ER NT © I ee VUS KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES Se LOK ABS NATURVIDENSKABELIGE oc MATHEMATISKE AFHANDLINGER. TREDIE DEE L. mm —— MED 4 KOBBERTAVLER. ELU RQ KJÖBENHAVN, 1828. TRYKT I-HARTY. FRID. POPPS BOGTRYKKERIE. er ner he 954 ur ehr i 1. + j pea) BEER ee Br lait ‘ 95 was Lace REEL ow hk dd F ortegnelse paa Selskabets Embedsmænd og dvrige Medlemmer Oversigt over Selskabets Forhandlinger og dets Medlemmers Ar- Border fra 31 Mas 489A 21,81 Mai 4807 af Werf OT SCAM ee Us pda) ee les a he, he Almindelig Methode for Differentialæquationernes Integration ved Prof. H. G. Schmidien PEN tall (ities pare Beskrivelse af guineiske Planter, som ere fundne af danske Botanikere iser af Etaisraad Thonning ved Prof. PACS chevalier, Asie Stykke ti, N. vo Bidrag til Blöddyrenes Anatomie og Physiologie; af Professor LL Jacobson :. 1... I. Undersøgelser til nærmere Oplysning af den herskende Mening om Dammuslingernes Fremavling og Ud- GERLEV ON ARE" ERNEST FA II, Beskrivelse af tvende i Dammuslingen opdagede Ind- LOIS OP TRE MR ER 3 ghee pie re int TT EU, III. Cycladens anatomiske Undersøgelse . IV. Om Bliddyrenes Nyrer og om Urinsyren, som . . . . ° . ° ° ved dem hos nogle af disse Dyr afsondres + . » Sid Es I. XIII. V. Indsugningen og Optagelsen af fremmede Sub- stantser i Blodet, oplyste ved Forsög + © 348. Geognostiske Bidrag af Lector G. Forchhammer; Aste Stykke . 363. Om Fucus buccinalis Lin. af Prof. J, W. Hornemann . 379. Om Luftens Virkning paa de astronomiske Penduluhres og Leng- . deuhrenes Regulator, af Urban Jürgensen . . . 391. SÅ 8 : FORTEGNELSE F OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS EMBEDSMÆND OG ÖVRIGE MEDLEMMER. Embedsmænd. President. | ie Excellence Hr. Ernst Henrich Greve af Schimmelmann, til Grevskabet Lindenborg, Ridder af Elephanten, Storkors af Danncbrogen og Dannebrogsmand, Geheime- Statsmini- _ ster og Chef for Departementet for de udenlandske Sager Ox SV; | Secretar: Hr. Hans Christian Orsted, Doctor Philosophie; ordentlig Pro= fessor i Physiken ved Kidbenhavns Universitet; Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. Kasserer. Hr. Conrad Friderich v. Schmidt- Phiseldeck, Doctor Philo- sophie, Etatsraad, Deputeret i det kongelige General-Told- kammer og Commerce-Collegium, Ridder af Dannebrogen, Oo. S, V. (1) Il Archivarius. Hr. Joakim Frederik Schouw, Doctor Philosophie, Professor i Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. Landmaalings- Commissionen. Hr. Peter Johan Wleugel, Commandeur i Söe-Etaten, Navi- gations-Directeur, Ridder af Dannebrogen o. s. vy. — Erasmus Fog Thune, Doctor Philosophie, Professor i Ma- thematiken ved Kiôbenhavns Universitet, Lector i de mathe- matiske Videnskaber ved Söeetaten o. s. v. Ordbogs- Commissionen. Hr. Börge Thorlacius, Doctor Theologiæ og Philosophiæ, Etats- raad, ordentlig Professor i det latinske Sprog ved Kiöben- havns Universitet, Ridder af Dannebrogen o.s. v. Formand. — Peter Erasmus Müller, Doctor Theologiæ o,, Philosophie, ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universi- tet, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Jens Möller, Doctor Theologiæ, ordentlig Professor i Theo- logien ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. — Knud Lyne Rahbek, Doctor Philosophie, ordentlig Pro- -fessor i Æsthetik og det danske Sprog ved Kiöbenhavns Universitet, Theater Directeur, Ridder af Dannebrogen o. s. v' — Jens Lauritz Andreas Kolderup - Rosenvinge, Doctor juris, Professor i Lovkyndigheden ved Kiöbenhavns Universitet, extraordinair Assessor i Höiesteret o. s. v. Casse-Commissionen. Hr. Grim Johnsen Thorkelin, Doctor juris, Etatsraad, Profes- sor, Geheime-Archivarius, Ridder af Dannebrogen o. 8. Y. III Hr. Johan Fredrich Wilhelm Schlegel, Doctor juris, Confe- _ rentsraad, ordentlig Professor i Lovkyndigheden ved Kiö- benhavns Universitet, extraordinair Assessor i Höiesteret, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Lauritz Engelstoft, Doctor Philosophie, Etatsraad, Med- lem af Directionen for Universitetet og de lærde Skoler, ordentlig Professor i Historie og Geographie ved Kiöben- havns Universitet, Ridder af Dannebrogen o. s. v. RCP TSO Pr. Hr. Erasmus Georg Fog Thune, Professor o. s. v. Æres - Medlemmer. Hs. Excellence Hr. Cai Friderich Greve af Revenilov til Gla- sau og Altenhof, Geheimecouferentsraad, Landdrost og Gou- verneur i Hertugdömmet Lauenburg, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. — Excellence Hr. Ernft Henrich Greve af Schimmelmann, Ge- heime - Statsminister o. s. v. Selskabets President. — Excellence Hr. Friderich v. Moltke, Geheimeconferentsraad, Directeur for Öresunds Toldkammer, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ordens Se- cretair 0. Ss. V. — Excellence Hr. Herman Baron at Schubart, Geheimecon- ferentsraad, General-Commerce-Intendant i de italienske, levantiske og joniske Havne, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ridder af den Russisk - Polske St. Stanis- laus Orden, Vicepræsident af det italienske Academie 0. Ss. Y. (1 *) IV Hs. Excellence Hr. Johan Sigismund v. Mösting, Geheime- Stats- og Finants-Minister, Præsident i Rentekammeret, för- ste Deputeret for Finantserne, Ordens Vice-Kantsler, Rid- der af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogs- mand o. s. v. a — Excellence Hr. Johan v. Bulow til Sanderumgaard, Gehei- meconferentsraad, Ridder af Elephanten, Storkors af Dan- nebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. Indenlandske ordentlige Medlemmer. Hs. Excellence Hr. Adam Wilhelm v. Hauch, Doctor Philo- sophie, Overhofmarschal, Over-Staldmester, Chef for Ca- pellet, Mynt-Cabinettet og Kunstmusæet, og den kongelige Malerie Samling, Marschal for de kongelige Ordener, Rid- der af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogs- mand o. Ss. V. | Hr. Grim Johnsen Thorkelin, Etatsraad, Doctor juris, Gehei- me-Archivarius, Secretair ved den bestandige Commission for Arnas Magnusens Legatum, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Friderich Münter, Doctor og Professor Theologie, Biskop over Siellands Stift, Ordens Biskop, Medlem af Missionscol- legiet og Directionen for Veisenhuset, Storkors af Danne- brogen og Dannebrogsmand o. s. v. ’_ Johan Daniel Herholdt, Doctor Medicine, ordentlig Pro- fessor i Medicinen ved Kidbenhayns Universitet, Stabsmedi- cus i Sde-Etaten, Medlem af det kongelige Sundhedscolle- gium, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Andreas Gamborg, Professor emeritus ved Kiöbenhavns Uni- versitet. - - VE V Hr. Peter Kofod Anker Schousboe, General-Consul i Marocco, Le- gationsraad, Ridder af Dannebrogen og St. Anna Ordenen. "== Gregers Wad, Etatsraad, ordentlig Professor i Naturhisto- rien ved Kiöbenhavns Universitet, Inspecteur ved det kon- gelige Natural-Museum, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Niels Iversen Schow, Doctor Philosophiæ, Justitsraad, or— dentlig Professor i det græske Sprog og Archæologie ved Kiöbenhavns Universitet, Professor i Kunsthistorie og My- thologie ved Academiet for de skiônne Kunster o. s. v. | — Christian Heinrich Pfaff, Doctor Philosophiæ, ordentlig Professor i Medicinen ved Universiteteti Kiel, Ridder af Dan- nebrogen 0. s. v. — Johan Georg Ludvig Manthey, Justitsraad, Professor, Rid- der af Dannebrogen. Hs. Excellence Hr. Ove Malling, Geheime-Statsminister, förste Medlem af Directionen for Universitetet og de lærde Sko- ler, kongelig Historiograph, Chef for det store kongelige Bibliothek, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. Se Hr. Johan Friderich Wilhelm Schlegel, Conferentsraad, Doc- tor og Professor juris, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Conrad Friderich v. Schmidt-Phiseldeck, Etatsraad o. s. v. Selskabets Kasserer. — Christian Friderich Schumacher, Doctor Medicine, Pro- fessor i Anatomien ved Kiöbenhayns Universitet, Meddirec- teur ved det kongelige Frederiks Hospital, Ridder af Dan- nebrogen o. s. v. — Hans Christian Örsted, Professor, Ridder af Dannebrogen ÖL BUN. Sea Secretair. VI Hr. Börge Thorlacius, Etalsraad, Professor, Ridder af Danne- brogen o. s. v. — Johan Herman v. Kramer, Oberstlieutenant, Ridder af Dannebrogen. — Anders Sandie Ørsted, Doctor juris, Etatsraad, General- procureur, Deputeret i det danske Cancellie, Ridder af Dan- nebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. — Peter Erasmus Müller, Professor Theologie, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Lauritz Engelstoft, Etatsraad, Professor, Ridder af Danne- brogen o. s. v. — Jens Wilken Hornemann, ordentlig Professor i Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen, o. s. v- — Peter Johan Wleugel, Commandeur, Ridder af Dannebro- gen 0. Ss. V. — Jens Moller, Professor Theologiæ o. s. v. — Heinrich Christian Schumacher, Doctor juris, ordentlig - Professor i Astronomien ved Kiöbenhavns Universitet, Rid- der af Dannebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. — Erasmus Georg Fog Thune, Professor o. s. v. Selskabets Revisor. — Urban Jiirgensen, Kongelig astronomisk Uhrmager, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand. £ — Christian Ramus, Doctor Philosophiæ, Professor, Directeur for Myntkabinettet, Bibliothekar ved det classenske Biblio- thek, Ridder af Dannebrogen o. s. v. | — Fredrik Christian Sibbern, Doctor Philosophiæ, Professor i Philosophien ved Kiôbenhavns Universitet. VII Hr. Jacob Peter Mynster, Doctor Theologiæ, Medlem af Di- rectionen for. Universitetet og de lærde Skoler og af Direc- tionen for Pastoral-Seminariet, Kongelig Hofprædicant, re- siderende Capellan ved vor Frue Menighed, Ridder af Dan- nebrogen og Dannebrogsmand o. s. v. Mathias Hastrup Bornemann, Doctor juris, ordentlig Pro- fessor i Lovkyndigheden ved Kiöbenhavns Universitet, ex- traordinair Assessor i Höiesteret o. s. v. Joachim Diderich Brandis, Doctor Medicine, Etatsraad, Livmedicus, Archiater, Ridder af Dannebrogen og Danne- brogsmand o. s. v. Johan Sylvester Saxtorph, Doctor Medicine, Etatsraad, ordentlig Professor i Medieinen ved Kiöbenhavns Universitet, Medlem af Sundhedscollegiet, Overlæge ved Födsels- og Pleie- stiftelsen, Ridder af Dannebrogen o. s. v. Ludvig Levin Jacobson, Doctor Medicine & Chirurgiæ, Pro-. fessor, Regimentschirurg o. s. v. Knud Lyne Rahbek, Professor, Ridder af Dannebrogen o. s. v. Erich Christian Werlauff, Doctor Philosophie, Justitsraad, Professor i Historien ved Kiöbenhavns Universitet, Bibliothe- kar ved det store kongelige Bibliothek o. s. v. Johan Christopher Hagemann Reinhardt, Professor i Na- turhistorien ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. Rasmus Nyerup, Doctor Philosophie, Professor i Litterair- Historien ved Kiöbenhayns Universitet og Bibliothekar ved Universitets-Bibliotheket, Provst paa Regentsen, Ridder af Dannebrogen o. s. v. Ole Worm, Professor, Rector ved den lærde Skole i Horse ns, Ridder af Dannebrogen. VIE Hr. Bendt Bendtsen, Professor, Magister, Rector ved den lærde Skøle i Fredriksborg, Ridder af Dannebrogen. * — Joakim Fredrik Schoui, Professor o. s. v. Selskabets Ar- > chivarius. — Jens Lauritz Andreas Kolderup - Rosenvinge, Doctor og Professor Juris o. s. v. — /Filliam Christopher Zeise, Doctor Philosophie, Professor i Chemien ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. — Rasmus Christian Rask, Professor ı Literair-Historien ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. _ : — Georg Forchhammer, Doctor Philosophie, Lector i Che- mie og Mineralogie o. s, v. — Henrich Gerner v. Schmidten, Magister, Professor i Mathe- matiken ved Kidbenhavns Universitet o. s. v. | — Peter Ole Bröndsted, Doctor Philosophie, Geheimelegations- raad, dansk Hofagent i Rom, Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen o. s. v. — Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophiæ, Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet o. s. v. — Hans Christian Lyngbye, Sogneprest til Söborg og Gille- leie Menigheder i Sielland. Udenlandske Medlemmer. Hr. Wilhelm Coxe, Medlem af Videnskabernes Selskab i Lon- don. — Sigismund Friderich Hermbstidt, Preussisk Geheimeraad, Medlem af Fabrik~ og Manufactur-Collegiet i Berlin, Over- medicinalraad og Professor i Chemien. IX ~ Hr. Johan Bartholomæus Tromsdorff, Doctor og Professor i Erfurt." Friderich vi Zach, Baron, forhen Overhofmester hos den af- dåde Enke-Hertuginde af Sachsen-Gotha og Altenburg. Antoine Isaac Sylvestre de Sacy, Baron, Professor i de orientalske Sprog i Paris, Commandeur af Æreslegionen. Niels Treschow, Doctor Theologiæ, Statsraad i Norge, Comman- deur af Nordstierne-Ordenen og Ridder af Dannebrogsor- ‘denen. - Jens Esmarch, Professor i Mineralogien i Christiania. Carl Victor v. Bonstetten, forhen Amtmand i Nyon, i Genéve. Antoine Portal, Ridder, Professor. flermann, Ridder, Generalmajor, Berghauptmand ved de Cathrinebergske Bjergværker og Stôberier. Jean Antoine Chaptal, Greve, Storkors af Æreslegionen. Georg Leopold Chrétien Frédéric Dagobert Cuvier, Baron, Medlem af Æreslegionen, Præsident for det offentlige Under- viisnings Collegium i Paris, Secretaïr for det kongelige Vi- denskabernes Selskab i Paris. Reinhardt Woltmann, Directeur ved Vandyærkerne i Cux- haven. | - Edvard Romeo Vargas de Bedemar, Greve, Kammerherre, Maltheser-Ridder, Commandeur af den Storhert. Saxiske hvide Falkeorden. Cajetan Palloni, Doctor og Professor i Medicinen i Pisa. Jens Rathke, Professor i Zoologien ved Universitetet i Christiania. (2) x Hr. Alexander von Humboldt, Baron, Kammerherre, i Berlin. Johan Jacob Berzelius, Professor i Chemien i Stokholm, Commandeur af Vasa- og Ridder af Nordstierne-Ordenen, Secretair ved det kongl. Videnskabernes Selskab i Stokholm. Anton Henrich L. Heeren, Hofraad, Professor i Göttingen, Ridder af Guelfe-Ordenen. Carl August Böttiger, Hofraad, Brats i Dresden, Rid- der af Wladimir—Ordenen. — Friderich Creuzer, Hofraad, Professor i Heidelberg, John Redman Coxe, Doctor og Professor i Chemien ved Universitetet i Philadelphia. 2 J. B. van Mons, Apotheker i Brussel. Louis Joseph Gay Lussac, Professor i Chemien i Paris, Medlem af Æreslegionen. Carlo Rosini, Biskop af Puzzuoli og President for det Her- eulanske Academie i Neapel, Carl Friderich v. Wiebeking, Geheimeraad, Ridder af civil Fortjenst-Ordenen i Bayern, af den bayerske Krone og af St. Anna-Ordenen. Flauti, Professor i Neapel. Carl Ludvig Metzler Gieseke, Professor i Mineralogien i Dublin, Commandeur af Dannebrogen. Robert Jamieson, Professor i Mineralogien 1 Edinburgh. Theodor Monticelli, Secretair ved Videnskabernes Selskab 1 Neapel. | Johan Friderick Meckei, Professor i Medicin og Chips i Halle, Ridder af Jernkorset og af Wladimir-Ordenen. Lawrence, Professor, Chirurgus ved Bartholomæus-Hospita- let i London. | Thomas Young, Doctor, Secretair ved Videnskahernes Sel- skab i London. ” XI Hr:Pond, Directeur for detastronomiskeObservatorium i Greenwich. — Johan Friderich Ludvig Hausmann, Hofraad, Professor i Mineralogien i Göttingen. Johan Friderich Stromeier, Hofraad, Professor i Chemien i Göttingen, Ridder af Guelfe-Ordenen. Henrik Steffens, Professor i Mineralogien i Breslau, Rid- der af Jernkorset. Humphry Davy, Baronet, President for Videnskabernes Selskab i London, Leopold v. Buch, Preussisk Kammerherre, i Berlin. Carl Friderich Gausf, Hofraad, Professor ved Universitetet i Göttingen, Ridder af Dannebrogen. Friderich Wilhelm Bessel Professor i Königsberg, Ridder af Dannebrøgen. Colby, Major i Ingenieur Corpset, Chef for Gradmaalningen 1 England. Sergius v. Ouwaroff, SER: Statsraad, Præsident for Vi- denskabernes Selskab i Petersborg. Joseph v. Hammer, osterrigsk Hofraad, Medlem af det ori- entalske Academie i Wien, Ridder af Dannebrogen, Wladimir og St. Leopold Ordenen, Commandeur af Constantinsordenen. Ermann, Professor i Berlin og Secretair for den physiske Klasse af Videnskabernes Selskab sammesteds. Brewster, Doctor Med..i Edinburgh og Secretair for Vi- denskabernes Selskab. f Brera, Statsraad og Secretair for Videnskabernes Institut i Overitalien. — Ernst Friderich v. Schlotheim, Hertugelig Sachsisk- Co- burgisk og Gothaisk Geheimeraad og Kammerpræsident. — Antoine Laurent de Jussieu, Professor i Botaniken i Paris. Medlem af Æreslegionen. (2 *) XII m —_— Hr. August Pyramus Decandolle, Professor i Botaniken i Geneve. | | Robert Brown, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. Christopher Martin Frahn, Doctor Theologie og Philoso- phiæ, Academiker i St. Petersborg for de orientalske Old- sagers Fag, Ridder af St. Anna Ordenen. J. F. L. Schröder, Professor i Physik og Mathematik i Utrecht. Francois Jean Dominique Arago, Professor i Astronomien ı Paris. Joseph Fourier, Baron, en af det franske Videnskabernes Selskabs Secretairer. J. F. W. Herschel, Esquire. Kater, Capitain. William Hyde Wollaston, Vicepræsident for det Konge- lige Videnskabernes Selskab i London. Louis Jaques Thénard, Professor i Chemien i Paris, Med- lem af Æreslegionen. | Christian Samuel Weifs, Professor i Mineralogien i Berlin. Seebeck, Doctor, Medlem af Videnskabernes Academie i Berlin. Savigny, Professor, Geheimeraad. : Gustav Hugo, Professor juris ogGeheime-JustitsraadiGöttingen. Eichhorn, Professor juris, Hofraad i Göttingen. Geijer, Professor i Historien og Ordens Historiographi Upsala. Philip Nathanael Wallich, Dr. Philos., Directeur af den botaniske Have i Calcutta. Christian Hansteen, Professor i Christiania. Fresnell, Medlem af det franske Institut i Paris. Struve, Professor i Astronomien i Dorpat. Oy ERS LG T OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKARS FORHANDLINGER OG DETS MEDLEMMERS ARBEIDER FRA 31 MAJ 1824 TIL 31 MAJ 1827, _ AF PROFESSOR H. C. ORSTED, RIDDER AF DANNEBROGEN OG DANNEBROGSMAND , SELSKABETS SECRETAIR. 7 « À SK ay “Ja a Ir Le “re te ” i 25 NS SAR Fra 31 Maj 1824 til 31 Maj 1825. TT Fire mms I dette Tidsrum har Selskabet tabt tvende udmærkede Mend, den ene af Æresmedlemmernes, den anden af de ordentlige Medlemmers Classe. Hs, Excellence Geheimeconferentsraad Classen, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen o. s. v. endte i Aar sin lange og ærefulde Bane. Hans utrættelige Virksomhed for den store af hans Broder stiftede, og af ham udvidede patriotiske Indretning, der förer deres Navn, og/i saa mange Grene udbreder sin Indflydelse, deels til Forbedring af det Fædrelandet saa vigtige Landvæsen, deels til Oplysningens og Videnskabernes Fremme, vil i lang Tid vedligeholde hans Minde; og den af ham stiftede aarlige Præmie vil for stedse gjemme hans Navn i vort Selskabs Aarböger. Et andet, og höist smerteligt Tab leed vort Selskab, i det Döden berövede os vor berömte Mathematiker, Professor. Carl Ferdinand Degen, i en Alder, der havde tilladt os at haabe at han endnu skulde have beri- get Videnskaben med flere af de Bidrag, hvorved han havde skaffet sig et agtet Navn ikke blot indenlands men ogsaa blandt Fremmede. Til ordentlige indenlandske Medlemmer ere optagne I den physiske Classe: Professor og Dr. Phil. William Zeise. N a2 Z den historiske Classe: Professor Rasmus Christian Rask. Physisk Classe. \ Professor Reinhardt har meddeelt Selskabet nogle ichtyologiske Bi- drag, hvoriblandt var Beskrivelse og Tegninger ‚af tvende nye Arter af XVI Slægterne Raja og Squalus. Vos den förste af disse, som han benævner Raja alata, have Brystfinnerne en stor Lighed med en Fugls udbredte Vinger. Dette bevirkes derved at Brystfinnerne ikke, saaledes som hos de &vrige Underslægter af Raja, og selv indtil en vis Grad hos Mylobates, forene sig med Hovedets Sider, men adskilles derfra ved et dybt Indsnit; saa at Hovedet er fuldkomment frit, og en,kort Hals liggér imellem' dette og Brystfinnernes Basis. Den Afvigelse fra den eiendommelige Fiskeskab- ning, som udtrykker sig i denne mærkværdige Familie, ved den lange tynde Hale, der ikke kan opfylde sin hos de lavere Hvirveldyr oprindelige Be- stemmelse, at vere Dyrets væsentlige Bevægelsesredskab, vorder her end- nu kjendeligere ved Brystfinnernes friere Forbindelse med Ryghvirvelstöt- ten, hvorved de komme til at forestaae Stedforandringen. Med den af Cu- vier bestemte Underslægt Raja, stemmer den ganske overeens i Henseende til Halens Form og de uparrede Svôümmefinner, hvoraf en lille danner Ha- lens Spidse og to smaa sidde over Halens Rygflade; ligeledes har den samme T'ændernes Dannelse, og samme Fordeling af skarpe Pigger paa Hovedet og Halen. Det beskrevne Individs Födested er ubekjendt. Den anden af de nye Arter henhörer til Underslægten Spinax efter Cuvier. Det synes at den undertiden forvexles med Squalus spinax Linnei, med hvilken den.i Skikkelse og Störrelse kommer overeens, hvorimod der i Henseende til Tændernes Form, og Hudens Beskaflenhed er en væsentlig Forskjel mel- lem begge. Den nye Art er fundet ved Julianehaab paa Grönland; hvil- ket giver Forf. Anledning til at tillægge den et Artnavn, der erindrer om vor af den Grönlandske Fauna saa höitfortjente Otto Fabricius; hvorfor han da kalder den Spinax Fabricii. De tre Arter af Urderslægten ‚Spi- nax, der forekomme i de nordlige Farvande, men hvoraf de to ogsaa fo- rekomme i Middelhavet, kunne formedelst Tændernes Form lettelig skjel- nes fra hverandre; Forf. giver fölgende korte Artmærker. 1) Spinax acanthias. Dentibus similibus, utriusque maxillæ serratis. ” 2) Spinax Gunneri (Squalus spinax Linn). Dentibus dissimilibus, maxillæ superioris tri-quinque cuspidatis, inferioris serratis. 3) Spinax Fabrieii. Dentibus similibus utriusque maxillæ tri-quinque cuspidatis. Huden paa denne sidste er besat med en Mængde smaa stjernefor- mige skarpe Ophöininger. ., { I samme Bidrag vistes ogsaa at Salmo Grünlandicus (Lodden). hen- : hörer til Underslegten Osmerus ; og at den Slægt, som Bloch har kaldet Nothacanthus, gen Fabricius allerede tidligere havde givet Navnet Cam- pylodon, bör udgjöre en egen Familie af Acanthopterygii. -Som bekjendt seer man ingen Gjenstand fuldkomment nôiagligt, med mindre Oiets Dele bryde de derfra mødtagne Lysstraaler saaledes, at For- eningspunktet af de Straaler, der komme fra hvert Punkt deri, netop fal- der paa Öienzttet. ‘Kommer derimod dette Foreningspunkt til at ligge en- ten foran eller bagved Öienzttet, saa afbildes ikke hvert Punkt i Gjenstan- den ved et Punkt i Billedet, men ved en liden Kredsflade, Er Afvigelsen ikke stor, kan Tydeligheden endnu vere tilstrækkelig; men denne Afvi- gelse naaer let en Grad, hvor al Tydelighed forsvinder. Da Straalernes Foreningspunkt, alt Ovrigt lige, falder desto længere bort fra det straa- leforenende Legem, jo nærmere det Punkt, hvorfra Straalerne komme, ligger sammen, saa forstaaer det sig, at et Cie, som ikke kunde forandre sig, umuligen kunde give kjendelige Billeder, baade af nære og fjerne Gjen- stande. At Öiet altsaa maa have den Egenskab at forandre sig saaledes, at Straaler af meget ulige Spredningsvinkler kunne danne deres Foreningspunkt _ paa Öienzttet, har man alt længe indseet; men“ over Maaden hvorpaa Na- turen bar opnaaet dette Oiemeed, har man været desto mere uvis; de skarpsindigste Granskere have sôgt at löse denne Opgave, uden at man dog “hidindtil havde fundet en tilfredsstillende Löösning deraf Professor Jacob- son, der allerede lenge har sysselsat sig med Undersügelser over Sandse- redskaberne, saavel i deres sunde som syge Tilstand, har fundet en hid- til ukjendt lidretning i Oiet, der synes at udbrede nyt Lys over denne Sag. Han viser at de fleste Gisninger, man fra Tid til anden havde dan- net sig over Oicts her omhandlende Forandring ere at betragte som allerede gjendrevne, og at kun den Mening er sandsynlig, som antager at Foran- -dringen beroer paa Krystallindsens Flytning, frem og tilbage. Denne Me- ning har vist nok nu de vigtigste Stemmer for sig; men Oiets Anatomie saaledes som ‘den hidindtil fremsattes, syntes at staae i Strid dermed. Man forestillede sig, at Krystallindsen formedelst en fast hindeagtig Ring (Zo- nuda Zinnii) var forenet med Straalelegemets Fortsettelser (processus cil- ares), saa at der ingen Deel af den foran Krystallindsen værende Vædske, kunde gaae til Side for den; Lindsen fölgeligen ikke kunde bevæges uden (7) XVIII at Oiet maatte lide en Forandring i sin Form, hvilket strider mod Iagtta- gelserne. Den nye Undersôgelse derimod viser, at Lindsens Forbindelse med Straalelegemet skeer ved mangfoldige fine men stærke Fibrer, mellem hvis Aabninger Vædsken kan finde Indgang til en Kanal, som omgiver Kry- stallindsen, og som er bekjendt under Navn af Petits Canal. Denne har hidindtil været meget ufuldkomment kjendt, og dens Forretning derfor ikke ladet sig udgranske. Den dannes af en Membran, som fra Krystallindsens Bagside gaaer hen over den forreste Rand af Glasvædsken, til Straalelege- met, beklæder det, og ved dets Fortsættelser forvandler sig til tvende Ra- der af Fibrer eller Strenge, der gaae hen til Krystallindsen. I Hulheden af Kanalen findes endnu en Rad af skraalöbende Strange, der forene Straa- lelegemet med Kanalens Hinde. Imellem de førstnævnte Strenge findes mangfoldige Aabninger, hvorved Vandvædsken faaer Adgang til denne Kanal. Nu begriber man hvorledes Krystallindsen kan ferandre sit Sted efter Synsgjenstandens Afstand. Er Gjenstanden ner, saa sammentrækkes Iris og sandsynligviis Straalelegemet, og Krystallindsen rykker frem; hvor- imod en Deel af Vandvæsken gaaer ind i Kanalen, der saaledes danner et Afledningsrum (Diverticulum) for Vædsken. Ved Synet af fjerne Gjenstande skeer alt det Modsatte. Den sammenlignende Anatomie föier hertil nye Bestyrkelse. Hos de Dyr der have et skarpt Syn, f. Ex. Hunden, Katten, Sælhunden, er denne Indretning udmærket kjendelig. Hos Rovfuglene, hvis skarpe Syn er saa bekjendt, findes ikke blot det her beskrevne Aflednings- rum, for det bagerste Oickammer, men ogsaa et af lignende Beskaffenhed for det forreste. Dette Afledningsrum ligger mellem Straalelegemets ydre Flade og den Öiet omgivende uigjennemsigtige Hornhinde (Sc/erotica). Dets Fibrer gaae fra Regnbuehindens ydre Rand hen til Hornhindens Rand. Dette Afledningsrum er det samme, som hos Pattedyrene förer Navn af Fontanas Kanal; kun er den hos Rovfuglene langt mere udviklet. Hos Sælhunden er den ogsaa temmelig uddannet. Ved Hjelp af disse Aflednings- rum er det ogsaa at Oiet indtil en vis Grad kan taale Tryk og Stöd, uden at Oienættet derved lider. Prof. Jacobson, sætter sin Opdagelse i For- bindelse med en af ham allerede for længe siden*) fremsat Undersögelse over Sandserne, hvori han har viist at Saudseredskaberne maa deles i tvende +) Nouveau Bulletin de Ja société philomatiqve à Paris. Sept. 1813. — Blainville priucipes d'anatomie comparée T. I. p, 41-44. XIX Klasser: de chemiske, hvortil han henförer Smag og Lugt, og de mechani- ske, hvorunder han indbefatter Fölesands, Hörelse og Syn. Til denne sid- ste Classe höre Afledningsrum, som de beskrevne. Saaledes har Öret tre Afledningsrum, nemlig det Eustachiske Rör for Luften i Trommehulheden og Aquceductus vestibuli og cochleæ for Forgaarden og for Sueglen. Ende- ligen fremsætter Prof, Jacobson nogle Sygdomstilfælde i Öiet, hvorved Gjen- standen oplyses. | Det for Physiologie og Medicin saa vigtige Spörgsmaal, angaaende indsugede Stoffers uforandrede Optagelse i Kredslöbet, fortjener, uagtet de mange derover allerede gjorde Forsög, endnu altid fortsatte Undersögelser. Man havde hidindtil foretaget disse Forsög paa Hvirveldyrene; men Blo- dets hurtige Omlöb, mörke Farve og Lethed til at störkne lagde her store Hindringer i Veien for at opdage de fremmede Stollers Nærværelse: Pro- fessor Jacobson har derfor over denne Gjenstand iværksat en Række af For- sög paa Bléddyr (Mollusca), hvor alle disse Hindringer ere langt ringere. Ved en betydelig Række af Forsög, hvori han udsatte den store Have- snegl (Helix pomatia) for Indvirkningen af det jernblaasure Kali erholdt han fölgende Resultater. — Hele Overfladen af Dyret, men isærdeleshed den der bedækkes af Skallen, besidder i höi Grad Indsugningsevnen. — Det jernblaasure Kali gaaer hurtigt og uforandret over i Blodmassen —Det kan circulere meget lenge, uden at Blodmassen derved lider, — Selv overor- dentlig ringe Mengder af dette Salt blive i dette lyse Blod ikke uopdaget ved de chemiske Prövemidler. — Blodet kan ogsaa modtage saa stor en Mengde af dette Salt, at det med Chlorjern giver en dyb mörkeblaa Far- ve. — Naar Blodet störkner, hefter dette Salt sig til Aiggehvidestoffet. — Mengden af det i Blodet optagne Salt formindskes efterhaanden, og for- svinder omsider. — Udförselsveiene (emunctoria) for dette i Blodet optagne fremmede Stof ere: Lungerne, hvorved kun en ringe J)cel udskilles: Ny- rerne, hvis Virkning ligeledes er ringe: Leveren, ved hvilken den störste Mengde udskilles og Blodet renses, — Det jernblaasure Kali findes derfor efter nogen Tid i Mavens og Tarmenes Vædsker og i Excrementerne, og det i samme Grad rigeligere, som Blodet viser sig fattigere derpaa. — Lig- ger Dyret i Dvale, gaaer Udskillelsen langsommere; men derimod hurti- gere, naar Dyret har taget Nering til sig. At Blodets Rensning hos Blöd- dyrene skeer ved Leveren, hidrörer derfra, at denne hos disse Dyr mod- (5 *) XX ang mn nn Ud tager den stôürste-Mængde af arterielt Blod, og det tilfört lige fra Hjertet ; hos Pattedyrene derimod, hvor Leveren modtager en i Forhold til dens Masse ringe Mængde af arterielt Blod, skeer denne Rensniug ved Nyrerne, som her modtage langt mere deraf. — Da Blöddyrene intet Iymphatisk Sy- stem have, give disse Forsög et nyt Bevis for Venernes Indsugningseyne. | ., Professor Schouw, som ved sine Reiser i Italien har forberedet et Verk over dette merkverdige Lands Klima og Vegetation, har i Aar fore- lagt Selskabet et Brudstykke af dette Arbeide, i en Udsigt over Regnfor- holdene i Italien. Medens Veirforholdene inden for Vendekredsene frembyde en Re- gelstemmighed. der strax falder i Öinene, synes de derimod udenfor samme at være regellöse, og fremstilles ogsaa som saadanne af de fleste Forfattere. Men jo större Antallet af videnskabelige Iagttagelser vorder, jo mere man betragter de forskjellige Veirforhold i Sammenhæng, og bringer demi For- bindelse med de övrige physisk - geographiske Forhold ; — jo mere vil der ogsaa forsvinde af denne Regellöshed. — Forfatterens Udsigt over Italiens Regnforhold giver et nyt Beviis herpaa. Samler man de Resultater, som et meget betydeligt Antal af deels trykte deels utrykte N isen give; saa finder man at Regnens Mengde paa den nederste sydlige Skrænt af Al- perne, samt ved deres Fod i den lombardisk - venetianske Slette, efter et Middeltal»ér 54-55 Pariser Tommer og at den paa enkelte Steder stiger til 86-90 Tom. at den derimod i Midten af denne store Slette efter et Middeltal er 36-37 T. og paa intet Sted overgaaer 45 T.— og at den i den sydligste Deel.af Sletten ved Apeninernes nordlige Fod efter et Mid- deltal kun belöber sig til 27-28 T. og kutetsteds overgaaer 32 T, I den östlige Deel af denne Slette er Regnmængden stôrre end 1 den vestlige; saaledes giver et Middelforhold af Steder ved Alpernes Fod östen for Lago di Garda 58-59 T., af Steder vesten for denne Söe 39-40 T. Ved den sydlige Fod af Apeninerne, hvor denne Bjergmasse har en östlig Retning, altsaa paa den genuesiske Kyst, er Regnmængden betydeligere end paa den _modsatte nordlige Side, nemlig efter et Middeltal 42-43 T. Aarsagerne til denne Fordeling synes at vere fölgende: De Vinde, som i Europa medföre Regn ere de vestlige og sydlige, hine fordi de ai före Dunster fra Havet, disse fordi de komme fra varmere -Egne til kol- dere, hvorved der foraarsages en Fortætning af Dunsterne; Sydvestvinden, hvor begge Aarsager forene sig, er ogsåå den som bringer meest Regn. — Tanker man sig nu en varm og med Dunster opfyldt Luftstrém, der fra S. V. strömmer imod Apeninerne ved den Genuesiske Kyst, saa maae der ved frembringes en Fort&tning af Dunster, deels fordi Luftströmmen fin- der Modstand og decls fordi den strömmer op fra de lavere varmere til de höiere koldere Regioner, og naar denne Fortætning gaaer til en vis Grad, maae Dunsterne gaae over i Draabeform, Paa Sydsiden af denne Deel af Apeninerne maae altsaa Regnmængden blive betydelig. Paa den modsatte Side derimod, i den sydlige Deel af den lombardiske Slette, bli- ver Regnmængden meget mindre, fordi Luftströmmen deels allerede har mistet en stor Deel af sine Dunster, dcels stiger ned til det varmere Slet- land. I Sletten optager Luftströmmen endnu flere Dunster, og stöder der- efter an mod Alperne; derfor, og fordi de höiere Luftlag, som gik over Apeninerne, stöde an mod Alperne, frembringes ved Alpernes sydlige Fod, og paa dens sydlige Skrænt, en meget betydelig Mengde af Regu. Hvad der i denne Henseende gjelder om Sydvestvinden, gjelder i det hele ogsaa om Sydenvinden; mem i.den lombardiske Slettes östlige Deel, sönden for hvilken der ikke ligger nogen Bjergkjæde i samme Retning som Alperne i '—men det adriatiske Hav; der maae Dunsterne ordentligviis först præcipite- res ved Alperne. Derfor er Regnmengden i den östlige Deél af denne Slette meget stôrre end i den vestlige. Vestenvinden bringer mindre Regn især i den vestlige Deel af Sletten, da den först maae passere de höie Söealper. d Ved den vestlige Ende af Alperne, paa den franske Kyst af Mid- delhavet, er Regnmengden forholdsviis ringe; her er ingen betydelig sam- mehhængende Bjergmasse, som kan bevirke Duusternes Udskilning; men længere inde mod Alpernes vestlige Skrænt tiltager Regnens Mengde be- tydeligt. I det sydlige Tyskland, paa Nordsiden af det store Alpesystem, er Regnens Mengde ligeledes meget ringe; dette var at formode, fordi de sydlige og sydvestlige Euftstrôomme deels afholdes. ved Alperne, dde, for- saavidt de passere disse, allerede have mistet en’stor Deel af deres Dun- ster, og desuden komme fra koldere til varmere Egne. Paa den nordlige Skraut og dens Terasser er Regnmængden noget större. Ungarns Sletter paa Östsiden af Alpesystemet, modtage kun meget liden Regn. . De- Vinde som medföre Duuster have for störste Delen mistet dem inden de naae dette Land. “ XXII Fra Genua og Florents til det Sydligste af Italien og Sicilien afta- ger Regnmangden, saa at den her kun bliver 20-21 T. Denne Aftagelse mod Syden, som ogsaa synes at gjelde for de övrige sydligste Dele af Eu- ropa (især Spanien) er udentvivl foraarsaget derved, at Söndenvinden og Sydvestvinden til disse Egne ikke komme fra det store Hav, men fra det overordentligt törre Africa, hvor ingen fugtig Jordbund, ingen Plantever- den opsenderDunster, hvortil endnu kommer, at disse Luftströmme i Ita- lien ikke treffe paa nogen i Ost og Vest strygende Bjergmasse. Undersöger man hvorledes den aarlige Regnmængde er fordeelt i Aarstiderne, saa finder man at det nordligste Italien har samme Fordeling med det nordlige og midterste Europa, nemlig, at den störste Regnmængde falder i Aarets sidste Halvdeel, men at der i det hele ikke er stor For- skjel mellem Aarstiderne, og at Sommeren har en betydelig Regnmængde, Gandske anderledes er Fordelingen i det mellemste og sydlige Italien; jo lengere mod Syd jo större bliver Forskjellen mellem Sommeren og de öv- rige Aarstider; Sommerens Regn overflyttes til Efteraaret og Vinteren bliver mere og mere regnfuld. Allerede i Bologna er Sommerregnen min- dre end det halve af Efteraarsregnen og meget under Vinterregnen. I Pisa regner det 4 Gange saa meget om Efteraaret som om Sommeren, og om Vinteren meer end dobbelt saameget som om Sommeren, I Rom over- gaaer Efteraarsregnen Sommerens næsten 3 Gange, og Vinterens nærmer sig Efteraarets. I Palermo overgaaer Vinterregnen næsten 8 Gange Som- merregnen, og Efteraarets er mindre end Vinterens. I Lissabon regner det om Vinteren. 13-14 Gange saa meget som om Sommeren; i Spanien er Misforholdet maaskee endnu stérre; og i Grekenland synes ogsaa Somme- ren at have en meget liden Regnmengde, Aarsagen til denne Fordeling synes atter at maatte sôges i Vindfor- holdene. I de sydligste Dele af Europa og paa Nordkysten af Africa sy- nes nemlig om Sommeren de nordlige om Vinteren de sydlige Vinde at vere de herskende. Spörge vi atter om Aarsagen hertil, saa ligger den udentvivl i Passatvinden. Om Sommeren nærmer den nordlige Grændse for denne Vind sig til Europa, om Vinteren fjerner den sig derfra, alt i Overeensstemmelse med Solens Gang; fra April til October hersker den efter v. Buch endog paa de canariske Öer. Men heraf fölger at de nord- lige Vinde, som i vor Halvkugle opstaae ved Grændsen af Passatvinden formedelst den hede Zones Ophedning, om Sommeren maae herske i et XXITII Bælte som indeslutter det nordlige Africa og det sydlige Europa; i det mellemste og nordlige Europa derimod hersker (som Forfatteren paa et andet Sted har godtgjort) sydvestlige Vinde, som er den oven fra tilbage- vendende Passat der medföre den betydelige Sommer- og Efteraarsregn. Om Vinteren derimod rykker Passatvindens nordre Grændse langt mod Syd; det Bælte hvor de nordlige Vinde herske rykkes ligeledes i samme Retning, saa at end ikke de canariske Öer falde i samme, men disse, saa- velsom det nordlige Africa og det sydlige Europa modtage da den tilbage- vendende Passat, den regnbringende Sydvest. Det er bekjendt at Uhrmager U. Jürgensen, Ridder og Dannebrogs- mand for mere end 20 Aar siden har angivet og forfærdiget "et Metal- thermometer af fortrinlig Indretning, og hvoraf man finder Beskrivelsen i hans Bog over Tidens Udmaalning. Han har til dette Thermometer nu föiet en Indretning, hvorved det vorder selvbeskrivende. Indretningen lader sig ikke vel beskrive uden Tegning, men denne findes i det andet Bind af Selskabets physiske og mathematiske Skrifter. For nogle Aar siden meddeelte Professor Zeise Selskabet sin Opda- gelse, at en nye Syre, af ham Xanthogensyren kaldet, dannes, naar en Oplösning af Kali i Viinaand bringes i Vexelvirkning med Svovelkulstof- fet. Denne Sammensætning fremböd alt for mange mærkværdige Forhold, til at disse strax skulde kunne udtômmes ; hans Undersögelser over Svovel- kulstoffets Vexelvirkning med Ammoniaken udvidede snart efter vor Kund- skab om den nye Gjenstand; han har nu endeligen tilföiet en fuldstændig Analyse af Xanthogensyren, og det xanthogensure Kali. Ved forskjellige Fremgangsmaader har han bestemt Kaliets, Svovlets og Kulstoffets Mængde i dette Salt. Han overbeviiste sig derhos om at ingen andre Sammensæt- ninger frembringes, naar Svovelkulstoffet danner dette Salt i Kaliets Op- lösning 1 Viinaand. Ved en Beregning af Bestanddelene, bygget paa Læ- ren om de bestemte Forholdstal ide chemiske Sammensætninger, viser han endeligen at Xanthogensyren maa bestaae af Svovelkulstof og Viinaand, 2 chemiske Grunddele af det förste mod een af den sidste. Naar man, med Berzelius sætter Iltens Tal 100, vorder Xanthogensyrens 1243,2662. To Grunddele af denne Syre forene sig med een Grunddeel Kali, som efter Berzelius sættes 1179,83. . Forf. gjör opmærksom paa den store Overcens- stemmelse, der finder Sted mellem Xanthogensyren og den organiske Na- (= XXIV : turs letadskillelige Sammensætninger, især de hvori Kulstof, It og Brint ere forenede med Qvalstolfet, f. Ex. + Urinstoffet. Den omstændelige Be- skrivelse af Forsögene, vil findes i hans Afhandling, der allerede er trykt i det andet Bind af Selskabets Skrifter. i | Den med Mariottes Navn betegnede Lov for Luftens Sammentryk- ning, at dens Rumfang aftager og dens Spændkraft stiger, i samme Grad som de trykkende Kræfter voxe, var hidindtil ikkun beviist for-smaa Sam- mentrykninger. De Forsög adskillige Physikere, som Sulzer, Robinson o. fl. havde gjort med betydelige Sammentrykninger, havde givet ganske an- dre Forhold, saa at man kunde fristes til at'troe, at den Mariottiske Lov ikke var strængt men kun tilnermelsesvüs rigtig; og det kun endda for smaa Sammentrykninger. Prof. Örsted, Ridder af Dannebrogen og Danne- brogsmand, har i Selskab med Capitain v.° Suensson af Artilleriecorpset foretaget en nærmere Undersôgelse af denne Sag. Det lykkedes dem, i et Redskab af en nye Indretning gradvis at sammentrykke Luften, formedelst en Qviksölvsöile, der efierhaanden bragdes til en Höide af omtrent 19 Fod, I enhver af de herved iagttagne Sammentrykningsgrader fandt de, at Rum- faget forholdt sig som de sammentrykkende Kræfter. I intet af disse For- sög fandt de saadanne betydelige Afvigelser fra den Mariottiske Lov, som deres Forgjengere; men tvertimod blot hine smaa Afvigelser, der ere uad- skillelige fra Forsögets Natur. Uagtet saa omfattende Forsög allerede syn- tes at give den Mariottiske Lov den Fasthed, der fordredes, saa gik de dog videre; de brugte hertil Kolber af Vindbösser, hvori de meget stærkt fortæitede Luften ved en Ladningsmaskine. Kolberne vare först udmaalte ved Vand, hvis Mengde man dog ikke bestemte ved Maal, men ved Væg- ten. Ligeledes bestemte man ved Vægten Mængden af den indpompede Luft. Hans Majestæt Kongen, hvis oplyste Kiærlighed for Videnskaberne altid opmuntrer og underståtter deres Dyrkere, havde den Naade dertil at bevillige Brugen af sine egne Vindbössekolber og Ladningsmaskine, saavel- som Laañet af en stor og fin Vægtskaal fra Fredriksværk. Det lykkedes, i de dermed udförte Forség, at-bringe Luften til en 110 Gange större Tæthed end den omgivende Lufts, “Ved denne Leilighed var der over 1914 Grammer Luft deri, hvilket omtrent udgiör 3 Pund Dansk Vægt. Ved de forskjellige Fortætningsgrader pråvede de den til Sperklappens (Venti- lets) Aabning nödvendige Vægt, og fandt at ogsaa her den Mariottiske Lov, i det\mindste indtil 69 Gange saa stor Tæthed, som den omgivende Lufts, XXV: beholdt sin Gyldighed. Ved höiere Tryk Iced Sperklappen saa meget un- der Ladningen, at Forsögenes Udfald ingen Stadighed havde, For at op- dage Grændsen for den Mariottiske Lovs Gyldighed, anvendtes de Luft- arter, som ved et maadeligt Tryk bringes til Draabeflydenhed. Da den Mariottiske Lovs Gyldighed for den atmosphæriske Luft, selv under meget betydelige Tryk, allerede var beviist, kunde man nu anvende denne til Sammenligning. Man brugte hertil tvende inddeelte Rör, det ene fyldt med tår atmosphærisk Luft, det andet med tår Svovelsyrling, begge spær- rede med Qviksölv. Rörene sattes i en Cylinder, hvis Bund var fyldt med Qviksölv, Resten med Vand, og som foroven var forsynet med en Indretning hvorved man efter Vilkaar kunde udôve et mere eller mindre stort Tryk paa Vandet. Det forstaaer sig at Vandets Tryk igjennem Qvik- sålvet meddeelte sig til Luftmasserne i de inddeelte Rår; og nu saae man begge Luftarternes Fortætning fölge hinanden indtil Svovelsyrlingen be- gyndte at gaae over i Draabetilstand. Samme Forsög gjentoges med lige Udfald med Kulqvælstoffet (Cyanogenen). Man seer da at Luftarterne, lige indtil de naae Draabepunktet, fortættes i Forhold til de trykkende Kræf- ter. Om Vandet vide vi, efter Forfatterens tidligere Forsög, at dets Sam-, mentrykning fålger samme Lov; og vi have Grund til at formode at alle draabeflydende Materier ligeledes fålge den. I saa Fald maatte man da an- tage, at ogsaa de ved Luftarternes Sammentrykning frembragte Vædsker rette sig derefter. Saa vidt vore Kundskaber gaae, adlyde endeligen og- saa de faste Legemer denne Sammentrykningslov. Det skulde altsaa blot være ved Overgangene fra een af disse Tilstande til en anden, at et Spring fandt Sted, og Loven ikke gjeldte. Tilkommende Undersögelser ville af- gjôre om denne Lov er ligesaa ubegrendset anvendelig paa de draabefly- dende og faste, som paa de luftformige Legemer. Som bekjendt er det lykket Chemien, især i de nyeste Tider; at frembringe Forbindelser af Chloret og de fleste brændbare Stoffer. Blandt de faa Chlorforbindelser, som endnu stode tilbage var Leerærets (Leerme- tallets). Af de sædvanlige Fremgangsmaader, hvorved Chlorforbindelser tilveiebringes, var her intet at vente. En ny maatte fordges. Over en Blanding af reen Leerjord, som holdtes glödende i et Porcellainrör, lede- des tôrt Chlor. I det Leerjorden herved fik Leilighed til at skille sig ved sin Ilt, forbandt sig dens brændbare Bestanddeel med Chloret, og dannede (4) XXVI derved en flygtig Sammensætning, som let opfangedes 1 et Forlag, der na- turligviis maatte være forsynet med et Afledningsrör for det uindsugede Chlor, og den dannede Kulilteluft. Chlorets Forbindelse med Leerjordens brændbare Grundstof, CAlorleeræret, er flygtigt ved en Varme, der ikke meget overgaaer det kogende Vands; det er lidt gulagtigt,' maaskee dog af vedhængende Kulstof; det er blödt, antager dog Krystalform; det indsu- ger begjærligt Vand, og oplöser sig med stor Lethed deri, og med Ud- vikling af Varme. Opvarmet hurtigt meb Kaliamalgam, lider det. en Ad- skillelse, hvorved Chlorkaliær og Leeræramalgam dannes. Dette Amalgam adskiller sig med en stor Hurtighed i Beröring med Luften, og giver ved Destillation, uden Beröring med Luften, en Metalklump, som i Farve og Glands noget nærmer sig Tinnet. I övrigt har Forf. baade i det erholdte Amalgam og Leermetal fundet mærkværdige Forhold, der ikke tillade ham at ansee Forsögene som sluttede; men med Sandsynlighed love vigtigt Ud- bytte. Efter den her beskrevne Fremgangsmaade kan man ogsaa erholde Chlorkieseler. Det er meget flygtigere end Chlorleeræret. Man kan der- for let ved eet Arbeide erholde baade Chlorleerær og Chlorkieseler, naar man nemlig leder Chlor over en glödende Blanding af Kulstöv og Porcel- lainleer. Kieselen i denne Jord danner med Chloret en saa flygtig Materie, at den maa opfanges i et ved kunstig Kulde kjölet Forlag, Chlorkieselæret er draabeflydende, farvelöst, og har efter Forsög, som Cand. Pharm. & Phil. Köster har foretaget, en Vægtfylde == 1,5gang Vandets, og sit Ko- gepunkt ved 50° efter Hundredeels Thermometeret. Dets Flygtighed sy- nes at hindre dets Adskillelse ved Kaliamalgam; men naar den lykkes, tör man ogsaa haabe at see Kieselens brændbare Grundstof, der allerede af Berzelius er fremstillet som et Pulver, tilveiebragt i sammenhængende, maa- skee endog metalglindsende Skikkelse. Dr. G. Forchhammer har i sin Afhandling om de geoguostiske For- hold paa endeel af Sjelland og Naboeöerne, som er trykt 1 Selskabets naturvid, og mathem. Afhandling 2den Deel beviist, at vort Kridt ikke alt hörer til een og selvsamme Danning, men at man, stöttet paa Leirings- forholdene, skjelner imellem 2 meget bestemte Kridtdanninger, hvoraf han anseer den ene for eens med Kridtdanningen i England og Frankrige; den anden for et Led i en senere Dannelsesrække, og sandsynligviis analog med de franske Geognosters Argile plastique og Calcaire grossier. Saltholm og Limhamns Kalksteen, der ved sine oryctognostiske Forhold allerede me- XX VII get nærmer sig til det egentlige Kridt, er det förste Led af Kridtdannin- gen her i Norden; dens Strygningslinie N. N. 7. og S. S. O. gjelder og- saa for endeel af de fölgende Udviklinger. De Kalkbrudstykker, der fore- komme omkring Fursöen, og der i störste Mængde ligge i Fortsættelsen af Saltholms Strygningslinie, höre ogsaa til denne Kalksteen, og hentyde en- ten paa faste Lag, der ligge endnu dybere under Brudstykkerne, eller ogsaa betegne det Sted hvor Laget fandtes, förend det gik til Grunde i en seenere Forstyrringsperiode. Det næstfôlgende Lag findes paa Stevns Klint; det er virkeligt Kridt, og udgjör det laveste Lag i Klinten. Det indehol- der Lag af knudret, ikke sammenhængende Flint, og er næsten horizon- talt schichtet; dog falder det ganske lidet imod VSV. Den fuldkomneste Regelstemmighed hersker i denne Danning, og en udmerket Paralellisme imellem dets enkelte Lag. Forf. gjör især opmærksom paa et Flintlag, hvil- ket han kalder det store, som man kan forfölge igjennem hele Klinten, og som paa en vis Maade adskiller de rolige Dannelser fra senere uregelstem- mige Udviklinger. De faa Flintlag der enduu forekomme oyer dette Lag ere böiede, og Kridtets övre Grændse danner en meget bölgeformig Linie. Paa Kridtet fölger et 3-4 Tommer mægtigt Leerlag, og derpaa et Kalk- lag, af et Par Fods Tykkelse. Leerlaget er kulholdig i dets lavere Deel, og förer Forsteninger af en Pecten, af Haifisketender og utydelige Plan- teaftryk. - Kalken er i dens characteristiske Varieteter haard, klingende og fuld af grönne Partikler; men den gaaer over i Kridt og den derpaa fölgende Steenart, Korallitkalken. Dens Forsteninger ere aldeles forskjel- lige fra Kridtets, de ere Cerithier, Trochus, Natica, Cyprea, Arca, Mytilus og af Zoophyterne Favositis, Turbinolia, Paa-denne Kalksieen, som Forfatteren kalder Ceritkalt, fölger en anden Kalksteen, der bestaaer nesten blot af sönderslidte Koraller, forbundne ved en mergelagtig Masse, Forfatterens Korallitkalksteen; denne indeholder igjen underordnede Flint- lag, men Flinten er hornsteenagtig, og dens Lag ere sammenhzngende. Forsteningerne i denne Kalksteen ere de samme som i det egentlige Kridt, og i utallig Mengde tilstede, baade sönderbrudte og hele, Schichtnings- forholdene ere aldeles forskjellige fra dem, der vise sig ved Stevns Klints Kridt; de meget talrige Flintlag ere, i hvilkensomhelst Retning man end- ogsaa seer dem, böiede saaledes at de indeslntte store Elipsoider; men ; den indsluttede Kaikmasse forekomme nye Flintlag, der da afskjere hin- (4*) XX VIII anden. Forfatteren kalder denne Schichtning, den elipsoide. Korallitkalk- stenen er bedækket med en uregelstemmig Masse af skarpkantede Brudstyk- ker af Korallitkalksteen, og dens Flint sammenlimede med Kalksinter. Den Kalksteen der brydes i Steenbrudene paa Faxöe Bakke er me- get reen; den bestaaer af afvexlende Lag af tæt splintret Kalksteen, og af poröse Lag, der bestaae af Koralgrene. Der forekommer ogsaa Afæn- dringer, der ligne Korallitkalkstenen, og andre der ikke ere forskjellige fra det mergelagtige Kridt, der danner Möens Klint. Den almindelige Kalksteen fra Faxöe har Lighed med Ceritkalken fra Stevnsklint, hvormed ogsaa flere Forsteninger stemme overeens; men Faxöckalken indeholder — mange flere Arter, hvoraf adskillige höre til Slægter, der ikkun forekomme i Dannelser, som ere yngere end Kridtet, som f. Ex, Krabber, Cyprea, Fusus, Solarium, Möens Klint er meget meere sammensat end man hidindtil har troet; det bestaaer efter Forfatteren af et mergelagtigt Kridt med Flintlag, af et Conglomerat, sammensat af Kridtbrudstykker og hvidt Sand, forbundne ved Kridt, af röggraat Leer, af guult, hvidt og rödt Sand, af guult sand- blandet Leer og af Urbjerg Conglomerat, Leret og Sandet indeholde Rul- lestene af Urbjergarter, saadanne som de forekomme saa hyppigen overalt i Danmark, og som saalænge have tiltrükket sig Geognosternes Opmærk- somhed. : I det graae Leer ere de smaae, og holde sjeldent 2-3 Tommer i Gjennemsnit, i det gule Leer og Sand findes de meget större. Sandet og det gule Leer ligner i enhver Henseende det, der findes overalt i Dan- mark paa Overtladen. Kridtet paa Möen har de for den egentlige Kridt- formation characteristiske Forsteninger. Wed Taleren er Fölgen af de en- kelte Led, nedenfra regnet, fölgende: guult sandblandet Leer med Rul- lestene, Afvexlinger af guult Leer og graat Leer, graat Leer, Kridt, Hist og her træder imellem Kridtet og Leret Kridtconglomerat og Sand. Paa andre Steder findes guult og graat Leer indsluttet i Kridtet. Kridtet indeholder paa et Sted nyreformige Masser svovlsuurt Strontian af flere Punds Vægt, som er Forsteningsmasse for Coraller, og selv for Bivalver. Schichtningen paa Möens Klint er elipsoid, men Elipsoiderne ere meget större end paa Stevns Klint. Forfatteren har ved en senere Undersögelse med Professor Schouw gjenkjendt 3 store Elipsoider, der omkring. deres Centrum indeslutte flere smaae. Elipsoidernes lange Axe synes at ligge i den almindelige Strygningslinie NZ, og SSO, Ved en Sammenligning af 1 XXIX Möens Klint med de mange hvide Mergellag, der findes her i Landet, vi- ser sig det Resultat, at de stemme dermed overeens i de fleste Forhold, undtagen Störrelsen: at de derfor ikkun ere mindre fuldkomne Udviklinger af samme Art som Möens Klint. Forfatteren drager af de anförte Iagttagelser fölscnde Resultat: Stevns Kridt er virkelig Kridt, og har alle Egenskaber tilfælles med denne Danning i andre Lande. Leerlaget og Ceritkalken i Stevns Klint betragter han efter Stenens Natur og Forsteningerne som Argile plastique og Calcaire grossier, Fax- des Kalk anseer han ikkun som en local Udvikling af Ceritkalken. "Måens Kridt og Korallitkalken anseer han igjen for sammenhörende og betragter Leerlaget paa Stevns, Ceritkalken og Faxöes Kalk, Koral- litkalken og Môens Kridt ikkun som underordnede Lag, der have udviklet sig tildeels i den store Rullesteenssamdanning, og der alle have dannet sig i een og samme Periode; i Begyndelseu af den tertaire Tid. Han skjuler alligevel ikke den store Vanskelighed der hidrörer fra Kridttidens Forste- ninger i denne ny Samdanning, da han ikke troer at man kan betragte disse Forsteninger som Levninger af forstyrrede Kridtbjerge, Men da Ce- ritkalken med sine ejendommelige Forsteninger i Stevnsklint ligger imellem "2 Lag der förer Kridtets Forsteninger, nemlig det egentlige Kridt og Ko- rallitkalken, saa bliver denne Vanskelighed ikke oplåst ved at antage Môens mergelagtige Kridt og Korallitkalken for analog med det egentlige Kridt, men den bliver blot flyttet til et andet Punkt. Ikkun sammenlignende Iagt- tagelser 1 andre Lande ville kaste Lys paa dette forvirrede Forhold. Landphysicus Z’%orstensen i Island, som af Selskabet har erholdt meteorologiske Instrumenter til Afbenyttelse, har allerede i flere Aar til- sendt samme de Veir-lagttagelser, som han dermed har anstillet. Efter at Selskabet havde tilstillet Prof. Schouw disse Iagttagelser for deraf at uddrage de vigtigste Fålgeslutninger, har han forelæst en Beretning des- angaaende. Hvad for det förste Barometer - Iagttagelserne angaaer, da give disse, en höist vigtig og” uventet Fölgeslutning, hvorpaa 7%orsten= sen allerede i sine Breve havde gjort opmærksom. Uddrages nemlig et Middeltal af de Barometer - Iagttagelser som 7’korsiensen har anstillet paa Næs ved Reikiavig fra 4 Marts 1822 til 1 Marts 1825, een Gang om Da- gen (i de to sidste Aar Kl. 8-9 f. M.i det forste Kl. 40-1) saa erholdes 27" — 9,15 P. M. ved O° R. Ved at sammenligne to Barometere, har > J mies xx Alf XXX Thorstensen fundet en Forskjel af 0’’,8 mellem Havets Overflade og Iagtta- gelsesstedet. Middelstanden ved Havet bliver da 27 — 9',95 og fölgeligen flere Linier lavere end den man i Almindelighed antager at finde Sted ved Havet, og som man, i det höieste med meget ubetydelige, Afvigelser, har anseet som gjeldende for hele Jordklodens Overflade. Tidligere obser- verede T'Aorstensen i Reikiavig, paa et Sted, hvis Höide over Havet ikke er nölagtigen bestemt, men som dog nok er meget ringe, og de her anstil- lede Barometer - Iagttagelser fra August 1820 til August 1821 give en Mid- delstand af 27” — 10',68, men dette hôiere aarlige Middeltal er foraar- saget ved en usædvanlig höi Barometerstand i de 3 Maaneder Mai Juni og Juli 1821; og kan saaledes ikke opvække nogen grundet Tvivl imod Rig- tigheden af Instrumentets Angivelser i de senere Aar. I Aaret 1821 var Thorstensens Barometer befundet at samstemme med et som Cancellist Mörck benyttede paa en Reise i Island; Forskjellen var kun 0‘“,19 og det var endda Zhorstensens som stod hôjere. For imidlertid at være fuldkommen sikker paa Instrumentets Paalidelighed, har Selskabet senere opsendt et an- det, om hvis Nöiagtighed det i Forveien havde forvisset sig; og dette er nu af Thorstensen befundet aldeles overeensstemmende med det ældre. I Eyafjord paa den nordlige Kyst af Island har Capitain y. Scheel i 2 Aar (Juni 1811 til Juni 1813) 3 Gange dagligen iagttaget Barometret; disse Iagttagelser ere meddeelte i Annals of Philosophy Fol, XI. p. 96 og 169 i Original uden Fölgeslutninger. Beregner man af samtlige iagttagne Barome- terstande et almindeligt Middeltal, saa erholdes 27° — 9'653 P. M. som paa det allernöieste samstemmer med den ovenfor anförte Middelstand ved Ha- vet i det sydlige Island. De hosföiede Thermometer - Iagttagelser give + 0,16 R., men dette Instrument har formodentligen været i frie Luft, Ba- rometret i et Værelse, saa at den sande Middelstand af det sidste Instru- ment, maaskee bliver lidt lavere. At Barometerets Middelstand paa Island ved Iagttagelser i en lengere Rekke af Aar skulde befindes höiere, er ikke rimeligt, naar man tager Hen- syn til de særskildte Middeltal for hvert Aar; Zhorstensens Iagttagelser paa Nes give 27 —9,05, 27 — 8,59; 27 — 9,82. Scheels: 27 — 10,15 og 27 — 9,69. Det kan vel altsaa antages som beviist: at der z Island er en con- stant betydeligen lavere Middelstand af Barometret end den som i Alminde- lighed antages at finde Sted ved Havets Overflade. XXXI Selskabet er i Besiddelse af en Deel Veir-Iagttagelser fra Grönland; ogsaa disse give en meget lavere Barometerstand. Saaledes give for Godt- haab Inspecteur Mühlenphorts Iagttagelser i 5 Aar (1816-1821) 27-8,81; Ginges Iagttagelser sammesteds i et Aar 27-6,90; Lieutenant Wormskiolds i 6 Maaneder 27-8,52. For Godhavn give 18 Maaneders Iagttagelser 27- 8,08. Da der ved disse Iagttagelser ikke er observeret et paa Barometret anbragt Thermometer, saa har man ikke kunnet reducere dem til 0°; men Reductionen vilde under disse Steders Middelvarme ikke bevirke nogen be- tydelig Forskjel og i al Fald (maaskee med Undtagelse af Godhayn paa 69° Brede) blive subtractiv. — Da imidlertid de benyttede Instrumenter ikke ere kiendte, saa blive Iagttagelserne og de af samme uddragne Middeltal ikke hævede over al Tvivl. Da Selskabet har forsynet Inspecteur, Capi- tainlieutenant Zolböli Godhavn, og Doctor Brynjulfsen i den ôstre Deel af Island med gode Instrumenter, saa vil det med Tiden bedre sættes istand til at bestemme hvorvidt den lave Middelstand strækker sig, — De Baro- meter-lagttagelser , som Capitain Parry anstillede mellem 74-759 n. Br. fra Sept. 1819 til Sept. 1820, synes at give en sædvanlig Middelstand. Baro- metrets aarlige Middelhöide bliver nemlig efter disse Iagttagelser 23” — 0,37 P. M. Det bemærkes ikke om de i Dagbogen anförte Barometer- stande ere reducerte til en vis Temperatur; antages det at de ere ucorri- gerte og benyttes de i Dagbogen anförte Thermometer Media (som give et aarligt Medium af — 13°,6 R) til Correction, saa erholdes 28 — 1,01 som Middeltal ved 0°; men denne Reduction er tvivlsom, da Barometret maa- skee ikke som Thermometret har veret stillet i frie Luft. — Endeligen for- tjener det at bemærkes at v. Buch har vakt nogen Formodning om at Ba- rometrets Middelstand paa de canariske Oer er noget höiere end den al- mindelige (Annales de Chemie T. XXII, p. 281). Det er bekjendt at Barometerstandens Foranderlighed tiltager med den geographiske Brede og at ligeledes Havets Nærhed bidrager til at gjöre Barometeret mere ustadigt; — man har derfor Grund til at vente meget betydelige Barometer Forandringer paa Island. Dette er ogsaa i höi Grad Tilfældet efter de Thorstensenske Iagttagelser. — Efter de 3 Aars Iagtta- gelser paa Nxs er det maanedlige Middel-Spillerum (Forskjellen imellem den höieste og laveste Stand i Maaneden) 14% Linie; i Upsala og Peters- borg er det 13,i Kjôbenhavn 12-13, i Berlin 11-12, i Milano 8-9, i Rom 7-8, i Palermo 6-7. — Det störste Spillerum i en Maaned har været 32,3 XXXII Linie (i Febr. 1824); det hele Spillerum i alle 3 Aar: 39,3 Linie. Den höieste Stand er nemlig 28-9,63 (d. 26 Marts 1824) den laveste 25-6,3 (d. 4 Febr. s. A.) Den 14de Marts 1823 stod Barometret paa 26 -7,00, d. 18de paa 28-6,04; i 4 Dage steeg altsaa Barometret 23 Linier. Til med Nôjagtighed at bestemme Varmeforholdene ved Reikiavig udfordredes Iagttagelser fra et længere Tidslöb, end det hvori Thorstensen har observeret; hvortil endnu kommer, at Thermometerstanden kun er op- tegnet een Gang om Dagen, og i Begyndelsen til forskjellige Klokkeslet. I de 2 sidste Aar ere Iagttagelserne anstillede Kl. 8-9 f. M., i det næstfo- regaacnde deels Kl. 12-1 deels Kl. 1405-11; uddrager man nu Middelstan- den af disse 3 Aars Iagttagelser og reducerer den til sand Middelvarme efter den Methode, som Prof. Schouw har foreslaaet i sin Plantegeographie, saa crholder man som aarlig Middelvarme + 39,57 R.; Vinterens Middel- varme bliver — 1°,76, Sommerens + 11,09, Heraf sees det at Reikiavig har en forholdsviis höi Middelyarme, og som alle Öer og Kystlande en me- get mild Vinter. Umeä, som ligger paa samme Brede har en Middelvarme af + 0,6; Sommerens Temp. er + 10,2, Vinterens — 89,5; i Naini La- brodor paa 57° Brede er den aarlige M. T. Be ST: + 73T — 14,4. Thorstensens Iagttagelser synes at bestyrke en alt forhen fremsat Paastand: at Varmeforholdene iser om Vinteren, i Island snarere ere mod- satte end lige med dem der samtidigen finde Sted 1 det mellemste Europa. Sammenligner man saaledes Vinteren 4822-23 og 1824-25 med hinanden, saa erholdes fölgende maanedlige Middeltemperaturer: Dechr. 1822 + 0,34 1824 — 5,06 Jan. 1823 — 0,14 1825 — 2,01 Febr. 1823 — 310 4825 — 1,95 Vinteren 1822-23 — 0,97 1824-25 — 3,01 Den förste Vinter var altsaa forholdsviis temmeligen varm naynli- gen i Dechr. og Jan.; paa samme Tid havde det mellemste Europa den usædvanlig strenge Vinter og Kulden var især betydelig i Januar, I den anden Vinter derimod var Kulden temmeligen streng i Island, og iser i Dechr., i det mellemste Europa var den mild, og det især 1 denne Maaned. x Man vidste allerede for lang Tid siden at Orgelpiber, ved indbyr- des Nærmelse, yttre en Indflydelse paa hinandens Toner. Imidlertid synes L mg yr - XXXII det at Ingen herover har foretaget bestemte Forsög. Exam. Jur, Jerichau, som har sysselsat sig meget med Tonernes Physik, har meddeelt Selskabet nogle Forsög af denne Art. Han har fundet at to Orgelpiber, som mangle lidet i at give samme Tone, og derfor frembringe de velbekjendte Stöd, saa ofte som begges Tonesvingninger fuldkomment træffe sammen, ophöre al- deles at give disse Stöd, saa ofte de bringes ganske tet til hinanden. De hurtigere Tonesvingninger vorde da langsommere, de langsommere hurti- gere, ved den gjensidige Indflydelse. Som bekjendt har Breguet bemærket det samme ved Uhre, hvis Regulators Svingninger ere noget ulige, naar nemlig Uhrene hænges saaledes, at deres Svingninger kunne meddele sig hinanden, | Philosophisk Classe. Professor Gamborg. har forelagt "Selskabet et Tillæg til sin Afhand- ling om Læsekunstens Theorie, der findes indfört i Selskabets Skrifter for 1803. For atlære Börnene at kjende Bogstaver, raader han at lade dem betragte hele Hobe af samme Bogstav; og han grunder dette Raad paa den Bemærkning, at naar man vil lære et Barn at kjende smaa Gjenstande, f. Ex. et fint Fröe, viser man det ikke et enkelt Fréekorn, men en heel Mengde. Han raader ydermere til at danne disse Hobe af ulige store og ikke fuldkom- ment ligedannede Bogstaver. For at öve Barnet i at skjelne Bogstaverne, stiller han Hobe, som ere sammensatte af forskjellige Bogstaver, ligefor hin- anden. Selvlydene bôr læres fårst; Medlydene, som Lyd der ikkun for- andre en Selvlyd, men selv ingen heel Lyd udtrykke. Stavningen vil han skal skee efter foresagte Bogstaver, ikke i Forbindelse med Læsning; fordi man fordrer for meget af Barnet, naar det baade skal bruge Oie og Ore paa engang. Videre skulle Stavelserne ikke skee ved Ord af Modersmaalet, deels fordi disses Betydning sætter Barnets fyrige Indbildningskraft i Bevæ- gelse og adspreder det, deels fordi adskillige Stavelser i Modersmaalet ud- tales anderledes end de staves, hvilket forvirrer Barnet. Endeligen maa man ikke lade stave lette og vanskelige Stavelser i Flæng. Fra denne Uden- adsstaven gaaer han nu over til Læsningen, hvori atter en passende Frem- skriden fra det lettere til det vanskeligere iagttages, og Övelsen skeer ved Ord, der for Barnet ere meningslôse, hvortil han foreslaaer latinske. Paa denne Maade finder han at Börnene lære at læse, baade med en ualmin- (5) XXXIV delig Hastighed og med langt större Nöiagtighed end paa den sædvanlige Maade. Historisk Classe. Professor Nyrup har forelæst Selskabet to Afhandlinger, over tven- de Kröniker fra Middelalderen, den ene Cronicon Erici Regis, den anden Chronica Slavica incerti autoris. À Forf. bemærker at den saakaldte Kong Ærichs Krönike, som skriver sig fra Slutningen af det 13 Aarhundrede er af ikke ringe Vigtighed for den danske Historie, da den er en Hovedkilde, hvorfra senere Annalister, saasom Petrus Olai, Hamsfort og Hvitfeld, have hentet adskillige Under- retninger. Efterat have opregnet dens mange Udgaver, gjorde Forf. op- mærksom paa, at Hermannus Cornerus har indlemmet samme heel og hol- den i sin Kronica Novella, og ikke blot, som Zangebek yttrer, sterkt af- benyttet den. Hvad dens Benevnelse efter en Kong Zrich angaaer, da erindrede han at dens Forfatter hverken har veret Erich Menved, ej hel- ler Kong Zrich fra Pommeren, men efter al Sandsynlighed, en Munk i Ry-Kloster i Aarhuus Stift. Da Værket, ved at blive indfört i Seripto- res rerum Danicarum, ogsaa der er bleven oplyst, ved en Langebeks lær- de Anmerkninger, saa giver den latinske Text ikke megen Anledning til nye Bemærkninger; derimod handlede Forf. især om den, vel ikke ub kjendie, men hidtil utrykte gamle danske Oversættelse, der er bestemt til at indföres i den 4de Deel af det nye danske Magazin, Denne Oversættelse, hvis Ophav grændser nær op til Originalens Alder, opbevares i en Pergamentscodex, fra det 14de Aarhundrede, i Uni- versitetsbibliotheket, og fremlagdes 1 Selskabet. Den er bleven omtalt og dens Verd bedémt baade af Suhm, Kall og af Langebek. Dens Vigtighed om ikke i historisk saa dog i lingvistisk Henseende, er uomtvistelig, og den fortjener vistnok, som et Sprogmonument fra saa gamle Tider, at komme for Lyset. Prof. Nyrup foreviste 2de Afskrifter af Værket, den ene med A. Magnei Haand, opbevaret paa Universitetsbibliotheket ; den anden med Langebeks, i det kongelige Bibliothek. Afhandlingen sluttedes med at an- give et Par Steder i den danske Codex, der tjene til at berigtige den la- tinske Text, og’ med en udförlig Excursus om Bondeopstanden Aar 1256, da, som de hedder i Krönikerne: ”Kothkarle blevne galne med Kolver.” XXXV : F "Den slaviske Krånik, hvorom handledes i den anden Afhandling , skjælner sig ved Tillæget incerti autoris fra Chronicon Slavorum Helmoldi. Professor Wyrup handlede fårst om Bogen selv, dernæst om et i Univer- sitetsbibliotheket bevaret Exemplar af editio princeps, med skrevne Tillæg. Fårst viistes, at den af Bangert og Müller fremsatte Paastand, at vor Chronica Slavica blot skulde være en af Helmoldus udskreven Compila- tion, er aldeles ugrundet; thi for det fårste har han brugt mange andre af sine Forgjengere end Helmoldus, og dernæst, da Helmoldus ender ved 1170 og vor Anonymus gaåer til imod det 15de Aarhundredes Slutning, saa er der hele 3 Aarhundreder, hvor han ikke har kunnet benytte Helmold. Herved måder endvidere den Omstændighed, at just i disse 3 sidste Aar- «hundreder synes Forfatterens Aand at tage en höiere Flugt, og tillade sig friere Anskuelser. Han vover djerve Udfald imod Pavernes Gjerrighed, Afladskræmmernes Graadighed, de europæiske Fyrsters Dorskhed og Lige- gyldighed ved Tyrkernes Fremgang, Troen paa Astrologie o. s. v. Prof, Nyrup söger at udfinde den unævnte Forfatter af Kröniken, og, uden at paastaae at have bragt Sagen til Vished, holder han det dog for sandsyn- ligt, at det har været en Præst Susfel i Amtet Arensboek i Pretzer Prov- stie.. Hvorvidt /Vesiphals og Dreyers af Professor Grautorf i Archiv für ältere deutsche Geschichte Ill. 387 paa uye fremsatte Hypothes, at den i det Lybeckske Bibliothek opbevarede plattydske ”vendeske Kroneke,” trykt 1490 i Octav, er at ansee om ikke ligefrom for Original saa dog for Op- hav til vor Chronica Slavica , troede Prof. Nyrup ikke at have Data nok til at afgjére. Endeligen meddeelte han Underretning om Indholdet af 6 Blade, som ere indhæftede foran i Universitets Bibliothekets Exemplar af editio princeps, Antegnelserne paa disse 6 Blade skrive sig fra det 16de Seculi Begyndelse, ere deels paa Latin og deels paa Plattydsk, og kan ansees som Supplement til den trykte Krönike. Ordbogscommissionen. Ordbogsarbeidet er i sidste Mödeaar betydeligen blevet fremmet. Revisionen af Bogstavet O, hvorunder ogsaa Ö indbefattes er blevet endt; og Arbeidet trykt. Revisionen af Bogstavet R er hegyndt. Bogstavet N er blevet revideret af Prof. P. Z. Müller, og givet til Trykken. P og Q ere færdige til Revision. Af de Bogstaver, hvis Redaction vil give (5 7) XXXVI vidtlöftigt Arbeide, ere ikkun S og 7 tilbage, som ere givne i duelige Mænds Hænder, og hvoraf allerede en Deel er udarbeidet. | Landmaalingcommissionen. Kortet over den sydlige Deel af Hertugdömmet Slesvig, med Oen Femern er i Aar blevet fuldendt og udgivet. Fra 31 Mai 1825 til 31 Mai 1826. I dette Aar har Selskabet tabt et af sine ældste Medlemmer: Con- treadmiral Paul de Lövenörn, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Directeur af det Kongl. Söekaart-Archiv, Overlods i Sjellands District. Hans varme Fædrelandskjærlighed .og levende Borgersind, hans sjeldne Virksomhed, hans udbredte Kundskaber i sit Fag, gjorde ham til en af Landets Hædersmænd.. Ved de mangesidige Forhold , hvori han, ved sine Bestræbelser for Såkortene , for Fyhrene, for den nautiske Astronomie, kom til Fremmede, blev han ogsaa af disse.kjendt og agtet. De mange fremmede Ridderordener, hvormed han var prydet, viiste at hans Fortje- nester ei indskrænkede sig til Fædrelandet; de mangfoldige lærde Sel- skaber, hvoraf han var Medlem, at han ikke blot var en duelig men og- saa en lærd Söemand. Til indenlandske Medlemmer har Selskabet i det forlåbne Mådeaar optaget: I den mathematiske Classe Magister Henrik Gerner v. Schmidten. I den physiske Doctor Philosophiæ Georg Forchhammer: I den historiske | Doctor Philosophiæ Peter Olaus Bröndsted, Geheimelegationsraad Ridder af Dbr., Professor og Kgl. Dansk Hofagent i Rom, Doctor Philosophie Frederik Christian Petersen, Professor ; Philologien. Til udenlandske Medlemmer g Professor, Geheimeråad og Ridder Savigny i Berlin. XXX VII Professor, Geh. Justsr. og Ridder Hugo i Göttingen: Professor, Hofraad og Ridder Zichhorn i Göttingen. Professor og Ordenshistoriograph Geijer i Upsala. Til den ved Etatsraad Ziborgs Död ledige Archivarpost er valgt Pro- fessor i Botaniken Z. 7. Schouw. Mathematisk Classe. Af Lector v. Schmidten er i Aar forelagt Selskabet en mathematisk Af- handling. For fuldkomment at integrere ‘en Differentialeqvation, maa man först udvikle den implicit givne Function, eller fremstille den under en explicit Form, og dernæst iblandt de forskjellige Former finde saadanne, hvorved Functionen, for en hvilkensomhelst Verdi af den uafhængige Stör- relse, kan angives i Tal. Kun i meget faa og specielle Tilfælde formaaer man at oplöse den sidste Deel af Opgaven, og da dette beroer paa Convergenzen af Rekker, der afhænge af alle de Störrelser, som den givne Function indeholder, saa indsees let, at enhver merkelig Forandring i disse Elementer udfordrer en særegen Fremgangsmaade, og at det altsaa vil vere umuligt hertil at danne nogen almindelig Methode. Saaledes har man f, Fx, i Astronomien for at bestemme Planeternes Sted, til en hvilkensomhelst Tid, dannet sig Former, der ere grundede paa visse Verdier af Banernes Axer og Inclina- tioner, men hvis Brugbarhed ganske vilde ophöre, dersom disse Stürrel- ser modtoge en ubetydelig Forandring. Derfor henhöre saadanne Undersö- gelser fornemmeligen til Videnskabens Anvendelse, hvor Gjenstandenes Vig- tighed kan give dem den Interresse, der som oftest savnes ved meget spe- -cielle Methoder. Men sely om man indskrænker sig til Opgavens förste Deel, vil man finde de bekjendte Integrationer saa specielle og afhængige af tilfældige Indskrænkninger, at man vauskeligen fatter deres indbyrdes Sammenhæng eller det almindelige Princip, der ligger til Grund. Saaledes har man be- strebt sig, at integrere Ædqvationerne under en endelig Form, skjöndt de dertil svarende Methoder nödvendigen maae afhænge af de faa og for en Deel tilfældigen i det mathematiske Sprog indförte Former, der hidtil nöiere ere undersögte. Ei heller bör den almindelige Form for en expli- cit Function indskrænkes til et Aggregat af Led, men maa være en hvil- XXXVIII kensomhelst efter en vis Lov dannet Fortsættelse af Operationer, der alt- saa omfatter , hvad der sædvanligen forstaaes ved en uendelig Række.. ” Det synes derfor ikke uvigtigt at fremstille Opgaven i dens Almin- delighed, og derpaa at vise, ved hvilke Omstændigheder dens Oplåsning kan henfåres til simplere Former. Det Princip der i nærværende Afhandling udvikles og anvendes paa de forskjellige Slags Differentialæqvationer, og som uden Vanskelighed ud- strækkes til flere Variable samt til Differenzæqvationerne, bestaaer i at ad- skille den givne Æqvation i tvende Dele, hvoraf den ene er integrabel, og derpaa ved Integration at udtrykke den afhængige Störrelse som Func- tion af sig selv og af de ved Integrationen indförte Constanter, Herpaa vil man, i Analogie med den Methode, der anvendes for at udvikle Ro- den af en qvadratisk Æqation i en Kjedebrôk, ved en i det uendelige gjen- tagen Substitution i Ligningens anden Deel, finde et explicit Udtryk for den sôgte Function. Er Æquationen af hôiere Orden, maa man integrere saamange Gange som dens Orden tilkjendegiver, hvilket vil indföre det nödvendige Antal Constanter, og saaledes paa samme Maade, som ovenfor er angivet, före til det fuldstændige Integral. . Man kan ogsaa komme til en explicit Form ved et mindre Antal af Integrationer og vilkaarlige Constanter end Æqvationens Orden foreskriver, eller endog uden nogen Integration, blot ved at fremstille den afhængige Störrelse som en Funktion af sig selv og sine Differentialer, i hvilket Til- fælde Integralet vil være particulairt uden nøgen vilkaarlig Constant; og ligesom man paa mangfoldige Maader kan dele enhver Æqvation saaledes, at den ene Deel bliver integrabel,-kan ogsaa dens Integral udtrykkes un- der forskjellige Former, iblandt hvilke man da i ethvert Tilfælde kan vælge den, der bedst passer til de specielle Omstændigheder ved Opgaven, Efterat Principet er ‘fremsat i dets "Almindelighed, undersåges de mærkeligste Classer af Æqvationer, 08 fornemmeligen saadanne, hvis *In- tegration betydeligen kan simplificeres, såasom de lineaire, Disses Integral fremstiller sig som Sum af Led, hvis Lov er let at fatte; og de indeholde gjennem alle Ordener nogle Classer, der let henföres til bekjendte For- mer; men den nöiere Undersögelse herover, forsaavidt som den afhænger af Theorien om de bestemte Integraler, maa henvises til en anden Af- handling. XXXIX Af ikke lineaire Ædqvationer udvikles derpaa som Exempler nogle af de simpleste Former, der dog ville være fyldestgjörende til at oplyse det almindelige Princip, og at vise hvor!edes det i alle Tilfælde uden Van- skelighed kan anvendes. Physisk Classe. Som Fortsættelsen af sine Bemærkninger ved de sjeldne eller i een eller anden Henseende vigtige Planter som indföres i Flora Danica, med- deelte Professor og Ridder 7. W. Hornemann, en Udsigt over det da nye- lig udkomne 31te Hefte af dette Værk. Af cotyledone Planter indeholder dette Hefte 30 Arter, hvoraf 18 först i den nyere Tid ere indlemmede i den danske Flora, og af disse ere tvende, nemlig: Pyrola grénlandica og Pedicularis lanata, begge fra Grönland, at ansee som nye Arter. Af de 38 acotyledone Planter, som Heftet indeholder, er Aleyonidium attenuatum fra Grönland, aldeles nye og desuden kunne 22 Arter af de fremstillede Svampearter ligeledes ansees som nye, da de först ere opdagede af Hr. Professor Schumacher, og hid- til ikke vare afhildede i noget botanisk Værk. Foruden Beskrivelsen af de nye eller lidet bekjendte Plantearter, gjår Forfatteren ogsaa opmærksom paa deres Udbredelse, deres Forekomst og deres Anvendelse. En af de forhen anförte nye Arter, nemlig Pyrola grönlandica, anvendes f. E, i Grönland som et virksomt antiscorbutisk Middel. Professor Jacobson har i sidste Mådeaar forelagt Selskabet fire ana- tomiske og physiologiske Afhandlinger. Den fårste var en Fortsættelse af hans Undersågelser over Binyrerne (G/andulæ suprarenales). Han havde allerede tidligere viist, at disse Organer hos Fuglene og Krybdyrene, i Henseende til de Blodkar, hvormed de ere forsynede, staae i samme For- hold som Nyrerne, i det de nemlig have saavel tilförende som fraförende Blodaarer (”enæ advehentes & revehentes) og at denne Organisation kan tjene som et Særkjende. Denne Gang har han deels videre udfårt, deels bekræftet det hans tidligere Undersågelse havde lært om Binyrerne hos Fiskene. } Blandt Bruskfiskene har han hos Slægterne Raja, Squalus ~ Cyclop- terus, og Chimera, fundet Organer der have det anförte Serkjende, og derfor bör ansees som Binyrer; blandt de andre Fiske (pisces spinosi) har han hos Anarrhichas fundet. det samme. De vise sig her enten som et en- XL kelt Organ, eller og ere de dobbelte. Leiet og Formen er forskjellig, i det de hos nogle (Sgualus) ligge paa Nyrens ôvre, hos andre (Raja) paa dens nedre Flade. Hos de förste ere de langagtige og cylindriske, hos de sidste fladtrykte. Farven er hvid eller guulagtig, og den Substants hvor- af de bestaae (Parenchyma) er blöd og eensformig. De erholde deres Blod ved tilförende Vener, der enten ere fine Grene af Spinalvenerne, eller af Nyrens tilförende Vene (vena advehens rents). Deres fraférende Vener (ven revehentes) bringe Blodet til Nyrer- nes modsvarende Vener (nemlig disses vence revehentes). Binyrene ere stôrst hos Slægterne Raja og Squalus, meget smaae hos Cyclopterus, Chimera og Anarrhichas, hvor de vise sig som et Par smaae cylindriske Legemer paa Nyrens övre Flade. I Slægten Raja synes de at vere meest udviklede, da de ere temmelig store og rige paa Blod- kar. Ved deres Form og Leie stemme de overeens med Fröernes Biny- rer, og Rokkerne danne fra dette Synspunkt betragtet, Overgangen fra Fi- skene til Krybdyrene. De faae Kundskaber vi have om de Modificationer det Iymphatiske System undergaaer i de lavere Classer af Hvirveldyrene, foranledigede Selskabet at udsætte et Priisspörgsmaal om denne Gjenstand. Da hidindtil ingen Besvarelse var indkommen, fremsatte Prof. Jacobson Resultaterne af sine Undersögelser over dette System hos Krybdyrene og Fiskene. Hos Krybdyrene (Reptilia) havde man hidindtil kun kjendt det Iym- phatiske System hos Skildpadden. Forf. finder at det hos alle Dyr af denne Classe er paa det fuldstendigste udviklet, og med Lethed lader sig op- dage i de fleste Organer, saasom Hjertet, Lungerne, de Organer der höre til Fordöielsen, til Urinudskillelsen, og til Generationen, og endeligen i den hele.ydre Hud saavel af Bullen (iruncus) som af Extremiteterne. Det lymphatiske System udmarker sig her fra Pattedyrenes: 4) Ved Mangel paa de saakaldte Iymphatiske Kjertler. 2) Ved de særdeles store Sække eller Cylindre (Sinus), det danner in- den i Legemet. Disse Sxkke eller Cylindre omgive de store Pulsaarer. De ere inden i forsynede med Tverfibrer, der synes at tjene til at forhindre de- res altfor stærke Udvidelse. Hos Fréerne (Batrachii) ere disse Sinus vide XII og sxkformige, hos de langstrakte Krybdyr, nemlig Snogene og Fiirbe- nene (Ophidii & Saurii), ere de cylindriske. Stampulsaaren hos Snogene löber fra dens Begyndelse indtil den naaer Halen, i en saadan temmelig viid cylindrisk Canal, der er Hoved- stammen for det Iymphatiske System, og som giver Forlængelser der led- sage og omgive de store Grene af denne Pulsaare. 3) Ved lignende store Hulheder eller Canaler der findes under Huden, og hvoraf nogle ere forsynede med stærke Muskelfibrer. Hos Fröerne findes paa hver Side af Bullen (runcus) en saadan Sinus, hvorpaa et stærkt Lag af Muskelfibrer udbreder sig. Hos Snogene löber paa hver Side af Legemet, fra Hovedet og ned til Halen, en cylindrisk med stærke Muskelfibrer omgiven Canal, Disse Sinus eller Canaler staae i nöie Forbindelse -saavel med de anförte Hulheder, der findesinden i Legemet, som og med dem der findes under Huden af Extremiteterne. 4) Ved Maaden hvorpaa de lymphatiske Kar tage deres Oprindelse fra Tarmekanalen. De finere Iymphatiske Kar der komme fra Tarmene, danne imellem Tarmens Hinder langslöbende Canaler, der ere tem- melig viide, og paa mangfoldige Maader ere forbundne med hinan- den. Fra disse tage de större Kar deres Oprindelse og gaae der- fra hen til de ovenanförte store Sække eller Huulheder. 5) Ved det, at de lymphatiske Kar have færre Valvler end Pattedyrenes. At de anförte store Sinus eller Canaler virkelig höre til det Iymphatiske System, derom kan man overbevise sig deels ved Indspröit- ninger, deels ved Resorbtions - Forsög. Hos Fiskene har han i Særdeleshed undersögt den Deel af det lym- phatiske System, der findes i Bughulen. Det er temmelig let at overbe- vise sig om sammes Tilværelse hos Dyrene af denne Classe, hvilket alle- rede Hewson, Hunter og Monroe have viist. Det udmerker sig: | 4) Ved Mangel paa lymphatiske Kjertler i de anförte Dele. 2) Ved de faa men stærke Valvler, hvormed de lymphatiske Kar ere forsynede. 3) Ved de store og paa mangfoldige Maader forbundne Sammenfletnin- ger (Plexus) de danne. (6) XLII # 4) Ved de paa langs löbende Canaler, der findes imellem Tarmenes Hinder, og hvorfra de större Iymphatiske Kar tage deres Oprin- delse, paa samme Maade som hos Krybdyrene. I Henseende til det lymphatiske Systems Forening med Blodaa- resystemet bemærker han, at han uagtet al anvendt Möie, dog ikke har kunnet opdage den Forening, nogle Physiologer paastaae at have fundet hos Skildpadden, imellem dets lymphatiske Kar og Miltens Blodaare. Som Bidrag til Læren om Misfosterne har samme Medlcm forelagt Selskabet en Undersögelse over Hermaphroditer , derfore ee i en Classe af Hvirveldyr, hvor man hidindtil ikke har fundet Misfostre af denne Art; nemlig hos Krybdyrene. Denne mærkværdige Afvigelse fra Normaldannelsen , findes hos Tud- serne (Bufones) og det temmelig hyppig. Hos disse Misfostre, der i den udvortes Skikkelse (habitus) ligne Hannerne, findes ovenfor de fuldsten- dig udviklede Testikler , imellem disse og Fidtlegemerne (appendices addi- posæ), en meget liden og meer eller mindre udvidet Æggesstok, og paa hver sin Side af Nyrene Æggegangene. Disse ere altid meget mindre end hos Hunnen, dog ere de hos nogle af disse Hermaphroditer fuldstændige, og strekke sig fra den överste Deel af Underlivet hen til Endetarmen, og ere huule. Hos andre findes blot et enkelt Stykke af dette Organ der ikke mere staaer i Forbindelse med Endetarmen. Sjeldnere mangler den överste Deel af Æggegangen, og hvor yderst fiin den kan vere, er den dog huul og har en 6vre Aabning. gg \ ‘I Anledning af en Rapport Selskabet overdrog Professor Jacobson om en Undersögelse af Doctor Preposti Geneve, "vedkommende Genera- tionen af Malermuslingen (Mya pietorum) ; forelagde han Selskabet sine Un- dersôgelser over denne Gjenstand. Om disse Dyrs Generationsdele, saa- vel i Henscende til deres Organisations Udvikling, som og deres Forbin- delse med andre Dele af deres Legeme, ere Naturforskernes Meninger me- get afvigende; kun deri stemme alle overcens, at Æggene, efterat have forladt Æggestokken, træde ud i det ydre Gjellepar, hvor Æggene for- blive indtil Muslingsyngelen er udviklet. Nogle Naturforskere have derfor antaget, at disse Gjellepar ikke hörte til Respirationsorganerne, men vare en Deel af Generationsapparatet. Mod denne Udvikling af N RER i Respirationsapparatet, fremsætter han adskillige Tvivl, som deels Sammenliguingen af de forskjel- "Xu lige Grandskeres Iagttagelser, deels og fornemmeligen nærmere Undersö- gelse af de Dyr, man antager-at vere Ungerne af Muslingerne fremkalde. Man finder nemlig: 4) At Udviklingen af disse Smaadyr ikke er bunden til en vis Aarstid. 2) At ikke alle Muslinger af samme Slags have Æg eller Unger til samme Tid. ” 3) At Muslingerne, naar de længe have havt disse Smaadyr- i deres Gjeller, ere i en afmagret og sygelig Tilstand, og at. Gjellerne til- deels ere destruerede | 4) De findes hos Muslinger, der ere meget smaae, og ikke have naaet deres fuldkomne Udvikling. 5) At disse Smaadyr, til hvad Tid man undersöger dem, findes at vere af samme Störrelse. | i 6) At de ere af en ganske anden Form og Organisation end selve Muslingen. ; 7) At hos Muslinger af forskjellig Art og Form, disse Smaadyr have nôiagtig samme Form og Organisation. | En nærmere Undersögelse af disse smaae og mikroskopiske Dyr, viser tilfulde at deres Organisation er saa saare forskjellig fra Muslingen, at man ikke kan ansee dem for at være dens Yngel. Disse smaae Dyr, cre et Slags Tveskjel, hvis Skj&l ere trekantede og forenede ved den korteste Rand. Dyret er forskjellig fra Muslingerne derved, at den störste Masse af deres Legeme, ikke ligger i Midten, men paa hver af Siderne. Ved det forreste Hjörne af hver Skal findes en be- vægelig og med flere Tænder besat Krog, som Dyret kan löfte i Veiret og böje tilbage; endvidere har Dyret mange bevægelige og yderst ömfindt- lige Traade (Cirri) der rage langt ud af Skallen, og som det kan trække tilbage. Skallerne ere haarde og bestaae af kulsuur Kalk. Ved denne fra Muslingerne saa saare forskjellige og afvigende Form og Organisation, kan man ei antage at disse Dyr ere sammes Yngel, og da dets, Skaller i Proportion til Dyrets Störrelse ere saare haarde „kan man ei heller formode, at denne Form kun er forbigaaende , og at disse Dyr undergaae en Omdannelse (Metamorphose) hvorved de antage Muslingens Form og Organisation. Han anseer derfor disse Tveskjel at vere et for Muslingen frem- (6 *) XLIV med Dyr, et Dyr som lever og udvikler sig ved at trække Næring fra Muslingen og ved tiltagende Miengde svækker og dræber samme. Det er altsaa et farligt Snyltedyr for Muslingen, og ei som man hidindtil antog, dets Yngel. Denne Formodning har allerede været fremsat for mere end tredive Aar siden af et agtværdigt Medlem af det Kongelige Videnskabernes Sel- skab, Professor og Ridder Rathke, (for nærværende Tid Professor i Zoolo- gien ved Universitetet i Christiania), dog har den ikke veret antagen af nogen anden Naturforsker. Professor Rathke har kaldet Dyret Ghochi- dium parasilicum (Snylte-Krogskjæl) og givet en fuldkommen Beskrivelse af samme. Denne skarpsindige Naturgrandskers Mening, der var bygget paa Dyrets Form og Organisation, faaer nu ved Prof. Jacobsons üvrige her anförte Grunde, en nye og vigtig Bekræftelse. Blandt de i botanisk Henseende mindst bekjendte Egne af Jordklo- den, hôrer den Deel af Afrika som ligger indenfor Vendekredsene. Det Indre af dette store Fastland er os i botanisk Henseende aldeles ubekjendt ; fra den tropiske: Ostkyst have vi kun nogle faa Efterretninger af Zau- reiro ; og selv i Henseende til Vestkysten, paa hvilken Europæerne dog alt i laug Tid have haft Colonier, er vor Kundskab saare mangelfuld, Til Senegals Flora erholdt vi nogen Kuudskab ved dansons Reise, til Congos ved Christen Smiths Undersögelser , bekjendtgjorte af Robert Brown. 1 Henseende til Guinea ere de trykte Efterretninger : Franskmanden Pali- sot Beaupais’s Flore @Oware & de Benin; som giver Afbildninger af noget over 100 Planter, Beskrivelse af nogle nye Slægter af Svenskeren /ze- dius, nogle Bidrag fra Englenderen Smeathmann, nogle Bemærkninger i Iserts Reise, og endeligen Prof. Hornemanns plantegeographiske Udsigt over Guinea efter de Samlinger og övrige Arbeider som skyldes de danske Botanikere sert, Haaslund - Smith og især Thonning. Etatsraad Zhonning opholdt sig næsten i 3 Aar i Guinea; han ikke blot indsamlede Planter, men hvad der forsömmes af saamange Reisende, han beskrev paa Stedet selv udfôrligen næsten alle de Planter han fandt, og han optegnede Planternes Anvendelse i Oeconomie og Lægekonst, samt de Navne de Indfödte give dem. IK jöbeuhavns Bombardement brændte hans Plante-Samling, men han havde meddeelt Yahl og Schumacher af sit Forraad. Da andre Sysler medtoge hans Tid, saa overlod han sine Manuskripter til Professor Schumacher; denne hestemte hyad der endnu XLV var ubestemt, tilföjede nogle Arter efter Zserts Herbarium, udarbeidede Synonymien og for stôrste Delen Diagnoserne samt tilföjede kritiske Be- mærkninger, Saaledes opstod et Skrift over den Guineiske Flora, hvoraf Be- gyndelsen er indlemmet i Selskabets naturvidenskabelige Afhandlinger. Der beskrives deri noget over 500 Arter af Planter, af hvilke over 300 forhen ere ubeskrevne, foruden adskillige, som ere optagne i Yahls Enumeratio efter Thonning ; det indeholder ogsaa endeel nye Slægter. Efter det anförte Antal af Arter synes det ikke at Guinea kan maale sig med de fleeste an- dre tropiske Egne, i Henseende til Vegetationens Mangfoldighed, og maa ligeledes staae langt tilbage for Sydafrika, hvis Flora er en af de rigeste vi kjende. Den store Rigdom af Palmer og træagtige Brægner, som an- dre tropiske Egne fremvise, savne vi i Guinea; ikke heller fremtræder der nogen betydelig Ejendommelighed 1 Hovedformer, de fleste Familier ja endog Slægter ere fælleds med det tropiske Asien eller Amerika, Dog fremtræde nogle characteristiske Former som Adansonia og adskillige her beskrevne nye Slægter. Professor Zeise har fundet at Platinets Forchlorid behandlet med Viinaand giver en mærkværdig ny Forbindelse, der foruden Platin inde- holder Kulstof og Ilt, maaskee ogsaa lidt Brint. Man erholder det let- test af 1 Deel Platinforchlorid og 12 Dele Viinaand til omtrent 96°. I en Retorte med Forlag udsætter man denne Blanding for en maadelig Var- me, indtil der udskiller sig et kulsort Bundfald, og over samme staær en klar -og kun lidet farvet Vædske. Den Vædske, som ved dette Arbeide overdamper, indeholder, som let var at formode, Saltæther, og den over Bundfaldet i Retorten staaende Vædske er stærk suur; en Omstendighed, der hindrer den dannede Platinforbindelse fra at foranledige en Forbrending som den ellers frembringer med Viinaanden. Efter at Vædsken er fragydet, maa det sorte Bundfald saalænge udvaskes med varmt Wand, ind- til dette ikke længere viser Spor af Syre. Under Udvaskningen udvikles ætheragtige Luftbobler af Pulveret, og hvad der synes mærkværdigt, ofte mere naar det har henstaaet i nogen Tid med Vandet. Dette Legeme har, ligesom Platinilterne og fiintfordeelt Platin, den Egenskab at bestemme Brinten og Ilten til Forening; og ligesom visse andre Platinforbindelser formaaer den at foranledige Viinaanden til en Forbrænding, der efter Om- stændighederne enten er hurtig eller langsom, og i sidste Tilfælde at danne Ædikesyre, Har man truffet vel de behörige Omstændigheder ved Tillav- XLVI ningen, antændes denne Forbindelse: endog ved den blotte Opvarming, uden Luftens Adgang, med en svag Explosion og stærk ‘Gnistren. Det samme skeer naar den bringer Viinaand i Brand. Ved Henstand tabes for en Detl denne Egeuskab. Ved at afbrænde for sig giver det Kulsyre, lidt Ildluft, og en ringe Mengde af en Fugtighed, der gjerne indeholder Ædikesyre. Vor Platinforbindelse bestemmer ikke Æther, Steenolie, eller . Terpentinolie til at brænde. Viinaand med Kali bestemmer den lettere, Viinaand med Syre vanskeligere til at ‘brende, end dette skeer ved reen Viinaand. ” Ved sine Opdagelser over Xantogensyren og Xantogenolien havde samme Forfatter gjort os bekjendt med en ny Classe af Svovelforbindelser, ‘Jan ventede allerede medens han bearbeidede denne Opdagelse, at finde lignende Sammensætninger i Naturen. Denne Forventning er heller ikke bleven skuffet; Forf, har fundet at den Olie man ved Overdampning (De- stillation) kan udskille af Asa foetida er en saadan Forbindelse. Naar den drives gjennem et glödende Porcellainrör, giver det Kul, Svovelbrinte og Kulbrinte. Med Kaliær giver den en Blanding af Svovelkalier, Kul og - Brindluft; blandet med lidt Kulbrinte. Svovelets Mængde i denne Olie anslaaer han efter nogle forelébige Forsög til en Femtedeel. Mængden af Brint bestemmer han paa en ny, meget beqvem Maade, ved at udsætte Oliens Dampe i stærk Hede for Indvirkningen af Kobberets Forehlorid, hvorved Brinten med Chloret danner Chlorbrinte (Saltsyreluft). Professor Örsted, Ridder og Dannebrogsmand, har forelagt Selska- bet en Afhandling over de Forsôg, der endnu fortjente at udföres over Legemernes Sammentrykkelighed, Han gik ud fra de Forsög han allerede tid- ligere havde forelagt Selskabet over Vandets og Luftarternes Sammentryk- ning, og som i det 2det Bind af Selskabets naturvid. Skrifter ere bekjendtgjorte. Han viiste at alle de Forsög, man hidindtil har havt over Vandets Sam-- mentrykning ved store Kræfter indeholde en eller anden Kilde til betyde- lige Feil, og at man ved at benytte vore nærværende Kundskaber kunde undgaae disse, Han gjorde opmærksom paa Vigtigheden af at faae nöie bestemt Qviksülvets, Viinaandens, Ætherens, Saltoplåsningernes og flere Vædskers Sammentrykkelighed, at sammenligne denne ved forskjellige Varmegrader; at prove Spændkraften af Luftarter, der staae i Beröring med den Vædske, hvoraf de ved Sammentrykning og Afkjålning have ud- , XLVII y viklet sig, o. s. v. og*at disse Forsôg maa frembyde en riig Höst af Er- faringer , der sikkert vil kaste noget Lys over Varmens Forhold til Rum- opfyldningen. Selskabet tillod efter disse Forslag at Forsögene maatte ud- föres paa dets Bekostning. Samme Forf. har forsögt en Forbedring ved Nobilis electromagne- tiske Multiplicator, der selv er en Afart af den Schweiggerske. Som be- kjendt bestaaer den sidstnevnte af en Metaltraad, der er viklet om en Ramme, hvori en Magnetnaal henger. Saasnart en electrisk-chemisk Virk- ning gaaer igjennem Traaden, vil Naalen dreies Mod den Kraft, som saaledes. stræber at dreie Naalen setter sig Jordens Magnetismus, som stræ- ber at give den den bekjendte Retning. Man har vel med megen Fordeel sögt at svække Jordens Indflydelse, ved en i Nærheden anbragt anden Magnetnaal; men Nobili gjôr denne Sag endnu lettere, ved at forbinde to Magnetnaäle saaledes ved en fin Stilk, at de stræbe efter modsat Ret- ning, altsaa hæve hinandens Virkning, naar deres Kraft i övrigt er lige. Hertil kommer at han lader den ene Naal sveve mellem Ledningstraadene, den anden derover, saa at Naalene, just fordi de ere modsatte dreies i samme Retning af Traadens to modsatte Sider. Man kan maaskee endnu foröge dette Redskabs Fiinhed; men i de fleste Tilfælde med mere Skade end Gavn, da det allerede, som det er, er yderst let bevægeligt. Prof. Örsted har derfor sögt at give det en Indretning, hvorved dets Bevægelig- hed kunde faae meget forskjellige Grader, efter de forskjellige Hensigter ved Forsögene. Dette bevirker han ved at sætte ligefor Naalene en böiet Magnet, hvis modsatte Polers Tiltrekning mod de to omvendt magnetise- rede Naale kan give dem en Retning, der vil holdes med desto stürre Kraft, jo nærmere Magneten bringes. Man skjönner let hvorledes denne Indretning lader sig bruge til at maale svage electriske Kræfter. Forf. har med dette Redskab udfôrt mange Forsög, over Ledernes Forhold i Kjeden men hvoraf ingen kort Beskrivelse lader sig give. Han har ligeledes benyt- tet dette Redskab til at prôve Legemernes Ledeevne; og troer at dette Redskab hertil er særdeles skikket. Han har ved denne Leilighed fundet et let Middel til at gjöre Forskjel mellem Ledere, der alle höre til de fortrinlige; han finder nemlig at mange Legemer, der ere gode Ledere for den hydroelectriske (galvaniske) Kjede, ere slette Ledere for den ther- moelectriske. Mange Svovelmetaller ere i dette Tilfelde, men langt fra ikke alle. Det er sandsynligt at man vil kunne gjöre Brug af dette Mid- XLVTII del i Mincralogien, og derved opdage Forskjelligheder, som för undgik vor Opmærksomhed. Philosophisk Classe. Professor Bornemann forelæste Selskabet et Forsög til Udviklingen af den moralske Idee, bestemt til at indlemmes i hans Haandbog i den almindelige Retslære. Til denne Undersögelse indleder Forfatteren, ved at gaae ud fra den Sætning: at alle de Sandheder som vi, med Bevidsthed om vort aandelige Væsen, kalde höjere, eller aandelige, have deres överste Kundskabsgrunde givne i umiddelbare Forestillinger i Bevidstheden. Den överste moralske Kundskabsgrund er og maa, som saadan, være os given, ikke frembragt, den er og maa være oprindeligen indeholdt i vort aandelige Væsen; den skal fölgelig ikke udfindes, men udtales, ikke bevises, men erkjendes. Fra denne universelle Grundforestilling om det Sædelige, som i enhver Undersögelse om dette nödvendigen maa forudsættes, ligesom den forud- sættes eller er tilstede i ethvert moralskt Omdömme, bör al anden Erkjen- delse om det Sædelige udgaae; men den skal uddannes ved Slutning fra deus oprindeligen tilkjendegivne Indhold til de Grunde eller Aarsager, af hvilke dens grundvesentlige Indhold erkjendes, og den skal udvikles i Er- kjendelsen af de moralske Virkninger, som fölge af dette Indhold, men om hvilke viligeledes have oprindelige; ved sig selv, eller ubetinget, visse og gjeldende Forestillinger i vor moralske Bevidsthed. Disse Forestillinger skulle, ligesom hin altomfattende moralske Forestilling, uddannes, hvilket skeer ved at udlede deres Indhold af dennes. Indhold , saaledes som dette er bleven erkjendt i den uddannede moralske Idee. Men naar disse Deductioners Resultater svare til de oprindelige Forestillinger fra hvilke de udgaae, og det saaledes befindes, at vor Erkjendelse af’den moralske Idees Indhold er aldeles anvendelig paa disse Forestillinger, og sætter os i Stand til at erkjende hvorledes de udgaae fra den höjeste moralske Forestilling, da fremkommer derved et nyt Beviis for, eller ligesom en stadfæstende Pröve af hin Erkjendelses Sandhed. Den moralske Idee bör altsaa bevises paa en dobbelt Maade: ved sin Deduction, og ved sin Udvikling, og denne dobbelte Erkjendelse er Sædelærens Grundopgave. Efter denne Plan er Afhandlingen forfattet, Dens Resultater ere fornemmelig fölgende. XLIX Vor moralske Grundbevidsthed er Bevidstheden om en Aöjeste, hel- lig, albydende Lov for Menneskets Villie. Den indeholder umiddelbart Forestillingen om en Nödvendighed eller ubetinget:Virksomhed indeholdende Bestemmelse, og om at denne Lov er gjeldende over alle Love, Gjenstand for ubegrændset Hylding og bydende med en i Væsen og Omfang ubetinget Magt. Men disse Sædeligheds Lovens tilkjendegivne Egenskaber, ved hvilke dens Tilværelse forkyndes, forudsætte en Grundegenskab, som ikke er tilkjendegiven, og denne, der fölgelig maa erkjendes ved en höjere Idee, er, og kan ikke være nogen anden end: at Sædeligheds Loven er en guddommelig Lov. Af denne Lovens Grundegenskab kan dens /ndhold udledes, Thi Sædeligheds Loven maa have det Indhold, der er uadskille- ligt fra dens Egenskab som det Höjeste Væsens Lov for Mennesket. At denne Lov gives, og at den af os maa erkjendes som den höjeste, hellige og albydende, fölger ogsaa af Guds Tilverelse og vor Erkjendelse af denne. Det Hôjeste Væsens Villie er som saadan en Loy over alle Love, der ube- tinget bör æres, og hvis Magt omfatter Alt, Alherredömmets, Hellighe- dens og Almagtens Lov, og kun denne Lov kan være Sædeligheds Lov. (Forfatteren anmærker, at det Anförte ingenlunde henviser til at deducere Sædeligheds Loven af den religieuse Idee, uden at gaae ud fra den oprin- delige moralske Grundforestilling, da det er ved denne Forestilling vi for- udsætte Lovens Tilværelse og ere os dens Egenskaber bevidste i dens umid- delbare Forhold til Menneskets Villie). Er Sædeligheds Loven en guddommelig Lov, maa dens Indhold være os givet, enten i og for sig, eller som Bestanddeel af en anden Lov. Det er os givet ved vor aandelige Grundforestilling om Alskaberen (vor oprindelige religieuse Idee) og ved Alskabningens Tilværelse. Det Höjeste Vesens Formaal med Alskabningen maa i Forhold til den menneskelige Vil- lie, eller forsaavidt det skal fyldestgjôres og iværksættes ved denne, vere dens Loy. Her blive altsaa tvende Spörgsmaal at besvare: det /ürste om Skabningsformaalet, det andet om, hvorledes dette Formaal er Loy for Menneskets Villie. Det guddommelige Formaal med Alskabningen er Alskaberens Vil- lie som iværksat i det uendelige Skabte, som den höjeste, ubetingede Grund for dettes Tilværelse, Vedbliven og Virken. Det er ubetinget Be- stemmelse, altsaa Lov. Det guddommelige Formaal og den guddommelige (7) + L Lov er Eet. Men ikke i sit Grundvæsen , kun i sin Iverksettelse, eller som Skabnings Ojemed kan det af os erkjendes. Her spörges altsaa: hvori bestaaer det Almeenöjemed der tilkjendegiver sig i den hele Skabning, hvil- ket er det Ypperste, det höjeste Ubetingede , for hvilket, eller for hvis Skyld, og ved hvilket, eller ved hvis Alt omfattende Virksomhed, det Hele og det Enkelte er til og bestaaer? hvilket er Skabningens Almeen- princip, forsaavidt vi kunne erkjende det? Dette fælles Princip i den aandelige og sandselige Verden, uden hvilket ingen Tanke, Sandsning og Organisme kunde vere til, uden hvilket intet guddommeligt Verk kunde tenkes eller skues, ved hvilket det uendelige Alt som saadant, og hver dets Deel som saadan er til, bestaaer og virker, er Livet: ethvert Væ- sens Grundvirksomhed eller selvindeholdte Tilværelsesprincip til Vedlige- holdelse og Uddannelse efter en altomfattende Lov. Denne Lov, fra hvil- ken Almeenlivet udgaaer, -kunne vi (som anfört) allene erkjende i de Grundöjemeder i hvilke den er tilkjendegivet, eller i det aandelige, sand- selige og legemlige Almeenliv. Det aandelige Liv erkjende vi som saadant, baade i den menneskelige Aands hele Væsen, og i dettes særskildt vir- kende Kræfter: Villien og Fornuften; vi erkjende det som Troens (eller Gudfrygtighedens) Dydens (eller Moralitetens) og Sandhedens Liv. Det sandselige Liv erkjende vi deels som Middel og Evne for det aandelige, og deels som en höjere besjelende Grundvirksomhed for det legemlige Liv, men dette som det umiddelbare Princip for Legemverdnens og dens Be- standdeles Tilverelse og Virken. Saaledes erkjendes det guddommelige Formaal med Alskabningen, eller den almindelige Skabningslov, i dets Almeenvirkninger, at vere det Höjeste Væsens almægtige, algode og al- vise Villie eller Bestemmelse, efter hvilken Livet i Alskabningen og dets Uddannelse og Vedligeholdelse som saadant er i det Hele og i det Enkelte det iværksatte Skabningsöjemed. Da Villien og Fornuften er Aandens sam- virkende Krefter, eller den samme Kraft, virkende med forskjellig Ten- dents, eller, da Selvbestemmelsens V irksomhed er af samme Omfang som Erkjendelsens, er det guddommelige Formaal med Alskabningen saaledes som det af os kan erkjendes, umiddelbart og i sit hele Omfang Lov for den menneskelige Villie, eller Sxdelighedens Lov, og Indholdet af denne Lov er hin Lovs Indhold i dens Anvendelse paa Villien. Det staaer til- bage at erkjende denne Anvendelse , eller Lovens Indhold formedelst denne, fölgelig at besvare det andet Spörgsmaal: hvorledes hint Formaal er Lov LI for Menneskets Villie, eller hvorledes det bestemmer sin Fyldestgjörelse ved denne. Sædeligheds Loven er Lov for Villien i dennes hele Virken, baade for den bevægende og for den bestemmende Villie. Villien skal ikke blot tyldestgjöre de lovbefalede Formaal som Lovens, men ogsaa som sine egne, ikke blot handle zfölge, men ogsaa for disse Formaal; den skal, efter den fuldkomne Lovs Bydende, vere fri i at ville, og i at iværksætte disse Formaal; dens Formaal