rr University of Toronto by The Estate of the late Dr. W.H. Lohse ns se RT ml ng RETRÆTE. ma ner NØ, dSs MARE Fdngor IN Årre AFP ESE aner CHARLES DARWIN SE SUSPEKT SEES ga aen REN d. P. JACOBSEN oc VILHELM MØLLER RAÅARWIN HANS LIV OG HANS LÆRE KØBENHAVN Gyrnennarskg Bocuannders Fornrag (F, Hecer. & Søn) GRÆBES BOGTRYKKERI 1893 $: så i TA ENGEN; —… Der er flere Gange kommet Opfordringer om at ud- give i Bogform J. P. Jacobsens Artikler om Darwins berøm- 'Værker. De ønskedes samlede, fordi de indeholdt Bi- drag til Jacobsens Karakteristik, og fordi de gav en under- holdende Fremstilling af Hovedomridsene af den Darwinske Lære. Nu er baade de Tidsskriftshæfter, hvori Artiklerne " oprindelig fremkom, og den danske Oversættelse af Darwins SN Bøger blevet sjældne. Og man har da ment at kunne følge — Opfordringerne. re Men en af Artiklerne var, paa Grund af Jacobsens "… Bortrejse og Sygdom, knap naaet halvt igennem det Værk, som den behandlede. Det syntes rimeligt, at der blev gjort "Rede for Indholdet af den øvrige og vigtigste Del af Værket, — og ligeledes, at der — i en Bog om Darwins Skrifter, som —… udgaves nu! — fandtes en Skildring af Darwins Liv og Per- —…… sonlighed. Dette er da (med Billigelse af den Afdødes Nær- —…… meste) blevet tilføjet af den, efter hvis Tilskyndelse Jacobsen då sin Tid skrev sine Artikler. V. M. SE ON SEEDEDE RENEE …etse+ Darwins Liv. 12 Februar 1809—19de April 1882. necis Darwin har udgivet en stor Samling Optegnelser om sin Fader.”) Trykt som r vilde den fylde godt et Par Tusend "Og alligevel er den, som «alle Brevsamlinger, ike Bsakot ind i Eos Hoved, at Darwin arbejdede. ki Eller man synes, at de samme, bestandig de samme HE ME esber 300. Dararin og hos et Par Andes ind) den En atter og atter …. T %) Charles Darwins life and letters, ed. by his son, Darwin. 8 vols. 1887. 2 Men den samlede Virkning er stærk og ejen- dommelig. Man tror at have indaandet som en fin Essens af det ypperste hos den engelske Nation: af dens Virkelighedssans, dens Interesse for det store Smaa, dens Begejstring, dens Udholdenhed, dens Retsfølelse, dens Mod, der er saa forunderligt parret med Ædruelighed eller Selvbeherskelse. Der bliver tilbage i Ens Erindring Profiler af Mænd, fremmed- artede, sære maaske, men betagne af en rastløs, urokkelig Sandhedssøgen og Sandhedskærlighed. Og først og sidst husker man Darwin — fra hans sunde, livsglade, passionerede Ungdom, men mest fra hans stilfærdige Manddom og Alderdom, hvor fyrretyve Aars omtrent uafbrudte Lidelser syntes kun at øge hans Hengivenheds-Trang og at fortne hans Arbejds-Iver. I et altid sygt Legeme — den sundeste Sjæl! ærefrygtsindgydende næsten endnu mere ved sit Menneskeværd end ved sin Intelligens og sin Flid. «Hvor ofte,» skriver hans Søn, «har jeg ikke som voksen Mand, naar Fader kom hen og stod bag min Stol, mens jeg sad og arbejdede, — hvor ofte har jeg saa ikke ønsket, at han, ligesom han plejede at gøre, mens jeg var Dreng, vilde tage og stryge mig med sin Haand hen over Haaret!» Der kan ikke siges noget bedre til en Faders Ære end disse jævne Ord af en voksen Søn. Og — naar man har læst «Charles Darwins Liv og Breve», såå forstaar man, at Sønnen kunde ønske, som han gjorde. Tiv, — Mosaik-Portræter, sat sammen i amper fra Darwins Autobiografi, fra Søn- | an først, som en Slags Baggrund, nogle Op- ger om hans Familie, om hans Venner og Par af de fremragende Mænd, han kom i ng med. En flygtig Paavisning kort sagt af . un "og Omgivelser kun har ringe Indflydelse sn REE Aand.» Men selv om Omgivel- ist, at Ens Egenskaber overhovedet kunde udfolde Big i en bestemt Retning. Klimaet paa et Sted bevirker muligt ikke Forandringer af Organismen; en det betinger vel i alt Fald dens Trivsel. . - "Ser man sig om i Bogen efter Darwins Familie, ver der. den Besynderlighed, at man ser lutter nd. "Det er; ligesom han kun var sin Faders og ne Forfædres Efterkommer, ikke sin Moders og "| (man maa dog en Gang til at skabe det Ord!) sine "Formødres. Hans Moder skal have set kærlig og telig ud og skal have været venlig og sympatetisk; "fødte Charles Darwin, da hun var 45 Aar gl. 1" d (i sit Ægteskabs 13de Aar), døde 8 Aar efter hans Fødsel. Mer er der ikke om hende. Og dog arves der vel Karaktertræk lige saa vel fra Kvinderne i Ens Slægt som fra Mændene! Men det er sandt, "de Herrer Darwiner i opadstigende Linie er ganske ejendommelige, og fra dem lader unægtelig «Viden- skabsmanden» i Charles Darwin, den særlige Form af hans Intelligens, til at stamme. Saa langt til- bage som hos Oldefaderen træffer man Tilbøjelighed for Naturvidenskab, maaske i Forbindelse med Lyst til at gøre Vers, med Maadehold i Levevis osv. Af Oldefaderens Sønner er den ældste Digter påa en Hals, Botaniker, desuden (hvad der var et Særsyn i de Dage) stærkt interesseret for Biologi. Han døde ugift, 92 Aar gammel: Racen er stærk og levedygtig, skønner man. En anden Søn, Charles” Bedstefader, var den i sin Tid berømte Erasmus Darwin: Digter med en livfuld Fantasi, dertil Filosof, ivrig til at teore- tisere og abstrahere, ligegyldig for Ros og ydre Ære, opfarende overfor Uretfærdighed, — Træk paa Træk, som man genfinder hos hans endnu berømtere Sønne- søn. Man har da ogsaa villet gøre Charles Darwin til en Slags forbedret Udgave af Bedstefaderen; men Francis D. siger vist med Rette, at man véd for lidt om Erasmus Darwins Karakter, til at man tør anstille «mer end en overfladisk Sammenligning»... Af hin Erasmus' Sønner skrev saa begge de ældste Vers; den ene var tilmed Videnskabsmand, den anden Samler og allerede fra Drengeaarene Stati- stiker. Og til yderligere Bevis paa, hvordan det syne "hen og dræbte sig selv, vistnok «i en begynderde Sindssyge». Sindssyge og let bor som bekendt jævnligt Dør om Dør, "de da ikke bor i Stue sammen. gen bliver en stor Forsker, uden han er paa ; Samler og Seer. Der kræves et vist digte- Element, Indbildningskraft, Opfindelsesævne, man nu vil kalde det, for at opdage Slægt- bsførholdene mellem den forvirrende Masse Kends- br, for at drage Slutninger og indordne under Love. Det lader til, at en saadan aandelig itution er ligesom bleven gradvis oparbejdet i ve hvilet; fra denne ganske «ufilosofiske» og ikke- etiserende Mand skal Sønnen intet have arvet. g dog synes man, naar man læser om ham, at | "Charles Darwin baade som Forsker og som Men- eske var ikke saa ganske lidt endda sin Faders Søn. — Robert Darwin (født 1766) var Læge og boede a Aar 1800 i Nærheden af Shrewsbury. Huset var stort, firkantet, almindeligt at se til; det laa oppe "paa en stejl Skrænt, som terrasseformet gaar ned til "Severn-Floden. 'Tværs over Skrænten løb en lang Vej; "ved den stod et Kastanjetræ, «hvis Grene paa en be- "synderlig Maade bøjede sig parallelt tilbage til hin- anden». De, som tror paa de første Naturomgivelsers Magt over Sindet, kan, om de vil, i Hjemmets Be- liggenhed osv. søge Forklaringen af Charles Darwins 6 Hang til det ophøjede, det prunkløse, det metodiske. For Resten var hin Kastanje hans Yndlingstræ, og han og en af hans Søstre havde hver sin bestemte Plads oppe i det. De havde ogsaa en stor, rig Have at tumle sig i, — Kærlighed til Planter var Faderens eneste naturhistoriske Tilbøjelighed. Faderen var en stor,. svær Mand i gammeldags Dragt, med Knæ- benklæder og graa Klædes Gamascher. Herskende Egenskaber hos ham lader til at have været: en forbavsende Hukommelse, skarp Iagttagelsesævne, Klogskab til at slutte og en overordenlig levende Medfølelse. Hans Søn har opbevaret Træk om ham, som alle er interessante; et af dem, der samler i sig to af hans Hovedegenskaber, er dette, at han som gammel ikke vilde køre ud, fordi «hver eneste Gade i Shrewsbury var i hans Hukommelse sam- menknyttet med en eller anden pinlig Tildragelse. » Saa godt huskede han, og saa følsom var han for andres Lidelser. Han var en stor Menneskekender, drog hurtigt Lære af, hvad han saa” eller hørte, og «lavede sig straks en Teori ud af næsten hver eneste Oplevelse»... Hjælpsom, venlig, ved godt Humør, fast i sin Optræden, naar det behøvedes, omsigtsfuld Forretningsmand, nobel i sin Tænkemaade, afholden, — — — nuvel! ubetydeligt varieret vil man vel genfinde disse Karaktertræk hos hans Søn. Sønnen hang ved ham med ubegrænset og rørende Respekt. Han huskede efter en forbavsende Maalestok Fade- rens Meninger og Ytringer, troede blindt paa dem, og plejede at kalde ham «den viseste Mand, jeg har kendt». ... Den store Kærlighed til sk, oprigtig og beskeden — læste meget alle- som Dreng, samlede og tørrede Planter, an- » kemiske Forsøg. Han lader til baade at ave vakt eller opmuntret den yngre Broders Læse- ys og Samlerlyst og til at have givet ham den ørste "Anelse om og Respekt for eksperimental Viden- ib... Søstrenes Indflydelse omtales endnu flyg- ere. Deres Lære og Eksempel, siger Darwin, gjorde m human som Dreng, saa at han f. Eks. blev hen- synsfuld mod Dyr. En Slags Opdragelse af Med- følelsen eller Samvittigheden altsaa, som ikke var "ganske uden Betydning! " Forøvrig kom han allerede 8 Aar gammel i »le i Shrewsbury og blev der 8 Aar. Hjemmet ar kun en Fjærdingvej borte, saa han løb hvert Øjeblik derover: «og det, tror jeg, var i mange Hen- seender til Gavn for miig, fordi det holdt Hengiven- heden og Interessen for mit Hjem levende hos mig>». "Skolen havde han «mange Venner». Det gode Kammeratskab varede ved, da man efter en 5 Aars Adskillelse traf hinanden i Cambridge. Men om nogen Paavirkning hører man ikke Tale. Fra Shrews- bury-Skolen sendtes han saa, i Oktober 1825, paa "Aar til Edinburger-Universitetet, og endelig (For- aaret 28—Foraaret 31) til Cambridge. Omgangs- 8 kredsen begge Steder — eller rettere Interesserne i hans Omgangskreds — er et Kendetegn paa «Luften i England». Og med Professor Henslow i Cam- bridge kommer man desuden til den lille Gruppe Mænd, der er repræsentative for en Del af det da- tidige engelske Aandsliv. Naturligvis interesserede man sig i de studeren- des Kreds ogsaa for Væddeløb og god Mad og Vin og Spil og Spøg. Man havde en Klub (dens fleste Medlemmer blev senere i Livet Arkediakoner|) hvis Formaal var at prøve alle mulige Fugle- og Dyre-Retter, indtil den endelig bed Tænderne itu paa en ubeskrivelig gammel brun Ugle-Steg. Darwin siger selv, at han en Tid lang i Cambridge var kommen ind i et fornøjelsessygt Sports-Selskab, alene «hvor der fandtes nogle liderlige, simpelt tænkende 2 unge Mænd. Vi spiste tit til Aften sammen, drak undertiden for meget, sang lystige Viser og spillede bagefter Kort. Jeg véd nok, at jeg burde skamme mig over at have bortdrevet Dage og Aftener paa den Vis; men da en Del af Kammeraterne var meget elskværdige og vi alle fortræffelig oplagte, kan jeg kun med Fornøjelse tænke tilbage paa de Tider.» «Og — lægger han saa straks efter til — det glæder mig at kunne sige, at jeg havde mange Venner af en helt anden Slags.» Disse sidste var jævnligt «fine og formelle». eller «tørre og formelle» unge Mænd; men hos nogle var der dyb Religiøsitet og stor Godhjærtethed, hos andre «megen Begejstring» bag det formelle Væsen. Den ene fyldte Darwin le. I Studenter-Klubber fremsatte man og ide de Iagttagelser, som man havde gjort, hinandens Iver. Det er overhovédet akteristiske, at Interesserne var saa stærke "disse unge Mænd: hvad de saa end var betagne ode rev andre med til at blive optagne af JOg samtidig har de moralske Krav været meget 8. I et Brev, som Darwin i 1829 skriver til Universitetskammerat, hedder det om to af deres s bekendte, at «jo mer jeg ser til dem, desto ”wokser min Agtelse for deres udmærkede Ind- møg for deres Karakterer.» Saadan skriver kun til og om en Kreds, hvor det er Skik at » Vægt paa Karakterens Agtværdighed. "Og nu de ældre, som Darwin traadte nær! var en, som senere gjorde sig berømt ved, man br vel her sige: at sætte Livet ind paa de fattiges pdragelse. Der var andre, som under lange Natte- [ringer ” ikke kunde blive trætte af at tale om 10 Naturvidenskab. Der var fremfor alle han, som «vidste alt», i Botanik, Entomologi, Kemi, Minera- logi, Geologi, — Professor Henslow. En dybt religiøs, ortodoks Mand, «hvis moralske Egenskaber var i enhver Henseende beundringsværdige». Han … var fri for hvert et Gran af Forfængelighed og andre smaalige Følelser, altid oprigtig, altid vel- + villig, og ens mod alle. Hans Talent bestod i at drage Slutninger af længe fortsatte, minutiøse Iagt- tagelser. Klar i sin Dom, sund i hele sit Væsen; naar han tog sine Venner og Elever med ud paa , sine lange Ekskursioner, kunde han være kaad og . lattermild som en Dreng. Kom En til ham og : mente at have gjort en interessant Iagttagelse, som " i imidlertid var gammel og kendt, saa skjulte han vel ikke, at Sagen var kendt, men han lagde hele ” Eftertrykket paa, hvor interessant den dog var: i: «saa man forlod ham uden at være Spor af skuffet, blot straalende lykkelig over selv at have kunnet se noget saa mærkeligt.» Med al sin Velvilje og sin milde Dom over andre var han saa dog igen Fyr og Flamme og greb resolut ind, saa snart han saa' en slet Handling. «Under hans rolige Ydre skjultes en kraftig og bestemt Vilje. Saa snart Grundsætninger stod paa Spil, vilde ingen Magt paa Jorden have kunnet rokke ham blot et Haars- bred.« Sammenlign med ham et Par af Datidens be- rømteste Naturforskere! Vi kan tage Robert Brown, dx han, hvem Humboldt kaldte «facile princeps bota- U "Hans lagttagelser var mærkværdigt minu- øjagtige, hans Viden overordenlig betyde- "Angst for at tage fejl næsten lnilper de Hænder øste han Broderparten, af vidste, ud for andre. «Han ævnede de jær! Handlinger. Da han var gammel, gelse, blev han dog ved hver Dag at besøge ”. pad som boede langt borte fra ham, indtog de blabederligete Stillinger, f. Eks. e oprejst med Hovedet lænet til en Stoleryg. ægtens Fremadskriden.»> Liberal i religiøs inde (Theist),. klar, forsigtig, sundt dømmende, lig i at diskutere videnskabelige Spørgsmaal, og drejende og undersøgende dem fra alle "Velvillig af Hjærte og med den inderligste ti for andre Videnskabsmænds Arbejder. «Hans stighed var i høj Grad mærkelig.» Som gammel | omvendte og bekendte han sig til Afstam- hingsl: uagtet der blev sat nok ind paa at faa ham til i det mindste at fortie sin Omvendelse, og igtet han havde grundlagt sin egen store Berøm- - ved at bekæmpe den ældre (Lamarckske) "Teori. RE 12 Som Generalstabscheferne er, maa ogsaa en Del af Stabens Officerer være. Man kunde nævne Navn efter Navn paa Naturforskere i de Dage, hos hvem en utrættelig Begejstring for Videnskaben synes at have gaaet Haand i Haand med den største Sandhedskærlighed og den alvorligste Pligtfølelse. Der er Botanikeren Hooker; der er Wallace, han, som selvstændigt opdagede Tilværelseskampens Be- tydning; der er Fysiologen Carpenter. Og paa den anden Side — denne Flok af ivrige og noble Natur- forskere kan umuligt have været uden Rod i Ikke- Fagmændenes Lag. Den maa være født af en ud- bredt Interesse for Natur-Iagttagelser hos store Kredse af Folket og af en stærk moralsk Kraft i det. Saa- ledes forholdt det sig ogsaa. Det er tilstrækkeligt at minde om, hvor det vrimlede den Gang i Eng- land af ivrige Samlere, Opdrættere, eksperimenterende Blomsterelskere osv. Darwin kunde knap sætte Foden uden for Hjemmets Dør, uden at han traf paa Privatmænd med et eller andet naturvidenskabe- ligt Liebhaveri. - Ja og hvad det moralske angaar — saa kan dette lille Stykke af hans Autobiografi staa som en Antydning: «Mine Besøg i Maer (hos hans Onkel Josiah Wedgwood) i disse to, tre Åar var aldeles henrivende. Man levede der, ganske som man selv vilde, og " Aftenen hengik med meget behagelige Samtaler, ikke af saa personlig. Natur, som de plejer at være i store Familieselskaber. Om Sommeren sad hele Familien tit ude paa Trinene under den gamle som de Aftener. Jeg hang med stor 1 og Ærbødighed ved Onkel 08; han var sky Ærefrygt; men undertiden talte ce aabent og frit med mig. Han var fuldt e paa et oprigtigt Menneske med den »… Jeg tror, at ingen Magt paa nde have formaaet at faa ham til 'ige blot en Tomme fra den Vej, han for den rette. 28 a altsaa var den intellektuelle og moralske sfære i og udenfor Hjemmet, hvori Darwin >». Naturligvis var der, udenfor hans Hjem, et helt andet Klima at udfolde sig i: Døge- É FE ltdrenge, interesseløse Studenter, haand- sinæssige Professorer, en officiel Videnskabelig- de. Gk op i Komitémøder og Middage, og højeste Glæde var Glæden over Ens egen ube "Persons Betydelighed. At Darwin instinkt- gt skyede denne Luft og søgte hin, viser maaske ist de «medfødte Egenskabers> Beskaffenhed, Fåstled og Styrke i ham. Hvorledes var han saa iøvrig, som Barn og 14 Han var høj, ikke svært bygget, jævnt flittig med sine Lektier, et stort Frilufts-Menneske. Alle sine Dage, fra ganske lille, færdedes han meget ude; han samlede paa- Fugleæg, Planter, Insekter; han medede og fiskede, saa det stod efter; fra Over- gangs-Alderen blev han en rasende Nimrod. Støv- lerne stod parate foran hans Sæng, for at han straks, naar han vaagnede, kunde stikke i. dem; og den ganske Dag "drev han saa om med Bøsse. paa Nakken, gennem Krat og Tykninger og over Marker. Alligevel maa man næppe tænke sig ham som «en rask Gut». Grund-Elementet i hans Væsen var tvært imod en ejendommelig og stærk Sensibilitet. Bom lille søgte han Ensomhed, var «rent borte i det», mens han vandrede sine lange Ture. En Dag gik han saadan i Tanker, at han ikke saa” sig for, men styrtede ned fra en (heldigvis dog kun 7—8 Fod høj) Voldmur. Han var nervøst ivrig, lidenskabelig i sine Interesser. Da han skød sin første Sneppe, kom han i den Grad i Sindsbevæ- gelse, at «hans Hænder rystede, saa han knap kunde lade Bøssen igen.» Og visse Indtryk frem- kaldte en rent fysisk Smerte hos ham. I Tyveaars- Alderen indpodede man ham Sans for Musik. De Musikstykker, der tiltalte ham, fik det til at løbe koldt ned ad hans Ryg. «Hvad siger din Ryg?» plejede han at spørge de Venner, som havde hørt Musiken sammen. med ham. Lige saadan finder man i et af hans Breve fra 1831 under Omtalen af en Illumination disse Ord: «Det skønneste var ke lstermbed overfor, hvad der forekom moralsk forkasteligt. Hans nedarvede Følsomhed var allerede i Hjem- "blevet opdrættet til en fremtrædende Sindets | d. «Jeg havde mange Venner i Skolen, som holdt inderligt af,> skriver han, «og jeg tror, wr af et meget kærligt Gemyt den Gang.» Medfølelse med Dyrs Lidelser var i hans tid næsten sygelig stærk. Han satte f. Eks. "aldrig levende Orm paa Medekrogen, skøndt "Fiskeri naturligvis led derunder. Og havde forset sig i den Retning, led han heftigt. «En z,> fortæller han, «mens jeg var en ganske lille (7—8 Aar), handlede jeg grusomt: jeg pryglede undehvalp, udelukkende, tror jeg, i glad For- melse af, at jeg var den stærke. Pryglene kan ' "have været slemme, for jeg er ganske sikker "at Hunden hylte ikke. Men den Bedrift har i paa min Samvittighed, hvad der fremgaar af, g endnu (i hans 67de Aar) ser tydeligt for mig det, hvor Forbrydelsen blev begaaet.» Han be- denne Medfølelse for Dyr som ungt Men- 2 Sin Jægerpassion blev han f. Eks. færdig i Tyveaars-Alderen, da han en Jagtdag fandt Fugl, som var bleven anskudt den foregaaende ig og havde ligget og pintes siden. Nu, som voksen, ts. udvidedes iøvrig hans Medfølelse til at omfatte Menneskenes eller Menneskehedens Lidelser med lidenskabelig Styrke. Han skulde oprindelig være Læge, studerede ogsaa Medicin en Stund og prak- tiserede i Sommerferien 1826 ivrigt hjemme. Han fik et Dusin Patienter; Faderen sagde om ham, at han vilde blive en søgt Læge, han vilde indgyde Tillid. Men — han «væmmedes» ved Anatomi; nogle Tilfælde, han saa' paa Hospitalets kliniske Afdeling, gjorde ham «i høj Grad ulykkelig — den Dag i Dag (i hans 67de Aar!) staar levende Billeder af dem for min Sjæl»; og ved et Par slemme Opera- tioner løb han sin Vej, før de var færdige. «Ingen Fristelse kunde have formaaet at faa mig til at overvære flere; disse to Tilfælde hår forfulgt mig gennem mange Aar.» Paa samme Maade fyldte Synet af eller Beretningen om Nød og Forurettelse ham med en «grænseløs Indignation» og Smerte. En af hans Studenterkammerater skriver: «Man blev dybt greben ved at høre ham tale om og jamre over Slavehandlens Rædsler eller over de Grusom- heder, som de stakkels Polakker i Warschau maatte udstaa. Jeg har bevaret den Overbevisning, at der har aldrig levet - et mere humant og blødhjærtet Menneske end han.».. Man vil have lagt Mærke til, at Darwin ofte taler om sine Erindrings-Billeder. De synes at danne et Skelnemærke mellem ham og Faderen. Ogsaa Dr. Darwin besad — i en stor og svær Krop — megen nervøs Sensibilitet (han kunde f. Eks. ig arligt taale at overvære en Aareladning); og wde formet hans moralske Karakter saa tem- lig med Sønnens. Men hans Intelligens var s] af en anden Art. Dr. Darwin var et Hu- a8-Menneske. Datoer, Aarstal, Ytringer, r — al den Slags laa opmagasineret masse- hans Hjærne; blot man nævnede et Datum ham, saa kunde han ikke glemme det igen. g naar han hørte et Aarstal eller et Datum, saa te han straks: da døde den og den og den, — g han stemtes sørgmodigt. Anderledes hos Sønnen. an huskede i alt Fald kun godt, hvor nogen eller t havde gjort stærkt Indtryk paa ham. Ellers havde han en middelmaadig Hukommelse. Som lille Dreng lærte han langsomt; senere i Skolen lærte han nok hurtigt saadanne regelmæssige og fast ordnede Pensa som Vers, men han glemte dem " ligesaa hurtigt, og for Sprog f. Eks. havde han aldrig hverken Nemme eller Gemme. Det er let ors at han nærede en hidsig Uvilje mod ) "hvad der hedder Forelæsninger. Derimod besad som sagt i høj Grad Ævnen til tydeligt at «se for sig» igen, hvad der i et givet Øjeblik havde et ham. Det, at Faderens Følsomhed var ven forfinet eller gjort yderligere ømntaalig i ham, 'Sensibiliteten næsten var bleven til Sensibleri, lader til at have givet hans Aandsform et vist terisk> Præg. For at kunne digte maa man jo emlig først og fremmest kunne erindre, i Betyd- hg af at kunne genopleve. 18 . De allerældste Erindrings-Billeder, som et Men- neske har opbevaret, plejer at pege tilbage paa det Menneskes herskende Længsel eller Attraa. Darwin kunde af alt, hvad der angik Moderen, som voksen kun se for sig «hendes Sottesæng, hendes sorte Fløjls-Kjole og et underligt Arbejdsbord, hun havde», — et Arbejdsbord, som formodenlig har forekommet den lille Purk helt imposant. Desuden saa” han som gammel «overraskende tydeligt» for sig en Dragons Begravelse, der ligeledes var indtruffet i hans 8de Aar: «Hesten med de tomme Støvler og Mandens Karabin, hængt op ved Sadlen, og Skyd- ningen over Graven». Det dystre og det højtidelige . har paavirket ham stærkest. Henimod Drenge- og Ungdomsaarenes Slutning synes Sansen for det dystre - at have tabt sig noget, hvorimod Sangen. for det højtidelige, det ophøjede vokser og vokser i Styrke, nuanceret efterhaanden til Begejstring for det op- højet rolige. Det er denne Sans, der bestemmer hans æstetiske Smag: i Literatur Shakespeares histo- riske Stykker og -Thomsons Aarstider, senere Miltons tabte Paradis, hans Yndlings-Lekture under Verdens- omsejlingen; i Musik Hymner eller en Mozarts og Beethovens Symfonier og Ouverturer med deres fulde Harmonier; i Malerkunst Kobberstik af Raphael Morghen og Miller samt et Billéde af Sebastiano del Piombo, «der vakte i mig en Følelse af det op- højede». Det er fremdeles den, der bestemmer hans Rejselyst: Humboldts Skildringer faar ham til at drømme «i herlig Begejstring om Dadel- og Kokos- 19 er». Ja endøg naar han dækker sit Alvor Tanke- og Følelsesliv. «Gloria in excelsis | ” sindigste Begyndelse, der falder mig ind», adan indleder han et Brev, hvor han er glad. "han slutter et andet saaledes: «Hvor skulde vi arte bedste af alle Tævehunde og Dash den af alle Hanhunde; da vilde der blive «Fred Jorden og Menneskene et Nbekner, hvad jeg der vil se, inukledeb R DP, Jacobsen, hvis Na- me at have haft adskilligt fælles med Dar. Bk Apostel her ilsmsnsl — man vil se i Bogen, hvorledes Jacobsen indledte sin Frem- ing af Darwins Teori. Han skildrede Naturen m et vidunderlig stort Slot med Tusender af le og Celler, med dunkle Løngange, der føre ud Dagens Lys, og med aabne Svalegange, der lede til Mulm og Mørke» . ., Derinde havde saa «en d vandret gennem mange smaa Celler ad mange ede Gange, til han kom til en stor Hal med ligt Hvalv, med mægtige Dybder og store, vide dsigter. Denne Mand var Charles Darwin». Dette jantiske Billede symboliserer lykkeligt Darwins gen mod det højtidsfuldt store, medens samtidig (ét jævne Udtryk «en Mand» betoner Jævnheden, 2? 20 der var over hans Patos. «Jeg véd ikke ret, om jeg mest elsker eller respekterer ham», skrev Darwin i 1831 om Professor Henslow. Den Karakter antog efterhaanden hans Begejstring: en Kærlighed, der lige saa godt kunde kaldes Ærefrygt, en Ærefrygt, der lige saa godt kunde kaldes Kærlighed. Darwin skulde, efter at han havde opgivet de medicinske Studier, have været -Præst; og en lærd tysk Frenolog undrede sig siden over, at han -ikke "var bleven det, da dog « Ærefrygts-Partierne» i hans Hjærneskal var udviklede i en Grad, saa der gærne kunde have været nok til ti gejstlige. Den lærde Frenolog maa have overset andre «Partier» i Hoved- formen, der har kontrabalanceret Prædikant-Anlæget .…. Og paa samme Maade maa der vel i Darwins Aandsform have været Elementer, som trods hans Erindrings-Ævne og hans Patos forhindrede ham fra at blive en Digter i Miltons Stil. j " Selv tillægger han sig som Barn det, man med et undskyldende Navn kalder «livlig Fantasi». «Jeg vil bekende», skriver han, «at jeg den Gang var meget tilbøjelig til at opfinde usande Historier, altid med det Formaal: at fremkalde Forbavselse.» Vor- dende Digtere har gærne den Tilbøjelighed. Men deres «usande Historier» plejer ikke at ligne den lille Darwins. En Gang bildte han en Skole- kammerat ind, at man i enhver Blomsts Indre kunde læse dens Navn, en anden Gang, at man kunde frembringe forskelligt farvede Primulaer og Polyanthus'er ved at hælde dem over med en vis FOR her nok Lyst til at gøre Eclat; men den ske» .Interesse for at faa sin egen Person t frem med Eclat — den fattes. "Der var hos Darwin — sammen med den e nervøse Følsomhed, sammen med den levende id: Æwne, sammen med Sansen for det op- — en Drift, som det er vanskeligt at finde "til. Hans Forfædres mekaniske Anlæg, hans kloge Forretningssans synes at være bleven nnet til den. Man kunde kalde den: Trang Regelmæssighed, til Overskuelighed, Trang til at bringe Orden. Den spores hos ham tidlig, i hans Lidenskab for at samle. Darwin synes rigtignok at — henføre vidt forskellige Ting under Ordet ler-Lidenskab (f. Eks. at lade Mønt-Samleren og epugeren være en og samme Aands Børn) og ville gøre den til en elementær Drift. Men den r dog sikkert kun et Udslag af en Drift, der under andre Betingelser kan give sig helt forskellige Ud- - Man kunde vistnok sammenstille den egent- en med visse Kvinders Mani for «at . Bag den ligger mindre Havesyge end en v og E seias Lyst til at faa de flest mulige Af- kygninger af en Art opstillede eller ophængte eller bklæbede, rangerede eller kartonnerede eller kata- rede. Det mærker man tydeligt hos begavede 22 Drenge, naar Driften i en senere Alder ligesom skyder Ham og gaar over til at antage en ny Form. Saaledes hos Darwin. Som karakteristisk for ham ved 16 Aars Alderen omtaler han «en levende Glæde over Forstaaelsen af et indviklet Tema eller en ind- viklet Sag». Skøndt han f. Eks. var set umatema- tisk Hoved, erindrede han tydeligt, «hvilken intensiv Tilfredsstillelse de klåre geometriske Beviser da havde forskaffet håm», eller hvor han var henrykt, da Onklen forklarede ham Verniers Maalestok. I det før omtalte Brev endelig om Illuminations-Festen i London 1831 røber hans Ordnings-Sans, hans Drift til at arrangere, saa der kommer Overskuelighed, sig gennem et ejendommeligt Begejstrings-Udbrud. Han har overværet Kongens Kronings-Procession, og det pompøse har slaaet ham, at «en Masse Guld- broderi kan faa en lang Række Mennesker til for- melig at glimre.» Men hvad mener man har gjort allerstørst Indtryk påa ham? Det har Livgardens «underfulde» Ævne til at skaffe Plads for Toget! «Naar Trængslen blev saa stærk, at Menneskemassen blev trængt ud paa Gaden, red en af disse Seks- Fods-Herrer paa sin sorte Hest direkte hen mod Stedet, lod Hesten rejse sig meget højt paa Bag- benene og saa gaa ned lige paa den tætteste Stim- mel. Du skulde troet, Menneskene var gjort af Svamp, om du havde set, hvordan de skrumpede sammen » | Denne Seks-Fods-Herre!-... En, som har en levende Forestilling om Darwins Undersøgelser an- sa det enkle FE orklarings-Princip «den ing» (natural selection, Kvalitets- Stykke» af en Digter. Det andet «Stykke» nu til just at maatte være denne Drift, som efter at skaffe Orden paa og Orerblik over 'oldigheden.. Hvis saa er, saa var Darwin mlig blandt de «kaldede». Og hans jævne Higen. mod det ophøjede og ærefrygtsfulde kunde a Forhaand lade formode, at han vilde drages d det uendeligt store og søge at forklare det nnem det uendeligt smaa. "Det er interessant at se, hvor tidlig og hvordan orsker-Aanden rører sig hos ham. Mod Slutningen f hans Skoletid havde en gammel Herre, som vidste n Del om Sten-Arter, gjort ham opmærksom paa en or Sten udenfor Shrewsbury og havde højtidelig igt, at før vilde Verden gaa under, før nogen vilde anne forklare, hvordan den Sten var kommen der, den laa nu. «Det gjorde et dybt Indtryk paa ; og jeg spekulerede i lang Tid over den for- erlige Sten. Jeg følte derfor den største Hen- else, da jeg første Gang læste om Isbjærges til at føre Rullesten med sig.» Her slaar 24 allerede dét, som han selv kaldte «den filosofiske Aand», med Vingerne i ham. I 1831 er Vingerne vokset ud. Darwin skriver i et Brev til Henslow: «Jeg er ikke kommen stort videre med Geologien. Jeg er bange for, at fra den første Ekspedition, jeg vilde drage ud paa med Clinometer og Hammer i Haand, vilde jeg kun komme meget lidt klogere og en god Del mere forvirret hjem, end jeg var, da jeg gik ud. Hidtil har jeg kun udspekuleret Hypo- teser, men de er saa vældige, saa jeg tror, hvis de blev sat i Virksomhed bare en eneste Dag, vilde det være ude med Verden». Hans første «Opdager»- Værk, Bogen om Koral-Revene, var da ogsaa strengt deduktivt: han havde først udtænkt Teorien, bag- efter verificeret den ved Undersøgelse af Koral-Rev. Men i hans Sind laa alt da ligesom Anvisningen til den strengt induktive Metode. Selvsamme Aar havde en Arbejdsmand bildt ham ind, at han nær Over- fladen midt inde i England havde fundet en tropisk Muslingeskal. Det fortalte Darwin til sin Lærer i Geologi, som svarede, at Arbejdsmanden rimeligvis havde løjet, men at hvis han havde talt sandt, vilde det være den største Ulykke for Geologien. «Jeg blev i højeste Grad forbavset,» skriver 'saa Darwin. «Skøndt jeg havde. læst forskellige viden- skabelige Bøger, var det dog aldrig før blevet ført mig saa haandgribeligt for Sjælens Øje, at Viden- skab bestaar i Sammenfatten af Kendsgerninger, saa der kan uddrages af dem almindelige Love eller Slutninger». s var han da vel forberedt til «Beagle>»- iionen. Ikke blot i den Forstand, som mente: at han vilde kunne «samle, iagt- ; optegne alt, hvad der pua Naturhistoriens ke værd at optegnes», men ogsaa i den at det, han saa', vilde vække Tanker hos i ham en Jason, son" Eaonds søge og et gyldne Skind», der blev hans: Ideen til s Oprindelse!» "Om hin Rejse (som begyndte 27 Decbr. 1831) der. det pudsige at forudskikke, at den tilsyne- "kom til at bero paa et Par Bagateller. havde straks stor Lyst; men hans Fader nej, — og dermed var Planen opgivet. Man rke paa Darwins Breve, det har knebet for : bøje sig. Han bøjede sig imidlertid og be- - sig til at gaa tilbage til Universitetet. Under- "tog. han over til sin Onkel Jos. Den gamle Darwin (der nærede stor Respekt for Onkel Jos) "sagt til sin Søn, at hvis han kunde træffe mm til at gøre Rejsen, saa vilde laa Riden) ad Nu tilbød Onkel Jos at køre til Shrews- an til, — — dermed var Faderens fadvilselke ; t. Men tilbage stod «Beagles> Chef, Kaptejn $ ro! Få der selv skulde . bestemme over, hvad for Videnskabsmand han vilde have med. Fitzroy É klog, dygtig, gennem-nobel, noget sær Mand; 26 han sværmede for Lavaters fysiognomiske Ideer, og da han nu saa' Charles Darwin, betvivlede han, om En med — saadan en Næse(!) ogsaa kunde besidde tilstrækkelig Energi og Resoluthed . .. «Beagle-Rejsen», skriver Darwin, «blev den langt betydningsfuldeste Begivenhed i mit Liv og kom til at bestemme hele min Karriere. Og dog afhang den af en saa "uvæsenlig Omstændighed, som at min Onkel tilbød at køre de 7—8 Mil til Shrews- bury, og af en saa ubetydelig Bagatel som min Næses Form». Han lader til at mene det i Alvor — og over- ser, at dét, Rejsen kom til at bero paa, var jo i Virkeligheden: Faderens Personlighed, Onkel Jos' Personlighed og hans egen Personlighed, der saa at sige hos Fitzroy besejrede hans Lavatersk-mistænke- lige Næse. En lang Aarsags-Række, alt det, man samler i Ordet. «Skæbne», skikkede ham ud paa . hans for hele den civiliserede Verden saa følgerige Opdager-Fart. KER Beagle-Ekspeditionen varede fra 27 Decbr. 31 til Oktober 1836. I de fem Aar formedes Darwins aandelige Fysiognomi og fæstnedes dets Træk, — for saa vidt som det levende lader sig fæstne. «Ej ej!» udbrød Faderen, da han saa' ham igen, «Hovedet paa ham har jo faaet en helt ny Fagcon!» .