- stribning. Bukserne farvet og tegnet som Bugen. Under- vingedækfjerene farvet og tegnet som Brystet. Svingfjerene brune med mørkebrune Tværbaand og smalle, hvide 255 (Astur gentilis) Spidskanter, Yderfanerne med graaligt Anstrøg, Inder- fanerne endel hvidt og brunt vatrede. Halens Styrere mørkebrune med askegraat Anstrøg og brede, hvide Spid- ser; over Fjerene gaar 4—5 lidet fremtrædende brunsorte Tværbaand, af hvilke det yderste er bredest; Grundfarven er hvidlig vatret, særlig paa det yderste Par; paa det mellemste Styrerpar kan Tværstriberne være indskrænket til utydelige, udflydende Pletter ved Skafterne eller mangle helt, hvilket særlig synes at være Tilfældet hos gamle Fugle. Hannen ligner Hunnen, men dens Farver er som "Regel renere og klarere; Hunnens Rygside er lysere, mere chokoladebrunlig med ringe eller intet askegraat Anstrøg. Iris orangerød. Næbhornet blaaligsort, lysere ved Roden, fra Spids til Vokshud hos Hannen 20—24 mm, hos Hunnen 24,5—28 mm. Vingelængden hos Hannen 312—340 mm, hos Hunnen 345—370 mm. Mellemfoden hos Hannen 69—78 mm, hos Hunnen 79—86 mm. Som det ses heraf, kan Kønnet stedse bestemmes ved Hjælp af Størrelsesforholdene. Fødderne citrongule. Unge Fugles Iste Fjerdragt er meget forskellig fra de 2- og 3-aarige Fugles, navnlig kendelig paa, at Undersidens Fjer har store, draabeformede Skaftstriber (sml. Fig. 70). Hovedets Overside brunsort med brede, varmt rustrøde Fjerrande. Øjebryn- striben ikke meget fremtrædende. Baghalsen lysere end - Issen, idet Fjerene er varmt rustrøde, blot med bred, brunsort Midtstribe; bag Nakken et antydet lysere Nakke- baand. Ryggen og Vingernes Overside mørkt graabrune, med flødefarvede eller lyst rustbrune Fjerkanter, stedse tydeligst paa Vingedækfjerene og Skulderfjerene; disse førstnævnte kan ogsaa have en eller flere rustfarvede, ud- . flydende Tværpletter, der dog som Regel er skjult under de mørke Fjerspidser. Hovedets Sider rustrødligt fløde- farvet, hver Fjer med en brunsort, ret bred Skaftstribe; Ørefjerene mørkere mod Spidserne. Hele Undersiden "som Regel flødefarvet, med stærkt rustrødt Anstrøg, (Astur gentilis) 256 hver Fjer med en brunsort Skaftstribe, der navnlig paa Bryst og Bug ender i en draabeformet Plet; paa Kropsiderne er disse Pletter bredere, næsten hjerte- formede, paa Underhaledækfjerene derimod smallere, næ- sten linieformede. Skinnebenene farvede som Bugen, of- test dog med varmere, mere rustrødlig Tone; deres In- derside samt Mellemfodens Inderside er ens- farvede saa godt som uden mørke Skaftpletter eller Draabepletter. Buksernes Yderside som Regel kun med meget smalle, næsten linieformede Skaftstriber, uden Draabepletter. Haandsving- fjerenes 6—8 brunsorte Tværbaand er lidt smallere end deres Mellemrum og ofte lysere kantet paa Fjerenes ba- sale Dele. Unge Hanner og Hunner er ens i Fjerdragt, men skelnes let paa deres forskellige Størrelse, hvori de stemmer overens med de voksne Fugle. — Denne Dragt bæres mindst i et Aar, men i Løbet af den anden Leve- sommer gaar Ungfuglen gradvis over i den første voksne Dragt. Nu og da yngler Hunnen i sin Ungfugledragt. lste Voksendragt ligner endel de gamle Fugles, men skelnes fra disse ved følgende: Issens Fjer med lyse, rustgule Fjerbremmer, iøvrigt sortebrune. Baghalsen ensfarvet mørkebrun med sorte Fjerskafter; hele Oversiden iøvrigt mørkt chokoladebrun, uden graaligt Anstrøg. Hele Undersiden hvid med flødefarvet Anstrøg og mørke Tværstriber, men disse er bredere end hos de gamle Fugle; paa Forbrystet er de omtrent af samme Bredde som de lyse Mellem- rum, gerne 5—7 mm, medens Bredden af Forbrystets- Tværstriber hos de gamle Fugle sjælden overstiger 3 mm; deres mørke Skaftstriber er meget tydelige og kraftigt tegnede og danner sammen med Fjerenesyderste Tværbaand, der er de bredeste, bredt pilformede Tværpletter indenfor Fjerenes hvide Spidser; ogsaa paa Undervingedækfjerene viser Tværstriberne Tendens til at danne -pilformede Pletter. Disse brede, pilformede Tværpletter, navnlig paa Forbrystet, er karakteristiske for 257 g (Astur gentilis) Fuglen i dens andet Aar; i denne Dragt ruger de unge Duehøge normalt første Gang. Kun paa Størrelsen kan man i denne Dragt skelne Hannerne fra Hunnerne, idet de med Hensyn til Vingemaalene ganske stemmer over- ens med de gamle Fugle. Først i Fuglens 3die Efteraar erholdes den smalstribede, udfarvede Dragt, der vistnok, efterhaanden som Fuglen ældes, afløses af flere lysere, endnu mere smalstribede Dragter. Dunungen er paa Rygsiden graalighvid, lysest paa Issen, mørkest paa Ryg og Vinger; hele dens Underside er ensfarvet hvid, med et … svagt, graaligt, flødefarvet Anstrøg. I Flugten kan Duehøgen maaske nærmest forveksles med en stor Spurvehøg, idet den har de samme korte og brede, men dog spidse Vinger og den lange Hale; dens langt Fig. 69. Flyvende Duehøg. betydeligere Størrelse vil dog å (Eiler Schiøler). 5 som Regel gøre den let ken- delig; de unge længdestribede Fugle forveksles faktisk ofte med Musevaager, medens de voksne er lette at kende paa Kroppens tværstribede Underside. Den Sydlige Duehøg er som Ynglefugl udbredt fra "Syd-Europa op til Danmark og Syd-Sverige; de fleste Steder er den ved skaanselsløs Forfølgelse stærkt aftaget i Antal. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. I England viser den sig kun som en sjælden Gæst, men har tidligere ynglet. der, sandsynligvis sidst i 1893. I Norge kendes denne Race ikke, hvorimod den findes i Sveriges sydlige Del op til Mellem- -Sverige. I Danmark er den Sydlige Duehøg en udbredt, men faatallig Ynglefugl; tidligere var den meget almindelig, men er ved svær Forfølgelse aftaget stærkt i Antal og er hidtil kun ved sin Skyhed og Forsigtighed undgaaet Ud- ryddelsen, ja er maaske endog i de seneste Tider tiltaget "en Smule i. Antal. Hos os synes den helt at være Stand- -R. Hørring: Fugle III. 3 ; 17 (Astur gentilis) 258 fugl og strejfer om Vinteren ikke synderlig langt bort fra sit Hjemsted. Som en ægte Skovfugl viser den sig ikke saa gerne paa helt aabent Land, men jager helst langs Skovkanter og i Lysninger eller andre Steder, hvor den i Læ af Træer uset kan komme over sit Bytte; under Forfølgelsen af dette kan den udvise stor Hidsighed og Voldsomhed og forfølger f. Eks. Fjerkræ ind i deres Huse, - idet den helt tilsidesætter alle Forsigtighedshensyn.. Dens Advarselsskrig gengives ved gip—gip—gip, men Duehøgen er i det hele ret tavs, navnlig ved Reden. I Parringstiden flyver de efter hinanden i lydløs Flugt gennem Skoven, og Hannens Flyvekunster ses højt i Luften over Skoven; Lokketonen lyder da som et ejendommeligt sitrende Skrig. Parringen foregaar paa Reden. Denne bygges allerede i Marts Maaned i Kronen af et Ege- eller Bøgetræ, ogsaa ofte i en Gran; den anbringes gerne i en Grenvinkel, inde ved Stammen, og benyttes ofte flere Aar i Træk; af og til benyttes gamle Musevaagereder. Reden er gerne an- bragt 10—15 Meter over Jorden, men kan ogsaa sidde be- tydelig lavere; Duehøgen vælger til Redested gerne de mest afsides og fredelige Steder i store Skove. Reden bygges af Grene og Kviste og kan ved fleraarig Brug naa en Højde af over 1 Meter, idet Fuglen stadig tilfører nyt Redemateriale, bestaaende af friske, blad- bærende Kviste; Redeskaalen udfores med Mos, Lav og lign. Æggene lægges omkring Midten af April, saaledes at Kuldene gerne er fuldlagte i denne Maaneds sidste Halv- del, men Æggene kan hos os ogsaa findes saa tidligt som sidst i Marts; bortrøves Æggene, lægger den gerne et nyt Kuld, men da i en ny Rede. Æggene ruges i ca. 37 Dage, hovedsageligt af Hunnen, men man har ogsaa iagttaget Hannen rugende. Navnlig Hunnen holder meget stærkt paa Reden og forlader ofte først denne, naar man banker paa Træet, idet den lydløst forsvinder mellem Træerne; nu og da skal de gamle Fugle kunne gaa angrebsvis til. Værks over for Mennesker, der kravler op til Reden. Æggenes Skal er hvid med ganske svag blaalig Tone og smaa, spredte, gul- eller brungraa eller rødbrune Pletter. Kuldet bestaar som Regel af 3—4 Æg, men Kuld paa 2 og 5 Stkr. kan træffes. Æggets Længde 55—61 mm, Bredden 42—49 mm. Naar Ungerne er omkring 4 Uger gamle, er Fjerdragten halvt udviklet, og 6 Uger gamle er de flyve- færdige; forstyrres Ungerne i Reden, kan de jævnlig værge sig vildt med Næb og Kløer, liggende paa Ryggen, saa- ledes som det ses hos endel andre Rovfugle. 259 ; (Astur gentilis) Føden er overvejende mellemstore Fugle, saasom Skovduer, Krager, Skovskader og tamt Fjerkræ, som den henter ved Gaardene, idet den pludseligt og uanet viser sig, griber sit Bytte og forsvinder atter lige saa hurtigt; helst tager den Fuglene i Sædet, eller idet disse flyver op, men den kan tage dem i Flugten; den indlader sig ikke paa systematisk Jagt efter flyvende Fugle, saa- ledes som man ser Vandrefalken gøre det. Den skyer ikke at angribe saa store Fugle som Gæs 0. lign., og den forsmaar heller ikke smaa Spurvefugle; ogsaa Natugler har man fundet i dens Maveindhold. Heller ikke Patte- dyr undgaar dens Efterstræbelse, saaledes tager den ofte Harer, Kaniner, Rotter, Hermeliner og navnlig Egern, og ikke engang mindre Hunde samt Katte er sikre for dens Angreb. Undtagelsesvis har man fundet Insekter i dens Mave. 2den Race: Svensk Duehøg (Åstur gentilis gen- gå tilis (Linné)). Nordisk Duehøg (Falco gentilis Linné (Ung Fugl), Falco palumbarius Linné (Gammel Fugl). Gammel Han og Hun ligner ganske den Sydlige Duehøg og lader sig næppe med Sikkerhed skelne fra "denne; det samme er Tilfældet med Fugle i deres første voksne Dragt. | De Unge Fugle viser derimod en ret betydelig For- skellighed fra den Sydlige Duehøgs Ungfugle, saaledes at denne Race kun kan kendes i denne Dragt og ved følgende " Ejendommeligheder: Grundfarven paa Kroppens og Vin- gernes Underside er som Regel hvidlig flødefarvet, kun af og til: med svagt rustrødligt Anstrøg. Skinnebene- nes Fjer er farvede som Bugens, som Regel dog med lidt varmere, mere rustrødlig Tone, men Indersidens og. Mellemfodens Fjer har stedse tydelige, tæt- siddende, mørke Draabepletter; Buksernes Yderside ligeledes med tætstillede, tydelige, mørke Draabepletter. Armsvingfjerenes Yderfaner har ikke tydelig og fremtrædende Vatring, saaledes som det " ses hås den følgende russiske Race. rr (Astur gentilis) 260 Den Svenske Duehøg er udbredt som Ynglefugl i Skandinaviens nordlige Dele samt i Finland. Fra Grøn- land, Island og Færøerne kendes denne Duehøgerace heller ikke. I Norge er den vidt udbredt i alle Landets Skov- egne og kan i Fjeldene træffes helt op i Birkeregionen; Nord for Polarkredsen er den sjeldnere. I Sverige er den Ynglefugl fra det nordlige Gåtaland helt op i Norrland. I Grænseegnene til den Sydlige Duehøgs Udbredningszone optræder Mellemformer. Endel af de nordsvenske Due- høge er ikke Standfugle, men strejfer om Vinteren vidt om, hvilket navnlig synes at gælde de unge Fugle. I Danmark viser den Svenske Duehøg sig ikke helt ualmindeligt om Vinteren, idet navnlig unge Fugle be- gynder at vise sig i September Maaned og forbliver her til ud i Marts. Helt udelukket er det ikke, at den af og til kan forblive her i Landet og yngle; saaledes blev et ungt Individ, der ganske stemte overens med de Svenske Duehøge, skudt d. 1. 12. 1909 i Kompedal Plantage og viste sig ved nærmere Eftersyn at være ringmærket som Redeunge d.25de Juni samme Aar i Viskum Skov i Jylland. ag I Levevis ligner den Svenske Duehøg vore danske Duehøge, men har, som nævnt, mere Trang til at vandre og træffes om Vinteren helt nede i Tyskland. Som nord- ligere Rugefugl er det naturligt, at dens Yngletid falder lidt senere; i Norge saaledes i Slutningen af April .og i Øst-Finmarken lidt ind i Maj; 'Æggene synes at være en Smule større end de danske Duehøges. 