DANMARKS FAUNA 70 LEIFLYNEBORG TovingerIV HUMLEFLUER || STILETFLUER ROVFLUER M.FL. G'E-C GADS FORLAG dl Lær: AN r F Så er p, Mi ASEAN ARE ENN NASA BED Jer i W L i X Er fø mu Mr, y it i, k , K Ye LAKE HEN 14 Van i, MOLTSD LYSE | MAG MAND EU Ni 7] "y ALENE WS da ø ty MY W | | Aa of ? AN ”nYg i c4 An ÅR, j BAT KA (aA ARE VE AN Sk Wi ALA AE | i WAT ' ;BÆVUE åd ' ø å er br ENGE ONE, K LLR vere j i ; i NR Nm 0 C9AHST00 TOE0O 0 FL TTT] IOHM/1SW DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF DANSK NATURHISTORISK FORENING re Hd. 70 KAP LYNEBORG LOVTI NER IV HUMLEFLUER, STILETFLUER, ROVFLUER M.FL. MED. 189 AFBILDNINGER SCI ÅL I KOMMISSION HOS G-E.-C GADS FORLAG -—- KØBENHAVN 1965 Udgivet med støtte af Undervisningsministeriet og Carlsbergfondet KØBENHAVN — BIANGO LUNOS BOGTRYKKERI A/S INDHOLDSFORTEGNELSE Side DN] KUN REE FAAET SØN ØEN VER, 5 ANER sie kner ANIUISE AR SØS Sr ÆSTIE AS, 40 Jus eenopinidge; vinduesilker 40 2006 snes arsen Så SR Aa ae ER ease gs BIN An er se alba 80 RR ERR ost hes nt hanen desert spe ener 178 re — Lr - Nike |" Ps Il v væ UR H 1 D op HE ÆV kJ Ey di; E. > UI AKTEU TR PAK i Kl HK SQ n åg sarnodrdoreeddokdee É sg & i SK & mm ' eee TT ek ør il vet ne ondere sene ' ; ar rude skaderne, KT. BENENE sid ren tnbildrig se i ' RT I n åt dd 6 - i . UN i 4 1 0 så OR AEK RR TOR KE AO Må ALA g i sr 0 hy é sø us Pips HOR RER ny nN DD. 2 Ps 1. Bombyliidae, Humlefluer. Humlefluerne er især udbredt i de varme og tørre dele af verdensdelene, idet artsantallet aftager stærkt både imod de tropiske skovområder og imod de tem- pererede egne. Her i landet er hidtil fundet 18 arter og underarter, mens det samlede antal kendte arter for hele jorden andrager ca. 3000. Af ydre habitus er humlefluerne så varierede, at det er umuligt at give nogen fælles karakteristik. Hovedet er mere eller mindre halvkugleformet. Øjnene store og deres bagrand mere eller mindre indbugtet. Fra denne indbugtning strækker sig un- dertiden en kort spalte ind i selve øjet og adskiller nogle af de bageste facetter. Denne karakter benyttes til inddelingen af familien i to store grupper. 3 oceller findes altid. Panden er som regel ret bred hos hun- nerne; hos hannerne smallere eller øjnene kan her være mere eller mindre sammenstødende. Anten- nerne er altid tydeligt 3-leddede, sidste led forskelligt udformet og ofte med en endegriffel. Munden (pro- boscis) er stærkt varierende i bygning, snart meget lang og tynd som hos Bombylius o. a., snart kort og tykkere som hos f. eks. Villa. Brystet som regel af normal form. Det er forsynet med flere forskellige typer af behåring. For det første kan brystet være helt eller delvist dækket af støv, der morfologisk er mikroskopiske hår. For det andet er der ofte en belægning af tiltrykte skælhår. Der- 6 udover er der for det tredie oftest en mere eller mindre lang, strittende behåring af normal type; disse hår kan på visse steder erstattes af egentlige børster. Bagkroppen har de samme elementer af behåring som beskrevet ovenfor. Antallet af synlige led er 7 eller 8. Genitalierne er hos humlefluerne som regel skjult i bagkroppen eller af dennes behåring og er derfor vanskelige at benytte i taxonomien uden efter udpræparering. Hannens parringsorgan (hypopygiet, eller epipygiet, som det også bliver benævnt) viser ofte en mere eller mindre udtalt rotation. Det er ret simpelt bygget. Den tergale del af 9.led (epandrium) er udformet som en tang (forceps). Tangens basale del udgøres af to bådformede plader, der i enden er ud- formet i ofte karakteristisk formede spidser og lapper. Disse forceps omslutter dorsalt og lateralt selve aedeagus (penis) og dennes gonapophyser. 9. sternit (hypandrium) er en stor, trugformet og simpelt byg- get plade. Læggerøret er ofte forsynet med en krans af grove torne; undertiden er endeleddet læbeformet og for- synet med lange hår, men uden børster. Benene er næsten altid svage og korte, som det ofte er tilfældet hos gode flyvere. Pulviller mangler under- tiden. Vingerne afgiver ofte gode karakterer både i årernes forløb og i vingens farvetegning. Costa løber som regel rundt langs hele randen. Ved roden af costa oftest en kraftig torn. Selve costas basale del som regel meget bred og forsynet med skæl, hår og børster. Proximalt for vingebasis findes hos en del humle- fluer en plade af lange skæl, der delvist dækker over den! brede :del ;af -costa:: Denneskælpladet betegnes 7 patagium. r,4+; tvegrenet mod vingespidsen. Som regel 4 bagrandsceller (R,, M,, M, og M244). Analcellen (Cu,) lukket eller åben. Alula og vingeskæl velud- viklede. Udviklingen hos humlefluerne er dårligere kendt end f. eks. hos rovfluerne (se side 80). Så vidt vort kendskab strækker, synes alle humlefluer i larve- stadiet at være snyltere hos andre insekter. Aculeate årevinger er en af de vigtigste værtsgrupper. Andre vigtige værter er sommerfuglelarver, græshoppers æg- hobe og andre parasiterende larver af snyltehvepse og snyltefluer; i det sidste tilfælde er der altså tale om hyperparasitisme. Iøvrigt henvises til omtalen under de enkelte-.slægter. Æglægningen ved man endnu kun lidt om, men den kan sikkert både ske i flugten og siddende på jorden, men altid i umiddelbar nærhed af værtens tilholdssted. De nyklækkede larver er meget mobile og søger selv Trem til værten Efter at den egentlige snyltende fase er indledt, skifter larverne fuldstændig udseende. De forskellige larvestadier er bl. a. blevet kendt gennem J.C. Nielsens studier i 1903 over Bom- bylius minor. I 1. stadium (fig. 1) er larven af denne art lang og slank med et lille, stærkt kitiniseret og ikke indtræk- keligt hoved, der er forsynet med et par børster. For- uden hovedet er der:12 led;'de tre brystled hver med et par lange sidebørster; på endeleddet også et par meget lange børster. I 2. og 3. stadium (fig. 2) er lar- ven meget tykkere, cylindrisk og krummet. Hovedet er nu indtrækkeligt. Børster på brystled og endeled mangler eller er stærkt reduceret. Larvehovedets byg- ning er især studeret af Paola (1937) på den ikke danske art: Cytherea obscura F. I sin bygning minder 8 hovedet en del om rovfluelarvernes (se side 84). Dor- salt findes en hovedkapsel, der for en væsentlig del ligger skjult i brystet, men hovedkapslen er ikke som hos rovfluelarverne delt i to veladskilte dele, nemlig forrest den egentlige hovedkapsel og bagtil en såkaldt 59 Fig. 1—2. Larver af Bombylius minor L. 1. Første stadium, 2. Andet stadium. (Omtegnet efter Nielsen). roddel (metacephalstav). Hvor vidt humlefluelarvens hovedkapsel er homolog med den ene eller den anden af de to elementer i rovfluelarvens hovedkapsel, lader sig ikke afgøre med sikkerhed, men sandsynligvis ind- går begge elementer. Selve munddelene minder også om rovfluelarvernes. I midten findes et par knivsblad- formede kindbakker (mandibler) og udenfor og foran disse et par brede, ofte tandede kæber med eenleddede palper. Trachésystemet er amphipneustisk; bagspi- raklerne ligger på 8. bagkropsled. 9 Puppen (fig. 3) er fri og bevægelig og forsynet med horn på hovedet samt børster og torne på krops- leddene, hvilket gør den i stand til at arbejde sig igennem de ofte meget stærke vægge i biers og hvepses Fig. 3. Puppe af Hemipenthes morio L. set fra undersiden. (Hennig). celler og igennem jord. Pupperne hos humlefluer og rovfluer er hinanden meget lig. Hos de første er de forreste antennehorn tætstillede, hos rovfluerne mere adskilte (se fig. 105). Hos humlefluerne er de bageste antennehorn ikke kamformet ordnet som hos rov- fluerne (fig. 105), men der findes kun en enkelt (ofte meget lille) eller to tydeligt adskilte bageste antenne- horn. Endelig findes der hos humlefluerne på over- siden af bagkropsleddene en række karakteristiske, tilklæbede torne; disse er hos rovfluerne udstående og oftest ordnet i to rækker. 10 Oversigt over grupperne og slægterne. Øjnenes bagrand med dyb indbugtning og fra bun- den af denne udgår en mere eller mindre lang spalte, der bagfra skærer sig ind imellem facet- terne. Antennebaser betydeligt adskilte (To- Fan ad 2 7 274707) KRREERERRSFRERERS SEE SEERE ERR SNEEN ENE DOS PE STN US Øjnenes bagrand som regel jævnt krummet eller med flad indbugtning, aldrig med dyb indbugt- ning og en spalte, der fra denne skærer sig ind imellem facetterne. Antennebaser tæt sammen- siddende (Homoeopiikaimåe) 5 1 es een 1. bagrandscelle (R;) åben, analcellen (Cu,) lukket (fig. 5). Skinneben med kort, ensartet behåring 1. Phiihiria. (s: 1. bagrandscelle lukket, analcellen åben (fig. 9 og 10). Skinneben med 3—4 rækker børster foruden den normale; bene MR 35 las FE es Den forreste basalcelle (R) længere end den ba- geste (M) (fig. 9). 1. og 2. antenneled tilsammen kortere end Sl 1.0 2. Bombylius (s. De to basalceller lige lange (fig. 9). 1. og 2. antenne- led tilsammen længere end 3. led (fig. 8) 3. Systoechus (s. Endegriflen i spidsen med en børste omgivet af en krans af fine hår; selve endegriflen tydeligt afsat fra den fortykkede, basale del af 3. led. Meta- pleurer ubehårede. Pulviller findes. . 4. Anthrax (s. Endegriflen uden hårkrans omkring endebørsten. Metapleurer behårede. Pulviller mangler ofte Endegriflen længere end tykkelsen af 3. antenne- leds tyndeste del og tydeligt afsat fra 3. led. rT2+3 08 T4 forbundet ved en åre (fig. 12) 5. Exoprosopa (s. 3. antenneled uden en sådan endegriffel. Ingen åre (CS LES lle JERSER 0» ds ØE Hs SR 2 DE) høre tøse KALD RÉ Aller gr RE te rene: Vingen næsten hyalin, ofte dog brunlig eller gullig langs forranden, men den brune farve bliver da 11). 23). 11 gradvis svagere og går jævnt over i vingens hyaline del. Ansigtet tilbagevigende. 3. antenne- led med kort, konisk basaldel og lang, smal spids: (fig, ZA-ZSP EET SE ARN sn 0 8: Villa: (5:32) Vingen delvis mørkt farvet; hvis overvejende hyalin (afer), da er den brune farve ved vingens basis og forrand skarpt afgrænset fra vingens hyaline del, ansigtet fremspringende og 3. an- tenneled khgt konisk JR lse nes se df; 7. Ansigtet stærkt fremspringende. 3. antenneled langt konisk. Puviller mangler 6. Thyridanthrax (s. 25). Ansigtet svagt fremspringende. 3. antenneled med kort, konisk basaldel og lang, smal spids. Pul- viller ile til Steder 22.2 7. Hemipenthes (s. 28). 1. Phthiria Meigen, 1803. Små, overvejende grå og sparsomt behårede fluer. De to køn ret forskellige af form og farve. Pandens nederste del fremspringende, især hos 3, der er holop- tisk; hos 2 en bred pandestribe. Antenner 3-leddede, 3. led lancetformet og ender i en sansegrube med en lille sansestift, der overrages af et krumt, dorsalt fremspring (fig. 4). Sugesnabelen omkring dobbelt så lang som hovedet. Benene lange, især hofterne vel- udviklede. Bagskinneben med nogle rækker af korte børster. Kløer og pulviller veludviklede. I vingen (fig. 5) løber costa rundt om vingespidsen og fort- sætter helt til anålcellen. r, og r;, næsten parallelt- løbende. Analcellen altid lukket og stilket. Bagkrop- pen kort og kegleformet, bredest hos 2, 7-leddet. Hypopygiet lille, ikke skjult. Imagines træffes i juni—juli i klitter og på klitheder, hvor de findes på blomster som Høst-Borst, Høgeurt Fig. 4. Hoved i profil af Phthiria pulicaria Mikan $. (Orig.). og Blåmunke. Udviklingen er ikke kendt. Der er fra det palaearktiske område beskrevet en snes arter, hvoraf to er fundet her i landet. Oversigt over arterne. 1. Ansigt og pande hos & stærkt fremspringende, med lange, overvejende sorte hår. Scutellum hos 9 sort med oval, gul plet ved spidsen. Alle sterniter SPA 233 4 nn 0 EG los ARE RAE: SNE SAGEGERERES KEE 1. pulicaria, Ansigt og pande hos 3 mindre stærkt fremsprin- gende, med kortere, hvide hår. Scutellum hos 2 brunsort med hjerteformet indskåret, gul plet på midten. 1. eller 1. og' 2. sternit mere "eller mindre gule, 0, FODS AS ISG PEGE BR 2. canescens. 13 1. Ph. pulicaria Mikan, 1796 (Fig. 4, 5). g: Set i profil træder panden stærkt frem foran øjnene, mere end længden af 1. og 2. antenneled tilsammen. Hele hovedet gråt; pande og ansigt med lange, sorte hår; partiet omkring munden med lyse hår; øjebagranden med gullige og brunlige hår. Hårene på panden er betydeligt længere end 1. og 2. antenneled tilsammen. Antenner matsorte, det dorsale fremspring i enden kort (fig. 4). Brystet gråsort med to Fig. 5. Vinge af Phthiria pulicaria Mikan. (Orig.). uskarpe, lysere længdestriber fortil; behåring lys. Bagkrop matsort, undersiden gråligt bestøvet, behåring hvidlig. Ben sorte eller mørkebrune, lårene med lange, hvidlige hår. Vinger let grålige med svagt gulligt randmærke. Forgreningen af r, og r; ligger lige over tværåren, der afgrænser diskcellen ud- adtil (fig. 5). Svingkøller med mørkt hoved. — 9: Underkinder og den nederste del af baghovedet hvidgule, på sidstnævnte en bred, mørk midterstribe, der strækker sig til den bageste del af mundranden. På hver side af ansigtet en brunsort plet, som strækker sig fra antennebasis og ned langs øjeranden. Panden bred, grå med en hvid-gullig rand af varierende bredde langs øjeranden. Behåring på panden hvidlig, kinder og underkinder med hvidlige hår, den brune plet ved antenne- basis med mørke hår. Baghovedets øverste del gråsort med gule hår. Brystet lysegråt med mørk midterstribe. Skuldre, en stribe fra disse til vingeroden samt postalar-partiet og en større eller mindre plet på scutellum gule. På brystsiderne er følgende partier gullige: en plet over forhofter, den øverste 14 del af sternopleurer, samt metapleurer og hypopleurer. Bry- stet tæt besat med dels tiltrykte, dels udstående, gullige hår. Bagkroppen ligeledes med tiltrykte, gullige hår, der skjuler grundfarven; ved leddenes bagkanter desuden nogle udstående, gule hår; bagkropsspidsen med nogle sorte hår. Svingkøller helt hvidgule. Længde: 2,5—4 mm. Arten forekommer over hele landet på egnede lokaliteter. I Jylland kendt fra Jerup, Frederikshavn, Sæby, Svinkløv, Hansted-reservatet og Villebøl ved Ribe. Desuden på Fyn (Fåborg), flere steder i Nordsjælland samt på Anholt og Born- holm (Hasle og Vester Sømarken). — Flyvetiden er fra midten af juni til slutningen af juli. Udbredelsesområde: Europa, Nordafrika og Lilleasien. I Sverige kun i de sydlige dele, forekommer i Storbritannien. 2. Ph. canescens Loew, 1846. Ligner meget foregående art, som den kan adskilles fra på følgende karakterer: g: Pande og ansigt mindre fremtræ- dende, set i profil mindre end længden af 1. og 2. antenneled tilsammen. Hårene overalt hvide og meget kortere, d. v.s. kortere end 1. og 2. antenneled tilsammen. Forgreningen af r4 og r; ligger nærmere vingespidsen end tværåren, der af- grænser diskcellen udadtil. — 92: Afviger fra % på samme måde som hos pulicaria. Afviger fra 2 af denne art ved de i over- sigten over arterne nævnte karakterer. — Længde: 4—4,5 mm. Der kendes kun eet exemplar her fra landet, en han taget af H. J. Hansen ved Allinge på Bornholm i juli 1883. — En sydligere art, der i Sverige er kendt fra Skåne og Gotland. Ikke i Storbritannien. 2. :Bombylius-Linné, 1758: De danske arter af denne slægt er middelstore, tæt behårede fluer, meget mindende om en lille humlebi. Hovedet ret lille og kort. Øjnene meget højere end lange og optager det meste af hovedets overflade, hos & er de sammenstødende eller smalt adskilte, hos 2 adskilte af en bred pandestribe. Pande og ansigt noget fremstående. Underkinder smalle. Antenner 15 Fig. 6. Bombylius major L. $. (Orig.). med langt, cylindrisk 1. antenneled; 2. led ligeledes cylindrisk, men kort. 3.led er længst, lancetformet og'ender iven 2leddety' kort griffel (fig 7 1. og”2, antenneled tilsammen kortere end 3. led. Sugesnabe- len lang, ca. af længde som det halve af kroppens længde. Brystet kort og bredt, næsten kvadratisk. Bagkroppen ligeledes kort og bred, 7-leddet. Benene med flere rækker korte torne på skinneben og de bageste lår. 2 veludviklede pulviller og et lille torn- formet empodium. Vinger ofte mørkt farvede ved basis og langs forranden. Forreste basalcelle (R) be- tydeligt længere end bageste (M) (fig. 10). 1. bagrands- celle (R;) altid lukket. Analcellen (Cu,) smalt åben. Udviklingen hos B. minor er beskrevet af Nielsen 9 Fig. 7. Antenne af Bombylius major L.; fig. 8. Antenne af Systoechus sulphureus Mikan; fig. 9. Vinge af Systoechus sulphureus Mikan. (Orig.). (1903), se s. 7. Imagines ses især på blomster, oftest svirrende foran disse og med sugesnabelen stukket ned i blomsten. Ofte står de også svirrende lavt over jor- den på steder, hvor værtsdyrene forekommer. Disse 17 udgøres af jordboende bier af slægterne Andrena, Colletes og Halictus. Slægten er meget stor og om- fatter alene i Palaearktis mindst 100 arter. Tre af disse er danske. Oversigt over arterne. 1. Foruden en uskarp farvning af forranden har vin- gen et antal skarpt afgrænsede, brune pletter omkring tværårerne og længdeårernes forgre- Bnmsteder (0 10) 5 SLS Nos dan 1. discolor Vingen kun med en mere eller mindre skarpt af- grænset farvning af forranden (fig. 6) 1.922.02.. Ar 2. Den mørke farvning af vingeforranden er skarpt akerænset baskik he; B) HL, SAKI jon 00 sale 2. major Den mørke farvning af vingeforranden går bagtil jævnt over i vingens normale grundfarve.. 3. minor 1.B. discolor. Mikan,. 1796. (Fre.10). 39: Det noget fremspringende ansigt er besat med tæt- siddende sorte hår, der omtrent er af længde som 1. og 2. antenneled tilsammen. På selve mundranden er en del halvt så lange, brungule hår iblandet. Sådanne korte, gullige hår findes også iblandet under den korte, sorte behåring på pande- trekanten, men danner ingen dusk ved antennerne. Øjnenes facetter i den øverste halvdel hos & kun lidt større end i ne- derste halvdel. Øjnene adskilte hos & af en stribe af bredde som forreste ocellus, hos 9 er pandestriben knapt en trediedel af hovedets bredde. Antenner og disses behåring sorte. Bry- stets overside og scutellum besat med ganske tætstående og lige lange, guldgule hår. Fortil i midterlinien en V-formet plet af sortbrune hår af samme længde, men ud over disse ingen sorte hår på oversiden. På brystets sider en stribe af sorte eller mørkebrune hår fra skuldrene mod vingebasis. Lårene sorte med den yderste trediedel gulbrun, skinneben og meta- tarser gulbrune, de yderste tarsalled mørkere. Bagkroppen med tæt behåring af ensartet længde; på 1.—3. tergit er hårene Tovinger. IV P 18 rødgule til næsten ræverøde, på de sidste tergiter samt på hele undersiden sorte. Langs de sidste tergiters bagrande læn- gere og tyndere, sorte hår. Hos 2 findes i midterlinien en række pletter af hvide, tilliggende hår. — Længde: 10—16 mm. Fig. 10. Vinge af Bombylius discolor Mikan. (Orig.). Arten blev først i 1920 konstateret her i landet (Kryger 1924, s. 33). Hidtil kun fundet på Sjælland på følgende lokaliteter: Boserup (& 5. april 1920, 5 $F 2 29 10. april 1921, & 14. april 1938, alle J. P. Kryger leg.), Kimmerslev Hessel ved Borup mellem Roskilde og Ringsted ($ 29 10. maj 1942, H. Krogh leg.) og Køge Ås (9 18. april 1948, Sparre leg.). Udbredelse: Europa, Nordafrika og Vestasien. Forekom- mer i Storbritannien, men ikke i Sverige. 2. B. major Line; s1758 (Fie:6,7) åg: Bundfarven sort. Pandens behåring hos 3 sammensat af korte, gule hår og lange, sorte eller brunlige hår; hos 2 kun gule hår. Ansigt og kinder med lange, rødbrune hår. Baghoved med kort, gul og lang, brunlig eller rødlig behåring; langs øjebagranden en krans af længere og kraftigere, mørke hår. Antenner sorte, de to første led med lange, sorte hår. Brystets overside og scutellum tæt besat med lange, gule eller grågule hår; siderne med mere rødlig behåring og fra skuldre til vingerod en stribe af rødbrune hår. Bagkroppen med tæt behåring af nogenlunde samme længde og farve som på brystet. Langs tergiternes bagrande en række af lange, sorte hår. Ben gule eller brune, tarser sortagtige mod spidsen, lårene ligeledes mørke ved basis. Lårene fra den basale del med lange, brune eller sorte hår, der på undersiden strækker sig næsten til spidsen. Baglårene desuden på undersiden med en række af lange, stærke børster fortil og en række af kortere 19 børster bagtil; alle børsterne sorte. De tilliggende, noget skæl- agtige hår hvidgule. Vinger klare med brunsort farvning på den forreste del. Grænselinien er skarp og strækker sig med nogle indbugtninger fra alula, der er helt mørk, til udmun- dingen af r,4+,. Under r,4—, en lille plet, der er sammenhæn- gende med den øvrige mørke farvning. — Længde: 7-12 mm. Arten er udbredt over hele landet, kendt fra alle egne af Jylland samt fra Fyn, Sjælland, Lolland og Bornholm. Flyve- tiden er april (4/4) og maj (1/6). — Det er en holarktisk art, der i Sverige går mod nord til Lappland. Også i Storbritannien. 3: Bsominor Linné, 1758 (Fig. 1, 2). å: Bundfarven gråsort, med grønligt eller brunligt skær. Baghovedet med tæt, gul behåring. Den øvrige del af hovedet med mere sparsom og lysere gul behåring; på kinderne en række fine, sorte hår. Antenner sorte, 1. og 2. led noget gråt bestøvede og med lange, hvide hår. Brystet overalt med tæt, lang behåring; hårenes farve på oversiden gul til grågul, for- neden på pleurerne samt på undersiden mere hvidlig. Tyde- ligt kraftigere, gule børster foran vingebasis, på postalar- feltet og langs scutellums rand. Ingen sorte hår på brystet. Bagkroppen ligeledes med tæt, gul behåring, langs bagranden af 2. og 3. tergit en række sorte hår. Vinger kraftigt brunt- farvede ved basis og langs forranden til r,”s udmunding. Bagud bliver den brune farve gradvis svagere. Ben gule, fra spidsen af skinneben og ud på tarserne mere brune. — 2: Pan- den bred, ca.”/, af hovedets bredde. Under scutellums og bag- kroppens lange behåring en tæt tilliggende, gul behåring. Også 4. tergit med sorte hår langs bagranden. Vinger mindre stærkt farvede, undertiden næsten hyaline eller blot ved vingeroden gullige. Ellers som &. — Længde: 6—11 mm. Medens den foregående art især forekommer inde i landet (i skovbryn og langs hegn), er minor i større udstrækning knyttet til kysten. I Jylland er den taget følgende steder langs Vestkysten: Skagen, Jerup, Søndervig, Vedersø Klit, Årgab og Skallingen. Desuden ved Grenå og Thorsager på Djursland, den sidste lokalitet den eneste inde i landet. På Sjælland foreligger følgende fund: Rørvig, Asserbo, Tisvilde, Tibirke, Pleielt n.f. Esrum Sø og Dyrehaven. Desuden på PÅ 20 Læsø, Anholt og Bornholm (Dueodde, Vester Sømarken, Rønne og Randkløve). — Flyvetiden er ligeledes helt forskellig fra major's. Tidligste dato er 27. juni, sidste 11. august. — Ud- bredt over store dele af Europa; i Sverige mod nord til Vårm- land; også i Storbritannien. 3.:…Søstoeeiris"Eoew, 1855, Minder i habitus stærkt om Bombylius. Den eneste danske art er dog væsentligt mindre end nogle af vore Bombylius-arter. Slægten afviger fra Bombylius bl. a. ved, at forreste basalcelle (R) er kort, ikke længere end bageste (M) (fig. 9). Antennerne kortere, idet 3. led er kortere end 1. og 2. antenneled tilsammen; 3. antenneleds griffel ikke så tydeligt afsat fra selve leddet (fig. 8). Der eksisterer nogle ældre beskrivelser af larver og pupper af Systoechus-arter, men de er så ufuldstæn- dige, at det ikke er muligt på grundlag af dem at ad- skille de pågældende stadier hos Systoechus og Bom- bylius. Larverne lever i æghobene af græshopper. Slæg- ten tæller knapt en halv snes arter i det palaearktiske område. Kun een af disse er fundet i Danmark. 1:. $. sulphureus Mikan; 1796 (Fig. 8,9). 32: Pande og ansigt med korte tilliggende, gule hår, og lange, strittende, gule og sorte hår. Baghovedet med lange, gule hår. Antenner sorte, 1. led med sorte hår. Bryst og bag- krop dækket af tæt hvidgul eller gul, strittende behåring; langs tergiternes bagrande en række af kraftige, børstelig- nende hår, som kan være noget mørkere farvet. Ben mørke, skinneben dog ofte lysebrune på den basale del. Vinger grå- lige, ved basis og langs forranden let brunlige. — Længde: 4—6,5 mm. I Jylland er denne art almindelig på egnede lokaliteter, d. v. s. på klitheder langs kysten eller i hedeegnene inde i landet. Desuden kendt fra Læsø, Samsø (Nordby Hede) og 21 Fyn (Fåborg). På Sjælland forekommer den åbenbart kun i Nordvest- og Nordsjælland (Jyderup Lyng, Rørvig, Tisvilde og Tibirke). — Flyvetiden strækker sig fra midten af juni til begyndelsen af august. Lundbeck (1908, s. 128) nævner, at fluen især forekommer på heder, hvor lyngen er sparsom og hvor der er åbent sand dækket af lav. — Arten er vidt ud- bredt over store dele af Palaearktis. I Sverige kun i de syd- lige og sydøstlige landskaber. Ikke i Storbritannien. 4. Anthrax Scopoli, 1763. (Syn.: Argyramoeba Schiner, 1860). Middelstore, overvejende sorte fluer, ofte med sølv- agtige pletter af hår på bagkroppen. Antenner ganske korte; 1. led kort cylindrisk, 2. led skålformet, 3. led kugleformet og udtrukket i en kort, cylindrisk spids, hvorpå er leddet en kort, tilspidset endegriffel. Om- kring spidsen af denne en krans af hår. Øjne adskilte hos begge køn, mest hos 2. Sugesnabelen kort. Bag- kroppen flad, 7-leddet. Vingen med udstrakt mørk farvning (fig. 11). Ved roden af costa en kraftig torn. Larverne af A. anthrax er fundet i reder af enlige bier og gravehvepse af slægterne Anthophora, Cali- codoma, Hoplomerus og Osmia. Larven fortærer værts- dyrets larve, overvintrer som larve og fuldender ud- viklingen den følgende sommer. Der eksisterer ingen ordentlige larvebeskrivelser af denne art, men larven år andre arter er kendt, TT, Stadium afviger larven ikke meget fra larven af Bombylius minor (se s. 7 og fig. 1 og 2), men har bredere hoved med flere par små- børster og forholdsvis længere børster i bagenden. Den udvoksne larve er af samme maddikeagtige type som hos andre humlefluer. Puppen af A. anthrax har på ansigtet 3 par kraftige horn, aftagende i længde bagtil. Disse horn bruges til at gennembryde den ofte meget hårde og stærke mur 22 i bicellen før klækningen. På hovedets underside et par kortere torne. Oversiden af 2.—5. bagkropsled med en dobbeltrække af torne. Desuden har alle bagkrops- led på over- og underside en tværrække af lange, tynde børster, der er længst på 1. led, kortere på 2.—5. led og igen længere på de sidste led. Endeleddet er til- spidset og affladet og ender i to spidse horn, hver med flere: torne. Slægten omfatter omkring 70 arter i Palaearktis, hovedparten af dem er beskrevet fra sydøsteuro- pæiske og sydasiatiske steppeområder. Kun to arter er kendt fra Danmark. Oversigt over arterne. 1. Såvel begge basalceller som diskcellen ensfarvet brune (RET 1. tro. losse DE s120E 1. anthrax. Begge basalceller med hyaline pletter af vekslende omfang; diskcellen overvejende hyalin ..... 2. varia. 17 A-ORERPEr Sebrank, V/S RE FH: 39: Hoved sort med sorte, strittende hår på pande og ansigt, enkelte hvide hår iblandet på ansigtet. Partiet umid- delbart under antennerne ubehåret. Langs baghovedets bag- rand en krans af korte, tætsiddende hår. Antenner sorte. Bryst og bagkrop skinnende sorte med overvejende sort be- håring. Foran på brystet en krans af hår modsvarende kransen på baghovedet. De forreste hår i denne krans hvide. Desuden et parti med hvide, strittende hår på siderne af 1. tergit. Fig. 11. Vinge af Anthrax anthrax Schrank. (Orig.). 23 Langs bagrandene af 2. og 3. tergit et par sølvhvide pletter, dannet af skælagtige hår. Undertiden lignende pletter også på 4. og 5. tergit, på 6. tergit et lignende, sølvhvidt tværbånd, der er delt på midten. Ben sorte eller brunsorte. Vinger over- vejende brunsorte, kun klare i spidsen og langs bagranden (se fig. 11). — Længde: 7—12 mm. Meget sjælden, idet kun 3 exemplarer uden data kendes. De stammer fra Coll. Stæger og må være taget i første halvdel af 1800-tallet. — Arten er udbredt over Europa, Nordafrika og Lilleasien. I Sverige går den så langt mod nord som til Lappland; forekommer også i Storbritannien. 2. A.varia Fabricius, 1794. 3 9: Hoved gråsort med sorte hår på pande og ansigt; på den nederste del af panden en del gullige skælhår. Antenner sorte. Bryst og bagkrop sorte. Brystet fortil med en krans af blandede sorte og hvidlige hår, iøvrigt med ret sparsom, strit- tende sort behåring og gullige skælhår. Bagkroppen med hvide hår på siderne af 1. tergit, de øvrige tergiter med sorte hår på siderne. Tergiternes flader dækket af sorte og gullige skæl- hår. Desuden fire pletter af hvide skælhår langs bagranden af 2. og 3. tergit, nemlig et par lateralt og et par nær midter- linien. På 4. tergit findes kun de to midterste pletter af hvide skælhår. Desuden pletter af hvide skælhår på 5.—7. tergits sider. Ben med sorte lår og gulbrune skinneben og tarser. Vinger meget mindre brune end hos anthrax og med tre isolerede, brune pletter, nemlig dels midt på diskcellens nedre begrænsning, dels omkring diskcellens spids og endelig. om- kring forgreningsstedet af r, og r;. Længde: 4—11 mm. Hidtil kun kendt fra Bornholm, hvor 1 2 blev taget ved Vester Sømarken på sydkysten 27. juni 1964 (Ole Martin og Bo Vest Petersen leg.). — Arten er kendt fra Europa, Lille- asien og Nordamerika. — I Sverige kun kendt fra de sydligste egne. Ikke i Storbritannien. 5. Exoprosopa Macquart, 1840. 3. antenneled sædvanligvis kegleformet og med en endegriffel, hvis længde er ”/, til 7/, af selve leddets 24 længde. Sugesnabelen omtrent af længde som ho- vedet. Behåringen er kun kraftigt udviklet på den forreste del af brystet samt på 1. bagkropsled. Både bryst og bagkrop tillige med skælagtige hår i forskel- lige farver. Forskinneben ofte med tornbørster. Kløer med tydelig basaltand. I vingeårernes forløb (fig. 12) er det mest karakteristiske træk, at r,4+, er forbundet med r, ved en tværåre. Biologien er praktisk taget ukendt. Slægten om- fatter et betydeligt antal arter, hvoraf kun een er dansk. 1. E..capucina. Fabricius, 1781 (Fis. VAN 39: Ansigtet spidst fremskydende, farven på snuden og den nederste del af panden gulbrun. Den øvrige del af hovedet med brunsort bundfarve. Især baghovedet med tæt besætning Fig. 12. Vinge af Exoprosopa capucina F. (Orig.). af gule eller hvide skælhår. Pande og ansigt desuden med sorte hår. De to første antenneled gulbrune med sorte hår. 3 led sort, kegleformet og af længde som 1. og 2. tilsammen, ende- griflen knapt halvt så lang som selve leddet. Brystet sort, scutellum og pleurer delvis brune. Behåring dels hvidlig- gylden, dels sort, desuden gyldne skælhår. Bagkroppen med rødbrun bundfarve, på tergiterne en række sorte midtertre- kanter. Behåring på siderne af 1. tergit overvejende gul, ved baghjørnerne samt langs de følgende tergiters siderande sort. De tilliggende skælhår overvejende sorte, men ved forranden af 2. og 3. tergit et tværbånd af gyldne skælhår, og ved bag- 25 hjørnerne af 3. tergit en plet af hvide skælhår og lignende, mindre pletter ved siden af midtertrekanterne på 5. og 6. tergit. Ben rødgule med gyldne skælhår og sorte, børsteagtige hår, der mangler på forskinneben. Vingetegning som vist i fig. 12. — Længde: 9—12 mm. Arten er ikke omtalt af Lundbeck (1908) og er således ny for-den danske fauna... Det er en sydlig form, der er truffet et par gange i Sønderjylland. Esben-Petersen tog 1 3 og 2 299 i Frøslev mose 5. juli 1937, og Worm-Hansen fangede 2 IØ i Stensbæk plantage ved Gram 24. juni 1949 og 4. juli 1950. — Udbredt foruden i Europa og Nordafrika også i Nordamerika. Ikke kendt fra Sverige og Storbritannien. 6. Thyridanthrax Osten-Sacken, 1886. Ansigtet ved mundranden er tydeligt fremstående (som en næse). 3. antenneled langt kegleformet, ende- griflen meget kort. Vingen med skarpt afgrænsede, mørke tegninger. Forskinneben uden små tornbørster. Pulviller mangler. Kløer uden basaltorn. Larven til vor almindeligste art, T. fenestratus Fall., er-beéskrevet.af: Lundbeck (1908; pp. 104)..Beskrivelsen Fig. 13. Puppens ansigtsmaske hos Thyridanthrax fenestratus Fall. (Engel). 26 er dog så almen, at den ikke kan benyttes ved ad- skillelsen fra andre larver, hvorfor den ikke skal gen- gives her. Larven parasiterer i æghobene af græshop- per. Puppens ansigtsmaske (fig. 13) er karakteristisk ved at have 4 par spidse horn. Slægten omfatter et halvt hundrede palaearktiske arter, af hvilke to er fundet i Danmark. Oversigt over arterne. 