og Ojemeder skulle vere Loven underordnede af en fri, fra Lovens Hellighed udgaaende Beveggrund, af ubetinget Agtelse for Loven, og denne skal ikke allene vere Villiens höjeste Lov, men til- lige som Lov dens höjeste Formaal. Men da Sædeligheds Loven, som det Höjeste Væsens Formaal, er Lov for Menneskets Villie, er den ogsaa som saadant Formaal for denne Villie, eller Sædeligheds Formaal; den maa, ifålge sin dobbelte Egenskab, vere dette, ikke blot som bydende, eller som Alherrens Villie, men ogsaa som det Algode, som Livets Op- hav, som Alskaberens Villie. Som det Algagle maa Sædeligheds Loven el- ler det albydende Sædeligheds Formaal have en Bevæggrund, der fölger af dette dens Grundvæsen. Denne, al Sædeligheds höjeste Beyæggrund, er den rene (objective, uegennyttige) Kjærlighed: en fuldkommen, ubetinget Hengivenhed for det Algode som Sædeligheds, det er, som den*höjeste Lovs Formaal — som det höjeste Gode. Disse ypperste moralske Bevxg- grunde ere Eet, eller den samme Bevæggrund, virkende i forskjellig Hen- seende, ligesom det guddommelige Formaal og den guddommelige Lov er den samme höjeste Bestemmelse, der som Skabningsformaal meddeler den menneskelige Aand de höjeste moralske Formaal og Bevæggrunde, og som Sædeligheds Lov byder dem. - Dette Resultat oplyses ved at udvikle vor moralske Bevidstheds Forestilling om Sædeligheds Formaalet, som et ubetinget Pligts og Hengi- venheds Formaal, som en uopnaaelig, uoverskuelig og uendelig dyrebar Villiesgrund, og ved at betragte de tvende Almeenformaal, der i Bevidst- heden ere os givne som moralske Grundformaal der forudsætte det höjeste Sædelighedsformaal, som den Grundaarsag, hvorfra de udgaae og til hvis Fyldestgjürelse de sigte. Disse Formaal ere det Sedeliggode, eller det Gode i og for sig, og det Sædeligrette, eller Lovens Herredimme. Hint svarer til det guddommelige Formaal som Formaal, eller til dets Indhold, (7.4) LIT dette til dets Egenskab som Lov, eller til dets albydende Virksomhed, Deres Beveggrunde ere: Godheden, som ubetinget Hengivenhed for det Gode, og Lydigheden: som ubetinget Hengivenhed for Lovens Herredömnie- Saaledes er det Resultat udledet: at Sædelighedsformaalet er det guddommelige Skabningsformaal, som den menneskelige Villies höjeste Gode og höjeste Lov, og at Sædelighedsloven er Alskabningsloven, eller hint Formaal, som bydende sin Fyldestgjörelse i begge disse Egenskaber, eller i begge disse Forhold til Villien. Den uddannede moralske Idee er Ideen om Sædelighedsloven som saaledes bydende. Og Moralens Princip, der skal udtrykke denne Idee som Regel, eller vere den Grundregel, i hvil- ken Lovens Indhold, ‘saavidt mueligt skal tilkjendegives, kan fölgelig sættes saaledes: det guddommelige Formaal med Alskabningen skal ubetin- get fyldestgjåres, som det håjeste Gode og den håjeste Lov. Nu fölger Betragtningen af Lovens Opfyldelse, nemlig, försz: hvor- ledes den i og for sig skal opfyldes, som Formaal og Lov tillige, umid- delbart af de håjeste moralské Bevæggrunde, og for det Andet: hvorle- des den skal opfyldes ihenseende til enhver af hine Egenskaber isærde- leshed, ved at fyldestgjåre de dertil svarende , Godhedens og Retfærdig- hedens Formaal, ved at udåve deres Bevæggrunde. Men baade hin og denne Lovopfyldelse skeer ved at iværksætte og handle overeensstemmende med de rea/e Formaal, der svare til hine højeste og ideale Formaal. Til det höjeste Sædelighedsformaal svare Bestanddelene af det iværksatte Skabningsöjemed, som Almeengoder for de Enkelte, eller forsaavidt de ere til og fölgelig kunne vedligeholdes, fremmes og uddannes hos disse, Sazledes ere de reale Almeengoder (om hvilke der forhen er bleven hand- let) de reale moralske Grundformaal der umiddelbart svare til Sædeligheds- formaalet. Til Godhedens og Retfærdighedens ideale Formaal svare lige- edes de reale Formaal, eller de i Virkeligheden tilverende Forfatninger, i hvilke hine Formaal iverksettes. Disse Forfatninger ere indvortes, eller i Menneskets Sjel, og udvortes, eller i Menneskenes Samfund, for God- heds Formaalet Z’red og Lyksalighed, og for Retfærdigheds Formaälet, Frihed og Herredömme. (Disse sidste ere som udvortes Formaal den al- -mindelige Retslæres Opgave). Men Deductionen af disse Formaal og af de Principer i hvilke deres höjeste Love skulde udtrykkes, tillader det Rum som kan anvendes til nærværende Grundrids, ikke at meddele. Det samme er Tilfældet med Afhandlingens anden Hoveddeel; der LIT indeholder Betragtnnigen af Sædeligheds Lovens Grundvirkninger, eller den moralske Idees Udvikling ihenseende til disse, forsaavidt de ikke al_' "lerede bleve omhandlede i Deductionen af den moralske Idee og i Udvik- lingen af dennes Indhold. De allerede omhandlede vare: de moralske Mo- tiver: det,höjeste, som indbefatter Kjerligheden for det Algode og Ag- telsen for Loven, Godhedens Bevæggrund, som udgaaer fra hin, og Ly- dighedens, som udgaaer fra denne, endelig de tvende moralske Grundfor- maal til hvilke disse Bevæggrunde nærmest svare. De som fremdeles af- handles i Overeensstemmelse med den i Indledningen fremsatte Plan, ere: Lovenes Bud og den moralske Forpligtelse, Menneskeværdet og den mo- ralske Fordring, Pligten og Tilregnelsen, En kort Betragtning over den menneskelige Aands Frihedsegenskab er indlemmet i denne Deel af Af- handlingen, Hıistorisk Classe. Professor Æ'olderup - Rosenvinge forelagde Selskabet en Udsigt over de vigtigste Haandskrifter af de skaanske og sjellandske Stadsretter eller Kjöbstedlove, hvilke blive trykkede i hans Udgave af de gamle danske Love. Ved nöjere Undersögelse af disse Haandskrifter troer han at vere kommen til adskillige ikke uvigtige Resultater angaaende flere af disse Kjöbstedloves Alder. Om Ælden af den saakaldte Lundske eller Helsing- borgske Stadsret, der iövrigt har været gjeldende i de fleste Skaanske Kjébsteder, har der været megen Tvist; ved Hjelp af et Haandskrift i det Kgl. Gehejmearchiv troer Prof. i det mindste at kunne bestemme de 10 sidste Capitlers Alder (i Kofoed. Anchers Udgave fra Ordene: Zakir Londa aff andrum klethe &c. indtil Enden) saaledes, at de ere yngre, end 4326, og af disse ere de 6 förste (hos Ancher indtil Ordene: Um nokrum köpstathe mannum worthir sat weth &c.) udentvivl tilsatte inden Aaret 1346, da det Haandskrift, som Erkebiskop Peder i Lund i dette Aar med- deelte Nexö Borgere paa Bornholm og som er trykt 1 Thuras Bornholms Beskrivelse S. 165 ff., ikke indeholder de övrige fire. Den Kjøbenhavnske Stadsret fra 1294 var hidtil kun bekjendt af den saakaldte Jordehog for den roeskildske Bispestoel fra Slutningen af det 44de Aarhundrede, hvilken Langebek har indrykket i Scriptores rerum Da- nicarum Tom. VII. 86 ff. Professoren har i det Kgl. Gehejmearchiv fun- det Originalen, der ikke blot i Capitlernes Orden og ved adskillige Af- LIV vigelser paa enkelte Steder er endeel forskjellig fra dén Statsret, som inde- holdes i den roeskildske Bispestoels Jordebog, men desuden har et Tilleg af 45 Capitler, hvoraf kun 3 findes i den ældste Stadsret af 1254, men de övrige ere nye. Endskjöndt det af Kong Erich af Pommerns Privilegium for Kjö- benhavn fra Aaret 1422, trykt hos Hvitfeld S. 684, med Rimelighed kunde sluttes, at denne Konge havde givet Kjöbenhavns Indbyggere en Stadsret, da Kongen der taler ”om theres Stadhbok, som wy thöm oc nu unt oc gywet have,’ var denne Stadsret dog hidtil aldeles ubekjendt og selv Ko- fod Ancher har ikke yttret nogen Formodning om, at en saadan nogen- sinde havde været til. Professoren har nu fundet denne Stadsret paa det store Kgl. Bibliothek i et rigtignok maadeligt Haandskrift, men hvoraf man dog, ved at sammenholde det med Stadsretten af 1294, der tydelig skjön- nes at have været Grudlaget for Kong Eriks Stadsret, paa de fleste' Steder er istand til at udbringe de rette Læsemaader. At den roeskildske Stadsret er hidtil kun trykt en dansk og maa- delig Oversættelse i Danske Magazin V. 333 ff. Af de to Haandskrifter af den latinske Original, som Kofod Ancher omtaler, har det ene, som skulde befinde sig blandt Peter Syvs Collectanea, ikke været at - opdage. Af det andet, som bevares i det Kongl. Bibliothek i Stokholm, har Profes- soren erholdt en Afskrift, hvilken vel indeholder de samme Capitler, som findes i den danske Oversættelse, nogle faa Tilleg fraregnede, men i en meget forandret Orden. Af denne erfarer man, at fölgende Capitler i den danske Oversættelse: Cap. 17-28 og 33-37 hvilke i Originalen fålge umid- delbar efter hinanden, alle ere yngre, end Kong Erik Glippings Tid, hvil- ken Konge man ellers almindelig tillægger den ele Stadsret; thi den Kon- gelige Confirmation, som i den danske Oversættelse findes ved Stadsrettens Slutning, staaer i det Stokholmske latinske Haandskrift foran de nævnte Capitler, der altsaa ere at betragte som senere Tillæg. Over den ægyptiske Tidsregning har Prof. Ras forelagt Selskabet en Afhandling. Det ægyptiske Folk er som bekjendt, et af de ældste og tidligst dan- nede, hvorom vi vide noget Historisk, Vel ere de ægyptiske Historieskri- vere forsvundne, men der gives dog saa mange Brudstykkef af dem opbe- varede af græske Forfattere, at man deraf er i Stand. til at sammensætte en nogenledes sammenhængende Tidsregning lige op til Kongerigets Stif- LV telse ved Menes, ja endog udover denne Tidspunkt selv. . Disse Kilder har J. C. Prichard i sin Analysis of the Esyptian Mythology, London 1819, i et eget Afsnit, nemlig: critical examination of the Remains of egyp- tian Chronology, udgivet paa Engelsk og fremstillet tabellarisk, med Aa- rene udtrykte i europæiske Tal, og Summerne af de enkelte Kongehuses Regjeringstid beregnede; ja ikke blot oversat og opstillet, men tillige sam- menlignet, bedömt og anvendt disse Kilder. Ikke desmindre have nogle Regningsfeil hindret ham fra, at bemærke vigtige Sammentræf med den græske og jödiske Historie, nogle Modsigelser i Kilderne ere blevne staa- ende, og nogle Vanskeligheder uoplåste. Saaledes er der endnu Huller i Tidsregningen og Usikkerhed i Aarstallene; disse Mangler er det Forf. her har sågt at afhjelpe, samt tillige at give et efter sin Anskuelse indrettet Overblik af den hele ægyptiske Tidsregning. Efter en kort Udsigt over Kilderne eller Aarsagerne til Fejlene gaaer han over til sin Revision af dem, som er den egentlige" Afhandling, der er inddeelt efter Kongehusene eller Tidsrummene i den ægyptiske Historie. Det förste eller Halvguder- nes Tidsrum jevnföres med det fornoachiske; det andet, hvor Prichard an- tages for at have været fuldkommen heldig, med Tidsrummet imellem Noah og Abraham. Det tredie Tidsrum, som er mangelfuldt hos Prichard, ud- fyldes her nôiagtig af Forf. efter de gamle Kilder. Det svarer til det jö- diske Tidsrum imellem Abraham øg Moses; her indtræffer altsaa Israeliter- nes Indvandring samt Kekropses, Mose’s og Danaus’s Udvandring; ved disse Beröringer med den jödiske og græske Historie troer Forf. at bringe Vished i Beregningen, og at berigtige nogle af de allervigtigste Punkter i den gamle Tidsregning, Den mosaiske Udvandring ansættes til Aar 1619 fir den almindelige Tidsregnings Begyndelse. For at bringe den jådiske Oldhistorie til Overeensstemmelse med den ægyptiske, antages i disse tre Tidsrum trende forskjellige Slags Aar, i det ældste Maaneder, i det andet Tomaane- der, i det tredie Halvaar; saa at f. E. naar Moses siges at være 80 Aar gammel ved Udvandringen, antages Meningen at være omtrent 40 af vore Aar, men naar han derefter levede 40 Aar, antages disse at være sædvan- lige Aar, da den nye 'Tidsregning blev indfårt med Lovgivningen og Reli- gionsstiftelsen paa Sinai, saa at hans hele Alder ansættes til 80 Aar. Des- uden rettes nogle feilagtige Tal i Angivelsen af Oldfædrenes Alder fornem- melig efter de halvfjersindstyve Fortolkere,.saa og efter Gisning. Det tjerde Tidsrum gaaer fra Sesostris til den ætiopiske Erobring, og indeholder to nye Beröringspunkter med den övrige Historie, nemlig Paris’s og Menelaus’s Besög i Ægypten, samt Jerusalems Plyndring af den ægyptiske Konge Shis- hak i det femte Aar efter Rigets Deling eller 985. Dette Tidsrum har ogsaa store Vanskeligheder; dog har Prichard her været heldigere, skjöndt ikke undgaaet Feiltagelser. Det femte Tidsrum gaaer fra den ætiopiske til den persiske Erobring af Landet 525; hvorpaa det-hele slutter med et udförligt Tilbageblik. + Ordbogscommissionen. Siden Slutningen af sidste Mödeaar er fjerde Bind af Ordbogen ud- kommen. Commissionen har sysselsat sig med Revisionen af Bogstavet A. Bogstavet P. er overgivet til Pressen, og det femte Bind, bestaaende af Bogstaverne P. Q. R. kan ventes færdig om to Aar. : Fra qi Mai 1826 til 31 Mai 1827. I afvigte Médeaar har Döden berövet Selskabet sit Medlem Prof. Olufsen, lige udmærket, som vittig og smagfuld Skribent, og som lerd og dybttænkende Kjender af Stats- og Landhuusholdningen. Til indenlandsk Medlem er optaget: Hr. Hans Christian Lyngbye, Sognepræst til Sôborg og Gille- leie Menigheder i Sielland. Til udenlandske Medlemmer : Hr. Professor og Ridder Christopher Hansteen, i Christiania. Hr. A. Fresnell, Medlem af det franske Instituts Videnskabers Academie. Hr. Nathanael Wallich, Directeur af den botaniske Have i Calcutta. Hr. Professor Struve, Directeur af Observatoriet i Dorpat. Den physiske Classes Arbeider. Undersögelserne over de Afvigelser fra den regelstemmende (uor- male) Tilstand, der forekomme i Menneskelegemets forskjellige Organer, ere unægteligt vigtige for Lægekunsten, og love at före os til Kundskaber, f LVI der kunne höiligen bidrage til dens Sikkerhed. I vor Tidsalder ere bety- delige Bidrag hertil samlede, og ethvert nyt maa vere os velkomment, naar det kun, saaledes som det vi her have at anmælde, kommer fra Mend, der nöie kjende den regelstemmende Tilstand af de Organer, de undersége , og nöie vide at skjelne mellem de Forandringer og Afvigelser, der ere en Fölge-af Döden, eller ere medfödte, eller ved Sygdom frembragte. Det Bidrag, vi her anmælde, bestaaer i en Selskabet af Professor i Anatomien og Ridder Schumacher forelagt Række af Iagttagelser, over Nyrernes Afvi- gelser fra den regelstemmende Tilstand. Forf, holder sig kun til de Iagt- tagelser han selv har havt Leilighed til at gjöre, og som han oplyser ved Tegninger og Præparater, som bevares i Universitetets anatomiske Samling. Forf. begynder med en nüiagtig Bestemmelse af Nyrernes regel- stemmende Tilstand, i Henseende til Leie, Störrelse, Vægt o. s. v., og gaaer derpaa til dens afvigende Tilstande, saavel medfödte, som ved Syg- dom foranledigede. Det ligger i Sagens Natur, at Iagttagelser af dette Slags ikke tilstede et Udtog; de faae deres Værd ved Tilfeldenes nöiag- üge Beskrivelse, som Sagkyndige ville sôge i Afhandlingen selv. Det er bekjendt at Africas sydlige Pynt forener ikke allene en stor Mængde merkelige, der isolerede Planteformer, men og at adskillige Slægter fremtræde der med mangfoldige Arter. Dette er ikke blot Til- fældet med de fuldkomnere Planter: ogsaa Hydrophyternes Familie fore- kommei det Hav, som omgiver detgode Haabs Forbjerg, baade med mange Arter og med heelsynderlige Former. Eenaf de störste og mærkeligste er Fucus buc- cinalis Lin, (Laminaria buccinalis Agardh) og paafaldende er det, at, uagtet denne baade i Stôrrelse og Form maa tildrage de Reisendes Op- mærksomhed og uagtet den paa Höiden af Cap forekommer i stor Mængde, har dog fuldstendige Exemplarer deraf været saa stor en Sjeldenhed i Eu- ropa, at de förste Algologer ikke engang have seet den. Da Prof. og Rid- der Hornemann var saa heldig ved den danske Pharmaceut Zilon, som opholder sig i Capstaden, at erholde meget gode Exemplarer af denne Tang- art, troede han at burde gjöre Botanikerne bekjendte med dens fulde Ud- vikling og meddeelte derfor Selskabet en fuldstændig Beskrivelse af den tilligemed en Afbildning, som forestiller et fuldstendigt Exemplar i formind- sket Störrelse, tilligemed en forstörret Fremstillelse af de Dele som han an- By. Ne ar $ S [PAL y ory « ee. R LVII tager for Frugt. Efter Hr. Zklons Undersügelser indeholder den ‘en större Mengde Jodine, end nogen af de europæiske Tangarter. Af samme. Selskabs Medlem blev en Beskrivelse over de i det 32 Hefte af Flora danica afbildede ‘nye eller sjeldne Planter meddeelt. Af disse udmærke sig især Arabis Holböllii, opdaget af Capitainlieutenant Z70/— bill i det nordvestlige Grönland, Carex Lyngbyei, en ligeledes nye Art, som Pastor Zyngbye opdagede paa Feréerne, Cystoseira Jibrosa Ag., som Hr. Professor Nolte fandt paa Vestkanten af Hertugdömmet Slesvig, samt en mærkelig Afart af Laminaria esculenta Ag, fundet af Samme. Disse sidste ere nye for den danske Vora. Af Svampe findes i dette Hefte 11 Arter, som ikke forhen vare afbildede, og hvoraf de fleste ere opdagede af Hr. Pro- fessor Schumacher. Hele Heftetindcholder Figurer af 84 forskjellige Plantearter, hvoraf 30 höre til de cotyledone og 51 til de 4cotyledone. Af hine ere 12 og af disse 18 nye for Danmark. Som Indledning til Afhandlingen, gav Forfatteren en Udsigt over de Reiser, som af Udgiverne Oeder, Müller, Vahl og Hor- nemann vare, paa Kongelig Bekostning, foretagne til Værkets Fremme, Professor Jacobson har forelagt Selskabet Fortsættelserne af sine Bi- drag til Bléddyrenes Anatomie og Physiologie. Efter at have fremsat i en foregaaende Afhandling sine Tvivl imod den almindeligt antague Menıng om Dammuslingens Udvikling, söger han nu at oplyse Samme med de Iagttagelser og Undersögelser, som han har gjort ved Cykladen (Cyclas eornea) en liden Musling der hyppigt forekommer à vore Damme. | i Uagtet Dyrets Lidenhed har Fort. dog kunnet ner og be- skrive de fleste af dets Organer, blandt hvilke det indre Gjellepar og Mg- gestokkene udmærke sig. ved en særegen Bygning. \ Cykladen har, som alle övrige Muslingearter, 2 Par Gjeller. Det indre Par udmerker sig derved, at det rager langt frem for det ydre. Denne Störrelse er kun tilsyneladende; thi dem egentlige Gjelle staaer i en for- holdspassende Störrelse mod den ydre; men istedetfor at være fæstet tet op til Muslingens Legeme, forlænger, sig. det ydre Blad af de Hinder, hvoraf den bestaaer, og fæster den til det sædvanlige: Sted, Det indre Blad dan- ner ligeledes: en saadan Forlengelse, dog uden at fæste sig, til Legemet. Derved dannes, istedet for em liden og smal Gjellecanal, en stor, sækfor— mig Huulhed, ved hvis nedre Deel Gjellen er fæstet. PR hår: i cies y “a LIX — ' Den halymaaneformige Aabning af denne Huulhed ligger tet op mod Dyrets Underliv. ! Æggestokkene ligge i Dyrets Underliv paa hver sin Side af Tar- mecanalen, og bestaae af yderst smaa cylindriske Sække. Er Dyret befrugtet, forstörre disse Cylindre sig, fremvoxe og an- tage en pæreformig Skikkelse: ; de træde da ud af Underlivet og ere kun ved en liden Stilk fæstede til Samme. Ved saaledes at fremvoxe, træde de ind i den foromtalte sækformige Udvidelse af det indre Gjellepars Canal. ; I disse pæreformige Legemer er det, at Fostret udvikles. Tid ef- ter anden brister en saadan Sæk og en yderst liden Musling fremkommer, der ved en fiin Traad hænger fast ved den. Denne liden Musling, som allerede ligner Moderdyret, opholder sig i nogen Tid i denne sækformige Udvidelse af Gjellecanalen; den voxer meget hurtigt, og inden kort Tid opnaåer den Stårrelsen af en Lindse. Nu forlader det Moderdyret, for -selv at söge sig Næring. Som Resultat af SRE Undersögelse fremsætter Prof Jacobson Fölgende: 1) Blandt de toskallede Muslinger (Mollusca bivalvia s. acephala) gi- ves der nogle, som föde levende Unger, nemlig Cyhladerne, 12) Ungerne ligne i en meget tidlig Periode Moderdyret. 3) Foden hos samme er, i Forhold til Dyret, stor. 4) Underlivet er ei aabent eller spaltet. 5) De voxe meget hurtigt. 6) Skallerne indeholde i den förste Tid kun yderst lidet Kalkjord. Forfatteren benytter disse Resultater som ny Beviis for sin Mening, at de smaa Dyr, der findes i Dammuslingens Gjeller, ere Snyltedyr og ei Muslingens Unger. | Professor Jacobson har ligeledes givet et Bidrag til Leren om Ind- voldsormene, ” Disse mærkværdige Dyr, der af Naturen ere bestemte til at leve. i andre Dyrs Legemer, have i vore Tider været en vigtig Gjenstand for Naturforskerens og Lægens! Undersôgelser, og siden Zéinnées Tid har in- gen Deel af Zoologien gjort saa betydelige Fremskridt, Hos Pattedyr, Fugle, Krybdyr og Fiske finder man Indvoldsorme. i (8 *) forskjellige Dele af Legemet; hos flere Insecter ere de opdagede: Men kun hos et Par af Bléddyrene har man hidtil fundet disse Snyltedyr. Ved sine Undersôgelser af Dammuslingen har Prof. J. opdaget i disse Dyr fre forskjellige Arter af Indvoldsorme, hvoraf han beskriver wende. De ere alle microscopiske. Den ene-er en Art /kte (Distoma), Den har alle Characterer af denne Slegt; den er cylindrisk, fortil co- nisk, bagtil afrundet. Ved den forreste Ende findes en liden Aabning, under denne, længere ned paa Legemet, sees en stôrre eller den egent- lige Sugeaabning. Dyret kan ved at bevæge sig, ved at forlænge den for- reste Deel, ved at aabne eller sammentrække sine Aabninger, antage for- skjellige Skikkelser, ligesom man seer det ved flere Iktearter. Den anden Art udmærker sig ved en særegen Organisation, hvor- til intet Lignende findes hos nogen anden Helminte. Legemet er kölledannet; bredest fortil, hvor tvende kugelformige Legemer findes. Fra enhver af disse udgaaer paa den ydre Side et langt cylindrisk Organ, hvis frie Ende er noget tilspidset. Disse Organer, der som oftest ere længere end Dyrets Legeme, ere enten gjennemsigtige eller fyldte med en mårk Masse, hænge langs ad Legemet, eller ere spiralfor- migt oprullede. 4 Dyret er noget stôrre end det foregaaende, Til Kundskaben om de Forandringer der foregaae i vor Luftkreds, deres Udstrækning og Meteorernes gjensidige Forhold, vilde Sammenlig- ninger af Luftens Tilstand paa mange Steder og i en betydelig Deel af Jordkloden væxe meget hensigtspassende. selv om de kun indsluttede en- kelte Dage. Doctor Brewster i Edinburgh har derfor flere Gange op- muntret Meteorologerne i og uden for Storbritanien at anstille nôiagtige og ofte gjentagne Iagttagelser paa enkelte af ham berammede Dage. Blandt de af ham saaledes valgte Dage var den 15de Januar 1827, — og Han- delsen vilde, at saavel denne Dag- som især den nestforegaaende 14de Ja- nuar i meteorologisk Henseende hörte til de meest mærkværdige, hvorved de fra mange Steder til ham indsendte Beretninger end mere ville vinde i Interesse. Brewsters Opmuntring, forenet med de mærkelige meteoriske Begivenheder, foranledigede at der ogsaa i Kjöbenhavn og paa flere Ste- der i Danmark i de nævnte Dage blev anstillet flere Iagttagelser end el- Pre sr à LILAS x Lene x u, a Dar. Puf MIETEN, Ce vin “ - w «À = x > + x hae AT : TN _ > “ F ø i SET LXI ; FR. Jers; i Kjöbenhavn for störste Delen hver halve Time. Hoved -Resulta- terne af disse i Danmark anstillede Iagttagelser har Prof. Schouw forelagt Vidensk. Selskab, og de ere fornemmeligen fölgende. Det var især Ba- rometerets overordentlige Falden den 44de og dets hurtige Stigen d. 15de som fortjener Opmerksomhed. Den laveste Stand indtraf i Kjöbenhavn omtrent Kl. 10 om Aftenen; — tre nöiagtige Barometre paa forskjellige Steder i Byen gave, reducerede til Havets Niveau og til 0° R: 26” 4,96, 26” 5,22 og 26” 5,74 Par. Maal, Forskjellerne hidröre deels fra op- rindelig Uovereensstemmelse i Instrumenterne, deels fra lidt Uovereens- stemmelse i Tiden. Hvis Middelstanden ved Havet sættes til 28 1015 (ved 0° R:) saa var Barometrets ovennævnte minimum, efter den förste af de 3 lagttagelser, 20,19 under samme: men dette er den laveste Stand der nogensinde er optegnet i Kjöbenhavn. Den lave Stand d. Ade Febr. 1825, som indtil da var den laveste man kjendte, var 18',49 under Middelstanden. Efter 16 Aars Iagttagelser er Middelafvigelsen under den almindelige for Januar Maaned kun 909. I Apenrade faldt Barometret ikke saa dybt, nemlig kun til 26” 8,08, som er_16°,70 under den al- mindelige Middelstand; lavere faldt det der den 25 Decbr. 1821 nemlig til 17,16 under Middelstanden; Minimum d. 14 Januar indtraf tidligere i Apenrade end i Kjöbenhavn; nemlig mellem Kl. 7 og 9, og rimeligviis ner ved Kl. 7. Baromctret steeg efter Kl. 10 i Kjöbenhavn meget hurti- gere end det faldt för samme Tidspunkt. Fra Kl. 11-45’ f. M. til Kl. 10 e. M. (d. 44de Januar) i 10 Timer faldt det 7,05; i de næste 10 Timer til Kl. 8 f. M. (d.15de) steeg det 12',31; hurtigst steeg det fra Kl. A1til12 e. M. (d. 14de) nemlig 3,46. Medens Barometret faldt var Vinden SV.; medens det steeg, NV. og N., og Overgangspunktet fra Faldet til Stigen, - faldt, som det synes, netop sammen med Forandringen af Vindens Ret- ning. Det var Storm d. 14de samt d. 15de om Formiddagen. Da nu der- hos minimum indtraf tidligere i Apenrade, omtrent i SV. for Kjöbenhavn (ligesom det var Tilfældet med det dybe Barometerfald d. 25 Dechr. 1821), saa vinder derved den Mening nye Styrke, at den uærmeste Aarsag til voldsomme Barometer Forandringer maa söges i Vindens forandrede Ret- ning og Styrke. Medens Barometeret faldt og Vinden var sydlig, var Ha- vet lavt, det var Tôveir og der faldt særdeles megen Regn; i botanisk Have d. 14de Januar 10,23 P, L.; og paa nøgle Steder lynede det, Da LXIV Rullesteenssamdanningen, omendskjöndt den ogsaa kan forklares paa anden Maade, forenet med Ravets Forekomst i Gispen ved Segeberg, anseer For- fatteren vigtig for at understôtte sin med Hensyn til Lüneburg allerede yttrede Mening, som endnu finder en ny Bekræftelse ved de mange Salt- kilder, der, lüg den Oldesloer, overalt fremvælde af det baltiske Rulle- steensterrain. Paa Bornhövder Hede, ikke langt fra Landsbyen Boruhövd, opda- gede Forfatteren et Muslinglag, som for störste Delen bestaaer af Dyrlev- ninger, hvis Analoger endnu leve i vore Have. Turbo rudis, Buccinum undatum ere de hyppigste; der forekommer en Ostrea forskjellig fra vores. Stedet hvor de findes er sikkert 159 Fod over Havets nærværende Vand- speil, og det Hele hentyder paa en Revolution i,en forholdsviis meget sil- digere Tid. | \ Öen Sylt ved Slesvigs Vestkyst, er af de faa Levninger af den Deel af Fastlandet, som i de sidste 2000 Aar har været underkastet saa frygte- lige Odelæggelser. Den skylder ligesom Helgoland ikkun sin Vedligehol- delse til den fastere Kjerne, som den indeholder, frem for Naboeegnene. De Dannelser som Forfatteren især har undersögt, findes paa begge Sider | af Byen Keitum og bestaae i Sandsteen, Quarz - Conglomerat, Kaolin - Sand, Phosphorsuurt Jern, Alunjord, graat Leer med Bruunkul og Mergelkalk. Det er især i Morsum Kliff, sydlig fra*Keitum, hvor disse Dannelser fin- des udviklede. Alle Lag stryge paralelle og ere tydeligen schichtede, de vestligste falde med en Vinkel af 80° imod O., men lengere hen imod O. aftager FaldVinkelen, og er i de östligste ikkun 15 til 20°. Strygnings- linien er uforandret NNV. og SSO. Sandstenen og Quarzconglomeratet have phosphorsuurt Jern til Bindemiddel, hvilket ogsaa hyppigen er adskildt; Kaolinsandet bestaaer af Quarz og Porcelainjord. Mergelkalken danner tynde underordnede Lag i det graa Leer, ligesom Septaria i Londonclay. Alle enkelte Leed 'afvexle,' men forholdsviis er Kaolinsandet det ældre Leed i Gruppen, og Leerlagene de yngere. Forsteninger före ikkun Sandsteen og Conglomerat, graat Leer og Kalksteen; aldeles forsteningsfrie ere Kaolin - Sand og Alunjord. Forste- ningerne ere tildeels forskjellige efter Lagenes chemiske Beskaffenhed. — Det graa Leer förer de samme Forsteninger som det bituminöse Leer fra Lüneburg, det förer enkelte Stykker Bruunkul tildeels med Pholader i, og LXV Kalklag som hiint. Forsteningerne ere Z'usus, Cerithium, Natica, Pholas Arca, Citherea, og stemme tildeels med Forsteningerne fra Sternberg. Alle Kali eller Natrum holdige Mineralier mangle absolut i denne hele Danning, men Kaolinen indeholder Phosphorsyre og Jernet er. der stedse forbundet dermed. Forfatteren anseer det Hele som en ved Phosphorsyre oplôst, adskildt Masse af Rullestene, Sand og Leer, hvis Feldspath er ble- ven til Kaolin, hvis Hornblende og Glimmer er forvandlet til phosphor- suurt Jern og Leer. Professor Orsted, Ridder og Dannebrogsmand, har i sidste Aar fort- sat sine Forsôg over Legemernes Sammentrykning, hvortil Selskabet havde bevilget Udgivterne. Han har deels udtænkt nye Redskaber til Vandets Sammentrykning ved store Krælter, deels endnu givet det Redskab, hvor- med Forsögene udföres adskillige Forbedringer. Alt dette kan ikke beqvemt forklares uden Tegning; men meddeles i Selskabets Skrif- ter. Det vil være nok, her at anföre de vigtigste Resultater, - Vandets Sammentrykkelighed er ikke lige ved alle Varmegrader. Canton havde alle-. rede fundet, at Vandets Sammentrykning er störst ved de laveste Varme- grader. De Vanskeligheder, han havde at overvinde, ved den af ham brugte Fremgangsmaade, havde givet megen Anledning til Tyivl, som nu aldeles hæves. Vandets Sammentrykning er ved 0° henimod 50 Million- dele, for en Atmosphæres Tryk, regnet til 336 Pariser Linie Qviksölv- hdide.. Ved 40° C. er den allerede formindsket indtil 45 Milliondele; men endnu ved höiere Varmegrader, saavidt man har kunnet forfålge For- sögene, nemlig op til 309 C., aftager bestandig Sammentrykkeligheden, som Varmen stiger. Yed höiere Tryk, forholde sig Sammentrykningerne endnu meget nær som de sammentrykkende Kræfter. Forsögene gaae indtil 68 At- mosphærer, De Afvigelser som Perkins ved sine meget store Forsög havde faaet fra Forfs, synes at hidröre derfra, at hiin har brugt Stöd, denne jevnt Tryk til Sammentrykningerne. Qviksölvets Sammentrykning er ved mange overensstemmende Forsög bleven bestemt til omtrent 13 Milliondele, for een Atmosphæres Tryk. Foruden disse er Sammentrykningen af Æther, Viinaand, adskillige Saltoplösninger, og fortyndede Syrer bleven bestemt. Glassets Sammentrykning er bleven befundet saa ringe, at den ikke han have nøgen mærkelig Indflydelse paa Udfaldet af Forsögene over Vandets Sam- (9) LX VI mentrykning. Ved disse sidste Forsög ere nogle Særsyn fundne, som endnu nüiere efterspores. Samme Forf. har meddeelt Selskabet, at man kan bruge den elec- tromagnetiske Multiplicator, til Sölvprövning. Det var let, af Sagens Natur at indsee Muligheden heraf; da enhver Ulighed i Metallets Natur, maatte give Anledning til en galvanisk Virkning. Det kom nu kun an paa at undersöge, om denne Virkning var saa stor, at man derved kunde opdage smaa Uligheder i Sölvets Reenhed, For at pröve dette, forfærdigedes Sölv- strimler af alle Lôdigheder fra 1 til 16, og nogle, hvis Lödigheder dan- nede Mellemtrin mellem enkelte af hine, f. E. Strimler til 123, 13% Lö- dighed. Naar man brugte vandholdig Saltsyre (Clorbrintevand) som fly- dende Leder, gave ikke allene to Metalstykker, hvis Lödighed afveeg 1, men endog saadanne, hvis Lödighed afveeg + Lod eller 6 Green, adskil- lige Graders Udslag paa Multiplicatoren; saa at man, ved dette Middel, med Sikkerhed kan kjende en Forskjel af z&,, ja vel af mindre Kobber- hold i Sölvet. Naar man pröver de samme Sölvstrimler med forskjellige flydende Ledere, erholder man derved endnu adskillige vigtige Oplysnin- ger. Har man udfandet en Sölvstrimmel af bekjendt Legering, der giver liden eller ingen Virkning med en given Sölvpröve, og man derpaa finder at Multiplicatoren ikke mere giver samme Udfald, naar man bruger en Ka- lioplösning til flydende Leder, men at Viseren nu slaaer ud til samme Side, som om man satte en mindre ædel Sölvpröve i den forriges Sted, saa kan man slutte at Pröven har enten indeholdt Messing eller Arsenik. I disse Tilfælde er Afvigelsen overmaade stor, som om man havde taget et ganske andet Metal; i förste er den dog saa stor som om Sülvet havde et Par Graders mindre Lödighed end det virkelig har. Ved Saltsyre som Leder viser det messingholdige Sölv sig bedre end det skulde. Denne nye Prövemaade overgaaer da langt Probeerstenen, og fordrer ikke et saa ôvet Øie som denne; imidlertid fordrer den dog megen Forsigtighed. | Overfla- derne maa vere meget rene, ikke ulige af Politur, men helst begge vel af- gnedne med Pimpsteen. Overfladerne, som bringes i Beröring med Vædsken, maa vere lige store m. m. Kun en udförlig Beskrivelse vil sætte en med Experimenteerkunsten ubekjendt Metalarbeider istand til med Sikkerhed at bruge denne Pröwemaade. ; Det er bekjendt at Kirketaarne lide Meget ved Klokkernes Ringning» iser naar Klokkerne ere meget store. Tinker man sig en Masse af LX VII 40000 eller flere Pand svinge frem og tilbage 1 et Taarn, saa vil man let indsee, at dette derved maa udsættes for voldsomme Rystelser. Man har derfor ogsaa i lang Tid været betænkt paa at bringe Klokkerne til at give den behörige Lyd, uden at lade dem svinge. I Rusland, hvor man har gjort sig Umage for at have store Klokker, nöies man med at ringe Klokkens , Knebel, hviket dog synes at give en meget ufuldkommen Klang. 1 Mid- ten af forrige Aarhundrede bekjendtgjordes i Tydskland adskillige Maader at ringe Klokker, uden at lade disse selv gjöre Sving. Disse, Maader be- stode alle i, at slaae Klokken med en Hammer eller Knebel, der sættes i Be- vægelse ved en Maskine, saaledes at Slagenes Hurtighed ganske beroede paa den Ringende. Ved alle disse Fremgangsmaader skeer det ordentligviis, at Slagene ikke fölge regelret paa hinanden, og at Knebelen eller Ham- meren, ved Iıvert Slag, bliver en kort, for.vore Sandser rigtignok umer- kelig Tid i Beréring med Klokken, og dæmper derved det meste af Lyden. En Deel af disse Feil havde en opfindelsesriig dansk Smed Svendsen und- gaaet, ved et af ham udtænkt Maskinerie; men ogsaa denne Maskine var sammensat, og dens Virkning beroede ikke paa det frie Svings Love. I Anledning af den nye 8000 Pund vægtige Klokke, der skal ophænges 1 Frue Kirke, har Prof. Ørsted gjort et Forsög til at hæve disse. Vanske- ligheder. Det kom nemlig ganske an paa at give den Hammer, der skal bringe Klokken til at lyde, et frit Sving, det vil sige et Sving, der for- nemmeligen beroede paa den Kraft, hvormed et ophængt Legem svinges, naar man giver det et Anstöd; det maatte da iövrigt vere ligemeget, om Klokken löb mod Hammeren, eller Hanımeren mod Klokken. Han opnaaede dette ved at ophænge en Ramme, hvis ôverste Deel "kunde dreie sig om en Axel, uden om Klokken, og i den underste Deel af denne Ramme at anbringe en opstigende Hammer, som ved hvert Sving af Rammen giver Klokken et Slag. Den Klang, som en Klokke paa denne Maade giver, kan ikke skjelnes fra den en Klokke giver ved sædvanlig Ringning ; og man kan, ved Anvendelsen af den nye Maade, nöies med een Mand, hvor man för ofte maatte bruge 12 eller flere. Man kan give Ring- ningen al den Langsomhed man vil, ved at give de lodrette Dele af Ram- men den behörige Længde. Det vil heller ikke vere vanskeligt at anbringe saadanne Forandringer ved Rammen, at man kunde faae langsommere eller hurtigere Ringning, efter Omstændighederne. Cars) LX VIII Med denne Forbedring af Ringningen ville adskillige Forbedringer ved Klokkerne lade sig anbringe; maaskee endog deres Skikkelse lade sig saaledes forandre, at man erholdt samme Klang af en langt mindre Me- talmasse. Forf. har formodet, at den her fremsatte simple Tanke maatte ofte være faldet Andre ind, han har imidlertid ikke, hverken ved Eftersögen eller Efterspörgsel kundet bringe i Erfaring, at man virkelig har hayt den. Philosophisk Classe. IH. Hr. Dr. Theol. Mynster, Ridder og Dannebrogsmand, har fore- Jagt Selskabet en Afhandling om Drivterne, som dog ikke havde den Be- stemmelse at fremsætte en fuldstendig Lære om denne Gjenstand, men kun at levere Bidrag dertil. Den af et Væsens Natur fremgaaende Tilskyndelse til Virksomhed kaldes Drivt. Efter denne Definition antog Forfatteren, at der ikke kan tales om erhvervede og afledede Drivter, efterdi enhver Drivt er naturli- gen tilstede. Han meente ogsaa, at der ikke med Grund kan gjöres For- skjel mellem Drivter og Instincter, thi naar de sidste antages som blinde, de. forste som bevidste, da er Forskjellen i det Væsens Beskaffenhed eller Til- stand, som har Drivten, ikke i Drivten selv, og den samme Drivt kan yttre sig bevidst eller ubevidst. Naar der tales om fiendske, üdelæggende Driv- ter, da er det ikke Drivten selv, der oprindeligen er ond, thi det Onde er ikke primitivt, men det er det i sig selv Gode, der forvendes til at blive ondt. Naa man endeligen antager en Drivt til Bevægelse og en Drivt til Hvile, da er upaatvivleligen enhver Drivt bestemt til at fremkalde Virk- somhed, og altsaa Bevægelse, og der kan ikke være nogen Drivt, som gaaer ud paa at. udslukke Livet. Men det, som uden Tvivl ligger til Grund for denne Destinction, er den aldeles rigtige Bemærkning, at Drivten deels gaaer ud paa Udvidelse, deels paa Nydelse, og i denne dobbelte Retning yttrer enhver Drivt sig, som er nedlagt i de levende Væsener, EXIX #4 s Enhver Drivt forudsætter sin Gjenstand, thi der er en saadan Over- censstemmelse i Natureu, at Drivten i et Væsen svarer til Det, som Væ- senet kan og efter sin Bestemmelse skal finde. En Cons kan kun blive et Gode for et Vestn, naar det har en Drivt, som gaaer ud derpaa; altsaa er det ikke Nydelsen som frembringer Drivten, men Nydelsen kunde ikke finde Sted, dersom der ikke var en Drivt tilstede, som söger Tilfredsstil- leise. "Menneskets Drivter gaae ud paa mangehaande Gienstande, som der- ved blive Goder for ham, og efter disse Goders forskjellige Dignitet kunne Menneskets Drivter inddeles. , De sandselige Drivter kunne henföres til Kiönsdrivten og Selvop- holdelsesdrivten, af hvilke, som Kant bemærker, den förste er tilstede for at vedligeholde Arten, den sidste for at vedligeholde Individuet; ved hiin udvider Naturen sig, ved denne söger den at bestaae. Den Drivt til le- gemlig Bevægelse, som vi ofte blive vaer,' er det physiske Livs almindelige Yttring, som endnu ikke har faaet nogen bestemt Retning, men hvori Li- vet vil nyde sig selv. Ogsaa i Menneskets aandelige Væsen iagttage vi en saadan Drivt til Virksomhed i Almindelighed, hvori Krefterne blot ville yttre sig, og blive sig selv bevidste, uden videre Hensigt. Men denne Virksomhed faacr sine Retninger ved bestemte aandelige Drivter, hvilke gaae ud paa saadanne höiere Goder, som Mennesket kan have for sig selv alene. Hertil hörer Kundskabsdrivten, som ikke er forskjellig fra den saakaldte Sandhedsdrivt, men vel fra Beskuelsesdrivten, thi det er ingenlunde blot for at udvide vor Kundskab, at vi dvele ved den samme Gienstand. Fremstillelsesdrivten yt- trer sig ikke blot med Hensyn paa Andre, men der er en indre Tilskyndelse i os til at fremstille Tankerne og Billederne i vor Siel, om vi end ikke begiere at meddele dem til Andre. Denne Drivt kan udarte som Herske- syge, der kun vil taale de egne Ideer udförte ; og naar den er uden Ori- ginalitet, da yttrer den sig som Eftcr-ignelse, hvortil vi neppe kunne an- tage en egen Drivt. Frihedsdrivten er den aandelige Selvopholdelsesdrivt, og forsvarer den aandelige Individualitet ; den er i sig selv en ædel Drivt, men LXX -—— behöver dog at ordnes og herskes ved Retsdrivten. I Fölge den sidst- nævnte Drivt tilegner Mennesket sig og forsvarer en Eiendom, eller en vis Kreds for sin Virken, Brugen og Nyden; men Retsdrivten kan udarte til Vrede og Hevngierrighed, ligesom Frihedsdrivten endog til Odelaggelsesdrivt. Den Lyst, som de sandselige Drivter forskaffe, kalde vi behagelig, og den, som de aandelige Drivter kunne skienke, kunde vi kalde tilfreds- stillende. Men der er dog Det i Menneskets Væsen, som ikke tilfredsstilles selv ved disse höiere Nydelser, thi Selskabsdrivier ere ogsaa hans Væsen indplantede. Meddelelsesdrivten og Æresdrivten drage os til Menneskene i Almindelighed, men Kierlighedsdrivterne til bestemte Personer. Kierlig- heden er mangfoldig, og dens forskjellige Drivter tilfredsstilles ikke med den samme Nydelse; men de Nydelser, Kierlighedsdrivterne skienke, kalde vi salige. Dog er der endnu i al Kierlighed til Mennesker, endog den lykke- ligste, et Savn, thi der er en Drivt nedlagt i Sjelen, som intet Endeligt kan tilfredsstille, hvori Sielen higer tilbage mod sit Ophav, en Drivt mod Gud. Da nu enhver Drivt forudsætter sin Gjenstand; saa bærer Mennesket i denne Drivt selv Forvisningen om, at Gud er; og ved denne Bemærkning troede Forfatteren, at det bekiendte Beviis for Guds Tilværelse af Folke- slagenes Overeensstemmelse paa den stringenteste Maade kunde fremtilles. Men ogsaa enhver anden höiere Drivt i Mennesket finder ikke sin fulde Tilfredsstillelse paa Jorden, og alle disse Drivter samle sig derfor i een Længsel efter en fuldkommen indvortes og udvortes Tilstand, som med det christelige Udtryk kaldes Guds Rige. Ogsaa her maa Det forudsættes som virkeligt, hvad den Mennesket oprindeligen indplantede Længsel såger, som er Drivefieren til al Menneskeslægtens höiere Stræben. LA Historisk Classe. Hans Hôiærværdighed Biskop Minter, Storkors af Dannebrogen, har forelæst Selskabet en Afhandling, der fremstillede Christinden i det hedenske Huus, en Skildring fra den förste Christne Kirkes Tider. Denne Afhand- ling berörer alle de forskiellige Forhold, som herved forekom; men Sagens Natur tillader intet Udtog. LXXI Gelicimelegationsraad og Ridder Brøndsted har forelagt Selskabet en Afhandling over en mærkværdig ner Palestrina fundet Vase i Collegio St. Iguatii i Rom. Den er~allerede kjendt af /Vinckelmann; og Millin har deraf optaget en Gruppe i sin galerie mythologique (Tab. VI.); men dens sande Beskaflenhed har været miskjendt, i Anledning af de Tilsetnin- ger, den har faaet, af dem som have fundet den, og sögt at gjöre den mere mærkværdig. Vor Landsmand har opdaget disse Forfalskninger, og derved fremstillet den i sin oprindelige Beskaffenhed. Vasen er af Kobber, cylin- drisk og forsynet med et Laag. Ukunstneriske Hænder have til Laaget föiet tre Figurer, som Greeb, og givet Vasen Födder. Disse Tilsætninger ere vel ikke nye Arbeider, men ere fra en anden og senere Tidsalder end Vasen selv. Vasen er prydet med indgravede Tegninger, der i en rundt om Karret gaaende Række af Fremstillinger, vise Argonautertoget og Diosku- rernes Deeltagelse deri. Graveringen er forgyldt, eller indlagt med Guld. Forf. viser at det er meget sandsynligt at Tegningerne fremstille et berömt Malcrie, hvormed en Tholos, en egen Art af Rundbygninger, i Nærheden af Findingstedet, indeni var prydet; saa at Vasen selv forestiller en Tho- los, og paa sin Yderside har samme Fremstillinger, som Tholos paa sin Inderside. „og ser, I Ufuldstændigheden af dette Udtog maa undskyldes med Forfatte- rens Fraværelse, i hvis Hænder Afhandlingen endnu er. Ordbogseommissionen har fortsat Revisionen af Bogstavet R, og besörget Trykningen af Bogsta- vet P., hvilket snart vil forlade Pressen. Da Commissioncus Formand be- finder-sig paa en Udenlandsreise, har man indbudt Hr. Professor Kolderup- Rosenvinge til at deeltage i Commissionens Arbeider, hvortil han ogsaa var villig; Meteorologisk Committee. Ved de Fremskridt Naturvidenskabens forskjellige Dele i vor Tids- alder have gjort, er Meteorologien bleven hævet til en höiere videnskabelig- ee | LXXII Rang, og opfordrer til en stor Kjede af Undersögelser. Vort Selskab har ikke veret blandt de Sidste i at paaskjönne dette. Det udsatte for 5 Aar siden et Priisspörgsmaal over Veierligets Tilstand i Danmark, hvorved det frem- kaldte en vigtig Afhandling. Det har nu i adskillige Aar laant til Viden- skabsmænd, som vilde foretage sig meteorologiske Iagttagelser, de nödven- dige Redskaber; saa at der nu ved dets Foranstaltning foretages Iagttagel- ser paa adskillige Steder i det egentlige Danmark, og i de meest fralig- gende Dele af de Danske Stater: i Island, Grönland, de vestindiske Öer og Kysten af Guinea. For endnu at udvide sin Virksomhed for denne Sag, har Selskabet udnævnt en meteorologisk Committee, bestaacnde af Hs. Ex. Oyerhofmarschal Hauch, Professor Ørsted og Professor Schouw. ALMINDELIG METHODE FOR DIFFERENTIALÆOVATIONERNES INTEGRATION VED HENRIK GERNER SCHMIDTEN. Vid Sel. phys. Skr. Ill. Deel. A IE PRT LM IJ II TIIIIIIINIIJIRIITIJ AIT IIS AAAL D. Methoder, der anvendes til Differentialaqvationernes Inte- gration, gaae fornemmeligen ud paa, at fremstille den implicite Function under en explicit Form, og ikkun i yderst faa og specielle Tilfælde formaae de at evaluere den, eller at angive dens Verdi i Tal. Det synes endog umuligt, hertil at finde nogen almin- delig Methode, da derimod Manglen paa en saadan, til at op- löse Opgavens förste Deel, er en Folge af de tilfældige Ind- skreenkninger, hvorunder disse Undersögelser sædvanligen frem- stilles. Saaledes har man fornemmeligen bestræbt sig for at in- tegrere Æqvationerne under endelig Form, det er, at henföre den ubekjendte Function til de faa, der alt ere indförte i det mathematiske Sprog; og i de Tilfælde, hvor dette ikke er muligt, har man indskrænket sig til specielle Former af uen- delige Rekker. Den Methode, der i denne Afhandling udvikles, om- fatter alle mulige Diflerentialeqvationer, og leder i specielle Tilfeelde til de faa Integraler, der ere bekjendte. At den er utilstreekkelig til Functionernes Evaluation er en Ufuldkommen- hed, den deler med næsten alle nogenlunde almindelige Form- ler, som f. Ex. den Lagrangiske Reversionsformel. Aa ~~ e MEAN. MIN Da det almindelige Princip, der ligger til Grund for disse Undersögelser, er simpelt, og uden Vanskelighed anven- des i alle forekommende Tilfælde, oplyses det blot ved nogle {aa Exempler, der ere tagne iblandt de forskjellige Slags Æqyationer. Almindeligt Princip for Differentialeqvationernes Integration. En hvilkensomhelst Differentialæqvation mellem 2 Va- riable x og y indeholdes i fölgende Form: n dy dy F X) NÆ dx? eee vies == 0 7 dx og den vil ansees som integrert, naar man har fundet en an- den af Formen: d dis: Ga pane soe x dy" hyor c er en vilkaarlig Constant; men dette er ikke muligt uden i enkelte Tilfælde. Ikke destomindre kan man allid paa mange Maader dele den givne Æqvation i tvende Dele, saaledes at den ene, der indeholder den höieste Differentialcoeflicient af y, ved Hjelp af bekjendte Functioner kan integreres. Man vil da altid kunne finde en Æqvation af Formen: ely d'y i Coin, un =) =i (x, Yo +), cx x hvor f og @ ere Functionstegn og f° betyder den deriverede Function af f 5 Heraf dannes ved Integration: d'y d'y ACTE -)= c, HI 9 (on... Vas, x n — dx hvor c, er en vilkaarlig Constant. - Antages den anden Side af denne Ædqvation som en be. kjendt Function af x, kan man paa samme Maade som ovenfor danne en Æqvation, hvis ene Side er integrabel, og hvis an- den Side indeholder x, y og dennes n Differentialcoefficienter. Efter Integrationen vil man da erholde en Function af x, y og dennes n-2 Differentialcoeflienter, der er lig en anden Func- tion af x, y og dennes n Differentialcoeflicienter, under tvende Integraltegn med dertil hörende Constanter. Fortsætter man disse Operationer n Gange, vil man erholde en Aiqvation: fo (x, y) = Y (y); hvor den förste Side ikke indeholder nogen Differentialcoefi- cient af y, men den anden indeholder dem alle indtil den nte inclusive og n Integraltegn med ligesaamange Constanter. Antages ved Reversion, y = P (x; ¥ (y); hvor P er et Functionstegn, vil man ved fortsat Substitution erholde: y—=P(s, YP (x, (x, 1,7 P (x, ¥ (y) ))) og, hvis man fortsatte Substitutionen i det Uendelige, vilde y paa den ene Side ganske forsyinde. Saaledes hayes det fuld- strendige Integral af den givne Æqyation. r RL Denne almindelige Methode omfatter alle Differential- æqvationer mellem 2 Variable, og udstrækkes uden Vanskelig - hed til flere, ja endog til Differenzæqvationerne; men for at oplyse det Princip hvorpaa den beroer, og som alt her findes under en meget almindelig Form, vil det vere hensigtsm: ssigt at undersöge nogle besynderlige Tilfeelde, ved hvilke Int gra- tionen ofte betydeligen simplificeres. Om Integrationen af de lineaire Æqvationer. Den + Mt Form for disse Æqvationer er: dry r YS 4 sy = T. sa For at I en synes det simplest, at henföre den til et Differential af en Æqvation af lavere Orden. Men da en saadan, i störste Almindelighed, ikke indeholder meer end n ubestemte Coeflicienter, sees at disse ikke ville være istand til at bestemme alle dem, der indeholdes i den givne Æqvation, og at man altsaa i denne maa lade idetmindste eet Led være ubestemt. Paa denne Maade vil man let erholde en Alqvation af di. arm? 2125 +95 ET, tee hvor P > 5 > S, * el , V &c. ere Functioner af x, der afhænge af P, Q, S &c., ‘og efter Integrationen vil man have: N y a" = ’y P: — +0, a: Bye +/T dx + [ Vydx. n— I DEG * dx 7 Hvis man altsaa kan integrere en Ægqvation af Ordenen n-ı, vil man kunne udtrykke y som en Function af de tre Led, der staae paa den anden Side, og altsaa ved gjentagen Substitu- tion finde en explicit Form for y, der vil fremstille det fuldstændige Integral af den givne Æqvation. Saaledes kan man da ansee det almindelige Integral af en lineair Æqvation af rte Orden, at staae i transcendent Forhold til det, der svarer til Æqvationen af n-ıte Orden, idet hiint ikkun ved et uendeligt Antal Operationer kan udledes af dette. Men deraf fölger ikke, at jo i besynderlige Tilfælde dette Forhold kan fremstilles ved et endeligt Antal Operationer, saaledes som f. Ex. en Sinus, der i visse Tilfælde kan dannes ved nogle Rodextractioner. Uagtet man efter denne Methode kan henföre enhver Æqyation til en lavere, og saaledes omsider til den af ıste Or- den, hvis Integration altid er let, vil den dog ved de höiere /Eqvationer medføre saa mange Vanskeligheder, at det vil vere vigtigt at kunne integrere en Æqvation uden at gaae igjennem alle de lavere Ordener. Dette opnaaes let ved at sætte den givne Ædqvation un- der fölgende Form: | COE ee "9. Ye Tt (y) hvor @(y) er en hvilkensomhelst lineair Function af y og dens Dif- ferentialcoeflicienter, og X» x is &c. ere Functioner af x, der kunne bestemmes efter Behag, da man ved det ligesaa store Antal af disse, der indeholdes i @ (y), altid vil kunne fyldest- gjöre den givne Ædqvation. 8 Ved at integrere n Gange og dividere successivt med X“. X, vil man erholde: ae Sek (y) dx > hvor W indeholder Functionen T samt n vilkaarlige Constanter; og ved gjentagen Substitution finder man: See fin fale SOU At CARE Le à SSL SO (W)) ax da W bestaaer af n + 1 Led, vil ogsaa denne Rekke kunne adskilles i n +1, hvoraf den ene vil indeholde Functionen T, og hyer af de andre en vilkaarlig Constant. Man kunde ogsaa have deelt den givne Ædqvation saa- ledes, at dens förste Side ikke indeholdt den höieste Differen- tialcoeflicient, og i,saa Tilfælde kunde de gjentagne Integratio- ner ei heller indföre et tilstrækkeligt Antal Constanter, for at Integralet blev fuldstændigt. Paa denne Maade vilde man let danne forskjellige meer eller mindre particulaire Integraler, og ved at sætte Æqvationen under fålgende Form: vælg p24 Q + +} LT vilde man erholde et en uden kenn og hvis Form vilde være meget simpel, hvis man kunde fremstille den anden Side af denne Ægqvation som et fuldkomment Differential. Antages nemlig: 9 1 d'y a aay — (7, , NE Te er le trat JHE enr, haves yor — (2 (2: (An) (8)... (0, 0 IH. nz a. = aarp LE EE D wee Valget af de, i de almindelige Integraler (A) og (B) indeholdte Former, saavelsom af de imellem dem liggende meer eller mindre particulaire Integraler, afhænger af den givne Æqvations Natur, og af besynderlige Omstændigheder, hyor- {or der ikke kan gives almindelige Regler. Integration af de lineaire Æqvationer af 1** og 2%" Orden. Ægyationen af ı'te Orden har den almindelige Form: dy. Es Pen re +Py=Q hyis förste Led let henföres til et fuldkomment Differential, ved at antage: d.(yX ) dx hvor man vil finde dx. — mm PX dx Fid Sel. phys. Skr. IT]. Deel. B = X Q, TO Af denne Æqvation, der er lidt simplere end den givne, findes: x ce zo de dx coo {1 + fPdx + [Pf Pax’ + E SES x SX, Qdx Functionen x vilde ikke kunne fremstilles under en- delig Form, hvis den ikke under et særegent Tegn var ind- fört i Analysens Sprog, da den som bekjendt er JPdx = {a + fPdx Jp) EU c'e 1.2 og altsaa y= cel BR TE Eee Qdx, di C hvor c er = — I ce For at integrere Æqvationen af 2den Orden: d'y dy HP + O=R dx kan man vælge EN Form: 1 5 | x R od ) Ze eae = Ry hvoraf man ved Sammenligning med den givne, og ved Inte- gration af en Æqvation af ıste Orden, finder: Pdx x — d I ~ 11 06 dx 1 2 1 F 5 Ba Eur MRC RE ff ree I I Ar hvor a og a ere vilkaarlige Constanter. Altsaa er: Pod JA ue IE te ax agg | - dx 1 1 1 5 ER eh ie AS Sxl X, 0 ate fx dx a) I 1 2 1 it TD FE SS ge Mita ta BA ne soci act Ved at sætte den givne Æqvation under fölgende Form: A Beet Oy) a ey ein fPdx 2 — - P d wor X —e2,X=Q— = 4 2dx ? bliver: vækst a SIR ff XX ya x X X; X; I I hyorved da let findes den explicite Form af y. I2 dP Naar X er =o ellerQ = — En Port z 2dx ? vil samme henföres til de tre förste Led af den anden Side. Integration af visse lineaire Æqvationer gjennem alle Ordner. Hvis man i den almindelige Form, hvorunder vi oven- for have fremstilt en hvilkensomhelst lineair Æqvation, nemlig: (X, RN IN =T +9 (6) antager @ (y) at være == 0 og X, X _..X, at vere Po- tenser af Formen : m m _. m (1+ax) , (1+ax) > (it ax) „ vil Ægvationen, efter udførte Differentiationer, blive: dre dy BT Sr pine ge hvor a, ß, ...v ere Constanter, der afhænge af a, m , m _,&e. ve u er ee A Integralet af denne sidste Æqvation findes saaledes som bekjendt: an —m RR I At) HA (ten FA, — mi — one a 1 (1 + ax) 13 = MM — 00 | —m + (1+ ax) Sax) S..(1+ ax) Î Tax hvor A A .. A ere vilkaarlige Constanter. Ved Hjelp af dette Integral vil man uden Vanskelig- hed kunne integrere fölgende Æqvation:, d'y i re EEN y thi, hvis man antager Eur am ,m rpm =r,p&cogp—=«; vil denne sidste henföres til Formen: CE CCC) I) er hvorved findes: Fx — (r +r,)x — er —r$ y=Ace +Ae EN ES ae Ca + r +.. r }x . e Vdx Det vil nu vere let at integrere /Egqvationen: 5 y d'y y d (G@HBGHax)) Lnte(e +B (tax) )y==(C, (1 +ax) (1 + ax)" i det man henförer den til folgende Form: Er + ax) N — ax) me C2 Ce ax) u 5, 3) 14 8, 4x) (ta) Cr aay ‘polo pene SÅ ih J +A(i+ FM hvor alle de constante Størrelser m, , m sr > GC: (Sam N | n A, B, b, c efter fuldfört Differentiation kunne bestemmes ved Sammenligning med dem, der findes i den givne Aiqyation. Heraf yil man let danne to forskjellige Integraler, efter- som man ved hver Integration dividerer med _ m m n n (1Hax) , (1 + ax) &c. eller med r n ns 1 + ax) , (1 + ax) , (1+ax) Noe Paa den første Maade erholder man: n b—m —m — ,.— M Ti n Le n = m nt nn nn ann ne nn mn nn (b+1)(b + 2—m ) ee ur. D: a ae Ti Se m ) ag rea i) Se L + c, (1 + ax) (1—m) (m —m _ ).m-ımm —..m) a RE ea u! te, (1 + ax) ) +... + c (1+ax) G—m _ ).(a-2—m _—..—m) —m, Di, in; un c +B(1+ax) Je JADE as) Sata fata) r I (ax) Can) y)" dx” EB hvor c c c...c ere vilkaarlige Constanter. i 2.23 n Man vilde nu ved gjentagen Substitution af y erholde n + 1 Rækker, og da alle de Led hvor x fremkommer ere Po- tenser af 1 tax, ville alle Integrationerne med störste Lethed kunne udfôres, og alle Rækkerne bestaae af Led, der gaae frem med et stigende Antal af Factorer i Teller og Næyner. En lignende Form vil man HOME hvis man integre- rer /Æqvationen paa den anden af de to anförte Maader. Hvis man ikke vilde fortsætte Substitutionen i det Uen- delige, men standse ved et vist Led, kunde man, som ved den Taylorske Formel, angive den manglende Deel af Rækken. For at oplyse dette, vil det være nok at betragte et ganske simpelt Exempel : og altsaa: = A d- Ax amore des xy dx” $ n +2 m n—+om =A 1 + cx ts CL (n-+1)(n+2) (n+1)... (n+2m) n+5 m n+2m-+1 Ta, x cx SLR A SEE LES (n+2)(n-+5) (n+2).. (n--2m-++1) ME EEK" n 2m-+e2 x lyind& 16 Om integrationen af de ikke lineaire Æqvationer af forste Orden. Den almindelige Form af dette Slags Æqvationer er: dy JF (x y), hvor F (x, y) er en hvilkensomhelst Function af x og y. Ved Integration findes heraf: yose tf Fig, y) dx og ved fortsat Substitution: ech fE& c+ fF (x, c+/fF(s © +:..)dx) dx) dx Uagtet man saaledes har den explicite Form for det sögte Integral, vil det ikke vere overflédigt at undersöge nogle specielle Tilfælde, hvor denne Form simpliliceres. Den simpleste Form af den givne Æqvation, med Hen- syn til y, og naar man ikke vil betragte de lineaire, er: dy 2 FE BAT Tr, hvor p, q, r ere hvilkesomhelst Functioner af x. Denne henföres let til Formen: dy da 2 FA = ae +(@+yy); hvor a, Ø og y bestemmes ved fölgende Aiqvationer: q da 2 saa at & indeholder en vilkaarlig Constant. pS GER mo oo oe BES Ved i den givne Æqyation at sætte: dz dr. dz Te => (qe me Ts Helpe —0; der let integreres ved de ovenfor givne Methoder. Man kunde endnu integrere den givne Æqvation paa mange andre Maader. Saaledes, ved at sætte log (y—2)=c+/(0+ yy) dx, erholder man, til at bestemme a, ß, y, fölgende ABgvationer: da 2 x =? + aq + ar, Bart q y=r, hvoraf vel den forste er lig den givne Æqvation, men udfordrer dog ikkun et particulairt Integral, ligesom i mange andre Til- fælde, hvor Integralregningen ved particulaire Oplåsninger lærer at finde de fuldstændige. Det indsees let, at, hvis per — 0, vil det particulaire Integral være ar 0, og at altsaa det fuldstændige uden Vanske- lighed vil kunne findes. Aqvationen af 5die Grad har den almindelige Form: dy Boe Pee ery ay. Hyis den henféres til folgende: y—a+ 6 fly + dy) dx, vil Bestemmelsen af a, 8, y, d vere let. Ved andre derimod, saasom: Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. C 18 sø FB w=P- c+/ (y+Jy) dx 1 — sole A (y + dy) dx) Re US ER (y + dy) dx afhænger Bestemmelsen af a, ß, y, d, af en Æqvation, der Ha samme Form som den givne, men hvoraf der blot udfordres et particulairt Integral. Saaledes vil man ved den sidste Form erholde fölgende Udtryk: ste Pan dat dB e+ fax tytdet de ) Fur Antages som Exempel: dy a en + bx" y + y’—o, x x ; rs m—a-tı n—a vil man finde B=x "fy&—bx ‚d= SX, ; m—a-+1 tt = bli og sættes ER BE cae iver —a \ === ctex ET Sige dx m—atı n—2a c+ ex + [gx dx 19 Denne Integrationsmethode vil ogsaa kunne anvendes til at transformere bekjendte Funclioner, eller saadanne der, ved at kunne henföres til Qvadraturer, ansees som bekjendte. Denne Egenskab finder Sted ved fölgende almindelige dy € Fr = hvor X er en hvilkensomhelst Function af x. Thi ved Substi- Classe af Æqvationer: tution af z for + fremkommer: dX sa (F (z) —2) = dz, og altsaa: dz Ig X Hm. Er X— x, vil den givne Ædqvation vere homogen, . x À . … . og hvis X = e, vil den kunne henföres til constante Coeffi- cienter. Antages en saadan: dy indsees at F (y) kan deles paa uendelig mange Maader under Formen : m p (y) f (y), og at altsaa Æqvationen: dy fy. MORE vil kunne integreres paa ligesaamange Maader. 20 Saaledes vil Æqvationen: dy 2 =~ tay + by Fay = 0, hvis Integral let findes ved logarithmiske eller trigonometriske Functioner, ogsaa have fölgende: 7 fo} — ax v2 b ax 2a CNY alle +2 fe dx b —ax — 2 c——e “Fe fre dx Sættes Constanten c — 0, haves et particulairt Integral: a a b— ga b— ga b—.. hvilket svarer til den algebraiske Aiqvation: = 105 a + by + gy’ = Integrationen af dy ay | Pe e YF förer saaledes til Reversionen af Formlen: x Se fe dy. y og lignende Undersögelser kunne uden Vanskelighed udstrækkes til ABqvationer af höiere Orden. BESKRIVELSE GUINEISKE PLANTER SOM ERE FUNDNE AF DANSKE BOTANIKERE, ISÆR AF ETATSRAAD THONNING F. C SCHUMACHER, PROFESSOR VED UNIVERSITETET I KIÖBENHAVN, RIDDER AF DANNEBROGEN &c. MS x Net 2 Bianat de i botanisk Henseende mindst bekjendte Egne af Jord- kloden hôrer den Deel af Afrika som ligger indenfor Vende- kredsene. Vegetationen i det Indre af dette store Fastland er os saa godt som ubekjendt; forst ved den nyeste engelske Ex- pedition af Clapperton, Denham og Oudney ere nogle faa Planter bragte til Europa og beskrevne af R. Brown*). Fra Ostkysten have vi kun yderst faa Efterretninger af Laureiro**) ; men det er at haabe at denne Egns Planter ville blive os bedre bekjendte, naar den afdöde Dr. Hilsenbergs og den endnu le- vende Hr. Boyers Opdagelser paa Zanziber Kysten blive be- kjendtgjorte. Selv i Henseende til Vestkysten, hvor dog Euro- pæerne nu i saa lang Tid have haft Colonier, er vor Kund- skab mangelfuld; til Senegals Flora erholdt vi nogen Kundskab ved danson***), til Congos ved vor Landsmand Christen *) Narrative of travels and discoveries in Northern and Central Africa in the years 1822 - 24, by Denham, Clapperton and Oudney- London 1826. 4to. **) Joh. de Laureiro Flora Cochinchinensis. TAA =e Ulyssipone 1790, Ato. ***) Adanson Reise nach Senegal, übers. von Martini. © Brandenburg 1773. 8vo. ~ NES Smiths Undersögelser; de sidste bleve bekjendtgjorte af 2. Brown *). Om den mellemliggende Landstrækning Guinea ere de trykte Efterretninger "folgende: Franskmanden Palisot- Beauvois’s Flora of Oware og Benin**) som leverer Beskrivelser og Afbildninger af noget over hundrede Planter; Svenskeren Afzelius’s Beskrivelse af nogle nye Sla;ıer ***), Dons Beskri- velse af nogle Plantearter, som han samlede i Sierra Leone ****) nogle Bemærkninger af Jsert i hans Reise *****) og endeligen Hornemanns plantegeographiske Udsigt over Guineas Planter efter de Samlinger og Undersögelser som skyldes de danske Botanikere Isert, Hoaslund Smith og især Etatsraad Thon- ning RR), *) J. K. Tuckey Narrative of an expedition to explore the river Zaire, usually called the Congo in South Africa in 1816, to which is added the Journal of Prof. Smith. London 1818. - 40. **) 4, M. F. J. Palisot de Beaupois Flore d'Oware & de Benin. Liv. 4-90. Paris 1805-20., fol. ; st) 4. Afzelius Genera plantarum Guineensium. _Upsali@ 1804. 410. Dette er kun en saare ringe Deel af hans betydelige Samling fra Sierra Leone. Efter hans Beretning har en polsk Gartner Ant. Pantaleon Hove samlet en Deel Planter i Guinea som findes 1 Banks Herbarium. #***) G. Don account of several new species of Combretum, Chailletia &e. i Edinburg Philosophical Journal 1824 Octbr. Efter R. Brown (i Tuckeys Reise) samlede Smeathmann 450 Arter ved Sierra Leone og Will. Brass ved Cabo Corso (cape Coast) 250 Arter. er) P, E. Isert Reise nach Guinea. Kopenhagen 1788. 8vo. meee) 7. IV. Hornemann de indole plantarum Guineensium. Haynie 1819. 420. 25 Thonning opholdt sig næsten i 5 Aar i Guinea, han ikke blot samlede Planter men beskrev dem næsten alle udför- ligen paa Stedet selv, hvilket saa ofte forsömmes af reisende Botanikere, der da siden, efter de törrede Exemplarer, levere os ufuldkomne ja stundom urigtige Beskrivelser; han optegnede derhos Planternes Anvendelse i Lagekonst og Oeconomie, og de i Landet selv brugelige Navne. I Kiöbenhavns Bombardement 1807 brændte hans egen Samling, men han havde meddeelt Vahl, Hornemann, Colsmann og mig af sit rige Forraad *). Da andre Sysler beskjæfligede ham, saa overlod han mig sine Manuskripter; jeg bestemte hvad der endnu var ubestemt, til- föjede endeel Arter efter Zserts Herbarium, udarbeidede Sy- nonymien og den störste Deel af Diagnoserne, og tilföjede nogle kritiske Bemærkninger. Saaledes opstod alt for en rum Tid siden nærværende Arbeide over Guineas Planter. Det hele Antal af Arter (omtrent 500) er for en tropisk Egn kun lidet, og det synes derfor, som og efter adskillige andre Efterretninger, ai denne Deel af Afrika ingenlunde i Planterigdom kan maale sig med andre tropiske Egne, og heller ikke med Sydafrika, hvis Flora er en af de rigeste vi kjende; den store Rigdom paa Palmer og træagtige Brægner, som udmærker andre Lande indenfor Ven- dekredsene, saynes$ ei heller fremtræder der nogen betydelig Ejendommelighed i Hovedformer. En udförlig Udsigt over Ve- *) Forsaavidt de 2 förste linneiske Klasser og den förste Orden af den tredie Klasse angaaer, ere Thonnings Planter bekjendtgjorte af ahd i hans Znumeratio. Vid. Sel. phys. Skr. II. Deel. D 26. getationen i Almindelighed og de plantegeographiske Forhold, findes i Prof. Hornemanns ovenanförte Afhandling. De af Thonning og Isert undersôgte Egne ere for- nemmeligen Ga eller Accra, Adampi, Aquapim, Kvahu, Volta Krepeh og Fida; de ligge mellem den Ste og 6te Grad nordre Brede. Biergigeer især Aquapim, noget biergig det vestlige Adampi og Ga, men Hoiden af disse Bierge er ikke betydelig; thi Palmer groe frodigen til de överste Toppe. Til de lave Egne hôre det östlige Adampi, Volta Krepeh og Fida. De vig- tigste Floder i disse Egne ere Volta, som i Septbr. oversvôm- mer Nobo Strekningerne, Sakumofyo og Tojeng. Der findes adskillige store Laguner f. Ex. Augna Songo. Hist og her ere store tykke og uigjennemtrengelige Skove, ogsaa iBiergegnene. Det er paa Biergene at Vegetationen er frodig, hvorimod den i de lavere Egne quæles af Havvindene. Temperaturen i Skygge, er om Morgenen 19-219, om Middagen, 22-27°, om Aftenen 20-25° R. I Solen stiger Thermometret til 42°. Man haaber saa meget mere at disse Oplysninger om guineiske Planter vil kunne interessere Botanikerne, som en uheldig Skjæbne synes at forfölge dem, som vove at besöge det tropiske Afrika. Af Botanikere har Danmark der mistet Haas- lund Smith, Isert, v. Rohr og Christen Smith; og foruden disse Gouverneur Major Steffens, samt Chirurgerne Mortensen og Schiölt, som alle vare besjelede af Iver, for at undersöge Guineas vegetabilske Frembringelser, men som Döden bortrev, inden de kunde aflægge Pröver paa deres Virksomhed. 27 MONANDRIA. MONOGYNIA. LUS PEUR T A ı. U. Guixeexsis. Vahl, Enum. I. p- 5. "Wild. in ‘act. soc. am. hist. ‚nat. 10 p: 91. t. 2. I Guinea efter Zserts Herbarium. Vahl. Rami oppositi, tereles, glabri, purpurascentes. Folia petiolata opposita, bipollicaria, ovata, obtusa, integerrima, subavenia, utringue glabra. Margo stipularis, obsoletus inter folia. Corym- bus terminalis, decompositus, patens; pedunculi et pedicelll oppo- sili, basi bracteis minutis suffulti. Fahl. lu c. BEA DRA: MONOGYNIA. SR SÅ NA. NC GE i ee DicHoToMUM, foliis simplicibus ovatis subacuminatis gla- berrimis, paniculis brachiato - dichotomis, dentibus calyeinis acutis, bracteis subulatis. I. Dichotomum; foliis ovatis glaberrimis, paniculis ter- minalibus dichotomis, calycibus subulatis. “ahd Enumerat. I.p. 26. Jangkumætri Jncol, D 2 28 Almindelig blandt andre Buske; den blomstrer fornem- meligen om Natten, og udbreder en behagelig Lugt. Blomster- nes Störrelse og Lugt er som hos Jasminum officinale. Frutex orgyalis et ultra: ramis oppositis , teretibus vel obsolete tetragonis, superne compressis, glabris, debilibus, subscandenti- bus. Folia petiolata, opposita, ovata, breve acuminata, acuta integerrima, glabra, rigidula, supra nitida, subtus pallidiora, subavenia, 3-5 pollicaria. Petiolus brevis, canaliculatus, glaber- rimus, geniculo instructus. Panicula axillaris et terminalis bra- chiato-dichotoma, fastigiata: pedicellis glabris, compressis, tri- floris; bracteis subulatis, sessilibus, ad divisuras pedunculorum, ‚oppositis. Perianthium oblongum, tubulosum, quinquefidum, laciniis acu- tis, erectis, apice recurvis, persistens. Corolla Aypocraterifor- mis, contorta, alba: Tubus longus tenuis, cylindraceus; Lim- bus planus 5-9 partitus: laciniis oblongis, tubo duplo bre- vioribus, obtusis v. acutis. Filamenta 2 opposita, brevissima, me- dio tubi enata. Antheræ oblonge, compressæ, acute, intra tu- bum. Germen subrotundum, parvum, in fundo calycis depressum. Stylus filiformis, longitudine staminum. Stigma lineari-oblongum, crassiusculum semibifidum. Baccæ bine, drupacee, monopyrene, ovate, hinc planiuscule, basi coalite, nitide, nigre, mag- nitudine myrtilli. Semen magnum, ovatum, cortice fragili. Th. Sæpe variat foliis et ramulis verticillato - ternis. Th. Negerne siöde Bladene, og legge dem saaledes paa gam- mel Beenskade, efter at Saaret er renset med andre Midler. Th 5 SCHW EN CRA. 1. §. GUINEENSIS, panicula terminali subramosa, tubo corollæ calyce duplo longiore, foliis ovato-lanceolatis mucro- nolatis integerrimis petiolatis, caule pilosiusculo. 29 Almindelig paa Veie eller aabne og törre Marker, i alle Aarstider, dog meest i Regntiden. Radix perennis, simplex, albida. Caulis suffrutescens , inferne ramosus: ramis virgatis erectis, teretibus, pilosiusculo - pubescentibus, inferne tantum foliosis, in pedunculum elongatis. Folia alterna peliolata, ovato-lanceolata , integerrima, suboleracea » sesquipolli- carta, Stipule nullæ. Panicula terminalis, subramosa, patens ; pedunculis filiformibus, glabris, strictis ; floribus breve pedicella- tis, remotis; bracteolis minutis, caducis » basi pedicellorum. Perianthium tubulosum , siriatum, quinque-dentatum , persistens* Corolla zubwlosa, calyce duplo longior, atro- rubescens: Tubus ex- tra calycem leviter ampliatus, fauce paulo coarctata aperta nuda, Limbus obliquus, subregularis, minimus , planus , subinteger, mar- gine glandulis quinque oblongis ornatus, duabus superioribus parum majuribus ; ante explicationem quinqueplicatus angulis glandulife- ris. Filamenta quinque tubo breviora, latiuscula, acuminata, quo- rum tria coeteris duplo breviora, castrata. Antheræ 2 oblongiu- scule, erecie. Germen globosum. Stylus Jiliformis, staminibus parum longior. Stigma obtusum. Capsula magnitudine lentis, obo- sata, mucronata, glabra, calyce ad medium cincta, bilocularis, bivalvis. Dissepimentum parallelum. Semina numerosa, minima, angulata , dissepimento afixa. Th. Schwenckia americana i Vahls Herbarium afviger fra vor Plante, derved at Blomsterne ere langstilkede, Kronens Rör. tre Gange saa langt som Begeret, snævere og cylindrisk, Capslerne mindre, Bladene mindre, smallere og spidsere, Grenene mindre duunhaarede. S. RUE EIRE LA. 1. E. MARGINATA, squamis scapi floriferisque ovatis in- tegerrimis margine membranaceo-ciliatis, foliis cuneatis integer- 30 rimis. Vahl Enumer. I. p. 108 (efter Thonning.). Palisot Beauvois Flore d’Oware et de Benin. Tom. Il. p. 58 ‘Tab. XCHI. Fig. 2. 5 Folia radicalia, bi-tripollicaria, in petiolum attenuata, .ex- trorsum dilatata, obtusiuscula, avenia, remote subnervosa, utrin- que glabra, uti caput radicis. Scapi plures, digitales et ultra, glabri; squamæ leves, margine membranaceo arido ciliate. Caly- cis lacinie lineari-lanceolate, dorso virides, glabræ, excepto apice, mucronate, apicem versus ciliate, cequales. Petioli es scapi basi interdum villosi. Retinacula seminum nulla. Vahl l. c. Be Pot DECO Ei. 1. J. Opaca, monanthera calyce simplici, corolla bila- biata labiis divisis, umbellis axillaribus superne approximatis spicæformibus, bracteis lanceolatis muticis hirsutis. /ahl Enumer. I. p. 155. (efter Thonning). Caulis kerbaceus, ramosus, teretiusculus, purpurascens, superne pilosus. Folia inferiora petiolata, ‚bipollicaria, oblonga, integer- rima, utrinque acuta, supra oculo armuto dineolis alhis frequenti- bus, margine nervisque subius villosa; superiora sensim minora, subsessilia, ovato - subrotunda, vel subovata, nervis sublus hir- sutis. Umbellæ superne axillares, breviter pedunculatæ , folio bre- viores, sursum magis approximate , spiceeformes , triflore. Flores breviter pedicellati. Bracteæ tres ad singulum florem, subpetiolate, lanceolate, intermedia latior, hirsute, Calyx quadripartitus, ex- tus hirsutus: lacinie duce exteriores late oblonge ; interiores line- ares, quadruplo breviores. Corolla pollicaris, extus pubescens: la- bium superius bifidum: inferius trilobum; lacinie rotunde. An- there basi bifide. Capsula foliis calycinis exterioribus dimidio brevior. Fahl l. c. 31 . 2. J. PLICATA, dianthera, calice simplici, corolla ringente, spicis terminalibus tetragonis, bracteis lineari- lanceolatis cilia- tis, foliis lanceolato-ellipticis, caule repente. Mahl Enumer. I. p. 156. Meget almindelig i og ved Aquapim. Caulis Zerbaceus, pedalis, teretiusculus, striatus, pilosiusculus. Rami erecti. Folia breviter petiolata, bi-tripollicaria, basi atte- nuata, subintegerrima, nervoso-venosa, nervis utringue margineque villosa, coeterum glabra. Spica bi-tripollicaris. Flores sæpius utringue terni, versus apicem confertiores. Bractea ad singubum verticillum, tres ad basin singuli floris, intermedia lineari-lanceo- lata, angustissima, laterales setacee. Calyx bracteis brevior: lacinie carinate, acuminate, spha- celatæ. Corolle tubus calyce longior, varie plicatus: Labium su- pertus breve, erectum, extrorsum attenuatum, obtusum, concavum, plica carinatum, extus pubescens, membranaceum, subcoloratum: Labium inferius longius, latius, semitrifidum, obtusum, planum, reflexum, flavum. Stamina longitudine fere labii superioris. An- thera inferior aristata. Stigma bifidum. Capsula calyce longior , oblonga. Semina compressa, rugosiuscula. Th. 5. J. HYPOCRATERIFORMIS, monanthera, calyce simplici, corolla subæquali, spicis omnibus terminalibus bracteis oblongis acuminatis, foliis ovatis. J. hypocrateriformis spicis terminalibus, bracteis subula- tis, foliis ovatis. Mahl Enumer. I, p. 165. ; Eranthemum afline Sprengel Syst. I. p. 89. Eranthemum hypocratriforme Römer et Schultes I. p. 175. Voxer almindelig blandt Buskene ved Strandbredden , men dog ogsaa ofte inde i Landet, hvor den har en större og fuldkomnere Væxt. Den blomstrer næsten hele Aaret igjennem. Kl 32 7 Caulis fruticosus , bipedalis et ultra brachiato - ramosissimus : Rami articulati tetragoni leves, glabri, grisei, bast petiolorum persistente tuberculati. Folia opposita, bipollicaria, ovata, obtuso- acuminata, in petiolum desinenlia, inlegerrima, glabra, supra ob- scura nitida, subtus elevato-costata, rigidula, nimio solis æstu caduca. Petiolus brevis bast articulo instructus. Stipulæ nulle. Spica terminalis, racemosa, oblonga, erecta. Pedunculi oppo- sili triflori vel coarctate dichotomi ; pedicelli brevissimi erecti. Brac- tee sessiles ad basin et divisuras pedunculorum, lungitudine caly- cis, oblonge, acuminate, glabre. Perianthium inferum quinquepartitum: laciniis angustioribus, equalibus, subulatis, erectis; persistens. Corolla monopetala hy- pocrateriformis, miniata: Tubus calyce triplo longior , tenuis, pa- rum recurvus, pubescens; faux brevissima, paulo dilatata, obliqua compressa; limbus rotatus quinquepartitus: laciniis + subæquali- bus R ovatis, planis. Filamenta duo, Jauci adnata, eademque paulo altiora, filiformia, erecta, demum reflexa. Anthere so- litarie, ovate, compressæ, uniloculares, purpuree. Germen ob- longum. Stylus longitudine staminum, filiformis. Stigma obtusum, oculo inarmato haud conspicuum bifidum. Capsula clapata, acuta, infra medium obtuse tetragona, superne compressa , glabra, calyce quadruplo longior , bilocularis , bivalvis, elastice dehiscens: dissepi- mento valvulis contrario, margine unguibus ad insertionem seminum enatis. Semina bina (raro solitaria) subrotunda, compresso-plana. Th. I tört Veir og sterk Soelhede taber den meget let sine Blade, men faaer snart nye igjen ved den förste quægende Regn eller stærk Dug. Bladene have en lidt syrlig Smag. Zh. $230 Th ROD ALERT A. x. U. THONNINGII, utriculis verticillatis infra medium scapi anguste - lanceolatis teretibus apice obtusiusculo foliolo 33 ¥ eapillaceo dichotomo sæpe instructis, nectario conico assurgente obtuso glabro. I stillestaaende Vand, men sielden. Caulis diffuse natans, filiformis, levis, foliosus. Folia (v. Ra- dieule) dimidiato -serticillata quina, composila; raches foliorum cellulose, inflate, sesquipollicares; foliola alterna, capillacea, sæpe in dichotomia utriculos sinapis magnitudine at dichotoma , Jorma gerentia. Stipule gemine cordato~orbiculate, ciliato - den: ticulate, hyaline, ad basin rachidi adnate, adpressæ. Scapus guadripollicaris, superne racemosus: floribus 8-16 magnitudine Utriculariæ minoris, leevissime pedicellatis, bractea ovata suf- Jultis. Fere basi scapi verticillus e folliculis quinque -octo anguste- lanceolatis , teretibus , cellulosis, inflatis, rachidi foliorum stiidlie mis, nec raro apiece foliolo dichotomo instructis. Perianthium bipartitum> Joliolis equalibus, ovatis, planis, per- sistentibus, superiori integro, inferiori retuso. Corolla personata, albida venis purpureis. Tubus et faux brevissima. Limbi labium superius sensim angustius, concayum, oblusum, emarginatum ; labium inferius latius, subrotundum, incisum, extus concavum; calcar nectariferum labio palatum prominens, faucem claudens ; inferiori vix brevius, conicum, obtusüm, assurgens. Filamenta ‚Jauce breviora, plana. Anthere simplieissime, parve, margini interiori filamenti adnate, conniventes. Germen superum, subro- tundum. Stylus brevissimus. Stigma bilobum, lobo inferiori majori obtusissimo. Capsula magnitudine Pisi, globosa, stylo persistente acuminata, glaberrima, unilocularis, circumscissa: parte inferiori adnata calyci carnoso grandefacto. Semina plurima, receptaculo globoso carnoso afixa. Th. Fahl antog i sin Enumeratio, at denne Plante var den samme, som Forskal beskrev under Navn af Utricularia in- flexa; mig synes den derimod forskjellig derfra. Hos Utricu- Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. E 34 laria inflexa ere Utriculi paa Scapus ægformige, og have en forlænget Spids, der er forsynet med en Mengde Trævler, Nec- tarium er böjet opad, tvert afskaaret i Enden, og laadent som Forskal siger 1 Flora Ægyptico-arabica S. 10. Desuden ere Blomsterne hos Utricularia inflexa större, de bladede Röd- der meget kortere, Utriculi meget færre, ja mangle endog stundom aldeles; og heraf kommer det udentvivl, at Vahl siger: *yariat cum et absque bullis in foliis radicalibus” S. rs STACHYTARPHET A. 1. S. Invica, foliis lanceolato - oblongis basi attenuatis remote dentatis cauleque glaberrimis, bracteis lineari-lanceola- tis. Vahl Enumer. I. p. 206, Laläba Jncol. Voxer almindelig paa Sletter, hvor Jorden ikke er altfor tör og mager. Caulis herbaceus, adscendens, subsimplex, tetragonus, glaberrimus, linea interpetiolari pubescenti. Folia opposita, lanceolata, per petiolum exiensa, grosse inciso-serrata, glaberrima, oleracea, bipollicaria. Spica derminalis simplicissima, filiformis, teres, elongata, multi- flora, aphylla: rachi carnosæ calycibus sessilibus impressis. Brac- tee solitarie, sessiles, lanceolate, adpresse, longitudine calycis. Perianthium tubulosum, compressum, semibifidum, acutum, tenue, persistens. Corolla inequali-hypocrateriformis, lavandulacea; Lim- bus obliquus, quinquefidus , laciniis rotundatis, duobus superiori~ bus majoribus. Filamenta duo brevissima medio tubi inserta. Antheræ oblongee didyme, loculo altero infra alterum. Germen oblongum, compressum. Stylus longitudine tubi, filiformis. Stigma obtusum, Pericarpium: membrana tenuissima intra calycem. Semina duo ob- longa. Th. 35 Negerne bruge denne Plante i Ojenbetændelse og Pletter paa Hornhuden paa fölgende Maade. Bladene knuses imellem varme Stene, og lægges saaledes i en linned Klud, hvorfra Saften afpresses i Ojet. - $a. HA SL UND I À, Yahl Enumer. pl. I. p. 212. 1. H. Orposıta, foliis oblongo-ovatiss Vahl |. c. Hoslundia oppositifolia. Palisot Beauvois Flore d’Oware et de Benin. Tom. I. p. 52 Tab. XXXIII. Blandt Buskene i og ved Æquapim. Frutex ramosissimus, orgyalis, ulirave: ramulis brachiatis, quadrangularibus, tenuissime pubescentibus, linea transversa inter petiolos pube densiore notatis. Folia opposita, breve petiolata, ovata, subacuminata, versus apicem serrata, basi acuta, costata» venosa, glabra subtus vasis tenuissime pubescentibus , odorata. Pa- nicula ¢erminalis; brachiata: pedunculis quadrangularibus, pube- scentibus, bracteis sessilibus, acutis. Perianthium monophyllum, tubulosum, quinquedentatum, acu- tum, siriatum, pubescens. Corolla ringens, alba; tubus calyce Jere duplo longior : Jaux compressiuscula: Limbi labium superius ovaitum, gibbum, erectum; labium inferius hians, trifidum, re- curvum. Filamenta quatuor, tubo adnata: duo brevissima, vix longitudine faueis,- antheris minutissimis sterilibus; duo corolla longiora antheris reniformibus, fertilibus, fuscis. Germen qua- dripartitum, superum, Stylus filiformis, sensim elongatus ad lon- gitudinem staminum. Stigma bifidum. Bacca spuria magnitudine ribis, e calyce facta, subrotunda, decemangulata, dentibus caly- cis umbilicata, aurantiaca, pubescens , intus cava, in fundo semina continens. Semina quatuor, ovata. Th. E 2 36 Da man ved at opkalde Personer, ikke bör forandre Ejendoms Navne, og Thonnings Reisefelle og Ven heed Ole Flaaslund Smith, saa har jeg kaldt Slægten Z/aaslundia, iste- detfor at Vahl kaldte den Hoslundia. | ‘ < i 9 BOERHAAVA A. 1. B. DirrusA, foliis ovatis subacutis repandis cauleque tereti subpubescentibus, floribus capitato- corymbosis. Boerhaavia diflusa, caule procumbente diffuso, foliis ova- tis repandis, umbellulis pedunculatis lateralibus. Lam. ill. gen. pag. 10. Peers. synops. I. p. 56. Tjalala Incolis. Voxer almindelig ved Byer og paa dyrkede Steder. Radix perpendicularis, fusiformis, fusca, intus alba. _ Caulis herbaceus, bipedalis, procumbens, teres, nodoso-articulatus, pu- bescens: ramis oppositis altero adultiore. Folia opposita: altero alternatim minore; ovata, sepe acuta, repanda, pubescentia vi subnuda , supra yiridia, subtus albida, subcarnosa, fexe avenia. Petiolus folio brevior , canaliculatus, pubescens. Pedunculi solitarii "ad ramum adultiorem axillares, petiolo longiores, filiformes, tere- tes, pubescentes, apice sepius trifidi, floribus sessilibus in capitu- lum corymbosum terminale aggregatis et suffultis bracteolis minutis , deciduis. Calyx nullus. ~ Corolla monopetala, germini insidens, erecta, campanulata, plicata, decemcrenata incisuris alternis profundio- ’ ribus, purpurea, extus quasi calyce adnate quinquefido pubescente séridi ornata, marcescens, Filamenta duo rarius 1 v. 3, fundo inserta, fere longitudine corollæ, rubra. Antheræ globose, di- dyme, flava. Germen inferum, obovatum. Stylus staminibus paulo longior. Stigma eapitatum, . Pericarpium clavatum, penta- » 37 gonum, quinquesulcalum , obsitum glandulis viscosis stipilalis mi- nutissimis, non dehiscens. Semen unicum, oblongum. Th. 3 Observ. Pedunculus fructiferus sepius elongatus. Caulis sæpe in summilate aphyllus attamen inflorescentia rudimentisque ramorum instructus spuriam paniculam formans. Th. 'Swart’zs Beskrivelse i Observat. p. 11, hörer snarere til den fölgende Art. | Negerne koge Rodbarken i Suppe, som de drikke mod Blodgang ; i ôvrigt er denne en af de almindeligste Fetis-Plan- ter, som bruges af Negerne i deres Renselses - Bade i Sygdoms eller andre Tilfælde. Th. _ 2. B, ApsceNDENS, foliis subrotundo - ovatis repandis glabriuseulis, panicula terminali dichotoma. Zahl. Enumerat. 1: pba, Boerhaavia adscendens; foliis oblongo-ovatis subcarnosis, floribus paniculalis, pedunculis bifloris, caule adscendente. /Yild. sp: pl. 3yP.i19;,.2 Tjalala Zncolis. Voxested som hos den foregaaende. Radix subramosa radieulis fibrosis. Caulis herbacéus, bipedalis, procumbens , teres, nodoso-articulatus, pilosus: ramis opposilis altero adultiore. Folia opposita altero alternatim minore, subro- tundo-ovata, acutiuscula, $-epanda » raro subcordata, scpius basi inequalia, utrinque glaberrima, rachi tantum et margine præser- tim in juntoribus pilosa, supra viridia, subtus albida, oleracea, subevasculosa. Petiolus folio brevior, sulco exaratus , subpilosus, Panicula terminalis, subaphylla, adscendens, dichotoma, ramis ar- ticulatis divergentibus glabris, pedunculis~ quadri - quinguefloris : floribus subsessilibus, apice pedunculi aggregatis et suffultis brac- teolis minutis deciduis. 38 Calyx nullus. Corolla Boerhaavie diffuse. Filamenta 2 rarius 1+. 3 fundo inserta, corolla vix longiora, rubra. Anthere glo- bose, didymæ, atropurpuree. Germen inferum, obovatum. Sty- lus longitudine staminum. Stigma capitatum. Fructus præcedentis. Th. Observ. Pili ad lentem articulati. Folia vix longiora quam lata, superiora autem sæpe oblonga presertim in planta adultiore, cujus caulis etiam glaberrimus evadit. Th. Anvendelse som hos den foregaaende. Th. TO CUO") AR Pe: Vahl Enum. I. p. 302. 1. C. NITIDUM, foliis pinnatis cum impari: foliolis ovali- oblongis, panicula supradecomposita horizontaliter expansa. Dialium guineense; panicula supradecomposita erecta. Wild. in Roem. Arch. I. p. 31 t. 6. Dialium obtusifolium. Afzel. gener. pl. guineensium, Joj-tjo Incol. Neger- Tamarind Europ. Voxer i Acra. Blomstrer i Sept. og Maj. Arbor mediocris, ramosissima, patentissima: ramulis tereti- bus, glabris, verrucoso - punctatis, fusco-cinereis. Folia alterna bijuga cum impari: foliola scepe alterna, breve peliolata, bi-tri- pollicaria, ovalia s. ovali-oblonga, integerrima, sæpe breviter et obtuse acuminata, rigidula, uninervia, supra nitida, subtus te- nuissime reticulata, exsiccatione quasi minutissime papillosa. Sti- pulæ nullæ. Panicula terminalis, supradecomposita, multiflora, horizontaliter expansa, ramificationibus distichis, pubescentibus, pedicellis brevissimis, erectis. Bracteolæ ad basin pedicellorum par- vule, caduce. ÿ Calyx pentaphyllus foliolis sessilibus patentissimis, cequalibus, Lilinearibus, ovato- oblongis, obtusiusculis, margine incurvo con- Be EB cavo, extus pubescentibus, sordide flavo- virentibus, deciduis. Co- rolla: petalum unicum, margini nectarii insertum, calyce paulo brevius, angustissime lanceolatum, adscendens, caducum, album. Nectarium : receptaculum orbiculatum diametro sesquilineari , pla- no - concapum, margine. exserto, viridi vel rarius atropur- pureo. Filamenta duo, margini receptaculi utrinque inserta, lon- gitudine calycis, crassiuscula, patentia, alba. Anthere oblongo-. ovate, erecte, subfusce. _Ovarium pedicellatum, oblique subro- tundum, compressum, atropubescens ; pedicellus e centro receptaculi _breris, declinatus. Stylus longitudine staminum , subulatus , incur- vus. Stigma subacutum. Legumen pedicellatum, magnitudine Fabæ, oblique subrotundum sel oblongiusculum , subcompressum, den- sissime atro-tomentosum, fragile, evalve, uniloculare, pulpa fa- rinacea subsicca acidula luteo-incarnata repletum. Semen subro- tundum, compressum, nitidum, durum,’ e viridi et Jusco - variega- tum, unicum, raro duo -tria longitudinaliter posita. Th. Den melede Pulpe i Frugten har en behagelig Syrlighed, og udblödt i Vand er det en meget lædskende Drik for Feber- Patienter. Veddet giver gode Kul til at smede med og til andet Brug. Th. - EBENEN TA; i. PsP ER, 1. P. GUINEENSE, foliis ovato-cordatis acuminatis sub- quinquenerviis, caule volubili radicante. Dojvié Jncol., Asiante - Peber. Voxer i Akvapim, Asiante, Akvambu og Krepe i fugtige Skove; den slynger sig om 'Treestammerne til henimod 24 Fods Höide, og forbinder sig meget nöie med samme, ved at ud- skyde smaae Rodder, som hæfte sig i Barken selv, eller dens beklædende Mos. 40 Caulis repens; trunco arborum wolubili=-scandens et radicans Cradiculis pluribus tomentosis apice setaceis' glabris ad geniculos caulis) longissimus, filiformis, articulatus, glaberrimus. Folia alterna, remota, ovata, cordala, acuminata, integerrima, sub- guinquenervia » venosa, utrinque glabra, wvasts primariis subtus pubescentibus, tri-septempollicaria. Petiolus dimidio folii longitudine. Stipnle null®. Spica fructifera simplieiter et conferte racemosa, breve pedunculata, uni-bipollicaris : pedicellis bilinearibus; frue- tibus globosis, rubris, Pipere nigro duplo minoribus. Th. Jeg har ikke selv fundet Planten paa sit Voxested, men dem Negernes | Sigende, skal Bladene legge sig tet til Træets Flade; nogle angive Raklerne (spice) for at vere enkelte, an- dre for at yere sammenhobede. Frugten er et slet Substitut for sort Peber, da den, har en ubehagelig Bitterhed, som er sterkere og modbydeligere, jo friskere den er. Th. BERN DETA, MONOGYNIA. 12... TOONS BO) A F7 ahi Enum. 2. p. 29. T. ArricaNAa foliis ovalibus nitidis extrorsum denticula- tis, pedunculis congestis unifloris. Zahl l.c. p. 50. ga - Tonsella africana, foliis obtusis glanduloso — dentatis. Wild. sp. pl. I. p. 194. Plem - Tjo Jncol. Voxer temmelig almindelig. Radix longissima, repens. Caulis: frutex ramosissimus, debi- lis, sewndens: ramis teretibus, nudis, punctato-scabris, fuscis. ‚Folia opposita , sepe alterna, subdisticha, breviter petiolata, ovalia vel oblongiuscula, subintegerrima vel denticulata, levia, glaberrima, supra obscurd, nitida, sublus tenue-venosa, pollicaria et ultra ; folia’ tenella margine denticulis setaceis » marcescentibus , oculo nudo six manifestis. Stipulæ nulle. Pedunculi sex-duodecim in axillis aggregati, longitudine petioli, uniflori, bast squamulis bracteati: floribus sensim explicatis. = Perianthium minimum, quinquepartitum , depressum: laciniis subrotundis , obtusissimis, concavis, integris. Corolla rotata, quin- quepartita, Petalis equalibus calyce quadruplo longioribus ovatis, - margine ad lentem denticulatis, sordide-luteis, post anthesin re- Jlexis. Nectarium urceolatum, carnosum, germini adnatum. Fi- lamenta iria latiuscula, longitudine corolle, margini nectarit in- serta, pistillo adpressa, post anthesin reflexa. Antheræ subrotunde didyme, rufe. Germen-nectario cinctum. Stylus subulatus lon- gitudine filamentorum. Stigma simplex acutiusculum. Bacca sphe- rica magnitudine mali armeniaci, coriacea, glabra, rugosiuscula, minime nitida, aurantia, suturis tribus elevatis spuriis subangu- lata, unilocularis, seminibus nidulantibus, Semina sex-decem dif- Jormia, mutua compressione angulata, ob pulpam mucosam adna- tam baccata, a cortice baccæ discreta. Th. Den hvide södagtige Sliim som omgiver Fröene, spises af Born. Th. CM MELT: NZ 1. C. UMBELLATA, foliis lanceolatis acutis scabroso-pilo- Vid. Sel. phys. Skr. III Deel. F 42 siusculis subsessilibus, involucris cucullatis ciliatis, floribus um- bellatis, caule prostrato-repente. Almindelig. Caules plures, pedales et ultra, undique prostrati, repentes, scandentes, articulati, teretes, tenuissime striati, glabri, alter- natim ramosi: ramis divergentibus. Folia lineari-larceolita, acuta, glaberrima (pilosiuscula), bast vaginantia: vaginis semipollicari- bus, pubescentibus, ore ciliatis. Inflorescentia dum floret termina- lis, deinde oppositifolia. Spatha communis univalvis, subrotunda, ‘basi obtusissima, acuta, connivens, margine baseos coalita, ner- vusa, pilosa. Pedunculus communis intra spatham eaque dimidio brevior, teiragonus. Pedicelli sepius quinque, umbellati, longitu- dine spathe, florentes erecti, fructifert intra spatham in occulto reflext. i À Perianthium zriphyllum: foliolis incequalibus, hyalinis: duo- bus inferioribus duplo majoribus, ovatis, obtusis, concavis, basi coalitis, deflexis, _superiori ovato - lanceolato, adscen- dente. Corolla inequalis, dipetala, coerulea: petalis subrotundo- cordatis, planis, adscendentibus; unguibus calycis longitudine: Nectarium: corpuscula tria, cruciformia, obtusa, horizontalia, flava, insidentia totidem filamentis setaceis longitudine staminum, basi petalorum insertis, patulis. Filamenta zria, subulata, necta- rio opposita, corolla dimidio breviora: intermedium erectum ; lateralia declinata, assurgentia. Anthera intermedia duplo major, erecta, incurva, basi et dorso fissa ; laterales ovate, as- surgentes. Germen superum, subrotundum, trigonum. Stylus sta- minibus longior, declinatus, marcescens. Stigma obtusum. Capsula subrotunda, trigona, glabra, trilocularis, trivalvis. Semina solitaria. Th. Fariat corollis albis et purpureis. Th.. . 2. C. SIMPLEX, foliis lanceolato -ensiformibus sessilibus 43 basi ciliatis, floribus paniculato - racemosis nudis, corollis æqua- libus, caule basi decumbente glabro. Commelina simplex, foliis lineari lanceolatis basi ciliatis, racemo terminali subcomposito, caule erecto simplicissimo. Vahl Enumerat. il. p. 177. Voxer paa törre sandige og aabne Marker. Caulis basi decumbens, pedalis, geniculatus, teres, lavis, te- nuissime striatus, glaber. Folia ensiformia, acuta, internodiis vix breviora, glaberrima, margine ad basin ciliata, basi vaginantia: vaginis subpilosis, coloratis, subpollicaribus. -Inflorescentia termi- nalis, subramosa. Pedunculi e casu pedicellorum denticulati. Spa- tha communis nulla. Flores pedicellati, plurimi absque fructu de- cidui (abortientes). Bractea ad basin singuli pedicelli, ovata, con- cava, diaphana, viridis, magnitudine calycis, caduca. Perianthium #riphyllum: foliola ovata, concava, pellucida, vi- ridia, persistentia. Corolla tripetala: petala equalia, calyce duplo longiora, brevissime unguiculata, subrotunda, patentissima, inferne distantia, dilute violacea. Nectarium: j/ilamenta tria basi petalo- rum inserta, adscendentia, staminibus dimidio breviora, nuda apice corpusculo tripartito lobis pyriformibus horizontalibus flavis instructa. Filamenta staminum tria, declinata, fere ad apicem barbata ; duo lateralia longitudine corollæ ; infimum sterile longi- tudine nectarii. Antheræ oblongæ, incumbentes. Germen superum minimum. Stylus subulatus, declinatus , persistens. Stigma acu- tum. Capsula subrotunda, trigona, glabra, trilocularis, trivalvis. Semina bina, rugoso-scabra. Th. 3. C. Umprosa, foliis ovato-oblongis acutis petiolatis, pe- tiolis vaginisque ciliatis, racemis compositis caule repente. Commelina umbrosa, foliis ovatis nervosis petiolatis, petio- F 2 44 ea Se lis cilialis, racemis-compositis, caule erecto. Wahl Enumerat. Il. p. 179. Voxer i Aquapim efter Thonning, i Assiamæ paa skyg- gefulde Steder efter Zsert. Caulis repens, remote-articulalus, teres, siriatus, glaberrimus. Folia ovato-lanceolata, versus basin attenuata et ciliata, glabra, basi vaginantia: vaginis subpollicaribus, scabris, subhirsutis, ore ciliato. Racemus terminalis vel in sumitate axillaris, contpositis | elongatus. Spatha communis nulla. Pedunculus communis teres. Spathe ragæ,. solitariæ ad basin singuli pedicelli, amplexantes, acutce, diaphanæ, persistentes. : j Perianthium Zriphyllum: foliolis æqualibus, ovatis, concavis, pel- lucidis, viridibus. Corolla zripetala: duobus majoribus adscen- dentibus, subrotundis, concavis, albis, unguibus, longitudine calycis, tertio inferiori calyce pin majore, eique simul. Nectarium stamini- forme: filamenta duo, setacea, nuda, six longitudine staminum, basi petalorum majorum inserta, apice pro Anthera corpusculo ge- minato subreniformi brevissime stipitato instructa. Filamenta sta- minum tria, nectario opposita: intermedium brevius, longitudine nectarii, erectum; lateralia longitudine corollæ, medio refracta, supra medium tenuissime barbata. Anthera intermedia incumbens, bifida, lutea; laterales assurgentes, ovale, nigro-marginate. Germen superum, subrotundum, trigonum. Stylus longitudine sta- minum, declinatus. Stigma subacutwm. Capsula ovata, compressa, obtusa, emarginata, latere sulco ornata, margine acuta, gla- - berrima, bilocularis, Semina bina in singulo loculo, alterum supra alterum. Th. Skiöndt Vahls og Thonnings Beskrivelser ikke ere over- eensstemmende, saa erjeg dog vis paa at begge have haft samme Plante for dem; men Zhonning beskrev den paa Stedet selv og i-frisk Tilstand, Zahl efter torrede Exemplarer. 45 APE CUS. 1. F. UMBELLATA, foliis exacte cordiformibus acuminatis glabris; pedunculis tri- quinque umbellatis. Vahl Enumerat. IL. p- 182. SER For dens hastige Væxt og gode Skygge, plantes den i Almindelighed i de stårste Gader og paa Torvene i Negerbyerne. Arbor alta, cortice brunneo - cinerascente lactescente, ramosis- sima: rami patentissimi fragiles, sparsi vel sverticillatim subap- proximati: ramuli teretes glabri, post casum stipularum annulato-ci- catrisali, punctis v. lineolis absque ordine sparsis, sæpius incur- - vati. Folia sparsa, cordiformia, ‘paulo longiora quam lata, acu- mine recurvo, acuta, integerrima,*margine plana, glaberrima, levia, costata, tenuissime reticulata, supra opaco-viridia, nitida, vasis primariis albidis, .subtus pallide viridia, subnitida, 4-7 polli- caria. Petiolus folio dimidio brevior , teretiusculus » supra linea plana, glaberrimus. Stipule geminæ, lanceolate, acuminate, in- trafoliaceæ, sessiles, amplexantes, ‘eaducæ. Pedunculi fructiferi in ramis adultioribus ante folia terni, quaterni, quini, pollicares. Calyx proprius parvus, bifidus, adpressus. Fructus globosus, tuberculo obsolete bifido umbilicatus, levis, glaber, viridis, mag- nitudine pruni. Th. “it 2. F. Lures, foliis ovali-oblongis acuminatis basi sub= à “emarginatis glabris, fructibus geminatis globosis sessilibus, ca- lyce quadrifido. Zahl Enumerat. U. p. 185. Dyrkes. Arbor subalta, cortice cinereo lactescente, ramosissima: rami patentes, sparsi vel perticillatim subapproximati, fragiles : ‘pamuli teretiusculi, epidermide evanescente grisei, glabri, post casum sti- _ pularum annulato -cicatrisati, punclis s. lineolis in seriem infra 46 singulam dispositis. Folia sparsa, ovali-oblonga, attenuata in acumen recurvatum, basi subemarginata, integerrima, margine obsolete vel haud recurvo, coriaceo - rigida, utrinque glaberrima, levia, supra opaco-viridia nitida rachi costisque. albidis, subtus pallide viridia subnitida, tenuissime reticulato-venosa, 4-8 pol- dicaria. Petiolus folio triplo brevior, compresso-teres, supra linea exaratus, ut ramuli cinereus. Stipule geminæ, sessiles, lanceo- late, acuminate, intrafoliacee, amplexantes, caduce. Fructus gemini, axillares, sessiles. Calyx communis caducus; sæpius e rudimento in duas squa- mulas emarcidas basi fructuum disrupto noscendus. Cal, proprius par- vus , depressus, quadrifidus emarcidus. Fructus globosus, obtu- sus, levis, tuberculo bifido umbilicatus, luteus; maturescens ba- dius absque tuberculo poro umbilicato, magnitudine vix cerasi Th. | 5. F. Ovara, foliis ovato-oblongis, fructibus geminis sessilibus, calyce communi calyptriformi eaduco, fructuum lace- rato-bifido. Vahl Enumerat. II. p, 185. Ninndu-Tjo /ncolis. Ved Veje imellem Christiansborg og Frederiksberg. Arbor alta, Erle brunneo -cinerascente, laclescente: ramıs prientibus rarissime radieulis nonnullis ex infimis ramorum axillis'; ramulis glabris, foliosis, fragilibus, post casum stipularum annulato- cicatrisatis , punclis verrucosis in seriem infra singulum annulum dispositis. Folia sparsa, ovato-oblonga, altenuata in acumen re- curvatum acutiusculum, basi rotundata et vin emarginata, inte- gerrima , margine recurvo, subcoriacea, utrinque glaberrima, læ- via, supra opaco-viridia nitida rachide et costis albidis, subtus pallide viridia, tactu mollia, tenuissime reticulato-venosa, 5-8 pollicaria. Petiolus folio triplo brevior, compresso-teres, supra linea exaratus. Stipule éntrafoliaceæ, sessiles, acuminate, ca- duce , gemin®, caulem amplexantes. Pedunculi axillares. 47 Spatlıa communis monophylla, integerrima, ovata, compressa, didyma, attenuata, obtusa, glauca, carnd. -coriacea, bast cir- cumscissa, eruptione fructuum caduca. Calyx proprius fructus parvus, sessilis , bast carnosus, solidus, wurceolatus, lacerato bi- Jidus. Fructus gemini ovales oyati, apice tuberculo obsolete bifido glabri, glauci, albido-punctati, tenuissimo tomento molles, mag- nitudine pruni domesticæ. Th. Obs. Rami subverticillati ramo maternali prolifero, cortice brun- neo rimoso epidermide decidua. In fundo macriori ramificatio ma- gis contracta, nec non folia minus acuminata. Stipulam alteram intrafoliaceam, alterant oppositam raro invent. Fructus maturus parum major, subrotundo-ovatus, apice absque tuberculo puncto perforato. Fructus ad basin calycis carnosam solidam quasi breviter pedunculatus. Stigmata flosculorum purpurea. Th. Træet voxer meget hastigt til en temmelig Höide. Jo bedre Jordbunden er jo mere skyder det lige op med nesten perpendiculaire Grene; i meget mager Jord derimod udbreder det sig til Siden, fornemmeligen der hyor Jorden er saa stenet at Roden med Vanskelighed kan giennembryde den; ved Plant- ning er det meget villigt til at skyde Rödder. 4, F. CALYPTRATA, foliis oblongiusculo-ovatis, fructibus geminis, calyce communi et fructuum calyptriformibus caducis. Vahl Enumerat. II. p. 186. Apata Incolis. Hist og her. Arbor alta, ramosissima, expansa, cortice lactescente: ramu- . ls sparsis, foliosis, glabris, fragilibus, post casum stipularum utrin- que petiolo cicatrisatis, lineolis verrucosis absque ordine sparsis. Folia sparsa, ovata, oblongiuscula, subacuminata, basi integra, integerrima, subcoriacea, utrinque glaberrima, leyia, supra ob- 42 scura nitida, vasis albidis, sublus lete viridia, tenuissime penosa, Spollicaria. Petiolus folio triplo brevior, teretiusculus, glaberri- mus. Stipule gemine wutrinqgue petiolo intrafoliaceæ, sessiles, acute, caduce, caulem hard amplexantes. Peduuculi axillares. Spatha commnnis catyptriformis basi cireumscissa, caduca, cæ- terum ut in precedente. Calyx proprius singuli fructus spathe si- millimus, calyptriformis, basi circumseissus, caducus, margine baseos persisiente. Fructus gemini, sessiles, globosi, glaberrimi, punctis pallidioribus, apice tuberculo bifido; maturi vix majores, eurantit, absque tuberculo poro perforato, vix cerasi magnitudine. Th. Frugten spises af de Indfödte. - 5. F. Mrcrocarpa, foliis oblongiusculo-ovatis obtusis gla- bris, ramulis subvirgatis, fructibus geminatis globosis sessilibus. Vahl Enumerat. II. p. 188. Arbor suballa, ramosissima, patentissima: ramt sparsi vel ver- | ticillatim subapproximati cinerei fragiles lactescentes radiculiferi ; ramuli subvirgati, glabri, post casum stipularum annulato-cicatrisati, punctis seu lineolis absque ordine sparsis. Folia oblongiusculo- ovata, subattenuata, “obtusa, basi rotundata vel subacuta, inte- gerrima, margine et apice plana, glaberrima, levia, supra opa- co-viridia, rachi albida, tenue costata, subtus pallide viridia, subnitida, tenuissime reticulata, 3-5 pollicaria. Petiolus folio fere triplo brevior, compresso -teres, sulco obsoleto, glaberrimus. Sti- pulæ gemine, lanceolate, acuminate, sessiles, amplexantes, ca- duce. Fructus gemini, axillares, sessiles, Calyx communis sepius e rudimento in duas sguamulas emar- cidas basi fructuum disrupto noscendus Calyx proprius parvus depressus, bi-trifidus emarcidus. Fructus parvus globosus, tu- berculo nmbilicatus, glaber, laevis. Th. 49 LPS CSC ONE N TE 1. S. Pınosus, spicis capitatis involucro diphyllo breviori- bus, culmo tereti, foliis vaginisque pilosis Zahl Enumerat. Il. pag. 208. (Isert). Schoenus pilosus; culmo tereti, vaginis foliorum pilosis, floribus fasciculatis. /Filden. phyt. I. pag. 5.1. 1. fig. 5. Culmi plures, sesquipedales, glabri. Folia culmo triplo breviora, linearia, angusta, subtus uti vaginæ pilosa: vagine parum fisse, ore.ad folium pilis longis albidis barbate, interior tri-quadripollica- ris. Involucrum spicis parum longius, villosum, bast dilatatum utrinque pilis barbatum. Spice terminales ,~ circiter duodecim, un- guiculares, lanceolate, complanaiæ, acute, distiche imbricate: squame lanceolaiæ , mucronate, compresse, duce vel tres infim« _steriles, fusco-purpurascentes, carina et mucrone véridi, Stylus trifidus.. Semen globosum, transversim undulalum. sete nulle. Vahl |. c. 10 LS CIRE US. 1. S. ANTAROTICUS, capitulo globoso, squamis mucronatis, involucro brevi, foliis: capillaribus, vaginis ore barbatis. Vahl . Enumerat: Il. p..261. id; Scirpus anlarcticus; culmo triquetro nudo, capitulo glo- boso, involucro monophyllo. Lin. Mant. 181. //ild. sp. pl. I. pag 510. ety en Scirpus antareticus ; culmo capillari, capitulo fasciculato rotundato, glumis glabris, involucro monophyllo. Thunb, prodr. 17. Scirpus barbatus; culmo triquetro, vaginis suboppositis ora superiori barbatis, capitulo terminali subrotundo polystachyo. Rottb. gramin. 