3die Race: Russisk Duehøg (Åstur gentilis bu- tebdides Menzbier). Astur gentilis poecilopterus Lønnberg. Voksne Fugle skal være betydelig lysere end de- Svenske Duehøge, særlig paa den bageste Del af Ryggen og paa Overhaledækfjerene; Issen forholdsvis lys med utydelige, mørkere Fjermidter; Øjebrynstriben bred, over Ørerne 10 mm bred. Panden hvidlig. De forreste Rygfjer og Overhaledækfjerene ofte med smalle, hvide Spidser. Undersidens Tværbaand blegere, hos gamle Fugle smal- lere og mere spredte end hos forrige Race og næsten helt manglende paa Skinnebenets Inderside og Bugens Midte. 261 (Astur gentilis) De mørke Tværbaand paa de midterste Styrefjer blot hjerteformede Pletter. Unge Fugle er lysere og blegere end de sven- ske Duehøges, saa godt som uden rustrødt An- Fig. 70. Russisk Duehøg, Ungfugl. (Efter Schiøler). strøg. Fuglens Overside har et mere eller mindre broget Udseende, idet Fjerenes lyse, flødefarvede Basal- . dele og Tværpletter i stort Omfang er synlige, særlig paa Skulderfjerene og de store Vinge- dækfjer samt paa de inderste Armsvingfjer. Armsving- fjerenes Yderfaner er tydeligt lyst vatrede paa (Astur gentilis) 262 deres ydre Kanter, og deres mørke Tværbaand er mere eller mindre lyst kantede; et lignende. Forhold ses paa Haandsvingfjerenes Yderfaner. Overgangsformer til de Svenske Duehøge træffes, som det er at vente, alminde- ligt. I Størrelsesforholdene afviger de ikke fra den typiske Svenske Duehøg. | Udbredt som Ynglefugl i Nord-Rusland og Nordvest- ” Sibirien; de unge Fugle strejfer viden om og er ikke helt ualmindelige Vintergæster paa den skandinaviske Halvø og i Landene om Østersøens østlige Dele samt ligeledes i Finland, i hvis nordlige og østlige Dele den muligvis yngler. I Danmark viser den sig som en regelmæssig, men faatallig Trækfugl; de unge Fugle er navnlig iagttaget i November og December, men er truffet endnu i Begyn- delsen af Marts. Gamle Fugle er ikke eftervist i Danmark. 2den Familie: Falcénidae. Næbbet kort, bredt og kraftigt, stærkt nedbøjet lige fra Roden, men ikke med atter indadbøjet Spids. Paa hver Næbsides Kant, lidt bag Næb- spidsen, en kraftig, skarpt afsat Tak, sva- rende til et Indsnit i Undernæbbets Rand (sml. Fig. 71). Næseborene cirkelrunde, hvert med et meget tydeligt Midttuberkel og saa godt som aldrig dækket af Fjerbørsterne, En smallere eller. bredere Ring om Øjet oftest nøgen, jævnlig stærkt farvet. Iris mørk, aldrig gult farvet. Partiet mel- lem Næb og Øje delvis børsteklædt. Fortrinlige Flyvere, som mellem Rovfuglene har naaet den største Hurtighed og Manøvreringsdygtighed, der sætter dem i Stand til at jage og fange andre Fugle i Flugten. I Samklang hermed er Vingerne meget lange og spidse; 2den Haandsvingfjer længst, men nu og da er 3dje af omtrent samme Længde; Iste er usædvanlig lang, men-snart endel kortere, 263 (Falconidae) snart lige saa lang eller endog betydeligt længere end 3die Haandsvingfjer. Halens 12 Styrere snart meget lange, snart kortere; hos nogle Arter er Halen afrundet, hos andre omtrent lige afskaaret. Mellemfoden, der altid er meget kortere end Skinnebenet, er fortil paa sin øverste Del mere eller mindre fjerklædt, paa hele den nøgne Del klædt med 5- og 6-kantede, mindre Skæl, uden Tvær- skinner, blot enkelte saadanne antydet lige over Mellemtaaen. Tæerne kraftige, snart længere, snart Fig. 71. Hoved af Falk. (Efter Heilmann og Manniche). kortere, med tydelig Bindehud mellem 3die og 4de Taas Grundled og med Tværskæl paa deres Over- sider. Kløerne ikke særlig kraftige eller lange og forholdsvis mindre krumme, med flade Under- sider. Ofte er Kønsforskellen tydelig, idet Han- nerne er betydelig mindre end Hunnerne; hos endel Arter har Hannerne- ogsaa Snkkere og renere Farver. Familien omfatter kun 1 Slægt, Falco, der er ud- bredt saa godt som over hele Verden og omfatter 35 Arter og omkring 73 Underarter; i Danmark forekommer 6 eller 7 Arter. (Falco) 264 1. Falkeslægten (Fålco Linné). Slægtens Ejendommeligheder er de samme som Familiens. Oversigt over de i Danmark forekommende Falkarse A. Mindre. Vingens Længde under 285 mm. I. Iste Haandsvingfjer meget kortere end 3die. a. Ryggens Grundfarve rødbrun med sorte Pletter eller Tværstriber. Tydelig Skægstribe. Afstanden mellem Armsvingfjerenes og Haandsvingfjerenes Spidser paa den sammenfoldede Vinge meget længere end den halve Halelængde. Halen stærkt afrundet. Intet eller højst et svagt antydet Ind- hak i 2den Haandsvingfjers Inderfane. 1. Større. Vingens Længde over 220 mm . ER 1. Taarnfalk (Fålco Brun ORIG R Side 265. 2. Mindre. Vingens Længde under 220 mm .. 2. Amerikansk Taarnfalk (Fålco spar- vérius) Side 271. b. Ryggens Grundfarve blaaligt askegraa eller over- vejende brunsort. Meget utydelig eller ingen Skægstribe. Afstanden mellem Armsvingfjerenes og Haandsvingfjerenes Spidser er påa den sam- menfoldede Vinge omtrent af Halens halve Længde. Halen omtrent lige afskaaret. Et tyde- ligt Indhak i 2den Haandsvingfjers Inderfane . . 5.Dværgfalk(Fålco columbårius) Side 281. II. 1ste Haandsvingfjer omtrent lige saa lang eller be- tydelig længere end 3die. a. Issen brunsort. Fødderne gule eller grønliggule. Kløernerssorte Sr Re ENS SER RRSEN .. 4. Lærkefalk (Fålco subbuteo) Side 277. b. Issen graablaa, rustrød eller hvidligt flødefarvet, med brunsorte Skaftstriber. Fødderne mønje- røde eller orangerøde. Kløerne gule........... 3.Rødfodfalk (Fålco vespertinus) Side 273. B. Større. Vingens Længde over 285 mm. I. Iste Haandsvingfjer betydelig kortere end 3die. Fjerklædningen dækker langt mere end den øverste Halvdel af Mellemfoden. Ydertaaen (uden Klo) om- trent af samme Længde som Indertaaen (uden Klo) FØRE 6. Jagtfalk (Fålco rusticolus) Side 287. 265 | (Falco) II. Iste Haandsvingfjer lidt længere end 3die. Fjer- klædningen dækker højst den øverste Halvdel af Mellemfoden. Ydertaaen (uden Klo) betydelig læn- vererend-Indertaaen (Uden Ko) RE SD] ..7T.Vandrefalk (Fålco peregrinus) Side 292). "1. Taarnfalk (Fålco tinnånculus Linné). (Falco tinnunculus tinnunculus Linné). Kirkefalk, Musefalk (Falco alaudarius Brisson, Cer- chneis tinnuncula Boie, Tinnunculus alaudarius Gray). Norsk: Taarnfalk. Svensk: Tornfalk. Tysk: Turmfalke. Engelsk: Kestrel. i Gammel Han: Forpanden og en smal Øjebrynstribe flødehvide. Issen, Nakken og det øverste af Bag- - halsen ensfarvet blaaligt askegraa, med ganske smalle, mørke Skaftlinier. Kinderne og de øverste Ørefjer hvidgraalige; et Parti under Øjet samt en Skægstribe graasorte. Den nedre Del af Baghalsen, Ryggen samt Vingernes Overside vinrødligbrune, Baghalsen uplettet, hver Fjer paa Oversiden ellers med en lille, brunsort, trekantet Plet foran Spidsen. Over- gump og Overhaledækfjer blaaligt askegraa, med mørke Fjerskafter. Hage og Strube uplettede, brunlighvide, hele den øvrige Underside lystgulbrunligt fløde- "farvet, med svagt vinrødligt Anstrøg, særlig paa Brystet; paa Forhalsen smalle, brunsorte Skaftstriber, paa Brystet " smaa lancet- eller draabeformede Spidspletter. Under- vingedækfjerene hvide, med brunsorte Spidspletter. Haand- svingfjerene brunsorte med lyse Spidsbremmer; paa Fjerenes brede Del med renhvide, til Dels sammen- flydende, trekantede Tvær- og Kantpletter. Halens Styrere blaaligt askegraa, med sorte Fjerskafter og etbredt, sort Tværbaand lige over de bredt hvidlige Spidser; flere af de ydre Styrere har spredte Spor af mørke Tværbaand paa Yderfanerne. | | Iris mørkebrun, den nøgne Ring om Øjet gul. Næbbet "blaaliggraat med mørk Spids, gulagtigt ved Roden; fra (Falco tinnunculus) 266 Spids til Vokshud 13—16 mm. Vokshuden gul. Vinge- længden 228—260 mm. Mellemfoden 38—43 mm lang. Benene orangegule med sorte Kløer. Halen 165—180 mm lang, i Spidsen stærkt afrundet. Voksen Hun: Issen rødbrun eller gulbrun, Fig. 72. Taarnfalk, Han. (Efter Lénnberg). med smalle, sorte Skaftstriber; Baghalsen rødbrun med bredere Skaftstriber. Ryggen, Skuldrene og Vingernes Overside rødbrune, hver Fjer med indtil 4 brun- sorte Tværbaand, hvoraf det yderste er formet som en Trekant; gamle Hunner har ofte kun disse trekantede Pletter og mangler helt de indre Tværbaand, hvorved de paa Ryggen kan ligne de voksne Hanner. Rygsidens Fjer 267 | (Falco tinnunculus) iøvrigt med brede, lysere Spidsbremmer. Over- haledækfjerene askegraa, med rødbrunt Ånstrøg og udflydende mørke Tværbaand, af hvilke det yderste danner en mørk Pilplet. Ingen lys Øjebrynstribe. Under Øjet en mørk Plet, der staar i Forbindelse med den lidt udflydende, brunsorte Skægstribe. Hage og Strube uplettet brunligt flødefarvede. Hele den øvrige Underside fløde- farvet med vinrødligt eller rødbrunligt Anstrøg; Forbrystet med skarpttegnede, brunsorte Skaftpletter, der paa Brystet er mere draabeformede og paa Bugen mindre eller mang- - lende. Undergump og Underhaledækfjer ensfarvet fløde- hvide. Bukserne som Bugen, kun paa Ydersiden med en- kelte smaa, brunsorte Pilpletter. Kropsiderne med brun- sorte Tværbaand. Undervingedækfjerene hvide, med brun- sorte Pilpletter. Haandsvingfjerene farvet omtrent som hos Hannen. Halens Styrere askegraa med mere eller mindre rødbrunt Anstrøg og indtil 12 smalle, brun- sorte Tværbaand samt et bredt, brunsort Tvær- baand lige over de brede, hvidlige Fjerspidser; de smalle, mørke Tværbaand kan ofte være ufuldstændige eller blot antydede ved Tværpletter paa Yderfanerne. ” Hunnerne ofte lidt større end Hannerne, Vingelæng- den 240—271 mm. Unge Fugle i første Fjerdragt ligner endel de gamle Hunner, men Rygsidens mørke Tværbaand er bredere og mere dominerende og aldrig indskrænkede til en trekantet " Spidsplet. Den flødehvide Underside har et gulbrunligt Anstrøg, og Skaftstriberne er me'get bredere, sær- lig paa Brystet, hvor de ofte er meget bredere mod Spidsen og derved meget dominerende. De brunsorte Haandsvingfjer har rustrødlige, hvidkantede Fjer- spidser. HalensStyrere rødbrune med mørkebrune Tværbaand som hos Hunnen; hos unge Hanner kan Sty- Terne have et svagere”eller tydeligere askegraat Anstrøg. Iøvrigt ligner de unge Hanner og Hunner meget hver- andre, men Hunnernes Rygside har bredere, mørke Tvær- "baand, der viser mindre Tendens til at danne Trekanter, (Falco tinnunculus) 268 og Ryggens Grundfarve er mindre rødlig, ligesom Halens mørke Tværbaand oftest er lidt bredere. — De unge Hanner bærer denne Dragt til det første Efteraar, men i November begynder de en partiel Fældning, der kun omfatter Hovedets, Halsens og Kroppens Fjer og er til- endebragt ved Aarets Udgang eller hen i Maj Maaned. Hovedets Overside og Baghalsen bliver da askegraa med rødbrunt Anstrøg og en ganske smal Skaftlinie paa hver Fjer. Ryggen og Skulderfjerene bliver smukt vin- rødligbrune, hver Fjer blot med en sort, trekantet Plet foran Spidsen, men iøvrigt uden Tværbaand; Undersidens Grundfarve bliver lysere og renere end i lste Dragt. I September i Fuglens andet Leveaar har de unge Hanner ved Totalfældning erholdt deres første voksne (3die) Dragt med lyst askegraa Halestyrere. Ogsaa de unge Hunner gennemgaar en partiel Fældning i deres første Efteraar, inden de ca. 10—13 Maaneder gamle er- holder en Dragt, der ligner de voksne Hunners; de unge Hunner synes at yngle allerede i deres Ungfugledragt. Dunungen er hvidlig flødefarvet; de større Dun- unger har vinrødligt Anstrøg paa hele Oversiden, baade paa Hoved, Krop og Vinge. Blandt vore andre Smaafalke er Taarnfalken kendelig påa den lange, i