1. Vingen med udbredt, mørk farvning, hvori der findes hyaline pletter. Diskcellen overvejende BR ES SEES 5 Gaeer Ses BOSE ao SÅ 1. fenestratus. Vingen med kun basis og den inderste del af for- randen brunt farvet og uden hyaline pletter. Diskcellen overvejende hyalin, kun brun i den banale del AE EN 5 i SR Na as enn 2 ØER, 1. T. fenestratus Fallén, 1814 (Fig. 14). & 9: Hovedets bundfarve brunsort, kun ansigtets sider og mundranden gulbrun. Behåringen på pande og ansigt over- vejende sort; på ansigtets sider og på mundranden lyse hår. Desuden hvidgyldne skælhår på pande og ansigt, mens 5ag- Fig. 14. Thyridanthrax fenestratus Fall. &. (Orig.). 27 hovedet er dækket af et tæt lag hvidlige skælhår. De to første antenneled gulbrune; 3. antenneled sort og langt kegleformet, lidt længere end de to basalled tilsammen; endegriflen ganske kort. Brystet brunsort, scutellum brun; behåring gul, hvid og sort. Bagkroppen sort, siderne af de første tergiter og bag- randene af sterniterne brune. Lange hvide hår på siderne af 1. tergit og på forhjørnerne af 2. tergit; mere tilliggende, hvide hår på siderne af 4. tergit og langs sidste tergits bagrand. De øvrige tergiters siderande med sorte hår. Foruden denne be- håring findes på tergiternes flader smalle tværbånd af gyldne skælhår; på 3. og 4. tergit desuden tværbånd af hvide skælhår og sådanne dækker også hele 7. tergit. Benene med brunsorte lår og de øvrige dele brunlige. Vinger med brunsort tegning som vist i fig. 14, farven blegere omkring tværårerne. Indre vingeskæl brunsort. — Længde: 8—12 mm. Arten er især udbredt og almindelig i visse egne af Jylland, idet den undgår de fede egne mod øst, men findes på sandede steder, både nær kysten og inde i landet. I Nordjylland kendt fra Kandestederne, Allerup bakker og Tved plantage i Thy. Fra Himmerland foreligger fund fra Vegger, Rold og Buderup- holm. Desuden mange fund i Midt- og Vestjylland: Hald ved Viborg, Silkeborg, Funder, Laven, Vorvadsbro, Tvilum, Stov- bæk Krat ved Aulum, Hagebro, Gindeskov Krat s. f. Skive, Vedersø Klit og Husby plantage. Endelig nogle fund i Søn- derjylland: Rømø, Arnum, Spandet Egekrat, Stensbæk plan- tage og Frøslev. Et enkelt fund fra Østjylland (Grejsdalen). Desuden på Læsø, Anholt og Samsø (Nordby Hede) samt i Nordvest- og Nordsjælland (Jyderup Lyng, Rørvig, Tisvilde, Tibirke, Asserbo og Lille Esbønderup) og på Bornholm (Bøls- havn, Rønne og Hasle). Lundbeck (1908, s. 109) angiver den også fra Fåborg; imidlertid findes der ingen eksemplarer i samlingen med denne lokalitetsangivelse. — Flyvetiden er fra begyndelsen af juni (3/6) til hen i september (5/9). — Ud- bredelse: Europa, Nordafrika og dele af Asien. I Sverige mod nord til Lappland; også i Storbritannien. 2/4 vafer :Fabricius,. 1794. (Fig, 15). 32: Bundfarven overalt brunsort. Pande og ansigt med sort behåring, kortest på ansigtet; desuden gullige skælhår. På baghovedet hvidgrå skælhår. Antenner sorte, de to første led tilsammen godt halvt så lange som det kort kegleformede 28 3. antenneled incl. endegriffel. Denne er kortere end 3. led er tyk ved basis og er i spidsen forsynet med en kort sanse- børste. Den øverste del af halskransen og mesopleurer med lange, gullige til hvide hår, der også fortsætter bagud til vingebasis. Nederste del af mesopleurer samt de øvrige side- plader med kortere og mørkere behåring. De egentlige børster Fig. 15. Vinge af Thyridanthrax afer F. (Orig.). på brystet sorte. Bagkroppen med siderne af 1. tergit og for- hjørnerne af 2. tergit forsynet med tætsiddende, ret lange, hvidlige hår. De øvrige siderande og bagrande med sorte hår, dog på sidste tergit med hvide hår. Foruden sorte skælhår findes på tergiternes flader brungule skælhår samt et smalt bånd ved bagranden af 1. tergit og bredere tværbånd på 3. og 6. tergit dannet af hvide skælhår. Ben brunsorte. Vinger med brunsort, skarpt afgrænset farvning af forranden til r, S udmunding (fig. 15). — Længde: 4,5—10 mm. En sjælden art, der med sikkerhed kun er kendt fra Born- holm. Her er den taget ved Hasle af H. J. Hansen og Schlick og ved Hammeren af Esben-Petersen, alle i juli måned. Des- uden et exemplar fra Stægers samling uden lokalitetsangivelse. — Arten er udbredt i Mellem- og Sydeuropa og synes at have sin nordgrænse i Danmark (Bornholm ?), idet den ikke er kendt fra Sverige og Storbritannien. Også meldt fra Ostindien og Oceanien. 7. Hemipenthes Loew, 1869. Ansigtet ikke næseformet. fremspringende, over mundranden. 3. antenneled med kort, fortykket, nær- mest løgformet basaldel og en lang, tynd spids; selve 29 endegriflen meget kort. Kroppen overvejende sort be- håret. Vinger med skarpt afgrænset, mørkebrun teg- ning (fig. 16). Forskinneben med små tornbørster. Pulviller små eller helt manglende. Arterne af denne slægt er hyperparasiter (se Gåbler 1949, 1950), idet de parasiterer på parasiterende lar- ver og pupper af snyltehvepse (Ophion og Banchus) og snyltefluer (Masicera og Ernestia) hos forskellige sommerfugle som f.eks. Nonnen (Lymantria mo- nacha L:.) og Fyrreuglen (Panolis piniperda Panz.). Hyperparasiteringen kan være meget voldsom, så- ledes at snyltehvepse- og snylteflue-angrebet på de skadelige sommerfuglelarver kan bremses væsentligt. Hemipenthes-arterne må derfor udfra et forstligt syns- punkt siges at være skadedyr. Larven i 3. stadium af H. morio er beskrevet og afbildet hos Gåbler (1949, s: 56, og 1950, s. 75). Den er tilspidset oval, 10—12 mm lang og 4 mm bred. De tre brystled gullig-hyaline, bagkropsleddene mere hvidlige som følge af fedtlegemets hvide farve. Spirak- lerne på 8. bagkropsled er placeret på siderne (ikke dorsalt som hos Villa hottentotta L.). Piipperne af'både "moriou(fig: 3) og ;mautrus. har et par lange, spidse horn på hovedets overside; disse horn er længst hos maurus. Hos Villa-arterne er disse horn stumpe. Lundbeck (1908, s. 100—101) giver end- videre følgende beskrivelse af puppen af morio: Under hvert af de ovennævnte horn findes et lavt, trekantet, pyramideformet fremspring (= bageste antennehorn). Ved basis af munden to lave, trekantede torne. På siderne af hovedet, omtrent ved benskedernes baser, et trekantet fremspring. På hoved og bryst nogle børster. På midten af de første bagkropsled og i hele bredden af de følgende led er der en dorsal række af 30 bagudrettede, stavformede torne. Desuden på 1. led meget lange og kraftige hår; på de følgende led kor- tere og svagere hår. På undersiden lignende hår og ligeledes en dusk hår på siderne. Endeleddet med to sammentrykte, 3-delte fremspring. Der er en halv snes arter i det palaearktiske om- råde; to af disse er fundet i Danmark. Oversigt over arterne. 1. Pulviller findes. Bagkroppen sort. 2. bagrandscelle OM horn 605 Ars dir aser aka Kend 1. morio. Pulviller mangler. Bagkroppen sort med to tvær- bånd af lyse hår. 2. bagrandscelle delvis brun 5 RE Å 3 SERRA SER SER HEE ESS STS ASE SKE SEKS 2. Matirus. 1, dlmorio Linn 1758 4Fie. 3); 3 2: Bundfarven brunsort til matsort. Behåring på hovedet sort, iblandet enkelte lyse skælhår. Antenner sorte, de to første led ca. af længde som 3. led, hvis basale del er kort og for- tykket og” fortsætter i en lang'-tynd' spids, der er forsynet med en ganske kort endegriffel. Imellem skuldrene en del gulbrune hår; de øvrige hår og børster på brystet sorte. Siderne af 1. tergit og forhjørner af 2. tergit med gulbrune hår. Baghjørnerne af 2. tergit og øvrige tergiter med udeluk- kende sorte hår langs siderne. Tergiternes oversider med sorte skælhår, ingen antydning af bånd af lyse skælhår. Ben brun- sorte med sorte børster. Små pulviller findes. Vingen med skarpt afgrænset, brunsort farvning af vingens basale del fra r,”sS udmunding bagud til a,”s udmunding. — Længde: 5—12 mm. I Jylland kun kendt nord for Limfjorden (Skagen, Kande- stederne, Blokhus, Svinkløv, Hanstholm og Klitmøller). Des- uden på Læsø, i Nordvest- og Nordsjælland samt på Lolland (Roden skov) og Bornholm (Randkløve, Bagå og Blykobbe). — Flyvetiden er fra begyndelsen af juni (2/6) til hen i august (8/8). — Europa, Nordamerika og Arabien. I Sverige kun i de sydlige og mellemste landskaber; ikke i Storbritannien. 31 2xH: matirus: Linné, 1758 (Fig: 16). 39: Bundfarven overalt brunsort til matsort. Hovedets behåring overvejende sort, på ansigt og pande en del gyldne skælhår iblandet. Antenner sorte, endegriflen noget længere Fig. 16. Hemipenthes maurus L. (Orig.). end bredden af 3. leds tynde spidsdel. På baghovedet en del gyldne skælhår. Øverste del af halskransen med gyldne hår, nederste del med sorte. Sidepladerne overvejende med sorte hår. Fra skuldre og bagud over vingebaserne et bånd af lange, hvidlige hår. Bagkroppen med siderne af 1. og forhjørnerne af 2. tergit tæt besat med hvidlige hår; de øvrige tergiter med sorte hår langs siderne. På oversiden springer to hvide tvær- bånd stærkt i øjnene; det første findes langs 1. tergits bag- rand, det andet dækker størstedelen af 4. tergit. Båndene dannes af ret lange skælhår; sådanne findes også mere spredt langs bagranden af de sidste tergiter. Tergiterne iøvrigt med kort, sort behåring og spredte gyldne skælhår, især på de sidste tergiter. Ben brune til brunsorte. Ingen pulviller. Vin- gen med kraftig og skarpt afgrænset, brunsort farvning (se fig. 16). Karakteristisk for arten er den udløber, der fra midten 32 af det brune parti strækker sig bagud og dækker den basale del af 2. bagrandcelle (M,). — Længde: 5—10 mm. Arten forekommer især i klitterne langs den jyske vestkyst og er her taget på følgende lokaliteter: Skagen, Kandeste- derne, Hansted-reservatet, Harboøre, Vedersø Klit, Sønder- vig, Hvide Sande og Årgab. Desuden foreligger der fund fra Djursland (Høbjerg) og Sjælland (Nykøbing Sj., Rørvig og Vedbæk). I Schlick's samling 4 expl. fra Rønne på Bornholm. — Flyvetiden er fra midten af juni (18/6) til hen i august (9/8). — Udbredt over store dele af Palaearktis. I Sverige fore- kommer den mod nord til Lappland; ikke på De britiske Øer. 8. Villa Lioy, 1864. Ansigtet ikke fremspringende ved mundranden, men jævnt afrundet. 3. antenneled med fortykket løgfor- met basaldel og en lang, tynd spids, der i enden bærer en kort endegriffel. Kroppen overvejende lyst be- håret. Vingen som regel næsten hyalin, eller hvis forranden er brunligt farvet, da er grænsen mellem det farvede og det hyaline parti udflydende. Ved vingebasis en plade af flade skælhår (Patagium). For- skinneben med små tornbørster. Pulviller mangler altid. Hannernes parringsorgan afgiver ret gode ka- rakterer for. adskillelsen af nærstående arter (se fig. 18—23). De danske Villa-arter er, såvidt vort kendskab strækker, kendt som parasiter hos larver af natsom- merfugle af bl. a. følgende slægter: Mamestra, Panolis, Agrotis, Dichromia og Taeniocampa. Andre, ikke danske, arter er fundet snyltende hos billelarver af familien Tenebrionidae. Der eksisterer ingen fuldstæn- dig beskrivelse af nogen Villa-larve. Gåbler (1949 og 1950) giver oplysninger om og en enkelt figur af lar- ven. til V, hotientotta L..(N.»B.: Bestemmelsen ;er. nok noget usikker). Han fandt denne art (og paniscus) 33 som parasiter hos Fyrreuglen (Panolis piniperda) og en Agrotis-art og sammenligner den med larven af morio (se side 29). Sammenlignet med denne er hottentotta-larven større, ca.1'7mm lang og 4,5 mm bred. Den adskiller sig fra morio-larven desuden på bagspiraklerne, der er store og placeret dorsalt, hos morio er de små og placeret lateralt. Puppen af hottentotta er let kendelig på de korte, brede, afstumpede horn, der bærer en ganske kort spids. Denne karakter vil sikkert vise sig at dække alle danske Villa-arter. Slægten omfatter 40—50 arter i Palaearktis alene. Her i landet er truffet 4 arter, hvoraf een forekommer i to underarter. Oversigt over arterne. 1. Ansigtet med sort behåring, hvori er iblandet lyse og mørke skælhår. Vingens forreste del stærkt BERT AE ERE FISSE at means 1. occulta. Fig. 17. Vinge af Villa occulta Wied. (Meig.). (Orig.). Ansigtet med overvejende lys behåring, i midten og langs siderne dog ofte en stribe sorte hår. Vin- gens forreste del mindre stærkt brunt farvet EET ES ER ae ERE væ EET rr ds RES YE EET el REE. TEEN ec 3 ERE RE EET SENSE ss ar sn NET RES BOSE 6. 3. Bagkroppen sort uden tværbånd af lyse skælhår. Tovinger. IV 3 34 Aedeagus (fig. 19—20) ender i 2 lange, nedad- højsde SPIdSer 45. 5 jord brune Pudder KIGE FLE SLA EGEN 4. Bagkroppen sort med fem tværbånd af lyse skæl- hår. Aedeagus (fig. 22—23) ender i 2 korte, ned- bøjede SUSER 5 Kon fas (ea UR BLE REESE DET [5 N Patagium af udelukkende sølvhvide skælhår. Hår- totterne på siderne af 7. tergit sølvhvide 2. modesta. Patagium sammensat af brune og gulhvide skælhår. Hårtotterne på siderne af 7. tergit gulhvide 3. hottentotta. Vingens forrand brunt farvet bagud til media, rm og forgreningsstedet af r,4+, og T44+5 med stærk. brun syskygning: 3. antenneled. relativt kort, 0,50—0,58 mm. Pandens sorte hår fort- sætter ikke ned under antennebasis 4. circumdata circumdatla. Vingens forrand kun brunt farvet bagud til 1. ra- dialåre, r-m og forgreningsstedet af r,4+, og r4+5 uden brun skygning (fig. 26). 3. antenneled længere, 0,57—0,77 mm. Pandens sorte hår fort- sætter langs øjeranden ned under antennebasis 5. circumdata longicornis. Vingens forrand brunt farvet bagud til media og udad til på højde med r,”s udmundingssted. 3. antenneled kort, 0,50—0,58 mm 4. circumdata circumdata Vingens forrand brunt farvet kun til 1. radialåre 7. Baglår højst med 1—2 ventrale børster udover den regelmæssige række af anteroventrale børster 8. Baglår med 5—6 ventrale børster udover den regel- mæssige række af anteroventrale børster. 5. og 6. tergit kun med lyse skælhår på bageste trediedel. 3. sternit med lyse skælhår kun på bageste tre- OSL 3 STEG SEE (USS ANER TS ERE RRS GENE 3. hottentotta. 5. og 6. tergit med brede, tydelige bånd af lyse skælhår, der hos ubeskadigede individer dækker det meste af fladen. 3. sternit med lyse skælhår på hele FE NT ev SE 5. circumdata longicornis. 35 DÅ NNE STE Nas NY 5 QW Set fra oversiden, Aedeagus af Villa 18. aa Fig. 18—20. Aedeagus af Villa modesta Mei 19. Set fra siden og 20. Set fra enden fig. 21—23. . me Set fra siden Villa circumdata 22 circumdata longicornis Lyn., 21. Set fra oversiden, fig. 24—25. 3. antenneled af 24. . bd 0g 2 og 23. Set fra enden is Lyn. (Orig.). 1cornis Villa circumdata longi md 18 . data Me circum xx mm " on H—9 S vov &Q& S RES S AE ” Qn == gø & vv RE S Se As see sn E- pa (edb) ERE: Så Lamml S 7 &E 3 vv > CC "ap 2 ran on ss Be 2 os Te 36 på siderne. 3. sternit med udelukkende sorte skælhår på de forreste to trediedele, kun på den bageste trediedel en del lyse skælhår... 2. modesta. 1. V. occulta Wiedemann (Meigen), 1820 (Fig. 17). 292: Grundfarven sort. Pande og ansigt med udstående, sort behåring; ved mundranden iblandet en del gyldne hår. Baghovedet med sparsom belægning af gule skælhår og korte, sorte hår. Antenner sorte, 3. antenneled ikke over 2,5 gange længere end bred ved basis. Brystets halskrans foroven mea gule, forneden med sorte hår. Mesopleurer foroven med lange, gule hår; forneden og ligeledes på de øvrige sideplader en sparsom behåring af lyse og mørke hår. Oversiden af brystet med sorte skælhår og med kort, udstående, ligeledes sort be- håring. Bagkroppen smal, dens overside overvejende dækket af sorte skælhår. Stærkt iøjnefaldende er to tværbånd af hvid- gule skælhår, den første på den forreste del af 2. tergit, den anden dækker størstedelen af 4. tergit, men er ofte afbrudt på midten. 7. tergit ligeledes med lyse, men mere spredte skælhår på siderne. Korresponderende med de lyse tværbånd er siderne af 1. og de forreste dele af 2., 4. og 7. tergit med lyse hår, de øvrige dele med sorte hår. Ben brunsorte med ret lange børster, også på forskinneben. Ingen pulviller. Vin- gen (fig. 17) med kraftig brunfarvning af de forreste del til forbi r,”s udmundingssted og bagud delvis omfattende 1. basalcelle og diskcellen. Den brune farve går gradvis over i den hyaline del. — Længde: 8—10 mm. Sjælden. Er hidtil kun taget et par steder i Jylland, nemlig i Jenskær på Silkeborgegnen, 1 $ 14. aug. 1906 og 1 2 17. aug. 1907 (begge Axel Petersen leg.) og ved Frijsenborg (Søby- gård) 1 2 juli 1878 og 1 29 juli 1880 (begge H. J. Hansen leg.). — En europæisk art, der ikke er kendt fra Storbritannien, og som i Sverige kun er fundet i Dalarna og Norrbotten. 2. V. modesta Meigen, 1820 (= paniscus Lundbeck, 1908) (Fig. 18—20). Øg: Bundfarven gråsort. Panden med strittende, sorte hår og tilliggende gyldne skælhår. Ansigtet med overvejende gyldne og temmelig lange, skælformede hår, i midten og langs 37 øjeranden en stribe sorte hår. Baghovedet med såvel sølv- hvide som gule skælhår. Antenner sorte, 3. antenneled om- kring 3 gange længere end maximumbredden ved basis. Bry- stet med lang, gylden og hvid behåring, oversiden med sorte skælhår og normale hår af samme farve. Børsterne gule, kun de midterste scutellarbørster sorte. Bagkroppen sort, på siderne af 1. og 2. tergit er bundfarven dog rødlig. Oversiden dækket af sorte skælhår, kun på forhjørnerne af 2. og 4. tergit kan forekomme en del gyldne skælhår, der dog aldrig danner tværbånd. De fire første tergiter såvel på siderne som på oversiden med lang, gullig behåring, der set bagfra er ligesom redt opad og indad mod midtlinien. På 5. og 6. tergit lige- ledes en del gule hår på oversiden, men iblandet sorte, og siderne med lange, sorte hår iblandet enkelte lysere hår. På hver side af 7. tergit en tot lange, sølvhvide hår. Aedeagus: se fig. 18—20. Ben brunsorte. Vinger overvejende hyaline, kun basis (indenfor basalcellerne) og costal- og subcostalcellen brunlig. Patagium sølvhvid. — 9: afviger fra % ved på bag- kroppen at have tværbånd af gule skælhår på 2., 3. og 4. tergit. Disse tværbånd er smallest på midten og båndet på 3. tergit er smallere end på 2. og 4. Også svag besætning af gule skælhår på bagrandene af 5. og 6. tergit, især på siderne. 3. sternit overvejende med sorte skælhår; lyse skælhår kun i en bræmme på den bageste trediedel eller mindre. Patagium er sammensat af brune og gulhvide skælhår. — Længde: 10—13 mm. Arten er fanget flere steder langs den jyske vestkyst (Skagen, Hulsig, Vedersø Klit og Søndervig); på østkysten kun ved Femmøller på Mols. Desuden på Anholt. På Sjælland især i Nordvest- og Nordsjælland (Kongsøre, Rørvig, Tibirke, Asserbo, Tisvilde og Vedbæk), men også ved Faxe Ladeplads. Også fundet på Bornholm (Rønne og Hasle). — Flyvetiden er fra begyndelsen af juli til midten af september. — Udbre- delsen er vanskelig at fastslå med sikkerhed, da arten ofte er sammenblandet eller forvekslet med andre nærstående arter. 3. V. hottentotta Linné, 1758. gå: Af ydre meget lig foregående art, men adskilles let på, at patagium er sammensat af brune og gulhvide skælhår, 38 ligesom hårtotterne på siderne af 7. tergit er sammensat af gulhvide hår. CO: Adskilles fra 2 af foregående art på de bredere bånd på bagkroppen, ligesom hårtotterne på siderne af 7. tergit er gulhvide. På baglårene er der 5—6 ventrale børster udover den regelmæssige række af anteroventrale børster (hos modesta højst 1—2). Patagium er som hos modesta sammensat af dels brune, dels gulhvide skælhår. Der foreligger kun 4 929 fra Vedbæk (Coll. Stæger). Arten forekommer over store dele af Europa. Fig. 26. Villa circumdata longicornis Lyn. 9%. (Orig.). 4. V. circumdata circumdata Meigen, 1820 (Fig. 24). åg: Sort til gråsort bundfarve. Panden med strittende, sorte hår, der ikke fortsætter langs øjeranden under antennebasis ; på den nederste del en del gule skælhår. Ansigtets sider så- ledes udelukkende med gule hår, midterpartiet med gule skæl- hår og i selve midterlinien en mindre gruppe af sorte hår. Baghovedet med gullige skælhår. Antenner sorte; 3. led re- lativt kort, 0,50—0,58 mm. Brystet med overvejende gyldne hår, på oversiden desuden sorte hår. Siderne af de 4 første tergiter på bagkroppen med tæt og lang, gylden behåring; på siderne af 5. og 6. tergit kortere, sorte hår iblandet en- 39 kelte lyse ved bagranden. 7. tergit med en dusk hvide hår på baghjørnerne. Den lange behåring på oversiden fortil gul, bagtil (fra og med 5. tergit) mørkere. Bundfarven gråsort med små, rødgule pletter på siderne af 1. og 2. tergit. Hele over- siden dækket af sorte, tiltrykte skælhår; desuden tværbånd af gyldne skælhår; der er placeret på den forreste del af 2., 3. og 4. tergit og på den bageste del af 5. og 6. tergit. Båndet på 3. tergit er smallere end på 2. og 4., og båndene på 5. og 6. tergit dækker ikke over halvdelen af leddet. Aedeagus kan ikke adskilles fra aedeagus hos underarten longicornis (se fig. 21—23). Ben sorte med lysere skælhår. Vinger med kraftig, brun farvning af forranden bagud til 1. medialåre (m;), især r-m og forgreningsstedet af r,4—, og T4+; stærkt skygget. — 92: som g, men tværbåndene på 5. og 6. tergit bredere. Den brune farve på vingen går længere ud, ca. til diskcellens yderste spids. 3. sternit med lyse skælhår på hele fladen. — Længde: 10—12 mm. Det meste af Lundbeck's materiale af circumdata skal hen- føres til følgende underart, kun 1 $ fra Bulbjerg 24. juli 1908 (Th. Mortensen leg.) er af nærværende underart. Siden 1908 er underarten taget på flere lokaliteter i Jylland, således i Hansted-reservatet, hvor Worm-Hansen i første halvdel af august 1953 og —57 har fanget ialt 4 $& og 15 2929. Desuden taget ved Dannerhøj i Vendsyssel, samt ved Nørholm, Ginde- skov, Mønsted og Svejbæk. Endelig foreligger der et enkelt fund fra Sjælland, nemlig 1 2 Tisvilde Hegn 3. sept. 1872. I samlingen på Naturhistorisk Museum, Århus, findes 4 99 uden data. — Udbredelsen kan ikke gives i enkeltheder, da en revision er nødvendig, men den samme underart fore- kommer i England og Frankrig. 5… V.circumdata longicornis Lyneborg,. 1965 (= circumdata Lundbeck, 1908) (Fig. 21—23 og 25—26). gg: Meget lig foregående underart, men adskiller sig på følgende punkter. Pandens sorte behåring fortsætter i en kile ned langs øjeranden til et godt stykke under antennebasis. 3. antenneled betydeligt længere, 0,57—0,77 mm. Båndene på 5. og 6. tergit noget bredere, ca. halvdelen af leddets længde. Vingen mindre brunt farvet, kun costal- og subcostalcellen 40 er tydeligt farvet. I bygningen af aedeagus (fig. 21—23) er der kun ubetydelige forskelle fra circumdata circumdata. — 2 har færre sorte hår langs øjeranden under antennebasis end J, og har båndene på 5. og 6. tergit betydeligt bredere. Den adskilles fra 2 af circumdata circumdata på de klarere vinger og de længere antenner og fra 9 af modesta på de meget bre- dere bånd på 5. og 6. tergit og på 3. sternits ensartede be- sætning af lyse skælhår. — Længde: 9—13 mm. Underarten er kun kendt fra Anholt, Sjælland og Born- holm. På Sjælland er den taget på Reersø, ved Nykøbing Sj., Rørvig, Tisvilde, Asserbo og Faxe Ladeplads; på Bornholm ved Blykobbe og på Hammeren. Data fra 24. juni til 26. juli. — Angående udbredelsen skal kun angives, at denne underart synes at være den eneste forekommende form af V. circumdata i Skandinavien, Finland og Centraleuropa. 2. Therevidae, Stiletfluer. Stiletfluerne er en betydelig mindre familie end både humlefluerne og rovfluerne, idet der kun er be- skrevet ca. 600 arter. Her i landet er hidtil fundet 12 arter, men endnu et par stykker vil rimeligvis kunne ventes at forekomme. Af ydre habitus er stiletfluerne en meget ensartet gruppe og kan minde en del om visse rovfluer af un- derfamilien Dasypogoninae, men skelnes altid fra disse på den flade eller endog lidt ophøjede isse (vertex). Hovedet er nærmest halvkugleformet. Øjnene er store og som regel sammenstødende hos $, men bredt ad- skilte hos 2. Hos dette køn findes ofte på pandestriben et eller to skinnende sorte pandemærker. Ansigtet fladt og behåret eller ubehåret. Antennerne er frem- adrettede og sidder omtrent i hovedets profilmidte. 1. antenneled er ret langt og cylindrisk, undertiden fortykket. 2.led er kort. 3.led af ret varierende 41 Fig: 27—35. Dialineura anilis L. 3. 27. Epandrium (9. tergit), 28. Venstre halvdel af hypandrium (9. sternit), 29. Phallus set fra enden, 30. Ventrale apodem set fra undersiden, 31. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden, 32. Aedeagus set fra højre side, 33. Aedeagus set fra oversiden, 34. 8. sternit og 35. 8. tergit. For- kortelser: se side 42. (Orig.). længde, men som regel af omtrent samme længde som Led l spidsen saf' SUled'' sidder enskort, tosleddet griffel. Mundåbningen er forholdsvis lille og proboscis og palper som regel små. Brystet er set ovenfra afrundet rektangulært. For- 42 uden normal behåring findes på oversiden følgende børster: 2—6 (som regel 4) notopleural (præsutural), 2 supraalar, 1 postalar og 1—2 dorsocentral (de sidste bagest på brystet lige foran scutellum). Brystets over- side ofte med to lysere længdestriber og en mørkere midterlinie. Scutellum med 4 børster. Bagkroppen er konisk tilspidset, mest hos hannen. Der er 8 led før genitalierne. De 7 første led normale, det 8. noget modificeret. Hos & er 8. tergit en bred, timeglasformet plade (fig. 35), der normalt ikke kan ses uden efter udpræparering. 8. sternit (fig. 34) ligger ligeledes normalt skjult og er smallere og længere end 8. tergit, oftest tydeligt indbugtet på bagranden. 9. tergit (= epandrium) er altid veludviklet, dannende en bred, mere eller mindre lang, udelt plade (fig. 27). Distalt har epandrium altid en tydelig indbugtning, hvori.proctiger (cerci) sidder indlejret, Den sternale del af"9; led (= hypandrfium) (fig”28) "er "delt "TT 26 halvkugleformede plader, på hvilket de to par gono- poder (styli "og løber) -sidder tilleddet. Loberne'er altid kortere end styli og ubehårede, hvorimod styli har grupper af korte, stive hår. Styli og lober hos Therevidae er muligvis homologe med henholdsvis gonopoder og clasper hos Asilidae (se side 82). Det dorsale, distale hjørne af selve hypandriet er udtrukket i et fingerformet fremspring, og også det ventrale hjørne kan være trukket ud i'et mere'eller" mindre langt fremspring. Selve parringsorganet (aedeagus) er opbygget af fire elementer. Distalt sidder selve phallus (ph. i fig. 32), hvis basis er forbundet med det dorsale apodem (d.':apod. i”fig: 32)” Til undersiden 'af..disse to elementer sidder tilleddet det ventrale apodem (v. apod. i fig. 32) og imellem det dorsale og det ven- trale apodem sidder det ejaculatoriske apodem (ej. 43 apod. i fig. 32) indskudt. Spidsen af phallus kan nor- malt ses uden udpræparering og dens form har vist sig af betydning for artsadskillelsen. Hos 2 er læggerøret af meget ensartet bygning. Terminalt på læggerøret sidder i en bueformet række Fig. 36. Vinge af Thereva-art. D: diskcelle, M,: 4. bagrandscelle, Cu,: Analcelle, r;—r;: radialårer og m,—m,: medialårer. (Orig.). et antal gravetorne, hvis styrke og længde kan variere lidt fra art til art. Benene er ret lange, men ikke særligt kraftige. For- og mellemlår som regel med en til flere børster. Baglår altid med en række af anteroventrale børster, der i den basale halvdel kan være fordoblet; ved basis undertiden en eller nogle få posteroventrale børster. Skinnebenene med flere rækker af børster. Empodium børsteformet; Hos ude! danske "arter af 'stiletfluer er lårene som regel grå til gråsorte, skinnebenene gul- brune, men ofte mørkere ved spidsen. Fodleddene som regel gulbrune med mørkere spids, undertiden helt mørke. Vingerne er af ensartet bygning (se fig. 36). Radius er 4-grenet; medius ligeledes 4-grenet. Altid 5 bag- randsceller, hvoraf den fjerde (M, i fig. 36) kan være åben eller lukket. Fig. 37. Larve af Thereva-art; fig. 38. Hovedkapsel set fra oversiden af Thereva-larve; fig. 39. Puppe af Thereva-art, set fra undersiden. (Hennig). Udviklingsstadierne hos stiletfluerne er ikke til- strækkeligt kendt til, at det er muligt at opstille be- stemmelsesnøgler til hverken larver eller pupper. Lar- verne forekommer i sand, jord, råddent træ og lig- nende steder og lever især af rov. Bl. a. kan de an- gribe og udsuge jordlevende larver tilhørende andre insektgrupper og viger heller ikke tilbage for kanni- balisme. Det er sandsynligt, at de kan spille en rolle ved at udrydde en del skadelige insektlarver. — Larven er meget karakteristisk ved sin lange og slanke le- gemsform (se fig. 37). Hovedkapslen (fig. 38) er fuld- stændig, men ikke lukket på undersiden. Kæber og kindbakker er næsten sammensmeltede og i det hele små. Bagud fra hovedkapslens bagrand strækker sig en lang, smal metacephalstav, hvis bageste spids når 45 ned i 2. brystled. Antennerne er små og sidder helt fremme på hovedets forende. Også et par kæbepalper er udviklede. På siderne af de tre brystled en lang børste. De 8 bagkropsled sekundært todelte, således at larven inclusive hoved og brystled er tilsyne- ladende 20-leddet. Endeleddet bærer et par tapfor- mede udvækster. — Larverne overvintrer og forpup- ningen sker i løbet af foråret. Puppestadiet er kort (op til nogle uger). Puppen (fig. 39) er karakteriseret ved et par til- liggende, udadrettede antenneskeder, hvis frie ender er forsynet med en børste. Ved basis af vingeskederne en kraftig børste. Bagkropsleddenes overside med børster alternerende med korte torne, undertiden dog kun børster. På sideudposningerne samt på under- siden ligeledes børster. Endeleddet med 2 kuglefor- mede fremspring, der ender i en børste. Stigmer på 1. brystled og alle bagkropsled. Til. drods' for; at flere "arter er-dvyppige, :kendes imagines” biologi kun dårligt. Et par af arterne er knyttede til tørre, sandede biotoper. Det gælder f. eks. T. annulata F., der er en hyppig flue i klitområder. Andre arter som T. nøbilitata F., plebeja L. m. fl. findes på mere fugtige steder som f. eks. langs grøfter med rigelig vegetation, i skovkanter og -lysninger, hvor de især kan ses på nældebevoksninger. Imagines lever vistnok af andre insekter, men direkte iagt- tagelser over hjemlige arter mangler. Det kan i hvert fald fastslås, at mundens bygning ikke gør den vel- egnet til at udsuge blot nogenlunde stærkt sklero- tiserede dyr. Iagttagelser på dette område vil være af stor interesse. Som allerede nævnt er hunnernes læggerør af meget ensartet bygning, hvilket lader formode, at æglægningen foregår på nogenlunde 46 41 Fig. 40—41. Antenner af 40. Thereva nobilitata F. og 41. Dialineura anilis L. (Orig.). samme måde hos alle arter. Den foregår sandsyn- ligvis ved, at bagkropsspidsen ved hjælp af sine gravetorne bores et stykke ned i jorden, hvor så æggene anbringes. Oversigt over slægterne. 1. 1. antenneled stærkt fortykket, i profil meget bre- dere end 3. led (fig. 41). Panden med hår, an- Se He RE" SLOT St mr 2. Dialineura (s. 48). 1. antenneled slankt, i profil af bredde som 3. led oa ÆRE)” STRESSE SES ret SEN 0 ØR Ms VR DÅ Fe 2. 2. "Pafiden og ansigtet med Har SEE 3. Thereva (s. 49). Panden hos & uden, hos 2 med hår på den øverste del. Ansigtet uden hår hos begge køn 1. Psilocephala (s. 47). 47 Den sædvanligt brugte slægtsinddeling er her bi- beholdt, selv om den ikke er tilfredsstillende. I slæg- ten Thereva isolerer annulata F. sig ved sin afvigende bygning af aedeagus (se s. 537 og fig. 44—45) fra de øvrige danske arter, der alle er hinanden nærstående. Slægten” Psilocephala "rummer Her' i'landet kun en enkelt art, men" omfatter i øvrigt en række arter (i Skandinavien 4), der står hinanden betydelig fjernere end den store blok af Thereva-arter gør. 12:.Psilocephala Zetterstedt, 1838. Arterne, der henregnes til:vdenne slægt; er.gennem= gående slankere og mindre hårede end Thereva- arterne. Panden er hos Z helt ubehåret, hos 2 har den øverste del af panden hår. Hos begge køn er an- sigtet helt uden hår. — Kun 1 art er fundet i Dan- mark. 1. P. ardea Fabricius, 1794. (Syn.: Thereva fuscipennis Lund- beck, 1908). (Fig. 42). åg: Pande og ansigt sølvgrå, baghovedet gråt. 1. antenneled 3—4 gange længere end 2. led. 3. led af længde som 1. og 2. Fig. 42. Aedeagus af Psilocephala ardea F. set fra siden. (Orig.). 48 tilsammen. Brystet sølvgråt, oversiden mørkegrå med 2 lysere længdestriber. 