52. t. 17. f. 4. | Fid. Sel. phys. Skr. III. Deel. | G 50 Culmi copiosissimi, digitales, spithamæi wel pedales , selacei, trigoni, glabri, Folia culmo longiora vel breviora, capillaria, in- ferne canaliculata, extus teretia: vagine flave vel fuscoferrugi- - nee, ore utrinque barbatæ. Involucrum mono -tetraphyllum , capi- tulo longius. Capitulum piso parum majus, subrotundum. Spice plurime, tri- quadrifariam imbricate, angulate: squame linea- res, compresse, carinata, micronate, mucrone patulo, purpu- ree, carina viridi, margine albæ, scape ad lentem villose. Sty- lus trifidus. Semen griseum, trigonum, lave. Sete nullæ. Vahl 1. c. 2. S. FILAMENTOSUS, capitulo globoso, squamis ovatis, involucro diphyllo, foliis setaceis, vaginis ore nudis.- Vahl Enumerat. II. pag. 262. Affinis Sc. antarctico. Culmi sesquipedales vel minores, setacei, trigoni. Folia setacea, culmo breviora, canaliculata , superne mar- gine scabra: vagine œtate margine filamentoso - laceræ , minime ore barbatæ, fuscæ. Involucri foliolum alterum semipollicare capi- tulo longius, alterum brevius. Capitulum piso duplo majus. Spice plures, trifariam imbricate, trigonæ, parve, fusco -nigricantes, glaberrime: squamæ compressæ, carinate, Stylus trifidus. Sete nullæ, Vahl 1. c. 3. S. OBTUSIFOLIUS, spicis oblongis glomeratis, involucro subtriphyllo umbella composita breviore, foliis linearibus obtu- sis rigidis. Vahl Enumerat. IL. pag. 275. Scirpus obtusifolius; culmo nudo, umbella parva subcom- posita, foliis brevibus angustis glaucis obtusis. Lamarck illustr. I. pag. 141. Isolepis obtusifolius Palisot Beauvois Flore d’Oware et de Benin. Tom. II. pag. 57 Tab. LXXXI Fig. ı. Radix /brosa. Culmi plures, pedales, apice trigoni, sulcati, basi e foliorum rudimentis copiosissimis fuscis bulbosi. Folia ra- 51 x dicalia, copiosa, tripollicaria vel minora, canaliculata, margine vix scabra, apice sæpe sphacelata , glauca, Involucri foliola subulata, rigida, unicum unguiculare: partiale diphyllum. Umbelle radii tres-quinque, vix pollicares, rigidi: partiales tres -quatuor. Spice tres -sex, sessiles in -apice radiorum, parvæ: squamæ oblonge, obtuse, curinatæ , margine albidæ, membranacee. Stylus trifi- _ dus, basi incrassatus. Sete nullæ. Vahl l. c. 4. §. Hispinuzus, pilosus, spicis ovato — oblongis acu- tiusculis, spica solitaria sessili, culmo angulato filiformi mono-tri- stachyo, foliis setaceis. Scirpus hispidulus, pilosus, spicis oblongis acutis, um- bella subuniradiata, culmo angulato, foliis setaceis. Vahl Enu- merat. II. pag. 276. Radix fibrosa. Culmi plures, pedales vel minores, setacei, uli Jolia et involucra, wvestiti pilis longis albidis, patentibus. Folia culmo breviora, basi vaginantia, capillaria. Involucrum diphyllum capillare, foliolum unicum umbella longius, semipollicare, mar- gine scabrum. Umbella simplex, interdum uni-biradiata, interdum spicula solitaria absque radio laterali. Spice semine tritict duplo minores: squame ovate, —acute ; Jusco - nigricantes, carinatæ, carina viridi, striate. Stamina tria. Stylus trifidus. Semen trigonum, transversim undulato-rugosum. Vahl l. c. jo A CP AE LT PT U M. Yahl Enumerat. II. pag. 283 et 284. H. FILIFORME, spicis oblongis, culmo filiformi, foliis setaceis. Vahl 1. c. Glaucum. Culmi semipedales et ultra. Folia culmo triplo bre- eiora, Involucri foliolum longius bipollicare. Spice plerumque Ge 52 \ A . . x “ \ tres, interdum quatuor, duce vel rarius solitariæ, semine oryz@ duplo minores, tale fusco-nigricantes: squamæ acute, 8 MM BARTS Fe LIS Vahl Enumerat. II. pag, 285. et 296. 1. F. PILOSUM, spieis ovatis obtusis glabris, involucro subtetraphyllo umbella subdecomposita breviore foliisque inferne pilosiusculis. , | Fimbristylis pilosum; spicis ovatis oblusis glabris, invo- lucro diphyllo umbella subdecomposita breviore. Vahl 1. c. Glaucum. Culmi subbipedales, tenues, apice angulato-striati, subirigoni, di-triphylli » glabri. Folia culmo breviora, linearia, inferne piloso-ciliata: vagine pilose, margine membranaceæ, fer- ruginee. Involucrum universale tri-tetraphyllum, foliolis inequali- bus, radio longiori brevioribus, ciliatis; partiale diphyllum, bre- vissimum. Umbella guatuor - sexradiata: radius longior bipollicaris haud ultra. Spicule piso parum minores, obtustuscule: squame ovale, late, mucrone breyi terminate, fusce. Stamen unicum. Se- men longitudinaliter undulato - striatum substipitatum. Det Exemplar som findes i Yahls Herbarium fra Isle de France under dette Navn, er sikkert en anden Plante. 2. F. SCABRIDUM; spicis ovato-oblongis acutiusculis glabris, involucro tetraphyllo umbella composita breviore, caule foliisque linearibus obtusis rigidis retrorsum scabridis. 4. Scabrum. Culmus sesqvipedalis, tenuis, angulatus. Folia culmo mullo breviora, linearia, obtusiuscula: vagine glabree membranacee Jerrugineæ. - Involucrum universale tetraphyllum: foliolis incequa- libus, radiis longioribus brevioribus, uti folia margine serrulato- scabridis; partiale diphyllum, breve, Umbella composita: radiis duobus longioribus bipollicaribus et ultra. Spicule grano tritico 53 dimidio minores ovato-oblongiuscule, acutiuscule, glabre: squame ovate, gibboso - carinatæ » mucronate, margine membranaceo= scariose, fuscæ. 0 4 BI LG AAR DLA. ” Vahl Enumerat. IL pag. 296 et 297. 1. A. LANCEOLATA, spicis oblongo-lanceolatis acutis ternis, involucro subtriphylle spicula sessili breviore, foliis linearibus inferne convolutis superne planis obtusiusculis. $. Culmus subbipedalis, erectus, dngulato - siriats, bast vaginis aridis sordide fuscis cum foliis involutus. Folia culmo multo bre- viora, inferne convoluto- canaliculata, margine serrulato-scabra, su- perne vel extus plana _obtusiuscula lævia. Involucrum universale subtriphyllum spicula sessili brevius: foliola lanceolata, carinata, apice serrulata. Spice tres rarius plures vel pauciores: laterales pe- dunculate , intermedia sessilis, oblongo-lanceolaie , acute, sub- torte, subpollicares ; valvule carinate, carina striata mucroneque fusce. S&S. ” Abildgaardia tristachya Vahl kommer meget ner til vor Plante, men adskiller sig ved Stenglen, der ved Basis er mindre knollet, ved stivere og tykkere Blade, ægformige mere sam- mentrykkede og butte Smaa- Ax, ved bleeghvide Klapper grön Kiöl og Braad. Vahl omtaler ikke Involucrum universale hos 4. tristachya, men det er dog tilstede paa det Exemplar der findes i hans Herbarium. 900 FORET DS 1. C. MARGARITACEUS, spiculis aggregatis oblongo-ovatis obtusis, foliolis involucri tetraphylli duabus spiculis tri - qua- druplo longioribus reliquis brevioribus, foliis convoluto - su- bulatis culmoque rigidis. 54 Cyperus margaritaceus; spiculis aggregatis oblongo-lan- ceolatis, involucrum tetraphyllum æquantibus, foliis convoluto- subulatis culmoque rigidis. Mahl Enumerat. II. pag. 307. Culmi cæspitosi, pedales-et ultra, tenues, obluse angulati, basé e congerie vaginarum ferruginearum subbulbosi. Folia spithamea, convoluta, canaliculata, glaucescentia, infima latiora et plana. Involucri foliola patentissima, rigida, acuta, duo spiculis longi- ora, duo wquantia vel haud breviora. Spicule quatuor vel quin- que, subpollicares, ungue dimidio latiores, ovato-oblonge, ob- tuse, ciciter vigintifloræ, subnitide, pallide nivee: valvulæ ovate, superne carinatee, obtuse, striate, apice fuscescentes. 2. C. SCIRPCIDES, capitulo globoso, spiculis lanceolatis teretibus acutis; foliolis involucri sex, tribus externis longissimis; foliisque recurvis rigidis canaliculatis. Cyperus scirpoides; capitulo globoso, spiculis teretibus, involucris foliisque canaliculatis recurvis rigidis. Mahl Enume- rat. Il. pag. 511. Radix repens, penna cygnea crassior, tecta basi foliorum emar- cidorum. Culmi pedales haud ultra adscendentes , obtuse angulati rigidi. Folia radicalia culmo altiora, vix lineam lata, convoluto- canaliculata, extrorsum recurva, margine ad basin serrulata, ca- rina levia. Involucri foliola tria exteriora, tria interiora, omnia capitulo longiora, umicum culmo vix brevius, foliis simillima. Ca- pitulum nuce avellanamajus, globosum. Spicule plurime unguiculares, lanceolatce, acute, crassiores quam in ulla alia specie, octo - decem Jloræ, pallide fusce: valvule ovato-lanceolate , convex, striate. Stigmata tria. Vahl l. c. Facies Scirpi, at valvule bifariam imbricate et setæ nulle ad basin germinis. Fahl. rd 5. C. CoLoRATUS, capitulo ovato, spiculis oblongis sub- # 55 quinquefloris, involucro penta-hexaphyllo foliisque culmo lon- gioribus laxis. Wahl Enumerat. IL. pag. 512. Culmus semipedalis pedalisque, trigonus, foliosus. Folia plura, culmo sæpe duplo alliora, linearia, laxa. Vagine culmo parum ampliores, membranacee. Involucrum penta- hexaphyllum, depen- dens: foliola duo,culmo longiora; basi pallidum. Capitulum ora- tum nuce coryli parum minus. Spiculæ copiosæ, oblongæ: squamæ ovate ,~ mucronate, concave, multinervie, apice sæpe flavescen~ tes. Stamina tria. Stylus trifidus, Sete nulle. Vahl l. ce. Similis Cyp. kyllingæoidei, at squamæ undique imbricate. Maxime affinis Sc. micheliano. Vahl I. c. 4, C. POLYPHYLLUS, umbella contracta, spiculis line- aribus complanatis confertis divergentibus, involucro triphyllo filiformi, foliis linearibus cuhnum filiformem æquantibus. Vahl Enumerat. II. pag. 517. Culmus pedalis, obsolete angulatus, levis. Folia radicalia inœqualia, alia altitudine culmi, alia breviora, carinata, basi lineam lata, sensim in setam attenuata. Involucrum reflexum, simile foliis, modo angustius, longius , bipollicare. Spiculæ eirci- ter viginti, subpollicares, sessiles, octodecim - vigintifloræ, acute ; valvule oblonge, obtuse, striate, dorso virides, latere purpu- rascentes. Vahl l. ec. 5. C. AMABILIS, umbellæ radiis elongatis, spiculis line- aribus digitatis, valvulis muticis, foliis convoluto - subulatis culmo filiformi brevioribus, involucro longitudine umbelle. Vahl Enumerat. II. pag. 518. Species pulcherrima. Culmi plures, fasciculati, palmares et ultra, acute angulati, stricti, Folia radicalia, pollicaria vel ses- quipollicaria: vagine purpurascentes. , Involucrum tetraphyllum, preter foliola duo ad spiculas centrales, facie foliorum. Ochres 56 } truncate. Umbella simplex: radii tres-sex, erecto-patentes, lon- gtores sesquipollicares. Spiculæ tres -septem, unguiculares , tenues, vigintt duoflore, acute, ferrugineo - purpurascentes, nitidissimæ ; valvulæ lineari - oblongæ, obtusa, utrinque uninervie@, carina vi- rides. Vahl l. ce. | ” 6. C..Mrcrostacuyos, umbellæ radiis elongatis, spicu- lis linearibus digitatis subquinis, valvulis mucronatis, umbel- lulæ involucellis foliisque subulatis. Fuhl Enumerat. IL p. 318. Culmi palmares, filiformes, acute angulati. Folia altitudine culmi, convoluto-subulata, parum recurva. Involucrum subtriphyl- lum umbella longius, foliis simillimum: partiale triphyllum, um- bellula longius, setaceum. Ochreæ truncate. Umbella composita ; radii sex, longior pollicaris; partiales triradiatæ. Spicule tres- quingue, decem-duodecimflore: valvule lineari -lanceolate, ob- Zuse, mucronate, complanate, carina virides, latere membrana- cee. Vahl i. e. 7. C. PATENS, umbellæ radiis elongatis, spiculis lineari- bus alternis remotiusculis, valvulis oblongis mucronatis paten- übus, involucro subtriphyllo, foliisque lineari-subulatis. Vahl Enumerat. II. pag. 554. Culmi sespuipollicares vel digitales, setacei, triquetri, basi fo- liosi. Folia altitudine culmi, carinata. Involucri /oliolum uni- cum, umbella longius. Ochrex compresse. Umbella subcomposita, subquadriradiata: radii capillares, longiores, sesquipollicares. Spi- cule guatuor-octo, parum distantes, interdum geminate, paten- tissime, triginta sexflore, acute: valyule putentissime, lineari oblonga, mucrone brevi patulo terminate, enersiæ, dorso carinata, latere albide vel ferruginee. Semina oblongo - subrotunda, com- Pressa, nigra.‘ Vahl.d. c. ¢ É 57 8. C. PusruLATUs; umbellæ radiis elongatis spiculis lineari- oblongis alternis, confertissimis convexis obtusis, val- vulis margine sphacelatis, involucro umbella longiore. Vahl Enumerat. IE pag. 341. Culinus pedalis, acute trigonus. Folia eulmo altiora, linearia, angusta, laxa. Involucrum universale triphyllum: foliola margine levia, duo umbella longiora, unicum semipedale; partiale vel nul- lum vel foliolum unicum - duo, setaceum, umbellula brevius. Ochreæ oblique truncate , purpurascentes. Umbella composila, patentiuscula, quadri - quinqueradiata, radius longior subtripollicaris: partialis bi-triradiata; radii breves patentes. Spicule quatuor-octo, vix lineas duas longe: decem-duodecim flore , convexiuscule , obtuse: valvule concave, striate, virides, margine macula atropurpurea. Fahl tue g.i: C. SPIFACELATUS, umbellæ radiis elongatis, spiculis lineari-lanceolatis complanatis acutis alternis, valvulis margine sphacelatis, inyolucro subtetraphyllo. Mahi Enumerat. IL. p. 541. Cyperus sphacelatus; culmo triquetro; umbella simplicis- sima; spicis linearibus alternis compressis, flosculis margine sphacelatis Rottb. gram. 26. Culmus sesquipedalis vel brevior, acute angulatus, inferne bi- trifoliatus, interdum flavescens. Folia culmo breviora, linearia, superne margine scabra, pallide viridia. Involucrum #ri -tetra- hexaphyllum, duo vel tria umbella longiora, structura foliorum: partialé vel nullum, vel duo foliola setacea - umbellula breviora. Ochreæ aristatæ. Umbella subcomposita, tri - septemradiata: radii Jiliformes, longior interdum quadripollicaris: partiales brevissime, tri - tetrastachyi » radii indivisi interdum quatuordecimstachyi. Spi- cule six pollicares, remotiuscule, erectæ, circiter vigintiquatuorflore : valvule oblongæ, obtusiusculæ, carinam versus pallide virentes, Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. H 58 striate, marginem versus læves cum macula atrorubente in ipso margine Vahl l. e. 10. C. DiILATATUS, umbellæ radiis elongatis, spiculis li- nearibus acutis alternis remotiusculis, valvulis lanceolatis con- cavis obtusis, involucris subpentaphyllis foliisque laxis. &. Radix /brosa. _Culmus pedalis acute trigonus basi subbulbosus, stoloniferus, subbifoliaius. Folia culmo multo breviora, basi la- tiora, vaginantia, sensim angustiora, laxa. Involucri foliola duo longitudine radiorum longiorum; tria minora inæqualia, bre- viora; structura foliorum. Ochreæ pallidæ, oblique truncate. Um- bella subcomposita, subquinqueradiata: radii patentes, incequales, longiores bipollicares haud ultra, unus sessilis, tri- undecimstachyi. Spiculæ subpollicares, lineares, acutæ, parum remote, patentis- simæ, circiter octodecimflore: valvulæ lanceolate, concave, ob- tusæ, carina subpirescente striate, latere rubiginoso - purpurascen- tes, laves. &. Beslægtet med Cyperus rotundus, men dog tilstrækkeligen adskildt derfra ved de anförte Kiendetegn. 11. C. ÅNGUSTIFOLIUS, umbellæ radiis elongatis, spi- eulis linearibus corymboso-congestis alternis, valvulis lanceola- . tis acutiusculis, involucro octophyllo. S. Radix fibrosa. Culmus pedalis haud ultra, acute trigonus, stri- atus, basi foliosus, subbulbosus. Folia plurima, fere longitudine culmi, linearia, apice angustata, carinata, lævia. Involucrum octophyllum: foliola margine carinaque subscabriuscula, duo fere longitudine culmi, dependentia, duo vel tria longitudine umbelle ra- diorum longiorum, reliqua breviora, structura foliorum. Ochrex breviusculæ , truncate, purpurascentes. Umbella composita, sub- novemradiata: radii longiores subsesquipollicares , divaricati; bre- viores pollicares; ramulis alternis. | Spicule longitudine duarum linearum vel breviores, lineares, acute, circiter octo - decemfloræ : * 59 valyule lanceolate, acutiusculæ, pallide vel subpurpurascentes, carina striate. 1. Ved förste Oiekast ligner denne Art meget C. panicula- tus, men denadskiller sig ved et mere bladet Straae, længere Blade finere Smaae-Ax, og især ved det ottebladede Involucrum. 12. C. Arıstatus, umbellæ radiis elongatis, capitulis oblongis, valvulis calycinis subulatis recurvis. Vahl Enumerat. II. p. 569. Scirpus capitatus, culmo tereti folioso, capitulis axillari- bus pedunculatis; involucro diphyllo lineari. Durm. ind. 21. Cyperus aristatus, capilulis oblongis sessilibus et pedun- culatis, spiculis linearibus minimis, flosculis subulatis reflexis. Rottb! sram."ad.'t. 6. f. 1. Scirpus intricatus; culmo triquetro nudo, umbella foliosa simplici, squamis calycinis recurvis Lin. mant. 182. Scirpus lappaceus, culmo triquetro subnudo, capitulo ter- minali solitario involucrato, glumis striatis recurvis. Lamarck. illustr ep. 150. Radix capillaris. Culmi plures, fasciculati, digitales, pal- mares vel parum ultra, triquetri. Folia longitudine culmi, line- aria, carinala, margine levia. Involucrum tetraphyllum ; foliola duo umbella duplo vel triplo longiora, quartum brevius, Ochre truncate, ferruginee. Umbella simplex, bi-triradiata; radius longior interdum pollicaris. Capitula vix unguicularia', obtusissima, Jerruginea. Spicule copiosæ, lineam fere longa, alterne, con- Jertissime , patentes , octo-decemflore : valvule in aristam uncina- tam attenuate, striate. Vahl fb. c. Variat culmo pollicari et sesquipollicari: capitulo globoso vel eylindrico, solitario absque radiis lateralibus. Wahl @. e. H 2 60 — Fra denne Beskrivelse afviger vor Plante dog forsaavidt, at Bladene ere kortere, de to Smaablade af Involucrum len- gere, de dvrige ligesaa lange som Straalerne; -Skiærmen fiir- straalet, de to Straaler af 5 Tommers Laengde. 15. C. Licunaris, umbellæ radiis elongatis, spicis ob- longis subsessilibus retrorsum imbricatis, spiculis oblongis rec- tis, ligula ochrearum integra. VY ahd Enumerat. IL p. 571. Cyperus maximus panicula minus sparsa ferruginea, ca- pitulis compactis crassioribus. Sloan. cat. 35. histor. I. p. 56. t. 9. Cyperus ligularis; culmo triquetro nudo: umbella spicu- lis capitatis oblongis sessilibus, involucris longissimis serrato- asperis. Lin. am. acad. 5. p. 51. Cyperus major subtriqueter paniculis oblongis strictioribus, Brown. jam. 128 n. 6. ae Viridi-glaucescens. Culmus tripedalis et ultra, acute angula- tus. Involucrum penta-hexaphyllum, foliola quatuor umbella lon- giora, unicum bipedale, semipollicem lata, margine carinaque serrulato-scabra, partiale nullum. Ochreæ oblique truncate ; li- gula obtusa, integra, Umbelle composite : radii octo=novem, lon- giores quinquepollicares: partiales vix ulli. Spicw 1res-quinque, al- ternæ, approximate, intermedia erecta pollicaris, penna cygnea crassior, laterales minores, sessiles vel subpedunculate , horizonta- liter patentes. Spicule copiosissimæ, parve, sexflore, primum patentes, acute: valvule ovate, acute, concave, striate, Jusco- virescentes. Vahl l. c. aa. EC IE as CUS. i Vahl Enumerat. pl. II. p. 372. e 379. 1. M. ÅLTERNIFOLIUS, spicis cylindricis retrorsum im- bricatis, involucris pedunculisque alternis. Vahl 1. c. p. 576. 61 Culmus pedalis et ultra, crassitie pennæ columbinæ, acute tri- gonus, inferne foliosus. Folia culmo breviora. Involucrum deca- phyllum ;, foliola alterna, conferta, nonnulla longitudine fere culmi, latitudine foliorum. Ochreæ six pollicares, truncate, superne pur- pureo - punctatæ. Pedunculi tot quot involueri foliola, unicus inter singulum foliolum, bipollicares et ultra. Spice semipollicares. Spiculæ subulate, virides ;- foliolum setaceum, Lrevissimum ad spicularum basin. Calycis valvula brevior ovata, longior lineari- lanceolata. Corolle glumæ oblonge. Fahl i. ce. 99. KO ae NG A, 1. K. SQUAMULATA, capitulo ovato sessili solitario, in- volucro triphyllo elongato, spiculis carina squamuloso - spinosa. Vahl Enumerat. II. p. 581. Facies Kyllinge monocephale. Culmi plures palmares et ultra, jiliformes, acute trigoni, basi foliis vaginati. _ Folia culmo bre- viora, linearia, planiuscula, laxa. Involucrum triphyllum, capi- tulo multoties longius: duo - tria folia sæpe longitudine culini. Capitulum magnitudine pisi, globosum. Spicule copiose, magni- tudine seminis -milii, ovate, acute. Corolle glume ovate, na- viculares, latere flave , membranaceæ » Carina virides, squamulis compressis albis, modo seminis Artedie, aculeate. Stamina tria. Semen subrotundum, complanatum, nigrum, lave. - Vahl Il. e. Jeg har seet 12 Capitula med trebladet Involucrum, og kun eet med fiirbladet som Vahl anfører i sin Beskrivelse. 2. K. Dirsacoipes, capitulis subternis sessilibus glome- . _ratis, spiculis conferlissimis, valvulis apice setoso-fimbriatis. & Culmus erectus, trigonus, striatus, subquinguepollicaris, filiformis basi foliosus. Folia circiter quatuor, pollicaria vel parum ultra, setacea, inferne paulo latiora, convoluta. Involucrum tri-tetraphyllum, uni- cum subpollicare, religua breviora patentia, facie foliorum. 62 Capitula #ria, intermedium Pipere nigro parum minus, lateralia multo minora, arcte coalita. Spiculæ numerose densissime com- pacte, ovato -lanceolate. Calycis salvulæ lanceolate, striatule, pallide viridescentes, margine apiceque selis fimbriatis palldis. S. 5. K. ERECTA, capitulo globoso-conico sessili solitario; involucro triphyllo longo, valvulis Iævibus. S. Radix repens. Culmi conferti ex articulis radicis more Eriophori alpini, sesquipedales, erecti, stricti, angulali, striati, basi vagi- nis pallide purpurascentibus cincti. Folium infra medium culmi, subquinquepollicare, lineari - angustum, laxum. Involucrum. tri- phyllum, longissimum, subquadripollicare, acutum, Capitula mag- nitudine pist. Spicule oblongæ. Calycis valvula pallida, margine virescens, laevis. SS. a5. FUIREN 4. 1. F. PENTAGONA, umbellis subcompositis axillaribus terminalibusque, spiculis ternis quaternisque aggregatis ovato- oblongis acutiusculis, culmo pentagono glabro, foliis ore vagi- -narum ligulaque ciliata. S. Culmus pedalis haud ultra, pentagonus, striatus, pallidus. Folia sexpollicaria, internodiis longiora, tres lincas basi lata, sensim minora, glabra, nervosa, basi margine ciliata glauca: vagine inferiores glabre, superiores pilose; ligula ferruginea, ciliata. Pedunculi axillares et terminales, subgemini, alter longior internodio dimidio brevior, uti partialis setosus. Involucrum mo- nophyllum, longitudine radii longioris, basi ciliato-setosum; par- tiale lanceolato-setaceum, Umbella subbiradiata: radius longior bi-triradiatus. Spicule tres - guatuor in singulo radio, glomerato- capitate, 2 lineas longe , ovato-oblonge, acute, fusce: squamce ob- longe, mucrone viride dorso bi-trinerviæ, pilose, fuscæ. S. 63 Kommer nær til F, umbellata, men adskilles ved tyndere Straae, smallere Blade, færre Skiærme, der bære færre Ax, samt ved spidsere Smaa — Ax. 26 EME IR EA, 1. R. Manitima, folis distichis subulatis subserrulatis ; capitulo terminali ovato. Paratura. Pis. hist. nat. bras. 258. Remirea maritima. Aubl. fl. guian. 45. t. 16. Palisot Beau- vois Flore d’Oware et de Benin Tom. Il. p. 22 Tab. LXXII. Miegia maritima. fild. sp. pl. I. p. 511. Radices longe repentes teretes articulati, striati, Culmi ex ar- ticulis radicis, palmares vel semipedales, erecti, rigidi, glabri, inferne basi foliorum tecti. Folia conferta, disticha, patentia, pol- licaria, infima longiora, subulata, rigida, subpungentia, supra canaliculata, subtus convexa margine scabriuscula, (subserrulata) bast striata: vagine fusco- ferruginee. Capitulum terminale, vix semipollicare, subsessile, spiculis imbricatum, oblongum, folüis brevius. Spicule dineari lanceolate, valyule striate, altera parum longior. " Vahl Enumerat. I. p- 391. Den guineiske Plante adskiller sig fra den caienniske ved stôrre og mere tilspidsede Klapper. BOGEN CH U.S, 1. C. BARBATUS, spica elongata, spiculis approximatis, involucris setaceo - multipartitis glabris: interioribus erectis in- terne villoso—pilosis, foliis convoluto -setaceis. S. Culmus ramosus, teres, glaber: geniculis atropurpureis infrac- tis. Folia iri - quinguepollicaria, convoluta, setaceo - subulata , gla- bra, basi cordata, pilosa: vagin® internodio parum breviores, 64 laxæ, ore pilose. Spica bipollicaris parum longior. Spicule ap- proximate, subglobose. Involucrum mullipartilum, laciniis seta- ceis rigidis: alternalim - patentibus et erectis, glabris, striatis, nitidis; laciniæ erecte interne pilis albidis densis barbate. SS, 26 PE NON FS BSL UM, Peerson. Synops. I. p. 72. 1. P. PURPUREUM, spica elongata, flosculis ternis-quater- nis inyolucro setoso longo circumyallatis, culmo foliisque scabris. 8. Culmus alius, teres, striatus, foliosus. Folia pedalia - bipe- dalia, -basi pollicem lata, sensim angustiora, apice setoso - subu- lata, striata, costata, culmoque scabra, margine subtilissime ser- rulata,. obscure viridia: vaginæ longe, sublaxe ; ligula brevis- sima, seloso-barbata, setis brevibus rigidis, pallidis. Spica pedalis et ultra, cylindrica. Flosculi sessiles, lanceolati, terni- guaterni quini involuero circumvallali, approximati. Rachis recla pubescens. Involucrum setosum: setis inequalibus, flosculis duplo- i sexduplo longioribus, serrulato-scabris, longioribus basi pilosis, uti glume purpureo-violaceis. lumæ Zanceolate, substriate , mu- tice, subæquales.. Stamina jria, pallida. Stigmata bina flexuosa, U pilosa: pilis flexuosis, ferruginea. S. DIGYNIA. on SDI GPT A RS sk Peerson. Synops. I. p. 84. 1. D. REFLEXA, spicis filiformibus racemosis infimis ver- ticillatis quinis, floribus geminis solitariisque glabris, foliis lance- olatis vaginisque pilosis, geniculis culmi retrorsum barbatis. 5S. Culmus sesquipedalis , teres, geniculi pilis longis reflexis cincti. Folia zri - quadripollicaria, tres lineas lata, lanceolata, crenulato- yey 65 undulata vaginisque pilosis: ligula brevissima, membranacea. Spica racemosa. Spice partiales filiformes tri-quadripollicares, inferiores guinato -verticillate , reliquæ bine-terne. Flores sessiles solitarii vel bini, oblongo-lanceolati, glabri. Glumz striate. Ikke ulig D. ægyptiaca men forskiellig derfra ved de an- forte Kiendetegn. 2. D. Nuva, spicis filiformibus digitatis quinis-septenis, floribus subsolitariis glabris, foliis anguste-lanceolatis, culmo inferne angulato repente, nudo. S. Culmus inferne geniculis radicantibus, internodiis pollicaribus subtrigonis, glaber. . Folia uni-tripollicaria, sesquilineam lata lanceolata vaginisque laxis glabris: ligula brevissima subpilosa. Spica digitata. Spice partiales Zri-quadripollicares quinæ -sep- tene, filiformes. Flores subsolitarii , oblongo - lanceolati. Glumæ _ % nervoso-costatæ, scabriusculæ. IS. Beslægtet med D. umbrosa. : 8 AGROSTIS. 1, À. EXTENSA, panicula elongata, spicis alternis remotiu- sculis erectis, floribus lineari-lanceolatis secundis muticis adpres- sis, yalyulis glumz corolla brevioribus, ore vaginæ barbato. 5, \ Culmus bipedalis et ultra, striatus, uti folia glaberrimus. Folia subpedalia » angusia, convoluta: vagine longe, sublaxe, margine oris pilis. albis brevibus densis barbatæ; ligula brevissima annulus membranaceus. Panicula pedalis. Spice subbipollicares, erecto- patentes. Flores numerost, secundi, pedunculati et sessiles, lineari- lanceolati, acuti, mutici Calyx bivalyis: valvis membranaceis, subæqualibus, flore duplo brevioribus, glabris. Corolla bivalvis lineari-lanceolata, glabra. S. À. tenacissima adskilier sig fra vor Plante især derved Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. I 66 at Skedens Munding er nögen, Toppen traadformig smal og Bagerets Klapper af samme Længde som Kronens. 2, A. CoNGENER, panicula contracta cylindrica mutica, foliis lanceolato-subulatis basi serrulatis patulis rigidis. &. Culmus adscendens, ramosus, striatus, rigidus, elongatus. Folia pollicaria-sesquipollicaria haud ultra, lanceolato - subulata, paulo in- curva, alterna, remota, involuta, rigida, subpungentia, basi serrulata, superiora longiora, summum infra paniculam cum pagina fere tri- pollicare sublaxum : vaginæ foliis paulo breviores, striate, sublaxe, fauce utrinque barbate ; ligula annularis obsoleta. Panicula bipol- licaris coarctata, crassitie fere penne anserinæ, cylindrica. Val- vulæ calycis lanceolate, subcarinat®, glabre, inæquales, unica corolla paulo longior, altera brevior. Corolle vakulæ subæquales, glaberrime , nitidæ. S. Staaer midt imellem A. pungens og À. virginica. x a9 SACCHARUM. 1. PUNCTATUM; panicula laxa, flosculis geminis altero pedicellato, valvulis glumæ lanceolate acute hyalinæ infra me- dium purpurascentibus, foliis planis margine scabris. S. Dyrkes for Sukkerets Skyld. Facies Sacchari officinalis aliarumque specierum congene- rum. Culmus erassus, striatus, glaber, foliosus. Folia ses- quipedalia et ultra, plana, margine scabra: vagine ore barbate. Panicula pedalis - sesquipedalis. Spice tri- quadripollicares , capil- lares, erectiusculæ inferiores subramosæ, superiores simplicissime, verticillatæ. Flores remot: ad dentes racheos gemini: altero sessilt, altero pedunculato, pilis eircumvallati : pili tres-quatuor lineas longi, mollissimi albıdo - sericei. Valvz calycine lanceolate, acui@, præ- sertim margine pilosiuscule, hyaline, infra medium vel ad basin purpureo - fuscescentes. Stigmata duo, Jusco pilosa. SS. en z 9. S. REPENS, Z panicula patula, floseulis geminatis ses- silibus aristatis, foliis planis, vaginis villosis. Wild. Enumerat. på 1, p.998 ra SYD: I. p. 105. Culmus bipedalis et ulira, ramosus , radicans, dein adscen- dens: geniculis inferioribus infractis extus tomentosis. Folia quin- que-sexpollicaria » glabras plana. Vaginæ laxe , internodii fere lon- gitudine, ore vi llosce. Panicula patens magnitudine Holci lanati. Flo- res geminati, sessiles, pilis mollissimis bombycinis” albis obvallati. Pedicelli capillares , Jlexuost. Valvulæ calycis lanceolate, subæ- quales , Jtore longiores , dorso apicis piloso , aristate. Valve corollæ ovate, acutiuscule , nitide, hyaline. Stamina tria. Pi- stilla duo. 2. OFFICINARUN , dyrkes ligeledes. 30. ART ST ED A. 1. A. SUBMUCRONATA, panicula contracta, ramis laxis, valvis calycinis obtusiusculis mucrone brevi, culmo dichotomo S. Culmus subbipedalis parum ultra, ramosus, dichotomus, teres glaber, lavis, basi dichotomiæ tumescens: geniculi subinfracti, fusci. Folia fere decempollicaria, sensim minora, angustissima, subplana , glabra, basi. subciliata: ligula brevissima, annularis, margine utringue sublanuginosa. Panicula coniracta: rami laxt ; rachi filiformi. Valve calycis unifloræ , lanceolatæ , obtusiusculæ, mucrone brevissimo , longior bilineata, convexiuscula subcarinata levis; brevior lineam haud superans , carina scabriuscula. Corolla basi membrana brevissima subciliata , sublanuginosa calyculata ; ari- ste æquales , subquadrilineares ; scabriusculæ. SS. subsecunda interrupta, - 2. A. CoERULESCENS, panicula coarctata elongata arcuata aristis subæqualibus, foliis glabris. Des- font. flor. atlant. p. 109. Tab. 21. fig. 2. I 2 A Date tt ee ARS. Vds ae Culmus ir geniculatus: geniculis tumidis, teres, glaber. Folia dodrantalia, angustissima, subconvoluta, striata, glabra, ore vaginæ utrinque albo -lanata. Panicula coarctata, ramis laxis, subsecundis. Valvæ calycis uniflore longo -lanceolate, acute, fere mucronate : longior bilinearis glaber, brevior sesquilinearis carina scabra. Corolla calyculaia: calycula membranacea » brevissima, ciliata, nitida. Ariste subæquales scabriusculæ. 5. A. LonGIFLORA, panicula coarctata erecta, floribus aristisque longissimis, foliis convolutis margine scabriusculis. 5S. “ Culmus zriginta-pollicaris, ramosus, teres, glaber, geniculis tumidis. Yolia spithamea, anguslissima, convoluta, margine sca- briuscula, ore vagine ligulaque brevissima subpilosa. Panicula coarctata ramisque erectis. Flores a basi usque-ad apicem sete lon- gisstme tres pollices et dimidium longi. Valve calycis uniflore lan- ceolato - setaceæ » inœquales: langior novemlinearis convexa glabra, brevior sexlinearis carina scabrida, Corolla calyculata: calycula 4 membranacea, albo-lanata, ciliata. Ariste inæquales scabridæ longissime: longior bipollicaris et ultra; breviores sesquipollicares. 35, 31... Æ ND ROP. O:G 0 .Ns 1. A. CONTORTUS, spica simplici, floribus inferioribus muticis, calycibus masculis hermaphroditisque hirtis, aristis lon- gissimis hirsutis. //i/den. sp. pl. t. 4. p. 2. pag. 904. Andropogon contortum; spica solitaria, floribus inferiori- bus muticis. Lin. spec. pl. 2 pag. 1480. ~ Andropogon contortum; spica solitaria, flosculis hine masculis inde femineis longissimis unilo contortoque aristatis. Lin. suppl. 402. | Aegilops maderaspatana, glumis pilosis aristatis. P. Scheuch. gram. 92. # a . . . . eye . RER secalinum indicum, spica gracili tomentosa, ari- gioribus ad se invicem intortis. Pluk. alm. 175. t. 191. stis #85. Moris. Hist. 3. p. 180. sect. 8. t. 4 £ 9. - Culmi sesquipedales , erecti » Juncei,‘ ramosi. Folia angusta vaginis longiora, glabra, margine scabriuscula: vaginæ longe, = compressæ, carinate , ore subpilose. Pedunculi axillares, solitarii, elongati, filiformes, folio angustissimo vaginante stipitati. Spica bipollicaris: flores infimi et allero latere masculi sessiles, mutici, latiores quam hermaphroditi; valvulis lanceolatis, apicem versus presertim prope marginem tuberculis piliferis muricatis, @tate gla- brioribus; altero latere hermaphroditi sessiles; arista spica ipsa longior, erecta, fusca, basi pilosa. Vahl Mst. 2. A. SIMPLEX, spica simplici brevi spatha lanceolata mucronata, pedunculis capillaribus remotis, floribus margine pilosis,. aristis geniculatis glabris. $. | Culmi pedales et ultra, filiformes, tenaces, inferne parum ra- mosi: rami simplices, erecti. Folia sesquipollicaria » lineari -lan~ ceolata, basi raro pilosa, margine scabriuscula. Pedunculi remoti, capillares, pollicares, laxi, inferiores duo-ires e singula vagina? superiores solitarit subsessiles vel breviter pedicellati. Involucrum erectum, lanceolatum apice setaceum, vix pollicare, ferrugineo -rufe- scens glabrum. Spice solitariæ, bast involucro inserie ejusque lonwitudinis. Rachis pilosa. Flores Zanceolati, margine pilosi: masculus muticus: arista hermaphroditi pix pollicaris, geniculata, ferruginea , glabra. Fahl Mst. 3. A. TEcToRUM, panicula laxa spicis conjugatis linearibus, ‘floribus geminis, hermaphrodito sessili aristato, masculo pe- dunculato, valvis margine pilosis. S. Det almindeligste Græs som næsten indtager alle Marker fra Stranden til op imod Biergene. 70 Radix fbrosa. Culmus orgyalis et ultra, ramosus articulatus, internodiis spithameis vel ultra, farctus. Folia basi vaginantia : vagina internodiis longior margine pilosa. Panicula laxa spicis conjugatis linearibus multifloris, rachi compressa pilosa; floribus geminatis altero hermaphrodito, altero masculo. Masculi flores pe- dunculati,- pedunculo floris longitudine, compresso, margine piloso. Hermaphroditi sessiles. Calyx bivalvis uniflorus: valva externa oblonga, lanceolata, compresso -plana, mutica; vaka interna te- nuior, a lateribus compressa margine pilosa. Corolla trivalyis, te- nella, diaphana, calyce minor; intra valvulam externam alia mi- nima, valvula interna aristata; arista longa, tortilis, geniculata. Filamenta iria tenuissima longitudine floris. Anther& lineares, Rave. Germen oblongum, parvum. Styli duo, capillares. Stig- mata villosa, violacea. Th. Indbyggerne betjene sig deraf til Tække-Siraae og i Ner- heden af Rio Volta forfærdige de deraf et Slags Maatter til at indhæone deres Gaarde med. 4. -A. VERTICILLATUS, panicula Jaxa spicis subverticil- latis filiformibus, floribus ternis, hermaphrodito basi aristato, masculis lateralibus pedicellatis, pedicellis levibus, pedunculo communi apice barbato. S. Culmus bi-tripedalis, crassitie pennæ columbinæ haud ultra, levis glaber, geniculatus; internodia spithamea. Folia angusta subconvoluta, basi ciliata: vagina fere longitudine internodii, laxa, substriata, glabra. Panicula laxa, sex - septempollicaris. Spice subverticillate filiformes, sesquipollicares, pedunculate: peduncu- lis filiformibus bi - quadrilinearibus. Flores Zerni lanceolati, uni- cus hermaphroditus, sessilis, bini masculi laterales, pedicellati, pedicellis glabris, pedunculus communis apice fusco - barbatus. culis 71 _ < J , Calycis valvule hermaphroditorum lanceolate stri atule subhyaline, dorso apicis pilose; externa acutiuscula, mutica, interna aristata arista pellucida, subtrilinearis, tortilis , basi scabriuscula. — Arista ex fundo floris, corolle glumis minutis quasi calyculata, ferruginea, tortilis, subgeniculata, flore triplo longior. Calycis valvule masculorum ejusdem forme, obscuriores ac minus pilose vel eliam glabre, inœquales : major aristata; arista lineam vel sesquilineam longa; minor acutiuscula mutica. Corolle valve calyce breviores, hyaline, muticæ. Stamina tria, linearia, fusca. §&. 5. A. GuINEENSIS, paniculata, spicis conjugatis pedun- elongatis subfastigiatis, floribus geminis glabris aristatis, hermaphrodito sessili masculo pedicellato, pedicello bifido, rachi pilosa. 8. f » Culmus ramosus, teres, glaber, penne columbinæ crassitie, internodiis quinquepollicaribus haud ultra, foliacea. Folia angu- sta, plana, aristato-setacea, supertora altitudine paniculæ, sca- bra, basi pilosa: vagine internodiis longiores, laxæ, striate, glabre, ore barbate , superiores spatheformes, laxissimæ, ses- quipollicares , primo spicas deinde pedunculos circumdantes. Panicula subpedalis, e pedunculis remotis elongaiis, Jiliformibus, glabris, laxis, subfastigiatis composita. Spice conjugate , subsesquipollicares. Flores geminati, ovali, aristati, hermaphroditus sessilis, masculus pedicellatus : pedicellus superne incrassatus, glaber, levis, nitidiuscu- lus, subbifidus, apice foveatus, basi rachique flexuosa piloso-hirsuta. Hermaphroditi valve calÿcinæ Zanceolatæ , viridi-striate, acute mutice, marginibus carinaque ciliato -scabræ. Corolle valve Ay- aline, leves, inequales; major carinata bifida, arislata; arisia -trilinearis subtortilis, subgeniculata, dilute ferruginea, glabra, carine per totam longitudinem adnata; valva minor breviter-aristata. Masculi valve calycine fere eadem forma, externa breviter ari- + En AR er 72 stald, interna mutica. Corollæ valve oblonga, lanceolate, hya- line, apice subciliate, villosiuscule, muticæ. Filamenta breyis- sima., Antheræ tres, ferrugineæ. 8S. Beslægtet men tilstrækkeligen adskildt fra A. hirtum: 6. A. CANALICULATUS, spicis geminatis terminalibus im- bricatis, flosculis geminis striato-scabridis acutis, gluma co- rolle hermaphroditi sessilis in fundo arista prædita, masculo sessili nutico. SS. Culmus bi-tripedalis, tenuis, teres levis glaber. Folia semi- pedalia, angusta, plana, superiora subconvoluta, subulato-setosa, margine retrorsum scabra: vagina internodio subdodrantali brevi- ores, siriate, glabre, ore barbate. Spice pollicares subsesqui- Pollicares, geminæ texminales imbricate. Pedunculi subbini, elon- gali, filiformes, inferior brevior spatha membranacea involutus &labri. Flores geminati, lanceolati, striato -sulcati, scabridi: her- maphrodito sessili aristato; masculo mutico pedicellato: pedicello externe convexo interne concaviusculo subplano, apice dilatato subbi- Jido, glabro nitido, purpureo-punctulato. Rachis fasciculatim pilosa. Calyx hermaphroditi bivalvis, uniflorus; valve subcequales, acute exterior major subcymbiformis dorso convexo lævi nilido, apice margineque subciliata; interior minor angusta, dorso canalieulata, striata, interne convexa, apice scabriuscula , margine subciliata. Corolle yalvule calyce multo breviores, hyaline apice bifide mu- ticæ. Arista circiter septem lineas longa, geniculata, subtortilis, di- lute ferruginea, glabra, e fundo floris orta. Calycis masculi valyulæ æguales, lanceolato -lineares: exterior inferne convexa, levis, nitida, superne carinala: carina scabri- uscula in aristam brevem desinens; interior striata, scabriuscula, acuta. Corolle valvæ calyce breviores, hyaline, mutice, villo- stusculæ. SS. Med A. distachyo har den saa megen Lighed at man ved” 7 73 förste Öiekast anseer den derfor, men distachyus adskiller sig fra vor Plante ved större Blomster, laadne Bægerklappe, der alle ere forsynede med Stak og med ophöiede Striber og ei -rendede; Stakken paa den hermaphrodite Blomstes Krone er derhos en Tomme lang, og Hanblomsternes Smaastilke ere smal- lere, mindre glindsende og tkke besatte med Smaaprikker. (590 pha 8 Pid L OS. 1. P. BARBATUS, spicis geminis, altera breviter peduncu- ‘lata, pedunculo basi barbato, calycibus ovatis trinerviis, culmo foliisque longis planis glabris. S. Radix fibrosa. Culmus subbipedalis, subramosus, erectus, gla- ber. Folia pedalia vel sesquipedalia, tres lineas lata, glabra, mar- gine scabra; vagine longa, sublaxe , glabre; ligula brevis mem- branacea. Spice bine, bipollicares haud ultra, altera breviter peduncu- lata, pedunculo basi barbato. Flores dupliei ordine secundi. Ca-, -lyces ovati, glabri, subquinquenervei, obtusi, gibbi. S. ar Har megen Lighed med P. Kora, men synes mig dog derfra forskiellig. 38. .E LE USINE. 1. E. GLABRA, spicis digitatis linearibus subdivaricatis rectis, spiculis quadrifloris alternis muticjs, culmo compresso basi folioso, foliis vaginisque glabris. 8. Culmus subsesquipedalis, compressiusculus, glaber, inferne præ- sertim foliosus, geniculis tumidis. Folia altitudine culmi, angu- sta, plana, inferne approximata, superne magis remota, vagi- nisque longis, laxis, glabris, Spiculæ quinque-septem » terminales, unica sel duce e latere supreme partis culmi,. pollicares - bipolli- cares, lineares, recite, subdivaricaiæ, basi nude. Spiculæ bi- Vid. Sel. phys. Skr. TIT. Deel, K ø 74 trifariam imbricatæ , alternæ, rachi subadpressæ. Valv» calycine inæquales: exterior major carinata, interior duplo vel triplo bre- vior, hyaline, muticæ. Corolle quatuor-quinque compressæ: val- vulæ incequales, exterior major, interior minor, carina virides, margine pallidæ mutice. Rachis linearis, recta, striato- sulcata glabra. S. 54 CHLORTIS. 1. C. SIMPLEX, spica unica terminali, floribus unilate- ralibus alternis aristatis, calycibus lanceolatis acutis trifloris ter- tio sterili 4. Cynosurus monostachyos, spica terminali, calycibus su- bulatis muticis subtrifloris, flosculis aristatis unilateralibus. Vahl symb. II. p. 20. Wilden. sp. pl. 1. p. 415. Peers. synops. I. p. 87. Paa aabne og törre Marker temmelig almindelig. 4 Culmus bipedalis et ultra, erectus, teres, glaber, simplex. Fo- lia angusta, subdodrantalia, apice subulata, basi plana, subtus scabriuscula: vagine longe, striate, ore intus barbate. Spica terminalis, fere sexpollicaris, linearis. Rachis extrorsum convexa, marginata. Flores alterni, imbricati, duplici ordine dispositi. Calycis valva exterior lanceolato-subulata glabra, interior multo brevior. Flosculi tres , basi barbati: hermaphroditus sessilis, mascu- lus minor : subpedicellatus, tertius sterilis: valyulæ corollarum apice bifidæ: valyula exterior omnium carinata, muricato - scabra, sub apice aristata; avistæ recte, calyce duplo vel triplo longiores, scabræ. S. Det Exemplar fra Indien som findes i Yahls Samling ad- skiller sig fra vor Plante kun derved at Straaet nedentil er . meere bladet, knoldet, de nedre Skeder lidt haarede, Blom- sterne lidt mindre, Stakkene kortere. 75 # 2. C. PrrosA, spicis plurimis novem-undecim fascicu- latis laxis, flosculis imbricatis muticis margine carinaque glu- marum corollæ piloso-villosis, valvula exteriore calycis brevis- sime aristata. &. Culmus bipedalis, teres, glaber: nodi inferiores tumidi, cure pati. Folia tri - guinguepollicaria, angusta, apice subsubulata, basi plana inferiora pilosa: vaginæ laxæ, longitudine dimidia in- +. ternodii, striate, ore barbate. Spice terminales, umbellato- Ja- sciculate, novem-undecim, sessiles, sublaxæ, lineares. Raches ca- rinatæ, scabre, pilosiuscule, basi pubescentes. Flosculi alterni, imbricati, sessiles, secundi, mutici. Calyx bivalvis, biflorus, persistens: valvula exterior lanceo- lata, carinata, acuta, hyalina, aristata, glabra: arista infra apicem, brevissima. Valvula glumæ corolle ovato-lanceolaia, carinata, mutica, ca- rina margineque pilis albidis villosa. Valvula altera hyalina, ven~ tricosa, retusa, margine villosa. Valvule masculi subpedicellati similes hermaphroditi, sed multo minores. S. 5. (©. GUINEENSIS, spicis quaternis quinisye patentibus, rachi Spicæ mucronata, flosculis imbricatis margine carinaque serrulato-scabris, glumis calycis mucronatis basi pilosis. S. Culmus sesquipedalis-pedalis, inferne compressus, glaber, genicu- _latus geniculis tumidiusculis, curvus, foliosus. Folia quadri - septem- pollicaria, angusta, acuta, basi plana ciliata, juniora pilosa, adul- tiora glabra: vagine laxe, internodio breviores » ore barbate. Spice terminales, digitate, quatuor vel quinque, lineares, paten- tes. Raches striate, carinate, margineserrulato-scabre, glabre, basi pubescentes, apice longe mucronatæ. Flores alterni, imbri- cati, sessiles, triplici serie, basi pilosi. ; Calycis valvula exterior guadriflora ovata, concava, carinata, K 2 76 obtusa , glabra, infra apicem aristata: arista adscendens, ses- guilineam longa, subscabra. Valvule corolla ineguales: exleriores majores; cymbiformes, carinate, mucronate, interiores lanceolate, dorso canaliculate, acuie, omnes margine subciliate. S. 4. ©. PULCHRA, spicis binis-ternisve digitatis erectis, calycibus subtrifloris dorso aristatis, petalis exterioribus herma- phrodili aristatis penicillis barbatis. S. Cynosurus penicillatus; spicis digitatis, calycibus quadri- fforis dorso aristatis, petalis exterioribus hermaphroditi arista- tis penicillis barbatis. Wahl symb. IL p. 21. Wild. spec. pl. I. p. 416. Chloris penicillata; spicis digitatis, calycibus quadrifloris dorso aristatis, petalis exterioribus hermaphroditi aristatis, pe- nicillis barbatis. Peers. synops. I. p. 87. Culmus teres, erectus, sublilissime striatus, superne pubescens. Folia quadri-quinquepollicaria, convoluta, subulata, scabriuscu- la; vaginæ longissime, arcte, superne laxæ, glabriuscule, ore nude. Spies terminales bine -terne -brevissime pedicellate, bar- baie, quadri vel quinquepollicares, erectee, rarius apice parum recurve. Rachis extrorsum convexiuscula, intus canaliculata. Flores e latere tantum interiori, sessiles, alterni, confertissimi, subulati, subcompressi, patentes. Calyces quadriflori (subtrifori) valvula interior inferior, ovata, acuminata, subdiaphana: exterior superior, lanceolata, attenuata, interiort triplo longior, compressa, carinata, dorso sulco exarata, linea utrinque ad sulcum elevata ciliata; arista dorsalis in medio valvulæ, erecta, flore insequente incumbente, longitudine ipsius valvule. Flosculi quatuor (vel tres) » basi barbati: hermaphröditi petalo exteriori superne penicillis duobus barbato pilisque albis longis mol- 27 lissimis ciliato, e medio aristato: \arista unguiculari recia (Flos- culi duo? minores, alter muticus, an masculi)?! Vahl symb. II. p. 21° Den guineiske Plante er aldeles ikke forskiellig fra den indiske. 55 SORGHA U D. 1. S. VULGARE, calycibus obovatis nitidis pilosiusculis apice pubescentibus, seminibus compressis, panicula coarctata oblonga, Wilden. Enumerat. plant. Hornem. En. |. p. 80. Holcus Sorghum; glumis pubefcentibus, seminibus compres- siusculis aristatis, panicula ovata erecta. Wilden. spec. pl. 4. 2. p. 929. | Sorghum vulgare; panicula coarctata ovali maturescente cer- nua seminibus nudis utrinque subcompressis. Peers. syn. 1.p. 101. Dyrkes. Calyx viridis, pubescens. Panicula ovata erecta. Arista inferne Jusca, superne lavis albida. Wild. sp. pl. L c. 2. S. SACCHARATUM, calycibus oblongis acutis pubescenti- bus, seminibus compressis, panicula effusa patentissima. Wild. Enumerat. pl. Peers. syn. 1. p. 101. Horn. Enum. 1. p. 80. Holcus saccharatus; glumis pilosis, seminibus omnibus aristatis. panicula erecta diffusa. filden. sp. pl. 4. 2. p. 930. Sorghum saccharatum; panicula subverticillata patentissima, seminibus ellipticis glumis villosis persistentibus tectis. Peers, syp. 1. p. 101. Dyrkes. Differt a S. vulgari Panicula erecta subverticillata, racemis pa- tenlissimis, horizontalibus subpendulis; nec panicula parva ovata, Rachis universalis paniculæ levis, nec scabra. Glumæ undique 78 sillosæ, nec tantum apice. Flores hermaphroditi, Gluma corollina altera arista longa tortili; nec tantum in floribus terminalibus. Altitudo humana. Folia facie sacchari, linea longitudinali alba. Radices ex infimis caulis geniculis descendunt in terram. Flores masculi vix se aperiunt. Lin. sp. pl, 2. p. 1484. Im PENTOH IE - 1. P. PALLIDE-FUSCUM, spica cylindrica tereti, involucris bifloris fasciculato — setosis, setis floribus longioribus, corollis hermaphroditi transversim undulato-rugosis, foliis scabris, li- gulis barbatis. 8. Culmus subsesquipedalis, simplex vel simplicissimus, glaber, basi compressus, superne sulcato-striatus, monostachyus, Joliosus. Folia subquinquepollicaria, angusta, acuta, supra retrorsum sca- bra, subtus glabra, glauca: vaginæ arctæ striate; ligula brevis- sima pilis subalbidis barbata. Spica simplex, pollicaris vel bipol- licaris, teres, flosculis ovatis, obtusis, absque ordine. Rachis basi villosa. Involucella dimidiata fasciculato - setosa: setis basi pallidis glabris apice fuscis scabriusculis ; biftora, flore longiora. Glumæ corollæ hermaphroditi salvula exterior coriacea, ovata, con- vexa, transversim undulato-rugosa, nitida. S. Panicum glaucum kommer nær hertil men er dog forskiellig. 2. P. SPHACELATUM, spica cylindrica tereti, involucris bifloris fasciculato-setosis, setis floribus paulo longioribus, corol- lis hermaphroditi transversim subrugosis'glumisque calycinis acu- tis apice fuscis, culmo simplicissimo, foliis supra pilosis. 8. Culmi plures e radice fibrosa, pedales haud ultra, simplicis- simi, bast subbulbosi, teretes, glabri. Folia ad basin culmi di- sticha, arcte imbricata, subtripollicaria, angusta, subconvoluta, rigida, supra pilosa pilis longis albidis, subtus scabriuscula: va- gine subarcte, striate, glabre , inferiores subpilose ; ligula bre- 79 vissima subbarbata. Spica simplex, sesquipollicaris , teres, penna columbina haud crassior, flosculis absque ordine ovato-lanceolatis. Involucella dimidiata, fasciculato-setosa, setis scabriusculis, flevu- osis, subfuscis biflora, flore haud longiora. Gluma externa her- maphroditi subcoriacea, sub transversim rugosa, nitida, valvula- que externa calycina acuta vel mucronulata, apice fusca. S. 5. P. CAUDA RATTI, spica sylindrica tereti elongata, in- volucro unifloro duplici: exteriori breviori setis scabris; inte- riori flore sexduplo longiori inferne interne ciliato, floribus lan- eeolalis, culmo ramoso, fotiis basi ciliatis. &. Culmus altus, ramosus, teres, inferne lateribus oppositis canali- culatus, superne striato-sulcatus, glaber. Folia dodrantalia et ul- ira, angusta, plana, apice subulata, basi ciliata: vaginæ sub- laxe, striate, glabre, ligula brevissima subbarbata. Spica sim- plex, subspithamea, cylindrica, penna anserina crassior, flos- culi absque ordine , lanceolati. Rachis bast nuda. Involucrum Jlorem cingens completum, setosum, dilute fuscum, duplex: exter- num setts simplicibus, scabris flore brevioribus vel equalibus: in- ternum setis inferne interne ciliis densis albidis vestistis, superne scabris, flexuosis flore sextuplo longioribus et ultra. Glume ca- lycine lanceolate longitudinaliter striate acute Semen ovalo- lanceolatum lave glabrum, nitidum flavum. S. 4. P. SUBANGUSTUM, spica cylindrica tereti elongata angusta, involuero unifloro duplici: exteriori breviori setis scabris; interiori flore triplo-quadruplo longiori, setis inferne interne ciliatis, floribus lanceolatis, culmo ramoso, foliis basi nudis. S. Omnia fere uti in precedente, differt solummodo foliis basi nu- dis nec pilosis, spicis paulo brevioribus ac tenerioribus, setis 80 Ge involucrorum paulo brevioribus, magis erectis ac dilute violaceo-pur- purascentibus, An varietas? an species distincta ? &. 5. P. IncANUM, spica composita: spiculis patentibus remotis, valvulis aristatis, rachi communi angulato glabra: par- tiali setosa, culmo repente, foliis lanceolatis incanis mollis- simis. 1. Culmus repens deinde adscendens pedalis, en > in- ferne pubescens, subramosus. Folia tripollicaria et ultra, infe- riora breviora, anguste lanceolata, acuta, willoso-incana, mol- lissima, basi villo densiori, margine scabra: vagine arcte, stri~ ‘ate, longitudine internodii, pubescentes. Spica composita: Spicule remote, patentes, pauciflore, floribus secundis. Rachis communis angulata, subflexuosa, glabra: partialis piloso-setosa, denticu- lata: setis vel pilis simplicibus, albidis. Glumæ calycine sube- guales, glabre, externa paulo longior, aristaie@, arista externe valvæ flore duplo longior, omnes scabræ, S. Beslægtet med P. hirtellum, men dog forskiellig derfra, Maaskee ikke forskiellig fra Oplismenus africanus Beauvois Flore d'Oware &c. Tab. 68 Fig. 1. 6. P. CoLLARE; spica composita: spiculis suberectis re- motis, alternis floribus duplici ordine imbricatis villosis muti- cis, pistillis coloratis rachi communi recta glabra: partiali pi- losa, foliis involutis. S. Culmus erectus, pedalis, subfiliformis, striatus, simplex, ad geniculos punctis elevatis raris piliferis adspersus. Folia plurima radicalia, vix spithamea, involuta, glabra. Spica composita, elongata: Spicule quatuor quinque, remote, vix pedunculate, pollicares. Floseuli duplici ordine imbricati, secundi, villosi, mu- tict. Rachis communis striato-sulcata , filiformis, glabra: par- tialis dorso convexo = striata, interne concav@, margine setosa. SI = ‘ > “Gluma calycina biflora; valve ovato - lanceolate, mutice, stri- ate, pilis albidis mollibus obsitæ. Glume. corolline nitide, sub lente rugulose, pallide, Stigmata atropurpurea. SS. Facies P. coloni. 8. 7. P. LINEATUM, spica composita: spiculis subsimpli- cibus alternis subremotis subpatulis, floribus duplici ordine pi- lis longis interjectis, foliis lanceolatis utrinque attenuatis pilo- siusculis lineatis. S. & Culmi plures e radice fibrosa, pedales haud ultra, inferne com pressiusculi,’ superne teretes, erecti. Folia quatuor pollices longa et ultra, lanceolata , utrinque attenuata, acuta, pilis obsita, ner- vosa, lineata, scabriuscula: vagine sublaxe, striate, margine oreque pilose; ligula brevissima barbata. Spica composita : Spiculæ multe, semipollicares, alternæ subremote, patentes, brevissime pedunculate. Flosculi duplici serie imbricati secundi, ovati glabri, mutict, selis intermixtis: sete subfasciculate multoties floribus longiores, scabræ. Raches angulate, subflexuosæ, piloso-hispide. Glumæ calycine ovate, viride striate, muticæ, bifloræ. Gluma corollina externa hermaphroditi coriacea, transversim rugulosa ni- tida; interna atqve maris hyaline. Stigmata atropurpurea. S. 8. P. Larust; spica composita: spiculis subsimplicibus opposilis alternisque subremotis filiformibus, floribus duplici or- dine ovatis glabris setis interjectis, gluma uniflora, feliis lan- ceolatis basi latis ciliatis subtus pilosis, culmo ramoso. S. Culmus alius ramosus nodis nigris pubescentibus. Folia quir- que-sexpollicaria, lanceolata, basi pollicem fere lata, ciliata, sub- tus pilosa, supra glabra, margine scabra: vaging laxæ, striate, glabræ, margine oreque ciliate. Spica composita. Spicule polli- " cares bipollicares filiformes , oppositæ et alterne, subremotæ, erec- tiuscule , breviter pedunculaie. Flosculi duplici fere serie, secundi; Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. L 82 bini-terni in singulo dente, ovali, acutiusculi, glabri, setis inter- jectis: sete subfasciculate , Jloribus haud longiores albide, gla- bree, nitentes. Raches- angulate pubescentes , pilis mollibus obsite, et punctis fuscis muricatis adsperse. Gluma calycina uniflora, val- svulæ lanceolate viride striate. Gluma corollina coriacea, flava, subrugulosa. SS. g. P. SERRULATUM; spica composita: spiculis subsim- plicibus alternis remotis filiformibus, floribus binis-ternis spar- sis ovatis villosis, gluma quadrivalvis unillora, foliis lanceolatis serrulatis, culmo repente adscendente. &. x Culmi repentes, adscendentes, filiformes, striati, pubescentes, Folia pollicaria haud ultra, lanceolata, basi latitudine duarum li- nearum, acuta, striata, glabra, inferiora subtus pilosiuscula, mar- gine undulaia , scariosa, ciliato - aculeata, more foliorum Schoeni Marisci: vagine arctæ, pubescentes, strialæ, ore barbate. Spica composita. © Spiculæ subsimplices, subpollicares, alterne, remote, filiformes, primo adpressæ deinde patentes. Flosculi bini- terni, sparsi, oblongo-ovalti, acutiusculi. Raches filiformes flexuosæ; an- gulale , pubescentes. Gluma calycina quadrivalvis uniflora, valvu- lis substriatis villosis, tribus’ corolla æqualibus , quarta mult «bres viore. Walva éxterna corollæ. coriacea, flavescens, subrugulosa, ni~ Haas D 10. P. VIVIPARUM, spica composila: spiculis subsimpli- cibus alternis filiformibus, floribus sparsis uti tota planta hispidis, gluma subbiflora, foliis lanceolatis, culmo erecto. S. Tota planta hispido- hirsuta. Culmi plures e radice repente, sub- septempollicares, tereles , simplicissimi. Folia semipollicaria, lan- ceolata, acuta, basi sesquilineam laia: vaginæ arcte. Spica composita. Spicule subsimplices, subpollicares , filiformes, subpa- tentes, remotiusculi. Flosculi' solitarii-bini rarius terni sparsi, ob- 83 w longi acutiusculi, superiores vivipari, subpedicellati. Raches fli- Jormes. Gluma calycina trivalvis subbiflora: valvis acutis hirsutis. Glumæ corollinæ membranacee, apice pilosiuscule. S. 11. P. LONGIFOLIUM; panicula contracta subsimplex e- recta elongata, ramis filiformibus, floribus ovatis muticis se- cundis setis interjectis, culmo simplici, foliis longis angustis subtus punctis elevatis piliferis. S. Culmus simplex erectus penna columbina haud crassior. Folia subbipedalia, angusta, plana, nervoso-striata , subtus punctis ele- vatis piliferis subdistichis in nervis adspersa, margine scabra: va- gine sublaxæ, pilose, ore valde pilose. Panicula subsimplex, con- tracta, pedalis. Rami filiformes, inferiores subramosi, superiores stmplices.. Flores secundi, ovati, mutict, Setis interjectis: seta vel _solitaria vel gemine sub singulo flore, flore vix triplo longiores: Raches angulatæ, glabræ. Gluma calycina irivalvis subbiflora: val- vis inæqualibus interna longitudine corollæ, media breviore, ter- tia brevissima, omnibus striatis, glabris. Glumæ corolline her- maphroditi valvula externa coriacea, rugulosa. S. 12. P. DEFLEXUM, panicula patente, ramis horizontali- bus inferioribus deflexis, flosculis sparsis geminis altero longe pedicellato allero subsessili, foliis Janceolatis pubescentibus, cul- mo ramoso. 5S. | Culmus Iramosus , erectus, adscendens, teres , glaber. Folia lan- ceolala, tripollicaria-pedalia, pollicem lata, subtilissime striata, costa alba, pubescentia, mollia, margine scabra: vagine sublaxe, striate, pubescentes , É margine evliato-pilosæ.. Panicula szbcompo- sita, subquinquepollicaris. Rami bépollicares et ultra, remoti, hori- zontales, infertores deflexi, Flores sparsi “gemini: alter subses- silis, alter pedicellatus ; pedicellus 2 lineas longas, subcapillaris, sub- pilosus. Raches Aliformes angulate, pubescentes: Partiales flexu- i L.2 La 84 4 ose ad basin villosæ. Calyx trivalsis, uniflorus, valvule striate, pubescentes. S. ‘ Beslegtet med P. glutinosum. 15. P. Sparsum, panicula virgata: ramis elongatis ca— pillaribus erectis, floribus oblongis Iævibus sparsis geminis ter- nis-quaternisve pedicellatis, pedicellis ineequalibus, foliis longis- simis glabris. S. TAKE : Culmus erectus, simplex? teres, glaber. Folia pedalia et ul- ira, sesquipollicem lata, scabra: vaginæ arcte, striate, ore pi- lis longis barbate. Panicula subpedalis, ramis subcapillaribus, rectis, virgatis. Flores sparsz, gemini-terni-quaterni, pedicellati = pedicellis inequalibus. Raches capillares striato-angulate , glabree.. Calyx trivalvis, biflorus: valvule striate, glabræ. Corolle valva hermaphroditi coriacea rugulosa. SS. 14. P. PLANTAGINEUM, panicula composita diffusa: ramis eapillaribus, floribus pedicellatis oblongis glabris, foliis lato- lanceolatis amplexicaulibus nervosis pilosis basi vaginisque ci~ hatıs.‘ 8. Culmus bipedalis, ramosus , foliosus :- geniculis infractis, ni gricantibus ; internodiis sesquipollicaribus. Folia bi-tripollicaria, latitudine pollicis, lato-lanceolata, acuta vel acuminata, basi cordala, amplexicaulia, nervosa, punctis elevatis piliferis adspersa,, margine scabra, basi ciliata: vagine arci@, striate, margine per totam longitudinem ciliaie , collo extus glabra, intus longe barba- te. Panicula composita diffusa. Rami patentes filiformes vel ca- pillares pedicellisque Jlexuosi, glabri. Flores ovato-lanceolati, mu- tici, glabri, pedicellati, minuti. Calycis valvule in@quales, lan- ceolatæ, striatæ, biflore. Corolle valvulæ membranaceæ. S. Ligner P. trichoides Sw, (P. brevifolium Lin.) ogP.latifolium Lin., men synes mig dog derfra tilstrækkeligen adskilt ved de an- förte Kiændemærker. ‘ * 83 " Fra P. OVALIFOLIUM, Beauvois Tab. 110 fig. 1. adskilles den ved glat Straae og Toppens afvexlende Grene. SAUNA NISU RTS. 1. M. GRANULARIS, spicis, lateralibus, valvulis exteriori- bus ovatis striatis subcilialis, vaginis foliisque pilosis, culmo erecto. k Manisuris granularis; spicis lateralibus, valyulis exteriori- bus orbiculatis punctato-callosis, vaginis pilosis, culmo erecto. Swartz prod. p. 25. Flor. Ind. occid. 1. p. 186, Gaertn. de fruct. ei semim: 2. p. 468. t 17h: Peers. syn. : 1. p- 106. Roxb. corom. SAS 1. Det dl #188, Cenchrus granularis Lin. Mant. 575. Manisuris granularis; florum femineorum globosorum val- vulis calycinis tessellato-verrucosis, culmo erecto ramoso, vagi- “nis hirsutis. Wild. sp. pl. 4. 2. p. 945. Manisuris polystachya; culmus solidus erectus striatus vil- losus, spice laterales plurimæ, folia oblonga acuta villosa, pilis omnibus basi tuberculatis. Beauy. fl. Ovare et Benin. Dp. 25. t. 14, Gramen cyperoides polystachyon, spicis ad nodos ex fo- liorum alis prodeuntibns. Sloan. jam. 56. Hist, 1.9.4120. f. “So: Exemplarene fra Guinea afvige fra de amerikanske derved at Bladene ere længere, Skederne meere haarede, Bægerklap- perne brune og hindeagtige i Randen og mindre randhaarede. Bægerklapperne ere forresten i Exemplarene fra begge Steder lancetformige især den ydre, og ikke kredsrunde. i 8. ÅER 4. 1. A. Bicoror, panicula pyramidata, ramis pedicellis- L | 86 - que flexuosis patentibus, floribus muticis, valvulis calycinis co- loratis sub lente villosis, foliis convolutis, culmo ramoso, S. Culmus bipedalis et ultra, ramosus, teres, striatus, uti tota planta glaber: nodis tumidis inferioribus approximalis, internodiis pollicaribus haud ultra, superioribus longioribus. Folia bi-tripolli- caria, convoluta, subulata: vagine arclæ, striate, fere longitudine internodii. Panicula #ri-quadri-pollicaris, pyramidalis. Rami ca-_ pillares, ramosi, divaricati, alterni, pedicellisque flexuost. Flosculi minuti, ovales, mutici, pedicellati. Calyx corolla paulo longior, valvulis purpureo-maculatis inœqualibus, acutiusculis: valvula ex- terna longior, striata, sub lente sæpius villosiuscula; interna bre- vior, apice et margine villosa. Valvulæ corollæ hyaline, apice vil- losiuscule. Stigmata fusca, hispidula. Semina lanceolata, com- pressa, acuta, nitida, flava. S. i 60: oF. Oo. 1. P. Turcipa, racemo subcomposito, spiculis subsessi- libus ovatis compressis, flosculis distichis turgidis glabris basi pilosis, foliis convolutis, vaginarum margine et ore piloso, culmo simplici. S. Culmus pedalis, erectus, filiformis, simplex, glaber. Folia sub- sesquipollicaria , convoluta, subulata, glabra: vagine arciæ, inler- nodio breviores, striate, margine collo et ore pilose. Racemus sub- compositus, inferne ramosus: ramt breves, mono-tri-stachit. Spi- eulæ ovato-cordate compress, superiores sessiles, inferiores pedi- cellatæ, subdecemflore. Flesculi distichi, obtusi i turgidi, basi pi- losi, glabri. Calyeis valvule orato- orbiculatæ, obtusissime, eari- nate, basi compressæ, superne convexiores, margine incrassale. Semina ovata, acutiuscula , triquetra, badia. S. 2. P. CACHECTICA, panicula subcomposita, ramis patu- spiculis pedicellatis oblongis compressis, flosculis distichis 87 glabris, rachibus scabris, foliis planis apice convolutis, vagina- rum collo et ore piloso, culmo simplici. 8. ; ; Culmus pedalis, teres, glaber, simplex. Folia bi - tripollicaria, angusta, plana, apice convoluta, glabra, margine scabriuscula: va- gine pollicares haud ultra, striate, margine et ore pilose ; ligula brevissima dense barbata. Panicula subcomposita: rami patuli, sts Seriores ramosi , superiores simplices. Spicule oblonge , compressæ 2 pedicellatæ, tredecim-quindecimfloræ. Flosculi ovati , acutiusculi , distichi, glabri, pallide-virentes. Calycis valvular lanceolate , acu- liuscule, carina viridi, margine apicis subscariose, subreverse. Valyæ corollæ hyaline S, Meget liig Poa unioloides, men dog forskiellig. - 5. P. LiNEARIS, panicula coarctata elongata, spiculis li- neari -lanceolatis compressis vigintifloris pedicellatis, flosculis lanceolatis distichis glabris, foliis filiformibus convolutis, culmo ramoso. 5. Culmus bi-tripedalis et ultra, ramosus, teres, glaber. Folia subspithamea, filiformia, convoluia, glabra: vagine laxe, siriate, ore subpilose. Panicula spithamea - sesquipedalis coarctata. Rami erecti, adpressi. Spicule lineares, sublanceolate, viginiiflore et ul- ira, pedicellate , erect. Flosculi lanceolati, acuti, distichi. Raches subflexuosæ, angulate, glabriuscule. Glume valvule lanceolate, acute, carinalæ, glabræ, virescentes. Valvul® corolline hyaline. §, A. CILIARIS, panicula glomeralo-subspicata, spienlis ovato-oblongis novemfloris, flosculis liberis acutis (distichis), valvüla corollæ interiore margine ciliata, culmis subramosis erec-. tis, vaginis ore pilosis. /¥i/den, Enumerat. Hornem. Enum. 1. Pp- gd. P. CILIARIS, panicula glomerata, glumarum interiori- ro 88 bus piloso- ciliatis. Lin. spec. pl. 1. p. 102. Amoenit. acad. 5. p. 992. Poa ciliaris, panicula contracta, glumarum valvulis inte- rioribus piloso-ciliatis. ‚Syst. veg. gg. Swartz. obs. p. 59. Jaq. ‘collect, 2. p. 558. Wilden. sp. pl. 1. p. 402. Poa ciliaris, panicula contracta, glumarum valvulis inte- rioribus piloso-ciliatis apice mucronatis. Peers. synops. 1. p. 91. Gramen maderaspatanum, spica -interrupta totali e pluri- bus spicis parvis villosis elegantissime constructa. Pluk. phyt. 190. £. 5. i Briza tenuissima, paniculis quasi lanuginosis, pediculis bre— vibus et tenuissimis. Brown. jam. p. 1355. Gramen pratense, panicula et foliis angustissimis, spicis brevibus muticis, locustis minimis. Sloan. jam. 55. hist. 1. p. 1a 1:79 64. Culmi plures e radice fibrosa biunciales-pedales et ultra progre- diunt, simplices, tenues, erecti, glabri. Folia pollicaria-quadripolli- 8 arctæ, internodiis breviores, striato-sulcatæ, margine et ore pilose. caria, linearia, plana, supra glabra, subtus scabriuscula: vagine Panicnla glomerato-spicata. Rami breves, adpressi, alterni, supe- riores polystachii approximati, inferiores oligostachii remoti. Spiculæ ovate, truncate, compressæ , sessiles, decem-duodecimflore. Flo- sculi Zanceolati, distichi. aches teretes, striate, scabre. Valvula externa calycina oblonga, truncata mucrone plerumque minutissimo, carina scabra. Corolle valya externa lanceolato-ovata, acuta, mar- gine ciliata. S. Color paniculæ in omnibus spontaneis a me examinatis cinereus nee ruber, in specimine cullo sero ex horto Parisienss panicula pur- Pures-cinerea. 5. 89 + 5. P. Hirpurıs, panicula virgata, ramis ramosissimis longissimis capillaribus, spiculis oblongis compressiusculis sex- duodecinifloris longissime pedicellatis erectis, flosculis distichis, glumis calycinis truncatis serrulatis, ore vaginarum piloso. 5. Culmus altus, ramosus ? teres, glaber, penna colimbina cras- sior. Folia sesquipedalia et ultra, bast latitudine trium linearum, plana, striata, scabra: vagine arcte, striate, sæpius punctis ele- vatis piliferis, ore colloque pilosissimæ. Panicula erecta, virgata, ramisque ramosissima. Rami erecti, divaricati, capillares, inferio- res subflexuosi, superiores recti, stricti. Spiculæ oblonge, sublan- ceolate, acute, compressæ. . Flosculi lanceolati, distichi, pedicellati, erecti. Pedicelli quatuor lineas-pollicem longa, tenuissimi, rachibusque angulali striati, scabri. Valva externa calycis oblonga, flore haud longior 5 apice subtruncata > subscariosa , carinata , margine serru- lata. Valve corolle Zanceolate, acute. S. TETRANDRIA. MONOGYNIA. tei HED YV.0O TIS EH. v IRGATA, foliis linearibus, caule erecto inferne pube- scente superne glabro, panicula nuda subdichotoma, pedicellis geminis terminalibus subternis. 8. Hedyotis virgata; foliis linearibus, caule erecto, panicula dichotoma stricta, pedunculis lateralibus geminatis. Wilden. spec. pl. .1.:p.. 567. Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel, M 90 Hedyotis virgata; foliis linearibus, caule ereclo, panicula nuda dichotoma stricta, pedunculis lateralibus geminatis. Peers. syn. 1. p. 125. Findes hyppig paa dyrkede Steder; blomstrer i Juni. Caulis pedalis, erectus, fastigiato-paniculatus, teres, tenuis, in- Jerne pubescens ramis oppositis, superne glaber ramis alternis. Fo- lia opposita, vix petiolata, linearia, utrinque angustala, acuta, su- pra sulco sublus nervo prominente notata, ad lentem subpapillosa, 1-2 pollicaria. Stipule utrinque connectentes petiolos, membranaceæ, breves, setis paucis ciliate. Panicula terminalis, aphylla, subdicho- toma: pedicellis geminatis ad divisuras pedunculi. Perianthium superum, quadripartitum, acutum, erectum, persi- stens. Corolla tubulosa, hypocrateriformis, purpurea, Tubus ca- lyce duplo longior. Limbus quadrifidus: laciniis ovatis acutis mar- gine revoluto. Stamina: Fülamenta subnulla. Antherce quatuor in fauce corolle. Germen subrotundum, compressum. Stylus /lifor- mis longitudine staminum. Stigma crassiusculum, bifidum. Capsula subglobosa, compressa, obtusissima, calyce coronata, basi acuta, utrinque sulco tmpressa, bilocularis dissepimento contrario, rima dehiscens. Semina numerosa minuta, receptaculo carnoso convexo inserta, Th. 2. H. LONGIFOLIA, foliis linearibus subpapillosis supe- rioribus margine scabris, stipulis subciliatis, pedunculis elonga- tis axillaribus bifloris terminalibus trifloris, caule herbaceo, ra- mis divergentibus. S. Ikke hyppig. Caulis herbaceus, artieulasus: ramis oppositis vel alternis, pro- cumbentibus, divergentibus, remotis, teretibus, glabris, supra sulco exaratis, Folia opposita, brerissime petiolata, linearia, utrinque angustata, acula, supra sulco subtus nervo prominente notaia , ad z 9I lentem papillosa, subsesquipollicaria. Stipule uwtrinque connectertes petiolos, membranaceæ, breves, setis nonnullis ciliate. Pedunculi solitarii, alterni, filiformes , fere longitudine folii, supertores folio dimidio breviores, axillares biflori, terminales sepius triflori : brac- teis minulis. | Calyx superus, quadripartitus , erectus. Corolla hypocraterifor- mis, alba. Tubus calyce vix longior. Limbus quadrifidus: laci= nits ovalis, acutis. Filamenta quatuor, brevissima, fauci inserta, exserta, Anthere ovate, erecte. Germen subrotundum , compres- sum. Stylus jiliformis, longitudine staminum. Stigma crassiuseu- lum bifidum. Capsula subglobosa, compressa, obtusissima, calyce coronata, bisulcata, bast acuta, bilocularis dissepimento contrario, apice intra coronam rima dehiscens. Semina numerosa, minula, receptaculo carnoso convexo inserta. Th. Hedyotis biflora Horn. hort. Hafn. p. 150 adskiller sig fra vor Plante ved finere Stengel, kortere Mellemleed, smallere Blade som ikke naae en Tommes Længde og Blomsterstilke som ere mange Gange kortere, paa dyrkede Steder tre-fire blomstrede, 5. H. PENTANDRA, foliis cordato-lanceolatis vel ovato- oblongis sessilibus discoloribus glabris, racemis axillaribus nu- dis, floribus pentandris, corollis quinquefidis. S. I Dalene ved Aquapim. Caulis herbaceus » procumbens, remote articulatus, subsimplex, teres, glaberrimus. Folia opposita, brevissime petiolata, cordato- lanceolaia vel ovato-oblonga, margine et apice revoluta, olera- cea, subvenosa, supra viridia subius pallidiora, glaberrima, ses- gui-tripollicaria. Stipule membranacee, breves, setis binis tribus- ve ciliate utrinque connectentes petiolos. Pedunculus axillaris, folio duplo sæpius triplo longior, filiformis, geniculatus: pedicelli ad genicula gemini, divaricati: alter uniflorus, alter duplo longior, M 2 92 bifidus, biflorus. Bractex geminæ, sessiles, selaceæ: altera infra pedicellos , altera iisdem opposita. é Calyx profunde quinquefidus: laciniis angustis , acutis, patenti- bus. Corolla infundibuliformis, coerulescens. Tubus longitudine calycis. Faux barba clausa. Limbus quinquefidus, patens: laci- nits ovatis, acutis. Filamenta subnulla. Antheræ quinque, linea= res, infra faucem. Germen subrotundum, compressum, inferum Stylus simplex, longitudine antherarum. Stigma crassiusculum , bi- jfidum, Capsula ovata, compresso-didyma, apice retuso-plana, calyce patentissimo coronata , bilocularis dissepimento transverso apice in- ira calycem rima dehiscens. Semina numerosa minima. Th. Maaskee den samme som ZZedyotis racemosa Lamarck Encycl. 5. p. 76. Tab. 62 f. 2., skiöndt Bladene antages at være ægformige og tilspidsede til begge Sider;. Forfatteren taler ikke om Antallet af Stamina. Rheed. Hort. Malab. X. tab. 25 stem- mer-nogenlunde overeens med vor Plante, men jeg vover dog ikke at erklære den for den samme. 4, H. LANCIFOLIA, foliis lineari-lanceolatis, caule sim- plici debili subdichotomo repente, pedunculis axillaribus solita- riis rarius geminis. S. Paa fugtige Steder i Aquapims Dale. Caulis herbaceus, repens, filiformis, articulatus , teres, glaberri- mus. Folia opposita, subsessilia, anguste lanceolata, acuta, mar- gine scabriuscula, glaberrima, avenia, 1-2 pollicaria. Stipule mem- branaceæ connectentes petiolos, setis distantibus ciliate. Pedunculi ex alis alternis, inferiores geminatz , superiöres solitarit capillares, Jere longitudine dimidia folii, stricti, fructiferi, divaricati. Calyx quadrifidus: laciniis lanceolatis acutis. Corolla calyee brevior cyathiformis. Capsula subglobosa, compressiuscula, utrinque sulcata, dentibus calycis erectis coronata, bilocularis, dissepimento 93 contrario, apice rima transversali dehiscens Semina numerosa, mi- nuta , receptaculo carnoso convexo inserta. 8. 41. SPERMACOCE. 1. S. GLoBosA, foliis lanceolato-linearibus glaberrimis uti tola planta, caule ramisque tetragonis, verticillis globosis. 8. Hyppig i Nærheden af Floden Volta. Caulis suffruticosus, ramosissimus, erectus, bipedalis: ramulis prismatico-quadrangularibus, glabris. Folia opposita, subpetiolata, anguste lanceolata, vix lineata, glaberrima, levissima, sesquipol- licarta. Stipula membrana connectens petiolos, setis raris ciliata. Verticilli globosi axillares et terminales in sumitate ramorum et cau- lis, ceraso duplo minores, multiflori: floribus sessilibus, parvis. Perianthium diphyllum: foliolis equalibus, angustissimis, erec- tis, persistentibus. Corolla cyathiformis, calyce duplo longior, quadrifida, acuta, alba Filamenta quatuor, incisuris inserta, bre- vissima, erecta. Anthere ovate, albe. Germen inferum, subro- tundo-compressum. Stylus longitudine staminum. Stigma obtusum, bifidum. Capsula obovata, truneata, compressa, calyce bideniata, solubilis in valvulas duas clausas monospermas. Semina oblonga, hine sulco exarata. Th. Hedyotis verticillata kommer meget nær til vor Plante, men efter Dillenius Hortus Elthamensis p. 569 ere baade Stæng- ler og Blade stivhaarede, hvorimod vor Plante er aldeles glat. > 42. STAUROSPERMUM Tu. Calyx 4 partitus. Corolla. monopetala. _Capsın'a Pare) » btlocu- laris, monosperma ,» eirchmeisa. Rha sith. Na LL eee 1. S. VERTICILLATUM, foliis, lanceolatis ‚glabris En sti— pulisque ciliatis, verticillis axillaribus globosis, caule, ramisque tetragonis glabris. S. 94 Almindelig i Nærheden af Stranden paa de aabne Marker. Caulis suffruticosus, brachiato-ramosus, pedalis, articulis exti- mis brevioribus: ramis tetragono-teretiusculis linea eminente qradri- Jariam decurrente , pubescentibus , inferioribus adscendentibus, su- perioribus erectis. Folia opposita, subpetiolata, lanceolata, inte- gerrima, nuda, margine subscabra, venis subtilissimis subtus line~ ata, sesquipollicaria. Stipula vagina membranacea brevis, mul- tifedo-ciliata , connectens petiolos. Flores numerosi, parvi, collecti in capitula axillaria, opposita, sessilia, verticillum subglobosum men~ tientia, vagina stipulacea cincta. Receptaculum villosum. Calyx superus, quadripartitus, persistens: foliolis duobus oppo- sitis, lanceolatis, erectis; duobus minutis, setaceis. Corolla mo- nopetala, cyathiformis, quadrifida, acuta, alba. Filamenta six ulla, ori corollæ inserta. Antheræ quatuor ovate, erecte, flave, apice ad lentem sphacelate. Germen turbinatum compressiusculum Stylus six longitudine staminum; apice bifidum. Stigmata obtusiu- scula. Capsula ovata, vix sinapis magnitudine, compressiuscula, calyce erecto coronata, bilocularis, circumcisa. Semina solitaria, minuta, subglobosa, hine planiuscula et cruce impresso notata. Th. Obs. Variat caule tereti vel prismatico-quadrangulari. Margo fo- liorum sæpe levis, sæpe scaberrimus. Th. Habitus Spermacocæ ac Diodie. S. 48. Oe a Oe NS Pe. Calyx octodentatus. Corolla monopetala. Capsula infera, bilo- cularis, semivalvis, monosperma. Th. 1. O. Finuirotium, foliis filiformi-subulatis, verticillis subbinis remotis, caule subramoso tetragono. S. Findes ved Ningo, skiöndt sieldnere. Caules plures, subpedales, filiformes, subramosi, articulati , te- tragoni, sulcati, glabri: articulis supertoribus longioribus. Folia 95 —e opposita, sessilia, subulata, semiteretia, supra sulcata, glabra, in- ‚ternodiis fere longiora. Stipule membranacee, breves, basi Jolia connectentes, utrinque seta unica munit®@. Verticilli duo in sumi- tate ramorum: unus terminalis, alter axillaris remotus, globosi. Flores parvi decem-viginti intra vaginam stipulaceam mulicam con- Jerti. Receptaculum villis longitudine germinum, apice ad lentem penicillo purpureo. Perianthium e dentibus octo, obtusis, atropurpureis, coronan- tibus germen. Corolla monopetala., campanulata , quadrifida, alba: lacinits acutis, patentissimis, apice coerulescentibus, interne adsper- sis pilis apice ad lentem glanduliferis. _ Filamenta quatuor, fundo corolle inserta, ejusque longitudine, patentia. Antheræ oblonge , incumbentes, albe, Germen inferum, longitudine corolle, clava- tum, compressiusculum. Stylus simplex longitudine staminum. Stigma globulosum, obsolete bifidum. Capsula turbinata, obsolete tetragona, compressiuscula, bilocularis, subbivalyis, dehiscens valvis semibifi- dis. Semina solitaria, oblonga. Th. 44. DIODIA. a. D. MARITIMA, caule herbacco repente quadrangulari, foliis lanceolatis oppositis margine scaberrimis, floribus solitariis axillaribus. 7%. Hyppig paa sandige Kyster. Caulis herbaceus, repens, longissimus , articulatus, quadrangu- lus, glaberrimus. Folia opposita, sessilia, lanceolata, lineata, ni- tida, levia, margine scaberrima, 1-sesquipolliearia. Stipula va- gina membranacea, brevis, connectens basin foliorum, utrinque ari- stis quinque ciliata. Flores solitarii, axillares, oppositi, sessiles. Perianthium superum, quadripartitum: laciniis subæqualibus, angustis, acutis, glaberrimis, erectis. Corrolla calyce duplo lon- gior, infundibuliformis, quadrifida: laciniis acutis, recurvis ; al- 96 ba. Filameuta quatuor, incisuris corollæ inserta, brevissima. An- there ovate, incumbentes, alba. Germen oblongum. Stylus jili-- Jormis, longitudine staminum. Stigma subcapitatum, bifidum, Cap- sula oblonga, tetragona, calyce triplo minore coronata, glabra, so- lubilis in duos arillos clausos monospermos. Semen ovatum, hine convexum inde planum sulco longitudinal. Th. 2. D. ScABkA, caule subherbaceo procumbente ramoso hirsuto, foliis anguste lanceolatis lineatis scaberrimis, floribus verticillatis. - §. Hyppig paa térre Marker ved Havet. ey - Caulis herbaceus, pedalis, procumbens, sæpe scandens, brachi- aius articulis remotis, tetragonus, alternatim bifariam sulco exa- ratus, hirsutus, purpurascens. Folia opposita, sessilia, anguste lanceolata, bi-quadripollicaria, utrinque scaberrima, costis lineata. Stipule membrana utr inque bast gpnmeoteng folia » setis distantibus ciliata. ‘Verticilli multi flori 3 sessiles , remoli, membrana stipulacea basi vaginata. Perianthium ¢etraphylium, pilosum, persistens: foliolis sessili- bus, acutis, erectis: duobus oppositis, bi-triplo majoribus, cari- nalo-compressis. Corolla eyathiformis, calyce duplo longior, gua- drifida, acuta, alba. Filamenta quatuor, incisuris inserta, lon- &gitudine corolle, erecta. Antheræ oblonge, versatiles. Germen inferum, subrotundum, compressum, bast acutum. Stylus flifor- mis, longitudine staminum. Stigma bilobum, crassiusculum, pa- tens. Capsula obovata, bast acuta, compressa, calyce coronata, bilocularis, bivalvis. Semina solitaria, oblonga, hinc convexa, in- de plana, nitida. Th. Obs. Caulis sepe bast perennans. Th. 5. D. Pinosa, caule quadrangulari: angulis obtusis pilo- foliis ovatis acutis scabris, floribus verticillatis. $. 97 Ikke hyppig ı Dalene i Aquapim. Caulis herbaceus , remote articulatus , quadrangulatus » angulis pilosis. Folia opposita, breve petiolata, ovato-lanceolata, acuta, costata, utrinque scabra, sesqui-subbipollicaria. Stipula membrana- cea, utrinque connectens petiolos, brevis, setis distantibus ciliata. Verticilli multiflori, sessiles, membrana stipulacea cincti. Perianthium swperum, tetraphyllum: foliolis subequalibus, an- gustis, acutis, ad lentem ciliatis, patentibus. Corolla infundi- buliformis » alba: limbo quadrifido, acuto, recurvo. Filamenta quatuor, brevissima, incisuris corrolle inserta. Anthere ovate, incumbentes, albe. Germen oblongum. Stylus fliformis, longitu- dine corolle. Stigma subcapitatum, bifidum. Capsula ovata, com- pressiuscula , utrinque sulco obsoleto, calyce reflexo coronata, bilo- eularis, bipartibilis. Semina solitaria, oblonga, hine convexa in- de plana. Th. an ER OR; A, 1. I Nitra, foliis lanceolato- oblongis, glaberrimis, ni- tidis, petiolatis, corymbis subfastigiatis terminalibus. 8. Koi- Tio Incolis. Voxer hyppig ved Asiama og Dadintam. Blomstrer i April. Caulis fruticosus ramis brachialis, rotundato -tetragonis, eine- weis: ramulis glaberrimis. Folia opposita, breve petiolata, lanceo- laio-oblonga, integerrima, costata, subavenia, glaberrima, supra nitidissima, tri-quinquepollicaria. Stipula membranula interpetiola- ris, truncata, mucronata. Flores terminales, brachiato -paniculati, subcorymbosi, subfastigiati: Bracteis minutis. Perianthium parvum, quadrifidum: laciniis latioribus obtusissi- mis, erectis. Corolla infundibuliformis, profunde-quadrifida, alba. Tubus calyce duplo longior. Limbi segmenta oblonga, obtusa, emar- Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. N 98 ginata, concava, reflexa. Filamenta subnulla ex incisuris corolle. Antheræ Zineares, fere longitudine limbi. Germen semisuperum, depressum, parvum. Stylus fliformis, longitudine tubi. Stigma lineare crassiusculum , pubescens, longitudine antherarum. Thon. Da denne Plante i Habitus saa aldeles stemmer overeens med Ixora Arterne, saa har Thonnirg henfört den til denne Slegt, skiöndt han ikke har seet Frugten. Aes BÆVER 1. P. GEentræroLrA, foliis oblongo-lanceolatis acumina- tis, nitidis, glabris, subtus ramis petiolisque pubescentibus, corym- bo terminali globoso, pedunculis calycibusque hirsutis. S&S. Ramus teres, pubescens, cavus. Folia oblongo-lanceolata, sub- spithamea acuminata, basi attenuata, obliqua, supra glabra, ni- tida, subtus petiolisque teretibus pollicaribus pubescentibus.. Stipulæ interfoliaceæ, acumine longo setaceo, pubescentes. Corymbus termi- nalis, coarctatus, globosus, nuce Juglandis major. Perianthium profunde quadripartitum: laciniis obovato-oblongis, obtusis pedunculisque hirsutis. Bacca globosa, nitida, pilis raris obsita, bilocularis, disperma, calyce perennante coronata, mag- nitudine seminum Coccumgnidii. 8. 2. P. SUBGLABRA, foliis ovatis, acuminatis, basi subcilia- tis, petiolis subhirsutis, stipulis intus ciliatis, floribus corym- boso-fastigiatis, calyce quadrifido. S. Rami zeretes, cinereo - albidi. Folia ovata, acuminata, basi haud attenuata, præsertim subtus pubescentia, margine subciliate, bipollicaria. Petiolus superne hirsutus, bi-trilinearis. _ Stipulæ ova- tæ, mucronate, concave, intus pilis albis ciliate. Corymbus fa- stigiatus terminalis ramo tenu, nudo, tripollicari et ultra in- 99 sertus. Pedunculi bis irichotomi. Bractexs ovato-lanceolatæ, mar- gine aride, subcarinate. Perianthium minufum, quadrifidum: laciniis lanceolatis, acu- tis. Corolle zubus semipollicaris angusius. Lacinie limbi owato- oblonge, acute. Filamenta quatuor brevissima incisuris faucis in- serta. Anthere lineares, crecte, exsertæ, defloralæ subcontortæ. Germen superum, globosum. Stylus capillaris, sesquipollicaris, Stigma clavatum. 15. Obs. Variat pedunculis calycibus imo tubis corollarum piloso- _hirsutis ac glabris. 8. > Pavetta indica adskiller sig fra vor Plante derved, at den er gandske glat. P. longiflora ved sine lancetformig -elliptiske ved Basis meere sammenknebne Blade, længere og glatte Blad- stilke, og at Kronens Rör er 9 Tommer langt og tykkere, Stylus meget kortere, Halyskiermene faablomstrede. "8. . By. Sul Obs A RAA. 1. S. Duzcis, foliis ternis lanceolatis apice serratis gla- bris, floribus pedunculatis axillaribus solitariis vel binis. S. Scoparia dulcis; foliis ternis floribus pedunculatis, Lin. sp:_pl. 1. p. 108. Syst. veg. ed. 15 p. 152... Jacq. amer. p. 17. Vahl.symb.ra..p.. 22. Wild; sp. pl; .1,.2.p..652:, Peers. syn. 1. p. 141. Horn. Hort. 1. p. 145. Scoparia ternata foliis lanceolatis apice serratis, ramis ter- natis, nectario villoso. Forsk. descr. p. 51. n. 7. Sja - Bla Incolis. Temmelig almindelig. Radix crassa, radiculosa. Caulis annuus, ramosus vel subra- mosus, sexangularis, articulatus: articulis uni-bipollicaribus ; ra- N 2 I00 mis serticillatis. Folia verticillato-terna, lineari-lanceolata, apice serrata, subcarnosa, glabra, articulis caulinis breviora, Pedunculi axillares, solitarit vel bini, filiformes, folio breviores , uniflori. Perianthium guadripartitum: laciniis oblongis, subacutis, conca- vis, reflexis, persistentibus, fructuc adpressis. Corolla monopetala quadripartila, cæsia, decidua: laciniis calyce duplo longioribus, linearibus, reflexis. Nectarium: margo baseos corolle, crassiusculus barbatus: pilis calyce longioribus, in hemisphæram divergentibus. Filamenta quatuor, calyce longiora, patentia, nectario inserta. An- there ovate, incumbenies, flavæ. _ Germen superum, subglobosum. Stylus longitudine staminum, erectus. Stigma obtusum. Capsula ova- ta, six calyce major, subbilocularis, bivalyis, elastice dissiliens. Semina numerosa, minima, oblonga, columelle undique inserta. S. Den amerikanske Plante adskiller sig ved en fiinere Rod, meere grenet Stengel, mindre kiödede bredere Blade, og der- ved at næsten alle Blomsterstilke sidde parvis i Bladhjörnerne. . 48... CUS 18 7 as. 1. C. BırıpA, foliis subcordatis, sublobatis, argute den- tatis, petiolis pedunculisque hirsuto-pubescentibus, caule tetra- gono glabro angulis purpureis setis brevibus bifidis. 8. Hist og her. Caulis perennis carnosus, longissimus, scandens, articulatus: ge- niculis contractis: internodiis tetragonis lateribus casis glaberrimis, angulis acutis purpureis, setis brevibus, rufis, bifidis, rigidis. Folia alterna subrotundo-cordata, superiora absque sinu quasi trans- versim truncata, sublobata, argute dentata, neryoso-venosa, sub- carnosa, præsertim sublus petiolisque quinquangulatis folio brevio- ribus hirsutis. Stipule sessiles, ovate, marcescentes. Cirrhus ubi pedunculus deest oppositifolius, simplex, versus medium sqvamula instructus. Pedunculus oppositifolius, trifidus: ramis bifidis stria- IOI tis pubescentibus; pedicellis 20 in umbellulam collatis, subpollicari- bus. Bracteæ parve, ovate, acute, sessiles, marcescentes. Perianthium parvum, urceolatum, obsolete quadridentatum, per- sistens. Petala quatuor, ovata, apice Jornicata, sessilia, reflexa, decidua. Filamenta quatuor, subulata, patentia, corolla parum bre- viora, petalis opposita, nectario inserta. Antheræ ovate, incum- Gentes. Nectarium: margo elevatus cingens germen. Germen supe- rum, subrotundum, obtuse tetragonum, retusum. Stylus stamini- bus brevior, simplex, erectus. Stigma obtusum. Pericarpium: Bac- ca magnitudine Myrtilli, subovata, stylo mucronata, glaberrima, sanguinea, tintus alba, monopyrena. Semen ovatum, nigrum, cal- loso-cartilagineum. Th. Obs. Germen transseclum biloculare, loculis dispermis. Th. I Habitus ligner den Cissus quadrangularis el. Sælanthus quadragonus Forsk Descrip. p. 55 & ic. 2, men den adskiller sig derved at de Sete der sidde paa Hiornerne af Stænglens Led ere klövede, Blade, Bladstilke og Blomsterstilke haarede. Bladene, stödte og blandede med Limonsaft, legges paa Hævelser foraarsagede af Guinea Ormen, Filaria medinensis. Dette Lægemiddel bruges ogsaa blandet med stôdte Grana Pa- radisi mod den Sygdom Indbygerne kalde Anasarca (en Slags Vattersot), i det hele Legemet indgnides dermed. Zh. 2. C. TRIANDRA, foliis cordatis integris trilobatisye gla- bris setaceo-serratis, floribus triandris. $. | Voxer, skiöndt sieldnere,i Krat, iGah og AdampiLandskaberne. Caulis perennis, inferne alis aridis quadrialatus, superne ob- tuse tetragonus, articulatus, glaberrimus, frutices scandens. Fo- lia alterna, paulo latiora quam longa, profunde cordata, breve acuminata, integra vel triloba: lobis subacuminatis ; remote setaceo- serrata, quinquenervia, venosa, glaberrima, punctis pellucidis pas- 102 sim adspersa, oleracea, palmaria et ultra. Petiolus teres, fere lon- gitudine folii. Stipulæ sessiles, parræ, marcescentes. Cirrhus op- positifolius, subbifidus, teres, hine inde spiralis. Pedunculus com- munis in sumitate oppositifolius absque cirrho, petiolo parum lon- gior, flore terminali pedicellato. Pedunculi partiales, bijugi, diva- ricati, pollicares , apice pedicellis circiter quatuordecim in ulaballahn sæpe bifidam collectis. Involucrum wmbellæ vix manifestum. * Perianthium monophyllum, parvum, urceolatum, truncatum. Pe- tala zria, sessilia, cequalia, ovata, apice Jornicata, reflexa, caduca. Filamenta, tria, petalis opposita et breviora, subulata, patula. * An- there ovate, incumbentes. Nectarium: mango obsoletus cingens ba- sin germinis. Germen superum, subrotundum, obtuse trigonum, re- tusum. Stylus staminibus brevior, simplex, erectus. Stigma obtu- sum. Pericarpium (immaturum): Bacca globosa, glabra, bilocula- ris: loculis dispermis ; altero loculo sæpius abortiente. Th. 5. C. Cymosa, foliis digitato-quinatis, foliolis obovatis obtusis repando-serrato-dentatis glabris subtus pubescentibus, cyma \ tri-bifida. S. Anmanum-Ba Incolis. Hist og her i Krat. Blomstrer i Juni og Juli. Caulis perennis, teres, laevis vel striatus , pubescens, scandens. Folia alterna vel raro opposita, digitato - quinala, apice spe ter- nata. Foliola petiolata, obovata, obtusa, basi acuta, grosse den- ticulato - serrata, carnosa, supra nitida, subtus pubescentia, vasis elevatis reticulatis, intermedia majora, quatuor - sexpollicaria. Pe- tiolus semi-sesquipollicaris, pubescens. Stipulæ sessiles, oblonga, subfalcatæ, concave. Cirrhus opposilifolius , bifidus. Pedunculus communis axillaris vel oppositifolius , longitudine folii, sepe medio instructus foliis minoribus oppositis. Cyma trifida: ramis bifidis ; ramulis racemoso-dichotomis, teretibus, pubescentibus: pedicellis flo- rentibus erectis, ante et post anthesin cernuis. L 2 Perianthium wrceolatum, obsoletum, inferum. Corolla tetrapetala, subcolorata , pubescens, decidua: petalis oblongis, obtusis, apice for- nicatis reflexis. Filamenta guatuor petalis opposita, iisque paitlo breviora, erecta. Antheræ subrotunde, incumbentes. Glandulæ nectariferæ quatuor ambientes germen, Germen subrotundum, qua= drituberculatum: tuberculis inter filamenta exsertis et liquorem se- cernentibus. Stylus subulatus, staminibus brevior. Stigma obtusum, obsoletum. Pericarpium (immaturum) Bacca fere magnitudine Gros- sulariæ, ovata, pubescens, basi rudimento nectarii notata > mono~ pyrena. Th. ko OL Be Nita ND IA. 1. O. PENTANDRA, floribus pentandris monogynis, foliis linearibus, pedunculis bifloris. Retz. obs. 4. p. 22. Wilden. sp. ply: 1-20 jp, 676... Peers, syn. 1: p.146. Heuchera dichotoma; caule ramoso, pedunculis bifloris axil- laribus, foliis lineari - lanceolatis oppositis integris caulinis. Murr. comment. goett. 1772. p. 64. t. 1.? Hist.og her. : Radix simplex, perpendicularis, albida. Caulis herbaceus, pe- dalis , erectus, subramosus, articulatus, tetragono-teretiusculus, ut tota planta pubescens. Folia opposita, sessilia, lineari - lanceolata, supra subglabra, 1-2 pollicaria. Stipule nullæ. Pedunculi solita- rit laterifolii, alterni , six semipollicares, biflori: pedicellis subæ- qualibus , pedunculo duplo brevioribus. Perianthium superum, pentaphyllum: foliolis sessilibus, oblon- giusculis, acutis, concavis, patentibus, lineam longis. Petala quin- que, calyce parum breviora, sessilia, vbovata, pallide flava, marce- scentia. Stamina longitudine corolle, Filamenta quingue, subulata, erecta, inter petala inserta, flava deinde airopurpurea. Anthere ovate, didymæ, insidentes, pallide flave. Germen subrotundum. 104 D Styli duo, longitudine staminum, crassiusculi , subulali , erecto-patu- li, virides, persistentes. Stigmata obtusa. Capsula magnitudine Coriandri, subrotunda, pubescens, striis quinque a calyce decurren- tibus, stylis divaricatis bicornis, unilocularis, evalvis, intra coro- nam inter stylos rima dehiscens. Semina innumera, minutissima. Receptacula bina, hemispherica, magna paralella, fundo superiori capsule utringve ad rimam affixa, cæterum libera, undique semini- bus tecta. Th. Obs. Calyx tam floris quam fructus sensu strictiori inferus est, veniricoso-companulatus, quinquefidus lacinits supra descriptis; corolla et staminibus ori calyeis insidentibus , germine et fructu intra caly- cem omnino liberis et tantum superne ori ejus adnatis. Th. Den guineiske Plante adskiller sig fra den indiske ved en stærkere tykkere Stængel der er en Fod hôi; ved mere opsvul- mede Knæe, Led af 2 Tommers Længde, og derved at Bladene ere smallere og længere og Blomsterstilkene af Bladenes Læng- de, en Tomme og derover. Bo. RIT AN A 1. R. APETALA, racemis simplicibus, floribus tetrandris apetalis, foliis ovato lanceolatis acuminatis utrinque glabris. S. Hyppig i Aquapim. Caulis subherbaceus, bipedalis, subramosus, teretiusculus, glaber, linea pubescenti utrinque a petiolo decurrente. Folia alterna, ovata, acuminata, obtusiuscula, basi subacuta, integerrima, plana, utrinque glabra, venis remote costata, quadri-sexpollicaria, Petiolus brevis supra pubescens. Stipule nullæ. Racemus axillaris, simplex, elon- gatus, folit fere longitudine, erectus , multifiorus, secundus: rachi et pedicellis purpurascentibus. Bractex solitariæ, subulate, caducer. Perianthium inwquale, bipartitum , album: foliolo superiori du- plo minori, ovato, erecto ; inferiori trifide: segmentis osalis paten- 105 tibus, intermedio majori. Corolla nulla. Filamenta guatuor, bre- vissima, receptaculo inserta. Antheræ ovate, erectæ. Germen ob- longum , longitudine staminum. Stylus vix ullus. Stigma subcapi- tatum. Bacca lentiformis, viridis, calyce decolorato adpresso cincta, magnitudine Sinapis. Semen unicum, figura bacce, magnum, lave, nitidum, nigrum. Th. ’ R. lavis afviger Ira vor Plante ved ægformige næsten hierteformige Blade, og 4 bladede Kroner. R. secunda Flor. Per. ved ægformige tilspidsede, utydeligt smaatakkede Blade. 8. Gr: C'ONRPEOTÉ NE 4. 1. C. PROCUMBENS, foliis petiolatis, obovatis, sublunatis uti tota planta hirsuta, caule depresso, floribus axillaribus. Coldenia procumbens. System: «yes. ‘eds 152, pt 140: Wild. sp. pl. 2.12: p. 712. : Peers. syn. 1. p. 155. "+ Hansape. Herm. zeyl. 15. Burm. zeyl. 115. Teucrii facie Bisnagarica tetricocos rostrata, pilis scatens oliis profunde yenosis. Pluk. alm. 565. t. 64. £ 6. Voxer helst paa fugtige Steder skiöndt ikke almindelig. Radix simplex, perpendicularis. Caulis herbaceus, pedalis, sub- ramosus, depressus, foliosus , teres, villoso-hirsutus, Folia alterna, disticha, horizontalia, oblique-obovata, exteriori latere basi fere du- plo breviora, rugosa, plicata, grosse serrata: serraturis numero ad pli- cas respondentibus, scil. hine quatuor inde quinque, rotundatis, sub- aculis; supra pilis adpressis obsita, sublus willosa, subpollicaria. Petioli dreves, »illosi. Stipule nulle, Flores solitarii, supraaxilla- res, sessiles. = Perianthium guadripartitum: foliolis ovatis acntis, villosis, erec- tis, six lineam longis. Corolla monopetala, longitudine- calycis, ovata, quadrifida, alba: laciniis rotundatis. Filamenta quatuor, co- Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel, : > O __106 rolla triplo breviora, fundo corollæ inserta, subulata. Anthere sub- rotunde, didymæ. Germen superum, subrotundum, + Styli duo, bre- vissimi, recurvi. Stigmata obtusa, obsolete bifida. Pericarpium calyci triplo majori insidens, subrotundum, tetracoccum , bifariam inter tubera carinatum, stylis erectis bifidis mucronatum, asperum,- pubescens, solubile in quatuor partes monospermas. Semina angu- lata, ossea, untlocularia. Th. Den guineiske Plante er i alle Dele större end den in- . diske. PENTANDRIA. MONOGY NIA. 52 HELIOTROPIUM. VER nå STRIGOSUM, foliis lineari-lanceolatis strigoso—papillosis, spicis solitariis oppositifoliis, caule adscendente suffruticoso. 8. H. strigosum foliis lineari-lanceolatis strigoso -papillosis, spicis conjugatis, caule erecto fruticoso. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 745. Peers, syn./1.,p. 155. Almindelig. Blomstrer i Mai, Juni og Septbr. Radix simplex anguste fusiformis. Caulis suffrutescens, ob guus, pedalis, patenti-ramosus, teres, strigillosus: ramis inferiori- » bus longioribus procumbentibus. Folia alterna, subpetiolata, lineart- lanceolata, margine subrevoluta, utrinque strigillis basi papillosis adspersa, semipollicaria, lineam lata. Racemus oppositifolius, so- litarius , simplex, erectus, uni-bipollicaris, sensim florens: floribies 107 brevissime pedicellatis secundis; bracteis solitariis, oppositifloris, lanceolatis, strigillosis, longitudine calycis, persistentibus. Perianthium quinquefidum, strigillosum: laciniis ovatis , acutis, erectis. Corolla hypocrateriformis, nivea. Tubus longitudine caly- cis, medio leviter ampliatus. Faux subnuda, pervia. Limbus pla- nus, plicatus, quinquangularis : lobis acutis; plica dentiformis inter- jecta. Filamenta quinque, brevissima, tubo inserta. Antheræ pyra- midate, compressæ, erecie, longitudine tubi, apicibus coalite. Ger- mina qualuor, minuta, coalita. Stylus brevissimus. Stigma capi- tato-conicum, basi obtusum , apice obsolete emarginatum, antheris obtectum. Semina in fundo calycis quatuor in globum, glabra vel strigillo passim adspersa. Th. Ved at undersöge Planten paa Voxestedet fandt Thonning at Stænglen er halvbuskagtig og opstigende, ikke buskagtig op- reist, Axene enkelte ikke parviis staaende som Wildenow an- 2. H. AFRICANUM; foliis ovatis ulrinque acuminatis gla- bris, spicis solitarüs, corollis calyce triplo longioribus collo an- gustato, 4. 3 Almindelig. Caulis subherbaceus, ramosus, procumbens: ramis inferioribus longioribus adscendentibus , teretiusculus , pilis passim adspersus, apice ramulorum dense. pilosus. Folia opposita vel alterna, ovata, sensim acuta, bast acuminata et subæquilatera, oleracea, rugosa, glabra, six scabriuscula, margine basi et vasis primariis pilis di- stantibus adspersa,. bi-tripollicaria. Racemus oppositifolius , soli- tarius, pedunculatus, filiformis, elongatus, folio multo longior: Jloribus serie gemina subalternis, sessilibus, confertis, ebracteatis ; Jloriferus recurvus, apice circinatus ; fructiferus rectus. Perianthium profunde quinquefidum: laciniis subulatis erectis; persistens. Corolla hypocrateriformis , dilute coerulea. Tubus ca-- O 2 108 - lyce duplo (triplo) longior, angulalus , medio ampliatus (ventrico- sus). Faux angusiata, nuda, perpia. Limbus quinquefidus: lobis rotundalis, sinubus acutis absque denticulo. Filamenta subnulla. Antheræ guingue medio tubi, oblonge, acute. Germina quatuor, mi- nuta, coalita. Stylus brevissimus. Stigma capitatum integrum. Semina quatuor, ovata, subacuminata, per paria juncta, insideniia, calyci patentissimo. | Th. Heliotropium indicum, som i Habitus kommer temmeligen ner til vor Plante, adskiller sig derved at Stengel, Blade, Blomster- stilke, Rachis, Bægeret og selv Kronens Ror ere besatte med tætte hvide Haar, at Bladene for det meeste ere hierteformige, bugtede ved Basis og mere rynkede, Kronens Rôr mindre op- syulmet og ikke dobbelt saa langt som Bægeret, og at Kravens Flige ere bredere. EP U MB AGO. 1. P. AURICUTATA, foliis ovato-oblongis petiolatis sub- tus squamoso-punctulatis, petiolis auriculatis caulem amplexan- tibus. Lamarck encycl. 2. p. 267. Mild. sp. pl. 1. 2. p. 858. Peers. syn. 1. p. 176. Temmelig almindelig i Buskadser, Caulis frutescens, longus, subflexuosus, teres, tenuis, glaber, frutices scandens. Folia alterna, remota, subpetiolaia, ovata, acuta, basi attenuata, tenuissime et pellucide venvsa, supra glabra, subtus subfarinosa, bipollicaria. Petiolus amplexicaulis, basi mar- gine stipulaceo. Racemus terminalis, simplex, bi - quadripollicaris, sensim florens: floribus subsessilibus , patentibus ; fructibus diver- gentibus ; bracteis ternis, sessilibus, lanceolatis, persistentibus , late- ralibus parvis. Flores 15-20-30, alterni. 3 Perianthium monophyllum oblongum, tubulosum, quinquedentatum, glandulis viscosis stipilalis dense obsitum, persistens. Corolla Ay- 109 pocrateriformis, alba. Tubus tenuis, calyce triplo longior , polli- caris. Limbus quinquepartitus : segmentis longitudine calycis obo- vatis, obtusissimis, _mucronatis. Filamenta quingue, receptaculo inserta, longitudine tubi, capillaria, basi dilatata et connexa. Antheræ oblonge ,-inciinate, vix exserte, lilacinæ vel coerulee. Germen superum, ovatum. Stylus filiformis, longitudine stami- num. Stigmata quingue, filiformia, recurvata. Capsula membra- nacea, oblonga, subacuta, pentagona, glaberrima, calyce immü- tato fere. brevior, unilocularis, quinqveralvis, monosperma. Se- men wnicum, figura capsule. 