VICTOR HANSEN | BILLER RT BARKBILLER 591.943 DD. F I EG ANGÅR UNG NOGLE y NR DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF DANSK NATURHISTORISK FORENING Bd. 62 VICTOR HANSEN Fk: LLR XVIII BARKBILLER MED ET BIOLOGISK AFSNIT VED B. BEIER PETERSEN MED 94 AFBILDNINGER I KOMMISSION HOS G. E.C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1956 Udgivet med støtte af Carlsbergfondet KØBENHAVN — BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI A-S Forord. ” bi moøner 7 Med dette bind er alle de danske familier af billernes orden behandlet i »Danmarks Fauna«. Et afsluttende bind, indeholdende nøgler til be- stemmelse af familierne, såvel for de fuldvoksne dyr som for larverne, samt nogle afsnit, bl. a. om morfologi, systematik, forekomst, indsamling og præparation, er under udarbejdelse og vil ud- komme i en nær fremtid. 1+ Barkbiller. " (Scolytidae og Platypådidae). Hovedet ikke eller kun ganske kort snude- formet forlænget (se f. eks. fig. 20A, p. 33, og fig. 47, p. 81). Overlæben usynlig (undtagen hos Platypodidae). Strubepladen manglende, idet de to strubesømme er smeltede sammen til en, undertiden utydelig midtersøm. Palperne meget korte og stive. Følehornene (fig. 1) knæede, med skaft, svøbe og kølle. Pronotums og prosternums sidesømme forsvundne, pronotum (undtagen hos Scolytus) uden siderande. Bugen med 5 led. Skinnebenene på ydersiden som regel tandede eller karvede, fødderne (fig. 2) femleddede, 4. led oftest meget utydeligt (cryptopentamere fødder) eller usynligt. Flyvevingerne af Cantharidetype!). Barkbillerne hører til gruppen Rhyncophora, af hvilken vi i Danmark yderligere har famili- erne Anthribidae og Curculionidae (herunder Ne- monychidae). Disse familier er behandlet i Dan- marks Fauna, Biller IV. En oversigt over Rhyn- cophorerne findes i det nævnte bind p. 8. Fra Anthribidae adskilles barkbillerne navnlig ved usynlig overlæbe, korte og stive palper og knæede følehorn og fra Curculionidae ved mang- 1) Danmarks Fauna, Biller XIII, p. 15—16. 71226 6 lende eller rudimentær snude og på ydersiden oftest tandede eller karvede skinneben. Blandt Curculioniderne er det antageligt Rhyncolus og de nærstående slægter (Rhyncolini), som bark- billerne er nærmest beslægtede med. Fig”; FE. 2, Fig. 1 og 2: Højre følehorn og højre bagfod af Hylastes cunicularius. Ved følehornskøllens forside og bagside for- stås den side, der vender henholdsvis fremefter og bagud, når følehornene er rettede ud til siden, vinkelret på kroppens længdeakse. Nogle for- fattere (f. eks. Balachowsky) betegner forsiden som yderside og bagsiden som inderside, idet de lægger en bagudvendt følehornsstilling til grund. Barkbillerne yngler i træer, i eller under bar- ken eller i veddet, og imago træffes ofte i stort antal på de steder, hvor udviklingen har fundet sted. Ofte forekommer både larver, pupper og imagines — såvel udhærdede som uudhærdede, lyse og bløde individer — samtidig. Mange arter træffes også sværmende eller krybende fremme på stammer: eller' stubbe: seller - kan: tågesmved ketsning eller ved bankning af grene, f. eks. ud- 7 gåede eller afhuggede fyrre- eller grangrene. Enkelte arter er knyttede til urteagtige planter. Barkbillerne og deres yngel efterstræbes af ad- skillige insekter, der snylter hos dem (især hvepse) eller jager dem. Blandt billerne findes barkbillefjender især i familierne Staphylinidae Histeridae, Nitidulidae og Cleridae. Men i bark- billegnav findes også adskillige biller, der ikke er rovdyr, men lever af træsaft, svamp og lign.) Til barkbillerne hører nogle af skovbrugets farligste skadedyr. For de vigtigste danske arters biologi er der nærmere redegjort i et særligt af- snit nedenfor p. 95 ff. En særlig, let anvendelig oversigt over vore almindelige eller skadelige barkbiller er givet nedenfor p. 92 ff. De fleste barkbiller er ikke særlig vanskelige at bestemme, og kun for enkelte arter, navnlig i slægterne Hylastes og Trypophloeus, er under- søgelse af hannens parringsorgan nødvendig eller dog af interesse for bestemmelsen. Ved præparationen bør hovedet bøjes nedad (men ikke bagud), så at kendetegn på pande og isse bliver synlige, og følehornene bør bringes i en sådan stilling, at køllens for- og bagside kan iagttages og svøbeleddenes antal tælles; hos de små arter kræver følehornenes undersøgelse stærk forstørrelse. | Af barkbiller er der hidtil fundet 56 arter i Danmark. 1) Jfr. bl. a. Danmarks Fauna, Biller XIII, p.270—272, XIV, p. 243-244 og XVII, p. 487—488. 8 Oversigt over familierne. 1. Hovedet nedadbøjet, smallere end pronotum, dette på siden uden lårgruber. 1. fodled meget kortere end de følgende led tilsammen...... 1. Scolytidae. Hovedet fremstrakt, bredere end pronotum, dette på siderne med en grube til optagelse af forlåret. 1. fodled mindst så langt som de følgende led tilsammen (hos os kun een, synantrop art) 2,Platypoådidae (p.91) 1. familie Scolytidae. (Ipidae). Hovedet nedadbøjet, smallere end pronotum, dette på siden uden lårgruber. 1. fodled meget kortere end de følgende led tilsammen. Oversigt over underfamilierne. 1. Pronotums sider og bagrand fint randede. For- skinnebenene med glat yderside, spidsen ud- (4 Scolytus 6 Hylastes Fig. 3. Højre forben af a: Scolytus ratzeburgi og b: Hylastes cunicularius. 9 vendig forlænget i en torn (fig. 3, a). Vinge- dækkerne bagtil omtrent horisontale, bugen bagud stærkt og brat opadbøjet (fig. 5, p. 10) 1. Scolytinae. Pronotums sider (hos vore slægter) ikke randede. Forskinnebenene med tandet eller karvet yder- yderside, spidsen udvendig ikke forlænget i en torn (fig. 3, b). Vingedækkerne bagtil stærkt nedadbøjede, bugen bagtil ikke brat opadbøjet 2. fpinae (p. 16). 1. underfamilie Scolytinae. Pronotum uden knuder, siderne og bagranden fint randede. Vingedækkerne bagtil næsten hori- sontale, bugen bagud stærkt opadbøjet (fig. 5). Forskinnebenene med glat yderside, spidsen ud- vendig forlænget i torn (fig. 3, a). Kun een slægt. 1. Scélytus Geoffr. Oversiden kun sparsomt eller næppe behåret, panden dog ofte hos gg, sjældnere hos ?, tæt Fig. 4. Scolytus ratzeburgi, venstre følehorn. 10 behåret. Følehornssvøben 7-leddet, køllen læn- gere end bred, fladtrykt, 3-leddet, sømmene vinkelbøjede, den første tydeligst (fig. 4). Pro- notum simpelt punkteret. Mellem- og bagskinne- benene på ydersiden fint tandede. 3. fodled dybt tvelappet, meget bredere éndsde andreled. Arterne er knyttede til løvtræer. De er mono- game og danner under barken en modergang oftest på langs, hos Sc. rugulosus dog undertiden på skrå og hos Sc. intricatus på tværs. Oversigt over arterne. 1: 2. bugled i midten med, en, kraftig," bagudrettet tand (fig. 5, a). Vingedækkernes stribemellem- rum med en punktrække, der er næsten lige så kraftig som hovedstriberne. Længde 2,2—3,3mm multistriåtus. rbudled uden fand 150003 5 RO ERE ERRGE 2. 2. Pronotums sider med kraftig og tæt, noget rynket punktur, mellemrummene mellem punkterne overvejende meget mindre end disse. Vinge- dækkerne lidet blanke, punkturen noget uregel- G&G. multistrialus å lævis c. malt Fig. 5. Scolytus, bugen set fra siden. mæssig, idet stribemellemrummenes og striber- nes punkter delvis er sammenflydende. Alle bugled uden tænder eller knuder. Længde 2—3,8 35 56 54 oe le RENE fe SEA NE SK SEERNES ad. 11 Pronotums sider med simpel, ikke særlig kraftig punktur,. mellemrummene mellem punkterne større end disse. Vingedækkerne blanke, punkt- striberne tydelige: Længde 30 mm LIV DD Å. Vingedækkernes rygflade kun yderst fint og spredt, meget utydeligt behåret, deres bagrand uden tydelige tænder. Pronotum lidt bredere end langt, punkterne på siderne ikke eller kun lidt allange.. Længde 2,5-3,8 mm... 5, ntrieat us Vingedækkernes rygflade med tydelig, spredt, op- stående, hvidlig behåring, deres bagrand med fine tænder. Pronotum ca. så langt som bredt, punkterne på siden overvejende tydeligt af- lange. Lænede SEN ST ice 6. ruguldåsus. 3. og 4. bugleds bagrand hos begge køn med en lille knude i midten. Panden uden længdekøl, med tæt eller ret tæt, opstående behåring hos begge køn. Længde 3,4—5,59 mm....... 2..scolytnos: 3. bugleds bagrand uden tydelig knude eller ($) i midten med en stor, kraftig knude, 4. bugleds bagrand simpel eller i midtpartiet med en tvær- bred knude eller tværvulst. Panden hos 2 ikke BE Nee 5 MARE RER RER Tx Sa alien se 5. 3. og 4. bugleds bagrand i midten henholdsvis med en kraftig, blank knude og med en i midten indbuet tværvulst. Panden med en fin længde- midtkøl og tæt, opstående behåring. Længde BEER SAR NE 2 ASER i ratzebirgi 2. 3. bugleds bagrand uden tydelig knude, 4. bugleds bagrand simpel eller (3) med en lille tværknude 6. 4. bugleds bagrand med en lille tværknude. Pan- den med ret tæt, opstående behåring. Længde AE REE ne Rs stsnir eys mia 3. laevis F. 4.bugleds bagrand simpel. Panden ikke tæt behåret 7. Panden fortil i midten med en kort, meget fin længdekøl. Større, 5—6 mm...... L.ratzebårgi-e. Panden uden længdekøl. Mindre, 3—4,5 mm..... 8. 12 8. Bugen med næsten lodret opstigende 2. led, der i profil danner en kun lidt stump vinkel med 1. led ha BB) rar ns andel 3. låevis 2. Bugen med skråt opstigende 2. led, der i profil danner en temmelig stump vinkel med 1. led "if £ 495 HE) FESRRESE SRE SOE SSR SE SERENE ar SE PEPE SÅRE KI 4. måli. 1. Sc. ratzeburgi Janson (fig. 6). Vor største art, kende- tegnet ved størrelsen, fortil fint længdekølet pande og de sekundære kønsmærker. Blankt sort, vingedækkerne under- tiden brunlige, benene brune, fødder og følehorn rødlige. Fig. 6. Scolytus ratzeburgi g. x9. Pronotum ganske lidt bredere end langt, bag den smalt lyse forrand lidt indsnøret, ret fint og spredt, mod forrand og sider tættere og kraftigere punkteret. Vingedækkernes punkt- striber ret fine, mellemrummene med en enkelt eller dobbelt række meget finere punkter. Længde 5—6 mm. åg: Panden svagt konkav, med tæt lang, opstående, gullig 13 behåring. 2. bugled stærkt opstigende, 3. bugleds bagrand med en kraftig, blank knude, 4. bugleds bagrand i midten med en blank, i midten indbuet tværvulst. Q: Panden svagt hvælvet, kun spredt behåret. 2. bugled mindre stærkt, skråt opstigende, 3. og 4. bugled uden knude og vulst. Sjælden (J, Ø). Rye, Silkeborg, Nåege, Sejs hede, Frijsen- borg, Lindum skov, Hals Nørreskov, Ulveskoven; Grib skov, Tisvilde hegn. I birk, juni-juli. Den yngler især i stammer og tykke grene af ældre, sygelige træer. Biologi se p. 126. 2. Sc. scéålytus Fabr. (geoffroyi Løv.). Gennemsnitligt lidt mindre end den foregående, men større end de følgende og iøvrigt kendetegnet ved de sekundære kønsmærker. Vinge- dækkerne rødbrune, ofte med mørkere midtparti, stribemel- lemrummene med 1, 2 eller 3 meget fine punktrækker. Iøvrigt omtrent som den foregående. Længde 3,4—5,5 mm. åg og 2: Panden hos begge køn med tæt eller ret tæt, ret kort, gul eller grågul, opstående behåring, hos $ næppe, hos 2 svagt hvælvet. 3. og 4., undertiden også 2. bugleds bagrand hos begge køn i midten med en lille knude. Bugen hos & langt behåret, hos 2 næsten nøgen. Sidste bugleds bagrand hos &g med en bræmme af lange, gule, bagudrettede, mod siderne endnu længere hår. Meget sjælden (Ø). Næsbyholm skov, Bistrup mose ved Boserup, Bognæs Vesterskov, København (Classens have). I elm, maj. Den yngler især i ældre, sygelige træer og har i ud- landet gjort betydelig skade på allétræer. I udlandet er den undtagelsesvis fundet ynglende i andre løvtræer såsom ask, avnbøg, eg, pil og poppel. Biologi, se p. 126. En særlig form, triarmåtus er udskilt af Eggers og betrag- tes bl. a. af denne, Butovitsch, Stark og Balachowsky som en selvstændig art. Den afviger navnlig fra scolytus ved mindre tæt, mere grålig pandebehåring og udpræget knude på 2. bugled samt ved visse forskelligheder i indre organer. Af Schedl betragtes denne form ikke som artsforskellig fra 14 scolytus, og denne opfattelse følges her. Ifølge Butovitsch er danske eksemplarer, som han har undersøgt, en aberration af triarmatus eller en mellemform mellem denne og scolytus, hvilket forhold synes at tale mod de to formers artsforskel- lighed. 3. Sc. laevis Chap. Nærstående til de foregående, men adskilt fra dem ved ringere størrelse og de sekundære køns- mærker. Pronotum omtrent så langt som bredt. Vingedæk- kerne ofte brune, stribemellemrummene med en enkelt række fine punkter. Bugens 2. led meget stærkt, næsten lodret op- stigende (fig. 5, b). Længde 3,5—4,5 mm. åg: Panden fladtrykt, med ret tæt, lang, opstående, gullig behåring. 3. bugleds bagrand uden tydelig knude, 4. bugleds bagrand med en lille, blank tværknude. 2: Panden hvælvet, kun spredt behåret. Bugleddene uden knude. Sjælden (J, Ø). Hadsund, Brodal ved Holstebro; Orlogs- værftet, Dyrehaven, Gelsskov, Frederiksværk, Jægerspris, Tølløse. I elm, juni-aug. I udlandet også undertiden fundet i eg, lind og bøg. Især vistnok i grene af ca. 3—15 cm tykkelse. Biologi, se p. 129. 4..Sc. måli Bechst. (pruni Ratz., Løv.). Nærstående. til Sc. laevis, men adskilt fra den og de andre foregående arter ved, at panden hos begge køn mangler tæt behåring, og at 3. og 4. bugled hos begge køn er simple. Arten er derved let kendelig fra Sc. scolytus og fra hannerne af ratzeburgi og laevis; fra ratzeburgi 2 adskilles den ved ringere størrelse og manglende pandekøl og fra laevis 2 ved mindre stærkt opstigende 2. bugled (fig. 5, c). Vingedækkerne brun- lige, punktrækken i stribemellemrummene snart betydeligt finere end, snart (var. piri Ratz.) omtrent lige så kraftige som hovedstribernes. Længde 3—4 mm. åg: Panden næsten flad, spredt behåret. 2: Panden noget hvælvet, yderst spredt behåret. Udbredt, men sjælden (J, Ø). Af findesteder kan nævnes: Horsens; Tranekær, Flødstrup (Fyn), Nakskovegnen, Maribo, 15 Thoreby, Nykøbing F., København, Lerchenborg. Især i frugt- træer, men også i hvidtjørn, røn og elm. Juni-aug.; engang klækket i antal i slutn. af marts. Biologi se p. 132. 5. Sc. intricåtus Ratz. Denne og den følgende art er let kendelige fra de foregående ved de i oversigten under nr. 2 anførte kendetegn. Forkroppen blankt sort eller sjældent brun, vingedækkerne brunlige, lidet blanke, følehorn og ben brunrøde, fødderne lysere. Vingedækkerne med uregelmæssige, skrå ridser, der overvejende udgår fra punkterne, på siderne AM Fig. 7. Scolytus intricatus $, mundskjoldet. og navnlig bagtil med tydelig, spredt, udstående, lys behå- ring, på rygfladen kun med enkelte, fine og korte, meget utydelige hår. Længde 2,5—3,8 mm. åg: Panden ret flad, ret spredt, mod siderne længere, behåret, mundskjoldets forrand på hver side med en lang, gul, spids, fremadrettet hårpensel (fig. 7). 2: Panden noget hvælvet, spredt, mere jævnt behåret. Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I eg, undtagelsesvis i bøg og hassel. Juni-aug. Den yngler især i halvt udgåede, undertrykte grene af ældre træer, men er også truffet i yngre stammer og i fældet materiale. Biologi, se p. 130. 6. Sc. rugulåésus Ratz. Vor mindste art, let kendelig ved den ringe størrelse og de i oversigten under nr. 2 og 3 anførte kendetegn. Sort, forkroppen noget, vingedækkerne lidet blanke, pronotums forrand og undertiden tillige bagrand samt vingedækkernes bageste del rødlige, følehorn og ben brun- røde, fødderne lysere. Kroppen smallere end hos de foregående arter. Pronotum og vingedækkerne kraftigere punkterede end hos den foregående, de sidste med tydelig, spredt, opstående, noget rækkevis ordnet, hvidlig behåring, bagud stærkere til- smalnede end hos de foregående arter. Længde 2—2,8 mm. 16 Øg: Panden ret flad, lidet tæt behåret. gg: Panden svagt hvælvet, lidt mere spredt behåret. Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I frugttræer, især i grene af ældre træer, ofte i træer, hvis stammer er angrebet af Sc. mali. Juni-aug. Undertiden skadelig. Biologi, se p. 131. [Sc. multistriåtus Marsh. Let kendelig fra de foregående arter, ved, at 2. bugled i midten har en kraftig, bagudrettet tand, og at 2.—4. bugleds bagrand på hver side er spidst, tand- formet bagudtrukket (fig. 5, a). Sort eller brunsort, vinge- dækkerne brunlige, følehorn og ben brunrøde. Vingedækkernes stribemellemrum med en punktrække, der kun er lidet svagere end hovedstribernes. Længde 2,2—3,3 mm. gå: Panden flad, med lang, gul behåring. C: Panden svagt hvælvet, kun meget svagt behåret. Denne art, der bl. a. er fundet på Gotland, kunne mulig- vis træffes også hos os. I elm, undertiden også i andre træer, f. eks. blommetræ og bævreasp.] 2. underfamilie Ipinae. Pronotums sider (hos vore slægter) ikke ran- dede. Vingedækkerne bagtil stærkt nedadbøjede, bugen bagud ikke stærkt opadbøjet. Forskinne- benene med tandet eller karvet yderside, spidsen udvendig ikke forlænget. i en torn (fig. 3, b, p. 8). Oversigt over slægterne. 1. Øjnene hvert adskilt i 2 dele (fig. 8). Følehorns- køllen uleddet, svøben 3- eller 5-leddet....... VÆ Øjnene ikke adskilt SAMLER ADSL FS vår 2. Pronotum med simpel punktur. Vingedækkerne skælklædte, forranden krenuleret. Følehorns- svøben 5-leddet (fig. 26, p. 43) 12. Polygraphus (p. 42). 17 Pronotum. med knuder og tværrynker. Vingedæk- kerne uden skælklædning, forranden simpel. Følehornssvøben 4-leddet (fig. 31—33, p. 56—58) 1% Xylbterus: (p.. 55). Pronotums forrand bredt indbuet i midten (fig. 24, p. 39). Længde 7-9 mm 9. Dendråctonus (p. 38). Pronotums forrand ikke bredt indbuet i midten. are er AS nys SE 4. Fig. 8. Polygraphus, hovedet set fra siden. Følehornssvøben 7-leddet. 3. fodled tvelappet... Følebarnssusben med 1-6 Hed SA he ÆRE: Følehornskøllen længere end svøben ..…….......... Følehøornskøllen kørtere end svøbe. sv Vingedækkerne med tæt, spættet, usymmetrisk tegnet skælklædning; pronotums bagrand i midten ikke stærkt bagudtrukket (fig. 17, p. 25) | 2-Eeperisinus(p. 24) Vingedækkerne uden sådan skælklædning; prono- tums bagrand i midten stærkt bagudtrukket ETS 1 SN, FL 7 SNERRE" SSR SE MRS ERR L Hylesinus. (p: 22): Vingedækkerne på det nedfaldende spidsparti med ret tætstillede, brede skæl. 7. Hylurgops (p. 30). Vingedækkernes spidsparti i det højeste med snadersskele søer her 25.500 SE std 8 Vingedækkernes forrand tydeligt krenuleret. Mel- lem- og bagbrystets episterner tæt, hvidt skæl- klædte (ses tydeligt fra siden). Længde 2—2,53 mm Astin lastinnus (p. 27). Vingedækkernes forrand ikke tydeligt krenuleret. "ra BLE mes: Victor Hansen: Barkbiller., D 18 Mellem- og bagbrystets episterner uden tæt, hvid skælklædning. Længde 2—5 mm 8. Hylåstes (p.32); 9. Pronotum ret tæt beklædt med gråhvide, nedlig- gende skæl, der er rettede ind mod længdemidt- linien, kun ca. ”/. bredere end langt, simpelt punkteret. Vingedækkerne skælklædte, skællene Fig. 9. Fig. 10. | WS Fig. 9 og 10. Højre følehorn af Phthorophloeus spinulosus (fig. 9) og Phloeophthorus rhododactylus (fig. 10). brungule, i en smal, velafgrænset stribe langs sømmen gråhvide, forranden kraftigt krenuleret. Følehornssvøben 5-leddet, lidt længere end køl- len. Længde 2,2—2,5 mm.... 3. Xyylechinus (p. 26). Pronotum uden indadrettet skalkkednmer SSD 10. 10. Følehornskøllen ca. 3 gange så lang som bred og ca. dobbelt så lang som den 5-leddede svøbe, bestående af 3 veladskilte led (fig. 10). Vinge- dækkernes forrand krenuleret. 3. fodled tvelap- pet. Længde 1,5—1,8 mm 6. Phloebdphthorus (p. 29). Følehornskøllen ikke nær 3 gange så lang som 11. Følehornskøllen meget stor, ca. dobbelt så lang som bred og over dobbelt så lang som den 5-led- dede svøbe, bestående af 3 veladskilte, usym- metriske led (fig. 9). Vingedækkernes forrand [HLA 13: så. F5: 19 krenuleret. 3. fodled tvelappet. Længde 1,8— Rae FUND SN DE, 5;'Phthorophloceus (p. 28). Følehornskøllen anderledes formet, de enkelte led som regel kun adskilt ved en fin søm.... 12. 3. fødled tydeligt. tvelappet, "bredere end 2. led. Følehornssvøben 6-leddet. Vingedækkernes for- rand tydeligt krenuleret. Længde 3—5,53 mm ... 13. 3. fodled simpelt, i modsat fald (Cryphalus) stør- relsen kun 1,2—2 mm. Følehornssvøben højst med 5 led. Vingedækkernes forrand ikke tyde- He KERNE REE ESSENS SR ER ove. 14. Pronotum tydeligt bredere end langt. Vingedæk- kerne blanke, meget spredt behårede 10. Blastéphagus (p. 40). Pronotum ikke tydeligt bredere end langt. Vinge- dækkerne ret matte, især bagtil tæt behårede TE Hylårgeus (p. 42), Følehornssvøben 1- eller 2-leddet. Pronotum med simpel punktur, uden knuder. Længde 1—1,3 mm 13;>Cryptargus-(p. 45). Følehornssvabers ledantab 35 NTR, VE Jia 15: Vingedækkerne skælklædte. Pronotum i eller bag midten pukkelformet ophøjet, dets forreste parti med kraftige, opstående, skarpe, ofte tildels ræk- kevis ordnede tværknuder (fig. 34—36, p. 60—63). ES FN SEER BE EDGE SGSSEGA 16. Ningedækkerne ikke skælklædte 0 0LSSG ds gesdee 18. | Fi2:11. F12:12: Fig. 11 og 12. Højre bagfod af Cryphalus abietis (fig. 11) og Ernoporus fagi (fig. 12). 20 16. Kloleddet tydeligt kortere end de øvrige fodled til- sammen, 3. led tydeligt bredere end 2. led, an- tydet tvelappet (fig. 11). Øjnenes forrand i midten tydeligt indbuet.… 118. CGryphalus-(p759): Kloleddet mindst ca. så langt som de øvrige fodled tilsammen, 3. led simpelt (fig. 12). Øjnenes for- rand ikke eller næppe indbuet i midten: 55; 27; 17. Følehornskøllen langt tilspidset, svøben 5-leddet (fig. 37,..p: 64). Pronotum "bagtil uden nedlig- gende skæl, bagranden tydeligt randet 20. Trypopkloeus«(p. 64: Følehornskøllen oval, svøben 3- eller 4-leddet. Pronotum bagtil med nedliggende skæl, bag- randen ikke tydeligt randet.. 19. Ern&porus (p. 61). 18. Pronotum med fint randet bagrand og yderst kort udstående behåring på siderne, fortil med knu- der, bagtil punkteret. Skinnebenene ret smalle, kun svagt udvidede mod spidsen, på ydersiden kun med enkelte tydelige, ret: fine tænder nær spidsen. Længde 1—2,3 mm 22 Pityophtheorus:(p. 74). Pronotum med urandet bagrand og længere ud- stående behåring på siderne 44280000 syer 19. Fig. 13. Fig. 13 og 14. Xyleborus dispar (fig. 13) og Dryocoetes autographus (fig. 14). F: forhofterne, P: prosternums fremspring. 19. Prosternum uden fremspring fortil mellem forhof- terne. Forskinnebenene kun svagt udvidede mod spidsen, smallere end mellemskinnebenene. Føle- 20. At: 22. 23. 24. 21 hornskøllen omtrent cirkelrund. Hannens vin- gedækker bagtil langs sømmen med en fure, ud- adtil begrænset af tænder (fig. 44—46, p. 79—80). 23. Pity orgenes(D..78). Prosternum med et vinkelformet fremspring fortil mellem forhofterne (fe 130814) 4 30320 20. Følehornssvøben 4-leddet, køllen uden tydelige ledsømme. Vingedækkernes punktur kun utyde- ligt stribedannet. Kroppen smal. Længde 1,5— DE] 1 RRS > ER BÆRE SR BORES VSSE SEAN 15 Fbymåntor«(p: 51); Følehornssvøben 5-leddet. Vingedækkerne med ENGelee punkter SS ENES ANDS Boden al: Vingedækkerne bagtil med et udhulet fællesparti, der begrænses af tænder eller knuder (fig. 48—51, RAE ER se 52 ERE HEE ERE SÅ SEGS 5 5 22. Vingedækkerne bagtil uden udhulet fællesparti og ener SSR SE RES ESSEN ERR Grene Et STE VÆR Vingedækkernes udhulede spidsparti skråt nedfal- dende, forneden forlænget lidt bagud i omtrent horisontal retning (fig. 48—49, p. 84—85) 24. Ips (p. 83). Vingedækkernes udhulede spidsparti næsten lodret nedfaldende, forneden ikke eller næppe forlæn- get bagud (fig: 51, p; 87) 25. 'Orthotomicus (p: 86). Prosternums fremspring mellem forhofterne kort og stump- eller omtrent retvinklet (fig. 13). Følehornskøllens 1.led helt eller omtrent dæk- kende hele køllens bagside. Hannens og hun- nens kropsform meget forskellig AT. Xyleborus p:; 69). Prosternums fremspring mellem forhofterne ret langt. og spidsvinklet. (fig; 14). "Hannens og hunnens kropsform ikke væsentligt forskellig 24. Vingedækkerne ca. dobbelt så lange som tilsam- men: brede. Længde. 1,8—2,3 mm 16-Faphrorychas (p. 593), Vingedækkerne ikke dobbelt så lange som tilsam- men brede. Længde 2—4 mm 14. Dryocoetes (p. 48). 22 1. slægtsgruppe Hylesini. (p. 22—44). Følehornssvøben 5-, 6- eller 7-leddet. Prono- tum (undtagen hos Hylesinus oleiperda) simpelt eller noget kornet punkteret. Vingedækkernes forrand tydeligt krenuleret (undtagen hos Hylur- gops og Hylastes, der har ganske kort snude), deres spidsparti normalt, undertiden med korn eller" knuder, 3 -fodled tvelappet, hos Xylechinus og Poly- graphus dog kun antydet. 1. Hylesinus Fabr. Krøppen - kraftig, bred og "højt Fig. 15. Hylesi-- "hvælvet, Oversiden næsten” nøgen nus crenatus, | eller "med Tet spredt; overvejende højre følehorn. $ opstående skælklædning. Følehorns- svøben 7-leddet, køllen 4-leddet, noget fladtrykt, aflang, langt tilspidset, længere end svøben (fig. 15). Pronotum punkteret, punkturen frem- efter noget kornet, bagranden i midten bagud- trukket. Vingedækkernes forrand buet, krenule- ret, spidspartiet normalt. Forhofterne bredt ad- skilte fra hinanden. Bugen bagud skråt opad- bøjet. 3. fodled dybt tvelappet, bredere end 2. led. Arterne er knyttede til løvtræer, især ask. Oversigt over arterne. 1. Vingedækkerne med yderst fin og kort, spredt, næppe synlig behåring. Større, 4—6 mm 1. crenåtus. 23 Vingedækkerne med tydelig, ret tæt, langs søm- men meget tæt, skråt opstående, skælagtig, brunlig eller gullig børsteklædning. Mindre, REE re SENER AE RD Ren 2; oleipærda f:"H:-erendtus--Fabr: (stor askebarkbille). (fig. 16). Af- langt oval, sort, lidet blank, næsten ubehåret, følehorn og Fig. 16. Hylesinus crenatus. x10. fødder brunlige. Pronotum noget bredere end langt, kraftigt og tæt punkteret. Vingedækkernes punktstriber kraftige, mellemrummene med en række småknuder. Længde 4—6mm. å uden tydelige sekundære kønsmærker. Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I ask. Maj-juni, aug. Bioloni, sep. 132, 2. H. oleipérda Fabr: Nærstående til den. foregående, men let kendelig fra den ved de i oversigten nævnte kende- mærker og kortere oval form. Endvidere er oversiden mere 24 mat, pronotum svagere punkteret, fortil på hver side med nogle kraftige knuder, vingedækkernes punktstriber finere og mellemrummene bredere. Følehorn og fødder rødlige. Længde 2,9—3 mm. å: Panden med et stort, rundt indtryk. Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil ret blankt, næsten uden rynket skulptur. 2: Panden kun fortil med et tværindtryk. Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil lidet blankt, med ret tydelig ryn- ket skulptur. Sjælden (J, Ø). Af findesteder kan anføres: Haderslevegnen, Fårup sø, Kolding, Vosnæspynt; Tranekær, Lolland, Næstved, Sorø, Bognæs. I ask, i udlandet især i Oliventræ, sjældnere i Syren. Maj-sept. Den angives at yngle i grene af unge, sunde træer. Biologi se p. 134. 2: Leperisinus Renter, Nærstående til den foregående slægt, men ad- skilt fra den ved, at pronotums bagrand ikke er stærkt bagudtrukket i midten, og at oversiden har tæt, overvejende nedliggende, flerfarvet skæl- klædning, der på vingedækkerne danner en uregelmæssig, usymmetrisk tegning. Undersiden rel tæt behåret. 1. 'L. frixini Panz.,'(plettet-askebaårkbille) (fe FA FSork brun, oversidens skælklædning gulgrå, med en mørkere rod- plet på hver side af pronotum og med uregelmæssig, usym- metrisk, spættet, mørk tegning på vingedækkerne, følehorns- skaft og -svøbe samt fødderne rødlige. Pronotum bredere end langt, fremefter tilsmalnet, tæt punkteret og mod siderne og fremefter kornet. Vingedækkerne med fine punktstriber, mel- lemrummene meget bredere, kornede, kraftigst på scutellar- partiet. Længde 2,5—3,2 mm. & uden tydelige sekundære kønsmærker. 25 Let kendelig ved vingedækkernes spættede, usymmetriske skælklædning. Almindelig (J, Ø, B). I ask; i udlandet undtagelsesvis fun- det også i oliventræ, syren, valnød, eg, æbletræ og akacietræ. April-maj, aug.-okt. Biologi, se p. 135. Fig. 17. Leperisinus fraxini. x18. [L. 6rni Fuchs. Yderst nærstående til fraxini, men adskilt fra den ved, at vingedækkernes punktstriber er smallere, stribemellemrummenes korn finere, de udstående børster langs siderne kortere og forskinnebenene stærkere udvidede mod spidsen. Endvidere er vingedækkernes lyse skælklædning stær- kere dominerende i forhold til den mørke end normalt hos fraxini og skinnebenene, der hos fraxini som regel er sorte eller sortbrune, er normalt rustrøde. De anførte kendetegn er med hensyn til farven og måske også iøvrigt noget varierende, og orni anses derfor af nogle forfattere kun for en varietet af fraxini, medens andre navnlig på grund af forskelligheder ved- rørende tyggemaven betragter de- to former som adskilte arter. Længde 2,5—2,8 mm. 26 L. orni yngler i ca. 2—4 cm tykke askegrene; modergang skrå, larvegangene tættere sammentrængt end hos fraxini, næsten berørende hinanden; jfr. p. 136. L. orni er fundet i Mellemeuropa så nordligt som Mark Brandenburg. Dens forekomst hos os er endnu ikke med sik- kerhed påvist (to tvivlsomme stkr. foreligger fra Knudskov ved Vordingborg, taget 4.6.1927 sammen med L. fraxini).] 3. Xylechinus Chap. Oversiden med nedliggende skælklædning, skællene på pronotum gråhvide, rettede ind mod længdemidtlinen, på vingedækkerne brun- gule, i en smal, velafgrænset stribe langs sømmen gråhvide. - På rundersden ser mellem" 68 bar brystets episterner ret tæt, gråhvidt skælklædte. Følehornskøllen ikke sammentrykt, 4-leddet, æg- formet, lidt kortere end svøben, ledsømmene med en bræmme af lange, skinnende hår, svø- ben 5-leddet. Pronotum højst ca. ”/; bredere end langt, simpelt, meget tæt punkteret. Vinge- dækkernes forrand buet, kraftigt krenuleret, stribemellemrummene med en række skråt op- stående, ret korte, hvidlige skæl, spidspartiet normalt. Forhofterne adskilte fra hinanden. 3. fodled- antydet tvelappet;"næppe: bredere end 2 ed 1. X. pilåésus Ratz. (fig. 18). Let kendelig på slægtskarak- tererne. Ret langstrakt, sort, vingedækkerne brune, følehorn og ben gulbrune. Pronotum bagud svagt, fremefter noget til- smalnet, med mere eller mindre tydelig, glat længdemidtlinie. Vingedækkerne ganske svagt udvidede bag midten, punkt- striberne ret dybe, mellemrummene bredere. Længde 2,2—- 20 mm. 23 Hidtil kun fundet i Sydjylland: Draved skov (1 stk. 29/.), Rise skov ved Åbenrå (i antal under granbark, ?/,), Jelsskov (i antal 7%/,) og Estrup skov (i antal under bark af unge, ud- gåede graner, ?5/,). Især under tynd bark af stående, udgåede graner, undertiden også i lærk og fyr. Modergangene er dob- belte tværgange. Fig. 18. Xylechinus pilosus. x18. 4. Hylastinus Bedel. Oversiden lidet tæt, kort behåret. Mellem- og bagbrystets episterner tæt, hvidt skælklædte (ses tydeligt fra siden). Følehornskøllen ikke sammen- trykt, 4-leddet, ægformet, kortere end svøben, denne 7-leddet. Pronotum simpelt, tæt og ret kraftigt punkteret. Vingedækkernes forrand buet, ret fint krenuleret, stribemellemrummene med småkorn, behåringen delvis noget opstående spidspartiet normalt. Forhofterne adskilte fra hinanden: fodled :tvelappet; "lidt bredere énd årled: 28 1. H. obscurus Marsh. Aflang, sortbrun eller brun, benene brunrøde, fødder og følehorn rødlige. Pronotum rigeligt så bredt som langt, bagud næppe, fremefter noget tilsmalnet, ikke indsnøret fortil, oftest med svag, ufuldstændig, glat længdemidtlinie, siderne kun svagt rundede. Vingedækkerne noget bredere end pronotum, fortil parallelsidede, punktstri- berne ret kraftige, mellemrummene noget bredere. Længde 2—2,59 mm. å uden tydelige sekundære kønsmærker. Sjælden (J, Ø, B). Egebæk ved Ribe (i antal under bark af gyvel (Sarothamnus vulgaris), ?9/,, 2/,, 77/,,); Orlogsværftet (et par eks. under sten); Hammeren (1.eks. "/,). Foruden 5 gyvel yngler den i stængler af kløver-arter, bl. a. Trifolium repens og pratense; i udlandet er den også fundet i gamle træagtige rødder af en Krageklo-art (Ononis natrix) og i Torn- blad (Ulex europaeus) og forskellige andre ærteblomstrede. 5. Phthorophloeus Key. Kendetegnet ved den store, usymmetriske, let sammentrykte, af 3 veladskilte led bestående føle- hornskølle, der er ca. dobbelt så lang som bred og over dobbelt så lang som den 5-leddede svøbe (fig. 9, p: 18). Pronotum ca. 1/,'brédere end langt, ;simpelt, ret fladt; punkteret; med-ret spredte, svagt opstående børster. Vingedækker- nes forrand svagt buet, kraftigt krenuleret, punkt- striberne meget kraftige, med en række yderst fine hår, mellemrummene smallere end stri- berne, ophøjede, med en række noget opstående, lyse børster og en række korn, der bagtil hos & vokser til større, spidse knuder. Forhofterne ad- skilte fra hinanden. 3. fodled tvelappet, noget bredere send 2: led; 1. Phth. spinulésus Rey (fig. 19). Let kendelig ved Tøle- hornskøllens bygning (fig. 9, p. 18). Aflang, sort eller brunsort, 29 vingedækkerne ofte brunlige, benene brunsorte eller brune, fødderne og følehornene gullige, køllen oftest mørkere. Prono- tum bagud ikke, fremefter noget tilsmalnet, fortil svagt an- tydet indsnøret, undertiden med en kort, svag længdemidt- fure, siderne kun svagt rundede. Vingedækkerne bag midten noget udvidede. Længde 1,8—2,2 mm. Fig. 19. Phthorophloeus spinulosus gg. x22. g: Panden med et svagt indtryk (hos 92 noget hvælvet), knuderne bagtil på vingedækkerne meget (hos 2 kun ganske lidt) kraftigere end fortil (fig. 19), oftest manglende på et lille stykke af 2. stribemellemrum lige foran spidsen. Udbredt" i Nordsjælland; iøvrigt sjælden (J, Ø): Vejle; Dyrehaven, Gelsskov, Rudeskov, Store Dyrehave, Freerslev hegn, Strødam, Tisvilde. Maj-—juni, aug. I nåletræ. Yngler især i de nederste, undertrykte grene af ældre runer; moder- gangene er dobbelte tværgange. 