2—3 par præscutellare dorsocentral-børster. Be- håringen overvejende hvidlig; på oversiden dog kort, opret- stående, sort behåring. Bagkroppen ensfarvet sølvgrå, men på genitalierne skinner den rødbrune bundfarve tydeligt igen- nem. Behåringen hvidlig. Epandrium ca. dobbelt så lang som bred og ender i to afrundede fremspring. Phallus (fig. 42) meget lang, tynd og S-formet. Vinger let gulbrune uden mør- kere partier. 2: Pandestriben foroven ret smal, gradvist bredere nedad- til; på de øverste to trediedele mat brunsort, den nederste trediedel samt ansigtet sølvgråt. 2.—5. tergit skinnende sorte med sølvgrå baghjørner, der aftager i størrelse bagud. 7. og 8. tergit helt sorte. — Længde: 10—13 mm. Arten er kun kendt fra tre jyske lokaliteter. Fra Nørholm Skov ved Varde foreligger i alt 6 $J og 8 229 taget i årene 1909, 1915 og 1918. Data fra 14. juni til 30. juli. Desuden 1 92 fra Horsens (O. G. Jensen leg.) og 1 2 fra Grejsdalen 18. aug. 1962 (E. Torp Pedersen leg.). — En overvejende syd- og mel- lemeuropæisk art, der har sin nordgrænse i Danmark, Syd- sverige (Skåne og Gotland) samt i det sydlige England. 2. Dialineura Rondani, 1856. (Syn.: Tabuda auct., nec Walker, 1852). Thereva-lignende former, der imidlertid let skelnes fra denne slægt på det stærkt fortykkede 1. antenne- led (se fig. 41). Panden hos 3 med hår, hos 2 ligeledes med hår, men her findes hårene kun på visse partier. Hos begge køn er ansigtet uden hår. — Kun 1 art. 1. D. anilis Linné, 1761 (Fig. 27—35, 41) Øg: Pande og ansigt overvejende hvidgråt bestøvet. Fra antennebasis til øjerand et mat, brunligt tværbånd; også den øverste vinkel af pandetrekanten lidt brunlig. 1. antenneled gråt, af længde som 2. og 3. led tilsammen, men dobbelt så tykt som disse; forsynet med lange, overvejende sorte hår- 49 børster. Bryst og bagkrop gråt til sølvgråt bestøvet, overside af brystet lidt mørkere grå med to lysere længdestriber. Be- håringen overvejende hvidlig, på brystets overside en del sorte hår. Hypandriet forneden trukket ud i et langt, til- spidset fremspring (fig. 28). Aedeagus (fig. 32—33) kort og bred, selve phallus er først opadbøjet, derefter nedadrettet og ender i en ret lang, jævnt opadkrummet spids. Det ven- trale apodem (fig. 30) danner en stor, oval plade. Lår grå. For- og mellemlår uden børster. Baglår med 4—7 anteroven- trale børster. Vinger hyaline med hvidgult skær, omkring årerne noget mørkere farvet. Q: Pandestriben gråbrunt bestøvet, uden skinnende sort pandemærke. Den øverste halvdel noget indtrykt, den nederste halvdel mere fremhvælvet; på grænsen mellem de to partier matte, brunlige tværpletter, som også findes fra antennebasis til øjerand. Behåringen kort, sort og indskrænket til et parti på hver side. 1. antenneleds behåring kortere. Bryst og bag- krop med mørkere, nærmest gråbrun, bestøvning end hos JF. På de første tergiter som regel små, brune trekanter ved basis. 8. tergit skinnende sort. Lår gule. Vinger med mørkere skær end hos &$. — Længde: 7—10 mm. En almindelig art, der er udbredt over det meste af landet. Den er knyttet til sandede egne. Fra Jylland foreligger der fund fra alle landsdele. Desuden på Læsø, Æbelø og Fyn (Odense og Sanderum). På Sjælland foreligger der en del fund fra den nordlige del af øen, de sydligste lokaliteter er Bognæs ved Roskilde og Tjustrup sø. Arten synes ikke at forekomme på de sydlige øer, men er kendt fra Bornholm. — Flyver især i sidste halvdel af maj og i juni, men kan også træffes i juli og i begyndelsen af august. Seneste fund: 3/8. — Udbredt over størstedelen af Europa. 3 Théreva Latreille, 1796. Middelstore fluer med stærk behåring, såvel på hoved som på bryst og bagkrop. Hannerne er som regel stærkere behåret end hunnerne. Såvel pande som ansigt med behåring. Pandestriben hos 2 ofte Tovinger. IV 4 Fig. 43. Thereva nobilitata F. 9. (Orig.). med skinnende sort pandemærke. Øjnene hos 3 sam- menstødende, i sjældne tilfælde smalt adskilte. 1. antenneled slankt. Genitalierne er i det ydre meget ensartede, kun hos annulata F. er epandrium tydeligt længere end hos resten af arterne. I bygningen af aedeagus kan ofte findes gode karakterer til adskil- lelsen af arterne. Aedeagus” bygning er beskrevet i familieindledningen. Her skal kun tilføjes, at annu- lata F. isolerer sig fra de andre arter ved et par bagud- og opadrettede processer på aedeagus (se fig. 44—45). Dette berettiger muligvis til at udskille arten i en særlig slægt. Bebørstningen af lårene har vist sig an- vendelig i taxonomien, selv om der er betydelig in- dividuel variation. ol Oversigt over arterne. åg") 1. Baglår med 1—4 posteroventrale børster ved basis 2. Baglår uden posteroventrale børster ved basis.. 6. 2. 4. og 5. tergit mere. grå end sorte, dvs. de sorte basalbånd smalle og trekantede, således at disse tergiters siderande er grå i hele deres længde.. 3. 4,'og 5. tergit mere' sorte end grå, dvs. de sorte basalbånd er bredere og ikke så afsmalnende mod sideranden, således at tergiterne her kun er frå' i'ca.' halvdelen af deres længde. ...28222.. Å. 3. Brystet med to tydelige, gulgrå længdestriber og en mørkebrun midterlinie. Vinger med karak- teristisk hvidligt skær, årerne mørkebrune og især de i vingens yderste halvdel skarpt kon- trasterende mod grundfarven; tværårerne tyde- ligt skyggede. Set fra enden er phallus gradvist AR mAMER SET SN Kor spids 28229. 1200 marginula. Brystet med to utydelige, grå længdestriber og uden brun midterlinie. Vinger med ukarak- teristisk gråligt skær. Årerne lysebrune og tvær- årerne kun utydeligt skyggede. Set fra enden (fig. 72) er phallus pludseligt afsmalnende i den ORE ERE SE ENERET SNG 6. bipunctata. 4. Baghjørnerne af 2. og 3. tergit tydeligt gråt be- støvede, kun smalt på midten, men på sideran- den er omkring halvdelen af tergiterne grå. Som regel kun 1 par præscutellare dorsocentral-bør- ster. Vinger overvejende grå uden bueformet, brun plet fra r-m til spidsen af diskcellen..... 5. 2. og 3. tergit næsten ensfarvet sorte. Baghjørnerne er lidt lysere end resten, men tydeligt skinnende og uden grålig bestøvning. Som regel 2 par prsc dc. Vinger brunlige med en tydelig, bueformet, mørkere plet fra r-m til spidsen af diskcellen. Set fra enden (fig. 78) er phallus ikke særlig 1) & af microcephala Loew er ukendt. AX d2 bred og gradvist afsmalnende; dens spids er set fra siden (fig. 77) kort og opadkrummet.. 7. arcuata. 5. Set fra enden (fig. 84) er phallus meget smal, og set fra siden (fig. 83) jævnt krummet og endende i en kort, let opadkrummet spids. 3. antenneled 0,4—0,5 mm langt. Brystet gråbrunt, oftest med en tydelig, mørkebrun midterlinie. Hårene på 1: tergit, sorte eller smørkebraonern. ey: 8 …plebeja. Set fra enden (fig. 90) er phallus bred og gradvist afsmalnende; set fra siden (fig. 89) stærkt S- krummet og endende i en lang, opadkrummet spids. 3. antenneled 0,55—0,65 mm langt. Brystet blågråt, uden eller med svage spor af en mørke- brun midterlinie bagtil. Hårene på midten af l.tergit. gullige. eller srålige . 3404 45 0R « 9. latistriata. 6. Alle tergiter helt dækket af grålig eller gullig be- støvning, ingen; mørke tværbånd 50k. FE I det mindste 2.—5. tergit med tydelige, sortagtige eller ;markebrune. basalbånd 58005 sa Loudtopbakie 9. 7. Såvel hoved som bryst og bagkrop med udeluk- kende sølvhvid behåring. Epandrium (9. tergit) længere end bred, næsten rektangulær. Aedeagus af meget afvigende form (se fig. 44—45) 1. annulata. På såvel hoved som bryst og bagkrop en del sorte hår, den lyse behåring ikke sølvhvid, men gullig. Epandrium kortere end bred. Aedeagus af nor- ms] mal form gets derved seerne 8. 8. Svingkøller gullige. 2.—5. tergit med gullig bestøv- ning og gullig behåring, kun i midterlinien en stribe stærkt kontrasterende, sorte hår. Set fra enden er phallus pludseligt afsmalnende i den meget, lange, "smalle. Spids 55 em el DES je fulva. Svingkøller brunlige. 2.—5. tergit med grålig be- støvning og med blandet grålig og sort behåring, den sidste dog især på siderne og langs bagran- den. Set fra enden (fig. 48) er phallus gradvist afsmalnende i den korte spide 2. subfasciata. 53 9. De anteroventrale børster på baglårene eenradede, eller i det mindste ingen børster mere ventralt REE SEN KUE DELSE arte fo ER 10. De anteroventrale børster på baglårene mere end eenradede, dvs. at der findes en række af 4—5 mere ventralt placerede børster. Som regel kun 1 par prsc dc. Brystet gråbrunt med to utyde- lige, lyse længdestriber; ingen mørk midterlinie. Tergiternes basalbånd stærkt afsmalnende mod sideranden. Set fra enden (fig. 54) er phallus ret smal og gradvist afsmalnende i spidsen, som set fra siden (fig. 53) er ret lang og jævnt opad- LDR ET ge ERE ls FT RREL EDB AF ASER Set SEERE SETE SEES] 3. nobilitata. 10. Scutellum med lang, tæt, gylden behåring. Ter- giterne med stærkt kontrasterende sorte og gul- grå partier; deres behåring sort på midten af de mørke partier, ellers overvejende gylden. Bry- stet gulgråt med to utydelige, lyse striber, men ingen mørk midterlinie. 2 par prsc dc.... 4. præstans. Scutellum med kort, sparsom, sort behåring. Ter- giterne næsten helt sorte, kun baghjørnerne grå- lige; deres behåring overvejende sort, på siderne dog iblandet en del gullige hår. Brystet gråbrunt eller gråligt med to utydelige, lyse striber og en mørkebrun midterlinie. Kun 1 par prsc dc 5. circumscripta. Te 1. Panden uden skinnende sort pandemærke (fig. 46). Den nederste centrale del af panden uden BE ESSEN SER SS sr ad ae AEG ENDS KORTSINSE 1. annulata. Panden med een eller to skinnende sorte pande- mærker. Også den nederste, centrale del af pan- BER BEREDT ORE EER AE me MEL MR ENGE D A 2. 2. og 3. tergit helt dækket af grålig eller gullig be- støvnines: meen' mørke basalbånd. 12.0. 00re ad. 2. og 3. tergit som regel med meget tydelige, sorte eller brunlige basalbånd, der ofte optager største- 54 delen af tergiten (hos nobilitata kan disse bånd være meget svagt udviklede, men da er på samme tid pandemærket vel adskilt fra forreste ocellus: og 7. tergit skinnende sort) vvs. Å. Svingkøller gullige. 7. tergit skinnende sort, kun lidt bestøvet på siderne. Pandemærket når op til: forreste opel SEE MTB MES ed fulva. Svingkøller sortagtige. 7. tergit gråligt bestøvet. Pandemærket vel adskilt fra forreste ocellus FRE STK 1 DRED Se. KI 1 SEE 2. subfasciata. Hårene på 5. til 7. tergit alle gullige. Panden med to veladskilte, runde pandemærker (fig. 76) 6. bipunctata. Hårene på 5. til 7. tergit overvejende sorte. Hvis pandemærket er delt i to adskilte mærker, da har de form som smalle tværbånd (fig. 70).... DG Pandemærket omvendt hjerteformet. Forlår med 1—5 anteroventrale børster. (Hvis pandemærket er ret lavt og mere eller mindre delt i to mærker, og det ene eller begge forlår mangler av børster (nogle nobilitata), da er svingkøllerne gullige, ke ate). OVS NU NIGER OSS SET ADS Ses 6. Pandemærket af form som et smalt tværbånd, der ofte kan være delt i to adskilte mærker (fig. 70). Forlår som regel uden av børster, undertiden dog 1—2 små av på det ene af forlårene 5. circumscripta. Det mørke basalbånd på 3. tergit optager på mid- ten omkring halvdelen af tergitens længde (hvis den optager lidt mere end halvdelen, da en gyl- dent håret art med den skinnende del af pan- demærket vel adskilt fra øjeranden). Båndet er enten af omtrent samme bredde fra midten til sideranden og skarpt kontrasterende mod den gulgråt bestøvede del af tergiten eller er stærkt afsmalnende mod sideranden, derfor mere tre- kantet og samtidigt ikke så skarpt kontra- sterende mod: den. AAR 55 rene den ERE mm] 55 Det mørke basalbånd på 3. tergit optager på mid- ten mere end halvdelen af tergitens længde. Det er mere eller mindre afsmalnende mod sideran- den og skarpt kontrasterende mod den grå del ltr dies Be. SOUND ENDAST ak FUN 8. 7... Det mørke basalbånd på 3. tergit sort, optager om- kring halvdelen af tergitens længde på midten og er kun lidt afsmalnende mod sideranden. Mellemlår med 4—8 av børster. Av børster på baglår eenradede. Svingkøllernes hoved sort- agtig. Altid 2 par prsc dc. Pandemærket smalt KENDE RL BAN 0 500 8 SAMER SEE SV 4. præstans. Det mørke basalbånd på 3. tergit mere brunligt. Det optager på midten ca. halvdelen af tergiten og er mere eller mindre afsmalnende mod side- randen; undertiden meget utydeligt. Mellemlår sjældent med flere end 3 av børster. Av børster på baglår mere end eenradede på den basale halvdel. Svingkøllernes hoved gullig til let brun- lig. Som regel kun 1 par prsc dc. Pandemærket bredere ol vere (el SEN RL DID. 3. nobilitata. 8. Det sorte basalbånd på 3. tergit enten af næsten ensartet bredde fra midten til sideranden, hvor det optager ”/,—/, af tergitens længde, eller så stærkt afsmalnende mod sideranden, at denne er grå i hele sin længde. De sorte basalbånd på 5. og 6. tergit enten konkave, således at disse tergites siderande er sorte i hele deres længde, eller stærkt konvexe, således at siderandene er grå i hele deres længde. 1—2 par prsc dc..... vd Det sorte basalbånd på 3. tergit optager på midten mindst ”/, af tergitens længde, afsmalnende mod sideranden til ca. halvdelen af tergitens længde. De sorte basalbånd på 5. og 6. tergit af mere ensartet bredde, let konvexe, således at side- randen er sort fortil, grå bagtil. Aldrig mere end KÆRE REE SE. 1504 0057 merne RARE NEL AASE NA MR 10. 56 10. Det sorte basalbånd på 3. tergit af næsten ens- artet bredde fra midten til sideranden, hvor det optager ”/,—/, af tergitens længde. De sorte ba- salbånd på 5. og 6. tergit konkave, således at disse tergiters siderande er sorte i hele deres længde. Vinger gråbrune med en mørkere, bue- formet plet fra r—m til spidsen af diskcellen, men årerne kun utydeligt skyggede. Den mørkeste del af brystet sortagtig og derfor skarpt kon- trasterende mod de to lyse længdestriber; spor af en mørkere midterlinie. Som regel 2 par ESKE 5 2 4 seere bike onen re se ER 7. arcuata. Det sorte basalbånd på 3. tergit så stærkt konvext, at sideranden er grå i hele sin længde. De sorte basalbånd på 5. og 6. tergit konvexe, således at siderandene af disse tergiter ligeledes er grå i hele deres længde. Vinger hvidligt-hyaline med årerne tydeligt brunligt skyggede. Den mørkeste del af brystet gråbrun og derfor ikke skarpt kontrasterende mod de to lyse striber; en mere eller mindre tydelig, mørkebrun midterlinie ud- viklet; Som regelrkun ff" par pricide: af: marginula. 10. Panden smal foroven, pandemærket kun lidt bre- dere end højt (fig. 95). Brystet med to meget tydelige, brede, hvidlige længdestriber. 4. bag- randscelle åben. De sorte basalbånd på 2.—4. ter- sit når bagrakden vei. ER 10. microcephala. Panden bredere, pandemærket omkring dobbelt så bredt som højt (fig. 88 og 94). Brystet med to mere utydelige og smallere, lyse længdestriber. 4. bagrandscelle lukket. De sorte basalbånd på 2-4, tereit inårlikkesbagranden 15443 .M Jalgles ide 11. 3. antenneled 0,45—0,5 mm langt. Brystet gråbrunt med to tydelige, lyse længdestriber og en tydelig, mørkebrun midterlinie. Læggerørets endetorne korte, brede og stumpe. Pandemærket ret lavt og. bredt (2:88). ak ag SØER HEREREE | 8. plebeja. 7 3. antenneled 0,5—0,65 mm langt. Brystet lysere, nærmest blågråt, med smallere og mere utyde- lige, lyse længdestriber og uden mørk midter- linie eller spor af en sådan helt bagtil. Lægge- rørets endetorne lange, tynde og spidse. Pande- mærket højere og smallere. (fig. 94) ....-9. latistriata. 1. T. annulata Fabricius, 1805 (Fig. 44—46). åg: Let kendelig fra vore andre T.-arter på den sølvgrå be- støvning og den udelukkende sølvhvide behåring. Oversiden Fig. 4445. Aedeagus af Thereva annulata F., 44. Set fra siden, 45. Set fra oversiden. (Orig.). af brystet er dog lidt mørkere grå med to lyse længdestriber. Epandrium er længere end bredt, næsten rektangulært. Aedeagus (fig. 44—45) er meget karakteristisk ved de to bagud- og opadrettede processer. Phallus er lang og kun ganske lidt nedadbøjet. Det dorsale apodem er ligeledes afvigende fra den generelle form hos Thereva. Vingerne er hvidligt hyaline med lysebrune årer, der ikke er omgivet af mørke skygger. Alle lår med anteroventrale børster, flest på baglårene, men her igen posteroventrale børster. Svingkøller hvidlige. 38 2: Pandestriben (fig. 46) uden sort pandemærke; foroven brungrå, forneden samt på resten af hovedet hvidgråt be- støvet. Pandestribens midterste parti lige over antennebasis ubehåret, ellers med hvidlige hår på den nederste del og med Fig. 46. Pandestribe af Thereva annulata F. 2. (Orig.). mørke hår på den øverste, brungrå del. Bryst og bagkrop som hos $, men bestøvningen ikke så sølvagtig, men nærmest hvidgrå og på oversiden af brystet en del mørke hår, ligesom også 2.—4. tergit har tydelige, trekantede eller halvovale, brun- lige pletter ved basis. 8. tergit skinnende sort. Fra og med 4. tergit er behåringen overvejende kort og sort. — Længde: 8—11 mm. En almindelig og udbredt art, der er kendt fra alle lands- dele, men især er knyttet til kysterne, hvor den på egnede steder, dvs. med flyvesandsområder, kan være hyppig. I Jyl- land er den fundet langs hele kyststrækningen fra Fanø mod nord til Skagen og derfra langs østkysten mod syd til Sønder- borg. Også fund fra de indre dele af halvøen (Silkeborg-egnen, Stensbæk plantage og Spandet egekrat). Desuden kendt fra Læsø, Fyn (Odense), Sjælland (en del lokaliteter), Falster (Bøtø og Næsgård) samt Bornholm (Hammeren, Rønne, Due- odde). — Flyvetiden er fra ca. 20. maj til hen i august (9/8). — Arten er vidt udbredt i den palaearktiske region, i Sverige går den mod nord til Halland—Ostergåtland. Også i Storbritannien. 2. T. subfasciata Schummel, 1838 (Fig. 47—52). åg: Pande og ansigt med overvejende sorte hår, ind imod ansigtets midte dog en del grågule hår iblandet. Brystets over- side praktisk taget ensfarvet gråbrun, højst nogle meget svage 59 DESK i 48 49 50 51 Fig. 47—51. Thereva subfasciata Schum. gg. 47. Aedeagus set fra siden, 48. Phallus set fra enden, 49. Ventrale apodem set fra under- siden, 50. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 51. AÅedeagus set fra oversiden. (Orig.). Res - pevrvee 2 er De 3 i SALES T LUREN å: Fa ze fn > VARG Ez menn rne, net smage SPAS i 3æ8% dress ke: spor af lysere længdestriber og ingen mørkere midterlinie. 1—2 par præscutellare dorsocentral-børster. Alle tergiter ens- farvet grå uden spor af mørke tværbånd ved basis. Behåringen på såvel bryst som bagkrop sammensat af dels sorte, dels grågule hår; de førstnævnte findes især i et bælte langs bag- randen af tergiterne. Set fra siden (fig. 47) har phallus et karakteristisk forløb, idet den først er krummet ca. 30” i forhold til aedeagus” længdeakse, derefter igen krummet ca. 45, selve spidsen kort og opadkrummet. Set fra enden (fig. 48) er phallus bred ved basis og stærkt, men jævnt, afsmal- nende i den korte spids. Det dorsale apodem (fig. 47) er i profil tydeligt nedadkrummet, den distale del lang og opad- bøjet. Det ejaculatoriske apodem er kortere end det dorsale, den distale ende næppe fortykket (fig. 50). Baglår uden posteroventrale børster, de anteroventrale børster eenradede. Vinger let gråbrune, uden mørkere skygning. Svingkøller brunlige til sortagtige. 60 CQ: Panden med overvejende sorte hår, der også strækker sig lidt ned på ansigtets sider; dette i øvrigt hvidgråt be- håret. Pandemærket (fig. 52) omvendt hjerteformet, når ikke op til forreste ocellus. Brystets overside med tydeligere, Er Fig. 52. Pandestribe af Thereva subfasciata Schum. $. (Orig.). lysere længdestriber og oftest tydelige spor af en mørkere midterlinie. 1.—7. tergit ensfarvet grå, eller svage spor af mør- kere basalbånd fra og med 5. tergit, men de første 4 tergiter altid ensfarvet grå (9 af nobilitata kan have de mørke bånd på de første tergiter meget svagt udviklet, men hos denne art er 7. tergit skinnende sort). Bagkroppens behåring næsten ensfarvet gulgrå. Ellers som gg. — Længde: 8—11 mm. Arten forekommer over hele landet, men er udelukkende fundet på kystnære lokaliteter. I Jylland foreligger der en række fund langs vestkysten (Frederikshavn, Vedersø klit, Søndervig, Årgab, Blåvandshuk og Ribe) samt tre fund fra Sønderjyllands østkyst (Kjelstrup, Skelde og Sønderborg). Desuden findes den i Nord- og Vestsjælland (Tisvilde, Tibirke, Rørvig, Jægerspris, Nykøbing S. og Reersø). Endelig et en- kelt fund fra Falster (Stubbekøbing) og Bornholm (Rønne). — Flyvetiden ligger fra midten af juni til midten af august, dog først hyppig hen i juli. — Udbredelsen er meget vid, forf. har set exemplarer fra Sibirien. I Sverige kun i de sydøst- ligste egne mod nord til Blekinge og Gotska Sandån. Ikke på De britiske Øer. [T. fulva Meigen, 1804. Forekommer i Sydengland og Mellem- og Sydeuropa, og kan måske findes i landets sydligste egne. Den adskilles let fra de nærstående arter (subfasciata og nobilitata) ved hjælp af oversigten over arterne.] -ø hs n , NERE SE ene tese, DN z 'å Gr" Seng pÆr. za ag" OG FORRR PL Sz Kira mederet ds. LASSE - ip - 56 57 Fig. 53—57. Thereva nobilitata F. 3. 53. Aedeagus set fra siden, 54. Phallus set fra enden, 55. Ventrale apodem set fra undersiden, 56. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 57. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). 3 Tynobilifata Fabricius, 1775 (F12536, 40, 43, 53—58). Arten viser betydelig større individuel variation end de fleste andre Thereva-arter. $: Hårene på pandens øverste del og i et bredt bælte ned langs øjeranden sorte. På ansigtets midte er hårene grågule til stærkt gule og fortsætter ofte op over antennebasis. Brystets overside mørkegrå, undertiden med brunligt skær, de lyse længdestriber meget utydelige, ingen mørk midterlinie. Som regel kun 1, undertiden dog 2 par præscutellare dorsocentral-børster. Bagkroppen med tyde- lige, brunsorte bånd på i hvert fald 2.—5. tergit. Båndene er bredest på midten og afsmalner så stærkt mod siderne, at hele sideranden er grå. De sidste tergiter ensfarvet grå. Be- håringen på bagkroppens mørke partier sort og lys. Den lyse behåring ret varierende i farve fra individ til individ, under- tiden næsten rent grå, oftest grågul, og i nogle tilfælde stærkt 62 gul. Set fra siden (fig. 53) er phallus krummet lidt mere end 907, selve spidsen ret lang og jævnt opadkrummet. Set fra enden (fig. 54) er den som helhed smal og gradvist afsmal- nende i den ret lange spids. Det dorsale apodem er set fra siden (fig. 53) fladt og nedadkrummet og med den distale del tydeligt opadbøjet. Set ovenfra (fig. 57) er dette apodem langt og smalt. Det ejaculatoriske apodem er betydeligt kortere end det dorsale, dets distale, del lidt fortykket (fig. 56). Baglår uden posteroventral-børster ved basis; de anteroventrale bør- ster på den basale halvdel mere end énradede, idet der findes 4—5 børster mere ventralt placeret. Vinger gråbrune uden tydelige formørkede partier. Svingkøller nærmest sortagtige. 2: Pandens behåring sort. Pandemærket (fig. 58) er ret bredt og lavt, når foroven ikke op til forreste ocellus og sjæl- dent helt ud til øjeranden. Partiet mellem det skinnende pan- demærke og øjeranden ofte mørkt farvet, men mat. Brystets Fig. 58. Pandestribe af Thereva nobilitata F. 9. (Orig.). overside som hos $, men de lysere længdestriber lidt tyde- ligere. Bagkroppens første 6 tergiter overvejende grå, ved basis med mere eller mindre udviklede brunsorte bånd. Bån- det på 3. tergit optager på midten ca. halvdelen af tergitens længde, på siderne meget mindre end halvdelen. 7. tergit skinnende sort. Forlår som regel med 1—4 anteroventrale bør- ster, undertiden slet ingen. Mellemlår sjældent med mere end 3 anteroventrale børster. Baglår med børster som hos &. Svingkøller gullige til lysebrune, tydeligt lysere end hos J. —- Længde: 9-12 mm. Det er langt den almindeligste og mest udbredte af vore Thereva-arter. Der foreligger et stort materiale fra alle egne 63 af Jylland samt fra Fyn, Æbelø, Sjælland, Falster, Lolland, Bornholm og Christiansø; dog synes arten at være decideret mindre hyppig på de sydlige dele af Øerne. — T. nobilitata forekommer især på solvarme, men fugtige, steder langs skovbryn, i lysninger og langs markskel og grøfter med høj urtevegetation. Larver er fundet i muldvarpeskud i Dyre- haven først i maj, pupper i sand ved Furesøen 19. maj og i muldet eg ved Christianssæde på Lolland. Imagines klæk- kedes i juni måned. Flyvetiden er fra slutningen af maj (28/5) til slutningen af august (28/8). — Arten har en vid udbredelse, går i Sverige mod nord til Ostergåtland. Også vidt udbredt og hyppig i Storbritannien. 4. T. præstans Collin, 1948 (Fig. 59—64). Øg: Pandens og ansigtets sorte hår indskrænket til et for- holdsvist smalt bånd langs øjeranden. Den lyse behåring kraf- ligt gul og dækker foruden ansigtets midterparti også den nederste halvdel af panden. Brystet brungråt med to utyde- lige, lyse længdestriber; ingen mørk midterlinie. Behåringen dels sort, dels lysende gul; scutellum med meget lang, ude- lukkende gul behåring. 2 par præscutellare dorsocentral- børster. Bagkroppen med stærkt kontrasterende, sorte og gul- grå bånd. De sorte bånd på 2.—4. tergit optager ca. halvdelen af tergitens længde. Behåringen på de sorte partier dels sort, dels gul; på de lyse partier af i hvert fald 2.—4. tergit kraftigt gul; de sidste tergiter overvejende sort behåret. Phallus set fra siden (fig. 59) krummet ca. 75? i forhold til aedeagus” længdeakse og endende i en meget lang, jævnt opadkrummet spids. Set fra enden (fig. 60) bred og ret pludseligt afsmal- nende i den lange spids. Det dorsale apodem er set fra siden (fig. 59) let nedadbøjet og danner en dyb lobe på hver side. Det ejaculatoriske apodem meget kortere end det dorsale; dets distale del (fig. 62) kun let fortykket. Baglår uden posteroventrale børster ved basis, de anteroventrale børster énradede. Vinger let brunlige uden tydeligt mørkere partier. Svingkøller sortagtige. 2: Panden overvejende sort behåret, den nederste del umid- delbart over antennebasis samt hele ansigtet med gule hår. Det skinnende sorte pandemærke (fig. 64) omvendt hjerte- formet, foroven smalt adskilt fra forreste ocellus, på siderne ke id re HESTE KRP SSR KEDE « es 27% OPPE ad KIG É SOraun DES HEGEL ES] Sa 7 FESTE TR (| d =- an — 61 62 Fig. 59—63. Thereva præstans Coll. $. 59. Aedeagus set fra siden, 60. Phallus set fra enden, 61. Ventrale apodem set fra undersiden, 62. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 63. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). adskilt fra øjeranden af et matsort parti af vekslende om- fang. Brystet af grålig bundfarve og med 2 ret tydelige, lyse længdestriber; ingen mørk midterlinie. 2.—6. tergit med stærkt kontrasterende sorte og grå bånd. På 3. tergit optager det Fig. 64. Pandestribe af Thereva præstans Coll. $%. (Orig.). 65 sorte bånd på midten ca. halvdelen eller lidt mere af tergitens længde og bliver kun lidt smallere mod sideranden. 7. tergit skinnende sort. Mellemlår med 4—8 anteroventrale børster. Baglår med de anteroventrale børster énradede. Svingkøller sortagtige som hos $. — Længde: 10—13 mm. Arten er sjælden her i landet, idet der kun kendes 2 33 og 6 2929. Hannerne er fra Coll. Stæger og uden nærmere loka- litetsangivelse. De seks hunner er taget på tre lokaliteter på -» Sjælland, nemlig Hillerød 18. august 1907 (Lundbeck), Tis- vilde 15. august 1915 (Klåcker) og 22. juli 1959 (P. Bang) og Jægerspris juli 1943 (H. Anthon), samt på to jyske lokaliteter: Stensbæk plantage ved Gram 16. august 1951 (Worm-Hansen) og Holt plantage, Aulum, 10. august 1961 (E. Torp Pedersen). — Bedømt ud fra dette sparsomme materiale synes arten at være noget senere forekommende end nobilitata, og de to arter danner åbenbart en pendant til forholdet mellem ple- beja L. og latistriata Krob. — Artens totale udbredelse kan ikke fastlægges i detailler, men i Sverige er den udbredt, men ikke hyppig, mod nord til Lappland. I Storbritannien fore- kommer den kun i Skotland. 5. T. circumscripta Loew, 1847. (Syn.: ursina Wahlberg, 1854) (Fig. 65—70). åg: Panden og ansigtet sort behårede, kun på ansigtets midte iblandet en del smudsighvide hår. Brystet gråsort med to utydelige, lyse længdestriber og tydelig, mørk midterlinie. Som regel kun 1 par præscutellare dorsocentral-børster. Ter- giterne overvejende brunsorte, baghjørnerne og en smal bræmme langs bagranden dog lysere grå, men slet ikke skarpt kontrasterende til det brunsorte parti. Behåringen på over- siden af bryst, scutellum og tergiter overvejende sort, på brystets sider og tergiternes sider dog en del smudsighvide til smudsiggule hår. Set fra siden (fig. 65) har phallus omtrent samme form som hos præstans. Set fra enden (fig. 66) er den mere pludseligt afsmalnende i den lange spids. Det dorsale apodem har set fra siden (fig. 65) ligeledes en meget dyb lobe på siden, men den er kortere end hos præstans. Baglår uden posteroventrale børster ved basis og de anteroventrale børster énradede. Vinger ret stærkt bruntfarvede og med ret tydelig, Tovinger. IV (3) 66 BE NER RR RaNeR de "en; rr OS ”» SD le ma sd OR OD ES BR oantann TATE atm "EOESEREEL 69 Fig. 65—69. Thereva circumscripta Loew. 3. 65. Aedeagus set fra siden, 66. Phallus set fra enden, 67. Ventrale apodem set fra undersiden, 68. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 69. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). mørkere skygning omkring tværårer og forgreningssteder. Svingkøller sortagtige. Q: Panden med sorte hår, ansigtet med lyse, grågule til grå, hår. Pandemærket (fig. 70) meget lavt, som regel formet som to adskilte, tværgående pletter, der ikke når øjeranden. Undertiden kan de være sammenhængende, til andre tider næsten dækkede af støv. Brystet gråt med to ret tydelige Fig. 70. Pandestribe af Thereva circumscripta Loew 9 (Orig). 67 længdestriber og tydelig mørk midterlinie. 2.—6. tergit med stærkt kontrasterende sorte og grå bånd. På siderne af 5. og 6. tergit er de sorte bånd så smalle, at den bageste halvdel af hver tergit her er grå. Den lyse behåring på såvel bryst som bagkrop af en renere, oftest gullig, farve end hos &. På forlår som regel ingen anteroventrale børster, undertiden dog 1—2 sådanne børster, men da som regel kun på det ene lår. Ellers som &. — Længde: 10—12 mm. En vidt udbredt, men ikke almindelig art. Kendt fra de fleste egne af Jylland; den vestligste forekomst er Krabbes- holm ved Skive. Desuden på Sjælland, Møn og Lolland. — Tidligste fund er 19. maj, seneste 25. august. Larver og pup- per er flere steder fundet i muldvarpeskud eller i muldet eg. — Arten er udbredt over hele Sverige mod nord til Lappland. I Storbritannien kun kendt fra Skotland. 6. T. bipunctata Meigen, 1820 (Fig. 71—76). (Neothereva her- maphrodita Becker, 1922, syn. nov.). gå: Hårene på den øverste del af panden og et stykke ned langs øjeranden sorte; på den nederste del af panden og på størstedelen af ansigtet grålige eller grågule. Øjnene som regel sammenstødende, undertiden smalt adskilte (op til den dobbelte bredde af forreste ocellus). Brystets overside grålig til gråbrun med meget utydelige, lysere længdestriber og ingen mørkere midterlinie. Behåringen dels sort, dels grålig. 1 par dorsocentral-børster. Bagkroppen med uskarpt afgrænsede, brunsorte basalbånd på de forreste tergiter. De sidste ter- giter næsten ensfarvet grå, højst med svage spor af et mørkere basalbånd. Behåringen overvejende lys, på midten dog en del sorte hår. Set fra siden (fig. 71) danner den proximale del af phallus en vinkel på ca. 45” til aedeagus” længdeakse. Phallus derefter pludselig krummet omkring 90” og endende i en kort, stærkt opadkrummet spids. Set fra enden (fig. 72) er phallus meget bred proximalt og pludseligt indsnævret før den korte spids. Det dorsale apodem er set fra siden (fig. 71) lige, danner en smal længderyg langs hver side; set oven- fra (fig. 75) er apodemet ikke meget bredere end phallus” basis. Det ejakulatoriske apodem af længde som det dorsale HD% 74 Fig. 71—75. Thereva bipunctata Meig. $. 71. Aedeagus set fra siden, 72. Phallus set fra enden, 73. Ventrale apodem set fra undersiden, 74. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 75. Phallus set fra oversiden. (Orig.). apodem; distale del som vist i fig. 74. Baglår med 1—3 postero- ventrale børster ved basis og de anteroventrale børster på den basale halvdel mere end énradede. Vinger grålige med højst utydelig brun skygning omkring tværårerne. Svingkøller brunsorte. 2: Hårene på panden overvejende sorte, på ansigtet over- vejende hvidlige. På panden (fig. 76) to veladskilte pande- mærker af ret varierende form. Som regel er de ret flade og ø… Fig. 76. Pandestribe af Thereva bipunctata Meig. 9. (Orig.). 69 mere eller mindre ovale, undertiden stærkere fremtrædende og mere cirkelrunde. Brystets bundfarve som hos g, men de lyse længdestriber mere fremtrædende; ingen mørk midter- linie. De forreste tergiter med brunsorte tværbånd, der på midten optager halvdelen eller mere af tergitens længde, men indsnævres stærkt mod siderne. De mørke bånd på 5.—7. tergit smallere, optager på midten højst halvdelen af ter- gitens længde. Behåringen på de sidste tergiter udelukkende lys. Endetornene på læggerøret ret korte, brede og stumpe. — Længde: 6—10 mm. En almindelig og udbredt art, der især forekommer på tørre, sandede steder, både langs kysterne og inde i landet. I Jylland er den kendt fra en snes lokaliteter. Halvdelen af disse ligger langs vestkysten, resten dels inde i landet, dels langs østkysten. Også på Anholt, Æbelø og Fyn (Odense). På Sjælland kendt fra 8 lokaliteter på den nordlige del af øen (de sydligste fund er Lejre og Charlottenlund). Endelig på Bornholm (Rønne og Hammeren). Arten synes således at mangle i de fede egne på den sydlige del af øerne. — Puppen er fundet i sand på Refsnæs 1. august; imago klækkedes 4. aug. Flyvetiden er fra begyndelsen af juni til begyndelsen af september. — En vidt udbredt art, der i Sverige kun fore- kommer i de sydligste dele op til en linie Halland-Gotland. Også i Storbritannien. 751 afctale-Loecew; 1847 (Fig. 77—82). åg: Pande og ansigtets sider med sorte hår. Behåringen på ansigtets midterparti mørk messinggul iblandet mange sorte hår. Brystets overside gråsort med utydelige, lysere længde- striber og spor af en mørkere midterlinie. Behåringen dels sort, dels mørk skidengul. Ofte 2 par præscutellare dorsocen- tral-børster. Bagkroppen praktisk taget sort, baghjørnerne af tergiterne (især 2. og 3.) er svagt lysere, men slet ikke tydeligt kontrasterende til de sorte partier. Behåringens farve som på brystet. Phallus er set fra siden (fig. 77) jævnt krummet for omkring 90” til aedeagus” længdeakse, selve spidsen kort og pludseligt opadkrummet. Set fra enden (fig. 78) er phallus jævnt afsmalnende til den korte spids. Det dorsale apodem er set fra siden (fig. 77) ganske fladt, set ovenfra (fig. 81) bredest på midten og den distale halvdel med konvergerende 10 Ena 1 -=— Br BILDER == sst - i 35 - AN N ør "7% e - mr -——, - Ud vw nuyme "mæ 78 79 Fig. 77—81. Thereva arcuata Loew 3. 77. Aedeagus set fra siden, 78. Phallus set fra enden, 79. Ventrale apodem set fra undersiden, 80. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 81. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). siderande. Det ejaculatoriske apodem er af længde som det dorsale apodem, dens distale del med let fortykket hoved (fig. 80). Baglår med 1—3 posteroventrale børster ved basis og de anteroventrale børster i den basale halvdel mere end énradede. Vinger af en mørk gråbrun farvetone, fra r—m til spidsen af diskcellen en bred, bueformet, mørkere plet. Sving- køller sortagtige. Fig. 82. Pandestribe af Thereva arcuata Loew 2. (Orig.). $1 QC: Hårene på panden sorte, på ansigtet hvidlige. Pande- mærket (fig. 82) omvendt hjerteformet. Brystets overside grå- sort med to tydelige, lyse længdestriber og en utydelig, mørk midterlinie. Bagkroppen med ret stærkt kontrasterende sorte og grå bånd, der er af næsten ens bredde fra midte til siderand. På 3. tergit optager det sorte bånd på midten Z/, og på siderne 2/, af tergitens længde. De sorte bånd på 5. og 6. tergit kon- kave, således at hele sideranden er sort, på midten når det sorte bånd undertiden helt til bagranden. Læggerørets ende- torne lange, tynde og spidse. — Længde: 9—10 mm. En sjælden art, der kun med sikkerhed er kendt fra Kø- benhavns omegn. I Zool. Museums samling 3 3 og 2 22 taget af Lundbeck på Christianshavns Vold i 1907—08 i perioden 18. til 29. august. Desuden findes 1 $ mærket »Kjbhvn, Juni 1875« og 1 $ mrkt. »Danmark«. I Naturhistorisk Museum, Århus, 1 2 taget af C. R. Larsen 28. juni 1907 i Frederiks- holm Lergrave. — Arten forekommer i Syd- og Mellemeuropa; er ikke fundet i Storbritannien eller Skandinavien. [T. marginula Meigen, 1820. Denne art kan muligvis forekomme her i landet. I Sverige findes den lokalt på sandede kystlokaliteter i Skåne og på Øland, men dette er også artens eneste forekomst i Nord- europa. Den hører sammen med de to foranstående og de to følgende arter til den gruppe, hvor hannerne har posteroven- trale børster ved basis af baglårene. Arten vil let kunne ad- skilles fra de pågældende arter ved hjælp af oversigten over arterne. ] 8 Tplebeja-Linné,--1779 (Fig; 83-88). g:. Pånde med overvejende sorte hår, der også dækker siderne af ansigtet; dettes midterparti med hvidlige hår. Hårene langs øjets øverste bagrand meget lange og tynde. 3. antenneled 0,4—0,5 mm langt. Brystets overside gråbrunt med to utydelige, lysere længdestriber og en ligeledes utydelig, smal, brun midterlinie. 1 par præscutellare dorsocentral- børster. Behåringen overvejende mørk. Bagkroppens over- side overvejende sort, baghjørnerne af tergiterne dog tydeligt grå; 2. og 3. tergit er således på siderne sorte på den forreste halvdel, grå på den bageste. Behåringen overvejende mørk. Phallus er set fra siden (fig. 83) stærkt, men jævnt krummet, 72 84 85 86 Fig. 83—87. Thereva plebeja L. 3. 83. Aedeagus set fra siden, 84. Phallus set fra enden, 85. Ventrale apodem set fra undersiden, 86. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 87. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). selve spidsen let opadbøjet. Set fra enden er phallus ganske smal (fig. 84). Det dorsale apodem er set fra siden (fig. 83) kort og har en smal længderyg på hver side, set fra oven (fig. 87) er det lige afskåret i den distale ende. Det ejacula- toriske apodem er længere end det dorsale apodem, dets distale del danner et stærkt opsvulmet hoved (fig. 86). Baglår med 1—2 posteroventrale børster ved basis og de anteroventrale børster i den basale halvdel mere end énradede. Vinger grå- brune med ganske svag skygning omkring tværårer og for- greningssteder. Svingkøller sortagtige. 2: Panden brungråt, ansigtet gråt bestøvet. Hårene på panden sorte, på ansigtet overvejende lyse. Pandemærket (fig. 88) når næsten op til forreste ocellus og løber parallelt 13 med øjeranden over en længere afstand; underranden dybt indskåret. 3. antenneled 0,45—0,5 mm lang. Brystet med bredere og tydeligere, lyse længdestriber og tydelig, brun midterlinie. Bagkroppens overside med skarpt kontrasterende Fig. 88. Pandestribe af Thereva plebeja L. %£ (Orig.). sorte og grå bånd. På 3. tergits midte optager det sorte bånd 2/—3/, af tergitens længde, på sideranden ca. halvdelen. De sorte basalbånd på 5. og 6. tergit bliver nok smallere mod sideranden, men dennes forreste del dog altid sort. Ende- tornene på læggerøret korte, brede og stumpe. Ellers som $, de posteroventrale børster på baglårene dog ikke altid tyde- lige. — Længde: 7—11 mm. En almindelig og udbredt art på Sjælland, her kendt fra over et dusin lokaliteter fra Tisvilde og Jægerspris i nord til Knudshoved og Gaunø i syd. Fra Fyn foreligger et fund fra Hestehaven ved Bogense. I Jylland er arten kun kendt fra fire lokaliteter (Skive, Stensbæk plantage, Sønderborg og Høruphav). — Lundbeck tog en larve 13. april 1911 i Fiskebæk ved Farum, imago fremkom 31. maj samme år. Puppen er fundet 3. maj 1914 i et muldvarpeskud i Jægerspris; herfra klækkedes imago i perioden 25.—28. maj samme år. I Tisvilde er puppen fundet i sand 16. maj 1910, imago fremkom 20. maj samme år. — Bedømt ud fra det forhåndenværende ma- teriale af imagines (24 fund med nøjagtig datering) er flyve- tiden fra sidste halvdel af maj til henimod slutningen af juni; dog et enkelt fund fra 15. juli. De nævnte fund af larver og pupper kombineret med artens udbredelsesmønster synes at vise, at arten især er knyttet til fugtige løvskovslokaliteter. Selv mindes jeg at have set Thereva-larver i fugtig askeskovs- jordbund på Mols; det har sikkert drejet sig om larver af nærværende eller følgende art. — Da arten er sammenblandet 91 92 Fig. 89—93. Thereva latistriata Kréb. 3. 89. Aedeagus set fra siden, 90. Phallus set fra enden, 91. Ventrale apodem set fra undersiden, 92. Ejaculatoriske apodem set fra undersiden og 93. Aedeagus set fra oversiden. (Orig.). med den efterfølgende, er det umuligt at fastlægge dens totale udbredelse, men den forekommer såvel i Sverige (mod nord til Bohuslån og Ostergåtland) som i Storbritannien. 9. T. latistriata Kråber, 1912 (Fig. 89—94). åg: Af ydre meget lig foregående art, som den bedst skelnes fra i genitaliernes bygning. 3. antenneled længere end hos plebeja, nemlig 0,55—0,65 mm. Brystets overside næsten ens- farvet og af en karakteristisk blågrå tone, lysere længde- striber kan næppe skelnes og højst svage spor af en mørkere midterlinie. De sorte og grå bånd på bagkroppen måske kraf- tigere kontrasterende end hos plebeja. Phallus er set fra siden 75 (fig. 89) krummet på en meget karakteristisk måde. Dens proximale del danner en vinkel på ca. 45” til længdeaksen af hele aedeagus. Derefter krummer phallus næsten 90” og ender i en meget lang og stærkt opadkrummet spids. Set fra enden (fig. 90) er phallus ret bred og afsmalner jævnt i den lange spids. Det dorsale apodem lige, med tydeligt afsat, fladt parti distalt og foran dette et par forhøjede partier. Det ejacula- toriske apodem (fig. 92) længere end det dorsale apodem og med kvadratisk fortykket hoved. C: Er ligeledes meget lig 2 af plebeja. 3. antenneled længere, 0,5—0,65 mm lang. Pandemærket (fig. 94) højere og smallere. Brystets overside gråblå med tydelige, lysere længdestriber, Fig. 94. Pandestribe af Thereva latistriata Kréb. 2. (Orig.). men ingen brun midterlinie eller højst svage spor af en sådan bagest på brystet. Bagkroppen farvet som hos 2 af plebeja, men de grå bånd lidt bredere og kraftigere kontrasterende til de sorte bånd. Læggerørets endetorne lange, tynde og spidse. — En gennemsnitlig lidt større art. Længde: 9—13 mm. Arten synes at have omtrent samme udbredelse som plebeja, men er mindre hyppig. I Jylland foreligger fund fra Støvring ved Randers, Laven, Lysbro ved Silkeborg, Mausing NV for Silkeborg, Høbjerg på Djursland og Frijsenborg. På Sjælland er den fanget i Frerslev Hegn, Søllerød, Skodsborg, Ordrup Mose, Lejre, Ringsted og Alindelille. Endelig foreligger der et fund fra Maribo på Lolland. — Flyvetiden ligger noget senere end hos plebeja, nemlig fra midten af juni (13/6) til midten af august (17/8); dog et enkelt fund så tidligt som 27. maj. Der foreligger ikke klækket materiale. — De to arter, 716 plebeja og latistriata, har hidtil været sammenblandet. Selv om udbredelsen af de to arter her i landet er nogenlunde identisk, er dog kun et par lokaliteter fælles for begge arter, således at de synes at være knyttet til forskellige biotoper, uden at det dog på nuværende tidspunkt er muligt at sige noget eksakt om disses natur. Disse fakta sammenholdt med ovennævnte oplysninger om flyvetid viser, at de to arter er vel isolerede i naturen. — Den totale udbredelse kan ikke fast- lægges, men arten forekommer i hvert fald i Sveriges syd- ligste og mellemste egne. 10... microcephala Locew;. 1847 (Fig, 095), é:… Ukendt, 2: Hovedet lysegråt bestøvet. Pandemærket omvendt hjerteformet; foroven når det op til forreste ocellus, men er veladskilt fra øjeranden. Partiet mellem øjerand og pande- Fig. 95. Pandestribe af Thereva microcephala Loew 2. (Orig.). mærke matsort. Hårene på panden sorte, på ansigtet hvidlige. Brystets overside gråsort med to brede, skarpt afsatte, hvid- lige længdestriber og en mørkebrun midterlinie. Bagkroppen med skarpt kontrasterende sorte og hvidgrå partier. På 2.—4. tergit når de sorte basalbånd bagranden, således at kun bag- hjørnerne af disse tergiter er hvidgrå. På 5. og 6. tergit er det sorte basalbånd smallere, på midten trekantet fremsprin- gende. 7. tergit helt sort. Læggerørets endebørster lange, tynde og spidse. Flere anteroventrale børster på såvel for- som mellemlår. Baglår med de anteroventrale børster én- radede, ingen posteroventrale børster. Vinger let gråbrune med brune og ganske let skyggede årer. 4. bagrandscelle åben. — Længde: 12 mm. 17 Meget sjælden. Det eneste eksemplar, der er kendt fra Danmark, er en 29 taget af Rosenberg i et hult træ i Dyre- haven 10. juli 1906. Eksemplaret er ikke helt udfarvet, men en sammenligning med typeeksemplaret i museet i Berlin har vist, at Lundbecks bestemmelse er korrekt. — Arten er ikke kendt fra andre af de nordiske lande og er heller ikke påvist i Storbritannien. Den blev beskrevet på grundlag af en 2 fra Schlesien. 3. Scenopinidae (Omphralidae), Vinduesfluer. En lille velafgrænset familie, der i Palaearktis rum- mer ca. 30 arter: To af disse er. fundet i Danmark. Det er små, overvejende sorte fluer med kort be- håring og flad, bred bagkrop. Hovedet er nærmest halvkugleformet. Øjnene er store og sammenstødende eller adskilte hos Z, hos 2 altid adskilte. Altid 3 oceller. Antennerne er 3-leddede, 1. og 2. led ganske korte, 3. led længere og uden endegriffel. Antennerne sidder lavt på hovedet lige foran mundranden, an- sigtet er derfor ganske kort. Munddelene små. Brystet aflangt rektangulært, altid uden længere hår eller børster, men dækket af en ensartet, kort be- håring. Scutellum ligeledes uden børster. Bagkroppen er flad og bred, ca. af bredde som brystet. Der er 8 led før genitalierne, idet dog 8. led består af en ganske smal ring, der ligger skjult i det foregående led. Hos Scenopinus fenestralis L. kan hypo- pygiet roteres 180”. Epandrium (9. tergit) ses der- for som regel ventralt placeret. Det består af to helt adskilte plader, der er skråt afskåret i enden. Hypan- driet (9. sternit) er ligeledes helt opdelt i to plader, der i form minder meget om epandriets, men er for- synet med lange hår langs bagranden. Aedeagus min- der i sin bygning meget om forholdene hos Therevidae. 78 Det dorsale apodem er basalt forsynet med en af- rundet pukkel og løber distalt ud i to lange, tynde, nedadkrummede processer. Imellem disse ses den lige- ledes tynde, men ikke så lange og ikke så meget ned- Fig. 96. Vinge af Scenopinus fenestralis L. (Lundbeck). adbøjede, phallus. Læggerøret er hos samme art kort, fladt og afrundet. Benene er korte og kraftige. Pulviller og kløer små, intet empodium. Forranden af vingen (fig. 96) ofte fremadkrummet. r, og r; udmunder begge før vinge- spidsen. Kun to medialårer, hvoraf den forreste ud- munder før vingespidsen, undertiden i r;. 3 bagrands- celler, Larverne af Scenopinidae minder meget om larverne af Therevidae. De har ligesom disse tilsyneladende 20 led, men kan adskilles fra dem ved, at metacephal- staven har parallelle rande; hos Therevidae er denne spatelformet udvidet (fig. 38). Pupperne minder lige- ledes meget om pupperne hos Therevidae (fig. 39), men er kun 7—8 mm lange (hos Therevidae over 10 mm lange) og med 2 rækker børster på oversiden af sidste led; disse børster mangler hos Therevidae. Larverne lever på steder som i spurve- og svale- reder, i hønsehuse og dueslag, men også i støvfyldte 79 revner i klædeskabe, i gammelt tøj, under tæpper og lign. De ernærer sig vistnok af rov, idet de udsuger f. eks. møllarver, mider og lignende blødhudede dyr. Imagines ses hovedsagelig på vinduer indendørs, sjældnere udendørs på blomster. Kun een slægt er repræsenteret i Nordeuropa. 1. Scenopinus Latreille, 1802. (Omphrale Meigen, 1800). 1. bagrandscelle (R;) åben (fig. 96). Vingerne uden skælhår. Genitaliernes bygning er beskrevet i familie- indledningen. Oversigt over arterne. åg. 1. Øjnene sammenstødende. Bagskinneben af ens- re ERE RT ANES KEN RAR ER 1. fenestralis. Øjnene bredt adskilte. Bagskinneben stærkt for- NERE IT SDS, 2 STS kel rsses 2. niger. Se. 1. Lår og skinneben gulbrune, på sidste benpar ofte noget mørkere end på de to forreste benpar 1. fenestralis. Alle lår og skinneben brunsorte til sorte, kun tarser skur SA Sr Se fe] SAT LANE HC akS EK RTE SERENE AR SENE MM 2. niger. 1,5. fenestralis :Limné, 1761 (Fig. 96). åg: Øjnene foroven sammenstødende, nedad med gradvist divergerende rande. Øjebagrand ganske smal. De øvre fa- cetter forstørrede. Hovedet sort, lidt metalglinsende på pande- trekanten. Antenner brunsorte. Brystet brunsort med metal- lisk glans, punkteret og dækket af korte, lyse hår. Skuldre og scutellums bagrand brune til gule. Bagkroppen brunsort med kortere og mørkere behåring end på brystet. 2. tergit med to groft punkterede pletter på midten. Ben gulbrune, 80 baglår og bagskinneben ofte noget mørkere. Vinger gråligt- hyaline med brunt strøg langs subcosta. Svingkøller med hvid- ligt hoved. — 2: Med bred pandestribe, der er groft punkteret, men med blank midterstribe og blanke striber langs øjeran- den. Øjefacetter af ens størrelse. Bred øjebagrand. Sving- køller med mørkere hoved. — Længde: 4—6,5 mm. En almindelig og udbredt art, der er kendt fra Jylland (Aalborg og Sønderborg), Fyn (Odense og Fåborg), Sjælland (København og Hellerup), Lolland (Maribo) og Bornholm (Aaker). — Data fra 24. april til 7. aug. — Arten angives at være kosmopolitisk. 2. S, Riger Degeer,' 1782. å: Øjnene bredt adskilte. Facetter af ensartet størrelse. Brystet helt sort. Bagskinneben stærkt fortykkede mod spid- sen. Alle lår og skinneben brunsorte eller sorte. Tarser lyse- brune. Vinger mørkebrune. Svingkøller med brunsort hoved. — 2: Som gg, men panden bredere og bagskinneben af normal form. Lundbeck (1908, s. 160) angiver 3 ekspl. som taget af Drewsen i Københavns Omegn. Yderligere materiale af arten foreligger ikke. — Angives som foregående at være kosmo- politisk. 4. Asilidae, Rovfluer. Rovfluerne er en overordentlig stor familie, idet over 4.700 arter er beskrevet, og der er sikkert en del endnu ubeskrevne. De er især talrigt repræsenteret i de varme og tørre områder af verdensdelene, idet artsantallet aftager både imod de tropiske skovom- råder og imod de tempererede egne. I Danmark fore- kommer således kun 30 arter. Af ydre habitus er rovfluerne meget forskellige, skønt ganske karakteristiske med den oftest kraftige behåring og det korte, kraftige bryst og den oftest lange og tilspidsede bagkrop. Hovedet ret kort og 81 bredt, set forfra er det saddelformet nedsænkede isse- parti meget karakteristisk. Altid 3 oceller. Anten- nerne som regel placeret ret højt på hovedet, panden som følge deraf ret kort, ansigtet derimod langt. Set i profil er ansigtets nederste del ofte fremstående og forsynet med lange, nedadrettede børster (knebels- bart). Øjnene veludviklede og altid adskilte hos begge køn. Antennerne 3-leddede; 3. led hos de fleste slægter med en endegriffel, der kan være opdelt i indtil tre småled. Munden (proboscis) består af en kraftig, cylinder- formet underlæbe (labium), der danner en rende, hvori de andre munddele ligger. Disse er et par knivsblad- formede kæber (maxillae) og en uparret, tilspidset og rørformet spytklinge (hypopharynx), der er besat med børster, hvorigennem udsugningen af byttet foregår. Over disse munddele ligger overlæben (labrum), og Ned håsis af.idénhne ser! palperne:indleddet… Dissenér oftest énleddede, men kan være 2-leddede eller endog med 'sporsad iets3sled. Brystet kraftigt, ofte højt og krummet. Prothorax veludviklet. På brystet oftest et antal kraftige børster foruden finere behåring. Bagkroppen består i sin typiske udformning af 8 led før genitalierne, men ofte er de sidste led ganske korte. 1. led kortere og bredere end det følgende, som er det længste af alle bagkropsleddene. Af form varierer bagkroppen temmelig meget, men som oftest er den cylindrisk og gradvist tilspidset, undertiden ganske smal (Leptogaster) eller bred og affladet (La- phria). Egentlige børster findes næsten altid på siderne afuiptersit;Dihmånge tilfælde også. på siderne: af;'de følgende tergiters bagrande, sjældnere på sterniterne. Genitalierne spiller en stor rolle for systematiken Tovinger. IV 6 82 og taxonomien inden for rovfluerne. Hypopygiet (og forøvrigt også læggerøret) er dannet fra 9. og de føl- gende led. Den tergale del (= den øvre plade) af 9. led kaldes epandrium eller, hvis den er tvedelt, da øvre forceps. Dorsalt og medialt på epandrium sidder proctiger (kaldes af andre for lameller eller cerci). Proctiger repræsenterer muligvis elementer fra både 10. og 11. led. Den sternale (eller nedre) del af 9.led, der bærer navnet hypandrium, er oftest veludviklet. Imellem epandrium (øvre forceps) og hypandrium sidder på siderne et, sædvanligvis veludviklet, parret organ, der her kaldes gonopoderne. De er sædvanligvis noget kortere end de øvre forceps og bæres af hypandrium. Gonopoderne bærer ofte et par mediale, mere eller mindre opretstående, processer, der tenderer til at omslutte aedeagus (penis). Disse processer kaldes clasperne. Det er nødvendigt at gøre opmærksom på, at hypo- pygiet ofte er drejet hos rovfluerne. Hos underfa- milien Dasypogoninae finder drejningen sted under parringen, men hos tørrede dyr ses også ofte en drej- ning. Hos Laphriinae er der sket en permanent drej- ning på 180”, således at det dorsalt placerede element er hypandrium, medens de øvre forceps er placeret sekundært ventralt. I underfamilierne Leptogastrinae og Asilinae har der ingen drejning fundet sted, og øvre forceps og proctiger er derfor altid placeret dorsalt. Læggerøret viser hos rovfluerne en smuk adaptation til de forskellige medier, hvori eller hvorpå æglægnin- gen finder sted. Hos de primitiveste Dasypogoninae er læggerøret uspecialiseret og begynder med det 9. led. Hvis der tilsyneladende er færre end 8 egentlige 83 bagkropsled, skyldes det, at én eller flere af dem ligger skjult eller delvis skjult i de foregående. Hos nogle slægter i denne underfamilie er 9. tergit blevet opdelt i to laterale plader, acanthophoriterne, der har en gruppe torne på hver side. Især hos Asilinae er læggerøret stærkt specialiseret, se omtalen under de enkelte slægter. Benene er oftest kraftige og tit forsynet med stærke børster og kortere og længere hår, men der er ingen skarpe grænser mellem de to kategorier. Besætningen af børster og hår har betydning for fastholdelsen af byttet og viser derfor stor variation fra slægt til slægt og fra art til art i relation til byttets art. Pulviller pladeformede, undertiden reducerede eller helt mang- lende. Empodium børsteformet. Vingerne ret ensartede. Radius 4-grenet, r, udmun- der enten i costa eller i r,4,, R, derfor enten åben eller lukket. Medius 4-grenet, derfor 5 bagrandsceller (R,, M,, M,, Mz og M,), der alle kan være åbne eller én eller flere af dem kan være lukket. Alula mangler hos Leptogaster. Udviklingen hos rovfluerne er især blevet kendt gennem Douglas Melin's smukke arbejde fra 1923. Han beskriver æg, larver og pupper af langt de fleste af vore arter, og de oplysninger om og figurer af ud- viklingsstadierne, der er givet i den følgende gennem- gang af familien, er væsentligst taget fra hans værk. Generelt kan man give følgende karakteristik af rov- fluernes udviklingsstadier. Æggene varierer både i størrelse og form fra de næsten kugleformede æg hos Leptogaster til de meget aflange (4:1) æg hos en art som Eutolmus rufibarbis. Larverne (fig. 97—98) er aflange, ofte noget affladede, tilspidsede i hovedenden og mere stumpt afrundede 6% 84 i bagenden. Antallet af led er 11— hoved, endeleddet ofte tydeligt todelt. Farven er ofte skinnende mælke- agtig eller mere hyalin, og de fleste bagkropsled har et mere eller mindre udtalt, tværgående, fortykket by ring forme cz Ø 3 Porlykke else as (i migs forspire Åe/ v Mis: ideudpos - / ninger Vorteagr. gg fremspring Na , Forreste del V) aP Sidste led 2-7 Crde børster 97 BRAS EG 98 Fig. 97—98. Larver af 97. Machimus atricapillus Fall. set fra over- siden og 98. Dysmachus picipes Meig. set fra undersiden. (Melin). parti fortil på oversiden og et par vorteagtige frem- spring på undersiden. Hovedet (fig. 99) med en brunt sclerotiseret dorsal hovedkapsel, der fortsætter i en bagudrettet roddel. Fortil et par brede, 2-leddede kæber (af Melin fejlagtigt betegnet mandibler) og imellem disse et par kindbakker (maxiller hos Melin), 853 RS 539 bøj ed ka pse/ Fig. 99. Hoved af larve af Dysmachus picipes Meig., set fra over- siden. (Melin). der består af en knivformet del, der er fremadrettet, og en nedadrettet tyggeplade (masticating tablet hos Melin). Spirakler på prothorax og på endeleddet (som følge af endeleddets oftest tydelige todeling tilsyne- ladende på næstsidste led). Pupperne er) frie 'og 'bevægelige) 'Skederne'for' an- tenner, munddele, ben og vinger vel adskilte. An- tenneskederne består af et forreste antennehorn og et antal (3—5) bageste antennehorn, der som regel er sammenvokset i en kam. Ved roden af 2. benskede og vingeskeden ofte ophøjede partier med torne. De 86 første bagkropsled på oversiden med torne af alter- nerende størrelse, siderne og undersiden med børster. Endeleddet med tornagtige udvækster af karak- teristisk form. Som nævnt indledningsvis er de fleste rovfluer knyt- tet til tørre og sandede områder, og denne regel gælder både generelt for hele familiens udbredelsesmønster og mere specielt, når vi ser på de hjemlige arters biotopvalg. Nogle arter forekommer dog også på fug- tige steder, som f. eks. Leptogaster og visse Dioctria- arter. Der er ingen tvivl om, at visse rovfluearter har en meget spredt udbredelse med små, afgrænsede populationer, adskilte af store områder, hvor arten ikke forekommer. Til gengæld er andre arter jævnt udbredt over store områder. Aktiviteten hos rovfluerne er meget afhængig af temperaturen. På våde og kolde dage, som vore somre er så rige på, vil man næppe kunne se rovfluer i ak- tivitet. De sidder da inaktive på træstammer, sten og lignende steder eller hængende i vegetationen. Som følge af de høje temperaturkrav er det også især midt på dagen (kl. 10—14), at rovfluerne er i aktivitet. Som navnet angiver, lever de alle af rov. Byttet er især andre insekter, hvoraf årevinger og tovinger er de vigtigste grupper. Det gribes oftest i flugten, og jagten foregår i reglen fra en fast siddeplads. Der er stor variation fra art til art m. h.t. længden af jagttogterne. Hos de store Laphria-arter har man iagttaget, at de foretager udfald mod forbiflyvende insekter i op til 6 m's afstand fra siddepladsen. Hos Leptogaster foregår jagten principielt anderledes, se side 117. Over æglægningen hos forskellige rovfluer har Melin gjort interessante iagttagelser, som er refereret under 87 de enkelte slægter. Der findes forskellige typer af æg- lægningsmetoder, fra Dioctria, der simpelthen lader æggene falde på jorden, over Philonicus og andre, der graver dem ned i jorden, og Rhadiurgus, der placerer æggene på genstande på jorden, til Neoitamus, Dys- machus o0.a., der er indrettet til at skjule æggene i grenknopper, blomsterstande og lignende. I alle til- fælde ser det ud til, at de nyklækkede larver straks søger ned i jorden, hvor den videre udvikling foregår. Oversigt over underfamilierne. Imagines. 135 1. RER) KK. RIE FIRER soen me barskt » re 2. FL ERKERE ANES ASA TAN 50 øser omkne al Konen eee 3. 2. Alula mangler (fig. 120). Ingen pulviller 2. Leptogastrinae (s. 115). Alula findes (fig. 103). 2 pulviller 1. Dasypogoninae (s. 89). 3. 3. antenneled uden endegriffel. Palper 2-leddede, undertiden. spor af et 3. led... 3. Laphriinae (s. 121). 3. antenneled med endegriffel. Palper 1-leddede 4. Asilinae (s. 133). Larver. 1. Kæber brede og på ydersiden med et indsnit, på hvis overside palperne sidder (fig. 100—102, 122, n TESTEJET SE BSN HE TT ST EET EDER SÅET AERENERS SETE SE VERESTT YE DER 2. Kæber sædvanligvis smalle og uden indsnit på ydersiden; palperne sidder på undersiden (fig. BON SLS Danner san 4. Asilinae (s. 133). 2. Kæber med enkel spids (fig. 100—102, 122). Bag- kropsleddene hver med kun et par vorter (fig. 108, Fyr Hed. bø. Klo NET AENKORIKE sån B. Kæber med tandet spids (fig. 125). Bagkropsled- dene hver med 4 par vorter (fig. 126, 127) 3sLaphriinae: (8. 121). 88 Yderste kæbeled bredt adskilte, kindbakker mang- ler (fa, AR). re srt] 2. Leptogastrinae (s.:115). Yderste kæbeled ikke bredt adskilte, kindbakker findes (fig, 100-102) 5 25. 1. Dasypogoninae (s. 89). Pupper. De bageste antennehorn 3-tandede eller mangler helt (fig. 105, 113,. 117, 123, 149). "Nederste del af ansigtet uden små, tornagtige fremspring. Spytklingens skede når ikke ned til den hjerte- formede ele SA Salar alen ml EN EL E arr Fr 7 NE 2 De bageste antennehorn 4- eller 5-tandede (fig. 140, 142, 144). Nederste del af ansigtet med 4 små, tornagtige fremspring (fig. 129). Spytklin- gens skede når ned til den hjerteformede del 3. Laphrtinaé (5.121), De bageste antennehorn mangler undertiden (fig. 123). 3. par benskeder ofte lange. Siderne af bag- kropsleddene som regel med kun ca. 3 børster (fig. 705,"583, 117); Endeleddet T'spidsen med eller 2 par tornagtige fremspring, i sidste tilfælde undertiden med en lodret række af små, fine torné' imellem de to" par 18.105 713) AS 3: De bageste antennehorn altid til stede (fig. 149). 3. par benskeder korte. Siderne med mere end 5 børster. Endeleddet i spidsen med 4 par frem- spring, af hvilke de 2 par er små og knopagtige (ir, OOA SAGEN AI ERSn DE 4. Asilinae (s. 133). Forreste antennehorn små og kubus-formede, ba- geste antennehorn mangler (fig. 123). Endeled- det i spidsen med kun 1 par tornagtige frem- springer TAS) 0. DS JR 2: Leptogåstrinae (5. 115). Forreste antennehorn store og hornformede, ba- geste antennehorn findes altid (fig. 105, 113, 117). Endeleddet i spidsen med 2 par tornagtige fremspring (fig. 105, 113, 117) 1. Dasypogoninae (s. 89). 89 1. underfamilie Dasypogoninae. Oversigt over slægterne. Imagines. Antennens endegriffel stump (fig. 103). Lår og skinneben på 3. benpar med en række af korte har DR Undersiden 3 . BSA, yak es 1 Dioefria (5. 91). Antennens endegriffel tilspidset (fig. 106, 108, 110, 114): 3. benpar uden en sådan hårrække, .…...… 2 Forskinneben med torn ved spidsen (fig. 109)... d, Forskinnében .udén torn ved: spidsen 224 dir 4. Forskinnebenets torn stor (fig. 109). Analcellen åben. Stor art, over 15 mm... 3. Molobratia (s. 104). Forskinnebenets torn lille. Analcellen lukket. Mindre art, under 15 mm.... 2. Leptarthrus (s. 101). Ansigtets øverste del under antennebasis ikke ENS BEN SENE 3 244 4. Lasiopogon (s. 106). Ansigtet stærkt fremspringende helt til antenne- CD ØER. + Saa EJ BERNER DRS SSD SE SEEREN 5. Cyrtopogon (s. 111). Oversigt over slægterne og arterne. Larver. Kæber med langt, lateralt fremspring, der når næsten bagud til hovedkapslens forhjørner (fig. 100). Endeleddet med terminale fremspring, disse ofte mørkt sclerotiserede (fig. 104) (Dioc- UDE.) Safe Her Kal s ESME rå SERGE SEND allen TÆT SNEEE REN RÅD ES SE 2. Kæber med kort, lateralt fremspring (fig. 101, 102). Endeleddet uden terminale fremspring (fig. 111, EEN ek sene kØke s 35 De ventrale og dorso-laterale udposninger på bag- kroppen ikke læderagtige. Endeleddet i spidsen med en brun, opadbøjet torn (fig. 104) Dioctria hyalipennis (s. 93). De ventrale og dorso-laterale udposninger på bag- kroppen tydeligt læderagtige. Endeleddet i spid- sen med 4 hvidlige fremspring ..... Dioctria ? rufipes. 90 100 102 Fig. 100—102. Hoved af larver af 100. Dioctria hyalipennis F., 101. Lasiopogon cinctus F. og 102. Cyrtopogon lateralis Fall. (Melin). 3. Larven smal og cylindrisk (fig. 111, 112). Kæber med bredt sideindsnit og to lige lange palpeled (fig. 101). Halvmåneformet ventral-plade Lasiopogon cinctus (s. 108). Larven bred og mere affladet (fig. 115, 116). Kæber med ret smalt sideindsnit; 1. palpeled utydeligt (fig. 102). Ingen ventralplade Cyrtopogon lateralis (s. 112). Pupper. 