15. Negerne kiende ikke denne Plantes medicinske Nytte som Vesicatorium. DEN Cra Ne Oo Ber OL US. 1. C. Perroniatus, volubilis, foliis cordatis: lobis po- sterioribus rotundis, subacuminatis, villoso-subtomentosis, flo- ribus capitatis, involucro monophyllo perfoliato. S. Findes i Aquapim, men sielden. à Caulis herbaceus, volubilis, frutices scandens, Jiliformis, pi- losus. Folia remota, exacte cordiformia, obtuse acuminata MUCrTONE, integerrima, utrinque villoso-subtomentosa , bi-tripollicaria. Petio~ lus folio paulo brevior, teres, sublomentosus. Pedunculus axilla- ris, petiolo longior, teres, retrorsum subvillosus: floribus circiter decem, subsessilibus, in capitulum involucratum collectis. Involu- erum monophylium, peltatum umbilico centrali, lanceolatum, late- ribus eymbiforme, connivens, multinervium, venosum, LSE SEES persistens, in sinu calyces tegens. Perianthium /oliolis æquali longitudine, erectis: duobus externis lanceolatis, pubescentibus ; internis apice setaceis. Corolla magni- tudine Cony. arvensis, campanulata, plicata angulis villosis, ru- bra. Tubus vix longitudine calycis. Faux oblonga. Limbus pa- IIO tentissimus, Semiquinquefidus: lobis emarginatis. Nectarium Sta- mina et Pistillum ut in congeneribus. Filamenta six pubescentia. Stigma capitato-globosum,- bifidum. Th. ' 2. C. GUINEENSIS; volubilis, foliis. cordatis acumina- tis, supra pilis raris subtus venis ferrugineo -hirsutis, petiolis pedunculisque hirsutis, calycibus villoso-hirsutis in capitulo fo- lioso, corollis glabris. 4. I Strandlandskaberne, men temmeligen sielden. . Blomstrer i Mai, Juni og Juli. rium Caulis herbaceus , filiformis, volubilis, teres, pilosus. Folia re- mota, ovalo-cordala, acuminata, acuta, oleracea, tenelie nervosa et costata, rugosiuscula, subpilosa, bipollicaria. Petiolus~folio di- midio brevior, pilosus. Pedunculus folic longitudine, teres, pilosus, apice coarctato-dichotomus colligens flores plurimos in capitulum in- volucratum foliis floralibus ad divisuras exiernas, Folia floralia siructura caulinum at mulio minora, basi attenuata nec cordata, interiora gradatims duplo minora et magis pilosa; intima, que po- tius bractece dicenda sunt, basi calycis ejusque longitudine anguste- lanceolata. Flores vix pedicellati. Perianthium guinguepartitum, corolla paulo brevius, willis hir- sutum ; lacinits anguste lanceolatis, internis angustioribus, Corolla sensim dilatata, integra, coerulea, Lysimachia numularia vix ma- Jor. Filamenta glabra. Anthere ovate, incumbentes, albæ. Nec- tarium margo cingens basin germinis. Stigma bifidum: lobis cras- sis, recurvis. Capsula magnitudine Pisi, subrotunda, obtusa, ob- solete tetragona, glaberrima, calyce duplo longiore cincta, bilocu- laris, quadrivalvis, loculamentis dispermis. Semina bina, levia, | nuda. S. Maaskee er det samme Plante som findes i Vahls Herba- under Nayn af C. ciliatus, sendt af Rohr fra Cayenne. III 3. C. TRICHOCALYX, volubilis, foliis cordatis acute-acumi- natis mucronatis glabriusculis subciliatis, caule peliolis peduncu- lisque subtrifloris hirsutis, calyce piloso. S. Hist 0g her. 23 Caulis herbaceus, volubilis, filiformis, teres, hirsutus vel gla- ber, sæpius subpilosus. Folia subrotundo-ovaia (superiora ovato- cordata), lobis paulo distantibus, acuminata, acutiuscula, obscure mucronata, integerrima, vix manifeste ciliata, nervoso-venosa, gla- bra, subtus. pallidiora vasis levissime pilosiusculis, tenella, duplicata. Petiolus mediocris (subbipollicaris) teres, supra linea exaratus, pi- losiusculus. Pedunculus axillaris, petiolo duplo longior , uni-vel tri- florus hirsutus: bracteis duabus minutis ad divisuram: pedicellis pollicaribus et ultra inequalibus: floriferis erectis, fructiferis in- crassalis cernuis, lateralibus medio bibracteatis et geniculatis, in- termedio simpliei nudo breviorz, Perianthium quinquepartitum , parvum, connivens, pilosum, per- sistens: laciniis ovatis obtusis vel ovato-lanceolatis acuminatis, ob- secure mucronatis. Corolla magnitudine Convolpuli arvensis, ochra- Cea, intus in fundo purpurea. Tubus longitudine calycis. Faux sensim ampliala. Limbus planus incisuris quinque parvis. Nec- tarium margo cingens basin germinis. Vilamenta quinque inæqua- lia, corolla dimidio breviora, subulata, erecta, inferne pubescen= tia, tubo adnata. Anthere oblonga, compressæ, erecte, albe. ig Germen ovatum, attenuatum in stylum subulatum longitudine sta- - minum. Stigma capitatum, bifidum. Capsula globosa, acula, ru- dimento styli mucronata, glabra, bilocularis, quadrivalyis; loculis dispermis. Semina nigro-tomentosa. Th. Convolvulus gemellus adskiller sig fra vor Plante derved, at Bladene ere hiertedannede, mindre tilspidsede,” paa begge Sider duunhaarede, Blomsterstilkene ikke længere end Bladstil- [2 112 kene, toblomstrede og ligesaavelsom Stænglen svagt duunhaa- rede. 4. C. FILICAULIS, foliis lineari-lanceolatis obtusis mu- cronatis, basi ciliatis dentatis, foliolis calycinis oblongis. Vahl symb. 5. p. 24 Wild. sp. pl. 1. 2. p. 848. Peers syn. 1. -p. 178. Almindelig i Strand-Landskaberne; den slynger sig op ved det höie Gres, og findes af og til blomstrende. Caulis basi perennans, ramosus, volubilis, filiformis, angula- tus, glaber. Folia brevissime petiolata, lanceolato-linearia , obtusa, mucronata, integerrima, glabra, basi dilatata auriculis bi-irive- dentatis: dentibus acuminatis divaricatis: bi-tripollicaria tolidemque lineas lata. Pedunculi axillares, folio parum breviores, teretes, fili- formes , uniflori cum rudimento, superne versus bracteis duabus su- bulatis parvis persistentibus, sub flore incrassali et quinquangulati. Perianthium guinguepartitum, corolla triplo brevius, erectum, per- sistens, foliolis cequalibus, oblongis, mucronatis, glabris. Co- rolla infundibuliformi-campanulata incisuris quinque obsoletis, sul- phurea, magnitudine Lysimachiæ numularie. Stamina et Pistillum ut in congeneribus. Stigma capitatum, bifidum. Capsula subglo- bosa, obsolete tetragona, glaberrima, calyce ad medium cincta, bi- locularis, quadrivalyis, dihiscens. Semina bina, arillata, gla- bra: Th. Variat foliis angustissime linearibus, dentibus auricularum subsetaceis. S. — Meget nær beslægtet med Evolvulus tridentatus (Convolvulus tridentatus) Vahl I, c. Maaskee Ipomæa angustifolia Jacq. col- lect, 2. p. 567 hörer herhen. 8. 113 ne 5. C. INVOLUCRATUS, volubilis, pubescens, foliis cor- dato - hastatis acuminato-acutis, pedunculis tri-quinquefloris ra- cemosis, bracteis ellipticis. 8. Convolvulus involucratus; foliis cordato-hastatis pubescen- tibus, pedunculis subtrifloris, calycibus bracteatis. Wild. sp. pl. 1. 2) Pied. Peers: syn. 1. ps 177. Sielden i Aquapim. Caulis polubilis , filiformis , teres, pilosiusculus vel uti tota planta pubescens. Folia remota, ovata, aéuminata, acuta, mucronata, s hastato-cordata: lobis rotundato-acutis vel truncato-angulatis ; inte- gerrima, nervoso-venosa, supra pilosiuscula, subtus sericeo-glauca, bi-tripollicaria. Petiolus fere dimidia folii longitudine, teres, pi- losiusculus. Pedunculus longitudine folii et ultra: floribus apice racemosis , confertis, alternis, breve pedicellatis. Bracteæ bine: al- tera basi pedicelli, altera opposita, lanceolate (ellipticæ; calyce lon- giores). Flores tres-quinque. 7 Pexianthium foliolis foliaceis, nervoso-lineatis, intus subvillo- sis: duobus exiernis majoribus oyalis acutis: tribus internis an- guste-lanceolatis. Corolla magnitudine Convolvuli arvensis, sensim ampliata, plicata angulis pilosis, leocochracea fundo atropurpureo ; Limbo obsolete quinquelobo , lobis obscure emarginatis, denticulo pu- bescenti. Filamenta subnuda. Antherz inclinate albæ. Germen villosissimum annulo nectarifero basi cinctum.- Stylus longitudine staminum. Stigma bilobum: lobis divergentibus crassis. ‘Capsula subglobosa, obsolete tetragona, obtusa, rudimento siyli mucronata, pilosa, calyce duplo longiori cincta, bilocularis, quadrivalvis. Se- mina bina, nuda, Th. Paa det Exemplar der ligger i Iserts Herbarium ere alle doc hierteformig-aflange og budte, og Blomsterstilkene ikke af Bladenes Længde. Det er derfor noget uvist om det maa- Vid. Sel. phys. Skr. III. Deel. ” P I14 — — eh \ skee blot er den överste Deel af Planten eller det er en an- den Art. L 6. C. DIVERSIFOLIUS; volubilis, subpubescens, foliis hastato-trilobis: lobis acutis integris, pedunculis multifloris. 8. Hist og her, men ikke almindelig. Blomstrer i Juni. Caulis longus, volubilis, filiformis, teres, subhirsutus, Folia hasiaia, apice attenuata, obtusa, mucronata, integerrima, nervoso= venosa, supra vix manifeste pubescentia, sublus glauca, bi-tri- pollicaria ; inferiora subcordato-hastata, -superiora hastato - triloba: lobis oblongis (lanceolalis acutis), lateralibus fere intermedii longi- tudine. Petiolus pollicaris, supra sulcatus ad lentem pubescens. Pedunculus /ongitudine folii, teres, nudus, caule crassior, apice coarctato -dichotomus, sæpius septemflorus: pedicellis semipollicari- bus sub flore compressis. Bractea subulata, brevis, utrinque ad di- visuras. ] Perianthium quinquepartitum , erectum , corolla quintuplo brevius, nudum: foliolis subcequalibus, oblongis, acutis, margine diapha- nis. Corolla infundibuliformi - campanulata, magnitudine Convol- vuli sepium, alba, fauce violacea, limbo obsolete quinquelobo. Nec- tarium: margo cingens basin germinis. Stamina et Pistillum ut in congeneribus. Stigma capitatum , bifidum. Capsula subglobosa, mu- cronata, glabra, calyce obvoluta, bilocularis, quadrivalyis. - Se- mina bina, tomentosa. Th. Pedunculi interdum folio duplo longiores, erecti, fere stricti. Stigma Ipomee capsula vero loculis dispermis uti in omnibus Convolvulorum specie- bus hie enumeratis. IS. 7. C. PANICULATUS; volubilis, glaber, foliis palmatis, lobis quinis septenisve ellipticis subacuminatis, pedunculis dichotomis corymboso-paniculatis. S. > Convolvulus paniculatus; foliis palmatis; lobis septenis ovatis acutis integerrimis pedunculis paniculatis. Lin. Sp. pl. i. 225. Wild. Sp. pl. 1. 2. p. 865. Peers. syn. 1. p. 180? Pal-Modecca Rheed. malab: 11. p. 101. t. 49. excl. 6, Modecca Rheed. mal. 8. p. 59 t. 20 que certe alia planta. Lôloa - Pang Incolis. Almindelig. Caulis subherbaceus, longissimus, volubilis, scaber. Folia re- mota, pedato -palmata, 5-7 loba, ad medium divisa: lobis ellipti- cis, subacuminaiis; tri-quinquenervia: inlermedio tripartilo; su- | pra scabriuscula, subtus basi biglandulosa, tenella, plicata. Pe- tiolus mediocris, semiteres. Pedunculus fere longitudine folii, dicho- tomus , corymboso-paniculaius. Bracteæ oblongo-ovatæ, concave caduce. Perianthium pentaphyllum: foliolis orbiculatis, concavis, con- niventibus. Corolla magna purpurea. Tubus longitudine calycis. Faux oblonga subventricosa. Limbus patentisimus, decemerenatus, incisuris aliernis profundioribus. Nectarium: margo cingens basin germinis. Filamenta inequalia, corolla duplo breviora, subulata, inferne pubescentia, tubo adnata. Antheræ oblonge, compressæ, erecte. Germen parvumiconicum , nectario immersum. Stylus lon- gitudine staminum, filiformis. Stigma capitato-globosum, bifidum. Capsula subrotunda , rudimento styli mucronata, glaberrima, bilocu- laris, quadrivalyis. Semina comosa: dana semine duplo longiore. Th. Jeg tor ikke bestemt afgidre om vor Plante er den samme som Linnés og de övrige Forfatteres; men vist er det at For- fatternes 8 er en aldeles forskiellig Plante, da den har lige- store og ubdiede Blomsterstilke, trefligede Blade med bred - lan- cetformige Flige og med to Kiertler ved Basis og en rhomboi- dalsk Kiertel i hver Bugt, ogsaa ere Kronerne meget mindre. P 2 I Vandsoet saavel under Huden som i Underlivet bruge Negerne at koge Roden med nogle Paradis Korn til at drikke og til udvortes Brug rives Roden fiin med nogle Paradis Korn og lidt Vand, og indgnides over hele Kroppen. I Gonorrhæa virulenta skiæres Roden fiin og kommes i Pytto eller Palme- viin, som hensættes for at blive suur og siden bruges til at drive Urinen. I Mangel af Baand bruge Negerne Stenglen til at binde Breendeved og deslige med. 8. C. Carricus, volubilis, foliis palmatis serrulatis, sti- pulis foliiformibus palmatis axillis tomentosis, calycibus pedun- culatis levibus. Vahl. symb. 1. p. 15. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 15. Peers. syn. 1. p. 179. Convolvulus cairicus; foliis palmato-pinnatifidis integerri- mis, pedunculis paniculatis. Lin. sp. pl. 1. p. 222. : C. foliis laciniatis et quinquefoliis, Bauh. p. 295. | Convolyulus ægyptius Vesling. pl. ægypt. 75. t. 74. Ipomæa palmata, foliis palmatis, lobis quinque lanceola- tis, extimis bifidis, pedunculis dichotomis. Forsk. descr. 43. Fornemmelig ved de store Floder f. Ex. Volta og Sakumo, den slynger sig höit op ad Buskene. Caulis herbaceus, volubilis, filiformis, tenuis, teres, glaberri- mus. Folia palmata, profunde divisa, subintegerrima, glaberrima, margine scabra, quinqueneryia, quinqueloba: lobis pollicaribus vel paulo ultra, ovato-lanceolatis, oblusis, mucronatis, lateralibus bi- Jidis. . Petiolus longitudine folü, teres, filiformis, supra sulcatus, insertione folii utrinque puncto glanduloso airo-purpureo, axilla sub- lanata. Stipule propriæ folia duo axillaria, petiolata, ceteris foliis pluries minora attamen simillima. Panicula dichotoma, corymbosa, olio longior, ‘pedunculo bast sublanato bracteis binis caducis 8 CPE. > 117 4 ad divisuras, utrinque in medio pedicellorum rudimenium floris abor- tiens. | | Perianthium minimum: foliolis subæqualibus, ovatis, obtusis, gla- berrimis, adpressis. Corolla magnitudine Cons. sepii, dilute pur- purea.. Tubus brevissimus. Faux cylindrica, oblonga. Limbus patentissimus, subinteger. Nectarium, " Stamina es Pistillum ut in congeneribus. Stigma capitatum, bifidum. Capsula calyce triplo major, ovata, obsolete tetragona, glaberrima, bilocularis, quadri- valyis. Semina bina, lanata. SS. « g. C. PENTAPHYLLUS, volubilis, foliis digitatis quinis pilosis integerrimis, caule piloso. Lin. sp. pl. ed. 2. 1. p. 225. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 866. Roy. lugdb. 429. i Ipomea foliis digitatis supra glabris, caule piloso, pedun- culis multifloris. Hort. ups. 59. Spec. pl. ed. 1. p. 162. Ipomæa pentaphylla, foliis digitatis quinis, foliolis sessili- bus, pedunculis multifloris: Jacq. ic. 2. t. 519. Collect. 2. p. EN | Ipomæa pilosa, caule scandente pilosa, foliis quinatis pi- losis integerrimis. Cav. ic. 4. p. 11. t.,525. Peers..syn. 1. p. 184. C. americanus pentaphyllus et heptaphyllus major. Herm., lugdb. 185. t. 185. Rai. hist. 1881. C. pentaphyllus, flore pallide flavescente, caule hirsuto pungente. Sloan. jam. 55. hist. 1. p. 155. - G. C. pentaphyllos, folio glabro dentato, viticulis hirsutis. Plum: ammer isen or 49. Hist og her ved Byerne blandt Cactus Tuna. Caulis herbaceus , filiformis, longissimus, volubilis, scandens teres, hirsutus pilis basi papillosis. Folia distantia, quinato - digi- IX8 tata: foliola subpetiolata , obovata, acuminata, basi cuneata, inte- gerrima, uiringue pilosa, tri-quinquepollicaria, intermedia majora, tenella conduplicata. Petiolus longitudine foliorum, teres, hirsutus. Pedunculus axillaris petiolo longior, divaricato-ramosus , teres, fili- formis, hirsutus. Bracteæ subulatæ, hirsute ad divisuras pedun- cult. Perianthium corolla dimidio brevius, pentaphyllum: foliolis sub- æqualibus, ovato-lanceolatis , concavis , conniventibus: tribus exter- nis hirsutissimis ; duobus internis glaberrimis, subalbis. Corolla infundibuliformi - campanulata, Conv. arvenst paula major, nivea. Limbo subquinquejido lobis emarginatis, Nectarium:-margo luteus, guinguecrenaius , cingens basin germinis, Stamina et Pistillum we in congeneribus. Stigmata duo globosa, Capsula subglobosa , acuta, glabra, calyci patenti insidens, quadrilocularis, quadrivalyis: val- vis deciduis, dissepimento quadrialato apice fornicato membranaceo persisiente. Semina solitaria, glabra. Th. Obs. Calyx ebracteatus. Th. Exemplar af denne Plante findes ogsaa 1 Iserts Herba- rium. 10. C. THONNINGII, subvolubilis v. prostratus, glaber, foliis digitato-quinquepartitis: laciniis angustato-pinnatifidis ser— ratis; stipulis palmatis pedunculis unifloris medio bracteis sim- plicibus binis. S. Ipomæa dissecta; foliis palmatis, laciniis angustis pinna- tifidis deñtatis, pedunculis subbifloris. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 880. phytog. 1. p. 5. n. 1g. t. 2. f 5. Peers. syn. 1. p. 182. Ikke meget almindelig; blomstrer i Mai. Caules plures, herbacei, pedales et ultra, prostrati vel volubiles, filiformes, angulati, glabri, Folia digitato-quinquepartita, subcar- bal nosa, glabra: radicalia segmentis oblongo-lanceolatis, acute serra= 119 tis, intermediis majoribus ; caulina segmentis pinnatifido-laciniatis, laciniis angustis acutis. Petiolus medioeris. Stipule ut in Cons. cairico, gemine, axillares, foliiformes, parva. Pedunculi solitariz, axillares, uniflori , petiolo parum longiores, ancipites, superne brac- teis binis (lanceolato-ovatis) persistentibus instructi , Jloriferi erecti, fructiferi magis incrassati cernui. Perianthium quinquepartitum: foliolis oblongis, acutis , scabris, „ereclis, persistentibus. Corolla infundibuliformi-campanulata , alba. Tubus calyce duplo longior, ampliatus in limbum plicatum subquin- quefidum: lobis acutis. Nectarium: margo obsoletus cingens basin germinis. Filamenta guingue, inœqualia, corolla dimidio breviora, erecia, basi villosa et tubo adnata. Anthere oblongæ, compressc, ereclæ, rose. Germen ‘ovatum. Stylus filiformis, longitudine sta- minum. . Stigma capitato-trilobum. Capsula subglobosa, glaberrima, calyce obvoluta, membrana tenuissima subdivisa in loculamenta tria, bivalvia, disperma. Semina tomentosa. Th. - Det. Exemplar som findes i Iserts Herbarium og er fundet ved Ada, er i alle Dele stérre, Blomster- og Bladstilke nzesten dobbelt saa lange, eenblomstrede undtagen een som bærer to Blomster. 8. Meget nærbeslægtede med vor Plante ere Cony. copticus og C. laciniatus Lamarck, men hos den forste ere Bladenes midterste Fhg omvendt ægformige og Sidefligene mindre deelte, Bægerne meere piggede og Blomsterbladene paa de enkelte Blom- sterstilke haandformige; den anden adskiller sig ved at hele Planten er stivhaaret. 98. 11. C. INCURVUS, repens, caule erecto sarmentoso, foliis lato-linearibus emarginatis mucronatis subhastatis: lobis lineari- bus acutis antice curvatis, pedunculis unifloris, bracteis minu- tis oppositis. S. . 120 Vula-Fyé Incolis. Almindelig ved Strandbredden i den löse Sand. Radix jfliformis, longissima, repens. Caulis simplicissimus, subspithameus, apice foliosus, erectus, Sarmentis filiformibus , lon- gis, repentibus vel rarius volubilibus, remote foliosis. Folia Zinea- ria, oblusa, mucronala, sepius auriculis angustis (antice) incur- vis hastata, obsolete repanda, subcarnosa, glaberrima, bi - quadri- pollicaria. Sæpe variat foliis ovali oblongis inauriculatis. Petiolus teres supra linea exaratus. Pedunculi versus apicem caulis, solita- rii, axillares, uniflori, longitudine folii, teretes, sub flore paulo incrassali, medio bracteis binis lanceolato - subulatis (oppositis) in- structi. r Perianthium: foliolis subæqualibus, lanceolatis, concaris, gla- bris, erectis. Corolla Conv. arvensi fere major, nivea: fauce sul- phurea, fundo atropurpureo. Tubus brevissimus. Faux cylindri- - ca, oblonga. Limbus planus, subquinquefidus : lobis rotundatis sepe mucronalis. Stamina, Nectarium et Pistillum xt in congeneri- bus. Stigma capitatum, bilobum. Capsula calyce fere major, ova- to-subrotunda, glaberrima, quadrivalvis, sæpius monosperma semi- nibus tribus abortientibus. Semina lanata. 7%; Conv. acetosæfolius adskiller sig fra vor Plante ved bre- dere Blade, mindre, næsten utydelige Flige, Blomsterstilke som ere dobbelt saa lange som Bladene og afvexlende Blomsterblade. Cony. emarginatus ligeledes ved bredere Blade, som ere ind- knebne ved Basis, Blomsterstilke der ere kortere end Bladene og Bægercts ydre Flige slörre. Figuren hos Plum. Am. tab. 105, passer ikke til C. acetosæfolius i Vahls Herbarium, og Burmans Figur Ind. tab. 21 f. 2. heller ikke til C. emargi- natus i samme Herbarium. %. Bladene bruges af Negerne som Kaal. TA. 327 Ra 12. C. CoERULEUS, prostratus, subrepens, foliis ovatis emarginatis glaberrimis, pedunculis petiolo æqualibus bi-trifidis, pedicellis unifloris. &. Klovaké Akrais. Temmelig almindelig i Strandlandskaberne. Radix simplex. Caules herbacei, bipedales et ultra, Jiliformes, teretes, glabri, prostrati vel sæpe repentes. Folia ovata vel ovato- oblonga, obtusa, emarginata, basi acuta, integerrima, oleracea, glaberrima, lavia, erecta, vix bipollicaria. Petiolus brevis, planiu- sculus. Pedunculus longitudine petioli, rarius longior, erectus ; te- res, vix pilosiusculus, bi-trifidus, pedicelli uniflori, flore pedicel- lato in divisura, ceteris pedicellis approximatis, semipollicaribus. Bractex duce foliacee parve ad divisuram, Perianthium guinguepartitum: laciniis tribus externis foliacets rotundalis, glaberrimis , tertio autem dimidiato; duobus internis par- vis, acuminatis. Corolla calyce duplo longior, campanulata , inte- gra, coerulea. Nectarium margo luteus cingens basin germinis. Filamenta subequalia, corolla paulo breviora, patentia. Antheræ incumbentes, alba. Stigma bifidum: laciniis crassiusculis , recurvis. Capsula subrotunda, obtusa, obsolete tetragona, glaberrima , calyce cincta, bilocularis, quadrivalvis. Semina bina, nuda. Th. Cony. ovalifolius Vahl. Eclog. 2 p. 16. ligner denne Plante saameget at man skulde antage den for samme Art, den adskilles kun ved opret Stengel, Blomsterstilke der ere længere end Bladstilkene een-tilsyv-blomstrede, oghar 2-5 eller 4 Blomster- blade ved Basis af Smaastilkene. Det er derfor uvist om vor Plante blot er Afart eller en egen Art. S. Negerne ansce Bladene for en god Kaal. Ussu Stammens Fetis spiser denne Kaal, hvorfor ingen af denne Stamme tor Fid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel, Q 122 — nyde den, og Overtrædelse af dette Bud ansees som en stor Forbrydelse. 15. C. ROTUNDIFOLIUS, glaber, foliis subrotundis retusis mucronatis, petiolo folio breviori, pedunculo petiolo duplo lon- giori bifido multifloro. Amba- Pang Incolis. Almindelig ved Strandbredden i den löse Sand. Afarten er fundet ved Töflri paa Steder der vare oversyOmmede af Vol- tafloden. Radix lignosa, repens. Caulis subherbaceus, humifusus, radi- cans, teres (superne angulatus), glaberrimus, purpurascens. Folia remota, ovato-subrotunda, (retusa) emarginata, mucrone reflexo, in- tegerrima, erassiuscula, multinervia, venosa, glaberrima, quadri- sexpollicaria. Petiolus folio brevior, teretiusculus, supra sulcatus, subtus basi folii biglandulosus , purpurascens. Pedunculus axillaris (petiolo fere duplo longior, bifidus vel dichotomus sæpius bis di chotomus) tri-septemflorus: pedicellis incrassatis, sulcatis, compres- sis. Bracteæ sessiles, parve. Perianthium quënquepartitum: laciniis ovatis, obtusis , mucrona- tis, exterioribus subrugosis, interioribus duplo majoribus subdiapha- nis. Corolla magna, infundibuliformi-campanulata , violaceo - pur- purascens : limbo plano obsolete quinquelobo. Nectarium: margo car- nosus, luteus, cingens basin germinis. Filamenta corolla triplo breviora, inequalia, subulata, inferne pubescentia. Anthere albe. Germen conicum, neclario immersum. Stylus Jeliformi -subulatus. Stigma capitato-globosum, bifidum. Capsula subrotunda, glaberrima, bilocularis, quadrivalvis. Semina bina, hirsuta. Th. Variat locis inundatis caule polubili etfoliis basi cordatis apice vix emarginatis. The Convolvulus pes capræ adskiller sig herfra ved to-treblom- strede Blomsterstilke og tofligede Blade. C. brasiliensis ved 123 Bladstilke der ere 4 Tommer lange og længere end Blomster- stilkene. 5. « 55. SPHENOCLE A. 1. S. ZEYLANICA, caule herbaceo erecto, foliis lanceo= latis petiolatis sparsis, spica ovata terminali. 5S. Sphenoclea zeylanica Gærtn. sem. 1. p. 115. t. 24 f. 5. Vahl. symb. 5. p. 54 Wild. sp. pl. 1. 2. p. 927. Peers. syn. 1.9.0390. Gaertnera Pangati. Retz. obs. fasc. 6. p. 24, Pongati. Rheed. mal. 11. p. 47. t. 24. Voxer ved Fida. Radix annua, fibrosa. Caules pedales, simplices et ramosi, foliosi sepe etiam aphylli, sulcati. Folia sparsa, petiolata, lan- ceolata, integra, nuda. Fructificatio terminalis ramorum, spicata. Spica subovata ex arcte congestis floribus; Squamis spathulatis di- stinctts, Calyx inferus persistens, tubo compresso tenuissime membrana- ceo, limbo quinquefido viridi, laciniis semiovatis, acutis, inflexis. Corolla calyci conformis, flava, sed duplo minor. Stamina quin- que, filamentis brevissimis, antheris brevissimis didymis. Germen superum horizontaliter oblongum depressum: Stylus brevis: Stigma capitatum persistens. Capsula horizontaliter ovata, basin versus com- pressissima, circumcisa, bilocularis , polysperma. Semina acerosa (Hyperici:) Retz, 2. c. Obs. caulis nunc erectus simplex, nunc ramosus et quasi dicho- tomus; tunc in dichotomiam spica pedunculo subelongato nudo. Ra- mi interdum adscendentes erecti; in aliis divaricatissimi, humi- Zuse: Ss Q 2 124 BON CLEA, 1. N. AFRICANA; foliis oblongo-ovatis acuminatis, sta- minibus tubo corollæ longioribus reflexis, dentibus calyeinis brevissimis subrotundis. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 929. Peers syn. 1. pag: 202. libus. Uncaria inermis caule inermi exstipulato, capitulis sessi- Wild. in Uster. delect. 2. p. 199. t. 5. Kina-Tjo Incolis. Almindelig paa Sletterne. Arbor statura media, ramosissima, habitu Quercus: cortice levi lichenibus cinereo-incrustato; ramulis obtuse tetragonis, oppositis, utrinque linea transversa a casu stipularum notatis.- Folia opposita breve petiolata, ovalia vel ovata vel obovata, acuta vel subacumi- nata, integerrima, rachi et costis albicantibus, tenuissime venosa glaberrima, supra nitida, tripollicaria. Stipula solitaria, termi- nalis, gemmacea, intrafoliacea, continens ramulos axillares et caulem, spathæ instar monophylla, oblongo-lanceolata, compressa, anceps, colorata, hine rumpens, deinde caduca. Flosculi equales, ochroleuci, sessiles, aggregati in capitulum terminale, globosum breve pedunculatum., Bractea spathacea, caduca, stipulæ consimi- lis. Receptaculum magnitudine Pisi, globosum, dense villosum, pa- leaceum: paleæ numerose, germinibus duplo longiores, anguste, apice crassiuscule , obtusæ , bast atienuatæ et acute, circa octo- decem basi singuli germinis insertæ, flosculum ante eruptionem in- volventes, persistentes. Perianthium monophyllum, germen arcte includens: ore coarc- tato; limbo membranaceo, brevissimo patenti, obsolete pentagono; fructu maturato in quinque partes paleis nuper dictis consimiles dt- scedens. Corolla monopetala, insidens ori coarctato calycis. Tu- bus filiformis longitudine dimidia floris. Limbus quinquepartilus, 125 laciniis oblongis, obtusiusculis, marginibus recurvis, erectis, Fila- menta ex incisuris corolle, subnulla. Antheræ quinque lineares, processu minutissimo ligulalo nigro rostrate, extra tubum deflexe, tubo quadruplo breviores. Pistillum: Germen oblong um, basi angustatum, six a calyce separabile. Stylus filiformis, corolla longior, Stigma capitato-cylindraceum, obtusum. Capsula dicocca, oblonga, obtusa, bast acuta, bipartibilis, bilocularis: loculis univalvibus, apice fis- sie. Semina solitaria, oblonga, decidua. Th. Vedet er haardt, fint, guulagtigt med rödlige Aarer og antager en meget smuk Politur. 5. CEPHALINA Tu. Corollulle superæ infundibuliformes capitate. _ Bacca communis polysperma calyculorum rudimentis impressis. Th. 1. C. EscuLENTA, caule fruticoso scandente, foliis sub- rotundo-ellipticis integerrimis acuminatis supra nilidis, capitulo globoso terminali subpedunculato. 8, Babyla - Najrié Incolis. Hist og her blandt Buske; blomstrer i Mai og Juni. Caulis fruticosus, longissimus, scandens, teretiusculus, glaber, e casu stipularum linea transversa inter petiolos notatus. Folia op- posita, subrotundo-elliptica, acuminata, integerrima, rachi et co- stis albicantibus, tenue venosa, glabra, supra nitida, subpallidi- ora et in axillis costarum pubescentia, sexpollicaria. Petiolus six pollicaris, semiteres, purpurascens. Stipule utringue inter peliolos solitariæ, intrafoliaceæ, sessiles, breves, obtuse, carinate, Flo- sculi innumeri collecti in capitulum terminale, breviter pedunculatum. Corolla universalis uniformis, globosa, magnitudine Pomi, ochro- leuca. - Germina omnia invicem et receptaculo in globum concreta. Fructus communis: Bacca composita, magnitudine Pomi, subrotunda, extus tot impressionibus polyædris quot antea flosculis, intus pulpa 126 sanguinea seminibus innumeris minutis nidulantibus, jfibris ra- diatis intermixtis. Perianthium concavum, vicinis concretum, corolla adhuc tenella dentibus quinque capillaceis, apice turbinato -incrassalis, obtusis , lineas duas longis; cum vero adolescit corolla ob angustatum in- tervallum locum non datur apicibus dentium incrassatis , adeoque in- crescendo eosdem e fundo secum evellit. Corolla infundibuliformis , subcarnosa, semipollicaris, quinquefida: laciniis latioribus, obtusis, erectis. Filamenta subnulla. Antheræ quinque, subulatæ, in fauce corolle. 1 Germen inferum, ex anatome ad lentem biloculare, poly- spermum. Stylus filiformis , corolla parum longior. Stigma capi- tato-oblongum, compressum, integrum, niveum. Pericarpium: Bacca polysperma, vicinis inseparabile coalita. Th. Negerne spise den modne Frugt, som er lidt syrlig. Th. BE SC PSO L.A, 1. S. LOBELIA, foliis obovatis glabris integerrimis. Sy- stem. veg. 213. Wahl symb. 2. p. 56. Lamarck encyc. t. 24. f. 1. Swartz obs. p. 70. Wilden. sp. pl. 1. 2. p. 955. Peers. syn. 1. p. 195. Lobelia Plumieri frutescens, foliis ovali-oblongis integer- rimis. Fl. Zeylan. 515. Obs. it. 275. Lin. sp. pl. 2. p. 1517. Jacq. amer. 219. t. 179. f. 88. Lobelia frutescens, portulacæ folio. Plum. gen. 21. ic. 165. f. 1. Catesb; car. 1. p.. 79. ‘tabs 79: | Lobelia frutescens. Mill. dict. Guba Incolis. Overalt langs Strandbredden eller de salte Laguner, hvor den tiener til at befæste den löse Strandsand. | 127 Caulis frutescens, pedalis ulirave: ramis teretibus, glabris, a casu foliorum cicatrisatis, inferioribus procumbentibus, radicanti- bus, reclinatis. Folia subsessilia axillis villosis, in sumitate ra- morum approximata, obovata, integerrima, sensim attenuata in per tiolum, glaberrima, avenia, crassa, Racemus axillaris, dicho- tomus: floribus sessilibus, terminalibus vero pedunculatis. Bractex bast germinis opposite, sessiles, oblonga, acute, interne ad basin pillose. Perianthium superum, tubulosum, brevissimum, obtuse quinque- dentatum. Corolla monopetala, inequalis, subeoriacea: Tubus lon- gitudinaliter fissus, interne villosus; Limbus quinquefidus , flabel- liformis, adscendens: laciniis lanceolatis margine membranaceo un- dulato inflexo versus basin fimbriato-lacerato. Filamenta guinque, capillaria, corolla dimidio breviora, receptaculo inserta. Anthera oblonga, erectæ. Germen inferum, ovatum. Stylus staminibus longior, inferne villosus, superne parum crassior, per fissuram ex- sertus, incurvatus. Stigma latiusculum, compressumy obtusum, emarginatum, glabrum, circumcinctum vagina membranacea vix stigmate longiore extus villosa, ore aperto dense ciliato, intus gla- bra. Drupa succulenta magnitudine Grossulariæ, ovalis, calyce coro- nata, glaberrima, nigra. Nux obovata, obiusa, bast acuta, ru- gosa, bilocularis. Th. 59 UCRIANA. 1. U. RacemosA, foliis oblongis acuminatis basi obliquis subtus subtomentosis, floribus axillaribus racemosis. 8S. Sielden; paa nogle faa Steder i Aquapim f. Ex. Begusso. Caulis: Frutex brachiato-ramosus: ramis obsolete tetragonis to- mentosis, Folia opposita, oblonga » acuminata, integerrima, hine bast parum abbreviata, costata, venosa, supra glabra, subtus sub- tomentosa, quadri-sexpollicaria. Petiolus brevissimus, tomentosus. 128 Stipulæ soditaria , opposite , interpetiolares, lanceolate, acuminate, subtomentosee, sessiles, petiolo paulo longiores. Racemi axillares, solitarii, alternt, breves, tomentosi: floribus tribus-sex brevissime pedicellaiis ; Bracteis subulatis ternis. Perianthium minimum, vix bilineare, urceolato +campanulatum ; subtomentosum, quinguefidum: laciniis anguste lanceolatis, acutis. Corolla hypocrateriformis alba: Tubus filiformis, extus et intus pu- bescens, quadripollicaris. Faux subnulla, nuda. Limbus contortus, guinguepartitus , laciniis lineari -lanceolatis, subpollicaribus, Fila- menta subnulla. Anthere quinque lineares, acute, ori faucis inserte, lineas duas longa. Germen inferum, minimum, subtomentösum; annulo nectarifero cingente basin styli.. Stylus filiformis, apice in- crassatus, longitudine siaminum. Stigma obtusum bilamellatum. Pericarpium —. Germen dissectum biloculare, polyspermum, semi- nibus dissepimento affixis. Th. 60. PSYCHOTRIA. 1. P. TRIFLORA, stipulis integris, foliis ovatis acumina- tis, pedunculis axillaribus trifloris. Th. Voxer i Nærheden af Asiama. Caulis fruticosus, suborgyalis, ramosissimus, ad angulum rectum brachiatus : ramulis supraaxillaribus, obtuse tetragonis, pilosiuscu- lis. Folia opposita, disticha, horizontalia, brevissime petiolata ovata vel oblongo-elliptica, obtuse -acuminata, integerrima, supra levigata, subtus pubescentia, tenue et remote costata, subvenulosa, subpollicaria. Stipulæ rameales reniformi-cordalæ, acutiuscule,, breviter petiolate, ramis aliernæ ac lineas duas remote; stipulæ fo- liolares interpetiolares , sessiles, acute , integre. Pedunculus axil- laris, oppositus, solitarius, brevissimus , triflorns : floribus brevis- sime pedicellatis, sub ramulo deflexis. Bractex nonnullæ ad divi- suram pedunculi et geminæ basi singuli germinis, lanceolate, mi- Rute. > . we 7.4 129 e é Perianthium parvum, quinquedentatum, acutum, erectum, lineam longum , pubescens. Corolla Aypocrateriformis, alba. . Tubus cÿlin- drieus, ttt ef ubescens calyce triplo longior. Limbus quinquepar-- tilus: N... oblusis, margine et apice revolutis , tubo Paru longioribus. . Filamenta quinque, brevissima, OR inserta. Antheræ ‚filiformes, tubo duplo breviores, subnigræ. Germen infe- rum, minimum. Stylus fliformis, limbo parum longior, pube- scens. Stigma parvum bifidum. Bacca (immatura) bilocularis, mo- nosperma, coronata. Th. 2. P, MULTIFLORA, stipulis integris acuminatis, foliis oblongo-ovatis, paniculis axillaribus subcapitatis: Th. # Fundet ved Asiama, blomstrende i Mai. Caulis: frutex decumbens vel scandens , ramosissimo - brachiatus : ramis obtuse tetragonis, glaberrimis. Folia opposita, diséisla > bre- vepetiolata. 3 oblongo- -ovata, apice alienuata , subacuta, na, utringue glaberrima, tenuissime vasculosa, ‚bipollicaria. Stipulæ interpetiolares, sessiles, integre, apice attenuate et compressce. Pedunculus axillaris longitudine petioli, bi-terve bifidus, pedicellis numerosis aggregatis. Bractex ad divisuram pedunculi opposite subrotindæ , acute, sessiles. x Calyx margo quinquedentatus coronans germen. Corolla tubu- loso-campanulata, albida: Tubus intus pubescens > lineam longus. ” Limbus quinquefidus: laciniis ovatis, aculis, reflexis, tubo duplo brevioribus. Filamenta quinque, ori tubi inserta. Antheræ ovato- oblonge, fuscæ. Pistillum turbinato - subrotundum, glaberrimum. Stylus filiformis, limbo parum longior. Stigma capitatum, ovalum, apice obsolete bifidum. Germen transsectum ad lentem videtur bilo- culare, monospermum. Th. 5. P. UMBELLATA, stipulis acuminatis bidentatis, foliis lanceolatis, - pedunculis axillaribus brachiato - trifidis pedicellis umbellatis. Th. | Vid. Sel. phys. og blem, Skr. TIT. Deel, R z + 130 Voxer ved Adah; ikke almindelig. Caulis: Frutex ramosissimus: ramulis alternatim compressis, gla- bris. Folia opposita, six petiolata, lanceolata, integerrima, nitida, uninervia, subavenia, bi - quadripollicaria. Stipulæ interpetiolares, sessiles, acuminate, apice fisse, deciduæ. Pedunculus axillaris, bipollicaris, angulatus, brachiato-trifidus: pedicellis singuli rami apice in umbellulam aggregatis, Perianthium: margo obsolete quinquedentatus, coronans germen. Corolla tubuloso-campanulata, albida. Tubus intus pubescens, li- neam longus. Limbus quinquefidus : lacinits ovatis, acutis, reflexis, tubo duplo brevioribus. Filamenta guinque, ori tubi inserta, longi- tudine corollæ, erecta. Anthere oblongæ, albæ. Germen minimum. Stylus filiformis, limbo parum longior. Stigma crassiusculum, ob- tusum, bifidum. Bacca magnitudine fere Ribeos, globosa, umbili- cata rudimento calycis, coccinea, nitida, unilocularis, Semina duo, semiglobosa. Th. 4. P. Konuy, stipulis ovatis acutiusculis, foliis ovato- ellipticis acutiusculis petiolatis discoloribus glabris, corymbis fa- sligiatis axillaribus terminalibusque. Kolly-Tjo Incolis. Tota glabra. Caulis fruticosus : ramis subdichotomis, subdivari- catis, teretibus, supra compressis fusco - purpurascentibus. Folia opposita, ovato-elliptica, utrinque attenuata, venosa, breviter petiolata, utrinque viridia in speciminibus siccis vero supra obscure subtus dilute viridia, pollicaria vel sesquipollicaria. Stipule interpetiola- res, duas lineas longa, ovate, acule, persistentes. Corymbi fa- stigiati, axillares et terminales > pedunculis bifidis multifloris brac- teis sublanceolatis acutis minutis ad divisuras, fusco-purpurascentes. Calyx minutissimus, obsolete et obtuse quinquedentatus. Corolla tubulosa: tubus cylindricus, subincurvus, tres lineas Jere lon- 131 gus: limbi lacinie quingue ovate, acutiuscule. Filamenta, Pistil- lum ut in precedente, Fructus non sidi S. 5, P. OBVALLATA, caule herbaceo repente, foliis oblon- #o-cordatis obtusis petiolatis, pedunculis axillaribus subquinque- {loris, floribus involucris foliaceis quatuor cinctis. S. Ved Aquapim. Caulis herbaceus, repens. Folia opposita, oblongo - cordata, obtu- siuscula, glabra, petiolata, Petioli foliorum juniorum tres lineas longi, adultiorum pollicares et ultra, supra sulcali, versus sinum Jolii subtus subhirsuti. Stipule ovato-cordate, subacute, interpe- tiolares® Pedunculi axillares, florescentes folio breviores, fructe- scentes longiores, subtripollicares , quinqueflori: flores subumbellati, bracteis quatuor ovatis acutiusculis obvallati. Calyx gwinquedentatus, dentibus acutis. Corolla calyce triplo vel quadruplo longior =. S. Er beslægtet med P. serpens, herbacea og fleere Arter med urteagtig krybende Stengel, men adskilles ved de anförte Kiændemærker. Den blev ikke bemærket af Thonning, men findes ı Iserts Herbarium. 6. P.? CHRYSORHIZA, stipulis foliaceis subrotundis in- tegris, foliis oblongiusculo - ellipticis, capitulis pedunculatis op- positifoliis. TA. Boj-tegi-Tjo-Incolis. Radix ramosa : ligno luteo, masticata salivam luteo colore tingit, sa- pore nauseoso subamaro. _Caulis fruticosus, ramosıssimus: ramulıs alternis, subscandentibus , obtuse tetragonis, bifariam sulcatis, sulco subtus a petiolo decurrente, glaberrimis, viridibus. Folia opposi- ta, brevissime petiolata , oblongiusculo-elliptica, subacuminata, basi acuta, integerrima, supra nitida, subtus pube obsoleta in alis «o- starum, tri-sexpollicaria. Stipule inierpetiolares, foliaceæ, subro- . R 2 132 _ tundæ, integræ, vix semipollicares, diciduæ, Inflorescentia: loco folii quod deest oppositifolia infra ramulum. Peduneuli bini vel Oe . - terni pollicares, teretes, glabri: floribus in singulo circiter septem apice in capitulum sessilibus et unico flore basi pedunculorum sessile. Æg 5 , Ae Calyx margo superus germinis. Corolla hypocrateriformis, quin- quefida : tubus semipollicaris, limbi laciniæ lanceolate, albe. An- there quinque, oblonge, in fauce subsessiles ejusque altitudine, in- eisuris corolle alterne. Germen parvum, subrotundum. Stylus filiformis, Stigma altitudine antherarum, oblongum, erassiuscu- lum, bipartitum. Germen dissectum videtur bacca bilocularis: lo- culis dispermis. Th. br PHALLAR BAS OS. Corolla tubulosa quinquefida. Stigma phailiforme. Germen in- Serum: 1. HoRIZONTALIS; inermis, pedunculis axillaribus um- bellatis, foliis ovato-ellipticis subpetiolatis subacuminatis glabris, ramulis horizontalibus inermibus. S. , Caulis Zgnosus, ‘teres, ramosus: ramulis horizontalibus, tere- tibus, externe striatis, glabris. Folia orato-elliptica, subacumi- nata, breviter petiolata, glabra, nitidiuscula. Stipule interfoliacee, lanceolate, acute. Pedunculi axillares, solitarii, semipollicares ; pedicellis ex apice umbellatis, Jongitudine quatuor linearum, uni- > Joris. 4 €alyx minutus, quinquedeniatus, glaber, laciniis ereetis acu- iiusculis, germini adnatus. Corolla tubulosa, quinque/ida ; tubo calyce triplo longiort: limbi laciniis lanceolatis, acutis, patulis, re- flexis, fauce villosa, intus infra medium annulo pilis subalbidis re- irorsis, Filamenta jiliformia lineam longa, fauce sub incisuris inserta. Anthere ovales, Germen inferum, globosum, depressiu- sculum, calyci arcte adnatum. Stylus filiformis, longitudine co- 133 rolle. Stigma conicum membranula quasi reflexa levi, margine so- luto, vertice truncato plano. 5, 2. P. SPINOSA; spinosa; pedunculis axillaribus racemo- sis, foliis ovatis acuminatis breviter petiolatis, ramis spinosis. $. Ikke almindelig. Caulis: frutex orgyalis ullrave, ramosissimus: ramis terelibus ; cinero-albidis, spinosis: spinis supraaxillaribus oppositis , subula- tis, pollicaribus, ad angulum rectum exeuntibus. Folia opposita, brevissime petiolata, ovata, subacuminata, leviter in petiolum de- sinentia, integerrima, costata, subvenosa, bi-tripollicaria. Sti- pulæ interpetiolares, acuminate. Pedunculus axillaris, solitarius, oppositus, fissus in duos racemos simplicissimos vix foliorum lon- gitudine, floribus pedicellatis distichis alternis et flore pedicellato in divisura pedunculi. Bractcæ duce parvæ ad divisionem pe- dunculi. Perianthium semisuperum, minimum, quinquedentatum, aculum. Corolla campanulata, magnitudine Conyallarie majalis, viridi-al- bida, quinquefida: laciniis acutis, revolutis. | Antheræ quinque, ovate, parvæ, in incisuris corollæ subsessiles. Germen minimum, turbinatum , intra calycem elevatum et nectariferum. Stylus longi- tudine staminum, subulatus, erectus. Stigma capitato - conicum , apice bifidum. TVericarpium ex anatome germinis inferum, di- spermum. Th. Navnet er taget af den Lighed som Stigma har med Pi- leus af Phallus impudicus. 62. BENZONIA. S. Calyx quinquedentatus. Corolla tubulosa quinquefida coriacea : laciniis concavis eyathiformibus. Stigma ovato-globosum longitudi- naliter sulcatum. Germen inferum. 134 1. S. CoRYMBOSA, pedunculis axillaribus dichotomis pe- dicellisque bifidis hirsutis, foliis ovato-oblongis acuminatis gla- bris: junioribus pilosis margine ciliatis. 4. | Rami Zgnosi, teretes, superne pilis basi papillosis obsiti. Folia opposita, ovato-oblonga, acuminata, basi subcordata, coriacea, ve- nosa, glabra, nitida, subtus pallidiora glauca, costis atque folia juniora etiam supra ferruginea pilosa ac margine ciliata, tripolli- caria. Petioli bilineares, supra sulcati, hirsuti. Stipulæ inter- petiolares, lanceolate , acute, membranacee, basi fungose, gla- bre. Pedunculi axillares, solitarii, dichotomi, subsemipollicares pedicellisque bifidis unifloris corymbosis lineam haud longis hir- SULLS. Le Calyx minimus quinquedentatus hirsutus: laciniis erectis acutiu- sculis, margine pilosis. Corolla tubulosa, coriacea, glabra : tubus sesquilinearis, cylindricus limbus adhuc clausus capitellato-globo- sus, quinquefidus: laciniis concavis cyathiformibus acutiusculis. An- there triquetræ, dorso convexæ, lateribus plane, fauce sessiles, laciniis alternæ. Germen globosum, depressum, subperforatum, calyce arcte cinctum. Stylus jfiliformis, fere longitudine corollæ. Stigma ovato-globosum, suleis sex-septem longitudinalibus, acutiu- sculum. SS. Jeg har opkaldt denne Slægt efter Peder Eggert Benzon, Apotheker paa St. Croix, der har samlet mange Planter paa de danske vestindiske Oer og skrevet en Afhandling om den vestin- diske Salop. » - 65.5850 RO Pall LH 1. S. TrıroLiaTA, foliis ternatis, floribus petaloideis pentandris. Vahl Mst. Thonning fandt kun et eneste Tree i Negeriet Adau i Aquapim; det blomstrede i Mai. 135 Caulis : arbuscula cortice levi. Folia alterna, ternata: Foliola tri-quinguepollicaria, obovata, utrinque attenuata, acuminata > in- tegerrima, venosa, glabra, supra nitida. Petiolus communis teres, glaber, longitudine foliolorum. Racemus terminalis, multi florius, erectus, sensim florens: pedicelli erecto-patuli, six pollicares. Brac- tex wineares, caduce. Perianthium tetraphyllum: foliolis anguste-lanceolatis, glaber- rimis, tribus inferioribus deflexis. Corolla tetrapetala. Petala duo superiora lineari - spathulata, subcarnosa, Jlavovirentia, erec- ta, calyce quintuplo longiora: duo inferiora linearia, subcolo- rata,, deflexa, calyce duplo longiora. Nectarium staminifor- me, fere longitudine staminum, inter petala superiora erecium : Jilamentum crassiusculum, compressum apice corpusculis quinque globosis luteis minutissimis brevissime stipitatis, Filamenta quin- gue subulata, declinata, incurva. Anthere ovate, erecte. Ger- men oblongum, insidens pedicello longitudine fere filamentorum. Stylus nullus. Stigma obtusum. Pericarpium — Semina plura. Th. 64 CONOCARPUS. 1. C. PUBESCENS; erecta, foliis lanceolatis pilosis rachi- bus tomentoso - pubescentibus. SS. Mah-Tjo Incolis. Almindelig i Nærheden af Stranden og salte Laguner. Arbuscula orgyalis et parum ultra, erecta, torta, ramosa: ra mis infimis procumbentibus, adscendentibus, ramulis argute angu- latis, glabris. Folia alterna, lanceolata, in petiolum desinentia, integerrima, venosa, subcarnosa, nitida, (pilosiuscula presertim costis et venis) tenella, sericea, basi utrinque et subtus ad originem vasorum primariorum poro notata. Petiolus brevissimus (brevis) angulatus , pubescens , (sepius biglandulosus), subtus decurrens li- nea arguta. Capitula octo-sedecim collecta in racemum terminalem : inferioribus pedunculatis, superioribus sessilibus. Pedunculus com- , 196 .. 4 à MER munis acute angulatus, compressus , pubescens, palmaris et ulira. Calyx communis :nullus. Corolla universalis globosa, uniformis, magnitudine, Myrtilli, flavovirens. Fructus communis globosus, strobilum mentiens, magnitudine Cerasi. Receptaculum commune oblongum, favosum: cellulis ciliatis; paleaceum, tectum germinibus pluribus, intricatis, confertis, recurvis, bracteatis paleis solitariis, oblongis, germinibus longioribus, deciduis. Perianthium superum, minimum, campanulatum, quinquefidum, acutum , subpubescens, marcescens. Corolla nulla. Filamenta quin- - que, capillaria, calyce duplo longiora, erecta. Anthere subrotun- de, didymæ. .Germen obovatum, obtusum, compressum: margo nec- tariferus carnosus, aurantius, villosus, in fundo calycts cingens basin sty li. Stylus lsuh flexuosrs , calyce parum longiors Stigma ob- tusum, pubescens. Pericarpium membranaceum, durum, semini ad- natum, obovatum, obtusum, recurvum, compressum, supra convexum pubescens , subtus concavum linea. longitudinali eminenti. Semen unicum, obovatum. Th. Conocarpus erecta ligner ‘vor Plante meget, men ad- skiller sig ved glatte Blade. C. procumbens adskiller sig ved omvendt - ægformige Blade. C. racemosa som ved sine 10 Stamina, omvendt ægformige aflange eller topformige, kantede enkelt staaende Frugt -og hele Habitus er saa forskiellig fra de övrige Arter, synes at burde udgiöre en egen Slægt i den tiende Classe, 65. MUSSÆN DA. 1. M. ERYTHROPHYLLA, villoso-tomentosa, floribus pe- dunculisque hirsutis, panicula corymbosa radio folioso, foliis ovatis subacuminatis. S&S. Dale. 137 Paa de aquapimske Bierge; sieldnere i de nærliggende Blomstrer i Mai og Septbr. _ Frutex ramosissimus, orgyalıs ultrave: ramulis teretiusculis, villosis, Serrugineo-tomentosis. Folia opposita, ovata, attenuato-acu- minata, basi subattenuaio-acuta, integerrima, paralelle -costata , te- nuissime venosa, supra sericea, subtus glauco-tomentosa costis fer- rugineis, tri-quinque-pollicaria. Petiolus subpollicaris, ferrugineo- -Zomentosus. Stipule inirafoliacee, gemine, anguste, attenuate, extus tomentosæ, caducæ. Inflorescentia terminalis brachiato-pani- eulata, corymbosa, pedunculis tomentosis : bracteis setaceis caducis, Perianthium superum, subequale, quinquepartitum: laciniis su- bulatis , erecio - patulis, coloratis, hirsutis, ante maturitatem fructus deciduis. in radio inflorescentice lacinia extima calycis enascitur in folium ovato-subrotundum, utrinque attenuatum, integerrimum, nervoso-venosum , tomentosum, coccineum, subtus pallescens, magni- tudine fere foliorum caulis, cum calyce deciduum. Corolla hypo- crateriformis. Tubus cylindraceus, calyce duplo longior, hirsutus, intus supra medium dense barbatus, Limbus planus, plicatus, quin- quefidus: laciniis acutiusculis, intus albis vel pallide sulphureis, extus subhirsutis. Filamenta subnulla. Anthere quinque in medio tubi, lineares. Germen oblongum, hirsutum. Stylus filiformis, Sere longitudine tubi. Stigmata duo, crassiuscula, erecta. Bacca (immatura) magnitudine Grossulariæ, ovalis, umbilicata, bilocula- ris. Receptaculum wiringue dissepimento bipartitum, bifariam cur- vatum. Semina numerosa. Th. 2. M. ELEGANS, floribus dichotomo-corymbosis, radio aphyllo, foliis obovatis subacuminatis pilosiusculis. &. Dale. Ogsaa paa de aquapimske Bierge og i de nærliggende Blomstrer i Mai. Frutex ramosissimus, orgyalis ullrave: ramulis teretiusculis, scabriusculo - subpubescentibus. Folia opposita, obovata, subacu- Vid. Sel, phys. og mathem. Skr. III. Deel. S radio 138 _ minata, basi acuta, integerrima, paralelle-costata, tenuissime ve- nosa, rugosiuscula , pilosiusculo-subscabra ; supra opaca, bi-tripol- licaria. Petiolus brevis, pubescens. Stipule gemine, intrafoliacee, angustissime , pubescentes. Inflorescentia terminalis, dichotomo-co- rymbosa, pedunculis pubescentibus: bracteis selaceis parvis. Perianthium swperum, quinquepartitum: laciniis lineari-subula- tis, subpilosis, erecto-patulis, persistentibus. Corolla hypocrateri- Jormis. Tubus cylindraceus, calyce fere duplo longior, hirsutus, intus supra medium dense barbatus. Limbus planus, plicatus, quinquefidus: lobis subacutis, intus coccineus, extus subpubescens et pallide flavus. Anthere quinque, in medio tubi subsessiles line- ares, tenues. Germen oblongum, pubescens. Stylus filiformis fere longitudine tubi. Stigmata duo, crassiuscula, erecta. Bacca magni- tudine Grossulariæ, ovalis, pubescens, viride variegata, calyce co- ronatt, bilocularis: receptaculo bifido, lobis bifariam curvaiis, utrinque dissepimento. Semina numerosa. Th. r 3. M. MACROPHYLLA, floribus corymboso - paniculatis, folioso, foliis elliptieis: corymbi foliis subrotundis ramis- que glaberrimis. 5. bosis, Ved Whydah efter Isert. Rami teretes, superne tetragoni, glabri. Folia breviter petiolata, Jere spithamæa, pollices tres lata, glaberrima, lavia, tenuissime simplieiter venosa. Stipule membrana annulata. Petioli semiun- guiculares. Pedunculi uti corolla extus villoso - canescentes. Calyx minutus. Corolla pollicaris: foliolum pollicare-sesquipollicare sub- rotundum, petiolatum, supra glabrum. Vahl Mst. Forefindes i Iserts Samling. 66, DT Ua 1. D. FAsTuosA; pericarpiis tuberculatis nutantibus glo- foliis oyalis angulatis. Miller. diction. No. 6. System. veg. 139 ed. 14. p. 220. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 1008. Peers. syn. 1. p. 316. Horn. Hort. 1. p. 242: Datura fastuosa ; pericarpiis tuberculatis nutantibus globo- sis, foliis levibus. Lin. sp. pl. 1. p. 256. ‘Datura rubra Rumph. amb. 5 t. 245. f. 2. Solanum foetidum, fructu spinoso rotundo, semine palli- do. Bauh. pin. 168. . Nux Metella. Cam. epit. 175. Sielden; Thonning fandt kun nogle faa Planter i Bomulds- Plantagen Fredriksberg. Caulis subherbaceus, bipedalis, alternatim ramosus: ramis la- terifoliis, patentibus; teres, glaberrimus, atroviolaceus punctis et lineolis viride-albidis. Folia alterna, oleracea, ovata, acuta, si- nuato -angulata (sinuato-repanda) angulis acutis (obtusiusculis) ; basi hine abbreviata, venosa, glabra, quadri-sexpollicaria. Pe- tiolus longitudine foli, teres, coloratus. Flores solitarit, in axil- lis ramorum breviter pedunculati, erecti. Perianthium cylindrico - tubulosum, obsolete - prismatico - quin- guangulatum, subcoloratum, extus levissime pubescens, intus gla- berrimum, semiquinque-fidum: laciniis lanceolatis, subacuminatis, intus tomentosis; tripollicare. Corolla infundibuliformi -tubulosa, calyce duplo longior, extus violacea et levissime pubescens, intus glaberrima alba. Tubus cylindricus striis quindecim elevatis nota- tus. Limbus plicatus, semiquinquefidus: lobis rotundatis, acumi- natissimis (subcirrhosis). Filamenta guingue, tubo parum breviora Antheræ lineares, compresse, erecta. Germen ovatum. Stylus filiformis longitudine staminum. Stigma crassiusculum, obtusum, bilamellatum. Th. Fra den indiske Plante og ligeledes fra den dyrkede, afviger vor Plante derved at Bladene ere meere kantede med budtere Hiôrner S 2 140 og mindre haarede; Bægeret er derhos længere og smallere, læn- gere end Kronens Rör. Negerne kiende, formedelst dens Sieldenhed, ikke dens giftige Egenskaber. GR PARTIS AB IS: 1. P. ANGULATA; ramosissima, ramis angulatis glabris, foliis ovatis dentatis. Mill. dict. N. 10. Lin, sp. pl. 1. p. 262. . Syst. veg. ed. 14. p. 222. Wild. sp. pl. a. 2/9: 1092, -Peers; syn. 1. p. 220. Horn. hort. 1. 210. P. annua ramosissima, ramis angulosis glabris, foliis den- tato- serratis Hort. clif. 62. Hort. ups. 5o. Flor. zeylan. 97. Roy. lugdb. 427. Halicacabum s. Solanum indicum. Cam. hort. 70. t. 17. © Solanum yesicarium indicum. Bauh. pin. 166. Alkekengi indicum glabrum, chenopodii folio. Dillen. elfhy 2152 EEE #9. Amotobi Incolis. Hist og her, helst paa skyggefulde Steder i god Jord. Radix fusiformis, albida, subradiculosa. Caulis herbaceus, pe- dalis, ramosus, patentissimus: ramis laterifoliis, quadrangulari- bus, glabris. Folia alterna, Petiolus folio parum brevior. Flores in divisuris ovata, acuta, argute dentata, ole- racea, glabra. caulis ramorumque solitarii, breviter pedunculati, cernut. Perianthium monophyllum, campanulatum, semiquinquefidum : laciniis acutis, Corolla alba. Tubus brevis. Limbus rotatus, pli- catus, integer; angulis quinque acutis. Filamenta quinque, corolla breviora, erecta. Antheræ erecte, conniventes. Germen subrotun- dum. Stylus longitudine staminum. Stigma obtusum. Bacca glo- 141 bosa, glabra, succulenta, bilocularis seminibus nidulantibus intra calycem maximum inflatum, pentagonum, venis reticulatis atropur- pureis pictum, apice dentibus quinque conniventibus clausum. Se- mina plurima, subreniformia, compressa. Th. Adampiske Piger, som uden at have iagttaget de religieuse Ceremonier, ere blevne besvangrede, söge at fordrive Fosteret ved et Afkog af denne Plante, som de deels drikke, deels vad- ske Födselsdelene med, deels bruge som Klisteer. Bladene bruges ogsaa mod et fnatagtigt Udslet og mod Faaresyge; de knuses og dermed indgnides Legemet. 68. SOLANU M. 1. S. GEMINIFOLIUM; suffruticosum inerme, foliis gemi- nis ovatis subrepandis stellato-pubescentibus, racemis simplici- bus infrafoliaceis distichis, Th. Sebæ Incolis. Dyrkes. Caulis suffruticosus, inermis, subramosus , bipedalis, teres, su- perne pilis stellatis farinaceo-subtomentosus. Folia geminata, altero minore, ovata, sæpe subacuta vel paulo attenuata, integerrima val subrepanda, basi subequalia, utrinque pilis stellatis minutis sub- scabra, oleracea, quadri-octopollicaria. Petiolus teres , sesquipolli- carts. Racemus infrafoliaceus, remotus, distichus; pedicellis octo- viginti cernuis, fruetiferis turbinato - incrassatis. Perianthium {ubuloso -campanulatum , quinquefidum, acutum, pi- lis stellatis subtomentosum. Corolla campanulata, magnitudine Dul- camaræ, alba. Tubus longitudine calyeis, Limbus horizontalis, profunde quinquefidus: laciniis ovato - lanceolatis. Filamenta quin- gue, brevissima, tubo inserta. Anthera oblongæ, teiragone, poris binis apice dehiscentes erectæ, libere. Germen subrotundum, toru- 142 losum, glaberrimum. Stylus filiformis, longitudine staminum, in- Jerne pubescens, Stigma obtusum. Bacca ovata vel subrotundo-de- pressa, torulosa, glaberrima, flava, magnitudine Pruni vel Cepe, carnosa, bi-guadrilocularis » polysperma, insidens calyci grandefacto, Semina suborata, compressa. Th. Frugten tillaves paa forskiellige Maader, fornemmeligen kommes den i Suppe eller tillaves som en Moos med Salt, spansk Peber, Palmeolie og noget tör Fisk. 2. S. Disricuum, fruticosum inerme, tomentosum, foliis ovatis subrepandis , racemis simplicibus infrafoliaceis disti- chis. S. ’ Sussoa Incolis. I Aquapim. Caulis inerzmis, fruticosus, orgyalis, ramosus, teres, pilis stella- tis subtomentosus. Folia geminata altero minore, ovata, leviter ver- sus apicem attenuata, acutiuscula, bast subcequalia, integerrima vel obsolete repanda, supra pilis stellatis minutis adspersa, subtus to- mentosa vasis prominentibus, qvadri-septem pollicaria. Petiolus ses- quipollicaris, teres, tomentosus. Racemus infrafoliaceus, suboppo- sitifolius, remotus, distichus: pedicellis octo-duodecim, fructiferis incrassatis. Perianthium campanulato - patens, quinquefidum, acutiusculum, sublomentosum, persistens. Corolla magnitudine Solani nigri, alba. Tubus brevis. Limbus quinquefidus, acutus. Filamenta qunque, brevissima. Anthere oblonge, erectæ, liberæ, apice poris duobus dehiscentes. Germen subrotundum, glaberrimum. Stylus stamini- bus vix longior, filiformis, oculo armato ad apicem. pilis stellatis tectus. Stigma obtusum. Bacca magnitudine Myrtilli, globosa, gla- bra, coccinea, insidens calyci adpresso, bilocularis. Semina plura, subovata, compressa. Ti. 2 148 _ Bærrene spises af Bôrn uden Skade. 3. S. NoDIFLORUM; suffruticosum, inerme, foliis ovatis angulato-repandis utrinque acuminatis glabris, umbellis infrafo- liaceis pedunculatis. $, Solanum nodiflorum; caule inermi fruticoso, foliis glabris ovatis utrinque acuminatis, umbellis pedunculatis extrafoliaceis. Wild, sp. pl. 1: 2..p. 1055. Peers. syn. ı. p. 223. Horn. hort. 1. D, 218 Solanum nodiflorum caule inermi fruticoso, foliis ovatis acutis, per petiolum decurrentibus, pedunculis filiformibus um- belliferis infrafoliaceis. Jacq. ic. rar. 2. t. 526. Collect. 2. p. 288. Dendræ Incolis. . Hist og her. Caulis suffruticosus, bipedalis, ramosus, teres, glaber, utrinque notatus linea a petiolo decurrente. Folia oleracea, ovata, acuta vel rarissime acuminata, in petiolum desinentia, repanda, supra scabriu- scula, margine scabra, 3-6 pollicaria. VPetiolus mediocris. Um- bella pedunculata, infra folium oppositifolia, cernua: fructifera in racemum subdistichum elongata. Perianthium quinquefidum, patulum, obtusiusculum. Corolla mag- nitudine. Solani nigri, alba. Tubus brevissimus. Limbus reflexo- planus, plicatus, quinquefidus, acutus. — Pilamenta quinque, bre- vissima, subulata. Antheræ oblongæ, apice poris duobus dehi- scentes, conniventes, libere. Germen subrotundum, glaberrimum. Stylus staminibus vix longior , filiformis, inferne villosus. Stigma - obtusum. Bacca magnitudine Myrtilli , globosa, glabra, atro-viola- cea, calyci reflexo insidens, bilocularis, Scmina plura, subovata, compressa. Th, 144 Bladene benyttes mod rheumatiske Smerter; de stödes med nogle Paradiskorn til en Salve som indgnides paa de smer- tende Steder. 4. S. Atroro, subherbaceum, inerme, foliis obova- to-cuneatis angulato-repandis acutiusculis glabris, pedunculis op- positifoliis subgeminis unifloris. 8S. Pianta Kva-Fyé; fructus Atropo Incolis. Dyrkes. Caulis subherbaceus, subramosus, teres, levis, inermis, glaber- rimus, pedalis. Folia oleracea, obovato-cuneata, acuta, repanda, venosa, glaberrima, tri-sexpollicaria. Petiolus brevis, semiteres. Pe- dunculi breves, subsolitarii, oppositifolii, cernui, fructiferi turbinato- zncrassati. Perianthium campanulato-paiens, quinquefidum: laciniis lanceo- latis. Corolla magnitudine Solani tuberosi, dilute coerulea. Tu- bus brevissimus. Limbus urceolatus, integer, plicatus, pentagonus ; angulis in denticulum subulatum desinentibus, Filamenta guingque, brevissima, tubo. adnata, subulata, compressa, erecta. Antherz ob- long@, tetragone, sulcate, apice poris duobus dehiscentes, conni- ventes, libere. Germen globosum. Stylus staminibus vix longior, jiliformis, erectus. Stigma obtusum, Bacca magnitudine Pomi, subglobosa, glabra, rimoso-scabra, carnoso-coriacea, sordide lutea, insidens calyci grandefacto adpresso, bi-quadrilocularis. Semina numerosa, subovata, compressa. Th. ‘ Mon det er samme Plante som Sol. Thonningianum Jacq. Eclog. plant. rar.? Den umodne Frugt koges paa Suppe eller tillaves med halvraaden törret Fisk, spansk Peber, Salt, Palmeolie og Log, en Ret som Negerne ansee for en Delicatesse. Bladene afgiye 145 en meget god Kaal som stuves paa samme Maade som Frug- ten, denne Ret kaldes Fankvau og er een af Negernes kiæreste "Spiser. 5. S. EDULE, subherbaceum, inerme,- foliis ovatis re- pando-lobatis, obliquis, stellato-tomentosiusculis, pedunculis ge- minis, calycibus subaculeatis. S. Blafo-Atropo Incolis. Dyrkes. Caulis subherbaceus, bipedalis, subramosus, teres , inermis, su- perne compressiusculus et pilis stellatis_ adspersus. Folia alterna, ovata, acuta, repanda, hine bast breviora, inermia, pilis stellatis subtomentoso-scabra , quadri-septem - pollicaria. Petiolus folio gua- druplo brevior. Racemus sæpius oppositifolius, pauciflorus , pilis stellatis obsitus: pedicellis incrassatis cernuis. i Perianthium campanulatum, quinquefidum: laciniis sensim an- gustalis, recurvis; pilis stellatis obsilum, sæpe aculeis subulatis tenellis armatum. Corolla magnitudine Solané tuberosi, dilute vio- lacea. Tubus brevissimus, Limbus concayo-planus, integer, quin- quangularis: angulis subacuminalis, incurvis ; extus pubescens, Fi- lamenta quinque brevia, tubo inserta. - Antheræ oblongæ, teiragonce, quadrisulcate, apice poris duobus dehiscentes, erectæ , luteæ. Ger- men globosum. Stylus filiformis, erectus, villosus. Stigma obtu- tum. Bacca magnitudine Pomi, ovato-globosa vel subglobosa, gla- bra, nitida, lutea, (immatura atroviolacea) insidens calyci magno adpresso, bi-quadrilocularis, carnosa. Semina numerosa, ovata, com- pressa. Th. Den er nærbeslægtet med S. melongena og S. insanum men dog forskiellig fra begge. Bruges paa samme Maade som den foregaaende, baade af Europæerne og de Indfödte. Fid. Sel. phys. og mathem, Skr. LI. Deel. T 5246 7 6.. S. DASYPHYELLUM, subherbaceum, subaculeatum, foliis ør" lato-cuneatis angulato-lobatis hirsutis calycibusque aculeatis, race- mis oppositifoliis paucifloris. $. NM” Atropo-Bah Incolis. Dyrkes af Negerne. Caulis subherbaceus, ramosus, teres, sublanatus, subinermis, utrin- que notatus linea brevi a petiolo decurrente. Folia subsessilia, ole- raced, lato-cuneiformia, sinuala: laciniis subrepandis acutiusculis ; pilis ramosis hirsuta, vasis primariis ulrinque aculeata: aculeis subulatis, rectis, spithamea-pedalia. Racemus brevis, oppositifolius, lanatus : pedicellis quatuor-octo cernuwis. Perianthium subquinquepartitum: laciniis lanceolatis, subacumi- natis, patentibus, sublanatum, aculeatum : aculeis subulatis, persi- stentibus. Corolla rotata; coerulescens, extus villosa, magnitudine Solani tuberosi. Tubus brevissimus. Limbus subplanus, integer, acute - quinquangulatus. Filamenta quinque , breyissima. Antheræ oblongæ, tetragone , sulcate, apice poris binis dehiscentes , erectæ, liberæ. Pistillum flore explicato demum excrescit. Germen globo- sum. Stylus filiformis. Stigma obtusum. “Bacca subglobosa vel raro: ovata, magnitudine Pomi majoris, glabra, subcoriacea, rimoso-sca- . briuscula, sordide-lutea, insidens calyci grandefacto adpresso, bi- guadri-locularis intus carnosa; (immatura edulis). Semina nume- rosa, subovata, compressa. Th. - Den umodne Frugt bruges paa samme Maade som S. dl oleraceum. 7. S; ANOMALUM, caule suffruticoso ‘aculeato, foliis lanceolato-ovatis repandis subaculeatis, umbellis pedunculatis lateralibus bifidis, floribus tetrandris. 7%." Asogagaplæ vel Sissa-Sussoa Incolis.. + Hist og her, skiöndt ikke almindelig. paa Öret. med. "147. Caulis suffruticosus, ramosus, teretiusculus, aculeatus: aculeis reclis, compressis, sparsis; rami adultiores glabri, tenelli farinaceo- tomentosi, cinerei; bipedalis. Folia oleracea, oblongo- ovata, apice attenuata, basi hine parum abbreviata, leviter in petiolum desinen- tia, repanda, subpubescentia, vasis primariis utrinque, rarius au- tem supra aculeata, quadri-sexpollicaria. Folia sæpius glabra, inermia, nec bast nec apice attenuata. Petiolus brevis, raro acu- leatus, pubescens. Umbella Zaterifolia, pedunculata, bifida: floribus cernuis, fructubus erectis. | Perianthium quadridentatum , | erectum, pubescens. Corolla alba, profunde quadrifida. Tubus brevis, longitudine calycis. Limbi segmenta linearia, acutiuscula. Filamenta quatuor, brevissima. Antheræ oblonge, obtuse- tetragone , sulcatæ, apice poris duobus dehiscentes, conniventes, libere. Germeu subrotundum, in fundo calycis. Stylus staminibus longior, filiformis. Stigma obtusum. Bacca magnitudine Solani nigri, globosa, glabra, coccinea, calyci insidens. Semina plura, subovata, compressa. Th. Negerne bruge Saften af Bærrene til at overstryge Saar 69: START CA NOUS. 1. S. SCANDENS, foliis ovato-ellipticis subacuminatis sub- coriaceis, racemo composito elongato axillari vel terminali, pe- dunculis horizontalibus floribus capitalis, calycibus tomento- & S. Abonta Incelis. I Aquapim. Caulis fruticosus, scandens, teres, fuscus: ramulis ferrugineo- tomentosis. Folia oppostta, brevissime peliolata, oblongiusculo-ellip- tica, acuminala, yılegerrima, subcoriacea, tenuissime transversim costata, et reticulalo-s'enosa, nilida , tri-quadripollicaria. Stipule + E > 148 e setis paucis sphacelatis utringue basi petioli, Pedunculus coni- munis axillaris vel terminalis, subflexuosus, fere spithameus. Pe- dunculi partiales quinque-octo, alterni, pollicares, ad angulum rec- tum divergentes, floribus octo -duodecim apice in capitulum sessili- p bus. Bractea subulata bast pedunculi. Bracteolæ sguameformes basi florum. Perianthium minimum, quinquefidum, acutum, erectum, ferrugi- neo-tomentosum, persistens. Corolla-infundibuliformis, alba. Tu- bus cylindricus, tenuis, inferne parum dilatatus, pollicaris. Lim- bus quinquepartitus: laciniis linearibus , leviter contortis, tubo du- plo brevioribus. Filamenta quingue, brevissima, tubi basi fere ad- nata. Antheræ oblonga, acute, erectæ, interne dehiscentes. Ger- men superum globosum. Stylus longitudine staminum, simplex. Stigma obtusum, obsolete bifidum. Bacca capsularis, magnitudine pomi minoris, globosa, tomentosa, lutea, corticosa, fragilis, unilo- cularis, polysperma. Semina situ et figura irregularia, acidıdo- mucoso-baccata. Th. Negerne nyde den syrlige Shim som beklæder Fröene og ) ansee den for sund. LA ro CORD I A. 1. C. GUINEENSIS, foliis ovalibus obtusis pubescenti sca- bris, floribus conferte-paniculatis polygamis. Th. Jumo-sa Incolis. Almindelig i Landskaberne. ved Stranden; blomstrer i iegntiden. Frutex orgyalis et parum ulira, ramosissimus, erectus: rata teretiusculis, pubescenti-scabris. Folia alterna, elliptica, obtusa mucrone reflexd, subintegerrima , venis subtus costata et reticulata, pube scabra, bi-tripollicaria, juniora remote denticulata. Petiolus brevis teres, basi geniculo persistente, Stipule nullæ. Panicula ax- 119 illaris , subcorymboso-capitata Ri ebracteata, peduneulo longitudine pettoli. Hermaphrodita: Perianthium tubulatum, ore angustatum: denti- bus quinque setaceis marcescenlibus ; striato-rugosum , subpubescens, intus dense sericeo-tomentosum. Corolla hypocrateriformis, pallide ochracea, noctiflora, svaveolens. Tubus longitudine calycis, Limbus quinquepartitus: laciniis oblongis obtusis, recurvis. Filamenta quinque, medio tubi adnata, tubo vix longiora, pubescentia. Antheræ ova- ie, compressæ, basi et apice emarginatæ, erectæ, steriles. Ger- men ovatum, glaberrimum attenuatum in stylum. Stylus longitu- dine corolla, bis-bifidus, Stigmata obtusa. Drupa magnitudine Grossulariæ, ovata, subacuminata, glaberrima, fere ad medium calyce cincta, pulpa viscosa. Nux solitaria, ovata, tetragona, acuta; _ bilocularis, monosperma: aliero loculo sæpius abortiente. Mas. Calyx et Corollæ hermaphrodite. Stamina fere longitu- dine limbi corolle, patula. Anthere oblongæ, fertiles, ineumben- Fest. tk Pe Pas dee 137 4; 1. E. Cymosa; foliis ovatis subacuminatis rugosiusculis, panicula cymosa terminali. Th. Lavasa Incolis. Almindelig; blomstrer i Mai. Frutex ramosus: ramis longioribus procumbentibus, brevioribus erectis; ramulis teretiusculis, glabris. Folia alterna, ovata, sub- acuminata, integerrima, venosa, rugosiuscula, glabra, subtus pal- lidiora, bi-tripollicaria. Petiolus brevis. _ Stipule nazlle. Panicula cymosa: ramis alternis, divergentibus, pubescentibus. Perianthium minimum, campanulatum, quinquefidum , obtusum, glabrum, persistens. Corolla monopetala, magnitudine Sambuci nigri, alba. Tubus sensim ampliatus, calyce vix longior. Lim- 2 =] 150 bus profunde quinquefidus : laciniis oblongis, obtusiusculis, recurvis. Filamenta quinque subulata, longitudine corolla, tubo inserta, pa- ‘tua. Anthere, oblongæ, incumbentes. Germen superum subrotun- dum. Stylus filiformis, longitudine staminum, semibifidum, sub- marcescens. Stigmata obtusa, Drupa magnitudine piperis, globosgy nitida, miniata. Nuces quatuor, uniloculares, monosperme, ex- terne convexæ, altero latere interno profunde excavate et farcte pa- renchymate gelatinoso nucleum mentiente. Nucleus minimus inclie- suss Th. : De længste Grene bruges til Ankerbaand. Negerne tygge Vedet tilligemed Fråene af Sterculia verticillata, hvorved frem- bringes en råd Farve, som bruges til Fetisherier Amuleter o. s. v. Blomsterne lugte som Galium verum. \ ‘ LI 7 BUMELIA 1. B. DurcırıcA, foliis obovato - cuneatis glaberrimis, floribus solitariis binis ternisve axillaribus cernuis, breviter pe- dunculatis. S$. Tahmi Incolis. Ikke almindelig i Aquapim. Frutex orgyalis: ramulis tenuibus, strictis, glabris, subfuscis. Folia apice ramulorum sparsa, spathulato - ovala, obtusa , inlegerrima, subcoriacea, costata, glaberrima, quadri - sexpollicaria. Petiolus brevissimus epidermide subfusco. Stipule nulla. Flores axillares, Lrevissime pedunculati > pauci, ‚cernui, parvi, sapius post casum Joli erumpentes. Perianthium turbinatum, ' ferrugineo-tomentosum , semiquinque- jidum: laciniis obtusis latiusculis: tribus externis, duabus internis. Corolla infundibuliformis, calyce parum longior, profunde quin- auefida, obtusa, albida. Filamenta quinque brevissima, tubo co- rolle enata. Anthere intra corollam, oblongæ, processu bresi ob- IST ee eee 150 elongalæ, erecte, latere “interno filamentis afixe, latere ex- terno dehiscentes fissuris binis apice magis patulis. Nectarit laci- nice quinque setacee, basi dilatate , iubo enatæ, staminibus al- lerne, eorumque altitudine. .Germen superum, subrotundum. Sty- lus simplex, filiformis, corolla fere longior. Stigma simplicissimum, obtusum. Bacca ‘drupacea, magnitudine fere Grossularie , ovalis, glaberrima , stylo emarcido sepe instructa, badia, succulenta, mo- nopyrena, calyci deplanato insidens. Semen magnum, figura bac- ce, subcompressum, cortice fragili, hine fuscum nitidum liberum, inde baccæ accretum et obsolete sulcatum. Th. Bærrene have kun lidet Kidd og næsten ingen Smag, men den besynderlige Egenskab saaledes at bedrage Smagen at alt hvad man nyder efter at bave spiist to tre Baer, smager gand- ske södt; en Limon smager som en Apelsin, Viinædike som söd Vin o. s. v. Dersom man om Morgenen nyder omtrent en Snees Bar, saa er man vis paa at beholde Smagen i Mun- den næsten den hele Dag. Da Palmevinen giærer saa hastig at ‚den vanskeligen kan bringes fra Aquapim ‘il Strandbyerne (om- trent 5 Mile) uden alt at vere syrlig, saa medbringe Viinhand- lerinderne gierne nogle af disse Ber, hvormed de Vinlystne först fortrylle Smagen, og siden beruse sig i den sure Viin. 3. RHAMNUS. 1. R. PANICULATUS; inermis, foliis oblongo-ellipticis integerrimis, panicula terminalı floribus racemulosis hermaphro- ditis. “472 Ototrömi Incolis. Almindelig i Strand - Landskaberne, Frutex inermis, orgyalis, ramosissimus: ramis terelibus cinereo- Juseis; ramulis ferrugineo-tomentosis. Folia alterna; disticha , fr ralis, 152 sissime petiolata, oblongo - elliptica, subacuminata, integerrima, ve- nis reticulata, nitida, quadri-quingue-pollicaria. Stipule setacew. Panicula terminalis, tomentosa, foliis floralibus parvis villosis in- termixta: ramis alternis distichis: pedunculis e casu pedicellorum denticulatis ; floribus brevissime pedicellatis racemosis. Perianthium campanulatum, quinquefidum, obltusum, pubescens. Corolle petala quinque, oblonga, obtusa, bifida, plica longitudinal interne carinata, inque incisuris calycis inserta, eoque paulo al- tiora, erecta, alba. Filamenta quinque petalis alterna et paulo lon- giora, filiformia, erecta. Anthere parræ, incumbentes, albide. Germen superum, villosum. Stylus Aliformis, longitudine stami- num. Srigma Zrifidum. Bacca subrotunda (an tricocca ?) venoso- rugosa, sublomentosa, aurantia , magnitudine fere Grossularie, tri- sperma, Th. | Obs. Germen trispermum, Baccam autem semper monospermam, seminibus binis. abortientibus invenit cl. Thonningius. I. hos CHLASTR US. 1. C. LANCIFOLIUS; inermis, foliis lato-lanceolatis ser- pedunculis axillaribus unifloris congestis. Th. Sielden, ved Adah. Frutex ramosissimus, orgyalis ultrave, inermis cortice cinereo- Jusco: ramulis teretiusculis, glabris, lineola arguta a petiolo utrin- gue decurrente. Folia alterna, lanceolata, obsolete apice attenuata, obtuse serrata, nitida, uninervia, tenuissime reliculato-venosa, bi- tripollicaria, Petiolus brevissimus, farinaceus. Stipule nullæ. Pe- dunculi plures, axillares, longitudine petioli, uniflori. Perianthium parvum, quinquefidum: laciniis rotundatis; persi- stens, Corolle Petala quinque, sessilia, ovata, concaya, patentia, alba. Filamenta guingue subulata; corolla paulo breviora patentia, incurva, ad marginem receptaculi inserta. Anthere - subrotandee. 153 Germen minimum, immersum receptaculo magno plano, Stylus su- bulatus, staminibus brepior, Stigma subcapitatum, trifidum. Cap- sula magnitudine Ribis, ovata, obtuse trigona, trilocularis, tri- valyis, coriacea, alba, hine purpurascens , dihiscens valvis septi- Jeris. Semina solitaria, ovata, arillo baccato albo semitecta, Th. sr a el A A, 1. V. GuINZENSIS; suffruticosa, foliis lanceolatis alternis subdenticulatis superioribus strigoso - pubescentibus, pedunculis axillaribus solitariis unifloris, foliolis calycinis carina ciliatis. S. Almindelig paa aabne Marker. Caulis suffruticosus, semipedalis , procumbens , filiformis, glaber: (ramis angulato - striatis superne pubescentibus). Folia alternatim sparsa, linearia, acutiuscula, obsolete remote denticulata, margine scabra, subsessilia, uncialia ultrave (juniora strigoso-pubescentia). Stipule setaceæ, erectæ, (subciliatæ). Pedunculi solitarii, axillares, uniflori, filiformes, folio breviores medio bracteolis binis minutis instructi, erecti; fructiferi supra medium cernui. Perianthinm pentaphyllum , persisiens: Joliolis subulatis, erectis, margine tenuissime membranaceis, carina ad lentem pilosiusculis, inferioribus ob corniculum nectarit distantibus et leviter sursum fal- catis, Corolla pentapetala, irregularis, resupinata, violacea , mar- cescens, Petalum unicum deorsum spectans, maximum, obiuse qua- dratum, paulo retusum, planum, erecium, ungue longitudine ca- lycis basi in corniculum breve obtusum deorsum inter foliola calycis productum; duo petala laieralia, sessilia, vix calyce longiora, in- Jerne latiora, extra calycem sursum recurva ; duo superiora lengitu- dine calycis, linearia, tenuissima, diaphana. Vilamenta quinque brevissima, erecta; duo inferiora prope basin exserentia appendi- cula duo apice villosa in cornieulum nectarii descendentia. Antheræ ovate, apice membranula auciæ, coalite, persistentes ; duce infimæ Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deed. U y 154 villoso -carinate. Germen superum ovatum. Stylus filiformis sta- minibus vix longior. Stigma obliqum , obtusum, compressum. Cap- sula magniludine Pisi, subrotunda, obluse-trigona, unilocularis, trivalsis, dehiscens. Semina sex-novem, ovata, obtusa, tenuis- sime striata, Th. Ved de anførte Kiendemeerker adskilles den let fra /. linari- liafo Vahl. Eclog. fas. 2. p. 18. og fra /. suffruticosa og V. ennea- sperma. S. 2. V. LANCKHIFOLIA; caulescens, stipulis integris, corol- lis resupinatis, foliis lanceolatis serratis. 7%. Sielden, fundet ved Dudua og Quita. Caulis Zeres, pubescens, utrinque linea a petiolo decurrente, sub- pedalis. Folia alterna, subpetiolata , lanceolata, serrata, pubescen- tia, bipollicaria. Stipulæ selaceæ, erecte. Pedunculi axillares, solitarii, uniflori, subpollicares, medio bracteolis binis minutis in- structi, floriferi erecti, fructiferi supra medium cernui. Calyx Viole ciliate, pilosus. Corolla a Viole ciliate tantum di- versa petalo majori magis rotundato et atienuato in unguem. Sta- mina et Pistillam precedentis. Capsula magnitudine Pisi, subre- tunda, obtuse trigona, untlocularis, trivalis: valvis seminiferis post dehiscentiam carinato-compressis. Semina duodecim- octodecim, ovata, obtusa. Th. 515 es FRE COUR RE, 1. L. SAMBUCINA, caule sulcato-angulato glabro, foliis subbipinnatis. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 1177. Peers. syn. 1. p. 209: Aquilicia sambucina. Mant. 211. Syst. veg. ed. 2. p. 245. Aquilicia sambucina; foliis bipinnatis, pinnulis lanceola- tis serratis glabris, floribus corymboso-ramosis. Cavan. diss. 7, p. 872: t. 218. 155 Staphylea indica; foliis bipinnatis, infimis fernatis, sum- mis quinis, foliolis oblongis dentatis, cymis tripartitis. Burm. ind. “ps. 7 Sete) ah Ea, Frutex aquosus femina. Rumph, amb. 4. p. 103. t. 45. Hist og her i Aquapim, helst paa fugtige Steder. Frutex ramulis teretiusculis, glabris. Folia alterna, bipinnata: pinnis subtrijugis sc. jugum infimum pinnarum foliolis quinis vel septenis ; jugum secundum foliolis ternis vel quinis; jugum tertium, st adest, foliolis ternis; et pinna terminalis foliolis quinis vel sep- tenis: foliola breviter petiolata, elliptico-oblonga acumine lineari se- mipollicari, serrata dente quoque tertio majori, utrinque glaberri- ma, supra opaca et nilida, opposito-costala, tenuissime venosa, quadri-octopollicaria. Petiolus teres glaber, ad petiolulos tumidus. Cyma oppositifolia, trichotoma, magnitudine Sorbi ducuparie. Perianthium,parvum, campanulatum, semiquinquefidum, subco- loratum. Corolla rotata, profunde quinquefida, aurantia. Tubus brevissimus. Laciniæ lanceolate, apice subcucullate, recurve. Nectarium in centro floris adnatum, monophyllum, tubuloso-sentri- ‚cosum, semiquinquefidum: laciniis obtusis, emarginatis, conniven- tibus ; tubus basi e lamellis binis distinctis constructum ; corolle sub- concolor. Filameuta quinque, tubo nectarii externe infra incisuras inserta, brevissima, erecta. Anthere oblongæ, per divisuras nec- tarit in ventrem ejus inflexæ et occultate. Germen superum, mi- nimum, subrotundum. Stylus simplex, erectus, nectario duplo bre- ~ sior. Stigma obtusum. Bacca capsularis, coriacea, subglobosa, re- tusa, obsolete toruloso-hexagona (tetragona) glabra, sexlocularis : lo- culis in orbem disposilis. Semina solitaria, hine convexa, inde acutangula. Th. Den guineiske Plante afviger fra den indiske blot ved bre- dere og stôrre Smaablade. U 2 156 gap OCD DL EA Wild. IH. berol. 4. p. 11. Horn. hort, 1. p. 160. 1. M. STELLATA, foliis verticillatis quaternis-senis line- aribus ramulisque pubescentibus, floribus dichotomo — corym- bosis. S. 4 Achyranthes stellata; foliis senis linearibus pellucido-ma- culatis, floribus corymboso-dichotomis. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 1199. Peers. syn. 1. p. 259. Mollia stellata Sprengel. System. I Almindelig paa hôie og törre Steder til alle Aarstider. Radix simplex, anguste-fusiformis. Caulis palmaris vel spitha- meus, procumbens, paniculato - ramosissimus, sæpe brachiatus, rigi- dulus, teres, jfeliformis, articulatus, pubescens, sæpe coloratus. Folia opposita, sessilia, linearia, acutiuscula, integerrima, pube- scenlia, uninerpia, semipollicaria, vix lineam lata, patentia: pri- mordialia obovato-cuneala. Stipule geminæ, sessiles, acute/ tenuis- simæ, hyaline. Panicula terminalis omnium ramulorum , coarctate- dichotoma, corymbosa, florulenta: floribus subsessilibus. Bracteæ bine ad divisuras pedunculi sessiles, acute, tenuissime, hyaline. Bracteæ tres calyce duplo breviores basi singuli floris, excepto eo, qui in dichotomia. > Perianthium pentaphyllum: foliolis ovato-lanceolatis, acuminatis, concavis, subdiaphanis, hyalinis, scariosis, patentibus, Corolla: Petala guingue oblonga, obtusa, calyce duplo breviora. Filamenta guinque, distincta, fere longitudine corolle. Antheras ovate, erec- ta, luteæ, persistentes. Germen superum, subglobosum. Stylus bre- vis. Stigma globulosum, Capsula oblonga calyce duplo -brevior, toto flore connivente cincta, unilocularis, subtrivalyis , Jere ad ba- sin partita : valvis patentibus planis. Semen unicum oblongum. Th. Obs. Ob rudimenta ramulorum folia in axillis videntur fasci- culata. Th. 157 Skiöndt Wildenows Beskrivelse afviger fra Thonnings, såa er jeg dog vis paa at det er samme Plante. Polycarpea Lamark og’ Hagea Pers. Syn. 1. p. 262 ere samme Slægt som MHollia. S8. 78. ACHYRANTHES. 1. A, Morris, caule herbaceo tomentoso, foliis ovatis acutis basi attenuatis subtus tomentosis, spica terminali simpli- ci glomerulis quinquefloris quadrifariam fasciculo selarum tri- no. Th. Mem’lemeté Incolis. Almindelig. Caulis Aerbaceus, bipedalis, procumbens vel scandens, remote- articulatus, brachiatus, teres, tomentosus. Folia opposita, ovata, acuta, deviter in petiolum brevem desinentia , integerrima, supra pilosiuscula, subtus mollissime tomentosa, venis costata; tenella utrinque sericea. Pedunculus terminalis, simplex , elongalus , semi- pedalis et ultra, adspersus capitulis alternis , sessilibus, quinqueflo- ris: flore medio sessili, lateralibus six peduneulatis. Bractea in- Jerne ad singulum capitulum, lanceolata, cuspidata, pubescens, re- Jlexa; alia bractea utrique capitulo ejusque dimidia longitudine, subrotunda, acuta, concava, pellucide-marginata, pubescens ; Bracte- ola basi externa singuli floris lateralis, intra quam fasciculi tres; singulus e selis sex uncinatis, rigidis, post anthesin explicatis, pa- tentissimis, longitudine calycis. Perianthium pentaphyllum, patens: foliolis lanceolatis extus la- natis, viridibus margine. reflexo scarioso albo. Filamenta quingue, calyce paulo breviora, subulata, basi dilatata et coalita, erecta. Anthere subrotunde, incumbentes , utringue bifide, purpurea. Ger- men- subrotundum, compréssiusculum.: Stylus simplex, longitudine 158 staminum. Stigma capitatum, integrum. Pericarpium: Utriculus intra calycem conniventem. Semen ovalum, compressum, emargina-_ tum, nitidum, nigrum. Th. Meget liig 4. echinata og maaskee samme Plante; kun ved urteagtig klattrende eller krybende Stengel adskiller den sig deıfra 8. Af den hele Plante tilberedes en Askelud, som bruges til Negernes Blaafarvning. Th. 2. A. GEMINATA, caule herbaceo erecto, foliis opposi- tis obovato-cuneatis acutis, spicis elongatis, flosculis binatis utrinque fasciculo setarum uncinato. Th. Voxer i Skovene i og ved Aquapim. Caulis herbaceus, bipedalis, erectus, remote articulatus, obtuse tetragonus, pilosiusculus: ramis patulis. Folia opposita, subsessilia, ovata, acuta, cuneala, integerrima, basi undulata, venis subcostata, supra villosiuscula, subtus six pubescentia, bi-quinque pollicaria. Spice racemose, elongate: una terminalis pedunculata, et bine, in singulo extimo axillo, quarum altera subsessilis , altera longius pedunculata. Calyces brevissime pedicellati, gemini, fructigeri re- flexi. Bractea ad singulum glomerulum ovata, acuminata, concava, reflexa, persistens. Bracteole tres cuspidatæ , minute, quarum una superior et duc laterales basi floris superioris. Fasciculus intra singulam bracteolam lateralem e setis circiter quinque wncinatis, ri- gidis, calyce fere longioribus , post anthesin explicatis. Perianthium pentaphyllum, patens : foliolis lanceolatis, concavis, extus sublanatis, viridibus, margine tenui albido. Filamenta guin~ que filiformia, erecta, basi connexa membranula exserente denticu- lum inter singulum filamentum, albida. Antheræ subrotunde, in- cumbentes , pallide-flavæ. Germen subrotundum , compressiusculum. Stylus simplex, longitudine staminum. Stigma obtusum , integrum, 159 Pericarpium: Utriculus intra calycem conniventem. Semen oralum, compressiusculum, nitidum. Th. 5. A. THONNINGII, herbacea, foliis ovato-rhomboideis subacuminatis, spica flosculis ternis: lateralibus utrinque fasci-~ culo setarum uncinato. Th. I Kratskov i og ved Aquapim. Caulis Aerbaceus, remote articulatus, repens, ramis tetragonis plosis, sesquipedalibus, erectis. Folia opposita, breviter petiolata, ora- to-rhomboidea, subacuminata, acuta, integerrima, supra pilosiuscu- la, subtus subnuda, venoso-rugosiuscula. Spica terminalis et in alis extimis solitaria, pedunculata, racemosa, elongata, spithamea: calycibus brevissime pedunculatis, ternis transverse positis, fructi- feris reflexis. Bractea ad singulum glomerulum , lanceolata, cuspi- data, reflexa, persistens. Bracteole tres basi singuli floris latera- lis, sc. una superior, altera externa, tertia inferior. Yasciculus intra superiorem et inferiorem bracteolam e setis septem uncinatis, rigidis, patulis, longitudine calycis, post anthesin explicatis. Perianthium pentaphyllum, patens: foliolis lanceolatis concavis, extus sublanatis, viridibus margine tenui albido, Filamenta Sere longitudine calycis, filiformia, erecta , veridia. Anthere subrotunde, incumbentes. Germen subrotundum , compressiusculum, Stylus lon- gitudine staminum, simplex. Stigma obtusum, integrum. Pericar- pium: Utriculus intra calycem conniventem. Semen ovatum, com- pressiusculum, nitidum. Th, 4. A. NoposA, foliis ovato-lanceolatis villosis scabriu- sculis, capitulis terminalibus involucratis, ramis nodosis. Vahl Mst. Ved Whydahr Isert, Caulis suffruticosus, flexuosus, an scandens? Rami teretes, sil- losi, incani, rigidi, articulati, articulis incrassato-nodosis. Folia AR 160 je ha ate ae! inferiora ramorum petiolata, superiora sessilia, | pollicaria fi inte- gerrima, obtusa, avenia, villis raris adspersa, subtus frequentio- ribus, (piloso-hirta margine ciliata) viridi-canescentia. Peduncula terminales ramorum, terni. Capitulum terminale, solitarium in sin- gulo pedunculo, magnitudine nucis coryli; folia duo-quatuor sub singulo capitulo, lanceolata, sessilia, capitulo breviora. ‘Flores pa- tuli: Squamæ unguiculares, sordide albæ, acutæ. Calyces rigi- diusculi, attenuati, longitudine squamarum, opaci. Vahl Msı. Denne Plante findes i Iserts Herbarium. ‘ To El OSE 2 1. C. SPLENDENS; foliis lato-lincaribus oblusiusculis mu- cronalis glabris, stipulis foliaceis, spicis cylindricis crassis sca- riosis. SS. Sielden. Thonning fandt den kun eengang ner ved Lah- tebierget. Caulis subherbaceus, quadripedalis, subramosus, erectus, tere- tiusculus, striatus, glaber. Folia sparsa, angüste-lanceolata, in petiolum brevem desinentia, mucronata, glabra, oleracea, tri-sex- pollicaria. Stipule nulle preter folia duo stipularum instar basi singuli rami axillaris opposita, subpetiolata, dimidiata, ovato- Jalcata , "acutiuscula, horizontalia, margine cavo caulem ambientia. | Spice terminales, solitariæ, elongate, apice purpurascentes: cras- sitie pollicis: floribus numerosis, imbricatis, sessilibus, confertis. Bractex tres basi singuli floris eoque duplo breviores, sessiles,! an- ceolatæ , scariosæ, persistentes. Perianthium pentaphyllum, patens: foliolis lanceolatis, acutis- simis, concayis, scariosis, diaphanis, albis, dilute purpureo-ca- rinatis, fere semipollicaribus. Corolla nulla, Filamenta quinque subulata, basi dilatata et connata in tubum cingentem germen, pur- purea, calyce breviora. Antheræ ovate, incumbentes, purpuree. 4 FOR ' \ Germen superum, subrotundum. Stylus filiformis, staminibus lon- gior, purpureus, persistens. Stigma simplex, obtusum. Capsula globosa, membranacea, calyce connivente mulio minor, unilocularis, " / circumcissa. Semina septem-novem, subrotunda, compressa, obso- lete emarginata, nitida, nigra. Th Den adskiller sig fra de dvrige Arter, saasom C. argentea, albide, margaritacea ved lengere Stengel, lange kantet-furede tykkere Blomsterstilke ; bred-linieformige, budte, med Braad forsynede Blade, bladagtige Biblade, og tykkere cylindriske Ax. 8. 2. C. LaxA; foliis ovatis utrinque attenuatis margine scabriusculis, caule herbaceo quinquangulato glabro, spicis ter- minalibus, floribus coarctatis, stigmate trifido. S. Almindelig. Caulis herbaceus, bipedalis, erectus, subramosus, quinquangu- latus, striatus, glaber. Folia alterna, oleracea, ovaia, acumina- ta, acutiuscula, lepiter in petiolum desinentia, venoso-costata, gla- bra, subtus glauca, margine atropurpurea et scabra, bi-quadri- pollicaria. In axillis foliorum basi singuli rami folia duo opposita subpetiolata, dimidiata, subpollicaria, ovato- falcata, acuta, hori- zontalia; hæc folia primo intuitu stipulas mentiuntur, differunt au- tem situ, structura,et rudimento ramuli in axillis. Petiolus cana- keulatus, fere longitudine folii. Stipule nulle, ni vis folia jam dicta. Pedunculus terminalis, elongatus, superne laxus, passim obsitus glomerulis coarctate dichotomis, sæpius septemfloris , bracteis SCariosis parvis ad divisuras. Perianthium patens, pentaphyllum: foliolis ovatis, concavis, sub- acutis, scariosis, diaphanis, albis. Corolla nulla. Filamenta quinque calyci opposita eoque breviora, subulata, basi dilatata et va connata in urceolum cingentem germen, purpurea. Antheræ subro- tunde, didymæ, erecte, purpureæ. Germen subrotundum, supe- Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deer. x \ | = __ 162 | rum. Stylus brevis. Stigmata tria raro duo aut quatuor, purpurea, erecta, Capsula magnitudine Coriandri, globosa, unilocularis, cir- cumcissa, calyce cincta. Semina seplem-novem, subrotunda, com- pressa, nitida, nigra. Receptaculum //iforme, ramosum, in fundo capsule. Th. Celosia trigyna har mindre Blade, som ere spidsere og ved Basis meere budte; Bladstilkene ere kortere og nærmere ved hinanden, Bibladene mindre og meere leeformige, Axet læn- gere, de nedre Blomster længere fra hinanden, Bægeret. mere aabent, Frugtknuden af Bægerets Længde og Griffelet rækker ud af samme. S. _ 80. ILLECEB RU M. 1. I. OBLIQUUM; caule repente piloso, foliis suborbicu- lato - cuneiformibus mucronatis obliquis pilosiusculis opposito minore, capitulis axillaribus sessilibus subglobosis spinescentibus basi lanuginosis. &. Samangkama Incolis, Almindelig. Radix auguste-fusiformis. Caulis humifusus, repens, pedalis et ultra, inferne brachiatus, superne alternatim ramosus, remote articulatus, teres, pilosus, purpurascens. Folia opposita, aitero minore, oblique ovata, acuta, mucronata, desinentia in petiolum Lrevem, integerrima, oleracea, glabra (pilosiuscula), subtus palli- diora, pollicaria. Spice axillares, solitariæ, sessiles , magnitudine Pisi, subelongate (oblonga, basi lanuginosæ) Jloribus sessilibus con- fertis. Receptaculum nudum, paleaceum: paleis sessilibus, cuspi- datis, persistentibus, tribus basi singuli floris, quarum inferior longitudine calycis, pungens, laterales duplo breviores, tenuis- Sime. 163%. ~ Perianthium inæguale, quinquepartitum, patulum: foliolis tri- bus superioribus tenuissimis, diaphanis, cuspidatis, intermedio plano, lateralibus compressis carina barbata; duobus inferioribus duplo longioribus, cuspidatis, rigidis, pungentbus. Corolla nulla. Filamenta guingue, subulata, brevissima, basi connexa denticulo interjeeto. Antheræ subrotundæ, luteæ. Germen superum, subro- tundum, compressum. Stylus subnullus. - Stigma obtusum integrum. Utriculus calyce persistente multo minor. Semen subrotundum, com- - pressum, nitidum. Th. Dillens Figur i Elth. T. 7. £ 7., som er Illecebrum Achyranthes, svarer ikke til vor Plante, thi Bladene ere æg- formige ikke kileformige og skiæve, og derhos spidsere. Hel- ler ikke taler Wildenow om at Hovederne ere laadne. S. Det er et skadeligt Ukrud paa Fodstier og dyrkede Ste- der, især for Negerne som gaae barfodede. Th. 2. I, SESSILE; caulibus*repentibus bifarie tomentosis, fo- liis lanceolatis subsessilibus, capitulis oblongis glabris. Mant. 045. - Vahl. symb. 1. p. 22. Wilden. sp. pl. 1. 2. p. 1209. Horn. hort. 1. p. 242. Gomphrena sessilis. Spec. pl. 1. p. 225. Fl. zeyl. p. 116. Achyrantes ficoideum 8? sessile Peers. syn. 1. p. 259. Alternanthera caule repente, ramis oppositis, capitulis axillaribus sessilibus, calycibus glabris. Forsk. descr. p. 28. Amaranthus humilis, foliis oppositis, flosculis ex alis glo- meratis. Burm. zeyl. 17. t. 4. f. 2. Coluppa Rheed. mal. 10. p. 21. t. g. ~ Olus squillarum. Rumph. amb. 6. p. 57. t 15. f. 1. Voxer helst paa fugtige Steder, hvor den er temmelig al- mindelig. X © 164 Caulis herbaceus, articulatus, repens: ramis erectis, obsoletete- tragonis vel tereti-compressis, articulis transversim pubescentibus, in- ternodiis uni-sesquive pollicaribus, utrinque linea longitudinali pu- bescenti. Folia opposita, subpetiolata, oblongo - lanceolata , margi- ne subæqualia vel serrulata, oleracea, glabra, sesquipollicaria. Stipulæ nullæ. Spice axillares, solitariæ, opposite, sessiles, sub- globose, vix pisi magnitudine, elongate: floribus sessilibus, mi- nutis, confertis. Reccptaculum sublanatum, paleaceum: paleis dia- phanis, acutis, calyce dimidio brevioribus, persistentibus, tribus basi singuli floris, quarum una inferior et duæ laterales. Perianthium monophyllum, cequale, quinquepartitum: foliolis ob- longis, sensim aculis, glabris, scariosis, hyalinis, patulis. Co- rolla nulla. Filamenta sex, alterna castrata, basi dilatata et coa- lita, patula, vix long eitudine calycis. Anther& oblonge, compres- siusculæ, erectæ, lutee. Germen superum, orbiculatum, compres- sum. Stylus brevissimus. Stigma obtusum, integrum. Utriculus orbiculatus , compressus, emarginatus, calyce minori adpresso cinctus. Semen subrotundum, compressum, nitidum. Th. Plukenets Figur som citeres af Wildenow hörer nok til Illecebr. ficoideum. rm 5. I. Lanarum; foliis ovatis pilosiusculis, spicis latera- libus, calycibus lanatis. Ait. Kew. 1. p. 289. Wilden. sp. pl. 1. 2. p. 1204. Illecebrum lanatum; foliis obovatis alternis, spicis latera- libus calycibus lanatis. Horn. hort. ı. p. 241. | Achyranthes lanata; caulibus diffusis suberectis, foliis al- ternis ovatis petiolatis, spicis lateralibus tomentosis. Lamarck encycl. 1. p. 548. Peers. syn. 1. p. 259. I. cauie subherbaceo erecto, floribus lateralibus, foliis al- ternis. Syst. veg. ed. 14 p. 248. Retz. obs. 2. p. 19. ralibu c,d 165 Achyranthes lanata; caule prostrato, spicis ovatis late s, calycibus tomentosis. Spec. pl. 1. p. 296. Mill. dict. a. he > Achyranthes villosa; spicis axillaribus congestis villosis linearibus albis, foliis ovatis integris. Forsk. descr. 48. Chenopodium incanum racemosum, folio majori minori opposito. Burm. zeyl. 60. t, 26. £ 1. canus. Amaranthus indicus verticillatus albus, foliis lanugine in- Pluk. alt, 27.670, ter Oe Scherubala. Rheed. malab. 10. p. 75. t. 29. Findes i Aquapim, men ikke almindelig. Caulis procumbens, pedalis, inferne ramosus, teres, striatus, superne versus sensim pube densiore tectus. Folia alterna, ovata, ‘acuta, in petiolum brevem desinentia, venis costata, utringue pilo- sa, pollicem longa. Spice axillares, sessiles, glomeratæ, vix Pisi magnitudine, elongate: floribus sessilibus, confertis. Receptacula "sublanata, paleacea: paleis ternis calyce dimidio brevioribus, ova- tis, acuminatis, concayis, scariosis, diaphanis, albis, persistentibus, Perianthium @quale, patulum, quinguepartitum: laciniis lanceo- latis, concapis, extus niveo-lanatis, intus virididus. Corolla nulla. Filamenta decem subulata, basi dilatata et coalita, alterna castrata. Antheræ subrotundæ, luteæ. Germen superum, subrotundum ; com- pressum. Stylus subnullus. Stigma obtusum, obsolete bifidum. Utri- culus intra calycem conniventem, Semen subreniforme, compres- sum, nitidum, nigrum, Th. Vor Plante afyiger kun derved fra Exemplarer fra Ostin- dien at Bladene ere slorre og mindre laadne. S. 166 _ BaP? Oa RPS SA 1. C. Duucis, foliis cordato-ovatis aculis aveniis, ramis- que glabris, corollæ tubo superne incrassato subcurvato, brac- teis subulatis. 4, "Radix Akokobessa, Fructus Aflaumbe Incolis. "Temmelig almindelig. Radix ramosa, cortice crasso, rimoso, subcarnoso , pallide- flavo , aromatico-amaro. Frutex ramosissimus, biorgyalis: cor- tice rimoso cinereo-fusco; rami debiles, subdichotomi, teretes, gla- bri: ramuli pubescentes; spine ex alis alternis gemine , subulate, recie, apice rubra, divergentes, pollicares et parum ultra. Folia opposita , brevisstme petiolata, ovata, acuta, integerrima, subave- nia, glabra, supra opaca et nitida, rigidula, bi-tripollicaria, In- florescentia terminalis ramulorum brachiato- Jastigiata: pedicellis brevissimis trifloris. Perianthium parvum inferum, pubescens, quinquefidum: laciniis subulatis, erectis, oculo armato ciliatis ; persistens. Corolla hypo- crateriformis: Tubus longus, pollicaris , tenuis, superne tumidiuscu- lus, leviter incurvatus, purpureus: rictu augustato. Limbus planus quinquepartitus: laciniis lanceolatis tubo triplo brevioribus, leviter dextrorsum flexis, albis. Filamenta zubo adnata, Anthere quin- que, subsessiles in dilatatione tubi, lineares, erect, latere interno dehiscentes, fusce. Germen minimum, subrotundum. Stylus fili- Jormis, vix longitudine staminum. Stigma crassiusculum , ad len- tem pubescens. Bacca succulenta, globosa, glabra, magnitudine | Ribis, atropurpurea, bilocularis, dissepimento orbiculato plano coria- ceo (immatura bacca albo-lactescit). Semina elliptica, hine con- vexa, inde concava, subcartilaginea, latere concavo hilo centrali, bina utrinque dissepimento afixa. Th. | Barken af Roden rives fiint og bruges som Kryderie ail en Ret som deraf faaer Navnet Akokobessa. Bærrene have en 167. | meget behagelig. Smag, næsten som söde Kirsebær og give en fortreffelig Suppe for Syge. Th. 83. AR D ENT. A: a. G. TERNIFOLIA, inermis, foliis verticillato - ternatis obovato-cuneatis glabris nitidis, flore terminali, calyce quinque- dentato. S. Pættæplæ-Bi Incolis. - I Landskaberne Gah og Adampi; ikke almindelig. Frutex: ramis divaricatis crassis trigono - subteretibus, inermi- bus, farinaceo-cinereis. Folia in ramulis conferta, verticillato- terna, subsessilia, inserta, obovato~cuneiformia, acuta, integerrima, coriacea, rigida, glaberrima, supra nitida, subtus in axillis co- starum vix pubescentia, venis et margine pellucida, tripollicaria. Stipula vagina caulis brevissima, intrafoliacea , obsolete tridentata: ‘dentibus folio oppositis ; post casum foliorum demum decidua. Flos terminalis ramulorum, sessilis, basi vagina stipulacea quasi calyce proprio germinis cinctus,— numero partium a sex ad novem va- rians. Calyx germinis nullus preter stipulam jam dictam. Perian- thium superum , tubulosum, eylindrieum glabrum, striatum, denta- tum: dentibus subulatis parvis; coriaceum semipollicare, marcescens. Corolla in/undibuliformis, subcarnosa, ochraceo- flava. Tubus cy- lindricus, superne dilatatus in faucem intus pubescentem, calyce quadruplo longior. Limbus tubo duplo brevior, partitus: segmen- tis oblique ovatis, reflexis, imbricatim contortis. Filamenta nulla. Antheræ in fauce, ejusdemque longitudine, lineares, mucronate, fu- scæ, medio adnate, extremitatibus liberis. Germen oblongum, diame - tro perianthii, glabrum. Stylus longitudine tubi, filiformis, subpu- bescens. Stigma clavatum, sexpartitum. Pericarpium (émmaturum) ovale, magnitudine ovi anserini, viride, glabrum, adspersum punc- __168 tis verrucosis cinereis, calyce umbilicatum, constructum e corlice sublignoso fibroso repleto parenchymate carnoso albo seminibus nu- merosis, orbiculatis, compressis , nitidis, nlulantibus. Th. Gardenia Thunbergit, som kommer nær til vor Plante, adskiller sig imidlertid derved at Perianthium aabner sig paa Siden, har nedenfor Randen hætteformige stilkede Flige, og er stôrre; mere opsvulmet og glattere, ogsaa Kronens Ror er tyk- kere og kortere og Kravens Flige næsten tre Gange saa brede. 2. G. MEDICINALIS, foliis ellipticis glabris, floribus ter- minalibus sessilibus solitariis, spinis glabris. Vahl. Mst. I Skovene i Fida. | Arbor humilis. Rami teretes, crassitie penne cygneæ (anse- rine), rigidi, superne obscure tetragoni, terni. Spine ternalæ, un- guiculares, rigidæ, apice foliose. Folia breviter petiolata, tripolli- caria, glabra. Calyx bifidus, glaber, sinu rotundato; laciniæ trifide, subula- te. Corolla tri-quadripollicaris , glabra, sursum sensim ampliata: limbo diametro pollicari; laciniæ obovate. Vahl. Mpt. Efter-Zsert anvende de Indfödte den i forskiellige Syg- domme. 8%. N ER 107. ! 1. N. SCANDENS, foliis oppositis lanceolato-ellipticis, pa- nicula terminali, folliculis pendulis. 7%. Hist og her i Aquapims Skove. Caulis arboribus scandens, fruticosus, teres, brunneus: ramulis glabris. Folia opposita, brevissime petiolata, subdisticha , lanceo- lato-elliplica, acuminata, integerrima, nitida, uninervia, tenuissime vasculosa, tripollicaria. Stipulæ nulla. Inflorescentia terminalis, brachiato-paniculata, subvigintiflora, bracteis squameformibus. ig 169 Perianthium minimum, quinquepartitum: foliolis ovatis, obtusis; concavis, ad lentem margine pubescentibus, persistentibus. Corolla hypocrateriformis, alba. Tubus calyce pluries longior, quinguepli- catus. Os coarctatum, pervium, subciliatum, puniceum. Limbus quinguepartitus segmentis longitudine tubi oblongis, obtusis, conca- vis, leviter obliquis, Filamenta quinque tubo inferne adnata, subu- lata, plana, conniventia, latere interno inferne pubescentia, su- _perne fissuris binis polliniferis. Germen superum, subrotundum, bisuleatum, - lente pubescens. Stylus unieus, cylindricus. Stigma globulosum, staminibus adglutinatum, Folliculi duo, subuliformes, pedales vel parum ultra, teretes, glabri, recti, penduli; tenelli a- _ pice coherentes. Semina plura, oblonga, compressa, imbricata, semipollicaria, coma triplo longiori ornata, margini inflexo recep- taculaceo folliculi inserta. Th. 8, AM Se a MOS Sie LA DAS 1. E. Gwuinernsis; foliis oblongo-ellipticis acuminatis, panicula terminali oblonga. 7A. Voxer i Aquapim. Frutex: ramis brunneis ad insertionem ramulorum nodosis: ra- mulis oppositis teretibus tomento deciduo ferrugineo tectis, fugitivo aspectu folium paripinnatum mentientibus. Folia opposita, brevis- sime petiolata, horizontalia, disticha, elongato-elliptica, acumi- naia, acuta, integerrima, venosa, nitida, margine subpilosa, sub- tus in alis costarum tomentosa, quadripollicaria, ante explicatio- nem conduplicata. Stipule nulle. Panicula terminalis, oblonga, quadripollicaris, aphylla, rachi et pedunculis ferrugineo-tomento- sis. Bractex subulatæ, parve. Perianthium minimum, quinquefidum, acutum, fusco-tomentosum, erectum. Corolla profunde quinquefida, alba. Tubus calyce triplo longior , basi globulosus, supra dilatationem quinqueplicatus. Limbi laciniæ lineares, .obtuse, tubo fere duplo longiores. Filamenta Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Y v 170 quingue brepissima , basi corollæ inserta. Antheræ subulate , sagit- tate, penicillo villoso comate, fusce, tubo breviores, conniventes. Germen superum, subrotundum, tuberculis quinque. Stylus vix longitudine staminum, subulatus. Stigma acutum. Pericarpium — 74. | 8. CEFNANCEHUM. 