6. Phloebphthorus Woll. Nærstående til den foregående slægt og lige- som denne med en af 3 veladskilte led bestående følehornskølle, men afvigende ved, at denne er 30 meget mere langstrakt, ca. 3 gange så lang som bred, og symmetrisk (fig. 10, p. 18), og at pro- notum er mindst "/, gang bredere end langt og fortil på hver side tydeligt kornet. 1. Phl. rhododåctylus Marsh. Let kendelig ved føle- hornskøllens bygning (fig. 10, p. 18). Ret kort, højt hvælvet, sort, fødderne og ofte følehornenes inderste del lysere, over- siden med noget opstående, hvidgule børster, der på vingedæk- kernes ydre stribemellemrum danner en enkelt, og på de indre 2 eller 3 rækker. Pronotum bagud næppe, fremefter stærkt til- . smalnet, undertiden med svagt antydet, kort, glat længde- midtlinie, siderne bagtil ret stærkt rundede. Vingedækkerne ikke eller næppe udvidede bag midten, punktstriberne ret fine, mellemrummene noget bredere, fint kornede. Længde 1,5—1,8 mm. å: Panden med et bredt, glat, nøgent på siderne ret skarpt afgrænset indtryk (hos 2 svagt hvælvet eller omtrent flad, ret mat). Hidtil kun fundet i Jylland ved Vejle, Nørholm, Funder og Allinggård skov. I gyvel (Sarothamnus vulgaris), i udlandet også fundet i Tornblad (Ulex europaeus) og Guldregn (Cytisus laburnum). Juni—juli, sept., i stort antal "2/,. Modergangene er dobbelte længde- eller skrågange. 7. Hylurgops Leconte. Nærstående til den følgende slægt, men adskilt fra den ved, at pronotum er tydeligt tværbredt, fremefter ret stærkt tilsmalnet og antydet ind- snøret bag forranden, at vingedækkernes forrand udadtil er tydeligt, omend ret svagt buet og deres stribemellemrum beklædt med fine, nedliggende, bagtil ret tætstillede skæl, samt at Forhofterne er tydeligere adskilte fra hinanden. 3. fodled tve- lappet, lidt bredere end 2/led: 31 1. H. palliåtus Gyll. (fig. 20). Aflang, rødbrun, hovedet, vingedækkernes rod og sider, undersiden og følehornskøllen oftest sorte eller sortbrune. Hovedet foran øjnene og bag for- randen med et tværindtryk, fortil med en længdemidtkøl. Pronotum cå.-7/. hrédere end langt, meget tæt. punkteret, Fig. 20. Hylurgops palliatus. x17. spredt og yderst fint, næppe synligt behåret, med blank, noget ophøjet, forkortet længdemidtlinie og ret stærkt rundede sider. Vingedækkerne med ret kraftige punktstriber, mellemrum- mene ca. så brede som striberne, med rækker af småkorn og med lys, fortil ret spredt og lidet tydelig, bagtil kraftigere og tæt skælklædning samt med rækkevis ordnede, lyse, ret korte, noget opstående hår. Længde 2,5—3,3 mm. & uden tydelige sekundære kønsmærker. Meget almindelig (J, Ø). I fyr, gran og lærk. Oftest under tynd bark af døde stammer, der ligger på skygget, fugtig bund, men undertiden også i stående, døende eller døde stam- mer og i stubbe. Forår og efterår; overvintrer som imago. Biologi, se p. 137. 32 3. Tiylåstes "ET: Kroppen aflang, cylindrisk. Oversiden tyndt og meget fint og kort behåret og, bortset fra vinge- dækkernes spidsparti, uden skælklædning. Hove- det med ganske kort snude. Følehornssvøben 7-led- det, køllen 4-leddet, kort ægformet, ikke fladtrykt, kortere "end" svøben fh, 9.07 Prone ikke eller kun ganske svagt tværbredt, frem- efter jævnt eller næsten jævnt tilsmalnet, simpelt punkteret. Vingedækkernes forrand omtrent lige, eller ind mod scutellum svagt buet, ikke krenu- leret, i det højeste svagt kornet, spidspartiet nor- malt. Forhofterne næsten sammenstødende. 3. fod- led tvelappet,; lidt eller næppe bredere end 2: led Ge 2, pp 6): Arterne er tildels-vanskelise at bestemme: Undersøgelse af hannernes parringsorgan er i flere tilfælde af interesse til sikring af bestem- melsen. Oversigt over arterne. 1. Snuden fortil med en længdekøl (fig. 20A). Vinge- dækkernes stribemellemrum blanke, uden mikro- chagrinering, i modsat fald (ater) pronotum uden mikrochagrinering. Større, .3,;,9—95 MESSE SE SS 2. Snuden fortil uden længdekøl. Vingedækkernes stribemellemrum matte, pronotum fint mikro- €hagrineret, Mindre, 2-34 rå 5050 0 LEG 4. 2. Kroppen bredere. Pronotum rigeligt så bredt som langt, meget tæt punkteret, ret blankt, i bun- den ofte, i hvert fald bagtil, svagt mikrochagri- neret. Snudens køl oftest meget kort og bagud ikke fortsat væsentligt forbi spidspartiets tvær- 33 indtryk. Vingedækkerne ikke helt dobbelt så lange som tilsammen brede, blanke, uden mi- krøchagrinering. Penis: fig..21, c.. 3. cuniculårius. Kroppen smallere. Pronotum mindst rigeligt så langt som bredt, temmelig tæt punkteret, meget Fig. 20 A. Hylastes brunneus, hoved. blankt, i bunden som regel uden mikrochagri- nering. Snudens køl oftest fortsat bagud forbi spidspartiets tværindtryk, omtrent til snudens midte (fig. 20 A). Vingedækkerne mindst ca. dobbelt så lange som tilsammen brede....... SR 3. Vingedækkernes stribemellemrum blanke, uden eller aldeles overvejende uden mikrochagrine- ED HE ES VED Do ÅSE ed 1.-brindets Vingedækkernes stribemellemrum mattere, over- vejende med fin mikrochagrinering. Penis: ES Re rdr denn ANN er es acer le 2-4 ter. 4. Vingedækkernes stribemellemrum også fortil med en enkelt række hårbærende småkorn, hårene ret lange, også fortil noget opstående. Vingedæk- kerne som regel brunrøde og betydeligt lysere end pronotum, kun ganske lidt bredere end pro- notum. Mindre, 2—2,5 mm. Penis: fig. 23, €. attenuåtus. De hårbærende småkorn i vingedækkernes stribe- mellemrum i hvert fald fortil uregelmæssigt dobbeltradede, hårene kortere, fortil ikke tyde- ligt opstående. Vingedækkerne som regel -sorte Victor Hansen : Barkbiller, 3 34 eller brunsorte og ikke lysere end pronotum. Større SB mn se ERNE ra een 5; 5. Snuden som regel bagtil i midten med en kort, smal længderids. Pronotum rigeligt så langt som bredt. Pensishe BUD overtro 5. angtståtus: Snuden bagtil uden længderids, undtagelsesvis med et lille, svagt indtrykt punkt i midten. Pronotum rigeligt så bredt som langt. Penis: it Fade SR SÅ RENEE VT > VS VAGT RR ERNE SEE ER, 4. opåcus. 1..H,bronneus Er. (aterrim ts Ce, pupillatus esse, nomen nudum) (fyrrens rodbille). Kendetegnet ved lang- strakt krop, blank, ikke chagrineret og, bortset fra vinge- dækkernes spidsparti, meget utydeligt behåret overside, lang længdemidtkøl på snuden (fig. 20 A) og aflangt pronotum. Blankt sort, pronotums forrand ofte lysere, fødder og følehorn brunrøde, køllens 1. led ofte mørkere. Pronotum kraftigt og ret tæt punkteret, med glat, ofte noget forkortet længdemidt- linie. Vingedækkerne lidt bredere end pronotum, stribemel- lemrummene tværrynkede og punkterede, kun bagtil tydeligt kornede, spidspartiet med lidt opstående behåring og meget små, nedliggende, flade, lidt skælagtige hår, forranden næsten ret. Længde .3,5—5 mm. åg: Sidste bugled i midten med en hvidgult behåret, flad grube. Penis med ret stærkt indsnøret spidsparti (fig. 21, b). Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø, B). I fyr, undtagelses- vis i lærk? Biologi ps ge 2. H. åter Payk. Meget nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved mattere, svagt mikrochagrinerede stribemellemrum og lidt svagere punktstriber på vingedæk- kerne, der oftest er brune eller sortbrune, samt ved afvigende form af hannens parringsorgan. Endvidere er pronotum og vingedækkerne oftest ganske lidt mere langstrakte, kroppen således ganske lidt smallere og pronotums sider oftest lidt svagere rundede. Længde 3,5—5 mm. å: Sidste bugled som hos brunneus. Penis med kun svagt CC cuniculartus Fig. 21. Hylastes. Penis, set fra neden (til venstre), fra oven og fra siden. 3+ 36 indsnøret spidsparti og midt på højre side (set fra neden) med en fremstående knude (fig. 21, a). Arten har været sammenblandet med den foregående. Antagelig sjælden (J, Ø, B). Esbjerg; Bromme plantage, Gels- skov, Annebjerg skov i Odsherred; Rønne nordskov. I fyr. Maj, juli, sept. Biologi, sep: 559. 3. H.. Cunicularius Er. (subalpinus Før. Peer médius Egg., nomina nuda) (granens rodbille) (fig. 22). Nærstående til H. brunneus, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere er snuden lidt bredere, pronotums sider noget stærkere rundede, scutellum lidt bredere og tættere punkteret, vingedækkernes forrand Fig. 22. Hylastes cunicularius. x 12. ind mod scutellum lidt bagudbuet, deres punktstriber gennem- gående lidt kraftigere, stribemellemrummene noget kraftigere rynkede og den nedliggende skælagtige behåring på spids- partiet lidt kraftigere og tættere. Fra H. ater adskilles arten 37 yderligere let ved blanke, ikke mikrochagrinerede vingedæk- ker. Længde 3,5—5 mm. å: Sidste bugled som hos brunneus. Penis af helt anden form end hos de to foregående, se fig. 21, c. Arten er som regel straks kendelig fra de to foregående ved tydeligt bredere krop. Derimod er snudekølens længde ikke noget sikkert kendetegn. Arten er ret stærkt varierende. Meget almindelig (J, Ø, B). I gran, sjældnere i fyr og lærk. Biologi, se p. 140. Avril sopåcus Er.Sort, mat, pronotums forrand ofte lysere, fødder og følehorn brunrøde, køllen mørk. Pronotum UDY | JAA i ad. OPACUS hb.angustalus c.attenua- bus Fig. 23. Hylastes. Penis, set fra siden (øverst) og fra oven. tæt punkteret, i bunden fint mikrochagrineret, med glat, oftest noget ophøjet længdemidtlinie, fortil betydeligt tilsmalnet, siderne rundede. Vingedækkerne ca. 12?/,—13/, længere end til- 38 sammen brede, stribemellemrummene gennemgående lidt bre- dere end punktstriberne. Længde 2,7—3,4 mm. å> Penis, se fig: 23, 'å Temmelig sjælden (J, Ø, B). Af findesteder kan anføres: Esbjerg Nørreskov, Tversted plantage; Nykøbing F., Bromme plantage, Rudeskov, Annebjerg skov i Odsherred, Tisvilde hegn; Almindingen og Blykobbe plantage på Bornholm. I fyr. 5. H. anguståtus Hbst. Meget nærstående til den fore- gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere er kroppen i det hele noget smallere, pronotums sider lidt mindre stærkt rundede, vingedækkernes stribemellemrum gennemgående lidt smallere, navnlig mel- lemrummet langs sømmen smallere, og hannens parringsorgan afvigende formet. Længde 2,5—3,2 mm. åd: Perniis, se fig. 23,b..Spidspartietær, set fra siden, kortere tilspidset og, set fra oven, i spidsen bredere afstudset end hos opacus. Hidtil kun fundet i Draved skov (1 , 20.5.29). Den yngler i fyr, sjældnere måske også i gran. [H. attenuåtus Er. Nærstående til de to foregående, især til angustatus, men adskilt fra dem ved de i oversigten nævnte kendemærker, for hannens vedkommende tillige ved parringsorganets afvigende form. Fra opacus adskilles den yderligere ved betydeligt smallere krop. Snuden har som regel bagtil en kort længdefure. Pronotum mindst så langt som bredt. Længde 2—2,53 mm. åd: Penis; se fig. 23,/c. Spidspartiet er, set fra siden, kortere tilspidset og mindre bøjet og, set fra oven, stærkere rundet tilspidset end hos de to foregående. Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburg-egnen og i Syd- norge, kunne muligvis træffes også hos os. Den yngler i fyr.] 9. Dendroåctonus Er. Kroppen stor. Oversiden med lang, tæt, ud- stående, gul behåring, uden skælklædning. Ho- 39 vedet med ganske kort snude. Følehornssvøben 5-leddet, køllen 4-leddet, noget fladtrykt, med af- studset spids, kortere end svøben. Pronotum sim- pelt punkteret, forranden bredt indbuet i midten (fig. 24). Vingedækkernes forrand buet, krenule- ret, spidspartiet normalt. Forhofterne næsten be- rørende hinanden. 3. fodled tvelappet, betydeligt bredere nd 2sled. Let kendelig fra alle vore andre slægter ved den betydelige størrelse og pronotums i midten bredt indbuede forrand. Fig. 24. Dendroctonus micans. Xx7. 1. D. micans Kugel. (Jættebarkbillen) (fig. 24). Aflang, brunsort, fødder og følehorn lysere. Pronotum betydeligt bredere end langt, fremefter noget tilsmalnet, fortil noget indsnøret, med glat, forkortet, ofte utydelig midtlinie, siderne 40 kun svagt rundede, punkturen tæt, uregelmæssig. Vingedæk- kerne med lidet kraftige punktstriber, mellemrummene meget bredere, tydeligt kornede. Længde 7—9 mm. åg: 8. rygled bredere end hos 2. Hannen er gennemgående mindre end hunnen. Arten, der tidligere var meget sjælden hos os, har i nyere tid bredt sig stærkt (J, Ø). Den er udbredt i de jyske plantager og fundet nogle steder på Fyn, ved Ålholm (Lolland) og mange steder på Sjælland, bl. a. i Jægersborg Dyrehave, Store Dyre- have, Freerslev hegn, Gribskov, Teglstrup hegn, Tisvilde hegn og Jyderup skov i Odsherred. I gran, især sitkagran, sjæld- nere i fyr. I dens gange forekommer Rhizophagus grandis Gyll]): Biologi, vse p. 142: 10. Blastophagus Eichh. (Myeléphilus Eichh.). Kroppen cylindrisk. Oversiden blank, med ret spredt, tynd, lidet lang, udstående behåring, uden skælklædning. Hovedet med ganske kort snude. Følehornssvøben 6-leddet, køllen 4-leddet, æg- formet, ikke fladtrykt, ca. så lang som svøben. Pronotum bredere end langt, fortil svagt ind- snøret, simpelt punkteret. Vingedækkernes for- rand buet, krenuleret, spidspartiet med små- knuder. Forhofterne næsten berørende hinanden, kun kort adskilte fra posternums forrand. 3. fod- led tvelappet, betydeligt bredere end 2. led. Oversigt over arterne. 1. Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil fordy- bet og uden hårbærende knuder ..... 1. pinipøærda Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil ikke fordybet, med hårbærende knuder ligesom de andre mellemrum 1405 disse 2 minor: 1) Danmarks Fauna, Biller XIII, p.139—140). 41 1>B: pinipérda L. (Marvboreren) (fig. 25). Aflang, blankt sort, følehorn og fødder brungule, vingedækkerne undertiden rødbrune. Panden ret kraftigt punkteret, fortil med en længde- midtkøl. Pronotum fremefter noget tilsmalnet, ret kraftigt, ikke ret tæt punkteret, med en forkortet, ofte utydelig, glat længdemidtlinie, siderne ret svagt rundede. Vingedækkerne Fig. 25. Blastophagus piniperda g. x12. lange, omtrent parallelsidede (&) eller svagt udvidede bagud (2), punktstriberne lidet kraftige, mellemrummene meget bre- dere, med spredte fine punkter og en række fortil meget svage, bagtil noget kraftigere, hårbærende småknuder. Længde 3,5— AS-mm. åg: Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil lidt krafti- gere fordybet end hos 9, jfr. endvidere ovenfor. Almindelig (J, Ø, B). I fyr, undertiden også i gran og lærk. Imago fundet i de fleste måneder. Biologi, se p. 145. 2-B.minor Hartig. Meget nærstående til den foregående, men let adskilt fra den ved det i oversigten nævnte kende- mærke. Endvidere er gennemsnitsstørrelsen lidt ringere og far- 42 ven som regel lysere, idet vingedækkerne oftest er brunlige eller brunrøde. Længde 3—4,2 mm. åg: Kroppen som regel lidt smallere end hos 2. Angives for mange år siden at være fundet i Rudeskov. Da arten bl. a. er fundet i Skåne og Hamburgegnen, er det ikke usandsynligt, at den påny vil kunne træffes hos os. I fyr. Biologi se p. 147. 11. Hylirgus Latr. Nærstående til den foregående slægt, men ad- skilt fra den ved, at følehornskøllen er kortere omtrent cirkelrund, at pronotum ikke er tydeligt tværbredt, at vingedækkerne er ret matte og især bagtil tæt behårede, og at forhofterne er temmelig langt adskilte fra prosternums forrand. 1. H. lignipérda Fabr. Sortbrun, følehorn og fødder rød- lige, oversiden, også panden, ret tæt, opstående, gulligt behå- ret. Panden tæt rynket-punkfteret;” i midten med” et svart tværindtryk, fortil med en fin længdekøl. Pronotum ca. så langt som bredt, fremefter noget tilsmalnet, tæt punkteret, oftest med fuldstændig, glat længdemidtlinie, siderne kun meget svagt rundede. Vingedækkerne parallelsidede, punkt- striberne ret fine, lidet fremtrædende, mellemrummene meset bredere, kornede. Længde 5—5,5 mm. åg: Vingedækkernes 2. stribemellemrum bagtil svagt for- dybet, kornet ligesom de andre mellemrum (hos 2 lidt stær- kere fordybet, ikke kornet, men punkteret). Hidtil kun fundet i Almindingen på Bornholm (1 stk. ien fyrrestub, ?7/, 1892). I fyr. Yngler især under tyk bark af store stubbe og disses rødder; gangene uregelmæssige. 12. Polneraphus Lr. Oversiden med ret tæt, overvejende nedliggende skælklædning, uden længere behåring. Hvert øje 43 adskilt i to dele (fig. 8, p. 17). Følehornssvøben kort, 5-leddet, køllen uleddet, fladtrykt, aflang, længere end svøben. Pronotum simpelt punkteret. Vingedækkernes forrand kun svagt buet, krenu- leret, spidspartiet normalt. Forhofterne berører hinanden og når frem til prosternums forrand. 3. fodled simpelt, næppe bredere end 2. led. Let kendelig fra alle vore andre slægter, und- tagen Xyloterus (p. 55), ved de delte øjne og fra Xyloterus bl. a. ved oversidens skælklædning. 1. P. poligraphus L. (fig. 26). Aflang, sortbrun, prono- tum ret blankt, vingedækkerne lidet blanke, følehorn og ben brungule eller gule. Pandens forrand bredt, svagt indbuet. Fig. 26. Polygraphus poligraphus g. x18. Følehornskøllen let usymmetrisk, tilspidset. Pronotum ca. 1/, gang bredere end langt, fortil tilsmalnet og let indsnøret, temmelig fint og tæt punkteret, med fin, svagt ophøjet længde- midtlinie, siderne noget rundede. Vingedækkerne fortil ca. ++ eller næsten så brede som pronotum, parallelsidede eller gan- ske svagt udvidede bagud, scutellarpartiet kraftigt kornet, punktstriberne meget fine, mellemrummene meget bredere, yderst fint kornetpunkterede, de indre tillige med rækkevis ordnede, bagtil svagere småkorn, skællene længere end brede, nedliggende, bortset fra enkelte rækkevis ordnede, der er lidt opstående. Længde 2—3 mm. å: Panden blank, temmelig tæt punkteret med temmelig tæt, kortere, mindre stærkt udstående behåring, på midten med to blanke, tæt ved siden af hinanden stående småknuder. 2: Panden blank, tæt punkteret, med tæt, lang, udstående behåring. Sjælden (J, Ø, B). Frøslev plantage; Falster; udbredt i Midt- og Nordsjælland; Rø. I gran, især Rødgran, men også i fyr;-Biologi.se p::148. [P. subopåcus Thoms. Nærstående til den foregående, men gennemsnitligt mindre og vingedækkernes skæl gennem- gående lidt bredere og kortere. Disse karakterer er dog vari- able, men hunnen kendes let fra poligraphus 2 ved, at panden er yderst tæt punkteret, næsten mat, og yderst tæt behåret. Også hannen synes gennemgående at være lidt tættere punk- teret og behåret på panden end hos poligraphus &. Længde 1,83—2,2 mm. Denne art er bl. a. fundet i Sverige så sydligt som i Våst- manland, men dens forekomst hos os er ikke særligt sand- synlig. Yngler især i gran, ofte i træer, der er angrebne af Ips typographus. 2. slægtsgruppe Ipini. (p. 44—90). Hovedet uden snude. Følehornssvøben 1—5-led- det. Pronotum ofte med knuder. Vingedækker- nes forrand ikke tydeligt krenuleret, deres spids- parti ofte udhulet og tandet. 3. fodled som regel simpelt. 13; Crypturgqus-Er. Kroppen meget lille, langstrakt. Oversiden fint behåret, uden skælklædning. Øjnenes forrand dybt indbuet i midten. Følehornssvøben 1- eller 2-leddet, køllen uleddet, meget længere end svø- ben. Pronotum ikke bredere end langt, simpelt punkteret. Vingedækkernes forrand ikke krenu- leret, spidspartiet normalt. Forhofterne helt eller næsten sammenstødende. 3. fodled simpelt. Slægten, der omfatter vore mindste barkbiller, er let kendelig ved den ringe størrelse og den 1- eller 2-leddede følehornssvøbe. Arterne yngler under bark af nåletræ og be- nytter ofte andre barkbillearters indgangshuller og gange. Deres egne gange er oftest uregel- mæssige og utydelige. Oversigt over arterne. 1. Pronotum blankt. Vingedækkernes punktstriber med runde punkter, mellemrummene blanke og glatte, i det højeste med en yderst fin punkt- Pronotum mat, kraftigt og meget tæt mikronet- masket. Vingedækkernes punktstriber med tvær- brede punkter, mellemrummene tværrynkede fler mikrocharrinenede 5 r Hase DelveEn 3: 2. Vingedækkernes punktstriber ret kraftige, mel- lemrummenes hår, bortset fra sider og spids- parti, fine og korte, ret utydelige. Mindre, 1— RE RE 5. Sest. sanering Ta, i2prnsillus: Vingedækkernes punktstriber meget kraftige, mel- lemrummenes hår kraftigere, ret lange, opstå- 46 ende, meget tydelige. Større, 1,2-1,3 mm 2. hispidulus. 3. Vingedækkernes punktstriber ikke fordybede, mel- lemrummene flade, ret matte, fint tværrynkede og fint punktulerede eller mikrochagrinerede 3. subcribroåsus. Vingedækkernes punktstriber lidt fordybede, mel- lemrummene svagt hvælvede, blanke, kraftigere tværrynkede, med en fin punktrække, men iøv- rigt ikke tydeligt punktulerede eller mikrocha- HERRERNE 6" 5 SEE es SE Se BÅS de ER RE ES cinéreyus, 1.. Gr. pusillus GylL (dånicus Egg., måulei Roubal (fig. 27). Kendelig ved blank overside og fin og tynd vinge- dækkebehåring. Sort eller brun, følehorn og ben gulbrune. Pronotum som regel lidt længere end bredt, ægformet, med jævnt rundede sider og bredt afrundede baghjørner, i bunden fint mikrochagrineret, temmelig kraftigt og tæt punkteret, Fig. 27. Crypturgus pusillus. x38. oftest med upunkteret midtlinie. Vingedækkerne lidt bredere end pronotum, stribemellemrummene med en række yderst fine, spredte punkter; Længde 1-1; mm: Arten varierer betydeligt. Eksemplarer med kraftigere 47 punktstriber og hvælvede stribemellemrum på vingedækkerne danner formen maulei Roubal, der næppe er artsforskellig fra hovedformen. Det samme gælder danicus Egg., hvis afvigelser i farver og skulptur antagelig skyldes mislykket udhærdning. Temmelig almindelig (J, Ø, B). I gran, sjældnere i fyr og lærk. Biologi se p. 150. 2. Cr. hispidulus Thoms. Meget nærstående til den fore- gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- mærker. Længde 1,2—1,3 mm. Hidtil kun fundet i Sydjylland: Draved skov, Stursbøl plantage og Christiansdal ved Haderslev (i antal under bark af udgåede eller fældede .granstammer. Maj, juni, juli, sept. 3. Cr. subcribråsus Egg. Let kendelig fra de foregående ved mattere overside og lidt bredere krop. Brun, hoved og pronotum mørkere, følehorn og ben gulbrune. Pronotum ca. så langt som bredt, kraftigt og meget tæt mikronetmasket, meget fint og lidet tæt punkteret, midtlinien oftest upunk- teret, siderne i bageste halvdel omtrent rette og parallelle. Vingedækkerne med fin, kort, ret tæt, noget opstående behå- ring. :Længde 1—1,2 mm. 2: Vingedækkernes spidsparti med lang, tæt, udstående, gul behåring. Cr. subcribrosus anses undertiden (f. eks. af Schedl og Balachowsky) for en form af den følgende, men er utvivlsomt en'godrart. Udbredt, men sjældnere end Cr. pusillus (J, Ø). Under bark af gran og fyr. [Cr. cinéreus Hbst. Yderst nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere er punkterne i vingedækkernes punktstriber dybere og griber nogetind i stribemellemrummene. Længde 1—1,25 mm. 2: Som den foregående, spidsbehåringen dog mindre tæt. Arten, der bl. a. er fundet i Norge og Sverige, kunne mulig- vis træffes også hos os. Måske er artens udbredelse mere nord- lig end den foregåendes. Under bark af gran og fyr.] 48 14. Dryocoetes Eichh. Kroppen cylindrisk. Oversiden med lang, ud- stående behåring, uden skælklædning. Øjnenes forrand svagt eller (alni) noget indbuet i midten. Følehornssvøben 5-leddet, køllen næppe længere end bred, noget sammentrykt, med skråt af- studset spids, 1. led stort og blankt, dækkende størstedelen af køllens bagside, de 3 andre led på forsiden filtede, matte, ledsømmene utydelige. Pronotum jævnt hvælvet, med jævnt buet profil, fra omtrent til rigeligt så langt som bredt, med jævnt rundede sider og med ret ensartet kornet skulptur, der bagtil bliver jævnt svagere og kan gå over i punktur. Vingedækkerne ikke dobbelt så lange som tilsammen brede, med tydelige punktstriber og en finere punktrække på mellem- rummene, forranden ikke tydeligt krenuleret, spidspartiet undertiden med fordybet sømstribe og spredte småkorn, iøvrigt normalt. Proster- num med et ret langt, spidsvinklet fremspring fortil mellem de tætstående forhofter (fig. 14, p. 20), disse adskilt fra" eller (alni)vnæsten nående frem til prosternums forrand, mesoster- nums fremspring fortil mellem mellemhofterne ret bredt, lidet tilspidset, spidsen bredt afrundet. 3. fodled simpelt, lidt længere end og ca. så bredt tee age > 5 Oversigt over arterne. 1. Vingedækkernes sømstribe bagtil simpel, ikke fureagtigt fordybet, sømmen ikke ophøjet. Lærtigde- 3-4 VASE BRENNER 1. autogråphus. 49 Vingedækkernes sømstribe bagtil fureagtigt for- dybet, sømmen her derfor noget ophøjet. Længde KEN SEER 1 BTN BØR SDU NAS EN ER SIE TA Ål: 2. Vingedækkernes sømstribe bagtil stærkt fordybet og sømmen her stærkt ophøjet, deres punktstri- ber meget kraftige, mellemrummene smallere end punkternes diameter. Pronotum rødbrunt. æn ede 0-33 DN 833 2430 lle side ås våillosus. Vingedækkernes sømstribe bagtil ret svagt for- dybet og sømmen her ret svagt ophøjet, deres punktstriber mindre kraftige, mellemrummene ikke smallere end punkternes diameter. Prono- turn oftest brunsort… Længde 2—2,3 mm .... 3. ålni, 1. Dr. autogråphus Ratz. (fig. 28). Aflang, temmelig blank, brun eller brunrød, følehorn og fødder lysere, behårin- gen lidet tæt. Pronotum ca. så langt som bredt, bredest bag N | / []/ få gå SAWU// SÅ ert ” Fig. 28. Dryocoetes autographus. x13. midten, fremefter betydeligt, bagud svagere, men tydeligt tilsmalnet, som regel med en svag, glat længdemidtlinie, siderne rundede i hele deres længde. Vingedækkerne kun gan- Victor Hansen: Barkbiller, 4 30 ske lidt bredere end pronotum, omtrent parallelsidede, punkt- striberne ret kraftige, mellemrummene bredere, med en fin punktrække, sømstriben ikke dybere end de andre striber. Længde 3—4 mm. å og 2: Hos & er hovedet foran øjnene parallelsidet eller endog svagt udvidet fremefter, (hos 2 ganske svagt tilsmalnet fremefter) og panden lidt mindre tæt behåret end hos 92. Temmelig almindelig (J, Ø, B). I gran, undertiden også i fyr og lærk. Marts—sept. Biologi se p. 152. Dr: longicøllis. Egg.,; der er fundet. i. Øst-Holsten: "er antagelig kun en stor form af autographus. 2. Dr. villåsus Fabr. Let kendelig fra den foregående ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved smallere krop, tættere behåring, i det mindste rigeligt så langt som bredt pronotum med fortil svagere rundede, bagtil omtrent rette og parallelle sider og uden længdemidtlinie samt kraftigere vingedækkepunktstriber med meget smallere mellemrum. Lidet blank, brunrød, følehorn og ben lysere. Længde 2,5— 32 mm åg: Panden svagt hvælvet, groft kornet, kun spredt behå- ret. Vingedækkernes sømstribe bagtil stærkere fordybet end hos 2, 2. punktstribes punkter bagtil meget (hos 2 kun noget) svagere end sømstribens. CQ: Panden flad, fint kornet, tæt behåret. Udbredt, men ikke almindelig (J, Ø). I eg, i udlandet også fundet i ægte kastanie og hestekastanie. Marts—sept. Yngler under bark af mellemtykke stammer, grene og rodstokke. Gangene er uregelmæssige. 3. Dr. ålni Georg. Tydeligt mindre end de foregående og iøvrigt let kendelig fra dem ved de i oversigten nævnte kende- mærker. Brunsort eller brun, vingedækkerne oftest lidt lysere, følehorn og ben rødlige, behåringen temmelig spredt. Prono- tum ca. så langt som bredt, uden glat længdemidtlinie, bagud kun ganske svagt tilsmalnet, siderne kun svagt, bagtil meget svagt rundede. Punktrækken i vingedækkernes stribemellem- rum med fine og spredte punkter. Længde 2—2,3 mm. ol g og 2: Hos &$ er panden lidt grovere kornet og vingedæk- kernes sømstribe bagtil lidt dybere end hos 2. Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø). Fundet adskillige steder i Jylland, på Tåsinge og flere steder på Falster og Sjælland. I el. Marts-—juni, aug. Yngler under bark af stam- mer og grene. Gangene er uregelmæssige. [Coccotrypes Eichh. Nærstående til Dryocoetes, men adskilt ved kortere vingedækker med omtrent lige stærke punkter i hovedstriberne og mellemrummenes punktrækker. C. dactylipérda Fabr. Brun eller gulbrun med lysere følehorn og ben, oversiden langt, ret tæt behåret. Pronotum rigeligt så bredt som langt, fremefter rundet tilsmalnet, kor- net. Vingedækkerne kun ca. !/, gang længere end pronotum. Længde g: 1,5—1,6 mm, 29: 2—2,5 mm. Denne synantrope art er nogle gange fundet i København (i juli) i dadler og arecanødder, i hvis kerner den yngler.] 15. Lymåntor Løv. Adskilt fra Dryocoetes ved, at kroppen er smallere, oversidens behåring mere spredt, føle- hornssvøben 4-leddet (undertiden antydet 5-led- det) og køllen stærkt fladtrykt, omtrent cirkel- rund og uleddet, at pronotum er tydeligt længere end bredt, og at vingedækkerne er ca. dobbelt så lange som tilsammen brede og punkterne i striberne og mellemrummene lidet forskellige i styrke og delvis sammenflydende, så at stribe- dannelsen er utydelig. Pronotum bagtil i midten kraftigt punkteret og med en glat lidt ophøjet midterlinie, iøvrigt kornet. Forhofterne næsten sammenstødende, nående frem til prosternums forrand. 3. fodled simpelt, lidt længere og lidt brødere end 2led; | 4 o2 1: L. céryli Perris (fig. 29). Kroppen eylindrisk> Bar 'og smal, oversiden mod siderne og bagtil med lys, udstående, ret tynd behåring. Brun, ret blank, følehorn og ben rødgule. Pronotum omtrent ”/, længere end bredt, bredest lidt foran midten og herfra tilsmalnet fremefter noget, bagud svagt, i svagt eller næppe buede linier. Vingedækkerne omtrent dob- Fig. 29. Lymantor coryli. x 24. belt så lange som pronotum, fortil næppe bredere end dette, bagud yderst svagt eller næppe udvidede, bagtil langs den svagt ophøjede søm med en bred, nøgen, næsten glat, blank længdefordybning, der langs siderne begrænses af opstående hår. "Længde. 1,5—2 mm. å: Issen bagtil i midten med en rund, blank knude (kun synlig når hovedet er bøjet nedad). Sjælden (J, Ø). Fredsted ved Haderslev; Langeland, Fyn, Lolland, Falster. Yngler i hassel og avnbøg, under barken af udgåede grene, i udlandet også truffet ynglende i ahorn, eg, pæretræ, syren og korsved. Juni—sept. Gangene er dybe og uregelmæssige. [Xylocléptes Ferrari. Adskilt fra Lymantor ved, at føle- hornssvøben er 5-leddet og køllens ledsømme synlige, og fra Taphrorychus ved, at Pronotum fortil er meget finere kornet. Iøvrigt nærstående til Lymantor. d3 X. bispinus Duftschm. Brun eller brungul, følehorn og ben lysere. Pronotum ca. så langt som bredt, fremefter noget, bagud meget svagt tilsmalnet, med kun svagt rundede sider og ofte med en forkortet, glat længdemidtlinie. Vingedækker- nes hovedstriber omtrent af samme styrke som mellemrum- menes punktrækker. Længde 2,5—3,35 mm. gå: Vingedækkerne bagtil med et stort, rundt, udhulet glat parti, udadtil på hver side begrænset af en ophøjet kant, der foroven bærer en kraftig tand; sømmen lidt ophøjet, foran spidsen med 2 eller 3 par små, blanke knuder. 2: Vingedækkerne bagtil med ret stærkt ophøjet søm og på hver side af denne med fordybet 1. og 3. stribe og med en række hårbærende småkorn på 1. og 3. stribemellemrum. Af denne mellem- og sydeuropæiske art er et enkelt dødt eksemplar fundet i Dyrehaven, ?/. 1884. Antagelig drejer det sig om et tilfældigt fund, men arten er dog et par gange fundet så langt nordpå som i Hamburgegnen. Den yngler i træagtige stængler af Clematis vitalba.] 16." Taphroryehus' Licbh. Adskit fra" Dryocoetes (foran p. 48) ved, at kroppen er smallere, følehornskøllen stærkt flad- trykt og omtrent cirkelrund, ledsømmene ret tydelige på begse sider" hhede,-og 1.led ikke dækkende så stor en del af køllens bagside, at vingedækkerne ér ca: dobbelt så lange som til- sammen brede og punkturen i stribemellem- rummene kun lidet finere end i punktstriberne. Fra Lymantor (foran p. 51) adskilles slægten ved, at kroppen er noget bredere og oversidens behåring betydeligt længere og tættere, at føle- hornskøllen er 5-leddet og køllens ledsømme syn- lige, at pronotum kun er ca. så langt som bredt, dets kornede skulptur meget kraftigere og dets d4 punktur bagtil finere og mere udbredt, og at vingedækkernes punktur er tydeligt stribedannet og punkterne i striberne kraftigere og meget mere tætstillede. Forhofterne omtrent sammenstødende, meget kort adskilt fra prosternums forrand. 1. T. bicolor Hbst. (fig. 30). IXroppen cylindrisk, aflang, oversiden med lidet tæt, udstående, bagtil længere behåring. Brunsort eller brun, noget blank, følehorn og ben brungule. Pronotum i bageste halvdel omtrent parallelsidet, fremefter noget rundet-tilsmalnet, uden glat længdemidtlinie. Vinge- dækkerne ca. Z/, længere end pronotum, parallelsidede, bagtil stejlt nedfaldende. Længde 1,8—2,3 mm. åg: Panden tyndt behåret. Vingedækkernes nedfaldende parti fladt, med meget lang behåring. Fig. 30. Taphrorychus bicolor $. x 22. 2: Panden med tæt, filtagtig behåring. Vingedækkernes nedfaldende parti svagt hvælvet, behåring noget kortere end hos &. Udbredt, men sjælden (J, Ø). Østjylland, Lolland, Falster, Sjælland (bl. a. meget almindelig i Dyrehaven). I bøg, sjæld- =« Fo nere i avnbøg, i udlandet også fundet i valnød, eg, asp og birk. Jan.—sept. Den yngler under bark af stammer og grene; gan- gene er uregelmæssige. 17. Xyloterus Er. (Trypodéndron Steph.). Kroppen cylindrisk. Oversiden tvefarvet, uden skælklædning, pronotum, især fortil og på siderne, med udstående, ofte lang behåring, vingedæk- kerne — bortset fra spidspartiet — næppe eller kun meget fint og tyndt behåret. Hvert øje adskilt i to dele (som fig. 8, p. 17). Følehornssvøben " 4-leddet, køllen stor, aflang, meget længere end svøben, uleddet, fladtrykt. Pronotum bredere end langt, højt, noget kugleformet hvælvet, med kor- net, fortil kraftig, bagtil svagere skulptur, kor- nene ofte, især bagtil, formede som ophøjede tværlister, bagranden fint kantet. Vingedækkerne med simpel forrand og spidsparti og tydelige punktstriber, stribemellemrummene uden tyde- lig punktrække. Prosternum med et spidst frem- spring fortil mellem de tætstående forhofter (som fig. 14, p. 20). 