…… Darwins «Rejse om Jorden» fører en Del af - denne Udviklings-Proces frem for En. Som man at kan se paa yppig Jord Masser forskel- r vælde op: nogle trives, andre sygner, vder lystigt til Vejrs, hine gaar bort, man a naar eller hvordan, — — saadan mylrer den nævnte Bog Anlæg, Tendenser, Aspira- og de vokser eller sættes i Væksten, de faar eller synes at forkrøble. Bogen afspejler et : indre «Tilværelseskamp». Saa interessante en er paa langt nær ikke Rejse-Brevene her wins Liv og Breve>. Men de har et andet ide røber temmelig tydeligt, hvad det var, satte i Gang hint Spil af indre Kræfter, og der raadede for Spillets Udfald. De gamle Digtere bruger undertiden det Udtryk mme, at det «blev rørt op fra sin dybeste … Netop saaledes blev der rørt op i Darwin Bestemmelsen om, at han skulde ud at rejse. evægelsen havde iøjnefaldende fysiske Virk- : Han mindes Dagen, da Afgørelsen blev et: «min Sjæl svingede frem og tilbage som endikel», skriver han; og han fortæller om Maaneder, da han gik og ventede paa at me af Sted, «at de var de elendigste, han nsinde har oplevet: jeg var i en saare nedtrykt ning, Vejret syntes mig saa uudsigelig trist, foruroligedes af Hjærtebanken og Smerter i alen». Ikke mindre paafaldende er hans tiske Tilstand! Noget brutalt er kommet op i for første og sidste Gang i alt, hvad Offen- 28 ligheden har af skriftligt fra ham, bliver han en Smule plump. «Jeg forudsætter», hedder det i et Brev til en af Søstrene, «at Du venter, jeg vil vende om, naar vi kommer til Madeira-Øerne; men saa længe jeg har blot saa meget som en Stump af min Mave tilbage, opgiver jeg det ikke». Han er som fortumlet af Forventning, af Spænding. Man véd, med hvilken Ærefrygt han omfattede Faderen: og alligevel, da han skal skrive hjem til ham første Gang, kan han ikke holde Tankérne fast om ham. Efter at han har skrevet den første Side, maa han indskyde den Bemærkning: «jeg opdager, at jeg har skrevet til mine Søstre»; han noterer det til Over- flod foran, lige under Overskriften, skriver saa videre igen til Faderen — og maa et Stykke længere frem paany anmærke: «jeg opdager, osv.». Som i en Rus sejler han det ukendte i Møde. «Siden jeg forlod England», hedder det i et Brev fra Maj 32, «har min Sjæl befundet sig i en fuldstændig Storm af Henrykkelse og Begejstring». Og da han saa endelig har set: det første Glimt af den tropiske Verden, er han «stor paa det over, at han ikke er bleven tosset af Betagethed». Dér er den gamle Stad Bahia: «intet Menneske kan tænke sig noget saa underdejligt!» Og dér, ved Rio Macao, ser han den første tropiske Skov «i al dens ophøjede Stor- slaaethed! ... Hvor underfuld, hvår pragtfuld . . . aldrig har jeg følt en saa intensiv Henrykkelse!» Hans Livskraft er mangefold fordoblet. Dét . 29 for det første flittig, rastløs flittig: «knap "staar der i hint Maj-Brev fra 32, «er je Time gaaet ørkesløst hen». Dernæst ber det hans Sanser, næsten indtil Hyperæsthesi: "atter bemærker han i sine Breve, at de ligere rejsendes Beskrivelser af Tropernes Dyr gner ikke». Og det gør ham endelig saa for- opvakt eller vakt. Alle, der har læst hans vom Jorden», har vist studset over, saadan længde forskelligartede Forhold dette Menneske nogle og tyve Aar interesserede sig for. Støv, falder ud over Havet, — og Bjærgværksdrift; som dannes ved Forandring af Lys og Skygge, Fordampning; Hestes Arbejdsdygtighed samt til at komme sig — og Omfanget af Hjul- Fugles Mangel paa Begreb om Tykkelse — Mænds og Kvinder forskellige Iver for at trække "højt op under sig, naar de rider; Elefantens "Gang — og Styrken af Mosquitoernes Stik: "kunde remse op Sider fulde af Eksempler paa, vad han dog har bekymret sig om undervejs! ) Intelligens er saa stærk og rørig, at den lige- som maa flyde ud over eller ind i alt mødende. eg iagttog længe et Firben (der gravede sig ned | Jorden), indtil dets halve Krop var skjult; saa gik r hen og trak det i Halen, det vakte dets jjeste Forbavselse, og straks arbejdede det "op for at se, hvad der var paa Færde; det rrede mig derpaa lige ind i Ansigtet, som om 30 det vilde sige: «hvad har du at bestille ved min Hale?» 7) Desuden — den potenserede Livskraft frem- kalder et intellektuelt «Gennembrud»: Idé-Asso- cieringen kommer til at gaa raskere og sikrere for sig! Nye Indtryk finder banet Vej ind til tidligere optagne Indtryk, som "har Lighed med dem; en vis Forestillingskreds træder frem i Forgrunden og suger Næring til sig af hvad han ser, hører, læser. - Man sporer dette Gennembrud allerede i hans Rejsebogs Stil. Han begynder at bruge Billeder, Lignelser: en Fugls Næb minder ham om «en Elfenbens Papirskniv», Ildlænderne ligner han med «de Djævle, som kommer frem paa Scenen i saadanne Skuespil som Jægerbruden». Men man sporer det skarpest i hans Iagttagelser: en bizar Straffemetode bringer ham f. Eks. til at huske paa en vis Maade at tørre Huder paa, — og han forstaar, at Ideen til Straffen er hentet fra hin Tørringsmaade. Evolutionisten i ham vikler sig ud af Svøbet. Til det gaadefulde, han møder, har han i Erindringen Paraleller, som synes at løse Gaaderne. Alt dét bliver saa Vane hos ham. Han be- varer det, om end i mindre heftig Form, efter at hans Sinds Anspændthed har fortaget sig. Han siger z) Eksempler og Citaterne af Darwins «Rejse om Jorden» er her og i- det nærmest følgende efter den danske " Oversættelse. Bogen er delvis et Aftryk af Dagbogs-Opteg- nelser, der hjemsendtes som Breve. "koncentreret Opmærksomhed paa, hvad ligede mig med. Alt, som jeg tænkte bet: t mig til at yde dét i Videnakeben/ som Han tager blot, som man hører, ne vel vilkaarligt eller bevidst. «Dressere sig» &-Associering?! Om nogetsteds er vel overfor van mere metodisk; og dets stille og ens- re Liv opelskede den Lyst til Ensomhed, som oværet i ham fra Barnsben. Men — Ensom- "og Ensomhed er ikke det samme. Saa længe saa ofte Darwin her paa Rejsen følte sig stærk k, saa var det de vældige udstrakte Pampas- per eller de vilde og majestætiske Bjærge, der ham. Hans Higen gik højt til Vejrs, viden «I disse vilde Lande», skriver han, «foraar- det En megen Fryd at naa Toppen af et m man beherskes af en ubestemt Forventning se noget saare forunderligt»; og han «længes efter at beskue Landskabet paa en anden ». Han begejstres af Tapperhed, af det fri, ubundne: Gauchoens uafhængige Liv lokker 32 g ham, denne omstrejfende Indianer, der, hvor han vil, kan lade sin Hest gøre holdt, og sige, her vil jeg tilbringe Natten! ... Det maa da være en ny Faktor, som gør; at den Ensomhed, han til syvende og sidst vendér sig til med sit Hjærte, bliver det idylliske Landlivs. Eller hvis man vil overføre det paa hans videnskabelige Sysler: der maa være noget, som bevirker, at han først kommer til at vakle mellem Interessen for fossile Knokler og — hans første Kærlighed, den pompøse Geologi (som sammen med Astronomien «yder Tænkningen et saa langt videre Spillerum end de andre Grene af Naturviden- skaben»)... samt at saa tilsidst Geologien trækker det korteste Straa. Naturligvis har der været flere Grunde. Men Hovedgrunden tør maaske søges i hans Sygelighed. Han led urimeligt af Søsyge. Og i Sydamerika faldt han i en haard og farlig Sygdom. Det er betegnende, at han ovenpaa den vel beslutter sig til at rejse videre: men ikke længer af rent umiddel- bar Higen mod det ny, nej af en Slags Pligtfølelse, fordi han ellers vilde komme hjem med halvgjort Gerning. Der vokser og vokser i ham en Slags Træthed, som røber sig tydeligst i Udtrykkene for hans Hjemvé. Han kan blive «kvikket op», blive Fyr og Flamme for en Stund igen. Men sikkert nok er det fra de længste Perioder af denne Tid, at Øgenavnet stammer, som han fik om Bord paa Skibet: «den rare gamle Filosof». sen ved Behændighed og Jagt». ... Han synke hen i saa sentimentale Sværmerier tænke sig «en snehvid Terne beboet af en ndrende fortryllet Aand». Og han kunde længes den «Høstens tungsindige Stilhed, som i Eng- gør Efteraaret til Aarets Aften» De «stille Ry en «simpel, patriarkalsk (!) Levevis, tilbage- fra Verden», synes ham nu det bedste; e: med og Opmærksomhed» bliver hans ve re: han lovpriser Tahitiernes «henrivende fold». Hans før saa kraftige og friske Natur- glæde mål et Tilfælde af utilitarisk Blegsot. Et SAR nu skabs Skønhed kommer stundom til at bero for ham "Paa dets «Produkters Nytte» og især paa f s Velfærd». — Denne Grundstemning, der arbejder sig op mod "oprindelige, Kraftfølelse, betinger maaske for "Del hans stigende Interesse for det store smaa. dør ham i hans «Rejse» tale om Koralrevene, «op- dyngede ved en Mængde forskellige Smaadyrs Virk- 'somhed. Det er et Under, der i Begyndelsen ke gør noget stærkt Indtryk». Og dog er et et Under. «Polypens bløde, geléagtige Masse | y 8 34 ba besejrer Bølgernes store nedbrydende Magt, i et Ocean, som hverken Menneskets Kunst eller Naturens livløse Værker kan modstaa». Afslappelsen kunde stige til fuldstændig Selv- opgivelse. Her 'et Brudstykke af et Brev fra Som- meren 34: «Eheu, eheu! der dukker op for min Erindring Visioner af Fremtidsudsigter, naar jeg drømte om Tilbagetrukkenhed, grøntklædte Huse paa Landet og hvide Kjoler. Hvad der en Gang skal blive af mig, véd jeg ikke; jeg er til Mode som et ødelagt Menneske, der ikke øjner eller ikke bryder sig om, hvordan han skal klare sig.» — Men hans normale Tilstand er den, hvor han har «et næsten smerteligt Indtryk af, saa megen skøn Enthusiasme der er dunstet bort i de fire Aar. Nu gaar jeg ganske nøgtern gennem en brasiliansk Ur- skov... Aa, saa intenst jeg længes efter at komme til at leve i Ro og ikke have en eneste ny Gen- stand i min Nærhed!» Hjem! hjem! «Det er næsten altfor betagende at tænke sig, at næste Efteraar skal jeg se Bladene falde og høre Rød- kælkerne synge i Shrewsbury. Indtil de mindste Træk er mine Følelser som en Skoledrengs. Jeg betvivler, at nogensinde en Skoledreng har længtes saa stærkt efter sine Ferier, som jeg længes efter at gense Eder alle». i De sidste Dage om Bord var han «halvt død, halvt levende» .…. «Den første Dag i Diligencen trættede mig; men efterhaanden. som jeg nærmede mig til Shrewsbury, forekom alt mig venligere og De dumme Mennesker i Vognen lod til i Markerne var ikke en Smule mere vellers!...» "Og da han atter har Hjem- "under sine Fødder, «opdager han, at skriver det dejligste Vrøvl. En to, tre af vore folk gav sig i Gaar straks i Lag med Ar- og blev til Ære for Master Charles' Hjem- ganske forfærdeligt drukne. Hvem indestaar at ikke Master Charles selv faar Lyst til at Det havde været en Yndlingsvending hos Dar- € med at «blive tosset» af Glæde. Her, i ste Brev efter Hjemkomsten, mens Lykke- en flygtigt forynger ham, løber Vendingen ham idste Gang i Pennen. Saa forsvinder «Master Han blev en tre Ugers Tid i sit Hjem; maatte Greenwich for at pakke sine Beagle-Sager ud; frem og tilbage mellem Shrewsbury, London, dge; bosatte sig et Fjærdingaar i sidst nævnte og flyttede endelig (Marts 1837) til London, "han levede som ugift til ind i Januar 1839 Disse to Aar og tre Maaneder», siger han, «er virksomste, jeg nogensinde har oplevet». Fra- ven lidt længere Udflugt i 38 tog han sig sjælden Gang nogle faa Dages Ferie, Han 8 36 ordnede, fordelte, bearbejdede sine Samlinger; skrev sin Rejsebog, noget af sin Bog om Koralrevene og af «geologiske Iagttagelser»; forberedte Udgivelsen af «Beagle-Ekspeditionens zoologiske Resultater» og forfattede flere geologiske Smaaafhandlinger. Og han omgikkes mange Mennesker og fungerede som Sekretær i det «geologiske Selskab». Dermed er endda ikke det vigtigste fortalt! .…. Man véd, at han allerede paa Beagle-Rejsen havde tænkt over Arternes Oprindelse. Tanken slap ham ikke, og han begyndte at samle sammen Eksempler påa, hvordan Dyr og Planter ændres. I Juli 37 gav han sig til at føre Bog over saadanne Eksempler, læste en Masse, spurgte sig for hos Gartnere og Opdrættere. Han saa' snart, at naar Menneskene havde Held med sig til at skabe nyt- tige Racer af Dyr og Planter, saa var det, fordi de «valgte»: de bevarede nogle og tilintetgjorde andre Ændringer. Men hvorledes der i Naturtilstanden kunde blive Tale om en Udvælgelse, forstod han ikke, indtil han, i Oktober 1838, tilfældig kom til at læse Malthus' Bog om Befolkning; da slog det ned i ham, at Tilværelseskampen kunde i Natur- tilstanden spille en lignende Rolle, som Opdrætterens og Gartnerens Valg. «Her havde jeg saa endelig en Teori, hvormed jeg kunde arbejde.» Hvad havde nu bevirket, at dette kunde slaa ned i ham? Hvordan havde hans Stemningsliv og hans Tankeliv udviklet sig efter Hjemkomsten? i Hukommelse var helt fortumlet oven- dette Spektakel». Saa kommer der imidler- nm Reaktion. Han bliver vranten, ugrundet uretfærdig, underligt arrig i sine Domme. udsige, hæslige London» er ham «et gement, Hul»; Zoologerne er lutter «lavt tænkende, "udannede» Skabninger; ingen har ordenlig "4 Livet; selv er han ubestemt, modløs... af 1837 begynder han at komme i Lige- Han har mødt Opmuntring (uden hvilken pe havde kunnet drive det til noget!), Livet "sig til Rette for ham. I Stedet for at skælde andre, harcellerer han nu saa smaat, og har- rer samtidig over sig selv. «Et Par korte Op- r», skriver han i Juli 37, «er blevet gunstigt tagne af de store Lys(!); dét giver mig megen Tillid og, haaber jeg, ikke for stor Forfængelighed, " skøndt jeg tilstaar, at jeg kun altfor ofte synes mig co en Paafugl, der beundrer sin Hale». Grund- stemn er nærmest en lidt vemodig Resignation. «Mit Liv er meget optaget», hedder det, «og skal, aber jeg, altid blive saa, skøndt Gud véd, at et saadant Liv har mange alvorlige Skyggesider». Hans | har ogsaa mældt sig; ved hver en Sinds- ægelse faar han pinefuld Hjærtebanken. .... Men i Aaret 1838 klarer det op. Nu har han Sans r at udpønse en harmløs Spas; nu er en god Bog klar som Solskin», og han har ingen For- 38 nøjelse af sin Læsning, naar han ikke kan «tale om den»; nu henrykkes han af Ytringer som, at «Videnskabens egenlige Væsen er Forudsigelse» eller at «Videnskabens Lov er Fremskridt»; ja nu kan Uger igennem «hele Naturen synes ham saa lykkelig, som han er selv». Saa rolig eller idyllisk lykkelig, maa man vel sige! ti han «lever meget stille og derfor behageligt»; og hans Tid er metodisk og uforanderlig inddelt: først 2 Timers Arbejde, saa Gaaen ud, saa 2 Timers Arbejde, saa Gaaen ud osv., Dag efter Dag.... Denne Proces — en Kommen til Ro i det nye Jeg, som Rejsen havde udformet! — illustreres af hans forandrede poetiske Smag. Milton forlades, Coleridge og Wordsworth bliver hans Yndlingsdigtere. Navnlig Wordsworth; han roser sig af at have læst hans «Excursion» to Gange. Og hvem er Words- worth? En poetisk Landskabsmaler, en Samler- Natur, der opsparer Natur-Indtryk til senere Be- skuelse og Nydelse, og som sætter sig til Opgave «at meddele de jævneste og mest naturlige Begiven- heder et Skær af noget overordenligt ved at tvinge Sindet til at rette sig paa den Skønhed og de Un- dere, den virkelige Verden upaaagtet udfolder». Dette, kan man sige, maatte jo ogsaa være noget for den Rejsende, som Darwin havde været, og for den Naturforsker, som han var i Færd med at blive. Men Wordsworth. er mere end dét. Hans Poesi er «Sindsbevægelser erindrede i Ro»; han er Forher- ligeren af den «Manddomsalderens stille Tilegnelse | religiøse Følelse, der igen muliggør en w af hans Teologi ... Men uden en for- e» ikke være bleven til! vin «tror ikke, at den religiøse Følelse nogen- r været stærkt udviklet hos ham». Dog i Ålekket og ofte levende: han siger selv, ar der kom Liv i den. «Den Sindstilstand», je " han, «som storartede Scener vakte hos g som var meget inderlig forbunden med en a Gud, afveg ikke væsentlig fra dét, der . kaldes Følelsen for det ophøjede»; og han nstiller Sindstilstanden med «de mægtige, i ubestemte, men lignende Stemninger, som " vækker». Med andre Ord, hans religiøse estillinger var associerede med, de bares oppe af særegne Art «Lyrik», der var i ham: af hans string, hans Evne til at betages, gribes, glide studsende, beundrende Hengivelse. «Nu der- ag ”) Se G. Brandes «Naturalismen i England» S. 60 fr. 40 imod» tilføjer han saa — og dette «nu» turde re- ferere sig allerede til den sidste Del af Rejsetiden | — «nu derimod vilde selv de mest storartede Scener ikke lade den Slags Overbevisninger og Stemninger opstaa i min Sjæl». Nej, ti «storartede Scener» eksisterede overhovedet ikke længer for ham, han fornam dem ikke længer som storartede. En eneste Gang endnu (i Maj 38) synes han under en Kirke- koncert, at et Kor «fik virkelig Murene til at ryste» ; ellers vil man i alle hans Breve fra efter Rejsen ikke finde bevaret noget helt ud «ophøjet» Indtryk, kun idylliske. En vis Drivkraft i ham var som sagt bleven slappet. Før havde den, under et mæg- tigt Pres, drevet hans Stemning som en regnbue- glitrende Springvandsstraale højt, højt op i Æterens Blaa: og paa de øverste Perler havde sitret i Solen et gyldent Glimtende, — en Stjærne, — Stjærnen; som ledte vise Mænd til Østerland. Nu mægtede denne Drivkraft, naar den anspændtes, kun at sende. Stemningen lavt til Vejrs, og hvad der havde syntes før en himmelsk Stjærne saas som et Guldæble, skabt af Mennesketanker! Men dét, Mennesker har ' skabt, ræsonnerer Menneskene over: — «Om Bord paa Beagle havde jeg været helt ortodoks ... og citeret Biblen som uigendrivelig Autoritet i moralske Spørgsmaal ... Men paa denne Tid, det vil sige 1836—39, var jeg- efterhaanden kommen til at indse, at der ikke var mere Grund til at tro det gamle Testamente end Hinduernes hellige Skrifter . . . Ved fortsat Efter- tes jeg lidt efter lidt til ikke mer at tro ommen som en guddommelig Aaben- : Forstand udpønsede mulige « Bevismidler» eliernes Sandhed ... Men saa snart Kristen- ce. «lkke-Troen sneg sig saare lanbenid var tilsidst fuldstændig. Det kom ( iv over mig, at jeg følte intet ene sed ing, som ellers vilde have gjort det muligt in at undfange sin Teori: iste Mosebogs slære forpligtede ikke længer! Og mere » fjærnedes tillige en Opfattelse, som — " nødvendigt, men vanemæssigt var og er for- len med den gængse kristne Guds-Tro. Det er ittelsen af Gud som direkte Frembringer af alle det organiske Livs Former. I et Brev fra en t senere Tid (1859) skriver Darwin med Føje, rist, at Torden og Lyn er Følger af sekundære rer, har mange beklaget at skulle opgive den I». For de kosmiske Fænomener og for det iskes Fænomener havde Flertallet af det 19de 42 Aarhundredes Kristne dog ophørt at tro, at Gud var den umiddelbare Aarsag; men med Hensyn til det organiske Livs Fænomener troede og tror de, at Gud er det. Den gængse kristne Gudstro var og er vanemæssigt forbunden med Tro paa den orga- niske Naturs guddommelige «Planmæssighed»: og med den kan ingen gennemført Evolutions-Hypotese forliges. Først altsaa da Darwin var kommen bort — til Stadighed ikke just fra Troen paa en Gud, men for bestandig fra. det gængse Gudsbegreb, først da var det muligt for ham at tænke sig Arterne dannede ved den gennem Tilværelseskampen reali- serede Udvælgelse af tilfældige Variationer. Ti saa vel med Ordene «Tilværelseskamp» og «Kvalitets- valg» (naturlig Udvælgelse) som med Ordet «tilfældig» skydes en lang naturlig Aarsagsrække ind mellem Fænomenerne og Gud, — med Ordet «Tilfælde» jo endog en saa lang, at Menneskeøjet ikke mægter at forfølge mer end dens alleryderste Led... .…. Maaske ét Forhold endnu bør drages frem til Forklaring af «Darwinismens» Tilblivelse. -— Der er ikke i Darwins Breve og Optegnelser nogen ligefrem Tilkendegivelse om, af hvad Stemning hans ratio- nalistiske Kritik "blev født. Men saa ofte han tviv- lede om en Guds Tilværelse (og længer end til Tvivl gik han aldrig, end ikke naar han gik yder- ligst!), — bestandig støttede han sig til denne, og kun til denne Indyending: «der er saa megen kir delse i Verden!» Dét maa have været det oprinde- ligste og dybeste Vantros-Motiv i hans Bevidsthed. 43 e Medfølelse med alt lidende gav lige- til dette Vaaben i Kampen med ns Sygelighed og hans før Hjemkomsten uw Hjemkomsten arrige Lede ved Forhol- de Vaabnet. Det maa, selvfølgelig, være til paa Tider, hvor han «saa' sort» paa Livet, an var i en Stemning, saa Lidelsen her i syntes ham det overvejende, Glæden det hede, forsvindende”). Imidlertid — dersom ming havde sat sig fast, hvis han altsaa ) «Pessimist>, saa kunde han umuligt have en Idé, han fik, ved Læsningen af Malthus' Ti for at én skal tilegne sig og skabe ledende 2 Ideer af dét, han læser eller møder paa er det jo ikke nok, at Forskertrangen er "ham: der maa tillige mellem det, han sidder med, og det, han optager, være hin hemmelig- ide Paarørenhed, som Kemien med Hensyn Stofferne kalder «kemisk Slægtskab«. Og Ideen, Den eneste Dagbogsnotits fra Tiden Juli 37—Februar "der aabner Indblik til hans Følelsesliv, er følgende. Og lægge Mærke til, hvorledes Lidelsen specificeres, ud- es, medens Glæden summarisk og tørt fejes af: - «Hvis vi vilde lade vore Formodninger løbe af med "Forstand, saa kunde Dyrene, vore Brødre og Kamme- i Smerte, Sygdom, Død, Lidelse og Hungers- d, vore Slaver ved det møjsommeligste Arbejde, e Kammerater ved vore Fornøjel'ser — de kunde have vort Udspring fra en fælles Stamfader, vi kunde alle med hinanden.» 44 gjort optimistisk Idé. =sHan havde omgaaedes meget med Opdrættere og hørt om deres Gerning: nu opfattede han, kortelig sagt, Tilværelseskampen som den vældige og stilfærdige «Opdrætter» af det organiske Livs Former! Men allerede Forestillingen «Opdrætning» har ligesom festlig Glans omkring sig. Den minder, det er sandt, om Slid og glippede Haab og fejlslagne Forsøg og mange Slags Ofre; men langt, langt stærkere lyser den dog ud over Iagttagelsens og Eksperimentets Glæde og peger mod det lykkeligt naaede Maal: at der dannes en ny Varietet, nyttig og tilfredsstillende for den, som dannede den! I Virkeligheden: bag det Darwinske Begreb «Kvalitetsvalg» (naturlig Udvælgelse, naturlig Opdrætning) dæmrer en Anelse om Noget eller Nogen — «Naturen», «Gud», et Ufatteligt og Navnløst! — der glæder sig over, at Livets Former ændres og fuldkommengøres til at passe efter de skiftende For- hold. Der er forbundet med hint Begreb en Til- fredshed over et uendeligt og universelt Nytte- Fremskridt... Og nu for Individernes Vedkommende, for hver enkelt i det Livets Mylder, som gennem- gaar Tilværelseskampens Opdrætter-Proces? Ja, og- saa for Individerne — eller for det langt overvejende Flertal af dem — forudsætter Darwins «Opdræt- nings»-Idé et Overskud af Lykke. Ti den Opdrætten maatte hurtigt tage Ende, hvor de opdrættede var mere syge end sunde, havde mere Lede for end Lyst til Næring, var mere uvillige end villige til at for- plante sig osv. osv. Der vilde slet intet «Kvalitets- r da ogsaa set, at just i det Halvaar, da "Hovedteori blev til, Darwin selv ligesom dyb og sikker Glæde. Og det er let at gætte dertil. I Oktbr. 1838. var det, at han Malthus' Bog, — — den 29 Januar 1839 Bryllup med sin Kusine, den udmærkede I Jos' udmærkede Datter, Emma Wedgwood! "saa vidt har da Gud Amor haft en Finger Arternes Oprindelse». Uden Darwins lykke- ge Kærliged vilde «Darwins Teori» ikke være Ny. Efter at Darwin havde giftet sig, boede han Aar i London. Huset var lille og uanseligt, fyret (syntes han selv senere) var ganske for- H færdelig hæsligt, og det Stykke Have, der hørte til " Stedet, havde nok ikke stort andet at byde paa i "eskident Græs». Alligevel følte han sig øjen- "synlig inderligt lykkelig dér, saa længe han var rask. Man hører det i en Udtalelse som denne, "fra Oktbr. 39: «Naar nogen lever stille i London, 46 da er der ikke Magen til dets Stilhed, — der er noget storartet ved dets røgfyldte Taage og ved den dumpe, fjærne Larm af Drosker og Kareter. I Sand- hed, Du kan vel skønne, at jeg bliver en fuldblods Londoner, og jeg soler mig i Tanken om at skulle blive her et helt halvt Aar nu». Én, der i dét Aar og sammen med en af Of- ficererne fra Beagle mødte ham paa Gaden, skildrer ham efter Hukommelsen som «en noget høj og bredskuldret Mand, der holdt sig lidt forover bøjet; han havde et indtagende og livfuldt Udtryk, nåar han talte, havde buskede Øjenbryn og en hul, men blødt klingende Stemme. Den Maade, hvorpaa han hilste sin gamle Bekendt, var sømandsagtig, d. v. s. henrivende, frimodig og hjærtelig» ... Ogsaa dette lille Øjebliksbillede peger tilbage til en Grundstem- ning af glad Tilfredshed. Sidst paa Aaret fødtes saa hans første Barn. Han begyndte øjeblikkelig at «studere» det, iagttog og optegnede alle dets Livsytringer. Og hvor om- hyggeligt han iagttog, kan ses baade af hans (ogsaa paa Dansk oversatte) Afhandling om Barnet og af Meddelelserne om det i hans «Sindsbevægelsernes Udtryk». Samtidig var han imidlertid saa betaget og forelsket i den Lille, som nogen Fader kan være. Saaledes som det mer og mer blev hans Vane, an- tager- hans Glæde Form af Railleri over ham selv. «Den Lille er saa bedaarende, at jeg tør ikke gøre Fordring paa at kaldes beskeden. Jeg gad høre den, der mente at kunne «smigre» os med den "gad høre den, der kunde sige noget s Ros, som vi ikke i Forvejen er fuld- overbeviste om. Jeg har ikke haft fjær- "om, at der kunde bo saa meget i et Barn.» — —- I Forbigaaende sagt var jeristisk for Darwin, Been, nøje Forbin- ie, som han siklevede, blev ham en Slags pennen: han kunde formelig «kæle» for Sig selv, siger han etsteds, har han aldrig … Øg heller ikke andre Voksne lader han have givet nøje eller længe Agt paa ... "Han arbejdede flittigt i hine henved tre Aar. en stor Del af Tiden var han syg. Det var idt for Alvor, dette hans Livs Martyrium, som late; «at holde indenfor visse Grænser ved en beundringsværdig gennemført Regelmæssighed i wis, og som han bar med et endnu langt be- ingsværdigere Taalmod. I 1840 kan man træffe 8aa heftigt Udbrud af ham som dette: «Jeg er ven en kedsommelig gammel aandløs Hund mod vad jeg var før. Jeg tror, man bliver dummere, man bliver gammel». Men allerede i Som- 41 er Heftigheden stilnet af til et tungt 48 Hjærtesuk: «Fader lader ikke til at vente», skriver han, «åt jeg skal komme til 'Kræfter igen før om adskillige Aar (eller: for ret mange Aar?). Det har kostet mig bitter Forsagelse at naa til den Over- bevisning, at «Væddeløb er kun for de raske», og at jeg sandsynligvis ikke vil drive det videre end til at nøjes med at beundre de Fremskridt, som andre gør i Videnskaben». Af Helbredshensyn besluttede han saa at flytte ud paa Landet. Træt af at lede efter en Bolig valgte han endelig Down. «Jeg tror, jeg har aldrig været paa et mere fuldkomment stille Sted», skrev han om det. Down ligger nogle og tyve engelske Mil fra London. En stejl (nu gennemskaaren) Banke dannede ligesom en Skranke for al Indtrængen fra den store By, der kun røbede sin Tilværelse nu og da ved at slaa et Røgslør ud over Himlen. Jærn- bane fandtes ikke, vilde man til London, maatte man køre med Vogn. Til den anden Side, mod Syd, spærrede en Kæde. stejle Kridtbjærge af fra det saakaldte Skovdistrikt. Mellem disse Kridt- bjærge og Darwins Hus var blot Marker og Skov; ingen Villaer! «Vi er absolut i den yderste Ud- kant af Verden»: Dog laa der en engelsk Kvartmil fra Stedet en lille Landsby med 3-—400 Indbyggere. Men selv den havde noget verdensforladt ved sig: - lutter Familier, som havde boet der i umindelige Tider, gammeldags Kirke, bugtede, stenede, stejle Markveje som eneste Forbindelseslinier med Livet udenfor ... Selve Huset endelig var «godt og meget " firkantet, tre Etages, teglhængt Byg- . fuldkommen bar og trøstesløs Have, if Grupper af Buske. Der var imidlertid " Haven blev omdannet, Huset pudset videt. Og i alt Fald i de første Aar gik Tider rørigt og rask. Til Hest og til i krtnnget af sin Hund, strejfede Darwin » tog til Middag inde i London og saa' tit hos sig. «Et mere gæstfrit og i enhver Hen- ande tiltalende Hus at komme i kan man ikke e sig», fortæller En (om Aarene 1844—47). war lange Spasereture og Tumlen paa alle med Børnene og Musik, som endnu klinger mine Øren. Darwins eget hjærtelige Væsen, ns Leen af fuld Hals, hans inderlige Glæde ved . Hjemliv og sine Venner; Spaseren af hele Sel- skabet sammen med ham; og saa de enkeltes Sam- er med ham inde i hans Arbejdsværelse, hvor Spørgsmaal blev drøftet fra alle Naturvidenskabens Sfærer». Men — ovenpaa saadanne fornøjelige Ti- "kom snart voldsomme Kuldegysninger og Op- 50 kastninger. Mer og mer stavnsbandt Sygdommen ham. Og medens den store Verden rykkede hans ensomme Villa nærmere, synes han selv at isoleres i stigende Grad. Slægt og Venners Besøg ændrede saa. godt som ikke længer hans næsten paa Minutet inddelte Dag. Den store Ensformighed i hans Liv paatrykker det et Præg af stor Fjærnhed. I den lille Kreds, der fra nu af alene kunde paavirke ham personligt, ser man først efter Hu- struen. Sønnen Francis vogter sig, i selvfølgelig og fin Pietet, for at tale nærmere om «noget saa hel- ligt» som den livsvarige Hengivenhed, der inspirerede hendes «uafbrudte og ømme Omhu» for Darwin. Hvn veg ikke fra ham, delte alle hans Hviletimer med ham, skærmede ham mod Uro og Besvær og Ubehag. Uden hendes Omsorg vilde han umuligt have kunnet udholde de stadige Lidelser, saadan som han gjorde. Darwin selv siger i et Brev, at «ingen kan være for venlig mod hans dyrebare Kone, der er mange Gange værd sin egen Vægt i Guld»... Men om hendes Indflydelse påa ham — intet Ord! Et Sted omtales hendes « Hjærtensglæde» ved nogle frisindede Ytringer om religiøst Frem- 'skridt. Senere faar man en Gang det Indtryk, at «Damerne» i Darwins Hjem har ængstet sig for, at han skulde forarge for stærkt. Maaske hans Hustru nu og da har lagt en Hæmsko paa hans Opfaren- hed. Om saa er, har hun dog kun hjulpet det dybeste i hans Natur til Sejr; ti intet var ham til syvende og sidst mere imod end at tale offenligt m han ikke havde undersøgt og gennem- an ønskede at mangle det Mod til at te «Meninger» bekendt, som nogle med sætter højt. Derimod havde han (med 1 til Støtte) Mod til bestandig at være le og sin samvittighedsfulde Forsknings "bekendt, — — og dette sidste Mod lader have gavnet ham og Verden bedst. : [ans Børns Trivsel og Glæde fyldte ham med en ti til at gaa ud og lege med. Han na have været dem en hyggelig Legekammerat, ndt han aldrig var rigtig overgiven . .. Stærkere "deres Glæde optoges han dog af Bekymring lor deres Fremtid. «Hvor overvejer ikke Fremtiden utiden, naar man er omgiven af Børn!» hedder i et af hans Breve fra 52. Han gik længe i estandig Angst for, at hans Sygdom skulde ned- paa dem. Hans Tanker maa hyppigt have et om det Spørgsmaal, hvordan han skulde holde Lådelser borte fra dem. En Dag skriver En ihedsvis til ham om Kloroform, som man just p "begyndt at anvende; og i Darwins Svar fore- mer den karakteristiske Bemærkning, at «naar "tænker paa sine Børn, gør det sandelig en Forskel i Lykkefølelsen> at vide, at, der nu 52 er dette smertestillende Middel. Blev et af Børnene syge, kunde Udtrykket i hans Ansigt af Medfølelse og Sindsbevægelse være saa stærkt, at Barnet knap kunde taale at vide ham i Stuen hos sig. Og da en lille Datter dør for ham, er hans Sørg af gribende Inderlighed og Varighed. Det Par Sider, han nedskriver til. Erindring om hende, har ved sin dybe Følelse Rang med det skønneste i nogen Literatur. Over to Aar senere «kan han --knap endnu fatte sig til at tænke roligt paa hende»; og han mindes hende smerteligt til det sidste. Men foruden at Børnene holdt hans Følsom- hed ved Magt, udvidede de hans Interesser. En Tid lang i alt Fald sysselsatte Skole- og Opdragelses- Spørgsmaal ham meget. Han «hadede Skoler og hele det System at ødelægge Familiehengivenheden » ved at drage Børnene bort fra Hjemmet; påa den anden Side mente han, at en Skole gav bedst Menneskekundskab, og han «turde ikke udsætte et ungt Menneske for Verdens Fristelser, uden at det forinden havde gennemgaaet en stor Skoles mildere Skærsild» . .. «Den gamle stereotype, enfoldige klassiske Opdragelse» kunde «ingen foragte oprig- tigere» end han." «Jeg bilder mig ind (skøndt det er maaske kun en Indbildning)», skriver han, «at jeg hos min ældste Søn kan iagttage de klassiske Studiers slette og indsnævrende Indflydelse paa den aandelige Udvikling, idet de indskrænker Interessen for alt, hvor fornuftmæssig Slutten og Iagttagen kommer med i Spillet». Hans Ideal af Skoleunder- Bar iknine Kundskaber. Som Opdrager "han sine Børn have fuldstændig Frihed, dem med fuldkommen Oprigtighed paa alle nal, talte maaske aldrig et haardt Ord — "bande elsket og dybt respekteret af dem. [lm hans øvrige Familie tier Brevene næsten Lidt, der er, ligesom sammenfattes i en svis Bemærkning om: at den ikke-natur- de Del af Familien plejede at drille ham I Danie Ideer og Forsøg, og at dét havde «vænnet "has 1 til at vente Modsigelse, ja endog Haan» af ikur Ved «Haan>» forstod han «spottende »ø STR hvor en anden vilde sige: «der blev du i Hg af», sagde han: «der blev du godt et». Maaske det overdrevne i Udtrykket peger bage sgl: at han en Tid lang daarligt har kunnet ale Ironi eller Satire. Men da den omsider kom ude fra Publikum, baade Modsigelsen og «Haanen>», endog med Skældsord og Mistænkeliggørelse i Følge, da tog han den med en mærkelig sund Beskeden- bund og Selvbeherskelse. Saa godt som aldrig lod 0 han sig friste ud i Skænderi; og meget hyppigt É " gottede han sig selv ganske hjærteligt over de Hib, fk man langede ud efter ham. Har hans Families | diilske Seen ned paa hans Gerning bidraget til at : udvikle dette, saa har den gjort ham god moralsk Å "Nytte — og sparet ham for adskillig Lidelse og | tas: Ti ovenpaa hvert Anfald af Vrede eller 54 5 Ærgrelse blev han uundgaaelig syg og arbejdsudyg- tig i flere Dage. Af langt sikrere og ogsåa større Betydning for ham var dog hans Venner. Det var lutter Viden- skabsmænd eller videnskabeligt interesserede Mænd. Deres Arbejder, deres Talent, deres Karakterer blev en Slags Ungdomskilde for den Trang til at be- undre og til at give sig hen, som var hans Væsens dybeste Drag og Betingelsen for hans Forskerstor- hed. Hvor han var ærbødig stolt af dem! hvor han solede sig i deres Værd! der er noget af den- rolige Forelskelses Glæde i hans evige Lovtaler over dem. Han var -ganske vist mere ét ivrigt Hoved end et hurtigt Hoved: lige straks saa' han ikke «Træerne for lutter Skov», han maatte have sundet sig efter et Indtryk, før han blev sig bevidst alt, hvad der var i det”). Men er det ikke betegnende, at i første Øjeblik mældte sig ufravigelig kun Hen- rykkelsen over det gode og aldrig Uviljen mod det forfejlede?. Samtalerne, den flittige Brevveksling med, Tilsendelsen af Artikler og Bøger fra Vennerne livede Gang paa Gang op i ham de Ævner til at 2) Hans Ivrighed illustreres tydeligt af Vanen, han havde, til, naar han brugte Billeder, at slaa to Billeder sammen i ét, og til at gøre enhver Forklaring til en lang Række Parenteser: de første Par Ord, han sagde, bragte ham til at tænke paa en mulig Indvending mod hvad han vilde sige, den tænkte Indvending førte ham saa over til et nyt Punkt, 0. s. v. — Af disse Vaner er der Mærker nok i hans Bøger. vw "fra Opdagelse til Opdagelse. Og ikke d! de fyldte ham tillige med Lykken de sig afholdt, og de styrkede hans Tro sig selv. Der er et rørende Brev til den af "Venner, som stod hans Hjærte nærmest, Bo- "Hooker, han, der var «saa honnet, saa ; saa beskeden», og som havde «et saa igt, velvilligt og intellektuelt Ansigt.» 