1. C. SuByoLUBILE; ramulis tomentosis, foliis lanceola- tis planis subtus pubescentibus, floribus umbellato - capitatis la- terifoliis. S. Ved Ada, Blegusso; ikke meget almindelig. Caulis fruticosus, debilis, scandens: ramulis filiformibus , pu- bescentibus , volubilibus. Folia opposita, ovato-lanceolata, subatte- nuata, acuta, integerrima, subtus pubescentia, juniora utrinque pubescentia, sesqui-tripollicaria. Petiolus semipollicaris, pubescens. Umbella subcapitata, laterifolia, alterna, subsessilis, multiflora, pedicellis brevissimis, floribus minutis. Perianthium profunde quinquefidum , laciniis ovatis , obtusis, pa- tulis; tomentosum. Corolla calyce duplo longior, campanulata, quinquefida: laciniis ovatis, recurvatis, flava. Nectarium duplex : corpuscula quinque e tubo corolle infra incisuras enata, interne rima longitudinali utrinque barbata, apicibus in stellulam conver- gendo faucem claudentia. Columna cava in centro floris, inferne pentagona lateribus planis terminatis in squamulam, angulis fissis denticulo nigro terminatis; superne corpusculo ovato, carnoso, albo, obsolete emarginata, extra stellam faucis exserto. Filamenta decem utrinque e denticulo nigro nectarii enata. Antherz totidem per pa- ria intra squamas latentes. Pistillum in cavitate nectarii. Germi- na duv, ovata, attenuata in stylos. Stigma corpusculum terminale nectarii. Th. 2. C. LANCIFOLIUM; caule scandente-volubili tomento- so, foliis lanceolatis utrinque attenuatis: inferioribus. ovatis sub- cuminatis, umbellis pedunculatis laterifoliis, . I7I ; Hist og her blandt Buskene i Nærheden af Stranden. Caulis fruticosus, fruticibus scandens sæpe volubilis, crassitie penne, teres, tomentoso -incanus , transverstm linea elevata inter petiolos. Folia opposita, remota, ovato -lanceolata, utrinque paulo attenuata et acuta, integerrima, parum venosa et costata, supra ad lentem pilosiuscula, subtus tenuissime tomentosa, tripollicaria. Pe- tiolus folio triplo brevior, teres, tomentosus, Pedunculi ex axzllis alternis, sæpius geminati, petiolo duplo breviores, teretes, tomentosi, erecti: floribus plurimis apice in umbellam globosam confertis; pe- dicelli six semipollicares squamulis bracteati. Perianthium campanulatum, quinquefidum, acutum, tomentosum. Corolla calyce triplo longior, campanulata, profunde quinquefida : laciniis angustatis recurvatis , margine revolutis, leviter sinistror- sum flexis, albidis, extus tomentosis, intus lanatis. Denticuli quinque subulati, lacinics corolle alterni, sublanati, in stellam con- vergentes et faucem claudentes. Nectarium columnare in centro flo- ris, longitudine faucis ejusque stellula obtectum obtuse conicum, basi margine undulato cinctum, lateribus quinque planis superne elon- gatis in totidem squamas conniventes: angulis fissis, superne in denticulum nigrum terminatis. Filamenta vix manifesta, utrinque e denticulis nectarii enata. Antheræ decem ovate, campresse, lu- tee, per paria intra squamas nectarii latentes. Pistillum intra ca- " vitatem columnæ. Germina duo attenuata in siylos. Stigmata fun- _ do superiori nectarii adnata. Th. Cynanchum reticulatum Retz. Fasc. 2. p. 15 No. 58 har mindre Blomster, ægformige, ikke linieformig-lancetfor- mige Bægerblade, Kronerne ere kortere, mindre filtede, de nederste Blade ægformig - hierteformige med meere skraae Aa- rer. Den överste Deel af Grenene ligner vor Plante saa meget at man ved et flygtigt Blik lei kunde‘ antage det for samme Plante. S. Yo 172 5. C. ScABRUM; caule scandente-volubili, ramulis teretibus tomentosis, foliis cordatis acuminato-acutis supra scabris, um- bellis natıs; pedunculatis laterifoliis. 4. Hist og her blandt Buskene. Caulis Cynanchi lancifolii. Folia opposita, remota, cordata, acuminata, integerrima, tenelle costata; costis paucis basi approxi- matis ; seepe nervoso-venosa, supra scabra, subtus pubescentia, bi- pollicaria. Petiolus ei inflorescentia Cyn. lancifolii, pedunculis au- tem rarius geminatis. Flores exacte precedentis. Th. 86: ASC LE PT AD. 1. A. CoNvor vULACEA; foliis reniformi-cordatis acumi- caule volubili pedunculisque elongatis pilosis, umbellis proliferis, corniculis integris folliculis verrucoso-tuberculatis. 4. Asclepias convolvulacea; foliis subrotundo-cordatis acumi- natis, caule volubili, umbellis proliferis. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 1269. Kah- Ba Incolis. Almindelig. Caulis volubilis, filiformis , teres, pubescens, subpilosus, fruti- cibus scandens. Folia opposita, reniformi-cordata, sinu profundo lobis distantibus; acuminata, integerrima, merposo-venosa, supra pubescentia, subtus tomentosa, tripollicaria. Petiolus Zongitudine folii, teres, pubescens, Inflorescentia racemoso-corymbosa, nutans. Pedunculus Zaterifolius, folio longior, filiformis, teres, pubescens, apice ad pedicellos geniculato-flexuosus. Pedicelli gemini filifor- mes, suffulti totidem bracteis minutis, pubescentibus; caducis. Perianthium parvum, quinquefidum, acutum, erectum, pubescens, marcescens. Corolla rotata, Tubus longitudine calyeis. Limbus planus quinquepartitus: laciniis lanceolatis, ciliatis, e viridi albe- 173 scentibus, basi atropurpureis. Nectarium columnare in centro floris, corolla paulo brevius, basi cinctum margine undulato: latere quin- quefariam exserens corpusculum oblongum, basi paulo extrorsum pro- ductum, apice attenuatum in corniculum subulatum, inlegrum, in- curvum ; superne tectum corpusculo plano quinquangulato: angulis or- natis denticulo sphacelato, lateribus obvoluto squamis quingue, in- terne foveolis binis pro antheris. Filamenta six manifesta, utrin- que e denticulo nectarii enata. Anthere decem minima, ovate, bast attenuate, compressæ, luteæ, intra squamas nectarii latentes. Pi- stillum znira columnam cavam nectarii. Germina duo ovata, parva ; attenuata in stylos! Stigmata primum obtusa libera, deinde stylis increscentibus fundo superiori nectarii coalita. Folliculi duo, diva- ricati, ovato-oblongi, acuminati, verrucoso -tuberculati , pülosiu- sculi, uniloculares, univalves. Semina plurima imbricata, ovata, compressa, marginata, tomentosa, coronata coma longissima sim- plicit. Receptaculum membranaceum liberum. Th. Paa det Exemplar der ligger 1 Vahls Herbarium ere Bælle- Capslerne stivt tilbageböiede. 8. 2. A. MURICATA; foliis oblongo-cordatis acuminatis, cau- le volubili pedunculisque elongatis pilosis, umbellis proliferis, corniculis nectarii bifidis, folliculis echinatis. S$. Kah-Ba Incolıs. Hyppig i Aquapim blandt Buskene paa forhen dyrkede Steder. Blomstrer i Juni og Juli. Caulis precedentis at magis pilosa. Folia A. convokulaceæ sed parum majora ac longiora, magis acuminata, tenuissime pubescentia. Petiolus antecedentis multo longior et crassior. Inflor, ut in A. con- volvulacea: bractee glabra. Perianthium wit in precedente sed glabrum. Corolla rotata, tota nivea. Limbi laciniæ lanceolate, margine revolute , apice incur- 174 ve, ciliato-barbate. Nectarium antecedentis sed corniculis bifidis. Stamina et Pistillum 4. convolyulaceæ. Folliculi duo, horizontali- ter divergentes , ovato-oblongi, acuminati, echinati, pubescentes. Semina et Receptaculum precedentis. Th. Ved förste Oiekast ligner den Ascl. convolvulacea, men adskiller sig fra denne ved mere aflange tilspidsede Blade, som paa begge Sider ere duunhaarede og ikke filtede; Bægeret er dernæst glat, Kronen ganske hvid og lidt storre; Nectariets Spidser tvedelte, Bællecapslerne horizontalt udspilede, og tæt besatte med Pigge; endeligen er hele Planten lidt stôrre. Th. 5. A. Procera; foliis obovato-oblongis, petiolis bre- vissimis, corollis subcampanulatis: Ait. hort. Kew. 1. p. 505. ed...2.-3, p. 3054. Wild: sp. ph.1.,2. p:.1265...: Piers syn.” & p. 275. Horn. hort. 1: p. 246. Asclepias gigantea; foliis amplexicaulibus basi interne ad petiolum crinitis. Jacq. obs. 5. p. 17. t. 69. Houttyn Lin. Pf. Syst. 5. p. 775. t. 44. Voxer paa sandige Steder ved La og Prampram. Blom- strer i Marts og April. Caulis suffruticosus simplex , quadripedalis, erectus, teres, su- perne tomento farinaceo deciduo tectus. Folia opposita, brevissime petiolata, obovata, cordata: lobis subamplexicaulibus ; subacumi- nata, acuta, tomento farinaceo deciduo utrinque tecta, basi interne ad petiolum barbata; subcarnosa, rachi et costis albidis, subave- nia, sex-octopollicaria ultrave. Inflorescentia /aterifolia folio muito brevior, subumbellata, racemoso-corymbosa, erecia, scepe bifida, pedicellis geminatis. Bracteæ solitariæ, sessiles, oblonge, acute, deciduc. Perianthium quinguepartitum, parvum, adpressum, pubescens, ~ marcescens: laciniis ovatis acutis. Corolla subcampanulata, quin- 175 quefida, alba, intus supra medium siolacea marcescens: laciniis ovatis, obtusiusculis, obsolete émarginatis. Nectarium in centro floris, corolla parum brevius. Columna intus cava, extus basi mar- gine undulato cincta; latere quinquefariam exserens alam compres- sam ecorniculatam, margine bifido, obtuso, S-formi; superne tecta corpusculo plano quinquangulato: angulis denticulo sphacelato orna- tis; lateribus obvolutis sgamis totidem latere interno foveolis binis. Filamenta decem six manifesta, utrinque e denticulo nectarii enata. Antheræ totidem obovato-cuneate, compresse, luteæ, intra squa- mas nectarii in foveolis jam dictis latentes. Pistillum intra cavitatem nectarii, Germina duo ovata, attenuata in stylos, Stig- mata fundo superiori nectarii adnata. Folliculi duo, magnitudine pugni, reflexi, oblique ovati, obtusi, tomento deciduo tecti, uni- loculares, univalves: valvulo_ inter cutem externam et internam inflato et intertexto rete vasculoso filamentoso. Semina nurmero- sa, imbricata, ovata, compressa, marginata, subtomentosa, co- ronata coma longissima simplict. Receptaculum liberum, membra- naceum, Th. Den har megen Lighed med Ascl. gigantea, men har större og bredere Blade; Blomsterstilkene ere halv saa korte som Bladene, Kronens Flige ere æglormige concave oprette og hælde mod hinanden, hvorimod de hos hiin ere lancelformig- linieformige, tilbagebdiede ; Nectarierne ere ogsaa mindre. Plu- kengts Figur hörer snarere til 4. gigantea; og Alpinis Figur fremstiller nok en anden Plante, da der er en Racemus ter- minalis. 8S. 4 A. NupA; caule aphyllo scandente, ramulis alternis, umbellis lateralibus sessilibus solitariis, laciniarum corolle mar- gine revoluto. S. Enkafo Incolis. : 176 Hist og her blandt Buskene, især i Nerheden af Stran- ‘den. : Caulis longissimus, divaricato-subramosus, articulatus: arti- culis contractis; teres, glaberrimus, glaucus, carnosus, crassitie penne anserinæ, lactescens, fruticibus scandens, aphyllus. Um- bella lateralis, sessilis, subdecemflora, non prolifera, pedicellis semipollicaribus , unifloris. Perianthium minimum, planum, quinquefidum, acutum. Co- rolla quinquepartila: segmentis patentissimis ovatis, obtusiusculis , margine recurvis e viridi albis. Nectarii columna cava in centro Floris, corolla duplo brevior, basi cincta urceblo toruloso; la- tere quinquefariam exserens corpusculum ovatum gibbum subacutum absque auriculo et corniculo; versus apicem denticulis quinque spha- celatis totidem squamis alternis ; apice subacuta obsolete bifida. Fi- lamenta decem utrinque e denticulo nectarii enata. Anthere totidem intra sgamas nectarii latentes. Pistillum in cavitate nectarii. Ger- mina duo attenuata in stylos. Stigmata coalita Jundo ‘superiori nectarii vel forte ipse apex bifidus nectarii. Pericarpium — 7%. Hos Ascl. aphylla ere Grenene modsatte ofte dichotomisk deelte og modsatte de to Skiærme som sidde sammen; Kronerne ere mindre og Fligenes Rand flad. As, stipitacea Forsk. Aigypt. Cent. 2. p. 50. No. 69. adskilles ved den oprette udbredte busk- agtige Stamme, og ved Skiærmene, der baade sidde i Enden og i Bladhiôrnerne. S. 8. CHENOPODIUM. 1. C. GUINEENSE; foliis ovatis inæqualiter dentatis acu- tis, racernis subramosis nudis erectis, caule simplici erecto. Wild. sp. pl. 1. 2. p. 1501. Hornemann hort. I. p. 254. Chenopodium murale 8? guineense. Peers. syn. I. p. 294. 177 \ Chenopodium guineense; foliis oyatis acute argute denta- tis glabris, racemis axillaribus et terminalibus. Jacq. ic. rar, 2. t. 555. Collect. 2. p. 546. Hist og her. Caulis erectus simplex superne subangulatus: angulis obtusis ; pubescens , pallidus. Folia oblongo-ovata, incequaliier acute den- tata , utrinque attenuata, acuta, glabra, opaca, juniora subtus pubescentia, longe petiolata, venosa costis prominentibus pallidis, subsesquipollicaria. Petiolus subteres, subpubescens, pallidus, pol- licaris et ultra. Racemi compositi, axillares et terminales. Flores glomerati. Perianthium pentaphyllum: foliolis ovatis obtusiusculis , pubescen- tibus, conniventibus. Semina globosa, depressiuscula, basi foveata, apice subrhucronulata, sub lente muricata, opaca, sordide fusca vel nigra fusco- striata, S. Caute distinguendum~a Ch. murali, cui simillimum, differt tan- tum: foliis non nitidis, caule simplici, racemis subcompositis patu- lis nec corymbosis. Vild. 1. e. Foruden ved de af Wildenow angivne Kiendetegn adskil- ler Ch. murale sig fra den guineiske Art ved tykkere meere Stribet grôn Stengel og bredere Blade, som i den yngre Til- stand ikke ere duunhaarede ved Bladstilkene; de felles Blom- sterstilke ere derhos glatte, ei duunhaarede; Froene meere sam- mentrykte med en tydelig kredsrund Kiöl. S. SG 0 MPHRENN. 1. G. ÅNGUSTIFOLIA; foliis lineari-lanceolatis ramisque filiformibus pilosis, capitulis terminalibus oblongis bi - quadri- phyllis. $. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Z 178 Gomphrena angustifolia; foliis lineari~lanceolatis glabris, capitulis terminalibus oblongis. Vahl. symb. 5. p. 45. Wild. sp: pl. 1. 2. pi 19892. Peers. syn. 1. pi 25% Ikke almindelig; blomstrer i Juni og Juli. Caulis herbaceus, pedalis, filiformis, rigidulus, erectus, bra- chiatus articulis remotis, striatus, pilis parvis adpressis scaber. Folia subsessilia, lanceolata, acuta (ad lentem pilosa presertim subtus) scabriuscula, bipollicaria. Spica terminalis caulis et om- nium ramulorum, sessilis, oblonga, vix pollicaris, basi bi-tri-te- traphylla: floribus sessilibus, imbricatim confertis. BReceptaculum pubescens, paleaceum: paleis ternis ad basin singuli floris, calyce dimidio brevioribus, ovatis, concavis, carinatis, mucronatis, sca- riosis, diaphanis, albis: lateralibus pilosis: persistentibus. Perianthium œquale, quinquepartitum, patulum, persistens: fo- liolis lanceolatis, concavis, subacuminatis, rigidis, pubescentibus, e viridi albis. Corolla nulla. Nectarium membrana tenuissima ambiens germen, inferne connectens filamenta. Filamenta quinque subulata, patula, vix longitudine calycis. Antheræ ovalæ, inclina- ie, purpuree. Germen superum, ovatum, obtusum, compressiusculum. Stylus Zliformis longitudine staminum, purpurascens. Stigma sim- plex, obtusum. Utriculus umbilicatus. Semen ovatum, subulato- acuminalum: acumine refracto adpresso. Th. Den guineiske Plante adskiller sig fra den indiske, ikkun ved mecre haarede Blade og Quiste, samt at Quistene under Axene ere filtet-silkehaarede, Axene större tykkere, Bægerne mere Jaadne og med længere Avner. S. 2. G. CYLINDRICA; caulibus prostratis repentibus tere- tibus glabris, foliis linearibus carnosis glabris, capitulis termi- nalibus cylindricis; involucris diphyllis. S. CE Almindelig ved Bredden af salte Laguner eller deres Leie naar de ere udtörrede. Caules plures pedales, prostrati, repentes, articulati internodiis sesquipollicaribus, teretes, glabri, sæpius purpurascentes, ramis erectis, Folia opposita, semiamplexicaulia, linearia, extrorsum paulo latiora, vix acutiuscula, carnosa, glaberrima, alis sublanata, in- ternodiis vix longiora. Spica primum terminalis, subrolunda, ses- silis, basi diphylla; deinde in dichotomia caulis vel altero ramo abortiente axillaris, breve pedunculata , aphylla, oblongo-cylindrica, subpollicaris, Receptaculum lanatum, paleaceum: paleis diaphanis, acutis, persistentibus, tribus ad singulum florem: inferior ovata, calyce dimidio brevior; laterales angustissime , longitudine calycis. Perianthium fololis quinque, subæqualibus, oblongis, acutis, sca~ riosis, hyalinis, patulis, persistentibus: duobus lateralibus angu- stioribus extus lanato-carinatis, Corolla nulla. Filamenta guingue subulata, basi dilatata et coalita, calyci opposita, patula, vix ca- lycis longitudine. Antheræ oblongæ, compressiusculæ, erecte, lu- tee. Germen superum, orbiculatum, compressum. Stylus brevissi- mus. Stigmata duo, filiformia, patula, flava, staminibus breviora, persistentia. Utriculus orbieulatus, compressus. Semen subrotun- dum, compressum » nitidum, nigrum. Th. Forfatternes Beskrivelse paa G. vermicularis passer rigtig nok paa vor Plante i törret 'Tilstand, men törrede Exemplarer af G. vermicularis have dog et herfra forskielligt Udseende, og afvige ved spadeformig - lancetformige lysgrénne Blade af 2 Tommers Længde; Bladhiörnerne tydeligen laadne, Axene æg- formige ikke aflange, omtrent 4 Linier lange, og mere ægfor- mig-kugleformige. Vor Plante itôrret Tilstand har linieformige mörkegrönne Blade af een Tommes Længde, Bladhiörnerne ere uden Laad, Axet cylindrisk; Blomsterne tættere taglagte. Ha- bitus er ogsaa forskiellig. S. Z 2 180 Bb OBE TTS \ 1. C. GUINTENSIS; foliis ovato-oblongis acuminatis ser- ralis; basi subæqualibus, supra scabris, subtus pilosiusculis sub- scabris panicula dichotoma axillari coarctata. S. Hist og her blandt andre Buske. Frutex orgyalis ultrave, ramosissimus ; ramulis alterne disti- chis, terelibus, sublomentosis. Folia alterna, brevissime petiolata, opato-oblonga, acuminata , rarissime subcordata, cequaliter - serrata, trinervia, remote costata, transyersim tenue-venosa, supra obscuri- ora et strigilloso-scabra, subtus pubescenti-scabriuscula, horizonta- lia, disticha, tri-quinquepollicaria. Stipule geminæ, setaceæ, mar- cescentes. Inflorescentia axillaris, coarctate dichotomo-- paniculata, petiolo parum brevior, submultiflora, bracteis solitariis minutis. Perianthium guinguepartitum, foliolis ovatis concavis, margine pubescentibus, conniventibus, persistentibus. Corolla nulla. Fila- menta quinque longitudine calycis eique opposita. Antheræ subro- tundæ, albe, exserte. Germen superum, ovatum, nudum, apice pu- bescens. Stylus nullus. Stigmata duo, obsoleta, persistentia, Dru- pa magnitudine Coriandri, globosa, nitida, nigra, apice stigma- tum rudimentis notata, succulenta. ‘Nux subrotunda, compressa, unilocularis. Th. Vor Plante kommer nær til Celtis orientalis og C. cras- sifolia Lamarck; men hiin (efter et Exemplar i Hermanns Sam- ling) har noget haarede Grene, lidt smallere og meget mere til- spidsede Blade med mindre Saugtakker; Bladene ere derhos ne- den under graae, næsten silkehaarede; Paniculæ ere meere grenede udspilede og lidet længere end Bladstilken. C. crassi- folia adskilles ved hierteformig - aflange, ved Basis skiæve og bölgede Blade, hvidagtige mere haarede Bladstilke, og glatte Grene,” 8. 121 = BB. PARVIFOLIA foliis minoribus floribus subglomeratis. Den samstemmer i det hele med den nysbeskrevne Plan- te, men Grenene ere mere haaret-filtede, Bladene mindre, oven- til rue og morkegronne, neden under næsten rustfarvede ; Blom- sterne mere sammentrengte. Celtis Lima ligner ved förste Oiekast temmeligen meget denne Varietet, men Bladene ere af- lang-lancetformige, stivere, rustfarvede og filtede; Blomsterndg- lerne i Bladhiörnerne mangeblomstrede. 8. 0. HT D RO LF À. 1. H. GLABRA, inermis, foliis lanceolatis petiolatis gla- bris, racemis axillaribus nudis paucifloris breve pedunculatis, floribus digynis, calycibus glabris. S. Almindelig paa sumpige og skyggefulde Steder i Aquapim. Caulis herbaceus, erectus, teres; (uti tota planta) glaberrimus, Jistulosus: tubulis orbe simplici medullam ambientibus ad singulum Jolium membranula obturatis; inermis, Folia alterna, remota, breve petiolata , lanceolata, oleraceù, costata, glaberrima, tripollicaria. Stipule nullæ. Inflorescentia axillaris, pauciflora; floribus subra- cemosis breve pedicellatis: racemis nudis. Perianthium pentaphyllum: foliolis ovato-lanceolatis, acutis, Corolla magnitudine calycis, rotata, profunde quinquefida: laciniis ovatis; azurea. Filamenta quinque corolla breviora, subulata, basi parum dilatata, tubo infra incisuras adnata, Anthere oblonge, curvate’, ad medium fissæ, incumbentes. Germen ovaium. Styli duo, fere longitudine staminum, patuli, apice conniventes, Stigmata obtusa. Capsula ovata, glabra, bilocularis, bivalvis : receptaculo carnoso utrinque dissepimento adnato, Semina numerosa, Th. Hydrolea Zeylanica adskiller sig ved linieformig-lancet- formige næsten siddende Blade, og ved lange Klaser som sidde 4 182 i Bladhiörnerne mellem Bladene. Fra Ostindien have vi mod- taget en Plante under dette Navn, som vist er forskiellig der- fra, da Blomsterstilkene og Bægerne ere besatte med kiertelbæ- rende Haar; hvorimod disse Dele ere glatte hos Hydrolea Zey- lanica. (Nama Zeylanica Lin.) S. Pon FG SYSKA ou PHARNACEUM. 1. P. CERVIANA; pedunculis subumbellatis lateralibus fo- lia linearia æquantibus. Spec. pl. 1. p. 588. Wilden. sp. pl. 1. 2. p. 1507. Peers. syn. 1. p. 550. Pharnaceum Cerviana, pedunculis subumbellatis laterali- bus folia linearia cequantibus, caule erecto. Horn. hort. 1. p- 294. P. glabrum, pedicellis folia æquantibus Phil. bot. p. 258. Spec. pl. 1. p. 272 P. umbellis simplicissimis. Gmel. fl. sib. 5. p. 102. no. ng. 1. 20. f. 2. Cerviana. Minuart. monogr. 1. Trichlis pentastemon, floribus umbellatis. ZZall. goett. 26. Alsine pumila, gallii facie, foliis glaucis. mm. ruth. 84. Alsine Saxifraga ind. orient. foliis circa caulem radiatis, flore herbido et muscoso. Pluk. mant. g. t. 552. f. 11. figura bona. 183 Spergula purpurea minima. Buxb. cent. 5. p. 55. t. 62. f. 2 figura haud bona. Hist og her. 2 Radix simplex, tenuis, albidus. Caules plures, erecti, teretes, nitidi, glabri, subdichotomi. Folia angustissime linearia, obtusa, glauca, inferiora sub-octona superiora subquaterna verticillata , in- æqualia, subsesquipollicaria et parum ultra; radicalia obovato- cuneata, obtusa, bi-trilinearia. Umbelle axzllares ; pedunculi capil- lares, communes longitudine foliorum, partiales bini-quaterni-quini inequales bracteis minutis basi suffulii, uniflori. Flores minuti. Perianthium pentaphyllum: foliolis ovatis, concavis, obtusis, margine albido-scariosis. Capsula trilocularis, trisalpis, polysper- ma. Semina obconica, glabra, nitida, badia. S, 2. P. MoL£LuGo, pedunculis lateralibus, floribus longitu- Rp, dine foliorum, caule depresso. Lin. mant. p. 558. 561. Berg. capens. p. 79. Wild. sp. pl. 1. 2. 1508. Peers. syn. 1. p. 550. Syst. veg. ed. 14. p. 297. Pharnaceum Mollugo Lin. sp. pl. 589. excl. synon. Plu- kenetii. i Mollugo Spergula Lin. sp. pl. p. 151. Burm. ind. 51. t. 5. f. 4 Kniph. orig. cent. g. no. 68. Alsine erecta pentaphylla, flore albo. Burm. zeyl. 15.t. 7. Mollugo foliis septenis linearibus. Hort, cliff. 28. Alsine procumbens, gallii facie, africana. Herm. lugdb. 19. t. 21. Ikke meget almindelig. Radix simplex, Caules herbacei, prostrati, pedales, subdicho- tomi , teretes, nodoso-articulati, hine scabriusculi: internodiis ses- guipollicaribus. Folia verticillata, quina, brevissime petiolata, in~ - 124 ternodiis breviora, elliptico-lanceolata, levius denticulata, subcar- nosa , glaberrima, inequali magnitudine, majora scilicet inflorescen- tice opposita. Umbella sessilis, laterifolia, tri-quinque flora: pe- dunculis longitudine foliorum, filiformibus, sub flore parum in- crassalis viridibus. Ifvolucrum umbelle ex bracteis nonnullis par- Vis. Perianthium pentaphyllum : foliolis cequalibus, oblongo - lanceola- tis concavis, intus albis, extus viride-carinalis, patentibus , persi- stentibus. Corolla nulla, Nectarium sete quinque, bifidæ, laciniis capillaribus tenuissimis, inter stamina inserlæ eorumque longitu- dine, Filamenta guingue, calyce parum breviora, erecta, foliolis calycinis alterna, Anthere incumbentes, basi bifide, albæ. Ger- men oblongum, trigonum. Stylus nullus. Stigmata iria, patentia, alba. Capsula oblonga, calyce tecta, triangularis, tridocularis , tri- valvis, dehiscens. Semina numerosa, minima, Th. Differt Mollugo verticillata a Pharn, Mollugine foliis carnosis obtusiusculis nec mucronatis. Floribus longitudine foliorum, nec di- midio brevioribus. Calycibus magnitudine Alsines media, nec Her- niariæ, Caule viridi, nec eburneo, Lin. mant. p. 562. 5. P. SPATHULATUM, scapis di-trichotomis, foliis obo- vato-spatulatis, petiolis latere membranaceis. S. Pharnaceum spatulatum; pedunculis subumbellatis radica- libus; foliis spathulatis. Swartz. ind. occid. 1. p. 568. Horn. hort. suppl. Add. 2. p. 128. Pharnaceum bellidifolium; foliis ovato-spathulatis, caule nudo, racemis paniculatis dichotomis. Enc. bot. 5. p. 262. Peers. syn. 1. p. 550. Alsine auriculæ ursi foliis. Plum. cat. 7. ic. 21. f. 1. Alsine affinis foliis bellidis minoris, caule nudo. Sloan. eat. 87. hist. “1: p. ‘203.1. 129.1. 2. Almindelig paa dyrkede Steder. 185 — Radix simplex. Folia radicalia ccespitusa patentia vel depressa, spa- thulato-obovata, desinentia in petiolum, nuda, oleracea, bipollica~ via, Pedunculi plures, radicales, vix semipedales ‚'aphylli, filifor- mes, teretes, stricli, glabri, ad medium indivisi, patente-ramo- si, primo trichotomi, deinde dichotomi, flore pedunculato in di- visuras. Biactex parvæ , sessiles ad divisuras opposite. Perianthium pentaphyllum, patens, persistens: Joliolis ovatis, concapis, albidis. Corolla nulla. Filamenta iria, calyce paulo breviora, setacea, pistillo adpressa. Anthere ovate, erect. Ger- men fere longitudine staminum, ovatum, trisuleatum, Stylus nul- lus. Stigmata tria, crassa, patentia, alba. Capsula ovata, calyce cincta, ejusque longitudine , trilocularis, trivalvis: salvis septiferis dehiscendo patentissimis, Semina numerosa, minuta, nigra, serve _ duplici in singulo loculo columella afıxza Th. 92. WORMSKIOLDIA. Calyx tubulosus, quinquedentatus, deciduus. Corolla pentapetala. Capsula linearis trivalyis seminibus unico-serie, Th. 1. VW. HETEROPHYLLA, caule simplici, foliis superiori- bus lanceolato-linearibus acutis, inferioribus pinnatifidis. $. Raphanus pilosus; siliquis teretibus levibus articulatis unilocularibus, foliis lanceolato-linearibus basi pinnatifidis, caule piloso-hispido. Wild. sp. pl. 5. 1. p. 562. Peers. Syn. 2. p. 269. N Cleome raphanoides Decandolle Prodr. 1. p. 240. Temmelig sielden paa törre Marker; blomstrer i Mai. Caulis herbaceus, subpedalis, simplex, teres, pubescens, pilis earno sis purpureis erectis muricatus. Folia alterna, subpetiolata, lan- ceolato-linearia , serrato- dentata, bast subpinnatijida, glaberrima, nervo sublus ut caule muricato, guadri-septempollicaria, semipol- licem lata, primordialia pinnatifida. Stipule nulle. Pedunculus Vid. Sel, phys. og mathem. Sr. 111 Deel, Aa 186 axillaris, folio parum brevior, filiformis, strictus: floribus binis- ternis racemosis, distantibus, brevissime pedicellatis, erectis, fruc- tibus reflexis : bracteis solitariis, lanceolatis, parvis, persisten- tibus, | Perianthium tubulosum, tenue, quinquedentatum , purpureo - sub- hispidum , deciduum, trilineare. Petala quinque receptaculo inserta, calyce paulo longiora, angustissima, obtusa, flava, decidua, Fila- menta guingue, receptaculo inserta, longitudine corolla, capillaria. Anthere oblongæ, erecta, luteæ. Germen superum, oblongum. Styli tres, longitudine staminum, capillares. Stigmata obtusa. Capsula linearis, tenuis, bipollicéris, hispido-scabra, obsolete tridentata, unilocularis , trivalvis: seminibus decem-sedecim simplici serie su- turis alternatim affixis. Semina ovata rugosa. Th. Jeg har kaldt denne Slegt efter Morten Wormskiold, Rid- der af Dannebrog, bekiendt ved sine Reiser i Grönland, Kamt- schatka og i Sydhavet. - S. TETRAGYNIA. 95 EVOLVULUS. 1. E. Azureus; pilosus, foliis ovato-lanceolatis, acutis subtus sericeis, caule procumbente. Vahl. Mst. Hist og her, meest paa torre Steder. Caules pedales, procumbentes, ramosi, filiformes, teretes, villis dense hirsuti. Folia alterna, subsessilia, lato- lanceolata, integer- rima, dense et longe villosa, semipollicaria. Pedunculi axcllares, folio duplo longiores, uniflori, filiformes, subpilosi, versus flo- rem geniculo bibracteato: bracteis angustis acutis, persistentibus , versus apicem. i Perianthium quinquepartilum , villosum, persistens: laciniis lan- ceolatis. Corolla monopetala, rotata, plicata, semiquinquefida, azu- rea, magnitudine Anagallidis arvensis. Filamenta quinque, Sere 187 longitudine corollæ, capillaria, patentia. Antherex oblongiuscule. Germen globosum. Styli quatuor, longitudine staminum, capilla- res, patentes. Stigmata simplicia. _Capsula magnitudine Coriandri, subglobosa, subunilocularis, quadrivalvis, glabra. Semina quatuor glabra, Th. ; Evolvulus hirsutus adskilles ved ægformige paa begge Si- der haarede Blade, og Blomsterblade paa Midten af Blomster- stilken. S. PENTAGYNIA. 9% DROSER A. 1. D.Mrnor; caule simplici folioso; foliis linearibus, ra- cemis extrafoliaceis paucifloris. Paa sumpige Steder. + Caulis simplex vel simplieissimus haud sesquipollicaris. Folia linearia uti in congeneribus piloso- glandulifera. Racemus lateri- Jolius, foliis parum longior, bi-triflerus, S. Drosera indica som nærmer sig vor Plante, adskiller sig ved höiere Stengel (3 Fod og derover) som er grenet, ved læn- gere Blade, og Klaser som ere dobbelt eller 5 Gange saa lange som Bladene og bere mange Blomster. 8. (| G5. CG IR. TE, 1. G. LINEARIFOLIA; foliis linearibus, umbellis axillari- bus simplicibus pedunculatis. S. Hist og her, men ikke hyppig. 5 É Caules Aerbacer; decumbentes, geniculali, teretes, glabri, pur- a purascentes: ramis alternis, oppositis sel rarissime ternis, remotis, divergentibus. Folia opposita, subsessilia, linearia, angusta, utrin- que leviter angustata, oblusa. glabra, supra sulco, sublus nervo Aa2 188 u prominente notata, uni - bi -pollicaria. Umbella axillaris simplex, pedunculata, subdecemflora: floribus breviter pedicellatis, erectis ; fruc- tibus cernuis. Perianthium pentaphyllum, patens, persistens: foliolis ovatis, obtusis, concavis, viridibus, intus albis, margine purpureis. Co- rolla nulla. Filamenta calyce breviora et cum eo alternantia, subulata, . basi dilatata, persistentia. Antheræ subrotundæ, purpuree. Germen superum, subrotundum, retusum, quinguepartitum, Styli quinque, breves, recurvati, persistentes. Stigma obtusum. Bacce quinque, approximate, subrotundæ, compressiusculæ, ad lentem muricate. Semina solitaria, magna. Th. Fix AN Dele TA MONOGYNIA. 96. HEMANTHUS. a CRUENTATUS; foliis oblongo - lanceolato = linguiformi- bus subundulatis obtusis mucrone lato concavis glaberrimis erectis, umbella multiflora hæmisphærica, pedicellis inarticulatis involu- cri longitudine. 5. Miha vel Maj Incolis. Hist og her i Strandlandskaberne. Blomstrer i April, og skyder Blade i Juni. Bulbus zunicatus magnitudine Allii Cepe, conico- subglobosus, albus, bulbo præcedentis anni tnsidens; hie cylindricus, carnosus solidus, annulato-cicatrisatus, passim radiculis simplieissimis ad- spersus, sublus premorsus, Folia subbifaria, lanceolata, acuta, : i A = subundulata, obtuse carinata, glaberrima, erecta, recurvata, lon- gitudine scapi, basi in vaginam desinentia vel linguiformia, mi- nutim undulata; vaginee foliorum quasi caulem brevem maculatum formant. Scapus pedalis, obsolete trigonus, glaberrimus, nudus, maculis atropurpureis confluentibus adspersus. Umbella hemisphce- rica, multiflora, ante folia florens. Involucrum spathaceum, po- lyphyllum, umbella brevius, reflecum, marcescens, Pedicelli polli- cares, tinarticulati, mixti ramentis tenuissimis eadem fere longi- tudine, Corolla supera, coccinea, Tubus semipollicaris, cylindricus, obsolete hexagonus, erectus. Limbus horizontalis ; sexpartitus: seg- mentis angustis linearibus, tubo parum longioribus. Filamenta sex ori tubi inserta, segmentis limbi opposita, subulata, patula, limbo paulo longiora, coccinea. Anthere oblonge, incumbentes. Ger- men ovatum viride. Stylus staminibus parum longior, erectus, coc- cineus. Stigma simplex subacutum. Bacca magnitudine Pisi majo- ris, subglobosa, glaberrima, coccinea, rudimento corollæ umbilicata, trilocularis uno alterove loculo sæpius abortiente. Semina solitaria, ! hine convexa, callosa, Th. Ligner A. multiflorus, men adskilles ved de anförte Kiendetegn. 0. AMARYLLIS 1. A. NIVEA, floribus sessilibus tubo longissimo recli- nato, foliis lineari-lanceolatis erectis margine Iæviusculis, TA. I Aquapims Skove. Bulbus biennis, tunicatus, subgloboso-conicus, albus, magni- tudine lit Cepæ. Folia omnia radicalia, lineari-lanceolata, longi- tudine scapi, obtuse canaliculata et carinata, glaberrima, margine vix manifeste scabriuscula, erecta. Scapus bipedalis, tereti - sub- 190 compressus, glaberrimus, erectus, Umbella tri - decemflora , sessi- lis. Spatha diphylla et ramenta pauca. Corolla diliacea. Tubus tenuis recurvatus, involucro duplo lon- gior, viridis, quadripollicaris. Limbus hexapetaloideus, campa- nulatus, candidus ; laciniis lanceolatis, planis, apice uncinato-ari- statis, tubo % brevioribus, tribus inferioribus patentioribus. Fila- menta sex, basi laciniarum corolle inserta, declinata, assurgentia, corolla parum breviora, alba. Antheræ lineares, lunatæ , vesatiles, nigra. Germen inferum, ovale, glaberrimum. Stylus filiformis longitudine et situ staminum. Stigma vin conspicue trifidum, Th. Den adskilles fra 4. zeylanica derved at Bladenes Rand er glat, og ikke tandet-rue; Kronerne hvide uden råd Kiôl. 7%. 2. A. TRIGONA; floribus sessilibus tubo longissimo re- clinato germineque trigono, foliis ensiformibus undulatis de- cumbentibus. Zh. 2 Almindelig i Strandlandskaberne; blomstrer i Mai og Juni. Bulbus subglobosus, superne attenuatus, tunicatus , albus, magni- tudine pomi, biennis. Folia omnia radicalia, ensiformia , longitu- dine scapi, sesquipollicem lata, undulata, obtuse carinata, glaberri- ma, margine scabra, reclinata. Scapus pedalis, aphyllus, glaber- rimus, tereti- subcompressus, erectus, post anthesin humi adpres- sus. - Umbella tri-sexflora, sessilis. Spatha diphylla, sensim acuta, margine involuta, Rameuta fliformia, fere longitudine spathæ, basi singuli floris solitaria. Corolla -Ziliacea, Tubus tenüis, obsolete trigonus, recurvalus, involucro duplo longior, viridis, quadripollicaris. Limbus hexape- taloideus, campanulatus: laciniis oblongo-lanceolalis, subaristatis , planis, apice recurvatis, tubo + brevioribus, niveis, rubro-carinatis ; tribus inferioribus magis putulis, infimo declinato, recto, Filamenta sex basi laciniarum corolle inserta, declinata, versus apicem assurgent:a, corolla parum breviora, alba, Antheræ lineares, lunate» versatiles, "eineree. Germen inferum, ovale, trigonum , glaberrimum, Stylus | Jiliformis, staminibus paulo longior, declinatus, Stigma obtusum, obscure trifidum. Th. Beslægtet med 4. ornata og maaskee ikke forskiellig derfra. 8. Løget virker som Epispasticum. Th. BIS D DU ae I. A. GUINEENSE, scapo tereti nudo inferne ventricoso duplo longiore foliis teretibus; bulbis oblongis conglobatis. J’. Sabulla Incolis. Dyrkes meest af Gah-Negerne. Bulbus oblongus, conicus, a proximis sepius angulato - compres- sus, Allii ascalonici sapere et facie, cultura autem duplo-triplo ma- jor. Folia omnia radicalia, tubulosa teretia, sensim atlenuala, acu- ta , Spithamea vel parum ultra. Scapus nudus, teres, inferne ventri- cosus, glaberrimus, foliis duplo longior. Spatha monophylla, rum- pens, marcescens, Umbella globosa, multiflora, ebulbifera, sensim Jlorens. Corolla hexapetala: petala ovata, subacuta, concava, omnia pa- tentissima, cæsia, viridi-carinata, Fliamenta sex, longitudine co- rolle, subulata: alterna utrinque basi in auriculam acutam dilatata, Antheras ovate, acuta, flavo-virentes. Germen subrotundum, tri- coccum. Stylus longitudine staminum. Stigma acutum, Th. Lôget er ligesaa godt som Skälotte-Löget; men er noget ma og derfor fiinere. Th. Do POLE. NOS 4. 1. G. ANGULATA, caule angulato ancipiti superne flexu- oso, foliis- cirrhiferis. S, 192 Caulis erectus , angulatus, anceps, glaber, supra flexuosus, Fo- lia alterna, ovato-lanceolata, cirrhosa, sessilia, subnervosa, bipolli- caria. Pedunculi solitarié , laterifolii, quadripollicares , striato-an- gulati, uniflori. Flos cernuus. Corolla hexapetala: petala lineari-lanceolata, undulata, subunci- nata, reflexa, apice pubescentia, Filamenta /Z/iformr - subulata pe- talis parum breviora, Antherx lineares, versatiles. Germen oblon- gum, subtruncalum, obtuse trigonum, Stylus filiformis longitudine filamentorum, Stigma trifidum subcapillare, SS. Ligner Gil. superba, men adskilles ved en tveægget oven- til bugtet Stængel, Blade som ere bredere ved Basis og min- dre aarede. 8S, vom (Gr DAT Fi. Db 3s: 1. G. Pınosa, foliis lineari-lanceolatis utrinque attenua- lis integris pilosis, limbi laciniis lanceolatis, radice cylindri- co. 1. Almindelig i Strandlandskaberne, blomstrer i Mai og Juni. Bulbus solidus longitudine et crassitie digiti, fuscus: parenchy- mate albido; radiculis nonnullis filiformibus sparsis. Folia omnia radicalia, subgraminea, spithamea, semunciam lata, utrinque sen- sim angusia, nervosa, carinata, pilosa. Scapus brevissimus, vagi- nis foliorum six longior, compressus, uniflorus, Spatha monophyla, linearis membranacea, diaphana, compressa, basi integra, versus api- cem pilosa et hinc margine fissa. Ramentum solitarium, spathe Jere longitudine, anice pilosum, Germen subsessile, Corolla: Zubus filiformis longissimus, pitosus, tri -quadripolli- caris. Limbus hexapetaloideus, magnitudine Ornithogali nutantis, luteus: laciniis lanceolatis margine et apice revolutis, extus pilosis , . patentissimis, tribus interioribus six latioribus. Filamenta sex, co- rolla triplo breviora, subulaia, equalia, patula. Anthera Zineares ; Er a a AE eee A > ad a Bau ci. ae DRE : ME. * ee a 193 ds LU basi bifidæ, versatiles, luteæ. Germen inferum, lineare, trigonum, 3 vix tubo corollæ crassius. Stylus tubo corollæ adnatus, stamini- bus longior, erectus. ‘Stigma obsolete trifidum. Pericarpium oblon- gum, irigonum, carnoso-coriaceum, uniloculare, polyspermum , semi- nibus nidulantibus; non dehiscens. Semina parva, globosa, apendi- culo uncinala, dura, nitida, nigra, Th. I Vahls Herbarium ligger en Plante under Navn af Curcu- ligo orchioides sendt fra Ostindien af Zötiler, som i Henseen- de til Bladene meget ligner vor Plante; dog ere de noget kor- tere, ligeledes ere Skaftene kortere (omtrent 15 Tomme) og Kro- nerne uden Rör. En anden Plante i samme Herbarium under Navn af Hypoxis scorzonerifolia, sendt af v. Rohr fra Öen Trinidad, adskilles ligeledes ved kortere lidt bredere Blade (Breden er næsten en Tomme) og et Skaft af ız Tommes Længde meget stivhaaret eenblomstret og en Krone uden Rör. Formedelst Kronens meget lange Rör, og den kiöddet- læderagtige Frugt, sættes denne Plante nok bedst i Slægten Ge- thyllis. 8. 4 TOR ORNITEOFZLTM.., 1. O. ENsIFOLIUM; racemo elongato pedicellis corollis- que patentibus, filamentis lanceolatis flore duplo longioribus, foliis ensiformibus. Th. I Strandlandskaberne ikke almindelig; blomstrer i April. Bulbus zunicatus, depresso-globosus , attenuatus , basi truncatus radiculis simplicissimis in orbem dispositis ; albus, magnitudine Allii Cepæ. Folia omnia radicalia, ensiformia, spithamea, bast vix pollicem lata, lateribus in semicylindrum conniventia, glaucedine excepta nuda, erecto-patula, acuta. Scapus bipedalis simplicissimus Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. LIL. Deel. Bb 194 teres, glaucus, aphyllus, erectus. Racemus simplex palmaris ei ultra, multiflorus, sensim Jlorens: floribus magnitudine fere Orni- thogali lutei. Pedicelli six florum longitudine, patentes. Bractex longitudine pedicellorum, anguste, acuminate. Corolla hexapetala : petala oblonga, alterna, obsolete emarginata, patentissima, marcescentia, lactea, viride-carinata. Filamenta sex, lanceolata, æqualia, corolla duplo longiora, Anther& oblongæ, in- cumbentes. Germen ovatum trigonum. Stylus longitudine stami- num. Stigma obtusum. Capsula subrotunda, tricocca, glaberrima, trilocularis, semitrivalvis, polysperma, dehiscens. Semina ovaia, plana, submembranacea, nigra. Th. 102. SANSEVIERA. 1. S. GUINEENSIS; foliis lanceolatis uniformibus, stylo staminibus duplo Jongiore, bracteis tubo corollæ triplo brevio- ribus, floribus sessilibus. WVilden. sp. pl. 2. p. 159. Peers. syn. 1. p. 572. Horn. hort. 1. p. 558. Sanseviera thyrsiflora; acaulis, foliis lanceolatis carnosis, floribus geminatis. Thunb. prodr. 65. Ejusd. Flora Cap. p. 529. Aletris hyacinthoides ß guineensis. Lin. sp. pl. 1. p. 456. Aletris guineensis. Jacq. hort. 1. p. 65. t. 84. Aloe guineensis; radice geniculata, foliis ex viridi et atro undulatim variegalis. Comm. hort. 2. p. 59. t. 20. præl. 84: t. 53. Bla Incolis. Hist og her i Strandlandskaberne. Radix cylindrica, horizontalis, cicatrisato-annulata: annulis in- completis sparsis; e luteo-ferruginea, subtus radiculis paucis Jibro- sis, intus alba fibrosa. Folia omnia radiealia, sessilia, anguste~ 195 lanceolala, longitudine scapi, acuta, crassiuscula, margine argu- ta, nuda, tenacissima, evasculosa, cinereo-viridia, undatim albido- variegala, linea alba et rubra marginata, minime nitida. Scapus uni-bipedalis, radicatus, teres, glaber, passim spathis vagis, alter- nis, distantibus, subamplexicaulibus, sensim acutis, uni - bipollicari- bus, scariosis, persistentibus. Flores simpliciter racemosi, in spicam oblongam approximati, geminali et plures, brevissime pedicellati, patentes. Bracteæ glumaceæ, anguste-lanceolate, concave, solila- rie vel plures, pedicellis triplo longiores, corollis duplo breviores. Corolla zubwlosa, sesquipollicaris, albida, sexfida. Tubus te- nuis, basi clavatus, fundo melliferus. Lacinie tubo % breviores, lineares, obtusæ, revolute, Filamenta sex, basi laciniarum inserta, lisque vix breviora, capillaria. Anthere oblonga, sagittata, flavo- sirentes. Germen superum, ovatum, obsolete trigonum. Stylus fili- Jormis, staminibus vix longior. Stigma globulosum, simplex, vix manifeste trigonum, Germen zZranssecium triloculare, monosper- mum Th. Fiskerne samle Bladene i Mengile, og ved at udblode dem i Vand og banke dem, skille de den trævlede og kiödede Deel fra hverandre; den förste er en meget god Hamp, hvor- af de forfærdige de groveste Snore til deres Fiskernæt. Adan- son omtaler samme Brug af denne Plante i Senegal. Paa samme Maade tilberede Negerne af Ananas Bladene en temmelig fin og lang men noget striid Hör, hvoraf de forfærdige al deres Traad og Garn til Syening, Fiskernæt o. s. v. Endnu haves en anden Plante som giver Hamp, der langt overgaaer den al- mindelige i Styrke; Planten er halv urteagtig slyngende og led- det; Hampen bestaaer egentligen i Splinten, som udpilles med Fingrene, og er ikke længer end Plantens Led. 7%. Bbe 196 10 cd Li 0 EE > 1. À. Prova; foliis oblongo-lanceolatis patentibus ma- culatis: maculis subserialibus, spinoso-serratis, racemo simplici, floribus cylindricis pendulis. Wild. Enum. p. 585. Horn. hort. I, p. 559. 5 | Aloe picta; caulescens, foliis ensiformibus dentatis pictis patentibus, floribus racemosis reflexis cylindricis. ‘Thunb. diss. No. 4 Thunb. prodr. 61. Ejusd. Flora Cap. p. 310. Wild. sp. pl. 2. p. 186. Peers. syn. 1. p. 578. a. major. i Aloe perfoliata $ et A. Spec. pl. 458. Aloe africana caulescens foliis spinosis maculis ab utraque parte albicantibus notatis. Commel. hort. 2. p. g. t. 5. Aloe africana maculata spinosa major. Dillen. elth. 17. 1. 122 12202 ß. minor. Aloë perfoliata x. Spec. pl. 458. Aloe perfoliata 4. saponaria Ait. Kew. 1. p. 467. Aloe africana maculata spinosa minor. Dillen. elth. 18, BEDS ea Ahablobe vel Asablobz Incolis. - Sielden i Nærheden af Stranden, hyppigere ved Blegusso og andre Egne af lignende Beliggenhed. Radix repens. Caulis simplieissimus, pedalis, adscendens, basi radicans, inferne vaginis aphyllis; deinde vaginis post folium per- sistentibus, superne vaginis foliorum approximatis tectus. Folia ensiformia, supra plano-concava, subtus convexiuscula, carnosa, margine cartilagineo-dentata, basi vaginantia, inferne tres polli- TE - af | 4 à | 197 ne. * + ces lata, fere bipedalia, glauca, maculis oblongis parvis albidis in series interruptas longitudinales utrinque adspersa, erecto-patula. “a Inflorescentia in sumitate axillaris, foliis altior, racemoso - subra- mosa » Jere bipedalis. Pedunculus inferne anceps , supra medium subramosus, compresso-teres: pedicellis in racemos subspithameos triginta ad sexaginta sparsis, ET coloratis ; . floribus reflexis. Bracteæ solitariæ , glumacee. Corolla tubulosa, pollicaris, basi paulo ventricosa, tereti - tri- gona, saturate carnea, semisexfida: laciniis obtusis, apice patulis ; tribus exterioribus obsolete emarginatis ; tribus interioribus duplo la- tioribus interne flavis. Nectarium: fundus corollæ nectare turgt- dus. Filamenta sex, receptaculo inserta, longitudine fere corolle, subulata , planiuscula , bast attenuata, declinata, superiora paulo cæteris breviora.. Antheræ oblonge , compressæ , erectæ, insidentes, aurantie. Germen oblongum, superum. Stylus subulato-filiformis, longitudine staminum. Stigma terminale, subacutum, integerrimum. Pericarpium: foetus transsectus trilocularis, polyspermus: semini- bus gemina serie longitudinali. Th. Bladene indeholde en klar gulagtig slimet bitter Vædske, som oplöser sig i Vand uden at giöre det uklart, og ved at vere udsat for Luften giver Vandet efterhaanden en stærkere og stærkere mörkeröd Farve. Negerne bruge de knusede Blade paa gammel Beenskade, som de ligelédes vaske med et Afkog. I Vai- tersot bruges samme Afkog som aflörende Middel. Th. er UN ef ESEL OM” 4 1. T. INVOLUCRATA; umbella in scapo terminali ramen- tis longissimis involucro hexaphyllo inæquali, folio -tripartito ” laciniis interrupte pinnatifidis lateralibus bipartitis. S$. Tacca littorea Rumph. amb. 5. p. 528. t. 114. 198 Tacca sativa. Rumph. amb. 5. p. 524. t. 112. I de mindre skoyrige Markegne, ikke meget almindelig. Radix: Bulbus solidus, carnosus, horizontalis, intus albus. Folium decompositum, tripartitum: segmentis erecto- patentibus, la- teralibus profunde bifidis: intermedio et laciniis lateralium lyrato- pinnatifidis: laciniis owatis pollicaribus, obtusis, integerrimis » ven nosis, rugosis, glaberrimis, remotis, alternis minoribus, binis versus apicem ceteris majoribus sæpius bilobis, terminali magna sæpius triloba. Petiolus solitarius, radicalis, scapo simillimus, paulo brevior. Scapus bi-quadripedalis, erectus, teres, striato-sul- catus, glaberrimus, tenelle maculatus, Jistulosus. Umbella multi< flora, sensim florens. Pedunculi sesquipollicares, filiformes, laxi. Involucrum: foliola sex, longitudine Umbelle, nervoso - lineata, glabra; duo externa oblongo-ovata; quatuor interna lanceolata, Ramenta plurima, filiformia, pedunculis quadruplo longiora, Corolla monopetala, urceolato-campanulata, sexfida: laciniis erecto-conniventibus , obtusissimis, alternis interioribus et duplo la- tioribus, viridis, intus albida, persistens. Nectarium: corpuscula sex, subrotunda, fornicato-cava, laciniis corolle interne adnata, incisuris ejus alterna, conniventia, stigmatis margini incumbeniia, alba, Filamenta nulla, ni ita nectaria dicas. Antheræ sex, ob- longce, biloculares ; singula in sua cavitate nı ctario adnata, Ger- men inferum, turbinatum, obsolete trigonum, sexstriatum, glabrum, in fundo corollæ elevatum tuberculo truncato trifido pilosiusculo. Stylus brevis. | Stigma peliatum, convexum, tripartilum, segmenta obcordiformia. Pericarpium immature: subrotundum, sexangulatum corolla persistente coronaium, uniloculare , polyspermum, seminibus parieti affixis. Th. i Skiöndt Thonnings Beskrivelse især i Henseende til Man- gelen af Bæger, afviger fra andres Beskrivelser; saa har jeg dog ingen Tvivl om at Planten hårer til denne Slægt; men paa Grund af Involucrum og det enlige Skaft anseer jeg den for 199 en egen Art; thi Forfatterne tale ikke om noget Involucrum hos T. pinnatifida; og Ammann i Comment. Peiropolit. VIII. p- 211. (Leontopetaloides) tillægger den to Skaft, ligesom og hans Figur 13 viser at Bladene ikke ere tredelte men tyedelte. $. Roden spises ikke af Negerne. BOON toyed NEO Be CR ASS 1. A.? SERICEA; foliis lanceolato -subcuneiformibus acu- . minatis nitidis subtus argenteo - sericeis. S. Folia pedalia-sesquipedalia, lanceolata, subcuneata, acumi- nata, supra nitida, subtus pubescentia, argenteo- sericea, petio- ~ lata: petiolis, uti rami juniores ramosi-striati, pubescentes. S. Thonning har af denne Plante kun medbragt Blade; de ligne meget Bladene af 4. macrophylla; men disse ere glatte og glindsende paa begge Sider. S. mG. BO Bod Nr it UNS 1. L. Tuonnincit; umbellis axillaribus pedunculatis, floribas pentandris, foliis subsessilibus cordato-ovatis. Vahl. Mst. (sub nomine ZL. umbellati). Eduäsudoä Incolis. Almindelig paa forskiellige Træer. Caules parasitiei, fruticosi, ramosi, teretes, scabriusculi, debi- les. Folia opposita, brevissime petiolata, ovala, sæpe cordata, in- tegerrima, subavenia, nitida, subcarnosa, tri - quadripollicaria. Umbella axillaris, simplex, breviter pedunculata: floribus octo-duode- cim, brevissime pedicellatis, adscendentibus, in orbem dispositis. Calyx germinis inferus, minimus, obscure quinque - crenatus, persistens: floris margo integer, concayus, coronans germen (raro quinquecrenatus). Corolla tubulosa, fere bipollicaris, purpurea. Tu- bus angustus, medio leviter dilatatus, basi ventriculo subgloboso magnitudine Piperis, superne hine longitudinaliter fissus, Limbus 200 à så elastice dissiliens in quinque lacinias lineares, secundas, reflexas. Filamenta quinque, limbo breviora, infra lacinias limbi adnata, corolla dissiliente elastice involuta. Antheræ oblonge, compressa, interne dehiscentes, reflexæ. Germen subrotundum, glabrum. Sty- lus filiformis, longitudine staminum, superne leviter incrassatus, et pentagonus, apice attenuatus. Stigma subcapitatum. Bacca glo- bosa magnitudine Pisi, attenuata in marginem coronalem, glabra, coccinea. “Semen unicum, obovatum, viscidum. Th. > Undertiden bruges den i forskiellige Sygdomme til at ind- vie et Vand, hvormed den Syge maae vaske sig. Den er for- resten en skadelig Snylteplante især for Frugttræer. Th. Synes at komme nær til Lor.,sessilifolius Palisot Beau- vois. Flore d'Ovare & de Benin. Tab. LXIIL 2. L. INCANUS; pedunculis axillaribus brevissimis subqua- drifloris, foliis ovatis petiolatis sublus ramulisque tomentuloso- incanis. 5S. Ved Floden Volta, ikke almindelig. Frutex parasiticus, ramosus, teres, tomentoso incanus. Folia opposita vel subverticillato-terna, oblongo-ovata, obtusa, integer- rima, coriacea, subavenia, supra glaberrima, subius incana, bi- guadripollicaria, Petiolus brevis, incanus. Pedunculi brevissimi, seepius terni, axillares vel ad originem ramulorum congestt uni-qua- driflori: pedicellis brevissimis umbellatis. Bractea ad basin germi- nis, solitaria, ovata, adpressa, | Calyx germinis vix ullus, ni vis bracteam nuper dictam: floris, margo superus germinis, integer concavus. . Corolla @qualis tubulosa, Jere bipollicaris, lutea, Tubus linearis, pentagonus, sæpe hinc fissus. Limbus quinquepartitus: laciniis linearibus, angustis, erec.- tis, apice coccineis, Filamenta guinque, limbo breviora, infra la- cinias limbi adnata, corolla dihiscente elastice involuta, viridia. Antheræ oblong®, compressæ, interne dehiscentes, reflexæ. Germen, subrotundum , _glabrum. Stylus filiformis teres, longitudine stami- 201 — num, ruber. Stigma subcapitatum. Bacca magnitudine Pisi, glo- bosa, margine coronata, coccinea. Semen unicum. DIGENY-NTA, FOR DERE TA, SUE SAPEVA Tan, Sp. D. 1: p. 475. Wild. sp. pl. 9. p. 247. : Peers. syn. aga 594 Horn. hort. 1. p. 549. Bauh. pin. 24. theatr, 470. Cam. epit. 192. Dod, pempt. 509. Catesb. car. 1. p. 14 t 14: Hort. cliff. 157. Mat. med. 97. Roy. lugd. 58. Mill. dict. et illustr. Dyrkes. T RIGY N.DA. + 108. FLAG E L L AR I À. 1, F. GuINEENSIS; vagina foliorum fissa, rachi tereti levi. -S. Folia arundinace&, seplem- octopollicaria et ultra, apice cirrhi- Jera, alterna, basi saginantia : vagina sesquipollicari parum longiore catere basi folii, ramum teretem tegente in opposito latere basi Jolii excisa et fissa; suprema fere verticillato-terna., Racemus paniculatus, orato-oblongus, terminalis. Rachis communis teres, levis, Pedunculi subpollicares, divaricato-horizoniales , simpliciter ramosi, subflexuosi, ” compressiusculi. Flores sessiles. Bacca magnitudine et figura Myrti pimenti, stylo trifido persistente coronala, monosperma. IS, Ikke ulig Flagellaria indica, men hos denne sidste ere Skederne sammenvoxne, Blomsterstanden pyramidalsk - quastag- lig, rachis og Blomsterstilkene grenet — topformige, sam- mentrykte, .de nedre af to Tommers Længde, noget op- rette. 9. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Cec 202 109 HELONIAS. 1. H. Gurtneensis; petalis foliisque anguslissimis mar- gine lævibus. Zh. Sielden, blomstrer i Juni. Bulbus solidus, subglobosus, in caulem attenuatus, magnitudine nuclet nucis avellanæ. Caulis spithameus, simplicissimus, tenuis, subflexuosus, erectus, superne striatus, glaberrimus. Folia grami- nea, remota, interstitits duplo circiter longiora, linearia, angustis- sima, sensim attenuata, inferiora basi vaginantia, tri-sexpollica- ria, floralia sessilia vix pollicaria, Pedunculi pauci in summitate laterales, sesquipollicares. Corolla: Petala sex, angustissima, laxa, atrorubescentia, de- cidua. Filamenta sex, brevissima, patula, receptaculo inserta. Antheræ subrotundæ, didyme, parvæ. Germen subrotundum, tri- gonum, superum. Styli tres, breves, reflexi, Stigmata obtusa. Capsula ovata, trigona, trisulca, trilocularis, semitrivalvis, valvis septiferis ; ad medium dehiscendo patens. Semina circiter decem in singulo loculo serie duplici, subrotunda, Th. POLYCYNIA. Laos LsSss- e 1. A. SAGITTIFOLIA, foliis sagittatis, fructibus obova- tis obsusis. Wild. sp. pl. 2. p. 277. Peers. syn. 1. p. 400. Ved Floden Laloe; sielden. r Radices plures, filiformes. Folia subovata, acutiuscula, sagit- tata:. lobis acuminatis longitudine Jolit ; nervosa. i Petiolus radica- lis, hinc planus, inde angulatus. Scapus radicalis, sexangularis, in summitate triangularis: floribus in vertieillis remotis. Involu- crum verticillorum triphyllum, foliolis sessilibus, acutis, subdiaphano- membranaceis, 203 Masculi flores. Perianthium #riphyllum : foliolis ovatis, concavis , persistentibus: Corolla tripetala: petala calyce duplo majora, obovata, plana, pa- tentissima, alba. Filamenta sex corolla breviora, subulata, paten- tia. Antheræ subrotunde. Foeminei flores, in eadem vel in diversa plania. Calyx et Corolla maris. Germina plura, subrotunda, in hemi- spheram digesta. Styli breves, Stigmata obtusa. Pericarpium: Cap- sulæ obovate, obtuse, in globum collecte, Semina solitaria, Th. HEPTANDRIA. TETRAGYNIA. 111. APONOGETON. 1. A. SUBCONJUGATUS; spica subconjugata, bracteis ge- minatis ovatis, foliis oblongis basi attenuatis adulticribus cor- datis. S. I stillestaaende Vand; blomstrer i Juni. Bulbus solidus radiculis plurimis filiformibus, albido - einereis. à Folia radicalia, petiolata, natantia, oblongo-ovalia, quinquepollica- ria, sesquiunciam lata, basi subcordata, tenuissime triplinervia, _avenia, glabra, subtus copiose punctatus punctis ad lentem verrucosis fuscis, que sepe tamen desunt ; juniora lineari-lanceolata. Petiolus triangularis: angulis lateralibus acutis, Scapus teres, longitudine foliorum, floribus sessilibus in spica oblonga sesquipollicari simplice, bifida vel conjugata. Spatha tenuissime membranacea caduca, Brac- Cc 2 | 204 teæ bine basi singuli floris, approximate, vix longitudine floris, ovatce, concave, persistentes. f Calyx et Corolla nulla. Tilamenta sex-octo lineas duas longa , subulata, patula, flavo-virentia, persistentia. Antheræ subrotunde, didymæ , luteæ K deciduæ. Germina tria-quingue, sæpius. quatuor, oblonga, compressiuscula, attenuata in stylos brevissimos, stamini- bus vix breviora. Stigmata obtusa. Capsule sæpius quatuor, ovate, acuminate, externe gibbæ, uniloculares. Semina quinque-octo, ob- | longa, angulata, Th. Det er tvivlsomt om den er forskiellig fra 4.. monosta- chyos. S. OCTANDRI A. MONOGYNIA 112. COMBRET U M. 1. C. MucronatumM; foliis oppositis subovatis acumina- tis mucronatis pilosiusculis, racemis compositis bracteatis, flori- bus octandris, calycibus pubescentibus. S. I de frugtbare Dale ved Aquapim. Blomstrer i Septbr. Frutex ramosissimus biorgyalis: ramulis brachiatis, teretibus, subtomentosis, pilosisque. Folia opposita , brevissime petiolata, bi- tripollicaria, cblongo-obovata, integerrima, apice in acumen breve obtusiusculum mucronatum attenuata, glabra, supra pilis rarissimis adpressis et margine pilosa, subtus alternatim costata, venosa, punc- tis diaphanis minutis copiosis. Racemi axillares et terminales spi- thamei: folium sub singulo pedunculo partiali, unguiculare, Pe- 205 dunculi omnes pubescentes vel tomentosi, ramosi, partiales subbipol- licares, patentes. Flores copiosi, minuti, brevissime pedicellati, in spicam pollicarem digesti. Bractex solitarie, setaceæ, longitu- dine germinis, caduce. » Perianthium campanulato-patens, quadridentatum, subtomentosum, deciduum, Petala quatuor subrotunda, unguiculata, glabra, ori ca- lycis inserta, ejusque longitudine, patentia, alba. Stamina octo, capillaria, calyce et corolla duplo longiora. Antheræ subrotunde, didyme. Germen inferum, oblongum, utrinque attenuatum , tetra- gonum subtomentosum. Stylus setacews, longitudine staminum. Stigma simplicissimum. Samara subrotunda, retusa, basi acuta, quadrialata: alis in crucem positis, scariosis, ex albo et roseo ni- tentibus, Semen unicum, oblongum, quadrangulare, ulrinque, acu- tim. Ths 2. C. CORYMBOSUM, foliis inferioribus oppositis ellipti- cis acuminato-mucronatis rameis subalternis obtusis mucronula- tis pilosis, racemis corymbosis bracteatis, floribus octandris, ca- lycibus glabris, petalis tomentosis. 4. Voxer med og blomstrer paa samme Tid som den fore- gaaende Art. cr Precedenti similis, differt vero ramis ferrugineo - pilosis, foliis minoribus superioribus vel rameis alternis watis obtusis cum mu- crone parvo impunctatis, floribus in racemum subcorymbosum dense congestis majoribus, calycibus glabris, corollæ petalis oblongis dorso dense tomentosis, staminibus corolla multo longioribus. S. 139.2 N. I TH RO PE: ı. O. THYRSOIDES, foliis conjugatis: foliolis ovalibus ob- longis subsessilibus glabris, panicula thyrsoidea terminali. S. Ved Quitta, 206 Frutex ramosissimus: ramis teretibus, scabro-punctaiis , glabris. Folia alterna, brevissime petiolata, composita: foliola conjugaia, raro bijuga vel terna, petiolulata, oblongo-ovalia, subacuminata, ob- tusa, basi acuta, integerrima, subcoriacea, venosa, nitida, tri-sex- pollicaria, Stipule nulle. Inflorescentia terminalis, decomposita, racemoso-paniculata: floribus copiosis masculinis et hermaphroditis, Bracteolæ solitarie, minute. Flos masculinus. Perianthium zezraphyllum, subæquale, foliolis orbiculatis concavis, duobus oppositis duplo minoribus. Corolla subæqualis: petala qua- tuor, magnitudine calycis ovata, plana, margine pubescentia,, Nec- tarium margo receptaculaceus staminum. Filamenta octo raro sex- septem , subulata, patentia, corolla fere longiora, Anther& ovate, erectæ. Pistilli rudimentum didymum in centro floris. i Flos hermaphroditus. Calyx, Corolla, Nectarium maris, Filamenta octo, sæpe quin- que-septem, brevissima ; nectario inserta. Antheræ ovate, acutæ; erectæ steriles. Germen subrotundo-cordatum, compressum, glaber- rimum. Stylus longitudine corolla, erectus , crassiusculus, compres- sus, utringue suleo, apice bifidus. Stigmata obtusiuscula. Bacce bine, altera sæpe abortiens: singula wata, vix grossularie mag~ nitudine, sessilis, glaberrima » purpurea, Semen unicum, magnum, figura bace, Th. 2, O. Macica, foliis ternatis: foliolis subsessilibus ova- tis dentatis acutis pilosis, racemis simplicibus folio longioribus, floribus glomeratis, ramis subtomentosis. S. Tadadua Incolis. Voxer hist og her, ikke sielden. Frutex orgyalis, ramosus: ramulis teretibus, subtomentosis. Fo- lia alterna, ternata. Foliola subpetiolata, ovata, acuta, denticula- ta, pilosa: tenella dense tomentosa, Petiolus tomentosus. Racemi 207 superne axillares filiformes, simplices laxæ, folio longiores. Flo- res parvi, glomerati. Pedicelli brevissimi. Bracteæ minutissime, solitariæ. Flos masculinus. Perianthium tetraphyllum, compressum, persistens: foliola duo opposita orbiculato-concava, erecta, duo minora ovata, patula. Co- rolla tetrapetala: petala obovata, intus villosa, germini opposita, Filamenta octo: stamina corolla longiora, thalamo villoso inserta, patentia secunda. Flos hermaphroditus, Calyx et Corolla maris. Nectarium glaudule quatuor, com- "presse, receptaculo cujusque petali insertæ, intermediæ majores. Filamenta octo, longitudine calycis, ad basin germinis inserta, marce- scentia, Anthere steriles. Germen minimum, villosissimum. Sty- lus calyce duplo longior, erectus, compressus. Stigma bifidum. Baccæ bine, altera sepius abortiens: singula magnitudine Ribeos, globosa, pilosiuscula, coccinea. Semen unicum, subglobosum, intra arillum fragilem. Th. Barken af Roden bruges undertiden til at legge paa gam- mel Beenskade. Træet og Bladene’bruges ofte til Fetis i Syg- doms Tilfælde; man afhugger en Green af 15 Alens Længde, afskraber Barken, oversmörer den med en hvid Leerjord, om- vinder den ene Ende med Bastreeb hvilken oversmöres med en råd Jordart; den anden Ende nedsættes i Jorden paa det Sted Fetis-Præsten eller Lægen befaler, i Almindelighed paa en Korsvei, ofte henlægges et Aig eller anden Bagatel derved og ofte hensættes fleere saadanne Stokke efterhaanden naar Sygdommen ikke vil vige. Bladene kommes i koldt Vand, hvormed den Syge maae vaske sig, hvorefter Vandet udkastes paa Jorden ved den nedsatte Stok. 7%. 208 5. O. Trisracuyos, foliis ternatis: foliolis oblongo-ova- fis serrato-dentatis subacuminatis nitidis, racemis axillaribus tri- stachyis. S. Tatadua Incolis. Blandt andre Buske paa forhen dyrkede Steder ogi Nær- heden af Aquapim. Frutex orgyalis, ramosus: ramis teretiusculis, pubescentibus, cortice fusco, punctis ferrugineis adsperso, . Folia alterna, ternata: foliola subpetiolata, obovato-cuneata, dentato-serrata, versus basin integra, glaberrima (vasis majoribus pubescentibus) costata, venosa, rigidula, supra nitida, tri-quadripollicaria: intermedium majus : tenella conduplicaia, extus pubescentia. Petiolus foliolis parum bre- vior, supra sulco, pubescens, | Racemi terni fili formes in pedunculo communt longo axillari erecto, Flores glomerati brevissime pedi- cellati, Bracteæ minute ,. persistentes. Flos masculinus. Perianthium ineguale, compressum, tetraphyllum: foliolis: su- periore et inferiore orbiculatis, concavis, patulis; lateralibus mino- ribus ovatis, cymbiformi-compressis , patentibus, Corolla declinata, tetrapetala: petalis obovatis, intus barbalis, receptaculo insertis, calyce vix longioribus. Nectarium: glandule 4, singula basi sui petali inserta, Filamenta octo, corolla duplo longiora eique opposita, patertia, receptaculo villoso inserta. Antheræ subrotunde, didyme, erectæ, albide. : Flos hermaphroditus. Calyx, Corolla, Nectarium maris. Filamenta octo, vix longitu- dine calycis, basin germinis eingentia, marcescentia, Antheræ sub- rotunda, erect, steriles, Germen minimum, villosum. Stylus ca- lyce duplo longior , compressiusculus , erectus, marcescens. Stigma bifidum, acutum, palens. Pericarpium havd visum. Th. 209 BEEN ORE Tl A. Calyx quadrifidus. Corolla subquadrifida : laciniis erectis mar- gine reflexis. Bacca unilocularis, tetrasperma, supera. 1. C. TRICOLOR; foliis ellipticis subtus albido-sericeis costa ferruginea, floribus axillaribus sessilibus. $. Aumbæ Incolis. Almindelig i Nærheden af Strandbredden. Frutex ramosissimus, bi-quadripedalis : ramulis teretibus, ferru- gineo-tomentosis, divergentibus, procumbentibus. Folia alterna, di- sticha, elliptica, obtusa, integerrima, subayenia, supra glabra viri- dia, subtus albido-sericea nervo et sepe margine [errugineo , uni- subtripollicaria: tenella utrinque sericeo-argentea, Petiolus brevis, tomentosus. Stipule nulle. Flores solitarii vel tres- quatuor axil- lares , sessiles, parvi. Flos masculinus. Perianthium adpressum, quadrifidum, acutum, sericeo - tomento- sum, ferrugineum. Corolla monopetala, tubulosa, calyce triplo lon- gior, inferne six dilatata, subquadrifida: laciniis acutis erectis margine inflexis ; subcoriacea, rubra, extus sericea, bilinearis. Fila- menta octo vej plura, inequalia, quatuor sæpius ceteris duplo lon- giora, corolla dimidio breviora, inferne pubescentia, receptaculo in- serta, aut distincta aut basi bina vel ternata. Anthere subulate, ereciæ , filamentis enate, Rudimentum germinis et styli, Flos hermaphroditus. Calyx maris, persistens. Corolla maris, attamen inferne magis ventricosa. Filamenta septem vel octo, longitudine calycis, distinc- ta, tenuissima, nuda, antheris sterilibus minutis. Germen superum, opalum, sericeum, atienuatum in stylum subulatum , stigmate acuto. Bacca ovata, obsolete tetragona, pyramidata, coriacea, lutea, gla- berrima, pollicem longa, unilocularis, tetrasperma. Semina oblonga, hine convexa, inde obtusangula, cartilaginea, pulpa dulcidula mu- cosa inclusa, Th, Vid. Sel, phys. og mathem. Skr. IIT, P--’ Dd fessor "| 210 Slegten har jeg kaldt efter den fortrinlige Botaniker Pro- Nolte, bekiendt ved sin Afhandling om Stratiotes og Sa- gittaria og sine Novitiæ Flora Holsatice. 8, Be CE RP SAN TA: 1. C. Epuris; foliis pinnatis cum pari: foliolis obovato- oblongis subacuminatis nitidis, racemo simplicissimo elongato, capsulis tomentosis. &. borg. “Atia-Tjo Incolis. Vild Kaschu Europæis. Voxer i Markerne nordlig for Christiansborg og Fredens- Blomstrer i Novbr. og bærer Frugt i Januar. Arbor ramosissima. Rami inferne teretes, superne angulati to- mentost. Folia petiolata, pinnata cum pari, bi-trijuga vel qua- drijuga: foliola petiolata, opposita, bi -tripollicaria , inferiora minora, oblonga, basi acuta, apice acumine brevi terminata vel obtusissima absque acumine, integerrima, wtrinqgue glabra, co- stis sublus exceplis, superne avenia, subtus venosa; foliola anie explicationem conduplicata tomento fusco tecta. Petioli teretes to- mentosi mucrone terminati, partiales brevissimi. Racemi versus summitates ramorum axillares, solitarii, semipedales, laxi, sim- plices vel basi ramo subcompositi. Pedunculus angulatus, subto- mentosus: pedicelli sparsi, solitarii interdum gemini vel plures, pa- tentes, semipollicares, uniflori. Flores polygami, masculi rudi- mento germinis, foeminei antheris effoetis. Bracteolæ solitarie, minute, ferrugineo-tomentose. Flos masculinus.. Perianthium inferum, quinguepartitum, patens: laciniis oblon- gis. Petala quinque, calyce duplo majora , lanceolata, subpubescen- tia, patentissima, alba, basin versus aucta squama erecta concava, Nectarium receptaculum crassum, supra planum. Filamenta octo, corolla longiora, subulata, inferne villosa, patentia, nectario in or- bem inserta, decidua. Antherz ovate, compressiusculæ, obscure pu- TEL bescentes, erecta. Germen subrotundum, parvum, sterile, rudi- mento styl. Flos foemineus. Calyx, Corolla, Nectarium maris. Filamenta octo, brevissima, subulata, villosa, nectario in orbem inserta, decidua. Anther& ut in flore mase. at steriles. -Germen ovatum, obsolete trigonum, tomentosum, terminatum in stylum. Stylus longitudine staminum maris, obscure trisulcalus, contortus. Stigma obtusum, haud distinetum, Capsula _magnitudine pomi, subrotunda, trigona, obtusa, rudimento styli breviter mucronata, basi acuta , glabra, carnosa, pallide flava, hinc rubicunda, trilocularis: loculis monospermis, dense sericeo - tomen- tosis, trivalyis: dissepimentis valvulis interne adnatis ; dehiscens. Semina suborata, glaberrima, dura, nitida, nigra, receptaculis propriis insidentia, magnitudine Cerasi. Reccptacula seminum li- bera, cordiformia, externe convexa, interne planiuscula, varie in- cisa, interne foveola pro funiculis umbilicalibus, carnosa, albida, edulia. Funiculi wmbilicales gemini, coriacei, utrinque e dissepi- mentis enati. Th, Træet opnaaer en Störrelse som en middelmaadig Eeg. Af Frugten spises Receptaculum seminis, men man maa om- hyggelig skille Funiculi umbilicales derfra, da disse efter Ne- gernes Sigende ere en meget heftig Gift. Barken rives med Limon Saft, og bruges som Omslag, eller blot indgnides paa hovne Testikler. Zh. at ar Fe, 1. A. ANISATA; foliis pinnatis quinque-septemjugis, fo- liolis ovato-lanceolatis subcrenulatis obtusiusculis pilosiusculis pellucido punctatis obliquis, paniculis axillaribus. 8. Amyris anisata; foliis pinnatis, foliolis petiolatis trede- cimis ovato - lanceolatis obsolete dentatis inæqualibus, pa- D d 2 212 niculis axillaribus. Wild. sp. pl. 2, p. 537. Peers. syn. 1. p. 414. Abami-Tio vel Abami-aulage- Tio Incolis. Anis Træe Europ. Voxer hist og her, temmelig alinindelig: Frutex orgyalis ultrave, facie leita, ramosissima: cortice cine- reo-fusco, levi. Ramuli teretiusculi, pubescentes, foliosi. Folia impari -pinnata, quingue - septemjuga: foliola subalterna, brevissime petiolata, oblique ovato-lanceolata, vix manifeste crenulala, venosa, adspersa punctis pellucidis, glabra, odorata, foliola tenella mar- gine glandulosa. Petiolus /lformis, teres pubescens. Panicula ax- illaris: pedunculi multiflori, subcorymbosi. Bractex minute. Periantium inferum, minimum, suplanum, quadridentatum, per- sistens. Petala quatuor, oblongo-ovata, concava, patentia, alba. Filamenta octo, subulata, inferne dilatata, basi germinis recepta- culo inserta, erecta. Anthere subrotundæ, didyma, erectæ, lon- gitudine corolle. Germen obovatum, superne quadrituberculatum. Stylus crassiusculus, longitudine staminum, adscendens. Stigma ob- tusum, obsolete tetragonum. Bacca ovata glaberrima, nigra, mag- nitudine Grossularie. Semen unicum, magnum, figura baccæ, ari- datum. Th. Hele Planten har en anisagtig Lugt og Smag; Bladene, Blomsterne og Fröet i störste Grad, Roden mindre og Veddet mindst. Bladene afkogte i Vand bruges meget ofte i indvortes Sygdomme, til varmt Bad; i alle hidsige Sygdomme er Badet skadeligt. Et Infusum af Roden drikkes i forskiellige Mavesyg- domme, I Ansigts-Hevelse (paa akkraisk Aboa) rives Roden fin med Limonsaft og Paradis Korn, og smöres over Ansig- tet. , Th. 213 MAR FM ENA 1. X. AMERICANA; ramis spinosis, foliis ovatis petiola- tis integerrimis emarginatis, pedunculis axillaribus binis tri-qua- drifloris, floribus umbellatis. S. X. americana; foliis oblongis, pedunculis multifloris. Lin. sp. pl. 1. p. 497. Hort. cliff. 1195. Swartz obs. 140. Wild. sp. pl. 2. p. 558. Peers, syn. 1. p. 415. X. multiflora; Jacq. americ. 106. t. 177. f. 51. Mill. dict. No. 1. X. aculeata, flore villoso fructu luteo. Plum gen. 6. ic. 31; Haymassoli spinosa; Aubl. gui. 1. p. 524. t. 125. Me-Tio Incolis. 2 Ikke almindelig, en Miil norden for Christiansborg. Blom- strer 1 Juni. Frutex ramosissimus: ramis teretibus, cortice cinereo, spinis axillaribus solitariis, semipollicaribus. Folia alterna, - brevissime petiolata, ovata, oblongiuscula, integerrima, s@pe emarginata, gla- berrima, supra nilida, rigidula, uni-bipollicarid, tenella condu- plieata. Pedunculus avillaris , paniculatus vel sepius quadriflorus : pedicellis terminalibus umbellatis. Perianthium inferum, minimum, planum, quadratum, persi- stens. Corolla magnitudine Menyanthis trifoliate, albida: petala qualuor, linearia, acutiuscula, inferne erecta in tubum prismatico- jn quadrangulatum, superne revoluta, interne fere ad apicem dense barbata. Stamina tubo corollæ parum longiora. Filamenta octo, brevia, erecta, Anthere lineares, erecte, longitudine Jilamento- rum, flave. Germen conicum, oblongum. Stylus filiformis, lon- gitudine staminum, Stigma obtusum, Drupa magnitudine nucis Ju- 214 glandis, subovata, nitida, flava, Nux figura drupe, levis, uni- locularis: nucleo unico putaminis figura. Th, mo. OCPD GOIN I A. 1. D. REPANDA; foliis ovatis subrepandis breviter acumi- natis basi angustatis, racemis compositis terminalibus. S. Almindélig ved Bredderne af Volta. Frutex vel arbuscula: ramis teretiusculis, glabris apice trique- tris, linea acuta subtus a petiolo decurrente. Folia alterna, bre- vissime petiolata, ovata, subrepanda, acumine brevi, basi in pe- tiolum anguste desinentia , subcoriacea , glabra, nitida, tenuissime reticulato -venosa, bi-subtripollicaria, tenella subviscida; inferiora obovata, obtusa. Racemus terminalis, compositus : pedicellis subpol- licaribus , obsolete articulo instructis. Perianthium inferum, tetraphyllum, patens, diciduum: foliolis lanceolatis, concavis, flavovirentibus. Corolla nulla. Filamenta octo, _s«æpe sex-septem, brevissima, receptaculo inserta, patentia. An- there ovale, erecte. Germen subrotundum, trigonum vel compres- sum. Stylus crassiusculus, calyce duplo longior, erectus. Stigma obtusum. Capsula trialata, subrotunda, emarginata, bast subcor- data, trilocularis: loculis inflatis, dispermis; sæpius bialata, bi- locularis. Semina subrotunda, nigra, dissepimento affixa, Th. Dodonea viscosa ligner Planten meget, men Bladene ere meget længere, smallere, næsten kileformige, heelrandede, (ikke udskaaren oventil) og alle klæbrige, Sideaarerne mere paa Tvers; de modne Frugter ere ogsaa större og morkere. Hos D. latifolia ere Bladene aflang-ægformige heelrandede, afrundede og forsy- nede med en kort Spids, næsten 4 Tommer lange, 15 Tomme brede. Klaserne sidde i Bladhiôrnerne og i Toppen og ere sammensatte. 5. 21 TNBEL6EYNIA, 10 ae UL LIN I À. 1. P. Uvara; capsulis pyriformibus turbinatis, foliis pin - natis: foliolis ovato-elliptieis serratis obtusis, petiolis margina- tis, racemo spicato-cylindrico. S. Hist og her i Buskadserne, men fornemmeligen i og 1 Nærheden af Aquapim. Blomstrer den störste Deel af Aaret. Caulis herbaceus, angulatus, glaber, fruticibus scandens. Folia alterna, quinalo-pinnata: foliola ovato-elliptica, remote obtuse serrata, obtusiuscula, subcoriacea, venosa, glaberrima, subtus in axillis costarum pubescentia, sessilia, bipollicaria parum ultra: tria exteriora ternato-approximata, exlimum majus. Petiolus articu- latus, alatus, angulatus. Stipule geminæ, sessiles, acuminatce, reflexce, marcescentes. Racemus spicalus, cylindricus, pedunculatus, axillaris : floribus breviter pedicellatis, congestis. Pedunculus univer- salis hinc infra spicam cirrhis binis involutis instructus. Bractex solitari@e, parvæ ad singulum glomerulum. Perianthium pentaphyllum: foliolis duobus exterioribus subrotun- dis eoncavis, duplo minoribus: tribus interioribus ovatis concayis coloratis:, fere longitudine corollæ ; persistens. Corolla tetrapetala : petala quatuor oblonga, subsessilia, alba: duobus superioribus ma- gis distantibus. Nectarium tetraphyllum, petaliforme: foliolis basi petalorum innatis, pelalis parum brevioribus, apice ornatis corpu- sculo duteo, quod in duobus inferioribus appendiculatum est, basi Joliolis dietis glandule binæ squamæformes. Filamenta octo, re- ceptaculo. inserta, erecia, subvillosa, longitudine nectarii, inferiora sensim breviora. Antherz ovate, incumbentes. Germen subrotun- dum, triquetrum, svillosum. Stylus unicus, longitudine staminum. Stigma irifidum, patens. Capsula pyriformis retusa mucrone, obtuse irigona, glaberrima;,. coccinea,, coriacea, trilocularis, trivalis: co- _ 216 lumella trialata, membranacea dissepimenta constiluens; sepe etiam ovala utrinque altenuata et acuta, magnitudine nucis œvellanæ, Se- mina solitaria, ovata, arillo incompleto carnoso adnato albo tecta, pars nuda nitida, nigra. Th. Hos Paullinia pinnata, som kommer den nærmest, ere Smaabladene aflang-ægformige spidse eller næsten tilspidsede, længere og smallere; Klaserne længere, Blomsterne i Nôgler, Nöglerne större længer fra hinanden, saa at de ikke danne et cylindrisk Ax; Bægerne ere glatte og ikke under Luppen silke- duunhaaret; Capslerne pæreformige længere, trehornede ved Basis meere sammenknebne. 120. CARDIOSPERMUM. 1. C. Hırsurum; foliis biternatis: foliolis ovatis grosse dentatis vel incisis subacuminatis venis pilosiusculis, terminali- bus basi angustioribus, lateralibus subcordatis, capsulis ovatis suturis pilosis, caule petiolisque hispidis. S. Cardiospermum hirsutum; caule petiolisque hirsutis folio- lis dentatis glabris. Wild. sp. pl. 2. p. 1. pag. 467. Peerson. syn. 1. p. 444. Sablabo Incolis. Hist og her, men fornemmelig i Nærheden af Aquapim i Kratskovene; den blomstrer den meste Tid af Aaret. Caulis fruticibus et arboribus scandens, filiformis, obtuse angu- latus, pilis longis erectis adspersus, nudusve. Folia alterna, bi- ternata, remota: foliola ovata, subacuminata, incisa laciniis sub- acutis venosa venis margineque pilosiuscula, subtus in axillis costa- rum pubescentia, subbipollicaria, intermedium majus basique acu- minatum. Petiolus communis #répollicaris, teres, supra sulco exa- 217 ratus vix notabili, obsolete pubescenti, superne hispidus. Pe- tioli partiales fere longitudine foliolorum, hispidi. Racemus con- positus, axillaris, pedunculatus, pubescens. Pedunculps communis petiolo duplo - triplo longior, filiformis, strictus, tetragonus, gla- ber, infra inflorescentiam cirrhis binis involutis instructus. Pedun- culi partiales subpollicares , bracteis minutis lanceolatis hispidis suf- fulti, hispidi uti pedicelli bi-trilineares. Perianthium tetraphyllum; foliolis duobus exterioribus subrotun- dis, concavis, parvis ; duobus ‘interioribus obovatis, concavis , colo- ratis, longitudine corollæ ; persistens. Corolla patens, tetrapetala: petalis obovatis, albis. Nectarium detraphyllum, corollæ concolor, genitalia cingens: foliolis basi petalorum innatis, erectis utringue per paria implicatis, apicibus callosis, hirtis: duobus inferioribus interne appendiculo lineart pubescenti ab apice deflexo instructis, mec non basi glandulis binis linearibus, erectis. Filamenta octo, longi- tudine nectarit, basi adscendentia, erecta, plana, acuta. Antheræ parsæ. Germen oblongum, triquetrum, utrinque acutum, pube- scens, Stylus znicus. Stigma irifidum: laciniis subulatis, revolu- tis, Pericarpium magnitudine nucis juglandis, subobovatum, tri- angulare, stylo mucronatum, inflatum, subdiaphano - membranaceum, suturis et venis pilosum, triloculare dissepimentis tenuissimis. Se- mina solitaria, globosa. Th, Den bruges til Fetis. 7%. Cardiospermum grandiflorum, der meget ligner vor Plante, adskilles ved mindre Stengel, mindre næsten kugleformige glatte Capsler, og mindre haarede Blade. S. 2. C. GLABRUM; foliis biternatis: foliolis lanceolatis pro— funde incisis acuminatis capsulisque subglobosis glabris. 8. Sablabö Incolis. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr, III. Deet. Ee 218 Voxer hist og her, helst ved Byerne. Caulis scandens, filiformis, angulatus, sulcatus, glaber. Folia alterna biternata, remota: foliola lanceolata , incisa, laciniis ob- tusiusculis; venosa, glabra uti tota plania, pollicaria. Petiolus subsesquipollicaris ut petioli partiales supra sulcati. Pedunculus uni- versalis folio parum longior, filiformis, quadrangularis, trifidus infra divisuram cirrhis duobus spiraliter revolutis instructus. Pe- dunculi partiales multiflori filiformes, divaricati, pollicares parum ultra. Bracteæ æres ad divisuram pedunculi universalis, minute, lanceolate. Perianthium tetraphyllum: foliolis exterioribus subrotundis, con- cavis, parvis: interioribus alternis longitudine corolla, oblongo- ovatis, concayis. Petala quatuor, obovata, rotundata, cum caly- cis foliolis majoribus alterna, alba, Nectarium tetraphyllum, co- rolle concolor: foliolis petalo innatis: duobus subadscendentibus, terminatis corpusculo calloso calcaraio luteo, intra basin instructis glandulis duabus: duobus petaliformibus, emarginatis, petalo pa- rum minoribus. Filamenta octo, fere longitudine corollæ, subulata, germini adpressa. Anthere parve, erecta. Germen longitudine staminum, trigonum. Styli tires, brevissimi, Stigmata subcapitata, oculo armato villosa. Pericarpium subrotundum, triangulare, in- flatum, subdiaphano-membranaceum, triloculare, glabrum: disse- pimentis tenuissimis angulis allernis. Semina solitaria, globosa, nigra, hilo distincto, macula reniformi alba. Th, Ligner meget C. Halicacabum, men hos denne ere Bla- dene mindre, og ikke saa dybt indskaarne; det ydre Blad ofte finnet eller det yderste Smaablad trefliget; Blomsterstilkene saa- vel de almindelige som de særdeles ere meget kortere, og Caps~ lerne omvendt hierteformige duunhaarede. S, Bruges til Fetis, men ei saa hyppig som den foregaaende. 7%. 219 TETRAGYNIA. Ken he Pe BE A, 1. V. CRENATA; foliis oppositis crenatis patentibus, ra- cemis longissimis laxis, floribus luteis. Andrews reposit. bot. p. 21. t. 21. Wild. sp. pl. 2. p. 1. pag. 471. Horn. hort. 1. 370. Calanchoe Verea; foliis ovatis repando-crenatis, floribus corymboso-paniculatis. Peers. syn. 1, p. 446. Cotyledon crenatum. Vent. Malm. t. 4g. Planta fruticosa quadripedalis succulenta. Folia ampla opposita oblonga basi in petiolum attenuata, obtusa, repanda, grosse cre- nata, carnosa, avenia. Racemi terminales et in axillis foliorum sub apice caulis, simplices, Corolle flave fauce rubicunde. Wild. l. c. Suffruticosa. Corolla flava: ore aurantiaco. Peers, I. c. ENN BAN: D BTA, MONOGYNIA. TI CE AO STILE TE 1. C. GUINEENSIS; caule filiformi laxo pedunculisque pu- bescentibus floribus coarctatis racemosis. S. Caulis filiformis, subpubescens , dextrorsum volubilis , viride fer- rugineus, in arbusculis herbis graminibus parasiticus. Folia nulla preter squamulam acutam ad exortum ramulorum. Pedunculus se- mipollicaris, pubescens, floribus sex - decem racemosis, sessilibus. Bracteæ tres parve, ovate, acute, persistentes basi pedunculi. Ee2 220 / Perianthium parvum, urceolatum, tripartitum: laciniis ovatis, concavis, ad lentem ciliatis; auctum bracteis tribus paulo minoribus perianthio imbricatis et simillimis, persistentibus. Corolla. ovata, tripartita, calyce triplo major, alba. Filamenta novem, fere longi- tudine corolle, plana, lanceolata, in series duas disposita: in serie externa sex, latere interno cellulis binis antheriferis instructa: in serie interna tria latere externo cellulis binis antheriferis. An- there bine in singulo filamento, subrotunde, ereclæ, ante anthe- sin in cellulis filamentorum reconditæ. Nectarium: glandulæ no- vem lute, ut filamenta dispositæ, iisque alterna. Germen supe- rum, ovatum, atienuatum. Stylus subulatus, vix longitudine sta- minum, Stigma obtusum. DBacca spuria e bast calycis et corolle facta, globosa, glabra, apice perforata, calycis et corolle foliolis coronata, carnosa, alba, magnitudine Ribeos, bracteis perianthii insidens, Semen unicum, magnitudine piperis, globosum, stylo mucronatum, rugosiusculum, glabrum, nigrum, liberum, coriaceo- corticatum. Th. à - Den ligner ”o/utella Forsk, og Cas. filiformis fra, In- dien; men hos disse ere Stænglerne og Blomsterstilkene glatte, Klaserne længere og Blomsterne sidde længer fra hinanden. Paa et Exemplar fra Cap. ere Stænglerne glatte, Blomsterstil- kene duunhaarede, 2-5-4 Tommer lange, bugtede, Blomsterne fiærnere. Det synes derfor at vor Plante bår adskilles som en egen Art. S. | 224 DECANDRIA. MONOGYNIA. 129. EM Oh À 1. S. Nirens; foliis pinnatis: foliolis undecim - septem- decim oblique ovatis subpetiolatis subtus sericeo- argenteis oppo- sitis, caule fruticoso, lomento sericeo moniliformi. S. Sophora occidentalis; foliis pinnatis: foliolis numerosis incanis, subtomentosis. Sw. obs. p. 154. Wild. sp. pl. 2. p. 500. Peers. syn. 1. p. 452. Hist og her blandt Buskene ved Volta Flodens Udlöb, li- geledes ved Poisi. Den voxer i lås sandet Grund, og blomstrer i October og Mai. Frutex ramosus, tri-quinquepedalis , corlice cinereo- fusco, ser- rucoso teclus, ramis junioribus argenteo-sericeis. Folia alterna, pinnata cum imparti; foliola brevissime petiolata sex - octojuga, op- posita vel externa subalterna, oblique ovalia, acutiuscula, integer- rima, supra nitida, subtus incana. VPetiolus communis qualuor- septem-octopollicaris, filiformis, subsericeus. Racemus simplex, ter- minalis ramorum, duodecim-vigintiqvatuorflorus, Bracteæ solita- rie, subulate, minute. Pedunculus communis sericeo - argenteus. Perianthium monophyllum, campanulatum, hine gibbum, tenuis- sime pubescens, subcoloratum, ore obliquo, quinquedentalo, obtusa. Corolla papilionacea, flava: vexillun oblongum, inferne compres- Sum, sensim latius, yeflexum ; ale longitudine vexilli, lineari -ob- longe, obtuse, erectæ, adpressæ, apicibus sæpe connate; carina longitudine, figura et situ alarum, compressiuscula, fere ad apicem Jissa. Filamenta decem, co-ollæ fere longitudine, intra carinams subulata, : distincta, rarissime bast subcoalita. Antheræ ovale, in- 222 cumbentes. Germen subpedicellatum , lineare, longum, teres, argen- teum. Stylus longitudine staminum, subulatus , adscendens, Stigma obtusum. Lomentum longum, ad semina nodosum, interne divi- sum dissepimentis transversis, acuminatum, in pedicello attenuatum, tomentosum. Scemina guingue-octo , subrotunda levia, hilo depresso, magnitudine pisi. Th. Ligner meget S. orientalis Lin., men hos denne er det fiine Fildt som bedekker alle Dele mindre sölvglindsende, alle Smaabladene ere afvexlende næsten fiernede og længer stilkede; Lomenta have meget længere og-smallere Braade. S. 124, PODALY RIA. 1. P.? Hmmaroxyton; foliis simplicibus oblongo-ova- tis utrinque glabris, pedunculis unifloris, calycibus ad basin fis- SiS... Zn. Voxer hyppigst i Dalene ved Aquapim, skiöndt den hel- der ikke der er meget almindelig. Radix ramosa. Caulis fruticoso-arborescens , ramosissimus : cor- tice lichenibus albido-incrustato ; ramuli teretes: cortice brunneo passim adsperso punctis scabris ferrugineis ; ramuli tenelli com- pressiusculi virides, glabri, infra insertionem foliorum pilosiusculi. Folia alterna, quadrisexve-pollicaria, oblongiusculo-ovata , subacu- minata: acumine obtusiusculo levissime mucronalo; integerrima, ve- nosa, glabra, supra nilida, rigidula ; tenella conduplicata. Petio- lus polliearis, teres, utrinque subcarnoso-incrassalus, strictus. Sti- pulæ geminæ, lineares, caducæ. Pedunculi axillares, solitarii bini ternive, semipollicares, teretes, glabri, squamulis nonnullis minutis insertione bracteati. Perianthium monophyllum, subcampanulatum: ore integerrimo pube ferruginea notato; glaberrimum, coloratum, latere inferiori ad 223 basin dehiscens, bast impressum aucium bracteolis duabus minutis. Corolla papilionacea, nivea, odorata, magnitudine Pisi sativi. Vex- illum subrotundo cordatum, emarginatum, planum, reflexum, calyce duplo longius, intus bast lutescens. Ale oblonge, obtuse, erectæ, adpressæ, longitudine vexilli, Carina figura, magnitudine et situ alarum, apice fissa, uirinque calcare uncinato cavo alis implicita, clausa, demum cum alis elastice reflexa. Yilamenta decem, longitu- dine calycis, omnia libera subulata, arcte approximata , erecta, po- steriora sensim longiora. Antheræ ovalæ, didymæ, erecta. Ger- men lineare, compressum, longitudine filamentorum. Stylus subula- tus incurvus. Stigma terminale, obtusum. Th. Veddet har en lys Farve, undertiden blandet med röd- lige Aarer; det er temmeligen fiint men ikke at bekomme i store Stykker og ikke fiint nok til smaat Arbeide. Efter at Træet er gaaet ud erholder Veddet en meget mörkeröd Farve; det uddöer og forraadner indvendig fra, saaledes at man til- sidst blot beholder den udvendige Deel, som i Almindelighed er saa beskadiget af Orm eller Forraadnelse at det er utienligt til Arbeide Til Farverie derimod er det meget fortrinligt, da -det er overmaade riigt paa Farvestof. Det bruges meget af Negerne ved Fetis-Ceremonier og Amuleter; i denne Hensigt ri- ves det fiint med Vand paa en Steen. Th. DR RAT UF TN" 24 1. B. THONNINGII, ferrugineo-tomentosa, foliis bilobis: lobis rotundatis supra glabris, paniculis oppositifoliis, 8. Ved Aquapim. Frutex procumbens? ramis teretibus uti fere tota planta ferru- gineo-tomentosa. Folia alterna, subrotunda, cordata, subsemibifida ; lobis divergentibus obtusis; integerrima, supra glabra, subtus to- _224 _ menlosa, undecimnervia, intermedio in selam producto; venosa; ve- nis inter nervos transversis; palmaria vel spithamea, coriacea. Pe- tiolus teres, tomentosus, bipollicaris. Stipule geminæ, subulate, minute, tomentose, caducæ. Panicula oppositifolia, oblonga, sub- spithamea, divaricata, rachi ramisque ferrugineo -tomentosis, pedi- cellis brepissimis. Bracteæ parva, sessiles, aculæ, tomentose, ca- duce. Perianthium monophyllum, oblongo - campanulatum, rumpendo sepius quinquedentatum, ferrugineo-tomentosum. Petala quinque obosata, oblusa, unguiculata, margine undulata, glabra, medio ex- tus ferrugineo-tomentosa, Filamenta subdecem, inferne tomentosa, omnia antherifera. Antheræ oblongæ , incumbentes. Th. Beskrivelsen er giort efler torret Exemplar. S. 156.04 38 1.4, 1. ©. Tora, foliis trijugis obovatis: exterioribus majo- ribus: glandula subulata inter inferiora quatuor. Roy. lugd. 468. Flor. zeylan. 152, Hort. upsal. 100. Mill. dict. t. 82. Lin. spec. pl. ı. p. 558. Wilden. sp. pl. 2. p. 1. pag. 515. Cassia Tora, erecta, foliis trijugis obovatis, exterioribus majoribus, glandula subulata inter inferiora. Peers. syn. 1. p- 456. | Cassia limensis. Lam. Cassia siliqua quadrangulari. Dillen. elth. 72. t. 65. f. 75. Hist og her, i Mængde ved Ada; helst i og ved Byer. Caulis subherbaceus, teretiusculus, subramosus, erectus, pube- scens, Folia alterna, pinnata, trijuga, foliola brevissime petiolata, leviter mucronata, integerrima, costata, subavenia, utrinque pube- scentia, subius glauca, exteriora majora, uni-bipollicaria; tenella conduplicata. Petiolus teretiusculus, supra suleatus, glandula subu- 225 lata inter infimum aut infima juga: Stipulæ setaceæ, decidue: Pedunculus axillaris, solitarius, pollicaris , bifidus, biflorus , pedi= cellis pollicaribus, rarius integer uniflorus articulo. Bracteæ ge- mine ad divisuram vel articulum, lanceolate , caducæ, Flores magnitudine et colore florum Cassiæ occidentalis, Perianthii foliola quinque, ovata, obtusa, concava, viridia, gla- bra: duobus externis duplo minoribus. Petala guingue, subæqualia, obovaia, concava, venoso-rugosiuscula, unguiculata, lutea, Fila- menta decem quorum septem fertilia, brevia, declinata, subæqualia ; tria cum antheris suis marcida. Antheræ septem fertiles, subequa- les, oblonge, teiragone, apice dehiscentes, latere utrinque linea sphacelata notate, Germen lineare, tenue, pubescens, adscendens, deorsum curpatum. Stylus brevissimus, persistens, Stigma oblique truncatum. Legumen lineare, angustissimum, letragono - teretiuscu- lum, subcompressum, mucronaium, vix pubescens, subsessile, arcua- tum vel rectum, sex-decempollicare. Semina oblonga, tetragona, hilo acuto, apice oblique truncato ; levia. Th, 2. C. ViscosA; hirsuta, viscosa, foliis bijugis, oblique ovatis, glandula subtricuspidata inter infima foliola. 8. Almindelig undtagen i Maanederne Decbr., Januar og Februar. Radix simplex. Caulis pedalis, erectus, teres, hirsutus , viscosus, farctus, Folia alterna, abrupte pinnata, bijuga: foliola brevissime petiolata, oblique ovata, acuta, integerrima, villosa, viscosa, subtus glauca, extima majora, glandula obsolete tricuspidata erecta inter infimum par. Petiolus communis foliolis longior, teres, supra sul- cuius, hirsutus , viscosus, patens, insertus. Stipule uérinque petiolo, anguste-lanceolate , sessiles, patentes. Racemus terminalis , erectus, multiflorus: floribus nutantibus: fructibus erectis , pedunculis hirsu- tis piscosis: bracteolis cordatis, acutis, sessilibus, Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. II]. Deel. Ff ig SRO Perianthium pentaphyllum: foliolis subæqualibus, anguste lan- ceolatis, concavis, subcoloratis, hirsutis, viscosis, deciduis. Corolla calyce parum longior, pentapetala: petalis obovatis,- concavis, unguiculatis : duobus inferioribus majoribus, magis patentibus. Stamina longitudine calycis. Filamenta quingue, declinata. An- there oblonge, utrinque sulcatæ , apice dehiscentes, tres superiores majores, Germen sessile, oblongum, teretiusculum, utrinque villo- sissimum, Stylus brevis, recurvus. Stigma laterale, obtusum, Le- gumen lineare, longum, compresso-planum, hirsutum, viscosum. Th. Obs. Tota planta pilis humore viscido irroratis obsita. Obdor- mit foliolis dependentibus pagina superiori arcte conniventibus, ” Variat corollis sanguineis et flavis. Th. Meget liig C. 4bsus, men hos denne ere Bladene rundere og budtere, Bibladene næsten börsteformige, Klaserne faablom- strede, Haarene paa hele Planten meget kortere, men paa Bæl- lene længere, ved Basis Kiertelbærende. 5S. 5. C. PLANISILIQUA, foliis quinquejugis ovato-lanceola- tis: margine subciliato scabris; glandula baseos petiolorum ses— sili, Vahl. Mst. dus fe: Cassia planisiliqua; foliis quinquejugis ovato - lanceolatis glabris, glandula baseos petiolorum. Lin. syst. veg. ed. 14. p. 395. Wild.“ sp. pl. 2. p. 1. pag. 518. : Peers. syn. 1. p. 457. Roy. lugd. 468. | | Cassia siliquis planis. Plum. sp. 18. t. 77. Bäsissa. Incolis. Voxer overalt, især ved Byer og dyrkede Steder. Radix simplex, flexuosa, descendens, atrofusca, intus ligned pallide flava: radiculis plurimis, longissimis, fibrosis. Caulis suf- Jruticosus, ramosus, teretiusculus, erectus, tectus cortice herbaceo 207. ° epidermide tenui, rimoso, cinereo. Folia alterna, abrupte - pinnata tri-quinquejuga: foliola ovato-lanceolata, subacuminata, basi obli- ‚qua, margine subciliato-scabra, supra obscure viridia subtus palli- diora, brevissime petiolata, extima sensim majora; ante explicatio= nem duplicata. Petiolus supra sulcatus, bast crassus, insertus, sur pra basin glandula globosa atropurpurea instructus , inter extimum par foliolorum mucrone terminatus. Stipule utrinque petiolo sessi- les, acutæ, caducæ. Foliolis dependentibus, superficie superiori para- lelle conniventibus obdormit planta, Racemus terminalis: pedicel- lis inferivribus tri-quadrifloris, folio florali suffultis: floribus cer- nuis. Bracteæ solitariæ, lanceolate, sessiles, caduce. Perianthium subæquale, pentaphyllum: foliolis obovatis, concavis, deciduis, flavovirentibus, -Corolla pentapetala, subequalis, lutea: petala obovata, concava, venoso-rugosiuscula, tria superiora majora, patentiora. Filamenta decem, inequalia; iria superiora tenuia, as- surgentia antheris parvis emarcidis sterilibus ; duo inferiora fere longi- tudine calycis subflexuosa, crassa, ulrinque altenuata, declinata anthe- ris maximis, oblongis, tetragonis , sursum curvalis, apice processu ligulato dehiscentibus ; quatuor in. medio sita superioribus crassiora, erecta antheris oblongis, tetragonis, apice dehiscentibus ; infimum Jilamentum emarcidum, a germine depressum et suffocatum, anthe- ra minima, Germen subpedicellatum, declinatum , lineare, teretiu- sculum, attenuatum in stylo. Stylus brevis assurgens. Stigma die terale obtusum ässurgens. Legumen longissimum, erectum , lineare, compressum, leviter falcatum, dissepimentis transrersis. Semina plu- rima, subrotunda, compressa, Th. Bruges af Negerne paa forskiellig Maade; f. Ex. Rodens ~ Bark afskrabes, koges med Pytto (Neger-Öl) og drikkes i Dyssen- terie. Samme Bark rives fiin, tilligemed nogle Paradiskorn og ved Hielp af Limon-Saft giôres tii en Salve, hvormed man over- stryger Ringorme. Bladene bruges til at befordre Aabning og Ff2 228 stille Smerter i Underlivet, og koges i den Hensigt med Pytto. " Barken af Roden har en bitter, lidt sammentrækkende Smag, den skal være anbefalet som et godt Substitut for Chinabark. Bladene have’ en bedövende Lugt, som meget ligner Opium. Th. 4. C. GEMINATA, villosa subeinerascens, foliolis nume- rosis, glandula sessili baseos petiolorum, pedunculis geminis su- praaxillaribus. Vahl. Mst. . den. Voxer almindelig paa aabne Marker i Nerheden af Stran- Blomstrer i Regntiden. Caulis suffruticosus, pedalis, procumbens, teres, pubescens, al- ternatim ramosus, virgatus. Folia alterna, disticha, remota, pa- ri-pinnata: foliola numerosa 80-440, linearia, basi et apice obliqua, acutiuscula, sesquilineam longa, conferta. Petiolus com- munis filiformis, pubescens, seta terminali fere foliolorum longi- tudine et glandula sessili infra infimum par -foliolorum, Stipulæ utringue basi petioli sessiles, lanceolato - subulate, nervoso - striate, erectce, persistentes. Pedunculi supraaxillares, subgemini, uncia- les, jiliformes, pubescentes, insertione et prope florem bracteolis binis lanceolato-acuminatis instructi: floribus cernuis, legumini- bus erectis. Perianthium subæquale, pentaphyllum, patens: foliolis oblongo- lanceolatis, pubescenti-carinatis , eoloratis, deciduis, Corolla pen- zapetala, subæqualis, patens, lutea: petala vix calyce longiora; obovata, concava, tria inferiora parum ‘latiora, duo superiora magis patentia. Filamenta decem, brevissima, declinata. An- there lineares, utrinque sulcatæ, curvatæ, apice dehiscentes , lon- gitudine inæquales, superiores majores. Germen sessile lineare, vil- losissimum , declinatum. Stylus brevis, incurvatus, glaber. Stigma obtusum, tenuissime ciliatum. Legumen lineare, longum, compresso- planum, villosum. Semina plurima. Th. 229 Kommer ner til C. mimosoides, men er dog derfra for- skiellig. $. 127. CHSALPINIA. pes C. PULCHERRIMA, aculeata, pinnulis oblongo - oyali- bus emarginatis calycibusque glabris, racemis simplieibus, peta- lis fimbriatis, filamentis basi pilosis longissimis. S. 3 Cæsalpinia pulcherrima; aculeata, foliolis oblongo - ovali- bus emarginatis, calycibusque glabris, corymbis simplicibus, pe- talis fimbriatis, staminibus longissimis. Sw. observ. p. 166. Wilden. sp. pl. 2. p. ı. pag. 551. Peers. syn. ı. p. 460. Horn. hort. 1. p. 393. Poinciana pulcherrima; aculeis geminis. Hort. ups. 101. Lin. sp. pl. 1. p. 544. Jacq. amer. 122. Mill. dict. Lamarck illust. t. 555. . Poinciana aculeata; foliis bipinnatis, floribus croceis pul- -cherrimis, pedunculis Jongis spicatis insidentibus, Brown. jam. 2, (D: 225. Senna spuria, arborea, spinosa, foliis alatis ramosis seu -decompositis, flore ex luteo et rubro specioso. Sloan. jam. 2. p. 49. $ Crista pavonis flore elegantissimo variegato. Burm. zeyl. 79. Ä Frutex pavonius, Crista pawonis. Breyn. cent. 61. t. 29, Raj. hist. 982. | Acacia orientalis gloriosa, coluteæ foliis, ad genicula spi- nis gemellis aculeala, Pluck. alm. 5. Flos pavonis. Mer. surin. 45. t. 45, fig. mala. 230 — __ 7 Tsietti mandaru. Rheed. mal. 6.sp. 1. t. 1. Den blomstrer hele Aaret igiennem. Dyrkes ved de dan- ske Etablissementer for sine skiönne Blomsters Skyld. Frutex ramosys , octo-decempedalis, aculeis recurvis armatus. Folia alterna, pari-bipinnata: pinnis octo-sedecim, inferioribus mino-~ ribus: foliola quinque-duodecim-juga, oblongo~-ovalia, emargi- naia, venosa, glabra. Petiolus communis teres, basi inerassatus ad insertiones pinnarum mucronibus tribus instructus : quorum unus superior, duo laterales. Glandule nullæ. Petiolus partialis ad in- sertionem foliorum simili modo mucronibus tribus obsolétis. Racemus simplex, dum floret terminalis erectus: pedicellis bi-tripollicaribus, Bracteæ solitariæ, lineares, acuminate, caducæ. Perianthium guinguepartitum, patens , coloratum, laciniis qua- a tuor superioribus oblongis , obtusis, infima majori, fornicata. Pe- tala quingwe, coccinea margine luteo: quatuor inferiora æqualia, Patentia, upgue longitudine calycis, limbo subrotundo, margine cri- Spo; guintum ungve longiore erecto, parum incurvalo , limbo minori crispo. Filamenta decem, corolla magis quam duplo longiora, sub- equalia, filiformia, basi villosa, (pilis rubiginosis), declinata. ” Anthere parvæ , incumbentes, Germen breviter pedicellatum, lineare, compressum. Stylus filiformis, longitudine staminum, Stigma sim- plicissimum, obtusum. Legumen breviter pedicellatum, oblongum, com- pressum, subacuminatum, glabrum, loculamentosum, pulpa exsucca dissepimentorum instar divisum, demum dehiscens. Semina septem- novem, oyala, compressa. Th. 198.) GUL DAND INA. 1. G. BoNDUCELLA; pinnis oblongo-ovatis aculeis pe- tiolaribus geminis, petiolis pedunculisque tomentosis. Horn. hort. 1. p. 594. Guilandina Bonducella; aculeata, pinnis oblongo- ovatis, foliolis aculeis geminis. Mill. dict. No. 2. Lam. encycl. 1. p. ~ 231 429. Vahl. symb. 1. p. 50. Lin. sp. pl. 1. p. 545. Wild. sp, pl. 2. p. 1. p. 594. Pers: syn, 1. p. 461. G. aculeata, foliolis ovalibus acuminatis. Fl. zeyl. 156. . # Hort. ups. 101. G. spinosa, foliis bipinnatis ovatis cum acumine, semini- bus cinereis. Brown. jam, 226. Glycyrrhiza aculeata; ramis rachibusque foliorum univer- salibus et partialibus aculeatis. Forsk. descr. 155. No. 20. -Bonduc vulgare minus polyphyllum. Plum. gen. 25. Crista Pavonis, glycyrrhizæ folio, minor repens spinosis- sima, flore luteo spicato minimo, siliqua latissima echinata, se- mine rotundo cinereo. Breyn. prodr. 5. app. 56. t. 28. Globuli majores. Rumph. amb. 5. p. 92. t. 49. f, 1. Lobus echinatus fructu cæsio, foliis longioribus. Sloan. jam. 144. hist. 2. p. 41. Caretti Rheed. mal. 2. p. 35. tab. 22. Demi-Tjo; semina Vualé- Mi Incolis. Hist og her, ved Ningo almindelig blandt Cactus Pana Radix repens. Caulis Jruticosus, vix orgyalis, ramosissimus, difusus,. aculeatissimus: aculeis inequalibus, subulatis, rectis. Folia alterna, bipinnata: pinnis quatuor - sexparibus: foliéla bre- vissime petiolata, ovata, vix acuminata , obtusa, leviter mucronata, venosa, glabra, subcoriacea, exteriora sensim majora, uni -SeSqui- pollicaria, sex-octojuga. Petiolus communis zeres, pubescens, sub- tus aculeatus: aculeis recurvis. sepe geminatis, inferne ut caulis aculeatissimus. Petioli partiales teretes, pubescentes, subius aculeis geminalis recuryis sc. pare uno ad juga et uno inter juga foliolo- rum. Inflorescentia axillaris, composita, elongata, execia: floribus simpliciter racemosis approximalis, breviter pedicellatis. Bractex so- 232 ktarie, lineari-lanceolate, deciduæ. Pedunculus communis infra Jlores uti caulis aculeatissimus. Perianthium monophyllum, extus pubescens, deciduum ; tubus cam- panulatus: limbus quinquepartitus » patentissimus: laciniis oblon- giusculis, rotundatis. Corolla calyce parum longior, declinata, lu- tea: petala quinque laciniis calycinis alterna, ori calycis inserla, oblonga, obtusa, bast angusiata, superius parum brepius ungue longiori interne pubescenti. Filamenta decem, longitudine calycis, subulata, inferne pubescentia, declinata , inferiora sensim longiora. Anthere parsæ, ovate, incumbentes, virides. Germen brevissime pedicellatum, ovatum, villosum. Stylus brevis, erectus, persistens. Stigma obtusum, ad lentem poro terminali. Legumen ovato-rhom- beum, valde echinatum, glabrum, uniloculare, bivalve, dispermum, tripollicare. Semina Cerasi magnitudine, subrotunda, compressiu- scula, ossea, cinerea, nitidaæ Th. Fröene bruges som Spillestene i et Spil som kaldes Vualé Navnet Vualé-mi. De bruges ogsaa undertiden som Fe- at henge paa smaae Born. Zh. - 199. SO: He Out Ad AZ: i. §. SIMPLICIFOLIA; foliis simplicibus. 