1.—3. fodled stærkt sammentrykte, 3. led simpelt, ikke længere end 2. led. Let kendelig fra alle vore andre slægter, und- tagen Polygraphus (foran p. 42), ved de delte øjne og fra Polygraphus bl.a. ved oversidens manglende skælklædning. Arterne er vedborere. 56 Oversigt over arterne. 1. Vingedækkerne bagtil med fureagtigt fordybet sømstribe og derfor ophøjet søm, samt med tyde- lig, fin, lys behåring. Pronotum som regel helt sort. Vingedækkerne strågule, kun mørke langs søm og sidekabistt ssdkaskunretet: 1. domestrens: PR for anke ] g Be FISMAR X. re EF oealgs a domesticus 6 Signa lus he Fig. 31. Xyloterus, venstre følehorn. Vingedækkerne bagtil med ikke eller kun svagt fordybet sømstribe og ikke eller kun svagt op- højet søm, samt kun yderst spredt og enkelt behårede. Pronotum delvis lyst. Vingedækkerne brungule, som regel hvert med 3 mørke længde- SELIDER 5. FA ERE NREREEEERE FSA os 65 SURE PA 2. Vingedækkernes punktstriber ret fine, også de ydre regelmæssige. Følehornskøllens spids med bre- dere afrundet indre hjørne (fig; 31, c) .0 27 nette Vingedækkernes punktstriber ret kraftige, de ydre noget uregelmæssige. Følehornskøllens spids med smallere afrundet indre hjørne (fig. 31, b) 3. Sendt En 1: X. domésticus LL, (fe 32). Aang, cylindrisk, "Sort: vingedækkerne strågule med sort søm og sidekant, benene brunsorte med lysere fødder, følehornene rødgule; undertiden er pronotum lyst langs sider og bagrand eller i større udstræk- ning, vingedækkerne uden mørk tegning eller benene lyse. Følehornskøllens spids med mere eller mindre stærkt tilspidset d7 indvendigt hjørne (fig. 31,a). Pronotum lidt bredere end langt, siderne i midten kun ganske svagt rundede. Vingedæk- kerne ca. ?Z/, længere end tilsammen brede, fortil lidt smallere end pronotum, bagud yderst svagt eller næppe udvidede, punktstriberne temmelig fine, det nedfaldende parti tydeligt, fint og kort, lyst behåret. Længde 3—3,5 mm. Fig. 32. Xyloterus domesticus 2. x13. gg: Panden udhulet, med en svag, kort længdemidtkøl. Pronotum ca. "/, bredere end langt, forranden meget svagt buet. CQ: Panden hvælvet, kornet. Pronotum ganske lidt bredere end langt, forranden i midten buet ret stærkt fremad. Almindelig (J, Ø). I løvtræer, især bøg, undtagelsesvis i gran. Marts-—april, juli, sept. Biologi, se p. 153. ass sdinedtus: Oliv;-(signå tus Løv.) (fig. 33): . Adskilt fra den foregående ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved bredere krop og anden iorm af følehornskøllen (fig. 31, c). Sort eller sortbrun, pronotum bagtil lysere, vinge- dækkerne brungule med mørk søm og siderand samt en mørk, undertiden forkortet eller forsvindende ryglængdestribe, føle- 58 horn og ben rødgule; den mørke tegning varierer en del i ud- strækning. Vingedækkerne omtrent ”/, længere end tilsam- men brede. Længde 2,8—3,2 mm. gå og 2 omtrent som hos den foregående, pronotum dog lidt stærkere tværbredt. Fig. 33. Xyloterus lineatus 9. x 14. Ret almindelig (J, Ø, B), dog vistnok endnu ikke fundet på Lolland, Falster og Møen. I nåletræ, især gran. April-maj, juli, sept. Biologi, se p. 156. [En meget nærstående art, X. piceum A. Strand, er fundet i Norge ved Oslo i stammer af gran (Picea excelsa). Den er lidt større og meget mørkere farvet, pronotum sort, oftest med en lysere plet midt på roden, vingedækkerne brunlige med mindre stærkt fremtrædende længdebånd, lårene sorte. Han- nens parringsorgan er afvigende formet.] 3. X. signåtus Fabr. (quércus Eichh.). Nærstående til den foregående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kendemærker samt ved gennemsnitligt lidt betyde- ligere størrelse. Den mørke farve er ligesom hos den fore- gående varierende i udstrækning, men oftest kraftigere ud- præget; hyppigt er pronotum brungult med bredt sorte sider og midte. Længde 3—3,5 mm. åg og 2 omtrent som hos den foregående. 29 Meget sjælden (J, Ø). Silkeborg, Rye Nørreskov, Lindum skov; Gribskov; måske mere udbredt end antaget. I eg, bøg og birk, i udlandet også fundet i andre løvtræer, f. eks. ahorn og lind. April, juni-juli, sept. Med hensyn til biologi og gange stemmer arten overens med X. domesticus. 18. Cryphalus Er. Oversiden med spredt, udstående, fin, lidet lang behåring, vingdækkerne yderligere be- klædt ret tæt med nedliggende, brungule, ofte iriserende, flade skæl. Øjnenes forrand i midten tydeligt indbuet. Følehornssvøben 4-leddet, køl- len oval, fladtrykt, 4-leddet, sømmene på for- siden næppe, på bagsiden tydeligt buede. Pro- notum fint behåret, uden skælklædning, bag midten med en høj pukkel, midtpartiet foran denne med kraftige, opstående, skarpe tvær- knuder, iøvrigt fint kornet, bagranden meget fint kantet. Vingedækkerne med simpel forrand og spidsparti og fine eller utydelige punktstriber. Prosternum med et kort, spidst fremspring fortil mellem de ret tætstående forhofter. Føddernes kloled tydeligt kortere end de andre led tilsam- men, 3. led tydeligt bredere end 2. led, antydet tvelappet (fig. 11, p. 19). Oversigt over arterne. 1. Vingedækkernes punktstriber, undtagen bagtil, tydelige, punkterne tydeligt fordybede .. 1. abietis. Vingedækkernes punktstriber meget utydelige, punkterne meget små og svage, ikke ret tydeligt RESURSER De KN es saltuårius. 60 1: Cr. abietis Ratz. (tg. 34): Aflang, brun Ms li det bank; følehorn og ben brungule. Pronotum ca. ”/, bredere end langt, bredest lidt foran roden, herfra jævnt tilsmalnet fremefter, siderne rundede. Vingedækkerne rigeligt så brede som prono- tum, ca. ?/, længere end tilsammen brede, i punktstriberne Fig. 34. Cryphalus abietis. x30. med en række yderst fine og korte, nedliggende, meget utyde- lige hår og på mellemrummene med en række spredte, lyse, ret korte, opstående hår. Længde 1,2—1,8 mm. Almindelig (J, Ø). I nåletræ, især gran. April-maj, juli— sept. Biologi se p. 157. [Cr. saltuårius Weise. Ligner den foregående meget, men adskiller sig fra den ved de i oversigten nævnte skelnemærker samt ved, at kroppen er lidt bredere og gennemsnitsstørrelsen lidt betydeligere. Længde 1,5—2 mm. Denne art er bl. a. fundet i Skåne og i Hamburgegnen og kunne muligvis træffes også hos os. Levevis som den fore- gående. ] 61 19 Ernoporus Thoms. Nærstående til den foregående slægt, men ad- skilt fra den ved, at oversiden mangler udstående, fin behåring, hvorimod skælklædningen delvis er noget udstående, at øjnenes forrand ikke er tyde- ligt indbuet, at pronotum især bagtil er fint ned- liggende skælklædt, dets pukkel stående længere fremme, omtrent i midten, dets forrand i midten forsynet med 2 eller 4 fremspringende tænder eller knuder og dets bagrand ikke eller kun meget svagt kantet, samt at føddernes kloled mindst er ca. så langt som de andre led tilsammen og 3. led SIDE "ig: TR pE T OY. Oversigt over arterne. 1. Pronotum ca. ”/, bredere end langt, stærkt tilsmal- net fremefter, forranden rundet tilspidset (fig. 35). Vingedækkerne ca. ]/, gang længere end til- sammen brede. Følehornskøllens forside med REFERERE some SEE 5 23, somre 48 li. tidige Pronotum -ca. seller rigeligt så bredt som langt, Fig. 35. Ernoporus, pronotum. a: tiliae, b: caucasicus. fremefter mindre stærkt tilsmalnet, forranden bredere rundet (fig. 35, b). 'Vingedækkerne mindst ca. ”/, længere end tilsammen brede. Følehornskøllens forside med buede sømme 2. 62 2. Vingedækkerne ca. ”/, længere end tilsammen brede, de nedliggende skæl aflange, meget læn- HELE SR ERE SE PE SAS ERE ENGER 2. Ccaucåsicus. Vingedækkerne ca. ”/. længere end tilsammen brede (fig. 36), de nedliggende skæl korte og brede, ikke meget længere end brede 15 342, Bati 1. E.. tilige Panz, Temmelis-bred; sret/mat, sortællge brunsort, med lys skælklædning, følehorn og ben brunlige, oftest noget mørkere end hos de to følgende, fødderne lysere. Pronotums forrand stærkt fremtrukket i midten og her med nogle — oftest 4 — fremspringende småknuder, tværknuderne ordnede i 4—5 koncentriske tværrækker, i de to bageste tvær- rækker mere eller mindre sammenvoksede til en tværkam, siderne bagtil ret stærkt, fremefter kun meget svagt rundede, bagranden på hver side tydeligt indbuet (fig. 35). Vingedæk- kerne rigeligt så brede som pronotum, omtrent parallelsidede, punktstriberne svage og utydelige, skællene korte og brede. Længde 1,3—1,7 mm. Hidtil kun fundet på Lolland-Falster, bl. a. i Frejlev skov og i Sundby Storskov. Sidstnævnte sted er den fundet tal- rigt i udgåede grene af småbladet lind (Tilia parvifolia) til- dels sammen med den følgende art. Juni-aug.; Mange lar- ver og en del pupper og imagines er fundet ?”5/,,. Dens yngel fortæres af Nemosoma elongatum L.), der både som larve og imago træffes i barkbillegangene. Gangene ligger i eller under barken; modergangene er to- eller flerarmede tvær- gange. 2. E. caucåsicus Lindem:' Let kendelis. fra den fore- gående ved meget smallere krop og ved de øvrige i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere pronotums knuder mindre regelmæssigt rækkevis ordnede og de bageste som regel ikke sammenvoksede til tværkamme, bagranden kun utydeligt ind- buet på hver side og vingedækkernes skæl meget smallere. Pronotum (fig. 35, b) i bageste halvdel omtrent parallelsidet ") Danmarks Fauna, Biller XIII, p. 26. 63 og med kun meget svagt rundede sider, forranden med 2 eller 4 fremspringende småknuder. Længde 1,3—1,7 mm. Hidtil kun fundet på Lolland, dels i Frejlev skov, dels i Sundby Storskov (i antal i udgåede grene af Tilia parvifolia sammen med den foregående, se under denne). Maj, juni, okt. I udlandet er den også fundet i grene af elm (Ulmus montanus). 3. E. fågi Fabr. (fig. 36). Nærstående til den foregående, men let kendelig fra den ved betydeligt smallere krop og ved de øvrige i oversigten nævnte kendemærker. Fra E. tiliae adskilles den straks ved meget smallere krop. Yderligere af- viger den fra dem begge ved, at panden fortil i midten har et halvrundt, fladt, blankt indtryk. Pronotums knudedannelse omtrent som hos den foregående. Længde 1,5—1,8 mm. Fig. 36. Ernoporus fagi. x30. Sjælden (J, Ø). Marselisborg skov; udbredt på øerne, bl.a. fundet i Svendborgegnen, på Langeland (Tranekær), Lolland (f. eks. i Studehaven ved Thoreby), Falster og Møen og flere steder på Sjælland, f. eks.i Dyrehaven og Holte-egnen. I bøg, især i undertrykte eller nedfaldne grene. Marts—juni. Den yngler i eller under barken; gangene er uregelmæssige. Lar- ver og imagines er fundet i antal 23!/,. 64 20. Trypophloeus"Fårm Nærstående til de to foregående slægter, men adskilt fra dem ved, at følehornssvøben er o-leddet og køllen mere aflang og tilspidset (fig. 37), og at pronotum bag puklen, der står lidt bag midten, er overvejende punkteret, ikke eller kun -i ringe. omfang »kørnet: ZAR Fra Cryphalus adskiller slægten sig ; yderligere ved, at føddernes kloled er ca. så langt som de andre led til- sammen og 3. led simpelt, og fra Ernoporus yderligere ved, at pro- notum mangler nedliggende skæl- klædning og har tydeligt, omend Fig. 37. Trypo- fint randet bagrand. Øjnenes for- phloeus grothi, rand ikke'eller næppe indbuet. Pro- venstre føle- hore! notums forrand i midten med nogle kort fremstående tænder eller knu- der. Vingedækkerne med nedliggende skælklæd- ning og rækker af opstående, skælagtige børster. Hos hannen har hvert vingedække på det ned- faldende spidsparti omtrent midt mellem søm og siderand en, undertiden to eller tre spidse tænder, der varierer i størrelse og form. Arterne er tildels vanskelige at bestemme. Flere af de karakterer, der må benyttes ved be- stemmelsen, er noget varierende. Formen af Hannens parringsorgan er for nogle arter af be- tydning. : De her omtalte arter er knyttede til poppel. 65 De er monogame og yngler i barken af grene og stammer; modergangen er uregelmæssig. De har antagelig enårig, måske toårig generation. Oversigt over arterne. 1. Den opstående børsterække på vingedækkernes 2. stribemellemrum afbrudt på det nedfaldende spidsparti til ganske kort foran bagranden. Vin- gedækkerne meget fint punkterede, fortil på ryg- gen, bortset fra sømstriben, i det højeste med ganske svagt antydede og meget korte rækker af grovere punkter, scutellarpartiet ikke tydeligt grovere punkteret eller rynket, de nedliggende skæl korte og brede, langt tilspidsede (fig. 38, a). Pronotums rodparti meget fint og spredt punk- ber Pen: he FA AE AES MR es asperåtus. Den opstående børsterække på vingedækkernes 2. stribemellemrum ikke afbrudt bagtil. Vinge- dækkerne i hvert fald fortil med grovere punkt- rækker, scutellarpartiet groft punkteret eller tværrynket, de nedliggende skæl anderledes for- ele RE SR DE SR STAN SER EEN DSN Ra mp 2. ER q arpe- b.grot hi c. en: d. granu- ratus nulus Latus Fig. 38. Trypophloeus. Nedliggende skæl fortil på vingedækkernes ryg. 2. Pronotums rodparti på hver side nær midtlinien ret spredt og ret fint punkteret. Vingedækkerne på ryggen, bortset. fra sømstriben, kun fortil med grovere punktrækker, de nedliggende skæl Victor Hansen: Barkbiller. 5 66 på den forreste del ret smalle, langt tilspidsede (fig. 38, b)y.Penis:-som fig; 39; af 2387555 1. srolhi Pronotums rodparti tæt og kraftigt punkteret. bg av ek i) LØR 12 ØE SE» BØR SR SERSØL NASA As ARE me Kreta ler > > ven då; 3. De nedliggende skæl på vingedækkernes forreste del lange og smalle, hårlignende (fig. 38, d), de ISA AT al. asperalus b bispinulu5 c pal mi d granulatus Fig. 39. Trypophloeus. Spidsparti af penis. opstående børster lange og smalle. Vingedæk- kernes punktstriber fortsat til spidsen og svagt RINDER FEE fo La ASERNE REE STE een DE granulåtus. De nedliggende skæl ret brede (fig. 38, c)......- 4. 4. Vingedækkerne lidet blanke, punktstriberne på ryggen fortsat til spidsen, tydeligt fordybede, mellemrummene svagt hvælvede, de opstående børster temmelig korte og brede, næppe tilsmal- nede mod spidsen, som er noget afstudset. Lænede 167272 NE SÅGAR BE DE RER: pålmi. Vingedækkerne ret blanke, punktstriberne på ryg- gen (bortset fra sømstriben) kun tydelige fortil og ikke tydeligt fordybede, mellemrummene flade, de opstående børster længere og smallere, noget tilmalnede mod spidsen. Længde 1,4—2 mm bispinulus. [Tr. asperåtus Gyll. Kendetegnet ved de i oversigten nævnte karakterer samt ved, at vingedækkerne har korte opstående børster, og at de bagtil langs den noget ophøjede søm er tydeligt, ret bredt fordybede, noget tydeligere end hos de følgende arter. Sort eller brun, følehorn og ben brune eller 67 brungule. Pronotum bredere end langt. Vingedækkerne ca. 1/1, gång længere end tilsammen brede. Længde 1,2—1,6 mm. åg: Penisspidsens endeplader med tandformet udstående ydre baghjørne (fig. 39, a). Vingedækkernes nedfaldende spids- parti begynder noget længere fremme end hos de følgende arter, omtrent i vingedækkernes midte. Denne art, der er udbredt i Tyskland og også fundet i Mellemsverige og Sydnorge, kunne muligvis træffes også hos os. Den angives at yngle i bark af poppel, især bævreasp (Populus tremula), sjældnere af pil.] 1: TP. "ørotki Hagedorn (discédens- Egg, nomen nudum). Nærstående til den foregående, men let adskilt fra den ved, at vingedækkerne fortil har tydelige rækker af grove punkter, at deres scutellarparti er groft rynket, at deres 2. børsterække bagtil er uafbrudt, at deres nedliggende skæl på det forreste rygparti er længere og smallere og længere til- spidsede (fig. 38, b), og at de opstående børster er længere. Endvidere er kroppen gennemgående noget slankere, prono- tum oftest kun lidt eller næppe bredere end langt, vingedæk- kerne oftest omtrent ”/, længere end tilsammen brede og deres spidsparti med svagere eller næppe ophøjet søm og svagere længdefordybninger. Hos fuldt udfarvede eksemplarer er krop- pen blankt sort, og ben og følehornskølle mørke. Længde 1,2—1,8 mm. å: Penisspidsen som hos den foregående (fig. 39, a), men afvigende fra de tre følgende, (fig. 39, b—d). Hidtil kun fundet i Hornbæk plantage (1 stk. 17.6.06) og i Luknam ved Holte, banket af afhuggede grene af en væltet poppel (Populus canescens), 1937—39, i antal >2/,—28/, og en- keltvis"é-19/,, I Tyskland er arten fundet ynglende i barken af ca. 8—25 cm tykke grene af bævreasp (Populus tremula). [Tr. bispinulus Egg. Kendetegnet ved, at pronotums rodparti er tæt og kraftigt punkteret, at vingedækkerne fortil har grovere punktrækker og kraftigt rynket scutellarparti, at deres nedliggende skæl er ret brede og ret kort tilspidsede (fig. 38, c), og at 2. stribemellemrums børsterække ikke er B% 68 af brudt bagtil. Kroppen ret bred, sort eller brunsort, følehorn og ben brune eller gulbrune. Pronotum bredere end langt. Vingedækkernes opstående børster længere end hos asperatus, temmelig smalle, noget tilsmalnede mod spidsen. Længde 1,4—2 mm. &: Penisspidsens endeplader med afrundet ydre baghjørne (fig. 38, b). Hvert vingedække bagtil oftest med 2, undertiden endog 3, bag hinanden stående tænder. Arten er fundet i Norge, Sverige og Finland og opgivelser fra Nordeuropa af granulatus angår antagelig helt eller over- vejende bispinulus. Den yngler i bævreasp, mulig også i andre poppelarter. Tr. pålmi Victor Hansen. Meget nærstående til den fore- gående, men adskilt fra den ved de i oversigten nævnte kende- mærker. Fra granulatus, der også har fuldstændige punktstriber på vingedækkerne, adskilles den let ved de brede nedliggende skæl på vingedækkernes forreste rygparti og de meget kortere, ret brede og noget afstudsede, opstående børster. Længde 1,6—-2,2 mm. åg: Penisspidsens endeplader med mindre rundede, svagt stumpvinklet antydede ydre baghjørner (fig. 39, c). Arten er fundet i Sverige, bl. a. i Østergétland, i bævre- asp, 0'te sammen med asperatus og bispinulus, og kunne muligvis, omend ikke særlig sandsynligt, træffes også hos os. Tr. granulåtus Ratz. Let kendelig ved, at pronotums rodparti er tæt og kraftigt punkteret, at vingedækkernes ned- liggende skæl på det forreste parti er lange og smalle, hårlig- nende (fig. 38, d), deres opstående børster ret lange, deres punktstriber fortsat til spidsen og svagt fordybede og deres stribemellemrum ret brede. Sort eller brun med lysere følehorn og ben. Pronotum ret stærkt tværbredt. Længde 1,4—2 mm. å: Penisspidsen omtrent som hos palmi, endepladernes ydre baghjørner dog måske lidt tydeligere stumpvinklede (fig. 39, d). Arten angives at være udbredt i Nord- og Mellemeuropa og at yngle i bævreasp og andre poppelarter. Angivelserne fra i Nordeuropa beror dog antageligt på forveksling med bispi- nulus, og artens forekomst hos os er ikke særlig sandsynlig.] 69 21. Xyléborus Eichh. Stemmer i de fleste karakterer overens med Dryocoetes (foran p. 48), men adskiller sig fra denne slægt ved, at følehornskøllens 1. led dæk- ker hele eller næsten hele køllens bagside, at pronotum (hos ?) er højere hvælvet, i midten mere eller mindre stærkt pukkelagtigt forhøjet, og skulpturen ret tydeligt og skarpt adskilt i et for- reste kornet og et bageste punkteret eller næsten glat parti, at prosternums forlængelse fortil mel- lem forhofterne er kort og stump- eller omtrent- retvinklet og mesosternums forlængelse fortil mellem mellemhofterne ret jævnt og stærkt til- spidset. Forhofterne nående frem til prosternums forrand. Hannen, der oftest er meget sjældnere end hunnen og som regel mangler eller har rudimen- tære flyvevinger, afviger i kropsform stærkt fra hunnen, og vore arters hanner er gennem de neden- for under de enkelte arter anførte karakterer let kendelige fra alle vore andre barkbiller. Arterne er vedborere, dog yngler X. crypto- graphus under barken. Slægten deles af nogle forfattere i flere slægter, hvis berettigelse synes tvivlsom. Oversigt over arterne. 1. Pronotum fortil udhulet, forranden i midten med et lille, fremspringende horn .... 4. monågraphus åg. Pronotumn den disse Karakterer ss ib SAN 2. 2. Mellemskinnebenenes spids indvendig med en lang, spids torn (fig. 40, b). Pronotum, fladt, blankt, 10 fortil uden knuder. Længde 1,4—1,6 mm 2. cryptoågraphus Ø. Mellemskinnebenene uden denne karakter....... SÅ 3. Vingedækkerne ca. så lange som tilsammen brede, omtrent kugleformede. (fig, 41) … 2 50: 1. dispar & Vingedækkerne betydeligt længere end tilsammen 55 a 21 (RUE SEAN RER ENE Fre TS 5 SENSE PRS EAR SYS MT STAN, SE BST Å. Fig. 40. a: Xyleborus saxeseni, scutellum. b: X. cryptographus J, højre mellemskinneben. 4. Scutellum meget lille, fra siderne stærkt sammen- trykt og langs midten derfor kølformet ophøjet, forranden spidsvinklet fremtrukket (fig. 40, a). Pronotum bagtil kun yderst fint og utydeligt, eller næppe synligt punkteret. Længde 1,5— BE REE 5 3 ss De RE ES NES UNR EEN BRET NSVELE 3. saxéseni. Scutellum normalt, fladt.'Pronotum bagtil tyde- het punkteret. 3. 5245 7 RRS GEAR NARRER JER ». 5. Pronotum lidt længere end bredt. Vingedækkernes punktstriber fine, forsvindende på det bageste, nedfaldende parti, dette ret mat og på partiet langs sømmen, svarende til 1. stribemellemrum, tiden Korn: SA LE? RES FØRES 4. monågraphus 2. Pronotum ikke længere end bredt. Vingedækker- nes punktstriber kraftige, også tydelige på det bageste, nedfaldende parti, dette blankt og med tydeligt kornet 1. stribemellemrum.........…. 6. på) 6. Vingedækkernes stribemellemrum med yderst fine og utydelige småpunkter eller -korn. Pronotums forrand med fremspringende småknuder (fig. 42). BD NS DED SEE er Mern "7 0 RSS ER TENOR SERENO REESE SS 1: dispar 2. Vingedækkernes stribemellemrum med en række punkter, der kun er lidet svagere end punkterne i hovedstriberne. Pronotums forrand uden frem- springende småknuder. Længde 2,3—2,5 mm 2. cryptågraphus 2. 1. X. (underslægt Anisåndrus Ferrari) dispar Fabr. (fig. 41 og 42). Let kendelig ved betydelig størrelse, kraftig, ret bred krop, lidt bredere end langt pronotum samt meget Fig. 41. Xylzborus dispar g. x18. eller ret kraftige vingedækkepunktstriber og meget finere punk- ter eller korn i stribemellemrummene. Sortbrun, g lysere, føle- horn og ben rødgule. 2: Pronotum stærkt hvælvet, med kraftig pukkel lidt bag midten, forpartiet meget kraftigt kornet, bagpartiet mat, tyde- 72 ligt mikrochagrineret, fint punkteret. Vingedækkerne omtrent 1/, gang længere end tilsammen brede. Længde 3—3,5 cm. åg: Pronotum temmelig fladt, fremefter stærkt rundet til- smalnet, forpartiet svagere kornet, bagpartiet blankt, kun utydeligt mikrochagrineret, ret fint punkteret. Scutellum Fig. 42. Xyloborus dispar 9. x15. meget lille. Vingedækkerne med meget kraftige punktstriber og smalle mellemrum. Behåringen meget lang, meget længere end hos 2. Længde 2—2,2 mm. Udbredt, men temmelig sjælden (J, Ø). Fundet adskillige steder i Jylland, på Fyn, Lolland og Sjælland. Den yngler i alle slags løvtræer, og skal også være fundet i fyr. Hos os hyppigst i bøgestubbe. Biologi, se p. 158. 2. Xscryptographus Ratz. Q: Let kendelig ved de kraftige punktrækker i vingedæk- kernes stribemellemrum. Brunsort eller brun, følehorn og ben rødgule. Pronotum ca. så bredt som langt, hvælvet, med ret kraftig pukkel lidt bag midten, forpartiet ret kraftigt kornet, bagpartiet blankt, uden tydelig mikroskulptur, tydeligt, ret fint punkteret. Vingedækkerne ca. ?/, længere end tilsammen 13 brede, det bageste, nedfaldende parti med svagt ophøjet søm og fint kornede stribemellemrum. Længde 2,3—2,5 mm. g: Let kendelig ved mellemskinnebenenes lange endetorn (fig. 40, b). Blank, brungul eller gul, ret flad, kun meget spredt behåret. Pronotum lidt længere end bredt, omtrent parallelsidet, i midten glat og med et stort fladt indtryk. Vinge- dækkerne omtrent ”/, længere end tilsammen brede, ret fint, uregelmæssigt rækkevis punkterede. Længde 1,4—1,6 mm. Hidtil kun fundet på Møens klint under bark med gærende saft på en udgået, væltet poppelstamme; 31/. 1930 talrige 29, 5/, s. a. talrige larver og pupper, af hvilke der i aug.—sept. s.a. klækkedes mange 22 og 3 IJ. Den angives at yngle i Populus nigra og P. tremula. 3. X. saxéseni Ratz. Let kendelig ved det meget lille, ejendommeligt formede scutellum (fig. 40, a) og det lidt læn- gere end brede pronotum med fint mikrochagrineret, kun yderst fint og utydeligt punkteret bagparti. Brun, & oftest noget lysere, følehorn og ben rødgule. 2: Pronotum hvælvet, med ret svag pukkel lidt foran mid- ten, forpartiet lidet kraftigt kornet, siderne omtrent parallelle fremefter til lidt forbi midten. Vingedækkerne omtrent dob- belt så lange som tilsammen brede, punktstriberne ret fine, bagtil meget fine, mellemrummene med en meget finere punkt- række; det bageste, nedfaldende parti ret mat, dets stribemel- lemrum, undtagen det 2., der er svagt fordybet, med en række spidse småkorn, kraftigst på 1. og 3. mellemrum. Længde 2—2,5 mm. åg: Pronotum fladere end hos 2, uden pukkel. Vingedæk- kerne ca. ?/, længere end tilsammen brede, meget fint og uty- deligt, uregelmæssigt rækkevis punkterede, kornene bagtil svagere end hos 2. Behåringen betydeligt længere end hos 92. Længde 1,5—2 mm. Udbredt, men sjælden (J, Ø). Af findesteder kan anføres: Rye, Bygholm; Svendborg, Sundby Storskov, Falster, Lejre, Lerchenborg, Dyrehaven. Yngler i forskellige løvtræer, under- tiden også i nåletræer; hos os fundet i ege- og bøgestubbe og udgåede egestammer. Maj, aug. 74 4. X. monågraphus Fabr. Aflang, brungul eller brun. Vingedækkernes punktstriber fine, bagtil forsvindende, mel- lemrummene med en meget finere punktrække, det bageste nedfaldende parti ret mat, med 4 i en firkant stående små- knuder og flere mindre korn, partiet langs sømmen, svarende til 1. stribemellemrum, uden korn. 2: Let kendelig ved de foran angivne karakterer. Pronotum lidt længere end bredt, med svag pukkel foran midten, fortil lidet kraftigt kornet, bagtil blankt, uden synlig mikrochagri- nering, ret fint og spredt punkteret, siderne omtrent parallelle fremefter til. lidt forbi midten. Vingedækkerne omtrent dob- belt så lange som tilsammen brede. Længde 2,8—3,5 mm. åg: Let kendelig ved pronotums udhuling og horn. Kroppen mindre aflang end hos 2, pronotum tydeligt bredere end vinge- dækkerne. Længde 2—2,5 mm. Kun fundet en enkelt gang for ca. 100 år siden i en nu ryddet egelund ved Randers. Yngler som regel i eg, men er også fundet i ægte kastanie, elm og bøg. 22. Piltyophfhorus" Eichh. Oversiden, undertiden med undtagelse af vingedækkespidsen, kun meget spredt, fint og kort, udstående behåret. Øjnenes forrand i midten ret dybt indbuet. Følehornssvøben 5-led- det, køllen oval, fladtrykt, 4-leddet, ledsøm- mene tydelige; på -»begge sider; Pronotum «ca. så langt som bredt, fortil kornet, bagtil punk- teret, midtpartiet svagt pukkelagtigt ophøjet, bag- randen fint randet. Vingedækkerne som regel knebent dobbelt så lange som tilsammen brede, med tydelige punktstriber, stribemellemrummene uden punktur, forranden ikke tydeligt krenule- ret, spidspartiet med en længdefordybning på 75 hver side af sømmen, som derfor er noget op- højet, og ofte med spredte småknuder eller korn, iøvrigt normalt. Prosternum med et fremspring mellem de tætstående hofter. Skinnebenene ret smalle, kun svagt udvidede mod spidsen, på ydersiden "kun med erikelte tydelige, ret fine tænder nær spidsen. 3. fodled simpelt. Adskilt fra de nærstående slægter ved prono- tums randede bagrand. Arterne lever polygamt og yngler under nåle- træsbark. Gangene er stjernegange. Oversigt over arterne. 1. Vingedækkerne bagtil kun yderst kort behårede, langs yderranden af længdefordybningen uden lange, udstående hår og her samt langs sømmen med kun yderst svage og utydelige småkorn. Benede ED MENS Faa åd 1. glabråtus. Vingedækkerne bagtil langs yderranden af længde- fordybningen med nogle lange, udstående hår. VÆ 2. Kornene langs yderranden af vingedækkernes længdefordybninger forholdsvis kraftige, bety- deligt kraftigere end kornene langs sømmen. nede LES mm MURE. 2. lichtensteini. Kornene langs yderranden af vingedækkernes længdefordybninger meget små (eller endog næppe synlige), ikke væsentligt kraftigere end kornene langs sømmen. Længde 1—2,3 mm.... 3. 3. Vingedækkernes længdefordybninger uregelmæs- sigt tværridsede, meget flade, langs yderranden med kun yderst svage, næppe synlige småkorn, langs sømmen med yderst fine, korte, udadret- tede, kun lidet opstående hår. Vingedækkernes sømspidser simple. Længde 1—1,4 mm 3. pubéæscens. 76 Vingedækkernes længdefordybninger glatte, min- dre flade, langs yderranden med tydelige, omend meget små korn, langs sømmen med fine, men dog tydelige, opstående hår. Vingedækkernes sømspidser lidt vinkelformet udtrukne. Længde KEDE mme ENO ARNE SSO ER ODER 4 4. Mindre, 1,2—1,6 mm. Pronotum ca. så langt som bredte) is, stars sne ER er pitybgraphus. Større, 1,8—2,3 mm. Pronotum ikke helt så langt Snøde SENSE LERSØ SENERE + micrographus. 1. P. glabråtus Eichh. (fig. 43). Let kendelig ved de i oversigten nævnte skelnemærker. Aflang, brunsort eller brun, følehorn og ben gulbrune. Pronotum bagtil ret kraftigt og tæt punkteret, med glat midtlinie. Vingedækkernes punktstriber ret fine, mellemrummene uregelmæssigt, undertiden kun meget svagt, tværrynkede, længdefordybningerne brede og ret flade, glatte og blanke, udadtil kun yderst svagt afgræn- sede. Vingedækkernes sømspidser simple. Længde 1,8—2,2 mm. åg og" 92: Panden hos & nøgen, blank, hos 2 på hver side af midt- linien med tæt gul behåring. Meget sjælden (Ø). Donse, Tegl- strup hegn, Hornbæk, Jægerspris Nordskov. Ved Donse er arten banket af fyrreris i stort antal 15-22/, Den yngler under bark af tynde fyrregrene. | 2. P. lichtensteini Ratz. Let Fig. 43. Pityophthorus kendelig fra de andre arter ved de glabratus. x20. ret kraftige korn langs yderranden af vingedækkernes længdefordyb- ninger, fra den foregående tillige ved vingedækkernes ud- stående behåring bagtil og fra de to følgende tillige ved be- tydeligere størrelse. Iøvrigt nærstående til den foregående; 11 vingedækkernes længdefordybninger lidt dybere end hos denne, langs sømmen uden eller med kun yderst korte, næppe synlige hår i småkornene. Længde 1,8—2,2 mm. g og 9: Panden hos $ nøgen, hos 2 i midten tæt, gult behåret. Yderst sjælden (Ø). Donse (1 stk. banket af fyrreris ?2/. 43), Højesand ved Rørvig (1 stk. ketset under fyr 29%/. 38). Den yngler under bark af tynde fyrregrene. Gangene er dybe og angriber splinten, puppelejerne ligger i veddet. 3. P. pubéscens Marsh. Vor mindste art, kendelig ved de i oversigten nævnte skelnemærker. Brunsort eller brun, føle- horn og ben gulbrune. Pronotum bagtil tæt punkteret, oftest tydeligt mikrochagrineret, hyppigt med glat midtlinie. Vinge- dækkernes punktstriber med tætstillede punkter. Længde 1—1,4 mm. å og 2: Panden hos & nøgen, med en mere eller mindre tydelig, kort længdemidtkøl, hos 2 i midten tæt, gult behåret. Yderst sjælden (J, B). Als Sønderskov (nogie stkr. banket af fyr ved Fiskerhuset, ?7/,-19/,); Sose (1 stk. 7%/,) og plantagen nord for Rønne (banket af fyrreris i antal, juli—aug.). Den yngler under bark af tynde fyrregrene. [P. pityågraphus Ratz. Kendelig fra P. glabratus og lichtensteini bl. a. ved ringere størrelse og fra den fore- gående ved de i oversigten nævnte kendemærker. Endvidere er farven oftest lysere brunlig. Længde 1,2—1,6 mm. åg og 2: Panden hos & nøgen, uden længdekøl, hos 9 i midten tæt, gult behåret. Denne art, der bl. a. er fundet i Hamburg- og Lubeck- egnen, kunne muligvis træffes også hos os. Den yngler i tynde grene af gran (Picea abies), undertiden også i ædelgran og fyr. Fundet bl. a. i maj-juni. P. micerégraphus L. (fénnicus Egg.:). Nærstående til P. pityographus og ligesom denne med lidt vinkelformet udtrukket vingedækkespids, men adskilt fra den ved lidt betydeligere størrelse og kortere pronotum og vingedækker. Længde 1,8—2,3 mm. 78 Denne art, der bl.a. er fundet i Skåne, kunne muligvis træffes også hos os. Den yngler i tynd bark af stående graners stammer og grene.] 23. Pilyogenes Bedel Nærstående til den følgende slægt, men adskilt fra den ved, at prosternum ikke har noget frem- spring fortil mellem forhofterne, og at disse når helt frem til prosternums forrand. Endvidere er forskinnebenene smallere, svagere udvidede mod spidsen og svagere tandede, vingedækkernes ud- hulede spidsparti gennemgående svagere ud- præget og spidsrandens på undersiden ombøjede parti: mangler, eller er-kun- svagt udpræget Øjnenes forrand ikke tydeligt indbuet: Længde 1,8—2,8 mm. Arterne lever polygamt og yngler under nåle- træsbark. Gangene er stjernegange. Oversigt over arterne. 1. Panden i midten med en stor, dyb grube (99) (fig. AD NONE MES SE DESSERT ERE ER DER 2. Paren iden sådan sober eN SES TNS SIS SSR 3 2. Pandegruben halvrund, fortil begrænset af et bredt, mat, tæt brunt tomenteret parti (fig. 47, a). Vingedækkernes punktstriber fine, bagtil på siderne forsvindende ........ 1. chalcégraphus ?. Pandegruben cirkelrund, fortil uden noget tomen- teret parti (fig. 47, b). Vingedækkernes punkt- striber temmelig fine, bagtil finere, men ikke forsvindendensik mere 2. trepanåtus 2. 3. Hvert vingedække bagtil med en eller flere meget kraftige tænder (fig. 44 og 45) (S).......... Å. 19 Vingedækkerne bagtil i det højeste med fine små- kroner ler kan (PO) 5 antitesen Is 4. Hvert vingedække bagtil med en stor, i spidsen nedadbøjet, hageformet tand (fig. 44)......... 