1 det ev fortæller Darwin, at han først havde faaet eddelelse om en videnskabelig Æresbevis- og den havde ladet ham fuldstændig lige- "men saa kom Hookers Brev derom: «og saa stor er Virkningen af Varme, Venskab, Vel- vill sat "nøjagtigt den samme Kendsgerning, med- lelt som De gjorde det, fik mig til at blusse af æde, saa mit Hjærte bankede stærkt». Eller tag É andet Brev til Hooker: «Deres Venlighed og " Hengivenhed skaffede mig Taarer i Øjnene. Lad Folk snakke længe nok om Berømmelse, Ære, For- "nøjelse, Velhavenhed: det er ikke andet end Smuds altsammen i Sammenligning med hjærtelig Hen- "givenhed». Saa meget var Venskabet i hans Liv. 'ø hvad var ham saa ikke dét, at de kæreste af hans Venner sluttede sig til hans Anskuelser! I tDarwinismens> første Tid, da Folk gik den med "1 et Skuldertræk forbi, eller siden hen, da man i "å zelotisk Iver søgte at lægge den for Had, da plejede " Darwin i sine Breve at anlægge Navnefortegnelser 56 over dem, som var paa hans Parti. Først var der nok kun 3, saa blev der 4 — 5 — en halv Snes. Men med disse tre og med denne halve Snes bag sig følte Darwinp- sig tryg. Hvad saa dygtige og sandhedskærlige Mænd havde anerkendt, det maatte have noget af den sande Sandhed i sig! Det laa ikke til ham hverken at tænke eller at tale som en Posør: ellers vilde han vel have tænkt og sagt, at med den Hær skulde hans Anskuelser «erobre Verden». Men han havde dog noget saadant paa Følelsen, — og den Følelse har bidraget sit til at holde hans Ro og hans Arbejdslyst oppe. Naturligvis kom saa andet til. Det f. Eks., at hans Bøger blev solgt og vakte Opsigt, fik vist ad- skilligt at sige: i det mindste spores der, efter at «Arternes Oprindelse» hurtigt er blevet udsolgt, en paafaldende Fart og Energi i hans Breve, som om han nu førte. sig frejdigere og spænstigere.. Men det nære paavirker alligevel stærkere end det fjærne. Saa naar denne ensomme, af store Lidelser altid truede og næsten. daglig pinte Mand gennem en lang Aarrække kunde bevare og udvikle sig paa én Gang som et udmærket Menneske og som en rast- løs, atter og atter banebrydende Forsker, — såa gaar Ens Beundring og Taknemlighed overfor ham næppe paa Afveje, om den søger at medomfatte Hustruen, som skabte hans Hjem, og det Par Venner, som var dets bedste Gæster. mn levede i Down i 39/2 Aar, over Halv- sit Liv. Dérude blev næsten alle hans ge Værk om Cirripedierne; saa de store »-Bøger; endelig ind imellem dem og ; hans Orkidé-Bog, Undersøgelserne om de ande Planter, de klatrende Planter, Blomster- "Planternes Bevægelsesævne, hans Bog om ene og en Mængde botaniske, geologiske, ke og psykologiske Afhandlinger. En blot "Liste over hvad han har udgivet gør allerede overvældende Indtryk. Og hvis man saa ere vil lade Blikket løbe ned ad et Par Sider f hans Bøger, skal Sidernes Sammenstuven "nok faa gjort Overvældelsen komplet. Men r ikke selv er vant til at forske, faar endda "klar Forestilling om, hvor stort Slid og ligger bag. Saa mange Bind havde Dar- | 1856 læst og gjort Uddrag af til sin « Arternes ri ie», at alene til at gaa Uddragene igennem "ordne dem (altsaa ikke til selv at skrive) mente I at maatte have mindst et Aar. Og tag saa ns Forsøg, hans Iagttagelser! Allefde Forsøg, r ingen Vegne førte hen, hører man intet om; "Forsøg, der lykkedes, har taget Time paa Time lå Maaneder, Aar; og tit er af de lykkede og de gjorte Iagttagelser kun de blevet , som angik den og den ene Art. Han 58 bar sig undertiden ad som Digteren, der ganske vist i sit Liv havde set en Masse Smaahykleri hos baade Krethi og Pleti, men som saa dog nøjedes med at skildre den ene, fuldblods Tartuffe. En Vane hos Darwin gjorde ham det muligt at faa saa meget bestilt. Han læste aldrig en Bog mer end én Gang. - Alt, hvad han overhovedet kunde faa Brug for i den, tog han med det samme og registrerede og indordnede det i Rubriker, saa selve Bogen fra nu af var ham som en kærneløs Nød. Hans store Erindringsævne — navnlig hans eminente Begavelse som «Seer» — tillod ham des- uden, naar han bragtes til at huske paa noget, som han havde læst, at «se for sig» Stedet, hvor det maatte staa, samt den Art Skrift, det var trykt med ... Lige saadan beflittede han sig paa, straks den første Gang at faa sine Eksperimenter til at lykkes, og kun yderst nødig gentog han et Forsøg, som var blevet udført med al tænkelig Omsigt. Han noterede. saa op ikke blot Eksperimentets Svar paa selve det Spørgsmaal, han just havde paa Hjærte, men ogsaa de flest mulige ledsagende Frem- " toninger, — nøjagtigt som han under sin Læsning uddrog af en Bog baade det, der støttede, og det, der stred mod hans Opfattelse. Man vil heri genfinde hans yderligt udviklede Ordens-Sans, som bl. a. gjorde ham ogsaa næsten pertentlig prompte i Forretningssager. Øjeblikkelig, naar han havde haft den mindste Udgift, noterede han den; og han holdt af at gøre Regnskab op trods nogen Bog- , "Underligt nok lader dette Anlæg hyppigt re associeret med en halvt sindssyg Lyst >» paa Papir. Hos Darwin var Papir- » giver mange gode Bidrag til Udtydning ener, for saa vidt som de siger En, hvad meget han lagde ind i en Del af de Ord, brugte. Og i alt Fald for «Arternes Oprindel- Vedkommende hjælper de En saa nogenlunde kunne forfølge hans Anskuelsers Vækst. Men "næppe synderligt Materiale for selv det for- Forsøg paa at ville forklare i det enkelte "Teorier eller Iagttagelsesrækker som natur- Udslag 'af dette særlige og saadan og saadan stede Menneske Darwin. Sir Hooker skriver 3 i et Brev de gyldne Ord, at «enhver Med- 2 af naturvidenskabelige Fakta, hvor rigtig vend kan være, er kun rigtig i Forhold til fagelsesmidlerne og lIagttagerens Synspunkt». id, som rimeligt er, Sætningen til ogsaa at om- fatte Slutninger fra naturvidenskabelige Fakta, vov med andre Ord at sige den paradoksalt udseende Privialitet, at der findes kun grumme lidt «objektiv ' /idenskab » og slet ingen «upersonlig Sandhed»: — g man vil komme til at haabe af saa Ømfangsrig ” Publikation om en Videnskabsmand som nu denne Brevsamling, at den skal lære En at se og- ina hans videnskabelige Gerninger som en Slags Afspejlinger af ham selv og hans Forhold. Noget "Retning giver vel Darwins Breve, og noget 60 giver hans Søns Indledninger”). Men ved en rige- ligere Aftrykken af D.'s Notitsbøger kunde man saare let have givet noget langt mere og langt værdifuldere. - De store Grundtræk i Darwins Forskerfysiog- nomi, og som man atter og atter bliver opmærksom paa under Læsningen af hans mange Breve, hvoraf kun en fire, fem Stykker ikke omhandler viden- skabelige Æmner, — det er væsentlig dem, som ovenfor udledtes af Brevene og Dagbogen fra Beagle- Rejsen. Først dét, som sammenstilledes med San- sernes Hyperæsthesi hos de nervøse, nemlig hans forunderligt skærpede Blik for det smaa. Med Rette turde han kalde sig selv «en ren Millionær paa forunderlige og mærkværdige smaa Fakta». — Saa er der hans Vakthed, hans altid vaagne Interesse for alt. Naar andre er stærkt optagne af en Ting, er det jo gærne, ligesom deres «Sjæls Øje» fik Skyklapper paa og ikke kunde se andet end netop dette ene. Darwin derimod — han sidder f. Eks. i Sommeren 63, midt under en hid- sig Kamp om Udviklingslæren, og skriver betagen løs paa sin «Dyrs og Planters Varieren»: og saa Kr ”) Der oplyses bl. a., at Darwin kun brugte faa og simple Instrumenter, samt at han havde en blind Tillid til Instrumenter, saa at han ikke selv faldt paa at undersøge, om f. Eks. en Maalestok var nøjagtig inddelt. Han angav ogsaa «Tommer omsat i Millimetre» efter en gammel Bog, hvis Angivelser viste sig at være ukorrekte. pludselig en skøn Dag en Epistel fra lille Kendsgerning, der har overrasket lig at en Plante i hans Arbejdsværelse standig sine smaa Grene op og ud igen. g "hans umættelige Lyst til at eksperimen- un Spørgesyge overfor Naturen, og hans ge Greb paa at stille sine Spørgsmaal paa nemmeste, den mest praktiske Maade. Dét er "et rent digterisk Talent hos ham, et Udslag af hans Ibildningskraft, — der da ogsaa var saa levende, ar han læste i en Rejsebeskrivelse om Gang slemme Broer, fik han «en fortvivlet ubehage- ølelse», og han «blev angst» under Skildringen i Snestorm. ... Altsammen voksede det natur- ved den sbidige Øvelse, og alt bares det oppe n nervøs Konstitution, der var som Fyr og lamme sammen med sindig Stædighed. Man ser, hvordan han, formelig som en Buldog, bider sig st i sine Æmner og ikke lader sig ryste af, skal end gaa ti, tolv, tyve Aar, før han faar Bugt med dem. Og saa er han dog bestandig dirrende "af Utaalmodighed, farende op, synkende sammen, ” jagende paa, uden Ro og uden Rast. Hans Søns " Beskrivelse af, hvordan han eksperimenterede, an- skueliggør saa nogenlunde denne paafaldénde Aands- " Beskaffenhed. Han skulde f. Eks. undersøge Rød- É derne paa nogle Bønner. «Omhyggeligt og langsomt blev de smaa Stykker Karton befæstede; men de "mellemliggende Bevægelser var alle mee blev ud- førte med en Slags undertrykt Ivrighed, ... og jeg 62 husker de gesvindte Bevægelser af hans Hoved op og ned, naar han fra' den iagttagne Genstand saa' ned til sine Notitser». Det, der forbavser En mest under Læsningen, er saa, at denne Vitalitet, denne Livskraft slet ikke synes at tage af. Og det uagtet Darwin er saa syg, bestandig syg! Det er som et Urværk, stillet ud i Regn og Støv og Slud, Aar efter Aar, Aar paa Aar: og dets Hjul bliver ved at dikke rastløst — og regelmæssigt! Læser man Brevene, saadan som de er grupperede i Bogen, nemlig efter de Ar- bejder, som de omhandler, saa vil man i det højeste henimod Bogens Slutning studse ved nogle trætte Udbrud om, at nu er der vel næppe lang Tid til- bage. Skøndt — trætte Udbrud husker man da ogsaa fra 20—30—40 Aar tidligere (om end maa- ske lidt mindre matte da i Klangen)! Først naar man ordner sig alle Brevene efter Tidsfølgen, gaar det op for En, at der er dog en Slappelse. De humoristiske Vendinger forsvinder saa temmelig, og de sproglige Udtryk for Sindsbevægelserne bliver adstadigere. Darwin bliver nu ikke mere «stiv» af Forbavselse eller Skræk, ikke heller «springer han op» ved Læsningen af noget, eller er nær ved at «rævne» af Beundring, eller tror, at en anden, som læser ham, «vil stønne og tænke», og han kommer ikke mer til at «skælve» ved en andens Kækhed. I 50'erne kunde han slutte et Brev: «Jeg er det elendigste, mest omtaagede, enfoldigste Dyr i hele England og nær ved at hyle af Ærgrelse r er altsaa en Afslappelse, — om end svag. Han klager f. Eks. over, at de gter (og Scenerier), han som 70aarig ser, "han ganske glemt efter en Maaneds For- 1 selv i denne Alder er hans Erindring af ; forinden sete skarp, «som havde han r af det for sig», og sine ældre Bekendtes kan han endnu se «levende for sig og faa til at gøre alt, hvad han vil». Og med de Aar fyldt kan han ogsaa «gløde fuldstændig ver sit Arbejde», han kan «gennemglødes af "ved Erindringen om et Fund, — og der e ham i Pennen den for ham saa betegnende rift «Deres altid urolige Ven!» Maaske han, ubevidst, havde beflittet sig paa n Slags Hygiejne, der hjalp til at holde hans and ung. Altid havde han samtidig to eller tre ellige Arbejder for. Han «fuskede» (som han 8 det) rundt i alle Naturvidenskabens Afdelin- læste endog indviklede fysiske og matematiske ndl , som han delvis «ikke forstod». Og g læste han daglig eller lod sig forelæse Rejse- . beskrivelser, filosofiske Skrifter, Romaner. En saa- dan Afveksling plejer at forynge. Selv finder han" »å et Aar før han dør, at «hans aandelige d har ikke forandret sig i de sidste 30 Aar». 64 Undtagen, tilføjer han, i ét Punkt: han kan ikke mere holde ud at læse blot en Linje Poesi. Ved Poesi forstaar han Vers. Et Landskabs Skønhed gør ham endnu” stadig urolig af Betagethed, en rørende Melodi faar ham endnu. ufravigelig til at græde, og han hører om og om igen med usvækket Nydelse Walter Scotts eller George Eliots Romaner. Men Vers — Shakespeares Vers — keder ham. De imødekom vel heller næppe den Smag for det idylliske, der havde udviklet sig hos ham). Og desuden lader det jo virkelig til, at en energisk og versificeret Digtning har ondt ved at trives sammen med stærke naturvidenskabelige Interesser. Det kan da næppe være tilfældigt, at f. Eks. i vore Dage Romanens Eneherredømme fulgte lige i Hælene paa Naturvidenskabens Opsving. — — Hans moralske Jeg synes En ligesaa uforander- ligt. Ogsaa dér mærker man, at Affekterne taber efterhaanden ganske lidt i Styrke; men det er det hele. Opfarende, som han var af Temperament, kunde han som Mand i det første Øjebliks Hede bruge i sine Breve meget haarde Ord om Modstan- dere («usle» f. Eks.); da han er gammel, bliver ”) Den sidste Gang, hvor «to søde, allerkæreste Strofer er nok til at faa ham ung igen og til at elske Poesien med fordums Varme», omtales i et Brev fra Novbr. 64. Versene er disse (af den Tennysonske Idyl «Enoch Arden»): «and he meant, he said he meant — Perhaps he meant, or partly meant, you well». saa snart han er i Ligevægt, ser han "sjældent retfærdigt paa andre; han Sandhed en billig Dommer. Den megen HR som blot muligt». Og hans stærkeste celler Selvfølelse var denne, at han «havde saa godt og saa anstrængt, som han paa Sige Darwin lade sin, fis san selvstændige se om den samme Opdagelse trykke samtidig at bevare sin Prioritets-Berømmelse), saa gik "ind paa at gøre det. Det kostede ham en i j Kamp med sig selv, men — han resignerede og renoncerede ikke, Man læse imidlertid det Brev, led han (d. 18de Juni 58) sender til Lyell Afhandling, han lige har modtaget fra Wallace. Og man erindre sig, at Darwin den Gang i tyve "havde samlet sit uhyre Materiale; at han to ge havde nedskrevet en Fremstilling af sine igs-Ideer; og at han siden 56 arbejdede pan Få 5 & 66 et Værk om dem, der vilde være blevet 3—4 Gange saa stort som «Arternes Oprindelse». Saa var det, Wallaces lille Afhandling kom! Darwin skrev saa- ledes til Lyell: -—«I Dag har Wallace sendt mig indlagte og bedt mig befordre det videre. Det fore- kommer mig vel værd at læse. Deres Udtalelser om en Straf -— at man vilde komme mig i For- købet — er gaaet i Opfyldelse. ... Vær saa god og send mig Manuskriptet tilbage, som Wallace ikke taler noget om, at han ønsker jeg skal lade trykke; men jeg vil naturligvis straks skrive og til- byde ham at sende det til et eller andet Tidsskrift. Saa vil hele min Originalitet, af hvad Omfang den nu kan være, være tilintetgjort. ... Min kære Lyell, oprigtigst Deres Darwin. » Det er i dens kritiske Øjeblikke, man skal søge at belure en Menneskesjæl, hvis man vil have at vide, hvad den er værd. I dette for Darwin saa store Øjeblik — — ja! det er et Menneske, fuldt af Lyst til at.udmærke sig, der sørger i hine Linjer over, at hans Livs store Haab er bristet. Men der kan vel næppe være to Meninger om, at saådan skriver og saadan sørger i et saadant Øjeblik kun et udmærket Menneske, En, hvem man har baade. Ret og Pligt til at kalde en fuldt ud honnet Ka- rakter .…. . De sidste Ord, der anføres af ham, er fra Natten før hans Død, efter at han med stort Be- svær var blevet kaldt til Bevidsthed igen. «Jeg er ikke det mindste bange for at dø», sagde han. rev i 1879: «Jeg tror, at jeg har id at følge Videnskaben og vie den føler ingen Samvittighedsnag, som , hvormed Bogen om ham slutter, er jeg har saare ofte beklaget, at jeg ikke » Medskabninger mere direkte godt.» "wilde gærne have været ogsaa en stor lader det til. Paa sin Vis, ved sit Eks- 2 8b VILHELM MØLLER. ØR 5" "J.P. JACOBS EN. si Darwins Teori. s Darwin: origin of species. — Ch. Darwin: animals E and plants under domestication. SEE aturen er som et vidunderlig stort Slot med "af Sale og Celler, med dunkle Løngange, ud i Dagens Lys, og med aabne Svale- der lede ind til Mulm og Mørke. Der er er med aabne Søjlerækker, hvor man gaar "og Sale, som ere tilgængelige, naar man haardt i Døren; men der er ogsaa mange, Døre, som det tager Aartiers Magt og Læmpe , og der er dem, hvor al Snildhed, al gelse har været forgæves. I lang Tid var øde i Slottet: mange stode langt borte og sig ved dets Skønhed og Majestæt, faa om i Forgaardene, og færre tog i de lukkede omen nu er der travlt, Dør paa Dør tvinges den ene efter den anden kommer ud fra "og fortæller om de vidunderlige Ting, de 72 dér have set. For en halv Snes Aar siden kom en ældre Mand ud derfra. Han havde vandret der- inde en tyve, tredive Aar gennem mange smaa Celler ad mange”bugtede Gange, til han kom til en stor Hal med herligt Hvalv, med mægtige Dybder og store, vide Udsigter, og han fortalte, hvad han havde set i Cellerne og i Hallen, og nogle mente, at han var naaet til Slottets Hjærte, men andre sagde, han havde drømt i Forhallen. Manden var Charles Darwin, og det, han for- talte, var, hvorledes alt, hvad der lever paa Jorden, var som et mægtigt Klædebon, der vævede sig selv, hvor den ene Traads Løb og Farve betingede den andens, og at alt som Tiden svandt, blev Vævet rigere og skønnere. Nu skulle vi følge ham paa hans Vandring og lære at kende, hvad han saa' først i Cellerne og saa i Hallen. Tidlig paa Foraaret pleje Gartnerne at udsende Fortegnelser over Frø og Planter; der er mange Navne, kendte og ukendte, og ved nogle af dem staar der, at de ere nye. Dette kan nu betegne, at det er hidtil ikke dyrkede Arter, -der ere komne ind under Gartnerens Behandling, men i Alminde- lighed skal det sige, at en eller anden Gartners Dyrkningsmetode hår indvirket paa en eller anden Maade paa en længst dyrket Plante, saa at Blom- sterne eller Bladene have faaet en hidtil ukendt ørrelse eller Farvenuance. Mennesket kan indvirke paa Plantearterne, kan bringe 1 at variere; og at det ikke lader denne sin delse gaa ubenyttet hen, derom vidne f. Eks. 2 Georgine- og Hyacinth-Varieteter med de ide historiske Navne. Men det er ikke blot ege med Mælk og Kastanier. Dette er jo lige- lyrkede Mennesker, og Fremgangsmaaden er tig den samme, som Gartneren den Dag i Dag se, naar han vil «forædle» vilde Planter. Han ger nemlig en af de mere anselige Arter i ige Individer og giver disse god Plads og rige- Næring. Heraf fremlyser, at det er de forandrede Det der frembringe Forandringerne i Desværre vide vi kun lidt om : ik, Farven til Nølligens Beskaffenhed, i ens Ernie og Haarenes Tæthed til Klimaet 74 dir Nidets særegne Konstitution, og denne Faktor er saa vigtig, at den kan bevirke, at samme Art under samme Betingelser giver forskellige Varieteter, og omvendt at samime Art under forskellige Betingelser giver samme Varietet. Det er omtrent som med os Mennesker: hos En bliver Forkølelsen til Hoste, hos Andre til Snue, Betændelse eller Gigt. Endvidere indvirke Vaner paa Arterne. Vild- anden har saaledes stærkere Vinger og svagere Ben end den tamme And, fordi den flyver -mere og gaar mindre; vilde Geder have meget mindre Yver end tamme, fordi de ikke malkes; og mange af vore tamme Pattedyr have hængende Øren, hvilket rime- ligvis har sin Grund i, at de sjælden i den tamme Tilstand blive skræmmede og derfor sjælden udføre den Bevægelse, der betegnes ved at «spidse Øren»: ved denne Mangel paa Brug slappes Ørets Bevæ- gelsesmuskler og magte nu ikke længer at holde Øret oppe. Man har fremdeles lagt Mærke til, -at de for- skellige Forandringer staa i Forbindelse med hin- anden. Saaledes have grovt- og langthaarede Dyr enten lange eller mange Horn, Duer med kort Næb have smaa Fødder, haarløse Hunde have ufuldstæn- dig Tandbesætning, ,ja hos Kattene er der den for- underlige Forbindelse, at de hvide og derhos blaa- øjede i Almindelighed tillige er døve. Alle disse Forandringer vise sig nu som arve- lige eller ikke arvelige; men der er god Grund til at antage, at Arveligheden er Reglen, "det modsatte U: Vår Ting kunne med saa kaldes vidunderlige som rene gul "Æbler, og at det andets vil have et Par riber paa den ene Side? var der en lille Dreng, der havde den ' Vane, naar han var glad, at lade sine | bevæge sig hurtigt frem og tilbage parallelt inanden, og blev han rigtig fornøjet, holdt "Hænderne op' hver paa sin Side af Hovedet, ig bevægende Fingrene. Drengen blev Mand en Datter, og denne lille Pige kunde, naar rigtig glad, ikke lade være med at lade t, vi vide om Arvelighedens Love, er meget . Ingen kan sige os, hvorfor et Barn arver "eller hvorfor Børn undertiden slet ikke ligne eldrene, men derimod Bedsteforældrene. I hvor "Grad nu denne Arvelighed i Forbindelse med ieringen, paa Grund af forandrede Livsbetingelser. og dyrkede Planters utallige Racer og Afarter. ker der, da Sagen er meget dunkel, megen od om, hvorvidt vore Husdyr og Planter ned- fra én eller fra flere Arter; men for Fler- 76 en vis Sandsynlighed, hvilket af de to Tilfælde der har fundet Sted. Hesten nedstammer rimeligvis fra én Art, og hvad angaar Hønens mange Racer — som de store spanske, de toppede polske og klodsede kochinkinesiske — saa er det næsten utvivlsomt, at de alle nedstamme fra en lille vild Høne, Gallus bankiva, der har sit Hjem i Indien. Hunden ,har sikkert mer end én Stamart; men lige saa sikkert have Racer som Mynden, Buldoøggen, Moppen og Hønsehunden aldrig levet i vild Til- stand, dertil er Forskellen mellem dem og vore vilde Hundearter altfor stor. For den, der har set de ædlere Dueracer med deres store indbyrdes For- skelligheder, vil det falde vanskeligt at antage dem for at komme fra en eneste vild Art; og dog maa vi antage, at disse forskellige Racer — Kropduen med det langstrakte Legeme, de høje fjerklædte Ben og det stærkt fremstaaende Bryst, Hugstjerten med sin hjulformede, af 32—40 Fjer sammensatte Hale”) og Tumleren med de smaa Fødder, det for svindende Næb og den ejendommelige Tumlen bag- over under Flugten — at disse og de andre lige saa afvigende Racer nedstamme fra den. lille vilde Klippedue, Co/umba livida. Thi ere disse forskel- lige Duer ikke Varieteter, men Arter, saa maa vi antage mindst 7—8 Stamarter for dem. Dissé Arter maa alle have været Klippeduer, d. v. s. ikke byg- gende Rede i Træer og nødig hvilende sig paa dem £) Andre Dueracer have kun 12 Fjer i Halen. og altsaa maatte de andre formodede venten være Zoologerne ubekendte, hvad 2 og tilmed saadanne, som bygge paa util- lige Steder, ikke ere arsen udsatte for ER fene nær at spørge om, hvorledes disse vidt forskellige Racer ere opstaaede af nogle faa Arter. Vi skulle se! Der er et bestemt Træk, er fælles for dem alle, det nemlig, at deres aber ikke saa meget ere afpassede efter Dy- eller Plantens Tarv som efter den Nytte og jelse, Mennesket kan have deraf. Om nogle ur véd man bestemt, at de ere fremstaaede lig, og ved andre er man temmelig sikker å at det har været Tilfældet. Men lægge vi lærke til, hvorledes af de mange Hunderacer hver ir skikket til at tjene Mennesket i en særlig Ret- Ming, hvorledes ét Slags Faar passer til dyrkede et andet til Bjerglande, at nogles Uld er god te Brug, andres til et andet, sammenligne vi phanen med de fredelige Gaardhaner og endelig forskellige Blomster, Frugter og Grøntsager, 78 der til de forskelligste Tider af Aaret tilfredsstille de forskelligste Fordringer: saa bliver den Omstæn- dighed, at Arterne variere under Dyrkningen, en vel tarvelig Forklaring: Alt dette er sikkert ikke kom- met paa én Gang. Forholdet har været dette, at Naturen lidt efter lidt har givet Varieteter, og at Mennesket efterhaanden har benyttet sig af disse og saaledes skaffet sig nyttige Racer. Denne Frem- gangsmaade, som vi kunne kalde Racevalg (selec- tion by man), er ikke nogen blot og bar Hypotese; alle store Opdrættere og Agerdyrkere betjene sig af den. Saaledes er man i Sachsen ganske paa det rene med Racevalgets Betydning; flere Gange om Aaret underkastes Merinofaaret, hvorpaa der her særlig lægges Vægt, en nøjagtig Kritik: man stiller Faaret op paa et Bord og betragter det som en Maler sin Model, og de Individer, der svare bedst til Opdrætterens Ideal for Merinofaar, vælges til - Tillægsdyr. En anset Godsejer udbryder ved at tale om, hvad Opdrættere have udvirket i Retning af Faar: «det ser ud, som om de først havde gjort en Tegning af, hvorledes Dyret burde være, og saa givet selve Tegningen Liv.» Man vil indse, at det er en vanskelig Sag at blive en dygtig Opdrætter, at der hører et sikkert Øje og en stor Erfaring til at udrette noget udmærket. Det kan vel hænde, at en Dilettant ved en heldig Krydsning slumper til en god Afart; men iøvrig er Krydsningen noget, som den grundige Opdrætter omgaas meget varsomt med, den bruges kun mellem nærstaaende Afarter, saa Gartneren følger Racevalget, skulle t paavise ved at meddele nogle Detailler telsbærrets Dyrkning. Manchester er Stik- rkernes Hovedstad, og her er hvert Aar 86 «Stikkelsbærregistret> udkommet. I et for 1845 meddeles der Beretninger om 8 mindre end 171 Stikkelsbærudstillinger, der i lte rundt omkring i dette Aar, saa man ser, en ikke har været ringe. Hvad det især ' om, er at faa store Bær: 1786 vejede Pris- 240 Gran (dét vilde Stikkelsbær skal veje 70 Gran), 1817 vare de naaede op til 641 Gran, D vejede de bedste Bær 781 Gran og 1852 895 altsaa næsten 8 Gange saa meget som det Bær og nøjagtig lige saa meget som et Æble 6/2 Tommers Omkreds. ' t det nu virkelig er Racevalget, der har be- ket dette, se vi deraf, at Stikkelsbærrenes Blom- og Blade, som ingen har tænkt paa, have ikke sig, om de end ere blevne svagt modi- "Vi se det samme hos vore Kaalarter: Kkekollig ere ikke Hvidkaal, Rødkaal, Rosen- og Kaalrabi”) fra hinanden; men «løbe de ) Vore dyrkede Kaalarter nedstamme fra en eller to ja gulblomstrede Middelhavsplanter, der nærmest ligne det adte Ukrudt: Agerkaal. 80 op», som det kaldeg, finde vi, at mellem deres Blomster er der ingen væsenlig Forskel, medens vi. omvendt paa de mange Former af Stedmoders- blomster finde,-Blomsterne yderst forskellige, men Bladene væsenlig ens. I det Hele taget er Racevalg en langt almin- deligere Fremgangsmaade, end man ved første Øje- kast antager; eller samle vi i vore Haver fortrins- vis Frø af de smukkeste eller af de mindst smukke Individer, eller tror man, der er mange Bønder, der spare paa Skillingen og lægge en daarlig Kalv til i Stedet for at købe sig en god? nei, dertil er Lysten til at eje noget udmærket altfor stærk hos os Mennesker, saa stærk, at der endogsaa ere Vilde, som i knappe ÅAaringer først spise deres Bedste- mødre og saa deres forædlede Hunde. Efter saaledes nogenlunde udførligt at have gennemgaaet de Forhold, der gøre sig gældende blandt Arterne under Menneskets Paavirkning, ligger det lige for Haanden at spørge om, hvorvidt vi ville genfinde disse Forhold, eller Analogier til dem, i Naturen blandt de vilde Arter? < Og det, der da først maa være Genstand for vort Spørgsmaal, er, "om de vilde Arter variere, eller om Artens Grænse her er saa urykkelig, at Klima, Jordbund og andre Omstændigheder vise sig aldeles magtesløse? Et temmelig flygtigt Blik paa Vegetationen kan afgøre Spørgsmaalet; lad det være Foraar — vi samle et halvt hundrede Eksemplarer af den hvide Anemone, sætte os ned og undersøge dem: vi blive alte endogsaa mørkt-rosenrøde Blomster. mange Blade er der i Blomsten? Hos oder otte, hos den næste seks, en tredje og denne store har hele elleve. Anemonen variere altsaa; men er Forholdet saa- det er let at udpege disse Individer som ende Artens Norm, andre som afvigende Mennesker og Mennesker, der have paa hver Haand, og andre, der slet "der ikke er based ssltninde Alligevel " Varieringen tidt de væsenligere Organer, "blandt andet viser sig deri, at Naturforskerne unne blive eee om, hvad der er Art og 6 GE 82 regner dét for en god Art, som en anden lige saa ud- mærket Videnskabsmand kalder en simpel Varietet. Sagen er den, at der endnu aldrig er set en Definition af, hvad Art og Varietet er, der har til- fredsstillet Alle — derfor gaar Naturforskeren her efter sit personlige Skøn; og det kunde nok hænde, at man altid vilde finde Vanskeligheder paa dette Punkt, da Varieteten muligvis er en «begyndende Art». Vi skulle i saa Henseende anføre de Ord, hvormed A. de Candolle slutter et stort Værk om Egene: «De, som sige, at den største Del af Arterne ere skarpt begrænsede, og at de usikre Arter ere meget faa, tage storligen fejl. Denne Paastand har et vist Præg af Sandhed, saa længe vort Kendskab til en Slægt er ufuldstændigt og dens Arter kun beskrevne efter nogle faa Individer; men jo bedre vi lære Slægten at kende, desto flere Mellemformer løber der med, og Tvivlen om Arternes Begrænsning vokser. » Nu, da vi have paavist, at de. vilde Arter ere Forandringer underkastede lige som de tamme, søge vi efter en Virksomhed, der svarer til Racevalget. Vi finde denne i den saakaldte «Kamp for Til- værelsen» og det deraf resulterende Kvalitetsvalg (natural selection), og vi skulle derfor først betragte nogle af Scenerne i det store, stilfærdige Natur: drama, hvis Titel vi ovenfor have angivet som: «Kampen for Tilværelsen» eller, som man ogsaa, med Kampens Resultat for Øje, har kaldt det: «den Stærkeste lever». har u , at dersom en énaarig ikler to spiredygtige Frø, og disse vokse . to Frø hver, der spire 0. s. fr. igennem, saa vil Planten ved det tyvende ing have en Million Efterkommere. For Lar og i dette Tidsrum kelhedet tre Par Unger for den har man udfundet, at den efter ers Forløb vil have femten Millioner mere i Live. Naar vi nu betænke, at der ' der frembringe Tusender af Frø, og Dyr, "Hundreder af Æg hvert Aar, og vi der- at Verden har staaet en eg Del Aar, he (Orchideae). For at tage et Eksempel , saa lægger Kondoren to Æg og Strud- ; e af de to. Det synes saaledes, at man maa slutte, at jo mere Ynglen er udsat for ,» i desto større Mængde avles den, og 2 "den anden Side, har et Dyr en eller anden rang pak 84 Egenskab, der beskytter dets Æg og ege saa er Yngelens Tal ikke stort. Men hvorledes ødelægges da alt lie Liv? Frøet tjener til Næring for Tusender af Fugle, og. disse igen for andre Dyr, de unge Planter ædes af Insekterne, og disse af Fuglene. Tørken dræ- ber en stor Mængde Planter, og Vinterkulden for- tynder Dyrenes Rækker. Den ene Plante tager Lyset fra den anden, og den første Dyrehjord æder Græsset bort fra den følgende. Men vi, vi se ikke meget af alt dette, vi se Naturens smilende Ansigt og glæde os ved Smilet, vi tænke ikke paa, at den samme Lundens Skygge, som forfrisker os, har kvalt Spirer, der vare talrige nok til at dække en Verdensdel, og naar Fuglene kvidre glade over vort Hoved i den milde Sommerluft, saa falder det os ikke ind, at mange af dem ville synke klagende af Mangel paa Føde og Varme ned paa Vintrens Sne- driver. ; Hvorledes nu den ene Art afhænger af den anden, og hvor nøjagtig afpasset, hvor strængt lov- bunden den Verden er, som vi kalde den fri Natur, skulle vi søge at paavise i et Par Eksempler. Nær Farnham i Surrey er der. vidtstrakte Heder, be- grænsede af lave Høje, hvorfra enkelte Fyrretrær løfte deres blaalige Kroner. Nogle Steder havde Heden været indhegnet en halv Snes Aar, og her vrimlede det af unge Fyrretrær, saa tykt, at det ene kvalte det andet — og intet af disse Trær var plantet. Ude paa Heden saas ingen Fyrretrær; lets | Naar man nu véd, at n ke sin BOER Bundvegetation og sine ge Insekter, der søges af særegne Fugle, æg; men i Paraguay findes de ikke, skøndt el omme i stor Mængde baade norden for og "for. Det kommer af, at der i Paraguay 3 store Mængder af en lille Flue, der har for "at lægge sine Æg i Navlen paa nyfødte Dyr, insektædende Fugle til Føde: tog nu hine 'Overhaand, vilde Fluerne aftage, det vilde vilde indfinde sig, dette vilde indvirke ' paa - tionen, ære paa Insektverdenen, og , bliver Svaret, at det er mellem nær be- år N Ålter. Den ene Rotteart fordriver den unden, i Australien uddør den” indfødte braadløse "Bi, siden vor Bi er bleven indført der, og saa' vi rskellige Afarter af Hvede imellem hinanden, ville er et Par Aars Forløb ingenlunde høste den 86 oprindelige Blanding, men de svagere ville næsten være forsvundne, og de, der passe bedst til Egnens Forhold, ville”være tilstede i overvældende Mængde; af samme Grund maa man, hvis man vil holde de forskellige Ærtevarieteter, saa” hver Slags for sig. At dette forholder sig saaledes, forklares let deraf, at jo nærmere to Arter staa hinanden, desto større Lighed hersker der ogsaa mellem deres Fornøden- heder, og den Art, hvis Bygning og Natur- bedst kan tiltvinge den disse, lever, de andre bukke under. Saaledes er da det Hele en mægtig Berecinabro, hvor den, der har stærkest Tag, og den, der kan taale bedst at blive trampet paa, beholder Livet længst, medens de andre straks glide ned i Tilintet- gørelsens kolde, mørke Vande. Altsaa, den Stærkeste lever — det er den Maade, hvorpaa Naturen vælger, det, der svarer til Menneskets Racevalg. «Og da nu Mennesket kan opnaa og i Virkeligheden har opnaaet saa store Resultater ved sin Maade at vælge paa, hvad maa da ikke Naturen kunne opnaa ved sin Udvælgen? Mennesket kan kun virke paa de synlige udvortes Karakterer, Naturen kan virke paa hvert eneste indvortes Organ, paa hver eneste Side af Konstitu- tionen, paa hele Livsorganisationen. == Mennesket passer blot paa, hvad der kan være til Nytte for ham, Naturen sørger for, hvad der kan være til Nytte for Skabningen selv. Mennesket maa holde Dyr og Planter fra de forskelligste Klimaer i det samme Land og kan paa Grund af sin ufuldkomne udsætter 'Faar med lang Uld og Faar med for det samme Klima. Han tillader ikke gste Hanner at kæmpe om Hunnerne, han r ikke ubetinget alle de mindre udmærkede "han kan ikke opfatte de Forandringer, der "då en Skabning, før de ere saa vidt frem- ne, at Øjet kan se dem. Men i Naturen, der wr den mindste Afvigelse i Bygning eller Kon- Hunt den af Tilværelseskampen fint rede Vægt, og Afvigelsen gøres frugtbringende. . EDtidker og dets Arbejde! Hvor kort er re Tid! Og hvor fattige maa derfor ikke Er det da til at undre sig over, at . ns Frembringelser have et langt mere hel- Her ére vi nu gennem de mange Redegørelser o >g Eksempler naaede san vidt, at vi dunkelt skimte i han "havde debeidet sig igennem Rækken af de 4 "smaa Iagttagelser. Hvad er da Me- 88 ningen med denne lange Tale om disse smaa For- andringer og atter Forandringer, som efterhaanden give et Dyr eller en Plante et noget andet Udseende, og hvad var saa egenlig det Vidunderlige, Darwin saa'? Ja, det er sagt i faa Ord, og Darwin siger det selv med disse: «Jeg tror, at Dyrene ned-; stamme fra i det højeste fire eller fem Stamformer, og Planterne fra lige saa faa eller endnu færre.» Det er det hele! Muligvis vil- det Store ikke"straks gaa op for Læseren; vi faa da at 'se lidt nøjere til. Hvis det nu var Darwins Mening, at Musen og Ele- fanten, Svinet og Giraffen, Koen og Løven, Abe- katten og Hvalfisken allesammen nedstammede fra én og samme Dyreart, vilde det saa ikke være vidunderligt? Og det er Darwins Mening. Det vil sige, det er hans officielle Mening. Thi den Sæt- ning, vi ovenfor have anført, er kun hans Teoris offenlige Form, saaledes som han trøster sig til at kunne hævde den overfor de videnskabelige Angreb, han ventede,. og som heller ikke udebleve; men han udtaler, skøndt rigtig nok meget forsigtigt, at det nok kunde være, han mente, at alle Dyr og alle Planter, hele den organiske Verden, skyldte en eneste Urform sin Tilværelse, at f. Eks. Abekatten og det Træ, den springer i, de Fugle, der flyve for- færdede bort for den, og de Smaadyr, der plage den, ere kødelige Slægtninge. Der melder sig nu straks flere vægtige Indven- dinger mod Teorien, og Darwin tilstaar selv, at ganske fjærnes kunne de ikke nu for Tiden, om de 89 en maa man belenkie, at den her- i (thi andet end en temmelig uholdbar den Anskuelse dog ikke, som hævder, at ere skabte, og at de den Dag i Dag ere som de vare i Begyndelsen), har havt Aar- " til at sætte sig fast i Sadlen, medens første Gang blev udtalt i 1859. Indvendinger mod og Vanskeligheder ved "kunne samles under følgende Hovedposter: rsom den ene Art virkelig er dannet af den — anden ved utallige fine Overgange, hvorfor se " wi saa ikke overalt utallige Overgangsformer? Hvorfor ere Arterne taalelig godt begrænsede, " medens der ifølge Teorien ikke burde være "Spor af" Grænse? det muligt, at et Dyr, der f. Eks. har en Flagermus' Bygning og Levemaade, kan være " blevet til ved Ændring af et andet Dyr med " hel anden Bygning og andre Livsvaner? Kunne vi tro, at Kvalitetsvalget skulde være i Stand "til, paa den ene Side at frembringe Organer sf saa ringe Vigtighed som f. Eks. Giraffens ng Hale, der jo ikke er andet end en Fluesmække, og paa den anden Side Organer af en saa vid- —… underlig Bygning som Øjet? 8) Kan Instinkt erhverves og modificeres ved —— Kvalitetsvalg? 