7%. Sielden, i Nerheden af Christiansborg og i Aquapim. Frutex ramosus vix orgyalis: ramulis teretibus nitidis, Folia alterna, simplicia, petiolata, bipollicaria, ovato- oblonga, apice rotundata, integerrima, trinervia, tenuissime venosa, utrinque gla- bra, supra nitida, subcoriacea. Petiolus brevis, insertus. Stipulæ caducæ. Facemus terminalis, longe pedunculatus, erectus. Pedun- culus communis superne angulatus, incano - tomeniosus : pedicelli breves, uniflori, cernui. Flores conferti, viridi-nigricantes. Perianthium monophyllum, tubulosum, tomentosum, „canescens, persistens. Tubus sensim ampliatus, compressiusculus, intus pur- s purascens. Faux ventricosa: Limbus quinquefidus, acutiusculus, connivens. Corolla subæqualis. Petala quinque, laciniis calycinis duplo longiord, oblongo-ovata, obtusa, patentia, breviter unguicu- lata, tubo calycis imposita, viridia, nigricantia. Filamenta de- cem subulata, inferne pubescentia, tubo calycis in orbem inserta, pe- talis paulo longiora, declinata. Anthere oblonge, incumbentes, flare. Germen oblongum, compressum, pedicellatum: pedicello Jiliformi e fundo calycis orto, longitudine corolle, lateri inferiori zubi adnato, Stylus subulatus. Stigma acutum. Fructus: Legu- men, Th. 190. ADENANTNERA: 1. A. TETRAPTERA; foliis decompositis: foliolis ovato- oblongiusculis retusis utrinque glabris, legumine quadrialato. S. Pepræmese Incolis. Voxer i frugtbare Egne ved Aquapim, blomstrer i Mai. Arbor alta: ramulis teretiusculis glabris, Folia opposita bipin- nata: pinnis duodecim- sedecim oppositis rarius alternis. Foliola sedecim-viginta, oyalia, oblonga, obtusa, vix emarginata (subre- tusa) supra obscuriora et nitida, rigida, semipollicaria. Petiolus semiteres, süpra sulcatus, basi crassus. Inflorescentia axillaris: flo- res brevissime pedicellati, digesti in spiculas nonnullas lineari - ob- longas bipollicares breviter pedunculatas oppositas scepe alternas, parum remotas, Bracteæ solitariæ lineares, caduce, basi singule spice. Perianthium inferum minimum, quinguedentatum, oculo armato pubeseens, deciduum. Petala quinque, lineari-lanceolata, acutiuscula, sesquilineam longa. Filamenta decem filiformia, corolla parum lon- giora. Antheræ ovate, incumbentes, glandulam globosam apice fe- rentes. Germen oblongum, staminibus duplo brevius. Stylus subu- latus, longitudine staminum, Stigma acutum. Lomentum ocio-de- cempollicare, latitudine biunciali, obiusum, compressum, margine Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deed. | G g 234 acutum, lignosum: loculis transversis remotis monospermis ; medio per totum longitudinem utrinque. latere auctum crista subcarnoso-dura pericarpio conformi eoque fere crassiore, margine oblusa, quo peri- carpium quadrialatum primo adspectu mentitur, Semina ovata, com- pressa, alteri suture affixa, magnitudine seminis Tamarindi. Th. i 13088 MURS Paint. 1, M. ÅNGUSTIFOLIA; foliis bipinnatis tri- quinquejugis: foliolis lanceolatis acuminatis obtuse serratis pinnarum infimis bi-trilobis, calycibus pubescentibus, corollis glabris. 8. Dyrkes. Arbuscula debilis, ramosa: cortice brunneo levi. Folia alterna, bipinnata: pinnis quatuor et ultra; joliola septem-undecim, ob- longo-lancedlata, acuminata, obtusiuscule serrata, glabra; nitida, inferiora sæpe bi-trilobata. Panicula axillaris, Pedunculi glabri supremi pubescentes. Perianthium parvum, inferum, monophyllum, quinquefidum, pu- bescens. Petala quinque, lineari-oboyata, leviter carinata, paten- tissima, recurva, lilacina,. » Nectarium tubulosum, eylindricum, erec- tum, ‘petalorum fere longitudine, apice viginti-dentatum, striatum, quasi compositum e filamentis viginti, atropurpureum, intus lave, subpubescens. Filamenta nulla. Antheræ decem oblongæ parve in fauce nectarii sessiles, pallide flave. *Germen subrotundum, Sty- Jus cylindricus vix longitudine Nectari, Drupa ovalis, mugnitu- dine Grossulariæ, nitida, nigra; nuce quinquangulari: angulis ob- tusis, eminentibus; quinquelocularis: loculis monospermis. Semi- na oblonga, compressiuscula, hine acuta. Th. Melia Azederach adskiller sig ved færre Finner og ved Smaa- blade, som ere ægformig-lancetformige, stôrre, ved Grunden budtere, bredere, næsten hierteformige, dybere saugtakkede næsten ind- x PEN (Qa x skaarne, de ydre ere længere tilspidsede. Det samme gielder om M. sempervirens, see Swartz. Obs. p. 171. S. à 7 Frôet er först kommet fra Elmina, og som jeg troer bragt dertil fra Vestindien. Blomsterne have en behagelig Lugt som Syrener. Af alle Træer lider det meest af Loranthus umbel- latus. : Th. 7 152 TRIBULUS. 1. T. Humirusus; foliis oppositis pinnatis: altero octo- jugo altero sexjugo; foliolis supra rugoso -pilosiusculis vena me- dia et subtus dense hispidis, pericarpio pentagono angulis spi- nosis. ©. Bläfo Akkraisk: Voxer hist og her. Radix simplex perpendicularis. Caules plures, herbacei, uni- bipedales, teretes, articulati, hispidi, humifusi. Folia opposita, Pari-pinnata: altero quinque-sex-jugo, altero septem-octojugo: fo- diola brevissime petiolata, bvato-oblonga, obliqua, acutiuscula, su- pra rugoso - pilosiuscula nervo subtusque piloso-hispida: pilis cine- reo-albidis adpressis ; extima sensim minora. Petiolus teres pilosus. Stipulæ setacee, ciliate, marcescentes, Pedunculus brevis, pilosus, uniflorus, in axillo folit minoris. Perianthium pentaphyllum: foliolis lineari-lanceolatis: extus pi- losum, patens, deciduum. Petala quinque fere longitudine calycis, oblonga, obtusa, basi angustata, patentia, flava. Nectarium: £glandulæ quinque minutissimæ , didymæ , intra foliola calycis, Filamenta decem, corolla parum breviora, subulata; erecta. An- thera erectee. Germen longitudine filamentorum, ovatum, obsolete pentagonum, villosum. Stylus nullus. Stigma capitatum angulis quin- que prominentibus. Pericarpium ex capsulis quinque compositum, sub- Gzg2 236 -~ rotundum, pentagonum angulis spinosis; hispidum: singula capsula hinc convexa hispida, inde acutangula glabra, utringue bispi- nosa, intus loculis transversis monospermis divisa Th, / Ved de anforte Kiendemerker adskilles den tilstrækkeli- gen fra 7. terrestris, T. lanuginosus og T. cystoides. S, Et farligt Ukrud paa Fodstier. Th. 133. GOMP HI À. 1. G. FLAVA; panicula terminali: pedunculis subho- rizontalibus, calycibus corolla brevioribus, foliis lanceolato- ellipticis arguie inæqualiter serratis. S. ‘ Voxer i de frugibare Biergegne, og blomstrer paa for- skiellige Tider af Aaret. Frutex ramosissimus, orgyalis ultrave: rami teretes læves, cor- tice fusco-purpurascente, uti reliquee partes plantæ glabri, Folia alterna, brevissime petiolata, distantia, elliptico-lanceolata, utrin- gue acuta, serrata; serraturis approximalis acutissimis tnequa- libus, basin versus spatio pollicari; integerrima, venosa, niti- da, sex-octopollicaria. - Panicula terminalis palmaris, multiflora: pedunculi partiales sparsi, subhorizontales, subflexuosi, purpura- scentes; pedicellis fasciculatim sparsis, rudimentis persistentibus. Bracteæ: squamulæ nonnullæ, caduce. Perianthium pentaphyllum, inferum, persistens, foliolis oblongis, obtusiusculis, concavis, glabris, palentissimis, in fructu reflexis. Petala quingue, calyce parum longiora, cuneiformia, rotundata, patentissima, flava, decidua. Filamenta decem, tubercula minuta cingentia receptaculum germinis. Antheræ decem, longitudine caly- cis, subulate, apice poris duobus dehiscentes. Germen subrotun- dum, pentagonum. Stylus subulatus, longitudine staminum, persi- siens, Stigma acılum. Drupe quinque (due aut tres sepius abor- 237 tive) circumpositæ receptaculo subgloboso pentagono: 'singula ovata, vix magnitudine Myrtilli, atropurpurea, nitida. Putamen magnum, fragile, figura drupe, semiloculare: Nucleus unicus, ovatus, basi bilobus. Th. 134. LDIMON IA. 1. L.? MonADELPHA; foliis impari - pinnalis; foliolis subsexjugis, paniculis axillaribus brevibus. Th. Voxer ved Aquapim. Frutex vel Arbor inermis: ramulis teretiusculis, sublomentosis. Folia sparsa, impari-pinnata: foliola quinque-sexjuga, brevissime petiolata, elongato -obovata, acuminata, subacuta, integerrima, gla- berrima, costald, tenuissime venosa, sex-novem-pollicaria, inferiora gradatim minora, extima tria digitato-ternata. Petiolus £eres, ba- si crassus, subtomentosus, pedalis: petioli partiales sesquilineares. Stipulæ nulle. Panicula axillaris, brevis; bracteis solitariis, mi- nutis; floribus magnitudine florum Citri, Perianthium minimum, quinquefidum, acutum, Corolla penta- petala: petala linearia, alba, Filamenta decem, longitudine fere corolle, conniventia, interne pubescentia, basi in urceolum coalita. Antheræ ovate erectæ. Germen — Stylus longitudine filamentorum, pubescens. Stigma subcapitatum Th. 165. J U S'S-TI E UA. 1. J. LINEARIS; foliis linearibus sessilibus hispidis, flori- bus tetrapetalis octandris. Wild. sp. pl. 2. p. 1. pag. 575. Peers. syn. 1. p. 470. Voxer hist og her. Blomstrer nu og da efier en vedhol- dende Regn. | Caulis herbaceus, erectus, ramosus, virgatus, subtetragonus ; ramis angulatis; oculo armato pilis brevibus adspersus. Folia pe- wea 238 ; tiolata, alterna, uni-tripollicaria, linearia, acuta, pilosiuscula vel hi- spidula, avenia. Petiolus subnullus. Stipule minute. Flores axillares, subsessiles, solitarii, folio breviores. Perianthium superum, tetraphyllum, foliolis ovato-lanceolatis, ger+ mine triplo brevioribus, pubescentibus, persistentibus, demum deci- duis. | Petala quatuor obovato-cuneata, retusa, calyce parum lon- giora, lutea, Filamenta octo calyce breviora, subulata, erecta, al- terna vix longiora, Antheræ subrotundæ, compressa, didyme, al- ternæ duplo majores. Germen dineare, cylindraceum, pubescens. Stylus longitudine filamentorum. Stigma capitatum, ‘ quadrisulea- tum, integrum, Capsula linearis, tenuis, sesquipollicaris , teretiu- scula, quadrilocularis, quadrivalvis, dehiscens valvis basi et apice coherentibus, Semina numerosa, subrotunda, parva, nuda, recepta~ culo purpureo afıxa. Th. 156 AHOULSOU AL TS. 1. Q. OBovATA; foliis obovatis acuminatis glabris, pe- tiolis brevissimis, geniculo tumido tomentoso, petalis obova- lis. à Voxer ved Ada, Töffri, Volta. Frutex ramosissimus, orgyalis, sæpe volubilis, ramulis opposi- tis inarticulatis, teretibus, pubescentibus (tomentoso - ferrugineis). Folia opposita, brevissime petiolata, obovata, oblongiuscula, sub- acuminata, integerrima, costata , venosa, glaberrima , tri - sexpolli- caria. Stipule nulle. Racemus terminalis subcorymbosus: Jlori- bus sessilibus oppositis, Bractex solitariæ sessiles, lineari - lanceo- late, caducæ. Perianthium filiforme, tubulosum, sericeo-pubescens, pallide vi- ride; tubo tripollicari, fauce parum ampliato, limbo plano sub- quinquepartito, laciniis acuminatis. Petala quinque, ort calycis- laciniis ejus alternatim insidentia iisque duplo longiora, obovata, pla- 239 , na, patentissima, alba, deinde sensim supra punicea, subpollicaria. _ Filamenta decem, quinque alternis inferioribus ; brevissima, fauci ” calycis inserta, Antheræ subrotunde, biloculares. Germen infe- rum, oblongum, pentagonum. Stylus fliformis, calyce parum lon- gior, tubo ejus hine adnatus. Stigma subcapitato - obtusum. Peri- carpium ex anatome germinis uniloculare, oligospermum (trisper- mum), Th. Quisqualis indica, som ligner den, har ægformig-hierte- formige Blade, som iser paa Undersiden ere duunhaarede, Kronbladene ere smallere, linieformige. Hos en anden Art fra Ostindien ere Bladene ægformig-aflange tilspidsede, Aarene ne- denunder ikke duunhaarede, 5- 4 Tommer lange; denne er sik- kert forskiellig fra Q. indica. S. 157. MELASTOMA. ı. M. Sessınıs; foliis ovalibus subacuminatis quinque- nerviis utrinque hispidiusculis, capitulis terminalibus involucra- lis sessilibus. S&S. Voxer i og ved Aquapim. Caulis remote articulatus, brachiatus, quadrangularis, adspersus pilis purpureis, rigidis. Folia ovalia, subacuminata, basi acuta, integerrima , quinguenervia, venis oblique lineata, ulrinque pilis rigidis adpressis scaberrima, obscura, subtus pallide viridia, qua- dri-sexpollicaria. Petiolus pollicaris, canaliculatus, purpurascens, Capitulum terminale, sessile: floribus sex- decem sessilibus involu- i cratis et distinctis, bracteis plurimis subrotundis obtusis longitudine ' germinum pilis purpureis extus tectis. Perianthium guinguefidum: laciniis ovatis, acutis, margine sub- tilissime ciliatis, reflexis. Corolla quinquepetala, subæqualis, di- lute purpurea, calyce duplo longior, patentissima; petalis obovatis 2 2 8 ? ee 2 240 versus basin sensim angustatis receptaculo insertis. Tilamenta de- cem, dislineta, receptaculo inserla, erecta, versus apicem sursum Jracta, apice refracta hine assurgentia, inde processum bifidum exserentia. Anthere longitudine corolle, subulate, compressiuscu- læ, erectce, apice poro unico dehiscentes, basi fuscæ. Germen in- \ Jerum (vel calyce adnato superum), magnum, obovatum, angulato- compressum, dimidia superior pars germinis circumcincta pilis pur- Pureis adpressis in series qualuor aut quinque dispositis. Stylus Jiliformis, longitudine staminum, erectus, “Stigma obtusum. Bacca magnitudine nucis avellanæ minoris, ovata, compressiuscula, calyce coronata , infra medium glaberrima, supra medium cincta pilis pur- pureis adpressis in series quatuor aut quinque dispositis, apice- in- tra calycem coronalem excavata pilisque purpureis veslila, quinque- docularis : loculis subdivisis. Semina numerosa, minuta, renifor- mid. Melastoma capitata Vahl Ecl. L p. 45 som kommer den nærmest, adskilles ved Stængelens skarpere stivhaarede Kan- ter; ved Blade der ere lancetformige, paa Oversiden mörk oli- vengrönne, med tiltrykte Haar og ikke rue; paa Undersiden guul-grönne glatte og kun Aarerne og Randen haarede; Blomster- bladene lancetformige par Ryggen haarede. S. 2. M. PROSTRATA, herbacea prostrata: foliis ellipticis utrinque acutis substrigillosis trinervatis, floribus solitariis bracteatis decandris. Th. Ved Blegusso i Aquapim. - A Caulis herbaceus, teretiusculus, subpilosus, tenuis, prostratus, ramis alternis, erectis. Folia opposita elliptica, utrinque acuta, tri- nervata, pilis minutis adpressis raro utrinque adspersa, subius palli- diora pollicaria, Petiolus subpilosus, fere folii longitudine. Stipule nulle, Flores solitarii axillares, et terminales basi bibracteati, bre- viter pedunculati, Bracteæ oblonga vel ovate, parve. 237 Perianthium oblongum, subventricoso-campanulatum ; dense obsi- tum pilis stellatis: stellulis stipitatis ; lacinice calycis quinque di- siantes, angustæ, ipsius calycis fere longitudine, pilis fasciculatis. Corolla haud visa. Stamina decem, ori calycis inserta. Filamenta quinque, longitudine calycis, apice refracta hine assurgendo et inde exserendo cornu brevissimum bifidum. Anthere longitudine fila- mentorum, subulatce, compressæ , subcurve , erectæ , longitudinaliter dehiscentes, uniloculares. Filamenta quinque alterna, reliquis fere duplo longiora, simili modo medio refracta. Antheræ ceteris parum lon- giores, cinereæ. Germen calyce obvolutum. Stylus filiformis lon- gitudine staminum. Stigma obtusum. Bacca oblonga, magnitudine Myrtilli, calyce vestita, ejusque laciniis coronata, quinquelocularis, polysperma. Th. Melastoma repens har ægformige budte glatte rundtakkede Blade, som i Randen ere besatte med korte tiltrykte Haar, paa Undersiden Iysgrönne, kortstilkede. Bægeret er urnedannet, med mellemliggende mindre Flige og bedækket med enkelte Haar. S. DE G.YIN TSA: 190. I AIAN TH EMA. a. T. FLEXUOSA; floribus sæpius decandris monogynis, foliis obcordatis junioribus ovatis, ramis ancipitibus flexuosis. S. I Nærheden af Christiansborg; blomstrer i Mai og Juni. Caules plures pedales, prostrati, articulati, teretiusculi, bifa- riam acuti, lalere superiori pilosiusculi. Rami : alterni, anci- pites, flexuost, internodiis subpollicaribus. Folia opposita, subcar- nosa: alterum subpollicare , obcordatum , integerrimum , subavenium, glabrum, sublus atomis micantibus albicans: alterum vix semipolli- care, ovatum, acutiusculum, Petioli breves, subbilineares, bass Vid. Sel. phys. og mathem. Sår. III. Deed. Hh 242 a connati (fere more Spermacocis stipula vaginali mucrone gemino connecti) utrinque ala membranacea subdentata, Flores solitarii, sessiles, in sinu vagine slipulaceæ immersi. Perianthium monophyllum, undique sc. caule ramo et petiolis connatis adnatum, bidentatum. Corolla quinguepartita: laciniis oblongiusculis, bast calyci adnatis , obtusis, dorso infra apicem ari- statis, pilosiusculo-carinatis, vin calyce longioribus, carneis. Fila- menta sæpius decem, subulata, inæqualia, corolla breviora. Anthere subrotunde , didyme. Germen superum, ovatum, oblique truncatum. Stylus fliformis, longitudine staminum. Stigma simplex, obtusum. Capsula obovata, oblique truncata, hine obtuse birostrata, unilocu- laris, eircumcisa. Semina nonnulla, subreniformia, rugosa. Th. Trianthema monogyna adskiller sig fra vor Plante ved ubôiede Grene, Led af 13 Tommes Længde, Blade som ere större, omyendt ægformige ikke omvendt- hierteformige; Bladstilkene længere G Tomme), Kronen Öbladet; Griffelet af Kronens Længde. T. obcordata, som WVallich har sendt fra Ostindien, afviger, saavidt efter tårrede Exemplarer kan skiônnes, fra T. monogyna fra Vestindien. Det kan vere et Spørgsmaal om vor Plante virkelig er ‘en fra monogyna forskiellig Art. S. WRT GY NVA 159. MALPIGHIA. 1. M. ÅLTERNIFOL1A; foliis alternis oblongis subacumi- natis glabris glandulosis, corymbis terminalibus. S. Sielden. I en Buskadse ved Kratté. Frutex ramosissimus: ramis tenellis purpureis glabris. Folia alterna, breviter petiolata, oblonga, elliptica, obtuse acuminata, inte- gerrima, supra obscure nitida, subtus pallidiora venis reticulatis obscurioribus, passim.adspersa glandulis purpureo-virescéntibus nec 243 à non glandula utrinque basi, subcoriacea, rigida, tripollicaria. Sti- pulæ nullæ. Pedunculus terminalis, elongatus: floribus corymboso- racemosis. Pedicelli plures, pollicares, subpubescentes. Bractex tres minute basi singuli pedicelli. Perianthium monophyllum, subcarnosum, breve campanulatum, quinquefidum: laciniis obtusis, superiori vix majori; coloratum, glandula solitaria impressa externa infra plurimas presertim in- Jeriores calycis divisuras. Petala quinque subequalia, obovata, basi cuneata, concava, crenata, lutea, superiora profundius incisa, lateralia patentiora et parum majora, infimum subfornicatum. Fi- lamenta decem brevissima. Anthere oblonga, basi obtusæ » apice poris duobus interne dehiscentes, intermedi sex erect, laterales - utrinque due adscendentes, Germen subrotundum, compressum, pur- pureum, superum. Styli duo, subulati, ad latera patentes, superne incurvati fere longitudine corolle, Stigma vix manifesté acutiu- sculum. Th. Léo 2 ed? AN Re: A, 1. H. Oporara; foliis simplicibus cordato-oblongis acu- _ tis superne pilosiusculis inferne tomentosis. SS. Hirza odorata; foliis simplicibus ovatis acutis superne glabris, inferne tomentosis. Wild. sp. pl. 2. p. 1. p. 743. Peers. syn. ı..p. 508. Ved Ada. Rami ieretes, inferne glabri fusco nigricantes , superne ferrugi- 1 neo-silloso-tomentosi. Folia opposita petiolata bipollicaria et ultra, ovato-cordaia, oblonga, serrulato-crenulata, basi integerrima acuta venosa, supra atro-viridia pilis raris adspersa, subtus villoso - to- mentosa vel ferruginea vel olivaceo-virescentia. Petioli teretes semi- pollicares et ultra, villoso-tomentosi. Panicula ramulorum terminalis e racemis composita. Pedunculi racemorum teretes, divaricati , vil- H h 2 244 loso.-tomentosi, pollicem vel parum ultra remoti, oppositi, basi Jo- liolo ovato vel suborbiculato obtuso mucronato utrinque villoso-tomen- toso petiolato 'suffulti, inferiores longiores, superiores breviores , ra- rius ramosi, Flores versus apicem pedunculi fastigiato - corymbosi, Pedicelli filiformes, inferiores subpollicares, superiores sensim bre- viores, basi ferrugineo-villosi, versus apicem albido-sericei, Bracteæ tam basi pedicellorum quam eorum medietate lanceolate, albido- serice@. Perianthium inferum, quinquepartitum, campanulatum, villoso- sericeum: laciniis lanceolatis, oblusis, erectis, petalis duplo brevio- ribus, Corolla pentapetala: petala inequalia, oblongo-linearia, un- gue longo subfiliformi sub divisuras calycis inserta, post anthesin e divisuris reflexa; concava, obtusa, tria integerrima, reliqua mar- gine fimbriata et majora. Nectarium? glandula subglobosa, sessi- lis, nitida, lactea, ad basin filamenti, Filamenta decem subulata, basi dilatato-subplana, subcoalita, purpurascentia, receptaculo ger- minis orbiculatim inserta, stylis breviora. Antheræ ovato-oblonge, ereclæ, angulate, citrine. Germen subgloboso - trigonum, angulis rotundatis, pilis albido-sericeis strigillosum. Styli tres filiformes Jere longitudine corolle. Stigmata subcompressa, obtusa. Pericar- pium ovatum, hexagonum: angulis acutis submembranaceis, - Se- mina Zria oblonga, arillo bialato cincta: ale membranaceæ semi- circulares ex angulis pericarpii orte, glabræ, venosæ. S. 141. ZRYTROXTZLON. 1. E. EMARGINATUS; foliis lanceolato-obovatis emargi- natis, squamis semiamplexicaulibus, pedunculis subsolitariis ax- illaribus flore duplo longioribus. Th. Sio-Tahmi Incolis. Frutex ramosissimus : ramis subcompressis cinereo-fuscis, apice compressis herbaceis, glabris, lævibus, foliosis. Folia alterna, di- 245 sticha, breviter petiolata, lanceolato-obovata, emarginata, bast acuta, integerrima, uninervia, subvenosa, nitida, bipollicaria. Stipula squama intrafoliaca, axillaris , semiamplexicaulis, brevis, subacuta, bicarinata, sphacelata, persistens. Pedunculi axillares intra squa- mas unus-quatuor, squamulis distincii, angulati, flore vix duplo longiores. Perianthium semiquinquefidum, acutum. Corolla alba. Stamina longitudine corollæ. _Drupa ovata, nitida, atro-purpurea, monopy- rena, Myrtillo parum major. Nux unilocularis, monosperma, pu- tamine fragili. Flos exacte quadrat ad descriptionem Schreb. Gen. pl. 2. pag. 804 No. 781. Th. PENTAGYNIA. 12. SPONDIAS 1. S. AURANTIACA; foliolis oblongo-lanceolatis acumi- nalis subcrenulatis, petiolo tereti, panicula terminali, drupa au- rantica. 8. Adodomi Incolis. Hist og her i Marker, ikke ganske almindelig. Arbor altitudine Pyri Mali, Folia impari pinnata. Foliola tri- quinquejuga, bipollicaria, oblongo-lanceolata, acuminata, leviter crenata ‚margine distincto, venosa, glaberrima. Petiolus communis teres, basi incrassatus. Inflorescentia terminalis, supradecompo- sita, racemoso-paniculata: ramis sub angulo recto exeuniibus. Perianthium inferum, minimum, quinquedentatum, diciduum. Corolla magnitudine Convallarie bifoliæ, alba. Petala quinque, linearia, acuta, recurva, a tergo conniventia. Filamenta decem, longitudine corolle, æqualia, patentia. Antheræ incumbentes, flave. Nectarium corpuscula decem obosata, parva, intra filamenta fila- mentis alternalim in orbe disposita. Germen parvum, Styli quin- que, breves, approximati, erecti, Stigmata obtusa simplicissima, 246 Drupa fere magnitudine Pruni, obovata, glaberrima, a casu sty- lorum punctis quinque distantibus notata, aurantia, Nux magna, adnala, quinguangularis, quinquelocularis: loculis monospermis. Th. Mon forskiellig fra S. lutea Lim sp. pl. 1. p. 615? Sp. Myrobalanus i Vahls Herbarium afviger fra vor Plante ved Blade som ligne Asketræets, Smaablade ‘som ere smal-lancet- formige tilspidsede; "Toppen næsten dobbelt saa lang, sammes Grene traadformige, Blomsterne meget smaae i Nôgler som staae fiernede. S. Frugten har en behagelig viinsuur Smag, men angriber meget snart Tænderne. Bladene afkoges i Vand til Dampebad i Vattersoet. Zh. dso whi RSOCAR PUS. Calyx quinquefidus. Corolla pentapetala. Pericarpium coriaceo- carnosum, univalve, sutura longitudinali dihiscens, monospermum. 1. B. Cocctneus; foliis subquadrijugis: foliolis ovato- ellipticis obtusis obliquis, staminibus pistillo longioribus, drupa coccinea. S. Plôm-'Tjo et fructus Sjo- Tami Incolis. Aimindelig. Radix repens, longissima, crassitie digiti vel parum ultra, in- tus alba , tecta cortice crasso parum succulento , rubro , construcio e fibris tenacibus, tenuissimis texturam arachnoideam æmulantibus, Caulis bi - quinquepedalis , fruticosus, ramosissimus, tectus cortice bruneo adsperso punctis ferrugineis. Folia alterna impari-pinnata. Foliola tri-rarius quadrijuga, brevissime petiolata, oblique .ellip- tica, integerrima, obtusa, venosa, glabra, rigidula, subpollicaria, extima sensim majora. Petiolus filiformis basi incrassatus insertus. Ra- PET 247 cemus in sumitate ramulorum axillaris, erecius, folio multo brevior, triflo- rus, Bracteæ solitariæ, minute, acute, basi pedicellorum, deciduce. Perianthium persistens, parvum, monophyllum, quinquefidum: laciniis latioribus, ovatis, concavis, conniventibus , apicibus ferru- gineo -villosis. Corolla pentapetala, putens, calyce quadruplo lon- gior: pétalis linearibus, obtusis, apice untulatis, Filamenta de- cem filiformia, erecta, alterna parum breviora, fere longitudine corollæ. Antheræ subrotunde. Germen superum, minimum, villo= sum. Styli quingue breves, divergentes, longitudine calycis. Stig- mata obtusa, bifida. Pericarpium ovatum, levissime arcuatum, co- riaceo-carnosum, coccineum, hine dehiscens longitudinal: sutura. Semen znicum, magnum, Jigura pericarpii, deciduum, fere ad apicem cinctum arillo baccato, adnato. Th. Barken afskrabes af den friske Rod, eller i manglende Fald, af den törrede, blödbankes og lægges paa gammel Been- skade; desuden bades Saaret med et Afkog. William Parker har forsikkret mig at han har seet en Neger tage Bladene af denne Plante tilligemed nogle Paradiskorn, tygge dem og lægge ‚ dem paa en giftig Slanges Bid, og at han siden har fundet ham ganske frisk; men han vidste ikke af hvad Art Slangen var. Andre Negere forsikkrede mig at det ikke var Plantens Lægekraft som her havde været virksom, men at det var en Fetis-Cuur som kunde hielpe ham, men ingen anden, fordi Planten var hans Fetis. Th. 2. B. Puniceus; foliis bi-trijugis: foliolis ovato-ellipticis - obtusis obliquis, staminibus pistillo brevioribus, drupa coc- cinea. S. Plöm- Tjo; fructus Sto-'Tami Incolis. ‚Voxer med den foregaaende. 248 Si excipimus folia bi-trijuga, racemos axillares tri-quadrifloros, slamina pistillo multo breviora, stylos longitudine corollæ erectæ sub- patentes; omnia cum antecedente conveniunt. | Th. Obs. Character constantissimus hujus speciei est, stamina pi- stillo breviora, Th. Nytten som af foregaaende Art. Th. Navnet Plom-Tio tilhörer egentligen Jonsella africana, og Sio-Tami Frugten af Erythroxylon emarginatum. Th. Skiöndt den anforte Forskiel af Han- og Hundelenes gien- sidige Længdeforhold er constant, saa bor det dog nok. nærmere undersöges, om ikke Forskiellen hidrörer derfra at den ene Slags Plante er Hunplanten med ufuldkomne Stövdragere, den anden Hanplanten med ufuldkomne Stövveie; i saa Fald hörte Slægten til Dioicia og nærmede sig til Zanthoxylon eller maatte maaskee forenes med samme. S. Slægtnavnet er dannet af QBuorevs og Kaps. (Fortsættelsen af denne Afhandling fölger i næste Bind). BIDRAG 4 MES fia D ELODDYRENES ANATOMIE 0G PHYSIOTOGIE AF \ LUDVIG L. JACOBSON, ? MED. & CHIRURG, DR., PROFESSOR. &C. Vid. Sel. phys. og mathem. Sår, 111. Deel. Ti reel fr r + if Undersögelser til nærmere Oplysning af den herskende Mening om Dammuslingernes Fremayling og Udvikling *). Uneersigelsen af den store Classe af Dyr, som man betegner med Navnet Blöddyr (Animalia mollusca) har allerede givet et saa rigt Udbytte for Anatomien og Physiologien, at den for- tener Naturgrandskerens stôrste Opmærksomhed, og maa op- {ordre ham til med fordoblet Flid at fortsætte Samme. Og hvil- ken stor og viid Mark for Undersögelsen aabner sig ei her, da Organisationen af den störste Deel af disse- Dyr endnu er saare lidet kiendt ? Isærdeleshed gjælder dette om den store Orden, som man kalder Tveskjæl, Muslinger, (Hovedlôse Blöddyr, Mollusca acephala, testacea, bivalvia), der er saa rig paa forskiellige Slægter og Arter, og saa almindeligen udbredt over vor hele *) Det kongel. Videnskabernes Selskab overdrog mig at aflegge Samme en Beretning over en indsendt trykt Afhandling af Dr. Prevost i Genf under Titel: De ia génération chez la moule des peintres, Da min Mening om denne Gjenstand er meget afvigende fra det, som denne flittige Naturforsker fremsætter, ansaae jeg det for min Pligt at forelegge Selskabet mine egne Undersögelser derover. lie 252 Klode. Disse Dyr frembyde i deres Bygning og Livsyttringer flere mærkværdige, men hidindtil ei tilfulde kjendte Egenheder. Disse vore ufuldstændige Kundskaber, isærdeleshed om de sidst anförte Dyr, burde gjôre os yderst forsigtige ved Anven- delsen af de gjorte Iagttagelser paa Physiologien, og flere af disse maatle, inden de optoges i Videnskabernes Annaler, un- derkastes en stræng Prove. Derfor vaere det mig tilladt for denne Gang at henvende det oplyste Selskabs Opmærksomhed paa de lagttagelser og Me- ninger, som man har om disse Dyrs Fremavling, der fra fleere Synspunkter betragtet unægteligen fortjener nærmere at under- söges, og som i den senere Tid ogsaa har sysselsat flere Phy- siologer. Gjennemgaae vi de forskiellige Iagttagelser, som man derom har gjort, vil man snart bemærke, at den förste Gjenstand, det Punkt, hvorfra disse Undersøgelser burde udgaae, de organiske Betingelser for Fremavlingen, Kjönsdelene nemlig, hverken til- fulde ere kiendte eller undersågte, og at saare forskjellige Me- ninger hérske om Sammes Beskaflenhed. | At man ei længere hylder den af Aristoteles og hans Disciple fremsatte Mening, at disse Dyr opstaae ved en For- raadnelse af Mudderet eller Dyndet i Vandet, behöver vel in- gen Undskyldning. Man kan med tilbörlig Grund antage, at disse Dyr fremkomme ved Æg. Men paa hvilket Sted i Le- gemet disse Æg dannes, hvorlunde de befrugtes, ad hvilke Veie de föres ud af Legemet og hvorledes de udvikles — Alt dette er endnu ei tilstrækkeligen oplyst. 253 Man antager i Almindelighed, at Æggestokkene ligge i Underlivet, tildeels og i Foden *), ja endog i Kappen**). Dog paastaaer en nôiagtig Undersôger, at de ere indesluttede i Tarm- kanalen +++). Nogle Anatomer lade Æggene af disse Dyr trade igjennem Gallegangene ind i Tarmene, hvorfra de udföres igjen- nem Gadboret ****); andre antage, at de gaae til Maven og træde ud af Legemet igjennem Munden *****), Dette bestrides atter af Andre, og man paastaaer, at der findes paa hver sin Side af Underlivet Gange eller Kanaler for Æggenes Udförelse ******), *) I Almindelighed kaldes den hele mellemste Deel af Acephalerne de- res Fod. Dog bör vi skjelne imellem den överste Deel, som in- deholder Z'armene &c, og som er det egentlige Underliv, og den ne- dre Deel, der er Locomotions - Organet eller den egentlige Fod. Hos Dammuslingen ere disse tvende Dele ikke saa tydeligt adskilte som hos andre Bivalver f. E. Cardium, Tellina &c. **) Cuvier Vorlesungen über die vergleichende Anatomie übers. v. Meckel 1810. T. IV. p- 577. *#*) Rathke i Naturhistorie Selskabets Skrifter. Kbhvn 1797. T. IV. H. 4, S. 139. *XX*) Treviranus uber die Zeugung und Fortpflanzung der Mollusken. S. Zeitschrift fur die Physiologie von F. Tiedemann, G. R, Trevira- nus und L. C. Treviranus B. 1. H. 1. S. 34. *****) Carus Lehrbuch der Zootomie S. 618. Zreviranus 1. c. S. 37. m Oken Lehrbuch der Zoologie. Jena 1815. 8. Abth. I. S 287. JZ. Bojanus über die Athem- und Kreislaufswerkzeuge der zweischali- gen Muscheln. Isis 1819. H.1. Journal de Physique T. 89. S. 113. Pfeiffer Naturgeschichte deutscher Land- und Süswasser Muscheln. Weimar 1825. Abth. II. S. 10, Prevost sur la génération chez la moule des peintres S. 2. 254 Men ogsaa Tilværelsen af disse Veie nægtes af nogle ndiagtige - Physiologer *). Man har anseet og anseer endnu i Almindelighed disse Dyr for at vere tvekjönnede (Hermaphroditer). Imidlertid have senere Naturforskere villet bestride denne Mening og baa- de ved Undersôgelser og Forsög bevise, at hvert Kjon bestaaer for sig selv +”). Men saa forskjellige end Anskuelserne ere om de förste Betingelser for disse Dyrs Fremavling, saa enig er man deri- mod i Henseende til Stedet og Maaden, hvorpaa det befrug- tede Æg udklækkes. | Det ansees nemlig som afgjort og tilfulde beviist, at /Eg- get, efterat have forladt Æggestokken, föres til det ydre Gjel- lepar, hvor dets Udrugning RE og hvor den udklækkede Yngel udvikles wk), Denne Mening, som er grundet paa mere end hundrede Aars Iagttagelser, har givet Anledning til en anden Hypothese, der, i hvor paradox den end synes at være, med Hensyn til de nôiagtige anatomiske Undersögelser, vi have om disse Dyrs Gjeller, dog i den sidste Tid atter er fremsat af en udmærket . Anatom. De Organer nemlig, som man hidindtil har anseet for *) Treviranus 1. c. S. 38. Carus 1..c.,p-:618.$. 717. **) Prevost 1. c. Denne Mening er allerede for lenge siden fremsat af /Villis, Lister og nogle andre. ***) Denne Iagttagelse skylde vi Mery, som bekjendtgjorde den i Aaret 1710. iS. Memoires de Academie des Sciences, année 1710. $. 408. ff. _ RE at være Gjeller, vil han ei henföre til Respirationsapparatet, men til Ajönsdelene, saa at de skulde vere et Slags Bor (folia prolifica), der ere bestemte til Æggets og Ynglens Udvikling, og at Respirationen derimod foregik i et andet Organ af en ganske forskjellig Bygning *). Wen denne Hypothese er siden aldeles gjendreven; og paa en streeng logisk Maade er det beviist, at Gjellerne ere det egentlige Respirationsapparat, og at de Organer, man har villet tillægge denne Function, ei besidde nogen af de organi- ske Betingelser, som dertil udfordres **). Den berömte Naturforsker, hvem vi skylde denne Gjen- drivelse, antager dog den almindeligt herskende Mening, at Æggene af de hovedlöse Bloddyr (mollusca acephala) udruges i Gyellerne ***), De Kjendsgjerninger, hvorpaa denne Mening er grundet *) Bojanus 1.c. Journal de Physique T. 89. S. 108. Mery 1. c. er egent- ligen den förste, som har yttret denne Mening. Bojanus, som ei kjendte Mery’s Undersögelser, siger selv om sin egen Anskuelse, at den vel synes paradox. Mery gik endnu videre, i det han antog det ydre Gjellepar for quindelige Kjönsdele og det indre for mand- lige. **) Blainville Journal de Physique T. 89 S. 127. Jf. Blainville Ma- nuel de Malacologie et de Conchyliologie. Paris 1825. S. 137. xxx) Blainville Manuel de Malacologie &c. §. 161, Jf. Dictionaire des sciences naturelles. T. 23, S. 119. 256 ere siden Mery’s Tid stadfæstede af Poli *) og Koelreuter **); og i den senere Tid ere de atter undersôgte af Carus, Trevi- ranus, Pfeiffer og Prevost isærdeleshed hos Dammuslinger (Slægterne Unio og Anodonta). Man kan ogsaa meget let over- bevise sig derom ved at undersôge disse Dyr ved Begyndelsen eller Enden af Vintren, hvor man hyppigt vil finde, at det ydre Gjellepar er udspilet af en hvid eller guulagtig Materie; der ved nærmere Undersôgelse befindes at bestaae af lutter Æg, hvoraf efter nogen Tid en næsten utrolig Mengde af meget smaa Tveskjæl udvikles. De Beskrivelser og Afbildninger, som Carus, Pfeiffer og Prevost give af disse smaa Dyr, stemme nöiagtigen over- eens, saa at man kan vere forvisset om, at de have undersôgt- samme Slags af smaa Tveskiel. De ere Alle enige deri, at Æggene ere Dammuslingernes Æg, og de smaa Dyr, der fin- des i Gjellerne, den deraf udklekkede Yngel. Det vil maaskee synes at vere saare dristigt, hvis jeg vo- vede at opkaste nogle Tvivl mod en Mening, fremsat og anta- gen af de meest udmerkede Naturforskere. Dog, da efter en af de meest dybtgrandskende Philosophers Udsagn, man, for at finde Sandheden, maa begynde med at tyivle, haaber jeg, at man ei vil udtolke mit Foretagende paa en ufordeelagtig Maa- de, og at den oplyste Kreds værdiger de Bemærkninger, som *) Poli Testacea utriusque Sicilia. T, I. Introd. P. II. C. VIII, S. 68. Endvidere Ord, Secund. S. 5. &c. **) Koelreuter er egentligen den förste, der har givet os en god Un-~ dersögelse og Beskrivelse af disse Smaadyr. S. Nova acta Acad. Petropol, T, VI, p. 236. ? 257 + jeg tillader mig at giöre mod en almindeligt herskende Mening, en nærmere Overveielse. En Undersôgelse, hvormed jeg i de senere Åsr har væ- ret sysselsat, nemlig at bevise Nyrernes Tilværelse hos Blöd- dyrene*), gav migLeilighed til, ved at efiergrandske denne Gjen- stand hos de tveskjællede Blöddyr, at gjöre flere Iagttagelser ved de Smaadyr, der findes i deres Gjeller. Disse have opvakt hos mig nogle Tvivl mod de Slutninger, som man deraf har draget. , å : De grunde sig paa fölgende Omstændigheder. I. Paa Aarstiden, naar de omtalte smaa Dyr findes i Muslingernes Gjeller. Det er isærdeleshed ved Begyndelsen eller Enden af Vintren at man finder dem hyppigst. De maae altsaa enten være fremavlede om Vintren, eller fra Sommeren af have opholdt sig hos Moderdyret. Denne Fremaylingstid og det lange Ophold hos Moder- dyret staae i nogen Modsætning med de Erfaringer, som vi have om Fremavlingen hos flere Blöddyr, der, ligesom hos de fleste Dyr i Almindelighed, finder Sted om Foraaret og Som- meren. ? II. Til samme Tid, hvor man finder Muslinger, der have Æg eller Unger i Gjellerne, findes ogsaa. et betydeligt Antal, hos hvilke intet Spor deraf iagttages. Dette stemmer ei overeens med den Erfaring, at Dyrene af samme Årt lægge *) Örsted Oversigt over det Kongl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger fra A. 1818-1819 og Selskabets naturvid. og math. Afh. T.I. S. LI. Journal de Physique T. 91. S. 318. med Anm. af Blainville, Meckel deutsches Archiv f, die Physiologie T. VI. S. 370. Vid. Sel. phys. og mathem..Skr. III. Deel. Kk __258 Æg og fremavles til samme Tid. Dog har man troet, deraf ». at turde drage den Slutning, at de Muslinger, der ei havde Aig, ei vare befrugtede*), eller vare Hanner **). Ill. Paa Muslingernes Tilstand, hos hyilke man fin- der Gjellerne opfyldte med den saakaldte Yngel. Sammen- lignes disse Muslinger iseerdeleshed mod Enden af Vintren med dem, som ei have Æg, da finder man ofte, at de ere magre og have en anden Farve. Gjellerne ere hos Nogle tildeels de- struerede, hvorved Muslingens Hentæring og Död paadrages, Koelreuter siger derfor: ipsa hec animalia pariendo mo- riuntur ***). Denne Destruction af Gjellerne anföres af Bojanus ****) og Pfeiffer*****) som et Beviis for den Paastand, at de ei ere Respirationsorganer. IV. At man finder disse Smaadyr ei blot hos store og fuldvoxne Muslinger, men og hos serdeles smaa af, samme Art, der endnu ei have naaet deres fuldsiændige Udvik- ling. Dette lader sig ei forene med den bestemte Erfaring, at *) Treriranus 1. c. S. 39. **) Prevost 1. c. 222) dee. 5: 2384 **#*) Je demande maintenant — si ce nest pas à tort qu'on les a regardes comme des branchies — puisqu'on les trouve quelquesfois en partie ou méme completement detruits. Journal de Physique T, 89. S. 127. ++) Ein stärkerer Beweis dass den Lamellen das Respirationsgeschaft nicht ausschlieslich angehört, liegt wohl darin, dass man zuweilen an le- bendigen gesunden Muscheln, die Lamellen in Stücken zerfallen und grösstentheils zerstört findet I. c. p. 23. 259 Dyrene maae have naaet deres fuldkomne Udvikling, inden de ere skikkede til Fremavling. … V. At man stedse finder disse smaa Dyr i Gjelierne at være af samme Storrelse, hvad enten man undersøger dem i Begyndelsen eller Enden af Vintren. Denne langsom- me Fremskriden af deres Tilveext er tvertimod al den Erfaring, som man har om Fostrets Udvikling hos alle öyrige Dyr, hos hvilke Udviklingen i den förste Periode af Livet er særdeles hurtig. VI. Paa den betydelige Forskjel imellem Organisatio— nen af disse Smaadyr og Muslingen, som man untager at have fremavlet Samme. Ihvorvel Dyrenes Fostere i den för- ste Epoche af deres Udvikling afvige i Form og Bygning fra Moderdyret, er dog den Forskjellighed, som man iagttager hos de Tveskjæl, der findes i Muslingernes Gjeller saa betydelig, at man ved nermere Undersögelse ei tor anlage, at de höre til samme Slegt. Denne saa betydelige Forskjel eller Afvigelse fandt allerede Koelreuter, en af de ældre Undersögere af denne Gjenstand paataldende, i det han siger: Notandum prætereu tamquam maxime singulare, quod, embryonum plane alia sit forma quam adultorum*). VU. At man hos de forskjellige Arter af Dammus- linger (Unio og Anodonta), der i Form og Bygning afvige betydeligt fra hverandre, finder, at disse Smaadyr aldeles have samme Form og Storrelse; hvilket ei kunde vere Til- fældet, hvis de vare Ungerne af disse forskjellige Arter af. Muslinger.. is) LAR an AR FE 260 Disse Bemærkninger, som man tildeels kan gjôre, uden selv at have undersögt Dyrene, blot ved at sammenligne de Erfarin- ger, som Andre derom have samlet, synes efter min uforgribe- lige Mening at vise, at man enten ei med tilbörlig Nöiagtighed har anstillet disse Undersögelser, eller og, at man ei med den fornödne Forsigtighed deraf har uddraget de ovenanförte Paa- stande. | De Undersôgelser, som jeg selv derover har anstillet og i en temmelig lang Tid fortsat, have ei andet end kunnet for- ôge mine Tvivl om, at de smaa Dyr, der findes i Muslinger- nes Gjeller skulde være Sammes Yngel, og före mig til den Formodning, at disse smaa Dyr ei fremavles ved Muslingerne, men ere Snyliedyr, der paa Muslingens Bekostning udvikle sig og ofte ende med at dræbe den. Den nærmere Undersögelse af disse smaa Dyrs Organisa- tion vil tilfulde overbevise os om, at de ere saa meget for- skjellige fra Muslingerne, -ja selv fra de tveskjellede Blöddyr i Almindelighed, at man ei engang tör antage, at den Form og Dannelse,* som de frembyde, kun var temporair, eller blot hörte til et vist Tidsrum (Periode) af Muslingefostrets Ud- vikling, og at dette, inden det kom Ul at ligne Moderdyret, undergik en betydelig Forvandling (Metamorphose). At Muslingens Æg skulde kunne udklækkes i dens Gjel- ler, og Ynglen opholde sig lenge i disse Organer, er en Me- ning, ‘der ei godt lader sig forene med det, som de anato- miske Undersögelser lære os om disse Organers konstige Sam- mensætning og deres for Dyrets 'Tilværelse, saa vigtige Func- tioner. 261 At Gjellerne hos disse Dyr ere de egentlige Respirationsor- ganer, kan ei vere nogen Tvivl underkastet ; deres hele Structur, det venöse Blod, som de erholde, vidne tilfulde derom. Skulle disse Organer tilbörligen fuldföre deres Function, maa Vandet, hyori Dyret lever, have fri Adgang til Gjellernes indre og ydre Flade, maae de cylindriske Huulheder, der findes imellem deres Hin- der, ei vere opfyldie af noget fremmed Legeme. Thi derved vilde Vandet forhindres fra at komme i Berörelse med de fine Blodkar, paa hvilke det skal virke, og Blodomlöbet vil ei kunne foregaae med den tilbürlige Lethed. Tænke vi os nu disse Gjeller opfyldte med en næsten utroelig Mængde Æg eller smaa Dyr, der ere ansamlede i den Mængde, at Hinderne i disse Organer næsten ere bristefærdige, saaindsee vi, da Vandet ei uden Vanskelighed kan naae den indre Overflade af disse Organer, at de i denne Tilstand ei længere kunne fuld- före deres Function. See vi endvidere, at de forblive i denne Tilstand i me- get lang Tid, at de omtalte smaae Dyr i fleere Maaneder op- holde sig i Samme, da er det os indlysende, at Muslingen der- ved maa lide; ja den vilde ei lenge kunne leve i denne ‘Til- stand, hvis Naturen ei hayde udrustet den med et dobbelt Ap- parat til samme Function, med det indvendige Gjellepar. Da disse Dyr have et dobbelt Respirationsapparat, tvende Par Gjeller, de udvendige og indvendige, lod det sig vel tænke, at medens de ydre forestode Æggets og Ungernes Udvikling, de indre kunde tjene til egentlige Respirationsorganer, Vi maae derfor undersôge, om i Muslingens Gjeller fin- des de Betingelser, der ere nüdyendige til at dens Æg deri 262 kunne udvikles og Ungernes Liv vedligeholdes. Men for at be- svare dette Spörgsmaal, maae vi först kaste et Blik paa Dyre- nes Æg i Almindelighed. Hvilketsomhelst Dyrs befrugtede Æg er enten af den Be- skaffenhed, at i samme Fostret kan före et selvstændigt Liv, naar det af Luft eller Vand kan indsuge de dertil fornödne Stofler; eller, hvis det ei er saa fuldstændigt udviklet, maa det en Tid lang staae i Forbindelse med Moderdyrets Blod og Væd- sker, om Fostret skal kunne udvikle sig og voxe til. Ved disse Aiggets forskjellige Beskaffenheder betinges Forskjellen imellem de Æglæggende Dyr og dem, som föde levende Unger. Et Dyrs Æg, det være af först- eller sidstnævnte Be- skaffenhed, kan i Sammes Respirationsapparat ei finde de nöd- vendige Betingelser for sin Udvikling. ‘Thi Respirationsorganerne hore til de Afsondringsorganer, der af Blodet skulle afsætte de til Livets Vedligeholdelse unyttige og skadelige Stoffer; det Blod, som tilföres dem, har allerede circuleret i Legemet, har der af- givet de Substantser, hvorved Organisationen og Livet skal ved~ ligeholdes. I et saadant med venöst Blod forsynet Afsondrings- organ*), der i det omgivende Medium, være det Luft eller *) Venöse Organer, Organer med forherskende Venösitet d. e. Orga- ner, til hvilke venöst Blod flyder, udbreder sig i deres Substants og betinger Afsondringen i Samme. Hidindtil kiendte man kun Lungerne eller Gjellerne og Leveren som saadanne, ‘At hos Fuglene, Krybdyrene og Fiskene Nyrerne höre i samme Categorie, har jeg sögt at bevise, S. Kongl, Vidensk. Selsk. naturvid. og math. Afh. 1 Deel. S. XXXVI. og LXVIII. Ogsaa Binyrerne hirer hertil, dog vide vi endnu ikke, om de ere Afsondringsorganer, Sammesteds 2 Deel S. XVIII. 263 Vand, afsætter de for dets Livs Vedligeholdelse skadelige Stof- fer, kunne derfor Æg af samme Dyr ei finde de nådvendige Betingelser for deres Udvikling, kan Fostret ei erholde de Væd- sker, der skulle ernære det. Desuden have vi hidindtil hverken hos Blöddyrene eller nogetsomhelst andet Dyr opdaget nogen bestemt Kjendsgjerning, der kunde tjene som Beviis for den Mening om Æggenes og Ungernes Udvikling i dets Respirationsapparat*). Og skulde der *) De Iagttagelser, man anförer, ere af Baster og af Poli; dog in- gen af disse ere af den Nöiagtighed, at man kan ansee dem for til- strækkelige Peviser. Baster siger i sin Afhandling om Östersen (s. hans Opussula sub- - sceciva. Amstelod. 1760, 4. LII. p. 64) at disse Dyrs. Æg findes i Gjellerne. "Ova hæc mense Junio & Augusto viva jam sunt Ostrea, a matre intra branchias exclusa” Dog har man ei lagt Mærke til at Baster tilskriver Österserne trende Par Gjeller (p. 68 hic mouisse sufficiet, Ostream tria complicata, alterum alteri incum- bentia habere branchiarum paria). Hvad han kalder de ydre Gjel- ler er, som man af hans Beskrivelse seer, Muslingens Kappe. Iden er det, af han har funden Æg, men ei i de egentlige Gjeller. . Poli er den Forfatter som man hyppigst paaberaaber sig. Saa rigtige hans Jagttagelser i det Hele ere, maa man dog tilstaae, at netop den Gjenstand her undersôges, Muslingens Fremavling og Un- gernes Udvikling, er höist ufuldstændig hehandlet. Poli siger selv, at det er den vanskeligste Deel af hans Undersö.- gelser. Ved nöie at Sjehnemgaae det han anförer derom, seer man snart, hvad Ungernes Udvikling i Gjellerne vedkommer, at det næsten eene grunder sig paa Jagttagelserne ved Malermuslingen; og at selv disse Iagttagelser ikke ere aldeles nöiagtige; overbevises man en 264 + & L trods vore theoretiske Anskuelser, opdages en Kane som talte for Mueligheden af denne Udvikling*), troe vi dog at kunne bevise, at dette ei finder Sted hos Dammuslingerne, hvilke Dyr netop have givet Anledning til denne Hypothese. At derimod i Respirationsorganet, eller i hvilkensomhelst anden Deel af et-Dyr, Æg og Unger af andre Dyr, som hôre til en lavere Orden, og ei staae paa samme Trin af organisk Udvikling, kunne udklækkes og Unger der leve og voxe, der- paa frembyde sig mangfoldige Exempler. Vi kiende en ligesaa mærkværdig som almindeligt udbredt Classe af Dyr, der kun ere bestemte til at leve paa eller i andre Dyrs Organer, hvori Midlerne til deres Udvikling og Vedligeholdelse ere nedlagte. Disse Dyr ere de saakaldte Snyltedyr (animalia parasi- tica), der enten leve udvendigt paa andre Dyrs Legemer (ani- let om ved at see de hôist urigtige Afbildninger han giver af de Dyr der findes i Malermuslingens Gjeller, | _ Ved ingen af de övrige Muslinger han beskriver, giver han os en ndiagtig Afbildning af Gjeller fyldte med Æg eller af Ynglen: Selv ikke ved Spondylus Gaderopus hvor han dog mere omstænde- list undersöger denne Gjenstand. ; *) Efter at have endt denne Afhandling, har jeg gjort en Iagttagelse, der synes at have nogen Analogie med den Mening, jeg såger her at gjendrive. Det er nemlig den, at hos en liden Muslingart, Cy- claden, en Deel af det indre Gjellepar bedækker den efter Befrugt- ningen udviklede Æggestok og tjener i cn kort Tid til Opholdssted - for Ungerne. Dog er denne Analogie kun tilsyneladende. Thi den egentlige Gjelle eller Respirationsorganet deeltager ei 1 denne Be- stemmelse, hyilhet jeg i en fölgende Afhandling nærmere skal fremsætte. #7 rå 205 malia epizoa), eller udvikles og leve inden i deres Organer, de saakaldte Indvoldsorme, (Animalia entozoa, Helminthia). Hver Art af disse Dyr behôver næsten udelukkende enten et be- stemt Dyr eller et bestemt Organ af Samme, for at bestaae. Af disse Dyr gives der nu en stor Mengde, der isærde- leshed fremkomme og udvikle sig i Respirationsorganerne hos Dyr af en höiere Orden, hos Hyirveldyrene, ja selv hos Mennesket. Saaledes tjene Gjellerne hos Fiskene og Lungerne hos de Hvirveldyr, der leve i Vandet, til Opholdssted for flere Slags Snyltedyr, nemlig Filariæ, Ascarides, Distomata, Tristo- mata, Strongyli, Lernææ &c., der tildeels udvikles, tildeels leve der paa Dyrets Bekosining. Ofte fordges de i en saadan Mengde, at de beskadige de omtalte Organer og frembringe Sygdomme, der hentære og dræbe det Dyr, som har ernæ- ret dem. Vor berömte O. Fabricius har fundet Gjellerne af en Helt (Salmo Lavaretus) besatte, gjennemborede og synder- slidte af en betydelig Mængde Lernæer *). I Lungerne af den almindelige Fröe (Rana esculenta) har jeg ofte fundet en bety- delig Mængde Distomata og Ascarides. Hos tvende unge Del- phiner, som jeg for kort ‘Tid siden har undersögt (mod En- den af Vinteren 183) vare næsten alle Grene af Zuftroret (Bronchiæ) opfyldte og forstoppede af en saa utrolig Mængde af Indvoldsorme (Strongylus inflexus), at jeg med Vanskelig- *) Bidrag til Snylte-Ormenes Historie. Naturhist, Selsk. Skrifter B, HI, H. 2.78.24 | Vid. Sel, phys. og mathem. Skr. III. Deel. 1 266 hed kan begribe, hvorledes disse Dyr have været i Stand til at aande og leve *). ; Dog ei blot de Dyr, som opholde sig i Vandet, ere ud- satte for, at Snyltedyr fæste Bolig i deres Lunger; selv de, som leve paa Landet, ere ei fri derfor. - Saaledes har jeg i Lun- gerne af vor almindelige Snog (Coluber Natrix) ofte fundet flere store Ikter (Distoma Naja). I Luftrörene af Gjæs, Æn- der og Héns har man fundet en Mengde Orme af samme Slægt (Distoma lineare). Hos Kamelen og Antilopen har man fundet Strongyli i Lungerne. Faaret er underkastet en betydelig, ja ofte dræbende Sygdom, der er en Folge af, at Snyltedyr (Strongylus filaria) udvikle sig i dets Lunger **). Dog ei blot paa disse Bemærkninger, men paa de Un- dersôgelser, jeg selv har anstillet, er det, at jeg grunder min Mening, at de Dyr, der findes i Muslingernes Gjeller, ei ere deres Yngel, men Snyltedyr, der leve i Samme.. Denne Paa- stand vil maaskee forekomme Mangen at være en ganske ny *) Disse Snylteorme opfyldte ogsaa tuba Eustachii og Örets Tromme- hule. Lignende Iagttagelser have Allein, Camper og Albers gjort. Den förste fandt i cavitas tympani en utroelig Mengde af disse Orme. ‘Si calculum probabiliter addere licet, respublica horum vermium sub singulis ossibus petrosis numerum millenarium longe superaret.” K/ein Historia piscium. Gedani 1740. 4. Introd. p. DU, eee **) Waldinger über die Würmer der Lungen und Leber und das Klauenweh der Schafe. Wien u. Triest, 1808. 12. 267 og særegen Mening. Men herpaa kan jeg ei gjöre Krav, da det allerede er over tredive Aar siden, at et udmærket Medlem af det Kongl. Videnskabernes Selskab, at min ærede Ven Pro- fessor Rathke fremsatte og bekiendtgjorde samme i sin fortref- felige Afhandling om Dam-Muslingen, oplæst i Naturhisto- rie- Selskabet den 12 December 1794 *). | Efterat have fremstillet Dammuslingens Anatomie og be- skrevet Nervesystemet hos disse Dyr, som dengang endnu ei var kiendt, taler Forfatteren om Dammuslingens Fiender, og beskriver de ovenanförte Tveskjæl, der, som Snyltedyr, findes i Sammes Gjeller, og ofte dræbe Muslingen. Ihvorvel denne udmærkede og ufortrödne Natarforskers dybe Indsigter og sieldne Faerdighed i at arbeide med Micro- scopet kunde vere mig Borgen for Noiagtigheden af hans lagt- tagelser, maa jeg bekjende, at, da ved flere Lærdes Undersö- gelser det var blevet den herskende Mening, at Æggene af Muslingen udvikles i dens Gjeller, og at Ynglen opholder sig i disse Organer, hos mig opstode nogle Tvivl om Rigtigheden af vor Rathkes Mening, og jeg vovede ei at antage samme. Dog efterat jeg nu selv har sysselsat mig med denne Gjen- stand, efter at have foretaget de fornödne Undersögelser, og overbeviist mig om de anförte Kiendsgjerninger, er det mig dobbelt kjært ved nye Beviser at kunne bestyrke denne udmar- kede Naturforskers Paastand, og henvende de Lærdes Opmærk- somhed paa hans Afhandling, der i saa lang Tid har indeholdt vigtige Iagttagelser og Undersögelser, og, hvis den havde væ- Cd - Dit 619. 160; Lila 268 ret almindeligere bekiendt, sikkert havde ledet dem paa en rig- tigere Vei til at nærme sig Sandheden. Overbeviist om min Vens Nöiagtighed i at observere, be- hövede jeg blot at anföre en Iagttagelse af ham, der ganske maatte kuldkaste Hypothesen om den formodede Udvikling af Dammuslingens Æg i Gjellerne. Thi han har bemerket den Maade, hvorpaa disse Dyr föde deres Æg og undersögt Yng- len deraf. Dog, da jeg ei selv har havt Leilighed til ogsaa at giöre. denne Jagttagelse, og her kun af egen Erfaring vil bevise det, som jeg fremsætter, indskrænker jeg mig blot til den nær- mere Undersögelse af de smaa Dyr, der findes i Gjellerne. Disse Dyr, som man har anseet for at vere Muslingens Yngel, danne en egen Dyr-Slægt, som Rathke henregner til de toskallede Blöddyr og kalder den eek Hans Beskri- velse deraf er fölgende. Glochidium: Animal-cirrhis longissimis 2 pea Testa equilatera, ceequivalyis, intra marginem exterio- rem hamata. | 1. parasiticum. Testa triangulari, diaphana. Habitat intra Mytili anatini branchias exteriores. Descr. Testa vix dimidiam lineam longa aut lata brunnei coloris est, um- bonibus parum prominentibus et natibus vix conspicuis; hamus in- ira marginem exteriorem utriusque valve et dimidiæ fere testæ lon- gitudinis per eam diaphanam indagatus, Animal ceterorum bival- vium incolis affine videlur, sed differt 'hamo et cirrhis longissimis , quibus quasi contexta coha@ret innumera eorum multitudo. Til denne i sand Linneisk Aand gjorte Skildring er kun Lidet at tilföie, for at characterisere Dyret, Dog maae nogle Dele af disse Dyr nærmere undersöges. 1! 269 Skallerne, der ere temmeligt convexe, ere ei fuldkom- ment trekantede, og have ei heller Randene af eensartet Be- skaffenhed*). De ere forenede ved den korteste Rand. Den ene af de frie Rande er mere krum end den anden, saa at en Li- nie, der fra den forreste Vinkel drages lodret ned til den kor- teste Rand, ei deler Skallen 1 tvende lige Dele. Den meest convexe eller fremstaaende Deel af Skallen (umbo) ligger ei i denne Linie, men paa Siden af Samme noget nærmere henimod den krumme Rand. Randen selv er noget flad; i hvert Hjörne forlenger den sig og danner en liden halymaaneformig Plan. Efter de Forsög, som allerede Koelreuter og siden Rath- ke, Pfeiffer og jeg have anstillet, ere disse Skaller i Henscende til deres Bestanddele af samme Beskaffenhed som Skallerne hos Muslingerne i Almindelighed. Den kulsure Kalk, hvoraf de bestaae, lader sig let fremstille saavel ved at oplöse dem i Sal- peter- og Æddike-Syre, som og ved at brænde dem. Udsæt- tes de for Blæserüret, blive de meget hvide, men beholde selv i den stærkeste Ildsgrad fuldkomment deres Form, hvilket be- viser, at den kulsure Kalk i Mængde er tilstede i dem, Endog hos de nysudklekkede Dyr, hvis Skaller ere hvide og gjennem- sigtige, findes en betydelig Mængde Kalk, som viser sig ved at brende dem. Skallerne ere, som ovenfor blev anfört, forenede ved den korteste Rand. Denne er ci fuldkomment lige, men lidet ind- bôiet (concav) henimod Midten, hvoraf fülger, at, naar Skal- lerne ere fuldkomment aabnede, Randene kun beröre hinanden ved Hjörnerne og lade et lidet frit Rum aabent i Midten. De kunne derfor ei være forenede ved en Charniere eller Hæng- *) See medfölgende Kobbertavle. 270 sel, men kun ved en imellemværende Bruskhinde. Dyret aab- ner og lukker sine Skaller med en utrolig Hurtighed. Naar de ere fuldkomment aabnede, ligge begge Skallerne i en aldeles horizontal Retning, en Egenhed, som vi ei bemærke hos no- gen anden Art af de bekjendte Tveskjel. Skallerne ere, som anfört, strax efterat Dyret har forladt Ægget, af en hvid Farve og gjennemsigtige. Længere hen an- tage de en smuk bruun Farve og en fastere Consistens. Dimensionen af disse Skaller eller Dyrets Storrelse har jeg sögt at bestemme ved et ndiagtigt Micrometer og fundet, at de ved den korteste Rand ere & Linie brede. I Midten ere de noget bredere. Længden fra det forreste Hjôrne til den ba- gere Rand er 4% Linie, og Forholdet af disse tvende Dimen- sioner er som 6-7. Denne Störrelse have disse Dyr til en- hver Aarstid og om de tages af meget store eller smaa Dam- muslinger. Hvad der isærdeleshed udmærker disse Dyr, ere de Trævler eller Traade (cirrhi) og de Hager (hami), hvormed de ere forsynede. Hagerne eller Krogene (hami), der findes ved det frie Ïljôrne af hver Skal, have været bemærkede af Carus, Pfeiffer og Prevost, hvilket de Afbildninger, som de give af disse Smaadyr, udvise. Dog omtaler Ingen af disse Naturforskere disse Deles höist mærkelige Dannelse; og de ansee dem for noget gandske andet, end de virkeligen ere, nemlig for For- lengelser af Kappen, eller af Gjellerne*). *) Pfeiffer 1, ce, S, 43. an dem untern Muschelende scheinen einige Spitzchen vorzuragen, vielleicht Rudimente der hintern Tastfäden. 271 Hver af disse Hager eller Kroge er noget böiet og ender med en meget fiin Spids. Dens Basis, som er tykkere, er fæ- stet til den halymaaneformige Plan, der danner den frie Vin- kel af Skallen, rimeligviis ved et Slags Charniere eller Hæng- sel, som tillader, at Hagen, i det Oieblik hvor Dyret lukker Skallerne, med en særdeles Hurtighed böies indad mod Skallen. Naar Dyret aabner sine Skaller, da lôftes Hagerne i Veiret, saa at deres Basis staaer lodret paa Skallen. Dyret löfter og böier Hagerne mere eller mindre hurtigt. Disse Bevægelser skee ved Hjælp af tydelige Fibrer, der komme fra Dyret og befæste sig deels paa Siderne deels paa den indvendige eller concave Rand af Samme. Paa den ydre, convexe, Rand findes flere coniske Tænder, ni eller elleve i Tallet, der lodret udgaae fra Samme, og hvoraf de tre til fire mellemste ere de störste, de Ovrige mindre. Disse Tænder ere gjennemsigtige. Hagerne derimod ere af en bruun Farve og uigjennemsigtige. Længden af disse Kroge udgjör henved en tredie Deel af Skallens Længde. -Rathke siger, at de ere halv saa store, hvil- ket jeg ei har fundet. | I de tomme Skaller, som man finder, kan man ei opdage nogen Krog eller Hage, hvilket sandsynligviis kommer deraf, at naar Dyret er dödt og opraadnet, de Traade og Baand, som fæstede Hagerne til Skallerne, ogsaa ere oplöste og bortskyl- lede. Vi ville nu betragte de Traade eller Trævler, hvormed Carus 1. c. $. 157 S. 671. vielleicht die verlängerte Kieme oder ein längerer Fühlfaden des Mantelrandes, 272% — 0 disse Dyr ere forsynede. Disse, ligesaa mangfoldige som fine og gjennemsigtige, have allerede været bemærkede af Koelreu- zer, der troer, at de ere en Slags Navlesnor, og giver fölgende Beskrivelse af dem: ”Omnes autem hee viventes conchule mul- torum valde tenuium pellucidorum ac sibi invicem complica= torum filorum ope inter se coherent, quibus globuli innu- merit varie magnitudinis ac forme annexi sunt; hi absque dubio ad placentæ substantiam pertinent, illa vero funiculo- rum umbilicalium officio forsan funguntur *)” Mangili, der ligeledes har bemærket disse Traade, har den samme Meening om deres Natur og Bestemmelse **). Rathke, som med mere Noiagtighed har undersôgt dem, siger, at de tage deres Oprindelse ovenfor den Huulhed, som han holder for at vere Dyrets Mave, at de ere yderst ömfindt- lige, og at Dyret med megen Hurtighed kan trekke dem til sig, hvorved han troer, at de fange og trække smaa Infusionsdyr ind i deres Skaller. ee Undersögelsen af disse Traade frembyder ogsaa et hoist mærkeligt Syn. For nogenlunde nöiagtigt at faae dem at see, maa det Tidspunkt vælges, hvori disse Smaadyr have naaet de- res fuldkomne Udyikling. Denne skidnnes. deels af den brune “Yves Ds? 296: å **) Nuove richerche zootomiche sopra alcuna specie di Conchylie bival- vi Milano. 1804. overs. i Reil’s Arch. f. die Physiologie T. IX. H. I. 1809. ”aus der Schaale dringen zarte und durchsichtige Få- den hervor, die wahrscheinlich sein Nabelstrang sind" S.- 213-234. 2 2.783 Farve, som disse Smaadyr da have, deels og deraf, at man, ved at aabne Gjellen, hvori de opholde sig, finder, at de ved, Trævler eller T'raade indbyrdes ere forenede, saa at man ei kan tage Enkelte frem, men er nödsaget at uddrage en heel Masse af disse ved Sliim og Trævler forenede Smaadyr. Jeg har ei kunnet faae bestemt Oplysning om, hvorvidt de Trævler, der saaledes forene dem, ere de samme bevæge- lige Trævler, hvormed Dyret er forsynet, eller ere af en anden Beskaffenhed, Jeg maa næsten formode det sidste, da de deels‘ ere tykkere og længere, deels ei saa krusede, som de, der fin- des nærmest Dyret. Spor til Bevægelighed har jeg ei heller kunnet opdage hos dem. De fine kugleformige Legemer, som Aoe/reuter omtaler, finder man meget ofle. Om de ere bestandige, om de ere De- le, der höre til Tra&vlerne, eller hvad Bestemmelse de overho- vedet have, har jeg ei kunnet udgrandske. De ere særdeles fine og gjennemsigtige. Rathke, der har gjort sig megen Umage med at under- söge disse Dyr, troer at have fundet, at de have en Kappe, og har og seet i dem et Organ, der, lig en Drue, var sammensat af smaa Blærer. Han formoder at det er Dyrets: /Bggestok. Denne Organisation bestemmer ham til at henföre disse Smaa- dyr til Blöddyrene, nemlig til de Hovedlöse (mollusca ace- phala). Ifdlge de Undersögelser, som jeg har foretaget, maa jeg tilstaae, at det forekommer mig, som om de netop ved denne: indvendige Bygning ere saare forskjellige fra de üvrige Blöddyr af denne Orden, med hvilke de blot have Skallerne tilfælles. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Mm # 274 Thi om alle disse vide vi, at den stôrste Masse af deres Le- geme ligger i Midten, imellem Skallerne. Hos disse smaa T'ye- skjæl derimod finde vi de storste og meest uigjennemsigtige Dele af det indboende Dyr paa hver sin Side i Skallen, i Midten derimod næsten Intet, undtagen nogle Tværfibrer, der löbe fra den ene Skal hen til den modsatte +). Man kan især- deleshed see disse indvortes Dele hos de smaa Dyr, der nyli- gen ere udklækkede og have forladt Ægget, hvis Skaller ere hvide og meget gjennemsigtige. Dog selv naar de have op- naaet deres fuldkomne Udvikling, beholde Skallerne, uagtet de- res fastere Consistens og deres mörkere Farve, saamegen Gjen- nemsigtighed, at man kan skjelne de indvortes Organer fra hin- anden og overbevise sig om de anförte indvortes Deles Tilvae- relse. Hos slige fuldvoxne Individuer er det isærdeleshed at man bor undersöge de Kroge og Trævler, hvormed de ere for- synede, fordi de her vise sig i deres störste Udvikling. Betragter man disse smaa Tveskjæl fra Siden, saa bemer- kesi den nedre eller bageste Deel, og det nærmest den kortere eller bageste Rand, et klart og gjennemsigtigt Sted. Dette Sted, som næsten optager en T'rediedeel af Skallernes Længde, er af *) Dette har foranlediget Prevost til at fremsætte den Paastand, at Underlivet hos Muslingefosteret er aabent ligesom hos Hvirveldyre- nes Fostere eller egentlige Embryoner. L. c. S. 6. siger han: "lei comme à la méme époque chez les vertebrés, Tabdomen du nouvel animal est ouvert; il se fermera dans la suite, sur la ligne mediane, par ladherance entr'elles des parties droite et gauche du pied; et, comme chez les vertebres opipares, il recevra dans sa ca- vité le jaune dont le volume est fort diminué.” 275 en nogenlunde fiirkantet Form. Den er omgiven og begrænd- set af en: mere uigjennemsigtig Masse, der er mörkest ved den forresté Deel, lysere ved Siderne. Pfeiffer vil have bemær- ket Sammentrækninger eller Pulsationer i Samme (14 el. 18 Slag i hvert Minut), og troer, at det er Hjertet, hvilket dog formedelst dets Störrelse neppe kan antages. Rathke derimod formoder, at Dyrets Mave ligger der. R E Ved nôiagtigt at betragte Dyret, i det det aabner og luk- ker sine Skaller, er det, at man i den mellemste Deel, som er den gjennemsigtigste, finder de ovenanfôrte Fibrer, der löbe fra den ene Skal til den anden. Saa udmærkede som disse Smaadyrs Form og Bygning ere, saa merkverdige ere og de Bevegelser eller Livsyttringer, som man iagttager ved dem. Bringes nogle af disse Dyr under Microscopet, seer man, at de med utroelig Hurtighed aabne og lukke deres Skaller, reise eller tilbagetrække Krogene og Træv- lerne. Disse Bevægelser ere med Hensyn til Dyrets Lidenhed af en paafaldende Styrke; thi ved at trække deres Trævler eller Cirrhi til sig, bevæge de ofte en Mengde af de nærliggende Smaadyr, som formodentligen have været omslyngede af Træv- lerne, og ved at aabne deres Skaller stöde og trykke de de nær- liggende af deres Art til Side. Derimod staae disse Bevægelser i intet Forhold til disse "Dyr, hvis de, som man formoder, vare den nysudklækkede Muslingeyngel; eller hvis de vare af samme Beskaflenhed som de tveskallede Blöddyr, paa hvilke de leve. ‘Thi, ihvorvel man hos spæde Fostere af forskjellige Dyr og isærdeleshed hos M m 2 276 - nogle Blöddyr*) bemærker Bevægelser af forskjellig -Beskaffen- hed, saa skee de dog ei med det Liv og den Styrke som hos disse Smaadyr. Med Hensyn til Skallernes Bevægelse stemmer den aldeles ikke overeens med det, vi kjende hos de lignende Blöddyr, hvis Bevægelser i Almindelighed ere meget langsomme, og iblandt hvilke Intet er, der i den Grad kan aabne sine Skaller, som disse smaa Tveskjel gjøre det. | For nærmere at oplyse den fremsatte Beskrivelse. af disse Smaadyr, henviser jeg til vedföiede Kobbertavle, som strax ud- förligen skal forklares. Dog troer jeg det ei vil synes over- flödigt at forudskikke nogle faa Ord om de Afbildninger, som forskjellige Naturforskere have givet af disse Dyr, og som jeg har ladet afcopiere paa samme Tavle. Fig. I. Den Afbildning, som Carus giver af disse Dyr. Skal- lernes Form er temmeligt rigtig, men ei fuldkomment nöi- agtig. Man seer ved a og 0 Dyrets Kroge, som han an- seer for en Forlængelse af Kappen eller af Gjellerne **). *) F. E. den roterende Bevægelse, som man bemærker ved Fosteret i Ægget af Limneus stagnalis, S. Stiebel ub. die Entwicklung der Teichhornschnecke; Meckel’s Archiv T. I. S. 423. T. II. S. 557. Carus von den atissern Lebensbedingungen der weiss- und kaltblu- tigen -Thiere.- Lpz. 1824. 4. S. 51. **) S. Kobbertavlerne til hans Lehrbuch der Zootomie Tab. II. fig. XII. D.— Carus har givet endnu en Afbildning af disse Smaadyr, nem- lig 1 S. Grooke’s Anleitung zu dem Studium der Conchyliologie. Lpz. 1823. Tab, XII. fig. 148 De ere meget större, men ei tyde- ligere, 277 Fig. II. Disse Smaadyr efter Pfeiffers *) Fremstilling. "Skal- lernes Form er ei saa rigtigt gjengiven som i den först- nævnte Afbildning. Dog har han noget bedre udtrykt Skallernes Rand. Ved a og b sees Krogene, som han — löseligen omtaler i sin Beskrivelse og anscer for forlæn- gede Föletraade. Fig. II. Eifter Prevost **). Disse Afbildninger ere endnu ufuld- komnere end de foregaaende, isærdeleshed a og b, som ere ganske forfeilede. Krogene ere antydede ved ee og ff. Dog omtales de ei i hans Beskrivelse. Fig. IV. Ere efter Poli **). De ligne her ganske Moderdyret eller Malermuslingen, og vise tilfulde, at de ere tegnede efter Phantasien og ei efter Naturen. Fig. V. Rathkes Afbildning af disse Dyr ****). 1. Dyret hvilende paa een af Skallerne. a. Trævlerne (cirrhi). b. Det lyse Sted af Legemet. | 2. Dyret, som har aabnet sine Skaller, seet fra Siden. a. Trævlerne. b. Krogene med deres Tænder. 5, 4,5. Dyret seet fra forskjellige Sider. Disse Figurer, som oplyse de vigtigste og mærkværdigste Dele af disse Dyr, ere ci saa nôiagtige og saa vel udiürte, som vor ærede Vens fortreffelige Undersôgelse fortjente det. i) Me Fer IA RE TØS 2). 1. C-Fig Zu &e ##*) Vol.'I. Tab. IX. Fig. 14. ek. jf. bab. IX, (Pigs 9 / % Fig. VI. QI 278 Fremstilling af disse smaa Tveskjæl efter mine Un- dersögelser. Dyret hvilende paa een af Skallerne. Den forreste Vinkel. Den mere convexe. Den mindre convexe Rand. Den bageste mere lige Rand. RP oR . Den gjennemsigtige Deel af Legemet. Jf. Den uigjennemsigtige Masse, som omgiver Samme. Samme Figur med tilsat Skygge, for at vise Skallens hvælvede Form. abcd. som i foregaaende Figur. g. det hvælvede Sted af Skallen (Umbo). De tomme Skaller aabnede, seete ovenfra. aa. Randene med deres Flade og de halvmaanefor- mige Flader ved Hjörnerne. b. Det lille frie Mellemrum imellem begge de bageste Rande. c. Krogene. Dyret, som har aabnet sine Skaller. aa. 'Treylerne. &b. Krogene, som ei ere oplöftede. Sf. Den uigjennemsigtige Masse af Legemet. g. De paa tværs löbende Fibrer. Dyret, som aabner sineSkaller og har oploftet Krogene. aa. Trævlerne. Hg bb. Krogene. Jf. og g. som i den forrige Figur. 279 6. Dyret som lukker sine Skaller og böier Krogene ind. J: De paa tværs löbende Fibrer. 7. Dyret, som har aabnet sine Skaller i den Grad, at begge ligge horizontalt, seet fra Siden. aa. Trævylerne. | bb. Krogene. = c. De paa tværs löbende Fibrer. 8. En af Krogene, der er oplöftet, lorstörret, seet fra. Siden. add. Randen og det forreste Hjörne af Skallen med dets halvmaaneformige Flade. ab. Den oplöftede Krog, der med sin Basis er fæstet til ovenanförte Sted a, og sin Spids b. 7 c. Tænderne paa Krogen, der staae lodrette paa Samme. cd. Fibrerne, der gaae fra Siderne af Krogene hen. til Skallen. ce. Fibrer, der fra Dyret gaae til Krogens indre Rand og tjene til at bevæge Samme. 9. Samme Figur seet ovenfra. Efterat have beskrevet Dyret og fremstillet dets Organisa- tion og Form, maa jeg nu overlade det til Zoologen at be- stemme, om disse smaa Tveskjæl kunne henregnes til de to- skallede Blöddyr, eller de bor henföres under nogen anden Dyrclasse. Hvad Fremavlingen og Udviklingen af disse Dyr angaaer, synes de efter de Erfaringer, som jeg har samlet over dem, ikke at være bundne til nogen bestemt 'Tid. Thi man finder næsten paa enhver Aarstid Dammuslingen enten med Æg, eller 280 _ med nysudklækkede eller og fuldkomment udviklede Tveskjal i sine Gjeller. Da mine Iagttagelser om Æggene af-disse Snyltedyr samt om de Forandringer, man bemærker i dem, medens Ungen udvikles, endnu ei ere saa fuldstændige som jeg Onskede det, har jeg i Beskrivelsen af disse Tveskjels forskjellige Dele kun taget Hensyn til det fuldkomment udviklede Dyr. Jeg vil her blot anföre, at de, strax efter at have forladt Ægget, ere no- get mindre, dog neppe en Trediedeel, end de fuldvoxne, at Skallerne ere hvide og gjennemsigtige, at de Tra&vler og Traade, ‘som man finder hos de fuldvoxne, ei ere af den Laengde og. Styrke, at de derved henge sammen, at Skallerne temmeligt snart blive haardere, og antage en bruunagtig Farve, at Dyret i det Hele voxer hurtigt, indtil det maaer den angivne Stor- relse, som det aldrig overskrider. Hvor langt et Tidsrum der- til udfordres, har jeg ikke nôie kunnet bestemme, dog troer jeg at det skeer i 5-4 Uger. Det er isærdeleshed om For- og Efteraaret at man hyp- pigst finder disse "Tveskjæl fuldkomment udyiklede. De, som fremavles mod Enden af Sommeren, blive i Dammuslingens Gjel- ler indtil Foraaret eller Sommeren. Det synes at de da have naaet Maalet af deres Tilverelse; eller og at Muslingen ved denne Tid ültager i Livskræfter, og er istand til at befrie sig fra disse be- sveerlige Gjæster. Ere de i stor Mængde tilstede, da synes Müsliigen at lide betydeligt, og man finder den dai et Slags sygelig Til- stand, ligesom den leed af Hentæring. Meget ofte sönderrive -x de Muslingens Gjeller, eller disse briste langs med deres nedre Q8T frie Rand. Derved dræbes Dyret, paa hvis Bekostning disse Snyltedyr have levet, og disse omkomme sandsynligviis med hiint. Nogle Iagttagelser, som jeg har gjort, lade mig dog formode, at _ Muslingen kan overleve disse Fjender. Thi'hos nogle Muslinger har jeg om Foraaret fundet i Gjellerne og i deres Hovedcanal en Mæng- de tomme Skaller. af disse smaa Dyr, og hos andre har jeg be- mærket, at der paa enkelte Steder i Gjellerne laae en sortagtig Masse, der bestod af Brudstykker af disse Dyrs Skaller. At Muslinger flere Gange kunne angribes af disse Dyr, slutter jeg deraf, at jeg hos disse, hvis Gjeller vare opfyldte med hine Snyltedyrs Æg, fandt en Masse af nysnævnte Beskaffenhed. Stundom finder man og Muslinger, i hvis ydre Gjellepar man seer Spor af at de have lidt af disse Dyr. Der fattes ofte et heelt Stykke af Samme; Randene ere indskaarne, og hist og her fortykkede. I ingen af de öyrige Dele af Dammuslingens Legeme fin- der man at disse Tveskjal kunne udvikle sig. Man har, saa- vidt jeg veed, ei heller fundet dem hos nogen anden Art af | Blöddyr end hos de anförte Muslinger. Hidindtil har jeg selv hos Cycladerne ei kunnet finde dem, der dog leve i de samme Damme, som disse, eller hos flere Sövands Muslinger (Myti- lus, Ostrea, Mya, Cardium), som jeg til forskjellige ‘Tider har undersögt. ” Disse Snyltedyrs Udvikling, Organisation, Form og Stör- relse ere aldeles de samme hos de forskjellige Arter af Dam- muslinger, der i Form og Störrelse dog afvige saameget fra hyerdndre. De som findes hos de mindste af disse Arter (Unio elongatulus f. E.) saavelsom de, der tages af den störste Art Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III, Deel. Nn 222 —— --.. ————— Dammuslinger, som vi kjende, Svane Dammuslingen (Ano- donta cygnea) ere hinanden fuldkomment lige i Form og Stör- relse, hvilket tilfulde viser, at de ei kunne være disse Dyrs Yngel, Det er altsaa kun i det ydıe Gjellepar, at disse Snylte- dyr opholde sig*), og disse bladformige Organer ere da som oftest i den Grad dermed opfyldte, at de blive over | Tomme tykke, saa at de fine og gjennemsigtige Hinder, hvoraf de be- staae, næsten ere bristefærdige. En saadan af Snyltedyr bug- nende Gjelle har deraf et brunagtigt Udseende, da dens Hin- der ved denne Udspiling i den Grad blive gjennemsigtige, at den brune Farve af disse Dyrs Skaller bliver synlig. For nogenlunde at kunne bestemme Antallet af disse Snyltedyr, der leve paa een eneste Dammusling, har jeg veiet en med disse Krogskjæl fyldt Gjelle strax efter at have lösnet den fra Muslingen. Den veiede eet Lod. Da nu efter Pfeiffers **) Undersögelse 8000 af disse Dyr i törret ‘Tilstand veie ee? Gran, og vii den Gjelle, som vi undersôgte, ville anslaae Vandets a *) Bojanus paastaaer, at man ogsaa i det indre Gjellepar finder disse Smaadyr. Ifölge hans Formodning, at Muslingens Æg træde ud igjennem Canaler, der löbe paa Sidedelene af Underlivet, og ende ved eller i de indre Gjellegange, maatte det ogsaa vere rimeligt, at de ansamlede sig i disse Organer. Dog har, saavidt jeg veed, ingen anden Graudsker nogensinde fundet Æg eller saakaldte Unger i de anférte Dele. Ved den betydelige Mængde af forskiellige Ar- ter af Dammuslinger, som jeg har undersögt, har jeg aldrig fun- det Spor deraf i de indre Gjeller. **) Lee S. 14. 283 og Hindernes Vægt til et halvt Lod, saa maa man efter denne Beregning antage, at paa een eneste Dammusling udvikles og leve henved 2 Millioner af disse microscopiske Dyr, hvoraf 100 gaae paa en Quadrat- Linie. Hvilken underfuld Frugtbarhed! Den er os et nyt Bexüs for vor Paastand, at de ere Snyltedyr og ei Dammuslingens Yngel. Thi i hvilket Misforhold staaer ei denne Productivitet med Antallet af Dammuslingerne i Almindelighed, der findes i vore Damme, og isærdeleshed med Svane-Muslingen (Ano- donta cygnea), som ei ere saa ganske almindelige hos os, og som man dog finder saa ofte med Gjeller fulde af disse Snylte- dyr? En saadan overvættes og ubegribelig Frugtbarhed finde vi derimod hos flere Snyltedyr og isærdeleshed hos flere Ind- voldsorme *). å Ikke alle Muslinger, der findes paa samme Sted, ere be- fængte med disse Dyr. Deres "Tilstedeværelse eller Mangel af- *) Vor berömte Abildgaard har gjort fölgende hidhörende Iagttagelse, I cet eneste Led af Hundens Bendelorm talte han ved Micrometrets | Hjælp 140000 Æg. Ormen selv havde 40 Led, som indeholdt kjen- delige Æg; altsaa henved 6 Millioner Æg i en Orm. Og 130 slige Bændelorme har han fundet i en Hunds 'Tarm! S. Abildgaard Af- handling om Indvoldsorme. Naturhist, Selsk. Skrifter D. 1. H. 1. S. 44. Ifdlge Rudolphis Undersøgelser ere Æggene af Bændelormene ikke fuldt saa smaa. Tenia crateriformis har de störste Æg, hvoraf 150 gaae paa en Quadrat Linie, og polymorpha de mindste i Æg, hvoraf 12-1600 gaae paa samme Rum. _S. Rudolphi Ento- zoorum Synopsis Berol. 1819. S. 506, og 531. Nn2 284 hænger tildeels af Bundens og Vandets Beskaflenhed, tildeels af os aldeles ubekjendte Aarsager. Ofte finder man den störste Mængde af Muslinger med disse Dyr, ofte kun faa. Stundom finder man i een Dam Ingen, som lide deraf, i en anden Dam derimod findes paa samme ‘Tid flere med Snyltedyr i Gjellerne. Saaledes fandt jeg paa flere ‘Tider af Aaret disse Snylte- dyr i Muslinger fra Gjentofte-Söe, medens de Muslinger af samme Slags (Anodonta intermedia ?), der findes i St. Jörgens Söe ingen havde. I Muslinger (Unioner) fra Emdrup-Söe fandt jeg oftere Snyltedyr end hos dem fra Peblinge- eller Sorte- Dams-Söe; og medens i dem fra förstnevnte Söe næsten Halv- delen var befængt med disse Dyr, fandt jeg i dem fra sidstnævnte Forholdet som 1-10. Iblandt store Dammuslinger (Arodonter) fra Leersöe og fra Dammen ved Dunse Krudiværk fandt jeg langt flere med Snyltedyr i Gjellerne end hos lignende Muslinger fra St. Jörgens Söe, samlede paa samme Tid. Medens jeg i vore Damme fandt flere Anodonter med disse_ Dyr i Gjellerne, erholdt jeg (i Juni) en stor Mængde Anodon- ter fra Krasmose paa Bornholm, hvoraf ingen var befengt med disse Snyltegjæster, At Opholdsstedets Beskaffonhed bidrager til disse Dyrs större og hyppigere Formerelse, synes mig rimeligt af folgende Tagttagelser. I Gjentofte-Söe og i Ladegaards Canal, hvis Grunde ere meget muddrede, fandt jeg disse Snyliedyr: langt hyppigere end hos samme Art af Muslinger, der leve i St. Jörgens-Söe, hvis Bund er af en fastere Beskaffenhed, I Emdrup-Sôe, hvis Grund er muddret, ere de der le- vende Unioner hyppigere udsatte for disse Dyr end de, der findes i Peblinge-, Sorte-Dams- og Lyngbye-Söe, hvis Grunde ere mere sandagtige og faste. i De tyndskallede Anodonter, der isærdeleshed leve i Damme med dyndfuldt Vand, ere i det hele mere udsatte for disse Snyltedyr, end de med stærkere Skaller forsynede Unioner, der leve i Damme med haard og stenig Grund. Anodonterne ere derfor næsten til alle Aarstider udsatte for .disse Dyr, dog meest ved Enden af Sommeren og om Vin- teren, Unionerne derimod mere ved Enden af Vinteren eller hen- imod Foraaret, til hvilken Tid de mueligen af foregaaende Kulde eller Mangel paa Föde ere i en svækket 'Tilstand. At Atmosphærens Beskaffenhed og Temperaturen mere eller mindre umiddelbart yttre deres Indflydelse paa disse Snyl- tedyrs Fremkomst, tor jeg paastaae, da jeg efter den usædvan- lig varme Sommer 1826, hele Vintren igjennem, fandt disse Snyltedyr i stor Mængde hos Anodonter fra flere Damme. Saa megen Indflydelse Opholdsstedets Beskaffenhed har paa disse Suyltedyrs Udvikling, saa ringe er derimod den som Muslingens Alder yttrer derpaa. Vare disse Dyr Muslingens Yngel, burde man kun finde dem hos saadanne, der haye naaet deres fuldstændige Stårrelse og Udvikling. Men dette er ei Tilfældet. ‘Thi man finder dem hos meget unge og smaa Mus- linger. I de Damme, hvor der findes Dammuslinger henved 5 Tommer lange, har jeg fundet unge Muslinger ikkun af 15 Temmes Længde, hvis Gjeller vare fyldte med de anfårte Snyltedyr. | 286 Undersôges disse og sammenlignes de med dem, som yi finde hos de störste Dammuslinger, ere de fuldkomment af samme Form og Storrelse. De unge Muslinger, hos hvilke jeg traf disse Snyltedyr, havde meget tynde Skaller, og de Dele i deres Legeme, som man anseer for at være Æggestokkene, vare end- nu ei udviklede. Alle de indvendige Dele havde en bleg Farve. Man kunde tydeligt see, at disse Dyr vare meget unge, og altsaa neppe havde naaet den Alder, der udfordres til Frem- avlıng. At de Snyltedyr, der ere Gjenstand for nærværende Un- dersögelse, kun naae den anförte Störrelse og ei voxe mere, indsees letteligen deraf, at man paa ingen Aarstid finder dem af en anden Form eller Störrelse. I de mangfoldige Muslinger fra forskjellige Damme, som jeg paa forskjellige 'Tider af Aaret har undersøgt, fandt jeg deres Form og Störrelse stedse at være den samme. I flere Maaneder har jeg hayt en Mengde levende Mus- linger hjemme hos mig og fra Uge til Uge undersögt enkelte deraf, men ei fundet nogen Forandring i Stôrrelsen af de Snyl- tedyr, der beboe dem. Nogle Forsög, anstillede for at see om disse Dyr lode sig forplante fra een Musling til en anden, have ei-villet lykkets for mig, da Muslingen med megen Lethed ved Hjælp af Foden veed at bortfjerne de fremmede Legemer, som indbringes i dens Skaller. En anden Aarsag, hvorfor disse Forsög ei let kunne ud- fores, er denne, at de smaa Krogskjæl, der tages ud af Gjel- lerne, döe meget snart; ja endog om man tager den hele Gjelle 287 ud af en Musling og lægger den i Vand, vil man inden 24 Timer finde disse Dyr dåde. Dette har allerede Koelreuter iagttaget *). Ved de Muslinger, som jeg i lang Tid havde hjemme hos mig og dagligen kunde iagttage, fandt jeg, at der af og til blev udstådt en Deel af disse Snyltedyr. De kom låseligen forenede ved noget Sliim ud af Gjellecanalen; kun faa vare levende, og disse dåde kort efter at de havde forladt Muslingen. Den ringe Mængde Sliim, der fulgte med dem, lignede den, som man seer jævnligen gaae fra Muslingen. Den var ingenlunde af den Beskaflenhed som den, man hos andre Mol- lusker seer at omgive Dyrets Aig eller dets Unger **). I nogle af de Kar, hvor jeg havde disse Muslinger opbe- varede, satte jeg flere Limneer, og saae, at de med Graa- dighed fortærede disse smaa Snyltedyr. En med disse Dyr opfyldt Gjelle fortæres temmeligt hurtigt af et Par Limneer, og man finder da snart, at de Excrementer, der gaae fra disse Snegle, næsten ene bestaae af Brudstykker af disse Snyltedyrs Skaller. Efter Fremstillingen af mine Iagttagelser og Undersögel- ser over disse Snyltedyr, maa jeg beröre en Gjenstand, der *) L. c. S. 237. In portione vero ovarii (af Gjellerne nemlig) per 24 horas in aqua recent: detenta viventium amplius nulli omnino, +) At disse smaa Tveskjæl hos Anodonterne skulle afgaae indhyllede i Sliimsnore lig et Perlebaand og at de hos Unionerne fremkomme 1 Masser, der have Formen af Gjellerummene, som Pfeiffer (1. c. 5. 48.) vil have iagttaget, har jeg aldrig fundet. 288 endnu er mig saare problematisk. Det er nemlig Beskaffenhe- den af de Aig, som man finder i Muslingens Underliy (ab- domen). Næsten paa enhver Aarstid kan man hos en stor Deel Muslinger finde Æg i den Deel af Foden, der indeslutter Tarmkanalen, eller i det egentlige Underliv. Disse Æg ere af forskjellig Beskaffenhed, Farve og Störrelse. Man finder dem nemlig enten yderst smaa og lidet gjen- nemsigtige, eller meget store med en mörkere Deel i Midten (Blomme), der er omgiven af en klar og gjennemsigtig Vædske (Hviiden); eller og man finder meget store Æg, der ere gan- ske klare; eller endeligen store Aïg af först omtalte Beskaffen- hed blandede med en stor Mængde af de ovenanförte smaa Æg. - Alle disse forskjellige Slags Æg ere enten af en sneehyiid, en lysebruun eller en smuk citronguul Farve. Den sidste Be- skaffenhed afhænger af en egen Sygdomstilstand hos Muslingen, hvorved de fleeste af dens Organer, og Foden isærdeleshed, an- tage en guulbruun Farve af forskjellig Nuance, der paa enkelte Steder blive næsten sortagtige. Muslingen er da ofte yderst hen- tæret *). - ; *) Saavel Unionerne som Anodonterne ere denne Sygdom underkastede, dog iagttages den hyppigst hos de fårste. Den angriber saavel unge som gamle Muslinger. Mærkeligt er det, at man hos Menneskets Foster i en meget tidlig Periode finder en lignende Sygdomstil- stand, i hvilken nemlig flere Membraner antage en citronguul Far- ve. Lobstein, som vi skylde denne Iagttagelse, har kaldet denne Sygdom Xirronosos. S. Lubstein Comment. de nervo sympathetico, Paris 1823. S. 167. 289 + De större Æg findes paa de Tider, hvor man hverken finder Æg eller Snyltedyr i Gjellerne; til andre Tider derimod ere de samiidige med disse. Hine större Æg af Underlivet ligne da ganske dem, som findes i de ydre Gjeller. Paa denne Iagttagelse har den Formening om Udviklin- gen af Dammuslingens Æg i dens Gjeller tildeels været bygget, endskjôndt man ei kunde gjöre sig noget rigtigt Begreb om, hvorlunde disse Æg, hvad enten de vare traadt ud af Munden, Gadboret eller af, de Kanaler, som man anseer for at wære Æggestokkenes Udforselsgange, kunde naae hen til de ydre Gjeller. Uagtet den Umage, som jeg har givet mig med at un- dersôge denne Gjenstand, har jeg dog endnu ei været saa hel- dig aldeles at udgranske samme. Imidlertid troer jeg dog at have gjort folgende Iagttagelser. Æggestokkene i Muslingen omgive en Deel af Tarmkana- len og indeholde, om Sommeren meget smaa Æg. I Nærheden af disse Organer findes Hulheder, der deels ere bestemte for en egen mere eller mindre tyk, hvid Vædske, der til forskjel- lige Tider af Åaret afsondres i samme; deels og tjene til at indehølde det Vand, der opsuges og ansamler sig i det Indre af disse Dyrs Legeme. I disse i det hele Underliv adspredte Hulheder kunne Æg af en anden Art udvikle sig, der ere af samme Beskaffenhed som de, der findes i det ydre Gjellepar. Disse anseer jeg for at være Æg af de samme Snyltedyr, der udvikles i Gjellerne, hvilke, nedlagte i det Indre af Dyrets Le- geme, ikkun der opnaae den forste Grad af Udvikling, men Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Oo 290 aldrig kunne erholde deres fulde Modenhed, saa at Snyltedyret deraf kunde fremkomme. Aldrig har jeg fundet slige Æg hverken i Maven, eller i Tarmkanalen eller i nogen anden Deel af Legemet. Antallet af disse Æg er undertiden utroligt stort, under- tiden ringere. Færre ere de hos Muslinger, der ere i en hen- tæret Tilstand, hvor man kun finder enkelte store Æg, der som oftest ere ganske klare og gjennemsigtige og ei indeholde no- gen Blomme. Ogsaa hos de Muslinger, i hvis Underliv der findes en melkehvid Vaedske, og som man derfor har anseet for at være Hanner, findes flere eller færre af disse Æg *). Jeg tör ei dvæle meere ved denne Gjenstand, der end- nu fordrer en i længere 'Tid fortsat Undersögelse, og kun til- strækkeligen vil kunne oplyses, naar vi nærmere kjende Dam- muslingens Fremavling. Dog tör jeg haabe, at man ei vil an- see den af mig anförte Formodning for en tom Hypothes. Thi at Snyltedyrs og Indvoldsormes Udvikling betinges ved deres Opholdssteders eiendommelige Beskaffenhed, at deres Æg, der unegteligen ene kunne föres omkring i Legemet ved de circu- lerende Vædsker, kun paa bestemte Steder kunne naae deres Modenhed, er en Hypothes, som vi tvinges til at hylde. Ei heller kan jeg her, uden at fjerne mig for meget fra mine Undersögelsers egentlige Formaal, nærmere oplyse det, som jeg med faa Ord har yttret om de Kanaler, der antages for at være Æggestokkenes Udforselsgange. *) Prevost (1. c. S. 3.) har ogsaa gjort denne Iagttagelse. 291 Disse Kanaler, som Poli, Oken, Bojanus, Pfeiffer og Prevost meget rigtigl have iagttaget, ere nogle Variationer un- derkastede i Henseende til Stedet, hvor den ydre Munding fin- des, hvilket sandsynligviis har været Åarsag til, at deres Til- værelse er bleven dragen i Tvivl af Treviranus og Carus. Jeg har flere Beviser for, at disse Kanaler staae i For- bindelser med Hulheder i det Indre af Dammuslingens Legeme, hvori en Deel Vand, der enten umiddelbart opsuges eller af- sondres, ansamler sig. En af de stårste af slige Hulheder. fin- des i Dyrets egentlige Fod, paa hvis skarpe Rand eller Kjöl ere 5 til 4 Aabninger, hvoraf den kan udspröite Vandet. De omtalte Kanaler, der löbe under Huden paa hver Side af Un- derlivet, og aabne sig ved den överste og forreste Deel af samme tæt ved den indre Gjelles Rand, tjene til Udspröitning af Vand, hvorved rimeligviis Dyret söger at befrie sig fra frem- mede Dele eller smaa Dyr, -der kunde befinde sig eller ville söge Ophold paa disse Steder”). I disse Kanaler og i de Hulheder af Underlivet, hvormed de staae i Forbindelse, er det, at man især finder de omtalte Æg, hvilke derfor, naar man trykker paa Underlivet, flyde ud *) Saadanne Vandledninger og Huler findes ogsaa hos de egentlige Snegle eller Gasteropoder, hos hvilke della Chiaie i Neapel har un- dersögt dem. See en kort Notice herom af Hr. Justitsraad Schön- berg i Medic. chirurg. Zeitung 1825, II. Band p. 13. Resultaterne af de Undersågelser, som jeg har foretaget ved de egentlige Mus- linger, skulle ved en anden Leilighed blive meddeelte. Denne Gjen- stand bearbeides ogsaa af Professor Bær i Königsberg; see Froriep's Notizen aus dem Gebiete der Natur und Heilkunde 1826 Januaris Oo2 292 med Vandet, uden at være forbundne eller indhyllede i nogen Slim, hvilket dog er Tilfældet med flere af Blöddyrene, hvis Æg ere af samme Beskaflenhed d. e. ei omgivne af nogen jordagtig Skal. Efter saaledes at have berört et Par vigtige Puncter, der höre til denne Undersögelse, men endnu kræve flere fortsatte Iagttagelser, vender jeg tilbage til den Gjenstand, der ligger os nærmest, for at möde og bestride en Indvending, som man kunde gjöre mod min Paastand. Det er den, at ihvor afvi- gende end de Smaadyr, der findes i Muslingens Gjeller, ere fra den i Form og Organisation, kunne de dog være dens Yn- gel. Thi efterat de have forladt deres förste Opholdsted, kunde de jo undergaae en fuldstendigere Forvandling, inden de naae Moderdyrets Form og Organisation. Ihvorvel vor Kundskab om Udviklingen af Blöddyrenes Yogel endnu er hôist ufuldkommen, tilstaaer jeg dog, at uag- tet de fleste Erfaringer vise, at Ungerne strax efter deres Ud- klekning ligne Moderdyret, vi dog kunne og burde ei ansee det for umueligt, at hos enkelte Slegter en betydelig Formfor- andring eller Forvandling kunde finde Sted, især da en af de mærkyærdigste Conchylier, vi kjende, synes at bere Spor af en saadan Forvandling. Det er nemlig det saakaldte Aspergil- lum (Serpula penis Linn, Penicillus. Cuv, Aspergillum Lamarck, Blainville), der paa sit kölleformige Rör har tvende smaa eensdannede Skaller, der lade formode, at Dyret födes som et Tveskjæl og först derefter antager den mærkelige Cylinder- eller Bö:form.- Men vi kjende desværre aldeles Intet til Dyret, som beboer dette Rör, end sige til dets förste Udyikling. - 293 Derimod vide vi med Bestemthed, at Ungerne af flere Blöddyr (nemlig af Helix, Limax, Limnæus, Paludina &c.) strax efterat de have forladt Ægget, og i selve Ægget allerede, have en Form, der ligner deres Moderdyr, hvorom jeg ved flere Undersögelser af disse Land- og Vandsnegle har overbeviist mig. Af de toskallede har jeg hidindtil kun havt Leilighed at undersöge Ungerne af Cyclader strax efterat de have forladt Ægget; de ligne allerede da Moderdyret, og de vigtigste Dele af deres Legeme ere uddannede. De anförte Blöddyrs Skaller ere i denne spæ- de Aldermeget tynde, ogindeholde kunlidet Kalk *). De fleste Erfa- ringer, som vi have, bestyrke os derfor i den Mening, at Molluskernes Unger, efterat have forladt Ægget, ei undergaae nogen Forvandling. At altsaa de Dyr, som vi finde i Dammuslingens Gjeller, og som, ifülge vor Fremstilling, ere i deres Form og Organi- sation saameget forskjellige fra de Dyr, der skulde have frem- avlet samme, ere fremmede Dyr, der boe og leve paa hine, og ei deres Yngel, det er ei blot sandsynligt, men opnaaer en hüi Grad af Vished, naar vi overveie fålgende Puncter. 1.. Dyrenes indre Organisation og ydre Form ere aldeles afvigende fra Dammuslingens. 2.. De,. som findes hos Ænodonten og hos Unio, ere af samme Beskafienhed. i 5. De have altid hos de førskjellige Dammuslinger, saa- vel stårre sôm mindre Årter af disse, og til forskjellige Aars- tider den samme Størrelse. — +) Den nöiere Undersögelse om Cyeladens Unger skal jeg give i det tredie Bidrag. 294 4. Deres Skaller ere haarde og indeholde mere Kalk, end de i Forhold til deres Störrelse burde, hvis det var nys- udviklede Muslinger. 5. Deres Bevægelser ere altfor kraftfulde og livlige, hvis de vare den spæde Muslingsyngel, og af en ganske an- den Beskaffenhed end hos Muslingerne i Almindelighed. 6. Deres Udvikling er ei bunden til nogen bestemt Al- der af Muslingen eller til nogen bestemt Aarstid. 7. Den uhyre Mængde deraf, som findes hos Dam- muslingen, staaer i intet Forhold til Mængden af de Muslin- ger, hvis Unger de skulde være *). +) Imedens dette Ark var under Trykning, erholdt jeg et nyt og in- teressant Bidrag til nærværende Undersögelser, hvilket jeg ei kan undlade her at meddele. Ved Hr. Dr. Becks venskabelige Godhed, som jeg med Taknem- melighed paaskjönner, fik jeg Leilighed at gjöre nogle Iagttagelser ved flere fra China nyligen hjembragte Blöddyr, blandt hvilke var Dyret af den sjeldne Bivalv, der af min höisterede Lærer og Ven Schumacher först er beskrevet som et nyt Genus under Navn af Cristaria (Essai d'un nouveau systéme des Habitations des vers testa- ces. Copenh. 1817. 4. S. 38. 107.), samt nogle meget mindre Mus- lingsarter, | Jeg undersögte strax Gjellerne af det först anförte sjeldne Blöd- dyr, der i Formen, Beskaffenheden og Störrelsen af dens Skaller (de vare 6 Tomme lange og 4} brede) saa betydeligen afviger fra vore Unioner og Anodonter, og jeg blev paa det behageligste over- rasket ved at finde, at de ydre Par vare opfyldte med Snyltedyr. Disse vare nyligen udklækkede; thi de hang ei sammen ved Træv- ler. Skallerne vare klare og gjennemsigtige ; de havde endnu ei 4 : 205 Hvis disse smaa Tveskjæl skulde erholde Dammuslingens Organisation og Form, maatte deres Skaller enten bortfalde naaet deres fuldkomne Stôrrelse. Desuden fandt jeg endnu iblandt dem en Deel Æg, der ei vare udklækkede. For tilbörligen at kunne sammenligne dem med de Snyltedyr, der findes hos vore Dammuslinger, lod jeg strax samle nogle Ano- donter i Leersöen, hvoraf flere havde Krogskjæl i Gjellerne. Snyltedyrene fra denne udmærket store Cristaria fra China hay- de fuldkomment samme Form som de levende, jeg tog af vore Dam- muslinger, - Forlioldet af Skallernes Længde og Brede var det samme, Randenes Böining og de halvmaaneformige Flader ved Hjör- nerne ganske af samme Beskaffenhed som hos vore. Derimod vare de henimod + mindre, hvilket viser, at de vare nysudklekkede. At de vare forsynede med Kroge kunde jeg tydeligen see. Men disses Beskaffenhed lod sig ei nermere undersöge ved Dyr, der end- nu ei vare fuldkomment udviklede og havde deres Skaller tet til- lukkede. Blandt de övrige Tveskjæl fra China, af 13 til 2 Tommers Læng- de, som vare enten blot Unger af den store Cristaria eller min» dre Arter af samme Slægt, fandt jeg Nogle, hvis Gjeller vare fulde af aldeles udviklede Snyltedyr. Disse vare ihenseende til Formen, Störrelsen og Beskaffenheden af Skallerne, og de mærkværdige Kro- ge, hvormed de ere forsynede, ei det mindste forskjellige fra dem, med hvilke jeg sammenlignede dem. Vi sce altsaa her Snyltedyr fra en saa fjern Zone, der leve paa en, ihenseende til Skallernes Form og Störrelse, fra vore Dam- muslinger saa betydeligt afvigende Blöddyr- Art, at vere fuldkom- ment af samme Beskaffenhed som de, vi finde paa vore smaa Unio- ner og Anodonter. At denne Cristaria ei blot ved Formen og Beskaffenheden af dens Staller og dens Laas (Junctura) egner sig til at danne en 296 eller antage en ganske ny Maade og Retning at voxe paa. Hagerne og Trævlerne maatte bortstödes; den egentlige Fod og Underlivet maatte först danne sig; kort Dyret maatte skabes paa nyt. Men paa en saadan Totalrevolution i Organisationen have vi intet Exempel i hele Dyrriget. Og tilstod man end Rime- ligheden af en saadan, vil dog den bestemte Erfaring jeg har gjort, at disse Dyr stedse ere af samme Störrelse og Form, vere et kraftigt Beviis derimod. Dog den Mening, at disse Dyr ere Snyltedyr, vil til- fulde bekræftes, naar et Par Iagttagelser, som vi have om den egentlige Maade, hyorpaa Muslingerne föde deres Aig, nærmere ere oplyste. Baster *) iagttog den ved den almindelige Musling (my- tilus edulis) og fandt, at fra samme blev udstödt Sliim-Klum- per, i hvilke han snart opdagede Æg og deri de unge Muslin- ger, der hayde samme Form som Moderdyret; og vor Rathke, der antager, at Æggestokken er det cylindriske gjennemsigtige hvidgule Legeme, der findes i Tarmkanalen, den saakaldte Kry- egen, fra Anodonta og Unio forskjellig, Slægt, men at der ogsaa i Dyrets Organisation findes en mærkelig Afvigelse fra vore Dam- muslinger, hvilket end ydermere hjemler den Ret dertil, glæder mig at kunne anföre. Den nærmere Beskrivelse af denne sjeldne Conchylie og af dens Dyr kunne vi vente af Hr. Dr. Beck, der med Iver sysselsætter sig med Blåddyrenes Undersôgelse. *) Opuscula subseciva L. III. S. 105. 297 stallgriffel, siger *): "om Vaaren og Sommeren findes det i en- hver Musling og seer da fast gallertartig ud, men i August og September svulner det og bliver grynet, og ifald man har Mus- linger i en Skaal Vand, kaste de dette, ligesom Snekkerne de- res Aig, hvilke det ligner saa meget, at man næsten kunde for- vexle dem, men efter nogle Dages Forlöb aabnes Posen, hvori de smaa Muslinger laae ligesom indpakkede, og efter foie Tid skielnes, ved Hielp af Mikroskopet, baade Leveren, Kappen og Hjertets Bevægelse gjennem Skallen af den unge Musling. De adspredes derpaa for at söge sig Næring.” Stad{estes Rigtigheden af Wisse Iagttagelser, ville alle Tvivl, man endnu kunde have, vorde aldeles hævede. Det maa nu overlades Tiden og Naturforskernes Iver ndiere at oplyse denne höist interessante Gjenstand, ‘Thi selv som Snyltedyr betragtede ere disse Tveskjæl saare mærkvær- dige, deels ved deres udmærkede Organisation, hvorpaa vi næ- sten intet lignende Exempel have blandt Molluskerne, hvis de ellers kunne henfåres til denne Classe, deels ved den utrolige Mængde, deraf findes, deels ved det, at de ere saa almindelige hos Dammuslingen og hidindtil kun ere fundne hos dem, og endeligen ved Stedet paa samme, hvor de leve, nemlig i de ydre Gjeller **). D 1, c. S. 161. **) Fölgende Berigtigelser og Tillæg maae anføres her. S. 255. Til Enden af Anm, *) Jörg har i sit Skrift Die Zeugung der Menschen u. der Thiere. Lpz. 1815. 8. $. 49. S. 62. atter fremsat Mery's Mening om Gjellerne, dog uden at understötte den med no- get indlysende Beviis. Vid. Sel. Las og mathem. Skr. 111. Deel. P p 298 il. Beskrivelse af tvende i Dammuslingen opdagede Indvoldsorme. Det Snyltedyr, som jeg i min foregaaende Afhandling har beskrevet, er ei det eneste af det Slags, som lever paa Dam- \ muslingen. Man finder endnu en Art Vandspindel, der udvikles og opholder sig paa den. Dette lille Dyr er först af vor Rathke undersôgt og af ham beskrevet under Navn af Zrombidium notatum *) og siden af Pfeiffer, der kaldeg det Limnochares anodonte **). Jeg henviser til disse Naturforskeres Arbeider hvad Beskrivel- S. 255. Til Enden af Anm. **) Efter Blainville har ogsaa Meckel paa en fuldstendig og indlysende Maade gjendrevet denne af Bojanus fremsatte Mening. S. Meckel System der vergleichenden Anatomie, Halle. 1821. 8. S. 136. 137. S.262. I Anm. Lin. 2 fra neden tilfôies: Z. Jacobson De systemate venoso peculiari in permultis animalibus observato Hafn. 1821. 4. S. 270. I Angivelsen af. Snyltedyrenes Störrelse er den Feil ind- löben , at jeg paa Micrometret havde talt Stregerne istedet- for Mellemrummene. Det kr altsaa hedde: Skallerne hos de 5 [0] gas brede, og Forholdet 53: 6 eller 11: 12. S. 276. til L. 13. De förste , men hoist ufuldkomue Afbildninger ; som vi have af disse Smaadyr, ere af Ginanni, Han paastaaer, at de ligne Mo- Fuldvoxne ere Lin. lange og = z brede; eller rigtigere 2% L, I lange og dermuslingen. For Fuldstændigheds Skyld har jegladet dem afcopiere. (F. IV. @) S. Opere postume del Conte Guis. Ginanni T. IL Venezia, 4757.. fol. Dette meget sjeldne Værk findes paa det store Kongl. Bib- liothek. *) Naturhistorie-Selsk. Skrifter D..4, H. 1, S. 173. FT A ee 299 sen og Afbildningen af Dyret angaaer, og vil til samme blot foie den Bemærkning, at denne Spindelart kun lever paa Ano- donter, at den derimod aldrig træfles paa nogen Unio, end- skjöndt disse tvende Arter af Muslinger undertiden forekomme i samme Damme; et merkeligt Beviis paa den Bestemthed, hvormed Naturen har anviist hvert Snyltedyr sit indskrænkede Opholdssted. Disse graadige Spindler krybe overalt omkring paa Mus- lingen, og legge deres Æg under Huden eller Hinderne af Kappen, Gjellerne og Underlivet. Æggene ere temmeligt store. Man kan med ubeyæbnet Oie finde dem og see den deri ud- viklede Yngel. De findes i et Antal af 10-15 paa en enkelt Musling *) og det paa enhver Tid af Aaret. Tager man en saadan Spin- del ud af Muslingen men lader den blive i samme Kar, opsö- ger den Muslingen snart igjen og lister sig ind til Samme. Om Unjonerne med deres haarde og faste Skaller, der slutte langt tættere sammen end Anodontens, forebygge, at disse Snyltedyr ei snige sig ind til dem, eller om deres Vædsker ere af den Beskaffenhed, at denne Spindel ei kan leve deraf, maa jeg lade være uafgjort. Derimod troer jeg at have bemærket, at Unionerne ved den anförle Beskaffenhed af deres Skaller ere mindre udsatte for Forfélgelserne af en liden Reie- (Cancer Pu- lex) og Blodigle-Art, der trænge sig ind til Anodonten og öde- legge den. Denne omtalte Spindelart lever kun udenpaa Dammuslin- . gernes Legeme. Den hörer altsaa til de udvortes Snyltedyr *) Pfeiffer 1. te. vil have fundet 20 til 50 paa en enkelt Musling. Pop 2 _ 800 (Animalia epizoa). Men jeg. vil nu beskrive et Par andre Smaadyr, der leve inden i Muslingen, og som höre til de egent- lige Indvoldsorme (Animalia entozoa). Indvoldsormene, disse saa mærkværdige og for os i Hen- seende til deres Oprindelse, Udvikling og Bestemmelse saa höist problematiske Dyr, have i de sidste halvhundrede Aar været en vigtig Gjenstaud for Naturforskerens og Lægens Grandsk- ning: Det Kongl. danske Videnskabernes Selskab har deels ved det Priisspörgsmaal, som det udsatte, deels ved vigtige Under- sögelser af dets Medlemmer, en Miller, Abildgaard og Fabri- cius bidraget til nôiere Bearbeidelse af denne Gjenstand, og unægteligen har ingen Deel af Zoologien gjort i en saa kort Tid saa betydelige: Fremskridt som Læren om Indvoldsormene *), der i Rudolphi fandt en anden Linnce, da vi skylde ham et med sjelden Nöiagtighed udført System derover. Af de Iagttagelser, man hidindtil har samlet, kan man med temmelig Bestemthed slutte, at Indvoldsormene ere udbredte over alle Classer af Dyr. Man har ogsaa fundet dem hos alle Hyirveldyr, hos flere Crustaceer, Insecter og Orme.. Dog ere Blöddyrene i denne Henscende hidindtil ei til- strækkelkigen undersögte, og vi have kun et Par hidhörende lagt- tagelser **). Ved mine Undersögelser af Dammuslingen har jeg over- beviist mig om, at der ogsaa i dem findes egentlige Indvolds- *) Linnde anförer i tolvte Udgave af sit System, der udkom 1767, kun 41 Arter af Indvoldsorme, ZAudolphi beskriver i sin 1819 udgivne Zn- tozoorum Synopsis over 1100 Arter. S, Præfat. p. VI. **) Rudolphi 1. ce. p. 788. 