5. Vingedækkernes tænder kegleformede, ikke hage- rede RE AS) 2 ae sheer fensr høde ds ye 6. Fig. 44. Pityogenes bidenta- Fig. 45. P. chalcographus g, tus $, vingedækkespidsen. vingedækkespidsen. 5. Hvert vingedække under den store hagetand med en mindre, men dog ret kraftig tand, det udhu- lede spidsparti uden hårrækker langs sømmen 4. quådridens Z Vingedækkerne uden sådan tand under hagetan- den, det udhulede spidsparti med en række ud- stående hår på hver side af sømmen (fig. 44) 3, bidentåtus g. 6. Den forreste af 5: EG 3 tænder adskilt fra den midterste tand ca. så langt som denne fra den bageste tand (fig. 45 og 46). Vingedæk- kerne fra roden til den forreste tand så lange som tilsammen brede, deres punktstriber fine, bagtil på siderne forsvindende 1. chalcégraphus $. Den forreste af vingedækkernes 3 tænder adskilt kortere fra den midterste tand end denne fra den bageste tand. Vingedækkerne fra roden til den forreste tand tydeligt (ca. "7/,) længere end tilsammen brede, deres punktstriber temmelig fine, bagtil finere, men ikke forsvindende 2. trepanåtus &. 80 7. Panden fortil med et lille, trekantet, tæt tomen- teret og lidt mattere parti, der på hver side be- grænses af en svag, skrå fure. Vingedækkernes spidsparti på hver side uden eller i det højeste med en enkelt, yderst lille og utydelig knude, iøvrigt kun med yderst fine og utydelige små- [1 ge BNDL KLARE KE SIE Keres JA DSE 3. bidentåtus 92. Panden fortil uden sådanne karakterer, jævn og blank. Vingedækkernes spidsparti på hver side oftest med 2 småknuder ....... 4. quådridens 2. 1. P. chalcégraphus L. (chalcografen) (fig. 46). Kende- tegnet ved, at vingedækkernes punktstriber er fine, bagtil forsvindende og deres mellemrum ikke forsynede med nogen tydelig punktrække, men kun med enkelte, meget spredte punkter, og iøvrigt ved de sekundære kønsmærker hos & og 2. Aflang, brunsort, vingedækkerne brunrøde med mørkt rod- Fig. 46. Pityogenes chalcographus gg. x 20. parti, følehorn og ben brungule. Pronotum ca. eller rigeligt så langt som bredt. Vingedækkerne ca. ”/, ($) eller ?/, (2) gang længere end tilsammen brede. Længde 2—2,3 mm. åg: Vingedækkernes udhulede spidsparti skråt nedfaldende, begyndende allerede ganske lidt bag vingedækkernes midte, 81 udvendigt begrænset af 3 kegleformede, bag hinanden i om- trent lige stor indbyrdes afstand stående, i størrelse ikke meget forskellige tænder (fig. 45 og 46). Q: Panden i midten med en stor halvrund grube, der fortil begrænses af et bredt, mat, tæt brunt tomenteret parti (fig. VV Fig. 47. Pityogenes, pandegrube. a: chalcographus ?, b: trepanatus 92. 47, a). Vingedækkernes udhulede spidsparti kortere og svagere; i stedet for tænderne træder 3 små knuder, af hvilke den for- reste er meget lille. Udbredt og ikke ret sjælden (J, Ø). Den yngler i gran, kun undtagelsesvis i andre nåletræer og foretrækker tyndbarkede stammer, tykke eller tynde, stående eller liggende. Maj-aug. Biologi, se p. 160. 2. P. trepanåtus Nordl. (elongåtus Løv.). Nærstående til den foregående, men let kendelig fra den ved de sekundære kønsmærker hos $ og 9. Endvidere er størrelsen lidt betyde- ligere, pronotum lidt længere end bredt, vingedækkerne mere langstrakte, ca. 1Z/, ($) eller omtrent 2 gange (2) så lange som tilsammen brede, deres punktstriber kraftigere, bagtil vel finere, men dog ikke forsvindende og deres mellemrum for- synet med en række punkter, der omtrent er af samme styrke som, men meget mere spredtstillede end hovedrækkernes punkter. Længde 2,2—2,8 mm. g: Vingedækkernes udhulede spidsparti kortere end hos den foregående, først begyndende i deres bageste ”/,, tænderne som regel forholdsvis svagere, den midterste adskilt længere Victor Hansen: Barkbiller, 6 82 fra den bageste end fra den forreste, denne som regel betyde- ligt mindre end de to andre. C: Panden i midten med en stor, cirkelrund grube, uden tomenteret parti foran denne (fig. 47, b). Meget sjælden (Ø). Luknam ved Holte (1 stk. ketset under graner, 15/,), Gelsskov (1 stk. i en fyrrestamme, juli), Egholm skov i Hornsherred (1 stk. ketset, 19/,), Tisvilde Hegn (3 stkr. nedbanket af nåletræer, juni, sept.), Hornbæk (4 stkr.), Høje- sand ved Rørvig (1 stk. ""/,). Den angives at yngle i ca. 2 cm tykke grene af hensygnende fyrretræer. Gangene er dybe stjernegange. 3. P. bidentåtus Hbst. (obtusus Egg.). Nærstående til P. chalcographus, men afvigende fra den ved, at vingedæk- kerne bagtil hos begge køn er kort og stejlt nedfaldende og deres stribemellemrum forsynede med en række ret spredt stillede punkter omtrent af samme styrke som hovedstriber- nes punkter, samt ved helt andre sekundære kønsmærker hos åg og 2. Brunsort, vingedækkerne undertiden, bortset fra rod- partiet, brunlige, følehorn og ben brungule. Længde 2—2,5 mm. å: Vingedækkernes udhulede spidsparti (fig. 44) bredt, fladt, omtrent kredsrundt, dels yderrand fortil med en meget lille, ofte forsvindende tand nær sømmen og fjernere fra søm- men en stor kraftig, i spidsen nedadbøjet, hageformet, ofte afstudset og tvespidset tand, samt iøvrigt med nogle fine hår- bærende korn; på hver side langs sømmen i det udhulede parti står en tydelig række udstående, ret korte hår. Q: Panden uden midtergrube, fortil med et lille trekantet, tæt tomenteret og lidt mattere parti, der på hver side begræn- ses af en svag skrå fure. Vingedækkernes spidsparti på hver side, foruden nogle yderst fine og utydelige småkorn, i det højeste med en enkelt, yderst lille knude fortil og langs søm- men med en række meget fine, korte, udstående hår. Undertiden forekommer hanner med abnormt udviklede tænder på vingedækker. En sådan form er P. obtusus Egg. Udbredt og ikke ret sjælden (J, Ø, B). Den yngler fortrins- vis i fyr, men er også fundet i gran og lærk. Den yngler både i tynde grene og i stammer. Maj-sept. I dens gange findes 83 undertiden Hypophloeus linearis F., der jager dens yngel, og Cryptophagus cylindrus Kiesw. (Danmarks Fauna, Biller XII, p. 140, og XIII, p. 208). Biologi, p. 162. 4. P. quådridens Hartig. Meget nærstående til den fore- gående, men kendelig fra den ved afvigende sekundære køns- mærker hos g og 2. Længde 1,8—2,2 mm. Øg: Yderranden af vingedækkernes udhulede spidsparti uden hårbærende småkorn, men — foruden den store, hageformede tand, der ofte er mere spids end hos den foregående — bagtil med en mindre, men dog ret kraftig tand; sømmen uden to hårrækker. 2: Panden uden midtergrube eller andre særlige karakterer. Vingedækkernes spidsparti på hver side som regel med to små knuder, den ene fortil, den anden bagtil, og langs sømmen med en meget svagere, yderst utydelig hårrække. Meget sjælden (Ø). Kun fundet på Falster, i Hornbæk plantage og i Tisvilde hegn (nedbanket af fyrreris i stort antal ter enkeltvis" 227); "Den yngler i grene af Tyr, sjældnere gran. Biologi se p. 162. 24. Ips De Geer. (Tomicus Latr.). Oversiden med lang, udstående behåring. Øj- nenes forrand ikke eller svagt indbuet i midten. Følehornssvøben 5-leddet, køllen rund eller oval, fladtrykt, 4-leddet, 1.led dækkende hele eller næsten hele køllens bagside. Pronotum fortil kornet, bagtil punkteret, bagtil ofte med en glat længdemidtlinie, bagranden urandet. Vingedæk- kerne med punktstriber og ikke tydeligt krenuleret forrand, bagtil med et skråt nedfaldende, ud- hulet fællesparti, der udadtil begrænses af tænder (»sidetænder«) og forneden er forlænget lidt bagud i omtrent horisontal retning (fig. 48). 6? 84 Prosternum med et fremspring fortil mellem for- hofterne, disse ikke nående frem til prosternums forrand. 3. fodled simpelt. Fig. 48. Ips typographus, vingedækkespidsen. Arterne lever polygamt og yngler under bark af nåletræer. Modergangene er oftest to- eller fler- armede længdegange. Oversigt over arterne. 1. Hvert vingedække med 6 sidetænder (fig. 49, a). Længe FRA me SSL ADS sexdentåtus. Hvert vingedække med 3 eller 4 sidetænder. Længde 22-08 EN 554 ll mi sakse KS EU SKER 2. 2. Hvert vingedække med 4 sidetænder (fig. 48). anede 4,2 VIS SL SØS 2: 1. typoégraphus. Hvert vingedække med 3 sidetænder (fig. 49, b). Længde 2,255 Mr rande 2. acuminåtus. [Ips sexdentåtus Boårner. Let kendelig ved størrelsen og sidetændernes antal. Blankt brun, langt behåret, især om- kring vingedækkernes spidsparti, følehorn og ben brungule. Pronotum lidt længere end bredt. Vingedækkerne med kraf- tige punktstriber, stribemellemrummene blanke, uden punkt- 85 række, spidspartiet (fig. 49, a) på hver side, foruden en for- reste lille knude nær sømmen, med 6 sidetænder, af hvilke den 4de (regnet fra oven) er kraftigst, med afrundet spids, det udhulede parti blankt, groft punkteret. Længde 6—8,2 mm. g og 2 uden tydelige sekundære kønsmærker. bd. acuminatus & a. sexdentatus Fig. 49. Ips, vingedækkespidsen. Udbredt i Europa og bl. a. fundet i Skåne og Hamburg- egnen. Her i landet skal den ifølge Schiødte tidligere have ynglet, idet der i talrige, fra moser opgravede fyrrestammer er fundet spor af den Den yngler under tyk bark af fyr, især skovfyr, undertiden også i gran. Modergangene er to- eller flerarmede længdegange.] 1. Ips typégraphus L. (Typografen) (fig. 50). Blankt brunsort eller brun, langt behåret, vingedækkerne ofte lidt lysere, følehorn og ben gulbrune. Pronotum ca. eller rigeligt så langt som bredt. Vingedækkerne med kraftige punktstri- ber, stribemellemrummene blanke, de 3—4 inderste uden tyde- lig punktrække, spidspartiet (fig. 48) lidet blankt, med blom- meagtigt skær, fint punkteret, af de 4 sidetænder er den 3die størst. Længde 4,2—6 mm. åg og 2 uden tydelige sekundære kønsmærker. Temmelig almindelig (J, Ø). Yngler i gran, undtagelsesvis i andre nåletræer. Biologi, se p. 163. 2. Ips acuminåtus Gyll. Blankt sortbrun eller brun, med lysere vingedækker, temmelig langt behåret, følehorn og 86 ben brungule. Pronotum rigeligt så langt som bredt. Vinge- dækkerne korte, med lidet kraftige punktstriber, stribemel- lemrummene blanke, med en uregelmæssig punktrække, spids- Fig. 50. Ips typographus. x11. partiet (fig. 49, b) blankt, tydeligt punkteret, sømspidsen lidt fremtrukket, af de 3 sidetænder er de 2 øverste små, den nederste kraftig, hos 2 spids, kegleformet, hos $ sammentrykt, i spidsen udrandet og derfor tvespidset. Længde 2,2—3,5 mm. åg og 2 se lige foran. Hidtil kun fundet i Bromme plantage ynglende i en af hug- get fyrretop, !?”/, 1891, i selskab med Orthotomicus proximus og Pityogenes bidentatus. 25. Orthotomicus Ferrari. Nærstående til den foregående slægt, men ad- skilt fra den ved, at vingedækkernes udhulede 87 spidsparti næsten er lodret nedfaldende og for- neden ikke eller næppe forlænget bagud (fig. 51). Hunnen er kendelig fra hannen ved, at vinge- Fig. 51. Orthotomicus suturalis $, vingedækkespidsen. dækkernes sidetænder er svagere udviklede, ofte indskrænkede til små knuder. Arterne lever polygamt og yngler under nåle- træsbark. Oversigt over arterne. 1. Pronotum tydeligt (ca. 1/,) længere end bredt. BLOERE; 45 mm EAN en longicollis.. Pronotum rigeligt så langt som bredt. Mindre, Bao HEN ; JF"; BERNER 0 zeer 2 a. Suluralis i i : &. (aricis c proximus d. longicollis Fig. 52. Orthotomicus, følehornskøllens forside, hos suturalis tillige bagsiden (til venstre). 2. Følehornskøllen lidt længere end bred, forsiden med jævnt buede (konkave) sømme (fig. 52, a). Afstanden mellem første (øverste) og anden side- tand på samme vingedække kortere end afstan- 88 den mellem de to modstående første (øverste) sidelænder (hr. SD) 4205 bets heler 1,-suturålis, Følehornskøllen lidt bredere end lang, første og anden søm på forsiden enten tvebuede (fig. 52, c) eller omtrent rette (fig. 52,b). Afstanden mel- lem første og anden sidetand på samme vinge- dække ikke eller næppe kortere end afstanden mellem de to modstående første sidetænder... 3. 3. Første og anden søm på følehornskøllens forside omtrent rette BES HEE, ms 2. låarigis. Første. og anden søm på følehornskøllens forside tydeligt tvebuede HE SA GES 0: 3. proximus. 1. O. suturålis Gyll. (fig. 53). Let kendelig ved følehor- nenes karakterer (fig. 52, a). Sort eller brunsort, benene brune eller sortbrune, fødder og følehorn rødlige. Panden i bunden Fig. 53. Orthotomicus suturalis g. x17. uden mikrochagrinering, blank. Pronotum ret tæt og kraftigt punkteret og med smal, glat og blank midtlinie. Vingedæk- kerne ca. ”/, længere end tilsammen brede, punktstriberne ret 89 kraftige, stribemellemrummene med en række tydelige, især bagtil ret kraftige punkter, spidspartiet (fig. 51) på hver side med 3 sidetænder og mellem de to nederste sidetænder med 2 småknuder, der er rykket længere bort fra sømmen end sidetænderne, det udhulede parti længere end bredt, dets yderrand fra stedet udfor nederste sidetand til sømhjørnet kun lidt ujævn. Længde 2,5—3,2 mm. 2: Vingedækkernes sidetænder noget svagere og rykket noget nærmere sømmen end hos &, spidspartiet som regel rødligt. Udbredt og ikke ret sjælden (J, Ø, B). Ynglende i fyr, gran og lærk, oftest under ret tynd bark. Især forår og efterår. Gangene uregelmæssige: 2. O. låricis Fabr. Nærstående til den foregående, men let adskilt fra den ved følehornskøllens karakterer (fig. 52, b). Endvidere er gennemsnitsstørrelsen lidt betydeligere, kroppen knapt så slank, farven gennemgående lidt lysere, oftest brun- lig med lysere ben og følehorn, panden i bunden tydeligt mikrochagrineret og mat, pronotums punktur bagtil lidt min- dre tæt og den glatte midtlinie oftest mindre udpræget eller endog utydelig. Vingedækkernes stribemellemrum er fortil mindre tæt og mindre kraftigt punkterede, det udhulede spidsparti bredere, afstanden. mellem 1. og 2. sidetand lidt større (jfr. oversigten) og knuderne mellem 2. og 3. sidetand lidt kraftigere. Længde 3—3,8 mm. C: Vingedækkernes sidetænder noget svagere end hos F. Udbredt (J, Ø, B), men vistnok sjældnere end den fore- gående. Ynglende i fyr, gran og lærk. Især forår og efterår. Biologi, se p. 168. 3. O. pråximus Eichh. Adskilt fra de to foregående ved følehornskøllens tvebuede sømme (fig. 52, c), kortere, kun ca. 1/, gang længere end tilsammen brede vingedækker og afvi- gende udformning af disses spidsparti, fra O. suturalis yder- ligere ved kortere følehornskølle og fra O. laricis yderligere ved pandens blanke, ikke mikrochagrinerede bund. Brunsort 90 eller brun, benene brunlige, fødder og følehorn rødlige. Pro- notum bagtil med en mere eller mindre tydelig, glat midtlinie. Vingedækkernes punktstriber kraftige. Længde 3—3,8 mm. åg: Vingedækkernes spidsparti på hver side med 4 side- tænder, den første lille, den anden størst, bred, ved roden ofte forenet med den tredje, denne og den fjerde ret kraftige. Ud- hulningens yderrand fra fjerde sidetand og henimod søm- hjørnet ujævn, bølgeformet, med nogle småknuder. CC: Sidetænderne svagere, som regel kun 3 i tal, udhulingens yderrand omtrent som hos FJ. Hidtil kun fundet i Bromme og Hornbæk plantager, først- nævnte sted ynglende i en af hugget fyrretop, ”?”/, 1891, i sel- skab med Ips acuminatus og Petyogenes bidentatus. Moder- gangene er længdegange, ofte to- eller flerarmede. [O. longicållis Gyll. Let kendelig fra de foregående ved betydeligere størrelse, længere pronotum, afvigende følehorns- kølle og afvigende udformning af vingedækkernes spidsparti. Blankt mørkebrun, følehorn og ben lysere. Følehornskøllen (fig. 52, d) betydeligt bredere end lang, forsiden med ret jævnt buede (konkave) sømme. Pronotum bagtil ret spredt punkteret, med glat midtlinie. Vingedækkernes punktstriber ret kraftige, stribemellemrummene, brede, flade, kun bagtil med nogle kraftige punkter. Spidspartiet hos g på hver side med 4 sidetænder, den første (øverste) meget stor, trekantet knudeformet, noget fladtrykt, de tre følgende simple, den ne- derste størst; udenfor sidetænderne står oftest et par små- tænder. Hos 2 er sidetænderne meget svagere og på hver side langs sømmen står en række blanke småknuder. Længde 4—5 mm. Denne art, der er udbredt i Europa og bl. a. fundet i Skåne, kunne muligvis træffes også hos os. Den yngler i fyr. Gangene uregelmæssige. ] 91 [2. familie Platypodidae. Hovedet fremstrakt, bredere end pronotum, dette på siderne med en grube til optagelse af forlåret. Fødderne 5-leddede, lange og tynde. 1. fodled mindst så langt som de følgende 4 led tilsammen, 4. led tydeligt. Plåtypus Hhbst. Følehornssvøben kort, 4-leddet, køllen oval, fladtrykt, uleddet. Pronotum cylindrisk, fortil afstudset. Vingedækkerne lange, cylindriske, med punktstriber. P. cylindrus Fabr. Mat brun, tyndt behåret. Pronotum længere end bredt, fint punkteret, bagtil med en kort midt- fure. Vingedækkernes punktstriber fordybede, stribemellem- rummene kølformede. Længde 5—6 mm. å: Vingedækkernes spidsparti på hver side indadtil med en lille knude og udadtil med en kraftig tand. Arten skal for mange år siden være fundet synantropt, på skibsværfter i København. Den er udbredt i Europa, især Mellem- og Sydeuropa og yngler i eg, ægte kastanie, bøg og ask.] Oversigt over vore almindelige eller skadelige barkbiller. Stor, 7-9 mm. Pronotums forrand i midten bredt og ret dybt indbuet (fig. 24, p. 39) Dendråctonus micans (p. 39). Mindre, 1—6 mm. Pronotum uden sådan indbugt- ENØ SALGS JS HSA NÆ ENA VÆ Vingedækkerne med gulgrå og mørk, spættet, usymmetrisk tegnet skælklædning, uden ud- stående behåring (fig. 17, p. 25) Længde 2,5— 380155, MEDER Leperisinus fråxini (p. 24). Vingedækkerne anderledes tegnede............. 3. .. Vingedækkerne gule eller brungule, med mørk længdetegning, ikke eller kun svagt behårede (fig. 32 og 33, p. 57—58). Længde 2,8—3,5 mm. 4. Vingedækkerne anderledes tegnede.:..........… 5. .. Vingedækkerne gule, smalt sorte langs søm og siderand (fig. 32, p. 57) Xyldterus domésticus (p. 56). Vingedækkerne brungule, hvert med 3 mørke længdestriber (fig. 33, p. 57) Xyldterus lineåtus (p. 57). .…. Vingedækkerne med ret tæt skælklædning, uden eller med kun spredt, meget fin, lidet lang behå- ring, punktstriberne meget fine. Længde 1,2— Vingedækkerne uden tydelig skælklædning, i mod- sat fald (Hylurgops) med kraftige punktstri- HE 1 ETT ind EGE Ea SNG MAGE Sar FAE SEERE VET IEDSE SELER gr SELE 2 Pronotum med simpel punktur (fig. 26, p. 43). Længde 2—3 mm Polygraphus poligraphus (p. 43). 10. 11; 12. 13. 93 Pronotum fortil med kraftige, opstående tvær- knuder (fig. 34, p. 60). Længde 1,2—1,8 mm Cryphalus abietis (p. 60). Lille, 1—1,1 mm (fig. 27, p. 46) Cryptuårgus pusillus (p. 46). ST 3 TA BESES NES SS NNE SS SSREESEE ETS, 2 1. SR USER SEER SED VAN 8. Vingedækkerne kun ganske lidt længere end til- sammen brede, bagtil næsten horisontale (fig. 6, p. 12). Længde 5—6 mm Scolytus ratzeburgi (p. 12). Vingedækkerne tydeligt længere end brede, bagtil BERENE nedsat. SADAT SES, 9: Vingedækkernes nedfaldende spidsparti simpelt... 10. Vingedækkernes nedfaldende spidsparti udhulet. Pronotum fortil kornet, bagtil punkteret..... 14. Vingedækkerne med lang, udstående behåring. BE SN RE en Re enkes ps EL Vingedækkerne uden sådan behåring ........... 12: Pronotum med simpel punktur, fortil svagt indsnø- ret (fig. 25, p.41) Blastéåphagus pinipérda (p.41). Pronotum kornet, kun bagtil punkteret, med ret jævnt rundede sider (fig. 28, p. 49) Dryocoetes autågraphus (p. 49). Kroppen bred, med rundede sider. Vingedækkerne lidt under ]/, gang længere end tilsammen brede (fig. 16, p. 23). Længde 4—6 mm Hylesinus crenåtus (p. 23). Kroppen aflang, vingedækkerne over "/, gang læn- gere end tilsammen brede (fig. 20 og 23, p. 31 og s T ØRESRRERE ST SANS SJELDN Se SSan SIR HEORESRESBE 3, SERENE 13. Pronotum ca. ?/, bredere end langt. Kroppen brun (fig. 20, p. 31). Længde 2,5—3 mm | Hylurgops palliåtus (p. 31). Pronotum ikke eller kun meget lidt tværbredt (fig. 22, p. 36). Længde 3,5—5 mm Hylåstes brunneus, åter og cuniculårius (p. 34—36). 14. 15. 94 Større, 4,2—6 mm, og bredere. Vingedækkernes udhulede spidsparti på hver side med 4 tænder (fig. 48 og 50, p. 84 og 86) Ips typågraphus (p. 85). Mindre, 1,8—3,8 mm, og mere langstrakt........ 5 Vingedækkernes punktstriber fine (fig. 46, p. 80). Længde 2—2,5 mm Pityogenes chalcégraphus og bidentåtus (p. 80 og 82). Vingedækkernes mpunktstriber kraftige (fig. 53, p. 88) Orthot&émicus suturålis og låricis... (p. 88—89). Alle afbildninger (fig. 1—53) er originale, tegnede efter naturen af forfatteren. Barkbillernes larve og puppe. Barkbillernes larver (fig. 56) adskiller sig ikke ved nogen væsentlig karakter fra larverne af snudebiller. De temmelig få nøjere studier, der er gjort, tillader endnu ikke opstilling af en nøgle til bestemmelse af slægter, endsige arter, inden- for denne meget ensartede gruppe. Larverne er blege maddiker, kun hovedet og især kindbakkerne er kraftigt sklerotiserede (fig. 54, 55). Hovedet er oftest rettet lidt nedad; Fig. 54. Hoved af larve af Ips sexdentatus Born. set fra oven. L: overlæbe, (labrum), Md: kindbakker (mandibler), CL: mund- skjold (clypeus), F: pande (frons), SF og SV: sømme (suturer), V: isse (vertex), GN: kind (gena). Efter Balachowsky. 96 set fra oven er det mere eller mindre ovalt (fig. 54); dets enkelte dele vil fremgå af figurerne, og det skal her kun bemærkes, at midtkæberne (maxillerne) er forsynet med en toleddet palpe Fig. 55. Hoved af larve af Ips sexdentatus Born. set fra neden. Mx: midtkæber (maxiller), Lb: underlæbe (labium), occ: nakke (occiput), iøvrigt som fig. 54. Efter Balachowsky. hos alle slægter bortset fra den ikke i Danmark ynglende Platypus, hvor palpen er 1-leddet. Kroppens form er buet med konvex rygside. Kroppen er bleg og stærkt tværfoldet, så dens opdeling i 12 led i nogen grad tilsløres. Der er 9 par spirakler, hvoraf det første findes på 1. brystled (prothorax), de øvrige på de 8 første bagkropsled. Kroppen er kun sparsomt forsynet med hår, men disse afgiver dog systematiske kendetegn af værdi. Behåringen varierer imidlertid med hvert enkelt af de 5 larvestadier. 97 Barkbille-puppen (fig. 57) ligner snudebillernes noget, men mangler naturligvis snuden. Pup- perne synes at være lettere at skelne indbyrdes end larverne, men der er hidtil arbejdet meget lidt herpå, fordi pupperne kun forekommer en Fig. 56. Larve af Scolytus Fig. 57. Puppe af Ips sex- multistriatus Marsh. Efter dentatus Born. Balachowsky, fra Pfeffer. Efter Balachowsky. kort del "af året og da altid sammen med larver eller imagines i de karakteristiske gangsystemer. Barkbillernes biologi. Fra gammel tid har barkbillerne og deres gang- systemer været genstand for stor interesse først og fremmest på grund af deres økonomiske be- tydning i skovbruget, men også p.gr. a. bark- billernes sirlige og karakteristiske gangsystemer og deres til tider højt udviklede yngelpleje. Denne interesse har manifesteret sig i en uhyre stor litteratur; i Danmark har især E. Å. Løvendal og J. E. V. Boas beskæftiget sig med barkbillerne. Victor Hansen: Barkbiller. 7 98 I sin lille oversigt: »»De danske skadelige Naaletræinsekter«, der kom i 1892, har skovrider N. Fritz givet de af ham omtalte barkbiller danske navne for at lette hukommelsen. Disse navne har imidlertid aldrig vundet indpas i praksis, hvor der til gengæld har dannet sig navne på enkelte almindelige arter. I det følgende anven- des kun danske navne i enkelte tilfælde, enten hvor navnene har fået betydelig udbredelse, eller hvor de gælder meget almindelige arter. Biologisk kan barkbillerne deles i to grupper: de egentlige barkbiller og de vedborende barkbiller. De egentlige barkbiller karakteri- seres ved, at deres gange næsten alene findes i barken og den umiddelbart tilstødende vedzone. En undtagelse kan puppekamrene af nogle arter udgøre. Hos de vedborende barkbiller går hele gang- systemet dybt ind i veddet; denne sidste gruppe omfatter kun få arter. I. Sværmningen. Om foråret eller i forsommeren, når lufttempe- raturen er passende høj, forlader barkbillerne deres vinteropholdssteder, enten der er tale om udklækningssteder eller om et særligt vinter- kvarter. Denne sværmning er i de fleste tilfælde ind- ledning til ynglevirksomheden, men undtagel- sesvis blot til en næringsoptagelse på et andet 99 sted (f. eks. marvboreren, Blastophagus pini- perda L.). Sværmningen er oftest lidet iøjne- faldende, da barkbillerne er små og deres an- tal ringe. Kun i nærheden af noget egnet yngle- materiale bliver man opmærksom på sværm- ningen; thi barkbillerne opsøger med megen sikkerhed træer, der befinder sig i en for dem passende sundhedstilstand, og her samler de sig derfor i stort tal. II. Gangsystemerne. De egentlige barkbiller. Har barkbillerne fundet egnet ynglemateriale, begynder de anlæggelsen af gangsystemerne. Gerne skjult under et barkskæl eller i en revne i barken, gnaver de et indboringshul. Hos en gruppe af arter er det hannen, der udfører dette arbejde (f. eks. typografen). Inden for barken gnaver den et større eller mindre kammer, parringskammeret. Boresmuld og exkrementer skubbes ud gennem indboringshullet. Til parrings- kammeret søger normalt flere hunner. Her parrer de sig med hannen og begynder siden at gnave hver sin gang ud fra parringskammeret. Disse gange benævnes modergange. I dette tilfælde går der altså flere modergange ud fra parrings- kammeret (fig. 58, i. k). I den anden gruppe, hvor hunnen gnaver ind- boringshullet (f. eks. hos marvboreren), laves der ikke noget parringskammer. Der kan i det højeste Fl 100 være tale om en lille udvidelse af gangen ved indboringshullet; i denne udvidelse opholder hannen sig. Hannens opholdsrum får ofte moder- gangen til at ligne en krykkestok, hvor »opholds- rummet« danner håndtaget. Hos disse arter sker parringen uden på barken, inden hunnen er fær- dig med at gnave modergangen. Da der her kun er een hun i hvert gangsystem, bliver der kun een modergang, denne kan dog være dobbelt- armet, sådan som det ses f. eks. hos plettet aske- barkbille, Leperisinus fraxini (fig. 68). Langs modergangen gnaver hunnerne små gruber eller nicher til æggene, og i hver grube anbringes eet æg. Mellemrummet mellem disse æggruber varierer fra art til art og kan hos den enkelte art også svinge efter, hvor megen plads der levnes hvert gangsystem. Æggruberne ses i reglen tydeligt på barkens inderside, også efter at larven har gnavet sig ind i barken, fordi larvegangen i begyndelsen kun er smal i forhold til æggrubens bredde. Nogle arter, f. eks. jættebarkbillen, Dendroc- tonus micans, lægger ikke æggene i æggruber, idet hunnen snart efter indboringen udvider modergangen til en lille hule, hvor æggene læg- ges klumpvis. Visse arter (Crypturgus) benytter andre bark- billers gange som udgangspunkt for deres egne. Larvegangene udgår oftest vinkelret på moder- gangene, men har altid en tendens til at bøje der- UND | | n, Ø if JØR « F (l Fig. 58. Skematiske typer af gangsystemer. a: modergang uden særskilte æggruber og uden særskilte larvegange (D. micans). b: uregelmæssig modergang uden særskilte æggruber, men efterhånden særskilte larvegange (O. laricis). c: simpel længdegang, æggruberne gruppevis samlet (H. palliatus). d: »plet«-agtig modergang uden æggruber, larvegange i stjerneform (Cr. abietis). e: simpel længde- gang med æggruber (B. piniperda). f: simpel tværgang med æg- gruber (Sc. intricatus). g: dobbeltarmet tværgang m. parringskam- mer og æggruber. h: dobbeltarmet tværgang uden parringskammer, med æggruber (B. minor). i: flerarmet længdegang med parrings- kammer og æggruber (I. typographus). k: stjernegang med par- ringskammer og æggruber (P. chalcographus). l: vedgange uden særlige larvegange (X. dispar). m: vedgange med lodret, fælles larvekammer (X. saxeseni). n: vedgange med særskilte larvekamre (X. lineatus). Efter Trågårdh, a lidt ændret. 102 hen, hvor der er uudnyttet bark, og væk fra steder, hvor barken er ædt af andre larver eller af ima- gines. Larvegangens længde veksler fra art til art. Undertiden furer den splinten, d.v.s. den yderste del af veddet. Jættebarkbillen (D. micans), og enkelte andre, danner ikke særskilte larvegange, men larverne udvider i fællesskab æghulen til et pladeformigt rum, en »familiegang« (fig. 58 a). Larvegangene ender i en mindre udvidelse, puppelejet, som kan ligge enten i bark eller ved. Foruden dette egentlige gangsystem kan der også dannes gange ved ernæringsgnav af de nyklæk- kede imagines ud fra puppelejet. De ny imagines forlader barken gennem flyve- huller fra puppelejet eller fra det sted, hvor de ophører med ernæringsgnavet. Da flyvehullerne gnaves indefra, er de ikke som indboringshullerne skjult af barkskæl, men ses frit på overfladen. Gangsystemet hos de vedborende barkbiller. Hos de vedborende barkbiller anlægges gang- systemerne som nævnt inde i veddet (fig. 58, 1, m, n). Hunnen borer en gang oftest radiært ind i veddet, indgangsrøret. Et stykke inde går flere modergange ud fra indgangsrøret, og fra moder- gangene kan der gnaves større eller mindre æg- gruber eller, ægkamnre..i…deres:, loft..eller, bund; Vedspånerne fra hele dette anlægsarbejde passe- rer ikke billernes tarmkanal, men skubbes ud af gangene af hannen, der ofte er særligt morfolo- 103 gisk udstyret for lettere at kunne besørge bort- transport af vedspåner og exkrementer. Der er ikke som hos de egentlige barkbiller særlige larvegange; larverne lever i ægkamrene, som de udvider til larvekamre, eller de lever i moder- gangene. At de kan nøjes med dette, hænger sammen med deres specielle ernæringsform, der skal omtales nærmere i det følgende. Forpupningen sker i ægkamrene, hvis sådanne findes. De flyvefærdige imagines forlader gang- systemet gennem indgangsrøret. I11… Ernæringen. Larverne. De fleste barkbillelarver ernærer sig af kam- biet, træernes mest næringsholdige zone. I denne zone findes næringsstofferne i let tilgængelig form, idet de endnu ikke er indgået i de relativt uop- løselige (og derfor svært fordøjelige) byggeele- menter i træets ved eller bark. I den yderste del af veddet, splinten, og i den levende del af barken findes dog også let tilgængelige næringsstoffer, til dels i form af træets oplagsnæring. Larverne af de vedborende barkbiller ophol- der sig derimod som nævnt temmelig dybt inde i veddet, hvor mængden af let tilgængelig næring er meget lille. Disse arter udviser imidlertid en ejendommelig symbiose med svampe. Imagines af de vedborende barkbiller overfører sporer af svampen til det nye gangsystem. Her spirer svampebelægningen frem til en hvid, pude- 104 lignende belægning; hyferne danner næringsrige sporer, konidier (»Ambrosia«). Imagines græsser nu disse af, og luger uvedkommende svampe- arter bort; fjernes billerne fra gangsystemet, er det »ukrudtet«, der tager overhånd. Ambrosia- svampene henregnes til de ufuldstændigt kendte svampe (Fungi imperfecti) under sækspore- svampene (Ascomycetes). Svampenes mycelium omdanner veddet til stoffer, der indgår i deres egne celler, som siden barkbillerne og deres larver æder. Disse lever således indirekte af veddet. Visse barkbillearter danner med hensyn til føde en overgang mellem de vedborende og de egent- lige barkbiller. Det drejer sig om nogle af de ar- ter, hvis larvegange i barken er temmelig korte for derefter pludselig at gå ind i splinten, især på tyndbarket ynglemateriale. Man har påvist, at de pågældende arter (Blastophagus minor, Ips acuminatus) på en eller anden måde over- fører ambrosiasvampe til deres gangsystemer ved anlæggelsen, og i den senere del af larvernes liv opholder disse sig i deres ganske korte vedkamre og lever der af svampene. Denne ernæringsmåde har naturligvis størst værdi for larverne netop på tyndbarket ynglemateriale, hvor kambiet hurtigt bliver fortæret. Om noget lignende gælder f. eks. plettet askebarkbille, hvis gange ganske ligner B.minor's, ved man endnu ikke. Mange andre svampearter end ambrosia- svampene er mere eller mindre obligatorisk knyt- 105 tet til barkbillerne og deres gangsystemer. En sær- lig interesse har blåsplintsvampene (især Ophio- stoma-arter). Disse svampearter medfører en mere eller mindre udpræget misfarvning af ved- det, især på fyr. Ofte farves store partier af ved- det gråt, brunligt eller ligefrem blåt, hvorved træet bliver uegnet til mange formål, ligesom de misfarvede vedpartier ødelægger visse farver og lakker. Om der er tale om et symbiotisk forhold mellem blåsplintsvampe og barkbiller er ikke af- klaret; men i flere tilfælde har man konstateret, at selv om både barkbille og svamp kan leve uafhæn- gigt af hinanden, finder dette i naturen ikke sted. Gangsystemerne af f. eks. B. minor er altid ledsaget af en kraftig blåfarvning af splinten af de fyrretræer, hvorpå der yngles. Denne blå- splint skyldes hovedsagelig den obligatorisk led- sagende ambrosiasvamp og ikke de alm. blå- splintsvampe, der også forekommer. Imagines. Hos de fleste arter svarer imagines næring til larvernes. Ernæringsgnavet tjener bl. a. til køns- organernes modning og benævnes »modnings- gnav«. Modningsgnavet udgår hos nogle arter fra puppelejerne som uregelmæssige pletter eller som grenede gange, der ofte tilslører larvegangenes karakteristiske udseende. Et ernæringsgnav af denne type foretages af et meget stort antal af de egentlige barkbiller (fig. 84). Det er uskadeligt, da træet allerede er dræbt eller døende. 