14) Hvorledes skulle vi forstaa, at Krydsning af Arter bliver uden Virkning eller frembringer 90 goldt Afkom, medens Krydsning mellem Varie- teter er meget givtig?» Hvad det første Punkt angaar, maa vi erindre, at Kvalitetsvalgét netop virker ved Bevarelse af de stærkeste Former og Tilintetgørelse af de svagere, og da den varierende Art, Slægtled for Slægtled, bliver gunstigere stillet, saa vil det sidste, mest modificerede kæmpe med de tidligere under ulige heldigere Vilkaar, og disse- ville derfor gaa til Grunde, og saaledes vil selve Dannelsen af den ny Form bevirke Overgangsformernes Tilintetgørelse. Grunden til, at disse nu uddøde Former ikke ere fundne ad geologisk Vej, vil senere blive om- talt; vi skulle her kun antyde, at Geologien har mange Huller, og at vi ikke have forsteninvgsførende Lag for alle Tider. Men dette er dog ikke til- strækkeligt for ethvert Tilfælde. Naar man f. Eks. rejser fra Nord til Syd over et vidtudstrakt Fast- land, træffer man tidt paa nærbeslægtede Arter med næsten samme Stilling i Landets Naturhusholdning, og af disse Arter er den ene udbredt over et nord- ligere Strøg, den anden over et sydligere, og midt imellem begge Strøg findes de blandede:- her skulde vi nu helst til Støtte for Teorien, der siger, at den ene er kommen af den anden, finde Overgangs- former; det finde vi imidlertid ikke; ville vi sam- menligne. et Individ fra det mellemliggende Strøg med et, der er taget i Hjertet af det Strøg, hvor Individets Art. er herskende, ville vi finde dem ganske ens. Dette ser ganske vist ud til at være skelighed for Teorien. Men først maa pe RS ob ssunnd behøver dette ikke ae å i de senere geologiske Perioder, og i S4a- d var Manglen paa Overgangsformer jo let Vi antage imidlertid, at dette ikke har at naar to Arter ere stillede som de ovenfor , saa ere de fordelte saaledes, at Individs- "aftager, jo nærmere de komme hinanden, midt imellem dem ligger et smalt neutralt Bælte; iagttaget saa tidt, at det kan opstilles som I hint smalle Bælte skulde nu Overgangs- ne have levet; de ere der ikke — hvorfor? e levede der, vilde de kun være faa i Antal, "Strøget er smalt; men det er en fast Regel, at » færre Individer en Art forekommer, jo mere er den for Tilintetgørelse, og desuden er Til- skampen, som vi tidligere have bemærket, sst mellem nærstaaende Former, og denne "nære Slægtninge paa begge Sider af sig, saa ret er da ikke saa stort, at Overgangsformen gaaet til Grunde. Vi vende os til Indvendingernes andet Punkt. Hvordan, spørges der; har Kvalitetsvalget baaret ig ad med at lave Flagermus. Ja man har godt ved at spørge. Hvordan 92 Flagermusen er bleven til, det kan man jo ikke saadan ligefrem afgøre, men hvordan det kan være gaaet til, formaar man dog at antyde ved Hjælp af Analogier. Der er nu f. Eks. Egernfamilien; fra det almin- delige Egern med den buskede Hale, gennem Egern- | arter med flad Hale, bred Bagkrop og Huden hæn- gende temmelig løst om Vommen, have vi en smuk Overgang til Flyveegernet: og hvad er der-saa i Vejen for, at der for Aartusender siden kan have levet en springende Insektæder, der f. Eks. nærede sig af de Insekter, der leve paa Trær, af hvis Art saa navnlig de, der lettest kunde komme fra Træ til Træ og saaledes bedst kunde skaffe sig Føde, bleve bevarede, medens de, der sprang daarligere, enten faldt ned og sloge sig ihjel eller ogsaa omkom af Hunger. Men da nu de Dyr, hvis Legeme frembød den største Modstandsflade mod Luften, maatte kunne springe bedst og saaledes vare heldigst stillede, hvad er saa rimeligere, end at det var dem, der overlevede -og forplantede deres Ejendommelighed til Afkommet, indtil Afkommets Afkom i et fjernt Led var blevet til et Dyr, der omtrent lignede Flyve- egernet, der jo er et Slags levende Faldskærm. Saa kunde det jo endvidere være hændet, at de påa 'Trær levende Insekter vare blevne meget faatallige, saa den begyndende Flagermus maatte ty til de Insekter, der fløj i Luften; den maatte da se at fange Føden under Springet, i Stedet for efter det, og Følgen heraf vilde saa endvidere være, at der er det især, naar Mørket falder paa, arnbi og andre store Biller begynde at omkring, og derfor var den Tid gunstigst rmusens Jagt, og saaledes blev den et Nat- Denne Udvikling bruger en stor Mængde Rime- r og Muligheder; men Meningen var jo heller u meget at fortælle, hvorledes det var gaaet som at vise, at Sagen kunde forklares. Forøvrig mener Darwin, at vi i den- Hud, der og mellem Flagermusens Bagben, have en Lev- 0 fra den Tid, Dyret var paa Flyveegernets nkt, eftersom denne Hud ikke kan antages st: yen at Fregatfuglen, hvis Fødder ere ede med Svømmehud, - kun er bleven set løf- "sig fra Oceanets Overflade en eneste Gang; uden Omstændighed, at den væsenligst lever af SoDR og ved at afjage Dykkerne deres Bytte, i rbindelse med, at Svømmehuden er meget ind- zs en illeder at tyde den som en Art, der er i g! ng paa Grund af forandrede Livsvaner, ana- logt med Hypotesen om Flagermusen. — Endelig maa det for den, der kender Spætten våd, hvorledes dens hele Bygning, dens stive 94 Støttehale, Foden med de to frem- og to tilbage- vendte Tæer, det stærke, spidse Næb og den lange, takkede Tunge gør den skikket til at løbe op ad Træstammerne «og søge sin Føde under Træets Bark — for den, der véd dette, maa det være overraskende at erfare, at der paa La Platas Sletter, hvor der ingen Trær er, lever en Spætteart med samme Bygning som de klattrende Spætter, kun med lidt svagere Næb og mindre stiv Hale, -og han vil se, at dette er let forklarligt efter Darwins Teori, medens Forfægterne af den modsatte Anskuelse maa erklære denne Spætte for en af Skaberens mindre heldige Frembringelser. Men siges der endvidere, lad saa være, at Kvalitetsvalget har været i Stand til at give en Insektæder Flagermusevinger: skulde den virkelig have magtet at danne et saa vidunderlig fint Organ, som Øjet er? Herpaa kan kun svares ved at henvise til de forskellige Former for Seredskaber; det laveste kendte Øje er ikke andet end en Samling af farvede Celler, der hvile paa et ganske simpelt Sarkodevæv); højere op ere Farvecellerne overtrukne med en gen- nemsigtig Hinde og støde op mod en for Lysindtryk modtagelig Nerve. Saadanne Øjne ere imidlertid £) D. v. s. et Væv, hvis Celler ikke ere særligt diffe- rensierede, saaledes som Nervernes Celler, men kun inde- holde Sarkode, en Slim, der omtrent svarer til Plantecellens Protoplasma (Dannelsesslim). == Genstand PE en inde de kunne Lys fra Mørke. Hos nogle Søstjerner ' Imidlertid er kelnast til det haleld å Øje nu ikke saa stort, thi vi behøve Vi komme til en Indvending, der er den ande modsat: der fordres nemlig en Rede- for, hvorledes Kvalitetsvalget kan frembringe ner af saa ringe Betydning, at man i alt Fald første Øjekast kunde fristes til at kalde dem pilsner: Det ser jo ogenn meget ven see e. Men man skal i det hele taget vogte sig ak elds noget i Naturen Snurrepibcrier; at en e Flue kan have en hel Del at sige, have vi e set tidligere, og har et lille vinget Dyr end a altid en saa stor Betydning, vil Læseren vis han har set en Hest eller en Ko plaget unser, og han tillige mindes, at det Slags Dyr 96 forekomme i langt større Mængde i de varme Egne end hos os, vistnok forstaa, at et Dyr, der intet Værge har mod Bræmser og Myg, og som derfor aldrig har rigtig Ro til at æde eller drikke og heller aldrig kan hvile i Fred, at det nok kan blive mere trættet og udmattet og saaledes meget lettere udsat for Sygdomme end et Dyr, der er saa godt hjulpet som Giraffen. — Lad os iøvrig, siden Talen er om tilsyneladende mindre vigtige -Organer og Egenskaber, i Forbigaaende sige et Par Ord om Skønheden i Naturen. Der er Naturforskere, som mene, at der i Organismens Bygning er taget Hensyn til Menneskets Skønhedssans. Men nu ere de for- skellige Racers Begreber om det Skønne og Behage- lige saa grumme forskellige; der er Stammer, som filtre deres Haar ind med Fjer og Fidt, og der er dem, der ælte det ind med rødt Ler, og det finde de skønt; der var en Verdensomsejler, der lod Vilde lugte til Esbouquet, men de holdt straks deres transtinkende Skindvams op for Næsen — man ser, at Naturen vilde faa nok at gøre, skulde. den tage Hensyn til Menneskets Skønhedssans. Det vilde da ogsaa være en dristig Tanke, at de ele- gante Snegleformer, der findes i Jordlag, som ere dannede Tusender af Aar før Mennesket blev til, skulde have ligget og ventet paa at komme til at tage sig godt ud i et Naturaliekabinet, ikke at tale om de overordenlig sirlige Diatoméarter, hvem ”Optiken maatte have gjort Tiden lovlig lang, efter- som den var saa længe om at opfinde det sammen- dr REE p. Darwins Teori er en meget egoistisk "den hævder, at har en Art en eller ab, saa har den denne til Gavn og m helst anden Art i Verden. Den siger, hvad der er skønt, er det, fordi selve paa en eller anden Maade er nyttig " wi Indvendinger og nævne Blomsternes agt, faa vi en Mængde forunderlige Historier "Insekterne ere nødvendige for mange Plan- rugtning, og at de Blomster, der ikke behøve enn« Hjælp, ere grønlige og uanselige, medens de, åt behøve den, ere stærkt farvede, for at trække e det, og de kunne ligesom vi bedre se Rødt grøn Grund end Grønt paa grøn. Vende vi " øg Fjerplumadser, saa beskrives Paradis- Frieri for os: i en Halvkreds sidde de gifte- unge Hunner, en efter en komme de bej- "Hanner frem, puste deres Fjederduske op, med Halen og udføre nogle meget burleske nse, og har Bejlerens Ydre og Anstand be- faar han en Mage hjem til sin Ungkarlerede. Fastholdende sin Teori om Egoismen i Naturen Darwin heller ikke sympatisere med den An- ie, der falder i Henrykkelse over den Visdom, i 98 som har givet Klapperslangen en Braad i den ene Ende til at saare med og en Rangle i den anden til at advare mod sig selv: han siger, at han lige saa gerne vil tro, at Katten, der vifter med Halen, før den springer, gør détte for at advare Musen. Ganske vist skader Ranglen Klapperslangen, og i det hele have mange Dyr Egenskaber eller Organer, der ere til Skade for dem selv; men de have ikke disse, fordi de skulle være dem til Hinder, men fordi de ikke ere fuldkomne. Overhovedet kan man vanskeligt paavise en fuldkommen Skabning; det menneskelige Øje har ingen korrekt Opfattelse af Lysets Aberration, og den i saa mange Hen- seender højt stillede Bi dør, naar den har brugt sin Braad, fordi denne er forsynet med Modhager. Men Biens Stamfader har maaske brugt Braadden som" et Boreapparat og Giften til at frembringe Galæbler, og Kvalitetsvalget har endnu ikke haft Tid nok til at omdanne Braadden til et Forsvars- redskab! Betragte vi endelig de mange forskellige, næsten geniale Maader, hvorpaa Orchideernes Be- frugtning er sikret, er Fyrrens Stilling i denne Hen- seende ingenlunde fuldkommen; thi den nøjes med i Befrugtningstiden at udsende Skyer af Blomster-. støv og overlader Resten til Vinden. Men Naturen er heller ikke som en Mand, der har naaet Idealet og saa gaar glad omkring med den Bevidsthed, at Alt, hvad han gør, er saare godt og fuldkomment; nej Naturen er som en Mand, der vaagen og drøm- at de forskelligste Organer kunne please nnes ved Kvalitetsvalg; men vil det Samme gældende over for Instinktet, der jo dog en videre kan slaas i Hartkorn med Øjne, ig Betragtning af Forholdene i den tamme Til- .… Vi ville derved blive i Stand til at se, hvilken Rolle Vane og hvilken Valg af de saakaldte tilfældige eller spontane Varieringer have spillet ved ne af Husdyrenes sjælelige Evner. At Husdyrene variere meget i saa Henseende, er en Kendsgerning. Angaaende Katten væåd man saa- "ledes, at en af sig selv giver sig til at fange Rotter, en anden derimod Mus, og man véd, at dette arves. "Der var en Kat, der altid bragte Skovfugle hjem, en anden holdt sig til Harer og Kaniner, medens en tredje gav sig af med Sumpfugle. Betragte vi "de forskellige Hunderacer, finde vi, at unge Jagt- "hunde ofte «stan», første Gang de tages med, og at unge Faarehunde løbe rundt om Faareflokken i " Btedet for at løbe buus paa. Og nu synes det ” ikke, at disse Handlinger, der udføres uden nogen Erfaring hos det unge Dyr paa næsten samme FRR ge 100 Maade hos ethvert Individ, uden mindste Skygge af Ulyst og endelig uden at Dyret véd hvorfor (thi den unge Jagthund kan ikke have noget Begreb om, at den «staar» for at hjælpe sin Herre) -— disse Handlinger synes må ikke at kræve Antagelsen af en Kilde, der er væsenlig forskellig fra det, vi kalde Instinkt hos de vilde Dyr; thi dersom vi saa' en Ulveart, hvor det unge Dyr, saasnart det lugtede sit Bytte, blev staaende ubevægelig som en Støtte og derpaa kravlede langsomt frem paa en' ejendommelig luskende Maade, eller en anden Art, der i Stedet for at løbe lige paa løb rundt om en Dyrehjord og drev den hen til et fjærnt Sted, vilde vi sikkert kalde dette for instinktmæssige Hand- linger. Vistnok ere Husdyrenes Instinkter langt mindre faste end de vilde Dyrs; men, som vi tid- ligere have bemærket, Racevalget er ogsaa langt svagere end Kvalitetsvalget. Hvor strængt disse Husdyrenes Instinkter, Vaner og Tilbøjeligheder ere arvelige, og -hvor forunderligt de kunne blandes, ses meget klart, naar man krydser forskellige Hunderacer. Saaledes har man ved at krydse med Bulbideren styrket Myndens Mod og Haardnakket- hed for mange Generationer, og ved Krydsning med Mynder har man givet Faarehunde Tilbøjelig- hed til at jage Harer. Saaledes som Husdyrenes Instinkter vise sig ved Krydsning, forholde ogsaa de vilde Dyrs sig; thi deres Instinkter kunne lige- ledes blandes og for en Tid lang vise Spor af begge Forældrenes; der var f. Eks. en Hund, hvis Olde- ) Ulv, og denne Hund viste, at den ant vildt Blod i sig, ved at komme i omtaler ofte Husdyrenes Instinkter som pe i Tidernes Løb af Mennesket; men æppe rigtigt. Ingen vilde nogen Sinde Eovi maa antage, at en eller anden Due " viste en svag Tilbøjelighed til denne for- e Vane, og at længe fortsat Valg af de ; Racevalget snart fuldende Værket, og vi have et smukt Eksempel paa en énsidig Udvikling meget almindeligt Instinkt, idet det hele ver andet, end at det Øjeblik, Rovdyret uge! til at berede sig til Springet, er blevet stærkt forlænget. I andre Tilfælde har Vanen været nok til at frembringe Forandringer: der er Eks. næppe noget Dyr saa vanskeligt at tæmme n en Unge af den vilde Kanin, medens faa Dyr ten tamme som Huskaninens Unger; og det er 102 næppe rimeligt, at Racevalget her er blevet anvendt i Retning af Tamhed. Et mærkeligt Eksempel paa, at Husdyr have tabt et Instinkt, som deres vilde Forfædre have haft, ere visse Hønseracer, som ikke ville ligge paa deres Æg. lIøvrig har dét, at vi stadig have Hus- dyrene for vore Øjne, sikkert forhindret os i at se, i hvilken Udstrækning deres Instinkt er blevet ændret. I Hundens Kærlighed til dens Herre have vi et Instinkt, som Ingen vil søge efter hos dens vilde Frænder. Alle Ulve, Ræve, Jakaler og Arterne af Katteslægten ere, naar man holder dem i tam Tilstand, meget slemme til at angribe Fjerkræ, Faar og Svin, og denne Tilbøjelighed er uudryddelig hos . Hunde, der ere tagne hjem som Hvalpe fra Austra- lien, hvor de Vilde ikke holde de før nævnte Hus- dyr. Men hvor sjældent er' det nu dog ikke, at vore Hunde, selv som rene Hvalpe, trænge til en Advarsel om ikke at røre Høns, Svin o.s. v. Ganske vist kan det hænde, at de finde paa at gøre et lille Angreb; men saa faa de Prygl, og hjælper det ikke, blive de skudte. Og hvad nu Kyllingerne angaar, saa ere de heller ikke bange for Hunde og Katte, uagtet de ikke have tabt al Frygt; thi dersom Hønen - giver Fare-Klukket, løbe de bort fra Moderen og skjule sig i Græsset. Vi vide fra Analogier fra nærstaaende vilde Arter, at de gøre dette, for at Moderen, hvis Størrelse ikke tillader hende at skjule sig, kan flyve bort og saaledes sikre sig selv; hos vore tamme Høng stifter dette Instinktarrangement i " dette slutte vi nu, at Instinkter ere re erhvervede i den tæmmede Tilstand, og at gr FF ingen bestemt Underretning om, hvor- - rholdene ere i den vilde Tilstand; men der sig gældende der. Vi skulle følgelig straks, it gøre noget Forsøg paa at vise Mellen ens ømmeste Sted, nemlig Spørgsmaalet vidt Kvalitetsvalget kan virke paa de e Individer (Arbejdere, Soldater), der ikke te sig, og som ogsaa i andre Henseender af- ld ide jo ikke kunne forplante sig. 5 Darein "over denne Vanskelighed, idet han siger: er ve vi Kvalitetsvalget i dets største Magtfylde, lig virkende paa en hel Stat i"Stedet for paa it enkelte Individ. Det har været nyttigt for 104 Staten, at nogle af Individerne toge Forplantningen påa sig, og andre Arbejdet; nogle Steder have Indi- viderne bøjet sig for det almindelige bedste, der er kommet det rette Forhold mellem Folketal og For- mue (Arbejdskraft er Formue), og Staten er bleven bevaret, andre Steder har det været anderledes, og -" Staten er gaaet til Grunde. De lykkelige Stater have saa selvfølgelig forplantet dette heldige Forhold til Døtrestaterne. Det er ligesom med Levkøjen: den dobbelte Levkøj er steril, men den enkelte Lev- køj frembringer Frø, der, nåar de saas, baade give enkelte og dobbelte Levkøjer. Vi skulle nu undersøge, hvorledes det kan passe med Teorien, at der af Krydsning mellem forskellige Arter resulterer enten total eller partiel Sterilitet, medens Frugtbarheden ikke formindskes ved Krydsning mellem Varieteter. Dette er, hvad de fleste Naturforskere mene, og "det kunde synes, at de have Ret; men man maa dog lægge Mærke til, at det er de samme Naturforskere, der sige, at hvis to Individer .lide af Sterilitet i Krydsningstilfælde, ere de forskellige Arter, hvis ikke, ere dé samme Art, men muligvis forskellige Varieteter. Darwins Mening er, at Kva- litetsvalget ikke har virket i Retning af Sterilitet, da ingen Art har kunnet have nogen direkte. Nytte af at frembringe daarligt Afkom eller kan være bleven bevaret derved. Der er ikke nogen Væsens- forskel mellem Krydsningen af Arter og af Varie- teter; det, om de ville blive sterile eller frugtbare, tter sig ikke efter det systematiske ib; vi have Varieteter, der ikke kunne s og vi have Arter, der kunne det. End- aviser han, at der er Individer af samme mellem hvilke der findes Sterilitet. Der er lig Plantearter, hvis Befrugtnings-Organer have mer, enten lang Støvvej og korte Støvdragere "Støvvej og lange Støvdragere; dersom de vi befrugte de lange Støvveje eller de korte, vil der vise sig en Grad af ;… men befrugte de korte Støvdragere de øvveje, eller de lange de lange, faa vi fuld- Frugtbarhed, og denne Omstændighed nø- til at antage, at den oprindelige Grund til ten ikke er at søge i en Arterne iboende Lov, men simpelthen i Kønsorganernes Forskellig- det Foregaaende have vi betragtet Teoriens i: stil det Liv, der nu lever; men om vi nu ni "Ware saa letsindige at tro, at vore mange Grunde Eksempler havde bragt til Taushed det Levende med dets mange Indvendinger og Bebrejdelser for dsynlighed, hvad hjalp saa det? Nu begynde tenene at tale, og fra det Liv, der var, fra de Dødes Rige lyder der en stærk Protest mod Teorien, "ja ikke nok hermed, Stenrigets Præster ledsage n med Bevisligheder. ad er det da, Geologerne sige? De udtale ntrent saaledes: Vi have gransket Jordens 106 Indvolde, vi have talt Tidens Pulsslag, men vi have ikke kunnet se de smaa Trin, der langsomt have ført Forverdenens Østers til at naa de Fuldkommen- heder, der besiddes af Nutidens Abekatte. For os tager det hele sig ganske anderledes ud. Darwin sukker og siger: vi ere fra i Gaar og vide intet! I sige, at I sidde inde med Original- manuskriptet til Jordens Historie: det gøre I ogsaa, men hvordan forholder det sig egenlig med det Manuskript? Det hele er ukomplet, skrevet i en forunderlig Dialekt, I have kun havt Adgang til sidste Bind og af det kun læst noget af det, der omhandler to eller tre Verdensdele. I ere und- skyldte; thi af de faa Kapitler, der ere blevne be- varede, er der faa Blade, der have mere end en tre, fire Linier tilbage. Det er intet Under, at I ikke kunne følge Arterne i deres Omdannelse Trin for Trin; thi for hver Art, I bringer op af Jordens Skød, bliver der en halv Snes dernede, Snese ere gjorte ukendelige ved Lemlæstelser, og af Hundreder ere kun deres enkelte Atomer tilbage. Alligevel, lader os se, hvad der passer bedst med Stumperne, min Teori eller den gamle Historie om Arternes Uforanderlighed. Efter min Teori have de ny Arter vist sig langsomt, den ene efter den anden; Lyell siger, at Forholdené i de tertiære) Formationer ”) Da de forskellige fossilførende Dannelser oftere ville blive nævnte, anføre . vi dem her til Læserens Bekvemme- lighed efter Alder: £ "Lingulaen i den siluriske Formation er forskellig fra den nulevende Art af denne e Paa Madeira har Vinden bevirket, at "Insekter, der søge deres Næring paa t deres Vinger stærkere udviklet, idet de bedste have kunnet trodse Vinden. Madeiras In- 108 sektverden er saaledes bleven meget forskellig fra Sydeuropas, medens dets Bløddyr og Fugle staa dettes meget nær. Naar en Art engang er forsvunden fra Jordens Overflade, kommer der-ikke igen. Dette er let at forstaa; thi skøndt en Art kan modificeres til at fylde en anden Arts Plads, ville de aldrig blive identiske, idet de, inden Modifikationen indtræder, have havt en forskellig Forandringsskala at gennem- løbe. Søge vi nu efter Slægtskab mellem de uddøde og de nulevende Arter, finde vi, at jo ældre en Form er, jo mere afviger den fra de nulevende, men alle uddøde Former kunne dog henføres til endnu eksisterende Grupper eller ogsaa betragtes som Bindeled mellem saadanne. Cuvier ansaa Drøv- tyggerne og de tykhudede for to af de mest ejen- dommelige Ordner af Pattedyr; Owen har imidlertid fundet saa mange fossile Mellemformer mellem disse to Ordner, at han har maattet forandre hele Klas- sifikationen og sætte nogle tykhudede i Undergrupper af Drøvtyggere, og han viser f. Eks., at hele den store Forskel mellem Svinet og Kamelen kan følges Trin for Trin. Endvidere har man fundet Dyr som Kompsog- nathus, Stenkulstidens Archegosaurus, Devonforma- " tionens Terlerpeton og Juraens Iktyosaurus'), af hvilke det første staar imellem Fugle og Krybdyr, ”) Ogsaa funden i Trias og Kridt. ERE er ne sr as le HENRI 109 ste mellem Padder og Øgler, og det im Øgler og Fiske. Denne og mange endigheder lede os til den Slutning, at "Slægt er, desto flere nu vidt adskilte søger den at forene ved sine forskellige Wi fastholde den gamle Teori om Arternes , bliver de organiske Formers Suc- Blaa al løjerligt. Først kom der en Arter, der levede og formerede sig, og saa le de allesammen; saa kom der en Hoben nye frter, der imidlertid kun vare anderledes udviklede er af de afdøde, og disse Former formerede saa døde de allesammen 0. s. fr. den samme » med pludselig Tilbagekomst, Gentagelse af "Typer og tilsidst en uforklarlig Braddød. t dog ikke langt sandsynligere, at der først | faa" Typer udviklede sig et stadigt voksende An- tal Arter, at disse igen frembragte nye Arter, og "gamle efterhaanden uddøde, idet de vare instigere stillede end de nye, og at de nye buk- . under i Kampen for Tilværelsen mod de este, hvis hele Byguing nøjagtig var afpasset efter Forholdene? Og er endelig dette Syn paa Sagen ikke nen langt smukkere og langt mere tilfreds- kr paa. Teoriens Forhold til Arternes geografiske Udbredelse. Læseren våd jo nok, at hvis man s Fr Verden rundt, finder man ikke ganske de 110 samme Årter allevegne; man vil saaledes ikke finde mange af vore europæiske Arter i Nordamerika. Men er det nu, fordi Klimaet og de øvrige fysiske Betingelser ere saa vidt forskellige de to Steder? Det er det vel næppe, -éftersom vi kunne finde høje Bjærge og dybe Dale, tørre Sletter, Enge, Moser, Skove og Søer i Amerika under næsten enhver europæisk Temperatur. Desuden, dersom vi f. Eks. sammenligne Arterne i Sydamerika med Arterne i Nordamerika, ville vi trods de fysiske Betingelsers store Forskellighed finde, at de ere nærmere ved hinanden end ved Arter fra andre Verdensdele under samme Bredegrader. For at forstaa dette maa vi erindre, at høje Bjærge, Ørkener, og, hvad det kommer an paa i det valgte Eksempel, store Vandsamlinger ere vigtige Hindringer for Arternes Vandring; thi det maa vi antage, at Arterne skylde Stedforandringer til forskellige Tider deres Udbre- delse;. hvis ikke maa vi optage Teorien om de mange Skabelsescentra; men det er dog ikke værd at mane flere Mirakler frem end højst nødvendigt. Det, vi antage, ser omtrent saaledes ud. De for- skellige Arter af samme Slægt, som findes i de for- , skellige Egne af Verden, maa oprindelig have ud- | bredt sig fra et og samme Sted (da de alle have samme Stamfader) og fjærnet sig mere og mere fra hinanden. Komne til de forskellige Egne have Arterne havt uensartede Livsvilkaar, Tilværelses- | kampen har været forskellig, og Arterne have antaget | forskellige Former. De nysnævnte naturlige "Hin- ikke tilladt de saaledes modificerede sig over hinandens Territorium; hængende Landstrækninger have Hin- e æknir gers Floraer og Faunaer blevne saa » som nu Europas og Nordamerikas. me vi have opgivet de mange Skabelses- draget os en Forpligtelse til at paavise, anne Vandringer finde Sted og hvorledes de . Geologerne håve givet sig meget af med kt; de lade Verdensdelene have været ngende i tidlige Tider og lade senere rive dem i Stykker. De tage paa Jorden ren Klump vaadt Lér: hér gøre de et Hav Land, hist udsende de en Landtunge, og 8 den bort, og derved faa de meget for- landt andet Alt, hvad vi behøve. Adskilligt eng til paa denne Maade, men om det Det er mysd utvivlsomt, at meget Frø af Floder "øg Vinde føres ud i Havet og af dette igen videre fjærne Kyster. Hvis nu Saltvandet betog Frøene , vare vi ikke stort hjulpne; men dette 112 er ikke i saa høj Grad Tilfældet, som man maaske formoder. Darwin fandt saaledes, at af 87 Arter spirede 64 efter at have ligget 28 Dage i Saltvand; kom nu saadant et Frø ind i et af Atlanterhavets hurtige Strømme, kundé€ det naa til fjærne Kyster og der spire og formere sig. Som bekendt skyller Havet Drivtømmer til langt bortliggende Bredder, selv til Øer midt i Oceanet, og indéklemte i Driv- træernes Rødder føres Stene "med (saaledes faa Be- boerne af Koraløerne i det stille Ocean de Stene, de bruge til deres Vaaben og Redskaber, ene og alene fra Drivtømmeret); men naar disse Stene ere uregelmæssige, bringe de hyppigt Jordpartikler med sig, og mellem disse kan der være Frø. Fuglene spille en stor Rolle som Frøbefordrere; ikke alene hænger Frøet sig fast i deres Fjer- beklædning, men i den Jord, der klæber sig ved … deres Fødder, kunne undertiden temmelig betydelige Frømængder være indeholdte, hvad følgende Eks- empel, som. Darwin anfører, udviser. Han fk nemlig en Gang sendende en Agerhønefod med Jord paa; Foden laa hen en tre Aars Tid, saa skrabede han Jorden af, vandede den, og heraf op- spirede ikke mindre end 82 Kimplanter, hvoraf de 12 vare Enkimbladede (almindelig Hvede og en anden Græsart), og de andre 70 tre Arter "Tokim- bladede. Af de mange andre Maader, hvorpaa Fuglene kunne fremme Spredningen af Frø, skulle vi kun anføre, at Frøet kan beholde sin Livskraft i lang Tid i Fuglens Kro og Mave. Det kan saa- i. e, at en Fugl med Frø i Kroen, hvor d er sig en femten, seksten Timer, bliver til Søs; i den lange Tid kan den let være ær til en Kyst, dér er der saa Høge, som ig med trættede Fugle, Høgen fanger men gylper efter en Snes Timers Forløb "og Maveindholdet op i smaa Kugler: lad "falde paa en gunstig Lokalitet, og de Frø, har slugt hinsides Havet, ville spire paa ede af disse og andre Fakta ville vi med " faa Ord omtale Alpevegetationen samt det ike Liv i Ferskvandssamlingerne og paa de liggende Øer. Paa Pyrenæerne, Alperne og . i Nordamerika finder man den g Vegetation som i Nordpolslandene. Den T , åt nogle enkelte Punkter have et "Liv, der er helt forskelligt fra deres Om- gi "i Hundreder af Miles Omkreds, kunde tale il Fordel for de mange Skabelsescentras Teori, men ligvis har Geologien ved sine Undersøgelser af Glacialtiden givet os Midler i Hænde til at forklare "Særsyn paa en fornuftigere Maade. Hvad irknin; Glacialtiden”) (der som bekendt havde sit æsensmærke i store vandrende Ismasser) havde aa Vegetationen, ville vi lettest se ved at tænke s en ny Glacialtid rykke langsomt frem og igen ” (Glacialtiden gaar saa langt frem i Tiden som til n af den postpliocene, se Anm. S. 107. 114 forsvinde. Altsaa, det falder ind med Kulde, Kulden rykker syd paa, og de sydligere Jordstrøg blive mere skikkede til at fostre Nordens Planter: end til at bevare deres oprindelige Flora, der lang- somt flygter sydligere og”-sydligere. Kulden rykker frem mod Bjærgene, bedækker deres Tinder med Is og Sne, og Bjærgenes Flora flytter ned i Dalene. Kulden naar sit Højdepunkt, og arktiske Organismer befolke Mellemeuropa helt ned til Alperne og Pyre- næerne; det samme vil være Tilfældet med den Del af Nordamerika, der nu regnes til den tempe- rerede Zone. Nu vender Varmen tilbage, Dyre- og Planteverdenen vandrer mod Norden, og som Sneen smelter fra Bjærgenes Fod opad, rykke de arktiske Vækster højere og højere op ad Bjærget; naar Alt er kommet i de gamle Folder igen, ville vi finde Arter, der levede sammen paa Europas og Nard- amerikas Sletter, oppe i de arktiske Regioner og paa mange vidt adskilte Bjærgtoppe. Hvad angaar det organiske Liv i Ferskvands- samlingerne skulde man jo tro, at de forskellige Sø- og Flodsystemer havde indbyrdes meget uens- artede Floraer og Faunaer, da Ferskvandsdyr og Planter ikke kunne vandre over Jorden og ikke gennem Havet. Dette er imidlertid ingenlunde Til- fældet, Ferskvandsorganismerne, have tværtimod en meget vid Voksekreds, og man kan finde de samme Alger i en Sø i Brasilien som i en Dam ved Upsala, man kan mede i Gudenaaen og i Jenisai og faa samme Bid. Hvordan gaar det til? Med Hensyn 115 mme, og endelig at de Oversvømmelser, liges "af Sneens Smeltning om Foraaret, 3: Ejelnied. og det sker hyppigt, at en | TER grøn paa Ryggen af disse Smaaplanter, i "dykker op af en Dam. Sneglene kunne » for man har tidt fundet dem siddende im, tæt besat med nysudrugede Snegle, der i fast, at han ikke kunde ryste dem af. Planternes Vedkommende endelig maa Fugle- lerne ligeledes holde for, og det vil ogsaa findes rækkeligt, naar man paa den ene Side erindrer, iVadefuglene, de videst rejsende af alle Trækfugle, meget udsatte for at faa Jord paa deres Fødder id deres Løben hen ad dyndede Bredder, og man den anden Side bliver mindet om, at det Antal der findes i Søers og Floders Dynd, er meget For at belægge vore Ord med Tal ville vi i at Darwin tog tre Spiseskefulde Dynd fra am, og af dette Dynd opvoksede der efter- n 587 Planter. ge 116 Saa var der sluttelig Øerne langt ude i Oceanet. Det, der er mærkeligt ved disse Øer, er blandt andet det ringe Antal af Arter, som findes paa dem. Ny- Zeeland har saaledes kun 960 Arter af Blomster- planter (Danmark har 1314), den lille Himmelfartsø havde oprindelig kun en fem, seks Blomsterplanter, men nu er baade den og St. Helena saa - opfyldte af Blomster, indførte ved Mennesket, at den oprin- delige Vegetation staar paa Nippet til at forsvinde. Dette er slemt for dem med de mange Skabelses- centra, thi de maa jo antage, at Skaberen ved en Forglemmelse eller Fejltagelse har givet disse Øer Planter, der ikke vare de, der passede bedst til Naturforholdene. En anden Mærkelighed ved vore Øer er, at en stor Del af deres faa Arter ere endemiske (d. v. s. findes ikke andre Steder i Verden). Galapagosøerne have 26 Landfugle, af hvilke 21 ere endemiske, endvidere have de 11 Søfugle, men af dem-ere kun 2 ejendommelige for denne Øgruppe. Dette Eks- empel fortæller baade det, vi nys sagde, og tillige en anden Ting, nemlig, at det ikke er de fysiske Forhold, der betinge de endemiske Arters Antal: thi hvorfor er der saa kun 2 Søfugle mod 21 Land- fugle? Det samme Forhold have vi ogsaa paa Madeira, hvor der er en Mængde ejendommelige Landsnegle, medens Havsneglene ere ligesom andre Steder i Verden. Der er endvidere ingen Padder paa vore Øer; men det vilde jo heller ikke være saa let at faa r er det lige saa. daarligt bevendt, "undtagne; de forekomme nemlig en paa hver eneste af de fjærne Øer, men de me jo ogsaa flyve. Alle disse Fakta vidne alt- , inden vi gaa over til Teoriens i historisk. Henseende og til en Kritik af øre som et Slags Tilbageblik og til Belys- 5 Bety dning de Udtalelser, hvormed gør det. Det er ikke nogen vægtig " at Videnskaben paa sit nuværende "ikke kaster noget Lys over det langt … Hvem kan vel forklare, hvad Jordens craft egentlig er? Der er ingen, som 118 paa den organiske Verden, som denne Teori giver, skulde kunne saare Nogens religiøse Følelser. For at vise, hvorledes det Slags Indtryk ere aldeles. forbigaaende, behøver man blot at minde om, at Leibnitz angreb den største Opdagelse, det nogen Sinde er faldet i et Menneskes Lod at gøre, Op- dagelsen af Tyngdelovene, som «vendende op og ned paa al naturlig Religion og forandrende den aabenbarede», hvilken Udtalelse næppe Nogen nu vilde underskrive. En bekendt gejstlig Forfatter har tilskrevet mig, at han efterhaanden har lært at indse, at det er en lige saa ædel Opfattelse af Guddommen at tro, at han skabte nogle faa op- rindelige Former, der vare i Stand til at udvikle sig til andre og nødvendige Former, som at tro, at han behøvede en ny Skabelsesakt for at udfylde de Huller, som selve Udfoldelsen af hans egne Love afstedkom”). Hvorfor, kunde man spørge, have til den seneste Tid næsten alle de mest udmærkede nulevende Naturforskere vendt det døve Øre til al Tale om Artens Foranderlighed? Det er jo dog en Kendsgerning, at de organiske Former i vild Til- stand ere Variering underkastede; man kan ikke bevise, at Varieringen, efter at have fundet Sted lange Tider igennem, pludselig kommer til en Grænse og siger Stop; man kan ikke drage nogen skarp Grænse mellem Arter og gode Varieteter; det kan =) Læseren kan, som han selv vil, tage dette enten som en beroligende Forsikring eller som en Kulturmeddelelse. 