Spidsen afrundede Hale og paa den ejen- dommelige Maade, hvorpaa den med svirrende Vinger holder sig stille i Luften, spejdende efter Bytte. Den typiske Taarnfalk er som Ynglefugl udbredt over hele Europa samt i Nord-Afrika, i Skandinavien op til 68% i Rusland til 61? N. Br. Nærstaaende Racer er udbredt over hele Asien og Afrika. Fra Grønland kendes Taarnfalken ikke, paa Island har den derimod nogle Gange vist sig som en tilfældig Gæst. Paa Færøerne er den iagttaget adskillige Gange, men kun som tilfældig tilstrejfende. Paa de britiske Øer er den meget almindelig overalt. Ligeledes i Norge er den almindelig som ynglende, talrigst i Landets sydlige Dele, men den er truffet rugende helt op til Varanger Fjord; i Sverige er den endelig ogsaa meget almindelig som Ynglefugl fra Skaane til helt op i Torne Lappmark, hvor 269 (Falco tinnunculus) den er ret afhængig af de skiftende Lemming- og Muse- aar, da disse Smaagnavere dér er dens vigtigste Føde. I Landene Syd for os er den ligeledes meget almindelig. I de nordlige Dele af Udbredningsomraadet er den Trækfugl. I Danmark er den typiske Taarnfalk endnu en al- mindelig Ynglefugl, udbredt over hele Landet; den holder til baade i Skove og paa aabent Land, men er lidt veks- lende i Antal fra Aar til Aar; tidligere var den endel tal- rigere, men hører endnu til vore almindeligste Rovfugle. I Træktiderne forøges deres Antal stærkt ved gennem- rejsende Fugle; om Foraaret viser disse sig fra den sidste Del af Marts gennem April til langt ind i Maj, og om " Efteraaret ses gennemrejsende Taarnfalke, hovedsageligt unge Fugle, i Mængde i September og langt ind i Oktober. De hos os rugende Taarnfalke er ganske over- vejende Standfugle, der om Vin- teren højst kan strejfe lidt om i Landet, men gennem Ringmærkning er det godtgjort, at enkelte Individer kan trække ned til Holland, Frank- rig- og Nord-Italien. Som en lidet sky Rovfugl holder den ofte til ved beboede Steder, hvor Kirketaarne, Ruiner o. lign. er kærkomne Op- holdssteder; i tidligere Tid rugede den paa flere Bygninger i Køben- havn, men er nu helt forsvundet herfra. Baade paa aabent Land og i Skove kan den finde sig til Rette, naar den blot kan finde passende Ruge- pladser. Dens Flugt er forholdsvis langsom, og idelig gør den Holdt i Luften over Steder, hvor den venter at op- dage Bytte; den udviser stor Manøvreringsdygtighed og kan i stærk Storm, uden at bevæge Vingerne, holde sig nøjagtig paa samme Sted i Luften; almindeligst ses den med udbredt Hale, nedadvendt Næb og flaksende Vinger holde sig. ivrigt spejdende en Tid over samme Sted for derefter at flyve et Stykke og atter foretage samme Ma- nøvre for maaske endelig at skyde ned efter en Mus ell. lign. Dens Skrig lyder som et hurtigt, skarpt kli—kli— kli—kli, som den navnlig lader lyde i Parringstiden under ” sine Flyvelege. Til Redeplads kan den vælge højst forskelligartede Lokaliteter lige fra: Klippevægge, Huller i Klinter, Ruiner, Murhuller, Kirketaarne og hule Træstammer til Træer og Fig. 73. Flyvende Taarn- falk. (Efter Schiøler). (Falco tinnunculus) 270 Buske, hvor den gerne firm gamle, forladte Reder lavede af Krager, Skader og Egern;-ogsaa paa Jorden har man set den ruge. Hos os vælger den til Rugeplads hyp- pigst Kirketaarne, hvor den gennem et Glamhul kan flyve ind og finde Plads paa en Murafsats ell. lign.; her lægger den Æggene omtrent paa de bare Mursten, højst omgivet af lidt Rester af en Allikerede; selv gør den ikke meget ud af Redebygningen; ogsaa gamle Kragereder benyttes hos os ofte, gerne i fritstaaende Træer med god Udsigt; særlig ses dette paa Steder, hvor de støjende Alliker for- jager den fra Kirketaarnene. Jævnlig viser Taarnfalken Tendens til at ruge i smaa Kolonier paa baade 10 og 20 Par, og navnlig tidligere saas ofte adskillige Par holde til i samme Kirketaarn. Æggene lægges med 2 Dages Mellemrum fra sidst i April til Slutningen af Maj eller endog ind i Juni; tidligst er et omtrent fuldt Kuld hos os fundet 10de April, omlagte Kuld saa sent som 3lte Au- gust. Æggenes Antal er oftest 5—6, men 3, 4, 7 og 8 Stkr. kan ogsaa træffes. Borttages Æggene efterhaanden, kan Taarnfalken, der nødig forlader sin engang valgte Rede- plads, bringes til at lægge indtil 18 Æg i samme Rede. De kort-ovale, ofte næsten kuglerunde Æg er lyst rødgullige og tæt besat med mørkt rustrøde Punkter og Pletter, der kan være særlig tætstillede ved den ene Pol og nu og da dække Bundfarven helt. Længden 33,7—44 mm, Bredden 28,2—34 mm. Æggene ruges af begge Forældrene,- men dog mest af Hunnen, og Rugetiden skal strække sig over 27—28 Dage. Naar Ungerne er 25 Dage gamle, er de omtrent helt fjerklædte, og nogle Dage efter kan de be- gynde at flyve lidt. Langt hen paa Sommeren holder Taarn- falkene familievis sammen, idet de strejfer om paa Jagt efter Bytte; Nattekvarter søger de da i Kirketaarne og gamle, forladte Reder. Føden er ganske overvejende Mus, som tages paa Markerne, tillige fanger den ogsaa endel Spidsmus, Muld- varpe 0. lign.; den er ikke dygtig til at tage Smaafugle, - men har dog af og til Held til at fange Fugle op til Sol- sortens Størrelse; i Maven findes ogsaa nu og da Firben, Frøer, Orme o.1., men navnlig Insekter kan ofte i meget stor Mængde være til Stede i Maveindholdet, særlig Skarn- basser, Løbebiller, Græshopper og Sommerfuglelarver. Større Insekter tager de ofte i Luften, idet de griber dem med Fødderne for derpaa at fortære dem i Luften. Som absolut nyttige Fugle bør Taarnfalkene fredes overalt. 271 (Falco sparverius) Fig. 74. Amerikansk Taarnfalk, Han. (Efter Schiøler). 2. Amerikansk Taarnfalk (Fålco sparvérius , Linné). (Falco sparverius sparverius Linné). Voksen Han: Issen og den øverste Del af Bag- halsen blaagraa med sorte Fjerskafter, Issens Midte dog oftest helt eller-delvist rustrød, men kan ogsaa være ensfarvet blaagraa. Panden hvidlig. Hele Ryggen,Skulderfjerene og Overhaledækfjerene varmt teglstensrøde, paa Forryg og Skuldre har de fleste Fjer en sort Plet eller et sort Tværbaand lidt foran Spidsen. Vingedækfjerene blaagraa, hver Fjer som (Falco sparverius) 272 Regel med en sort Plet. Hele Undersiden samt Under- vingedækfjerene flødehvide, Forbrystet med stærkere eller svagere rustbrunligt Ånstrøg; paa Brystet og navnlig paa Kropsiderne har de fleste Fjer hver en sort Draabeplet. Ørefjerene hvide. Partiet om Øjet, en lang Skægstribe, en lang og bred, lodret Stribe bag Ørene samt en kortere Stribe bag og parallelt med denne skarpttegnet rensorte. Haandsvingfjerene sorte med lyse Bremmer, deres Inderfaner med graalighvide eller hvide Tværpletter. ÅArmsvingfjerene af lignende Farve, men deres yderste Del er blaagraa. Halens Styrere teglstensrøde som Ryggen, snart uden Tværbaand, snart med antydede sorte Tværpletter, men foran de hvide Fjerspidser er stedse et meget bredt, sort Tvær- baand. Næbbet blaagraat; en smal Ring om Øjet samt Voks- huden gule. Vingelængden 190—203 mm; Hunnen lidt større end Hannen. Halen 127—152 mm lang. Fød- derne gule. - ' Voksen Hun: Hovedet farvet som Hannens, men Issen er altid rustrød. Ryggen og Vingernes Over- side rustfarvet gulbrune, alleFjerene med mindst 3brede,regelmæssige,graaligtbrunsorteTvær- baand. Hagen og Struben uplettet flødehvide. Hele Under- siden, Kropsiderne og Undervingedækfjerene graaligt fløde- hvide med rødbrunt AÅnstrøg, paa Forbryst og Bryst brede, mørkt rødligbrune, udflydende Skaftstriber; Kropsiderne og Undervingedækfjerene med antydede mørke Tvær- baand. De mørkebrune Haandsvingfjer tegnede som hos. Hannen. AÅrmsvingfjerene af samme Farve og Tegning som Ryggen. Halens Styrere gullig rødbrune med 9—12 regelmæssige, smalle, sorte Tværbaand, af hvilke det yderste er af den dobbelte Bredde. Unge Fugle skal ligne de gamle Hunner, men Ho- vedets Farver er mindre rene, og Tegningerne er mere udflydende; det samme skal gælde Undersidens mere gul- brune Skaftpletter, TI (Falco sparverius) Udbredt som Ynglefugl i Nord- og Mellem-Amerika samt paa Antillerne, men den er. udspaltet i ikke mindre end 7 Racer; af disse er den typiske Race udbredt i de Forenede Stater og det sydlige Kanada, Øst for Rocky Mountains. Som Trækfugl overvintrer den i Nord-Ameri- kas sydligere Dele. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke; i det øvrige Europa har den næppe vist sig mere end i et enkelt Tilfælde, sandsynligvis forslaaet af Uvejr og Storm. É Denne smukke, lille Falk har nemlig én Gang vist sig i Danmark, idet en ung Han blev skudt i Efteraaret 1901 ved Birkendegaard Øst for Kalundborg, hvor den saas i Selskab med et andet Individ af samme Årt. I Levevis skal den meget minde om vor større Taarnfalke- art, og den ses flyve paa samme Maade, holdende sig med flaksende Vinger over det samme Sted. Fra et højt, udgaaet Træ holder den gerne Udkig-over sit Jagtterræn. Til Redeplads vælger den ganske lignende Steder som vor Taarnfalk, men skal have en særlig Forkærlighed for forladte Spættereder, udhuggede i Træstammerne. Dens Føde er ganske overvejende, ofte næsten udelukkende, Insekter, særlig Græshopper, men i den kolde Tid tager den ogsaa Mus og Smaafugle, De 4—6, af og til 7, Æg er farvet og tegnet omtrent som vor Taarnfalks, men er endel mindre, oftest ca. 33 mm lange og ca. 28 mm brede. 3. Rødfodfalk (Fålco vespertinus Linné). (Falco vespertinus vespertinus Linné). Aftenfalk (Falco rufus Scopoli, Falco rufipes Besecke). Norsk: Aftenfalk. Svensk: Aftonfalk. Tysk: Abend- falke. Engelsk: Red-footed Falcon. Gammel Han: Hele Fuglen smukt og varmt mørkt blaaliggraa med mørke Fjerskafter; hele Ho- vedet og Rygsiden er noget mørkere end Forbrystet, Kropsiderne og Brystet. Partiet om Øjet og Overhale- dækfjerene næsten sorte. Bukserne, Bugen, Under- gumpen og Underhaledækfjerene smukt ens- farvet rustrøde. Undervingedækfjerene nærmest sorte. Haandsvingfjerene mørkegraa eller sølvgraa, særlig paa "deres Yderfaner, ganske uden lyse Tværpletter. Halens ” R. Hørring: Fugle III. i 18 (Falco vespertinus) 274 Styrere skifersorte, med meget smalle, lysere Spids- bremmer. Iris sortebrun. Næbbet orangerødt med blaagraa Spids. Den nøgne Ring om Øjet samt Vokshuden orangerøde. Vingelængden 226—262 mm. Vingerne meget lange og Fig. 75. Rødfodfalke, Han og Hun. (Efter Mathew i British Birds). spidse. Benene mønjerøde, Kløerne lyse, nær- mest gule. ; Gammel Hun: Hovedets Overside og Baghalsen ensfarvet gullig kastaniebrune, lidt lysere i Pan- den. Partiet mellem Næb og Øje og uden om dette samt en kort Skægstribe brunsorte. Ørefjerene, Halsens Sider samt Hagen og Struben ensfarvet flødehvide. Hele Ryggen, 275 | (Falco vespertinus) Skulder- og Vingedækfjer brunligt askegraa, hver Fjer med 3—5 brede, mørkebrune Tværbaand og mørke Skaftlinier. Forbrystet og hele den øvrige Under- side flødefarvet med stærkere eller svagere kastaniebrunt Anstrøg, stærkest paa Forbryst og Kropsider, svagest paa Undergump og Underhaledækfjer. Kropsidens Fjer med mørkebrune Skaftlinier. De forreste Undervingedækfjer som Kropsiderne, de nedre lyse med tydelige mørke Tværbaand. Haandsvingfjerene graabrune paa Inderfanerne med en Række store, elliptiske, flødefarvede Tværpletter. Halens Styrere brunligt askegraa med 7—8 brunsorte, smalle, regelmæssige Tværbaand, af hvilke det yderste, foran den lidt lysere Spids, er endel. bredere end de øvrige. 