1. 2. par benskeder med kileformet fremspring ved basis; 3. par benskeder temmelig korte (fig. 105). (Blocdirid) ssslavuilbtenlge klem ende. 2. 2. par benskeder med to tornagtige fremspring ved basis; 3. par benskeder lange (fig. 113, 117) 3. 91 2. De bageste antennehorn med smal og skarp spids (RES TUSE rs br Mbarre «230 Dioctria hyalipennis (s. 95). De bageste antennehorn med temmelig stump spids, især den sidste er usædvanlig bred Dioctria ? atricapilla (s. 95). 3. Fremspringene ved basis af 2. par benskeder lange og med syleformet spids. Ved basis af vinge- skederne en lille torn (fig. 113) Lasiopogon cinctus (s. 109). Fremspringene ved basis af 2. par benskeder korte. Ingen torn ved basis af vingeskederne (fig. 117) Cyrtopogon lateralis (s. 114). 1. Dioctria Meigen, 1803. Små til middelstore fluer. Ansigtet set fra siden i plan med øjet på dettes midte, jævnt fremspringende på den nederste trediedel, mere fremspringende på den øverste trediedel. Nederst på ansigtet en del lange hår (knebelsbart). Antenner placeret tæt foran issen, panden derfor kort. Baghovedet kort, mest frem- trædende forneden. Antenner tilsyneladende 4-led- dede, altid længere end hovedet. 1. antenneled læn- gere end 2., 3. og 4. led tilsammen af længde som eller længere end de to første antenneled tilsammen. Alle led af nogenlunde samme bredde. 4. led (endegriflen) med tydelig sansetorn på oversiden. De to første antenneled med lange, stive hår; på oversiden af 3. led adskillige stive hår. Antenner hos alle danske arter sorte. Set forfra er ansigtets bredde i antenne- højde ca. ]7/, af hele hovedets bredde. Brystet ret lavt og jævnt krummet, skinnende og ofte med striber af tætsiddende, fine hår. Oversidens øvrige behåring ret sparsom, opretstående, stiv og fordelt i en acrostichal stribe og 2 dorsocentrale striber. Fig. 103. Dioctria oelandica L. 2. (Orig.). Desuden lange, tynde børster på notopleurer og på siderne over vingebasis. Ingen børster på scutellum. Bagkroppen aflang og slank basalt, ofte bredere mod spidsen, især hos 2. Behåringen meget kort og fin, kun svage børster på 1. tergit. Grundfarven glin- sende. 8 led, 8. tergit betydeligt kortere end 7. Hypo- pygiet med udelt epandrium, men denne ofte ind- skåret og baghjørnerne danner da to spidse fremspring. Hypandrium meget kort. Gonopoder store, afrundede og almindeligvis opdelt i spidsen. Hos 2 er læggerøret meget kort, delt dorsalt og uden torne. Benene ikke særlig kraftige; bagbenene kraftigst, det gælder især skinneben og 1. tarsalled. På lår og skinneben en del ret stærke børster foruden længere og kortere behåring på undersiden. Kløer kraftige, 2 pulviller og kloformet empodium. Vinger ret lange og brede, alle celler åbne. Alula kort. Dioctria-arterne forekommer altid på beskyttede steder, oftest imellem busk- og urtevegetation i krat 93 og skovkanter, eller på mere åbent land som på enge og marker, men da kun på steder med høj urtebe- voksning. De er forholdsvis svage flyvere og vover sig sjældent ud på længere afstande, men holder sig imel- lem vegetationen. Under flugten holdes de to forreste benpar strakt fremad, mens bagbenene hænger lodret ned, og byttet gribes først med de fremadrettede ben- par og først senere tages bagbenene i brug, såfremt det er nødvendigt for fastholdelsen af byttet. Det er hos Dioctria først og fremmest mindre årevinger, der tjener som fødedyr. Æglægningen er iagttaget hos flere arter. Den fore- går ganske simpelt, ved at hunnen siddende på et blad eller et græsstrå lader et æg falde til jorden for derefter at flyve til en anden plads og dér gentage processen. Selve ægget er af farve rødbrunt og af form som et vadefugleæg; overfladen forsynet med uregel- mæssigt placerede afrundede forhøjninger. Længden er ca. 7/, mm. — Larverne findes i jord, især hvor denne har en sandet beskaffenhed, og ofte imellem buskes og urters tætte rodnet. Larven (fig. 104) af D. hyalipennis er næsten cy- lindrisk, hvidlig med fine længdestriber og i udvokset tilstand ca.15 x 2 mm. Hovedkapslen (fig. 100) gul- brun, set ovenfra bredere end lang, fortil indskåret, og i indskæringen sidder den hornformede overlæbe. Roddelen indskåret over halvvejs, de to grene skråt afskåret i enden. Ingen ventralplade. På oversiden sidder et par lange børster og ventralt yderligere to grupper å 3 børster. Kæben bredt afrundet med et bagudrettet, lateralt fremspring, der når tilbage til hovedkapslens forhjørne. Palper toleddede. Kind- bakker ca. halvt så lang som kæberne, knivsbladfor- mede foroven og nedad udformet som en lille tygge- 94 plade. På oversiden af kæbens grundled 3 børster. Brystleddene lidt bredere end bagkropsleddene. Spirakler små. På forkanten af 1. brystled en for- tykket krans med vortelignende fremspring. Langs 104 Fig. 104—105. Dioctria hyalipennis F. 104. Larve set fra undersiden, 105. Puppe set fra siden. (Melin). forkanten af 2. og 3. brystled et læderagtigt parti med tværgående folder. En lignende dannelse også på forkanten af 1. bagkropsled. De andre bagkropsled (2.—6.) på undersiden med parvise, vortelignende fremspring, der er V-formet furet og forsynet med en lille sidebørste. Siderne af bagkropsleddene med ovale udposninger. Endeleddet med små, lyse spirakler nær basis. Selve den koniske del afsluttes i en opadbøjet, stump, brun torn, der er omgivet af 4 børster. Foran disse 2 gange 4 små knopper på oversiden og 2 knop- per på undersiden. Længere fortil endnu 4 børster. 95 Puppen (fig. 105) af D. hyalipennis er ca. 9 x 2,3 mm, gullighvid. Det forreste antennehorn langt, tyndt til- spidset og med en lille børste ved grunden. De tre bageste antennehorn ligeledes fint tilspidsede og det forreste af dem mere adskilt fra de to bageste end disse indbyrdes. Ved basis af 2. par benskeder og vingeskeder en mørk og noget fremspringende, lille køl. Ved vingeskedens basalkøl samt på oversiden af brystet et par små børster. Bagkroppen næsten cy- lindrisk. På oversiden af 1.led en række af 8 lange og slanke torne, der er bøjede i spidsen. På de føl- gende 5 led er der en række af 6 lignende torne og mellem disse og lidt længere fortil 7 ganske korte torne. På siderne af 2.—8. led fortsættes rækken af torne af 1—3 lange, hvidlige børster. Sideudposningerne med 3 lignende børster, der på 6. og 7.led tiltager i antal til 4 eller 5. Spiraklerne små. På undersiden af 2.—7. led en række hvidlige børster, flest bagtil. På ende- leddets spids to par grove, opadbøjede torne, arran- geret som hjørner i et kvadrat, det dorsale par størst. Beling (1882, s. 195) beskriver (noget ufuldstændigt) larven og puppen af D. oelandica og Melin (1923, Ss. 132) en D.-larve, der sandsynligvis er rufipes og en puppe (1. c., s. 177), som han mener er africapilla. Dioctria har sin hovedudbredelse i det nearktiske og især i det palaearktiske område, hvorfra der er kendt et halvt hundrede arter. Seks af disse er danske. Oversigt over arterne. 1. Bagkropsleddene med gule tværbånd ved bag- PRG. "FAFSER Fe 230 PERVERSE T. bo R 6. linearis. Bagkroppen helt sort. Tarser overvejende mørke 2. 2. Sidepladerne kun med hårstribe fra skulder til BELL tø SUE NØRRE RTR T CAVE TS GADER SOL SERSTR EH 1. cothurnata. 96 Sidepladerne har, foruden hårstriben fra skulder til vingerod, fortil en bred hårstribe ned til for- hofterne, bagtil en smallere hårstribe langs mesopleurons. basrane 0 afa luss 'CG EA S EN PÅ ås 3. Vinger mere eller mindre formørkede, i hvert fald i den basale halvdel. Brystets overside uden be- 53 SNE TD 0 ng, Arher BE nS ER sk eek ORE arm ener ER gene fo kr Årsagen se 4. Vinger nærmest hyaline. Brystets overside med bestøvede parter SØS PICANS AED SIERES, RAR 3 4; Ben overvejende rødgule!"Større. arti. 74 2. oelandica. Ben sorte, højst knæene lidt lysere. Mindre art 3. -atricapilla: 5. Set i profil træder ansigtets øverste del mere frem end længden af 2. antenneled. Bagben sorte med undtagelse af basis af lår og skinneben... 4. rufipes. Ansigtets øverste del træder mindre frem end længden af 2. antenneled. Bagben mindre sorte 5. hyalipennis. 1... D, cothurnala Meigen, 1820.:(Syn.:- Reinhardi Lundb: net: Wied.). å: Panden og den øverste del af ansigtet skinnende sort; nederste del af ansigtet glinsende grå. Øverste del af ansigtet kun svagt fremspringende. Brystets overside sort med to smalle, gråt bestøvede længdestriber og imellem disse spor af en lignende midterstribe. Siderne glinsende sorte, kun en smal grålig hårstribe imellem skulder og vingerod, d. v. s. på den øverste del af mesopleuron. Metapleuron med lange, hvide hår. Bagkroppen sort. Lår og skinneben sorte med den basale trediedeF eller. lidt mere…gullig. Tarser "sorte. Vinger svagt gulbrune. — 2 afviger fra $ ved at have ansigtet smallere sort under antennebasis, bredere længdestriber på brystets over- side, og ved at lårene er helt gule, uden spor af mørk farv- ning. — Længde: 10—13 mm. Arten er især udbredt i Jylland, her kendt fra Nordjylland (Sæby, Hjørring og Allerup Bakker), Midt- og Østjylland (Gjerlev ved Randers, Silkeborg, Jenskjær, Frijsenborg, AT: Grejsdal og Vejle) og Sønderjylland (Sønderhav ved Flens- borg Fjord og Gram). Er også fundet i Vestjyllands få løv- skovslokaliteter (Nørholm Skov ved Varde og Strandbjerg Skov ved Struer). Fra Øerne foreligger kun enkelte fund, således en serie i Coll. Stæger fra Fåborg på Fyn samt et enkelt eksem- plar fra hver af lokaliteterne Kold-skov og Pinholt på Lolland. Det danske materiale af cothurnata daterer sig fra 12. juni til 23. august; eksemplaret fra 12. juni (Kold-skov) er det eneste fund fra juni. — En overvejende mellemeuropæisk art, der ikke forekommer på den skandinaviske halvø. På De britiske Øer er den hyppigst i Skotland. 2. D. oelandica Linné; 1758 (Fig. 103). å 2: Ansigtets sider med glinsende gulgrå belægning. Mid- terpartiet og partiet lige under antennebasis samt panden skinnende sort. Ansigtets øverste del springer omtrent så meget frem som 2. antenneled er langt. Brystet skinnende sort med to svage længdestriber på oversiden og to hårstriber på siderne. Bagkroppen sort. Ben gulbrune med den yderste trediedel (for- og mellemben) eller halvdel (bagben) af skinne- ben samt alle tarser sorte. Vinger stærkt bruntfarvede, mest ved basis og langs forranden, oftest med tydeligt blåviolet skær. Hos 29 kan vingen være mere hyalin, især i midten af vingecellerne. — Længde: 13-17 mm. Ikke en af vore almindeligste Dioctria-arter, men synes udbredt over hele landet, hidtil dog ikke taget nord for Lim- fjorden. Der foreligger fund fra en række lokaliteter i Øst-, Midt- og Sønderjylland. I Vestjylland er arten taget i Nør- holm Skov ved Varde og i Krathus Krat mellem Herning og Holstebro. Endnu ingen fund fra Fyn, men flere fra Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. — Det er en betydeligt tidligere art end cothurnata, idet størsteparten af materialet daterer sig fra juni. Desuden enkelte fund fra sidste halvdel af maj og første halvdel af juli. — Forekommer i åbent krat med buskvegetation og i udkanten af skove og lunde, hvor træer og buske står spredt og hvor der er rig undervegetation af urter. Dens byttedyr er især mindre parasitiske årevinger (Ichneumonider) og myg. — Arten er udbredt i Europa og går mod nord til Midtsverige. Også i Storbritannien. 3. D. atricapilla Meigen, 1804. En ret lille, plumpt bygget art. — Z: Ansigtet brunsort med silkeagtig glans. Partiet lige under antennebasis samt panden Tovinger. IV Z 98 skinnende sort. Knebelsbart af en enkelt række sorte børster. Ansigtets øverste del mindre fremtrædende end svarende til længden af 2. antenneled. Brystet sort, oversiden punkteret og rynket og derfor ret mat med undtagelse af to lidt op- højede og mere skinnende længdestriber; behåringen mørk. Siderne skinnende med to veludviklede striber af gyldenbrune hår. De lange hår på metapleurer sorte. Bagkroppen sort, bagrandene af tergiterne smalt lysere. Ben korte og kraftige og helt sorte. Vinger kraftigt brunsort farvede i den basale halvdel, den yderste halvdel lysere gråbrun. — 2: Afviger på en del punkter fra Z. Ansigtet hvidligt eller gulligt glinsende. Knebelsbarten sammensat af hvide hår. Brystets overside med lys behåring, der fortil er ordnet i tre længdestriber. Hårstriberne på brystets sider ligeledes lysere, nærmest gul- lige. Vingerne relativt længere end hos gg, farven lysere, mørkest farvet ved basis og langs forranden. — Længde: 9—11 mm. En af vore almindeligste arter, der sikkert er udbredt over hele landet, selv om der endnu mangler fund fra en del af Øerne (bl. a. Lolland og Bornholm). I Jylland er den kendt fra alle dele af halvøen, også helt ude ved vestkysten (Hansted- reservatet i Thy, Harboøre og Velling). En del fund på Sjæl- land samt et enkelt fund på Fyn (Knudshoved) og Falster (Næsgård). — Arten har ligesom oelandica sin flyvetid hoved- sagelig i juni måned, men kan træffes fra ca. 20. maj til hen- imod slutningen af juli. D. atricapilla lever især på beskyttede, fugtige steder med rig urtevegetation, det kan være langs en vejgrøft i en skov, ved et markskel eller i et uopdyrket hjørne af en have. Den jager lavt ud og ind mellem plantestænglerne. — Har omtrent samme udbredelse som foregående art. I Sverige mod nord til Uppland. Også i Storbritannien. 4.:-D: rufipes Degeer, 1776: 29: Ansigtet med hvidligt til messingagtigt glinsende be- lægning, partiet lige under antennebasis dog skinnende sort. Panden ligeledes skinnende sort. Ansigtets øverste del stærkt fremspringende, d. v. s. træder længere frem foran øjnene end længden af 2. antenneled. Knebelsbart sammensat af flere 99 rækker af lyse børster. Brystet sort, oversiden tæt besat med ret lang, gullig behåring. Under denne tre smalle længde- striber af ganske korte, gullige hår. Hårstriberne på de skin- nende sorte brystsider veludviklede og dannet af grå eller grågule hår. Bagkroppen sort med kort, gullig behåring. De to forreste benpar gulbrune med de yderste spidser af skinne- benene samt tarserne brune til sortagtige. Bagbenene sorte, kun knæene og den allerinderste del af lårene gulbrune. Vin- ger næsten hyaline, basis og forranden dog ofte noget gullig. — Længde: 11—14 mm. Ret almindelig og udbredt på Øerne og i Øst-, Midt- og Sønderjylland. Fra Vestjylland foreligger kun et fund fra Nørholm Skov ved Varde. Fra Øerne er der materiale fra Fyn, Sjælland, Lolland og Bornholm. D. rufipes flyver ligesom de to foregående arter især i juni måned, men dog enkelte fund fra sidste uge af maj og første uge af juli. — Arten findes især mellem græs og blomster på enge, kløvermarker 0. lign. steder, men går også op imellem bladhanget af omkring- stående buske. Som byttedyr tjener især parasitiske årevinger og tovinger. — En i Europa udbredt art, der går mod nord til Dalarna. Også i Storbritannien. 5. D. hyalipennis Fabricius, 1794 (Fig. 100, 104, 105). 3 2: Meget lig foregående art, men afviger fra denne ved at ansigtets øverste del er meget mindre fremtrædende, d.v.s. træder mindre frem foran øjnene end længden af 2. antenne- led. Knebelsbarten tyndere, sammensat af færre børster. Brystets behåring kortere end hos rufipes, længdestriberne tydeligere. Hårstriberne på brystsiderne brede og af farve grå. De to forreste benpar farvet omtrent som beskrevet under rufipbpes, men bagbenene meget lysere end hos denne art, idet skinnebenene har den basale fjerdedel eller mere gulbrun og lårene er ligeledes gulbrune i betydelig udstrækning. Lårenes farve varierer en del; ofte næsten ensfarvet gulbrune, men hyppigst er oversiden mørkere i større eller mindre udstræk- ning i den yderste del, ligesom der kan ses en sort ring på den midterste trediedel, men undersiden af den yderste tre- diedel altid gulbrun (hvilket aldrig ses hos rufipes). — Længden mæ 100 varierer fra 9 til godt 12 mm. Som hos rufipes og flere andre arter er 2 oftest større end $. Den almindeligste af vore Dioctria-arter. Der foreligger materiale fra en lang række lokaliteter fra alle egne af Jyl- land samt fra Fænø, Æbelø, Fyn, Sjælland, Lolland og Fal- ster. Dens flyvetid spænder over et betydeligt længere tidsrum end hos vore andre Dioctria-arter. Yderpunkterne er 8. maj og 7. september, men hovedparten er taget i sidste halvdel af juni, juli og første halvdel af august. — I modsætning til foregående art forekommer hyalipennis på mere åbne steder som f. eks. i åbent krat og på træer og buske langs vejkanter og i skovbryn; kun sjældnere går den ned i den lavere og tættere undervegetation. Jagten foregår fra et blad, og bytte- dyrene er som hos foregående arter. — Udbredt i Nordafrika og Europa. Ikke i Storbritannien; i Sverige mod nord til Hålsingland. 6. D. linearis Fabricius, 1787. 39: Ansigt med hvidgrå, glinsende belægning. Panden og partiet lige under antennebasis skinnende sort. Den øverste del af ansigtet træder omtrent lige så meget frem foran øjnene som svarende til længden af 2. antenneled. Knebels- barten tynd, sammensat af hvide børster. Brystet skinnende sort, oversiden med tre meget skarpt afsatte længdestriber af gullige eller bronzefarvede småhår. Sideranden bag tvær- sømmen med lignende behåring. Skinnende sort er således to smallere midterstriber, der ikke når scutellum, og to bredere sidestriber, der strækker sig fra skuldrene bagud til scutellums hjørner. Bagtil er disse skinnende sidestriber nærmest opdelt i et par ovale pletter. Hårstriber på sidepladerne fuldt ud- viklede, oventil sammensat af gullige hår, nedadtil af mere hvidlige hår. Bagkroppen skinnende sort, fra og med 3. tergit er tergiternes bagrande forsynet med et gult tværbånd. For- hjørnerne af 3.—5. tergit ligeledes ofte med en gul plet, der kan forenes til et tværbånd, der da er sammenfaldende med tværbåndet på foregående tergits bagrand. Benene bleggule, de to forreste benpars tarser med brunsort plet på under- siden. Bagbenene noget mørkere end de to forreste benpar, idet lårene ofte er brunsorte på oversiden i den midterste 101 trediedel, ligesom øgså selve spidsen er førmørket. Skinne- benene med undtagelse af den inderste basale del samt tar- sernes underside øg distale del af oversiden er brunlig. Vin- gerne nærmest hyaline med gulligt skær. — Længde: 9—11 mm. Arten er vor mindste Dioctria-art, ikke kortere end afri- capilla, men meget slankere, og let kendelig på de lyse for- og mellemtarser, brystets tegning og de gule tværbånd på bagkroppen. Det er øjensynlig en sydlig art, der i Jylland findes langs østkysten op til Randersegnen (Sønderborg, Hor- sens, Klakring ved Juelsminde øg Støvring ved Randers). Desuden et par fund fra Fyn (Odense og Høfmannsgave) og Langeland (Lohals). Hyppigst er arten dog på Lolland— Falster-Møn og i Syd-, Midt- og Østsjælland; fra begge disse områder er arten kendt fra knapt en halv snes lokaliteter. Fra Nordsjælland er kun kendt et par fund (Bøllemosen og Ryget Skov), så vi er her åbenbart ved dens nordgrænse. Det falder i tråd med ovenstående, at det er en sent fore- kommende art; data fra 20. juni til 16. august. — I overens- stemmelse med den sjællandske udbredelse er det værd at bemærke, at der fra Sverige kun foreligger et enkelt fund. Ellers er arten udbredt over store dele af Europa, bl.a. i Storbritannien. 2. Leptarthrus Stephens, 1829. (Syn. Isøopøogon Loew, 1847). Ansigtet set i profil lavt og kun lidt fremsprin- gende foroven under antennerne, lidt mere på den nederste del, dannende en bred, lav forhøjning (fig. 106). Baghovedet noget fremtrædende på midten ; uden børster, men med lange, fine hår. Antenner placeret over hovedets midte. De to første led er korte og nogenlunde lige lange; 3. led langt og slankt, jævnt afsmalnende fra midten og til spidsen; dens ende- griffel sammensat af 2 småled, hvoraf det første er kort, det andet 3—4 gange længere end første; i spid- sen af sidste en kort sansestift. Set forfra er ansigtet lidt over 7/, af hele høvedets bredde, forsynet med lange, krumme, børsteagtige hår omtrent helt op til 102 antennebasis. Panden kort og af samme bredde som issen. Brystet højt og stærkt krummet; med lange, tynde, fine hår. 3—4 tynde, svage børster på notopleurer, Fig. 106. Hoved i profil af Leptarthrus brevirostris Meig. 3. (Orig.). men ellers ingen børster på brystet. Sidepladerne overvejende med småhår, kun på mesopleurer og metapleurer findes lange hår i større udstrækning. Bagkroppen er omtrent af bredde som brystet. 7 tergiter hos $; hos 2 kun 5 normalt udviklede ter- giter, idet 6.—8. indgår i det slanke og simpelt byg- gede læggerør. Behåringen kort og tilliggende, ingen børster. Hypopygiet lille og kort. Epandrium ned- adrettet, krumt og hætteformet. Gonopoderne er vel- udviklede, mens hypandrium er stærkt reduceret. Proctiger med dyb lineær midtersøm. Bagskinneben noget fortykkede; 1. tarsalled på bag- ben langt (omtrent som skinneben) hos 3 og stærkt sværdformet sammentrykt (fig. 107); hos 2 normalt, skønt fortykket. Især på skinneben en del børster, baglår kun med børster ved spidsen, men med lang 103 behåring. For- og mellemskinneben med et par små børster ved spidsen, desuden kort behåring og læn- gere, børsteagtige hår forneden. Pulviller af længde som kløerne, empodium tynd og kun halvt så lang. --. ; see EEN É et AC ES SER J = VILE KDTLA AN ANES "N NYNNN AN Na | Jat ks + Ve i Fig. 107. Bagben af Leptarthrus brevirostris Meig. 3. (Orig.). Vinger med alle celler åbne undtagen analcellen, der er Kort stilket. Slægten tæller kun et par arter, hvoraf én er fundet i Danmark. Udviklingen er ikke kendt. 1. L. brevirostris Meigen, 1804 (Fig. 106, 107). å: Pande og ansigt skinnende sort, kun svagt grå langs øjeranden. Baghovedet gråt bestøvet. Knebelsbarten snart sammensat af sorte hårbørster, snart af mere lyse og da ofte 104 tyndere hårbørster. Antenner og munddele sorte. Brystets overside skinnende, behåringen sort. Sidepladerne dels sorte, dels dækket af fine, grålige småhår, især bagtil på mesopleuron og på sternopleuron. Bagkroppen sort med punktering og hvid behåring. Hofter og lår sorte. Skinneben sorte, men gulbrune på den basale halvdel af de to bageste benpar, noget mindre på forskinneben, der kan være helt sorte. Bagskinne- benet fortykket, pludseligt indsnævret ved basis. Tarser sorte, den lange, sværdformede metatarsus på bagben ofte mere brunlig. Vinger hyaline, basis og spidsen ofte formørket, men ikke altid. — 2 har hoved og bryst gennemgående lysere be- håret. På baghjørnerne af tergiterne en gråt bestøvet plet. Skinneben mere brune end hos &. Vinger kun formørkede basalt. — Længde: 7—10 mm. Arten er hidtil kun taget på Sjælland og Bornholm. På Zoologisk Museum serier fra Maglemose (Schiødte), Skælskør (H. J. Hansen), Nordskoven, Jægerspris, 21. juni 1908 (Lund- beck), samt 1 2 fra Vallensgård Mose på Bornholm 24. juni 1964. I Naturhistorisk Museum, Århus, eksemplarer fra Tis- vilde, Pleielt, Ermelunden, Boserup og Allindelille fredskov (C. R. Larsen og Axel Petersen). — Data fra 6. juni til 8. juli. — Udbredt over store dele af Europa, i Sverige kun i den syd- lige del af landet; også i Storbritannien. 3. Molobratia Hull, 1958. Set i profil træder hele ansigtet frem foran øjnene, mindst under antennebasis, og derefter jævnt til- tagende nedefter, således at profillinien bliver en jævn bue (fig. 108). Baghovedet træder ikke frem og er for- synet med talrige børster. Antenner placeret under hovedets øverste fjerdedel. 3. antenneled længere end de to første led tilsammen, ofte sammentrykt og til- spidset og bærende en veludviklet, tilspidset ende- griffel med en sansestift i spidsen. På oversiden af 3. led samt på 1. og 2. led sorte hår. Set forfra er pande og ansigt af nogenlunde ens bredde, panden på siderne 105 med sorte børster, ansigtet med kortere hår foroven og temmelig lange, kraftige børster forneden. — Bry- stets overside lavt med bånd af småhår; spredte, korte, børstelignende hår og kraftige børster på noto- Fig. 108. Hoved i profil af Molobratia teutonus L. 2. (Orig.). pleurer, supraalar og postalar calli samt på den aller- bageste del af dorso-centralfeltet. Scutellum uden hår eller børster. Sidepladerne overvejende uden hår eller børster. — Bagkroppen er noget affladet, ved første øjekast uhåret, men dog forsynet med korte, tillig- Fig. 109. Del af forben af Molobratia teutonus L. 2. (Orig.). gende hår; enkelte længere hår og børster på siderne af 1. tergit. 3 med 7 tergiter, 2 med 8 tergiter. Hypo- pygiet stort og drejet 180”. Epandrium stort og aflangt konisk, helt ukløvet. Gonopoder af middel størrelse, ofte med terminale fremspring. Aedeagus simpel og helt fri. Hypandrium lille. Læggerøret meget uanseligt, 106 kun lamellerne er ret store og fremspringende. 9. tergit er kort, ukløvet og uden børster. — Ben lange og ret slanke, især virker lårene slanke. Forskinneben med en lang, ventral udvækst i spidsen (fig. 109). Lår med ganske korte børster, skinneben og tarser med længere børster. — "I vingen er alle celler åbne. — Slægten er karakteristisk ved, at hoved og bagkrop »hænger« i forhold til brystet. Omfatter nogle få arter, hvoraf kun én er dansk. Udviklingen er ukendt. 1. M.teutonus Linné, 1767(F56408. 109); å 2: Ansigtet og pandens sider med tæt, glinsende, gulgrå belægning. Pandens midterparti samt baghovedet skinnende sorte. Antenner gule. Knebelsbart af hvide børster. Munddele sorte. Brystet brunsort, hårstriberne gyldne. Bagkroppen sort, noget skinnende; baghjørnerne af 2.—6. tergit med en grå plet. Lår og skinneben gule, forskinneben og spidsen af de fire bageste skinneben mørkere, tarser helt mørkebrune. Vinger gullige ved basis og langs forranden; bagranden og spidsen mere brunlig, især langs årerne. — Længde: 17—19 mm. En sjælden art. Der foreligger kun et par eksemplarer fra første halvdel af 1800-tallet, begge 299. Den ene etiketteret »Nordsjælland, Gosch«, den anden »Fuglevad« og vel stam- mende fra Coll. Stæger. — Angives at forekomme på tørre, solrige steder og ses siddende på jorden eller på et blad, der- imod ikke på træstammer. Flugten er tung og langsom. — En mellem- og sydeuropæisk art, der ikke er kendt fra hverken Sverige eller Storbritannien. Det er ingenlunde sikkert, at der stadig findes en population på Sjælland. 4. Lasiopogon Loew, 1847. Middelstore arter med grå og sorte farver, minder stærkt om visse arter af Therevidae. Hovedet set i profil: øverste fjerdedel af ansigtet i plan med øjet, nederste del stærkt fremspringende og med lange, krumme børster. Baghovedet træder tydeligt frem, 207 => ME Fig. 110. Lasiopogon cinctus F. 2%. (Orig.). især forneden; foroven med kraftige, krummede bør- ster, forneden lange, tynde hår. Antenner placeret lige over hovedets midte. De to første antenneled korte og omtrent lige lange, 3. led lidt over 1!/, gang længere end de to basalled tilsammen. Endegriflen aflang, forsynet med en ret lang, spids sansestift. Set forfra er ansigtet lige under antennebasis ca.”/, af hovedets bredde. Panden er stærkt divergerende op mod issen, på siderne og i midten med lange, stive børster» denumidterste' del af panden inmdtrykt. — Brystet lavt, oversiden med fine, børstelignende, kor- tere eller længere hår samt længere dorsocentrale bør- ster. Desuden 1 posthumeral-, 2 notopleural-, 5—6 supraalar-, 3 postalar- og 6—8 scutellar-børster. På meso- og metapleurer en række lange børster, side- pladerne i øvrigt kun sparsomt hårede. — Bagkroppen 108 kraftig, tæt besat med ret korte, stive hår; kun på siderne af de første tergiter længere hår. & med 7 tergiter, de to sidste korte; 2 med 8 tergiter. Hypo- pygiet stort og fremtrædende, drejet 180”. Det bedst udviklede element er epandrium, som er helt opdelt i øvre forceps og proctiger. Den ventrale del udgøres af en stump og ofte indskåret plade. Læggerøret med nogle grove børster på hver side dorsalt; ventralt en parret udvækst, der danner en bådformet skede. Ben med tæt behåring og lange, børsteagtige hår på un- dersiden og forsiden af lårene, skinneben og tarser med tæt behåring og flere rækker længere børster. — Vingen med analcellen kort stilket, øvrige celler åbne. Disse små gråsorte rovfluer forekommer hyppigt på tørre og sandede lokaliteter i forsommeren, både i skov og på åbent land, ja kan træffes i klitter og på stranden. De ses tit siddende på hegnstolper, sten o. lign. på vagt efter bytte, der især udgøres af myg og fluer. Æglægningen foregår ved at hunnen med sin bagkropsspids graver ned i løs, sandet jord og dér placerer æggene, der er aflangt ovale, hvidgule og ca. 1 mm lange. Larven (fig. 111—112) af L. cinctus er slank, cylin- drisk, hvidlig med fine længdestriber og måler i ud- vokset tilstand ca. 15 x 1,6 mm. Hovedkapslen (fig. 101) gulbrun; roddelen næsten fuldstændig kløvet, dens grene afrundet i enden. Ventralpladen lille og halvmåneformet. Overlæben bred og lang. Kæben ret bred, de laterale fremspring korte og når kun lige forbi palperne, hvis to led er omtrent ens. Kind- bakken ca.”/. af kæbens længde, af form omtrent som hos Dioctria. Et par børster på hovedkapslens overside og et par på hver kæbes grundled. Desuden 2 x 4 børster på undersiden. Brystleddene ikke bredere 109 end bagkropsleddene. 1. brystled ret stærkt tilspidset og med en opsvulmet krave fortil. 2. brystled med smal, læderagtig stribe fortil. Spirakler små og brun- lige. Bagkropsleddene, især de bageste, længere end —Ø es — z——= LA] ig | 131, 412 113 Fig. 111—113. Lasiopogon cinctus F. 111. Larve set fra oversiden, 112. Samme set fra undersiden, 113. Puppe set fra siden. (Melin). brede; 2.—5. led med en halvmåneformet fortykkelse ved oversidens forkant. På undersiden af 1.—5. led et par vorteformede fremspring. Endeleddet konisk og jævnt afrundet, forsynet med 8 børster. Puppen (fig;113) af samme: arter ca.9:x2,3-mm, hvidlig, og med 3. par benskeder lange (nående til 4. bagkropsled). På hovedet skal især bemærkes det for- reste, lange og stærkt tilspidsede antennehorn. De tre bageste antennehorn divergerende. Ved basis af 2. 110 par benskeder et fremspringende parti med to lange, bagudrettede torne. Ved basis af vingeskeden en lille, afrundet forhøjning med en lille torn og to mindre børster langs overkanten. På oversiden af 1. bagkrops- led og nær forranden en række på 10—14 lange, slanke torne, der er savtakket indskåret fortil og bøjet i spidsen. På de følgende 6 led en tværrække af skiftevis lange og korte torne, der på siderne bliver gradvis mere børsteagtige. Børsterækken nærmer sig mere og mere leddenes bagrande, jo nærmere man kommer bag- kropsspidsen. På sideudposningerne 3 børster og på undersiden en række af svagere børster, især på siderne og flest på de sidste led. Endeleddet med 4 grove, op- adbøjede torne arrangeret som hjørner i en kvadrat. De øverste torne kraftigst og alle 4 mere eller mindre grenede. Imellem øvre og nedre torn ofte nogle små torne. Slægten Lasiopogon er især udbredt i Nordamerika og det østlige Mellemeuropa. Fra Palaearktis er be- skrevet ca. 18 arter, hvoraf kun én er dansk. 1.2, sinelus: Fabricius, 47814+(Eig. 101; 110, 111-143), 3 2: Ansigtet med gråbrun belægning. Pande og baghoved ligeledes med brunlig til grålig belægning, lysest forneden på baghovedet. Hår og børster på ansigt, pande og øverste del af baghovedet sorte, på nederste del af baghovedet og mund- delene hvide. Brystets overside med brun bestøvning og tre mørkebrune længdestriber, den midterste smal. Bagkroppen skinnende sort, leddenes bagrande gråt bestøvede. Ben sorte. Vinger grålige med mørkebrune årer. — Længde: 7,5—10 mm. En almindelig og udbredt art over hele landet, men synes dog hyppigst i Jylland. Her er den kendt fra alle landsdele, også i de vestligste og nordligste egne. Der foreligger intet materiale fra Fyn med omliggende øer. — Træffes fra midten af maj til midten af juli, men mest i den første halvdel af ET! perioden. — Arten er udbredt over hele Europa og går i Sverige mod nord til Lapland. Også i Storbritannien. 5. Cyrtopogon Loew, 1847. Middelstore, overvejende sorte arter. Set i profil er ansigtet stærkt fremtrædende helt op til antennebasis, overalt med lange børstehår (fig. 114). Baghovedet fremtrædende, især forneden, dens behåring overvej- Fig. 114. Hoved i profil af Cyrtopogon lateralis Fall. 9%. (Orig.). ende lang og fin. Antenner placeret under den øverste trediedel af hovedet. 