119 es, at Krydsning mellem Arter intet Af- "» eller at Krydning mellem Varieteter er saa lidt som man kan hævde, at Arternes i visse Tilfælde ligefrem er en Egenskab, 2 fra Naturens Haand. Af disse Grunde 1 altsaa ikke have holdt fast ved Uforander- n; det kan heller ikke være sket, fordi For- rien udkrævede uhyre Tidsperioder, er enig om, at det organiske Liv er begyndt r af Aar tilbage i Tiden; nej, Hovedgrunden et utilbøjelige til at fæste Lid til store For- or, som vi ikke have kunnet følge Trin for 2, da han fremsatte den Paastand, at høje er vare blevne optåarnede og dybe Dale ind- & ne af Kræfter, vi se i fuldt Arbejde den Dag | val vil sige, ikke forstaa, hyad mangfoldige a Forandringer, opsummerede igennem et næsten deligt Antal Generationer, have at betyde. - sOmendskøndt jeg er aldeles overbevist om Sand- n af min Teori, venter jeg dog ingenlunde at fise erfarne Naturforskere, hvis Erindring er »pfyldt af Kendsgerninger, som de i en lang Række Mer | have betragtet fra et Synspunkt, der er mit al- deles modsat. «Det er let at skjule sin Uvidenhed under saa- & Fi "lagt" 120 danne Udtryk som «Skabelsens Plan», «Planernes Enhed» o.s.v. og saa at tro, at man giver en For- klaring, medens man kun gentagende bekræfter et Faktum. Enhver, der føler sig mere tiltrukket af uforklarede Vanskelighedér end af Opklaringen af nogle dunkle Fakta, vil derfor visselig forkaste Teorien. Nogle faa Naturforskere, som ikke ere forud indtagne mod alt Nyt, og som allerede have begyndt at tvivle om Arternes Uforanderlighed, ville maaske blive berørte af denne Fremsættelse af min Teori; men jeg ser især med Tillid til Fremtiden, til de unge, de vordende Naturforskere, som ville være i Stand til at se begge Sider af Sagen med Upartiskhed. Enhver, der er kommet til den Tro, at Arterne ere foranderlige, vil gøre vel i samvittig- hedsfuldt at udtale denne sin Overbevisning, thi alene derved kan den Fordomstynge, der nu ringet dette Spørgsmaal, blive fjærnet. «Dersom denne min Teori bliver antaget, er det klart, at der vil foregaa en stor Revolution inden for Naturvidenskaben. Systematikerne ville kunne fortsætte deres Arbejder, men de ville ikke mere blive plagede af en dunkel Tvivl om, hvor vidt den eller den Form virkelig er en Art, og dét er, jeg taler af Erfaring, ingen ringe Trøst. -Systematikerne ville kun have at afgøre (hvad der ikke er saa let endda), om en Form er tilstrækkelig konstant og udpræget fra andre Former, til at den kan udsondres, og i saa Fald om den er saa forskellig, at den for- tjener et eget Navn. Den eneste Forskel mellem e betydeligt i Interesse. Udtryk som ning, Affinitet, Slægtskab, Typiskhed, rudi- » Organer ;0.s. v. ville ikke mere blive rent Udtryk, men a virkelige. Naar vi ikke som en stor mekanisk Opfindelse er en Sum lige Arbejderes Anstrængelser, Erfaringer, (er og, om man vil, Fejlgreb: naar vi se paa " Organisme med dette Blik, hvor langt inter- at af Naturen? Langt, langt frem i Tiden r der sig for mit Øje vidtstrakte, uendeligt tige Marker for Undersøgelser. Psykologien vil Frtsg faa den Lov, at Sjælsegenskaber og 28 erhverves Trin for Trin og med Nødven- Gig et nyt Lys vil blive kastet over Mennekets lse og Historie. De mest berømte Forfattere synes fuldkommen Ilse med den Lære, der siger, at enhver Art er for sig, uafhængig af andre. Mig forekommer 122 det at stemme bedre med, hvad vi vide om de Love, der af Skaberen ere udtalte i Materien, at Frembringelsen og Udryddelsen af Verdens uddøde ; og nulevende Beboere skyldes sekundære Aarsager, lig dem, der raade over Individets Liv og Død. Alt Levende bliver i mine Øjne langt ædlere, naar vi i Stedet for at anse det for Resultatet af enkelte Skabelsesakter betragte det som nedstammende fra nogle faa Arter, der levede, før det første Lag i den siluriske Formation havde nedfældet sig. i «Med Fortiden for Øje ville vi kunne forudsige, at ingen nulevende Art vil forekomme i uforandret Skikkelse i en fjærn Fremtid, og meget faa ville have Efterkommere af noget som helst Slags i en endnu fjærnere Fremtid; thi den Maade, hvorpaa de organiske Former ere grupperede, viser, at det overvejende Antal af Arter i hver Slægt, og alle i nogle Slægter, ikke have efterladt. sig Afkom, men ere fuldstændig uddøde. Vi kunne for saa vidt kaste et profetisk Blik ind i Fremtiden, som vi kunne forudsige, at det vil være de almindelige og vidtudbredte Arter, af de større og videst rækkende Grupper i hver Klasse, som tilsidst ville blive de talrigste, og som saa ville avle- nye og vidt raa- dende Arter. Eftersom alle de nulevende Former nedstamme fra dem, der levede længe før den silu- riske Epoke, kunne vi stole paa, at Generations- følgen aldrig er bleven brudt, og at saaledes ingen voldsomme Omvæltninger have gjort hele Jorden øde; der vil vel derfor følge en Fremtid af en lige " Fuldkommelsen. er interessant at betragte en Høj, bedækket nge forskellige frodige Planter, med Fugle ei skere med Insekter glimrende mellem og med Orme bugtende sig frem gennem den Muldjord, og saa at tænke sig, at disse vid- t byggede, indbyrdes vidt forskellige og dog s afhængige Former alle ere blevne frem- "ved Kræfter, der ere i Arbejde rundt omkring 1 Dag i Dag. Disse Magter ere (tagne i videste nd) Vækst, Reproduktion, Arvelighed og For- ; ved dem ville Arterne formere sig i E en denne Naturens Kamp, bot Hunger og "Taser, den fremtvinger de højest stillede Dyr ' "Syn paa Livet, at det og dets forskellige ter oprindelig er bleven indaandet af Skaberen e faa Former eller i en eneste, og at medens Hknet, styret af Tyngdens Love, er rullet i åalallige heligd og forunderlige Former nå se og udvikle sig endnu.» 124 Er, kunde man spørge, Darwin den første, der fortæller os alt dette? Eller skulde det her som andre Steder vise sig, at egenlig talt er aldrig Nogen den første, at vi før den saakaldte Første finde Tanker, der igen nødvendigvis maatte føre til de Tanker, påa hvilke Teorien hviler. Darwin synes selv at mene, at Aristoteles har havt en fjærn Anelse om Kvalitetsvalget, og Någeli finder hos Linné Antydninger til en Teori om Arternes Foranderlighed. Imidlertid er det dog først i et Værk af Lamarck fra 1809, at vi finde Tanken saa udviklet, at vi kunne tage og føle paa den, at. den staar i utvivlsomt Slægtforhold til Darwins. Lamarcks Opfattelse er denne: de laveste Organis- mer opstode og opstaa ved en Uravling; af dem dannede sig saa alle andre i Tidernes Løb, dels ved at Livsbetingelserne forandrede sig, dels ved at der i den organiske Natur var en fremskridende Ud- vikling. . 1828 gjorde Geoffroy St. Hilaire sig til Talsmand for noget nær de samme Anskuelser; han lagde særlig Vægt paa de klimatiske Foran- dringer, som de forskellige geologiske Perioder havde fremkaldt. Mod ham optraadte Cuvier, der lærte, at Jorden havde været underkastet store Revolutio- ner, fremkaldte af Naturkræfter, som. nu ikke længer fandtes; i disse Revolutioner gik den største Del af det organiske Liv til Grunde, men derefter blev Jorden ved en ny Skabelsesakt atter befolket med ny Årter, der forbleve uforandrede, indtil de igen bleve lagte øde. Ved disse Revolutioner tilintet- » Artens Hbadkdedigted sled ukokke rar hak sidilig; at de yngre Videnskabs- dte at gøre Indsigelser. Lyell hævdede 3 Vedkommende, at det var en Fejl- an å pludselige Totalrevolutioner. Der im 'eæ nok Katastrofer, men de vare blot af bek Betydning; iøvrigt foregik Forandringerne af i "Overflade meget langsomt og kun under cning af velbekendte og endnu virkende Palæontologien tog sig for at bevise, ser af den organiske Verden, Floraer og : forandredes efterhaanden, Arterne bestode længe og forsvandt én for én, og enkelte kunde endelig tilhøre to eller flere geologiske er. Morfologien og Fysiologien fandt, at ud- og nulevende, højere og lavere Organismer i det inderligste Forhold til hinanden, at Dyr n Periode tidt lignede et af den følgende es Dyr i Ungdomstilstand, og mellem højere lavere Organismer var Forholdet i Almindelighed ette, at den højerestillede Organisme gentog den vere og gik et Skridt videre. Endelig gav Dyrk- | Resultater, der slet ikke kunde for- s med Uforanderlighedsteorien, ja end ikke med en Antagelse, at klimatiske Forskelligheder havde ger "Mvycelg Indflydelse paa Arternes Bygnings 126 Afgørelsen "var forberedt, og 1859 optraadte Darwin. i Darwinismen er altsaa ikke kommet til Verden som den analytiske Geometri, der jo aabenbarede sig for Descartes i et Drømmesyn; der var talt om den, før den kom, og Darwin selv kom just heller ikke til den i en Haandevending. Se her, hvad han selv siger: «Da jeg som Naturforsker gjorde Rejsen med Hendes Majestæts Skib «Beagle» (Spor- hunden), blev jeg slaaet af visse Omstændigheder ved Fordelingen af de organiske Former i Syd- amerika og af det geologiske Slægtskab mellem dets uddøde og nulevende Arter. Der var noget i dét, som syntes mig at kaste et Slags Lys over Arternes Oprindelse, over dette Mysteriernes My- sterie. Da jeg 1837 hom hjem, faldt det mig ind, at der maaske kunde gøres noget ud af dette Spørgsmaal ved at samle og tænke over alle de Kendsgerninger, der kunde formodes at staa i noget som helst Forhold til det. Da jeg havde samlet i fem Aar, gav jeg mig selv Lov til at spekulere over Opgaven og optegnede saa nogle faa Bemærk- ninger; i 1844 optog jeg dem i en Skitse, hvori jeg fremsatte den Opfattelse, der da forekom mig sandsynligst. Fra denne Tid og til den Dag i Dag har jeg stadig beskæftiget mig med det samme Spørgsmaal. Jeg haaber, man undskylder disse Personaldetaljer, jeg har kun fremdraget dem for fat vise, at jeg ikke har været hastig i at komme til en Afgørelse.» I siger den videnskabelige Verden til” at? Ansér den det virkelig for sødt." ' fgemle Teori om Uforanderligheden er r evig? Ikke ganske. Der er vel mange ce! 'e, som hylde Darwins Mening, og å afgivet deres Stemme i denne Sag, men es med at se, hvad to af de .betydeligste Naturforskere, Quatrefages og Nigeli, b is: er det ikke nok, at den ikke ligefrem el ; det er nemlig ikke saa vanskeligt si res for Mulighedens Grænser. Darwin ræson- w paa følgende Maade: det er en Kendsgerning, b Forholdet er saaledes paa dette Sted; hvis (og ver haade sandsynligt og muligt) Forholdene "alle andre Steder ere af samme Beskaffenhed, 8) Ved et Naturforskermøde i-Speyer for faa Aar siden ' den berømte tyske Naturforsker Helmholtz de "tilstedeværende Fagmænd til at udtale, om de vare for eller mod Darwinismen, sog det viste sig da, at ingen var imod dens 99) Origines des espåces animales et véægetales. Revue 128 bliver hele denne Række af Forhold ogsaa mulige og sandsynlige. Men paa den Maade kunde man jo f. Eks. ogsaa udvide Okens Teori om Gentagelsen af Fænomenerne saaledes, at man sågde, at enhver Planet har sit Europa-”med sit England, hvor i dette Øjeblik en Darwin udvikler sin Teori om Planetens Organismer:- dette er ganske vist muligt; men kunne vi deraf slutte, at det er saaledes? Darwin har med den Samvittighedsfuldhed, der overalt udmærker ham, villet anvende sin Teoris Grundtanke lige ned til de mindste Detaljer; derved er han bleven nødt til at forøge sine andenhaands Hypoteser og til at betjene sig af endnu flere Muligheder, en Omstændighed, der paa utallige Punkter af Udviklingen falder i Øjnene. Man”) har sagt, at Darwins Teori kun var foreløbig, at den forholdt sig aldeles som Fysikernes Teori om Æteren. Dette er en Overvurdering; thi vel véd Ingen, om Æteren og dens Bølger eksistere, men Æterteorien har bedre end nogen anden ældre Teori forklaret Fænomenerne, ja endogsaa ledet til Opdagelsen af nye... Fysikeren er derfor berettiget til at sige, at Alt forholder sig, som om Æteren eksisterede. Ikke saaledes med Darwinismen. Der er Fakta, som staa i Modstrid med Teorien, Forsteningerne tale imod den, og Saaningen af Frø, der har ligget fem til seks Tusend Aar i Pyramiderne, har ikke vist os Planter, der vare i mindste Maade forskellige fra +) Englænderen Huxley. om gro den Dag i Dag i Ægypten. Frem- taar Darwinismen i Modstrid med sig selv: de jo skulde efter Darwins egen Kvalitetsvalgs- Darwin svarer herpaa, at der er ikke iblandt ommet heldige Varieringer, som Kvwalitets- har kunnet komme til at virke paa. Hvilken Rolle kommer ikke her det Tilfældige til at indenfor disse ved første Øjekast saa knu- logisk forbundne Love! Darwin erklærer Racen for en begyndende Art, Hen taler et ganske andet Sprog: Ufor- ien | er ikke andet end en blot og Entistehung und Begriff der naturhistorischen Art. 130 foretrækker at lade dem komme som Kim, saa er og bliver det dog lige forstaaeligt eller lige ufor- »Staaeligt. Vi ville derfor holde os til de to Teorier, der kunne forklare noget, Fuldkommelsesteorien og Darwinismen eller Nytttghedsteorien. Darwin vil ikke have noget at gøre med den allerførste Begyn- delse; Lamarck derimod tager den med og siger, at de første Organismer opstode uden Forældre ved Uravling, og at denne Uravling foregaar endnu; thi alle Naturkræfter, der have havt Magt her paa Pla- neten, have det endnu. Men nu fremdeles, hvad skulle vi saa holde os til, til Nyttighedsteorien eller Fuldkommelsesteorien, eller skulde det maaske vise sig, at vi maa beholde dem begge, at den ene fuld- stændiggør den anden? Lad os engang se, om vir- kelig Darwinismen alene kan klare Forholdene. Efter den maa en Art, der befinder sig under bestemte" Forhold, tidligere eller senere opnaa den til disse Forhold mest passende Form. Blev nu denne Form. sat under andre Livsbetingelser, vilde den jo læmpe sig ind i en ny Form, der svarede til disse, og hvis vi bragte den tilbage til de første Forhold, maatte den gaa tilbage til den første Form; men det gør den ikke. Erfaringen viser, at en Kulturrace, der forvildes og altsaa gaar tilbage under sine tidligere Livsbetingelser, ikke frembringer den oprindelige vilde Form, men derimod en eller anden ny. Ligeledes skulde jo to nærstaaende Arter under samme Forhold blive til samme Art, da under de samme Forhold kun én Form kan være den nyt- : Kvistes Kviste, døende bort nedenfra, Fremdeles maa vi lægge Mærke til, at de Eks- "paa nyttige Læmpelser i Dyre- og Plante- m anføres af Darwin, alle ere af udeluk- € fysiologisk Natur, alle tale om Organer, der » omdannede og uddannede til at overtage en nden særegen Funktion. Vi høre intet om ringer i de morfologiske Forhold; det kommer at Organernes Stilling hører til de mest ufor- lige Karakterer, saa man meget lettere ved "vil kunne faa en Plantes Blade til at løbe en lang Formskala end faa dem til at lre deres Plads nok saa lidt. Dette stemmer med Nyttighedsteorien; thi den siger, at in- inte Karakterer ere variable, men nyttige kon- , og derefter maatte jo rene morfologiske For- , der stille sig ganske ligegyldige overfor Til- værelseskampen, være let foranderlige i Modsætning til Organisationsforhold med bestemte Hværv. Jor sidste Indvending er, at Darwin slet ikke faa begyndt. Tænke vi os nemlig paa det Ed 9 132 Punkt af Udviklingen, hvor den første Urorganisme er opstaaet og har mangfoldiggjort sig, saa kunne vi ikke faa den til at gøre det første Skridt mod Forandringen; thi, som Darwin selv med Rette siger, klimatiske Forhold have liden eller ingen Betydning i saa Henseende, Forandringen skal komme ved Kampen mellem forskellige Organismer, men Ur- organismerne ere ligestillede i enhver Henseende, ingen er den Stærke, og ingen er den Svage — vi kunne slet ikke faa begyndt. Paa Grund af disse Ulæmper maa vi, da Dar- winismen altsaa ikke kan staa ene, tage noget nyt til. Dette nye er Fuldkommelsesprincipet, og det kan hjælpe os. Det lader nemlig Organismen stadig stræbe mod en mere og mere sammensat Bygning, det tillader ingen Staaen stille, og det indvirker fortrinsvis paa de morfologiske Forhold. Men det kan da heller ikke lade Darwinismens Sindbillede urørt; det sætter en Skov i Stedet for det enkelte Træ, og denne Skov forklarer det saaledes: Uravling har fundet Sted og finder Sted endnu; de første ved Uravling opstaaede Organismer have f. Eks. i Tidernes Løb frembragt Fanerogamerne, langt senere opstaaede Celler ere' Bregners og Padderokkers Op- hav, Mossernes, Lavernes og Algernes Forældre ligge os endnu nærmere, saa Nutidens Planterige "viser sig ikke for os som et Træ, hvis Stamme og nederste Grene skjules af Jordlag, men vi se det som Toppen af en Skov, bølgeformet og bugtet, fordi Kronerne naa ulige højt. der vil ske store Forandringer. Arter ere | den historiske Tid, og andre ere i Begreb "men disse enkelte ere kun Forløbere for "omfattende Tilintetgørelse af Dyre- og wrter, i Lighed med, hvad der mere end én "er gaaet for sig i den graa Oldtid. Den Dyr, som forandrede Jordens Fysiognomi. Nu er det n organiske Verdens sidste og højeste Led, Mennesket, der fuldbyrder Revolutionen, og denne Ssavæltning vil blive langt mere gennemgribende, | langt fuldstændigere, fordi den bliver fuldbragt med ens og Hensigt. Kulturvækster ville træde "4 Bledet for de vildtvoksende Planter, og Husdyr i Stedet for de vilde Dyr. Der vil vel nok gaa wrhundreder eller Aartusender hen, inden det sker; men eftersom Folkemængden tager til, ville de større Dk Dyr og da navnlig Rovdyrene gaa til Grunde, og ” det samme vil være Tilfældet med de større Valket. "for saa vidt de ikke ere fordelagtige at dyrke. "Mange Planter begynde alt at forsvinde i bestemte Egne. Kristtornen i Sverig gaar sin Undergang i Møde. Hornnødden (7rapa natans L.), der var al- o mindelig udbredt i Svejts paa Pælebygningernes "Tid, findes nu kun der i en eneste Dam; i Sverig og Lothringen er den ved at uddø!). S —… ") I Danmark er den uddød, kun dens Frugter findes endnu i de lollandske Tørvemoser. 134 Om den Ødelæggelse, Mennesket afstedkommer i Plante- og Dyreverdenen, kan man faa et Begreb ved at betragte stærkt dyrkede Egne. Græsenge, Kornmarker, Vinbjærge, Frugthaver og forstmæssigt drevne Skove fortrænge al. vild Vegetation med deres faa, énsformige Kulturplanter og betinge en lige saa fattig og énsformig Dyreverden. Selv en Mængde af de mindste Planter og Dyr, som Mosser, Laver, Svampe og Insekter, blive fordrevne paa Grund af det nære Forhold, der er mellem de levende Væsener. Saaledes uddø Arterne i Hundredevis, om end foreløbig blot lokalt. Med dem svinder den fri Naturs Poesi og Skønhed. I Stedet faa vi opdyr- kede Egne med Civilisation og aandelig Dannelse. Denne Naturens Forandring henimod det Nyttige og Hensigtsmæssige erindrer om et lignende Omslag i Menneskeslægtens sociale Liv. Begge følge en Natur- lov. Vi ombytte Underets gamle Poesi med Lov- bestemthedens nye Poesi, vi bytte en vilkaarlig, over- naturlig personlig Styrelse med en klar Naturordning, og Hensynet til vore Følelser maa vige for Tilfreds- stillelsen af højere aandelige Fornødenheder. Men er det nu virkelig en Vinding? — Vi ville svare, at det sande altid tillige er det gode og det skønne. » (Vinteren 1879/11.) aar Oldtidens Nordbo tænkte sig de høje løftede Valhal sig for hans Syn med Skjolde- brede Døre og Sværd for Lue, med brynje- Bænke hos de lange Borde, der sank i dten under Vægten af Sæhrimnirs Sider og Heid- guldomsluttede Mjød. Oppe i Højsædet sad med de sorte Fugle paa Skuldrene og drak yre Vin, mens han lyttede til Brages Sange. 'Olympens Guder var Nektar og Ambrosia thi i deres Aarer randt ikke det tunge røde og hos dem fejredes ikke Drikkelagets lar- Fest med Skjoldebuldren og Sværdeslag. De "en mere stilfærdig Højtid med Lyrens Klang Sy Jævnfør desuden: E. Haeckel: Ueber die Entstehung "den Stammbaum des Menschengeschlechts. Samme: he Schåpfungsgeschichte. 136 og Dansens Rytmer, og Zeus saa' til med Fug- lenes stærke Konge ved sin Fod. — I Middelalde- rens Himmel endelig hverken spises eller drikkes der, om der end bestandig er nok for Sanserne. Faderen sidder paa sin gyldne Throne, Verdens- sceptret hviler i hans Haand, og det hvide Oldinge- skæg bølger ned over hans brede Bryst. Ved hans - højre Side sidder Sønnen med de fine, smerteældede Træk under de brune Lokkers Fald, ved hans ven- stre Jomfrumoderen, som smilende ser paa det- Sværd, der stod i hendes Hjærte. Over dem Alle svæver Aandens hvide Due i vidunderlig Lysglans, fra den daler Lyset over det Hele, bølger mod Hel- geners lange Række, bryder sig tusendfold i Engle- havets hvide Vinger og gyldne Lokker og smelter sælsomt sammen med de frelste Sjæles Jubelsange til en mægtig, al Mislyd, al Sorg og Kval døvende og overvældende Harmoni. Naar man alene lægger Vægt paa den sanse- lige Opfattelse af Guddommen, synes Springet fra Gimle og Olympen til Katolicismens Himmel ikke at være saa meget stort; er der maaske et langt større mellem den sidste og Protestantismens Him- mel? Ialfald ikke straks. Den materialistiske Op- fattelse af de Billeder, i hvilke den aabenbarede Religion havde klædt sig, opbrændes ikke sammen med Pavens Bulle; selv den flygtigste Gennembladen af Postiller og Salme-Samlinger fra det svundne Aarhundrede vil overbevise En derom. Der er her overalt — for den moderne Bevidsthed — en Snever- og Tanker, som virker i allerhøjeste ende, vg der er en misforstaaet Iver " Gudsforholdet rigtig inderligt ved at restillinger”). Modtagelsen af Naademid- r til private Sammenkomster med Gud- VAt tage Afskeed nu fra Verden "Og vil den sige gode Nat. Thi Dagen mon til Enden lakke Og jeg gir ey reyst længer” fort, — Fra Verden vil jeg nu aftakke, Og banke strax paa Himlens Port. Derind jeg vil min Sjæl logere, 1 Abrahams det bløde Skjød, …—… Der faar min Sjæl en Seng med Ære 01 Som bliver baade liin og blød. Min Sjæl, det er alt aabenbare, , — Gud nu til Bryllup kalder dig, — Vil du med denne Mand henfare? —… Svar: Ja, det vel behager mig. Til Lykke giv dig da vor Herre Dog jeg ey glemme maa vor Pligt, Jeg skulde dig vel dedicere Et Bryllups-Vers og Ære-Digt. 138 selvbehagelig, snakkesalig Faddersladder, — Vidnes- byrd om, hvor dum man i Virkeligheden var paa Himlen, medens man brystede sig af at være dum paa de jordiske Forhold. Senere er der vel fore- gaaet en betydelig Forandring til det Bedre, og det Guddommelige opfattes nu almindelig med langt større Intelligens end før; ogsaa paa dette Punkt kan man dog hist og her have godt af at erindre sig det Ord, der klinger for den unge Mands Øre i Longfellows Digt: Eæcelsior! De Videnskaber, som hidtil have ydet og — hvor de ikke gøre sig skyl- dige i Overgreb — vedblivende ville yde det største Bidrag til at bevirke en saadan heldig Forandring, ere de, som holde sig til de mest konkrete Ting, — Naturvidenskaberne nemlig, der, ved at lære os at se fornuftigt paa Jorden, efterhaanden have Og det jeg vil endnu spendere Mens du i Brud-Seng skal i Nat Med Jesu din Brudgom vor Herre, Det hos din Seng skal være sat. Udi min Jesu Arme bløde Jeg hviler nu saa meget sødt, I Jesu Navn det oversøde Jeg all min Salighed har nødt. . Jeg ved min Brudgoms Jesu Bryster Nu patter Glædens Melk og Viin, Og alt det, som min Sjæl forlyster; Thi jeg er hans, og han er min. ridt' for Skridt ér der brudt Vej paa mange Man havde forstaaet Ordene i Genesis t Solen og Maanen kun skulde være til 'se for Jorden, og at de tusende Stjærner ge tavse og tindrende over Hvalvet for at lenneskets Øje eller for at løfte hans Sjæl > Syn. Naturvidenskabens Dyrkere viste, sgrænserne ikke vare saa trange, at det "Rum var opfyldt af Kloder, mod hvis iden sad og passede nøje paa Klodernes Gang de dem gennem Rummet, som Skibene es gennem Oceanet. Newton kom og viste, at de ikke "Rløve styrede i den Forstand, -men at de e sig, fulgtes ad og gik deres Gang efter Til- ns store Love. Newton blev ogsaa ret, men hans Opdagelse stod fast og slog . Den organiske Verden endelig havde man op- st saaledes, at de Arter, der nu opfylde Jorden, "de samme som dem, der bredte sig over den i al Morgen, at alle disse Dyr og Planter deres uendelige Detailler vare stillede fuldt- 140 færdige ind i Edens Have, blot -til Glæde for Adam og Eva. Nu optræder Darwin og Mange med ham og siger, at al denne vidunderlige Mangfoldighed har udviklet sig af faa og simple Former efter Love, der have udviklet sig sammen med Formerne. End ikke Mennesket, Naturens Herre, den sidst Skabte, ham, hvem man til alle Tider har antaget for skilt fra Jordens øvrige levende Væsner ved et uover- stigeligt Svælg, ikke engang ham kan denne revo- lutionære Aand lade i Fred. Det, vi i disse Blade skulle søge om ikke at" bevise, saa dog at vise Muligheden af, er nemlig, at Mennesket kun er de organiske Formers højeste Repræsentant, og at han har udviklet sig af en lavere Form, hvis Stamtræ stiger ned til Dyrene. Om nu ogsaa denne Syns- maade ved første Øjekast ser ud som den raaeste Materialisme, som en hensynsløs Krænkelse af Men- neskets Majestæt: mon den saa dog ikke ved nøjere Betragtning skulde vise sig at være sundere og ædlere end de dunkle Drømme om Adam og Eva i Edens aldrig fundne Have, saa vist som den dybere set er langt idealere, idet den peger mod Fuldkommengørelsen og forjætter en stadig Tilvækst i Intelligens! Hvorom Alting er — fordi Synsmaaden er overraskende og (for det store Publikum) ny, er ” det ganske vist ikke derfor givet, at den ogsaa er holdbar og sand; men paa den anden Side vil det heller næppe være rigtigt at ignorere den, netop fordi den bryder nye Baner: Newton'og hans For- gængere fik dog Ret, og det er i ethvert Tilfælde 141 vi ere «skabte i Guds Billede», vil altid iv omtvistet Spørgsmaal, men at vi ere byg- efter samme Grundform som de andre Patte- en afgjort Sag. "Til hver Knokkel, hver hvert Blodkar og hver Nerve i vort Legeme aldeles lignende Dannelser hos Abekatten, isen og Sælhunden, og det Blod, der rinder 'ore Aarer, de Væv, det gennemstrømmer, ere alene i kemisk Henseende, ikke alene mikro- k sete, men i deres inderste Væsen de samme e andre Pattedyrs. Mennesket kan smittes af " Dyr, — Kokopper, Vandskræk og Snive saa talrige som sørgelige Beviser for denne hed — og hvad de ikke-smitsomme Sygdomme r, da lide Abekattene af Katarrh, Svindsot, | å, den graa Stær 0. s. v. Lægemidlerne virke samme Maade paa dem som paa os, og det er t af de samme Slægter eller ialfald af de samme ; lier, der under Navn af Hudsnyltere og Ind- " woldsorme plage Dyr og Mennesker. Aberne have fremdeles i flere Retninger samme Smag som vi, de fyge med Fornøjelse Tobak og elske The og Kaffe, endog berusende Drikke. Brehm ved den Have i Hamburg havde en Dag trakteret vianer med ØJl og Vin efter en større Maale- 142 stok; næste Morgen vare de meget forstemte og ilde oplagte, de holdt sig paa Hovedet med begge Hæn- der og saa' overordenligt ynkelige ud. Da han for at trøste dem atter bød dem Drikkevarer, vendte de sig bort med Tegn paa, Væmmelse, og en havde i den Grad fattet Afsky for hine menneskelige Pir- ringsmidler, der havde bragt den saa langt ned i det Dyriske, at den hele sit Liv igennem vedlige- holdt en total Afholdenhed. Den yder saaledes, som Darwin mere sundt end fint bemærker, ét gavnligt Eksempel til Efterfølgelse for Naturens Herrer. Med Hensyn til Forplantningen blive Menne- sker og Pattedyr til paa samme Maade. Det Embryo, hvoraf Mennesket udvikler sig, kan i dets yngste Tilstand ikke skelnes fra de fleste Hvirveldyrs; først paa senere Stadier viser Forskellen sig. Ved Fød- selen er Barnet og Abekatteungen to lige ubehjælp- somme Væsner, og det at ville gøre Stads af Men- neskets umaadelig langsomme Udvikling nytter ikke stort, da man hurtigt bliver underrettet om, at Orangutangen ikke er udvokset før i en Alder af ti til femten Aar. ; Der er et Æmne, Darwin tidt behandler, og som han vist lægger vel stor Vægt. paa; det er de saakaldte rudimentære Organer, hvorved man for- . staar svagt udviklede Organer, der ikke kunne ses at have nogen væsenlig Betydning for den Art, hos hvilken de findes. Da Darwins Syn paa Tilværel- sen hviler paa den Grundsætning, at en Art er t"), men maa forklare dem som Organer, —— for Kvalitetsvalget, altsaa ved mmenhed. For at tage et Eksempel: Former, af hvilke atter andre, endnu fuldkomnere opstode, 0. 8, fr. Ved en konsekvent Gennemførelse af denne An skuelse vil saaledes det organiske Livs Former, ordne sig i opadstigende, divergerende Rækker, hvis enkelte Led taa i Slægtskabsforhold til hinanden, — de i samme Række edes, at det højere Led stammer fra det lavere. 144 af Koens Stamfædre har havt fuld Nytte af dem, og Kvalitetsvalget "har efter at have reduceret dem til Rudimenter ikke kunnet komme til at virke videre paa dem i en Tilstand, hvori de hverken gøre Skade eller Gavn. Mennesket har nu lige saa- vel som Koen og andre Dyr visse rudimentære Or- ganer. Læseren har vistnok set Mennesker, der vare i Stand til atr bevæge deres hele Hovedhud med dets Haarbedækning frem og tilbage, men han vil formodenlig have vanskeligt ved at angive, hvåd Nytte eller Fornøjelse vedkommende Medmennesker kunne have af denne Ævne. Botanikeren A. De Candolle fortæller om en Mand, der ved Hjælp af sin Hovedhuds Bevægelighed kunde kaste store Bøger langt bort fra sig; for otte Generationer siden .var den Familie, hvortil han hørte, bleven delt i to Grene, og da man forespurgte sig hos et Medlem af den anden Gren, om hans Hovedhud ogsaa var bevægelig, gjorde han straks Kunststykket med Bøgerne. Det er jo umiddelbart indlysende, at denne Hud maa have en Bevægemuskel, og det er da ogsaa anatomisk godtgjort, ikke alene at Hoved- huden i visse Tilfælde har en saadan, men at der ogsaa paa fem andre Steder af det menneskelige Legeme kan findes saadanne. Disse seks Muskler ere rudimentære Organer; men hvad ere de Rudi- menter af? Har Læseren ikke lagt Mærke til, hvor- ledes Hesten, nåar der sætter sig en Bræmse paa dens Side, med et pludseligt Sæt ligesom rykker Huden om Vommen tilbage? Denne Bevægelse ud- er forøvrigt ogsaa findes hos andre Patte- en ere vore seks Muskler Rudimenter, de mn Årv fra Hesten. I det tredie Øjelaag, den ”Blinkhinde, der er saa fuldkomment ud- ps Fuglene, Padderne, Krybdyrene og Haj- men som hos os og de fleste andre højere "kun findes som en lille Hudfold, have vi fra endnu fjærnere Slægtninge. Et tredje t have vi i vore fire ufuldkomne Hale- "der til Overflod ere forsynede med nogle Muskler, af hvilke en fuldstændig skal svare v Muskel, Koen benytter, naar den bisser. erne menes at være i Færd med at tære hos de civiliserede Menneskeracer. tanden, den bageste Kindtand, er hos os og større Aber mindre end de andre Kindtænder g-har kun to Rødder; efter Tandlægernes Forsikring skal den være mere udsat for Ødelæggelse og tabes igere end de andre Tænder, skøndt den først i er frem i det syttende Aar. Hos Negerracerne, der have længere Kæbeben end vi, er den derimod rodet, temmelig stor og sædvanligvis frisk. Dar- "antager, at Grunden til, at vi ere blevne for- fordelte i saa Henseende er den, at vore Kæbeben have meget mindre Arbejde end Negrenes, da vi i É nære os af blødere, kogte Spiser. I AA "Amerika ér man saa overbevist om, at der ikke er å det rigtige Forhold mellem Kæbebenets Længde og " MPændernes Antal, at det er ganske almindeligt, at ØRER 20 146 " man lader sine Børn faa et Par Tænder trukket ud for at rette paa denne (i Ordets egenligste Forstand) Naturfejl. — Til de rudimentære Ting regner Dar- win endelig ogsaa Menneskets Lugtesans: «Lugte- sansen er for Flertallet af Pattedyrene af den største Vigtighed, — for nogle, f. Eks. Drøvtyggerne, der- ved, at den advarer dem for Fare, for andre, som Rovdyrene, ved at hjælpe dem til at finde Byttet, for endnu andre i begge Henseender. Men for Mennesket — selv for den Vilde, hos hvem dén dog er mere udviklet end hos de Civiliserede — er Lugtesansen kun lidet nyttig. Den advarer ikke for Fare, den fører ikke til Føde, den forhindrer ikke Eskimoerne fra at lægge sig til at sove i usund, ildelugtende Luft, lige saa lidt som den hindrer andre Vilde i at æde halvraaddent Kød. Den, der tror paa en trinvis Udvikling, vil ikke let indrømme, at det nuværende Menneske har faaet denne Sans i den Tilstand, hvori den nu ér. Nej, han har uden Tvivl arvet den i en svækket oge forsaavidt rudimentær Tilstand fra Forfædre, der have brugt den og haft Nytte af den. Saaledes kan man maaske forklare sig Grunden til, at Lugtesansen med en mærkværdig Styrke kalder Ideer og Billeder fra længst glemte Scener og Steder tillive for os; thi hos Dyr, der have denne Sans i høj Grad ud- viklet, som Hesten og Hunden, se vi, at Erindringen om Personer og Steder staa i bestemt Forbindelse med deres Lugtesans.» Et Rudiment, der vil være mindre bekendt end 147 er den fine, uldagtige Haarbeklæd- træder hos det menneskelige Foster i Hate Maaned. Den kommer først frem Jinene og over Munden (Eschricht har end- set et kvindeligt Foster med en saadan Kne- : udbreder sig senere over hele Overfladen, over Øren og Pande; Haandfladerne og he ere dog altid nøgne. Endelig er der hent, hvis Forhold vilde være af meget stor g, dersom Undersøgelserne havde været fuld- nøjagtige. Der skal nemlig paa Menneskets sben findes Spor af en Kanal, som man dviklet hos de andre Pattedyr. Undertiden ogsaa udviklet hos Mennesket, for Tiden hos En af Hundrede, medens den hos Men- fra Rensdyr-Tiden gik op til 4!