5 "Næbbet-gult, med blaagraa Spids. Vingelængden som Regel den samme som hos Hannen. Fødderne orangerøde. Unge Fugle: Panden bredt flødehvid, bagtil med brunsorte Skaftlinier; Issen hvidlig rødbrun med brede, mørke, udflydende Skaftstriber. Hovedets Sider brunsorte, en tydelig Skægstribe af samme Farve; et Parti bag Skægstriben samt Hage og Strube hvide. Ryggen samt Skulder- og Vingedækfjer brunsorte, med brede, rustbrunligt hvide Spidsrande og mørke Skaft- linier. Brystet og Kroppens Sider flødehvide med rustgult Anstrøg og brede, mørkebrune Skaftstriber, bredest og mest sammenflydende paa Forbrystet. Bugen og Bukserne flødefarvede, Undergump og Underhaledækfjer uplettet hvidlige. Haandsvingfjerene brunligsorte med hvide Spidsbremmer og lignende Tværpletter som hos Hun- nen. Halens Styrere, brunliggraa, de ydre Par mere rust- farvede, alle med c. 10 brunsorte Tværbaand, der er bre- dere end deres Mellemrum. Denne Ungfugledragt, der er ens for Hanner og Hunner, bæres den første Vinter og fældes derefter om Foraaret, hvorefter Fuglene erholder deres første voksne Dragt, der er let at skelne fra de gamle Fugles, idet Hunnerne har smalle, mørke- "brune Skaftstriber paa hele Brystet; Hannerne er oftest 18% (Falco vespertinus) 276 i denne Dragt kendelige paa mere eller mindre tydelige Tværbaand paa Halens Styrere; 17 Maaneder gamle er de gerne helt udfarvede. Dunungen er som lille renhvid, men bliver senere graaligt gullighvid. Den typiske Rødfodfalk er udbredt som Ynglefugl i Øst-Europa og Vest-Sibirien ud til Jenissei, Baikal og Lenas nedre Løb; i Rusland findes den op til AÅrchangelsk og mod Øst til de østbaltiske Lande, Polen og Rumænien samt i Ungarns Lavland; endnu i Østpreussen og Schle- sien menes den tidligere at have ynglet, men i Tysklands vestlige Dele og i de vesteuropæiske Lande ses den kun som tilfældig Gæst. Som Trækfugl overvintrer den i Afrika Syd for Damaraland. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. Paa de britiske Øer har den mange Gange vist sig som tilfældig Gæst, mest om Foraaret og Sommeren. I Norge er den iagttaget 4 Gange, men i Sverige -er den paavist op mod 25 Gange og har muligvis ynglet dér. I Danmark er Rødfodfalken med Sikkerhed iagttaget eller skudt ca. 26 Gange, og Tidspunkterne for disse lagt- tagelser falder mellem Slutningen af April og Slutningen af Oktober, men oftest er den set i Maj Maaned, hvilket oftere har givet Anledning til Formodning om, at denne lille Falk forekom som rugende her i Landet, hvilket dog endnu ikke med Sikkerhed er godtgjort; saaledes mentes den bl. a. at have ruget i Jægersborg Dyrehave i 1866, og fra nyeste Tid foreligger en Angivelse om, at den skulde have ruget paa Als i 1929. Den hører hjemme paa aabent Land og i Skovkanter og Skovlysninger, hvor den driver sin Jagt paa større flyvende Insekter, som den griber med Kløerne og under Flugten fører til Næbbet og fortærer; da disse Insekter jævnlig flyver om Aftenen, fortsætter den sin Jagt til ud i Skumringen, en Ejendommelighed, der har givet Anledning til Navnet Aftenfalk; ofte tager den Standplads paa en tør Gren, hvorfra den idelig flyver ud for at nappe forbiflyvende Insekter, og jævnlig ses den holde sig med svirrende Vingeslag over et Sted, der er rigt paa disse; paa Svalemaner jager den ogsaa i hurtig Flugt de flyvende Insekter. Dens Skrig er gengivet ved ki—ki—ki—ki—kij. Reden findes i Trægrupper, nær Enge og Moser, og som Regel anvendes gamle Krage-, Skade- eller Raagereder; ogsaa Allikereder i hule Træer bruger den gerne. Den har Hang til at ruge i smaa Kolonier, 277 . (Falco vespertinus) og jævnlig ses flere Reder i samme Træ. Æggenes Antal 4—-5, sjældnere 3, og de lægges i Sydøst-Europa i Slut- ningen af Maj og i Juni; deres Farve og Tegning ligner Taarnfalkeæggenes, men de har oftest en mindre varm brun Farve og er oftere lidt grovere plettet. Længden 33.8—41,5 mm, Bredden 27,3—32 mm. Æggene ruges af begge Forældrene. Føden bestaar ganske overvejende af Insekter, særlig Guldsmede, Græshopper, Oldenborrer og andre Biller; Aadselgravere, Vandkalve og Hvepse er hos os fundet i dens Mave. I Mangel af denne Yndlingsføde, som i stor Mængde kan findes i dens Mave, og som viser, at den kan være en meget nyttig Fugl, kan Rødfodfalken ogsaa tage Mus, Smaafugle, Frøer og Firben. 4. Lærkefalk (Fålco subboteo Linné). (Falco subbuteo subbuteo Linné). Blaafalk. - Norsk: Lerkefalk. Svensk: Lårkfalk, Tysk: Baum- falke. Engelsk: Hobby. " Gammel Han: Hovedets Overside brunligsort, med sorte Fjerskafter; over Øjet en ganske smal, lys Øje- brynstribe. Baghalsen næsten sort med to store, sidestil- lede, hvidgule Pletter. Hele Rygsiden samt Vingernes Over- side sortebrune med tydeligt blaagraaligt Anstrøg og sorte Fjerskafter. Hovedets Sider sorte, med en skarpttegnet, ret bred Skægstribe; Halsens Sider samt Hagen og Struben ensfarvet flødehvide. Forhalsen, Brystet, Bugen og Krop- siderne hvide, med brede, med Alderen dog smallere, brunsorteSkaftstriber, der paa Kropsiderne har Ten- dens til at danne Tværpletter. Undergumpen,Under- haledækfjerene, Bukserne og den fjerklædte Del af Mellemfoden livligt rustrøde. Undervinge- dækfjerene gullighvide med sortebrune Tværbaand. Haand- svingfjerene sortebrune; paa Inderfanernes basale Del … nogle udflydende, sammenløbende, rødligt flødefarvede Tværpletter; ÅArmsvingfjerene lidt lysere, med rustgult flødefarvede Tværpletter paa Inderfanerne. Halens Styrere farvede som Ryggen, men med stærkere blaagraaligt An- (Falco subbuteo) 278 strøg; med Undtagelse af de to midterste har de alle 10—12 lyse, rødligbrune eller graalige Tværbaand, der er mindst tydelige paa Yderfanerne. Iris mørkebrun. Den nøgne Ring om Øjet gul. Næb- hornet graablaaligt, mørkere mod Spidsen; fra Næbspids til Vokshuden 12—14 mm. Vokshuden gul. Vingerne meget lange og spidse, deres Længde 247—257 mm. Halen om- Fig. 76. Lærkefalk. (Efter Mathew i British Birds). trent lige afskaaret i Spidsen, gerne 140—155 mm lang. Fødderne gule, med sorte Kløer. Fjerene naar ned om- trent til Mellemfodens Midte. Gammel Hun ligner særdeles meget den gamle Han, men den har paa Ryggen mindre blaagraat An- strøg, og Skaftstriberne paa Bryst og Bug er som Regel endel bredere og mere dækkende; endelig har Buksernes Fjer tydelige mørke Skaftstriber. Hunnen er betydelig større end Hannen. Vingelæng- .den 255— 286 mm, , 2179 (Falco subbuteo) Unge Fugle skelnes i deres første Fjerdragt let fra de voksne ved følgende: Fjerene paa hele Fuglens Ryg- side samt paa Vingernes Overside med smallere eller bredere, brungule Kanter, bredest paa Overhale- dækfjerene og de længste Skulderfjer. Strube, Forhals og hele den øvrige Underside med stærkt rustrødligt Anstrøg, Brystets og Kropsidernes Fjer med meget brede, brunsorte Skaftpletter, der navnlig paa de sidstnævnte er meget dominerende og delvis danner lyse Randpletter. Undergumpen, Bukserne og Underhaledæk- fjerene rustgule med brunsorte Skaftstriber, der paa Bukserne næsten bliver draabeformede. Svingfjerene med. brede, graaligt flødehvide Spidsbremmer, Halens Styrere med brede, rustgult hvidlige Spidsrande og uden lyse Tværbaand paa Yderfanerne. Vokshuden og den nøgne Ring omkring Øjet blaa. I denne Dragt ligner Hannerne og Hunnerne hverandre, men de sidste er ofte kendelige paa deres betydeligere. Størrelse. Et Aar gamle er Ungfuglene i Fældning til den første voksne Dragt, som de gerne helt har erholdt i September eller for Hun- nernes Vedkommende i Oktober Maaned. I denne Dragt kan de yngre Fugle ikke med Sikkerhed skelnes fra de gamle, men disse synes dog med Alderen at faa renere Farver og, som nævnt, smallere mørke Skaftstriber paa Brystet. Blandt Smaafalkene er Lærkefalken Enten kendelig paa de lange, smalle og spidse Vinger. og den forholds- vis korte Hale; paa nærmere Hold gør de rustrøde Bukser den kendelig. Den Se Lærkefalk er udbredt som Ynglefugl over største Delen af Europa samt i. Vest-Asien ud til Altai; andre Racer træffes i Nordvest-Afrika og den øvrige Del af Asien. Som Trækfugl overvintrer den i Afrika og In- dien. Fra Grønland, Island og Færøerne kendes den ikke. " I England ruger den regelmæssigt, men faatalligt, i Ir- land ses den kun som tilfældig Gæst. I Norge ruger den muligvis endnu i Landets sydvestlige Del, men er iøvrigt sjeldén. I Sverige ruger den ret almindelig fra Skaane (Falco subbuteo) 280 op til Uppland og Vårmland og findes spredt og faatallig helt op i Lappmarken. I Tyskland er den vidt udbredt, men aftaget i Antal. I Danmark var Lærkefalken tidligere en almindelig Ynglefugl overalt i vore Skove, og hvor blot Træer fandtes, men den er aftaget meget stærkt i Antal og maa nu des- værre betegnes som ret sjelden og faatallig. Som ud- præget Trækfugl ses den aldrig hos os om Vinteren; om Foraaret kommer den sent, som Regel midt i Maj, og ” den forlader os om Efteraaret allerede fra midt i August og er helt forsvundet efter Midten af September; dog er enkelte Individer undtagelsesvis iagttaget først i Oktober Maaned. Den foretrækker til Opholdssted særlig" Skov- kanter og Lysninger i Skovene, helst hvor der findes høje, enkeltstaaende Træer med Under- skov. Her driver de deres ihærdige Jagt paa Smaafugle, hvorunder de udviser en glimrende Flyve- og Ma- nøvreringsdygtighed, der sætter dem - … i Stand til at gøre saa hurtige Fugle a som Svaler og Mursejlere til deres Bytte; jævnlig ses Han og Hun drive Jagten sammen, idet de stedse tager deres Bytte i Luften, ofte efter en hidsig Jagt. Deres Skrig lyder "som et skarpt qrik—qrik—qrik. Til Rede bruges næsten altid en gammel forladt Krage-, Raage-, Hejre- eller Musevaagerede, helst i et højt, fritstaaende Træ saasom Lærk, Bøg og Gran; Æggene lægges ofte i første Halv- del af Juni, men undtagelsesvis allerede i sidste Halvdel af Maj. De ligner meget Taarnfalkens og kan ikke altid skelnes fra disse; de synes at være en Smule større og forholdsvis bredere. Den hvidgule Skal er mere eller Fig. 77. Flyvende Lærke- falk. (Efter Schiøler). mindre tæt brungult, rødbrunt eller rødligt prikket og plettet, oftest tættest om den ene Pol. Kuldet bestaar oøof- test af. 3 Æg, men kan iøvrigt svinge fra 2 til 5 Stkr. Længden 37—46 mm, Bredden 30—35 mm. Æggene ruges i ca, 28 Dage; dette Arbejde udføres vist særlig af Hun- nen, men Hannen kan ogsaa hjælpe til. Ungerne er flyve- færdige, naar de er 5 Uger gamle; de fodres med Smaa- fugle, særlig Lærker, som plukkede lægges paa Rede- kanten; de flyvefærdige Unger angives at skulle kunne modtage Foderet i Luften. Forstyrres Lærkefalkene ved Reden, slaar de ofte skrigende ned mod Ægrøverne, 281 (Falco subbuteo) skrigende hi—hi—hi og baskende disse i Hovedet med deres Vinger. Føden bestaar af Insekter og Smaafugle; de første fanges ganske hovedsageligt i Luften, hvor større Former som Guldsmede, Skarnbasser, Oldenborrer og andre større Biller tages med Kløerne og under fortsat Flugt føres til Munden og fortæres; af Smaafugle tages navnlig de mange smaa Spurvefugle, der jævnlig flyver over frit Land, saaledes særlig Svaler, Lærker, Stære, Pibere og Solsorter; undtagelsesvis tager den Flagermus, naar disse kommer frem før Tusmørkets Indtræden. Forfulgte søger Svalerne at unddrage sig Forfølgelse ved at stige højt til Vejrs, men bliver alligevel, ofte efter mange Fejlslag, Falkens Bytte, dog først efter at begge Parter har ud- nyttet deres Flyvekunst til det yderste. 