106 Hos andre arter er modningsgnavet et bark- gnav på andre steder end klækningsstedet. Flyve- hullerne sidder da lige ud for puppelejerne. Scolytus-arterne tilhører denne gruppe; de ud- fører deres ernæringsgnav på kviste og i gren- vinkler af sunde træer. Dette gnav er naturligvis skadeligt. Nogle arter, f. eks. granens rodbille, gnaver enten på klækningsstedet (rødderne af gl. træer) eller 1 bark på andre. steder; TF. eks) på tynde stammer af unge granplanter. Endelig er der visse arter, der har modnings- gnav i et helt andet medium end deres larver. Dette gælder f. eks. fyrrens marvborer, BL piniperda, der yngler under fyrrens stamme- bark, men hvis nyklækkede imagines minerer i årsskuddene af sunde skovfyr. Modningsgnavet kan hos visse arter (jættebark- billen, D. micans, granens rodbille, H. cuni- cularius) strække sig over adskillige måneder. Hos andre arter (f. eks. Scolytus), hvor køns- organerne er meget udviklede straks efter klæk- ningen, varer modningsgnavet blot nogle få dage. Man må gå ud fra, at den ved selve anlæggelsen af de ny modergange bortgnavede bark også i nogen grad tjener som næring. Hos mange arter lever imagines længe efter deres første æglægning. I nogle tilfælde kan der forekomme endnu en æglægning men på et nyt sted, i andre derimod på samme sted. Sidst- nævnte forhold kan man se hos jættebark- billen, hvor en portion æg pakkes omhyggeligt 107 til med gnavspåner, medens hunnen udfører ernæringsgnav for senere at genoptage æglæg- ningen med en ny æghob. Forudsætningen for en gentagen æglægning (anlæg af søsterkuld) er, at der ind imellem denne og den første er sket yderligere et ernæringsgnav: regenerationsgnavet, der tjener til grundlag for en genoptaget produk- tion af æg. Regenerationsgnavet sker hos visse arter i fortsættelse af den første modergang og former sig som en uregelmæssig forlængelse af denne, afsluttet af et flyvehul. Typografen er en af de barkbillearter, hvor der under gunstige betingelser kan forekomme gentagen æglægning, der fører til fremkomst af søsterkuld. Moderbillerne begynder at forlade de første gangsystemer kort efter at æglægningen er afsluttet, men først når larverne er omtrent fuld- voksne, stiger bortvandringen af moderbillerne til op mod en 100 pct. Den mellemliggende tid står til rådighed for regenerationsgnavet. Andre arter, f. eks. plettet askebarkbille og marvboreren udfører regenerationsgnavet på fri- ske træer (ligesom modningsgnavet) for siden atter at lægge æg på svækket ynglemateriale. Varigheden af både modningsgnav og regenera- tionsgnav øges stærkt under dårlige vejrforhold. IV. Kønskvotient, frugtbarhed, æg. Hos de monogame arter svarer hannernes an- tal til hunnernes i gangsystemerne. Hos de poly- game arter er der en overvægt af hunner, hvis 108 størrelse man let kan bedømme ved at betragte antallet af modergange i hvert gangsystem. Hos typografen er antallet af hunner pr. han gennem- snitlig knapt 2, varierende fra 1 til 7. Hos chal- cografen er det almindeligt at finde 5 hunner pr. han i gangsystemerne med en variation mellem. 1..0g..9, Også blandt nyklækkede imagines har man iagttaget større udsving, f. eks. hos Xyleborus dispar, hvor antallet af 29 pr. $ er opgivet at ligge mellem 2 og 41. Hos nogle arter forekom- mer flere hanner end hunner i sværmningen (Scolytus scolytus, der er monogam, opgives således hos Escherich at have 30—40 33 pr. 2). Spørgsmålet er ret uafklaret. Parringen kan som nævnt ske dels i et af hannen anlagt parringskammer (Polygraphus, Ipini undtagen Xyloterus og Xyleborus), dels uden på barken af det træ, hvori moder- gangen skal anlægges (Scolytinae, Hylesini — Polygraphus, Xyloterus) eller i gangsystemet før udflyvningen (Xylehborus, lejlighedsvis f. eks. Dendroctonus). I visse tilfælde (Scolytus) har man iagttaget anlæggelse af temporære par- ringskamre, der forlades efter parringen. En gentagelse af parringen forekommer hos adskillige arter og er for nogle en nødvendighed for fortsat æglægning (f. eks. typografen). Andre arter kan derimod efter een parring lægge æg hele ynglesæsonen igennem (f. eks. Xyleborus). Hvor gentagelse af parringen finder sted, holdes 109 modergangene rene for boremel, eller der an- lægges »lufthuller«, der kan tjene som adgang for hannerne. Ægantallet varierer stærkt fra art til art. For de fleste arter ligger det på 50—60 æg pr. hun, men Hylaåastinus obscurus lægger f. eks. kun omkring 6 æg og jættebarkbillen kan nå op på ca. 300 æg pr. hun. Ægantallet varierer desuden hos den enkelte art med modergangens længde. Er noget ynglemateriale meget tæt besat, bliver modergangene kortere og ægantallet mindre, men samtidig optræder en større tendens til anlæg af søsterkuld. Barkbillernes æg er oftest kugleformede, men også ægformede eller mere aflange findes; de er glasagtige eller hvidlige. Hos arter, der gnaver særskilte æggruber, lægges æggene i modergan- gen, anbringes i æggruben med benene, og om- gives med gnavspåner. Den tid, der medgår til æglægningen, afhænger af vejrforhold, ægantal, gangenes længde o. s. v. Man regner i almindelighed med 2—3 uger. Hos typografen anser man en produktion på ca. 2 æg pr. dag for gennemsnittet ved normale temperatur- forhold. V. Generationsantallet. Antallet af barkbillegenerationer pr. år giver, sammenholdt med ægantallet, udtryk for bark- billernes formeringsevne; jo flere generationer, der kan nås, desto større individantal, og desto 110 større skade kan der under ellers lige forhold anrettes. Spørgsmålet om generationsantallet har derfor praktisk betydning, og det har allerede tidligt været genstand for livlig debat. Vanskelig- heden ved at afgøre generationsspørgsmålet ved iagttagelser i naturen består deri, at man ikke kender de iagttagne moderbillers oprindelse. Da man tillige i det 19. årh. var af den opfattelse, at barkbillernes imagoliv var kort og sluttede snart efter, at æglægningen i et gangsystem var fuldført, måtte man formode, at enhver tids- mæssigt afgrænset æglægning var ensbetydende med, at en ny generation var fuldført. Samtidig var temperaturens (klimaets) enorme indflydelse på varigheden af udviklingen fra æg til imago ikke alment erkendt, selv om allerede Ratze- burg stærkt betonede dette. Den opfattelse, at der almindeligvis forekom- mer flere generationer i løbet af et år, blev slået fast af Eichhoff i »Die Europåischen Borken- kåfer«, 1881. Med Eichhoff's autoritet og vanske- ligheden ved at bevise de faktiske forhold vandt denne opfattelse almindelig udbredelse. Løvendal er stærkt påvirket af den og angiver oftest to generationer årlig for barkbillerne i Danmark. De følgende 30 år bragte imidlertid en række experimenter angående udviklingstidens længde, og samtidig blev man klar over, at den enkelte barkbille ikke behøver at indskrænke sig til een æglægning. Erkendelsen af et almindeligt fore- kommende mere eller mindre langvarigt mod- 143! ningsgnav og regenerationsynav medvirkede til forståelsen af, at udviklingen fra æg til det frem- komne individs æglægning kunne være langvarig. VI. Monofagi og polyfagi. De fleste barkbiller yngler i een eller på nogle få træarter. Yngler de på flere træarter (poly- fagi), holder de sig dog som regel inden for samme slægt eller i det mindste til enten løv- træer eller nåletræer. Kun få arter kan leve på både løv- og nåletræer, og i så fald foretrækker de tydeligt den ene gruppe, sådan som det f. eks. er tilfældet med Xyleborus dispar, der nor- malt forekommer på mange løvtræarter, men uhyre sjældent på nåletræer. Nåletræerne er det foretrukne ynglemateriale. Af de 56 barkbillearter, der omtales i den syste- matiske del, er de 30 knyttet til nåletræer. Af de danske nåletræ-barkbiller er der en lille overvægt af fyrre-arter over gran-arter. Ved vur- deringen af disse tal må man tage i betragtning, at nåletræfaunaen først i løbet af det 19. århun- drede har haft mulighed for at udbredes i vore skove, idet plantningen af nåletræer i Danmark begyndte i slutningen af det 18. årh. Indvan- dringen af nåletræ-barkbiller fra nabolandene kan derfor heller ikke anses for afsluttet. De fra Mellemeuropa stammende ædelgran og lærk samt visse senere indførte vestamerikanske nåletræer, f. eks. douglasgran (Pseudotsuga taxifolia) og Tsuga-arterne, har endnu ikke 112 her i landet specifikke barkbillearter knyttet sig til, men et enkelt amerikansk nåletræ, sitkagranen (Picea sitchensis), synes at blive foretrukket af en af rødgranens barkbiller (jættebarkbillen) fremfor dennes normale værtplante. De fleste af vore hjemlige løvtræer har bark- biller, der er særligt knyttet til dem. Oftest drejer det sig kun om en eller to arter barkbiller for hver træart. Flere har eg (5), ask (3) og bøg (3). Foruden barkbillernes specialisering til træart forekommer der også en specialisering til de en- kelte dele af træerne. Dette kan ofte sættes i for- bindelse med barkbillernes størrelse, idet hoved- reglen er, at små barkbiller yngler i tyndbarket materiale, store i tykbarket. Tager man rød- granen (fig. 59) vil man finde, at granens rod- bille yngler i rødderne, jættebarkbillen hoved- sagelig i den nederste meget tykbarkede del, der- efter følger typografen, der kan udnytte det meste af stammen. Højere oppe kommer Po ly- graphus poligraphus, chalcografen og ude på de tynde grene Phthorophloeus spinulosus. Mindre (tyndere) træer svarer i barkbillefauna omtrent til toppen af større træer. Sådan er forholdene, hvis alle arter skulle være til stede på een gang, hvad de sjældent er. Optræder der færre arter, kan de hver for sig beslaglægge et større areal. Hvilke arter, der vil forekomme på et bestemt træ, vil imidlertid også afhænge af træets sundhedstilstand (kap. VII) og af, hvilken tid på året det udsættes for angrebet. 7? ”micrograpliws Hr ur rr mrs ØDMIGP ABUS ED ELES Sae or vers RD TE ME 5 SSU free REN, SYD OG ØDIS "ure mM CAM S Fig. 59. Placeringen af nogle granbarkbillers gangsystemer på en granstamme efter dennes dimension. Efter Escherich. Victor Hansen: Barkbiller. 8 114 VII. Værtplanternes tilstand. Under normale forhold angriber barkbillerne ikke sunde træer for at yngle i dem. En vis svæk- kelse af træerne er nødvendig. Graden af denne svækkelse er meget forskellig for de enkelte bark- billearter, og alt efter om den er større eller mindre, taler man om sekundære og mere eller mindre primære barkbiller. De mest udpræget sekundære barkbiller yngler i døde eller døende træer, samt i væltede og fæl- dede stammer. Barkbillernes udnyttelse af kam- biet betegner ofte det første stadium af faunaens nedbrydning af døde træer. Som et eksempel på sekundære barkbillearter kan tjene Hylurgops palliatus, der ikke kan yngle i træer, der blot er halvdøde. Mere primære barkbiller kan angribe levende, sygelige træer. Det er ofte sådan, at barkbillerne med held kan angribe træer, der er noget sun- dere end dem, der er deres foretrukne yngle- materiale. I den øverste ende af rækken, de mest primære, der lejlighedsvis kan angribe sunde træer, står arter som typografen og jættebark- billen. Den væsentligste hindring for, at bark- billerne kan yngle i sunde træer, er disses saft- flod eller, hos nåletræerne, harpiksflod. Er dette meget kraftigt, kan det ligefrem drukne billerne i deres gange eller lukke gangene, så ånding og æglægning bliver umulig. Enhver beskadigelse af rødder, krone eller stamme vil give et mindre harpiksflod eller saftflod i hvert fald nogle ste- 115 der i træet, hvorved muligheden for barkbille- angreb opstår. Beskadigelserne fremkommer på mange må- der: rødderne kan overrives i storm, pludselig frit- stilling (lysstilling) af stammer kan give varme- 70 (9) 9 S 8 — HH — | — må — | — — |— es al (DIE 6 — HH — HH — HH —— mm — — |— 6 5 HHD? S p Cm ix | vw | a b (& d e f Fig. 60. Barkbilleangreb i relation til osmatisk tryk i granstammer. Højden af de sorte søjler angiver det max. osm, tryk i billernes ynglemateriale, de sorte cirkler angiver det foretrukne område. Ordinat: osm. tryk i atm. Abscisse: a, sundt træ — b, Ips typo- graphus — c, P. chalcographus — d, P. poligraphus — e, D. micans — f, døende træ. Efter Kraemer. beskadigelser p.g.a. den nu uhindrede sol- bestråling, oversvømmelser eller hyppigere, tørke, kan give rodbeskadigelse, afløvning ved insekt- gnav sætter transpirationsstrømmen ud af funk- tion, svampeangreb kan dræbe forskellige dele af træet o. s. v. Den vigtigste årsag er vel tørke, der som nævnt direkte kan beskadige rødderne, men tillige forhindrer træerne i at erstatte deres 8+ 116 vandforbrug og dermed nedsætter saftstrøm og harpiksflod. I de senere år har forskellige undersøgelser be- kræftet vandhusholdningens elementære betyd- ning for træernes modstandskraft, idet man ved måling af det osmotiske tryk i kambialcellerne har fundet, at barkbillerne normalt kun angreb træer med kraftige symptomer på vandmangel (fig. 60). Vandmanglen viser sig først ved stigende osmotisk tryk, i et mere fremskredent stadium ved stærkt faldende tryk. Det er stammer med det lavere osmotiske tryk, der angribes af bark- billerne, jo større vandmangel jo mere sekundære arter kunne nu klare sig. I ældre tid har der stået megen gny om emnet »barkbillernes primaritet«. Anskuelsen var op- rindelig snarest, at alle barkbilleangreb var pri- mære. Nu er man nået til den opfattelse, at omend den anskuelse: at barkbillerne er sekun- dære, er rigtig under normale forhold, kan bark- billerne lejlighedsvis angribe sunde træer. Det må her bemærkes, at det særlig er typografen, der som den forstligt vigtigste europæiske art har været diskussionsemne. Under masse-op- træden (gradation) af denne art har det vist sig, at den kunne angribe og dræbe ganske sunde træer. En forklaring på dette skulle efter tyske undersøgelser ligge i, at mens granernes harpiks- reaktion pr. indboringshul ved enkelte indborings- forsøg er relativt stor, aftager den meget stærkt ved et stort antal samtidige angreb. 187 Barkbillernes evne til at finde frem til egnede træer, altså træer, som de med held kan yngle i, er forbløffende; ofte drejer det sig om træer, der for det menneskelige øje forekommer ganske sunde. Kun ved masseoptræden af billerne ser man af og til træer med mislykkede, forladte yngleforsøg. Man formoder, at denne orienterings- evne beror på billernes lugtesans, og at træerne i ethvert stadium af »visnen« udsender særlige, flygtige forbindelser, der lokker barkbiller til. Et eksempel på forudsætningerne for udstrakte barkbilleangreb kan forholdene i Mellemeuropa i årene 1944—49 være. I Tyskland nåede ned- børen ikke i noget af disse år op på middel- nedbøren, og herved betingedes en fysiologisk svækkelse af skovene, selv om træerne tilsyne- ladende var sunde. Enkelte varme år gav tilmed ekstra stor fordampning og øgede samtidig an- tallet af barkbillegenerationer. Endelig medførte krigen ved mangel på arbejdskraft en mindre effektiv skovpleje, ligesom der var vanskelig- heder med træets afsætning og borttransport, således at typograf-angrebne træer ikke kunne hugges og fjernes i tide. Samspillet mellem alle disse faktorer medførte den seneste europæiske barkbillekatastrofe. VIII. Økonomisk betydning. Forstentomologiens grundlægger J. T. C. Ratze- burg skriver i sit klassiske værk »Die Forst- insecten« (1837), at »i ingen familie findes der 118 så mange skadelige og så stærkt skadelige arter« som indenfor barkbillerne. Selv om man tør sige, at barkbillernes økonomiske betydning i europæisk skovbrug under den stadig mere in- tensive drift er aftaget noget, er Ratzeburgs op- fattelse stadig rigtig. Derom vidner alene den kæmpemæssige litteratur, der findes om emnet. Enorme ødelæggelser er forårsaget ved bark- billeangreb, og i ældre tid stod man næsten hjælpeløs overfor dem. Træer gik ud i million- vis, og det var ikke muligt med datidens transport- midler at få dem bragt til savværk, før veddet for en stor del var ødelagt af forskellige vedborende insekter og af svampeangreb. Samtidig betød det store udbud af tømmer på et ret begrænset mar- ked, at priserne faldt til latterlige størrelser, og dermed var tabet fuldstændigt, de dræbte træer kunne ikke sælges. Nu er der bedre betingelser for at få de dræbte træer fældet, transporteret væk og afsat på ver- densmarkedet. Alligevel vil man forstå, at angreb af en størrelse som de her nævnte betyder et fuldstændigt afbræk i den langsigtede planlæg- ning, der er nødvendig i skovbruget, hvor det tager så lang tid at frembringe salgsproduktet. Desuden ødelægges mange unge bevoksninger, der slet ikke har nået en rimelig salgsværdi endnu. Endelig bliver det ofte mere kostbart end normalt at anlægge den næste bevoksning, fordi jordbundstilstanden bliver forringet inden man når at plante, eller fordi man ikke kan give 149 planterne skygge o. s. v. Barkbilleangrebene har derfor stadig stor økonomisk betydning. I europæisk skovbrug har først og fremmest typografen spillet en afgørende rolle. Et levende indtryk af dette får man ved at læse referaterne hos Løvendal derom. I de senere år (1944—49) kender vi fra Midteuropa lignende barkbille- katastrofer forårsaget af typografen. En tysk opgørelse af skaden viste, at der i disse år måtte hugges godt 20 mill. m? nåletræ som følge af barkbilleangreb. Det svarer til omkring en halv snes års totale danske vedproduktion. Uden be- kæmpelse ville skaden have været flere gange større. Da det kunne lade sig gøre at sælge største- delen af de dræbte træer, var det direkte øko- nomiske tab mere begrænset. I Danmark har typografen hidtil spillet en underordnet rolle, mens f. eks. granens rodbille ved sit ernæringsgnav i grankulturer år efter år anretter betydelig skade. I nyeste tid har jætte- barkbillen optrådt meget ødelæggende på sitka- gran, især i jydske plantager. Hovedparten af barkbillerne anretter fysiolo- gisk skade på træerne, idet de ved deres gnav dræber eller svækker dem eller nedsætter til- væksten (marvborerens ernæringsgnav). De ved- borende barkbiller anretter derimod teknisk skade fordi deres gangsystemer går ind i selve veddet og dermed gør dette uegnet til mange formål (p. 155); også de sidstnævnte arter har i dansk skovbrug på langt sigt en økonomisk betydning. 120 De fleste barkbiller er dog sekundære og dermed uden forstlig betydning, de er snarere nyttige elementer i den naturlige nedbrydning af døde træer. IX. Bekæmpelse. Ifølge det foregående er det indlysende, at en- hver skovdyrkningsmæssig foranstaltning, der tjener til at skabe sundere bevoksninger, samtidig virker forebyggende mod. barkbilleangreb. Det er særlig nærliggende at undgå »chock«-virk- ninger på bevoksningerne ved pludselige, vold- somme indgreb så som store renafdrifter, der giver svækkede bevoksningsrande ved solstrå- ling, forsumpning 0. s. v. Renholdelse af bevoks- ningerne for ynglemateriale er en fundamental faktor, til at holde barkbilleantallet nede på et uskadeligt niveau. Også de direkte bekæmpelsesforanstaltninger begrunder sig i barkbillernes »sekundære« natur. Ved udlægning af fangtræer i tilstrækkeligt antal kan man opfange alle de sværmende barkbiller, og ved afbarkning før yngelens klækning tilintet- gøre bestanden. Metoden fungerer udmærket undtagen for jættebarkbillen, der ikke gerne yngler i døde træer. Dens mangler består i en betydelig anvendelse af arbejdskraft til udlæg- ning, afbarkning og tilsyn med yngelens udvik- ling indtil afbarkningstidspunktet. I de sidste år har man søgt at begrænse arbejdsforbruget ved afbarkningen. Forgiftning af fangtræerne med 121 kontaktgifte var ikke tilfredsstillende, fordi fange- evnen nedsattes; men ved sprøjtning af fang- træerne med en (billig) opløsning af 15—20 pct. kogsalt i vand eller med f. eks. ortodiklorbenzol i brændselsolie kan barkbilleynglen dræbes. På sydlige breddegrader kan man med held udsætte angrebne stammer for stærk solbestråling på alle sider, hvorved barkbillerne dræbes af varmen. En ny metode er at forgifte stående træer med salte, der lader sig transportere op i træerne af saftstrømmen og forgifter hele kambiet. En bark- ring fjernes lavt nede på træet, sårfladen be- smøres med en giftpasta (zinksiliciumfluorid, natriumarsenit) og tildækkes, hvorpå træet knap en uge senere kan fældes og fungere som fang- træ. Barkbillerne angriber disse træer lige så gerne som ubehandlede. Alle barkbiller, der borer sig ind ovenfor giftringen, dræbes; det korte stykke nedenfor må afbarkes. Liggende træer angribes mere af typografen (som metoden er anvendt imod) end stående. At beskytte stående, levende træer mod angreb er oftest uoverkommeligt og alt for dyrt. Større betydning kan det have at beskytte fældet tøm- mer mod teknisk skade af de vedborende bark- biller eller af de blåsplintoverførende barkbiller på fyr, f. eks. ved besprøjtning af stammerne med DDT i olie. Herved kan man også forhindre angreb i stammer, der ikke kan fjernes fra skoven i tide; afbarkning er dyrere. I reglen er der ikke nogen redning for selve 122 de barkbilleangrebne træer. Der findes imidler- tid nu kemikalier, som kan sprøjtes på levende træer, trænge igennem barken og dræbe de der- værende barkbiller — uden at dræbe træerne selv. Metoden er med gunstigt resultat anvendt mod jættebarkbillen. Ved angreb af andre barkbille- arter har det i skovbruget mindre interesse at redde de angrebne træers liv — disse er gerne så svækkede før og gennem angrebet, at de al- ligevel er dødsdømt — og man lægger derfor hovedvægten på at forhindre, at nye træer an- gribes. X. Fjender. I den righoldige barkbille-litteratur er i tidens løb en mængde insektarter blevet opført som barkbillefjender. Kritisk gennemgang af disse angivelser i nyere tid har vist, at hovedparten af de pågældende arter er uskadelige dyr, der fore- kommer i barkbillernes gangsystemer og ernærer sig af bark, ved, henfaldende plante- og dyre- rester 0. s. v., men uden at angribe de levende barkbiller (synøker). De fleste af disse synøker er biller, men f. eks. tovingede og mider er også vel repræsenteret. Parasitter. Snyltehvepse er almindelige para- sitter på barkbillerne, og både endo- og ecto- parasitisme forekommer. Man kan ofte finde de hvide maddiker eller de papiragtige kokoner i stort antal under barken, når de overlevende 123 barkbiller er fløjet ud. Parasiteringen kan foregå på den måde, at æggene med snyltehvepsens læggebrod føres gennem barken og anbringes på barkbillelarverne. I andre tilfælde opsøger snylterne barkbillerne ved at gå ind i deres gangsystemer gennem indboringshullerne. Rundorme (Nematoder) findes ikke sjældent i barkbilleimagines og -larver. Nogle forfattere an- giver, at rundormene medfører en nedsat for- meringsevne hos værterne, mens andre under- søgelser har vist, at der ikke forekom nogen sådan nedsættelse. Det er derfor måske tvivl- somt, om rundormene faktisk skader værterne, så -atider idet mindste i:en del tilfældeser: tale om, at de er kommensaler (dyr, der lever i eller på andre dyr og deler deres føde). Forskellige encellede dyr er ligeledes konstateret som endo- parasitter og kommensaler hos barkbiller. Rovdyr. Der må tillægges disse større betyd- ning end parasitterne som barkbillefjender. Bil- lerne, og blandt dem især nitiduliderne og cleri- derne, er de vigtigste rovdyr. Slægten Rhizo- phagus, hvis arter både som larver og imagines lever af barkbiller og disses yngel, er almindeligt udbredt overalt hvor der er barkbiller. De lang- strakte, oftest rødbrune imagines er let kende- lige. Adskillige andre nitidulider ernærer sig af barkbiller. Velkendt som barkbillefjender er cleriderne og 124 især præstebillen, Thanasimus formicarius, hvis larve er rosarød og har to kitinudvækster på bagkroppens spids. Både larver og imagines af præstebillen fortærer grådigt barkbiller og disses larver, samt alt andet levende, de træffer på i gangsystemerne, deriblandt mindre artsfæller. Forpupningen sker under barken sent på som- meren i august-september. I hele den sidste del af deres larvetilværelse lever præstebillelarverne ofte af snyltehvepselarver, der sidder tilbage, ef- ter at barkbillerne forlængst er fløjet. Blandt rovdyrene findes endvidere forskellige fluelarver; også mider kan lejlighedsvis ernære sig af barkbillelarver og -æg. Fugle kan fortære en del barkbiller. Det gælder først og fremmest flagspætten, der opsøger dem under barken på de angrebne træer. Andre arters barkbillefangst er ganske sporadisk. Selv spæt- ternes virksomhed er ubetydelig, de søger ofte større bytte og fortærer vel lige så ofte barkbiller- nes parasiter, rovdyr og synøker som barkbiller. Hos barkbillerne er det ikke som hos mange andre insekter, der kan optræde i massefore- komst, fjenderne, der spiller en væsentlig rolle ved at opformere sig endnu stærkere og derved begrænse værtdyrets antal til den normale, uskadelige størrelse. Det er træernes modstands- kraft og sundhed, der er den begrænsende faktor for de mere eller mindre sekundære barkbiller. Erfaringen viser, at tilbydes der ynglemateriale i tilstrækkelig mængde, formerer barkbillerne sig 125 tilsvarende, og først langsomt, eller endog aldrig, når fjenderne op på et antal, der har nogen be- tydning. Klimatiske faktorer spiller derimod en væsentlig rolle for barkbillernes formerings- hastighed. XI. Barkbiller som ikke lever i træer. Den altovervejende del af barkbillerne yngler i træernes stamme, grene eller rødder, og den ovenstående gennemgang af biologien drejer sig om disse arter. Et mindre antal danske bark- biller yngler i andet materiale; ærteblomstrede buske bebos af Phloeophthorus rhododac- tylus og Hylastinus obscurus. Sidstnævnte går endda i stængler og rødder af kløver og andre urter. Enkelte arter forekommer mere eller mindre regelmæssigt i buske (Hylesinus oleiperda, Lymantor coryli). Den i Danmark kun een gang fundne art Xylocleptes bispinus yngler i clematis. Coccotrypes dactyliperda yngler i palmekerner, hvoriblandt daddelkerner, og den er med disse indslæbt i mange lande. Speciel del. Arterne er nævnt i samme rækkefølge som i den systematiske del. Afsnittet omhandler arter, hvis biologi er godt kendt, som er særlig almindelige, eller hvis gangsystemer kræver nøjere omtale af hensyn til lighed med andre arters gange. 1. Scolytus ratzeburgi Jans. Modergangen en enarmet længdegang 5—16 cm lang og 3—4 mm bred; den furer splinten dybt. Ved indgangen findes ofte en krykkestoklignende udvi- delse (fig. 61). Modergangen i reglen forsynet med talrige cir- kelrunde »lufthuller«, der kan tjene som indgang for hanner ved gentagen parring. Gangsystemet på grund af lufthullerne meget let at opdage. Larvegangene udgår i begyndelsen vinkelret på modergan- gen. De kan blive temmelig lange (25 cm), og de furer splinten tydeligt. Puppelejerne ligger hovedsagelig i barken. Denne art træffes på hvidbirk og vortebirk, den er den eneste art, som er særlig knyttet til birk. Generationen er 1-årig, idet larverne overvintrer. Sværm- ningen er sen, i juni-august. Yngler i mere eller mindre svæk- kede birketræer; har i Danmark kun ringe forstlig betydning, da birk kun i ringe grad anvendes i skovbruget. Bekæmpelse har ikke været aktuel, men arten går ikke gerne på liggende fangtræer, i hvert fald ikke på opsavet træ. Ernæringsgnavet foretages i kviste og grenvinkler. Udbredelse: størstedelen af Europa, hele Sibirien. 2. Scolytus scolytus Fabr. Modergangen en oftest 2—4 cm lang (max. 10 cm) enarmet længdegang, der furer splinten tydeligt på tyndbarket materiale, men hovedsagelig BE am 127 ligger i barken på tykbarket ynglemateriale. Bredden er ca. 2,5-3 mm. Larvegangene kan blive op til 15 cm lange; med bye Tid HH H ik | Wi NB: "lg bl v6 HÆ v gf: ==, | : ! | 4 pl IØ | ør IT TREN Er] TALE TYRE" LAT e Rn Nil; ii DN AD ANN bid 4 Hø i & (Hf fb MA i IN BTS pal pe ! W mi i VED i Hi i Fig. 61. Scolytus ratzeburgi, gange på vedoverfladen af birk. Z/,. Efter Løvendal. hensyn til at fure splinten forholder de sig som modergangene. Puppelejerne ligger i reglen helt i barken (fig. 62). Arten yngler fortrinsvis i elm, lejlighedsvis i andre løv- træer (poppel, avnbøg, ask m. fl.). 128 Opfattelserne af generationens varighed er stærkt delte. I Frankrig angives der at være normalt 2 generationer årlig, i Tyskland 1 eller 2 og i Holland mellem 1 og 4. Overvintringen sker på larvestadiet, sværmningen begynder omkring slutnin- =—ZaS ner RR == —— —= = W É' | UR SE IN == AMT = Prymy | mer varens Fig. 62. Scolytus scolytus, gange på indersiden af elmebark. +/,. Efter Boas. gen af maj på dage, hvor lufttemperaturen når op over ca. 20”? C. De sværmende imagines opsøger kronen af elmetræer, hvor de på 2—3årige kviste udfører deres modningsgnav. I løbet af ca. 10 dage bliver de kønsmodne og kan begynde at anlægge gangsystemerne. Ernæringsgnavet udføres på kviste af sunde elmetræer, ynglegnavet foregår derimod på sygelige elme. 129 Scolytus scolytus har sammen med andre elmebark- biller (Sc. multistriatus, Sc. laevis m. fl.) fået stor betyd- ning som overfører af den frygtede elmesyge. Elmesyge frem- kaldes af en ascomycet (Ophiostoma (Ceratostomella) ulmi). I løbet af kort tid optræder der visnen af bladene i grenspidser, og i løbet af eet eller nogle få år dræbes træerne. De syge træer er velegnet ynglemateriale for elmebarkbillerne. Elmesyge opdagedes i 1918 i Holland, Belgien og Nord- frankrig. Den har siden bredt sig til Sydeuropa, Østeuropa, England og endvidere med tømmerimport til U.S.A. og videre til Canada. I 1950 indslæbtes sygdommen til Sverige, antagelig også ved import af uafbarket elmetræ. Det første tilfælde af elmesyge i Danmark konstateredes i 1955 nær Holte. I de andre skandinaviske lande mangler den endnu. Da elme- barkbillernei Danmark er ret sjældne, vil elmesygens udbredel- sesmuligheder her i landet være dårlige; men på den anden side skaber sygdommen gunstige kår for barkbillernes opfor- mering. I Holland har elmesygen dræbt henved 97, af landets elme. Kun asiatiske elmearter synes resistente, hvorfor man formoder, at sygdommen stammer fra Åsien. Bekæmpelse har kun interesse for at begrænse elmesygen. Angrebne elme må fældes og afbarkes eller i længere tid op- bevares i vand. Barken og kvistene brændes. Elme, der fældes i inficerede områder må behandles tilsvarende. I U.S.A. an- vender man beskyttende sprøjtninger med DDT-emulsion af sunde, værdifulde træer. Forsøg med at fremavle resistente elmeracer og med at dræbe svampen i inficerede, levende træer ved injection af fungicider (svampedræbende midler) i stammerne er endnu ikke lykkedes. Udbredt i hele Europa incl. det europæiske Rusland. 3. Scolytus laevis Chap. Modergangen en enarmet længdegang, ofte med en krykkestok-udvidelse ved indborin- gen. Længde 2—10 cm, bredde knapt 3 mm. Larvegangene ud- går i begyndelsen vinkelret på modergangen men kan senere bøje og forløbe mere eller mindre parallelt med denne. Alle Victor Hansen: Barkbiller' 9 130 gangene furer veddet dybt, puppelejerne er ofte dybt forsæn- ket i splinten (fig. 63). Denne, mindre, barkbille yngler fortrinsvis i elmegrene og tyndbarkede dele af elm. Foruden på elm er den fundet på forskellige andre løvtræer: eg, lind, bøg m. fl. Generationen angives at være 1-årig med sværmning i juni Fig. 63. Scolytus laevis, gange på elmeved. -1/,. Efter Boas. for Mellem- og Nordeuropas vedkommende, i Sydeuropa 2 ge- nerationer pr. år. Biologi og forstlig betydning er iøvrigt som for Sc. scolytus, men laevis er sjældnere i Danmark. Udbredelse: Frankrig, Midteuropa, Østeuropa, eur. Rus- land, Skandinavien. 4. Scolytus intricatus Ratz. Modergangen en enarmet tværgang med en længde på 1—3 cm. Larvegangene løber væsentlig i træets længderetning, de er lange og efterhånden slingrende. Både moder- og larvegange furer veddet dybt. Puppelejerne kan, alt efter barkens tykkelse, ligge i barken eller i splinten (fig. 64). Yngler i eg. Langt sjældnere forekommer den f. eks. i bøg, 131 poppel, elm m. fl. løvtræer. Gangsystemerne fortrinsvis på grene eller på unge stammer. Overvintringen sker på larvestadiet. Sværmningen begyn- der i slutningen af maj eller i juni måned. De unge imagines udfører et modningsgnav på kviste fra forrige sommer, der begnaves eller udhules; de dræbes ofte derved. Generationen 1—årig, i Sydeuropa 2 generationer pr. år. | | HR |) | N ! / V - AN i Ål id ig Å VÅR ! 5 Al ; ] dd Sr " || 72 al É É Dj v AN ) i 7 alf Wå G y HTU | rl me ( NY | > i Å SUN E UNI ” ; MID v RR AUN Å JUL Fa NSA 7 ) NT N £ > STAV ANT HDPNN ll AAN E i KRAN HYMNN il 4 [ "al Talen i " LAND) ' PAP : MANN: | Ah N AN F | Fig. 64. Scolytus intricatus, gange på vedoverfladen af en egegren. Gangsystemet bredt ud. Z/;. Efter Boas. Er udpræget sekundær og den forstlige betydning derfor ringe; arten holder sig til fældede effekter, undertrykte grene o.s.v. Bekæmpelse har ikke været aktuel. Udbredelse: størstedelen af Europa, inclusive Rusland og Kaukasus. 5. Scolytus rugulosus Ratz. Modergangen en 1—3 cm lang enarmet længdegang, sjældent en tværgang. Larvegan- gene udgår vinkelret på modergangen, men jo tyndere mate- riale, gangsystemet er anlagt på, jo før drejer gangene paral- lelt med modergangen. Gangsystemet anlægges især på tynd- 9% 132 barket materiale, hvor det furer splinten dybt. Puppelejerne ligger i splinten (fig. 65). Arten yngler i frugttræer og andre træarter inden for rosenordenen. Generationen er antagelig 1-årig her, men i Midt- og Syd- Fig. 65. Scolytus rugulosus, gange på vedoverfladen af slåen. ?