1. antenneled lidt længere end 2., 3. led dobbelt så langt som de to basalled tilsam- men. Endegriflen med 2 småled, det første ganske kort, ):detsandet1/,—/, raftsebve; 03.lled; placeret-i en spids vinkel til længdeaksen og i spidsen med en lille sansestift. Set forfra er såvel ansigt som pande noget divergerende, henholdsvis nedad og opad. — Brystets overside med behåring af oprette, ret stive hår af varierende længde, bagtil noget længere hår. Følgende børster til stede: 1—3 notopleural; 2—3 supraalar, 3—flere postalar og 7—8 scutellar. — Bagkroppen va- rierer i bredde fra art til art, det samme gælder også behåringen. Denne er dog oftest ret kort, længst på 112 de første led. 8 led hos begge køn. Hypopygiet drejet i forskellig grad, oftest omkring 90”. Det stumpe epandrium kan være helt kløvet eller blot med ind- snit, i begge tilfælde med stærkt divergerende halv- dele og med proctiger placeret der imellem. Gonopoder fremtrædende, lange og skråt opadrettede. Hypan- drium lang, bred og konvex. Hunnens læggerør med 5—6 par korte, grove børster på oversiden; den nedre del med et par tornformede udvækster. — Lårenes be- håring overvejende lang og blød, kun få børster; skinneben med rigeligere børster og kortere behåring. — I vingen er alle celler åbne. Slægten Cyrtopogon synes overvejende at være knyttet til bjergegne, den eneste i Danmark fore- kommende art, C. lateralis Fall., opgives således i Sverige at være almindeligst i de nordlige egne og at aftage i hyppighed mod syd. Den forekommer i Sve- rige ofte sammen med Lasiopogon cinctus, f. eks. i ud- kanten af skove, på enge og langs veje. Byttet er mindre tovinger, biller, cicader o. lign. Æglægningen foregår som hos Lasiopogon, ved at hunnen med læggerørets gravebørster arbejder bagkropsspidsen ned i jorden, for så der at anbringe ægget. Gravebørsterne er kortere og kraftigere end hos Lasiopogon, og de andre dele af bagkropsspidsen er også udformet i en sådan retning, at hele apparatet er i stand til at bore ned i temmelig hård jordbund. Det er direkte iagt- taget, at æglægning har fundet sted i hård, lerblandet jord på en mark. Efter æggets placering glattes jor- den til ved hjælp af bagkropsspidsen. Larven (fig. 115—116) af C. lateralis er op til 13 x 2,5 mm, dvs. relativt bredere end larverne af Dioectria og Lasiopogon. Farven er hvidlig, men gennemsigtig på siderne af dyret og med små længdefurer. Hoved- 113 kapslen (fig. 102) gulbrun og bred. Roddelen stærkt kløftet, de to grene forbundet i enden. Ingen ventral- plade. Kæben bred i spidsen, de laterale fremspring korte, brede og afrundede. Palper én-leddede, mulig- 115 116 FR ged Fig. 115—117. Cyrtopogon lateralis Fall. 115. Larve set fra over- siden, 116. Samme set fra undersiden, 117. Puppe set fra siden. (Melin). vis et ganske kort grundled. Et par lange børster på hovedkapslens overside; 3 korte børster på hver kæbes grunddel og på undersiden 2 x4 børster. Brystled smallere end bagkropsled. 1. brystled afrundet fortil og her med ringformet fortykkelse. 2.—7. bagkropsled har dorsalt ved forranden et tværgående, fortykket parti. På undersiden af 1.—7. led et par uregelmæssige, ovale vorter, der er svagest udviklet på 1. og især på 7.led. Endeleddet bredt afrundet, med 2 x 4 børster. Tovinger. IV 8 114 Puppen (fig. 117) ligner meget puppen af Lasiopogon cinctus (se fig. 113). Den afviger ved det bredere til- spidsede forreste antennehorn, der ved basis har en lille børste. Også de tre bageste antennehorn er mere stumpe. Brystets overside med 4 små børster. Ved basis af 2. par benskeder en lille forhøjning med 2 korte torne. Ved basis af vingeskeden en forhøjning med en lille børste og en lignende børste ved randen. På oversiden af 1. bagkropsled 12—14 slanke torne, der er bøjet i spidsen. På 2.—7. led en række af 6 lig- nende torne, alternerende med 7 korte torne, der sid- der lidt længere fremme. De sidste kan mangle på de bageste led. 3 børster på sideudposningerne og som regel slet ingen på undersiden. Endeleddet på over- siden med 4 slanke torne. I spidsen ligeledes to par torne arrangeret i en kvadrat, nederste par ganske korte. Af Cyrtopogon er beskrevet ca. 25 arter i det palae- arktiske område, endnu flere arter i Nordamerika. Kun én er hidtil fundet i Danmark. 1. C. lateralis Fallén, 1814 (Fig. 102, 114—119). åg: Ansigtet hvidgråt bestøvet; panden mere brungrå, midterpartiet dog sort. Knebelsbart sort. Antenner sorte. Brystet grågult bestøvet, oversidens tegninger matsorte. Disse består af to længdestriber, der ikke når til scutellum, og som er adskilt af en smal, grå midterstribe. Længdestri- berne er igen adskilt fra to bredere striber på siderne. Scutel- lums midterparti gråt bestøvet. Bagkroppen skinnende sort, bageste del af 2. og så godt som hele 3. tergit dækket af grå bestøvning. Siderne af de følgende tergiter med en smal søm ved bagranden gråt bestøvet. Ben sorte. Vinger brunlige, især langs forranden. — 2 med de fire sorte striber på brystets overside bredere adskilt. Bagkroppen kun med baghjørnerne af tergiterne gråt bestøvet. Vinger grålige. — Længde: 7,5— 10,5 mm, 2 størst. 115 118 119 Fig. 118—119. Bagkrop af 118. Cyrtopogon lateralis Fall. & og 119. Samme 9%. (Orig.). I øjeblikket foreligger kun 1 $, taget af C. R. Larsen 24. juni 1905 i Præstevang, samt 1 2 samlet af W. Lundbeck 13. juni 1907 i Tyvekrog, begge lokaliteter i den sydlige del af Grib Skov i Nordsjælland. Lundbeck (1908, s. 43) angiver at have taget 3 eksemplarer i 1907, men de to mangler nu, uvist af hvilken grund. Han skriver også sammesteds, at Larsen tog arten i 1906. Som tidligere nævnt er C. lateralis i Sverige især almindelig mod nord og aftager i hyppighed mod syd, så forekomsten i Nordsjælland er åbenbart den sydligste for- post af den skandinaviske population. Syd for os skal vi helt til Foralperne for igen at finde arten. Ikke i Storbritannien. 2. underfamilie Leptogastrinae. 6. Leptogaster Meigen, 1803. Ansigtet med fremspringende parti lige over mund- randen og her med et antal lange, nedadkrummede børster (knebelsbart). Baghovedet noget fremsprin- gende, især på midten, og med en del børsteagtige hår. 8% Fig. 120. Leptogaster cylindrica Deg. 2. (Orig.). Palpen énleddet. Antenner sidder lige under øjets øverste fjerdedel; 1. og 2.led korte. 3. antenneled længere og bredere og tilspidset i enden, dens længde ofte dobbelt så stor som 1. og 2. led tilsammen. Ende- griflen lang og smal, ofte af længde som selve 3. led, endende i en kort børste. Hår på 1. og 2. led. Set for- fra divergerer både ansigtets og pandens sider stærkt fra antennebasis. Brystets overside høj og ligesom overhængende, behåringen meget kort og sparsom. Tværsømmen sidder meget langt tilbage. Af kraftige børster kun 1 par notopleural og 1 par supraalar. Scutellum meget lille. Brystets sider kun med spar- som, længere behåring fortil. Bagkroppen lang, slank og cylindrisk; fint behåret, kun længere hårbørster på 1. tergit. Begge køn med 8 tergiter, hos & er 8. tergit forkortet. Hypopygiet ikke drejet. Øvre for- ceps ret slanke og ofte tilspidsede. Proctiger stor. Hypandrium og gonopoderne danner ofte tilsammen en bred, massiv struktur ventralt, men hypandrium kan også være slankere og længere. Hos 2 er udviklet et kort og enkelt bygget læggerør, der hyppigst ligger 117 skjult i bagkropsspidsen. Benene er lange og slanke, det gælder især bagbenene. Lårenes behåring kort og sparsom, på skinneben og tarser længere hår og bør- ster, især på undersiden. Kløer meget lange, ingen pulviller. Vinger med alle celler åbne; alula mangler. Leptogaster forekommer imellem høj græs- og anden urtevegetation på sandede lokaliteter, det kan være på enge, langs markskel og grøfter. Den sidder ikke på vagt efter bytte som de fleste andre rovfluer, men flyver langsomt omkring mellem græsstråene, spej- dende efter bytte. Under denne flugt er bagkroppen strakt horisontalt, mens bagbenene hænger lodret ned, og de to forreste benpar er strakt fremad under mun- den) Denver 1 stand til at: holde-sig "svævende på samme sted i lang tid. Under hvile hager den sig med de specielt byggede kløer fast til et græsstrå. Bytte- dyrene er altid små og blødhudede, f. eks. myg, fluer, bladlus og cikader, og de tages aldrig flyvende. Æglægningen er simpel som hos Dioctria, idet hun- nen, siddende fasthaget til et græsstrå, blot lader æggene falde. Larverne lever i jorden, især hvor denne har en sandet beskaffenhed. Larven (fig. 121) af vor almindeligste. -art,-Lucylindrica,: er. maksimalt 8 x 2,3 mm, noget fladtrykt og af farve hvidgul. Hoved- kapslen (fig. 122) kort og meget bred med en brunlig, sommerfugleformet farvning, der er forsynet med to par lysere pletter. Ingen ventralplade. Overlæben ganske kort. Kæber meget længere end hovedkapslen. Basalleddet fortykket, især ind imod midtlinien, hvor- for det yderste led er udadrettet, således at der fore- kommer en bred kløft mellem de to kæber. Kæbens laterale udvækst stumpt afrundet. Palpen med et lille basalled. Kindbakker mangler, men deres basale tyggeplade findes tilknyttet kæben. På hovedkapslen 118 2 par børster, på hver af kæbens basalled 2 børster og på undersiden 3 børster på hver. Brystled uden struktur. 2.—7. bagkropsled med fortykket parti for- til på oversiden og med et par vorteformede udpos- 121 122 1723 Fig. 121—123. Leptogaster cylindrica Deg. 121. Larve set fra over- siden, 122. Hoved af larve set fra oversiden, 123. Puppe set fra siden. (Melin). ninger på undersiden; disse sidste med en lille børste. Sidste led ender i en afrundet spids omgivet af 4 børster; længere fortil yderligere 4 børster. Puppen (fig. 123) af L. cylindrica er karakteristisk især ved den lange hårbeklædning på bagkropsleddene. Hovedet har to korte, divergerende antennehorn; ingen af de bageste antennehorn, som findes hos vore andre rovfluepupper, er udviklede. De to antennehorn er udformet som en firehjørnet forhøjning, ved hvis yderside er placeret en lang børste. Længere tilbage RES på hovedet yderligere et par lange børster. Ved basis af vingeskeden en lav forhøjning med to små børster; en lignende børste ved basis af 2. par benskeder. På oversiden 2 par længere børster. Bagkropsleddenes overside med en række torne. Der er 6, ret svage, torne på 1. bagkropsled, 5 på det 7. led og 7 på de mellemliggende led. Tornene på især 2.—4. led meget kraftige og brede ved basis. Desuden lange, hårede børster, dels bag rækken af torne, dels i fortsættelse af denne og endelig på sideudposningerne og på selve undersiden. Bagkropsspidsen med to kortere, krumme torne. Lepiogaster. er. en stor. slægt, der. især. tæller en mængde arter i Nordamerika. Fra Palaearktis er be- skrevet godt 40 arter, af hvilke kun to er kendt fra Danmark. Oversigt over arterne. 1. Bagkroppens overside med uskarp, brun længde- stribe. Baglårene med mørk længdestribe på for- og bagside, ofte kun tydelig på bagsiden. Tar- serne; især de yderste led, mørke...... 1. cylindrica. Bagkroppens overside med brunt tværbånd på hvert led. Baglårene med mørk ring på den for- tykkede del før spidsen. Tarser lysere 2. guttiventris. 1. L. cylindrica Degeer, 1776 (Fig. 120—123). 32: Ansigtet over knebelsbarten med gulgrå belægning; under denne mere grå. Panden gråbrun. Knebelsbart med hvide hårbørster. Antenner sorte, .2. led dog gulbrunt, ende- griflen slank og kun svagt behåret. Brystet gråt og gråbrunt bestøvet, oversiden med tre brede, brune længdestriber, der ikke når bagranden. På skulderen en sort, skinnende plet, der fortsætter bagud til vingeroden som en smal stribe. Notopleural-børsten lys, supraalar-børsten sort. Bagkroppen 120 grålig til gråbrunlig med mørkere brun længdestribe på alle led. Øvre forceps sorte. Ben overvejende gule, baglår med mørk længdestribe på for- og bagside, kraftigst på bagsiden. De to forreste lår undertiden med lignende striber. Bag- skinneben med lignende kraftige, sorte striber på siderne, der i spidsen forenes, så hele spidsdelen er sort; de to forreste skinneben med sort stribe på forsiden. Tarser sorte med und- tagelse af hele 1. led, hvor kun spidsen er sort, og basis af 2. led. Vinger næsten hyaline med mørkebrune årer. — Længde: 7—15 mm, 92 gennemgående størst. Langt den almindeligste af vore to Leptogaster-arter. Er kendt fra alle dele af landet og vil sikkert kunne findes i hvert sogn. Flyvetiden er sidste halvdel af juni og hele juli, kun ganske enkelte fund fra første halvdel af juni. — Udbredt over store dele af det nordlige Palaearktis, mod nord til Mellem- sverige. I Storbritannien. 2. L. guttiventris Zetterstedt, 1842. å?: Ansigtet med mere hvidgrå belægning og antenne- børsten tykkere som følge af tættere behåring. Brystet om- trent som hos foregående, men oversidens for- og baghjørner rødbrune og begge de kraftige børstepar sorte. Tergiterne med bredt, brunt tværbånd foran bagranden; fortil er tvær- båndet ofte forlænget i et midterbånd, der når frem til for- randen. Den bageste del af de første tergiter ofte gullig. Hypo- pygiet for en stor del rødbrunt. Lår og skinneben på de to forreste benpar omtrent farvet som hos cylindrica. Baglår med mørk ring før spidsen. Bagskinneben med mørk stribe på for- og bagside, i spidshalvdelen forenes striberne ofte til en ring, men den yderste del af skinnebenet da altid lysere. Tarser, især på de to forreste benpar, brune i spidsen og gule basalt, de yderste 3 led aldrig helt sorte. Vingen forholdsvis længere end hos cylindrica, farven den samme. Lundbeck (1908, s. 11—14) giver flere forskelle på vingernes bygning hos de to arter. Disse karakterer er dog ikke konstante. — Længde: 8—13 mm. Arten er meget mindre hyppig end foregående. Den kendes fra en del lokaliteter i Øst-, Midt- og Sønderjylland, fra Fyn 121 og Langeland samt fra flere steder på Sjælland. — Omtrent samme flyvetid som cylindrica, men dog flere fund fra første halvdel af august. — Udbredt i Mellem- og Nordeuropa, mod nord til Mellemsverige. Også i Storbritannien. 3. underfamilie Laphriinae. 7. Ltphria Meigen 1803. Ofte store og bredt byggede arter med mere eller mindre kraftig behåring. Set i profil er ansigtet stærkt fremspringende, mest på de nederste to tredjedele, mindre på den øverste tredjedel. Det mellemliggende parti konkavt, ansigtet med lang udstående behåring (knebelsbart). Proboscis lang, stærkt sammentrykt og bredt afrundet i spidsen. Antenner placeret i over- kanten af ansigtets øverste fremspringende del. De er' 3-leddede, 1.led dobbelt så langt som 2., 3. led længere end de to første led tilsammen, bredere og i spidsen med en lille grube og deri en lille sansestift, men ingen egentlig endegriffel. Baghovedet stærkt fremspringende, især forneden. Brystets overside bredt og lavt, stærkt behåret ; behåringen længst bagtil. De egentlige børster er ofte ret svage i forhold til behåringens styrke, hos arter med svagere behåring derimod stærkere. Der er 1—3 notopleural-, 3—6 supraalar-, 3—9 postalar- og 4—10 par scutellar-børster. Øverste hjørne af mesopleuron med 1—4 børster og på metapleuron et bælte af lange børster. — Bagkroppen af varierende styrke. Behå- ringen snart lang og opretstående, snart kortere og mere tilliggende. 3 med 7 tergiter, den 7. ganske kort. 2 med 8 tergiter, 7.—8. korte. Hypopygiet drejet 180”, organet ofte meget stort. Epandrium (med se- kundær ventral beliggenhed) stor, udelt og trugformet. Fig. 124. Laphria flava L. 3. (Orig.). Også gonopoderne er store og ofte forsynet med ud- vækster. Hypandrium meget kort eller helt mang- lende. Læggerøret hos 2 kort og konisk. Benene er kraftige, lårene fortykket. Skinnebenene også noget fortykket og let krummede. Behåringen lang og tæt, ofte børsteagtig; kraftige børster på led- denes forside (anterodorsalt eller anteroventralt). Kløer kraftige, næsten vinkelformet bøjet i spidsen. Pulviller brede. — Vingen med R, lukket og kort stil- ket. Også 4. bagrandscelle (M2) og analcellen (Cu,) lukket og stilket. Laphria-arterne forekommer især i rydninger i skove. De større arter (flava, ephippium og gilva) synes at foretrække nåleskov, den mindre art (mar- ginata) løvskov. De ses ofte siddende på træstubbe eller på træstammer og da som regel med hovedet nedad, spejdende efter forbiflyvende byttedyr. Disse udgøres af insekter af forskellige ordener, og byttets størrelse står i forhold til Laphria-artens størrelse, 123 sådan at forstå, at de mindre arter må holde sig fra de største byttedyr, hvorimod de større arter ud- mærket kan tage selv små dyr. Biller (bl. a. en del mariehøns) spiller en stor rolle for de større arter, men også myrer (vingede) og andre årevinger, to- vinger, tæger og cikader er yndede bytteobjekter. Byttet gribes altid i flugten og som regel bagfra og ofte har disse jagtture fra udgangspunktet karakter af et lynangreb fra flere meters afstand. Parringen foregår på en træstub eller en træstamme, og under denne sidder dyrene i forlængelse af hin- anden med hovedet i hver sin retning. Forstyrres parret, flyver de bort, men uden at miste forbindelsen og med hunnen forrest. Læggerøret er som beskrevet i indledningen ret kort, konisk og ganske enkelt byg- get og som sådan velegnet til at placere æggene i og omkring træstubbe. Undertiden lægges æggene i for- håndenværende flyvehuller af andre insekter, under- tiden i revner i barken, eller de presses let ned mel- lem nåle, jord og træsplinter omkring stubben. Især de større arter (flava og ephippium) synes at lægge æg i og på stubben, de mindre (gilva og marginata) omkring denne. Hunnen af flava flyver som en hum- lebi omkring stubben, finder med de fine børster på læggerørets spids de forskellige huller og revner og placerer, stadig flyvende, nogle få æg hvert sted. Selve æggene er ovale. Larverne lever i træstubbene, enten under barken eller inde i veddet, der da skal være temmelig mørt. Larverne af alle danske arter er kendt. Her skal først gives en almindelig beskrivelse af Laphria-larven, og senere vil de enkelte arter blive skilt ud i nøgleform. Den er mere eller mindre plump af bygning (fig. 126—127); farven hvidlig med fine længdestriber. Ho- 124 Fig. 125. Hoved af larve af Laphria gibbosa L. set fra oversiden; fig. 126. Larve af L. gilva L. set fra oversiden; fig. 127. Larve af L. flava L. set fra oversiden og fig. 128. Hoved af larve af L. gib- bosa L. set fra undersiden. (Melin). vedkapslen (fig. 125) mørkebrun, ca. dobbelt så bred som lang, forkanten skålformet indskåret, bagkanten ligeledes indskåret, tydeligt afsat sidedel. Roddelen bred, udelt og afrundet i enden. På undersiden en rektangulær ventralplade (fig. 128). Overlæben tem- melig lang og kloformet. Kæben bred med lateral indskæring, foran denne er kæben udformet som tre 125 sidestillede tænder, af hvilke den inderste er længst. Grundleddet af kæben sammentrykt og med to længde- furer, også det yderste led med furer. Palper to-leddede, 1. led størst. Kindbakken knivsbladformet, nær spid- sen en lille, indadbøjet torn. Dens tyggeflade stor og tyk og i den nederste del med et muskelfæste vinkel- ret på fladen. Følgende børstebeklædning på hovedets dele: 2 par på oversiden af hovedkapslen, den ene lille og placeret helt i forhjørnet, 2 på hver af side- delene og 3 par på undersiden af hovedet. Kæben med 4 børster, heraf de 3 på grundleddet; på overlæben et par utydelige børster. — Af brystleddene er 1. led længst og 2. led bredest, siderne ret stærkt udposet. Forenden af 1. led fortykket og læderagtigt, især på oversiden. Forenden. af: 2:-0g'3xled;-med smallere, læderagtige bånd. — Bagkropsleddene bliver gradvist længere bagtil, 7. led længst og omtrent kvadratisk. Den forreste del af leddene fortykket og forsynet med 4 par kontraktile, vortelignende fremspring: 1 par dorsalt, 1 par lateralt, 1 par latero-ventralt og 1 par ventralt; de laterale ofte rudimentære. På ydersiden af de ventrale processer en lille børste. Siderne des- uden med ovale udposninger. Endeleddet med store, mørke spirakler. I spidsen en brunlig endeplade med tre fremspring, det terminale størst og tandformet, de to andre mindre og lidt dorsalt for dette. — Lar- verne kan adskilles på udformningen af de laterale fremspring og på formen af den terminale plade på endeleddet og dennes fremspring (se oversigten s. 128). Puppen (fig. 129) med det forreste antennehorn mere eller mindre krummet og med bred basis; en børste ved basis. De bageste horn (fig. 140, 142 og 144) mere eller mindre foldede, 4- eller 5-tandede og aftagende i størrelse bagtil. På undersiden af hovedet 126 4 kortere torne, de midterste med en lille børste ved siden. Munddelenes skeder lange. — Brystet med 4 små, dorsale børster. 3. par benskeder relativt korte, ved basis af 2. par benskeder en lille fortykkelse med Fig. 129. Puppe af Laphria gilva L. set fra siden. (Melin). to torne (fig. 141 og 143). Ved basis af vingeskeden ligeledes en lille forhøjning med et kileformet frem- spring og to korte børster. — På oversiden af 1.—7. bagkropsled en buet række af korte torne, der er kraf- tigst udviklet på 4. og 5. led og på 7. led erstattet af børster. På siderne går tornene over i børster, flest bagtil. Selve sideudposningerne med en række bør- ster, hvoraf et par stykker er kraftigt udviklet. Un- dersiden af leddene ligeledes med en tværrække af børster. Endeleddet nedadkrummet, på oversiden et par krumme eller lige, kortere eller længere børster, 127 der også kan erstattes af en tværrække af flere børster. Terminalt ender leddet med 4 korte, kraftige tand- lignende fremspring, af hvilke det ventrale par er størst. Imellem og noget over det dorsale par to små, tornformede knopper. — Også pupperne af de danske arter kan bestemmes til art (se s. 129). Laphria er en meget stor slægt, der er udbredt over hele jorden. Alene fra Palaearktis er beskrevet ca. 50 arter, hvoraf 4 hidtil er fundet i Danmark. Oversigt over arterne. Imagines. 1. Brystets overside, især bagtil, meget tæt og langt behåret og uden særligt kraftige børster langs siderne…Store og stærkt byggede arter....... VA Brystets overside meget sparsommere behåret, langs siderne er udviklet børster, der er tydeligt kraftigere end den øvrige behåring. Mindre og SERE SÅ SLÆrkT byggede arter 22. feder 50 4. 2. Bagkroppen overvejende sort behåret, kun få lysere hår langs siderne og bagrandene 1. ephippium. Bagkroppen overvejende gyldent behåret, i hvert BME BA BE Baner BE FT LER RER str 3. 3. Hele.bagkroppen. gyldent-behåret ........... 2. flava. Kun de tre bageste bagkropsled gyldent behåret, DE eee RE ng ST 0 Tv) MERE SENERE RER BERNER gibbosa. 4. 4. og 5. bagkropsled overvejende gulbrune, dækket REE TE TY 4 TRENDS NESS TERE SAS 3. gilva. Bagkroppen helt sort, behåringen gul og mindre Lr rar ne ET EGE IT SR SEE ERE Få re RES gu 4. marginata. Nogle forfattere fordeler arterne på to slægter: Laphria Meig., der omfatter de store og kraftigt behårede arter, og Choerades Walker, der rummer de mindre arter, hvor be- håringen er mere sparsom. Af de danske arter vil således gilva 128 og marginata kunne henføres til Choerades, de andre til Laphria. Også bygningen af genitalierne hos $ samt larval-morfologien styrker denne opdeling, men af praktiske grunde er den gamle slægt Laphria her bibeholdt. Larver. 1. Bagkropsleddene med' tydelige laterale vorter. Endeleddet afskåret i spidsen, med stor ende- PR HEADSET HAS SE SFO ED LED v.å latera/e k Fremsøring … Ferm. Frems pring -- hg | 135 Nn - N Ed erdebørster-—" SØ N Fig. 130—139. Endepladen hos larver af Laphria-arter, i 130-134 set i profil, i 135—139 set fra enden. 130 og 135. L.gilva L.; 131 og 136. L. marginata L.; 132 og 137. L. flava L., 133 og 138. L. ephip- pium- 1; og 134008: 139 ML: gibbosm LM): 129 Bagkropsleddene med rudimentære laterale vorter. Endeleddet med lille endeplade (fig. 127)..... i, Det terminale fremspring på endepladen med en relativt smal spids, de to laterale fremspring temmelig smalle og tilspidsede (fig. 130 og 135) 3. gilva. Det terminale fremspring med bred spids, de la- terale fremspring bredt afrundede (fig. 131 og NS Re Se ERE ser 4. marginata. Hovedets ventralplade oval. Bagkropsleddene ikke dobbelt så brede som lange. Det terminale fremspring på endepladen tornformet (fig. 132— y ke 27 4 RØRBRERRRSRER SE y [SØBSS SEERE ESSEN DN, serge TØRRET RE 4. Hovedets ventralplade bred og nærmest rektangu- lær (fig. 128). Bagkropsleddene mere end dob- belt så brede som lange. Endeleddet afrundet, det terminale fremspring på endepladen kort EAR Dorte (RE, TIE STEN TENNA gibbosa. Endeleddet tilspidset (fig. 127), det terminale fremspring med lang, tynd, fremadbøjet spids RE - 4 HØRSRANARERRERT. 4,5 "ARABERE css. 7. HERRER SÅ SER 2. flava. Endeleddet noget afskåret, det terminale frem- spring med kort og ikke så fremadbøjet spids Ar: BER £, = ” rs SERENE SÅN BERRES EN SRREER Dr 1. ephippium. Pupper. Forreste antennehorn ret smalt og som regel tyde- ligt bøjet i spidsen, de bageste horn slanke og meget lidt rynkede (fig. 129 og 144). De terminale fremspring på -endeleddet: ret slanke ,…. 1... 1... 2. Forreste antennehorn bredt, lige eller lidt bøjet, de bageste horn grove og stærkt furede (fig. 140 og 142). De ' termmale: fremspring grove. ..,/2,… å De bageste horn på hovedet 4-delte (fig. 129).. 3. gilva. De-bageste: hornuS-delte (fig. 144) 2210... 4. marginata. Forreste antennehorn med en lang og lidt bøjet spids, de bageste horn 5-delte (fig. 142). Det for- reste fremspring ved basis af 2. benskede med en Tovinger. IV 9 130 sekundær tand på bagsiden (fig. 143). De dorsale børster på endeleddet bagudrettede; af de ter- minale fremspring er det dorsale par længst 1. ephippium. Forreste antennehorn med kortere og mere bøjet spids, de bageste horn 4- eller 5-delte (fig. 140). Fig. 140. Antennehorn hos puppen af Laphria flava L.; fig. 141. Basis af 2. benskede hos samme; fig. 142. Antennehorn hos puppen af L. ephippium L.; fig. 143. Basis af 2. benskede hos samme; fig. 144. Antennehorn hos puppen af L. marginata L. (Melin). Det forreste fremspring ved basis af 2. benskede enkelt (fig. 141). De dorsale børster på ende- leddet opad- eller fremadrettede; af de terminale fremspringver:det:idorsåle) par kortest C.L Å. 4. Forreste antennehorn kort, bageste horn 4-delte (fig. 140). Den yderste af tornene på undersiden af hovedet lille og smal. Det forreste fremspring ved basis af 2. benskede med kort spids (fig. 141) 2. flava. 131 Forreste antennehorn ret langt, bageste horn 5-delte. Yderste torn stor og bred. Det forreste remsen med ANS Spids ss LS de SE. bes gibbosa. FE ek ppm Fabricius, 1787 (Fie 133, 138, 1427143). åg: Hele kroppen samt benene sorte. Knebelsbarten sam- mensat af dels sorte, dels bleggule hår. Brystets overside for- til ret kort og sort behåret, bagtil langt og bleggult behåret. Bagkroppen med overvejende sort behåring. Benenes be- håring lang og tæt, af farve sort og brungul. Vingerne med kraftig brunfarvning, cellernes midterste partier mere hyaline. — Længde: 15—22 mm. Arten er hidtil kun kendt fra nogle lokaliteter på Sjælland (Kagerup, Tyvekrog, Grib Skov, Folehaven og Ringsted) samt fra en del jyske lokaliteter fra Vendsyssel og langs den østjyske kyst sydpå til Haderslev og vestpå til Viborg- og Silkeborgegnen. — De 55 kendte danske eksemplarer daterer sig fra begyndelsen af juni (2/6) til slutningen af juli (26/7). — Arten er udbredt over store dele af Europa og går mod nord til Mellemsverige. Ikke i Storbritannien. 2. L, flava Linné, 1767 (Fig, 124, 127,. 132, 137, 140, 141). 3 2: Hele kroppen og benene sorte. Knebelsbarten består overvejende af lyse hår. Brystets behåring omtrent som hos foregående, men på den forreste del en del lyse hår iblandet. Bagkroppen med lang, tæt, gylden behåring, der på de fore- reste . led er lysere og kortere Benene,;især skinnebenene, med mange lyse hår. Vingerne formørket som hos ephippium. — Længde: 15—22 mm. Arten har en ejendommelig historie her i landet. Den blev først opdaget i 1935, da N.L. Wolff den 3. juni tog 2 299 i Frøslev; det følgende år blev samme sted taget 4 I og 2 29 den 9. juni af Rye. I årene 1948—52 samlede Worm-Hansen i Stensbæk Plantage ved Gram og hjembragte hvert år denne art, således at museet nu har en serie på 61 fra denne lokalitet. Dette store materiåle daterer sig fra 23: maj (1952) til 20. august (1951). Endelig blev den i 1961—62 taget på 4 for- skellige lokaliteter, Nørholm Skov ved Varde 2 13. juni (A. Michelsen), Jelling Skov &g 1. juli (E. Torp Pedersen), Grib Skov gg 2. juli (Caroldsfeld-Krause) og Donse F 21. juni 9% 132 (A. Michelsen). — Denne pludselige optræden på lokaliteter, hvor der har været samlet fra gammel tid, kan nok kun for- klares ved, at der er tale om en nylig indvandret art, og sand- synligvis er der sket en indvandring fra både syd og øst. — Artens totale udbredelse er omtrent som hos ephippium; går dog mod nord til Våsterbotten og findes også i Skotland. [L. gibbosa Linné, 1758 (Fig. 125, 128, 134, 139). Adskiller sig fra de to foregående arter ved den skarpe kontrastbehåring på bagkroppen, idet 1.—3. tergit er sort be- håret, hvorimod de sidste tergiter er gyldent behåret. — Længde: 20—29 mm. Arten er endnu ikke truffet i Danmark, men kan muligvis ventes. Den er udbredt i Sverige mod nord til Hålsingland samt i Mellemeuropa. Ikke i Storbritannien.] 3. LC. gilbo Linné, 1758 (Fie) F26, 1207 130; 1135, 185) 29: Hovedet sort. Knebelsbarten består af sorte, kraftige hårbørster; imellem disse tyndere og mere tilliggende, hvide hår. Behåringen på brystets overside ret kort (som længden af 1. antenneled) og overvejende sort. Randbørster ligeledes Fig. 145: Lapirma sogns n Ond. 133 sorte. På 4. og 5. tergit et bredt timeglasformet, gulbrunt parti; bagrandene af 2. og 3. tergit ligeledes mere eller mindre gulbrune, og 6. tergit kan også være gulbrun på midten, især hos 2. Behåringen på de gulbrune partier rødgylden, på siderne af leddene hvidlig på de forreste og sortagtig på de bageste led. Ben sorte eller skinneben (især de to forreste) samt tarser mere brunlige; hår og børster hvide og sorte. Vinger nærmest hyaline basalt, grålige eller gråbrune på de yderste to trediedele. — Længde: 15—18 mm. Vel nok vor almindeligste Laphria-art, måske hyppigst i Jylland. Her kendt fra en række lokaliteter over hele lands- delen, også i plantagerne i Nord- og Vestjylland. Desuden kendt fra Fyn (Fåborg), Samsø, Sjælland (flere lokaliteter) og Falster (Bøtø). — Flyvetiden er meget lang, nemlig fra be- gyndelsen af juni (5/6) til ind i september (8/9). — Arten er udbredt i Europa og Sibirien. I Sverige går den længere mod nord end de andre Laphria-arter, idet den forekommer til Lapland; ikke i Storbritannien. 4. L. marginata Linné, 1758 (Fig. 131, 136, 144). åg: Hovedet sort. Knebelsbart af sorte børstehår. Den øverste del af ansigtet med tilliggende, gule eller hvide hår. Brystet sort, sidepladerne med let, grå bestøvning. Oversiden med korte, gule og noget længere, sorte hår. Bagkroppen sort med kort, gylden, tilliggende behåring. På midten af sidste tergit overvejende sorte hår. Benene sorte med lys behåring og sorte hårbørster. Vinger hyaline basalt, brunligt tonede på de yderste to trediedele. — Længde: 9—14 mm. En almindelig og udbredt art i den østlige del af Jylland samt på Øerne (Fyn, Langeland, Sjælland, Lolland og Born- holm). — Forekommer i løvskov. Flyvetiden er fra sidst i maj (28/5) til først i september (8/9). — Udbredelsen dækker hele Europa mod nord til Mellemsverige; også i Storbritannien. 