5. Dværgfalk (Fålco columbårius Linné). (Falco columbarius aesalon Tunstall). Stenfalk, Blaafalk, Lille Spurvehøg (Falco aesalon Tunstall, Falco regulus Pallas, Falco lithofalco Gmelin, Falco smirillus Savigny). Norsk: Dvergfalk. Svensk: Dvårgfalk. Tysk: Zwerg- falke. Engelsk: Merlin. ” Voksen Han: Issen mørk blaagraa med sorte Skaftstriber; Panden og Fjerene om Næbroden fløde- farvede; en smal Øjebrynstribe er lyst rustbrun; en smal Stribe under denne samt en smal Linie udenorn det nøgne Øjefelt sorte. Ansigtets Sider samt Øredækfjerene graaligt "Trustfarvede med sorte Skaftlinier, der ved Grænsen mod den rent flødehvide Hage og Strube danner an- tydede Skægstriber. Over Baghalsen et bredt, lyst, rustbrunt Baand, hvis Fjer har brunsorte Skaftpletter. Hele Rygsiden samt Vingernes Overside ens- farvet blaaliggraa med tydelige,skarpttegnede, " sorte Skaftstriber. Forhalsen flødehvid med smalle, sorte Skaftlinier. Hele den øvrige Underside flødehvidlig med stærkt rødbrunt Anstrøg, særlig paa Brystet, Kropsiderne og Bukserne, der nærmest er rustrøde, hver "Fjer med en brunsort Skaftstribe; Undergumpen (Falco columbarius) 282 er nærmest uplettet og Underhaledækfjerene snavset gul- liggraa med sorte Skaftlinier. Undervingedækfjerene fløde- hvide med brunsorte eller rustrødligt bremmede brun- sorte Skaftstriber og Tværbaand. Haandsvingfjerene brun- E So Fig. 78. Dværgfalk, voksen Han. (Efter Lånnberg). sorte, de indre med smalle, hvidlige Spidser, paa Inder- fanerne med hvidlige Tværbaand eller Tværplet- ter. Armsvingfjerene farvede som Ryggen. Inderfanerne med antydede lysere og mørkere Tværbaand. Halens Styrere blaagraa som Ryggen med sorte Skafter og ofte med ca. 4 smalle, sorte Tværbaand samt et meget bredt, sort Tværbaand lige over de hvide Fjerspidser; de 283 (Falco columbarius) smalle, sorte Tværbaand kan være utydelige eller, vist hos meget gamle Fugle, mangle helt. Iris mørkebrun, det nøgne Parti om Øjet gult. Næb- bet hornblaat med mørkere Spids; fra Næbspids til Voks- hud 12—14 mm. Vingelængden 194—202 mm. Fødderne gule med sorte Kløer. Halen 120—125 mm lang, afrundet i Spidsen. Den voksne Hun er meget forskellig fra Hannen. Hovedets Overside graaligt rustbrunt med brunsorte Skaft- striber. Hele Fuglens øvrige Overside brunlig aske- graa, Fjerene med brede, mørke, graabrune Tvær- . baand og bredt rustgule Fjerspidser samt skarpt- tegnede sorte Skaftstriber, hvorved Rygsiden faar et ret broget Udseende. Om Baghalsen et hvidligt, sort- plettet Baand. Hele Undersiden flødefarvet; Hage og Strube højst med enkelte haartynde, sorte Skaftlinier, Forbryst, Bryst og Bug med ret smalle, rødbrunlige Længde- pletter, der paa Brystet og navnlig paa Kropsiderne er tydelig draabeformede eller spydbladformede med sorte Skaftlinier. Undergump, Bukser og Underhale- dækfjer flødehvide med smalle, spredte, rustbrune Skaft- linier. Undervingedækfjerene flødehvide med graabrune Tværbaand. Haandsvingfjerene mørkebrune, med hvidlige Spidsbremmer og mere eller mindre lyst rustbrune Tværbaand paa Inderfanerne og for de indre Haandsving- fjers Vedkommende ogsaa paa Yderfanerne. Armsving- fjerene næsten farvet og tegnet som Ryggen. Halens Styrere rustrødligt flødefarvede med 7 brede, mørkebrune Tværbaand. Hunnerne er betydelig større end Hannerne. Vinge- længden 199—222 mm. Unge Fugle: Issen chokoladebrun med sorte, . skarpttegnede Skaftstriber. Den tydelige, gulbrunlighvide Øjebrynstribe nedadtil sortkantet. Kinder og Ørefjer lyst gulbrune, bagtil rødligbrune med sørte eller mørkebrune Skaftstriber. Baghalsen og Halsens Sider hvidligt fløde- farvede med rustbrunt Anstrøg. og store, mørkebrune, tre- (Falco columbarius) 284 kantede Spidspletter. Forryggen,Skuldrene og Vin- gernes Overside sortebrune, hver Fjer med et Par udflydende, rustgulligeTværbaand, der ofte dog kun er lidet synlige, og brede, rustrødlige Fjer- kanter samt tydelige, smalle, sorte Skaftstriber. Bagryg og Overgump lysere, næsten askegraalige, med mørke Skaftlinier og næsten uden Tværbaand. Overhaledæk- fjerene med tydelige og fremtrædende, flødefarvede Tvær- baand og Spidser. Hele Undersiden flødehvid, paa For- bryst og Bryst med meget brede og dækkende, rødligt mørkebrune Længdestriber. Denne Dragt, i hvilken Dværgfalken i langt de fleste Tilfælde ses hos os, bæres i den første Vinter til ind i Marts Maaned, da den begynder at blege og derefter langsomt fældes, saa- ledes at Ungfuglene har erholdt deres første Voksendragt renfældet i September Maaned i deres 2det Leveaar, men endnu i Oktober kan man træffe udfarvede Hanner med enkelte indblandede blege Vingedækfjer hørende til Unge- dragten. Hunnerne synes jævnligt at yngle første Gang i deres Ungfugledragt. : Dunungen er som lille flødehvid, senere bliver den lysegraa eller brunliggraa paa Rygsiden, men Hovedet og Undersiden er hvidligere. Næbbet gullighvidt. Som langt den mindste af alle vore Falke er Dværg- falken i Luften ret let kendelig; i pilsnar og behændig Flugt minder den om den større Lærkefalk, men mangler dennes tydelige Skægstriber. Hvis man hos os om Efter- aaret og Vinteren ser en lille Falk ihærdigt jage Smaa- fugle over Marker og Strandenge, kan man være ret sikker paa, at det er en Dværgfalk. Dværgfalken er vidt udbredt i den gamle og den ny Verdens nordlige Egne, hovedsagelig Nord for 40? N. Br. Den er udspaltet i ikke mindre end 10 Racer, hvoraf 4, og herimellem den typiske Falco columbarius, er udbredt i Nord-Amerika. Falco columbarius aesalon Tunstall, der er den i Danmark forekommende Race, er udbredt i Nord-Europa, Rusland og Vest-Sibirien, medens andre Racer findes i Pskow, i Kaukasus og Kirgiserstepperne 285 É (Falco columbarius) samt endvidere 2 Racer i Asien helt over til Japan; ende- lig er den paa Island rugende Dværgfalk ogsaa udskilt som en særlig Race, nemlig Falco columbarius sub- aesalon Brehm, kendelig i Ungedragten paa sine mørke Farver og sin betydelige Størrelse (Hannernes Vingelængde 207—213 mm, Hunnernes 222—235 mm). I de nordlige Dele af Dværgfalkens Udbredningsomraade er denne Art en Trækfugl, der i Europa overvintrer i dettes tempererede Dele, helt ned til Nord-Afrika og endog er truffet i Natal. I Grønland har den Islandske Dværgfalk vist sig en enkelt Gang. Paa Island er denne Race en almindelig Ynglefugl; paa Færøerne findes en Mellemform mellem den islandske og den evropæiske Race. Paa de britiske Øer er den ret udbredt som ynglende, dels i Bjerg- landet, dels i Lavlandets Hede- og Mosestrækninger, altid talrigst i Træktiderne. I Norge ruger den almindelig i Fjeld- egnene og langs hele Kysten; i Lavlandet ses den hoved- sageligt i Træktiderne. I Sverige ruger den lige fra Lan- dets nordligste Dele, hvor den er den talrigste Rovfugl i Fjeldegnenes Birke- og Naaleskovsregioner, ned til Oster- og Vestergåtland; den træffes, omend faatallig, i Egnen om Goåteborg og er her sydligst fundet ynglende ved Lindorne i Halland; endelig ruger den paa Gottland og er fundet ynglende saa sydligt som i Ottenbylund paa Ska Syd- spids. Syd for Østersøen yngler den næppe. I Danmark er Dværgfalken aldrig med Sikkerhed fundet ynglende; dog foreligger en gammel Angivelse om, at den skal have ruget paa Læsø i Maj 1851, men Sand- synligheden taler overvejende for, at der foreligger en Misforstaaelse, skønt det jo ikke helt kan udelukkes, at et Par Dværgfalke skulde have slaaet sig ned paa denne for Arten ret passende Lokalitet; senere Angivelser om -" dens Ynglen i Danmark foreligger ikke. Hos os er Dværg- falken derimod en ret almindelig Fugl paa Gennemrejse i Træktiderne og som overvintrende. De første kan alle- rede vise sig i August, men det egentlige Træk begynder dog først i September og Oktober; endel bliver hos os hele Vinteren; i sidste Halvdel af April samt i Maj falder om Foraaret deres Gennemrejse til nordlige og østlige Rugepladser; undtagelsesvis kan enkelte Fugle oversomre hos os. De Dværgfalke, der ses hos os, er ganske over- vejende Ungfugle, men nu og da kan. udfarvede Fugle " ogsaa træffes. De holder hos os navnlig til paa aabent Land, paa Marker, Heder og Strandenge, men ses derimod … sjeldnere i vore Skove; i rastløs Jagt efter alle Slags ”- Smaafugle ser man dem i pilsnar Flugt flyve over Marken; (Falco columbarius) 286 idelig slaar de ned paa de opstødte Fugle, som de jager med stor Ihærdighed og Udholdenhed, lige til de udmat- tede og skrækslagne Smaafugle maa give tabt eller faar Held til at gemme sig i Græsset eller Lyngen; ofte ser man to Individer drive Jagten sammen. Siddende paa en Sten eller Tue fortærer de deres Bytte; Natten skal de derimod tilbringe i et Træ. Deres skarpe Skrig lyder nærmest som ki—ki—ki—ki. NØ Efter de meget forskellige Lokaliteter, der af Dværg- falken vælges til Yngleplads, er Redens Anbringelse lige- ledes meget vekslende. Paa Island bygges Reden næsten altid paa en Afsats i'en Klippevæg; i Skandinavien træffes jævnlig Reder gemt under en Sten eller imellem Lyngen; oftere derimod i gamle Reder af andre Fugle, byggede i Birke- eller Naaletræer, men ogsaa her i Klippevægge næsten uden Underlag for Æggene. I England kommer Dværgfalken til Ynglepladsen midt i April eller tidligere og anbringer her ofte Reden i Lyngen, helst paa en Skraaning, hvorfra der er god Udsigt over Dalen; Reden er her blot en Fordybning i Jorden. Æggenes Tal er gerne 4, men 3 og 5, sjældent 6 kan træffes; de lægges med 2 Dages Mellemrum, og Rugningen begynder først, naar Kuldet er fuldlagt. I Norge er Tiden for Æglæg- ningen meget varierende, fra den sidste Halvdel af Maj til Udgangen af Juni, i Finmarken ofte først ind i Juli. Paa Island kan fuldlagte Kuld allerede træffes sidst i April. Æggene ruges, hovedsagelig af Hunnen, i 29— 30 Dage, idet Hannen som Regel bringer Foderet til Hun- nen og kun nogle Timer daglig afløser denne paa Æg- gene. Disse ligner meget Taarnfalkens, men er gerne mørkere, idet den graahvide Bundfarve oftest er helt dækket af de rødbrune Pletter. Norske Æg skal have en Længde paa 35—42 mm og en Bredde paa 29—33 mm. Ungerne forbliver i eller ved Reden i 26 Dage og op- holder sig derefter en Maanedstid i Nærheden af Rede- stedet. i : Føden er ganske overvejende alle Slags smaa Spurve- fugle op til Droslens Størrelse, men ogsaa smaa Vade- fugle tages gerne; mere undtagelsesvis gaar den løs paa større Fugle som Agerhøns, Skovsnepper og Viber. Nu og da tages Smaagnavere, saaledes i Nord-Skandinavien Lemminger; Insekter som Biller, Sommerfugle og Guld- smede kan ogsaa findes i dens Mave. 287 ; (Falco rusticolus) 6--Jastfalk (Falco rusticolus" Linné). (Falco rusticolus rusticolus Linné). Skandinavisk Jagtfalk (Falco gyrfalco Linné). Norsk: Rypefalk. Svensk: Jagtfalk. Tysk: Kleiner Ger- falke. Engelsk: Norwegian Gyr-Falcon. . Voksne Fugle: Hovedets Overside mørkt graa- blaa, med sorte Fjerskafter og lidt lysere Fjerrande; over Øjet en lysere Øjebrynstribe. Den graablaa Bag- hals med to store, lyse, ofte -sammenflydende Pletter. Hele Ryggen samt Vingernes Overside mørkt blaalig eller brunligt sortegraa, altid dog lidt lysere end Issen; de sortskaftede Fjer har hvidlige Spidsrande og lyst graablaalige Tværbaand eller Tværpletter, der er smallere end de mellemliggende mørke Tværbaand. Overgumpen. og Overhaledækfjerene er altid - lysere og mere blaalige end Ryggen. Hovedets Sider samt Øredæk- fjerene mørkt graablaa eller brunlige; en smal og mindre fremtrædende Skægstribe findes. Hele Undersiden hvidlig hver Fjer med en stor, draabeformet, sort eller brunsort Plet, der er smal eller manglende paa Struben; Krop- sidernes Fjer har 3—4 sortagtige Tværbaand; Bukserne med mørke Tværbaand. Undergumpen har antydede brunlige Tværbaand, og Underhaledæk- fjerene har ligeledes hver 4—5 mørke Tværbaand. Haandsvingfjerene graaligt sortebrune med smalle, fløde- " hvide Randbremmer, Inderfanerne med store, lyse, hvid- brunlige Tværpletter. Undervingedækfjerene hvide med sorte Pletter og Tværbaand. Halens Styrere lyst graablaa med sortegraa