/,. Efter Løvendal. europa angives der at være 2 generationer pr. år. Overvintringen sker i larvestadiet, forpupningen foregår i maj, sværmningen i juni-august. Kan lejlighedsvis være skadelig på frugttræer, nogle gange sammen med den større og sjældnere art Sc. mali. Denne art lever på samme træarter som rugulosus, ofte på mere sygelige træer. Modergangene er længere (5—12 cm), og larvegangene er lidt regelmæssigere. Gangsystemerne findes på stammerne og på de tykke grene, splinten fures min- dre end hos rugulosus. Generationen for Sc. mali er i Sydeuropa dobbelt, i Mellem- og Nordeuropa 1-årig. Larverne overvintrer, forpupning i maj (lidt før rugulosus), klækning og sværmning fra juni til august. Renholdelse af frugtplantager for sy- ge grene og træer vil normalt være en tilstrækkelig sikring mod angreb af de ovennævnte barkbiller. Sc. rugulosus er udbredt i hele Eu- ropa, Middelhavsegnene, Sibirien, Tur- kestan, og den er indslæbt til U.S.A. og til dele af Sydamerika. Sc. mali er udbredt i hele Europa, Sibirien og Kaukasus. 6. Hylesinus crenatus Fabr. (Stor askebarkbille). Modergangene tværgange, ofte dobbeltarmede, men ikke sjældent 133 1-armede eller med kun den ene arm kraftigt udviklet. Gan- gene korte, 1—3 cm (max. 9 cm) og brede (indtil 5 mm). På barkens inderside kan en »barkbro« adskille de to grene af modergangen, d.v.s. modergangen når først igennem barken et lille stykke til hver side af indboringen. < "ly «lp DL (UN MÅ MUN IND un jim ; FÆR YU Å AN (|) | ET "D | 1 SAN N 2 == LA SNO iD SN ” ÆT IP, ”, vi |) dj! SK N TALER NAR VIN Kon Alton | ER SAN CTS Nl) i "n NMN AN ng SEN UA Be FAR N hug TA NØ [ar CSA i mm I [ UDE: XA DU VIET Ds S mM neg DE: KA ER Se Se ci) Mn ul i ulllhe EG HO AN SE INR ma xz nu: =HH INC = GE, NV pris | NS SEATERE Un, sam |" | vb g FESG i | N AN NSSS I Ø ber, é- CE vil ,” (| OY LTR n j ; ID W D) dN X | p- NOR aff mA Vs ud EEG KV f | i Do Fig. 66. Hylesinus crenatus, gange på askebark. ”/,. Efter Løvendal. | DN CA SE 3 SAD rad ") Å fi el ae unges Larvegangene meget lange: 10—15 cm (max. 30 cm). Både moder- og larvegange furer splinten, mens puppekamrene oftest ganske ligger i barken. Flyvehuller ca. 3 mm (fig. 66). Yngler især på de tykbarkede dele af ask, sjældent på f.eks. valnød, eg m. fl. Overvintringen foregår i imagostadiet i korte overvintringsgange i tyk bark. Lejlighedsvis har man både her og i udlandet fundet overvintrende larver. Forpupning er her i landet iagttaget først i juni måned. Oplysningerne om generationsforløbet er modstridende, men kan tydes sådan, at generationen er 1-årig, og at hunnerne evt. kan lægge æg to 134 gange. En anden mulighed er, at generationen også her skulle være 2-årig, sådan som det er påvist at være tilfældet i Czechoslovakiet. Der sker første overvintring som små larver, forpupning i juni, og de klækkede imagines udfører derefter ernæringsgnav sommeren igennem; først næste år sker æglæg- ningen. I Frankrig angives generationen at være 1-årig. Ældre angivelser af 2 generationer pr. år er utvivlsomt fejlagtige. Har kun sjældent optrådt som (sekundært) skadedyr i skov- bruget. Den går gerne på fangtræer. Udbredelse: Europa, dele af N. Afrika, Kaukasus. SRER É 75555 ER Fig. 67. Hylesinus oleiperda, gange på ved. Efter Schimitschek. 7. Hylesinus oleiperda Fabr. Modergangene dobbelt- armede tværgange, længde ca. 3—4 cm, bredde ca. 2 mm. Larvegangene temmelig lange (5—8 cm). Både de og moder- 135 gangene furer splinten dybt, ligesom puppelejerne går dybt ind i denne. Gangsystemerne indtager med hensyn til larve- gangenes længde en mellemstilling mellem gangene af stor askebarkbille og plettet askebarkbille (og L. orni) (fig. 67). H. oleiperda er især knyttet til oliventræet, men den fore- kommer nordligere end dette og findes da især på askearter, på syren, liguster m. fl. Generationen er efter udenlandske undersøgelser 1-årig med overvintring i larvestadiet. Udbredelse: det sydlige Vesteuropa, Middelhavs-egnene, det sydlige eur. Rusland, Kaukasus. 8. Leperisinus fraxini Panz. (Plettet askebarkbille). Mo- dergangene dobbeltarmede tværgange af en længde på 5—10cm eller mere, altså gennemgående kendeligt længere end hos de Mi ll ULHHIrTE HDL : i i”'ø ERE BA! | ULLR i i ' Fig. 68. Leperisinus fraxini, gange på askebark. ?/,. Efter Løvendal. foran behandlede askebarkbiller; på grene kan gangene være noget kortere. Larvegangene udgår vinkelret på modergangen, de er kortere end hos de to forrige arter: 2—5 cm er det almin- deligste. Både moder- og larvegange furer veddet dybt, puppe- lejerne ligger i veddet (fig. 68). 136 - Medens gangsystemerne let skulle kunne kendes fra de to førnævnte askebarkbiller, er ligheden med gangsystemerne af den nærbeslægtede, men ikke her fra landet kendte Leperi- sinus orni Fuchs meget stor. Modergangene hos denne for- holder sig som plettet askebarkbilles, og larvegangene er lige- ledes korte, kun indtil 3 cm, og især skal de være bredere, så gangene i stor udstrækning smelter sammen. Hos plettet askebarkbille er de, skønt tætliggende, hovedsagelig velaf- grænsede fra hinanden. Puppelejerne ligger også hos L. orni i splinten. Sidstnævnte yngler oftest i tyndbarket materiale, hvor modergangene anlægges mere eller mindre skråt. Dette gælder også plettet askebarkbille på lignende grendimensioner. Yngler fortrinsvis i askearterne, sjældnere i andre løvtræer som eg, bøg, valnød m. fl. L. orni er kun angivet fra ask. Begynder sværmningen omkring 1. maj. Til æglægningen udvælger den døde eller svagelige asketræer eller eventuelt askebrænde og andre askeeffekter, der er efterladt i skoven fra vinterens hugst. Ynglematerialet er tit kolossalt tæt ud- nyttet, så vedoverfladen fuldstændigt opfyldes af de sirlige gangsystemer. Disse kan ligge så tæt, at kun en lille del af larverne har fået tilstrækkelig næring til at fuldføre udvik- lingen, mens resten er sultet ihjel. Imagines er udvoksne i den sidste del af sommeren. De forlader da klækningsstedet og opsøger glatbarket, sund ask, enten grene eller unge stammer, hvor de i den ydre bark gna- ver korte gange. Gnavet tjener som modningsgnav for de nyklækkede biller og som regenerationsgnav inden en evt. gentaget æglægning. I de samme gange sker overvintringen. Generationen er 1-årig. Skønt ernæringsgangene ikke når ind til kambiet, reagerer træerne ved at danne stenceller og korkpartier; veddet inden- for bliver uregelmæssigt og kan blive mørkplettet. Udadtil bliver barken knudret, sortagtig. Disse barkdannelser kan dække store arealer og benævnes »bark-« eller »askeroser«. Plettet askebarkbille anvender ofte år efter år samme aske- roser til ernæringsgnav og overvintring. Misdannelserne kan være meget almindelige i askeskov, hvor man har forsømt at 137 fjerne askeeffekter, før der klækkedes barkbiller af dem. Askeroser kan også fremkaldes ved angreb af bakterien Phytomonas savastanoi Berg; de af barkbillerne frem- kaldte misdannelser kan dog let kendes ved, at de indeholder korte gange. Udpræget sekundær, dens ynglegnav derfor uden nogen forstlig betydning. Ernærings- og overvintringsgnavet kan derimod blive skadeligt ved veddets deformering under aske- roserne. Det undgås ved at fjerne ynglematerialet fra skoven i tide. Udbredelse: Europa incl. eur. Rusland, Middelhavs-egnene. L. orni er i sin udbredelse endnu ikke udskilt fra plettet askebarkbille. Den er angivet fra Frankrig, Tyskland og Østrig. Generationsforløbet er som hos plettet askebarkbille. 9. Hylurgops palliatus Gyll. Modergangen en kort, 2—4 (max. 7) cm lang længdegang; bredden er ca. 2 mm, men kan variere en del på samme gang, eftersom denne ligger mere eller mindre dybt i barken. Nær indboringshullet ofte en lille udvidelse på gangen, hvorefter denne fortsætter lige opad (på liggende stammer blot »ligeud«). Gangen får derved et »støvleagtigt« udseende. »Støvlehælen« tjener som opholds- sted for hannen. Modergangen tegner sig kun svagt eller slet ikke på veddet. Æggene lægges. dels i særskilte æggruber, dels i fælles længere gruber, der indeholder adskillige æg. Larve- gangene kommer derved til at udspringe fra modergangen med uregelmæssige mellemrum, til dels får de et »geviragtigt« udseende, fordi de efterhånden grener sig ud fra et fælles udspring. Larvegangene og til dels puppelejerne ligger i bar- ken, og gangsystemerne anlægges ofte så nær hinanden, at de enkelte gangsystemers forløb ikke kan udredes (fig. 69). Polyfag, yngler omtrent lige gerne på alle nåletræer, selv om den vel er nærmest knyttet til gran. Arten sværmer tidligt, allerede i april og senere. Efter svenske undersøgelser resulterer den tidlige sværmning, der begynder allerede ved en lufttemperatur af 5?—6? C, ikke direkte i en æglægning. I stedet udfører billerne først et ernæ- 138 ringsgnav på samme slags materiale, som de senere yngler i. Æglægningen sker især på ældre, fældede eller døde stammer eller på døende træer; den begynder, når lufttemperaturen når op på ca. 10? C. Billen undgår oversiden af solbeskinnede stammer. I Danmark findes de første gangsystemer med æg omkring 1. juni. Løvendal har her i landet iagttaget både MYRER W. ul hl HAN LKTRIDA KHR lo hi TD Il Ll Ill | Ny UN ) NR | Wir MH LH | AD ÅL on il BK fl i | || i i HL mulig | NR Zantg PR i) I MY; GE | ZÆN TI HR. mM TH UN || | il at il N NR || in v ti NEN "ÅL MIN | HR AM URI jf fh i AA Fig. 69. Hylurgops palliatus, ungt gangsystem på fyrrebark. Z”/,… Efter Boas. 1 og 2 generationer pr. år. I Sverige og i Czechoslovakiet er generationen 1-årig. I Tyskland antages der i hvert fald delvis at være 2 generationer pr. år, ligesom moderbillerne skal kunne anlægge et søsterkuld i den senere del af sommeren. I Frankrig angives 2 generationer pr. år at være reglen. Overvintringen sker her i landet oftest som imago under bark eller i skovbunden. Overvintring i larvestadiet er dog ikke sjælden, også pupper er fundet overvintrende. H. palliatus er vel sammen med Cryphalus abietis de almindeligste barkbiller i de danske nåleskove. Den har ikke her anrettet nogensomhelst skade af forstlig betydning, da både dens ynglegnav og dens ernæringsgnav er udpræget 139 sekundært. Rigtigheden af ældre udenlandske meddelelser om skadelighed må stærkt betvivles. Udbredt over hele Europa, forekommer tillige i Sibirien. 10. Hylastes brunneus Er. (Fyrrens rodbille) og Hyla- stes ater Payk. Efter udbredelsen af de to arter at dømme må man gå ud fra, at praktisk taget alle biologiske iagttagel- ser fra Danmark drejer sig om H. brunneus. Hvad gang- systemet angår, kan det i hvert fald fastslås, at det for de to arter må ligne hinanden meget og svarer til den tyske beskrivelse af gangene hos H. ater. De behandles derfor her under eet. Iøvrigt ligner gangsystemerne af alle de i trærød- der ynglende Hylastes- og Hylurgus-arter hinanden stærkt. Modergangen en længdegang på indtil 16 cm længde og med en bredde på indtil 4 mm. Ved indboringen er den ofte for- synet med en krykkestokagtig udvidelse og med et lufthul. Modergangen kan fure veddet overfladisk. Larvegangene lig- ger mere eller mindre inde i barken og furer derfor ikke ved- det. De kan være meget sammenrodede i bark, hvor gang- systemerne ligger tæt; modergangene kan da være bøjede. Fyrrens rodbille yngler ligesom H. ater i stubbe og rødder af forskellige fyrrearter, meget sjældent på gran. Hvis æglæg- ningen foregår på rødder af levende træer, er disse altid syge- lige. Generationsforløbet næppe tilfredsstillende undersøgt. I Frankrig angives generationen (for H. ater) at være 1-årig, tyske kilder og Løvendal omtaler, antagelig fejlagtigt, to eller endog tre generationer årligt. I Sønderjylland var der 1955 i den sene sommer endnu ca. ”/, ikke klækket nogen larver, og overvintringen 1955/56 skete som larver. Fyrrens rodbille udfører sit ernæringsgnav uden for klæk- ningsstedet, enten på andre stubbe, på undersiden af fældede stammer eller i barken af unge, sunde fyrreplanter. Ernærings- gnavet er gangagtigt, også på de unge planter, og det stræk- ker sig ofte ned på den underjordiske del af planterne. Herved kendes gnavet fra gnav af snudebillen Hylobius abietis; denne gnaver meget almindeligt på nåletræplanter, men altid 140 over jordoverfladen og mere overfladisk, plet- eller grubeag- tigt, sammenlignet med rodbillens noget minerende gnav. Ynglegnavet ganske sekundært og derfor uden forstlig betydning. Ernæringsgnavet derimod primært, og det kan anrette meget betydelig skade ved at dræbe unge planter i fyrrekulturer, plantet efter fyr. På sådanne arealer klækkes rodbillerne af stubbene og kaster sig over de unge planter. Ældre planter er med deres tykke bark mere modstandsdyg- tige. Foruden på fyr er fyrrens rodbille her i landet en enkelt gang truffet som skadedyr på lærk. En bekæmpelse i form af fjernelse af ynglematerialet, støddene, er under normale økonomiske forhold uoverkom- melig. Mod ernæringsgnavet kan der udlægges fangbark, d.v.s. friske barkstykker på ca. 20 x 40 cm. Stykkerne lægges med indersiden (»kødsiden«) mod jorden. Dækning med græstørv er gavnlig. Man kan også bruge fangtræ, korte, 5—10 cm tykke stykker frisk fyrretræ med barken på. Stykkerne graves skråt ned i jorden i plantningerne. Antallet af barkstykker eller stykker fangtræ skal antagelig være 100 eller mere pr. ha for at få en tilstrækkelig virkning. Nøjere undersøgelser derover foreligger ikke. Udlægningsmaterialet tillokker rodbillerne i stort antal. Det må regelmæssigt efterses og fornyes, og det gamle må brændes for at tilintetgøre fangsten. En forgiftning af fang- materialet med thiofosformidler til muligvis tillade færre ud- lægninger og gøre brændingen unødvendig. I Danmark er den økonomiske betydning af rodbillens ernæringsgnav begrænset af den her i landet forholdsvis sjældne plantning af fyr efter fyr. 11. Hylastes cunicularius Er. (Granens rodbille). Modergangene 1-armede længdegange, ofte med krykkestok- udvidelse forneden. De furer splinten tydeligt. Længden 5—6 cm, bredden ca. 2,5 cm. Larvegange og puppelejer ligger kun i barken og ses ikke altid på dennes inderside (fig. 70). Yngler på gran-arterne, især på rødgran. I sjældne tilfælde har den ynglet på lærk. Ynglematerialet er friske stubbe og 141 rødder, sjældnere undersiden af fugtigt liggende stammer; arten svarer altså biologisk ganske til den foregående, også deri, at ernæringsgnavet kan ske på unge sunde planter af gran, sjældnere på andre nåletræer. Også ernæringsgnavet af denne - RON 2 øf: SE = Fig. 70. Granens rodbille, gange på granbark. "/,. Efter Løvendal. art kan forveksles med gnav af snudebillen Hylobius abietis. I Danmark sker æglægningen fra omkring maj måned. I 1955 kunne der i Sønderjylland konstateres sværmning om- kring "/,, og omkring ”/, fandtes der korte gange med æg, men endnu uden larver (i 1955 var forsommeren meget kølig). Overvintringen 1955/56 skete som små og store larver. I 1953 skete sværmningen sammesteds midt i maj. Svenske og tjek- kiske undersøgelser har vist, at generationen i de pågældende lande er 2-årig, idet første overvintring sker i larvestadiet ; næ- ste år forpupper larverne sig, og de klækkede imagines indleder 142 ernæringsgnavet i juli, men forplanter sig først efter at have overvintret i skovbunden. I Danmark er der konstateret overvintring i larvestadiet og udflyvning af imagines fra juli og senere, på steder hvor æglægningen måtte være sket året før. Dette kunne tyde på, at generationen også her er 2-årig, men beviser det ikke. I Tyskland har nye undersøgelser peget på 2 eller i det mindste 1 generation pr. år. Generationsspørgsmålet er af vigtighed for afgørelsen af tidspunktet for iværksættelsen af bekæmpelsesforanstaltnin- ger. Granens rodbille anretter meget betydelig skade i gran- plantninger her i landet, omend .skaden hyppigt forveksles med gnav af Hylobius abietis. Bekæmpelsesforanstaltninger som for fyrrens rodbille, blot må man naturligvis her som fangmateriale vælge gran. Ska- derne indtræffer erfaringsmæssigt temmeligt sent på sommeren. Udbredelse: det nordlige og mellemste Europa, Sibirien. 12. Dendroctonus micans Kug. (Jættebarkbillen). Gang- systemet afviger stærkt fra de fleste andre barkbillers. Æggene lægges samlet klumpvis i en stor udvidelse af en ofte kort modergang. Modergangens retning kan variere, men den er gerne tværgående. Den furer veddet svagt. Særskilte larvegange forekommer ikke. Larverne udhuler i fællesskab barken til en eller flere sider udfra ægkammeret (fig. 58a) Den fælles hule er delvis opfyldt af en mørtelagtig, sammenpresset masse bestående af exkrementer, larvehude, døde larver o.s.v., altsammen gennemtrængt af harpiks. For- pupningen sker i denne masse, efter at de fuldvoksne larver er søgt tilbage i den fra hulens udkanter. Puppelejerne furer splinten og er omgivet af en krans af vedspåner. Yngler især i gran- (Picea-) arter. Dens naturlige værts- plante er rødgranen, men den synes at foretrække visse exoti- ske træarter, f. eks. den i Danmark meget benyttede sitka- gran. Angreb på skovfyr er ikke ualmindelige, og jættebark- billen kan yngle på flere andre fyrrearter. Udenlandske angi- velser af, at den også skulle yngle på ædelgran og lærk, har 143 hidtil ikke kunnet bekræftes under de efterhånden temmelig vidtstrakte angreb i Danmark. Danske undersøgelser af generationsforløbet har vist, at generationen her er 2-årig, måske for en mindre del 3-årig. Ved 2-årig generation overvintrer første år små larver, andet år store larver og imagines. Puppestadiet er ikke fundet over- vintrende i Danmark. 2-årig generation er tillige iagttaget i Sverige og i Czecho- slovakiet samt af og til i Tyskland. Mange tyske forfattere angiver dog, at generationen er 1-årig. Netop hos jættebarkbillen vil udviklingens varighed være stærkt varierende, thi den yngler under meget forskellige temperaturforhold. Gangsystemer ved træernes fod, under skovbundens overflade, vil inde i sluttede bevoksninger sjæl- dent nå op over 14” C i årets løb. Oppe på stammerne i en sådan bevoksning vil de omtrent have luftens temperatur eller lidt mere; men på mere fritstående træer vil barktem- peraturen, i hvert fald på solskinsdage om sommeren, kunne nå op på mellem 30” og 40? C. Sværmningen er sen og langstrakt. Den begynder sidst i maj og vedvarer til hen på efteråret. Som reaktion på indbo- ringerne danner granerne uden på barken store harpikstragte, der, hvis indboringen lykkes, fyldes mere eller mindre med boresmuld og exkrementer. Tragtene får da et karakteristisk udseende, der træffende er sammenlignet med »brændte mandler«. Æglægning og klækning tager lang tid. I samme gangsystem aflægges der ofte to portioner æg, skilt af den »dyne« af borespåner der altid omgiver en afsluttet æghob. Mellem de to æglægninger foretager hunnen regenerationsgnav i gangsystemet. Ægantallet er oftest ca. 150, sjældent helt op til 300 æg. De nyklækkede imagines udøver et meget langvarigt ernæ- ringsgnav efter klækningen; gnavet former sig som en udvi- delse af larvegnavet. Gangsystemet forlades af imagines efter parringen gennem nogle få flyvehuller; men anlæggelse af nye gangsystemer kan ske direkte ud fra det gamle, hvis træet er levedygtigt nok til at tiltale jættebarkbillerne. 144 Yngler i temmelig sunde træer, aldrig i sådanne, der, over- ladt til sig selv, ville dø i løbet af et par år. På rødgran synes alle mulige svækkelser (svampeangreb, barksår, sneskade, tørke m. v.) at kunne disponere for angrebene, der på denne træart overvejende sker nær træets fod og på temmelig tykke træer. På sitkagran findes angrebene hyppigt også i stor højde og ofte på træer uden nogen kendelig svækkelse. Experimen- telt har man påvist, at jættebarkbillen kan yngle i sunde træer; i naturen forekom angreb ved disse forsøg med rød- graner imidlertid mest på træer med 6—8 atm. osmotisk tryk i kambiet, selv om angrebene experimentelt altid lykkedes på sunde graner med et normalt osmotisk tryk på ca. 11 atm. (fig. 60). Jættebarkbillen foretrak altså noget svækkede rød- graner, hvad man altså også har kunnet bemærke under dan- ske forhold. Som nævnt stiller sagen sig for sitkagranens ved- kommende sig tilsyneladende anderledes. Det følger af det ovenstående, at jættebarkbillens forstlige betydning må kunne blive stor. Mens angrebene på rødgran altid har været nogenlunde godartede og sekundære, har der i de senere år, 1935—1955, forekommet vedholdende angreb på sitkagran i Nordvesteuropa, hvor denne amerikanske træart på mager jord har vist udmærket vækst og derfor er blevet plantet i ikke ubetydelig udstrækning. I Danmark og særlig i Jylland er store plantninger i glimrende vækst blevet øde- lagt af jættebarkbillen. Lyse bevoksninger ødelagdes hurtigere end svagthuggede, mørke. Barkbilleangrebet må formodentlig være begunstiget af de tørre somre omkring 1947 og af den stedse større anvendelse af sitkagran i skovbruget, der har lettet billernes udbredelse. Bekæmpelse kan ske ved fjernelse og afbarkning af an- grebne træer; barken må brændes. I stedet for dette kan man sprøjte med f. eks. ortodiklorbenzol i olie. Disse foranstalt- ninger kræver, at man gennemfører bekæmpelsen samtidigt over store skovstrækninger for at undgå nyinfektion, da jætte- barkbillerne flyver udmærket. Lettere angrebne træer kan reddes ved påsprøjtning af et 145 flygtigt sprøjtemiddel (Mobe T), der dræber billerne under barken uden at beskadige træerne. Dette middel kan natur- ligvis også bruges til de ovennævnte foranstaltninger. Forekommer i det meste af Europa (undtagen England, Vest- frankrig, Italien og Grækenland) samt i Sibirien inclusive Sakhalin. 13. Blastophagus piniperda Eichh. (Marvboreren). Modergangen en 1-armet længdegang på 8—10 cm, sj. over 20 cm. Den er ofte noget bugtet, ved indboringen med en lille udvidelse. Især på liggende stammer har modergangen en krumning lige ved indboringshullet, og uden for dette kan der være en lille harpikstragt. Gangen er forsynet med luft- huller; den furer splinten, og dens sider er oftest hvide af harpikskrusteringer (fig. 71). Larvegangene meget lange; i begyndelsen parallelle og vin- kelrette på modergangen, senere er forløbet ganske uregelmæs- sigt. På stammer med nogenlunde tyk bark ligger larvegange og puppelejer i barken. Fortrinsvis knyttet til skovfyr. Yngler også gerne i f. eks. banksfyr (Pinus banksiana) og bjergfyr, mindre gerne i f. eks. østrigsk fyr. Ganske undtagelsesvis fundet i rødgran, lærk og ædelgran. Ynglegnavet er udpræget sekundært. Det foregår i stubbe, fældede effekter og i syge træer. Undersøgelser af et stort marvborerangreb på Djursland i årene efter den sidste krig viste, at det fortrinsvis (foruden effekter og stubbe) var svampeangrebne skovfyr, der blev ynglet i. Svampeangrebet skyldtes rodfordærveren (Fomes annosus Cke.). Marvbore- ren kunne kun yngle i træer, der var stærkt angrebne af denne svamp, i svagere angrebne træer mislykkedes yngleforsøgene (der var kendelige ved særlig store harpikstragte ved indbo- ringen), og i sunde træer forsøgte barkbillen slet ikke at yngle. Sværmer allerede fra marts, men æglægningen foregår dog hovedsagelig i april og maj. Parringen sker ved vinterkvar- teret eller umiddelbart inden indboringen. Een parring er til- Victor Hansen: Barkbiller. 10 146 strækkelig til at gennemføre æglægningen, ofte finder der imidlertid flere parringer sted. Lejlighedsvis trænger frem- mede hanner ind gennem lufthullerne for at parre sig med den æglæggende hun. Ægantallet kan blive 100—120. Moder- gangene anlægges ofte så tæt, at kun en meget ringe del af yngelen kan få tilstrækkelig ernæring til at fuldføre udviklin- gen, således at næringskonkurrence spiller en væsentlig rolle som begrænsende faktor for antallet af marvborere. De unge biller klækkes i løbet af sommeren. De flyver op i kronerne på fyrretræer i nærheden og borer sig ind i marven på årsskud- dene, som de siden udhuler. Moderbillerne kan efter at have fuldført første æglægning ligeledes foretage et ernæringsgnav (regenerationsgnav) i fyrreskuddene for så evt. at gentage æglægningen. De nyklækkede imagines lægger imidlertid ikke æg samme år. De overvintrer i ganske korte vintergange i bark ved foden af tykbarkede fyrretræer, og først i det kom- mende forår lægger de æg, delvis endda først efter at have fortsat ernæringsgnavet i fyrrekronerne (skuddene fra året før). Generationen er altså 1-årig. Vintergangene når ikke kambiet. Særdeles almindelig i danske fyrreskove. Den forstlige betydning af ynglegnavet er dog kun ringe i en sund skov. Kun når andre faktorer disponerer stærkt for angrebet, kan det blive alvorligt. Er disse primære faktorer kun af forbi- gående art, f. eks. et enkelt års tørkesvækkelse, kan marv- boreren dræbe træer, der ellers måske kunne have kommet sig. Her i landet dræbes årligt ikke så få bjergfyr i utrivelige plantager af marvborerens ynglegnav; i skovfyrbevoksninger er dette sjældnere. Ernæringsgnavet er derimod ganske primært. Det resulte- rer i, at de udhulede skud falder af i storm, hvorved trækro- nerne deførmeres. De danner »koste« og kegleformige sekundære kroner ovenpå de normalt affladede o.s.v. De forandringer, marvboreren kan påføre fyrrekronerne, har givet arten dens tyske navn »Waldgårtner«. Kraftige ernæringsgnav kan medføre en nedgang i træernes tilvækst på indtil 30'/,. Flerårige angreb kan svække træerne 147 så stærkt, at de tilsidst kan falde som offer for ynglegnavet. Vintergangene synes derimod at være ganske uskadelige. Bekæmpelse sker bedst ved rettidig fjernelse af yngle- materiale fra skoven. Dette er i sund skov tilstrækkeligt. Er KØ SD || | Nag mu. y if | | Øl | IND IM VA If | i DDS AE IDA) | in | å p i VA E Ul NTR i On N W: 1% (HR , x FAY |/ cz AVIV ASKON DR LED Mi Kor i i "ae ' "sr EM Al Øl 4, In, lt | l[ JAG VYK TTV | IND D SØEN || brmin É ! i . Y ØM AG GR R il TRIN h HINT AA DSG dr || fl 6, y É fø Pen 2 EN (| É NNE Ayn if ' 12. ' . vis" le ID eg v. i i Das: , i ”Æ i Ål [RSS FÅES | Dr UV nd UA i U Jj y e ' i / i ts led MDD PH 6 UN Sr NDE TET FSER TEE EH TIE TT toft gene, DA ill "4 WH |: £ WH Hu 2) É >" ren") er = a (EN OA W i NL i, ha ” PÆN dd fht, NOA ! | ID i bør fr ' han NT bv IØ VA HÅ Me sd Hr, i NUR: ” 1 KERN DÅ HHD ag É ii OT) NA å i 7) SAN (Flg MSP, 5 i IK tig DB 3/ Ek ANA fl ' f ng p sn, Eg i; É i ANG = Øl" | (U "44 br [ DÅ u mat: Be li i ' f Øl ut) AR Kur: i å 1 ARE MEE TR, VR Å "al NV el NAR S NS NEN | AN | i == SE w U N RY d S NNE AAR Ra =, RR ” Sa - Å) gå led, NG TØR ASA || YE OR Vå mg | ø eg is SMÅ Å IDA I) AR Aar TUN NØ) |TEL IRS od AN , inter, | an XR CSE VEN SA RS) | | | ' ON i. n | Lil AD Ny SAV h ter ii: H| Fl Å Yi" | H NNE IFER lø | "RR ra gg AD EGN MØN RU AUD RED SÅ ABD RAN Fig. 71. Marvboreren, gange på fyrrebark. ”/,. Efter Boas. fyrrebevoksningerne midlertidigt svækkede, kan man udlægge fangtræer, evt. forgiftede fangtræer (se s. 121). Efterladte stød må afbarkes eller forgiftes. Marvboreren er udbredt i hele Europa og i Nordasien til Japan. Den forekommer i Algier og er indslæbt til USA. Den nærstående art Bl. minor Hartig har næsten samme 19" 148 udbredelse, men mangler i Algier og USA; den er almindelig i Sverige, og gangene ses undertiden i indført tømmer. Dens gangsystemer er dobbeltarmede tværgange, som ligner plettet askebarkbilles (fig. 72). Yngler i fyr, oftest i mere tyndbarket fyr end marvboreren og forekommer ofte i toppen af stammer, der forneden er angrebet af denne. Kan angribe træer, der IN iht Ih i AN É Fig. 72. Blastophagus minor, gange på fyrrebark. ”/… Efter Løvendal. i É Di (ra — er sundere end marvborerens ynglemateriale. Med hensyn til ernæringsgnav, generationsforhold og sværmning forholder de to arter sig ens. 14. Polygraphus poligraphus L. Gangsystemet et stjernegnav. Parringskammer og modergange ligger for stør- stedelen skjult inde i barken. Modergangenes antal er 3—5, sjældent flere eller færre (fig. 74). Også de korte larvegange ligger for en stor del inde i barken. På dennes inderside af- tegner der sig derfor kun fragmenter af gange i broget for- virring (fig. 73). Puppelejerne kan fure splinten; der går ernæ- ringsgange ud fra disse. Det er iøvrigt ofte svært at fjerne den inderste bark fra poligraphus-angrebne træer, den tørrer på en karakteristisk måde fast til veddet, antagelig fordi larverne har levet inde i barken i modsætning til de fleste barkbille- arter. Vigtigste værtplante er rødgranen, sjældnere er angreb iagttaget på ædelgran og på fyrrearter. Sværmningen finder sted omkring maj. Æglægning senere på sommeren er også konstateret. Overvintringen sker både som larver, pupper og som imagines. I Mellemeuropa angiver man 2, i Sverige 1 generation årligt. Hvorledes forholdene er 149 i Danmark vides ikke sikkert, selv om både Løvendal og Boas angiver 2 generationer pr. år. Arten kan angribe i hvert fald temmelig sunde yngre gra- ner (diam. 15—30 cm). Spredte angreb af den i granbevoks- DD HUN i uk Fig. 73. Polygraphus poligraphus, gange på indersiden af gran- bark. Lidt nedsat. Efter Boas. ninger af denne dimension ses ofte; den kan herved gøre i alt fald nogen skade, selv om træerne ofte er syge af rodfordærver (Fomes annosus Cke.). P. poligraphus forekommer også, sekundært, i tynd bark på typograf-angrebne træer; den kan altså leve i træer af temmelig forskellig sundhed. Experimen- telle undersøgelser har givet som resultat, at P. poligraphus er udpræget sekundær, mere end chalcograf og typograf. Den kan angribe træer med et osmotisk tryk i stammekambiet på 150 ca. 6 atm.; men den foretrækker endnu mere svækkede træer med 4—5 atm. osmotisk tryk (fig. 60). Svenske angivelser af, at arten ikke vil yngle på fangtræer stemmer ikke med tyske. Om den skadelige optræden i yngre =—= i F= = = = = ==," == == = = me = S då —C—=—7m5 = = == za —p = — == = TR == Ø = | KUN, h lg | y ti | | HR Å Ih ik i Å HDN nn i Il Im Fig. 74. Polygraphus poligraphus, gange inde i granbark, hvis yder- te lag er afskrællet. Knapt ”/,. Efter Boas. graner er der imidlertid enighed. De nævnte experimenter (analyser af osmotisk tryk i stammebarken) viser dog hen- imod, at de pågældende graner må være syge. Forekommer i Nord- og Mellemeuropa samt i Sibirien. 15. Crypturgus pusillus Gyll. Gangsystemet er meget varierende og ikke godt kendt (fig. 75). Parringskammer synes 151 ofte at mangle, modergangene kan gå i alle retninger og være rette eller bøjede. Larvegangene er meget bugtede. Alle gan- gene forløber mere eller mindre inde i barken, der fuldstændigt gennemgnaves. Gangsystemerne udgår kun sjældent fra en egen indboring. Oftere anlægges de ud fra andre barkbillers nyanlagte eller CMOR Fig. 75. Crypturgus pusillus, gange på bark. ”/,. Efter Løvendal. forladte gange (f. eks. fra typografens eller chalcografens gange). Det menes, at C. pusillus kan skade sine værtbark- biller, hvis den indfinder sig i nyanlagte gange, idet ernærings- mulighederne for værtens larver forringes. Det hævdes endog, at Crypturgus-imagines lejlighedsvis skulle fortære værtens æg og larver. Dette er dog på ingen måde bevist og kan kun hænde lejlighedsvis, eftersom C. pusillus også kan indfinde sig i forladte gangsystemer. Arten forekommer fortrinsvis på rødgran, sjældnere på andre nåletræer; træerne er ofte døde og har kun sjældent grønne nåle. Den forstlige betydning er ganske underordnet, selv om arten er almindelig i Danmark. Generationsforholdene er her ukendte, i Tyskland regner man med 2 eller 1 generation pr. år. 152 Forekommer i hele Europa undtagen Storbritanien, i Nord- afrika, Lilleasien, Sibirien, Korea, Formosa, Japan og N. Amerika. De øvrige danske Crypturgus-arter har tilsvarende bio- logi; de forskellige arter har tendens til hver at forekomme i gangene hos nogle få værtbarkbiller. 16. Dryocoetes autographus Ratz. Gangsystemet vari- abelt. Modergangene hovedsagelig, men ingenlunde altid, i træets længderetning. Et stort, fladt parringskammer kan Fig. 76. Dryocoetes autographus, gange på granbark. ”/…. Efter Schimitschek. forekomme, og der går da flere modergange ud fra dette. Modergangene uregelmæssige, ofte med korte forgreninger og med særlig brede steder; de er korte, højst 6 cm lange, og de 153 aftegner sig på veddet. Æggene aflægges klumpvis ved enden af forgreningerne eller enkeltvis, når der er æggruber. De lange larvegange forløber til alle sider, i begyndelsen ofte fælles, senere adskilt. Barken bliver fuldstændigt gennemgnavet og gangsystemet efterhånden ganske ukendeligt (fig. 76). De nyklækkede imagines foretager ernæringsgnav ud fra puppe- lejerne, dette ernæringsgnav kan fure veddet. Knyttet til rødgran, sjældent i ædelgran, lærk og fyrre- arter. Yngler fortrinsvis i stubbe og rødder, sjældnere i stå- ende eller liggende døde træer. Holder sig til de tykbarkede dele. Svenske og tjekkiske undersøgelser har vist, at generatio- nen er 2-årig. Den første overvintring sker i larvestadiet, den anden som imago, der kan være udparret på dette tidspunkt. Overvintringen kan i det andet år ske dels på klæknings- stedet dels i ernæringsgange på tilsvarende materiale. Moder- billerne kan formodentlig frembringe et søsterkuld, og de kan overvintre endnu en gang. Angivelserne hos Løvendal og tyske forstentomologer om 2 generationer pr. år beror på iagttagelsen af alle udviklings- stadier næsten hele året rundt, men ikke på egentlige studier af forholdet. Arten sværmer i maj måned og senere, omtrent samtidigt med granens rodbille. Sværmningen kan føre til direkte æg- lægning eller blot til ernæringsgnav; flyvende imagines træf- fes ofte i skumringen. Har ingen forstlig betydning, da både yngle- og ernærings- gnav er udpræget sekundært. Arten forekommer i hele Nord- og Mellemeuropa over Sibirien til Japan. 