/2 pCt., og til 25 pCt., ja endogsaa til 30 pCt. Men disse Ligheder, alle disse arvede Smaaorganer, fremhæve dem endnu yderligere, forslaa dog thi om man end sammenstiller den højest or- É ede Abe med den laveste Vilde — med et Individ af de Stammer, som ikke eje en eneste ab- strakt Betegnelse for de almindeligste Ting, og hvis Udtryk for Mangfoldigheden kulminerer i Tallet 4, saa er der dog her et mægtigt Spring, og man kommer ikke over Vanskeligheden ved paa den ene le at fremhæve Forskellen mellem Aben og de este Fiskearter”), paa den anden Side Forskellen 8) Efter Darwins Teori kommer man fra de laveste ad mangfoldige Overgangstrin til de højeste Pattedyr. 5 10" 148 mellem en Ildlænder og Newton eller Shakespeare. Nej, det, der stiller sig som en uafviselig Fordring, uden hvis Opfyldelse endnu Intet er bevist, -det er at godtgøre, at der ikke eksisterer nogen Grundfor- skel mellem Menneskets ,og de højere Pattedyrs Aandsævner. Lader os derfor betragte Sagen fra denne Side. For det første er det almindelige Indtryk af den omgivende Verden det samme for Mennesker og højere Dyr, da Sanserne ere de samme. Frein- deles have de nogle Instinkter fælles, som Selvop- holdelsesdriften, Kønsdriften, Kærlighed til Afkom-… met, Afkommets Evne til at die o. s. v., ligesom der heller ikke viser sig nogen synderlig Forskel, naar Talen er om Sindstilstande og Sindsbevægelser. Skrækken virker paa de højere Dyr som paa os, Musklerne skælve, Hjærtet slaar stærkere, og Haaret rejser sig. Glæde over Tilværelsen se vi klart hos Hvalpe, Killinger og Lam”), naar de lege ligesaa fornøjede som Menneskebørn. == Mistænksomhed, Frygtsomhed og Mod vise sig saa almindeligt hos Dyrene, at vi ikke hehøve at nævne Eksempler, ligesom ogsaa Enhver har set, hvor skinsyg en Hund kan være, naar dens Herre kærtegner et andet Dyr. Den sidstanførte Iagttagelse, mener Darwin, viser, at Hunden ikke alene har Trang til at elske, men ogsaa Længsel efter at elskes. Hunden har fremdeles Ærgerrighed, den holder af Ros, den viser ”) Efter Hiber skulle ogsaa Myrene lege 149 "problematisk. Morsomt er det, at Aber ingen mulig Maade ville finde sig i at blive e, ligesom de ogsaa" undertiden føle sig for- nede ved Ting, der i det mindste ikke for Men- er have nogen fornærmelig Karaktér. Der var en "Bavian, som blev aldeles ustyrlig af "saasnart man tog et Brev eller en Bog frem ste højt for den. Hukommelse og Fantasi har man hverken kun- eller ville frakende Dyrene, men overfor For- anden har man forholdt sig ganske anderledes; å den vilde man være ene om, og naar Dyr gjorde poget, der uimodsigeligt var forstandigt, sagde man, at det var Instinkt. Vi skulle ikke tale til Gunet E for Dyrenes Forstand paa anden Maade end ved at "anføre Eksempler, som Læseren saa kan tage for hvad han vil. En Mand gav tidt sine Aber Sukker " indviklet i Papir, men stundom satte han en levende Veps i Sukkerets Sted; hændte det nu en ulykkelig Abe, at den blev stukket af Vepsen, idet den hur- tigt viklede Papiret op, saa holdt den for Fremtiden altid Papiret op for sit Øre. En anden Mand havde vingeskudt et Par Ænder, der faldt paa den anden Side af en Flod; hans Hund forsøgte at bringe begge Ænderne over paa én Gang, men kunde ikke 150 komme afsted dermed. Efter en Stund at have staaet og set meget ulykkelig ud, trykket af Situa- tionens Vanskelighed, fandt den endelig paa at bide den ene And helt ihjel (den plejede ellers aldrig at krumme saa meget som ei Fjer paa Vildtet), tog den saarede And i Munden, svømmede over med den, og hentede saa bagefter den døde. Man har lagt megen' Vægt paa, at Dyrene ikke betjene sig af nogen som helst Art af Redskaber til at støtte de Kræfter, de have fra Naturens Haand, og dette vilde maaske ogsaa kunne anføres som en væsenlig Forskel mellem Mennesker og Dyr, hvis det virkelig forholdt sig saaledes; det gør det imid- lertid ikke. Man har set Aben bruge Sten til at knuse haarde Nødder, man har set den benytte sig ”" af Løftestænger til at fjærne tunge Genstande, og man har ogsaa i Kamp mellem forskellige Bavian- horder set det ene Parti betjene sig af større Klippe- blokke paa den fra Slaget ved Roncesvalles og den tyrolske Frihedskamp bekendte Maade. Hvad Talen angaar, da maa vi for det første huske paa, at Mennesket ikke er det eneste Dyr, som i Lyde udtrykker, hvad der foregaar i hans Sjæl; Hunden f. Eks. har, foruden at den kan ud- trykke sig ved forskellige knurrende Lyde, flere. Maadéer at gø paa. Der er Ærgrelsens 'skarpe, korte Bjæffen, Ivrighedens fulde Glammen, Glædens overgivne Gøen, som naar den faar Lov til at gaa ud at spasere med sin Herre, Fordringens bestemte Gøen, naar den f. Eks. yil have en Dør lukket op; 'øg Fortvivlelsens ynkelige, i Tuden kvalte ar den er bleven lukket ude. Det er ganske men uartikulerede Lyde, som Mennesket jener sig af til at udtrykke saadanne usam- itte la detilstande som Smerte, Overraskelse, Let Frygt: men gs Intelligens er jo "tilfulde godtgøre. " «Om Selvbevidsthed, Individualitet, Abstraktion, e Idéer 0. s. v., hvori nyere Forfattere alene sætte Forskellen mellem Menneske og Dyr, vilde et være lidt besynderligt at tale her, da saadanne og Ævner selvfølgelig ikke have kunnet anne sig, før de aandelige Kræfter vare naaede ig højt. Der er vel Ingen, som antager, at Dyret anstiller Betragtninger over Liv og Død eller grunder paa, hvorfra det er kommet, og hvorhen det gaar. Vi”kunne imidlertid næppe være sikre paa, at en gammel Jagthund med en fortræffelig Hukommelse og en Smule Fantasi ikke i sine ledige Øjeblikke skulde tænke lidt paa Jagtglæderne fra dens Ungdomstid, — og det var jo dog en Form 152 for Selvbevidsthed; paa den anden Side er det, som Buchner siger, et stort Spørgsmaal, om en stakkels forkommen Avstralnegers udslidte Kone, der næsten hverken kan tale eller tælle, om hun virkelig kan siges at være selvbevidst, om hun virkelig er i Stand til at reflektere over sin Tilværelses Natur. Det Spørgsmaal, om et Dyr bibeholder sin aandelige Individualitet i Aarenes Løb, maa man besvare med et bestemt Ja. Naar en Mand efter fem Aars Fra- værelse kommer hjem og kalder paa sin Hund, som aldrig følger Nogen, den ikke kender, og den da straks rejser sig og følger ham, saa er der ingen anden Forklaring mulig end den, at Herrens Stemme har kaldt en Række af gamle Idéassociationer til- live i Hundens Sjæl. Følgelig maa den have be- holdt sin aandelige Individualitet, omendskøndt hvert eneste Atom i dens Hjærne har givet Plads for andre mere end én Gang i de. fem lange Aar.» Men vi have endnu tilbage at paavise, om der bestaar noget Forhold mellem Mennesket som mo- ralsk Væsen og Dyret. Hvorfra stammer Moralen? Svaret vil vel i Almindelighed blive, at Ævnen til at skelne mellem Godt og Ondt er nedlagt i Menneskets Bryst, er medfødt. Saaledes forholder det sig muligvis hos de civiliserede Mennesker, men overfor de laveste nulevende Stammer hol- der denne Betragtningsmaade ikke Stik og endnu mindre overfor de endnu lavere, der utvivlsomt. have eksisteret. Undersøge vi, hvilke Dyder der ide indtage, kunne indse er til Nytte Herved er Moralens sociale Oprindelse lavere Trin, saa vil Moralens Udviklings- "kunne anskueliggøres saaledes: det har vist igst. for nogle Individer at leve sammen, Kvalitetsvalget udryddede dem, der ikke gjorde ”Samlivet bliver til en Vane, Vanen nedarves, Maade at opføre sig mod hinanden paa viser it være nyttig for Flokken, man vænner sig til | de, den nedarves og styrkes ved darvingen til Instinkt. Det første Socialinstinkt hæl opstaaet: Sympatien. De Stammer, hos » dette Socialinstinkt ikke overvinder de mere ske Instinkter, tage Skade deraf, svækkes og ddes; Socialinstinktet overvinder de lavere In- stinkter, AN mimation differentieres i Handlinger til od, Lydighed og Troskab, som efterhaanden an- age Skikkelse af nye Socialinstinkter. Et Individ, er følger et lavere Instinkt til Trods for et stærkere, 'sig utilfreds (Samvittighed); Aandsævnerne have ' Man indser let, at vi begynde med Stammen, fordi te godt kan være Tale om Pligter, uden at der er at have Pligter imod. 154 stadigt udviklet sig, Hukommelsen med dem, Util- fredsheden erindres derfor i Gentagelsestilfælde (Fristelse), og det stærkere Instinkt følges, Selvbe- herskelse læres, Talen kommer til, Individet paa- virkes af Ligestilledes Mening (den offenlige Mening) og i Tilfælde af, at dén Paagældende er yngre, af de mere Udvikledes, de mere Erfarnes Mening (Op- dragelse). Med den voksende Erkendelse indses flere hidtil ligegyldige Tings Nytte eller Skade, Dydernes og Syndernes Tal øges, og nu gaar dét Slag i Slag op mod den højere Moral, «det kate- goriske Imperativ» med Tilbehør. Hvis vi nu kunde vise, at Dyrene have det samme sociale Udgangs- punkt med de samme sociale Instinkter, saa følger deraf, at de, saasnart deres intellektuelle Kræfter vare komne eller vare nærved at komme i Niveau med Menneskets, vilde opnaa et ligesaa højt moralsk Standpunkt som dette. At der er Dyr, som leve socialt, behøve vi ikke at paavise, og følgende Eks- empler ville sætte det udenfor al Tvivl, at sociale Dyr hjælpe, advare og forsvare hverandre. Brehm fortæller, at han nede i Abyssinien saa' en stor Horde af Bavianer komme marscherende; et Kobbel Jagthunde, han havde med sig, stormede løs paa Bavianerne, men disse frelste sig -hurtigt op paa de nærliggende Klipper, hvorfra de i Ro kunde betragte Fjenderne. Kun en lille, seksmaaneders Bavian-Unge var bleven dernede; den sad paa et lille Klippe- stykke og brølede ynkeligt om Hjælp, medens Hun- dene sprang gøende omkring den. En stor Bavian- 155 e fra Klipperne saa' den Lilles Vaande, "til den, kærtegnede den, og da den ét den nogenlunde beroliget, førte den ; i Triumf, idet den gik med meget vær- afmaalte Fjed, Alt til stor Forundring for re. Man har en anden Fortælling om en der blev angrebet af en Ørn; Ungen holdt brølende, fast ved en Gren, saa Ørnen faa den med; Brølet kaldte andre Aber 'e vogtet sig for at angribe en Abekat, naar var andre Abekatte i Nærheden. — Flere sel- É Dyr, som nøgle Tykhudede og Aber, ud- iøter for at Svare Flokken, ifald nogen ”Herlighed, har forladt sin Post for at være "til Gildet. — Overfor svagelige Individer for- eg de forskellige Dyrearter sig paa forskellig le. Nogle udstøde dem af Flokken eller trampe vil endogsaa ned, formodenlig for at de ikke le være til Hinder i Tilfælde af Forfølgelse; "ere mere humane, og man har saaledes fun- det gamle blinde Krager og Pelikaner, der bleve fodrede af deres heldigere stillede Kammerater: s Fedme bar Vidnesbyrd om, at det hos disse igle ikke er san slemt at komme paa det Offen- "== Endelig skulle vi som Eksempel paa et linstinkts Styrke overfor et egoistisk Instinkt 156 anføre, at Hnssvalen, der jo er en Trækfugl, ofte om Efteraaret forlader sine spæde Unger for at følge Flokken. Vor Forudsætning er saaledes ved disse Eks- empler bevist at være rigtig, og den Slutning paa- trænger sig os da med Magt: at med vore aande- lige Evner vilde Dyrene ogsaa have en ligesaa høj Moral som vor. Vi have nu set, hvorledes hele Menneskets Byg- ning, dets Fostertilstand og dets rudimentære Or- ganer pege hen paa en Nedstammen fra en lavere Form, og vi have endvidere set, at de høje aande- lige Ævner, som Mennesket har i Eje, ikke lægge nogen uoverstigelig Hindring i Vejen, ikke begrunde nogen Væsensforskel. Men for at Overgangen fra et abelignende Dyr til Menneske skal være mulig, kræves der, at disse «mer end Aber» have varieret paa Sjæl og Legeme, og at deres Børn og Børne- børn i fjærne Led have været underkastede den samme Foranderlighed. Direkte at bevise dette, lader sig selvfølgelig ikke gøre; men det vil ogsaa være tilstrækkeligt at vise, at Mennesket, som det lever nu, varierer, og at dets Foranderlighed har de samme Aarsager og ere de samme Love undergivne som de højere Dyrs. — At der er Forskel paa Men- nesker, at vi mellem Tusender af Ansigter ikke finde to, der ligne hinanden, og mellem Hundreder af Figurer ikke to, der ere ens, er noget, som Enhver har bemærket. Det er imidlertid ikke alene i det Ydre, at de forskellige Mennesker afvige fra hin- gt mere komplicerede. Dog er det for nogle ers Vedkommende indlysende, at der er et it Forhold mellem de varierende Organer og større eller mindre Brug, der gøres af dem. s have nogle Indianere tykke Arme og tynde fordi de tilbringe deres meste Tid i Baade, r Benene maa forholde sig stille, medens Armene anstrænges og styrkes ved Roning, og Kobberstikkere og Urmagere ere i Almindelighed nærsynede, medens Søfolk og Vilde ere langsynede. En Paavirkning af Landets Højde over Havet have vi hos Guechua- " Indianerne, der leve paa Perus Højsletter; disse "Stammer have nemlig overordenlig store Lunger, og dette hidrører aabenbart fra, at de, da Luften her er saa tynd, maa bøde paa Kvaliteten ved Kvanti- | teten. Disse forskellige Varieringer ere arvelige (de | " engelske Arbejderes Børn have saaledes ved Fødselen " større Hænder end de velstaaende Klassers), og naar A mig. nu tillige véd, at Menneskeslægten er saa frugt- 158 bar, at 30 Millioner under gunstige Forhold i Løbet af 657 Aar vilde give Jorden en saa stor Befolk- ning, at hvert Individ kun vilde have en halv Kva- drat-Alen til sin Raadighed (sammenholdt med Jor- dens virkelige Folkemængde sættes herved Tilværel- seskampen), saa sér man, at vi have alle Betingel- serne for Kvalitetsvalget med alle dets vidunderlige Virkninger. Der er saaledes Intet i Vejen for, at Mennesket kan nedstamme fra Dyrene. Lad os derfor se paa Stamtræet og stifte et flygtigt Bekendtskab med de mest fremragende Personligheder blandt vore Ahner; thi med dem Alle er det ikke muligt at gøre sig bekendt, baade fordi der af Mange af dem ikke er saa meget som en Bensplint tilbage, og fordi de, der ere tilbage, ere saa overvældende talrige. Hvor skulle vi begynde? Ifald vi vare meget stolte af vore Ahner, kunde vi jo nok begynde med den simpleste éncellede Organisme; men dels have vi ondt ved at kende os selv igen i den, dels tør Genealogerne her ikke med Bestemthed sige, at vi høre til hin eller denne lille Gren. Vi maa derfor begynde langt senere, skøndt endnu bestandig langt, langt tilbage i den graa Oldtid. I Østersøen, Vester- havet, Middelhavet o. a. St. lever et noget orme- agtigt Dyr, som Zoologerne kalde: Amphioæus lan- ceolatus.. Samme Dyr er ikke synderlig rigt ud- styret; det mangler nemlig baade Hoved og Hjerne, og Hjærte har det heller ikke. Det lever meget indgetogent i Havets Sand, bevæger sit kolde Blod ; fter og Slimaal ere de velklingende a de Slægtled, der forbinde Amphiozus 3 rnes og Rokkernes interessante Familier. ipretterne have vi gjort det Fremskridt at ve Gæller, og ved Hajerne blive vi delagtige elser og Lidelser, der følge med den Her- (al have et sympatisk Nervesystem: Den eg Hajer og Rokker høre, har man fis =Urfiskestammen spalter sig i to Grene, igen "de Former, af hvilke: Kvalitetsvalget mbragt de nulevende højere Fisk. Vi behøve tid ikke at tage noget særligt Hensyn til - gnld Aal og hvad de nu mener. thi pneuster, fordi de aande paa to Maader, an ved Gæller, i den tørre Tid ved Lunger. 160 hvor den dobbelte Aandemaade er modificeret der- hen, at de unge Padder (Haletudser) aande ved Gæller, de udvoksne (Salamandere, Frøer og Tudser) ved Lunger. Det næste Slægtled: Protamnierne, om hvilke man ikke véd noget — det skulde då være det: at de nødvendigvis maa have eksisteret — deler sig i to Grene, af hvilke den ene bliver til Krybdyrene, der baade som gamle og som unge aande ved Lunger; Krybdyrene udvikles saa efter- haanden saaledes, at der opstaar en Skabning, som «hverken er Fugl eller Fisk», men som med Tiden bliver til det første. Den anden Gren omdannes til en Art Dyr, der nærmest lignede det nulevende nyhollandske Næbdyr, og hvis Hovedfortjeneste var "den, at de fik de stive Krybdyrskæl lavede om til Haar, og at de af Hensyn til deres spæde Afkom afsondrede Mælk. Næbdyrene gaa ovér i Pung- dyrene, der igen frembringe Halvaberne. Fra dem er Overgangen let. til Haleaberne, af hvilke vi navn- lig maa lægge Mærke til Næseaben, da det rimelig- vis er fra Former, der stode den meget nær, at de menneskelignende Aber, Orangutangen og Gorillaen, stamme. Disse skille sig af med den overflødige Hale, for en Del: ogsaa med Haarene, og deres Hjærne tager til i Omfang. Dog gaa de ikke paa To; det gør først det næste Slægtled, de abelignende Mennesker. Hvor fuldkomne disse nu end vare, manglede de døg endnu den artikulerede Tale og den i Forbindelse med denne staaende klarere Selv- bevidsthed; de faa den imidlertid med Tiden, og idt har altsaa Kvalitetsvalget bragt os; »des forholder det sig med det den Dag a vi endnu, vi civiliserede Mennesker, "Stamtræet ser altsaa saaledes ud: Amphiozus. | Lampretfiske. | ; Urfiske. | " Dipneuster. Ganoider. i ”Protamnier. ; Højere Fiske. - 11 162 Verdensforholdene, med faa Ord, dø vi, naar den udtaler sit: Unyttig, og leve vi, fordi den har fun- det os nyttige? Ganske vist virker den, thi Til- værelseskampen raser uafladelig blandt Menneskene; men den virker ikke i sin fulde Styrke. Paa mange Punkter modarbejde vi den nemlig af al Magt, paa andre modarbejde vi den mere passivt ved at lade Skranker, der ere satte den… af Fortiden, blive staaende, og der er sagtens atter andre Steder, hvor vi staa imod den uden at vide det. I al Alminde- lighed gaar Verden vel- imidlertid nok den Vej, Kvalitetsvalget vil. Vi skulle se lidt nærmere påa disse Forhold. Det er Kvalitetsvalgets Natur at fjærne Alt, hvad der er svagt og brøstfældigt; men civiliserede Mennesker gøre, hvad der staar i deres Magt for at lette Tilværelsen for den Blinde, den Døvstumme, den Sygelige og den Afsindige, Lægerne søge at holde den Lidende i Live saa længe som muligt, ved Vakcinationen frelses Tusender, med hvis svage Kon- stitution Børnekopperne ellers vilde have faaet Bugt, disse Svage forplante sig, og Afkommet bliver i Regelen ikke stærkere end Forældrene. — I alle civiliserede Lande samle Nogle Kapitaler, som ned- arves til deres Børn, og herved blive et Lands Ind- byggere stillede under ulige Livsvilkaar. Dette har sine gode Sider, idet det fritager Nogle for at ar- bejde for deres Livsophold og giver dem Tid til at føre det intellektuelle Arbejde videre frem. Ganske vist benyttes ikke altid den gunstige Stilling saa- sjældnere. En saadan uværdig ældste heller ikke bortødsle sit Gods, saa der g, == Døtre af Forældre, som kun have det re Barn, ere i Almindelighed ufrugtbare. Familien iddør da i lige Linie, og Rigdommen gaar over til gi 164 Hvad nu Moraliteten angaar, saa beskyttes den i nogle Tilfælde af Lovene, der følge Kvalitetsvalgets Grundsætning at bevare det Nyttige og fjærne det Skadelige; de store Forbrydere dræbes, de mindre stænges inde. Hvor Lovene. ikke virke, der tager Moraliteten sig selv tilrette; den Drikfældige dør snarere end den Ædruelige, usædelige Fruentimmere have faa Børn, usædelige Mænd gifte sig sjældent, og de Hæftige og Stridslystne dø meget hyppigt en voldsom Død. - Vi skulle endnu kortelig meddele, hvorledes den Oplyste og Sædelige ved den paa disse Egen- skaber baserede Overlegenhed vel har større Mulig- hed for at komme igennem Tilværelses-Kampen med sig og Sine end den mere Uvidende og Letsindige, men hvorledes dette alligevel ikke saa stærkt for- øger de første Klassers Tilvækst. De Letsindige og Fattigfolk (der som saadanne næsten ikke kunne faa Tid til at tage Del i Oplysningens Goder) gifte sig næsten altid meget tidligt, hvorimod de andre ikke. gifte sig, før de have et sikkert Udkomme. Da de, der ere blevne tidligt gifte, indenfor en given Tid faa flere Børn end de sent gifte, forøges Folkemængden med flere Børn af Letsindige og Uvidende end af Sædelige og Oplyste. Dette For- hold finder imidlertid saa igen en Modvægt deri, at de fattigste Klasser ophobes i Byerne, hvor Døde- ligheden er langt større end paa Landet, og deri, at der dør dobbelt saa mange Koner under tyve Aar som unge Piger af samme Alder. Endnu kun KE 165 erkning, dette Sidespørgsmaal angaaende, tione Denne Stat i Staterne har hæm- ske Stater har sin Grund i dette forfærde- valitetsvalg; thi der blev tre Aarhundreder n aarlig undertrykt Ettusende. Så Dog, Alt dette er, som ovenfor berørt, kun € , der ikke hævde sig Plads som fuld- ze Hk Ko inenrosyltater, men kun ere medtagne ganske foreløbigt. at antyde, at Kvalitetsvalget iker videre, end man i Almindelighed er tilbøje- lig til at antage. Vende vi nu tilbage til Hoved- sagen, saa ligger det nær at spørge, hvad Betydning | det har, at Mennesket nedstammer fra Dyrene, om bosd ikke er en temmelig ligegyldig Sag, der, naar ” Nysgærrigheden er bleven tilfredsstillet, har udspillet ; gg Rolle. Som Svar herpaa skulle vi anføre en "Udtalelse af Haeckel, der ganske vist er en meget "begejstret Tilhænger af Darwins Teori, men tillige en selvstændig Videnskabsmand, hvis Grundighed :… og Klarsynethed næppe drages i Tvivl af Nogen. — Han slutter sin «naturlige Skabelseshistorie» saa- i ledes: «Læren om den trinvise Udvikling (Darwins "Teori, Afstamningslæren) forklarer Meuneskets Op- — rindelse og historiske Udvikling paa den eneste 6 166 - naturlige Maade. I dets opadstigende Udvikling fra de lavere Hvirveldyr se vi: Menneskenaturens højeste Triumf over hele den øvrige Natur. Vi ere stolte af at have overfløjet vore lavere dyriske Stamformer saa uendelig langt, og vi uddrage deraf den trøste- lige Vished, at Menneskeslægten ogsaa i Fremtiden vil ile henad den fremadskridende Udviklings be- rømmelige Bane og naa til højere og højere aande- lig Fuldkommenhed. Sét paa denne Maade aabner Afstamningslæren og dens Anvendelse paa Men- neskeheden os de herligste Vidder og tager Magten fra alle de Smaaængstelser, der søge at hindre dens Udbredelse. Allerede nu lader det sig med Bestemthed for- udse, at vi, naar Afstamningslæren er trængt fuld- stændig igennem, vil vinde et Udbytte, som søger sin Lige i Menneskehedens Kulturhistorie. = Bio- logienF) vil blive fuldstændig reformeret, og dermed vil følge en vigtig og følgerig Reform af Anthropo- logien.. Af denne nye Lære om Mennesket vil der fremdeles udvikle sig en ny Filosofi, grundet paa den sammenlignende Zoologi og ikke påa metafy- siske Spekulationer, og ligesom denne ny Filosofi paa den ene Side -først giver os den sande For staaelse af den virkelige Verden, saaledes vil ogsaa paa den anden Side dens Anvendelse paa det prak- ”) Tagen i videste Forstand, som Læren om Organis- merne. han udtaler, at sammenlignet med de le Fremskridt, vi have gjort i Naturviden- og i at anvende dem praktisk, maa vort vstem, den administrative Justits, Folke- og vor hele sociale og moralske Or- ) betegnes som endnu hørende til Barbariet. dette Barbari. vil man aldrig i Verden over- ved en kunstig. og forskruet Opdragelse, ved lig og mangelfuld Undervisning og ved vor e udvortes Civilisation. Nej, dertil udfor- først og fremmest en fuldstændig og oprigtig nm tilbage til Naturen og de naturlige Forhold, " saadan bliver først mulig, naar Mennesket "og erkender sin rette Plads i Naturen. Saa Mennesket, som det træffende er sagt, ikke ngere betragte sig som en Undtagelse fra Natur- , men vil endelig begynde at se efter det ssige i sine egne Handlinger og Tanker og. efter at faa sit Liv i Overensstemmelse med loven. Han vil holde op med at indrette Fa- lier og Stat efter fjærne Aarhundreders Tankesæt og i Stedet derfor ordne dem efter en naturmæssig Erkendelses fornuftige Principer. Politik, Moral og 168 Retsgrundsætninger, der nu hentes Gud véd hvor- mange Steder fra, ville kun blive dannede i Over- ensstemmelse med Naturlovene....... Den simple Naturreligion, der grunder sig paa den klare Viden om Naturen med dens uudtømmelige Skat af Aaben- baringer, vil for Fremtiden indvirke langt mere for- ædlende paa Menneskehedens Udvikling end de for- skellige Folkeslags mangfoldige Religionssystemer, der fordre en blind Tro paa Præstekastens dunkle Hemmeligheder. … Kommende Aarhundreder ville hædre vor Tid, der ved en videnskabelig Begrun- delse af Afstamningslæren har gjort en mægtig Erobring for den menneskelige Erkendelse, som det Tidspunkt, med hvilket der begynder en ny, vel- signelsesrig Tidsalder for Menneskets Udvikling. en Tidsalder, hvis Kendemærke er den frie, erkendende Aands Sejr over Avtoritetstyranniet. » Har denne Udtalelse i sin Form nu end meget af den Begejstring og meget af den Bitterhed mod det Gamle, som næsten altid møder os hos det Nyes Talsmænd, saa føler man dog helt vel, at i Hovedsagen har Manden Ret, at Afstamningslæren, bragt i Anvendelse paa Mennesket, vil, idet den giver et nyt Udgangspunkt, ogsaa lede Undersøgel- serne i nye Retninger og vinde nye Resultater, hvis Betydning overfor det praktiske Liv vi nu kun kunne ane. Men trænger denne Opfattelse fra i Gaar da igennem til Trods for det, der har Aarhundre- ders Hævd? Det vil gaa her, siger Lyell, som det P. III. . Parringsvalget. Charles Darwin: the descent of man and selection in relation i: i to sex... London 1871. (Part II.) < ag, I. Erotiken i Dyreriget. Det er i de tidligere Artikler blevet udførligt omtalt, hvorledes den stærkere i Naturen altid over- lever den svage, og hvorledes derfor de Egenskaber, som ere nyttige for Arten, bevares og styrkes i Tidernes Løb. Dette Forhold, der gør sig gældende paa alle det organiske Livs Udviklingstrin og hos alle de organiske Former, kaldte vi, med et mytisk Udtryk, Kvalitetsvalget. Vi skulle nu henlede Op- mærksomheden paa et Forhold, der staar i Forbin- delse med det ovenfor omtalte, er en Faktor i det og dog en Magt for sig selv. Naar, for at bruge et Billede, Kvalitetsvalget er den Magt, som vugger Organismernes Hav i høje, brede Bølger, saa er det nye Forhold den Magt, der danner de fine Krus- ninger paa selve Bølgen, Krusninger, som paa den ene Side gaa med i Storbølgesystemet og paa den anden Side følge deres eget lille Krusningssystem. 2 le, idet de nemlig have saa ufuldkomne , at de ikke kunne tage Næring til sig, og Smaakrebsene i Afdelingen Snerlefødder er Hannen i den ynkelige Stilling: at maatte snylte Hunnen. Tiltrods for alt dette er det dog ikke anting, at Menneskene kalde Hannerne det Køn og Hunnerne det svage; thi naar vi gaa altfor langt ned i Dyreriget, er Hovedreglen denne: at Hannen er størst, stærkest og mest ar, at dens Angrebs- og Forsvarsvaaben ere re idviklede end Hunnens, og endelig at den har rigere Farver og skønnere Toner. Disse Han- e Fortrin kunne jo nu ikke være vundne ved i: ; thi dét vilde have taget Hunnerne ved n. Vi maa da søge efter et mere begrænset , et, som kun virker paa Hannerne, og 172 søge efter en Kamp, hvori kun Hannerne deltage. Vi finde det Søgte i Parringskampen. Man maa imidlertid ikke ved Parringskamp alene tænke påa Hjortenes og de iltre Brushaners voldsomme Sam- menstød. Dyrerigets Hanner have ogsaa langt lem- fældigere Maader at kæmpe paa. Her er ikke blot Kamp paa Horn og Tænder, her er Kamp i Toner og Kamp i Skønhed, og denne Kamp er ganske + som alle andre: den, der kæmper under de gun stigste Betingelser, gaar af med Sejren, d.v.8., han vinder sin Hun (Parringsvalget) og kan have den Glæde at se sit Afkom stillet lige saa heldigt som sig selv, i Kraft af Nedarvingens Lov, der bestan- digt hævder Zenophanes's: «det lige kommer af det lige». Vanskeligheden ved denne Parringsvalgets Teori ligger i at indse, hvorfor de sejrende Hanner efter- lade et større Afkom til at arve deres Overlegenhed end de overvundne Hanner. Hvis Hunnerne for- holdt sig til. Hannerne som 1 til 2, var der ingen Vanskelighed; thi saa kom ganske simpelt de mindre heldigt stillede Hanner ikke til at forplante sig. Forholdet er nu imidlertid dette, at der fødes næsten lige saa mange Hunner som Hanner, og af Hannerne dør der saa ovenikøbet mange flere før og under Fødselen og i de første Leve-Aar end af Hunnerne. Alligevel lader det til, at nogle faa Pattedyr, mange Fugle og nogle Fiske og Insekter tælle flere Hanner end Hunner; men da disse For- hold, som man let indsér, yderst vanskeligt kunne og "08 tage en eller anden Art for os, en igl f. Eks., og dele Hunnerne i et Distrikt i to ge Hold, hvoraf det ene har de kraftige, det andet ére Individer. Det stærkeste Hold vil være dygtigt ganske tidligt paa Foraaret. Men "Kvalitetsvalget træder til, og vi ere over los de Dyr, der ere polygame, afvige Hannerne ndelighed langt mere fra Hunnerne end hos game, og dette stemmer ganske med Teorien; haar en Han skal have flere end én Hun, bliver jo ingen Hunner til de mindre udmærkede mer, og den særligt udmærkede Han vil kunne fe sig det største Antal Hunner og saaledes det | e Afkom. - Polygame Dyr ere Gorillaen, Løven "ikke altid), Vildsvinet, Elefanten og. fremfor (e Drøvtyggerne; der er endogsaa en asiatisk Anti- som ikke nøjes med mindre end hundrede r… De fleste Fugle og nogle Fisk ere ligeledes game; lavere Dyr synes ikke at være det, «men "Dyrs ringe Intelligens slaar maaske ikke til ( samle og vogte et Harem». Forøvrig er Poly- 174 gamiet ikke noget saa Fast, at der skulde være et Svælg befæstet mellem det og Monogamiet. Man har mange Eksempler paa, at Forholdene have gjort polygame Dyr til monogame og omvendt. Saaledes er den vilde Kanariefugl monogam; men i tam Tistand er der intet "til Hinder for, at den kan leve med flere Hunner. Rigtignok betragter den altid kun den første Hun som sin Kone og føler sig kun forpligtet til at føde den og dens Unger, medens den behandler de andre Hunner som Friller; men derfor har den jo ikke desto mindre «flere Koner». Man kunde spørge, hvorfor det just er Han- nerne, som skulle udkæmpe Parringskampen. For- modenlig fordi de have stærkere Lidenskaber end Hunnerne. Men hvorfor have de saa det? Ja, for det første vilde det være unyttigt Kraftspild, dersom begge Køn vare lige ivrige og løb og søgte hin- anden; men deraf sés jo ganske vist ikke, hvorfor netop Hannerne skulle være de ivrigste. For at faa et Slags Forklaring maa vi gaa langt tilbage. Læseren vil erindre; at de laveste Dyr staa Plante- riget meget. nær, og hos Planterne maa det kvinde- lige Organ efter Befrugtningen endnu en Stund tage Næring til sig, saa her er Nytten af, at det mandlige søger det kvindelige, iøjnefaldende nok. «Hos de af de lavest særkønnede”) Dyr, som: ere fastsiddende, bliver altid det mandlige Element %) 9: med adskilte Køn. 175 t kvindelige, og Grunden hertil er, at ze Organ, selv om det ikke krævede Beskyttelse efter Befrugtningen, paa "sit større SER vilde have vanskeligere ” Hunnen, for at det befrugtende Element ikke PR ME g e er, vilde det vel omtrent slaa til at betegne det een: den Virksomhed, der gennem en Parrings- ere i, hilskoste og de for Hunnerne mest tiltræk- kende. Ved denne Udvælgen, Generationer igennem, vik hos Hannerne”) egne Organer, Ejen- og Færdigheder, som vi ville betegne som Parringskarakterer (sezual characters). Disse ere arvelige, men kun inden for samme Køn. At 176 de ikke nedarves ligeligt af begge Køn stemmer ganske med det lidet sikre, vi vide om Nedarvin- gen. Det er nemlig en Regel (med Undtagelser), at de Karakterer, der vise sig hos det ganske unge Dyr, ere fælles for begge Køn, de, der vise sig hos det næsten udvoksne Dyr, "derimod bundne til et bestemt Køn; og Parringskaraktererne kunne jo kun være erhvervede af parringsdygtige, altsaa: ældre Individer. Det er da saaledes en dobbelt Kamp, det en- kelte Dyr maa underkaste sig: først den store Til- værelseskamp, hvor det som Art staar imod andre Arter, og dernæst Parringskampen, hvor det som Individ maa hævde sin Plads overfor Artens andre Individer. Vi skulle nu nogenlunde detailleret skildre, hvorledes denne Kamp føres paa de forskel- lige Steder i Dyreriget. Man sætter i Almindelighed Dysehil sjælelige Ævner vel lavt og antager som Følge deraf, at For- holdet mellem Hannerne og Hunnerne er temmelig interesseløst. Denne Antagelse har unægtelig sin Berettigelse, naar Talen er om de laveste Dyr, med hvis sjælelige Ævner det meget rigtigt staar lidt svagt; men saasnart vi ere komne bort fra Straale- dyrene og lidt ind i Bløddyrene, finde vi straks Momenter af en højere Erotik. Der er saaledes den tykke, sorte Skovsnegl; hvem skulde tro, at man”) kunde sige om den, at der er Forførelse i dens ”) Agassiz. he ER, '2 Man kommer dog maaske til at se ge Øjne paa Havesneglen, naar man hører z Iagtiager fortælle følgende: » Ydre i en længe fortsat Borttagen af de e Kvinder, er ikke saa forbavsende, som det "synes ved første Øjekast, thi Negerne have et godt Begreb om Vigtigheden af at udvælge iste Dyr til Tillægsdyr. :…… Imidlertid, selv om Parringsvalget har megen Magt blandt de vilde Folkeslag, saa har det dog »øsan her sine Fjender. Disse ere Fællesægteskabet, z ): lg og tidlige Forlovelser. gg " Hvad angaar det første Punkt — Fælles- gteskabet eller det, at alle en Stammes Mænd og Kvinder ere Mand og Kone — saa er det indlysende nok, at dette vil være en stor Hindring for Parrings- get. Ikke desto mindre findes der Stammer, hvor Tilstanden er en saadan, og hvad mere er, den har å i tidligere Tider været den almindelige. Z Jabbock forklarer saaledes det nu meget udbredte Eksogami (d.v.s. at Mændene fra en Stamme altid tage deres Koner fra en anden Stamme) deraf, at Fællesægteskabet har været Ægteskabets almindelige — Form. En Mand kunde jo nemlig under dette For- hold ikke gøre Fordring paa nogen af Stammens " Kvinder som sin udelukkende Ejendom; snappede han derimod en Kvinde bort fra