30T orme, ja endog-flere Arter*). Tvende af disse, som jeg hyp- pigst har fundet, og hvoraf den ene er af en særegen Form og Bygning skal jeg her nærmere beskrive. Den förste af disse hører til Jkte- Slægten (Distoma). Ormen er microscopisk og findes i Dammuslingens Underliy. Men om dens egentlige Opholdssted er Leyren eller 'Tarmca- nalen, kan jeg ei bestemme. Dens Form er cylindrisk; den üvre Aabning er rund og liden, den nedre eller Sugevorten er meget större og har en ophöiet Rand. Ormen kryber og be- væger sig paa samme Maade som flere af de cylindriske Ikter og ved at sammentrække Legemet paa forskjellige Steder, ved at forlange den forreste eller mellemste Deel, ved at aabne el- ler sammentrakke Sugeaabningen, kan den antage - forskjellige Skikkelser, i hvilke jeg har ladet-den afbilde paa, medfölgende Tayle Fig. VII. 1, 2, 5, 4. Denne Ikte har jeg fundet hos Anodonter fra Gjentofte- Soe. Den anden Indvoldsorm, hyis Opholdssted ligeledes er i Dammuslingens Underliy, skjöndt uvist om i Tarmcanalen, Æg- gestokken eller Levren, har en hoist mærkelig og fra alle os bekjendte Indvoldsorme afvigende Form (Fig. VIII.) Legemet (1, ab, 2, ab) er trindt, noget kölledannet, nem- lig noget bredere og tykkere ved den överste Decl («), mere tilspidset ved den bagerste (6). Det er klart og gjennemsigtigt, og i dets Indre sees nogle af dets Indvolde. Ved den dverste *) I Froriep’s Notizen aus dem Gebiete der Natur und Heilkunde, Ja- nuar 1826, anmelder Professor Baer i Königsberg, at han har fundet Indvoldsorme i Anodonten; dog beskriver han dem ikke, 302 Ende findes et Par kugleformige Legemer (cc), der ligge ved Siden af hinanden. Deres Overflade er enten glat, eller synes at være besat med fine Knopper eller Gryn (1, cc). Fra den ydre Side af hvert af disse kugleformige Legemer udspringer en cylindrisk nedentil tilspidset Forlængelse eller et Horn (2,5 dd). Disse hænge enten slappe ned langs ad Dyrets Krop og ere længere end den (5, dd), eller ere begge spiral- formigt oprullede (2, dd). De ere ei hos alle disse Orme af samme Störrelse og Beskaffenhed; thi undertiden er den ene langt större end den anden; den ene er oprullet, den anden slapt nedhængende. De ere enten klare og gjennemsigtige eller "fyldte med en uigjennemsigtig Masse (2, 5 ee. Forstérret sees 4, dd, et Stykke af disse Forlængelser med den Masse den in- deholder e). Jeg har og fundet Individer med et enkelt Horn, og kun nogle faa, hvor disse Forlængelser aldeles manglede (1). Man kunde. deraf næsten ledes til den Formodning, at disse Horn . vare Dyrets Æggestokke eller et Slags Bor, der, naar den var fyldt med befrugtede Æg, lösnede sig fra Dyret, eller og, at de, som ei vare forsynede med slige Forlængelser, vare Hanner. Denne Indvoldsorm er stôrre end den foregaaende, og kan skjelnes med ubevæbnet Oie. Jeg har fundet den til for- skjellige Tider af Sommeren og Efteraaret i Sn nee fra Dammene yed Gjentofte og Sölyst. Vid. Sel naturınd. og math. Sk ID. Jacobsen» Lfh.om Dammuslınoens Lremav 274 00 Indvoldsorme hor ratte, p276. 301. A Jacobsen ad Wat: del. r > | ad 1 m, i. dk eh Abu ÅL 2 i \ ( Lab Oe aes SL A, { WEHEN re ’ AS Ber “AU Pe, LA ee om UL re å à we A "i TN PURE 2 ae BER, WU: >, ; un lø 1 MOT nn, vw re ph Ma LAN LUE à LS (4 . i AN VAT: KRONER RER, as Midas à ‘ er. 4 N DM: "bls e i A . A r N Tr 10 À A BB wi ; « 7 DE "PAR ER L' wi ROSEN Pl wr" a i ‘ er in ' os . 4 (BA h aint 4 fe dd MN FR ‘is dal) | tis ‘it | hus 5 f 7 b Pr E A Å SR N i ; ee ACh DE (x ) 1M Fel ring pir HAND NE TYR Ul 4 M À LA. Be} ka LI N | ACT ARE PAC ON MEL he CE 2 i ly pa ; an TR h * ove va +1 % i 7: f I j 27 Ke f a aS 7 Cine? . i © otk \ pe \ ’ j à J u? } pr i | Vu i CAD ur | va "4 FR a EF AUS r L © x, d ‘re re = 4 i" Hes År i ØR Fi r [| É U , LEA = N » k . À 4 13 d D A * 7 7 i's J i U ' » ’ 4 + ae " «+ ff . 2 > 3 A + 1 "> FA % ‘ ' à MANUEL i ». å AE Sø i # i bu * / 4 re i L Aj x de ‘ 2 ‘ * + 1 " LU LEER ' i å 0 sr 8° * ver À » . > . 1 | i q 24 L ’ bl L @ W j i by Le 5 B de i Ci å % | w 4 u 7 by EHE, a 7 1 i d A } i » 2 À ha [ [AL ° / Å se KÆR ™ 2 2 ke rå » yy Fr j , AU | Hire, ’ LA + no A A . bal 4 vw E ‘ à > No ' > yh’ £ A | ‘a i" å d K x ' på j AP 4 Å . à. ele” MONT | : à i f ! +> ‘i oe . à 2 : ss, É 3 . ar oq ‘| d 2 i ; f Sy ed i . ¥ * a Ba BG 4 £ 7 > ' . É Å y 4 fl « » we L 4 +? 5 pare 3 = É EN Rn à | ne; ‘ ® i FÅ vw. ‘ an Pr i 4 x: à 1 Vie "RR . en « sci deu à. y u » 7 x 2 Wa "1 U Sd FØR i FOR) : ‘ ' 2 f ' rs AU . - aA 4 hd É . | Fi: A af À i a “ f * * Aes 1 a . a + A \ i ( L Aigo 2 2 i å 7 i 5 x 4 > Bi M i h f + # 78 NED a, à , V ‘ N > 303 IM. Cycladens anatomiske Undersögelse. Min foregaaende Undersögelse lod mig tilfulde föle Nöd- vendigheden af at henvende min Opmærksomhed paa de tve- skjællede Blöddyrs Yngel, for at erfare, om destrax efter Ud- viklingen ligne Moderdyret, eller om de undergaae nogen For- vandling, inden de erholde deres fuldstændige Udyikling. Kun egne Iagttagelser kunde oplyse mig herom, da det, som hos de fleeste Conchyliologer findes over denne Gjenstand, er höist ufuldstændigt. Efter flere frugteslöse Efterforskninger ved adskillige af vore Saltvands-Muslinger (Ostrea, Mytilus, Cardium og Mya +), var jeg saa heldig at finde en liden Ferskvands-Musling, der gav mig nogle interessante og vigtige Oplysninger over det, som jeg Onskede at erfare. Denne Musling er Cycladen (Cyclas cor- .nea). I hvor liden den er, har jeg dog temmeligt fuldstændigt kunnet finde de fleeste Organer i den, og da den almindeligen forekommer i nogle af vore nærliggende Damme, da den længe holder ud at leve indespærret, da den fåder levende Unger, *) Den Iagttagelse som jeg havde gjort, (See {ste Bidrag S. 281) at der undertiden findes paa et eller andet Sted af Dammuslingens Gjel- ler en liden Masse, der opstaaer af de tomme Skaller af de Snyl- tedyr, der have opholdt sig i dem, benyttede jeg, for mueligen derved at kunne opdage, om Noget lignende fandt Sted hos andre Muslinger. Vel fandt jeg stundom i deres Gjeller Masser, der be- stode af fiint Sand eller Gruus; men aldrig bemærkede jeg Noget, der kunde lade formode,» at lignende Snyltedyr eller deres Unger > havde opholdt sig i disse Organer. u. ae egner den sig isærdeleshed til Gjenstand for disse Under- sögelser. | Cycladen hører. til de. tveskjællede Blöddyr, og bliver af Linnee henfört til Tellinerne ‚under Navn af: Zellina, cornea *). De senere Conchyliologer have fundet det nödvendigt af Telli- nerne at danne flere Slægter, hvoriblandt Cycladerne udgjöre een. I det nyeste Vark over Blöddyrene af Blainville **) fin- der man, at Cyclade - Slægten har trende Underafdelinger, hvoraf den förste indbefatter de egentlige, Cyclader, den anden og tredie de af de Lamarck opstillede Slægter, Cyrene og Galathea. | ; Alle disse ere Ferskvands-Muslinger. Kun de af den første Afdeling, de egentlige Cyclader, findes i Europa, de övrige derimod i de tropiske Egne. Den Art, som forekommer hyppigst hos os, er Cyclas cornea, den lever meest i Canaler eller Damme, hvis Vand er klart, hvis. Bund er noget leret og begroet med Planter. Den findes derfor hyppigst i Canalerne i Frideriksberg Have, i Ladegaards Canalen, tildeels ogsaa i Peblinge-Söen, man finder den derimod hverken i Emdrup Söe eller i Canalerne ved Solyst. Den opholder sig meest ved Bredderne, hvor den ligger nesten ganske skjult i Dyndet, saa at kun dens Respirations- rör sees ***). Dog finder man den stundom krybende, især- +) Systema Nature ed. XII p. 3243 No. 76. O. F. Müller Historia Fermium T. IL p. 202 No. 387, ++) Manuel de Malacologie et de Conchyliologie Paris, 1825. 8to S. 551. ***) See medfölgende Tavle Fig. I. 305 deleshed henimod Aften, hvilket da skeer næsten paa samme Maade som hos de egentlige Snegle *). Den kan ogsaa svömme, og vender da Foden i Veiret lig Vandsneglen. Overhovedet . foretager dette lille Dyr med sin Fod langt friere og raskere Bevægelser end vore öyrige Dammuslinger. Hvad Skallernes Form og Dannelse angaaer og de Sær- kjender, hvorved de adskilles fra de nerbeslegtede Muslingers, maa jeg henvise til de forskjellige conchyliologiske Værker, som vi have. Gode Afbildninger findes hos Lister **), Chemnitz N, Schröter ****), Pfeiffer ****) og Blainville ******), Dyret, som beboer disse Skaller, er i Forhold til samme kun lidet. Ved at aabne Skallerne sees Foden i Midten, Gjel- lerne paa begge Sider og Skallerne indvendigt beklædte af Kappen f). | Denne sidstneynte Deel bestaaer af meget fine Hinder, imellem hvilke findes et löst Cellevæv. Den omgiver hele Dy- ret og er aaben paa den nedre halve Deel. Den frie Rand af Aabningen strækker sig fra den forreste til den bagerste Lukke- =): F38,-T. 7 **) Historie Conchyliorum libri quatuor. Lond. 1685 fol. Tab. 159. Fig. XIV. *4*) Neues systematisches Conchyliencabinet. Vol. VI. Tab. XV Fig. 133: *4**) Schröter, Geschichte der Flussconchylien. Halle 1779. 4to Tab. IV, 3,4, 5. | za) Naturgeschichte der Land- und Süsswasser - Muscheln. Abth. I. Tab. V. Fig. 1-2. ata") dec, planche LEX XE Fig. I, +) Fig. II. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. 111, Deel. Q q 306 muskel; den er tyk, fast, uden Trævler og af en mörk Farve. Ovenfor de anförte Muskler, især den bagerste, sees en For- langelse af Randen löbe opad Dyrets Ryg +). Ved det forreste og bagerste Hjörne af Kappens Aabning findes indenfor dens Rande en Tværhinde, som forener- dem. I den forreste Vinkel er den kun liden og halvmaaneformig **). Den ved den bagerste er betydeligere og af en egen Beskaflen- hed. Den strækker sig nemlig fra det Sted, hvor Kappens Rande ståde sammen ved den bagerste Lukkemuskel nedad, og optager en Trediedeel af Randens Længde, hvor der atter fin- des en liden paa tværs löbende Muskel. Denne Hinde ligger noget indenfor Kappens Rand, som er fri og danner en halv- maaneformig Læbe ved hver Side af denne T'verhinde ee | denne Hinde sees tvende runde Aabninger, hvoraf den överste er den mindre, den nederste den större. Hinden er af den Beskaflenhed, at Dyret kan trykke den frem; den antager da Formen af en fladtrykt Cylinder, og ender med tvende rörfor- mige Aabninger, der omgives af en Mengde fine Trævler. Disse tvende Aabninger, af hvilke den överste förer til Gjelle- canalen, hvormed den er forbunden, den nedre til Kappens Hulhed, ere Dyrets Respirations- Canaler (Tracheæ), hvori- gjennem det inddrager og udstöder det Vand, der behöyes til denne saa viglige Function ****). *) Fig. IV. **) Fig. IV. b-h. SAV ibid. 1, k,ul,, Hr ‚Fig. THe. ee) Fig. c Wi. \ ee 307 Det her beskreyne Apparat rager frem, naar Dyret ligger i Dyndet. De Trævler, som omgive Aabningen, ere yderst fölsomme; ved den mindste Berôrelse trækker Muslingen disse Ror tilbage og udsprüiter, 1 det den tillukker sine Skaller, en liden Vandstraale igjennem den nedre Aabning *) Foruden de anfürte! Muskler, hvormed Skallen lukkes, bestaaer Muslingens egentlige Bevægelses- Organ (organon loco- motionis) i Foden, som i den sammentrukne Tilstand har no- gen Lighed med et Plougjern **). Dyret kan forlænge denne Deel i en langt betydeligere Grad end vore ôvrige Dammuslin-, ger.. Udstrakt overgaaer den næsten tvende Gange Skallernes Diameter. Bagtil er den da trekantet, fortil mere fladtrükken og afrundet; nedentil er den ganske flad og ligner i det Hele taget Foden af en egentlig Snegl saavel 1 Form som Bevegelse. Farven er hvid; om den forreste Ende löber en smuk rosen- rod Rand xxx), Foden er fæstet til Dyrets Underliv med faste, stærke Baand (Ligamenta), der udspringe paa hver sin Side fra Skal- len ved de bagerste Lukkemuskler og gaae hen til de forreste. De löbe langs ad Underlivet, begrændse dette og tjene formo- deniligen, som hos de övrige Muslinger, til Anhæftelse for Fodens Muskler og for den Hinde, der omgiver Underlivet ****). ” Af de Apparater, der indesluttes i Underlivet, ville vi först omtale Digestionsapparatet. A) Pie. CP: ar de NE AE SE) Eté. BAD: EAS. AV. Ds Q4q2 308 Munden findes hos Cycladen, som hos Dammuslingen, ved den forreste Rand af Underlivet tet under Skallernes forreste Lukkemuskel. Den er rund og omgiven af fire Fölehorn (Ten- tacula), der have en trekantet, tilspidset, fladtrykt Form, og ere alle næsten af samme Störrelse x). Maven omgives af Lev- ren. ‘Tarmen danner strax flere Böininger; derefter gaaer den i lige Retning igjennem Æggestokkene hen til den bagerste Deel af Underlivet, stiger atter noget fortil og opad mod Ryggen, danner der den sidste Vinkel og löber nu bagtil og noget nedad, gaaer igjennem Hjertet og hen over den bagerste Lukkemuskel, hvor den ender med sin ydre Aabning **). Da den bagerste Deel af 'Tarmen ofte er opfyldt med en nörk, grönagtig Masse og Underlivets Hinder ere temmeligt gjennemskinnende, kan man uden synderlig Vanskelighed sce dens Lob. Levren er hos Cycladen stor. Den optager den forreste og overste Deel af Underlivet, omgiver Maven og er i sin Structur og i sit Leie Dammuslingens lig, dog forholdsyiis af langt betydeligere Omfang ***). Fôlelsesorganerne ere allerede omtalte, nemlig Fülehor- nene ved Mundens Aabning (Tentacula) og de Foletraade, der omgive Respirationsrörene (Trachex). AfNervesystemet, hvor- til de höre, kan man tydeligt see det forreste Par Nerveknu- der, der ligge bag om Fölehornene, og tvende Neryestrenge, *) Fig. IV..e-d. Fig: VIII. b-c. **) Fig. VI £. g. h. Jfr. Fig. IV. h. o. ##*) e, Jfr. Fig. IV. p. / 309 der lobe langs ad Siderne af Underlivet hen til de bagerste Ner- veknuder, som ere de mindste *). Hinderne, der beklæde disse Dele, ere hos Cycladerne af en guulagtig Farve. Af de Dele, der höre til Circulationsorganerne, har jeg hos dette lille Dyr blot kunnet forvisse mig om Hjertets Form og Leie, der fuldkomment stemme overeens med Dammuslin- gens, og let kunne sees igjennem Kappens tynde Hinde, der omgiver Muslingens Ryg. At Endetarmen gaaer igjennem Samme er forhen anfört **). Vi gaae nu over til Respirationsorganerne, Gjellerne nemlig, som hos Cycladen frembyde noget hoist meerkeligt i deres Dannelse> Alle Muslinger have, som bekjendt, tvende Par Gjeller, det ydre og det indre, der ere næsten af samme Störrelse og ligge jevnsides hinanden. Det vil derfor ved at aabne Skallerne af Cycladen strax vere paafaldende at see, at det indre Gjelle- par rager saa betydeligt langt frem for det ydre, og synes at vere mere end dobbelt saa stort eller bredt som dette. Dog denne Störrelse er kun tilsyneladende; thi den egentlige Gjelle staaer ihenseende til Slérrelse i samme Forhold til den ydre som hos Dammuslingerne. Det som gjör, at den rager saa langt frem og synes at være stor, er en Forlængelse af dens Hinder, der fæste den til Kappen og til Dyrets Underliv. Vi vide nemlig, at hos Muslingerne i Almindelighed hyer +) ibid 2. 8. y. *4) Fig. IV. n. _ 810 Gjelle bestaaer af tvende tet. ved hinanden lobende Hinder, der nedentil ved Gjellens convexe Rand ere forenede sammen eller gaae over i hinanden. Ved Gjellens övre Rand vige de fra hinanden og gaae hen til Kappen eller til Kappen og Sidedelen af Dyrets Underliv, for der at befestes. Derved opstaaer en trekantet Canal, der löber langs med den öyre Rand af Gjel- len og er den egentlige Gjellecanal. Denne Gjellecanal er langt fuldstændigere ved det ydre Par end ved det indre. Thi her finder man, at det indre Blad af Gjellen, som skal danne den, kun fester sig til den forreste og bagerste Deel af Un- | derlivet og löber over den mellemste Deel, uden at være for- bunden dermed, Det indvendige Gjellepars Canal har derfor en langagtig Sideaabning, der ligger ved den överste Deel af Muslingens Underliv. Saavel det ydre som det indre Gjellepars Canaler forene sig ved den bagerste Ende af Gjellerne, og danne en mere eller mindre kort, fælles Canal. Saaledes finde vi disse Canaler dannede hos flere Muslingearter og isærdeleshed hos vore Dammuslinger, til hvilke jeg nu fornemmeligen tager Hensyn. - Hvad her er sagt om disse Deles Beskaffenhed hos Mus- lingerne i Almindelighed, gjælder ogsaa for Cycladen isærdeles- hed, hvad det ydre Gjellepar angaaer; ved det indre derimod finder en langt mærkeligere Modification Sted Den Deel af baade den udvendige og indvendige Hinde af Gjellerne, der skal danne Gjellecanalen og fæste Gjellen. til Kappen og Muslingens Krop, er istedetfor, som hos de öyrige Muslinger, at være meget smal, af en saa betydetig Störrelse, at den tvende Gange overgaaer Gjellens. Derved opkommer, 3IT istedetfor den smalle Gjellecanal, som skulde dannes, en ‘be- tydeligt stor Hule. Denne Hule er större fortil, bagtil bliver den mindre og ender med en liden og smal Gang, der stöder sammen med Gjellernes fælles Canal, som er fæstet til den dyre Aabning af Kappens bagerste Tværhinde *). Foruden denne Aabning bliver der endnu, ved det at Ca- nalens indre Hinde ikke fester sig til Underlivets mellemste -Deel, paa dette Sted en stor halymaaneformig Aabning, som svarer til Sideaabningen af den indre Gjellecanal, der findes hos alle Dammuslinger RE: Denne ved disse Hinder dannede Sæk rager langt frem for det ydre Gjellepar paa hver sin Side, og paa den er saa at sige den indre Gjelle befæstet. Den löber derfor ei jevnsi- des med det ydre Gjellepar, men stiger for- og nedenfra bag- til og opad, hvor den stöder sammen med den bagerste Ende af det ydre Gjellepar, der löber i en modsat Retning ***). Det indre Gjellepars Störrelse, Form og Sammensætning ere forresten aldeles af samme Beskaffenhed som hos Dammus- lingen. De smaae kileformige Afdelinger eller cylindriske Huul- heder, der findes imellem dets Hinder, aabne sig i den udvi- dede Canal, som vi fremdeles ville kalde Gjelleposen ****). Undersöges dens Hinder med Microscopet, bemærkes fine jevnsides ovenfra nedad löbende Striber, der gaae over i lig- *) Fig. VII, VII, IX. #*) Fig. VIII. g. oe) Fig. VIL. %x4) Fig, VII, IX. 5 312 nende Dele af den egentlige Gjelle, og opkomme rimeligen af de Blodkar, der gaae til og fra Samme. Om imellem disse Striber findes de fine Tyerlinier, som i Gjellerne i Alminde- lighed, kunde jeg ei opdage. Begge Gjellernes nedre eller convexe Rande udmærke sig ved de fine Spidser, hvormed de ere besatte *). Af Avlingsorganerne (organa generationis) har jeg kun fundet Æggestokkene. De ligge paa hver sin Side af Underli- vet, optage dens bagerste Deel og begrændses fortil af Levren og de store Böininger (circumyolutiones) af Tarmen. Den ba- gerste Deel af Tarmen træder, som forhen er anfört, ind imel- lem dem, inden den gaaer over i Endetarmen **). Hyer Æggestok bestaaer af en Mængde smaa cylindriske ved Enderne tilspidsede Sække eller Capsler, der ligge tat op til hverandre, uden at være indbyrdes forenede; thi de ere blot ved en af de tilspidsede Ender fæstede til en stærk Hinde inde i Æggestokken. Naar Æggestokkene ere ag denne Beskaflenhed, formo- der jeg, at Muslingen ei er bcfrugtet, eftersom jeg hos disse Dyr, der have Unger, har iagttaget, at de anforte Dele have undergaact en betydelig Forandring. De smaa cylindriske Sække eller Capsler have nemlig tiltaget i Stôrrelse, den frie Ende af Samme er ikke mere tilspidset, men afrundet, hvorved de an- tage en pærcformig Skikkelse. Den bagerste Deel af Underlivet er da udyidet og tykkere; de pæreformige Sække blive derefter RE iS. Vile VILL SEN UK. 2*) Fig. VI. i-Fig, IX. g 313 storre og rage ud af Underlivet Om nu denne Fremragen er bevirket derved, at Underlivets Hinder briste, eller om disse Organer fremtræde igjennem egue Aabninger, lader sig ei be- . stemme. Ved saaledes at fremvoxe træde disse Dele af Æggestok- kene vel ind i den udyidede Gjellekanal eller i Gjelleposen, men de henge dog ved den Stilk eller Traad, der findes ved den tilspidsede Ende, fast til Æggestokkenes indre Hinde. Den övrige Deel er fri eller ligger tæt op til den indvendige Flade af Gjellernes Hinder, uden dog at være fæstet til den. Kun faa af disse pæreformige Forlengelser træde paa eengang ned i Gjelleposen *). I dem er det, at Æggene indeholdes og Muslingeungen udvikles. : Dog findes i enhver af dem kun eet Æg eller Unge. Har denne naact en vis Stôrrelse, da briste Hinderne af den Capsel eller den pæreformige Forlængelse, hvori den blev ud- viklet. Ungen træder frem og ligger nu frit i Gjelleposen **). Her voxer og tiltager den og det temmeligen hurtigt ind- til den naaer Störrelsen af en Lindse. Da træder den ud af Gjelleposens store halymaaneformige Sideaabning, kommer ind i Kappens Hulhed, gaaer ud igjennem dens Aabning og forla- der Moderdyret, for selv at söge sin Næring. Cycladen yngler hele Sommeren igjennem. Af den be- frugtede Æggesiok nemlig fremvoxe lidt efter lidt flere pærefor- mige Forlængelser, der trade ind i Gjelleposen og tiltage der, *) Figo IX. hr: Figs X. **) Fig. IX, 1, Vid. Sel: phys. og mathem. Skr. TIT. Deel. Rr hvorpaa de briste, og Ungerne komme frem. Man finder der- for paa samme ‘Tid i Muslingens Gjellepose en stor Unge, et Par mindre og nogle pæreformige Forlængelser. Alle disse Forandringer, der foregaae hos Dyret fra Befrugtningen til Ungens Udvikling, troer jeg aflôse hverandre i temmeligt kort Tid. De spædeste Unger, som man finder i Gjellerne, eller de, som man tager ud af en af de pæreformige Capsler, have henved 4 Linie i Gjennemsnit. De ere af en hvid Farve, af en rund noget fladtrykt Form, og Foden rager frem imellem de gabende Skaller, der ere blöde og næsten hindeagtige. De ligne ganske Moderdyret paa det nær, at de ere mere flad- trykte *). Disse spæde Unger ligge enten frit i Gjelleposen, eller de hænge ved dens Hinder, dog uden at vere fæstede til dem. Derimod har jeg fundet en fin 'Traad eller Trævl, der gik fra dem til den Capsel, hvori de erholdte deres fôrste Ud- vikling. Synderlig Bevægelse sporer man ei hos dem, De voxe temmeligt hurtigt. Skallerne antage efter- haanden en bleg guulagtig Farve, og Foden trækker sig mere sammen. Naar de ere over % Linie store, kunne de fuld- komment lukke deres Skaller; aabnes disse, kan man skjelne de övrige Dele af denne spæde Musling. Skallerne blive snart haardere, deres Farve smuk svovel- guul, Formen mere hvælvet. Har Ungen naaet Störrelsen af en Lindse eller er den 13 Linie i Gjennemsnit, saa forlader *) Fig. XI. 315 den Moderdyret, og saaledes findes en Mengde af slige Unger "1 Dyndet ved Bredden af Dammene. Da man hos den ynglende Cyclade finder Unger i de for- skjellige Grader af deres Udvikling, kan man forvisse sig om, at de spaedeste Unger ligne Moderdyret, og at her ingen For- vandling (Metamorphose) finder Sted. Ei heller finder man mindste Tegn til, at Underlivet, end sige Foden, er spaltet eller aaben. Foden er, som ovenanfört, i Forhold til det spæde Dyr, noget stor og rager derved frem. Skallerne ere * hindeagtige og blöde og efterlade ved Forbrænding neppe Spor af Kalkjord. Endog hos de störste Unger, hvor Skallerne ere temmeligt haarde, ere de dog saa tynde og indeholde saa lidet Kalkjord, at de under Forbrændingen ei kunne vedligeholde deres Form, men falde i Stykker. Jeg har veret, og folt Nédvendigheden af at burde vere, noget omstændelig i Fremstillingen af disse mine lagltagelser over Cycladen, deels fordi det er det iörste Bidrag, som jeg giver til nærmere Oplysning om Muslingernes Fremavling, deels fordi denne lille Musling ved at föde levende Unger og ved disses Ophold i en Deel af Gjellen synes niere at tale for end imod den antagne Mening om Muslingens Fremavling, som jeg har sögt at bestride. 3 Dette udfordrer nogen nærmere Drôftelse. Man antager nemlig at hos Muslingerne i Almindelighed og isærdeleshed hos Dammuslingerne Æggene udklækkes i Gjellerne, og at Ungerne opholde sig i disse Organer, De höre altsaa til de Dyr, der iremföde levende Unger efierat de ere blevne udklækkede hos Kr 2 316 Moderdyret af egentlige (selv- eller fuldstændige) Æg (animalia opo-vivipara). Cycladen derimod hörer til de Dyr, der fide levende Unger (animalia vivipara). Dens Æg eller de Dele af Aig- gestokken, der indeholder samme ere ei af saa selystendig eller fuldkommen Beskaflenhed, at de adskilte fra Moderdyret kunne udklekkes. : Vi fandt nemlig, at de Capsler, der indeholdt Ægget eller det vordende Foster, vedbleve ved en Stilk at vere for- enede med /Æggestokken, endog efterat de vare traadt ud af Un- derlivet og ind i Gjelleposen, og at denne Forening vedva- rede indtil Ungen var saavidt udviklet, at den kunde fore et selvstændigt Liv. Fra Moderdyret og ei udenfra erholdt det saaledes de Vædsker, der betinge dets Udvikling og tjene til dets Fremvæxt. Har Ungen forladt dette sit förste Opholdssted, findes den i Gjelleposen, og forbliver der nogen Tid, dog uden at staae i nogen nærmere Forbindelse med dens Hinder, Da efter det, som vi i vor foregaaende Afhandling have sögt at bevise *), hos hvilketsomhelst Dyr, hverken Æggene, de vere fuldstændige eller ufuldstændige, ei heller Ungerne i dets Respirationsorganer kunne finde de nödvendige Betingelser for at udvikles og for at leve, maae vi nu naermere söge at op- lyse, i hvad Forhold denne Hulhed staaer til Gjellen, og hvad dens Bestemmelse kunde være. *) Jfr: {ste Bidrag S. 261. 317 Vi have viist, at Cycladen har tvende Par Gjeller, der saavel indbyrdes som i Sammenligning med de üvrige Muslin- gers ere af samme Beskaffenhed. Det indre Gjellepar har en til Dyret og til det ydre Par svarende Störrelse, synes derimod at overskride denne derved, at dens Canal er saa betydeligt udvidet. Denne udvidede Gjel- lecanal eller den Deel, som vi kalde Gjelleposen, er den Vei, ad hvilken Vandet strömmer til og fra Gjellen. Den svarer altsaa til Luftröret eller Struben hos de luftaandende Dyr. Den deeltager hos Cycladen ligesaalidt i den egentlige Aandningspro- ces som Luftröret giör det hos et Pattedyr. Saadanne Sække eller Udvidelser ved eller i de Veie eller Canaler, der före til Respirationsorganer, finde vi selv hos Hvirveldyrene, der i Henseende til deres Organisation staae saa höit over Blöddyrene. Hos flere Aber og Flaggermuus forekomme större eller mindre Strubeposer; endog hos Mennesket finde vi nogle ana- loge Dele. Hos Fuglene findes fleerartede Udvidelser af Luftröret; men isærdeleshed dannes ved en Udbredelse af dets Hinder de store Sække, der ere fordeelte overalt i Legemet *). - *) Disse mærkværdige Luftsekke; hvis Oprindelse fra Luftröret Zar- vey (De generatione animalium Tractatus. Opp. Pars II. Lugd. Batav. 1737 4. pag. 5.) og hvis Bestemmelse /Villis (De anima Brutorum. Opp. omn, edit. Blasii. Amstelod, 1682, 4. pag. 47) nöiagtigen have viist, har man i vore Tider ogsaa villet til- legge en Deel af Respirationsprocessen, og troct at Blodet, der 318 Hos Snogene ender Lungen med en Sæk, i hvis tynde Hinder man ei finder den fine Udbredelse af Blodaarer, hvor- ved den egentlige Respirationsact udföres. Hos Fiskene dannes ved Gjellelaaget (Operculum, bran- chiale) og Gjellehinden (Membrana branchiostega) större eller mindre Huler, hvori de egentlige Gjeller ligge. ; Disse Udvidelser have forskjellige Bestemmelser og deel- tage ei umiddelbart i Respirationsprocessen. Hos Pattedyrene synes de at staae i noget Forhold til Stemmens Dannelse. Hos Fuglene tjene de til Dannelsen af Stemmen og til Frem- . bringelsen af deres Sang, men isærdeleshed til at gjöre disse Dyr lettere og beqvemmere til at svæve i Luften og til at holde en Deel Luft, som de under deres Flugt forbruge til Respira- tionen. - Samme Bestemmelse, nemlig at holde Luft, synes den sækformige Forlængelse af Snogens Lurge, de udvidede Gjellehuler hos Fiskene at have. Hos Cycladen er Udvidelsen af dens Gjellecanal bestemt til at optage en Deel af Æggestokken og til Ophold for dens Unger. circulerer i deres Hinder, ved Berörelsen af den indeholdté Luft blev oxyderet. Men til at antage dette understöttes vi ei noksom af anatomiske og physiologiske Beviser. At imidlertid Blodbered- nings - Processen hos Fuglene, skjöndt de kun have smaa Lunger, dog er saa fuldkommen, lader sig tilfulde oplyse af den eiendom- melige Fordeling, som jeg har viist at findes i deres Venesystem, hvorved den störste Mængde af det tilbageflydende Blod füres til deres Nyrer og til Levren, hvilke Organer næst Lungerne udgjöre Hovedfactorerne ved Blodberedningsprocessen. 319 Da de Capsler, der fremvoxe af Æggestokken, erholde deres Veedsker tilförte fra Moderdyret, er det ligegyldigt, hvad for et Medium der omgiver dem. Vi behôve altsaa blot at be- svare det Spörgsmaal , om Ungerne kunne leve i det Vand, der indeholdes i Gjelleposen. Denne Hule er saa betydeligt stor i Forhold til Gjellen, at den kan indeholde mere Vand end der behöves til Respira- tionen. Dette Vand kam derfor afgive Saameget af dets Be- standdele som der udfordres til denne Acts Fuldbyrdelse og modtage det, som udskilles i Gjellen, uden derved i nogen be+ tydelig Grad at blive forandret eller bedærvet. I dette Vand, der ydermere ideligen fornyes, kunne Ungerne leve, og i - denne Hule kunne de opholde sig, uden derved. at forstyrre Gjellens Function. Endskjôndt altsaa hos Cycladen en Deel af det indre Gjellepar tjener til Opholdssted for Ungerne, vil man dog let- teligen indsee, at hverken Udviklingen af Ungerne skeer eller deres Opholdssted siden er i den egentlige Gjelle eller Respi- rationsorganet, hvilket derimod er 'Tilfældet med de smaa Tve- skjæl, der findes hos Dammuslingen. … Ved, denne Fremstilling haaber jeg at kunne forebygge, at man ei finder nogen Analogie imellem "Opholdet af Cycla- dens Unger i Gjellecanalen og Ansamlingen af Snyltedyrene i de egentlige Gjeller af Dammuslingerne. Jeg vil derfor korteligen fremsætte de ôvrige Resultater, til hvilke denne Undersøgelse har fort mig. 1) Blandt de hovedlåse Blöddyr ere nogle, der föde levende Unger; til disse höre Cycladerne. 320 5) Ungerne af disse Jigne i den tidligste Periode Moderdy- ret og undergaae altsaa ingen Forvandling. Deres Un- derliv er ei aabent eller spaltet: deres Fod er kun i Forhold til Skallerne stor. 5) De voxe meget hurtigt. 4) Deres Skaller indeholde kun saare lidet Kalkjord. Sammenlignes nu disse Iagttagelser om Ungerne med dem, som vi have gjort om de Tveskjæl, der findes i Dam- muslingens Gjeller, vil man finde flere nye Beviser for min fremsatte Paastand, at disse Dyr ei kunne vere Bammuslingens Unger, men Dyr af en anden Familie, Szyliedyr, der ud- vikles og leve paa dem. Fölgende parallele Fremstilling vil gjöre Sagen endnu anskueligere. Cycladens Unger findes i Gjelleposen, hvor de Betingel- ser tilstrækkeligen findes, der kunne tjene til deres Livs Ved- ligeholdelse. Ved Ungernes Ophold i Gjel- leposen forstyrres ei Gjellens Functioner. Cycladens Unger ligne Mo- derdyret. Cycladens Unger voxe hur- tigt, og deres Störrelse staaer Snyltedyrene hos Dammus- lingerne leve i de egentlige Gjeller: | Snyltedyrene, der ganske op- fylde den egentlige Gjelle, maae forhindre dem. — Snyltedyrenes Organisation er ganske modsat Muslingens, hvorpaa de leve. Snyltedyrene naae kun en Stôrrelse, der ei stod i noget 321I fe i passende Forhold til Moder- dyrets. É De Unger der findes hos en Cyclade ere af forskjellig Stör- relse. ; Cycladens Unger have tynde, hindeagtige Skaller, der inde- holde kun lidet Kalkjord. De spæde Unger af Cycla- den yttre ei synderlig Bevæ- gelse. Cycladens Unger forlade snart Moderdyret og fore et selvstæn- digt Liy. rimeligt Forhold til Dammus- lingens, hvis de vare dens Unger. Snyltedyrene ere alle af sam-- me Störrelse. . Snyltedyrenes Skaller inde- holde, naar de ere langt min- dre end Cycladeungerne, bety- deligen mere Kalk. dem Snyltedyrene bevæge med Styrke og Livelighed. Snyltedyrene blive i flere Maaneder hos Dammuslingen og döe ved at skilles fra samme. Forklaring over Kobbertavlen. . D Fig. I. Cycladen med udstrakt Fod a. Skallerne. b. Foden. Fig. IL. Cycladen med udstrakte Respirationsrür. -a. Skallerne. b. Respirationsrôrene. Anm. Disse ivende Figurer ere i naturlig Stürrelse; övrige ere forstörrede. Fig. II. a. Skallerne. b. Foden. + alle Cycladen seet nedenfra. c. Den bagerste Tværhinde. Fid. Sel. phys. og mathem. Skr. 111. Deel, Ss 322 d. Det indre Gjellepar. re, Det ydre Gjellepar. Fig. IV. Dyret taget ud af dets Skaller, for at Kappen kan sees. aa bc. Kappen. aa. Dens överste Deel eller Ryggen. bc. Den nedre aabne Deel. de. Randene. f. Den forreste, g. den bagerste Lukkemuskel. h. ‘Den halymaaneformige Hinde i Kappeaabningens forreste Vinkel. i. Den större Hinde i den bagerste Vinkel med dens tvende Aabninger og &. dens Tværmuskel. ll. De halvmaaneformige Læber, som Kappens Rand danner ved hver af dens Sider. m. Fortsættelsen af Randene, der löber op ad Ryg- gen. n. Hjertets Leie, o. Tarmen, som gaaer igjennem det. p- Levrens Leie og Omfang. Fig. V. Tværhinden (i) naar den er fremstödt og har anta- get den fladtrykte, cylindriske Form. a. Den övre, mindre Aabning, der förer til Gjelle- canalerne. b. Den nedre, der förer til Kappens Hulhed. c. De Föletraade, der omgive samme, Fig. VI Cycladens Fod og Underliv. a. Foden i sammentrukken Tilstand. b. De stærke Baand, den er befæstet ved. c. Munden. 323 d. Fölehornene (Tentacula). Levren. Den förste Böining af Tarmen. Den Deel af Tarmen, der treder ind imellem /Eg- St ABA gestokkene. h. Endetarmen. i. Æggestokken og de smaa Cylindre, hvoraf den be- staaer. a. ß. y. Nervesystemet, a og ß. de forreste og ba- gerste Nerveknuder. Fig. VIL Gjellernes Leie og Störrelse. ‘abl. Den ydre Gjelle. cd. Den indre Gjelle. -e. Den ydre Hinde af den “airs Gjelles udvidede Ca- nal eller af Gjelleposen. Fig. VII. Den indre Gjelle med dens udvidede Gjellecanal. a. Foden. b. Munden. c, Folehornene. de. Den indre Gjelle oplöftet, for at vise: ~ J. Den indvendige Hinde af dens udvidede Gielle- canal. 8- Den store halymaaneformige Aabning, der förer ind til den. h. Den bagerste Ende af den ydre Gjelle. Fig. IX. Gjennemsnit af Dyret, for at vise den udvidede Gjel- lecanal eller Gjelleposens Beskaflenhed. a. Kappen. Ss2 324 ee ae i. Den ydre Gjelle med dens lille Gjellecanal «ec. d. den indvendige Gjelle med dens udvidede Gjelle- canal. be e. den ydre Hinde. f. den indre Hinde deraf. Rummet imellem dem er den udvidede Gjellecanal eller Gjelleposen. Deri sees Ah. de pæreformige Forlængelser, der komme fra Alggestokken g. ; i. en udklekket Unge. ig. X. Et Par pæreformige Forlængelser eller Capsler af Æg- Fri 09 gestokken med deres Stilke. ig. XI. Tvende Cycladeunger af forskjellig Alder meget for- Fri _ ga storrede. - a, Skallerne. | b. Den fremragende Fod. IV. Om Blöddyrenes Nyrer og om Urinsyren, som ved dem hos nogle af disse Dyr afsondres F); At kun Pattedyrene have Nyrer paastod dristoteles, og lenge troede man det paa hans Ord**). Men efterat man atter — *) Denne Undersögelse er forelagt Selskabet i Aaret 1819. (S. det kgl. Videnskab. Selsk. Skrifter T. 4. S. LI.) Det Haab at kunne fort- sætte den i en tilbôrlig Række af Mollusker, blev af Mangel paa disse Dyr uopfyldt. Jeg har i de henrundne Aar hayt Leilig- hed til paa flere Maader at stadfæste Hoved-Resultaterne af den, og de fremsættes her "uforandret, kun forsynede med nogle nödveu- dige Tillæg. **) Histor, Animal. IL, c. 16. Dog antager denne dybiseende Grandsker det ei ubetinget; thi han vidste, at Skilpadden har Nyrer. anil 325 - ved egen Granskning sôgte at oplyse sig om Dyrenes indre Sam- menszeining (organisatio), indsaae man snart, at ogsaa hos de öyrige Hvirveldyr disse Organer ei fattes +). Om derimod Dyrene, som ei indbefatles i denne store Afdeling (Enbranchement, Groupe, som de Eranske kalde det) ere forsynede dermed; om Blöddyrene have Nyrer; om de mueligen forekomme der under en anden Beskafienhed (Modifi- cation) og hvorved denne betinges, derom have vi hidindtil in- genlunde faaet Oplysning. Vel “have nogle Physiologer villet paastaae, at Nyrerne maatte findes ogsaa hos de öyrige Dyr. Dog er denne Paastand ei tilstrækkeligen undersiôttet af de fornödne Undersögelser og deraf beviiste Kjendsgjerninger; ei heller ere de enige i det Princip, der skulde lede dem ved at opsöge Nyrerne, Thi Nogle troe, at Nyrerne ere analoge med Lungerne, Andre, at disse Organer ere af en modsat Beskaffenhed. | Fremdeles paastaae Nogle, at Nyrerne ere for Aylingsor- "ganerne, hvad Levren er for lordöielsesapparatet, Andre holde Nyrerne for at være Gjentagelsen af Respiralionsorganerne for Kiönsdelene. Derimod finde vi, at store Anatomer og Physiologer decls med Bestemthed have nægtet disse Organers Tilverelse hos Blöd- dyrene, deels tvivlet om, at de findes saa langt nede i Dyr- rekken. ‚Haller. siger: Insekter, Orme og Bløddyr have ingen Ej *) Keiser Frederik IT. vidste» allerede » at Fugle have Nyrer.» Men k - Harvey har först undersögt og beviist det, S, Exereitationes de ge- neratione animalium i Opp. Lugd. Bat, 1737. 4 P. I. p.28 - 41. 326 —_—_— rr Nyrer”). Blumenbach mener, at Nyrer kun findes hos Dyr, som have rédt Blod **). Cuvier paastaaer, at der hos intet Blöddyr findes Organer, der ere bestemte til Urinafsondringen +++); ligeledes siger Zreviranus, at man forgjæves sôger Nyrer eller Urinblære hos Blöddyrene ****). Mindre afgjörende yttrer sig Meckel, at man hos Cephalopoderne og de hvirvellôse Dyr ei med Bestemthed kan eftervise eller finde Nyrer *****). | | Men ere vi i Zoonomien kommet saa vidt, at vi enten kunne forudsee , om og hvor Nyrerne findes hos de hvirvel- löse Dyr, eller med Grund antage, at de aldeles ingen Nyrer have? Det kunne vi neppe antage! à Vi turde derfor ved ethvert Fremskridt, vi gjöre i Un- dersôgelsen af disse Organer, ved enhver ny Kjendsgjerning, som vi erholde om dem, atter spôrge, om ei derved nogen Oplysning ihenseende til disse saa vigtige Organers Tilyerelse ved Dyrene af en layere Orden kunde erholdes. ” Dette Spörgsmaal*maatte jeg ogsaa gjöre mig, efterat jeg ved en længe fortsat Undersågelse var bleven oplyst om et hid- … indtil ubekjendt Forhold, hvori Venesystemet staaer til Nyrerne og efterat jeg havde overbeviist mig om, at selv blandt Hvir- +) Elementa Physiologie. Lausanne 1778. 4. T. VII. S. 240. **) Handbuch der vergleichenden Anatomi. 3te Ausg. 1824 8. S. 196. É ***) Regne animal Paris 1817 T. Il. p. 356. ****) Biologie T. 4. S. 452, Treviranus har mu antaget min Mening, som længere hen skal vises. ’ ****) System der vergleichenden Anatomie. Halle 1821. 8. T.I. S. 161. 327 veldyrene en hôist mærkelig Forskjæl ihenseende til Nyrernes Organisation fandt Sted. _ Nyrerne, der hos Mennesket og de Gvrige Pattedyr er- holde en stor Mengde arteriöst Blod tilfört og det næsten umiddelbart fra Hjertet, hvis betydelige Pulsaarer forestaae Urinens Afsondring, erholde hos de övrige Hvirveldyr kun saa meget arteriöst Blod som er nödvendigt ti} Organets Er- næring og Vedligeholdelse. Derimod gaae til dem betydelige store Blodaarer (Vener), der ved det vendse Blod, som de føre til Nyrerne, deraf udskille Urinen *). Vi see altsaa, at der endog iblandt Hvirveldyrene findes en betydelig Forskjæl i Nyrernes Organisation, at de hos den Classe, der begynder strax efter Pattedyrene, trade ud af den Række af de arteriöse Organer, hvortil de hos disse hörte, og blive til venöse Organer, at ydermere denne Egenhed vedya- ~ rer, ja endog tiltager, jo mere Dyrene fjerne sig fra Patte- dyrene. I ;… Denne Venesystemets og Nyrernes Beskaflenhed hos Hvir- veldyrene vakte min Opmærksomhed til at opsöge lignende Or- ganer hos Blöddyrene. Venesystemet var isærdeleshed den Traad, der skulde lede mig til at opdage det, som havde skjult sig for saa ypperlige Forgjængere, som en Poli og Cu- vier, hvis fortræffelige Arbeider netop i dette Stykke forlode mig. For nogenlunde at vide, hvilket af de forskjellige Orga- ner, der findes hos Blöddyrene, mueligen kunde syare til Ny- ‘ *) Mit Program De Systemate venoso peculiari, &c, ~ 828 _ rerne hos Hvirveldyrene, maatte jeg söge at udhæve de indre Særkjender, som ere egne for Nyrerne i Almindelighed. Thi Be- stemmelsen af Form og Leie kunde ved at eftersdge disse Dele i en fra Hvirveldyrene saa afvigende Dyrclasse ei vere til- strækkelig. | Analysere vi derfor Nyrerne saavel ihenseende til Func- tion som Organisation, erholde vi tilsidst fölgende Særkjender. | Nyrerne ere betydelige Afsondringsorganer. Det, som de afsondre, er et for Iudividet skadeligt Stof, et Excrement, der maa udföres af Legemet. De staae i et omvendt Forhold til Respirationsorganerne: jo mindre fuldkomne disse ere, jo större ere hine Organer, jo nærmere ligge de disse og Hjertet*). De fase en betydelig Mængde Blod tilfört, enten arteridst hos Dyr med faldkomnere Respirationsorganer, eller venösz, hos Dyr med mindre fuldkomne +"). i: Det Organ, jeg altsaa havde at opsôge hos Blöddyrene, maatte vere et Afsondringsorgan forsynet med en Udförsels- gang, der havde et saadant Leie, at det, der afgik, ei blev i Legemet; hvis Munding åltsaa maatte ligge ved Dyrets ydre Flade eller nær ved den; der kunde sôges (da hos disse Dyr Respirationsorganerne ei ere særdeles udviklede) i Nærheden af Hjertet; der rigeligen maa være forsynet med Blodkar, og *) Dette lærer os isærdeleshed Undersågelsen af Fiskene, hos hvilke Dyr Nyrerne ere meget store, og hos flere strække sig lige op til Gjelierne. **) Hertil regner jeg, foruden Fiskene og Krybdyrene, endnu Fuglene, der kun have smaa Lunger, Jfr, Bidr. III. 318. 329 det sandsynligviis med Vener*), og endeligen, at det, som blev afsondret, maatte være af en egen, rimeligen oxyde- ret Beskaffenhed, | Til Gjenstand for mine Undersögelser valgte jeg et Blöd- dyr, med hvis Anatomie jeg var meest bekjendt, og som jeg i tilstrækkelig Mængde kunde forskaffe mig, nemlig en af de Bugföddede (Gasteropodes), vor store Havesnegl (Helix poma- tia). Thi kunde jeg hos en "saadan finde et til Nyrerne sva- rende Organ, vilde det blive mig siden lettere at fortsætte disse Forskninger hos de öyrige Slægter. Blandt Sneglens forskjellige Organer tildrog sig snart min Opmærksomhed det Organ, som af Svammerdam**), Blu- menbach***) &c. ansees for at vere bestemt til at afsondre Kalkmaterien, der tjener til at danne og vedligeholde Skallen; af Lister til at afsondre og opbevare en nerende Vædske ****); af Cuvier derimod for det, der afsondrer en egen skummende Slim, som nogle Blöddyr give fra sig. Det blev derfor af de forstanforte Physiologer kaldet Kalksækken (sacculus calcarius); af Lister viscus cinereum af min store Lerer Cuvier det sliim- ydende Organ (L’organe secreteur de la viscosité) *****), *) De fleste Blöddyr aande nemlig ved Gjeller, og selv hos de Luft- aandende staae Respirationsorganerne neppe paa den Grad af Udvik- ling som hos Krybdyrene. #”) Bibl. nature "FT. I. Cap. VL p. 122. -Tab. V. Fig. 4. 5. ge te is cidre ED: ****) Exercitat. anatomic. Lond. 1694. 8. p. 21. 92. *%%%%) Memoires pour servir a l'Histoire et a l’Anatomie des Mollusques. Paris 1817. 4. sur la Limace et le Calcimacon S. 26, Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. Ill. Deel. T + 330 at Den anatomiske Undersögelse af dette Organ viiste mig, at det havde de Særkjender, som jeg forlangte. Det er et Af- sondringsorgan; dets store og betydelige Udforselsgang aabner sig ved Legemets Flade i Nærheden af Endetarmen; det faaer en betydelig Mængde venöst Blod tilfört; det ligger i Nerhe- den af Respirations- og Centret for Circulations-Apparatet *). Jeg forbeholder mig ved en anden Leilighed at fremsætte den egentlige anatomiske Beskrivelse af dette Organ og at be- vise, at det erholder en betydelig Mængde af det Blod, der har circuleret i Legemet og fra flere Dele af samme, men isærde- leshed fra Kjénsdelene, ved Blodaarerne fores til det. Deri- mod vil jeg her indskrænke mig til at undersôge den Sub- stants, der afsondres i det anförte Organ, for at erfare, om den er af den Beskaffenhed, at den kan sammenlignes med det, som Nyrerne hos Hvirveldyrene afsondre, og om ei derved kunde erholdes nogen Oplysning om det, som vi efter- spore. Jeg forskaffede mig til dette Oiemed en Deel store Have- | snegle i deres Vinterdvale, da jeg allerede ofte havde bemær- ket, at under denne Tilstand det omtalte Organ indeholder en betydelig Mængde afsondret Vædske. Jeg fandt min Jagttagelse stadfæstet, og erholdt af demen til Undersögelsen tilstrækkelig Mængde af Vædsken. | *) Gode Afbildninger af dette Organ giver Cuvier 1. e. pl. I. f. 2, 3, 4h. "4 pl. IE Fig. I pr Fist a.) "Fig 9. bil Pie 331 1. Denne Vædske er tyk, uigjennemsigtig og af en graa- guul Farve. 2. Den har den særegne Lugt, som man bemerker ved flere Dele af disse~Snegle. 5. Dens Smag er ubetydelig og flau. 4, Koldt Vand oplöser kun Lidet af det, Vædsken inde- holder; af koghedt Vand optages flere Bestanddele af den, Men ligesom denne Oplosning afkjöles, bliver den uklar, et Tegn paa, at det af Veedsken, som ved Varmen var oplåst, be- gyndte at udskille sig. 5. Disse Oplösninger, isærdeleshed den i varmt Vand, haye den Egenskab at forvandle Lakmoospapirets blaa Farve til rod. 6. Udsættes den af det omtalte Organ udtagne Vædske for Luften, eller tôrres den forsigtigen over Spiritus-Lampen i tvende paa hinanden lagte Uhrglas, fordunster en Deel af det Vandagtige, som den indeholder, og den bliver til en graaguul, temmeligt fast Masse. | 7. Udsat for Ildens Indvirkning forkulles den, i det den giver en stærk Rog af en empyreumatisk Lugt. 8. Foröges Varmegraden‘, bortbrænde og forteres de kulagtige Dele og et hvidt Pulver bliver tilbage. 'g. Udsættes dette Pulver for en endnu stærkere. Ilds- grad, smelter det ei; kommes det paa fugtigt Gurkemeie- eller Lakmoos-Papir, hvis Farve ved en syag Syre er forandret til rôdt, reagerer det stærkt alkalinsk. 2 10. Koges Vædsken med fortyndet Saltsyre, filtreres Op- | lösningen og tilsættes Sukkersyre, danner sig noget hvidt Bundfald, Et j2 332 11. Koges Vædsken med fortyndet Ædikkesyre og til- sættes efter Gjennemsiening Galæbleinfusion, vise sig coagule- rede Fnok som langsomt synke tilbunds. 12. Sættes til Vædsken, der tages ud af Kalksækken, kaustisk Kali, bemærker man en ammoniakalsk Lugt, og ved at holde Saltsyre i Nærheden vise sig hvide Dampe. 15. I en Lud af kaustisk Kali oplöses den törrede Væd- ske meget snart, og Oplösningen antager en bruunguul Farve. 14. Tilsættes Saltsyre, danner sig en hvid Sky, der langsomt synker tilbunds. 15. Dette Bundfald er et yderst fiint hvidt Pulver, der, efter at være udvasket og törret, ved at behandles med Salpe- tersyre, antager en guul Farve, bruser stærkt op og oplöses om- sider aldeles. | 16. Smörer man en Draabe af denne Oplösning paa sin Hud, antager Stedet efter 5-8 Timer en smuk råd, lidti Oran- ge spillende Farve; efter 10-14 Timer bliver den mörkere og mere carminaglig. 17. Det samme Resultat erholdt jeg ved at tage Væd- sken af det anförte Organ og udsætte det, efterat det var tör- ret, for Indvirkningen af Salpetersyren. Opbrusningen viiste sig snart, Vædsken antog en straaguul Farve og oplöstes gan- ske i Syren. Denne Oplösning har samme Egenskab som den foregaaende at farve Huden röd. 18. Understöttes disse Operationer ved Varmen, gaaer Oplösningen i Salpetersyren hurtigere for sig og Opbrusningen er stærkere, Bortdunstes det Overflodige af Syren, da antager 333 den tôrrede Masse hist og her en smuk rôd Farve og bliver oplöselig i Vand. 19. Udsættes den erholdte röde Masse for en stærkere Varmegrad, da bliver den guulagtig; derefter antager den en smuk bruun Farve lig Sepia og endeligen en sort og er da uoplöselig i Vand. 20. Sættes til Oplösningen af Vædsken af Kalkorganet eller af Bundfaldet i Salpetersyre (No. 15.) mere caustisk Am- monium end der til Mættelse er nödvendig, da antager den ved forsigtigen at afdunstes til Törhed en smuk carmosinröd Farve. 21. Hurtigt og sikkert og selv ved de mindste Quantite- ter af denne Oplösning fremkommer denne röde Farve, naar den i det den afdunster kan komme i Berörelse med Ammo- niakdampe (see Tilleg No. 1). Af den undersögte Vædskes Oplôselighed i kaustisk Lud: at deraf ved tilsat Saltsyre lader sig byndfælde et hvidt Pulver; at dette Bundfald ved at oplöses i Salpetersyre og ved Indvirkning af Ammoniakken forvandles til en röd Sub- stants (Purpursyre). tor man med Grund antage, at i den af den saakaldte Kalksæk afsondrede Vædske Jindes Urinsyre og det ei i ubetydelig Mængde. Af de Phaenomener, der vise sig ved denne Vædskes Forbræn- ding, see vi, at den indeholder en animalsk Substants og jord- agtige Dele. 334 | Forsöget No. 11. giver os Grund til at formode, at denne animalske Substants er Æggehvide; og ved Forsögene No. 8, 9, 10 lere vi, at de jordagtige Dele, som Vædsken in- deholder, er Kalkjord. Desuden viser Forsôget No. 12, at den indeholder Ammoniak og No. 6. at deri findes Vand. th I det Organ hos Sneglen, som man har kaldet Kalksæk- ken, afsondres altsaa en Vædske, der bestaaer af Urinsyre Ammoniak Kalkjord og Vand. = I hvad Forhold disse Bestanddele findes, hvorlunde de ere forenede, om der ei findes andre, som jeg ei kunde op- dage, det maa jeg overlade nöiagtigere Chemikere nærmere at bestemme. At Urinsyren er den forherskende Bestanddeel, tör jeg med Grund antage”). Efter at have overbeviist mig om disse Kjendsgjerninger, var det mig nödvendigt at efterforske, deels om den urinöse Vædske, som jeg havde erholdt af det anförte Organ hos *) At jeg maaskee har været for omstendelig i at fremsætte denne Analyse, maa undskyldes, da jeg ei er Chemiker ex professo, og derfor maatte gjöre nôie Rede for min Fremgangsmaade. Hoyed~ resultatet, Urinsyrens Tilstedeverelse, er stadfestet af Selskabets Secretair min höisterede Ven, Hr. Prof. og Ridder Örsied, som en af Commissairerne til at bedômme denne Undersôgelse, og af Ber- zelius. Da jeg nemlig i Aaret 1819 var kaldet til Syerrig, for at foretagg en Steenoperation, forelagde jeg under mit Ophold i Stock- holm denne udmerkede Chemiker min Undersögelse. 335 Sneglene, lignede de- Producter, som Nyrerne hos Menne- sket og andre Hvirveldyr frembringe, deels om der ci i andre Organer hos Sneglen et lignende Product blev afsondret. For at oplyse det Förstanförte, anstillede jeg sammen- lignende Forsôg med det Urinsalt, der findes i Menneskenes Urin, med Fuglenes og Krybdyrenes *) samt med fuldkomment reen Urinsyre (S. Tillæg No. 2). Oplöste i Salpetersyre med eller uden Varmens Hjælp frembyde de alle samme Phænomener. Ved Indvirkning af Am- moniakken eller ved at småres paa Huden opkommer den råde Farve næsten paa samme Maade og til samme Tid. Af den rene Urinsyre fik Huden noget tidligere end af de övrige en smuk carmosinröd Farve. Af Saltet af Menneskets Urin var Farven ei saa reen rod, men lidet i Orange spillende. Af Fuglenes og Skilpaddernes Urin blev den mere carmosinröd. Disses Urin forholdt sig aldeles som Vædsken af Kalksækken. Resultaterne af disse sammenlignende Forsôg, der i det væsentligste stemmede temmeligt overeens med dem, som jeg har foretaget med Vædsken af Kalksækken, overbeviiste mig deels om, at den Urinsyre, der findes hos Sneglene, er af samme Be- skaffenhed som den, der findes hos de öyrige Dyr, deels at den. anforte Vædske, i det Hele tagen, ligner Fuglenes og Krybdy- renes Urin. *) I alle Fugles Urin findes Urinsyre og det i Mængde. Hos Kryb= dyrene har jeg undersögt og fundet den i Urinen af Füirbenene (La- certa agilis og Lac. Iguana), Snogene (Coluber Natrix, Berus og Boa Constrictor), og Sköldpadderne (flere Arter Land-og Vandskilpadder). 336 For nu at erfare, om ikke i nogen anden Substants eller Vædske af Sneglen Urinsyre skulde findes, undersögte jeg Blo- det, Galden, Excrementerne, Slimet af Huden, den Kalkma- terie, som Bræmmen eller Halskraven afsondrer, den tykke Vædske, der findes i den store Blære, som hörer til Kjönsde- lene *), Æggestokkene, Huset og det Laag (operculum), hvormed de i Vintersövnen tillukke samme. Men i ingen af disse Dele kunde jeg opdage det mindste Spor af Urinsyre. Kalksækken er altsaa hos Sneglene det eneste Organ, der afsondrer denne Syre. Da nu saayel hos Mennesket som hos de anförte Dyr Nyrerne ere de eneste Organer, der i den sunde Tilstand afsondre Urin- syre **); da vi ved Kalksekken finde de anatomiske Betingelser eller Særkjender, der tilkomme Nyrerne, tôr vi antage, at Kalksekken (Sacculus calcarius) er Snèglens Nyre, og da *) Denne Blære er en vigtig Deel, der hôrer til Kjénsdelene og fin- des hos alle Bugfôddede. Svammerdam troer, at den tjener til at afsondre en Purpurvedske. Cuvier spörger i sin Undersögelse af Aplusia (1. c. S. 21.) ”Ne serait-ce pas tout simplement un ana- logue de la vessie urinaire? Mais alors où seraient les reins?” — Treviranus anseer den nu for en Urinblere. Dog derom strax mere. **) I Sygdomstilstand kan hos Mennesket ogsaa ved Huden afsondres Urmsyre. Dette finder Sted i en höi Grad af den egentlige Gigt, og de saakaldte Gigtknuder, der danne sig hos de af denne Syg- dom angrebne, bestaae ifölge /Vollastons Undersögelse af urinsuurt Natron, 337 . lignende Organer ere fundne hos flere Slegter af denne Dyr- classe, at de fleeste Bloddyr have Nyrer *). *) Resultatet af denne Undersögelse har fundet flere Physiologers Bi- fald, og er antaget af dem, Blainville som bekjendtgjorde det i Jour- nal de Physique T. 91. S. 318. antog det med den Yttring, at han af anatomiske Grunde allerede har anseet disse Organer som svarende til Nyrerne. S. Malacologie &c. S. 135. 159. Treviranus, der li- geledes er af min Mening, har i sin Undersögelse over Kiönsdelene og Fremavlingen af Molluskerne (Zeitschrift £ Physiologie v. Tüe- demann, G. R. w L. C. Treviranus B. I. H. 1. S. 10-52) troet at burde gaae et Skridt videre og villet bevise, at Sneglene ogsaa have en Urinblere , nemlig den för omtalte Blere, der hôrer til Kjénsdelene. Men denne höitfortjente Physiolog har overseet, at 1) Sneglens Nyre ligger i en ganske anden Cavitet af Dyrcts Legeme end Blæren. 2) Nyren har en stor og tydelig Udförselsgang og staaer i ingen Forbindelse med Blæren. 3) Den Vædske, der findes i Nyren, er af en ganske anden Beskalfenhed end den i Bleren, hvori man ei kan opdage mindste Spor af Urinsyre. 4) Under Vinterdvalen tiltager og ansamler sig en Mængde Væd- _sker i Nyren; i Bleren derimod aftager det, som den in- deholder. . Disse tvende Organer ere altsaa af aldeles forskjellig Beskaflenhed. Den Forbindelse, som Zreriranus troer at have fundet imellem Blæ- ren og Nyren, og som han anseer for Uringangen, er en Vene, der fra Kiönsdelene gaaer til Nyren. Desforuden findes jo hos den sorte SnegZ, ved hvilken han isærdeleshed vil godtgjöre sin Mening, en tydelig og stor Udförselsgang, der ender sig paa samme Sted som hos Sneglene med Huus, hvilket Cuvier allerede har viist. Fid. Sel. phys. og maihem. Skr. III. Deel. Uu 338 Afsondringen i dette Organ skeer, da Blodets Kredslöb hos Sneglene ikkun er meget langsomt, ei med nogen synderlig Hurtighed: den afhænger overhovedet af den Tilstand, hvori Dyret befinder sig. Kan det tage den tilbörlige Mængde Vand og Næring til sig, gaaer Afsondringen hurtigere for sig. Men da er det, der findes i Nyrerne, tyndt og mere vandagtigt. Sulter derimod Sneglen eller ligger den i Dvale, skeer Afson- dringen vel langsommere; men saa er Urinen ogsaa tykkere og mere-rig paa Urinsyre. Deraf kommer det, at man under Vinterdvalen finder dette Organ og tildeels ogsaa dets Udforselsgang udspændt af en iyk og uigjennemsigtig Vædske, der bliver til en temmeligt fast Masse, som ganske opfylder Hulhederne i Nyren. Saadanne opfyldte Nyrer har jeg befundet at veie 8-12 ja endog 22 Gran *). E En Anonym har i Mecke?s Deutsches Arch. f. die Physiologie T. VII. S. 172 yttret, at man i Tyskland allerede i Aaret 1813 vidste, at Blöddyrene have Nyrer,. da i en Dissertation af /Yohnlich de Helice pomatia staaer: ”Liceat viscus a Svammerdamio Sacculum calcareum dictum, Renem appellare.” Jeg har ei kunnet forskafle mig denne Dissertation, der efter det, som jeg derom har seet an- fört hos Andre synes at vere et godt Arbeide. Dog, grunder For- fatteren sin Formodning paa intet Andet, end sit ”liceat appellare”, kan jeg ei ansee det som et tilstrækkeligt Beviis. At dette forholder sig saaledes, maa jeg næsten troe, da ingen anden Physiolog, ei en- gang Meckel, har erklæret sig for denne. *) Den Tilstand, hvori Dyret befinder sig under Vinterdvalen, har man, og det med Grund, sammenlignet med Fosterets 1 Ægget; 339 At denne Urin udtömmes igjennem Organets lange og vi- de Udförselsgang, der aabner sig ved Endetarmen, derom kan man let overbevises, ved at lade en Snegl, der har ligget i Vin- terdvale eller sultet meget lenge, faae Vand eller tage nogen Fode til sig. Thi snart afgaae da Excrementer, og ved dem findes smaa Masser af en graa Farve, der ere Dyrets Urin, og ved. Undersögelse befindes at være af eensartet Beskaffenhed med Vædsken i Nyren, hvorfra de have deres Oprindelse. De Blöddyr, hos hvilke jeg hidindtil har undersogt Or- ganet, og fundet Urinsyre i det, som deri afsondres, ere af Landsneglene: den store Huvesnegl og flere af de mindre (He- lix pomatia, nemoralis &c.) og den sorte Snegl (Limax ater), af Vandsneglene: Lymnea stagnalis og auricularia, Planor- bis corneus, Succinea amphibia. Hos alle disse findes i Nyren Urinsyre i stôrre eller rin- gere Mengde. Vanskeligt er det at overbevise sig derom hos den sorte Snegl, da dens Nyre ei er stor og Urinen vandagtig. For at faae denne til at ansamle sig og blive mere concentreret, maa man lade Dyret sulte nogle Dage i Forveien. + og mærkeligt er det, at allerede i denne Periode af det dyriske Liv Urinsyre afsondres. Ved de Uudersögelser, som jeg har fore- taget med den Vedske, der findesi Fuglenes Allantois, har jeg over- beviist mig om, at den indeholder en betydelig Mængde Urinsyre. S. det Kongl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger i Selskabets naturvid. og mathem. Afh. T. I. S. LXXVII. Ude 340 Efter de her fremsatte Undersøgelser tår vi med Grund antage, ät hos alle de Blöddyr, der höre tilden samme Afdeling, som de Snegle, vi haveundersögt, nemlig de Zuftaandende Bug- foddede (Gasteropodes pulmonés Cuv.), alsondres i Nyrerne en Urin, der indeholder Urinsyre og ihenseende til sine Bestand- dele og Beskaffenhed nærmer sig den Urin, som Fuglene og Krybdyrene afsondre. Vel hjemle de her anforte Kjendsgjerninger os ikke strax fuldkommen Ret til at antage, at Nyrerne findes hos alle Blöd- dyr; men de give os dog Grund til at formode, at hos de Jleeste lignende Organer kunde findes. ~~ = Af Cuviers mesterlige Undersôgelse vide vi nemlig, hvor- meget Overeensstemmende der findes i Bygningen af de öyrige Gasteropoder, og at hos de fleeste findes Organer, der svare til Kalksækken eller til det, som vi ansee for at vere Nyren, Hos nogle af de tveskjællede hovedlöse Blöddyr have de Organer, som Mery *) og Bojanus **) ansaae for at vere Lunger, alle de Serkjender, der tilkomme Nyrerne, hvorfor jeg troer, at de bor henföres til denne Kategorie. Da nu de Bugföddede og Hovedlöse Tveskjæl udgjore en betydelig Deel af Bloddyrene, er det ei uden Grund, at vi have antaget, at Nyrerne findes hos de fleeste Blöddyr. Endnu staaer tilbage at besvare det Spörgsmaal, om hos alle de Bloddyr, der have Nyrer, det som ved disse Organer, *) Memoires de 0 dcademie des Sciences à Paris, année 1710. #*) Ueber die Athem- und Kreislaufswerkzeuge der zweyschaligen Mu- scheln. Zsis 1819. H. 1. __84r afsondres, indeholder Urinsyre, om den findes der i samme Forbindelse, som vi have fundet den hos Sneglene. Fuldkomment lader sig dette ei besvare. Thi Urinsyren, dette saa hôist mærkelige animalske Product”), er fra den phy- siologiske og pathologiske Synspunkt endnu ei saa tilstrækkeli- gen undersögt, at vi med Bestemthed kunne angive de Betingel- ser, der udfordres til at den vorder dannet, eller at dens Mæng- de i Urinen af- eller tiltager. 5 At rödt Blod ei er Hovedbetingelsen, sees af nærværende Undersøgelse, der viser, at hos Blöddyr, hvis, hvide og tynde Blod er saa betydeligen forskjellig fra Hvirveldyrenes, afson- dres Urin rig paa sin eiendommelige Syre og at samme Beskaf- fenhed som flere Hvirveldyrs. At Urinsyren ei blot ved det arteriöse |Blod frembrin- ges, lære vi af den særegne Organisation, som finder Sted i Fuglenes og Krybdyrenes Venesystem, hvis Nyrer ved venöst Blod afsondre en Mængde Urinsyre. Det Samme er Tilfældet med de anförte Blöddyr, hvilket jeg ved en anden Leilighed skal stræbe udförligen at fremsætte. Beskaffenheden af den Föde, som Dyret tager til sig, kan ei heller ansees for den eneste Aarsag til denne Syres Op- rindelse. Thi den afsondres i Mengde saavel hos de Fugle, *) Ei blot for sine mærkelige Egenskaber, men ogsaa fordi den afson- dres af de fleeste Dyr og nesten altid viser sig af samme Beskaf- fenhed, og fordi dens abnorme Afsondring hos Mennesket forvol- der nogle af de smertefuldeste Sygdomme, Steen- og Gigtlidelser, fortjener Urinsyren Physiologens og Lægens störste Opmærksomhed. 342 der ene leve af animalske Substantser, som hos dem, der blot söge Næringsmidler af Planteriget. Men ogsaa de Blöddyr, som jeg undersögte, folge denne Analogie. Ei alene hos Havesneg- len, der blot lever af vegetabilske Substantser, men endogsaa hos Vandsneglene, som med Graadighed fortære animalske, fin- des Urinsyre afsondret i Nyrerne. | Heller ikke kan det afhænge at Nervesystemets Beskaffen- hed, da denne Syre frembringes af Dyr saavel med dobbelt som med enkelt Nervesystem. Da dog upaatvivleligen Næringsstofferne afgive og Blodet indeholder de Elementer, der skulle tjene til Urinsyrens Dan- nelse og Vedligeholdelse, kunde flere Aarsager lade sig tænke til at den hos nogle Dyr afsondres, hos andre ikke. Deels kunde den ligge i en egen Livskraft, hvormed Afsondringsorganet, Nyren, er begavet, saa at den af Blodet kan tiltrekke de nöd- vendige Stoffer og deraf sammensætte Urinsyren; skjöndt dette er en qualitas occulta, for hvilken vi ei kunne gjôre synderlig Rede, Tildeels burde den söges i Beskaffenheden af de Orga- ner, der ihenseende til deres Bestemmelse kunne aflôse eller træde i-Stedet for Nyrerne, eller i de vicarierende Organers Beskaffenhed. Et saadant er Huden. Men da Urinsyren fore- kommer i Urinen saavel af Mennesket hvis Hud afsondrer be- tydelig saavel Vædske som Dunst, som og hos saadanne Dyr hvor dette ei er Tilfældet (hos Fuglene og de med Skjæl be- dækkede Krybdyr) oplyses deryed endnu ei det, som vi attraae at vide. Endeligen kunde den mueligen afhænge af Beskaffen- heden af de Organer, i hvilke Hovedmomentet af Blodberedel- 343. sen gaaer for sig, og Blodet erholder den for ethvert Dyr egne Blanding og Beskaffenhed. For denne sidste Formodning synes Erfaringen at tale. Vi vide nemlig, at Urinsyren afsondres hos Mennesket, at den undertiden forekommer i Pattedyrenes Urin *), at Fugle og Krybdyr afsondre den i Menede. Derimod har, saavidt mig er bekjendt, ingen Chemiker opdaget den i Fiskenes Urin; ei heller har jeg selv ved de mange Forsôg, som jeg i den Anledning har anstillet, kunnet opdage i Fiskenes Urin noget Spor af denne Syre eller af no- gen anden Substants, som man kunde holde for en Modifica- tion af Samme. = Hine Dyr aande ved Lunger, disse ved Gjeller. Den Egenskab altsaa hos nogle Dyr, at afsondre Urin- syre, som ei findes hos andre, synes at ligge iseerdeleshed 1 Beskaffenheden af den biochemiske Proces, der foregaaer i Re- spirationsorganerne, eller at betinges ved den Forskjel, der hersker imellem den fuldkomnere Blodberedningsproces, der fo- regaaer i Lungerne, og den langt ufuldkomnere, som ved Van- dets Indvirkning finder Sted i Gjellerne. » *) Pattedyrenes Urin er endnu ei tilstrækkeligen undersögt. Vi vide endnu ikke, om den Urinsyre, som man har fundet hos Nogle af dem, er en Fölge af Sygdom eller hörer til den regelstemmende Tilstand, eller om nogen af de övrige Bestanddele, som disse Dyrs Urin indeholder, kan ansees som en Modification af Urinsyren. Flere Physiologer have allerede formodet dette; men endnu kan det ei bevises. Jf. Zreriranus Biologie T, IV. S. 185. 344 Den særegne Oxydations+Grad, som Blodet .erholder i Lungerne, synes derfor at vere den förste Betingelse for! Urin- syrens Tilblivelse, og dette bliver rimeligviis den forste biolo- giske Lov, som man herfor kunde antage. De Undersögelser, som jeg i den Anledning har anstillet hos de hvirvellöse Dyr, give mig ydermere Grund hertil. Det er beviist, at Urinsyren findes hos flere Arter Blöd- dyr; men den afsondres endnu i en anden Classe af de hvir- vellöse Dyr. Ved Brugnatellis*) og Wiirzers **) Undersögelser erfa- rer man, at Silkeormen og dens Phalæne afsondre denne Syre. Jeg har ei blot selv havt Leilighed at stadfæste disse Laerdes Iagttagelser ved det omtalte Insect, men jeg har endog fortsat dem ved en betydelig Række af de skjælvingede Insecter (Le- pidoptera). Hos alle disse Dyr afsondres Urinsyre i betydelig Quantitet under de forskjellige Perioder af deres Forvandling (Metamorphoser), dog især kort förend Larven vil forpuppe sig, i hvilket Tidsrum den ei tager Nering til sig, ligesom ogsaa under Puppe-eller Chrysalide- Tistanden, hvorunder denne Syre ansamler sig i det afsondrende Organ, og, strax efterat Sommerfuglen er fremkommen, afgaaer. De Organer, hvori den afsondres, höre til dem, som man hidindtil har anseet for Gal- degange, men som jeg med /Vurzer troer at svare til Nyrerne ***), *) Giornale di fisica. T. VIII. S. 42-45. Meckel Archiv für Physio- logie T, II. S. 629. **) Meckel Arch. f. Physiologie T. IV. S, 213. ***) Mit Program De Systemate venoso &c. S. 4. «At disse Organer ei ere Galdecanaler, men Excretionsorganer have Herold og Renger allerede anct. N 345 Den Orden af Insecterne, i hvilken vi have fundet Urin- syre *), er en af de talrigste. De ere alle forsynede med be- tydelige Respirationsorganer : Tracheerne ere hos dem store og overalt udbredte i Legemet. Vi have altsaa her en ny Række af Dyr, der aande Luft og afsondre Urinsyre. Vi henvende os nu igjen til Bloddyrene. De af dem, hos hvilke jeg hidindtil har fundet Urinsyre, ere de Bugfödde- de, der ere forsynede med Lungeposer, der aande Luft (Les gasteropodes pulmonés Cuv.) Hos de övrige Gasteropoder, der aande igjennem Gjel- ler, findes Organer, der, fra den anatomiske Synspunkt be- tragtede, svare aldeles til Nyrerne hos Sneglene. Af dem har jeg isærdeleshed undersögt den Buccinum, der hyppigst fore- kommer ved vore Kyster, nemlig B. undatum. Den Vædske, som findes i dens Nyre, har jeg paa forskjellige ‘Tider af Aaret analyseret, men ei kunnet deri opdage noget Spor af Urinsyre. Ei heller har jeg hos de tveskjællede hovedlöse Blöddyr (les acephales bivalves) hverken i de Organer, som jeg, stôttende mig paa anatomiske Grunde, anseer for at vere Nyrer, eller i nogen anden Vædske af disse Bloddyr kunnet opdage Urinsy- rens Tilværelse. Alle disse Bloddyr aande nemlig ved Gjeller. Vel ere disse Erfaringer endnu ei tilstrækkelige, for derved tilbörligen at besvare de forhen fremsatte Spörgsmaal. Men de give *) Jeg har nu ogsaa fundet den hos et af de Fingedekkede (Coleop- tera). Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. Il]. Deel. Lx 346 dog Grund til at formode, at Respirationens Beskaffenhed hos disse Dyr har Indflydelse paa Urinsyrens Frembringelse, ogat den Lov, der mueligen gjælder for Hvirveldyrene, ogsaa kunde an- vendes paa Blöddyrene, (paa en Deel af Insecterne og maaskee paa flere af de Hvirvellöse), at de, der aande Luft, afsondre Urinsyre, at den derimod ei frembringes af dem, der aande ved Gjeller. Værdiges dette Bidrag, som her gives til Nyrernes og Urinsyrens nærmere Undersögelse, nogen Opmærksomhed af de Naturforskere, der leve paa de Steder, hvor de med Lethed kunne forskaffe sig flere Arter af levende Blöddyr, turde vi haabe snart at komme til Kundskab om de forskjellige Modifi- cationer, under hvilke disse Organer forekomme i denne Dyr- classe. Vi ville da vorde oplyst om de farvede Vædsker, som forskjellige Blöddyr afsondre; om Purpursnekkens i Oldtiden saa höitagtede Saft, om Blekspruttens mörke Vædske, der anvendes af vore Malere, indeholde Urinsyre, eller ere en Modification af den*); (hvilket dog er mig ei sandsynligt, da begge disse Bléddyr aande ved Gjeller) om de Organer, hvorved de afson- dres, kunne henföres til Nyrerne. * * * Tillæg I. Den Egenskab, som Urinsyren har, at den ved at oplöses 1 Salpetersyre og ved til Overmettelse tilsat Ammonium antager en smuk *) Denne Formodning har ogsaa Dlainville yttret. 347 — Purpurfarve (d. e. forvandles til Purpursyre og Purpursuurt Ammonium) har jeg benyttet, for derved at opdage meget ringe Quantiteter af denne Substants. f ; Den Fremgangsmaade, som jeg anvender, er fölgende. Af den Substants, der skal undersöges, kommer jeg et Par smaa Korn eller en Draabe i et Uhrglas -og afdunster den til Térhed over Spirituslampen. Nu tilsættes tvende Draaber reen Salpetersyre, der er fortyndet ved + Vand. Ved Varmens "Hjælp gaaer Oplösningen snart for sig. Man af- dunster den derpaa forsigtigt indtil den vil begynde at térres. Da væltes Uhrglasset over -et ligesaastort, der er fyldt ‚med caustisk Salmiakspi- ritus. Rummet indenfor hegge Glassene opfyldes nu af en tyk hvid Damp. Har Oplösningen indeholdt nogen Urinsyre, vil der snart vise sig en purpurfarvet Kreds om Samme. Hvor svag end denne Farve er, bliver den dog, formedelst de tykke hvide Dampe, kjendelig. I en Oplösning af reen Urinsyre i Vand kan man paa denne Maade opdage mindre end +; af et Gran. Saavel vor Grsted som Berzelius have fundet denne Maade at un- dersöge Urinsyrens Tilstedeværelse svarende til Hensigten. Den sidste \ anförer den i sin Afhandling om Lodderöret. Tilleg Il. Da det for dem, der ville foretage lignende Undersögelser, er nödvendigt at kunne forskaffe sig en reen Urinsyre, vil jeg her frem- sætte.en let og sikker Maade, hvorpaa den kan erholdes. Den Methode, som angives af de fleeste Chemikere, nemlig at udskille den af Urinsedimentet, eller af Blærestenene, er forbunden med nogen Vanskelighed, hvis man vil have en fuldkommen reen og hvid, og fra alle farvende Partikler befriet Urinsyre. Lettere er det derimod at erholde den af Fuglenes Urin. Man samler i et Dueslag den hvide Skorpe, der findes paa de törre Excremen- : KID 348 ter: Den gives et Opkog med en Blanding af 3 Vand og % Salt- eller Æddikesyre, hvorved endeel af de vedhængende Excrementer og de jord- agtige Partikler, som den indeholder, bortskaffes. Viedsken afsies, og den hvide Masse udvaskes og törres. Derpaa oplöses den i en fortyndet og varm Luud af kaustisk Käli, hvortil, efterat den er afsiet, fortyndet Salt- syre sættes. Herved bundfældes Urinsyren, som udvadskes og törres. Den paa denne Maade erholdte Urinsyre er af en sneehvid Far- ve, med nogen Perlemoderglands. Den bestaaer af fine Skjæl eller Spyd og er noget fedtagtig at föle paa, Digereret med Salpetersyre og med tilsat Ammonium giver den en skjön Purpurfarve. : Endnu rigere paa Urinsyre end Ducrnes ere de med Urin blandede Excrementer af Svalerne, helst af Ungerne. Da disse Fugle leve af In- secter, bestaae Excrementerne meest af de haarde og ufordöielige Dele af disse Smaadyr og indeholde kun saare Lidet, der er oplöseligt i Vand. Man kan derfor ved at give dem et Opkog i en fortyndet Luud af kaustisk Kali uddrage og med tilsat Saltsyre udskille en Miengde meget reen Urinsyre, V. > Indsugningen og Optagelsen af fremmede Substantser i Blodet, oplyste ved Forsüg. Ved de mange og vigtige Forsög, som man i de senere Tider har anstillet, for at opdage deels Veiene, deels Maaden, hvorpaa, saavel hos Menneskene som hos Dyrene, Substantser af g aiter udskilles ved de forskjellige Afsondringsorganer, er denne Gjenstand dog forskjellig Natur indsuges, optages i Blodet o endnu ei tilbörligen udgransket. . Vi vide endnu ei tilstrækkeligen, om Indsugningen blot fuldføres ved de lymphatiske Kar, eller om Venerne deeltage i 349 Samme, og, hvis dette er Tilfældet, om begge disse forskjellige Systemer kunne optage samme Substantser, eller om hver kun opsuger visse bestemte Stofler. Endvidere have vi endnu ei tilstrækkelig Oplysning om, hvorvidt de Substantser, der opsuges, forandres eller sönderde- les (decomponeres) i Legemet, og hvorledes dette skeer; om de træde i Forbindelse med bestemte Bestanddele af Blodet eller af de Vædsker, hvori de optages, og paa hvad Maade de igjen udskilles deraf. Ved den Uvished, som endnu hersker om en for Physio- logien og Medicinen lige vigtig Opgave, tör jeg haabe, at en Række af nye og hidindtil ei foretagne Forsög*), som jegi den Anledning haranstillet, villeblive værdigede nogen Opmærksomhed. Hos Pattedyrene, ved hvilke man isaerdeleshed har udfört disse Forsög, er det let at indsee, at Blodets hurtige Omlöb, dets _ mörke Farve, dets större Consistents, den itlurtighed, hvormed det styrkner, maae frembyde betydelige Vanskeligheder, og en ringe Mængde af fremmede Stoffer, der er optaget i og blan- det med dette Blod, lader sig neppe opdage deri. Derfor antog jeg, at hos Dyr af en lavere Classe, hvis Blod er af en lysere Farve og ikke saa sammensat som hos Hvir- veldyrene, og hvorKredslöbet er langsommere, slige Forsög vilde give os mere bestemte Resultater, Disse Egenskaber findes hos Blöddyrene, og jeg valgte den store Ilavesnegl (Helix pomatia) *) De Forsög, som Spallanzani har foretaget med Sneglene, ere af en anden Beskaffenhed. S. Memoires -sur la respiration PRESSE TE Larpent de vi cutis absorbente P. I. Hafn. 1827. 8. p. 29. til Gjenstand for mine Forsög, da man temmeligt nôie kjen- der dette Dyrs Anatomie, og kan forskafle sig det i tilstræk- kelig Mengde; da det er stort nok, for at kunne undersôge dets forskjellige Grganer, og Hjertet har et saadant Leie, at man med Lethed kan af samme erholde den fornödne Mengde Blod. - Men foruden de anförte var der endnu en anden Grund, der bestemte mig til at udföre disse Forsög ved denne Snegl. Det var mig nemlig af Vigtighed at faae oplyst, om det Or- gan, som jeg ansecr for at vere Blöddyrets Nyre, den saa- kaldte Kalksæk (saccus calcarius)*), paa samme Maade deelta~ ger i Blodets Rensning eller Depurations — Proces, som de ana- loge Organer hos Hvirveldyrene gjöre det, eller om denne Func- tion hos Blöddyrene fuldförtes ved andre Organer. Blandt de forskjellige Substantser, som jeg har brugt til disse Forsåg, fandt jeg ingen saa særdeles skikket dertil, som Jern -blaasuurt Kali, da det, endog i saare ringe Quantiteter blandet med disse Dyrs forskjellige Vaedsker, meget let ved en lilsat Jernoplésning lader sig opdage. Ved de dermed anstille- de Forsög er jeg bleven overbeviist om fölgende Kjendsgjer- ninger. I. Hele Overfladen af den Deel af Sneglens Krop, der er skjult i Huset, besidder Indsugningsevne i hoi Grad. iste Forsog. Med behörig Forsigtighed, saa at Sneglen ei beskadiges, gjôr man en liden Aabning i en af de överste *) S. Bidrag IV. 351 Gange (Omvrid) af Sneglehuset, förer en liden Skive af det an- forte Salt ind imellem Skallen og Sneglen, og tilstopper Aab- ningen med Plaster eller Podevox. Efter 24 til 48 Timer vil man ved at ee Skal- len finde at Saltet er aldeles forsvundet *). 2det Forsög. For at bevise, at Saltets Bortsvinden ei foraarsages ved Oplösning i de Vædsker, der afsondres af Dy- rets Overflade, men at det virkeligen opsuges, tager jeg et li- det Stykke ulimet 'Trykpapir, der har været dyppet i en mæt- tet Oplösning af Saltet og siden törret, og indbringer det imel- lem Dyret og Skallen paa den anförte Maade. Tages Papiret efter 24 eller 48 Timers Forlöb ud, og un- dersöges det med Jernoplösning, vil man ei finde noget Spor af det Salt, som det har indeholdt. Anmerkn. Den tynde, men stærke Hinde, som omgiver den Deel af Sneglens Krop, der erinden i Huset, besidder ogsaa Afsondringsevne. Thi indenfor de Aabninger, som jeg havde gjort i Huset, for at bibringe Saltet, har jeg seet en ny og sterk Veg, af samme Beskaffenhed som Skal- len, at have dannet sig. Man finder ogsaa ofte ved Snegle, der ved den övre Deel af di Huus have været beskadigede og faaet et Hul, dette Sted udfyldt med en ny Kalkmasse. Det er altsaa ei blot Bræmmen eller Halskraven, hvoryed denne Afsondring skeer. - *) Da hos disse Dyr saavel Circulationen som Afsondringen hverken skeer med den Regelmessighed eller Vedvarenhed som hos Pattedy- rene, eftersom disse Processer ofte standse, har jeg ved mine For- sög kun angivet Maximum af den Tid, i hvilken man kan bemærke Virkningen. 352 IL Det paa anforte Maude Sneglen Libragle jern- blaasure Kali gaaer lidt efter lidt over i Blodet, dog uden at Jrembringe nogen tilsyneladende Forandring i Samme. Endog en saare ringe Quantitet af deite Salt lader sig let opdage i denne Fædske. ödie Forsog. Naar ved en paa omtalte Maade til disse Forsög forberedet Snegl efter 12 Timer den Deel af Huset sön- derbrydes, hvor Hjertet ligger, og Hjerteposen aabnes, træ- der Hjertekammeret under dets Udvidelse frem, og ved at gère en Aabning i det, uddrypper Blodet*). Man vil nu fin- de, at denne Vedske har faldkomment den samme Farve og Consistens som i naturlig Tilstand. Setter man til en saa- dan Draabe Blod en fortyndet Oplosning af Chlor-Jern, vi- ser sig strax en smuk blaa Farve, der er et Tegn paa, at det anförte Salt indeholdes i Blodet. Tager man Blodet af en Snegl, der ikke har erholdt No- get af det anförte- Salt og tilsætter en Jernoplösning, da opstaaer ved Jernsaltets Decomposition et brunt Bundfald. Anmerkn. Sneglens Blod er i naturlig Tilstand af en alkalinsk Be- skaffenhed. Dryppet paa Lakmospapir, hvis Farve ved en meget svag Syre er forandret til röd, fremkalder det igjen den blaa Farve. Denne Egenskab synes ei synderligt at foröges, om endog Blodet har optaget en betydelig Mængde af det jernholdige blaasure Kali, hos hvilket dog Alkaliet er forherskende. *) Paa denne Maade kan man vere sikker paa at erholde reent Blod, og behöver ei at frygte for at faae nogen anden Vædske blandet deri, som Trepiranus har meent. S. Biologie T. IV. S. 564. Anm" 353 4de Forsög. Ved en Deel Snegle af samme Vægt og Størrelse indbragte jeg under Skallen af enhver et ligestort Stykke af det anförte Salt. Jeg aabnede derefter hver ı2 Ti- mer en Snegl. Blodet havde, selv efter flere Dage, samme Ud- seende som i naturlig Tilstand. Det jernholdige blaasure Kali viiste sig fra Dag til Dag i större Mængde i Samme. bte Forsög. For at erfare, hvor liden en Quantitet blaa- surt Kali man kan opdage i Blodet, tog jeg et Stykke ulimet Trykpapir af 2 Tommers Længde og 1 Tommes Brede og deelte det i 100 lige store Quadrater. Jeg afmaalte nu draabe- viis den Mængde Vand, der udfordredes til at igjennemvzede et saadant Siykke Papir, oplöste i dette Quantum et Gran af Saltet, dyppede Papiret deri og törrede det. En saadan liden Quadrat, der indeholdt +35 Gran af Sal- tet, indförte jeg paa omtalte Maade under Skallen, undersögte Blodet efter 12 og 24 Timer og fandt tydelige Spor af den op- tagne Substants. I Papiret derimod fandtes intet Tegn dertil. III. Den opsugede Substants er iseerdeleshed bunden til Æg- gehvidestoffet i Blodet. bie Forsög. Lader man en Draabe Blod af en til For- söget forberedet Snegl, ligesom det flyder ud af Hjertet, falde i varmt, dog ei koghedt Vand, da styrkner strax den betydelige Mengde Ægsehvidestof (albumen), som det indeholder. Un- dersöges nu Vandet med et Jern- eller Kobbersalt, finder man, at det kun indeholder en ringe Mængde jernholdigt blaasuurt Kali; i det sammenlöbne Æzggehvidestof vil man derimod op- dage en langt betydeligere. “id. Sel. phys. og mathem. Skr. TL. Deel. Wily fo) _354 „de Forsög. 'Tager man til foregaaende Forsög Alcohol istedetfor Vandet, vil Æggehvidestofiet endnu indeholde en större Mængde af den opsugede Substants. 8de Forsög. Lader man Blodet coagulere ved Hjelp af Syrer eller koghedt Vand, da finder man kun lidet af det blaa- sure jernholdige Kalı i Æggehviden. Anmerkn. Disse Iagttagelser, der i flere Henseender ere mig vig- tige, tir jeg dog endnu ei ansee for at vere aldeles afgiörende. ‘Thi det er mueligt, at denne Forening af det jern-blaasure Kali fremvirkes ved Coagulationsprocessen; isærdeleshed kan dette vere Tilfældet, naar Alcohol anvendes istedetfor Vand, da dette Menstrum ei oplöser det an- vendte Salt, og altsaa paa en Maade kunde fremtvinge dets Forening med Æggehvidestoffet. Derimod vinde de i Sandsynlighed ved det Slagtskab som man veed, at det jernholdige blaasure Kali har til Æggehvidestoffet, Denne Forbindelse, hvori dette Salt træder med Aggelividestoffet, finder rimeligviis ogsaa Sted hos Pattedyrene og er kanskee en Aarsag, hvorfor en ringe Quantitet af dette Salt, der er brugt ved lignende Forsög, ei blev fundet i Blodet. IV. Det absorberede Salt kan circulere lenge med Blodet, uden at Dyrets ovrige Livs-Functioner derved synes at lide. gde Forsög. En Snegl, der veier 4 til 6 Drachmer, kan godt taale #5 indtil $ af et Gran af Saltet. Afen slérre Mengde dræbes den. Snegle, som nyligen ere fangne, taale mere end de, som længe have sultet eller ere i Vinterdvalen. 1ode Forsüg. Hos Snegle, der ei tage Nearing til sig eller ligge i Dvale, har jeg efter 50- 54-65-1355 og 148 Dage fun- det tydelige Spor af Saltet i Blodet, 355 V. Den indsugede og i Blodet optagne Substants formind- skes med Tiden og forsvinder tilsidst. Dette skeer lang- sommere naar Sneglen ingen Neering tager til sig, eller isærdeleshed om Vinteren naar den er i Dvale, hurtigere naar Sneglen kan opsuge Vand og tage Næring til sig. ııte Forsög. Jeg udförte disse Forsög deels ved Snegle, som jeg i et halyt Aar og længere har havt hos mig, og som i denne Tid ingen Næring havde taget til sig, deels ved saadanne, der vare nyligen samlede under deres Vinterdvale. Opsugnin- gen af det bibragte Salt gik kun meget langsomt for sig. Ei- terat det var optaget, har jeg lenge derefter (s. 10de Forsög) fundet Spor deraf i Blodet. Anmerkn. Under anförte Omstændigheder holder Sneglen sig be- standigt i sit Huus, Kredslöbet aftager i Hurtighed og Styrke, og standser i kortere eller længere Tid. Afsondringen mindsker, næsten ingen Excre- menter eller Sliim udföres, og Blodets Rensningsproces gaaer derfor yderst langsomt for sig. 12te Forsög. Foretages det om Sommeren med velnærede Snegle, skeer Absorbtionen af Saltet og dets Overgang i Blo- det hurtigere, men det udskilles ogsaa i kortere Tid af Samme. 15te Forsög. Lader man Snegle, der have opsuget det jernholdige blaasure Kali, efter nogen 'Tid tage Næring til sig, befries Blodet snart fra denne fremmede Substants. VI. De Afsondringsorganer, der atter udskille Saltet fra Blodet, ere Lungen, Nyren, men isærdeleshed Levren. ı4te Forsog. 2 til 5 Timer efler at man har anbragt Saltet, kan det opdages i det Skum, der udflyder af Lungepo- sen, naar Dyret irriteres. Y¥2 15de Forsög. Den Vædske, der findes i Levergangene og Maven, har hos Snegle i naturlig Tilstand og som en Tid- lang ei have taget Nering til sig, en mörkebruun Farve, og er af en sliimagtig Beskaflenhed, fortykkes ved tilsatte Syrer, og antager en noget mörkere Farve ved tilsat Jernsalt. Denne gal- deagtige Vædskes Farve aftager, naar den kommer længere ned i Tarmene; den bliver derved noget tykkere og lysere, og fin- des tilsidst i Endetarmen som temmeligt faste klare Sliimey- lindre. _Undersöges ved en til Indsugningsforsög forberedet Snegl efter 12 til 24 Timer de anförte Vædsker, kan ei det jern- blaasure Kali opdages deri. Efter 48 ‘Timer derimod. findes Spor deraf, og nu tiltager det fra Dag til Dag i den Mangde, at disse Vædsker ved tilsat Jernoplösning antage en særdeles smuk mörkeblaa Farve. De klare sliimagtige Excrementer antage ved ovennævnte Reagens samme mörkeblaa Farve. Anmerkn. J de Excrementer, der findes i Endetarmen, vise sig tidligere Spor af det opsugede Salt end i den Vædske, som Maven indehol- der, hvilket længere nede skal forklares. 16de Forsög. Den Vædske, der findes i Nyren, den saa- kaldte saccus calcarius har i naturlig 'Tilstand en graaguul Farve, er tyk og uigjennemsigtig. Aabnes Nyren hos en Snegl, der i 8-12 Timer i Forveien har optaget Noget af det Salt, som vi anvende, finder man i den tynde Vædske, der udrinder, ringe Spor af Blaasyre. Först efterat Saltet længere har circuleret med Blodet, viser det sig i den tykkere Deel af Samme, men aldrig i saa betydelig Mængde 357 = som i de forhen anförte Vædsker. Da denne Vædske indehol- der en betydelig Deel Urinsyre og jordagtige Dele, maa man, efterat Jernsolutionen har virket derpaa, tilsætte nogen Syre, for at faae den blaae Farve frem. ı7de Forsog. Den Sliim, som Sneglen afsondrer paa Overfladen af Kroppen og Foden og den paa Kalk saa righol- dige Vædske af Kraven (Limbus), der omgiver Sneglehusets Munding, viser efter nogen Tid Tegn af det absorberede Salt. VII. I samme Forhold, som det absorberede Salts Mængde aftager 1 Blodet, finder man at det tiltager i Galden og t Mavens og Tarmenes Sliim. (S. Forsög 15.) VIII. Har det absorberede Salt lenge været i Blodet, findes det ogsaa i Substantsen af flere af de faste Dele af Dyret. 18de Forsøg. Lægger man forskjellige Dele af Sneglen i en Jernoplösning og udblöder dem siden i fortyndet Salpeter- syre, vil man finde, at deres hele Substants er blaa. Lungeposens Hinder og Hjertet ere de Dele, der tidligst gjennemtrænges af Saltet, siden Tarmenes Hinder, Musklerne og Avlingsdelene. Naar en Snegl i 8-12 Dage har havt det angivne Salt i sit Blod, vil man med Lethed igjenfinde det i de anfürte Or- ganer. IX. Da man hidindtil ei har kunnet opdage et eget absor- berende System hos Blöddyrene, afgive de anforte Kjends- gjerninger nye Beviser for Venernes Indsugningsevne. Anmerkn. Om Blöddyrene aldeles mangle et eget Absorbtions-Sy- stem, hvilket Cuvier og Flere antage, lader sig ei forudsige. Mucligt er 358 det, at de Huler, Sække eller Sinus med de dem tilhörende Gange, som jeg har fundet hos Dammuslingerne og som efter della Chiaie's og mine egne Jagttagelser ogsaa findes hos de eenskallede Blöddyr, deeltage i denne Function *), De Resultater, som jeg har fremsat, ere i flere Hen- seender afvigende fra dem, som man ved lignende Forsög (nemlig Opsagning igjennem Huudsystemet) har erholdt hos Pat- tedyrene. Hos disse har man iagttaget, at fremmede, ad denne Vei i Blodet optagne, Substantser isærdeleshed udskilles ved Ny- rerne, og at Levren ei umiddelbart deeltager 1 denne Blodrens- ningsproces. Hvorved denne Forskjellighed i disse tvende Or- ganers Function betinges, vil jeg nu sdge at oplyse ved det, som de anatomiske Undersôgelser af Blöddyrene (isærdeleshed Sneglene) Jærer os om Blodlöbet hos Samme. De tilbageförende Blodaarer (venæ) af de Hinder, der omgive den Deel af Sneglens Krop, som bedækkes af Huset, forene sig paa flere Steder; og danne omsider ivende store Stammer, der gaae hen til Lungeposen. Men forinden disse udbrede sig i den, afgive de Grene, der gaae hen til en stor Sinus, som ligger ved Nyren og forsyner dette Organ med Blod; derpaa fordele de sig i Lungeposen. Have disse Vener nu opsuget en fremmed Substants, ‘ind- seer man, at Lungeposen og Nyrerne blive de forste Rensnings- organer, til hvilke de komme. Vi fandt derfor ogsaa de fürste Spor af det resorberede jern-blaasure Kali i det Skum, der ud- flyder af Lungerne, naar Sneglen irriteres og tildeels ogsaa den seröse Decl, der findes i Nyrerne (S. Forsög. 16.) +) S. Bidrag I. S. 291. 859 Efterat Blodet har strommet igjennem Karrene af Lunge- posen og der undergaaet den biochemiske Proces, der gjör det skikket til at vedligeholde Livet, föres det ved Lungevenen til Hjertet. Fra dette Organ udspringer Stampulsaaren, der snart deler sig i tvende Hovedstammer, hvoraf den störste gaaer til Levren, Maven og Tarmene og udbreder sig i disse Organer. I Levren, det störste Indvold hos disse Blöddyr *), ‘ skeer alisaa Afsondringen ved det tilförte arteriöse Blod. Dette Organ bliver derved det fornemste Afsondrings- og Blodrens- ningsorgan hos Samme. Vi fandt derfor ogsaa, at den störste Mengde af det optagne Salt udskiltes ved Leveren. (S. Forsög 15). Maven og 'Tarmene, der erholde Blod fra de samme Aarer, deeltage ligeledes i denne Rensningsproces. Den ne- derste Deel at Tarmcanalen derimod, den egentlige Endetarm, der ligger ved Lungevenen, erholder tilförende Vener, ved hyilke en egen Afsondring skeer i denne Deel, og derfor op- dages tidligere Spor af det opsugede Salt i de Excrementer, som indeholdes i denne Deel af Tarmen, end i dem, der fin- des hdiere oppe. Efterat det arteridse Blod har været fort til Dyrets for- skjellige Organer, har igjennemtrængt deres Substants og i Samme afsat Noget af det optagne fremmede Stof, föres det ved Vener tilbage. En betydelig Deel af disse Aarer, isærdeleshed af dem, der komme fra Kjönsdelene og fra nogle af Dyrets störste Muskler, begive sig til Nyren, udbrede sig i dens Sub- stants og forestaae Afsondringen. *) Den udgjör næsten 5 af hele Sneglen, Huset undtaget. 360 Dette er Aarsagen, at i det egentlige Nyresecret, der, som vi have viist*), hos Sneglen bestaaer af Urinsyre forbun- det med noget Ammoniak og Kalk, den fremmede Substants först efterat have circuleret længe med Blodet findes afsondret og forenet med den. Levren og Nyren ere derfor de vigtigste Blodrensnings- organer, hiin for det arteriöse, denne for det venöse Blod. Deres Virksomhed vedvarer ogsaa under Vinterdvalen hvor Re- spiralionen kun kan være höist ufuldkommen. Saaledes forholder det sig ogsaa naar hos disse Blöddyr iremmede Stoffer opsuges igjennem Huudorganet. Sammenlignes den her fremsatfe særegne Fordeling, der finder Sted i Blöddyrenes Blodaaresystem og Resultaterne af vore Forsög med det, som vi derom vide hos Pattedyrene, ville vi tydeligen kunne forklare os, hvorfor hos disse, under lig- nende Omstændigheder, nemlig ved Opsugning igjennem Huden, den betydeligste Blodrensningsproces skeer ved Nyrerne og det saa særdeles hurtigt, og hvorfor Levren deels senere end disse, deels i ringere Grad, bidrager til at udskille fremmede Sub- stantser af Blodet. Hos Pattedyrene, hvor Blodets Kredslöb skeer, i Forhold til det hos Blöddyrene, med saa overordentlig Kraft og Hurtig- hed, föres en stor Maengde af det fra Hjertet igjennem Stampuls- aaren strömmende Blod til Nyrerne og anvendes der til Uri- nens Afsondring, hvilken Function derfor med Raskhed fuldfö- res 1 disse Organer. *) 5. foregaaende Bidrag. 861 Levren saavel hos Pattedyrene som hos alle övrige Hvir- " veldyr hörer derimod til de-venöse Organer, d. e. de Organer, der erholde venöst Blod og i hvilke Afsondringen skeer ved Venerne. Det venöse Blod, der kommer fra Fordöielsesappa- ratet, föres ved Portaaren til den, og den, i Forhold til sin Function og Structur kun saare ringe, Mængde af arteriôst Blod, som Levren erholder, forbruges til Organets Vedligeholdelse og til den Sliimafsondring, der skeer i dets Hinder. Hvis nu hos disse Dyr fremmede Substantser, der have været anbragte paa Huden, opsuges, deeltager Levren, forme- delst den anforte Organisation, hverken saa tidligt eller i den. Grad som Nyrerne i den Deel af Blodrensningsprocessen, hvor- _ ved fremmede Substantser udskilles afdenne Vædske. Hos Pat- tedyrene gjör det hurtige Blodlöb og den Mengde af Blod, der fores til Nyrerne, at denne Udskillelse gaaer langt hurtigere for sig end hos Sneglene, hos hvilke Circulationen og Afsondringen skee saa saare langsomt. | Vi see heraf, at en betydelig Forskjel finder Sted ihen- seende til Levrens Organisation og Function hos Hvirveldyrene og hos de Blöddyr, der ere Gjenstand for vor Undersögelse. Hos hine hörer Levren til de Organer, der erhoïde venöst Blod tilfort, og hvor Afsondringen til de venöse Organer skeer ved Blodaarer. Denne Organisation er eiendommelig ei blot for Pattedy- rene, men overhovedet for alle Hvirveldyr, og ophörer med denne vigtige Afdeling af Dyr. Hos Blöddyrene findes den derfor ei mere. Levren er- holder her arteriöst Blod tilfört; Afsondringen i den skeer ved Pulsaarer, og Levren fremtræder her som et arteriöst Organ. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deed. ZZ 362 Men derved maa ogsaa en Forskjel med Hensyn til Lev- rens Function opstaae hos disse Dyrclasser. Som Afsondrings- organ og som det störste af alle, deeltager Levren hos alle Dyr i Blodberedningen ved af Blodet at udskille visse Bestanddele eller Stoffer, der atter anvendes til at frembringe en til For- döielsens Fremme nödvendig Vædske, Gulden. Hos Hvirveldyrene, hvor dette Organ erholder Blod, der ei mere er tjenlig til Livets Vedligeholdelse inden det i Lungen har undergaaet den nödvendige biochemiske Proces, tjener Lev- ren til at forberede Blodet dertil. | Hos Bléddyrene derimod, hvor den erholder Blod, som allerede er gaaet igjennem Lungerne, er Levrens Fuuction at rense og befrie det fra de Substantser, der ei ere blevne assimilerede. Ogsaa Leiet af Levren med Hensyn til Hjertet og Lun- gen undergaaer derved en betydelig Forandriug. Hos Hvirvel- dyrene ligger Levren ved den Blodström, der flyder til Lungen, den centripetale eller venöse, altsaa dennesides Lungen, hos Bléd- dyrene derimod ligger den ved den Blodstrém, der flyder ud af Lungen, ved den centrifugale eller arteriöse, altsaa hinsides Lungen. Da vi hos alle disse Dyr enten finde eet enkelt eller tven- de (ja trende Hjerter), der enten ere forenede i cet eller adskilte fra hinanden, afvexler ogsaa dets Leie. Hos Pattedyrene finde vi derfor de anforte Organer i folgende Orden: Levren, venöst Hjerte; Lungen, arteriöst Hjerte; hos Blöddyrene derimod i en næsten omvendt Orden: venöst eller venöse Hjerter (som dog ei findes hos Alle), Lunge, arteridst Hjerte, Lever. x Vid. Sel. naturvid.og math. fe. M D. Jacobvenr Ah. om Cycladen p.321. L Jecobren ad Nat. del. Tee ‘+ > x f ‘ Las * i 4 ery b 4 i vA à & i [3 id i a Li gil 2 a! i i | Y g , D a { . D TR mm ‘ m si y NL REN Hg a NU ALE SÅ | L Ud AN | PX Er, | AA i @ 4 He "11 b i à Å ‘ # å M ai - 3 4 h i LÅ 7 Bj 4 ir j : r . is . , N A bck ( 17 ist 2 TN ’ F "SN f 7 i | RAT RN. shee : N° Al Ny RER a Bis" i Is à Ph: ‘ tility À . k a’ yy ' =) tad 9 f ke u j ve WHE BA > i å A Ci | wa = a hl J W - 4 “ . ; : ‘ i . y p ; aA I ty , * : ' + ‘ P p ’ Lu > { ‘ (4 ' . ' La 7 FS i å r ‘ . LA L i J cm U i J ” i Ÿ i i lg x er: i r j ‘ ' yi Tout } car y el ME Ud go ‘ i 1 L : ‘ » ‘ å . i he. hø Ca 7 |" x + v i % 0 . i , > ‘ L Å + L y 0 ' A à ' pe 7 be KL L (Fe CL. fe 4 * . , ie Er j ' # . ; . iy LA 7 i by « i q + fs * é + » ‘ 2 i * à J u = … i 7 LL * à A Fi - NL BEN 4 t B x , LE i { i } 2 ry |! LL i: . ‘ ‘ 4 ‘ h ch? ’ + - dø ! ( ' ; ; ' i . : id . CM ra KJ u + 4 4 “a we ’ af i \ . i . LD sd ‘ Ph ñ (der 2 a : k Wir eh “ Aie à i nt SD | | M NE GEOGNOSTISKE BIDRAG Dr. GEORG FORCHHAMMER, LECTOR 1 MINERALOGIE OG CHEMIE, FORSTE:STITKKE Zz 2 La x Fôrste Bidrag. Se cé + Nite sten af Holsteen, Slesvig og Jylland viser i geognostisk " Henseende mange lærerige Phænomener ved den store Dannelse og Forstyrrelse som foregaaer der. I mange Aarhundreder har Havet her afsat Leer og Sand, begge saa skarpt afsondrede fra hinanden, begge med saa eiendommelige Former, at neppe to oryctognostisk forskjellige ældre Dannelser vise et hestemtere og tydeligere Forhold. Ethvert Phænomen er interessant og eiendommeligt ved denne nyeste af alle Dannelser, men hvis Begyndelse alligevel er ældre. end vore 'historiske Efterreinin- ger. See vi paa Udstrækningen af Marsklandene fra Tondern til de franske Kyster, eller Sandklitierne ved de jydske Kyster; saa finde vi neppe en eneste ældre Dannelse som saa eensfor- mig med saa bestemt Characteer udvikler sig som denne. Blaa- leeret er uden en eeneste indblandet Steer, uden noget som helst underordnet Lag, maaske enkelte Sandmasser undtagne, og uden Forsteninger eller Levninger af Skaldyr, og danner en fuldkommen horizontal Slette uden mærkelig Schiehtning i dets Indre. Denne Mangel paa Levninger af Skaldyr er saare mærkværdig, thi det omgivende Moderhav er aldeles ikke fattigt paa saadanne 366 Mollusker, og ved Byen Husum ere 2 Kalkovne beskjæftigede med at brænde Kalk af Skaller af Cardium edule hentede fra Havet, medens i Marsken som samme Hav har afsat derom- kring, maaskee aldrig et eneste Stykke er fundet. Ikkun faa Fod hæver denne Slette sig over sædvanlig Flod- höide, men selv denne ubetydelige Ophöielse, er meget vanske- lig at forklare, da alle övrige Phænomener ikke stemme med at antage, at Vandspeilet synker, og da Ophöielsen skeer for vore Öine. Denne Dannelse omendskjöndt den forholdsviis gaaer langsomt frem, forbinder Oer med Fastlandet, udfylder Sunde indtil ikkun en smal Deel med en liden Ström bliver til- bage; den vinder efter Aarhundreder igjen tilbage hvad Havet har opslugt i faa Timer, og Phænomenerne ved Vegetationens Udvikling i den nye Jordbund, som ere saa bestemte og mærk- værdige, og endeligen den Frugtbarhed som er magelös paa en saa nordlig Brede ville sikkert kaste nyt Lys paa ældre geognostiske Facta. Vore historiske Efterretninger gaae ikke tilbage til Mar- skens Begyndelse, men deri stemme alle overeens, at Landet i ældre Tider har havt en betydelig Udstrækning imod Vest, langt udenfor de yderste Öer og at det for en stor Deel har bestaaet af Jordbund forskjellig fra Marskland. Hvoraf denne ældre Jord- bund forresten har været saminensat, er et Spørgsmaal vigtigt med Hensyn til Marsken og Sandklitterne, hvis Materiale den leverer, men ikke mindre betydningsfuldt fordi vi her maae söge de sidste Udgreninger af den skandinaviske Bjergdannelse imod England. Hoffmann har meddeelt interessante Efterret- ninger om Helgoland, hvilket er det bekjendteste af de faste Puncter, men Oen Sylt fortjener ikke mindre Opmærksomhed. 367. Den storste Deel af Sylt er Geest (det vil sige ikke Marsk) og bestaaer af Rullesteens-Leer og Sand, og de Lag, som snart nærmere skulle beskrives; den Deel imellem Landtungen hvor- paa Rantum laae i forrige Tider og den håiere sydöstlige Deel af Öen er Marsk, og der danner sig ligeledes Marsk omkring Byen Keitum paa Ostkysten. Vestkysten især dens nordligste og sydligste Deel, bestaaer af Sandklitter; som ved Lyst ogsaa indtage en betydelig Deel af Ostkysten. De vestlige Sandklit- ter hvile enten paa fast, grovere Sand, eller paa Rullesteensleer, eller paa et Blaaleer Lag forskjelligt fra Marskjorden eller paa Marskjord selv. Som geognostisk Phænomen fortjene disse Klit- ter sandeligen stôrre Opmærksomhed end de hidindtil have faaet. Næst efter Vulkanernes Virkning er maaskee ingen ny Dannelse saa forstyrrende for Jordens nuværende Beboere som denne, og den Rolighed hvormed Klitterne skride frem, den Størrelse som er i Phænomenet og som udelukker al Hjelp, naar ikke Na- tur-Betingelser blive forandrede, har noget meget gribende. Der- til kommer Contrasten af den hôieste Frugtbarhed med den höieste Ufrugtbarhed tæt ved Siden af hinanden, af den fuld- komneste- Slette med de vildeste, mest uregelrette Ophôinin- ger; og begge ere til samme Tid afsatte af det samme Hav. Betragter man de taarnhôie Klitter, efter at de ved en Storm og höit Vand ere lodret afskaarne, med et Væv af Sandplan- ter især Carex og Elymus arenarius fra Foden til Toppen, hvis nederste Rödder indtil en Höide af 10-20 Ålen for længe siden have ophårt at vegetere, saa ligger Analogien med ældre Sandsteenslag meget nær. Maaskee gives der faa Beviser paa den Indflydelse enkelte Lag kunne udöye paa hele Strækningers Form, der ere saa tydelige 368 som det fölgende, der er meget vigtigt for Sylts Historie. ”I det fjortende Aarhundrede” siger et gammelt Manuscript, ”gjennem- bröd Havet et Steenreev der fandtes vestlig fra Oen, og siden den Tid ere dets forstyrrende Virkninger bestandigen blevne stårre og större. Revet bestod af en Steenart der ved Slag sprang af i Skaller som Rust fra gammelt Jern.” Endnu opkaster Soen paa Sylts Vestkyst lignende Steen som ogsaa findes faststaaende paa Ostkysten. Söen har siden den Tid ikke truffet paa noget fast Lag, ved denne Kyst, Strommen trænger sig hvert Aar stær— kere ind imod Landet, og hvor for 40 Aar siden Rantums för- ste Kirke stod, der kan nu Linieskibe ligge til Ankers. For- gjæves såger man efter Rantums anden Kirke, som enten end- nu skjules under Klitsandet eller allerede er bleven Söens Bytte. Af den store Landsbye og dens frugtbare Marker er intet til- bage uden 2-5 smaa Huse der ligge paa Klitternes indre Rand, og om faa Aar ville være bedækkede af Sand. Om Vinteren nedriver Söen den ydre Række af hôie Sandbanker, som Sand- planterne vare blevne faste ved; den låse Sand flyver ind i Lan- det, og dynger sig ap til en ny Række, medens Sirömmen bort- skjærer Forlandet og forbereder til næste Storm en lignende Odeleggelse. Ikkun 2 Ting, Strömmenes forandrede Retning, eller et fast Lag som standser Klitternes Undergravning kan redde Oen og det lige overfor liggende Fastland og hældigviis findes der paa Sylt flere faste Sandsteens Lag. Byen Keitum ligger ved en lille Bugt af Sundet imellem Sylt og Fastlandet; Byen selv ligger paa Rullesteens Sand og Leer, og Kysten imod N bestaaer for 3 Miil endnu af samme Dannelse, som siden gjör Plads for temmelig höie Bakker af 869 Glimmer- og Leer-holdigt hvidt Sand; længere imod N trække disse Bakker sig dybere ind i Landet og adskilles fra Söen ved en stor Strækning Marskland. Tilsidst komme Flyvesandsklit- terne af Halvöen List, og det ældre hvide glimmerrige Sand gaacr saa umærkelig over i disse ephemere Bjerge at jeg ikke er istand til at drage Grændselinien. Syden for Byen Keitum, i Morsum Cliff, træder derimod en Række Dannelser frem, som ere tydeligen indbyrdes for- bundne, og stærkt characteriserede. Hele Morsum Cliff be- staaer deraf; imod Syd ende da färse med uen höiere Jord- bund, og Marsk fölger; imod NV er deres Forhold til andre, ældre eller yngere Bjergmasser, ikke fuldkomment klart. De enkelte Masser der sammensætte disse Flötser ere fülgende: 1) Kaolin-Sand. Porcelainjord, reent Quarz-Sand og hvid Glimmer, det sidste er sandsynligviis intet andet end kry- stalliseret Porcelainjord. Quarzen er den fremherskende Bestanddeel, dets Korn ere altid hvide og gjennemsigtige, indtil en Arts Stôrrelse. Massens Haardhed tiltager med Kaolinens Mængde og faaer hyppig en lös Sandsteens Sammenhæng; Schichtning er altid tydelig, ja enkelte Ste- der vise en Structur som allerede har noget skifrigt; i dette Tilfælde samles Glimmerbladene paa Schichtnings- fladen. Det bliver undertiden farvet syagt guult ved Jern. Det indeholder ikke underordnede Lag. 2) Limonit-Sand*); Quarz med Phosphorsuurt Jerntveilte og hyid Glimmer. Quarzen forekommer fra meget fine Sands- *) Jeg tillegger disse nye Navne aldeles ingen videre Verdie end den LA at have befriet Forfatteren fra en Mængde kjedsommelige Omskriv- Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel: Aaa 370 korn indtil rullede Masser af et Hônseægs Störrelse, for det meste har den muslet Brud, snart med Fidt- snart med Glas-Glands paa Brudfladen. Stykker med splintret og skjult kornet Brud ere sjeldnere og sjeldnest af alle ere Flintstykker. Efter Bindemidlets Mængde er det igjen snart Sand snart Sandsteen der kan selv blive temmelig fast og meget hyppigen antager det Conglomeratets Natur, da de store rullede Quarzstykker altid findes samlede i bestemte Lag. En stor Overflådighed af Jern udelukker Climmerbladene, og de forekomme derfor især ved de graae og lysebrune Varieteter. Limomit-Sandct har graac Farver og de gule og brune Farver der frembringes ved Jern— tveilte. Hyppigen samler Jerntveiltet med meer eller min- dre Phosphorsyre sig, og danner Geoder med en Kjerne af graat Sand, eller ormformige bôiede Rör, der maaskee ere Forsteninger af en Serpula, eller forekommer i skal- lede afsondrede Masser. Aldrig har jeg seet det udskilt i bestemte underordnede Lag. Hyppigen forekommer det som jordagtig og, krystallinsk Vivianit, men ikkun som Forsteningsmasse. Schichtningen er meget tydelig, og Li- monit-Sand, Sandsteen og Conglomerat afvexle uregelmæs— sigen med hinanden. 