17. Xyloterus domesticus L. Hører til de vedborende barkbiller. Indgangsrøret går radiært ind i veddet, det er et par cm langt, men kan variere fra ca. 0,5 til 10 cm. Dets diameter er 1,5—2 mm. Fra indgangsrøret udgår modergangene som 2—4 grene. Disse kan være op til 8 cm lange og forløber da ofte parallelt ind mod marven; i andre tilfælde er de kor- 154 tere og har stærk tendens til at følge årringene. Er gangene korte, er deres antal gerne stort. Modergangene ligger i om- trent samme vandrette plan, de anlægges alle af en enkelt hun (fig. 77). I modergangenes bund og loft udgnaver hunnen æggruber i et antal af 2—6 pr. cm eller op til 60 pr. gangsystem. Lar- verne udvider æggruberne til larvekamre med en længde af 4—53 mm, bredde 1,5 mm. Hele gangsystemet farves efter- hånden sort af svampebelægning. Hovedsagelig knyttet til bøg, men er fundet i en del andre løvtræer: avnbøg, birk, eg, el m.fl. Et enkelt fund i gran må betragtes som en ren undtagelse. Overvintringen sker som unge imagines enten i gangene eller i skovbunden. Sværmningen er tidlig og sker omkring 1. maj. Hunnen borer gangen, hannen følger efter og sørger for gangenes rensning for gnavspåner. Indboringshullet, der sidder i ujævn bark, er på denne tid omgivet af en lille krans af boresmuld. Senere fortsætter forældrebillerne med at rense gangene for larveexkrementer. I modergange og larvekamre udvikler der sig en hvid belægning af »ambrosia«-svampe som overføres fra forældrenes gangsystem (se p. 104). Svampenes vækst kræver ilttilgang og en bestemt fugtighed, og forældrenes renholdelse af gangene er nødvendig for at sikre dette. Forældrene »luger« desuden visse »ukrudtsvampe« bort. Ambrosiasvampene tjener som næring for både larver og imagines. I juli er de unge biller klækket. Mange opholder sig i gangene til næste forår, nogle overvintrer i skovbunden. Generationen er efter de ovenfor refererede danske data 1-årig. Yngler i mere eller mindre svækkede stående træer samt i fældede træer og i stubbe. Den anrettede skade er ikke så meget fysiologisk som teknisk. Levende træer kan fortsat vokse med angreb af X. domesticus, men de årsager, der har fremkaldt angrebet, vil som regel senere dræbe træet. I Danmark har arten optrådt i stort antal i bøgebevoksninger, der primært var angrebet af bøgeskjoldlusen, Cryptococcus 155 fagi, og derved var bragt i en svækkelsestilstand. Ved disse angreb ledsagedes X. domesticus i reglen af en anden ved- borende bille: lymexyloniden Hylocoetus dermestoides L. Den forstlige skade kan være meget betydelig, idet den ydre skal af de angrebne stammer ødelægges af gangene; Fig. 77. Xyloterus domesticus. Indgangsrør og modergange i hvis bund larvekamrene ses. Tværsnit af ung bøg. ”/,. Efter Boas. tykkelsen af den ødelagte skal varierer mellem 4 og 12 cm. For en stamme med diameter 50 cm vil tabet af en 7 cm tyk skal betyde et tab i gavntræ på ca. 509/,, endda af den bedste kvalitet af veddet. Værditabet kan være endnu større. Bekæmpelse vil hovedsagelig bestå i at bortskaffe egnet ynglemateriale fra skoven før billernes sværmning. Efter- ladte, liggende stammer kan eventuelt beskyttes ved sprøjt- ning med DDT i olie, karbolineum eller lignende. Afbarkning 156 nedsætter angrebet, men synes ikke at være en helt tilstrække- lig modforholdsregel. Udbredt over størstedelen af Europa incl. eur. Rusland. 18. Xyloterus lineatus Ol. (fig. 78). Arten er ved- borende. Indgangsrøret er kort, i reglen kun nogle få milli- meter langt, højst et par centimeter. Fra dette udgår moder- gangene til siden med en meget stærk tendens til at følge Fig. 78. Xyloterus lineatus, indgangsrør, en modergang og larve- kamre. I ved af nåletræ. Efter Schimitschek. årringene. Æggruber, larvekamre og puppekamre forholder sig iøvrigt som hos X. domesticus Også gangene af line- atus farves efterhånden sorte. Yngler i rødgran, fyr, ædelgran og andre nåletræer. Sværm- ningen sker tidligt, når lufttemperaturen ved middagstid når op over ca. 12” C. I Danmark indtræffer dette gerne i april. Parringen sker uden på stammerne. Ægstadiet varer efter schweiziske undersøgelser 5—10 dage; den nyklækkede larve æder æggeskallen og begynder derpå at udhule larvekammeret. Larverne og imagines ernærer sig ligesom hos den foregående art af ambrosiasvampe. Udvik- lingen fra æg til imago varer op mod 10 uger. Generationen er 1-årig efter nyere schweiziske, franske og tjekkiske angivelser. Overvintringen sker som imagines dels i gangsystemerne, men især i skovbunden indenfor en radius af 30 m omkring klækningsstedet. I Danmark sværmer arten fra april måned, ofte samtidig med H. palliatus; de to arter træffes tit på 157 samme ynglemateriale. Parringen foregår som hos domesti- cus uden på indboringsstedet. Ynglematerialet er stærkt svækkede træer, døde eller fæl- dede træer. Arten ledsager ofte angreb af andre barkbiller (typografen, H. palliatus, marvboreren o.s.v.). Den har i Sønderjylland optrådt skadeligt på rødgran, der var afnålet af bladhvepsen Cephalaia arvensis Pz., lignende tillælde kendes fra udlandet. Skønt udpræget sekundær kan X. lineatus volde betyde- lig teknisk skade i skovbruget, især ved sin forekomst på efterladt grantømmer. Gangene går imidlertid knap så dybt som hos domesticus. Modforholdsreglerne er de samme som overfor denne art. Forekommer i hele Europa, N. Afrika, Sibirien og i N. Amerika. 19. Cryphalus abietis Ratz. Modergangen har form som et uregelmæssigt kammer. Den er stor (0,5—1,5 cm diam.) i forhold til de meget små biller. Splinten fures tydeligt. |, ) ha >. 2 j | KØN === === == === —=g— sorger SF =F P— ar Fu ze === S=3 == A— N—4(— = === —— ER == === —= === = ==————%5 === AY ==—= == | ml N df | Fig. 79. Cryphalus abietis, gangsystem i bark. ?/,. Efter Løvendal. | lt Æggene lægges i klumper, og de ca. 20—30 larvegange stråler ud til alle sider; de bugter sig og løber gerne sammen til et uregelmæssigt virvar (fig. 79). Puppelejer og larvegange ligger 158 væsentligt i barken, men gangsystemets aftegning på splinten er stærkt af hængig af barkens tykkelse. Er denne meget tynd, kan den senere del af larvegangene samt puppelejerne fure splinten dybt, er barken tyk, kan larvegangene delvis ligge skjult inde i den. Imagines gnaver ernæringsgange i form af uregelmæssige kamre ud fra puppelejerne. Yngler fortrinsvis i gran, men tillige i ædelgran, douglas- gran, fyr og lærk. Arten sværmer tidligt, Løvendal har fundet den sværmende først i april, selv har jeg truffet den ved anlæg- gelsen af modergangene i midten af maj. Indboringerne finder sted ved små uregelmæssigheder i barken. Arten forekommer i ganske tynde kviste, i toppe, grene og i tynde stammer, ofte af huggede grene og lignende dødt materiale. I mellemeuropa angives der at være 2 generationer, i bjerg- egne 1 pr. år. Løvendal og Borries angiver 2 generationer pr. år her. Meningerne om artens forstlige betydning er delte, ofte optræder den som den eneste barkbille i tynde, udgåede stammer, men det skyldes vel snarest, at andre arter undgår disse. En meddelelse om, at Cr. abietis omkring 1859—60 har ødelagt Boller Granplantage må betragtes med megen skep- sis. Der har ikke senere her i landet været angreb af forstlig betydning, og arten må derfor henregnes til de helt sekundære. Udbredelse: størstedelen af Europa, Sibirien, Japan. 20. Xyleborus dispar Fabr. Vedborende. Indgangs- røret går et kort stykke, indtil 6 cm, radiært ind i veddet. Herinde deler det sig i to eller flere grene i samme vandrette plan; disse grene følger oftest, men ikke altid, årringene. Fra de sidstnævnte grene eller modergange gnaver hunnen sekun- dære, korte modergange vertikalt op og ned. De sekundære modergange er een eller få centimeter lange (fig. 80). Larverne gnaver ikke særlige gange. Yngler i næsten alle løvtræer, undtagelsesvis endog i nåle- fræer: Indboringen finder sted i april-maj. Æggene aflægges i klumper på 6 til 10 i de sekundære modergange. Larverne 159 lever af ambrosiasvampe, der overføres med moderbillerne fra disses klækningssted. I juli-august klækkes de unge imagines; de opholder sig vedblivende i gangene og ernærer sig af am- brosiaen, der efterhånden farver gangene sorte. Parringen sker i gangene, hvor den kun er mulig på grund af hannernes meget ringe størrelse. Efter overvintringen forlader hunnerne klækningsstedet, mens de vingeløse hanner går til grunde. Generationen er RS IM ML lil vig i ALE p i | May. AN ; UV i | Fig. 80. Xyleborus dispar, gangsystem i ung eg. Efter Løvendal. altså 1-årig, hvilket med sikkerhed fremgår af schweiziske undersøgelser. Unge hunner kan i sommerens løb vise sig uden på stammerne, men de anlægger ikke gangsystemer, højst ganske korte overvintringsgange. De kan også over- vintre under barksprækker og som nævnt på klækningsstedet. Moderbillerne kan leve i gangsystemet til langt hen på efter- året. Ambrosiasvampens sporer overføres til det nye gang- system i billernes midttarm. Som hos andre vedborende bark- biller (Xyloterus) renser de gangene for boresmuld og for larveexkrementer. Det menes endda, at de under æggenes klækning regulerer luftfugtigheden i gangene ved at stoppe indgangshullet til den pågældende modergang med en bore- smuldprop, der fjernes, når æggene er klækket. 160 I skovbruget har X. dispar spillet en meget ringe rolle, selv om arten her i landet optræder almindeligt i bøgestubbe. Mere betydningsfuld er den i havebruget, hvor den hyppigt dræber frugttræer, særlig æbletræer. De pågældende træer er ofte frostskadet. Bekæmpelse har i havebruget hidtil kun kunnet ske ved fjernelse og opbrænding af angrebne grene. Nu har man imidlertid også egnede sprøjtemidler, der kan standse igang- værende angreb og til dels forhindre nye. I de senere år har arten været i tiltagen på frugttræer her i landet. Udbredelse: hele Europa, Lille- og Centralasien, N. Afrika. 21. Pityogenes chalcographus L. (Chalcografen). Gangsystemet et stjernegnav. Parringskammeret ligger helt skjult i barken, hvis denne er tyk nok. De ca. 5 modergange udgår til alle sider, men har tilbøjelighed til at løbe i tvær- retningen; de er gerne lidt buede, og de furer splinten dybt. Modergangene er ca. 6 cm lange og 1 mm brede. Larvegan- gene udgår vinkelret på modergangene til begge sider. Puppe- lejerne ligger oftest i barken (fig. 81). På meget tyndbarket materiale og i fyr furer også parringskammeret veddet, i fyr dog ikke så dybt som P. bidentatus. Yngler især i rødgran, sjældent i fyr, lærk, ædelgran eller douglasgran. Den foretrækker at yngle på steder, hvor barken er fra ca. 1—4 mm tyk, og man træffer den derfor mest i træ- toppe, grene eller unge træer med en dimension på indtil 10 cm i diam., lejlighedsvis finder man den dog på dimen- sioner op til 20 cm. Den forekommer ofte i selskab med andre barkbiller, især med typografen. Sværmer stort set samtidig med typografen, fra maj og senere. Sværmning her i landet iagttaget i sensommeren, og det menes, at arten her, som angivet af de fleste udenlandske kilder, har 2 generationer pr. år. Søsterkuld forekommer; i Sverige regner man med, at der kun i gunstige år vil frem- komme 2 generationer pr. år. Almindeligvis optræder chalcografen ganske sekundært og som nævnt tit i toppen af typograf-angrebne graner. Det har 161 været diskuteret en del, hvilken art der er mest primær. Den ældre opfattelse var, at chalcografen til tider kan optræde som forløber for typografen og altså være mere primær end denne. Dette synes at være rigtigt, selv om den omvendte rækkefølge også kan forekomme. Experimenter har vist Fig. 81. Chalcografen, gange på indersiden af granbark. På gang- systemet th. er parringskammeret skjult i. barken. Larvegangene noget skematiserede. !/,. Efter Boas. (fig. 60), at chalcografen formår at yngle i graner med et noget højere osmotisk tryk, end typografen kan klare (7,5—8 atm. mod 6,5—7 atm.), hvad der dog i nogen grad udlignes ved, at det osmotiske tryk i træerne er stigende fra roden op mod kroneregionen, hvor chalcografen yngler. Chalcografens økonomiske betydning kan langt fra stå mål med typografens. Udviklingen af 2. generation synes at gå langsommere end for typografen, og det enkelte individ er ikke i stand til at beslaglægge så stort et barkareal, som til- fældet er for typografen. I Danmark har der'været et mindre angreb af chalcografen på graner, der var afnålet af bladhvepselarver. Desuden har der været betydelig skade på unge rødgraner, sitkagraner og endog douglasgraner, efter at forårsfrost havde beskadiget planternes kambium. Bekæmpelsesforanstaltninger har ikke været påkrævet, men fangtræer kan anvendes. Udbredelse: Europa undtagen Middelhavs-kysten, Sibirien. Victor Hansen: Barkbiller, 11 162 22. Pityogenes bidentatus Hbst. Gangsystemet er et stjernegnav. Fra parringskammeret udgår der 5 (3—8) moder- gange med en længde på 1—8 cm og en bredde på 1 mm. Modergangene har en tendens til at dreje af i længderet- ningen. Larvegangene udgår vinkelret på modergangene. Hele vw N N L g AN EY ge si "g iv y val == Dora ØRNE: i: i aa) Ih Dj AN ) lÆ L Von N VS LAN - ig 3 i y | VANN VAN . V AVA uk i G S I IR! Fig. 82. Pityogenes bi- dentatus, gangsystemer på vedoverfladen af ung fyr. ?/.. Efter Boas. BE IESÆTED ne ETS JEZED = => GE - Ulltt U ” AlLN ADM | i il (: NAG ERE Al h n (um gt | Å Å Å) W ANDS AHA Al), må ( ri ÅDAL 2 MH 0 hun |! tj så, NJ gut tyre 124 |, ' mi Å VER KT (| Alb: [| PÅ | DÅ YWI QN N USUS INS ØSBALDOER KRAT M h i by I HNWES W Å y (> H | K Å (gg 2 SOGN | ” if BYN NVOSEN By ad LY” (ØR HAN SAG &, Wi CALYNI 4 AUUAMGS (OVE SS) <<] ! sans Q US NM i SA YA vr BANEN Å nl) ANN in wW N ” Å )| NEN q WIR | SÅN AAN lør NI ms N: CA IN | ANMAG, v NV NV ON Mun et gangsystemet sinclusive puppelejer furer splinten tydeligt (fig. 82). Yngler i fyr, især skovfyr. I sjældne tilfælde fundet i gran, ædelgran, lærk og douglasgran. Ligesom chalcografen er den knyttet til tynd bark. Sværmningen begynder hen i maj. Generationsforholdene er ikke af kla- rede, muligvis er der to generationer pr. år med den første udviklet i slut- ningen af juli og den anden over- vintrende som larver eller imagines. Søsterkuld forekommer. Jeg har her truffet arten ved anlæg af gangsyste- met så sent som Z/,, (1950). I Mellem- europa angives der at være 2 gene- rationer pr. år, i Sverige een. Om artens skadelighed gælder det. samme som anført under chalcografen. Forekomsten på unge, noget sygelige bjergfyr, i afhuggede grene og fyrre- toppe er almindelig. Arten er udbredt over hele Europa. 23. Pityogenes ” quadridens Hartig. Nævnes, fordi dens gangsy- stemer så stærkt ligner den forriges (fig. 83). Modergangene skal gennem- gående være kortere og lidt smallere, parringskammer og modergange min- dre dybt nedsænket i splinten end 163 hos bidentatus. Modergangene har mindre tendens til at løbe i længderetningen, og afstanden mellem æggruberne er større. Forskellene er små og ikke altid til stede. Begge arters gangsystemer er desuden ofte mere eller mindre ukendelige af imagines” ernæringsgnav. … Une Dk il Og v == …— ———= - er re rs == FE == == / NV ll] = === == y = ==57 = Se SE | (fl | E K | ED fj DD) DE NDA SM | FE" Lut me fl NNO | | ” M M (lt in ) AN Ni Å Å | Wa M | | ry "HR / " Fig. 83. Pityogenes quadridens, gange på fyrrebark. ”/,. mt ff ea UD, Efter Løvendal. P. quadridens er som bidentatus et fyrreinsekt; den er tillige truffet på gran og på ædelgran. Biologien antages at være som for bidentatus, sikre meddelelser om skade synes at mangle for denne art. Udbredelsen er mere nordlig. 24. Ips typographus L. (Typografen). Gangsystemet en flerarmet længdegang. Antallet af modergange, der udgår fra det omtrent trekantede parringskammer oftest to (en opad og en nedad), men varierer fra 1—7. Modergangene er 3—3,5 mm brede og forsynet med lufthuller; længden varierer 11+ 164 efter gangsystemernes tæthed fra ca. 6—15 cm. Larvegangene går vinkelret ud fra modergangene. De er korte, ofte knap 5 cm lange, bugtede og med hurtigt tiltagende bredde. Både gange og puppelejer ligger sædvanlig helt i barken, parrings- kammeret kan endda ligge skjult i denne (fig. 84). Yngler fortrinsvis i rødgran, sjældent i fyr, lærk og ædel- gran. Sværmningen finder sted omkring maj måned ved en luft- temperatur på ca. 167—18”P C eller mere. Gangsystemerne an- lægges i graner med nogenlunde tyk bark; antallet af gang- systemer er ofte meget stort, over 1000 pr. m? bark. Træer med tynd bark angribes kun i deres nederste mest tykbarkede del, mens den øverste del oftest udnyttes af chalcografen. Ægan- tallet varierer med gangsystemernes tæthed. Er denne stor, falder ægantallet pr. modergang til 20 eller mindre, er den lille, når ægantallet op mod 60 pr. modergang. Formentlig fører et ringe antal æg pr. modergang til en hurtigere bort- vandring af hunnerne for at anlægge nye gange og der produ- cere søsterkuld. Størstedelen af forældrebillerne forlader det første gangsystem for at anlægge nye. For en stor del af billerne mislykkes dette imidlertid, således at søsterkuldet altid talmæssigt bliver betydeligt mindre end 1. kuld. Gen- tagne parringer er nødvendige for æglægningens fuldførelse, hunnerne kan kun lægge 6—12 æg pr. parring. Udviklingstiden fra æg til imago er stærkt afhængig af temperaturen og fugtighedsforholdene. I naturen synes denne udvikling normalt at vare 6—9 uger; i Tyskland som i Sverige kan der være 1 eller 2 generationer efter klimaforholdene. Er der 2 generationer pr. år fremkommer imagines af 1. gene- ration i juli, af 2. generation omkring september. Ved 1-årig generation bliver de unge imagines på klækningsstedet i lang tid for at udføre ernæringsgnav. Overvintringen sker på klæk- ningsstedet eller i skovbunden i nærheden af dette. Under extremt gunstige kår (1947) opnåedes i Tyskland en 3. gene- ration på eet år. I Danmark er der sandsynligvis mulighed for både 1 og 2 generationer pr. år med 1 som reglen. De få iagttagelser af 165 Fig. 84. Typografen, gangsystemer på granbark. a: parringskammer (ofte skjult i barken). De runde pletter er modningsgnav af ima- gines. "/,. Efter Fuchs. 166 »dobbelt« generation, der er gjort herhjemme, udelukker iøv- rigt, som så ofte, ikke, at den sene forekomst af larver, som man gerne baserer den nævnte antagelse på, skyldes et søster- kuld til forårskuldet. Larverne kan overvintre. Som allerede nævnt i den almindelige del er typografen så afgjort den barkbille, der har haft størst økonomisk betydning i Europa. Dens hærgninger har til forskellige tider efter tørke, stormfald o. lign. gjort umådelig skade. I sin sædvan- lige forekomst er typografen imidlertid, ganske som de fleste andre barkbiller, udpræget sekundær. Den yngler i syge træer og i fældede, tykke stammer. Experimenter har bekræftet, at typografen er bundet til sådant sygeligt ynglemateriale, den kunne ikke yngle i stammer med et osmotisk tryk i kambiet på mere end 6,5—7 atm. (fig. 60), altså mindre end hvad chalco- grafen kunne klare. I stammen af sunde graner var kambiets osmotiske tryk ca. 10—11 atmosfærer, men forbigående fald til 4 atm. kunne træerne godt tåle. Sådanne fald kan opstå f. eks. ved tørke, ved kroneafnåling o.s.v. Mens allehånde svækkelser kan bidrage til at bringe granerne i en tilstand, hvor de kan angribes af typografen, betinger de samme fak- torer ofte en øgning af typografernes antal. Varme og tørke sætter generationsantallet op, og tilgangen af ynglemateriale fjerner denne ellers begrænsende faktor; fremkomsten af huller i bevoksningerne svækker automatisk randtræerne o.s.vV. Der opstår altså enorme barkbillemængder, der er i stand til øjeblikkeligt at udnytte alle de graner, der blot forbigående er svækket. Da træerne i forskellige stadier af »indtørring« åbenbart udsender forskellige dufte, som barkbillerne reagerer på, kaster disse sig samlet over træerne, så snart de er egnet. Ved det store antal samtidige indboringer bliver der forholds- vis lidt harpiksflod til rådighed pr. indboring — også dette forsvar glipper altså. Er der derimod tale om angreb i træer, som kun ganske kortvarigt er blevet svækket, synes nedsæt- telsen i harpiksfloddet fra harpikskanalerne ikke at være til- strækkeligt til at garantere, at angrebet lykkes. I løbet af 6—7 dage begynder tilstrækkelig sunde graner at udsvede harpiks fra sårparenkymet, og denne »sekundære« harpiks- 167 udsvedning dræber de evt. allerede fremkomne typograf- larver, eller moderbillerne tvinges til at forlade gangene, der fyldes med harpiks. I Mellemeuropa så vel som i Sverige har typografen været meget skadelig. I Danmark har dette imidlertid ikke været tilfældet, kun et enkelt angreb i Gribskov omkring år 1900 har været af nogen betydning. Da de danske, plantede gran- skove må anses for at være udmærkede ynglelokaliteter, må årsagen til, at der f. eks. efter tørkeåret 1947 ikke forekom nogen angreb her, i nogen grad søges i, at klimaet her i landet muligvis ikke tiltaler typografen. Den har f. eks. aldrig vundet indpas i Storbritanien. Andre årsager kan være den relativt intense forstlige renholdelse af de små danske skov- distrikter og den ret betydelige træartsblanding i de dan- ske skove. Bekæmpelse har i udlandet været baseret på fjernelse af naturligt ynglemateriale og på udlægning af fangtræer. Ved energisk indsats har man kunnet bremse angrebene i meget betydelig grad, mens selve årsagerne til angrebenes opståen i reglen ikke kunne påvirkes, idet de var af klimatisk karakter eller forskellige katastrofer, som man i det højeste kun på meget langt sigt kunne forebygge ved en ændret skov- dyrkningsteknik. I de senere år har man .gjort gode fremskridt indenfor bekæmpelsen. Man har kunnet reducere den kostbare arbejds- indsats væsentligt ved i stedet for at afbarke inficeret mate- riale og brænde barken at sprøjte træerne (billigst med en 15—20/, kogsaltopløsning) eller ved at benytte fangtræer, der var forgiftet på roden. Dette sidste opnås ved at smøre en afbarket ring af det stående træs stamme med en giftpasta (f. eks. zinksiliciumfluorid) og dække pastaen med tagpap eller andet. I løbet af nogle dage har saftstrømmen fordelt giften under hele barken oven for barkringen. Træet kan så fældes, og det fungerer lige så godt som fangtræ som ube- handlede træer — men typograferne dræbes under anlæggelsen af modergangene, og ynglen udvikles ikke. Nedenfor giftringen sker billernes udvikling derimod normalt. 168 Typografen er udbredt i Mellem-, Øst- og Nordeuropa samt i Sibirien. 25. Orthotomicus laricis Fabr. Gangsystemerne uregel- mæssige. På stående træer er modergangene korte, 1—5 cm lange, længdegange med forskellige udvidelser eller forgre- Fig. 85. Orthotomicus laricis, typer af mo- dergange på bark. ”/,. Efter Løvendal. ninger (fig. 85). På liggende yngle- materiale kan der forekomme tvær- eller skrågange. Æggene lægges klumpvis i gangen eller i dens udbugtninger; der er ikke æggruber. Larverne udvider gangen til en fælles hule, svarende til jættebark- billens. Der er altså ikke særlige larve- gange, selv om enkelte larver kan gna- ve sig i en anden retning end flertal- let. Modergangen furer splinten svagt. Yngler i mange nåletræer, fortrins- vis i fyr, sjældnere i gran, ædelgran og lærk. Sværmningen er ret sen, i maj måned. Efter tyske og engelske under- søgelser samt efter Løvendal synes der imidlertid at være 2 generationer pr. år. Arten er udpræget sekundær, den yngler i tilsvarende mate- riale som H. palliatus, f. eks. i stammer fældet foregående sommer, i gamle stubbe o.s.v. Trods den hyppige forekomst er den derfor uden forstlig betydning. Udbredelse: hele Europa, Sibirien, Kaukasus, N. Afrika. Fig. 86. Xylechinus pilosus, gangsystemer i granbark. /,. Efter Fuchs. Fig. 87. Phloeophthorus rhododactylus, gange på gyvel. ?/,… Efter Løvendal. Fig. 88. Dryocoetes alni, gangsystemer i el. 2/,. Efter Løvendal. 170 (| ret US NEs UNDRE UFL ETENLELE MR NURUL ged | CR NE LE reg er Ørg Fyrre 90 Fig. 89. Taphrorychus bicolor, gange på bøgebark. ”/.. Efter Løvendal. Fig. 90. Ernoporus fagi, gange på bøgebark. ”/,. Efter Løvendal. (| TH il HT |] rå | | å mn el ÅU | MLSKSKT TD | Er Frngt W D Fig. 91. Xyleborus monographus, gangsystem i ved. Efter Schimitschek. MFF RTE HR ar tr lig ABBED JAN PE rå OR Så Wi I mø fi ON Hitoyer jr HU VEDR TØ Å, hi AHH HH ; min TD fl 5; ! il | | ZA Al ran rn li | mi 150 Å É ly ID bereg till Aa HARD in i El] i) UDE H) il | | É i, | | I i | | v FEEDS — 2 =i= == Sr —= SS Im =— my my) Å| Å n FÅ Fig. 92. Orthotomicus suturalis, gange på gran. ”/,. Efter Løvendal. Fig. 93. Orthotomicus proximus, gange på fyrrebark. ”/,. Efter Løvendal. Fig. 94. Ips acuminatus, gange på fyr. Ca. !/,… Efter Schimitschek. Nøgle til bestemmelse af barkbillernes ynglegnav!). Nøglen refererer til normale, fuldstændige gangsystemer, men der gøres opmærksom på, at afvigelser kan forekomme, særlig m. h. t. antallet af modergange hos de polygame arter. 1: Selvstændige "gangsystemen, 23 DAGE DRM ål Gangsystemet udgår fra andre arters gange VIII, s. 182. 2. Gangsystemet hovedsagelig i barken, veddet kan fures mereseller mindre dybt... 8-6. 3. Gangsystemet ligger kun inde i veddet: vedborende BER EEK ERE RS KEE SES x:.s5. 183. 3. Æggruber forekommer, larvegangene udgår i det mindste på nogle steder med regelmæssig ind- byrdes afstand fra modergangen............. Å. Æggruber mangler ..... SEES. ER BONN Senest 3 4. Modergangen er en længdegang uden parrings- kammer (fig. 58, e), højst med en lille udvidelse BEEN NT, AIRES led, SOS SIR DEG 55 174, Modergangen er en simpel tværgang (fig. 58, f) II, s. 176. Modergangen er en dobbeltarmet tværgang med eller uden parringskammer (fig. 58, g, h).. III, s. 176. Gangsystemet er længdegange udgående fra et paårringskammer (fig. 58, i) 222.22... EFV; 5. 178. Gangsystemet består af flere modergange, der udgår fra et parringskammer i stjerneform (fig. 58; keller i tværretningen se] IS eee Ny 5. 179, 1) Arter, hvis modergange er varierende, meget uregelmæssige eller særligt Ce KE ly, FERar 173] 12217 Yo | RØRER DSR TERE SE BARE MERETE SR ERE SETS SEERE: 1X,…5:182 174 ).…. Særskilte larvegange forekommer 357 4: NI STER særskilte lafvegarnge mangler 1 SAS CSP] NU FSA I. Modergangen er en længdegang uden parringskam- mer, højst med en lille udvidelse (af samme bredde som modergangen) ved indgangen. 1. Gan ssyslemerne palet MI Fa rer fa re Ganssystemerne på Bål ES 0 5 sk KE RTE ks 2. På birk. 3-4 mm brede gange med lufthuller (fig. BUVESSS EB TERN SER Scolytus ratzeburgi På "eh. 083.32108 5730. Mis SÆL MENE be BER 3 På rustet ron serne Salle eee d. PE DE BØ RE FONDE El BSA eee rr ERR 6. 3. Modergangen kort, 2—3 cm (sj. 10 cm) lang, 2,5— 4 mm bred. Brede larvegange udgår regelmæs- sigt til alle sider. Flyvehuller 2,5—3 mm (fig. 62) Scolytus scolytus. Modergangen oftest længere, ca. 2 mm bred, flyve- høiller knap 2 5 111 aa 335 46580 4. RIE RESRE Å. 4. Modergangen ca. 4—10 cm lang, ofte med udvi- delse ved indgangen, puppelejer dybt i splinten (fe OB) 15 DRE REDE SSR Scolytus laevis. Modergangen 2—6 cm lang, uden udvidelse. Pup- pelejer overvejende i barken. Gangenes bredde mindre: us Leu (Scolytus;multistriatiis): 5. Modergangen lang (4—12 cm), ca. 2 mm bred. Larvegange lange (max. 15 cm). Flyvehuller ca. 2 mm. Oftest på tykbarkede dele ... Scolytus mali. Modergangen kort (1—3 cm), kun ca. 1 mm bred. Larvegange uregelmæssige. Flyvehuller cirka 1 mm. I grene og tyndbarkede dele (fig. 65): Scolytus rugulosus. 6. Smalle meget uregelmæssige gange, mest i længde- retningen. På bøgebark (fig. 90) ... Ernoporus fagi. I el. uregelmæssige, ofte grenede gange (fig. 88) Dryocoetes alni. 10; R 2. 175 Gan sene Bera is]. på FYN) ISS bad buede 8. ERR BE IE REN FT SNE ANEDE INR ARDEN 10: Modergangen uregelmæssig, ofte grenet eller skrå. Bredde indtil 3 mm. Æggruber kan mangle. Larve- . gange mest i længderetningen. Flyvehullet knap 2 mm. Oftest i stubbe (fig. 76) | Dryocoetes autographus. Modergangen er en længdegang af mere regelmæs- sig bredde og med æggruber, der kan være sam- mensmeltet. Ofte krykkestokformet.......... 9. På stubbe eller rødder, sj. på fugtigt liggende stammer. Modergangen 5—6 cm lang, ca. 3 mm bred. Æggruber tydeligt adskilt, regelmæssigt fordelt. Flyvehuller ca. 2 mm (fig. 70) Granens rodbille. På overjordiske stammedele. Modergangen kort, 2—4 sj. 7 cm lang og indtil 2,5 mm bred. Æggru- ber til stede, men ofte sammensmeltet. Moder- gangen i reglen krykkestokformet. Flyvehuller Sods mm de 60). Ka. Hylurgops palliatus. I træernes overjordiske del. Modergangen normalt 8—10 cm lang eller mere, 2—2,5 mm bred, ofte stærkt bøjet ved indgangen. I modergangen gerne hvidlige harpikskrusteringer, ved indgan- gen ofte harpikstragt. Larvegange klart aftegnet. Flyvehuller 1,5—godt 2 mm (fig. 71) .... Marvboreren. stubbe og rødder, sj. på fugtigt liggende stam- mer. Modergange oftest uden harpikstragte- og ERE RS eN ad BADE Er ac Eee Fan DRE SNE 11. Modergange lange, ofte 10 cm el. mere. Bredde 3—5 mm. Flyvehuller ca. 2,5 mm | Hylurgus ligniperda. Modergange smallere, ofte tæt sammen, flyve- huller med mindre diameter 215 dre hm ms 12: Modergange ca. 2,5—3,5 mm brede, max. 16 cm lange. Flyvehuller knapt 2 mm. Larvegange ofte utydelige ... Hylastes brunneus og H. ater. lamm) II. 176 Modergange oftest under 4 cm lange, indtil 2 mm brede. Flyvehuller under 1,5 mm De meget nærstående gangsystemer af Hylastes opacus, H. angustatus og (H. attenuatus). Modergangen er en simpel tværgang. Modergange og flyvehuller. over 1 mm brede.... 2. Modergang og flyvehuller ca. 0,5 mm brede. Gan- gene i tynde grene af mange løvtræer; splinten fures dybt. Gangsystemet variabelt Lymantor coryli. Gael 537, TSG JAMES So SEG RR så Gange i el. Modergang variabel, tegner sig næppe på veddet. Æggruber kan mangle (fig. 88) Dryocoetes alni. Modergangen 1—3 cm lang, 1,5—2 mm bred. Larve- gangene lange. Splinten fures dybt. På tynd- barkede dele (fig. 64) ....... Scolytus intricatus. Modergang svariabel, ofte flergrenet. Længde 2—8 cm, bredde 1,5 mm. Larvegangene uregel- mæssige. Modergangen tegner sig kun svagt på veddet, larvegangene kun i barken Dryocoetes villosus. III. Modergangen er en dobbeltarmet tværgang med eller uden parringskammer. 1: Ganesystemer THE SL IN GSSSDN Re VÆ Ganssystemnet andetsteds: 56.552 1 1 1 SS SSR x På fyr. Modergangen furer splinten. Parringskam- mer mgl. Larvegange korte, lodrette, furer splin- ten. Puppelejer i splinten (fig. 72) Blastophagus minor. Især på gran, gangene Anderledes 1787 sa sms = Modergangene aftegner sig klart på barkens inder- bide eler ande nå aen SSF arne 4. Modergange og parringskammer delvis skjult i 14% barken, kun uregelmæssige brudstykker af de 1— 1,2 mm brede gange ses. Flyvehuller 1 mm (Polygraphus subopacus). Modergangen mere el. mindre V-formet med spid- sen nedad. Armene ofte ulige lange, sj. er en arm forgrenet. Moder- og larvegange dybt i splin- ten. På nedre grene (fig. 58, g) Phthorophloeus spinulosus. Modergang vandret, 2—4 cm lang. Ældre gange ofte med stort parringskammerlignende rum på midten. Larvegange fåtallige, mest i længderet- ningen. Gangsystemet mest i barken (fig. 86) Xylechinus pilosus. GASSER ovEreEr 1) BISSEN EP na dedd 6. Gangsystemet i gyvel, kløver, krageklo m. fl.... 10. BEER Re 0, Sr ra EN eee HERE SE NES ER Be I eg. Uregelmæssige, ofte flergrenede modergange Dryocoetes villosus. I lind. Modergangenes bredde ca. 1 mm. Korte larvegange hovedsagelig i længderetningen Ernoporus tiliae og E. caucasicus, Modergangene korte (1—3 cm, sj. indtil 9 cm), til tider 1-armede. Bredde 3—5 mm. Larvegan- gene lange, 10—15 cm el. mere. Gangene furer splinten, puppelejer i barken. Flyvehuller over BROT tyk bark (fig. 66) 42. Stor askebarkbille. Gone siderlede AES RER SR TEE 8. Larverne! korte) Ca) ABEN SET ID oMd 9. Larvegangene lange (5—8 cm), smalle. Moder- gange 3—4 cm lange, ca. 2 mm brede. I glatbar- kolde dele (hø. CY san Hylesinus oleiperda. Modergangene 5—10 cm lange, 1,5—2 mm brede. Larvegangene ofte brede, sj. over 4—5 cm lange. Gangene furer splinten dybt, puppelejer ofte helt el. delvis i splinten. Lårvegange skarpt ad- skilt. Flyvehuller 2 mm. I stammer og grene RESEN SAND, DE 0 Rn Plettet askebarkbille, Victor Hansen: Barkbiller. 12 178 Som plettet askebarkbille, men larvegangene (ca. 3 cm lange) bredere, så de ofte flyder sammen på veddet. I grene og tyndbarkede stammedele (Leperisinus orni). 10. Gange i gyvel, guldregn, tornblad. Modergangene skrå, hver ca. 1 cm lange. Indboringsgang lod- ret, et par mm lang. Gangsystemet furer splin- ten tydeligt, larvegange omtrent paralelle (fig. RØNNE sans 24 Phloeophthorus rhododactylus. Gange i kløver, gyvel, guldregn, krageklo, tornblad m. fl. Ofte i rødderne. På tykt materiale er modergangene vandrette, larvegangene lodrette. Solen eres 4202 OK STE Hylastinus obscurus. IV. Gangsystemet er længdegange udgående fra et par- ringskammer. 1. Dobbeltarmede længdegange på clematis (Xylocleptes bispinus). (Gangene på bræer byge i ll sødere sg se BE: Bin Bx lovtræet 10; anlilik æn ÅKÆR SE ER TER ESNERR SÅ På målere el bre rd Take TT ne PE RR REE AT 3. Uregelmæssige længdegange på bøg, sj. tendens til stjernegange. Gangene ligger hovedsagelig inde i barken, veddet fures kun sj. (fig. 89) Taphrorychus bicolor. På el. Variable, overfladiske længdegange, sj. endog tværgange (fig. 88) ..