Tværbaand, der er af samme Bredde eller lidt smallere end deres lyse Mellemrum. Hannerne ligner Hunnerne, men har renere graablaa .. Farver med smallere, mørke Haletværbaand. Iris mørkebrun. Næbbet blaagraat smed sort Spids. Vokshuden gul. Fra Næbspids til Vokshud hos Hannen ca. 23 mm, hos Hunnen 26 mm. Hannen betydelig mindre "end Hunnen, Vingelængderne henholdsvis 340—374 mm (Falco rusticolus) 288 og 380—410 mm. Mellemfoden hos Hannen c.60 mm lang, hes Hunnerne indtil 64 mm. Fødderne gule. Angaaende Haandsvingfjerenes og Tæernes indbyrdes Længde samt Fig. 79. Skandinaviske Jagtfalke. (Efter Schiøler). Mellemfodens Befjering maa henvises til Oversigten. Fje- renes tydelige Tværstribning gør stedse de gamle Fugle kendelige. Unge Fugle: Hovedets Overside sortebrun eller graaligbrun, med lysere Fjerrande; de tydelige Øjebryn- 289 , (Falco rusticolus) striber er lyse, bredere bagtil, hvor de jævnlig mødes i Nakken; Baghalsen sortebrun med 2 store, lyse Pletter. Hele Fuglens øvrige Overside er sorte- eller graa- ligbrun, med smalle, lysere Rande og lidet frem- trædende, hvidligt lysebrune Rand- eller Tværpletter. Hovedets Sider mørkebrune med lysere Fjerrande. Hele Fuglens Underside gullighvid, hver Fjer med en bred, mørkebrun Skaftstribe, smallest paa Struben, bredest paa Kropsiderne. Underhaledækfjerene har mod Spidserne aflange Draabepletter. Bukserne farvet og tegnet som Brystet, altsaa uden Tværbaand. Svingfjerene ”- nærmest som hos de gamle Fugle. Undervingedækfjerene sortebrune med brede, flødehvide Fjerrande. Halens Sty- rere sortebrune eller graaligbrune som Ryggen, med smalle, lyse Fjerrande og flødehvide Spidser samt bredere eller smallere, smudsiggule eller graalighvide Tværpletter. Hanner og Hunner er i denne Dragt ens farvet og tegnet, men kan let skelnes paa den forskellige Størrelse. Voks- huden grøngullig. Fødderne lyseblaalige eller graa- lige. Naar Fuglen i Marts Maaned er op mod et Åar gammel, begynder en ny Dragt at bryde frem paa Ryggen; først hen i Ungfuglens andet Efteraar er denne Fældning tilendebragt, og den første Voksendragt bæres da af den 19—20 Maaneder gamle Fugl. Først i Løbet af Fuglens 3dje Levesommer erholdes de gamle Fugles Dragt, der kan skelnes fra første Voksendragt ved hele Over- sidens renere blaalige Farve og bredere, lysere Tvær- baande der ofte er bredere end deres mørke Mel- lemrum; Overgumpen og Overhaledækfjerene er næsten helt lyseblaa, med smalle, mørke Tværbaand, og endelig er Halestyrernes mørke Tværbaand saa smalle, at de ofte kun er en. Trediedel saa brede som deres lyse "Mellemrum. — Dunungen hvid, med svagt flødefarvet Anstrøg, særlig paa Hovedet. E ”Jagtfalken kan i Luften kun forveksles med den noget mindre Vandrefalk, men den er lysere end denne og har R. Hørring: Fugle III. g 19 (Falco rusticolus) 290 mindre tydelig, mørk Skægstribe; dens Vinger er for- holdsvis kortere og Halen længere end hos Vandrefalken. Endelig er dens Flugt tungere og mindre behændig. Den Skandinaviske Jagtfalk er som Ynglefugl udbredt over det nordlige Skandinavien, det nordligste Finland og Nord-Rusland; den er hovedsagelig Standfugl, men navn- lig unge Fugle kan nu og da strejfe til sydligere Egne som Nord-Frankrig og Tyskland. I Grønland er den Skandinaviske Jagtfalk ikke truffet, men her yngler 2 andre Racer af den samme Art, nem- lig Holbølf”'s Jagtfalk (Falco rusticolus holboelli Sharpe) og den meget lysere, ofte næsten helt hvide Grønlandske Jagtfalk (Falco rusticolus candicans Gmelin). Paa Island ruger den Islandske Jagtfalk (Falco rusticolus islandus Brinnich). Paa Færøerne viser Jagtfalke sig kun som. tilfældige Gæster fra Island og Grønland. I England viser Jagtfalke sig som tilfældige Gæster, baade stammende fra nordøstlige og nordvestlige Ynglepladser. I Norge findes den typiske Race ynglende i Fjeldegnene over hele Landet, i dettes nordlige Dele ogsaa paa Øerne langs Kysterne, men den er ikke særlig talrig. I Sverige ruger den kun i Fjeldegne i Landets nordlige Dele; sydligst er den truffet ynglende i Jåmtland; til det sydlige Sverige kommer den kun om Efteraaret og Vinteren som en sjelden og tilfældig Gæst. I Danmark kendes den Skandinaviske Jagtfalk (Falco rusticolus rusticolus Linné) kun som en ret sjælden og tilfældig Gæst, truffet omkring 25 Gange i Løbet af de sidste 60 Aar; disse Forekomster falder paa Tids- punkter mellem d. 23de September og 20de Februar; kun 1 Gang er den skudt sidst i April. Af de skudte Individer er langt den overvejende Del unge Fugle. Paafaldende er det, at ikke mindre end 4 Jagtfalke blev skudt i Danmark i 1885, medens der ellers kan gaa flere eller adskillige Aar, hvor ingen viser sig. Hyppigst er den skudt hos os i Oktober Maaned, medens endel har vist sig i Slutningen af September og i November og kun ganske enkelte i den egentlige Vintertid. Jagtfalkén jager gerne flyvende lavt over Landet, idet . den nu og da med flaksende Vinger holder sig stille i Luften, idet den spejder efter Bytte; dens Føde bestaar som Regel af større flyvende Fugle, som den slaar ned paa i Luften; ofte ser man den sidde spejdende paa en Sten. eller Tue for straks at flyve op og begynde Jagten, 291 | (Falco rusticolus) naar en Fugl viser sig i Nærheden. Den er dog ogsaa i Stand til at tage siddende Fugle; i gode Lemmingaar er disse Smaagnavere dens Hovedføde. Ryper, der hører til dens kæreste Føde, søger den at bringe paa Vingerne for da at slaa ned paa dem, men disse Fugle søger at undgaa Faren ved at skjule sig imellem Stenene eller i Lyng og Sne. Godt flyvende Fugle som Husduer formaar den kun rent undtagelsesvis at tage, men utrætteligt gør den Forsøg derpaa og jager dem ustandseligt, følgende dem lige til Dueslaget. Ofte er navnlig de unge Fugle meget paagaaende og forsøger f. Eks. at tage skudte Fugle lige foran Jægeren; ældre Fugle viser derimod mere For- "sigtighed og Overlæg. Ynglestedet findes i Skandinavien ganske overvejende " i skovløse Fjeldmarker, hvor Reden gerne er anbragt paa en utilgængelig, overdækket Afsats i en høj Klippevæg; den bestaar gerne af lidt tørre Birkekviste og lignende, og er jævnlig udforet med lidt Mos o.1.; undtagelsesvis er Reden fundet i Toppen af en høj Fyr og er da en gammel, for- ladt Rovfuglerede, tidligere benyttet f. Eks. af Fiskeørn; selv indlader Jagtfalken sig næppe paa at bygge en Rede. Ofte finder man i Kystegne, at Redestedet vælges nær ved et Fuglebjerg, hvor der er let Adgang til Føde. Naar Jagtfalke ruger ved Skov, vælges dog som Regel en Klippe- væg til Redeplads. I Finmarken hører denne Falk til de Arter, der lægger deres Æg først; undtagelsesvis er frisk- lagte Æg fundet allerede i Begyndelsen af April, men som Regel lægges Æggene i denne Maaneds sidste Halv- del, altsaa førend Foraaret er naaet frem til disse Egne. Æggenes Antal er som Regel 3—4, men i Lemmingaar kan Antallet være 5 eller mere; deres grovkornede Skal, der ofte har: smaa Kalkknuder og Ujævnheder, er lyst " gulligbrun med mørkere, rødbrune, graabrune og gul- brune, tætsiddende Pletter, der næsten helt kan dække Bundfarven eller sidder tættere i en Ring om den ene Pol. Længden 55—63 mm, Bredden 44—49,5 mm. Hunnen ruger i op til 28 Døgn. Forstyrres Falkene ved Reden, lyder deres Stemme som en Række skarpe Skrig, der er gengivet ved piæ—piæ—piæ—piæ,. og hvis der er Unger i Reden, kan Fuglene være ret nærgaaende mod Fredsforstyrrerne. : - Føden er som nævnt overvejende Ryper, navnlig om Vinteren; men ved Fuglebjerge tager de Maager, Lomvier, Lunder, Alke og lignende; ogsaa Ænder tager den gerne, og disses Ællinger tager den fra Jorden. Undtagelsesvis tager den større Bytte som Urhøns, Tjurer og Gæs, mén iøvrigt er ogsaa alle Slags mindre Fugle som Vadere og 19+ (Falco rusticolus) 292 Drosler og smaa Spurvefugle, ned til Engpiberens Stør- relse, udsat for dens Angreb. Unge Harer, Egern og, som nævnt, -Lemminger bliver ogsaa ofte Jagtfalkens Bytte. 7. Vandrefalk (Fålco peregrinus Tunstall). (Falco peregrinus peregrinus Tunstall). Vandringsfalk, Pilgrimsfalk, Duefalk, Blaafalk (Falco communis Gmelin). Norsk: Vandrefalk. Svensk: Pilgrimsfalk. Tysk: Wan- derfalke. Engelsk: Peregrine Falcon. Voksen Han og Hun: Hovedets Overside brun- sort, ofte med askegraat Anstrøg og sorte Fjerskafter. Forpanden lysere, ved Næbbet nærmest flødefarvet. Bag- halsen, Ryggen og Vingernes Overside brunsorte med mat askegraa Fjerkanter og Tværbaand samt skarpttegnede, sorte Skaftlinier; mange Individer har saa brede og lyse Fjerkanter og Tværbaand, at Rygsiden nærmest er aske- graa med mørkere Tværbaand. De smaa forreste Over- vingedækfjer rent brunsorte. Bagryg, Overgump og Over- haledækfjer lyst askegraa med mørkt skifergraa Tvær- baand og sorte Skaftlinier. Partiet om Øjet, Kinderne og en meget fremtrædende, bred Skægstribe sorte. Partiet bag Skægstriben flødefarvet, snart uplettet, snart med smalle, sorte Skaftlinier. Hagen og Forhalsen uplettet flødefarvet. Forbrystet flødehvidt, ofte med vinrødligt An- strøg, oftest med smalle, sorte Skaftlinier eller smaa Draabepletter. Hele den øvrige Underside samt Krop- siderne og Bukserne graaligt flødefarvede, snart med askegraat, snart med rustbrunligt Anstrøg, stedse med skifersorte Tværbaand (tydeligst paa Krop- siderne), hjerteformede Pletter eller Draabe- pletter, meget varierende i Udbredning og Størrelse. Undervingedækfjerene og Årmhulefjerene hvide med skarpt- tegnede, skifersorte Tværbaand og Fjerskafter. Haand- svingfjerene brunsorte med mørkebrune Skafter, Yder- fanerne med graalige Kanter, Inderfanerne med skarpt- 293 (Falco peregrinus) tegnede, graaligt eller rustrødligt hvide Tværpletter, der blot mangler paa Svingfjerenes ydre, smalle Del. AÅrm- svingfjerene farvet og tegnet som Ryggen. Halens Styrere Fig. 80. Voksen Vandrefalk. (Efter Mathew i British Birds). skifersorte, med flødehvide Spidser og 9—10 askegraa Tværbaand, der er lysere og mere rustbrunlige mod Inder- fanernes Kanter. Hunnen har oftest større sorte Draabe- pletter paa Forbrystet og en i det hele mørkere Under- side; ogsaa Hunnens Rygside er tydelig mørkere, idet de askegråa Tværbaand er mindre fremtrædende eller kan (Falco peregrinus) 294 endogsaa helt mangle. Den tydeligste Kønsforskel viser sig dog i Størrelsesforholdene. Iris graabrun. Næbbet lyseblaaligt. Den nøgne Hud om Øjet samt Vokshuden gul. Vingelængden hos Hannen 298—308 mm, hos Hunnen 340— 364 mm. Fødderne gule. Iiste Haandsvingfjer lidt læn- gere end 3die. Fjerklædningen dækker højst den øverste Del af Mellemfoden. Ydertaaen (uden Klo) betydelig læn- gere end Indertaaen (uden Klo); disse 3 sidstnævnte For- hold er gode Skelnemærker fra Jagtfalken (sml. Over- sigten). : Unge Fugle: Hovedets Overside brunsort med flødefarvede Fjerrande. Baghalsen med to udfly- dende, store, flødehvide eller rustgullige Plet- ter. Ørefjerene og Partiet bag Skægstriben flødehvide med smalle, brunsorte Skaftstriber. Hele Ryggen, Skuldrene og Vingernes Overside brunsorte, med regelmæssige, lyst rustbrune Fjerrande. Overhaledækfjerene brun- sorte med 2—3 rustbrunligt hvide, flødefarvede eller aske- graa Tværbaand og brede Fjerspidser af samme Farve. Hagen og Forhalsen som hos de voksne Fugle: For- brystet og hele den øvrige Underside flødehvid med rustbrunlig Tone, hver Fjer med en brunsort Skaftstribe, altid bredest paa Bagbrystet; nogle Ung- fugle kan være saa mørke, at Brystets Fjer nærmest er brunsorte med flødefarvede Fjerrande. Undervingedæk- fjerene som Kropsidens Fjer. Svingfjerene med rustbrun- ligt hvide eller flødefarvede Spidsbremmer, iøvrigt