en fjendlig Stamme, j 14" 212 var hun selvfølgelig hans, og da dette var en lige- "frem Vinding og en ærefuld Bedrift, var det rime- ligt, at Eksemplet fik mange Efterfølgere... Lubbock nævner ogsaa en Del Eksempler paa, at yderst tøjlesløse Kvinder for lang Tid siden vare meget ansete, og dette tillader ingen anden Forklaring end den, at Fællesægteskabet var en gammel og agtet Samfundsskik. Omendskøndt nu dette ikke. kan nægtes, tror Darwin dog, særlig i Henhold til de Dyr, der staa Mennesket nærmest, at Forholdet mellem Mand og Kvinde 'har været et andet end Fællesægteskabet i hine tidlige Tider, da det var en Smagssag, om man vilde kalde dem for Mennesker eller for Dyr. < Af de nulevende Aber ere nogle Arters Hanner monogame, men leve kun en Del af Aaret sammen med Hunnerne; saaledes synes det f. Eks. at forholde sig med Orangutangen. Flere indiske og amerikanske Aber ere strængt monogame og leve hele Aaret rundt sammen med deres Hunner. Andre ere polygame som Goril- laen, og hver Familie lever for sig. Bavianerne ere polygame, men hver Han har sine Hunner. Fællesægteskabet finde vi næppe hos noget Patte- dyr, dertil ere Hannerne altfor skinsyge og altfor stridbare. — Det er derfor heller ikke rimeligt, at Urmenneskene have levet i Fællesægteskab: det sandsynligste er, at de have levet i smaa Kom- muner, hver Mand med saa mange Koner, som han kunde faa fat paa og ernære, og han har nok vaaget over dem. med Skinsyge. Det kan ogsaa wer Mand har levet for sig med sine som Gorillaen nu. Hvor vidt den nær- have foruden Fællesægteskabet nævnt nogle Omstændigheder, der optræde fjendligt mod i … Af disse har den blandt alle vilde mer udbredte Skik at myrde Børnene, særligt Pigebørnene, været skadelig derved, at der intet ilg blev for Mændenes Vedkommende; men for- ødenlig havde Kvinderne saa til Gengæld haft "mange flere at vælge imellem. Den Skik at ve Pigebørnene, medens de endnu ere smaa, ndrer, at der fra nogen af Siderne kan vælges Udseende, men vilde dog ikke forhindre, at le skønneste Kvinder siden hen bleve røvede fra. Vi have ovenfor berørt, at Valget i somme Tilfælde bliver Kvindens; hertil ville vi føje nogle Eksempler paa, at Kvinden ikke altid hos de Vilde er aldeles berøvet sin Valgret. Paa Fijiøerne bort- fører. Manden sin Brud enten virkelig med Magt iller ogsaa tilsyneladende; skulde hun imidlertid 214 ikke synes om Partiet, løber hun hen til en, der kan og vil beskytte hende. Andet Steds maa Bej- leren først gøre Brudens Forældre nogle Tjenester, hvorpaa disse give deres Samtykke; men nu skal han finde Bruden, og er hun ikke af samme Mening som han og Forældrene, skjuler hun sig saa godt i Skoven, at den uheldige Bejler tilsidst bliver hjærtelig træt af at lede efter hende. - Hos Kal- mukkerne er der ligefrem Væddeløb mellem Brud og Brudgom. Bruden har et stort Forspring; men det er ikke Brudgommens Rapfodethed, der lader ham sejre, det kommer an paa, om han er saa heldig at behage Bruden, thi derefter indretter hun sit Løb. I al Korthed bliver da Sagen denne: I de ældste Tider have Menneskene levet enten i Mono- gami eller Polygami; dér har ikke, efter Dyrene at dømme, været noget Fællesægteskab. … Mændene have uden Tvivl forsvaret deres Koner efter bedste Ævne mod alle Slags Fjender, og de have rimelig- vis ved Jagt sørget for deres og deres Afkoms For- nødenheder. De stærkeste og dygtigste Mænd have været heldigst i Kampen for Tilværelsen og have faaet de mest tiltrækkende Koner. Da Folk paa den Tid havde det knapt med aandelige Ævner, ere de i Almindelighed mest blevne ledede af deres Instinkter; de have ikke mistet det Instinkt, som vi finde hog alle Dyr, nemlig Kærligheden til deres Afkom, og der har altsaa ikke fundet Barnemord Sted, følgelig har der heller ikke eksisteret nogen 215 t tilvejebragt Mangel paa Kvinder. De for- sig ikke lang Tid, før de giftede sig, og he saa vel som undertiden Kvinder valgte eres Mage ikke efter dens sjælelige Skønhed, Rig- eller Samfundsstilling, men ene og alene efter ens Udseende. Alle de voksne giftede sig oz lod (eres Afkom leve, saa at Tilværelseskampen til sine r maa have været yderst voldsom. Saaledes hine tidlige Tider alle Betingelserne for Par- lget været tilstede i rigere Maal end senere, ; var gaaet frem i Intelligens, men til- Instinkter. Derfor har det da ogsaa haft t større Magt den Gang end nu til Dags. Lad nu en Stamme af disse Urmennesker ne til et ubeboet Land og sprede sig over … Den vilde da snart skilles ad i Smaahorder, — efterhaanden som de hver gik sin Vej — "adskilte ved større naturlige Forhindringer og endnu mere ved, at de som alle Vilde ikke forliges. Disse Horder bleve derved udsatte lidt forskellige Livsbetingelser, de erholdt lidt ige Livsvaner og kom tidligere eller senere afvige lidt fra hverandre. Var dette sket, les der lidt efter lidt et forskelligt Begreb om nhed hos hver Horde. Efter det Skønhedsbegreb, r havde, valgte den Koner. Dette bevirkede større større Forskellighed mellem Horderne, Udseendet "blev forskelligt, og hermed bleve atter Begreberne m Skønhed forskellige. "Saa have vi da nu Skønheden i lige saa mange 216 Dialekter, som der er Smaasamfund. Enhver for- staar den bedst i sin Dialekt og skatter den mest, jo mere udpræget den taler Dialekten; viser der sig nu og da i Stammen en Skønhed, som taler med fremmede Tunger, forstaas den næppe, og der er i al Fald næppe nogen, som "bryder sig om at for- staa den. Men hvad der ikke forstaas, det fængsler ikke, attraas ikke, det forsvinder. Den Skønhed derimod, som forstaas, den fængsler, og den svinger sig lidt højere op mod Idealet ved hvert Slægtleds Kærlighedsforhold. Naar derfor Grækerne lade Kær- lighedsguden være en Søn af Skønhedsgudinden, saa have de paa en vis Maade Ret; men hvis Natur- historien gav sig af med at lave Myter, saa vilde den dog næppe betænke sig paa at lade Erog være Fader til Afrodite. ; "Endnu kun til Slutning en Udtalelse af Darwin om Ægteskabet i Forhold til Menneskeslægtens Livs- lykke: Mennesket undersøger med stor Omhu sine Hestes, sine Hundes og sit Kvægs Karakter og deres Stamtræ, før han mager dem, men er Talen om ham selv, anvender han ikke den samme Omhu. Han lader sig lede af næsten de samme Bevæg- grunde som de andre Dyr, naar de overlades til sig selv, omendskøndt han for saa vidt staar over dem, som han sætter stor Pris paa sjælelige Dyder og Skønheder. Paa den anden Side øver Rigdom og Rang en stor Tiltrækning paa ham. Og dog kunde han ved Valget af en Mage gøre en Del ikke blot for sit Afkoms Legemsbeskaffenhed, men ogsaa for - at luelle og moralske Egenskaber. Indi- bægge Køn burde afholde sig fra Ægteskab, i nogen betydelig Grad vare svage paa - Legeme; men saadanne Forhaabninger is utopiske og ville ingensinde, selv blot live realiserede, førend Arvelighedslovene igt kendte. Menneskeslægtens Fremgang i Velvære er et t Eee Spørgsmaal. Saaledes burde alle let i og for sig et stort md men det "ogsaa til Ryggesløshed i Ægteskabet. Men Mennesket er uden Tvivl, ligesom et- n hvert andet Dyr, naaet frem til sin nuværende ng i Livet gennem en Tilværelseskamp, der har været en nødvendig Følge af Menneskeslægtens hur- tige Tiltagen i Antal, og skal Mennesket naa endnu "saa maa det ogsaa vedblivende være Deltager " saadan Kamp. Ellers vilde vi snart synke i Uvirksomhed, og de mere begavede Mænd vilde ikke være heldigere stillede i Livskampen end de mindre begavede. Følgelig maa vor stadige Til- tagen i Antal, omendskøndt den fører mange iøjne- — faldende Onder med sig, paa ingen Maade blive — betyde formindsket. Hvor vigtig Kampen for 218 Tilværelsen har været og endnu er, saa er der dog for Menneskenaturens højeste Omraaders Vedkom- mende andre, endnu vigtigere Magter i Virksomhed. Thi de moralske Egenskaber fremmes, direkte eller indirekte, langt mere ved Vanens Virkninger, ved Tankens Magt, ved Oplysning, Religion o.s.v., end ved Kvalitetsvalget i og for sig. Men paa den anden Side ere jo rigtignok de sociale Instinkter, . der danne Grundlaget for den moralske Følelse, Børn af Kvalitetsvalget. ” (Sommeren 1871:) IV. aA: The expression of the emotions in man and animals. London. 1872. i i en har saa travlt med af Øjnenes en at se lidt nærmere paa den og gøre ndt med det rige Stof, der i den senere Tid ; den tilført. 220 Det Kedelige ved Fysiognomiken er, at den ikke vil gaa rationelt til Værks, jeg tror, den anser det for under sin Værdighed. Hvad skal man sige til et Grundprincip som (dette: Naturen har sat. Hovedet øverst, fordi det er de intellektuelle Ævners Trone, dernæst Brystet, Hjærtets, Følelsens Sæde, og endelig Maven nederst, som de dyriske Tilbøje- ligheders Arena. Ansigtet er Sjælens Spejl og staar i et langt intimere Forhold til den usynlige Verden end det øvrige Menneskelegeme, Ansigtet formes af Sjælen; der maa derfor være en bestemt Forbindelse mellem de enkelte Ansigtstræk og de forskellige . Sider af Sjælen. Med saadant et Grundprincip kan man nok komme til at gøre Slutninger som denne: Læbens Linier danne en Figur som Amors Bue, Læben kysser, af Mundens .Form ville vi derfor kunne slutte os til, hvorvidt Individets Tilbøjelig- heder gaa i erotisk Retning eller ikke, — tykke svulmende Læber, det betyder svulmende Sanselig- hed, smalle sammenknebne Læber, det betyder Snæverhjærtethed eller saa. Dette er i Virkelig- heden Fysiognomikens Metode. Nu kan det ganske vist være en meget rimelig Slutning at henføre en hjulbenet Mand, om hvem der meddeles, at han er Militær, til Kavalleriet, men derfor bliver det ikke rimeligt at slutte, at fint og ædelt tegnede Øjenbryn tyde paa en ædel og ridderlig Karakter. Thi der er ingen Forbindelse mellem Ridderlighed og Øjen- bryn, medens der er meget god Forbindelse mellem Rytterben og Rideheste. Fysiognomikens Metode Ser " saaledes ikke undlade at finde mindre n derfor behøve vi ikke ganske at opgive miken og antage, at Ansigtet slet ikke staar fortroligt Forhold til Sjælen. Ansigtet er d Hjærnens Fortrolige, ligesom det hele er det, men i en endnu højere Grad, da Sædet for de tre Sansers Organer og har en då sin umiddelbare Nærhed; det kunde derfor ret sandsynligt, at Ansigtet, ved at modtage mange fortrolige Meddelelser fra Hjærnen, om- der kunde komme til at se ud, som om det vidste "Det er da ogsaa saa lidet Meningen med Blade at rive ned, at der her tværtimod skulde vist, om end temmelig fjærnt, Muligheden af en rationel Fysiognomik. Men der vil her "blive givet nogen Vejledning til at granske ter og Nyrer, vi komme ikke engang saa vidt, ek i finde Fysiognomikens nye Grundlove; vi naa … ikke længere end til at faa samlet og delvis ordnet Del af det Stof, der vil være nødvendigt til deres Redaktion; men herom mere i Slutningen af Af- —… Visse Sindsbevægelser ledsages af visse Foran- dringer i Aandedræt, Fordøjelse, Uddunstning, Hud- larve, Musklernes Stilling 0. s. v. 0. s. v., andre lser ikke. Disse forskellige Foran- røn: kunne, antage vi, henføres til tre noget ind- " viklede Aarsager. e Fag "Der er saaledes visse sammensatte Handlinger, r direkte eller indirekte ere nyttige under visse 222 Sindstilstande, idet de lindre eller tilfredsstille visse Følelser eller Tilbøjeligheder. Og naar nu en saa- dan Sindstilstand kommer igen, svagere eller lidt forandret, saa er der paa Grund af Vanens Magt — undertiden ogsaa paa Grund af, at visse Be- vægelser ere nøje associerede — en Tendens til at udføre de samme sammensatte Handlinger, skøndt de i det givne Tilfælde ikke ere til den fjærneste Nytte. Visse af disse sammensatte Handlinger blive undertiden med Vilje delvis undertrykte, medens - samtidig den Del af Handlingen, der mindst er under Viljens Kontrol, ikke undertrykkes; og det hænder ogsaa, at man for at undertrykke en Be- vægelse maa foretage en anden. Dette vil man bedre forstaa, naar vi senere komme til at anføre Eksempler; nu skulle vi gennemgaa og belyse de enkelte Dele af denne Sætning, i hvilken vort første Grundprincip har faaet sit Udtryk. Jo tiere en Be- vægelse udføres, desto lettere og desto mere ubevidst udføres den: smaa Børn kunne saaledes ikke pudse deres Næse selv, Voksne gøre det næsten uden at vide af det, og dog er dette en yderst kompliceret Forretning. Dersom man stanser en Mand paa Gaden og spørger ham, om han har laaset sin Dør af, da han gik, vil han i de fleste Tilfælde ikke være sikker paa, at han har lukket den. Lignende ubevidste Handlinger er det: at trække sit Ur op og sine Hansker paa. Visse bevidste Bevægelser ledsages af ubevidste: hæver man en tung Genstand i den højre Haand, strækker man den venstre Arm 223 gaar man igennem et mørkt Værelse, an Hovedet tilbage og strækker Armene frem dersom en Mand, der gaar med Hænderne 1, snubler, fare Hænderne straks ud af " Denne sidste Bevægelse er saa indgroet, kun er meget Faa, der, naar de lade sig forover paa en Bunke Hø eller et andet blødt lag, kinne lade være med at tage Stødet af Hænderne! — Alle disse sekundære Bevægelser re meget fornuftige; men anderledes forholder det sig med en saadan Bevægelse som den at knibe Øjnene sammen og se i Vejret, naar man vil se at omme paa Et eller Andet, man har glemt. For- st er Bevægelsen ikke vanskelig at forklare: Synet kan jo nok siges at være den Sans, der er "mest i Virksomhed, og saasnart noget er for langt "borte eller utydeligt, knibes Øjet uvilkaarligt sam- "men, for at ikke andre Lysstraaler end de nød- vendige skulle forstyrre Opfattelsen af det uklare Billede. Dette er nu noget, der gøres mangfoldige Gange i Døgnet, og under en saadan nøje Betragten eller Spejden-ere Aandsævnerne i livlig Virksomhed "før at udfinde, hvad eller hvem dette Utydelige dog "kan være. Naar nu derfor noget er lidt uklart. for i Tanken eller lidt fjærnt for Hukommelsen, frem- " kommer den samme forskende Sindsstemning som "dl det ovenfor nævnte Tilfælde, og uvilkaarligt søges " der Hjælp ved at gøre en Bevægelse, som tusende og atter tusende Gange har hjulpet — man kniber . ons : sammen. Denne ulogiske Bevægelse har for- 224 øvrigt i Sproget sit Pendant i det ulogiske Udtryk: «lad mig se», og de følges hyppigt ad. Paa samme Maade forklares det, at Folk, hvis Øjne ofte ere angrebne, gnide sig i Øjet, naar der er noget, de ikke kunne finde ud af, og at Bønder under lig- nende Omstændigheder klø sig ; Hovedet. Den lette Hoste hos forlegne Folk hører ogsaa herhen, lige- som det at lukke Øjnene og vende Hovedet bort, naar der tales om et eller andet skrækkeligt eller modbydeligt Syn. At alle disse Bevægelser ere blevne mere indgroede, næsten instinktmæssige ved Nedarvning gennem utallige Generationer, er mere end sandsynligt. Man indvende ikke, at de ere for ubetydelige til at kunne nedarves: dertil er næsten Intet for ubetydeligt. For en Sikkerheds Skyld "skulle vi anføre et Eksempel, der er alt andet end enestaaende, og for sig selv lige saa godt som ti: Der var en Mand, der havde den Ejendommelighed, at han, naar han laa paa Ryggen og sov, under- tiden løftede sin højre Årm langsomt op i Højde med Panden og saa lod den falde tungt ned, saa- ledes, at Haandledet ramte Næseryggen. Da hans Næse var meget fremspringende, tog den tidt Skade ved disse natlige Øvelser, saa at hans Kone først søgte at raade Bod herpaa ved at borttage Knap- perne for Haanden i hans Natskjorte, senere end- ogsaa ved at binde Armen. Denne Mand havde en Søn, der mange Aar efter Faderens Død giftede sig. Hans Kone maatte sande, at Æblet ikke fal- der ret langt fra Stammen; Sønnen. bar sig ganske Faderen, men da Sønnens Næse ikke var ns) de, behøvedes der ingen særegne for at beskytte den. Et af disse en lille Pige, havde taget Arv efter men Bevægelsen synes ved at være gaaet "Bpindesiden at have antaget en noget n den indvendige Side af Haanden falde ned r Næsen. Hverken hos Datter, Fader eller Bedste- Man sér heraf, at Arveligheden ogsaa "Detaljer, og man vil kunne begribe, at der g s Tilfælde, hvor en Mand gør Gebærder, e ere til mindste Nytte for ham selv, men aldte Refleksbevægelser, ja: Forholdet er vel ligefrem dette, at tidt gentagne vilkaarlige i Tidernes Løb gaa over til at blive Re-. Refleksbevægelser i strængeste Farstand frem- nges ved, at en periferisk Nerve pirres, denne ter visse Nerveceller, der saa igen sætte visse luskler eller Kertler i Virksomhed, uden at Viljen 22) " noget med Bevægelsen at gøre. Hosten og ysen er saaledes Refleksbevægelser. At man be- it kan eftergøre Bevægelsen siger intet; man kan nyse eller hoste saa godt vilkaarligt som 15 226 uvilkaarligt. At trække Vejret er tildels en vilkaar- lig Bevægelse; men man aander lettere og regel- mæssigere, naar man ikke tænker derpaa. Et ud- mærket Eksempel paa, at Refleksbevægelserne ikke godt taale Viljens Medvirkning, er dette: Darwin væddede for mange Aar siden” med en halv Snes unge Mennesker om, at de ikke vilde komme til at nyse, naar de tog en Pris; de unge Mennesker paastod det modsatte. De tog da en Pris, men netop fordi de ønskede at komme til at nyse, kom . de ikke til det, og tabte saaledes Væddemaalet. Den Vanskelighed, mange Folk have ved at tage "Piller, har sin Grund i, at de tænker paa at synke dem, og Synkningen er nærmest en uvilkaarlig Be- vægelse. Refleksbevægelserne lade sig undertiden aldeles ikke beherske af Viljen; saaledes kunne de færreste lade være at blinke, naar en Anden hurtig slynger noget henimod eller forbi deres Øjne. Et bedre Eksempel er dette: Darwin stillede sig en Dag hen foran Klapperslangen i zoologisk Have; han besluttede at sætte Ansigtet tæt op imod den tykke Glasrude, bag hvilken Dyret forvaredes, og saa at lade være med at fare tilbage, naar det slog efter ham. Han nærmede Ansigtet, Dyret huggede efter ham, og han fo'r — trods sin faste Beslut- ning — en to tre Ålen tilbage, med en Hurtighed, han ikke havde tiltroet sig selv. Det at fare op ved en pludselig Larm, er en Bevægelse, der i Al- mindelighed er til aldeles ingen Nytte; men den er 227 it forstaa som en Form af den ovenomtalte rer tilbage, det er en Forberedelse til Flugt. Reflek Iser maa rimeligvis som alt andet variere og saaledes komme ind under Kyali- ets Paavirkning, hvorved de altsaa vilde " læmpes, undertiden helt forandres, ifald skulde have vist sig nyttigt. genoptage nu Traaden i vor Fremstilling og ele nogle Eksempler, hentede fra Dyrene, paa, "visse Bevægelser, der oprindelig bleve foretagne ned et bestemt Maal for Øje, under noget foran- drede Låvsbetingelser endnu stadig holde sig, om- ; de der ikke ere til nogen som helst —… Læseren har vist ofte såt, at Hunde, naar de lægge sig til Hvile paa et Gulv eller en anden rd Flade, først kradse lidt med Forpoterne og "dreje sig nogle Gange rundt om sig selv paa en . meget aandsfraværende Maade; dette er rimeligvis en Reminiscens fra Forfædrene, der lagde sig til "Hvile i Markens Græs, og først traadte det ned for nt komme til at ligge jævnt; Jakaler gøre det den Dag i Dag. "…… Naar Hunde staa og vente paa at springe af- uuted efter deres Bytte eller langsomt liste sig ind paa det, holde de det ene Forben i Vejret, for "utraks at være parate til det næste Skridt. Men uden samme Stilling vil man kunne iagttage i Til- "fælde, hvor den er ganske meningsløs, f. Eks. naar um Hund inde i Stuen hører Nogen komme, eller Er 15 228 den ved Foden af en høj Mur lytter efter en Støj paa den anden Side. Hunde skrabe ud med alle fire Ben efter deres Ekskrementer, ligesom for at dække dem til, men der er aldrig Tale om nogen virkelig Tildækning, og de skrabe lige saavel, naarsUnderlaget er Flise- gulv, som naar det er Sand. Ulve, Jakaler og Ræve bære sig i Fangenskab ad påa samme Maade. Alle disse Dyr have for Skik at nedgrave overflødig Næring, og det er rimeligvis den i dette Tilfælde . nyttige Bevægelse, der har faaet den nysomtalte unyttige Anvendelse. . Klør man en Hund paa Ryggen med en Stok, slaar den med det ene Bagben i Luften, det er Vanens Magt. Vi træffe noget lignende hos Hestene. " Disse Dyr bruge deres Tænder til at afhjælpe Kløe i den forreste Del af deres Legeme; men da de almindelig gaa to sammen, saa klø de hinanden indbyrdes, da dette er langt bekvemmere. Det er derfor almindeligt, naar man klør en Hest oppe påa Halsen, at den viser Tænder, d. v. s. bereder sig til at gøre Gengæld, ja undertiden bliver Driften til at gøre Gengæld saa stærk, at den bider, skøndt den ellers kan være det godmodigste Dyr af Verden. Endelig et Par Ord om Katte: naar Killinger die, vil man ofte se, hvorledes de strække saa den ene, saa den anden Forpote henimod Moderens Bryst; ved disse Berøringer kommer Mælken nem- lig til at flyde rigeligere. Naar nu Killinger eller ogsaa gamle Katte ligge bekvemt paa et blødt, i ikk Øjnene og murre af Glæde. Sagen er det. bløde, varme Shavl minder saa levende laadne Legeme og derved om deres at naar en eller anden Følelse, igennem en Række af Generationer, har ledet til Udførel- "en bestemt, nyttig Bevægelse, saa vil der fæ «altid blive gjort en lignende Bevægelse, naar len samme eller en lignende Følelse kommer igen, "at Bevægelsen her ikke er til den fjærneste D i Re Grundprincip er det, vi kunne kalde ati Et Par ryge vil vise, hvil- oe Hensigter, gaar den stift pan sine - Ben, Hovedet er sænket ganske lidt, Halen strutter stift i Vejret, Haarene paa Nakke og Ryg rejse sig, me staa stift fremad og Øjnenes Udtryk er stir- sog fast. Be vi nu den samme Hund overfor sin Herre, id ved at have mødt ham, ville vi finde, at den "ikke alene ganske anderledes ud, men at dens "Udseende er ganske det modsatte af det, det var i det førstnævnte Tilfælde. Benene strækkes ud, saa - Bugen næsten berører Jorden, Legemet gør Ind- 230 tryk af at være yderst bøjeligt, Hovedet er i Almin- delighed løftet stærkt opad, Halen hænger nedad og svinger fra den ene Side til den anden, Haar- laget bliver glat, Ørene hænge og ere trukne lidt tilbage, og Øjet er ikke som før rundt og stir- rende, men ved en FOFSNONDK si Øjelaagets Stilling aflangt. Betragter man en Kat i Angrebsstilling, hvad man ofte vil have Lejlighed til, f. Eks. naar den er blevet vred paa en anden Kat, vil man se, at . den ligger udstrakt med glat Haarlag og bugtende Halen eller kun dens Spidse fra den ene Side til den anden. Er den derimod i en meget venlig Sindsstemning, staar den struttende stift paa sine Ben med krummet Ryg, med noget ru Haarlag og Halen lige stik i Vejret. At Hundens og Kattens Angrebssh ile. ere meget nyttige og afpassede efter deres forskellige Angrebsvaaben, vil Enhver kunne forstaa, men Færre ville maaske betænke, at det ogsaa kan være nyt- tigt for disse Dyr ved udvortes Tegn at kunne vise, at de ingen fjendlige Hensigter have, idet de her- ved komme til at undgaa mange ganske unyttige Kampe. Man forstaa nu ikke dette, som om Dyrene havde tilræsonneret sig de Stillinger, de indtage, naar de ere velvilligt stemte, vi nævne blot, at saa- danne Stillinger ere nyttige, fordi det da vil for- staas af sig selv, at naar slige Stillinger engang vare opstaaede, vilde de være sikre paa at nedarves og ikke faa Lov til at forsvinde. Hvordan de nu Angrebsstillinger, skulle vi forsøge at 1 At vende sig til højre og til venstre, at te noget hen til sig og støde det fra sig, at noget og sænke det, er altsammen modsatte elser, der udfordre modsatte Muskelstillinger. : J at Kltuee overordenlig tidt ere mange saa- "danne Bevægelser blevet saa uvilkaarlige, at det » Ønske om, at noget vil gaa til højre eller til ” wenstre 0. 8. v., er tilstrækkeligt til at sætte Musk- fi erne i Bevægelse. Man tænke paa Keglespillere, hvorledes de vende sig til højre, naar Kuglen tegner til at blive skæv til venstre, eller omvendt; og Bil- "Jardspilleren, hvis Bal er ved at forløbe — tænk, "hvor unyttigt det er, at han bøjer sig tilbage. Naar mu saaledes Udførelsen af almindelige Bevægelser, der ere hinanden modsatte, naturligvis foranledigede, at modsatte Viljesytringer er blevet uvilkaarlige hos Ø 08 og de højere Dyr, synes det ikke urimeligt, at id " naar visse Handlinger ere blevne nøje forbundne med visse Følelser eller Sindsbevægelser, at saa EH Hkkdlinger, der ere disse stik modsatte, udførtes g DEER ubevidst, naar Følelserne eller Sindsbevægel- "serne vare ganskc de modsatte. Vi komme nu til vort tredje og sidste Grund- … princip, det, vi kunne betegne som Nervesystemets " direkte Indvirkning paa Legemet uden Viljes eller —… Vanes Medvirkning. Det er ikke noget synderlig — klart Princip, og det gør os ikke stort klogere, end — vi ere i Forvejen, men det maa dog tages med, da 232 det ellers kunde tros, at vi rent havde glemt en Mængde Forhold, der ere yderst betegnende for visse Sindstilstande. Naar” Sindet paavirkes.overordenlig .stærkt, ud- vikles der mere Nervekraft, end der behøves til at frembringe den givne Sindsbevægelse; denne over- flødige Nervekraft, der saaledes er vakt, fordeler sig nu til de Nerveceller, der er -nærmest eller staar i nøjest Forbindelse med det Sted, hvor Nervekraften er udviklet. Ad de forskellige Veje, Nervekraften saaledes tager, frembringer den saa forskellige Virk- ninger. Kommer den til at paavirke Muskler, saa vil den i Almindelighed faa dem til at gøre de Be- vægelser, der mindst ere under Viljens Kontrol. En af de mærkeligste Virkninger af den overflødige Nervekraft er Haarets Affarvning hos Individer, der ere under et voldsomt Indtryk af Sorg eller Rædsel. Denne Haarets Skiften Farve kan foregaa meget hurtigt, — hurtigere end i Romanerne, hvor den altid tager en Nat, — man fortæller saaledes om en Mand ovre i Indien, der blev slæbt ud for at henrettes, at hans Haar blegnede saa hurtigt, at Øjet kunde følge den mørke Haarfarves Hendøen i. Hvidt. Under stor Angst slaar Hjærtet hæftigt, og under voldsomme Smærter brister Sveden ud ad | alle Porer, Øjnene stirre vildt og Brynet rynkes, Næsevingerne skælve, og der er Graad og Tænders Gnidsel.…. Mange Dyr vride og vælte sig omkring, naar de lide, og i disse Bevægelser kommer maaske g om at løbe fra Smerten eller "af sig; de Brøl, de samtidig udstøde, aske oprindeligt have været Nødraab, men it ere dog baade Raab og Bevægelser blevne killelige fra hæftig Pine, fordi stærk Muskel- lindrer Smerten. Derfor falder det Folk igt, naar de faa Tandpine om Natten, at ;at blive liggende, og hvis de gøre det, sparke trykke de med Fødderne mod Sengeenden. «æltes der Bly med vrede Tænder», og «de Huders Klang» har næsten været en menne- vw Foranstaltning; thi saadan stærk Larm r altid lidt. Børns Dansen og Jubileren, naar der stilles mn en eller anden Fornøjelse i Udsigt, er en An- feciperen af de Bevægelser, der ere uadskillelige fra fleste Børnelege, samtidig med, at det er Ud- et af den overflødige Nervekraft, den forventede Fornøjelse har frembragt. I det hele taget gaar vort første og sidste Grundprincip vist meget ofte sammen, noget, der bestyrkes ved, at visse stærke Følelser eller Sindsrørelser, som ikke kunne have nogen Trøst eller Nytte af Bevægelser, ikke ledsages af "saadanne. Moderkærlighed er ganske vist saa stærk en Følelse som nogen, men man vil næppe finde nogen Bevægelse eller noget Udtryk, der er "den egen. Om Had og Skinsyge gælder det samme. aa w Inden vi gaa over til en detailleret Under- gelse af de forskellige Sindsbevægelser og deres 234 Udtryk hos Mennesket, ville vi et Øjeblik beskæftige os. med Dyrene og hvad. deres er. Hyl, Skrig, Vrinsken, Brølen, Kvidren, og hvad alle de enkelte Toner i den store Dyrekoncert nu hedde, udtrykke en saadan Mangfoldighed af Følelser, at der ikke her kan være Tale om at indlade sig paa de enkelte Lyde og deres Betydning. Men det, det her nærmest kommer an paa, er, at finde ud af, hvordan det er -gaaet til, at det, at frembringe Lyde, er blevet en saa almindelig Maade at ud- trykke sine Følelser paa. Vi kunne ikke give nogen Forklaring, vi kunne kun antyde, i hvilken Retning Forklaringen maa søges. Vi have tidligere sét, at "ufrivillige Muskelbe- vægelser frembringes ved visse Sindsbevægelser; det er muligt, at en saadan Sammentrækning af Bryst- kassens og Ganens Muskler oprindelig har været Ophavet til de mange forskellige Lyde. At disse Lyde kunne have været nyttige, er let at forstaa, og behøver ikke her at udføres videre. Vi vende os til et andet Slags Udtryk. Mang- foldige Dyr have Ævne til at rejse visse Dele af deres Haar-, Fjer- eller Skæl-Beklædning. == Dette gøres saa godt som altid under, Indtryk af Rædsel eller Vrede eller endnu bedre i en Sindsstemning, der i sig har Momenter af begge. Den Nytte, Dyrene have heraf, er den, at de komme til at sé mere skrækindjagende ud for deres Fjender. Orang- utangen, Chimpanzen, Gorillaen, næsten alle Rov- dyr, Heste og Hornkvæg kunne rejse deres Haar- rne, og det samme gælder om Svaner. Visse dre kunne rejse deres Skæl. Frøer, Kamæ- "Slanger give- sig et mere frygteligt Ud- "ved at puste sig op. Æsop har derfor as misforstanet den Frø, han omtaler i sin "den har rimeligvis ikke haft til Hensigt at nale sig med Oksen, den har kun ment at gøre et nævnte Dyr forskrækket og saaledes afvende det er imidlertid ikke min Mening at ville re, at Frøen staar med Palmer i Hænderne, maa altid kaldes en overdreven Selvopholdelses- "at gaa saa yderligt i sit Forsvarsvæsen, at man " Mange Dyr trække, naar de blive vrede, deres Øen tilbage (man forveksle ikke denne- Bevægelse S med saadanne, som foretages af Hensyn til Hørel- Det interessante ved denne Bevægelse er, at den kun findes hos saadanne Dyr, som, naar de kæmpe, bide fra sig, f. Eks. hos Rovdyrene, Hestene og Flodhestene. Køer, Faar og Geder, der ikke " bruge deres Tænder, naar de kæmpe, trække heller " ikke Ørene tilbage. ig " At omtale de forskellige Maader, paa hvilke Aberne udtrykke deres forskellige Sindsbevægelser, vilde bringe vel mange Gentagelser ind i denne Af- " handling, da vi senere skulle omtale Mennesket. : Jeg skal kun omtale den Maade, paa hvilken Ba- wvianer true hinanden, dels fordi den er saa besyn- 236 derlig, dels fordi den ingen Gentagelse vil medføre. Naar disse Dyr blive vrede paa hinanden, ere de ikke saa ubetænksomme straks at begynde Kampen; de sætte sig derimod forholdsvis roligt lige overfor hinanden og spile Gabet op såa højt som muligt, og synes ved at fremvise deres forfærdelige Tandbe- sætning at bede hinanden betænke sig paa, hvad det er, de udsætte sig for; og er Vreden ikke meget stor, ender det med, at denne vedholdende Kæbe- opspiling bringer Dyrene til at gabe i en anden Be- tydning, og saa kommer Forsoningen af sig selv. — Hvilken Moral for iltre Duellanter! (1873.) J. P. Jacobsen blev, ved Bortrejse og Sygdom, for- hindret i at skrive det andet Afsnit af sin Afhandling. For at nu Fremstillingen af Darwins Undersøgelser om Sinds- bevægelserne ikke skulde komme til at staa som et Brud- stykke her i Bogen, har Udg. søgt at føre Referatet til Ende i en efterfølgende lille Artikel. v. "Et Brev om Darwinismen. Monrad havde skrevet «et Par Bemærkninger let «Nyt dansk" Maanedsskr.» 