…...…. Dryocoetes alni. 4. Modergangenes bredde 3 mm eller mere. Larve- gangene korte, vinkelret derpå..............- 5. Modergangene indtil 2 mm brede, larvegangene relativt lange, ofte med lufthuller... ..…..….:; 6. 5. Modergangene 3,5—5 mm brede, indtil 50 cm ge; på fre ss... RRS (Ips sexdentatus). Modergangene 3—4 mm brede, indtil 15 cm lange, på ran (Ha BÆR. BUER SEES Typografen. 6. Modergangene ca. 2 mm brede, indtil 10 cm 179 lange. Ofte dobbeltarmede, sj. 1-armede (med parringskammer) eller flerarmede. Oftest ud- prægede længdegange. En kort indgang til par- ringskammeret furer som resten af gangsyste- met veddet tydeligt. På tyndbarket fyr, sj. på Benn (he, SB) 1500. Su Orthotomicus proximus. Modergangene ca. 1,4 mm brede, indtil ca. 7 cm lange. 1-armede længdegange uden parrings- kammer forekommer. Flerarmede gange har oftest mere stjerneform end ovenstående. Par- ringskammer ofte med tap-agtige udbugtninger. Gangsystemet furer splinten. På tyndbarket fyr os gran (fig 92). 507. Orthotomicus suturalis. V. Gangsystemer med flere modergange, der udgår fra parringskammeret i stjerneform eller i tværretningen. REV EEEG BR SEE, ars fle Sl radere 2. På eg, uregelmæssige gange ... Dryocoetes villosus. 2. Modergangene aftegner sig klart på barkens inder- de og ev på Felddek Moi vnld End Å. Gangsystemet ligger for størstedelen inde i bar- ken. På dennes inderside ses hverken parrings- kammer eller fuldstændige modergange, und- tanen:bisanske tynd, DaE (Cay ds bla, då 3. Ved friskæring ses 3—5 modergange i stjerneform, deres bredde ca. 1,5—1,8 mm. Flyvehuller ca. 1,2 mm. På gran med mellemtyk bark (fig. 73, ts 1 KE EEN SES NØRT TS ÆRES Yen Polygraphus poligraphus. Som ovenstående, men modergangene er næsten kun tværgange, ofte blot 2. Bredde 1,0—1,2 mm. Flyvehuller ca. 1 mm (Polygraphus subopacus). 4. Modergangenes bredde 1 mm el. mere.......... do. Modergangenes bredde oftest meget smallere end KR SERENE es ESS DE … BANNERE 0 BANE ARR 1%, 5. Modersangene ca.1-mm bredese ses odde selve ene 6. Modergangene 1,42 mm brede: 00 demente 9. de, 10. 180 På gran. Tydeligt stjernegnav. Parringskammer ofte skjult inde i barken, resten af gangsystemet aftegner sig tydeligt på splinten (fig. 81) Chalcografen. På fyr. Ensartede gangsystemer, usikre indbyrdes kendeste AL AÆSVVE ti: Kb ST ka ft ueees FAR væ Parringskammer og modergange furer splinten svagt. Gangene smalle, med kun lidt tendens til at løbe i længderetningen. Stor afstand mellem æggruberne. Under tynd bark (fig. 83) Pityogenes quadridens. Parringskammer og modergange furer splinten Parringskammer meget stort. Æggruber store, med stort mellemrum. I grene og tynd bark, især i østrissk før 555 Pityogenes trepanatus. Parringskammer som quadridens. Æggruber og larvegange tættere. Gangene ofte tydeligt i længderetningen. Under tynd bark. (Alm.). (Fie OR VA sul Pål Pityogenes bidentatus. Antallet af modergange stort (3—12), modergan- gene lange, ofte over 10 cm (max. 40 cm), bredde 1,5—2,5 mm; ofte fyldt med boremel. Æggruber meget store, spredte. Splinten fures tydeligt. I fyr med tynd bark - (fig. 94) .;... 1ps acuminatus. Antallet af modergange mindre (1—5), modergan- gene kortere, indtil 10 cm lange. Bredde højst Modergangenes bredde ca. 2 mm, længde indtil 10 cm. Ofte kun 2-armede. Stærk tendens til længdegange. En kort indgang til parringskam- meret furer som det øvrige gangsystem veddet tydeligt. På tyndbarket fyr, sj. gran (fig. 93) Orthotomicus proximus. Modergangene ca. 1,5 mm brede, indtil ca. 7 cm lange. Mere udpræget stjerneform end fore- gående art; larvegangene meget tættere. Par- ringskammer ofte med tap-agtige udbugtninger. 181 Gangsystemet furer splinten. På tyndbarket fyr oe ran (REFI) VEST Orthotomicus suturalis. 11:; På gran. Splinten fures tydeligt (Pityophthorus micrographus). Splinten fures svagt (Pityophthorus pityographus). På fyr. Splinten fures tydeligt Pityophthorus glabratus. PSNELPERNSTETN: P. pubescens. (P. pityographus). VI. Æggruber mangler, særskilte larvegange forekom- mer. EGERN DS IV ÆRE 2 EN so så ne nr Vi Gael bes 5 ST de esse Res 3. 2. På el. Modergange variable, til tider blot et uregel- mæssigt rum. Æggruber kan forekomme (fig. 88) | Dryocoetes alni. På bøg. Uregelmæssige gange mest i længderet- ningen. Splinten kan fures, især af puppelejer. FE bak (hd. DO) 10 dd Ernoporus fagi. 3… Flyvehuller støre, over 1,595 mm. Modergangen mere el. mindre forgrenet. Splinten berøres kun ERE un DE gt RENNER ÅER Sabel gende > se Æren se ended ER" Flyvehuller små, indtil 1 mm. Modergangen er et kammer, der furer splinten dybt. Fra den relativt store modergang udstråler bugtede larvegange til alle sider. Især på tyndbarket gran (fig. 79) Cryphalus abietis (C. saltuarius). 4. Larvegangene er i begyndelsen fælles, først senere løber de adskilt (fig. 58, b). På stammer af mange nåletræer 5000. 0 Orthotomicus.laricis. Larvegangene adskilte, til tider udgående fra æg- gruber. På stammer og stubbe af nåletræer, især gran (fig 76) ...… Dryocoetes autographus. 182 VII. Gangsystemer, hvor æggruber og særskilte larve- gange mangler. Ægkammeret så stort som en to-øre el. mere, temmelig regelmæssigt afgrænset. Det anlægges som en udvidelse af en modergang med en bredde på 4—5 mm. Ved mundingen ofte store harpikstragte (som »brændte mandler«). Flyve- huller ca. 4 mm. På gran, sj. på fyr (fig. 58, a) Jættebarkbillen. Ægkammer mindre, med udbugtninger el. for- greninger. Larvegangene kan til sidst skille sig selvstændigt ud. Flyvehullet langt mindre. På stammer af mange nåletræer (fig. 58, b) Orthotomicus laricis. VIII. Gangsystemerne udgår fra andre arters gange. Modergangene er fine gange, der udgår fra større barkbillearters gange. Gangsystemet meget svært at udrede (fg. 75). 32; Crypturgus-arter IX. Arter, hvis modergange er varierende, meget uregel- mæssige eller særlig dårligt kendt. 1. PRS NER SONS ELENA ; SRI NSG VA Pilllvireer SUN BØG SKRUE Ske See 4. 2. Gangene ofte brede, uregelmæssige. På gran, især på stubbe (fig: 76321. Dryocoetes autographus. Gangene på barkens inderside smallere, højst 1mm 3. 3. Bredere, stjerneformige modergange kan friskæres i barken (fig: 73, -74);se'atst V 1,272. 8. Polygraphus. Meget fine gange, udfra større arters gange el. sebystændige (fr 78 Us ØR Crypturgus-arter. 4. På eg, oftest tværgange, larvegange i længderet- 1 MORS NS BENT 0 BERNER Dryocoetes villosus. hg RE Er” ME. HEE RERNRESEEE NE År STER Dryocoetes alni. jk Gangene bredere, ofte stjerneformige (fig. 89). Mest inde i barken. Flyvehuller ca. 1 mm Taphrorychus bicolor. Gange smallere, pletagtige el. i længderetningen. Mest i grene, splinten kan fures stærkt, især af puppelejer. Flyvehuller knapt 1 mm (fig. 90) Ernoporus fagi. På lind. Tværgange inde i barken Ernoporus tiliae og E. caucasicus. På hassel, splinten fures…, .…....… … Lymantor coryli. FREDE EN EA AGE FEOJEEGAR. Trypophloeus-arter. Vedborende barkbiller. Modergange i vandret plan. Æggruber i disses bund og loft udvides af larverne til ca. 53 mm dybe larvekamre i rækker (fig. 58, n)......... 2. Gassen anderledes lus AES LAVES NÅ: 4. FretrE (BEY) AN RV. 2. Xyloterus lineatus. RENEE REE TESSIN ISK PEK 3 PO SEAL IS 3. Især For (HE TA FiLILE SS Xyloterus domesticus. REE ESRB VOER Xyloterus signatus. Modergangene hovedsagelig i vandret plan...... od. Modergange både i vandret og i lodret plan. De lodrette gange længere end larvekamrene hos Xyloterus. Ingen larvegange. I løvtræer, sj. i-nåjetræer (fig, 80) 2004. Xyleborus dispar. Modergangene udvides i lodret plan af larverne til flade huler, der kan blive adskillige cm”, (fig. 58, m). I løvtræer, sj. i nåletræer Xyleborus saxeseni. ANSER eres IDA soen AVLER ST aa 6. Gangsystemet består af lange forgrenede gange i vandret plan, ingen særlige larvegange (fig. 91) 7. 184 Gangene mindre stærkt bundet til vandret plan, til dels radiære, ikke sortfarvede; fra gange, der følger årringene, kan der udgå radiære gange, der atter deler sig o0.s.v. Larverne gnaver før forpupningen puppelejer vandret ud fra modergangene. Især i eg. Platypus cylindrus. 7. Gångene isærd et. i Xyleborus monographus. Gangene i poppel .....: Xyleborus cryptographus. Liste over værtplanter og de i dem ynglende barkbillearter. Arter, der overvejende er knyttet til den pågældende vært- plante markeres foran med et +. De øvrige arter er indifferente (polyfage) eller forekommer mere lejlighedsvis på værtplanten. Listen refererer til en gennemgang af dansk litteratur samt Saalas: Die Fichtenkåfer Finlands, Escherich: Forstinsekten Mitteleuropas og Balachowsky: Faune de France. De sidst- nævnte værker bygger atter på Kleine's udførlige lister. I Danmark er barkbillearterne altså ikke fundet ynglende på så mange værtsplanter, som nævnt i denne liste. Mulig- heden af deres forekomst derpå er dog til stede. West giver i Fortegnelse over Danmarks Biller de indtil da kendte danske værtplanter. Arter, der er omtalt i den systematiske del, men ikke fundet i Danmark er opført i parentes. Abies (ædelgran). Xylechinus pilosus Ratz. Phthorophloeus spinulosus Rey. Hylurgops palliatus Gyll. Hylastes cunicularius Er. — angustatus Hbst. Dendroctonus micans Kug.? Blastophagus piniperda L. — minor Hartig. Polygraphus poligraphus L. [ — subopacus Thoms.l] Crypturgus pusillus Gyll. — cinereus Hbst. Dryocoetes autographus Ratz. Xyloterus lineatus Ol. Cryphalus abietis Ratz. Xyleborus saxeseni Ratz. Pityophthorus glabratus Eich. — pityographus Ratz.] Pityogenes chalcographus L. — bidentatus Hbst. — quadridens Hartig. [Ips sexdentatus Borner]. — typographus L. — acuminatus Gyll. Orthotomicus laricis Fabr. — proximus Eich. Acer (løn). Hylesinus crenatus Fabr. Lymantor coryli Perris Xyloterus signatus Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Aesculus (hestekastanie). Dryocoetes villosus Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Ailanthus. Leperisinus fraxini Pz. Alnus (el). Scolytus rugulosus Ratz. + Dryocoetes alni Georg Xyloterus domesticus L. — signatus Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Betula (birk). +- Scolytus ratzeburgi Janson — scolytus Fabr. — intricatus Ratz. — rugulosus Ratz. Lymantor coryli Perris Taphrorychus bicolor Hbst. Xyloterus domesticus L. — signatus Fabr. Ernoporus fagi Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Carpinus (avnbøg). Scolytus scolytus Fabr. — intricatus Ratz. Lymantor coryli Perris Taphrorychus bicolor Hbst. Ernoporus tiliae Pz. — fagi Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. 186 Castanea (ægte kastanie) Scolytus intricatus Ratz. Dryocoetes villosus Fabr. Xyloterus signatus Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. — monographus Fabr. Platypus cylindrus Fabr. Cedrus (ceder). Hylurgops palliatus Gyll. Xyloterus lineatus Ol. Xyleborus saxeseni Ratz. [Pityophthorus pityographus Ratz.] Orthotomicus suturalis Gyll. Cerasus (kirsebær). Scolytus mali Bechst. — rugulosus Ratz. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platypus cylindrus Fabr. Chamaerops (palme) [+ Coccotrypes dactyliperda Fabr.] Clematis. [+ Xylocleptes bispinus Duft.] Corylus (hassel). Scolytus laevis Chap. — intricatus Ratz. — rugulosus Ratz. + Lymantor coryli Perris Taphrorychus bicolor Hbst. Crataegus (tjørn) og Cydonia (kvæde) Scolytus mali Bechst. —- rugulosus Ratz. Xyleborus dispar Fabr. Cytisus (guldregn) Hylastinus obscurus Marsh. Phloeophthorus rhododactylus Marsh. . Fagus (bøg). Scolytus laevis Chap. == N ntricatus Ratz. — rugulosus Ratz. Hylesinus oleiperda Fabr.? Leperisinus fraxini Pz. Dryocoetes villosus Fabr. +- Taphrorychus bicolor Hbst. + Xyloterus domesticus L. — signatus Fabr. + Ernoporus fagi Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. — monographus Fabr. Platypus cylindrus Fabr. Fraxinus (ask). Scolytus scolytus Fabr. + Hylesinus crenatus Fabr. — oleiperda Fabr. + Leperisinus fraxini Pz. [+ — orni Fuchs] Xyloterus domesticus L. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platypus cylindrus Fabr. Genista (visse). Hylastinus obscurus Marsh. Phloeophthorus rhododactylus Marsh. Hibiscus (katost). Ernoporus tiliae Pz. Juglans (valnød). Leperisinus fraxini Pz. Taphrorychus bicolor Hbst. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platypus cylindrus Fabr. 187 Larix (lærk). Xylechinus pilosus Ratz. Hylurgops palliatus Gyll. Hylastes cunicularius Er. Dendroctonus micans Kug. Blastophagus piniperda L. Polygraphus poligraphus L. Crypturgus pusillus Gyll. — hispidulus Th. Dryocoetes autographus Ratz. Xyloterus lineatus Ol. Cryphalus abietis Ratz. Xyleborus saxeseni Ratz. Pityophthorus glabratus Eich. [ — pityographus Ratz.] Pityogenes chalcographus L. — bidentatus Hbst. Ips typographus L. Orthotomicus suturalis Gyll. — laricis Fabr. Ligustrum (liguster). Hylesinus oleiperda Fabr. Livingstonia (palme). + Coccotrypes dactyliperda Fabr. Malus (æble). Scolytus mali Bechst. — rugulosus Ratz. Leperisinus fraxini Pz.? Lymantor coryli Perris Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platypus cylindrus Fabr. Melilotus (stenkløver), Medicago (sneglebælg) og Ononis (krageklo). + Hylastinus obscurus Marsh. Phoenix (palme). + Coccotrypes dactyliperda Fabr. 188 Picea (grån): + Xylechinus pilosus Ratz. + Phthorophloeus spinulosus Rey + Hylurgops palliatus Gyll. Hylastes ater Payk. + — cunicularius Er. — angustatus Hhbst. + Dendroctonus micans Kug. enetages piniperda LE. minor Hartig + Folpørapkels poligraphus L. [+ — subopacus HThoms:]: + Crypturgus pusillus Gyll. + — hispidulus Th. — subcribrosus Ege. [ — cinereus Hbst.]. + Dryocoetes autographus Ratz. Xyloterus domesticus L. — lineatus Ol. + Cryphalus abietis Ratz. [+ — saltuarius Weise]. Xyleborus saxeseni Ratz. Pityophthorus glabratus Eich. [+ — pityographus Batz:l: [+ Pityogenes micrographus L.]. + — chalcographus L. — trepanatus Nordl. — bidentatus Hbst. — quadridens Hartig [Ips sexdentatus Borner] + Ips typographus L. Ips acuminatus Gyll. Orthotomicus suturalis Gyll. — laricis Fabr. — proximus Eich. Pinus (Tyr): Xylechinus pilosus Ratz. Phthorophloeus spinulosus Rey Hylurgops palliatus Gyll. + Hylastes ater Payk. + — brunneus Er. Hylastes cunicularius Er. + — opacus Er. + — angustatus Hhbst. [+ — attenuatus Er.]. Dendroctonus micans Kug. + Blastophagus piniperda L. + — minor Hartig + Hylurgus ligniperda Fabr. Polygraphus poligraphus L. [ — subopacus Thoms.?]. Crypturgus pusillus Gyll. — hispidulus Th. — subcribrosus Egg. [+ — cinereus Hbst.]. Dryocoetes autographus Ratz. Xyloterus lineatus Ol. Cryphalus abietis Ratz. [ — saltuarius Weise] Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. + Pityophthorus glabratus Eich. lichtensteini Ratz. pubescens Marsh. pityographus Ratz. micrographus Ed Pityogenes chalcographus L. + — trepanatus Nordl. + — bidentatus Hbst. + — quadridens Hartig [+ Ips sexdentatus Borner] — typographus L. acuminatus Gyll. Gøliotamienn suturalis Gyll. — laricis Fabr. — proximus Eich. longicollis Gyll.]. Pyrus (pære). Scolytus mali Bechst. Scolytus rugulosus Ratz. Leperisinus fraxini Pz.? Lymantor coryli Perris Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platanus (platan). Xyleborus dispar Fabr. Populus (poppel). Scolytus scolytus Fabr. — intricatus Ratz. — multistriatus Marsh.]. Taphrorychus bicolor Hbst. [+ Trypophloeus asperatus Gyll.]. F — grothi Hag. [+ — bispinulus Egg.] [+ — palmi V. Hansen] [+ — granulatus Ratz.]. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. + — Prunus (kræge). Scolytus mali Bechst. — rugulosus Ratz. [ — … smultistriatus Marsh.]. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Platypus cylindrus Fabr. Pseudotsuga (douglasgran). Hylurgops palliatus Gyll. Blastophagus piniperda L. Crypturgus pusillus Gyll. Cryphalus abietis Ratz. [Pityophthorus pityographus Ratz.]. — micrographus L.]. Pityogenes chalcographus L. — bidentatus Hbst. — quadridens Hartig cryptographus Ratz. 189 Ips typographus L. Xyleborus saxeseni Ratz. Quercus (eg). Scolytus scolytus Fabr. — laevis Chap. + — Kintricatus Ratz. Hylesinus crenatus Fabr. Leperisinus fraxini Pz.? + Dryocoetes villosus Fabr. Lymantor coryli Perris Taphrorychus bicolor Hbst. Xyloterus domesticus L. —- lineatus Ol. + — signatus Fabr. Ernoporus fagi Fabr. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. + — monographus Fabr. + Platypus cylindrus Fabr. Rhamnus (vrietorn). [Scolytus multistriatus Marsh.]. Lymantor coryli Perris Robinia (robinie). Leperisinus fraxini Pz.? Xyloterus domesticus L. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. Rosa (rose). Scolytus rugulosus Ratz. Salix (pil). Scolytus scolytus Fabr. — intricatus Ratz. [Trypophloeus asperatus Gyll.]. Xyleborus dispar Fabr. Sambucus (hyld). Xyleborus dispar Fabr. Sarothamnus (gyvel). Hylastinus obscurus Marsh. + Phloeophthorus rhododacty- lus Marsh. Sorbus (røn). Scolytus mali Bechst. — rugulosus Ratz. Xyleborus dispar Fabr. Syringa (syrén). Hylesinus crenatus Fabr. En oleiperda Fabr. Leperisinus fraxini Pz. Lymantor coryli Perris Xyleborus dispar Fabr. Tilia (lind). Scolytus laevis Chap. [ — … smultistriatus Marsh.)]. Xyloterus signatus Fabr. +- Ernoporus tiliae Pz. + — caucasicus Lindem. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. 190 Trifolium (kløver). + Hylastinus obscurus Marsh. Tsuga. [Pityophthorus pityographus Ratz. li Ulex (tornblad). Hylastinus obscurus Marsh. Phloeophthorus rhododactylus Marsh. Ulmus (elm). + Scolytus scolytus Fabr. + — laevis Chap. — mali Bechst. — intricatus Ratz. [+ — multistriatus Marsh.]. Ernoporus caucasicus Lindem. Xyleborus dispar Fabr. — saxeseni Ratz. — monographus Fabr. Platypus cylindrus Fabr. Forkortede forfatternavne. Bechst. =. Bechstein. Lindem. = Lindemann. Chap. = Chapuis. er = Linné. Duftschm. = Duftschmid. Løv. = Løvendal. Egg. = Eggers. Marsh. = Marsham. Eichh == Eilehhol, Nordl. = Noårdlinger. Er. = Erichson. Oliv. = Olivier. Fabr = Fabricius. Panz. = Panser. Fairm = Fairmaire. Payk. = Pavknll Geoffr = Geoffroy. Ratz. = Ratzeburg. Gyll. = Gyllenhal. Steph. = Stephens. Hbst = Herbst. Thoms. = Thomson. Kugel = Kugelann. Woll. = Wollaston. Latr = Latreille; Litteratur. I. Vedrørende afsnittet om imagines. A. Balachowsky: Faune de France 50, Coléoptéres Scolytides, 1949. Vilh. Bergsøe: Fra Mark og Skov, i ny bearbejdelse ved C. Wesenberg-Lund, I, 1915, p. 340—368. K.G. Blair i Entom. Monthly Mag. 1949, p. 89 (Hylastes ater og brunneus). I V. Butovitsch i Svensk Entom. Tidskr. 1927, p. 170 (Scolytus triarmatus). — Studien iber die Morphologie und Systematik der palå- arktischen Splintkåfer. Stett. Entom. Zeit. 1929, p. 1—72. E. A.J. Duffy: Scolytidae and Platypodidae, Handbooks for the identification of british insects, Vol.V, Part 15, Royal Entom. Soc. of London, 1953. 192 H. Eggers i Entom. Blåtter 1927, p. 121—122 (Trypophloeus bispinulus). — i Entom. Medd., 18. bind (1932), p. 830—83 (Crypturgus danicus og Pityogenes obtusus). — i Entom. Blåtter 1933, p. 1—6 (Hylastes aterrimus og Crypturgus subcribrosus) og p. 55 (Hyl. plumbeus). — i Stett. Entom. Zeit. 1941, p. 121 (Dryocoetes longicollis). M. Hagedorn i Minch. Kol. Zeitschr. II Bd. (1904—1906), p. 228—232 og p.372—373. Victor Hansen: Notes on some species of Hylastes Er. and 'Trypophloeus Fairm. i-Entom:-Medd., 27: bind; 468 —185. W. Hellén: Catalogus coleopterorum Daniae et Fennoscandiae, auct. Victor Hansen, W. Hellén, A. Jansson, Th. Munster, A. Strand; 1939, A. Horion: Nachtrag zu Fauna Germanica von Edmund Reitter, 1935. — Kåferkunde fur Naturfreunde, 1949, p. 236—249. — Verzeichnis der Kåfer Mitteleuropas, 2. Abteil., 1951, p. 506—3513. E. Kangas i Ann. Entom. Fenn. 1949, p. 168—174 (Xylechi- nus pilosus og Polygraphus poligraphus på fyr). R. Kleine: Die europåischen Borkenkåfer. und die bei ihnen lebenden Rauber, Parasiten und Commensalen i Entom. Blåtter 1944, p. 68—83. J. Klimesch i Entom. Blåtter 1913, p. 105—116, 1914, p. 213 —219 og p. 231—241 samt 1915, p. 6—13 (Trypophloeus). I. P. Kryger og H. P. S. Sønderup: Biologiske Iagttagelser over 200 Arter af danske Billelarver I og II i Entom. Medd., 22. bind, p. 133—136 og 24. bind, p. 256—261. O. Lundblad: Studier over Insektfaunan i Fiby Urskog, 1950, p. 114—117, Kgl. Svenska Vetenskapsakad. Avhdl. i Na- turskyddsårenden. E. A. Løvendal: De danske Barkbiller, 1898. Thure Palm i Svensk Entom. Tidskr. 1948, p.212—214 (Dendroctonus), 1950, p. 142—143 (Trypophloeus), 1953, p. 184—186 (forskellige arter) og 1954, p. 28 (do.). — Die Holz- und Rinden-kåfer der nord-schwedischen Laub- baume; Medd. från Statens Skogsforskningsinstitut, Bd. 40, nr. 2, 1950, p. 228—234. R. Pertzel: Die Kåfer des Niederelbgebietes und Schleswig- Holsteins, VII, Scolytidae und Anthribidae; Verhdl. des Vereins fur naturwiss. Heimatforsch., Bd. 28, Heft 2. E. Reitter: Fauna Germanica, V bind, 1916. K. E. Schedl: Bestimmungstabellen der palåarkt. Borkenkåfer I (Crypturgus); Zentralblatt fur das Gesamtgebiet der Entom., 1. Jahrg., 1946, p. 1—13. 193 K. E. Schedl: do. III (Scolytus) smstds., 1948, p. 1—66. — do. IV (Ips); Mitteill. der Forstl. Bundes-Versuchsanstalt Mariabrunn, Bd. 46, 1950, p. 67—88. — i Entom. Blåtter 1951—52, p. 161 (Pityogenes obtusus). K. Sokolowski i Koleopl. Zeitschr. 1949, p. 246 (Anisandrus dispar). P. Spessivtseff: Barkborrar, Scolytidae, 1925; i Svensk Insekt- fauna. B..N. S;Stdrk: vColeoptera,; ;Ipidae i Fauna-S.S.5.R., "tom XXXI, Moskva 1952. Andr. Strand i Norsk Entom. Tidsskr. VII (1946), p. 172 (Xyloterus piceus) og IX (1953), p. 61—62 (Hylastes ater og brunneus). Mathias Thomsen, N. Fabritius Buchwald og Poul A. Houlberg: Angreb af Cryptococcus fagi, Nectria galligena og andre parasiter på bøg i Danmark 1939—43, p.232—253 (Xyloterus domesticus). A. West: Fortegnelse over Danmarks biller, Entom. Medd., 21. bind, 1940—41, med tillæg smstds., 25. bind, 1947, p. 3 fi.- og 27. bind, p. 92 (ved Victor Hansen). A. Winkler: Catalogus coleopterorum regionis palaearcticae, 1924—32. II. Af særlig betydning for det biologiske afsnit. Balachowsky, A.: Coléoptéres scolytides. Faune de France bd. 50. Paris 1949. Boas, J. E. V.: Dansk Forstzoologi, 2. udg. Kbhvn. 1923. Eichhoff, W.: Die Europåischen Borkenkåfer. Berlin 1881. Escherich, K.: Die Forstinsekten Mitteleuropas bd. 2. Berlin 1923. Frizz, N.s. De danske skadelige Naaletræinsekter. Kbhvn. 1892. Fuchs, G.: Uber die Fortpflanzungsverhåltnisse der rinden- brutenden Borkenkåfer. Munchen 1907. Kleine, R.: Die europåischen Borkenkåfer und ihre Nahrungs- pflanzen in statistisch-biologischer Beleuchtung. Berlin. Entom. Z. 53: 171—232. 1908. — Die Gesamtlitteratur der Borkenkåfer bis einschliesslich 1938. Stett. Entom. Ztg. 100: 1—184. Stettin 1939. Kraemer, G. D.: Die kritischen Grenzen der Brutbaumdis- position fur Borkenkåferbefall an Fichte (Picea exelsa L.). Z. Angew. Entom. 34: 463-512. 1953. Løvendal, E. A.: De danske Barkbiller. Kbhvn. 1898. Pfeffer, A.: Scolytoidea. Fauna CSR bd. 6. Praha 1955. Victor Hansen: Barkbiller. 13 194 Ratzeburg, J. T:-C.: Die -Forst-Insecten. 1:'Berlim 18389: Saalas, U.: Die Fichtenkåfer Finlands. Helsinki 1917 og 1923. Schimitschek, E.: Die Bestimmung von Insektenschåden im Walde. Hamburg og Berlin 1955. Thalenhorst, W.: Die Borkenkåfer-Katastrophe in Deutsch- land. Ubersicht uber das neuere Schrifttum. Z. Pflanzen- krankheiten u. Pflanzenschutz. 55: 288—94, 1948, 57: 87—93, 1950, 60: 15—19, 1953. Trågårdh, I.: Sveriges skogsinsekter. Stockholm 1939. Trædl, R. og Kleine, R.: Ubersicht uber die gesamte Litteratur der Borkenkåfer vom Jahre 1758—1910. Berlin 1911. West, A.: Fortegnelse over Danmarks biller. Entom. Medd., 21. bind, 1940—41, med tillæg smstds., 25. bind, 1947, p. 3 fi. og 27. bind, p. 92 (ved Victor Hansen). Stikordsregister til det biologiske afsnit. Side SAMbrOoSskAd 352 mene tere 104 Bekæmpelse. 1200 lød edo 120 Blaser RRS 105 Frnætnen 2/0 SEE 103 Familiesand 1. ao LES 102 Fliendetsen ode Es Ho 122 Flyvehuler 5.45 -runkar 102 Fuer nl er 2. SE AE VE 124 Ganssystemer 41322 frem 99 Gangsystemer, nøgle ..... 373 Generationsantal......... 109 Indboringshul 45307434 99 . Kønskvotient .… 05407 107 arealer ns Re 100 Larvens udseende........ 95 Moderzandge 43 ir ne 99 Modningsgnav 55 40624 Re 105 Mono art. EO a.tr = bEEE 111 Nematoder ele klare de ARE 123 Orienterinssevne 3.557 50 117 Parasitlel se KRAG 122 Side Parrines sandt LS FERMRER 108 Parringskammer .......… 99 Pollack 75; SHF ER 111 dag gbonte > ere. FARE SÅR SEE, 114 Pippeleje: SÆT SLONE 102 Pupper, udseende ........ 97 Regenerationsgnav ....... 107 BONO (1 ES NERE 123 Rundormer 449: 30 PEER 123 Seks ET. IRENE 114 Skade | 23 SN ASER ER 117 Snyltehvepset 220700 KEE 122 Svære 2 So SERKE 98 Symbioses sr rs 103 Søsterkuld-0 05 ERE 107 Vedborende barkbiller . 98, 102 Værtplanter, nøgle ...... 185 FEET ES SDK LASER EEEE 109 Æt sb ska 109 Eee SA SENDER 100 Økonomisk betydning .... 117 Navnefortegnelse. (Synonymer er trykt med kursiv. De kursiverede tal henviser til det biologiske afsnit.) 1. Familier, underfamilier, slægter og underslægter. Side Abisandrus...... 71 Blastophagus.... 40 Coccotrypes ..... 51 Cryphalus 2 59 Grypturgus :.….. … - 45 Dendroctonus ... 38 Dryocoetes...... 48 BFRAOPOPUS 3... 61 Fivlastes KN: BØ Ebylss uns 12 Fl FEviesini: 22: 22 Elylesinus. 2.75. PR Hylargops ...... 30 Frylursus 2. 42 Side abiehis 724 60, 157 acuminatus ..... 85 DE te Boe ERR 50 angustatus ....-. 38 dsperatus 20.266. 66 be R 1 ms Er 139 OHIM US: VS 2 34 attenuatus 4: 38 autographus. . 49, 152 bicolor 05.158. 54 bidentatus ... 82, 162 Side Ef se (1 HERE Eee FREE 8 Fona se ØS 16 [yo nor HERRE se Nr 44 FOSS 24 ss SNS 83 Leperisinus ..:.. 24 Eyvmemntor. ; :58: 51 Myelophilas 2. 40 Orthotomicus ... 86 Phloeophthorus.. 29 Phthorophloeus.. 28 Pityogenes ...... 78 Pityophthorus... 74 Platypodidae.... 91 Platypus: 3333780 91 2. Arter. Side bisp us RS 2. 67 bisp aSs 054 3 brunneus .... 34, 139 Calcasicus: 55 62 chalcographus 80, 160 CMerelSs se 47 CORE 250 7 VR 52 Cerenatus 2: 253.232 cryptographus... 72 cunicularius .. 36, 140 eylindrus 1.08: 91 Side Polygraphus .... 42 Scolytidae 3. 8 Scolytinae… 2.72 9 SCO 0 DASE 9 Taphrorychus ... 53 Homers DER 83 Trypodendron ... 55 Trypophloeus ... 64 Xyleborus 22: 25- 69 Klee us 0 26 Xylocleptes ..... DØ Xyloterus 2: . 55 Side dactyliperda .... 71 AT ICONS Or SEES 46 discedens AS 353 67 GISPAR KE, 11,158 domesticus ... 56, 153 elongahis 3325. 81 FASE MERE NESS SE 32 63 fennicus: 35 20 id fraxini: 258 245135 GE TM OD 25 FR 13 glabratusss 83580 76 Side granulatus ...... 68 (8 a 170 H TU ASSENS REE se 67 hispidulus....... 47 intermedius...... 36 intricatus…. ... 15; 730 IREVIS KT AGEG 14, 129 lamicis: SES 89, 168 lichtensteini ..... 76 ligniperda ....... 42 lineatus...... 57, 1596 longicollis (0.)... 90 longicollis (D.)... 50 malt... SD HAL 752 Manes: 7 SE 46 Mmicans. 65 39,142 micrographus.... 77 MIO 1.0... 41,147 monographus.... 74 multistriatus .... 16 ObSCUrus . 28 Side Askebarkbille, stor: IVEN 28s'332 Askebarkbille, plettet..... 24, 135 Barkbilers SE 5 Side ODS USE; EEN 82 oleiperda ....23, 134 opacust” i JER EN SI OTTE SING 25, 136 palliatus ..... 31,137 Pamir SEERE E 73) [aa Te SÅ DT 2 0 ERE SE SAERS 58 pilosus rr: Ma Fe 26 piniperda ....41, 145 Hr ASE DER 14 pityographus .... 77 poligraphus .. 43, 148 proximus 13.5 89 DTU. SS. FG 14 pubescens....... Vort pupillatus ....... 34 PUusilkis SE 46, 150 quadridens ... 83, 162 QUE EUS SS TEErE 58 ratzeburgi ...12, 126 3. Danske navne. Side Chalcografen 80, 160 Fyrrens rodbille 34, 139 Granens rodbille 36, 140 Side rhododactylus ... 30 rugulosus ....15, 131 saltuarius…… SE 60 saxeseni I EEE OD scolytus ..... 13,726 sexdentatus ..... 84 signatus ”. en 58 srgnaliss Terne 57 spinulosus ...... 28 subalpinus ...... 36 subcribrosus..... 47 subopacus ...... 44 stturalis ss 55 3leg 88 tillade 2 RGS 62 trepanatus ...... 81 triarmatus ...... 13 typographus. . 85, 163 Villosus: 3 LÆSER 50 Side Jættebarkbillen 39, 142 Marvboreren 41, 145 Typografen ..85, 163 4 dk un oe m Nr, hører: ret "BL | i 2074 KAD SE Tr BR NEN YU! lt 475 KO) URAN KGSYN SNE AE SERRA TE NS DAL Bi ig | hr '- i "i i; rt —= ERR DE: i» gene er tret man Re ÆRE] == $555E ze — ERE ERE i mæ ma… REESE Rs mag g DERES DEER gt . + ra —=20- == sne - | ” "” tr z— ; 4 E-etee = Rn: æg 448: < r= — 8 4 - pæn, . ets Segr sl ma se suirpnr) ze C3 FL yta tes == or 06 SS RERE BE. Erin s 2575 '£. - rs NER TES 34 ENA pan dg: Ha | HEE ANA f salt (HAT ls ti ii HED MH BAR: HUER il fri in lelsdy . i MHERHUSER! 5 Vi Mit HLN Ht i == 58 —d > - mt mm Pr me 3 2 s ø == 2 DERE DENNE: re re nere > i SEE: rg "ms 25 => SEPT mme =—— Sr Rn Ar Ar pa] - 1. 52% == Fr: = HER 74 æg -ø- —a4— Ne=3 = Fez & rr hm em er) == = B- - pirser rs Te re == D SEE SST ENES NS ET] == ren - — Ben Nm TREN BE ——6: 021 335237 i 53 > SS SIR ER mmm rar: set ma BE ra g-t mur bt Fe - SEEGER er rande som BEDE SEE EENE USR ER rer ren Eee rr SEES mar FEDE RES alen = menn — ræve sa =—z7 « me > mar mdr mars 2 3 SD 444 == ea 4 ==) met må 9 —- Fr mr nens par sårer: 7 FEE 24 —— == =z erne — is ed. — ge 2% FESTER SSESE ER] ap abe Borte] nd ed me eN md me eet dt se rd ul == Klee 7 —- Ry 7 møn 232 => are SES res mm SER RER ren SEE Terre rr me me mt mat SELE ere REESE ri SEna era - FrRrAbE ere —— rs REN TATE: rar 22 EPE k Rk pærer my SE mn nr] PRESSE rs] rn Fr marts my prze", 3277 == mir, > wd — møre nere, z == amet men] fn. Å Aj ON gs | ht kød fu H 4 HUN i sf Ek dr aL 4? n FUN ali HM: RE: IN kg: si AfRe BELLE NARRER ALSO BR HR SMAD | BEEN ) i VA Murlt He HAN : i HR i OUH sås bab dl BØDKER KN FANTA FRANDSEN ERE N TS GÅET ER kk dk i Ål: LGV HAS REE MNL ÅRE Al ne (a Hi iy mm MAN hh HRK TERE att AD i iX i : i HEN Y i TRUNEE HER Win HR: Sl in Aid HHH: FÆN HRG BR u MIN i Tinilitr HR Ht Hi all RH HU HE HH He … hhin ff) HEN HHR hl fn FM ilt i ik ll 4 LT SRRIR HE Ht KM THTTIGN dt | Så Ht ai; Hi Un if ARN fl HEN Mt RET Bil Hr HH sl UHRE FRA BE fad AK ANAL Ske RL AL SLA Mr AT HE SEAL EGEN ane, ii NTR HARING HHH: MRNA ERE NE EGE HALES HER TD | i BEMERADIE mn THERE REE RENEE NEL HELD tabe mint HH UN RARE RAR ERA HS KARLE få FT Ht Alen SNE HG MA UR LRRN Hart RÅ) dal HENT | FRE RER me BRA De HH UR FN HER NR NE TE HK THUNE EAN LT HH AVH SAHARA DEER påny nål HAHN BEA HEERE END BEEN HEN: Ht: ENN i DRE il Hu HRM tir hk! ran VAT HEN FAE NE> vi i fn: mi MIN t. TTHEN TAN Hr n HH El) ;ÉRÅ i DH i Tyr t ME nl Hit: NUR MMI a1 7. kåkdd i fi; il Far 2 i ng lyt fint il | HE BEN ii Er Ul HH En RR HEER RER RER BLE HR HL He HEH al Ul il HE RER Hr AF HHR HEN i RD TH, HH HUNT at HEN LRS MHADHREE THE TE HR bu HERE HEH HERA ATA, 1H14N i HRUAn HON GGN NH liste ALH ONKEL: HE (HENHHN EN. SND TER mn i i MY Flyet; THIH ff Ik ltr lyls ANDEN zantng IUR GER 14740 hap ER mi NR HARER FGEER TRE hb VR fl HH HEH AE REE MANERER? RET Hm Un Sl — (HR Ih Ha al HH RY DINE RN il HM WIN —2—e HR Hi fl TR DN rar WAN BURE : i fi + al TT LL: Hurt MERE HAN: Hi Ann M i i Il: Mt AL AG REMA FAG, gl filed !ftrN i tal HHrEREE fl hj årh åd UN (ad VRLTTENDER | ANNE Mbit J. 1 HUR ln HH rl it ik i hi HEER Ai! Hiv FåL VA! fl vinde lee z ni tigt DE HEN bæj — porre pers ms hår mer : an ti it 18 Hrlrle tai Tay] <1 i: Hyld THY i: HH KA i HHH HH. KLEE HERE Er i TAS LAN 1 Ha IN iel (rs MT tislris ENES Hi BE TH ER by HHH ren BR An sb Hit lig in ii ag NH HE bå HH De É HH i tig W HIK irer ARR Ants HR Ut NN HER il THAN Ht Nr allt TR BIN HHRURTNRER HYDE Ht HM int ift HA THERE: BHs UHHLETE: TAARN DA USERS MANG FÅ RAM RER ERA PATEK AR FEB RHI HINE KENN SUSER EIK talt: Wr LHR ike mn RD REN: KUR AAU dl ii H ii; HL HR Mn il i HAN han Titel H Hent be | i TREN ED rr HHD ER HAN | ist LAT TED Hybel TAG He ON Hg DE NE NER i BH FATA fj id ac Ad TRIGE EA GARE SNAK NK ERA RA KR NA Rd RNA ER ARD KAPERE RAE ROR EAR RR ES RE SER RG AE NR IADDnT SETE SAR AEAM! HAVDE Lutåg Y RE AE KLAN) HAR ARS NG MER HE ER SEN RASKE AE RANGE AKS REM REAR AB ETAS EARL, BETH AE ÉN re HHHN He HE HR Hat tk: Hun i! UR lt SNE: Mn 4! i HAR HHINN HTH En Mn idj hi FREE REE Ta lle sj AN IE aL i k MKLSMAN ft ik EAN gå Mn AFD RES ALL AÅ AR Fl ik UD NGEN i: RUNER flat HE EL ANA HU: ARL) i ANG ROKR FRE ES i i rigt nn AHR it HEE AMEN MAG fi HE ADA, | Hi HT EH rr t GR Ht HEN: BAA rn HH i NEED BOL NRU THEA RHRT HHH ALE HM HRRUHR Hr: HH H HHH TEGNE AR DE MEL 86 så al | HANE i if fi HAN Hunt ii MUD il | ål År: Ni ' i LAM Hf | ATT tel ly ile dy Mu ly TURN, LARA SALE AL) i IEEE da ly ER HE UN 7 HL i i 1 lelsis Wi i if VIET: fri i fad: tj É et i i HEN: 'y HHH FL i i Ny Hg LE i TS | [H ' É HR HERR it h hh fk: HH i 7 HH lt 7 HH TNT TRA få | IE AL i | ' på ii HORN HUER LEN fg NM mi FR nm KHttr 4 D Ht hj f LEAR LANR hH | AN HEN Nb : ås i bd bae al UNG 214 Hg Wi hl MM KN ARNE SANTA SHEA BAM SA ti (HER Hutt dg HE HE ANRALEHA LN i MÅ il: k . I Ås! ! i i il f ly + i I IRALAL ARSEN Ty Ny BANE AN RAR SKE AA É ik i É i i i UMAMI 19 H LE R6 NE MÅ) 1 KARA B TET i THI HH CLASE: BERN GS HANE RE NE ERA Art RAAB K AL ta HEN ; i HEN nn HHH Hat nt HG HEN ER HORN | HE HHH HR REHMAN ARMENE UL HR MMA i ARE URE ERE DH | i: Hi mht HM i HE hit ik dl inn : HM | Hi Hal HR Hnnnon HHH HER | URE Hal HH in HI HA ik fg i ff Er es ran - => rr free — = i SEE SES - NM in jl HER HH i Tilt i i HARHN HER SMU HHH b EK AM ANM E OMEN RA SKEMAER NERASE FAG HE PÉ