nær- mest tegnet og farvet som hos de voksne Fugle. Halens Styrere brunsorte med graalige Kanter, brede, flødehvide Spidser og 8—11 rustbrunligt hvide Tvær- baand. Den nøgne Hud om Øjet samt Vokshuden blaa- grøn eller gulgrøn; Fødderne af samme Farve. I denne Dragt ligner Hannen meget Hunnen, men denne sidste har gerne mere urene, matte Farver, og Undersidens mørke Længdestriber er bredere og mere dækkende end hos Hannen. De unge Fugles Vingelængde synes at være 295 ; (Falca peregrinus) en Smule større end de voksnes. — Denne Dragt bæres i Ungfuglenes første Vinter, men bleges efterhaanden stærkt; i April begynder en Fældning, der vedvarer Som- meren igennem, saaledes at Ungfuglene først i Oktober og November, naar de er c. 18 Maaneder gamle, har er- holdt deres første Voksendragt. Undtagelsesvis kan de yngle første Gang i deres Ungedragt. Dunungen er hvid med flødefarvet Anstrøgz. Vandrefalken kan nærmest tænkes forvekslet med Jagtfalken, men dens brede, sorte Skægstribe er stedse et godt Skelnemærke, sammenholdt med de i Oversigten … nævnte Forskelligheder. Vandrefalken er en udpræget Kosmopolit, der er ud- bredt omtrent over hele Verden; en naturlig Følge heraf er, at den har dannet mange geografiske Racer. Den ty- piske Form, Falco peregrinus peregrinus Tunstall, der er den i Danmark forekommende Race, er som Yngle- fugl udbredt over hele Europa ned til Pyrenæerne, Alperne og Rumænien og mod Øst ud gennem Rusland til Ural; i Vest-Sibirien afløses den af Falco peregrinus calidus Latham, der skal have meget smallere Skægstribe. I de nordlige Dele af Racens Udbredningsomraade er den Trækfugl, i sydligere Dele derimod Stand- eller Strejffugl; ringmærkede Vandrefalke fra Skandinavien er saaledes skudt i Frankrig og Nord-Spanien. I Grønland er den amerikanske Race Fålco pere- grinus ånatum Bonaparte en ret talrig Ynglefugl paa Vestkysten, hvorimod den typiske Race ikke er truffet "her. Fra Island kendes Vandrefalken ikke, og paa Fær- øerne er den kun en sjelden og tilfældig Gæst. Paa de britiske Øer forekommer den baade som ynglende og som Trækfugl. I Norge findes den spredt over hele Landet, talrigst i Kystegnene og i Landets sydligere Dele. Ogsaa i Sverige er den vidt udbredt lige fra og med Skaane til op i Lappmarken. I Tyskland var den tidligere meget al- mindelig, men er nu ved Forfølgelse aftaget stærkt i Antal. I Danmark er Vandrefalken en sjelden og faatallig Ynglefugl, der gennem lange Tider har holdt til paa nogle ganske faa velegnede Lokaliteter, hvor den trods For- følgelse stadig har søgt at faa Fred til at yngle; jævnlig "er den nogle Aar forsvundet for atter senere at komme (Falco peregrinus) 296 tilbage til disse Lokaliteter, der synes at besidde de Egen- skaber, som Vandrefalken særlig sætter Pris paa. Den ynglede saaledes i hvert Fald i 1809 og 1810 paa Chri- stiansborgs Ruiner i København; paa Bornholm kendes siden 1859 flere Lokaliteter med stejle Klipper, hvor et eller flere Par gennem Tiden har ynglet, saaledes ved Rø og i Ekkodalen, paa hvilket sidste Sted den fandtes rugende endnu i 1930; ogsaa paa Møens Klint og paa Stevns Klint har der gennem lange Tider været rugende Vandrefalke, det førstnævnte Sted endogsaa saa sent som i 1929 og paa Stevns et enkelt Aar endogsaa 2 Par. I Nordsjælland har et Par ruget i et højt Bøgetræ, vist- nok i en længere Aarrække, senest i 1927; ogsaa paa Als skal findes et ynglende Vandrefalkepar;. ende- lig skal som et Kuriosum nævnes, at et Par i 1874 havde lagt deres Æg i opskyllet Tang paa Saltholm; sluttelig kan det nævnes, at der fra Jylland foreligger enkelte An- givelser om formodet Rugen. Paa Gennemrejse viser Vandrefalken sig derimod ret almindelig i Dan- mark; de første kommer allerede sidst i August, men hyppigst ses " den i September og Oktober og tildels: i: November, og ikke helt faa overvintrer i Danmark; saa- ledes synes den bl. a. at kunne være særlig tålrig i Skovene ved Limfjorden, hvor de kan vise sig i Smaaselskaber for at ernære sig af Fjordens Fugle. Blandt vore Falke er Vandrefalken den, der har naaet højest i Flyve- og Manøvreringsdygtighed; i pilsnar Flugt søger den sin Lige, og selv de hurtige Duer kan ikke undgaa dens Efterstræbelse, idet Falken søger at komme over disse i Luften for da med stor Kraft og sammen- . lagte Vinger og Hailefjer at slaa ned paa sit Offer. Oftest ser man den hos os jage langs Kysterne eller over Smaa- øer, men den kan ogsaa træffes paa Heder og aabent Land. Den er, uden for Yngletiden, ret tavs, men ved Reden lyder Hunnens Advarselsskrig hæst og kaglende, medens Hannens Stemme skal være mere pibende, ly- dende som ki—ki—ki. Til Yngleplads vælger Vandrefalken fortrinsvis util- gængelige Fjeldvægge med overdækkede Afsatser, men Fig. 81. Flyvende Vandre- falk. (Efter Schiøler). 297 (Falco peregrinus) kan iøvrigt tilpasse sig efter Forholdene og lægge Æggene f. Eks. paa en Tue i Hængesæk, oven i en Høstak eller paåa en Tangvold, saaledes som anført paa Saltholm, i Lyngen, oven paa et Sømærke 0. s. v. Hvor den yngler i Skovegne, vælger den gerne gamle, forladte Rovfugle-, Hejre- eller Kragereder til Redeplads, helst naar disse sidder i et højt Træ; selv bygger den ikke nogen Rede, men Knogler, Gylp o. I. kan danne et Slags Underlag for Æggene, hvor disse lægges paa den bare Klippe. Hos os synes .Æggene at blive lagt i April Maaned, i nordligere Egne forholdsvis senere, paa Novaja Semlja saaledes sidst i Juni og i Lappmarken ikke meget før; de lægges med et Par Døgns Mellemrum, og deres Antal er hyppigst 3—4, sjældent 5 eller 6; ødelagte Kuld omlægges i Al- mindelighed i Løbet af 3 Uger. Æggenes Skal er hvidgul med tætsiddende, rustgule, rustbrune, rødbrune eller sorte- brune Pletter og Prikker, der som Regel dækker Bund- farven helt, Længden 46,9—58,9 mm, Bredden 38—44,7 mm. Æggene ruges, hovedsagelig og som Regel, af Hunnen i 28—29 Døgn, af og til mulig endog længere, idet Fuglen begynder at ruge, saasnart det første Æg er lagt. Den lille Han bringer Bytte til. Hunnen, der snart modtager det i Luften over Redestedet, snart paa Redekanten. For- styrres de under Rugningen, forsvinder de gamle Fugle som Regel lydløst, idet de stryger bort dækket af de ud- hængende Klippehylder; hvis de derimod har Unger, kan de være ret paagaaende og støjende, idet de tager Ophold i Redens Nærhed. Ungerne kan begynde at flyve lidt, naar de er 5 Uger gamle. Føden bestaar ganske overvejende af middelstore Fugle som Ryper, Agerhøns, Duer, Ænder, Maager, Krager og alle Slags Vadefugle, men den kan ogsaa tage Fugle ned til Svalens Størrelse; ejendommeligt nok ser man den nu og da dræbe og fortære mindre Rovfugle som Taarnfalke, Dværgfalke og Spurvehøge, ja selv Musevaager og Mosehornugler. Undtagelsesvis kan Vandrefalken tage Kaniner, Mus, Rotter, Frøer og Insekter; en Vandrefalk, skudt her i Landet, havde saaledes Maven propfuld af Græshopper. ; Fortegnelse over den vigtigste Litteratur. Andersen, K.: Meddelelser om Færøernes Fugle, med sær- ligt Hensyn til Nolsø (Vid. Medd. f. Nat. Forening). 1898. : Sysselmand H. C. Miller's haandskrevne Optegnel-. ser om Færøernes Fugle (Vid. Medd. f. Nat. Forening). 1901. Christensen, R.: Dvergmaagen (Larus minutus) som Ynglefugl paa Klægbanken i Hine kabias Fjord (Vid. Medd. f. Nat. Forening). 1905. . Collett, R,: Norges Fugle, ved Ø. Olsen. Bd. II—III. 1921. Collin, J.: Ornitologiske Bidrag til Danmarks Fauna. 1877. —: Bidrag til Kundskaben om Danmarks Fuglefauna. 1888. : Faunistiske og biologiske Meddelelser om danske | Fugle. 1895. Engelmann, F,: Die Raubvågel Europas. 1928. Fabricius, O.: Favna groenlandica. 1780. Hagerup, A.T.: Vorkommen der Seeschwalben und Mowen in Jutland (Ornith. Monatsschr. des Deutsch. Vereins z. Schutze der Vogelwelt. XIX. Jahrg.). 1894. SR Hantzsch, B.: Beitrag zur Kenntnis der Vogelwelt Islands. 1905. Hartert, E.: Die Vågel der palåarktischen Fauna. Bd. II— III. 1912— 1922. Heilmann, G. & Manniche, A.L. V.: Danmarks Fugleliv. 1927—30. Holstein, V.: Fuglelivet paa Vejlerne i Han- Herred (Dansk Ornit. Foren. Tidsskr. 26de Aarg. II). 1932. Hørring, R., Scheel, H. og Tåning, Å. V.: Rovfugle i Schiø- ler: Danmarks Fugle. Bd. III. 1931. Jågerskiold, L. A. och Kolthoff, G.: Nordens Fåglar. 1926. 299 (Litteratur) Kjærbølling, N.: Skandinaviens Fugle med særligt Hen- syn til Danmark og de nordlige Bilande. 2den Udg. ved J. Collin. 1875. Larsen, A.: Iagttagelser paa Græsholm ved Christiansø (Dansk ornit. Foren. Tidsskr. 23de Aarg. I—II). 1929. Lønnberg, E.: Sveriges Ryggradsdjur. II Fåglarna. 1915. Loppenthin, B.: Die Vågel Nordostgrånlands zwischen 737 00" und 757307 N. Br. (Medd. om Grønland. Bd. 91. 6). 1932. Manniche, A. L.V.: The terrestrial mammals and birds of North-East Greenland. (Medd. om Grønland. Bd. XLV). 1910. Miiller, H. C.: Færøernes Fuglefauna, med Bemærkninger om Fuglefangsten (Vidensk. Medd. fra Nat. Forening). 1862. — Naumann: Naturgeschichte der Vågel Mitteleuropas. Pedersen, Å.: Beitråge zur Kenntnis der Såugetier- und " Vogelfauna der Ostkuste Groånlands (Medd. om Grøn- land. Bd. LXVIII). 1926. —: Fortgesetzte Beitråge zur Kenntnis der Såugetier- und Vogelfauna der Ostkuste Grønlands (Medd. om Grønland. Bd. LXXVII). Rasmussen, S.: Svartbag, Larus marinus L., som dansk . Ynglefugl (Dansk Ornit. Foren. Tidsskr. ”25de ARE: III—IV). 1931. Rubow, C.: Stormmaagen. 1910. —: Hættemaagen. 1911. Salomonsen, F.: Beretning om en Rejse til. Færøerne (Dansk Ornit. Forenings Tidsskr. 25de Aarg. I—1I). 1931. : Hvilke Lomvie-Former huser Norge? (Norsk Ornit. Tidsskrift. IV. Nr. 13). 1933. "= Saunders, H.: Gaviæ i Catalogue of the Collections in the British Museum. XXV. 1896. Schaaning, H. Tho. L.: Norges Fuglefauna. 1916. Steenstrup, I. Jap. Sm.: Et Bidrag til Geirfuglens Natur- historie (Nat. Foren. Vidensk. Medd. 1855). 1857. Winge, H.: Grønlands Fugle (Medd. om Grønland. Bd. XXI). 1898. Witherby, H. F.: A practical handbook of british birds. Vol. II. 1924. Navnefortegnelse. (Synonymer er trykte med Cursiv, de som Overskrifter brugte danske Artsnavne med spærrede Typer). Side Badselkugl se eee Ro He 164 Aase hor SEE SEE 164 Nadselenib beer 164 Aalemaaser rese 30 Nalge SR NREN ES SE ANE T21 aalge (Colymbus)........ 121 ale (Urd) eee 121 ABE nd kalken sr ss aen Eee 273 ACE DILE ÆRE . 246 Aceipitertferoster eee 205 Accipiter korschun ....... 192 Accipiter macrourus .:... 243 Accipiter nisosimilis ..... SØ, Accipiter nisus ......... 247 acuflavida (Sterna)....... 76 Adlerbussar dere eee 205 KEDY DU S ERR KREA SYES Åegypius monachus...... 158 aeruginosus (Circus)..... 228 aeruginosus (Falco)...... 228 aesalon (Falco) sl: 213 281 Aftenfalkis eee FRANS 273 Aftonfalk ERE BENE: 273 alaudarius (Falco) ....... 265 alaudarius (Tinnunculus) .. 265 Albiellet (Falco) eee ie albicilla (Haliaétus)...... 72 albronist (Uri) ere (æres albifrons (Sterna) ....... 88 Side JN VEG VKR FRED ses e er Bar NE BTN ENS 134 Alcænaller rese sg Bis SU Alca arttica === SE 46 ANER ES ADR TE SANS en AL SES RER 114 POE NYD USE BEES sE Ja 5 117 Alca impennis.........: 140 lead tommy Ære 2 Alca pleais SR SEES RESE 135 Alca fordi r RREDE res SNG SEES SE REDE hard EN ze 35 Alkehuple En SR eRE 114 NER ER RSSR SE 130 Alkeslæ ostene eee, 134 alle (Alca) ESS EN SR 130 aller (ANDS SÆR SE 130 Alle (al) SEE SL FRR 130 ale Are red) eee 130. alle (Mergulus)......... 130 alle (PIO Furs) RR re 130 Almindelig Musevaage 198 Almindelig Terne ....... 81 alticeps (Pandion) ....... 167 Amerikansk Taarnfalk 271 anatum (Falco) ..... BME 2 OS anglica (Sterna)......... 68 apivorus (Falco) ........ 