1871). Han lod Dar- nen betegne «et stort Tilbageskridt i Naturvidenskaben». sidste havde nemlig nu i lang Tid ædrueligt begrænset ledn hele dille et Akndømi, hvor så »slæg t forvandles til Mennesker. Paa et saadant Akademi 238 vikle de sig da til forskellige Dyr? «Er det ikke naturligt at antage, at Fikseringen af Udviklingen i en bestemt Form staar i Forbindelse med Reproduktionsævnen, saa at Udvik- lingen er standset, hvor denne er traadt i Virksomhed? Dog, jeg fortaber mig i en Hypotese, der ligger fjærn fra min egen Anskuelse». å Endelig indvendte Biskop M., at man forgæves havde søgt efter Mellemformer, der kunde illustrere en Dyrearts gradvise Omdannelse. — — — J.P. Jacobsen stilede sit Svar som et Brev til Biskop M.'s fingerede Ven. Hans lille Artikel meddeles nærmest'som et Bidrag til. dens Forfatters Karakteristik. Udg. då Mer Velbaarenhed! Af det Brev til Deres Vel- baarenhed, som Hr. Biskop D. G. Monrad har ladet offen- liggøre i det nye danske Maanedsskrifts tredje Hefte, ser jeg, at De hylder de darwinske Anskuelser, og mere end det; thi saa vidt jeg kan skønne af Brevet, synes De at følge Håckel og andre tyske Darwinister i Troen paa, at det orga- niske er opstaaet af det uorganiske. Jeg véd nu ikke, hvor- for De vil gaa saa vidt, da dette Spørgsmaal jo dog endnu ligger saa langt uden for Videnskabens Rækkeævne, at man ikke engang kan paavise Muligheden af et genetisk Forhold mellem de to nævnte Riger. Det forekommer mig virkelig, at den i Brevet udtalte Dadel over Deres Anskuelser påa dette Punkt er ganske berettiget, og man kan ikke andet end billige den højtærede Brevskrivers Forsøg paa at føre Dem paa Glatis ved at faa Dem til at konstruere Liv, skøndt man nok forstaar, at De ikke lader Dem lokke, da De er for meget Naturforsker til at ville spørge Naturen om, hvad Liv er, paa samme Maade som man spørger den om, hvad Vand eller andre Stoffer er. 239 heder Deres Velbaarenhed være forsikret om, at af Naturen er ondskabsfuld: men jeg kunde ikke vandet end gotte mig over den Forlegenhed, hvori De maa "være bleven sat ved Spørgsmaalet om, hvorfor de fire, til ikellige givne Tider næsten identiske, Fostre af Skildpadde, "Hund og Menneske i saa kort Tid udvikle sig til saa i Væsner. Nej, Deres Velbaarenhed, man skal ikke ive sig af med at forklare, hvad Liv er, man skal foreløbig ikke indlade sig paa at have nogen som helst Mening m. Havde De her fulgt Darwin, saa var dette ikke overgaaet Dem, og De havde blot haft at svare paa den Blendeg; at Fosterets Metamorfose ikke staar i nogen "nødvendig Forbindelse med Afstamningsteorien. Det er mig "uforklarligt, hvor man kan have Mod til at røre ved Embryo- logien, naar man holder paa Skabelsesteorien og bekæmper Afstamningsteorien, thi saa glver man jo blot sine Mod- "standere Lejlighed til at henlede Opmærksomheden paa den meningsløse Dualisme, Skabelsesteorien afstedkommer. Det "er døg nemlig lidt vanskeligt at blive klar over, at hver Form "er skabt for sig, uafhængig af alle andre, medens derhos " hvert af de højere Formers Individer udviklingsmæssigt gen- " ftager de lavere Former. Jeg kunde forstaa, at man slog en " Streg over Embryologien og sagde: hver Form skyldes en særegen, oprindelig Skabelsesakt, og hver Fødsel er en ny —… Skabelsesakt, og der er ingen anden Forskel paa det spæde …… Individ og det udvoksne end Størrelsen. Det vilde være …— vitterlig Usandhed, men der vilde da være et Slags Mening … deri; skøndt man dog vistnok hellere end at abstrahere fra —… "Embryologiens Kendsgerninger maatte slaa sig paa Darwi- … mismen; thi det forekommer mig, at der for Logikens Vel. — yndere maa være en forførende god Mening i, at de højere — Former have udviklet sig af de lavere, og at det samme gentager sig ved hver Fødsel. Den højtærede Brevskriver foreslaar vel en Middelvej, men saasom han selv synes at "" have ringe Tiltro til den og tilmed siger, at den ligger hans …” Anski fjærn, og saasom den saa vidt mig bekendt endnu 240 ikke er befaret af nogen, finder jeg ikke, at der er nogen Grund for Deres Velbaarenhed til at være den første, der vover sig ind paa den. Deres Velbaarenhed har sagtens, før disse Linier komme Dem for Øje, besvaret den højtærede Brevskrivers Bsmærkninger og der hævdet. at man ikke ab- solut kan sige, at Mellemformerne mangle, da der findes utallige saadanne, og at den Omstændjghed, at der ingen ere fundne, der kunde antages at forbinde Mennesket med dets Stamform, betyder saare lidet, som man kan læse sig til i «origin of species», da det geologiske Kendskab til de Lande, hvori Menneskets nærmeste Slægtninge leve, næsten er lig Nul. Deres Velbaarenhed har i samme Skrivelse sagtens ogsaa med Hensyn til det,” at Darwinismen skulde betegne et stort Tilbageskridt i Naturvidenskaben, forklaret,- at man burde være højst varsom med at sige saa, da Darwins Teori staar saa nøje i Forbindelse med det naturlige System — over for hvilket ingen nutildags er uvenlig stemt —, øg da samme Teori er saa ganske af samme Aand som andre nu- levende store Teorier, idet den i Forbindelse med disse støtter den store Grundsætning, som Naturvidenskaben i de senere Tider flittigt stræber at befæste, den nemlig, at det Imeste i Naturen gaar forholdsvis naturligt til. i Inden jeg slutter dette mit lange Brev skulde jeg ønske at underholde mig nogle faa Øjeblikke med Deres Velbaaren- hed om det projekterede Abekatteakademi. Ikke fordi jeg egenlig tror, at De vil sætte Deres Penge i et Foretagende, om hvilket De sagtens mener ligesom jeg, at det vilde føre til noget forholdsvis ligesaa sørgeligt som det, der hændte ved Barbarossas Institut. for Eftersporelse af den paradisiske Dialekt, idet Akademiet nemlig vilde komme til at afslutte sin Virksomhed, ikke med Buskmænd eller Australnegere, men med syge Abekatte. Det er mere for ligesom at have min Samvittighed fri, ifald det urimelige skete, men rigtignok langt mere for saalænge som muligt at blive fri for den Ube- hagelighed, der er ved, selv efter en kun illusorisk Sam- væren med Deres Velbaarenhed, at sige Dem Farvel. De ” 241 is lige saa godt som jeg, at den ærede Forslags- fejl, naar han tror, at Naturforskerne have syn- skab til Varieringslovene og til de Forhold, der Varieringerne, og De er sagtens ligesom jeg allerede e blevet forskrækket over de Myriader af Abekatte, i "til, for at heldige Varieringer kunde opstaa. De 2 Fangenskab i de fleste Tilfælde har en skadelig Ind- ing paa vilde Dyrs Frugtbarhed, og De er sagtens ogsaa mn opmærksom paa det, der er det allerværste ved hele ntet, det nemlig, at det er højst usandsynligt, at tet nedstammer fra nogen af de nulevende Abeformer. ut værre Hindring for Eksperimentet kan jeg vanskelig om jeg end ingen Vanskelighed vilde have ved at vise, hele Forslag er baseret paa en fejlagtig Opfattelse af naturhistoriske Eksperiment. Endelig ser jeg nu, at jeg naet for vidt ved at have haft selv den allersvageste ge af Tvivl om Deres Velbaarenheds Stilling over for møs om Abekatteakademiet; thi det vilde jo dog ore højst urimeligt, om han, der tror, at den ganske Jord e fra den Tid, det organiske Liv først gryede, og til den, : det første Åbemenneske opstod, har været et stort Abe- k —, om han vilde røre en Haand for et Eks- t som det proponerede. Deres Velbaarenheds ærbødige J. P. JACOBSEN. 16 Er DEN sand FREE & fa . GE RAT DR ER Al y, Miner og Lader, .… Manden var grumme bekymret for sin e ad og forholdt sig derfor ligegyldig ved, d han saa'; men tilsidst brast alligevel hans le …… Det skete oppe i en Regeringsbyg- -… Han kom ind i en Sal, som var propfuld Httlalle Dokumenter; og formodenlig har han 246 Man træffer det næppe nu hos de saakaldte velop- dragne i de civiliserede Samfund; men vistnok hos alle andre Mennesker opstaar der, naar de overraskes og imponeres, en Trang til at lægge Bagen af den højre Haand paa Munden (eller paa Struben eller paa Panden) og til at udstøde dæmpede Lyde. Den jævne Evropæer, Abyssinieren, den vilde Indianer adlyder denne Trang fuldt saa godt som Avstraliens Vildmænd. Ja Negerne paa Vestkysten af Afrika har endog optaget Gebærden i deres Sprog. Hvor maaske vi vilde sige: «Nej, nu har jeg aldrig —!» udbryder de: «Min Mund klæber fast ved min Haand!» ; ' Darwin har med Myre-Flid samlet mangfoldige saadanne Vidnesbyrd om, at samme Sindstilstand giver sig samme Udtryk hele Jorden over. Det gæl- der om de mindste, og det gælder om de mest sam- mensatte Gebærder. Enhver Dansk har f. Eks. set, at Børn «piller» ved deres Overlæbe eller at Voksne trækker saa smaat i Skæget, naar de er i Vilde- rede med, hvad de skal sige. Ingen Gestus kan være ubetydeligere, den synes saa rent tilfældig, saa individuel. Og dog har baade Afrikas Kaffere og Nordamerikas vildeste Indianerstammer nøjagtigt samme Udtryk for forlegen Overvejelse! — Eller vil man have en indviklet Gestus, saa lad os tage den Skuldertrækning, hvormed Folk beklager, at de des- værre ikke ser sig i Stand til Dit eller Dat. Naar Gebærden udføres fuldstændig, bestaar den af føl- gende Bevægelser: begge Skuldre løftes hurtigt, 247 lægges lidt paa skraa, Læberne skilles ad, mene skydes til Vejrs; samtidig føres Al- "ind mod Siderne, Underarmene strækkes Hænderne drejes udad, Fingrene spredes. sandt, en sammensat og kunstig Gebærde? saa sammensat, som den er, er den alligevel s hos baade Bengalesere og Dhangars, vilde ere og Mikronesiere, Abyssinere og Arabere, nere og Negere. Og ingen af dem kan have den af Evropæerne, eftersom de, hos hvem man "saa" den, ikke tidligere havde været i Berøring med Denne sidste Gestus er forresten en af dem, som n søger at forklare ved Hjælp af sit «andet» ”rincip, det antitetiske (se Side 229), De Bevægelser, hvoraf Gebærden er sammensat, er ikke umiddelbart møogen Nytte for Mennesket, de skaffer det ingen Fordel eller Lettelse, hjælper det ikke til at undgaa Fare; de tjener blot som en Tilkendegivelse overfor Andenmand, som et stumt Ord. Men man har " fundet det hensigtsmæssigt at have et stumt Ord i ite Tilfælde, og Mennesket har saa, ubevidst, gre- bet til lige de modsatte Bevægelser af dem, som det "udfører, naar det er forbitret og trodsigt og sætter sig i Positur til at slaa. Saadan lyder Forklaringen. " Det kan være, den er rigtig, og det kan være, at "man vil tvivle om dens Rigtighed. Det antitetiske + Princip ser jo overhovedet en Del fordægtigt ud, det "synes at regne saa paafaldende lidt med Fysiolo- gien. Skulde det forslaa, maatte da desuden i det 248 her anførte Tilfælde aller først de to Sinds- tilstande, hvorom der er Tale, være hinanden modsatte. Men er virkelig den Sindstilstand, hvori man beklagende beder En have sig undskyldt, netop Modsætningen til den opbragte og kamplystne Pukken paa sin Ret? Man kunde maaske tænke sig en anden Forklaring af Undskyldnings-Gebærden. Den afgørende Bevægelse iblandt dem, hvoraf den bestaar, synes at være den raske og kraftige Løften af Skuldrene; thi den drager vistnok Broderparten af de øvrige Bevægelser efter sig. Og selve Skulder- trækningen igen kunde muligt være beslægtet med den Løften af Skuldrene, hvormed man i visse Til- fælde forbereder sig til at tage mod et Slag: den kunde være udsprungen af en lignende Resignations- Følelse overfor det uafvendelige. Men alt det har nu mindre at sige. Om der ogsaa rokkes ved enkelte af Darwins Forklaringer eller ved et af hans Forklarings-Principer, saa brydes dermed ikke Brodden af hans Bog. Den er et Til- læg til hans Afhandling om «Menneskets Afstamning» og har ganske det samme Ærinde: den vil bane Vej for den Opfattelse, at alle Menneskeracer er udgaaede fra en eneste Stamform, og at hin Stam- form havde sine nære Ahner blandt Dyrene. Det er det, der skal bevises. Beviset bliver lige godt eller lige mangelfuldt, om saa Indvendinger som den, der er gjort ovenfor, har noget paa sig eller ej. . Derimod er der en Gruppe Kendsgerninger, som lader slemt nærgaaende mod. Teorien om Menneske- ng fra en eneste Stamform,. Vi har hørt, fo Tilfælde giver éns Sindstilstand sig tryk hos de forskelligste Folkeslag. Men saa "atter Sindstilstande, og det endda ret ele- re og kraftige, hvorom det modsatte gælder; ber sig paa én Maade her og paa en helt - Maade hist. Elskovsfølelsen mellem Mand vinde er jo f. Eks. en yderst oprindelig Følelse. os faar den sit første og fornemste Udtryk i men lad os blot gaa saa langt som til Lap- », og vi træffer nok ikke Spor af Kyssen mere, har erfaret af saadanne Uoverensstemmelser, og han søger undertiden at bortforklare dem. Men, som oftest Jader han dem staa saa kedsommelige, som de er, og synes at berolige sig ved Haabet om, at en Dag vil dog Modsigelserne vise sig at have været kun tilsyneladende. . Maaske han faar Ret; maaske hans Haab bliver opfyldt den Dag, da der et Værk, hvortil man rigtignok endnu ikke har blot saa meget som en Antydning, nemlig: Mimikens Historie. Mimiken har nemlig en Historie. er ganske afgjort, at ogsaa Sindsbevægelses-Ud- trykkene har en Slags Tilværelseskamp at bestaa, hvor- under nogle ændres, andre efterhaanden forsvinder, "Hvis man tør tro Eleonore Chr. Ulfeld, saa var det, " den Gang hun skrev sit «Jammersminde», jo ganske FRttpdeigt, at Kvinder, selv Dronninger, naar de blev 250 en Smule vrede, rev deres Kjoleliv op foran, i Andres Paasyn. Dette Sindsbevægelses-Udtryk er senere død bort. Blodet blev maaske siden hen mindre hidsigt hos Kvinderne; eller hvor det frem- deles holdt sig dygtig hedt, dér hjalp en forandret Paaklædning og et forandret Sømmelighedsbegreb til at holde det i Ave. - Der levede saaledes for nogle Aar siden en Dame, som blussede op for rene Ba- gateller. Saasnart den Dame blev irriteret, greb hun ufravigeligt med begge Hænder til Brystet; men - i Stedet for at tage i sit Kjoleliv (hvor der sad Korset inden under) tog hun — om de lette Kappe- Silkebaand, der hang ned foran, og kastede dem med et energisk Ryk om paa Skuldrene. Den Gestus var en Levning, et Rudiment af det gamle Sinds- bevægelses-Udtryk: at rive Kjolelivet op. Og dersom man saa” rigtigt efter, vilde man maaske støde paa mange saadanne mimiske Rudimenter. For Eks- empel: i det mindste for en Menneskealder siden kunde man jævnligt iagttage, hvorledes en Moder og hendes Barn, eller et Par Børn indbyrdes, eller endog et Par kælent fjasende Elskende morede sig med at støde Næsetipperne mod hinanden, med smaa, hurtige Bevægelser af Hovedet fra den ene Side til den an- den. Var ikke det en Levning af Lappernes Kær- ligheds-Erklæring, et Rudiment af Menneskenes maa- ske aller ældste erotiske Sindsbevægelses-Udtryk? Mimikens Historie kan altsaa sikkert fjerne en Del af de slemme Uoverensstemmelser. Den finder maaske Raad mod dem alle, naar den faar 251 il fPveskel paa Udtrykkene for en Sindstilstand. havde tænkt sig, at de almindeligste mimiske maatte skrive sig fra, at smaa Børn bøjer et, naar de vil tage Næring, men vender ryk- "gentagne Gange Hovedet til Siden, naar den e: Næring ikke behager dem. Dersom den var rigtig, mente han, maatte Udtrykkene (lidenskabsløs) Indvilligelse og Benægtelse være "hele Jorden. Og der er ogsaa mange, vidt adskilte Folkeslag, som nikker, naar de mener Ja, ryster paa Hovedet, naar de mener Nej. Men er uheldigvis ligesaa sikkert en Del Folk, som ikke vil følge Reglen. Hos Tyrkerne betyder Hovedrysten lige omvendt «Ja>; Hinduerne og nogle andre siger Nej ved at kaste Hovedet til- bage; ikke faa Folkeslag bekræfter eller nægter med Finger- og Haandbevægelser. Hvor skal der kunne blive Lighed af al den Ulighed? Darwin hjalp sig " ved, en Smule haartrukkent, at tyde Finger- og … Haandbevægelserne som «symbolske Udtryk» for til- svarende Bevægelser af Hovedet; og Resten af Af- wigelserne lod han saa temmelig staa hen. Men "skulde man ikke kunne naa' lidt videre? Det er jo " witterligt, at alle Mennesker, ogsaa de civiliserede, "har en Mængde forskellige Tegn for Ja og Nej. Alt eftersom vi bekræfter og benægter i den ene 252 eller i den anden Stemning, varierer Tegnene; det forundrede Ja giver sig et andet mimisk Udtryk end det vrede, det kaade Nej et andet end det eftertænksomme. = Mellem alle disse oprindelige Nuance-Tegn, mellem alle disse mimiske Udtryk for konkrete Ja'er og Nej'er maa der saa overalt være opstaaet en Tilværelseskamp om, hvilket af dem der skulde blive Udtryk for det abstrakte Ja og Nej, eller med andre Ord: hvilket af dem der skulde anvendes, naar man indvilliger og nægter uden mærkbar Sindsbevægelse. Forholdet maa have været et tilsvarende som mellem Ord, hvor jo ogsaa, f. Eks. mellem de mange Betegnelser for særegne. Årter af Løb (løbe, rende, kile, pile, fare, styrte osv.), et enkelt Ord (løbe) er i Kraft af en naturlig Udvælgelse naaet frem til at blive gængs Betegnelse for hurtig Bevægelse i al Almin- delighed. Men dette Kvalitetsvalg mellem Ja og Nej-Tegnene kan nemt have faaet forskelligt Udfald . hos forskellige Folkeslag, fordi det bestemtes af indbyrdes forskellige Aarsager. Folkekarakterens "… Udformning under de historiske Begivenheders Tryk, Despoters Magtsprog, toneangivende Personers Ejen- dommelighed og Eksempel kan have bevirket, at hos ét Folk gik det mimiske Udtryk for dette konkrete Ja og Nej over til at være Udtryk for lidenskabsløs Bekræftelse og Benægtelse, hos et andet Folk derimod valgtes der et helt andet. Saa at selv om man nu støder paa Ulighed efter Ulig- hed fra Folk. til Folk, er der intet til Hinder for 253 , at der en Gang kan have været Lighed 'egn hos os Andre, og dét hverken i fuld Leve- ghed eller rudimentært. Dersom det f. Eks. blev it, at en Folkestamme brugte som almindeligt sn at kaste det højre Ben frem, saa vilde det lig H teynde at se sort ud for det Bevis, som nelsen mellem Sindsbevægelses-Udtryk- ) —” lide for Teorien om Menneskenes Ned- ning fra en eneste Urform. Men saadan for- older det sig jo ikke. Alle de Gebærder, der i Darwins Bog anføres som Udtryk for «abstrakt» " Bekræften og Benægten hos Tyrker, Hinduer, Av- & straliere, dem kender vi Danske saa udmærket "godt som Udtryk for «konkret» Bekræften og Be- "nægten. Ryster maaske ikke ogsaa vi paa Hovedet "til Bekræftelse, f. Eks. ved et lidt modstræbende «J0-0, saamænd vil jeg saa»? Kaster ikke ogsaa vi " Hovedet tilbage til Benægtelse, f. Eks. ved et ener- — gisk «Nej ikke paa nogen Maade!»? Og alle de Fr Øjenbryns- og Finger- og Haandbevægelser, som Dyaks "og Indianere og Italienere anvender for Ja og Nej, "dem bruger jo ogsaa vi nu og da som Ja og Nej-Tegn. " Darwin lader til at være blevet en Del forbavset over, j at de Indfødté i Nærheden af Torres-Strædet «ud- … trykker ikke en Benægtelse ved Hjælp af Hovedet, ER Masde løfter den højre Haand i Vejret og ryster 254 den, idet de en to, tre Gange drejer den halvt om og tilbage igen.» Han synes at finde denne Nej- Gebærde temmelig underlig og yderlig sjelden. Men for Københavnere er den saamænd alt andet end paa- faldende. En Københavner har nemlig saa jævnlig set den anvendt af zunftige Bysbørn, som mimisk Illustration til deres selvsikre «Næh Du kan tro nej —!» Saaledes vil som sagt Mimikens Historie maaske nok en Dag faa Bugt med alle Uoverensstemmel- ser mellem de forskellige Folkeslags Sindsbevægel- ses-Udtryk. Og der vil da ingen Hindring være for ad den Vej at naa tilbage til den ene Stamform for Menneskene, til Biblens symbolske «første Forældre». — Men saa kommer igen Darwins anden Teori, om at hin Stamform har havt sine nærmeste Ahner blandt Dyrene. Og kan Sindsbevægelses-Udtrykkene sige noget for eller imod den? Man kan hurtigt finde Sindsbevægelses-Udtryk, . der er fælles for Menneskene og Dyrene (eller da i al Fald de højere staaende Dyr). De som vi ryster, stirrer, bliver lamslaaede under Angst og Skræk. De som vi skriger, hyler, skærer Tænder, vrider sig af Smerte. De som vi bliver hede, spærrer Øjnene op, gør truende Fagter af Raseri. Og der er mange Abe-Arter, som ler af Glæde, og der er Aber (og maaske flere Dyr), som græder af Sorg. Saaledes kunde man blive ved at jævn- føre. Men vi overtydes neppe saa stærkt, som vi maaske burde, af disse Overensstemmelser. De 255 os blot at indordne Menneskene i alt det 28 store Kæde, ikke derimod at bevise, at cet er af dyrisk Herkomst. Nogle smaa, forkrøblede Gebærder og Minespil " langt mere kompromitterende for Menneskets herlighed. Og dersom Darwins Forudsætning : at kun nyttige Sindsbevægelses-Udtryk op- lig er blevet fæstnede og bevarede, saa kan det > haardt nok at faa underkendt det Indicie-Bevis, "disse Krøblinge fører. F. Eks.: mange Dyr wr Børster» for at give sig et skrækindjagende seende. Vi Mennesker indjager ingen Skræk ved ælp af strittende Haar: men ikke desto mindre rejser endnu bestandig ogsaa vore Haar sig under 'Sindstilstande, hvor vi gerne gad skræmme! Eller tag t Sindsbevægelses-Udtryk, der i Darwins Øjne er " wort aller mest udpræget dyriske. Naar et Menneske " bliver rigtigt forbitret, saa trækker det uvilkaarlig Læberne tilbage, saa at Tænderne blottes. Det for- " bitrede Menneske tænker aldeles ikke paa at anfalde … sin Uven med Tænderne; men dets Sindstilstand af- føder. alligevel nøjagtigt den Muskel-Bevægelse, som | foregaar hos Dyr, naar de vil til at bide! Det —— samme kan iagttages hos et Menneske, som haa- — ner eller trodser; kun blottes her alene Hjørne- " tanden, paa den Side, der vender mod Genstanden " for Ens ublide Følelser. Mundvigen trækkes en | Smule tilbage; og samtidig løfter en Muskel, som ES "ligger nær ved og parallelt med Næsen, den ydre "Del af Overlæben opad, hvorved der kommer en 256 Fure paa Kinden og Rynker under Øjnene. Dersom man saa vil se paa en Hund, som belaver sig paa at slaas, vil man finde ganske Magen dertil! Og ende- lig har man et Tilløb til den samme Udtryksform i det haanlige, det saslrallte sardoniske Smil. Her er Læberne næsten samlede; me den ene Mundvig trækkes lidt tilbage — just deri bestaar Forhaa- nelsen! — og det dirrer saa smaat i den Muskel, som kan løfte den ydre Del af Overlæben. Mange Mennesker kan endnu vilkaarligt blotte - deres Hjørnetand saaledes. Man véd bl. a., at be- rømte Skuespillere har benyttet sig deraf til at fremtrylle hos Tilskuerne et stærkt Indtryk af, at de Personer, som de fremstillede, var besatte af et. rasende Had. Andre Mennesker "igen har tabt Evnen til vilkaarligt at iværksætte den paagældende Muskelbevægelse. Men de kan alligevel meget godt udføre den, uden at tænke derpaa, naar de nemlig kommer i Affekt. Det er jo i det hele taget al- mindeligt, at vi med Lethed ubevidst udfører Muskel- bevægelser, som vi er ude af Stand til at udføre med Overlæg, — og dét er Grunden til, at man gærne anbefaler Skuespillere at arbejde sig ind i den Sindsbevægelse, de skal fremstille: thi saa vil de naturlige Udtryk for Sindsbevægelsen indfinde sig af sig selv, hvis da blot ikke Skuespillerens Muskulatur er altfor svag... Men hvad enten nu Menneskene har bevaret Evnen, eller blot en Tendens, til at blotte deres Hjørnetand under irriterede Sindstilstande, saa synes hin Udtryksform altsaa at pege tilbage 257 fæ som havde store Hjørnetænder og som "dem, naar de blev vrede. Den røber vor t omtrent paa samme Maade, som mangen store og plumpe Hænder røber, at han "grumme meget Vand i Havet siden den Tid, 28 Tip-Tip-Tipoldeforældre nærmest var Dyr. ede den Gang de forskellige Racer begyndte at ze fra den eneste Ur-Form, var (mener han) e Stamform «næsten fuldstændig menneskelig 'gning og i høj Grad menneskelig i Henseende til aandelig Udvikling». Det særligt menneskelige liggjorde da og gav sig Udslag i Sindsbevægelses- ryk, der er ejendommelige for Menneskene. "i strengeste Forstand «menneskeligste» blandt sse ny Udtryksformer skal være vor Rødmen: Skammens, Undselighedens, Forlegenhedens Rødme. Ene Mennesket rødmer, — naar det rødmer. For der er nok Mennesker, som aldrig gør det. Det synes at være AÅrvegods, om man har ; eller ondt ved at rødme, i hvad Udstrækning man rødmer, og hvad Figur Ens Rødme gør. once rødmer tidt ned paa Barmen, ja man har havt Eksempler paa, at de er rødmet helt ned paa Laarene. Men fortrinsvis rødmer Folk dog i Ansig- tet, og — hvor kan dét være? Man kan ikke søge Grunden deri, at Ansigtet er saa meget udsat for Lys og Temperaturforandringer; thi det er Hænderne med, og vi rødmer jo dog ikke paa Hænderne. Darwin 17 258 antager, at Menneskets Opmærksomhed paa dets Ansigt har i Tidernes Løb udviklet dettes Tilbøjelig- hed til at rødme. Naar man henvender sin Op- mærksomhed paa en bestemt Legemsdel, paavirkes jo let Kredsløbet i dets FH åarkar-Net; Smerte et eller andet Sted i Legemet føles f. Eks. stærkere, hvis man ser eller tænker paa det ømme Sted. Da nu Ansigtet særligt var Genstand for andres Opmærk- somhed, blev det ogsaa i særlig Grad Genstand for Ens egen; og derved kan maaske dets smaa AÅrterier efterhaanden være blevet paavirkede saaledes, at deres muskuløse Vægge tilsidst slappedes nemt. Saadan lyder Darwins Forklaring. Den ældre Opfattelse gik ud paa: at «Gud har givet os Rødmen, for at Sjælen med suveræn Magt kan fremstille paa Kin- derne vore moralske Følelser, naar vi krænker Love, som burde være os hellige». Den Opfattelse passede ikke saa ganske paa Negerne og lignende mørkt farvede Folk, hos hvem det er svært at se, om de rødmer. Og den passede nok mindre endnu paa alle de skikkelige Væsner, der rødmer af Undseelse paa andres Vegne, eller som rødmer af Mangel paa berettiget Selvfølelse. Darwins Forklaring halter ikke saa galt. Man kan have sine Tvivl overfor den; men man blamerer sig alligevel næppe ved at indrømme, at den er i det mindste bedre end den Udtydning, som den har fortrængt. Langt interessantere er dog de Tilfælde, hvor Sindsbevægelses- Udtrykket er blevet forfinet eller gjort flersidigt hos Mennesket. Det er for en stor 259 i FAkndinger A " Muskelgrupperne omkring oder har m wt denne Flersidighed. Eksempel har n i Pandens Rynken. fremkommer ved, at nogle Muskler (Øjen- "bryns-Rynkerne) trækker sig sammen, drager Øjen- lidt nedad og nærmer dem til hinanden; dannes der lodrette Rynker paa Panden. nat rynke Pande kan nu kun, mener Darwin, re opstaaet dels som en Følge af, at Øjenbryns- nkerne er de første Muskler, der trækker sig — sammen, naar smaa Børn vil til at skrige, men "dels ogsaa som Følge af, at fra det Øjeblik Men- " nesket var naaet til at gaa oprejst, nødsagedes det idelig til at rynke Øjenbrynene som Skærm over "Øjnene under anstrengt Spejden. De vilde Men- "nesker maatte hvert Øjeblik stirre spændt mod det "Fjærne, efter Bytte eller Fjender: og vil man i " klart Dagslys, med ubedækket Hoved, se efter en " fjærn Genstand, kommer man uvilkaarligt til at "rynke Øjenbrynene, enten det nu er for ikke at fan for meget Lys ind i Øjnene eller for at sikre " Øjnenes consensuelle Bevægelser. Aber rynker ikke "Øjenbrynene, naar de udsættes for blændende Lys; "saa at det altsaa virkelig synes at være Menneskets " oprejste Gang, som har været den afgørende Fak- "for her. Alle véd vel, i hvor mangfoldige Sindsbevægel- '8. punk Panderynken spiller en Rolle. Eftersom den 3 17" 260 kombineres med sammenbidte Læber, med et Smil, med nedad trukne Mundvige, tilkendegiver den snart Bestemthed, snart spøgefuld og forstilt Vrede, snart Sorg. Og sen ar Pandens Rynken at være den toneangivende, Bestanddel af Udtrykket, i den Grad, at man med et Skær af Ret har kunnet kalde de Muskler, der bevirker den (nem- lig Øjenbryns-Rynkerne), for Menneskets egenlige «Udtryks»-Muskler. Først og fremmest viser den sig stadig, naar noget ubehageligt, noget ængstende nærmer sig eller naar man uventet støder paa noget stygt. Lad En finde noget ækelt i sin Mad, og De vil se ham øjeblikkelig rynke Pande. Her er Pandens Rynken aabenbart egenlig Indledningen til et Skrig. Det første, der sker, naar Børn vil til at skrige, er som sagt, at Øjenbryns-Rynkerne trækker sig sammen. Denne Bevægelse er da blevet saa fast associeret med den indtrædende Følelse af noget ængstende eller ubehageligt, at den ufravigelig ved lignende Sindstilstande gaar igen hos det voksne Menneske, uagtet den da aldrig udvikler sig til et virkeligt Skrig. Men dernæst rynker man ogsaa Pande overfor intellektuelle Vanskeligheder, under anstrengt Tænken og Arbejden, naar man ligesom tager sig sammen for at tænke alvorligt over en Ting. Og her synes det at være Vanen fra det vilde Menneskes Stirren ud efter Bytte eller Fjender, som er blevet overført paa en beslægtet Sindstil- stand. Det gælder nu ikke længer om at holde et skadeligt Overmaal af Dagslys ude; men den forhen 261 » Bevægelse bevares, skøndt den er blevet zg, — ganske paa samme Maade, som vi løfter tynene hurtigt, naar vi vil mindes noget («se>» i Erindringen), % denne Bevægelse jo kun ig, naar vi i en Fa'$ vil se efter noget uden- vi ligesom søger at skyde en Bom for dét, til Pande-Rynken saa ofte er Indledningen. Der ar da det Minespil, som fortæller saa indtræn- gende og saa rørende om Bekymring eller Lidelser. —… Vi bliver i en vis Forstand hele vort Liv igennem wed at være smaa Børn. Ganske spæde Børn kan ikke græde. Deres Øjne kan blive vaade, hvis man Eks. kommer til at strøjfe Øjnene med Snippen af et Klæde, men de kan ikke «fælde Taarer». Saa at altsaa de pessimistiske Forfattere, der har gjort sig til af, at de er «kommet grædende til Verden», har søgt at binde Læserne en artig Røverhistorie paa Ærmet. Nej, ganske spæde Børn har kun ét Udtryk for deres kraftige Ulystfølelser, nemlig at skrige; og skrige gør de da ogsaa efter en stor Maalestok. Naar de nu saadan vil til at skrige, trækker altsaa først Øjenbryns-Rynkerne sig sammen; derefter sammen- trækker de kredsformede Muskler sig, hvorved der dannes Smaafurer rundt om Øjnene; og endelig trækker Næsens Pyramidemuskler sig sammen, hvorved Øjenbrynene og Pandehuden drages endnu længere nedad og hvorved der frembringes Tvær- 262 furer over Næseroden. Disse Musklers stærke Sam- mentrækning paavirker desuden, umiddelbart og middelbart, Muskler, som løfter Overlæben, og Muskler, som drager M ydvigene nedad. Lad os sammenfatte alle disse Å, åiskel-Grupper under Fæl- les-Navnet «Skrige-Muskler». Saa-er der det pud- sige, at lige saasnart . voksne Mennesker kommer i Betryk, saa bereder ogsaa deres Skrige- Muskler sig paa at sammentrække sig, eller de trækker sig virkelig sammen. Et Øjeblik endnu, og Mennesket vilde skrige op af fuld Hals, som i dets spæde Barndoms Tid. Men — det er jo fra Barnsben af og mange, mange Slægtled igennem blevet indpren- tet os, med baade godt og ondt, at det var en kedsommelig, ækel Vane, dette Skrigeri. Og den Ind- prentning har baaret Frugt. Ikke saa snart mærker vi nemlig, at vore Skrige-Muskler træder i Aktivitet, før vi (naturligvis ubevidst) sætter vor Pandemuskels Centralbundter energisk i Bevægelse. Medens Skrige- musklerne vil trække Brynene nedad, løfter tvert- imod Pandemusklen Brynenes indre Ender opad (og bylter dem derved ligesom sammen). Pande- musklens Sammentrækning hæmmer Øjemusklernes og Pyramidemusklernes Sammentrækning. Og i Ste- det for den skrigendes eller grædendes Ansigts-Udtryk fremkommer nu det Udtryk, som bringer os til at sige om et Menneske, at det ser ud til at være «paa Nippet til at briste i Graad». Øjenbrynene stilles paa skraa, og foruden de lodrette Rynker mellem Øjenbrynene dannes der Tvær-Furer over Midten af 263 te i sna høj Grad mus ådent blevet skildret af ” åt dog hos enkelte klas- 2de Panderynker vilde have taget sig mindre i ud paa et Marmor-Ansigt. Udtrykket er g ofte saa hurtigt forbigaaende, at de Bevæ- lser, der danner det, løber i ét for Tilskueren: man opfanger det og tyder det i samme Nu, men man faar ikke Stunder til at gøre sig Rede for, hvad det er, der foregaar i Ansigtet. Hos nogle Mennesker indfinder det sig ved latterligt smaa An- ledninger, blot der gaar dem det mindste imod; hos andre igen forekommer det kun undtagelsesvis og svagt. Sagen er vel den, at Evnen til saaledes at «stille sine Øjenbryn paa skraa» er forskellig hos de forskellige. Hvor Næsens Pyramidemuskler er særdeles kraftigt udviklede, vil Pandemusklens " Centralbundter aabenbart ikke kunne faa løftet den " indre Ende af Øjenbrynene ret meget i Vejret. Det skulde da være, at hyppigt gentagen Brug af Pande- " musklen efterhaanden styrkede den saaledes, at den tilsidst kunde tage Kampen sejrrigt op. Thi Øvelse Å Aitatuligvis saeritker enhver Bevægelse af Øjen- og pyraniide- Musklerne de Muskler, som trækker 264 Mundvigene nedad. Disse Muskler staar kun lidet under Viljens Indflydelse, og altsaa virker de uhin- dret videre (om end kun vagt) selv under let Ulyst. En ubetydelig Nedtræktt Je af Mundvigene er det karakteristiske Udtryk if, Nedslagenhed; ogsaa det er Rudiment af et Skrig 7.. g Saaledes kunde man gennemgaa det ene Sinds- bevægelses-Udtryk efter det andet. Alle Gebærder og Miner beror jo paa Sammentrækning af Muskler; Minespil er Muskelspil. Man forstaar følgelig det mimiske Billede bedre, naar man ligesom opløser det til de Muskel-Bevægelser, hvoraf det er skabt. Undertiden sættes et kun forholdsvis ringe Apparat i Gang. Udtrykkene for Brøde og List f. Eks. frem- kommer hovedsagelig ved Muskelbevægelser omkring Øjnene, Udtrykkene for Afsky og Væmmelse ho- vedsagelig ved Muskelbevægelser omkring Munden. Men undertiden igen maa mange Muskler med- virke; det saa' man bl. a. før, da der var Tale om Skuldertræknings-Gebærden «Jeg kan desværre ikke». Og endelig indgaar den ene og samme Muskel- bevægelse Forbindelser nu med disse, nu med andre Muskelbevægelser, saa at den bidrager til at danne yderst forskellige Sindsbevægelses-Udtryk. En «aaben Mund» betegner dum Uforstaaen, men den betegner ogsaa Overraskelse og Skræk. Vi lukker Munden fast, naar vi skal anspænde alle vore Kræfter (der- for tydes en fast lukket Mund som Tegn paa Be- 'stemthed), men vi lukker den ogsaa fast, naar vi Mund en ny Betydning. V om de øjeblikkelige imidlertid ikke følges blot til Slutning ses ag kunde hjælpe til at skaffe os en rationel Fy- momik. Som man véd, har Fysiognomiken ikke gjøre med de forbigaaende Udtryk, den beskæf- sig ikke med Miner og Gebærder. Men den , at naar Gebærder og Miner gentages ofte, "Legemets Holdning og Ansigtstrækkene Til- i: ed til at stivne i den Form, der saaledes, hyppigt er blevet paatvunget dem, saa at man alt- saa af denne blivende, varige Form kan slutte sig til det paagældende Menneskes Disposition for visse "Affekter, til hans Temperament eller Karakter. Man har kaldt Arkitekturen en frossen Musik. Paa samme Maade har man kaldt det blivende, fysiog- momiske Udtryk en frossen Mimik, — og Læren om den frosne Mimik er Fysiognomiken. i — Naar dens Omraade afgrænses saaledes, falder en Hoben Hensyn bort af sig selv, som man tid- ligere gjorde meget Væsen af. Om et Menneske har store eller smaa Øren, kroget eller lige Næse, brune eller blaa Øjne, mørk eller lys Teint, kan jo have ad- skilligt at sige for dét æstetiske Indtryk, som dets "Ansigt gør. Men da Ørers og Næsers Form og 266 Øjnes og Huds Farve umuligt kan Snave af Muskelbevægelser (i sidste Instans altsaa: af sjælelige Bevægelser) saa bliver døæes Form og Farve ganske ligegyldig for Fysiognomif øren. Naar man fortæller ham, at de blaaøjede i! » blonde skal være sagt- modigere af sig end de ”Brunøjede. og mørke, træk- ker han smilende paa Skulderen. Han véd, at al Forskellen paa f. Eks. det blaa og det brune Øje er den, at i det blaa mangler et Farvestof, som i det - brune Øje dækker over Skæret af Regnbuehindens Væv; og han ser foreløbig ingen Sammenhæng mellem lidt mer eller mindre Farvestof — og stor eller ringe Heftighed. ” De Forudsætninger, hvorpaa Fysiognomiken byg- ger, er nu for det første den, at et Legemes Musku- latur ogsaa i den Tilstand, vi kalder Ro, befinder sig i en vis Grad af Sammentrækning, og at denne Spænstighed er forskellig hos de forskellige Indivi- der; dernæst: at denne Ligevægtstilstand mellem de forskellige Muskler ophæves, naar enkelte Muskler bruges hyppigere eller øves mere end de andre. De Muskler, som øves mest, bliver kraftigere, springer tydeligere frem; megen Brug af Tyggemusklerne kan f. Eks. nok give et Ansigt et vist «Æder»-Præg. Og naar Muskler øves tidt, faar de en Tilbøjelig- hed, baade til under Hviletilstanden at forblive forholdsvis stærkere sammentrukne end de øvrige Muskler (hvad der blandt andet tidt i høj Grad bestemmer over «Blikket»), og til at trække sig 267 i at sige ved alle mulige Lejligheder, f slet ikke har været Bud til dem. PS wil En, der har, nemt til at forundre t skyde Øjenbryr. 'e i Vejret, om det saa rie, man beretter m- af de Stykker Hud, som Musklerne staar jindelse med. Tilsidst bliver Huden lig- & i de Rynker, hvori den paagældende Muskel- hentrækning atter og atter og atter har draget sammen; den har mistet Evnen til at glatte "ud igen. Saadan gaar det til, at f. Eks. de Ansigt fremviser til Stadighed det elige Rynke-Net, som blev beskrevet før, i, der taltes om at «stille Øjenbrynene paa skraa>», og som man har kaldt hesteskoformet. ele —… Det er disse Forhold, som Fysiognomikeren har at agte paa. Og da nu Darwin omhyggeligt har søgt at skaffe oplyst i alt Fald om adskillige Sinds- 'bevægelses- Udtryk, hvilke Muskelbevægelser der danner dem og hvorledes deres nøjagtige Form er, "| saa tør man vel nok sige, at hans Bog har ogsaa "| ydet et Bidrag til Grundlæggelsen af en rationel "Fysiognomik. Før ham havde vel en tysk Skri- bent givet et noget lignende Bidrag”), men det havde 18) Dr. Theodor Piderit, Wissenschaftl. System d. Mimik …… u. Physiognomik. Detmold 1867. — Efter Darwins Bog er der kommet en ny og forandret Udgave af —… dette Værk. SE nen | paa Opgaven, — " han saa ofte var: - s ØE é re 4 i ; i Bi A ? å i y F; Se SST RART IE f | | | | ÆT $ em e,, we 4 — £ Jacobsen, Jens Peter Darwin leaser a 000 ere r rar.» ennen