5 ) Glimmer- Leer. Rôggraat Leer med mange fine hvide Glimmerblade; temmelig, stærkt bindende; bruser meget: ninger, og jeg haaber at Læserew ogsaæ vil finde det behageligere: at læse Limonit-Sand eller Kaolin-Sand istedet for ”Sand med phos- ” phorsuurt Jern” eller "det hvide Sand med Porcelainjord.. 371 svagt eller slet ikke med Syrer. Underordnet forekommer Bruunkul ismaa Partier og en meget leer- og glimmerrig Kalksteen af en stor Seighed. Glimmerleret er schichtet og noget skifrig. | 4) Aluunjord, blaasort; der udvittre strax svovlsure Salte, hvor det bliver udsat for Luften; uden underordnede Masser. Gaaer man fra Keitum langs med Kysten imod 3 saa kommer man lidt efter lidt fra ældre Lag til yngere i det man skjærer Schichterne under en skjæv Vinkel; de skarptafsondrede hvide, gule, brune og graae Partier give den on 40 Pod höie Klint et broget Udseende og Farverne betegne meget bestemt de enkelte Masser. Hvor et fastere Lag forekommer, gaaer det som en skjey Muur ud i Söen, og danner et lille Reey. Dan- nelsen begynder med et megtigt Lag af Kaolin-Sand hvis Schichter stryge i NNV og SSO og: falde under en Vinkel af henved 80° mod O. I alle de övrige Dannelser forbliver Stryg- ningen den samme, men Faldvinklen aftager betydelig, indtil de sidste Lag ikkun have en Hældningsvinkel af 15°. Altagel- sen skeer gradviis. | Alle disse forskjellige Masser ere paa det nôieste sam- menknyltede og afvexle, dog saaledes at Kaolin Sandet er re- lativt det ældste og Glimmerleret det yngste Lag. Jeg har ikke gjort mig nogen Optegnelse hverken af Lagenes Antal eller Megtighed, men der er i det mindste 5 Kaolin Sandlag hvert af flere hundrede Fods Megtighed, og megtigst af alle er et Lag af Limonit-Sand omtrent i Midten af hele Dannelsen. De Glimmersandet underordnede Kalklag opnaae sjelden en Fods . Aaa 2 372 Megtighed, men Glimmersandet selv forekommer i en meget betydelig Tykkelse. I de fleste Tilfælde er Grændsefladen imel- lem 2 af de anförte forskjellige Leed parallel med Schichtnin- gen, men ikke altid. Limonit-Sandet og Glimmer-Leret forekom- me paa et Sted saaledes, at de stærkt heldende Schichter af Limonit-Sandet i deres Fortsættelse efter Faldlinien afbrydes ved Glimmer-Leer; og, at Grændsen imellem dem udtrykkes i . Klinten ved en böiet Linie der skjærer Schichterne under en meer eller mindre skjæv Vinkel; Klintens övre Deel er da Li- monit-Sand dens layere ved Vandskorpen er Glimmer - Leer. Med Glimmer- Leer og Aluunjord synes saadant et Forhold at indtræde hyppigen. Som allerede för er anfört saa findes paa Klintens sytl- östlige Ende ikkun Marskjord paaleiret paa denne Dannelse. Paaleiringen af de forste Leed af denne Dannelse paa Rulle- steensleer er vist nok sandsynlig, da det findes i dens Liggende, men directe Erlaringer kan jeg ikke anfôre for en saadan Paa- leiring. 1 Naar man tænker sig Strygningslinien fortsat imod NNV saa træffer den paa en Strækning Norden for Keitum som alle- rede i stor Afstand udmærker sig ved sin blændende hvide Farve. Det er Kaolin-Sand med stærk fremtrædende Sand, og ikkun li- det Porcelainjord; men forgjæves söger man efter alle de öy- rige Leed fra Morsum Cliff, og Kaolin-Sandet er ikkun udvik- let til en meget större Mægtighed end den findes hvor den fo- rekommer forenet med de övrige Leed. Imod Nord löber Kao- lin-Sandet over i Flyvesandet, som sandsynligyiis for en stor Deel er frembragt af forstyrret Kaolin-Sand. _378 Glimmer-Leeret forekommer endnu paa flere Steder af Öen. I de hôie Klinter ved Vesterlands Strand (Vestkysten) fin- des det bedækket af Rullesteens-Leer; paa et andet Sted synes det at være Rullesteens- Leret paaleiret, men de mange Styrt- ninger som der forekomme, gjöre lagttagelsen tvivlsom. Under Flyvesandsklitterne, som nu næsten opfylde Halvöen hyorpaa Rantum för laae, trader paa flere Steder Glimmerleret frem. I den höie Klint i Vesterland-Sogn, forekommer ogsaa Kao- lin temmelig reent udskilt, som det synes Rullestenens Danning underordnet, men ogsaa dette Forhold mangler den tilstrække- lige Klarhed formedelst Styrtninger. At Limonit-Sand har dan- net et Rev langt uden for Veststranden som er forstyrret i det ı4de Aarhundrede er allerede antört, vg at Soen endnu bryder sig paa lignende Lag bevise de mange Brudstykker af haardere Limonit-Sand, som drive der i Land. Ifølge min Ven, Hr, Lieutenant Suhr’s Iagttagelser findes Glimmer-Leer paa Amrom, og sandsynligviis forekommer Leed af Danningen i Morsum-Cliff paa flere Öer af den ydre Række. Forfölge vi Strygningen i Morsum-Cliff, saa træffer dens sydlige Forlængelse Fastlandet i Nærheden af Bredsted hvor Marsken adskiller Höilandet fra Söen, og ingen lignende Dannelse er der bekjendt. Det er hel- ler ikke sandsynligt at en ligefrem Forfolgelse af Strygningslinien vil fore til noget betydeligt Resullat; thi da Steenarterne alle- rede have forandret deres Natur blot ved at sætte over den ube- tydelige Bugt ved Keitum, saa ville de sandsynligviis antage en aldeles forskiellig Form over stôrre Strakninger. Med Hensyn til Forsteningerne ere disse Dannelser ikke mindre interessante end med Hensyn til deres oryctognostiske 374 Udvikling. I Kaolin-Laget har jeg aldrig seet det mindste Spoer til Levninger af Dyr; i Alunjorden findes de heller ikke; der- imod er Limonit-Sand og Glimmer-Leer overlæsset med dem; Alle Varieteter af Limonit-Sand indeholde dems men alle ikkan som Aftryk. I det löse rödbrune Sand kan man undertiden være saa heldig paa Stedet selv, at see disse Altryk ret skarpt, men de falde sammen, ved hvert Forsög, at tage Sandet op. I Conglomeratet finder man overalt Steenkjerner og Aftryk imel- lem de store Quarz Stykker. Skallen er meget hyppigt erstat- tet ved blaat phosphorsuurt Jern, sjeldnere ved pulverformig phosphorsuur Kalk. I Glimmer-Leeret forekomme Skallerne löse og" fuldkommen vedligeholdte; Regnen vadsker Leeret bort og man finder Skal- lerne paa Overfladen. Denne store Contrast imellem hele Dan- ningens enkelte Leed er sikkert mærkværdig, da de forekomme afvexlende med hinanden, og da den mechaniske Beskaffenhed ikke synes at have nogen væsentlig Indflydelse; i det Forste- ningerne forekomme ligefuldt i Conglomeratet. Glimmer-Leerets Kalksteen indeholder de samme Forsteninger som Glimmer-Lee- ret selv. I Glimmer-Leeret forekommer der Bruunkul i en- kelte Stykker og Grene forvandlede til Bruunkul og et af disse Stykker er gjennemboret af en Teredo, hvis vel vedligeholdte Skal endnu sidder i Kullet. De Voluta lignende Skal har jeg hidindtil ikkun Zundet i Limonit-Sand medens Bivalverne synes at vere fremherskende i Glimmer-Leeret. Slegterne ere folgende: Fusus, Cerithium, Pleurotoma, Natica, Cassis (?) Voluta (?) Nucula, Cytherea, Crassatella 375 Dentalium, Teredo, Serpula (?) Da de af mig fundne Forsteninger ere Resultatet af en eneste Dags Eftersögning, saa tvivler jeg ikke at man ved en nöiere Undersögelse vil finde sin Umage rigeligen belönnet. Hvormed skal man parallelisere denne Dannelse? Unæg- telig har den en stor Liighed med Kuldanningen paa Bornholm. Jernsandet (iron-sand) paa Bornholm, forekommer med samme Farver og samme Sammenhængs Forskjellighed som Li- monit- Sandet paa Sylt; men jeg kjender intet lignende Conglo- merat fra Bornholm. Jerniltet udskiller sig der saa godt som paa Sylt udaf Sandstenen i Geoder og skalformige Masser, men paa Bornholm er det for det meste Kulsuur Jernforilte, paa Sylt phosphorsuur Jerntveilte, paa Sylt er det aldrig underordnede Lag, derimod paa Bornholm meget hyppigen. Sandstenen som paa Bornholm ledsager Kullet indeholder meget hyppigen Kaolin, og sandsynligviis hörer alt Porcelains— leer paa Bornholm til denne Dannelse; Kaolin-Sand paa Sylt er et af Danningens vigtigste Lag. Medens der forekommer afvexlende Lag af fiint Sand og graat Leer paa Bornholm, saa lader de tilsvarende Udviklinger -paa Sylt at vere blandede, og de enkelte tynde Kalklag paa Born~ holm representeres meget vel paa Sylt ved Glimmer- Leerets Kalklag. Kullet, som paa Bornholm er saa stærkt udyiklet, mangler ikke fuldkomment paa Sylt, men paa Bornholm er det tit fuld- komne Kullag, medens der ikkun forekomme enkelte Stykker paa Sylt, hvor de desuden bere Bruunkullets Prag i höi Grad. 376 Slutteligen syarer til Sylts Allunjord, de bituminöse Ski- fere der findes i Bornholms Kuldannelse. Men den bornholmske Kuldannelse ligger imellem Overgangs- skiferne og Grönsand, medens Dannelserne i Morsum - Cliff ligge i et Rullesteensterrain, og ere til de fleste Sider omgivne af derlil hörende Dannelser; og de til hver af disse Danninger hörende Forsteninger betegne for Bornholms Kul en ældre Op- rindelsestid end for hine Udviklinger paa Sylt. “De ere analoge Udviklinger, men sandsynligviis fra meget forskjellige Perioder, Glimmer-Leeret med Bruunkul og underordnede Kalklag stemmer meget nöie overeons mcd ct bituminöst Lecrlag ved Lüneburg som Hoffmann omtaler, og som jeg sely har under- sôgt. Glimmerbladene mangle i Liineburg, ellers fremkommer det underordnede Kalklag, og de Forsteninger jeg har fra Lii- neburg stemme med dem fra Sylt, nemlig Dentalium striatum, Crassatella sulcata (?) og en Natica. Bruunkul har man ikke fun- det ved et Borforsög, men man vil ogsaa erindre at det ikke forekommer paa Sylt i sammenhængende Lag. Bruckner har lert os at kjende lignende Lag i Meklen- burg ved Bocup, hvor Dannelsen bestaaer af Alaunjord med mange smaae Glimmerblade; Sandsteen med Kalk og leerholdig Bindemiddel, Sand og Bruunkuls Lag. Sandstenen indeholder . Forsteninger. Paa Münchsgut (Rügen) forekommer et meget lille lignende Lag af Bruunkul indesluttet i Rullesteens Danningen og i umid- delbar Sammenheng med store Granit Brudstykker; et lignende Forhold synes at finde Sted i Madses Klint paa Moen. Ende- ligen forekommer det glimmerrige Sand og Blaaleer uden Rulle- 37 stene, paa Öen Mönchsgut meget hyppigen sammenleiret med Rullesteensleer og Sand. I Jylland ere Lag af Aluunjord be- kjendte fra flere Steder, og Bruunkul forekommer i Naerheden af Viborg. Alle disse Analogier gjöre det höist sandsynligt for mig at Danningen i Morsum-Cliff og paa flere Steder af Oen Sylt ikkun; ere locale Udviklinger i Rullesteenssamdanningen; et Re- sultat som ogsaa bliver sandsynligt af Leiringsforholdene, og faaer en ny Bekræftelse ved hele Udviklingens indvortes Forhoid. Ved en meget omhyggelig Betragtning af Limonit-Conglomera- tet finder man nemlig, at ikkun saadanne Steenarter forekom- me der, som ikke kunne augribes af Syrer; Quarz, Flint og fiinkornet Quarz-Sandsteen, og disse ere de eneste Stene af den Art, der ogsaa forekomme i vor Rullesteensamdanning. Enhver som har undersögt Rullestenene i Danmark og Nordtydskland vil sikkert hyppigen have trullet paa en Quarz-Sandsteen med splin- tret, skjult-kornet Brud og enkelte smaae Pletter af forvittret Feldspath, der ogsaa undertiden mangle, en Sandsteen som er ret characteristisk for den skandinaviske Overgangsdanning. Denne forekommer meget hyppigt i Limonit-Conglomeratet. Den store Mængde Kaolin i Kaolin-Sandet, og Jern i Limonit-Sandet begge forenede med meer eller mindre Phosphorsyre, vil tilstræk- keligen forklare hvor Feldspathen og Glimmeren af Granit og Gneus, og hvor Hornblenden, og Augiten af Hornblendeskifer, Grönsteen og lignende Bjergarter er bleven af, og vil tillige hentyde paa det virksomme Stof der har frembragt hiin Adskillelse. Uforklar- ligt bliver det alligevel, hvorledes saa skarpe Grændser kunne drages imellem disse enkelte Leed, men derfor ikke uden Ana- logie. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. II], Deel. Bbb _ 378 _ Jeg har tidligere forsögt at bevise, at den Store baltiske Rullesteensamdanning representerer hos os de förste Leed af den tertiære Tid. Slutningerne vare især grundede paa lagtta- gelser ved de sjellandske Kalkflötser, og jeg har havt den Glæde at Een af vor 'Pids meest udmærkede Geognoster har skjænket disse Meninger Opmærksomhed og Bifald, og har udvidet og bestyr- ket dem ved egne Iagttagelser i Nord- Tydskland. Vi vil nu finde at de i denne Afhandling anførte Undersøgelser igjen fore til samme Resultat. Af alle de Danninger som allerede have faaet Borgerret i den beskrivende Geognosie er ingen som sfaaer de omtalte Udviklinger nærmere eud Londanelay, De samme mårkt farvede Leermasser, de samme underordnede Kalklag (Sep- taria), de samme Sandlag, de samme Svovlsure Salte, de samme Spoer af Bruunkul i begge. I begge Dannelser forekomme de samme Slægter af Forsteninger, ja tildeels de samme Arter. Paa begge Steder findes Tre gjennemboret ved en- Teredo Art. Men Lon- don clay viser ikke hine samtidige Masser af Kaolin — Sand og Limonit-Sand, omendskiöndt den Formation som Englænderne kalde crag og som, da den hviler paa London clay, af nogle Geognoster regnes med dertil, har endeel Liighed med Limo- nit-Sand. Kaolin-Sandet finder endeligen en, omendskjöndt fjernere Analogie i Lag af hvidt ildfast Leer, som de franske Geognoster regne med til deres Årgile plastique. OM FUCUS BUCCINALIS EM, JI. We HORNEMANN, PROFESSOR. Bbh 2 Naar man betragter Udbredelsen af de forskiellige Plantefor- mer paa Jordkloden og den mere eller mindre yppige Vegeta- tion som viser sig i dens forskiellige Zoner, vil man snart overbevise sig om, at naar et Land besidder mange Sorter af Jordbund, et for Vegetabiliernes Væxt gunstigt Clima, lave og hôie, fugtige og törre Egne og kort sagt mange af de Betingel- ser under hvilke Planterne fremkomme, har det og den störste Mengde baade af Slægter og Arter. Imidlertid træffer man og- saa heri heel synderlige Undtagelser og Botanikerne have alt lenge lagt Mærke til, at nogle Egne, hvis Jordbund ikke synes at være fortrinlig og hvis geographiske Beliggenhed ikke er den som pleier at frembringe den störste Plantemængde, dog, hvad deres Floras Rigdom angaaer, overgaae mange andre Lande som Naturen mere moderlig har udstyret, baade ihenseende til udmærkede og isolerte Planteformer og den Mengde af Arter, ja endogsaa af Individer, som Slegterne fremtræde med. Et merkeligt Exempel herpaa er Sydpynten af Africa. Faa Lande uden for Europa ere bleyne undersögte saa ofte og > 322 af saa udmærkede Botanikere som Capcolonien. Dets fra den ældre Tid bekiendte Planterigdom, dets sunde Climat, Lethe- den at komme derhen o. s. v. have lokket Botanikere fra alle Lande i Europa didhen, og ingen er gaaet tilbage uden at have giort Opdagelser. Hollænderne Hartog, Hermann og Ten Rhy- ne, Engellænderne Masson, Burchel og flere, Tydskerne: For- ster, Lichtenstein, Berg, Hess, Mund, Beil og Zeiher, de danske Oldeland og Eklon og Svenskerne Bergius, Sparmann og Thun- berg have alle samlet, især den sidste, en stor Mængde Planter paa den ikke meget udstrakte Capcolonie ved det gode Haabs Forbierg. Man skulde derfor troe at dets Flora var fuldstendig bekiendt, og dog behôver endnu den Dag i Dag en londonsk Nurseryman kun: at sende en Gartner derhen for at erholde no- get Nyt tilbage *). | Den Mængde af der isolerede Planteslægter, hvortil der udentvivl kun findes Mage paa Nye-Holland og maaske paa Ma- dagaskar (hvilke Lande dog have en meget betydeligere Udstræk- ning end Capcolonien og ligge tillige mere isolerede) indskræn- ker sig ikke blot til Landets vegetabiliske Beboere — ogsaa Ha- vets ere udmærkéde, baade ved besynderlige Former og ved den Mengde hvori de fremtræde. Naar man undtager de Stee der imellem Vendekredsene, hvor hele Qvadratmile af Havet ere © bedækkede med den saakaldte Sargasso, og som kun bestaaer af *) Thunbergs Flora capensis indeholder 2806 phanerogame Planter og hvor meget har man ikke i den sildigere Tid opdaget der? 383 faa Arter, er der neppe noget, Afrika tilgrændsende, Hay som er rigere paa Tangarter end det der omgiver Cap. Dette er saa meget mere paafaldende som hele Vestkysten af Africa, fra de maroccanske Stater til henimod det gode Haabs Forbierg, kun frem- bringe faa Arter af denne Plantefamilie; i det mindste have 4dan- son, Isert, Hoslund-Smith, Thonning, Palisot Beauvois og Chr. Smith kun samlet meget faa Alger ved de Kyster som de have bereist. Med alt dette er det dog temmelig sikkert, at af alle de Vegetabilier som denne Egn frembringer, kiende vi dog mindst til dens Alger, thi af alle de Botanikere som have undersögt den, var ikke nogen egentlig Algolog og selv Thunberg har kun 20 Arter Fuei derfra, hvilket neppe ex § Part af hyad man har er- holdt derfra ved Samlere. Blandt disse Hydrophyter har især een tiltrukket sig de- res Opmærksomhed, som giennemplöiede Havet omkring det gode Haabs Forbierg, nemlig Fucus buccinalis Lin., og det er merkeligt at denne Plante, som de Söefarende kaldte Trom- petgres, egentlig var bedre kiendt af dem end af Botanikerne, og at man, uagtet den paa. Höiden af Cap er saa almindelig at den er et Landmærke og at enhver Söemand som har været der, veed at benævne den, har man dog indtil nu hverken havt en rigtig Beskrivelse eller en naturtroe Afbildning eller fuld- stændige Exemplarer af den. Man bragte ofte Stumper af den til Europa, især saadanne som vare dannede til at bruges som blæsende Instrumenter, men just derfor vare disse ikke skikke- de til at give en rigtig Idee om Planten, thi de udgiorde ikke engang det Hecle af Stængelen. 384 Kolbe som ikke var Botaniker, og som er een af de för- ste der omtaler den, giver en nesten ligesaa rigtig Beskrivelse af den som Osbeck, der var Botaniker. Linne, som kjendte den af Königs Beskrivelse og i sin Mantissa plantarum gav en god Diagnose af den, havde dog en ufuldsteendig Kundskab om den, og selv den for alt naturvidenskabeligt sig altid. interresserende Banks, var ikke istand til at forskaffe sig et Exemplar deraf til sin Samling, hvoraf man kunde see Plantens forskiellige Dele. Det ufuldstendige som han besad var imidlertid det eeneste som fandtes i de engelske Herbarier og Turner maatte, da han ud- gav sit store Værk over Tangarterne, benytte sig af dette, og gay derfor, blandt de mange fortræffelige Forestillinger af Fuci, en meget ufuldstændig og tildeels urigtig Figur af denne +). Ja Tydsklands forste Algolog, Professor Mertens i Bremen, tilstaaer, i Recens. over Turners historia fucorum, (indfört i algem. lit- terat. Zeit. 1815 No. 55 &c.) at han aldrig har seet den. Det har derfor lenge veret mig meget magtpaaliggende at erholde et fuldstændigt Exemplar af denne Plante; men uag- tet jeg af enhver, som ventede at komme i de Farvande, hvor *) Temporibus diversis aliqvot hujus Fuci frustula vidi, sed nihil quod cum specimme hic depieto conferri possit, qvamvis hoc qvoqve mancum ; maxima enim stipitis parte, tota qvidem illa qvæ fistulosa est, caret, et præcipua speciei nota e stipite pendet inflato ; Hine fit ut tabula nostra neqvaquam satis apte respondeat descriptioni su- pra e Linnæi Mantissa exscripte,— Mirum qvidem qvod £. buccinal. in omnibus fere desideretur phytophylaceis, qvoniam inter naviga- tores bene diu“innotuit, cube marine nomine his cognitus. Histor. fucor 3. Pp..43. 385 den viser sig, erholdt Lövte derom, har jeg dog först nylig op- naaet mit Onske.. Hr. Pharmaceut Lk/lon*), fra Apenrade, som var i Tie- neste hos den af alle til Cap reisende Naturforskere bekiendte danske Apotheker Pohlmann i Capstaden, og som förend han reiste til Cap var mig bekjendt som en ivrig Botaniker, var den forste som sendte nogenlunde fuldstændige Exemplarer af Fucus buccinalis hertil, og ham skylder jeg at jeg nu kan give en rigtig Figur ‘af den og som jeg haaber en Beskrivelse som er bedre end de hidtil havte; dog maae jeg tilstaae at jeg ikke endnu har seet Exemplarer med fuldsteendig Rod. Men forend jeg fremlægger denne Beskrivelse, vere det mig tilladt at anfore et Par Ord om denne besynderlige Plan- tes Form, dens Egenskaber og dens PladsiSystemet. Detsom iser har giort de Sdefarende og andre Reisende opmærksomme paa den, er dens Storrelse, dens læderagtige Textur, dens be- synderlige Form og den Anvendelse som er en Fölge heraf. I Henseende til Længden kan den vel ikke sættes ved Siden af Fucus pyriferus Lin. (som ogsaa findes paa samme Sted som denne og som efter Pérons og andres Efterretninger op- naaer en Længde af over 300 Fod og er altsaa udentvivl, efter Calamus rudentum Lour. den længste af alle Vegetabilier) men *) Han har nu i Sinde, understôttet af den würtembergske Foreening til at lade Naturforskere reise, at giöre en Reise i det indre af Cap- landet og har ved Capstaden anlagt en Have, hvori dyrkes en stor Mengde af Omegnens Planter, hvorom han har udgivet et lidet Skrift. | Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Cece 386 dens Udstrækning kan dog være temmelig stor. Jeg har ikke Selv seet Exemplarer af mere end 4 Alens Længde, men disse maae hôre til de mindre, thi adskillige Skibscapitainer have for- sikret mig, at de paa Höiden af Cap havde seet Exemplarer som vare længere end Dækket af et stort Skib. I Henseende til Tykkelsen og Fastheden af Stammen, som er omtrent som Pontlæder, overgaaer den Fucus pyriferus. Det som imidlertid meest udmærker den, er dens Stammes Form. Den er nemlig fra Roden til der, hvor den udbreder sig i Bladform, ganske huul og kiölledannet, saaledes at den ne- dentil er smallere (paa de Exemplarer jeg har seet af et Haand- leds Tykkelse) men bliver henimod Enden tykkere og ender sig tilrundet der hvor den udbreder sig i Blade. Naar man i dens friske Tilstand afskierer Roden og den bladagtige Deel af Plan- ten og giver den en snoet Form, hvilket let lader sig giöre, faaer den fuldkommen Lighed med det blæsende Instrument som man kalder en Slange eller Serpent og kan ogsaa bruges paa samme Maade. Reisende fortælle ogsaa at Hottentotterne bruge den til at blæse i istedet for Horn, og havde de Gamle kiendt den, vilde de vist have forestillet Tritonerne blæsende paa Trompetgræs istedetfor paa Sneglehuuse; de franske kalde den derfor og la Trompete de Neptune. Efter Eklons Under- sögelse indeholder den mere Jodine end nogen ham bekiendt Tangart. Forresten veed jeg intet andet om dens Anvendelse end at man paa Skibe bruger den som en Hævert tor at bringe Vand fra een 'Tönde i en anden, og at den efter Thunlergs Beretning svömmende paa Vandet er et Hvilested for Söefuglene 387 hvortil dens hule Stamme giör den meere tienlig end andre Tangarter, samt at den er et Landmerke; efter Osbeck skulde dens Forekommende tilkiendegive at man er 10 Mile fra Caps Grunde. Ligesom flere af de större og faste Tangarter er den besat med en stor Mængde mindre Hydrophyter, og underti- den med Coraller og Conchylier. At denne Plante henhörer til den linneiske Slægt Fucus, derom kan ikke være Tvivl, men da man i den sildigere Tid ved et nöiere Studium af Algologien, ved Arternes Mængde som bleve opdagede og ved deres Formers Forskiellighed, har været nödt til at deele denne Slægt i flere, er det et Sporgs- maal til hvilken af disse den henhorer. Da man ikke kiendte dens Frugt og kun af hele Planten enkelte Stumper, saa kunde man i Henseende til Slegtbestem- melsen Jet tage Feil; imidlertid har Prof. Lamouroum rigtig bestemt dens Plads for saavidt Formen af Lovet angaaer. Han har henfört den til den af ham dannede Slegt Laminaria, og det er vist, at den har i Formen megen Overeenstemmelse med de större Arter af denne Slægt f. e. Laminaria digitata, bul- bosa o. fl. Agardh har beholdt denne Benævnelse, dog tilstaaer denne berômte Algolog (Spec. Algar. p. 112), at han er me- get uvis, da han ikke kiender dens Fructification, om dens rette Plads og at den, ihenseende til Farven mere nermer sig til Slægten Halymenia*). Men da Frugten hos Laminaria er Fröe- *) Bory St. Vincent har i Diction. classiqve @histoire naturelle Vol. 9 henfért den til en Afdeeling af Laminaria som han kalder Fistu- laires og hvortil henhörer 2 Arter, nemlig denne og en nye Art fra Terre - Neuve som han kalder Lamin. ophiura. Cire fk 388 korn indsluttede i Bladets Masse og ikke i Randen, og man hos ucus bu ccinalis finder, foruden det kornede Væsen i Blad- massen, i Randen af Bladet en dobbelt Rad af haarde kiertel- agtige Legemer, som ligeledes ere af en kornet Substans, saa maae man antage disse for at være Frugtgiemmer, og derfor, bör den udentvivl udgiöre en egen Slægt. Til Erindring om Hr. Eklon, hvis Fortienester af Botaniken. jeg forhen har an- fort, har jeg kaldet denne Slægt Eklonia. Forstérrede Fore- stillinger af Bladmassen og af Randkiertlerne ere fremsatte paa Tegningen. Det er mig ikke bekiendt, at den er fundet paa andre Steder end ved Cap, hvor den efter Thunbergs Angivelse voxer paa Klipperne i Bayfalso og Taffelbay, og ved Öen Tri-. stan d’Acunha, i hvis Farvande den, efter Kolbes Beretning, skal forekomme. König antager, at den voxer, paa Stene i Ha- vet, hvor det har en stor Dybde, men dette er ikke rimeligt, ihi paa en meget stor Dybde finder man neppe Planter. Efter disse Bemærkninger om denne Plante, tillader jeg mig nu at fremsætte dens Slægt- og Årtmærke med Synony- mer og Beskrivelse. EKLONIA. Char. essentialis. Glandulæ oblongæ graniferæ in margine ‘frondis dispositæ. Diagnosis et Synonymia. Eklonia buccinalis: stipite fistuloso superne clavato in laminas pinmnatas expanso, pinnis utringve attenuatis, æ 389 Trombas: J. D. et J. J. de Brue der oriental. Indien P. 4 Tab. 10. Fi- gura pessima. - Arundo indica fluitans: C. Bauh, Pin. p. 10. J. Bauh. hist. plant. 2, p. 489: Fucus maritimus major multifolius. Seba. Thesaur. Vol. 3 t. 102 fig. 6? secundum explicationem tabulæ citatæ papyraceæ tenuitatis est, qvod cum nostro non qvadrat. Fucus maximus: Osbeck. Dagbok öfwer en ostindisk Resa p. 283. Fucus buccinalis: stipite fistuloso, fronde pinnata coriacea, foliolis ensifor- mibus integerrimis. Zin. Mantiss. plant. alt. p. 312 Ej. Syst. plant. Ed. Gmel. Vol. 2. p. 1389. Turner historia fucor. Vol. 3 pag. et tab. 139. (fragmentum frondis). Thunb. flora cap. edit. Schultes, 2. p- 754 Parec Trompette: Poiret. Encyclop. method. Tom. 8. p. 345. Laminaria buccinalis: Lamour. essai sur les genres de la famille des Tha- lassiophytes non articulées p. 22. Diction. des scienc, nat. Tom. 25, p. 189. Dictionair. classigv. d’hist. natur. Tom. 9. p. 188. Laminaria buccinalis : stipite fistuloso in laminam lanceolatam pinnatam expanso, pinnis utrinqve attenuatis. 4gardh Spec. Alg. Vol. 1. P. 1. p. 111. Ej. Syst. Algar. p. 270. - Deseriptio Radix: ramosa, lignosa, testaceis et corallinis intertexta (secundum Köni- gium lapidibus in fundo maris aflıxa). Stipes: (secundum Osbeckium et Thunbergium plures et usqve ad septem ex una radice) longitudine 4-20 ped., fusco - nigrescens, opacus, co- riaceo-lignosus, nudus, reticulatim rugosus v. sulcatus; teres, tubu- losus, basi attenuatus (Diametr. 1-3 poll.), sensim incrassatus, sub apice inflato -clavatus, apice iterum attenuatus, complanatus et in frondes expansus. Frondes : stipitem terminantes coriacex, enerves, intus pulpa fibrosa gra- nulis intermixta repletæ, longitud. 1-5 ped., pinnatæ vel simplices: + 390 pinnis lanceolatis, apice et basi attenuatis (interdum apice rotunda- tis), fusco-rufis, glabris, sublucidis, 2-4 pollic, latis 1 lin, crassis, margine incrassatis, nigrescentibus et duplici serie glandularum al- ternantinm armatis. Fructificatio: Glandule oblonge tusco - nigricantes, duplici serie altermatiın in margine pinnarum dispositæ, intus granulis replete. Explicatio iconis. LI Figura major: Laminaria buccinalis } magnitudinis. . . a te i 4 . LK . _ minor superior sinistra: Pars margınıs frondis naturali maghitudine. minor superior dextra: Margo frondis cum glandulis parum aucta. minor inferior dextra: Pars pulpæ frondis cum fibris et granulis; maxime aucta. a minor inferior finistra: Pars glandulæ horizontaliter dissecta cum gra- nulis, maxime aucta, * 1 2.3. Bayer pie. OM LUFTENS VIRKNING DE ASTRONOMISKE : PENDULUHRES OG LÆNGDEUHRENES "REGULATOR AF URBAN JURGENSEN, KONGL. ASTRONOMISK UHRMAGER, RIDDER Al DANNEBROGEN OG DANNEBROGSMAND. EEE Lu ee KÆR + dannedes SS IIT III] II IIIS III III ISI I IIIA IIIT IK Beickoli chedeune ved at tilveiebringe et nôiagtigt Maal for Ti- den ved mekaniske Hjelpemidler, have været saa mangfoldige og saa store, at man maae studse over at disse nu ere ryddede af Veien til den Grad, at Anomalierne i de astronomiske Pen- duluhres og Længdeuhrenes Gang ofte ere saa ubetydelige, at de kun udgjöre Brök af Secunder i 24 Timer. Ikke sjelden see -vi Chronometre af den Fuldkommenhed, at det ene Dogns Gang ikke afviger fra det foregaaende eller efterfôlgende Dogns, mere end eller 4 Secund, og undertiden aldeles Intet. Be- tænke vi, at i et Dôgn tælles 86400 Secunder, saa bliver en Afvigelse af 44 Secund en Misyiisning af ikkun 2,5555 af den Tid, som er et maalt i dette Tidsrum. _ Intet Maal for Ti- den er imidlertid fuldkommen skarpt, undtagen det som vi have ved Himmellegemernes apparente Omdreining om vor Klode, eller hvilket er det samme, ved Jordens Rotation om sin Axe. Ved enhver Maskine finder Gnidning Sted under Be- vægelsen; Bevægelsen er Maalet for Tiden, og da denne Be- vægelse er uafbrudt under Tidmaalingen, saa er Frictionen og- saa bestandig virkende, men da den ikke er jeyn bliver den alt- saa en vedvarende Aarsag til Uregelmæssighed. Ikkedesmindre Vid. Sel, phys. og mathem. Skr. Ill, Deel. Ddd 394 er det lykkedes at reducere dens Indflydelse næsten til Intet; men gandske at tilintetgjöre den bliver sandsynligviis umueligt, og derfor vil der heller ikke kunne ved Maskiner tilveiebringes et Maal for Tiden, der med addeles skarp eller mathematisk Nöiagtighed, Intet vil afvige fra det Maal vi have ved Jordens Omdreining om sin Axe. Bevægelse uden Gnidnings-Modstand findes kun i den store Natur. Jordens Omdreining om sin Axe finder Sted uden al Friction, men dennes frie Bevægelse vil ikke kunne efterlignes ved nogen mekanisk Indrething. Da Frictionen saaledes ikke ‘kan undgaaes, blev det nödvendigt, for at opnaae et nôiagtigt Maal for Tiden ved Maskiner, at udfinde Midler der kunde, om ikke aldeles, saa dog næsten aldeles til- intetgjöre dennes forstyrrende Indflydelse paa Gangens Regel- rigtighed. Videnskaberne, som ved det Lys de udbrede, have gjort det lettere at finde den Vei der fôrer til ethvert nyttigt Maal, have ogsaa her havt deres velgjörende Indflydelse, og dem skylde vi Theorien om Isochronismen, og Maaden hvor-. paa denne tilveiebringes ved Uroens större og mindre Sving- nings Buer. Vi skylde dem altsaa Midlet til at frembringe Re- selrigtighed selv under en tiltagende og foranderlig Friction ved Længdeuhrene. Uagtet den Nüiagtighed som kan opnaaes i Tidens Maa] ved de astronomiske Penduluhre og Længdeuhrene, finde ved disse dog endnu Anomalier Sted, hvilke i övrigt som oftest ere saa smaae; at de kun ved de strengeste Fordringer kunne kom- me i Betragtning. Den berömte Bessel har saaledes i »Astro= nomische Nachrichten” N. 28 gjort opmærksom paa den For- andring, der kan finde Sted i de astronomiske Penduluhres 395 * % Gang ved Forandringerne i Luflens Tethed*). Det er noksom bekjendt, at Lufttætheden ikke bestandigen er den samme, og at Forandringerne rette sig iser efter Thermometer- Standen. Ved Kulden bliver Luften tettere, ved Varmen skeer det Mod- satte; men denne Luftens forskjellige Tæthed forandrer Pen- dulets Tyngde, og fölgeligen ogsaa Svingnings- Kraften, der bestemmer Svingnings - Tiderne. Den nysnævnte Videnskabs- mand opfordrer Konstnerne, til at söge at hæve denne Luft- forandringens skadelige Indflydelse, og peger selv hen paa Veien der kan före til Maalet. Han siger: ”sætte vi Pendulets Tyngde = 1 og kalde vi Luftens Tæthed A og Pendulets A’, : . , z A saa bliver Svingnings - Kraften == 1 — CAR Da nu A er variabel, saa maae Svingningstiderne, der beroe paa Sving- nings = Kraften ogsaa vere variabel. Endeligen godtgjor han ved Beregninger, at, ved en Thermometer Forandring fra + 25° til — 25°, vil Forandringen i Uhrets Gang, hvis Pendulet er fuldkommen compenseret, vere fra + 0,54 til — 0,65 i 24 Timer, og at man vilde kunne hæve denne Uregelmæssig- hed ved at indrette Compensationen ved Pendulet saaledes, at denne blev noget for svag, og saa meget for svag, at Pendulet blev for langt 3353555 af dets hele Længde for en tiltagende Varme af een Grad af Centesimal-Thermometret, og det Om- vendte vilde da finde Sted ved en aftagende Varme. *) Denne Aarsag til Uregelrigtighed i Pendel - Svingene, har dog alle- rede tidligere veret bemærket; og findes blandt andet anfört i Aa- ret 1809 i vor berömte Ørsteds Værk over ”Naturens almindelige Love.” Dddge2 * ‘896 enne Formindskelse i Compensationen af 2435573 for een Thermometer-Grad forsvinder for Sandserne, og det vilde være umucligt, ved de hidtil bekjendte Midler, at indrette et sammensat Pendul saaledes, at man forud og uden at have pro- vet Compensationen ved Uhrets Gang, kunde med Bestemthed være vis paa, at denne virkeligen var en sex Million og fire- hundrede tusinde Deel af Pendulets hele Længde for svag. Dog synes det mueligt at finde en Vei paa hvilken den af Bes- sel foreslaaede Correction kunde tilveiebringes, nemlig yed An- vendelsen af Quiksölvpendulet. Til den Ende maatte dette ind- rettes saaledes, at den compenserende Quiksdly-Colonne hayde den Höide, som Beregningerne efter. Dilatations-Tabellerne an- give, og Karret, som,indeholdt Quiksölvet, maatte vere aabent, saa at der uden Vanskelighed deri kunde indgydes mere Quik- sölv, eller og at man-i modsat Fald deraf kunde udtage Quik- sölv. Ved nu at prove Uhret, som havde dette Quiksölvpendul til Regulator, efter Fixstjernerne og i meget forskjellige Tem- peratur-Grader, vilde erfares om ‘Compensationen var for svag eller for stærk. I förste Tilfælde maatte indgydes noget Quik- sdly i Karret; og i sidste Tilfælde maatte man derimod for- mindske Quiksölvets Masse, og da atler prove Uhrets Gang, for at see hyor heldig man havde været i at opnaae en fuldkom- men Compensation. Saaledes maatle man vedblive, indtil Uhrets Gang var bleven fuldkommen eens Vinter og Sommer, eller i Kulde og Varme. Naar dette var opnaaet, vilde med det Samme deri være indbefattet den af Bessel foreslaaede Cor- rection, og saaledes vilde denne dybttænkende Videnskabs- a "892 - mands Forslag vere bleven bragt i Udförelse paa en sikker og let Maade. Luftmodstandens Indflydelse paa Pendulsvingenes Störrelse, er ikke kommen i. Betragtning i Bessels Opfordring. Foran- - dringerne som denne Modstand mueligen kunde foraarsage i Svingenes Störrelse og Tider, vilde ogsaa beroe paa Luftens mere eller mindre Tæthed, og altsaa nærmest staae i Forhold til Thermometer-Standen; men i saa Tilfælde vilde ogsaa Cor- rectionen derfor, af sig selv være indbefattet i den ovenfor an- givne Compensations - Maade. Luftens Modstand ved Pendulet er imidlertid langt fra ikke saa betydelig, som den der finder Sted ved Compensations- Uroen i Længde- Uhrene; thi Pendulets Svingnings-Bue ér knap 3 Tommer i 1 Secund, da derimod en Uroe i et Box- Chronometer i samme Tid gjennemlöber mellem 12 til 18 Tom- mer, og har saaledes en Luftmodstånd, der ei alene staaer i Forhold til de gjennemlåbne Veie, men endnu- er forholdsviis stôrre end Pendulets, ved Uroens resisterende Fladers stôrre Forhold til dens Svingningskraft. Denne Uroens Luftmodstand maae virke betydeligen paa - Syingnings-Buernes Størrelse, og mere eller mindre i Forhold til Luft-Tætheden, og altsaa tillige frembringe wlige store Sving- nings~Buer, hvilket, som det synes, kunde vere en Aarsag til Urigtighed i Chronometrets Gang. Det er af Vigtighed noie at kjende denne Luftmodstan- dens Indflydelse; men bestemt Kundskab herom kan ikkun faaes ved passende Forsög. For at kunne anstille disse har jeg ud- valgt flere af de bedste Chronometre, ladet dem gaaëé i den 398 atmosphæriske Luft og i fortyndet Luft under Luftpompens Klokke *), og saaledes efter gjentagne Forsög, iværksatte med den fornödne Nöiagtighed, erholdt de Resultater som her blive anförte. | I. Forsög over Compensations- Uroernes Svingnings- Buers foranderlige Störrelse, naar Svingene skee i atmosphe- risk Luft fortyndet til en Barometer-Hôüide af kun fire Tommer: 1, Box- Chronometret U." J." N. 17 svingede: , I atmosphærisk Luft . . . 555 à 540 Grader I fortyndet Luft ....: .. 655 à 660 Altsaa i den fortyndede Luft bleve Sving- nings-Buernes Grader forögede indtil. . . . . . 120° **), 2, Chronometret Arnold N. 82 svingede: ANA *) Jeg er bleven sat istand til at anstille disse Forsôg ved vor be- römte Ørsted, der med al den Beredvillighed, som man oftest mö- der hos Videnskabsmænd af förste Classe, naar det kommer an paa nyttige Foretagenders Fremme, har staaet mig bi med Instrumenter, Anviisning og Raad. **) Enhver som kjender til Vanskeligheden og næsten Umuligheden, der er i at bestemme aldeles néie en Uroes Svingningsbue under Uhrets Gang, vil let indsee at isteden for de her anfårte runde Tal, har maaskee Svingene været enten lidet stårre eller mindre. Saaledes er det da mueligt, at isteden for de her ovenanfårte 1209, har maa- skee den forögede Svingningsbue kun været 118 eller 119° eller maaskee ogsaa 121 à 122°; men det vil og let indsees at dette ikke har mindste Indflydelse paa Rigtigheden af de Slutninger der ere dragne af "'orsögene. I atmosphærisk Luft . . . 400 à 405° I fortyndet Luft ..... 470 a 475° Altsaa i den fortyndede Luft bleve Sving- nings-Buernes Grader forögede indtil....... 70 3, Chronometret U." J.” N. 51 svingede: I atmosphærisk Luft... 450 à 455° I fortyndet Luft .... . 505 a 510° Altsaa i den fortyndede Luft bleve Sving- nings-Buernes Grader forögede indtil....... 55 4, Chronometret Arnold N. 458 svingede : I atmosphærisk Luft . . . 400 à 405° , I fortyndet Luft ... .. 450 à 455° Altsaa i den fortyndede Luft bleve Sving- nings-Buernes Grader forögede indtil . . . . . . . 50 5, Chronometret U. J. N. 58 svingede : I atmosphærisk Luft . . . 420 a 425° I fortyndet Luft .... . 460 a 465° Altsaa i den fortyndede Luft bleve Sving- nings - Buernes Grader forögede indtil. . : . : . . 40° Efter at disse Forsög vare fuldendte, bleve nye foretagne under en mindre Forandring af Barometer — Håiden nemlig fra 24 til 28 Tommer, og derved fandtes: At Svingnings - Buerne kun forandrede sig paa det Nærmeste + Deel af de ovenfor an- forte Resultater, under en Forandring af Barometer - Hôide fra 4 til 28 Tommer. Saaledes svingede f. Ex, Box-Chronometret U. J. N. 17, tyve Grader mere i den tyndere Luft end i den atmospheriske, og U. J. N. 58 sex til syy Grader mere under samme Omstændigheder. 400 Den större eller mindre-Forandring i Svingnings-Buernes Störrelse, som Forsögene i tættere og tyndere Luft angive, staaer i Forhold til Uroernes Slürrelse. Saaledes har Box-Chronome- trets Uroe, som er den stôrste af de fem der brugtes til For- sögene, en Forögelse af omtrent 2; Deel af dens Svingnings- Bue for 4 Tommers Synken i Barometerhöiden, isteden for at U. J. N. 58, som havde den mindste Uroe, kun forandrede sine Syingnings - Buer paa det Nermeste 5 Deel af Uroens Sving. Heraf erfare vi med Bestemthed, at de större Uroer lide mere af Luftmodstanden end de Smaae, og fölgeligen, at de större Længdeuhre behöve, ogsaa af denne Aarsag, en stôrre Kraft end de Smaae, for at kunne svinge i ligesaa store Buer som disse Sidste. Vi vidste allerede at de store, og fölgeligen tungere Uroer, havde en större Friction end de smaae og alt- saa lettere Uroer, og fülgeligen, at de större Chronometre, endnu af denne Aarsag, behôvede en endnu atter större Kraft, for at kunne svinge ligesaameget som disse. Af disse to Aar- sager bliver det uundgaaelig nôdvendigt meget at foröge Kraf- ten ved de större Længdeuhre; men denne forögede Kraft frem- bringer atter en ny Gnidningsmodstand, som igjen skal over- vindes ved Tilleg i Kraften; saaledes, at det ikke er nok ved de större Længdeuhre, at foröge Kraften i Forhold til Uroer- nes Diametre. Denne större Kraft maae snarere staae i For- hold til Quadratet af Diametrene, saaledes at hvis Krafien, som behöves, naar Uroens Diameter er 1, kan udtrykkes ved 8, saa maae Kraften, som udfordres til en Uroe = 2, være 8 X 2* eller 52. Men vi kjende Gnidningens skadelige Inflydelse 401 | _ paa Chronemetrets forskjellige Dele, og vi vide altsaa at det er væsentlist ikke unödvendigen at foröge denne, og fölgeligen at de mindre Længdeuhre i denne Henseende ere at foretrække for de Större, da de förstes Uroer lide mindre af Luftmod- standen og have mindre Gnidning ved deres Tappe, end.de större og tungere Uroer i Box-Chronometrene. Dog have Box- Chronometrerie, og ethvert Længdeuhr med en stor Kraft, det Fortrin for de mindre Chronometre, at Oliens Indflydelse ved de förste er mindre skadelig, just fordi Kraften og Uroens Bevægelses Quantitet ere meget store. Det kommer altsaa an paa, for at undgaae Anvendelsen af en al for stor Kraft, og den deraf flydende Gnidning, ikke at give Chronometret en al {or stor Diameter og Uroe; men tillige paa den anden Side at forebygge Oliens | skadelige Indflydelse, hvilket især skeer ved at foröge Kraften og Uroens Diameter. Der gives altsaa en Middel-Stôrrelse, ved hvilken man kan forene de stårste Fordele med'de mindste Mangler, og denne Störrelse kan man med Sikkerhed antage, efter de nuværende Construciioner, at være saaledes, at de mindste Chronometre ikke bôr være under 2 Tommers Diameter +), og de störste ikke over 5 Tommers Diameter. *ÿ Man er nu kommen til en saa stor Færdighed i Udförelsen, 08 man er ogsaa i denne Henseende forsynet med saa mange Hjelpe- midler, at det er ikke vanskeligere at udföre et Chronometer af 2 Tommers Diameter, end et större. Altsaa er det ikke nödvendigt at give disse Maskiner en stor Diameter, for at gjore Udförelsen Bi lettere og nölagtigere. Vid. Sel, phys. og mathem: Skr. III. Deel. Eee 402 Foruden den Formindskelse i Luftmodstanden, som saa- ledes kan tilveiebringes ved at give Uroen en passende Diame- ter, kan endnu en anden opnaacs, ved at give Uroen en mere hensigtssyarende Form, end den som almindeligen benyt- tes. Dette vil letteligen skiönnes, ved at kaste Öinene paa hos- staaende Tegning, hvor tvende Compensations-Uroer ere af- ridsede, og hvoraf den ene er saaledes som den almindeligen anvendes i Lengdeuhrene, og den anden saaledes, som den mere fordeelagtigen kunde udföres til Luftmodstandens For- mindskelse. Fig ı forestiller den almindeligen brugte Compensations- Uroe og Fig. 2 den ved hvilken Luftmodstanden er formind- sket. 1 Fig. 1 ere abed, abcd de compenserende Masser, og ab, ab, cd, cd ere de Flader, som stôde an mod Luften under Uroens Sving. Skruerne ee, som tjene til Længdeuhrets Regulering efter Middeltid eller Stjernetid, ere her cylindriske og paa dem har Luftmodstanden ogsaa Indflydelse under Svin- gene. I Fig. 2, hvor de compenserende Masser 7, m antages at vere af samme Vægt som Masserne abcd, abcd i Fig. 1, er Formen saaledes som Tegningen angiver den, og saaledes at Luften lettere klôves under Svingene, ved de resisterende Siders kileagtige Form. Herved vil altsaa Luftmodstanden me- get blive formindsket. Endvidere ere de reglerende Masser af samme Form som en Pendellindse, saaledes som sees i samme Fig. 2 nn og herved vil atter, som letteligen indsees, en ny Formindskelse i Luftmodstanden vere tilveiebragt. Uroens ivende Arme, som gaae til dens Center, kunde ogsaa gjöres Kileformede eller skarpe paa deres resisterende Sider, hvorved 403 atter noget vilde vindes, og saaledes vilde der fra Formens Side være opnaaet betydelige Fordele. Dog kan endnu paa en anden Maade tilveiebringes en betydelig Formindskelse i Luftmodstanden, nemlig ved Anven- delsen af Masser af en större Vægtiylde end den sam alminde- ligen gives disse. De compenserende Masser gjöres af Messing i Chronometrene, og de reglerende som oftest af Staal; ved at gjôre dem af Guld eller Platin, isteden for af Messing og Staal, vilde deres Volumen reduceres i Forholdet af 19 til 8 eller 21 til 8, endskjöndt deres Vægt blev uforandret, og saale- des vilde Luftmodstanden ogsaa reduceres til paa det Naermeste 55 Deel eller xx af den som fandt Sted ved Messingmasserne. Ved saaledes at iagttage hvad ovenfor er sagt, nemlig ved at give Uroen den meest passende Störrelse, ved at ajôre den af den angivne Form, og ved at give Masserne den mue- ligst störste Veegtfylde, vil Luftmodstanden blive saa formindsket at dens Indflydelse paa Svingnings-Buernes Störrelse ikke vil udfordre et Tilleg i den drivende Kraft, som i nogen mærkelig Grad kan foröge Frictionen, og som kunde have en forstyr- rende Virkning paa Længdeuhrets Rigtighed *). *) Det er næsten overflödigt at gjöre opmærksom paa, at de her an- givne Forbedringer kun kunne være til Nytte ved de i alle andre Henseender fuldkomne Længdeuhre, og hvori de smaae Urigtighe- der som endau kunde finde Sted især hidröre fra Luftens Virk- ning paa Regulatoren. Dog er denne Luftmodstand, og Forandrin- gerne 1 samme ikke den Aarsag som meest forstyrrer disse Maski- ners regelmæssige Gang. Er Langdeulirets Construction ikke saa Eee2 404 ne ee i Efter at ovenanfårte Forsög med Bestemthed angave at Lufttæthedens Forskjellighed havde en ikke ubetydelig Indfly- delse paa Chronometernes Svingningsbuer, og at disse snart bleve större, snart mindre, alt som Luften var tyndere eller tættere, bleve endnu vigtigere Forsög at udfåre med Hensyn til den foranderlige Lufttætheds Virkning paa Gangens Rigtig- hed. Disse Forsåg ere nu anstillede med den Omhyggelighed, som er nödvendig for at opnaae nölagtige Resuliater. Chrono- meterne som brugtes ‘til Forsögene vare længe prövede, og de- res Gang erkjendt for paalidelig. Forsögene gjordes i een og samme 'Temperatur, thi saaledes blev det sikkert, at de mulige Forandringer i Chronometrets Gang i tyndere og tættere Luft, ikke kunde hidröre fra en Ufuldkommenhed i Compensationen. Uhrenes Stilling under Forsögene vare ogsaa fuldkommen den samme og besiandigen horizontal, for at den Forskjellighed som mere eller mindre finder Sted ı Uhrets Gang, naar Stillingen forandres, ikke heller skulde kunne give Anledning til. urigtige Resultater. Ændvidere brugtes den Forsigtighed at Forsögene i atmosphærisk Luft, saavelsom i fortyndet Luft bleve begge an- stillede paa Luftpompens Plade, og under Glas-Klokken, saa- ledes at Chronometret i begge Tilfælde befandt sig paa eet og samme Sted. Paa denne Maade blev det vist, at den Attraction fordeclagtig som mucligt, ere Isochronismen og Compensationen ved disse ikke bragte til Fuldkommenhed og er Udförelsen ikke af den höieste Grad af Nöiagtighed, da er det overflödigt at söge at hæve de mindre Mangler, der forsyinde mod de Större som saaledes finde Sted. wo AS" ‘ som finder Sted mellem de omgivende Legemer og Chronome- tret selv, og som ved at virke paa Uroen ogsaa kan have no- gen Indflydelse paa Uhrets Gang, her er bleven uforandret un- der Forsôgene, og at alisaa de muelige Forandringer i Gangen, ikke skulde kunne foraarsages ved en större eller mindre til- trækkende Kraft. Forsögene ere félgende: teetheder: 1°. Forsög med Chronometret U. J. N. 58: I atmosphærisk Luft var dette Chronometers Middel- gang, efter 5 Dages Observation i 24 Timer .. I Luft fortyndet til en Barometerhöide af ikkun 4 Tome mer, var Middelgangen efter 5 Dages Observa- Bons na Dimmer... 2, we A a : Altsaa gik Chronometret U.J. N. 58 fastere i for- tyndet Luft end i atmospherisk Luft, og vandt dagli- gen 1/52 mere i den fortyndede Lufi. 2°. Forsôg med Chronometret Arnold N. 82: I atmosphærisk Luft var dette Chronometers Middel- gang, efter 5 Dages Observation, i 24 'Timer. . I Luft fortyndet til en Barometerhöide af ikkun 4 Tom- mer, var Middelgangen efter 5 Dages Observa- HOU 1224 PIE Such À LES AE volte Sa Altsaa sik. dette Chronometer ogsaa fastere i den forlyndede Luft og vandt 47,5 mere end i den atmos- phæriske i 24 'Timer. Å. À. IL Forsog over Læœngdeuhrenes Gang i forskjellige. Luft- _ 406 5°. Forsög med Chronometret Arnold N. 458: I atmosphærisk Luft var Chronometrets Middelgang efter 5 Dages Observation i 24 Timer... ... A. 04 I Luft fortyndet til en Barometerhöide af ikkun 4 Tom- mer var Middelgangen, efter 5 Dages Observa-- tion 1°94 Time isa, EDIT ET A Altsaa gik dette Chronometer langsommere i for- tyndet Luft end i den atmosphæriske og tabte i den fortyndede Luft dagligen 3 Secunder. 4°. Forsög med Chronometret U. J. N. 51: I atmosphærisk Luft var Chronometrets Middelgang, efter 5 Dages Observation i 24 Timer ...... BR. I Luft fortyndet til en Barometerhöide af ikkun 4 Tom- mer var Middelgangen, efter 5 Dages Observa- Bon. 3.24 Timer u ha RER: DE Altsaa gik dette Chronometer langsommere i fortyndet Luft end i atmosphærisk Luft, og retarderede i 24 Timer i fortyn- det Luft 0,7 mere end i den atmosphæriske Luft. Af disse Forsög see vi, at naar Lufttætheden bliver min- dre, og Uroens Syingningsbuer derved stôrre, kan denne Aar- sag frembringe tvende modsatte Virkninger; det er at sige bringe nogle Chronometre til at accelerere og andre til at re- tardere. Saaledes, ved at fortynde Luften under Luftpompens Klokke saa meget, at Barometret faldt 24 'Tommer, eller at Barometerhöiden kun blev 4 Tommer, blev Accelerationen ved U. J. N. 58 i 24 Timer 17,2 mere end i den atmosphæriske Luft; Arnold N. 82 avancerede ogsaa under samme Omsten- digheder i 24 Timer 4,5. Altsaa fandt Acceleration Sted ved 407 begge disse to Chronometre i fortyndet Luft, isteden for at det Modsatte var Tilfældet med Arnold N. 458 og U. J. N. 51, der begge retarderede i fortyndet Luft; det förste 3,0, men det sidste kun 0”,7 i samme Tid. Det synes ved förste Oiekast at samme Aarsag maatte frembringe samme Virkning, og dette vilde sikkert her ogsaa have været Tilfældet, hvis de Chronometre som brugtes til Forsôgene havde været af een og samme Natur; men dette har ikke været saa. Spiralfjederen eller den reglerende Fjeder har været af forskjellig Beskaffen- hed i disse Maskiner. Vi vide at denne Fjeder kan bringes til at reglere Uroens Sving saaledes at de större og mindre Sving skee i samme Tider, eller saaledes, at hvis Uroen f. Ex. svin- gede 450 Grader, og Chronometret da fulgte Middeltid, saa vilde det ligeledes fölge Middeltid, om Svingene ved Uroen end bleve formindskede til 500 Grader. Denne Egenskab som kan tilveiebringes ved Uroens Sying, ved Hjelp af Spiralfjederen, kaldes, som bekjendt, Isochronismen *). Vi vide endvidere, at *) To berömte Mend Pierre le Roy og Ferdinand Berthoud skylde vi Theorien om Isochronismen tilveiebragt ved Spiralfjederen. Pierre le Roy naaede Maalet ved at give Spiralfjederen en vis bestemt Længde, Ferdinand Berthoud derimod ved at give denne en vis be- stemt Form. Pierre le Roys Maade er den som meest anvendes nu omstunder, og jeg vil snart faae Leilighed til anden Steds, at af- handle med tilstrækkelig Udförligked denne interessante Materie. Ferdinand Berthoud har iövrigt angivet i hans ”Traite des horlo- ges marines” Maaden paa hvilken Isochronismen kan tilveiebringes ; dog afviger man nu fra denne ældre Methode, der dog imidlertid er Grundyolden til den Nyere, som anvendes med störste Held. 408 oe eee nn 4 Spiralfjederens Forhold af Længde og Tykkelse kan være saa- dan, at de smaae Sying ved Uroen blive langsommere end de större Sving; men ogsaa, at det Modsatte kan vere Tilfældet, nemlig, at de smaae Sving ved Uroen, kunne vere hurtigere : end de större. Af disse forskjellige Egenskaber ved Spiralfjede- ren bliver det ikke vanskeligt at forklare hvorledes -en större eller mindre Luftmodstand, der dog meget forandrer Sving- ningsbuernes Siörrelse, enten kun lidet eller intet forandrer Uhrgangen, eller cg hvorledes denne samme Luftmodstand kan tilyeiebringe modsatte Virkninger under sen og samme Luftfor- andring. Antage vi, at Spiralfjederen er af den Natur at Uroens smaae Sving blive langsommere end de stôrre, da er det klart, at et Chronometer med saadan Spiralfjeder, maae gaae fastere i fortyndet end i tættere Luft, thi Svingnings- buerne blive större i tyndere Luft og Spiralfjederen som brin- ger de smaae Buer til at blive langsommere end de Större, til- veiebringer altsaa Acceleration ved de större Buer som finde Sted i den fortyndede Luft. Er derimod Spiralfjederens Be- skaffenhed saaledes, at de smaae Buer blive hurtigere end Uroens större Svingningsbuer, da vil Chronometret retardere i den mindre tætte Luft, netop fordi de större Buer, som finde Sted i den tyndere Luft, ere, i Fölge Spiralfjederens Natur, lang- sommere end de smaae Svingningsbuer. Heraf kan man med god Grund slutte sig til, at den Re+ tardation som opstod i fortyndet Luft ved Chronometret 4r- nold N. 458, og den Acceleration som fandt Sted, i en til samme Grad fortyndet Luft, ved Chronometret Arnold N. 82, 409 begge opstode ira en mindre heldig Isochronisme, men hvis Mangler vare i modsatte Retninger. | Men de Forsög som ere udförte i forskjellige Lufttæthe- der med Chronometerne U. J. N. 51 og 58, hvilke begge kun saare lidet forandrede deres Gang i fortyndet Luft, ville alene bringe os til bestemt Kundskab om Maaden, paa hvilken Luft- tæthedens Foranderligheds Indflydelse paa Uhrgangen kan til- intetgjöres. Jeg siger bestemt Kundskab, thi ved disse to Chro- nometre er Spiralfjederens Natur fuldkommen bekjendt, da For- holdet imellem Uroernes större eller mindre Svingningsbuer strengt er tilveiebragt efter de, ved Erfaring bekræftede Reg- ler. Det er ikke Stedet her at omtale de Grunde, som have foraarsaget, at man er afvegen i de senere Aar, fra en fuld- kommen Eenstidighed i Uroens Sving; det er tilstrækkeligt at anföre, at man nuomstunder har fundet det fordeclagtigt at tilveiebringe nogen mere Hurtighed ved Uroens smaae Sving end ved dens större Sving, saaledes, at, hvis Chronometret med Svingningsbuer af 450 Graders Störrelse , fulgte Middeltid, da vilde det samme Chronometer, hvis Svingningsbuerne bleve, ved en Formindskelse i den drivende Kraft, reducerede til 500 Grader, paa det Nærmeste accelerere 5 à 6 Secunder i 24 Ti- mer. Efter denne Regel ere alle mine Chronometre indrette- de, og saaledes er det ogsaa Tilfældet med U. J. N. 51 og 58, som bleve brugte til Forsögene over Luftmodstandens For- anderligheds Indilydelse paa disse Maskiners Gang *). *) Hvad jeg her anförer, med Hensyn til Forholdet imellem de större og mindre Uroe-Sving ved U. J. N. 31 og 38, er jeg aldeles sik- ker paa at vere nöiagtig, da jeg bestandigen selv har. forbeholdt Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Fff 410 Nu have vi erfaret ved Forsögene, at naar Luften for- tyndedes til den Grad, at Barometrets Quiksölv-Colonne faldt 24 Tommer, eller at Barometret kun angav 4 'Tommer, da forandrede Gangen af U. J. N. 51 sig kun 0‘,7 og af U. J. N. 58 kun 1”,2 i 24 Timer. Men denne Forandring i Barometerhöi- den, er paa det Nærmeste sex Gange större end den som alminde= ligen finder Sted i Atmosphæren, og altsaa vil den virkelige For- andring i Lufttætheden paa de forskjellige Steder paa Jordens Overflade *), hvor Chronometret paa Reiserne kunde befinde sig, kun udgjöre $ Part af den Forandring, som fandt Sted i Luftpompens Klokke under Forsögene. Men saaledes vil Lufttæthedens Foranderlighed heller ikke frembringe stôrre Forandring i. Uhrgangen, end paa det Nærmeste. 1 Part af den ovenanfårte Forandring i Gangen. Dette har jeg fundet bekræftet ved nye Forsög under Luftklokken, hvor Luften kun blev saa meget fortyndet, at Barometret sank 4 Tommer un- der dets daværende Höide i den atmosphæriske Luft; det er at sige: Anomalierne ved de her omtalte tvende Chronome- mig Udförelsen af Spiralfjederen, og Tilveiebringelsen af Isochro- nismen ved mine Chronometre uden Undtagelse. Jeg har selv truk- ket Traaden hvoraf disse Fjedere gjöres, og givet dem deres Form, jeg har reguleret: Chronometerne efter Middeltid, og selv tilveie- bragt Isochronismen efter den Regel som her er omtalt. Spiral- fjederen er Sjælen iet Chronometer og for at være overbeviist om, at den har de Egenskaber uden hvilke der ikke kan opnaaes den störste Regelmæssighed i Uhrgangen, maae man have arbeidet med egne Hænder, seet med egne Oine og have prövet ved egne Forsög. *) Med Undtagelse af höie Bjerge. | ar | tre vare saa smaae, eller Forskjellen 1 Gangen i atmospherisk og fortyndet Luft saa liden, at det var kun» lidet mueligt at angive, om denne hidrôrte fra Luftens Virkning paa Uroen eller fra andre indvendige Aarsager i Uhret, hvilket Sidste dog meest synes at kunne formodes, da Gangens ubetydelige Forandring, vilde have været een og den samme under samme Barometerhôide, hvis Aarsagen havde ligget i Luftmodstanden, da den derimod i dette "Tilfælde angav den ene Dag nøgle Frac- tioner af Secunders Acceleration og andre Dage nogle Fractio- ner af Secunders Retardation. Altsaa da den endnu muelig væ- rende Mangel er saa liden, at den ikke kan iagttages ved Chro- nometernes Gang i de senere brugte Lufttætheder, og da den rimeligviis kun i det Höieste kan ansættes for 24 Timer, ved tea: 07447 D JON 54 fa eller 0”, 12 og i samme Tidsrum ved T. a, 2 J. N, 58 til eller 0”, 2, saa kunne vi med Sikkerhed forlade os paa: At naar et Chronometer er forsynet med en Spiralfjeder, som bringer det til at gaae fastere med de min- dre Svingningsbuer end med de storre Buer, saa meget at for en Formindskelse i Svingningsbuerne af 150 Grader, en Acceleration af 5 til 6 Secunder finder Sted i 24 Timer, da vil den forandrede Lufttetheds Indflydelse paa Uhrets Gang være aldeles umerkelig og altsaa saa godt som aldeles til- intetgjort. Vi have altsaa nu bestemt Kundskab om de Betingelser, under hvilke Luftmodstandens Indflydelse paa Chronometernes _eller Længdeuhrenes Gang aldeles tilinteigjöres, endog ved Uroer Fiff2 412 som ikke have den meest fordeelagtige Form til Luftmodstan- dens Formindskelse. Anvendes nu den mere hensigtssvarende Form, som ovenfor er angivet, da kan man vere saa meget mere sikker paa at det mindste Spor af Uregelmessighed vil forsvinde. Ovenanförte Forsög ere, saavidt mig er bekjendt, ikke för blevne gjorte — og Aarsagen hertil ligger rimeligviis deri, at hidindtil have större Hindringer fæstet Opmærksomheden, hvor- for man mindre har tænkt paa, nöie at kjende de smaae og til- syneladende ubetydelige Aarsager til Afvigelser i Gangen. Vore Dages Astronomer og naturkyndige Videnskabsmænd, der saa höiligen udmærke sig ved skarp Nôiagtighed i deres Iagttagelser, og som såge at hæve enhver endnu overbleven Mangel ved de Instrumenter de benytle, sætte Konstnerne i den Nödvendighed, ikke at frygte for nogen Anstrængelse der kan bidrage til at komme det tilsigtede Maal nærmere. Ovenstaaende, tår jeg maaske haabe, vil kunne ansees som et ringe Bidrag til denne Hensigts Opnaaelse. Pad. Selsk. math. og phys. Sel D. Zirgenvrere Ahr. om Lifters Virkning paa lenduluhre, p.391. ase SAN FEST Wr Air wr Load tribut Moi \ wind FL Los my J 1 D, TRE ees a Vite tte AN aks Lt REGISTER OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS NATURVIDENSKABELIGE OG MATHEMATISKE AFHANDLINGER PRED TE DoE Eo, A bami-aulage- Tjo, 212. Abami - Tjo,, 212. Abildgaard, Om Indvoldsorme, 283. 300. Abildgaardia lanceolata, 58. — tristachya, 53. Abontä, 147. Acacia orientalis gloriosa &c., 229. Acephala Mollusca, 254. Achras macrophylla, 199. — — sericea, 199. Achyranthes echinata, 158. — ficoidea, 163. — geminata, 158. — Janata, 164 - 165. — mollis , 157. — nodosa, 159. — stellata, 156. — Thonningü, 159. — villosa, 165. Adanson’s Undersögelser af Senegals Planter , 23. R ‘Adenanthera tetraptera, 233. Adodomi , 245. Ægilops maderaspatana, 68. Aflaumbé, 166. Afrikas Vegetation lidet bekjendt, 23- 24. Dets Sydpynt har en over- maade riig Vegetation, 381 - 382. Afzelius, Om guineiske Plantesleg- ter, 24. Agardh regner Fucus buccinalis til Laminaria, 387. Agrostis congener, 66. — extensa, 65. — pungens, 66. — tenacissima, 65. — virginica, 66. Ahablobe , 196. Aira bicolor, 83. Akokobessa, 166. Albers om Snylteorme hos Delphi- nen, 266. Aleyonidium attenuatum, XXXIX, Aletris guineensis , 194. — hyacintoides ß., 194 Alisma sagittifolia , 202. Alkekengi indicum glabrum, 140. Allium guineense, 191- 414 Aloe africana &c,, 196. — ‘guineensis, 194. — perfoliata J. à. 4. 1, 196. — picta, 196. Alpernes Regnforhold, XX-XXIL Alsine affinis foliis &e., 184. — auriculæ ursi foliis, 184. — erecta pentaphylla, 183. — procumbens &c., 183. — pumila &c., 182, — Saxifraga indica &c., 182. Alternanthera caule repente, 163. Alunjord i Morsum Cliff, 371. Amaranthus humilis &c., 163. — indicus verticillatus, 165. Amaryllis nivea, 189. — ornata, 191. — trigona, 190. — zeylanica, 190. Amba- Pang, wy JE Amotobi, 140. Amrom, Glimmerleer der, 373. Amyris anisata, 211. Anarrhicas, XXXIX - XL. Anatomie (Blöddyrenes). Bidrag der- til af Prof, Jacobson, 249 - 362. Andropogon canaliculatus, 72, — contortus, 68. — distachyos, 72. — guineensis, 71. — hirtus, 72. — simplex, 69. — tectorum, 69, — verticillatus, 70. Animalia entozoa, 265. — epizoa, 265. — mollusca, 251. Animalia parasitica, 264. Anis Tree, 212. Anmanum Ba, 102. Anodonta, 256 - 258. — cygnea, 282, 283, — intermedia, 284. Apata , 47. Apeninernes Regnforhold, XX-XXII. Aponogeton monostachyos, 204. — subconjugatus, 203. Aquilicia sambucina, 154. Arabis Holbéllii, LVIII. Argile plastique, XXVI, XXIX, Aristida cærulescens, 67. — longiflora, 68. — submucronata, 67, Aristoteles’s Mening om Blöddyrenes Opkomst, 252, han.antog at Ny- rer kun findes hos Pattedyr, 324. Arundo indica fluitans, 389. Asa foetida, XLVI. Asablobe , 196. Ascarides , 265. Asclepias aphylla, 476. — convolvulacea , 172. 174. — gigantea, 174-175. — muricata, 173. — nuda, 175. — procera, 174. — stipitacea, 176. Asiante Peber, 39. Asogagaple , 146. Aspergillum , 292. Astronomiske Penduluhres Regulator. Luftens Virkning derpaa, 391-412. Atia- Tjo, 210. Atropo, 144, 415 Atropo Bah, 146. Aumbe ; 209, BD. Bäbylà - Nairie, 125. Baer, Om Indvoldsorme hos Ano- donten, 291. Bank's Exemplar af Fucus buccina- lis, 384. Barometrets lave Middelstand i Is- land og flere Steder, XXIX-XXXI, Foranderlighed i Island, XXXI- XXXII. Barometerfald d. 14 Ia- nuar 1827, LX-LXII. Basissa , 226. Baster’s Undersögelse af Ostersens Æg, 263. Af Muslingens Æg, 296. Batrachii, lymphatiske System hos dem, XL. Bauhinia Thonningii, 223. Beauvois (Palisot) Beskrivelser af Guineas Planter, 24. Benin’s Planter, 24. Benzon, Pharmaceut,, 134, Benzonia, 133. — corymbosa, 134. Berthoud (Ferdinand) skyldes Theo- rien om Isochronismen tilveiebragt ved at give Spiralfiederen en vis bestemt Form, 407. Bessel, Om Forandring i astronomi- -ske Penduluhres Gang ved Foran- dring i Luftens Tæthed, 394-396. Binyrer hos Fiskene, XXXIX-XL. Bivalvia; 251. Blainville har giendrevet Bojanus og Merys Mening at de hovedlöse Blöddyrs Gjeller vare Bör for Kiönsdele, 255. Afbildning af Cyclas cornea, 305. Antager med Jacobson at Kalksækken hos Sneg- lene er Nyre, 337. Bléfo, 235. Bla fo-Atropo, 145. Blå ; 194. Blod, fremmede Substantsers Opta- gelse deri, 348 - 362. Blumenbach, mener at Nyrer kun findes hos rödblodige Dyr, 326, Hans Mening om Kalksækken hos Blöddyrene, 329. Blöddyrenes Anatomie og Physiologie, Bidrag dertil at Professor Jacob- son, LVIII-LIX, 249-362. I. Om Dammuslingernes Fremavling og Udvikling, 251-297. Forskiellige Meninger om de hovedlôse Blöd- dyrs Æggestokke, 253-254 Disse Blöddyr ansees af nogle for Her- maphroditer, 254, Æggene menes at udklækkes i Giellerne , 254, Bojanus og Mery mene endog at Giellerne ere et Slags Bör for Kiönsdelene, 255. Dette giendrives af Blainville, 255, som dog an- tager Udklækning i Giellerne; Poli, Koelreuter o.flere understötte denne Mening, 256. og for at de formeentlige Æg ere Snyltedyr, 257-266. Rathke an- 10g alt den sidste Mening og kald- te Snyltedyret Glochidium para- Grunde derimod 416 siticum, 267-268. Dette Snylte- dyr beskrives 269-276. Det hö- rer neppe til de tveskallede Blöd- dyr, 273-276. Afbildninger af samme forklares, 276-279. Disse Snyltedyrs Indflydelse paa Muslin- gen, 280-281. De samme findes paa forskiellige Arter, 281-282. Deres Mengde, 282-283. Opholdsste- dets Indflydelse, 283-285, At- mosphærens, 285; Muslingens Al- der har ingen Indflydelse,' 285-286. Det menes at Snyltedyrenes Æg udvikles i Muslingens Underliv, 289-290, de Kanaler som man har antaget for Æggegange före til Hulheder opfyldte med Vand, og tiene Dyret til at befrie sig fra fremmede Dele, 291-292. Grunde for og imod at Muslingen skulde undergaae en Forvandling, 292- 293. Recapitulation af Grundene for at de formentlige Æg ere af Snyltedyr, 293-296. Understöt- tes derved at de samme findes hos Cristaria, 294-295; og ved Erfa- ringer om Muslingernes virkelige Æg, 296-297. II. Beskrivelse af tvende i Dammuslingen opdagede Indvoldsorme, LIX-LX, 298-302. III. Cycladens anatomiske Undersö- gelse, 303-324. Beskrivelse af Cy- cladens Ydre, 304-307. Dens Di- gestions Apparat, 307-308; Föle- horn, Föletraade, 308. Hierte, 309. Giellerne , Giellepose , 309-312. Æggestokke og Æggenes Udvik- ling, 312-315. Cycladen föder levende Unger, 316. Giellepo- sen analog til Luftröret i andre Dyrklasser, 317-318. Derimod ingen Analogie mellem Æggene i Gielleposen hosCycladen og Snyl- tedyrene hos Dammuslingerne, 319- 321. Forklaring af Kobbertavlen, 321-324. IV. Om Blöddyrenes Nyrer og Urinsyre, 324-348, Næg- tes af mange, 325-326. Nyrer- nes Særkiender fremsættes 327- 329. Undersögt Havesneglene (He- lix Pomatia) i denne Henseende, 329. Den saakaldte Kalksæk har de Særkiender som characterisere Nyrerne, 330-335. Chemisk Un- dersögelse af den Vædske dette Or- gan afsondrer, som viser at den in- deholder Urinsyre, 330-335. Kalk- sækken maae derfor ansees som Nyre, 336. Urinsyre frembringes kun hos de Dyr som aande Luft, 343-346. Men Nyrer findes ogsaa hos de gielleaandende Blöddyr, 345. Tilleg om Maaden at opdage Urin- syre, 346-347. Om Maaden at erholde reen Urinsyre, 347-348. V. Indsugningen og Optagelsen af fremmede Substantser i Blodet, oplyste ved Forsög, 348-362, For- såg anstillede med Helix Pomatia vise at hele Overfladen af Sneg- lens Krop der er skiult i Huset har Indsugnings Egenskab, 350-351. - 417 Jern-blaasurt Kali optages lidt ef- ter lidt i Blodet, 352-353. Den opsugede Substants er iser bun- den til Æggehvidestoffet i Blodet, 353-354. Den kan lenge circu- lere med Blodet uden at Livs- Funktionerne lide, 354. Den for- mindskes med Tiden og forsvinder omsider, 355. Lungen, Nyren og især Leveren udskille Saltet, 356- 357. I samme Forhold som det aftager i Blodet tiltager deti Gal- den, 357. Har det været længe i Blodet, optages det ogsaa i de faste Dele, 357. vise Venernes Indsugningsevne, 857. Forskjel mellem Blöddyr og i denne Henseende, Disse Forsög Hvirveldyr 358-362. Boa constrictor, 335. Boerhaavia adscendens, 37. — diffusa, 36. Bor -tegi- Tjo, 131. Bojanus’s Mening om de hovedlöse Bléddyrs Æggestokkes Udfürsels- gang, 253, at Æg findes i de in- dre Gieiler, 282. At Giellerne destrueres ved Æggenes Udklæk- ning, 258. De Organer som han ansaae for Lunger ere Nyrer, 340, Bolognas Regnforhold, XXII, Bonduc vulgare, 231. Bornemann, Prof, om Udviklingen af den moralske Idee, XLVIII-LIII, Bory de St. Vincent regner Fucus buccinalis til Fistulaires, 387. Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Boyers Opdagelser af Planter paa Zan- zibar Kysten, 23. Brewsters Opfordring til at anstille meteorologiske Iagttagelser vaa be- stemte Dage, LX-LXII, Briza tenuissima &c,, 88. Brown, Rob. Beskrivelse af afrikan- ‘ske Planter, 23, af Congos Plan- ter, 24. Bruckner, om en Dannelse i Mek- lenburg som har Lighed med den ved Morsum Cliff, 376. Brugnatelli. Om Urinsyre hos Sil- keormen, 344. Bruskfiskenes |Binyrer, XXXIX-XL, Bruunkul i Glimmerleer paa Sylt, 374 Bröndsted,(Geheimelegationsraad)op- tages til Medlem, XXXVI. Af- handling om en antik Vase, LXXI. Bufenes, hermaphrodite, XLII. Bugfüddede, 329. Bumelia dulcifica, 150. Byrsocarpus, 246. 246. — puniceus, 247. Bendelorm, (Hundens) dens Frugi- barhed, 283. — coccineus, C. Calanchoe Verea, 219. Cesalpinia pulcherrima, 229, Calcaire grossier, XXVI-XXIX. Camper, Om Snylteorme hos Del- phinen, 266. Campylodon, XVII- Cancer, Pulex, 299. Ggg 418 Capeolonien, har en riig Vegetation, 382. - Cardiospermum glabrum, 217. — grandiflorum, 217, — Halicacabum, 218, — hirsutum, 216. Cardium, 253, 281, 303. — edule, 366. Caretti, 231, Carex, 367. — Lyngbyei, LVIIL Carissa dulcis, 166. Carus’s Mening om de hovedlôse Blöddyrs Æggestokke, 253-254; og Æggenes Udklækning i Giellerne, 256; om Krogene-ved de Skaller, som findes i Gjellerne, 270; hans Afbildning af samme, 276. Cassia absus, 226. — geminata, 228. — limensis, 224. — mimosoides, 229, — planisiliqua, 226. — siliqua quadrangulari , 224. — siliquis planis, 226. — Tora, 224. — viscosa, 225. Cassis, 374. Cassyta filiformis, 220. — guineensis, 219. Celastrus lancifolius, 152. Celosia albida, 161. — argentea, 161. — laxa, 161. — margaritacea, 161. — splendens, 460. Celosia trigyna, 162. Celtis crassifolia, 180. — guineensis, 180. — Lima, 181. — orientalis, 180. Cenchrus barbatus, 63. — granularis, 85. Cephalina esculenta, 125. Cerithium, 3'74. Ceritkalk, XXVII-XXIX. Cerviana , 182. Chemnitz’s Atbildning af Cyclas cor- nea, 305. Chenopodium guineense, 176, 177. — incanum racemosum, 165. — murale, 176. 177. Chimera, XXXIX-XL, Chlorets Forbindelse mad Lecreret, XXV-XXVI Chloris guineensis, 73. — penicellata, 76. — pilosa, 75. — pulchra, 76. — simplex, 74. Christinden i det hedenske Huus för Constantin den Stores Tid, Af- “handling af Biskop Münter, LXX Chronica Slavica incerti auctoris, XXXIV-XXXV. Chronometre, see Lengdeuhre, Cissus bifida, 400. — cymosa, 102. — quadrangularis, 101, — triandra, 101. Classen, Geheimeconferentsraad ; hans Dödsfald, XV, < 419 * Cleome raphanoides , 185. "Convolvulus copticus, 119. Codarium nitidum, 38. — diversifolius, 114. Coldenia procumbens, 105. — emarginatus, 120. Coluber Berus, 335. : — filicaulis, 412. — Natrix. Indvoldsorme i dens — gemellus, 111. Lunger, 266. Urinsyre hos den, — guineensis, 110. 335. — incurvus, 119. Coluppa, 163. — involucratus, 113. — Combretum corymbosum, 205. ~ == laciniatus, 119. — mucronatum, 204. — ovalifolius, 421. . Commelina simplex, 42. 43, — paniculatus , 114. — umbellata, 41. + — pentaphyllus, 117. — umbrosa, 43. — perfoliatus, 109. Compensations-Uroernes Svingnings- — Pes capræ, 122. buers forandrede Störrelse efter — rotundifolius, 122. den forandrede Barometerhöide — Thonningii, 118. 398-401. Formindskelse i Luf- — trichocalyx, 111. tens Modstand kan tilveicbringes — tridentatus, 112. ved at give Uroen en passende Cordia guinecnsis, 148. Diameter, 401; en passende Form, Coyledon crenatum, 219, “402-403 og ved at anvende Mas- Orassatella, 374, ser af större Vegtfylde, 403. — sulcata, 376. Conglomerat; i Morsum Cliff, 370. Crista pavonis &e., 229. 231. Congo’s Vegetation, 23. Cristaria, 294. Conocarpus erecta, 136. Cronicon Erici regis, XXXIV- — procumbens, 136, XX KV, — pubescens, 135. Cupania edulis, 210. — racemosa, 136. Curculigo orchioides , 193. Convolvulus acetosxfolius, 4120. Cuviers Mening om /Eggestokkene — ægyptius, 116. - hos de hovedlöse Blöddyr, 253; — americanus pentaphyllus, 117. at Blöddyrene ingen Nyrer have, — brasiliensis, 122. 326; hans Mening om Kalksæk- — cæruleus, 121. ken hos Blöddyrene, 329; om en . — cairicus, 116. Blære ved Kiönsdelene af samme, Be erliafus,. 140. 7" : 336. Ggg2 420 Cycladen , LVIII-LIX. Dens Ag- gestok bedækkes af det indre Giel- lepar, 264. Dens anatomiske Un- dersôgelse, 303 - 324. Cyclas cornea, LVIII-LIX, see Cy- claden. XXXIX - XL. Cynanchum lancifolium, 170, — reticulatum, 171. — scabrum, 172. — subvolubile, 170. Cynosurus monostachyos, 74, — penicillatus, 76. Crclopterus , Cyperus amabilis, 55. — angustifolius, 58. _— aristatus, 59. — coloratus, 54. — dilatatus, 58. — Kyllingizoides, 55. — ligularis, 60. — margaritaceus, 53, 54, — microstachyos, 56, — paniculatus, 59. — patens, 56. — polyphyllus, 55, — pustulatus, 57. — rotundus, 58. — scirpoides, 54. — sphacelatus, 57. Cyrene, 304. Cystoseira fibrosa, Ag., LVIII. Cytherea, 374. D. Dammuslingernes Fremavling og Ud- vikling, 251-297; Indvoldsorme hos dem, 298 - 302. sten under Blöddyr Datura fastuosa, 138. — rubra, 139. Degen, C. F., Professor; hans Döds- fald, XV. Delphin,Indvoldsorme hos samme, 265. Demi - Tjo, 231. = Dendre, 143. Dentalium, 375. — striatum, 376. Dialium guineense, 38. See forre- -- obtusifolium, 38. Differential - Æquationernes Integra- tion. Afhandling af Prof.! von Schmidten, XXXVII - XXXIX, 1-20. Digitaria ægyptiaca, 65. — nuda, 65.. — reflexa, 64. — umbrosa, 65. Diodia maritima, 95, — pilosa, 96. — scabra, 96. Distoma, LX; 265, en hos DR muslingen, 301. — lineare, 266. — Naja, 266. Dodonwa latifolia, 214, — repanda, 214. — viscosa, 214, Doivie, 39. Dons Beskrivelse af Planter fra Sierra Leone, 24, Drifter. Bidrag til Læren derom af Dr. Mynster, LXVIII-LXX, 421 Drosera minor, 187. — indica, 187. E. Echites guineensis, 169. Eduasudoa, 199. Ehretia cymosa, 149. Eklon, Pharmaceut, har sendt Ex- emplarer af Fucus buccinalis, 385, LVIII.| Eklonia, 388. — buccinalis, 388, £lectromagnetisk Multiplicators For- bedring, XLVII-XLVII, den kan bruges til Sölvprövning, LXVI. Eleusine glabra, 73. Elymus arenarius, 367. Elytraria marginata, 29. Enkafo, 175. Entozoa ; 265, 300; see ogsaa Jnd- voldsorme. Epizoa, 265, 300. Eranthemum affine, 31. — hypocrateriforme, 31. Eric: regis Cronicon, XXXIV- KXXV, Erik af Pommerns kiöbenhavnske Stadsret, LIV. Erythroxylon emarginatus, 244. Evolvulus azureus, 186, — hirsutus, 187. — tridentatus, 112. Tag Fabricius (O.) Om Lernæer hos Sal- — mo Lavaretus, 265. Om Indvolds- orme, 300. Faxöes Kalksteen, XXVIII. Ficus calyptrata, 47. — lutea, 45. — microcarpa, 48. — ovata, 46. — umbellata, 45. Fiirbenenes lymphatiske System, XLI, Urinsyre hos dem, 335. Filarie, 265. Fimbristylis pilosum, 52, — scabridum, 52. Fiskenes Binyrer XXXIX-XL lym- phatiske System, XLI-XLII. Flagellaria guineensis, 201. — indica, 201. Flora Danica, 31 Hefte. XXXIX. 82 Hefte LVIII. Flos pavonis, 229. Forchhammer, G. Dr. Om de geo- guostiske Forhold i Sielland og Na- boe Öer, XXVI-XXIX. Opta- ges til Medlem XXXVI. Om et Prövemiddel paa Platin, LXIL Geognostiske Undersögelser paa Rügen, Lüneborg o. s. v. LXII- LXV. Geognostiske Bidrag, 4 Stykke, 363 - 378. Forhandlinger, Videnskabernes Sel- skabs fra 31 Mai 1824-31 Mai 4825. XV-XXXVI. Fra 31 Mai 4825-31 Mai 4826. XXXVI-LVI. Fra 31 Mai 1826-31 Mai 1827. LVI-LXXII, 422 Forsteninger paa Sylt, 374, fölg. Fredrik 2. (Keiser) vidste at Fug- lene have Nyrer; 325. Fresnel, A., optages til Medlem, LVI. Frutex aquos. femina, 155. — pavonius, 229. J'röe, Snyltedyr i dens Lunger, 265. Z'röernes lymphatiske System, XL. L'ucus buccinalis. Afhandl. derom af Prof. Hornemann; LVII- LVIIL., 379-390. — maritimus major multifolius, 389. — maximus, 389. — pyriferus, 385. Fuirena pentagona, 62, — umbellata, 63. Fusus, 374 G. Gaertnera Pangati, 123. Galathea , 304. Galdecanaler hos Insecter ere Nyrer, 344. Gamborg, Prof,, Tilleg til Afhand- ling om Læsekunstens Theorie XXXIH- XXXIV. Gardenia medicinalis, 168. — ternifolia, 167. — Thunbergii, 168. Gasteropoder , 329. Geest, paa Sylt, 367. Geijer, Prof, og Historiograph, op- tages til Medlem XXXVII, Geoder af Jernilte, 375. Geognostiske Bidrag af Lector Forch- hammer, 1ste Stykke, Sylt, 363-378. Geognostiske Forhold i Sielland og Naboëerne, XXVI-XXIX, paaRu- gen, i Luneburg &c, LXII-LXV. Gethyllis pilosa, 192. - Gieller hos Muslingerne; Bliddyr. Ginannis Afbildning af Muslingernes formeentlige Yngel, 298. Ginges Barometer - Observationer i Grönland, XXXL Gisekia linearifolia, 187. Glandulæ suprarenales see Binyrer. Glimmerleer i Morsum Chiff, 370- 371. paa Amrom, 373. Gloluli majores, 231. Glochidium parasiticumRathke,XLIV. 268 fölg. Gloriosa angulata, 191. — superba, 192. Glycirrhiza aculeata, 231. Gomphia flava, 236. Gomphrena angustifolia, 177. 178. — cylindrica, 178. see under — sessilis, 163. — vermicularis, 179. Gramen cyperoides polystachyon &c., 85. Rag — maderaspatanum &c,, 88. — pratense &c., 88. — secalinum indicum &e., 69. Grénland, Barometer lagttagelser der- fra, XXXL Gubä, 126. Guilandina aculeata, 231. — Bonducella, 230, — „spinosa, 231. Guineas Planter, XLIV-XLV. Be- skrevne af Prof Schumacher, 21-248. > 423 VE À Haaslund Smith, 24, Haaslundia opposita, 35. Hagea , 157. Hcæmanthus cruentatus, — multiflorus, 189. Halicacabum , 140. Haller negter BlöddyreneNyrer, 325. Fucus buccinalis nær- 188, Halymenia. mer sig til denne Slægt, 387. Hansape, 105. É Hansteen, Chr., Prof., optages som Medlem, LVI. Harvey, Om Luftsækkene hos Fug- lene, 317. Om Nyrerne hos Fuglene, 325. Havesnegl, see Helix Pomatia, Haymassoli spinosa, 213, Hedyotis biflora, 91. — lancifolia, 92, — longifolla, 90. — pentandra, 91, — racemosa, 92, — verticillata, 93. — virgata, 89. Heliotropium africanum, 107, — indicum, 108. — strigosum, 106, Helix, 293. — nemoralis, 339. — Pomatia, XIX, 329 fölg., 339 fg. Helminthia, 265. Helmoldi Cronicon Slavorum, XXXV. Helonias guineensis, 202. Helsingborg Stadsret, LIL, Het, 265; Hermannus Cornerus, XXXIV. Hermaphrodit Tadse, XLII, Heuchera dichotoma, 103. Hilsenbergs Undersögelser af Zanzi- bar Kystens Planter , 23, Hirea odorata, 243. Hofmann, Om Helgoland, 366; om et bituminöst Leerlag ved Lüne- burg, 376. Holcus saccharatus, 77, — Sorghum, 77. | Hornemann, J, W,, Prof, Om det 31 Hefte afFlora Danica, XXXIX. Om Fucus buccinalis LVU-LVII, 379-390. Om det 32de Hefte af Flora Danica, LVIIL Udsigt over Guineas Planter, 24. Hoslundia oppositifolia, 35, Hovedlöse Blöddyr, 251. Hugo, Prof., Geheime - Justitsraad, optages til Medlem, XXXVII. Aydrolea glabra, 181. — zeylanica, 181. 182. Hypoxis scorzonerifolia, 193. Hypelyptum filiforme, 51. If Jacobson, L. Prof, Om en Indret- ning. ved Ojet, paa Grund af hvil- Aen Chrystallindsen kan forandre sit Sted, XVII-XIX, Om Opta- gelsen af indsugede Stoffe i Kreds- löbet hos Mollusca, XIX-XX, 348- 362, Om Binyrerne, XXXIX- XL. Om det lymphatiske System hos Krybdyr og Fiske, XL-XLIL Om Hermaphroditer blandt Kryb- dyr, XLII. Om et Snyltedyr 424 hos Malermuslingen XLII-XLIV, 249 -297. Bidrag til Blöddyrenes Anatomie wg Physiologie LVIII- LIX, 249-362. Bidrag til Lerenom Indvoldsormene,LIX-LX.298-302. Jangkumetri, 27. Jasminum dichotomum, 27. Jetyologiske Bidrag af Prof. Rein- hardt, XV-XVII. Jerichau, Exam, juris. Om Orgel- pibers Indflydelse paa hinandens Toner, XXXII-XXXIII. Jernblaasurt Kali anvendt til Forsög for at vise Blodets Indsugnings- evne, 350 fölg. Ikter, 266; en Art hos Dammus- lingen, LX, 301. Jllecebrum Achyranthes, 163. — ficoideum, 164. — lanatum, 164. — obliquum, 162. — sessile, 163. Indsugning og Optagelse af frem- mede Substantser i Blodet, 348- 362, Indvoldsorme, Bidrag til Læren om disse, LIX-LX, /ndyoldsorme hos Dammuslingen, 298 - 302. Integration (Differential Æquationer- nes), Afhandling af Prof. v. Schmidten, XXXVII - XXXIX, 4-20. Jodin iFucus buccinalis, LVIII, 386. Joi- Tjo, 38, Ipomæa angustifolia, 112. — dissecta, 118. I/pomea palmata, 116. — pentaphylla, 117. — pilosa, 117. ]serts Undersögelser af Guineas Plan- ter, 24, Island, meteorologiske Iagttagelser der, XXIX -XXXII. Isochronismen, 407-408. Isolepis obtusifolius, 50. Ztaliens Regnforhold, XX - XXIII, Jumo-Sä, 148. Jussieua linearis, 237. Justicia hypocrateriformis, 31. — opaca, 30. — plicata, 31. Jürgensen, U. Selvbeskrivende Me- talthermometer, XXIII, Om Luf- tens Virkning paa de astronomi- ske Pendululires og Længdeuhre- nes Regulator, 391 - 412. /xora nitida, 97. Jörgs Mening at Muslingernes Æg udvikles i Giellerne, 297, K. Kah Ba, 172. 178. Kalksæk hos Blöddyrene, 329, félg.; maae ansees som Nyre, 336. Kaolin- Sand i Morsum Cliff, 369, fölg. Kalksteen ; underordnet Lag i Glim- merleer i Morsum Cliff, 374. “ Kaschu (Vild), 210. Keitum paa Sylt, Geognostiske For- hold der, 369. Kina- Tje, 124. oe SAT Doté 425 Kirronosos, 288. Kiöbenhapns ældre Stadsret, LIII- LIV. Erik af Pommerns, LIV. Kiöbsteedret, Kiöbenhavns, LIII-LIV. Roeskildes, LIV. Lunds, LI. Klein, om Snylteorme hos Delphi- nen, 266. Klitter, see Sandklitter. Klokkernes Ringning. Prof, Örsteds Afhandling derom, LX VI-LXVIII. Klovake, 121. Koelreuter’s Undersögelse af de ho- vedlôse Blöddyrs Ægs Udklæk- ning i Giellerne, 256, Giellerne destrueres derved, 258; han fandt at Ungerne ere af en anden Form end Muslingerne, 259; Beskaffen- heden af de Tveskiæls Skaller, som findes i Giellerne, 269; om de Trevler hvormed de ere for- synede, 272; om nogle kuglefor- mige Legemer ved samme, 273; den formeentlige Yngel döer naar den kommer ud af Giellerne, 287. Koi - Tyo, 97. Kolbes Beskrivelse af Facus bucci- nalis, 384, 388. Kolly- Tjo, 130. Korallit - Kalksteen, XXVII-XXIX. Kridt- Danninger i Sielland og Na- boöerne, XXVI-XXIX; paa Ru- gen og flere Steder, LXII-LXIIL Krogkicel (Snylte-), XLIV, see og- saa Glochidium, f Krybdyrs lymphatiske System, XL- XLI. Hermaphrodite Krybdyr, XLII, Vid. Sel. phys. og mathem. Skr. III. Deel. Kul, Sammenligning mellem det paa Bornholm og det paa Sylt, 375. Kva-Fye, 144. Kyllingia dipsacoides, 61. — erecta, 62. — squamulata, 61. König’s Beretning om Fucus bucci- nalis, 384, 388. L. Lacerta agilis, 335. — Iguana, 335. Laläba, 34. Laminaria buccinalis, LYII- LVIII, 389. — bulbosa, 387. -— digitata, 387. — esculenta, LVIII. — ophiura, 387. Lamouroux regner Fucus buccina- lis til Laminaria, 387. Landmaalings - Commissionens Ar- beider, XXXVI. Laureiro’s Beskrivelse af Ostafrikas Planter, 23. Lavasa, 149. Leea sambucina , 154. Leerærets Forbindelse XXV - XXVI. Legemers Sammentrykkelighed ; Pro- fessor Örsteds Undersögelser der- om, XLVI-XLVIJ, LXVSLXVI, med Chlor, Lepidoptera, Urinsyre hos dem, 344. Lernæa, 265. Limax, 293. — ater, 339. Hhh A26 Limhamns Kalksteen, XXVI, limnæa, 293. — auricularia, 339. — stagnalis, 339. Roterende Be- vægelse ved dets Foster, 276. Limnochares Anodonte, 298. Limonia monadelpha, 237. Zimonit-Sand i Morsum Cliff, 369- 370 fölg. Lineaire Ædquationers 6-15. nur Beskrivelse af Fucus buccina- , 384. Antal af Indvoldsorme 2 er ham, 300. Lissabons Regnforhold, XXII, Lister , hovedlöse Blöddyr have adskilt Kiön, 254. Afbildning af Cyclas cornea, 305. Mening om Kalksækken hos Blöd- dyrene, 329, Lobelia frutescens, 126. — Plumieri, 126. Lobstein om Kirronosos, 286. Lobus echinatus, 231. Lodden hörer til Underslegten Os- XVII, Londonclay har Lighed med Rulle- steens -Samdanningen i Danmark, 378. Loranthus incanus, 200. — sessilifolius, 200. — Thonningi, 199, 235. Integration , meente at De merus, Lüneburgs geognostiske Forhold, LXII- LXIIL Zuftens Sammentrykuing, XXIV- XXV. Luftens Virkning paa astronomiske Penduluhres og Længdeuhrenes 391-412, Luftens Modstand kan formindskes ved at give Uroen en passende Form, Störrelse og 'Tyngde, 401-403. Regulator, » Lufisække hos Fuglene, 317-318. Lunds Stadsret, LIII. Lymnea, see Limnæa. Lymphatiske System hos Krybdyr, XL - XLI; hos Fiskene, XLI- XLII. Lyngbye, H. C. Præst, optages til Medlem, LVI. Lengdeuhrenes Regulator, Luftens Virkning derpaa, 391-412, Gang ved forskiellige Luft - Tætheder, 405 - 406. Lesekunstens Theorie; Bidrag der- ‘til af Prof, Gamborg, XXXIII- XXXIV, Löloa Pang, 115. Lövpenörn, Admiral, hans Dödsfald, XXXVI, M. Mah = Tjo ; 135. Malermusling ens Generation og om et Snyltedyr i dets Gieller, XLI- XLIV, 251 fg., see ogsaa Blüddyr. | Malpighia alternifolia, 242. Mangili, om de Traade der findes i Skallerne i Muslingens Gieller, 272. Manisuris granularis, 85, — polystachya, 85. 427 Mariottiske Lov, XXIV-XXV, Mariscus alternifolius , 60. Marskens Dannelse, 365-366. Meckel har gjendrevet Bojanus’s Me- ning om Muslingernes Æggestokke, 298; mener at man ikke kan finde Nyrer hos Blöddyrene, 326. Melastoma capitata, 240, — prostrata, 240. — repens, 241. — sessilis, 239. Melia angustifolia, 234 — azederach, 234, — sempervirens, 235. Mem - lemeté, 157. Mertens’s Yttring om Fucus bucci- nalis, 384, Mery’s Opdagelse at de hovedlöse Bléddyrs Aig udvikles i Giel- 254. Hans Mening at Giellerne ere en Bör for Kiöns- delene, 255. De Organer han ansaae for Lunger ere Nyrer, 340. Me- Tjo, 213. Metalthermometer , XXIII. Meteorologisk Committee, -LXXI- LXXII. Island og flere Steder, XXXII. Miegia maritima, 63, Mihä, 188. lerne, selvbeskrivende, Meteor. Iagttagelser, i XXIX- _Mollia stellata, 156. Mollugo foliis septenis, 183: — Spergula, 183. Optagelse af indsugede XIX- Mollusca, Stoffer 1 deres Kredslöb, XX; see ogsaa Blöddyr. Mollusca acephala, 251. — bivalvia, 251. — testacea, 251. Moralprincip ; Prof. Bornemanns A£- ‘ handling derom, XUVII - LIII. Moralske Idees Udvikling, XLVIU- Lill. Morsum Cliff's geognostiske Beskaf- fenhed , 369 fölg. Mühlenphorts Iagttagelser i Grön- land, XXXI Münchsgut, Brunkul i Rullesteens- danningen der, 376. Minter, Fr. Dr., Biskop, Christ- inden i det hedenske Huus för Constantin den Stores Tider, LXX, Multiplicator, electromagnetisk , XLVII-XLVII, LXVI. Muslinger,251; see ogsaa Malermus- lingen, Dammuslingen , Bliddyr, | 137. Musscenda elegans , — erythrophylla, 136. — macrophylla, 138. Mya, 281, 303. — pictorum, XLII, 251 fölg. Mynster, Dr. theol,, Bidrag til Læ- ren om Drifterne, LXVIII-LXX. Mytilus, 281, 303. Maj, 188. Möens Klints geognostiske Forhold, XXVII-XXIX. Hhh 2 428 N. Natica, 314, 376. " Nauclea africana, 124, Nerium scandens, 168. Ninndu-Tjo, 46. Nobilis electromagnetiske Multipli- | cator forbedres, XLVII-XLVIIL Nolte, Prof , 210. Nokia, 209: — tricolor, 209. Nothacanthus bör udgiöre eh egen Familie, XVII. Nucula, 374. Nux Metella, 139. Nyerup, Prof. 6m Cronicon Erici regis og Chronica slavica, XXXIV- XXXVY. Nyrerne ; Afvigelse fra deres normale Tilstand, LVII; findes hos Blöd- dyrene, 324-348; hos Insekterne, 344. Mening om Nyrernes Ana- logie med Lunger, 325. Store Physiologer nzgte disse Organers Tilvzrelse hos Bléddyrene, 325- 326. -Blöddyrenes Nyrer erholde venöst Blod tilfört, 327. O. Okens Mening om de hovedlåse Blöd- - dyrs Æggestokke, 253. Oldenlandia pentandra, 103. Olufsen, Professor; hans Dödsfald, LVI. Olus squillarum, 163. Ophidii, lymphatiske System hos dem, XLI. Oplismenus africanus, 80. Ordbogscommissionens Arbeider ; XXXV-XXXVI, LVI, LXXE. Orgelpibers Indflydelse paa hinan- ° dens Toner, XXXII-XXXIII. Ornithogalum ensifolium, 193. Ornitrophe magica, 206. — thyrsoides, 205. — tristachyos, 208. Oryza sativa, 201. Osbeck’s Beskrivelse af Fucus bucci- nalis, 384; han beretter at den er Landmarke, 387. Osmerus , til denne Underslegt hö- rer Lodden, XVII. Osirea , 281, 303. Oiotromi, 151. Oswares Planter, 24 FY Palermos Regnforhold, XXII. Palisot - Beausois, see Beawois. Pal- Modecca, 115. | Paludina , 293. Panicum brevifolium, 84. — cauda Ratti, 79. — collare, &0. — deflexum, 83. — glutinosum, 84. — hirtellum, 80. — incanum, 80. — latifolium, 84. " — latum, 81. — lineatum, 81: — longifolium, 83. 429 Panicum pallide -fuscum, 78, — plantagineum, 84. — serrulatum, 82. — sparsum, 84. — sphacelatum, 78. — subangustum, 79. — trichoides, 84. — viviparum, 82. Paratura , 63. Paspalus barbatus , 73. — Kora, 73. PassatvindensIndflydelse paa Italiens Regnforhold, XXII - XXIII, Paulinia pinnata, 216. — uvata, 215. Pavetta genipæfolia, 98. — indica, 99. — longiflora, 99. — subglabra, 98. Pedicularis Janata, XXXIX, Penicillus , 292. Pennisetum purpureum, 64. Pepræmese , 233. ; Petersen, Prof. optages til Medlem, XXXVI. Petits Canal i Oiet, XVII. Pfeiffer’s Mening om de hovedlöse Bléddyrs Æggestokke, 253; og figgenes Udvikling i Giellerne, 256. Giellerne destrueres derved, 258. Beskaffenheden af de Dyrs Skaller der findes i Giellerne, 269; de Kroge som opdages ved dem, 270; en Deel som han an- seer for Hierte, 275; Afbild- _ ning, 277 ; disse Dyrs Vægt, 282 ; om Limnochares anodontz, 298, 299; Afbildning af Cyclas cornea, 303, Phallaria horizontalis, 132. — spinosa, 133. Pharnaceum bellidifolium, 184. — Cerviana; 182. — glabrum, 182. — Mollugo, 183. — spathulatum, 184, Physalis angulata , 140, — annua ramosissima, 140. Physiologie, Blöddyrenes. Bidrag dertil af Prof. Jacobson, 249-362. Piper guineense, 39. Pisas Regnforhold, XXIL Planorbis corneus, 339, Platinets Forchlorids Forbindelse med Viinaand, XLV -XLVI. middel paa Platin, LXII. Plem - Tjo, At. 374. Plumbago auriculata, 108, Plöm- Tjo, 246, 247. Poa cachectica, 86. Pröve- Plurotoma , — ciliaris, 87. — Hippuris, 89. — limearis, 87. — turgida, 86. — unioloides, 87. Podalyria Hæmatoxylon, 222. Poineinia aculeata, 229. — pulcherrima, 229. Poli’s Undersögelser om de hoved- löse Blöddyrs Udklekming i Giel- lerne, 256, 263-264. Afbildains af den formeentlige Yngel, 271. 430 Pongati, 123. Prevost; om Malermuslingens Frem- avling, XLII, 251, 253, 254; og Arggenes Udkiækning i Gielerne, 256; at Muslinger uden Æg ere Hanner, 258; om Krogene som findes i de smaae Dyrs Skaller i Giellerne , 270; mener at Under- livet hos Muslingefosteret er aabent, 274; Afbildning af den formeentlige Muslingeyngel, 277. Prichard, om den ægyptiske Tids- regning, LV -LVI. Psychotria chrysorhiza, 131. — herbacea, 131. — Kolly, 130. — multiflora, 129. — obvallata, 131. — serpens 131. — triflora, 128. — umbellata, 129. Pyrola grönlandica, XXXIX. Petteple - Bi, 167. Q. Quiksölvets Sammentrykning, LXV. Quisqualis indica, 239, — obovata, 238, R. Raja. XXXIX-XL. Raia alata, XVI. Rana esculenta, Indvoldsorme i dens Lunger, 265. Rantum Bye ödelagt, 368 følg, Binyrer hos denne Slægt, Raphanus pilosus, 185. Rask, R. Chr. Prof., optages til ” Medlem, XV; om den ægyptiske Tidsregning, LIV - LVI. Rathke’s Mening om Æsggestokkene hos Muslingerne, 253; han anta- ger de formeentlige Æg 1 Giel- lerne for,et Snyltedyr, XLIV, 267, som han kalder Glochidium parasiticum, 268, 269; om de Traade hvormed dette Dyr er for- synet, 272; han troer at det har Kappe og Æggestok og regner det til Blöddyrene, 273; en Deel som han anseer for Mave, 275; Afbildning af disse Snyltedyr, 277; Undersögelser om Muslin- gens virkelige Æg, 296-297; om en Vandspindel Trombidium no- - tatum, 298. » Regnforhold i Italien, XX - XXIII. Regulator (Penduluhres og Længde- uhres). Luftens Virkning derpaa, 391-412. Reinhardt, Prof., Ictyologiske Bidrag, XV - XVII. \ Remirea maritima, 63. Reptilia see Krybdyr. Rhamnus paniculatus, 154. Rivina apetala, 104. . — levis, 103. — secunda, 105. Roeskilde Stadsret, LIV. Roms Regnforhold, XXII. Rosenvinge (Kolderup), Prof,, om 431 de skaanske og sjellandske Stads- retter, LIII-LIV, _ Roy (Pierre le) skyldes Theorien om Isochronismen tilveiebragt ved “at give Spiralfiedren en vis be- stemt Længde, 407. Rudolphi om Æggene hos Bændel- orme, 283. Antal - af -Bændel- orme, 300. Rigens geognostiske Forhold, LXII- LXIII. Rullesteens Samdanning 1 Danmark, XXVIII, XXIX, LXII LXV, 377- 378. : S. Sablabo, 216. 217. Sabulla, 191. i Saccharum, officinarum, 67. — punctatum, 66. — repens, 67. Sacculus calcarius 329 fölg. Scelanthus quadragonus, 101. Salmo. grönlandicus, XVII. — Lavaretus, 265, it Saltholms Kalksteen, XX VI-XXVII. Samangkama , 162. Sammentrykkelighed, Luftens XXIV- XXV. Legemernes , XLVI- XLVIT, LXV -LXVI. Sandklitter paa Sylt, 367. Sanseviera guineensis, 194. — thyrsiflora, 194. hos Bloddyr, Saurii, Iymphatiske System hos dem, XLL | Savigny, Prof. Geheimeraad, opta- ges til Medlem, XXXVL Scerola Lobelia, 126. Scheel, Capitain, Barometer Iagtta- gelser 1 Island, XXX. Scherubala , 165. Schmidten, (H. G. v., Prof.) op- CXXVI Om Differential - Æquationernes Inte- gration, XXXVII-XXXIX, 4-20. Schoenus pilosus, 49, a tages som Medlem, Schotia simpliciiolia, 232. Schouw, (J. F. Prof.) Om Italiens Regnferhold, XX-XXIII, Om Barometrets lave Middelstand i Island og fl. meteorologiske Tagttagelser paa Is- land, XXIX-XXXI; udnævnes til Selskabets Arkivar, XXXVIL Om det dybe Barometerfald d, 44 Januar 1827, LX-LXII. Schröter’s Afbildning af Cyclas cor- Steder samt andre nea, 505. Schumacher, (F. Ch. Prof.) Om. Guineas Planter, XLIV-XLV 21-248. Om Nyrernes Afvigelse fra den normale Tilstand, LVII. Schwenckia americana, 29. — guineensis, 28. Scirpus antarcticus, 49. 50, — barbatus, 49, — capitatus, 59. — filamentosus, 50. — hispidulus, 51. — intricatus, 59. — lappaceus, 59. — obtusifolius, 50, . 4 "Skildpadder , 432 Scoparia dulcis, 99. — ternata, 99, Seba, 141, Segebergs LXII - LXIV. Senna spuria, 229. Serpula, 375. — Penis, 292. Sta - Blå , 99. Stellands geognostiske XX VE - XXIX. Siellandske Stadsretter , LIII - LIV. Sto - Tahmi, 244. 246-247. Sissa - Sussoa, 146, Skaanske Stadsretter, LIII - LIV. Forhold, Urinsyre hos dem, 335. Slavica cronica , XXXIV -XXXV. Slavorum cronicon, XXXV. Smith, Chr, Prof, om Congos Plan- ten, 24, Smith (Haaslund) Undersøgelser i Guinea, 24, 36. Urinsyre hos dem, 335; deres lymphatiske System, XLI. Snyltedyr iMuslingens Gieller, XLIII- XLIV, see ogsaa Bloddyr. Solanum anomalum, 146. Atropo, 144. — dasyphyllum, 146. — distichum, 142, — edule, 145. — foetidum, 139. — geminifelium, 141. — insanum, 145. — melongena, 145. — nodiflorum, 143, Snogene. geognostiske Forhold, Solanum Thonningianum, 144. — vesicarium indicum, 140, Sophora nitens, 221. — occidentalis, 221. — orientalis, 222. Sorghum saccharatum, 77. — vulgare, 77. Spallanzanı’s Forsög med Sneglene, 349. Spergula purpurea, 183. Spermacoce globosa, 93. Sphenoclea zeylanica, 123. Spinax Fabricii Reinh,, Sp. Gun- Sp. Acanthias, XVI. Spondias aurantiaca, 245. — lutea, 246. — myrobalanus, 246. Squalus en nye Art, XV-XVI : S. spinax Lin., XVI. Binyrer hos Squalus, XXXIX-XL. Stachytarpheta indica, 34. Stadsretter, skaanske og siellandske LII-LIV. Staphylea indica, 155, Staurospermum verticillatum , 93. Stevns Klints geognostiske Forhold, XXVII-XXIX. Stoffers Optagelse i Kredslöbet hos - Bléddyr; XIX - XX, 348-362. Strongylus , 265, 266. — filaria, 266. — inflexus , 265. Struve, Prof. optages til Medlem, LVI. Sirömia trifoliata, 134. Strychnos scandens, 147. neri. Succinea amphibia, 339. Suensson, Capt., Forsög 1 Forening 433 | med Prof, Örsted om Luftens Sam- mentrykkelighed. XXIV-XXV, Suhr, Lieut,, har fundet Glimmer- leer paa Amrom, 373, Sussoa, 142. Svovlforbindelse: Olien af Asa foe- tida, XLVI. Swammerdams Mening om Kalk- sækken hos Blöddyrene, 329. Hans Mening om en Blære ved Kiöns- delene af Sneglen, 336. Sylt’s geognostiskeBeskaffenhed LXII- LXV, 365-378. Den Deel er Geest og bestaaer af Rul- lesteenslecr og Sand, 367. No- get er Marsk eller bestaaer af Sandklitter, 367. Geognostisk Be- skaffenhed af Morsum Cliff, 369- 873. Forsteninger, 374-375. Lig- hed med Kuldanningen paa Born- holm, 375. De synes analoge Ud- viklinger fra forskiellige Perioder, 376: Danningen i Morsum Cliff synes at vere en local Udvikling af Rullesteens-Samdanningen, 377. Scedelighedsloven, XLVII-LII. ScedelerensGrundidee, XLVIII-LIII, Sölvprövning ved electromagnetisk Multiplicator, LXVI. T° Tacca involucrata , 197. — littorea, 197. — pinnatifida, 199. — sativa, 198. Tadadua, 206, 208, störste Rad, Sel phys. oemalhen, Skr. LL Deel, Tenia, see Beendelcrm, — crateriformis, 283. — polymorpha, 283. Tahmi, 150. ; Tamarind (Neger.), 38. Tellina , 253. — cornea, 304. | Teredo i Brunkul paa Sylt, 374, 375; ı Londonclay, 378. Testacea, 251. Thermometer, (Metal.) selvbeskri- vende, XXIII, Thonning , Etatsr., Undersögelse af Guineas Planter, XLIV-XLV, 21- 248. Thorstensons Veir Iagttagelser i Is- land, XXIX-XXXII. Thunberg’s Beretning om Fucus buc- cinalis, 386, 388. Tialala, 36, 31. Tidsregning ægyptisk, LIV- LVI. Tonsella africana, 40. Treviranus’s Mening om de hoved- löse Blöddyrs Æggestokke, 253, 254; og Æggenes Udklækning i Giellerne, 256; at Muslingerne uden Æg ikke ere befrugtede, 258 ; han nægtede Blöddyrene Nyrer og Urinafsondring, 326; han mener nu at Sneglene have baade Nyrer - og Urinblere, 337; om Urinsyre hos Pattedyrene, 343, Trianthema flexuosa, 241. — monogyna, 242. — obcordata, 242. Tribulus eystoides; 236. Lr 434 Tribulus humifusus, 235. — lanuginosus, 236. — terrestris, 236. Trichlis pentastemon, 182. Tristomata , 265. Trombas, 389. Trombidium notatum, 298. Trompete-de Neptune, 386. Trompetgræs, see Fucus buccinalis. Tsietti - Mandaru , 230. Tudser hermaphrodite, XLII, Turner's Beskrivelse af Fucus buc- cinalis, 384. Tveskiæl, 251. U. Ucriana racemosa, 127. Uncaria inermis, 124, Unio, 256, 259, 284. — elongatus, 281. Urinsyre hos Bléddyrene, 324-348; hos Fuglene, Krybdyrene og Pat- tedyrene, 343; hos Insekterne 344-345; om dens Oprindelse og de Love man derom kan antage, 341-344; Maaden at erholde reen Urinsyre, 347 - 348 ; at opdage en ringe Deel af den, 346, 347. Uroe. Luftens Modstand ved Com- pensations Uroen, 397 félg, Usteria guineensis, 27. Utricularia inflexa, 33. — Thonningii, 32. Fu Fandets Sammentrykning; Undersö- gelser derom af Prof. Orsted, LXV. Vandspindel hos Dammuslingen, 298. Varec Trompete, 389. Varmeforholdene i Island, XXXII, Veir - Iagttagelser, see meteorologi- ske Iagttagelser. Venesystem. Det eiendommelige Ve- nesystem Prof. Jacobson har op- daget ide 3 Classer af Hvirvel- dyr leder ham til at opdage Ny- rerne hos Bléddyrene, 326-327. Venåse Organer, hvad derved for- staaes, 262. Ferea crenata, 219. Videnskabernes Selskabs Medlem- mer, I-XII, Forhandlinger, XIII- Exil Viola enneasperma, 154. — guineensis, 153. — Jancifolia, 154. — linarifolia, 154. — suffruticosa, 154. Viscum cinererum hos Blöddyrene, 329. Vivianit, jordagtig, i Morsum Cliff, 370. Poluta, 374. Voluta lignende For- steninger i Morsum Cliff, 374. . Folutella, 220. Vualt - Mi, 231. Vula - Fyé, 120. I. Waldinger om Faarenes Indvolds- orme, 266. 2 I 43 Wallich, N., LVI, Willis meente at de hovedlöse Blöd- dyr have adskilt Kiôn, 254; om Luftsekkene hos Fuglene, 317. VV ohniich har kaldt Kalksekken Nyre, 338. Wormskiold (M.), 186; hans Ba- rometer - Iagttagelser i Grönland, XXXI. Wormskioldia heterophylla, 185. Würzer om Urinsyre hos Silkeor- 344. optages til Medlem, men, X. Xanthongensyre, dens Analyse, XXIII - XXIV. Ximenia aculeata, 213. — americana, 213. — multiflora, 213. Z. Zeise, W, Prof., optages som Med- lem, XV. Xanthogensyrens Ana- XXIIT- XXIV. Platinets Forchlorids Forbindelse med Viin- aand, XLV-XLVI. Olie af Asa foetida er en Svovlforbindelse, XLVI. Zonula Zinnii, XVII. ! lyse, HE. Æggestokkene og Eggene. Deres Leie hos de hovedlöse Blöddyr, 253. Æggene menes at udklæk- “kes i Giellerne, 254 fölg. Ægyptisk Tidsregning, LIV-LVI. Æquationers (Differential) Integra- tion; Afh. af Prof. v. Schmidten, XXXVII-XXXIX, 1-20, Al- mindeligt Princip for samme, 4-6, Integration af de lineaire Æqua- tioner, 6-15; af de ikke lineaire "16-20. O. Oiet, Om en egen Indretning ved samme; Afhandling af Prof, Ja- cobson, XVII - XIX, Ørsted, Prof,, Om Luftens Sammen- trykning, XXIV -XXV. Om Chlorleeræret, XXV-XXVI Om Legemernes Sammentrykkelighed, XLVI - XLVII. Nobilis electromagnetiske Multi- plicator, XLVII-XLVIII. sög om Legemernes Sammentryk- kelighed, LXV - LXVI. af den electromagnetiske Multi- Forbedring af For- Brug plicator til Sölvprövning, LXVI. Om Klokkers Ringzing, LXVI- LXVIII, S | 436 Rettelser — - XXIV. L. 18 Rumfaget les: Rumfanget XLII. L. 9 derfore komme 1. der fore- komme LI. L. 7 Byden e L Bydende LVII. L. 24 Fort. 1. Forf. 134 BASS EUR 146 L. 25 S. oleraceum 1. S. Atropo 194.127, 7 linariliafo 1. V. linarifolia 235 L. 5 Loranthus umbellatus 1. Lo- ranthus Thonningii. 251 L. 13 efier Hovedlöse skjællede — L. 14 (,) efter acephala udslettes 253 L. 5 Gallegangene 1. Galdegangene — L. 15 Tellina 1. Mya > 255 L. 13 efter Aovedlose tilf. zveskjæl- lede tilf. tve- — efter acephala tlf. bivalvia — udruges 1. udklækkes L. 3 nedenfra og 1. i L. 20 efter Afsondringsorgan tilf. i et saadant venöst Organ 263 L. 12 Opussula 1. Opuscula 17 mouisse 1. monuisse — sidste Lin. ; 1. , 264 L. 19 Gaderopus 1. Gedaropus — — 25 cn I. en 271 L. 13 Samme 1. disse Kroge 274 L. 6 nedenfra egentlige 1. egentligt 276 L. 9 nedenfra Limnœus 1. Limnæa 278 L. 7 bageste 1. bagerste 281 sidste L. elongatulus 1. elongatus 284 L. 18 Juni 1. Mai 283 sidste L. tilf. Zeitschr. f. Physiol. Bell: ek VAT: 304 L. 2 tilf. i Anm.: Geoffroy (Traité sommaire des-coquilles tant Huviatiles que terrestres qui se trouvent aux en- 08 S. — — — Tillæg. virons de Paris. Paris 1767. 12. p. 135) vidste at den föder levende Un- ger; og Nilsson (Historia molluscorum Suecie terrestrium et fluviatilium. Lundæ 1822. 8. p. 97) har nærmere undersögt Ungernes Opholdssted og Beskaffenhed. 312 L. 2 nedenfra udslettes X. X. 314 L. 17 tilf. i Anm.: Dette har Nils- son ogsta bemærket. 318 L. 15 efter Snogens Lunge tilf. at indeholde Vand, 320 L. 3 efter spaltet tilf. *) og under Texten: *) Jfr. 1 Bidr..p- 274 Anm. 325 L. 4 nedenfra tilf. af samme Me- ning ere Link og Oken. 334 L. 10 og udslettes — — 11-efter Vand tilf. og Ægge= hvidestof. 347 L. 20 Lodderöret 1. Lodde- eller Blæserürets Anvendelse i Kemie og Mineralogie S. 293. 360 L. 10 ogsaa 1. altsaa 368 L. 17 istedet for: som Sandplan- terne vare blevne faste ved 1. som ved Sandplanterne vare blevne faste 371 sidste Lin. Glimmersandet 1. Glim- merleret. 372 förste Lin. merleret 374 Lin. 47 SE \ 388 L. 2 ucus 1. Fucus. "+ 394 L. 18-19 Svingnings Buer 1. Sving- ningsbuer 400 sidste L. Inflydelse 1. Indflydelse 407 L. 23 anden Steds 1. andensteds Glimmersandet 1. Glim- — 409 sidste L. nöjagyig 1, nôiagtigt