178 apivorus (Perms) tt ER 178 aplumt (Pernis) SR SER 178 AO UAE ARE SS SE SEERE RER 212 Side Aquila chrysaétos ....... 219 Aquilasclanga 344 PAT Aquilarfusea "SKE: 27 Aqulænaevias ere: PG) KS EREPA) (TI Aquila pomarina ........ 245 ANES: ERR ERE 27 155 AED Ute Os RRS ms 197 Archibuteo lagopus ...... 208 aretiers (Alca) 5 sok SD 146 Arehicat aller vesesr Er YNER 130 arctica (Fratercula) ...... 146 Red CE (Ster MA). er ER 78 BECHS Ka AS ea 104 Arche shernese Sogn 78 argentatus (Larus)....... 25 Arktiske kerne 3 78 BUENA DTG as N SE 20 arundinaceus (Falco) ..... 228 UNS FEDE gr ER RENDE S BEES TERE 259 Åstur buteoides .... 253, 260 Astur gållinarum 224. . 259 'Astirsenfiliss mer 25333259 ASP (UD ISS sg 253 Astur poecilopterus ...... 260 ate ke (HALO) SFO Les ESKE: 192 Bas ande Tees i 7, Baumfalkess 75. ORE 3 PAT NT Benene] ege EN ESS Byrds ise rese SERSEN Te Blaafalk.: 233, 277, 281,:292 Blaahøg 20.32 Sel NNE 233 Brakærhørssesmrs 233 BIS Karrho Roer ssE 233 Blaamaase: 75.75 Øge 41 Blaaterne: 0] Sverre 62 Bla CKE Guillemof sr 117 Black-headed Gull ...... 14 Bhesrkiie 5 BYE HEE LSE sLO2 Blackerhern, 1.75 JA. 62 Blade ultare es 158 BlekKkårrhokssrs neg 243 — brachydactylus (Falco) .... 184 brachyrhynchus (Larus)... 23 Brandseeschwalbe....... : Bramer Milans see 192 (Navnefortegnelse) Side Bredballe ESKE FR 99 Bredhalet Rovmaage .... 99 BredstjaradsLabbes se 5 99 Brins Glad ole re eler 192 Bruns Karrbokshd sgsk 228 Brinch (Uha) 127 Brinnich's Guillemot.... 127 Brinnich:s: Fejste: 0 02 27 Bufforr(Bestris) 523353: 110 Buer. sed ER 196 Bateo Soto ets sly rer 198 bufeo: (Buteo) ri ise 198 ButeoSdesertorum sg. 202 buteos (Ealco) ESS 198 Bute ster OeS rs rs 205 Buteo intermedius .. 198, 202 Buteoslasopuserrrer 2 208 Bates vue ars SNE DER 198 Buteosvulpipusse 354 202 Bufeosvulpinus 5 7204;:205 Buteo zimmermannae .... 202 buteoides (Astur) ... 253, 260 cachinnans (Larus).... 25, 28 calidus' (Falco) ÆDE agt 295 califøornica(Uria): 4.5 124 candicans (Falco) rr: 290 cantiaca (Sterna) ........ 74 cantis: (Sarus) ag 20 carolinensis (Pandion).... 170 caspia (Hydroprogne) .... 58 Caspian KERES, 58 easpia (Sfernd) af 58 catarrhactes. (Laras)... 95 catarrhactes (Megalestris).… 95 Catharacta cepphus .....…. 104 Catharacta. skud "57585 22. 95 cepphus (Catharacta) ..... 104 Cepphus grylle. :.... BER Cerchneis tinnuncula ..... 265 Ehlidomas: 2 SED 61 Chlidonias leucopterus... 66 iChlidonias niger == 062 Chlidonias surinamensis.. 64 chrysåétos (Aquila) ...... 219 Chrysaétos (Falco) ...... 219 (Navnefortegnelse) 302 Side ; Side itemeraeeust (Falco) ÆRE 237 ED yærgglente FIS ENS 228 cinereus (Circus) URE ds lo 233 Dværemaages res 10 cinereus (Valur) RSS 58 HD værr termer. SEES 88 Circaetus eee BRERERD 18374 Dyåre falk ie MERE 281 Circaétus gallicus....... 184 ADV mas SEES 10 Cirels 42 AE ERNE ESS 225 | eburnea (Pagophila) ..... 48 Circus aeruginosus...... 228 | Egyptian Vulture....... . 164 Circus ”emereusaete MR 233 ETS MOW Er, EL EEN out SÆT Circus" eyaneuts RE LE 235: | Elfendbemmowe SR 48 Gireus hartertk ve SEE 231 Elfenbensmaake re 48 Circus hudsonicus....... 236 | Engelsk Sildemaage ..... 33 Cirets ;macrourus RER PAS: ÆEngelskslerne ss SEES 68 Cineus Monas BST Enge SKEL anna RR 68 Circus Palus REDER: BAS NM SEn falk LE re nr ERR 237 Circusiprakorum FRE ST ET KØ ESS SE FODE BST Circus pygargns Ene. BST EN EalCON EET DEERE NNE 264 Cireus"Swalnsonin ASS ER 243 | Falco aeruginosus....... 228 clanga (Aquila) ......... ALT: "SEalcoFaesalone Harre 281 columbarius (Falco)..... EPS Falco alaudarius ........ 265 Colymbiis aalger ANE OSER 12715 araleosAbbicil la seer 172 Common Buzzard....... 198 Falco an atun se 295 Common Guillemot ..... IKEK SEaleo Fapivorus ss sa 178 Common Gule 20 | Falco arundinaceus ...... 228 Commons bem see ES] Faleoater FRR Re ner 192 communis (Falco) ....... 292 Falco brachydactylus ..... 184 communis (Nisus) ....... ÆDT Falco buteo rr ER 198 cyaneus (Circus) rer 2335 Falcon caldus 5 295 cyaneus- (Falco) ER 233. "Falco candicans: me 290 desertorum (Buteo) ...... 202 "|. Faleo"Chrysaetos Fr 29 Dickschnabellumme...... 127" Faleoeineraceus AR ER 237 dougallii (Sterna)........ 86 Falco columbarius....... 281 Donsales Termer 86" Falcorcommunis ESS PAPA BDougals tara eee 86" SKalCoR CyameUuss Heer 233. Dreizehenmowverss see Sl Falco" dubrus es ae 253 Brande eee 187 HB eo fas s SA SS 2 SERGE 219. dubins”(Astur) er 2530)" PFalconsalliceus”| ENE 184 dubius! (Falco) 253 Falco zgentiisstt rr 253, 259 DE FA. SE ALENE ARS POE SEalCOøris elser So Re 11233 DS hør REN ES 53 MEAlCO FN AlE OS ES ERE 287 Buehøren RE SED 2537 | Falco halhaetus ARE 167 DUKKE: SEEGER RE AE 17 Falco Holbo er 290 Dunn kineser 121 Falco slandus se 290 Dyvergfalk: re SR 281: 1 MEalco "Lagopus ore 208 Dyergmaage EAR FUR VO FFalcoshEhofaleo ste 281 Dyærst ark rer 281 Falco maculatus 8. BAT Fratercula grabae. . 303 | (Navnefortegnelse) Side Faleo migranss LER 192 Halco:milvus is ANE 187 Falco? nisus "HA SES: 247 Falco palumbarius... 253, 259 Falco per srinuseeerener 292 Falco" Pygargus: 237 Falco; regius SEEK BR 281 Falco rap es Ar ne EL 213 Falco rufus 2282135 Falco rusticolus 3: 287 Kaleors mrs eee SØ APSA 281 Falcorsparvermis re Bel Falcossubaesalontt: er 285 Falco"subbufeo 370 TUT Falco tinnunculus ....... 265 Falco vespertinus ....... PT IE BET EST ETS SDS ERE SENE SF Se 262 Falconiformes 7; EN 52 Halker seg PSR SORTER: 264 Fålkenbussard HE DES 202 Ealkevaasen PISK BERE 202: ferøx (Aecipiter) 2.323 205 terox (Buteo) Br 205 Fink HØ rs LDIDE REE 247 Fischadler ES FÆSTERE 167 Fisken ø st 5 SUE 228 Fisken dage Nas ra 20 FIS KEN KS PE SNEEN 167 RSS 81 le REE RS ERE LEEER 172 Fiskegrie Es RD RANE GE 167 BISKØJ TS 45 RES NEE SE VUE 167 FISKES ea 20 FS Karnas me BER 81 Før 370 5 SØER 167 Fjeld-jo ..... SNØRE SØREN 110 Fjeld So 5 koen 208 Fjordter ne erne SERRA Falla BEER ES: 110 FEE SE re 208 Blodørrs SF AOR 167 WElåssseeschwalbe 27777 81 fluviatilis (Sterna) ....... 81 Frateret eSE 4 7 TÅ 145 Fratercula "arctica 5.53 146 . 146, 149 Side fratercula (Mormon)...... 146 Fratercula naumanni ..... 149 Fuller. 219 fulvuss (Gyps) SAR 161 balustre eo 161 fscaller PANT P fascist (Carus): ss 10, 31 fuscus (Milvus) 57352 192 FSEyrføndesssr SARTE me She 1767 Gassen 161 Gjaseoridbe es. NME 160 Gas dare re er 36 Gaaseg me hs Er 2 Gas are SE ENE REE 161 Gade yen es FASER 187 Cartier LE er 140 gallicus (Circaétus) ...... 184 sallieus= (Falco) sr 184 gallinarum (Åstur)....... 253 SIDE GE ES SEE ER Ra Ar 140 ERE RE fe ERR LE ke Ser "140 GCelochehdonw 5 ES 68 Gelochelidon nilotica .... 68 gentilis (Astur)..... 253, 259 gentilis (Falco) ..... 253;12509 Glad bie sr Res 187 glaucoides (Larus)....... 45 Claugous Gal SE 41 ldueust (Cars) 20 41 GEN ere Es ER USA Glen Er FAHRD OY 187 Elers MERE ST 62 Ens pe AE REESE STS 88 Golden Eroleser SER 219 GOSS SI KEE 253 Grisen SEE 158 SR REE ES | Eee er Tal 158 Gran HDD RAR Er FS7 Graa Havmaage 2 25 Gråabøsng SS SERRA SN Graa Kærhøsse… REAR ST Graamaage..... Re 41 Gråanakkes sas EGE 20 GE ERE SR SEES 25 grabae (Fratercula)...146, 149 (Navnefortegnelse) 304 Side Side graelsii (Larus).....…. 31, 33 | helgolaåandica (Uria).. 121, 125 Great Anker Ree 140 Elen El armen RE 233 Great Black-backed Gull. 36 | Heringsméwe .......... 83): Great SKkuae 5 RS 5 Elers GO SEER 25 Great Spotted Eagle..... 217 hirundod(Sterna) 5 ER 81 Griffon-Vulture 44. KOL” SED D VE ER 5 de 2 sek PT UT rise S (Halo) FASER 233 | holboelli (Falco) .....… 290 groenlandicus (Haliaétus) . 175 | Hollbøll”s Jagtfalk.. 290 Grosse Raubméwe ...... 95 3Eloney-Buzzard SER 178- Grosser Schreiadler ..... PAT hringvia(Uria) 555 SEK 123 Srylle (Aled) FEE Er 117 | hudsonicus (Circus) ..... 236 srylle (Cepp hus) SS ER 1177 | "Hvepsebussard 5.57. 178 Crylkteis Een: i slags: 1957 VSSElvepse falk 5 Sr 178 Grylletejste FEE AE 117 HHvepsehgg 5.5: rar RS grylle (Uria) ...... RE SMRER: 17 vepsev aner re 178 Grønlandsd use la TSOFHFEHvepsevaager er re EE 178 Grønlands ksjfastralk 200 Hvide se ORE 74 Gulbenet Sølvmaage..... 28 | Hvidhalet Havørn....... 172 Gulkotins ae ge Si Hvidhalet Vaage........ 205 CUC E EDER HER 161 | Hvidvinget Maage... 45 Gulkbiledsternre si see - 68 | Hvidvinget Sortterne. 66 GYS ERE 160 | Hvidvinget Terne ....... 66 Gys ha vas ES 161 Hvidvingmaage ....... I SBÅ4S Gyps poul parns is ESS 2161 Hvitvingade tårn........ 66 pyrfalcom (Falco) 55 X2: .. 287 | Hydrochelidon leucoptera.. 66 Ginser eler rer er 161 | Hydrochelidon nigra...... 62 FAY] or SED NE 51 Elydroprosne rr se 57 Has trutt ER SNntele 36 | Hydroprogne caspia ..... 58 FlafsSoree rs Skarø EN 172 | Hydroprogne tschegrava .. 58 FlAlhaetus rs RS SELEN 172 Huhnerhabiehe se 253 Haliaétus albicilla....... 172 "hyperborea= (Uria) FEE 124 halfaetus: (Falco) TE 167 | hyperboreus (Larus) ..... 41 Haliaétus groenlandicus .. 175 | Hættemaage......... 14 . Haliaétus orientalis...... 172 Elættetern eg. ae Foss 81 haliaetus (Pandion) 67 Eønse hø ss ERE RE 2531. harterte (Circus) rr PSU HAlcelandt Gul re 5 Flame ser ESKE) 25 retmnSs (Milvus) SEE 187 Hayskaariru ne SDN, 36 | impennis (Alca) 5 1 140 Havs oa Eee 95 | intermedia (Uria) ... 121, 125 Flayvs kummer 95 | intermedius (Buteo): 198, 202 Hayrerne SR 4 78 | intermedius (Larus)... 31, 33 HavørnmssekæesseR ee 172 islandus (Falco) 290 Flavørne 1: SET SØE SER SE 172 | Islandsk Dværgfalk...... 285 Fledefalksse sr "BR Se) 233 | Islandsk Jagtfalk.... 290 fledebønss RE FEE EM Islandsk Søpapegøje..... 146 OR. Hørring: Fugle III. 305 (Navnefortegnelse) Side Side Foma FISSE ERE ES ASE Bagopus' (Faleo) 355710 208 IShiaaseslægfens seeren LT FS NES) GE oa KG 0 o vaegt "Sene SET Ses 219 IS maa er ARRES ETESRE SE 48 | Langnæbbet Lomvie. 121 | KITE SEEREN ESSEN EE TRE SEES AS Sangnæbbet-Tejste SA: 121 Ivory aL EN 48 | Langschwånzige Raubmowe 110 has thalrkrrist ANE SSI SE ILAFIT AE LAA 1 rn ERE 3 6 hæderen eee ske G2 REartormes sl 5 BEN 57 3 Kaumøerr SEE BO ESS FE ST LETTER 7 KEentiskekern este 5 TÆN Farussargentatus' 4. x2 25 Kentska barna... 74 | Larus brachyrhynchus.... 23 KCES bre hr SR SØ er 50 5800 2657 |Caruseachinnans LDR ØS Kirkes POSE East ens 350. ere 20 | SETE PEER, 7 ar SS SS SS TAEDES SSEEER 8 tk Earusscatarthagclies". 27 37 95 Kltivakesrre 535 ere arge SIE Bars FISERS Sa Rr 31 KO Vee EIDE SURETE f04 | MASK SE Ser 51 Vualiurtperenopterus 164 tridactyla (Rissa) ..…...: 51 Wanderers 5% 292 tridactylust (Lars) il Weiszfluglige Seeschwalbe. 66 note (Ur) se ge LA FWespenbussard FE EN, 178 hroldpps sr LS HET 104 | White-tailed Eagle ...... 172 HH Rroftel kamme RE 121 White-winged Black-Tern . 66 Trubbnåbbad Tårna...... SE ENKE sevelhees see Er br PS tschegrava (Hydroprogne). 58 | zimmermannae (Buteo) ... 202 iseesrava (Stem) ERE SE HZ uerstalke ter 281 un mfal ker SAT. Cs ERNE PGSE AW era ONE ar rr Byknæbbet Fejste sr an 127 Zwergseeschwalbe 2. 88 BYNS JO ERE SR FO EEN tOÆ HH FÆste Maaver 3 OR i FJ slehø se KARET ARN SSL ØRN SEER ES SE MES MEE 212 Uras RE Rd lor BØrn ev dages ur RER 205 HO EPJ SSRDESUREEEGRES EEN RER 340] SE SE Des Se UD Uria albionis ...... tfræl2s 202 Rettelser. Fugle III. ; Tribbnåbbad, læs: Trubbnåbbad. S.'68. 75. Lin. franed.: : Trottelumme, læs: Trottellumme. S. 121.11. — — Fugle II. coal S. 137 nederste Linie: (var. oreophila Meinertzhagen) udgaar. Fi fare AG EL == FE SE | VISA POS VØNØBS AN SØ Marne en RTE ; Rg tunes mas OEENenerer see morr se fre mtannn me CE VESaRyereE NE vagt Ma CEN bug. MPF ROTE TEN NSPN S …… SER ” æ 2 FN ARN an Banen ERR Ælin Cr mar SEE HORSE an gm nes " vig > ø 3% museet BE KKt mæ Nr Søen ef S SAREEN