4. underfamilie Asilinae. Slægterne indenfor denne underfamilie er hinanden meget mere nærstående end f. eks. slægterne inden for Dasypogoninae. De 9 slægter, som er repræsenteret 134 Fig. 146. Asilus erabroniformis LL. POE N inden for vort lands grænser, rummer hver kun en enkelt eller nogle få arter, På grund af dette forhold vil det være naturligt at give en almen karakteristik af hele underfamilien, hvorefter beskrivelserne af de enkelte slægter vil kunne skæres ned til et minimum. Det er gennemgående middelstore til store fluer af grå, sorte eller brunlige farver, kun få har mere liv- lige farver. Hovedet set i profil kort, baghovedet fladt og som regel noget fremspringende, især forneden. Hovedets bredde omtrent som bredden af brystet eller lidt bredere. Ansigtet set forfra mere eller mindre bredt, som regel ;nogét: bredere nedaduSetsi profil er ansigtets nederste del ofte fremspringende, medens den øverste del er nogenlunde i plan med øjets for- 135 rand. På ansigtets fremspringende del en tæt, nedad- rettet knebelsbart. Antenner placeret over hovedets midte. De er tilsyneladende 5-leddede. 1. led længere end 2., begge cylindriske. 3. led sammentrykt og noget tilspidset. De to sidste danner en tynd endegriffel, basisleddet ganske kort. Proboscis af varierende længde, som regel rettet skråt nedad og fremad. Brystet med ret høj, buet mesonotum. Af lange børster findes præsutural, supraalar og postalar. Des- uden to rækker dorsocentral-børster i varierende an- tal, og som regel kun på den bageste del af brystet. Scutellum med lange børster langs bagranden. På meta- og hypopleurer en række stærkere børster. Bagkroppen lang og smal og gradvis smallere bag- til, i tværsnit nærmest cylindrisk eller svagt sammen- trykt. Hos & findes 8 tergiter, den første kort og bredere end den følgende, 8. tergit ligeledes kort. Hypopygierne af ret ensartet bygning, aldrig drejet. Dorsalt ligger de øvre forceps, der er den kraftigst udviklede del af organet og ofte er af karakteristisk form. Op imellem disse stikker proctiger frem. Go- nopoderne (»lower pair of forceps« hos Lundbeck) kortere end øvre forceps. Clasper'ne på undersiden af gonopoderne er slanke og buede. Hypandrium kort og bredt afskåret. 2 med 7 normale tergiter. 8. tergit danner en del af læggerøret, idet den ofte er sammentrykt og ofte anderledes farvet end de foregående tergiter. I lægge- røret indgår desuden 9. og 10. led, det sidste udformet som to lameller, der kan være frie eller indkapslede i den øvrige del af læggerøret. Benene kraftige. Behåringen tæt og kort. Desuden ofte længere, børsteagtige hår og endelig stærke, tornagtige børster, de sidste oftest placeret i rækker. 136 Kløerne kraftige, pulviller pladeformede og empodium børste- eller kloformet. Vinger med R+, lukket og m,+, med næsten paral- lelle grene. 5 bagrandsceller, M, lukket og kort stilket. Analcellen (Cu,) ligeledes lukket og stilket. Alula vel- udviklet. Vinge- og brystskæl små. Oversigt over slægterne. Imagines. Tergiterne kun med tynde hår; på siderne af 1. tergit or TRIBE BEFRI ET, DEERE , HDI JER Flere tergiter med tydelige børster, især på siderne lander hasrandens, 14) Libre Ven SMERL Fra GO TSK Ansigtet skinnende sort på midten. Proboscis kort, når ikke frem foran ansigtet. Endegriflen kort LARS SORRY SERIERNE IRENE ERE" JERMERRERTEN 2 9. Rhadiurgus (s Ansigtet ensfarvet gråt. Proboscis længere, når tydeligt frem foran ansigtet. Endegriflen læn- BEDE 0 HYRET ES, 2 SEER AGERER NE SR RR ER Ansigtets fremspringende del står jævnt frem for- oven. Bagkroppen fortil sort, bagtil gul (fig. 146). Basis af vingen hos $ ikke hvid 8. Asilus (s Ansigtets fremspringende del står vinkelret frem foroven. Bagkroppen ensfarvet sort. Basis af vingen hos $ mælkehvid .. 10. Pamponerus (s Børsterne langs øjets øverste bagrand lange og i spidsen stærkt fremadkrummede. Ansigtet smalt. 6. og 7. tergit som regel anderledes farvet end de foregående tergiter.… 255 20 11. Neoitamus (s Børsterne langs øjets øverste bagrand kortere og ikke stærkt fremadkrummede i spidsen. Ansigtet bredere. 6. og 7. tergit ikke anderledes Tarvet end de "Foregiende FNS SSI SR en Ansigtets nederste fremspringende del optager højst halvdelen af ansigtets samlede højde, for- an . 153). 137 oven jævnt fremstående. Ben helt sorte. 2 med torne på læggerøret (fig. 177).. 12. Philonicus (s. 158). Ansigtets nederste fremspringende del optager over halvdelen af ansigtets samlede højde, foroven mere eller mindre skarpt fremstående. Ben oftest delvis red ler URE SANSERNE GG 6. Dorsocentral-børster veludviklede helt frem til brystets forkant. Lamellerne indlejret i lægge- Foret (DESTAB TET 10 ddr 15. Dysmachus (s. 171). Kun få veludviklede dorsocentral-børster lige foran tværsømmen, fortil på brystet kun korte hår i dorsocentral-feltet. Lamellerne indlejret eller lg MAD Et 5 = erdral plade i begeste sidebørste Fig. 155. Hovedets underside af larven af Machimus atricapillus Fall. (Melin). Fig. 156. Hovedets underside af larven af Rhadiurgus variabilis Zett.; fig. 1537. Hovedet set fra oversiden af larven af Machimus atricapillus Fall.; fig. 158. Hovedet set fra oversiden af larven af Neoitamus cyanurus Loew. (Melin). 142 Hovedkapslen smal, omtrent kvadratisk og ret svagt kitiniseret. Roddelen lang og smal med smalle grene (fig. 158)... Neocitamus cyanurus (s. 154). Hovedkapslen bredere og stærkere kitiniseret. Rod- delen bred og ret kort... ? Eutolmus rufibarbis (s. 169). Pupper. Ved basis af 2. benskede to tornagtige fremspring Da FOR KEE 55 SR ORE NE ORD AGE 2. Ved. basis af 2 benskede ingen fremsprne. 7. 8. Vingeskedens inderrand med lille knopformet fremspring (fig. 159). JEndeleddets terminale fremspring kraftige, det dorsale par lange og buede. Puppen stor (op til 253x 5 mm) og med grov børstebesætning .. Asilus crabroniformis (s. 145). Vingeskedens inderrand uden fremspring. Puppen Under KR IEEE Ls SÅS Skar fa] KOREA DEN 3. Det dorsale par af de terminale fremspring på ende- leddet tydeligt større end det ventrale par (fig. 100; 16411635 165, 100) SEES SEE REE SE 4. De to par terminale fremspring på endeleddet om- trent lige store. Puppen lille (under 10 mm) med besætning af fine torne Machimus (Epitriptus) cingulatus Det dorsale par af de terminale fremspring lange og mere eller mindre sylformede (fig. 163, 165). Puppen ret stor (ca. 18 mm) med besætning af mere eller mindre lange og fine torne........ 5. Det dorsale par af de terminale fremspring ret grove (fig. 160, 166), hvis slanke, da ikke lange (fig. 161). Puppen med besætning af mere eller mindre grove'og korte; torne 25, 0 DE 6. Fremspringene ved basis af 2. benskede af omtrent ens størrelse (fig. 162). Det dorsale par af de ter- minale fremspring tydeligt krummede i spidsen (fig. SGL sales Flores Philonicus albiceps (s. 159). 143 Det bageste af de to fremspring ved basis af 2. ben- skede tydeligt større end det forreste (fig. 164). Det dorsale par lige (fig. 165) Pamponerus germanicus (s. 151). 6. Det dorsale par af de terminale fremspring stærke og mere eller mindre krummede i spidsen (fig. 160, 166) Fig. 159. Basis af 2. benskede hos puppen af Asilus crabroniformis L.; fig. 160. Endeleddet hos puppen af Machimus atricapillus Fall. ; fig. 161. Endeleddet hos puppen af Dysmachus picipes Meig.; fig. 162. Basis af 2. benskede hos puppen af Philonicus albiceps Meig.; fig. 163. Endeleddet hos puppen af samme; fig. 164. Basis af 2. ben- skede hos puppen af Pamponerus germanicus L.; fig. 165. Ende- leddet hos puppen af samme; fig. 166. Endeleddet af puppen af Eutolmus rufibarbis Meig.; 160, 161, 163, 165 og 166 alle set i profil. (Melin). 144 Det dorsale par korte, lige og ret slanke (fig. 161) Dysmachus picipes (s. 172). 7. Det bageste antennehorn bredt afrundet. Det dor- sale par af de terminale fremspring meget stærkt krummet i spidsen (fig. 160). Puppen under 1835 mi io. 1.5 0s Machimus atricapillus (s. 162). Det bageste antennehorn tilspidset. Det dorsale par let krummet i spidsen (fig. 166). Puppen ca. RR EN sn Ta Eutolmus rufibarbis (s. 169). De tornagtige fremspring på 1. bagkropsled ret lange. På 2. bagkropsled alternerende lange og korte torne. Det dorsale par af de terminale fremspring på endeleddet lange og med sylefin rn ne OPERERER aeg ER og Neoitamus cyanurus (s. 154). De tornagtige fremspring på 1. bagkropsled korte. På 2. bagkropsled kun korte torne. Det dorsale DAP. KOREE 5 00 6. vis x KORER Rhadiurgus variabilis (s. 149). [92] 8. Asilus Linné, 1758. Store arter (omkring 20 mm og derover), ofte med broget farvetegning. Ansigtet noget fremspringende på lidt mere end nederste halvdel. Set forfra er an- sigtet ca. !/, af hele hovedets bredde. Proboscis til- spidset. Hårene på undersiden af 1. og 2. antenneled korte. Højst 5 par dorsocentral-børster. Børster på siderne af 1. tergit, men ikke på de følgende. S$-geni- talier forholdsvis små. Øvre forceps med bredt af- rundet spids. Clasper'ne ikke skinnende. Læggerøret konisk tilspidset, med frie lameller. En række korte, tornagtige børster på undersiden af forlårene. r, og r; ender på hver sin side af vingespidsen. Den største danske rovflue, A. crabroniformis hører til denne slægt. Den forekommer dels i rydninger i skove, dels på åbne og helst sandede græsmarker og på heder. Ofte ses den siddende på jorden, men har 145 forkærlighed for at sætte sig på kokasser og heste- pærer. Dens flugt er ret tung og støjende, og den kan fjerne sig betydelige afstande (flere hundrede meter), når den bliver forstyrret. Byttet er især markgræs- hopper og større fluer. — Æglægningen sker i gød- ningsklatter på marker, og herunder stikker hunnen det noget sammentrykte læggerør ned imellem gød- ningspartiklerne. Larven (fig. 152) har en længde på op til 32 mm og en bredde på ca. 6 mm. Den er nærmest spoleformet. Hovedkapslen (fig. 153) bred, stærkt kitiniseret og forsynet med flere furer, hvoraf én eller to er tvær- gående. Roddelen bred og mørk med lysere midter- stribe. Ventralpladen (fig. 154) bred og kort. Kæber brede og noget foldede med velafgrænset hulhed på indersiden. Palper korte. Kindbakkerne set fra siden brede og temmelig korte og næppe nående til midten af kæbens 2. led. På oversiden af hovedkapslen et par lange børster foran midterlinien. På undersiden tre børster på hver side, hvoraf det midterste par sidder på ventralpladens forhjørner (fig. 154). 1. brystled temmelig kort, alle brystled med brede, fortykkede bånd ved forranden. 2.—7. bagkropsled på oversiden med temmelig brede, tværgående, fortyk- kede bånd; mindst udviklede på 6. og 7. led. På un- dersiden af 1.—7. bagkropsled et par vorter, der imid- lertid er svagt udviklede på 1. og 7. led. Sidefortyk- kelserne brede. Endeleddet delt i to lige lange afsnit; det basale forsynet med temmelig store, mørke spi- rakler. Puppen er op til 25 x 5 mm stor. Forreste antenne- horn med temmelig bred spids. De bageste antenne- horn ret brede og stumpe. Ved basis af 2. benskede to kraftige, tandlignende torne (fig. 159). Forhøjnin- Tovinger. IV 10 146 gen ved basis af vingeskeden med en kort torn og et kileformet fremspring. Desuden nær indersiden en knoplignende proces. — Bagkroppen tyk, dens første led på oversiden med 12—13 brede torne, der er let bøjede i spidsen. 2.—7. leds oversider med 6 lange torne alternerende med syv korte, kraftige torne, der ofte er to- eller tredelte, på de første led. Siderne med ca. 10 børster, færre på de sidste led. Forreste afsnit af endeleddet på oversiden med en række stærke torne af forskellig længde, undersiden med en række børster. De terminale fremspring grove og krumme; det dor- sale par længst. Fra det palaearktiske område er beskrevet ca. 10 arter af slægten, af hvilke kun én er dansk. 1. A. crabroniformis Linné, 1758 (Fig. 146, 152—154, 159). 29: Hovedet gulbrunt bestøvet, pandens midterste del mørkere. Hår og børster gule til rødgule. Proboscis sort. De to første antenneled gule, resten sort. Brystet gulbrunt, mør- kest bagtil og med to mørkere midterstriber fortil på over- siden. De tre første tergiter sorte med lysere baghjørner; be- håringen overvejende sort, kun lysere på siderne. De sidste tergiter med tæt, gul bestøvning; hårene gule. Undersiden brungul, mørkest basalt. Genitalier hos begge køn brungule. Benene brune eller brungule, skinneben og tarser lysest. Vin- ger gullige, cellerne langs bagranden med brune midter- partier. — Længde: 18—26 mm. Arten er kendt fra ca. et halvt hundrede lokaliteter spredt over hele landet. Således fra alle egne af Jylland (nord for Limfjorden dog kun fra Thy), Læsø, Anholt, Fyn, Sjælland, Lolland og Bornholm. — Flyvetiden er fra sidst i juni (25/6) til hen i september (20/9). — Den totale udbredelse dækker det meste af Europa, i Sverige mod nord til Uppland. Findes også i Storbritannien. 147 9. Rhadiurgus Loew, 1849. Middelstore, mørkegrå rovfluer. Ansigtet stærkt fremspringende på lidt mere end den nederste halvdel ; set forfra smalt, ca. !/. af hovedets bredde, noget ons, BEN vis" g: ” - 3! je Å LT fig Fig. 167—168. Hypopygium af Rhadiurgus variabilis Zett., i 167 set i profil, i 168 set fra oversiden. (Orig.). divergerende nedad. Det øverste flade parti af an- sigtet skinnende sort. Lange hår på undersiden af de to første antenneled. Brystet med ca. 8 par dor- socentralbørster, der når noget foran tværfuren. Bag- kroppen kun med egentlige børster på siderne af 1. tergit, de øvrige led kun med fine hår. J-genitalier (fig. 167—168) ret slanke, øvre forceps med afrundet 10=+ 148 snit på oversiden og noget divergerende fra organets nedre elementer. Læggerøret (fig. 169—170) bredt ko- nisk med frie lameller. Forlår uden tornagtige børster på undersiden. Fig. 169—170. Læggerør af Rhadiurgus variabilis Zett., i 169 set i profil, i 170 set fra oversiden (Orig.). Den eneste palaearktiske art er R. variabilis. Den forekommer på sandede lokaliteter, f. eks. i rydninger i plantager og i klitter. Den sidder oftest på jorden, men også på stængler, sten og hegn. Som byttedyr er noteret både mindre sommerfugle, fluer, tæger m.m. Som nævnt ovenfor er læggerøret meget bredt og derfor ikke egnet til at trænge ned i noget medium. Meiin har i overensstemmelse hermed også vist, at æglægningen simpelt hen foregår ved, at fluen går om- 149 kring på jorden og klæber æggene fast ét for ét til kviste, nåle, mosstængler og hvad der ellers findes på overfladen. Efter klækningen søger larverne ned i san- det, hvor udviklingen foregår. Larven opnår en størrelse på ca. 15 x 2,5 mm. Den ligner meget larven af Machimus atricapillus, der er beskrevet på s.162,men afviger fra denne på følgende punkter. Hovedkapslen kortere i forhold til bredden og mere indsnævret bagtil. Roddelen temmelig slank, mere eller mindre mørk med en smal, lysere midter- linie, der bliver bredere mod basis. Ventralpladen større (fig. 156). Kæber mere tilspidsede. Kindbakker længere, når frem til/ ca. ?/, af 2. kæbeled. Den for- reste af sidebørsterne på undersiden af hovedet nær- mere ved børsten på ventralpladen end ved den ba- geste sidebørste (fig. 156). Endespirakler meget små. Puppen er ca. 10 mm lang. Forreste antennehorn kort med kort spids. De bageste horn med kort, skarp tand. Ingen fremspring ved basis af ben- og vinge- skeder. 1. bagkropsleds overside med ca. 12 usæd- vanlig korte (knapt !/. af leddets længde) torne, der er let bøjede i spidsen. 2. bagkropsled med korte torne af omtrent ens længde; nogle brede, andre smal- lere:3=-7led- med 6 længere og 7 kortere torne, de sidste ofte opdelt og rudimentære på 7. led. Siderne med ca. 5 børster. Forreste afsnit af endeleddet på oversiden med adskillige længere torne og på under- siden med nogle grove børster. Endeafsnittet med 4 grove, korte endeprocesser, der er let krummede. 1. R. variabilis Zetterstedt, 1840 (Fig. 156, 167—170). å 2: Panden og den øverste del af ansigtet skinnende sort, en smal søm langs øjenranden samt ansigtets fremspringende del lysegråt bestøvet. Knebelsbartens hår hvide i midten, 150 sorte foroven og langs siderne. Proboscis kort. Antenner sorte, 3. led og griflen kort. Brystets overside gråbrun med to brede, sorte midterstriber, der afsmalner bagtil. Desuden et par brede, sorte sidestriber, der er opløst i tre enkeltpletter. Siderne overvejende gråt bestøvet, meget sparsomt hårede. Bagkroppens overside sortbrun med lysere grå bagrande, der på siderne bliver bredere og strækker sig frem mod forranden. Behåringen ganske kort og overvejende sort. Genitalier sorte. Lår sorte, skinneben og tarser mere eller mindre brune med mørkere spidser; børster sorte, hår sparsomme og lyse. Vinger jævnt gråtonede, mere hyaline basalt. — Længde: 11—14 mm. Arten er kun kendt fra nogle få lokaliteter, mest i Jylland. Således 1 Z fra Ørgård, Nors, Thy, 22. juni 1954 (Worm- Hansen), 1 Z og 1 2 Silkeborg 21. aug. 1907 (A. Petersen), 1 g og 2 29 sammesteds 10. juni 1911 (ex. Coll. Peder Nielsen), 1 2 26. juli 1948 og 1 $ 23. aug. 1951, begge Stensbæk plan- tage ved Gram (Worm-Hansen), 1 ZZ Læsø 20. juli 1938 (A. Jøker) og endelig 4 Z og 5 29 fra Tisvilde 8.—14. juli 1907 (Coll. Lundbeck). — Udbredt i Mellem- og Nordeuropa, i Sverige mod nord til Lappland, også i Storbritannien. 10. Pamponerus Loew, 1849. Middelstore rovfluer. Hovedets nederste Z/, stærkt fremspringende, overkanten næsten vinkelret frem- stående. De forreste facetter ikke forstørrede. Kun få og svage dorsocentral-børster bag tværsømmen. Brystets sider såvel som bagkroppen kun med mere eller mindre lange hår; nogle få, hårlignende børster på siderne af 1. tergit. Øvre forceps (fig. 171) med et afrundet indsnit på oversiden. Læggerøret (fig. 172) kort og bredt konisk smed: frie/lameller! (som -høs Rhadiurgus). Undersiden af forlår og forsiden af mel- lemlår med mange tornbørster. Vingens anallap og alula mælkehvid hos $, hyalin hos 2. Pamponerus træffes fortrinsvis på marker i nær- heden af skove, men kan også ses i klitter. Den sidder 151 næsten altid på et blad eller et græsstrå. Som byttedyr angives forskellige årevingede (bladhvepse og snylte- hvepse) og gåsebillen (Phyllopertha horticola). På Zoologisk Museum findes et eksemplar med en Phyllo- pertha som bytte, så denne bille er øjensynlig et vig- tigt bytteobjekt; desuden findes et eksemplar med en stor vinget myre som bytte. Æglægningen foregår simpelt hen ved, at hunnen siddende i vegetationen lader æggene falde til jorden. Larven af P.germanicus (fig. 148) ligner meget larven af Philonicus albiceps (fig. 147), men er slan- kere end denne. Hovedkapslen bred og ikke afsmal- nende fortil, snarere lidt bredere. Roddelen ret kort. Ventralpladen betydeligt bredere og kindbakker re- lativt kortere end hos Philonicus. Børsteparret på oversiden placeret bag en tværlinie, der skærer basis af overlæben. På undersiden er de to sidebørster pla- ceret i betydelig afstand fra hinanden (fig. 151). 1. brystled temmelig langt og tilspidset. Bagkropsled- dene betydeligt længere end hos Philonicus, 2.—6. leds overside med bred, tværgående fortykkelse, der er konkav fortil. 1.—6. leds underside med vorteagtige fremspring, der er mindst på 1. led. Sideudposnin- gerne velmarkerede, men små i forhold til leddenes længde. Endeleddet med store, mørke spirakler og mere eller mindre lige afskåret i enden. — Larven når en længde af ca. 27 mm og en bredde af ca. 2,5 mm. Puppen af den samme art er ca. 18 x 4 mm og min- der stærkt om puppen af Philonicus (fig. 149), men har grovere fremspring. Forreste antennehorn således bredere, bageste antennehorn ligeledes med bredere spidser. Af de to tornagtige fremspring ved basis af 2. par benskeder er den bageste tydeligt størst, bred og skarpt tilspidset (fig. 164). Ved basis af vinge- 152 skeden et stumpt, tornagtigt fremspring. Tornene på bagkroppens overside bredere og kortere end. hos Philonicus. Forreste afsnit af endeleddet på over- siden med to eller flere korte torne, som også helt kan SS Ø la aL SN DTØELSS (VW IJDTRSS 1 Fig. 171—172. Pamponerus germanicus L., 171. Hypopygium, 172. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). mangle. De dorsale, terminale fremspring sylformede og lige (fig. 165). Slægten tæller kun én art. 1. P.germanicus Linné, 1758 (Fig. 148, 151, 164, 165, 171,172). åg: Ansigtet med grå og grågul bestøvning, det fremsprin- gende parti noget skinnende. Knebelsbartens børster foroven sorte, forneden hvidgule. Antenner og munddele sorte. Bag- 153 hovedets børster sorte, hårene hvidlige. — Brystets overside optages af to brede og fortil smalt adskilte brunsorte midter- striber samt to sidestriber af samme farve. De sidste adskilt fra midterstriberne af et smalt, gulbrunt parti og desuden selv opdelt i tre adskilte pletter. Scutellum askegrå. Behå- ringen kort og mørk. Brystets sider delvis brunt bestøvet, hårene lyse. — Bagkroppen sort med blålig glans, ved bag- hjørnerne af 2.—4. tergit et gråt bestøvet parti, bagrandene brunlige. Genitalier sorte. — Lår sorte, skinneben og tarser brungule med mørkere spidser. Børster sorte, hår hvidlige. Vinger brunlige med den basale del (basalceller, analcelle og anallap samt alula) mælkehvid. — 2: som 3, men bagkroppen brunsort uden blålig glans og med bagrandspletter også på de sidste tergiter. Vingens basaldel ikke mælkehvid, men hyalin. Ellers som gg. — Længde: 16—20 mm. Arten er ret almindelig og hidtil kendt fra Nord- og Øst- jylland, Langeland, Sjælland, Falster, Møn og Bornholm. — Flyvetiden ligger fra midten af maj til slutningen af juli. — Udbredelsen dækker størstedelen af Europa; i Sverige mod nord til Uppland; også i Storbritannien. 11. Neoitamus Osten-Sacken, 1878. Middelstore rovfluer med ganske smalt ansigt, hvis nederste halvdel er tydeligt fremspringende. Børsterne langs øjets bagrand fremadbøjede i spidsen. Dorso- central-børsterne foran tværsømmen lange bagtil, af- tagende i længde fortil. Tydelige børster på siderne af alle tergiter. Genitalier (fig. 173, 175) hos & store, ligesom opsvulmede. I læggerøret (fig. 174) indgår for- uden 8. og 9. led også 6. og 7. led, der er omdannede og anderledes farvet end de foregående led. Neoitamus-arterne er, i modsætning til de fleste andre danske rovfluer, ikke så specielt knyttet til mere eller mindre sandede lokaliteter. De træffes især i løv- skove, på græsklædte områder med buske og træer og 154 lignende steder. Byttet er især andre tovinger, men også biller, cikader og sommerfugle. — Parringen fore- går på grene og kviste, og herunder strækker hunnen sin bagkrop op i en vinkel på ofte nær 90”, mens hannen siddende på hunnens bryst bøjer sin bagkrop ned omkring hunnens og fra undersiden griber om- kring læggerøret med sit parringsapparat. Æglægnin- gen er ejendommelig, idet hunnen herunder presser sit lange og sammentrykte læggerør ind i forskellige hulheder på grene, f. eks. i knopper eller frugter, og her placeres æggene, ofte flere sammen og undertiden i flere meters højde over jorden. De spæde larver søger straks ned i jorden, sandsynligvis blot ved at lade sig falde. Det er ikke påvist, om de spæde larver over- hovedet tager næring til sig på udklækningsstedet, som åbenbart blot er et skjulested for æggene. Larven af vor almindeligste art, N. cyanurus, lig- ner i det ydre overordentlig meget larven af Dysmachus picipes, men der findes i hovedkapslens bygning gode karakterer til adskillelse af de to arter. Hovedkapslen (fig. 158) er omtrent kvadratisk, tydeligt indbugtet bagtil, roddelen lang og smal. Kæben smal og til- spidset, kindbakken temmelig lang. Hovedkapslens dorsale børstepar placeret nær forranden. Af de tre par børster på undersiden er afstanden mellem den bageste og den forreste sidebørste mindre end mel- lem disse og den mediane. Størrelsen af larven er op 117215 5 Puppens størrelse op til 15 x 4 mm. Forreste an- tennehorns udseende temmelig varierende fra individ til individ. De bageste antennehorn med mere eller mindre afrundede spidser og den midterste stærkt til- bagebøjet. Ingen fremspring ved basis af ben- og vingeskeder. Oversiden af 1. bagkropsled med 10 eller 155 flere torne, der er let bøjede i spidsen og næppe læn- gere end tornene på de følgende led. 2.—7. led med 6 længere og 7 kortere torne, de sidste ofte reduceret på sidste led. Forreste afsnit af endeleddet på over- siden med et større eller mindre antal ret kraftige torne; på undersiden undertiden med en ret fuld- stændig række børster. De terminale processer grove og med syleformet spids, det dorsale par lange og næsten lige. Processen foran det ventrale par bred. Slægten er udbredt over” hele jorden og er i det palaearktiske område repræsenteret ved en halv snes arter, af hvilke to er danske. Oversigt over arterne. 1. De kraftige børster på skinnebenene sorte. 6. og 7. bagkropsled hos 3 blåsort metalglinsende 1. cyanurus. De kraftige børster på bagsiden af forskinneben og på for- og bagside af mellemskinneben gule. 6. og 7. bagkropsled hos g ikke blåsort metal- BIDSERDE … … 2070 she ERE SE ERE 2. cothurnatus. 1. N. cyanuriis: Loew, 1849 (Fig. 158, 17/3,:174). 2 9: Ansigtet gulgråt eller gråt bestøvet, set forfra ganske smalt, ca."/,, af hovedets samlede bredde. Ansigtets nederste halvdel tydeligt fremspringende, foroven beklædt med sorte, forneden med gule børster. Antenner og munddele sorte. Bør- sterne bag øjets øverste rand sorte og fremadbøjede. Brystet askegråt, på oversiden to brede, sorte længdestriber adskilt af en smal, men tydelig, grå midterlinie. På siderne yder- ligere to sorte striber, der er opdelt i tre pletter, hvoraf den første og største ligger lige foran tværfuren. Oversidens hår og børster sorte, sidepladernes lyse. Bagkroppens overside sort med grå bagrande på tergiterne, siderne ligeledes noget gråt bestøvede. Fra og med 6. led er bagkroppen incl. geni- talier hos begge køn skinnende sort, hos $ med blålig metal- glans på 6. og 7. led. Læggerøret stærkt sammentrykt. Øvre 156 forceps tydeligt længere end brede, bredt afrundede i enden. Gonopoderne er skinnende sorte og kun ca. halvt så lange som de øvre forceps og tydeligt divergerende fra disse. Clasperne er skinnende gulbrune og halvmåneformede og krummer op Fig. 173—174. Neoitamus cyanurus Loew, 173. Hypopygium, 174. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). imod de øvre forceps. Aedeagus lang og bred. Lår sorte. Skinneben gulbrune med sorte spidser. Tarsalleddene oftest helt sorte, undertiden noget lysere ved basis. Vinger hyaline med svag grå toning i spidsen. — Længde: 12—17 mm. En overordentlig almindelig og udbredt art på Øerne og i Øst- og Sønderjylland; også enkelte fund fra Nord- og Vest- 157 jylland, her åbenbart knyttet til de få gamle løvskovslokali- teter som f. eks. Nørholm Skov ved Varde og Gindeskov ved Haderup syd for Skive. — Flyvetiden er fra midten af maj (14/5) til de første dage af september (8/9). — Arten er ud- bredt over store dele af Europa, i Sverige mod nord til Lapp- land, findes også i Storbritannien. Fig. 175. Hypopygium af Neoitamus cothurnatus Meig. set i profil. (Orig.). 2: "N: cotharnalus» Meigen, 18260 (Fig. 175). 32: Ansigtet med hvidgul bestøvning, set forfra noget bredere end hos cyanurus. Den fremspringende del optager ca, ?”/, af ansigtets samlede længde (hos cyanurus halvdelen). Brystet med mere gråbrun bestøvning. Bagkroppen som hos cyanurus, men 6. og 7. led ikke blåligt glinsende. Øvre for- ceps korte og brede, ombøjede og udskårne i enden. Gono- poderne ligeledes korte og ikke divergerende fra de øvre for- ceps; clasperne ligeledes korte; aedeagus smal og kort. Benene farvet som hos cyanurus, men tarsalleddene altid gulbrune i den basale del, det gælder især metatarser på for- og mellem- ben, der kun har de yderste spidser sorte. Angående bør- 158 sternes farve: se oversigten over arterne. Vinger med spidsen og det yderste af bagranden gråtonede. — Længde: 12—17 mm. Arten er kun kendt i 7 eksemplarer her fra landet; 1 Skælskør (H. J. Hansen), 1 $ Rønne 21. juli 1913 (Sønderup), 1 $ Jægerspris 11. juli 1914 (Lundbeck) og 4 $J Bagå n. f. Rønne 149. juni 1964. — Overalt er den meget sjældnere end cyanurus og angives af Engel (1938, s. 63) som mellem- europæisk, men går dog mod nord til Mellemsverige (Nårke), og forekommer ligeledes i Storbritannien. 12. Philonicus Loew, 1849. Middelstore, overvejende grå rovfluer med ret spar- som og kort behåring. Ansigtets nederste halvdel noget fremspringende og jævnt smallere mod an- sigtets øverste, flade halvdel. Hårene på undersiden af 1. og 2. antenneled korte. 4—5 dorsocentral-børster, alle bag tværfuren. Kun 1 par børster på scutellum. Bagkropsleddene med tydelige børster på siderne af i hvert fald de fem første led. Øvre forceps (fig. 176) lange og med bredt, afrundet indsnit på oversiden. Læggerøret (fig. 177) med kraftige, opadrettede torne. P. er overvejende knyttet til klitområder nær havet, hvor den driver jagt imellem vegetationen, men fore- kommer dog også på lignende områder inde i landet, f. eks. på lysninger i plantager og på sandede marker. Sædvanligvis driver den jagten fra selve sandet, hvor den sidder med benene spredt ud, så bagkroppen hviler på underlaget. Den er ofte meget sky og fjerner sig i betydelig afstand, når den bliver forstyrret. Dens byttedyr er overvejende forskellige fluearter. Æglægningen foregår i løs sand, ofte på læsiden af en klit imellem stængler af marehalm og hjelme. Under denne proces fjerner hunnen først det løse sand fra et lille område ved hjælp af bagkropsspidsen, hvis besætning af lange, opadbøjede torne udgør en glim- 159 rende graveske. Derefter presses bagkropsspidsen ned i sandet, ofte så dybt, at halvdelen eller mere af bag- kroppen er skjult. Efter at æggene er lagt og bag- kroppen trukket op, dækkes nu området igen til med løst sand, som fejes hen over hullet, ved at bagkrops- spidsen føres langt frem under kroppen og derefter presses ned i sandet og bagud. Larven (fig. 147) lever i det løse sand og måler maximalt ca. 24 x 3,5 mm. Hovedkapslen er temme- lig smal og noget tilspidset. Roddelen lang, kort tve- delt og med mørktfarvede rande. Ventralpladen om- trent kvadratisk (fig. 150). Kæben smal og tilspidset; kindbakken lang, når omtrent frem til spidsen af kæben. På hovedkapslens underside sidder de to side- børster tæt sammen i forhjørnet (fig. 150). Første brystled langt og tilspidset. 2.—5. bagkropsled med temmelig bred fortykkelse fortil på oversiden; på undersiden af 1.—5. led vorteagtige fremspring, der tiltager i størrelse bagtil. Sideudposningerne temme- lig brede. Endeleddet med store, mørke spirakler. Philonicus-puppen (fig. 149) måler ca. 18 x 4 mm. Forreste antennehorn sylespidst, de tre bageste horn lange og slanke. Ved basis af 2. benskede (fig. 162) et par lige lange, spidse torne. Ved basis af vingeskeden et tandlignende fremspring. 1. bagkropsleds overside med 12 (undertiden 13—14) lange, fine torne. På over- siden af 2.—7. led 6 ret lange, lige torne alternerende med 7 korte; disse sidste kan være mere eller mindre opdelt og ofte reduceret på 6.—7. led. Siderne med op til 12 børster, der er lange og frie som børsterne på undersiden. Forreste afsnit af endeleddet (fig. 163) på oversiden med 2 til flere korte torne. Af de terminale torne er det dorsale par sylespidse og stærkt krum- mede. 160 Slægten rummer repræsentanter i de fleste verdens- dele; fra det palaearktiske område er beskrevet 6 arter, af hvilke kun én er dansk. Philonicus albiceps Meig., 176. Hypopygium, . Læggerør, begge set i profil. (Orig.). 1. Pi, albiceps. Meigen,. 4820 .(Fig;.4147,..149, 150; 162,63, 110,4 LAS): 3 2: Hele hovedet med hvidgrå belægning, ofte med svag gullig toning. Knebelsbart overvejende sammensat af lyse børster, kun nogle få sorte børster foroven. Børster og hår i øvrigt lyse. Antenner og munddele sorte. Brystet grågult med gråbrun midterstribe og gråbrune sidestriber, der er op- delt i 3 pletter. "Oversidens behåring spredt, kort og "sort; børster lyse og/eller sorte, kun 3—4 korte dc foran tværfuren. 161 Sidepladernes behåring lys. Bagkroppen gråbrun med utyde- lig, mørkebrun midterstribe. Set bagfra er der lysegrå bag- rande på tergiterne. Ca. 5 kraftige børster på siderne af de 5 første tergiter: Genitalier sorte. Ben sorte, tæt besat med tilliggende grå hår. Kun få lange hår på undersiden af forlår og forskinneben. Forlår uden tornagtige børster på under- siden, kun 3—4 sådanne på oversiden. Mellem- og baglår lige- ledes med ganske få sådanne børster. Farven af børsterne som regel lys på lår og skinneben, sort på tarser. Vinger grågult tonede. — Længde: 13—20 mm. Arten er udbredt over hele landet og ofte hyppig på egnede lokaliteter. Langs den jyske vestkyst er den kendt fra føl- gende steder: Fanø, Skallingen, Vejers Strand, Årgab, Søn- dervig, Vedersø Klit, Lemvig, Hansted-reservatet, Lønstrup og Skagen. Fra den jyske østkyst foreligger følgende fund: Frederikshavn, Grenå, Sønderborg og Skelde. Endelig fore- kommer den inde i landet, f. eks. i indsande, i plantager og på sandede marker. Følgende lokaliteter kan gives: Vegger i Himmerland, flere steder på Silkeborg-egnen, Gindeskov indsande ved Haderup, Stovbæk i Aulum mellem Holstebro og Herning, Grindsted, Trehøje på Mols, Spandet egekrat og Stensbæk plantage ved Gram og Frijsenborg. Desuden på Læsø, Anholt, Samsø, Æbelø og Fyn (Hindsholm og Lunde- borg). På Sjælland kun i den nordlige del (Nykøbing S., Rørvig, Tisvilde, Tibirke, Asserbo og Vedbæk) og endelig på Falster (Gedser) og Bornholm (flere steder). — Flyvetiden er især juli og august, men et par fund daterer sig fra juni (20/6) og september (14/9). — Arten er udbredt over store dele af det palaearktiske område, mod øst til Japan. I Sverige kun i den sydligste del, også i Storbritannien. 13. Machimus Loew, 1849 (incl. Epitriptus Loew, 1849). Grå og brune rovfluer fra ca. 10 til ca. 20 mm lange. Den nederste halvdel eller lidt mere af ansigtet frem- springende og mere eller mindre skarpt afsat fra an- sigtets øverste flade del; tæt besat med lange børster (knebelsbart). Set forfra er ansigtets bredde ca. ”/. af hovedets samlede bredde. De to første antenneled Tovinger. IV 11 162 med lange hår på undersiden. Brystets overside kun med få (under 5) længere dorsocentral-børster foran tværsømmen. Bagkroppens tergiter med kraftige bør- ster langs bagranden. Sterniterne med lange, lyse hår, der hos visse arter kan blive børsteagtige. Øvre for- ceps- set ovenfra først divergerende, senere konver- gerende. Gonopoder korte. Hypandrium ganske kort. 8. sternit (fig. 178, 180) hos nogle arter med en flad, behåret udvækst. Aedeagus 5-grenet. Læggerøret (fig. 1,79,. 181) -sammentrykt”'og (dannet af'8. os led or med frie terminale lameller. Biologi: se' under "de enkelte”arter, Larven (fig. 97) af vor eneste almindelige Machimus- art (atricapillus) når i udvokset tilstand en længde af ca. 18 mm og en bredde på ca. 3 mm. Hovedkapslen (fig.157) er ret lang i forhold til bredden og ikke meget afsmalnende mod spidsen; roddelen bred og kort med brede grene; farven helt mørk. Ventralpladen nyre- formet .…(fig..155).… Kæben temmelig bred ispidsen; dens 2.led betydeligt kortere end hovedkapslens længde. "Kindbakken når frem til ;ca.. ”/,. af 2. 'kæbe- leds længde. I den ventrale børstegruppe (fig. 155) er den forreste sidebørste nær forhjørnet af hoved- kapslen, således at afstanden mellem den og midter- børsten er lige så lang som afstanden mellem de to sidebørster indbyrdes. Forreste brystled kort og af- rundet. 2.—7. bagkropsleds overside forsynet med en tværgående fortykkelse fortil, svagest udviklet på 6. og 7.led; på undersiden af 1.—7. bagkropsled et par vorter, som er små på 1.led og rudimentære på 7. Sideudposningerne brede. Også larven af M. (Epitrip- tus) cingulatus er kendt (se oversigten s. 137). Puppen af atricapillus har en størrelse på op til 13 x 3,593 mm. Forreste antennehorn med temmelig 163 lang spids. Bageste antennehorn kort tilspidsede, den tredie dog bred og stump. Ved basis af 2. par ben- skeder to ret korte torne; den bageste kraftigst. Ved basis af vingeskeden en lille tornagtig udvækst. 1. bagkropsleds overside med 10—14 lange torne, 2.—7. led med 6 lange, alternerende med 7 korte, torne, de sidste kan være rudimentære på 7. led. Siderne med ca. 8 børster. Forreste afsnit af endeleddet (fig. 160) på undersiden med et større eller mindre antal bør- ster. Det dorsale par af de terminale fremspring er grove, lange og tydeligt krummede. Angående puppen af M. (Epitriptus) cingulatus se oversigten s. 142. Machimus er en stor og vanskelig slægt. Inkluderes Epitriptus i slægten, kommer artsantallet i det palae- arktiske område alene op på ca. 100. Fire af disse er hidtil fundet i Danmark. Oversigt over arterne. 1. Skuldre med lange, lyse hår og undertiden tillige enkelte korte, sorte hårbørster (hos gonatistes). Bagkroppens sterniter med lange, men tynde, hår, der er uregelmæssigt fordelt på hele fladen. åd oftest med udvækst på 8. stene Lo 5 så Skuldre uden lange, lyse hår; kun med korte, sorte hårbørster som på brystets overside. Bagkrop- pens sterniter med få, men kraftige, lyse børster, der er ordnet parvis eller i to rækker. å uden udvækst på Soke 1 SR 4. arthriticus. 2. Skinneben overvejende sorte, kun smalt rødbrune ved basis. Udvæksten på 8. sternit hos &$ ikke SE AE EN RE ERE NER SÅN ale eee 1. gonatistes. Skinneben overvejende rødbrune med sort tegning i større eller mindre udstrækning. Hvis der er udvækst på 8. sternit, da U- eller V-formet ind- ax HEL RENESTE FE BØSSE MESS 7 IE VESA DES TE SES ESSENSEN TREE 3. 164 3. Skinneben rødbrune med sort længdestribning i varierende udstrækning og med sort spids. & med lang, i spidsen indskåret udvækst på 8. SETE Aaen SS EGE EN adledes SLA BAGE EEN EAR 2. atricapillus. Skinneben rødbrune med sort ring eller halvring på midten og med sort spids. 8. sternit hos & uden dne 3 ENDER ENA Pe ude Sons an RSS 0 3. cingulatus. 1. M. gonatistes Zeller, 1840 (Fig. 178, 179). 22: Ansigtet gulgråt bestøvet, den nederste del skarpt afsat fra den øverste, flade del. Børsterne i knebelsbarten for- oven og langs siderne sorte og i midten hvidlige. Antenner og munddele sorte. Højst 10 af de øverste øjebagrandsbørster sorte, de øvrige samt behåringen på baghovedet hvidlig. 179 Fig. 178-179. Machimus gonatistes Zell., 178. Hypopygium, 179. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). 165 Brystets midterstribe brunsort med smalt, gulgråt midter- parti. Set ovenfra er der på brystets forreste del en smal, sort og skarpt afgrænset, bueformet stribe, der strækker sig fra skulderen op mod midterstriben. Fra samme synsvinkel er den øvrige del af siderne mellem midterstribe og vingerod grålig. Langs scutellums bagrand ca. 6 randbørster. Bag- kroppen set ovenfra brunsort med spor af mørkere midter- stribe og tergiternes bagrande grå. Hypopygiet (fig. 178) sort. De øvre forceps ret brede og skråt afskåret i enden; det nederste hjørne fremtrukket, så enderanden bliver svagt kon- kav. Den forlængede del på 8. sternits bagrand smal og jævnt afrundet i spidsen, overvejende lyst behåret. Læggerøret (fig. 179) med 8. tergit meget lang, ca. 4 gange længere end 9. tergit. Artskonstant er også en glinsende sort plet på siderne af 7. tergits bagrand. Benene overvejende sorte, kun skinneben smalt rødbrune basalt. — Længde: 18—20 mm. Den eneste hidtil kendte forekomst i Nordvesteuropa er øen Anholt i Kattegat, hvorfra i alt 2 $ og 3 292 foreligger. Materialet daterer sig således: 2 29 24. juni 1934 (R. Hørring), & 25. juni 1934 (F. W. Bræstrup), å juni 1936 (A. Jøker) og Q 19. juli 1938 (R. Hørring). — Arten har længe været miskendt, bliver således af Engel (1930, s. 194) betragtet som synonym med rusticus Meigen. Peus (1954) viser, at arten er vel ad- skilt fra denne art. Om udbredelsen foreligger kun lidt, Peus (1. c., s. 131) angiver, at den ikke er sjælden på sandet jord i Mark Brandenburg og sandsynligvis kan findes over største- delen af Tyskland. Den er også fundet i den inderste del af Den finske Bugt (se Krogerus 1932, s. 262). 2. M. atricapillus Fallén, 1814 (Fig. 97, 155, 157, 160, 180, 181). & 2: Ansigtet hvidgråt, mørkest på midten; den nederste del skarpt afsat fra den øverste del. Knebelsbarten sammensat af talrige sorte børster, kun forneden nogle hvidlige børster. Mere end 10 af de øverste øjebagrandsbørster sorte, de øvrige og hårene på baghovedet hvidlige. Antenner og munddele sorte. Brystet gråt bestøvet, oversiden med bred, brunsort midterstribe. Sidestriberne lysere og derfor ikke skarpt afsat. Scutellum med 2—4 børster. Bagkroppen gråbrun, midten af Fig. 180—181. Machimus atricapillus Fall., 180. Hypopygium, 181. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). tergiterne mørkest og tergiternes bagrande lysegrå. Hypo- pygiet (fig. 180) med ret slanke øvre forceps, der er jævnt afrundet i enden. Udvæksten på 8. sternits bagrand tydeligt indskåret i spidsen (som en svalehale) og overvejende sort behåret. I læggerøret er 8. tergit ikke over 3 gange længere end 9. tergit (fig. 181), bagranden af 7. tergit uden sort plet. Lårene sorte med oversiden og spidsen (især bagsiden af denne) rødbrunlig. Skinneben overvejende rødbrune med mere 167 eller mindre kraftigt udviklet sort farvning af især forsiderne, oftest i form af længdestriber. — Længde: 11—17 mm. En af vore allermest almindelige rovfluer, der ikke er særlig kræsen m. h. t. valg af biotop. Ofte ses den siddende på træ- stammer eller hegnspæle, hvorfra den driver sin jagt. Byttet synes overvejende at være forskellige fluer, men også cikader, årevingede og biller står på byttelisten. Æglægningen er kun iagttaget en enkelt gang (Melin 1923, s. 237) og foregik da i tørre blomsterstande af Star og Hieracium. Efter at larverne er kommet ud af æggene, søger de straks ned i jorden. Larven og puppen er beskrevet s. 162. — Der foreligger fund af denne rovflue fra alle egne af Jylland, desuden fra Fyn, Æbelø, Tåsinge, Langeland, Sjælland, Møn, Falster, Lolland og Born- holm. — Artens flyvetid er fra begyndelsen af juli til omkring midten af september, men den er først hyppig henimod slut- ningen af juli. På Zoologisk Museum står en 3 fra Sandager på Lolland, som — hvis man tør tro etiketten — er taget så tidligt som 28. maj 1911. På Naturhistorisk Museum i Århus en 2 fra Fortunens Indelukke 4. oktober 1908 (C. R. Lar- sen). — Udbredt over størstedelen af Europa, mod nord til Lappland, også i Storbritannien. 3. M. (Epitriptus) cingulatus Fabricius, 1781. 32: Ansigtet grågult bestøvet. Den nederste fremsprin- gende del af ansigtet ikke så skarpt afsat fra den øverste flade del som hos foregående art. På den flade del en ganske smal, glinsende sort midterstribe. Knebelsbarten foroven og langs siderne med sorte børster, forneden og i midten med hvidlige børster. Antenner og munddele sorte. Af de øverste øjebagrandsbørster er højst 10 sorte, resten og behåringen hvidlig) Skuldre' kun) med lange, lyse hår. Set” ovenfra er brystet grågult eller gråbrunt bestøvet med bred, brunsort midterstribe. Sidestriberne ikke tydelige, ses mest hos 2. Scutellum kun med to lange børster. Bagkroppen er set oven- fra gråbrun, mørkest på siderne af tergiterne og på et uskarpt afgrænset, afrundet parti på midten. Hypopygiet brunligt. De øvre forceps ret slanke og yderst noget nedadbøjede og endende i en bredt afrundet spids. Behåringen gul. Ingen udvækst på 8. sternits bagrand. Lårene overvejende sorte, på bagsiderne mere eller mindre rødbrune, især på de to forreste benpar. Ved spidsen af lårene en rødbrun ring, der går helt 168 rundt. Skinneben rødbrune med sort spids og på midten med en bred, sort ring, der går helt eller delvist rundt. Tarsal- leddene rødbrune ved basis, sorte i spidsen. — Længde: 10— 12 mm. En sjælden art, der hidtil kun er kendt i 5 eksemplarer fra Sjælland, Lolland og Bornholm. Fra Sjælland foreligger en & fra Museum Westermann med etiketten »Sielland July 1819«. Desuden en & fra Maribo 5. august 1912 og 1 $ og 2 99 fra Rønne 25. juli 1908 (Esben-Petersen). — Om denne rovfiue beretter Melin (1923, s. 52), at den findes imellem græs og urter på enge, i vejgrøfter og langs markhegn. Æglægningen er iagttaget; den sker i bladhjørnerne af forskellige urter. Larven og puppen er også kendt, se oversigten s.137 og 142. — Udbredelsesområdet er Europa; i Sverige kun i den sydøstlige del; også i Storbritannien. 4. M. (Epitriptus) arthriticus Zeller, 1840. 3 2: Hovedet grågult bestøvet. Den nederste halvdel af ansigtet tydeligt fremspringende, men ikke skarpt afsat fra ansigtets øverste, flade del. Knebelsbarten foroven og langs siderne sort, forneden og i midten hvid. Antenner og mund- dele sorte. Brystet gulgråt, oversiden med fortil meget bred, brunsort midterstribe, der bliver jævnt smallere bagud og ender ganske smalt ved scutellums forkant. Sidestriberne brungrå, ikke skarpt afsat fra de gulgråt bestøvede partier. Skuldre med korte, sorte børstehår, ingen lyse hår. Set oven- fra er bagkroppen brungrå uden tydelige mørkere tegninger, men bagrandene på alle tergiter gulgrå. Sterniterne med meget kraftige børster, der er ordnet uregelmæssigt parvist. Hypopygiet sort, de øvre forceps ret lange og slanke og noget nedadkrummet i spidsen. Ben sorte, skinneben dog mere eller mindre rødbrune basalt; hår og børster overvejende lyse. — Længde: 14—16 mm. Ikke almindelig, åbenbart mest udbredt i Jylland: 2 3g og 1 2 Silkeborg 24. juli 1906 (Axel Petersen), 2 &$ Sminge 10. juli 1909 (Esben-Petersen), $ Svejbæk 4. juli 1914, gg Villebøl ved Ribe 22. juli 1907 (Axel Petersen) og 3 29 Stens- bæk plantage ved Gram 20.—23. juni 1949 og 1 3, 2 29 4. juli 1950 (Worm-Hansen). Fra Øerne foreligger kun en fra Lohals på Langeland 1. juli 1909 (Lundbeck) og en $& fra 169 Hasle på Bornholm juli 1883 (H. J. Hansen). — Angives som en mellemeuropæisk art; i Sverige omtrent samme udbredelse som foregående. Også kendt fra Storbritannien. 14.. Eutolmus Loew, 1848. Stemmer i de fleste slægtskarakterer overens med Machimus (se s. 161), % med udvækst på 8. sternit (fig. 182) som hos flere arter af denne slægt, men aedaegus med kun 3 grene. Læggerøret (fig. 183) sam- mentrykt og med lamellerne indlejret (som hos Dys- machus (se fig. 185, 187)). Scutellums overside kortere og mere sparsomt behåret end hos Machimus. E. rufibarbis, der er vor eneste art, forekommer på enge og marker, især langs grøfter, diger og skel. Æg- lægningen sker på stængler af græsser og urter, og herunder skærer hunnen med læggerøret, der er skråt afskåret i enden og her skarpt som en kniv, en ridse i plantevævet og placerer derefter ægget inde i dette. Oftest placeres æggene på indersiden af græssernes bladskeder. Larverne søger derfra ned i jorden, hvor den videre udvikling foregår. Larven ligner overordentlig meget larven af Neoita- mus cyanurus. Den eneste forskel er, at hovedkapslen med roddel og ventralplade er bredere og kraftigere kitiniseret hos Eutolmus end hos Neoitamus. Puppen har mange lighedspunkter med puppen af Machimus atricapillus, men er større og med grovere udvækster. Størrelse: 16 x 4 mm. Forreste antenne- horn med temmelig lang spids. Bageste antennehorn ret brede og spidse, den tredie ikke stump. Brystet med kraftige udvækster ved basis af ben- og vinge- skeder. Bagkroppen med kraftig bevæbning af torne. På oversiden af 1. led 10 lange torne. Siderne med op til 10 børster. Forreste afsnit af endeleddet (fig. 170 an "BR TELT i leg mm MEN Fig. 182—183. Eutolmus rufibarhis Meig. 182. Hypopygium, 183. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). 166) på undersiden med en næsten fuldstændig række af børster. De terminale fremspring grovere, det dor- sale par relativt korte og mindre krummede. Der er beskrevet godt en snes arter fra det palae- arktiske område, hvoraf kun én er dansk. 171 1.. E. rufibarbis Meigen, 1820 (Fig. 166, 182, 183). g 9: Hovedet med grålig til grågullig bestøvning. Nederste 2/, af ansigtet stærkt fremspringende. Knebelsbarten foroven og langs siderne sammensat af sorte børster, forneden og i midten af lyse børster. Øverste øjebagrandsbørster sorte, be- håringen på baghovedet i øvrigt lys. Antenner og munddele sorte. Brystet gråt, hist og her med brunligt anstrøg; over- siden med bred, brunsort midterstribe og to brede sidestriber af samme farve. Behåringen kort og sort, kun få længere dc foran tværsømmen. Scutellums bagrand med 4—6 børster, dens overside med kort, lys behåring. Bagkroppen set oven- fra brunsort med brede, grå bagrande på alle tergiter; set fra siden er den grå; siderne af tergiterne grå i begge syns- vinkler. Genitalier sorte; $ (fig. 182) har også 8. sternit sort; udvæksten på denne langt tungeformet og forsynet med lange hårbørster. Øvre forceps lange, ret slanke og afrundede i enden. Læggerøret (fig. 183) stærkt sammentrykt, den sternale del skråt afskåret i enden og her knivskarp; lamellerne ind- lejret. Benene sorte, med sorte børster og lyse hår. — Længde: 17-21 mm. Arten er ikke almindelig, men synes udbredt over det meste af landet. Hidtil kendt fra Jylland (Hald ved Viborg og flere steder fra Silkeborg-egnen), Fyn (Middelfart og Odense), Sjælland (Tisvilde, Pleielt og Havreholm nord for Esrum Sø samt Københavns omegn), Falster (Grønsund) og Bornholm (Rønne og Hammeren). — Data fra 2. juli til 17. august. — Udbredt i Mellem- og Nordeuropa, i Sverige mod nord til Vårmland. Også i Storbritannien. 15. Dysmachus Loew, 1860. Ret små til middelstore, grå rovfluer, der er karak- teriseret ved kombinationen af følgende karakterer: ansigtets nederste del stærkt fremspringende, acro- stichal- og dorsocentral-børster kraftigt udviklede også på den forreste del af brystet, bagkroppens tergiter med veludviklede børster, læggerøret stærkt sam- 172 mentrykt med indlejrede lameller (fig. 185 og 187) og 8. sternit hos & uden udvækst bagtil. Angående biologien: se under de enkelte arter. Larven (fig. 98) af den ene af vore to almindelige arter (picipes) er kendt. Den er ca. 21 x 3 mm. Hoved- kapslen (fig. 99) gulbrun og påfaldende bred. Rod- delen ret lang og af farve lys med mørke sidelinier, der er bredest basalt. Ventralpladen nyreformet. Kæ- bens 2. led ret langt og tilspidset, omtrent af længde som hovedkapslen. Kindbakken af middel længde. Børstebesætning som hos Machimus atricapillus (se s. 162). 2.—7. bagkropsleds overside med en tværgående fortykkelse, der er ringe udviklet på 6. og 7. På under- siden af 1.—7. led et par vorteagtige fremspring, som er rudimentære på 1. og 7. led (fig. 98). Puppen af samme art er ca. 13 x 3,5 mm. Adskiller sig fra puppen af Machimus atricapillus (se s. 162) på følgende punkter: antennehornene mindre, den for- reste bredt tilspidset, de tre bageste med ret korte og spidse tænder. Udvæksterne på brystet mindre og tornene på bagkroppen finere. På 1. led 10—14 lange torne, imellem hvilke nogle mindre torne undertiden kan ses. 2.—7.led med 6 længere torne alternerende med 7 kortere; de sidste ofte opdelt i flere og mere eller mindre svage på 7. led. Siderne med ca. 6 børster. Forreste afsnit af endeleddet (fig. 161) på oversiden med et større eller mindre antal ret korte torne, på undersiden som regel kun 1 eller 2 børster på hver side. De dorsale, terminale fremspring er små og lige, men tydeligt længere end de ventrale. Fremspringet ved basis af de sidste brede og ikke tornagtige. Slægten omfatter et halvt hundrede arter, af hvilke to er kendt her fra landet. 173 Oversigt over arterne. 1. Bagkroppen mere end dobbelt så lang som bry- stet; næsten cylindrisk. &: øvre forceps lange og tilspidsede (fig. 184). 2: læggerørets øverste kant konvex, den nederste kant lige (fig. 185)... 1. picipes. Bagkroppen ikke dobbelt så lang som brystet; mere sammentrykt. &: øvre forceps korte (fig. 186). 2: læggerørets øverste kant konkav, den hederste-kant konvex (fig. 187).08.5..7. 2. frigonus. 1. D. picipes Meigen, 1820. (Syn.: forcipula Zeller, 1840) (Fig. 98, 99, 161, 184, 185). å 2: Hovedet med lys gulbrun bestøvning. Knebelsbarten sammensat af sorte børster foroven og langs siderne og af Fig. 184—185. Dysmachus picipes Meig., 184. Hypopygium, 185. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). 174 hvide børster forneden og i midten. Antenner og munddele sorte. Brystet gulbrunt, oversiden med brunsort midterstribe, der afsmalner og tilspidses bagtil og sædvanligvis er delt af en smal, men tydelig, gulbrun midtersøm. Sidestriberne lige- ledes brunsorte, bredt adskilte fra midterstriben. Acrostichal- og dorsocentral-børster og hår sorte, aftagende i længde fremad, men dog veludviklede helt frem til brystets forrand, her ca. af længde som 1. antenneled. Sidebørster dels sorte, dels hvide. Set ovenfra er bagkroppen mørk brungrå med gulgrå bagrande på tergiterne, set fra siden grå. Undersiden med ret kraftige lyse hår. Hypopygium sort, øvre forceps (fig. 184) med noget opsvulmet basaldel og lang, smal ende- del. Læggerøret ligeledes sort, profilformen som vist i fig. 185 og som beskrevet i oversigten. Lamellerne kun svagt punk- teret. Ben sorte, behåring ret sparsom, børster sorte og lyse. Vinger gråbrunlige. — Længde: 12-16 mm. Arten er ikke særlig kræsen m. h.t. valg af biotop. Den kan træffes i skove, på marker og enge, men ikke på de aller- tørreste lokaliteter som den følgende art. Byttet er især andre fluer. Æglægningen foregår i aksene af forskellige græsser, som f. eks. hundegræs, havre og rug (Secale). Under æglæg- ningen sidder fluen klamret fast til akset med hovedet nedad. Den bøjer derefter bagkroppen og presser det stærkt sam- mentrykte læggerør ind imellem de enkelte græsblomsters blade og placerer der et antal æg, som'regel mellem 2 og 6. D. picipes er udbredt og almindelig over størstedelen af landet, dog foreligger der endnu ikke fund fra Thy-Han Herred; i Vestjylland hidtil kun taget i Nørholm Skov ved Varde. En del fund i Vendsyssel, Øst-, Midt- og Sønderjylland samt på Fyn, Sjælland, Lolland og Falster. — Det tilgængelige danske materiale daterer sig fra 17. maj til 8. september, men flyvetiden er hovedsagelig i juni—juli, idet der kun foreligger et par eksemplarer fra maj og et eksemplar fra hver af måne- derne august og september. — Udbredt over hele Europa, mod nord til Lappland. Ikke i Storbritannien. 2. D. trigonus. Meigen; TSO0R (Fis FG 32: Hovedets bestøvning hvidgrå. Børsterne i knebels- barten dels hvide, dels sorte i noget varieret sammensætning. Antenner og munddele sorte. Midterstriben på brystets over- side mørkebrun, tydeligt delt af et temmelig bredt, gulbrunt 175 midterparti. Sidestriberne ligeledes mørkebrune. Partierne imellem disse og midterstriben fremtræder brune, når brystet betragtes forfra og fra siden, og er derfor næsten sammen- flydende med de mørke længdestriber, men set bagfra frem- Fig. 186—187. Dysmachus trigonus Meig., 186. Hypopygium, 187. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). træder de gråbrune og skiller sig tydeligt ud fra længdestri- berne. Børsterne på brystets midte endnu længere og talrigere end hos foregående art. Bagkroppen sammentrykt, mest hos C. Set ovenfra en skarpt afsat, trekantet, mørk plet på hver tergit, den øvrige del lys grålig. Hårene på undersiden fine. Hypopygium sort, øvre forceps korte, af ens bredde og med afrundet spids (fig. 186). Læggerøret med profil som vist i fig. 187, lamellerne mere punkterede. Ben sorte, hår og børster overvejende lyse. Vinger næsten hyaline, kun svagt gulgråt tonede. — Længde: 10—16 mm. 176 Denne art forekommer hyppigst på mere tørre lokaliteter end picipes. Ses f. eks. ofte på strandbredder og i klitter, men også på sandede marker. Som følge heraf er arten især ud- bredt i Jylland, hvorfra der foreligger materiale fra over 30 lokaliteter. Mange af disse ligger langs den jyske vestkyst (Skagen, Hulsig, Jerup, Blokhus, Bulbjerg, Hansted-reser- vatet, Vedersø, Søndervig, Hvide Sande, Nymindegab, Tip- perne, Årgab, Esbjerg, Fanø og Rømø). De jyske indlands- lokaliteter er især fra Herning- og Silkeborg-egnen, Mols og de mellemste dele af Sønderjylland. Desuden kendt fra Læsø, Fyn (Middelfart og Jerstrup Skov), Æbelø, Langeland (Lo- hals og Spodsbjerg), Sjælland (Tisvilde, Tibirke, Hornbæk, Vedbæk og Bagsværd) og Bornholm (Hammeren). — Flyve- tiden er især juni og julis første halvdel, men enkelte eksem- plarer fra maj (tidligste 20/5) og august samt et enkelt fund i september (3/9). — Udbredt over store dele af Europa, i Sverige kun sparsomt forekommende i Halland, Småland og på Gotland. Også i Storbritannien. 16. Antipalus Loew, 1849. Store, brede, gråsorte rovfluer. Ansigtet stærkt fremspringende på mere end de to nederste trediedele. Dorsocentral-børster kun på brystets bageste halvdel. Tergiternes bagrande med kraftige sidebørster. Øvre forceps med indsnit i enden. Læggerøret kort og op- svulmet. Om udviklingen er intet kendt. Slægten omfatter kun få arter, hvoraf én er dansk. 1. A. varipes Meigen, 1820 (Fig. 188, 189). 39: Ansigtet gulgråt bestøvet. Knebelsbarten foroven sort, forneden hvid, sammensat af talrige børster. Antenner og munddele sorte. De øvre øjebagrandsbørster sorte, hårene på baghovedet hvide. Brystet gråbrunt, midterstriben brun- sort, tilspidset bagtil og med smal, lysere midterlinie. Side- striberne ikke så mørke som midterstriben. En kort, mørk stribe ved skuldrene. Bagkroppen set ovenfra gråsort, noget skinnende, og med tergiternes bagrande grå. Hypopygiet sort, øvre forceps med næsten parallelle sider, den yderste del lidt nedadkrummet, selve enden afskåret og med et ind- lily el Imi At: il 4; ' TALTE tilt, i SS TALE ik Kr i ELM Ut RENT, mu SSK STEN ANN SES AL A $ Fig. 188—189. Antipalus varipes Meig., 188. Hypopygium, 189. Læggerør, begge set i profil. (Orig.). snit. Læggerøret kort, tykt og nærmest halvkugleformet, i spidsen og på undersiden med tæt besætning af lange, gyldne hår. Lår sorte, skinneben rødbrune med sorte spidser, tarser sorte, de første tarsalled dog ofte noget brunlige basalt. — Længde: 16—19 mm. I Jylland kun kendt fra Strandby ved Frederikshavn ($ juli-august 1933, P. Kramp). Pa Øerne almindelig på egnede steder i Nordsjælland (Jægerspris, Melby, Tisvilde, Tibirke og Ørholm). Desuden 2 fra Egholm 4. juli 1911 (Laurits Jør- gensen). — Data fra 3. juni til 7. august. Arten forekommer på åbne sandede steder i nåleskov. — Den er udbredt over dele af Europa, i Sverige kun kendt fra Skåne; ikke i Stor- britannien. Litteratur Becker, Th., 1922: Neue Dipteren meiner Sammlung. III. Therevidae. Konowia 1: 16—34. Beling, Th., 1882: Beitrag zur Metamorphose der zweifligeliger Insekten aus der Familien Tabanidae, Leptidae, Asilidae, Empididae, Dolichopodidae und Syrphidae. Arch. Natur- gesch. 48: 186—240. Cole, Frank R., 1923: A Revision of the North American Two-winged Flies of the Family Therevidae. Proc. U. S. Nat. Mus., no. 2450. Washington. — 1927: A Study of the Terminal Abdominal Structures of Male Diptera (Two-Winged Flies). Proc. Cal. Acad. Sci. 4Ath series, Vol. 16, no. 14: 397—499, Collin, JE, (1948: "British "Therevidae (Dipterq). ;Proc. R: Phys. Soc. 23: 95—102. Engel, E. O., 1930: Asilidae i Lindner: Die Fliegen der palae- arktischen Region. Band 4”, Stuttgart. — 1932: Familie Asilidae. Tierw. Deutschl. 26: 127—204. — 1932: Familie Omphralidae. Tierw. Deutschl. 26: 123—126. — 1938: Bombyliidae i Lindner: Die Fliegen der palae- arktischen Region. Band 42. Stuttgart. Frey, Richard, 1911: Zur Kenntnis der Dipterenfauna Fin- lands. Acta Soc. F. & F. Fennica 34, no. 6: 1—57. Gåbler, H., 1949: Beitrag zur Kenntnis der forstlich wichtigen Trauerschweber. Nachr. blatt Deutsch. Pflanzenschutz Dienst (N. F.) 3: 55—57. — 1950: Larven- und Puppenformen der forstlich wichtigen Trauerschweber. Anz. Schådl. Kunde 23: 73—75. Hennig, W.;, 1952:'Die Larvenformen "dér Dinpteren. "3; "TER Berlin. Hobby, B. M., 1932: A key to the British species of Asilidae (Diptera). Trans. Ent. Soc. S. Engl. 8: 45—49., Hull, Frank M., 1962: Robber Flies of the World. The Genera of the Family Asilidae. Smithsonian Inst., U.S. Nat. Mus., Bull. 224, Part 1—2. Washington D. C. Krogerus, Rolf, 1932: Uber die Okologie und Verbreitung der Arthropoden der Triebsandgebiete an den Kiisten Finnlands. Acta Zool. Fenn. 12. Helsingfors. 179 Kryger, J. P., 1924: Dipterologiske Meddelelser. Afh. og Medd., am Flora og Fauna I. Bd. 4. Kråber, Otto, 1912—13: Monographie der palåarktischen und afrikanischen Thereviden. Deutsh. Ent. Zeit. 1912: 1—32, 109—140, 251—266, 395—410, 493—508, 673—704 og 1913: 17—32, 147—162, 255—270. — 1925: Therevidae i Lindner: Die Fliegen der palaearktischen Region. Band 4, Stuttgart. =1925:" Scenopinidae i Lindner: "Die Fliegen der palae- arktischen Region. Band 4%, Stuttgart. — 1932: Familie Therevidae (Stilettfliegen). Tierw. Deutsch. 26: 100—122. koew, HH. 18547: Dipt. Béitråge Il. Tlereua: Eundbeck, W., 1908: Diptera Danica, Part IL. Copenhagen. Lyneborg, Leif, 1965: A revised list of Danish Bombyliidae (Diptera). With a subspecific division of Villa circumdata Meig. Ent. Medd. 34. Melin, Douglas, 1923: Contributions to the biology, meta- morphosis and distribution of the Swedish Asilids. Zool. Bidrag, Uppsala 8: 1—317. Nielsen, J. C., 1903: Ueber die Entwicklung von Bombylius pumilis Meig., einer Fliege, welche bei Colletes daviesana Smith schmarotzt. Zool. Jahrb., Abt. Syst., 18: 645—657. Paola, G., 1937: Ricerche sulla morfologia e anatomia del capo delle larve dei. Ditteri Bombiliidi. Redia 23: 5—16. Peus, Fr., 1954: Zur Kenntnis der Raubfliegen Deutschlands (DipE Asilidae). Deutsch, Ent. Zeitschr. N. F. 1: 125—137. seguy, E.,:1926:;- Faune de France 13, Paris. =. 1927: Faune'de France 17. Paris, Wahlgren, Einar, 1912: Svensk Insektfauna. Brachycera. Uppsala. Nerrall,; 6.5£53909: British Flies, "Volk V. London. aler'27 albiceps 160 anilis 48 annulata 57 Anthrax 21 anthrax 22 Antipalus 176 arcuata 69 ardea 47 Argyramoeba 21 arthriticus 168 Asilidae 80 Asilinae 133 Asilus 144 atricapilla 97 atricapillus 165 bipunctata 67 Bombyliidae 5 Bombylius 14 brevirostris 103 canescens 14 capucina 24 cinctus 110 cingulatus 167 circumdata 38 circumscripta 65 cothurnata 96 cothurnatus 157 crabroniformis 146 cyanurus 155 cylindrica 119 Cyrtopogon 111 Dasypogoninae 89 Dialineura 48 Dioctria 91 discolor 17 Dysmachus 171 ephippium 131 Epitriptus 161 Eutolmus 169 Exoprosopa 23 Navnefortegnelse Synonymer er trykt med kursiv. fenestralis 79 fenestratus 26- flava 131 forcipula 173 fulva 60 fuscipennis 47 germanicus 152 gibbosa 132 gilva 132 gonatistes 164 guttiventris 120 hermaphrodita 67 Hemipenthes 28 hottentotta 37 Humlefluer 5 hyalipennis 99 Isopogon 101 Laphria 121 Laphriinae 121 Lasiopogon 106 lateralis 114 latistriata 74 Leptarthrus 101 Leptogaster 115 Leptogastrinae 115 linearis 100 longicornis 39 Machimus 161 major 18 marginata 133 marginula 71 maurus 31 microcephala 76 minor 19 modesta 36 Molobratia 104 morio 30 Neoitamus 153 niger 80 nobilitata 61 occulta 36 oelandica 97 Omphrale 79 Omphralidae 77 Pamponerus 150 paniscus 36 Philonicus 158 Phthiria 11 picipes 173 plebeja 71 præstans 63 Psilocephala 47 pulicaria 13 Reinhardi 96 Rhadiurgus 147 Rovfluer 80 rufibarbis 171 rufipes 98 Scenopinidae 77 Scenopinus 79 Stiletfluer 40 subfasciata 58 sulphureus 20 Systoechus 20 Tabuda 48 teutonus 106 Thereva 49 Therevidae 40 Thyridanthrax 25 trigonus 174 ursina 65 varia 23 variabilis 149 varipes 176 Villa 32 Vinduesfluer 77 EN TERE SY age Y Wi VED A | / å re "ve mrk fy c A3R) der br i Å kt NA YN KAN 63 sette SAD NTR å i '" =Å rn (i "el VEN GA "LONG y EN Å PÆNE ng UT D ar GTR id Wear n i 4) AS TRN YA d! ARM iD År LADA DER nt 'S USNÅRR. NEN ANN DDSRS AMMMAADY MÅ NNNNV NÅ ARN NØ SSG ÅND MAAS SAMIRSSMAÅNN AN X SAV WWW ANIASRINNNIÅN NANNN KNR MAN NS V SEN & OR N KRANS É £ Å v K X X . i N W AN SÅ NSNESNEN SEN ANNE NÅ NNE AN X i NAN N SA YNAÅS CRC NERREN & R SØN N Å N! SAR ANER SX NU A N Å A n Å KNNENN £ VV < w KÆN X Å SÅ L UREN NENS » SER ASK SÅS SANNA å GR % MA SOREN & SNERRE ANN NAAR ENNARNNERNERS SKARE RK MIN ANAAN KK ORG SSYRR ANS NR AAN t SANNE AMARARED å N NÅ S AN NÅ Al AN RR i: SR N LÅ x NAR MÅ SYN LER KERN NA RS KN RAN å SANS WARS Å MAR i NSSS Ad ) & NAS ven NVRØRLESK "« NC V ANN NR SR K £ SK NY Å AJ ERA REREL NÅ < «z & n KN Å å L AN Å SRWRY N NSSS g N g Å É " & NON Å NÅR ANS A NA RANE ANER NS NR SSSANSA KANN ANNE £ SA e) & i KNAS i AX AV SN SSR AARRÅNNN ON & AN SNS KANE KAÅNNAND ANNORS AN ASS ' REN MMS CSE SANS ANS AMOR k &X N N N vi y SÅR i X & Kl XX Å NASAS CORR SN AA AK SAD SÅN WWW WWWW Å N MMA MWMMASMSSSAUNNANNN WM ANKOM SOSMAMN MAMMA AS SÅ MAN N MS MA NÅR Å N SR SAN Å KNNNNERN SÅ MMOAMN SAN SU SDN V MAN X SSD Å AN KAN Å VÆRE KAREN GER SAYSMERERENRNN N AOSSSSMA MM ANSØNN R SÅ ANSKÅ MÅL SN ; KN S MÅ cd SAN AN SAMDAN MMAMMMAÅRRN X ERON SS MÅ SMS HWY SEÅRSSSAN SÅ LN & W SN SÅN cå KAAS